|
Erindringer -
DAGBOG Bent Christensen |
Fra januar 2010 til NU. - En slags
dagbog
"Fortsættelse" af og "supplement"
til kapitel 12 af "Erindringer" (find dem i menuen tv.): "2003-.
Med pensionen som arbejdsstipendium".
Se også selve undersiden ”Erindringer”.
INDHOLD
Indledning
2010-NU
Betragtninger ved årsskiftet og tiår-skiftet
Januar 2010 - et tilbageblik
Februar 2010 - et tilbageblik
Marts 2010 - NU.
- Altså fortsat noget for hver måned, men nu uden angivelse her i
indholdsfortegnelsen.
- - -
Indledning
Beslutningen om at lade erindringerne slutte med et dagbogsagtigt tillæg blev truffet den 1. februar 2010. Alt, hvad der vedrører januar måned 2010, er altså også en slags erindring - dog om den helt umiddelbare fortid.
Jeg kan ikke
sige, hvilken karakter dette får. På den ene side kan det ikke være meningen,
at jeg skal begynde at føre en egentlig dagbog her med optegnelser om stort og
småt i mit liv som sådant, og på den anden side kan jeg i perioder blive så
optaget af andre ting, at jeg kan komme til at glemme noget, der burde have
været taget med. I mange tilfælde vil jeg dog så nok få det skrevet, mens jeg
har det i hverken mere eller mindre end frisk
erindring!
Mit liv her i
årene efter 2003 kan ellers stort set følges i de tekster, der står på en
hel del af de andre undersider (hvilke vil nogenlunde fremgå af titlerne), men
jeg vil her i dette ”tillæg” prøve at skrive nogle ting, der kan samle og sætte
i relief. - Jeg henviser kraftigt alle interesserede til teksterne på nogle af de andre
undersider!
Måske vil jeg senere rense ud i disse ”dagbogsnotater” og foretage nogle sammenfatninger. Detaljer, der kan være interessante i år, kan være uden væsentlig interesse året efter.
2010
Betragtninger ved årsskiftet og tiår-skiftet
Der kan siges meget om årsskifter og periodeinddelinger i årtier og århundreder. Og det er alt sammen rigtigt, i hvert fald i den forstand, at både de, der lægger vægt på sådanne skillelinjer og perioder, og de, der ikke gør det, ja, ligefrem prøver at bekæmpe denne tilbøjelighed, kan have ret i det, de siger.
Selv hælder jeg mest til den side, hvor man lægger vægt på inddelinger og perioder. Det er nok en side af mit grundlæggende konservative gemyt, idet jeg siger, at så har man da noget, og noget er bedre end ingenting, og så kan man altid forholde sig mere kritisk til det bagefter. Det kritiske gemyt vil derimod føle stor tilfredshed ved fx at kunne påpege, at noget, der er blevet anbragt i et bestemt årti, i virkeligheden kunne påvises allerede sidst på sommeren i det sidste år af forrige årti.
Man kan jo også forfine inddelingen i årtier ved at dele dem i to, så man fx lader en periode begynde fra midten af det-og-det årti. Ja, man kan bløde op på det og lade et fænomen begynde at træde frem i første eller sidste halvdel af et årti. Men det giver stadigvæk en vis anskuelighed.
At nøjeregnende folk også kan se, at flere forskellige fænomener kan være til stede mere eller mindre side om side i fx det samme årti, er atter en anden sag.
Der er i selve de erindringer, disse notater udgør fortsættelsen af, en del årstal, der er skelsættende i mit eget liv og min egen udvikling. Blandt de vigtigste er 1961, 1965, 1970, 1978, 1998, 2002 og 2003.
Kun ét af disse årstal markerer også et vigtigt skillepunkt i den store historie. Det er årstallet 1965, som ikke alene er det år, hvor Anna og jeg blev gift, men også det år, der af mange regnes for det første store skille-punkt i tiden efter Anden Verdenskrig, ja, for det år, hvor ”efterkrigstiden” gik over i den almindelige moderne tid (som vel o. 1980 eller i løbet af 1980’erne gik over i den postmoderne tid).
2001 kunne være blevet et år, der på tilsvarende måde var skelsættende i både min egen personlige historie og den store historie, hvor det jo var det år, terroristerne fløj de kaprede maskiner ind i World Trade Center og Pentagon, og året for det nye systemskifte i dansk politik. Men i min egen historie er det året før mit ophør i 2002 med at være Grundtvig-forsker og to-året før min pensionering i 2003 med henblik på at bruge ”pensionen som arbejdsstipendium” i forbindelse med først og fremmest mit store - i enhver betydning af ordet - livs-projekt ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”.
Jeg kunne dog også have sat året 2001 ind som et vigtigt år i min egen livshistorie, for det var det år, hvor jeg ikke længere kunne holde mig ude af den fremmedpolitiske debat, ja, ikke længere kunne gå i min personlige herlighed ude på de lollandske skovveje og føle og tænke de helt grundlæggende ting til mit projekt. På undersiden ”Fremmedpolitik” vil man kunne se, at jeg i det år trådte frem før både 11. september og 20. november (folketingsvalget).
Jeg havde på det tidspunkt faktisk allerede ytret mig tre gange i den fremmedpolitiske debat, nemlig i et til dels, men også kun til dels, Søren Krarup-kritisk læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 27.09.86, og i en artikel i januar/februar-nummeret 1998 af ”Kirkebladet” (for Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat), hvor jeg under titlen ”Kærlighed og sandhed” forholdt mig kritisk til fem biskoppers dengang meget omdiskuterede erklæring om tonen i flygtningedebatten. Endelig have jeg den 24. januar 2000 et lille læserbrev i Kristeligt Dagblad, hvor jeg under titlen ”For demokratiets skyld” erklærede, at med den måde, man i en debatudsendelse i TV 2 den 18. januar havde behandlet Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti på, kunne det blive nødvendigt for mig at stemme på Dansk Folkeparti.
Men i 2001 begyndte det med en kronik i Kristeligt Dagblad den 12. juni med titlen ”Humanisterne og os”. Og med debatindlægget ”Forum for kritisk indvandringsdebat” i Præsteforeningens Blad den 26. juni 2001 kom jeg for alvor på banen - i en grad jeg overhovedet ikke havde turdet håbe på. Undertitlen var nemlig ”Indkaldelse til, at man i det mindste lader sig tegne på en ’netværks-liste’”. Og det var der en del der gjorde, ligesom medier af alle slags i nogen tid viste stor interesse for mit initiativ - ikke mindst fordi det i høj grad blev set som et præsteoprør mod især århusbiskop Kjeld Holm, som dengang førte sig voldsomt frem til fordel for indvandring og (alles) integration. Man kan se en del om dette på undersiden ”Fremmedpolitik”. - Jeg kan ikke huske, om det var allerede dengang, nogen begyndte at kalde Kjeld Holm ”Stormuftien af Århus”, endsige hvem det var. Jeg mener dog ikke, det var mig.
Som jeg skrev i begyndelsen af ovennævnte ”indkaldelse” i Præsteforeningens Blad, var det ”meget imod min egen personlige interesse, for så vidt angår tid og arbejdskraft”, jeg kastede mig ud i dette, ”men i en følelse af pligt, der ikke kun gælder Danmark og det danske folk, men som gælder menings- og ytringsfriheden i hele Europa, ja, i det hele taget hele den vestlige frihedstradition”. Men heldigvis er det gennem alle årene lykkedes mig at fordele min samlede indsats på en sådan måde, at jeg altid har arbejdet mest med mit ”hovedfag” (mit livs- og litterærpoetiske projekt) og dernæst med mit ”bifag” slavistikken (mest det polske og det sorbiske/”vendiske”). Det gælder også de to år, jeg som del af denne ”værnepligtstjeneste” var lokalformand for Dansk Folkeparti (2006-2008). - Hvad ”bifaget” angår, kan jeg her oplyse, at det netop er i forbindelse med det, jeg er kommet ind på at bruge betegnelserne for mine to cand. mag.-fag dansk og russisk som betegnelse for mine aktuelle aktiviteter, idet mit nuværende ”hovedfag” jo klart svarer til den litterære hoved-side af mit gamle dansk-fag og ”slavistikken” klart bygger på mit gamle bifag. Om min ”bifagsvirksomhed” kan man læse på undersiderne ”Internationalt”, ”Vendere - sorbere”, POLSKI og RUSSKIJ.
Men alt dette fortæller jeg, fordi jeg allerede i 2009 på flere forskellige leder begyndte at få en fornemmelse af, at vi var på vej mod et nyt vendepunkt. Og det er jo så ikke mindst i denne forbindelse, jeg fik trang til at indlede med nogle betragtninger over det med periodeinddelingen efter årtier eller tiår. For det første tiår i 2000-tallet, de såkaldte nullere, begyndte jo i efteråret 2001, og tiårsskiftet til etterne følte jeg allerede var i gang i 2009.
Jeg kan måske senere uddybe, hvad det var jeg over et meget bredt felt begyndte at fornemme i 2009. Men hvad det fremmedpolitiske angår, var der ingen tvivl: Vi havde vundet! Ikke i den forstand, at vi ikke stadig havde indflydelsesrige og for så vidt veltalende og ‑skrivende modstandere, og endnu mindre i den forstand, at de ting, vi havde frygtet, var ude af verden, men i den forstand, at vi havde vundet både det store vælgerflertal og debatten. Det er vel nu et eller andet sted omkring de 80 % af vælgerne, der går ind for en fremmedpolitik, der svarer til, hvad vi var nogle få, der i 2001 begyndte at påberåbe os retten til, dog at diskutere. Og vi kan se, hvad selv SF’ere nu må sige, hvis de vil gøre sig håb om at nå at krone deres politiske karriere med en ministerpost. Samtidig er der flere veluddannede debattører, der stiller sig på vor side. Og hos de tilbageværende ”hellige”, det være sig marxister, kulturradikale eller borgerligt anstændige og griske kapitalister, bliver tonen mere og mere desperat og argumenterne mere og mere pinlige.
I mine egne indlæg begyndte jeg derfor i 2009 dels at proklamere vor sejr og opfordre til storsind og konsensus, dels at bebude min egen tilbagetrækning fra debatten, idet jeg erklærede, at det nu var både min ret og min pligt at koncentrere mig om især mit ”hovedfag”.
Hvad mit ”hovedfag” angår, er det kun mig selv og til dels min kone, der forstår, hvor meget der er på spil. Jeg hverken kan eller vil afvise, at jeg bare er en gammel præste-nar, der har gået rundt med en digter i maven eller noget i den retning. Men i så fald kan jeg ikke risikere andet end at gøre mig lidt til grin. Hvis der derimod er bare en lille smule virkelighed i den følelse og fornemmelse, jeg har af, at det er dette ”hovedfag” eller dette projekt, der skal være kronen på mit livsværk, så vil hver eneste, om end nok så beskeden, ting, jeg når at få lavet, være en gevinst. Jeg har kort sagt alt at vinde og intet at tabe.
Og lad mig sige det på den måde, at det, jeg nu prøver at nå så meget som muligt af, det er, hvad hele mit liv har bevæget sig frem mod, siden jeg i 1961 opgav drømmen om at blive professionel jazzpianist, og hvad hele min virksomhed som teolog, præst og Grundtvig-forsker gerne skulle munde ud i. Hvad ”Kirke og teologi” angår, ligger alt klar: Et sundt og stærkt ”evangelisk-luthersk-minimalkatolsk” syn på gudstjenesten, kirken og det økumeniske (mellemkirkelige) og en gennem også mine tredive års Grundtvig-forskning udformet ”teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement”. Men jeg mangler at få gjort mit bidrag færdigt til det liv, som netop ifølge ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement” skal leves uden for kirkedøren og døren til det teologiske studerekammer.
En del af de resultater, jeg trods alt allerede er nået frem til, kan ses på undersiderne ”Mit eksistens-rum”, ”Poetik”, ”Litterære tekster”, ”Min lyrik- og poetikhistorie” og ”Program”, men jeg har allerede en del mere på bedding, ja, lige nu er mit største problem faktisk tiden. Jeg håber, jeg meget snart vil kunne sætte nye interessante ting på såvel ”Mit eksistens-rum” som ”Min lyrik- og poetikhistorie”. For de ting, der allerede står på de her nævnte undersider, er for de flestes vedkommende kun for delresultater at regne på min møjsommelige vej frem gennem konceptudviklingen til den produktion af egentlige produkter, jeg forhåbentlig når at få i gang.
Men jeg arbejder også med disse ”Erindringer” her ved tiår-skiftet 2009/2010, og det behøver ikke vare så længe, før i hvert fald dele af Kapitel 8 om min tid som præst i Pedersker-Povlsker på Bornholm kommer på. Og her i dag (01.02.10) er jeg altså begyndt på dette dagbogs-tillæg.
Januar 2010 - et tilbageblik
Som allerede sagt er dette dagbogstillæg begyndt den 1. februar 2010, så hvad januar måned angår, bliver der, som også allerede sagt, i virkeligheden tale om en slags korttidserindringer.
Hvis jeg ser på min kalender, er der ikke meget, der falder i øjnene. Det, der fylder mest, er, at både Anna og jeg mandag den 11. januar påbegyndte en ferie fra vor organisttjeneste (i henholdsvis Landet-Ryde og Vesterborg), der skal vare helt frem til mandag den 8. februar. Det er en ren hjemmeferie, som jeg for mit vedkommende bruger til mit egentlige arbejde, blandt andet disse linjer. - Der bliver ikke nogen egentlig udlandsrejse i dette ferieår. Om vort udvidede tandlægebesøg i Szczecin i begyndelsen af oktober 2009 kan man læse på undersiden ”Internationalt”, nemlig i Informator Polski-artiklen ”Til tandlæge - med mere - i Szczecin”.
Jeg har ikke fungeret som præst i år. Den eneste for så vidt præstelige aktivitet, der skulle have været tale om, var det lysbilledforedrag, jeg skulle have holdt i Landet Præstegård den 10. januar, men som blev aflyst på grund af snevejret: ”Helligtrekongersbetragtninger om Kirken dengang og nu og her og der”, et foredrag, der med udgangspunkt i helligtrekongersevangeliets Betlehem og apostlene Paulus og Barnabas’ missionsvirksomhed på Cypern, var et tilbageblik over mine (og i høj grad også Annas) mellemkirkelige oplevelser og aktiviteter fra vor bornholmertid af og frem til nutiden. Dette i hvert fald for Anna og mig meget interessante foredrag vil i stedet blive holdt søndag den 6. juni.
Men ellers har jeg passet mine sysler. Hver almindelig morgen et stykke i den polske Bibel - som jeg nu læser for anden gang. Hver mandag morgen et stykke i det sorbiske/vendiske Ny Testamente (for tiden Johannesevangeliet). Hver lørdag morgen søndagens danske gudstjenestetekster på polsk. Ja, det lyder lidt underligt, men det er ligesom ved hverdagsmorgenernes bibellæsning, som på én gang er min morgenandagt og en del af mit polskstudium. Jeg er simpelt hen nødt til at rationalisere. Og hver søndag morgen så vidt muligt repetition af den pågældende søndag i min polske katolske messebog, og så vidt muligt deltagelse i messen via Polskie Radio, som praktisk taget altid transmitterer messen kl. 9 fra Hellig Kors Kirke i Warszawa, hvor man altså simpelt hen har udstyret stående, ligesom man har det for Morgenandagtens skyld i Domkirken i København. Når jeg selv skal være organist om formiddagen, kan det være svært at få tid og ro til det, men så ser jeg måske noget af tv-transmissionen af messen på Telewizja Polska’s (TVP) globale kanal POLONIA kl. 13.
Og mens jeg er ved det, så har jeg endnu en faktisk daglig
kirkelig aktivitet med polsk fjernsyn, nemlig oplevelsen og studiet af den
fantastiske serie ”Plebania” (Præstegården). Her ser man i til dels sæbeopera-agtig form en i grunden dybt, dybt seriøs
fremstilling af livet i og ud fra og omkring en katolsk præstegård i en landsby
i det østlige Polen. Forbilledet for sognepræste-hovedpersonen er eller har været konsulent på
serien, og alt er meget realistisk og loyalt - men ikke dermed ukritisk, fx for
så vidt angår cølibatet. Man kan her virkelig studere polsk kirke- og
samfundsliv under en masse forskellige helt up to date vinkler. Jeg har skrevet
en artikel på polsk om denne serie i det her i Danmark udgivne polsk-danske
tidsskrift ”Informator Polski”. Polskkyndige kan læse den på undersiden POLSKI,
men jeg burde se at få oversat den til dansk og sat den på undersiden ”Internationalt” og/eller ”Kirke og
teologi”.
Fra omkring afsnit 1325
begynder serien ”Plebania” dog at skifte sted, nemlig til den nærmeste by Hrubielów. Og det ender med, at sognepræste-hovedpersonen,
som for længst også er blevet provst, og som er biskoppens gode ven og
problemknuser, af denne bliver flyttet til Hrubielów.
Men også flere af de andre hovedpersoner flytter ind til Hrubielów.
Og allerede inden serien er nået frem til afsnit 1450 har den i mange
henseender skiftet karakter, nemlig fra den oprindelige skildring af livet i et
i mange henseender tilbagestående østpolsk landsogn til en skildring af livet i
en lidt større østpolsk provinsby, hvor alle de moderne ting er slået igennem.
Men stadig med kirken og sognepræsteembedet i centrum, ja, faktisk med en
opgradering af den teologiske tematik. Indeværende alinea-afsnit er sat ind her
den 3. marts 2010, hvor serien var nået til afsnit 1452. Tiden er kort sagt
inde til, at jeg skriver et supplement til min ovenfor omtalte artikel fra
september 2008!
Men trods mine bestræbelser på, så vidt muligt at holde mig ude af den fremmedpolitiske debat, er jeg i den første måned af 2010 kommet til at beskæftige mig en del med disse ting. Mest på de indre linjer i de forskellige sammenhænge, jeg stadig indgår i. Men det er også blevet til et enkelt læserbrev og nogle andre mere eller mindre offentliggjorte tekster. Se undersiderne ”Fremmedpolitik” og ENGLISH.
Det begyndte med formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaards ikke så heldige udtalelser om forholdene i muslimske familier den 17. december 2009. Det måtte jeg prøve at forholde mig til, som man siger. Jeg har jo haft en vist kontakt med Lars Hedegaard siden 2001 og kunne kun være ked af, at han havde dummet sig. Jeg drog dog den konsekvens af det, at jeg foruden at drøfte det lidt på de indre linjer meldte mig ind i Trykkefrihedsselskabet ”af grunde, der meget ligner dem, Asger Aamund har givet for, ikke at træde ud”, som jeg skrev i et læserbrev til Weekendavisen, som desværre ikke fandt optagelse, men som kan læses på undersiden ”Fremmedpolitik”: ”Farligst først”. En anden tekst, jeg skrev i denne sammenhæng, men som også kun kan læses på undersiden ”Fremmedpolitik”, var et kronikforslag til Information med titlen ”Nyt ytringsfrihedsselskab - ny konsensus?”. Det var en replik til Jens-Martin Eriksens kronik den 8. januar ”Nye bannerførere for ytringsfriheden” og altså et tydeligt eksempel på min vurdering af den nye situation og min til den svarende nye strategi.
Men der havde jo også været den somaliske økse- og knivmands voldelige og morderiske indbrud i tegneren Kurt Westergaards hjem nytårsdag. Det var imidlertid ikke det, der direkte fik mig på banen. Og det var heller ikke auktionshuset Lauritz.com’s nej til at have Kurt Westergaards akvarel med på auktionen til fordel for jordskælvsofrene i Haiti - selv om husets forklaring jo gjorde et stort indtryk på mig. Det var heller ikke Ugebrevet A 4’s offentliggørelse den 11. januar af resultatet af en undersøgelse om selvcensuren hos danske kunstnere og debatten deromkring, hvor man igen måtte man høre en række fine kunstnere og kulturpersonligheder snakke udenom og skjule deres egen politiske dagsorden og/eller nøgne frygt for terroren bag et væv af fine ord.
Nej, det der kaldte mig frem for anden gang i denne måned, var et nyhedsbrev den 19. januar fra Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift Sappho med denne oplysning:
Sangerinden Nikolinenikki har indspillet en fire minutter og tretten sekunder lang musikvideo, der er intet mindre end en kærlighedserklæring til Kurt Westergaard. Over et Lady Gaga-beat beretter Nikolinenikki, at hun elsker både Kurt Westergaards Muhammed-tegning og tegnerens skæg, og at hun vil have en farlig romance med tegneren. En romance, der får følgende ord med på vejen af sangerinden: "Det er i hvert fald farligt lige for tiden :b". - [Så vidt jeg efterhånden er kommet ind i de unges ”smiley-verden”, er Nikolinenikkis afsluttende ”:b” formodentlig en særlig variant af, hvad jeg kalder en ”fattigmands-smiley”, hvor kolon’et er øjnene og b’et munden i en særlig vrængning, som vel passer til ”farligt lige for tiden”].
Der var også et link til Nikolinenikkis alias Nikoline Astrid Nielsens video ”Farlig romance - med Kurt Westergaard” (Nikolinenikki = Nikoline + kælenavnet Nikki). Og jeg prøver at indsætte dette link her: www.youtube.com/watch?v=53xx6NHPiSo. Det klikkede jeg på, og hvad jeg fik at se og høre, fik mig i første omgang til at reagere med ret blandede følelser. For ikke alene var der rent musikalsk tale om noget, der både lå fjernt fra, hvad jeg ellers beskæftiger mig med, og heller ikke virkede særlig overbevisende; der var også tale om ret stærk kost for en gammel præst som mig, for så vidt som der jo ikke - hverken verbalt eller kropsligt - blev sparet på udtrykkene i denne 17-årspiges udtryk for kærlighed til den 74-årige Kurt Westergaard.
Men der var noget, der fik både mig og Anna til at se og høre Nikolines video igen og igen - og til efterhånden at gå og nynne på stumper af melodien. (Når jeg rask væk kalder Nikoline ved fornavn, skyldes det ikke alene, at hun er en person, store dele af Danmark er kommet på fornavn med, men også, at jeg - sammen med hundrede- eller tusindvis af andre - er blevet Facebook-ven med hende; nærmere nf.). Det var i øvrigt ikke Nikolines egen melodi, men en melodi, der stammer fra en os hidtil ukendt sangerinde med kunstnernavnet Lady GaGa. Og Nikolines nummer er vist blevet til på den måde, at hun har sunget oven på et (fremragende) karaoke-akkompagnement til denne melodi, og så i øvrigt har stillet sig op foran sit eget videokamera og har mimet til det således indspillede, hvorefter der er blevet sat en baggrund ind - blandt andet med nogle sværd, der kommer flyvende på passende steder i sangen. - Jeg har senere lyttet til den originale Lady GaGa-version af melodien, men må (som jo altså bla. gammel jazzmusiker) sige, det er en slap sag ved siden af Nikolines version.
Det afgørende var imidlertid Nikolinenikki-videoens
voldsomme symbolstyrke. For her gælder princippet ”jo værre jo bedre”! Hvad
kunne være et bedre svar på den muslimske terrorismes selvhøjtidelige
formørkelse end en sådan video, der på godt og ondt repræsenterede den vestlige
ungdoms frie liv og frie udtryk?! Jeg har sagt, at der på sin vis er tale om en
endnu større hån mod den muslimske terrorisme end i Kurt Westergaards tegning.
Og det var derfor med en helt anden slags blandede følelser, jeg begyndte at gøre
forskellige ting for at støtte Nikolinenikki, der jo
i mellemtiden havde modtaget blandt andet mordtrusler. Jeg indrømmer blankt, at
der jo heri også lå et ønske om at være med til at føre hendes video frem i
kampen mod dem, der i en helt ny bogstavelig forstand ville binde os på hånd og
mund. Og jeg har naturligvis fra starten kunnet se det problematiske i, at der
er nogen, der vil ”bruge” en person, der træder frem med sådan et nummer. Det
viste sig også hurtigt derved, at der tilsyneladende også er folk fra mere
mørke miljøer, der har fået gjort sig til Facebook-venner med Nikoline Astrid Nielsen. Det var der i hvert fald
folk fra den mørke-røde
fløj, der påstod - mere eller mindre med hjælp fra ingen ringere end den
liberale netavis ”180grader”. Men her ser vi igen den paradoksale alliance
mellem islamismen og marxister, kulturradikale og kulturliberale.
Da der kom blandt
andet mordtrusler mod Nikoline for hendes video og der i den anledning blev
oprettet en støttegruppe for hende på Facebook, måtte jeg for at kunne melde
mig ind i denne støttegruppe selv gå på Facebook - noget jeg ellers gentagne
gange og meget højlydt havde erklæret aldrig ville ske - når fx mine børn havde
talt om det. - Da mine børn så jeg var kommet på og vi blev ”venner”, undlod de
da heller ikke at fremsætte nogle lettere drillende, men samtidig meget
velkommende bemærkninger. Det samme gjaldt mine to vokse børnebørn - som det er
en helt særlig fornøjelse at møde i dette forum. Jeg får også vekslet nogle
hyggelige bemærkninger med min medsvigermor Jytte. Og gennem en partifælle på
Falster er jeg blevet ven med en præst på Færøerne, jeg hidtil aldrig
overhovedet havde hørt om, men som i høj grad bruger Facebook som
forkyndelsesmedie.
På et tidspunkt
indstillede jeg al virksomhed i forbindelse med Nikolinenikki.
Hun havde nemlig - på mange opfordringer - også lavet en engelsk udgave af sin
Kurt Westergaard-video. Men der gik, så vidt jeg husker, mindre end et døgn, i
hvert fald kun meget kort tid, før hun trak den tilbage igen. Og jeg kunne ikke
få andet indtryk, end at det var af frygt for de følger, det kunne få at have
en sådan ting på Nettet, ikke alene for hende selv, men også for Danmark. Ja,
der var næsten ikke den tanke, jeg ikke gjorde mig med hensyn til, hvad der
kunne ligge bag denne beslutning.
Men nogle dage
senere, da jeg skulle tjekke, om den danske version nu også var blevet fjernet,
så jeg, at ikke alene var den der stadigvæk (på YouTube); der var oven i købet
sat en lille boks ind, som man kunne klikke på, hvis man ville høre den
engelske version, som altså var sat på igen - i øvrigt svarende til, hvordan
man kan klikke sig fra den engelske til den danske version. Den engelske
version hedder ”Risky Romance - with Kurt
Westergaard”, og jeg prøver at give et link: www.youtube.com/nikolinenikki#p/u/1/_uFo8PzkvrE.
Digteren Peter
Dyreborg har på Facebook kritiseret den engelske version for at være mindre
vellykket. Det er jeg i flere vigtige henseender ikke uenig med ham i, men jeg
har dog svaret ham således: ”You may
be right, but I think the
English version has some qualities
that may be good in the international context. And I hope it will be understood and enjoyed
worldwide”.
Tilsyneladende føler Nikoline sig ikke længere presset fra hverken den ene eller den anden kant. Begge hendes videoer var i hvert fald her til aften den 1. februar 2010 endnu på YouTube, så jeg har fortsat min støtte til hende - eller brug af hende! Idet jeg dog også er begyndt at føle en vis interesse for hendes person og produktion i øvrigt - selv om jeg endnu ikke har fundet nogen anden ting af hende, der kan måle sig med de to Kurt Westergaard-videoer. Jeg mener stadig, Nikolinenikki og hendes video er kommet til at stå som et enestående symbol i den aktuelle situation, hvor jeg godt nok benytter enhver lejlighed til at proklamere min sides sejr i den fremmedpolitiske strid, men hvor der stadig er en helt uoverskuelig mængde af alvorlige problemer at tage stilling til, og hvor man stadig må høre på store mængder af ulidelig snak fra deres side, som åbenbart hverken kan eller vil indrømme, at de har taget fejl. I denne situation er det mere end forfriskende at høre og se et sådant symbol - og at komme til at stifte nærmere bekendtskab med hele den Facebook-ungdomskultur, det er dukket op af. Som jeg har skrevet til et af mine Facebook-ven børnebørn: ”Når man kommer i vores alder, er det i det hele taget sjovt at se, hvordan de unge gør og skriver”.
Jeg har sat forskellige ting ind i kommentarerne på Facebook, men navnlig har jeg sat en kommentar ind til henholdsvis den danske og den engelske version på YouTube (den engelske er nu også på undersiden ENGLISH):
YOUNG DANISH GIRL GIVES HER LOVE AND SUPPORT TO MUHAMMAD CARTOONIST KURT
WESTERGAARD WITH HER VIDEO “RISKY ROMANCE - WITH KURT
WESTERGAARD”. - 28.01.10.
-
17 year old Nikoline Astrid
Nielsen - alias Nikolinenikki - who lives in Silkeborg, Denmark, has made
an astonishing video - brilliant in its kind - in support of Muhammad
cartoonist Kurt Westergaard who had been attacked in
his home by a Somalian muslim armed whith an axe and a knife.
I am a (retired) pastor in The
Evangelical-Lutheran Church of Denmark and a Doctor of Divinity in our famous Grundtvig (freedom!!!). I like and support this video. In
another context it might be too strong for my taste. But in this particular
context I see and hear it as a good and serious joke - a young girl giving her
support to a threatened person with her show, words and music, and at the same
time sending a strong Danish and Western answer to the people who want to
control us. Anybody with a sense of humour and an understanding of the whole
context will understand this - and enjoy the video. I hope it will be known and
enjoyed worldwide - as a new Danish contribution to freedom.
Min
YouTube-kommentar til den danske version har jeg vist ikke fået gemt hos mig
selv, men jeg vil under alle omstændigheder også hellere - som afslutning på
min beretning om Nikolinenikki-begivenheden - citere
det læserbrev, jeg den 22. januar 2010 fik i Lolland-Falsters Folketidende:
Lyspunktet Nikolinenikki
I situationen efter angrebet på Kurt Westergaard med blandt andet
auktionshuset Lauritz.com’s afvisning af hans tegning
til fordel for jordskælvsofrene i Haiti, vil jeg sige, at det er i orden, at
folk er bange - bare de siger det, som det er, og ikke prøver at besmykke deres
adfærd med fine ord. Man hverken kan eller skal tvinge folk til at være modige.
Så må hele samfundet ellers se, hvordan vi i fællesskab kommer terrorismen til
livs.
Men jeg vil også pege på et virkeligt lyspunkt midt i hele elendigheden.
Det er den kun 17 år gamle sangerinde Nikoline Astrid Nielsen alias Nikolinenikki’s video med sangen ”Farlig romance med Kurt
Westergaard”. Her erklærer Nikolinenikki sin støtte
og kærlighed til Kurt Westergaard - på en måde, som ganske vist nok i flere
henseender vil kunne virke stødende, men som i virkeligheden er nærmest genial.
Mange vil nok undre sig over, at vi her i huset er blevet vildt
begejstrede for denne video. Men man skal forstå den som en kæmpe spøg fra den
danske, vestlige kulturs side som svar på terroren. Og med dette sind skal man
se og høre den en hel del gange. Teksten er virkelig raffineret.
Videoen kan findes mange steder på Internettet, bla. på YouTube. Måske
er en engelsk version på vej. God fornøjelse! Men vi må håbe, der ikke sker den
modige unge pige noget.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
Den 26. januar
deltog jeg i den luthersk-katolske økumeniske kirkevandring i Maribo fra
gudstjenesten i Sankt Birgitta Kirke til Domkirken.
Den 27. januar
skulle jeg - som altid - have deltaget i Lolland-Falsters Stifts
mellemkirkelige årsmøde, også i Maribo, men på grund af snevejret måtte jeg
blive hjemme.
Den 28. januar
deltog jeg i et møde i Sognets Hus i Maribo, hvor min yngre medgrundtvigforsker
Anders Holm holdt et foredrag med titlen ”To Samtidige - Kierkegaards og
Grundtvigs kritik af hinanden - Teologisk krydsild”.
Søndag aften den
31. januar var jeg for første gang i mit liv til kyndelmissegudstjeneste - oven
i købet i min egen sognekirke Torslunde, som jeg jo på grund af Annas og min
organisttjeneste ellers sjældent besøger. Sognepræst Caris Johansen og hendes
konfirmander samt kirkesanger Agnes Langballe og organist Kirsten Thorup stod i
spidsen for en fin gudstjeneste med en række gode lys-tekster fra hele Bibelen
under gode tema-overskrifter, gode tilsvarende salmer og tænding af lysene på
kirkens syvarmede lysestage. - Under mine bestræbelser på at finde et sted at
parkere mellem de mange høje snevolde og områder, der
var dækket af et tykt og fast snelag, nåede jeg at køre fast to gange, så jeg
måtte grave mig ud med den skovl, vi i denne usædvanlige vinter altid har
liggende i bilen.
Den sidste lille
oplysning er af ikke ringe historisk betydning, for jeg kan ikke huske, hvornår
vi sidst har haft snevinter, og slet ikke, om jeg nogensinde har oplevet noget,
der svarer til den vinter, vi har nu. Der var ”Vinterkrigen” 1978/79, men den
havde en anden karakter og et andet forløb.
Man sender også en
tanke til debatten om den globale opvarmning og det nys afholdte klimatopmøde i
København. Det er naturligvis fuldstændig usagligt, for enhver med den mindste
smule indsigt i fysik og meteorologi vil vide, at man sagtens kan have indtil
flere af den slags vintre i en periode, hvor den generelle tendens er stigende
temperatur. Desuden er der jo globalt set tale om en temperaturstigning. Men
med den karakter af ny verdensreligion, måden at tale om dette problem på har
fået, kan jeg alligevel ikke lade være at føle en vis skadefryd, og selv om der
jo er nogle, der slet ikke kender mig, eller ikke kender mig ret godt, der
kommer til at læse dette, vil jeg tillade mig at anføre den kommentar, jeg i en
passende blanding af spøg og alvor flere gange i denne vinter har underholdt
mine omgivelser med: ”Det er Guds straf, fordi man er begyndt at hengive sig
til en ny religion!”.
Hermed slutter
denne version af de dagbogsagtige erindringer om januar måned 2010, og jeg vil
nu gå over til indsættelse af mere egentlige dagbogsnotater.
Februar 2010 - et tilbageblik
Det er nu blevet den 3. marts 2010, så det, jeg skriver, bliver igen et tilbageblik på den forgangne måned.
Anna og jeg havde som sagt ferie fra vor organisttjeneste (i henholdsvis Landet-Ryde og Vesterborg) frem til og med mandag den 8. februar. Og hvor glade vi end er for at spille, var det både dejligt og gavnligt med denne ferie. Vi fik tid til nogle andre ting, og rent spillemæssigt har en pause på en mærkelig måde også en gunstig virkning. Man kan faktisk godt ”øve sig dum”.
Dermed er vor ferie i dette ferieår som sagt brugt op. Men nu her omkring 1. marts, hvor det virkelig er begyndt at blive forår, er vi så småt begyndt at snakke om vor lille tur til sommer, hvor vi først vil til tandlæge i Szczecin (for anden gang), dernæst vil prøve at deltage (også for anden gang) i højtideligholdelsen af årsdagen for Poznań-demonstrationerne i 1956 (28. juni, se artiklen om turen i 2008 på undersiden ”Internationalt”), videre måske vil aflægge endnu et besøg i området ved Kielce og endelig endnu en gang vil deltage i vore ”vendiske” (sorbiske) venners internationale byfest i Nebelschütz/Njebjelčicy (se i det hele taget 2008-artiklen). (Sorberne er det slaviske mindretal i det sydøstlige hjørne af det tidligere DDR). Først i 2011 vil vi, om alt går vel, tage vor måske sidste rigtig store tur til Polen (men måske den største af dem alle), gennem hele den østlige del, som vi aldrig har været i, og med et gensyn med Warszawa, som vi ikke har besøgt siden 1994.
Og mens jeg er ved vor organisttjeneste, kan jeg også lige så godt straks nævne, at vi på månedens sidste dag, 2. søndag i fasten, fik indsat vor nu også helt formelt ”fælles præst” Kasper Høyer, Vesterborg, som sognepræst i også Annas sogne Landet og Ryde. Det var ganske vist en til det yderste skrabet indsættelse, idet provsten var blevet forhindret i at komme, så at indsættelsen bestod i, at menighedsrådsformand Inge Rye Rasmussen mellem præludiet og kirkebønnen henviste til Kirkeministeriets udnævnelse, læste biskoppens kollats op og bød Kasper velkommen.
Når det nu skulle være sådan, fungerede det udmærket. Og folk med kongregationalistiske tilbøjeligheder vil nok mene, at det var meget bedre på den måde - idet de jo så mere eller mindre måske også gerne ville have været ministeriets udnævnelse og biskoppens kollats foruden!
Heldigvis er jeg nu ude af i hvert fald selve mit sognepræstelige ansættelsesforhold, så at jeg i praksis er organist eller ”organistens mand” eller almindelig kirkegænger - og i øvrigt ”fri kristen åndsarbejder”, som jeg ynder at sige, idet jeg føjer til, at dette, med al respekt for præstetjenesten og for den betydning, denne tjeneste har haft for ikke mindst mig selv, i virkeligheden er den livsform, der passer allerbedst til lige netop mig. Derfor kan jeg føje yderligere den betragtning til, at jeg selv, også som almindelig menig kristen, nødig ville leve i en kongregationalistisk kirkeordning, altså en kirkeordning, hvor kirken stort set bestod af et antal i vid udstrækning helt selvstændige sogne-enheder, hvis menighedsråd fx suverænt ansatte præsten og suverænt var dennes arbejdsgiver - og i øvrigt styrede hele det kirkelige liv i sognet uden hensyn til fællesskabet med resten af kirken. Hvortil kommer hele tids-dimensionen, altså det, at kristendommen rent tidsligt altid kommer til os bagfra. Der er derfor en stor og vigtig symbolik i, at provsten normalt ved præsteindsættelsen kommer med den nye præst og på Folkekirkens og bispeembedets vegne overdrager ham til menigheden - som dog på den anden side reelt (og sådan skal det selvfølgelig være) selv har valgt ham!
Da det var i Annas sogne, spillede hun til gudstjenesten som sådan, medens jeg bare var med (i mit almindelige tøj; der var jo af gode grunde heller ikke deltagelse af andre præster i ornat og procession). Ved den sidste salme byttede vi dog plads. Det var nemlig en af de nye rytmiske: ”Du satte dig selv i de nederstes sted” (DDS 260). Og den kunne jeg som gammel jazzpianist spille i hvert fald noget mere ”rytmisk”, end Anna ville have kunnet. - Da Landet-Rydes sidste ”egen præst” Lisbeth Sinnet Froholdt blev indsat (9. søndag efter trinitatis, den 5. august 2007), var det ”med det hele”, herunder mig i ornat (jeg havde jo ligefrem været en slags ”hjælpepræst” i den embedsledige tid). Men her blev der også sunget en af de nye rytmiske salmer (den samme?), så da vi kom til den, forlod jeg præsterne og gik - altså iført præstekjole! - hhv. op og ned til orglet for at spille til den. Hvad provst Bjarne Madsen meget venligt udtrykte sin tilfredshed med.
For Annas og mit vedkommende betyder sognesammenlægningen, at vi nu har den samme præst og dermed normalt (stort set) de samme salmer, så vi har meddelt, at vi forbeholder os retten til at skiftes til at spille i alle tre kirker i det nye Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat, så vi altså ikke hver uge skal sidde hjemme i hver sit rum og øve på de samme salmer. Vort udspil ligger nu skriftligt hos menighedsrådene, og vi er åbne over for alt. Det kan jo også være, menighedsrådene har nogle ønsker og planer i den nye situation. Hvad det (foreløbig) ender med, vil jeg meddele til sin tid.
Men ellers er tiden jo gået med snerydning, fodring af fugle og den slags. For os som for alle andre. Jeg afstår fra at kommentere vinteren yderligere! Som noget mere særligt kunne jeg ellers fortælle om alle mine ture gennem sneen og på glatte veje med vor søn Asbjørns gravhunde Skvip og Ib. Jeg kunne i det hele taget fortælle meget om mit og vort forhold til disse hunde, som vi passer en eller flere dage om ugen. Og om det forhold til andre hundeluftere, der bliver tale om. Ja, om hele den ”hunde- og dyreteologi”, jeg får udviklet. Helt seriøst! Men det må vente. Foreløbig vil jeg nøjes med at henvise til Facebook-digtet for dagen 3. februar 2010 ”Med to gravhunde i snestorm” (kan bla. læses på undersiden ”Litterære tekster”; se i øvrigt nærmere nf.).
Og hermed er jeg kommet til det klart vigtigste, der er at sige om (også) februar måned 2010. For jeg blev jo hængende på Facebook! (Se optegnelserne for januar). Både privat og professionelt. Det private er henlagt til en særlig profil og skal ikke omtales nærmere her, andet end på den måde, at det faktisk er blevet en hyggelig side af familielivet inden for den ganske lille kreds, der er tale om. Brugt på den rigtige måde sparer det ligefrem tid.
Men hvad min professionelle Bent Christensen-profil angår, er der meget at sige. Blandt andet, at jeg også har nogle gamle ”rigtige venner” med, fx gamle medlemmer af Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats børnekor! Rørende! Men også et par vigtige polske venner og en enkelt DF-partifælle. (De to gamle polske venner er også mine samarbejdspartnere i hele den polsk-danske sammenhæng).
Det afgørende er imidlertid, at jeg mener at have set nogle store muligheder i Facebook i forbindelse med mine helt særlige aktiviteter, altså i de aktiviteter, der kan sammenfattes i betegnelsen ”På Grundtvigs skuldre”, den betegnelse, jeg også har givet den diskussionsgruppe, jeg har oprettet på Facebook. Foreløbig er det dog ikke så meget på det område, der har været ”trafik”. Det hele begyndte som sagt med Nikolinenikkis Kurt Westergaard-støttevideo, så det har været uundgåeligt, at jeg er kommet til at deltage i en del diskussioner af (i også videste forstand) fremmedpolitisk karakter. Men jeg har også været med i nogle meget interessante og seriøse teologiske og kirkelige diskussioner. Og dette er jo kun begyndelsen. Jeg gør ikke noget for at få mange ”venner”, tværtimod. Men den måde, jeg får ”venner” på, er god. Det sker nu også gennem anbefalinger fra og gennem ”venner”, jeg allerede har. Så på i hvert fald det mere programmatiske område kan der være en stor fremtid i dette. Men jeg håber også, der bliver en - jo ifølge sagens natur mindre kreds - jeg kan drøfte mit hovedprojekt med: ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”. - Som alle ved, er der fx snart ikke en politiker med respekt for sig selv (eller sit genvalg), der ikke er på Facebook. Men det gælder også andre personer med et offentligt anliggende. En af de første venne-muligheder, jeg blev præsenteret for, var Martin Ågerup, Cepos, hvis mail-nyhedsbrev jeg i forvejen abonnerede på, så måske derfor, og ham klikkede jeg da på og blev ”ven” med. Måske er jeg simpelt hen bare ”Grundtvig-discipel til tiden”, når jeg nu går på Facebook!
Ved et mærkeligt tilfælde har min indtræden i Facebook også sat gang i min poetiske produktion. I al beskedenhed. Men for mig selv inspirerende. Det begyndte med, at jeg en af de første dage (31.01.10) kom på en aforisme: ”Poesi er livets udvidelse med andre midler”. Og så fik jeg den idé at sætte den på min ”væg”. Hvorefter jeg sagde til mig selv, at jeg da kunne prøve at lave en aforisme eller et digt til væggen hver dag.
Det er foreløbig ikke blevet til flere aforismer. Og det var også kun den første uge, jeg lavede noget til hver dag. Men jeg laver nu et lille digt (eller del af et digt) til hver uge - og et salmevers eller to til hver søn- og helligdag! Jeg siger ikke, det er noget særligt. Det er jo også en meget speciel genre, en meget lille form. For salmeversenes vedkommende er det sådan, at man skal forestille sig, det er dele af en hel salme (som i hvert fald indtil videre ikke findes!). Ja, i nogle tilfælde kan en strofe være komprimeret på en sådan måde, at indholdet i den tilsvarende rigtige salme ville være fordelt på to eller flere strofer. Men jeg mener, de pågældende ting er af en sådan kvalitet, at jeg kan være bekendt at sætte dem på. Som en lille hilsen fra mig. Og trods alt som et eksempel på, hvad jeg har på hjerte (jfr. vægopslagsboksen!), og hvad jeg vil med mit store poesi-projekt. Lad os se, hvad det videre kan føre til. Jeg føler selv, at jeg udvikler mig ved at skrive disse små ting.
Jeg er fortsat FB-ven med Nikoline Astrid Nielsen. Hvilket betyder, at jeg kan se hendes opslag og kommentarudvekslinger med sine venner. Og dermed får jeg indblik i denne del af de unges kultur. Hvad der ikke mindst er interessant for mig som gammel sprogmand! Ja, jeg har en enkelt gang tilladt mig, selv at sætte en kommentar ind. Hvilket blandt andet har ført til en meget interessant diskussion af faglig karakter. Som viste, at der er mere end som så bag alt de unges, også ofte ret skrappe hygge-pjat. - Jeg har også skrevet til Nikoline, at hun altså må finde sig i, at nogle af os gamle rent ud sagt nærmest skubber hende foran os. Hun er jo blevet et helt fantastisk symbol midt i en ellers på mange måder stadig syg tid. Og det har hun tilsyneladende ikke noget imod. Jeg skal undlade at citere, hvad hun på sin væg har sagt om Tøger Seidenfaden og Politiken. Men jeg kan da fortælle, at jeg har opfordret hende til at lave en video om ”forligssagen” - hvis hun ellers kan holde det ud! Og siden de to Kurt Westergaard-videoer har hun - blandt sine forskellige andre ting - lavet en parodi på en autonom pige, nemlig videoen ”Jeg føler mig lidt gusten” (vist blandt andet som svar på nogle ting, der var blevet skrevet om hende på hjemmesiden ”Modkraft”).
Hvad denne ”forligssag” og andre politiske ting i februar måned angår, vil jeg kun sige, at jeg ikke orker at komme nærmere ind på dem her. Det gælder også den store regeringsrokade. Hvad ”forligssagen” angår - og hele mit syn på tiårsskiftet - kan jeg dog sætte denne Facebook-kommentar ind her (selv om den, som det fremgår egentlig hører marts måned til):
I skulle have hørt / skulle høre (WWW?) idéhistoriker Malene Busks "Kanten" i P1 Morgen i morges (onsdag 3/3). Den var god! Og er endnu et eksempel (håber, Mogens ser dette) på, at det er rigtigt, når jeg siger, vi er kommet ind i et nyt årti. Før ville man aldrig i DR have bragt en så knusende kritik af Politikens chefredaktør. Men Politiken har godt nok heller aldrig før haft en chefredaktør, der i den grad har indbudt til det!
Ved et mærkeligt tilfælde var der i februar-nummeret af Dansk Kirketidende en artikel, som - ret kritisk - handlede om netop Facebook. Det fik selvfølgelig mig til at skrive om, hvordan jeg selv lige var kommet på. Og denne replik skulle komme i marts-nummeret. Så derom senere. Men jeg kan allerede nu røbe, at titlen er ”Snehvide og Nikolinenikki”.
Men jeg skal passe på. Det er meget fristende, lige at sætte en kommentar ind i en eller anden diskussion. Og mange af diskussionerne er faktisk ret gode. Blandt andet får jeg som sagt også lejlighed til at deltage i nogle interessante ting i min egenskab af præst og teolog. Jeg prøver imidlertid at disciplinere mig, så der ikke kommer til at gå for megen tid fra mit hovedprojekt, hvor jeg nu har så mange ting, jeg kan, at netop tiden er et frygteligt problem.
Jeg får dog i hvert fald læst noget. Stadigvæk ting til ”den
tyske romantik” (undersiden ”Min lyrik- og poetikhistorie”). Som jeg altså må
se at komme videre med. Men jeg har også nogle artikler i gang, som jeg nok
skal fortælle om senere. Og jeg er begyndt (igen) at abonnere på Weekendavisen
- for at orientere mig aktuelt, ikke mindst litterært. Hvorfor jeg også (igen)
har tegnet abonnement på ”Kritik”. Ved et mærkeligt tilfælde kunne jeg i et af
de allerførste numre af Weekendavisen, jeg fik, læse Lars Bukdahls anmeldelse af Peter
Stein Larsens disputats ”Drømme og dialoger. To poetiske traditioner
omkring
En helt særlig detalje
i denne læsning er Lars Bukdahls brug af og bemærkninger til periodeinddelingen
i tiår og lignende. Som jo for mig kommer, netop som jeg selv går meget op i
overgangen fra nullerne til etterne (se også ovf.). I mine
Facebook-diskussioner og -opslag har jeg allerede været en del inde på dette
forhold, og der kommer mere. Men det hører marts måned til.
MARTS
2010
Torsdag den 4. marts 2010
Min artikel om Facebook og
Nikoline Astrid Nielsens støtte- og hyldest-video til Kurt Westergaard var i
Dansk Kirketidende: ”Snehvide og Nikolinenikki. -
Facebook er også et nyt folkeligt mødested, hvor man kan komme direkte fra Kurt
Westergaard til Grundtvig-gruppe”. - Se mere under 13. marts.
Søndag den 7. marts 2010 - 3. søndag i
fasten
Kl. ca. 07.20 ringede domprovst Ole Opstrup og spurgte, om jeg kunne være præst ved gudstjenesterne i Hillested Kirke kl. 08.30 og i Tirsted Kirke kl. 10. Sognepræst Jesper Bacher havde pludselig måttet melde sig syg. Jeg sad ellers endnu ubarberet og studerede messen i min polske messebog med henblik på at høre den i bilen, mens Anna spillede til 9-gudstjenesten i Vesterborg Kirke (hvorefter jeg så skulle have deltaget i højmessen i Ryde Kirke). Men jeg sagde straks ja og fik på computeren fundet min seneste prædiken til 3. søndag i fasten. Den var fra 2000. 2002 havde jeg åbenbart haft friweekend, og efter min pensionering i 2003 har jeg ikke fungeret på denne søndag. Det lykkedes mig også at komme i præstekjolen, så jeg kunne køre med Anna og blive sat af ved Hillested Kirke, hvorfra Anna fortsatte til Vesterborg. Som det fremgår af, hvad jeg har skrevet ovenfor (februar 2010), betjener Anna og jeg nu det nye Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat i fællesskab. - Det gik udmærket med de to gudstjenester, selv om jeg i Hillested måtte indlede prædikenen med en redegørelse for tidsforholdene m.m. og den oplysning, at jeg dårligt havde fået kigget prædikenen igennem. Jeg udtrykte imidlertid håbet om, at vi på dette grundlag i fællesskab ville få lyttet til den evangelietekst, vi lige havde hørt. Og jeg mener selv, det lykkedes. Det er jo ellers ikke så ligetil, som mange tror, at genbruge en gammel prædiken. Men her var der ingen problemer. (Se prædikenen på ”Prædikener efter 30.06.03”). - Inden den apostolske velsignelse sagde jeg et par ord om, at jeg jo håbede, det ikke var noget alvorligt, Jesper Bacher fejlede (hvad det heller ikke var). For i sig selv var det jo noget stort for mig at stå her i min svigerfars og dermed min kones og hendes families kirke. Jeg kan her oplyse, at jeg aldrig tidligere har holdt en almindelig gudstjeneste i Hillested Kirke. Jeg har dog fungeret som præst dér tre gange, alle tre gange under sørgelige omstændigheder, nemlig ved Annas lillebror Knud Erik og hans kone Birgits vielse i 1975, som jeg måtte overtage på grund af min svigerfars sygdom, og ved hans begravelse ganske kort efter, samt ved min svigermors begravelse i 1988. Til gengæld har jeg i tiden efter 2003 nogle gange spillet orgel dér. Hvad min svigerfars anden kirke, Skørringe, angår - som Anna og jeg er viet i og vore to døtre Amalie og Ragna er døbt i - se til 3. søndag efter påske 2007 på ”Prædikener efter 30.06.03”. Vor ældste søn Asbjørn er døbt i Hillested Kirke, og det var, som jeg også fortæller om det i selve erindringerne ovenfor, i Hillested Kirke, Svigerfar i 1971 underviste mig i, hvordan jeg skulle gøre, når jeg som præst skulle lede gudstjenesterne - ”Hillested pastoralseminarium”! - (Vort yngste barn Nikolaj døbte jeg selv i Musse Kirke i 1974). - Da jeg ankom til Tirsted Kirke og præsenterede mig for de kirkegængere, jeg stødte på (jeg har ganske vist spillet orgel dér en del gange siden 2003), sagde en ældre mand: ”Jamen jeg har da kendt dig altid!”. Det gamle Tirsted-Vejleby var jo nabopastorat til Landet-Ryde, og som jeg har fortalt ovenfor, boede Morbror Immanuel og Fætter Johannes i Landet, hvortil kom, at Fætter Johannes’ kone Else var fra Vejleby. De blev også viet i Vejleby Kirke og boede til at begynde med på Søndergård lige ved denne kirke. Siden 2003 har Anna og jeg oplevet mange tilsvarende ting, når vi har fungeret rundt omkring.
Torsdag den 11. marts
2010
Lille, men vigtigt læserbrev i Folketidende: ”Nyt årti”, hvor jeg med hensyn til fremmedpolitikken blandt andet erklærer, at ”Vi har jo vundet. Vælgerne helt over til Søvndal. Og debatten mere og mere. Kun die hard-erne bliver tilbage i historiens skammekrog: (post)marxisterne, de (kultur)radikale og hele blandingen af borgerlig anstændighed og erhvervsmæssig og geopolitisk kynisme”. - Jeg behøver vel ikke skrive hver gang, at alle de omtalte indlæg står her på hjemmesiden? Dette naturligvis på undersiden ”Fremmedpolitik”. Men er man i tvivl, kan man jo søge på de ord, jeg har brugt i min omtale her i ”dagbogen”.
Lørdag den 13. marts 2010
Deltog i Trykkefrihedsselskabets generalforsamling i Vartov, ja, i den sal, hvor vi holdt min doktorfest efter forsvaret af Omkring Grundtvigs Vidskab den 4. september 1998! Mandagen efter (var det vel) satte jeg denne note på min Facebook-profil samt ind som kommentar i et par ”FB-tråde”:
KIM MØLLER og
KURT WESTERGAARD på GENERALFORSAMLINGEN 13. MARTS 2010
Jeg deltog også i
Trykkefrihedsselskabets generalforsamling lørdag den 13. marts. Det var en stor
dag. Lars Hedegaards fine formandsberetning. Trykkefrihedsprisen til Kim
Møller. Og æresmedlemskabet til Kurt Westergaard. Og for mig personlig var det
ikke bare det, at jeg ved et rent tilfælde pludselig så, at Kurt Westergaard og
hans kone sad lige foran mig; jeg fik også en meget spændende svensk sidemand,
eller rette -dame. Det var dejligt at møde en repræsentant for vort stakkels
nordiske broderfolk i denne sammenhæng. Vi er nu Facebook-venner. Via vor
fælles ven Lars Vilk! - Jeg havde hjemmefra forberedt
mit eget lille bidrag til hyldesten af Kurt Westergaard, nemlig kopier af mine
to på tryk offentliggjorte tekster om Nikolinenikki
(Nikoline Astrid Nielsen) og hendes støtte- og hyldestvideoer til ham:
”Lyspunktet Nikolinenikki” (Lolland-Falsters
Folketidende 22.01.10) og ”Snehvide og Nikolinenikki”
(Dansk Kirketidende marts 2010) (begge er nu noter på min profil) samt et lille
personligt brev, hvori jeg udtrykte min personlige hyldest og støtte, idet jeg
fortalte, at jeg har Tegningen stående på min væg og hører til dem, der også
beundrer den for dens rent kunstneriske værdi. Såvel i det lille brev som
mundtligt i den lille samtale vi fik, da jeg overrakte ham min hilsen, sagde
jeg desuden, at det jo var frygteligt for ham, at hans ”deltagelse i et
fredeligt og helt rimeligt eksperiment” helt tilfældigt havde fået så
forfærdelige følger for lige netop ham, men at vi andre jo så måtte prøve at
støtte ham desto mere. - Alle kender Kurt Westergaard fra fjernsynet. Men ved
at sidde bag ham og ved at opleve hans stille og rolige, men samtidig morsomme
og reelt hårdtslående takketale fik jeg bekræftet, at sådan er han altså bare,
en rar ældre herre i sin særlige ”uniform” med de røde bukser, efter alt at dømme
en venlig og fredelig mand, der bare er kommet til at befinde sig på, hvad man
kunne kalde ”det forkerte sted på det forkerte tidspunkt”, men som jo faktisk
er det modsatte. Vi må bare ikke glemme, at Kurt Westergaard og hans kone og
familie betaler en høj pris på vores alle sammens vegne. Jeg siger tak til dem
alle og ønsker alt godt!
Fredag den 26. marts 2010
Indlæg i Præsteforeningens Blad mod homovielser eller kønsneutrale vielser: ”Uden mig”. Her bebuder jeg sognebåndsløsning, hvis min egen sognepræst er villig til at forrette sådanne vielser, og eventuelt min medvirken ved dannelse af homovielsesfri valgmenigheder. (”Kirke og teologi”, naturligvis). - I øvrigt meget fint timet, måske bevidst, af redaktøren, som kunne have bragt det ugen før. For det var jo netop denne fredag før palmesøndag, Folketinget behandlede lovforslagene om homovielser.
Palmesøndag
Jeg spillede orgel i Vesterborg og Ryde. Anna i Bursø. Og således gik vi ind i den stille uge.
Mandag den 29. marts 2010
Vi deltog i DF
Lollands generalforsamling i Rudbjerghallen, hvor Flemming Knoblauch blev valgt til ny formand efter Connie Hansen, der på grund af sygdom
ikke genopstillede. (Hun afløste i 2009 byrådsmedlem Erik Kjelgaard, som havde påtaget sig at
genindtræde på posten og holde formandsstolen varm efter min fratræden i 2008).
Kisse Bødker genvalgtes til
næstformand. Efter generalforsamlingen valgte vi folketingsmedlem Henrik Brodersen til ny
folketingskandidat. Det var første gang, vi valgte folketingskandidat i selve
valgkredsen. Hidtil var kandidatopstillingen jo på grund af partiets alder og
størrelse m.m. sket centralt i amts- eller storkredsen, hvad der naturligvis
var meget utilfredsstillende. Vor forrige folketingskandidat Hans
Jørgen H. Jensen genopstillede ikke. - En sjov ting var, at Henrik Brodersen
oplyste, at hans mor stammede fra Fuglse, at han forældre var viet i Fuglse
Kirke, og at han havde tilbragt ferier hos sine bedsteforældre i Fuglse
Bagskov. Anna er jo født i Fuglse, hvor hendes far var præst, og er døbt i
Fuglse Kirke, hvortil kommer, at vi nu bor i Torslunde Sogn i
Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat. Og vi sad tilfældigvis lige over for Henrik
og Karin, så der blev på et tidspunkt snakket ikke så lidt Fuglse!
APRIL
2010
Fra skærtorsdag til
anden påskedag
Da Anna og jeg nu deles om organisttjenesten i det nye Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat, spillede jeg til alle gudstjenesterne fra og med skærtorsdag til og med anden påskedag (1. til 5. april). Det var godt at opleve hele dette forløb på denne måde. Jeg har altid været glad for at spille til gudstjeneste. Måske ville jeg også gerne have oplevet en enkelt gudstjeneste eller to som præst. Men hvor vigtig min baggrund som præst gennem 32 år end er for mig, og hvor vigtigt det end er for mig at få lov at fungere som præst nogle gange om året, så må jeg sige, at den tilværelse, jeg nu har som ”fri kristen åndsarbejder”, på en helt særlig måde passer til mig. Jeg har adskillige steder skrevet om mit udgangspunkt i året 1961, for så vidt angår mit store - i enhver betydning af ordet - livs-projekt, og jeg må sige, at sådan som jeg lever og arbejder nu, føler jeg, at jeg i hvert fald i en eller anden grad er ved at få opfyldt, hvad mine drømme og længsler i 1961 gik ud på. I hvert fald som jeg ser det nu!
Mødet og meningsudvekslingerne med mine venner på Facebook spiller fortsat en stor rolle i mit liv. Jeg har få, men gode venner - af ganske forskellig slags. Jeg sikrer mig, at ingen bliver ven med mig rent mekanisk eller på anden måde tilfældigt. Den 7. april, hvor dette skrives, er jeg efter ca. 2½ måned kun kommet op på 61 venner. En del af dem er foreslået af en af mine virkelig gode og mere Facebook-erfarne kirkelige venner (som dog også interesserer sig for mange andre ting). Min svigerdatter Mai-Britt kan fortælle mig, at jeg (også?) her er ”på forkant”, idet der ikke længere er prestige i at have mange Facebook-venner, men tværtimod netop i at gøre, som jeg gør!
Jeg sætter stadig et lille digt på min væg hver uge og et salme-vers eller to til hver søn- og helligdag. Og selv om dette kun er en begyndelse, er det virkelig noget, der har sat gang i denne centrale del af mit arbejde med mit samlede projekt. Jeg tænker her på de almindelige digte. For salme-versene er noget andet. Men de er så en del af, hvad jeg kalder mit ”hoved-hovedfag”, nemlig ”kirke og teologi” - jfr. undersiden med netop denne titel. For tingene hænger selvfølgelig sammen - uden at skulle blandes sammen. Men netop dette forhold er indgående behandlet på undersiderne ”Poetik” og ”Mit eksistens-rum”.
Onsdag den 7. april
2010
Jeg har her i aften den 7. april skrevet et lille læserbrev til Lolland-Falsters Folketidende, hvori jeg erklærer mig enig med en kirkefjendsk mand, der har et læserbrev i med titlen ”Adskillelse af stat og kirke”. Min titel er: ”Enig med Henning Andersen”, og mit læserbrev slutter: ” Så, kære Henning Andersen, nu mangler vi bare at få de andre med!”. Dette læserbrev vil under alle omstændigheder kunne læses på undersiden ”Kirke og teologi” om nogle dage.
Men jeg har jo også været i Ekstra Bladet i dag! Med en ”I øvrigt mener ...”, hvor det, jeg således mener, er, at ”med skærtorsdagsspisningerne i Folkekirken har ’at æde og drikke sig en dom til’ måske fået en ny betydning”. Jeg har også sat den på i Facebook, hvor jeg har haft en særdeles tilfredsstillelse drøftelse af den med en af mine bedste venner.
Men det var jo også i dag, der var transmission i TVP Polonia (som jeg jo daglig ser via satellit) af højtideligholdelsen af 70-året for den såkaldte Katyn-massakre, hvor ca. 20.000 polske officerer og andre polakker blev myrdet af det sovjetiske NKVD. Det bevægede mig så meget, at jeg skrev en længere Facebook-note om det med titlen ” Zbrodnia Katyńska” (Katyn-forbrydelsen). Teksten vil senere kunne læses på formodentlig både undersiden ”Facebook” og undersiden ”Internationalt”. I min egen kommentar til den skrev jeg:
”Katynmassakren var en
masselikvidering af polske statsborgere begået af sovjetiske
styrker i april 1940,
hvor Sovjetunionen og Nazityskland endnu var en slags allierede, og hvor
Sovjetunionen havde deporteret i titusindvis af polakker fra den af den besatte
del af Polen. 70-året blev mindet i dag - med den russiske premierminister
Vladimir Putin og den polske premierminister Donald Tusk som hoveddeltagere”.
Putins tale var langtfra tilfredsstillende. Han snakkede i høj grad uden om eller ”almindeliggjorde” denne enestående, folkedrabsagtige forbrydelse, gjorde den til et blandt mange andre tilfælde af lidelse og død under Anden Verdenskrig. Men som selv de mest kritiske polske kommentatorer sagde, så var det et skridt fremad, at han overhovedet kom til stede. Til gengæld holdt den polske premierminister Donald Tusks en meget stor tale, hvor nøgleordene var magt, løgn, sandhed, frihed og forsoning. Mange kender ikke til denne forfærdelige forbrydelse, som iskoldt havde til hensigt at berøve polakkerne deres militære og intellektuelle elite. Men jeg kan ikke fortælle mere her, kun henvise til Andrzej Wajdas film ”Katyn”, som blev vist på DR 2 den 29. marts og til Internettet eller andre kilder.
I morges læste jeg - som ellers normalt om mandagen - et stykke af Johannesevangeliet på ”vendisk” (sorbisk), og jeg har, som jeg (så vidt muligt) plejer, også set dagens episode af vor elskede polske præstegårdsserie ”Plebania” (Præstegården) to gange. De, der kan læse polsk, kan læse min artikel om den på undersiden POLSKI, men jeg må se at få den oversat til dansk. Jeg skrev den i sin tid direkte på polsk, men det er vigtigt, at almindelige danske læsere får et lille indblik i denne helt fantastisk lødige skildring af det moderne Polen. - Indskud 13.04.10: Jeg har nu fået oversat artiklen til dansk, og den blev 08.04.10 sat på undersiden ”Internationalt”. Titlen er ”Mere end en sæbeopera. Tv-serien ’Plebania’ fra et luthersk synspunkt”. Jeg har også sat referatet af en særlig handlingstråd i denne serie på undersiden ”Facebook”. Titlen er ”Takie tango” (som måske kan oversættes: ”Der var en tango”). På grund af den nedenfor omtalte flykatastrofe 10.04.10 og den syv dages landesorg i forbindelse dermed har jeg endnu ikke sat den på profilen. - Indskud slut.
Jeg indleder min
Plebania-artikel med at understrege, at jeg skriver fra et luthersk synspunkt,
og at mit forhold til mine medkristne i den romersk-katolske kirke er, at jeg
stiller mig tæt og kærligt-kritisk ved siden af dem med fødderne solidt plantet
i ”
Fredag den 9. til onsdag den 14. april 2010
Da det har vist sig, at denne ”dagbog” i hvert fald meget ofte vil blive ført som tilbageblik over måske ret lange perioder, vil teknikken tilsvarende ofte blive den, at den pågældende periode vil blive angivet i den enkelte overskrift, og at jeg i høj grad vil skrive om periodens begivenheder, som de tager sig ud set fra den sidste dag. - Noget andet er, at optegnelserne for den periode, jer lige her skriver om, må ses som et formodentlig mere end typisk eksempel på, at jeg benytter lejligheden til, også at bringe oplysninger om ting fra langt videre sammenhænge, især for så vidt angår Annas og min situation efter 2003, men altså herunder de mange møder med fortiden, der karakteriserer den.
Den periode, jeg fortæller om her, er meget stærkt præget af det tragiske flystyrt den 10. april 2010 ved Smolensk i det vestligste Rusland (lige ved grænsen til Hviderusland/Belarus), hvor det polske præsidentpar og mange andre medlemmer af den polske stats øverste ledelse omkom. Og mere derom lige om lidt. For der er en lokalkirkehistorisk begivenhed, der må omtales først.
Fredag den 9. april 2010 samledes præsterne i Maribo Domprovsti og
deres ægtefæller i Rubbeløkke Præstegård (Tirsted Sogn) til det halvårlige
provstikonvent. Og ”præsterne” er i denne forbindelse også os tre emeriti,
nemlig foruden mig selv tidligere sognepræst i Everdrup; Næstved Provsti, Peter Moesgaard og tidligere præst i
Norge Mogens Gotthard (der i øvrigt
bor i samme pastorat som jeg selv (Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat), dog i
Krønge Sogn, medens Anna og jeg jo bor i Torslunde Sogn). - At Annas far i sin
tid var sognepræst i det daværende Fuglse-Krønge Pastorat, er omtalt flere
andre steder, ikke mindst på undersiden ANNA CHRISTENSEN.
”Lokalkirkehistorisk”,
skrev jeg, og det er også rigtigt, for så vidt angår dette møde i Maribo Domprovstis Konvent hos sognepræst Jesper Bacher, der også går under betegnelsen ”stiftets
dogmatiker”. Og for så vidt angår det forhold, at det er domprovst Ole Opstrup, der er konventets leder. -
I mit gamle provsti, Lolland østre Provsti, var det udtrykkeligt ikke provsten,
der var formand for Musse Herreds Konvent,
som vi med stolthed blev ved med at kalde os; jeg var fx selv formand fra
engang sidst i 1990’erne til min pensionering i 2003, hvor jeg blev efterfulgt
af sognepræst i Nysted Jens Chr. Nielsen.
Men netop dette konvent var mere end blot lokalkirkehistorisk. Taleren var nemlig hentet udefra, og det var cand. theol., næstformand i Trykkefrihedsselskabet, medstifter af Islamkritisk Netværk i Folkekirken og debattør Katrine Winkel Holm, datter af tidligere sognepræst, DF-folketingsmedlem Søren Krarup - og dermed datterdatter af stiftsamtmand over Lolland-Falsters Stift til i hvert fald nogle år inde i min Døllefjelde-tid P.H. Lundsteen. Og det skal i den forbindelse nævnes, at foruden værten og jeg selv er også sognepræst Michael Fagerlund, Hunseby, medlem af Islamkritisk Netværk, ligesom i hvert fald jeg jo tillige er medlem af Trykkefrihedsselskabet (se ovf. under januar og marts 2010).
Katrine Winkel Holms foredrag havde titlen ”Kirke uden Gudsfrygt?” og var af
foredragsholderen selv blevet præsenteret med blandt andet følgende
bemærkninger: ”Skal der [i dag] tages teologisk stilling til en sag, rådfører
man sig tilsyneladende ikke med Skrift og bekendelse, man henviser i stedet til
den seneste sociologiske vismand på markedet, til vilkårene i senmoderniteten
eller tager pulsen på tidsånden og siger, at Gud vil det, fordi tiden vil det
[...] Hvad blev der egentligt af gudsfrygten? Og hvordan bedriver man egentlig
teologi over teologigrænsen, hvis man ikke har nogen frygt for Gud?”. -
Foredragsholderen undlod naturligvis ikke at henvise til datoen, 9. april, og
til dens symbolske betydning i forbindelse med foredragets emne!
Under den korte
drøftelse efter foredraget var det især spørgsmålet, hvorvidt kristne og
muslimer tror på den samme Gud, og spørgsmålet om homovielser
eller kønsneutrale vielser i Folkekirken, der blev drøftet. Hvorefter konventet
traditionen tro fortsatte med middag og almindeligt samvær.
Lørdag den 10. april 2010 klokken 09.10 satte jeg mig foran fjernsynet for at følge transmissionen af mindehøjtidelighed nummer to i Katyn-skoven i nærheden af den russiske by Smolensk, hvor mange af de flere tusind i 1940 af det sovjetiske NKVD myrdede polske officerer og intellektuelle og andre ligger begravet, og hvor der er et minde-anlæg. (Den første mindehøjtidelighed, som fandt sted den 7. april, har jeg omtalt i Facebook-noten ”Zbrodnia Katyńska”). Lige før overgangen fra indledningen med kommentatorpanelet i studiet i Warszawa til selve transmissionen indløb der meddelelse om, at præsidentflyet var styrtet ned umiddelbart før landingen på en militær flyveplads i nærheden af Smolensk. Efter kort tids uvished blev det meddelt, at alle ombordværende var omkommet, deriblandt det polske præsidentpar og en lang række højtstående personer. - Se i øvrigt de to tekster om Katyn-årsdagen og flykatastrofen på undersiden ”Facebook”.
Det siger sig selv, at denne tragiske begivenhed har præget Annas og mit liv i denne periode og vil gøre det frem til og med søndag den 18. april, hvor præsidentparret, efter hvad der nu oplyses, skal stedes til hvile på Wawel i Kraków - ved siden af Polens store leder i mellemkrigstiden Józef Piłsudski.
Det vil føre for vidt at komme nærmere ind på hele denne tragiske historie, som man jo også kan læse om alle mulige steder. Men jeg må fortælle, at Anna og jeg har et personligt forhold til en af de omkomne. Det var mærkeligt for os, da vi en af de mange gange, hvor listen med de omkomnes titler og navne rullede over skærmen, pludselig så linjen ”Ks. płk. Adam Pilch”. Og mine søgninger på Internettet bekræftede, at denne feltpræst med oberstgrad Adam Pilch var identisk med den ganske unge præst ved den lutherske Himmelfartskirke i Warszawa, som under vort besøg i 1994 på kirkebiskop Jan Szareks vegne var vor guide i byen, som sammen med sin fine unge kone var vært for os ved flere besøg i deres hjem, og i hvis kirke jeg prædikede 9. søndag efter trinitatis, den 31. juli 1994. Meget sørgeligt og vemodigt.
Søndag den 11. april
2010 spillede Anna i vort nye fælles Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat,
hvorved jeg var blevet i stand til at spille ved gudstjenesterne i Olstrup og
Errindlev her lige syd for os - hos sognepræst Anne-Lene Nielsen Frederickson, som vi
også havde været sammen med om fredagen. Da jeg slap tangenterne efter
postludiets sidste akkord, var der en mand, der prikkede mig på skulderen og
sagde: ”Det var godt, Bent!”. Det var Verner
Hansen, som var kirkesanger i Døllefjelde-Musse-Herritslev fra min ankomst
i 1974 og til langt hen i tiden. Han er nu 87, men både han selv og hans kone Ella ligner sig selv fuldstændig. De
havde helt tilfældigt besluttet at henlægge deres kirkegang til Errindlev lige
netop den dag. Men sådan går det os gang på gang her efter min pensionering.
Det var sjovt for ikke alene Ella, Verner og mig, men også for præsten og
kirkesanger Anne Høegh (ja,
fødevareminister Henrik Høeghs svigerinde!). - Når jeg nævner, at Anne Høegh er
fødevareministerens svigerinde (og i øvrigt formand for Fuglse-pastoratets
fælles menighedsråd), er der jo også tale om et lille stykke lokalhistorie. Vi
kender udmærket Henrik Høegh, især i
Fuglse Beboerforening-sammenhæng, idet Henrik og Sonja fx altid deltager i de traditionsrige sankthansaftener på
Annes jord ved bredden af Røgbølle Sø (se fx mine tre båltaler på undersiden
”Taler”). Den dag, den nye regering var blevet dannet, gik jeg og lugede i min
indkørsel. En yngre mand kørte forbi på cykel og råbte: ”Har du hørt, at Henrik
er blevet minister!”. En stor begivenhed for os her, jfr. også dækningen af
begivenheden i Folketidende med også mange lokale kommentarer. - Og i
overensstemmelse med, hvad der ofte er tilfældet her i disse
dagbogsoptegnelser, kan jeg yderligere oplyse, at Anne Høegh i sin tid afløste
min søn Asbjørn som kirkesanger ved Godsted Kirke (Øster Ulslev - Vester Ulslev
- Godsted Pastorat), hvor jeg i min egenskab af afløsende nabopræst jævnligt
holdt gudstjeneste sammen med hende, ligesom hun
også ofte fungerede som kirkesanger hos os i Døllefjelde-Musse-Herritslev
Pastorat. - Og til allersidst: Anne Høegh var gift med gårdejer og
hjemmeværnskompagnichef Morten Høegh,
som, meget sørgeligt, døde allerede engang i 1990’erne.
Ellers har denne periode været præget af de katolske
pædofiliskandaler, og jeg sendte mandag den 12. april et læserbrev til
Folketidende med titlen ”Katolsk solidaritet”. I går (13/4) var der i
Folketidende et svar fra Henning Andersen (”Kære Bent Christensen”), jfr. mit
ovenfor under 7. april omtalte (og 9. april bragte) læserbrev ”Enig med Henning
Andersen”, og dette svar har jeg i går gensvaret på med det lille læserbrev ”Kære
Henning Andersen”. Begge mine læserbreve vil, svarende til, hvordan jeg altid
gør, under alle omstændigheder kunne læses på undersiden ”Kirke og teologi” om
nogle dage.
Torsdag den
15. til mandag den 19. april 2010
Mandag den 19. april 2010. - Ovennævnte
Folketidende-læserbreve er begge blevet bragt, ”Katolsk Solidaritet” 15/4 og
”Kære Henning Andersen” 16/4. I dag var der i Folketidende over godt 2/3 side
et debatindlæg mod vor biskop af sekretær for Ateistisk Selskab Jakob H.
Heidelberg: ”Biskoppen ønsker ikke, at konfirmander får reel og faktuel
oplysning”. Det var et svar på biskoppens indlæg i Folketidende den 9. april i
anledning af, at Ateistisk Selskab i uge 11 havde udsendt en folder til alle
landets skolebestyrelser med opfordring til at uddele dem til skolens elever i
konfirmationsalderen. Hvis jeg skulle have reageret på dette indlæg, skulle det
have været med henblik på det perspektiv, der tegner sig med hensyn til, i
hvilket omfang vi kristne i fremtiden vil få lov at opdrage vore egne børn. Det
ligger jo i det, at det er nærmest kriminelt at påvirke fx børn i
minikonfirmandalderen med kristendom. Og jeg har jo længe forudset en fremtid,
hvor samfundet er totalt steriliseret, eller at ”værdierne” bliver den nye,
eneste tilladte og tvungne stats-religion. Hvor spørgsmålet jo altså bliver, om
de kristne overhovedet får lov til, fx at drive kristne friskoler, ja, at give
deres børn en kristen opdragelse hjemme. - Jeg vil nu afvente biskoppens svar
og evt. videre replikskifter, inden jeg måske selv skriver noget. Jeg skal jo
passe på både tiden og min ”læserbrevskvote”.
Ellers
har alt fortsat stået i den polske flykatastrofes tegn. Lørdag fulgte vi den
store fælles mindehøjtidelighed på Plac Piłsudskiego i Warszawa, hvor vi så vor 1994-vært Adam
Pilch i nederste venstre hjørne af den store
altertavlelignende væg med billederne af samtlige 96 ofre. Adam Pilch var stadig sognepræst ved den lutherske Kristi
Himmelfartskirke i Warszawa, men var desuden evangelisk-augsburgsk
(dvs. luthersk) feltpræst med oberstgrad. Nu skal jeg altså have besvaret den mail fra det medlem af Kristi
Himmelfarts-menigheden, der for lang tid siden skrev til mig, fordi han havde
fundet min hjemmesides polske underside! Søndag fulgte vi mindemessen i Bazylika Mariacka i Kraków, som vi jo havde stået ved i 2008. (I 1994 havde vi
deltaget i mindemessen på Plac Piłsudskiego
på årsdagen for Warszawaopstandens udbrud). I dag mandag har vi fulgt hele
Ryszard Kaczorowskis bisættelse i Warszawa, den sidste polske
eksilpræsident (som i december 1990 overdrog embedet til Lech Wałęsa). - Jeg har sat nogle ting
på Facebook i anledning af alt dette, især til min gode polsk-danske ven dér
Jozef Krzeminski. Det vil vise sig, hvor meget af
det, der kommer på min underside ”Facebook”. - Jeg har blandt andet spurgt
Jozef, hvad han mener om Pavens og hans folks rolle i forbindelse med lørdagens
og søndagens begivenheder.
Og
så fejrede vi jo i fredags vor egen dronnings 70-års fødselsdag. Det fulgte vi
også i et vist omfang. Og det har jeg også kommenteret på Facebook. Jeg har
naturligvis fremført mine argumenter for
bevarelsen af vor nuværende statsform samtidig med, at jeg har kritiseret den
måde, tv-kommentatorerne optræder på i forbindelse med de såkaldte royale
begivenheder. Den kan jo få netop mig til, lejlighedsvis at råbe ”Vive la republique!”. - Midt i det hele var det dog en glæde for
mig, endnu en gang på TV 2 at se min gode Cypern-kammerat Rolf Christensen, som
dengang i 1976/77 var kaptajn og operations/information officer ved DANCON
XXVI.
Den
katolske pædofili-skandale ruller videre. Også den har jeg yderligere
kommenteret på Facebook. Og igen siger jeg, at pædofile overgreb er noget
frygteligt noget, som selvfølgelig skal behandles af politiet og domstolene,
hvormed jeg jo også allerede har kritiseret den katolske kirkes måde at
håndtere - og ikke-håndtere - blandt andet denne skandale på. Nogle mener, at
det er ved at være ”
Jeg håber, der nu kommer en
mere stille periode. Jeg oplever jo i netop denne tid den store lykke at være
kommet helt på plads med og i mit store projekt, så at jeg bare skal producere
løs på alle de forskellige områder. Se nærmere på undersiderne ”Mit
eksistens-rum”, ”Litterære tekster”, ”Salmer” og ”Min lyrik- og poetikhistorie”.
21.04.10
I dag er
flytrafikken i Danmark så småt ved at komme i gang igen. I hvert fald
midlertidigt. Men jeg kan ikke her bruge plads på at fortælle mere om, hvordan
asken fra en vulkan på Island har haft standset al flytrafik i det meste af
Europa. Og jeg kan slet ikke give mig til at vurdere, om der kan komme mere
aske senere. Det vil man også kunne læse om alle mulige andre steder. Det samme
gælder den betydning, indstillingen af flytrafikken fik for den (ovf. omtalte)
polske præsidentbegravelse, hvor en lang række statsoverhoveder og
regeringschefer meldte afbud, herunder den amerikanske præsident og den danske
dronning.
Men jeg vil notere,
at vi - som så mange andre - har haft vor egen helt private oplevelse af
vulkanaskesituationen. Den 11. april 2010 tog vor søn Asbjørn og to andre
lærere fra Privatskolen Nakskov med en ottendeklasse på en tur til Athen. De
skulle have været hjemme igen lørdag den 17. april. Men det kom de ikke. Efter
nogle dage i uvished sejlede de i går aftes (20/4) med en færge fra Piræus mod
Ancona i Italien, hvorfra de efter planen skal køre med bus til Danmark via
Rom. Vi har lige (kl. 06.03) modtaget en sms fra Asbjørn, der begynder således:
”Da rejste sig ved gry den rosenfingrede Dagning over Adriaterhavets Bølger”.
En sideeffekt af
denne situation er, at vi har passet Asbjørns i bla. Facebook-digtet ”To
gravhunde i snestorm” omtalte hunde Skvip og Ib (far og søn!), siden han tog af
sted, og at de og jeg har gået ture i Søholtskoven og ud på Jernbanestien nord
for Holeby. Ad Jernbanestien et par gange så langt, at vi først vendte om, når
vi kunne se den nu hvide (ikke længere gule) gavl af det under ombygning efter
bla. en brand værende forhenværende Bursø Alderdomshjem, som var mit hjem i
årene 1959-1962 og for så vidt indtil i hvert fald 1967 (se kapitel 4). Når jeg
nævner dette, er det, fordi jeg på disse ture har skrevet denne periodes
Facebook-digte og -salme-vers og i det hele taget arbejdet meget med hele mit
hoved-projekt, som altså netop nu er kommet ind i sin egentlige
produktionsfase. Da jeg for godt tre år siden begyndte at gå ture med Skvip (et
af Asbjørn dannet navn), var det svært for mig at tænke på andet end hunden og
håndteringen af den, og da jeg endelig havde vænnet mig til at tænke samtidig
med, at jeg gik med den, kom lille Ib til. Nu kan jeg næsten kun, eller i hvert
fald bedst tænke, når jeg har hundene med! De har vænnet sig til at stå og
vente, mens jeg skriver en verselinje i min notesbog. Men hvis det bliver til
mere end det, begynder de at rykke i snorene. De er som regel hos os en dag
eller to hver uge, men undertiden mere, som altså fx nu her i denne situation.
Det har i det hele
taget stor betydning for mig, at vi (jo heller ikke tilfældigt) bor netop her i
det område, hvor jeg boede i det så mange steder her på hjemmesiden omtalte
afgørende år 1961, hvor jeg opgav min jazzkarriere og begav min ind på det
spor, jeg nu klart oplever som havende ført til det afsluttende forløb, jeg er
inde i nu. Andre må (på grundlag af min samlede produktion) afgøre, om jeg bare
er en latterlig gammel præst, eller om der er noget på sin vis ret stort i det,
jeg laver. For mig selv er der ingen tvivl; jeg må simpelt hen fortsætte hele
det arbejde, jeg er i gang med nu, og som jeg i 2003 gik på pension for at
koncentrere mig om. Og bortset fra det meget vigtige indhold, der er i, at jeg
færdes i mine afgørende ungdomsårs egne, er det også med til, overhovedet at
holde mig mentalt ung. På en måde kan jeg stadig sige, som jeg gjorde i et digt
engang tilbage i 1990’erne: ”Atter atten år”! Jeg har - i øvrigt uden
sammenligning - lige hørt i P 1 Morgen, at den egyptiske præsident Mubarak, som
fylder 82 den 4. maj, overvejer at stille op igen ved det kommende
præsidentvalg!
22-26.04.10
Jeg skal finde ud
af, hvordan jeg vil skrive denne dagbogsdel af disse Erindringer. Pdes. skal
der jo være tale om noget, der svarer til dagbogsoptegnelser, pdas. skal det
ikke fylde for meget eller være for uoverkommeligt at læse. Jeg har dog
heldigvis fra starten bebudet, at jeg forbeholder mig både retten og, om man så
må sige, pligten til at redigere og forkorte. Og jeg har desuden påpeget, at
det især er her i begyndelsen, jeg tager ting med, der tjener til at belyse min
situation her efter min pensionering i 2003.
Den 22. april
sendte jeg en mail til vore sorbiske venner i Nebelschütz,
Bundesland Sachsen, med tak for påskehilsenen og den deri
indeholdte invitation til deltagelse i dette års ”Internationales Gemeindefest” (sorbisk: Mjezynarodny
gmejnski swjedźeń) 9.-11. juli. Jeg sagde på Annas og egne
vegne ja tak til invitationen og bad om bekræftelse på, at jeg som de forrige
gange kunne deltage i messen om søndagen i præstekjole og med fremsigelsen af
en kort ”Ansprache” ved messens slutning. - Dette
skrives mandag den 26. april, og da jeg (som vist allerede sagt) plejer at læse
et stykke i mit sorbiske Ny Testamente mandag morgen, fik jeg da også hentet
den lille kasse med de forskellige ting i frem. Men det endte med, at jeg fik
noteret en hel del til min ”Ansprache”, som vil komme
på undersiden ”DEUTSCH”, når vi kommer hjem. Og man kan altså læse tidligere
ting på denne underside, ligesom man kan læse mere om vort forhold til
”venderne” i det sydøsttyske Lausitz på undersiderne
”Vendere - sorbere” og ”Internationalt” (på hvilken sidste side de
rejseberetninger til ”Informator Polski” står, hvori jeg også fortæller om de
”vendiske” dele af vore rejser).
Den 24. april fik
jeg sendt en mail, jeg skulle have sendt for længst til min mail-kontakt i den
lutherske Kristi Himmelfartskirkes menighed i Warszawa, hvis sognepræst, i sin
egenskab af fungerende øverste lutherske militærgejstlige, var blandt de
omkomne ved præsidentflyets styrt ved Smolensk den 10. april. (allerede omtalt
et par gange ovf.). Og ved et mærkeligt tilfælde stødte jeg under sortering af
gamle lysbilleder forleden på nogle billeder af den da ganske unge pastor Adam Pilch, som vi besøgte under vort besøg i Warszawa i 1994.
Helt hjertegribende var det at gense det billede, hvor denne søde og muntre
unge præst er fotograferet med min præstekrave om halsen over sin polske
præstekjole (som svarer til fx den tyske og svenske). Han havde været meget
fascineret af den og ville altså også gerne fotograferes med den på. Han var
også vor guide i Warszawa, og det var ligeledes meget vemodigt at se billederne
af ham og Anna og mig ved Chopin-monumentet i Łazięki-parken, det
monument, vi nu så ofte ser i polsk fjernsyn.
Samme dag bestilte jeg tid hos tandlægen - i Szczecin, gennem DenTour (se artiklen ”Til tandlæge - med mere - i Szczecin” på undersiden ”Internationalt”). Vi vil klare tandlægen og gensynet med Szczecin i dagene 24.-27. juni og derefter køre til Poznań, hvor vi håber at komme til igen at opleve højtideligholdelsen af årsdagen for demonstrationerne i 1956 (se artiklen om vor 2008-rejse på undersiden ”Internationalt”).
I går søndag (3. søndag efter påske) tog Anna begge gudstjenester
i vort nu fælles pastorat Vesterborg-Landet-Ryde, medens jeg spillede hos
Anders Blichfeldt i Holeby og Bursø (i hvilket sogn jeg jo boede og havde mit
hjem fra 1959 af og til senest 1967). Kirkesanger i Bursø var Anne Kathrine
Mader. Og det var igen et møde med fortiden. For ikke alene er hun jo datter af
sognepræst i Tårs Sogn, Lolland østre Provsti Bendicht Mader, som jo
var min provsti-kollega indtil 2003 (og jeg har højst set hende ganske
flygtigt, siden hun var barn), hun havde også sin mor med. Og det er der både
lands- og lokalkirkehistorie i. For det var jo Margrethe Horstmann, datter af
den berømte tidehvervsteolog Johannes Horstmann - som var med, da hun engang i
det tidlige efterår 1993 blev indsat som min vikar i Døllefjelde-Musse-Herritslev
under min første arbejdsorlov i forbindelse med min disputats. - I
efteråret 1988 holdt Johannes Horstmann på Københavns Universitet en
forelæsningsrække under overskriften: ”Et grundrids af den kirkelige dogmatik”.
Det blev til i alt 29 forelæsninger. I 2009 blev manuskriptet fra disse
forelæsninger udgivet i bogform på Tidehvervs Forlag.
I dag har jeg sat en lille tekst på undersiden ”Kirke og teologi”: ”Katastrofalt kirkesyn”. Den blev i første omgang skrevet som online-kommentar til en artikel i Kristeligt Dagblad 24. april: ”Kritik af bispeforslag om at sløjfe kirkebryllup”. Og senere satte jeg den også på min Facebook-væg. Hvad der især oprørte mig, var, at rektor for Pastoralseminariet i Aarhus Henning K. Thomsen til forslaget fra blandt andet nogle biskoppers side om at sløjfe kirkebrylluppet blandt andet skulle have sagt: ”Hvis ikke vi har dåben, konfirmationen, brylluppet og begravelsen, bliver kirken et meget lille mystisk sted, hvor en hel masse mennesker ikke har anledning til at komme”. Men se hele min lille tekst på nævnte underside. - SIDSTE: Ved et tilfælde fandt jeg her i aften den 26. april et eksemplar af Præsteforeningens Blad (2010/10) med en artikel af rektor Henning K. Thomsen, hvor et helt andet kirkesyn kom til udtryk. Jeg havde netop gemt det pågældende nummer af bladet for at studere artiklen nærmere, men tænkte ikke over det, da jeg lod mig ophidse af Kristeligt Dagblads referat. Nu har jeg sendt en mail om sagen til Henning K. Thomsen selv (hvori jeg blandt andet undskylder, at jeg ikke egentlig kendte ham). Jeg håber, at der vil komme noget interessant ud af dette.
Det ses, at jeg har mange jern i ilden. Og jeg skal passe på. For det, at jeg nu - efter at have arbejdet på det gennem bogstavelig talt et helt liv - er nået frem til den totaldigt-form, mit projekt nu har fået (se især undersiden ”Mit eksistens-rum”), betyder på en helt ny måde, at hvert eneste minut er kostbart. Jeg kan dog ikke droppe mit ”bifag” slavistikken med dets internationale og økumeniske aktiviteter, ligesom min deltagelse i den kirkelige debat og det bidrag til kirkens fremtid, jeg forhåbentlig dermed giver, jo simpelt hen er, hvad jeg ofte betegner som mit ”hoved-hovedfag”!
27.04.10
Var med hundene i Søholtskoven og fik lavet to små salme-vers til 4. søndag efter påske. Og jer har arbejdet med andre af de ting, jeg er i gang med, og som vil blive omtalt, når de bliver færdige og eventuel offentliggjort (om det så kun bliver på en af undersiderne her). Jeg kan i den forbindelse henvise til min lille tekst ”Det femte-sjette bud”, som i dag er blevet sat på undersiden ”Kirke og teologi”.
Men der er jo også sagen omkring SF’ernes medlemskab af den Facebook-gruppe, hvor DF-folk er blevet fremstillet som nazister. Her hørte jeg i dagens P 1 Debat SF’eren Astrid Krag og DF’eren Peter Skaarup. Som også drøftede DF-folketingsmedlem Søren Espersens påpegning af ligheden mellem nazipartiformand Frits Clausen og kommunistpartiformand Ole Sohn. Astrid Krag ville tydeligvis hellere tale om alt muligt andet og prøvede hele tiden at få fyret nogle forberedte sætninger af om DF’s støtte til regeringens skattepolitik. Peter Skaarup prøvede at holde sig til sagen og bevarede i næsten for høj grad roen - selv om han nåede at få sagt de fleste af de ting, der skulle siges. Desværre ophidsede dette mig så meget, at jeg her i eftermiddag har brugt en del tid på at skrive om det på Facebook. Mundende ud i dette forslag: ”Vi kunne måske sprede dette slagord til alle, vi kan sende til, og i det hele taget bruge det alle vegne: STEM PÅ RØD BLOK OG RISIKER (EKS?)KOMMUNIST SOM MINISTER!”.
Men jeg nærmest forbander mig selv over, at jeg har brugt tid på dette! Jeg må ikke længere bruge væsentlig tid på politik og den slags. For det første har jeg både ret og pligt til at lade mit sidste og egentlige bidrag til det hele være mit ”Totaldigt”, som jeg nu mere og mere siger, og for det andet er det nu under alle omstændigheder de yngre generationer, der skal finde ud af det, idet min indflydelse på dem dels ligger i selve denne henvisning eller ansvarsoverdragelse, dels ligger i hele mit eksempel overhovedet. Jeg henviser i denne forbindelse først og fremmest til undersiderne ”Mit eksistens-rum”, ”Min lyrik- og poetikhistorie” og ”Litterære tekster”. Jeg vil nok også på et tidspunkt sætte nogle af de her omtalte Facebook-kommentarer på undersiden ”Facebook”, men jeg har simpelt hen ikke tid til at redigere på den lige nu.
Hvad forholdet mellem mit ”Totaldigt” som mit egentlige livsværk, og så min programmatiske og i også videre forstand politiske virksomhed, angår, bliver det mere og mere klart for mig, at vel kommer jeg også fortsat til at udtale mig som fx nu her i dag, men ellers bliver det hele mit ”Totaldigts” samlede model-effekt, der bliver mit bidrag i den henseende, idet hemmeligheden er, at det netop er uden forstemmende program-hensigt, den helt store livs-virkning kommer til at vise sig.
I morgen eftermiddag skal jeg til grundlovs-reception på den
polske ambassade.
Den 28. april 2010
Deltog i receptionen på den polske ambassade i anledning af grundlovsdagen den 3. maj og ”Polonias Dag”. (Når polakkerne siger ”Polonia i Danmark”, svarer det til, når vi fx siger, eller har sagt, ”den danske koloni i London”). Selve grundlovsdagen er ellers 3. maj. Det var den 3. maj 1791, Polen fik den første moderne, nedskrevne og demokratiske forfatning i Europa. (At det næste blev Polens to følgende delinger og dermed udslettelse som stat indtil 1918, er en anden sag, som jeg ikke kan komme ind på her). Jeg har den store ære at være regnet for en så stor ven af Polen, at jeg altid bliver inviteret til den slags. Se nærmere på undersiderne ”Om mig selv”, ”Internationalt” og evt. POLSKI.
Det har været en
ret hård, men også god dag. Jeg gik først jernbanesti-tur med hundene (se ovf.)
og fik tænkt godt over mange ting i forbindelse med Totaldigtet (dvs. mit
samlede projektet, men jeg kan godt lide at sige ”Totaldigtet”). Og jeg nåede
at få besvaret nogle ting i Facebook-diskussionerne om SF og DF og Ole Sohn, så
at jeg til sidst fik lidt travlt. Men selv om jeg for min egen skyld burde have
ladet være at bruge tid på den slags polemik, fik jeg på min tur en bekræftelse
på, at det virkelig er en ret vigtig situation. Jeg kiggede lidt i et eksemplar
af gratisavisen Urban, som lå i toget, og dér så jeg på side 4, at selveste
statsministeren har sagt det samme, som også jeg har sagt, nemlig at det er
rimeligt at tage et opgør med kommunismen. Det var ifølge Ritzau
statsministerens reaktion på DF’s udenrigsordfører Søren Espersens krav om, at
”SF’s gruppeformand, Ole Sohn, undskylder sin kommunistiske fortid, hvis han en
dag bliver minister”.
Min tur ind til
ambassaden blev præget af en sørgelig og meget uhyggelig hændelse, må jeg sige,
selv om jeg jo kun blev ganske indirekte berørt af den. Vi blev holdende længe
på Roskilde Station. Først blev det i højttaleranlægget meddelt, at der var
”alvorlige signalproblemer”, men senere blev der sagt ”personpåkørsel”. Jeg ser
nu i Ekstra Bladets internetudgave, at der var tale om et selvmord. En 43-årig
mand var for øjnene af en masse tog-rejsende sprunget ud foran toget på
Trekroner Station. Det endte med, at vi (imponerende hurtigt organiseret; man
må have et fint beredskab) blev kørt i busser til Høje Taastrup, hvorfra jeg
kørte med S-tog direkte til Hellerup. - Jeg skriver dette, fordi det ikke alene
kom til at påvirke min egen situation, men også er noget, der jo desværre tit
forekommer. Hvis det kunne hjælpe, ville jeg for det første henstille til folk,
at de vælger håbet fremfor selvmordet, men for det andet, at de, hvis det
endelig skulle være, ikke gik ud af verden med det på samvittigheden, de på
denne måde udsætter deres medmennesker for, i dette tilfælde ikke mindst en hel
del unge studerende, for slet ikke at tale om lokoføreren!
Ved hurtig gang fra
Hellerup Station lykkedes det mig at være på ambassaden kl. 16 - lige midt i
receptionen, der var fra 15 til 17. Men jeg har vist aldrig nået så meget ved
en sådan ambassadebegivenhed, som jeg nåede i dag. Det var jo også især talerne
og den musikalske optræden, jeg gik glip af, hvilket selvfølgelig var ærgerligt
nok, men det allervigtigste i min situation er selvfølgelig de personlige
kontakter og samtaler.
Flere af de samtaler, jeg førte, var naturligvis præget af,
at man ikke helt er kommet ud af landesorgen efter præsidentfly-katastrofen den
10. april. Jeg fik, i nævnte rækkefølge, talt med følgende personer (gruppevis
som angivet ved tankestregerne): Katolsk sognepræst i Næstved Julian Bodnar, som jeg hver allehelgens lørdag fungerer sammen med
på Slaglille Kirkegård, og katolsk sognepræst i Taastrup Michał Bienkowski. Om Polens
både ceremonielt og statsstyremæssigt gode håndtering af situationen efter
Smolensk-katastrofen og om de gode økumeniske perspektiver i pastor Bodnars og
min optræden sammen. (Om andagterne på
Slaglille Kirkegård kan man læse på undersiden ”Prædikener efter 31.06.03”).
- Malermester og formand for Museum Polakkasernes Venner (”Polakkasernen i
Tågerup” få kilometer fra os) Marek Kocuba, Nykøbing
F, med fru Elżbieta, og Folketidende-redaktør i Nakskov, landsformand for Foreningen af Polakker
i Danmark og formand for Museum Polakkasernen i Tågerup Torsten Elsvor (som jeg
har haft meget med at gøre på flere leder, lige siden vi i 1990’erne sammen sad
i bestyrelsen for den lokale afdeling af Dansk-Russisk Forening). Ikke mindst
om den af Ruslands præsident Medvedev (der forresten samme dag sluttede sit
besøg i Danmark) bebudede åbning af alle arkiver om Katyn-massehenrettelserne
i 1940. - Konsul Jarosław Mikuś.
Særligt om, at vi skulle mødes i Slaglille allerede til sommer i anledning af
det polske motorcykel-rally’s besøg. - Ambassaderåd
Robert Filipczak og militærattaché kommandør Jarosław Miłowski (som
er ny, men som jeg fik etableret et virkelig godt forhold til i Slaglille
2009). Om den rolle, det polske militær ville have haft i tilfælde af et Warszawapagt-angreb på Danmark, Jeg ved jo som gammel
sprogofficer også selv noget om dette uhyggelige emne. Vi sluttede med at sige
Gud være lovet, vi ikke kom i krig med hinanden. - Ambassadør Adam Halamski og frue og katolsk biskop Czeslaw Kozon. Om biskoppens, hans mors og min fælles lollandske
baggrund, ja, biskoppens mors barndom i mit gamle sogn Musse. - Desuden
almindelig konversation med andre gæster på både polsk og dansk. - Alle, jeg
talte med, udtrykte glæde over min tilstedeværelse og mine polske
sprogfærdigheder (som jeg dog endnu en gang langt fra selv var tilfreds med!).
Den 30. april 2010 - bededag
Skrevet 03.05.10
Var til god
bededagsgudstjeneste i min egen sognekirke med min egen sognepræst Caris
Johansen. Har ellers luftet mit syn på ”bededag” i flere Facebook-diskussioner
i anledning af radikale Margrethe Vestagers forslag om at afskaffe denne dag
som fridag. (Hvortil jeg jo - sammen med Grundtvig - siger, at den bør bevares
som folkelig, dvs. verdslig forårsfridag, men afskaffes som gudstjenestedag,
med evt. henlæggelse af forbønsgudstjenesten for folk
og fædreland til en fredag (eller anden aften i efteråret). Har også ledsaget
mit Facebook-salmevers til denne dag med en længere kommentar, som også kan ses
på undersiderne ”Litterære tekster” og ”Salmer”. - Jeg ser nu tydeligere og
tydeligere, at der er brug for en helt ny, men altomfattende tænkning om forholdet
mellem menighed og samfund, kirke og stat. Det er ikke nok, bare i mere eller
mindre fornærmethed at ønske kirken adskilt fra staten, for så længe der er en
bare ret stor kristen menighed, ja, måske bare fx 25%, vil der være et sådant
forhold at tage hensyn til. Jeg må prøve at se, hvad jeg kan nå. - Jeg håber,
jeg får tid til at opdatere undersiden ”Facebook”. Jeg har mange af mine
kommentarer stående i Word, dog ikke alle. Jeg mener fortsat, min
tilstedeværelse på Facebook er virkelig værdifuld.
Om det politiske
liv siger jeg, at jeg jo ikke kan forhindre politikerne i at være kyniske
”forretningsmænd” i politiske firmaer og vælgerne i at acceptere denne kynisme,
men at politikerne så må finde sig i, at jeg ophører med at respektere dem og
interessere mig for dem. - Der må noget til, der svarer til den gamle
folkelighed. Der skal også her tænkes nyt og stort.
Det samme gælder
værdikampen, hvor jeg snart også er træt af at høre på vennerne. De er ikke
gode nok.
KONKLUSION: Jeg har
mere end nogensinde før både ret og pligt til at koncentrere mig om mit eget.
Bare jeg kan nå det. Og gid jeg også kan nå at se bare nogle få unge være på
vej med noget nyt. Jo mere jeg fx ser Deadline og den slags, jo mere slår det
mig, hvor provinsielt og tilbagestående det hele er.
Hermed slutter
optegnelserne for april måned 2010.
MAJ
2010
Mandag den 3. maj 2010
Et af dagens temaer er Facebook-hadegruppen mod Pia Kjærsgaard. Men der var jo også Deadlines både første og anden sektion i går aftes. Min konklusion (som jeg også har luftet nogle steder i Facebook) er, at selv om det naturligvis kun er nogle få idioter, der går så langt som til at true Pia med ikke bare at slå hende ihjel og voldtage hende selv, men også at voldtage hendes børn, mens hun ser på det, så er der det fælles træk den store selvretfærdighed, ja, bevidsthed om at have både sandheden og godheden på sin side. Katrine Winkel Holm havde ret, når hun påpegede, at DF-kvinden i første sektion, simpelt hen ikke kunne forstå og indse, at kommunismen på sin vis var lige så forfærdelig som nazismen. - Jeg håber at få mine Facebook-kommentarer sat på undersiden ”Facebook” (og det gælder i det hele taget i forbindelse med disse ”dagbogsoptegnelser”). - Jeg siger blandt andet, at der selvfølgelig er en asymmetri i forholdet mellem kommunisme og nazisme, idet nazismen så helt åbenlyst er ond. Men kommunismen er farligere, fordi den præsenteres som fornuft, videnskab og humanisme, ja, er en totalitær pseudoreligion. Marxismen er en fundamentalisme, idet den jo tror at have gennemskuet hele Tilværelsen og kan forudse fremtiden helt frem mod Frihedens Rige. Og så kan man netop tillade sig alt. Det samme gælder de ”progressive”, der bygger på oplysningstraditionen.
Men ellers er det jo i dag selve den polske grundlovsdag - 219-året for verdens anden og Europas første frie forfatning. Jeg så selvfølgelig transmissionen fra Plac Piłsudskiego. Og som jeg skrev til min gode Facebook-ven, den her i Danmark gennem mange år boende Jozef:
Fungerende præsident,
Sejm-formand Bronisław Komorowski
gjorde (som sædvanlig) en god figur. Og kan også holde en perfekt tale uden
manuskript (som Lech Kaczyński - er det noget,
polakker kan?). - Det er trods alt begrænset, hvor megen indsigt jeg har i
polsk politik (der skal jo også noget til!), men jeg har pdes. haft en ret stor
sympati for tvillingebrødrene, idet jeg pdas. nok ville have stemt på PO, hvis
jeg var polak. Jeg ville nok også stemme på Komorowski
ved præsidentvalget. Jeg synes også vældig godt om Donald Tusk, også fordi han
er mere eller mindre kasjub (dem beskæftigede jeg mig
lidt med, da vi i 2005 var nede og være med til at fejre 25-året for
Gdansk-aftalerne. - [...] - Der var også interessante kommentarer før og efter,
bla. om patriotismens ånd efter katastrofen ved Smolensk og om, at det er
uretfærdigt at sidestille patriotisme med racisme! Ja, polakkerne bliver vore
sande allierede! Jeg kan ikke følge dem i alt, men jeg kan tilgive dem alt og
kan følge dem i meget!
I aften skal vi se 3. og 4. del af den på Reymonts roman baserede storfilm ”Ogniem
i mieczem”. Jeg så måske 2. del i går.
Senere indsat: Jeg kan ikke huske den nøjagtige dag, men det var i hvert fald en aften lige omkring eller lige efter 1. maj, jeg fik en telefonopringning fra Moskva. Det var Yury Zudov (som han skriver sig i en engelsk transskription, der vel svarer til Jurij Zudov og vel dermed til Юрий Зудoв; dette navn, stavet sådan, findes i hvert fald på Internettet, men vist ikke for min Jurij, selv om der er nogle kirkelige hits).
Forhistorien er, at sognepræst i Holeby, tidligere medarbejder ved Dialogcentret i Århus Anders Blichfeldt, kort efter at vi var kommet til Torslunde, ringede til mig for at spørge, om jeg ville hjælpe en russisk PhD-studerende, der var i Danmark for at studere dansk kirkehistorie. Det passede mig dårligt, og jeg havde jo (med stor vemod) besluttet at indstille mit russiske engagement, men jeg hverken kunne eller ville jo sige nej. (Ligesom jeg heller ikke sagde nej, da en russisk kvinde her i nabolaget, som efter knapt to års ægteskab med en dansk mand, pludselig var blevet enke, fik brug for min hjælp). Jeg fik kontakt med Jurij, som beherskede engelsk og også kunne læse dansk. Og jeg hjalp ham med forskellige ting. Jeg fik også vist ham Folketinget (samme dag, som han skulle interviewe kirkeminister Tove Fergo). Vor datter Amalie arbejder jo dér (i udenrigssekretariatet, eller hvad det hedder), og hun arrangerede også en frokost i Snapstinget, hvor vi kunne imponere Jurij ved at pege så på den, så på den kendte politiker. (I 1999 viste Amalie mine sibiriske børnelæger rundt på Christiansborg, men det kan jeg ikke komme nærmere ind på her).
I mellemtiden har jeg blandt andet haft en beskeden mailkorrespondance med Jurij. Men nu ringede han for at fortælle, at han er ved at lægge an til forsvaret af sin afhandling. Han sagde, at han også har henvist til min disputats (som jeg jo forærede ham), og at han pr. mail vil sende mig resuméet af sin afhandling, som snart skal have sit egentlige forsvar. Han er allerede ansat ved det ortodokse Tikhon Universitet i Moskva, men har i hvert fald tidligere også haft noget med Den Russiske Ortodokse Kirkes ”udenrigstjeneste” at gøre.
Jeg talte med skam at melde engelsk med Jurij. Meget
sørgeligt! Men hans engelsk er altså betydeligt bedre end mit russisk nu. Og
jeg gentog over for ham, at jeg har været nødt til at indstille mine russiske
aktiviteter, fordi jeg ikke selv har tid, og fordi det heller ikke er til at få
andre personer eller instanser med i noget, men at det virkelig rykker i mig,
hver gang jeg hører det smukke russiske sprog i radio eller fjernsyn. Ja, jeg
erklærede, at Rusland altid vil have en plads i mit hjerte. - Indsats slut.
Onsdag den 5. maj
2010
Deltog (som stort set hver gang gennem alle årene siden 1974) i Lolland-Falsters Stiftskonvent. Til at begynde med var det i Restaurant Bangs Have med min vejleder domprovst Im. Felter som formand (se kap. 7, afsnittet ”1970-1971. Den rette hylde”). - Dengang deltog Anna også i den slags, endnu sammen med enkelte andre præsteægtefæller, og hun har også gjort det en gang eller to efter min pensionering, men den tid er ved at være forbi - selv om hun vel sådan set godt endnu kunne deltage. Heller ikke det, der i gamle dage hed stiftspræstemødet, deltager ægtefæller i mere. Provstikonventet (se under 9. april) deltager ægtefællerne dog i som før, og der er også andre ting i stiftets liv, Anna deltager i (men jo så også simpelt hen i kraft af offentlig adgang). Dette skriver jeg ikke for at beklage os, men for at vise, hvordan tiderne skifter. Anna har haft et stort udbytte af alle de mange gode teologiske og kirkelige foredrag, hun gennem tiden har hørt i sin egenskab af præstekone. - Men når jeg kom ind på dette, er det, fordi Anna altid ganske særligt nød, når Felter hvert år vendte sig halvt om mod det store bagvægsvindue og konstaterede, at bøgen var sprunget ud! Stiftskonventet finder altid sted første onsdag i maj.
Nu holdes Stiftskonventet i Sognets Hus, Maribo. Og det er godt på en anden måde (selv om det jo er noget helt særligt for mig at komme til kirkelige møder i de lokaler i Bangs Have, hvor jeg omkring 1960 optrådte som jazzpianist, ikke mindst i Maribo Jazzklubs husorkester Blue Moon (se også kap. 4). Det begynder nu kl. 10.30 om formiddagen og fortsætter om eftermiddagen, efter at man har fortæret sin medbragte madpakke.
I år var første indslag sognepræst i Tårs Bendicht Maders foredrag ”En tysk folkekirke under to diktaturer” - foromtalt således: ”Thüringens evangeliske kirke under nationalsocialismen og under kommunismen i Stalin-tiden i den sovjetiske besættelseszone og DDR-staten”. - Meget interessant og tankevækkende, også med hensyn til, hvad vi selv kan komme ud for i fremtiden.
Efter frokosten og den som sædvanlig ganske korte generalforsamling (dog ikke så superkort som dengang!) så vi filmen ”Sophie Scholls sidste dage” - foromtalt således: ”Sophie Scholl var sammen med sin bror Hans medlem af en studentergruppe i München, der lavede flyveblade mod det nazistiske styre. De blev taget til fange, forhørt på højeste sted og henrettet [guillotine!] i februar 1943. Filmen, der bygger på forhørsprotokoller og øjenvidneberetninger, viser en pige med tro og mod og evne til at udfordre styret moralsk og etisk til det sidste”. - Filmen gjorde et stort indtryk på mig. Et fantastisk eksempel på den højeste grad af civilcourage. Nej, det rette ord er ”martyrsind”! Jeg tvivler på, at jeg kunne optræde tilsvarende. Så hellere infanterist hen over marken. Som jeg sagde til dem, jeg sad ved bord med under frokosten: ”Det er derfor, jeg reagerer nærmest hysterisk, når friheden er truet. Det gælder om at slå enhver trussel mod friheden ned lige med det samme”.
Søndag den 9. maj
2010
Af forskellige private grunde fik jeg kun set et par korte tv-avisglimt af paraden på Den Røde Plads i Moskva i anledning af 65-året for afslutningen af Anden Verdenskrig. Den blev, så vidt jeg kunne se, ikke transmitteret eller vist i særligt program i POLONIA. Men jo på forskellig måde omtalt. Jeg nåede dog at få set både det amerikanske og det polske kontingent. Og det var stort. Ganske særligt at se polakkerne. Som de selv har sagt: ”Endelig kom vi med!”. (På grund af pres fra Sovjetunionen, som Storbritannien og de andre vestallierede gav efter for, var polakkerne jo ikke med i fx den store sejrsparade i London i 1945. Og de var heller ikke med i Berlin i 1995. Selv om de, som præsident Lech Wałęsa dengang sagde, havde haft flere soldater med på allieret side end Frankrig - og ikke havde af nogen marionetregering.
Til gengæld var
jeg blevet hjemme fra kirke, så jeg kunne følge transmissionen i POLONIA af den
kæmpestore begivenhed, som friluftsmessen i Kraków i
anledning af den Hellige Stanisławs dag var. Den
blev celebreret af den nye ærkebiskop i Gniezno og Prymas Polski Józef Kowalczyk
(udnævnt af Paven dagen før!), men den lokale ærkebiskop Stanisław
Dziwisz bød velkommen, og prædikenen blev holdt af
ærkebiskop i Katowice Damian Zimoń
(håber, navnet er rigtig, for jeg huskede det ikke og måtte finde det på
Internettet). I messen deltog mere eller mindre samtlige polske
biskopper, en stor delegation fra Tyskland, en canadisk og en sydafrikansk
biskop og biskopper m.m. fra flere andre lande. Den Hellige Stanisław
er jo ved siden af ”Maria Polens Dronning” og den Hellige Wojciech Polens
skytshelgen. (For en sikkerheds skyld må jeg hellere understrege, at jeg tager
afstand fra helgendyrkelsen, for slet ikke at tale om Maria-dyrkelsen, men
altså dermed netop er så stærk en lutheraner, at jeg godt kan tåle at være med
i en sådan messe, og det ikke bare for at studere, men også for at være med i
mine polske venners og medkristnes liv. Et af mine slagord er: Jeg tilgiver
polakkerne alt!).
10. maj til 24. maj 2010 (anden pinsedag)
Da
jeg ikke gør meget ud af det helt private (fx at jeg ved en familiesammenkomst
fik spillet lidt jazz m.m. sammen med min søn Nikolaj, idet vi skiftedes til at
sidde ved klaveret og ved trommesættet), har jeg ikke noget at skrive om fra
denne periode. - Men jeg kan da så nævne, at jeg fortsat skriver digte og
salme-vers til min Facebook-væg, og at det fortsat er meget inspirerende for
mig at have dette at skulle leve op til - og at have Facebook-venner, der enten
bare giver mine vers en ”synes-godt-om-tommelfinger” eller måske ligefrem
sætter en lille kommentar ind. Alle disse vers står nu på undersiden ”Litterære
tekster”, salme-versene desuden på undersiden
”Salmer”.
25. maj til 27. maj 2010
Jeg
deltog i ”Theologisk Oratoriums” sommerkonvent på det
nye birgittinerkloster i Maribo, Sankt Birgitta Kloster. Jeg er ganske vist
ikke medlem af Oratoriet, men det er vor biskop Steen Skovsgaard, som oven i
købet indtil dette konvent var leder af det. Og da han for længere tid siden
ringede og spurgte mig, om jeg ville holde et foredrag om ”Grundtvigs liv med
Gud”, sagde jeg ja. Selv om jeg også straks sagde, at jeg egentlig ikke vidste
noget om denne side af Grundtvig. Det var jo helt særligt hans andagts- og fromhedsliv,
det skulle handle om. Men jeg skulle nok finde frem til noget, og ellers måtte
jeg jo sige noget om Grundtvig lidt mere i al almindelighed ud fra mit eget
”liv med ham” 1972-2002 (og jo fortsat, nu bare ikke som forsker, men som
”discipel”, se nf.). Jeg spurgte biskoppen, om jeg måtte få lov at deltage i
hele konventet som gæst, og det fik jeg. Det var en stor og god oplevelse. Jeg
havde jo hørt så meget om Oratoriet fra min ”husven i anden generation” og
store lærefader på især områderne liturgi og økumeni sognepræst i Øster Ulslev
1943-1973 Johs. B. Boysen. - Foredragets ”brutto-manuskript” står på undersiden
”Grundtvig”. Dog som næstøverste tekst, idet den øverste tekst altid vil være
mit sidste bidrag til den egentlige Grundtvig-forskning (jfr. anden del af
undertitlen!): ”TOTALDIGTEREN
GRUNDTVIG. Forskningshistoriske replikskifter som bidrag til bestemmelsen af
Grundtvigs egenart som digter. - Eller: Grundtvig-forskeren Bent Christensens
litterære testamente”.
Torsdag
den 27. maj 2010
Da jeg forlod klostret lidt over middag, kørte jeg
hen til biblioteket for at hente en bog, jeg havde bestilt, første bind af
Jesper Knallhatt: ”Baade-Og”.
Jesper Knallhat er naturligvis et pseudonym - for
Lene Andersen, som jeg ved et tilfælde var kommet til at høre i radioens P 1
for nogen tid siden i en udsendelse, der netop handlede om ”Baade-Og”.
(Jeg er næsten sikker på, at jeg på et tidligere tidspunkt på tilsvarende måde
kom til at høre noget af et interview med hende, hvor hun fortalte om, hvordan
hun på et tidspunkt havde studeret teologi, men at det var endt med, at hun
konverterede til jødedommen). Jeg er i skrivende stund (1/6) kommet til side
138 i bogen, som jeg finder særdeles interessant. Jeg vil skrive så lidt som
muligt om den her, hvor det først og fremmest drejer sig om at tidsfæste den
begivenhed, det var, at jeg lånte den. Men der opgives i bogens kolofon hele
tre internetadresser, som jeg alle tre besøgte: baade-og.dk, knallhatt.dk og
andersenske.dk (Det Andersenske Forlags hjemmeside!). Og det viste sig, at
projektet også er på Facebook, nemlig ved gruppen Baade-Og,
som jeg straks meldte mig ind i - med bla. disse ord:
Jeg tror, at uanset hvor langt jeg vil være enig med
Lene Andersen i de svar, hun giver, vil de spørgsmål, hun stiller, og de ting,
hun peger på, ikke kunne undgår at få stor betydning for mit
”Totaldigt-projekt”, hvor jeg længe har gjort mig tanker om, hvilken rolle mit forhold
til den fremtid, der tegner sig, skal spille.
Måske er det, jeg her har fortalt, et afgørende
punkt i mit liv. Men det er ikke første gang, jeg ved et tilfælde er kommet til
at læse en meget vigtig bog, fx ved at få øje på den på en bibliotekshylde. Og
jeg glæder mig altid, når livet går hen og bliver større end planlagt.
Mandag
den 31. maj 2010
Jeg
var blevet inviteret til at deltage (som tilhører) i det videnskabelige seminar
på Københavns Rådhus i anledning af 65-året for Anden Verdenskrigs afslutning:
”’For Danmarks og Polens frihed’. Polsk modstandsbevægelse i Danmark”. -
Programmet omfattede: Velkomst ved Borgerrepræsentationens næstformand Jesper
Christensen. - Velkomst ved den polske ambassadør Adam Halamski.
- Viceborgmesteren i bydelen Warszawa-Targówek. -
Foredrag ved PhD Maria Małasnicka
Miedzianogóra: ”De to usædvanlige i Mindelunden. Den
polske modstandsbevægelse i Danmark”. - Dr. Norbert Wójtowicz,
IPN: ”’Felicja’ - Interne
og eksterne problemer for den polske modstandsbevægelse i Danmark”. -
Militærattaché, kommandør Jarosław Miłowski: ”Republikken Polens væbnede styrker”.
Alle
foredragene blev holdt på polsk, men oversat til dansk, og der blev vist både
tekst (polsk og dansk) og billeder og grafik på en skærm.
Til
stede var foruden en hel del herboende polakker og fx en person som mig de
under 1. juni omtalte polske motorcyklister samt en gruppe unge, der fulgte dem
i bus. - Jeg fik hilst på både gamle og nye kontakter. Blandt de nye var
ærkebiskoppen i Szczecin, som meget venligt inviterede mig til at aflægge ham
et besøg, når jeg i slutningen af juni alligevel var i byen - til vort
halvårlige tandeftersyn. (Se artiklen om Annas og mit første tandlægebesøg i
Szczecin i oktober 2009 på undersiden ”Internationalt”).
Og ja, vi fik smagt rådhuspandekagerne! Som virkelig
er noget helt særligt. Sammen med anden god mad, bla. frikadeller og
kartoffelsalat og ost. Dertil hvidvin og rødvin. En stor polsk-dansk
begivenhed, som Københavns Rådhus (og kommunen) fortjener stor tak for at have
været vært for!
JUNI 2010
Tirsdag den
1. juni 2010
Som omtalt under 31. maj
havde Danmark i slutningen af maj og begyndelsen af juni besøg af
motorcykelgruppen ”Øst-Vest” (eller ”MotoElita”),
som i perioden 29. maj til 6. juni gennemførte, hvad de kalder et ”rajd”, fra Polen til Danmark under mottoet ”For jeres
frihed og vores”, det slagord, hvorunder polakker i århundreder har deltaget i
andres krige for frihedens skyld. Gruppen ledes af den katolske præst i
Haderslev Jan Zalewski, som har fortalt mig (hvis jeg
ellers har forstået det ret), at man bruger det polske ord ”rajd”
(af engelsk ”raid”) i en betydning, der nærmest svarer til ”valfart” eller
”pilgrimsfærd”. Man kører fx også hvert år til Katyn
i Rusland, som er det sted, hvor man mindes den sovjetiske likvidering af
22.000 officerer og intellektuelle og folk fra tilsvarende samfundsgrupper -
nemlig med det formål at stække den polske nation. Katyn
(polsk Katyń) blev i år kendt over hele verden
på grund af det polske præsidentflys ulykke ved forsøget på i tæt tåge at lande
på en lille russisk militær flyveplads i nærheden af byen Smolensk. Ved denne
ulykke omkom ikke bare det polske præsidentpar, men også en stor del af Polens
politiske, administrative og militære ledelse, i alt 96 personer, inklusive
besætning og livvagter. Men Katyn burde allerede have
været verdenskendt pga. det ualmindelig kyniske delvise folkedrab, der blev
begået dér (og på andre lokaliteter) i 1940, hvor Nazityskland og Sovjetunionen
jo have delt Polen mellem sig. - Jeg har allerede skrevet om dette ovf. i
notaterne for april måned. Når jeg skriver om det igen her - og på denne måde -
er det, fordi de polske motorcyklister, jeg den 1. juni sad ved bord sammen med
i Sorøhallen talte om det på netop denne måde, bitre over, at man i Vesten
øjensynlig kun ønskede at se bort fra denne forbrydelse, fordi den var begået
af de kommunister, man åbenbart, men helt ubegribeligt, var så bløde over for.
Men før dette måltid i Sorøhallen havde vi - og
repræsentanter for Foreningen af Polakker i Danmark og nogle lokale - været
sammen på Slaglille Kirkegård til andagter ved henholdsvis de polske
RAF-flyveres grav og den danske familien Christensens grav. Den korte historie
er:
Den 17. september 1943 blev en RAF Halifax-bomber med
polsk besætning skudt ned over landsbyen Slaglille lige øst for Sorø, hvorved 5
polske flyvere mistede livet. Men 5 medlemmer af Slaglille-familien Christensen
blev dræbt, da den nedskudte maskine styrtede ned i deres hus satte det i
brand. Hvert år afholdes der ved allehelgenstide (begyndelsen af november
måned) en polsk-dansk mindehøjtidelighed ved de to grave. - Jeg medvirker i min
egenskab af dansk folkekirkepræst og medlem af Foreningen af Polakker i Maribo.
Hvad
andagterne angår, gjorde vi stort set, som pastor Bodnar
og jeg plejer at gøre hvert år allehelgens lørdag. Pastor Zalewski
(som nu trådte i pastor Bodnars sted, med sin stola over motorcykeldragten!)
ledede andagten ved de polske flyveres grav, og jeg ledede som sædvanlig
andagten ved den danske familien Christensens grav. Normalt siger jeg alt mit
på dansk, men ved denne lejlighed sagde jeg den indledende nådes- og
fredshilsen på polsk og gav nogle polske stikord, inden jeg på dansk bad selve
den af mig selv forfattede bøn. Den apostolske velsignelse til allersidst sagde
jeg også på polsk. Og inde i bønnen havde jeg efter den sædvanlige bøn om, at
vi måtte blive bevaret fra ”krig og vold i vore egne lande” indføjet:
og lad os altid leve i frihed. Ja, vi beder i dag
særligt for Polen og Danmark, for alle polakker og alle danskere: Styrk og
bevar det gode forhold mellem os, og brug os til at gøre godt i Europa og i
verden.
Hele
den normale allehelgenslørdagsandagt står nederst på
undersiden ” Prædikener
efter 30.06.03”.
Forud for andagten ved den polske flyvergrav fortalte en lokal mand, hvordan han som elleveårig havde oplevet disse tragiske begivenheder. Hjemmeværnets faste trompetist (på flygelhorn) medvirkede på sædvanlig måde ved begge andagter.
Ved de normale allehelgensandagter er den polske ambassade i København repræsenteret ved militærattachéen og en eller to repræsentanter for konsulatafdelingen.
Sorøs borgmester Ivan Hansen var til stede.
Og lige før vi skulle begynde, dukkede stedets præst op i ornat, sognepræst Anders Frederiksen, som netop havde haft gudstjeneste på plejehjemmet. Han gik med i det hele ved siden af den katolske præst og mig.
Det er Polsk-Dansk Forening i Næstved, der ved formand Lidia Szuster organiserer højtidelighederne på Slaglille Kirkegård med efterfølgende samvær.
Jeg
havde aldrig mødt pastor Jan Zalewski før, kun læst
hans artikler i ”Informator Polski” og bemærket, at han var leder af
motorcykelgruppen, da den i 2008 besøgte Jylland, især Als og Sønderborg,
nemlig i anledning af 350-året for en polsk hærstyrkes befrielse af det
svenskbesatte Als under ledelse af hetman Stefan Czarniecki.
Men straks vi to præster mødtes, kunne vi konstatere, at den både økumeniske og
personlige kemi var i orden, og jeg kan uden at røbe for meget sige, at vi blev
enige om en plan for noget meget spektakulært indenfor det nærmeste par år!
LINK: www.motoelita.pl
Søndag
den 6. juni 2010 - 1. søndag efter trinitatis
Jeg var præst og foredragsholder i Landet kirke og præstegård - i Annas og mit nu fælles pastorat Vesterborg-Landet-Ryde. Foredraget skulle jeg egentlig have holdt 1. søndag efter helligtrekonger, hvor det blev af-blæst af snestormen, men jo skulle have haft titlen ”Helligtrekongersbetragtninger om Kirken dengang og nu og her og der”. Nu var det blevet henlagt til 1. søndag efter trinitatis og havde fået titlen ”Betragtninger om kirken, dengang og nu, og her og der”. At jeg også kom til at være præst ved den gudstjeneste, der traditionen tro indledte det sommermøde, der nu var blevet tale om, skyldtes andre forhold, men gav unægtelig en særlig sammenhæng i det hele og i hvert fald mig selv en ekstra stor oplevelse. Mit forhold til Landet Sogn fra min barndom af (morbror Immanuel og fætter Johannes) kan man læse om i de første kapitler af disse Erindringer, og Vesterborg Sogn boede vi jo i i årene 1969-1971. Annas og mit forhold til pastoratet i årene efter 2003 står der allerede noget om i nogle indskud i selve Erindringerne, men også i forbindelse med de prædikener, jeg har holdt i Landet og Ryde kirker, samt på undersiden ANNA CHRISTENSEN.
Min prædiken i Landet Kirke kan man læse på undersiden ”Prædikener efter 30.06.03”, og ”bruttoteksten” til foredraget samt billedteksterne til de mange billeder kan man læse på undersiden ”Internationalt”. Billederne kan ses i billedalbummet ”Billeder fra vort mellemkirkelige liv” på min Facebook-profil. Om prædikenen vil jeg kun sige, at jeg i den - under fremsigelse af ærligt mente undskyldninger - på flere forskellige måder inddrog min tilstedeværelse på Facebook siden januar 2010, herunder den allerførste aforisme og såvel mit evangelie-salmevers til denne søndag som et af de to firelinjers salme-vers til søndag seksagesima. Og om foredraget vil jeg nøjes med at sige, at det samlet kom til at dække hele perioden fra vort møde med vor sognepræst i Vesterborg-tiden Volmer Krohns svenskprægede forvaltning af den kirkelige tradition til vor deltagelse i andagterne med de polske motorcyklister på Slaglille Kirkegård tirsdagen før (1. juni 2010), og at der fra vinterhalvåret 1976/77 af (min feltpræstetjeneste på Cypern) blev tale om en billedkavalkade over stok og sten. Hele foredraget varede kun lige godt 50 minutter. - Om vore mellemkirkelige aktiviteter siden 1990 kan man læse meget mere på undersiderne ”Om mig selv”, ”Internationalt” og ”Vendere - sorbere” (samt selvfølgelig på undersiderne DEUTSCH, POLSKI OG RUSSKIJ).
Tirsdag
den 8. juni 2010
Landemodet med gudstjeneste i Domkirken og møde i Bangs Have måtte vi i sidste øjeblik beslutte os for at undlade at deltage i. Når jeg alligevel nævner det her, er det, fordi vi eller jeg siden vor ankomst til Døllefjelde i 1974 så godt som altid har deltaget i såvel denne som de to andre årligt tilbagevendende stiftsbegivenheder: stiftskonventet og stiftspræstemødet. Foruden selve gudstjenesten, i år ved biskoppen, og dennes faste beretning om ”årets gang i stiftet og kirken” gik vi derved glip af gæstetaleren sognepræst Mikkel Wolds foredrag ”Den levende kirke”. Mikkel Wold er sognepræst ved Marmorkirken, København.
Torsdag den 10. juni 2010
For nogen tid siden spurgte ”Søren Basmand” (se kapitel 3 og 4), dvs. forfatteren og den litterære organisationsmand m.m. Søren Sørensen, pr. mail, om jeg kunne tænke mig at stå som ”ressourceperson” på www.klassikerdagen.dk. Det ville jeg godt, selv om jeg ikke har noget særligt at sige om Karen Blixen, hvis 125-års fødselsdag fejres her i 2010, hvor der ikke ellers er nogen særlig forfatter, idet fokus, som det hedder, i anledning af 10-året for Klassikerdagen (generelt) rettes mod begrebet ”klassiker”. Men Karen Blixen er hovedperson i den forstand, at det centrale arrangement tirsdag d. 21. september 2010 indledes med en omtale af Karen Blixen som klassiker.
Jeg skrev til Søren, at jeg naturligvis ville betragte det som en ære at være med på listen, men at det eneste, jeg kunne og ville bidrage med, var et foredrag om Totaldigteren Grundtvig (se især øverste artikel på undersiden Grundtvig). Resultatet blev, at jeg nu står på listen med ”ressourcepersoner” med følgende tilbud:
Vil kunne tale om "Totaldigteren Grundtvig", dvs. om Grundtvig som på den ene side en digter, der i enestående grad skriver om både det hele og sig selv, og på den anden side en digter, der i væsentlig grad adskiller sig fra almindelige skønlitterære forfattere. Centralt står et værk som "Nyaars-Morgen" (1824), der er grundigt behandlet i "Fra drøm til program".
Lørdag den 19. juni 2010
Jeg deltog (som sædvanlig) i Museum Polakkasernens - eller Polakkasernen i Tågerups - sommerfest. Den ligger i luftlinje 5 km fra, hvor vi bor. Jeg fik især snakket med Museets formand (og landsformand for Polsk Forening) Folketidende-redaktør Torsten Elsvor (som jeg jo har kendt i avisen siden hans tid som Rødby-redaktør, som viste os Polakkasernen, da vi besøgte den med de evangelisk-augsburgske polakker i 1990, og som jeg sad i bestyrelse med i den lokale afdeling af Dansk-Russisk forening osv.), men også med ægteparret Roman og Urszula Śmigielski, bla. om sankthansaftenfejringen i Polen - eller manglen på samme, for den „Dzień morza” (havets dag), som man i Szczecin fejrer på „Wały Chrobrego” (Bolesław den Tapres Volde), lå i hvert fald i år en uges tid eller så før sankthans. Roman Śmigielski er en af mine vigtigste kontakter i det polsk-danske miljø. Han er netop afgået formand for „Federacja Polonia” i Danmark og (stadig) redaktør for det polsk-danske kvartalsskrift „Informator Polski”, som jeg jævnlig skriver i.
Onsdag den 23. juni -
søndag den 11. juli 2010
I denne periode
foretog vi dette års store Polen-tur - med efterfølgende deltagelse (for fjerde
gang) i den internationale byfest hos vore vendiske/sorbiske venner i den lille
by Nebelschütz/Njebjelčicy
i Bundesland Sachsen. Se mere nedenfor under søndag
den 11. juli.
JULI 2010
Søndag den
11. juli 2010
En halv time før midnat var vi hjemme igen efter turen til Polen og venderne/sorberne i Nebelschütz/Njebjelčicy i Bundesland Sachsen. - Se sidste tilførsel for juni og tilførslerne nedenfor om de forskellige former for opfølgning af turen. - Og jeg henviser til billedalbummet på min Facebook-profil og til ledsageteksten dertil, som også står på undersiden ”Internationalt”. Min „Ansprache” ved søndagens messe står på undersiden DEUTSCH, men står også som Note i Facebook. En mere udførlig rejseberetning vil efter planen komme i ”Informator Polski’s” decembernummer (se de tidligere beretninger på undersiden ”Internationalt”). Derefter vil denne beretning - og måske en endnu mere udførlig version af den - bliver sat på undersiden ”Internationalt”.
Torsdag den 15. juli 2010
Så i polsk tv højtideligheden ved Grundwald i anledning af 600-året for slaget dér.
Lørdag den 17. juli 2010
Så i polsk tv
”genopførelsen” af slaget ved Grundwald den 15. juli 1410, det slag, tyskerne
kalder slaget ved Tannenberg. - Jeg kan ikke begynde at forklare om dette meget
vigtige slag, men må henvise til fx:
http://da.wikipedia.org/wiki/Slaget_ved_Tannenberg_%281410%29.
I øvrigt er hele ugen er gået med havearbejde og andre
nødvendige ting samt med påbegyndelsen af det opfølgningsarbejde, som er blevet
en følge af turen til Polen og ”venderne”, ikke mindst arbejdet med
Facebook-billedalbummet og de ovenfor nævnte tekster. Desuden det nødvendige
arbejde med hjemmesiden, herunder oprettelsen af denne nye underside. Men altså
også ”kontaktplejen”.
Jeg har også nået at læse noget mere i den lille
polske bog om Joseph von Eichendorff, jeg købte i Racibórz,
den by, Eichendorffs fødested og barndomshjem Łubowice ligger ca. 9 km nord for. Den er skrevet af
den nuværende sognepræst dér Henryk Rzega og ser ud til at være en PhD-afhandling.
Vi nåede ikke at besøge forfatteren, men jeg vil snarest skrive til ham. Til
gengæld nåede vi at tale med Geschäftsführer Paweł Ryborz, Oberschlesisches Eichendorff Kultur- und Begegnungszentrum, som vi helt tilfældigt traf på
parkeringspladsen, og hvis visitkort jeg fik, så der skal nok blive kontakt.
Men der er meget mere. Jeg må se at få organiseret det
hele, så jeg kan overholde mit princip om, at ”bifaget” (”slavistikken”) ikke
kommer til at tage mere end den planlagte tredjedel af min arbejds-tid.
- Se også her nedenfor under 27. juli.
Og jeg har fået skrevet Facebook-salmeverset til 8.
søndag efter trinitatis. Jeg fortsætter med at skrive et „ugens digt” til hver
uge og et salme-vers til hver søn- og helligdag.
Søndag den
18. juli 2010
Kl. ca. 07.40 ringede domprovsten og sagde, at vor
sognepræst (Caris Johansen) havde meldt sig syg, og om jeg kunne tage
gudstjenesterne i Fuglse kl. 9 og i Krønge kl. 10.30. Og det gjorde jeg.
Prædikenen (genbrug fra 2000! - der var jo naturligvis ikke tid til andet, og
jeg må have haft sommerferie i 2002) står nu på undersiden ”Prædikener efter
30.06.03”. Søg på fx ”18. juli 2010. Det viste sig, at jeg dengang havde
”overskrevet” prædikenen fra 1976(!), så det blev et fantastisk tidsperspektiv
1976 - 2000 - 2010. Jeg indsatte til allersidst det Facebook-salmevers til
dagen, jeg havde sat på min væg om lørdagen. Nu var det ikke (som 7/3) bare én
af min svigerfars kirker (Hillested), men to, nemlig Fuglse og Krønge - som
desuden er to af kirkerne i vort eget pastorat, idet vi jo bor i Torslunde Sogn
i Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat, Maribo Domprovsti. Man kan dog på prædiken-undersiden
se, at det ikke er første gang, jeg har prøvet at fungere som præst i vore egne
kirker.
Det var heldigvis ikke noget alvorligt, sognepræst Caris Johansen fejlede. Det kunne jeg konstatere, da jeg næste søndag var organist i Torslunde og Fuglse! Jeg kan altså med god samvittighed se tilbage på det som en god oplevelse. Men bortset fra den hurtige udrykning som sådan var det særlige altså, at den gamle prædiken, jeg havde fundet i computeren, var en, jeg havde skrevet ”oven på” den fra 1976!
Herved afslører jeg, at jeg også allerede i 2000 havde genbrugt en gammel prædiken! Og jeg kan yderligere afsløre, at det ikke var den eneste gang i de år. Jeg var ved at rydde op i mine gamle prædikener og ville kun gemme de vigtigste - elektronisk. Og så var det nærliggende at prøve at bruge dem som afsæt eller underlag for nye prædikener.
Men enhver, der selv har prøvet det - eller prøver at bruge sin fantasi - kan se, at man ikke uden videre bare kan ”vende bunken” og genbruge sine gamle prædikener. I nogle tilfælde kan man dog godt. Men så kunne man også have skrevet næsten den samme prædiken uden at have set en gammel. Det har jeg også konstateret under mit arbejde med de gamle prædikener. I andre tilfælde er det helt umuligt. Fx når man i gamle dage har brugt noget, ”vi så i Fjernsynet i onsdags”. Eller når man har inddraget andre (dags)aktuelle ting. Men ellers vil det som regel være sådan, at man enten lader være at bruge den første, den bedste gamle prædiken, man får fat i, men måske går videre til den næste (fx til fra to år før; der er jo som bekendt to tekstrækker), eller at der bliver tale om netop en ”overskrivning”, som enten bliver en simpel forbedring eller videreudvikling, eller måske en slags replik i et dialogisk forhold til den gamle prædiken.
Jeg har altså prøvet dette en hel del gange i en periode. Men stort set har jeg naturligvis skrevet en helt ny prædiken til hver søn- og helligdag. Det originale arbejde med prædikenerne er simpelt hen en del af det præstelige livs-åndedrag - et af de mange privilegier ved at være præst. Og med privilegium mener jeg det forhold, at man bliver tvunget til at gennemarbejde tingene hele tiden - også i forbindelse med begravelsesprædikener, konfirmandundervisning, artikler til kirkebladet, fordedrag osv. Og så går man i øvrigt hele tiden og tænker over det, både personlig-eksistentielt og professionelt præsteligt - i vekselvirkning med, hvad man læser og hører osv.
Hvad nu prædikenen til forrige søndag angår, 7. søndag efter trinitatis efter anden tekstrække, var der tale om et helt særligt held. Det var nemlig en prædiken, hvor jeg - altså i 2000 - så en snes år tilbage i tiden (helt direkte altså til 1976). Og der var jo nu tale om en helt anden situation. Som det igen var mærkeligt at få set tilbage på nu ti år senere. Hvad jeg dog ikke havde mulighed for at inddrage udtrykkeligt i prædikenen. Det eneste nye, jeg føjede til, var, som allerede nævnt, mit Facebook-salmevers til denne søndag, og jeg indsætter 2010-slutningen her:
Og for også at have noget nyt med, vil
jeg tillade mig at slutte med det ”søndagens salme-vers”, jeg i går satte på
min Facebook-væg:
Du vil os ikke true
med det, du her har sagt
om Helveds brand og lue
som muligt for Guds magt;
du vil tilspidset sige,
Gud altid må stå først,
vi kan torturpint skrige;
selv da er Guds magt størst.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
Mandag den
19. juli 2010
Mail fra Søren Sørensen (vor basmand i The Strangers
o. 1960), som takkede meget for, at jeg havde inddraget hans hilsen i min Nebelschütz-Ansprache (se undersiden DEUTSCH) - og oplyste,
at han netop var vendt hjem fra en rejse til Sverige og Finland, hvor han havde
mødt repræsentanter fra tre sproglige minoriteter: sverigesfinner,
finlandssvenskere og ålændinge!
Tirsdag den 27. juli 2010
Tiden efter vor hjemkomst er altså stort set gået med henholdsvis havearbejde og opfølgning af turen til Polen og ”venderne”. På grund af tørken var det ikke så slemt at komme tilbage til haven. Vor søn Nikolaj havde slået græsset en enkelt gang, og jeg har også slået det en gang - for at få fjernet det ukrudt og de lange græsstængler, der stak op. Vi har kun fået 17 mm regn siden sidste gang det regnede, før vi tog af sted - hvornår det så var. Men jeg har jo måttet gå det hele igennem. Vi har en stor dobbeltgrund med en stor køkkenhave. Især køkkenhaven er det en livsnødvendighed for mig at arbejde i.
Opfølgningsarbejdet efter vor hjemkomst har bestået dels i indsættelsen af de allerede nævnte ting på Facebook-profilen og hjemmesiden, dels i den nødvendige opfølgningskorrespondance.
Jeg er begyndt at forberede mit besøg hos Besta Film til efteråret, hvor jeg vil få lejlighed til at være til stede under optagelserne til vor elskede polske præstegårdsserie ”Plebania”. - Nærmere om dette i rejseberetningen til ”Informator Polski’s” decembernummer (som jeg også er i gang med at skrive). Se også min artikel om ”Plebania” på undersiderne POLSKI (polsk original) og ”Internationalt” (dansk oversættelse).
Jeg har mail- og brevvekslet med de vendiske venner i Nebelschütz/Njebjelčicy, både med Herr Johannes Matzke fra Gemeindevervaltung og med sognepræst Benno Jakubasch.
Jeg har mailvekslet med direktør Paweł Ryborz, Eichendorff-kulturcentret i Łubowice/Lubowitz, og jeg har sendt både et papir-brev og en mail til sognepræsten dér. - Se også omtalen her ovenfor. - Og jeg har nu - med stor interesse og glæde - læst hele sognepræst Henryk Rzega’s meget fine lille bog: ”Joseph von Eichendorff. Uniwersalny charakter wartości religijno-moralnych w twórczości Josepha von Eichendorffa” (Joseph von Eichendorff. Den universelle karakter i de religiøse og moralske værdier i Joseph von Eichendorffs forfatterskab). Henryk Rzega’s gennemgang af forfatterskabet er måske nok meget katolsk. Men det var Eichendorff jo også selv i sin egen litteraturhistorie (”Geschichte der poetischen Literatur Deutschlands”). Så der er tale om en ganske fin kongenialitet. Og hvor en af de ting hos Eichendorff, der har gjort mig lidt ked af det, er hans meget negative vurdering af ”protestantismen”, glæder det mig at se, at den nuværende sognepræst i Łubowice gør alt, hvad han kan for at understrege, hvor tolerant Eichendorff var i praksis, hvorved han også tydeligt demonstrerer sit eget økumeniske sindelag. Dette har jeg også nævnt i min mail til ham i dag, hvori jeg også nævner, at ”min” Grundtvig jo direkte lå i krig med vore dårlige ”protestanter”, og hvori jeg udtrykker ønsket om ”en plads for Danmark” i det internationale miljø i og omkring Łubowice. Også direktør Ryborz lægger op til et samarbejde. Og i pastor Rzega’s bog er et af billederne fra den økumeniske gudstjeneste i anledning af indvielsen af Eichendorff-kulturcentret den 12. juli 2000. Her ser man ikke alene sognepræst Henryk Rzega og to andre katolske præster samt ærkebiskop Alfons Nossol, men også to præster fra Den Evangelisk-Augsburgske Kirke (altså den polske lutherske kirke). Dette kan udvikle sig til noget meget stort, måske et sidestykke til ”Nebelschütz”. Hvor fællesnævneren jo er forholdet mellem det slaviske og det tyske. Jeg vil snarest skrive lidt om alt dette og især om Henryk Rzega’s bog på undersiden ”Eichendorff”.
I øvrigt læser jeg stadig i den bog, jeg købte i Szczecin i oktober om Polens historie i de tyve år siden 1989/90. Fantastisk læsning.
Men jeg er også begyndt at kigge i bogen om Krasiczyn Sogns historie (forbilledet for Tulczyn Sogn i ”Plebania”). Vi besøgte jo dette sogn (lidt vest for byen Przemyśl i det sydøstligste Polen) og var til søndagsmesse i kirken - hvorefter vi var inde hos den tidligere sognepræst Stanisław Bartmiński (forbilledet for seriens sognepræst og konsulent for serien). Og han gav os et signeret eksemplar af bogen (to ret store bind). Ham skal jeg også have sendt en tak til.
Og der er flere opfølgninger, jeg ikke har fået foretaget endnu. Jeg skal også skrive mine digte og salmevers i Facebook. Og jeg skal først og fremmest se at komme videre med mit storpoetiske hovedprojekt.
Jeg har i dag også sat et par ekskurser og en enkelt bemærkning ind i selve „Erindringer”, nemlig en ekskurs om Timme Ørvad og en om hans far og farbror (kap. 3) og en bemærkning om, at Timme kender og har samarbejdet med Jens Rossel, søn af Tage Rossel, som var sognepræst i Åkirkeby i min bornholmske præstetid (kap. 8).
AUGUST 2010
Et
tilbageblik på august måned 2010, skrevet 07.09.10
Der er ikke sket noget særligt i august måned 2010.
Jeg har arbejdet med mine ting. Det vigtigste er nok, at jeg fortsat har
skrevet min digte, aforismer og salme-vers til min Facebook-profil (står også
på undersiderne ”Litterære tekster”, ”Aforismer” og ”Salmer”). Jeg arbejder nu
med det på den måde, at jeg sørger for at have et godt lager, så jeg ikke i
fortvivlet panik-nød skal sidde og kæmpe med det i sidste øjeblik. Og jeg synes
selv, det går tilfredsstillende. Men det er jo kun begyndelsen! Hvordan andre
bedømmer disse tekster, kan jeg ikke vide. Det vil sige, jeg har faktisk den
glæde, at nogle af mine mest trofaste Facebook-venner ofte giver dem en
”Synes-godt-om-tommelfinger” eller ligefrem en venligt vurderende bemærkning.
Og det er til stor glæde og inspiration.
Hvad i øvrigt Facebook angår, er jeg begyndt at
deltage i diskussioner med de liberale Facebook-venner, jeg har fået, og hvoraf
de mest kendte er: Christopher Arzrouni, Dennis Nørmark, Martin Ågerup og Ole Birk Olesen. Det er ikke sådan,
at jeg (endnu) er kommet meget ind på livet af dem, men jeg får da indimellem
udvekslet en kommentar eller to med nogle af dem og nogle af deres venner. Og
jeg har fået vist Dennis Nørmark min omtale i Præsteforeningens Blad af ”Det
virkelige menneske” (står på undersiden ”Kirke og teologi”). Han var ganske
tilfreds med den.
Ellers er min dyrkelse af de liberale et udtryk for min nye holdning, som altså er, at 2010 er et vendepunkt-år, ikke bare for mig, men også for Danmark, Europa og verden. Jeg ser ganske vist fortsat ganske negativt på fremtiden, hvad jeg ikke vil uddybe her. Men jeg kan måske sammenligne 2010 med 1980. Det er ikke, fordi det er så kolossalt meget bedre, men bare det, at der overhovedet lyder nye toner. Og først og fremmest gælder dette den fremmedpolitiske debat, hvor jeg simpelt hen konstaterer, at den har vi vundet. Altså debatten. Virkeligheden er fortsat meget problematisk, og alt kan ske, ja, det kan ende i kaos og/eller borgerkrig. Men ordet er frit, og flere og flere kan se problemerne - og indrømme det. Det er også tydeligt, at die hard’erne blandt vore modstandere mere og mere klynger sig til deres identitet som de progressive og moralsk overlegne. (Jeg læste for nylig, vist i Weekendavisen, at efter kommunismens fallit har de progressive kun moralen og moralismen tilbage, dvs. det, at de kan føle sig som de moralsk overlegne. Der er en direkte sammenhæng mellem Poul Nyrup Rasmussens udråbelse af 1990’erne som ”moralens årti” og hans fordømmelse af Dansk Folkeparti som ”ikke stuerene”). Og jeg har, ikke helt i spøg, sagt, at det måske ville være en fordel, hvis alle vi andre tav stille og Dansk Folkeparti nedlagde sig selv. Så havde alle de ”hellige” ikke os at skulle identitetsmarkere sig over for. Så stod de kun over for selve problemerne.
Men jeg er også selv træt af at høre både mine fjender
og mine venner udtale sig - i de samle gamle riller. Der behøver ikke siges
mere. Nu må man tage fat på selve problemerne. Og det gælder ganske særligt de
yngre generationer. Vi er nogle, der har sørget for, at debatten blev fri. Så
må de yngre selv finde ud af, hvilket land de og deres børn og børnebørn skal
leve i, og hvad de vil finde sig i.
Og islam fremstår tydeligere og tydeligere som en
taberreligion med en taberkultur. De kan nå at lave en masse ravage, lige til
fx et a-våben i New York eller lignende, men de kan aldrig vinde eller komme
til at styre noget som helst. Vi bør derfor stort set ignorere dem og i stedet
rette opmærksomheden mod BRIK-landene og globaliseringen og på de udfordringer,
der også herhjemme vil blive tale om, økonomisk, socialt, politisk og
kulturelt.
Og selv om jeg i mine ovenfor omtalte indlæg
gennemgående præsenterer mig som ”socialkonservativ” (socialdemokrat har jeg
for tiden vanskeligt ved at kalde mig), erkender jeg, at det er de liberale,
der har fingeren på pulsen og siger de nye ting. Jeg siger, at jeg gerne lytter
til dem, men at jeg også som netop socialkonservativ vil være med til at danne
modvægt mod liberalismen og kapitalismen. Måske kan der komme noget virkelig
frugtbart ud af en debat mellem disse liberalister og sådan nogle som mig. Jeg
henviser jo også til Grundtvigs tale om samarbejde mellem kristne og
”naturalister med ånd”, idet jeg nu - som jeg har gjort i mange år - taler om
fx ”åbne og ærlige ateister”. Der er jo for mig at se kun to alternativer i
moderniteten: kristendommen og ateismen. Og vi er ikke bare modstandere, men
kan også være allierede, for så vidt som kristendommen jo er en 180 graders
drejning i forhold til ”religionen”.
Og for mit eget vedkommende erklærer jeg, at jeg har
både ret og pligt til at ”stå af” og hellige mig mine egne projekter og
aktiviteter, ja, rent ud sagt koncentrere mig om at gøre mit eget liv færdigt.
Og det går ganske godt. Ud over, hvad jeg allerede har
nævnt, arbejder jeg med mit store Totaldigt-projekt (undersiden ”Mit
eksistens-rum”), hvor jeg for tiden skriver en hel del ”Fragmenter”. Desuden
skal jeg nu se at komme for alvor i gang med mit litteratur- og idehistoriske
projekt (undersiden ”Min lyrik- og poetikhistorie”). Men jeg vil her nøjes med
henvisningen til de nævnte undersider.
Jeg arbejder også videre med mit slaviske engagement,
hvor det nye er, at jeg nu vil se dette som en del af ”Totaldigtet”. Det polske
og det ”vendiske” (sorbiske) er jo enormt spændende ”stof”. Under alle
omstændigheder ligger der simpelt hen det i det, at jeg for det første selv
betragter alle mine ”slaviske” tekster som del af Totaldigtet, og for det andet
- fx ved det, jeg erklærer her - beder mine læsere gøre det samme. - Helt
konkret arbejder jeg dels med beretningen om vor 2010-tur til Polen og
”venderne”, dels med det dansk-polske Harald Blåtand-projekt, som vil blive nærmere
omtalt i september-afsnittet. Jeg har også lige sat en oversættelse af
Slaglille-afsnittet i bogen om de polske flyvergrave i Danmark på undersiden
”Internationalt”. - Og tv-serien ”Plebania” er i gang igen. Hvortil kommer, at
jeg jo snart skal til at forberede vor tur til Besta
Film i Warszawa, hvor vi skal besøge skuespillerne og de andre. - I dagene
9-12/9 skal vi igen til tandlæge i den os så kære by Szczecin.
Jeg skal selvfølgelig også se at komme videre med
”Erindringer” og de dertil knyttede undersider.
Jeg synes altså, det går godt. Mit grundlæggende
teoretiske arbejde er færdigt - i hvert fald i den forstand, at jeg nu kan
arbejde med de mere konkrete ting, idet jeg naturligvis også, i en løbende
vekselvirkning, arbejder videre med teori- og konceptudviklingen. Jeg har meget
mere at kunne lave, end jeg selv i bedste fald vil kunne nå, så jeg må bare
være flittig, prioritere og passe på mit helbred.
Den eneste særlige begivenhed i august var Stiftspræstemødet den 26.august (eller
Stiftspræstestævnet, som det nu hedder) på Fuglsang, hvor Jørgen Kjærgaard holdt et meget fint foredrag med titlen
”Gudstjenestens musikalitet - tre tilnærmelser til en bestemmelse af, hvad det
er, vi gør i kirken”. Jeg kunne stort set erklære mig enig i alt, hvad der blev
sagt i dette foredrag, og fik et par gode ordvekslinger med foredragsholderen.
Jeg sagde blandt andet, at nu gjaldt det bare om at få disse ting virkelig ind i præsterne (og selvfølgelig tillige
menigheden). - Jeg fik en fin adgang til foredragsholderne, fordi biskoppen
havde bedt mig spille til salmerne (på Fuglsangs fine gamle flygel, hvis
historie jeg ikke kan komme nærmere ind på her). - Jørgen Kjærgaard er lektor
ved kirkemusikskolen i Vestervig og stiftskonsulent i hymnologi
og liturgi Aalborg stift.
Den anden foredragsholder var sognepræst, journalist
og debattør Sørine Gotfredsen, der
talte om ”Kristendommens nye tid”. Hun præsenterede i det udsendte program selv
sit foredrag således:
Kirke og kristendom bevæger sig i to retninger her i
landet. Mens de sekulære kræfter raser, og mange mener, at stat og kirke skal
skilles, foregår der samtidig en slags kristen besindelse. Vi går en tid i
møde, hvor tro og stolthed igen skal høre sammen, og både kirken og hver enkelt
troende bør gå forrest.
Også dette foredrag var meget fint. Men jeg måtte i
mit første indlæg i den efterfølgende drøftelse spørge, om hun ikke var lidt i vilderede med sig selv i spørgsmålet om
kirke-stat-forholdet og om brugen af kristendommen som civilreligion. Og det
måtte hun sådan set indrømme, selv om hun altså fastholdt sine standpunkter. I
mit andet indlæg henviste jeg til mit ovenfor omtalte nyligt etablerede
Facebook-venneforhold til Dennis Nørmark og til hans
reaktion på min artikel om ”Det virkelige menneske”, idet jeg spurgte, om hun
ikke også kunne se ateisterne som allierede mod ”religionen” (jfr.
betragtningerne ovf.). Her kunne hun delvis følge mig, men også kun delvis. Jeg
fik også et par gode direkte ordvekslinger med hende.
Det var en god dag på Fuglsang. Jeg har (og i de
første mange år også Anna; nu deltager ægtefæller ikke) deltaget i næsten alle
stiftspræstemøder siden 1974. Jeg har vist kun svigtet højst to gange. Det er
fantastisk dejligt at mødes på dette sted. Og man fornemmer traditionen. Trods
alt. Ikke mindst foredrag som disse to bekræfter, hvad jeg altid har sagt,
nemlig at vi i Folkekirken, midt i al den åbenbare elendighed, fortsat har et
kæmpe potentiale - med baggrund i en stor tradition. Så nu må vi se. Der vil
formodentlig altid være en god evangelisk-luthersk kirke i Danmark. - Jeg
arbejder for tiden med udkast til en programerklæring om kirkens fremtid, men
har endnu ikke fået filet de ti sætninger, jeg vil forme den i, helt til, så de
får den fornødne slagkraft.
Jeg spiller stadig en del orgel. 13. søndag efter trinitatis (29/8) spillede jeg fx i både Holeby og Bursø hos sognepræst Anders Blichfeldt. Og Anna og jeg deles fortsat om organisttjenesten i Vesterborg-Landet-Ryde.
SEPTEMBER 2010
I dagene 9. -
12. september 2010 var vi igen med DenTour til
tandlæge og optiker i Szczecin. Vi brugte stort set al tiden på disse ting
(bla. et par nye 50 cm skærm- og orgelbriller til mig for 444 PLN), men fik dog oplevet byen under vor færden og fik
snakket med en del polakker, også om de ting, der foregår i Polen for tiden, fx
om striden om korset foran præsidentpaladset og om PiS-partiets
(Prawo i Sprawiedliwość
= Ret og Retfærd) rolle. Den mand, jeg talte om dette med, havde den efter min
mening helt rigtige holdning, idet han var meget kritisk over for såvel
misbruget af det hellige kors i en politisk strid som PiS-partiet
i almindelighed og dets leder Jarosław Kaczyński (den ved flystyrtet ved Smolensk 10.04.10
omkomne præsidents tvillingebror). Han var også meget kritisk over for, at det
omkomne præsidentpar var blevet sted til hvile på Wawel
i Kraków - sammen med Józef
Piłsudski og de polske konger. ”Hvad har han
gjort for at fortjene det? Hvilken helt er han?”. Men der er desværre et vist
magtfællesskab mellem PiS og kirken. Eller kirken
lader sig indrullere i PiS’ politiske udnyttelse af
Smolensk-tragedien, hvor jo næsten hundrede højtstående polakker fra landets
politiske og militære ledelse omkom.
Flystyrt-sagen og dens efterhistorie spiller fortsat
en til dels grotesk rolle i Polens politiske, samfundsmæssige og kirkelige liv.
Vi følger det i polsk tv. Også Rusland optræder meget mærkeligt. Vragdelene
ligger fx fortsat utildækket et sted på flyvepladsen (eller en nærliggende
flyveplads eller lignende?). - Men jeg beundrer og elsker fortsat polakkerne og
spår dem en stor fremtid. Jeg håber og tror, at de mange mærkelige ting er
børnesygdomme i den nye demokratiske stat, og har tillid til PO-regeringen
under premier(minister) Donald Tusk og til den
nyvalgte (4/7) PO-præsident Bronisław Komorowski. PO står for Platforma
Obywatelska, Borgerplatformen. Det er fornuftige og
moderne folk. Og gode polakker.
I Szczecin var jeg i en af den store boghandel-kæde Empik’s forretninger, hvor jeg købte:
- John Stoye: Oblężenie Wiednia
(Wiens belejring) - med forord af den kendte britiske Polen-historiker (se også
hans bog nf.) Norman Davies: ”Spuścizna Sobieskiego” (Arven efter [kong Jan] Sobieski
[ som besejrede den tyrkiske belejringsstyrke ved Wien i 1683]).
- Piotr Witkowski: Polskie jednostki powietrznodesantowe na Zachodzie (De polske luftlandestyrker i Vesten). - Om især
den fra Arnhem-filmen ”A Bridge Too Far” kendte polske faldskærmsbrigade 1 Samodzielna Brygada Spadochronowa (general Stanisław
Sosabowski, fremragende spillet af Gene Hackman), men
også om commando-enheden Samodzielna
Kompania Grenadierów. Og
om, hvordan man i mellemkrigstiden Polen var meget langt fremme i udviklingen
af luftlandestyrker.
- Norman Davies: Europa między
Wschodem a Zachodem (Europa
mellem Øst og Vest). - Pointen er, at Europas historie ikke kun er Vesteuropas
historie. Og bogen er i det hele taget et eksempel på, hvordan Norman Davies
kan bryde den fortærskede skematik. Således smudsomslagets bagside. Jeg har
ikke læst disse bøger endnu. Jeg er kun lige begyndt på den om de polske
luftlandestyrker - efter at være blevet færdig med en af dem, jeg købte i Kraków i sommers om ”Polens vanskelige begyndelse” (Przemysław Urbańczyk: Trudne początki Polski. - Om
den polske stats opståen for tusind år siden og forhistorien dertil). Men hvad
sommerferien angår, henviser jeg igen til den beretning, der forhåbentlig
kommer i decembernummeret af Informator Polski og i
den meget udførligere tekst, jeg derefter også vil sætte på undersiden
”Internationalt”).
Den 14. september 2010 deltog jeg i et ved
min mellemkomst aftalt møde hos biskop over Roskilde Stift Peter
Fischer-Møller. Jeg har allerede nævnt, at den polske ”motorcykelpræst” (og
katolsk sognepræst i Haderslev) Jan Zalewski og jeg
mødtes i Slaglille den 1. juni, og at han er initiativtager til en storslået
plan om i 2011 at fejre 1025-året for Harald Blåtands død. I Jelling, Roskilde
og Wolin (Jomsborg?) nord
for Szczecin. Jelling er indlysende. Wolin er stedet,
hvor Harald blev myrdet. Og Roskilde er stedet, hvor han blev begravet. I mødet
deltog foruden Jan Zalewski og mig Roman Śmigielski (de polske og polsk-danske foreninger og
Informator Polski) og to Roskilde-katolikker, som også er historikere. Om min
rolle i projektet plejer jeg at sige, at jeg ”repræsenterer Folkekirken og
Polsk Forening i Maribo”, men jeg optræder jo også i min egenskab af
polskkyndig og økumenisk aktiv præst og i det hele taget som engageret i Polen
og det polske. Jeg kan afsløre så meget, at mødet gik godt, og at der i det
hele taget er god gang i projektet i både Danmark og Polen. Der vil løbende
komme mere om dette projekt i disse dagbogsoptegnelser.
Det er nemt nok at trække på
smilebåndet over det at fejre et kun ”kvartrundt” jubilæum (hvis man kan sige
sådan i forbindelse med et snigmord!). Men man skal huske på, at det er første
gang siden Anden Verdenskrigs udbrud, det er muligt at fejre dog et sådan
kvartrundt jubilæum i Polen. Så der er også store aktuelle perspektiver i det,
herunder økumeniske. Hvor det rigtig gode er, at alt tyder på, at lutheranere
og katolikker her simpelt hen bare vil fejre dette jubilæum sammen - med både Haralds og vores alle
sammens dåb som fælles grund, uden at der så skal siges mere.
Man skal bemærke, at der er
et sjovt, men helt tilfældigt sammenfald i, at jeg har læst bogen om den polske
stats grundlæggelse samtidig med, at jeg har været med i Harald
Blåtand-projektet. ”Polens svar på Harald Blåtand” hed Mieszko
I, døbt 966. Men det var først hans søn Bolesław
Chrobry (Boleslaw den
Tapre), der fik kongetitlen.
Fredag den 17. september 2010 købte vi en ny lille
bil, en Chevrolet Spark LS til 108.500 kr. Vor gamle Skoda Felicia havde holdt
i 12 år, så godt som uden reparationer, men nu var der sket noget med køleren
og motoren. Som nok ikke var blevet så alvorligt, hvis jeg selv havde været
mere forsigtig. Men det er en lang og indviklet historie. Jeg vil bare ikke
sige noget ondt om vor gamle trofaste Skoda, som ville have kunnet holde et par
år endnu, inde vi udskiftede den, hvis jeg ikke havde været så dum og uheldig.
- Dette er et af de sjældne private indslag. Men vi lever jo også vort private
liv med børnefødselsdage og medsvigerforældres runde bryllupsdag og et bryllup
i Annas familie forude. Samt alle de andre, større og mindre ting.
Tirsdag den 21. september
2010
deltog jeg som tilhører i Klassikerdag-aftenen på Hovedbiblioteket i København.
Det var ”Søren Basmand” (forfatteren Søren Sørensen, formand for Samrådet for
de Litterære Selskaber i Danmark og i denne egenskab en af den nu tiårsjubilerende
klassikerdag-institutions fædre), der havde inviteret mig. Han var desværre selv optaget andetsteds. Så - sagde jeg bagefter til en
af mødets ledere - jeg måtte med The Strangers for 50 år siden som fælles grund
repræsentere Søren! Fra Klassikerdagens hjemmeside (www.klassikerdagen.dk) har jeg
klippet:
Velkommen til det centrale
klassikerarrangement
”Hvad er en Klassiker?”
Kl. 17-19 tirsdag den
21. sept. 2010
Hovedbiblioteket i København
Velkomst ved Klassikerdagskomitéen
Hvad er en Klassiker? Eksemplet Karen
Blixen (125 år)
Forskningslektor og
kritiker Lasse Horne Kjældgaard
Forfatterpanel og oplæsning
Dvs. kort om ”min egen yndlingsklassiker” og ”en bid af en af mine egne
tekster”
Tre danske forfattere fra ’debutanter til garvede forfatter”:
Suzanne Brøgger
Lis Vibeke Kristensen
Harald Voetmann
Afslutning & tak for i aften ved
Hovedbiblioteket
Det
var sjovt at opleve superkrukken Suzanne Brøgger live. Men jeg har jo også set hende nogle gange i tv, og hun er
egentlig meget sød. Lis Vibeke Kristensens og Harald Voetmanns indlæg var fine
og interessante. Men det allervigtigste for mig var et opleve Lasse Horne
Kjældgaard, hvis bidrag i den nye danske litteraturhistorie jeg har læst med
stor glæde.
Onsdag den 22. september 2010: Ellers prøver jeg at arbejde videre med mit
”hovedfag”, altså mit ”storpoetiske projekt” eller Totaldigtet. Se især
undersiderne ”Litterære tekster” og ”Mit livs-rum”. Jeg skal bare passe på, at
det private og ”bifaget” (”slavistikken”) ikke kommer til at beslaglægge for
megen tid og for mange kræfter. Det ideelle er, at jeg ”lever i hovedfaget”
hele tiden og tager alt det andet indimellem. Jeg spiller også fortsat til
gudstjenester praktisk taget hver søndag. På søndag, 17. søndag efter
trinitatis, skal jeg spille til høstgudstjenester i Bursø og Holeby. - Men der
er jo også min store dejlige have, som nu skal have en ordentlig omgang over
det hele.
OKTOBER 2010
Tirsdag –
onsdag 5. - 6. oktober 2010
Zwischen Katholizität und ‘Low Church‘ Volkskirchlichkeit. Das Verstehen von Kirche und Gottesdienst in der Grundtvig’sch-dänischen Tradition
Universität Kassel "Glaube und Vernunft – doppelte Wahrheit?". Det var i høj grad en historisk gennemgang af spørgsmålet, fra middelalderen (Anselm af Canterbury) over Luther og op til nutiden. Kleffmann understregede naturligvis, at fornuften har grænser, ikke mindst når den falder tilbage på subjektet selv. Under den efterfølgende drøftelse pegede jeg i mit lille indlæg på, at det jo er alt for snævert, når man nøjes med at stille fornuften op over for, eller mod, troen. Fornuften er kun en blandt flere menneskelige evner og er i det hele taget kun en del af den måde, hvorpå mennesket står i sin eksistentielle situation. Det er derfor alt for lidt at tale om ”tro og fornuft”. Det, der er tale om, er forholdet mellem pdes. hele den kristne åbenbarings og frelseshistories virkelighed, og pdas. mennesket i hele dets eksistentielle situation.
Det andet hovedforedrag
holdtes af konventets leder pastor, doktor Mitchell Grell, som har en
tysk-amerikansk baggrund, men nu er sognepræst på den Mecklenburg’ske
ø Ploen. Foredragets titel var "Jesu Kreuzestod als Sühnetod" og
var foranlediget af en diskussion i den Mecklenburg’ske
kirke om, hvorvidt man i den moderne kirke helt skulle droppe tanken om Jesu
korsdød som en ”Sühnetod”. Mitchell Grells
udgangspunkt var, at man ikke skulle gøre sig alt for hurtigt og overfladisk
færdig med dette spørgsmål, når der nu faktisk er tale om en meget stor
forekomst af elementer i Det Nye Testamente, som på den ene eller den anden
måde bygger på eller henviser til den gammeltestamentlige ”Sühnekult”.
Det, jeg fik ud af foredraget, er, at vi selvfølgelig ikke kan overtage den
platte satisfaktionslære, som siger, at Gud måtte lade sin Søn blive menneske,
så han kunne blive det offer, menneskene ikke selv var i stand til at bringe
Gud for at tilfredsstille ham, men at der er nogle meget vigtige alvors-dybder
i den nytestamentlige tale om dette forhold. Selv vil jeg sige det på den måde,
at der (også her) er tale om en 180 graders drejning af forholdet, hvilket er
noget helt andet end en overfladisk affærdigelse af det.
Foruden disse to foredrag var
der beretninger om den aktuelle situation i vore to kirker. Min provst gennem
det meste af min Døllefjelde-tid Nils Roland (som nu også er emeritus)
præsenterede en række aktuelle ting i Den Danske Folkekirke, og Mitchell Grell
gjorde rede for det altoverskyggende aktuelle spørgsmål hos dem, nemlig
sammenlægningsforhandlingerne mellem Landeskirke
Mecklenburg, Pommersche Evangelische
Kirche og Nordelbische Evangelisch-Lutherische Kirche.
For en mand som mig, der ikke alene selv ønsker kirken adskilt fra staten, men
også betragter adskillelsen som uundgåelig på ikke så forfærdelig langt sigt,
var det særdeles lærerigt at høre denne beretning. Og vi har jo gennem årene
lært utrolig meget af at høre vore Mecklenburg’ske
naboers beretninger, som i stigende grad har været præget af, at en eller anden
form for sammenlægning ville blive nødvendig.
I min korte bemærkning om
dette konvent på min Facebook-væg sluttede jeg med at sige, at
Når jeg omtaler dette så forholdsvis udførligt her, er det, fordi det er en lille positiv ting midt i al elendigheden. Den kristne kirke, og ikke mindst den lutherske afdeling har en stor tradition og et stort potentiale!
Fredag den 8. oktober 2010
Igen til konvent! Denne gang
vort eget Maribo Domprovstis Konvent. Se omtalen af
forrige konvent ovenfor under 9. april.
Denne gang var det
præsteparret i Errindlev lige syd for os, der var værter, Anne-Lene og Henrik
Frederickson.
Eftermiddagens foredrag
holdtes af Henrik Frederickson og havde titlen ”Madkultur og religiøsitet”.
Henrik er historiker af fag og dyrker specielt madhistorien, og jeg har før
haft lejlighed til at drøfte blandt andet det danske påskemåltids (eller mangel
på sammes!) historie med ham. Men ved denne lejlighed gav han en meget både
fyldig og bred gennemgang af europæisk og dansk madhistorie fra middelalderen
til i dag. Og konventsmiddagen var selvfølgelig også
historisk. Den bestod af fem retter, hvoraf den første var en suppe efter en
opskrift fra første halvdel af 1300-tallet og den sidste var en æbletærte efter
en opskrift fra 1880’erne.
Onsdag den 13. oktober 2010
Har været til de afsluttende dele
af bispevisitatsen i Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat, hvor Anna og jeg i
fællesskab varetager organisttjenesten (og jeg tager en gudstjeneste i ny og
næ).
Biskop Steen Skovsgaard havde
sammen med menighedsrådene og sognepræst Kasper Høyer været rundt i pastoratet
om eftermiddagen. Kl. 18 stødte vi ansatte (jeg er dog ikke formelt ansat) til
og deltog i den fælles middag i Landet Præstegård. Kl. 19 var der gudstjeneste
i Landet Kirke.
Under præludiet (Anna
spillede) gik biskoppen, i bispekåbe, og sognepræsten ind i kirken, hvorefter
biskoppen satte sig i koret og præsten gik for alteret og holdt hele
gudstjenesten til og med nadveren, inklusive en prædiken over Johs. 15,26-16,4:
”Når Talsmanden kommer ...”. Læsningen fra alteret, som også blev inddraget i
prædikenen, var også fra 6. søndag efter påske efter første tekstrække, Haggaj 2,4b-9: ”Gå i gang, for jeg er med jer ... Husets
kommende herlighed bliver større end den tidligere ...”. På dette grundlag blev
der i prædikenen talt nogle gode ord ind i den aktuelle og lokale kirkelige
situation. Salmen efter prædikenen var DDS 289 Nu bede vi den Helligånd.
Efter nadveren gik biskoppen
for alteret og bad nadverkollekten og lyste velsignelsen, hvorefter han, inden
sidste salme, udtalte en ”hilsen” til pastoratets menigheder. Nogle ord om
sammenlægningen tidligere i år (Kasper Høyer blev indsat i Landet-Ryde 2. s. i
fasten, 28.02.10). Og nogle ord om dagens oplevelser.
Efter gudstjenesten var der
kaffe i våbenhuset.
Mandag den 18. oktober 2010
Anna
og jeg har været i Scala Bio, Nykøbing, hvor vi har set ”The Social Network”,
altså historien om, hvordan den unge Harvard-studerende Mark Zuckerberg,
fremragende spillet af Jesse Eisenberg, skabte det Facebook, som ikke alene er
blevet et stort fænomen i verden, men som i et helt uventet forløb også er
kommet til at betyde så meget for især mig. Jeg har netop sat en tilsvarende
tekst på min Facebook-væg, hvor jeg også har benyttet lejligheden til at ”takke
alle for de gode diskussioner m.m., vi har haft indtil nu!
Og
jeg kan føje til, at jeg netop i dag er kommet i en meget interessant
diskussion med min Facebook-ven ateisten Dennis Nørmark - hvis bog ”Det
virkelige menneske” (sammen med Lars Andreassen) jeg jo har skrevet en slags anmeldelse af i
Præsteforeningens Blad (se artiklen ”Det virkelig menneske?” på undersiden
”Kirke og teologi”). Men i dag gælder det hans kronik i Berlingske i lørdags
”Kristendom - af praktiske årsager”, som jeg altså desværre på flere punkter må
erklære mig enig i.
Og
som endnu et i øvrigt kan jeg nævne, at jeg for få dage siden blev Facebook-ven
med en anden af de kendte ateister, nemlig Lone Frank, som er
naturvidenskabelig medarbejder på Weekendavisen. Det betyder meget for mig at
være i venskabelig debat med sådanne ateister. Jeg siger blandt andet til dem,
at der for mig at se kun er to muligheder for det moderne menneske:
kristendommen eller ateismen, som jeg dermed betegner som en hæderlig mulighed.
Og jeg bruger min gamle omskrivning af Grundtvigs ønske om et kulturelt m.m.
samarbejde mellem kristne og ”naturalister med ånd”, idet jeg altså erstatter
det sidste med ”åbne og ærlige ateister”. Og jeg understreger, at vi har mere
til fælles, end man tror, og at vi faktisk kan gøre fælles front mod
”religionen”, idet kristendommen jo egentlig ikke er en religion. Jesus drejede
det hele 180 grader.
Lørdag den 30. oktober 2010
Deltog for sjette gang som dansk præst i den
polsk-danske allehelgensandagt på Slaglille Kirkegård. Som sædvanlig ledede den
katolske pastor Bodnar fra Næstved andagten ved de
polske flyveres grav og jeg andagten ved familien Christensens gravsted (hvis
hus blev ramt og sat i brand af det nedskudte fly). Nyt var det, at den
britiske ambassade var repræsenteret ved sin militærattaché. Men selv om
Halifax-besætningen var 100 % polsk, var det jo et RAF-fly. – Se teksterne
under overskriften SLAGLILLE KIRKEGÅRD på undersiden ”Internationalt”. – Der er
billeder på min Facebook-profil. Hvor der også er billeder fra den ekstraordinære
andagt med polske motorcyklister den 1. juni 2010.
Søndag den
31. oktober 2010
Min 39-års ordinationsdag. Tilfældigvis havde
sognepræst Kasper Høyer bedt mig tage gudstjenesterne for ham i Landet og Ryde
Kirker, Lolland vestre Provsti. Stort for mig. – Se om ordinationen i 1971 og
tiden deromkring på undersiden ”Erindringer”. – Min prædiken står på undersiden
”Prædikener efter 30.06.03” (i afdelingen med anden tekstrække-prædikener, 22.
søndag efter trinitatis).
NOVEMBER 2010
3. november
2010
Mit indlæg i debatten omkring feltpræstetjenesten var i Dansk Kirketidende: ”Som i kold
krig, så også i varm krig”. – Det
står også på undersiden ”Kirke og teologi”, hvor det er ledsaget af den
uforkortede, temmelig længere oprindelige version ”Et vidnesbyrd fra en gammel
feltpræst”. - Og jeg må jo også henvise til ”Erindringer”, især for så vidt
angår årene 1961-1964. (1976/77 med min Cyperntjeneste er jeg jo ikke kommet
til endnu. Jeg må se at komme videre med de erindringer).
10. november
2010
Mit lille læserbrev ”Myrekuglen?” var i Folketidende. - Står også på undersiden
”Debat”. - Erklærer endnu en gang min fremmedpolitiske værnepligtstjeneste for
overstået. Peger på globaliseringen som den næste udfordring (jorden en
kriblende kugle af producerende og forbrugende myrer). Og henviser til min egen
teologiske og poetiske produktion som mit livs-bidrag.
Lørdag den
13. november 2010
Der er ikke ellers sket noget i november måned indtil
nu (men det kommer der til!). - Jeg arbejder godt med begge mine fag. Jeg har
både digte, aforismer, fragmenter og salme-vers på lager til Facebook til hhv.
et stykke ind i januar og Sankt Stefans dag. Og jeg arbejder på, hvad der vel
bliver den endelige statusopgørelse for så vidt angår hele grundlaget for mit livs-
og litterærpoetiske projekt. Jeg håber at få en kortere version i
Præsteforeningens Blad. Den lange version vil nok blive sat på både ”Poetik” og
”Mit eksistens-rum”.
Jeg får også læst noget - selv om det siden
sommerferien i høj grad har været polske ting, hovedsagelig de bøger, jeg har
købt i årets løb (se ovf.). Men da jeg jo nu for alvor skal have gang i selve
min produktion, er jeg også igen kommet i gang med at læse litterære og
tilsvarende ting ekstensivt. Og jeg vil af såvel rent historiske og indholdsmæssige
som mere praktiske grunde prøve at få i hvert fald de vigtigste ting
registreret her (jfr. genren ”dag- og udtogsbøger”).
For nogle dage siden blev jeg færdig med
gennemlæsningen af Lasse Horne
Kjældgaard: ”Sjælen efter døden. Guldalderens moderne gennembrud”, 2007.
Det er en lettere omarbejdet udgave af den PhD-afhandling
i nordisk litteratur, som blev forsvaret i juni 2005. Det er hovedsaglig Heibergs, Martensens, Møllers og Kierkegaards
indlæg i diskussionen om sjælens udødelighed - og alt, hvad dertil var knyttet
- der behandles. Og det er i sig selv interessant. Jeg studerede selv Poul
Martin Møller en del i min studietid. Jeg nævner vist i erindringer, at jeg
havde en foredrags-opgave om hans forhold til Hegel. Jeg så jo en parallelitet
mellem den tids forhold til det Hegel’ske system og
vor tids forhold til det marxistiske system! Men jeg læste også med ret stor
interesse Møllers ”Tanker over Muligheden af Beviser for Menneskets
Udødelighed” (1836). Mit dansk- studium var på det tidspunkt i høj grad blevet
en slags teologisk studium.
Hvad Lasse Horne Kjældgaard og hans bog her angår,
havde jeg to grunde til at låne den, da jeg så den på bibliotekshylden. Jeg
havde for det første lagt mærke til forfatteren allerede i den nye danske litteraturhistorie
(og jeg havde oplevet ham live den
21. september, se ovf.). Men dertil kom, at også hele den problematik, der
peges på i undertitlen, er meget interessant for mig i mit litteratur- og
idéhistoriske studium, og dermed hele perioden 1833-1849.
Men det var meget positivt og interessant at læse
bogen. Jeg kender ikke noget nærmere til Lasse Horne Kjældgaard. Men jeg håber
at komme til det - på både den ene og den anden måde. For det er en meget
interessant yngre mand. Jeg har nok allerede været inde på det, mere eller
mindre direkte, men jeg kan i hvert fald her sige, at han er en af dem, der får
mig til at mene, at der her omkring 2010 er ved at ske noget nyt. Og han kan
sin teologi!
Der er i øvrigt også tegn på nye tider i Præsteforeningens Blad. Jeg har med
stor glæde læst Mads Davidsens vinder-essay i bladets konkurrence ”Fra lejlighedstale til prædiken”. Den
har selv (under)titlen ”Fra dogme til dogmeregel”. ”Dogmet” er i helt direkte
forstand, at alle begravelses- og vielsesprædikener (eller ”taler”) skal holdes
over (dele af) nærmeste søn- eller helligdags evangelium. I videre forstand
ligger det i ”dogmet”, at det nu skal være kristendom, der skal prædikes - uden
at det kommer til at tage noget fra det ”menneskelige”, der med rette hører hjemme
i sådanne taler, tværtimod! - Jeg har læst dette essay med meget stor
interesse. For selv om jeg ikke gik så radikalt til værks i min tid, gjorde jeg
et langt stykke - og i grunden - det samme. Og jeg har jo lagt mærke til, hvor
dybt man mange (men ikke alle) steder er sunket med hensyn til at lefle for
”kunderne” - eller tro, man giver dem, hvad de vil have.
Jeg var selv begyndt at skrive på et essay til
konkurrencen, men ville ikke have kunnet gøre det bedre - eller lige så godt.
Nu må vi se. Jeg er nødt til at koncentrere mig om mine ”fag”, hvilket i denne
sammenhæng især vil sige salmedigtningen og den ovf. omtalte statusopgørelse og
tilsvarende. Men jeg har jo også været på vej til at skrive noget virkelig
hårdtslående ind i den kirkelige situation. Det må dog vente lidt.
Søndag den
14. november 2010
Har lige hørt
messetransmission fra Helligkors Kirke i Warszawa (Kościół
Świętego Krzyża).
Vi fik desværre ikke hørt det allerførste. Jeg var kommet sent i seng og var
desuden vågnet ved halvtretiden, hvor vi kom til at se (TVP
Polonia) den sidste halve time af den gamle serie fra 1973, som vi har set før,
”Czarne chmury” (Sorte
Skyer) - http://www.filmpolski.pl/fp/index.php/124401
Det er altså en serie fra
kommunisttiden. Handlingen foregår i de første år af 1670’erne, og finder sted
inden for rammerne af forholdet mellem Polen, polakkerne og den preussiske
kurfyrste. Det er vist den første polske actionfilm - i hvert fald af denne,
historiske, slags. Hovedpersonen er oberst Krystian
Ludwik Kalkstein-Stoliński.
Den senere kong Jan III Sobieski optræder også, men han er endnu( siden 1668) kun
”hetman” (øverste hærfører); han blev først Polens konge og Litauens storfyrste
i 1674. Men jeg må i øvrigt henvise til ovenstående link.
For jeg vågnede altså først
ved nitiden! Og kom først ind i messen lige før
Kyrie. Vi havde ellers besluttet, at vi i dag ville henlægge vor
gudstjenestefejring til Warszawa. Det gør vi somme tider, når vi - som i dag -
ikke skal spille eller andet. Der er ingen gudstjenester i
Vesterborg-Landet-Ryde, og i morgen tager vi til Polen (tandlæge og Besta Film, dvs. ”Plebania”). Mere om det senere!
Men det var ærgerligt, for vi
nåede kun at høre det sidste af den særlige indledning - velkomst eller
lignende. På engelsk med polsk oversættelse. Der var nemlig en gæst - en
ærkebiskop fra Irak! Mon fra Kirkuk? Messen forløb ellers som normalt (33.
almindelige søndag). Men det var den Irakiske ærkebiskop, der prædikede, på
engelsk med polsk oversættelse, vist på den måde, at kun dele af prædikenen
blev fremført at ærkebiskoppen selv, mens det hele blev sagt af den polske
tolk.
Vi var lidt forvirrede, men
jeg fik da så meget ud af det, at de kristne i Irak har det dårligt. Hvis jeg
hørte rigtigt, var der i 2003 én million kristne i Irak, men under 200.000 nu.
Jeg vil ikke hænges op på disse tal. Ærkebiskoppen foretog også et historisk
tilbageblik til de første kristne århundrede, altså før den arabiske og
muslimske erobring af Mellemøsten. Han understregede, at det nu var
amerikanerne, der havde ansvaret for de irakiske kristnes menneskerettigheder.
I kirkebønnen blev der bedt for de forfulgte kristne i verden, især i Irak. De
forfulgte kristne er vist kirkens tema i disse dage. Jeg er ked af, at jeg ikke
fik mere ud af det. Kunne ikke finde noget om det på den polske radios Program
1’s hjemmeside.
Når jeg trods alt skriver så
udførligt om dette her, er det blandt andet, fordi jeg jo på Facebook deltager
i diskussionen om moskébyggeri her i Danmark. Og her siger jeg, at når vore
politikere nu har lukket dem ind (også presset af ”Det Internationale
Samfund”), så er der ikke noget at gøre ved det, så ligger vi, som vi har redt,
og så må Grundloven og dermed religionsfriheden også gælde for de herboende
muslimer, især jo for alle dem, vi har gjort til danske statsborgere. Vi kan
ikke begynde at gradbøje den slags ting. Og det er desuden også meget godt, at
det virkelig bliver synligt (og hørligt?), hvad det er man har gjort mod os.
Jeg har jo hele tiden sagt, at politikerne løj, når de sagde, at det da ikke
kunne være en trussel mod os, at vi hjalp nogle få personligt forfulgte
mennesker. For sådan sagde de jo! Men jeg sagde, at vi - og især vore
efterkommere - med den indvandring ville komme til at leve i et helt andet
samfund, end vi ville være kommet til, hvis den jo rigtignok uundgåelige
globalisering var kommet til at finde sted på en naturlig måde. Vi ligger
altså, som vi har redt. Men når vi så selv følger reglerne for i dette tilfælde
religionsfrihed, så må vi også stå fast på dem i hele verden. Disse regler er
universelle. Det skal kort sagt være sådan, at når vi tillader moskébyggeri i
Danmark, så skal der også kunne bygges kirker i Saudi Arabien! Og så skal der
ikke diskrimineres mod fx kristne i de muslimske lande. Osv. Vi skal tænke
globalt. Kristendommen og de vestlige værdier har alt at vinde og intet at
tabe, når de sande menneskerettigheder gøres universelt gældende.
Facebook-version (sat på min væg lige nu):
Med det ene ben i Polen - og
uden egne tjenester - hørte vi her søndag formiddag 14/11 den polske radios
transmission af messen i Helligkors Kirke i Warszawa (Kościół
Świętego Krzyża).
Gæsteprædikanten var en ærkebiskop fra Irak! Det var gribende at høre hans gennemgang
af områdets historie gennem de sidste to tusind år, altså både før og efter den
arabiske og dermed muslimske erobring af det kristne Mellemøsten. Og desuden om
de kristnes forfærdelige kår siden invasionen i 2003. Jeg vil ikke hænges op på
tal, men jeg mener, der var ganske mange kristne i Irak i 2003, og at deres
antal er faldet drastisk siden. Ærkebiskoppen sagde, at det var amerikanernes
ansvar at sikre de kristnes menneskerettigheder. I kirkebønnen blev der bedt
for alle forfulgte og undertrykte kristne i hele verden. Der er vist i disse
dage særligt fokus på verdens forfulgte kristne. Virkelig gribende!
Dette er et bidrag til
diskussionen om moskébyggeri i Danmark. Hvor jeg jo siger, at vi er nødt til at
overholde fx vor egen grundlov. Vi ligger, som vi har redt. Og det gør heller
ikke noget, at det bliver synligt (og hørligt?!). Til gengæld må vi på en helt
ny måde hævde menneskerettighedernes universalitet. Vi skal overalt (fx i FN)
ikke alene holde op med at give muslimerne særrettigheder i form af fx religiøs
censur, men vedholdende og med stor styrke kræve bla. religionsfrihed overalt,
fx ret til kirkebyggeri i Saudi Arabien! Vi skal tænke globalt og offensivt.
Kristendommen og de vestlige værdier har alt at vinde og intet at tabe, når de sande
menneskerettigheder gøres universelt gældende.
Lørdag den 20. november 2010
Mandag den 15. til fredag den 19. november 2010 var vi igen
til tandlæge i Szczecin. Jeg havde ret kort efter sidste gang knækket en
kindtand, og Anna havde en tand eller to, der var lidt mistænkelige, men det
endte med, at det kun var mig, der fik sat en ny krone på, en såkaldt CERCON-krone, der bliver fremstillet i en avanceret maskine
på grundlag af en Bluray-scanning (en Google-kontrol
har vist, at det faktisk staves ” Bluray”, altså uden
e i ”Blu”). Vor store fine klinik Unimedex har netop
i år investeret i denne nye teknik (som dog forudsætter, at tanden er i
nogenlunde god stand), og jeg kunne se, at de gik meget op i det. Jeg fik
kronen på nogle timer efter, at behandlingen var begyndt, altså allerede mandag
sidst på eftermiddagen. Og så kontrol næste dag - og en ekstra kontrol af
”biddet” om onsdagen. Det var noget, min tandlæge, fru Aleksandra, gik meget op
i: ”Jeg ved, hvad jeg taler om. Patienterne mærker det ikke - med det samme -
men efter nogen tid kan de mærke, hvis der ikke er samme kontakt i begge
sider”.
Men det helt særlige denne
gang var, at vi om torsdagen (18/11) tog til Warszawa for at få realiseret en
efterhånden gammel plan (togafgang Szczecin 05.38 og retur fra Warszawa, i
sovevogn, 23.15). Jeg kan ikke lige huske, hvad jeg har skrevet her i disse
dagbogsoptegnelser om vort forhold til den polske præstegårdsserie ”Plebania”,
som vi har set siden omkring afsnit 300 (i går sendte TVP
Polonia afsnit 1568!), men man kan læse noget om det på undersiden
”Internationalt”, nemlig i den danske version af min artikel om serien i det
polsk-danske kvartalsskrift ”Informator Polski”: ”Mere end en sæbeopera”. Den
originale polske version står på undersiden POLSKI: ”Więcej
niż opera mydlana”. Og
fra engang i december måned 2010 vil man på undersiden ”Internationalt” kunne
se meget mere om vort forhold til denne i alle henseender storslåede serie (en
af Polens populæreste, om ikke den
populæreste, jfr. antallet af afsnit!), nemlig i den artikel, der kommer i
”Informator Polskis” decembernummer. Her vil man
kunne læse om, hvordan jeg under vor sommerferie-pilgrimsfærd til
”Plebania-punkter” som det første besøgte Besta Films
kontorer i Warszawa, hvor jeg traf redaktør Wojciech Krzemiński. - Se dog også om
denne sommerferie-færd her på undersiden, nemlig i optegnelserne for juni og
juli 2010. Der står også lidt om ”Plebania” i optegnelsen ”Januar 2010 - et
tilbageblik”. Og i optegnelsen ”Onsdag den 7. april 2010”.
I mailvekslingen op til besøget overtog den -
viste det sig - ganske unge, og utrolig energiske, Ewa Ogórek
styringen af projektet. Hun er ”Szef Promocji Besta Film”, og jeg
tror, det skal oversættes med ”Marketing- og PR-chef, Besta
Film”. Vi havde ventet at møde en ældre og mere direktøragtig dame, men det var
en overraskende ung kvinde, på en gang meget travl og energisk og meget sød og
venlig. Hun skulle noget senere deltage i et vigtigt møde i filmselskabet, men
da overtog en af de ledende filmfolk, hvis navn jeg ikke fik fat i, omsorgen
for os, den kvinde, der, så vidt vi kunne se, også ledede optagelserne inde i
selve det pågældende rum (instruktøren sad ved sine monitorer ude i instruktør-
eller produktionsrummet, eller hvad det nu hedder, hvor vi også for det meste
opholdt os under optagelserne).
Her i denne optegnelse kan jeg foreløbig fortælle følgende om vort storslåede besøg hos Besta Film torsdag den 18. november 2010:
Alt er meget hektisk i sådan nogle filmstudier, så vi fik kun taget seks billeder. Vi skulle jo dels sikre os, at dem, vi fotograferede, ikke havde noget imod det. Det var jo med henblik på offentliggørelse (i ”Informator Polski”). Og vi skulle først og fremmest se og snakke. Men vi fik disse for os selv meget værdifulde billeder, hvoraf op til fire vil være egnede som illustrationer til min nye artikel, der har i hvert fald produktionstitlen ”Nærkontakt med Plebania”.
Besta 01 Anna og Ewa Ogórek ved Józefinas mad-bord
Ewa Ogórek
er PR-chef i Besta Film. Om Józefina,
se nedenfor.
Besta 02 Ewa Ogórek og Bent ved præstegårdens juletræ
Besta 03 Józefina og Bent
Józefina er den næstvigtigste
hovedperson, sognepræst Antonis husholderske. Er i mange henseender ligesom en
præstekone! - Kendt fra filmen ”Kajs fødselsdag”, som hun omtalte med stor
stolthed. ”Józefina”,dvs. Katarzyna Łaniewska er et utrolig sødt og ligetil menneske.
Besta 04 Sognepræst Antoni og Bent
Seriens absolutte hovedperson
og -helt, en virkelig god præst. Og hans skuespiller Włodzimierz Matuszak
er også en fin og dejlig mand. Han var helt med på, at vi var en slags
kolleger!
Besta 05 Krystyna mellem lidt af Józefina og lidt af Bent
Krystyna er sognepræst Antonis
dejlige søster. Hun driver en restauration i byen.
Besta 06 Bent, Iwona, lille Ewunia og pianistinden
Iwona er kirketjenerens
datter, en gådefuld, men fascinerende skikkelse. Hun har - uden for ægteskab -
datteren Ewa (Ewunia), men er nu gift med Józefinas barnebarn. Sognepræsten og hans husholderske er
altså i realiteten lille Ewunias bedsteforældre. Hun
opholder sig meget i køkkenet hos Józefina.
Pianistinden, fin gammel dame, polak, men født i Holland, spiller til nogle
sange i nogle af julens afsnit.
Oversigt over, hvad
jeg foreløb har skrevet ned om dagens forløb:
Henvisning til omtalen af mødet med redaktør Krzemiński i sommers - og i det hele taget vor Plebania-pilgrimsfærd (se ovf.).
Vi modtages (ca. 11.30) og vises rundt af PR-chef Ewa Ogórek. De kendte rum: Skurken Janusz Tracz’ kontor. Præstegårdens køkken og dagligstue. Præstekontoret.
Babcia Józia [Józefina, sognepræstens husholderske], de små skolebørn og os.
Wikary [andenpræst] Artur blev den, vi fik røget og snakket mest med.
Men vi kom også virkelig ind på livet af Józefina. Hun modtog med meget stor interesse udskriften af ”Więcej niż opera mydlana” [den polske original af vedhæftede] samt min ”Kim jestem” [”Om mig selv”].
Og vi talte lidt med proboszcz’s [sognepræstens] søster Krystyna.
Og jeg nåede at veksle et par kollegiale ord med proboszcz og få et godt billede af ham og mig. Også han fik en udskrift af ”Więcej niż opera mydlana” og lod til at være ret interesseret.
Vi snakkede også godt med mange af dem bag kameraerne.
Vi overværede optagelser af ting til 31.-december-afsnittet.
Vi spiste ved 15-tiden sammen med nogle af skuespillerne og de andre, bla. instruktør Adam Guziński og lille Ewunia (Hrubielów-kirketjenerens barnebarn).
Lille Ewunia var ledsaget af sin virkelige bedstefar, som vi også fik snakket lidt med, men til sidst dukkede hendes mor i serien Iwona også op, og hende fik vi en dejlig lille samtale med.
Det var en endnu større oplevelse, end hvad vore ellers store forventninger havde kunnet rumme. Alle var utrolig søde. Filmmiljøet er noget helt særligt, på en gang kaotisk, hektisk, venligt - og ikke mindre disciplineret end militæret. Vi henviste hele tiden til Informator, og alle var interesserede - og vist faktisk også beærede. Det blev sagt, at vi da var velkomne til at komme igen.
Efter Annas og min mening, var det en kæmpe succes. Nu skal jeg bare gøre alt, hvad jeg kan, for at give læserne af den artikel, jeg allerede er begyndt at skrive på, et virkeligt indtryk af det.
Søndag den 28.
november 2010
Jeg spillede til 1. søndag i advent-højmessen i
Kettinge Kirke, dvs. i mit gamle nabosogn. Sognepræst Ramund Kværnø siger, at
jeg har spiller der en gang før, og det er nok rigtigt. Alligevel var det
(igen) noget særligt for mig at fungere som organist i den kirke, jeg i min
Døllefjelde-tid så ofte har fungeret i som præst. Ja, jeg har jo nogle gange
været (mere eller mindre) konstitueret sognepræst dér. Og min kære svigerdatter
Mai-Britt (gift med Nikolaj) var kommet til stede for at høre mig spille. Med
mit nyeste barnebarn i maven. Jeg har også viet hende og Nikolaj dér. Og vort
nyeste fødte barnebarn, deres datter Mathilde, er døbt dér - af Ramund Kværnø.
Mai-Britt og Nikolaj bor i Frejlev, Kettinge Sogn. Ramund Kværnø har jeg senest
været sammen med ved Østersø-nabopræstekonventet i Güstrow
5.-6. oktober 2010, hvor vi fik talt en del sammen. Se om det under
tirsdag–onsdag 5.-6. oktober 2010. Da mecklenburgerne
sidst var her hos os (22-23.09.09), foregik det i Kettinge Præstegård. - Ja,
jeg lægger stor vægt på at få sådanne historiske sammenhænge med i disse
dagbogsoptegnelser. Men jeg skriver dog ikke om hver gang, jeg spiller i andet
end Vesterborg-Landet-Ryde! Jeg har allerede nu sagt ja til at spille mange
steder rundt omkring, helt frem til 2. søndag efter helligtrekonger 2011
(Søllested og Gurreby). Og medens jeg har arbejdet med de seneste optegnelser
her, har jeg sagt ja til at spille til en begravelse i Holeby - ved min egen
sognepræst Caris Johansen.
DECEMBER 2010
Onsdag den
1. december 2010
Blev i går færdig med
indskrivningen af den håndskrevne råkladde til beretningen om vort besøg hos Besta Film i Warszawa (tv-serien Plebania, se optegnelsen
20. november 2010). Nu skal jeg bare først have finpudset den, så den er klar
til at blive sat på hjemmesiden (”Internationalt”), når den kortere Informator
Polski-udgave er blevet bragt i dette kvartalsskrifts forårsnummer. Informator
Polski-udgaven skal være på polsk - som den første almindelige Plebania-artikel
2008 var det (se udgaverne af den på undersiderne ”Internationalt” og POLSKI).
Og jeg vil også se, om jeg kan få tid til at oversætte den uforkortede udgave
til polsk, så også den kan komme på undersiden POLSKI.
Men
ellers prøver jeg at arbejde videre med mit livs- og litterærpoetiske hovedprojekt.
Jeg er nu endelig kommet dertil, hvor jeg skal til at skrive helt egentlige
digte. Ligesom jeg nu også for alvor kan komme videre med ”Min lyrik- og
poetikhistorie” (se denne underside). I denne forbindelse (gen)læser jeg for
tiden Anne Borup, Morten Lassen og Jon Helt Haarder (red.): ”Modernismen til
debat” (2005). Og nu kan jeg også for alvor læse, forstå og bruge en bog som
denne. Ikke bare kritisk - som bekræftelse af, hvad jeg ganske
primitiv-intuitivt har følt helt tilbage fra 1961 af - men også positivt, så
jeg kan lære af det. Hvilket igen bekræfter, at jeg - om end alt for langsomt
og sent - har bevæget mig ad den rette vej i min egen projekt- og
konceptudvikling. Jeg har (foreløbig) især hæftet mig ved Jon Helt Haarders
”Villy og Sørensen”. Og jeg lavede en Google-søgning på ham. Hvilket viste, at
han var på Facebook! Jeg sendte straks en venneanmodning til ham - med en kort
præsentation af mig selv. Facebook spiller virkelig en afgørende rolle for mig
her i 2010! - Jeg har netop her i middagsstunden også læst den næste artikel,
Anne Borups ”Den danske modernismekonstruktion. Ud af modernismen - ind i
litteraturen”. Den er også god.
Jeg tror, jeg skal se at få lavet
en ganske kort foreløbig udgave af hele ”Min lyrik- og
poetikhistorie”. Jeg har brug for det store overblik, jeg derved får. Og jeg
kan ikke blive ved med at hænge fast i den tyske romantik. Som jeg på den anden
side heller ikke kan få gjort hurtigt færdig. Jeg er nødt til at danne mig det
dybest og bredest mulige indtryk af det, der skete i Tyskland omkring 1800. Og
i Storbritannien. Og i Danmark.
Det går altså faktisk ufattelig
godt. Men tiden! Døgnets timer - og resten af mit arbejdslivs dage!
Onsdag den
15. december 2010
Var til såkaldt emeritus-frokost hos biskoppen. Sammen med de andre pensionerede præster (deriblandt tre tidligere provster), der lejlighedsvis træder til, især i forbindelse med gudstjenester. Det er vist tredje gang, biskop Steen Skovsgaard har indbudt os til sådan et lille skulderklapstræf. Det er altid meget hyggeligt.
Denne gang fik vi set den nyeste tilbygning til Bispegården, hvor hele Folkekirkens økonomi, i hvert fald alle stifternes, skal styres. - Ja, jeg ved ikke, om jeg har forstået det rigtigt, men jeg har lige været på stiftets hjemmeside, hvor der tales om ”administration af landskirkeskatten for hele landet samt varetagelse af regnskabsfunktioner for folkekirkelige institutioner over hele landet. Denne del af arbejdet varetages gennem det Administrative Fællesskab (ADF)”. - Den nye tilbygning er et fint stykke moderne arkitektur. Man ville ikke bygge mere til i den gamle stil (som ved den forrige udvidelse), og det har man efter min mening haft ret i. Vi fik også hilst på stiftskassereren og biskoppens nye sekretær samt nogle af de andre ansatte.
Jeg var så heldig at komme til at sidde ved siden af biskoppen, hvorved jeg fik lejlighed til at drøfte forskellige ting med ham og fortælle ham lidt om mine egne aktiviteter, dels om den artikel om mit hovedprojekt, jeg håber at få i Præsteforeningens Blad inden så længe (og som jeg bad ham være opmærksom på), dels om mine polske aktiviteter, især tandlæge m.m. i Szczecin, besøget hos Besta Film den 18. november og Harald Blåtand-projektet, hvor jeg jo bla. er ”forbindelsesofficer” til Roskilde Stift og Roskilde Domsogn. Der kommer mere om dette projekt i løbet af 2011.
Men ud over den almindelige hygge om bordet fik vi biskoppens orientering om forskellige ting. Og jeg kan vist godt tillade mig at røbe, at vi fik lov at synge den sang, biskoppen havde skrevet til indvielsen af den nye tilbygning dagen efter.
Jeg har i dag også skrevet en kommentar i Facebook til diskussionen i Deadline om manglen på venstreintellektuelle. Den kan ses på undersiden ”Facebook” - hvor man også kan se min kommentar til terrorbomberne i Stockholm for nogle dage siden.
Facebook spiller fortsat en ret stor rolle i mit liv, fra de ganske små replikvekslinger med venner over de større kommentarer, ja, måske ligefrem noter og op til digtene, aforismerne, fragmenterne og salme-versene. Hvad de sidste ting angår, er det en kæmpe motivation og inspiration for mig at skulle skrive til hver uge og hver søn- og helligdag og at få ”synes-godt-om-tommelfingre” eller små søde kommentarer fra vennerne.
Nogle af mine bedste Facebook-venner hører til i ateisternes kreds. Dem har jeg en del gode drøftelser med. Jeg ser jo sådan på det, at der for det moderne vestlige menneske kun er to muligheder, der rigtig ligger for, nemlig enten kristendommen eller ateismen. Og jeg mener dermed også, at ateisterne og vi folkekirkekristne skal gøre fælles front mod ”religionerne”, altså fænomener som islam og amerikansk højre-”kristendom”. Og ligesom Grundtvig talte om kulturelt og videnskabeligt samarbejde mellem kristne og ”naturalister med ånd”, taler jeg om noget tilsvarende mellem kristne og ”åbne og ærlige ateister”. Det sidste har i hvert fald en enkelt ikke syntes godt om, idet han mente, at så regnede jeg måske de fleste ateister for lukkede og uærlige! Men jeg mener jo bare, at der i hvert fald skal en vis åbenhed til, og at det jo heller ikke nytter noget, hvis man ikke bare ikke tror på Gud, men i virkeligheden dyrker en anden, måske ret militant form for ”religion” og dermed er fyldt af aggressivitet mod kristendommen.
Måneden og dermed året slut:
Der skete ikke noget i resten
af måneden og året, som fortjener særlig omtale her. Men jeg gik ind til julefesten
i ret godt humør rent ”hovedfagsmæssigt”, idet jeg var nået så langt i min
konceptudvikling, at det nye år vil blive året, hvor det må briste eller bære.
Jeg skal nu først og fremmest skrive digte og andre ting til Totaldigtet og se
at komme virkelig i gang med litteraturhistorien, hvad jeg nu også virkelig
mener jeg kan.
Jeg skal også se at komme
videre med ”Erindringer”.
Jeg spillede i advents- og
juletiden orgel mange steder på Nordvestlolland, men havde ingen
præstetjenester i julen. - Se også januar 2011.
* * *
2011
JANUAR 2011
Den 10.
januar 2011
Jeg spillede orgel i
Stormarkskirken, Nakskov, både nytårsdag og helligtrekongers søndag, men havde
ingen præstetjenester i julen. Har også enkelte andre organisttjenester i
januar og februar, hvor jeg dog stort set siger nej til alt uden for
Vesterborg-Landet-Ryde-pastorat. Blandt andet fordi der nu virkelig skal
arbejdes.
Ellers er der ikke noget
særligt. Jeg arbejder videre på alle fronter, herunder på Facebook! Se
undersiden ”Facebook”, som jeg netop har foretaget en nogenlunde repræsentativ
opdatering af. - Det mest særlige ved mine almindelige aktiviteter på Facebook
er for tiden nok mine kommentarvekslinger med mine efterhånden ret mange
liberale venner (ikke mindst fra Liberal Alliance). Jeg siger hele tiden til
dem, at jeg altid lytter til dem, selv om jeg er social-konservativ (og dermed
medlem af Dansk Folkeparti). Jeg siger også, at det er dem, der siger de nyeste
og på mange måder mest relevante ting. De skal bare have en fx social-konservativ
modvægt. Dette gælder også debatten om efterlønnen i kølvandet på
statsministerens nytårstale. - Den royale tvillingefødsel i lørdags (8/1)
prøver vi at boykotte mest muligt, netop fordi vi er tilhængere af monarkiet.
Men mediernes dyrkelse af også denne begivenhed er skrækkelig og kan på længere
sigt være katastrofal monarkiet. Kronprins Frederik kan vi godt lide. Ham
tilgiver vi faktisk alt. Han er virkelig kronprins til tiden og skal nok blive
en god konge.
Om Armadillo-filmen og vor deltagelse
i krigen i Afghanistan har jeg blandt andet sagt følgende:
Så den lange version af
filmen [Armadillo] i går. Men det gjorde ingen forskel. Hørte tidligere på
dagen søndagsudgaven af P 1 Debat ("Søndagsfrokosten"). Her gjorde Farshad Kholghis stærke advarsel
mod, at vi bare trækker os ud, et stort indtryk.
Han er jo ikke-muslimsk iransk flygtning (virkelig det, man oprindelig forstod
ved en flygtning) og ved, hvad han taler om. Han sagde bla. i forbindelse med
sammenligningen med Vietnam-krigen, at islamister er 10.000(?) gange mere
fanatiske og farlige end kommunister. - Men jeg bliver ved at sige, at vi skal
overveje en helt ny global strategi, hvor vi lader de dårlige lande passe sig
selv, indtil de VIL hjælpes. For jeg gentager også, at det mest uhyggelige ved
filmen var de civile afghaneres holdning. Hvorfor skal vore fine unge mænd dø
for nogle, der bare sidder og venter? - Og til sidst: Midlet til at kunne lade
de dårlige lande passe sig selv er TEKNOLOGI, så vi kan erstatte olien med
anden energi og erstatte forskellige mere eller mindre sjældne råstoffer med
plastik og glasfiber osv. - og i øvrigt anvende avanceret genbrug (som kun er
et spørgsmål om snilde og energi). Idet jeg jo siger, at det ville give vort
kedelige velfærdsliv et vældigt kick at være sammen om en sådan opgave.
- Jeg har i øvrigt netop hørt en tv-avis, at man med enzym-teknologien ikke
bare kan lave erstatninger for benzin og olie, men også plasticprodukter. Netop
hvad jeg også havde i tankerne!
Og
i forbindelse dermed har jeg om den almindelige situation sagt, at det i al sin gru er ved at gå op for mig, at vi her
i Danmark har spildt 10-15 år med at diskutere velfærd, klima, bøssebryllup og
fremmedpolitik - i en vildt provinsiel indelukkethed (trods vedholdende brug af
mantraet "vi lever i en globaliseret verden) - mens der, netop globalt, er
opstået en helt ny situation med meget store udfordringer. Lad mig bare nævne
Kina.
Jeg henviser også til
undersiderne ”Litterære tekster” og ”Salmer”, hvor min fortsatte produktion af
digte og salme-vers m.m. kan ses. Dette er meget vigtige sider af min
produktion.
Men ellers gælder det nu
først og fremmest overhovedet de DIGTE, jeg nu skal skrive, for første gang
virkelige digte på grundlag af det møjsommelige teoretiske arbejde helt tilbage
fra 1994/95 af. Og det videre arbejde med hele Totaldigtet. Samt
litteraturhistorien. Og Erindringerne. Det tegner alt sammen godt. Men kampen
mod tiden er hård!
Og jeg arbejder nu med den
polske version af beretningen om Annas og mit besøg hos Besta
Film, Warszawa, 18.11.10. Kommer i Informator Polski’s
forårsnummer. Studiet af ”Plebania” fylder fortsat meget i vort liv; serien er
for tiden inde i en stor periode.
Den 24. januar 2011
Efter nogle dages hårdt
arbejde med ordbøger og Google-kontroller fik jeg i dag sendt det fra min side
færdige manuskript af Besta Film-artiklen til
Informator Polski-redaktør Roman Smigielski - som vil foretage den endelige
rettelse af de fejl og ”upolskheder”, der jo vil være
i det, i hvert fald nok det sidste. Men jeg plejer at nå ret langt. Godt, man
ikke ved, hvor mange timer jeg har brugt på det! For det er altså svært. Og en
af de få henseender, hvori jeg virkelig mærker min alder, er den, hvor det er
den aktive sproghukommelse, det drejer sig om. Det går dog hele tiden fremad,
bare langsommere, end jeg kunne ønske - for slet ikke at tale om, når jeg
tænker på, hvor meget russisk man som sprogløjtnantselev fik lært fra november
1962 til februar 1964! Det foregår dog heller ikke på samme måde. Dengang var
det ekstremt intensivt (ved siden af den ganske omfattende og også krævende
militære uddannelse), nu er det temmelig ekstensivt, altså i den forstand, at
jeg stort set udelukkende beskæftiger mig med selve de polske ting og så ellers
lader sprogkundskaberne komme i forbindelse med det. Og det har jeg det rigtig
dejligt med. Og jeg læser nu polsk meget fint. Men jeg havde regnet med, at min
aktive beherskelse af polsk havde været langt bedre nu, end det desværre er
tilfældet.
Artiklen vil blive bragt i forårsnummeret af ”Informator Polski”, hvilket nok vil sige lige før påske. Den har titlen ”Bliskie spotkanie z telenowelą ’Plebania’. Anna i Bent Christensen odwiedzili Besta Film w Warszawie 18 listopada 2010” (Nærkontakt med ”Plebania”. Anna og Bent Christensen besøgte Besta Film i Warszawa den 18. november 2010). - På det tidspunkt vil såvel den polske som den danske version, samt den uforkortede danske grund-version, blive sat på undersiderne POLSKI og ”Internationalt”.
Den 26. januar 2011
Da jeg jo også går og venter
på at se min artikel i Præsteforeningens Blad (Livsengagement og poesi), er jeg
nået til et meget vigtigt punkt i mit professionelle liv, og jeg er da også
allerede i fuld gang med en hel del ting på mit hovedområde, hvor det endelig
går, som det skal - og end også her langsommere, end jeg kunne ønske; jeg skal
dog efter omstændighederne ikke klage. Desuden passer jeg min produktion af
digte, salme-vers, aforismer og fragmenter til Facebook. - Hvad Facebook angår,
har jeg i øvrigt for nogle dage siden (foranlediget af et system-venneforslag) haft den store glæde at blive ”ven” med Helle
Helle, som jeg har udvekslet nogle gode beskeder med,
især om hendes roman ”Rødby-Puttgarden”. Men også om
mit salme-vers ”Herregud, er du fra Rødby!”, som Helle Helle
var så venlig at kommentere på en meget positiv måde - idet hun henviste til
sin egen brug af vendingen i Bent Vinn Nielsen (red.): ”Understrømmen”, som vi
nu må se at få i hvert fald kigget lidt i. Vi vil også prøve at læse noget mere
af den gamle Rødby-pige Helle Helle. Vi så hende for
nogen tid siden i fjernsynet, hvor vi fik et virkelig godt indtryk af hende, et
indtryk, som vi nu har fået bekræftet. Facebook er fantastisk! - Se eksemplerne
på undersiden ”Facebook”. Disse eksempler udgør også et ret godt supplement til
nærværende optegnelser, blandt andet for så vidt angår min oplevelse af og mine
reaktioner på de forskellige aktuelle begivenheder.
Da Anna stadig døjer med
eftervirkningerne af hendes jule-lungebetændelse, spiller jeg til alt - men kun
i Vesterborg-Landet-Ryde, andre ting siger vi for tiden nej til. Præst har jeg
ikke fungeret som i denne måned.
Jeg skal nu så vidt muligt
leve et stille og roligt liv, idet jeg arbejder så intenst som muligt på
hovedområdet. I virkeligheden lever jeg nu - endelig - den for mig ideelle
tilværelse. Som ”fri kristen åndsarbejder” - oven i købet med de ting, der
udgør opfyldelsen af min ungdoms og hele mit senere livs drømme. - Resultaterne
vil kunne ses på undersiderne ”Poetik”, ”Mit eksistens-rum”, ”Litterære
tekster”, ”Salmer” og ”Min lyrik- og poetikhistorie”. - Og jeg skal naturligvis
også se at komme videre med ”Erindringer” og ”Erindringer - BILAG”.
Den 27. januar 2011
Hørte ”P 1 Formiddag med Poul
Friis”. Gæsten var Søren Krarup. Og emnet var kulturkampen. Jeg besluttede
hurtigt at melde mig til diskussionen. Jeg har nogle gange tidligere gjort det,
blandt andet i mindst en diskussion om Folkekirken. Jeg husker i hvert fald en
gang, hvor det var Birthe Rønn Hornbech der var gæsten. Og der var også en gang
med professor Henning Koch (29.03.06, se undersiderne ”Politik” og
”Fremmedpolitik”). Men jeg ringede altså og
præsenterede mig for den dame, der passede telefonen. Som partifælle og
embedsbroder til Søren Krarup og dr. theol. i Grundtvig. Jeg har på
fornemmelsen, at disse ting forekom interessante, for selv om jeg havde ventet
længe på at komme igennem til damen, nåede jeg at komme igennem til
diskussionen.
Poul Friis havde også fanget
mit dobbelte forhold til Søren Krarup og nævnte det, da han præsenterede mig.
Og jeg uddybede det med at fremføre betegnelsen ”de sorte DF-præsters
fællesskab” (eller noget i den retning). Men ellers prøvede jeg jo - uden at
nævne mine egne bestræbelser - at sige nogle af de ting, jeg så ofte har sagt i
de forskellige tekster her på hjemmesiden, nemlig at den i og for sig rent
politiske kulturkamp vel havde skaffet lidt luft i forhold til den fra
oplysningstiden stammende herskende kultur, ja, hadet til historie og
tradition, men at det jo ikke er nok. Det, der skal til, er, at ikke mindst
yngre talentfulde mennesker, åndsarbejdere, digtere osv., begynder helt forfra
for at se, hvad der faktisk er til stede, også her i vor tid, og forholder sig
til det på tidens vilkår (eller hvad jeg nu fik sagt).
Desværre kom jeg til at bruge
udtrykket ”vaske tavlen ren”. Og det kritiserede Søren Krarup med rette. Men da
jeg kom til igen, beklagede jeg, idet jeg benyttede lejligheden til at sige, at
uanset hvilke ord man brugte, så ville den helt nye begyndelse og betragtning
netop vise, at man jo ikke bare kan vaske tavlen ren, netop vise, at der
faktisk er noget. Hvor det så gælder om at se det på ny og arbejde videre med
det.
Meget mere fik jeg vist ikke
sagt, men fik sagt det med de yngre talentfulde menneskers helt nye arbejde med
tingene mindst to gange, så der kan måske være et par stykker af sådanne, der
har kunnet lade sig inspirere eller i hvert fald opmuntre af det.
Det er svært at sige, hvad
sådan noget betyder - om overhovedet. Men det er da i sig selv en oplevelse og
kan forhåbentlig ikke ligefrem skade.
Det var i øvrigt en god
udsendelse, i hvert fald for så vidt angår Søren Krarup og Poul Friis. De talte
godt og fint sammen, og Søren Krarup var i god og sympatisk form. Meget af
tiden gik med EU, som Krarup gerne vil have os helt ud af. Det kom jeg slet
ikke ind på, men jeg kan jo sige her, at jeg grundlæggende er tilhænger af, at
EU findes og at vi er med, men at der er mange ting at kritisere, og at det
også ligger i det, jeg fik sagt i udsendelse, at sådan noget som
nationalstatens betydning hører til de ting, der må ses, overvejes og
bearbejdes på ny.
Har netop sat noget om dette
på min Facebook-væg. Se undersiden ”Facebook”.
Jeg havde overvejet at lave
en transskription af min del af udsendelsen, når den kom på Nettet (som jeg kan
se jeg gjorde med Henning Koch-udsendelsen 29.03.06), men efter at have hørt
den to gange har jeg besluttet at lade være at bruge tid på det. Referatet her
dækker vist udmærket. - Men jeg sætter linket på her:
Jeg kommer ind ca. ¾ inde i udsendelsen.
FEBRUAR 2011
Skrevet den
10. marts(!) 2011:
Der er ikke sket noget
særligt i februar måned 2011. Jeg har spillet en del, og jeg har arbejdet
videre med både de forskellige dele af det "storpoetiske"
hovedprojekt og det slaviske "bifag". Jeg arbejder stadig med den
tyske romantik, især på grundlag af Georg Schulz og Marie-Louise Svane, men jeg
må se at blive færdig med det og komme videre. Må eventuelt vende tilbage til
det senere, selv om jeg jo vil få nok at gøre med resten af tiden! Samtidig
studerer jeg også Peter Stein Larsens "Drømme og dialoger" nærmere.
Ikke så dårligt at angribe de sidste to hundrede års litteraturhistorie fra
bogstavelig talt begge ender! Og jeg får i enhver henseende mere og mere ud af
mit litteraturhistoriske studium.
Hvad slavistikken angår, har
jeg købt og læst Hubert Klimko-Dobrzaniecki's roman
"Bornholm. Bornholm", som jeg bør skrive et lille stykke om til
"Informator Polski". Hvis jeg når det, bliver det nok til
sommernummeret, og det vil da også kunne ses på undersiden POLSKI. - Jeg købte
den på Internettet sammen med en stor bog om det tyvende århundredes
litteraturteorier og den bog, jeg længe stod med nede i boghandelen i Szczecin,
men dengang mente ville være "for meget", nemlig Apoloniusz Zawilski "Bitwy polskiego Września".
Jeg skulle nemlig op på et vist beløb for at opnå portofri tilsendelse.
Jeg er efterhånden også ved
at have færdigudviklet mit poetik-grundkoncept, så at jeg nu for alvor kan gå i
gang med produktionen af digte og andre ting til mit "Total-digt".
Resultaterne kan først og fremmest ses på undersiderne "Poetik" og
"Mit eksistens-rum".
Men bortset fra, at jeg nu
virkelig er nået frem til i hvert fald det nødvendige grundlag for produktion
af digte og lignende (selvfølgelig i fortsat vekselvirkning med den videre
udvikling af poetikken og poetologien og andre teoretiske ting), er den
ugentlige produktion af digte, aforismer, fragmenter og salme-vers til min
Facebook-profil, blevet en meget vigtig del af mit arbejdsliv. Se undersiderne
"Litterære tekster" og "Salmer".
Jeg bruger også en hel del
tid på Facebook. Nok for megen. Men jeg har mange gode venner af alle salgs
både ukendte af meget forskellig slags og kendte af meget forskellig slags. Som
noget nyt er jeg ret konsekvent begyndt at "slå til", når
"maskinen" foreslår en digter eller forfatter. Og jeg diskuterer
mange ting med mine venner. Se nogle af de vigtigste eksempler på undersiden
"Facebook".
MARTS 2011
Tirsdag den
1. marts 2011
Vi har fået vort syvende barnebarn! Nikolajs kone
Mai-Britt har født den lille Markus. - Nikolajs egen fødsel kan man læse om i
"Erindringer", slutningen af kap. 8 og begyndelsen af kap. 9.
Mandag den 7. marts 2011
Holdt på Rytterskolen, Toreby, mit foredrag "MINE VENDISKE VENNER. Mit forhold til det slaviske mindretal i Tyskland fra 1999 til i dag". - Med en indledning om de vestslaviske stammers historie fra 800-tallet til i dag.
Alle billederne og en hel del tekst er nu i et Facebook-billedalbum, som alle skulle kunne få at se via dette link:
http://www.facebook.com/album.php?aid=47758&id=100000716224349&l=885eec3c22
Det var dejligt at genopleve alle disse ting med et interesseret og lydhørt publikum. Jeg kommer måske til at holde dette foredrag et andet sted her på Lolland. Men i givet fald om temmelig lang tid.
Torsdag den 10. marts
2011
Ellers gælder det samme for
den forløbne del af marts som for februar. Jeg arbejder med både det ene og det
andet. Er i dag faktisk blevet færdig med en ny version af den tidligere
omtalte artikel til Præsteforeningens Blad, nu (i hvert fald i dag) med titlen
"Kristendom og poesi. Nogle aktuelle perspektiver på Grundtvigs teologi om
forholdet mellem det menneskelige og det kristelige med særligt henblik på
poesien". Men det er en længere historie.
Begyndte i går at læse i den
ovf. (februar) omtalte: Anna Burzyńska & Michał Paweł Markowski: "Teorie literatury XX wieku" (Det
20. århundredes litteraturteorier). Det tegner til at blive en fin tværfaglig
beskæftigelse!
Såvel begivenhederne i
Nordafrika som ministerrokaden (Rønn > Pind) har taget en del tid, både ved
højttalere og skærme og på Facebook. Se undersiden "Facebook". Jeg
har længe været FB-ven med både Naser Khader og Søren Pind. Og det lader til,
at de på en eller anden måde får det læst og besvaret (formodentlig/-håbentlig vha. og via en sekretær). Jeg er i denne
anledning også blevet ven med TV 2's Steffen Jensen, for hvem det samme jo må
gælde. Men der er sådan set en ægte trafik, og det er også sjovt at se, hvad de
kendtes (ofte også selv kendte) venner skriver.
Det var helt 1989-agtigt, da
det begyndte i Tunesien og fortsatte i Egypten, selv om allerede erfaringerne
med lande som Ukraine og Hviderusland m.fl. gav anledning til bekymring. Jeg
var ved at komme i kontakt med min FB-ven Naser Khader om de unge
nordafrikaneres muligheder for, ikke at komme rodløse ind i moderniteten. Han
havde bedt mig ringe, men jeg nåede ikke længere end til hans telefonsvarer,
hvorpå jeg indtalte, at det nok også var bedst at vente, til der kom mere ro.
Men mere ro er der jo ikke
kommet. Det er forfærdeligt, hvad der sker i Libyen. Men med hele min (om end nok
så beskedne) militære og politiske baggrund, kan jeg godt se, hvor vanskeligt
det vil være for fx NATO at gribe ind. Landtropper ønsker oprørerne jo af gode
grunde ikke engang selv. Men blot en no-fly zone vil være både politisk og
militært langt vanskeligere, end man umiddelbart tror. - Har netop set Deadline
22.30, hvor der blev forklaret og diskuteret en del om dette. Det lader til at
NATO ikke alene er i gang med planlægningen, hvad de formodentlig har været
hele tiden, men også med en vis opbygning (AWACS-fly,
flådefartøjer, herunder US hangarskibe, og forberedelser på italienske
flyvestationer).
Men jeg skal koncentrere mig
om mine fag, især "hovedfaget". Det er vel i denne tid temmelig
nøjagtigt 50 år siden jeg opgav jazzen og indledte den proces, der først nu er
kommet dertil, hvor en egentlig produktion kan begynde! Jeg kan dog glæde mig
over mine to Grundtvig-bøger og de væsentligere artikler, jeg har fået trykt,
samt de vers af forskellig slags m.m., jeg i over et år hver uge har sat på min
Facebook-væg og såvel i mine Facebook-noter som på min hjemmeside, undersiderne
"Litterære tekster" og "Salmer".
Hvad alt det her omtalte
angår, henviser jeg igen til undersiden "Facebook", ja, til selve
Facebook, hvor man er meget velkommen til at sende mig en venneanmodning!
Mandag den 21. marts 2011
Der er sket meget siden den
10. marts. Min i "Erindringer" flere steder omtalte musikkammerat fra
gymnasietiden af Jørn Lauritzen døde den 17. marts og skal begraves i
overmorgen onsdag (23/3). Jeg bør vel ikke udbrede mig nærmere om det her, men
kan sige, at det ikke kom som et chok. Det bliver det dog ikke mindre sørgeligt
og vemodigt af. Hvortil kommer, at det er det første dødsfald blandt familie og
venner i vor egen generation.
Og på den historiske scene er
luftkrigen mod Gaddafi-regimet begyndt. Det er mærkeligt at se, at vor egen
venstrefløj nu er dem, der går stærkest ind for krig. Eventuelt også med
landstyrker. Mærkeligt, når man tænker på deres optræden, da det virkelig
gjaldt vor egen eksistens, altså under Den Kolde Krig. Men måske svinger de
rundt igen. Frank Aaen er allerede begyndt. Som Den Arabiske Liga (der vist
slet ikke kan finde den rette, og vel mest opportunistiske position).
Da Gaddafis SS-agtige styrker
for alvor gik løs på oprørerne, var det lige før jeg selv kunne have ønsket at
tage derned! Og jeg kan da heller ikke sige, jeg er imod Sikkerhedsrådets
resolution og den - for mange nok overraskende - måde, den nu bliver
implementeret på. Også jeg selv er lidt overrasket. Men vi vidste jo, at en
no-fly zone forudsætter, at en hel del installationer på jorden bliver ødelagt.
Og Gaddafis styrke ved (og i) Benghazi skulle jo også
stoppes. Den får dog ikke for lidt, og i realiteten deltager vi i en
borgerkrig. Og sporene fra både Afghanistan og Irak skræmmer. Nu må vi se, hvad
der videre sker.
Men selv om jeg af flere
grunde virkelig har fulgt med i, hvad der er sket og sker i Nordafrika, er det
noget helt andet, der mest har fyldt mit liv i tiden op til og med i går
søndag. Og det er gudstjenesten med nye salmer i Vesterborg Kirke i går aftes.
Det lyder måske ikke af så meget. Og det er da heller ikke bare det, at jeg
havde meget at øve, når jeg også havde almindelig højmesse i Landet Kirke om
formiddagen. Nej, det afgørende er, at konstitueret sognepræst Esbern Gaur Vernersen og jeg havde aftalt, at vi som postludium
skulle spille "Vær du mig nær" med Timme Ørvads klaversats.
Indskud: Timme Ørvad var for halvtreds år
siden leder af vor jazzkvintet The Strangers. Se nærmere i "Erindringer"
kap. 3 og 4. Og jeg mener, det i lige denne tid er 50 år siden, vi optrådte
sammen for allersidste gang, nemlig i tv-udsendelsen med unge amatører fra den
daværende jernbanestation i Nykøbing F. Den pågældende klaversats blev skrevet
til den reunion-optræden i kirkeligt regi, vi
arbejdede på i 2009 (må det have været), men som desværre ikke blev til noget.
Om hele denne gudstjeneste og
de personal- og lokalhistoriske perspektiver omkring postludiet kan jeg sige
følgende:
Først en oversigt over hele
gudstjenesten:
Præludium På orgel
Indgangsbøn fx af Holger Lissner
læses af en konfirmand eller en fra koret
Kort indledning ved præsten
Koret synger [akkompagneret af
pastor Esbern]: ’Bliv lys’, - ’Noas Ark’,
- ’Hip Hurra for kong Salomo’.
1.
Salme: DDS 331, DDK 513, ’Uberørt af
byens travlhed’
2.
Salme: DDS 68, DDK 461, ’Se hvilket
menneske’
3.
Salme: DDS 260, DDK 98, ’Du satte
dig selv i de nederstes sted’
Fællessang: ’Smilehul i gammel sne’
(Niels Johansen)
4.
Salme: DDS 69, DDK 92, ’Du fødtes
på jord’
5.
Salme: DDS 285, DDK 234, ’Hør
Himmelsus i tredje time’
Fadervor og velsignelse
6.
Salme: DDS 787, DDK 388, ’Du som har
tændt millioner af stjerner’
Udgangsbøn
Postludium: ’Vær du mig nær’
Kaffe og kage i våbenhus eller inde i kirken med fri debat
for og imod de nye salmer.
Jeg spillede som præludium
langsomt og stille DDK 361, altså Merete Wendlers melodi til "Min Gud, min Gud, / hvorfor har
du forladt mig!" (DDS 197). Jeg havde nøje overvejet, om det var for meget
med så direkte en langfredagssalme. Men vi er jo i fastetiden, og det var vist
den eneste nye salme, der så kunne blive tale om, som mit bidrag til "nye
salmer".
Esbern har vist sig at være
en dygtig musiker (med jazzerfaring) på både trompet og klaver, og han satte
sig i præstekjole til klaveret oppe i koret og spillede, meget fint, til de
særlige ting, koret sang.
Men jeg spillede til de seks
almindelige fællessalmer. Den første har jeg aldrig spillet før. Og jeg
besluttede mig straks til at spille den jazzagtigt efter becifringsudgaven. Nr.
2 og 3 har jeg ofte spillet på samme måde.
Men så var der altså
postludiet! Esbern fortalte forud om salmen og dens plads i den angelsaksiske
verden - og om Timme og mig og vort jazzorkester for 50 år siden og om Timme
som født i Horslunde, hvor han selv bor (hans kone Merete Lei er sognepræst
dér). Og så spillede vi. Esbern stående i præstekjole med trompeten! Vi gjorde
det på den måde, at vi først spillede melodien straight. Derefter ét "kor"/vers
trompetsolo, som jeg akkompagnerede med halvnodeakkorder, som jeg havde
uddraget af Timmes sats. Så spillede jeg en meget enkel (forberedt og
nedskreven) klaversolo (ét "kor"/vers), og så spillede vi melodien
igen. Jeg tror, dette postludium og alle omstændighederne omkring det blev
oplevet meget positivt af menigheden.
Under våbenhuskaffen spurgte
jeg først nogle lidt yngre, blandt andet graveren, om navnet Ørvad sagde dem
noget. Det gjorde det ikke. Og det fik mig, som jeg sagde, til at føle mig mere
gammel end nogensinde før. Men så udvalgte jeg mig et par herrer, der så ud til
at være de ældste tilstedeværende. Og det gav pote! De kendte begge Timmes
farbror Kjeld og fortalte en del om ham. Og den ene af dem var kommet i
Handelsbanken i Horslunde, hvor han var blevet betjent af Kjelds kone.
Menighedsrådsformanden kunne også huske noget, og hun lod virkelig til at
forstå de personal- og lokalhistoriske perspektiver i det hele og at dele min
glæde over dem.
I den rapport, jeg sendte til Timme i formiddags, og som ovenstående er uddraget af, sluttede jeg med at sige, at jeg mente, han godt kunne være tjent med den måde, han selv og familien Ørvad havde været til stede på. - 25.03.11: Jeg har netop lavet et (foreløbigt) billedalbum på min Facebook-profil med nogle Strangers-billeder og nogle billeder fra jamsessions'ene i KFUM's hus i Nakskov. Man skulle kunne komme til det ved at klikke på dette link:
http://www.facebook.com/album.php?aid=49512&id=100000716224349&l=c2d3ff3e51
Den 21. marts 2011 igen: Om lidt kører jeg ud og "filosoferer" i
Søholtskoven. Denne gang ikke med Skvip og Ib (vor søn Asbjørns to gravhunde),
men med lille nu storesøster Mathilde. Det bliver vor første tur af denne art.
Vi kører dertil i bilen, men så skal hun ellers gå selv - og evt. lidt på
Farfars skuldre indimellem.
Torsdag den 24. marts 2011
I går var jeg til min gamle
ven og musikkammerat Jørn Lauritzens bisættelse i Nivå Kirke. Jeg vil ikke her
komme nærmere ind på hans sygdom gennem de sidste år, kun sige, at han havde
været plaget af både det ene og det andet, og at det fra omkring årsskiftet var
blevet virkelig alvorligt.
Og
så vil jeg sætte et nu opdateret og her i Dagbogen yderligere med bemærkninger
i [] forsynede stykke ind fra "Erindringer" kap. 4 "1959-1962.
Bursø og Maribo", afsnittet "Fra jazz til militær",
underafsnittet (om årene på Maribo Gymnasium) "Musiklivet og kammeraterne":
For det var ikke bare Gunnar [Brønholt,
nu organist ved Kildevældskirken, København] og mig. Når årene 1959-1962 blev
så store musik-år i Maribo Gymnasiums historie, skyldes det også, at der blandt
eleverne var andre dygtige musikere ["andre dygtige"; Gunnar var i
hvert fald dygtig; jeg stræbte efter, måtte jeg snart indrømme, fattig evne].
De tre af dem var med i den nedenfor omtalte radioudsendelse, som blev optaget
på Nakskov Gymnasium, og som The Strangers også medvirkede i. De spillede en
Haydn-trio for fløjte, violin og cello, og det var min allerede omtalte senere
svoger Christian Andersen på fløjte,
den senere Kgl. kapelmusicus Michael Malmgreen på violin og min allerede i kapitel 3 omtalte
senere gode ven og senere professionelle cellist Jørn Lauritzen på cello. - Tilføjelse
24.03.11: Jørn døde den 17. marts 2010. Han blev bisat i Nivå Kirke den 23.
marts, og efter jordpåkastelsen (og en cellists fremførelse af et stykke fra en
af Jørns elskede Bach-solosuiter) spillede Michael førsteviolin i Haydns Sonate
nr. 7 fra "De syv ord på korset", og Christian takkede på Jørns enke
Hannes vegne, inden kisten blev båret ud - og var med til at bære.
I mit sind har jeg
selvfølgelig meget mere. Men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Der er
tale om mange følelser, minder og tanker.
Fredag den 25. marts 2011
Jeg har - foranlediget af de ovenfor omtalte historiske ting - netop lavet et (foreløbigt) billedalbum på min Facebook-profil med nogle Strangers-billeder og nogle billeder fra jamsessions'ene i KFUM's hus i Nakskov. Timme Ørvad var leder af neobop-kvintetten The Strangers, som jeg var pianist i. Albummets titel er "Neobop-kvintetten The Strangers 1957/58-1961". Man skulle kunne komme til det ved at klikke på dette link:
http://www.facebook.com/album.php?aid=49512&id=100000716224349&l=c2d3ff3e51
Tirsdag den 29. marts 2011
I forgårs skulle vi i Ryde og
Vesterborg have taget afsked med Esbern Gaur
Vernersen, som siden første januar har været konstitueret sognepræst i
Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat. Men han var desværre blevet syg, så at pastor
emeritus Peter Moesgaard, tidligere Everdrup ved Tappernøje, nu Maribo, måtte
træde til. Han har tidligere fungeret i Landet-Ryde, og Anna og jeg kender ham
også godt fra andre sammenhænge. Han og hans kone deltager ligesom Anna og jeg
flittigt i stiftets begivenheder og i Domprovstiet konvent. Mit allerførste
møde med ham og hans kone fandt sted, mens han endnu var i Everdrup. Jeg kan
ikke lige huske tidspunktet, men det var vist i 2001 eller deromkring. Peter
Moesgaard havde inviteret mig til at komme og holde et foredrag, så vidt jeg
husker, om mit forhold til "venderne" (sorberne).
Hvad afskeden med Esbern
angår, måtte jeg nøjes med at sende ham en god-bedring-mail, hvori jeg
fortalte, at jeg ellers havde en slags lille afskedsgave til ham. Det var nogle
særtryk af mine stiftsbogsartikler samt et eksemplar af min licentiatafhandling
"Fra drøm til program". Det ene havde jo taget det andet med sig, og
jeg havde endnu nogle eksemplarer af min første bog liggende, så hvorfor ikke
lade Esbern få et, når jeg nu var i gang.
Det hele havde sit udgangspunkt
i den ovenfor omtalte Ørvad-Horslunde-sammenhæng, hvor jeg jo havde fortalt
Esbern om, hvordan jeg i sin tid havde kontaktet min provst Nils Roland
(Lolland østre Provsti, sognepræst i, næsten da, nabosognet Radsted), hvis søn
Thomas skulle til Oxford, i hvilken forbindelse jeg ville bede ham foretage en
research, for så vidt angår Church of Saint Cross Holywell, som Grundtvig havde skrevet det i min
disputats-sammenhæng vigtige digt "Fuglesyn af Oxford" om. Men der
var jo også en anden sammenhæng, nemlig den, at Grundtvig engang havde lånt
Immanuels Kants "Die Religion innerhalb der Grenzen der blossen Vernunft" af den daværende sognepræst i Radsted J.
Harder. Resultatet blev artiklen i Lolland-Falsters Stiftsbog 1996
"Grundtvig og Lolland-Falster og Oxford!", hvori vi alle tre gav hver
vort bidrag. (Se undersiden "Grundtvig"). Men da jeg kontaktede
provst Nils for at forelægge ham planen, spurgte han forsigtigt, om det nu ikke
kunne virke lidt søgt. Hvortil jeg svarede: "Det er ikke søgt, men set!".
Dette havde jeg fortalt Esbern om i forbindelse med Ørvad-Horslunde-Vesterborg-forbindelsen, hvorom det samme jo kunne siges, og så var det naturligt at give ham et særtryk af denne artikel som en slags afskedsgave. Men så var der jo også den næste Grundtvig-artikel i Stiftsbogen: "En lokal Grundtvig-kritik anno 1817" (1997) (står på undersiden "Grundtvig"). Og så kunne Esbern jo også lige så godt få de to andre stiftsbogssærtryk, jeg havde liggende, nemlig "At kende Gud i livets almindelige gudstjeneste" (1998) (præsentationen af, hvad min Grundtvig-forskning drejede sig om, står også på undersiden "Grundtvig") og den artikel, redaktionen havde bedt mig skrive i anledning af stiftets 200-årsjubilum: "I studereværelserne. Præstegårdsteologi i Lolland-Falsters Stift 1804-2003" (står på undersiden "Kirke og teologi"). Endelig kom jeg til at tænke på, at det måske kunne interessere ham at se mine gamle Strangers-billeder fra slutningen af 1950'erne med jo også Timme Ørvad på. Og så var der jo noden med Timmes ovenfor omtalte "Vær du mig nær"-sats. - Jeg gentager linket til Strangers-billederne: http://www.facebook.com/album.php?aid=49512&id=100000716224349&l=c2d3ff3e51
Dette må siges at være en af
de dagbogsoptegnelser, hvor jeg virkelig kommer langt rundt og langt tilbage.
Men sådan gør jeg jo ofte her i dette supplement til "Erindringer",
og det er da ganske interessante ting! Helt aktuelt er der dog altså tale om,
at en lille periode i Vesterborg-Landet-Ryde Pastorats liv er slut.
APRIL 2011
Skrevet den
13. maj 2011:
Selv om jeg stort set holder mit egentlig private liv ude
af både selve Erindringerne og denne Dagbog, vil jeg indimellem nævne nogle
eksempler på, at jeg trods alt også lever mit almindelige menneskeliv. Her vil
jeg nævne, at jeg i dagene omkring 1. april var på en dejlig sildefiskeferie
ved og i Hvide Sande med min dattersøn - og hans søster og mor og Anna. Vi
fangede og fik spist en del sild! Dattersønnen og jeg er i det hele taget
"fiske-venner". Jeg var selv ret ivrig lystfisker, da jeg var 13-15
år.
Ellers er der ikke noget særligt at berette om april måned.
Bortset fra, at vi har fejret påske i Landet-Ryde-Vesterborg Pastorat! Jeg har
spillet til det hele (og har gjort det siden jul), fordi Anna har været slemt
plaget af iskias. Hun begynder dog snart igen, regner vi med.
Og jeg fortsætter mit arbejde ad alle spor. Selv om
tiden mere end nogensinde før er mit store problem.
Jeg henviser til undersiderne "Litterære
tekster", "Salmer", "Internationalt" og POLSKI. Og til
min Facebook-profil! (Jeg er på flere måder fortsat ret aktiv dér, idet jeg
ikke alene sætter mine digte og salmer på som hidtil, men også deltager i nogle
gode diskussioner. Se de eksempler, jeg har valgt at sætte på undersiden
"Facebook"). - Og jeg må særligt nævne, at "Informator
Polski" i begyndelsen af april udkom med min beretning på polsk om Annas
og mit tidligere omtalte fantastiske besøg hos Besta
Film i Warszawa: "Bliskie spotkanie
z telenowelą Plebania"
(Nærkontakt med tv-serien Plebania). Den polske version kan læses på POLSKI og
en dansk version på "Internationalt". - Her er linket til mit
Facebook-billedalbum om denne begivenhed:
http://www.facebook.com/album.php?aid=51625&id=100000716224349&l=fb667a0b66
Men jeg var lige ved at
glemme, at mit nyeste produkt er grundlagt den 6. april, nemlig den nye
underside "Det særligt danske"!
Og jeg bebudede den ved dette læserbrev i Folketidende netop den 6. april:
Det særligt danske
I Deadline 2. sektion søndag den 3. april 2011 blev det igen-igen diskuteret, hvad "det særligt danske" eventuelt måtte være - af Malene Busk og Michael Böss i anledning af sidstnævntes bog ”Republikken Danmark”.
Malene Busk sagde alle de sædvanlige kosmopolitiske ting, og Michael Böss var for svag, idet han stort set holdt sig til nogle - i sig selv udmærkede - almindeligheder om statsborger- og medborgerskab i en nationalstat.
Danskhedsmodstanderne forsøger ofte at sætte deres debatpartnere til vægs ved at spørge: "Hvad er så det særligt danske?". Hvilket som regel lykkes, idet svaret bliver en opremsning af almindelige vestlige samfundsmæssige spilleregler.
Måske skal man bare nægte at besvare spørgsmålet, idet man siger, at det er, som når man kører på cykel; hvis man tvinges til at forklare, hvordan man bærer sig ad med det, ender man i grøften! Eller man kan sige, at det er ligesom med det at trække vejret. Det tænker man jo heller ikke over, før nogen trækker en plastikpose ned over hovedet på en. I grunden skal man bare fortsætte med at leve sit liv som det, det nu engang er, nemlig et dansk liv. Og insistere på retten til det. Så vil det vise sig, hvad der kommer ud af det.
Det er dog også både muligt og
nødvendigt at se nærmere på spørgsmålet. Og jeg tror, jeg vil gøre det. I
blandt andet et stort historisk perspektiv. Det kan sagtens blive en side af,
hvad jeg i forvejen arbejder med. Vi får brug for det i den fremtid, der tegner
sig, og hvor der selv i bedste fald kan blive tale om en stor kunstighed og
overfladiskhed. Der er bare ikke plads til mere lige her.
Jeg er lige nu kommet til
afsnittet om Dannevirke! Men kommer så til Harald Blåtand. Jeg har dog
tilbagelagt de første måske 200.000 år! Jeg begyndte nemlig med den såkaldte mitokondrielle
Eva i Afrika - for at få hele vor menneskelige baggrund med, og for at få
understreget, at vi danskere naturligvis kun er en ganske lille kvist på
menneskeslægtens store fælles træ. Hvad vi så dog altså er. - Jeg skriver også
digte i denne også ret historisk-poetiske række af "betragtninger".
Dem sætter jo også på min Facebook-væg. Og også de kan læses på "Litterære
tekster", ligesom de altså selvfølgelig er med i den tekst, der løbende
sættes ind på "Det særligt danske".
Dette arbejde er klart en del
af mit "storpoetiske" hovedprojekt. Jeg har hele tiden vidst, at jeg
måtte beskæftige mig med historien og det folkelige, men har på den anden side
været meget forsigtig med at gå ind i det. Jeg ville rent ud sagt ikke ned i
gamle riller, ikke engang Grundtvigs! - Jeg kan indsætte et lidt ældre digt:
HISTORIEN
Kast dig ikke over historien før tiden
lad dig ikke friste af de gamles nemme spor
lad dig ikke presse af de kloges flade had
gå til den når du er rede
den er alt hvad der har været
fra Big Bang af
fra de første levende molekyler af
og den står op af jorden alle vegne nu.
20.01.11 / 03.02.11
MAJ 2011
Skrevet den
13. maj 2011:
Jeg sidder netop nu og arbejder på en lille artikel
til "Informator Polski" om den tidligere omtalte polske bog
"Bornholm, Bornholm".
Og jeg er ved at være klar til at gøre den tyske
romantik færdig i "Min lyrik- og poetikhistorie". Selv om det kommer
til at tage endnu nogen tid! Og prøver fortvivlet at komme videre med mit
poesi-projekt bortset fra de små Facebook-digte. Jeg er faktisk helt parat nu,
men mangler tid!
På lørdag skal vi til Polsk Forening i Maribos 85-års
jubilæum.
Min kontakt med gamle Nakskov-drenge, i hvilken forbindelse
jeg har fået nogle virkelig interessante oplysninger om jazzlivet i Nakskov
omkring 1960, vil jeg vente med at omtale, til jeg får koordineret tingene med
forfatteren til den ret grundige tekst om dengang - et virkelig godt supplement
til mine egne erindringer (og omvendt!).
Skrevet den
17. maj 2011 - men også omhandlende Polsk
Forening i Maribos 85-års jubilæum lørdag den 14. maj:
Er lige kommet hjem fra dejlig tur med Asbjørns hunde
(gravhundene Skvip og Ib, far og søn), der jo, som stort set altid uden for
skoleferierne, er hos os tirsdag og onsdag. Det bliver vigtigere og vigtigere
for mig at have dem med, når jeg går tur. Først - da det kun var Skvip -
distraherede det mig at have hund med. Nu tænker jeg bedst, når jeg har dem
med; det har en katalysatoragtig virkning af se deres små glade kroppe ude i
naturen. - Og jeg har dels tænkt over hele mit projektkompleks overhovedet og
særlige enkeltdele af det, dels tænkt særligt over den helt afgørende
storstruktur, jeg jo betegner som Totaldigtet. Jeg fyldte 68 i søndags og må se
at få lavet så mange ting som muligt, inden jeg fylder 70, især på de helt
centrale områder, hvilket nu - foruden den salmedigtning, jeg helt overraskende
er kommet så godt i gang med, og selvfølgelig min deltagelse i den kirkelige
debat - først og fremmest vil sige netop Totaldigtet (og poetikken) og de
virkelige enkeltdigte, jeg nu endelig skal til at skrive. Men der er jo også
delprojektet "Det særligt danske" (se denne underside), hvor jeg er
kommet til Dannevirke, som jeg har fået skrevet et lille digt til, og er på vej
til Harald Blåtand - som jeg nu har et ganske særligt forhold til, idet jeg jo
er forbindelsesmand til Roskilde Stift og Roskilde Domsogn, for så vidt angår
det store dansk-polske Harald Blåtand-projekt omkring 1. september i år. Det
kommer der mere om til sin tid. - Og jeg bliver måske allerede i dag færdig med
den allerede omtalte lille artikel, hvori jeg hverken mere eller mindre end præsenterer Hubert Klimko-Dobrzanieckis
roman "Bornholm, Bornholm". Denne artikel vil kunne læses på
undersiden POLSKI, når den til sin tid er blevet bragt i Informator Polski. -
Hvad salmerne og digtene angår, henviser jeg endnu en gang til undersiderne
"Salmer" og "Litterære tekster".
Og hvad netop det polske angår, kan jeg fortælle, at Anna og jeg - samt vort barnebarn Mathilde - i lørdags (14/5) deltog i receptionen i Det Polske Hus i Maribo i anledning af Maribo-afdelingen af Foreningen af Polakker i Danmarks 85-års jubilæum. Formand Hanna Słobodziuk indledte i sædvanlig fin stil med velkomst og en kort historisk betragtning. Til stede var foruden de fremmødte medlemmer konsul Urszula Filipkowska fra den polske ambassade, tidligere Federacja Polonia-formand (og fortsat Informator-redaktør) Roman Śmigielski og fru Urszula, historikeren Søren Kolstrup - og to repræsentanter for skakklubben, som også benytter huset, der jo nu ejes af Lolland Kommune (den ene kendte vi; han er fra Hillested, hvor Annas far jo i sine sidste mange år var præst).
Lille Mathilde (1½ år) havde vi med, fordi hendes mor og lillebror allerede var hos os op til min fødselsdag, og fordi vi derved kunne give moderen og lillebroderen lidt ro. Men det var også sjovt at have hende med; hun nød det, og alle var søde mod hende. Roman og konsulen og jeg nåede at få snakket noget på polsk. Og Roman, Søren og jeg fik en meget interessant drøftelse under tre vinkler af især den aktuelle politiske situation i Polen. Og vi nød som sædvanlig det helt særlige hyggelige samvær. Det er altid dejligt at være sammen med polakker, og der er noget helt særligt ved forbindelsen mellem det polske og det lollandske, også i de yngre generationer, der jo nu mere og mere er tale om.
Jeg ved godt, at der er ikke så få gentagelser i denne Dagbog, men jeg har ikke tid til at kontrollere det så nøje, og jeg tænker også på de læsere, der ved fx Google-søgning kommer ind et bestemt sted. Hvis jeg får tid til det - eller skønner det absolut nødvendigt - vil jeg, som vist allerede indledningsvis sagt, på et tidspunkt foretage en også opstrammende slutredigering.
JUNI 2011
Den 2. juni
2011, Kristi himmelfarts dag døbte
jeg mit yngste barnebarn Markus i Kettinge Kirke, Lolland østre Provsti - under
en højmesse, som jeg forrettede. Og Anna sad ved orglet, og vor søn Asbjørn
fungerede som kirkesanger (han var i en periode af sin gymnasietid kirkesanger
i Godsted, Lolland østre Provsti).
Denne usædvanlige begivenhed skyldtes, at der netop
Kristi himmelfarts dag ikke var nogen gudstjeneste i Kettinge Kirke, familiens
sognekirke, ja, ingen gudstjenester i hele Lolland østre Provsti - bortset fra
den store fælles friluftsgudstjeneste i Fuglsang Slotspark (jfr. nf. til anden
pinsedag). Men Kettinge-Bregninge er jo mit gamle nabopastorat, hvor jeg i min
Døllefjelde-tid ofte har afløst, ja, et par gange været konstitueret
sognepræst, og sognepræst Ramund Kværnø var i de sidste flere år min nabopræst.
Så jeg ringede til ham og spurgte, om vi - populært sagt - måtte låne kirken.
Det måtte vi, og vi fejrede Kristi himmelfart-højmessen på Kettinge Kirkes helt
normale måde. - Jeg er ikke den, der går efter den slags, men som det nu blev,
var det selvsagt en stor oplevelse for os alle. - Se evt. mere på undersiden
"Prædikener efter 30.06.03".
Den 13. juni 2011. anden pinsedag deltog jeg i Lolland vestre Provstis sædvanlige
fælles friluftsgudstjeneste i Reventlowparken. Anna og jeg hører jo rent
tjenstligt til i Lolland vestre Provsti, idet vi sammen varetager
organisttjenesten i Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat.
Lørdag den 18. juni 2011 deltog jeg i Museum Polakkasernens 100-års jubilæumsfest (i Tågerup, 5 km. herfra). De 100 er regnet fra opførelsestidspunktet og brugen som bolig for de polske roepiger. Museum Polakkasernens historie som museum betragtet går tilbage til 1984, hvor det gennemgribende restaureringsarbejde blev indledt. - Der var et pænt antal deltagere og taler af formand for DSI Museum Polakkasernen Torsten Elsvor, den (ret) nye polske ambassadør Rafał Wiśniewski, kulturudvalgsformand i Lolland Kommune Hanne Møller og Jan Jørgensen (efterkommer af roepolakker og meget aktivt medlem af Polsk Forening i Maribo, for tiden især for så vidt angår renoveringen af Det Polske Hus i Maribo). - Jeg nød den helstegte pattegris med kartoffelsalat og andet tilbehør og hele den som sædvanlig gode stemning og fik talt med mange venner fra både Lolland-Falster og Sjælland, og desuden med ambassadøren og militærattaché, kommandør Jarosław Miłowski (som jeg har kendt siden vort første møde i Slaglille 2009; se nærmere under 1. juni og 30. oktober 2010). - Desuden Eva Floryan-Løvborg og hendes mand Leif Løvborg. Ja, Jan Jakob Floryans mor!
Ellers har det i juni måned
været business as usual på såvel mit hoved- som mit
bi-område.
Torsdag den 23. juni 2011
Med et par dages varsel havde
jeg måttet træde til som båltaleholder ved Fuglse Beboerforenings sankthansbål
på engen i Alsø ved Røgbølle Sø, den sydligste af Maribosøerne på Midtlolland,
ganske kort herfra. Det er på menighedsrådsformand Anne Høeghs jord, og det var
i år også hende, der ledede det, der foregik ved bålet, altså bød velkommen,
gav mig ordet og satte afsyngelsen af midsommervisen i gang. - Se mere om Anne
Høegh og vort forhold til hende gennem mange år under søndag den 11. april
2010.
Det er tredje gang, jeg har holdt båltalen ved Fuglse Beboerforenings sankthansbål i Alsø. I 2004, året efter at vi var flyttet hertil, var jeg ordinær båltaleholder. I 2008 havde jeg også måttet træde til i sidste øjeblik. Men vi deltager i princippet altid. Nogle gange med vore lollandske børn og Annas søster i Maribo. Sidste år var vi i Szczecin, hvor der, så vidt vi kunne se, absolut intet foregik sankthansaften. Vi var nødt til at skulle til tandlæge dér, så vi kunne nå til Poznań og for anden gang deltage i højtideligholdelsen den 28. juni af årsdagen for demonstrationerne dér i 1956. - I år havde vi ingen familiemedlemmer med, men vor gode nabo Irene, som dermed oplevede denne sankthansfest for første gang.
På grund af det korte varsel måtte jeg som i 2008 øse af, hvad jeg i øvrigt netop var i gang med, så talen bestod hovedsagelig af ting, der var hentet ud af den tekst, der står på undersiden "Det særligt danske". Hele talen står sammen med nogle tidligere båltaler på undersiden "Taler", men jeg sætter lige begyndelsen og slutningen ind her:
I midsommeraftenen handler det om det hele: Om Rummet og stjernerne
omkring os. Om Jordens hældning mod Solen. Om kornet, der gror på markerne. Om
fællesskabet om at sikre høsten og livet. Ja, om fællesskabet. Derfor er
sankthans en folkelig fest og en national fest. Jeg vil derfor - også efter
omstændighederne - øse lidt af det delprojekt, jeg er kommet i gang med, og som
hedder Det særligt danske.
Jeg begynder i Afrika for måske 200.000 år siden! Og er foreløbig kun
nået til Harald Blåtand! - Men vi må jo se os som en særlig lille kvist på
menneskeslægtens store fælles træ.
[...]
Men så til allersidst: Hvis vi ser lidt op af de skyttegrave, vi har
fået gravet os ned i, og ser ind i den fremtid, der jo under alle omstændigheder
kommer, så kan vi se nogle helt andre udfordringer.
[...]
Vi kommer til at leve i en virkelighed, der er fuldstændig anderledes
end alt, hvad vi har kendt gennem de 200.000 år, vi har set tilbage på her i
aften. Jeg for mit vedkommende føler mig faktisk allerede som en slags
neandertaler! Det ligger jo også lige om hjørnet, at menneskene kan manipulere
genetisk med sig selv og således fremavle en helt ny slags mennesker.
Problemet bliver derfor ikke, om vi kan tillade os at dyrke vor historie
og identitet eller ej. Problemet bliver tværtimod, om vi overhovedet kan få
noget som helst af vor historie og identitet med over i en fremtid, der bliver
måske næsten totalt kunstig!
Men jeg håber, min søn Asbjørn har ret, når han siger: "Tag det
roligt, far; menneskelivet er en foranderlig størrelse!". Hvormed han
altså mener, at ligesom mennesket hidtil har kunnet tilpasse sig til alle
omstændigheder, vil det også kunne det i den fremtid, der tegner sig. - Men det
vil være vigtigt for vore efterkommere, at de kender den fortid, vi har set
tilbage på noget af i aften, og får den med sig som en indholdsfylde i deres
liv.
[...]
JULI 2011
Lørdag den
2. juli 2011
I dag er en historisk dag for
mig. Jeg har i dagens løb læst to artikler i Kisteligt
Dagblads internetudgave, og Anna har hørt noget af det i radioen, så da jeg i
anden anledning (Facebook-diskussion-kommentar om gudstjenesten) var på
undersiden "Kirke og teologi"), skrev jeg dér:
Nu ikke om, men hvordan!
En historisk bemærkning om KIRKEFORFATNINGSSPØRGSMÅLET
Der er nu kommet forskellige nyheder i
forbindelse med kirkeforfatningsspørgsmålet, dels at 47% af præsterne siger ja
til kirkeforfatning, dels, at Selskab for Kirkeret
forleden tog fat på sidste omgang, inden det fremlægger forslag til en
kirkeforfatning, som kan gøre folkekirken mere politisk uafhængig. Iflg. Kisteligt Dagblad vil forfatningsforslaget foreligge den
26. september.
Det er meget mærkeligt for mig at have
modtaget disse nyheder. Vi er længere fremme, end jeg troede. Jeg har i årtier
(nærmere vil snarest blive oplyst i "Erindringer" og
"Erindringer - BILAG") kæmpet for dette. Mere af nød end af lyst. Jeg
ville da også helst have levet som dog fx i 1950'erne. Alligevel gerne med en
forfatning. En forfatning udelukker jo i princippet ikke et tæt forhold til
staten i øvrigt; det er en anden diskussion, men båndet vil jo nok blive løst,
hvad enten vi i Folkekirken ønsker det eller ej. Men jeg gentager her, at såvel
min præstelige erfaring som mit Grundtvig-studium har fået mig til at ønske, at
den evangelisk-lutherske kirke i Danmark klart for karakter af kirkesamfund. -
Se de mange artikler og debatindlæg nedenfor! Ikke mindst den yngste af dem med
titlen "Den næstbedste drøm".
Jeg kan nu - i både spøg og alvor, og i øvrigt
uden sammenligning - eller? - sige, at jeg har været med til at vinde Den Kolde
Krig, den fremmedpolitiske strid og diskussionen om i hvert fald selve
kirke-forfatningen. Der er i hvert fald det fælles ved disse tre forhold, at
jeg først har været i mindretal, men har endt med at få ret. Eller: Først har
jeg taget mig ud som reaktionær, men til sidst har det vist sig, at jeg bare
har været forud for min tid. Dette siger jeg selvfølgelig også i al gemytlighed.
I sådanne sager betyder "ret" eller "ære" intet for mig,
kun sandheden og virkeligheden, for nu at sige det sådan.
Og så er tiden altså inde til (hvad jeg også
på det seneste har forberedt mig lidt på), at det er selve kirkeforfatningens
udformning og selve kirkeorganisationens opbygning - og jo først og fremmest
hele teologien og forkyndelsen i den nye situation - det skal dreje sig om. Jeg
vil gerne være ret meget med, så længe jeg kan.
02.07.11
Onsdag den
6. juli 2011
Mit næste - og største - indlæg i den aktuelle debat om kirkeforfatning var i Dansk Kirketidende (nr. 7/2011): "Den nødvendige legemlighed". Det står, som de andre, på undersiden "Kirke og teologi". Og hvad der yderligere glædede mig, var, at det indgik
tema-afdelingen "Kirke og stat" med disse øvrige bidrag: Peter Lodberg: Folkekirke mellem Enevoldsstat og Konkurrencestat. - Inge Lise Pedersen: Varetager staten folkekirkeordningen bedst? - Anders Holm: Kirkeordning og kirkeforståelse. Den danske folkekirke historisk betragtet. Hvortil kommer, at redaktør Birgitte Stoklund Larsen i sin Set Herfra-leder selv har skrevet nogle gode ting om situationen netop nu, blandt andet at "Set herfra virke det, som om diskussionen er ved at går over i en fase 2".
Jeg føler som sagt også, at det nu endelig er ved at være alvor, og jeg er allerede begyndt at studere forfatningerne for vore evangelisk-lutherske nabokirker Svenska Kyrkan og Die Nordelbische Evangelisch-Lutherische Kirche (hentet på Internettet).
Efter alle disse år er det mærkeligt for mig, at vi nu er kommet hertil. Selvfølgelig også skræmmende. Meget kan gå galt. Men vi må håbe, vi får tid til en grundig drøftelse og når frem til et godt resultat, hvor vi ikke alene opnår den nødvendige fornyelse, men også får videreført så meget som muligt at alt det gode, der vitterligt er i Folkekirkens tradition.
Onsdag den 13. juli
2011
Arbejdet med forberedelsen af Harald Blåtand-dagen i
Roskilde den 4. september skrider godt fremad. Jeg fik i går grønt lys fra
biskop Peter Fischer-Møller til at foromtale alt. Jeg havde sendt ham den lille
artikel, jeg den 8. juli havde på Folketidendes kulturside: "Harald
Blåtand og Danmark-Polen", hvori jeg i generelle vendinger havde omtalt
Harald Blåtand-markeringen i Roskilde. Anledningen til, at jeg (som læserbrev)
havde sendt denne tekst til Folketidende var en artikel på kultursiden den
5. juli under overskriften "Harald Blåtands vikinger var måske polske
lejesoldater", hvor man refererede de nye arkæologiske resultater, som
viser, at nogle af Haralds soldater i Danmark er kommet fra slavisk område syd
for Østersøen. Min egen behandling af dette kan læses på undersiden "Det
særligt danske". Men Folketidendes kulturredaktør vil gerne bringe en
egentlig foromtale af begivenheden. Derfor måtte jeg sikre mig, at biskoppen
var indforstået med, at jeg nu omtaler alt. Jeg er nu i direkte kontakt med
redaktøren af Roskilde Stifts hjemmeside Bo Nygaard Larsen, så jeg af ham kan
få alle de oplysninger, jeg skal give videre til Folketidende. Men ellers havde
jeg jo sendt nogle polske salme-tekster til biskop
Peter Fischer-Møller, som selv varetager forbindelsen til os i initiativgruppen
under sognepræst Maria Harms' ferie (det er hende, der er Domsognets
kontaktperson). - Jeg har netop sat en note om Harald Blåtand-dagen på min
Facebook-profil: "Harald Blåtand-markering i Roskilde den 4. september
2011". Den kan læses på undersiden "Facebook".
Søndag den 17. juli 2011
Deltog i højmessen i
Torslunde Kirke, i forbindelse med hvilken vi også fejrede Agnes Langballes
40-års jubilæum som kirkesanger netop først dér (først senere i pastoratets to
andre sogne). Agnes er enke efter sognepræst i Fuglse-Krønge-Torslunde Frode
Langballe. Vi har haft en del med hende at gøre i vor tid her, dels når vi har
været organister - eller jeg præst - her, dels i den særlige lille kreds, vi
havde en tid (omkring året 2005), og som jeg havde døbt "Fuglse og omegns
gejstlige festfællesskab". Medlemmer var, foruden Agnes og os, Karen
Margrethe Feldmose Antonsen, Øster Ulslev, Vinni Gaarn-Larsen og Henning
Due-Hansen, Fuglse, Peter Poulsen og fru Lise, Errindlev samt Anders Blichfeldt
og fru Jette, Holeby (beklager, at der er et par efternavne, jeg ikke lige kan
huske). - Igen fylder jeg al den lokal(kirke)historie på, jeg kan.
Natten mellem 22. og 23. juli 2011
Dagen har været præget af bombeeksplosnionen (-erne?) i
regeringskvarteret i Oslo og skudmassakren på Utøya (Arbeiderpartiets
ungdomslejr). Jeg har deltaget i kommenteringen på Facebook. Nok for hurtigt.
Mere eller mindre alle troede jo først helt sikkert, det var et islamistisk
terrorangreb. Her ved midnatstid var det eneste sikre (må man da gå ud fra), at
et etnisk normand var blevet anholdt for
skudmassakren på Utøya. Og det blev mere eller mindre sikkert sagt, at han også
skulle være set på bombestedet i Oslo med en varevogn. Bortset fra det var
sagen i løbet af aftenen også kommet til at tage sig mere og mere underlig ud.
I skrivende stund står alt åbent: islamisme, højreekstremisme, en enkelt galning.
- Bortset fra, at den slags er frygteligt, ikke mindst for så vidt angår de
ganske unge mennesker på Utøya, er det lærerigt at følge udviklingen i en sådan
sag time for time. Og det kan måske ende som en helt særlig sag. Så, nu er der
01-radioavis. Jeg hører den lige. - Der var ikke noget særligt nyt. Snarere
fortsat underlig tavshed omkring den anholdte. Nogle kommentatorer peger på, at
gerningsmanden simpelt hen kan være psykisk syg. - Se undersiden
"Facebook" - og nedenfor.
Jeg satte tidligere på
aftenen, som sædvanlig, mine salme-ting på. I øvrigt ret usædvanligt. For
evangeliesalmen var min russiske oversættelse fra 1996 af "Der sad en
fisker så tankefuld". Men jeg havde også et nyt vers til efter GT-læsning.
Under indtryk af dagens begivenheder var selve væg-opslaget:
Salme og vers til 5. søndag efter trinitatis, 24.07.11, Luk. 5,1-11
Samtidig med, at vi har alle vore forskellige tanker i forbindelse med situationen i Norge, skal livet gå videre, også vort kristenliv. Så jeg sætter de forberedte ting på som altid fredag aften. Med TV 2 News kørende ved siden af. Og med en bøn for os alle. - Se kommentarfelterne nedenfor.
Ellers fortsætter jeg mit
arbejde ad alle spor. Jeg bruger stadig megen tid på "Det særligt
danske", hvor jeg nu er ved at gå i gang med kap. 3, som i hvert fald
foreløbig har overskriften "Fra Reformationen til slutningen af
1700-tallet". Måske kommer der til sidst et slut-årstal på. Jeg læser lige
nu med stor interesse Ove Korsgaards disputats "Kampen om folket".
Har også lidt diskussion om dette på Facebook med blandt andet Peter Tudvad, som jeg i det hele taget ofte er i god og
interessant kontakt med (kendt for sin bog om Kierkegaard som antisemit;
arbejde nu på bog om Bonhoeffer, bor i Berlin). Men jeg
bruger for megen tid på Facebook. Til gengæld er det snart det eneste sted, man
kan få nogle seriøse drøftelser. Og mange gange er det på højt plan. Men det er
med stort udbytte, jeg drøfter meget forskelligt med mine gode venner, uanset
på hvor højt plan i fx akademisk målestok det er. For mig er Facebook et
virkelig bredt mødested, og lad mig bare for en gangs skyld sige: både
kirkeligt og folkeligt!
Jeg bruger også en del tid på
Harald Blåtand-projektet. Vi er nu også kommet til PR-fasen. Jeg har allerede
haft min lille tekst på Folketidendes kulturside, og nu gælder det den
egentlige foromtale dér, i hvilken forbindelse jeg også nu er i kontakt med
redaktøren af Roskilde Stifts hjemmeside Bo Nygaard Larsen, som selv har plads
dér for tekst af mig (på vegne af initiativgruppen, først og fremmest Jan Zalewski, som jeg har bedt om input fra).
Og nu skal jeg op og læse
videre i Eva Floryans "Wspomnienia"
(Erindringer), som hun sendte mig efter vor samtale ved Polakkasernes
jubilæumsfest. Se til 18. juni. - Jeg er nu i mailkontakt med hende og Leif.
Bogen er uhyre velskrevet og særdeles interessant. Ewa er nu ca. 14 år gammel,
men allerede kurer og sygehjælper i Armia Krajowa. Og Opstanden står lige for døren.
Jeg prøver at dyrke "Det
særligt danske" parallelt og vekselvirkende med hovedprojektet som sådant
og produktionen af digte. Har da også fredag fået uddraget et lille digt af et
større, ufærdigt digt fra 2001. Det kommer snart på Facebook - og på
"Litterære tekster". Titlen er "Atter atten år?".
Mandag den 25. juli 2011
Jeg har naturligvis fulgt den
norske terrortragedie nøje. Men kan ikke kommentere den nøjere her. Alt
foreligger jo beskrevet alle mulige steder.
Måske skal jeg sige, at det
var godt at være til højmesse i Systofte på Falster, hvor sognepræst Tom Friis
på en virkelig god måde inddrog begivenhederne i prædikenen og kirkebønnen. Det
var også i det hele taget godt at opleve en kristen gudstjeneste. Også på
baggrund af den norske galnings uhyrlige brug af kristne betegnelser. Men altså
først og fremmest i det hele taget. - Anna spillede, og jeg havde tilfældigvis
vor lille sønnedatter på knapt to år med. Hun og jeg sad fint sammen på vor
kirkebænk.
Jeg har fortsat deltaget i
diskussionerne på Facebook. Det afgørende for mig har været de ting, jeg nævner
i den "status", jeg i dag har slået op på min FB-væg og sat på
undersiderne "Facebook" og "Debat". Jeg vil også sætte den
ind her:
Status efter ugerningen i Norge
Måske
skulle man slet intet sige - ud over sympatitilkendegivelser til nordmændene.
Når jeg alligevel slår dette op på min væg - og sætter det på min hjemmeside -
er det, fordi der er to ting, der er vigtige, nemlig dels at hindre bare selve
sådanne syge tanker i at opstå og at hindre tilgangen til de syge miljøer, dels
at sikre, at den frie debat i det normale samfund kan fortsætte uhindret.
Hvad
det første angår, er det vigtigt, at alle i det normale samfund udtrykker deres
foragt for folk som den norske galning (hvis navn ikke fortjener at blive
nævnt) og står sammen i forsvaret af vort demokratiske samfund, med alle
midler, både de bløde og, om nødvendigt, de hårde. Pointen er, at disse syge
mennesker, herunder dem, der bare er på vej i den retning, ikke skal bilde sig
ind, at de repræsenterer noget eller nogen som helst i det normale samfund. Her
kan massiv og enigt udtrykt foragt nok have betydning.
Hvad
det andet angår, er det vigtigt at understrege, at det, at en galning betegner
sig selv som kristen og nationalist, ikke giver ham noget som helst ejerskab
til hverken kristendommen eller fædrelandet. Ugerningen i Norge må ikke føre
til indskrænkninger i den normale debat og den normale demokratiske proces. Det
er nu som før legitimt at bekende sin kristne tro og at give udtryk for
kærlighed til fædrelandet og modstand mod indvandringen og islamiseringen. Det
er vist en kommunistisk opfindelse, at virkeligheden er så enstrenget, at jo
længere man fjerner sig kommunismen (og i det hele taget "det
progressive"), jo nærmere kommer man fascismen. Men virkeligheden er ikke
enstrenget. En kristen og fædrelandskærlig nordmand står ikke denne galning
nærmere end en ateistisk og kosmopolitisk nordmand. Den store afgrund ligger
mellem dem, der ved udøvelse af terror i virkeligheden gør sig selv til en
slags gud, og dem, der lever og virker normalt i det normale samfund. I det
perspektiv er alle andre forskelle uden betydning.
25.07.11
Det er nødvendigt, at disse
ting bliver sagt. Men jeg gentager, at man sådan set føler det forkert,
overhovedet at sige noget. Den norske galnings forbrydelse, især selvfølgelig
nedskydningen af de unge på Utøya, er så uhyrlig, at alt egentlig må stå
stille.
Jeg hører til dem, der ikke vil
nævne galningens navn. Og selv om det som sagt trods alt er nødvendigt at sige
noget, gælder det også om at sørge for, at hans udåd får så lidt
propaganda-værdi som muligt. Det er jo tydeligt, at netop propaganda-værdien
har været - og er! - vigtig for ham. Og det er - dybt desværre - helt åbenbart,
at der findes andre syge mennesker rundt omkring i Europa, også her i Danmark,
som faktisk vil kunne blive inspireret af at høre og se om udåden.
Den 29. juli
2011
Klokken er 0042. Jeg har lige sat nedenstående
erklæring på såvel min Facebook-væg som på undersiderne "Facebook" og
"Debat":
ERKLÆRING:
Som meddelt andre steder er jeg gået
i sørgetid. Efter at have udtalt min absolutte foragt for den unævnelige
udådsmand i Norge og alle, der måtte gå i lignende tanker. Jeg vil ikke svare
dem, der nu slår plat på den ufattelige norske tragedie. Men senere går jeg ind
i kampen igen. Den demokratiske proces skal fortsætte som hidtil.
Jeg har fortsat levet med i hele situationen, både
følelsesmæssigt og analytisk. Jeg er rystet over, hvordan der slås plat på
denne tragedie i en stund, hvor alle normale mennesker burde stå sammen. Men
jeg vil ikke engang synke til den dybde, hvor imødegåelse af plattenslagerne
skulle finde sted. Men senere siger jeg nok lidt. Selv om jeg ud fra enhver
betragtning skal koncentrere mig om mit projekt. - Jeg har for det første ret
til at prøve at få mit eget liv gjort så meget færdigt som muligt. Men sammen
med alt, hvad jeg ellers gør, vil det måske også kunne være et bidrag til en anden
kultur. Selv om jeg jo naturligvis primært dyrker mit, i enhver betydning af
ordet, livs-projekt for netop livets skyld, og kun det. Sammenhængen er bare,
at der netop skal en ny livs-kultur til, hvis vi skal have en ny tankegang.
Eller i hvert fald have sådan noget som mit til at fylde godt i en mere
mangfoldig kultur. Jeg behøver altså ikke se min koncentration om projektet som
en - om end tilladelig - tilbagetrækning fra værnepligt-tjenesten, men kan på
en mærkelig måde sige, at jeg i det store perspektiv gør mere gavn ved at
koncentrere mig sådan. Navnlig hvis jeg husker at lade være at tænke over det!
Det er jo døden, hvis jeg begynder at lave poesi-ting med henblik på deres
effekt i kultur-kampen!
Og ganske kort: Det er nu mig, der skal sørge for omtalen
af Harald Blåtand-dagen 04.09.11 såvel i Folketidende som på Roskilde Stifts
hjemmeside.
AUGUST 2011
Mandag den
8. august 2011
Jeg har fortsat brugt en del
tid på Facebook i forlængelse af tragedien i Norge den 22. juli. Men jeg har
ikke sat noget på min hjemmeside siden min erklæring om sørgetid 29/7 (se ovf.
til under den dato) og den nedenfor indsatte erklæring af 1/8. Og i Facebook er
det især debatten efter Sørine Gotfredsens på flere måder (allerede
tidspunktet) uheldige - og desuden misforståede og misbrugte - kronik i
Berlingske Tidende, jeg har deltaget i. Min mening er (og det er jo, hvad hun
nu også selv indrømmer), at der er nogle uheldige formuleringer, men at
analysen, under den vinkel, hun anlægger, er korrekt. Idet jeg jo føjer til, at
den slags galninge kan bruge hvad som helst for at gøre sig selv til en slags
gud. I Facebook er jeg begyndte at kalde mine venner til orden, hvis de bruger
ord som lort, amøbe og rotte om indvandrerne. Det har jeg naturligvis aldrig
selv gjort, og jeg har, i hvert fald i et læserbrev i Folketidende for nogle år
siden og tidligere i Facebook allerede advaret mod "dårlig tone", af
såvel ideelle som strategiske grunde. Jeg har erklæret tofrontskrig og
opfordrer alle normale mennesker til at stå sammen i forsvaret af demokratiet
og trygheden.
Erklæringen af 29/7 fulgte
jeg 1/8 op med denne (både på min FB-væg og på undersiden
"Facebook"):
NY ERKLÆRING:
Efter at have holdt søndag og have fulgt debatten lidt er jeg
kommet til den konklusion, at det klogeste nok er at lade skammens mørke sænke
sig over såvel den norske ugerningsmand (hvis navn jeg bevidst aldrig nævner)
som (trods alt i øvrigt uden sammenligning) Anita Bay Bundegaard
og alle hendes lige.
Nå, jeg har også i
Islamkritisk Netværk og i Facebook skrevet en kommentar om "Kringsatt av fiender" som en
kommunistisk salme - til et indlæg i Netværket, hvor en præst havde sagt, at
den i hvert fald ikke skulle synges med ham som præst, men ikke havde begrundet
det med andet end overfladisk humanistisk menneskesyn. Min kommentar står på
undersiden "Facebook".
I øvrigt mener jeg fortsat,
at det eneste, der skal siges, er de ting, der kan forhindre, at folk kommer ud
på den voldelige højreradikale side, og de ting, der kan forhindre "de
hellige" i at få lukket munden på os normale fredelige og demokratiske
debattører. Jeg vil dog mene, at "de hellige" er kommet dårligt ud af
deres skamløse forsøg på at slå politisk plat på den norske tragedie, og at
udviklingen i det store og hele er i min sides favør. Hvor det nye altså dog
er, at vi nok skal regne med at komme til at kæmpe en tofrontskrig. Vreden og
harmen er stor i ret brede kredse. Men alle må nøjes med at bruge den
almindelige debat og den almindelige politiske proces. - Der var også nogle,
der mente, at man kunne bruge Hitler og hans naziparti som våben kommunisterne,
der jo vitterligt udgjorde en tilsvarende fare. Men vi så, hvordan det gik. Man
kan ikke bekæmpe pest med kolera - eller kolera med pest.
Ellers prøver jeg nu at
koncentrere mig om poesi-projektet. Det er katastrofalt, hvis jeg ikke kommer
virkelig i gang nu! Det vil ud fra enhver betragtning være at svigte min pligt
overhovedet. Hele den grundlæggende teori er klar. Jeg skal bare producere.
Digte og videre poetik og poetologi samt alle de andre ting, der kan indgå i
"Totaldigtet". - Men jeg skal have gjort "Det særligt
danske" færdigt. Og så er der Harald Blåtand-projektet, hvor jeg snarest
skal have skrevet noget til Folketidendes kulturside og til Roskilde Stifts
hjemmeside. Og jeg skal have læst Eva Floryans
fantastiske erindringer færdig. Jeg er nu nået til 1983.
Mandag den 22. august 2011
Oprørerne har stort set
kontrol over Tripoli. Gaddafis tid er forbi. Vi må håbe, det lykkes at få skabt
stabilitet og udvikling mod frihed og demokrati i Libyen. - Jeg har i en
kommentar til opslag af min FB-ven Naser Khader ønsket libyerne til lykke. Og
syrerne held og lykke! Og endnu en gang erklæret min støtte til Naser.
Ellers er der ikke væsentligt
at føje til de tidligere tilførsler.
Jeg udveksler nogle mails med
Eva Floryan og hendes mand Leif Løvborg. Jeg er meget
glad for at have denne kontakt med dette par, og jeg håber, "Od czasu do czasu" vil blive
tilgængelig for det dansklæsende publikum. Det er et enestående og meget
velskrevet dokument, i meget bogstavelig forstand et eksempel på den lille
historie i den store, helt tilbage fra den polske 1863-opstand af og frem til
nutiden, for Eva Floryans og hendes families
vedkommende, og for Polens og Europas vedkommende. Dansk titel kunne blive
"Fra tid til anden" - selv om denne oversættelse af den polske titel
altså kun dækker den sædvanlige betydning af de polske ord og ikke får den, om
man så må sige, bogstavelige nuance med, som fremgår af den ordrette
oversættelse til dansk: "Fra tid til tid".
Og jeg har fået lavet mine
foromtale-tekster til den dansk-polske Harald Blåtand-dag i Roskilde den 4.
september. Den til Lolland-Falsters Folketidende kommer sandsynligvis på
kultursiden på lørdag. Den til Roskilde Stifts hjemmeside er endnu ikke kommet
på.
Jeg har ikke kunnet lade være
at deltage lidt i den løbende debat i Facebook og på Nettet, især den, der har
udspillet sig efter den norske tragedie. Men af flere grunde prøver jeg nu at
holde inde, og jeg har vist ikke sat ret meget af det på hjemmesiden.
Jeg skal have strammet min
arbejdsdisciplin gevaldigt op. Det er katastrofalt, hvis jeg ikke får
koncentreret det allermeste af min arbejdskraft om det storpoetiske
hovedprojekt, ikke mindst for så vidt angår produktionen af digte, der virkelig
svarer til, hvad der ligger i det. Så må jeg se, hvordan jeg kan få arbejdet
med de andre sider af sagen: "Min
lyrik- og poetikhistorie", "Erindringer" og "Det særligt
danske" samt de artikler, jeg løbende vil prøve at få trykt. Hvad det
sidste angår, er jeg sådan set ved at forberede noget til Dansk Kirketidende,
måske en slags "dobbelt programartikel", dvs. en artikel som dels
skitserer mine meget beskedne ønsker, for så vidt angår den kommende sikkert
meget pluralistiske virkelighed, dels skitserer mit personlige storpoetiske
program. Hvor det altså er et hovedpunkt for mig, at ordet "program"
her har to forskellige betydninger, i det sidste tilfælde snarest betydningen
"model". Og så er der jo min deltagelse i den utvivlsomt allerede
igangværende store debat om Folkekirkens fremtid. Måske befinder vi os nu ved
det største vendepunkt siden 1536 (reformationens indførelse i Danmark). Dette
betragter jeg som mit "hoved-hovedfag", og det indgår som en helt
særlig del af mit program i betydning 1, og det (dvs. "kirke og
teologi") er naturligvis forudsætningen for hele mit personlige program
(betydning 2). - I forbindelse med "Erindringer" skal jeg snarest se
at få indarbejdet det meget spændende dokument om jazzlivet i Nakskov o. 1960,
klarinettist Flemming har skrevet.
Nå ja, jeg fik i dag også en
mail fra en mand, der skulle have stedfæstet et Hamann-citat, og som havde set
min underside "Hamann". Det fik jeg også brugt en del tid på - uden
at finde det pågældende sted!
Men hvordan skal jeg nå det
hele?! Jeg spiller jo nu også igen orgel hver søndag (med mere), efter at have
haft en slags ferie i juli måned.
Tirsdag den 23. august 2011
Mit læserbrev
"Nytænkning" var i Folketidende. Blev straks sat i Facebook-note.
Står
også på undersiden
"Debat". Det tager udgangspunkt i talen om at stimulere det private
forbrug for at øge beskæftigelsen, og en opfordring til bred nytænkning i
forhold til produktionsræset og forbrugerismen.
Torsdag den 25. august 2011
Var til stiftspræstestævne på
Fuglsang. Link: http://www.fuglsangherregaard.dk/
Tidligere hed det
stiftspræstemøde, og med få undtagelser har det altid været på Fuglsang, hvor
også andre begivenheder i stiftet har fundet sted. Man kan sige, at Fuglsang
har opfyldt en slags stiftsgårdsfunktion. Siden 1974, hvor jeg blev sognepræst
i Døllefjelde har jeg deltaget hvert år - vist med undtagelse af to gange eller
så, af hvilke jeg i hvert fald den ene har været på rejse i udlandet. Det var
som altid en dejlig dag. Dejligt at mødes med embedsbrødrene og -søstrene i den
smukke hovedbygning med den smukke park, som jeg også som regel går mig en
lille tur i. Nu er jeg emeritus, men jeg husker, hvordan det i mine unge dage
var dejligt at møde også de gamle. Som præst står man jo på en helt særlig måde
i en embeds-kæde. Jeg håber, de unge nu også synes,
det er dejligt at møde mig. Der var to gode foredrag med gode kommentarer fra
tilhørerne bagefter.
Lektor
på Pastoralseminariet i Århus Ulla Morre Bidstrup: Fordi der skal prædikes på lørdag ... - Om prædikenerne (eller som
de ofte kaldes, talerne) ved de såkaldte kirkelige handlinger (vielse og
begravelse).
Pastor
emerita, salmedigter (med syv i 2003-salmebogen) og forfatter Lisbeth
Smedegaard Andersen: Gud eller Brandes.
Forholdet mellem tro og viden i Danmark i 1800-tallet.
Men nu skal jeg videre med
mit lille Grundtvig-Hamann-arbejde. Jeg havde jo et lille hængeparti fra 2006.
Om kort tid vil man på undersiden "Hamann" kunne se, hvad det drejede
sig om og førte til. - Og derefter skal jeg videre med side-projektet "Det
særligt danske". Jeg må se at få gjort det nødtørftigt færdigt hurtigst
muligt. For bortset fra de helt nødvendige slaviske ting (og de faste slaviske
rutiner) skal jeg nu så vidt muligt udelukkende beskæftige mig med selve mit
hoved-projekt.
Hvad det slaviske angår,
nærmer Harald Blåtand-dagen i Roskilde sig (4/9), og i dag kom Informator
Polski med min præsentation af Hubert Klimko-Dobrzaniecki's
roman „Bornholm, Bornholm”: "Bornholm - wyspa i
symbol" (Bornholm - ø og symbol). Jeg har som sædvanlig selv skrevet
artiklen på polsk, og de rettelser, redaktionen naturligvis har måttet
foretage, er af et antal og en karakter, som jeg ikke skammer mig over.
Artiklen har undertitlen: "Przedstawienie powieści Huberta Klimko-Dobrzanieckiego „Bornholm, Bornholm” przez byłego mieszkańca wyspy" (En
præsentation af Hubert Klimko-Dobrzaniecki's roman
„Bornholm, Bornholm” ved en tidligere beboer på øen). Den står nu på undersiden
POLSKI. Om og i givet fald hvornår jeg får lavet en dansk oversættelse af den,
vil vise sig. Det er en meget speciel bog, men jeg vil i hvert fald anbefale
den til alle polskkyndige med tilknytning til eller interesse for Bornholm. Mon
der kommer en dansk oversættelse af bogen?
SEPTEMBER 2011
Søndag den
4. september 2011
Så oprandt Harald
Blåtand-dagen i Roskilde. På grund af deadline-forholdene og for at skrive
referatet ned, men jeg kunne huske, hvad der var blevet sagt, fik jeg lige før
midnat sendt dette referat til "Katolsk Orientering", som havde bedt
mig skrive det. Jeg har med vilje skrevet alle navne med "danske
bogstaver".
Den dansk-polske Harald Blåtand-dag i
Roskilde den 4. september 2011
Ved en historisk byvandring og en gudstjeneste i Roskilde Domkirke
markeredes 1025-året for Harald Blåtands død i det nuværende Polen og
efterfølgende begravelse i Roskilde.
Harald Blåtand-dagen begyndte ved
og i Vikingeskibsmuseet, hvor museumsinspektør Anton Englert trak de store geografiske
og sømilitære linjer op for den ret store gruppe af deltagere. Under turen op
gennem byen og ind i Domkirken fortalte også museumsdirektør Frank Birkebæk, Roskilde Museum, og professor Niels Lund,
Københavns Universitet, om Harald og Roskilde.
Klokken 14 begyndte den dansk-polske gudstjeneste i Domkirken med, at de
deltagende gejstlige og Polens ambassadør i Danmark Rafal Wisniewski
gik ind i procession. Foruden de nedenfor nævnte gejstlige deltog domprovst
Jens Arendt, sognepræst ved den katolske Sankt Laurentii
Kirke i Roskilde Alren Soosaipillai
og initiativtager til Harald Blåtand-projektet katolsk sognepræst i Haderslev
Jan Zalewski. Første
salme var "Den signede dag med fryd vi ser". Derefter orienterede
pastor emeritus Bent Christensen fra Lolland-Falsters Stift på polsk og
sognepræst Maria Harms, Roskilde Domsogn, på dansk om Harald Blåtand og
Roskilde.
Anden salme var "Lover den Herre, den mægtige konge med ære",
som de tilstedeværende polakker kunne synge med på efter den i
gudstjenestefolderen indsatte tekst fra den lille polske lutherske kirkes
salmebog.
Prædikenen over Johs. 17,20-26 blev holdt på dansk af Maria Harms og
tolket til polsk af gudstjenestens tolk biskop Czeslaw Kozon,
som er født på Falster, men har været tosproget fra barndommen af. Maria Harms
udlagde i et rigt billedsprog, hvad det vil sige, at Gud Faders herlighed er
kommet til stede i Jesus Kristus. Salmen efter prædikenen var "Nu bede vi
den Helligånd", som blev sunget på dansk.
Herefter fremførte de tre biskopper, hvad der ved den slags lejligheder
ofte betegnes som "hilsener", men som jo er små taler eller
prædikener i dagens anledning.
Ærkebiskop Andrzej Dziega, Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień,
understregede parallellen mellem den danske kong Harald og den polske fyrst Mieszko nede i Poznan-området. Harald blev døbt omkring 965
og Mieszko i 966, og begges dåb havde stor betydning
for de to landes historie. Ærkebiskoppen understregede sammenhængen mellem,
hvad der skete og sker i hver enkelt generation, og hvad der ligger i historien
gennem de tusind år, der er gået siden da, og hvad der kan komme til at ligge i
historien de næste tusind år.
Den danske katolske kirkes biskop Czeslaw Kozon talte også om Harald og Mieszko og historien. Han mindede om, hvor mobile middelalderens mennesker var, hvilket blandt andet betød, at det var nemt for Harald Blåtand at være konge over Danmark og Norge, men samtidig have en magtbase i Wolin nord for det nuværende Szczecin (formodentlig fæstningsanlægget Jomsborg). Men han konstaterede, at Danmark og det, der nu er Polen, stadigvæk er naboer ved Østersøen, så at han og ærkebiskop Dziega i dag er nabobiskopper.
Biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller indrømmede, at der er delte meninger om, hvor Harald Blåtand faktisk er begravet, men at man jo aldrig skal forsømme en lejlighed til at holde en fest. Han mindedes også den sidste store tilsvarende begivenhed i Roskilde Domkirke, nemlig den polske pave Johannes Paul II's besøg den 6. juni 1989. Ved den lejlighed fik man et lille egetræ af Paven. Det er nu så stort, at Zakæus (bla. spillet af Maria Harms!) kan sidde i det, når man i Roskilde stift gennemfører oplevelsesdagen "På sporet af Jesus" med stiftets skolebørn. Men et træ kan også være et billede på mange ting, blandt andet kirken som ét træ med flere grene.
Efter Fadervor, bedt på både dansk og polsk, fulgte sidste salme: "Nærmere, Gud, til dig", også på både dansk og polsk, denne gang med den polske tekst fra den polske katolske salmebog.
Jeg tillod mig også at sætte
det på i min Facebook-profil. Med undskyldning til "Katolsk
Orientering", hvis man skulle have noget imod det. Og det samme gælder med
hensyn til, at jeg har sat det ind her. Men der er vel ikke ret mange, der når
at se det her, inden "Katolsk Orientering" udkommer. - Link til mit
Facebook-billedalbum med billeder fra dagen: http://www.facebook.com/media/set/?set=a.254407451259794.69069.100000716224349&l=38f2909911&type=1
Jeg satte teksten ind i et
kommentarfelt (der er jo ikke plads til ret meget i selve væg-opslagsfeltet).
Og i et nyt kommentarfelt tilføjede jeg:
Jeg
kiggede efter dig, [navn på god FB-ven], og vi kunne også have været lidt sammen
ved det efterfølgende samvær i Landemodesalen, som alle deltagere i
gudstjenesten var blevet inviteret til. - Her fik jeg snakket med både gamle
bekendte fra de dansk-polske og polske sammenhænge, jeg færdes i, fx den polske
ambassadør, som jeg for nylig havde siddet ved kaffebord med ved vort lokale,
men enestående Museum Polakkasernens sommerfest. Jeg kunne fortælle ham, at jeg
med stor interesse havde læst interviewet med ham i det seneste nummer af
"Informator Polski" (som jeg, som så ofte før, også selv havde en
artikel i). Og jeg kunne sige, at de ting, han dér efterlyste mht. at udbrede
kendskabet til Polen og styrke forholdet mellem vore to lande, netop var, hvad
jeg så som formålet med mit engagement. Men jeg fik fx også en god økumenisk snak
med en ung katolsk præstestuderende. - Ærkebiskoppen fik jeg snakket noget med
under den lille frokost for de polske og danske gejstlige hos Roskilde-bispen
før gudstjenesten. - Nu må vi se, hvordan det udvikler sig. Måske bliver det
nede i og ved Szczecin næste gang.
Min lille polske orientering
ved gudstjenestens begyndelse kan læses på undersiden POLSKI.
Jeg er træt nu (der er mange,
også sproglige ting i bare den lille rolle, jeg spillede i tiden op til denne
dag, som det er svært at forklare folk, der ikke selv har været med i noget
lignende), og det er kun de ovenfor nævnte særlige forhold, der har fået mig
til at fravige mit princip om, ikke at arbejde om søndagen. (Jeg lærte det, da
jeg gik til præst; det er ikke bare "fromt", men også klogt; man arbejder
bedst, når man holder fri hver syvende dag. Men der er altså også stor teologi
i at holde helligdagen arbejdsfri (selvfølgelig med mindre hensynet til de
andre kræver noget andet). Dels det, at man afstår fra at fremme sig selv og
sine interesser, dels det, at man får fordybet sig i selve sin menneskelige
eksistens. Og så er der jo familie og venner osv.
Men det har været en stor
dag, endnu en stor begivenhed i den lange række af økumeniske (mellemkirkelige)
ting, jeg har oplevet siden 1990.
Torsdag den
8. september 2011
Var til Grundtvigs fødselsdag i Vartov, København.
Hørte to gode foredrag, nemlig først professor Ove Korsgaards "Grundtvig
som samfundsbygger", dernæst biskop over Haderslev Stift Niels Henrik
Arendts "Stat og kirke". Mellem disse foredrag var vi i Vartov Kirke,
hvor vi sang nogle sange og salmer på dansk og tysk fra den nye oversættelse
til tysk af en lang række Grundtvig-tekster. De blev præsenteret af pensioneret
universitetslektor Flemming Lundgreen-Nielsen og pensioneret professor Theodor
Jørgensen. Og jeg spillede til! Desværre lidt usikkert; jeg havde ikke mine
spillebriller med. Men det gik, og det var en oplevelse at spille i den kirke,
hvor Grundtvig havde været præst fra 1839 til sin død i 1872. Jeg spillede også
til "Kirken den er et gammelt hus" før biskop Arendts foredrag. Det
var i Store Sal, som jeg har været i tit, men som jeg helt særligt mindes,
fordi det var dér, vi havde holdt min doktorfest den 4. september 1998. Forud
for præsentationen af den tyske Grundtvig-oversættelse havde Flemming
Lundgreen-Nielsen præsenteret den nye udgave af Grundtvig-Studier, og jeg havde
den glæde at høre, at mit sidste bidrag til Grundtvig-forskningen var med,
artiklen "Totaldigteren Grundtvig". Jeg fik også snakket med en hel
del mennesker, jeg kender fra de Grundtvig'ske
sammenhænge, både ældre og yngre. Biskop Arendt kunne jeg ved
fødselsdagskaffebordet fortælle om Harald Blåtand-dagen i Roskilde, hvor jeg jo
have været sammen med hans bror Jens, domprovst i Roskilde. Det var en god dag.
Jeg kommer ikke så tit til den slags mere. Jeg var også glad for at møde leder
af Grundtvig-Akademiet redaktør af Dansk Kirketidende Birgitte Stoklund Larsen,
som jeg ellers kun kendte fra bladet og fra mailveksling i forbindelse med mine
artikler.
Fredag den
16. september 2011
Dagen efter folketingsvalget.
Jeg henviser til oplaget på min Facebook-væg med kommentarer - og til
undersiden "Facebook", hvor det hele også står, også min hilsen til
min Facebook-ven Naser Khader, som jo røg ud.
Det var en stor oplevelse for
mig at være valgstyrer i Signe Stubs Sognegård, Birket! Af
teksten på undersiden "Facebook" fremgår, hvorfor jeg hørte om Signe
Stub og hendes penge, når jeg som dreng i 1950'erne besøgte min familie i
Birket.
Men det var i det hele taget
igen stort at opleve demokratiets højtidsdag i et lollandsk landsogn.
LINKS:
http://www.signestubssognegaard.dk/
http://www.signestubssognegaard.dk/signestub.htm
Valgresultatet var ikke
overraskende og rystede mig ikke. Hvis den nye regering overhovedet kommer til
at sidde en hel valgperiode, bliver det også den eneste, hvis de forlader den
fremmedpolitik, de stort set har overtaget fra Blå Blok. Og det gør ikke noget,
at Blå Blok-partierne får en pause. Så kan ikke mindst Dansk Folkeparti vende
styrket tilbage, klar til at tage de ny udfordringer op, især den globale
kapitalisme, "Imperiet". Jeg henviser også til behovet for et i vid
forstand kulturelt paradigmeskifte og peger på kristendommen i almindelighed og
"arven og inspirationen fra Grundtvig" samt på mit eget forsøg på at
give et bidrag - hvormed jeg jo først og fremmest prøver at få gjort mig eget
liv færdigt.
Og nu skal jeg koncentrere
mig! Jeg skal så vidt muligt kun arbejde med mit hovedprojekt og - i rimeligt
omfang - "slavistikken". Det er både min ret og min pligt!
at lade færdiggørelsen af mit liv være mit bidrag til fremtiden.
Afsluttende om september 2011 (og begyndelsen af
oktober)
Jeg har på Facebook
diskuteret situationen efter valget og omkring regeringsdannelsen en hel del.
Noget af det, men kun en ret lille del, står på undersiden
"Facebook". Jeg har brugt rigelig tid på det. Jeg prøver jo at
koncentrere mig om selve mit storpoetiske projekt og noget polsk. Min holdning
er, at Danmark selvfølgelig ikke går under på grund af det nye flertal og den
nye regering. Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg er ligeglad med politik.
Samfundets og statens liv er jo kort sagt en del af det åndeliges legemlighed.
Men mit bidrag skal stort set være de programmatiske sider og det
programmatiske spin-off af selve mit projekt. Hvis
det nye flertal ruller fremmedpolitikken væsentligt tilbage, forsvinder det ved
næste valg. Og jeg tror, den økonomiske krise, som vi nok slet ikke har set
enden på, kan komme til at betyde, at det i det lange løb bliver nok for det
nye flertal at have fået luftet sin godhed, hvorefter nødvendigheden vil tvinge
det til at føre en stram fremmedpolitik. Men her må vi se, hvad fremtiden vil
bringe. Kirkepolitisk er jeg helt enig med den nye regering. Altså ikke lige
mht. homovielserne, som jeg fortsat kæmper imod, idet
jeg dog snart ikke vil ytre mig mere, men blot vente og se, og så ellers om
nødvendigt løse sognebånd. Jeg har allerede meddelt min gode sognepræst dette
(uden at vide, hvordan hun vil stille sig), og jeg har allerede en god præst at
kunne gå til. Jeg kunne måske også finde på at tilslutte mig en homovielsesfri valgmenighed. Jeg vil dog nødig være sammen
med højrefløjsfolk! Hvis jeg skal tilslutte mig en valgmenighed, skal det være
en, der også i øvrigt, ikke mindst hvad gudstjenesten angår, svarer til mine
ønsker. Men hvad kirkeforfatningen angår, er jeg helt enig! Jeg kunne ligefrem
godt tænke mig at blive medlem af en kommende forfatningskommission! Jeg mener,
jeg virkelig ville kunne bidrage med meget godt. Men også her må vi se. Det
vigtigste er, at selve drøftelsen - og dermed højnelsen af kirkebevidstheden -
kommer i gang nu. Allerede den situation, vi er i nu, er en opfyldelse af, hvad
jeg har tænkt og sagt og skrevet siden 1970'erne.
OKTOBER 2011
NB! Se ovf.
"Afsluttende om september 2011 (og begyndelsen af oktober)"!
Af forskellige grunde har jeg ikke fået skrevet noget
her siden begyndelsen af oktober. Og det er nu lige over midnat natten mellem
13. og 14. december. Men en af de aktiviteter, der har lagt beslag på min tid,
har været salmedigtningen, og jeg er netop i dag nået helt frem til 1. søndag
efter helligtrekonger 2012 med mine salme-kladder. Der er heller ikke sket så
meget. Hvad oktober angår, ser jeg dog på min kalender én helt særlig ting
(25/10). - Jeg skriver nu på den sædvanlige måde, hvad datoerne angår, selv om
det altså først er skrevet den 14. december.
Lørdag den
22. oktober 2011
Efterårsfest i Polsk Forening, Maribo. Anna og jeg havde
fået lokket vor gode nabo Irene med, og hun nød det efter alt at dømme. Jeg fik
talt en del med Roman Smigielski (bla. redaktør af "Informator
Polski", se nf.) og hans kone Urszula samt Lidia og Józef
Szuster. Lidia er formand for Polsk Forening i Næstved
og ledende person, for så vidt angår andagterne på Slaglille Kirkegård. Vi fik
talt om den noget særlige andagt i år (se nf.). Ellers var det bare stille og
roligt og hyggeligt, som sædvanlig. Hvor har vi dog tilbragt mange gode timer
dér sammen med, hvad jeg vil kalde vore lollandske landsmænd af polsk
afstamning. Foreningen af det polske og det lollandske er noget helt særligt,
og selvfølgelig ekstra særligt for mig, som jo nu forener det "den anden
vej". Der var denne gang ingen repræsentanter for ambassaden til stede.
Tirsdag den
25. oktober 2011
På kalenderen havde jeg bare skrevet:
"Eftermiddagsmøde Stormark 14-17". (Stormarkskirken, Nakskov, hvor
jeg mere eller mindre var organistvikar i den uge og i hvert fald også spillede
til højmessen den følgende søndag). Og indtil lige før mødet i Stormarkskirkens
mødelokale skulle begynde, vidste jeg ikke, hvad der skulle foregå. Så jeg blev
meget glædeligt overrasket, da jeg fik at vide, at foredragsholderen var den
gamle Nakskov-dreng Jesper Vigant Madsen - og at titlen på foredraget var
"Jesper Vigant Madsen fortæller om sit liv fra skuespiller til
teologistudiet". Jeg kunne fortælle meget om dette møde og om de gode
ordvekslinger, jeg ind imellem fik med Jesper Vigant (bla. om, at vi begge er
konfirmeret i Sankt Nikolai Kirke, Nakskov), men jeg vil nøjes med at sige, at
det var meget interessant at høre ham fortælle om først sit liv fra
tandlægestuderende til skuespiller og dernæst altså om sin beslutning om at
begynde at studere teologi (han er nu ret langt henne i studiet). Det mest
bemærkelsesværdige var på sin vis, så renfærdigt han fortalte om det, altså
uden på nogen måde at begynde at svælge i sin egen tro osv. Og så krydrede han
foredraget med sange fra sin Yves Montand-forestilling. Ved hjælp af en lille
bærbar computer og et lille højttaleranlæg, der også var bærbart; det lignede
nærmest en overgravid spadserestok. Det var i enhver henseende en virkelig
professionel performance. Men samtidig var det jo også et møde på det helt
personlige plan mellem den nu landskendte gamle Nakskov-dreng og en forsamling,
hvor i hvert fald de allerfleste havde kendt ham fra hans Nakskov-tid. Og han
besøger jo stadig Nakskov. Hans mor var også til stede (som jeg også fik en
interessant lille samtale med).
NOVEMBER 2011
Lørdag den
12. november 2011
Forskudt allehelgensandagt på Slaglille Kirkegård (jo ellers en lørdag omkring 1. november). Det var nu dagen efter 11. november, hvilket i polsk sammenhæng ikke alene vil sige våbenstilstandsdagen efter Første Verdenskrig, men dermed også Polens uafhængighedsdag (idet Polen jo indtil da i mange år havde været delt mellem Preussen, Rusland og Østrig). Anna og jeg havde igen fået lokket vor gode nabo Irene med, og desuden var Annas søster og svoger Juliane og Kurt også med igen (de havde nemlig været med ved Harald Blåtand-gudstjenesten i Roskilde Domkirke den 4. september). Det hele foregik stor set på den sædvanlige måde (men jeg havde i mit indføjet nogle ting i anledning af, at det var dagen efter uafhængighedsdagen). Den britiske militærattaché Commander Martin Smith var med for anden gang. Det helt særlige, bortset fra datoen, var, at ambassadør Rafał Wiśniewski deltog og holdt en tale efter selve andagten ved de polske RAF-flyveres grav. Ambassadøren deltog også i det efterfølgende samvær i den katolske kirkes mødelokale i Næstved. Han sad mellem Roman Smigielski og mig, så det var nu tredje gang, jeg var sammen med ham (efter Museum Polakkasernen i Tågerup's sommerfest og Harald Blåtand-dagen i Roskilde). Ambassadøren er en venlig og interessant mand med en humanistisk uddannelsesbagrund og stor international erfaring. - Se nærmere om Slaglille-andagten på undersiden "Internationalt".
NB!
09.01.12 modtog jeg dette link til Polowizja's
reportage fra højtideligheden:
http://www.polowizja.dk/2011_14.html
Og senere samme aften fik jeg billeder
fra Lidia Szuster, formand for Polsk Forening i
Næstved og leder af Slaglille-højtidelighederne. Dem lavede jeg straks et
Facebook-billedalbum med. - Link:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.295375310496341.78131.100000716224349&type=1&l=c13b880c63
DECEMBER 2011
Mandag den
5. december 2011
Anna og jeg besøgte Eva Floryan-Løvborg
og hendes mand Leif i deres hjem i Englerup. Det var sådan set et privat besøg
(meget hyggeligt og udbytterigt). Men se optegnelserne ovf. om disse to
(månederne juni, juli og august). Så det var altså også et møde på det mere
professionelle plan. Jeg lovede, at jeg fortsat gerne ville yde
konsulentbistand i forbindelse med den danske udgave af fru Evas erindringer.
Onsdag den
7. december 2011
Mit læserbrev
om forskellige protestmuligheder, når homovielse
eller kønsneutralt ægteskab bliver indført i Folkekirken, var i
Jyllands-Posten. Overskriften var "Den
ultimative løsning: Boykot folkekirken". Og det begyndte således:
"Jeg har længe sagt, at når den løgn, som et homovielsesritual
eller måske ligefrem et mere eller mindre kønsneutralt vielsesritual er, kommer
i ritualbogen, må så mange som muligt markere en konkret protest, så det bliver
tydeligt, at dette ikke har dækning i hele folkekirkemenigheden". Og det
sluttede (efter at jeg havde nævnt sognebåndsløsning og dannelse af homovielsesfri valgmenigheder som muligheder):
Den ultimative mulighed er, at par, der mener, at
folkekirken er blevet kompromitteret som ægteskabsstiftende kirke, kan boykotte
dens vielsesgudstjeneste, lade sig borgerligt ægteforene og erstatte den
kirkelige velsignelse med en ”udvidet bordbøn” før bryllupsmiddagen, altså så
at sige privatisere denne side af sagen (handlingen skal ledes af en lægmand
fra familien eller vennekredsen, ikke af en præst).
Jeg har også et forslag til ”ritual”:
Salme (f.eks. Den Danske Salmebog 706 ”I blev skabt
som mand og kvinde”). Oplæsning af kommunens ægteskabsattest. Læsning af de
relevante steder fra skabelsesberetningerne og syndefaldsberetningen [1. Mos.
1,27f + 2,18 + 3,16f.] og af Jesu ord om ægteskabet i Matthæusevangeliet
(19,4-6). Bøn med tak for livet og bøn for ægteparret. Salme (f.eks. DDS 703
”Det er så yndigt at følges ad”).
Se hele læserbrevet på undersiden "Kirke og
teologi".
Jeg har også skrevet en del tilsvarende kommentarer i
både egne og andres Facebook-tråde og i forskellige onlinedebatter, især Kisteligt Dagblads (nogle af dem stå også på "Kirke og
teologi"). Men jeg siger igen og igen, at jeg ikke orker mere, men i
stedet vil koncentrere mig om processen frem mod kirkeforfatningen. Og her vil
jeg nu føje til, at jeg jo kender danskerne og er overbevist om, at kun få vil
tage protest-skridt som dem, jeg foreslår. Desuden har netop Kisteligt Dagblad jo fået foretaget en meningsmåling, der viser følgende:
Folkekirken bør tilbyde homoseksuelle vielser: Uenig
27%. - Enig 73%.
Homoseksuelle par skal kaldes ægtefæller i
folkekirken: Uenig 33%. - Enig 67%.
Alle folkekirkens præster skal have pligt til at vie
homoseksuelle: Uenig 56%. - Enig 44%.
Slaget er altså virkelig tabt. (Der er også kun 2-3
biskopper, der siger imod). Og jeg kunne jo sådan set være ligeglad. Det er
nemlig også blevet sagt, at der kun forventes ca. 200 homovielser
om året i hele Folkekirken. Jeg vil altså næppe komme til at mærke noget
direkte til det. Men jeg har svært ved at leve med, at der kommer en direkte
løgn i Ritualbogen!
Selve fænomenet homoseksualitet som sådant
interesseret mig stort set ikke. I det moderne samfund betyder det sådan set
ikke noget, at der er en del praktiserende homoseksuelle, ja, en del
homoseksuelle, der lever i papir-parforhold. Det eneste, der interesserer mig,
er om, der er en mellemzone, så at det herskende syn på homoseksualitet kan
skubbe nogle over i homoseksualitet, som ellers ikke ville være blevet
homoseksuelle. Men man kan jo ikke engang stole på forskningen. Det gælder på
dette område, som det gælder på flere andre områder, fx klima, køn, race og intelligens,
at vor tid ikke er meget bedre end middelalderen, hvad angår forsknings- og menigsfriheden.
Jeg bliver mere og mere forstemt. Homovielserne
i sig selv er jo kun en del af den samlede problematik. Det viser også den
måde, tilhængerne argumenterer på (med deres utrolig mange ord). Og det, der i
det hele taget bliver sagt i debatten om kirken. Og der udøves måske
magtmisbrug i dansk politik på en måde, man for bare ti år siden aldrig ville
have drømt om. Og hele den måde, hvorpå politik er blevet en business - med
partierne som sælgende koncerner. Og al den svindel, der foregår i erhvervs- og
finanslivet. Og den finansielle og økonomiske krise. Og Euroen, der viser sig
at have været et ideologisk projekt uden tilstrækkelig dækning i virkeligheden.
Og hele den måde, EU fungerer - og ikke fungerer - på. Og USA i krise. Vesten
er måske ved at være så dekadent, at vi går undergangen i møde.
Se også de almindelige december-betragtninger
nedenfor! - Og undersiden "Debat".
December i
øvrigt
Det nye nummer af "Informator
Polski" havde tekst og billeder fra Harald Blåtand-dagen i Roskilde den 4. september (se ovf.). Den
almindelige tekst byggede i høj grad på mit danske referat i "Katolsk
Orientering", og den særlige tekst var simpelt hen den polske Harald
Blåtand-indledning, jeg gav i begyndelsen af gudstjenesten i Domkirken. Alt
efter aftale mellem redaktør Roman Smigielski (se ovf.) og mig. - Se også
undersiderne "Internationalt" og POLSKI.
Og mere polsk!
For nogen tid siden fandt jeg den polske skuespillerinde Katarzyna Łaniewska på Facebook
(hovedrolle i "Plebania", se nf., men også med i "Kajs
fødselsdag") og satte noget på hendes væg om Annas og mit besøg hos Besta Film i november 2010. Og det må være det, der har
forårsaget, at jeg en dag i begyndelsen af december selv fik intet mindre end
en venneanmodning fra en af de andre skuespillere i denne polske
præstegårdsserie, nemlig Karolina Nolbrzak, som spiller kirketjenerens datter Iwona og er gift med Katarzyna Łaniewska's, eller altså præstehusholdersken Józefina's, barnebarn. Jeg skyndte mig at acceptere
venneanmodningen, som jeg fulgte op med en personlig besked, som jeg ret
hurtigt fik svar på. Hende havde jeg jo også talt med under besøget. Og jeg fik
hurtigt et venligt svar. Hun huskede udmærket vort besøg og havde os stadig i
venlig erindring. Og hun havde læst mine artikler om "Plebania" og om
vort besøg. Men dermed er det ikke slut. For jeg så, at Karolina Nolbrzak var ven med sognepræsten, dvs. skuespilleren Włodzimierz Matuszak, så ham
prøvede jeg at sende en venneanmodning til, og den blev accepteret nogle dage
senere. Jeg vil prøve at se, om jeg også kan blive ven med de andre
skuespillere, vi mødte, nemlig Marcin Piętowski,
som spiller andenpræsten Artur og Bernadeta Machała-Krzemińska, som spiller sognepræstens
søster Krystyna. - Nå, jeg er selvfølgelig ikke så naiv, at jeg tror, disse
skuespillere selv sidder ved tasterne og dyrker deres Facebook-venner. Men
noget må de være med i det. En, der ikke kendte noget til vort besøg, ville
ikke på egen hånd kunne have skrevet det svar, jeg fik fra Karolina Nolbrzak. Men det er heller ikke så afgørende, hvor
personlig denne kontakt er (selv om jeg synes ualmindelig godt om alle de her
nævnte personer). Måske kan dette vise sig at blive en helt ny dimension i mit
forhold til Polen. Der er jo alle disse skuespileres
andre venner. - Det værste er bare, at serien måske er ved at være slut. Jeg så
i hvert fald noget på seriens hjemmeside om en afslutningsfest. Men det kan måske
bare have været juleafslutningen! Andre ting tyder nemlig på, at serien kan
fortsætte. Jeg har ikke haft tid til at undersøge det nærmere. Men det vil vise
sig først i det nye år. (Den station, vi ser "Plebania" på, TVP Polonia, sender den nemlig med to ugers forsinkelse).
Måske gør det heller ikke så meget. Jeg skal i dag (14/12) se afsnit 1785!
(Anna og jeg har set næsten alle afsnit siden omkring afsnit 300, hvilket
virkelig imponerede alle, vi mødte dernede i november 2010; det blev sagt ved
hver præsentation af os). - Se i øvrigt de danske udgaver af mine to
Plebania-artikler på undersiden "Internationalt". De, der læser
polsk, kan se de originale polske tekster på undersiden POLSKI.
På torsdag skal jeg spille
til en andagt i Nysted Kirke. Det
bliver nok sidste gang, jeg kommer til at optræde sammen med min gamle
nabopræst Jens Chr. Nielsen.
Onsdag den
14. december 2011
I øvrigt fortsætter jeg mit arbejde. Jeg blev i går
færdig med salmerne helt frem til og med Halleluja-verset til 1. søndag efter
helligtrekonger. Og jeg er nu helt klar til, for alvor at gå i gang med at
skrive rigtige digte. Jeg håber, at jeg i uge 2/2012 vil kunne sætte et digt på
min Facebook-væg (og på undersiden "Litterære tekster", der virkelig
udfolder, hvad jeg nu efter sådan set mere end 50 års forberedelse er nået frem
til). Og jeg vil snarest gå i gang med at nyformulere
både "Poetik" og "Mit eksistens-rum". Og jeg vil i det hele
taget arbejde videre med "Totaldigtet", både mere teoretisk på disse
undersider og i praksis gennem min deltagelse i debatten. Jeg har allerede
sendt en artikel til Dansk Kirketidende med overskriften "Fremtidens
fællesskab(er). Nogle krav, ønsker og tilbud af programmatisk karakter ".
Jeg håber, den kommer i. Heri nævner jeg selvfølgelig som noget af det første
den kommende frie evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Og jeg deltager (som
det kan ses på "Kirke og teologi") allerede flittigt i online- og
Facebook-debatterne om Folkekirkens fremtid. Jeg agter at prioritere min
deltagelse i denne proces meget højt. Kirke og teologi er jo, som jeg siger,
mit "hoved-hovedfag"! Og det, der sker nu, har jeg mere eller mindre
arbejdet for siden 1970'erne! Der kommer altså meget mere om dette. - Se også
undersiderne "Litterære tekster" og "Salmer".
Og så venter jeg jo stadig på, at "Livsengagement
og poesi" kommer i Præsteforeningens Blad. Den burde komme i år. Men jeg
ved, at mit sidste bidrag til Grundtvig-forskningen (måske bortset fra et lille
stykke Grundtvig-Hamann; se undersiden "Hamann") kommer i "Grundtvig-Studier",
som kan komme, hvad dag det skal være. - Og jeg har planer om, måske at få mine
salmer, eller dog nogle af dem trykt. At jeg i den grad skulle komme i gang som
salmedigter, er den største overraskelse efter min pensionering. Men det ligger
jo på sit helt særlige plan og har ikke som sådan noget med mit særlige
poesiprojekt at gøre.
Jeg har sådan set alt på plads og i gang og går glad
ind i det nye år. Jeg følger mig også stadig ung, ja, faktisk "atter atten
år", og produktiv. Mit eneste problem er, at jeg ikke kan nægte, at jeg
fylder 69 til maj og 70 i 2013. Så jeg må virkelig koncentrere mig og være
flittig, hvis jeg bare nogenlunde skal nå at få gjort mit liv færdigt og dermed
også få videregivet så meget som muligt til mine efterkommere. Jeg håber, jeg
kan leve og bevare min arbejdskraft, i hvert fald til jeg fylder 75. Men det
kan ingen jo vide. Mærkeligt at være kommet hertil. Men min kristne tro gør mig
(vilkårene taget i betragtning!) tryg og afslappet. Intet kommer jo i sidste
ende an på mig. På den anden side ligger det jo netop i hele min teologi om det
kristeligt nødvendige livsengagement, at jeg har pligt til at se at få udfoldet
så meget som muligt.
Lørdag den
31. december - afsluttende om december 2011 og hele 2011
(Skrevet 09.01.12)
Der har ikke været noget særligt i resten af december
måned og dermed resten af 2011. Men lidt kan jeg da føje til:
Grundtvig-Studier
2011 er endelig udkommet. Med min
artikel "Totaldigteren Grundtvig" som første egentlige artikel (se
den på undersiden "Grundtvig"). Dette er mit sidste egentlige bidrag
til Grundtvig-forskningen. Men jeg håber, en eller flere yngre forskere vil
fortsætte, hvor jeg nu har sluppet. Der er mange vigtige ting at undersøge og
overveje, og jeg tror, tiden er inde til, at man igen dyrker Grundtvig - som jo
har været noget ude i kulden, fordi han har været betragtet som
"nationalist". (Der bliver dog nok en lille smule Grundtvig-Hamann
til 2012-nummeret, men derom mere i løbet af 2012). Det var dog vemodigt, at
min artikel kom til at stå lige efter den allerførste tekst i nummeret, nemlig S.A.J. Bradleys nekrolog over den britiske
Grundtvig-forsker Arthur Macdonald Allchin. Jeg var selv sammen med Allchin
ved Grundtvig-Selskabets årsmøde for nogle år siden, hvor jeg ved kaffen fik
talt en del med ham om Den Ortodokse Kirke, og som jeg under selve årsmødet
havde den ære at få forklaret, hvad der lå i Grundtvigs jo meget ejendommelige
syn på enevældens statskirke og den senere Folkekirke. Hans ansigt
lyste, da han efter min forklaring udbrød: O, he had to call the church not a church in order
that he could stay in it!". Denne
sætning citerer jeg flittigt, blandt andet i min seneste (og indtil videre
vigtigste) større kirkepolitiske tekst "Den næstbedste drøm" (se den
på undersiden "Kirke og teologi"). Jeg var i øvrigt også i kontakt
med Allchin i (formodentlig) 1997, hvor jeg prøvede
at få ham til at oversætte resuméet af min (jo i 1998 udgivne) disputats
"Omkring Grundtvigs Vidskab" til engelsk, hvad han dog ikke kunne
afse tid til).
Hvad mine ovf. under "December i øvrigt"
omtalte Facebook-venskaber angår, kan jeg oplyse, at det lykkedes mig at blive
ven med Marcin Piętowski, som spiller
andenpræsten (wikary) Artur, og at få udvekslet
meddelelser med ham, svarende til dem, jeg fik udvekslet med Karolina Nolbrzak (Iwona). Han havde os også i venlig erindring og
skrev om ks. Artur (pastor Artur) på en måde, der kun kan betyde, at han selv
har skrevet eller dikteret det. Han skrev blandt andet (også i forlængelse af
vore samtaler den 18. november 2010), at jeg ikke skulle regne med, at
ks. Artur ville forbedre sig lige med det første! (Han er jo en lidt sur
"system-mand", som Marcin Piętowski dog ikke alene spiller godt, men også er
glad for at spille).
4. søndag i advent spillede jeg i Errindlev Kirke, hvor Rødbyhavn-præst Marianne Eilskov Hansen var afløsende præst.
Julen gik stille og roligt i kirker og hjem.
Hermed slutter
optegnelserne for december måned og hele året 2011.
* * *
2012
JANUAR 2012
Mandag den
9. januar 2012
Der var i dag mail fra Roman Smigielski med dette Polowizja-link:
http://www.polowizja.dk/2011_14.html
Det er optagelser fra højtideligheden på Slaglille
Kirkegård den 12. november 2011. Se nærmere under november 2011 og på
undersiden "Internationalt".
Ellers er der ikke noget særligt at fortælle om de
første dage af 2012. Der sker lidt på det under december 2011 omtalte
Hamann-område og på det dansk-polske område i øvrigt (med henblik på 500-års
reformationsjubilæet i 2017).
Ved indgangen til det nye år prøver jeg dog at
koncentrere mig om de allervigtigste ting: Deltagelsen i processen frem mod
kirkeforfatningen. Salmeskrivningen (og forsøget på måske at få i det mindste
nogle trykt). Men helt særligt arbejdet med det hovedprojekt, der fortsat har
arbejdstitlen "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt
nødvendige livsengagement". Jeg er virkelig klar til at gå i gang for
alvor. Den lange indledningsperiode siden 1961(!) er slut. Men jeg skal passe
på at få udnyttet tiden. Et årsskifte er altid tankevækkende, og dette har
været det mere end nogensinde. - Og som det vil være min hjemmesides besøgende
bekendt, har jeg også en del andre ting på bedding end lige netop skrivningen
af digte og poetik-tekster. Det er ikke mindst sørgeligt, ja, direkte flovt, at
jeg i lang tid ikke har fået skrevet noget på "Erindringer" og
"Min lyrik- og poetikhistorie". Hvortil kommer planer, jeg ikke har
skrevet noget om endnu her på hjemmesiden.
Mandag den
19. januar 2012
En kvinde i Jylland, hvis tipoldefar var skovfoged på
Oreby Gods og boede i Hyldehus, hvor jeg er født, sendte mig en mail, fordi hun
havde fundet Hyldehus i "Erindringer". Det kom der en del korrespondance
ud af - og lidt til "Erindringer" og "Erindringer - BILAG".
Januar slut
Der er ikke sket noget
særligt i resten af januar. Jeg arbejder så intenst som muligt med alle mine
ting. Salmedigtningen fylder meget. Her i slutningen af måneden er det to år
siden jeg kom i Facebook - hvor jeg jo stadig sætter mine digte m.m. og salmer
på væggen hver uge. Jeg bruger en del tid på Facebook. I denne tid har jeg ikke
mindst drøftet den evangelisk-lutherske kirke i Danmark's
fremtid (kirkeforfatningen). Og forholdene omkring feltpræstetjenesten, især
den meget uheldige indblanding af V-tegn og korsridderbanken på brystet i den
aronitiske velsignelse. Nogle af mine indlæg kan ses på undersiden "Kirke
og teologi".
FEBRUAR 2012
Torsdag den 9. februar 2012. - Jeg havde 20.01.12 sendt debatindlægget "Ikke Gud for krigens vogn" til Kristeligt Dagblad - om blandt andet en feltpræsts hjemmelavede korsridderudvidelse af den aronitiske velsignelse. Det kan måske have været trykt, uden at jeg har kunnet se det på Nettet, men i dag satte jeg det i hvert fald på undersiden "Kirke og teologi". Jeg har også skrevet kommentarer til denne sag i onlinedebatter og på Facebook.
Tirsdag den 14.
februar
2012. Vor flere gange (også på undersiderne "Internationalt"
og "POLSKI") omtalte højt elskede polske tv-serie
"Plebania" sluttede brat med afsnit 1829(!). Den afløses af serien
"Galeria", som foregår i og omkring et
stort handelshus i Wroclaw. Jeg håber at få skrevet
noget om dette til såvel "Informator Polski" som hjemmesiden.
Søndag den
12. februar 2012, Søndag seksagesima.
- I fredags satte jeg den første udvidede salme på min Facebook-væg. Jeg
begynder jo nu mit tredje kirkeår med "Facebook-salmer". De to
oprindelige vers er nu blevet til en hel evangeliesalme. Se den på undersiden
"Salmer" (fra nu af sætter jeg kun salmerne på denne underside, og
altså ikke længere også på undersiden "Litterære tekster", hvor nu
kun digte, aforismer og fragmenter (evt. "betragtninger" eller måske
andet tilsvarende) bliver sat på.
I øvrigt skete der i dag også det meget interessante,
at min nogle år ældre jazz-kammerat Kurt Nielsen, som dengang også boede i
Branderslev, ringede til mig og snakkede og spurgte om gamle dage. Han havde jo
også se "Erindringer". Jeg håber, at dette vil resultere i endnu en
tekst til undersiden "Erindringer - BILAG". Kurt, som altså er det
ældre, kan huske Nakskov Jazzklubs stiftelse og første år.
Lørdag den
18. februar 2012
Bortset fra "salmejubilæet" (se ovf. under
12. februar) er der ikke sket noget særligt i den forløbne del af februar. Jeg
fortsætter mit arbejde på faktisk alle områder af mit storpoetiske projekt. Man
kan se nogle af resultaterne på de relevante undersider. Jeg er i mit sind
stadig delt mellem at glæde mig over, at jeg trods alt nu er blevet færdig med
den grundlæggende konceptudvikling, og at sørge over, at jeg alligevel ikke er
kommet længere. Jeg befinder mig ganske vist i en absolut ønskeposition. Det er
sådan som jeg lever nu, jeg skal leve. Det eneste problem er, at jeg fylder 69
til maj, og at jeg ikke kan regne med at have ret mange år med faktisk fuld
arbejdskraft tilbage. En særlig glæde er dog min salmeproduktion. Det er ganske
vist svært at bedømme sig selv - og så ville jeg oven i købet godt selv kunne
kritisere meget i og ved de salmer, jeg har skrevet. Men det vigtigste er, at
jeg er i gang, og at jeg nu stort set har skrevet en evangelie-salme eller dog
et enkelt vers eller to til alle de gudstjenestedage, hvor der ikke er en salme
til evangeliet i salmebogen. Og at jeg i det hele tage i det mindste har prøvet
at give nogle eksempler på salmer som virkelig liturgiske tekster til bestemte
steder i gudstjenesten. Skulle en enkelt eller et par af mine salmer opnå
officiel status og måske dermed engang ende i salmebogen, vil jeg selvfølgelig
blive glad og ydmygt stolt, men hvis de ellers bare kunne blive kendt og dermed
komme til at virke som eksempler, vil jeg også blive glad. NB! Når det gælder
salmerne og de andre kirkelige og teologiske ting, mener jeg virkelig, jeg har
et tjenersind. Det prøver jeg sådan set også at have i hele min produktion
overhovedet. Det hele hænger jo sammen. Men det kirkelige og teologiske er dog
på en helt særlig måde "ikke mit"!
Hvad Facebook angår, har jeg her de seneste dage haft
den store glæde at blive ven med den amerikanskfødte, men i Island boende Randi Ward, som havde sendt mig en
venneanmodning, fordi "maskinen", som jeg siger, havde foreslået mig.
(Sådan gør jeg også selv, når der viser sig et spændende venneforslag
i øverste højre hjørne). Randi er både fotograf og digter og har en fantastisk
amerikansk-nordisk baggrund - med studier, i Norge, Danmark og på Færøerne. Hun
læser og skriver udmærket dansk. - Jeg har ikke kunnet lade være at fortælle
hende om mit samarbejde for nogle år siden med professor Marijane
Osborn, UCLA, som jeg - pr.
e-mail - hjalp en del med især Grundtvig-ting, et samarbejde, der resulterede i
Marijane Osborn and Bent Christensen:
"Singing Beowulf. Grundtvig’s Song of
Skjold". - In: ANQ: A Quarterly Journal of Short
Articles, Notes and Reviews, 2007.
Som den professionelle kunstner, hun er, tror jeg
ikke, Randi vil tage mig ilde op, at jeg sætter linket til hendes hjemmeside
ind her:
Jeg tror, mange vil kunne have glæde af at se især
hendes billeder. Og måske får jeg mere at fortælle om.
Dette er endnu et eksempel på, at Facebook kan føre
til og bruges til alt!
Søndag den 26.
februar 2012. - Jeg havde denne i Ekstra Bladet (nationen!):
I øvrigt mener jeg/n!
at hvis ligestillings- og kirkeministeren bliver ved at føre sig så magtfuldkomment frem, kan regeringen få et nyt ring-nederlag - først betalingsringen, så vielsesringen.
MARTS 2012
Fredag den
9. marts 2012. - Endelig var min
poetik-artikel i Præsteforeningens Blad (2012/10): "Livsengagement og
poesi. Nogle aktuelle perspektiver på Grundtvigs teologi om forholdet mellem
det menneskelige og det kristelige med særligt henblik på poesien". Det er
vigtigt, at jeg nu har fået lagt disse grundlæggende ting frem. Den kan læses
på undersiden "Kirke og teologi". - Se om den tilsvarende Dansk
Kirketidende-artikel under 4/4.
Torsdag den
22. marts 2012. - Igen et
(formodentligt) ikke bragt indlæg til Kristeligt Dagblad: "BLIV!". En
opfordring til de folkekirkemedlemmer, der overvejer at melde sig ud pga. homovielserne, om at blive i Folkekirken og markere
protesten dér og deltage i den kirkelige proces. Sendt til Kristeligt Dagblad
12.03.12. Sat på min Facebook-væg og på undersiden "Kirke og
teologi".
Onsdag den
30. marts 2012. Igen i Ekstra Bladets
"nationen!":
I øvrigt mener n!
at de, der bare ønsker sig en ritual- og serviceanstalt,
bør træde ud af Folkekirken og samle sig som "Humanistisk
Trossamfund".
Ellers har der ikke været
noget særligt. Jeg har spillet både her og der (blandt andet i Rødbyhavn og
Stokkemarke). Og jeg har skrevet en del på Facebook om homovielsessagen,
men først og fremmest en del kommentarer til "den kirkelige proces".
Jeg mener, vi er ved den største overgang i den danske kirkes historie siden
reformationen i begyndelse af 1500-tallet. Og jeg har selvfølgelig fortsat
produktionen af digte og salmer, ligesom jeg hele tiden arbejder med alle dele
af mit hovedprojekt og på forskellig måde dyrker slavistik-bifaget (siden 14/2
med "Galeria" som vor daglige polske
tv-serie; se foreløbig under 14/2).
APRIL 2012
Tirsdag den
3. april 2012. - (For det var vel
ikke dagen før?). Min datter Amalie og hendes to børn Jeppe og Marie besøgte
barndommens steder. Først Oreby, hvor vi var inde på kroen og fik talt med den
meget venlige nuværende kro-dame. En stor oplevelse for os alle (se i
"Erindringer" om min barndom på Oreby Kro). Måske kan dette føre til
et krohistorisk samarbejde. Dernæst Døllefjelde-Musse-Herritslev, hvor Amalie
kunne fortælle om sin barndom (se i "Erindringer" om min tid som
sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat). - Se i "Erindringer"
også om de ting om min far - og hendes morfar - jeg netop har fået af min stort
set jævnaldrende "halvniece" Anette Frank (født Haastrup), og især
nekrologen over min far på undersiden "Erindringer - BILAG".
Onsdag den
4. april 2012. - Min anden vigtige
grund-artikel i år (svarende til den i Præsteforeningens Blad 9/3): "Ind
på modernitetens torv. Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om
fremtidens fællesskab(er)". Dansk Kirketidende 04.04.12.
Påsken 2012
2012 (palmesøndag - anden påskedag).
- Vi skiftedes til at spille og holdt i øvrigt en stille og rolig påske. Vi
holdt ferie 15/4 - 29/4. Se næste:
Til tandlæge
m.m. i Szczecin 15/4 - 29/4 2012. -
Anna, hendes søster Elisabeth og jeg var til tandlæge i Szczecin. Vi fik lavet
en hel del. Men jeg nåede også at besøge såvel rådhuset som turistbureauet i
den lille runde bygning ikke langt fra Hotel Victoria. Jeg havde denne gang
smågaver og brochurer med fra såvel Lolland Kommune som turistbureauet i
Maribo. Jeg havde mailet til ærkebispekurien for at anmelde en visit hos
ærkebiskop Andrzej Dzięga, men fik kun talt med
hans sekretær, som kunne meddele, at ærkebiskoppen ikke var hjemme. Sekretær
ks. Artur Pestka og jeg kunne dog sige på gensyn til
oktober, hvor den polske del af de ovenfor og flere andre steder omtalte Harald
Blåtand-højtideligheder skal finde sted.
MAJ 2012
Onsdag den
2. maj 2012. - Jeg deltog i Lolland-Falsters
Stiftskonvent i Sognets Hus, Maribo. To rigtig gode og opmuntrende foredrag om
gudstjenesten og dens teologi ved henholdsvis universitetslektor Bent Flemming
Nielsen og sognepræst Mette Trankjær.
Mandag den
7. maj 2012. - Jeg deltog i "Konference
om åndsfrihed" i Fællessalen på Christiansborg. På mange måder
interessant. Jeg fik hilst på en del, jeg kendte, og på nogle, jeg ikke havde
mødt før, blandt andet LM-generalsekretær Jens Ole Christensen, som på ganske
udmærket måde havde deltaget i en af paneldebatterne. Desuden på sognepræst
Claus Thomas Nielsen (i sin tid medlem af det af mig stiftede "Forum for
Kritisk Indvandringsdebat"). Og på min gamle Kristeligt Folkeparti-fælle
og meddebattør i onlinedebatter og på Facebook Bjarne Nederby Jessen, som jeg
aldrig havde mødt før, men i sin tid kun havde haft brevkontakt med. En helt
særlig oplevelse var de udmærkede små samtaler med repræsentanten for
Humanistisk Samfund Sidsel Kjems, som jeg under debatten også (i al
venskabelighed) havde spurgt, hvad hun egentlig havde at klage over, og om
ateisternes motiver til at føre sig så voldsomt frem netop nu. Min Dansk
Kirketidende-redaktør Birgitte Stoklund Larsen og folketingsmedlemmerne Mette
Bock og Marie Krarup nåede jeg stort set kun at få trykket i hånden. Det samme
gjaldt tidligere rektor for Præstehøjskolen Niels Thomsen. Efterfølgende fik
jeg opfølgende mail- og Facebook-kontakt med seniorforsker Thorstein Balle, som
jeg kendte fra grundtvigske (Vartov) sammenhænge, og det meget lovende unge
venstre-folketingsmedlem (og PhD-studerende) Esben
Lunde Larsen. Og jeg fik talt med flere andre. - LINK:
Mandag den
14. maj 2012. - Studerede KFUM-huset
på Svingelsvej, Nakskov, og på biblioteket, hvor
bibliotekaren fandt den lille KFUM-jubilæumsbog fra 1948 til mig. Se nærmere i
14.05.12-indskuddet i "Erindringer" og i Facebook-billedalbummet
"Neobop-kvintetten The Strangers
1957/58-1961". Link:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.196497890384084.49512.100000716224349&type=3&l=c2d3ff3e51
Maj 2012 i
øvrigt: Jeg indrømmer, at alt
vedrørende tiden efter 18. februar er sat på 30/5 - på grundlag af kalender
m.m. Men jeg har vist ikke glemt noget. Ellers må jeg, som jo også tidligere,
sætte det ind, når/hvis jeg senere kommer i tanker om det eller støder på det.
Og i øvrigt arbejder jeg, som jeg hele tiden har gjort (salmer, digte, poetik,
litteraturhistorie og lidt polske ting - samt orgelspil). Jeg må mere end
nogensinde før konstatere, at min lange forberedelsestid siden 1961(!) er slut,
så at jeg i resten af min tid kan - og skal! - koncentrere mig om at producere
egentlige produkter. Men jeg fyldte jo 69 den 15. maj. Så jeg har travlt og må
prøve at koncentrere mig. Vi tager ingen steder på ferie i år, før vi skal
deltage i Harald Blåtand-højtidelighederne i Szczecin og Wolin
i begyndelsen af oktober. Og jeg prøver i det hele taget at holde mig fra alle
aktiviteter, der ikke er absolut nødvendige.
JUN 2012
Tirsdag den
12. juni 2012.
Dronningen autoriserede homovielsesritualet.
Men det blev, så vidt har kunnet se, ikke omtalt i medierne.
Onsdag den 13.
juni 2012.
Jeg deltog i Lolland-Falsters Stifts landemode i
Maribo Domkirke og Restaurant Bangs Have. I Bangs Have aflagde biskop Steen
Skovsgaard som sædvanlig sin beretning om året i kirken og stiftet. Han sagde
alle de rigtige ting om sin modstand mod homovielsesritualet
og om sin forbliven i embedet og Folkekirken. Og jeg fik i pausen lejlighed til
at takke ham for det og erklære mig helt enig. Bagefter holdt Per Stig Møller
et fremragende foredrag om Kaj Munk (jfr. hans bog "Munk").
Hovedtesen var, at for Munk var ikke magten, men kærligheden det største og
stærkeste. Til slut forklarede han, hvordan og hvorfor det i sommeren 1945 var
nødvendigt for politikerne at "myrde Munk for anden gang". Der skulle
være valg til oktober, og samarbejdspolitikerne ville
for enhver pris undgå at få ødelagt det billede af sig selv, som tæt forbundne
med modstandsbevægelsen, de straks var gået i gang med at opbygge. Jeg sendte,
da jeg var kommet hjem, en kort takke-mail til Per Stig, som han kvitterede
for. Den havde glædet ham meget.
Fredag den
15. juni 2012.
Den nye ægteskabslov trådte i kraft, og jeg så i
Kristeligt Dagblad, at ritualet var blevet autoriseret af Dronningen tirsdag
den 12. juni (i øvrigt tyveårsdagen for autorisationen af den nuværende
Alterbog og Ritualbog, en ekstra hån!). Og jeg sendte min forberedte "I
øvrigt" til Ekstra Bladet, hvori jeg udtrykte den mening,
at datoen den 12. juni 2012, hvor Dronningen autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn, nu må stå i den danske kirkehistorie som "løgnens dag".
Lørdag den
16. juni 2012.
Jeg deltog i Museum Polakkasernens sommerfest, som
begyndte med formand Torsten Elsvors velkomsttale. Det
var som sædvanlig både hyggeligt og udbytterigt. Jeg fik talt med mange af de
gamle venner, som jeg ikke alle kan nævne her, men jo da fx den nye formand for
Federacja Polonia og formand for den polske forening
i Næstved Lidia Szuster og hendes mand Józef (jfr. allehelgensandagterne ved de polske flyveres og
familien Christensens grave på Slaglille Kirkegård).
Og jeg fik med Informator Polski-redaktør Roman Śmigielski
drøftet det udkast til afsluttende Plebania-artikel, jeg dagen før havde sendt
til ham. Det var dobbelt så langt, som vi havde aftalt, men jeg havde ikke
kunnet nå mere. Vi aftalte, at jeg i løbet af næste uge skulle sende et
endeligt manuskript, der fyldte det halve.
Jeg fik også en længere samtale med militærattaché, komandor (flådekommandør) Jarosław
Miłowski, som jeg har været sammen med flere
gange i Slaglille og har et særdeles godt forhold til. Vi talte blandt andet om
og ud fra pseudonymet Vincent V. Severskis roman
"Nielegalni", som jeg købte i Szczecin,
sidst jeg var til tandlæge, og netop er ved at læse. Kommandøren havde meget
interessante kommentarer til den. Den handler om efterretningstjenester,
agenter og altså især "nielegalni"
(illegale), dvs. særligt plantede personer med falsk identitet som borgere i
det pågældende land, ikke mindst dansksvenskeren Hans Jorgensen
(som han staves i bogen). Den stærkt forgrenede og sammenflettede handling
foregår i Polen, Ukraine, Hviderusland, Tyskland, Danmark og Sverige. Og i
2000'erne. Men med baggrund i begivenheder i 1939. En efterhånden helt
ulideligt spændende bog. Komandor Miłowski
sagde, at der selvfølgelig er tale om en roman med fiktive personer og fiktiv
handling, men at der nok ellers er tale om et ganske realistisk billede af,
hvad der er gået for sig og stadig går for sig. Pseudonymet dækker ifølge
oplysningerne på bogens opslag over en tidligere polsk efterretningsofficer.
Det er helt utroligt!
Jeg fik også talt med lidt med de to tilstedeværende
lokale katolske præster, hvoraf den ene er polak. Og med Roman Miedzianogóra og hans kone Maria (se til 31. maj 2010). En
ældre kvinde fortalte om sin barndom i Polen og om sin kusine og hendes polske
mand, der var aktive i modstandsbevægelsen og ligger begravet i Mindelunden i
Ryvangen.
TILFØJET 04.07.12: Jeg var ikke umiddelbart i stand
til, helt korrekt at gengive, hvad der blev fortalt, men jeg har spurgt Lidia Szuster (se ovf.), om hun kunne hjælpe mig, og hun har
sendt mig udførlige oplysninger om de pågældende mennesker og begivenheder, og
på grundlag af dem kan jeg nu meddele de vigtigste ting samt nogle links. Det
er en del af den danske og polske og dansk-polske historie, som fortjener at
være kendt af så mange som muligt.
Jeg husker desværre ikke navnet på
den dame, der fortalte (selv om jeg fik hilst på hende og vekslet nogle ord med
hende), men hun bor nu på Sjælland og er datter af Jørgen Mogensen, som blandt andet var dansk diplomat i Polen
(vicekonsul i Gdansk 1944). Jørgen Mogensen kom i tysk koncentrationslejr for
spionage og har skrevet bogen ”Den store gidseltagning”.
Jørgen Mogensen havde en bror, der
hed Knud Mogensen og var ingeniør
i F.L. Smidth. Han arbejdede blandt andet i Polen, hvor datteren Anna Louise -
senere kaldt Lone - blev født.
Familien kom hjem til Danmark i 1936.
Lone Mogensen var
særdeles aktiv i den danske modstandsbevægelse (se linket til Lone Maslocha) og blev den 31. december 1944 gift med den
herboende polske modstandsmand Lucjan Maslocha (se linket til ham). Den 3. januar 1945, altså
kun tre dage efter deres vielse, blev Lone og Lucjan skudt af Gestapo under en
razzia mod den villa, de opholdt sig i. I slutningen af juni 1945 blev deres
lig fundet i Ryvangen, og den 29. august 1945 blev de sammen med over hundrede
andre begravet i Mindelunden ved en stor højtidelighed.
De, der vil se mere, kan klikke på disse LINKS:
http://www.din-bog.dk/Maslocha/Lone_Maslocha
http://www.din-bog.dk/Maslocha/Lucjan_Maslocha
http://www.din-bog.dk/Maslocha
http://www.din-bog.dk/Maslocha/Register/
Men der er flere sider om disse
personer. Dem vil man ret nemt kunne finde ved at google på navnene.
Når jeg refererer så udførligt fra denne begivenhed,
er det også for at vise, hvor meget man kan komme til at opleve ved at være
medlem af de polske foreninger og deltage i deres arrangementer. Se også
referatet fra de forrige sommerfester (lørdag den 19. juni 2010 og lørdag den
18. juni 2011).
Søndag den
17. juni 2012.
Min ovenfor indsatte "I øvrigt" var i Ekstra
Bladet - og blev mandag sat på min Facebook-væg og på undersiden "Kirke og
teologi".
-
Jeg har spurgt min i øvrigt gode sognepræst, om hun
gik ind for homovielser. Det gjorde hun desværre. Så
Anna og jeg har sat en sognebåndsløsningsproces i gang - til sognepræst Kasper
Høyer, Vesterborg-Landet-Ryde, som vi jo spiller hos, og som heldigvis er
afgjort modstander. Og vor biskop, Steen Skovsgaard, er også modstander. På den
måde kan vi, under fortsat protest, sagtens blive i Folkekirken.
Idet jeg henviser til undersiden "Kirke og
teologi", hvor de vigtigste af mine mange onlinedebat- og Facebook-indlæg
står, vil jeg her nøjes med at sige, at jeg ikke fortryder mine indlæg mod homovielser fra i hvert fald 1997 af, og som sagt også
fortsat vil markere min protest (fx hvert år på eller omkring "løgnens
dag" den 12. juni), men at jeg ellers er træt af den dumme sag, som
hverken skal overskygge alt det andet vigtige i "den kirkelige
proces" (især processen frem mod kirkeforfatningen/styrelsesloven) eller
lægge beslag på min kostbare tid, hvoraf jeg sådan set burde bruge hvert eneste
minut på at få gjort mit "storpoetiske livsværk" i hvert fald så
meget som muligt færdig. Jeg er af debatten i medierne og i Facebook blevet
mere end nogensinde før klar over, at jeg stort set intet særligt har til
fælles med den såkaldte kirkelige højrefløj - for slet ikke at tale om
frikirkefolk og sekterere - men tværtimod udtrykkeligt vil stille mig i den
folkekirkelige og evangelisk-lutherske midte og dér give mine bidrag til den
udvikling, jeg har talt om i mine forskellige artikler m.m. - hvoraf sidste
version af "Den næstbedste drøm" stadig er den vigtigste. Den står
også på "Kirke og teologi". Jeg vil snarest markere min position i
mindre indlæg til Præsteforeningens Blad, Dansk Kirketidende og Kristeligt
Dagblad.
Onsdag den
20. juni 2012.
Jeg fik sendt den færdige version af min ovenfor
omtalte artikel til redaktør Roman. Den kommer i næste nummer af Informator
Polski. På dansk. Dels er der ikke tid til at oversætte den til polsk, dels
blev vi enige om, at det ikke gør noget, at også de, der kun læser dansk, får
mulighed for at læse denne sidste omtale af den 1829 afsnit lange og fantastisk gode polske
præstegårdsserie "Plebania" (se mine forrige artikler på både polsk
og dansk på undersiderne "Internationalt" og POLSKI). -
Manuskript-titel og -undertitel er: "Fra præstegård til indkøbshelligdom.
Lidt om de sidste 221 afsnit i tv-serien Plebania og et par ord om dens kun 94
afsnit lange afløser Galeria".
Torsdag den
21. juni 2012.
Jeg begravede min medsvigermor Jytte Petersen
(Kettinge kirke og kirkegård). Jytte, som døde lørdag den 16. juni, er mor til
min yngste søn Nikolajs kone Mai-Britt. Mai-Britts far hedder Hans-Erik
Petersen. - Jeg skriver jo ellers så godt som intet om vort privatliv, men jeg
mener, det må være rigtigt at nævne dette.
Lørdag den
23. juni 2012.
Anna og jeg deltog (som stort jo set hvert år) i
Fuglse Beboerforenings sankthansbål i Alsø ved Røgbølle Sø (en af
Maribosøerne). Med os var i år 1 medsvigerfar, 1 svigerdatter og 3 børnebørn.
Båltalen blev holdt af Anne Høegh på hvis eng sankthansfesten altid holdes. Hun
trådte i stedet for sin afdøde mand Mortens bror, folketingsmedlem og tidligere
fødevareminister Henrik Høegh, som ikke var kommet hjem fra klimatopmødet i Rio de Janeiro, Brasilien. Henrik Høegh boede indtil for nylig på
sin gård i Fuglse, men bor nu i nabosognet Bursø. Anne Høeghs tale havde form af betragtninger over
sankthans, sankthansbål og hekse i historisk og internationalt perspektiv.
Særligt tankevækkende var Anne Høeghs understregning
af, at heksebrændingerne ikke (først
og fremmest) fandt sted i den mørke middelalder, men især i Tyskland og Norden
efter reformationen. - I en
Wikipedia-artikel, som jeg senere har fundet, oplyses ligefrem, at
Den første heksebrænding i Danmark fandt sted i Stege
i 1540. I årene mellem 1540 og den sidste officielle heksebrænding i 1693 blev
op mod 1000 mennesker brændt for hekseri.
Jeg skal selvfølgelig ikke her arbejde videre med dette, men jeg må dog sige, at det bagefter slog mig, at vel er det forfærdeligt, at vi nu har fået en løgn i Ritualbogen (se til 12. og 15. juni), men at dette jo kun er en lille uhyrlighed i forhold til, at man i Danmark efter reformationen har brændt mennesker mere eller mindre i Guds navn. Jeg må have undersøgt, om der ligefrem har været ritualer for det. Man har vist i hvert fald brugt 2. Mos. 22,17 som begrundelse for heksebrændingerne: "En troldkvinde må du ikke lade blive i live". (Og jeg siger igen: Godt, man ikke er bibelfundamentalist!). - Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde noget nærmere om dette, hverken på Nettet, i min store danske kirkehistorie eller i mit kirkeleksikon. Det er åbenbart noget, man ikke så gerne vil ind på.
Men uanset om der ligefrem har været autoriserede kirkelige ritualer for heksebrænding, er det tankevækkende, at man med kongen i spidsen (Christian IV) har begået sådanne handlinger i det evangelisk-luthersk kristne Danmark. Hvortil kommer alle de mange andre forfærdelige ting, der kunne opregnes fra også de sidste fem hundrede års danske kirkehistorie.
For mig betyder dette, at sankthansaften 2012 bekræfter mig i, at jeg skal blive i Folkekirken, blot under den fornødne protest mod løgneritualet. Der skal, som man siger, og som jeg også selv ofte siger, en stærk tro til at studere kirkehistorie. Og det er håbløst (og allerede af den grund forkert) at drømme om en "ren kirke". Vi bliver simpelt hen nødt til at tage til efterretning, at kirken i uhyggelig grad ligner verden, idet vi samtidig glæder os over, at Evangeliet hele tiden er til stede, også i de allermørkeste perioder som fx på den unge Luthers tid.
Jeg vil prøve at finde ud af, hvad selve kirkeinstitutionens rolle i hekseprocesserne har været, og om der ligefrem har været kirkelige ritualer inde i billedet. - 05.07.12: Se det 25.06.12 påbegyndte tekstkompleks "HEKSEPROCESSER OG HOMOVIELSER"
på undersiden "Kirke og teologi".
Fredag den 29. juni
2012
Jeg deltog i vort 50-års studenterjubilæum i Maribo. Vi deltog som for 10 år siden i dimissionsfesten fra balkonen, med glimrende overblik. Og konstaterede, at såvel musiklivet som hele ånden i høj grad trivedes som for 50 år siden. Det gjaldt rektors tale, studentens tale, fællessangene og 2 g-musikgruppens to numre. Og vi blev - efter at rektor Lars Jørgensen i det lokale, vi jubilarer havde fået tildelt, havde hilst på os ved et glas champagne - af inspektor Marianne Christensen vist rundt på skolen, hvor der var både gammelt og nyt at se. Desværre kom vi ikke over i den (nærmeste) af de gamle pavilloner, hvor vi sproglige havde vort klasselokale. Men den besøgte jeg for nogle år siden, da jeg var til et EU-møde, som blev holdt på gymnasiet. - (I 2002 deltog jeg kun i dimissionsfesten og tingene i umiddelbar tilknytning til den. Min mor var nemlig død samme nat. Men jeg så det som både muligt og rigtigt at gøre lige netop sådan. Det var en stor dag for min mor, da jeg blev student. Hun havde jo været alene med mig siden min fars død i 1949 (før jeg fyldte seks) og havde kæmpet en ofte hård kamp, for at vi skulle klare os). - Fra kl. 13 spiste vi frokost på Hotel Maribo Søpark, hvor vi havde nogle gode timer. Der var meget at mindes og fortælle om. Stille og roligt og hyggeligt. Jeg fik snakket godt med mange af de gamle kammerater, også dem fra matematikerklassen, hvis drenge vi sproglige drenge jo havde haft legemsøvelser med (eller hvad det hed dengang). Men jeg fornærmer ikke nogen, når jeg især udtrykker min glæde over gensynet og samtalerne dagen igennem med min ikke bare kammerat, men ven fra dengang Gunnar Brønholt (som man kan læse en hel del om i "Erindringer" kap. 4). Jeg mener ikke, jeg har mødt ham siden 25-årsjubilæet. - Jeg har netop (30.06.12) sendt en Facebook-venneanmodning til Gunnar. Jeg er i forvejen FB-ven med Birgitte Hoff fra vores sproglige klasse, som altid har været med til at arrangere vore jubilæer. Hendes kontakt til mig i anledning af 50-årsjubilæet begyndte med en FB-venneanmodning! (Og Gunnar er "fælles ven"). Så nu må vi se, hvad dette kan føre til. Som jeg netop har skrevet til Gunnar i den FB-besked, jeg ledsagede anmodningen med, er det vigtigste ved fortiden, hvad den var dengang, og at man som sådan har den med i sit liv. Og i mellemtiden kommer man mere og mere til at gå sine egne veje. Gunnar og Anna og jeg havde dog nogen kontakt gennem nogle år. Blandt andet var Gunnar ikke alene med til vort bryllup, han sad også ved orglet i Skørringe Kirke den 22. maj 1965. Og jeg gør opmærksom på, at dette i mine øjne ikke bare er privat. For Gunnar var musiklivet på Maribo Gymnasium jo simpelt hen et forstadium til hans flotte musikerkarriere. - Til efteråret mødes nogle af os nok til gymnasiets 75-års jubilæum, som rektor udtrykkeligt inviterede os til at deltage i. Og ellers vil vi prøve at mødes igen om ti år. Der var i år også tre (tror jeg det var) 60-årsjubilarer til stede på skolen. Hvor mange mon vi bliver om ti år? Er jeg mon med? - Er 30.06.12 blevet medlem af Facebook-gruppen Maribo Gymnasium.
Se også de to studenterdigte på undersiden "Litterære tekster" (Ugens FB-digte, uge 25 og 25/2012).
JUL 2012
Søndag den
8. juli 2012. 5. søndag efter trinitatis
Jeg spillede ved digegudstjenesten
på Errindlev Havn. Præsten var domprovst Ole Opstrup.
Denne gudstjeneste er en stor tradition i Errindlev
Sogn.
I 1994 spillede Anna til den. Præst var Ole
Wæverstrøm, sognepræst i Hillested-Skørringe 1984-1997 og dermed en af hendes
fars efterfølgere i embedet dér. Jeg var med -
og tog et billede af gudstjenesten, som indgik i det lysbilledforedrag, jeg
holdt flere steder, da vi senere samme år besøgte Polen og Rusland. Jeg tror,
det var det første billede i foredraget om os selv her i Lolland-Falsters Stift
og Den Danske Folkekirke, med Østersøen i baggrunden - og Polen og Rusland bag
vandet.
I 2004 var jeg selv præst ved denne gudstjeneste. - Se
undersiden "Prædikener efter 30.06.03", og find prædikenen til 5.
søndag efter trinitatis 2004.
Ellers er der er ikke sket noget særligt. Jeg har
arbejdet med mine forskellige ting og har skrevet forskellige tekster. De
vigtigste af disse tekster, både trykte og kun elektroniske og fra både juli og
august, kan ses på undersiderne "Poetik", "Litterære
tekster", "Salmer", "Kirke og teologi",
"Internationalt", "Mit eksistens-rum". Andre vil blive
offentliggjort senere på året. Jeg koncentrerer mig mere og mere om mit helt
særlige livs- og litterærpoetiske projekt, og selv om jeg denne sommer også
forbereder mig på min deltagelse i Harald Blåtand-dagene i bispedømmet
Szczecin-Kamień 4.-5. oktober, prøver jeg nu at begrænse mine
aktiviteter på bifags-området "slavistik" (se dog også min sidste
artikel om den polske præstegårdsserie "Plebania" på undersiden
"Internationalt"). Men jeg fortsætter min salmedigtning (undersiden
"Salmer") og betragter den som en vigtig del af mit kirkelige og
teologiske engagement. Og jeg gør meget for at være med i såvel den aktuelle
kirkelige proces overhovedet som situationen omkring den kommende
kirkeforfatning/styrelseslov. Folkekirkens fremtid hævet over alt andet. Men
tingene hænger sammen. Mit særlige storpoetiske projekt forudsætter jo, at der
er en sand evangelisk-luthersk kristen kirke i Danmark, som jeg er med i.
Uanset hvor selvstændigt mit poesi-projekt så ellers er. Men dette kan man se
meget mere om på undersiderne "Grundtvig", "Kirke og
teologi", "Poetik" og "Mit eksistens-rum".
AUG 2012
Søndag den
19. august 2012
Jeg spillede
ved den årlige "gudstjeneste ved søen" i Vesterborg.
Det resulterede i et lille Facebook-billedalbum på tre billeder. Jeg sætter teksterne
på her (med albummets titel som overskrift) - og derefter linket til albummet.
Den
årlige gudstjeneste ved søen i Vesterborg
Hvert år i august måned rykker menigheden i Vesterborg
Sogn, Lolland vestre Provsti, ud i naturen. Nærmere betegnet til Theophiliskoven ved bredden af Vesterborg Sø. - Se også
linket til Theophiliskoven efter teksten til det
første billede.
Tekst til
billede 1:
Den helt særlige grund til, at kirkesanger Kaj Helm
Larsen (tv.) har taget disse billeder og sendt mig dem, er, at jeg jo ved søgudstjenesten 2012 måtte bruge en helt særlig orgelbænk,
nemlig det, der vist hedder et "skydeskjul" eller
"skytteskjul" (eller noget i den retning; jægeren lægger et
sløringsnet over dette stativ og lægger sig ind under det). Der er jo ikke
strøm ude ved søbredden, så der bliver altid transporteret et gammelt harmonium
derud. Men denne gang havde man glemt orgelbænken. Og vi havde ikke ølkasser
nok (se de næste billeder). Så fik jeg øje på dette stativ i et hjørne af
pladsen. Og det kunne bruges. Med de tæpper, jeg havde i bilen, og en pude fra
en af gudstjenestedeltagerne. I midten af billedet ser vi sognepræst Kasper Høyer.
Og på "orgelbænken" er det altså mig. - LINK til Theophiliskoven:
http://www.aabne-samlinger.dk/lollandfalster/historie/herreg_landsk/pederstrup_skov.asp
Tekst til
billede 2:
Gudstjenesten er i gang. Vi er ved en af læsningerne.
Ved disse gudstjenester bliver menigheden siddende under læsningerne. Men jeg
står op. Fordi jeg er frommere end de andre? Nej, jeg havde en helt særlig
grund til, gerne at ville stå op! - Bemærk madkurvene m.m. Efter gudstjenesten
(som begynder kl. 18) spiser man sin medbragte mad, hvori for det meste indgår
pølser eller andet kød, der bliver grillet på den faste grill, der står på
pladsen, og som der er tændt op i, inden gudstjenesten begynder.
Tekst til
billede 3:
Jeg tror, dette billede er taget under prædikenen. Men
det er nemt at forestille sig, hvordan samværet omkring bordene fortsætter
efter gudstjenesten. - Her i 2012 var vejret helt perfekt. Men det kan også være
mere eller mindre dårligt. Hvis det virkelig regner, holder vi gudstjenesten i
kirken og griller i præstens gård, ja, står lidt i tørvejr i hans garage, og
spiser maden i konfirmandstuen. Det har sin charme. Men det helt særlige er jo
stemningen ved søen som her i 2012. - Jeg henviser igen til linket til Theophiliskoven ved det første billede.
LINK TIL
ALBUMMET:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.472690139431523.112167.100000716224349&type=3&l=b7b2486672
Torsdag den
23. august 2012.
Jeg deltog - som praktisk taget hver gang siden 1974 -
i Lolland-Falsters Stifts stiftspræstestævne (det hed tidligere
stiftspræstemøde). Denne gang var det på grund af omstændighederne henlagt til
Møn, nærmere betegnet Hotel Præstekilde ved Stege.
Vi emeriti deltager kun på andendagen. Der var
foredrag ved PhD Bente Lybecker: "Søg mit
ansigt" (om kristen "retræte") og PhD-studerende
Marianne Gaarden: "Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med"
(om prædikener, især om, hvordan de opleves af menigheden, bla. på grundlag af
en stor interviewundersøgelse). Og så var der det kollegiale samvær med
indbyrdes drøftelser, altid en vigtig del af en sådan dag.
Ellers ikke noget særligt. Men se de almindelige
bemærkninger under JUL 2012!
SEP 2012
Mandag den
3. september 2012
Anna og jeg fejrede mit 50-års rekrutjubilæum ved at køre
til Holbæk for at se mindestenen for Sofielundlejren midt i det
parcelhuskvarter, der nu ligger, hvor lejren lå (indtil 1976). Vi spiste en
beskeden frokost ved bordet ved mindestenen og talte med en gammel
artillerisergent, der boede lige ved siden af, og som selv havde gjort tjeneste
i lejren. Derefter kørte vi en tur ud over Fælleden, hvorefter vi kørte ind på
den gamle artillerikaserne (nu indrettet til boliger m.m.), hvor jeg også nogle
gange havde været.
Det var måske en slags spøg, da vi for nogen tid siden
blev enige om at tage os en sådan tur. Men de to måneder i Sofielundlejren var
faktisk en god og vigtig periode i mit liv. Og så fik vi en god lille udflugt
sammen.
Jeg henviser til "Erindringer", nærmere betegnet KAPITEL 5. "1962-1964. Hæren" - som begynder med afsnittet "1962. Rekrut". Men også til det Facebook-billedalbum, der blev oprettet 5/9 2012:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.470182596348944.111635.100000716224349&type=3&l=d195e9b09b
Lørdag den
8. september 2012
Med to børn, to svigerbørn og tre børnebørn (hvoraf de
to yngste dog kun var 1½ og 3 år) besøgte jeg, Oreby. Og jeg nævner det her.
For vel var det en privat familiebegivenhed, men den knytter sig unægtelig til
"Erindringer" kap. 1 og 2. Vi var ikke alene ved kroen og havnen, men
havde også fået tilladelse til at køre ud til mit fødested Hyldehus, som vi
betragtede på passende afstand for ikke at genere dem, der nu bor der. Afsidesheden gjorde et stort indtryk på de yngre. Det samme
gjorde det lille stykke jord, som min far havde dyrket. Og vi tænkte på, at
nogle af bøgetræerne godt kan have været plantet af min far. Vi var også ved
Oreby Avlsgård med godsforvalterboligen (hvor Erik og Sven Erik og jeg havde
udkæmpet mange slag på gulvtæppet i dagligstuen med vore plastiksoldater og
blykrigsskibe) og med de to staldbygninger, ikke mindst kostalden med rampen,
hvor fodermesteren havde øst mælk i bla. min lille spand. Og jeg fortalte om
godsets egen smedje og eget gartneri m.m. Og de fik også alle de andre
historier, ikke mindst den om "tjærekrigen" i magasinet ved kroen.
Mange af historierne har børnene jo hørt før. De har også været ved havnen og
kroen før, men ikke ved Hyldehus. Det var en rigtig god dag. På hjemvejen
dvælede vi ved Oreby Skole, Rosenvang 6 (hvortil Mor og jeg flyttede efter
Oreby) og Rørbæk Skole, hvor jeg gik i 1. mellem (og lidt af 2.).
Onsdag den
19. september 2012
Jeg deltog i emeritus-underforeningens (af
Præsteforeningen) møde i Slagelse. Lolland-Falsters Stift var stærkt
repræsenteret. Tidligere domprovst i Odense - og i sin tid sognepræst i
Arninge-Tillitse - Christian Dickmeiss holdt et meget
fint foredrag med titlen "Sækulariseringens
ubønhørlige gang - belyst ud fra Sven Delblancs
romanserie Samuelbøgerne". Men
det var jo også stort at møde ham efter alle disse år og mindes vor fælles
fortid på Nakskov Gymnasium (se "Erindringer kap. 7). Jeg fik også talt en
del med tidligere sognepræst i Majbølle Lars Graff Nielsen, som jeg kunne
fortælle, at jeg for kort tid siden ved en lille militæropvisning ved Maribo
havde mødt en soldat, der havde haft ham som feltpræst i Kroatien. - Men jeg
afstod fra, hvad jeg ellers havde overvejet, at foreslå noget om særligt
engagement i "den kirkelige proces" i dette regi; jeg må ikke
involvere mig for bredt.
Søndag den
30. september 2012
Kl. 8 steg vi på DenTour-bussen
på banegårdspladsen i Nykøbing. På vej til tandlæge
og de store Harald Blåtand-dage i Szczecin og omegn. Se under oktober!
OKT 2012
Mandag den 1. til søndag den 7. oktober 2012. - Tandlæge og
Harald Blåtand i Szczecin
Søndag den
30. september var Anna og jeg som
ovenfor nævnt taget med DenTour-bussen til Szczecin.
Mandag den
1. til onsdag den 3. oktober gik vi
til tandlæge og optiker.
Onsdag den
3. oktober deltog vi i en privat
husindvielsesfest, der samtidig var en optakt til de to Harald Blåtand-dage. Se
evt. også undersiden "Internationalt" - og dette link:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.488272414539962.115944.100000716224349&type=1&l=714c1f50d3
Torsdag den
4. oktober og fredag den 5. oktober
deltog vi i Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień's
store Harald Blåtand-program. Se evt. også undersiden "Internationalt".
Her er albumteksten til Facebook-billedalbummet "Dansk-polske Harald
Blåtand-dage" - efterfulgt af linket dertil. Den indledende albumtekst
lyder:
Den dansk-polske Harald Blåtand-dag i Roskilde den 4.
september 2011 er nu blevet fulgt op af to polsk-danske Harald Blåtand-dage i
bispedømmet Szczecin-Kamień 4. - 5. oktober 2012. - Ifølge
krønikeskriveren Adam af Bremen døde Harald Blåtand i (formodentlig) Wolin (Jomsborg?) nord for
Szczecin, hvorefter han blev sejlet til Roskilde og begravet dér. - Link til Facebook-billedalbum: http://www.facebook.com/media/set/?set=a.484606638239873.115199.100000716224349&type=1&l=2499f00b6a
Det var på alle måder store dage for os. Jeg var glad
for at deltage i gudstjenesterne i ornat sammen med biskopperne Peter
Fischer-Møller, Roskilde, og Niels Henrik Arendt. Haderslev (med Jelling!) og
sognepræst ved Roskilde Domkirke Maria Harms. Og noget helt særligt var det at
optræde på mit bedste polsk ved den historiske konference på Szczecin
Universitet med foredraget "Det dansk-polske forhold fra Erik af Pommern
til i dag" (Stosunki duńsko-polskie
od Eryka Pomorskiego do dzisiaj). Den danske version kan også læses på
"Internationalt" - og den polske på POLSKI. Før mig fremførte lektor
emeritus Jørn Arpe Munksgaard sit indlæg om Harald Blåtand. Og efter mig talte
den lokale doktor Piotr Klafkowski (Katedra Etnologii i Antropologii Kulturowej, hvilket
vel vil sige Institut for etnologi og kulturantropologi) om især
bibeloversættelserne til de nordiske sprog, herunder grønlandsk.
Jeg henviser også til omtalen af Harald Blåtand-dagen
i Roskilde den 4. september 2011 såvel her på siden som på
"Internationalt".
Lørdag den 6. oktober hvilede vi ud på vort dejlige stamhotel Hotel Victoria og tog om aftenen afsked
med dets restaurant Restauracja Stary Szczecin
(Restaurant Gamle Szczecin).
Søndag den 7. oktober lige over middag steg vi på DenTour-bussen
og kørte hjem til Danmark.
Lørdag den 27. oktober 2012 deltog vi i efterårsfesten i Polsk Forening i Maribo.
Det var som sædvanlig en hyggelig aften med god dansk og polsk mad - med den
polske bigos
som hovedret. Formand Hanna Slobodziuk lod mig få
ordet for en kort omtale af Harald Blåtand-projektet og Harald Blåtand-dagene i
Szczecin 4. - 5. oktober. Jeg henviste i øvrigt til omtalen her på hjemmesiden.
Men Hanna omtalte også sine planer om nogle medlemsmøder med foredrag, evt.
bla. et foredrag ved mig om Harald Blåtand-projektet.
Søndag den 28. oktober. - Ved gudstjenesterne oplyste sognepræst Kasper
Høyer, at Henrik Gade Jensen om
eftermiddagen skulle ordineres i Maribo Domkirke. Han skal være sognepræst i
Gloslunde-Græshave-Dannemare-Tillitse Pastorat i Lolland vestre Provsti, altså
Vesterborg-Landet-Rydes nabopastorat. Jeg kunne desværre ikke tage til
ordinationen (som jeg mod sædvane ikke havde fået meddelelse om fra stiftet).
Jeg skulle også spille i Holeby om aftenen kl. 19. Men jeg ville meget gerne
have deltaget. Jeg har jo gennem årene læst en hel del af, hvad Henrik har
skrevet. Han har de senere år og indtil nu været ansat i den liberale tænketank
Cepos. Og jeg husker jo det modbydelige - og et langt stykke vellykkede -
forsøg på karaktermord på ham fra Informations (og som ukritisk viderebringer)
TV 2's side. Nu måtte jeg nøjes med at sende ham en velkomsthilsen på Facebook,
hvor vi er venner. Og jeg vil prøve at komme til at deltage i hans indsættelse
i Dannemare Kirke den 11. november (23. søndag efter trinitatis).
Mandag den 29. oktober. - DR 1's "Hængt ud på forsiden" handlede om
Henrik Gade Jensen-sagen. Jeg husker den udmærket og forsøgte dengang også -
dog uden held, men de står på undersiden "Politik" - at få trykt et
par læserbreve til forsvar for ham (mod nogle usande og senere dementerede
nazi-påstande). Det var en modbydelig sag. Og ekstra modbydeligt var det at se,
hvordan de skyldige prøvede at bagatellisere deres onde gerning. En af de
værste var Århus-biskop Kjeld Holm. - Henrik Gade Jensen er mag. art. i
filosofi og har desuden (som jeg selv) den supplerende såkaldte § 2-uddannelse
i teologi (der nu sjældent, og kun i særlige tilfælde, bruges). Henrik er nok
et af de allerskarpeste hoveder på "vor" side (for at sige det kort),
og jeg regner det for en stor gevinst for stiftet og Vestre Provsti, at vi har
fået ham hertil. Og det er naturligvis helt ved siden af, at man har prøvet at
stemple ham som højreekstremist. Men sådan var det dengang (2003), og sådan er
det til dels endnu. De "nyhellige" tåler
ingen modsigelse og karakteriserer næsten pr. automatik dem, der mener bare
lidt andet, som fascister. Og de kan ikke engang skamme sig. Den senere
Information-redaktør måske dog lidt. Jfr. kommunisternes betegnelse af socialdemokraterne
som "socialfascister"! Og Henriks ven domprovst Steffen Ravn
Jørgensen, Helsingør, fortalte fint om det hele, ikke mindst om de frygtelige
omkostninger, sagen havde for Henrik og hans familie. Eksperten (husker hverken
stilling eller navn) bedømte også sagen godt. - Jeg prøver at sætte et link ind til "Hængt ud
på forsiden":
http://www.dr.dk/tv/se/haengt-ud-pa-forsiden/detektor-53#!/
Onsdag den 31. oktober 2012. - Årsdagen for Luthers teser i Wittenberg 1517 - og
for min ordination i Maribo 1971. - Men bortset fra, at jeg i mine tanker selv
mindedes begge dele, var dagens gudstjenstlige begivenhed
Halloween-gudstjenesten i Vesterborg kl. 21! For jeg var jo organist ved denne
gudstjeneste. Og jeg omtaler den her for at give et eksempel på, hvordan også
jeg oplever den folkekirkelige virkelighed anno 2012. - Kirken var fyldt med
elever fra Halstedhus Efterskole. Mange af dem var malede i ansigterne til
lejligheden. Og de var meget søde. Men selvfølgelig er jeg ikke ligefrem
begejstret for, at Halloween ikke alene (som også Valentine's
Day) præger vor kultur i al almindelighed, men ligefrem kommer ind i
Folkekirken. Sognepræst Kasper Høyer havde dog tilrettelagt en efter
omstændighederne god gudstjeneste. Jeg ved ikke, hvem der har taget initiativet
til denne gudstjeneste.
NOV 2012
Torsdag den
1. november 2012. - Jeg spillede til
spaghettigudstjeneste i Landet Kirke. Hvilket vil sige, at der først var en
kort gudstjeneste for især de mindre børn (deriblandt minikonfirmanderne), men
jo også for forældre, bedsteforældre og andre voksne, og derefter fælles
spaghettispisning i Landet Præstegårds konfirmandstue. Det er første gang, jeg
har deltaget i en sådan gudstjeneste, og netop derfor deltog jeg også i
spaghettispisningen. I modsætning til halloweengudstjenesten 31/10 har jeg
ingen indvendinger mod spaghettigudstjenesterne. Der kan selvfølgelig siges
meget om hele fænomenet specialgudstjenester og teologien omkring dem, men hvis
man ellers har en god teologi, er der naturligvis intet til hinder for, at man
lejlighedsvis afholder særlige gudstjenester, og netop spaghettigudstjenesterne
kan der siges meget godt om. Jeg nød det i hvert fald. Og næste gang vil jeg
prøve at tage et af mine egne børnebørn med.
Søndag den
4. november 2012. - For en ordens
skyld vil jeg lige nævne, at der på denne allehelgens søndag var ordinære
allehelgensgudstjenester i alle Vesterborg-Landet-Ryde-pastoratets tre kirker.
I Vesterborg og Landet medvirkede "Den Voxne
Kvartet" under ledelse af Lena Maaløe. (Kirkesanger Merete Lorentzen,
Landet-Ryde, synger sopran i denne kvartet). Kvartetten sang på præludiets og
postludiets plads samt lige efter prædikenen og oplæsningens af de dødes navne.
Lørdag den 10. november 2012. - Den årlige polsk-danske mindehøjtidelighed på
Slaglille Kirkegård (se under lørdag den 12. november 2011). Måske får jeg
senere billeder til et lille Facebook-fotoalbum. Men det hele forløb
grundlæggende som det plejer. Men der var forskelligt nyt. Som polsk katolsk
præst medvirkede i år den unge pastor Stanisław Chorągwicki, som kun har været i Danmark i to måneder,
og som foreløbig først og fremmest studerer dansk. Og ambassaden var
repræsenteret af den nye militærattache artillerioberst Dariusz Siekiera og fru Zofia. Under det efterfølgende samvær fik
jeg en livlig og meget interessant samtale med oberst Siekiera
om både historiske og aktuelle ting i Polen og Central- og Østeuropa. Der
deltog også to ægte veteraner fra den danske modstandsbevægelse, nemlig Max Roe
(Frihedskampens Frednings og Mindefond) og Jens Ege (Foreningen Danske
Veteraner 1940-1945). Med frihedskæmperarmbind.
Selvfølgelig et par ældre herrer, men de kan ikke have været ret gamle dengang
(af nedenstående link fremgår det, at Jens Ege er født i 1925 og altså var tyve
år, da krigen sluttede). I såvel andagterne som samværet deltog også
Slaglille-sognepræst Anders Gothenborg Frederiksen, som fra næste år vil
overtage den danske andagt. Når jeg i 2005 blev bedt om at tage denne tjeneste,
var det, fordi den daværende sognepræst ikke var interesseret. Jeg vil dog også
deltage til næste år, som jo er 70-året for disse Slaglille-begivenheder. Men
efter selve andagten ved familien Christensens grav sagde jeg (også på polsk):
"I dag har sognepræst Anders Gothenborg Frederiksen deltaget i andagterne,
og vi regner også med at være til stede begge to til næste år, hvor vi jo skal
markere 70-året for de begivenheder, vi mindes i dag. Men derefter vil han, som
stedets præst, overtage denne tjeneste. Pastor Anders vil her i dag også følges
med os til Næstved og deltage i samværet dér". - LINKS:
Til Facebook-billedalbum: http://www.facebook.com/media/set/?set=a.499978633369340.118321.100000716224349&type=1&l=31bb262017
Til frihedskæmperveteran Jens
Ege:
http://da.wikipedia.org/wiki/Jens_Ege
Søndag den 11. november 2012. - Jeg deltog i indsættelsen af sognepræst Henrik Gade
Jensen i Dannemare Kirke (Gloslunde-Græshave-Dannemare-Tillitse Pastorat,
Lolland vestre Provsti). Foruden provst Bjarne Madsen, som jo foretog
indsættelsen, deltog også den forrige sognepræst Michael Foersom, min egen
præst (Kasper Høyer, Vesterborg-Landet-Ryde), sognepræst i Birket (og
præsternes provstitillidsmand) Pia Pape og to præster fra Falster, som ikke
havde nogen særlig hverken personlig eller lokal tilknytning, men som bare
ligesom jeg selv havde været forhindret i at deltage i ordinationen. Alle vi
præster var i ornat og gik både ind og ud i procession med provsten og den nye
sognepræst i spidsen. Det var en god eftermiddag, både selve
indsættelsesgudstjenesten og det efterfølgende samvær i forsamlingshuset. Jeg
glæder mig over, at vi har fået Henrik Gade Jensen til stiftet og provstiet, og
jeg håber at møde ham i de forskellige sammenhænge, der kan blive tale om.
Torsdag den 29. november 2012. - Jeg spillede til "burgergudstjeneste" i
Vesterborg (se 1. november). I Vesterborg spiser man altså ikke spaghetti, men
burgere. Og Anna og vore to yngste børnebørn Mathilde og Markus (godt tre og
knapt to) var med. Gudstjenesten fulgte de samme principper som
spaghettigudstjenesten 1/11. Mathilde sad andægtigt hos Farmor og fulgte godt
med. Markus gik det meste af tiden stille og roligt op og ned ad midtergangen.
Det kunne vi ikke få ham fra. Men det gjorde sådan set heller ikke noget. Vi
ville dog helst have haft, at han også havde siddet hos Farmor - eller hos mig,
for jeg gik ned og var med til at holde øje med ham, og jeg prøvede at få ham
til at sidde lidt hos mig, men det varede ikke længe. Det var, mens præsten
talte med børnene og viste billeder på en skærm og ledsagede nogle sange på sin
guitar. Da gudstjenesten var forbi, kom Anna op til mig og sagde, at Markus var
blevet væk! Men i det samme spurgte en dame nede på gulvet, om det var os, der
ledte efter en lille dreng i grøn vindjakke. Han var gået med de andre over i
præstegården. Sådan!
DEC 2012
Onsdag den
12. december 2012. - Var til den
årlige emeritus-frokost hos biskoppen. Og det var som sædvanlig godt at sidde i
biskop Monrads gamle stue (med udsmykningen fra dengang) og få lidt mad og
drikke og høre, hvad biskoppen havde at fortælle, og at få snakket lidt om både
stort og småt med både ham og de andre "aktive emeriti" (plus en
enkelt emerita). "Aktive emeriti" vil sige de pensionerede præster, der
hjælper stiftet ved at tage nogle gudstjenester, når der er brug for det. For
mit vedkommende har det dog i 2012 været ved orglet, jeg har ydet mit bidrag. -
Biskoppen fortalte selvfølgelig også om sine fortsatte Monrad-studier, herunder
om det nystiftede Monrad-Selskab. Meget interessant og storslået. Biskop Steen
var for ikke så længe siden i New Zealand, hvor han blev modtaget, næsten som
om det var Monrad selv! Mindet om biskop og statsminister Monrad lever den dag
i dag stærkt dernede. - Et LINK: http://da.wikipedia.org/wiki/Ditlev_Gothard_Monrad
Torsdag den 13. december. - Modtog "Informator Polski" nr. 4/2012. Der var billeder fra Harald Blåtand-dagene i bispedømmet Szczecin-Kamień og en beretning om dem ved en polsk præst (ledsaget af en boks med det lille omkvæd, vi sang ved et par lejligheder, og som jeg til sidst fik lavet en dansk oversættelse af: "Abyśmy byli jedno" / "For at vi ét må være". Desuden en artikel af mig: "Dania i Polska w okresie zimnej wojny" (Danmark og Polen under Den Kolde Krig). Det er det pågældende afsnit af mit indlæg på universitetskonferencen. - Jeg henviser til den udførligere omtale på undersiden "Internationalt" og til mit eget Facebook-billedalbum med billederne fra Harald Blåtand-dagene: http://www.facebook.com/media/set/?set=a.484606638239873.115199.100000716224349&type=1&l=2499f00b6a
* * *
2013
JAN 2013
Fredag den
11. januar 2013. - Dette er den
første optegnelse i 2013. - For en uges tid siden modtog jeg det seneste nummer
af Szczecin Universitets engelsksprogede kvartalsskrift "The University
Review". Det var uden ledsageskrivelse, men det kan kun være redaktør
Leszek Wątróbski, der har sendt det. Ham var jeg
jo sammen med ved Urszula og Roman Śmigielskis
husindvielse den 3. oktober 2012 (nærmere derom på undersiden
"Internationalt"). Og han har sendt det, fordi der på s. 26 er et
lille stykke (ca. 4/5 spalte) med titlen "Danish Church
Delegation Visit" og med et fint billede af ærkebiskop Andrzej Dzięga og mig umiddelbart efter
universitetskonferencen fredag den 5. oktober. Billedteksten lyder: "Prof. Andrzej Dzięga,
Metropolitan Bishop of the Szczecin-Kamień Archdiocese and Pastor Dr. Bent
Christensen". Selve teksten
begynder med en kort omtale af
den danske delegations besøg
"in
connection with the 1025th anniversary of the death of Harald
"Bluetooth" Gormsson, a Danish king who is
reported to have died in Wolin". Om
selve konferencen på universitetet står der blandt andet, at temaet var
"the creation of statehood
i Poland and Denmark in Christian Europe". Mit indlæg betegnes således: "Dr Bent Christensen - Polish-Danish relations from the times of Eric of Pomerania until the
modern days". Tekstens sidste
afsnit omtaler kort hele det øvrige program. - Se min egen omtale af hele
besøget, herunder universitetskonferencen, på undersiden
"Internationalt". - Nogle dage senere kom endelig 2012-nummeret af
Grundtvig-Studier med min artikel "Fra Hamann til Fasc.
209.10. Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes
samtidige". Se den på undersiderne "Grundtvig" eller
"Hamann". Det var et stort arbejde, større, end nogen umiddelbart vil
tro, at lave denne artikel, men det var tilfredsstillende at se resultatet i
årbogen. Der var også en artikel af lektor, PhD-studerende
Ole Nyborg med titlen "N.F.S. Grundtvig og naturalismen", hvis
forskningshistoriske oversigt over godt en side omtaler min disputats og mit
svar til mine opponenter i Grundtvig-Studier 2001. - Det var ellers ikke
meningen, jeg skulle drive mere Grundtvig-forskning, men det ender nok med, at
jeg skriver en artikel til 2013-nummeret om udviklingen af Grundtvigs kirkesyn
og kirkepolitiske syn fra 1806 og frem. Det vil jeg betragte som et
pligtarbejde i den nuværende kirkelige situation, hvor det har ret stor
betydning at have klarhed over, hvad det egentlig var Grundtvig mente, og
hvorfor. Jeg modtog også for nogle dage siden det nye nummer af KRITIK (206),
et uhyre interessant temanummer om liberalismen (under mange forskellige
synsvinkler og på mange forskellige områder). En af artiklerne handlede om den
danske litteratur og liberalismen i 1800-tallet. Det var professor Johan de
Mylius' "Fra Fredegod til folkegavn". Men da den også nævnte nogle
eksempler på den rolle, Polen og Polens skæbne spillede i den danske
litteratur, førte det til, at jeg forskede lidt videre i dette forhold, og det
ser nu ud til, at jeg ender med at skrive en artikel om det til
"Informator Polski". - Ellers
prøver jeg at arbejde koncentreret videre på mit hovedområde. Om godt fire
måneder fylder jeg jo 70, og jeg vil gøre alt for at få produceret noget, der
virkelig er noget, inden da, især
digte og poetik-dele. Det er sørgeligt, at det har taget mig et helt liv at nå
til, hvor jeg er nu, og at det stadig går så langsomt. Men jeg er nået til, hvor jeg er nu, og det går
stadig! Jeg håber at kunne være produktiv, til jeg er 75 (og i det mindste at
kunne samle nogle ting sammen efter den tid), og dermed at kunne nå at give det
vigtigste af, hvad jeg er i stand til. Men selv i bedste fald haster det nu! -
LINK til det lille Facebook-album med kopier af forsiden og s. 26 i ovennævnte
"The University Review":
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.529590340408169.123512.100000716224349&type=1&l=4468318107
Lørdag den
26. januar 2013. - Vi var til vor
medsvigermor Gudrun Larsens begravelse i Tølløse. Gudrun, som døde pludseligt i
lørdags, var enke efter Niels Larsen og mor til vor yngste datter Ragnas mand
Lau.
FEB 2013
Tirsdag den 5. februar 2013. - Jeg holdt kyndelmissegudstjeneste i
Errindlev Kirke, Maribo Domprovsti, kl. 14. Prædikenen (med angivelse af
salmer, bønner og læsninger) står på undersiden "Prædikener efter
11.05.03", i både første og anden tekstrække (søg
på "05.02.13"). - NB! Selve kyndelmissedag er 2. februar (40 dage efter Jesu fødsel).
- Derefter holdt jeg i præstegården Lysbilledforedraget
"Oplevelser med polakker 1990-2012". - LINK til Facebook-billedalbum:
http://www.facebook.com/photos/publish/tag/?owner_id=100000716224349&album_fbid=544035448963658&qn=6&app_id=0&num_uploaded_photos=10#!/media/set/?set=a.544035448963658.125171.100000716224349&type=3
Søndag den 24. februar 2013. - Jeg spillede ved "spaghettigudstjenesten"
(hvor vi dog bagefter fik noget med ris!) i Landet Kirke kl. 17. Men det
særlige var, at vi igen (jfr. "burgergudstjenesten" i Vesterborg
29.11.12) ikke alene havde vore to yngste børnebørn med, men også deres
forældre og deres morfar. Sognepræst Kasper Høyer brugte, som ved to tidligere
lejligheder det "bibelbogskab", man har anskaffet, et stort skab, der
ligner den udgave af Bibelen, som er hvid med gule, orange og sorte farver på.
Evangeliet var (som ved familiegudstjenesten fastelavns søndag) Matt 3,13-17,
og igen fandt præsten Johannes Døberen, som kom ud af skabet i en fin
udklædning og fortalte om sig selv og sin forløberrolle. Der var mange
deltagere, og også hele vor "storfamilie" fik en rigtig god
oplevelse.
MAR 2013
Tirsdag den 5. marts 2013. - Jeg deltog i DR P 1-radioprogrammet
"Ordet er dit". Referat af det ene indlæg, der fra min side var tale
om, kan ses på undersiden "Kirke og teologi" (vist nr. 20 i menuen
til venstre, når man har fået startsiden frem ved at gå på
www.bentchristensen.dk). Jeg ville gerne have sagt mere, men mener, jeg fik
sagt ca. halvdelen af, hvad jeg gerne ville sige. Og jeg havde slået op på min
Facebook-væg, at jeg regnede med at deltage, ligesom jeg satte nogle
kommentarer ind i programmets Facebook-tråd. De fleste af disse kommentarer
står sammen med referatet på undersiden "Kirke og teologi". - LINK
til udsendelsen:
http://www.dr.dk/radio/#/arkiv/ordet-er-dit
MEN der var i hvert fald på
selve dagen en del problemer med at få udsendelsen frem. I værste fald må man
gå på www.dr.dk og selv finde frem til "Ordet
er dit" tirsdag den 5. marts 2013. Det kræver lidt "træning" at
finde rundt på DR's hjemmeside. Men det må man lære. Der er rigtig mange gode
programmer og udsendelser i DR Radios P 1, så det er umagen værd.
Torsdag den 7. marts 2013. - Jeg holdt i Rødbyhavn Kirkes mødelokale
lysbilledforedraget "Billeder fra vort mellemkirkelige liv", der jo
begynder på Bornholm 1971-1974, men som nu indledes med billedet af Sergenthold
Sprog lige før gruppeførereksamen i juni 1963. (Dette billede viser jo på sin
særlige måde, at det er min sprogofficersuddannelse 1962-1964, der er
grundlaget for de allerfleste af Annas og mine mellemkirkelige aktiviteter i
ud- og indland).
Lørdag den 23. marts 2013. - Jeg hørte i "Harddisken" på DR P 1
(radio) et interview med den tidligere rumfærgeastronaut m.m. Mae Jemison, som står i spidsen for projektet 100YSS (100 Year
Starship). Og hvad dette nærmere ville sige og kom til at føre til, fremgår af,
hvad jeg 03.04.13 satte nederst på undersiden "Om mig selv":
Lige
før påske blev jeg opmærksom på projektet 100YSS (100 Year Starship), et
projekt, der med den tidligere rumfærgeastronaut m.m. Mae Jemison
i spidsen vil engagere sig i et praktisk talt altomfattende arbejde for at få
sendt mennesker ud til et andet solsystem senest i 2112. Jeg har meldt mig ind
i kredsen omkring dette projekt og har skrevet et par små tekster både direkte
til projektet og på et par af dets Facebook-tråde, og den 2. april 2013 satte
jeg mit digt "100YSS" som Ugens digt på min Facebook-væg. Senere på
dagen havde jeg fået lavet en engelsk version, som jeg sendte til 100YSS og
satte i en af deres Facebook-tråde. Digtet kan læses på min hjemmeside,
undersiderne "Litterære tekster" og ENGLISH, men jeg sætter det
første afsnit ind her:
"Midt
i alle trivialiteterne / og den selvtilfredse / globale landsbysnak / er der
folk, der forbereder / rejser til stjernerne / inden for hundrede år, / ti
gange Kennedy, / 100 mio. gange så langt, / hvis vi regner med Alfa
Centauri".
Når
jeg gør så meget ud af dette her i denne "Om mig selv", er det ikke
alene, fordi jeg har interesseret mig for den slags siden min barndom, men
også, og navnlig, fordi jeg ser dette projekt som ikke alene et eksempel på
noget nyt og stort midt i den kedelige og i virkeligheden meget provinsielle aktuelle
kultur, men også som et symbol på en ny måde at tænke stort på. Der er mange
andre muligheder, også af mere humanistisk karakter. Og vi skal jo desuden se
at komme til at leve i en vekselvirkning mellem det (på alle måder) store og
det også helt elementært små. Jeg kan i den forbindelse minde om, at jeg
faktisk er discipel af Grundtvig. Digtet slutter således:
"Og
det forhindrer mig heller ikke / i at se Universet / spejle sig i vandpytten, /
mens jeg dyrker min have".
Jeg
vil altså fortsætte mine "storpoetiske" aktiviteter, idet jeg først
og fremmest bruger mit formodentlig ganske beskedne engagement i 100YSS som
inspiration.
Såvel den danske som den
engelske version kan læses på undersiderne "Litterære tekster" og
ENGLISH. - Jeg gentager her, at det har været til stor opmuntring for mig at
stifte bekendtskab med dette projekt, men at jeg jo først og fremmest ser det
som et eksempel og symbol. Det vigtigste for mig lige nu er at se at blive
færdig med artiklen om Grundtvigs kirkesyn og derefter med artiklen om Polen i
dansk litteratur. Og så skal der ellers være koncentration om
"storpoesien"! For Anna sidder overfor og skriver invitationer til
den beskedne markering af min 70-års fødselsdag den 15. maj. Og når jeg i dag
har måttet bruge en hel del tid på at opdatere undersiden "Om mig
selv", har det også noget med min runde fødselsdag at gøre. Den første
avis har allerede henvendt sig. Jeg har virkelig travlt!
APR 2013
Fredag den 5. april 2013. - To ting: 1. Jeg havde 2. april sat såvel min engelske oversættelse af digtet "100YSS" som den danske original på Facebook-profilen "Friends of 100yss". I dag var der denne kommentar fra Friends of 100yss: Thanks for this! - Det er måske ikke så meget, men så er jeg da også dette lille stykke indenfor. - 2. Anna og jeg deltog i Maribo Domprovstis halvårlige konvent i Nebbelunde Præstegård (sognepræst Birgitte Flensburg). Efter kaffen holdt sognepræst Anne-Lene Frederickson, Errindlev, foredraget ”Astrid Lindgrens liv og forfatterskab”. Herefter besås Nebbelunde Kirke, hvis altertavle er til restaurering. Og så var der middag og kaffe med fortsat samvær og samtale om stort (fx teologi!) og småt.
Tirsdag den 16. april 2013. - Anna og jeg var for første gang i vores liv til
dronningens fødselsdag på Amalienborg Slotsplads. Med en søn, en svigerdatter
og to børnebørn (to og tre år). Det var en god oplevelse. Dronningen og den
kongelige familie. Livgarden i rød galla. Folkemængden og hele stemningen. De
søde, ældre politifolk, der blidt og roligt og hyggeligt holdt styr på det
hele, skal også nævnes. De var en vigtig del af denne meget danske begivenhed.
- Jeg tænkte også på, at Den Kongelige Livgarde jo ikke bare er paradesoldater.
De har altid været rigtige kampsoldater, men de har også været i Afghanistan og
haft tab dér. Man kan mene om alle vore krige, hvad man vil (og jeg er ikke
begejstret), men som gammel soldat (med Cypern som den eneste på sin vis skarpe
tjeneste) har jeg på en gang stor medfølelse med og stor respekt for dem.
Torsdag den 18. april 2013. - Dybbøldag. Som også vækker følelser. - Men om
aftenen var Anna og jeg til digteraften i Café Vandtårnet i Nykøbing F
med Søren Ulrik Thomsen. Det er ikke så meget, jeg har beskæftiget mig med ham,
men jeg har da læst mange af hans digte og begge hans poetikker m.m. og flere
gange oplevet ham i radio og tv. Allerførste gang, vi hørte ham i radioen (for
ca. 15 år siden), sagde han noget rigtig godt om Den Danske Højmesse, og vi har
hørt lignende udtalelser siden. Og vi har hørt og set andre ting, der tyder på,
at han er en god kristen mand. Og han er i det hele taget en meget sympatisk
mand. Hans digte har jeg ikke hidtil opfattet som liggende i lige mit centrale
felt, men flere af dem, vi hørte her, var rigtig gode i hans
"digter-oplæsning". Det er altid dejligt at høre digterne selv læse
deres digte. Nu skal jeg have studeret hans digte noget mere. - Jeg stillede ét
spørgsmål, nemlig om, hvad han mente om forholdet mellem kristendommen og
poesien. Og jeg var meget tilfreds med hans svar (men selvfølgelig ikke
overrasket over det). Han mente jo grundlæggende det samme som jeg, men pegede
hovedsagelig på, at digtningen jo udgør sin egen særlige erkendelse m.m. og
ikke skal gøres til vehikel (han brugte ikke det ord) for budskaber eller
forkyndelse af nogen art, eller overhovedet til at udtrykke noget, der mindst
lige så godt kan udtrykkes på sin egen, egentlige måde. Jeg mener, han blandt
andet sagde (selvfølgelig citeret efter hukommelsen og dermed ikke præcist):
"Jeg er kristen, men jeg gør ikke noget for at få kristendommen ind i mine
digte - dog heller ikke noget for at holde den ude af dem. Når man skriver et
digt, bliver det, som det bliver". - Vi går meget sjældent til den slags,
men denne aften kan godt få os til at gøre det noget mere.
Fredag den 19. april 2013 - Da jeg som sædvanlig satte min salme til den følgende søndag (3. s. e. på.) på min væg ("Et barn gør ondt"), skrev jeg denne ekstra kommentar i kommentarfeltet lige under opslaget: "Genbrug fra 2011. - Men jeg kan ikke lade være at minde om, at det på søndag er 10 kirkeår siden jeg i Døllefjelde Kirke holdt min afskedsgudstjeneste som sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat - og 39 år siden jeg blev indsat dér (altså hhv. 2003 og 1974). Jeg havde været sognepræst i Pedersker-Povlsker på Bornholm 1971-1974. - 3. søndag efter påske er altså en helt særlig dag for mig, og jeg havde selvfølgelig nøje planlagt at holde min afskedsgudstjeneste på den samme dag i kirkeåret, som jeg var blevet indsat på! - Jeg kommer i år til at fejre dagen ved at spille orgel i Vesterborg Kirke kl. 9 og i Landet Kirke kl. 10.30 (Lolland vestre Provsti)". - Men det er mærkeligt at sidde og lave dette, mens fjernsynet kører med nyhederne fra Boston, hvor den anden bombemand her kl. 20.15 stadig jages. (Det hele begyndte med de to bomber ved målet for Boston Marathon i mandags (15/4). Jeg vil ikke kommentere det her, men jeg lever naturligvis meget med i det.
Søndag den 21. april 2013 - Se optegnelsen for 19. april. - Og det er altså ikke datoen, det drejer sig om, men dagen i kirkeåret, altså 3. søndag efter påske. - Da jeg blev indsat i 1974, var datoen 5. maj, og da jeg holdt min afskedsgudstjeneste, var datoen 11. maj.
Lørdag den 27. april 2013 - En på flere måder privat oplevelse. Anna og jeg var for første gang i 11 år til marked i Døllefjelde. Jeg har jo (siden 3. søndag efter påske = "søndag før Krammarkedet" 2003, hvor jeg holdt min afskedsgudstjeneste i Døllefjelde Kirke; se ovf.) bevidst holdt mig væk fra mine gamle sogne - bortset fra gennemkørsler i bil og med bus. (Ikke af modvilje, men efter princippet, at når man er gået af som præst, så er man gået af). Især Herritslev-lyskrydset kører vi ofte igennem, når vi skal til Nykøbing eller til vor søn Nikolaj og hans familie i Frejlev. - Og det var netop på grund af Nikolaj, vi skulle til marked i år. Vi skulle høre hans politiorkester "Musik til ulempe" i Ølstuen (nærmere om bandets baggrund og navn nf.). Når man hører ordet "politiorkester", tænker man umiddelbart på et blæseorkester, der spiller ved parader og lignende. Men det er ikke det, der er tale om her. "Musik til ulempe" (MTU) er et band med en sangerinde (som også er i politiet) og seks mand med keyboard/synthesizer, tre guitarer (hvoraf den ene suppleres med tenorsaxofon og mundharpe), en basguitar og trommer. På deres hjemmeside - www.musiktilulempe.dk - præsenterer de sig således:
Nikolaj Christensen: sang/keyboard/kor
Louise Hansen: sang/kor
Per Systofte: Leadguitar/saxofon/mundharpe/kor
Ole Rasmussen: akustisk guitar/kor
Johnny Bonde: elektrisk rytmeguitar
Brian Hansen: Bas/kor
Flemming Egesholm: trommer
Og jeg kan citere fra bandets Facebook-profil:
"Musik Til Ulempe" er navnet på et "politiband" fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi. Bandet blev dannet i september 2011 og består af 6 kollegaer hovedsagligt fra lokalpolitistationen i Nykøbing F. med god forstærkning fra en enkelt "civilist".
Navnet "Musik Til Ulempe" er egentlig et fagudtryk som politiet bruger, når det på baggrund af klager over høj musik fra utilfredse naboer må rykke ud og bede de ansvarlige om at skrue ned for musikken. Så navnet skal naturligvis forstås med et ironisk glimt i øjet, hvilket også afspejler hele bandets filosofi. Vi vil gerne vise, at politifolk også kan levere fest og farver i folkeligt regi, frem for altid at være "lyseslukkere" - uden at det dog skal misforstås ;-)
Bandet spiller klassiske og dansevenlige pop- og rocknumre fra ind- og udland fra en periode over de sidste 4-5 årtier. Med andre ord: noget som de fleste kender. Målgruppen er primært de unge på 40+
Så vidt denne ret reklameagtige omtale af bandet. Og vi har jo hørt dem øve henne hos Nikolaj og talt med dem. Men det var stort for os at træde ind i Ølstue-teltet og se vor søn, den gamle Døllefjelde-dreng (født to uger efter min indsættelse i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat), stå ved sit keyboard. Og bortset fra hele den personlige livs-sammenhæng, der var tale om, var vi også stolte over, hvad de kunne. Jeg var selv pianist i Nakskov Neobop-kvintetten The Strangers fra engang i anden halvdel af 1950'erne til foråret 1961 (se Erindringer, kap. 3 og 4) og kan, selv om det, de spiller, jo er noget andet, ret godt bedømme rytmisk musik, og jeg var meget tilfreds. De havde en god rytme. Og de var i det hele taget gode. Og der var, hvad de unge vil kalde en fed stemning i Ølstuen. På et tidspunkt var to unge kvindelige politibetjente inde og inspicere - og lytte til deres kolleger. Dem måtte jeg stolt fortælle, at jeg var Nikolajs far. - På et tidspunkt fortalte Nikolaj sin historie som Døllefjelde-dreng, fodboldspiller i den berømte idrætsforening og markedsmedhjælper. Hvorefter bandet satte i med Døllefjelde-Musse-sangen. Det var stort for ham at opleve disse to aftener (fredag og lørdag).
Nikolajs kone Mai-Britt og deres datter Mathilde var til stede (lillebror Markus var for lille til at være med). Og Mai-Britts far Hans-Erik var der. Til stede fra vor side var, foruden mig, Anna, hendes søster Lisbeth, vor datter Amalie og hendes to børn Jeppe og Marie. Senere dukkede Nikolajs storebror Asbjørn også op. Tre generationer! - Da moster Lisbeth (som er ivrig kolonihavedyrker) gik op med en flot stor buket blomster til bandet, sørgede Nikolaj for, at der straks blev kvitteret med en flot fremførelse af "Mormors kolonihavehus"!
Selv om vi stort set holdt os i Ølstuen, mødte vi også nogle, vi kendte fra dengang, blandt andet graver Lykke, Døllefjelde, Smede-Hans, som vi kaldte ham dengang, og tre gamle konfirmander. Det var en stor aften i vort liv.
MAJ 2013
Torsdag den 5. maj 2013. - Så kom Debatoplæg
fra Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for
folkekirken. 50 sider, som jeg straks har udskrevet og snarest vil gå i
gang med at studere. (Jeg skal bare være færdig med de to artikler, jeg stadig
arbejder på, den om Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitik og den om Polen i dansk
litteratur). Foreløbig har jeg skrevet nogle af de ting, jeg plejer at sige,
som onlinekommentarer og kommentarer i Facebook. Nogle af min gode
Facebook-venner er forbenede tilhængere af den nuværende ordning. Men jeg siger
til dem, at jeg deler deres frygt for magtbrynde og politisering, men at så kan
de og jeg jo stå sammen om at bekæmpe tendenserne til den slags. Og det er
vigtigt, at den nuværende frihed bevares. Som jeg ofte har sagt, forestiller
jeg mig, at valgmenigheder vil komme til at spille en stor rolle, når vi nu er
så forskellige. Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg kan ende i en
valgmenighed, hvor der er et godt, dvs. traditionelt, gudstjenesteliv og i det
hele taget en kristendomsforståelse og kirkebevidsthed, der svarer til, hvad
jeg går ind for. Jeg har jo allerede på grund af homovielsesproblematikken
løst sognebånd til den præst, jeg er organist hos, og som er stærk modstander
af det nye ritual, nemlig sognepræst Kasper Høyer, Vesterborg-Landet-Ryde. Men
nu må vi se. Jeg kan leve med en af de mindre vidtgående løsninger, bare der er
bevægelse og løbende drøftelse. Højnelsen og styrkelsen af kirkebevidstheden i
hele folkekirkemenigheden som de døbtes fællesskab er det vigtigste for mig. Vi
er jo stadig meget dårligt forberedt og har brug for tid. Men en adskillelse af
kirken fra staten kan komme, før vi ved af det, og før vi ønsker det, så alene
af den grund gælder om at forberede sig på selvstyre. - Torsdag aften den 6.
juni bliver der debatmøde om oplægget i Bangs Have, Maribo. Det skal jeg
deltage i. Og jeg skal have forberedt mig, så jeg kan sige noget.
Onsdag den 15. maj 2013. - Jeg fyldte 70 år. Anna og jeg holdt lidt fødselsdag
sammen, men måtte arbejde med forskellige ting, ikke mindst forberedelserne i
hus og have til den beskedne brunch med de (ret mange!) nærmeste pinselørdag.
Og jeg var endnu ikke helt færdig med min artikel til "Informator
Polski" om "Polen i dansk litteratur" (som først blev sendt til
redaktøren 17/5), ligesom jeg måtte øve til pinsedagshøjmessen i Landet Kirke,
som jeg ikke havde villet tage fri fra. - Se mere i optegnelsen for
pinselørdag.
Lørdag den 18. maj 2013, pinselørdag. - Vi havde en særdeles vellykket familiesammenkomst
(brunch fra kl. 10.30) med Annas søskende og vedhæng, vore fire børn med
vedhæng (minus én svigersøn, som, meget mod sin vilje, måtte blive hjemme på
grund af sygdom) og vore syv børnebørn, hvoraf den ældste havde sin kæreste med
(er man bare blevet gammel, da!), men hvoraf den yngste heldigvis kun er 2 år.
- Normalt fortæller jeg intet, eller kun meget lidt, om vort privatliv. Men min
70-års fødselsdag var jo ikke en helt privat begivenhed. Den blev omtalt i
Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten, og Lolland-Falsters Folketidende havde
lavet et stort interview, som jeg var meget tilfreds med: "70-års fødselar
Bent Christensen har lavet meget, men mangler én ting: Digterpræst drømmer om
egen digtsamling". Se disse tekster på undersiden "Erindringer - BILAG"
og/eller i Facebook-billedalbummet "Billeder og tekster i forbindelse med
min 70-års fødselsdag":
Nogle af mine børn havde også
slået noget op i Facebook (billedet af Grundtvig-lagkagen, som jeg, iført min
Grundtvig/NFS-fodboldspillertrøje, var ved at skære
for, og billedet af mig ved trommesættet, mens min søn Nikolaj (uden for
billedet) sidder ved klaveret). Og de billeder delte jeg straks om morgenen
(eller først på formiddagen) tredje pinsedag. For jeg ville ikke have min
fødselsdagsfest til at stå over Kirkens fødselsdagsfest pinsedag og anden
pinsedag (mine salme-vers til de to festdage). Og allerede til de to billeder
kom der mange fine og søde kommentarer. Dernæst begyndte jeg at lave det
ovenfor omtalte Facebook-billedalbum. Det er der også kommet mange gode
kommentarer til. Men jeg regner med at få sat lidt flere billeder ind, når jeg
har fået dem fra børnene. Vi fik ikke selv fotograferet noget.
Men jeg kan sige, at jeg fik
en virkelig god fest. Jeg er måske ikke så meget til at blive fejret privat.
Professionelt fører jeg mig næsten hæmningsløst frem. Men det er jo for sagens
eller sagernes skyld og for mine professionelle projekters skyld. Det private
er noget andet. Man bliver helt genert. - Men jeg glædede mig jo. Først og
fremmest over alle mine dejlige og dygtige efterkommere (inkl. svigerbørn). Der
var lagt en utrolig opfindsomhed i gaverne, som faktisk alle, men jo i
forskellig grad, udtrykte noget om såvel mine helt personlige ejendommeligheder
og vaner som mine mere professionelle sider og aktiviteter. Jeg vil ikke
begynde at gennemgå dem her. Jeg vil bare sige, at jeg er stolt over at have så
dygtige børn og børnebørn. At nogle af tingene er kommet med på billederne,
andre ikke, er til dels tilfældighedernes spil. - En af mine døtre havde
skrevet en sang, der bestod af 12 enkeltstrofer fra 12 forskellige
Grundtvig-salmer, altså strofer på de pågældende melodier og med henspilning på originalerne. Som udgangspunkt er jeg selv
meget forsigtig, hvad den slags angår. Men jeg er sikker på, at både Gud og
Grundtvig ikke alene har tilgivet os, men også glædet sig med os. For Ragna
havde virkelig gjort det godt, både i det drillende og i det hyldende. Mens vi
sang, tænkte jeg: Nu siger naboerne: Er de virkelig så hellige! - Men de skulle
bare have set teksten! - Og mit barnebarn Marie på 10 gav en flot
danseopvisning. Hvor hun dog kan! - Endelig optrådte mine to sønner og jeg. Jeg
citerer fra billedteksten:
Noget
helt særligt var, at Nikolaj og jeg, som ofte ved vore familiefester, spillede
sammen. Først lidt med mig ved klaveret og Nikolaj på trommerne, hvilket vil
sige neobop-jazz, altså ret avanceret, som vi spillede det i Nakskov-kvintetten
The Strangers omkring 1960. Selvfølgelig lykkedes det ikke altid for mig i
soloerne. Jeg har kun spillet lidt siden 1961. Men stilen var der. Og så
byttede Nikolaj og jeg instrumenter [hvad vi har gjort på dette billede]. Og
lidt senere sluttede hans storebror Asbjørn sig til som sanger. Same procedure
as every party.
I det ovenfor omtalte
Facebook-billedalbum henviser jeg også til albummet "Neobop-kvintetten
The Strangers 1957/58-1961":
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.196497890384084.49512.100000716224349&type=1&l=c2d3ff3e51
Det var en rigtig god dag. Og
jeg kom rimelig tidligt i seng og fik som organist en god pinsedagsfejring ved
højmesse med dåb i Landet Kirke. Da jeg kom hjem, fejrede vi ikke alene Kirkens
fødselsdag og min andendagsfest. Det var også min yngste søn Nikolajs
fødselsdag. Men vi tog det stille og roligt og fik nogle gode timer sammen med
Nikolaj og hans lille familie og nogle få fra hans kones familie. Samt et par
politikolleger og Annas søster fra Maribo og vor datter Amalie og hendes to
børn, der først tog hjem anden pinsedag. Og så var vi ellers trætte. - Jeg
havde heldigvis ingen tjeneste anden pinsedag, hvor der jo som sædvanlig var
stor fælles friluftsgudstjeneste i Reventlowparken for hele Lolland vestre
Provsti. Og den snød jeg undtagelsesvis fra. Men jeg var til den af NDR
transmitterede meget fine andenpinsedagsmesse i
franciskanerklostret i Mühlen ved Vechta
sydvest for Bremen.
Fredag den 31. maj 2013. - I nat skrev jeg efter lang tids pause noget i "Erindringer". Sidste gang,
jeg skrev noget, var 03.05.13: En tilføjelse til kap. 5 om chefen for Bornholms
Værns luftværnsbatteri major Sabinsky. Og det var altså hverken mere eller
mindre end en "tilføjelse" om noget helt tilbage i 1964 (men mere om
det lige herefter). Ellers var det vist i slutningen af 2012, jeg senest føjede
noget til. Da jeg i nat gik ind på undersiden, var det sidste, der stod, en del
af afsnittet "1980-1990. Grundtvig-forskning og Grundtvig-forskning".
Og det sluttet med, at jeg fortæller om udgivelsen af min licentiatafhandling Fra drøm til program, og til sidst
citerer hele motto-strofen fra Nyaars-Morgen
"Mens Markerne bølge / Med staaende Korn
...". Men jeg havde noget stående som kladde, og nu har jeg altså
yderligere føjet noget til (om jeg når at få det på Nettet i dag, vil vise
sig). Det vigtigste, jeg gjorde i nat, var, at jeg satte alle
afsnitsoverskrifterne til det ellevte og næstsidste kapitel ind (om tiden frem
til min pensionering i 2003). Så vil jeg, hvad jeg altså allerede er begyndt
på, efterhånden sætte noget ind i de enkelte afsnit. - Jeg vil ikke sige, der
ikke er sket noget i mit liv, siden Fra
drøm til program udkom i 1987. Men bortset fra den store oplevelse, med en
lang række af store enkeltoplevelser, Annas og mit internationale og
mellemkirkelige engagement har været, altså også som helt personlig oplevelse
for os, er der ikke sket noget, som ikke fremgår af de artikler, jeg har
skrevet om det, og af de Facebook-billedalbum, jeg de seneste år har fået lavet
om det. Derfor vil jeg se at få gjort "Erindringer" nødtørftigt
færdige så hurtigt som muligt. Jeg kan jo, som jeg også hidtil har gjort, altid
sætte ting ind overalt i teksten. - Men det helt særlige, der skete i nat, var,
at jeg fik en mail fra Erik Sabinsky, som er min kontaktmand til Sabinsky-familien og dennes store
hjemmeside. Som det fremgår af ovennævnte "tilføjelse" til kap. 5 i
"Erindringer", var jeg i forbindelse med mit arbejde med artiklen til
Informator Polski "Polen i dansk
litteratur", nærmere betegnet i Emil Aarestrups digt fra 1834 "En polsk
Moder", stødt på navnet Sabinski og derved
kommet til at mindes major Sabinsky, som i 1964, hvor jeg var sprogløjtnant ved
Bornholms Værn, var chef for Luftværnsbatteriet. Og under internetsøgninger i
den anledning stødte jeg på familien Sabinskys store hjemmeside og kom i
mailkontakt med først Erik Sabinsky, dernæst major Sabinskys (Willys, som de
siger) barnebarn Benjamin (hvis far desværre er død). Der vil komme mere om
dette både her og der. Der er rigtig meget i det. Familien Sabinsky var været
her i Danmark siden i hvert fald år 1700, men det er (endnu) ikke opklaret,
hvor den stammer fra. Jeg håber, det er fra Polen, og vil gøre alt, hvad jeg
kan for at finde ud af det. Foreløbig har jeg sendt nogle ting til Erik
Sabinsky, som straks satte dem på familiens hjemmeside. Men der er meget mere,
jeg kan gøre, såvel i den polske som i den danske militære sammenhæng (hvor jeg
nu har kontakt med andre, der har oplevet major Sabinsky). Det helt ny i nat
var, at da jeg ud på de små timer skulle til at lukke computeren, så jeg, at
der var kommet en mail fra Erik Sabinsky, hvori han meddelte, at jeg havde fået
min egen underside - med ikke alene de ting, jeg indtil nu har kunnet fortælle
og oplyse, men også med mit nuværende billede og et billede af mig i løjtnantsuniform
1964. Jeg indsætter nu først linket til linket til familien Sabinskys
hjemmeside som sådan, dernæst linket til "min" særlige underside.
LINK til Family Sabinsky
website in Denmark:
LINK til Side 46, Bent
Christensens side:
Men ellers skal jeg blandt
andet forberede mig lidt (sprogligt) til min deltagelse i det store polsk
"træf" (zlot) i Næstved i morgen i
anledning af Dansk-Polsk Forening i Næstveds 85-års jubilæum og 120-året for de
første roepolakkers ankomst til Danmark - dvs. Gedser! - Se næste notat.
Lørdag den 1. juni 2013. - Jeg deltog i Polsk-Dansk Forening i Næstved og Federacja Polonias ZLOT 2013 (2013-træf) i Musikstalden, Grønnegades Kaserne i Næstved. - Anledningen var dels Polsk-Dansk Forening i Næstved's 85-års jubilæum, dels 120-året for de første roepolakkers ankomst til Danmark (Gedser!). Man begyndte med at synge den polske og den danske nationalsang. Så var der taler ved Polonia-formand Lidia Szuster, ambassadør Rafał Wiśniewski, borgmester Carsten Rasmussen, formand for Polakkasernen i Tågerup (5 km fra, hvor jeg bor) Torsten Elsvor og formand for Integrationsrådet i Næstved Kommune Dusan Jovanovic. (I hvert fald nogenlunde i denne rækkefølge, og jeg håber, jeg ikke har glemt nogen). Der blev sunget nogle polske sange. ("Góralu, czy nie żal". "Rozkwitały pąki białych róż". "Przybyli ułani pod okienko". "Serce w plecaku"). Og efter festmiddagen var der diskotek til kl. 24. Jeg forlod dog festen lige efter middagen - sammen med formanden for foreningen Polakkasernens Venner Marek Kocuba og Torsten Elsvor, som Marek og jeg kørte hjem til Lolland med. - Forud (1.-23. maj) havde man på Næstved Hovedbibliotek kunnet se udstillingen "Børn i krig", tegninger tegnet af børn i polske skoler i 1946. - I festen deltog foruden de allerede nævnte bla. æresformand for Federacja Polonia (og redaktør af Informator Polski, som jeg jo jævnlig skriver i) Roman Śmigielski, Federacja Polonias præst Leszek Kapusta, sognepræst ved den katolske Vor Frue Kirke, Næstved, Julian Bodnar (som jeg har fungeret sammen med ved Slaglille-andagterne, og som jeg under middagen sad over for), ceremonimester ved
Totalforsvarsregion Sjælland og chef for Hjemmeværnets Eksercitskommando Sjælland kaptajn Thomas Seloy (som leder æreskommandoet ved Slaglille-andagterne) samt en repræsentant for de polske jøder i Danmark med efternavnet Ksiądz (som jeg under middagen sad ved siden af og fik snakket rigtig godt med; jeg husker bare ikke hans fornavn og har ikke kunnet finde ham på Internettet). Jeg fik hilst på og snakket med flere andre af de nævnte og selvfølgelig med en hel del andre deltagere. Det er altid dejligt at være til sådanne polske arrangementer. - Hvis man ikke ved eller husker, hvad Slaglille-andagterne er, kan man søge på "Slaglille" eller gå til notaterne for lørdag den 10. november 2012 (og evt. lørdag den 12. november 2011). Polske RAF-flyvere, hvis Halifax blev skudt ned over Slaglille den 17. september 1943, ligger begravet på Slaglille Kirkegård.
JUNI 2013
Torsdag den 6. juni 2013. - Jeg deltog i det debatmøde i Bangs Have, Maribo,
som blev afholdt af "Udvalget om en mere sammenhængende og moderne
styringsstruktur for folkekirken" (nr. to af i alt elleve møder; i de ti
stifter og på Bornholm). Jeg havde forberedt et indlæg. Manuskriptet med
en indledning står nu på undersiden "Kirke og teologi" og blev også
slået op på min Facebook-tidslinje. Her vil jeg nøjes med indledningen og de
første linjer af selve teksten:
Jeg nåede selvfølgelig ikke at få fremført alt, hvad der står i manuskriptet
(som jeg jo også har skrevet med henblik på både Facebook og min hjemmeside
(undersiden "Kirke og teologi")). Men jeg fik rost Debatoplægget for
dets begrebsmæssige klarhed og gode, fejlfri sprog (før mødet også direkte over
for en af de embedsmænd (kvinde) fra Ministeriet, der havde været med til at
skrive det). Og jeg fik sagt, at det vigtigste var selve processen og
drøftelsen. Og jeg fik sagt det med, at kirkens liv er meget mere end bare
forkyndelsen, nemlig en organismes liv helt ud i de mindste praktiske og
økonomiske detaljer. Og jeg fik sagt det om præsternes repræsentation i Rådet
og om det ønskelige i at give de gejstlige medlemmer, ikke kun biskopperne,
vetoret over for dårlige eller forkerte ting på de indre anliggenders område.
Jeg nåede også at hilse på de fleste af de syv(!) tilstedeværende
udvalgsmedlemmer (deriblandt formand Hans Gammeltoft-Hansen), af hvilke jeg på
en eller anden måde kendte de fleste. Jeg fik blandt andet en rigtig god lille
snak med udvalgsmedlem Charlotte Dyremose, som jeg ellers kun har mødt i
Facebook. Men jeg nåede også at få snakket med biskop Steen Skovsgaard og andre
af vore egne. Det var et virkelig godt møde, hvor mange både store og små ting
blev drøftet - og hvor ingen trak den gamle udtale-sig-om-alt-muligt-krikke af
stalden! - MEN HER ER DET MANUSKRIPT, JEG FIK SKREVET, INDEN JEG KØRTE TIL
MØDET:
Denne aften har jeg set frem
til gennem de sidste 30-40 år!
Det er et godt Debatoplæg!
Både i indholdet og i formen. I betragtning af, hvor kompliceret det hele er,
kunne det nok ikke være fremstillet mere læseligt Og sproget er klart og
fejlfrit.
Indholdet er jeg også
tilfreds med. Efter omstændighederne og stort set. Som hele vor folkekirkelige
virkelighed er, vil det være helt urealistisk at gå videre lige nu end til
model 3 på begge områder. Jeg ønsker model 3 på begge områder, men vil også
kunne leve med model 2 på begge eller et af områderne. Så kan vi gå videre
senere. Jeg vil derimod blive skuffet, hvis man nøjes med model 1 - eller
status quo. ... Se
resten af teksten på undersiden "Kirke og teologi"!
Onsdag den 12. juni 2013. - Løgnens dag (homovielsesritualet).
Jeg skrev en tekst, som jeg slog op på min Facebook-tidslinje og satte på
undersiden "Kirke og teologi". Men vil ikke bruge mere tid end højst
nødvendigt på denne kedelige og for så vidt lille sag.
Lørdag den 15. juni 2013. - Museum Polakkasernens sommerfest. Det særlige var,
at der var en hel del "nye polakker i Danmark" med. Jeg fik snakket
en ganske lille smule med nogle af dem. Noget andet var, at ambassaden
overhovedet ikke var repræsenteret. - Noget helt særligt var, at først kørte
lille Markus og jeg alene derned. Efter talerne kørte vi hjem og hentede
Farmor, som da var blevet færdig med det hele. Ved totiden
stødte hans mor til. Vi fire havde, hver på vor måde, nogle gode timer. Jeg fik
snakket med flere af de gamle venner, herunder Lidia (Polsk Forening i Næstved
og Federacja Polonia) og Józef
og Urszula og Roman (Informator Polski). Men selvfølgelig også med de lokale.
Søndag den 23. juni 2013. - Anna og jeg svigtede vort eget (Fuglse
Beboerforenings) sankthansbål. Se ovenfor under 23. juni 2011 og 2012. Det er
måske også ved at afvikle sig selv på grund af manglende tilslutning. I
beboerforeningens blad "Fuglse Bladet" havde man ligefrem skrevet, at
dette års sankthansbål ved Alsø kunne blive et sidste forsøg. Og da vi i flere
år havde talt om at skifte til vore børns sankthansbål i Kettinge Grusgrav,
dvs. det sankthansbål, de selv deltager i, bortset fra de gange, de har været med
os i Alsø, besluttede vi at skifte nu. Det blev en dejlig aften i det meget
smukke anlæg, entreprenør Troels Jørgensen, der ejer grusgraven, har fået
lavet. Vi fik snakket en del med Troels Jørgensen, som vi jo kender godt fra
Døllefjelde-tiden, hvor hans firma udførte en del arbejde for pastoratet. Vor
egen familiegruppe bestod af vor søn Nikolaj, hans kone Mai-Britt og deres to
børn Mathilde og Markus samt Mai-Britts far Hans-Erik og hans bror Preben og
dennes kone Birgit. Vi mødte også andre folk fra gamle dage. Jeg vil især
fremhæve Karsten Høegh, som er søn af vore Annasminde-værtsfolk
i tiden under Døllefjelde Præstegårds ombygning i 1980. Se
"Erindringer" kap. 11, afsnittet "1980-2003.
Sognepræstetjenesten og deltagelsen i nogle debatter". Der var glæde på
begge sider over dette gensyn. Vi fik også hilst på hans kone og datter.
Båltalen blev holdt af en dame (født 1937), som i mange år havde været postbud
i Kettinge. Det var bevægende at høre hende fortælle om gamle dage, helt
tilbage fra krigens tid. Som jeg bagefter sagde til hende, husker vi jo selv
næsten lige så langt tilbage. - LINK
(NB! Tre billeder): https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10151642908649477&set=at.10151642903894477.1073741828.746734476.100000716224349&type=1&theater
Søndag den 30. juni 2013. - Anna og jeg var på Ølsemagle Revle sammen med vor
datter Amalie og hendes to børn. De bor i Solrød, og jeg havde foreslået, at vi
ved lejlighed tog en sådan tur sammen. Jeg havde nemlig hørt en
Natursyn-udsendelse i DR P 1, som var blevet optaget på Ølsemagle Revle, et af
de få steder i Danmark, som er (næsten) ren natur. Den er jo blevet dannet i
1900-tallet. Det var en oplevelse at være på stedet. Dog især på grund af den
særlige geologiske historie. For selv om området i flere henseender er
anderledes, minder det meget om området vest for Rødbyhavn. Og hvis man er
botaniker, entomolog eller ornitolog, er der nok en hel del særlige ting at
studere på Ølsemagle Revle. - Vort næste mål er Vestvolden,
som jeg i mellemtiden har hørt en anden DR P 1-udsendelse fra. Jeg lytter ofte
og med stor glæde og stort udbytte til DR P 1's programmer.
JULI 2013
Tirsdag den 9. juli 2013 (med Jazzhus
Montmartre-omtale i Facebook og links med bla. videopræsentation af Warren Wolf
og YouTube-trommesolo med Lee Pearson). - Anna og jeg indløste vor ovenfor
omtalte datter Amalies 70-års fødselsdagsgave til mig: en billet til
"noget i Copenhagen Jazz Festival". Gaven havde oven i købet været
forbundet med en kontakt til en kyndig person i min aldersgruppe, som Amalie
kendte. Der er jo virkelig meget at vælge imellem. Og allerede mailvekslingen
og telefonsamtalen med denne person (der selv havde spillet jazz som ung og
stadig beskæftiger sig med jazz) var en dejlig del af gaven. Vi talte samme
sprog og forstod jazzhistorien på samme måde. Jeg fik nogle forslag. Og det
endte med, at jeg valgte den amerikanske sorte vibrafonist Warren Wolf (og vi
købte billetter på Internettet). Det skulle jo, uden at jeg vil forklejne fx
vore mange dygtige danske jazzmusikere, som vi også kom til at høre nogle af,
for kvalitetens skyld være med mindst én sort amerikaner. - Ved et rent
tilfælde kom vi på vejen ind til at høre et halvtimesindslag i Radio24syv om
festivalen. Det var en god opvarmning. - Aftenens gruppe havde også en anden
sort amerikaner, nemlig trommeslageren Lee Pearson. Og de to andre i den
kvartet, der var tale om, var pianisten Jacob Christoffersen og bassisten
Morten Ramsbøl, begge meget dygtige og gode. Og de
fire spillede virkelig godt sammen - selv om den amerikanske og den danske side
(på grund af Warren Wolfs flyforsinkelse) først havde mødt hinanden umiddelbart
før de skulle optræde! Det var imponerende, hvad de kunne. Det lød, som om
store dele af det var gennemarrangeret og øvet. Men det var ikke tilfældet. Det
bekræftede Jacob Christoffersen (som i øvrigt er søn af en læge, der i sin tid
arbejdede på Nakskov Sygehus), da vi bagefter fik en rigtig god lille snak med
ham ude på gaden. Her fik jeg jo også fortalt ham lidt om min egen jazzfortid i
Nakskov og om, hvordan jeg indtil 1961 havde drømt om at blive sådan en som
ham. - "Ude på gaden", det var altså på Store Regnegade uden for
Jazzhus Montmartre! Nu var det så heldigt, at jeg på forhånd, efter hvad jeg
havde set og hørt på Internettet, af rent musikalske grunde ville have valgt
denne kvartet, men at stedet, hvor de skulle spille, ydermere var netop Jazzhus
Montmartre. Dér havde jeg været før, nemlig med nogle kammerater fra Nakskov
Jazzklub. Det må vel have været i 1959, jazzhusets første år. Altså for næsten
55 år siden! Vi hørte Stan Getz. - Men kan det have været allerede i 1958, mens
Montmartre bare var jazzklub under navnet Club Montmartre (fra 1954)? Stan Getz
slog sig ned i Danmark i 1958. Se linkene nedenfor. - Og jeg havde jo i
mellemtiden hørt om det og hørt musik fra det. Jeg hørte også om det, da det
blev genåbnet i 2010. Dette i hvert fald omtrentlige "55-årsjubilæum"
var selvsagt også en vigtig del af Amalies fødselsdagsgave. - Det var som sagt
en god kvartet, og de spillede, som jeg havde forventet, en form for moderne
jazz, der grundlæggende lå ganske tæt på, hvad vi i sin tid havde forsøgt at
spille i The Strangers. Anna kunne fx godt høre, at de fine soloer, Jacob
Christoffersen spillede, var tæt på, hvad jeg endnu prøver at spille. Warren Wolf, der er født i 1979 og har spillet
vibrafon, siden han var 3 (tre!) år, er, i enhver betydning af ordet, virtuos
over hele registret. Han kunne både spille bløde klange med tre køller og slå
hårdt og i vilde spring i nogle af soloerne. Jacob Christoffersen er en fin
pianist, og Morten Ramsbøl leverede et flot basspil
og bidrog til oplevelsen ved hele sin måde at fremtræde på. Det største indtryk
gjorde imidlertid Lee Pearson. Allerede straks han kom ind på scenen. Han havde
(som også Warren Wolf) en flot negerkrop (ja, undskyld, men Anna har også været
med til at forfatte denne optegnelse). Og han havde den karakteristiske lille
"negerkasket" på, som man ofte ser sorte musikere med. Og mens de
spillede, fik hans meget sorte ansigt, som indersiden af læberne og tungen
lyste vildt rødt op i, en række forskellige udtryk, lige fra det nærmest meditative
til det stærkt ekspressive. Men det vigtigste var selvfølgelig hans spil, som
spændte lige så bredt, fra den næsten uhørlige gniden
med fluesmækkerne på lilletrommens skind til de fantastiske soloer. Og så alt
indimellem. Han var også detaljernes mand. Rekorden havde vel det sted, hvor
han i et stille nummer lige vendte højre fluesmækker om og gav bækkenet et
enkelt slag med metaløjet og derved fik frembragt en enkelt lyd, som altså
skulle være lige netop dér! - Heldigvis var det også Lee Pearson, der ledede den
efterfølgende jamsession, som vi blev til indtil kl. ca. 1 (hvor vi af hensyn
til næste dag var nødt til at gå). Her viste han en entertainer-humor noget
over i retning af Dizzie Gillespie. Lee Pearson var
kort sagt i alle henseender aftenens stjerne, men selvfølgelig ved siden af den
egentlige hovedperson Warren Wolf. - Men der dukkede også gode folk op til jamsession'en, som gik i gang ved 23.45-tiden: En ny
pianist og en ny bassist, en tenorsaxofonist, en klarinettist (der spillede i
samme moderne stil som de andre) og en el-guitarist. Da vi var på vej ud,
passerede vi flere folk med instrumentkasser på vej ind. Det var lidt
ærgerligt; vil ville gerne have nået at høre en trompet og/eller en trombone.
Og vi var sikre på, at stemningen ville stige yderligere. Men vi var nødt til
at køre hjem. Desuden kunne vi faktisk ikke kapere mere. - Det allervigtigste
ved hele aftenen var, at Anna og jeg helt kunne mødes i og være sammen om alt,
hvad vi oplevede. Anna har jo ikke den samme jazzbaggrund, som jeg har, og må
stå af, når den neobop og tilsvarende, jeg holder af, bliver for "neo". Men her kunne vi
begge være med i det hele. Ikke alene svarede det i høj grad til, hvad jeg
havde været med til at prøve at spille i årene 1958-1961, men selv om det jo i
flere henseender kunne høres, at der nu var gået alle disse år, var det meget
"mainstream", dvs. ret tilgængeligt, ja, ret
"menneskeligt". Det gjaldt også Lee Pearson fantastisk avancerede
trommespil. Og det var ikke bare, fordi Anna indrømmede, at hun var helt skudt
i ham. Det var også, fordi det i al sin kompleksitet og flerdimensionalitet
altid var meningsfuldt og forståeligt. (Og så har Anna jo selvfølgelig fået en
vis opdragelse af mig, blandt andet for så vidt angår netop jazzens
"afrikanske" rytmiske flerdimensionalitet). - Men de andre skal ikke
forklejnes. At Lee Pearson var aftenens stjerne, betød langtfra, at de andre
ikke også var gode at se og høre på. Og det at opleve musikken live, altså også med øjet, føjer meget
til. - Det var en meget stor aften i vort liv. En af de store
"jubilæumssituationer", vi oplever i disse år. - Og for mig gav denne
oplevelse også et skub videre. For nu blev jeg jo altså ikke en Jacob
Christoffersen. Men så blev året 1961, hvor jeg opgav drømmen om det, udgangspunktet
for det arbejde, hvortil jeg endnu har brug for alle de år, jeg kan få. Med
denne aften som i sig selv en stærk og god oplevelse, men også med denne aften
som et inspirerende kick, går jeg nu
glad videre i den sidste del af mit liv.
-
OMTALE (Jazzhus Montmartre i Facebook):
I disse år vokser der en ny
generation frem af sublime amerikanske jazzmusikere. Blandt de bedste som endnu
ikke har besøgt Danmark er vibrafonisten Warren Wolf, som er en forrygende
virtuos, der ikke står tilbage for Lionel Hampton,
Milt Jackson, Gary Burton eller nogle af de andre store vibrafonister, som USA
har fostret gennem tiderne. Warren Wolf er en ny stjerne, og med sig har han
sin barndomsven og den faste trommeslager i Kenny Barrons
trio, Lee Pearson. De to møder to af Danmarks toneangivende musikere med
internationalt format [Jacob Christoffersen (piano), Morten Ramsbøl
(bas)]. Disse tre aftener er der lagt op til forrygende og storswingende jazz
spillet af fire nye stjerner. Repertoiret tager udgangspunkt i The Great
American Songbook. Det bliver medrivende,
underholdende, humoristisk og med den energi som kun amerikanske musikere kan
tilføre jazzen.
https://www.facebook.com/events/134530280071424/?ref=22
-
LINKS:
Warren Wolf:
http://en.wikipedia.org/wiki/Warren_Wolf_(Musician)
http://www.warrenwolfmusic.com/
Lee Pearson:
http://www.evansdrumheads.com/EvArtistDetail.Page?ActiveID=3551&ArtistId=41035&sid=8e0228e0-fad9-4540-a2af-ec339e71c037
http://www.youtube.com/watch?v=sfZrOli6IIo
Montmartre og Stan Getz:
http://da.wikipedia.org/wiki/Jazzhus_Montmartre
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Musiklivets_institutioner/Montmartre
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Jazz/Udenlandske_jazzmusikere/Stan_Getz
AUG 2013
Lørdag den 3.
august 2013. - Anna, hendes søster Lisbeth og jeg var til Nykøbing F. Revyen. Som
sædvanlig en god og sjov oplevelse. Annas søster Juliane og svoger Kurt havde
måttet melde afbud på grund af sygdom. Siden 2005 (2006?) har det været tradition,
at vi fem ser revyen sammen og derefter får en god middag hos Lisbeth i Maribo.
Torsdag den 8.
august 2013. - Mit debatindlæg om kirkestyrelsesforslaget var i Dansk Kirketidende:
"Model 3 og ét råd, tak! - Danmark er ikke 'et kristent land', derfor må
Folkekirken med nødvendighed fremtræde som et selvstyrende kirkesamfund".
- Hele artiklen kan læses på undersiden "Kirke og teologi" (hvor der også er tekster, der ikke er
omtalt her i "Dagbog", fx online-debatindlæg, Facebook-opslag og
-kommentarer samt tekster i min avisen.dk-blog Jeg er ellers ikke blogger ...).
Torsdag den
15. august 2013. - Biskoppen havde inviteret mig til at deltage i
stiftets teologiske tænketanks møde om kirkestyrelsesforslaget. Min ovf.
omtalte artikel i Dansk Kirketidende og manuskriptet til den artikel, der
forhåbentlig snart kommer i Præsteforeningens Blad, var på forhånd blevet
rundsendt til medlemmerne. Det var et godt møde, som jeg var glad for at
deltage i.
Fredag den 16.
august 2013. - Mit debatindlæg om
kirkestyrelsesforslaget var i Præsteforeningens Blad: "Model 3, med ét
fælles organ" (manuskripttitel: "Gejstlig vetoret?"). - Hele
artiklen kan læses på undersiden "Kirke og teologi" (hvor der også er tekster, der ikke er
omtalt her i "Dagbog", fx online-debatindlæg, Facebook-opslag og
-kommentarer samt tekster i min avisen.dk-blog Jeg er ellers ikke blogger ...).
Torsdag
den 22. august til torsdag den 29. august 2013.
- Vi var sådan set på vort årlige tandlægebesøg i klinikken Unimedex
i Szczecin. Og det er der ikke meget at fortælle om. Nul huller! Men det var
hyggeligt at være der igen. - Men når vi tager til Szczecin i princippet en
gang om året, er det jo heller ikke bare for at gå til tandlæge (eller evt. til
optiker i Wenus Optik, som drives af min nu gode Facebook-ven
Thomasz Szafirski). Vi
forbinder det altid med mindst noget almindelig studieturisme og oplevelse og
sprogtræning. Og sådan var det også denne gang. Det er for det første dejligt
for os at komme "hjem" til vort stamhotel Hotel Victoria, hvor vi
efterhånden mener, vi er både kendte og kære gæster. Og det er for det andet i
det hele taget dejligt at være "hjemme" i Szczecin igen. Vi kender og
nyder det hele. Men vi havde i år også et helt særligt ikke bare turistmål, men
faktisk ligefrem pilgrimsmål, nemlig den i 2012 indviede Dietrich Bonhoeffer-mindehave i Szczecins sydlige forstad Szczecin-Zdroje. (Bonhoeffer var en tysk
præst og teolog, som var en ledende skikkelse i den antinazistiske
Bekendelseskirke, og som blev henrettet i 1944 fordi han hørte til i kredsen
omkring det mislykkede attentat mod Hitler. 1935-1937 drev han et
præsteseminarium på det sted, hvor mindehaven nu er indrettet). De oplevelser,
der her er tale om, vil blive omtalt i artiklen "Sidegevinster", som
forhåbentlig bliver trykt i Informator
Polskis decembernummer, og som under alle
omstændigheder vil blive sat på undersiden "Internationalt" senest
til den tid. - Det helt særlige og officielle ved dette besøg var dog vor
deltagelse i de årlige polsk-tyske, katolsk-lutherske "integrations- og
venskabsdage" 23.-24. august i byen Chojna noget
længere mod syd og ikke langt fra grænsen til Tyskland. Den danske deltagelse
skal ses som en videreførelse af det særlige forhold mellem Haderslev og
Roskilde stifter, som begyndte med Harald Blåtand-dagen i Roskilde i 2011 og
som blev fulgt op af Harald Blåtand-dagene i Szczecin og omegn i 2012. Den
folkekirkelige delegation bestod denne gang af biskop over Roskilde Stift Peter
Fischer-Møller, domprovst Jens Ahrendt (med frue), sognepræst Maria Harms og
Anna og mig. Haderslev Stift skulle have været repræsenteret ved den nye biskop
Marianne Christiansen, som imidlertid havde måttet melde afbud på grund af dødfald i den nære familie. - Den danske katolske
delegation bestod af polsk katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski (som igen var dansk koordinator), Polonia-formand
Lidia Szuster, Informator Polski-redaktør m.m Roman Smigielski (med frue) og Alicja Grodzka fra Sønderjylland. - Det var to gode dage, men jeg
vil ikke fortælle mere om dem her, kun henvise til omtalen på undersiden
"Internationalt" og indsætte linket til det meget interessante
billedalbum "Chojna og Szczecin-Zdroje 2013" (hvor der også er en række billeder fra Bonhoeffer-mindehaven):
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.642611555772713.1073741836.100000716224349&type=1&l=6785eb0b95"
SEP 2013
Lørdag den 14.
september 2013. - Anna og jeg deltog i gudstjenesten i Slaglille
Kirke, andagterne på Slaglille Kirkegård og den efterfølgende sammenkomst i
Sorøhallens Cafeteria (Viggi's Place) i anledning af
70-året for nedskydningen af RAF Halifax'en med polsk
besætning over Slaglille den 17. september 1943. Og jeg overdrog den
folkekirkelige præstetjeneste til sognepræst i Slaglille Anders Gothenborg
Frederiksen. Det var i alle henseender en både stor og vemodig dag. Jeg har
berettet udførligt om dagen i Facebook-billedalbummet "1943 - Slaglille -
2013" (hvis billedtekster også står på undersiden
"Internationalt"):
Man begyndte kl.14.30
med Økumenisk gudstjeneste i Slaglille kirke ved sognepræst Anders Gothenborg
Frederiksen. Biskop Peter
Fischer-Møller prædikede og havde altertjenesten efter prædikenen, og
generalvikar Lars Messerschmidt talte på den katolske kirkes vegne. Jeg havde
lavet det polske teksthæfte til denne gudstjeneste. - Ved familien Christensens
grav spillede hjemmeværnets trompetist "Guds fred med vore døde",
hvorefter der blev lagt kranse og blomster og jeg overdrog andagtstjenesten til
Anders
Frederiksen. - Ved de polske flyveres grav stod et eksercitskommando fra
hjemmeværnet æresvagt, og allerførst spillede hjemmeværnets trompetist "Spij, Kolego"
(Sov, kammerat). Så blev der nedlagt kranse. Derefter holdt sognepræst Julian Bodnar fra den katolske kirke i Næstved den sædvanlige andagt,
og til allersidst sang vi den polske "national-salme" "Boże, coś Polskę przez tak liczne wieki". Men det nye i
år var, at den også blev sunget på dansk. Lidia Szuster
(se nf.) havde nemlig bedt mig lave en dansk oversættelse, og det var lykkedes
ret godt. De to første linjer lyder: "Gud, du, som Polen gennem lange
tider / omgav med glansen af din magt og ære!". Hele teksten står på
undersiderne "Internationalt" og "Salmer og kristelige
digte".
Til stede i øvrigt
var blandt andet: Den polske ambassadør, militærattache og konsul. Den britiske
militærattache. Borgmestrene fra Sorø og Næstved. Tre
modstandsbevægelsesveteraner. - Den dansk-polske side var repræsenteret af
formand for Dansk-Polsk Forening i Næstved og formand for Forbundet
"Polonia" Lidia Szuster, formand for
Foreningen af Polakker i Danmark Torsten Elsvor, redaktør af "Informator
Polski" Roman Smigielski, formand for Polsk Forening i Maribo Hanna Slobodziuk og formand for Museum Polakkasernens Venner
Marek Kocuba.
For mit vedkommende
var den almindelige vemod blandet med den vemod, jeg følte ved at skulle sige
farvel til den andagtstjeneste, jeg med glæde havde varetaget siden 2005. Men
da det viste sig, at Anders Frederiksen i modsætning til sin forgænger (som jeg
var trådt i stedet for) var interesseret i at varetage tjenesten, var dette
noget, vi havde forberedt vel nærmest de sidste to år, og det var stort, at
overdragelsen kunne finde sted netop under den udvidede
70-årshøjtideligholdelse. Og det er klart det mest rigtige, at det er stedets
præst, der optræder på sognets kirkegård. - Jeg er fortsat med i mange andre
polske sammenhænge, men de årlige andagter har været et godt element i den
polske side af mit liv.
Søndag den 22.
september 2013. - Anna og jeg deltog i familien Sabinskys
familietræf i København. - Baggrunden er i korthed (se mere under fredag den
31. maj 2013): For det første, at jeg i 1964 gjorde tjeneste ved Bornholms
Værn, mens major N.J.W. Sabinsky var chef for
Luftværnsbatteriet, en i flere henseender bemærkelsesværdig person - som min
egen chef havde været næstkommanderende hos, som to af mine løjtnantskammerater
havde som chef, som der stod en særlig aura om, og som der gik en del historier
om. For det andet, at jeg i forbindelse med arbejdet med min artikel om "Polen
i dansk litteratur" (undersiden "Internationalt") stødte på
navnet Sabinski i Emil Aarestrups digt "En polsk
Moder". Og så endte det med, at jeg ikke alene fandt familien Sabinskys
hjemmeside, men også kom i kontakt med familien og blev dens konsulent og
hjælper i min egenskab af slavist. Det endelige (eller så endelige som muligt)
resultat af vore forskningsbestræbelser vil (måske i forskellig form) blive sat
på undersiderne "Internationalt" og "Erindringer", ja,
måske også på undersiden "Erindringer - BILAG". - Men hvad nu selve
det her omtalte samvær angår, var det, som jeg gentagne gange sagde, en stor
ære og glæde for os, at de ville have os med i deres familiekreds. Men det var
også, som jeg havde forventet, i det hele taget et virkelig dejligt samvær med
nogle mennesker, der ikke bare var utrolig søde og positive, men også brændte
for at finde deres slaviske rødder (som sandsynligvis ligger lige syd for
Østersøen, men som vi måske næsten lige så sandsynligvis aldrig finder, især
fordi Petri Kirkes kirkebøger før o. 1700 er brændt). En helt særlig oplevelse
for mig var det, at major Sabinskys søn var til stede, og at jeg kom til at
sidde ved siden af ham ved bordet. Han lignede meget tydeligt sin far og kunne
fortælle en hel del ting om ham og om, hvad han havde fortalt, også helt
tilbage fra hans deltagelse i modstandskampen under besættelsen af. Major
Sabinsky, som vist oprindelig var officiant i hæren, blev efter krigen
linjeofficer på grundlag af sin indsats og position i modstandsbevægelsen.
Mandag
den 23. september. - Anna og jeg var i Vordingborg
for at høre min meget gode Facebook-ven Peter Tudvad
holde foredrag om Søren Kierkegaard. Foredraget var annonceret således:
"Den balstyriske Kierkegaard. - Forfatteren Peter Tudvad,
der i 2013 har udgivet bogen 'Forbandelsen', vil beskæftige sig med
spørgsmålene: Hvem er Kierkegaard, og hvad kan han bruges til i dag. - Tid:
mandag 23. september kl. 19.30. Sted: Kulturarkaden, Vordingborg". - Jeg
skrev tirsdag i en kommentar til Peters opslag 21/9 om begivenheden (hvor vi jo
også straks havde skrevet, at vi ville møde op): "Mange tak for i går! Det
var stort for Anna og mig at møde dig og Susan i den virkelige virkelighed - og
så netop i Vordingborg. Men det var i særdeleshed stort at opleve dig som en
fantastisk foredragsholder. Helt i top! Og indholdsmæssigt var vi også særdeles
tilfredse. Du får virkelig delt sol og vind lige i din præsentation af
Kierkegaard. - Og det var dejligt, at salen var fuld. De fremmødte var virkelig
godt tjent med, hvad de hørte. - Nu bliver det spændende at se, hvor vi mødes
næste gang. Men heldigvis har vi Facebook".
- Anna, hendes søster Lisbeth og jeg var til koncert i Kulturværket,
Maribo, med DR Big Bandet og Patti Austin og Butterscotch.
Koncerten var en del af 2013-kampagnen 'Live i Danmark', hvor alle DRs kor og orkestre - DR Symfoniorkestret, DR
Underholdningsorkestret, DR Big Bandet, DR Koncertkoret, DR Vokalensemblet, DR
Pigekoret og DR Korskolen - gav koncerter rundt omkring i Danmark. -
Torsdag
den 26. september 2013. - Anna, hendes søster Lisbeth og jeg var til
koncert i Kulturværket, Maribo, med DR Big Bandet og Patti Austin og Butterscotch. Koncerten var en del af 2013-kampagnen 'Live
i Danmark', hvor alle DRs kor og orkestre gav
koncerter rundt omkring i Danmark. - Vi har aldrig hørt Big
Bandet live, men jo en del gange i radio og tv, og vi har altid sat det højt.
Vi har heller aldrig været i Kulturværket før, altså Maribos gamle
elektricitetsværk, der nu er kulturhus.
Som det hedder på Kulturværkets hjemmeside: "Et kulturhus opført i
byens gamle el-værk fra 1911. Et hus for teater,
film, foredrag, koncerter, konferencer og meget mere". - Det var en stor
aften. Allerede det at være inde i det smukt ombyggede gamle elværk, som vi jo
altid har været fascineret af, når vi siden vor barndom har passeret forbi det.
Salen var fyldt til sidste plads, og vi nød både bandet og de to solister. - Vi
kendte ikke de to solister på forhånd. Patti Austin omtales indledningsvis
således i den engelske Wikipedia-artikel om hende: "Patti Austin (born August 10, 1950) is an American R&B,
Pop and Jazz music singer, known for her powerful voice. In 2008 she received the Grammy for Best Jazz Vocal
album for "Avant Gershwin" recorded mostly live with The WDR
Big Band in Germany". - Butterscotch er egentlig
navnet på et bolsje lavet af råsukker, der er skåret i store stykker med meget
varme knive. Men nu et det, så vidt jeg har kunnet se, også en ingrediens i
kager og flere andre ting. Men nu er det altså også Antoinette Clintons kunstnernavn.
Hun blev præsenteret som og optrådte som "beatboxer". Søgning på
Nettet gav denne forklaring: "Beatboxing
anvendes indenfor hiphop, hvor man med sin egen stemme (stemmebånd, mundhule,
læber og tunge) genskaber den lyd som en tromme (nogle gange selv basgang og
sang) kan afstedkomme". Og det var, hvad hun gjorde. Også hendes udseende
og måde at optræde på var en helt særlig oplevelse (man kan selv finde nogle
billeder på Nettet). - For Anna og mig var denne aften en slags fortsættelse af
vor dejlige aften i Jazzhus Montmartre den 9. juli (se optegnelsen ovf.). Og
for Anna, Lisbeth og mig var der også den private vinkel på det, at vi var
blevet opmærksomme på denne koncert ved en familiefest, hvor kulturværkformand
Almar Møller (som vi er lidt i familie med) havde givet festens hovedpersoner
hver en billet i gave. Og så fik vi jo også et lille familiemøde ud af det.
OKT 2013
Søndag den 6.
oktober 2013. - Jeg deltog i Lolland vestre Provstis provstidag i Nakskov. Dvs. jeg
snød for gudstjenesten ved sognepræst Martin Egerup i Skt. Nikolai Kirke kl.
14. Jeg havde jo ikke alene spillet til fromessen i Landet Kirke kl. 9 og til
højmessen i Ryde Kirke kl. 10.30, men jeg havde også en forkølelse under
voldsom udvikling, så jeg tog lige hjem og hvilte mig lidt, inden jeg kørte
direkte til mødet i Nikolajhuset kl. 15. Men det ville jeg ikke gå glip af. Og
jeg havde også tilmeldt mig. Det var dog først og fremmest for at høre
domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen tale om Folkekirkens fremtid - med
særligt henblik på de forslag til ny styringsstruktur, som Styrelsesudvalget
har sendt ud til drøftelse. (Se ovf. til 6. juni, 8. august, 15. august og 16.
august 2013). - Men allerførst aflagde provst Bjarne Madsen sin beretning om
provstiets tilstand, og allerede i forbindelse med drøftelsen af det, nærmere
betegnet drøftelsen af hele problematikken omkring kirkelukninger eller
lignende, fik jeg sagt mit om, at det allervigtigste er nedsættelsen af
antallet af gudstjenester, så at den gudstjenestefejrende menighed kan få mere
krop. - Domprovst Steffen Ravn Jørgensen talte smukt for bevarelsen af den
nuværende folkekirkeordning og var meget kritisk mod alle
kirkestyrelsesudvalgets forslag, også den såkaldte model 1, som ellers bare
skulle være en præcisering og lovfæstelse af den nuværende tilstand; selv den
ville betyde en indskrænkelse af friheden. Så da drøftelsen skulle begynde,
sørgede jeg for at få ordet som den allerførste! Og jeg fik sagt de vigtigste
af mine sædvanlige ting, især det om, at de døbtes fællesskab er en organisme,
der skal styre sig selv, men også det om, at vi skal være klædt på til det,
hvis vi, inden vi får set os om, bliver tvunget til at skulle styre os selv.
Kun to andre deltagere sagde noget, der mere eller mindre lå på linje med mit.
- Jeg bor jo ellers i Maribo Domprovsti, men for at begrunde, at jeg tillod mig
at bede om ordet som den allerførste, gjorde jeg opmærksom på, at jeg faktisk
hørte til i provstiet, idet jeg både var organist og sognebåndsløser hos Kasper
Høyer i Vesterborg.
Torsdag den
31. oktober 2013 - allehelgensaftensdag
Min 42-års ordinationsdag. I en kommentar til min Facebook-ven Peter
Tudvads opslag om Luther og Erasmus har jeg skrevet: "Tak, fordi du gør
opmærksom på reformationsdagen. Som også er min ordinationsdag/præstevielsesdag
(1971). Domprovsten talte i den såkaldte intimationstale undtagelsesvis over en
tekst uden for Bibelen, nemlig den tese fra 31. oktober 1517
(allehelgensaften), hvori Luther sagde, at Evangeliet er kirkens sande skat.
Jeg er, sammen med også katolikker i både Danmark og Polen (så langt er vi
heldigvis kommet) lidt med i forberedelserne til det store 500-års jubilæum i
2017". - I øvrigt har jeg de sidste dage skrevet en del kommentarer i KD
Onlinedebat, i Facebook, på min avisen.dk-blog og på
undersiden "Kirke og teologi" til de glædelige meldinger om den brede
tilslutning til en eller anden form for kirkeråd fra alle kirkelige
organisationer og retninger undtagen Tidehverv. Det havde jeg ikke turdet håbe.
Vi må se, hvad der kommer ud af det, men det er allerede meget, at vi er kommet
så langt. Min kommentar til meddelelsen om, at også menighedsrådsforeningen går
ind for oprettelsen af et kirkeråd sluttede således: "Nogle vil måske
sige, at det ikke er så vigtigt, bare at drøfte kirkens forhold. Men det er
det. For det er ikke "bare". Bevidstheden om og oplevelsen af, at
kirken er de døbtes levende legemlige fællesskab i både stort og småt,
teoretisk og praktisk, er noget af det vigtigste netop nu. Vi skal rent ud sagt
fordybe os mere i den tredje trosartikel. Også selv om vi jo ikke kan sige, at
den faktiske kirke er identisk med "den hellige, almindelige kirke".
Kristendommen er ikke bare en "lære"; den er også et liv. Det er i
kirkens liv - helt bredt forstået - vi møder den virkelighed, der slog ned i
verden, da det blev jul, påske og pinse".
NOV 2013
Lørdag
den 9. november 2013. - Jeg var den danske præst
ved den polsk-danske højtidelighed i Mindelunden, Ryvangen, den 9. november
2013. Frihedskæmperveteran Max Roe, Frihedskampens
Frednings- og Mindefond, som kendte mig fra andagterne på Slaglille Kirkegård
(se ovf. til senest 14. september 2013), havde efter aftale med den polske
ambassade bedt mig om at medvirke. En mere udførlig omtale af denne
højtidelighed kan læses på undersiden "Internationalt". - Der
afholdes hvert år en sådan højtidelighed i Mindelunden på en dag i nærheden af
11. november, som ikke bare er datoen for våbenstilstanden efter Første
Verdenskrig, men dermed også er Polens uafhængighedsdag. Polen havde jo ikke
(stort set, og slet ikke med hele sit territorium) eksisteret som stat siden
1795, hvor "delingsmagterne" Preussen, Østrig og Rusland tog hver
deres sidste stykke af det Polen, som man allerede i 1772 var begyndt at dele
mellem sig. Men fra 11. november 1918 af overtog polakkerne under ledelse af Józef Piłsudski igen magten
over deres land, mens de tyske soldater, som på det tidspunkt stod i hele
landet, gik fredeligt hjem. - Når der afholdes polske højtideligheder i
Mindelunden, skyldes det, at polakken Lucjan
Masłocha som den eneste udlænding ligger begravet der, sammen med sin
danske hustru Lone, født Mogensen. - Højtidelighedens hovedpunkter var: Velkomst ved den polske vicekonsul (Łukasz Gabler). Tale om
ægteparret Lone og Lucjan Masłocha og det britisk-polsk-danske samarbejde
under Anden Verdenskrig. Den polske katolske præst Leszek Kapusta
bad for de døde. Jeg bad for de døde (hele bønnen kan læses på undersiden
"Internationalt"). Den polske ambassadør, danske
frihedskæmperveteraner, den polske, den britiske, den amerikanske, den franske
og endnu en militærattaché (som jeg ikke fik identificeret) lagde kranse ved
Frihedskæmpermonumentet og ægteparret Masłochas
grave). Pårørende og andre lagde blomster ved ægteparret Masłochas
grave. - Efter højtideligheden var der samvær på den polske ambassade. - Jeg
ved ikke, om jeg får særlige billeder, men jeg regner med, at ambassaden igen i
år vil sætte en billedserie på deres hjemmeside. Her er foreløbig et link til
nogle billeder på Dines Bogøs hjemmeside. Jeg står på det sidste billede med
ryggen til og taler med den franske militærattaché:
https://plus.google.com/photos/100578620861694006953/albums/5944373572022720577?banner=pwa
- OG FRA HJEMMEVÆRNETS EKSERCITSKOMPAGNIS HJEMMESIDE. På det sjette
billede ses jeg lige før eller efter den bøn, jeg bad. I baggrunden ses
paraplyholderen, vicekonsul Łukasz Gabler og polsk katolsk præst Leszek Kapusta.
HER ER LINKET: https://plus.google.com/photos/108400898219847209434/albums/5945131924001926337?banner=pwa
Tirsdag den 12. november 2013. - Anna og jeg havde den store oplevelse at
være til litterær salon i Aarestrups hus, Nysted, hvor forfatteren Søren
Sørensen talte om "Ritorneller, sonetter og heksametre" (hos
Aarestrup, ham selv og andre digtere). "Forfatteren Søren Sørensen"
er jo identisk med "Søren
Basmand" i Nakskov-neobopkvintetten The Strangers o. 1960, hvor jeg
var pianist. Anna kender også Søren. Jeg har været i mere eller mindre løbende
kontakt med ham gennem alle årene. Højdepunktet var Foreningen Norden-turen til
Klippan i 1976, hvor Søren (dengang skoleinspektør og
Foreningen Norden-formand i Sakskøbing) ikke alene ledede turen, men også Saxcoop Studieband, og hvor jeg deltog som både pianist og præst. (Se
mere i "Erindringer" kap. 9 "1974-1976. Præst i Døllefjelde
(1)"). - Det var også et meget fint og levende foredrag, Søren holdt. Og
vi mødte gamle venner fra Døllefjelde-tiden af. Og min gode Facebook-ven Bjarke
Rosenkilde og hans far, som er aktiv i Aarestrup-foreningen. Det var også en
oplevelse. Jeg fik også knyttet lidt kontakt til StORDstrømmen-formand Thorvald
Berthelsen.
Lørdag den 23. november 2013. - Anna og jeg deltog i Grundtvig-Selskabets
årsmøde i Vartov. Jeg var den første af tre oplægsholdere til en paneldebat,
nemlig med 30 minutter om "Grundtvigs kirkepolitiske udvikling" (på
grundlag af teksten til min store artikel i det kommende nummer af
Grundtvig-Studier "Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik
1806-61"). Derefter fulgte to bud på "Grundtvigs nutidige
kirkepolitiske relevans" ved henholdsvis biskop over Haderslev Stift
Marianne Christiansen og lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet
Hans Raun Iversen. Den efterfølgende drøftelse var god og livlig. - Vi fik talt
med blandt andre: Flere af de gamle medlemmer af selskabet. Leder af
Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende Birgitte Stoklund Larsen.
En ung teologisk ph.d.-studerende i (i hvert fald blandt andet) - H.N. Clausen! Og med tidligere provst for Lolland søndre
Provsti Holger Villadsen, som også var kommet til stede. Ham havde jeg jo, i hans
egenskab af liturgihistoriker, under arbejdet med min artikel haft et ret stort
konsultationsforløb med, for så vidt angår ordinationsritualet i 1811). Og min
gamle jazzkammerat Søren Sørensen glædede os ved at være til stede (se lige her
ovenfor under 12. november). Han deltog dog sådan set også i sin egenskab af
formand for "Samrådet af de litterære selskaber" som
Grundtvig-Selskabet jo også er med i. - Det var en rigtig god eftermiddag.
Fredag den 6. december 2013. - Mit debatindlæg "Herrens dag!"
var i Præsteforeningens Blad
(2013/49). - Foranlediget af talen om at flytte søndagsgudstjenester til
hverdage skrev jeg dels om hver søndag morgen/formiddag som en lille påske,
dels om nødvendigheden af at skære ned på "gudstjenesteudbuddet", så
de, der faktisk går i kirke, kan være nogenlunde sikre på at komme til at fejre
gudstjenesten sammen med mindst en halv snes andre. Men jeg udtalte mig også
positivt om især virkelig alternative gudstjenester på hverdage, fx
spaghettigudstjenester eller gudstjenester med alternativ musik. Der er sådan
set ingen grænser. Der skal bare ikke gå underholdning eller hverdagsfilosofi i
det. - Hele indlægget og en længere tekst med samme titel står på undersiden
"Kirke og teologi" (hvor der også er tekster, der ikke er omtalt her
i "Dagbog", fx online-debatindlæg, Facebook-opslag og -kommentarer
samt tekster i min avisen.dk-blog Jeg er ellers ikke blogger ...).
Tirsdag den 17. december 2013. - Var endnu en gang til emeritus-frokost hos biskoppen. Det særlige i år var, at vi fik hver et eksemplar af biskoppens bog om en af sine forgængere, nemlig biskop D.G. Monrad. Bogens titel er "Monrad – Et indblik i biskop D.G. Monrads liv og tanker". - Se også under 15. december 2010 og 12. december 2012. Mon emeritus-frokosten blev sprunget over i 2011? Der står ikke noget om den hverken her på siden eller på min kalender.
* * *
2014
JAN 2014
Intet særligt. Jeg
læste (også polsk, især Det Nye Testamente, men også litteraturhistorie) og
skrev som sædvanlig (herunder en del i Facebook, men jo også løbende digte og
salmer). - Jeg er begyndt at planlægge udgivelse af mine ting. Hvis jeg ikke
kan finde et forlag, gør jeg det som selvudgivelse. Jeg vil formodentlig
begynde med salmerne. Så vidt muligt
samtlige salmer (selvfølgelig gennemset og i fornødent omfang rettet og
forbedret) og i hvert fald de fleste af kommentarerne, men tilpasset. Dernæst
nok poetikken. Og så digtene. Men jeg skal prøve at få det
timet, så jeg pdes. kan få så mange "virkelige digte" med som muligt,
men pdas. også nå at få lavet samlingen, mens jeg endnu er her og kan! Hvis jeg
kan nå det, vil jeg også gerne lave en bogudgave af Erindringer (måske også en særlig, privat bog til mine
efterkommere). Hvad salmer, digte og poetik angår, kan der måske blive tale om
endnu en eller et par bøger. Men det kommer jo an på, om jeg når at få lavet
noget nyt og er i stand til at få det sat i bogform. - Jeg er ked af, at det
har taget mig så lang tid (et helt liv!) at nå frem til den egentlige
begyndelse. Men sådan er det gået. Til gengæld mener jeg, at hele mit
"storkoncept" er godt og enestående. Spørgsmålet er kun, hvor dygtig
jeg vil være til at udfylde det, og hvor længe jeg endnu kan arbejde. Jeg skal
helst nå så meget som muligt, inden jeg fylder 75 (2018), men det vil være
dejligt, hvis jeg kan arbejde, til jeg bliver 80 (2023).
FEB 2014
Generelt
- se JAN 2014.
Tirsdag den 11. februar 2014. - Jeg skriver fortsat en hel del
kommentarer i Facebook og til artikler på forskellige internetsider, men sætter
kun de færreste på mine undersider her på hjemmesiden. I dag satte jeg dog
denne på "Kirke og teologi": "Her er Kjeld Holm god, - Online-indlæg til KD-artiklen 'Kjeld Holm:
Menneskelivets vilkår skal kendes, før tale om frelse giver mening'".
Fredag den 14. februar 2014. - Min lille artikel "Ind med kyndelmisse, ud med septuagesima" var i
Præsteforeningens Blad (2014/7). Den står også på undersiden "Kirke
og teologi".
Tirsdag den 18. februar 2014. - Jeg holdt mit gamle lysbilledforedrag "Feltpræst på Cypern vinterhalvåret 1976/77". I Idrætshuset, Brandstrup (ca. 10 km i luftlinje vest for, hvor jeg bor). Det var en pensionistforening, der vist kalder sig "Brugergruppen Brandstrup", der havde inviteret mig. Hvordan de er kommet på den idé, ved jeg ikke, men det var en stor glæde for mig at få lov til at holde det endnu en gang - og mindes det gode halve år på Cypern. Jeg måtte dog indlede med at udtrykke min respekt for og medfølelse med de yngre kammerater, der i de senere år har været på langt skarpere opgaver, ja direkte i krig. Nogle er blevet dræbt, andre invaliderede på legeme og/eller sjæl. Så uanset hvad man ellers måtte mene om de forskellige operationer og krige, fortjener de vor respekt. De har jo gjort det godt. Især som soldat må man forholde sig sådan, ikke mindst når man står og holder foredrag om sine egne militære bedrifter. Jeg sagde dog også (med henvisning til fx professor Ole Wæver), at vi bør overveje at opprioritere vor gamle fredsbevarende rolle. Det har vi med vor dygtighed og vort temperament