|
Erindringer -
DAGBOG Bent Christensen |
Fra januar 2010 til NU. - En slags
dagbog
"Fortsættelse" af og "supplement"
til kapitel 12 af "Erindringer" (find dem i menuen tv.): "2003-.
Med pensionen som arbejdsstipendium".
Se også selve undersiden ”Erindringer”.
INDHOLD
Indledning
2010-NU
Betragtninger ved årsskiftet og tiår-skiftet
Januar 2010 - et tilbageblik
Februar 2010 - et tilbageblik
Marts 2010 - NU.
- Altså fortsat noget for hver måned, men nu uden angivelse her i
indholdsfortegnelsen.
- - -
Indledning
Beslutningen om at lade erindringerne slutte med et dagbogsagtigt tillæg blev truffet den 1. februar 2010. Alt, hvad der vedrører januar måned 2010, er altså også en slags erindring - dog om den helt umiddelbare fortid.
Jeg kan ikke
sige, hvilken karakter dette får. På den ene side kan det ikke være meningen,
at jeg skal begynde at føre en egentlig dagbog her med optegnelser om stort og
småt i mit liv som sådant, og på den anden side kan jeg i perioder blive så
optaget af andre ting, at jeg kan komme til at glemme noget, der burde have
været taget med. I mange tilfælde vil jeg dog så nok få det skrevet, mens jeg
har det i hverken mere eller mindre end frisk
erindring!
Mit liv her i
årene efter 2003 kan ellers stort set følges i de tekster, der står på en
hel del af de andre undersider (hvilke vil nogenlunde fremgå af titlerne), men
jeg vil her i dette ”tillæg” prøve at skrive nogle ting, der kan samle og sætte
i relief. - Jeg henviser kraftigt alle interesserede til teksterne på nogle af de andre
undersider!
Måske vil jeg senere rense ud i disse ”dagbogsnotater” og foretage nogle sammenfatninger. Detaljer, der kan være interessante i år, kan være uden væsentlig interesse året efter.
2010
Betragtninger ved årsskiftet og tiår-skiftet
Der kan siges meget om årsskifter og periodeinddelinger i årtier og århundreder. Og det er alt sammen rigtigt, i hvert fald i den forstand, at både de, der lægger vægt på sådanne skillelinjer og perioder, og de, der ikke gør det, ja, ligefrem prøver at bekæmpe denne tilbøjelighed, kan have ret i det, de siger.
Selv hælder jeg mest til den side, hvor man lægger vægt på inddelinger og perioder. Det er nok en side af mit grundlæggende konservative gemyt, idet jeg siger, at så har man da noget, og noget er bedre end ingenting, og så kan man altid forholde sig mere kritisk til det bagefter. Det kritiske gemyt vil derimod føle stor tilfredshed ved fx at kunne påpege, at noget, der er blevet anbragt i et bestemt årti, i virkeligheden kunne påvises allerede sidst på sommeren i det sidste år af forrige årti.
Man kan jo også forfine inddelingen i årtier ved at dele dem i to, så man fx lader en periode begynde fra midten af det-og-det årti. Ja, man kan bløde op på det og lade et fænomen begynde at træde frem i første eller sidste halvdel af et årti. Men det giver stadigvæk en vis anskuelighed.
At nøjeregnende folk også kan se, at flere forskellige fænomener kan være til stede mere eller mindre side om side i fx det samme årti, er atter en anden sag.
Der er i selve de erindringer, disse notater udgør fortsættelsen af, en del årstal, der er skelsættende i mit eget liv og min egen udvikling. Blandt de vigtigste er 1961, 1965, 1970, 1978, 1998, 2002 og 2003.
Kun ét af disse årstal markerer også et vigtigt skillepunkt i den store historie. Det er årstallet 1965, som ikke alene er det år, hvor Anna og jeg blev gift, men også det år, der af mange regnes for det første store skille-punkt i tiden efter Anden Verdenskrig, ja, for det år, hvor ”efterkrigstiden” gik over i den almindelige moderne tid (som vel o. 1980 eller i løbet af 1980’erne gik over i den postmoderne tid).
2001 kunne være blevet et år, der på tilsvarende måde var skelsættende i både min egen personlige historie og den store historie, hvor det jo var det år, terroristerne fløj de kaprede maskiner ind i World Trade Center og Pentagon, og året for det nye systemskifte i dansk politik. Men i min egen historie er det året før mit ophør i 2002 med at være Grundtvig-forsker og to-året før min pensionering i 2003 med henblik på at bruge ”pensionen som arbejdsstipendium” i forbindelse med først og fremmest mit store - i enhver betydning af ordet - livs-projekt ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”.
Jeg kunne dog også have sat året 2001 ind som et vigtigt år i min egen livshistorie, for det var det år, hvor jeg ikke længere kunne holde mig ude af den fremmedpolitiske debat, ja, ikke længere kunne gå i min personlige herlighed ude på de lollandske skovveje og føle og tænke de helt grundlæggende ting til mit projekt. På undersiden ”Fremmedpolitik” vil man kunne se, at jeg i det år trådte frem før både 11. september og 20. november (folketingsvalget).
Jeg havde på det tidspunkt faktisk allerede ytret mig tre gange i den fremmedpolitiske debat, nemlig i et til dels, men også kun til dels, Søren Krarup-kritisk læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 27.09.86, og i en artikel i januar/februar-nummeret 1998 af ”Kirkebladet” (for Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat), hvor jeg under titlen ”Kærlighed og sandhed” forholdt mig kritisk til fem biskoppers dengang meget omdiskuterede erklæring om tonen i flygtningedebatten. Endelig have jeg den 24. januar 2000 et lille læserbrev i Kristeligt Dagblad, hvor jeg under titlen ”For demokratiets skyld” erklærede, at med den måde, man i en debatudsendelse i TV 2 den 18. januar havde behandlet Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti på, kunne det blive nødvendigt for mig at stemme på Dansk Folkeparti.
Men i 2001 begyndte det med en kronik i Kristeligt Dagblad den 12. juni med titlen ”Humanisterne og os”. Og med debatindlægget ”Forum for kritisk indvandringsdebat” i Præsteforeningens Blad den 26. juni 2001 kom jeg for alvor på banen - i en grad jeg overhovedet ikke havde turdet håbe på. Undertitlen var nemlig ”Indkaldelse til, at man i det mindste lader sig tegne på en ’netværks-liste’”. Og det var der en del der gjorde, ligesom medier af alle slags i nogen tid viste stor interesse for mit initiativ - ikke mindst fordi det i høj grad blev set som et præsteoprør mod især århusbiskop Kjeld Holm, som dengang førte sig voldsomt frem til fordel for indvandring og (alles) integration. Man kan se en del om dette på undersiden ”Fremmedpolitik”. - Jeg kan ikke huske, om det var allerede dengang, nogen begyndte at kalde Kjeld Holm ”Stormuftien af Århus”, endsige hvem det var. Jeg mener dog ikke, det var mig.
Som jeg skrev i begyndelsen af ovennævnte ”indkaldelse” i Præsteforeningens Blad, var det ”meget imod min egen personlige interesse, for så vidt angår tid og arbejdskraft”, jeg kastede mig ud i dette, ”men i en følelse af pligt, der ikke kun gælder Danmark og det danske folk, men som gælder menings- og ytringsfriheden i hele Europa, ja, i det hele taget hele den vestlige frihedstradition”. Men heldigvis er det gennem alle årene lykkedes mig at fordele min samlede indsats på en sådan måde, at jeg altid har arbejdet mest med mit ”hovedfag” (mit livs- og litterærpoetiske projekt) og dernæst med mit ”bifag” slavistikken (mest det polske og det sorbiske/”vendiske”). Det gælder også de to år, jeg som del af denne ”værnepligtstjeneste” var lokalformand for Dansk Folkeparti (2006-2008). - Hvad ”bifaget” angår, kan jeg her oplyse, at det netop er i forbindelse med det, jeg er kommet ind på at bruge betegnelserne for mine to cand. mag.-fag dansk og russisk som betegnelse for mine aktuelle aktiviteter, idet mit nuværende ”hovedfag” jo klart svarer til den litterære hoved-side af mit gamle dansk-fag og ”slavistikken” klart bygger på mit gamle bifag. Om min ”bifagsvirksomhed” kan man læse på undersiderne ”Internationalt”, ”Vendere - sorbere”, POLSKI og RUSSKIJ.
Men alt dette fortæller jeg, fordi jeg allerede i 2009 på flere forskellige leder begyndte at få en fornemmelse af, at vi var på vej mod et nyt vendepunkt. Og det er jo så ikke mindst i denne forbindelse, jeg fik trang til at indlede med nogle betragtninger over det med periodeinddelingen efter årtier eller tiår. For det første tiår i 2000-tallet, de såkaldte nullere, begyndte jo i efteråret 2001, og tiårsskiftet til etterne følte jeg allerede var i gang i 2009.
Jeg kan måske senere uddybe, hvad det var jeg over et meget bredt felt begyndte at fornemme i 2009. Men hvad det fremmedpolitiske angår, var der ingen tvivl: Vi havde vundet! Ikke i den forstand, at vi ikke stadig havde indflydelsesrige og for så vidt veltalende og ‑skrivende modstandere, og endnu mindre i den forstand, at de ting, vi havde frygtet, var ude af verden, men i den forstand, at vi havde vundet både det store vælgerflertal og debatten. Det er vel nu et eller andet sted omkring de 80 % af vælgerne, der går ind for en fremmedpolitik, der svarer til, hvad vi var nogle få, der i 2001 begyndte at påberåbe os retten til, dog at diskutere. Og vi kan se, hvad selv SF’ere nu må sige, hvis de vil gøre sig håb om at nå at krone deres politiske karriere med en ministerpost. Samtidig er der flere veluddannede debattører, der stiller sig på vor side. Og hos de tilbageværende ”hellige”, det være sig marxister, kulturradikale eller borgerligt anstændige og griske kapitalister, bliver tonen mere og mere desperat og argumenterne mere og mere pinlige.
I mine egne indlæg begyndte jeg derfor i 2009 dels at proklamere vor sejr og opfordre til storsind og konsensus, dels at bebude min egen tilbagetrækning fra debatten, idet jeg erklærede, at det nu var både min ret og min pligt at koncentrere mig om især mit ”hovedfag”.
Hvad mit ”hovedfag” angår, er det kun mig selv og til dels min kone, der forstår, hvor meget der er på spil. Jeg hverken kan eller vil afvise, at jeg bare er en gammel præste-nar, der har gået rundt med en digter i maven eller noget i den retning. Men i så fald kan jeg ikke risikere andet end at gøre mig lidt til grin. Hvis der derimod er bare en lille smule virkelighed i den følelse og fornemmelse, jeg har af, at det er dette ”hovedfag” eller dette projekt, der skal være kronen på mit livsværk, så vil hver eneste, om end nok så beskeden, ting, jeg når at få lavet, være en gevinst. Jeg har kort sagt alt at vinde og intet at tabe.
Og lad mig sige det på den måde, at det, jeg nu prøver at nå så meget som muligt af, det er, hvad hele mit liv har bevæget sig frem mod, siden jeg i 1961 opgav drømmen om at blive professionel jazzpianist, og hvad hele min virksomhed som teolog, præst og Grundtvig-forsker gerne skulle munde ud i. Hvad ”Kirke og teologi” angår, ligger alt klar: Et sundt og stærkt ”evangelisk-luthersk-minimalkatolsk” syn på gudstjenesten, kirken og det økumeniske (mellemkirkelige) og en gennem også mine tredive års Grundtvig-forskning udformet ”teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement”. Men jeg mangler at få gjort mit bidrag færdigt til det liv, som netop ifølge ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement” skal leves uden for kirkedøren og døren til det teologiske studerekammer.
En del af de resultater, jeg trods alt allerede er nået frem til, kan ses på undersiderne ”Mit eksistens-rum”, ”Poetik”, ”Litterære tekster”, ”Min lyrik- og poetikhistorie” og ”Program”, men jeg har allerede en del mere på bedding, ja, lige nu er mit største problem faktisk tiden. Jeg håber, jeg meget snart vil kunne sætte nye interessante ting på såvel ”Mit eksistens-rum” som ”Min lyrik- og poetikhistorie”. For de ting, der allerede står på de her nævnte undersider, er for de flestes vedkommende kun for delresultater at regne på min møjsommelige vej frem gennem konceptudviklingen til den produktion af egentlige produkter, jeg forhåbentlig når at få i gang.
Men jeg arbejder også med disse ”Erindringer” her ved tiår-skiftet 2009/2010, og det behøver ikke vare så længe, før i hvert fald dele af Kapitel 8 om min tid som præst i Pedersker-Povlsker på Bornholm kommer på. Og her i dag (01.02.10) er jeg altså begyndt på dette dagbogs-tillæg.
Januar 2010 - et tilbageblik
Som allerede sagt er dette dagbogstillæg begyndt den 1. februar 2010, så hvad januar måned angår, bliver der, som også allerede sagt, i virkeligheden tale om en slags korttidserindringer.
Hvis jeg ser på min kalender, er der ikke meget, der falder i øjnene. Det, der fylder mest, er, at både Anna og jeg mandag den 11. januar påbegyndte en ferie fra vor organisttjeneste (i henholdsvis Landet-Ryde og Vesterborg), der skal vare helt frem til mandag den 8. februar. Det er en ren hjemmeferie, som jeg for mit vedkommende bruger til mit egentlige arbejde, blandt andet disse linjer. - Der bliver ikke nogen egentlig udlandsrejse i dette ferieår. Om vort udvidede tandlægebesøg i Szczecin i begyndelsen af oktober 2009 kan man læse på undersiden ”Internationalt”, nemlig i Informator Polski-artiklen ”Til tandlæge - med mere - i Szczecin”.
Jeg har ikke fungeret som præst i år. Den eneste for så vidt præstelige aktivitet, der skulle have været tale om, var det lysbilledforedrag, jeg skulle have holdt i Landet Præstegård den 10. januar, men som blev aflyst på grund af snevejret: ”Helligtrekongersbetragtninger om Kirken dengang og nu og her og der”, et foredrag, der med udgangspunkt i helligtrekongersevangeliets Betlehem og apostlene Paulus og Barnabas’ missionsvirksomhed på Cypern, var et tilbageblik over mine (og i høj grad også Annas) mellemkirkelige oplevelser og aktiviteter fra vor bornholmertid af og frem til nutiden. Dette i hvert fald for Anna og mig meget interessante foredrag vil i stedet blive holdt søndag den 6. juni.
Men ellers har jeg passet mine sysler. Hver almindelig morgen et stykke i den polske Bibel - som jeg nu læser for anden gang. Hver mandag morgen et stykke i det sorbiske/vendiske Ny Testamente (for tiden Johannesevangeliet). Hver lørdag morgen søndagens danske gudstjenestetekster på polsk. Ja, det lyder lidt underligt, men det er ligesom ved hverdagsmorgenernes bibellæsning, som på én gang er min morgenandagt og en del af mit polskstudium. Jeg er simpelt hen nødt til at rationalisere. Og hver søndag morgen så vidt muligt repetition af den pågældende søndag i min polske katolske messebog, og så vidt muligt deltagelse i messen via Polskie Radio, som praktisk taget altid transmitterer messen kl. 9 fra Hellig Kors Kirke i Warszawa, hvor man altså simpelt hen har udstyret stående, ligesom man har det for Morgenandagtens skyld i Domkirken i København. Når jeg selv skal være organist om formiddagen, kan det være svært at få tid og ro til det, men så ser jeg måske noget af tv-transmissionen af messen på Telewizja Polska’s (TVP) globale kanal POLONIA kl. 13.
Og mens jeg er ved det, så har jeg endnu en faktisk daglig
kirkelig aktivitet med polsk fjernsyn, nemlig oplevelsen og studiet af den
fantastiske serie ”Plebania” (Præstegården). Her ser man i til dels sæbeopera-agtig form en i grunden dybt, dybt seriøs
fremstilling af livet i og ud fra og omkring en katolsk præstegård i en landsby
i det østlige Polen. Forbilledet for sognepræste-hovedpersonen er eller har været konsulent på
serien, og alt er meget realistisk og loyalt - men ikke dermed ukritisk, fx for
så vidt angår cølibatet. Man kan her virkelig studere polsk kirke- og
samfundsliv under en masse forskellige helt up to date vinkler. Jeg har skrevet
en artikel på polsk om denne serie i det her i Danmark udgivne polsk-danske
tidsskrift ”Informator Polski”. Polskkyndige kan læse den på undersiden POLSKI,
men jeg burde se at få oversat den til dansk og sat den på undersiden ”Internationalt” og/eller ”Kirke og
teologi”.
Fra omkring afsnit 1325
begynder serien ”Plebania” dog at skifte sted, nemlig til den nærmeste by Hrubielów. Og det ender med, at sognepræste-hovedpersonen,
som for længst også er blevet provst, og som er biskoppens gode ven og
problemknuser, af denne bliver flyttet til Hrubielów.
Men også flere af de andre hovedpersoner flytter ind til Hrubielów.
Og allerede inden serien er nået frem til afsnit 1450 har den i mange
henseender skiftet karakter, nemlig fra den oprindelige skildring af livet i et
i mange henseender tilbagestående østpolsk landsogn til en skildring af livet i
en lidt større østpolsk provinsby, hvor alle de moderne ting er slået igennem.
Men stadig med kirken og sognepræsteembedet i centrum, ja, faktisk med en
opgradering af den teologiske tematik. Indeværende alinea-afsnit er sat ind her
den 3. marts 2010, hvor serien var nået til afsnit 1452. Tiden er kort sagt
inde til, at jeg skriver et supplement til min ovenfor omtalte artikel fra
september 2008!
Men trods mine bestræbelser på, så vidt muligt at holde mig ude af den fremmedpolitiske debat, er jeg i den første måned af 2010 kommet til at beskæftige mig en del med disse ting. Mest på de indre linjer i de forskellige sammenhænge, jeg stadig indgår i. Men det er også blevet til et enkelt læserbrev og nogle andre mere eller mindre offentliggjorte tekster. Se undersiderne ”Fremmedpolitik” og ENGLISH.
Det begyndte med formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaards ikke så heldige udtalelser om forholdene i muslimske familier den 17. december 2009. Det måtte jeg prøve at forholde mig til, som man siger. Jeg har jo haft en vist kontakt med Lars Hedegaard siden 2001 og kunne kun være ked af, at han havde dummet sig. Jeg drog dog den konsekvens af det, at jeg foruden at drøfte det lidt på de indre linjer meldte mig ind i Trykkefrihedsselskabet ”af grunde, der meget ligner dem, Asger Aamund har givet for, ikke at træde ud”, som jeg skrev i et læserbrev til Weekendavisen, som desværre ikke fandt optagelse, men som kan læses på undersiden ”Fremmedpolitik”: ”Farligst først”. En anden tekst, jeg skrev i denne sammenhæng, men som også kun kan læses på undersiden ”Fremmedpolitik”, var et kronikforslag til Information med titlen ”Nyt ytringsfrihedsselskab - ny konsensus?”. Det var en replik til Jens-Martin Eriksens kronik den 8. januar ”Nye bannerførere for ytringsfriheden” og altså et tydeligt eksempel på min vurdering af den nye situation og min til den svarende nye strategi.
Men der havde jo også været den somaliske økse- og knivmands voldelige og morderiske indbrud i tegneren Kurt Westergaards hjem nytårsdag. Det var imidlertid ikke det, der direkte fik mig på banen. Og det var heller ikke auktionshuset Lauritz.com’s nej til at have Kurt Westergaards akvarel med på auktionen til fordel for jordskælvsofrene i Haiti - selv om husets forklaring jo gjorde et stort indtryk på mig. Det var heller ikke Ugebrevet A 4’s offentliggørelse den 11. januar af resultatet af en undersøgelse om selvcensuren hos danske kunstnere og debatten deromkring, hvor man igen måtte man høre en række fine kunstnere og kulturpersonligheder snakke udenom og skjule deres egen politiske dagsorden og/eller nøgne frygt for terroren bag et væv af fine ord.
Nej, det der kaldte mig frem for anden gang i denne måned, var et nyhedsbrev den 19. januar fra Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift Sappho med denne oplysning:
Sangerinden Nikolinenikki har indspillet en fire minutter og tretten sekunder lang musikvideo, der er intet mindre end en kærlighedserklæring til Kurt Westergaard. Over et Lady Gaga-beat beretter Nikolinenikki, at hun elsker både Kurt Westergaards Muhammed-tegning og tegnerens skæg, og at hun vil have en farlig romance med tegneren. En romance, der får følgende ord med på vejen af sangerinden: "Det er i hvert fald farligt lige for tiden :b". - [Så vidt jeg efterhånden er kommet ind i de unges ”smiley-verden”, er Nikolinenikkis afsluttende ”:b” formodentlig en særlig variant af, hvad jeg kalder en ”fattigmands-smiley”, hvor kolon’et er øjnene og b’et munden i en særlig vrængning, som vel passer til ”farligt lige for tiden”].
Der var også et link til Nikolinenikkis alias Nikoline Astrid Nielsens video ”Farlig romance - med Kurt Westergaard” (Nikolinenikki = Nikoline + kælenavnet Nikki). Og jeg prøver at indsætte dette link her: www.youtube.com/watch?v=53xx6NHPiSo. Det klikkede jeg på, og hvad jeg fik at se og høre, fik mig i første omgang til at reagere med ret blandede følelser. For ikke alene var der rent musikalsk tale om noget, der både lå fjernt fra, hvad jeg ellers beskæftiger mig med, og heller ikke virkede særlig overbevisende; der var også tale om ret stærk kost for en gammel præst som mig, for så vidt som der jo ikke - hverken verbalt eller kropsligt - blev sparet på udtrykkene i denne 17-årspiges udtryk for kærlighed til den 74-årige Kurt Westergaard.
Men der var noget, der fik både mig og Anna til at se og høre Nikolines video igen og igen - og til efterhånden at gå og nynne på stumper af melodien. (Når jeg rask væk kalder Nikoline ved fornavn, skyldes det ikke alene, at hun er en person, store dele af Danmark er kommet på fornavn med, men også, at jeg - sammen med hundrede- eller tusindvis af andre - er blevet Facebook-ven med hende; nærmere nf.). Det var i øvrigt ikke Nikolines egen melodi, men en melodi, der stammer fra en os hidtil ukendt sangerinde med kunstnernavnet Lady GaGa. Og Nikolines nummer er vist blevet til på den måde, at hun har sunget oven på et (fremragende) karaoke-akkompagnement til denne melodi, og så i øvrigt har stillet sig op foran sit eget videokamera og har mimet til det således indspillede, hvorefter der er blevet sat en baggrund ind - blandt andet med nogle sværd, der kommer flyvende på passende steder i sangen. - Jeg har senere lyttet til den originale Lady GaGa-version af melodien, men må (som jo altså bla. gammel jazzmusiker) sige, det er en slap sag ved siden af Nikolines version.
Det afgørende var imidlertid Nikolinenikki-videoens
voldsomme symbolstyrke. For her gælder princippet ”jo værre jo bedre”! Hvad
kunne være et bedre svar på den muslimske terrorismes selvhøjtidelige
formørkelse end en sådan video, der på godt og ondt repræsenterede den vestlige
ungdoms frie liv og frie udtryk?! Jeg har sagt, at der på sin vis er tale om en
endnu større hån mod den muslimske terrorisme end i Kurt Westergaards tegning.
Og det var derfor med en helt anden slags blandede følelser, jeg begyndte at gøre
forskellige ting for at støtte Nikolinenikki, der jo
i mellemtiden havde modtaget blandt andet mordtrusler. Jeg indrømmer blankt, at
der jo heri også lå et ønske om at være med til at føre hendes video frem i
kampen mod dem, der i en helt ny bogstavelig forstand ville binde os på hånd og
mund. Og jeg har naturligvis fra starten kunnet se det problematiske i, at der
er nogen, der vil ”bruge” en person, der træder frem med sådan et nummer. Det
viste sig også hurtigt derved, at der tilsyneladende også er folk fra mere
mørke miljøer, der har fået gjort sig til Facebook-venner med Nikoline Astrid Nielsen. Det var der i hvert fald
folk fra den mørke-røde
fløj, der påstod - mere eller mindre med hjælp fra ingen ringere end den
liberale netavis ”180grader”. Men her ser vi igen den paradoksale alliance
mellem islamismen og marxister, kulturradikale og kulturliberale.
Da der kom blandt
andet mordtrusler mod Nikoline for hendes video og der i den anledning blev
oprettet en støttegruppe for hende på Facebook, måtte jeg for at kunne melde
mig ind i denne støttegruppe selv gå på Facebook - noget jeg ellers gentagne
gange og meget højlydt havde erklæret aldrig ville ske - når fx mine børn havde
talt om det. - Da mine børn så jeg var kommet på og vi blev ”venner”, undlod de
da heller ikke at fremsætte nogle lettere drillende, men samtidig meget
velkommende bemærkninger. Det samme gjaldt mine to vokse børnebørn - som det er
en helt særlig fornøjelse at møde i dette forum. Jeg får også vekslet nogle
hyggelige bemærkninger med min medsvigermor Jytte. Og gennem en partifælle på
Falster er jeg blevet ven med en præst på Færøerne, jeg hidtil aldrig
overhovedet havde hørt om, men som i høj grad bruger Facebook som
forkyndelsesmedie.
På et tidspunkt
indstillede jeg al virksomhed i forbindelse med Nikolinenikki.
Hun havde nemlig - på mange opfordringer - også lavet en engelsk udgave af sin
Kurt Westergaard-video. Men der gik, så vidt jeg husker, mindre end et døgn, i
hvert fald kun meget kort tid, før hun trak den tilbage igen. Og jeg kunne ikke
få andet indtryk, end at det var af frygt for de følger, det kunne få at have
en sådan ting på Nettet, ikke alene for hende selv, men også for Danmark. Ja,
der var næsten ikke den tanke, jeg ikke gjorde mig med hensyn til, hvad der
kunne ligge bag denne beslutning.
Men nogle dage
senere, da jeg skulle tjekke, om den danske version nu også var blevet fjernet,
så jeg, at ikke alene var den der stadigvæk (på YouTube); der var oven i købet
sat en lille boks ind, som man kunne klikke på, hvis man ville høre den
engelske version, som altså var sat på igen - i øvrigt svarende til, hvordan
man kan klikke sig fra den engelske til den danske version. Den engelske
version hedder ”Risky Romance - with Kurt
Westergaard”, og jeg prøver at give et link: www.youtube.com/nikolinenikki#p/u/1/_uFo8PzkvrE.
Digteren Peter
Dyreborg har på Facebook kritiseret den engelske version for at være mindre
vellykket. Det er jeg i flere vigtige henseender ikke uenig med ham i, men jeg
har dog svaret ham således: ”You may
be right, but I think the
English version has some qualities
that may be good in the international context. And I hope it will be understood and enjoyed
worldwide”.
Tilsyneladende føler Nikoline sig ikke længere presset fra hverken den ene eller den anden kant. Begge hendes videoer var i hvert fald her til aften den 1. februar 2010 endnu på YouTube, så jeg har fortsat min støtte til hende - eller brug af hende! Idet jeg dog også er begyndt at føle en vis interesse for hendes person og produktion i øvrigt - selv om jeg endnu ikke har fundet nogen anden ting af hende, der kan måle sig med de to Kurt Westergaard-videoer. Jeg mener stadig, Nikolinenikki og hendes video er kommet til at stå som et enestående symbol i den aktuelle situation, hvor jeg godt nok benytter enhver lejlighed til at proklamere min sides sejr i den fremmedpolitiske strid, men hvor der stadig er en helt uoverskuelig mængde af alvorlige problemer at tage stilling til, og hvor man stadig må høre på store mængder af ulidelig snak fra deres side, som åbenbart hverken kan eller vil indrømme, at de har taget fejl. I denne situation er det mere end forfriskende at høre og se et sådant symbol - og at komme til at stifte nærmere bekendtskab med hele den Facebook-ungdomskultur, det er dukket op af. Som jeg har skrevet til et af mine Facebook-ven børnebørn: ”Når man kommer i vores alder, er det i det hele taget sjovt at se, hvordan de unge gør og skriver”.
Jeg har sat forskellige ting ind i kommentarerne på Facebook, men navnlig har jeg sat en kommentar ind til henholdsvis den danske og den engelske version på YouTube (den engelske er nu også på undersiden ENGLISH):
YOUNG DANISH GIRL GIVES HER LOVE AND SUPPORT TO MUHAMMAD CARTOONIST KURT
WESTERGAARD WITH HER VIDEO “RISKY ROMANCE - WITH KURT
WESTERGAARD”. - 28.01.10.
-
17 year old Nikoline Astrid
Nielsen - alias Nikolinenikki - who lives in Silkeborg, Denmark, has made
an astonishing video - brilliant in its kind - in support of Muhammad
cartoonist Kurt Westergaard who had been attacked in
his home by a Somalian muslim armed whith an axe and a knife.
I am a (retired) pastor in The
Evangelical-Lutheran Church of Denmark and a Doctor of Divinity in our famous Grundtvig (freedom!!!). I like and support this video. In
another context it might be too strong for my taste. But in this particular
context I see and hear it as a good and serious joke - a young girl giving her
support to a threatened person with her show, words and music, and at the same
time sending a strong Danish and Western answer to the people who want to
control us. Anybody with a sense of humour and an understanding of the whole
context will understand this - and enjoy the video. I hope it will be known and
enjoyed worldwide - as a new Danish contribution to freedom.
Min
YouTube-kommentar til den danske version har jeg vist ikke fået gemt hos mig
selv, men jeg vil under alle omstændigheder også hellere - som afslutning på
min beretning om Nikolinenikki-begivenheden - citere
det læserbrev, jeg den 22. januar 2010 fik i Lolland-Falsters Folketidende:
Lyspunktet Nikolinenikki
I situationen efter angrebet på Kurt Westergaard med blandt andet
auktionshuset Lauritz.com’s afvisning af hans tegning
til fordel for jordskælvsofrene i Haiti, vil jeg sige, at det er i orden, at
folk er bange - bare de siger det, som det er, og ikke prøver at besmykke deres
adfærd med fine ord. Man hverken kan eller skal tvinge folk til at være modige.
Så må hele samfundet ellers se, hvordan vi i fællesskab kommer terrorismen til
livs.
Men jeg vil også pege på et virkeligt lyspunkt midt i hele elendigheden.
Det er den kun 17 år gamle sangerinde Nikoline Astrid Nielsen alias Nikolinenikki’s video med sangen ”Farlig romance med Kurt
Westergaard”. Her erklærer Nikolinenikki sin støtte
og kærlighed til Kurt Westergaard - på en måde, som ganske vist nok i flere
henseender vil kunne virke stødende, men som i virkeligheden er nærmest genial.
Mange vil nok undre sig over, at vi her i huset er blevet vildt
begejstrede for denne video. Men man skal forstå den som en kæmpe spøg fra den
danske, vestlige kulturs side som svar på terroren. Og med dette sind skal man
se og høre den en hel del gange. Teksten er virkelig raffineret.
Videoen kan findes mange steder på Internettet, bla. på YouTube. Måske
er en engelsk version på vej. God fornøjelse! Men vi må håbe, der ikke sker den
modige unge pige noget.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
Den 26. januar
deltog jeg i den luthersk-katolske økumeniske kirkevandring i Maribo fra
gudstjenesten i Sankt Birgitta Kirke til Domkirken.
Den 27. januar
skulle jeg - som altid - have deltaget i Lolland-Falsters Stifts
mellemkirkelige årsmøde, også i Maribo, men på grund af snevejret måtte jeg
blive hjemme.
Den 28. januar
deltog jeg i et møde i Sognets Hus i Maribo, hvor min yngre medgrundtvigforsker
Anders Holm holdt et foredrag med titlen ”To Samtidige - Kierkegaards og
Grundtvigs kritik af hinanden - Teologisk krydsild”.
Søndag aften den
31. januar var jeg for første gang i mit liv til kyndelmissegudstjeneste - oven
i købet i min egen sognekirke Torslunde, som jeg jo på grund af Annas og min
organisttjeneste ellers sjældent besøger. Sognepræst Caris Johansen og hendes
konfirmander samt kirkesanger Agnes Langballe og organist Kirsten Thorup stod i
spidsen for en fin gudstjeneste med en række gode lys-tekster fra hele Bibelen
under gode tema-overskrifter, gode tilsvarende salmer og tænding af lysene på
kirkens syvarmede lysestage. - Under mine bestræbelser på at finde et sted at
parkere mellem de mange høje snevolde og områder, der
var dækket af et tykt og fast snelag, nåede jeg at køre fast to gange, så jeg
måtte grave mig ud med den skovl, vi i denne usædvanlige vinter altid har
liggende i bilen.
Den sidste lille
oplysning er af ikke ringe historisk betydning, for jeg kan ikke huske, hvornår
vi sidst har haft snevinter, og slet ikke, om jeg nogensinde har oplevet noget,
der svarer til den vinter, vi har nu. Der var ”Vinterkrigen” 1978/79, men den
havde en anden karakter og et andet forløb.
Man sender også en
tanke til debatten om den globale opvarmning og det nys afholdte klimatopmøde i
København. Det er naturligvis fuldstændig usagligt, for enhver med den mindste
smule indsigt i fysik og meteorologi vil vide, at man sagtens kan have indtil
flere af den slags vintre i en periode, hvor den generelle tendens er stigende
temperatur. Desuden er der jo globalt set tale om en temperaturstigning. Men
med den karakter af ny verdensreligion, måden at tale om dette problem på har
fået, kan jeg alligevel ikke lade være at føle en vis skadefryd, og selv om der
jo er nogle, der slet ikke kender mig, eller ikke kender mig ret godt, der
kommer til at læse dette, vil jeg tillade mig at anføre den kommentar, jeg i en
passende blanding af spøg og alvor flere gange i denne vinter har underholdt
mine omgivelser med: ”Det er Guds straf, fordi man er begyndt at hengive sig
til en ny religion!”.
Hermed slutter
denne version af de dagbogsagtige erindringer om januar måned 2010, og jeg vil
nu gå over til indsættelse af mere egentlige dagbogsnotater.
Februar 2010 - et tilbageblik
Det er nu blevet den 3. marts 2010, så det, jeg skriver, bliver igen et tilbageblik på den forgangne måned.
Anna og jeg havde som sagt ferie fra vor organisttjeneste (i henholdsvis Landet-Ryde og Vesterborg) frem til og med mandag den 8. februar. Og hvor glade vi end er for at spille, var det både dejligt og gavnligt med denne ferie. Vi fik tid til nogle andre ting, og rent spillemæssigt har en pause på en mærkelig måde også en gunstig virkning. Man kan faktisk godt ”øve sig dum”.
Dermed er vor ferie i dette ferieår som sagt brugt op. Men nu her omkring 1. marts, hvor det virkelig er begyndt at blive forår, er vi så småt begyndt at snakke om vor lille tur til sommer, hvor vi først vil til tandlæge i Szczecin (for anden gang), dernæst vil prøve at deltage (også for anden gang) i højtideligholdelsen af årsdagen for Poznań-demonstrationerne i 1956 (28. juni, se artiklen om turen i 2008 på undersiden ”Internationalt”), videre måske vil aflægge endnu et besøg i området ved Kielce og endelig endnu en gang vil deltage i vore ”vendiske” (sorbiske) venners internationale byfest i Nebelschütz/Njebjelčicy (se i det hele taget 2008-artiklen). (Sorberne er det slaviske mindretal i det sydøstlige hjørne af det tidligere DDR). Først i 2011 vil vi, om alt går vel, tage vor måske sidste rigtig store tur til Polen (men måske den største af dem alle), gennem hele den østlige del, som vi aldrig har været i, og med et gensyn med Warszawa, som vi ikke har besøgt siden 1994.
Og mens jeg er ved vor organisttjeneste, kan jeg også lige så godt straks nævne, at vi på månedens sidste dag, 2. søndag i fasten, fik indsat vor nu også helt formelt ”fælles præst” Kasper Høyer, Vesterborg, som sognepræst i også Annas sogne Landet og Ryde. Det var ganske vist en til det yderste skrabet indsættelse, idet provsten var blevet forhindret i at komme, så at indsættelsen bestod i, at menighedsrådsformand Inge Rye Rasmussen mellem præludiet og kirkebønnen henviste til Kirkeministeriets udnævnelse, læste biskoppens kollats op og bød Kasper velkommen.
Når det nu skulle være sådan, fungerede det udmærket. Og folk med kongregationalistiske tilbøjeligheder vil nok mene, at det var meget bedre på den måde - idet de jo så mere eller mindre måske også gerne ville have været ministeriets udnævnelse og biskoppens kollats foruden!
Heldigvis er jeg nu ude af i hvert fald selve mit sognepræstelige ansættelsesforhold, så at jeg i praksis er organist eller ”organistens mand” eller almindelig kirkegænger - og i øvrigt ”fri kristen åndsarbejder”, som jeg ynder at sige, idet jeg føjer til, at dette, med al respekt for præstetjenesten og for den betydning, denne tjeneste har haft for ikke mindst mig selv, i virkeligheden er den livsform, der passer allerbedst til lige netop mig. Derfor kan jeg føje yderligere den betragtning til, at jeg selv, også som almindelig menig kristen, nødig ville leve i en kongregationalistisk kirkeordning, altså en kirkeordning, hvor kirken stort set bestod af et antal i vid udstrækning helt selvstændige sogne-enheder, hvis menighedsråd fx suverænt ansatte præsten og suverænt var dennes arbejdsgiver - og i øvrigt styrede hele det kirkelige liv i sognet uden hensyn til fællesskabet med resten af kirken. Hvortil kommer hele tids-dimensionen, altså det, at kristendommen rent tidsligt altid kommer til os bagfra. Der er derfor en stor og vigtig symbolik i, at provsten normalt ved præsteindsættelsen kommer med den nye præst og på Folkekirkens og bispeembedets vegne overdrager ham til menigheden - som dog på den anden side reelt (og sådan skal det selvfølgelig være) selv har valgt ham!
Da det var i Annas sogne, spillede hun til gudstjenesten som sådan, medens jeg bare var med (i mit almindelige tøj; der var jo af gode grunde heller ikke deltagelse af andre præster i ornat og procession). Ved den sidste salme byttede vi dog plads. Det var nemlig en af de nye rytmiske: ”Du satte dig selv i de nederstes sted” (DDS 260). Og den kunne jeg som gammel jazzpianist spille i hvert fald noget mere ”rytmisk”, end Anna ville have kunnet. - Da Landet-Rydes sidste ”egen præst” Lisbeth Sinnet Froholdt blev indsat (9. søndag efter trinitatis, den 5. august 2007), var det ”med det hele”, herunder mig i ornat (jeg havde jo ligefrem været en slags ”hjælpepræst” i den embedsledige tid). Men her blev der også sunget en af de nye rytmiske salmer (den samme?), så da vi kom til den, forlod jeg præsterne og gik - altså iført præstekjole! - hhv. op og ned til orglet for at spille til den. Hvad provst Bjarne Madsen meget venligt udtrykte sin tilfredshed med.
For Annas og mit vedkommende betyder sognesammenlægningen, at vi nu har den samme præst og dermed normalt (stort set) de samme salmer, så vi har meddelt, at vi forbeholder os retten til at skiftes til at spille i alle tre kirker i det nye Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat, så vi altså ikke hver uge skal sidde hjemme i hver sit rum og øve på de samme salmer. Vort udspil ligger nu skriftligt hos menighedsrådene, og vi er åbne over for alt. Det kan jo også være, menighedsrådene har nogle ønsker og planer i den nye situation. Hvad det (foreløbig) ender med, vil jeg meddele til sin tid.
Men ellers er tiden jo gået med snerydning, fodring af fugle og den slags. For os som for alle andre. Jeg afstår fra at kommentere vinteren yderligere! Som noget mere særligt kunne jeg ellers fortælle om alle mine ture gennem sneen og på glatte veje med vor søn Asbjørns gravhunde Skvip og Ib. Jeg kunne i det hele taget fortælle meget om mit og vort forhold til disse hunde, som vi passer en eller flere dage om ugen. Og om det forhold til andre hundeluftere, der bliver tale om. Ja, om hele den ”hunde- og dyreteologi”, jeg får udviklet. Helt seriøst! Men det må vente. Foreløbig vil jeg nøjes med at henvise til Facebook-digtet for dagen 3. februar 2010 ”Med to gravhunde i snestorm” (kan bla. læses på undersiden ”Litterære tekster”; se i øvrigt nærmere nf.).
Og hermed er jeg kommet til det klart vigtigste, der er at sige om (også) februar måned 2010. For jeg blev jo hængende på Facebook! (Se optegnelserne for januar). Både privat og professionelt. Det private er henlagt til en særlig profil og skal ikke omtales nærmere her, andet end på den måde, at det faktisk er blevet en hyggelig side af familielivet inden for den ganske lille kreds, der er tale om. Brugt på den rigtige måde sparer det ligefrem tid.
Men hvad min professionelle Bent Christensen-profil angår, er der meget at sige. Blandt andet, at jeg også har nogle gamle ”rigtige venner” med, fx gamle medlemmer af Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats børnekor! Rørende! Men også et par vigtige polske venner og en enkelt DF-partifælle. (De to gamle polske venner er også mine samarbejdspartnere i hele den polsk-danske sammenhæng).
Det afgørende er imidlertid, at jeg mener at have set nogle store muligheder i Facebook i forbindelse med mine helt særlige aktiviteter, altså i de aktiviteter, der kan sammenfattes i betegnelsen ”På Grundtvigs skuldre”, den betegnelse, jeg også har givet den diskussionsgruppe, jeg har oprettet på Facebook. Foreløbig er det dog ikke så meget på det område, der har været ”trafik”. Det hele begyndte som sagt med Nikolinenikkis Kurt Westergaard-støttevideo, så det har været uundgåeligt, at jeg er kommet til at deltage i en del diskussioner af (i også videste forstand) fremmedpolitisk karakter. Men jeg har også været med i nogle meget interessante og seriøse teologiske og kirkelige diskussioner. Og dette er jo kun begyndelsen. Jeg gør ikke noget for at få mange ”venner”, tværtimod. Men den måde, jeg får ”venner” på, er god. Det sker nu også gennem anbefalinger fra og gennem ”venner”, jeg allerede har. Så på i hvert fald det mere programmatiske område kan der være en stor fremtid i dette. Men jeg håber også, der bliver en - jo ifølge sagens natur mindre kreds - jeg kan drøfte mit hovedprojekt med: ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”. - Som alle ved, er der fx snart ikke en politiker med respekt for sig selv (eller sit genvalg), der ikke er på Facebook. Men det gælder også andre personer med et offentligt anliggende. En af de første venne-muligheder, jeg blev præsenteret for, var Martin Ågerup, Cepos, hvis mail-nyhedsbrev jeg i forvejen abonnerede på, så måske derfor, og ham klikkede jeg da på og blev ”ven” med. Måske er jeg simpelt hen bare ”Grundtvig-discipel til tiden”, når jeg nu går på Facebook!
Ved et mærkeligt tilfælde har min indtræden i Facebook også sat gang i min poetiske produktion. I al beskedenhed. Men for mig selv inspirerende. Det begyndte med, at jeg en af de første dage (31.01.10) kom på en aforisme: ”Poesi er livets udvidelse med andre midler”. Og så fik jeg den idé at sætte den på min ”væg”. Hvorefter jeg sagde til mig selv, at jeg da kunne prøve at lave en aforisme eller et digt til væggen hver dag.
Det er foreløbig ikke blevet til flere aforismer. Og det var også kun den første uge, jeg lavede noget til hver dag. Men jeg laver nu et lille digt (eller del af et digt) til hver uge - og et salmevers eller to til hver søn- og helligdag! Jeg siger ikke, det er noget særligt. Det er jo også en meget speciel genre, en meget lille form. For salmeversenes vedkommende er det sådan, at man skal forestille sig, det er dele af en hel salme (som i hvert fald indtil videre ikke findes!). Ja, i nogle tilfælde kan en strofe være komprimeret på en sådan måde, at indholdet i den tilsvarende rigtige salme ville være fordelt på to eller flere strofer. Men jeg mener, de pågældende ting er af en sådan kvalitet, at jeg kan være bekendt at sætte dem på. Som en lille hilsen fra mig. Og trods alt som et eksempel på, hvad jeg har på hjerte (jfr. vægopslagsboksen!), og hvad jeg vil med mit store poesi-projekt. Lad os se, hvad det videre kan føre til. Jeg føler selv, at jeg udvikler mig ved at skrive disse små ting.
Jeg er fortsat FB-ven med Nikoline Astrid Nielsen. Hvilket betyder, at jeg kan se hendes opslag og kommentarudvekslinger med sine venner. Og dermed får jeg indblik i denne del af de unges kultur. Hvad der ikke mindst er interessant for mig som gammel sprogmand! Ja, jeg har en enkelt gang tilladt mig, selv at sætte en kommentar ind. Hvilket blandt andet har ført til en meget interessant diskussion af faglig karakter. Som viste, at der er mere end som så bag alt de unges, også ofte ret skrappe hygge-pjat. - Jeg har også skrevet til Nikoline, at hun altså må finde sig i, at nogle af os gamle rent ud sagt nærmest skubber hende foran os. Hun er jo blevet et helt fantastisk symbol midt i en ellers på mange måder stadig syg tid. Og det har hun tilsyneladende ikke noget imod. Jeg skal undlade at citere, hvad hun på sin væg har sagt om Tøger Seidenfaden og Politiken. Men jeg kan da fortælle, at jeg har opfordret hende til at lave en video om ”forligssagen” - hvis hun ellers kan holde det ud! Og siden de to Kurt Westergaard-videoer har hun - blandt sine forskellige andre ting - lavet en parodi på en autonom pige, nemlig videoen ”Jeg føler mig lidt gusten” (vist blandt andet som svar på nogle ting, der var blevet skrevet om hende på hjemmesiden ”Modkraft”).
Hvad denne ”forligssag” og andre politiske ting i februar måned angår, vil jeg kun sige, at jeg ikke orker at komme nærmere ind på dem her. Det gælder også den store regeringsrokade. Hvad ”forligssagen” angår - og hele mit syn på tiårsskiftet - kan jeg dog sætte denne Facebook-kommentar ind her (selv om den, som det fremgår egentlig hører marts måned til):
I skulle have hørt / skulle høre (WWW?) idéhistoriker Malene Busks "Kanten" i P1 Morgen i morges (onsdag 3/3). Den var god! Og er endnu et eksempel (håber, Mogens ser dette) på, at det er rigtigt, når jeg siger, vi er kommet ind i et nyt årti. Før ville man aldrig i DR have bragt en så knusende kritik af Politikens chefredaktør. Men Politiken har godt nok heller aldrig før haft en chefredaktør, der i den grad har indbudt til det!
Ved et mærkeligt tilfælde var der i februar-nummeret af Dansk Kirketidende en artikel, som - ret kritisk - handlede om netop Facebook. Det fik selvfølgelig mig til at skrive om, hvordan jeg selv lige var kommet på. Og denne replik skulle komme i marts-nummeret. Så derom senere. Men jeg kan allerede nu røbe, at titlen er ”Snehvide og Nikolinenikki”.
Men jeg skal passe på. Det er meget fristende, lige at sætte en kommentar ind i en eller anden diskussion. Og mange af diskussionerne er faktisk ret gode. Blandt andet får jeg som sagt også lejlighed til at deltage i nogle interessante ting i min egenskab af præst og teolog. Jeg prøver imidlertid at disciplinere mig, så der ikke kommer til at gå for megen tid fra mit hovedprojekt, hvor jeg nu har så mange ting, jeg kan, at netop tiden er et frygteligt problem.
Jeg får dog i hvert fald læst noget. Stadigvæk ting til ”den
tyske romantik” (undersiden ”Min lyrik- og poetikhistorie”). Som jeg altså må
se at komme videre med. Men jeg har også nogle artikler i gang, som jeg nok
skal fortælle om senere. Og jeg er begyndt (igen) at abonnere på Weekendavisen
- for at orientere mig aktuelt, ikke mindst litterært. Hvorfor jeg også (igen)
har tegnet abonnement på ”Kritik”. Ved et mærkeligt tilfælde kunne jeg i et af
de allerførste numre af Weekendavisen, jeg fik, læse Lars Bukdahls anmeldelse af Peter
Stein Larsens disputats ”Drømme og dialoger. To poetiske traditioner
omkring
En helt særlig detalje
i denne læsning er Lars Bukdahls brug af og bemærkninger til periodeinddelingen
i tiår og lignende. Som jo for mig kommer, netop som jeg selv går meget op i
overgangen fra nullerne til etterne (se også ovf.). I mine
Facebook-diskussioner og -opslag har jeg allerede været en del inde på dette
forhold, og der kommer mere. Men det hører marts måned til.
MARTS
2010
Torsdag den 4. marts 2010
Min artikel om Facebook og
Nikoline Astrid Nielsens støtte- og hyldest-video til Kurt Westergaard var i
Dansk Kirketidende: ”Snehvide og Nikolinenikki. -
Facebook er også et nyt folkeligt mødested, hvor man kan komme direkte fra Kurt
Westergaard til Grundtvig-gruppe”. - Se mere under 13. marts.
Søndag den 7. marts 2010 - 3. søndag i
fasten
Kl. ca. 07.20 ringede domprovst Ole Opstrup og spurgte, om jeg kunne være præst ved gudstjenesterne i Hillested Kirke kl. 08.30 og i Tirsted Kirke kl. 10. Sognepræst Jesper Bacher havde pludselig måttet melde sig syg. Jeg sad ellers endnu ubarberet og studerede messen i min polske messebog med henblik på at høre den i bilen, mens Anna spillede til 9-gudstjenesten i Vesterborg Kirke (hvorefter jeg så skulle have deltaget i højmessen i Ryde Kirke). Men jeg sagde straks ja og fik på computeren fundet min seneste prædiken til 3. søndag i fasten. Den var fra 2000. 2002 havde jeg åbenbart haft friweekend, og efter min pensionering i 2003 har jeg ikke fungeret på denne søndag. Det lykkedes mig også at komme i præstekjolen, så jeg kunne køre med Anna og blive sat af ved Hillested Kirke, hvorfra Anna fortsatte til Vesterborg. Som det fremgår af, hvad jeg har skrevet ovenfor (februar 2010), betjener Anna og jeg nu det nye Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat i fællesskab. - Det gik udmærket med de to gudstjenester, selv om jeg i Hillested måtte indlede prædikenen med en redegørelse for tidsforholdene m.m. og den oplysning, at jeg dårligt havde fået kigget prædikenen igennem. Jeg udtrykte imidlertid håbet om, at vi på dette grundlag i fællesskab ville få lyttet til den evangelietekst, vi lige havde hørt. Og jeg mener selv, det lykkedes. Det er jo ellers ikke så ligetil, som mange tror, at genbruge en gammel prædiken. Men her var der ingen problemer. (Se prædikenen på ”Prædikener efter 30.06.03”). - Inden den apostolske velsignelse sagde jeg et par ord om, at jeg jo håbede, det ikke var noget alvorligt, Jesper Bacher fejlede (hvad det heller ikke var). For i sig selv var det jo noget stort for mig at stå her i min svigerfars og dermed min kones og hendes families kirke. Jeg kan her oplyse, at jeg aldrig tidligere har holdt en almindelig gudstjeneste i Hillested Kirke. Jeg har dog fungeret som præst dér tre gange, alle tre gange under sørgelige omstændigheder, nemlig ved Annas lillebror Knud Erik og hans kone Birgits vielse i 1975, som jeg måtte overtage på grund af min svigerfars sygdom, og ved hans begravelse ganske kort efter, samt ved min svigermors begravelse i 1988. Til gengæld har jeg i tiden efter 2003 nogle gange spillet orgel dér. Hvad min svigerfars anden kirke, Skørringe, angår - som Anna og jeg er viet i og vore to døtre Amalie og Ragna er døbt i - se til 3. søndag efter påske 2007 på ”Prædikener efter 30.06.03”. Vor ældste søn Asbjørn er døbt i Hillested Kirke, og det var, som jeg også fortæller om det i selve erindringerne ovenfor, i Hillested Kirke, Svigerfar i 1971 underviste mig i, hvordan jeg skulle gøre, når jeg som præst skulle lede gudstjenesterne - ”Hillested pastoralseminarium”! - (Vort yngste barn Nikolaj døbte jeg selv i Musse Kirke i 1974). - Da jeg ankom til Tirsted Kirke og præsenterede mig for de kirkegængere, jeg stødte på (jeg har ganske vist spillet orgel dér en del gange siden 2003), sagde en ældre mand: ”Jamen jeg har da kendt dig altid!”. Det gamle Tirsted-Vejleby var jo nabopastorat til Landet-Ryde, og som jeg har fortalt ovenfor, boede Morbror Immanuel og Fætter Johannes i Landet, hvortil kom, at Fætter Johannes’ kone Else var fra Vejleby. De blev også viet i Vejleby Kirke og boede til at begynde med på Søndergård lige ved denne kirke. Siden 2003 har Anna og jeg oplevet mange tilsvarende ting, når vi har fungeret rundt omkring.
Torsdag den 11. marts
2010
Lille, men vigtigt læserbrev i Folketidende: ”Nyt årti”, hvor jeg med hensyn til fremmedpolitikken blandt andet erklærer, at ”Vi har jo vundet. Vælgerne helt over til Søvndal. Og debatten mere og mere. Kun die hard-erne bliver tilbage i historiens skammekrog: (post)marxisterne, de (kultur)radikale og hele blandingen af borgerlig anstændighed og erhvervsmæssig og geopolitisk kynisme”. - Jeg behøver vel ikke skrive hver gang, at alle de omtalte indlæg står her på hjemmesiden? Dette naturligvis på undersiden ”Fremmedpolitik”. Men er man i tvivl, kan man jo søge på de ord, jeg har brugt i min omtale her i ”dagbogen”.
Lørdag den 13. marts 2010
Deltog i Trykkefrihedsselskabets generalforsamling i Vartov, ja, i den sal, hvor vi holdt min doktorfest efter forsvaret af Omkring Grundtvigs Vidskab den 4. september 1998! Mandagen efter (var det vel) satte jeg denne note på min Facebook-profil samt ind som kommentar i et par ”FB-tråde”:
KIM MØLLER og
KURT WESTERGAARD på GENERALFORSAMLINGEN 13. MARTS 2010
Jeg deltog også i
Trykkefrihedsselskabets generalforsamling lørdag den 13. marts. Det var en stor
dag. Lars Hedegaards fine formandsberetning. Trykkefrihedsprisen til Kim
Møller. Og æresmedlemskabet til Kurt Westergaard. Og for mig personlig var det
ikke bare det, at jeg ved et rent tilfælde pludselig så, at Kurt Westergaard og
hans kone sad lige foran mig; jeg fik også en meget spændende svensk sidemand,
eller rette -dame. Det var dejligt at møde en repræsentant for vort stakkels
nordiske broderfolk i denne sammenhæng. Vi er nu Facebook-venner. Via vor
fælles ven Lars Vilk! - Jeg havde hjemmefra forberedt
mit eget lille bidrag til hyldesten af Kurt Westergaard, nemlig kopier af mine
to på tryk offentliggjorte tekster om Nikolinenikki
(Nikoline Astrid Nielsen) og hendes støtte- og hyldestvideoer til ham:
”Lyspunktet Nikolinenikki” (Lolland-Falsters
Folketidende 22.01.10) og ”Snehvide og Nikolinenikki”
(Dansk Kirketidende marts 2010) (begge er nu noter på min profil) samt et lille
personligt brev, hvori jeg udtrykte min personlige hyldest og støtte, idet jeg
fortalte, at jeg har Tegningen stående på min væg og hører til dem, der også
beundrer den for dens rent kunstneriske værdi. Såvel i det lille brev som
mundtligt i den lille samtale vi fik, da jeg overrakte ham min hilsen, sagde
jeg desuden, at det jo var frygteligt for ham, at hans ”deltagelse i et
fredeligt og helt rimeligt eksperiment” helt tilfældigt havde fået så
forfærdelige følger for lige netop ham, men at vi andre jo så måtte prøve at
støtte ham desto mere. - Alle kender Kurt Westergaard fra fjernsynet. Men ved
at sidde bag ham og ved at opleve hans stille og rolige, men samtidig morsomme
og reelt hårdtslående takketale fik jeg bekræftet, at sådan er han altså bare,
en rar ældre herre i sin særlige ”uniform” med de røde bukser, efter alt at dømme
en venlig og fredelig mand, der bare er kommet til at befinde sig på, hvad man
kunne kalde ”det forkerte sted på det forkerte tidspunkt”, men som jo faktisk
er det modsatte. Vi må bare ikke glemme, at Kurt Westergaard og hans kone og
familie betaler en høj pris på vores alle sammens vegne. Jeg siger tak til dem
alle og ønsker alt godt!
Fredag den 26. marts 2010
Indlæg i Præsteforeningens Blad mod homovielser eller kønsneutrale vielser: ”Uden mig”. Her bebuder jeg sognebåndsløsning, hvis min egen sognepræst er villig til at forrette sådanne vielser, og eventuelt min medvirken ved dannelse af homovielsesfri valgmenigheder. (”Kirke og teologi”, naturligvis). - I øvrigt meget fint timet, måske bevidst, af redaktøren, som kunne have bragt det ugen før. For det var jo netop denne fredag før palmesøndag, Folketinget behandlede lovforslagene om homovielser.
Palmesøndag
Jeg spillede orgel i Vesterborg og Ryde. Anna i Bursø. Og således gik vi ind i den stille uge.
Mandag den 29. marts 2010
Vi deltog i DF
Lollands generalforsamling i Rudbjerghallen, hvor Flemming Knoblauch blev valgt til ny formand efter Connie Hansen, der på grund af sygdom
ikke genopstillede. (Hun afløste i 2009 byrådsmedlem Erik Kjelgaard, som havde påtaget sig at
genindtræde på posten og holde formandsstolen varm efter min fratræden i 2008).
Kisse Bødker genvalgtes til
næstformand. Efter generalforsamlingen valgte vi folketingsmedlem Henrik Brodersen til ny
folketingskandidat. Det var første gang, vi valgte folketingskandidat i selve
valgkredsen. Hidtil var kandidatopstillingen jo på grund af partiets alder og
størrelse m.m. sket centralt i amts- eller storkredsen, hvad der naturligvis
var meget utilfredsstillende. Vor forrige folketingskandidat Hans
Jørgen H. Jensen genopstillede ikke. - En sjov ting var, at Henrik Brodersen
oplyste, at hans mor stammede fra Fuglse, at han forældre var viet i Fuglse
Kirke, og at han havde tilbragt ferier hos sine bedsteforældre i Fuglse
Bagskov. Anna er jo født i Fuglse, hvor hendes far var præst, og er døbt i
Fuglse Kirke, hvortil kommer, at vi nu bor i Torslunde Sogn i
Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat. Og vi sad tilfældigvis lige over for Henrik
og Karin, så der blev på et tidspunkt snakket ikke så lidt Fuglse!
APRIL
2010
Fra skærtorsdag til
anden påskedag
Da Anna og jeg nu deles om organisttjenesten i det nye Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat, spillede jeg til alle gudstjenesterne fra og med skærtorsdag til og med anden påskedag (1. til 5. april). Det var godt at opleve hele dette forløb på denne måde. Jeg har altid været glad for at spille til gudstjeneste. Måske ville jeg også gerne have oplevet en enkelt gudstjeneste eller to som præst. Men hvor vigtig min baggrund som præst gennem 32 år end er for mig, og hvor vigtigt det end er for mig at få lov at fungere som præst nogle gange om året, så må jeg sige, at den tilværelse, jeg nu har som ”fri kristen åndsarbejder”, på en helt særlig måde passer til mig. Jeg har adskillige steder skrevet om mit udgangspunkt i året 1961, for så vidt angår mit store - i enhver betydning af ordet - livs-projekt, og jeg må sige, at sådan som jeg lever og arbejder nu, føler jeg, at jeg i hvert fald i en eller anden grad er ved at få opfyldt, hvad mine drømme og længsler i 1961 gik ud på. I hvert fald som jeg ser det nu!
Mødet og meningsudvekslingerne med mine venner på Facebook spiller fortsat en stor rolle i mit liv. Jeg har få, men gode venner - af ganske forskellig slags. Jeg sikrer mig, at ingen bliver ven med mig rent mekanisk eller på anden måde tilfældigt. Den 7. april, hvor dette skrives, er jeg efter ca. 2½ måned kun kommet op på 61 venner. En del af dem er foreslået af en af mine virkelig gode og mere Facebook-erfarne kirkelige venner (som dog også interesserer sig for mange andre ting). Min svigerdatter Mai-Britt kan fortælle mig, at jeg (også?) her er ”på forkant”, idet der ikke længere er prestige i at have mange Facebook-venner, men tværtimod netop i at gøre, som jeg gør!
Jeg sætter stadig et lille digt på min væg hver uge og et salme-vers eller to til hver søn- og helligdag. Og selv om dette kun er en begyndelse, er det virkelig noget, der har sat gang i denne centrale del af mit arbejde med mit samlede projekt. Jeg tænker her på de almindelige digte. For salme-versene er noget andet. Men de er så en del af, hvad jeg kalder mit ”hoved-hovedfag”, nemlig ”kirke og teologi” - jfr. undersiden med netop denne titel. For tingene hænger selvfølgelig sammen - uden at skulle blandes sammen. Men netop dette forhold er indgående behandlet på undersiderne ”Poetik” og ”Mit eksistens-rum”.
Onsdag den 7. april
2010
Jeg har her i aften den 7. april skrevet et lille læserbrev til Lolland-Falsters Folketidende, hvori jeg erklærer mig enig med en kirkefjendsk mand, der har et læserbrev i med titlen ”Adskillelse af stat og kirke”. Min titel er: ”Enig med Henning Andersen”, og mit læserbrev slutter: ” Så, kære Henning Andersen, nu mangler vi bare at få de andre med!”. Dette læserbrev vil under alle omstændigheder kunne læses på undersiden ”Kirke og teologi” om nogle dage.
Men jeg har jo også været i Ekstra Bladet i dag! Med en ”I øvrigt mener ...”, hvor det, jeg således mener, er, at ”med skærtorsdagsspisningerne i Folkekirken har ’at æde og drikke sig en dom til’ måske fået en ny betydning”. Jeg har også sat den på i Facebook, hvor jeg har haft en særdeles tilfredsstillelse drøftelse af den med en af mine bedste venner.
Men det var jo også i dag, der var transmission i TVP Polonia (som jeg jo daglig ser via satellit) af højtideligholdelsen af 70-året for den såkaldte Katyn-massakre, hvor ca. 20.000 polske officerer og andre polakker blev myrdet af det sovjetiske NKVD. Det bevægede mig så meget, at jeg skrev en længere Facebook-note om det med titlen ” Zbrodnia Katyńska” (Katyn-forbrydelsen). Teksten vil senere kunne læses på formodentlig både undersiden ”Facebook” og undersiden ”Internationalt”. I min egen kommentar til den skrev jeg:
”Katynmassakren var en
masselikvidering af polske statsborgere begået af sovjetiske
styrker i april 1940,
hvor Sovjetunionen og Nazityskland endnu var en slags allierede, og hvor
Sovjetunionen havde deporteret i titusindvis af polakker fra den af den besatte
del af Polen. 70-året blev mindet i dag - med den russiske premierminister
Vladimir Putin og den polske premierminister Donald Tusk som hoveddeltagere”.
Putins tale var langtfra tilfredsstillende. Han snakkede i høj grad uden om eller ”almindeliggjorde” denne enestående, folkedrabsagtige forbrydelse, gjorde den til et blandt mange andre tilfælde af lidelse og død under Anden Verdenskrig. Men som selv de mest kritiske polske kommentatorer sagde, så var det et skridt fremad, at han overhovedet kom til stede. Til gengæld holdt den polske premierminister Donald Tusks en meget stor tale, hvor nøgleordene var magt, løgn, sandhed, frihed og forsoning. Mange kender ikke til denne forfærdelige forbrydelse, som iskoldt havde til hensigt at berøve polakkerne deres militære og intellektuelle elite. Men jeg kan ikke fortælle mere her, kun henvise til Andrzej Wajdas film ”Katyn”, som blev vist på DR 2 den 29. marts og til Internettet eller andre kilder.
I morges læste jeg - som ellers normalt om mandagen - et stykke af Johannesevangeliet på ”vendisk” (sorbisk), og jeg har, som jeg (så vidt muligt) plejer, også set dagens episode af vor elskede polske præstegårdsserie ”Plebania” (Præstegården) to gange. De, der kan læse polsk, kan læse min artikel om den på undersiden POLSKI, men jeg må se at få den oversat til dansk. Jeg skrev den i sin tid direkte på polsk, men det er vigtigt, at almindelige danske læsere får et lille indblik i denne helt fantastisk lødige skildring af det moderne Polen. - Indskud 13.04.10: Jeg har nu fået oversat artiklen til dansk, og den blev 08.04.10 sat på undersiden ”Internationalt”. Titlen er ”Mere end en sæbeopera. Tv-serien ’Plebania’ fra et luthersk synspunkt”. Jeg har også sat referatet af en særlig handlingstråd i denne serie på undersiden ”Facebook”. Titlen er ”Takie tango” (som måske kan oversættes: ”Der var en tango”). På grund af den nedenfor omtalte flykatastrofe 10.04.10 og den syv dages landesorg i forbindelse dermed har jeg endnu ikke sat den på profilen. - Indskud slut.
Jeg indleder min
Plebania-artikel med at understrege, at jeg skriver fra et luthersk synspunkt,
og at mit forhold til mine medkristne i den romersk-katolske kirke er, at jeg
stiller mig tæt og kærligt-kritisk ved siden af dem med fødderne solidt plantet
i ”
Fredag den 9. til onsdag den 14. april 2010
Da det har vist sig, at denne ”dagbog” i hvert fald meget ofte vil blive ført som tilbageblik over måske ret lange perioder, vil teknikken tilsvarende ofte blive den, at den pågældende periode vil blive angivet i den enkelte overskrift, og at jeg i høj grad vil skrive om periodens begivenheder, som de tager sig ud set fra den sidste dag. - Noget andet er, at optegnelserne for den periode, jer lige her skriver om, må ses som et formodentlig mere end typisk eksempel på, at jeg benytter lejligheden til, også at bringe oplysninger om ting fra langt videre sammenhænge, især for så vidt angår Annas og min situation efter 2003, men altså herunder de mange møder med fortiden, der karakteriserer den.
Den periode, jeg fortæller om her, er meget stærkt præget af det tragiske flystyrt den 10. april 2010 ved Smolensk i det vestligste Rusland (lige ved grænsen til Hviderusland/Belarus), hvor det polske præsidentpar og mange andre medlemmer af den polske stats øverste ledelse omkom. Og mere derom lige om lidt. For der er en lokalkirkehistorisk begivenhed, der må omtales først.
Fredag den 9. april 2010 samledes præsterne i Maribo Domprovsti og
deres ægtefæller i Rubbeløkke Præstegård (Tirsted Sogn) til det halvårlige
provstikonvent. Og ”præsterne” er i denne forbindelse også os tre emeriti,
nemlig foruden mig selv tidligere sognepræst i Everdrup; Næstved Provsti, Peter Moesgaard og tidligere præst i
Norge Mogens Gotthard (der i øvrigt
bor i samme pastorat som jeg selv (Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat), dog i
Krønge Sogn, medens Anna og jeg jo bor i Torslunde Sogn). - At Annas far i sin
tid var sognepræst i det daværende Fuglse-Krønge Pastorat, er omtalt flere
andre steder, ikke mindst på undersiden ANNA CHRISTENSEN.
”Lokalkirkehistorisk”,
skrev jeg, og det er også rigtigt, for så vidt angår dette møde i Maribo Domprovstis Konvent hos sognepræst Jesper Bacher, der også går under betegnelsen ”stiftets
dogmatiker”. Og for så vidt angår det forhold, at det er domprovst Ole Opstrup, der er konventets leder. -
I mit gamle provsti, Lolland østre Provsti, var det udtrykkeligt ikke provsten,
der var formand for Musse Herreds Konvent,
som vi med stolthed blev ved med at kalde os; jeg var fx selv formand fra
engang sidst i 1990’erne til min pensionering i 2003, hvor jeg blev efterfulgt
af sognepræst i Nysted Jens Chr. Nielsen.
Men netop dette konvent var mere end blot lokalkirkehistorisk. Taleren var nemlig hentet udefra, og det var cand. theol., næstformand i Trykkefrihedsselskabet, medstifter af Islamkritisk Netværk i Folkekirken og debattør Katrine Winkel Holm, datter af tidligere sognepræst, DF-folketingsmedlem Søren Krarup - og dermed datterdatter af stiftsamtmand over Lolland-Falsters Stift til i hvert fald nogle år inde i min Døllefjelde-tid P.H. Lundsteen. Og det skal i den forbindelse nævnes, at foruden værten og jeg selv er også sognepræst Michael Fagerlund, Hunseby, medlem af Islamkritisk Netværk, ligesom i hvert fald jeg jo tillige er medlem af Trykkefrihedsselskabet (se ovf. under januar og marts 2010).
Katrine Winkel Holms foredrag havde titlen ”Kirke uden Gudsfrygt?” og var af
foredragsholderen selv blevet præsenteret med blandt andet følgende
bemærkninger: ”Skal der [i dag] tages teologisk stilling til en sag, rådfører
man sig tilsyneladende ikke med Skrift og bekendelse, man henviser i stedet til
den seneste sociologiske vismand på markedet, til vilkårene i senmoderniteten
eller tager pulsen på tidsånden og siger, at Gud vil det, fordi tiden vil det
[...] Hvad blev der egentligt af gudsfrygten? Og hvordan bedriver man egentlig
teologi over teologigrænsen, hvis man ikke har nogen frygt for Gud?”. -
Foredragsholderen undlod naturligvis ikke at henvise til datoen, 9. april, og
til dens symbolske betydning i forbindelse med foredragets emne!
Under den korte
drøftelse efter foredraget var det især spørgsmålet, hvorvidt kristne og
muslimer tror på den samme Gud, og spørgsmålet om homovielser
eller kønsneutrale vielser i Folkekirken, der blev drøftet. Hvorefter konventet
traditionen tro fortsatte med middag og almindeligt samvær.
Lørdag den 10. april 2010 klokken 09.10 satte jeg mig foran fjernsynet for at følge transmissionen af mindehøjtidelighed nummer to i Katyn-skoven i nærheden af den russiske by Smolensk, hvor mange af de flere tusind i 1940 af det sovjetiske NKVD myrdede polske officerer og intellektuelle og andre ligger begravet, og hvor der er et minde-anlæg. (Den første mindehøjtidelighed, som fandt sted den 7. april, har jeg omtalt i Facebook-noten ”Zbrodnia Katyńska”). Lige før overgangen fra indledningen med kommentatorpanelet i studiet i Warszawa til selve transmissionen indløb der meddelelse om, at præsidentflyet var styrtet ned umiddelbart før landingen på en militær flyveplads i nærheden af Smolensk. Efter kort tids uvished blev det meddelt, at alle ombordværende var omkommet, deriblandt det polske præsidentpar og en lang række højtstående personer. - Se i øvrigt de to tekster om Katyn-årsdagen og flykatastrofen på undersiden ”Facebook”.
Det siger sig selv, at denne tragiske begivenhed har præget Annas og mit liv i denne periode og vil gøre det frem til og med søndag den 18. april, hvor præsidentparret, efter hvad der nu oplyses, skal stedes til hvile på Wawel i Kraków - ved siden af Polens store leder i mellemkrigstiden Józef Piłsudski.
Det vil føre for vidt at komme nærmere ind på hele denne tragiske historie, som man jo også kan læse om alle mulige steder. Men jeg må fortælle, at Anna og jeg har et personligt forhold til en af de omkomne. Det var mærkeligt for os, da vi en af de mange gange, hvor listen med de omkomnes titler og navne rullede over skærmen, pludselig så linjen ”Ks. płk. Adam Pilch”. Og mine søgninger på Internettet bekræftede, at denne feltpræst med oberstgrad Adam Pilch var identisk med den ganske unge præst ved den lutherske Himmelfartskirke i Warszawa, som under vort besøg i 1994 på kirkebiskop Jan Szareks vegne var vor guide i byen, som sammen med sin fine unge kone var vært for os ved flere besøg i deres hjem, og i hvis kirke jeg prædikede 9. søndag efter trinitatis, den 31. juli 1994. Meget sørgeligt og vemodigt.
Søndag den 11. april
2010 spillede Anna i vort nye fælles Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat,
hvorved jeg var blevet i stand til at spille ved gudstjenesterne i Olstrup og
Errindlev her lige syd for os - hos sognepræst Anne-Lene Nielsen Frederickson, som vi
også havde været sammen med om fredagen. Da jeg slap tangenterne efter
postludiets sidste akkord, var der en mand, der prikkede mig på skulderen og
sagde: ”Det var godt, Bent!”. Det var Verner
Hansen, som var kirkesanger i Døllefjelde-Musse-Herritslev fra min ankomst
i 1974 og til langt hen i tiden. Han er nu 87, men både han selv og hans kone Ella ligner sig selv fuldstændig. De
havde helt tilfældigt besluttet at henlægge deres kirkegang til Errindlev lige
netop den dag. Men sådan går det os gang på gang her efter min pensionering.
Det var sjovt for ikke alene Ella, Verner og mig, men også for præsten og
kirkesanger Anne Høegh (ja,
fødevareminister Henrik Høeghs svigerinde!). - Når jeg nævner, at Anne Høegh er
fødevareministerens svigerinde (og i øvrigt formand for Fuglse-pastoratets
fælles menighedsråd), er der jo også tale om et lille stykke lokalhistorie. Vi
kender udmærket Henrik Høegh, især i
Fuglse Beboerforening-sammenhæng, idet Henrik og Sonja fx altid deltager i de traditionsrige sankthansaftener på
Annes jord ved bredden af Røgbølle Sø (se fx mine tre båltaler på undersiden
”Taler”). Den dag, den nye regering var blevet dannet, gik jeg og lugede i min
indkørsel. En yngre mand kørte forbi på cykel og råbte: ”Har du hørt, at Henrik
er blevet minister!”. En stor begivenhed for os her, jfr. også dækningen af
begivenheden i Folketidende med også mange lokale kommentarer. - Og i
overensstemmelse med, hvad der ofte er tilfældet her i disse
dagbogsoptegnelser, kan jeg yderligere oplyse, at Anne Høegh i sin tid afløste
min søn Asbjørn som kirkesanger ved Godsted Kirke (Øster Ulslev - Vester Ulslev
- Godsted Pastorat), hvor jeg i min egenskab af afløsende nabopræst jævnligt
holdt gudstjeneste sammen med hende, ligesom hun
også ofte fungerede som kirkesanger hos os i Døllefjelde-Musse-Herritslev
Pastorat. - Og til allersidst: Anne Høegh var gift med gårdejer og
hjemmeværnskompagnichef Morten Høegh,
som, meget sørgeligt, døde allerede engang i 1990’erne.
Ellers har denne periode været præget af de katolske
pædofiliskandaler, og jeg sendte mandag den 12. april et læserbrev til
Folketidende med titlen ”Katolsk solidaritet”. I går (13/4) var der i
Folketidende et svar fra Henning Andersen (”Kære Bent Christensen”), jfr. mit
ovenfor under 7. april omtalte (og 9. april bragte) læserbrev ”Enig med Henning
Andersen”, og dette svar har jeg i går gensvaret på med det lille læserbrev ”Kære
Henning Andersen”. Begge mine læserbreve vil, svarende til, hvordan jeg altid
gør, under alle omstændigheder kunne læses på undersiden ”Kirke og teologi” om
nogle dage.
Torsdag den
15. til mandag den 19. april 2010
Mandag den 19. april 2010. - Ovennævnte
Folketidende-læserbreve er begge blevet bragt, ”Katolsk Solidaritet” 15/4 og
”Kære Henning Andersen” 16/4. I dag var der i Folketidende over godt 2/3 side
et debatindlæg mod vor biskop af sekretær for Ateistisk Selskab Jakob H.
Heidelberg: ”Biskoppen ønsker ikke, at konfirmander får reel og faktuel
oplysning”. Det var et svar på biskoppens indlæg i Folketidende den 9. april i
anledning af, at Ateistisk Selskab i uge 11 havde udsendt en folder til alle
landets skolebestyrelser med opfordring til at uddele dem til skolens elever i
konfirmationsalderen. Hvis jeg skulle have reageret på dette indlæg, skulle det
have været med henblik på det perspektiv, der tegner sig med hensyn til, i
hvilket omfang vi kristne i fremtiden vil få lov at opdrage vore egne børn. Det
ligger jo i det, at det er nærmest kriminelt at påvirke fx børn i
minikonfirmandalderen med kristendom. Og jeg har jo længe forudset en fremtid,
hvor samfundet er totalt steriliseret, eller at ”værdierne” bliver den nye,
eneste tilladte og tvungne stats-religion. Hvor spørgsmålet jo altså bliver, om
de kristne overhovedet får lov til, fx at drive kristne friskoler, ja, at give
deres børn en kristen opdragelse hjemme. - Jeg vil nu afvente biskoppens svar
og evt. videre replikskifter, inden jeg måske selv skriver noget. Jeg skal jo
passe på både tiden og min ”læserbrevskvote”.
Ellers
har alt fortsat stået i den polske flykatastrofes tegn. Lørdag fulgte vi den
store fælles mindehøjtidelighed på Plac Piłsudskiego i Warszawa, hvor vi så vor 1994-vært Adam
Pilch i nederste venstre hjørne af den store
altertavlelignende væg med billederne af samtlige 96 ofre. Adam Pilch var stadig sognepræst ved den lutherske Kristi
Himmelfartskirke i Warszawa, men var desuden evangelisk-augsburgsk
(dvs. luthersk) feltpræst med oberstgrad. Nu skal jeg altså have besvaret den mail fra det medlem af Kristi
Himmelfarts-menigheden, der for lang tid siden skrev til mig, fordi han havde
fundet min hjemmesides polske underside! Søndag fulgte vi mindemessen i Bazylika Mariacka i Kraków, som vi jo havde stået ved i 2008. (I 1994 havde vi
deltaget i mindemessen på Plac Piłsudskiego
på årsdagen for Warszawaopstandens udbrud). I dag mandag har vi fulgt hele
Ryszard Kaczorowskis bisættelse i Warszawa, den sidste polske
eksilpræsident (som i december 1990 overdrog embedet til Lech Wałęsa). - Jeg har sat nogle ting
på Facebook i anledning af alt dette, især til min gode polsk-danske ven dér
Jozef Krzeminski. Det vil vise sig, hvor meget af
det, der kommer på min underside ”Facebook”. - Jeg har blandt andet spurgt
Jozef, hvad han mener om Pavens og hans folks rolle i forbindelse med lørdagens
og søndagens begivenheder.
Og
så fejrede vi jo i fredags vor egen dronnings 70-års fødselsdag. Det fulgte vi
også i et vist omfang. Og det har jeg også kommenteret på Facebook. Jeg har
naturligvis fremført mine argumenter for
bevarelsen af vor nuværende statsform samtidig med, at jeg har kritiseret den
måde, tv-kommentatorerne optræder på i forbindelse med de såkaldte royale
begivenheder. Den kan jo få netop mig til, lejlighedsvis at råbe ”Vive la republique!”. - Midt i det hele var det dog en glæde for
mig, endnu en gang på TV 2 at se min gode Cypern-kammerat Rolf Christensen, som
dengang i 1976/77 var kaptajn og operations/information officer ved DANCON
XXVI.
Den
katolske pædofili-skandale ruller videre. Også den har jeg yderligere
kommenteret på Facebook. Og igen siger jeg, at pædofile overgreb er noget
frygteligt noget, som selvfølgelig skal behandles af politiet og domstolene,
hvormed jeg jo også allerede har kritiseret den katolske kirkes måde at
håndtere - og ikke-håndtere - blandt andet denne skandale på. Nogle mener, at
det er ved at være ”
Jeg håber, der nu kommer en
mere stille periode. Jeg oplever jo i netop denne tid den store lykke at være
kommet helt på plads med og i mit store projekt, så at jeg bare skal producere
løs på alle de forskellige områder. Se nærmere på undersiderne ”Mit
eksistens-rum”, ”Litterære tekster”, ”Salmer” og ”Min lyrik- og poetikhistorie”.
21.04.10
I dag er
flytrafikken i Danmark så småt ved at komme i gang igen. I hvert fald
midlertidigt. Men jeg kan ikke her bruge plads på at fortælle mere om, hvordan
asken fra en vulkan på Island har haft standset al flytrafik i det meste af
Europa. Og jeg kan slet ikke give mig til at vurdere, om der kan komme mere
aske senere. Det vil man også kunne læse om alle mulige andre steder. Det samme
gælder den betydning, indstillingen af flytrafikken fik for den (ovf. omtalte)
polske præsidentbegravelse, hvor en lang række statsoverhoveder og
regeringschefer meldte afbud, herunder den amerikanske præsident og den danske
dronning.
Men jeg vil notere,
at vi - som så mange andre - har haft vor egen helt private oplevelse af
vulkanaskesituationen. Den 11. april 2010 tog vor søn Asbjørn og to andre
lærere fra Privatskolen Nakskov med en ottendeklasse på en tur til Athen. De
skulle have været hjemme igen lørdag den 17. april. Men det kom de ikke. Efter
nogle dage i uvished sejlede de i går aftes (20/4) med en færge fra Piræus mod
Ancona i Italien, hvorfra de efter planen skal køre med bus til Danmark via
Rom. Vi har lige (kl. 06.03) modtaget en sms fra Asbjørn, der begynder således:
”Da rejste sig ved gry den rosenfingrede Dagning over Adriaterhavets Bølger”.
En sideeffekt af
denne situation er, at vi har passet Asbjørns i bla. Facebook-digtet ”To
gravhunde i snestorm” omtalte hunde Skvip og Ib (far og søn!), siden han tog af
sted, og at de og jeg har gået ture i Søholtskoven og ud på Jernbanestien nord
for Holeby. Ad Jernbanestien et par gange så langt, at vi først vendte om, når
vi kunne se den nu hvide (ikke længere gule) gavl af det under ombygning efter
bla. en brand værende forhenværende Bursø Alderdomshjem, som var mit hjem i
årene 1959-1962 og for så vidt indtil i hvert fald 1967 (se kapitel 4). Når jeg
nævner dette, er det, fordi jeg på disse ture har skrevet denne periodes
Facebook-digte og -salme-vers og i det hele taget arbejdet meget med hele mit
hoved-projekt, som altså netop nu er kommet ind i sin egentlige
produktionsfase. Da jeg for godt tre år siden begyndte at gå ture med Skvip (et
af Asbjørn dannet navn), var det svært for mig at tænke på andet end hunden og
håndteringen af den, og da jeg endelig havde vænnet mig til at tænke samtidig
med, at jeg gik med den, kom lille Ib til. Nu kan jeg næsten kun, eller i hvert
fald bedst tænke, når jeg har hundene med! De har vænnet sig til at stå og
vente, mens jeg skriver en verselinje i min notesbog. Men hvis det bliver til
mere end det, begynder de at rykke i snorene. De er som regel hos os en dag
eller to hver uge, men undertiden mere, som altså fx nu her i denne situation.
Det har i det hele
taget stor betydning for mig, at vi (jo heller ikke tilfældigt) bor netop her i
det område, hvor jeg boede i det så mange steder her på hjemmesiden omtalte
afgørende år 1961, hvor jeg opgav min jazzkarriere og begav min ind på det
spor, jeg nu klart oplever som havende ført til det afsluttende forløb, jeg er
inde i nu. Andre må (på grundlag af min samlede produktion) afgøre, om jeg bare
er en latterlig gammel præst, eller om der er noget på sin vis ret stort i det,
jeg laver. For mig selv er der ingen tvivl; jeg må simpelt hen fortsætte hele
det arbejde, jeg er i gang med nu, og som jeg i 2003 gik på pension for at
koncentrere mig om. Og bortset fra det meget vigtige indhold, der er i, at jeg
færdes i mine afgørende ungdomsårs egne, er det også med til, overhovedet at
holde mig mentalt ung. På en måde kan jeg stadig sige, som jeg gjorde i et digt
engang tilbage i 1990’erne: ”Atter atten år”! Jeg har - i øvrigt uden
sammenligning - lige hørt i P 1 Morgen, at den egyptiske præsident Mubarak, som
fylder 82 den 4. maj, overvejer at stille op igen ved det kommende
præsidentvalg!
22-26.04.10
Jeg skal finde ud
af, hvordan jeg vil skrive denne dagbogsdel af disse Erindringer. Pdes. skal
der jo være tale om noget, der svarer til dagbogsoptegnelser, pdas. skal det
ikke fylde for meget eller være for uoverkommeligt at læse. Jeg har dog
heldigvis fra starten bebudet, at jeg forbeholder mig både retten og, om man så
må sige, pligten til at redigere og forkorte. Og jeg har desuden påpeget, at
det især er her i begyndelsen, jeg tager ting med, der tjener til at belyse min
situation her efter min pensionering i 2003.
Den 22. april
sendte jeg en mail til vore sorbiske venner i Nebelschütz,
Bundesland Sachsen, med tak for påskehilsenen og den deri
indeholdte invitation til deltagelse i dette års ”Internationales Gemeindefest” (sorbisk: Mjezynarodny
gmejnski swjedźeń) 9.-11. juli. Jeg sagde på Annas og egne
vegne ja tak til invitationen og bad om bekræftelse på, at jeg som de forrige
gange kunne deltage i messen om søndagen i præstekjole og med fremsigelsen af
en kort ”Ansprache” ved messens slutning. - Dette
skrives mandag den 26. april, og da jeg (som vist allerede sagt) plejer at læse
et stykke i mit sorbiske Ny Testamente mandag morgen, fik jeg da også hentet
den lille kasse med de forskellige ting i frem. Men det endte med, at jeg fik
noteret en hel del til min ”Ansprache”, som vil komme
på undersiden ”DEUTSCH”, når vi kommer hjem. Og man kan altså læse tidligere
ting på denne underside, ligesom man kan læse mere om vort forhold til
”venderne” i det sydøsttyske Lausitz på undersiderne
”Vendere - sorbere” og ”Internationalt” (på hvilken sidste side de
rejseberetninger til ”Informator Polski” står, hvori jeg også fortæller om de
”vendiske” dele af vore rejser).
Den 24. april fik
jeg sendt en mail, jeg skulle have sendt for længst til min mail-kontakt i den
lutherske Kristi Himmelfartskirkes menighed i Warszawa, hvis sognepræst, i sin
egenskab af fungerende øverste lutherske militærgejstlige, var blandt de
omkomne ved præsidentflyets styrt ved Smolensk den 10. april. (allerede omtalt
et par gange ovf.). Og ved et mærkeligt tilfælde stødte jeg under sortering af
gamle lysbilleder forleden på nogle billeder af den da ganske unge pastor Adam Pilch, som vi besøgte under vort besøg i Warszawa i 1994.
Helt hjertegribende var det at gense det billede, hvor denne søde og muntre
unge præst er fotograferet med min præstekrave om halsen over sin polske
præstekjole (som svarer til fx den tyske og svenske). Han havde været meget
fascineret af den og ville altså også gerne fotograferes med den på. Han var
også vor guide i Warszawa, og det var ligeledes meget vemodigt at se billederne
af ham og Anna og mig ved Chopin-monumentet i Łazięki-parken, det
monument, vi nu så ofte ser i polsk fjernsyn.
Samme dag bestilte jeg tid hos tandlægen - i Szczecin, gennem DenTour (se artiklen ”Til tandlæge - med mere - i Szczecin” på undersiden ”Internationalt”). Vi vil klare tandlægen og gensynet med Szczecin i dagene 24.-27. juni og derefter køre til Poznań, hvor vi håber at komme til igen at opleve højtideligholdelsen af årsdagen for demonstrationerne i 1956 (se artiklen om vor 2008-rejse på undersiden ”Internationalt”).
I går søndag (3. søndag efter påske) tog Anna begge gudstjenester
i vort nu fælles pastorat Vesterborg-Landet-Ryde, medens jeg spillede hos
Anders Blichfeldt i Holeby og Bursø (i hvilket sogn jeg jo boede og havde mit
hjem fra 1959 af og til senest 1967). Kirkesanger i Bursø var Anne Kathrine
Mader. Og det var igen et møde med fortiden. For ikke alene er hun jo datter af
sognepræst i Tårs Sogn, Lolland østre Provsti Bendicht Mader, som jo
var min provsti-kollega indtil 2003 (og jeg har højst set hende ganske
flygtigt, siden hun var barn), hun havde også sin mor med. Og det er der både
lands- og lokalkirkehistorie i. For det var jo Margrethe Horstmann, datter af
den berømte tidehvervsteolog Johannes Horstmann - som var med, da hun engang i
det tidlige efterår 1993 blev indsat som min vikar i Døllefjelde-Musse-Herritslev
under min første arbejdsorlov i forbindelse med min disputats. - I
efteråret 1988 holdt Johannes Horstmann på Københavns Universitet en
forelæsningsrække under overskriften: ”Et grundrids af den kirkelige dogmatik”.
Det blev til i alt 29 forelæsninger. I 2009 blev manuskriptet fra disse
forelæsninger udgivet i bogform på Tidehvervs Forlag.
I dag har jeg sat en lille tekst på undersiden ”Kirke og teologi”: ”Katastrofalt kirkesyn”. Den blev i første omgang skrevet som online-kommentar til en artikel i Kristeligt Dagblad 24. april: ”Kritik af bispeforslag om at sløjfe kirkebryllup”. Og senere satte jeg den også på min Facebook-væg. Hvad der især oprørte mig, var, at rektor for Pastoralseminariet i Aarhus Henning K. Thomsen til forslaget fra blandt andet nogle biskoppers side om at sløjfe kirkebrylluppet blandt andet skulle have sagt: ”Hvis ikke vi har dåben, konfirmationen, brylluppet og begravelsen, bliver kirken et meget lille mystisk sted, hvor en hel masse mennesker ikke har anledning til at komme”. Men se hele min lille tekst på nævnte underside. - SIDSTE: Ved et tilfælde fandt jeg her i aften den 26. april et eksemplar af Præsteforeningens Blad (2010/10) med en artikel af rektor Henning K. Thomsen, hvor et helt andet kirkesyn kom til udtryk. Jeg havde netop gemt det pågældende nummer af bladet for at studere artiklen nærmere, men tænkte ikke over det, da jeg lod mig ophidse af Kristeligt Dagblads referat. Nu har jeg sendt en mail om sagen til Henning K. Thomsen selv (hvori jeg blandt andet undskylder, at jeg ikke egentlig kendte ham). Jeg håber, at der vil komme noget interessant ud af dette.
Det ses, at jeg har mange jern i ilden. Og jeg skal passe på. For det, at jeg nu - efter at have arbejdet på det gennem bogstavelig talt et helt liv - er nået frem til den totaldigt-form, mit projekt nu har fået (se især undersiden ”Mit eksistens-rum”), betyder på en helt ny måde, at hvert eneste minut er kostbart. Jeg kan dog ikke droppe mit ”bifag” slavistikken med dets internationale og økumeniske aktiviteter, ligesom min deltagelse i den kirkelige debat og det bidrag til kirkens fremtid, jeg forhåbentlig dermed giver, jo simpelt hen er, hvad jeg ofte betegner som mit ”hoved-hovedfag”!
27.04.10
Var med hundene i Søholtskoven og fik lavet to små salme-vers til 4. søndag efter påske. Og jer har arbejdet med andre af de ting, jeg er i gang med, og som vil blive omtalt, når de bliver færdige og eventuel offentliggjort (om det så kun bliver på en af undersiderne her). Jeg kan i den forbindelse henvise til min lille tekst ”Det femte-sjette bud”, som i dag er blevet sat på undersiden ”Kirke og teologi”.
Men der er jo også sagen omkring SF’ernes medlemskab af den Facebook-gruppe, hvor DF-folk er blevet fremstillet som nazister. Her hørte jeg i dagens P 1 Debat SF’eren Astrid Krag og DF’eren Peter Skaarup. Som også drøftede DF-folketingsmedlem Søren Espersens påpegning af ligheden mellem nazipartiformand Frits Clausen og kommunistpartiformand Ole Sohn. Astrid Krag ville tydeligvis hellere tale om alt muligt andet og prøvede hele tiden at få fyret nogle forberedte sætninger af om DF’s støtte til regeringens skattepolitik. Peter Skaarup prøvede at holde sig til sagen og bevarede i næsten for høj grad roen - selv om han nåede at få sagt de fleste af de ting, der skulle siges. Desværre ophidsede dette mig så meget, at jeg her i eftermiddag har brugt en del tid på at skrive om det på Facebook. Mundende ud i dette forslag: ”Vi kunne måske sprede dette slagord til alle, vi kan sende til, og i det hele taget bruge det alle vegne: STEM PÅ RØD BLOK OG RISIKER (EKS?)KOMMUNIST SOM MINISTER!”.
Men jeg nærmest forbander mig selv over, at jeg har brugt tid på dette! Jeg må ikke længere bruge væsentlig tid på politik og den slags. For det første har jeg både ret og pligt til at lade mit sidste og egentlige bidrag til det hele være mit ”Totaldigt”, som jeg nu mere og mere siger, og for det andet er det nu under alle omstændigheder de yngre generationer, der skal finde ud af det, idet min indflydelse på dem dels ligger i selve denne henvisning eller ansvarsoverdragelse, dels ligger i hele mit eksempel overhovedet. Jeg henviser i denne forbindelse først og fremmest til undersiderne ”Mit eksistens-rum”, ”Min lyrik- og poetikhistorie” og ”Litterære tekster”. Jeg vil nok også på et tidspunkt sætte nogle af de her omtalte Facebook-kommentarer på undersiden ”Facebook”, men jeg har simpelt hen ikke tid til at redigere på den lige nu.
Hvad forholdet mellem mit ”Totaldigt” som mit egentlige livsværk, og så min programmatiske og i også videre forstand politiske virksomhed, angår, bliver det mere og mere klart for mig, at vel kommer jeg også fortsat til at udtale mig som fx nu her i dag, men ellers bliver det hele mit ”Totaldigts” samlede model-effekt, der bliver mit bidrag i den henseende, idet hemmeligheden er, at det netop er uden forstemmende program-hensigt, den helt store livs-virkning kommer til at vise sig.
I morgen eftermiddag skal jeg til grundlovs-reception på den
polske ambassade.
Den 28. april 2010
Deltog i receptionen på den polske ambassade i anledning af grundlovsdagen den 3. maj og ”Polonias Dag”. (Når polakkerne siger ”Polonia i Danmark”, svarer det til, når vi fx siger, eller har sagt, ”den danske koloni i London”). Selve grundlovsdagen er ellers 3. maj. Det var den 3. maj 1791, Polen fik den første moderne, nedskrevne og demokratiske forfatning i Europa. (At det næste blev Polens to følgende delinger og dermed udslettelse som stat indtil 1918, er en anden sag, som jeg ikke kan komme ind på her). Jeg har den store ære at være regnet for en så stor ven af Polen, at jeg altid bliver inviteret til den slags. Se nærmere på undersiderne ”Om mig selv”, ”Internationalt” og evt. POLSKI.
Det har været en
ret hård, men også god dag. Jeg gik først jernbanesti-tur med hundene (se ovf.)
og fik tænkt godt over mange ting i forbindelse med Totaldigtet (dvs. mit
samlede projektet, men jeg kan godt lide at sige ”Totaldigtet”). Og jeg nåede
at få besvaret nogle ting i Facebook-diskussionerne om SF og DF og Ole Sohn, så
at jeg til sidst fik lidt travlt. Men selv om jeg for min egen skyld burde have
ladet være at bruge tid på den slags polemik, fik jeg på min tur en bekræftelse
på, at det virkelig er en ret vigtig situation. Jeg kiggede lidt i et eksemplar
af gratisavisen Urban, som lå i toget, og dér så jeg på side 4, at selveste
statsministeren har sagt det samme, som også jeg har sagt, nemlig at det er
rimeligt at tage et opgør med kommunismen. Det var ifølge Ritzau
statsministerens reaktion på DF’s udenrigsordfører Søren Espersens krav om, at
”SF’s gruppeformand, Ole Sohn, undskylder sin kommunistiske fortid, hvis han en
dag bliver minister”.
Min tur ind til
ambassaden blev præget af en sørgelig og meget uhyggelig hændelse, må jeg sige,
selv om jeg jo kun blev ganske indirekte berørt af den. Vi blev holdende længe
på Roskilde Station. Først blev det i højttaleranlægget meddelt, at der var
”alvorlige signalproblemer”, men senere blev der sagt ”personpåkørsel”. Jeg ser
nu i Ekstra Bladets internetudgave, at der var tale om et selvmord. En 43-årig
mand var for øjnene af en masse tog-rejsende sprunget ud foran toget på
Trekroner Station. Det endte med, at vi (imponerende hurtigt organiseret; man
må have et fint beredskab) blev kørt i busser til Høje Taastrup, hvorfra jeg
kørte med S-tog direkte til Hellerup. - Jeg skriver dette, fordi det ikke alene
kom til at påvirke min egen situation, men også er noget, der jo desværre tit
forekommer. Hvis det kunne hjælpe, ville jeg for det første henstille til folk,
at de vælger håbet fremfor selvmordet, men for det andet, at de, hvis det
endelig skulle være, ikke gik ud af verden med det på samvittigheden, de på
denne måde udsætter deres medmennesker for, i dette tilfælde ikke mindst en hel
del unge studerende, for slet ikke at tale om lokoføreren!
Ved hurtig gang fra
Hellerup Station lykkedes det mig at være på ambassaden kl. 16 - lige midt i
receptionen, der var fra 15 til 17. Men jeg har vist aldrig nået så meget ved
en sådan ambassadebegivenhed, som jeg nåede i dag. Det var jo også især talerne
og den musikalske optræden, jeg gik glip af, hvilket selvfølgelig var ærgerligt
nok, men det allervigtigste i min situation er selvfølgelig de personlige
kontakter og samtaler.
Flere af de samtaler, jeg førte, var naturligvis præget af,
at man ikke helt er kommet ud af landesorgen efter præsidentfly-katastrofen den
10. april. Jeg fik, i nævnte rækkefølge, talt med følgende personer (gruppevis
som angivet ved tankestregerne): Katolsk sognepræst i Næstved Julian Bodnar, som jeg hver allehelgens lørdag fungerer sammen med
på Slaglille Kirkegård, og katolsk sognepræst i Taastrup Michał Bienkowski. Om Polens
både ceremonielt og statsstyremæssigt gode håndtering af situationen efter
Smolensk-katastrofen og om de gode økumeniske perspektiver i pastor Bodnars og
min optræden sammen. (Om andagterne på
Slaglille Kirkegård kan man læse på undersiden ”Prædikener efter 31.06.03”).
- Malermester og formand for Museum Polakkasernes Venner (”Polakkasernen i
Tågerup” få kilometer fra os) Marek Kocuba, Nykøbing
F, med fru Elżbieta, og Folketidende-redaktør i Nakskov, landsformand for Foreningen af Polakker
i Danmark og formand for Museum Polakkasernen i Tågerup Torsten Elsvor (som jeg
har haft meget med at gøre på flere leder, lige siden vi i 1990’erne sammen sad
i bestyrelsen for den lokale afdeling af Dansk-Russisk Forening). Ikke mindst
om den af Ruslands præsident Medvedev (der forresten samme dag sluttede sit
besøg i Danmark) bebudede åbning af alle arkiver om Katyn-massehenrettelserne
i 1940. - Konsul Jarosław Mikuś.
Særligt om, at vi skulle mødes i Slaglille allerede til sommer i anledning af
det polske motorcykel-rally’s besøg. - Ambassaderåd
Robert Filipczak og militærattaché kommandør Jarosław Miłowski (som
er ny, men som jeg fik etableret et virkelig godt forhold til i Slaglille
2009). Om den rolle, det polske militær ville have haft i tilfælde af et Warszawapagt-angreb på Danmark, Jeg ved jo som gammel
sprogofficer også selv noget om dette uhyggelige emne. Vi sluttede med at sige
Gud være lovet, vi ikke kom i krig med hinanden. - Ambassadør Adam Halamski og frue og katolsk biskop Czeslaw Kozon. Om biskoppens, hans mors og min fælles lollandske
baggrund, ja, biskoppens mors barndom i mit gamle sogn Musse. - Desuden
almindelig konversation med andre gæster på både polsk og dansk. - Alle, jeg
talte med, udtrykte glæde over min tilstedeværelse og mine polske
sprogfærdigheder (som jeg dog endnu en gang langt fra selv var tilfreds med!).
Den 30. april 2010 - bededag
Skrevet 03.05.10
Var til god
bededagsgudstjeneste i min egen sognekirke med min egen sognepræst Caris
Johansen. Har ellers luftet mit syn på ”bededag” i flere Facebook-diskussioner
i anledning af radikale Margrethe Vestagers forslag om at afskaffe denne dag
som fridag. (Hvortil jeg jo - sammen med Grundtvig - siger, at den bør bevares
som folkelig, dvs. verdslig forårsfridag, men afskaffes som gudstjenestedag,
med evt. henlæggelse af forbønsgudstjenesten for folk
og fædreland til en fredag (eller anden aften i efteråret). Har også ledsaget
mit Facebook-salmevers til denne dag med en længere kommentar, som også kan ses
på undersiderne ”Litterære tekster” og ”Salmer”. - Jeg ser nu tydeligere og
tydeligere, at der er brug for en helt ny, men altomfattende tænkning om forholdet
mellem menighed og samfund, kirke og stat. Det er ikke nok, bare i mere eller
mindre fornærmethed at ønske kirken adskilt fra staten, for så længe der er en
bare ret stor kristen menighed, ja, måske bare fx 25%, vil der være et sådant
forhold at tage hensyn til. Jeg må prøve at se, hvad jeg kan nå. - Jeg håber,
jeg får tid til at opdatere undersiden ”Facebook”. Jeg har mange af mine
kommentarer stående i Word, dog ikke alle. Jeg mener fortsat, min
tilstedeværelse på Facebook er virkelig værdifuld.
Om det politiske
liv siger jeg, at jeg jo ikke kan forhindre politikerne i at være kyniske
”forretningsmænd” i politiske firmaer og vælgerne i at acceptere denne kynisme,
men at politikerne så må finde sig i, at jeg ophører med at respektere dem og
interessere mig for dem. - Der må noget til, der svarer til den gamle
folkelighed. Der skal også her tænkes nyt og stort.
Det samme gælder
værdikampen, hvor jeg snart også er træt af at høre på vennerne. De er ikke
gode nok.
KONKLUSION: Jeg har
mere end nogensinde før både ret og pligt til at koncentrere mig om mit eget.
Bare jeg kan nå det. Og gid jeg også kan nå at se bare nogle få unge være på
vej med noget nyt. Jo mere jeg fx ser Deadline og den slags, jo mere slår det
mig, hvor provinsielt og tilbagestående det hele er.
Hermed slutter
optegnelserne for april måned 2010.
MAJ
2010
Mandag den 3. maj 2010
Et af dagens temaer er Facebook-hadegruppen mod Pia Kjærsgaard. Men der var jo også Deadlines både første og anden sektion i går aftes. Min konklusion (som jeg også har luftet nogle steder i Facebook) er, at selv om det naturligvis kun er nogle få idioter, der går så langt som til at true Pia med ikke bare at slå hende ihjel og voldtage hende selv, men også at voldtage hendes børn, mens hun ser på det, så er der det fælles træk den store selvretfærdighed, ja, bevidsthed om at have både sandheden og godheden på sin side. Katrine Winkel Holm havde ret, når hun påpegede, at DF-kvinden i første sektion, simpelt hen ikke kunne forstå og indse, at kommunismen på sin vis var lige så forfærdelig som nazismen. - Jeg håber at få mine Facebook-kommentarer sat på undersiden ”Facebook” (og det gælder i det hele taget i forbindelse med disse ”dagbogsoptegnelser”). - Jeg siger blandt andet, at der selvfølgelig er en asymmetri i forholdet mellem kommunisme og nazisme, idet nazismen så helt åbenlyst er ond. Men kommunismen er farligere, fordi den præsenteres som fornuft, videnskab og humanisme, ja, er en totalitær pseudoreligion. Marxismen er en fundamentalisme, idet den jo tror at have gennemskuet hele Tilværelsen og kan forudse fremtiden helt frem mod Frihedens Rige. Og så kan man netop tillade sig alt. Det samme gælder de ”progressive”, der bygger på oplysningstraditionen.
Men ellers er det jo i dag selve den polske grundlovsdag - 219-året for verdens anden og Europas første frie forfatning. Jeg så selvfølgelig transmissionen fra Plac Piłsudskiego. Og som jeg skrev til min gode Facebook-ven, den her i Danmark gennem mange år boende Jozef:
Fungerende præsident,
Sejm-formand Bronisław Komorowski
gjorde (som sædvanlig) en god figur. Og kan også holde en perfekt tale uden
manuskript (som Lech Kaczyński - er det noget,
polakker kan?). - Det er trods alt begrænset, hvor megen indsigt jeg har i
polsk politik (der skal jo også noget til!), men jeg har pdes. haft en ret stor
sympati for tvillingebrødrene, idet jeg pdas. nok ville have stemt på PO, hvis
jeg var polak. Jeg ville nok også stemme på Komorowski
ved præsidentvalget. Jeg synes også vældig godt om Donald Tusk, også fordi han
er mere eller mindre kasjub (dem beskæftigede jeg mig
lidt med, da vi i 2005 var nede og være med til at fejre 25-året for
Gdansk-aftalerne. - [...] - Der var også interessante kommentarer før og efter,
bla. om patriotismens ånd efter katastrofen ved Smolensk og om, at det er
uretfærdigt at sidestille patriotisme med racisme! Ja, polakkerne bliver vore
sande allierede! Jeg kan ikke følge dem i alt, men jeg kan tilgive dem alt og
kan følge dem i meget!
I aften skal vi se 3. og 4. del af den på Reymonts roman baserede storfilm ”Ogniem
i mieczem”. Jeg så måske 2. del i går.
Senere indsat: Jeg kan ikke huske den nøjagtige dag, men det var i hvert fald en aften lige omkring eller lige efter 1. maj, jeg fik en telefonopringning fra Moskva. Det var Yury Zudov (som han skriver sig i en engelsk transskription, der vel svarer til Jurij Zudov og vel dermed til Юрий Зудoв; dette navn, stavet sådan, findes i hvert fald på Internettet, men vist ikke for min Jurij, selv om der er nogle kirkelige hits).
Forhistorien er, at sognepræst i Holeby, tidligere medarbejder ved Dialogcentret i Århus Anders Blichfeldt, kort efter at vi var kommet til Torslunde, ringede til mig for at spørge, om jeg ville hjælpe en russisk PhD-studerende, der var i Danmark for at studere dansk kirkehistorie. Det passede mig dårligt, og jeg havde jo (med stor vemod) besluttet at indstille mit russiske engagement, men jeg hverken kunne eller ville jo sige nej. (Ligesom jeg heller ikke sagde nej, da en russisk kvinde her i nabolaget, som efter knapt to års ægteskab med en dansk mand, pludselig var blevet enke, fik brug for min hjælp). Jeg fik kontakt med Jurij, som beherskede engelsk og også kunne læse dansk. Og jeg hjalp ham med forskellige ting. Jeg fik også vist ham Folketinget (samme dag, som han skulle interviewe kirkeminister Tove Fergo). Vor datter Amalie arbejder jo dér (i udenrigssekretariatet, eller hvad det hedder), og hun arrangerede også en frokost i Snapstinget, hvor vi kunne imponere Jurij ved at pege så på den, så på den kendte politiker. (I 1999 viste Amalie mine sibiriske børnelæger rundt på Christiansborg, men det kan jeg ikke komme nærmere ind på her).
I mellemtiden har jeg blandt andet haft en beskeden mailkorrespondance med Jurij. Men nu ringede han for at fortælle, at han er ved at lægge an til forsvaret af sin afhandling. Han sagde, at han også har henvist til min disputats (som jeg jo forærede ham), og at han pr. mail vil sende mig resuméet af sin afhandling, som snart skal have sit egentlige forsvar. Han er allerede ansat ved det ortodokse Tikhon Universitet i Moskva, men har i hvert fald tidligere også haft noget med Den Russiske Ortodokse Kirkes ”udenrigstjeneste” at gøre.
Jeg talte med skam at melde engelsk med Jurij. Meget
sørgeligt! Men hans engelsk er altså betydeligt bedre end mit russisk nu. Og
jeg gentog over for ham, at jeg har været nødt til at indstille mine russiske
aktiviteter, fordi jeg ikke selv har tid, og fordi det heller ikke er til at få
andre personer eller instanser med i noget, men at det virkelig rykker i mig,
hver gang jeg hører det smukke russiske sprog i radio eller fjernsyn. Ja, jeg
erklærede, at Rusland altid vil have en plads i mit hjerte. - Indsats slut.
Onsdag den 5. maj
2010
Deltog (som stort set hver gang gennem alle årene siden 1974) i Lolland-Falsters Stiftskonvent. Til at begynde med var det i Restaurant Bangs Have med min vejleder domprovst Im. Felter som formand (se kap. 7, afsnittet ”1970-1971. Den rette hylde”). - Dengang deltog Anna også i den slags, endnu sammen med enkelte andre præsteægtefæller, og hun har også gjort det en gang eller to efter min pensionering, men den tid er ved at være forbi - selv om hun vel sådan set godt endnu kunne deltage. Heller ikke det, der i gamle dage hed stiftspræstemødet, deltager ægtefæller i mere. Provstikonventet (se under 9. april) deltager ægtefællerne dog i som før, og der er også andre ting i stiftets liv, Anna deltager i (men jo så også simpelt hen i kraft af offentlig adgang). Dette skriver jeg ikke for at beklage os, men for at vise, hvordan tiderne skifter. Anna har haft et stort udbytte af alle de mange gode teologiske og kirkelige foredrag, hun gennem tiden har hørt i sin egenskab af præstekone. - Men når jeg kom ind på dette, er det, fordi Anna altid ganske særligt nød, når Felter hvert år vendte sig halvt om mod det store bagvægsvindue og konstaterede, at bøgen var sprunget ud! Stiftskonventet finder altid sted første onsdag i maj.
Nu holdes Stiftskonventet i Sognets Hus, Maribo. Og det er godt på en anden måde (selv om det jo er noget helt særligt for mig at komme til kirkelige møder i de lokaler i Bangs Have, hvor jeg omkring 1960 optrådte som jazzpianist, ikke mindst i Maribo Jazzklubs husorkester Blue Moon (se også kap. 4). Det begynder nu kl. 10.30 om formiddagen og fortsætter om eftermiddagen, efter at man har fortæret sin medbragte madpakke.
I år var første indslag sognepræst i Tårs Bendicht Maders foredrag ”En tysk folkekirke under to diktaturer” - foromtalt således: ”Thüringens evangeliske kirke under nationalsocialismen og under kommunismen i Stalin-tiden i den sovjetiske besættelseszone og DDR-staten”. - Meget interessant og tankevækkende, også med hensyn til, hvad vi selv kan komme ud for i fremtiden.
Efter frokosten og den som sædvanlig ganske korte generalforsamling (dog ikke så superkort som dengang!) så vi filmen ”Sophie Scholls sidste dage” - foromtalt således: ”Sophie Scholl var sammen med sin bror Hans medlem af en studentergruppe i München, der lavede flyveblade mod det nazistiske styre. De blev taget til fange, forhørt på højeste sted og henrettet [guillotine!] i februar 1943. Filmen, der bygger på forhørsprotokoller og øjenvidneberetninger, viser en pige med tro og mod og evne til at udfordre styret moralsk og etisk til det sidste”. - Filmen gjorde et stort indtryk på mig. Et fantastisk eksempel på den højeste grad af civilcourage. Nej, det rette ord er ”martyrsind”! Jeg tvivler på, at jeg kunne optræde tilsvarende. Så hellere infanterist hen over marken. Som jeg sagde til dem, jeg sad ved bord med under frokosten: ”Det er derfor, jeg reagerer nærmest hysterisk, når friheden er truet. Det gælder om at slå enhver trussel mod friheden ned lige med det samme”.
Søndag den 9. maj
2010
Af forskellige private grunde fik jeg kun set et par korte tv-avisglimt af paraden på Den Røde Plads i Moskva i anledning af 65-året for afslutningen af Anden Verdenskrig. Den blev, så vidt jeg kunne se, ikke transmitteret eller vist i særligt program i POLONIA. Men jo på forskellig måde omtalt. Jeg nåede dog at få set både det amerikanske og det polske kontingent. Og det var stort. Ganske særligt at se polakkerne. Som de selv har sagt: ”Endelig kom vi med!”. (På grund af pres fra Sovjetunionen, som Storbritannien og de andre vestallierede gav efter for, var polakkerne jo ikke med i fx den store sejrsparade i London i 1945. Og de var heller ikke med i Berlin i 1995. Selv om de, som præsident Lech Wałęsa dengang sagde, havde haft flere soldater med på allieret side end Frankrig - og ikke havde af nogen marionetregering.
Til gengæld var
jeg blevet hjemme fra kirke, så jeg kunne følge transmissionen i POLONIA af den
kæmpestore begivenhed, som friluftsmessen i Kraków i
anledning af den Hellige Stanisławs dag var. Den
blev celebreret af den nye ærkebiskop i Gniezno og Prymas Polski Józef Kowalczyk
(udnævnt af Paven dagen før!), men den lokale ærkebiskop Stanisław
Dziwisz bød velkommen, og prædikenen blev holdt af
ærkebiskop i Katowice Damian Zimoń
(håber, navnet er rigtig, for jeg huskede det ikke og måtte finde det på
Internettet). I messen deltog mere eller mindre samtlige polske
biskopper, en stor delegation fra Tyskland, en canadisk og en sydafrikansk
biskop og biskopper m.m. fra flere andre lande. Den Hellige Stanisław
er jo ved siden af ”Maria Polens Dronning” og den Hellige Wojciech Polens
skytshelgen. (For en sikkerheds skyld må jeg hellere understrege, at jeg tager
afstand fra helgendyrkelsen, for slet ikke at tale om Maria-dyrkelsen, men
altså dermed netop er så stærk en lutheraner, at jeg godt kan tåle at være med
i en sådan messe, og det ikke bare for at studere, men også for at være med i
mine polske venners og medkristnes liv. Et af mine slagord er: Jeg tilgiver
polakkerne alt!).
10. maj til 24. maj 2010 (anden pinsedag)
Da
jeg ikke gør meget ud af det helt private (fx at jeg ved en familiesammenkomst
fik spillet lidt jazz m.m. sammen med min søn Nikolaj, idet vi skiftedes til at
sidde ved klaveret og ved trommesættet), har jeg ikke noget at skrive om fra
denne periode. - Men jeg kan da så nævne, at jeg fortsat skriver digte og
salme-vers til min Facebook-væg, og at det fortsat er meget inspirerende for
mig at have dette at skulle leve op til - og at have Facebook-venner, der enten
bare giver mine vers en ”synes-godt-om-tommelfinger” eller måske ligefrem
sætter en lille kommentar ind. Alle disse vers står nu på undersiden ”Litterære
tekster”, salme-versene desuden på undersiden
”Salmer”.
25. maj til 27. maj 2010
Jeg
deltog i ”Theologisk Oratoriums” sommerkonvent på det
nye birgittinerkloster i Maribo, Sankt Birgitta Kloster. Jeg er ganske vist
ikke medlem af Oratoriet, men det er vor biskop Steen Skovsgaard, som oven i
købet indtil dette konvent var leder af det. Og da han for længere tid siden
ringede og spurgte mig, om jeg ville holde et foredrag om ”Grundtvigs liv med
Gud”, sagde jeg ja. Selv om jeg også straks sagde, at jeg egentlig ikke vidste
noget om denne side af Grundtvig. Det var jo helt særligt hans andagts- og fromhedsliv,
det skulle handle om. Men jeg skulle nok finde frem til noget, og ellers måtte
jeg jo sige noget om Grundtvig lidt mere i al almindelighed ud fra mit eget
”liv med ham” 1972-2002 (og jo fortsat, nu bare ikke som forsker, men som
”discipel”, se nf.). Jeg spurgte biskoppen, om jeg måtte få lov at deltage i
hele konventet som gæst, og det fik jeg. Det var en stor og god oplevelse. Jeg
havde jo hørt så meget om Oratoriet fra min ”husven i anden generation” og
store lærefader på især områderne liturgi og økumeni sognepræst i Øster Ulslev
1943-1973 Johs. B. Boysen. - Foredragets ”brutto-manuskript” står på undersiden
”Grundtvig”. Dog som næstøverste tekst, idet den øverste tekst altid vil være
mit sidste bidrag til den egentlige Grundtvig-forskning (jfr. anden del af
undertitlen!): ”TOTALDIGTEREN
GRUNDTVIG. Forskningshistoriske replikskifter som bidrag til bestemmelsen af
Grundtvigs egenart som digter. - Eller: Grundtvig-forskeren Bent Christensens
litterære testamente”.
Torsdag
den 27. maj 2010
Da jeg forlod klostret lidt over middag, kørte jeg
hen til biblioteket for at hente en bog, jeg havde bestilt, første bind af
Jesper Knallhatt: ”Baade-Og”.
Jesper Knallhat er naturligvis et pseudonym - for
Lene Andersen, som jeg ved et tilfælde var kommet til at høre i radioens P 1
for nogen tid siden i en udsendelse, der netop handlede om ”Baade-Og”.
(Jeg er næsten sikker på, at jeg på et tidligere tidspunkt på tilsvarende måde
kom til at høre noget af et interview med hende, hvor hun fortalte om, hvordan
hun på et tidspunkt havde studeret teologi, men at det var endt med, at hun
konverterede til jødedommen). Jeg er i skrivende stund (1/6) kommet til side
138 i bogen, som jeg finder særdeles interessant. Jeg vil skrive så lidt som
muligt om den her, hvor det først og fremmest drejer sig om at tidsfæste den
begivenhed, det var, at jeg lånte den. Men der opgives i bogens kolofon hele
tre internetadresser, som jeg alle tre besøgte: baade-og.dk, knallhatt.dk og
andersenske.dk (Det Andersenske Forlags hjemmeside!). Og det viste sig, at
projektet også er på Facebook, nemlig ved gruppen Baade-Og,
som jeg straks meldte mig ind i - med bla. disse ord:
Jeg tror, at uanset hvor langt jeg vil være enig med
Lene Andersen i de svar, hun giver, vil de spørgsmål, hun stiller, og de ting,
hun peger på, ikke kunne undgår at få stor betydning for mit
”Totaldigt-projekt”, hvor jeg længe har gjort mig tanker om, hvilken rolle mit forhold
til den fremtid, der tegner sig, skal spille.
Måske er det, jeg her har fortalt, et afgørende
punkt i mit liv. Men det er ikke første gang, jeg ved et tilfælde er kommet til
at læse en meget vigtig bog, fx ved at få øje på den på en bibliotekshylde. Og
jeg glæder mig altid, når livet går hen og bliver større end planlagt.
Mandag
den 31. maj 2010
Jeg
var blevet inviteret til at deltage (som tilhører) i det videnskabelige seminar
på Københavns Rådhus i anledning af 65-året for Anden Verdenskrigs afslutning:
”’For Danmarks og Polens frihed’. Polsk modstandsbevægelse i Danmark”. -
Programmet omfattede: Velkomst ved Borgerrepræsentationens næstformand Jesper
Christensen. - Velkomst ved den polske ambassadør Adam Halamski.
- Viceborgmesteren i bydelen Warszawa-Targówek. -
Foredrag ved PhD Maria Małasnicka
Miedzianogóra: ”De to usædvanlige i Mindelunden. Den
polske modstandsbevægelse i Danmark”. - Dr. Norbert Wójtowicz,
IPN: ”’Felicja’ - Interne
og eksterne problemer for den polske modstandsbevægelse i Danmark”. -
Militærattaché, kommandør Jarosław Miłowski: ”Republikken Polens væbnede styrker”.
Alle
foredragene blev holdt på polsk, men oversat til dansk, og der blev vist både
tekst (polsk og dansk) og billeder og grafik på en skærm.
Til
stede var foruden en hel del herboende polakker og fx en person som mig de
under 1. juni omtalte polske motorcyklister samt en gruppe unge, der fulgte dem
i bus. - Jeg fik hilst på både gamle og nye kontakter. Blandt de nye var
ærkebiskoppen i Szczecin, som meget venligt inviterede mig til at aflægge ham
et besøg, når jeg i slutningen af juni alligevel var i byen - til vort
halvårlige tandeftersyn. (Se artiklen om Annas og mit første tandlægebesøg i
Szczecin i oktober 2009 på undersiden ”Internationalt”).
Og ja, vi fik smagt rådhuspandekagerne! Som virkelig
er noget helt særligt. Sammen med anden god mad, bla. frikadeller og
kartoffelsalat og ost. Dertil hvidvin og rødvin. En stor polsk-dansk
begivenhed, som Københavns Rådhus (og kommunen) fortjener stor tak for at have
været vært for!
JUNI 2010
Tirsdag den
1. juni 2010
Som omtalt under 31. maj
havde Danmark i slutningen af maj og begyndelsen af juni besøg af
motorcykelgruppen ”Øst-Vest” (eller ”MotoElita”),
som i perioden 29. maj til 6. juni gennemførte, hvad de kalder et ”rajd”, fra Polen til Danmark under mottoet ”For jeres
frihed og vores”, det slagord, hvorunder polakker i århundreder har deltaget i
andres krige for frihedens skyld. Gruppen ledes af den katolske præst i
Haderslev Jan Zalewski, som har fortalt mig (hvis jeg
ellers har forstået det ret), at man bruger det polske ord ”rajd”
(af engelsk ”raid”) i en betydning, der nærmest svarer til ”valfart” eller
”pilgrimsfærd”. Man kører fx også hvert år til Katyn
i Rusland, som er det sted, hvor man mindes den sovjetiske likvidering af
22.000 officerer og intellektuelle og folk fra tilsvarende samfundsgrupper -
nemlig med det formål at stække den polske nation. Katyn
(polsk Katyń) blev i år kendt over hele verden
på grund af det polske præsidentflys ulykke ved forsøget på i tæt tåge at lande
på en lille russisk militær flyveplads i nærheden af byen Smolensk. Ved denne
ulykke omkom ikke bare det polske præsidentpar, men også en stor del af Polens
politiske, administrative og militære ledelse, i alt 96 personer, inklusive
besætning og livvagter. Men Katyn burde allerede have
været verdenskendt pga. det ualmindelig kyniske delvise folkedrab, der blev
begået dér (og på andre lokaliteter) i 1940, hvor Nazityskland og Sovjetunionen
jo have delt Polen mellem sig. - Jeg har allerede skrevet om dette ovf. i
notaterne for april måned. Når jeg skriver om det igen her - og på denne måde -
er det, fordi de polske motorcyklister, jeg den 1. juni sad ved bord sammen med
i Sorøhallen talte om det på netop denne måde, bitre over, at man i Vesten
øjensynlig kun ønskede at se bort fra denne forbrydelse, fordi den var begået
af de kommunister, man åbenbart, men helt ubegribeligt, var så bløde over for.
Men før dette måltid i Sorøhallen havde vi - og
repræsentanter for Foreningen af Polakker i Danmark og nogle lokale - været
sammen på Slaglille Kirkegård til andagter ved henholdsvis de polske
RAF-flyveres grav og den danske familien Christensens grav. Den korte historie
er:
Den 17. september 1943 blev en RAF Halifax-bomber med
polsk besætning skudt ned over landsbyen Slaglille lige øst for Sorø, hvorved 5
polske flyvere mistede livet. Men 5 medlemmer af Slaglille-familien Christensen
blev dræbt, da den nedskudte maskine styrtede ned i deres hus satte det i
brand. Hvert år afholdes der ved allehelgenstide (begyndelsen af november
måned) en polsk-dansk mindehøjtidelighed ved de to grave. - Jeg medvirker i min
egenskab af dansk folkekirkepræst og medlem af Foreningen af Polakker i Maribo.
Hvad
andagterne angår, gjorde vi stort set, som pastor Bodnar
og jeg plejer at gøre hvert år allehelgens lørdag. Pastor Zalewski
(som nu trådte i pastor Bodnars sted, med sin stola over motorcykeldragten!)
ledede andagten ved de polske flyveres grav, og jeg ledede som sædvanlig
andagten ved den danske familien Christensens grav. Normalt siger jeg alt mit
på dansk, men ved denne lejlighed sagde jeg den indledende nådes- og
fredshilsen på polsk og gav nogle polske stikord, inden jeg på dansk bad selve
den af mig selv forfattede bøn. Den apostolske velsignelse til allersidst sagde
jeg også på polsk. Og inde i bønnen havde jeg efter den sædvanlige bøn om, at
vi måtte blive bevaret fra ”krig og vold i vore egne lande” indføjet:
og lad os altid leve i frihed. Ja, vi beder i dag
særligt for Polen og Danmark, for alle polakker og alle danskere: Styrk og
bevar det gode forhold mellem os, og brug os til at gøre godt i Europa og i
verden.
Hele
den normale allehelgenslørdagsandagt står nederst på
undersiden ” Prædikener
efter 30.06.03”.
Forud for andagten ved den polske flyvergrav fortalte en lokal mand, hvordan han som elleveårig havde oplevet disse tragiske begivenheder. Hjemmeværnets faste trompetist (på flygelhorn) medvirkede på sædvanlig måde ved begge andagter.
Ved de normale allehelgensandagter er den polske ambassade i København repræsenteret ved militærattachéen og en eller to repræsentanter for konsulatafdelingen.
Sorøs borgmester Ivan Hansen var til stede.
Og lige før vi skulle begynde, dukkede stedets præst op i ornat, sognepræst Anders Frederiksen, som netop havde haft gudstjeneste på plejehjemmet. Han gik med i det hele ved siden af den katolske præst og mig.
Det er Polsk-Dansk Forening i Næstved, der ved formand Lidia Szuster organiserer højtidelighederne på Slaglille Kirkegård med efterfølgende samvær.
Jeg
havde aldrig mødt pastor Jan Zalewski før, kun læst
hans artikler i ”Informator Polski” og bemærket, at han var leder af
motorcykelgruppen, da den i 2008 besøgte Jylland, især Als og Sønderborg,
nemlig i anledning af 350-året for en polsk hærstyrkes befrielse af det
svenskbesatte Als under ledelse af hetman Stefan Czarniecki.
Men straks vi to præster mødtes, kunne vi konstatere, at den både økumeniske og
personlige kemi var i orden, og jeg kan uden at røbe for meget sige, at vi blev
enige om en plan for noget meget spektakulært indenfor det nærmeste par år!
LINK: www.motoelita.pl
Søndag
den 6. juni 2010 - 1. søndag efter trinitatis
Jeg var præst og foredragsholder i Landet kirke og præstegård - i Annas og mit nu fælles pastorat Vesterborg-Landet-Ryde. Foredraget skulle jeg egentlig have holdt 1. søndag efter helligtrekonger, hvor det blev af-blæst af snestormen, men jo skulle have haft titlen ”Helligtrekongersbetragtninger om Kirken dengang og nu og her og der”. Nu var det blevet henlagt til 1. søndag efter trinitatis og havde fået titlen ”Betragtninger om kirken, dengang og nu, og her og der”. At jeg også kom til at være præst ved den gudstjeneste, der traditionen tro indledte det sommermøde, der nu var blevet tale om, skyldtes andre forhold, men gav unægtelig en særlig sammenhæng i det hele og i hvert fald mig selv en ekstra stor oplevelse. Mit forhold til Landet Sogn fra min barndom af (morbror Immanuel og fætter Johannes) kan man læse om i de første kapitler af disse Erindringer, og Vesterborg Sogn boede vi jo i i årene 1969-1971. Annas og mit forhold til pastoratet i årene efter 2003 står der allerede noget om i nogle indskud i selve Erindringerne, men også i forbindelse med de prædikener, jeg har holdt i Landet og Ryde kirker, samt på undersiden ANNA CHRISTENSEN.
Min prædiken i Landet Kirke kan man læse på undersiden ”Prædikener efter 30.06.03”, og ”bruttoteksten” til foredraget samt billedteksterne til de mange billeder kan man læse på undersiden ”Internationalt”. Billederne kan ses i billedalbummet ”Billeder fra vort mellemkirkelige liv” på min Facebook-profil. Om prædikenen vil jeg kun sige, at jeg i den - under fremsigelse af ærligt mente undskyldninger - på flere forskellige måder inddrog min tilstedeværelse på Facebook siden januar 2010, herunder den allerførste aforisme og såvel mit evangelie-salmevers til denne søndag som et af de to firelinjers salme-vers til søndag seksagesima. Og om foredraget vil jeg nøjes med at sige, at det samlet kom til at dække hele perioden fra vort møde med vor sognepræst i Vesterborg-tiden Volmer Krohns svenskprægede forvaltning af den kirkelige tradition til vor deltagelse i andagterne med de polske motorcyklister på Slaglille Kirkegård tirsdagen før (1. juni 2010), og at der fra vinterhalvåret 1976/77 af (min feltpræstetjeneste på Cypern) blev tale om en billedkavalkade over stok og sten. Hele foredraget varede kun lige godt 50 minutter. - Om vore mellemkirkelige aktiviteter siden 1990 kan man læse meget mere på undersiderne ”Om mig selv”, ”Internationalt” og ”Vendere - sorbere” (samt selvfølgelig på undersiderne DEUTSCH, POLSKI OG RUSSKIJ).
Tirsdag
den 8. juni 2010
Landemodet med gudstjeneste i Domkirken og møde i Bangs Have måtte vi i sidste øjeblik beslutte os for at undlade at deltage i. Når jeg alligevel nævner det her, er det, fordi vi eller jeg siden vor ankomst til Døllefjelde i 1974 så godt som altid har deltaget i såvel denne som de to andre årligt tilbagevendende stiftsbegivenheder: stiftskonventet og stiftspræstemødet. Foruden selve gudstjenesten, i år ved biskoppen, og dennes faste beretning om ”årets gang i stiftet og kirken” gik vi derved glip af gæstetaleren sognepræst Mikkel Wolds foredrag ”Den levende kirke”. Mikkel Wold er sognepræst ved Marmorkirken, København.
Torsdag den 10. juni 2010
For nogen tid siden spurgte ”Søren Basmand” (se kapitel 3 og 4), dvs. forfatteren og den litterære organisationsmand m.m. Søren Sørensen, pr. mail, om jeg kunne tænke mig at stå som ”ressourceperson” på www.klassikerdagen.dk. Det ville jeg godt, selv om jeg ikke har noget særligt at sige om Karen Blixen, hvis 125-års fødselsdag fejres her i 2010, hvor der ikke ellers er nogen særlig forfatter, idet fokus, som det hedder, i anledning af 10-året for Klassikerdagen (generelt) rettes mod begrebet ”klassiker”. Men Karen Blixen er hovedperson i den forstand, at det centrale arrangement tirsdag d. 21. september 2010 indledes med en omtale af Karen Blixen som klassiker.
Jeg skrev til Søren, at jeg naturligvis ville betragte det som en ære at være med på listen, men at det eneste, jeg kunne og ville bidrage med, var et foredrag om Totaldigteren Grundtvig (se især øverste artikel på undersiden Grundtvig). Resultatet blev, at jeg nu står på listen med ”ressourcepersoner” med følgende tilbud:
Vil kunne tale om "Totaldigteren Grundtvig", dvs. om Grundtvig som på den ene side en digter, der i enestående grad skriver om både det hele og sig selv, og på den anden side en digter, der i væsentlig grad adskiller sig fra almindelige skønlitterære forfattere. Centralt står et værk som "Nyaars-Morgen" (1824), der er grundigt behandlet i "Fra drøm til program".
Lørdag den 19. juni 2010
Jeg deltog (som sædvanlig) i Museum Polakkasernens - eller Polakkasernen i Tågerups - sommerfest. Den ligger i luftlinje 5 km fra, hvor vi bor. Jeg fik især snakket med Museets formand (og landsformand for Polsk Forening) Folketidende-redaktør Torsten Elsvor (som jeg jo har kendt i avisen siden hans tid som Rødby-redaktør, som viste os Polakkasernen, da vi besøgte den med de evangelisk-augsburgske polakker i 1990, og som jeg sad i bestyrelse med i den lokale afdeling af Dansk-Russisk forening osv.), men også med ægteparret Roman og Urszula Śmigielski, bla. om sankthansaftenfejringen i Polen - eller manglen på samme, for den „Dzień morza” (havets dag), som man i Szczecin fejrer på „Wały Chrobrego” (Bolesław den Tapres Volde), lå i hvert fald i år en uges tid eller så før sankthans. Roman Śmigielski er en af mine vigtigste kontakter i det polsk-danske miljø. Han er netop afgået formand for „Federacja Polonia” i Danmark og (stadig) redaktør for det polsk-danske kvartalsskrift „Informator Polski”, som jeg jævnlig skriver i.
Onsdag den 23. juni -
søndag den 11. juli 2010
I denne periode
foretog vi dette års store Polen-tur - med efterfølgende deltagelse (for fjerde
gang) i den internationale byfest hos vore vendiske/sorbiske venner i den lille
by Nebelschütz/Njebjelčicy
i Bundesland Sachsen. Se mere nedenfor under søndag
den 11. juli.
JULI 2010
Søndag den
11. juli 2010
En halv time før midnat var vi hjemme igen efter turen til Polen og venderne/sorberne i Nebelschütz/Njebjelčicy i Bundesland Sachsen. - Se sidste tilførsel for juni og tilførslerne nedenfor om de forskellige former for opfølgning af turen. - Og jeg henviser til billedalbummet på min Facebook-profil og til ledsageteksten dertil, som også står på undersiden ”Internationalt”. Min „Ansprache” ved søndagens messe står på undersiden DEUTSCH, men står også som Note i Facebook. En mere udførlig rejseberetning vil efter planen komme i ”Informator Polski’s” decembernummer (se de tidligere beretninger på undersiden ”Internationalt”). Derefter vil denne beretning - og måske en endnu mere udførlig version af den - bliver sat på undersiden ”Internationalt”.
Torsdag den 15. juli 2010
Så i polsk tv højtideligheden ved Grundwald i anledning af 600-året for slaget dér.
Lørdag den 17. juli 2010
Så i polsk tv
”genopførelsen” af slaget ved Grundwald den 15. juli 1410, det slag, tyskerne
kalder slaget ved Tannenberg. - Jeg kan ikke begynde at forklare om dette meget
vigtige slag, men må henvise til fx:
http://da.wikipedia.org/wiki/Slaget_ved_Tannenberg_%281410%29.
I øvrigt er hele ugen er gået med havearbejde og andre
nødvendige ting samt med påbegyndelsen af det opfølgningsarbejde, som er blevet
en følge af turen til Polen og ”venderne”, ikke mindst arbejdet med
Facebook-billedalbummet og de ovenfor nævnte tekster. Desuden det nødvendige
arbejde med hjemmesiden, herunder oprettelsen af denne nye underside. Men altså
også ”kontaktplejen”.
Jeg har også nået at læse noget mere i den lille
polske bog om Joseph von Eichendorff, jeg købte i Racibórz,
den by, Eichendorffs fødested og barndomshjem Łubowice ligger ca. 9 km nord for. Den er skrevet af
den nuværende sognepræst dér Henryk Rzega og ser ud til at være en PhD-afhandling.
Vi nåede ikke at besøge forfatteren, men jeg vil snarest skrive til ham. Til
gengæld nåede vi at tale med Geschäftsführer Paweł Ryborz, Oberschlesisches Eichendorff Kultur- und Begegnungszentrum, som vi helt tilfældigt traf på
parkeringspladsen, og hvis visitkort jeg fik, så der skal nok blive kontakt.
Men der er meget mere. Jeg må se at få organiseret det
hele, så jeg kan overholde mit princip om, at ”bifaget” (”slavistikken”) ikke
kommer til at tage mere end den planlagte tredjedel af min arbejds-tid.
- Se også her nedenfor under 27. juli.
Og jeg har fået skrevet Facebook-salmeverset til 8.
søndag efter trinitatis. Jeg fortsætter med at skrive et „ugens digt” til hver
uge og et salme-vers til hver søn- og helligdag.
Søndag den
18. juli 2010
Kl. ca. 07.40 ringede domprovsten og sagde, at vor
sognepræst (Caris Johansen) havde meldt sig syg, og om jeg kunne tage
gudstjenesterne i Fuglse kl. 9 og i Krønge kl. 10.30. Og det gjorde jeg.
Prædikenen (genbrug fra 2000! - der var jo naturligvis ikke tid til andet, og
jeg må have haft sommerferie i 2002) står nu på undersiden ”Prædikener efter
30.06.03”. Søg på fx ”18. juli 2010. Det viste sig, at jeg dengang havde
”overskrevet” prædikenen fra 1976(!), så det blev et fantastisk tidsperspektiv
1976 - 2000 - 2010. Jeg indsatte til allersidst det Facebook-salmevers til
dagen, jeg havde sat på min væg om lørdagen. Nu var det ikke (som 7/3) bare én
af min svigerfars kirker (Hillested), men to, nemlig Fuglse og Krønge - som
desuden er to af kirkerne i vort eget pastorat, idet vi jo bor i Torslunde Sogn
i Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat, Maribo Domprovsti. Man kan dog på prædiken-undersiden
se, at det ikke er første gang, jeg har prøvet at fungere som præst i vore egne
kirker.
Det var heldigvis ikke noget alvorligt, sognepræst Caris Johansen fejlede. Det kunne jeg konstatere, da jeg næste søndag var organist i Torslunde og Fuglse! Jeg kan altså med god samvittighed se tilbage på det som en god oplevelse. Men bortset fra den hurtige udrykning som sådan var det særlige altså, at den gamle prædiken, jeg havde fundet i computeren, var en, jeg havde skrevet ”oven på” den fra 1976!
Herved afslører jeg, at jeg også allerede i 2000 havde genbrugt en gammel prædiken! Og jeg kan yderligere afsløre, at det ikke var den eneste gang i de år. Jeg var ved at rydde op i mine gamle prædikener og ville kun gemme de vigtigste - elektronisk. Og så var det nærliggende at prøve at bruge dem som afsæt eller underlag for nye prædikener.
Men enhver, der selv har prøvet det - eller prøver at bruge sin fantasi - kan se, at man ikke uden videre bare kan ”vende bunken” og genbruge sine gamle prædikener. I nogle tilfælde kan man dog godt. Men så kunne man også have skrevet næsten den samme prædiken uden at have set en gammel. Det har jeg også konstateret under mit arbejde med de gamle prædikener. I andre tilfælde er det helt umuligt. Fx når man i gamle dage har brugt noget, ”vi så i Fjernsynet i onsdags”. Eller når man har inddraget andre (dags)aktuelle ting. Men ellers vil det som regel være sådan, at man enten lader være at bruge den første, den bedste gamle prædiken, man får fat i, men måske går videre til den næste (fx til fra to år før; der er jo som bekendt to tekstrækker), eller at der bliver tale om netop en ”overskrivning”, som enten bliver en simpel forbedring eller videreudvikling, eller måske en slags replik i et dialogisk forhold til den gamle prædiken.
Jeg har altså prøvet dette en hel del gange i en periode. Men stort set har jeg naturligvis skrevet en helt ny prædiken til hver søn- og helligdag. Det originale arbejde med prædikenerne er simpelt hen en del af det præstelige livs-åndedrag - et af de mange privilegier ved at være præst. Og med privilegium mener jeg det forhold, at man bliver tvunget til at gennemarbejde tingene hele tiden - også i forbindelse med begravelsesprædikener, konfirmandundervisning, artikler til kirkebladet, fordedrag osv. Og så går man i øvrigt hele tiden og tænker over det, både personlig-eksistentielt og professionelt præsteligt - i vekselvirkning med, hvad man læser og hører osv.
Hvad nu prædikenen til forrige søndag angår, 7. søndag efter trinitatis efter anden tekstrække, var der tale om et helt særligt held. Det var nemlig en prædiken, hvor jeg - altså i 2000 - så en snes år tilbage i tiden (helt direkte altså til 1976). Og der var jo nu tale om en helt anden situation. Som det igen var mærkeligt at få set tilbage på nu ti år senere. Hvad jeg dog ikke havde mulighed for at inddrage udtrykkeligt i prædikenen. Det eneste nye, jeg føjede til, var, som allerede nævnt, mit Facebook-salmevers til denne søndag, og jeg indsætter 2010-slutningen her:
Og for også at have noget nyt med, vil
jeg tillade mig at slutte med det ”søndagens salme-vers”, jeg i går satte på
min Facebook-væg:
Du vil os ikke true
med det, du her har sagt
om Helveds brand og lue
som muligt for Guds magt;
du vil tilspidset sige,
Gud altid må stå først,
vi kan torturpint skrige;
selv da er Guds magt størst.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
Mandag den
19. juli 2010
Mail fra Søren Sørensen (vor basmand i The Strangers
o. 1960), som takkede meget for, at jeg havde inddraget hans hilsen i min Nebelschütz-Ansprache (se undersiden DEUTSCH) - og oplyste,
at han netop var vendt hjem fra en rejse til Sverige og Finland, hvor han havde
mødt repræsentanter fra tre sproglige minoriteter: sverigesfinner,
finlandssvenskere og ålændinge!
Tirsdag den 27. juli 2010
Tiden efter vor hjemkomst er altså stort set gået med henholdsvis havearbejde og opfølgning af turen til Polen og ”venderne”. På grund af tørken var det ikke så slemt at komme tilbage til haven. Vor søn Nikolaj havde slået græsset en enkelt gang, og jeg har også slået det en gang - for at få fjernet det ukrudt og de lange græsstængler, der stak op. Vi har kun fået 17 mm regn siden sidste gang det regnede, før vi tog af sted - hvornår det så var. Men jeg har jo måttet gå det hele igennem. Vi har en stor dobbeltgrund med en stor køkkenhave. Især køkkenhaven er det en livsnødvendighed for mig at arbejde i.
Opfølgningsarbejdet efter vor hjemkomst har bestået dels i indsættelsen af de allerede nævnte ting på Facebook-profilen og hjemmesiden, dels i den nødvendige opfølgningskorrespondance.
Jeg er begyndt at forberede mit besøg hos Besta Film til efteråret, hvor jeg vil få lejlighed til at være til stede under optagelserne til vor elskede polske præstegårdsserie ”Plebania”. - Nærmere om dette i rejseberetningen til ”Informator Polski’s” decembernummer (som jeg også er i gang med at skrive). Se også min artikel om ”Plebania” på undersiderne POLSKI (polsk original) og ”Internationalt” (dansk oversættelse).
Jeg har mail- og brevvekslet med de vendiske venner i Nebelschütz/Njebjelčicy, både med Herr Johannes Matzke fra Gemeindevervaltung og med sognepræst Benno Jakubasch.
Jeg har mailvekslet med direktør Paweł Ryborz, Eichendorff-kulturcentret i Łubowice/Lubowitz, og jeg har sendt både et papir-brev og en mail til sognepræsten dér. - Se også omtalen her ovenfor. - Og jeg har nu - med stor interesse og glæde - læst hele sognepræst Henryk Rzega’s meget fine lille bog: ”Joseph von Eichendorff. Uniwersalny charakter wartości religijno-moralnych w twórczości Josepha von Eichendorffa” (Joseph von Eichendorff. Den universelle karakter i de religiøse og moralske værdier i Joseph von Eichendorffs forfatterskab). Henryk Rzega’s gennemgang af forfatterskabet er måske nok meget katolsk. Men det var Eichendorff jo også selv i sin egen litteraturhistorie (”Geschichte der poetischen Literatur Deutschlands”). Så der er tale om en ganske fin kongenialitet. Og hvor en af de ting hos Eichendorff, der har gjort mig lidt ked af det, er hans meget negative vurdering af ”protestantismen”, glæder det mig at se, at den nuværende sognepræst i Łubowice gør alt, hvad han kan for at understrege, hvor tolerant Eichendorff var i praksis, hvorved han også tydeligt demonstrerer sit eget økumeniske sindelag. Dette har jeg også nævnt i min mail til ham i dag, hvori jeg også nævner, at ”min” Grundtvig jo direkte lå i krig med vore dårlige ”protestanter”, og hvori jeg udtrykker ønsket om ”en plads for Danmark” i det internationale miljø i og omkring Łubowice. Også direktør Ryborz lægger op til et samarbejde. Og i pastor Rzega’s bog er et af billederne fra den økumeniske gudstjeneste i anledning af indvielsen af Eichendorff-kulturcentret den 12. juli 2000. Her ser man ikke alene sognepræst Henryk Rzega og to andre katolske præster samt ærkebiskop Alfons Nossol, men også to præster fra Den Evangelisk-Augsburgske Kirke (altså den polske lutherske kirke). Dette kan udvikle sig til noget meget stort, måske et sidestykke til ”Nebelschütz”. Hvor fællesnævneren jo er forholdet mellem det slaviske og det tyske. Jeg vil snarest skrive lidt om alt dette og især om Henryk Rzega’s bog på undersiden ”Eichendorff”.
I øvrigt læser jeg stadig i den bog, jeg købte i Szczecin i oktober om Polens historie i de tyve år siden 1989/90. Fantastisk læsning.
Men jeg er også begyndt at kigge i bogen om Krasiczyn Sogns historie (forbilledet for Tulczyn Sogn i ”Plebania”). Vi besøgte jo dette sogn (lidt vest for byen Przemyśl i det sydøstligste Polen) og var til søndagsmesse i kirken - hvorefter vi var inde hos den tidligere sognepræst Stanisław Bartmiński (forbilledet for seriens sognepræst og konsulent for serien). Og han gav os et signeret eksemplar af bogen (to ret store bind). Ham skal jeg også have sendt en tak til.
Og der er flere opfølgninger, jeg ikke har fået foretaget endnu. Jeg skal også skrive mine digte og salmevers i Facebook. Og jeg skal først og fremmest se at komme videre med mit storpoetiske hovedprojekt.
Jeg har i dag også sat et par ekskurser og en enkelt bemærkning ind i selve „Erindringer”, nemlig en ekskurs om Timme Ørvad og en om hans far og farbror (kap. 3) og en bemærkning om, at Timme kender og har samarbejdet med Jens Rossel, søn af Tage Rossel, som var sognepræst i Åkirkeby i min bornholmske præstetid (kap. 8).
AUGUST 2010
Et
tilbageblik på august måned 2010, skrevet 07.09.10
Der er ikke sket noget særligt i august måned 2010.
Jeg har arbejdet med mine ting. Det vigtigste er nok, at jeg fortsat har
skrevet min digte, aforismer og salme-vers til min Facebook-profil (står også
på undersiderne ”Litterære tekster”, ”Aforismer” og ”Salmer”). Jeg arbejder nu
med det på den måde, at jeg sørger for at have et godt lager, så jeg ikke i
fortvivlet panik-nød skal sidde og kæmpe med det i sidste øjeblik. Og jeg synes
selv, det går tilfredsstillende. Men det er jo kun begyndelsen! Hvordan andre
bedømmer disse tekster, kan jeg ikke vide. Det vil sige, jeg har faktisk den
glæde, at nogle af mine mest trofaste Facebook-venner ofte giver dem en
”Synes-godt-om-tommelfinger” eller ligefrem en venligt vurderende bemærkning.
Og det er til stor glæde og inspiration.
Hvad i øvrigt Facebook angår, er jeg begyndt at
deltage i diskussioner med de liberale Facebook-venner, jeg har fået, og hvoraf
de mest kendte er: Christopher Arzrouni, Dennis Nørmark, Martin Ågerup og Ole Birk Olesen. Det er ikke sådan,
at jeg (endnu) er kommet meget ind på livet af dem, men jeg får da indimellem
udvekslet en kommentar eller to med nogle af dem og nogle af deres venner. Og
jeg har fået vist Dennis Nørmark min omtale i Præsteforeningens Blad af ”Det
virkelige menneske” (står på undersiden ”Kirke og teologi”). Han var ganske
tilfreds med den.
Ellers er min dyrkelse af de liberale et udtryk for min nye holdning, som altså er, at 2010 er et vendepunkt-år, ikke bare for mig, men også for Danmark, Europa og verden. Jeg ser ganske vist fortsat ganske negativt på fremtiden, hvad jeg ikke vil uddybe her. Men jeg kan måske sammenligne 2010 med 1980. Det er ikke, fordi det er så kolossalt meget bedre, men bare det, at der overhovedet lyder nye toner. Og først og fremmest gælder dette den fremmedpolitiske debat, hvor jeg simpelt hen konstaterer, at den har vi vundet. Altså debatten. Virkeligheden er fortsat meget problematisk, og alt kan ske, ja, det kan ende i kaos og/eller borgerkrig. Men ordet er frit, og flere og flere kan se problemerne - og indrømme det. Det er også tydeligt, at die hard’erne blandt vore modstandere mere og mere klynger sig til deres identitet som de progressive og moralsk overlegne. (Jeg læste for nylig, vist i Weekendavisen, at efter kommunismens fallit har de progressive kun moralen og moralismen tilbage, dvs. det, at de kan føle sig som de moralsk overlegne. Der er en direkte sammenhæng mellem Poul Nyrup Rasmussens udråbelse af 1990’erne som ”moralens årti” og hans fordømmelse af Dansk Folkeparti som ”ikke stuerene”). Og jeg har, ikke helt i spøg, sagt, at det måske ville være en fordel, hvis alle vi andre tav stille og Dansk Folkeparti nedlagde sig selv. Så havde alle de ”hellige” ikke os at skulle identitetsmarkere sig over for. Så stod de kun over for selve problemerne.
Men jeg er også selv træt af at høre både mine fjender
og mine venner udtale sig - i de samle gamle riller. Der behøver ikke siges
mere. Nu må man tage fat på selve problemerne. Og det gælder ganske særligt de
yngre generationer. Vi er nogle, der har sørget for, at debatten blev fri. Så
må de yngre selv finde ud af, hvilket land de og deres børn og børnebørn skal
leve i, og hvad de vil finde sig i.
Og islam fremstår tydeligere og tydeligere som en
taberreligion med en taberkultur. De kan nå at lave en masse ravage, lige til
fx et a-våben i New York eller lignende, men de kan aldrig vinde eller komme
til at styre noget som helst. Vi bør derfor stort set ignorere dem og i stedet
rette opmærksomheden mod BRIK-landene og globaliseringen og på de udfordringer,
der også herhjemme vil blive tale om, økonomisk, socialt, politisk og
kulturelt.
Og selv om jeg i mine ovenfor omtalte indlæg
gennemgående præsenterer mig som ”socialkonservativ” (socialdemokrat har jeg
for tiden vanskeligt ved at kalde mig), erkender jeg, at det er de liberale,
der har fingeren på pulsen og siger de nye ting. Jeg siger, at jeg gerne lytter
til dem, men at jeg også som netop socialkonservativ vil være med til at danne
modvægt mod liberalismen og kapitalismen. Måske kan der komme noget virkelig
frugtbart ud af en debat mellem disse liberalister og sådan nogle som mig. Jeg
henviser jo også til Grundtvigs tale om samarbejde mellem kristne og
”naturalister med ånd”, idet jeg nu - som jeg har gjort i mange år - taler om
fx ”åbne og ærlige ateister”. Der er jo for mig at se kun to alternativer i
moderniteten: kristendommen og ateismen. Og vi er ikke bare modstandere, men
kan også være allierede, for så vidt som kristendommen jo er en 180 graders
drejning i forhold til ”religionen”.
Og for mit eget vedkommende erklærer jeg, at jeg har
både ret og pligt til at ”stå af” og hellige mig mine egne projekter og
aktiviteter, ja, rent ud sagt koncentrere mig om at gøre mit eget liv færdigt.
Og det går ganske godt. Ud over, hvad jeg allerede har
nævnt, arbejder jeg med mit store Totaldigt-projekt (undersiden ”Mit
eksistens-rum”), hvor jeg for tiden skriver en hel del ”Fragmenter”. Desuden
skal jeg nu se at komme for alvor i gang med mit litteratur- og idehistoriske
projekt (undersiden ”Min lyrik- og poetikhistorie”). Men jeg vil her nøjes med
henvisningen til de nævnte undersider.
Jeg arbejder også videre med mit slaviske engagement,
hvor det nye er, at jeg nu vil se dette som en del af ”Totaldigtet”. Det polske
og det ”vendiske” (sorbiske) er jo enormt spændende ”stof”. Under alle
omstændigheder ligger der simpelt hen det i det, at jeg for det første selv
betragter alle mine ”slaviske” tekster som del af Totaldigtet, og for det andet
- fx ved det, jeg erklærer her - beder mine læsere gøre det samme. - Helt
konkret arbejder jeg dels med beretningen om vor 2010-tur til Polen og
”venderne”, dels med det dansk-polske Harald Blåtand-projekt, som vil blive nærmere
omtalt i september-afsnittet. Jeg har også lige sat en oversættelse af
Slaglille-afsnittet i bogen om de polske flyvergrave i Danmark på undersiden
”Internationalt”. - Og tv-serien ”Plebania” er i gang igen. Hvortil kommer, at
jeg jo snart skal til at forberede vor tur til Besta
Film i Warszawa, hvor vi skal besøge skuespillerne og de andre. - I dagene
9-12/9 skal vi igen til tandlæge i den os så kære by Szczecin.
Jeg skal selvfølgelig også se at komme videre med
”Erindringer” og de dertil knyttede undersider.
Jeg synes altså, det går godt. Mit grundlæggende
teoretiske arbejde er færdigt - i hvert fald i den forstand, at jeg nu kan
arbejde med de mere konkrete ting, idet jeg naturligvis også, i en løbende
vekselvirkning, arbejder videre med teori- og konceptudviklingen. Jeg har meget
mere at kunne lave, end jeg selv i bedste fald vil kunne nå, så jeg må bare
være flittig, prioritere og passe på mit helbred.
Den eneste særlige begivenhed i august var Stiftspræstemødet den 26.august (eller
Stiftspræstestævnet, som det nu hedder) på Fuglsang, hvor Jørgen Kjærgaard holdt et meget fint foredrag med titlen
”Gudstjenestens musikalitet - tre tilnærmelser til en bestemmelse af, hvad det
er, vi gør i kirken”. Jeg kunne stort set erklære mig enig i alt, hvad der blev
sagt i dette foredrag, og fik et par gode ordvekslinger med foredragsholderen.
Jeg sagde blandt andet, at nu gjaldt det bare om at få disse ting virkelig ind i præsterne (og selvfølgelig tillige
menigheden). - Jeg fik en fin adgang til foredragsholderne, fordi biskoppen
havde bedt mig spille til salmerne (på Fuglsangs fine gamle flygel, hvis
historie jeg ikke kan komme nærmere ind på her). - Jørgen Kjærgaard er lektor
ved kirkemusikskolen i Vestervig og stiftskonsulent i hymnologi
og liturgi Aalborg stift.
Den anden foredragsholder var sognepræst, journalist
og debattør Sørine Gotfredsen, der
talte om ”Kristendommens nye tid”. Hun præsenterede i det udsendte program selv
sit foredrag således:
Kirke og kristendom bevæger sig i to retninger her i
landet. Mens de sekulære kræfter raser, og mange mener, at stat og kirke skal
skilles, foregår der samtidig en slags kristen besindelse. Vi går en tid i
møde, hvor tro og stolthed igen skal høre sammen, og både kirken og hver enkelt
troende bør gå forrest.
Også dette foredrag var meget fint. Men jeg måtte i
mit første indlæg i den efterfølgende drøftelse spørge, om hun ikke var lidt i vilderede med sig selv i spørgsmålet om
kirke-stat-forholdet og om brugen af kristendommen som civilreligion. Og det
måtte hun sådan set indrømme, selv om hun altså fastholdt sine standpunkter. I
mit andet indlæg henviste jeg til mit ovenfor omtalte nyligt etablerede
Facebook-venneforhold til Dennis Nørmark og til hans
reaktion på min artikel om ”Det virkelige menneske”, idet jeg spurgte, om hun
ikke også kunne se ateisterne som allierede mod ”religionen” (jfr.
betragtningerne ovf.). Her kunne hun delvis følge mig, men også kun delvis. Jeg
fik også et par gode direkte ordvekslinger med hende.
Det var en god dag på Fuglsang. Jeg har (og i de
første mange år også Anna; nu deltager ægtefæller ikke) deltaget i næsten alle
stiftspræstemøder siden 1974. Jeg har vist kun svigtet højst to gange. Det er
fantastisk dejligt at mødes på dette sted. Og man fornemmer traditionen. Trods
alt. Ikke mindst foredrag som disse to bekræfter, hvad jeg altid har sagt,
nemlig at vi i Folkekirken, midt i al den åbenbare elendighed, fortsat har et
kæmpe potentiale - med baggrund i en stor tradition. Så nu må vi se. Der vil
formodentlig altid være en god evangelisk-luthersk kirke i Danmark. - Jeg
arbejder for tiden med udkast til en programerklæring om kirkens fremtid, men
har endnu ikke fået filet de ti sætninger, jeg vil forme den i, helt til, så de
får den fornødne slagkraft.
Jeg spiller stadig en del orgel. 13. søndag efter trinitatis (29/8) spillede jeg fx i både Holeby og Bursø hos sognepræst Anders Blichfeldt. Og Anna og jeg deles fortsat om organisttjenesten i Vesterborg-Landet-Ryde.
SEPTEMBER 2010
I dagene 9. -
12. september 2010 var vi igen med DenTour til
tandlæge og optiker i Szczecin. Vi brugte stort set al tiden på disse ting
(bla. et par nye 50 cm skærm- og orgelbriller til mig for 444 PLN), men fik dog oplevet byen under vor færden og fik
snakket med en del polakker, også om de ting, der foregår i Polen for tiden, fx
om striden om korset foran præsidentpaladset og om PiS-partiets
(Prawo i Sprawiedliwość
= Ret og Retfærd) rolle. Den mand, jeg talte om dette med, havde den efter min
mening helt rigtige holdning, idet han var meget kritisk over for såvel
misbruget af det hellige kors i en politisk strid som PiS-partiet
i almindelighed og dets leder Jarosław Kaczyński (den ved flystyrtet ved Smolensk 10.04.10
omkomne præsidents tvillingebror). Han var også meget kritisk over for, at det
omkomne præsidentpar var blevet sted til hvile på Wawel
i Kraków - sammen med Józef
Piłsudski og de polske konger. ”Hvad har han
gjort for at fortjene det? Hvilken helt er han?”. Men der er desværre et vist
magtfællesskab mellem PiS og kirken. Eller kirken
lader sig indrullere i PiS’ politiske udnyttelse af
Smolensk-tragedien, hvor jo næsten hundrede højtstående polakker fra landets
politiske og militære ledelse omkom.
Flystyrt-sagen og dens efterhistorie spiller fortsat
en til dels grotesk rolle i Polens politiske, samfundsmæssige og kirkelige liv.
Vi følger det i polsk tv. Også Rusland optræder meget mærkeligt. Vragdelene
ligger fx fortsat utildækket et sted på flyvepladsen (eller en nærliggende
flyveplads eller lignende?). - Men jeg beundrer og elsker fortsat polakkerne og
spår dem en stor fremtid. Jeg håber og tror, at de mange mærkelige ting er
børnesygdomme i den nye demokratiske stat, og har tillid til PO-regeringen
under premier(minister) Donald Tusk og til den
nyvalgte (4/7) PO-præsident Bronisław Komorowski. PO står for Platforma
Obywatelska, Borgerplatformen. Det er fornuftige og
moderne folk. Og gode polakker.
I Szczecin var jeg i en af den store boghandel-kæde Empik’s forretninger, hvor jeg købte:
- John Stoye: Oblężenie Wiednia
(Wiens belejring) - med forord af den kendte britiske Polen-historiker (se også
hans bog nf.) Norman Davies: ”Spuścizna Sobieskiego” (Arven efter [kong Jan] Sobieski
[ som besejrede den tyrkiske belejringsstyrke ved Wien i 1683]).
- Piotr Witkowski: Polskie jednostki powietrznodesantowe na Zachodzie (De polske luftlandestyrker i Vesten). - Om især
den fra Arnhem-filmen ”A Bridge Too Far” kendte polske faldskærmsbrigade 1 Samodzielna Brygada Spadochronowa (general Stanisław
Sosabowski, fremragende spillet af Gene Hackman), men
også om commando-enheden Samodzielna
Kompania Grenadierów. Og
om, hvordan man i mellemkrigstiden Polen var meget langt fremme i udviklingen
af luftlandestyrker.
- Norman Davies: Europa między
Wschodem a Zachodem (Europa
mellem Øst og Vest). - Pointen er, at Europas historie ikke kun er Vesteuropas
historie. Og bogen er i det hele taget et eksempel på, hvordan Norman Davies
kan bryde den fortærskede skematik. Således smudsomslagets bagside. Jeg har
ikke læst disse bøger endnu. Jeg er kun lige begyndt på den om de polske
luftlandestyrker - efter at være blevet færdig med en af dem, jeg købte i Kraków i sommers om ”Polens vanskelige begyndelse” (Przemysław Urbańczyk: Trudne początki Polski. - Om
den polske stats opståen for tusind år siden og forhistorien dertil). Men hvad
sommerferien angår, henviser jeg igen til den beretning, der forhåbentlig
kommer i decembernummeret af Informator Polski og i
den meget udførligere tekst, jeg derefter også vil sætte på undersiden
”Internationalt”).
Den 14. september 2010 deltog jeg i et ved
min mellemkomst aftalt møde hos biskop over Roskilde Stift Peter
Fischer-Møller. Jeg har allerede nævnt, at den polske ”motorcykelpræst” (og
katolsk sognepræst i Haderslev) Jan Zalewski og jeg
mødtes i Slaglille den 1. juni, og at han er initiativtager til en storslået
plan om i 2011 at fejre 1025-året for Harald Blåtands død. I Jelling, Roskilde
og Wolin (Jomsborg?) nord
for Szczecin. Jelling er indlysende. Wolin er stedet,
hvor Harald blev myrdet. Og Roskilde er stedet, hvor han blev begravet. I mødet
deltog foruden Jan Zalewski og mig Roman Śmigielski (de polske og polsk-danske foreninger og
Informator Polski) og to Roskilde-katolikker, som også er historikere. Om min
rolle i projektet plejer jeg at sige, at jeg ”repræsenterer Folkekirken og
Polsk Forening i Maribo”, men jeg optræder jo også i min egenskab af
polskkyndig og økumenisk aktiv præst og i det hele taget som engageret i Polen
og det polske. Jeg kan afsløre så meget, at mødet gik godt, og at der i det
hele taget er god gang i projektet i både Danmark og Polen. Der vil løbende
komme mere om dette projekt i disse dagbogsoptegnelser.
Det er nemt nok at trække på
smilebåndet over det at fejre et kun ”kvartrundt” jubilæum (hvis man kan sige
sådan i forbindelse med et snigmord!). Men man skal huske på, at det er første
gang siden Anden Verdenskrigs udbrud, det er muligt at fejre dog et sådan
kvartrundt jubilæum i Polen. Så der er også store aktuelle perspektiver i det,
herunder økumeniske. Hvor det rigtig gode er, at alt tyder på, at lutheranere
og katolikker her simpelt hen bare vil fejre dette jubilæum sammen - med både Haralds og vores alle
sammens dåb som fælles grund, uden at der så skal siges mere.
Man skal bemærke, at der er
et sjovt, men helt tilfældigt sammenfald i, at jeg har læst bogen om den polske
stats grundlæggelse samtidig med, at jeg har været med i Harald
Blåtand-projektet. ”Polens svar på Harald Blåtand” hed Mieszko
I, døbt 966. Men det var først hans søn Bolesław
Chrobry (Boleslaw den
Tapre), der fik kongetitlen.
Fredag den 17. september 2010 købte vi en ny lille
bil, en Chevrolet Spark LS til 108.500 kr. Vor gamle Skoda Felicia havde holdt
i 12 år, så godt som uden reparationer, men nu var der sket noget med køleren
og motoren. Som nok ikke var blevet så alvorligt, hvis jeg selv havde været
mere forsigtig. Men det er en lang og indviklet historie. Jeg vil bare ikke
sige noget ondt om vor gamle trofaste Skoda, som ville have kunnet holde et par
år endnu, inde vi udskiftede den, hvis jeg ikke havde været så dum og uheldig.
- Dette er et af de sjældne private indslag. Men vi lever jo også vort private
liv med børnefødselsdage og medsvigerforældres runde bryllupsdag og et bryllup
i Annas familie forude. Samt alle de andre, større og mindre ting.
Tirsdag den 21. september
2010
deltog jeg som tilhører i Klassikerdag-aftenen på Hovedbiblioteket i København.
Det var ”Søren Basmand” (forfatteren Søren Sørensen, formand for Samrådet for
de Litterære Selskaber i Danmark og i denne egenskab en af den nu tiårsjubilerende
klassikerdag-institutions fædre), der havde inviteret mig. Han var desværre selv optaget andetsteds. Så - sagde jeg bagefter til en
af mødets ledere - jeg måtte med The Strangers for 50 år siden som fælles grund
repræsentere Søren! Fra Klassikerdagens hjemmeside (www.klassikerdagen.dk) har jeg
klippet:
Velkommen til det centrale
klassikerarrangement
”Hvad er en Klassiker?”
Kl. 17-19 tirsdag den
21. sept. 2010
Hovedbiblioteket i København
Velkomst ved Klassikerdagskomitéen
Hvad er en Klassiker? Eksemplet Karen
Blixen (125 år)
Forskningslektor og
kritiker Lasse Horne Kjældgaard
Forfatterpanel og oplæsning
Dvs. kort om ”min egen yndlingsklassiker” og ”en bid af en af mine egne
tekster”
Tre danske forfattere fra ’debutanter til garvede forfatter”:
Suzanne Brøgger
Lis Vibeke Kristensen
Harald Voetmann
Afslutning & tak for i aften ved
Hovedbiblioteket
Det
var sjovt at opleve superkrukken Suzanne Brøgger live. Men jeg har jo også set hende nogle gange i tv, og hun er
egentlig meget sød. Lis Vibeke Kristensens og Harald Voetmanns indlæg var fine
og interessante. Men det allervigtigste for mig var et opleve Lasse Horne
Kjældgaard, hvis bidrag i den nye danske litteraturhistorie jeg har læst med
stor glæde.
Onsdag den 22. september 2010: Ellers prøver jeg at arbejde videre med mit
”hovedfag”, altså mit ”storpoetiske projekt” eller Totaldigtet. Se især
undersiderne ”Litterære tekster” og ”Mit livs-rum”. Jeg skal bare passe på, at
det private og ”bifaget” (”slavistikken”) ikke kommer til at beslaglægge for
megen tid og for mange kræfter. Det ideelle er, at jeg ”lever i hovedfaget”
hele tiden og tager alt det andet indimellem. Jeg spiller også fortsat til
gudstjenester praktisk taget hver søndag. På søndag, 17. søndag efter
trinitatis, skal jeg spille til høstgudstjenester i Bursø og Holeby. - Men der
er jo også min store dejlige have, som nu skal have en ordentlig omgang over
det hele.
OKTOBER 2010
Tirsdag –
onsdag 5. - 6. oktober 2010
Zwischen Katholizität und ‘Low Church‘ Volkskirchlichkeit. Das Verstehen von Kirche und Gottesdienst in der Grundtvig’sch-dänischen Tradition
Universität Kassel "Glaube und Vernunft – doppelte Wahrheit?". Det var i høj grad en historisk gennemgang af spørgsmålet, fra middelalderen (Anselm af Canterbury) over Luther og op til nutiden. Kleffmann understregede naturligvis, at fornuften har grænser, ikke mindst når den falder tilbage på subjektet selv. Under den efterfølgende drøftelse pegede jeg i mit lille indlæg på, at det jo er alt for snævert, når man nøjes med at stille fornuften op over for, eller mod, troen. Fornuften er kun en blandt flere menneskelige evner og er i det hele taget kun en del af den måde, hvorpå mennesket står i sin eksistentielle situation. Det er derfor alt for lidt at tale om ”tro og fornuft”. Det, der er tale om, er forholdet mellem pdes. hele den kristne åbenbarings og frelseshistories virkelighed, og pdas. mennesket i hele dets eksistentielle situation.
Det andet hovedforedrag
holdtes af konventets leder pastor, doktor Mitchell Grell, som har en
tysk-amerikansk baggrund, men nu er sognepræst på den Mecklenburg’ske
ø Ploen. Foredragets titel var "Jesu Kreuzestod als Sühnetod" og
var foranlediget af en diskussion i den Mecklenburg’ske
kirke om, hvorvidt man i den moderne kirke helt skulle droppe tanken om Jesu
korsdød som en ”Sühnetod”. Mitchell Grells
udgangspunkt var, at man ikke skulle gøre sig alt for hurtigt og overfladisk
færdig med dette spørgsmål, når der nu faktisk er tale om en meget stor
forekomst af elementer i Det Nye Testamente, som på den ene eller den anden
måde bygger på eller henviser til den gammeltestamentlige ”Sühnekult”.
Det, jeg fik ud af foredraget, er, at vi selvfølgelig ikke kan overtage den
platte satisfaktionslære, som siger, at Gud måtte lade sin Søn blive menneske,
så han kunne blive det offer, menneskene ikke selv var i stand til at bringe
Gud for at tilfredsstille ham, men at der er nogle meget vigtige alvors-dybder
i den nytestamentlige tale om dette forhold. Selv vil jeg sige det på den måde,
at der (også her) er tale om en 180 graders drejning af forholdet, hvilket er
noget helt andet end en overfladisk affærdigelse af det.
Foruden disse to foredrag var
der beretninger om den aktuelle situation i vore to kirker. Min provst gennem
det meste af min Døllefjelde-tid Nils Roland (som nu også er emeritus)
præsenterede en række aktuelle ting i Den Danske Folkekirke, og Mitchell Grell
gjorde rede for det altoverskyggende aktuelle spørgsmål hos dem, nemlig
sammenlægningsforhandlingerne mellem Landeskirke
Mecklenburg, Pommersche Evangelische
Kirche og Nordelbische Evangelisch-Lutherische Kirche.
For en mand som mig, der ikke alene selv ønsker kirken adskilt fra staten, men
også betragter adskillelsen som uundgåelig på ikke så forfærdelig langt sigt,
var det særdeles lærerigt at høre denne beretning. Og vi har jo gennem årene
lært utrolig meget af at høre vore Mecklenburg’ske
naboers beretninger, som i stigende grad har været præget af, at en eller anden
form for sammenlægning ville blive nødvendig.
I min korte bemærkning om
dette konvent på min Facebook-væg sluttede jeg med at sige, at
Når jeg omtaler dette så forholdsvis udførligt her, er det, fordi det er en lille positiv ting midt i al elendigheden. Den kristne kirke, og ikke mindst den lutherske afdeling har en stor tradition og et stort potentiale!
Fredag den 8. oktober 2010
Igen til konvent! Denne gang
vort eget Maribo Domprovstis Konvent. Se omtalen af
forrige konvent ovenfor under 9. april.
Denne gang var det
præsteparret i Errindlev lige syd for os, der var værter, Anne-Lene og Henrik
Frederickson.
Eftermiddagens foredrag
holdtes af Henrik Frederickson og havde titlen ”Madkultur og religiøsitet”.
Henrik er historiker af fag og dyrker specielt madhistorien, og jeg har før
haft lejlighed til at drøfte blandt andet det danske påskemåltids (eller mangel
på sammes!) historie med ham. Men ved denne lejlighed gav han en meget både
fyldig og bred gennemgang af europæisk og dansk madhistorie fra middelalderen
til i dag. Og konventsmiddagen var selvfølgelig også
historisk. Den bestod af fem retter, hvoraf den første var en suppe efter en
opskrift fra første halvdel af 1300-tallet og den sidste var en æbletærte efter
en opskrift fra 1880’erne.
Onsdag den 13. oktober 2010
Har været til de afsluttende dele
af bispevisitatsen i Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat, hvor Anna og jeg i
fællesskab varetager organisttjenesten (og jeg tager en gudstjeneste i ny og
næ).
Biskop Steen Skovsgaard havde
sammen med menighedsrådene og sognepræst Kasper Høyer været rundt i pastoratet
om eftermiddagen. Kl. 18 stødte vi ansatte (jeg er dog ikke formelt ansat) til
og deltog i den fælles middag i Landet Præstegård. Kl. 19 var der gudstjeneste
i Landet Kirke.
Under præludiet (Anna
spillede) gik biskoppen, i bispekåbe, og sognepræsten ind i kirken, hvorefter
biskoppen satte sig i koret og præsten gik for alteret og holdt hele
gudstjenesten til og med nadveren, inklusive en prædiken over Johs. 15,26-16,4:
”Når Talsmanden kommer ...”. Læsningen fra alteret, som også blev inddraget i
prædikenen, var også fra 6. søndag efter påske efter første tekstrække, Haggaj 2,4b-9: ”Gå i gang, for jeg er med jer ... Husets
kommende herlighed bliver større end den tidligere ...”. På dette grundlag blev
der i prædikenen talt nogle gode ord ind i den aktuelle og lokale kirkelige
situation. Salmen efter prædikenen var DDS 289 Nu bede vi den Helligånd.
Efter nadveren gik biskoppen
for alteret og bad nadverkollekten og lyste velsignelsen, hvorefter han, inden
sidste salme, udtalte en ”hilsen” til pastoratets menigheder. Nogle ord om
sammenlægningen tidligere i år (Kasper Høyer blev indsat i Landet-Ryde 2. s. i
fasten, 28.02.10). Og nogle ord om dagens oplevelser.
Efter gudstjenesten var der
kaffe i våbenhuset.
Mandag den 18. oktober 2010
Anna
og jeg har været i Scala Bio, Nykøbing, hvor vi har set ”The Social Network”,
altså historien om, hvordan den unge Harvard-studerende Mark Zuckerberg,
fremragende spillet af Jesse Eisenberg, skabte det Facebook, som ikke alene er
blevet et stort fænomen i verden, men som i et helt uventet forløb også er
kommet til at betyde så meget for især mig. Jeg har netop sat en tilsvarende
tekst på min Facebook-væg, hvor jeg også har benyttet lejligheden til at ”takke
alle for de gode diskussioner m.m., vi har haft indtil nu!
Og
jeg kan føje til, at jeg netop i dag er kommet i en meget interessant
diskussion med min Facebook-ven ateisten Dennis Nørmark - hvis bog ”Det
virkelige menneske” (sammen med Lars Andreassen) jeg jo har skrevet en slags anmeldelse af i
Præsteforeningens Blad (se artiklen ”Det virkelig menneske?” på undersiden
”Kirke og teologi”). Men i dag gælder det hans kronik i Berlingske i lørdags
”Kristendom - af praktiske årsager”, som jeg altså desværre på flere punkter må
erklære mig enig i.
Og
som endnu et i øvrigt kan jeg nævne, at jeg for få dage siden blev Facebook-ven
med en anden af de kendte ateister, nemlig Lone Frank, som er
naturvidenskabelig medarbejder på Weekendavisen. Det betyder meget for mig at
være i venskabelig debat med sådanne ateister. Jeg siger blandt andet til dem,
at der for mig at se kun er to muligheder for det moderne menneske:
kristendommen eller ateismen, som jeg dermed betegner som en hæderlig mulighed.
Og jeg bruger min gamle omskrivning af Grundtvigs ønske om et kulturelt m.m.
samarbejde mellem kristne og ”naturalister med ånd”, idet jeg altså erstatter
det sidste med ”åbne og ærlige ateister”. Og jeg understreger, at vi har mere
til fælles, end man tror, og at vi faktisk kan gøre fælles front mod
”religionen”, idet kristendommen jo egentlig ikke er en religion. Jesus drejede
det hele 180 grader.
Lørdag den 30. oktober 2010
Deltog for sjette gang som dansk præst i den
polsk-danske allehelgensandagt på Slaglille Kirkegård. Som sædvanlig ledede den
katolske pastor Bodnar fra Næstved andagten ved de
polske flyveres grav og jeg andagten ved familien Christensens gravsted (hvis
hus blev ramt og sat i brand af det nedskudte fly). Nyt var det, at den
britiske ambassade var repræsenteret ved sin militærattaché. Men selv om
Halifax-besætningen var 100 % polsk, var det jo et RAF-fly. – Se teksterne
under overskriften SLAGLILLE KIRKEGÅRD på undersiden ”Internationalt”. – Der er
billeder på min Facebook-profil. Hvor der også er billeder fra den ekstraordinære
andagt med polske motorcyklister den 1. juni 2010.
Søndag den
31. oktober 2010
Min 39-års ordinationsdag. Tilfældigvis havde
sognepræst Kasper Høyer bedt mig tage gudstjenesterne for ham i Landet og Ryde
Kirker, Lolland vestre Provsti. Stort for mig. – Se om ordinationen i 1971 og
tiden deromkring på undersiden ”Erindringer”. – Min prædiken står på undersiden
”Prædikener efter 30.06.03” (i afdelingen med anden tekstrække-prædikener, 22.
søndag efter trinitatis).
NOVEMBER 2010
3. november
2010
Mit indlæg i debatten omkring feltpræstetjenesten var i Dansk Kirketidende: ”Som i kold
krig, så også i varm krig”. – Det
står også på undersiden ”Kirke og teologi”, hvor det er ledsaget af den
uforkortede, temmelig længere oprindelige version ”Et vidnesbyrd fra en gammel
feltpræst”. - Og jeg må jo også henvise til ”Erindringer”, især for så vidt
angår årene 1961-1964. (1976/77 med min Cyperntjeneste er jeg jo ikke kommet
til endnu. Jeg må se at komme videre med de erindringer).
10. november
2010
Mit lille læserbrev ”Myrekuglen?” var i Folketidende. - Står også på undersiden
”Debat”. - Erklærer endnu en gang min fremmedpolitiske værnepligtstjeneste for
overstået. Peger på globaliseringen som den næste udfordring (jorden en
kriblende kugle af producerende og forbrugende myrer). Og henviser til min egen
teologiske og poetiske produktion som mit livs-bidrag.
Lørdag den
13. november 2010
Der er ikke ellers sket noget i november måned indtil
nu (men det kommer der til!). - Jeg arbejder godt med begge mine fag. Jeg har
både digte, aforismer, fragmenter og salme-vers på lager til Facebook til hhv.
et stykke ind i januar og Sankt Stefans dag. Og jeg arbejder på, hvad der vel
bliver den endelige statusopgørelse for så vidt angår hele grundlaget for mit livs-
og litterærpoetiske projekt. Jeg håber at få en kortere version i
Præsteforeningens Blad. Den lange version vil nok blive sat på både ”Poetik” og
”Mit eksistens-rum”.
Jeg får også læst noget - selv om det siden
sommerferien i høj grad har været polske ting, hovedsagelig de bøger, jeg har
købt i årets løb (se ovf.). Men da jeg jo nu for alvor skal have gang i selve
min produktion, er jeg også igen kommet i gang med at læse litterære og
tilsvarende ting ekstensivt. Og jeg vil af såvel rent historiske og indholdsmæssige
som mere praktiske grunde prøve at få i hvert fald de vigtigste ting
registreret her (jfr. genren ”dag- og udtogsbøger”).
For nogle dage siden blev jeg færdig med
gennemlæsningen af Lasse Horne
Kjældgaard: ”Sjælen efter døden. Guldalderens moderne gennembrud”, 2007.
Det er en lettere omarbejdet udgave af den PhD-afhandling
i nordisk litteratur, som blev forsvaret i juni 2005. Det er hovedsaglig Heibergs, Martensens, Møllers og Kierkegaards
indlæg i diskussionen om sjælens udødelighed - og alt, hvad dertil var knyttet
- der behandles. Og det er i sig selv interessant. Jeg studerede selv Poul
Martin Møller en del i min studietid. Jeg nævner vist i erindringer, at jeg
havde en foredrags-opgave om hans forhold til Hegel. Jeg så jo en parallelitet
mellem den tids forhold til det Hegel’ske system og
vor tids forhold til det marxistiske system! Men jeg læste også med ret stor
interesse Møllers ”Tanker over Muligheden af Beviser for Menneskets
Udødelighed” (1836). Mit dansk- studium var på det tidspunkt i høj grad blevet
en slags teologisk studium.
Hvad Lasse Horne Kjældgaard og hans bog her angår,
havde jeg to grunde til at låne den, da jeg så den på bibliotekshylden. Jeg
havde for det første lagt mærke til forfatteren allerede i den nye danske litteraturhistorie
(og jeg havde oplevet ham live den
21. september, se ovf.). Men dertil kom, at også hele den problematik, der
peges på i undertitlen, er meget interessant for mig i mit litteratur- og
idéhistoriske studium, og dermed hele perioden 1833-1849.
Men det var meget positivt og interessant at læse
bogen. Jeg kender ikke noget nærmere til Lasse Horne Kjældgaard. Men jeg håber
at komme til det - på både den ene og den anden måde. For det er en meget
interessant yngre mand. Jeg har nok allerede været inde på det, mere eller
mindre direkte, men jeg kan i hvert fald her sige, at han er en af dem, der får
mig til at mene, at der her omkring 2010 er ved at ske noget nyt. Og han kan
sin teologi!
Der er i øvrigt også tegn på nye tider i Præsteforeningens Blad. Jeg har med
stor glæde læst Mads Davidsens vinder-essay i bladets konkurrence ”Fra lejlighedstale til prædiken”. Den
har selv (under)titlen ”Fra dogme til dogmeregel”. ”Dogmet” er i helt direkte
forstand, at alle begravelses- og vielsesprædikener (eller ”taler”) skal holdes
over (dele af) nærmeste søn- eller helligdags evangelium. I videre forstand
ligger det i ”dogmet”, at det nu skal være kristendom, der skal prædikes - uden
at det kommer til at tage noget fra det ”menneskelige”, der med rette hører hjemme
i sådanne taler, tværtimod! - Jeg har læst dette essay med meget stor
interesse. For selv om jeg ikke gik så radikalt til værks i min tid, gjorde jeg
et langt stykke - og i grunden - det samme. Og jeg har jo lagt mærke til, hvor
dybt man mange (men ikke alle) steder er sunket med hensyn til at lefle for
”kunderne” - eller tro, man giver dem, hvad de vil have.
Jeg var selv begyndt at skrive på et essay til
konkurrencen, men ville ikke have kunnet gøre det bedre - eller lige så godt.
Nu må vi se. Jeg er nødt til at koncentrere mig om mine ”fag”, hvilket i denne
sammenhæng især vil sige salmedigtningen og den ovf. omtalte statusopgørelse og
tilsvarende. Men jeg har jo også været på vej til at skrive noget virkelig
hårdtslående ind i den kirkelige situation. Det må dog vente lidt.
Søndag den
14. november 2010
Har lige hørt
messetransmission fra Helligkors Kirke i Warszawa (Kościół
Świętego Krzyża).
Vi fik desværre ikke hørt det allerførste. Jeg var kommet sent i seng og var
desuden vågnet ved halvtretiden, hvor vi kom til at se (TVP
Polonia) den sidste halve time af den gamle serie fra 1973, som vi har set før,
”Czarne chmury” (Sorte
Skyer) - http://www.filmpolski.pl/fp/index.php/124401
Det er altså en serie fra
kommunisttiden. Handlingen foregår i de første år af 1670’erne, og finder sted
inden for rammerne af forholdet mellem Polen, polakkerne og den preussiske
kurfyrste. Det er vist den første polske actionfilm - i hvert fald af denne,
historiske, slags. Hovedpersonen er oberst Krystian
Ludwik Kalkstein-Stoliński.
Den senere kong Jan III Sobieski optræder også, men han er endnu( siden 1668) kun
”hetman” (øverste hærfører); han blev først Polens konge og Litauens storfyrste
i 1674. Men jeg må i øvrigt henvise til ovenstående link.
For jeg vågnede altså først
ved nitiden! Og kom først ind i messen lige før
Kyrie. Vi havde ellers besluttet, at vi i dag ville henlægge vor
gudstjenestefejring til Warszawa. Det gør vi somme tider, når vi - som i dag -
ikke skal spille eller andet. Der er ingen gudstjenester i
Vesterborg-Landet-Ryde, og i morgen tager vi til Polen (tandlæge og Besta Film, dvs. ”Plebania”). Mere om det senere!
Men det var ærgerligt, for vi
nåede kun at høre det sidste af den særlige indledning - velkomst eller
lignende. På engelsk med polsk oversættelse. Der var nemlig en gæst - en
ærkebiskop fra Irak! Mon fra Kirkuk? Messen forløb ellers som normalt (33.
almindelige søndag). Men det var den Irakiske ærkebiskop, der prædikede, på
engelsk med polsk oversættelse, vist på den måde, at kun dele af prædikenen
blev fremført at ærkebiskoppen selv, mens det hele blev sagt af den polske
tolk.
Vi var lidt forvirrede, men
jeg fik da så meget ud af det, at de kristne i Irak har det dårligt. Hvis jeg
hørte rigtigt, var der i 2003 én million kristne i Irak, men under 200.000 nu.
Jeg vil ikke hænges op på disse tal. Ærkebiskoppen foretog også et historisk
tilbageblik til de første kristne århundrede, altså før den arabiske og
muslimske erobring af Mellemøsten. Han understregede, at det nu var
amerikanerne, der havde ansvaret for de irakiske kristnes menneskerettigheder.
I kirkebønnen blev der bedt for de forfulgte kristne i verden, især i Irak. De
forfulgte kristne er vist kirkens tema i disse dage. Jeg er ked af, at jeg ikke
fik mere ud af det. Kunne ikke finde noget om det på den polske radios Program
1’s hjemmeside.
Når jeg trods alt skriver så
udførligt om dette her, er det blandt andet, fordi jeg jo på Facebook deltager
i diskussionen om moskébyggeri her i Danmark. Og her siger jeg, at når vore
politikere nu har lukket dem ind (også presset af ”Det Internationale
Samfund”), så er der ikke noget at gøre ved det, så ligger vi, som vi har redt,
og så må Grundloven og dermed religionsfriheden også gælde for de herboende
muslimer, især jo for alle dem, vi har gjort til danske statsborgere. Vi kan
ikke begynde at gradbøje den slags ting. Og det er desuden også meget godt, at
det virkelig bliver synligt (og hørligt?), hvad det er man har gjort mod os.
Jeg har jo hele tiden sagt, at politikerne løj, når de sagde, at det da ikke
kunne være en trussel mod os, at vi hjalp nogle få personligt forfulgte
mennesker. For sådan sagde de jo! Men jeg sagde, at vi - og især vore
efterkommere - med den indvandring ville komme til at leve i et helt andet
samfund, end vi ville være kommet til, hvis den jo rigtignok uundgåelige
globalisering var kommet til at finde sted på en naturlig måde. Vi ligger
altså, som vi har redt. Men når vi så selv følger reglerne for i dette tilfælde
religionsfrihed, så må vi også stå fast på dem i hele verden. Disse regler er
universelle. Det skal kort sagt være sådan, at når vi tillader moskébyggeri i
Danmark, så skal der også kunne bygges kirker i Saudi Arabien! Og så skal der
ikke diskrimineres mod fx kristne i de muslimske lande. Osv. Vi skal tænke
globalt. Kristendommen og de vestlige værdier har alt at vinde og intet at
tabe, når de sande menneskerettigheder gøres universelt gældende.
Facebook-version (sat på min væg lige nu):
Med det ene ben i Polen - og
uden egne tjenester - hørte vi her søndag formiddag 14/11 den polske radios
transmission af messen i Helligkors Kirke i Warszawa (Kościół
Świętego Krzyża).
Gæsteprædikanten var en ærkebiskop fra Irak! Det var gribende at høre hans gennemgang
af områdets historie gennem de sidste to tusind år, altså både før og efter den
arabiske og dermed muslimske erobring af det kristne Mellemøsten. Og desuden om
de kristnes forfærdelige kår siden invasionen i 2003. Jeg vil ikke hænges op på
tal, men jeg mener, der var ganske mange kristne i Irak i 2003, og at deres
antal er faldet drastisk siden. Ærkebiskoppen sagde, at det var amerikanernes
ansvar at sikre de kristnes menneskerettigheder. I kirkebønnen blev der bedt
for alle forfulgte og undertrykte kristne i hele verden. Der er vist i disse
dage særligt fokus på verdens forfulgte kristne. Virkelig gribende!
Dette er et bidrag til
diskussionen om moskébyggeri i Danmark. Hvor jeg jo siger, at vi er nødt til at
overholde fx vor egen grundlov. Vi ligger, som vi har redt. Og det gør heller
ikke noget, at det bliver synligt (og hørligt?!). Til gengæld må vi på en helt
ny måde hævde menneskerettighedernes universalitet. Vi skal overalt (fx i FN)
ikke alene holde op med at give muslimerne særrettigheder i form af fx religiøs
censur, men vedholdende og med stor styrke kræve bla. religionsfrihed overalt,
fx ret til kirkebyggeri i Saudi Arabien! Vi skal tænke globalt og offensivt.
Kristendommen og de vestlige værdier har alt at vinde og intet at tabe, når de sande
menneskerettigheder gøres universelt gældende.
Lørdag den 20. november 2010
Mandag den 15. til fredag den 19. november 2010 var vi igen
til tandlæge i Szczecin. Jeg havde ret kort efter sidste gang knækket en
kindtand, og Anna havde en tand eller to, der var lidt mistænkelige, men det
endte med, at det kun var mig, der fik sat en ny krone på, en såkaldt CERCON-krone, der bliver fremstillet i en avanceret maskine
på grundlag af en Bluray-scanning (en Google-kontrol
har vist, at det faktisk staves ” Bluray”, altså uden
e i ”Blu”). Vor store fine klinik Unimedex har netop
i år investeret i denne nye teknik (som dog forudsætter, at tanden er i
nogenlunde god stand), og jeg kunne se, at de gik meget op i det. Jeg fik
kronen på nogle timer efter, at behandlingen var begyndt, altså allerede mandag
sidst på eftermiddagen. Og så kontrol næste dag - og en ekstra kontrol af
”biddet” om onsdagen. Det var noget, min tandlæge, fru Aleksandra, gik meget op
i: ”Jeg ved, hvad jeg taler om. Patienterne mærker det ikke - med det samme -
men efter nogen tid kan de mærke, hvis der ikke er samme kontakt i begge
sider”.
Men det helt særlige denne
gang var, at vi om torsdagen (18/11) tog til Warszawa for at få realiseret en
efterhånden gammel plan (togafgang Szczecin 05.38 og retur fra Warszawa, i
sovevogn, 23.15). Jeg kan ikke lige huske, hvad jeg har skrevet her i disse
dagbogsoptegnelser om vort forhold til den polske præstegårdsserie ”Plebania”,
som vi har set siden omkring afsnit 300 (i går sendte TVP
Polonia afsnit 1568!), men man kan læse noget om det på undersiden
”Internationalt”, nemlig i den danske version af min artikel om serien i det
polsk-danske kvartalsskrift ”Informator Polski”: ”Mere end en sæbeopera”. Den
originale polske version står på undersiden POLSKI: ”Więcej
niż opera mydlana”. Og
fra engang i december måned 2010 vil man på undersiden ”Internationalt” kunne
se meget mere om vort forhold til denne i alle henseender storslåede serie (en
af Polens populæreste, om ikke den
populæreste, jfr. antallet af afsnit!), nemlig i den artikel, der kommer i
”Informator Polskis” decembernummer. Her vil man
kunne læse om, hvordan jeg under vor sommerferie-pilgrimsfærd til
”Plebania-punkter” som det første besøgte Besta Films
kontorer i Warszawa, hvor jeg traf redaktør Wojciech Krzemiński. - Se dog også om
denne sommerferie-færd her på undersiden, nemlig i optegnelserne for juni og
juli 2010. Der står også lidt om ”Plebania” i optegnelsen ”Januar 2010 - et
tilbageblik”. Og i optegnelsen ”Onsdag den 7. april 2010”.
I mailvekslingen op til besøget overtog den -
viste det sig - ganske unge, og utrolig energiske, Ewa Ogórek
styringen af projektet. Hun er ”Szef Promocji Besta Film”, og jeg
tror, det skal oversættes med ”Marketing- og PR-chef, Besta
Film”. Vi havde ventet at møde en ældre og mere direktøragtig dame, men det var
en overraskende ung kvinde, på en gang meget travl og energisk og meget sød og
venlig. Hun skulle noget senere deltage i et vigtigt møde i filmselskabet, men
da overtog en af de ledende filmfolk, hvis navn jeg ikke fik fat i, omsorgen
for os, den kvinde, der, så vidt vi kunne se, også ledede optagelserne inde i
selve det pågældende rum (instruktøren sad ved sine monitorer ude i instruktør-
eller produktionsrummet, eller hvad det nu hedder, hvor vi også for det meste
opholdt os under optagelserne).
Her i denne optegnelse kan jeg foreløbig fortælle følgende om vort storslåede besøg hos Besta Film torsdag den 18. november 2010:
Alt er meget hektisk i sådan nogle filmstudier, så vi fik kun taget seks billeder. Vi skulle jo dels sikre os, at dem, vi fotograferede, ikke havde noget imod det. Det var jo med henblik på offentliggørelse (i ”Informator Polski”). Og vi skulle først og fremmest se og snakke. Men vi fik disse for os selv meget værdifulde billeder, hvoraf op til fire vil være egnede som illustrationer til min nye artikel, der har i hvert fald produktionstitlen ”Nærkontakt med Plebania”.
Besta 01 Anna og Ewa Ogórek ved Józefinas mad-bord
Ewa Ogórek
er PR-chef i Besta Film. Om Józefina,
se nedenfor.
Besta 02 Ewa Ogórek og Bent ved præstegårdens juletræ
Besta 03 Józefina og Bent
Józefina er den næstvigtigste
hovedperson, sognepræst Antonis husholderske. Er i mange henseender ligesom en
præstekone! - Kendt fra filmen ”Kajs fødselsdag”, som hun omtalte med stor
stolthed. ”Józefina”,dvs. Katarzyna Łaniewska er et utrolig sødt og ligetil menneske.
Besta 04 Sognepræst Antoni og Bent
Seriens absolutte hovedperson
og -helt, en virkelig god præst. Og hans skuespiller Włodzimierz Matuszak
er også en fin og dejlig mand. Han var helt med på, at vi var en slags
kolleger!
Besta 05 Krystyna mellem lidt af Józefina og lidt af Bent
Krystyna er sognepræst Antonis
dejlige søster. Hun driver en restauration i byen.
Besta 06 Bent, Iwona, lille Ewunia og pianistinden
Iwona er kirketjenerens
datter, en gådefuld, men fascinerende skikkelse. Hun har - uden for ægteskab -
datteren Ewa (Ewunia), men er nu gift med Józefinas barnebarn. Sognepræsten og hans husholderske er
altså i realiteten lille Ewunias bedsteforældre. Hun
opholder sig meget i køkkenet hos Józefina.
Pianistinden, fin gammel dame, polak, men født i Holland, spiller til nogle
sange i nogle af julens afsnit.
Oversigt over, hvad
jeg foreløb har skrevet ned om dagens forløb:
Henvisning til omtalen af mødet med redaktør Krzemiński i sommers - og i det hele taget vor Plebania-pilgrimsfærd (se ovf.).
Vi modtages (ca. 11.30) og vises rundt af PR-chef Ewa Ogórek. De kendte rum: Skurken Janusz Tracz’ kontor. Præstegårdens køkken og dagligstue. Præstekontoret.
Babcia Józia [Józefina, sognepræstens husholderske], de små skolebørn og os.
Wikary [andenpræst] Artur blev den, vi fik røget og snakket mest med.
Men vi kom også virkelig ind på livet af Józefina. Hun modtog med meget stor interesse udskriften af ”Więcej niż opera mydlana” [den polske original af vedhæftede] samt min ”Kim jestem” [”Om mig selv”].
Og vi talte lidt med proboszcz’s [sognepræstens] søster Krystyna.
Og jeg nåede at veksle et par kollegiale ord med proboszcz og få et godt billede af ham og mig. Også han fik en udskrift af ”Więcej niż opera mydlana” og lod til at være ret interesseret.
Vi snakkede også godt med mange af dem bag kameraerne.
Vi overværede optagelser af ting til 31.-december-afsnittet.
Vi spiste ved 15-tiden sammen med nogle af skuespillerne og de andre, bla. instruktør Adam Guziński og lille Ewunia (Hrubielów-kirketjenerens barnebarn).
Lille Ewunia var ledsaget af sin virkelige bedstefar, som vi også fik snakket lidt med, men til sidst dukkede hendes mor i serien Iwona også op, og hende fik vi en dejlig lille samtale med.
Det var en endnu større oplevelse, end hvad vore ellers store forventninger havde kunnet rumme. Alle var utrolig søde. Filmmiljøet er noget helt særligt, på en gang kaotisk, hektisk, venligt - og ikke mindre disciplineret end militæret. Vi henviste hele tiden til Informator, og alle var interesserede - og vist faktisk også beærede. Det blev sagt, at vi da var velkomne til at komme igen.
Efter Annas og min mening, var det en kæmpe succes. Nu skal jeg bare gøre alt, hvad jeg kan, for at give læserne af den artikel, jeg allerede er begyndt at skrive på, et virkeligt indtryk af det.
Søndag den 28.
november 2010
Jeg spillede til 1. søndag i advent-højmessen i
Kettinge Kirke, dvs. i mit gamle nabosogn. Sognepræst Ramund Kværnø siger, at
jeg har spiller der en gang før, og det er nok rigtigt. Alligevel var det
(igen) noget særligt for mig at fungere som organist i den kirke, jeg i min
Døllefjelde-tid så ofte har fungeret i som præst. Ja, jeg har jo nogle gange
været (mere eller mindre) konstitueret sognepræst dér. Og min kære svigerdatter
Mai-Britt (gift med Nikolaj) var kommet til stede for at høre mig spille. Med
mit nyeste barnebarn i maven. Jeg har også viet hende og Nikolaj dér. Og vort
nyeste fødte barnebarn, deres datter Mathilde, er døbt dér - af Ramund Kværnø.
Mai-Britt og Nikolaj bor i Frejlev, Kettinge Sogn. Ramund Kværnø har jeg senest
været sammen med ved Østersø-nabopræstekonventet i Güstrow
5.-6. oktober 2010, hvor vi fik talt en del sammen. Se om det under
tirsdag–onsdag 5.-6. oktober 2010. Da mecklenburgerne
sidst var her hos os (22-23.09.09), foregik det i Kettinge Præstegård. - Ja,
jeg lægger stor vægt på at få sådanne historiske sammenhænge med i disse
dagbogsoptegnelser. Men jeg skriver dog ikke om hver gang, jeg spiller i andet
end Vesterborg-Landet-Ryde! Jeg har allerede nu sagt ja til at spille mange
steder rundt omkring, helt frem til 2. søndag efter helligtrekonger 2011
(Søllested og Gurreby). Og medens jeg har arbejdet med de seneste optegnelser
her, har jeg sagt ja til at spille til en begravelse i Holeby - ved min egen
sognepræst Caris Johansen.
DECEMBER 2010
Onsdag den
1. december 2010
Blev i går færdig med
indskrivningen af den håndskrevne råkladde til beretningen om vort besøg hos Besta Film i Warszawa (tv-serien Plebania, se optegnelsen
20. november 2010). Nu skal jeg bare først have finpudset den, så den er klar
til at blive sat på hjemmesiden (”Internationalt”), når den kortere Informator
Polski-udgave er blevet bragt i dette kvartalsskrifts forårsnummer. Informator
Polski-udgaven skal være på polsk - som den første almindelige Plebania-artikel
2008 var det (se udgaverne af den på undersiderne ”Internationalt” og POLSKI).
Og jeg vil også se, om jeg kan få tid til at oversætte den uforkortede udgave
til polsk, så også den kan komme på undersiden POLSKI.
Men
ellers prøver jeg at arbejde videre med mit livs- og litterærpoetiske hovedprojekt.
Jeg er nu endelig kommet dertil, hvor jeg skal til at skrive helt egentlige
digte. Ligesom jeg nu også for alvor kan komme videre med ”Min lyrik- og
poetikhistorie” (se denne underside). I denne forbindelse (gen)læser jeg for
tiden Anne Borup, Morten Lassen og Jon Helt Haarder (red.): ”Modernismen til
debat” (2005). Og nu kan jeg også for alvor læse, forstå og bruge en bog som
denne. Ikke bare kritisk - som bekræftelse af, hvad jeg ganske
primitiv-intuitivt har følt helt tilbage fra 1961 af - men også positivt, så
jeg kan lære af det. Hvilket igen bekræfter, at jeg - om end alt for langsomt
og sent - har bevæget mig ad den rette vej i min egen projekt- og
konceptudvikling. Jeg har (foreløbig) især hæftet mig ved Jon Helt Haarders
”Villy og Sørensen”. Og jeg lavede en Google-søgning på ham. Hvilket viste, at
han var på Facebook! Jeg sendte straks en venneanmodning til ham - med en kort
præsentation af mig selv. Facebook spiller virkelig en afgørende rolle for mig
her i 2010! - Jeg har netop her i middagsstunden også læst den næste artikel,
Anne Borups ”Den danske modernismekonstruktion. Ud af modernismen - ind i
litteraturen”. Den er også god.
Jeg tror, jeg skal se at få lavet
en ganske kort foreløbig udgave af hele ”Min lyrik- og
poetikhistorie”. Jeg har brug for det store overblik, jeg derved får. Og jeg
kan ikke blive ved med at hænge fast i den tyske romantik. Som jeg på den anden
side heller ikke kan få gjort hurtigt færdig. Jeg er nødt til at danne mig det
dybest og bredest mulige indtryk af det, der skete i Tyskland omkring 1800. Og
i Storbritannien. Og i Danmark.
Det går altså faktisk ufattelig
godt. Men tiden! Døgnets timer - og resten af mit arbejdslivs dage!
Onsdag den
15. december 2010
Var til såkaldt emeritus-frokost hos biskoppen. Sammen med de andre pensionerede præster (deriblandt tre tidligere provster), der lejlighedsvis træder til, især i forbindelse med gudstjenester. Det er vist tredje gang, biskop Steen Skovsgaard har indbudt os til sådan et lille skulderklapstræf. Det er altid meget hyggeligt.
Denne gang fik vi set den nyeste tilbygning til Bispegården, hvor hele Folkekirkens økonomi, i hvert fald alle stifternes, skal styres. - Ja, jeg ved ikke, om jeg har forstået det rigtigt, men jeg har lige været på stiftets hjemmeside, hvor der tales om ”administration af landskirkeskatten for hele landet samt varetagelse af regnskabsfunktioner for folkekirkelige institutioner over hele landet. Denne del af arbejdet varetages gennem det Administrative Fællesskab (ADF)”. - Den nye tilbygning er et fint stykke moderne arkitektur. Man ville ikke bygge mere til i den gamle stil (som ved den forrige udvidelse), og det har man efter min mening haft ret i. Vi fik også hilst på stiftskassereren og biskoppens nye sekretær samt nogle af de andre ansatte.
Jeg var så heldig at komme til at sidde ved siden af biskoppen, hvorved jeg fik lejlighed til at drøfte forskellige ting med ham og fortælle ham lidt om mine egne aktiviteter, dels om den artikel om mit hovedprojekt, jeg håber at få i Præsteforeningens Blad inden så længe (og som jeg bad ham være opmærksom på), dels om mine polske aktiviteter, især tandlæge m.m. i Szczecin, besøget hos Besta Film den 18. november og Harald Blåtand-projektet, hvor jeg jo bla. er ”forbindelsesofficer” til Roskilde Stift og Roskilde Domsogn. Der kommer mere om dette projekt i løbet af 2011.
Men ud over den almindelige hygge om bordet fik vi biskoppens orientering om forskellige ting. Og jeg kan vist godt tillade mig at røbe, at vi fik lov at synge den sang, biskoppen havde skrevet til indvielsen af den nye tilbygning dagen efter.
Jeg har i dag også skrevet en kommentar i Facebook til diskussionen i Deadline om manglen på venstreintellektuelle. Den kan ses på undersiden ”Facebook” - hvor man også kan se min kommentar til terrorbomberne i Stockholm for nogle dage siden.
Facebook spiller fortsat en ret stor rolle i mit liv, fra de ganske små replikvekslinger med venner over de større kommentarer, ja, måske ligefrem noter og op til digtene, aforismerne, fragmenterne og salme-versene. Hvad de sidste ting angår, er det en kæmpe motivation og inspiration for mig at skulle skrive til hver uge og hver søn- og helligdag og at få ”synes-godt-om-tommelfingre” eller små søde kommentarer fra vennerne.
Nogle af mine bedste Facebook-venner hører til i ateisternes kreds. Dem har jeg en del gode drøftelser med. Jeg ser jo sådan på det, at der for det moderne vestlige menneske kun er to muligheder, der rigtig ligger for, nemlig enten kristendommen eller ateismen. Og jeg mener dermed også, at ateisterne og vi folkekirkekristne skal gøre fælles front mod ”religionerne”, altså fænomener som islam og amerikansk højre-”kristendom”. Og ligesom Grundtvig talte om kulturelt og videnskabeligt samarbejde mellem kristne og ”naturalister med ånd”, taler jeg om noget tilsvarende mellem kristne og ”åbne og ærlige ateister”. Det sidste har i hvert fald en enkelt ikke syntes godt om, idet han mente, at så regnede jeg måske de fleste ateister for lukkede og uærlige! Men jeg mener jo bare, at der i hvert fald skal en vis åbenhed til, og at det jo heller ikke nytter noget, hvis man ikke bare ikke tror på Gud, men i virkeligheden dyrker en anden, måske ret militant form for ”religion” og dermed er fyldt af aggressivitet mod kristendommen.
Måneden og dermed året slut:
Der skete ikke noget i resten
af måneden og året, som fortjener særlig omtale her. Men jeg gik ind til julefesten
i ret godt humør rent ”hovedfagsmæssigt”, idet jeg var nået så langt i min
konceptudvikling, at det nye år vil blive året, hvor det må briste eller bære.
Jeg skal nu først og fremmest skrive digte og andre ting til Totaldigtet og se
at komme virkelig i gang med litteraturhistorien, hvad jeg nu også virkelig
mener jeg kan.
Jeg skal også se at komme
videre med ”Erindringer”.
Jeg spillede i advents- og
juletiden orgel mange steder på Nordvestlolland, men havde ingen
præstetjenester i julen. - Se også januar 2011.
* * *
2011
JANUAR 2011
Den 10.
januar 2011
Jeg spillede orgel i
Stormarkskirken, Nakskov, både nytårsdag og helligtrekongers søndag, men havde
ingen præstetjenester i julen. Har også enkelte andre organisttjenester i
januar og februar, hvor jeg dog stort set siger nej til alt uden for
Vesterborg-Landet-Ryde-pastorat. Blandt andet fordi der nu virkelig skal
arbejdes.
Ellers er der ikke noget
særligt. Jeg arbejder videre på alle fronter, herunder på Facebook! Se
undersiden ”Facebook”, som jeg netop har foretaget en nogenlunde repræsentativ
opdatering af. - Det mest særlige ved mine almindelige aktiviteter på Facebook
er for tiden nok mine kommentarvekslinger med mine efterhånden ret mange
liberale venner (ikke mindst fra Liberal Alliance). Jeg siger hele tiden til
dem, at jeg altid lytter til dem, selv om jeg er social-konservativ (og dermed
medlem af Dansk Folkeparti). Jeg siger også, at det er dem, der siger de nyeste
og på mange måder mest relevante ting. De skal bare have en fx social-konservativ
modvægt. Dette gælder også debatten om efterlønnen i kølvandet på
statsministerens nytårstale. - Den royale tvillingefødsel i lørdags (8/1)
prøver vi at boykotte mest muligt, netop fordi vi er tilhængere af monarkiet.
Men mediernes dyrkelse af også denne begivenhed er skrækkelig og kan på længere
sigt være katastrofal monarkiet. Kronprins Frederik kan vi godt lide. Ham
tilgiver vi faktisk alt. Han er virkelig kronprins til tiden og skal nok blive
en god konge.
Om Armadillo-filmen og vor deltagelse
i krigen i Afghanistan har jeg blandt andet sagt følgende:
Så den lange version af
filmen [Armadillo] i går. Men det gjorde ingen forskel. Hørte tidligere på
dagen søndagsudgaven af P 1 Debat ("Søndagsfrokosten"). Her gjorde Farshad Kholghis stærke advarsel
mod, at vi bare trækker os ud, et stort indtryk.
Han er jo ikke-muslimsk iransk flygtning (virkelig det, man oprindelig forstod
ved en flygtning) og ved, hvad han taler om. Han sagde bla. i forbindelse med
sammenligningen med Vietnam-krigen, at islamister er 10.000(?) gange mere
fanatiske og farlige end kommunister. - Men jeg bliver ved at sige, at vi skal
overveje en helt ny global strategi, hvor vi lader de dårlige lande passe sig
selv, indtil de VIL hjælpes. For jeg gentager også, at det mest uhyggelige ved
filmen var de civile afghaneres holdning. Hvorfor skal vore fine unge mænd dø
for nogle, der bare sidder og venter? - Og til sidst: Midlet til at kunne lade
de dårlige lande passe sig selv er TEKNOLOGI, så vi kan erstatte olien med
anden energi og erstatte forskellige mere eller mindre sjældne råstoffer med
plastik og glasfiber osv. - og i øvrigt anvende avanceret genbrug (som kun er
et spørgsmål om snilde og energi). Idet jeg jo siger, at det ville give vort
kedelige velfærdsliv et vældigt kick at være sammen om en sådan opgave.
- Jeg har i øvrigt netop hørt en tv-avis, at man med enzym-teknologien ikke
bare kan lave erstatninger for benzin og olie, men også plasticprodukter. Netop
hvad jeg også havde i tankerne!
Og
i forbindelse dermed har jeg om den almindelige situation sagt, at det i al sin gru er ved at gå op for mig, at vi her
i Danmark har spildt 10-15 år med at diskutere velfærd, klima, bøssebryllup og
fremmedpolitik - i en vildt provinsiel indelukkethed (trods vedholdende brug af
mantraet "vi lever i en globaliseret verden) - mens der, netop globalt, er
opstået en helt ny situation med meget store udfordringer. Lad mig bare nævne
Kina.
Jeg henviser også til
undersiderne ”Litterære tekster” og ”Salmer”, hvor min fortsatte produktion af
digte og salme-vers m.m. kan ses. Dette er meget vigtige sider af min
produktion.
Men ellers gælder det nu
først og fremmest overhovedet de DIGTE, jeg nu skal skrive, for første gang
virkelige digte på grundlag af det møjsommelige teoretiske arbejde helt tilbage
fra 1994/95 af. Og det videre arbejde med hele Totaldigtet. Samt
litteraturhistorien. Og Erindringerne. Det tegner alt sammen godt. Men kampen
mod tiden er hård!
Og jeg arbejder nu med den
polske version af beretningen om Annas og mit besøg hos Besta
Film, Warszawa, 18.11.10. Kommer i Informator Polski’s
forårsnummer. Studiet af ”Plebania” fylder fortsat meget i vort liv; serien er
for tiden inde i en stor periode.
Den 24. januar 2011
Efter nogle dages hårdt
arbejde med ordbøger og Google-kontroller fik jeg i dag sendt det fra min side
færdige manuskript af Besta Film-artiklen til
Informator Polski-redaktør Roman Smigielski - som vil foretage den endelige
rettelse af de fejl og ”upolskheder”, der jo vil være
i det, i hvert fald nok det sidste. Men jeg plejer at nå ret langt. Godt, man
ikke ved, hvor mange timer jeg har brugt på det! For det er altså svært. Og en
af de få henseender, hvori jeg virkelig mærker min alder, er den, hvor det er
den aktive sproghukommelse, det drejer sig om. Det går dog hele tiden fremad,
bare langsommere, end jeg kunne ønske - for slet ikke at tale om, når jeg
tænker på, hvor meget russisk man som sprogløjtnantselev fik lært fra november
1962 til februar 1964! Det foregår dog heller ikke på samme måde. Dengang var
det ekstremt intensivt (ved siden af den ganske omfattende og også krævende
militære uddannelse), nu er det temmelig ekstensivt, altså i den forstand, at
jeg stort set udelukkende beskæftiger mig med selve de polske ting og så ellers
lader sprogkundskaberne komme i forbindelse med det. Og det har jeg det rigtig
dejligt med. Og jeg læser nu polsk meget fint. Men jeg havde regnet med, at min
aktive beherskelse af polsk havde været langt bedre nu, end det desværre er
tilfældet.
Artiklen vil blive bragt i forårsnummeret af ”Informator Polski”, hvilket nok vil sige lige før påske. Den har titlen ”Bliskie spotkanie z telenowelą ’Plebania’. Anna i Bent Christensen odwiedzili Besta Film w Warszawie 18 listopada 2010” (Nærkontakt med ”Plebania”. Anna og Bent Christensen besøgte Besta Film i Warszawa den 18. november 2010). - På det tidspunkt vil såvel den polske som den danske version, samt den uforkortede danske grund-version, blive sat på undersiderne POLSKI og ”Internationalt”.
Den 26. januar 2011
Da jeg jo også går og venter
på at se min artikel i Præsteforeningens Blad (Livsengagement og poesi), er jeg
nået til et meget vigtigt punkt i mit professionelle liv, og jeg er da også
allerede i fuld gang med en hel del ting på mit hovedområde, hvor det endelig
går, som det skal - og end også her langsommere, end jeg kunne ønske; jeg skal
dog efter omstændighederne ikke klage. Desuden passer jeg min produktion af
digte, salme-vers, aforismer og fragmenter til Facebook. - Hvad Facebook angår,
har jeg i øvrigt for nogle dage siden (foranlediget af et system-venneforslag) haft den store glæde at blive ”ven” med Helle
Helle, som jeg har udvekslet nogle gode beskeder med,
især om hendes roman ”Rødby-Puttgarden”. Men også om
mit salme-vers ”Herregud, er du fra Rødby!”, som Helle Helle
var så venlig at kommentere på en meget positiv måde - idet hun henviste til
sin egen brug af vendingen i Bent Vinn Nielsen (red.): ”Understrømmen”, som vi
nu må se at få i hvert fald kigget lidt i. Vi vil også prøve at læse noget mere
af den gamle Rødby-pige Helle Helle. Vi så hende for
nogen tid siden i fjernsynet, hvor vi fik et virkelig godt indtryk af hende, et
indtryk, som vi nu har fået bekræftet. Facebook er fantastisk! - Se eksemplerne
på undersiden ”Facebook”. Disse eksempler udgør også et ret godt supplement til
nærværende optegnelser, blandt andet for så vidt angår min oplevelse af og mine
reaktioner på de forskellige aktuelle begivenheder.
Da Anna stadig døjer med
eftervirkningerne af hendes jule-lungebetændelse, spiller jeg til alt - men kun
i Vesterborg-Landet-Ryde, andre ting siger vi for tiden nej til. Præst har jeg
ikke fungeret som i denne måned.
Jeg skal nu så vidt muligt
leve et stille og roligt liv, idet jeg arbejder så intenst som muligt på
hovedområdet. I virkeligheden lever jeg nu - endelig - den for mig ideelle
tilværelse. Som ”fri kristen åndsarbejder” - oven i købet med de ting, der
udgør opfyldelsen af min ungdoms og hele mit senere livs drømme. - Resultaterne
vil kunne ses på undersiderne ”Poetik”, ”Mit eksistens-rum”, ”Litterære
tekster”, ”Salmer” og ”Min lyrik- og poetikhistorie”. - Og jeg skal naturligvis
også se at komme videre med ”Erindringer” og ”Erindringer - BILAG”.
Den 27. januar 2011
Hørte ”P 1 Formiddag med Poul
Friis”. Gæsten var Søren Krarup. Og emnet var kulturkampen. Jeg besluttede
hurtigt at melde mig til diskussionen. Jeg har nogle gange tidligere gjort det,
blandt andet i mindst en diskussion om Folkekirken. Jeg husker i hvert fald en
gang, hvor det var Birthe Rønn Hornbech der var gæsten. Og der var også en gang
med professor Henning Koch (29.03.06, se undersiderne ”Politik” og
”Fremmedpolitik”). Men jeg ringede altså og
præsenterede mig for den dame, der passede telefonen. Som partifælle og
embedsbroder til Søren Krarup og dr. theol. i Grundtvig. Jeg har på
fornemmelsen, at disse ting forekom interessante, for selv om jeg havde ventet
længe på at komme igennem til damen, nåede jeg at komme igennem til
diskussionen.
Poul Friis havde også fanget
mit dobbelte forhold til Søren Krarup og nævnte det, da han præsenterede mig.
Og jeg uddybede det med at fremføre betegnelsen ”de sorte DF-præsters
fællesskab” (eller noget i den retning). Men ellers prøvede jeg jo - uden at
nævne mine egne bestræbelser - at sige nogle af de ting, jeg så ofte har sagt i
de forskellige tekster her på hjemmesiden, nemlig at den i og for sig rent
politiske kulturkamp vel havde skaffet lidt luft i forhold til den fra
oplysningstiden stammende herskende kultur, ja, hadet til historie og
tradition, men at det jo ikke er nok. Det, der skal til, er, at ikke mindst
yngre talentfulde mennesker, åndsarbejdere, digtere osv., begynder helt forfra
for at se, hvad der faktisk er til stede, også her i vor tid, og forholder sig
til det på tidens vilkår (eller hvad jeg nu fik sagt).
Desværre kom jeg til at bruge
udtrykket ”vaske tavlen ren”. Og det kritiserede Søren Krarup med rette. Men da
jeg kom til igen, beklagede jeg, idet jeg benyttede lejligheden til at sige, at
uanset hvilke ord man brugte, så ville den helt nye begyndelse og betragtning
netop vise, at man jo ikke bare kan vaske tavlen ren, netop vise, at der
faktisk er noget. Hvor det så gælder om at se det på ny og arbejde videre med
det.
Meget mere fik jeg vist ikke
sagt, men fik sagt det med de yngre talentfulde menneskers helt nye arbejde med
tingene mindst to gange, så der kan måske være et par stykker af sådanne, der
har kunnet lade sig inspirere eller i hvert fald opmuntre af det.
Det er svært at sige, hvad
sådan noget betyder - om overhovedet. Men det er da i sig selv en oplevelse og
kan forhåbentlig ikke ligefrem skade.
Det var i øvrigt en god
udsendelse, i hvert fald for så vidt angår Søren Krarup og Poul Friis. De talte
godt og fint sammen, og Søren Krarup var i god og sympatisk form. Meget af
tiden gik med EU, som Krarup gerne vil have os helt ud af. Det kom jeg slet
ikke ind på, men jeg kan jo sige her, at jeg grundlæggende er tilhænger af, at
EU findes og at vi er med, men at der er mange ting at kritisere, og at det
også ligger i det, jeg fik sagt i udsendelse, at sådan noget som
nationalstatens betydning hører til de ting, der må ses, overvejes og
bearbejdes på ny.
Har netop sat noget om dette
på min Facebook-væg. Se undersiden ”Facebook”.
Jeg havde overvejet at lave
en transskription af min del af udsendelsen, når den kom på Nettet (som jeg kan
se jeg gjorde med Henning Koch-udsendelsen 29.03.06), men efter at have hørt
den to gange har jeg besluttet at lade være at bruge tid på det. Referatet her
dækker vist udmærket. - Men jeg sætter linket på her:
Jeg kommer ind ca. ¾ inde i udsendelsen.
FEBRUAR 2011
Skrevet den
10. marts(!) 2011:
Der er ikke sket noget
særligt i februar måned 2011. Jeg har spillet en del, og jeg har arbejdet
videre med både de forskellige dele af det "storpoetiske"
hovedprojekt og det slaviske "bifag". Jeg arbejder stadig med den
tyske romantik, især på grundlag af Georg Schulz og Marie-Louise Svane, men jeg
må se at blive færdig med det og komme videre. Må eventuelt vende tilbage til
det senere, selv om jeg jo vil få nok at gøre med resten af tiden! Samtidig
studerer jeg også Peter Stein Larsens "Drømme og dialoger" nærmere.
Ikke så dårligt at angribe de sidste to hundrede års litteraturhistorie fra
bogstavelig talt begge ender! Og jeg får i enhver henseende mere og mere ud af
mit litteraturhistoriske studium.
Hvad slavistikken angår, har
jeg købt og læst Hubert Klimko-Dobrzaniecki's roman
"Bornholm. Bornholm", som jeg bør skrive et lille stykke om til
"Informator Polski". Hvis jeg når det, bliver det nok til
sommernummeret, og det vil da også kunne ses på undersiden POLSKI. - Jeg købte
den på Internettet sammen med en stor bog om det tyvende århundredes
litteraturteorier og den bog, jeg længe stod med nede i boghandelen i Szczecin,
men dengang mente ville være "for meget", nemlig Apoloniusz Zawilski "Bitwy polskiego Września".
Jeg skulle nemlig op på et vist beløb for at opnå portofri tilsendelse.
Jeg er efterhånden også ved
at have færdigudviklet mit poetik-grundkoncept, så at jeg nu for alvor kan gå i
gang med produktionen af digte og andre ting til mit "Total-digt".
Resultaterne kan først og fremmest ses på undersiderne "Poetik" og
"Mit eksistens-rum".
Men bortset fra, at jeg nu
virkelig er nået frem til i hvert fald det nødvendige grundlag for produktion
af digte og lignende (selvfølgelig i fortsat vekselvirkning med den videre
udvikling af poetikken og poetologien og andre teoretiske ting), er den
ugentlige produktion af digte, aforismer, fragmenter og salme-vers til min
Facebook-profil, blevet en meget vigtig del af mit arbejdsliv. Se undersiderne
"Litterære tekster" og "Salmer".
Jeg bruger også en hel del
tid på Facebook. Nok for megen. Men jeg har mange gode venner af alle salgs
både ukendte af meget forskellig slags og kendte af meget forskellig slags. Som
noget nyt er jeg ret konsekvent begyndt at "slå til", når
"maskinen" foreslår en digter eller forfatter. Og jeg diskuterer
mange ting med mine venner. Se nogle af de vigtigste eksempler på undersiden
"Facebook".
MARTS 2011
Tirsdag den
1. marts 2011
Vi har fået vort syvende barnebarn! Nikolajs kone
Mai-Britt har født den lille Markus. - Nikolajs egen fødsel kan man læse om i
"Erindringer", slutningen af kap. 8 og begyndelsen af kap. 9.
Mandag den 7. marts 2011
Holdt på Rytterskolen, Toreby, mit foredrag "MINE VENDISKE VENNER. Mit forhold til det slaviske mindretal i Tyskland fra 1999 til i dag". - Med en indledning om de vestslaviske stammers historie fra 800-tallet til i dag.
Alle billederne og en hel del tekst er nu i et Facebook-billedalbum, som alle skulle kunne få at se via dette link:
http://www.facebook.com/album.php?aid=47758&id=100000716224349&l=885eec3c22
Det var dejligt at genopleve alle disse ting med et interesseret og lydhørt publikum. Jeg kommer måske til at holde dette foredrag et andet sted her på Lolland. Men i givet fald om temmelig lang tid.
Torsdag den 10. marts
2011
Ellers gælder det samme for
den forløbne del af marts som for februar. Jeg arbejder med både det ene og det
andet. Er i dag faktisk blevet færdig med en ny version af den tidligere
omtalte artikel til Præsteforeningens Blad, nu (i hvert fald i dag) med titlen
"Kristendom og poesi. Nogle aktuelle perspektiver på Grundtvigs teologi om
forholdet mellem det menneskelige og det kristelige med særligt henblik på
poesien". Men det er en længere historie.
Begyndte i går at læse i den
ovf. (februar) omtalte: Anna Burzyńska & Michał Paweł Markowski: "Teorie literatury XX wieku" (Det
20. århundredes litteraturteorier). Det tegner til at blive en fin tværfaglig
beskæftigelse!
Såvel begivenhederne i
Nordafrika som ministerrokaden (Rønn > Pind) har taget en del tid, både ved
højttalere og skærme og på Facebook. Se undersiden "Facebook". Jeg
har længe været FB-ven med både Naser Khader og Søren Pind. Og det lader til,
at de på en eller anden måde får det læst og besvaret (formodentlig/-håbentlig vha. og via en sekretær). Jeg er i denne
anledning også blevet ven med TV 2's Steffen Jensen, for hvem det samme jo må
gælde. Men der er sådan set en ægte trafik, og det er også sjovt at se, hvad de
kendtes (ofte også selv kendte) venner skriver.
Det var helt 1989-agtigt, da
det begyndte i Tunesien og fortsatte i Egypten, selv om allerede erfaringerne
med lande som Ukraine og Hviderusland m.fl. gav anledning til bekymring. Jeg
var ved at komme i kontakt med min FB-ven Naser Khader om de unge
nordafrikaneres muligheder for, ikke at komme rodløse ind i moderniteten. Han
havde bedt mig ringe, men jeg nåede ikke længere end til hans telefonsvarer,
hvorpå jeg indtalte, at det nok også var bedst at vente, til der kom mere ro.
Men mere ro er der jo ikke
kommet. Det er forfærdeligt, hvad der sker i Libyen. Men med hele min (om end nok
så beskedne) militære og politiske baggrund, kan jeg godt se, hvor vanskeligt
det vil være for fx NATO at gribe ind. Landtropper ønsker oprørerne jo af gode
grunde ikke engang selv. Men blot en no-fly zone vil være både politisk og
militært langt vanskeligere, end man umiddelbart tror. - Har netop set Deadline
22.30, hvor der blev forklaret og diskuteret en del om dette. Det lader til at
NATO ikke alene er i gang med planlægningen, hvad de formodentlig har været
hele tiden, men også med en vis opbygning (AWACS-fly,
flådefartøjer, herunder US hangarskibe, og forberedelser på italienske
flyvestationer).
Men jeg skal koncentrere mig
om mine fag, især "hovedfaget". Det er vel i denne tid temmelig
nøjagtigt 50 år siden jeg opgav jazzen og indledte den proces, der først nu er
kommet dertil, hvor en egentlig produktion kan begynde! Jeg kan dog glæde mig
over mine to Grundtvig-bøger og de væsentligere artikler, jeg har fået trykt,
samt de vers af forskellig slags m.m., jeg i over et år hver uge har sat på min
Facebook-væg og såvel i mine Facebook-noter som på min hjemmeside, undersiderne
"Litterære tekster" og "Salmer".
Hvad alt det her omtalte
angår, henviser jeg igen til undersiden "Facebook", ja, til selve
Facebook, hvor man er meget velkommen til at sende mig en venneanmodning!
Mandag den 21. marts 2011
Der er sket meget siden den
10. marts. Min i "Erindringer" flere steder omtalte musikkammerat fra
gymnasietiden af Jørn Lauritzen døde den 17. marts og skal begraves i
overmorgen onsdag (23/3). Jeg bør vel ikke udbrede mig nærmere om det her, men
kan sige, at det ikke kom som et chok. Det bliver det dog ikke mindre sørgeligt
og vemodigt af. Hvortil kommer, at det er det første dødsfald blandt familie og
venner i vor egen generation.
Og på den historiske scene er
luftkrigen mod Gaddafi-regimet begyndt. Det er mærkeligt at se, at vor egen
venstrefløj nu er dem, der går stærkest ind for krig. Eventuelt også med
landstyrker. Mærkeligt, når man tænker på deres optræden, da det virkelig
gjaldt vor egen eksistens, altså under Den Kolde Krig. Men måske svinger de
rundt igen. Frank Aaen er allerede begyndt. Som Den Arabiske Liga (der vist
slet ikke kan finde den rette, og vel mest opportunistiske position).
Da Gaddafis SS-agtige styrker
for alvor gik løs på oprørerne, var det lige før jeg selv kunne have ønsket at
tage derned! Og jeg kan da heller ikke sige, jeg er imod Sikkerhedsrådets
resolution og den - for mange nok overraskende - måde, den nu bliver
implementeret på. Også jeg selv er lidt overrasket. Men vi vidste jo, at en
no-fly zone forudsætter, at en hel del installationer på jorden bliver ødelagt.
Og Gaddafis styrke ved (og i) Benghazi skulle jo også
stoppes. Den får dog ikke for lidt, og i realiteten deltager vi i en
borgerkrig. Og sporene fra både Afghanistan og Irak skræmmer. Nu må vi se, hvad
der videre sker.
Men selv om jeg af flere
grunde virkelig har fulgt med i, hvad der er sket og sker i Nordafrika, er det
noget helt andet, der mest har fyldt mit liv i tiden op til og med i går
søndag. Og det er gudstjenesten med nye salmer i Vesterborg Kirke i går aftes.
Det lyder måske ikke af så meget. Og det er da heller ikke bare det, at jeg
havde meget at øve, når jeg også havde almindelig højmesse i Landet Kirke om
formiddagen. Nej, det afgørende er, at konstitueret sognepræst Esbern Gaur Vernersen og jeg havde aftalt, at vi som postludium
skulle spille "Vær du mig nær" med Timme Ørvads klaversats.
Indskud: Timme Ørvad var for halvtreds år
siden leder af vor jazzkvintet The Strangers. Se nærmere i "Erindringer"
kap. 3 og 4. Og jeg mener, det i lige denne tid er 50 år siden, vi optrådte
sammen for allersidste gang, nemlig i tv-udsendelsen med unge amatører fra den
daværende jernbanestation i Nykøbing F. Den pågældende klaversats blev skrevet
til den reunion-optræden i kirkeligt regi, vi
arbejdede på i 2009 (må det have været), men som desværre ikke blev til noget.
Om hele denne gudstjeneste og
de personal- og lokalhistoriske perspektiver omkring postludiet kan jeg sige
følgende:
Først en oversigt over hele
gudstjenesten:
Præludium På orgel
Indgangsbøn fx af Holger Lissner
læses af en konfirmand eller en fra koret
Kort indledning ved præsten
Koret synger [akkompagneret af
pastor Esbern]: ’Bliv lys’, - ’Noas Ark’,
- ’Hip Hurra for kong Salomo’.
1.
Salme: DDS 331, DDK 513, ’Uberørt af
byens travlhed’
2.
Salme: DDS 68, DDK 461, ’Se hvilket
menneske’
3.
Salme: DDS 260, DDK 98, ’Du satte
dig selv i de nederstes sted’
Fællessang: ’Smilehul i gammel sne’
(Niels Johansen)
4.
Salme: DDS 69, DDK 92, ’Du fødtes
på jord’
5.
Salme: DDS 285, DDK 234, ’Hør
Himmelsus i tredje time’
Fadervor og velsignelse
6.
Salme: DDS 787, DDK 388, ’Du som har
tændt millioner af stjerner’
Udgangsbøn
Postludium: ’Vær du mig nær’
Kaffe og kage i våbenhus eller inde i kirken med fri debat
for og imod de nye salmer.
Jeg spillede som præludium
langsomt og stille DDK 361, altså Merete Wendlers melodi til "Min Gud, min Gud, / hvorfor har
du forladt mig!" (DDS 197). Jeg havde nøje overvejet, om det var for meget
med så direkte en langfredagssalme. Men vi er jo i fastetiden, og det var vist
den eneste nye salme, der så kunne blive tale om, som mit bidrag til "nye
salmer".
Esbern har vist sig at være
en dygtig musiker (med jazzerfaring) på både trompet og klaver, og han satte
sig i præstekjole til klaveret oppe i koret og spillede, meget fint, til de
særlige ting, koret sang.
Men jeg spillede til de seks
almindelige fællessalmer. Den første har jeg aldrig spillet før. Og jeg
besluttede mig straks til at spille den jazzagtigt efter becifringsudgaven. Nr.
2 og 3 har jeg ofte spillet på samme måde.
Men så var der altså
postludiet! Esbern fortalte forud om salmen og dens plads i den angelsaksiske
verden - og om Timme og mig og vort jazzorkester for 50 år siden og om Timme
som født i Horslunde, hvor han selv bor (hans kone Merete Lei er sognepræst
dér). Og så spillede vi. Esbern stående i præstekjole med trompeten! Vi gjorde
det på den måde, at vi først spillede melodien straight. Derefter ét "kor"/vers
trompetsolo, som jeg akkompagnerede med halvnodeakkorder, som jeg havde
uddraget af Timmes sats. Så spillede jeg en meget enkel (forberedt og
nedskreven) klaversolo (ét "kor"/vers), og så spillede vi melodien
igen. Jeg tror, dette postludium og alle omstændighederne omkring det blev
oplevet meget positivt af menigheden.
Under våbenhuskaffen spurgte
jeg først nogle lidt yngre, blandt andet graveren, om navnet Ørvad sagde dem
noget. Det gjorde det ikke. Og det fik mig, som jeg sagde, til at føle mig mere
gammel end nogensinde før. Men så udvalgte jeg mig et par herrer, der så ud til
at være de ældste tilstedeværende. Og det gav pote! De kendte begge Timmes
farbror Kjeld og fortalte en del om ham. Og den ene af dem var kommet i
Handelsbanken i Horslunde, hvor han var blevet betjent af Kjelds kone.
Menighedsrådsformanden kunne også huske noget, og hun lod virkelig til at
forstå de personal- og lokalhistoriske perspektiver i det hele og at dele min
glæde over dem.
I den rapport, jeg sendte til Timme i formiddags, og som ovenstående er uddraget af, sluttede jeg med at sige, at jeg mente, han godt kunne være tjent med den måde, han selv og familien Ørvad havde været til stede på. - 25.03.11: Jeg har netop lavet et (foreløbigt) billedalbum på min Facebook-profil med nogle Strangers-billeder og nogle billeder fra jamsessions'ene i KFUM's hus i Nakskov. Man skulle kunne komme til det ved at klikke på dette link:
http://www.facebook.com/album.php?aid=49512&id=100000716224349&l=c2d3ff3e51
Den 21. marts 2011 igen: Om lidt kører jeg ud og "filosoferer" i
Søholtskoven. Denne gang ikke med Skvip og Ib (vor søn Asbjørns to gravhunde),
men med lille nu storesøster Mathilde. Det bliver vor første tur af denne art.
Vi kører dertil i bilen, men så skal hun ellers gå selv - og evt. lidt på
Farfars skuldre indimellem.
Torsdag den 24. marts 2011
I går var jeg til min gamle
ven og musikkammerat Jørn Lauritzens bisættelse i Nivå Kirke. Jeg vil ikke her
komme nærmere ind på hans sygdom gennem de sidste år, kun sige, at han havde
været plaget af både det ene og det andet, og at det fra omkring årsskiftet var
blevet virkelig alvorligt.
Og
så vil jeg sætte et nu opdateret og her i Dagbogen yderligere med bemærkninger
i [] forsynede stykke ind fra "Erindringer" kap. 4 "1959-1962.
Bursø og Maribo", afsnittet "Fra jazz til militær",
underafsnittet (om årene på Maribo Gymnasium) "Musiklivet og kammeraterne":
For det var ikke bare Gunnar [Brønholt,
nu organist ved Kildevældskirken, København] og mig. Når årene 1959-1962 blev
så store musik-år i Maribo Gymnasiums historie, skyldes det også, at der blandt
eleverne var andre dygtige musikere ["andre dygtige"; Gunnar var i
hvert fald dygtig; jeg stræbte efter, måtte jeg snart indrømme, fattig evne].
De tre af dem var med i den nedenfor omtalte radioudsendelse, som blev optaget
på Nakskov Gymnasium, og som The Strangers også medvirkede i. De spillede en
Haydn-trio for fløjte, violin og cello, og det var min allerede omtalte senere
svoger Christian Andersen på fløjte,
den senere Kgl. kapelmusicus Michael Malmgreen på violin og min allerede i kapitel 3 omtalte
senere gode ven og senere professionelle cellist Jørn Lauritzen på cello. - Tilføjelse
24.03.11: Jørn døde den 17. marts 2010. Han blev bisat i Nivå Kirke den 23.
marts, og efter jordpåkastelsen (og en cellists fremførelse af et stykke fra en
af Jørns elskede Bach-solosuiter) spillede Michael førsteviolin i Haydns Sonate
nr. 7 fra "De syv ord på korset", og Christian takkede på Jørns enke
Hannes vegne, inden kisten blev båret ud - og var med til at bære.
I mit sind har jeg
selvfølgelig meget mere. Men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Der er
tale om mange følelser, minder og tanker.
Fredag den 25. marts 2011
Jeg har - foranlediget af de ovenfor omtalte historiske ting - netop lavet et (foreløbigt) billedalbum på min Facebook-profil med nogle Strangers-billeder og nogle billeder fra jamsessions'ene i KFUM's hus i Nakskov. Timme Ørvad var leder af neobop-kvintetten The Strangers, som jeg var pianist i. Albummets titel er "Neobop-kvintetten The Strangers 1957/58-1961". Man skulle kunne komme til det ved at klikke på dette link:
http://www.facebook.com/album.php?aid=49512&id=100000716224349&l=c2d3ff3e51
Tirsdag den 29. marts 2011
I forgårs skulle vi i Ryde og
Vesterborg have taget afsked med Esbern Gaur
Vernersen, som siden første januar har været konstitueret sognepræst i
Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat. Men han var desværre blevet syg, så at pastor
emeritus Peter Moesgaard, tidligere Everdrup ved Tappernøje, nu Maribo, måtte
træde til. Han har tidligere fungeret i Landet-Ryde, og Anna og jeg kender ham
også godt fra andre sammenhænge. Han og hans kone deltager ligesom Anna og jeg
flittigt i stiftets begivenheder og i Domprovstiet konvent. Mit allerførste
møde med ham og hans kone fandt sted, mens han endnu var i Everdrup. Jeg kan
ikke lige huske tidspunktet, men det var vist i 2001 eller deromkring. Peter
Moesgaard havde inviteret mig til at komme og holde et foredrag, så vidt jeg
husker, om mit forhold til "venderne" (sorberne).
Hvad afskeden med Esbern
angår, måtte jeg nøjes med at sende ham en god-bedring-mail, hvori jeg
fortalte, at jeg ellers havde en slags lille afskedsgave til ham. Det var nogle
særtryk af mine stiftsbogsartikler samt et eksemplar af min licentiatafhandling
"Fra drøm til program". Det ene havde jo taget det andet med sig, og
jeg havde endnu nogle eksemplarer af min første bog liggende, så hvorfor ikke
lade Esbern få et, når jeg nu var i gang.
Det hele havde sit udgangspunkt
i den ovenfor omtalte Ørvad-Horslunde-sammenhæng, hvor jeg jo havde fortalt
Esbern om, hvordan jeg i sin tid havde kontaktet min provst Nils Roland
(Lolland østre Provsti, sognepræst i, næsten da, nabosognet Radsted), hvis søn
Thomas skulle til Oxford, i hvilken forbindelse jeg ville bede ham foretage en
research, for så vidt angår Church of Saint Cross Holywell, som Grundtvig havde skrevet det i min
disputats-sammenhæng vigtige digt "Fuglesyn af Oxford" om. Men der
var jo også en anden sammenhæng, nemlig den, at Grundtvig engang havde lånt
Immanuels Kants "Die Religion innerhalb der Grenzen der blossen Vernunft" af den daværende sognepræst i Radsted J.
Harder. Resultatet blev artiklen i Lolland-Falsters Stiftsbog 1996
"Grundtvig og Lolland-Falster og Oxford!", hvori vi alle tre gav hver
vort bidrag. (Se undersiden "Grundtvig"). Men da jeg kontaktede
provst Nils for at forelægge ham planen, spurgte han forsigtigt, om det nu ikke
kunne virke lidt søgt. Hvortil jeg svarede: "Det er ikke søgt, men set!".
Dette havde jeg fortalt Esbern om i forbindelse med Ørvad-Horslunde-Vesterborg-forbindelsen, hvorom det samme jo kunne siges, og så var det naturligt at give ham et særtryk af denne artikel som en slags afskedsgave. Men så var der jo også den næste Grundtvig-artikel i Stiftsbogen: "En lokal Grundtvig-kritik anno 1817" (1997) (står på undersiden "Grundtvig"). Og så kunne Esbern jo også lige så godt få de to andre stiftsbogssærtryk, jeg havde liggende, nemlig "At kende Gud i livets almindelige gudstjeneste" (1998) (præsentationen af, hvad min Grundtvig-forskning drejede sig om, står også på undersiden "Grundtvig") og den artikel, redaktionen havde bedt mig skrive i anledning af stiftets 200-årsjubilum: "I studereværelserne. Præstegårdsteologi i Lolland-Falsters Stift 1804-2003" (står på undersiden "Kirke og teologi"). Endelig kom jeg til at tænke på, at det måske kunne interessere ham at se mine gamle Strangers-billeder fra slutningen af 1950'erne med jo også Timme Ørvad på. Og så var der jo noden med Timmes ovenfor omtalte "Vær du mig nær"-sats. - Jeg gentager linket til Strangers-billederne: http://www.facebook.com/album.php?aid=49512&id=100000716224349&l=c2d3ff3e51
Dette må siges at være en af
de dagbogsoptegnelser, hvor jeg virkelig kommer langt rundt og langt tilbage.
Men sådan gør jeg jo ofte her i dette supplement til "Erindringer",
og det er da ganske interessante ting! Helt aktuelt er der dog altså tale om,
at en lille periode i Vesterborg-Landet-Ryde Pastorats liv er slut.
APRIL 2011
Skrevet den
13. maj 2011:
Selv om jeg stort set holder mit egentlig private liv ude
af både selve Erindringerne og denne Dagbog, vil jeg indimellem nævne nogle
eksempler på, at jeg trods alt også lever mit almindelige menneskeliv. Her vil
jeg nævne, at jeg i dagene omkring 1. april var på en dejlig sildefiskeferie
ved og i Hvide Sande med min dattersøn - og hans søster og mor og Anna. Vi
fangede og fik spist en del sild! Dattersønnen og jeg er i det hele taget
"fiske-venner". Jeg var selv ret ivrig lystfisker, da jeg var 13-15
år.
Ellers er der ikke noget særligt at berette om april måned.
Bortset fra, at vi har fejret påske i Landet-Ryde-Vesterborg Pastorat! Jeg har
spillet til det hele (og har gjort det siden jul), fordi Anna har været slemt
plaget af iskias. Hun begynder dog snart igen, regner vi med.
Og jeg fortsætter mit arbejde ad alle spor. Selv om
tiden mere end nogensinde før er mit store problem.
Jeg henviser til undersiderne "Litterære
tekster", "Salmer", "Internationalt" og POLSKI. Og til
min Facebook-profil! (Jeg er på flere måder fortsat ret aktiv dér, idet jeg
ikke alene sætter mine digte og salmer på som hidtil, men også deltager i nogle
gode diskussioner. Se de eksempler, jeg har valgt at sætte på undersiden
"Facebook"). - Og jeg må særligt nævne, at "Informator
Polski" i begyndelsen af april udkom med min beretning på polsk om Annas
og mit tidligere omtalte fantastiske besøg hos Besta
Film i Warszawa: "Bliskie spotkanie
z telenowelą Plebania"
(Nærkontakt med tv-serien Plebania). Den polske version kan læses på POLSKI og
en dansk version på "Internationalt". - Her er linket til mit
Facebook-billedalbum om denne begivenhed:
http://www.facebook.com/album.php?aid=51625&id=100000716224349&l=fb667a0b66
Men jeg var lige ved at
glemme, at mit nyeste produkt er grundlagt den 6. april, nemlig den nye
underside "Det særligt danske"!
Og jeg bebudede den ved dette læserbrev i Folketidende netop den 6. april:
Det særligt danske
I Deadline 2. sektion søndag den 3. april 2011 blev det igen-igen diskuteret, hvad "det særligt danske" eventuelt måtte være - af Malene Busk og Michael Böss i anledning af sidstnævntes bog ”Republikken Danmark”.
Malene Busk sagde alle de sædvanlige kosmopolitiske ting, og Michael Böss var for svag, idet han stort set holdt sig til nogle - i sig selv udmærkede - almindeligheder om statsborger- og medborgerskab i en nationalstat.
Danskhedsmodstanderne forsøger ofte at sætte deres debatpartnere til vægs ved at spørge: "Hvad er så det særligt danske?". Hvilket som regel lykkes, idet svaret bliver en opremsning af almindelige vestlige samfundsmæssige spilleregler.
Måske skal man bare nægte at besvare spørgsmålet, idet man siger, at det er, som når man kører på cykel; hvis man tvinges til at forklare, hvordan man bærer sig ad med det, ender man i grøften! Eller man kan sige, at det er ligesom med det at trække vejret. Det tænker man jo heller ikke over, før nogen trækker en plastikpose ned over hovedet på en. I grunden skal man bare fortsætte med at leve sit liv som det, det nu engang er, nemlig et dansk liv. Og insistere på retten til det. Så vil det vise sig, hvad der kommer ud af det.
Det er dog også både muligt og
nødvendigt at se nærmere på spørgsmålet. Og jeg tror, jeg vil gøre det. I
blandt andet et stort historisk perspektiv. Det kan sagtens blive en side af,
hvad jeg i forvejen arbejder med. Vi får brug for det i den fremtid, der tegner
sig, og hvor der selv i bedste fald kan blive tale om en stor kunstighed og
overfladiskhed. Der er bare ikke plads til mere lige her.
Jeg er lige nu kommet til
afsnittet om Dannevirke! Men kommer så til Harald Blåtand. Jeg har dog
tilbagelagt de første måske 200.000 år! Jeg begyndte nemlig med den såkaldte mitokondrielle
Eva i Afrika - for at få hele vor menneskelige baggrund med, og for at få
understreget, at vi danskere naturligvis kun er en ganske lille kvist på
menneskeslægtens store fælles træ. Hvad vi så dog altså er. - Jeg skriver også
digte i denne også ret historisk-poetiske række af "betragtninger".
Dem sætter jo også på min Facebook-væg. Og også de kan læses på "Litterære
tekster", ligesom de altså selvfølgelig er med i den tekst, der løbende
sættes ind på "Det særligt danske".
Dette arbejde er klart en del
af mit "storpoetiske" hovedprojekt. Jeg har hele tiden vidst, at jeg
måtte beskæftige mig med historien og det folkelige, men har på den anden side
været meget forsigtig med at gå ind i det. Jeg ville rent ud sagt ikke ned i
gamle riller, ikke engang Grundtvigs! - Jeg kan indsætte et lidt ældre digt:
HISTORIEN
Kast dig ikke over historien før tiden
lad dig ikke friste af de gamles nemme spor
lad dig ikke presse af de kloges flade had
gå til den når du er rede
den er alt hvad der har været
fra Big Bang af
fra de første levende molekyler af
og den står op af jorden alle vegne nu.
20.01.11 / 03.02.11
MAJ 2011
Skrevet den
13. maj 2011:
Jeg sidder netop nu og arbejder på en lille artikel
til "Informator Polski" om den tidligere omtalte polske bog
"Bornholm, Bornholm".
Og jeg er ved at være klar til at gøre den tyske
romantik færdig i "Min lyrik- og poetikhistorie". Selv om det kommer
til at tage endnu nogen tid! Og prøver fortvivlet at komme videre med mit
poesi-projekt bortset fra de små Facebook-digte. Jeg er faktisk helt parat nu,
men mangler tid!
På lørdag skal vi til Polsk Forening i Maribos 85-års
jubilæum.
Min kontakt med gamle Nakskov-drenge, i hvilken forbindelse
jeg har fået nogle virkelig interessante oplysninger om jazzlivet i Nakskov
omkring 1960, vil jeg vente med at omtale, til jeg får koordineret tingene med
forfatteren til den ret grundige tekst om dengang - et virkelig godt supplement
til mine egne erindringer (og omvendt!).
Skrevet den
17. maj 2011 - men også omhandlende Polsk
Forening i Maribos 85-års jubilæum lørdag den 14. maj:
Er lige kommet hjem fra dejlig tur med Asbjørns hunde
(gravhundene Skvip og Ib, far og søn), der jo, som stort set altid uden for
skoleferierne, er hos os tirsdag og onsdag. Det bliver vigtigere og vigtigere
for mig at have dem med, når jeg går tur. Først - da det kun var Skvip -
distraherede det mig at have hund med. Nu tænker jeg bedst, når jeg har dem
med; det har en katalysatoragtig virkning af se deres små glade kroppe ude i
naturen. - Og jeg har dels tænkt over hele mit projektkompleks overhovedet og
særlige enkeltdele af det, dels tænkt særligt over den helt afgørende
storstruktur, jeg jo betegner som Totaldigtet. Jeg fyldte 68 i søndags og må se
at få lavet så mange ting som muligt, inden jeg fylder 70, især på de helt
centrale områder, hvilket nu - foruden den salmedigtning, jeg helt overraskende
er kommet så godt i gang med, og selvfølgelig min deltagelse i den kirkelige
debat - først og fremmest vil sige netop Totaldigtet (og poetikken) og de
virkelige enkeltdigte, jeg nu endelig skal til at skrive. Men der er jo også
delprojektet "Det særligt danske" (se denne underside), hvor jeg er
kommet til Dannevirke, som jeg har fået skrevet et lille digt til, og er på vej
til Harald Blåtand - som jeg nu har et ganske særligt forhold til, idet jeg jo
er forbindelsesmand til Roskilde Stift og Roskilde Domsogn, for så vidt angår
det store dansk-polske Harald Blåtand-projekt omkring 1. september i år. Det
kommer der mere om til sin tid. - Og jeg bliver måske allerede i dag færdig med
den allerede omtalte lille artikel, hvori jeg hverken mere eller mindre end præsenterer Hubert Klimko-Dobrzanieckis
roman "Bornholm, Bornholm". Denne artikel vil kunne læses på
undersiden POLSKI, når den til sin tid er blevet bragt i Informator Polski. -
Hvad salmerne og digtene angår, henviser jeg endnu en gang til undersiderne
"Salmer" og "Litterære tekster".
Og hvad netop det polske angår, kan jeg fortælle, at Anna og jeg - samt vort barnebarn Mathilde - i lørdags (14/5) deltog i receptionen i Det Polske Hus i Maribo i anledning af Maribo-afdelingen af Foreningen af Polakker i Danmarks 85-års jubilæum. Formand Hanna Słobodziuk indledte i sædvanlig fin stil med velkomst og en kort historisk betragtning. Til stede var foruden de fremmødte medlemmer konsul Urszula Filipkowska fra den polske ambassade, tidligere Federacja Polonia-formand (og fortsat Informator-redaktør) Roman Śmigielski og fru Urszula, historikeren Søren Kolstrup - og to repræsentanter for skakklubben, som også benytter huset, der jo nu ejes af Lolland Kommune (den ene kendte vi; han er fra Hillested, hvor Annas far jo i sine sidste mange år var præst).
Lille Mathilde (1½ år) havde vi med, fordi hendes mor og lillebror allerede var hos os op til min fødselsdag, og fordi vi derved kunne give moderen og lillebroderen lidt ro. Men det var også sjovt at have hende med; hun nød det, og alle var søde mod hende. Roman og konsulen og jeg nåede at få snakket noget på polsk. Og Roman, Søren og jeg fik en meget interessant drøftelse under tre vinkler af især den aktuelle politiske situation i Polen. Og vi nød som sædvanlig det helt særlige hyggelige samvær. Det er altid dejligt at være sammen med polakker, og der er noget helt særligt ved forbindelsen mellem det polske og det lollandske, også i de yngre generationer, der jo nu mere og mere er tale om.
Jeg ved godt, at der er ikke så få gentagelser i denne Dagbog, men jeg har ikke tid til at kontrollere det så nøje, og jeg tænker også på de læsere, der ved fx Google-søgning kommer ind et bestemt sted. Hvis jeg får tid til det - eller skønner det absolut nødvendigt - vil jeg, som vist allerede indledningsvis sagt, på et tidspunkt foretage en også opstrammende slutredigering.
JUNI 2011
Den 2. juni
2011, Kristi himmelfarts dag døbte
jeg mit yngste barnebarn Markus i Kettinge Kirke, Lolland østre Provsti - under
en højmesse, som jeg forrettede. Og Anna sad ved orglet, og vor søn Asbjørn
fungerede som kirkesanger (han var i en periode af sin gymnasietid kirkesanger
i Godsted, Lolland østre Provsti).
Denne usædvanlige begivenhed skyldtes, at der netop
Kristi himmelfarts dag ikke var nogen gudstjeneste i Kettinge Kirke, familiens
sognekirke, ja, ingen gudstjenester i hele Lolland østre Provsti - bortset fra
den store fælles friluftsgudstjeneste i Fuglsang Slotspark (jfr. nf. til anden
pinsedag). Men Kettinge-Bregninge er jo mit gamle nabopastorat, hvor jeg i min
Døllefjelde-tid ofte har afløst, ja, et par gange været konstitueret
sognepræst, og sognepræst Ramund Kværnø var i de sidste flere år min nabopræst.
Så jeg ringede til ham og spurgte, om vi - populært sagt - måtte låne kirken.
Det måtte vi, og vi fejrede Kristi himmelfart-højmessen på Kettinge Kirkes helt
normale måde. - Jeg er ikke den, der går efter den slags, men som det nu blev,
var det selvsagt en stor oplevelse for os alle. - Se evt. mere på undersiden
"Prædikener efter 30.06.03".
Den 13. juni 2011. anden pinsedag deltog jeg i Lolland vestre Provstis sædvanlige
fælles friluftsgudstjeneste i Reventlowparken. Anna og jeg hører jo rent
tjenstligt til i Lolland vestre Provsti, idet vi sammen varetager
organisttjenesten i Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat.
Lørdag den 18. juni 2011 deltog jeg i Museum Polakkasernens 100-års jubilæumsfest (i Tågerup, 5 km. herfra). De 100 er regnet fra opførelsestidspunktet og brugen som bolig for de polske roepiger. Museum Polakkasernens historie som museum betragtet går tilbage til 1984, hvor det gennemgribende restaureringsarbejde blev indledt. - Der var et pænt antal deltagere og taler af formand for DSI Museum Polakkasernen Torsten Elsvor, den (ret) nye polske ambassadør Rafał Wiśniewski, kulturudvalgsformand i Lolland Kommune Hanne Møller og Jan Jørgensen (efterkommer af roepolakker og meget aktivt medlem af Polsk Forening i Maribo, for tiden især for så vidt angår renoveringen af Det Polske Hus i Maribo). - Jeg nød den helstegte pattegris med kartoffelsalat og andet tilbehør og hele den som sædvanlig gode stemning og fik talt med mange venner fra både Lolland-Falster og Sjælland, og desuden med ambassadøren og militærattaché, kommandør Jarosław Miłowski (som jeg har kendt siden vort første møde i Slaglille 2009; se nærmere under 1. juni og 30. oktober 2010). - Desuden Eva Floryan-Løvborg og hendes mand Leif Løvborg. Ja, Jan Jakob Floryans mor!
Ellers har det i juni måned
været business as usual på såvel mit hoved- som mit
bi-område.
Torsdag den 23. juni 2011
Med et par dages varsel havde
jeg måttet træde til som båltaleholder ved Fuglse Beboerforenings sankthansbål
på engen i Alsø ved Røgbølle Sø, den sydligste af Maribosøerne på Midtlolland,
ganske kort herfra. Det er på menighedsrådsformand Anne Høeghs jord, og det var
i år også hende, der ledede det, der foregik ved bålet, altså bød velkommen,
gav mig ordet og satte afsyngelsen af midsommervisen i gang. - Se mere om Anne
Høegh og vort forhold til hende gennem mange år under søndag den 11. april
2010.
Det er tredje gang, jeg har holdt båltalen ved Fuglse Beboerforenings sankthansbål i Alsø. I 2004, året efter at vi var flyttet hertil, var jeg ordinær båltaleholder. I 2008 havde jeg også måttet træde til i sidste øjeblik. Men vi deltager i princippet altid. Nogle gange med vore lollandske børn og Annas søster i Maribo. Sidste år var vi i Szczecin, hvor der, så vidt vi kunne se, absolut intet foregik sankthansaften. Vi var nødt til at skulle til tandlæge dér, så vi kunne nå til Poznań og for anden gang deltage i højtideligholdelsen den 28. juni af årsdagen for demonstrationerne dér i 1956. - I år havde vi ingen familiemedlemmer med, men vor gode nabo Irene, som dermed oplevede denne sankthansfest for første gang.
På grund af det korte varsel måtte jeg som i 2008 øse af, hvad jeg i øvrigt netop var i gang med, så talen bestod hovedsagelig af ting, der var hentet ud af den tekst, der står på undersiden "Det særligt danske". Hele talen står sammen med nogle tidligere båltaler på undersiden "Taler", men jeg sætter lige begyndelsen og slutningen ind her:
I midsommeraftenen handler det om det hele: Om Rummet og stjernerne
omkring os. Om Jordens hældning mod Solen. Om kornet, der gror på markerne. Om
fællesskabet om at sikre høsten og livet. Ja, om fællesskabet. Derfor er
sankthans en folkelig fest og en national fest. Jeg vil derfor - også efter
omstændighederne - øse lidt af det delprojekt, jeg er kommet i gang med, og som
hedder Det særligt danske.
Jeg begynder i Afrika for måske 200.000 år siden! Og er foreløbig kun
nået til Harald Blåtand! - Men vi må jo se os som en særlig lille kvist på
menneskeslægtens store fælles træ.
[...]
Men så til allersidst: Hvis vi ser lidt op af de skyttegrave, vi har
fået gravet os ned i, og ser ind i den fremtid, der jo under alle omstændigheder
kommer, så kan vi se nogle helt andre udfordringer.
[...]
Vi kommer til at leve i en virkelighed, der er fuldstændig anderledes
end alt, hvad vi har kendt gennem de 200.000 år, vi har set tilbage på her i
aften. Jeg for mit vedkommende føler mig faktisk allerede som en slags
neandertaler! Det ligger jo også lige om hjørnet, at menneskene kan manipulere
genetisk med sig selv og således fremavle en helt ny slags mennesker.
Problemet bliver derfor ikke, om vi kan tillade os at dyrke vor historie
og identitet eller ej. Problemet bliver tværtimod, om vi overhovedet kan få
noget som helst af vor historie og identitet med over i en fremtid, der bliver
måske næsten totalt kunstig!
Men jeg håber, min søn Asbjørn har ret, når han siger: "Tag det
roligt, far; menneskelivet er en foranderlig størrelse!". Hvormed han
altså mener, at ligesom mennesket hidtil har kunnet tilpasse sig til alle
omstændigheder, vil det også kunne det i den fremtid, der tegner sig. - Men det
vil være vigtigt for vore efterkommere, at de kender den fortid, vi har set
tilbage på noget af i aften, og får den med sig som en indholdsfylde i deres
liv.
[...]
JULI 2011
Lørdag den
2. juli 2011
I dag er en historisk dag for
mig. Jeg har i dagens løb læst to artikler i Kisteligt
Dagblads internetudgave, og Anna har hørt noget af det i radioen, så da jeg i
anden anledning (Facebook-diskussion-kommentar om gudstjenesten) var på
undersiden "Kirke og teologi"), skrev jeg dér:
Nu ikke om, men hvordan!
En historisk bemærkning om KIRKEFORFATNINGSSPØRGSMÅLET
Der er nu kommet forskellige nyheder i
forbindelse med kirkeforfatningsspørgsmålet, dels at 47% af præsterne siger ja
til kirkeforfatning, dels, at Selskab for Kirkeret
forleden tog fat på sidste omgang, inden det fremlægger forslag til en
kirkeforfatning, som kan gøre folkekirken mere politisk uafhængig. Iflg. Kisteligt Dagblad vil forfatningsforslaget foreligge den
26. september.
Det er meget mærkeligt for mig at have
modtaget disse nyheder. Vi er længere fremme, end jeg troede. Jeg har i årtier
(nærmere vil snarest blive oplyst i "Erindringer" og
"Erindringer - BILAG") kæmpet for dette. Mere af nød end af lyst. Jeg
ville da også helst have levet som dog fx i 1950'erne. Alligevel gerne med en
forfatning. En forfatning udelukker jo i princippet ikke et tæt forhold til
staten i øvrigt; det er en anden diskussion, men båndet vil jo nok blive løst,
hvad enten vi i Folkekirken ønsker det eller ej. Men jeg gentager her, at såvel
min præstelige erfaring som mit Grundtvig-studium har fået mig til at ønske, at
den evangelisk-lutherske kirke i Danmark klart for karakter af kirkesamfund. -
Se de mange artikler og debatindlæg nedenfor! Ikke mindst den yngste af dem med
titlen "Den næstbedste drøm".
Jeg kan nu - i både spøg og alvor, og i øvrigt
uden sammenligning - eller? - sige, at jeg har været med til at vinde Den Kolde
Krig, den fremmedpolitiske strid og diskussionen om i hvert fald selve
kirke-forfatningen. Der er i hvert fald det fælles ved disse tre forhold, at
jeg først har været i mindretal, men har endt med at få ret. Eller: Først har
jeg taget mig ud som reaktionær, men til sidst har det vist sig, at jeg bare
har været forud for min tid. Dette siger jeg selvfølgelig også i al gemytlighed.
I sådanne sager betyder "ret" eller "ære" intet for mig,
kun sandheden og virkeligheden, for nu at sige det sådan.
Og så er tiden altså inde til (hvad jeg også
på det seneste har forberedt mig lidt på), at det er selve kirkeforfatningens
udformning og selve kirkeorganisationens opbygning - og jo først og fremmest
hele teologien og forkyndelsen i den nye situation - det skal dreje sig om. Jeg
vil gerne være ret meget med, så længe jeg kan.
02.07.11
Onsdag den
6. juli 2011
Mit næste - og største - indlæg i den aktuelle debat om kirkeforfatning var i Dansk Kirketidende (nr. 7/2011): "Den nødvendige legemlighed". Det står, som de andre, på undersiden "Kirke og teologi". Og hvad der yderligere glædede mig, var, at det indgik
tema-afdelingen "Kirke og stat" med disse øvrige bidrag: Peter Lodberg: Folkekirke mellem Enevoldsstat og Konkurrencestat. - Inge Lise Pedersen: Varetager staten folkekirkeordningen bedst? - Anders Holm: Kirkeordning og kirkeforståelse. Den danske folkekirke historisk betragtet. Hvortil kommer, at redaktør Birgitte Stoklund Larsen i sin Set Herfra-leder selv har skrevet nogle gode ting om situationen netop nu, blandt andet at "Set herfra virke det, som om diskussionen er ved at går over i en fase 2".
Jeg føler som sagt også, at det nu endelig er ved at være alvor, og jeg er allerede begyndt at studere forfatningerne for vore evangelisk-lutherske nabokirker Svenska Kyrkan og Die Nordelbische Evangelisch-Lutherische Kirche (hentet på Internettet).
Efter alle disse år er det mærkeligt for mig, at vi nu er kommet hertil. Selvfølgelig også skræmmende. Meget kan gå galt. Men vi må håbe, vi får tid til en grundig drøftelse og når frem til et godt resultat, hvor vi ikke alene opnår den nødvendige fornyelse, men også får videreført så meget som muligt at alt det gode, der vitterligt er i Folkekirkens tradition.
Onsdag den 13. juli
2011
Arbejdet med forberedelsen af Harald Blåtand-dagen i
Roskilde den 4. september skrider godt fremad. Jeg fik i går grønt lys fra
biskop Peter Fischer-Møller til at foromtale alt. Jeg havde sendt ham den lille
artikel, jeg den 8. juli havde på Folketidendes kulturside: "Harald
Blåtand og Danmark-Polen", hvori jeg i generelle vendinger havde omtalt
Harald Blåtand-markeringen i Roskilde. Anledningen til, at jeg (som læserbrev)
havde sendt denne tekst til Folketidende var en artikel på kultursiden den
5. juli under overskriften "Harald Blåtands vikinger var måske polske
lejesoldater", hvor man refererede de nye arkæologiske resultater, som
viser, at nogle af Haralds soldater i Danmark er kommet fra slavisk område syd
for Østersøen. Min egen behandling af dette kan læses på undersiden "Det
særligt danske". Men Folketidendes kulturredaktør vil gerne bringe en
egentlig foromtale af begivenheden. Derfor måtte jeg sikre mig, at biskoppen
var indforstået med, at jeg nu omtaler alt. Jeg er nu i direkte kontakt med
redaktøren af Roskilde Stifts hjemmeside Bo Nygaard Larsen, så jeg af ham kan
få alle de oplysninger, jeg skal give videre til Folketidende. Men ellers havde
jeg jo sendt nogle polske salme-tekster til biskop
Peter Fischer-Møller, som selv varetager forbindelsen til os i initiativgruppen
under sognepræst Maria Harms' ferie (det er hende, der er Domsognets
kontaktperson). - Jeg har netop sat en note om Harald Blåtand-dagen på min
Facebook-profil: "Harald Blåtand-markering i Roskilde den 4. september
2011". Den kan læses på undersiden "Facebook".
Søndag den 17. juli 2011
Deltog i højmessen i
Torslunde Kirke, i forbindelse med hvilken vi også fejrede Agnes Langballes
40-års jubilæum som kirkesanger netop først dér (først senere i pastoratets to
andre sogne). Agnes er enke efter sognepræst i Fuglse-Krønge-Torslunde Frode
Langballe. Vi har haft en del med hende at gøre i vor tid her, dels når vi har
været organister - eller jeg præst - her, dels i den særlige lille kreds, vi
havde en tid (omkring året 2005), og som jeg havde døbt "Fuglse og omegns
gejstlige festfællesskab". Medlemmer var, foruden Agnes og os, Karen
Margrethe Feldmose Antonsen, Øster Ulslev, Vinni Gaarn-Larsen og Henning
Due-Hansen, Fuglse, Peter Poulsen og fru Lise, Errindlev samt Anders Blichfeldt
og fru Jette, Holeby (beklager, at der er et par efternavne, jeg ikke lige kan
huske). - Igen fylder jeg al den lokal(kirke)historie på, jeg kan.
Natten mellem 22. og 23. juli 2011
Dagen har været præget af bombeeksplosnionen (-erne?) i
regeringskvarteret i Oslo og skudmassakren på Utøya (Arbeiderpartiets
ungdomslejr). Jeg har deltaget i kommenteringen på Facebook. Nok for hurtigt.
Mere eller mindre alle troede jo først helt sikkert, det var et islamistisk
terrorangreb. Her ved midnatstid var det eneste sikre (må man da gå ud fra), at
et etnisk normand var blevet anholdt for
skudmassakren på Utøya. Og det blev mere eller mindre sikkert sagt, at han også
skulle være set på bombestedet i Oslo med en varevogn. Bortset fra det var
sagen i løbet af aftenen også kommet til at tage sig mere og mere underlig ud.
I skrivende stund står alt åbent: islamisme, højreekstremisme, en enkelt galning.
- Bortset fra, at den slags er frygteligt, ikke mindst for så vidt angår de
ganske unge mennesker på Utøya, er det lærerigt at følge udviklingen i en sådan
sag time for time. Og det kan måske ende som en helt særlig sag. Så, nu er der
01-radioavis. Jeg hører den lige. - Der var ikke noget særligt nyt. Snarere
fortsat underlig tavshed omkring den anholdte. Nogle kommentatorer peger på, at
gerningsmanden simpelt hen kan være psykisk syg. - Se undersiden
"Facebook" - og nedenfor.
Jeg satte tidligere på
aftenen, som sædvanlig, mine salme-ting på. I øvrigt ret usædvanligt. For
evangeliesalmen var min russiske oversættelse fra 1996 af "Der sad en
fisker så tankefuld". Men jeg havde også et nyt vers til efter GT-læsning.
Under indtryk af dagens begivenheder var selve væg-opslaget:
Salme og vers til 5. søndag efter trinitatis, 24.07.11, Luk. 5,1-11
Samtidig med, at vi har alle vore forskellige tanker i forbindelse med situationen i Norge, skal livet gå videre, også vort kristenliv. Så jeg sætter de forberedte ting på som altid fredag aften. Med TV 2 News kørende ved siden af. Og med en bøn for os alle. - Se kommentarfelterne nedenfor.
Ellers fortsætter jeg mit
arbejde ad alle spor. Jeg bruger stadig megen tid på "Det særligt
danske", hvor jeg nu er ved at gå i gang med kap. 3, som i hvert fald
foreløbig har overskriften "Fra Reformationen til slutningen af
1700-tallet". Måske kommer der til sidst et slut-årstal på. Jeg læser lige
nu med stor interesse Ove Korsgaards disputats "Kampen om folket".
Har også lidt diskussion om dette på Facebook med blandt andet Peter Tudvad, som jeg i det hele taget ofte er i god og
interessant kontakt med (kendt for sin bog om Kierkegaard som antisemit;
arbejde nu på bog om Bonhoeffer, bor i Berlin). Men jeg
bruger for megen tid på Facebook. Til gengæld er det snart det eneste sted, man
kan få nogle seriøse drøftelser. Og mange gange er det på højt plan. Men det er
med stort udbytte, jeg drøfter meget forskelligt med mine gode venner, uanset
på hvor højt plan i fx akademisk målestok det er. For mig er Facebook et
virkelig bredt mødested, og lad mig bare for en gangs skyld sige: både
kirkeligt og folkeligt!
Jeg bruger også en del tid på
Harald Blåtand-projektet. Vi er nu også kommet til PR-fasen. Jeg har allerede
haft min lille tekst på Folketidendes kulturside, og nu gælder det den
egentlige foromtale dér, i hvilken forbindelse jeg også nu er i kontakt med
redaktøren af Roskilde Stifts hjemmeside Bo Nygaard Larsen, som selv har plads
dér for tekst af mig (på vegne af initiativgruppen, først og fremmest Jan Zalewski, som jeg har bedt om input fra).
Og nu skal jeg op og læse
videre i Eva Floryans "Wspomnienia"
(Erindringer), som hun sendte mig efter vor samtale ved Polakkasernes
jubilæumsfest. Se til 18. juni. - Jeg er nu i mailkontakt med hende og Leif.
Bogen er uhyre velskrevet og særdeles interessant. Ewa er nu ca. 14 år gammel,
men allerede kurer og sygehjælper i Armia Krajowa. Og Opstanden står lige for døren.
Jeg prøver at dyrke "Det
særligt danske" parallelt og vekselvirkende med hovedprojektet som sådant
og produktionen af digte. Har da også fredag fået uddraget et lille digt af et
større, ufærdigt digt fra 2001. Det kommer snart på Facebook - og på
"Litterære tekster". Titlen er "Atter atten år?".
Mandag den 25. juli 2011
Jeg har naturligvis fulgt den
norske terrortragedie nøje. Men kan ikke kommentere den nøjere her. Alt
foreligger jo beskrevet alle mulige steder.
Måske skal jeg sige, at det
var godt at være til højmesse i Systofte på Falster, hvor sognepræst Tom Friis
på en virkelig god måde inddrog begivenhederne i prædikenen og kirkebønnen. Det
var også i det hele taget godt at opleve en kristen gudstjeneste. Også på
baggrund af den norske galnings uhyrlige brug af kristne betegnelser. Men altså
først og fremmest i det hele taget. - Anna spillede, og jeg havde tilfældigvis
vor lille sønnedatter på knapt to år med. Hun og jeg sad fint sammen på vor
kirkebænk.
Jeg har fortsat deltaget i
diskussionerne på Facebook. Det afgørende for mig har været de ting, jeg nævner
i den "status", jeg i dag har slået op på min FB-væg og sat på
undersiderne "Facebook" og "Debat". Jeg vil også sætte den
ind her:
Status efter ugerningen i Norge
Måske
skulle man slet intet sige - ud over sympatitilkendegivelser til nordmændene.
Når jeg alligevel slår dette op på min væg - og sætter det på min hjemmeside -
er det, fordi der er to ting, der er vigtige, nemlig dels at hindre bare selve
sådanne syge tanker i at opstå og at hindre tilgangen til de syge miljøer, dels
at sikre, at den frie debat i det normale samfund kan fortsætte uhindret.
Hvad
det første angår, er det vigtigt, at alle i det normale samfund udtrykker deres
foragt for folk som den norske galning (hvis navn ikke fortjener at blive
nævnt) og står sammen i forsvaret af vort demokratiske samfund, med alle
midler, både de bløde og, om nødvendigt, de hårde. Pointen er, at disse syge
mennesker, herunder dem, der bare er på vej i den retning, ikke skal bilde sig
ind, at de repræsenterer noget eller nogen som helst i det normale samfund. Her
kan massiv og enigt udtrykt foragt nok have betydning.
Hvad
det andet angår, er det vigtigt at understrege, at det, at en galning betegner
sig selv som kristen og nationalist, ikke giver ham noget som helst ejerskab
til hverken kristendommen eller fædrelandet. Ugerningen i Norge må ikke føre
til indskrænkninger i den normale debat og den normale demokratiske proces. Det
er nu som før legitimt at bekende sin kristne tro og at give udtryk for
kærlighed til fædrelandet og modstand mod indvandringen og islamiseringen. Det
er vist en kommunistisk opfindelse, at virkeligheden er så enstrenget, at jo
længere man fjerner sig kommunismen (og i det hele taget "det
progressive"), jo nærmere kommer man fascismen. Men virkeligheden er ikke
enstrenget. En kristen og fædrelandskærlig nordmand står ikke denne galning
nærmere end en ateistisk og kosmopolitisk nordmand. Den store afgrund ligger
mellem dem, der ved udøvelse af terror i virkeligheden gør sig selv til en
slags gud, og dem, der lever og virker normalt i det normale samfund. I det
perspektiv er alle andre forskelle uden betydning.
25.07.11
Det er nødvendigt, at disse
ting bliver sagt. Men jeg gentager, at man sådan set føler det forkert,
overhovedet at sige noget. Den norske galnings forbrydelse, især selvfølgelig
nedskydningen af de unge på Utøya, er så uhyrlig, at alt egentlig må stå
stille.
Jeg hører til dem, der ikke vil
nævne galningens navn. Og selv om det som sagt trods alt er nødvendigt at sige
noget, gælder det også om at sørge for, at hans udåd får så lidt
propaganda-værdi som muligt. Det er jo tydeligt, at netop propaganda-værdien
har været - og er! - vigtig for ham. Og det er - dybt desværre - helt åbenbart,
at der findes andre syge mennesker rundt omkring i Europa, også her i Danmark,
som faktisk vil kunne blive inspireret af at høre og se om udåden.
Den 29. juli
2011
Klokken er 0042. Jeg har lige sat nedenstående
erklæring på såvel min Facebook-væg som på undersiderne "Facebook" og
"Debat":
ERKLÆRING:
Som meddelt andre steder er jeg gået
i sørgetid. Efter at have udtalt min absolutte foragt for den unævnelige
udådsmand i Norge og alle, der måtte gå i lignende tanker. Jeg vil ikke svare
dem, der nu slår plat på den ufattelige norske tragedie. Men senere går jeg ind
i kampen igen. Den demokratiske proces skal fortsætte som hidtil.
Jeg har fortsat levet med i hele situationen, både
følelsesmæssigt og analytisk. Jeg er rystet over, hvordan der slås plat på
denne tragedie i en stund, hvor alle normale mennesker burde stå sammen. Men
jeg vil ikke engang synke til den dybde, hvor imødegåelse af plattenslagerne
skulle finde sted. Men senere siger jeg nok lidt. Selv om jeg ud fra enhver
betragtning skal koncentrere mig om mit projekt. - Jeg har for det første ret
til at prøve at få mit eget liv gjort så meget færdigt som muligt. Men sammen
med alt, hvad jeg ellers gør, vil det måske også kunne være et bidrag til en anden
kultur. Selv om jeg jo naturligvis primært dyrker mit, i enhver betydning af
ordet, livs-projekt for netop livets skyld, og kun det. Sammenhængen er bare,
at der netop skal en ny livs-kultur til, hvis vi skal have en ny tankegang.
Eller i hvert fald have sådan noget som mit til at fylde godt i en mere
mangfoldig kultur. Jeg behøver altså ikke se min koncentration om projektet som
en - om end tilladelig - tilbagetrækning fra værnepligt-tjenesten, men kan på
en mærkelig måde sige, at jeg i det store perspektiv gør mere gavn ved at
koncentrere mig sådan. Navnlig hvis jeg husker at lade være at tænke over det!
Det er jo døden, hvis jeg begynder at lave poesi-ting med henblik på deres
effekt i kultur-kampen!
Og ganske kort: Det er nu mig, der skal sørge for omtalen
af Harald Blåtand-dagen 04.09.11 såvel i Folketidende som på Roskilde Stifts
hjemmeside.
AUGUST 2011
Mandag den
8. august 2011
Jeg har fortsat brugt en del
tid på Facebook i forlængelse af tragedien i Norge den 22. juli. Men jeg har
ikke sat noget på min hjemmeside siden min erklæring om sørgetid 29/7 (se ovf.
til under den dato) og den nedenfor indsatte erklæring af 1/8. Og i Facebook er
det især debatten efter Sørine Gotfredsens på flere måder (allerede
tidspunktet) uheldige - og desuden misforståede og misbrugte - kronik i
Berlingske Tidende, jeg har deltaget i. Min mening er (og det er jo, hvad hun
nu også selv indrømmer), at der er nogle uheldige formuleringer, men at
analysen, under den vinkel, hun anlægger, er korrekt. Idet jeg jo føjer til, at
den slags galninge kan bruge hvad som helst for at gøre sig selv til en slags
gud. I Facebook er jeg begyndte at kalde mine venner til orden, hvis de bruger
ord som lort, amøbe og rotte om indvandrerne. Det har jeg naturligvis aldrig
selv gjort, og jeg har, i hvert fald i et læserbrev i Folketidende for nogle år
siden og tidligere i Facebook allerede advaret mod "dårlig tone", af
såvel ideelle som strategiske grunde. Jeg har erklæret tofrontskrig og
opfordrer alle normale mennesker til at stå sammen i forsvaret af demokratiet
og trygheden.
Erklæringen af 29/7 fulgte
jeg 1/8 op med denne (både på min FB-væg og på undersiden
"Facebook"):
NY ERKLÆRING:
Efter at have holdt søndag og have fulgt debatten lidt er jeg
kommet til den konklusion, at det klogeste nok er at lade skammens mørke sænke
sig over såvel den norske ugerningsmand (hvis navn jeg bevidst aldrig nævner)
som (trods alt i øvrigt uden sammenligning) Anita Bay Bundegaard
og alle hendes lige.
Nå, jeg har også i
Islamkritisk Netværk og i Facebook skrevet en kommentar om "Kringsatt av fiender" som en
kommunistisk salme - til et indlæg i Netværket, hvor en præst havde sagt, at
den i hvert fald ikke skulle synges med ham som præst, men ikke havde begrundet
det med andet end overfladisk humanistisk menneskesyn. Min kommentar står på
undersiden "Facebook".
I øvrigt mener jeg fortsat,
at det eneste, der skal siges, er de ting, der kan forhindre, at folk kommer ud
på den voldelige højreradikale side, og de ting, der kan forhindre "de
hellige" i at få lukket munden på os normale fredelige og demokratiske
debattører. Jeg vil dog mene, at "de hellige" er kommet dårligt ud af
deres skamløse forsøg på at slå politisk plat på den norske tragedie, og at
udviklingen i det store og hele er i min sides favør. Hvor det nye altså dog
er, at vi nok skal regne med at komme til at kæmpe en tofrontskrig. Vreden og
harmen er stor i ret brede kredse. Men alle må nøjes med at bruge den
almindelige debat og den almindelige politiske proces. - Der var også nogle,
der mente, at man kunne bruge Hitler og hans naziparti som våben kommunisterne,
der jo vitterligt udgjorde en tilsvarende fare. Men vi så, hvordan det gik. Man
kan ikke bekæmpe pest med kolera - eller kolera med pest.
Ellers prøver jeg nu at
koncentrere mig om poesi-projektet. Det er katastrofalt, hvis jeg ikke kommer
virkelig i gang nu! Det vil ud fra enhver betragtning være at svigte min pligt
overhovedet. Hele den grundlæggende teori er klar. Jeg skal bare producere.
Digte og videre poetik og poetologi samt alle de andre ting, der kan indgå i
"Totaldigtet". - Men jeg skal have gjort "Det særligt
danske" færdigt. Og så er der Harald Blåtand-projektet, hvor jeg snarest
skal have skrevet noget til Folketidendes kulturside og til Roskilde Stifts
hjemmeside. Og jeg skal have læst Eva Floryans
fantastiske erindringer færdig. Jeg er nu nået til 1983.
Mandag den 22. august 2011
Oprørerne har stort set
kontrol over Tripoli. Gaddafis tid er forbi. Vi må håbe, det lykkes at få skabt
stabilitet og udvikling mod frihed og demokrati i Libyen. - Jeg har i en
kommentar til opslag af min FB-ven Naser Khader ønsket libyerne til lykke. Og
syrerne held og lykke! Og endnu en gang erklæret min støtte til Naser.
Ellers er der ikke væsentligt
at føje til de tidligere tilførsler.
Jeg udveksler nogle mails med
Eva Floryan og hendes mand Leif Løvborg. Jeg er meget
glad for at have denne kontakt med dette par, og jeg håber, "Od czasu do czasu" vil blive
tilgængelig for det dansklæsende publikum. Det er et enestående og meget
velskrevet dokument, i meget bogstavelig forstand et eksempel på den lille
historie i den store, helt tilbage fra den polske 1863-opstand af og frem til
nutiden, for Eva Floryans og hendes families
vedkommende, og for Polens og Europas vedkommende. Dansk titel kunne blive
"Fra tid til anden" - selv om denne oversættelse af den polske titel
altså kun dækker den sædvanlige betydning af de polske ord og ikke får den, om
man så må sige, bogstavelige nuance med, som fremgår af den ordrette
oversættelse til dansk: "Fra tid til tid".
Og jeg har fået lavet mine
foromtale-tekster til den dansk-polske Harald Blåtand-dag i Roskilde den 4.
september. Den til Lolland-Falsters Folketidende kommer sandsynligvis på
kultursiden på lørdag. Den til Roskilde Stifts hjemmeside er endnu ikke kommet
på.
Jeg har ikke kunnet lade være
at deltage lidt i den løbende debat i Facebook og på Nettet, især den, der har
udspillet sig efter den norske tragedie. Men af flere grunde prøver jeg nu at
holde inde, og jeg har vist ikke sat ret meget af det på hjemmesiden.
Jeg skal have strammet min
arbejdsdisciplin gevaldigt op. Det er katastrofalt, hvis jeg ikke får
koncentreret det allermeste af min arbejdskraft om det storpoetiske
hovedprojekt, ikke mindst for så vidt angår produktionen af digte, der virkelig
svarer til, hvad der ligger i det. Så må jeg se, hvordan jeg kan få arbejdet
med de andre sider af sagen: "Min
lyrik- og poetikhistorie", "Erindringer" og "Det særligt
danske" samt de artikler, jeg løbende vil prøve at få trykt. Hvad det
sidste angår, er jeg sådan set ved at forberede noget til Dansk Kirketidende,
måske en slags "dobbelt programartikel", dvs. en artikel som dels
skitserer mine meget beskedne ønsker, for så vidt angår den kommende sikkert
meget pluralistiske virkelighed, dels skitserer mit personlige storpoetiske
program. Hvor det altså er et hovedpunkt for mig, at ordet "program"
her har to forskellige betydninger, i det sidste tilfælde snarest betydningen
"model". Og så er der jo min deltagelse i den utvivlsomt allerede
igangværende store debat om Folkekirkens fremtid. Måske befinder vi os nu ved
det største vendepunkt siden 1536 (reformationens indførelse i Danmark). Dette
betragter jeg som mit "hoved-hovedfag", og det indgår som en helt
særlig del af mit program i betydning 1, og det (dvs. "kirke og
teologi") er naturligvis forudsætningen for hele mit personlige program
(betydning 2). - I forbindelse med "Erindringer" skal jeg snarest se
at få indarbejdet det meget spændende dokument om jazzlivet i Nakskov o. 1960,
klarinettist Flemming har skrevet.
Nå ja, jeg fik i dag også en
mail fra en mand, der skulle have stedfæstet et Hamann-citat, og som havde set
min underside "Hamann". Det fik jeg også brugt en del tid på - uden
at finde det pågældende sted!
Men hvordan skal jeg nå det
hele?! Jeg spiller jo nu også igen orgel hver søndag (med mere), efter at have
haft en slags ferie i juli måned.
Tirsdag den 23. august 2011
Mit læserbrev
"Nytænkning" var i Folketidende. Blev straks sat i Facebook-note.
Står
også på undersiden
"Debat". Det tager udgangspunkt i talen om at stimulere det private
forbrug for at øge beskæftigelsen, og en opfordring til bred nytænkning i
forhold til produktionsræset og forbrugerismen.
Torsdag den 25. august 2011
Var til stiftspræstestævne på
Fuglsang. Link: http://www.fuglsangherregaard.dk/
Tidligere hed det
stiftspræstemøde, og med få undtagelser har det altid været på Fuglsang, hvor
også andre begivenheder i stiftet har fundet sted. Man kan sige, at Fuglsang
har opfyldt en slags stiftsgårdsfunktion. Siden 1974, hvor jeg blev sognepræst
i Døllefjelde har jeg deltaget hvert år - vist med undtagelse af to gange eller
så, af hvilke jeg i hvert fald den ene har været på rejse i udlandet. Det var
som altid en dejlig dag. Dejligt at mødes med embedsbrødrene og -søstrene i den
smukke hovedbygning med den smukke park, som jeg også som regel går mig en
lille tur i. Nu er jeg emeritus, men jeg husker, hvordan det i mine unge dage
var dejligt at møde også de gamle. Som præst står man jo på en helt særlig måde
i en embeds-kæde. Jeg håber, de unge nu også synes,
det er dejligt at møde mig. Der var to gode foredrag med gode kommentarer fra
tilhørerne bagefter.
Lektor
på Pastoralseminariet i Århus Ulla Morre Bidstrup: Fordi der skal prædikes på lørdag ... - Om prædikenerne (eller som
de ofte kaldes, talerne) ved de såkaldte kirkelige handlinger (vielse og
begravelse).
Pastor
emerita, salmedigter (med syv i 2003-salmebogen) og forfatter Lisbeth
Smedegaard Andersen: Gud eller Brandes.
Forholdet mellem tro og viden i Danmark i 1800-tallet.
Men nu skal jeg videre med
mit lille Grundtvig-Hamann-arbejde. Jeg havde jo et lille hængeparti fra 2006.
Om kort tid vil man på undersiden "Hamann" kunne se, hvad det drejede
sig om og førte til. - Og derefter skal jeg videre med side-projektet "Det
særligt danske". Jeg må se at få gjort det nødtørftigt færdigt hurtigst
muligt. For bortset fra de helt nødvendige slaviske ting (og de faste slaviske
rutiner) skal jeg nu så vidt muligt udelukkende beskæftige mig med selve mit
hoved-projekt.
Hvad det slaviske angår,
nærmer Harald Blåtand-dagen i Roskilde sig (4/9), og i dag kom Informator
Polski med min præsentation af Hubert Klimko-Dobrzaniecki's
roman „Bornholm, Bornholm”: "Bornholm - wyspa i
symbol" (Bornholm - ø og symbol). Jeg har som sædvanlig selv skrevet
artiklen på polsk, og de rettelser, redaktionen naturligvis har måttet
foretage, er af et antal og en karakter, som jeg ikke skammer mig over.
Artiklen har undertitlen: "Przedstawienie powieści Huberta Klimko-Dobrzanieckiego „Bornholm, Bornholm” przez byłego mieszkańca wyspy" (En
præsentation af Hubert Klimko-Dobrzaniecki's roman
„Bornholm, Bornholm” ved en tidligere beboer på øen). Den står nu på undersiden
POLSKI. Om og i givet fald hvornår jeg får lavet en dansk oversættelse af den,
vil vise sig. Det er en meget speciel bog, men jeg vil i hvert fald anbefale
den til alle polskkyndige med tilknytning til eller interesse for Bornholm. Mon
der kommer en dansk oversættelse af bogen?
SEPTEMBER 2011
Søndag den
4. september 2011
Så oprandt Harald
Blåtand-dagen i Roskilde. På grund af deadline-forholdene og for at skrive
referatet ned, men jeg kunne huske, hvad der var blevet sagt, fik jeg lige før
midnat sendt dette referat til "Katolsk Orientering", som havde bedt
mig skrive det. Jeg har med vilje skrevet alle navne med "danske
bogstaver".
Den dansk-polske Harald Blåtand-dag i
Roskilde den 4. september 2011
Ved en historisk byvandring og en gudstjeneste i Roskilde Domkirke
markeredes 1025-året for Harald Blåtands død i det nuværende Polen og
efterfølgende begravelse i Roskilde.
Harald Blåtand-dagen begyndte ved
og i Vikingeskibsmuseet, hvor museumsinspektør Anton Englert trak de store geografiske
og sømilitære linjer op for den ret store gruppe af deltagere. Under turen op
gennem byen og ind i Domkirken fortalte også museumsdirektør Frank Birkebæk, Roskilde Museum, og professor Niels Lund,
Københavns Universitet, om Harald og Roskilde.
Klokken 14 begyndte den dansk-polske gudstjeneste i Domkirken med, at de
deltagende gejstlige og Polens ambassadør i Danmark Rafal Wisniewski
gik ind i procession. Foruden de nedenfor nævnte gejstlige deltog domprovst
Jens Arendt, sognepræst ved den katolske Sankt Laurentii
Kirke i Roskilde Alren Soosaipillai
og initiativtager til Harald Blåtand-projektet katolsk sognepræst i Haderslev
Jan Zalewski. Første
salme var "Den signede dag med fryd vi ser". Derefter orienterede
pastor emeritus Bent Christensen fra Lolland-Falsters Stift på polsk og
sognepræst Maria Harms, Roskilde Domsogn, på dansk om Harald Blåtand og
Roskilde.
Anden salme var "Lover den Herre, den mægtige konge med ære",
som de tilstedeværende polakker kunne synge med på efter den i
gudstjenestefolderen indsatte tekst fra den lille polske lutherske kirkes
salmebog.
Prædikenen over Johs. 17,20-26 blev holdt på dansk af Maria Harms og
tolket til polsk af gudstjenestens tolk biskop Czeslaw Kozon,
som er født på Falster, men har været tosproget fra barndommen af. Maria Harms
udlagde i et rigt billedsprog, hvad det vil sige, at Gud Faders herlighed er
kommet til stede i Jesus Kristus. Salmen efter prædikenen var "Nu bede vi
den Helligånd", som blev sunget på dansk.
Herefter fremførte de tre biskopper, hvad der ved den slags lejligheder
ofte betegnes som "hilsener", men som jo er små taler eller
prædikener i dagens anledning.
Ærkebiskop Andrzej Dziega, Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień,
understregede parallellen mellem den danske kong Harald og den polske fyrst Mieszko nede i Poznan-området. Harald blev døbt omkring 965
og Mieszko i 966, og begges dåb havde stor betydning
for de to landes historie. Ærkebiskoppen understregede sammenhængen mellem,
hvad der skete og sker i hver enkelt generation, og hvad der ligger i historien
gennem de tusind år, der er gået siden da, og hvad der kan komme til at ligge i
historien de næste tusind år.
Den danske katolske kirkes biskop Czeslaw Kozon talte også om Harald og Mieszko og historien. Han mindede om, hvor mobile middelalderens mennesker var, hvilket blandt andet betød, at det var nemt for Harald Blåtand at være konge over Danmark og Norge, men samtidig have en magtbase i Wolin nord for det nuværende Szczecin (formodentlig fæstningsanlægget Jomsborg). Men han konstaterede, at Danmark og det, der nu er Polen, stadigvæk er naboer ved Østersøen, så at han og ærkebiskop Dziega i dag er nabobiskopper.
Biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller indrømmede, at der er delte meninger om, hvor Harald Blåtand faktisk er begravet, men at man jo aldrig skal forsømme en lejlighed til at holde en fest. Han mindedes også den sidste store tilsvarende begivenhed i Roskilde Domkirke, nemlig den polske pave Johannes Paul II's besøg den 6. juni 1989. Ved den lejlighed fik man et lille egetræ af Paven. Det er nu så stort, at Zakæus (bla. spillet af Maria Harms!) kan sidde i det, når man i Roskilde stift gennemfører oplevelsesdagen "På sporet af Jesus" med stiftets skolebørn. Men et træ kan også være et billede på mange ting, blandt andet kirken som ét træ med flere grene.
Efter Fadervor, bedt på både dansk og polsk, fulgte sidste salme: "Nærmere, Gud, til dig", også på både dansk og polsk, denne gang med den polske tekst fra den polske katolske salmebog.
Jeg tillod mig også at sætte
det på i min Facebook-profil. Med undskyldning til "Katolsk
Orientering", hvis man skulle have noget imod det. Og det samme gælder med
hensyn til, at jeg har sat det ind her. Men der er vel ikke ret mange, der når
at se det her, inden "Katolsk Orientering" udkommer. - Link til mit
Facebook-billedalbum med billeder fra dagen: http://www.facebook.com/media/set/?set=a.254407451259794.69069.100000716224349&l=38f2909911&type=1
Jeg satte teksten ind i et
kommentarfelt (der er jo ikke plads til ret meget i selve væg-opslagsfeltet).
Og i et nyt kommentarfelt tilføjede jeg:
Jeg
kiggede efter dig, [navn på god FB-ven], og vi kunne også have været lidt sammen
ved det efterfølgende samvær i Landemodesalen, som alle deltagere i
gudstjenesten var blevet inviteret til. - Her fik jeg snakket med både gamle
bekendte fra de dansk-polske og polske sammenhænge, jeg færdes i, fx den polske
ambassadør, som jeg for nylig havde siddet ved kaffebord med ved vort lokale,
men enestående Museum Polakkasernens sommerfest. Jeg kunne fortælle ham, at jeg
med stor interesse havde læst interviewet med ham i det seneste nummer af
"Informator Polski" (som jeg, som så ofte før, også selv havde en
artikel i). Og jeg kunne sige, at de ting, han dér efterlyste mht. at udbrede
kendskabet til Polen og styrke forholdet mellem vore to lande, netop var, hvad
jeg så som formålet med mit engagement. Men jeg fik fx også en god økumenisk snak
med en ung katolsk præstestuderende. - Ærkebiskoppen fik jeg snakket noget med
under den lille frokost for de polske og danske gejstlige hos Roskilde-bispen
før gudstjenesten. - Nu må vi se, hvordan det udvikler sig. Måske bliver det
nede i og ved Szczecin næste gang.
Min lille polske orientering
ved gudstjenestens begyndelse kan læses på undersiden POLSKI.
Jeg er træt nu (der er mange,
også sproglige ting i bare den lille rolle, jeg spillede i tiden op til denne
dag, som det er svært at forklare folk, der ikke selv har været med i noget
lignende), og det er kun de ovenfor nævnte særlige forhold, der har fået mig
til at fravige mit princip om, ikke at arbejde om søndagen. (Jeg lærte det, da
jeg gik til præst; det er ikke bare "fromt", men også klogt; man arbejder
bedst, når man holder fri hver syvende dag. Men der er altså også stor teologi
i at holde helligdagen arbejdsfri (selvfølgelig med mindre hensynet til de
andre kræver noget andet). Dels det, at man afstår fra at fremme sig selv og
sine interesser, dels det, at man får fordybet sig i selve sin menneskelige
eksistens. Og så er der jo familie og venner osv.
Men det har været en stor
dag, endnu en stor begivenhed i den lange række af økumeniske (mellemkirkelige)
ting, jeg har oplevet siden 1990.
Torsdag den
8. september 2011
Var til Grundtvigs fødselsdag i Vartov, København.
Hørte to gode foredrag, nemlig først professor Ove Korsgaards "Grundtvig
som samfundsbygger", dernæst biskop over Haderslev Stift Niels Henrik
Arendts "Stat og kirke". Mellem disse foredrag var vi i Vartov Kirke,
hvor vi sang nogle sange og salmer på dansk og tysk fra den nye oversættelse
til tysk af en lang række Grundtvig-tekster. De blev præsenteret af pensioneret
universitetslektor Flemming Lundgreen-Nielsen og pensioneret professor Theodor
Jørgensen. Og jeg spillede til! Desværre lidt usikkert; jeg havde ikke mine
spillebriller med. Men det gik, og det var en oplevelse at spille i den kirke,
hvor Grundtvig havde været præst fra 1839 til sin død i 1872. Jeg spillede også
til "Kirken den er et gammelt hus" før biskop Arendts foredrag. Det
var i Store Sal, som jeg har været i tit, men som jeg helt særligt mindes,
fordi det var dér, vi havde holdt min doktorfest den 4. september 1998. Forud
for præsentationen af den tyske Grundtvig-oversættelse havde Flemming
Lundgreen-Nielsen præsenteret den nye udgave af Grundtvig-Studier, og jeg havde
den glæde at høre, at mit sidste bidrag til Grundtvig-forskningen var med,
artiklen "Totaldigteren Grundtvig". Jeg fik også snakket med en hel
del mennesker, jeg kender fra de Grundtvig'ske
sammenhænge, både ældre og yngre. Biskop Arendt kunne jeg ved
fødselsdagskaffebordet fortælle om Harald Blåtand-dagen i Roskilde, hvor jeg jo
have været sammen med hans bror Jens, domprovst i Roskilde. Det var en god dag.
Jeg kommer ikke så tit til den slags mere. Jeg var også glad for at møde leder
af Grundtvig-Akademiet redaktør af Dansk Kirketidende Birgitte Stoklund Larsen,
som jeg ellers kun kendte fra bladet og fra mailveksling i forbindelse med mine
artikler.
Fredag den
16. september 2011
Dagen efter folketingsvalget.
Jeg henviser til oplaget på min Facebook-væg med kommentarer - og til
undersiden "Facebook", hvor det hele også står, også min hilsen til
min Facebook-ven Naser Khader, som jo røg ud.
Det var en stor oplevelse for
mig at være valgstyrer i Signe Stubs Sognegård, Birket! Af
teksten på undersiden "Facebook" fremgår, hvorfor jeg hørte om Signe
Stub og hendes penge, når jeg som dreng i 1950'erne besøgte min familie i
Birket.
Men det var i det hele taget
igen stort at opleve demokratiets højtidsdag i et lollandsk landsogn.
LINKS:
http://www.signestubssognegaard.dk/
http://www.signestubssognegaard.dk/signestub.htm
Valgresultatet var ikke
overraskende og rystede mig ikke. Hvis den nye regering overhovedet kommer til
at sidde en hel valgperiode, bliver det også den eneste, hvis de forlader den
fremmedpolitik, de stort set har overtaget fra Blå Blok. Og det gør ikke noget,
at Blå Blok-partierne får en pause. Så kan ikke mindst Dansk Folkeparti vende
styrket tilbage, klar til at tage de ny udfordringer op, især den globale
kapitalisme, "Imperiet". Jeg henviser også til behovet for et i vid
forstand kulturelt paradigmeskifte og peger på kristendommen i almindelighed og
"arven og inspirationen fra Grundtvig" samt på mit eget forsøg på at
give et bidrag - hvormed jeg jo først og fremmest prøver at få gjort mig eget
liv færdigt.
Og nu skal jeg koncentrere
mig! Jeg skal så vidt muligt kun arbejde med mit hovedprojekt og - i rimeligt
omfang - "slavistikken". Det er både min ret og min pligt!
at lade færdiggørelsen af mit liv være mit bidrag til fremtiden.
Afsluttende om september 2011 (og begyndelsen af
oktober)
Jeg har på Facebook
diskuteret situationen efter valget og omkring regeringsdannelsen en hel del.
Noget af det, men kun en ret lille del, står på undersiden
"Facebook". Jeg har brugt rigelig tid på det. Jeg prøver jo at
koncentrere mig om selve mit storpoetiske projekt og noget polsk. Min holdning
er, at Danmark selvfølgelig ikke går under på grund af det nye flertal og den
nye regering. Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg er ligeglad med politik.
Samfundets og statens liv er jo kort sagt en del af det åndeliges legemlighed.
Men mit bidrag skal stort set være de programmatiske sider og det
programmatiske spin-off af selve mit projekt. Hvis
det nye flertal ruller fremmedpolitikken væsentligt tilbage, forsvinder det ved
næste valg. Og jeg tror, den økonomiske krise, som vi nok slet ikke har set
enden på, kan komme til at betyde, at det i det lange løb bliver nok for det
nye flertal at have fået luftet sin godhed, hvorefter nødvendigheden vil tvinge
det til at føre en stram fremmedpolitik. Men her må vi se, hvad fremtiden vil
bringe. Kirkepolitisk er jeg helt enig med den nye regering. Altså ikke lige
mht. homovielserne, som jeg fortsat kæmper imod, idet
jeg dog snart ikke vil ytre mig mere, men blot vente og se, og så ellers om
nødvendigt løse sognebånd. Jeg har allerede meddelt min gode sognepræst dette
(uden at vide, hvordan hun vil stille sig), og jeg har allerede en god præst at
kunne gå til. Jeg kunne måske også finde på at tilslutte mig en homovielsesfri valgmenighed. Jeg vil dog nødig være sammen
med højrefløjsfolk! Hvis jeg skal tilslutte mig en valgmenighed, skal det være
en, der også i øvrigt, ikke mindst hvad gudstjenesten angår, svarer til mine
ønsker. Men hvad kirkeforfatningen angår, er jeg helt enig! Jeg kunne ligefrem
godt tænke mig at blive medlem af en kommende forfatningskommission! Jeg mener,
jeg virkelig ville kunne bidrage med meget godt. Men også her må vi se. Det
vigtigste er, at selve drøftelsen - og dermed højnelsen af kirkebevidstheden -
kommer i gang nu. Allerede den situation, vi er i nu, er en opfyldelse af, hvad
jeg har tænkt og sagt og skrevet siden 1970'erne.
OKTOBER 2011
NB! Se ovf.
"Afsluttende om september 2011 (og begyndelsen af oktober)"!
Af forskellige grunde har jeg ikke fået skrevet noget
her siden begyndelsen af oktober. Og det er nu lige over midnat natten mellem
13. og 14. december. Men en af de aktiviteter, der har lagt beslag på min tid,
har været salmedigtningen, og jeg er netop i dag nået helt frem til 1. søndag
efter helligtrekonger 2012 med mine salme-kladder. Der er heller ikke sket så
meget. Hvad oktober angår, ser jeg dog på min kalender én helt særlig ting
(25/10). - Jeg skriver nu på den sædvanlige måde, hvad datoerne angår, selv om
det altså først er skrevet den 14. december.
Lørdag den
22. oktober 2011
Efterårsfest i Polsk Forening, Maribo. Anna og jeg havde
fået lokket vor gode nabo Irene med, og hun nød det efter alt at dømme. Jeg fik
talt en del med Roman Smigielski (bla. redaktør af "Informator
Polski", se nf.) og hans kone Urszula samt Lidia og Józef
Szuster. Lidia er formand for Polsk Forening i Næstved
og ledende person, for så vidt angår andagterne på Slaglille Kirkegård. Vi fik
talt om den noget særlige andagt i år (se nf.). Ellers var det bare stille og
roligt og hyggeligt, som sædvanlig. Hvor har vi dog tilbragt mange gode timer
dér sammen med, hvad jeg vil kalde vore lollandske landsmænd af polsk
afstamning. Foreningen af det polske og det lollandske er noget helt særligt,
og selvfølgelig ekstra særligt for mig, som jo nu forener det "den anden
vej". Der var denne gang ingen repræsentanter for ambassaden til stede.
Tirsdag den
25. oktober 2011
På kalenderen havde jeg bare skrevet:
"Eftermiddagsmøde Stormark 14-17". (Stormarkskirken, Nakskov, hvor
jeg mere eller mindre var organistvikar i den uge og i hvert fald også spillede
til højmessen den følgende søndag). Og indtil lige før mødet i Stormarkskirkens
mødelokale skulle begynde, vidste jeg ikke, hvad der skulle foregå. Så jeg blev
meget glædeligt overrasket, da jeg fik at vide, at foredragsholderen var den
gamle Nakskov-dreng Jesper Vigant Madsen - og at titlen på foredraget var
"Jesper Vigant Madsen fortæller om sit liv fra skuespiller til
teologistudiet". Jeg kunne fortælle meget om dette møde og om de gode
ordvekslinger, jeg ind imellem fik med Jesper Vigant (bla. om, at vi begge er
konfirmeret i Sankt Nikolai Kirke, Nakskov), men jeg vil nøjes med at sige, at
det var meget interessant at høre ham fortælle om først sit liv fra
tandlægestuderende til skuespiller og dernæst altså om sin beslutning om at
begynde at studere teologi (han er nu ret langt henne i studiet). Det mest
bemærkelsesværdige var på sin vis, så renfærdigt han fortalte om det, altså
uden på nogen måde at begynde at svælge i sin egen tro osv. Og så krydrede han
foredraget med sange fra sin Yves Montand-forestilling. Ved hjælp af en lille
bærbar computer og et lille højttaleranlæg, der også var bærbart; det lignede
nærmest en overgravid spadserestok. Det var i enhver henseende en virkelig
professionel performance. Men samtidig var det jo også et møde på det helt
personlige plan mellem den nu landskendte gamle Nakskov-dreng og en forsamling,
hvor i hvert fald de allerfleste havde kendt ham fra hans Nakskov-tid. Og han
besøger jo stadig Nakskov. Hans mor var også til stede (som jeg også fik en
interessant lille samtale med).
NOVEMBER 2011
Lørdag den
12. november 2011
Forskudt allehelgensandagt på Slaglille Kirkegård (jo ellers en lørdag omkring 1. november). Det var nu dagen efter 11. november, hvilket i polsk sammenhæng ikke alene vil sige våbenstilstandsdagen efter Første Verdenskrig, men dermed også Polens uafhængighedsdag (idet Polen jo indtil da i mange år havde været delt mellem Preussen, Rusland og Østrig). Anna og jeg havde igen fået lokket vor gode nabo Irene med, og desuden var Annas søster og svoger Juliane og Kurt også med igen (de havde nemlig været med ved Harald Blåtand-gudstjenesten i Roskilde Domkirke den 4. september). Det hele foregik stor set på den sædvanlige måde (men jeg havde i mit indføjet nogle ting i anledning af, at det var dagen efter uafhængighedsdagen). Den britiske militærattaché Commander Martin Smith var med for anden gang. Det helt særlige, bortset fra datoen, var, at ambassadør Rafał Wiśniewski deltog og holdt en tale efter selve andagten ved de polske RAF-flyveres grav. Ambassadøren deltog også i det efterfølgende samvær i den katolske kirkes mødelokale i Næstved. Han sad mellem Roman Smigielski og mig, så det var nu tredje gang, jeg var sammen med ham (efter Museum Polakkasernen i Tågerup's sommerfest og Harald Blåtand-dagen i Roskilde). Ambassadøren er en venlig og interessant mand med en humanistisk uddannelsesbagrund og stor international erfaring. - Se nærmere om Slaglille-andagten på undersiden "Internationalt".
NB!
09.01.12 modtog jeg dette link til Polowizja's
reportage fra højtideligheden:
http://www.polowizja.dk/2011_14.html
Og senere samme aften fik jeg billeder
fra Lidia Szuster, formand for Polsk Forening i
Næstved og leder af Slaglille-højtidelighederne. Dem lavede jeg straks et
Facebook-billedalbum med. - Link:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.295375310496341.78131.100000716224349&type=1&l=c13b880c63
DECEMBER 2011
Mandag den
5. december 2011
Anna og jeg besøgte Eva Floryan-Løvborg
og hendes mand Leif i deres hjem i Englerup. Det var sådan set et privat besøg
(meget hyggeligt og udbytterigt). Men se optegnelserne ovf. om disse to
(månederne juni, juli og august). Så det var altså også et møde på det mere
professionelle plan. Jeg lovede, at jeg fortsat gerne ville yde
konsulentbistand i forbindelse med den danske udgave af fru Evas erindringer.
Onsdag den
7. december 2011
Mit læserbrev
om forskellige protestmuligheder, når homovielse
eller kønsneutralt ægteskab bliver indført i Folkekirken, var i
Jyllands-Posten. Overskriften var "Den
ultimative løsning: Boykot folkekirken". Og det begyndte således:
"Jeg har længe sagt, at når den løgn, som et homovielsesritual
eller måske ligefrem et mere eller mindre kønsneutralt vielsesritual er, kommer
i ritualbogen, må så mange som muligt markere en konkret protest, så det bliver
tydeligt, at dette ikke har dækning i hele folkekirkemenigheden". Og det
sluttede (efter at jeg havde nævnt sognebåndsløsning og dannelse af homovielsesfri valgmenigheder som muligheder):
Den ultimative mulighed er, at par, der mener, at
folkekirken er blevet kompromitteret som ægteskabsstiftende kirke, kan boykotte
dens vielsesgudstjeneste, lade sig borgerligt ægteforene og erstatte den
kirkelige velsignelse med en ”udvidet bordbøn” før bryllupsmiddagen, altså så
at sige privatisere denne side af sagen (handlingen skal ledes af en lægmand
fra familien eller vennekredsen, ikke af en præst).
Jeg har også et forslag til ”ritual”:
Salme (f.eks. Den Danske Salmebog 706 ”I blev skabt
som mand og kvinde”). Oplæsning af kommunens ægteskabsattest. Læsning af de
relevante steder fra skabelsesberetningerne og syndefaldsberetningen [1. Mos.
1,27f + 2,18 + 3,16f.] og af Jesu ord om ægteskabet i Matthæusevangeliet
(19,4-6). Bøn med tak for livet og bøn for ægteparret. Salme (f.eks. DDS 703
”Det er så yndigt at følges ad”).
Se hele læserbrevet på undersiden "Kirke og
teologi".
Jeg har også skrevet en del tilsvarende kommentarer i
både egne og andres Facebook-tråde og i forskellige onlinedebatter, især Kisteligt Dagblads (nogle af dem stå også på "Kirke og
teologi"). Men jeg siger igen og igen, at jeg ikke orker mere, men i
stedet vil koncentrere mig om processen frem mod kirkeforfatningen. Og her vil
jeg nu føje til, at jeg jo kender danskerne og er overbevist om, at kun få vil
tage protest-skridt som dem, jeg foreslår. Desuden har netop Kisteligt Dagblad jo fået foretaget en meningsmåling, der viser følgende:
Folkekirken bør tilbyde homoseksuelle vielser: Uenig
27%. - Enig 73%.
Homoseksuelle par skal kaldes ægtefæller i
folkekirken: Uenig 33%. - Enig 67%.
Alle folkekirkens præster skal have pligt til at vie
homoseksuelle: Uenig 56%. - Enig 44%.
Slaget er altså virkelig tabt. (Der er også kun 2-3
biskopper, der siger imod). Og jeg kunne jo sådan set være ligeglad. Det er
nemlig også blevet sagt, at der kun forventes ca. 200 homovielser
om året i hele Folkekirken. Jeg vil altså næppe komme til at mærke noget
direkte til det. Men jeg har svært ved at leve med, at der kommer en direkte
løgn i Ritualbogen!
Selve fænomenet homoseksualitet som sådant
interesseret mig stort set ikke. I det moderne samfund betyder det sådan set
ikke noget, at der er en del praktiserende homoseksuelle, ja, en del
homoseksuelle, der lever i papir-parforhold. Det eneste, der interesserer mig,
er om, der er en mellemzone, så at det herskende syn på homoseksualitet kan
skubbe nogle over i homoseksualitet, som ellers ikke ville være blevet
homoseksuelle. Men man kan jo ikke engang stole på forskningen. Det gælder på
dette område, som det gælder på flere andre områder, fx klima, køn, race og intelligens,
at vor tid ikke er meget bedre end middelalderen, hvad angår forsknings- og menigsfriheden.
Jeg bliver mere og mere forstemt. Homovielserne
i sig selv er jo kun en del af den samlede problematik. Det viser også den
måde, tilhængerne argumenterer på (med deres utrolig mange ord). Og det, der i
det hele taget bliver sagt i debatten om kirken. Og der udøves måske
magtmisbrug i dansk politik på en måde, man for bare ti år siden aldrig ville
have drømt om. Og hele den måde, hvorpå politik er blevet en business - med
partierne som sælgende koncerner. Og al den svindel, der foregår i erhvervs- og
finanslivet. Og den finansielle og økonomiske krise. Og Euroen, der viser sig
at have været et ideologisk projekt uden tilstrækkelig dækning i virkeligheden.
Og hele den måde, EU fungerer - og ikke fungerer - på. Og USA i krise. Vesten
er måske ved at være så dekadent, at vi går undergangen i møde.
Se også de almindelige december-betragtninger
nedenfor! - Og undersiden "Debat".
December i
øvrigt
Det nye nummer af "Informator
Polski" havde tekst og billeder fra Harald Blåtand-dagen i Roskilde den 4. september (se ovf.). Den
almindelige tekst byggede i høj grad på mit danske referat i "Katolsk
Orientering", og den særlige tekst var simpelt hen den polske Harald
Blåtand-indledning, jeg gav i begyndelsen af gudstjenesten i Domkirken. Alt
efter aftale mellem redaktør Roman Smigielski (se ovf.) og mig. - Se også
undersiderne "Internationalt" og POLSKI.
Og mere polsk!
For nogen tid siden fandt jeg den polske skuespillerinde Katarzyna Łaniewska på Facebook
(hovedrolle i "Plebania", se nf., men også med i "Kajs
fødselsdag") og satte noget på hendes væg om Annas og mit besøg hos Besta Film i november 2010. Og det må være det, der har
forårsaget, at jeg en dag i begyndelsen af december selv fik intet mindre end
en venneanmodning fra en af de andre skuespillere i denne polske
præstegårdsserie, nemlig Karolina Nolbrzak, som spiller kirketjenerens datter Iwona og er gift med Katarzyna Łaniewska's, eller altså præstehusholdersken Józefina's, barnebarn. Jeg skyndte mig at acceptere
venneanmodningen, som jeg fulgte op med en personlig besked, som jeg ret
hurtigt fik svar på. Hende havde jeg jo også talt med under besøget. Og jeg fik
hurtigt et venligt svar. Hun huskede udmærket vort besøg og havde os stadig i
venlig erindring. Og hun havde læst mine artikler om "Plebania" og om
vort besøg. Men dermed er det ikke slut. For jeg så, at Karolina Nolbrzak var ven med sognepræsten, dvs. skuespilleren Włodzimierz Matuszak, så ham
prøvede jeg at sende en venneanmodning til, og den blev accepteret nogle dage
senere. Jeg vil prøve at se, om jeg også kan blive ven med de andre
skuespillere, vi mødte, nemlig Marcin Piętowski,
som spiller andenpræsten Artur og Bernadeta Machała-Krzemińska, som spiller sognepræstens
søster Krystyna. - Nå, jeg er selvfølgelig ikke så naiv, at jeg tror, disse
skuespillere selv sidder ved tasterne og dyrker deres Facebook-venner. Men
noget må de være med i det. En, der ikke kendte noget til vort besøg, ville
ikke på egen hånd kunne have skrevet det svar, jeg fik fra Karolina Nolbrzak. Men det er heller ikke så afgørende, hvor
personlig denne kontakt er (selv om jeg synes ualmindelig godt om alle de her
nævnte personer). Måske kan dette vise sig at blive en helt ny dimension i mit
forhold til Polen. Der er jo alle disse skuespileres
andre venner. - Det værste er bare, at serien måske er ved at være slut. Jeg så
i hvert fald noget på seriens hjemmeside om en afslutningsfest. Men det kan måske
bare have været juleafslutningen! Andre ting tyder nemlig på, at serien kan
fortsætte. Jeg har ikke haft tid til at undersøge det nærmere. Men det vil vise
sig først i det nye år. (Den station, vi ser "Plebania" på, TVP Polonia, sender den nemlig med to ugers forsinkelse).
Måske gør det heller ikke så meget. Jeg skal i dag (14/12) se afsnit 1785!
(Anna og jeg har set næsten alle afsnit siden omkring afsnit 300, hvilket
virkelig imponerede alle, vi mødte dernede i november 2010; det blev sagt ved
hver præsentation af os). - Se i øvrigt de danske udgaver af mine to
Plebania-artikler på undersiden "Internationalt". De, der læser
polsk, kan se de originale polske tekster på undersiden POLSKI.
På torsdag skal jeg spille
til en andagt i Nysted Kirke. Det
bliver nok sidste gang, jeg kommer til at optræde sammen med min gamle
nabopræst Jens Chr. Nielsen.
Onsdag den
14. december 2011
I øvrigt fortsætter jeg mit arbejde. Jeg blev i går
færdig med salmerne helt frem til og med Halleluja-verset til 1. søndag efter
helligtrekonger. Og jeg er nu helt klar til, for alvor at gå i gang med at
skrive rigtige digte. Jeg håber, at jeg i uge 2/2012 vil kunne sætte et digt på
min Facebook-væg (og på undersiden "Litterære tekster", der virkelig
udfolder, hvad jeg nu efter sådan set mere end 50 års forberedelse er nået frem
til). Og jeg vil snarest gå i gang med at nyformulere
både "Poetik" og "Mit eksistens-rum". Og jeg vil i det hele
taget arbejde videre med "Totaldigtet", både mere teoretisk på disse
undersider og i praksis gennem min deltagelse i debatten. Jeg har allerede
sendt en artikel til Dansk Kirketidende med overskriften "Fremtidens
fællesskab(er). Nogle krav, ønsker og tilbud af programmatisk karakter ".
Jeg håber, den kommer i. Heri nævner jeg selvfølgelig som noget af det første
den kommende frie evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Og jeg deltager (som
det kan ses på "Kirke og teologi") allerede flittigt i online- og
Facebook-debatterne om Folkekirkens fremtid. Jeg agter at prioritere min
deltagelse i denne proces meget højt. Kirke og teologi er jo, som jeg siger,
mit "hoved-hovedfag"! Og det, der sker nu, har jeg mere eller mindre
arbejdet for siden 1970'erne! Der kommer altså meget mere om dette. - Se også
undersiderne "Litterære tekster" og "Salmer".
Og så venter jeg jo stadig på, at "Livsengagement
og poesi" kommer i Præsteforeningens Blad. Den burde komme i år. Men jeg
ved, at mit sidste bidrag til Grundtvig-forskningen (måske bortset fra et lille
stykke Grundtvig-Hamann; se undersiden "Hamann") kommer i "Grundtvig-Studier",
som kan komme, hvad dag det skal være. - Og jeg har planer om, måske at få mine
salmer, eller dog nogle af dem trykt. At jeg i den grad skulle komme i gang som
salmedigter, er den største overraskelse efter min pensionering. Men det ligger
jo på sit helt særlige plan og har ikke som sådan noget med mit særlige
poesiprojekt at gøre.
Jeg har sådan set alt på plads og i gang og går glad
ind i det nye år. Jeg følger mig også stadig ung, ja, faktisk "atter atten
år", og produktiv. Mit eneste problem er, at jeg ikke kan nægte, at jeg
fylder 69 til maj og 70 i 2013. Så jeg må virkelig koncentrere mig og være
flittig, hvis jeg bare nogenlunde skal nå at få gjort mit liv færdigt og dermed
også få videregivet så meget som muligt til mine efterkommere. Jeg håber, jeg
kan leve og bevare min arbejdskraft, i hvert fald til jeg fylder 75. Men det
kan ingen jo vide. Mærkeligt at være kommet hertil. Men min kristne tro gør mig
(vilkårene taget i betragtning!) tryg og afslappet. Intet kommer jo i sidste
ende an på mig. På den anden side ligger det jo netop i hele min teologi om det
kristeligt nødvendige livsengagement, at jeg har pligt til at se at få udfoldet
så meget som muligt.
Lørdag den
31. december - afsluttende om december 2011 og hele 2011
(Skrevet 09.01.12)
Der har ikke været noget særligt i resten af december
måned og dermed resten af 2011. Men lidt kan jeg da føje til:
Grundtvig-Studier
2011 er endelig udkommet. Med min
artikel "Totaldigteren Grundtvig" som første egentlige artikel (se
den på undersiden "Grundtvig"). Dette er mit sidste egentlige bidrag
til Grundtvig-forskningen. Men jeg håber, en eller flere yngre forskere vil
fortsætte, hvor jeg nu har sluppet. Der er mange vigtige ting at undersøge og
overveje, og jeg tror, tiden er inde til, at man igen dyrker Grundtvig - som jo
har været noget ude i kulden, fordi han har været betragtet som
"nationalist". (Der bliver dog nok en lille smule Grundtvig-Hamann
til 2012-nummeret, men derom mere i løbet af 2012). Det var dog vemodigt, at
min artikel kom til at stå lige efter den allerførste tekst i nummeret, nemlig S.A.J. Bradleys nekrolog over den britiske
Grundtvig-forsker Arthur Macdonald Allchin. Jeg var selv sammen med Allchin
ved Grundtvig-Selskabets årsmøde for nogle år siden, hvor jeg ved kaffen fik
talt en del med ham om Den Ortodokse Kirke, og som jeg under selve årsmødet
havde den ære at få forklaret, hvad der lå i Grundtvigs jo meget ejendommelige
syn på enevældens statskirke og den senere Folkekirke. Hans ansigt
lyste, da han efter min forklaring udbrød: O, he had to call the church not a church in order
that he could stay in it!". Denne
sætning citerer jeg flittigt, blandt andet i min seneste (og indtil videre
vigtigste) større kirkepolitiske tekst "Den næstbedste drøm" (se den
på undersiden "Kirke og teologi"). Jeg var i øvrigt også i kontakt
med Allchin i (formodentlig) 1997, hvor jeg prøvede
at få ham til at oversætte resuméet af min (jo i 1998 udgivne) disputats
"Omkring Grundtvigs Vidskab" til engelsk, hvad han dog ikke kunne
afse tid til).
Hvad mine ovf. under "December i øvrigt"
omtalte Facebook-venskaber angår, kan jeg oplyse, at det lykkedes mig at blive
ven med Marcin Piętowski, som spiller
andenpræsten (wikary) Artur, og at få udvekslet
meddelelser med ham, svarende til dem, jeg fik udvekslet med Karolina Nolbrzak (Iwona). Han havde os også i venlig erindring og
skrev om ks. Artur (pastor Artur) på en måde, der kun kan betyde, at han selv
har skrevet eller dikteret det. Han skrev blandt andet (også i forlængelse af
vore samtaler den 18. november 2010), at jeg ikke skulle regne med, at
ks. Artur ville forbedre sig lige med det første! (Han er jo en lidt sur
"system-mand", som Marcin Piętowski dog ikke alene spiller godt, men også er
glad for at spille).
4. søndag i advent spillede jeg i Errindlev Kirke, hvor Rødbyhavn-præst Marianne Eilskov Hansen var afløsende præst.
Julen gik stille og roligt i kirker og hjem.
Hermed slutter
optegnelserne for december måned og hele året 2011.
* * *
2012
JANUAR 2012
Mandag den
9. januar 2012
Der var i dag mail fra Roman Smigielski med dette Polowizja-link:
http://www.polowizja.dk/2011_14.html
Det er optagelser fra højtideligheden på Slaglille
Kirkegård den 12. november 2011. Se nærmere under november 2011 og på
undersiden "Internationalt".
Ellers er der ikke noget særligt at fortælle om de
første dage af 2012. Der sker lidt på det under december 2011 omtalte
Hamann-område og på det dansk-polske område i øvrigt (med henblik på 500-års
reformationsjubilæet i 2017).
Ved indgangen til det nye år prøver jeg dog at
koncentrere mig om de allervigtigste ting: Deltagelsen i processen frem mod
kirkeforfatningen. Salmeskrivningen (og forsøget på måske at få i det mindste
nogle trykt). Men helt særligt arbejdet med det hovedprojekt, der fortsat har
arbejdstitlen "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt
nødvendige livsengagement". Jeg er virkelig klar til at gå i gang for
alvor. Den lange indledningsperiode siden 1961(!) er slut. Men jeg skal passe
på at få udnyttet tiden. Et årsskifte er altid tankevækkende, og dette har
været det mere end nogensinde. - Og som det vil være min hjemmesides besøgende
bekendt, har jeg også en del andre ting på bedding end lige netop skrivningen
af digte og poetik-tekster. Det er ikke mindst sørgeligt, ja, direkte flovt, at
jeg i lang tid ikke har fået skrevet noget på "Erindringer" og
"Min lyrik- og poetikhistorie". Hvortil kommer planer, jeg ikke har
skrevet noget om endnu her på hjemmesiden.
Mandag den
19. januar 2012
En kvinde i Jylland, hvis tipoldefar var skovfoged på
Oreby Gods og boede i Hyldehus, hvor jeg er født, sendte mig en mail, fordi hun
havde fundet Hyldehus i "Erindringer". Det kom der en del korrespondance
ud af - og lidt til "Erindringer" og "Erindringer - BILAG".
Januar slut
Der er ikke sket noget
særligt i resten af januar. Jeg arbejder så intenst som muligt med alle mine
ting. Salmedigtningen fylder meget. Her i slutningen af måneden er det to år
siden jeg kom i Facebook - hvor jeg jo stadig sætter mine digte m.m. og salmer
på væggen hver uge. Jeg bruger en del tid på Facebook. I denne tid har jeg ikke
mindst drøftet den evangelisk-lutherske kirke i Danmark's
fremtid (kirkeforfatningen). Og forholdene omkring feltpræstetjenesten, især
den meget uheldige indblanding af V-tegn og korsridderbanken på brystet i den
aronitiske velsignelse. Nogle af mine indlæg kan ses på undersiden "Kirke
og teologi".
FEBRUAR 2012
Torsdag den 9. februar 2012. - Jeg havde 20.01.12 sendt debatindlægget "Ikke Gud for krigens vogn" til Kristeligt Dagblad - om blandt andet en feltpræsts hjemmelavede korsridderudvidelse af den aronitiske velsignelse. Det kan måske have været trykt, uden at jeg har kunnet se det på Nettet, men i dag satte jeg det i hvert fald på undersiden "Kirke og teologi". Jeg har også skrevet kommentarer til denne sag i onlinedebatter og på Facebook.
Tirsdag den 14.
februar
2012. Vor flere gange (også på undersiderne "Internationalt"
og "POLSKI") omtalte højt elskede polske tv-serie
"Plebania" sluttede brat med afsnit 1829(!). Den afløses af serien
"Galeria", som foregår i og omkring et
stort handelshus i Wroclaw. Jeg håber at få skrevet
noget om dette til såvel "Informator Polski" som hjemmesiden.
Søndag den
12. februar 2012, Søndag seksagesima.
- I fredags satte jeg den første udvidede salme på min Facebook-væg. Jeg
begynder jo nu mit tredje kirkeår med "Facebook-salmer". De to
oprindelige vers er nu blevet til en hel evangeliesalme. Se den på undersiden
"Salmer" (fra nu af sætter jeg kun salmerne på denne underside, og
altså ikke længere også på undersiden "Litterære tekster", hvor nu
kun digte, aforismer og fragmenter (evt. "betragtninger" eller måske
andet tilsvarende) bliver sat på.
I øvrigt skete der i dag også det meget interessante,
at min nogle år ældre jazz-kammerat Kurt Nielsen, som dengang også boede i
Branderslev, ringede til mig og snakkede og spurgte om gamle dage. Han havde jo
også se "Erindringer". Jeg håber, at dette vil resultere i endnu en
tekst til undersiden "Erindringer - BILAG". Kurt, som altså er det
ældre, kan huske Nakskov Jazzklubs stiftelse og første år.
Lørdag den
18. februar 2012
Bortset fra "salmejubilæet" (se ovf. under
12. februar) er der ikke sket noget særligt i den forløbne del af februar. Jeg
fortsætter mit arbejde på faktisk alle områder af mit storpoetiske projekt. Man
kan se nogle af resultaterne på de relevante undersider. Jeg er i mit sind
stadig delt mellem at glæde mig over, at jeg trods alt nu er blevet færdig med
den grundlæggende konceptudvikling, og at sørge over, at jeg alligevel ikke er
kommet længere. Jeg befinder mig ganske vist i en absolut ønskeposition. Det er
sådan som jeg lever nu, jeg skal leve. Det eneste problem er, at jeg fylder 69
til maj, og at jeg ikke kan regne med at have ret mange år med faktisk fuld
arbejdskraft tilbage. En særlig glæde er dog min salmeproduktion. Det er ganske
vist svært at bedømme sig selv - og så ville jeg oven i købet godt selv kunne
kritisere meget i og ved de salmer, jeg har skrevet. Men det vigtigste er, at
jeg er i gang, og at jeg nu stort set har skrevet en evangelie-salme eller dog
et enkelt vers eller to til alle de gudstjenestedage, hvor der ikke er en salme
til evangeliet i salmebogen. Og at jeg i det hele tage i det mindste har prøvet
at give nogle eksempler på salmer som virkelig liturgiske tekster til bestemte
steder i gudstjenesten. Skulle en enkelt eller et par af mine salmer opnå
officiel status og måske dermed engang ende i salmebogen, vil jeg selvfølgelig
blive glad og ydmygt stolt, men hvis de ellers bare kunne blive kendt og dermed
komme til at virke som eksempler, vil jeg også blive glad. NB! Når det gælder
salmerne og de andre kirkelige og teologiske ting, mener jeg virkelig, jeg har
et tjenersind. Det prøver jeg sådan set også at have i hele min produktion
overhovedet. Det hele hænger jo sammen. Men det kirkelige og teologiske er dog
på en helt særlig måde "ikke mit"!
Hvad Facebook angår, har jeg her de seneste dage haft
den store glæde at blive ven med den amerikanskfødte, men i Island boende Randi Ward, som havde sendt mig en
venneanmodning, fordi "maskinen", som jeg siger, havde foreslået mig.
(Sådan gør jeg også selv, når der viser sig et spændende venneforslag
i øverste højre hjørne). Randi er både fotograf og digter og har en fantastisk
amerikansk-nordisk baggrund - med studier, i Norge, Danmark og på Færøerne. Hun
læser og skriver udmærket dansk. - Jeg har ikke kunnet lade være at fortælle
hende om mit samarbejde for nogle år siden med professor Marijane
Osborn, UCLA, som jeg - pr.
e-mail - hjalp en del med især Grundtvig-ting, et samarbejde, der resulterede i
Marijane Osborn and Bent Christensen:
"Singing Beowulf. Grundtvig’s Song of
Skjold". - In: ANQ: A Quarterly Journal of Short
Articles, Notes and Reviews, 2007.
Som den professionelle kunstner, hun er, tror jeg
ikke, Randi vil tage mig ilde op, at jeg sætter linket til hendes hjemmeside
ind her:
Jeg tror, mange vil kunne have glæde af at se især
hendes billeder. Og måske får jeg mere at fortælle om.
Dette er endnu et eksempel på, at Facebook kan føre
til og bruges til alt!
Søndag den 26.
februar 2012. - Jeg havde denne i Ekstra Bladet (nationen!):
I øvrigt mener jeg/n!
at hvis ligestillings- og kirkeministeren bliver ved at føre sig så magtfuldkomment frem, kan regeringen få et nyt ring-nederlag - først betalingsringen, så vielsesringen.
MARTS 2012
Fredag den
9. marts 2012. - Endelig var min
poetik-artikel i Præsteforeningens Blad (2012/10): "Livsengagement og
poesi. Nogle aktuelle perspektiver på Grundtvigs teologi om forholdet mellem
det menneskelige og det kristelige med særligt henblik på poesien". Det er
vigtigt, at jeg nu har fået lagt disse grundlæggende ting frem. Den kan læses
på undersiden "Kirke og teologi". - Se om den tilsvarende Dansk
Kirketidende-artikel under 4/4.
Torsdag den
22. marts 2012. - Igen et
(formodentligt) ikke bragt indlæg til Kristeligt Dagblad: "BLIV!". En
opfordring til de folkekirkemedlemmer, der overvejer at melde sig ud pga. homovielserne, om at blive i Folkekirken og markere
protesten dér og deltage i den kirkelige proces. Sendt til Kristeligt Dagblad
12.03.12. Sat på min Facebook-væg og på undersiden "Kirke og
teologi".
Onsdag den
30. marts 2012. Igen i Ekstra Bladets
"nationen!":
I øvrigt mener n!
at de, der bare ønsker sig en ritual- og serviceanstalt,
bør træde ud af Folkekirken og samle sig som "Humanistisk
Trossamfund".
Ellers har der ikke været
noget særligt. Jeg har spillet både her og der (blandt andet i Rødbyhavn og
Stokkemarke). Og jeg har skrevet en del på Facebook om homovielsessagen,
men først og fremmest en del kommentarer til "den kirkelige proces".
Jeg mener, vi er ved den største overgang i den danske kirkes historie siden
reformationen i begyndelse af 1500-tallet. Og jeg har selvfølgelig fortsat
produktionen af digte og salmer, ligesom jeg hele tiden arbejder med alle dele
af mit hovedprojekt og på forskellig måde dyrker slavistik-bifaget (siden 14/2
med "Galeria" som vor daglige polske
tv-serie; se foreløbig under 14/2).
APRIL 2012
Tirsdag den
3. april 2012. - (For det var vel
ikke dagen før?). Min datter Amalie og hendes to børn Jeppe og Marie besøgte
barndommens steder. Først Oreby, hvor vi var inde på kroen og fik talt med den
meget venlige nuværende kro-dame. En stor oplevelse for os alle (se i
"Erindringer" om min barndom på Oreby Kro). Måske kan dette føre til
et krohistorisk samarbejde. Dernæst Døllefjelde-Musse-Herritslev, hvor Amalie
kunne fortælle om sin barndom (se i "Erindringer" om min tid som
sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat). - Se i "Erindringer"
også om de ting om min far - og hendes morfar - jeg netop har fået af min stort
set jævnaldrende "halvniece" Anette Frank (født Haastrup), og især
nekrologen over min far på undersiden "Erindringer - BILAG".
Onsdag den
4. april 2012. - Min anden vigtige
grund-artikel i år (svarende til den i Præsteforeningens Blad 9/3): "Ind
på modernitetens torv. Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om
fremtidens fællesskab(er)". Dansk Kirketidende 04.04.12.
Påsken 2012
2012 (palmesøndag - anden påskedag).
- Vi skiftedes til at spille og holdt i øvrigt en stille og rolig påske. Vi
holdt ferie 15/4 - 29/4. Se næste:
Til tandlæge
m.m. i Szczecin 15/4 - 29/4 2012. -
Anna, hendes søster Elisabeth og jeg var til tandlæge i Szczecin. Vi fik lavet
en hel del. Men jeg nåede også at besøge såvel rådhuset som turistbureauet i
den lille runde bygning ikke langt fra Hotel Victoria. Jeg havde denne gang
smågaver og brochurer med fra såvel Lolland Kommune som turistbureauet i
Maribo. Jeg havde mailet til ærkebispekurien for at anmelde en visit hos
ærkebiskop Andrzej Dzięga, men fik kun talt med
hans sekretær, som kunne meddele, at ærkebiskoppen ikke var hjemme. Sekretær
ks. Artur Pestka og jeg kunne dog sige på gensyn til
oktober, hvor den polske del af de ovenfor og flere andre steder omtalte Harald
Blåtand-højtideligheder skal finde sted.
MAJ 2012
Onsdag den
2. maj 2012. - Jeg deltog i Lolland-Falsters
Stiftskonvent i Sognets Hus, Maribo. To rigtig gode og opmuntrende foredrag om
gudstjenesten og dens teologi ved henholdsvis universitetslektor Bent Flemming
Nielsen og sognepræst Mette Trankjær.
Mandag den
7. maj 2012. - Jeg deltog i "Konference
om åndsfrihed" i Fællessalen på Christiansborg. På mange måder
interessant. Jeg fik hilst på en del, jeg kendte, og på nogle, jeg ikke havde
mødt før, blandt andet LM-generalsekretær Jens Ole Christensen, som på ganske
udmærket måde havde deltaget i en af paneldebatterne. Desuden på sognepræst
Claus Thomas Nielsen (i sin tid medlem af det af mig stiftede "Forum for
Kritisk Indvandringsdebat"). Og på min gamle Kristeligt Folkeparti-fælle
og meddebattør i onlinedebatter og på Facebook Bjarne Nederby Jessen, som jeg
aldrig havde mødt før, men i sin tid kun havde haft brevkontakt med. En helt
særlig oplevelse var de udmærkede små samtaler med repræsentanten for
Humanistisk Samfund Sidsel Kjems, som jeg under debatten også (i al
venskabelighed) havde spurgt, hvad hun egentlig havde at klage over, og om
ateisternes motiver til at føre sig så voldsomt frem netop nu. Min Dansk
Kirketidende-redaktør Birgitte Stoklund Larsen og folketingsmedlemmerne Mette
Bock og Marie Krarup nåede jeg stort set kun at få trykket i hånden. Det samme
gjaldt tidligere rektor for Præstehøjskolen Niels Thomsen. Efterfølgende fik
jeg opfølgende mail- og Facebook-kontakt med seniorforsker Thorstein Balle, som
jeg kendte fra grundtvigske (Vartov) sammenhænge, og det meget lovende unge
venstre-folketingsmedlem (og PhD-studerende) Esben
Lunde Larsen. Og jeg fik talt med flere andre. - LINK:
Mandag den
14. maj 2012. - Studerede KFUM-huset
på Svingelsvej, Nakskov, og på biblioteket, hvor
bibliotekaren fandt den lille KFUM-jubilæumsbog fra 1948 til mig. Se nærmere i
14.05.12-indskuddet i "Erindringer" og i Facebook-billedalbummet
"Neobop-kvintetten The Strangers
1957/58-1961". Link:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.196497890384084.49512.100000716224349&type=3&l=c2d3ff3e51
Maj 2012 i
øvrigt: Jeg indrømmer, at alt
vedrørende tiden efter 18. februar er sat på 30/5 - på grundlag af kalender
m.m. Men jeg har vist ikke glemt noget. Ellers må jeg, som jo også tidligere,
sætte det ind, når/hvis jeg senere kommer i tanker om det eller støder på det.
Og i øvrigt arbejder jeg, som jeg hele tiden har gjort (salmer, digte, poetik,
litteraturhistorie og lidt polske ting - samt orgelspil). Jeg må mere end
nogensinde før konstatere, at min lange forberedelsestid siden 1961(!) er slut,
så at jeg i resten af min tid kan - og skal! - koncentrere mig om at producere
egentlige produkter. Men jeg fyldte jo 69 den 15. maj. Så jeg har travlt og må
prøve at koncentrere mig. Vi tager ingen steder på ferie i år, før vi skal
deltage i Harald Blåtand-højtidelighederne i Szczecin og Wolin
i begyndelsen af oktober. Og jeg prøver i det hele taget at holde mig fra alle
aktiviteter, der ikke er absolut nødvendige.
JUN 2012
Tirsdag den
12. juni 2012.
Dronningen autoriserede homovielsesritualet.
Men det blev, så vidt har kunnet se, ikke omtalt i medierne.
Onsdag den 13.
juni 2012.
Jeg deltog i Lolland-Falsters Stifts landemode i
Maribo Domkirke og Restaurant Bangs Have. I Bangs Have aflagde biskop Steen
Skovsgaard som sædvanlig sin beretning om året i kirken og stiftet. Han sagde
alle de rigtige ting om sin modstand mod homovielsesritualet
og om sin forbliven i embedet og Folkekirken. Og jeg fik i pausen lejlighed til
at takke ham for det og erklære mig helt enig. Bagefter holdt Per Stig Møller
et fremragende foredrag om Kaj Munk (jfr. hans bog "Munk").
Hovedtesen var, at for Munk var ikke magten, men kærligheden det største og
stærkeste. Til slut forklarede han, hvordan og hvorfor det i sommeren 1945 var
nødvendigt for politikerne at "myrde Munk for anden gang". Der skulle
være valg til oktober, og samarbejdspolitikerne ville
for enhver pris undgå at få ødelagt det billede af sig selv, som tæt forbundne
med modstandsbevægelsen, de straks var gået i gang med at opbygge. Jeg sendte,
da jeg var kommet hjem, en kort takke-mail til Per Stig, som han kvitterede
for. Den havde glædet ham meget.
Fredag den
15. juni 2012.
Den nye ægteskabslov trådte i kraft, og jeg så i
Kristeligt Dagblad, at ritualet var blevet autoriseret af Dronningen tirsdag
den 12. juni (i øvrigt tyveårsdagen for autorisationen af den nuværende
Alterbog og Ritualbog, en ekstra hån!). Og jeg sendte min forberedte "I
øvrigt" til Ekstra Bladet, hvori jeg udtrykte den mening,
at datoen den 12. juni 2012, hvor Dronningen autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn, nu må stå i den danske kirkehistorie som "løgnens dag".
Lørdag den
16. juni 2012.
Jeg deltog i Museum Polakkasernens sommerfest, som
begyndte med formand Torsten Elsvors velkomsttale. Det
var som sædvanlig både hyggeligt og udbytterigt. Jeg fik talt med mange af de
gamle venner, som jeg ikke alle kan nævne her, men jo da fx den nye formand for
Federacja Polonia og formand for den polske forening
i Næstved Lidia Szuster og hendes mand Józef (jfr. allehelgensandagterne ved de polske flyveres og
familien Christensens grave på Slaglille Kirkegård).
Og jeg fik med Informator Polski-redaktør Roman Śmigielski
drøftet det udkast til afsluttende Plebania-artikel, jeg dagen før havde sendt
til ham. Det var dobbelt så langt, som vi havde aftalt, men jeg havde ikke
kunnet nå mere. Vi aftalte, at jeg i løbet af næste uge skulle sende et
endeligt manuskript, der fyldte det halve.
Jeg fik også en længere samtale med militærattaché, komandor (flådekommandør) Jarosław
Miłowski, som jeg har været sammen med flere
gange i Slaglille og har et særdeles godt forhold til. Vi talte blandt andet om
og ud fra pseudonymet Vincent V. Severskis roman
"Nielegalni", som jeg købte i Szczecin,
sidst jeg var til tandlæge, og netop er ved at læse. Kommandøren havde meget
interessante kommentarer til den. Den handler om efterretningstjenester,
agenter og altså især "nielegalni"
(illegale), dvs. særligt plantede personer med falsk identitet som borgere i
det pågældende land, ikke mindst dansksvenskeren Hans Jorgensen
(som han staves i bogen). Den stærkt forgrenede og sammenflettede handling
foregår i Polen, Ukraine, Hviderusland, Tyskland, Danmark og Sverige. Og i
2000'erne. Men med baggrund i begivenheder i 1939. En efterhånden helt
ulideligt spændende bog. Komandor Miłowski
sagde, at der selvfølgelig er tale om en roman med fiktive personer og fiktiv
handling, men at der nok ellers er tale om et ganske realistisk billede af,
hvad der er gået for sig og stadig går for sig. Pseudonymet dækker ifølge
oplysningerne på bogens opslag over en tidligere polsk efterretningsofficer.
Det er helt utroligt!
Jeg fik også talt med lidt med de to tilstedeværende
lokale katolske præster, hvoraf den ene er polak. Og med Roman Miedzianogóra og hans kone Maria (se til 31. maj 2010). En
ældre kvinde fortalte om sin barndom i Polen og om sin kusine og hendes polske
mand, der var aktive i modstandsbevægelsen og ligger begravet i Mindelunden i
Ryvangen.
TILFØJET 04.07.12: Jeg var ikke umiddelbart i stand
til, helt korrekt at gengive, hvad der blev fortalt, men jeg har spurgt Lidia Szuster (se ovf.), om hun kunne hjælpe mig, og hun har
sendt mig udførlige oplysninger om de pågældende mennesker og begivenheder, og
på grundlag af dem kan jeg nu meddele de vigtigste ting samt nogle links. Det
er en del af den danske og polske og dansk-polske historie, som fortjener at
være kendt af så mange som muligt.
Jeg husker desværre ikke navnet på
den dame, der fortalte (selv om jeg fik hilst på hende og vekslet nogle ord med
hende), men hun bor nu på Sjælland og er datter af Jørgen Mogensen, som blandt andet var dansk diplomat i Polen
(vicekonsul i Gdansk 1944). Jørgen Mogensen kom i tysk koncentrationslejr for
spionage og har skrevet bogen ”Den store gidseltagning”.
Jørgen Mogensen havde en bror, der
hed Knud Mogensen og var ingeniør
i F.L. Smidth. Han arbejdede blandt andet i Polen, hvor datteren Anna Louise -
senere kaldt Lone - blev født.
Familien kom hjem til Danmark i 1936.
Lone Mogensen var
særdeles aktiv i den danske modstandsbevægelse (se linket til Lone Maslocha) og blev den 31. december 1944 gift med den
herboende polske modstandsmand Lucjan Maslocha (se linket til ham). Den 3. januar 1945, altså
kun tre dage efter deres vielse, blev Lone og Lucjan skudt af Gestapo under en
razzia mod den villa, de opholdt sig i. I slutningen af juni 1945 blev deres
lig fundet i Ryvangen, og den 29. august 1945 blev de sammen med over hundrede
andre begravet i Mindelunden ved en stor højtidelighed.
De, der vil se mere, kan klikke på disse LINKS:
http://www.din-bog.dk/Maslocha/Lone_Maslocha
http://www.din-bog.dk/Maslocha/Lucjan_Maslocha
http://www.din-bog.dk/Maslocha
http://www.din-bog.dk/Maslocha/Register/
Men der er flere sider om disse
personer. Dem vil man ret nemt kunne finde ved at google på navnene.
Når jeg refererer så udførligt fra denne begivenhed,
er det også for at vise, hvor meget man kan komme til at opleve ved at være
medlem af de polske foreninger og deltage i deres arrangementer. Se også
referatet fra de forrige sommerfester (lørdag den 19. juni 2010 og lørdag den
18. juni 2011).
Søndag den
17. juni 2012.
Min ovenfor indsatte "I øvrigt" var i Ekstra
Bladet - og blev mandag sat på min Facebook-væg og på undersiden "Kirke og
teologi".
-
Jeg har spurgt min i øvrigt gode sognepræst, om hun
gik ind for homovielser. Det gjorde hun desværre. Så
Anna og jeg har sat en sognebåndsløsningsproces i gang - til sognepræst Kasper
Høyer, Vesterborg-Landet-Ryde, som vi jo spiller hos, og som heldigvis er
afgjort modstander. Og vor biskop, Steen Skovsgaard, er også modstander. På den
måde kan vi, under fortsat protest, sagtens blive i Folkekirken.
Idet jeg henviser til undersiden "Kirke og
teologi", hvor de vigtigste af mine mange onlinedebat- og Facebook-indlæg
står, vil jeg her nøjes med at sige, at jeg ikke fortryder mine indlæg mod homovielser fra i hvert fald 1997 af, og som sagt også
fortsat vil markere min protest (fx hvert år på eller omkring "løgnens
dag" den 12. juni), men at jeg ellers er træt af den dumme sag, som
hverken skal overskygge alt det andet vigtige i "den kirkelige
proces" (især processen frem mod kirkeforfatningen/styrelsesloven) eller
lægge beslag på min kostbare tid, hvoraf jeg sådan set burde bruge hvert eneste
minut på at få gjort mit "storpoetiske livsværk" i hvert fald så
meget som muligt færdig. Jeg er af debatten i medierne og i Facebook blevet
mere end nogensinde før klar over, at jeg stort set intet særligt har til
fælles med den såkaldte kirkelige højrefløj - for slet ikke at tale om
frikirkefolk og sekterere - men tværtimod udtrykkeligt vil stille mig i den
folkekirkelige og evangelisk-lutherske midte og dér give mine bidrag til den
udvikling, jeg har talt om i mine forskellige artikler m.m. - hvoraf sidste
version af "Den næstbedste drøm" stadig er den vigtigste. Den står
også på "Kirke og teologi". Jeg vil snarest markere min position i
mindre indlæg til Præsteforeningens Blad, Dansk Kirketidende og Kristeligt
Dagblad.
Onsdag den
20. juni 2012.
Jeg fik sendt den færdige version af min ovenfor
omtalte artikel til redaktør Roman. Den kommer i næste nummer af Informator
Polski. På dansk. Dels er der ikke tid til at oversætte den til polsk, dels
blev vi enige om, at det ikke gør noget, at også de, der kun læser dansk, får
mulighed for at læse denne sidste omtale af den 1829 afsnit lange og fantastisk gode polske
præstegårdsserie "Plebania" (se mine forrige artikler på både polsk
og dansk på undersiderne "Internationalt" og POLSKI). -
Manuskript-titel og -undertitel er: "Fra præstegård til indkøbshelligdom.
Lidt om de sidste 221 afsnit i tv-serien Plebania og et par ord om dens kun 94
afsnit lange afløser Galeria".
Torsdag den
21. juni 2012.
Jeg begravede min medsvigermor Jytte Petersen
(Kettinge kirke og kirkegård). Jytte, som døde lørdag den 16. juni, er mor til
min yngste søn Nikolajs kone Mai-Britt. Mai-Britts far hedder Hans-Erik
Petersen. - Jeg skriver jo ellers så godt som intet om vort privatliv, men jeg
mener, det må være rigtigt at nævne dette.
Lørdag den
23. juni 2012.
Anna og jeg deltog (som stort jo set hvert år) i
Fuglse Beboerforenings sankthansbål i Alsø ved Røgbølle Sø (en af
Maribosøerne). Med os var i år 1 medsvigerfar, 1 svigerdatter og 3 børnebørn.
Båltalen blev holdt af Anne Høegh på hvis eng sankthansfesten altid holdes. Hun
trådte i stedet for sin afdøde mand Mortens bror, folketingsmedlem og tidligere
fødevareminister Henrik Høegh, som ikke var kommet hjem fra klimatopmødet i Rio de Janeiro, Brasilien. Henrik Høegh boede indtil for nylig på
sin gård i Fuglse, men bor nu i nabosognet Bursø. Anne Høeghs tale havde form af betragtninger over
sankthans, sankthansbål og hekse i historisk og internationalt perspektiv.
Særligt tankevækkende var Anne Høeghs understregning
af, at heksebrændingerne ikke (først
og fremmest) fandt sted i den mørke middelalder, men især i Tyskland og Norden
efter reformationen. - I en
Wikipedia-artikel, som jeg senere har fundet, oplyses ligefrem, at
Den første heksebrænding i Danmark fandt sted i Stege
i 1540. I årene mellem 1540 og den sidste officielle heksebrænding i 1693 blev
op mod 1000 mennesker brændt for hekseri.
Jeg skal selvfølgelig ikke her arbejde videre med dette, men jeg må dog sige, at det bagefter slog mig, at vel er det forfærdeligt, at vi nu har fået en løgn i Ritualbogen (se til 12. og 15. juni), men at dette jo kun er en lille uhyrlighed i forhold til, at man i Danmark efter reformationen har brændt mennesker mere eller mindre i Guds navn. Jeg må have undersøgt, om der ligefrem har været ritualer for det. Man har vist i hvert fald brugt 2. Mos. 22,17 som begrundelse for heksebrændingerne: "En troldkvinde må du ikke lade blive i live". (Og jeg siger igen: Godt, man ikke er bibelfundamentalist!). - Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde noget nærmere om dette, hverken på Nettet, i min store danske kirkehistorie eller i mit kirkeleksikon. Det er åbenbart noget, man ikke så gerne vil ind på.
Men uanset om der ligefrem har været autoriserede kirkelige ritualer for heksebrænding, er det tankevækkende, at man med kongen i spidsen (Christian IV) har begået sådanne handlinger i det evangelisk-luthersk kristne Danmark. Hvortil kommer alle de mange andre forfærdelige ting, der kunne opregnes fra også de sidste fem hundrede års danske kirkehistorie.
For mig betyder dette, at sankthansaften 2012 bekræfter mig i, at jeg skal blive i Folkekirken, blot under den fornødne protest mod løgneritualet. Der skal, som man siger, og som jeg også selv ofte siger, en stærk tro til at studere kirkehistorie. Og det er håbløst (og allerede af den grund forkert) at drømme om en "ren kirke". Vi bliver simpelt hen nødt til at tage til efterretning, at kirken i uhyggelig grad ligner verden, idet vi samtidig glæder os over, at Evangeliet hele tiden er til stede, også i de allermørkeste perioder som fx på den unge Luthers tid.
Jeg vil prøve at finde ud af, hvad selve kirkeinstitutionens rolle i hekseprocesserne har været, og om der ligefrem har været kirkelige ritualer inde i billedet. - 05.07.12: Se det 25.06.12 påbegyndte tekstkompleks "HEKSEPROCESSER OG HOMOVIELSER"
på undersiden "Kirke og teologi".
Fredag den 29. juni
2012
Jeg deltog i vort 50-års studenterjubilæum i Maribo. Vi deltog som for 10 år siden i dimissionsfesten fra balkonen, med glimrende overblik. Og konstaterede, at såvel musiklivet som hele ånden i høj grad trivedes som for 50 år siden. Det gjaldt rektors tale, studentens tale, fællessangene og 2 g-musikgruppens to numre. Og vi blev - efter at rektor Lars Jørgensen i det lokale, vi jubilarer havde fået tildelt, havde hilst på os ved et glas champagne - af inspektor Marianne Christensen vist rundt på skolen, hvor der var både gammelt og nyt at se. Desværre kom vi ikke over i den (nærmeste) af de gamle pavilloner, hvor vi sproglige havde vort klasselokale. Men den besøgte jeg for nogle år siden, da jeg var til et EU-møde, som blev holdt på gymnasiet. - (I 2002 deltog jeg kun i dimissionsfesten og tingene i umiddelbar tilknytning til den. Min mor var nemlig død samme nat. Men jeg så det som både muligt og rigtigt at gøre lige netop sådan. Det var en stor dag for min mor, da jeg blev student. Hun havde jo været alene med mig siden min fars død i 1949 (før jeg fyldte seks) og havde kæmpet en ofte hård kamp, for at vi skulle klare os). - Fra kl. 13 spiste vi frokost på Hotel Maribo Søpark, hvor vi havde nogle gode timer. Der var meget at mindes og fortælle om. Stille og roligt og hyggeligt. Jeg fik snakket godt med mange af de gamle kammerater, også dem fra matematikerklassen, hvis drenge vi sproglige drenge jo havde haft legemsøvelser med (eller hvad det hed dengang). Men jeg fornærmer ikke nogen, når jeg især udtrykker min glæde over gensynet og samtalerne dagen igennem med min ikke bare kammerat, men ven fra dengang Gunnar Brønholt (som man kan læse en hel del om i "Erindringer" kap. 4). Jeg mener ikke, jeg har mødt ham siden 25-årsjubilæet. - Jeg har netop (30.06.12) sendt en Facebook-venneanmodning til Gunnar. Jeg er i forvejen FB-ven med Birgitte Hoff fra vores sproglige klasse, som altid har været med til at arrangere vore jubilæer. Hendes kontakt til mig i anledning af 50-årsjubilæet begyndte med en FB-venneanmodning! (Og Gunnar er "fælles ven"). Så nu må vi se, hvad dette kan føre til. Som jeg netop har skrevet til Gunnar i den FB-besked, jeg ledsagede anmodningen med, er det vigtigste ved fortiden, hvad den var dengang, og at man som sådan har den med i sit liv. Og i mellemtiden kommer man mere og mere til at gå sine egne veje. Gunnar og Anna og jeg havde dog nogen kontakt gennem nogle år. Blandt andet var Gunnar ikke alene med til vort bryllup, han sad også ved orglet i Skørringe Kirke den 22. maj 1965. Og jeg gør opmærksom på, at dette i mine øjne ikke bare er privat. For Gunnar var musiklivet på Maribo Gymnasium jo simpelt hen et forstadium til hans flotte musikerkarriere. - Til efteråret mødes nogle af os nok til gymnasiets 75-års jubilæum, som rektor udtrykkeligt inviterede os til at deltage i. Og ellers vil vi prøve at mødes igen om ti år. Der var i år også tre (tror jeg det var) 60-årsjubilarer til stede på skolen. Hvor mange mon vi bliver om ti år? Er jeg mon med? - Er 30.06.12 blevet medlem af Facebook-gruppen Maribo Gymnasium.
Se også de to studenterdigte på undersiden "Litterære tekster" (Ugens FB-digte, uge 25 og 25/2012).
JUL 2012
Søndag den
8. juli 2012. 5. søndag efter trinitatis
Jeg spillede ved digegudstjenesten
på Errindlev Havn. Præsten var domprovst Ole Opstrup.
Denne gudstjeneste er en stor tradition i Errindlev
Sogn.
I 1994 spillede Anna til den. Præst var Ole
Wæverstrøm, sognepræst i Hillested-Skørringe 1984-1997 og dermed en af hendes
fars efterfølgere i embedet dér. Jeg var med -
og tog et billede af gudstjenesten, som indgik i det lysbilledforedrag, jeg
holdt flere steder, da vi senere samme år besøgte Polen og Rusland. Jeg tror,
det var det første billede i foredraget om os selv her i Lolland-Falsters Stift
og Den Danske Folkekirke, med Østersøen i baggrunden - og Polen og Rusland bag
vandet.
I 2004 var jeg selv præst ved denne gudstjeneste. - Se
undersiden "Prædikener efter 30.06.03", og find prædikenen til 5.
søndag efter trinitatis 2004.
Ellers er der er ikke sket noget særligt. Jeg har
arbejdet med mine forskellige ting og har skrevet forskellige tekster. De
vigtigste af disse tekster, både trykte og kun elektroniske og fra både juli og
august, kan ses på undersiderne "Poetik", "Litterære
tekster", "Salmer", "Kirke og teologi",
"Internationalt", "Mit eksistens-rum". Andre vil blive
offentliggjort senere på året. Jeg koncentrerer mig mere og mere om mit helt
særlige livs- og litterærpoetiske projekt, og selv om jeg denne sommer også
forbereder mig på min deltagelse i Harald Blåtand-dagene i bispedømmet
Szczecin-Kamień 4.-5. oktober, prøver jeg nu at begrænse mine
aktiviteter på bifags-området "slavistik" (se dog også min sidste
artikel om den polske præstegårdsserie "Plebania" på undersiden
"Internationalt"). Men jeg fortsætter min salmedigtning (undersiden
"Salmer") og betragter den som en vigtig del af mit kirkelige og
teologiske engagement. Og jeg gør meget for at være med i såvel den aktuelle
kirkelige proces overhovedet som situationen omkring den kommende
kirkeforfatning/styrelseslov. Folkekirkens fremtid hævet over alt andet. Men
tingene hænger sammen. Mit særlige storpoetiske projekt forudsætter jo, at der
er en sand evangelisk-luthersk kristen kirke i Danmark, som jeg er med i.
Uanset hvor selvstændigt mit poesi-projekt så ellers er. Men dette kan man se
meget mere om på undersiderne "Grundtvig", "Kirke og
teologi", "Poetik" og "Mit eksistens-rum".
AUG 2012
Søndag den
19. august 2012
Jeg spillede
ved den årlige "gudstjeneste ved søen" i Vesterborg.
Det resulterede i et lille Facebook-billedalbum på tre billeder. Jeg sætter teksterne
på her (med albummets titel som overskrift) - og derefter linket til albummet.
Den
årlige gudstjeneste ved søen i Vesterborg
Hvert år i august måned rykker menigheden i Vesterborg
Sogn, Lolland vestre Provsti, ud i naturen. Nærmere betegnet til Theophiliskoven ved bredden af Vesterborg Sø. - Se også
linket til Theophiliskoven efter teksten til det
første billede.
Tekst til
billede 1:
Den helt særlige grund til, at kirkesanger Kaj Helm
Larsen (tv.) har taget disse billeder og sendt mig dem, er, at jeg jo ved søgudstjenesten 2012 måtte bruge en helt særlig orgelbænk,
nemlig det, der vist hedder et "skydeskjul" eller
"skytteskjul" (eller noget i den retning; jægeren lægger et
sløringsnet over dette stativ og lægger sig ind under det). Der er jo ikke
strøm ude ved søbredden, så der bliver altid transporteret et gammelt harmonium
derud. Men denne gang havde man glemt orgelbænken. Og vi havde ikke ølkasser
nok (se de næste billeder). Så fik jeg øje på dette stativ i et hjørne af
pladsen. Og det kunne bruges. Med de tæpper, jeg havde i bilen, og en pude fra
en af gudstjenestedeltagerne. I midten af billedet ser vi sognepræst Kasper Høyer.
Og på "orgelbænken" er det altså mig. - LINK til Theophiliskoven:
http://www.aabne-samlinger.dk/lollandfalster/historie/herreg_landsk/pederstrup_skov.asp
Tekst til
billede 2:
Gudstjenesten er i gang. Vi er ved en af læsningerne.
Ved disse gudstjenester bliver menigheden siddende under læsningerne. Men jeg
står op. Fordi jeg er frommere end de andre? Nej, jeg havde en helt særlig
grund til, gerne at ville stå op! - Bemærk madkurvene m.m. Efter gudstjenesten
(som begynder kl. 18) spiser man sin medbragte mad, hvori for det meste indgår
pølser eller andet kød, der bliver grillet på den faste grill, der står på
pladsen, og som der er tændt op i, inden gudstjenesten begynder.
Tekst til
billede 3:
Jeg tror, dette billede er taget under prædikenen. Men
det er nemt at forestille sig, hvordan samværet omkring bordene fortsætter
efter gudstjenesten. - Her i 2012 var vejret helt perfekt. Men det kan også være
mere eller mindre dårligt. Hvis det virkelig regner, holder vi gudstjenesten i
kirken og griller i præstens gård, ja, står lidt i tørvejr i hans garage, og
spiser maden i konfirmandstuen. Det har sin charme. Men det helt særlige er jo
stemningen ved søen som her i 2012. - Jeg henviser igen til linket til Theophiliskoven ved det første billede.
LINK TIL
ALBUMMET:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.472690139431523.112167.100000716224349&type=3&l=b7b2486672
Torsdag den
23. august 2012.
Jeg deltog - som praktisk taget hver gang siden 1974 -
i Lolland-Falsters Stifts stiftspræstestævne (det hed tidligere
stiftspræstemøde). Denne gang var det på grund af omstændighederne henlagt til
Møn, nærmere betegnet Hotel Præstekilde ved Stege.
Vi emeriti deltager kun på andendagen. Der var
foredrag ved PhD Bente Lybecker: "Søg mit
ansigt" (om kristen "retræte") og PhD-studerende
Marianne Gaarden: "Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med"
(om prædikener, især om, hvordan de opleves af menigheden, bla. på grundlag af
en stor interviewundersøgelse). Og så var der det kollegiale samvær med
indbyrdes drøftelser, altid en vigtig del af en sådan dag.
Ellers ikke noget særligt. Men se de almindelige
bemærkninger under JUL 2012!
SEP 2012
Mandag den
3. september 2012
Anna og jeg fejrede mit 50-års rekrutjubilæum ved at køre
til Holbæk for at se mindestenen for Sofielundlejren midt i det
parcelhuskvarter, der nu ligger, hvor lejren lå (indtil 1976). Vi spiste en
beskeden frokost ved bordet ved mindestenen og talte med en gammel
artillerisergent, der boede lige ved siden af, og som selv havde gjort tjeneste
i lejren. Derefter kørte vi en tur ud over Fælleden, hvorefter vi kørte ind på
den gamle artillerikaserne (nu indrettet til boliger m.m.), hvor jeg også nogle
gange havde været.
Det var måske en slags spøg, da vi for nogen tid siden
blev enige om at tage os en sådan tur. Men de to måneder i Sofielundlejren var
faktisk en god og vigtig periode i mit liv. Og så fik vi en god lille udflugt
sammen.
Jeg henviser til "Erindringer", nærmere betegnet KAPITEL 5. "1962-1964. Hæren" - som begynder med afsnittet "1962. Rekrut". Men også til det Facebook-billedalbum, der blev oprettet 5/9 2012:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.470182596348944.111635.100000716224349&type=3&l=d195e9b09b
Lørdag den
8. september 2012
Med to børn, to svigerbørn og tre børnebørn (hvoraf de
to yngste dog kun var 1½ og 3 år) besøgte jeg, Oreby. Og jeg nævner det her.
For vel var det en privat familiebegivenhed, men den knytter sig unægtelig til
"Erindringer" kap. 1 og 2. Vi var ikke alene ved kroen og havnen, men
havde også fået tilladelse til at køre ud til mit fødested Hyldehus, som vi
betragtede på passende afstand for ikke at genere dem, der nu bor der. Afsidesheden gjorde et stort indtryk på de yngre. Det samme
gjorde det lille stykke jord, som min far havde dyrket. Og vi tænkte på, at
nogle af bøgetræerne godt kan have været plantet af min far. Vi var også ved
Oreby Avlsgård med godsforvalterboligen (hvor Erik og Sven Erik og jeg havde
udkæmpet mange slag på gulvtæppet i dagligstuen med vore plastiksoldater og
blykrigsskibe) og med de to staldbygninger, ikke mindst kostalden med rampen,
hvor fodermesteren havde øst mælk i bla. min lille spand. Og jeg fortalte om
godsets egen smedje og eget gartneri m.m. Og de fik også alle de andre
historier, ikke mindst den om "tjærekrigen" i magasinet ved kroen.
Mange af historierne har børnene jo hørt før. De har også været ved havnen og
kroen før, men ikke ved Hyldehus. Det var en rigtig god dag. På hjemvejen
dvælede vi ved Oreby Skole, Rosenvang 6 (hvortil Mor og jeg flyttede efter
Oreby) og Rørbæk Skole, hvor jeg gik i 1. mellem (og lidt af 2.).
Onsdag den
19. september 2012
Jeg deltog i emeritus-underforeningens (af
Præsteforeningen) møde i Slagelse. Lolland-Falsters Stift var stærkt
repræsenteret. Tidligere domprovst i Odense - og i sin tid sognepræst i
Arninge-Tillitse - Christian Dickmeiss holdt et meget
fint foredrag med titlen "Sækulariseringens
ubønhørlige gang - belyst ud fra Sven Delblancs
romanserie Samuelbøgerne". Men
det var jo også stort at møde ham efter alle disse år og mindes vor fælles
fortid på Nakskov Gymnasium (se "Erindringer kap. 7). Jeg fik også talt en
del med tidligere sognepræst i Majbølle Lars Graff Nielsen, som jeg kunne
fortælle, at jeg for kort tid siden ved en lille militæropvisning ved Maribo
havde mødt en soldat, der havde haft ham som feltpræst i Kroatien. - Men jeg
afstod fra, hvad jeg ellers havde overvejet, at foreslå noget om særligt
engagement i "den kirkelige proces" i dette regi; jeg må ikke
involvere mig for bredt.
Søndag den
30. september 2012
Kl. 8 steg vi på DenTour-bussen
på banegårdspladsen i Nykøbing. På vej til tandlæge
og de store Harald Blåtand-dage i Szczecin og omegn. Se under oktober!
OKT 2012
Mandag den 1. til søndag den 7. oktober 2012. - Tandlæge og
Harald Blåtand i Szczecin
Søndag den
30. september var Anna og jeg som
ovenfor nævnt taget med DenTour-bussen til Szczecin.
Mandag den
1. til onsdag den 3. oktober gik vi
til tandlæge og optiker.
Onsdag den
3. oktober deltog vi i en privat
husindvielsesfest, der samtidig var en optakt til de to Harald Blåtand-dage. Se
evt. også undersiden "Internationalt" - og dette link:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.488272414539962.115944.100000716224349&type=1&l=714c1f50d3
Torsdag den
4. oktober og fredag den 5. oktober
deltog vi i Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień's
store Harald Blåtand-program. Se evt. også undersiden "Internationalt".
Her er albumteksten til Facebook-billedalbummet "Dansk-polske Harald
Blåtand-dage" - efterfulgt af linket dertil. Den indledende albumtekst
lyder:
Den dansk-polske Harald Blåtand-dag i Roskilde den 4.
september 2011 er nu blevet fulgt op af to polsk-danske Harald Blåtand-dage i
bispedømmet Szczecin-Kamień 4. - 5. oktober 2012. - Ifølge
krønikeskriveren Adam af Bremen døde Harald Blåtand i (formodentlig) Wolin (Jomsborg?) nord for
Szczecin, hvorefter han blev sejlet til Roskilde og begravet dér. - Link til Facebook-billedalbum: http://www.facebook.com/media/set/?set=a.484606638239873.115199.100000716224349&type=1&l=2499f00b6a
Det var på alle måder store dage for os. Jeg var glad
for at deltage i gudstjenesterne i ornat sammen med biskopperne Peter
Fischer-Møller, Roskilde, og Niels Henrik Arendt. Haderslev (med Jelling!) og
sognepræst ved Roskilde Domkirke Maria Harms. Og noget helt særligt var det at
optræde på mit bedste polsk ved den historiske konference på Szczecin
Universitet med foredraget "Det dansk-polske forhold fra Erik af Pommern
til i dag" (Stosunki duńsko-polskie
od Eryka Pomorskiego do dzisiaj). Den danske version kan også læses på
"Internationalt" - og den polske på POLSKI. Før mig fremførte lektor
emeritus Jørn Arpe Munksgaard sit indlæg om Harald Blåtand. Og efter mig talte
den lokale doktor Piotr Klafkowski (Katedra Etnologii i Antropologii Kulturowej, hvilket
vel vil sige Institut for etnologi og kulturantropologi) om især
bibeloversættelserne til de nordiske sprog, herunder grønlandsk.
Jeg henviser også til omtalen af Harald Blåtand-dagen
i Roskilde den 4. september 2011 såvel her på siden som på
"Internationalt".
Lørdag den 6. oktober hvilede vi ud på vort dejlige stamhotel Hotel Victoria og tog om aftenen afsked
med dets restaurant Restauracja Stary Szczecin
(Restaurant Gamle Szczecin).
Søndag den 7. oktober lige over middag steg vi på DenTour-bussen
og kørte hjem til Danmark.
Lørdag den 27. oktober 2012 deltog vi i efterårsfesten i Polsk Forening i Maribo.
Det var som sædvanlig en hyggelig aften med god dansk og polsk mad - med den
polske bigos
som hovedret. Formand Hanna Slobodziuk lod mig få
ordet for en kort omtale af Harald Blåtand-projektet og Harald Blåtand-dagene i
Szczecin 4. - 5. oktober. Jeg henviste i øvrigt til omtalen her på hjemmesiden.
Men Hanna omtalte også sine planer om nogle medlemsmøder med foredrag, evt.
bla. et foredrag ved mig om Harald Blåtand-projektet.
Søndag den 28. oktober. - Ved gudstjenesterne oplyste sognepræst Kasper
Høyer, at Henrik Gade Jensen om
eftermiddagen skulle ordineres i Maribo Domkirke. Han skal være sognepræst i
Gloslunde-Græshave-Dannemare-Tillitse Pastorat i Lolland vestre Provsti, altså
Vesterborg-Landet-Rydes nabopastorat. Jeg kunne desværre ikke tage til
ordinationen (som jeg mod sædvane ikke havde fået meddelelse om fra stiftet).
Jeg skulle også spille i Holeby om aftenen kl. 19. Men jeg ville meget gerne
have deltaget. Jeg har jo gennem årene læst en hel del af, hvad Henrik har
skrevet. Han har de senere år og indtil nu været ansat i den liberale tænketank
Cepos. Og jeg husker jo det modbydelige - og et langt stykke vellykkede -
forsøg på karaktermord på ham fra Informations (og som ukritisk viderebringer)
TV 2's side. Nu måtte jeg nøjes med at sende ham en velkomsthilsen på Facebook,
hvor vi er venner. Og jeg vil prøve at komme til at deltage i hans indsættelse
i Dannemare Kirke den 11. november (23. søndag efter trinitatis).
Mandag den 29. oktober. - DR 1's "Hængt ud på forsiden" handlede om
Henrik Gade Jensen-sagen. Jeg husker den udmærket og forsøgte dengang også -
dog uden held, men de står på undersiden "Politik" - at få trykt et
par læserbreve til forsvar for ham (mod nogle usande og senere dementerede
nazi-påstande). Det var en modbydelig sag. Og ekstra modbydeligt var det at se,
hvordan de skyldige prøvede at bagatellisere deres onde gerning. En af de
værste var Århus-biskop Kjeld Holm. - Henrik Gade Jensen er mag. art. i
filosofi og har desuden (som jeg selv) den supplerende såkaldte § 2-uddannelse
i teologi (der nu sjældent, og kun i særlige tilfælde, bruges). Henrik er nok
et af de allerskarpeste hoveder på "vor" side (for at sige det kort),
og jeg regner det for en stor gevinst for stiftet og Vestre Provsti, at vi har
fået ham hertil. Og det er naturligvis helt ved siden af, at man har prøvet at
stemple ham som højreekstremist. Men sådan var det dengang (2003), og sådan er
det til dels endnu. De "nyhellige" tåler
ingen modsigelse og karakteriserer næsten pr. automatik dem, der mener bare
lidt andet, som fascister. Og de kan ikke engang skamme sig. Den senere
Information-redaktør måske dog lidt. Jfr. kommunisternes betegnelse af socialdemokraterne
som "socialfascister"! Og Henriks ven domprovst Steffen Ravn
Jørgensen, Helsingør, fortalte fint om det hele, ikke mindst om de frygtelige
omkostninger, sagen havde for Henrik og hans familie. Eksperten (husker hverken
stilling eller navn) bedømte også sagen godt. - Jeg prøver at sætte et link ind til "Hængt ud
på forsiden":
http://www.dr.dk/tv/se/haengt-ud-pa-forsiden/detektor-53#!/
Onsdag den 31. oktober 2012. - Årsdagen for Luthers teser i Wittenberg 1517 - og
for min ordination i Maribo 1971. - Men bortset fra, at jeg i mine tanker selv
mindedes begge dele, var dagens gudstjenstlige begivenhed
Halloween-gudstjenesten i Vesterborg kl. 21! For jeg var jo organist ved denne
gudstjeneste. Og jeg omtaler den her for at give et eksempel på, hvordan også
jeg oplever den folkekirkelige virkelighed anno 2012. - Kirken var fyldt med
elever fra Halstedhus Efterskole. Mange af dem var malede i ansigterne til
lejligheden. Og de var meget søde. Men selvfølgelig er jeg ikke ligefrem
begejstret for, at Halloween ikke alene (som også Valentine's
Day) præger vor kultur i al almindelighed, men ligefrem kommer ind i
Folkekirken. Sognepræst Kasper Høyer havde dog tilrettelagt en efter
omstændighederne god gudstjeneste. Jeg ved ikke, hvem der har taget initiativet
til denne gudstjeneste.
NOV 2012
Torsdag den
1. november 2012. - Jeg spillede til
spaghettigudstjeneste i Landet Kirke. Hvilket vil sige, at der først var en
kort gudstjeneste for især de mindre børn (deriblandt minikonfirmanderne), men
jo også for forældre, bedsteforældre og andre voksne, og derefter fælles
spaghettispisning i Landet Præstegårds konfirmandstue. Det er første gang, jeg
har deltaget i en sådan gudstjeneste, og netop derfor deltog jeg også i
spaghettispisningen. I modsætning til halloweengudstjenesten 31/10 har jeg
ingen indvendinger mod spaghettigudstjenesterne. Der kan selvfølgelig siges
meget om hele fænomenet specialgudstjenester og teologien omkring dem, men hvis
man ellers har en god teologi, er der naturligvis intet til hinder for, at man
lejlighedsvis afholder særlige gudstjenester, og netop spaghettigudstjenesterne
kan der siges meget godt om. Jeg nød det i hvert fald. Og næste gang vil jeg
prøve at tage et af mine egne børnebørn med.
Søndag den
4. november 2012. - For en ordens
skyld vil jeg lige nævne, at der på denne allehelgens søndag var ordinære
allehelgensgudstjenester i alle Vesterborg-Landet-Ryde-pastoratets tre kirker.
I Vesterborg og Landet medvirkede "Den Voxne
Kvartet" under ledelse af Lena Maaløe. (Kirkesanger Merete Lorentzen,
Landet-Ryde, synger sopran i denne kvartet). Kvartetten sang på præludiets og
postludiets plads samt lige efter prædikenen og oplæsningens af de dødes navne.
Lørdag den 10. november 2012. - Den årlige polsk-danske mindehøjtidelighed på
Slaglille Kirkegård (se under lørdag den 12. november 2011). Måske får jeg
senere billeder til et lille Facebook-fotoalbum. Men det hele forløb
grundlæggende som det plejer. Men der var forskelligt nyt. Som polsk katolsk
præst medvirkede i år den unge pastor Stanisław Chorągwicki, som kun har været i Danmark i to måneder,
og som foreløbig først og fremmest studerer dansk. Og ambassaden var
repræsenteret af den nye militærattache artillerioberst Dariusz Siekiera og fru Zofia. Under det efterfølgende samvær fik
jeg en livlig og meget interessant samtale med oberst Siekiera
om både historiske og aktuelle ting i Polen og Central- og Østeuropa. Der
deltog også to ægte veteraner fra den danske modstandsbevægelse, nemlig Max Roe
(Frihedskampens Frednings og Mindefond) og Jens Ege (Foreningen Danske
Veteraner 1940-1945). Med frihedskæmperarmbind.
Selvfølgelig et par ældre herrer, men de kan ikke have været ret gamle dengang
(af nedenstående link fremgår det, at Jens Ege er født i 1925 og altså var tyve
år, da krigen sluttede). I såvel andagterne som samværet deltog også
Slaglille-sognepræst Anders Gothenborg Frederiksen, som fra næste år vil
overtage den danske andagt. Når jeg i 2005 blev bedt om at tage denne tjeneste,
var det, fordi den daværende sognepræst ikke var interesseret. Jeg vil dog også
deltage til næste år, som jo er 70-året for disse Slaglille-begivenheder. Men
efter selve andagten ved familien Christensens grav sagde jeg (også på polsk):
"I dag har sognepræst Anders Gothenborg Frederiksen deltaget i andagterne,
og vi regner også med at være til stede begge to til næste år, hvor vi jo skal
markere 70-året for de begivenheder, vi mindes i dag. Men derefter vil han, som
stedets præst, overtage denne tjeneste. Pastor Anders vil her i dag også følges
med os til Næstved og deltage i samværet dér". - LINKS:
Til Facebook-billedalbum: http://www.facebook.com/media/set/?set=a.499978633369340.118321.100000716224349&type=1&l=31bb262017
Til frihedskæmperveteran Jens
Ege:
http://da.wikipedia.org/wiki/Jens_Ege
Søndag den 11. november 2012. - Jeg deltog i indsættelsen af sognepræst Henrik Gade
Jensen i Dannemare Kirke (Gloslunde-Græshave-Dannemare-Tillitse Pastorat,
Lolland vestre Provsti). Foruden provst Bjarne Madsen, som jo foretog
indsættelsen, deltog også den forrige sognepræst Michael Foersom, min egen
præst (Kasper Høyer, Vesterborg-Landet-Ryde), sognepræst i Birket (og
præsternes provstitillidsmand) Pia Pape og to præster fra Falster, som ikke
havde nogen særlig hverken personlig eller lokal tilknytning, men som bare
ligesom jeg selv havde været forhindret i at deltage i ordinationen. Alle vi
præster var i ornat og gik både ind og ud i procession med provsten og den nye
sognepræst i spidsen. Det var en god eftermiddag, både selve
indsættelsesgudstjenesten og det efterfølgende samvær i forsamlingshuset. Jeg
glæder mig over, at vi har fået Henrik Gade Jensen til stiftet og provstiet, og
jeg håber at møde ham i de forskellige sammenhænge, der kan blive tale om.
Torsdag den 29. november 2012. - Jeg spillede til "burgergudstjeneste" i
Vesterborg (se 1. november). I Vesterborg spiser man altså ikke spaghetti, men
burgere. Og Anna og vore to yngste børnebørn Mathilde og Markus (godt tre og
knapt to) var med. Gudstjenesten fulgte de samme principper som
spaghettigudstjenesten 1/11. Mathilde sad andægtigt hos Farmor og fulgte godt
med. Markus gik det meste af tiden stille og roligt op og ned ad midtergangen.
Det kunne vi ikke få ham fra. Men det gjorde sådan set heller ikke noget. Vi
ville dog helst have haft, at han også havde siddet hos Farmor - eller hos mig,
for jeg gik ned og var med til at holde øje med ham, og jeg prøvede at få ham
til at sidde lidt hos mig, men det varede ikke længe. Det var, mens præsten
talte med børnene og viste billeder på en skærm og ledsagede nogle sange på sin
guitar. Da gudstjenesten var forbi, kom Anna op til mig og sagde, at Markus var
blevet væk! Men i det samme spurgte en dame nede på gulvet, om det var os, der
ledte efter en lille dreng i grøn vindjakke. Han var gået med de andre over i
præstegården. Sådan!
DEC 2012
Onsdag den
12. december 2012. - Var til den
årlige emeritus-frokost hos biskoppen. Og det var som sædvanlig godt at sidde i
biskop Monrads gamle stue (med udsmykningen fra dengang) og få lidt mad og
drikke og høre, hvad biskoppen havde at fortælle, og at få snakket lidt om både
stort og småt med både ham og de andre "aktive emeriti" (plus en
enkelt emerita). "Aktive emeriti" vil sige de pensionerede præster, der
hjælper stiftet ved at tage nogle gudstjenester, når der er brug for det. For
mit vedkommende har det dog i 2012 været ved orglet, jeg har ydet mit bidrag. -
Biskoppen fortalte selvfølgelig også om sine fortsatte Monrad-studier, herunder
om det nystiftede Monrad-Selskab. Meget interessant og storslået. Biskop Steen
var for ikke så længe siden i New Zealand, hvor han blev modtaget, næsten som
om det var Monrad selv! Mindet om biskop og statsminister Monrad lever den dag
i dag stærkt dernede. - Et LINK: http://da.wikipedia.org/wiki/Ditlev_Gothard_Monrad
Torsdag den 13. december. - Modtog "Informator Polski" nr. 4/2012. Der var billeder fra Harald Blåtand-dagene i bispedømmet Szczecin-Kamień og en beretning om dem ved en polsk præst (ledsaget af en boks med det lille omkvæd, vi sang ved et par lejligheder, og som jeg til sidst fik lavet en dansk oversættelse af: "Abyśmy byli jedno" / "For at vi ét må være". Desuden en artikel af mig: "Dania i Polska w okresie zimnej wojny" (Danmark og Polen under Den Kolde Krig). Det er det pågældende afsnit af mit indlæg på universitetskonferencen. - Jeg henviser til den udførligere omtale på undersiden "Internationalt" og til mit eget Facebook-billedalbum med billederne fra Harald Blåtand-dagene: http://www.facebook.com/media/set/?set=a.484606638239873.115199.100000716224349&type=1&l=2499f00b6a
* * *
2013
JAN 2013
Fredag den
11. januar 2013. - Dette er den
første optegnelse i 2013. - For en uges tid siden modtog jeg det seneste nummer
af Szczecin Universitets engelsksprogede kvartalsskrift "The University
Review". Det var uden ledsageskrivelse, men det kan kun være redaktør
Leszek Wątróbski, der har sendt det. Ham var jeg
jo sammen med ved Urszula og Roman Śmigielskis
husindvielse den 3. oktober 2012 (nærmere derom på undersiden
"Internationalt"). Og han har sendt det, fordi der på s. 26 er et
lille stykke (ca. 4/5 spalte) med titlen "Danish Church
Delegation Visit" og med et fint billede af ærkebiskop Andrzej Dzięga og mig umiddelbart efter
universitetskonferencen fredag den 5. oktober. Billedteksten lyder: "Prof. Andrzej Dzięga,
Metropolitan Bishop of the Szczecin-Kamień Archdiocese and Pastor Dr. Bent
Christensen". Selve teksten
begynder med en kort omtale af
den danske delegations besøg
"in
connection with the 1025th anniversary of the death of Harald
"Bluetooth" Gormsson, a Danish king who is
reported to have died in Wolin". Om
selve konferencen på universitetet står der blandt andet, at temaet var
"the creation of statehood
i Poland and Denmark in Christian Europe". Mit indlæg betegnes således: "Dr Bent Christensen - Polish-Danish relations from the times of Eric of Pomerania until the
modern days". Tekstens sidste
afsnit omtaler kort hele det øvrige program. - Se min egen omtale af hele
besøget, herunder universitetskonferencen, på undersiden
"Internationalt". - Nogle dage senere kom endelig 2012-nummeret af
Grundtvig-Studier med min artikel "Fra Hamann til Fasc.
209.10. Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes
samtidige". Se den på undersiderne "Grundtvig" eller
"Hamann". Det var et stort arbejde, større, end nogen umiddelbart vil
tro, at lave denne artikel, men det var tilfredsstillende at se resultatet i
årbogen. Der var også en artikel af lektor, PhD-studerende
Ole Nyborg med titlen "N.F.S. Grundtvig og naturalismen", hvis
forskningshistoriske oversigt over godt en side omtaler min disputats og mit
svar til mine opponenter i Grundtvig-Studier 2001. - Det var ellers ikke
meningen, jeg skulle drive mere Grundtvig-forskning, men det ender nok med, at
jeg skriver en artikel til 2013-nummeret om udviklingen af Grundtvigs kirkesyn
og kirkepolitiske syn fra 1806 og frem. Det vil jeg betragte som et
pligtarbejde i den nuværende kirkelige situation, hvor det har ret stor
betydning at have klarhed over, hvad det egentlig var Grundtvig mente, og
hvorfor. Jeg modtog også for nogle dage siden det nye nummer af KRITIK (206),
et uhyre interessant temanummer om liberalismen (under mange forskellige
synsvinkler og på mange forskellige områder). En af artiklerne handlede om den
danske litteratur og liberalismen i 1800-tallet. Det var professor Johan de
Mylius' "Fra Fredegod til folkegavn". Men da den også nævnte nogle
eksempler på den rolle, Polen og Polens skæbne spillede i den danske
litteratur, førte det til, at jeg forskede lidt videre i dette forhold, og det
ser nu ud til, at jeg ender med at skrive en artikel om det til
"Informator Polski". - Ellers
prøver jeg at arbejde koncentreret videre på mit hovedområde. Om godt fire
måneder fylder jeg jo 70, og jeg vil gøre alt for at få produceret noget, der
virkelig er noget, inden da, især
digte og poetik-dele. Det er sørgeligt, at det har taget mig et helt liv at nå
til, hvor jeg er nu, og at det stadig går så langsomt. Men jeg er nået til, hvor jeg er nu, og det går
stadig! Jeg håber at kunne være produktiv, til jeg er 75 (og i det mindste at
kunne samle nogle ting sammen efter den tid), og dermed at kunne nå at give det
vigtigste af, hvad jeg er i stand til. Men selv i bedste fald haster det nu! -
LINK til det lille Facebook-album med kopier af forsiden og s. 26 i ovennævnte
"The University Review":
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.529590340408169.123512.100000716224349&type=1&l=4468318107
Lørdag den
26. januar 2013. - Vi var til vor
medsvigermor Gudrun Larsens begravelse i Tølløse. Gudrun, som døde pludseligt i
lørdags, var enke efter Niels Larsen og mor til vor yngste datter Ragnas mand
Lau.
FEB 2013
Tirsdag den 5. februar 2013. - Jeg holdt kyndelmissegudstjeneste i
Errindlev Kirke, Maribo Domprovsti, kl. 14. Prædikenen (med angivelse af
salmer, bønner og læsninger) står på undersiden "Prædikener efter
11.05.03", i både første og anden tekstrække (søg
på "05.02.13"). - NB! Selve kyndelmissedag er 2. februar (40 dage efter Jesu fødsel).
- Derefter holdt jeg i præstegården Lysbilledforedraget
"Oplevelser med polakker 1990-2012". - LINK til Facebook-billedalbum:
http://www.facebook.com/photos/publish/tag/?owner_id=100000716224349&album_fbid=544035448963658&qn=6&app_id=0&num_uploaded_photos=10#!/media/set/?set=a.544035448963658.125171.100000716224349&type=3
Søndag den 24. februar 2013. - Jeg spillede ved "spaghettigudstjenesten"
(hvor vi dog bagefter fik noget med ris!) i Landet Kirke kl. 17. Men det
særlige var, at vi igen (jfr. "burgergudstjenesten" i Vesterborg
29.11.12) ikke alene havde vore to yngste børnebørn med, men også deres
forældre og deres morfar. Sognepræst Kasper Høyer brugte, som ved to tidligere
lejligheder det "bibelbogskab", man har anskaffet, et stort skab, der
ligner den udgave af Bibelen, som er hvid med gule, orange og sorte farver på.
Evangeliet var (som ved familiegudstjenesten fastelavns søndag) Matt 3,13-17,
og igen fandt præsten Johannes Døberen, som kom ud af skabet i en fin
udklædning og fortalte om sig selv og sin forløberrolle. Der var mange
deltagere, og også hele vor "storfamilie" fik en rigtig god
oplevelse.
MAR 2013
Tirsdag den 5. marts 2013. - Jeg deltog i DR P 1-radioprogrammet
"Ordet er dit". Referat af det ene indlæg, der fra min side var tale
om, kan ses på undersiden "Kirke og teologi" (vist nr. 20 i menuen
til venstre, når man har fået startsiden frem ved at gå på
www.bentchristensen.dk). Jeg ville gerne have sagt mere, men mener, jeg fik
sagt ca. halvdelen af, hvad jeg gerne ville sige. Og jeg havde slået op på min
Facebook-væg, at jeg regnede med at deltage, ligesom jeg satte nogle
kommentarer ind i programmets Facebook-tråd. De fleste af disse kommentarer
står sammen med referatet på undersiden "Kirke og teologi". - LINK
til udsendelsen:
http://www.dr.dk/radio/#/arkiv/ordet-er-dit
MEN der var i hvert fald på
selve dagen en del problemer med at få udsendelsen frem. I værste fald må man
gå på www.dr.dk og selv finde frem til "Ordet
er dit" tirsdag den 5. marts 2013. Det kræver lidt "træning" at
finde rundt på DR's hjemmeside. Men det må man lære. Der er rigtig mange gode
programmer og udsendelser i DR Radios P 1, så det er umagen værd.
Torsdag den 7. marts 2013. - Jeg holdt i Rødbyhavn Kirkes mødelokale
lysbilledforedraget "Billeder fra vort mellemkirkelige liv", der jo
begynder på Bornholm 1971-1974, men som nu indledes med billedet af Sergenthold
Sprog lige før gruppeførereksamen i juni 1963. (Dette billede viser jo på sin
særlige måde, at det er min sprogofficersuddannelse 1962-1964, der er
grundlaget for de allerfleste af Annas og mine mellemkirkelige aktiviteter i
ud- og indland).
Lørdag den 23. marts 2013. - Jeg hørte i "Harddisken" på DR P 1
(radio) et interview med den tidligere rumfærgeastronaut m.m. Mae Jemison, som står i spidsen for projektet 100YSS (100 Year
Starship). Og hvad dette nærmere ville sige og kom til at føre til, fremgår af,
hvad jeg 03.04.13 satte nederst på undersiden "Om mig selv":
Lige
før påske blev jeg opmærksom på projektet 100YSS (100 Year Starship), et
projekt, der med den tidligere rumfærgeastronaut m.m. Mae Jemison
i spidsen vil engagere sig i et praktisk talt altomfattende arbejde for at få
sendt mennesker ud til et andet solsystem senest i 2112. Jeg har meldt mig ind
i kredsen omkring dette projekt og har skrevet et par små tekster både direkte
til projektet og på et par af dets Facebook-tråde, og den 2. april 2013 satte
jeg mit digt "100YSS" som Ugens digt på min Facebook-væg. Senere på
dagen havde jeg fået lavet en engelsk version, som jeg sendte til 100YSS og
satte i en af deres Facebook-tråde. Digtet kan læses på min hjemmeside,
undersiderne "Litterære tekster" og ENGLISH, men jeg sætter det
første afsnit ind her:
"Midt
i alle trivialiteterne / og den selvtilfredse / globale landsbysnak / er der
folk, der forbereder / rejser til stjernerne / inden for hundrede år, / ti
gange Kennedy, / 100 mio. gange så langt, / hvis vi regner med Alfa
Centauri".
Når
jeg gør så meget ud af dette her i denne "Om mig selv", er det ikke
alene, fordi jeg har interesseret mig for den slags siden min barndom, men
også, og navnlig, fordi jeg ser dette projekt som ikke alene et eksempel på
noget nyt og stort midt i den kedelige og i virkeligheden meget provinsielle aktuelle
kultur, men også som et symbol på en ny måde at tænke stort på. Der er mange
andre muligheder, også af mere humanistisk karakter. Og vi skal jo desuden se
at komme til at leve i en vekselvirkning mellem det (på alle måder) store og
det også helt elementært små. Jeg kan i den forbindelse minde om, at jeg
faktisk er discipel af Grundtvig. Digtet slutter således:
"Og
det forhindrer mig heller ikke / i at se Universet / spejle sig i vandpytten, /
mens jeg dyrker min have".
Jeg
vil altså fortsætte mine "storpoetiske" aktiviteter, idet jeg først
og fremmest bruger mit formodentlig ganske beskedne engagement i 100YSS som
inspiration.
Såvel den danske som den
engelske version kan læses på undersiderne "Litterære tekster" og
ENGLISH. - Jeg gentager her, at det har været til stor opmuntring for mig at
stifte bekendtskab med dette projekt, men at jeg jo først og fremmest ser det
som et eksempel og symbol. Det vigtigste for mig lige nu er at se at blive
færdig med artiklen om Grundtvigs kirkesyn og derefter med artiklen om Polen i
dansk litteratur. Og så skal der ellers være koncentration om
"storpoesien"! For Anna sidder overfor og skriver invitationer til
den beskedne markering af min 70-års fødselsdag den 15. maj. Og når jeg i dag
har måttet bruge en hel del tid på at opdatere undersiden "Om mig
selv", har det også noget med min runde fødselsdag at gøre. Den første
avis har allerede henvendt sig. Jeg har virkelig travlt!
APR 2013
Fredag den 5. april 2013. - To ting: 1. Jeg havde 2. april sat såvel min engelske oversættelse af digtet "100YSS" som den danske original på Facebook-profilen "Friends of 100yss". I dag var der denne kommentar fra Friends of 100yss: Thanks for this! - Det er måske ikke så meget, men så er jeg da også dette lille stykke indenfor. - 2. Anna og jeg deltog i Maribo Domprovstis halvårlige konvent i Nebbelunde Præstegård (sognepræst Birgitte Flensburg). Efter kaffen holdt sognepræst Anne-Lene Frederickson, Errindlev, foredraget ”Astrid Lindgrens liv og forfatterskab”. Herefter besås Nebbelunde Kirke, hvis altertavle er til restaurering. Og så var der middag og kaffe med fortsat samvær og samtale om stort (fx teologi!) og småt.
Tirsdag den 16. april 2013. - Anna og jeg var for første gang i vores liv til
dronningens fødselsdag på Amalienborg Slotsplads. Med en søn, en svigerdatter
og to børnebørn (to og tre år). Det var en god oplevelse. Dronningen og den
kongelige familie. Livgarden i rød galla. Folkemængden og hele stemningen. De
søde, ældre politifolk, der blidt og roligt og hyggeligt holdt styr på det
hele, skal også nævnes. De var en vigtig del af denne meget danske begivenhed.
- Jeg tænkte også på, at Den Kongelige Livgarde jo ikke bare er paradesoldater.
De har altid været rigtige kampsoldater, men de har også været i Afghanistan og
haft tab dér. Man kan mene om alle vore krige, hvad man vil (og jeg er ikke
begejstret), men som gammel soldat (med Cypern som den eneste på sin vis skarpe
tjeneste) har jeg på en gang stor medfølelse med og stor respekt for dem.
Torsdag den 18. april 2013. - Dybbøldag. Som også vækker følelser. - Men om
aftenen var Anna og jeg til digteraften i Café Vandtårnet i Nykøbing F
med Søren Ulrik Thomsen. Det er ikke så meget, jeg har beskæftiget mig med ham,
men jeg har da læst mange af hans digte og begge hans poetikker m.m. og flere
gange oplevet ham i radio og tv. Allerførste gang, vi hørte ham i radioen (for
ca. 15 år siden), sagde han noget rigtig godt om Den Danske Højmesse, og vi har
hørt lignende udtalelser siden. Og vi har hørt og set andre ting, der tyder på,
at han er en god kristen mand. Og han er i det hele taget en meget sympatisk
mand. Hans digte har jeg ikke hidtil opfattet som liggende i lige mit centrale
felt, men flere af dem, vi hørte her, var rigtig gode i hans
"digter-oplæsning". Det er altid dejligt at høre digterne selv læse
deres digte. Nu skal jeg have studeret hans digte noget mere. - Jeg stillede ét
spørgsmål, nemlig om, hvad han mente om forholdet mellem kristendommen og
poesien. Og jeg var meget tilfreds med hans svar (men selvfølgelig ikke
overrasket over det). Han mente jo grundlæggende det samme som jeg, men pegede
hovedsagelig på, at digtningen jo udgør sin egen særlige erkendelse m.m. og
ikke skal gøres til vehikel (han brugte ikke det ord) for budskaber eller
forkyndelse af nogen art, eller overhovedet til at udtrykke noget, der mindst
lige så godt kan udtrykkes på sin egen, egentlige måde. Jeg mener, han blandt
andet sagde (selvfølgelig citeret efter hukommelsen og dermed ikke præcist):
"Jeg er kristen, men jeg gør ikke noget for at få kristendommen ind i mine
digte - dog heller ikke noget for at holde den ude af dem. Når man skriver et
digt, bliver det, som det bliver". - Vi går meget sjældent til den slags,
men denne aften kan godt få os til at gøre det noget mere.
Fredag den 19. april 2013 - Da jeg som sædvanlig satte min salme til den følgende søndag (3. s. e. på.) på min væg ("Et barn gør ondt"), skrev jeg denne ekstra kommentar i kommentarfeltet lige under opslaget: "Genbrug fra 2011. - Men jeg kan ikke lade være at minde om, at det på søndag er 10 kirkeår siden jeg i Døllefjelde Kirke holdt min afskedsgudstjeneste som sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat - og 39 år siden jeg blev indsat dér (altså hhv. 2003 og 1974). Jeg havde været sognepræst i Pedersker-Povlsker på Bornholm 1971-1974. - 3. søndag efter påske er altså en helt særlig dag for mig, og jeg havde selvfølgelig nøje planlagt at holde min afskedsgudstjeneste på den samme dag i kirkeåret, som jeg var blevet indsat på! - Jeg kommer i år til at fejre dagen ved at spille orgel i Vesterborg Kirke kl. 9 og i Landet Kirke kl. 10.30 (Lolland vestre Provsti)". - Men det er mærkeligt at sidde og lave dette, mens fjernsynet kører med nyhederne fra Boston, hvor den anden bombemand her kl. 20.15 stadig jages. (Det hele begyndte med de to bomber ved målet for Boston Marathon i mandags (15/4). Jeg vil ikke kommentere det her, men jeg lever naturligvis meget med i det.
Søndag den 21. april 2013 - Se optegnelsen for 19. april. - Og det er altså ikke datoen, det drejer sig om, men dagen i kirkeåret, altså 3. søndag efter påske. - Da jeg blev indsat i 1974, var datoen 5. maj, og da jeg holdt min afskedsgudstjeneste, var datoen 11. maj.
Lørdag den 27. april 2013 - En på flere måder privat oplevelse. Anna og jeg var for første gang i 11 år til marked i Døllefjelde. Jeg har jo (siden 3. søndag efter påske = "søndag før Krammarkedet" 2003, hvor jeg holdt min afskedsgudstjeneste i Døllefjelde Kirke; se ovf.) bevidst holdt mig væk fra mine gamle sogne - bortset fra gennemkørsler i bil og med bus. (Ikke af modvilje, men efter princippet, at når man er gået af som præst, så er man gået af). Især Herritslev-lyskrydset kører vi ofte igennem, når vi skal til Nykøbing eller til vor søn Nikolaj og hans familie i Frejlev. - Og det var netop på grund af Nikolaj, vi skulle til marked i år. Vi skulle høre hans politiorkester "Musik til ulempe" i Ølstuen (nærmere om bandets baggrund og navn nf.). Når man hører ordet "politiorkester", tænker man umiddelbart på et blæseorkester, der spiller ved parader og lignende. Men det er ikke det, der er tale om her. "Musik til ulempe" (MTU) er et band med en sangerinde (som også er i politiet) og seks mand med keyboard/synthesizer, tre guitarer (hvoraf den ene suppleres med tenorsaxofon og mundharpe), en basguitar og trommer. På deres hjemmeside - www.musiktilulempe.dk - præsenterer de sig således:
Nikolaj Christensen: sang/keyboard/kor
Louise Hansen: sang/kor
Per Systofte: Leadguitar/saxofon/mundharpe/kor
Ole Rasmussen: akustisk guitar/kor
Johnny Bonde: elektrisk rytmeguitar
Brian Hansen: Bas/kor
Flemming Egesholm: trommer
Og jeg kan citere fra bandets Facebook-profil:
"Musik Til Ulempe" er navnet på et "politiband" fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi. Bandet blev dannet i september 2011 og består af 6 kollegaer hovedsagligt fra lokalpolitistationen i Nykøbing F. med god forstærkning fra en enkelt "civilist".
Navnet "Musik Til Ulempe" er egentlig et fagudtryk som politiet bruger, når det på baggrund af klager over høj musik fra utilfredse naboer må rykke ud og bede de ansvarlige om at skrue ned for musikken. Så navnet skal naturligvis forstås med et ironisk glimt i øjet, hvilket også afspejler hele bandets filosofi. Vi vil gerne vise, at politifolk også kan levere fest og farver i folkeligt regi, frem for altid at være "lyseslukkere" - uden at det dog skal misforstås ;-)
Bandet spiller klassiske og dansevenlige pop- og rocknumre fra ind- og udland fra en periode over de sidste 4-5 årtier. Med andre ord: noget som de fleste kender. Målgruppen er primært de unge på 40+
Så vidt denne ret reklameagtige omtale af bandet. Og vi har jo hørt dem øve henne hos Nikolaj og talt med dem. Men det var stort for os at træde ind i Ølstue-teltet og se vor søn, den gamle Døllefjelde-dreng (født to uger efter min indsættelse i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat), stå ved sit keyboard. Og bortset fra hele den personlige livs-sammenhæng, der var tale om, var vi også stolte over, hvad de kunne. Jeg var selv pianist i Nakskov Neobop-kvintetten The Strangers fra engang i anden halvdel af 1950'erne til foråret 1961 (se Erindringer, kap. 3 og 4) og kan, selv om det, de spiller, jo er noget andet, ret godt bedømme rytmisk musik, og jeg var meget tilfreds. De havde en god rytme. Og de var i det hele taget gode. Og der var, hvad de unge vil kalde en fed stemning i Ølstuen. På et tidspunkt var to unge kvindelige politibetjente inde og inspicere - og lytte til deres kolleger. Dem måtte jeg stolt fortælle, at jeg var Nikolajs far. - På et tidspunkt fortalte Nikolaj sin historie som Døllefjelde-dreng, fodboldspiller i den berømte idrætsforening og markedsmedhjælper. Hvorefter bandet satte i med Døllefjelde-Musse-sangen. Det var stort for ham at opleve disse to aftener (fredag og lørdag).
Nikolajs kone Mai-Britt og deres datter Mathilde var til stede (lillebror Markus var for lille til at være med). Og Mai-Britts far Hans-Erik var der. Til stede fra vor side var, foruden mig, Anna, hendes søster Lisbeth, vor datter Amalie og hendes to børn Jeppe og Marie. Senere dukkede Nikolajs storebror Asbjørn også op. Tre generationer! - Da moster Lisbeth (som er ivrig kolonihavedyrker) gik op med en flot stor buket blomster til bandet, sørgede Nikolaj for, at der straks blev kvitteret med en flot fremførelse af "Mormors kolonihavehus"!
Selv om vi stort set holdt os i Ølstuen, mødte vi også nogle, vi kendte fra dengang, blandt andet graver Lykke, Døllefjelde, Smede-Hans, som vi kaldte ham dengang, og tre gamle konfirmander. Det var en stor aften i vort liv.
MAJ 2013
Torsdag den 5. maj 2013. - Så kom Debatoplæg
fra Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for
folkekirken. 50 sider, som jeg straks har udskrevet og snarest vil gå i
gang med at studere. (Jeg skal bare være færdig med de to artikler, jeg stadig
arbejder på, den om Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitik og den om Polen i dansk
litteratur). Foreløbig har jeg skrevet nogle af de ting, jeg plejer at sige,
som onlinekommentarer og kommentarer i Facebook. Nogle af min gode
Facebook-venner er forbenede tilhængere af den nuværende ordning. Men jeg siger
til dem, at jeg deler deres frygt for magtbrynde og politisering, men at så kan
de og jeg jo stå sammen om at bekæmpe tendenserne til den slags. Og det er
vigtigt, at den nuværende frihed bevares. Som jeg ofte har sagt, forestiller
jeg mig, at valgmenigheder vil komme til at spille en stor rolle, når vi nu er
så forskellige. Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg kan ende i en
valgmenighed, hvor der er et godt, dvs. traditionelt, gudstjenesteliv og i det
hele taget en kristendomsforståelse og kirkebevidsthed, der svarer til, hvad
jeg går ind for. Jeg har jo allerede på grund af homovielsesproblematikken
løst sognebånd til den præst, jeg er organist hos, og som er stærk modstander
af det nye ritual, nemlig sognepræst Kasper Høyer, Vesterborg-Landet-Ryde. Men
nu må vi se. Jeg kan leve med en af de mindre vidtgående løsninger, bare der er
bevægelse og løbende drøftelse. Højnelsen og styrkelsen af kirkebevidstheden i
hele folkekirkemenigheden som de døbtes fællesskab er det vigtigste for mig. Vi
er jo stadig meget dårligt forberedt og har brug for tid. Men en adskillelse af
kirken fra staten kan komme, før vi ved af det, og før vi ønsker det, så alene
af den grund gælder om at forberede sig på selvstyre. - Torsdag aften den 6.
juni bliver der debatmøde om oplægget i Bangs Have, Maribo. Det skal jeg
deltage i. Og jeg skal have forberedt mig, så jeg kan sige noget.
Onsdag den 15. maj 2013. - Jeg fyldte 70 år. Anna og jeg holdt lidt fødselsdag
sammen, men måtte arbejde med forskellige ting, ikke mindst forberedelserne i
hus og have til den beskedne brunch med de (ret mange!) nærmeste pinselørdag.
Og jeg var endnu ikke helt færdig med min artikel til "Informator
Polski" om "Polen i dansk litteratur" (som først blev sendt til
redaktøren 17/5), ligesom jeg måtte øve til pinsedagshøjmessen i Landet Kirke,
som jeg ikke havde villet tage fri fra. - Se mere i optegnelsen for
pinselørdag.
Lørdag den 18. maj 2013, pinselørdag. - Vi havde en særdeles vellykket familiesammenkomst
(brunch fra kl. 10.30) med Annas søskende og vedhæng, vore fire børn med
vedhæng (minus én svigersøn, som, meget mod sin vilje, måtte blive hjemme på
grund af sygdom) og vore syv børnebørn, hvoraf den ældste havde sin kæreste med
(er man bare blevet gammel, da!), men hvoraf den yngste heldigvis kun er 2 år.
- Normalt fortæller jeg intet, eller kun meget lidt, om vort privatliv. Men min
70-års fødselsdag var jo ikke en helt privat begivenhed. Den blev omtalt i
Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten, og Lolland-Falsters Folketidende havde
lavet et stort interview, som jeg var meget tilfreds med: "70-års fødselar
Bent Christensen har lavet meget, men mangler én ting: Digterpræst drømmer om
egen digtsamling". Se disse tekster på undersiden "Erindringer - BILAG"
og/eller i Facebook-billedalbummet "Billeder og tekster i forbindelse med
min 70-års fødselsdag":
Nogle af mine børn havde også
slået noget op i Facebook (billedet af Grundtvig-lagkagen, som jeg, iført min
Grundtvig/NFS-fodboldspillertrøje, var ved at skære
for, og billedet af mig ved trommesættet, mens min søn Nikolaj (uden for
billedet) sidder ved klaveret). Og de billeder delte jeg straks om morgenen
(eller først på formiddagen) tredje pinsedag. For jeg ville ikke have min
fødselsdagsfest til at stå over Kirkens fødselsdagsfest pinsedag og anden
pinsedag (mine salme-vers til de to festdage). Og allerede til de to billeder
kom der mange fine og søde kommentarer. Dernæst begyndte jeg at lave det
ovenfor omtalte Facebook-billedalbum. Det er der også kommet mange gode
kommentarer til. Men jeg regner med at få sat lidt flere billeder ind, når jeg
har fået dem fra børnene. Vi fik ikke selv fotograferet noget.
Men jeg kan sige, at jeg fik
en virkelig god fest. Jeg er måske ikke så meget til at blive fejret privat.
Professionelt fører jeg mig næsten hæmningsløst frem. Men det er jo for sagens
eller sagernes skyld og for mine professionelle projekters skyld. Det private
er noget andet. Man bliver helt genert. - Men jeg glædede mig jo. Først og
fremmest over alle mine dejlige og dygtige efterkommere (inkl. svigerbørn). Der
var lagt en utrolig opfindsomhed i gaverne, som faktisk alle, men jo i
forskellig grad, udtrykte noget om såvel mine helt personlige ejendommeligheder
og vaner som mine mere professionelle sider og aktiviteter. Jeg vil ikke
begynde at gennemgå dem her. Jeg vil bare sige, at jeg er stolt over at have så
dygtige børn og børnebørn. At nogle af tingene er kommet med på billederne,
andre ikke, er til dels tilfældighedernes spil. - En af mine døtre havde
skrevet en sang, der bestod af 12 enkeltstrofer fra 12 forskellige
Grundtvig-salmer, altså strofer på de pågældende melodier og med henspilning på originalerne. Som udgangspunkt er jeg selv
meget forsigtig, hvad den slags angår. Men jeg er sikker på, at både Gud og
Grundtvig ikke alene har tilgivet os, men også glædet sig med os. For Ragna
havde virkelig gjort det godt, både i det drillende og i det hyldende. Mens vi
sang, tænkte jeg: Nu siger naboerne: Er de virkelig så hellige! - Men de skulle
bare have set teksten! - Og mit barnebarn Marie på 10 gav en flot
danseopvisning. Hvor hun dog kan! - Endelig optrådte mine to sønner og jeg. Jeg
citerer fra billedteksten:
Noget
helt særligt var, at Nikolaj og jeg, som ofte ved vore familiefester, spillede
sammen. Først lidt med mig ved klaveret og Nikolaj på trommerne, hvilket vil
sige neobop-jazz, altså ret avanceret, som vi spillede det i Nakskov-kvintetten
The Strangers omkring 1960. Selvfølgelig lykkedes det ikke altid for mig i
soloerne. Jeg har kun spillet lidt siden 1961. Men stilen var der. Og så
byttede Nikolaj og jeg instrumenter [hvad vi har gjort på dette billede]. Og
lidt senere sluttede hans storebror Asbjørn sig til som sanger. Same procedure
as every party.
I det ovenfor omtalte
Facebook-billedalbum henviser jeg også til albummet "Neobop-kvintetten
The Strangers 1957/58-1961":
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.196497890384084.49512.100000716224349&type=1&l=c2d3ff3e51
Det var en rigtig god dag. Og
jeg kom rimelig tidligt i seng og fik som organist en god pinsedagsfejring ved
højmesse med dåb i Landet Kirke. Da jeg kom hjem, fejrede vi ikke alene Kirkens
fødselsdag og min andendagsfest. Det var også min yngste søn Nikolajs
fødselsdag. Men vi tog det stille og roligt og fik nogle gode timer sammen med
Nikolaj og hans lille familie og nogle få fra hans kones familie. Samt et par
politikolleger og Annas søster fra Maribo og vor datter Amalie og hendes to
børn, der først tog hjem anden pinsedag. Og så var vi ellers trætte. - Jeg
havde heldigvis ingen tjeneste anden pinsedag, hvor der jo som sædvanlig var
stor fælles friluftsgudstjeneste i Reventlowparken for hele Lolland vestre
Provsti. Og den snød jeg undtagelsesvis fra. Men jeg var til den af NDR
transmitterede meget fine andenpinsedagsmesse i
franciskanerklostret i Mühlen ved Vechta
sydvest for Bremen.
Fredag den 31. maj 2013. - I nat skrev jeg efter lang tids pause noget i "Erindringer". Sidste gang,
jeg skrev noget, var 03.05.13: En tilføjelse til kap. 5 om chefen for Bornholms
Værns luftværnsbatteri major Sabinsky. Og det var altså hverken mere eller
mindre end en "tilføjelse" om noget helt tilbage i 1964 (men mere om
det lige herefter). Ellers var det vist i slutningen af 2012, jeg senest føjede
noget til. Da jeg i nat gik ind på undersiden, var det sidste, der stod, en del
af afsnittet "1980-1990. Grundtvig-forskning og Grundtvig-forskning".
Og det sluttet med, at jeg fortæller om udgivelsen af min licentiatafhandling Fra drøm til program, og til sidst
citerer hele motto-strofen fra Nyaars-Morgen
"Mens Markerne bølge / Med staaende Korn
...". Men jeg havde noget stående som kladde, og nu har jeg altså
yderligere føjet noget til (om jeg når at få det på Nettet i dag, vil vise
sig). Det vigtigste, jeg gjorde i nat, var, at jeg satte alle
afsnitsoverskrifterne til det ellevte og næstsidste kapitel ind (om tiden frem
til min pensionering i 2003). Så vil jeg, hvad jeg altså allerede er begyndt
på, efterhånden sætte noget ind i de enkelte afsnit. - Jeg vil ikke sige, der
ikke er sket noget i mit liv, siden Fra
drøm til program udkom i 1987. Men bortset fra den store oplevelse, med en
lang række af store enkeltoplevelser, Annas og mit internationale og
mellemkirkelige engagement har været, altså også som helt personlig oplevelse
for os, er der ikke sket noget, som ikke fremgår af de artikler, jeg har
skrevet om det, og af de Facebook-billedalbum, jeg de seneste år har fået lavet
om det. Derfor vil jeg se at få gjort "Erindringer" nødtørftigt
færdige så hurtigt som muligt. Jeg kan jo, som jeg også hidtil har gjort, altid
sætte ting ind overalt i teksten. - Men det helt særlige, der skete i nat, var,
at jeg fik en mail fra Erik Sabinsky, som er min kontaktmand til Sabinsky-familien og dennes store
hjemmeside. Som det fremgår af ovennævnte "tilføjelse" til kap. 5 i
"Erindringer", var jeg i forbindelse med mit arbejde med artiklen til
Informator Polski "Polen i dansk
litteratur", nærmere betegnet i Emil Aarestrups digt fra 1834 "En polsk
Moder", stødt på navnet Sabinski og derved
kommet til at mindes major Sabinsky, som i 1964, hvor jeg var sprogløjtnant ved
Bornholms Værn, var chef for Luftværnsbatteriet. Og under internetsøgninger i
den anledning stødte jeg på familien Sabinskys store hjemmeside og kom i
mailkontakt med først Erik Sabinsky, dernæst major Sabinskys (Willys, som de
siger) barnebarn Benjamin (hvis far desværre er død). Der vil komme mere om
dette både her og der. Der er rigtig meget i det. Familien Sabinsky var været
her i Danmark siden i hvert fald år 1700, men det er (endnu) ikke opklaret,
hvor den stammer fra. Jeg håber, det er fra Polen, og vil gøre alt, hvad jeg
kan for at finde ud af det. Foreløbig har jeg sendt nogle ting til Erik
Sabinsky, som straks satte dem på familiens hjemmeside. Men der er meget mere,
jeg kan gøre, såvel i den polske som i den danske militære sammenhæng (hvor jeg
nu har kontakt med andre, der har oplevet major Sabinsky). Det helt ny i nat
var, at da jeg ud på de små timer skulle til at lukke computeren, så jeg, at
der var kommet en mail fra Erik Sabinsky, hvori han meddelte, at jeg havde fået
min egen underside - med ikke alene de ting, jeg indtil nu har kunnet fortælle
og oplyse, men også med mit nuværende billede og et billede af mig i løjtnantsuniform
1964. Jeg indsætter nu først linket til linket til familien Sabinskys
hjemmeside som sådan, dernæst linket til "min" særlige underside.
LINK til Family Sabinsky
website in Denmark:
LINK til Side 46, Bent
Christensens side:
Men ellers skal jeg blandt
andet forberede mig lidt (sprogligt) til min deltagelse i det store polsk
"træf" (zlot) i Næstved i morgen i
anledning af Dansk-Polsk Forening i Næstveds 85-års jubilæum og 120-året for de
første roepolakkers ankomst til Danmark - dvs. Gedser! - Se næste notat.
Lørdag den 1. juni 2013. - Jeg deltog i Polsk-Dansk Forening i Næstved og Federacja Polonias ZLOT 2013 (2013-træf) i Musikstalden, Grønnegades Kaserne i Næstved. - Anledningen var dels Polsk-Dansk Forening i Næstved's 85-års jubilæum, dels 120-året for de første roepolakkers ankomst til Danmark (Gedser!). Man begyndte med at synge den polske og den danske nationalsang. Så var der taler ved Polonia-formand Lidia Szuster, ambassadør Rafał Wiśniewski, borgmester Carsten Rasmussen, formand for Polakkasernen i Tågerup (5 km fra, hvor jeg bor) Torsten Elsvor og formand for Integrationsrådet i Næstved Kommune Dusan Jovanovic. (I hvert fald nogenlunde i denne rækkefølge, og jeg håber, jeg ikke har glemt nogen). Der blev sunget nogle polske sange. ("Góralu, czy nie żal". "Rozkwitały pąki białych róż". "Przybyli ułani pod okienko". "Serce w plecaku"). Og efter festmiddagen var der diskotek til kl. 24. Jeg forlod dog festen lige efter middagen - sammen med formanden for foreningen Polakkasernens Venner Marek Kocuba og Torsten Elsvor, som Marek og jeg kørte hjem til Lolland med. - Forud (1.-23. maj) havde man på Næstved Hovedbibliotek kunnet se udstillingen "Børn i krig", tegninger tegnet af børn i polske skoler i 1946. - I festen deltog foruden de allerede nævnte bla. æresformand for Federacja Polonia (og redaktør af Informator Polski, som jeg jo jævnlig skriver i) Roman Śmigielski, Federacja Polonias præst Leszek Kapusta, sognepræst ved den katolske Vor Frue Kirke, Næstved, Julian Bodnar (som jeg har fungeret sammen med ved Slaglille-andagterne, og som jeg under middagen sad over for), ceremonimester ved
Totalforsvarsregion Sjælland og chef for Hjemmeværnets Eksercitskommando Sjælland kaptajn Thomas Seloy (som leder æreskommandoet ved Slaglille-andagterne) samt en repræsentant for de polske jøder i Danmark med efternavnet Ksiądz (som jeg under middagen sad ved siden af og fik snakket rigtig godt med; jeg husker bare ikke hans fornavn og har ikke kunnet finde ham på Internettet). Jeg fik hilst på og snakket med flere andre af de nævnte og selvfølgelig med en hel del andre deltagere. Det er altid dejligt at være til sådanne polske arrangementer. - Hvis man ikke ved eller husker, hvad Slaglille-andagterne er, kan man søge på "Slaglille" eller gå til notaterne for lørdag den 10. november 2012 (og evt. lørdag den 12. november 2011). Polske RAF-flyvere, hvis Halifax blev skudt ned over Slaglille den 17. september 1943, ligger begravet på Slaglille Kirkegård.
JUNI 2013
Torsdag den 6. juni 2013. - Jeg deltog i det debatmøde i Bangs Have, Maribo,
som blev afholdt af "Udvalget om en mere sammenhængende og moderne
styringsstruktur for folkekirken" (nr. to af i alt elleve møder; i de ti
stifter og på Bornholm). Jeg havde forberedt et indlæg. Manuskriptet med
en indledning står nu på undersiden "Kirke og teologi" og blev også
slået op på min Facebook-tidslinje. Her vil jeg nøjes med indledningen og de
første linjer af selve teksten:
Jeg nåede selvfølgelig ikke at få fremført alt, hvad der står i manuskriptet
(som jeg jo også har skrevet med henblik på både Facebook og min hjemmeside
(undersiden "Kirke og teologi")). Men jeg fik rost Debatoplægget for
dets begrebsmæssige klarhed og gode, fejlfri sprog (før mødet også direkte over
for en af de embedsmænd (kvinde) fra Ministeriet, der havde været med til at
skrive det). Og jeg fik sagt, at det vigtigste var selve processen og
drøftelsen. Og jeg fik sagt det med, at kirkens liv er meget mere end bare
forkyndelsen, nemlig en organismes liv helt ud i de mindste praktiske og
økonomiske detaljer. Og jeg fik sagt det om præsternes repræsentation i Rådet
og om det ønskelige i at give de gejstlige medlemmer, ikke kun biskopperne,
vetoret over for dårlige eller forkerte ting på de indre anliggenders område.
Jeg nåede også at hilse på de fleste af de syv(!) tilstedeværende
udvalgsmedlemmer (deriblandt formand Hans Gammeltoft-Hansen), af hvilke jeg på
en eller anden måde kendte de fleste. Jeg fik blandt andet en rigtig god lille
snak med udvalgsmedlem Charlotte Dyremose, som jeg ellers kun har mødt i
Facebook. Men jeg nåede også at få snakket med biskop Steen Skovsgaard og andre
af vore egne. Det var et virkelig godt møde, hvor mange både store og små ting
blev drøftet - og hvor ingen trak den gamle udtale-sig-om-alt-muligt-krikke af
stalden! - MEN HER ER DET MANUSKRIPT, JEG FIK SKREVET, INDEN JEG KØRTE TIL
MØDET:
Denne aften har jeg set frem
til gennem de sidste 30-40 år!
Det er et godt Debatoplæg!
Både i indholdet og i formen. I betragtning af, hvor kompliceret det hele er,
kunne det nok ikke være fremstillet mere læseligt Og sproget er klart og
fejlfrit.
Indholdet er jeg også
tilfreds med. Efter omstændighederne og stort set. Som hele vor folkekirkelige
virkelighed er, vil det være helt urealistisk at gå videre lige nu end til
model 3 på begge områder. Jeg ønsker model 3 på begge områder, men vil også
kunne leve med model 2 på begge eller et af områderne. Så kan vi gå videre
senere. Jeg vil derimod blive skuffet, hvis man nøjes med model 1 - eller
status quo. ... Se
resten af teksten på undersiden "Kirke og teologi"!
Onsdag den 12. juni 2013. - Løgnens dag (homovielsesritualet).
Jeg skrev en tekst, som jeg slog op på min Facebook-tidslinje og satte på
undersiden "Kirke og teologi". Men vil ikke bruge mere tid end højst
nødvendigt på denne kedelige og for så vidt lille sag.
Lørdag den 15. juni 2013. - Museum Polakkasernens sommerfest. Det særlige var,
at der var en hel del "nye polakker i Danmark" med. Jeg fik snakket
en ganske lille smule med nogle af dem. Noget andet var, at ambassaden
overhovedet ikke var repræsenteret. - Noget helt særligt var, at først kørte
lille Markus og jeg alene derned. Efter talerne kørte vi hjem og hentede
Farmor, som da var blevet færdig med det hele. Ved totiden
stødte hans mor til. Vi fire havde, hver på vor måde, nogle gode timer. Jeg fik
snakket med flere af de gamle venner, herunder Lidia (Polsk Forening i Næstved
og Federacja Polonia) og Józef
og Urszula og Roman (Informator Polski). Men selvfølgelig også med de lokale.
Søndag den 23. juni 2013. - Anna og jeg svigtede vort eget (Fuglse
Beboerforenings) sankthansbål. Se ovenfor under 23. juni 2011 og 2012. Det er
måske også ved at afvikle sig selv på grund af manglende tilslutning. I
beboerforeningens blad "Fuglse Bladet" havde man ligefrem skrevet, at
dette års sankthansbål ved Alsø kunne blive et sidste forsøg. Og da vi i flere
år havde talt om at skifte til vore børns sankthansbål i Kettinge Grusgrav,
dvs. det sankthansbål, de selv deltager i, bortset fra de gange, de har været med
os i Alsø, besluttede vi at skifte nu. Det blev en dejlig aften i det meget
smukke anlæg, entreprenør Troels Jørgensen, der ejer grusgraven, har fået
lavet. Vi fik snakket en del med Troels Jørgensen, som vi jo kender godt fra
Døllefjelde-tiden, hvor hans firma udførte en del arbejde for pastoratet. Vor
egen familiegruppe bestod af vor søn Nikolaj, hans kone Mai-Britt og deres to
børn Mathilde og Markus samt Mai-Britts far Hans-Erik og hans bror Preben og
dennes kone Birgit. Vi mødte også andre folk fra gamle dage. Jeg vil især
fremhæve Karsten Høegh, som er søn af vore Annasminde-værtsfolk
i tiden under Døllefjelde Præstegårds ombygning i 1980. Se
"Erindringer" kap. 11, afsnittet "1980-2003.
Sognepræstetjenesten og deltagelsen i nogle debatter". Der var glæde på
begge sider over dette gensyn. Vi fik også hilst på hans kone og datter.
Båltalen blev holdt af en dame (født 1937), som i mange år havde været postbud
i Kettinge. Det var bevægende at høre hende fortælle om gamle dage, helt
tilbage fra krigens tid. Som jeg bagefter sagde til hende, husker vi jo selv
næsten lige så langt tilbage. - LINK
(NB! Tre billeder): https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10151642908649477&set=at.10151642903894477.1073741828.746734476.100000716224349&type=1&theater
Søndag den 30. juni 2013. - Anna og jeg var på Ølsemagle Revle sammen med vor
datter Amalie og hendes to børn. De bor i Solrød, og jeg havde foreslået, at vi
ved lejlighed tog en sådan tur sammen. Jeg havde nemlig hørt en
Natursyn-udsendelse i DR P 1, som var blevet optaget på Ølsemagle Revle, et af
de få steder i Danmark, som er (næsten) ren natur. Den er jo blevet dannet i
1900-tallet. Det var en oplevelse at være på stedet. Dog især på grund af den
særlige geologiske historie. For selv om området i flere henseender er
anderledes, minder det meget om området vest for Rødbyhavn. Og hvis man er
botaniker, entomolog eller ornitolog, er der nok en hel del særlige ting at
studere på Ølsemagle Revle. - Vort næste mål er Vestvolden,
som jeg i mellemtiden har hørt en anden DR P 1-udsendelse fra. Jeg lytter ofte
og med stor glæde og stort udbytte til DR P 1's programmer.
JULI 2013
Tirsdag den 9. juli 2013 (med Jazzhus
Montmartre-omtale i Facebook og links med bla. videopræsentation af Warren Wolf
og YouTube-trommesolo med Lee Pearson). - Anna og jeg indløste vor ovenfor
omtalte datter Amalies 70-års fødselsdagsgave til mig: en billet til
"noget i Copenhagen Jazz Festival". Gaven havde oven i købet været
forbundet med en kontakt til en kyndig person i min aldersgruppe, som Amalie
kendte. Der er jo virkelig meget at vælge imellem. Og allerede mailvekslingen
og telefonsamtalen med denne person (der selv havde spillet jazz som ung og
stadig beskæftiger sig med jazz) var en dejlig del af gaven. Vi talte samme
sprog og forstod jazzhistorien på samme måde. Jeg fik nogle forslag. Og det
endte med, at jeg valgte den amerikanske sorte vibrafonist Warren Wolf (og vi
købte billetter på Internettet). Det skulle jo, uden at jeg vil forklejne fx
vore mange dygtige danske jazzmusikere, som vi også kom til at høre nogle af,
for kvalitetens skyld være med mindst én sort amerikaner. - Ved et rent
tilfælde kom vi på vejen ind til at høre et halvtimesindslag i Radio24syv om
festivalen. Det var en god opvarmning. - Aftenens gruppe havde også en anden
sort amerikaner, nemlig trommeslageren Lee Pearson. Og de to andre i den
kvartet, der var tale om, var pianisten Jacob Christoffersen og bassisten
Morten Ramsbøl, begge meget dygtige og gode. Og de
fire spillede virkelig godt sammen - selv om den amerikanske og den danske side
(på grund af Warren Wolfs flyforsinkelse) først havde mødt hinanden umiddelbart
før de skulle optræde! Det var imponerende, hvad de kunne. Det lød, som om
store dele af det var gennemarrangeret og øvet. Men det var ikke tilfældet. Det
bekræftede Jacob Christoffersen (som i øvrigt er søn af en læge, der i sin tid
arbejdede på Nakskov Sygehus), da vi bagefter fik en rigtig god lille snak med
ham ude på gaden. Her fik jeg jo også fortalt ham lidt om min egen jazzfortid i
Nakskov og om, hvordan jeg indtil 1961 havde drømt om at blive sådan en som
ham. - "Ude på gaden", det var altså på Store Regnegade uden for
Jazzhus Montmartre! Nu var det så heldigt, at jeg på forhånd, efter hvad jeg
havde set og hørt på Internettet, af rent musikalske grunde ville have valgt
denne kvartet, men at stedet, hvor de skulle spille, ydermere var netop Jazzhus
Montmartre. Dér havde jeg været før, nemlig med nogle kammerater fra Nakskov
Jazzklub. Det må vel have været i 1959, jazzhusets første år. Altså for næsten
55 år siden! Vi hørte Stan Getz. - Men kan det have været allerede i 1958, mens
Montmartre bare var jazzklub under navnet Club Montmartre (fra 1954)? Stan Getz
slog sig ned i Danmark i 1958. Se linkene nedenfor. - Og jeg havde jo i
mellemtiden hørt om det og hørt musik fra det. Jeg hørte også om det, da det
blev genåbnet i 2010. Dette i hvert fald omtrentlige "55-årsjubilæum"
var selvsagt også en vigtig del af Amalies fødselsdagsgave. - Det var som sagt
en god kvartet, og de spillede, som jeg havde forventet, en form for moderne
jazz, der grundlæggende lå ganske tæt på, hvad vi i sin tid havde forsøgt at
spille i The Strangers. Anna kunne fx godt høre, at de fine soloer, Jacob
Christoffersen spillede, var tæt på, hvad jeg endnu prøver at spille. Warren Wolf, der er født i 1979 og har spillet
vibrafon, siden han var 3 (tre!) år, er, i enhver betydning af ordet, virtuos
over hele registret. Han kunne både spille bløde klange med tre køller og slå
hårdt og i vilde spring i nogle af soloerne. Jacob Christoffersen er en fin
pianist, og Morten Ramsbøl leverede et flot basspil
og bidrog til oplevelsen ved hele sin måde at fremtræde på. Det største indtryk
gjorde imidlertid Lee Pearson. Allerede straks han kom ind på scenen. Han havde
(som også Warren Wolf) en flot negerkrop (ja, undskyld, men Anna har også været
med til at forfatte denne optegnelse). Og han havde den karakteristiske lille
"negerkasket" på, som man ofte ser sorte musikere med. Og mens de
spillede, fik hans meget sorte ansigt, som indersiden af læberne og tungen
lyste vildt rødt op i, en række forskellige udtryk, lige fra det nærmest meditative
til det stærkt ekspressive. Men det vigtigste var selvfølgelig hans spil, som
spændte lige så bredt, fra den næsten uhørlige gniden
med fluesmækkerne på lilletrommens skind til de fantastiske soloer. Og så alt
indimellem. Han var også detaljernes mand. Rekorden havde vel det sted, hvor
han i et stille nummer lige vendte højre fluesmækker om og gav bækkenet et
enkelt slag med metaløjet og derved fik frembragt en enkelt lyd, som altså
skulle være lige netop dér! - Heldigvis var det også Lee Pearson, der ledede den
efterfølgende jamsession, som vi blev til indtil kl. ca. 1 (hvor vi af hensyn
til næste dag var nødt til at gå). Her viste han en entertainer-humor noget
over i retning af Dizzie Gillespie. Lee Pearson var
kort sagt i alle henseender aftenens stjerne, men selvfølgelig ved siden af den
egentlige hovedperson Warren Wolf. - Men der dukkede også gode folk op til jamsession'en, som gik i gang ved 23.45-tiden: En ny
pianist og en ny bassist, en tenorsaxofonist, en klarinettist (der spillede i
samme moderne stil som de andre) og en el-guitarist. Da vi var på vej ud,
passerede vi flere folk med instrumentkasser på vej ind. Det var lidt
ærgerligt; vil ville gerne have nået at høre en trompet og/eller en trombone.
Og vi var sikre på, at stemningen ville stige yderligere. Men vi var nødt til
at køre hjem. Desuden kunne vi faktisk ikke kapere mere. - Det allervigtigste
ved hele aftenen var, at Anna og jeg helt kunne mødes i og være sammen om alt,
hvad vi oplevede. Anna har jo ikke den samme jazzbaggrund, som jeg har, og må
stå af, når den neobop og tilsvarende, jeg holder af, bliver for "neo". Men her kunne vi
begge være med i det hele. Ikke alene svarede det i høj grad til, hvad jeg
havde været med til at prøve at spille i årene 1958-1961, men selv om det jo i
flere henseender kunne høres, at der nu var gået alle disse år, var det meget
"mainstream", dvs. ret tilgængeligt, ja, ret
"menneskeligt". Det gjaldt også Lee Pearson fantastisk avancerede
trommespil. Og det var ikke bare, fordi Anna indrømmede, at hun var helt skudt
i ham. Det var også, fordi det i al sin kompleksitet og flerdimensionalitet
altid var meningsfuldt og forståeligt. (Og så har Anna jo selvfølgelig fået en
vis opdragelse af mig, blandt andet for så vidt angår netop jazzens
"afrikanske" rytmiske flerdimensionalitet). - Men de andre skal ikke
forklejnes. At Lee Pearson var aftenens stjerne, betød langtfra, at de andre
ikke også var gode at se og høre på. Og det at opleve musikken live, altså også med øjet, føjer meget
til. - Det var en meget stor aften i vort liv. En af de store
"jubilæumssituationer", vi oplever i disse år. - Og for mig gav denne
oplevelse også et skub videre. For nu blev jeg jo altså ikke en Jacob
Christoffersen. Men så blev året 1961, hvor jeg opgav drømmen om det, udgangspunktet
for det arbejde, hvortil jeg endnu har brug for alle de år, jeg kan få. Med
denne aften som i sig selv en stærk og god oplevelse, men også med denne aften
som et inspirerende kick, går jeg nu
glad videre i den sidste del af mit liv.
-
OMTALE (Jazzhus Montmartre i Facebook):
I disse år vokser der en ny
generation frem af sublime amerikanske jazzmusikere. Blandt de bedste som endnu
ikke har besøgt Danmark er vibrafonisten Warren Wolf, som er en forrygende
virtuos, der ikke står tilbage for Lionel Hampton,
Milt Jackson, Gary Burton eller nogle af de andre store vibrafonister, som USA
har fostret gennem tiderne. Warren Wolf er en ny stjerne, og med sig har han
sin barndomsven og den faste trommeslager i Kenny Barrons
trio, Lee Pearson. De to møder to af Danmarks toneangivende musikere med
internationalt format [Jacob Christoffersen (piano), Morten Ramsbøl
(bas)]. Disse tre aftener er der lagt op til forrygende og storswingende jazz
spillet af fire nye stjerner. Repertoiret tager udgangspunkt i The Great
American Songbook. Det bliver medrivende,
underholdende, humoristisk og med den energi som kun amerikanske musikere kan
tilføre jazzen.
https://www.facebook.com/events/134530280071424/?ref=22
-
LINKS:
Warren Wolf:
http://en.wikipedia.org/wiki/Warren_Wolf_(Musician)
http://www.warrenwolfmusic.com/
Lee Pearson:
http://www.evansdrumheads.com/EvArtistDetail.Page?ActiveID=3551&ArtistId=41035&sid=8e0228e0-fad9-4540-a2af-ec339e71c037
http://www.youtube.com/watch?v=sfZrOli6IIo
Montmartre og Stan Getz:
http://da.wikipedia.org/wiki/Jazzhus_Montmartre
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Musiklivets_institutioner/Montmartre
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Jazz/Udenlandske_jazzmusikere/Stan_Getz
AUG 2013
Lørdag den 3.
august 2013. - Anna, hendes søster Lisbeth og jeg var til Nykøbing F. Revyen. Som
sædvanlig en god og sjov oplevelse. Annas søster Juliane og svoger Kurt havde
måttet melde afbud på grund af sygdom. Siden 2005 (2006?) har det været tradition,
at vi fem ser revyen sammen og derefter får en god middag hos Lisbeth i Maribo.
Torsdag den 8.
august 2013. - Mit debatindlæg om kirkestyrelsesforslaget var i Dansk Kirketidende:
"Model 3 og ét råd, tak! - Danmark er ikke 'et kristent land', derfor må
Folkekirken med nødvendighed fremtræde som et selvstyrende kirkesamfund".
- Hele artiklen kan læses på undersiden "Kirke og teologi" (hvor der også er tekster, der ikke er
omtalt her i "Dagbog", fx online-debatindlæg, Facebook-opslag og
-kommentarer samt tekster i min avisen.dk-blog Jeg er ellers ikke blogger ...).
Torsdag den
15. august 2013. - Biskoppen havde inviteret mig til at deltage i
stiftets teologiske tænketanks møde om kirkestyrelsesforslaget. Min ovf.
omtalte artikel i Dansk Kirketidende og manuskriptet til den artikel, der
forhåbentlig snart kommer i Præsteforeningens Blad, var på forhånd blevet
rundsendt til medlemmerne. Det var et godt møde, som jeg var glad for at
deltage i.
Fredag den 16.
august 2013. - Mit debatindlæg om
kirkestyrelsesforslaget var i Præsteforeningens Blad: "Model 3, med ét
fælles organ" (manuskripttitel: "Gejstlig vetoret?"). - Hele
artiklen kan læses på undersiden "Kirke og teologi" (hvor der også er tekster, der ikke er
omtalt her i "Dagbog", fx online-debatindlæg, Facebook-opslag og
-kommentarer samt tekster i min avisen.dk-blog Jeg er ellers ikke blogger ...).
Torsdag
den 22. august til torsdag den 29. august 2013.
- Vi var sådan set på vort årlige tandlægebesøg i klinikken Unimedex
i Szczecin. Og det er der ikke meget at fortælle om. Nul huller! Men det var
hyggeligt at være der igen. - Men når vi tager til Szczecin i princippet en
gang om året, er det jo heller ikke bare for at gå til tandlæge (eller evt. til
optiker i Wenus Optik, som drives af min nu gode Facebook-ven
Thomasz Szafirski). Vi
forbinder det altid med mindst noget almindelig studieturisme og oplevelse og
sprogtræning. Og sådan var det også denne gang. Det er for det første dejligt
for os at komme "hjem" til vort stamhotel Hotel Victoria, hvor vi
efterhånden mener, vi er både kendte og kære gæster. Og det er for det andet i
det hele taget dejligt at være "hjemme" i Szczecin igen. Vi kender og
nyder det hele. Men vi havde i år også et helt særligt ikke bare turistmål, men
faktisk ligefrem pilgrimsmål, nemlig den i 2012 indviede Dietrich Bonhoeffer-mindehave i Szczecins sydlige forstad Szczecin-Zdroje. (Bonhoeffer var en tysk
præst og teolog, som var en ledende skikkelse i den antinazistiske
Bekendelseskirke, og som blev henrettet i 1944 fordi han hørte til i kredsen
omkring det mislykkede attentat mod Hitler. 1935-1937 drev han et
præsteseminarium på det sted, hvor mindehaven nu er indrettet). De oplevelser,
der her er tale om, vil blive omtalt i artiklen "Sidegevinster", som
forhåbentlig bliver trykt i Informator
Polskis decembernummer, og som under alle
omstændigheder vil blive sat på undersiden "Internationalt" senest
til den tid. - Det helt særlige og officielle ved dette besøg var dog vor
deltagelse i de årlige polsk-tyske, katolsk-lutherske "integrations- og
venskabsdage" 23.-24. august i byen Chojna noget
længere mod syd og ikke langt fra grænsen til Tyskland. Den danske deltagelse
skal ses som en videreførelse af det særlige forhold mellem Haderslev og
Roskilde stifter, som begyndte med Harald Blåtand-dagen i Roskilde i 2011 og
som blev fulgt op af Harald Blåtand-dagene i Szczecin og omegn i 2012. Den
folkekirkelige delegation bestod denne gang af biskop over Roskilde Stift Peter
Fischer-Møller, domprovst Jens Ahrendt (med frue), sognepræst Maria Harms og
Anna og mig. Haderslev Stift skulle have været repræsenteret ved den nye biskop
Marianne Christiansen, som imidlertid havde måttet melde afbud på grund af dødfald i den nære familie. - Den danske katolske
delegation bestod af polsk katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski (som igen var dansk koordinator), Polonia-formand
Lidia Szuster, Informator Polski-redaktør m.m Roman Smigielski (med frue) og Alicja Grodzka fra Sønderjylland. - Det var to gode dage, men jeg
vil ikke fortælle mere om dem her, kun henvise til omtalen på undersiden
"Internationalt" og indsætte linket til det meget interessante
billedalbum "Chojna og Szczecin-Zdroje 2013" (hvor der også er en række billeder fra Bonhoeffer-mindehaven):
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.642611555772713.1073741836.100000716224349&type=1&l=6785eb0b95"
SEP 2013
Lørdag den 14.
september 2013. - Anna og jeg deltog i gudstjenesten i Slaglille
Kirke, andagterne på Slaglille Kirkegård og den efterfølgende sammenkomst i
Sorøhallens Cafeteria (Viggi's Place) i anledning af
70-året for nedskydningen af RAF Halifax'en med polsk
besætning over Slaglille den 17. september 1943. Og jeg overdrog den
folkekirkelige præstetjeneste til sognepræst i Slaglille Anders Gothenborg
Frederiksen. Det var i alle henseender en både stor og vemodig dag. Jeg har
berettet udførligt om dagen i Facebook-billedalbummet "1943 - Slaglille -
2013" (hvis billedtekster også står på undersiden
"Internationalt"):
Man begyndte kl.14.30
med Økumenisk gudstjeneste i Slaglille kirke ved sognepræst Anders Gothenborg
Frederiksen. Biskop Peter
Fischer-Møller prædikede og havde altertjenesten efter prædikenen, og
generalvikar Lars Messerschmidt talte på den katolske kirkes vegne. Jeg havde
lavet det polske teksthæfte til denne gudstjeneste. - Ved familien Christensens
grav spillede hjemmeværnets trompetist "Guds fred med vore døde",
hvorefter der blev lagt kranse og blomster og jeg overdrog andagtstjenesten til
Anders
Frederiksen. - Ved de polske flyveres grav stod et eksercitskommando fra
hjemmeværnet æresvagt, og allerførst spillede hjemmeværnets trompetist "Spij, Kolego"
(Sov, kammerat). Så blev der nedlagt kranse. Derefter holdt sognepræst Julian Bodnar fra den katolske kirke i Næstved den sædvanlige andagt,
og til allersidst sang vi den polske "national-salme" "Boże, coś Polskę przez tak liczne wieki". Men det nye i
år var, at den også blev sunget på dansk. Lidia Szuster
(se nf.) havde nemlig bedt mig lave en dansk oversættelse, og det var lykkedes
ret godt. De to første linjer lyder: "Gud, du, som Polen gennem lange
tider / omgav med glansen af din magt og ære!". Hele teksten står på
undersiderne "Internationalt" og "Salmer og kristelige
digte".
Til stede i øvrigt
var blandt andet: Den polske ambassadør, militærattache og konsul. Den britiske
militærattache. Borgmestrene fra Sorø og Næstved. Tre
modstandsbevægelsesveteraner. - Den dansk-polske side var repræsenteret af
formand for Dansk-Polsk Forening i Næstved og formand for Forbundet
"Polonia" Lidia Szuster, formand for
Foreningen af Polakker i Danmark Torsten Elsvor, redaktør af "Informator
Polski" Roman Smigielski, formand for Polsk Forening i Maribo Hanna Slobodziuk og formand for Museum Polakkasernens Venner
Marek Kocuba.
For mit vedkommende
var den almindelige vemod blandet med den vemod, jeg følte ved at skulle sige
farvel til den andagtstjeneste, jeg med glæde havde varetaget siden 2005. Men
da det viste sig, at Anders Frederiksen i modsætning til sin forgænger (som jeg
var trådt i stedet for) var interesseret i at varetage tjenesten, var dette
noget, vi havde forberedt vel nærmest de sidste to år, og det var stort, at
overdragelsen kunne finde sted netop under den udvidede
70-årshøjtideligholdelse. Og det er klart det mest rigtige, at det er stedets
præst, der optræder på sognets kirkegård. - Jeg er fortsat med i mange andre
polske sammenhænge, men de årlige andagter har været et godt element i den
polske side af mit liv.
Søndag den 22.
september 2013. - Anna og jeg deltog i familien Sabinskys
familietræf i København. - Baggrunden er i korthed (se mere under fredag den
31. maj 2013): For det første, at jeg i 1964 gjorde tjeneste ved Bornholms
Værn, mens major N.J.W. Sabinsky var chef for
Luftværnsbatteriet, en i flere henseender bemærkelsesværdig person - som min
egen chef havde været næstkommanderende hos, som to af mine løjtnantskammerater
havde som chef, som der stod en særlig aura om, og som der gik en del historier
om. For det andet, at jeg i forbindelse med arbejdet med min artikel om "Polen
i dansk litteratur" (undersiden "Internationalt") stødte på
navnet Sabinski i Emil Aarestrups digt "En polsk
Moder". Og så endte det med, at jeg ikke alene fandt familien Sabinskys
hjemmeside, men også kom i kontakt med familien og blev dens konsulent og
hjælper i min egenskab af slavist. Det endelige (eller så endelige som muligt)
resultat af vore forskningsbestræbelser vil (måske i forskellig form) blive sat
på undersiderne "Internationalt" og "Erindringer", ja,
måske også på undersiden "Erindringer - BILAG". - Men hvad nu selve
det her omtalte samvær angår, var det, som jeg gentagne gange sagde, en stor
ære og glæde for os, at de ville have os med i deres familiekreds. Men det var
også, som jeg havde forventet, i det hele taget et virkelig dejligt samvær med
nogle mennesker, der ikke bare var utrolig søde og positive, men også brændte
for at finde deres slaviske rødder (som sandsynligvis ligger lige syd for
Østersøen, men som vi måske næsten lige så sandsynligvis aldrig finder, især
fordi Petri Kirkes kirkebøger før o. 1700 er brændt). En helt særlig oplevelse
for mig var det, at major Sabinskys søn var til stede, og at jeg kom til at
sidde ved siden af ham ved bordet. Han lignede meget tydeligt sin far og kunne
fortælle en hel del ting om ham og om, hvad han havde fortalt, også helt
tilbage fra hans deltagelse i modstandskampen under besættelsen af. Major
Sabinsky, som vist oprindelig var officiant i hæren, blev efter krigen
linjeofficer på grundlag af sin indsats og position i modstandsbevægelsen.
Mandag
den 23. september. - Anna og jeg var i Vordingborg
for at høre min meget gode Facebook-ven Peter Tudvad
holde foredrag om Søren Kierkegaard. Foredraget var annonceret således:
"Den balstyriske Kierkegaard. - Forfatteren Peter Tudvad,
der i 2013 har udgivet bogen 'Forbandelsen', vil beskæftige sig med
spørgsmålene: Hvem er Kierkegaard, og hvad kan han bruges til i dag. - Tid:
mandag 23. september kl. 19.30. Sted: Kulturarkaden, Vordingborg". - Jeg
skrev tirsdag i en kommentar til Peters opslag 21/9 om begivenheden (hvor vi jo
også straks havde skrevet, at vi ville møde op): "Mange tak for i går! Det
var stort for Anna og mig at møde dig og Susan i den virkelige virkelighed - og
så netop i Vordingborg. Men det var i særdeleshed stort at opleve dig som en
fantastisk foredragsholder. Helt i top! Og indholdsmæssigt var vi også særdeles
tilfredse. Du får virkelig delt sol og vind lige i din præsentation af
Kierkegaard. - Og det var dejligt, at salen var fuld. De fremmødte var virkelig
godt tjent med, hvad de hørte. - Nu bliver det spændende at se, hvor vi mødes
næste gang. Men heldigvis har vi Facebook".
- Anna, hendes søster Lisbeth og jeg var til koncert i Kulturværket,
Maribo, med DR Big Bandet og Patti Austin og Butterscotch.
Koncerten var en del af 2013-kampagnen 'Live i Danmark', hvor alle DRs kor og orkestre - DR Symfoniorkestret, DR
Underholdningsorkestret, DR Big Bandet, DR Koncertkoret, DR Vokalensemblet, DR
Pigekoret og DR Korskolen - gav koncerter rundt omkring i Danmark. -
Torsdag
den 26. september 2013. - Anna, hendes søster Lisbeth og jeg var til
koncert i Kulturværket, Maribo, med DR Big Bandet og Patti Austin og Butterscotch. Koncerten var en del af 2013-kampagnen 'Live
i Danmark', hvor alle DRs kor og orkestre gav
koncerter rundt omkring i Danmark. - Vi har aldrig hørt Big
Bandet live, men jo en del gange i radio og tv, og vi har altid sat det højt.
Vi har heller aldrig været i Kulturværket før, altså Maribos gamle
elektricitetsværk, der nu er kulturhus.
Som det hedder på Kulturværkets hjemmeside: "Et kulturhus opført i
byens gamle el-værk fra 1911. Et hus for teater,
film, foredrag, koncerter, konferencer og meget mere". - Det var en stor
aften. Allerede det at være inde i det smukt ombyggede gamle elværk, som vi jo
altid har været fascineret af, når vi siden vor barndom har passeret forbi det.
Salen var fyldt til sidste plads, og vi nød både bandet og de to solister. - Vi
kendte ikke de to solister på forhånd. Patti Austin omtales indledningsvis
således i den engelske Wikipedia-artikel om hende: "Patti Austin (born August 10, 1950) is an American R&B,
Pop and Jazz music singer, known for her powerful voice. In 2008 she received the Grammy for Best Jazz Vocal
album for "Avant Gershwin" recorded mostly live with The WDR
Big Band in Germany". - Butterscotch er egentlig
navnet på et bolsje lavet af råsukker, der er skåret i store stykker med meget
varme knive. Men nu et det, så vidt jeg har kunnet se, også en ingrediens i
kager og flere andre ting. Men nu er det altså også Antoinette Clintons kunstnernavn.
Hun blev præsenteret som og optrådte som "beatboxer". Søgning på
Nettet gav denne forklaring: "Beatboxing
anvendes indenfor hiphop, hvor man med sin egen stemme (stemmebånd, mundhule,
læber og tunge) genskaber den lyd som en tromme (nogle gange selv basgang og
sang) kan afstedkomme". Og det var, hvad hun gjorde. Også hendes udseende
og måde at optræde på var en helt særlig oplevelse (man kan selv finde nogle
billeder på Nettet). - For Anna og mig var denne aften en slags fortsættelse af
vor dejlige aften i Jazzhus Montmartre den 9. juli (se optegnelsen ovf.). Og
for Anna, Lisbeth og mig var der også den private vinkel på det, at vi var
blevet opmærksomme på denne koncert ved en familiefest, hvor kulturværkformand
Almar Møller (som vi er lidt i familie med) havde givet festens hovedpersoner
hver en billet i gave. Og så fik vi jo også et lille familiemøde ud af det.
OKT 2013
Søndag den 6.
oktober 2013. - Jeg deltog i Lolland vestre Provstis provstidag i Nakskov. Dvs. jeg
snød for gudstjenesten ved sognepræst Martin Egerup i Skt. Nikolai Kirke kl.
14. Jeg havde jo ikke alene spillet til fromessen i Landet Kirke kl. 9 og til
højmessen i Ryde Kirke kl. 10.30, men jeg havde også en forkølelse under
voldsom udvikling, så jeg tog lige hjem og hvilte mig lidt, inden jeg kørte
direkte til mødet i Nikolajhuset kl. 15. Men det ville jeg ikke gå glip af. Og
jeg havde også tilmeldt mig. Det var dog først og fremmest for at høre
domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen tale om Folkekirkens fremtid - med
særligt henblik på de forslag til ny styringsstruktur, som Styrelsesudvalget
har sendt ud til drøftelse. (Se ovf. til 6. juni, 8. august, 15. august og 16.
august 2013). - Men allerførst aflagde provst Bjarne Madsen sin beretning om
provstiets tilstand, og allerede i forbindelse med drøftelsen af det, nærmere
betegnet drøftelsen af hele problematikken omkring kirkelukninger eller
lignende, fik jeg sagt mit om, at det allervigtigste er nedsættelsen af
antallet af gudstjenester, så at den gudstjenestefejrende menighed kan få mere
krop. - Domprovst Steffen Ravn Jørgensen talte smukt for bevarelsen af den
nuværende folkekirkeordning og var meget kritisk mod alle
kirkestyrelsesudvalgets forslag, også den såkaldte model 1, som ellers bare
skulle være en præcisering og lovfæstelse af den nuværende tilstand; selv den
ville betyde en indskrænkelse af friheden. Så da drøftelsen skulle begynde,
sørgede jeg for at få ordet som den allerførste! Og jeg fik sagt de vigtigste
af mine sædvanlige ting, især det om, at de døbtes fællesskab er en organisme,
der skal styre sig selv, men også det om, at vi skal være klædt på til det,
hvis vi, inden vi får set os om, bliver tvunget til at skulle styre os selv.
Kun to andre deltagere sagde noget, der mere eller mindre lå på linje med mit.
- Jeg bor jo ellers i Maribo Domprovsti, men for at begrunde, at jeg tillod mig
at bede om ordet som den allerførste, gjorde jeg opmærksom på, at jeg faktisk
hørte til i provstiet, idet jeg både var organist og sognebåndsløser hos Kasper
Høyer i Vesterborg.
Torsdag den
31. oktober 2013 - allehelgensaftensdag
Min 42-års ordinationsdag. I en kommentar til min Facebook-ven Peter
Tudvads opslag om Luther og Erasmus har jeg skrevet: "Tak, fordi du gør
opmærksom på reformationsdagen. Som også er min ordinationsdag/præstevielsesdag
(1971). Domprovsten talte i den såkaldte intimationstale undtagelsesvis over en
tekst uden for Bibelen, nemlig den tese fra 31. oktober 1517
(allehelgensaften), hvori Luther sagde, at Evangeliet er kirkens sande skat.
Jeg er, sammen med også katolikker i både Danmark og Polen (så langt er vi
heldigvis kommet) lidt med i forberedelserne til det store 500-års jubilæum i
2017". - I øvrigt har jeg de sidste dage skrevet en del kommentarer i KD
Onlinedebat, i Facebook, på min avisen.dk-blog og på
undersiden "Kirke og teologi" til de glædelige meldinger om den brede
tilslutning til en eller anden form for kirkeråd fra alle kirkelige
organisationer og retninger undtagen Tidehverv. Det havde jeg ikke turdet håbe.
Vi må se, hvad der kommer ud af det, men det er allerede meget, at vi er kommet
så langt. Min kommentar til meddelelsen om, at også menighedsrådsforeningen går
ind for oprettelsen af et kirkeråd sluttede således: "Nogle vil måske
sige, at det ikke er så vigtigt, bare at drøfte kirkens forhold. Men det er
det. For det er ikke "bare". Bevidstheden om og oplevelsen af, at
kirken er de døbtes levende legemlige fællesskab i både stort og småt,
teoretisk og praktisk, er noget af det vigtigste netop nu. Vi skal rent ud sagt
fordybe os mere i den tredje trosartikel. Også selv om vi jo ikke kan sige, at
den faktiske kirke er identisk med "den hellige, almindelige kirke".
Kristendommen er ikke bare en "lære"; den er også et liv. Det er i
kirkens liv - helt bredt forstået - vi møder den virkelighed, der slog ned i
verden, da det blev jul, påske og pinse".
NOV 2013
Lørdag
den 9. november 2013. - Jeg var den danske præst
ved den polsk-danske højtidelighed i Mindelunden, Ryvangen, den 9. november
2013. Frihedskæmperveteran Max Roe, Frihedskampens
Frednings- og Mindefond, som kendte mig fra andagterne på Slaglille Kirkegård
(se ovf. til senest 14. september 2013), havde efter aftale med den polske
ambassade bedt mig om at medvirke. En mere udførlig omtale af denne
højtidelighed kan læses på undersiden "Internationalt". - Der
afholdes hvert år en sådan højtidelighed i Mindelunden på en dag i nærheden af
11. november, som ikke bare er datoen for våbenstilstanden efter Første
Verdenskrig, men dermed også er Polens uafhængighedsdag. Polen havde jo ikke
(stort set, og slet ikke med hele sit territorium) eksisteret som stat siden
1795, hvor "delingsmagterne" Preussen, Østrig og Rusland tog hver
deres sidste stykke af det Polen, som man allerede i 1772 var begyndt at dele
mellem sig. Men fra 11. november 1918 af overtog polakkerne under ledelse af Józef Piłsudski igen magten
over deres land, mens de tyske soldater, som på det tidspunkt stod i hele
landet, gik fredeligt hjem. - Når der afholdes polske højtideligheder i
Mindelunden, skyldes det, at polakken Lucjan
Masłocha som den eneste udlænding ligger begravet der, sammen med sin
danske hustru Lone, født Mogensen. - Højtidelighedens hovedpunkter var: Velkomst ved den polske vicekonsul (Łukasz Gabler). Tale om
ægteparret Lone og Lucjan Masłocha og det britisk-polsk-danske samarbejde
under Anden Verdenskrig. Den polske katolske præst Leszek Kapusta
bad for de døde. Jeg bad for de døde (hele bønnen kan læses på undersiden
"Internationalt"). Den polske ambassadør, danske
frihedskæmperveteraner, den polske, den britiske, den amerikanske, den franske
og endnu en militærattaché (som jeg ikke fik identificeret) lagde kranse ved
Frihedskæmpermonumentet og ægteparret Masłochas
grave). Pårørende og andre lagde blomster ved ægteparret Masłochas
grave. - Efter højtideligheden var der samvær på den polske ambassade. - Jeg
ved ikke, om jeg får særlige billeder, men jeg regner med, at ambassaden igen i
år vil sætte en billedserie på deres hjemmeside. Her er foreløbig et link til
nogle billeder på Dines Bogøs hjemmeside. Jeg står på det sidste billede med
ryggen til og taler med den franske militærattaché:
https://plus.google.com/photos/100578620861694006953/albums/5944373572022720577?banner=pwa
- OG FRA HJEMMEVÆRNETS EKSERCITSKOMPAGNIS HJEMMESIDE. På det sjette
billede ses jeg lige før eller efter den bøn, jeg bad. I baggrunden ses
paraplyholderen, vicekonsul Łukasz Gabler og polsk katolsk præst Leszek Kapusta.
HER ER LINKET: https://plus.google.com/photos/108400898219847209434/albums/5945131924001926337?banner=pwa
Tirsdag den 12. november 2013. - Anna og jeg havde den store oplevelse at
være til litterær salon i Aarestrups hus, Nysted, hvor forfatteren Søren
Sørensen talte om "Ritorneller, sonetter og heksametre" (hos
Aarestrup, ham selv og andre digtere). "Forfatteren Søren Sørensen"
er jo identisk med "Søren
Basmand" i Nakskov-neobopkvintetten The Strangers o. 1960, hvor jeg
var pianist. Anna kender også Søren. Jeg har været i mere eller mindre løbende
kontakt med ham gennem alle årene. Højdepunktet var Foreningen Norden-turen til
Klippan i 1976, hvor Søren (dengang skoleinspektør og
Foreningen Norden-formand i Sakskøbing) ikke alene ledede turen, men også Saxcoop Studieband, og hvor jeg deltog som både pianist og præst. (Se
mere i "Erindringer" kap. 9 "1974-1976. Præst i Døllefjelde
(1)"). - Det var også et meget fint og levende foredrag, Søren holdt. Og
vi mødte gamle venner fra Døllefjelde-tiden af. Og min gode Facebook-ven Bjarke
Rosenkilde og hans far, som er aktiv i Aarestrup-foreningen. Det var også en
oplevelse. Jeg fik også knyttet lidt kontakt til StORDstrømmen-formand Thorvald
Berthelsen.
Lørdag den 23. november 2013. - Anna og jeg deltog i Grundtvig-Selskabets
årsmøde i Vartov. Jeg var den første af tre oplægsholdere til en paneldebat,
nemlig med 30 minutter om "Grundtvigs kirkepolitiske udvikling" (på
grundlag af teksten til min store artikel i det kommende nummer af
Grundtvig-Studier "Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik
1806-61"). Derefter fulgte to bud på "Grundtvigs nutidige
kirkepolitiske relevans" ved henholdsvis biskop over Haderslev Stift
Marianne Christiansen og lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet
Hans Raun Iversen. Den efterfølgende drøftelse var god og livlig. - Vi fik talt
med blandt andre: Flere af de gamle medlemmer af selskabet. Leder af
Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende Birgitte Stoklund Larsen.
En ung teologisk ph.d.-studerende i (i hvert fald blandt andet) - H.N. Clausen! Og med tidligere provst for Lolland søndre
Provsti Holger Villadsen, som også var kommet til stede. Ham havde jeg jo, i hans
egenskab af liturgihistoriker, under arbejdet med min artikel haft et ret stort
konsultationsforløb med, for så vidt angår ordinationsritualet i 1811). Og min
gamle jazzkammerat Søren Sørensen glædede os ved at være til stede (se lige her
ovenfor under 12. november). Han deltog dog sådan set også i sin egenskab af
formand for "Samrådet af de litterære selskaber" som
Grundtvig-Selskabet jo også er med i. - Det var en rigtig god eftermiddag.
Fredag den 6. december 2013. - Mit debatindlæg "Herrens dag!"
var i Præsteforeningens Blad
(2013/49). - Foranlediget af talen om at flytte søndagsgudstjenester til
hverdage skrev jeg dels om hver søndag morgen/formiddag som en lille påske,
dels om nødvendigheden af at skære ned på "gudstjenesteudbuddet", så
de, der faktisk går i kirke, kan være nogenlunde sikre på at komme til at fejre
gudstjenesten sammen med mindst en halv snes andre. Men jeg udtalte mig også
positivt om især virkelig alternative gudstjenester på hverdage, fx
spaghettigudstjenester eller gudstjenester med alternativ musik. Der er sådan
set ingen grænser. Der skal bare ikke gå underholdning eller hverdagsfilosofi i
det. - Hele indlægget og en længere tekst med samme titel står på undersiden
"Kirke og teologi" (hvor der også er tekster, der ikke er omtalt her
i "Dagbog", fx online-debatindlæg, Facebook-opslag og -kommentarer
samt tekster i min avisen.dk-blog Jeg er ellers ikke blogger ...).
Tirsdag den 17. december 2013. - Var endnu en gang til emeritus-frokost hos biskoppen. Det særlige i år var, at vi fik hver et eksemplar af biskoppens bog om en af sine forgængere, nemlig biskop D.G. Monrad. Bogens titel er "Monrad – Et indblik i biskop D.G. Monrads liv og tanker". - Se også under 15. december 2010 og 12. december 2012. Mon emeritus-frokosten blev sprunget over i 2011? Der står ikke noget om den hverken her på siden eller på min kalender.
* * *
2014
JAN 2014
Intet særligt. Jeg
læste (også polsk, især Det Nye Testamente, men også litteraturhistorie) og
skrev som sædvanlig (herunder en del i Facebook, men jo også løbende digte og
salmer). - Jeg er begyndt at planlægge udgivelse af mine ting. Hvis jeg ikke
kan finde et forlag, gør jeg det som selvudgivelse. Jeg vil formodentlig
begynde med salmerne. Så vidt muligt
samtlige salmer (selvfølgelig gennemset og i fornødent omfang rettet og
forbedret) og i hvert fald de fleste af kommentarerne, men tilpasset. Dernæst
nok poetikken. Og så digtene. Men jeg skal prøve at få det
timet, så jeg pdes. kan få så mange "virkelige digte" med som muligt,
men pdas. også nå at få lavet samlingen, mens jeg endnu er her og kan! Hvis jeg
kan nå det, vil jeg også gerne lave en bogudgave af Erindringer (måske også en særlig, privat bog til mine
efterkommere). Hvad salmer, digte og poetik angår, kan der måske blive tale om
endnu en eller et par bøger. Men det kommer jo an på, om jeg når at få lavet
noget nyt og er i stand til at få det sat i bogform. - Jeg er ked af, at det
har taget mig så lang tid (et helt liv!) at nå frem til den egentlige
begyndelse. Men sådan er det gået. Til gengæld mener jeg, at hele mit
"storkoncept" er godt og enestående. Spørgsmålet er kun, hvor dygtig
jeg vil være til at udfylde det, og hvor længe jeg endnu kan arbejde. Jeg skal
helst nå så meget som muligt, inden jeg fylder 75 (2018), men det vil være
dejligt, hvis jeg kan arbejde, til jeg bliver 80 (2023).
FEB 2014
Generelt
- se JAN 2014.
Tirsdag den 11. februar 2014. - Jeg skriver fortsat en hel del
kommentarer i Facebook og til artikler på forskellige internetsider, men sætter
kun de færreste på mine undersider her på hjemmesiden. I dag satte jeg dog
denne på "Kirke og teologi": "Her er Kjeld Holm god, - Online-indlæg til KD-artiklen 'Kjeld Holm:
Menneskelivets vilkår skal kendes, før tale om frelse giver mening'".
Fredag den 14. februar 2014. - Min lille artikel "Ind med kyndelmisse, ud med septuagesima" var i
Præsteforeningens Blad (2014/7). Den står også på undersiden "Kirke
og teologi".
Tirsdag den 18. februar 2014. - Jeg holdt mit gamle lysbilledforedrag
"Feltpræst på Cypern vinterhalvåret 1976/77". I Idrætshuset,
Brandstrup (ca. 10 km i luftlinje vest for, hvor jeg bor). Det var en
pensionistforening, der vist kalder sig "Brugergruppen Brandstrup",
der havde inviteret mig. Hvordan de er kommet på den idé, ved jeg ikke, men det
var en stor glæde for mig at få lov til at holde det endnu en gang - og mindes
det gode halve år på Cypern. Jeg måtte dog indlede med at udtrykke min respekt
for og medfølelse med de yngre kammerater, der i de senere år har været på
langt skarpere opgaver, ja direkte i krig. Nogle er blevet dræbt, andre
invaliderede på legeme og/eller sjæl. Så uanset hvad man ellers måtte mene om
de forskellige operationer og krige, fortjener de vor respekt. De har jo gjort
det godt. Især som soldat må man forholde sig sådan, ikke mindst når man står
og holder foredrag om sine egne militære bedrifter. Jeg sagde dog også (med
henvisning til fx professor Ole Wæver), at vi bør overveje at opprioritere vor
gamle fredsbevarende rolle. Det har vi med vor dygtighed og vort temperament
været rigtig gode til. Under kaffen fik jeg en god samtale med de tre
tilstedeværende mænd, som alle var gamle soldater. Men jeg fik også snakket med
nogle af kvinderne, hvoraf en havde været på ferie på Cypern (min kontaktperson
Ingeborg Nielsen). - Jeg kom naturligvis ikke nærmere ind på de freds- og
sikkerhedspolitiske problematikker og vil heller ikke gør det her. Men det er
jo en forfærdelig tid, vi lever i, og vi bør have en dyb og bred drøftelse af,
hvad der er både det moralsk rigtige og det realistisk set klogeste. Der er
mange spor, der skræmmer. Lige nu er der ikke mindst Syrien og Den
Centralafrikanske Republik. Men der sker frygtelige ting mange andre steder. Og
vi kan se, hvor meget traditionen betyder. Det har taget tusind år for os her i
Danmark at nå frem til det trods alt gode samfund, vi har! - Foredragets
tekster, herunder tekster til de enkelte billeder, står på undersiden "Erindringer"
(kap. 10). Billederne med tekster kan ses som Facebook-billedalbum:
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.327814670585738.84158.100000716224349&type=1&l=7971eb9329
OM SITUATIONEN I UKRAINE: Begivenhederne i Ukraine følger jeg
naturligvis nøje. Det er jo ikke alene naboland til Polen, men dets vestlige
del er gammelt polsk land. Det er altså også "bifag" for mig. - Der
kan vel selv i værste fald ikke blive tale om en russisk militær intervention.
Men Rusland vil selvfølgelig støtte sine venner/marionetter på alle mulige
måder og i øvrigt bruge alle mulige midler for at holde Ukraine i sin
indflydelsessfære. Kan man forestille sig, at Rusland i tilfælde af borgerkrig
eller noget i den retning vil sende forklædte rådgivere til Ukraine? Og de har
måske allerede gjort det! Og hvad med fly med ukrainske nationalitetsmærker på?
Vi må håbe, det ikke går så galt. Men hvad gør vi fra EU's side? Både allerede
nu, og hvis det værste skulle ske? En militær intervention fra vor side er
endnu mere utænkelig. Kan det ende med, at vi (som i Syriens tilfælde) bliver
nødt til at lade en borgerkrig rase ud? Eller kan vi støtte oprørerne? Måske
ligefrem med våben? Og hvad vil der ske, hvis oprørerne kommer til magten? Der
er mange eksempler på, hvor vanskeligt den slags er.
OM GLOBALISERINGEN m.m.: Men bortset fra alle konflikterne og
krigene er der jo også hele globaliseringen. Jeg tænker her især på den globale
og globalt flydende kapitalmagt. Som led i mine poetikalske overvejelser
(overordnet, for så vidt angår forholdet mellem individ og samfund
(fællesskab(er)) læser jeg for tiden noget sociologi olgn. Jeg har fx lige læst
Zygmunt Bauman: Flydende modernitet.
Det svarer til, hvad jeg har sagt i flere år, men går jo dybere og med mange
detaljer. Hvad gør vi? Marxist bliver jeg aldrig! Men jeg overvejer, om man
kunne arbejde for et demokratisk, pragmatisk, velfungerende alternativ til
globalkapitalismen, ja, noget i retning af en social-konservativ socialisme
(hvor kapitalen i hvert fald aldrig må blive stærkere end folkestyret). - Men
jeg er gammel nu og har i det hele taget ikke lyst til at arbejde egentlig
politisk. Jeg har både ret og pligt til at koncentrere mig om at gøre mit eget
liv og min egen produktion færdig. Ja, jeg vil måske mere og mere gå i en slags
indre eksil. Den kirkelige proces må jeg, som jeg siger, deltage i, så længe
jeg trækker vejret. Men ellers skal min indsats bestå i min egen storpoetiske
produktion - som så må få de virkninger, den kan få. Det er i øvrigt klart, at
den egentlige indflydelse ligger på det intellektuelle (herunder
videnskabelige) og kunstneriske område. Politikerne administrerer bare. Med
større eller mindre held. Som en slags sogneråd under den globale flydende
pengemagt. Den aktuelle politiske situation i Danmark viser meget tydeligt
dette. Når man ingen reel magt har og ingen vision, ender det i fx nogle
sådanne tragikomiske dramaer. - Mine sidste år skal gå med kirke og teologi og
"storpoesi". Og fortsat lidt polsk.
Lørdag den 22. februar 2014. - Jeg deltog i Lolland-Falsters Stifts møde (konference) "Bevar din lokale kirke" i Sognets Hus, Maribo. Jeg fik ikke fremlagt de "punkter", jeg havde forberedt. Det viste sig nemlig, at det hele foregik som en særlig slags gruppearbejde, hvis resultater vil blive samlet og udsendt på tryk. Her er (en af versionerne af), hvad jeg har slået op på min Facebook-væg om mødet:
Det begyndte med, at deltagerne kunne foreslå nogle temaer for drøftelsen i grupperne. Jeg skyndte mig at finde ud af, hvad der var det allervigtigste i mine forberedte punkter, eller det, jeg mente, jeg med fordel kunne foreslå som tema for en gruppedrøftelse. Og så gik jeg hen og lavede et skilt til ophængning på tavlen. Jeg skrev: "Hjælpe hinanden i tale og med eksempel/vejvisning". Og det sagde jeg også til forsamlingen, inden jeg hængte det op. Da jeg blev bedt om at uddybe det, sagde jeg, at det første gik på, at vi skulle sørge for, at kristendommen "er i omløb", at der altså tales om kristendommen på alle mulige måder og i alle mulige sammenhænge, og at det andet gik på, at vi (med al respekt for friheden) godt kunne hjælpe vore omgivelser med hen til kirken (jf. hvad man gør i sportsklubber og andre foreninger).
I gruppedrøftelsen kom vi ind på mange ting, men jeg vil kun referere en af dem, nemlig den mulighed (som allerede har været praktiseret nogle steder), at nogle af menighedens medlemmer danner "kirkegængerlaug", dvs. grupper, som aftaler og dermed forpligter sig på at gå i kirke i et vist omfang. Hvordan det nærmere praktiseres, ved jeg ikke, men det lyder interessant. Det er godt, at nogle kan vise et eksempel. Ved den afsluttende runde med korte kommentarer fra alle, der ønskede at sige noget, sagde jeg: "Det vigtigste, jeg har lært i dag, er ordet 'kirkegængerlaug'!"
Jeg fik også givet udskriften af min længere grund-tekst (hvoraf ovennævnte "punkter" var uddestilleret) til nogle af deltagerne. Den står nu på
undersiden "Kirke og teologi". Titlen er "Hvad gør vi i sogne
med ringe kirkegang? Om kirke, menighed og gudstjenestelivHvad gør vi i sogne med ringe
kirkegang? Om kirke, menighed og gudstjenesteliv"Hvad
gør vi i sogne med ringe kirkegang? Om kirke, menighed og
gudstjenesteliv", "Hvad gør vi i sogne med ringe kirkegang? Om kirke,
menighed og gudstjenesteliv", ".
Jeg vender nok tilbage efter 5. april og når der kommer noget afsluttende om hele forløbet.
Tirsdag den 25. februar 2014. - Har netop deltaget i længere diskussion i tråden til min gode Facebook-ven Peter Tudvads opslag med links til omtalen af og diskussionen omkring Bent Jensens koldkrigsbog Ulve, får og vogtere (som jeg nu lige har købt på Nettet). Der var i tråden folk, der beskyldte Bent Jensen for de værste ting. Jeg henviste til min egen historie og blandt andet til situationen i 1981 (krigsretstilstanden i Polen, mod Solidaritet). Min (indtil nu kl. 1719) sidste kommentar til en af dem i tråden, der lod til på en eller anden måde at have noget i klemme, lød: "Nå, så besvarer jeg også denne ... - Jeg er ikke sart mht. "tonen". Men det er som sagt realiteterne og analyserne, vi skal forholde os til. Så vil det også vise sig, hvem der har været landsforrædere".
Tirsdag den 3. marts 2014. - Jeg har, siden situationen begyndte at skærpes i og omkring Ukraine, skrevet den del kommentarer i Facebook. Nogle få af dem står nu på undersiden "Debat". - Jeg kender jo Ukraines og Ruslands historie gennem de sidste 1200 år. Og jeg kan selvfølgelig også godt se, hvordan Putin rent magtpolitisk tænker om "det nære udland". Men intet af dette giver Rusland ret til at blande sig i nabolandenes forhold, og da slet ikke militært. Hvis Putin fremturer, bør vi i Vesten reagere kraftigt. Vor sag (frihed, demokrati og retsstatslige forhold) er hæderlig. Men jeg frygter det værste, altså en slap reaktion. Det er en skandale, at Vesteuropa er så afhængig af russisk gas. Jeg har i flere år sagt, at uanset alt det med CO 2 burde vi for længst være gået i gang med en helt anderledes intensiv udvikling af alternative energikilder, så vi bliver uafhængige af såvel arabisk olie som russisk gas. - Lige nu sender den polske tv-station TVP Info fra Putins pressemøde i Moskva. Han har lige sagt, at Janukovitj har været offer for et kup, og at han (Putin) nu ikke har nogen på sit eget niveau at forhandle med i Ukraine.
MAR 2014
Mandag den 3. marts 2014. - Jeg blev telefonisk og pr. mail kontaktet
af lektor Bent Boel, Aalborg Universitet, som i mine Erindringer havde set, at
jeg havde været aktiv i hjælp til og omtale af sovjetiske dissidentforfattere.
Og han arbejder med et projekt om netop dette. Vi fik en god og lang samtale,
og jeg gik i gang med at lave lister over mine tekster og min korrespondance på
dette område. Det var mærkeligt at komme tilbage til dette efter alle disse år.
Især på baggrund af såvel min læsning af Bent Jensens koldkrigsværk Ulve, får og vogtere som begivenhederne
i og omkring Ukraine. Se nedenfor til 8. marts. (Redaktøren af Informator Polski har bedt mig skrive en
anmeldelse på polsk af Ulve, får og
vogtere til næste nummer). Jeg fik nogle dage senere sendt nogle ret
omfattende lister til ham. Vi må se, hvad det fører til. Under alle
omstændigheder vil jeg prøve at redigere listerne, så de kan komme til at
udgøre en tekst på undersiden "Erindringer - BILAG". Men det bliver
nok ikke lige med det samme.
Tirsdag den 4. marts 2014. - Jeg deltog (i min egenskab af fast
organistvikar) i Landet-Ryde Menighedsråds møde. Her blev mødet i Sognets Hus 22.02.14 drøftet, og sognepræst Kasper
Høyer havde inviteret mig med. Vi fik en meget god drøftelse, også om mit tema "Hjælpe
hinanden i tale og med eksempel/vejvisning". Og om det begreb, provst for
Lolland østre Prosti Anne Birgitte Villadsen, havde
fortalt om i min gruppe: kirkegængerlaug,
nemlig det, at nogle mennesker i sognemenigheden danner grupper, der forpligter
sig til at gå regelmæssigt i kirke. Jeg fremlagde også den kopi, min
Landet-fætters søn, organist Ole Odgaard (som spillede til salmerne) havde delt
ud på mødet i Sognets Hus, nemlig af sognepræst i Sværdborg-Lundby Lillian
Saaeks artikel "Hvordan får vi vækst i kirken?". Det er en god
artikel. Jeg kan ganske vist også komme til at føle mig gammel og træt, når jeg
læser om alle de "tiltag", der er tale om i denne artikel, men der er
alligevel det særlige ved den, at der mere, end man ellers ser, lægges vægt på
det kristne indhold og peges hen mod højmessen søndag formiddag. Nu må vi se,
hvordan det hele kommer til at gå. Jeg skal også deltage i Vesterborg
Menighedsråds møde om dette emne den 25. marts og i stiftsmødet i Maribo den 5.
april. - Jeg vil for mit eget vedkommende sige, at nu er det dels det store
forhold mellem kristendommen (Evangeliet) og hele den menneskelige eksistens,
dels højmessen søndag formiddag, det kommer an på. At der også er et ægte behov
for alternative gudstjenester på andre tidspunkter, er en anden sag. Og det er
sekundært i forhold til de to her nævnte helt afgørende forhold. Det må så vise
sig, hvor mange der virkelig vil forholde sig til de store spørgsmål og have
søndagsgudstjenesten som deres kristenlivs kilde. Og de, der faktisk vil fejre
gudstjeneste, skal kunne samles i et rimeligt antal. Hvilket vil sige, at der
skal ske en sådan reduktion af antallet af planlagte gudstjenester, at man kan
være nogenlunde sikker på, at der altid vil være mindst 10 deltagere, helst
mindst 20. Til gengæld vil jeg acceptere, at et stort antal af Folkekirkens
medlemmer er med i menigheden på en mere passiv måde. De må så hænge på så
godt, de kan. Og det er meget vigtigt, at grænsen mellem de aktive og de
passive bliver så flydende som muligt. Alle de døbte i sognet skal betragtes og
betragtes som fuldgyldige medlemmer af menigheden. Jeg kender den almindelige
folkekirkedansker, og det er urealistisk at regne med, at han skal kunne se det
vigtige i at gå i kirke en ganske almindelig søndag. Jeg tror dog, det vil være
realistisk at regne med en betragtelig forøgelse af antallet af regelmæssige
kirkegængere og måske en forøgelse af kirkegangsfrekvensen hos de andre. De,
der efter lang og moden overvejelse kommer til det resultat, at de absolut ikke
ønsker at være med i den kristne menighed, kan med fordel træde ud og søge
andre steder hen (eller leve helt for sig selv). Men det er meget vigtigt, at,
som jeg altid har sagt, ikke en eneste lille mand med lille tro ryger af i
svinget ved en fejltagelse. Hvis der så sker en
kraftig nedgang i antallet af medlemmer af Folkekirken, må vi leve med det. Men
igen: det må vise sig. Siden 1989 har vi set, at alt kan ske, på både godt og
ondt. Og vi har Vor Herres eget ord for, at Dødsrigets porte ikke skal få
magt over hans Kirke.
Lørdag den 8. marts 2014.- Jeg følger fortsat meget
med i situationen i og omkring Ukraine. Det er uhyggeligt! Foruden de danske
medier bruger jeg også de polske, især TVP Info, som
næsten ikke handler om andet i disse dage. Jeg har ikke kunnet lade være at skrive
en hel del kommentarer i forskellige Facebook-tråde og at slå noget op på min
egen side. Men kun lidt af det har jeg sat på mine egne undersider. Derfor
noterer jeg her, at jeg betragter Vladimir Putin som en gammel KGB-officer og
en neosovjetisk magthaver. Jeg kender selvfølgelig
russerne og den russiske (og ukrainske) historie gennem de sidste 1200 år, men
jeg hverken kan eller vil anerkende Ruslands ret til at herske over sine naboer
i "det nære udland". Jeg udelukker selvfølgelig, at vi i Vesten skal
gribe militært ind. Men så skal alle andre midler altså bruges, også meget
skrappe økonomiske sanktioner, uanset hvad det kommer til at koste os selv. Og
vi (især EU) skal støtte Ukraine. Vi er Ukraines eneste chance. Putin-Ruslands
løgnagtige, truende og voldelige adfærd kan ikke tolereres. Og kan sanktionerne
bringe Putin til fald, vil det også være en stor fordel for Rusland. Ruslands
fremtid ligger ikke i en konfrontation med resten af Europa. Det er en totalt
forældet tankegang. Ruslands fremtid ligger i et frit og frugtbart liv sammen
med os andre. Det sidste, jeg (i dag) har sat i Facebook (også i en af mine
egne tråde), er slutningen af Adam Michniks kommentar i Gazeta Wyborcza (hvis nyhedsbrev jeg jo får hver dag):
"Denne 'indre bevægelse' [oppositionen i Rusland mod Putin] er en stræben
mod demokrati og retsstat. Det russiske folk har samme ret til et liv i de
europæiske værdiers verden som ukrainerne eller polakkerne. Europa og verden
har brug for et uafhængigt, demokratisk og stabilt Ukraine. Vi tror på et
sådant Ukraine. Men vi siger også: Europa og verden har brug for et uafhængigt,
demokratisk og stabilt Rusland - et land med store muligheder og herlige
mennesker. Selv om det helt sikkert bliver et Rusland uden Putin. Verden har
brug for Rusland. Rusland har ikke brug for Putin. - Vi tror på et sådant
Rusland".
Jeg er helt enig!
Men da jeg i disse dage også beskæftiger mig med såvel Bent Jensens
koldkrigsbog Ulve, får og vogtere som
mine egne aktiviteter under den gamle kolde krig (se til 3. marts), er jeg
rystet over, at vi ikke alene står over for et vitterligt neosovjetisk
Rusland, men også over for en hel del røster i debatten, der i forbløffende
grad minder om kommunisternes og de nyttige idioters propaganda dengang. Nu med
især et nærmest glødende had til EU. - Jeg er jo selv meget EU-kritisk, men i
disse dage lægger jeg kritikken på hylden. EU er Ukraines eneste chance, og EU
skal spille en vigtig rolle i imødegåelsen af Putin-Ruslands optræden.
Mandag
den 17. marts 2014.- I går aftes kom vi hjem fra en lille optikertur til
Szczecin (torsdag til søndag, med DenTour). Anna fik
nye briller, og vi fik begge endnu en dejlig Szczecin- og Hotel
Victoria-oplevelse. - Allerede torsdag aften hentede optiker Tomasz Szafirski (Wenus Optik) os på
hotellet, og jeg fik en interessant samtale med ham under turen til
forretningen. Og min første samtaleøvelse. Anna deltog lidt med mig som tolk.
Tomasz er også min gode Facebook-ven, så vi havde aftalt dette ved
Facebook-beskeder. - Fredag formiddag besøgte jeg (som aftalt ved mailveksling)
universitetslektor Leszek Wątróbski på hans
kontor. Szczecin Universitet, Center for Polonia-studier og -forskning.
"Polonia" betyder i polsk sammenhæng den polske koloni i det-og-det
land. Der er altså tale om studiet af udlandspolakker i hele verden og deres
forhold. (Uniwersytet Szczeciński,
Ośrodek Studiów i Badań Polonijnych). Jeg mødte Leszek første gang ved indvielsen af Informator
Polski-redaktør Roman Śmigielski og hans kone
Urszulas nye hus et stykke syd for Szczecin den 3. oktober 2012 og har siden
været i kontakt med ham. Han har blandt andet sørget for, at jeg hver gang
modtager universitetets engelske publikation The University Review. Leszek og jeg fik en god to timers samtale
om mange ting. Han fortalte om sit arbejde og viste billeder fra sine besøg på
omtrent hele jordkloden. Blandt andet på Krim! Hvor han også havde billeder fra
besøget hos krimtatarerne. For vi brugte naturligvis også en del tid på at
drøfte situationen i Ukraine, som polakkerne er de første til at vide noget om.
Ukraine er jo ikke alene et naboland, men for den vestlige dels vedkommende
også gammelt polsk land, som Stalin efter Anden Verdenskrig indlemmede i Den
Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik. Han gav mig også tre bøger, som er
udgivet af hans center og redigeret af blandt andet ham. Og jeg mindede ham om,
at jeg i en mail havde bedt ham finde en medarbejder ved universitetet, som
måske ville kunne oplyse noget om familien Sabinskys polske eller slavisk-tyske
efternavn. Han lovede, at han ville arbejde med sagen. - Ellers så vi en del
polsk tv, især på kanalen TVP Info ("Polens svar
på TV 2 News", som vi også kan se derhjemme). Det var noget helt særligt
at sidde i Polen og følge dækningen af de alvorlige begivenheder i Ukraine og
på Krim. Men vi fik også set nogle film. Og vi nød opholdet på vort elskede
stamhotel, hvor vi er kendte gæster. Her fik jeg også lejlighed til at få talt
lidt polsk. Men jeg fik jo også talt noget polsk i forretninger m.m., når vi
færdedes i byen. - Om lørdagen fik jeg, som jeg plejer, købt nogle bøger. Og i
hvert fald mine polske venner kan nok være interesserede i at se, hvad jeg
købte: Jacek Dehnels roman Lala.
(Denne forfatter kendte jeg fra fantasi-novellen "2012 - zdarcie tytanów" (2012 -
titanernes afklædning(?) (afsløring, visen sig?)), som stod i den lille
kortprosasamling med titlen 2012, jeg i 2012 havde fået som gave af boghandlen empik). Jerzy Holzer: Europa
zimnej wojny (Den Kolde
Krigs Europa). (Lige inden vi tog af sted til Szczecin havde jeg gjort den
danske kladde til min anmeldelse til Informator
Polski af Bent Jensens koldkrigsværk Ulve,
får og vogtere færdig). Den britiske Polen-ekspert Norman Davies: Boże igrzysko. Historia Polski (Guds legeplads. Polens historie). (Jeg
har og har læst flere bøger af Norman Davies, især hans store bog om
Warszawaopstanden 1944 (Powstanie '44) og ser ham lejlighedsvis i polsk
tv). Og endelig Piotr Zychowicz: Pakt Ribbentrop-Beck (Ribbentrop-Beck-pagten;
Beck var den polske udenrigsminister, jf. virkelighedens Ribbentrop-Molotov-pagt).
Sidst havde jeg af samme forfatter købt Obłęd '44
(Vanviddet i 1944), hvis titel spiller på Davies' lige nævnte bog om
Warszawaopstanden. Begge bøger er stærkt kontroversielle og stærkt kritiske mod
de polske politiske og militære ledere i henholdsvis 1939 og 1944. Jeg ved ikke
rigtig, hvordan jeg skal forholde mig til Piotr Zychowicz.
Han er tilhænger af den polske leder fra mellemkrigstiden Józef
Piłsudski og dennes realpolitik for Polen mellem
Sovjetunionen og Tyskland. Warszawaopstanden ser han som en katastrofal
fejltagelse, der ikke alene kostede over 200.000 polakker livet, deriblandt
blomsten af Warszawas ungdom, men også blev en ren gave til Stalin. Men endnu mere
kontroversielt, ja, rent ud chokerende, i hvert fald ved første øjekast, er
det, at han i den bog, jeg købte i lørdags, gør sig til talsmand for, at Polen
i 1939 i stedet for til den bitre ende at følge en kompromisløs politik over
for Nazityskland skulle have allieret sig med Tyskland og være gået med i en
krig mod Sovjetunionen, som da ville være blevet besejret. Polens udbytte ville
have kunnet være en stor Central- og Østeuropæisk Føderation under polsk
ledelse og desuden omfattende Ukraine, Hviderusland, Litauen, Letland og
Estland (og elimineringen af Sovjetunionen som farlig østlig nabo). Zychowicz er aldeles ikke blind for nazismen onde karakter.
Men han gør gældende, at Stalin i 1939 var langt værre end Hitler (som jo endnu
ikke for alvor havde foldet sin ondskab ud), og at det jo, som det også viste
sig i september 1939, var helt umuligt for Polen at kæmpe mod både Tyskland og
Sovjetunionen på én gang. (Vi skal huske, at disse to lande ved Ribbentrop-Molotov-pagten (jf. Zychowicz'
bogtitel; Molotov var den sovjetiske udenrigsminister) i august 1939 var blevet
allierede og havde aftalt at dele Polen imellem sig, hvilket jo blev tilfældet,
da Sovjetunionen den 17. september 1939 faldt det mod tyskerne kæmpende Polen i
ryggen og tog sin østlige, aftalte del). Og Zychowicz
forestiller sig, at Polen senere kunne være gået sammen med Vestmagterne
om at nedkæmpe Nazityskland! Ja, det lyder både umoralsk og vanvittigt! Men som
det ofte er tilfældet med den såkaldte kontrafaktiske historieskrivning, der altså
er hverken mere eller mindre end en særlig form for tankeeksperiment, bliver
der peget på nogle interessante og vigtige forhold. Noget af det mest
uhyggelige, men jo uhyggeligt sande, er, at Polen, der som det første land
gjorde modstand mod Hitler, blev totalt svigtet af Frankrig og Storbritannien,
som jo godt nok erklærede Tyskland krig, men førte den som en phony war, dvs. en
"spøgelseskrig", selv om de havde lovet Polen at angribe Tyskland fra
vest, hvad de sagtens kunne have gjort, idet der i september 1939 kun var meget
svage tyske styrker i vest. Hvortil kommer det andet store svigt, nemlig at
Roosevelt og Churchill under Jaltakonferencen med Stalin på Krim(!) i februar
1945 "solgte" Central- og Østeuropa til Sovjetunionen. Og det er særlig
uhyggeligt at læse denne bog, som jeg allerede er nået næsten halvvejs igennem,
midt i hele situationen i og omkring Ukraine. Flere polakker, jeg har talt med,
er bange for, at historien vil gentage sig, altså at Vesten, når det kommer til
stykket, ikke vil støtte Ukraine, ja, måske ikke engang vil støtte de baltiske
lande og Polen mod det neosovjetiske Putin-Rusland,
hvis det skulle blive nødvendigt, selv om disse lande er medlemmer af NATO. Jeg
svarer dem, at de demokratiske idealer og menneskerettighederne betyder meget
for de vestlige befolkninger, ikke mindst os danskere, så at det vil blive
svært for os at lade Ukraine i stikken. Men jeg indrømmer, at det kan komme til
at koste store ofre, som ikke alle vil være villige til at yde. Dels er Ukraine
et land med, for at sige det pænt, meget store problemer, dels har vi i EU
været så dumme, at vi har gjort os stærkt afhængige af Putins Rusland, især for
så vidt angår gasforsyningerne. Jeg for mit vedkommende siger som Samuel
Rachlin (der jo ved, hvad han taler om), at vi er nødt til at bremse Putin nu,
fordi det kan blive endnu dyrere senere. Parallellen med Hitler er tydelig,
selv om det næppe er Putins hensigt at gå videre end til genskabelsen af i
hvert fald så meget som muligt af Sovjetunionen - men måske også til en eller
anden form for genskabelse af Warszawapagten, i hvert fald som et område, der
ikke er så klart vestligt domineret som nu, men til gengæld mere under russisk
indflydelse. Men det er jo heller ikke så lidt. Og hvis ingen standser ham,
hvorfor skulle han så ikke gøre det? - Da DenTour-bussen
denne gang kørte fra Hotel Victoria allerede kl. 10.30, kunne vi ikke nå at
komme til messe i Domkirken, men den polske tv-kanal TVP
1 transmitterede en messe kl. 7, så vi nåede at få holdt søndag. - Hermed vil
jeg slutte denne dagbogsoptegnelse. Jeg skal nu koncentrere mig om min digtning
og min poetik. Og det polske skal holdes på et rimeligt niveau. Jeg indledte i
morges min normale arbejdsuge med at læse et kapitel i Johannes' Åbenbaring på
polsk. Jeg læser så vidt muligt altid et kapitel i min polske Bibel som en
blanding af morgenandagt, teologistudium og polskstudium. Om nødvendigt
inddrager jeg også mine kommentarer til de bibelske skrifter og det græske Nye
Testamente. Det er (mindst) anden gang, jeg gennemlæser den polske Bibel, og
jeg har to brevordnere med gloser til det hele, gloser, hvis detaljer (fx
bøjninger og betydningsnuancer) jeg dog arbejder videre med ved hver ny
læsning, for nu kan jeg jo stort set læse det hele uden videre. Og jeg skal have
oversat min Bent Jensen-anmeldelse til polsk. Og jeg skal fortsat se polsk tv.
Og jeg skal læse i mine nyindkøbte polske bøger, hvad jeg dog som regel gør som
nattelæsning, inden jeg skal sove. Men jeg skal altså passe på, at det polske
holdes på hverken mere eller mindre end "bifagsniveau", hvad
forbruget af tid og kræfter angår. Og jeg skal passe på, at Facebook ikke
kommer til at sluge for megen tid!
Tirsdag den 25. marts
2014. - Jeg deltog (i min egenskab af fast organistvikar) i Vesterborg
Menighedsråds møde. Her blev mødet i
Sognets Hus 22.02.14 drøftet, og sognepræst Kasper Høyer havde inviteret mig
med.
Onsdag den 26. marts 2014. - Jeg var til mødet i Landet Præstegård med Afghanistan-veteran Anders Wilken Jul Petersen, som fortalte og viste lysbilleder. Det var i sig selv en stærk oplevelse. Og han fortalte virkelig godt. Men der var også det ved det, at Anders er fra Døllefjelde, og at jeg har både døbt og konfirmeret ham - hvad han til min store stolthed og rørelse var så flink at sige ved begyndelsen af foredraget. Hans forældre Lene og Hans-Henrik var også til stede, og jeg fik sat mig ved siden af dem. Hans-Henrik var i meget af min tid medlem af Døllefjelde Menighedsråd. Det var en særlig oplevelse i oplevelsen.
APR 2014
Torsdag den 3. april
2014. - Jeg fik kigget på Betænkning 1544 og slog nogle kommentarer op på
min Facebook-væg. Jeg satte dem også på undersiden "Kirke og teologi"
og som blog-tekst i min avisen.dk-blog. Overskriften
er: "En foreløbig kommentar til betænkning 1544 om Folkekirkens
styre". - Se mere under 5. april.
Lørdag den 5. april 2014. - Deltog i stiftets andet Bevar din lokale kirke-møde i Sognets Hus, Maribo. Der blev lavet konkretiseringer af de ting, der havde været drøftet på mødet den 22. februar og på møderne i de respektive menighedsråd. Det var interessant for mig at høre, hvad der blev sagt. Og jeg sagde selv en lille smule. Men ellers er min holdning, at det må gå sin skæve gang, og at det må ende med, at de, der faktisk ønsker at fejre gudstjeneste på søn- og helligdagene, samles nogle færre steder. Der er dog nok et potentiale, som kan inspireres til at gå i kirke. Og fællesskabet, også helt konkret "kropsligt" forstået, er selvfølgelig en vigtig side af menighedslivet. Men det helt afgørende er den bevidste holdning til den menneskelige eksistens' spørgsmål og til forholdet mellem Evangeliet og dem. Vi skal holde op med at snakke udenom. Den kristne tale skal i omløb! - Efter at have tænkt videre over det er jeg kommet til det resultat, at der er noget grundlæggende galt i formuleringen "Bevar din kirke". Den udtrykker og fremmer bestyrelsesegoismen. Det, man skulle sige, er: Hvordan hjælper vi (så mange som muligt af) såvel Folkekirkens medlemmer som dem, der står udenfor, til at leve i Evangeliets lys og håb og glæde! Med regelmæssig gudstjenestedeltagelse som livsåndedraget. - I øvrigt har jeg altså i disse dage været optaget af Betænkning 1544 Folkekirkens styre, som blev offentliggjort den 2. april 2014. (Se også under 3. april). Jeg er godt tilfreds med betænkningen, især det om bispekollegiets og sagkyndige udvalgs rolle i de indre anliggender. Hvis noget i den retning bliver vedtaget, er der ingen grund til at frygte populistiske hovsaløsninger. - Og i går sendte jeg en lille opfordring til Præsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd (og deres respektive blade), hvori jeg luftede idéen om "Et selvbestaltet kirkemøde". Nu må vi se.
Tirsdag den 8. april 2014. - Havde besøg af en universitetshistoriker, som havde fundet "Erindringer" på Nettet og set, at jeg i anden halvdel af 1960'erne og o. 1970 havde været aktiv i arbejdet med oplysning om og støtte til sovjetiske dissidentforfattere, og som havde ringet og spurgt, om jeg havde materiale og korrespondance fra dengang liggende - hvad jeg havde. Så mailvekslede vi en del, idet jeg sendte ham nogle lister over mit materiale og min korrespondance. Men som den historiker, han er, ville han gerne have hele dette kildemateriale, så vi havde aftalt, at han skulle komme ned og fotografere det hele. Hvad han simpelt hen gjorde med sit digitale kamera. Det er et forskningsprojekt, som der i hvert fald skal komme en videnskabelig artikel ud af. Det må vise sig, hvad det bliver til. Men jeg har i dag sat mine lister i "Erindringer - BILAG". - Det var i øvrigt en god oplevelse at møde denne historiker. Vi fik talt om mange ting. Han var meget interesseret i alt, hvad jeg kunne fortælle om fortiden. Så det var (i også mere end sædvanlig grad!) mest mig, der fortalte. Jeg nåede dog også at høre lidt om ham og om livet på universiteterne nu om dage. Jeg nævner ikke hans navn, da han måske ikke bryder sig om at få sit projekt omtalt med navns nævnelse allerede nu. Det er måske allerede for meget, at jeg har skrevet dette. Men hele forløbet, og selvfølgelig ganske særligt mit gensyn med de gamle dokumenter og genoplevelsen af tingene fra dengang, har været en vigtig del af mit liv her i begyndelsen af 2014. Mit arbejde med anmeldelsen af Ulve, får og vogtere bringer mig også tilbage til Den Kolde Krigs tid. Og den ukrainske situation bringer Den Kolde Krig tilbage til verden! Det er virkelig sælsomt at opleve alt dette på denne måde. Og i morgen er det den 9. april! Hvad min Facebook-ven Rasmus Jarlov også har bemærket i forbindelse med den ukrainske situation. - Tiden fra 1965 og op gennem 1970'erne var vanvittig. Og jeg burde sådan set have brugt min egen tid bedre, dvs. have koncentreret mig mere om min egen dygtiggørelse. Men jeg var virkelig bange for, hvad det hele skulle føre til, og følte, at jeg burde gøre noget lige her og nu i kampen mod sovjetkommunismen og for vor egen sikkerhed og frihed. Og jeg kan i hvert fald med tilfredshed tænke på, at jeg var på den rigtige side. (Men hvis jeg havde arbejdet stærkere på en karriere som "højreintellektuel", var jeg måske ikke blevet præst og teolog, og det ville have været helt galt). Helt aktuelt, hvor jeg jo bruger en del tid på at følge og kommentere begivenhederne i og omkring Ukraine og på min deltagelse i den kirkelige proces, må jeg imidlertid drage den konklusion, at jeg må koncentrere mig om at få gjort mit eget liv færdigt, dvs. om mit samlede storpoetiske projekt. Selv de polske "bifagsting" må jeg prøve at begrænse mest muligt.
Lørdag den 19. april 2014 (påskelørdag). - Endelig lå Grundtvig-Studier i postkassen. Med min store (57 sider) artikel i: "Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61". - Abstraktet (resuméet før selve teksten): "Grundtvig beskæftigede sig med kirkens væsen og forhold fra “Om Religion og Liturgie” (skrevet 1806) og livet ud. Den sidste tekst, der behandles her, er dog den sidste artikel i Den christelige Børnelærdom (1861). Grundtvigs kirkesyn og tanker om kirkens ordning udviklede sig fra en kritik af afvigelserne fra den rette lære og praksis inden for Enevældens statskirke over en kamp for håndhævelsen af lovgivningens bestemmelser eller eventuelt en udtræden af statskirken til en kamp for præsternes og de enkelte kirkemedlemmers frihed. Hovedsagen her er præsentationen og analyserne af en række centrale udsagn om, hvad Grundtvig har forstået ved ordene “kirke” og “menighed”. - Jeg har fra første færd betragtet dette mit formodentlig aller-allersidste bidrag til Grundtvig-forskningen som også mit helt særlige bidrag til den aktuelle kirkelige debat (se de andre optegnelser om min deltagelse i debatten, hvoraf den seneste er til 28. april lige herefter).
Mandag den 28. april 2014. - Deltog i Grundtvigsk Forums / Kirkeligt Samfunds store debatmøde i Vartov, København, om ny styringsreform for folkekirken. Indbydere var formand for Grundtvigsk Forum Niels Henrik Arendt og formand for Kirkepolitisk Udvalg Henrik Wigh-Poulsen. Der var mange deltagere (Store Sal var fuld), og det var et godt møde. - Programmet: 12:00 Velkomst og indledning ved formand for kirkepolitisk udvalg i Grundtvigsk Forum, Henrik Wigh-Poulsen. 12:15 Formand for strukturudvalget Hans Gammeltoft-Hansen: Om betænkningens tilblivelsesproces. 12:45 Professor Niels Kærgård: En analyse af betænkningen med de deraf mulige konsekvenser for folkekirken. 13:30 To korte oplæg til debat ved valgmenighedspræst Morten Kvist og biskop Marianne Christiansen. 14:00 Kaffe. 14:30 Debat. Ordstyrer: akademileder Birgitte Stoklund Larsen. 15:45 Afrunding. - Mit meget korte indlæg under debatten bestod i, at jeg præsenterede mig som pastor emeritus og "grundtvig-forsker emeritus" og henviste til min artikel om Grundtvigs kirkesyn i det nye nummer af Grundtvig-Studier (se under 19. april) og derefter understregede den også symbolske, kirkeforståelsesmæssige værdi af et eventuelt fællesudvalg og oplyste, at jeg for ikke så længe siden havde sendt et forslag til såvel Præsteforeningen som Foreningen af Menighedsråd om dannelsen af et "selvbestaltet kirkemøde". Hvad det sidste angår, kunne jeg henvise til, at Henrik Wigh-Poulsen fra sin plads i panelet havde nævnt noget tilsvarende. Og jeg oplyser her, at jeg i min korte samtale med formand for Landsforeningen Inge Lise Pedersen nåede at få nævnt mit forslag, som hun vist havde set. - I øvrigt nåede jeg at få hilst på og i nogle tilfælde vekslet nogle få eller en del ord med følgende: Anders Holm, Asger Bent Bjerre, Birgitte Stoklund Larsen, Charlotte Dyremose, Finn Riber Jensen, Flemming Damgaard Larsen, Hans Gammeltoft-Hansen, Hans Grishauge, Helge Baden Nielsen, Henrik Wigh-Poulsen, Jakob Brønnum, Karen Klint, Marianne Christiansen, Mette Bock, Niels Henrik Arendt, Niels Henrik Gregersen, Niels Thomsen, Niels Kærgård og Ole Opstrup. - Som jeg også sagde til allersidst i mit lille indlæg, bliver det nu spændende at se, hvad Folketinget vedtager. Hans Gammeltoft-Hansen sagde på et tidspunkt, at den nu foreliggende betænkning under alle omstændigheder vil være et vigtigt dokument, idet sagen nemlig i løbet af få år ville komme op igen, hvis der ikke bliver vedtaget noget nu. - Men min dag var begyndt med to overraskelser: 1) På vej til Maribo, hvor Anna skulle sætte mig på toget, blev vi i Bursø standset af en mand, der gik rundt med en lille krøllet seddel i hånden. Da jeg så sedlen, så jeg, at det var Skovnæs Kartoffelcentral, han ledte efter. Jeg tiltalte ham først på polsk. Men det viste sig, at han var bulgarer. Så prøvede jeg med russisk. Og det virkede. Jeg spurgte ham, om han var til fods eller havde en bil. Det havde han. Den holdt lidt længere henne. Jeg bad ham stige ind i vor bil, for der var et stykke hen til hans. Det viste sig, at hans bil var en kæmpe lastvogn. Jeg sagde til ham, at han bare skulle følge os. Kartoffelcentralen ligger nemlig lige syd for Maribo, så vi skulle alligevel forbi, og vi var tilfældigvis i god tid. Da vi standsede, og jeg havde peget på de store lagerbygninger, kom han hen til mig og sagde: "Большoe спaсибо!" (Stor tak, eller jo svarende til vort mange tak). - Bagefter sagde Anna og jeg til hinanden, at der kan komme meget ud af at have været sprogofficer. Det var i øvrigt i Bursø Alderdomshjems køkken (hvor min mor var bestyrerinde), jeg i 1962 besluttede at søge om optagelse på sprogofficersuddannelsen. INDSAT 08.05.14: Se under 8. maj 2014. Der bringes Folketidendes omtale af denne hændelse. - 2) På Københavns Hovedbanegård fik jeg pludselig øje på mine to meget gode Facebook-venner Peter Tudvad og Lars Foldager Pedersen. Vi fik snakket lidt, og vi fulgtes ad til Rådhuspladsen. Senere har vi kommenteret mødet på vore respektive Facebook-profiler. Peter har ligefrem sat et billede af Lars og mig på!
Tirsdag den 29. april 2014. - Jeg var til reception på den polske ambassade i anledning af den forestående polske grundlovsdag/nationaldag (3. maj). Jeg fik vekslet nogle ord med ambassadøren og konsulen. Og jeg fik talt noget med militærattachéen og en militærattaché fra et andet land og flere andre, bla. Polonia-formand Lidia Szuster og formand for Polsk Forening i Maribo Hanna Slobodziuk. Men jeg fik især talt med Informator Polski-redaktør Roman Smigielski (som havde en seddel i inderlommen med rettelsesforslag til min polske anmeldelse af Bent Jensens koldkrigsbog Ulve, får og vogtere) og med min lollandske landsmand Czeslaw Kozon, den danske romersk-katolske kirkes biskop.
Onsdag den 30. april 2014. - Jeg har sendt denne besked til David Rehling, Information: "Kære David Rehling! Tak for det fine referat fra kirkemødet i Vartov! Du er en dygtig journalist. Jeg så dig, mens jeg stod ved mikrofonen og ventede. Det var mig, der sagde det om den kirkebevidsthedsstyrkende effekt af et kirkeråd. Og fortalte om mit forslag om et selvbestaltet kirkemøde. - Jeg nåede ikke at få hilst på dig. Men så kan jeg sige her, hvad jeg allerede har sagt til mine Facebook-venner i forbindelse med linket til dit referat: Vi er uenige i meget, men min kone og jeg nyder dig altid i Søndagsfrokosten! - Vh, Bent Chr.". - Referatet, som stod i Information den 30. april (vel ikke allerede 29/4?), har overskriften "Folkekirkens fjende er Finansministeriet".
MAJ 2014
Fredag den 3. maj 2014. - I PRIVAT MAIL I DAG OM SITUATIONEN I UKRAINE: Vi følger stadig udviklingen i Ukraine, såvel på Radio Svobodas [Radio Libertys] ukrainske hjemmeside som på den ukrainske Channel 5. I sidstnævnte så jeg den første melding om, at gidslerne var blevet frigivet. Og der var en hel masse om ham russeren Lukin, der på Ruslands vegne har fået frigivelsen i stand. Min vurdering er, at det selvfølgelig er godt, at gidslerne, herunder den danske chefsergent, er blevet frigivet, men at det også kan ses som en slags stilhed før stormen. Nu har Putin fået skaffet sig af med det problem. Og så kan de store russiske styrker øst for grænsen gå ind. I dag eller i morgen tidlig eller om nogle dage. Jeg tror ikke, det er det, Putin egentlig ønsker. Jeg er enig med de analytikere, der siger, at hans ønske først og fremmest er at destabilisere Ukraine frem til præsidentvalget den 25. maj. For han vil helst have nogen kontrol over hele Ukraine. Men han har nu fået pisket en stemning op hos både de etniske russere i Ukraine og hos de brede masser hjemme hos sig selv, så han kan blive fanget i sit eget spin og blive nødt til at gå ind. Så taber han helt resten af Ukraine, og så bliver Vesten nødt til at straffe ham hårdt. Nu har jeg sagt det. - TILFØJELSE: Da jeg kan både russisk og polsk og har beskæftiget mig minimalt med ukrainsk (jeg kan bare ikke finde min ordbog, men må en gang imellem bruge Google translate), kan jeg ret godt forstå og (især) læse ukrainsk. Det er et østslavisk sprog (som russisk og hviderussisk), men af blandt andet historiske grunde er der mange polske ord og ting i det. Det værste er, at det jo skrives med kyrilliske bogstaver, men at de sætter latinske i'er ind alle mulige steder, så man hele tiden skal regne tilbage til russisk eller polsk for at finde ud af, hvilken vokal et sådant i erstatter. En anden sjov ting er, at ukrainerne har bevaret et v foran visse ord - noget jeg kender fra sorbisk (det slaviske mindretal i Tysklands, sorbernes eller vendernes(!) sprog). Mine studier af sorbisk kommer mig altså også til nytte.
Onsdag den 7. maj 2014
(1) - Jeg deltog i formiddagsdelen af Lolland-Falsters Stiftskonvents
årlige møde. I Sognets Hus, Maribo. Det var professor Jesper Tang Nielsens
virkelig gode foredrag (med også stor aktuel relevans) "Ledelse hos
Paulus" med særligt henblik på de to Korintherbreve. Jeg citerer fra
indbydelsens foromtale, hvor kristendommen karakteriseres som
"verdenshistoriens mest succesfulde bevægelse", og hvor der tales om
det uudnyttede potentiale for "refleksion over ledelse i værdibaserede
organisationer", der ligger i kirkehistorien. "Paulus var ikke leder,
men apostel og missionær. I sin virksomhed tvinges han ikke desto mindre til at
lede. Det gør han, mens han [ved teologien om korsets dårskab] underminerer
ledelsesbegrebet". - I mit lille indlæg efter foredraget sagde jeg blandt
andet, at der jo efter 1968-flippet er kommet en forgabelse i magten, men at
det jo netop på grundlag af Paulus (og Jesus!) skulle være muligt for os i
kirken at udøve den nødvendige ledelse som en ydmyg tjeneste. En præst er jo en
"minister", tjener. Og en regering er i øvrigt et
"ministerium". Jesper Tang Nielsen og jeg blev enige om, at det i
hvert fald er en stor fordel, at vi kan have et på en gang positivt og kritisk
syn på den nødvendige ledelse. Jeg sagde, at jeg ikke brød mig om ordet og
begrebet magt, men netop foretrækker at tale om "tjeneste" (i al
ydmyghed).
Onsdag den 7. maj
2014 (2). - Jeg har i den sidste tid beskæftiget mig meget med situationen
i og omkring Ukraine. Jeg har set meget (også ukrainsk) tv, hørt radio og set
internetsider, bla. Radio Svobodas (Radio Libertys)
ukrainske hjemmeside. I dag har jeg delt nogle ting, min Facebook-ven Samuel
Rachlin (altid velorienteret og skarp i analysen) har haft slået op. To af mine
kommentarer dertil kan læses på undersiden "Debat". Overskrifterne
er: PUTIN ER VED AT SKABE EN UKRAINSK NATION. - Og: ER VI VED ET VENDEPUNKT? - Se i det hele taget undersiden "Debat",
hvor der løbende bliver sat ny tekster på om både det ene og det andet.
Torsdag den 8. maj 2014. - Til min store
overraskelse blev jeg opmærksom på, at der på s. 15 i dagens Folketidende stod følgende om den under
28. april 2014 omtalte hændelse, nemlig om den måde, Anna og jeg kom til at
hjælpe en bulgarsk lastvognschauffør på.
Jeg ved godt, hvordan historien er endt i Folketidende. Jeg havde nemlig - i
stor hast og som det sidste i en længere samtale - fortalt den til redaktør
Torsten Elsvor, som jeg har haft, og stadig har, meget at gøre med i polsk (men
tidligere også russisk) sammenhæng. Det var nede på købmanden i Holebys
parkeringsplads. Dette er også forklaringen på, at denne dygtige journalist har
husket et par ting forkert. Dem har jeg rettet i []. - Som en tekst i
kategorien "noter" står: "NÅR NØDEN ER STØRST / FUGLSE Når nøden
er størst, er hjælpen nærmest. Det kan pastor emeritus Bent Christensen,
Fuglse, skrive under på. For nylig var han og fruen på en køretur på de
sydlollandske småveje og mødte en mand, der gik søgende og noget hjælpeløs
rundt. / Bent Christensen stoppede bilen og spurgte om han kunne hjælpe, men
manden forstod ikke dansk. Så slog Bent over i [polsk] og engelsk, men det
nyttede heller ikke. / Til gengæld lyste manden op i et smil, da Bent
Christensen slog over i russisk. Det viste sig, at manden var en [bulgarsk]
chauffør, som i en stor lastvogn forsøgte at finde vej til Skovnæs Kartofler
ved Maribo. / - Følg efter os, forklarede Bent Christensen chaufføren, og viste
derefter vej. Bent Christensen er tidligere [sprogofficer] med speciale i polsk
og russisk". - UKRAINE: Jeg har
også i dag kommenteret situationen i Facebook. Et par af kommentarerne står på
undersiden "Debat". Noget tyder på, at Putin har fejlbedømt
situationen og måske ikke engang har opbakning i sin egen politiske og militære
inderkreds. Men han har nok også mere oppe i ærmet. Det bliver spændende at
følge udviklingen. Men jo også sørgeligt. Der er allerede mange døde og sårede
på begge sider. Foreløbig skal både russere og ukrainere dog i morgen den 9.
maj fejre Sovjetunionens sejr over Nazityskland i Den Store Fædrelandskrig, som
Anden Verdenskrig jo blev kaldt i sovjettiden, og så holder de vel lidt fred
ligesom i påskedagene. Men hvis Putin gennemfører sit besøg ved den store
russiske militærparade på Krim, bliver det noget af en provokation, og de
ukrainske myndigheder frygter i det hele taget uroligheder og bebuder, at der i
givet fald vil blive skredet hårdt ind.
Fredag den 9. maj 2014. - Ved den af sognepræst Kasper Høyer ledede andagt i
forbindelse med sognepræst og provst Hans Volmer Krohns urnes nedsættelse på
Vesterborg Kirkegård medvirkede jeg i min egenskab af organist ved kirken, men
jeg fik også (efter Anne Birgitte Villadsens tale, provst for Lolland østre
Provsti og tidligere sognepræst i Kappel, dvs. i Krohns gamle provsti)
lejlighed til at fremsige dette lille mindeord: "Det er på en helt særlig
måde opfyldt af vemod og minder, jeg medvirker ved denne andagt - på Marias
orgelbænk (se nf.). Krohn var min kollega på Nakskov Gymnasium og senere min
sognepræst, lærefader og ven. Jeg har som kirkegænger her i kirken o. 1970 ikke
alene hørt nogle gode prædikener, men også lært nogle helt særlige ting om
liturgi og symbolik. Det er også her i kirken, jeg, takket være Krohn, har
holdt mit livs første og tredje prædiken. Lad disse ord være mit lille bidrag
til ære for sognepræst og provst Hans Volmer Krohns minde. Kære Gud! Hold ham i
din varetægt indtil vor Herres Jesu Kristi dag!". - Ved ordene "på
Marias orgelbænk" så jeg ned på Krohns datter Maria, som dengang i hvert
fald nogle gange spillede i Vesterborg Kirke. Hun var også min elev på Nakskov
Gymnasium, en sød og dygtig pige, som jeg bagefter fik lejlighed til at sige
til hende. Maria sad ved siden af sin søster Naja, som jeg også husker fra
dengang. - Efter andagten og selve urnenedsættelsen var der kaffe i
præstegårdens konfirmandstue.
Søndag den 25. maj 2014. - Jeg havde, som det fremgår af såvel det følgende for i dag som optegnelsen for i morgen, af flere grunde taget fri fra min organisttjeneste, så vi begyndte med den første halve time af den radiotransmitterede messe fra Kościół Świętego Krzyża (Hellig Kors Kirke) i Warszawa (som vi gennem årene har hørt mange messer fra og været fysisk til stede i under en messe én gang) og gik derefter på ZDF, som (selvfølgelig i anledning af EP-valget) transmitterede en gudstjeneste i den tyske evangeliske kirke i Lissabon. Derefter kørte vi ned til Holeby-Hallen for at stemme til såvel EP-valget som folkeafstemningen om Patentdomstolen. Om eftermiddagen kørte Anna til Maribo for, sammen med sin søster Elisabeth at høre deres bror Christian (fagot) og det nordsjællandske symfoniorkester, han spiller i (Nordsjællands Sinfonia (NSSI)). Det var i Domkirken. Om aftenen holdt Anna og jeg dobbelt valgaften efter vor efterhånden gamle tradition med fiskekonserves og ost osv. Og når jeg siger "dobbelt", er det selvfølgelig, fordi vi også fulgte præsidentvalget i Ukraine på den ukrainske kanal, vi kan tage: 5 Kanal. Denne kanal ejes, efter hvad jeg har kunnet se og høre, af præsidentvalgets sejrherre Petro Porosjenko! Desuden følger jeg situationen på min i sin tid så højt elskede Radio Svobodas (Radio Libertys; se undersiden "Internationalt") både ukrainske og russiske hjemmeside. Og lidt i andre udenlandske medier. - Jeg kunne sige meget om både det ene og det andet valg, men må nøjes med at henvise til de forholdsvis få eksempler på undersiden "Debat" - og at sige, at jeg i de seneste uger har brugt megen tid på at følge med i både EU-tingene, den danske indenrigspolitiske situation (herunder Lars Løkkes stigende vanskeligheder) og situationen i og omkring Ukraine. Men jeg var tilfreds med udfaldet af begge valg. Patentdomstolen har jeg ikke nogen særlig mening om. Umiddelbart lyder det indlysende, at der kun skal være ét sted. Men det gjorde det jo også, da vi skulle stemme om Euro'en! Noget af det værste ved EU og de ukritiske tilhængerpartier er, at man ikke stoler på, hvad de siger. - Jeg lægger dog så vidt muligt min EU-kritik på hylden i denne tid, idet jeg ser absolut positivt på EU's rolle i forhold til Ukraine. EU er et frit og demokratisk og velfungerende Ukraines eneste håb. Så kan vi diskutere videre inden for EU bagefter. Og det bliver klarere og klarere for mig, at det jo også kun er et EU, der har sine befolkninger bag sig, der kan agere med styrke på den internationale scene - og være vor styrke i en globaliseret verden, hvor der kan være mange ting at skulle beskytte sig imod. Derfor er den kritik, jeg selv, og efterhånden også i høj grad Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti, står for, i virkeligheden forudsætningen for, at vi på længere sigt kan få et stærkt og velfungerende EU. - Hvad situationen i Ukraine angår, finder jeg det selvfølgelig uhyggeligt, at der nu hersker borgerkrigslignende tilstande flere steder. Men ingen stat kan tolerere, at bevæbnede bander (med den ene eller den anden form for støtte udefra) besætter bygninger, opretter vejspærringer og terroriserer den civile befolkning, så jeg bliver nødt til at erklære min støtte til regeringens forsøg på at nedkæmpe de "terrorister" (som man kalder dem), der ikke tager imod tilbuddet om amnesti og forhandlinger. Uhyggeligt! Gid det snart er overstået! - Og så skal vi ellers i gang med at se på energien! Vi må hurtigst muligt, og uanset hele CO 2-aspektet, se at komme i gang med at udvikle teknologier, der kan gøre os uafhængige af russisk gas og mellemøstlig olie.
Mandag den 26. maj 2014. - Canadisk familiebesøg med sovjetisk Anden Verdenskrig-baggrund. - Jeg henviser til den udførlige omtale på undersiden ANNA CHRISTENSEN og til mit Facebook-billedalbum, hvis album-tekst, jeg bringer dele af her: "I maj 1945 blev min svigerfar Ejlif Andersen, som var sognepræst i Fuglse-Krønge og medlem af modstandsbevægelsen, kommandant for den flygtningelejr, som var oprettet på Højbygård syd for Holeby på Lolland. Blandt flygtningene var den sovjetiske krigsfange af litauisk afstamning Jan Karlovitj Driskus, som indtog en ledende position i lejren. Det endte med, at min svigerfar og Jan Driskus fik et nært forhold til hinanden og at min svigerfar hjalp Jan Driskus til at flygte, da flygtningene skulle føres tilbage til Tyskland - og for Jan Driskus' vedkommende til Sovjetunionen, som han under ingen omstændigheder ville tilbage til ... Jan Driskus endte i Fuglse Præstegård - og med at blive gift med min svigerfars søster Etly! Men Jan Driskus ville ikke blive i Danmark. Det var for tæt på Sovjetunionen. Han og ... faster Etly og deres lille datter ... emigrerede til Canada. ... Den 26. maj 2014 besøgte Etly og Jans barnebarn Tracy og hendes mand Kurt [m. fl.] os. ... Vi spiste frokost her hos os ... Så kørte vi til Højbygård for at se den bygning, Tracys morfar havde været indkvarteret i, og den rute, han var flygtet ad. Her mødte vi journalist Kenneth Kjæp Larsen fra Lolland-Falsters Folketidende, som jeg, min natur tro, havde gjort opmærksom på begivenheden ... [Efter kaffen] kørte vi til Fuglse ... hvor vi især dvælede ved præstegården, hvor onkel Jan havde boet og lært faster Etly at kende. Vi var også ved 5. maj-mindestenen i rundkørslen ved den gamle Fuglse Brugs. Teksten på den er forfattet af min svigerfar og lyder: "UFRED TRÆLDOM VOLD BORTSVANDT / FRIHED GLÆDE LIV OPRANDT". Endelig kørte vi til Hillested [hvor vi dvælede ved mine svigerforældres grav]". - LINK: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.787682537932280.1073741842.100000716224349&type=1&l=ba283a3a25
Lørdag den 31. maj 2014. - Så var Kenneth Kjæp Larsens reportage om det canadiske familiebesøg med sovjetisk Anden Verdenskrig-baggrund i Folketidende (se til 26/5). Over hele side 19. På øverste halvdel er et stort billede af hele selskabet foran den pågældende Højbygaard-udbygning. På nederste halvdel står selve reportagens tekst med to mindre billeder, et af Højbygaard en af majdagene i 1945, et af Anna, der står og peger ud over marken, hvor onkel Jan flygtede. - Også teksterne fra hele Folketidende-siden kan læses på undersiden ANNA CHRISTENSEN. - Jeg er nu Facebook-ven med Tracy og hendes mand Kurts bror Scott (og bliver det snart med Kurt og med Scotts kone Marcella), og jeg har allerede sendt det hele elektronisk til både dem og kusine Karen, som var deres danske vært (og selv noget dansk-canadier, datter af Annas farbror Hans). Men både canadierne og Karen skal selvfølgelig også have hver en af de ekstra aviser, vi har købt. - I går overførte jeg Annas og mit medlemskontingent til Dansk-Ukrainsk Selskab. Hvis vi kan nå det, tager vi til et møde i selskabet på tirsdag. Men situationen i Ukraine er frygtelig.
JUNI 2014
Tirsdag den 3. juni 2014. - Anna og jeg deltog som helt nye medlemmer i Dansk-Ukrainsk Selskabs møde i København, hvor tidligere militærattaché i Ukraine, nu lektor ved Forsvarsakademiet og meget brugt kommentator i medierne Claus Mathiesen holdt et meget fint foredrag/oplæg om "Ukraine-konfliktens militære aspekter". Efter oplægget var der mange interessante spørgsmål og svar, som også førte langt ud over selve det militære emne. De fleste af deltagerne havde ukrainsk baggrund. Det var uhyggeligt at høre en sagkyndigs redegørelse for den russiske strategi og taktik og for det ukrainske militærs problemer. Det er klart, at Ukraine, også bortset fra den lille krig, der reelt er tale om, er et land med mange problemer, men man forlod alligevel mødet med en forsigtig optimisme - og med en styrket følelse af pligt til at hjælpe dette stakkels gennem så mange år misrøgtede postsovjetiske land. Jeg for mit vedkommende gentager, at jeg overhovedet ikke kan anerkende Putins og hans folks gammeldags imperiale og strategiske tankegang. Det eneste, der tæller, er hvad den ukrainske befolkning ønsker. Og det er altså vor, Vestens, EU's, pligt at hjælpe og støtte ukrainerne. Jeg nævner ikke umiddelbart NATO i denne sammenhæng. NATO har betydning i det større strategiske billede, og for så vidt angår de medlemslande, der grænser op til Rusland. (Jf. præsident Obamas besøg i Polen i dag med erklæringen om forstærket støtte til disse lande og forøgelse af de små, men symbolsk vigtige amerikanske styrker dér). Jeg tænker ikke på Ukraine som et kommende NATO-medlemsland.
Torsdag den 12. juni 2014. - Jeg markerede "Løgnens dag" (toårsdagen for autoriseringen af ritualet for vielse af personer af samme køn") på min Facebook-væg og på min internetunderside "Kirke og teologi". Men uden det store engagement. Det bør fortsat markeres, at vi er et stort mindretal i Folkekirken, der finde det utåleligt, at vi har fået en sådan newspeak-løgn i Ritualbogen, men i praksis, dvs. i Folkekirkens daglige liv, fylder det næsten intet. Vi har andre og større problemer. Og vi må først og fremmest dyrke det positive engagement i vort liv som kristne i Den Danske Folkekirke.
Søndag den 22. juni 2014. - Efter gudstjenesten i Landet Kirke kl. 13.30 deltog jeg i mødet i Landet Præstegård, hvor sognepræst i Gloslunde-Græshave-Dannemare-Tillitse Pastorat i Lolland vestre Provsti, altså Vesterborg-Landet-Rydes nabopastorat, Henrik Gade Jensen fortalte om sin ny tilværelse som præst og om sit liv med særligt henblik på, hvordan han nu kan se det som hans vej til præstegerningen. - Se også til søndag den 11. november 2012.
Mandag den 23. juni 2014. - Jeg deltog sammen med børn og børnebørn i sankthansaftensarrangementet i Kettinge Grusgrav og fik hilst på nogle gamle kendinge fra Døllefjelde-tiden, ikke mindst entreprenør Troels Jørgensen, som ejer grusgraven og stod for arrangementet. - Jeg er fortsat aktiv i debatten omkring situationen i Ukraine, som jeg også fortsat følger på satellit-tv og Internettet. Jeg skriver kommentarer på min egen og andres Facebook-profiler, herunder Dansk-Ukrainsk Selskabs (hvor der også præsenteres en hel del materiale om situationen). - Se eksemplerne på undersiden "Debat".
JULI 2014
Mandag den 7. juli (dog mest 8. juli efter midnat!) 2014. - Anna og jeg var til jam session i Jazzhus Montmartre, København. Sidste år (se til 9. juli 2013) fik vi (fordi jeg skulle spille orgel næste formiddag) kun det første af jam session'en med, så denne gang havde vi besluttet os til at nøjes med jam session'en. Vi var der klokken 23.30, da det begyndte, og vi forlod Montmartre kl. ca. 03.15, hvor det sluttede. Igen i år foregik jam session'en under ledelse af den fantastiske trommeslager Lee Pearson, som vi også hørte sidste år, hvor han både var trommeslager ved selve koncerten og ledede jam session'en. Husets trio bestod af Jacob Christoffersen (piano, som sidste år), Kaspar Vadsholt (bas, ny i år) og Lee Pearson (trommer, som sidste år). Men der kom også andre pianister, bassister og trommeslagere. Der kom desuden en fantastisk dygtig percussion-spiller (bongotrommer), to guitarister, en altsaxofonist, en tenorsaxofonist og to sangerinder. Den ene af pianisterne sang også, og en anden spillede boogie woogie - som Lee Pearson på et tidspunkt rejste sig og sang til. Han er også en konferencier/præsentator for Herren! - Det var igen en stor oplevelse. Alle, både danskere og udlændinge, og både sorte og hvide, var gode. Det er interessant, at det var en moderne mainstream-jazz, der blev spillet, ret tæt på, hvad vi i The Strangers for over 50 år siden forsøgte at spille, men nok en smule mere mainstream. Det var kort sagt moderne på en måde, så jeg var tilfreds og Anna kunne være med. Dog, når hun bare både så og hørte Lee Pearson, var hun med i det hele! Det er i øvrigt karakteristisk for hans virtuose trommespil, at det er rytmisk sofistikeret, i flere "lag" og med kraftige "forskydninger", men på en sådan måde, at det aldrig "går i stykker", men grundrytmen hele tiden er til stede, direkte eller indirekte. Det samme gjaldt den måde, bassisterne og pianisterne forholdt sig til det rytmiske på. - Anna nåede at få et håndtryk af Lee Pearson, da han på et tidspunkt passerede vore pladser. Jeg fik et lille skulderklap. En fantastisk mand, som det er stort at have været i fysisk berøring med. På et tidspunkt fortalte han publikum, at en ung dansk, meget dygtig trommeslager, som lige havde spillet, nu var på vej til at skulle studere på hans egen gamle skole: "The Manhattan School of Music". (Jeg ser på en Wikipedia-side, at blandt andet Max Roach har studeret dér). - Vi forlod Montmartre lidt over tre og var hjemme ved femtiden.
Søndag den 20. juli 2014 (5. søndag efter trinitatis). - Jeg fungerede som præst ved højmessen i Landet Kirke, hvor jeg jo ellers de facto er organist. Det var en god oplevelse for mig, selv om det også var mærkeligt at skulle være præst igen. Da jeg begyndte at forberede gudstjenesten, og da jeg kom til kirken, og da gudstjenesten gik i gang, var jeg selvfølgelig fuldstændig præst igen. - Jeg har ellers helt vænnet mig til tilværelsen som "fri kristen åndsarbejder" og organist, og jeg har ikke holdt en højmesse siden Kristi himmelfarts dag 2011, hvor det på grund af helt særlige omstændigheder endte med, at jeg kom til at holde højmessen i Kettinge Kirke, Lolland østre Provsti, og under den døbe mit yngste barnebarn Markus. Denne gang var situationen den, at sognepræst Kasper Høyer havde ferie, og at det åbenbart her i ferietiden havde været svært at finde en anden præst, så at han havde spurgt mig, om jeg kunne tænke mig at være præst den søndag, hvad jeg selvfølgelig kunne. Prædikenen med angivelse af salmer og læsninger m.m. står på undersiden "Prædikener efter 11.05.03". - Ellers har der været kyndelmissegudstjenesten ved mig i Errindlev Kirke, Maribo Domprovsti, den 5. februar 2013, som var ved mig, fordi jeg efter gudstjenesten skulle holde et lysbilledforedrag i præstegården med titlen "Oplevelser med polakker 1990-2012". Derudover har jeg kun haft præstekjolen på i polske sammenhænge, i Polen og her i landet, senest den 9. november 2013, hvor jeg var den danske præst ved den polsk-danske højtidelighed i Mindelunden, Ryvangen. Nå, jeg havde den jo også på, da jeg den 11. november 2012 deltog i indsættelsen af sognepræst Henrik Gade Jensen i Dannemare Kirke (Gloslunde-Græshave-Dannemare-Tillitse Pastorat, Lolland vestre Provsti), og da jeg den 13. juni 2012 deltog i Lolland-Falsters Stifts landemode i Maribo Domkirke. (Af forskellige grunde kom jeg ikke til at deltage i landemoderne 2013 og 2014. Siden jeg kom til Døllefjelde i 1974, har jeg ellers i princippet deltaget i samtlige landemoder). Jeg har ikke deltaget i ordinationer, siden jeg i januar 2010 oprettede nærværende underside. - Se evt. nærmere om de her nævnte ting ovenfor.
Torsdag den 24. juli
2014 - deltagelse i proukrainsk demonstration foran
den russiske ambassade i København. - NB! Denne tilførsel er usædvanlig,
men det skyldes, at jeg ikke alene har villet oplyse mest muligt om
demonstrationen, men også har villet bringe hele teksten til det digt, der blev
læst op, foreløbig den russiske original og en engelsk oversættelse, men også
et link til en video med hele Morten Grundwalds oplæsning af digtet. - 28.07.14: Samuel Rachlins oversættelse
står nu nederst i denne optegnelse! - Men
her er selve dagsbogstilførslen: Anna og jeg deltog for første gang i vort
lange liv i en demonstration! Det var en demonstration for Ukraine og mod den
russiske krig mod Ukraine foran den russiske ambassade i København. Så vidt jeg
har forstået, var det den konservative leder i Københavns Borgerrepræsentation
Rasmus Jarlov, der var hovedinitiativtageren til demonstrationen, men
socialdemokraten Jakob Hougaard var måske også med fra første færd. Der er en
del ting, jeg ikke rigtig har styr på, blandt andet fordi vi på grund af
vejarbejde i København kom på afveje og ikke alene satte tid til derved, men
også kom til at parkere alt for langt fra Kristianiagade,
så at vi desværre først kom til stede, da skuespilleren Morten Grundwald var
kommet hen mod slutningen af sin oplæsning af digtet "MH17
- Rekviem" (mere nedenfor). Det var ærgerligt, men vi nåede at høre en
flot og stærk tale af den ikke mindst fra tv kendte socialdemokratiske
folketingskandidat og tidligere DSU-formand Peter Hummelgaard. Og desuden gode
ord fra en VU-mand (ifølge programmet skal det have været Jens Husted) og en
repræsentant for tidligere kulturminister Uffe Elbæks løsgængerparti
Alternativet. Den sidste af de talere, vi hørte, var en meget sympatisk og
perfekt dansktalende herboende russer, der ønskede at gøre opmærksom på, at han
og et ret stort mindretal i Rusland var imod Putins aggressionspolitik og
forsvarede Ukraines ret til at leve i fred og frihed som suveræn stat. Uden at
være landsforrædere, men tværtimod som repræsentanter for Ruslands sande
interesser. Indimellem blev der råbt forskellige slagord på engelsk, svarende
til, hvad der stod på de mange skilte, ukrainerne havde medbragt (og hvis tilblivelse
var blevet vist i TV 2 News aftenen før). Og på et tidspunkt sang to ukrainske
kvinder for på en ukrainsk sang. Af programmet (som jeg har set det) fremgår,
at demonstrationen blev indledt med fællessang, formodentlig den ukrainske
nationalsang. Derefter blev der holdt et minuts stilhed for krigens ofre og
ofrene fra MH17. Og de første talere (som vi altså desværre ikke kom til at
høre) var ifølge programmet Morten Grunwald (der dog måske blot læste digtet
op), MF Martin Geertsen (V), MF Lisbeth Bech Poulsen (SF). Men jeg kan altså
ikke lige nu være sikker på, at de faktisk var mødt op. Rasmus Jarlov ledede
forløbet og fik også sagt noget.
Ifølge det på forhånd udsendte program var demonstrationen arrangeret i samarbejde med Dansk-Ukrainsk Selskab og den ukrainske ungdomsforening Lastivka (det ukrainske ord "ластівка" betyder "en svale" eller "svalen"), og alle Folketingets udenrigsordførere var inviteret til at tale. Det oplystes, at følgende politikere bakkede op om arrangementet: Rasmus Jarlov (K), Jakob Hougaard (S), Flemming Steen Munch (V), Caroline Stage Olsen (V), Morten Kornbech (K), Mersiha Cokovic (LA), Leif Donbæk (SF) og Tommy Petersen (R). - Man bemærker, at Enhedslisten og Dansk Folkeparti ikke er med på denne liste.
Vi var glade for, at vi var med, men meget kede af, at vi kom for sent. Der var en tiltalende stemning blandt de mange ukrainere, hvoraf nogle var i nationaldragt eller i hvert fald bar nationaldragt-dele, blandt andet de karakteristiske blomsterkranse på hovedet. Og mange havde ukrainske flag i hænderne, og nogle havde det ukrainske flag om skuldrene, ligesom mange på meget fantasifuld måde bar gule og blå beklædningsgenstande. Men følelserne kom selvfølgelig frem, når vi (på engelsk) skanderede slagordene, som fx lød: "Stop talking, act". "Crimea is Ukraine". "Do not let Putin rule". "Putin out now". Men stemningen var ikke grov. Det mest grove, vi oplevede, var, da en af vore råbte det i Ukraine meget udbredte anti-Putin-slagord mod den lille gruppe fremmødte prorussiske demonstranter og mod ambassaden: "Путiн - хуйло" (Putin - khujlo, Putin er et pikhoved). Men det generede ikke os. Krig er krig! - Vi fik også hilst på og talt med Rasmus Jarlov, Peter Hummelgaard og den unge russer samt en del af vore venner fra Dansk-Ukrainsk Selskab. Jeg nåede også lige at få hilst på Lastivka-formand Alina Protsyk og at få fortalt hende, at jeg havde set blandt andet hende i TV 2 News aftenen før. - Det var vort livs første demonstration, men da jeg så over mod ambassadens port mindedes jeg, hvordan jeg i min egenskab af formand for Lolland-Falsters m.m. tjekkoslovakietkomite sammen med et konservativt folketingsmedlem i 1968 havde afleveret en protestadresse ved denne port. - Vi kørte tankefulde, men også tilfredse hjem og har siden været meget optaget af, hvad vi oplevede. Jeg for mit vedkommende brugte en stor del af den følgende dag på at slå ting op på min Facebook-væg og på at diskutere med vore modstandere, som jo også fører sig frem. - Ja, jeg må i den kommende tid prøve at få studeret den mærkelige slags alliance, der tydeligvis er opstået mellem Putin og Putin-Rusland, og så ikke alene dele af den vestlige venstrefløj (som måske ikke rigtig er kommet ud af den forrige kolde krig, og som ikke har fundet ud af, at Vladimir Putin ikke ligefrem kan betegnes som en venstrefløjsmand, hvad Stalin og hans efterfølgere godt nok heller ikke kunne), men også dele af den vestlige højrefløj. Jeg har jo godt bemærket det i debatten. Men nu har jeg også læst nogle artikler om det. Og jeg er dybt foruroliget. Der er noget i det, der minder om 1930'ernes Stalin- og Hitler-fascination. Og de to var jo allierede fra 1939 til 1941. Det er måske mere sigende end som så, når ukrainerne kalder Putin "Putler"! Jeg er ikke mindst blevet bange for, at det seneste EP-valg måske alligevel ikke er noget at glæde sig så forfærdelig meget over. Men det må nærmere analyseres. Og hvor står mit eget parti Dansk Folkeparti? Hvorfor skulle det sammen med Enhedslisten være ene om at være fraværende på listen over partier, der bakkede op bag demonstrationen? - Men nu noget om det digt, Morten Grunwald læste op (og som fra 28.07.14 står nederst i denne optegnelse):
Den russiske digter
Andrej Orlov med pseudonymet Orlusja
Om den altså russiske digter, hvis digt Morten Grundwald læste op, kan jeg kort oplyse, at han betegnes som den kendte russiske digter Andrej Orlov (Андрей Орлов), der udgiver sine ting under pseudonymet Orlusja (Орлуша). Han er født den 2. november 1957 i Perm-oblasten (-regionen) i Ural. Den eneste udgivelse, jeg lige har kunnet finde, er: Стихи и рингтоны / Orlusha / Андрей Орлов. - Москва 2008 (Vers og ringetoner / Orlusja / Andrej Orlov - Moskva 2008).
MH17 - Rekviem - som
videolink og på engelsk og russisk samt (fra 28.07.14, og nederst) i SAMUEL RACHLINS
danske oversættelse
Her er et link til en video med hele Morten Grundwalds oplæsning af digtet:
https://www.youtube.com/watch?v=R4JeHKO4CWQ
Nedenfor bringer jeg den russiske original og (fra 28.07.14) Samuel Rachlins
danske oversættelse, men her er en engelsk oversættelse (som til dels følger
originalens rim: a-B-a-B):
REQUIEM FOR MH-17
by Andrei Orlov "Orlusha"
Love and
hate discarding, I admit
In this grim and earnest declaration:
I am one of those who vilely hit
That jetliner headed for Malaysia.
I've not
gotten any other state,
And this dismal thought resists dismissal:
I'm the same ethnicity today
With that so adeptly pointed missile.
I am on the
front newspaper line
Everywhere: unmerciful and crushing.
I am terrified myself, that I
Am a fraction of the notion Russian.
Yes, I share
my nation with the guy
Who is saying that "we didn't mean
it,"
With the one who in a foreign sky
Picked his aim so ruthlessly that minute.
Presently
this plain belated news
Will appear disgracing and subversive,
But, my nationality, are you
Simply my misfortune, and vice versa?
You, my
folk, who readily forgot
And forgave yourself for your self-slaughter,
You and I together made the shot
In the sky above our neighbor's quarter.
Yes, today,
I'm one of you, alas, —
Those whom I
despise: base, horrid, hating, —
Who are happy
for the rest of us
Only when take offs outnumber landings.
Who on
Facebook merrily installed
Pictures with those sullen Orcish warders,
Who, on an illegal mission, hauled
"Бук"-the-launcher through our
nation's border,
Who used
words to instigate the fight,
Who supplied the cad and brute with weapons,
Who between commercials "crucified"
On TV a boy* — you made it happen.
And the
Boeing did not reach its gate.
Still there is no closure to the torture:
Corpses, all two hundred ninety-eight,
Are confined by Grabovo
insurgents.
Piles of
foreign passports, children's toys,
Sweaters, sneakers, and the meager shelter
That a body aimlessly destroys
In the dwelling of a nameless elder.
Who
concretely from wherever aimed
Is the subject of investigation.
But I will remain all that I am —
Wholly
Russian by origination.
And whereas
our politicians' minds
Are not yet rebooting, I am rushing
To admit for them: the fault is mine
I am guilty simply as a Russian...
28.07.14: Se Samuel
Rachlins danske oversættelse allernederst i denne optegnelse!
Og her er den russiske
original:
Som det fremgår af digtet, er forfatteren altså en russer, der skammer sig over sit folks medskyld i nedskydningen af MH17 og hindringen af adgangen til nedstyrtningsstedet. Under min søgning på ham har jeg fundet den originale russiske tekst. Den russiskkyndige vil kunne se, at der er tale om et digt i traditionelle strofer med rimene a-B-a-B.
Реквием
по MH-17
Что
бы и кого я ни
любил,
Говорю
ответственно
и хмуро:
Я –
один из тех,
кто подло
сбил
Самолет,
летевший до
Лумпура.
Нету
у меня страны
иной,
И
сегодня, как
ни горько
это,
Я
национальности
одной
С
так умело
пущенной
ракетой.
Я
сейчас на
первых полосах
Мировых
газет, жесток
и страшен,
Я и
сам себе
внушаю страх
Тем,
что я частица
слова RUSSIAN.
Я
национальности
одной
С
тем, кто
говорит, что
"не хотели",
С
тем, кто в
небе над
чужой
страной
Выбирал
без
сожаленья
цели.
Прозвучит
кощунственно
и зло
Эта
запоздалая
банальность:
Может,
мне с тобой
не повезло,
А
тебе – со мной,
национальность?
Мой
народ,
который
позабыл
И
простил себе
себяубийство,
Я
вчера с тобою
вместе сбил
Лайнер
в украинском
небе чистом.
Да,
сегодня я –
один из них,
Тех,
кто мне противен,
гнусен, гадок
–
Тех,
кто хочет,
чтобы у
других
Было
больше
взлетов, чем
посадок.
Сбили
все, кто
весело в Facebook
Размещал
зловещих
орков лица,
Сбили
те, кто
установку
"Бук"
Тайно
гнал через
свою границу.
Сбили
те, кто
словом
вдохновлял,
Кто
вооружал
скота и хама,
Сбили
те, кто
мальчика
распял
Между
КВНом и
рекламой.
"Боинг"
никуда не
долетел,
Но
еще не
кончились
мученья:
Двести
девяносто
восемь тел
В
Грабово, в
плену у
ополченья.
Кучки
иностранных
паспортов,
Тапки,
шляпки,
детские
игрушки,
И
проломлен
трупом
жалкий кров
Безымянной
грабовской
старушки.
Кто
конкретно и
откуда сбил,
Следствие,
должно быть,
установит,
Ну
а я останусь
тем, кем был –
Русским
по рождению и
крови.
И
пока
политиков
умы
Не
готовы для
перезагрузки,
Я
за них
признаюсь:
сбили мы.
Я –
виновен,
потому, что
русский…
Андрей Орлов (Орлуша) 18.07.2014
Her er (fra 28.07.14)
Samuel Rachlins Facebook-opslag (på min opfordring) af den danske oversættelse
af digtet:
MH17 Rekviem af den russiske digter Andrej Orlov i min [Samuel Rachlins, BC] egen oversættelse til dansk i samme version, som blev oplæst af Morten Grunwald ved støttedemonstrationen for Ukraine i København den 24.juli.
Rekviem
Uanset hvad og hvem jeg elsker,
Så siger jeg med hånden på mit hjerte,
Jeg er en af dem, der skød maskinen
Ned på vej mod Kualalumpur.
Jeg har ikke andet land,
Og hvor bittert det end er,
Så er jeg af samme nationalitet,
Som det missil, der fløj af sted.
Jeg er på alverdens forsider
Brutal og ond og hård,
Og jeg er bange for mig selv,
Fordi jeg er en del af ordet RUSSER.
Jeg er af samme nationalitet
Som ham, der siger, at han ikke ville,
Som ham der under fremmed himmel,
Valgte sit mål uden nåde.
Mit eget folk har glemt og tilgivet
Sig selv mordet på sig selv.
Og det var mig, der sammen med det folk
Skød flyet ned fra Ukraines himmel.
Jeg er i dag som en af dem, som jeg
Foragter med hver sene I min krop
En af dem der ønsker, at der er flere fly,
Der går I luften, end dem der lander.
De, der skød maskinen ned
Er dem, der viser deres fjæs på Facebook,
Dem, der smuglede BUK-missilet,
Ind over deres egen grænse.
Den Boeing nåede aldrig frem
Men smerten er ikke slut:
298 lig bli’r holdt som fanger
af dem, som tog der’s liv.
Bunker af udenlandske pas,
Sko og hatte og legetøj,
Og taget på et fattigt hus,
Gennemboret af et lig.
Hvem der skød, og hvor de stod,
Vil efterforskningen måske vise,
Men jeg forbliver den, jeg er,
Mit blod er russisk.
Politikernes hjerner er ikke parate
Til en reload, men jeg må tilstå
På deres vegne: Det var os, der skød,
Og jeg er skyldig, fordi jeg er en russer.
18.7.2014
Andrej Orlov (f.1957)
AUGUST 2014
Lørdag den 2. august
2014. - Anna, hendes søster Elisabeth og jeg var traditionen tro til
Nykøbing F. Revy. Annas søster
Juliane og svoger Kurt kunne desværre heller ikke deltage i år. Siden 2005
(2006?) har det nemlig været tradition, at vi fem ser revyen sammen og derefter
får en god middag hos Elisabeth i Maribo. Men igen i år var det altså kun os tre. Der manglede dog ikke
noget, hverken i revyen eller i middagen. Jeg vil ikke gå i detaljer med
revyen, som man vil kunne læse om andre steder. Vi tre var enige om, at den i
hvert fald ikke stod tilbage for nogen af de tidligere. Måske bliver den
simpelt hen bare bedre og bedre. Der var ikke et eneste af de i alt 22 numre,
der lå under niveau. Der var måske lidt stille under 2. akts nr. 6:
"Olympiske dimensioner" med Rasmus Krogsgaard. Men det var utvivlsomt
på grund af temaets alvor. Det handlede jo om Ruslands præsident Putin og hans vinter-OL
m.m., og det sluttede, hvis jeg ikke husker forkert, med ordet
"Ukraine". Og alle har nok, som jeg, koncentreret sig om at følge med
i teksten. Bifaldet efter nummeret var stort. Det nummer, der fik mig, og måske
hele salen, til at grine mest, var 2. akts nr. 4: "På det lille
sensorhus", hvor Karsten Jansfort spillede en
stakkels mand, der var kommet ind på et toilet, hvor alt var sensorstyret, men
ikke altid til at finde ud af og ikke altid lige pålideligt. Jeg måtte gentagne
gange tørre grinetårerne af øjnene med håndryggene! Og så vil jeg da også lige
nævne 2. akts nr. 9 "Henning & Co" med Flemming Krøll som endnu
en gang vor dejlige lolland-falsterske landsmand
Henning fra Nørre Alslev. Ham kan vi slet ikke undvære! - Sidste år så vi for
første gang Flemming Krøll stå i sit direktørtøj ude foran indgangen og tage
imod folk. Og vi var henne og hilse på ham og veksle et par ord med ham. Det
gjorde vi også i år. Som jeg sagde til ham i år, er det næsten allerede den
halve oplevelse. Og jeg vil gøre alt for, at vi får hilst på ham hvert år. - Vi
fik også hilst på vore gode DenTour-venner fra
Szczecin Jan Pedersen og Monika Kobelak. DenTour
havde nemlig arrangeret en revytur netop denne lørdag. Og Jan havde faktisk
tilbudt os et par af de sidste billetter. Hvortil vi altså måtte sige, at vi
allerede selv havde købt. Men vi blev enige om, at vi da lige skulle nå at
hilse på hinanden. Og vi kunne sige på snarligt gensyn, for sidst på måneden
skal jeg til tandlæge med min knækkede tand (og Anna til årligt eftersyn), og
det er jo som sædvanlig hos Unimedex i Szczecin og
med Dentour. Verden er lille!
Mandag den 25. august 2014. - Det følgende svarer i høj grad til, hvad jeg har skrevet på min Facebook-væg. Jeg har også sat det på undersiden "Internationalt". - I går aftes kom vi hjem fra et lille tandlægebesøg i Szczecin, Polen. Det var derfor, jeg måtte slå søndagens salme op allerede i onsdags. Men vi har jo fulgt situationen i Ukraine i radio og tv fra vort værelse på vort dejlige Hotel Victoria. Her er noget af, hvad jeg lige har skrevet i en kommentar på Dansk-Ukrainsk Selskabs profil: "Godt! Men det er også interessant, at det er Rabinovich tv. Den har jeg lige fået i min satellitboks under min søgning efter Ukraine Today (som jeg vist ikke har satellitadgang til). Nu må jeg se, hvad det er for en. - Men jeg arme mand! Jeg vil gerne være solidarisk med Ukraine og følge med i, hvad der sker, så jeg også kan kommentere det forskellige steder, men jeg har også mine egne projekter, som jeg skal se at få gjort færdige, mens jeg endnu kan. Det bliver en afvejning. - Vi kom hjem fra et tandlægebesøg i Szczecin, Polen, i går aftes, men har netop, på Nettet, set TVP 1's dækning af uafhængighedsdagen. Jeg skal jo også fortsat dyrke mit polske "bifag". Men jeg regner det ukrainske for en udvidelse af det polske. Det nære forhold mellem Polen og Ukraine blev også understreget i den her omtalte tv-avis. Der vistes bla. en Twitter-hilsen (på ukrainsk med latinske bogstaver) fra premierminister Donald Tusk. Den begyndte (citeret efter hukommelsen) med ordene: Der kan ikke være et frit Europa uden et uafhængigt Ukraine. Og så ønskede han ellers Ukraine alt godt. - Jeg sætter links til de to nævnte tv-stationer i kommentarfeltet. - Ellers oplevede vi ikke noget særligt. Det vigtigste var jo også, at vi begge fik en ny tandkrone, og at jeg fik fornyet belægningen på en tand i min gamle bro fra 1964. Men selve det at få talt noget polsk er altid en vigtig del af sådan et tandlægebesøg. Jeg fik især nogle meget interessante samtaler med taxachaufføren, der kørte os til og fra tandlægen, og som vi kender fra tidligere. Om Ukraine og Rusland. Og om den aktuelle præstesag, som vel at mærke ikke har noget med det der, I ved nok, at gøre. Det er en vist god katolsk præst, der bare er kritisk over for det kirkelige system og nu er blevet suspenderet af ærkebiskoppen i Warszawa. Chaufføren og jeg var stort set enige i alt. Også om, hvordan den katolske kirke burde reformeres, blandt andet så præsterne kunne gifte sig og komme til at leve et almindeligt menneskeliv. Meget interessant at have en sådan samtale. Som jeg sagde til ham: "Taxachaufførerne er nogle af de klogeste. Meget ofte henviser korrespondenter og kommentatorer til deres samtaler med chaufføren på vej hen til studiet". Hvortil han først svarede: "Hvis jeg havde hørt til de klogeste, ville jeg ikke have været taxachauffør!". Men i anden omgang indrømmede han, at man som taxachauffør fik talt med mange mennesker og derved kom til at vide meget. Hvad den katolske kirke angår, er det ofte sådan, at når man taler med almindelige katolikker, ender man næsten med at forsvare den katolske kirke! Og det bekræfter mig i min egen holdning, der kort sagt går ud på, at jeg stiller mig tæt og kærligt kritisk ved siden af mine romersk-katolske medkristne med fødderne solidt plantet i "1530" (Augsburg, det sidste forsøg på at undgå kirkesplittelsen, jf. Den Augsburgske Konfession, som i dag er et af Folkekirkens bekendelsesskrifter). Jeg var til aftenmesse i Domkirken lørdag aften. Evangeliet var Matt 16,13-20, altså Peters bekendelse og Jesu ord: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. v18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. v19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene«. Det fik præsten en vist sådan set meget god prædiken om paveembedet ud af. Men søndag morgen, hvor jeg, fordi vi skulle med DenTour-bussen allerede kl. 10.30, måtte nøjes med at høre messen fra Hellig Kors Kirke (Kościół Świętego Krzyża) i Warszawa på den polske radios program 1 (som utallige gange derhjemme), var det en helt anden prædiken. Jeg tror ikke, ordet "paven" forekom en eneste gang, nej, prædikenen var faktisk en næsten luthersk prædiken om det (denne forstand) almindelige præstedømme, nemlig på den måde, at nøglemagten blev forstået som den magt, der ligger i, at enhver troende har fået nøgler til Himmeriget, dvs. Evangeliet, så at han i alt, hvad han siger og gør, kan være med til at lukke sine medmennesker ind i Himmeriget. En fantastisk prædiken. Jeg vil ikke udelukke, at den kan være holdt under indtryk af den ovenfor omtalte præstesag. Man skal virkelig ikke undervurdere den katolske kirke! - Lørdag eftermiddag gik jeg en længere turisttur i området lige i nærheden af Hotel Victoria på pl. Stefana Batorego (Stefan Batory var konge i Polen-Litauen 1576 – 86) og langs havnen/Oderfloden op til Wały Chrobrego, et stort anlæg ved de gamle fæstningsvolde, som i sin nuværende skikkelse er anlagt i 1902-1907, dvs. i den tyske tid, men som nu har navn efter Polens første rigtige konge Bolesław Chrobry eller Boleslav den Tapre (fyrste 992 – 18. april 1025, konge 18. april – 17. juni 1025). Han efterfulgte fyrst Mieszko, der var det spæde Polens første kristne regent. Det er et flot anlæg. Øverst ligger Nationalmuseet og den store slotsagtige bygning, hvor amts- eller województwo-administrationen har til huse (Województwo Zachodniopomorskie). - Og jeg fik som sædvanlig købt nogle bøger, bla. en polsk Ukraines historie og en meget spændende bog om "Det Kæmpende Solidaritet", dvs. den mere aktivistiske gren af Solidaritet. Som noget nyt købte jeg tre CD'er med polske lydbøger. Dem vil jeg prøve at høre, evt. flere gange. Det er en god sprogtræning. Og jeg kan også gøre det i bilen. - Lørdag aften spiste vi traditionen tro "bøf på sten" i Hotel Victorias restauration "Restauracja Stary Szczecin" (Restauration Gamle Stettin). Her og i øvrigt indimellem hyggede vi os med vor medsvigerfar Hans-Erik, som også var til tandlæge.
Fredag den 29. august 2014. - Jeg var til lyrikaften i Maribo, i Nørregade Teatrets foyer, dvs. i Kulturværkets (det gamle elektricitetsværks) foyer. Det var en del af Litteratour 2014. Der var oplæsning af digte ved Pia Tafdrup, Knud Steffen Nielsen, Thorvald Berthelsen (StORDstrømmen) og Eva Matjeka (som bor i Maribo). Jeg fik ikke alene lyttet til oplæsningerne, men også talt med alle de optrædende. Jeg fik rost og takket Pia Tafdrup (som jeg faktisk sad ved siden af, ved det lille nabobord) for hendes dejlige rytme i både krop og stemme. Men det var også godt at få talt med de andre. Knud Steffen Nielsen og jeg fik en god snak om hans eget Blicher-land og Lolland-Falster i rygepausen. Eva Matjeka og jeg er nu Facebook-venner.
SEPTEMBER 2014
Fredag den 12. september 2014. - Endelig modtog jeg Informator Polski med ikke alene min anmeldelse af Bent Jensens koldkrigsbog, men også min oversættelse af tre af den polske (litauiske) nationaldigter Adam Mickiewicz's Krimsonetter. Her er, hvad jeg skrev i det Facebook-billedalbum, jeg straks lavede, og som jeg indsætter link til efter teksten. - Det var vemodigt at se efterårsnummeret af Informator Polski, det af Federacja "Polonia" (Forbundet "Polonia") i Danmark udgivne polsk-danske kvartalsskrift. For det fremgår af redaktionens hilsen til læserne på s. 2, at det sandsynligvis er det sidste nummer. Informator Polski begyndte at udkomme for 22 år siden, og slutter altså nok nu med dobbeltnummeret 88-89. - Men midt i sorgen og vemoden (jeg har jo i en hel del år både læst og skrevet flittigt i dette interessante blad) må jeg dog glæde mig over, at dette nummer ikke alene, som oprindelig planlagt, rummer min anmeldelse på polsk af Bent Jensens koldkrigsbog Ulve, får og vogtere, men også min oversættelse til dansk af tre af Adam Mickiewicz's Krimsonetter, som ellers først skulle have været bragt i næste nummer. Jeg er meget glad og taknemmelig for, at redaktør Roman Smigielski har ønsket og kunnet sørge for, at Krimsonetterne nåede at komme med. Det siger sig selv, at det er en meget stor ære og glæde for mig, at jeg har fået lov til at få disse, meget vanskelige, oversættelser af den polske nationaldigters digte trykt i et polsk tidsskrift! - I dette særlige billedalbum vil man kunne se kopier af omslagets forside, af s. 2 med indholdsfortegnelsen og redaktionens hilsen til læserne, af s. 15 med min oversættelse af de tre Krimsonetter og af s. 35-37 med "Wilki, owce i strażnicy" (min anmeldelse af Bent Jensen-bogen). Og jeg har prøvet at sætte de tekster, der svarer til billederne ind som billedtekster.
Onsdag den 24. september 2014. - Jeg var inviteret til reception på den polske ambassade i anledning af De Polske Væbnede Styrkers Dag! Jeg bliver ofte inviteret til den slags på ambassaden, fordi jeg i al almindelighed er aktiv i det dansk-polske forhold. Men når man havde inviteret mig til netop denne reception, er det nok, fordi jeg i årene fra 2005- til 2013 (hvor jeg overdrog tjenesten til den lokale sognepræst) var folkekirkepræsten ved højtidelighederne på Slaglille Kirkegård (lige øst for Sorø), hvor ikke alene nogle polske RAF-flyvere, men også medlemmer af familien Christensen ligger begravet, nemlig dem, der omkom, da den nedskudte, brændende Halifax-bomber kurede ind i deres hus. Se tilførslerne ovenfor, fx til lørdag den 14. september 2013, men søg ellers på "Slaglille". Og lørdag den 9. november 2013 var jeg tilsvarende den danske præst ved den polske højtidelighed i Mindelunden, hvor et polsk-dansk ægtepar ligger begravet. Dette betyder, at jeg også er med i en polsk militær sammenhæng. Hvortil kommer, at jeg jo selv har en militær baggrund som sprogofficer og feltpræst. Og det betyder, at jeg altid har haft et særligt forhold til den til enhver tid værende polske militærattaché, hvilket i høj grad gælder den nuværende, oberst Dariusz Siekiera, der sammen med ambassadør Rafał Wiśniewski stod som indbyder til receptionen, og som også var den, der stod og tog imod de indbudte gæster. Og lad mig derfor begynde med at fortælle om min helt særlige oplevelse med ham i dag. Jeg har ved tidligere lejligheder fortalt ham om min læsning af nogle polske romaner, der blandt andet har handlet om den polske efterretningstjeneste. Til sidst beklagede han sig over, at jeg nu igen ligesom pålagde ham at læse en bog. Derfor havde jeg glædet mig til at drille ham ved at vise ham en fotokopi af min nyeste bog om den slags, nemlig en af de lydbøger, jeg havde købt, da vi senest var til tandlæge i Szczecin (se mandag den 25. august 2014). Det var Zygmunt Miłoszewskis Bezcenny, en forrygende spændingsroman, der strækker sig fra 1945 til i dag. Men da jeg viste obersten kopien af omslaget til CD'en, sagde han straks: "Den har jeg!" - og at hans kone i øvrigt havde læst selve papirbogen. Vi var enige om, at Zygmunt Miłoszewski ikke alene er i Dan Brown-klassen, men er meget bedre. - Men jeg fik også talt med rigtig mange af de øvrige tilstedeværende, fx min anden gode militærattaché-ven lieutenant colonel (oberstløjtnant) Gordon Fotheringham, som taler flydende dansk, fordi hans mor er dansk. Se fx lørdag den 14. september 2013, men evt. også Facebook-billedalbummet med billeder fra Slaglille den dag: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.650699698297232.1073741838.100000716224349&type=1&l=d40eaf3e1e
Jeg fik selvfølgelig også vekslet et par ord med ambassadøren og ønsket også ham tillykke i anledning af De Polske Væbnede Styrkers Dag (Święto Wojska Polskiego), ligesom jeg fik hilst på konsul Łukasz Gabler. Og jeg fik (nævnt i tilfældig rækkefølge) talt med blandt andre de tre danske veteraner fra Modstandsbevægelsen (se igen ovennævnte billedalbum), kaptajn i Hjemmeværnet Thomas Seloy (som altid leder æreskommandoerne ved de her nævnte højtideligheder, og som jeg altid får en god snak med og nu også er Facebook-ven med), Polonia-formand Lidia Szuster (som i sin egenskab af formand for Polsk-Dansk Forening i Næstved altid står for Slaglille-højtidelighederne, og som jeg har været sammen med i mange andre sammenhænge og er særdeles gode venner med), katolsk biskop (stammende fra Lolland-Falster) Czeslaw Kozon, den amerikanske militærattaché og hans kone, den franske militærattachés kone og repræsentanten for de polske jøder i Danmark (som jeg har talt godt med ved flere tidligere lejligheder, men som gik tidligt, fordi han skulle hjem og fejre det jødiske nytår). Desuden fik jeg en god samtale med en polak, jeg tidligere har talt med, men hvis navn m.m. jeg ikke kender eller husker, en spændende mand med en spændende historie. Blandt de andre, jeg talte med, var et polsk ægtepar, hvor konen også kendte og værdsatte forfatteren Zygmunt Miłoszewski. Det hører med i billedet, at det ikke var så nemt at komme til at tale med de tilstedeværende officerer (hvoraf flere var danske). De havde jo meget at tale med hinanden om! - Ja, jeg har været meget udførlig denne gang, men jeg har villet benytte lejligheden til at vise, hvad man kan få ud af sådan en reception. Det er jo noget mærkeligt noget, men det spiller en vigtig rolle i det polsk-danske forhold - og i forholdet mellem Polen og de nævnte andre NATO-lande.
Mandag den 29. september 2014. - I dag er jeg helt konkret begyndt på forberedelsesnedtællingen til Annas og min støtte-tur til Ukraine i (formodentlig) september 2015. Jeg ringede til Udenrigsministeriet, hvor jeg fik nummeret på måske rette vedkommende (som jeg snarest skal have ringet til og spurgt om mulighederne for formel og økonomisk støtte, evt. også fra EU), og jeg begyndte at bede nogle af mine ukrainske og polske venner om forslag til kontakter. Vi har besluttet, at denne tur skal være en slags mindre udgave af turen til Rusland og Kazakhstan i 1997, som blev støttet stort af Demokratifonden, men også af Lolland-Falsters Stifts Mellemkirkelige Udvalg. - Denne optegnelse sætter jeg på her for at markere den begyndelse, der er tale om, begyndelsen på vor nok sidste internationale aktivitet af den karakter. Selv om man jo aldrig kan vide, hvad det vil føre til. Polen og det polske er dog fortsat mit egentlige slaviske engagement. Det ukrainske er dels en udvidelse af dette, dels noget, jeg, med min baggrund, føler som en politisk og moralsk pligt lige nu. - Jeg agter ikke at berette udførligt om forberedelserne i øvrigt. Kun hvis der kommer noget helt særligt. Ellers må det vente, til vi er kommet hjem. Da vil jeg naturligvis skrive en stor beretning og lave et stort Facebook-billedalbum.
Tirsdag den 30.
september 2014. - Anna og jeg deltog i mødet i Dansk-Ukrainsk Selskab med
chargé d'affaires ved Ukraines ambassade i København Andriy Biriuchenko.
- (Jeg kan ikke lade være at pege på, at det her, som i de fleste andre
tilfælde, er den engelske transskription af det kyrillisk-slaviske, der er
anvendt. På ukrainsk er det fulde navn (plus almindelig dansk transskription): Андрій Олександрович
Бірюченко
= Andrij Oleksandrovytj Birjutjenko)). - Det
var en fin aften. Andrij Birjutjenko brændte
helt tydeligt personligt for Ukraines sag - og dermed for den lange række af
nødvendige reformer, man er ved at indføre. Han talte også fint om den
folkelige og demokratiske vækkelse, der finder sted i Ukraine. Men Ukraine har
selvfølgelig en lang og vanskelig opbygningsperiode foran sig, også uanset den
forfærdelige krig, Putin har påført landet. - Birjutjenkos
oplæg havde titlen "Better Understanding
of Ukraine: Key to Stop Putin Now". Det blev efterfulgt af mange gode
spørgsmål og svar. Mit spørgsmål gjaldt det historiske forhold mellem Kiev-Rus
for tusind år siden og det langt senere opståede Moskva-Rusland, og dette
forholds betydning for den ukrainske selvforståelse i dag. Og det udførlige svar var meget interessant. Ukrainernes forståelse er meget anderledes end den Moskva-Russiske
(som jo også deles af mange i Vesten).
- Her er det udsendte oplæg
til mødet: "The Revolution of Dignity has become
a vivid manifestation of the willingness of the Ukrainian people to live a
better life. - However, the annexation of the Crimea as well as further
conflict in Donbas region showed that Putin has no desire to let Ukraine leave
the so-called Russian world - a foreign policy concept established by the
Kremlin to justify its rule on the post-Soviet space. - There are many
speculations about the ultimate aim of Putin vis-a-vis the West. At the same
time the "remedies" say about peacifying
Russia and stopping the West from being provocative. - But what is Ukraine's
role in the matter? Does Ukraine have a say? What will Ukrainian people do to
make their way to Europe in the circumstances when Putin still has his own
masterplan in mind?".
Efter mødet fik jeg lejlighed til at veksle nogle ord med Andriy Biriuchenko. Jeg fortalte ham om Annas og mine planer om at besøge Ukraine til (formodentlig) september næste år, og jeg overrakte ham min gamle russiske "selvpræsentation" fra 1998 med et tilføjet helt aktuelt afsnit om mit forhold til Ukraine her i 2014 og om vore rejseplaner. Jeg havde gjort opmærksom på, at jeg kan både russisk og polsk og derfor sagtens kan læse ukrainsk (og forstå en hel del af talt ukrainsk). Han sagde derfor, at han ville sende mig en ukrainsk bog om Ukraines historie. Og jeg sagde, at jeg gerne ville bevare kontakten med ham, ikke mindst som del af mine rejseforberedelser. I øvrigt kunne jeg forstå på DUS-formand Ivan, at vi kommer til at møde både Andriy Biriuchenko og andre fra ambassaden ved DUS's oktoberfet 25/10, som vi har tilmeldt os til. Det skal nok blive godt! (Selv om det jo er midt i en dybt alvorlig situation).
OKTOBER 2014
Fredag den 3. oktober 2014. - Anna og jeg var til kulturnat i Nykøbing. Vi går ellers ikke til meget. Men vi måtte over og høre "Søren Basmand", dvs. forfatteren og digteren Søren Sørensen, som o. 1960 var bassist i Nakskov-neobopkvintetten The Strangers, hvor jeg var pianist. (Se også til tirsdag den 12. november 2013, hvor Søren talte om "Ritorneller, sonetter og heksametre" ved en litterær salon i Aarestrups hus, Nysted). - Vi var til begge Sørens optrædener, nemlig først den i Cafe3kanten, Slotsbryggen, hvor Søren talte om sin nye Petrarca-bog Petrarca. En biografi og især læste nogle af sine sonetoversættelser op, både Petrarcas og andres (i traditionen efter Petrarca), dernæst i Galleri Op ad Trappen i Jernbanegade, hvor han læste egne digte op, fra samlingerne Troldspejl og andre digte (2008) og Ellekrogelegier (2011). Og da Anna og jeg ankom (vi havde jo skullet finde både en parkeringsplads og stedet), skulle han lige til at læse det digt op, han havde skrevet i anledning af Nakskov Jazzklubs 50-årsjubilæum: "Hva' fa'en er 50 for et tal?" (hvis jeg husker rigtigt). Da vi trådte ind, sagde han til min store glæde og stolthed sådan cirka: "Nå, der kommer Bent; han var pianist i den kvintet, hvor jeg var bassist". Det var dejligt at opleve Søren igen. Men jeg har jo fortsat kontakt med ham. Det har vi mere eller mindre haft gennem alle årene. (Se på undersiden "Erindringer" om Klippan 1976 og den af Søren ledede Sakskøbing-gruppe Saxcoop, som Søren havde fået mig til at være pianist i. Det er kap. 9 "1974-1976. Præst i Døllefjelde (1)", afsnittet "Indsættelse og nyt Lolland-liv"). Lige nu drøfter jeg i vor mailkorrespondance mine oversættelser af Adam Mickiewicz's Krimsonetter med ham. Søren ved alt om sonet-genren og har selv skrevet og oversat i hundredevis af sonetter. - Da Søren var gået (han skulle nå et tog, så han kunne komme til optræden i Jylland næste dag), optrådte Eva Matjeka med oplæsning fra digtsamlingen Hvad mon mørket gemmer? - dejligt illustreret af Dorte Klingberg-Nielsen. Eva havde jeg oplevet ved en lyrikaften i Maribo (hvor hun bor) den 29. august 2014, se til denne dato. Jeg har siden da været Facebook-ven med Eva. - Men så kunne vi ikke rumme mere. Der var ellers flere oplæsninger. Men vi kørte hjem.
Onsdag den 8. oktober 2014. - Jeg er blevet medlem af StORDstrømmen. - StORDstrømmen er en forening der dækker forfattere (både faglitterære, skønlitterære og lyrikere) og bogillustratorer med tilknytning til Næstved, Vordingborg, Guldborgsund, Lolland, Stevns og Faxe kommuner. - Foreningen er blevet anerkendt som interessegruppe i Dansk Forfatterforening. - Det centrale for foreningen er at styrke forfatteres og bogillustratorers tilstedeværelse og samspil med lokale kulturelle aktiviteter i det enkelte område og på tværs. - Nu må jeg se, hvad der kan komme ud af det. Jeg har jo, som det fremgår af flere tidligere optegnelser, været til nogle arrangementer, som foreningen på den ene eller den anden måde har stået bag eller været med i, og nu fik jeg lyst til at være med. Så jeg sendte en forespørgsel om, hvorvidt jeg kunne blive medlem, hvad jeg altså nu er blevet. Og det er jeg under alle omstændigheder glad for.
Lørdag den 25.
oktober 2014. - Anna og jeg deltog i vor egenskab af medlemmer af
Dansk-Ukrainsk Selskab i den dansk-ukrainske oktoberfest på Cafe Cadeau, H.C. Østedsvej, Frederiksberg. Det var vort livs første
ukrainske fest. Og det var en stor oplevelse, som bekræftede, at ukrainere
virkelig er anderledes end både russere og polakker, men ikke mindre
charmerende. - Vi startede med at glas rød Krim-champagne. Så satte vi os ved
bordene og fik et glas ukrainsk vodka (horilka, горiлка).
Men inden vi begyndte at spise, var der musikalsk underholdning ved ensemblet Dyvohray (Дивограй). Og det kunne jo være meget godt, tænkte
vi. Vi ved jo, at de slaviske folk har en stor tradition på området folkemusik.
Men da de begyndte, tabte vi både næse og mund. Det var i mere end absolut
særklasse, hvis man kan sige sådan. - Ensemblet består af far, mor og datter
samt yderligere to musikere, hvoraf den ene komponerer flere af ensemblets
numre. Og jeg citerer videre fra en internetside om ensemblet: "Gennem
deres musik skaber Dyvohray magiske variationer af
folklore, klassisk og moderne musik, der udtrykker skønheden og spiritualiteten
i den ukrainske musikkultur. Repertoiret er meget alsidigt, og består af
traditionel folkemusik tilsat elementer af skæg og ballade samt mere moderne
musik. [...] Alle er uddannet ved Tchaikovsky Statskonservatoriet i Kiev og
ansat ved det meget anerkendte National Philharmonic
Society of Ukraine". Og vi kan føje til, at der virkelig var tale om en
forening af musik i allerhøjeste klasse, folkemusikalsk tradition og de mest
fantastiske former for musikalsk spøg. Datteren Olga så utrolig godt ud i sin
ukrainske kjole og spillede virtuost på sin violin. Men alle var i ukrainsk
folketøj og spillede virtuost. Moderen Nina var også flot og spillede lige så
dygtigt på sin "domra" (домра),
en slags mandolin af tatarisk oprindelse. De to yngre mænd, Roman og Vitalij, spillede på henholdsvis knapharmonika og bas-kobza (кобза),
et lut-agtigt instrument af en eller anden form for
tyrkisk oprindelse, i hvert fald, hvad selve navnet angår. Faderen Vadym er ensemblets leder og spillede på en lang række
folkeinstrumenter af i flere tilfælde særdeles eksotisk og morsom karakter, men
især på sin lille fløjte. Blandt de særlige instrumenter var en dobbeltfløjte,
altså en fløjte med ét mundstykke, men to rør, så han kunne spille tostemmigt
med sig selv (hvad han virkelig gjorde!). Et endnu mere eksotisk
blæseinstrument var noget, der kunne minde om en obo og mundede ud i et
lydstykke (tragt), der var lavet af et horn fra et eller andet dyr. Dets lyd
var mere sjælden end køn, men utrolig morsom. Faderen var også den, der
præsenterede ensemblet og de forskellige instrumenter og numre, og han var
under det hele charmerende i en grad, vi i hvert fald sjældent har oplevet. Som
jeg sagde til ham, da jeg senere talte lidt med dem: "De er ikke mindre
charmerende end Deres datter!". Ja, vi fik talt lidt med dem på både
russisk og engelsk, og Anna købte deres CD, som de alle signerede. Jeg bringer
nu her deres fulde navne; det fortjener de. Og jeg bruger nu ikke den engelske
(som altid irriterer mig), men den almindelige danske transskription). Dyvohraj består af Vadym Tjornokondratenko (Вадим
Чорнокондратенко),
Nina Tjornokondratenko (Ніна
Чорнокондратенко),
Olga Tjornokondratenko (Ольга
Чорнокондратенко),
Roman Onyskiv (Роман
Онисків) og
Vitalij Kyryjenko (Віталій Кириєнко).
- Måltidet startede med, hvad jeg vil kalde en luksus-borsjtj, dvs. en borsjtj
(rødbedesuppe, борщ),
der var usædvanlig mange forskellige gode ting i. Derefter var der blini'er (som vist hedder млинці
på ukrainsk) og en slags ravioli, som jeg ikke ved hvad hedder på ukrainsk.
(DUS-medlem Johannes Vamberg oplyste kort efter, at
jeg havde sat ovenstående på, at den ukrainske form for ravioli hedder varenyky (flertal af varenyk, "en kogt ting", варе́ник,
варе́ники).
Og til sidst var der ukrainsk æbletærte og kaffe. Og der var altså ukrainsk
vodka og vin til maden. Der var dels en almindelig klar vodka, dels en særlig
kryddervodka (med noget birkeudtræk!). - Vi fik Tatjana, der med ukrainsk
blomsterkrans i håret og ukrainsk bluse (mange var i ukrainske bluser og
skjorter) sammen med formand Ivan stod for festen til at lære os at sige skål
på ukrainsk. Også det er noget helt andet, end hvad vi kender fra russisk og
polsk. Den korte form er, at man løfter sit glas og siger "Bud'mo!" (будьмо), og det er, så vidt jeg kan se og forstå
bydemåden (imperativ) i første person flertal af udsagnsordet at være (бути). Jeg vil oversætte det:
"lad os!" eller "skal vi?", og jeg mener, jeg fik dette
bekræftet. Den længere form (kosak-formen) består i, at den, der initierer
skålen, tre gange siger bud'mo, hvad de andre hver
gang besvarer med et "Hej", hvorefter der sluttes med tre gange
"Hej". - Vi fik talt med en del både ukrainske og danske deltagere,
på dansk, engelsk og russisk. Jeg undskyldte, når jeg talte russisk, at jeg
ikke kunne ukrainsk, men der var ingen, der tog mig det ilde op; de var
tværtimod godt tilfredse med mit russisk. Og jeg kunne jo ikke lade være at oplyse,
at grunden var blevet lagt under min sprogofficersuddannelse i den danske hær.
Det fik nogle kvinder, jeg stod ude og røg sammen med, til at gyse og sige
"spion". Men jeg understregede, at det kun var taktisk
efterretningstjeneste, jeg havde beskæftiget mig med. - Jeg kunne nævne flere
interessante personer, men jeg vil nøjes med at fortælle, at jeg fik en ret
lang og meget interessant samtale med den fungerende ambassadør chargé
d'affaires Andriy Biriuchenko, som jeg kunne
fortælle, at jeg nu var kommet noget ind i den ukrainske bog om Moskva-Ruslands
oprindelse, han havde sendt mig pdf-udgaven af efter DUS-mødet den 30.
september (se ovf.). Vi talte især om valget næste dag, men jeg fik jo også
gentaget, at Anna og jeg planlægger at besøge Ukraine til næste år. Andriy Biriuchenko (dansk transskription Andrij
Birjutjenko, ukrainsk Андрій
Бірюченко) er en ret ung og meget tiltalende og
venlig mand, en god repræsentant for fremtidens Ukraine.
Mandag den 27. oktober 2014. - Jeg deltog i den oplæsningsaften på Sakskøbing Bibliotek, der var blevet annonceret således: "Thorvald Berthelsen, som for øjeblikket udstiller collager og billeddigte i Sakskøbing bibliotek, fortæller og læser sine digte i biblioteket den 27. oktober kl. 19. Han tyvstarter også og byder på et par godter fra sin kommende samling, Sakskøbing Blanding. - Thorvald Berthelsen er forfatter og billedmager i Sakskøbing. Han er også formand for den lokale forfatterforening StORDstrømmen, og er kåret som Danmarks ”kulturelle ildsjæl 2014”. Thorvald har udgivet digte på dansk, svensk, engelsk og bosnisk". - Det var en god aften. Der er virkelig koncentration i Thorvalds haikuer. Og hans billeder er også værd at se på. Og jeg nåede at få snakket en del med ham. Han er jo nu også min StORDstrømmen-formand. - Og så var det jo mit første besøg på Sakskøbing Bibliotek i mange år, vel siden 2003, hvor vi flyttede fra Døllefjelde. Men det var jo ikke kun i Døllefjelde-tiden det var mit bibliotek. Det var også mit allerførste bibliotek. Jeg kom der i hvert fald tit i min Rørbæk-tid 1951-1955. Om jeg har været der i min Oreby-tid, ved jeg ikke.
NOVEMBER 2014
Lørdag den 8. november 2014. - Jeg var igen i år den danske præst ved den polsk-danske højtidelighed i Mindelunden, Ryvangen, hvor polakken Lucjan Masłocha som den eneste udlænding ligger begravet, sammen med sin danske hustru Lone, født Mogensen, som er den eneste kvinde, der ligger begravet i Mindelunden. Der afholdes hvert år en sådan højtidelighed i Mindelunden på en dag i nærheden af 11. november, som ikke bare er datoen for våbenstilstanden efter Første Verdenskrig, men dermed også er Polens uafhængighedsdag. Se mere i optegnelsen for lørdag den 9. november 2013. - Højtideligheden i år forløb stort set på samme måde som den sidste år og havde igen i år den polske ambassade og Frihedskampens Frednings- og Mindefond (der var repræsenteret ved veteraner fra modstandsbevægelsen) som indbydere. Hærhjemmeværnskompagni Rosenborg - Eksercitskompagniet var det militære æreskommando. Allerførst bød en repræsentant for den polske ambassade velkommen. Så sang vi "Altid frejdig, når du går", hvorefter først den polske katolske præst Leszek Kapusta gav en kort indledning og bad en bøn (begge dele på polsk), hvorefter jeg på dansk bad den samme bøn som sidste år (hele bønnen kan læses på undersiden "Internationalt"). Herefter lagde den polske ambassadør, den britiske og den litauiske militærattaché, danske frihedskæmperveteraner og repræsentanter for herboende polakker kranse ved mindesmærket, de sidstnævnte også på ægteparret Masłochas grave. Og efter at Eksercitskompagniets trompetist havde spillet den polske nationalsalme "Boże, coś Polskę" (se noten til sidst), lagde pårørende til ægteparret Masłocha blomster på deres grave (Anna, som var med i år, og jeg fik talt med en niece til Lone Masłocha, virkelig bevægende). - Efter højtideligheden var der reception på den polske ambassade, hvor ambassadør Rafał Wiśniewski holdt en fin tale på polsk og engelsk, og hvor vi fik suppe og pindemadder med diverse drikkevarer til. Men det vigtigste var alle de samtaler, vi fik ført. Jeg kan ikke nævne alle, og jeg ved ikke i alle tilfælde, hvem det var vi talte med. Men vi fik, både sammen og hver for sig, talt med rigtig mange, ambassadøren og andre fra ambassaden, militærattachéer, danske militærfolk og herboende polakkerne. Nogle kendte vi godt i forvejen, andre talte vi med for første gang. Anna fik især talt med nogle af frihedskæmperveteranerne (som hun kendte fra Slaglille 2013). De står hendes hjerte særlig nær, og hun lytter med stor ærefrygt og interesse til, hvad de fortæller. Men jeg fik selvfølgelig også talt med dem. Af dem, jeg fik talt en del med, vil jeg især nævne den litauiske militærattaché. Han og en af ambassadens folk og jeg fik blandt andet talt om den gamle polsk-litauiske union og sammenlignet den med Danmark-Norge som det, der var blevet tilbage af Kalmarunionen. Desværre fik jeg i år kun vekslet nogle få ord med kulturattachéen. Og det ærgrede mig meget, at jeg ikke nåede at få talt med den tyske militærattaché. Det er første gang, jeg har set en tysk repræsentant ved en sådan begivenhed. Men en af modstandsveteranerne og jeg var enige om, at det Tyskland, der er i dag, kan man kun have respekt og alle gode følelser for, og jeg ærgrer mig over at jeg ikke nåede at få sagt et par venlige ord til tyskeren. - Endnu en både alvorlig og hyggelig polsk-dansk begivenhed. - NOTE: Vi kunne godt have sunget den polske nationalsalme "Boże, coś Polskę" på polsk og dansk, som vi gjorde i Slaglille 2013, hvor jeg på opfordring havde oversat de pågældende tre vers til dansk: "Gud, du, som Polen gennem lange tider". Både den polske tekst og min oversættelser står på undersiden "Salmer og kristelige digte", i afdelingen OVERSÆTTELSER. - LINK til Dines Bogøs billeder fra højtideligheden: https://plus.google.com/photos/100578620861694006953/albums/6079486686615269745?banner=pwa
Torsdag den 13. november 2014. - Anna og jeg deltog i Dansk-Ukrainsk Selskabs (DUS) offentlige møde i Østerbro Medborgerhus (hvor DUS-møderne normalt finder sted). Foredragsholder var Danmarks ambassadør i Ukraine 1992-1996 og 2003-2005 og valgobservatør ved OSCE Christian Faber-Rod. Og emnet var "Parlamentsvalget i Ukraine d. 26/10 og forventningerne til den videre udvikling i landet". Blandt mødedeltagerne var tidligere folketingsmedlem for Venstre Hanne Severinsen, som i mange år har beskæftiget sig med Ukraine, og som også havde været observatør ved parlamentsvalget. Desuden to andre OSCE-folk og valgobservatører og en dame, hvis navn og beskæftigelse jeg ikke hørte noget om, men som lod til at vide meget om Ukraine. Og selvfølgelig DUS-formand Ivan N. Nielsen, som ledede mødet. - Det var et offentligt møde, så jeg kunne sådan set godt referere ret udførligt fra det, men jeg vil nøjes med at sige, at såvel selve foredraget som den efterfølgende drøftelse gav os en både bred og dyb og helt aktuel viden om hele situationen i og omkring Ukraine. Fremtiden er i alle henseender uvis og fuld af farer og problemer. Hvad vil Rusland? Hvor langt vil Putin gå? Vil det ukrainske militær bide sig fast i stillingerne omkring de af separatister og russere besatte områder? Vil man yde hård modstand i tilfælde af en large scale russisk invasion? Og vil det lykkes at få dannet en funktionsdygtig ukrainsk regering? Og vil det nyvalgte parlament kunne gennemføre den reformlovgivning, som dette potentielt utrolig rige, men gennem lange tider sørgeligt misrøgtede land trænger så hårdt til? Og først og sidst: Vil det lykkes at få bekæmpet den korruption, der plager landet i en grad, man næsten ikke kan fatte? - Situationen i Ukraine er også en stor udfordring for Vesten, ikke mindst EU, men alle var enige om, at vi må gøre virkelig meget for at hjælpe dette land, som ved det netop afholdte parlamentsvalg har vist, at de virkelig ønsker at være en del af det frie og demokratiske Europa. - På hjemvejen drøftede Anna og jeg det hele, og vi var enige om, at vi trods de enorme vanskeligheder fortsat må engagere os i Ukraine. Og vi følte os bestyrkede i vor plan om at henlægge vor guldbryllupsrejse til næste år til Ukraine og i den forbindelse prøve at få fortalt noget om Grundtvig og andre gode danske ting, der kan være til inspiration for Ukrainerne. - I sit foredrag havde Christian Faber-Rod nævnt, at han var gammel sprogofficer. Og så måtte jeg jo bagefter hen og snakke lidt med ham om det. Det viste sig, at han, selv om vi begge er født i 1943, på grund af et års studieophold i USA, var en årgang yngre end mig. Men vi havde jo så alligevel begge været elever på Forsvarets Sprogskole (Teknikerliniens Befalingsmandsskole, TLBS) i tiden november 1963 til februar 1964 og senere deltaget i fortsættelseskurserne under vore indkommanderinger. Og jeg kan nu godt huske, at der var en yngre kammerat, der hed Faber-Rod. Det fremgår af den 70-års fødselsdagsartikel i Berlingske, jeg har fundet (og slået op på min Facebook-væg), at Faber-Rod var aktiv reserveofficer i 25 år. Hvorfor jeg fortæller så udførligt om dette? Fordi det er noget helt særligt at have været sprogofficer, og fordi vi alle bliver glade, når vi møder hinanden. - Jeg var selv kun aktiv (med rådighedspligt og indkommanderinger) indtil 1968 eller 1969, og i 1972 blev jeg feltpræst, men enhver, der følger med i, hvad jeg laver og skriver, kan se, at min sprogofficersbaggrund (plus cand. mag.-eksamen i dansk/russisk) har afgørende betydning, også selv om det i høj grad har været på det kirkelige og kulturelle område, jeg har arbejdet i og med samtlige øst- og vestslaviske lande undtagen Hviderusland, men inklusive de slavisktalende sorbere (vendere!) i det tyske forbundsland Sachsen.
Tirsdag den 25. november 2014. - Mit første Folketidende-læserbrev om Ole Bornedals tv-serie 1864: "Så forstå dog den serie!". - Jeg hørte til dem, der havde set hen til denne serie med stor forventning. Og jeg blev ikke skuffet, dvs. ikke skuffet af selve serien, selv om også jeg måtte konstatere, at det, der blev vist, var noget andet, end jeg havde forventet. Til gengæld blev jeg skuffet over den massive kritik, serien fra næsten alle sider blev udsat for, allerede inden den blev vist. Mange af kritikerne var ellers folk, man skulle mene jeg var enig med. Men så enkelt er det altså ikke. Jeg så fra første færd, at der var noget galt, og kastede mig straks ind i debatten. Det var mest forskellige steder i Facebook og på undersiden "Debat" her på min hjemmeside. Men så fik jeg trykt dette læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende. - Se mere under 3. december og på den nyoprettede underside "1864". - De fleste af mine indlæg om 1864 kan også læses på undersiden "Debat".
DECEMBER 2014
Mandag den 1. december. - Jeg slog min oversættelse af den sidste
af Adam Mickiewicz's Krimsonetter op.
Se dem på undersiden "Litterære tekster".
Onsdag den 3. december 2014. - Mit andet 1864-læserbrev var i Lolland-Falsters Folketidende: "Om sidste afsnit af '1864'". - Se også under 25. november og på undersiden "1864". - Der er ingen grund til at skrive mere om mit forhold til Ole Bornedals serie her. Alt står på den her omtalte nyoprettede underside "1864", og jeg vil måske få lejlighed til at notere flere 1864-ting her på siden. Det eneste, jeg vil nævne her, er, at det bliver klarere og klarere for mig, hvor symbolsk og filmisk, denne serie er - i modsætning til det mere traditionelle episk-dramatiske historie-produkt, Folketinget og de fleste af os havde forventet. Jeg har vel set alle afsnittene mindst (eller cirka) tre gange, og vi har netop købt DVD-udgaven af serien. Og jeg har i mine forskellige kommentarer gjort meget ud af at påvise seriens særlige karakter. - Noget af det, der har gjort allermest indtryk på mig, er scenen i skansen på Dybbøl natten til den 18. april, hvor man først hører en harmonika, der i det fjerne dæmpet spiller "Fred hviler over land og by", dernæst ser og hører Laust synge "Kommer hid, I piger små" for sin kammerat Erasmus, og endelig hører Erasmus begynde på sit bidrag: "Da manden ind i gården kom", som både Laust og alle de andre synger med på og danser til, og som den stille harmonika fra før leverer et flot akkompagnement til. Laust's måde at gå med på denne grove spøg på, hele hans mimik og kropssprog i dansen er et stærkt og centralt udtryk for solidariteten mellem disse to vidt forskellige soldater. Men der bliver jo tale om en euforisk trods mod det, de ved venter dem. - Denne scene har ført til, at jeg fik kastet mig ud i et lille forskningsprojekt omkring sangen "Da manden ind i gården kom". Og det står der en hel del om på undersiden "1864". - De fleste af mine indlæg om 1864 kan også læses på undersiden "Debat".
Mandag den 8. december 2014. - Jeg slog min første Lollandsonet op. Se dem på undersiden "Litterære tekster".
Tirsdag den 9.
december 2014. - Jeg deltog i biskoppens årlige frokost for aktive pastores emeriti og emeritae.
Igen i år en god begivenhed. Flere af de andre har jeg jo kendt altid eller i
mange år. Og det giver samværet med den nuværende biskop med udveksling af
bemærkninger om stort og småt et særligt perspektiv. - Biskop og
konseilspræsident Monrad og hans rolle i 1864-serien blev selvfølgelig også
lige vendt. Så meget desto mere som biskop Steen Skovsgaard jo i sin egenskab
af en af Monrads efterfølgere har kastet sig over studiet af ham, udgivet en
bog om ham og stiftet Monradselskabet. Desuden var det netop i år noget helt
særligt at sidde i en af biskop Monrads stuer - der oven i købet var helt
nyrestaureret. - I anledning af det hele indsætter jeg her linket til
Monradselskabets hjemmeside:
http://www.monradselskabet.dk/
* * *
2015
JAN 2015
Fredag den 2. januar 2015. - Dette år vil blive noget præget af det private. Det er nemlig Annas og mit "guldår", altså 50-årsjubilæum som par, og det er så stort, at det i hvert fald bør omtales lidt her i denne ellers ganske professionelle dagbog. Vi begyndte fejringen i dag, hvor det er 50 år siden vi begyndte at kissemisse lidt ved Annas brors bryllupsfest, som jeg deltog i som brudgommens ven.
Søndag den 4. januar 2015. - Vi fejrede som altid helligtrekongers søndag med and og flæskesteg. Annas søster og vor søn og svigerdatter med deres to små børn deltog, og vi fejrede også, at det var for 50 år siden, vi kørte en tur fra Hillested til Nysted, under hvilken vi blev kærester. Vi kalder altid den 4. januar vor kærestedag og gentager så vidt muligt vor 1965-tur. I år måtte vi gøre det dagen efter. - Se også under 2. januar 2015.
Mandag den 5. januar 2015. - Vi kørte det meste af vor under 4. januar omtalte kærestetur og fortsatte fejringen om aftenen. - Snart skal vi for alvor i gang med forberedelserne af guldbryllupsfesten den 22. maj 2015.
Onsdag den 7 januar 2015. - Terrorangrebet mod det
franske satiriske ugemagasin Charlie Hebdo. Forfærdeligt! Ud fra enhver
betragtning. Jeg begyndte at kommentere det lidt i Facebook, først i en vens og
DR 2 Deadlines tråde, dernæst på min egen væg.
Torsdag den 8. januar 2015. - Jeg kommenterede videre
i Facebook, købte Berlingske og
studerede og kommenterede forsiden (med Charlie Hebdos navn omgivet af
skudhuller) og side 10-11 (med bla. tolv udvalgte Charlie Hebdo-forsider og
billeder af seks af de tolv dræbte). Til sidst samlede jeg de fleste af mine
kommentarer (herunder nogle ting om Charlie Hebdos navn og historie) og satte
dem såvel undersiden "Debat" som i min avisen.dk-blog
"Jeg er ellers ikke blogger ...". Se dem dér!
Fredag den 16. januar 2015. - Jeg har fået en ny
genre! - Jeg er fortsat aktiv i støtten til Charlie Hebdo og i debatten om hele den situation, der er opstået
efter 7/1. Jeg kan ikke omtale alt her i dagbogen, men jeg i hvert fald
fortælle, at jeg i dag oprettede en ny underside til hjemmesiden, nemlig "Tegninger uden streger". Jeg
havde nemlig besluttet at prøve at lave en serie Tegninger uden streger (jf. Felix Mendelssohn-Bartholdys Lieder ohne Worte). Og det vil selvfølgelig sige, at jeg med ord
prøver at beskrive det billede, jeg gerne ville have kunnet tegne, og dernæst
skriver, hvad der (eventuelt) skulle have stået i en eller flere talebobler,
hvorefter jeg (normalt) vil forsyne "tegningen" med en undertekst.
"Tegning" nr. 1 har titlen "Johanne Schmidt Nielsen" og
lyder(!): - I forgrunden Johanne
Schmidt-Nielsen, der i taleboblen siger: "Bare nogle få tosser". Men
i den mørke baggrund bag sig har hun en stor flok elefanthueklædte mænd, der
svinger deres Kalasjnikov'er i luften. Teksten under
"billedet" er: "Hun er stadig ikke bange. Men hun er jo også
deres ven". - Måske er det en ny genre, jeg har opfundet, men det er
under alle omstændigheder en genre, der er ny for mig, men som jeg vil prøve at
dyrke og udvikle, og det med alle slags temaer. Foreløbig bliver det dog nok
spidningen af de sidste eller allersidste dages "hellige" i den
fremmepolitiske strid og striden om synet på islam og den islamistiske terrorisme.
- Det var jo interessant at se Deadline i går, hvor repræsentanter for
venstrefløjen gjorde rede for deres holdning til hele denne problematik før og
nu. Der har tidligere været lidt pip i den retning, men nu er de nødt til at
præstere mere selvransagelse, selv om det naturligvis er hårdt for dem at
skulle indrømme, at de har taget så gruelig meget fejl. En af deltagerne,
nemlig Peter Øvig Knudsen, var dog helt klar i mælet, da han (citeret efter
hukommelsen) omtalte islamisterne som reaktionære, ja, fascistiske
højreradikale. Det er utroligt, at det har skullet tage i hvert fald foreløbig
nogle af de "progressive" så lang tid at indse dette. Forklaringen
kan efter min mening kun være, at man mere eller mindre bevidst har haft en
skjult dagsorden, nemlig den, at indvandringen og den store hensyntagen til det
stakkels muslimske mindretal skulle omdanne det trods alt stadig ret
traditionelle danske samfund til et helt andet samfund, som ville kunne
kontrolleres af de "progressive". - Da jeg havde skrevet denne
betragtning, satte jeg en kommentar, der svarer til de sidste linjer i tråden,
på DR 2 Deadlines Facebook-profil, hvor der i forvejen var en hel del
kommentarer.
Søndag den 18. januar 2015. - Jeg deltog i den lokale
forfatter- og illustratorforening StORDstrømmens medlemsmøde i
Kulturforsyningen, Nykøbing F. Det var første gang, jeg deltog i et
medlemsmøde, og det var meget interessant og positivt at være i denne
forsamling. Det var lidt anderledes, end hvad jeg ellers har oplevet, men meget
fint. - Der var også ting, der var særdeles positive for mig selv. Det ser i
hvert fald ud til, at jeg kommer til at optræde nogle gange i foreningens regi
her i 2015. Og som et af godt en håndfuld nye medlemmer fik jeg også lejlighed
til at præsentere mig. Det skulle være ganske kort, så jeg nøjedes med at
præsentere mig som præst og Grundtvig-forsker med projektet Poetisk livsfølelse
og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement som mit
hovedområde. Og jeg henviste til hjemmesiden. Derefter læste jeg følgende ting
op: 1. Mit alternativ til Grundtvigs nytårssalme "Vær velkommen, Herrens
år", nemlig (på samme melodi): "Nytårsmorgen, nytårsdag, / al vor tid
er i Gud". - 2. Mit digt "Lollandsk tilegnelse" ("Jeg
kommer op fra plutten / kender I min roe"). - 3.
Min oversættelse fra polsk af Adam Mickiewicz's Krimsonet nr. 16 "Bjerget Kikineis". - 4. Min egen Lollandsonet nr. 4
"Døllefjelde-Musse" (som netop i uge 3 var blevet slået op på min
Facebook-væg og sat på undersiden "Litterære tekster"). Jeg tror, man
var ret glad for det hele. Og jeg var på min side også glad for, hvad de andre
nye lagde frem, ligesom jeg altså i det hele taget var glad for at være blevet
optaget i dette fællesskab.
Fredag den 23. januar 2015. - Jeg deltog i konferencen The Contemporary Relations between Russia,
Ukraine and the European Union. Den fandt sted i Landstingssalen,
Christansborg. Jeg indsætter nu de vigtigste dele af den engelske invitation:
"Program: Carl Erik Foverskov, The Danish
Helsinki committee: Welcome, The idea behind the conference and the aim of the
conference. - MP Zenia Stampe
[som rent christianborgmæssigt
var konferencens vært og ved denne
lejlighed var både fornuftig og sød]:
The Danish Foreign Policy and the conflict between Russia and Ukraine. - PhD
Fellow Kim Frederichsen: New Cold War? International
systemic conflict or Great Power games. - Associate Professor Taras Kononenko: Ukrainian
National Identitity between European Values and “Homo
Sovjeticus”. - Program Manager, PhD Jekatarina Chimiris: The Russian
perspective of the Conflict, a New “Cold War” or a Recognition as Great Power.
- Journalist Peter Wivel: The Russian-Ukrainian
Conflict seen from Berlin. - Paneldiscussion. -
Questions and comments to the speakers from the audience. - Chairman of the
Danish Helsinki Committee Karsten Fledelius
[som jeg jo kender fra kirkelige
sammenhænge og har oplevet et par gange her i Lolland-Falsters Stift]: Summary of and
Conclusions from the Conference. - - The conference is organized by The Danish
Helsinki Committee in cooperation with the Danish United Nations Association,
The Danish Russian Association in Copenhagen, The Danish Russian Association in
Odense and The Danish-Ukrainian Society. - The conference is sponsored by The Hermod Lannung Foundation".
- - Jeg var glad for at være
til stede, selv om det, også på grund af
den ikke alt for gode akustik, var svært at få alt det globalengelske med. Et vigtigt element var det
uddelte eksemplar af konferencesærnummeret af Helsinki-Komitéens blad "MenneskeRET & VRANG" og nogle fremlagte ældre
numre, hvoraf jeg tog dobbeltnummeret 1-2 Maj 2013 med forsideartiklen
"Igen: Pest over Europa?". Der er mange ting, der truer, ikke bare
pest, men også kolera - og tyfus - og AIDS! (Sådan har jeg i nogle debatindlæg
betegnet henholdsvis putinismen, det vestlige, ofte Putin-venlige højre,
islamismen og de etniske danskere, der enten bare er bange eller i bedste fald
er islamismens nyttige idioter). Men jeg kæmper nu som før mod alt, hvad der
truer vor sikkerhed og frihed! - Jeg vil ikke begynde at referere fra
konferencen, men tingene blev belyst fra alle sider, særlig stærkt i
spørgsmålene og kommentarerne fra tilhørerne, hvoriblandt der, viste det sig,
ikke alene var stærkt proukrainske, men også stærkt
pro-putinrussiske personer. - - En vigtig del af
oplevelsen for mig var, at jeg fik hilst på og talt med i hvert fald (og især)
følgende: Lars Poulsen-Hansen (kendt som seniorforsker ved Dansk
Institut for Internationale Studier og fra optræden i medierne, men også min
for-forgænger som sprogløjtnant ved Bornholms Værn), Hanne Severinsen, Karsten Fledelius, og Kim
Frederichsen [som var en af Bent Jensens medarbejdere i forbindelse med Ulve, får og vogtere, og som jeg i
forbindelse med min anmeldelse af denne i Informator
Polski har været lidt i mail- og Facebook-kontakt med].
FEB 2015
Onsdag den
4. februar 2015. - Anna og jeg var på
Oreby Kro (mit barndomshjem!) for at aftale guldbryllupsmiddag dér den 22. maj.
Torsdag den
5. februar 2015. - Endelig fik jeg
taget mig sammen til at skrive et lille åbent brev til befolkningen i Den
Russiske Føderation. Jeg skrev det på både dansk og russisk. Det begyndte:
"Kære russiske venner! / Дoрогие русские
друзья!". Og det
sluttede: "Jeg beder
indtrængende alle i Den Russiske Føderation om at opgive de håbløst gammeldags
imperiale drømme og begynde at leve i fred og venskab med deres naboer og de andre
europæiske lande - og at sætte deres ære i en udvikling af det russiske samfund
- politik, økonomi og kultur. Det bliver godt for os alle sammen. // Men det
haster. Hver dag, der går, betyder, at de negative følelser mod Rusland vokser,
og at den nødvendige forsoning bliver vanskeligere og vanskeligere. // Kære
venner! Jeg beder jer!". Og på russisk: "Я
призываю
всех в
Российской Федерации отказаться
от безнадежно старомодной имперской мечты и
начать жить в
мире и дружбе со
своими
соседями и
остальными
европейскими
народами - и
гордиться развитием российского
общества
- политики,
хозяйства и культуры. Это
будет хорошо для
всех нас. // Но это
срочно. Kаждый
день,
который
проходит,
значит, что негативные
чувства по
отношению к
России растут,
и что необходимое примирение будет
все более и
более
трудным. // Дорогие
друзья! Я
прошу вас!".
- Brevet blev slået op på min
egen Facebook-væg og i Dansk-Ukrainsk Selskabs Facebook-gruppe og sat på mine
internetundersider "Debat" og RUSSKIJ.
Lørdag den
7. februar 2015. - I dag skiftede jeg
tilbage til mit normale Facebook-profilbillede. Siden kort efter terroranslaget
mod Charlie Hebdo den 7. januar 2015 havde jeg som profilbillede den første
Charlie Hebdo-forside efter brandattentatet i oktober 2011, dernæst forsiden
fra det nummer, der udkom den 14. januar 2015, altså ugen efter terroranslaget.
- I et særligt opslag om billedskiftet skrev jeg blandt andet: "FARVEL TIL
CHARLIE HEBDO-PROFILBILLEDET // I dag er det månedsdagen for terrorangrebet på
Charlie Hebdos redaktion, og det markerer jeg ved at gå tilbage til mit
sædvanlige profilbillede. Men det betyder ikke, at jeg glemmer, hvad der skete
for en måned siden. Det er helt usædvanligt, at jeg sætter noget andet på som
profilbillede. Jeg har ikke engang haft det ukrainske flag sat på! ... [J]eg
besluttede, at jeg ville gøre det i en måned. - ... [V]i må ikke glemme terrortruslen
fra islamisternes side. Den slags skal bekæmpes med alle midler. Først og
fremmest på det idémæssige plan, men når det er nødvendigt, også med alle
mulige andre midler, herunder indsats af samfundets væbnede magt. Totalitære
kræfter skal bekæmpes lige med det samme. Vi så, hvordan det gik i Tyskland i
1930'rne. Og vi ser, hvordan Putin-Rusland udvikler sig. Med befolkningen i Den
Russiske Føderation som det første offer. - Ned med tyrannerne!".
Søndag den 8. februar 2015. Søndag seksagesima. - Jeg var for en gangs skyld ikke organist, men præst. Provst Bjarne Madsen havde nogen tid i forvejen ringet og spurgt, om jeg kunne tænke mig at tage to gudstjenester i hans provsti, nemlig froprædikenen i Utterslev Kirke og højmessen i Løjtofte Kirke, begge Lolland vestre Provsti. Han har nok set, at der ingen gudstjeneste var i Vesterborg-Landet-Ryde, så at jeg var ledig. Min absolutte hovedtjeneste i Folkekirken er jo organistjenesten. (Min salmedigtning og mine ret mange teologiske eller dog kristelige indlæg i Facebook og andre steder er faktisk også præstetjeneste, men jo på en anden måde; det er ikke et lønnet arbejde). Jeg havde selvfølgelig straks sagt ja til provsten, selv om jeg sagde, at det efterhånden var min egentlige identitet at være "fri kristen åndsarbejder" og organist. Der skal dog, som jeg sagde, bare trykkes på knappen, så kommer præsten frem. Og det var en god oplevelse for mig. Forhåbentlig også for de andre. Alle, både de ansatte og kirkegængerne, var i hvert fald flinke og rare. En kort tid i slutningen af 1960'erne boede Anna og vore to døtre i Utterslev og gik noget i kirke der. Så det var faktisk min gamle sognekirke, jeg fungerede i efter alle disse år. Det var en helt særlig oplevelse. Men når man er præst, og især et fremmed sted, hvor der er forskellige særlige ting, man skal huske, er der ikke tid til at tænke på ret meget andet end selve gudstjenesten. Hvad man jo heller ikke skal. Prædikenen og salmevalget kan ses på undersiden "Prædikener efter 11.05.03". - Sidst, jeg fungerede som præst, var den 20. juli 2014 (5. søndag efter trinitatis), men det var i Landet Kirke, hvor jeg til daglig er organist. - Det var i øvrigt til søndag seksagesima 2010, jeg (få dage efter at være kommet på) skrev de allerførste to salme-vers til at slå op på min Facebook-væg og dermed indledte min egentlige, regelmæssige salmedigtning. Jeg havde altså også et særligt "femkirkeårsjubilæum"!
Torsdag den 12. februar 2015. - Anna og jeg var på Holeby Kro for at aftale guldbryllupsmorgenkaffe den 22. maj.
Fredag den 13. februar 2015. - Dagen efter "Minsk 2.0" (aftalen om våbenstilstand m.m. mellem Putin, Porosjenko, Merkel og Hollande). Jeg skrev i en Facebook-kommentar: "Ja, man har det underligt. Ingen glæde eller begejstring. Men vi må se. Og ikke blive trætte". - Og i et svar på en kommentar til den skrev jeg blandt andet: "Hvis der kan blive rimelig ro på østfronten, vil Ukraines egen politiske og økonomiske og kulturelle udvikling være helt afgørende. - Vi hørte P 1 Debat i dag ... Vi holdt med Per Stig, der sagde, at først skal Putin og RF have at vide, at nu er det hertil og ikke længere, og først derefter skal vi begynde at tænke på en normalisering af forholdet til (et normalt) Rusland. - ... og navnlig glemmer [skrivebordsgeopolitikerne] hele den, om man så må sige, indenrigspolitiske og kulturelle side af sagen, nemlig den side af sagen, at kun få i RF's nabolande ønsker at leve under russiske forhold, men foretrækker den vestlige kultur og livsform. Mit eget slagord er: Hellere Danmark med bøssebryllup end Rusland med Putin!". - Så er denne dag markeret her. Gad vist, hvad der videre sker.
Lørdag den 14. februar 2015. - Terroranslag - eller terrorlignende anslag - i København. - Jeg måtte her i aften sætte denne kommentar i en tråd på min egen Facebook-væg: "Jeg markerer lige, at vi nu har oplevet noget her i Danmark, der karakteriseres som noget i retning af et terrorangreb. - Ja, sådan må man sige. Nogle er ganske vist tilbageholdende med at sige det. Men der er i hvert fald blevet skudt mod en bygning, hvor der med deltagelse af blandt andre Lars Vilks og den franske ambassadør blev afholdt et møde om »Kunst, blasfemi og ytringsfrihed«. Når ikke mindst politiet er tilbageholdende, skyldes det vel, at man skelner mellem sindsforvirrede enkeltpersoners handlinger og deciderede terrorhandlinger med et klart politisk mål og mere eller mindre med en terrororganisation bag. - Jeg husker selv, at jeg i sin tid troede, de uhyrlige ting i Norge var et islamistisk terrorangreb, så også jeg er tilbageholdende. Men det er under alle omstændigheder uhyggeligt. Og det er sørgeligt, at en mand er blevet dræbt. Og at tre politifolk er blevet såret. - Men dette skal ikke hindre, at jeg går videre med den artikel om Holodomor (Stalins sult-folkedrab på ukrainerne), der senest har været tale om her i tråden.". - Jeg sendte også denne hilsen til min Facebook-ven Lars Vilks: "Sympati herfra! Vi må holde ud. Men det er ikke sjovt. Friheden vil dog altid vinde til sidst. - Mange hilsner fra både Anna og Bent Christensen, Lolland, Danmark". Den er også sat på undersiden "Debat".
Torsdag den 19. februar
2015. - Lidt om den nødvendige koncentration og et
måske sidste ord i den fremmedpolitiske debat. - Jeg skal koncentrere mig
om mit eget! Først og fremmest om digtene, poetikken og de andre
"produkter". (Jeg har i computeren en mappe, der hedder netop
"Produkter"). Og så er der jo mit nu helt overvejende polske
"bifag", som bare ikke må fylde mere, end det skal. Det betyder ikke,
at jeg skal glemme det ukrainske og det fremmed- og værdipolitiske. Men det må
ikke tage mere tid og flere kræfter end højst nødvendigt. Og det vigtigste er,
at jeg, med et minimum af "markeringer", sætter min person ind som
den, jeg er i kraft af det, jeg hovedsagelig prøver at bidrage med. - Hvad det
ukrainske angår, prøver jeg at følge nogenlunde med og at deltage i
informationsudvekslingerne m.m. i Dansk-Ukrainsk Selskabs Facebook-gruppe. Og
jeg skriver lidt hos mig selv og siger somme tider lidt til en politiker eller
to. Og jeg har jo (05.02.15) skrevet mit åbne brev til mine russiske venner. Se
også dertil her på siden. Og måske lader Anna og jeg guldbryllupsrejsen gå til
Ukraine. Det bliver dog i givet fald kun en lille og ret privat tur (i
september måned). - Hvad det fremmedpolitiske angår, mener jeg at have gjort,
hvad jeg burde, her efter attentaterne den 14. februar. Og dagen i dag er
forhåbentlig en skilledag i den forstand, at jeg efter at have hørt P 1 Debat
skrev nogle kommentarer, som jeg nu har sat sammen til en tekst på undersiden
"Debat", der har overskriften "Mit sidste ord om islam og
indvandringen?". Jeg gengiver her det vigtigste af den: Synet på Koranen
og traditionen er muslimernes eget problem. Ligesom det er deres problem,
hvordan de vil leve med hinanden og os andre. Find ud af det! - Et voksende
muslimsk befolkningselement i Danmark og det øvrige Europa vil selv i
allerbedste fald gøre vore samfund til noget helt andet, end de ellers ville
være blevet til. Dette er i sig selv et argument for at standse indvandringen.
- Det er de yngre og unge her i Danmark og Europa, der må finde ud af, hvilket
samfund og hvilken kultur de vil leve i og have deres efterkommere til at leve
i.
Lørdag den 28. februar
2015. - Den russiske oppositionspolitiker Boris Nemtsov myrdet i går. - Som det var tilfældet, sidste
gang et digt af Andrej Orlov var fremme i en tragisk anledning, sætter jeg også
nu ret meget ind her i "Erindringer - DAGBOG", nemlig en samling af
de ting, jeg i dag har haft sat i Facebook, både hos mig selv og andre. Jeg
bruger / for linjeskift i digtets to versioner og // for nyt afsnit. - - Andrej Orlovs
digt i anledning af mordet på Boris Nemtsov. / En
hurtig prosaoversættelse ved Bent Christensen. // Det
skete i Moskva i dag. / Slynglerne ramte ikke ved siden af. / I den russiske
Himmelflok er Boris Nemtsov højre fløjmand. //
Belønningen for sandheden var fire kugler. / Han manglede en dag i at nå
foråret. / Det er et smukt sted, disse kryb har valgt - / med udsigt til Kreml,
i hjertet af landet. // Over Spasskaja-Tårnet - sorte
fugle, / deres herre smiler skadefro. / Boris, Himmel-Enkeltmand, / du vil nok
ikke være ene længe. // Smilede altid, ønskede at være den første, / var ved at
forberede en ny overraskelse, / bastardernes nerver gav vist efter. / De var
bange for dig, Boris. // Når I nu skal skrive om krigen og korruptionens
caries, / om antimajdan-motorrotterne, så skriv til Borja, her er hans nye adresse: / Himmelflokken. Nemtsov, Boris. // Andrej Orlov (formodentlig)
lørdag den 28.februar 2015. / Oversat (hurtigt) af Bent Christensen samme dag.
// NOTE: "Nebesnaja Sotnja"
(ordret: Det himmelske Hundrede/Kompagni, jf. latin: centuria,
det romerske infanterikompagni på netop 100 mand), som jeg hurtigt har oversat
ved "Himmelflok", er betegnelsen for de Majdan-demonstranter,
der blev skudt under demonstrationerne i Kiev. Jeg håber, oversættelsen er uden alvorlige fejl. - Her er lidt fra hjemmesiden
Historia Vivens (from the Latin: historia
– "history" and vivens –
"living"): "This page is dedicated to the memory of the heroes
who died on Euromaidan, of people killed during Euromaidan events taking place
during the fall and winter of 2013-2014. The people call them the “Heaven’s
Hundred” or “Heavenly Hundreds” (Nebesna Sotnya in Ukrainian) referring to the typical unit of the
Maidan self-defence forces, the sotnia
("hundreds"), which fought off riot police on the barricades. ... Sotnia or sotnya is a military
term of Slavic origin meaning a hundred and approximately equivalent to
company. As a unit of the Ukrainian Cossack regiments". // - // OM DIGTEREN ANDREJ ORLOV /
Det var den samme Andrej Orlov, der havde skrevet digtet "MH17 -
rekviem", som i Samuel Rachlins oversættelse blev læst op af Morten
Grunwald ved demonstrationen foran den russiske ambassade i København den 24.
juli 2014 - efter nedskydningen af Malaysia Airlines-flyet over det østlige
Ukraine. // Dengang oplyste jeg følgende om digteren: // Det er den kendte
russiske digter Andrej Orlov (Андрей
Орлов), der udgiver
sine ting under pseudonymet Orlusja (Орлуша). Han er født
den 2. november 1957 i Perm-oblasten (-regionen) i Ural. Den eneste udgivelse, jeg lige har kunnet finde, er: Стихи и
рингтоны / Orlusha /
Андрей Орлов.
- Москва 2008 (Vers og ringetoner / Orlusja / Andrej Orlov - Moskva 2008). / - - - / HER ER DEN RUSSISKE TEKST: //
Это
случилось в
Москве
сегодня. / Не
промахнулись
стволы
подлецов. / В
строю
российской
Небесной
Сотни /
Правофланговым
– Борис Немцов.
// За правду
четыре пули
наградой. /
Всего лишь
день не дожил
до весны. /
Красивое место
выбрали гады
- / С видом на
Кремль, в
сердце
страны. // Над
Спасской
башней –
чёрные птицы,
/ Злорадно лыбится
их господин. /
Борис,
Небесная
Единица, /
Похоже, не
долго ты
будешь один. //
Всегда улыбался,
хотел быть
первым, /
Готовил
какой-то
новый
сюрприз, / И сдали,
похоже,
ублюдков
нервы. / Они
боялись тебя,
Борис. //
Теперь про
войну и
коррупции кариес,
/ Про
антимайдановских
мотокрыс /
Пишите Боре,
вот новый
адрес: /
Небесная
Сотня. Немцов
Борис. // Андрей Орлов. //-// TILFØJELSE 04.03.15: En opdateret
version står nu på undersiden "Litterære tekster". Her er ordet
"Himmelflok" erstattet af "Himmelkompagni" og ordet "Himmelflokken" tilsvarende af "Himmelkompagniet"
(se noten "Nebesnaja Sotnja"),
og noterne er opdateret og udvidet, især for så vidt angår ordet "motorrotterne" (мотокрысы),
der sandsynligvis (især) hentyder til den Putin meget nærtstående motocykelklub Natteulvene.
Fredag den 6. marts 2015. - Der var brev fra den
polske ambassade i Danmark. Ambassadør Rafał Wiśniewski meddeler, at den polske præsident ved
anordning af 2. februar 2015 efter indstilling fra udenrigsministeren har
hædret mig med Złoty Krzyż Zasługi (Fortjenstkorset i Guld). Han lykønskede mig
hjerteligt og skrev, at jeg ved brev vil få meddelelse om den højtidelighed,
under hvilken jeg vil få overrakt korset. - Dette kan jeg ikke lade være at
skrive allerede her. Når jeg har fået overrakt korset, vil jeg fortælle mere om
det. - Jeg har længe vidst, at paraplyorganisationen Federacja Polonia havde indstillet mig til en udmærkelse, men jeg var
begyndt at tro, at der måske ikke kom noget ud af det. Som jeg også har skrevet
til både ambassadøren og formanden for Federacja Polonia,
er det naturligvis en stor ære for mig at få en sådan udmærkelse, men det er
først og fremmest en stor tilfredsstillelse for mig at modtage en sådan
anerkendelse for mit polske engagement siden 1990. Dette engagement har ganske
vist i meget høj grad båret lønnen i sig selv, men da jeg jo også gerne har
villet gøre gavn ved det, er det også dejligt at se, at det er blevet værdsat.
- Anna glæder sig med mig og på mine vegne, men hun kan også dele æren med mig;
hun har fra første færd deltaget i meget af det med stor interesse og glæde og
har bidraget stort med både sin person og sin støtte.
Mandag den 9. marts 2015. - Anna og jeg deltog i
højtideligheden i Østre Anlæg, København, i anledning af 201-året for den
ukrainske nationaldigter Taras Sjevtjenkos fødsel.
(Digterens fulde navn skrevet med kyrilliske bogstaver: Тарас
Григорович
Шевченко).
Højtideligheden, som fandt sted ved det Sjevtjenko-monument,
som i 2010 blev rejst i Østre Anlæg, blev ledet af formanden for Dansk-Ukrainsk
Selskab Ivan N. Nielsen. Den ukrainske fungerende ambassadør chargé d'affaires
Andriy Biriuchenko talte (Андрій
Олександрович
Бірюченко).
Der var oplæsning af digte. Og den ukrainske præst i Danmark fader Vasyl (Василь)
ledede en andagt. Til sidst var der blomsternedlæggelse. Den tidligere danske ambassadør
i Ukraine Christian Faber-Rod med frue deltog også i højtideligheden.
Lørdag den 21. marts 2015. - En betragtning. - I går skrev
jeg i en længere kommentar i en Facebook-tråd det sædvanlige om, at vi skal
genopfinde "det folkelige", herunder livet i vælgerforeningerne, hvis
vi skal få et sundere politisk liv. Og jeg kan her føje til, at dette jo også
gælder fagbevægelsen, fagforeningerne. Men bagefter har jeg spurgt mig selv,
hvad jeg selv gør? Jeg har vist ikke været til noget i Dansk Folkeparti, siden
jeg gik af som lokalformand. Men jeg har virkelig travlt med mit, og jeg bidrog
jo med en hel del i de år, jeg var formand. Og jeg har levet i folket gennem
mit lange liv som præst. Og jeg møder mennesker som organist. Og jeg tager
gerne en snak med folk, jeg møder i alle mulige sammenhænge. Og Facebook er et
folkeligt mødested! Jeg behøver vist ikke have dårlig samvittighed. Jeg har
både ret og pligt til at gøre mit liv og mit forfatterskab færdigt. Det er jo
også en tjeneste for folket og nationen. - Tilbage står dog, at de yngre bør
dyrke det folkelige fællesskab mere, herunder altså livet i vælgerforeningerne
og de politiske partier.
APR 2015
Søndag den
26. april 2015. - Det var min sidste
dag som fast organistvikar i Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat. Jeg havde meddelt
menighedsrådene, at jeg mente, det var på tide at afslutte min de
facto-ansættelse som organist i pastoratet, når jeg i maj måned ikke alene
ville fylde 72, men også, senere på måneden, skulle fejre Annas og mit
guldbryllup. Vi kendte ganske vist alle organistsituationen og kunne ikke vide,
om det ville være muligt at finde en afløserl. Men
det var vigtigt for mig, at jeg på dette tidspunkt i hvert fald ikke skulle stå
i vejen for, at man prøvede at slå stillingen op, og jeg havde erklæret mig
villig til at fortsætte indtil videre, hvis det ikke lykkedes at få en ny
organist. Det viste sig imidlertid, at der kom tre ansøgninger. Bjarne
Pilegaard er blevet ansat i stillingen fra 1. maj. - Det var naturligvis lidt
vemodigt at skulle afslutte denne periode i mit liv. Jeg har været meget glad
for at spille i Vesterborg-Landet-Ryde. Det begyndte så småt i Vesterborg for
en hel del år siden. Men jeg vil fortsat sige ja til at afløse, hvis man ringer
og spørger mig rundtomkring fra. - Der blev sagt pænt farvel til mig i Ryde og
Vesterborg ved små højtideligheder i våbenhusene, ligesom der i søndags var
blevet det i Landet Kirke. - Det var også stort, at det var på netop 3. søndag
efter påske, jeg, helt uplanlagt, sluttede. 3. søndag efter påske 1974 blev jeg
indsat i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat, og 3. søndag efter påske 2003
holdt jeg (planlagt!) min afskedsgudstjeneste i Døllefjelde Kirke (med
efterfølgende fint samvær i Døllefjelde-Musse Forsamlingshus).
Torsdag den 30. april 2015. - LOLLANDSONETTER I FUGLSE BLADET. - Her torsdag formiddag kom beboerforeningsformand og redaktør Henning Christensen og overrakte mig det helt nye nummer af Fuglse Bladet. De tre Lollandsonetter, jeg havde sendt til bladet, var nemlig i. Og det blev jeg meget glad for. Jeg har tidligere skrevet lidt i vort blad. - Det var naturligvis de tre første, helt lokale sonetter. Med reducerede noter og denne indledning: "Sidste år opfordrede det polsk-danske tidsskrift Informator Polski mig til at oversætte den polske nationaldigter Adam Mickiewicz's Krimsonetter og trykte tre af dem. Jeg arbejder nu på at få dem udgivet. Men på et tidspunkt fik jeg den idé, at jeg selv kunne skrive nogle Lollandsonetter fra min egen ø. Dem vil jeg også prøve at få udgivet. Men jeg vil gerne vise de tre første af dem her i bladet. De handler jo om steder i vort område. En sonet er en meget speciel digtform. Bemærk især rimene. De gør det noget kunstigt, men får også tingene til at tegne sig på måder, man nok ellers ikke ville kunne finde på". - Og det var altså disse tre sonetter: 1 Udsigt fra Luskebakken. - 2 Maribo Søndersø. - 3 Søholt.
MAJ 2015
Onsdag den 6. maj 2015. - Anna og jeg i går til
grundlovsreception på den polske ambassade. Det var ikke selve dagen. Den
polske grundlovsdag er 3. maj. Det var den 3. maj 1791, Polen fik sin meget
frie forfatning - som dog var for meget for dele af den polske adel og for
Polens naboer, så at der kun kom ulykker ud af det. - Vi nåede at få snakket
med mange af de venner, vi har i denne sammenhæng, både polakker og andre,
deriblandt den fungerende ukrainske ambassadør chargé d'affaires Andriy Biriuchenko (som vi kender godt i vor ukrainske
sammenhæng), den britiske militærattaché oberstløjtnant Gordon Fotheringham, som taler flydende dansk, fordi hans mor er
dansk, og som er en fantastisk person, vi efterhånden er blevet rigtig gode
venner med, og to danske frihedskæmperveteraner, som på forskellige måde, i
fortid og nutid, har haft og har med det polske at gøre. - Jeg fik ikke
overrakt det fortjenstkors, den polske præsident tildelte mig allerede den 2.
februar. Det vil ske ved en særlig højtidelighed senere på sommeren. (Jeg må se
denne udmærkelse som Polens anerkendelse af mit polske engagement siden 1990,
og det er denne anerkendelse, der er det afgørende, for min omgang med polakker
gennem alle disse år har jo i rigt mål båret lønnen i sig selv).
Fredag den 22. maj 2015. - GULDBRYLLUP! - Men denne optegnelse er først skrevet natten mellem
den 3. og 4. juni! Der har været meget at se til, såvel efter-ting til
guldbrylluppet som andre ting. Jeg har blandt andet brugt ret megen tid på at
lave det Facebook-billedalbum, som
jeg sætter link til ind her: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.985617651472100.1073741847.100000716224349&type=1&l=939234a052
- Egentlig er et guldbryllup en privat fest, på sin vis mere privat end fx en
70-årsfødselsdag. Men når en 70-årsfødselsdag også har en offentlig side, må
det samme gælde et guldbryllup; der er jo i begge tilfælde også tale om
historie og om hovedpersonens eller hovedpersonernes delagtighed i såvel det
lokale som måske det mere end blot lokale liv. Hvortil kommer, at
guldbryllupper er sjældnere og dermed mere bemærkelsesværdige end
70-årsfødselsdage. - Jeg vil ikke her komme ind på de sidste 50 års historie,
som Anna og Bent Christensen har oplevet den og deltaget i den. Hvad det angår,
vil jeg dels henvise til undersiden "Erindringer", dels henvise til
digtet "Guldbryllup", som kan læses på undersiden "Litterære
tekster", og hvori jeg blandt andet skriver: "Kommer Annas og mit
guldbryllup / den læsende offentlighed ved? / Skal vi udstille os og vort? /
Skal den belemres med os og vort? / Men udstille og udstille, og belemres og
belemres; / det er også historie. // Det begyndte at gå galt, da vi blev gift! /
I 1965 sluttede den gode efterkrigstid, / og siden er det ikke blevet rigtig
godt. / Desto mere prøvede vi at leve vort eget liv, / efterhånden med børn og
børnebørn. / Og det gik helt godt. / Vi kom i hvert fald aldrig på den forkerte
side". - Nej, jeg vil her i denne optegnelse holde mig til en beretning
om, hvad der skete på selve vor guldbryllupsdag. Det hele begyndte kl. 8 om
morgenen, hvor Anna og jeg blev "vækket" af "I østen stiger
solen op", som blev sunget af vore børn og børnebørn og andre familiemedlemmer
samt venner, naboer og præster, kirkefunktionærer og menighedsrådsmedlemmer fra
både Fuglse-Krønge-Torslunde og Vesterborg-Landet-Ryde pastorat (hvor både Anna
og jeg (til udgangen af april 2015) har fungeret som organister, jeg også noget
som præst). Morgensangen blev akkompagneret på harmonika af vor søn Nikolaj,
hvis kone Mai-Brit havde lavet den beskedne, men flotte æresport, vi havde
ladet skinne igennem vi ønskede på netop denne måde og var meget tilfredse med
og glade for. Anden salme var selvfølgelig to vers af "Det er så yndigt at
følges ad". Og til slut sang man "morgenserenaden" "Så
tidligt på dagen herude vi står". Det var meget bevægende, og selv en
hærdet gammel mand som jeg blev våd i øjnene og fik lidt kludder i halsen. -
Efter at vi havde hilst på og takket alle gratulanterne og var blevet
fotograferet i æresporten sammen med først vore fire børn og dernæst alle
tilstedeværende børn, svigerdatter og børnebørn, kørte de fleste af os til
Holeby Kro, hvor en enkelt gammel nabo stødte til. Og vi fik dér et par gode
timer sammen. Der blev holdt to taler. Min gamle nabopræst og afløsningspartner
sognepræst i Øster Ulslev Karen Margrethe Feldmose Antonsen holdt en fin lille
tale om vor tid sammen i årene 1999 til 2003. Og jeg sagde blandt andet dette
om Annas og mit historiske forhold til Holeby Kro: "Men både Anna og jeg
har også en historie med Holeby Kro, hvor vi er nu. Anna er jo født i Fuglse
Præstegård og kom senere til Hillested ikke langt herfra, og hun husker blandt
andet, at hendes mor, som var uddannet sangerinde, optrådte ved vinterfesterne
her på Holeby Kro. // Jeg husker også Holeby Kro. Da min mor, som tidligt var
blevet enke, var bestyrerinde på det daværende Bursø Alderdomshjem i den
daværende Holeby-Bursø Kommune (det var i årene 1959 til i hvert fald 1967)
deltog jeg mindst én gang i kommunens pensionistudflugt, der sluttede med en
dejlig middag her på kroen. - Langt senere fik jeg et nyt minde. Det var, da
jeg som sognepræst i Døllefjelde (og jo gammel sprogofficer med russisk og
medlem af vor daværende lokale Dansk-Russisk Forening og ofte involveret i ASF Dansk Folkehjælps besøg af russiske børnehjemsbørn) i
oktober 1996 holdt et foredrag her i huset om danske kirkeforhold for den
delegation af ledere fra den russisk-kazakhstanske
søsterorganisation Blagovest, som da besøgte Danmark.
Her, og altså her i dette hus, stiftede jeg blandt andet bekendtskab med
formanden for kulturarbejdernes fagforening i Kazakhstan Svetlána
Shalakhmétova, der under Annas og mit besøg i Kazakhstan
det følgende år var en af dem, der tog sig fantastisk af os. Jeg har også ved
andre lejligheder været her i ASF-sammenhæng. // Det
er altså historisk stort for os begge at være her nu. // Og nu bor vi jo på
Luskebakken lige øst herfor. Vi har valgt stedet, fordi det ligger centralt på
Lolland. Men det betyder også meget for os, at vi bor og færdes i vor gamle
egn. Og vi er glade for de naboer og venner, vi har fået". - Selve
guldbryllupsmiddagen og -festen blev holdt på Oreby Kro ved Sakskøbing Fjord.
Og det var jo i sig selv spektakulært nok. Men Oreby Kro var altså mit
barndomshjem i årene 1944 til 1951, ja, min barndoms paradis. Min mor drev
kroen, mens min far til sin død i 1949 fortsatte som skovfoged på godset. Så
det var meget stort for mig, at det var lykkedes os at komme til at holde
festen dér. Men ikke bare for mig. Både Anna og vore børn og sviger- og
børnebørn har jo ofte hørt mig fortælle om mine oplevelser dér, og alle
deltagere i festen oplevede historiens sus og de fantastiske omgivelser. Som i
Facebook-billedalbummet vil jeg nu lade privatlivets fred sænke sig over
festen. Men jeg vil nævne, at vore børn og børnebørn bidrog med sange og andet
af meget høj kvalitet. Og jeg vil, som i albummet, nævne, at vor søn Nikolaj ud
på aftenen stillede med sig selv og tre andre medlemmer af sit
"politiorkester" Musik Til Ulempe. Det var en stor glæde og meget
bevægende for Anna og mig, og alle nød deres fine musik og dansede til den. På
et tidspunkt fik jeg lov til at "sidde ind" med dem som lidt trommeslager
på vort "fattigmandstrommesæt" (lilletromme, hi-hat og bækken). Det
var jeg meget glad for og stolt over. Det er jo efterhånden tradition, at
Nikolaj og jeg ved vore familiefester skiftes til at spille klaver og trommer
(og at hans storebror Asbjørn på et tidspunkt slutter sig til os som den
dygtige sanger, han er), men nu blev denne side af sagen repræsenteret på denne
fine måde. Vi er meget taknemmelige. - Festen sluttede ved totiden,
men den er langtfra slut endnu. Børnene og vi har evalueret grundigt på den, og
både vi selv og vore efterkommere vil have denne store familiebegivenhed med os
resten af vort liv.
JUN 2015
Torsdag den 4. juni 2015. - Jeg var til
afskedsaftenkaffe hos domprovst Ole Opstrup i Domprovstegården, Maribo. Alle
præster i Domprovstiet, inkl. emeriti og emeritæ, var
inviteret. Vi havde en god og hyggelig aften. Selv om det jo var vemodigt, at
Ole Opstrup går af som domprovst og sognepræst i Maribo Domsogn for i stedet at
blive sognepræst i Halsted-Avnede Pastorat, Lolland vestre Provsti.
Onsdag den 10. juni 2015. - Jeg deltog i
Lolland-Falsters Stifts landemode 2015. Og det var godt. For jeg kan se, at jeg
ikke har deltaget i et landemode siden den 13. juni 2012 (se ovf.). Jeg har
ellers, siden jeg kom til Døllefjelde i 1974, i princippet deltaget i samtlige
landemoder. (Jeg har ikke deltaget i ordinationer, siden jeg i januar 2010
oprettede nærværende underside). Jeg kørte, som jeg ofte har gjort, i ornat til
parkeringspladsen ved Bangs Have og stillede bilen dér. Så gik jeg med min
kuffert til Sognets Hus, hvorfra processionen udgik ca. 12.55.
Landemodegudstjenesten var ved provst for Lolland østre Provsti (mit gamle
provsti) og sognepræst i Radsted Anne Birgitte Villadsen. - Ved det
efterfølgende møde i Bangs Have drak vi først kaffe og te, og efter biskoppens
og stiftsrådsformandens beretninger og uddelingen af Lolland-Falsters Stifts
kirkelige initiativpris (til sognepræst i Slemminge-Fejlde-Våbensted-Engestofte
Kenneth Bjørnholt Jacobsen) holdt valgmenighedspræst Massoud Fouroozandeh et særdeles interessant foredrag med titlen
"Mission som kirkens opgave". Det vil føre for vidt at referere
foredraget, men jeg kan sige, at Massoud Fouroozandeh
(med, hvad nogle nok vil kalde konvertittens skarphed) talte om islam som underkastelsens
religion og politiske ideologi og om Folkekirkens og danske politikere og
debattørers tandløshed. Både jeg og vist de fleste i forsamlingen var særdeles
tilfredse med dette foredrag. Men som jeg sagde til min sidemand: "Det
skulle vi andre bare have prøvet at sige!". Og jeg siger også, at der
utvivlsomt stadig er dem, der mener, at Massoud Fouroozandeh
er "for meget". Det gjaldt vist også en af dem, der stillede
spørgsmål i den korte spørgerunde efter foredraget. Og det fremgik i øvrigt
også af hans foredrag. Han er født i Teheran i 1970 og opdraget som muslim, men
blev kristen, studerede teologi og blev i 2011 ordineret som sognepræst i
Folkekirken og migrantpræst på landsplan. I dag er han valgmenighedspræst i
migrantmenigheden Church of Love med afdelinger i
Odense, København og Århus. - Jeg fik hilst på og talt med en del af de præster
og andre, jeg kender. Det var godt, jeg deltog. Det bør jeg gøre hvert år,
indtil jeg ikke kan mere.
Fredag den 12. juni 2015. - Løgnens dag! - Det er i dag tre år siden Dronningen autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn (12.06.12). Og jeg erklærede dengang, at jeg hvert år ville markere denne dato som "løgnens dag". Hvad jeg så også gør nu. For princippets skyld. Altså, fordi det er utåleligt, at vi skal have den newspeak-løgn i vor Ritualbog, at to mennesker af samme køn bliver betegnet som ægtefolk og bliver gjort til "ægtefolk" ved et ritual, der ligner det rigtige vielsesritual. Det er dog lige så utåleligt for mig som borger i den danske stat, at der allerede er et tilsvarende borgerligt ægteforeningsritual. Løgn er løgn, uanset hvor den udtales. Men alle føler jo, at der med det kirkelige ritual er tale om den ultimative sidestilling af forholdet mellem to af samme køn og ægteskabet. Det var tydeligvis også det, der gjorde det så vigtigt for "de progressive" at få dette ritual indført i Folkekirken. - Men jeg er træt af at beskæftige mig med denne sag. For nogen særlig praktisk betydning for livet i Folkekirken har den jo ikke. Mon man ved, hvor mange par af samme køn, der er blevet gjort til "ægtefolk" i Folkekirken siden sidste 12. juni? Vi har mange problemer i Folkekirken, det er langt vigtigere at beskæftige sig med og bruge kræfterne på. - Selve spørgsmålet om, hvordan man skal se på fænomenet homoseksualitet, har jeg altid erklæret jeg ikke ville beskæftige mig med. Dels interesserer jeg mig ikke for det, dels er det formodentlig for tiden umuligt at få en objektiv forskning og diskussion på dette område. Ligestillingen af homoseksualitet og heteroseksualitet er blevet progressivitetsmarkøren over alle progressivitetsmarkører, noget af det helligste i vort samfund. Ja, man kan nok næsten sige, at en kritisk holdning til homoseksualitet nu nærmest svarer til synden mod Helligånden. Det vil i hvert fald ikke være karrierefremmende for en forsker at beskæftige sig med fænomenet homoseksualitet på en måde, der får det til at fremstå som en slags sygdom. - Det har heller ikke været karrierefremmende for mig at stå offentligt frem med de her fremlagte synspunkter. Især ikke, når jeg samtidig har udtalt mig kritisk om indvandringen og islam. For vel er der, som den igangværende valgkamp viser, sket en vis udviklingen på de her sidst nævnte områder, men vil man fremme sin egen sag og plads i det gode selskab, er det nok stadig klogest at forholde sig positivt eller i hvert fald afstå fra at ytre sig negativt i den offentlige debat. Og indvandrerne strømmer stadig ind. - Jamen er det ikke ukristeligt at gå ind for, at fx de afrikanske bådeflygtningen skal sejles tilbage til Afrika igen? Det er det måske. Men hvis det er det, må det sandt kristne så være, at grænserne skal være helt åbne, hvilket vil betyde, at forholdene her i Europa vil ende med at blive, som de nu er i Afrika. Jeg har i år skrevet en evangeliesalme om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31) til 1. søndag efter trinitatis. Og det var ikke let. Det spørgsmål lå jo hele tiden og gnavede, om vi ikke havde pligt til at lukke alle Afrikas hundreder af millioner Lazarus'er ind i Europa. Der er dog også andre måder, hvorpå man kan gøre, hvad den rige mand i lignelsen burde have gjort. Men det er svært at komme til det på en måde, der virkelig batter. Det er jo hele den kultur, disse stakkels Lazarus'er har inde i deres hoveder, der er årsagen til, at de har det så elendigt. Afrika er et rigt kontinent, og det skulle sagtens kunne lade sig gøre at leve et godt liv dér. Og det er naturligvis vor pligt som kristne - eller dog post-kristne humanister - at prøve at hjælpe, både akut og på langt sigt. Vi kan bare ikke hjælpe, hvis vi nedlægger os selv. Og vi kan heller ikke hjælpe, hvis vi ikke ser virkeligheden, hele virkeligheden, i øjnene. Det er ikke nok at mene noget godt. Det er heller ikke nok at gøre noget, der fremstår som godt, hvis det ikke fører til noget godt. At være kristen har ikke kun noget med kærligheden at gøre; det har også med sandheden at gøre, og altså med det sande forhold til virkeligheden. Det samme burde gælde for de postkristne humanister. - Ja, nu blev denne dagbogsoptegnelse et debatindlæg. Jeg har derfor ikke alene slået den op på min Facebook-væg, men også sat den på undersiderne "Kirke og teologi" og "Debat".
Torsdag den 18. juni 2015. - VALGAFTEN! - Jeg har lige, helt spontant, grebet af stemningen i TV 2 News, slået dette op på min Facebook-væg: NU GÅR VI I VALGAFTEN! - Valgkampen og mediernes dækning af den har vi ikke brudt os meget om. Men vi har en stor tradition for at holde valgaften med fiskekonserves, ost og øl og snaps. Og vi har allerede TV 2 News kørende. Der er tydeligvis nogen, der har givet de medvirkende et koncept. Og det kan man mene om, hvad man vil, men det er et hyggeligt og morsomt koncept, så vi skal nok få en god aften. Vi vil selvfølgelig også se noget DR. En vigtig side af valgaftenen er, at man får mange oplysninger om politikerne og den politiske geografi, også af historisk karakter. - Så er der selvfølgelig også resultatet! Og den afsluttende partilederrunde. Det er altid spændende. For os er det mest spændende Dansk Folkepartis mandattal og kommende rolle. Uanset hvem der bliver statsminister. Og vi håber inderligt, DF kan modstå fristelsen til at gå i regering. Selv, hvis Kristian Thulesen Dahl kunne blive statsminister. Han ville være en udmærket statsminister, men den politiske pris ville blive for høj. - Og så glæder vi os over, at vi trods alt lever i et godt land med et velfungerende demokrati. - Vi ønsker alle en god valgaften!
Fredag den 19. juni 2015. - DAGEN EFTER VALGET! - Jeg havde her i køkkenet spået, at Dansk Folkeparti ville gå et par procentpoint frem i forhold til meningsmålingerne. Fordi det stadig er sådan, at nogle vælgere ikke tør sige, de vil stemme eller har stemt på DF, når de har en interviewer i telefonen eller foran sig uden for valgstedet. Det er uhyggeligt, men sandt. Det er uhyggeligt, at det i den grad er lykkedes de gode og fine at dæmonisere en politik, som en meget stor del af den danske befolkning ønsker. Og jeg ved det jo fra mig selv. Det har ikke været karrierefremmende for mig at støtte Dansk Folkeparti og melde mig ind i dette parti, ja, i et par år at have været lokalformand for det her i Lolland Kommune! Og sådan vil det nok være i endnu nogen tid. Indtil selv de fine kommer til at indse, hvilken trussel Danmark og Europa står over for. - Her er, hvad jeg her i formiddag har skrevet som kommentar til en af mine Facebook-venners svar på det, jeg slog op i går og også satte her på siden i går: Nå, er du også på den med ansvaret, n.n.! Enhver kan se, at DF vil blive en slags gidsel i en regering, og at det meget vel vil kunne gå os, som det gik det ministerliderlige SF. Nej, den sande DF-ansvarlighed vil være at blive stående uden for en regering og at søge størst mulig indflydelse for det, vi tror på. Det gælder som bekendt først og fremmest fremmedpolitikken og EU-politikken. Men det gælder også de områder, hvor DF er mere socialdemokratisk end de andre i Blå Blok. Hvis Socialdemokraterne ikke var så belastet af ideologi og moralisme og partnerskabet med De Radikale, men havde en sand socialdemokratisk fremmedpolitik, ville DF sagtens kunne støtte en socialdemokratisk ledet regering. Som vi dog heller ikke skulle være en del af. - Siden 1995 har flere af de andre partier bevæget sig i retning af DF's politik. Hvis denne udvikling fortsætter, kan der opstå en ny situation. Men vi er ikke dér nu. - Men det skal nok gå alt sammen. Vi lever trods alt i Danmark, et af verdens bedste lande. Den eneste store trussel er folkevandringen. Som jo også er en trussel mod hele Europa. Og den trussel kan kun imødegås af EU. Derfor skal DF's politik ikke være en anti-EU-politik, men en EU-reformpolitik.
Fredag
den 26. juni 2015. - REN VENSTREREGERING! - Her er, hvad jeg har slået op
på min Facebook-væg og også sat på undersiden "Debat": Lars Løkke er
på TV 2 News og siger, at han nok vil præsentere en ren Venstre-regering på
søndag. Jeg er særdeles tilfreds. - I øvrigt er hele verdenssituationen så
alvorlig, at det ikke betyder så meget med den ene eller den anden regering i
Danmark. Kun EU kan stille noget op. Hvis de kan. Og vil. Ellers går Europa
måske til grunde. - Min egen konklusion er, at jeg vil koncentrere mig om at
skrive og udgive. Så jeg får efterladt mig noget. Noget, som nogle måske vil
kunne bruge til noget, altså få noget liv ud af. Og som måske nogle af dem, der
lige er blevet studenter, kan blive inspireret af. Nogle ganske, få, ja, måske
bare en enkelt, vil være nok. Der bliver vel under alle omstændigheder en form
for liv tilbage. Ellers må vi jo, hvad vi under alle omstændigheder skal, vente
på Guds Rige (uanset hvordan vi så prøver at forestille os, hvad det nærmere
vil sige). - Det er min mening. Jeg gider ikke deltage i den uværdige
diskussion om valgresultatet m.m. Jeg gider ikke! Der er nogle, der ikke vil
lade sig overbevise af hverken argumenter eller virkeligheden selv. Men jeg
håber, deres antal og indflydelse efterhånden vil blive reduceret til naturlig
størrelse, og at der kommer nye unge frem med klarere hjerner og øjne. - Jeg
går nu videre med min Frie Lollandsonet nr. 10 "Vesterborg"!
Torsdag den 25. juni
2015. - Som repræsentant for vor tidligere omtalte lokale forfatterforening
StORDstrømmen læste jeg - to gange - mit til lejligheden skrevne digt
"Masnedø i tusind år" op ved ferniseringen af Sommerudstillingen på
Masnedø Fort. Jeg har berettet udførligt om denne i alle henseender gode
oplevelse i mit Facebook-billedalbum "MASNEDØ FORT 25.06.15 -
SOMMERUDSTILLINGEN ÅBNES", og digtet (med udførlige noter) står på
undersiden "Litterære tekster".
JUL 2015
Onsdag den 1. juli 2015. - Som følge af min kontakt
med Sydlollands Lokalarkiv i forbindelse med min frie lollandsonet nr. 8
"Bursø Alderdomshjem" kom Anna og jeg i går og i dag til at gå i vore
billedarkiver, og det endte med, at jeg fik lavet et ret stort
Facebook-billedalbum med titlen "Bursø Alderdomshjem". Og jeg fik
samtidig suppleret albummet "Guldbryllup 22. maj 2015" med en del
bryllupsbilleder fra 1965, og et enkelt helt særligt billede fra 1963, ligesom
jeg også fik opsuppleret og forbedret albummet
"Militære billeder". - Og jeg har samtidig haft den glæde at se det
nye nummer af Errindlev-lokalbladet Jarun med nr. 18 og 19 af mine Lollandsonetter:
"Polakkasernen i Tågerup" og "Errindlev Havn".
03.07.15. - TILLYKKE, PIA! - Denne lykønskning har jeg netop slået op på Dansk Folkepartis profil, på min egen og andre steder, også her på min hjemmeside: Tillykke, Pia! Jeg ved, at du vil sætte hele din viljestyrke og al din dygtighed ind på at blive en virkelig god formand for hele Folketinget. Held og lykke!
Mandag den 27. juli 2015. - FORLAGET LUSKEBAKKEN! - Jeg har i dag præsenteret mit eget enmandsforlag Forlaget Luskebakken for offentligheden ved at oprette Facebook-siden Forlaget Luskebakken. Ellers er det nærmeste, jeg er kommet etableringen af forlaget, at det står som forlag på omslagsforside og titelblad i den udgave af Adam Mickiewicz's Krimsonetter, jeg i nogen tid har arbejdet med at klargøre til udgivelse på gopubli.sh, og som lige nu ligger hos denne internettjenestes bogtrykker. Men i oplysningerne på Facebook-siden har jeg angivet 27. juli 2015 som forlagets grundlæggelsesdato, så det er altså denne dag, der skal regnes med. Om der sker mere, for så vidt angår forlagets status, vil vise sig. Rent teknisk er det internettjenesten gopubli.sh, der vil stå for udgivelserne. - Se Facebook-siden her:
https://www.facebook.com/forlagetluskebakken
AUG 2015
Mandag den 3. august 2015. - I lørdags og i går var
Anna, hendes søster Lisbeth og jeg traditionen tro til Nykøbing F. Revy (se
også under 3. august 2013 og 2. august 2014). Dvs. det var i lørdags, der var
traditionen, nemlig den almindelige 2015-forestilling. I går var det
særforestillingen i anledning af direktør Flemming Krølls 25-års jubilæum med
både nogle af revyens egne 2015-numre og numre med gæsteskuespillere fra andre
revyer og med Flemming Jensen som konferencier i fineste stil. - Vi tre var enige om, at 2015-revyen i
hvert fald ikke stod tilbage for nogen af de tidligere. Måske bliver den
simpelt hen bare bedre og bedre. Men jeg vil i år slet ikke gå i detaljer med
revyen, som man vil kunne læse om andre steder. - Jeg vil heller ikke gå i
detaljer med jubilæumsforestillingen i går. Det var sjovt at se de forskellige
numre fra nogle af denne sommers andre danske revyer. Men vi måtte, som vi også
har gjort, når vi har set de forskellige revyer i fjernsynet, konstatere, at
vor egen ikke står tilbage for nogen. Jeg vil dog nævne, at det var en særlig
oplevelse at se det tidligere direktørpar Keld og Hilda. Det var stort, at de
ikke alene var der, men også udstrålede glæde over at være til stede og være
med til at hylde Flemming Krøll. - Det bør bemærkes, at det rent talmæssigt
ikke var noget helt almindeligt 25-års jubilæum. Flemming Krøll blev jo
direktør for Nykøbing F. Revyen første gang i 1985. Men da der har været nogle
år, hvor han ikke var direktør, blev jubilæet altså et jubilæum for de 25
sæsoner, hvor det er ham, der har været direktør. - Blandt dem, der lykønskede
Flemming Krøll på scenen efter forestillingen, var Guldborgsund Kommunes
borgmester John Brædder. - Ja, det var stort at være til stede ved denne i Lolland-Falsters
lokalhistorie vigtige begivenhed.
Mandag den 10. august 2015. - Lisbeth Zornig Andersen og Nakskov i BBC
World News. - I nat havde jeg en usædvanlig oplevelse. Her er noget af,
hvad jeg her i formiddag har slået op på min Facebook-væg: - "Sent i går
søndag aften sad jeg og zappede gennem mine satellitkanaler for at se, om jeg
kunne finde en spændende film. Det gjorde jeg også. Men først kom jeg på BBC
World News. Og jeg blev fanget af, at der blev talt dansk, og at der var
engelske undertekster. Det viste sig at være et ret langt første afsnit af
"Min barndom i helvede" (My Childhood in
Hell) med og om Lisbeth Zornig Andersen. Vi var en del i Nakskov. Hvis jeg skal
være rigtig grov, kan jeg sige, at nu er Nakskov ikke bare et sted, hvor man er
på røven, men ret bogstavelig talt verdens røvhul!". - Jeg fortsatte dog
med nogle positive ting om mit eget forhold til Nakskov og satte min
"Lollandsonet" nr. 12 "Nakskov" i første kommentarfelt, med
noten til "Jazzens gyldne dage". - Hele den her omtalte sonetsamlingen
kommer til at hedde Lollandsonetter,
men der er tre afdelinger: "Lollandsonetter", "Frie
Lollandsonetter" og "Seks ekstra frie Lollandsonetter" samt de
meget omfattende topografiske, lokalhistoriske og selvbiografiske noter. - Og
jeg benyttede lejligheden til at sige lidt om Krimsonetter, der jo nok udkommer om få dage eller uger (når en
detalje i omslaget er kommet i orden), og om Lollandsonetter, som jo er spøg-i-alvor-opfølgningen af dem, og som
jeg håber at kunne udgive i september måned. - Ellers sidder jeg i dag og
arbejder med redigeringen af min tredje udgivelse Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage.
Onsdag den 12. august 2015. - KRIMSONETTER FRIGIVET! - I går aftes frigav jeg i gopubli.sh min udgave af ADAM MICKIEWICZ: Krimsonetter. Det er på mange måder et vigtigt punkt i mit liv. Det er min første bogudgivelse siden disputatsen i 1998. Og vel er det ikke mig, der har skrevet digtene, men jeg har oversat de fjorten af dem fra polsk. De fem andre er Knud Berlins fra 1888. Og jeg har lavet noterne, både det, der stammer fra originaludgaven 1826, og en del nye ting af hensyn til de danske 2015-læsere. Og det er et hovedværk i polsk litteratur. Og kun det andet af Mickiewicz's hovedværker på dansk. Det første var Valdemar Rørdams oversættelse af Pan Tadeusz (1958). Men nu skal jeg dels have ordnet forskellige praktiske ting i forbindelse med frigivelsen/udgivelsen, dels i gang med promoveringsarbejdet (som dog allerede er begyndt), så jeg vil nøjes med at sætte teksten på omslagets bagside ind: "Krimsonetter blev skrevet af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz (1798-1855) under en rejse til Krim i 1825 og for de første attens vedkommende udgivet i Moskva 1826. Mickiewicz var fra Litauen, som indtil 1795 var i union med Polen, men derefter sammen med det østlige Polen annekteret af Rusland. 1824-1829 var Mickiewicz landsforvist til Rusland, hvor kan dog kunne færdes ret frit. - Krimsonetterne er af høj lyrisk kvalitet og har med Ruslands anneksion af Krim i 2014 fået en helt særlig aktualitet. Fem af dem blev 1888, i Knud Berlins oversættelse, trykt i tidsskriftet Ny Jord. Nærværende udgave er den første udgave på dansk af alle sonetterne, inkl. den posthumt udgivne, ufuldendte nittende. // Knud Berlin (1864-1954) var jurist og embedsmand, men meget interesseret i historie, filosofi og litteratur. Han havde lært sig russisk og polsk og udgivet nogle oversættelser og afhandlinger om slavisk litteratur. Hans oversættelse af de fem sonetter i 1888 blev rosende omtalt af Georg Brandes (som selv var en stor kender og elsker af Polen og polsk litteratur). // Bent Christensen (f. 1943), som her udgiver alle Krimsonetterne og har oversat de øvrige fjorten, blev sprogløjtnant med russisk 1964, cand. mag. i dansk/russisk 1968 og (med supplerende teologisk uddannelse) præst i Folkekirken 1971. Har udgivet to afhandlinger om Grundtvig. Lic. theol. (ph.d.) 1985, dr. theol. 1998. Siden 1990 især kirkeligt aktiv i forhold til de øst- og vestslaviske lande. Polsk er nu hans slaviske hovedsprog. Har skrevet en del i det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski. Har efter pensioneringen i 2003 især arbejdet videre med teologi (herunder salmedigtning), poetik og egne digte. I 2014 opfordrede Informator Polskis redaktion (under indtryk af den russiske anneksion af Krim) ham til at oversætte nogle af Mickiewicz's Krimsonetter til dansk, og tre af dem blev trykt i bladets allersidste nummer. Men Bent Christensen fortsatte, og nu foreligger samtlige nitten Krimsonetter på dansk". - Jeg vil dog også minde om, at bogen kan købes for 120 kr på gopubli.sh (staves sådan!). Som internethandel. - Og jeg vil henvise til Facebook-billedalbummet "Billeder til KRIMSONETTER" - https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1031037443596787.1073741850.100000716224349&type=1&l=a3f7416284
SEP 2015
Onsdag den 9. september
2015. - Så
fik jeg frigivet Lollandsonetter i
gopubli.sh, hvor de kan købes for 100 kr. Det er alvor-i-spøg-opfølgningen af
KRIMSONETTER. - Her er noget af teksten på omslagets bagside: "Lollandsonetter blev påbegyndt i oktober
2014, hvor forfatteren var midtvejs i sit arbejde med oversættelsen af den
polske nationaldigter Adam Mickiewicz's berømte Krimsonetter (1826), som han
udgav i august måned 2015. Der lå en blanding, eller forening, af spøg og alvor
i denne idé. Når Mickiewicz havde kunnet skrive sonetter om det eksotiske Krim,
kunne der også skrives sonetter om det i verdensmålestok eksotiske Lolland. Den
store forskel var, at Krimsonetterne var skrevet af en landsforvist polak,
medens Lollandsonetterne ville blive skrevet af en
indfødt lollik. - ... Noterne er i også helt bogstavelig forstand et kapitel
for sig! De er blevet en selvstændig del af den samlede tekst, punktbidrag til
Lollands topografi og historie - og forfatterens historie. Man kan se denne sammenstilling
af vers og noter som noget i retning af en ny genre!". - Der vil senere
blive indsat et link til et Facebook-billedalbum, der svarer til det til Krimsonetter.
Fredag den 11. september
2015. - Ja,
vi forbinder alle noget særligt med datoen 11. september. Men de fjender, der
fløj ind i tårnene den dag i 2001, skal ikke have lov at sætte sig på den. -
For mig var dagen den 11. september 2015 en meget stor dag. Jeg fik den dag,
som anerkendelse af 25 års arbejde for og i det dansk-polske forhold, hæftet
Det Polske Fortjenstkors i Guld på jakkeopslaget. Og det betyder noget, selv om
det jo er sagen selv, det drejer sig om, og selv om Annas og mit møde med
polakkerne både her og dér i rigt mål har båret lønnen i sig selv. Ja, jeg
nævner udtrykkeligt Anna her. Hun har ikke bare støttet mig i det, jeg har
gjort, men også med stor egen glæde deltaget i det meste af det, og med sin
store "sociale kompetence" haft afgørende betydning for både den mere
praktiske side af sagen og det rent menneskelige forhold. Anna og jeg hører
ellers ikke til dem, der takker hinanden offentligt, men jeg vil undtagelsesvis
fremhæve hende her. - Og så har jeg ikke tid til mere. Jeg har brugt hele
lørdagen den 12. september 2015 (hvor denne optegnelse er skrevet) på at lave
et stort Facebook-billedalbum om sagen, og nu skal vi fejre det hele endnu en
gang, selv om vi jo også fik os en lille privat fejring sammen med vore to
deltagende børn Amalie og Asbjørn og Amalies børn Jeppe og Marie. - Men her er
album-teksten til albummet ???: "Så
fik jeg mit polske fortjenstkors". - Når jeg har givet dette album denne
titel, er det, fordi det jo var allerede den 2. februar 2015, den nu afgåede
polske præsident Bronisław Komorowski
tildelte mig det polske fortjenstkors i guld. Men det var altså først den 11.
september 2015, jeg fik sat det på jakken. For vi var jo flere, der fik noget.
Det var vist i alle tilfælde fortjenstkors, også i sølv og bronze. Og så havde
man lavet en samlet højtidelighed på den polske ambassade. Måske gør man det en
gang om året? - Jeg var, da dette album blev oprettet (12.09.15) ikke helt klar
over, hvem de andre var. Men nogle var fra Polsk Forening i Ålborg, andre fra
København. Og vi var to fra Lolland! // Højtideligheden begyndte med, at den
fratrædende ambassadør Rafał Wiśniewski
holdt en tale, hvori han dels opridsede det polsk-danske forholds historie,
dels understregede, at hvor vigtigt det politiske, økonomiske og militære
samarbejde end er, virker det først rigtig godt, når der også er gode
forbindelser på det kulturelle og rent menneskelige plan, og når vi også kender
hinanden godt. Og med denne motivering, gik han over til overrækkelsen. -
Og jeg sætter linket til albummet ind her:
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1049811571719374.1073741852.100000716224349&type=1&l=37979691e8
Lørdag den 19. september
2015. -
Den årlige højtidelighed i Slaglille Kirke og på Slaglille Kirkegård. - Jeg
nøjes igen med Facebook-albumtekst og link. Idet jeg dog må fremhæve det helt
særlige i år, nemlig at Flight Sergeant Julian
Michalskis barnebarn Victoria Moore, hendes mand og deres to drenge var kommet
fra England for at deltage, og at jeg nu mailveksler med Victoria. Det er
stort. Og bevægende. - Men her er albumtekst og link - Den årlige polsk-danske og økumeniske højtidelighed i Slaglille Kirke
og på Slaglille Kirkegård fandt sted den 19. september 2015. Det er nu sådan,
at man begynder i kirken med en kort økumenisk gudstjeneste (med bibellæsningerne
ved hhv. stedets præst på dansk og den katolske præst på polsk). I år var det
særlige ved den, at der, som et vidnesbyrd, kan man sige, blev læst to digte
op, som en af de polske flyvere havde skrevet ind i den dagbog, der senere blev
overgivet til hans slægtninge. Noget andet helt særligt var, at en af de andre
polske flyveres barnebarn (Victoria) og oldebørn var til stede. Samt
barnebarnets mand. - Ved orglet sad den kendte organist Knud Vad, tidligere
Sorø, som har været gift med en polsk kvinde. - Se nærmere i teksterne til de
enkelte billeder. - Hvor intet andet er nævnt, er billederne taget af Roman
Smigielski. - LINK: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1054758884557976.1073741853.100000716224349&type=1&l=525de96cfa
Onsdag den 23. september
2015. -
Jeg var til boglancering på den polske ambassade (med forudgående lille
højtidelighed i Mindelunden), min tredje polske begivenhed i denne måned. Igen
nøjes jeg med albumtekst og link: Den
tredje polsk-danske begivenhed, jeg deltog i i
september 2015 var lanceringen af herboende Maria Małaśnicka-Miedzianogóras
bog Róże dla Lone
(Roser til Lone). Det var den polske ambassade (og det polske Institut for
National Erindring (Instytut Pamięci
Narodowej (IPN)) og
Nationalmuseet, der sammen havde indbudt til denne boglancering. - Men før
selve lanceringen på ambassaden deltog flere af os i en lille ceremoni i
Mindelunden, Ryvangen, hvor der var kransenedlæggelse på det polsk-danske
ægtepar Lucjan og Lone Masłochas grave. Og det
er Lone Masłochas liv og død, bogen handler om.
Hendes polske mand er den eneste udlænding, der ligger begravet i Mindelunden.
- Ved selve boglanceringen på ambassaden holdt afgående ambassadør Rafał Wiśniewski den
første tale, hvorefter fulgte indlæg og taler (i nogenlunde denne rækkefølge)
af direktør for Nationalmuseet Per Kristian Madsen, en
modstandsbevægelsesveteran (hvis navn jeg ikke tør skrive efter hukommelsen),
en højtstående repræsentant for IPN (hvis stilling og
navn også må komme senere), bogens forfatter Maria Małaśnicka-Miedzianogóra
og en yngre kvindelig dansk historiker (navn senere), der fortalte om
kvindernes rolle i den danske modstandsbevægelse. - Efter disse indholdsmættede
indlæg var der vin og kaffe og kage og lejlighed til at samtale. De, der
ønskede det fik et eksemplar af bogen, og også jeg fik forfatteren til at
signere mit eksemplar. Jeg fik også lejlighed til at tale med en dame, som
Polonia-formand Lidia Szuster prøver at få inddraget
i promoveringen af min udgave af Krimsonetter. Og jeg fik talt med en del
forskellige andre deltagere, både nogle, jeg kendte i forvejen og nogle, jeg
mødte for første gang. Den nye kulturattaché Olga Zawadzka
havde jeg allerede mødt 11/9, men nu fik vi vekslet lidt flere ord. (Se
albummet "Så fik jeg mit polske fortjenstkors"). Men jeg kan vist
godt tillade mig helt særligt at fremhæve, at jeg fik hilst på og vekslet et
par ord med IPN-repræsentanten (se billedet) og fik
en længere samtale med museumsdirektør Per Kristian Madsen (se billedet). -
LINK: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1056155861084945.1073741854.100000716224349&type=1&l=0f76de9b97
Onsdag den 30. september
2015. - TIÅRET FOR MUHAMMEDTEGNINGERNE. - Her
er det første af min tekst på undersiden "Debat" (som består af mine
kommentarer i Naser Khaders og min egen tråd): "Tiåret for Muhammedtegningerne. / Ved et tilfælde kom jeg til at
se, at Naser Khader havde slået JP-forsiden for ti år siden op på sin
Facebook-væg. Det skyndte jeg mig at synes godt om og rose ham for. Men jeg
måtte jo også dele den. Og denne deling gav jeg disse kommentarer til på min
egen væg (som til dels svarer til, hvad jeg havde skrevet i Naser-tråden): / -
/ Jeg har rost og takket Naser. Nu har jeg også støttet ham ved at dele siden.
Vi skal selvfølgelig se, hvad det er vi mindes". - Jeg henviser til hele
teksten på undersiden "Debat".
OKT 2015
Fredag den 2. oktober 2015. - I går var en vigtig dag
for Forlaget Luskebakken. Min udgave af Krimsonetter
var meget positivt anmeldt af Lolland-Falsters Folketidendes dygtige
kulturredaktør K.E. Watz. Og jeg fik pakken med tyve
eksemplarer til mig selv af alvor-i-spøg-opfølgningen, nemlig mine egne Lollandsonetter. Jeg har nu sendt
anmeldereksemplarer til de vigtigste landsdækkende dagblade samt Weekendavisen
og Lolland-Falsters Folketidende. - Jeg lavede i går en scanning af avissiden
med Watz's anmeldelse på og slog den op på såvel min
egen som Forlagets Luskebakkens væg - og har også lige delt den med
Dansk-Ukrainsk Selskabs gruppe "Medlemmer af DUS", fordi der jo reelt
også er tale om en lille støtte til den ukrainske sag. Anmeldelsen tager netop
udgangspunkt i, at det var den russiske anneksion af Krim, der fik Informator Polski-redaktør Roman
Smigielski til at opfordre mig til at begynde at oversætte Mickiewicz's
sonetter. - Men her er, hvad jeg skrev som tekst til mit opslag af avissiden:
Så kom den første anmeldelse af KRIMSONETTER. K.E. Watz
i Lolland-Falsters Folketidende. Jeg er meget tilfreds. Watz
siger ikke så meget, men han giver en fin præsentation - også af mig og mit
forlag. Og der er nogle ting om selve oversættelsen m.m., jeg gerne vil
fremhæve her: / "Udgivelsen er ikke så lidt af en litterær sensation og en
imponerende bedrift af den polskkyndige pastor emeritus. Udover at Bent
Christensen har tacklet de rent sproglige udfordringer og betjener sig af et
mere nutidigt dansk end forgængeren Knud Berlin, overbeviser han sine læsere
om, at han er dus med sonettens særlige form og stramme rimskemaer". /
"... og de danske oversættelser giver en klar fornemmelse af, hvorfor digtene
har højstatus i litteraturhistorien". / "At Bent Christensen har
medtaget Adam Mickiewicz' egne noter fra originaludgaven og suppleret dem med
forklarende bemærkninger samt kommentarer og henvisninger, der guider læseren
geografisk såvel som sprogligt, er en velgørende og oplysende
sidegevinst".
Torsdag den 8. oktober
2015. -
Jeg var til fejringen af 150-året for den på Langeland fødte Nykøbing- og
Falster-dreng Sophus Claussens fødsel på Højskolen Marielyst. Arrangementet var
et samarbejde mellem StORDstrømmen og Højskolen Marielyst. Det støttedes af
Guldborgsund kommune. - Forfatteren og digteren Søren Sørensen, formand for
Klassikerdagen (og meget mere), indledte med sit foredrag om Falsters store
digter. (Søren er min ven og var o. 1960 bassist i neobopkvintetten The
Strangers, hvor jeg var pianist. Søren har senest været min konsulent og støtte
i forbindelse med Krimsonetter, og
jeg havde også det ærinde at overrække ham et eksemplar af Lollandsonetter og tale med ham om en eventuel kommende
oplæsningsaften her på Lolland, hvor han skulle læse nogle af sine Petrarca-oversættelser op, jeg nogle af min
Mickiewicz-oversættelser og vi begge nogle af vore egne sonetter, for mit
vedkommende selvfølgelig nogle af Lollandsonetterne). Dernæst holdt StORDstrømmen-formand
Thorvald Berthelsen et foredrag med ukendte oplysninger om 1872-stormflodens og
Folketidendes betydning for Claussen. (Jeg fik også drøftet Sørens og min
forhåbentlig kommende optræden med Thorvald). Endelige fortalte professor
emeritus Bo Hakon Jørgensen om Sophus Claussens liv og værk. - Det var en god
aften med tre gode vinkler på Sophus Claussen. Og jeg mindedes jo, hvordan jeg
under mit forprøvestudium havde beskæftiget mig med halvfemsernes lyrikere hos
Aage Henriksen. Jeg er ikke god til at huske aktivt udenad, men når de
vigtigste Claussen-tekster blev læst eller citeret, var jeg i mange tilfælde
fuldstændig med i hukommelsen. - Forprøvestudiets litterære periode 1890-1920
havde, som det fremgår af undersiden "Erindringer" stor betydning for
min tilbagevenden til kristen tro. Det kom jeg også til at mindes, nemlig under
Bo Hakon Jørgensen gennemgang af Claussens livsanskuelse. Bagefter sagde jeg
til nogle af de andre deltagere, ligesom jeg skrev det i mails til Søren og
Thorvald, at nok var Sophus Claussen en stor digter, men han var en ringe
teolog. Og jeg tilføjede (med henvisning til min teologi om det kristeligt
nødvendige livsengagement og min statholdermark-poetik): Religionen skal ud af
det poetiske rum! - Se evt. mere om dette på undersiderne
"Grundtvig", "Kirke og teologi" og "Poetik". - I
øvrigt blev jeg efterhånden klar over, at min sidemand under foredragene var
pensioneret, men altså stadig aktiv journalist Peter Foersom, hvis fyldige
referat af aftenen næste dag stod i Lolland-Falsters Folketidende.
Fredag den 16. oktober
2015. -
Så har Forlaget Luskebakken fra
Dansk Bibliotekscentral (DBC) modtaget
lektørudtalelse for Krimsonetter. Det var dejligt af se
"Forlaget Luskebakken" i adressen uden på konvolutten. Det er dejligt at være
forlægger! Men giver også en del arbejde. Men jeg er imponeret over den måde,
alt i forbindelse med bøger og bogudgivelser er organiseret på. Det gælder
gopubli.sh, biblioteksvæsenet og boghandlerne. - Men så et par pluk fra udtalelsen: "En eksklusiv digtsamling i
sonetform ... For de seriøst lyrikinteresserede ... Både Berlins og
Christensens gendigtninger er formmæssigt stringente og tids- og stemningstro.
Noter og efterord er bestemt nyttige i forhold til en nutidig forståelse af
digtenes betydning og den historiske kontekst. ... Er inden for sin egen niche
en smal, men markant litterær begivenhed. Kan anskaffes af de største
biblioteker. - I øvrigt uploadede jeg i onsdags Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage til
gopubli.sh. Det var dejligt at nå dertil. Nu skal jeg ikke udgive mere i år.
Men det altså blevet til Krimsonetter
(11/8), Lollandsonetter (9/9) og Salmer (20/10). - Men jeg er allerede i
gang med at forberede 2016-udgivelserne. Vigtigst er det teologiske testamente.
Men det første, der skal ud, er digtene fra alle årene, så dem er jeg også
begyndt at ordne i den skabelon, jeg udgiver på, ja, hvad "indre
titelblade", sektionsskift, sidetal osv. angår, skriver jeg simpelt hen
oven på Salmer.
Tirsdag den 20. oktober
2015. - UDGIVELSE OG ANMELDELSE. - Denne dag
har været stor for mig og Forlaget Luskebakken. Først kunne jeg på såvel min
egen Facebook-profil som forlagets Facebook-side meddele, at Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle
søn- og helligdage nu er udgivet. Senere kunne jeg, da Folketidende var
kommet, slå dette op begge steder: LOLLAND
I POETISK SØGELYS / Lollandsonetter anmeldt i Folketidende under denne
overskrift. - Alt sker i dag! / Jeg er tilfreds. Watz
er mild i sin påpegning af, hvad jeg selv kalder samlingens ofte stærkt
minimalpoetiske karakter. Og navnlig har han til fulde forstået, hvordan bogen
i sin helhed skal forstås: "... sammenholdes [digtene med noterne], som
fletter forfatterens livshistorie ind i øens historie, former bogen sig som en
antologi af erindringsdigte, hjemstavnssonetter og lokalhistorie". -
"Det oplevede, sansede og erindrede udtrykkes ukunstlet, med få originale
udtryk og uden forsøg på sprogfornyelse. At man støder på et af tidens modeord,
det politikerslidte 'fremadrettet' i en digtsamling, er lidt overraskende. /
Undervejs er der tilløb til originalt billedsprog ...". / Nu tør jeg ikke
citere mere. Men de, der har mulighed for det, kan selv se hele anmeldelsen på
Folketidendes kulturside tirsdag den 20. oktober 2015. / Jeg kunne selv have
været hårdere end Watz, hvis jeg skulle have anmeldt
en tilsvarende samling af en anden digter. Og jeg er som sagt glad for, at Watz har forstået samlingens særlige karakter. Men jeg vil
alligevel opfordre dem, der vil læse digtene, til at læse med opmærksomhed. Der
er mere poesi end som så. Og i de tilfælde, hvor der næsten er tale om
knækprosa, er det en bevidst del af den spøg, som Lollandsonetter i høj grad
er, nemlig som min egen lokale opfølgning af min oversættelse af KRIMSONETTER.
Idet der jo altså også udtrykkeligt er tale om alvor-i-spøg! / Denne dag har været stor!
Torsdag den
29. oktober 2015. - Anna og jeg
indkasserede den guldbryllupsgave, vi havde fået af hendes organistkollega og
veninde Birgit. Det var et besøg i Fuglsang-området med Birgit som værtinde. Vi
parkerede ved indkørslen til selve Fuglsang, så vi kunne nyde de gamle
gulstensbygninger, den nye museumsbygning og naturområdet Skejten
med Guldborgsund bag, mens vi gik hen til Kunstmuseet. Og så så vi først
Kunstmuseets særudstilling om Herregården Fuglsang og de faste udstillinger og
fik derefter en fin lille frokost i museets cafeteria. Til sidst gik vi en
lille tur i parken, hvor Anna og jeg for første gang nogensinde så
"Katedralen" indefra, det store nåletræ, foran hvilket vi, mens
børnene boede hjemme i Døllefjelde, flere gange havde været til Det
Konservative Folkepartis grundlovsmøde. - Det var stort at se alle billederne
m.m., der fortalte om det kulturliv - og det liv med kulturpersonligheder af flere
slags, altså Carl Nielsen og mange flere - der i sin tid var på Fuglsang.
NOV 2015
Mandag den 2. november
2015. - MIN OVERSÆTTELSE AF DEN POLSKE NATIONALSANG
NU PÅ NETTET. - Endnu en stor dag. Det er nu nogen tid siden, Informator
Polski-redaktør m.m. Roman Śmigielski godkendte
min oversættelse af den polske nationalsang "Jescze
Polska nie zginęła" (som han også havde haft nogle
nyttige kritiske bemærkninger til). Jeg har altså nu den meget store ære at
have oversat såvel den polske national-salme
som den polske national-sang til
dansk. Men i dag satte han den på Forbundet "Polonias" hjemmeside, så
at jeg ikke alene kunne sætte oversættelsen på min internetunderside
"Litterære tekster", men også lave dette opslag på min Facebook-væg: " MEN NU SKAL I
SE! / Jeg kan ikke lade være at give jer dette link. Det er til en af Federacja "Polonias" undersider, hvor man - med
gode forklaringer og billeder - får såvel den polske national-SANG
som den polske national-SALME på dansk. / Og I har måske allerede regnet ud, at
oversætteren, det er mig. En kæmpe ære! / Her er linket: / http://federacja-polonia.dk/dk/index.php?strona=dzial&id=36&menu=polska
".
Fredag den 6. november 2015. - James Bond 2015. - Den lokale familiefilmklub bestående af vor
medsvigerfar Hans-Erik, vor søn Nikolaj, Anna og mig så Spectre i biografen i Nykøbing.
Vi var meget tilfredse. Vi nød især de mange humoristiske detaljer og den
dejligt almindelig-søde Madeleine. Og Daniel Craig elsker vi, den bedste 007 af
dem alle! - I øvrigt ser Anna og jeg sådan på det, at Bond-filmene er et must uanset, hvad vi ellers måtte mene
om dem. Det er jo en række af film, der også viser vigtige sider af historien
og kulturhistorien siden 1962. Prologerne (eller hvad det hedder), titelstykket
og titelsangen er helt i særklasse. Titelstykket er stor og vigtig kunst.
Lørdag den 7. november
2015. - Den ukrainske udenrigsminister ved Sjevtjenko-monumentet i Østre Anlæg, København. - Her
er noget af albumteksten til mit Facebook-billedalbum om begivenheden: Den 7. november 2015 deltog den ukrainske
udenrigsminister Pavlo Klimkin
i en lille højtidelighed ved Sjevtjenko-monumentet i
Østre Anlæg, København. - Taras Sjevtjenko
(1814-1861) er den ukrainske nationaldigter. - Monumentet, som jo egentlig bare
er en buste, blev stillet op i 2010 - under tilstedeværelse af Pavlo Klimkin, som dengang var vice-udenrigsminister! - Jeg beklager disse mobiltelefon-billeders
dårlige kvalitet ... Men man kan da se, at Anna og jeg var til stede, hvad vi
var meget glade for. Det var en god og stærk oplevelse.
Søndag den 8. november
2015. -
Opslag på min Facebook-væg mandag 9/11: PRÆSTEINDSÆTTELSE I FUGLSE / I går deltog
jeg - i ornat og procession - sammen med en lille halv snes andre præster fra
Maribo Domprovsti i indsættelsen af sognepræst i Errindlev-Olstrup-Tågerup
Anne-Lene Frederickson som tillige sognepræst i Fuglse-Krønge-Torslunde. Vi bor
i Torslunde Sogn. Det var fungerende domprovst, provst for Lolland vestre
Provsti Bjarne Madsen, der foretog indsættelsen. Jeg har desværre endnu ikke
modtaget det billede, sognepræst i Holeby-Bursø Anders Blichfeldt tog, men det
kommer senere. - Det var en god begivenhed. - Annas far var fra 1942 og nogle
år frem sognepræst i det daværende Fuglse-Krønge Pastorat, og Anna er født i
Fuglse Præstegård og døbt i Fuglse Kirke.
Mandag den 9. november
2015. -
Anna og jeg deltog i EU-afstemningsmødet i Bangs Have, Maribo, med Marcus Knuth
og Morten Messerschmidt. Det var et både velbesøgt (vist over 300) og godt
møde. Arrangeret af Dansk Folkeparti og Venstre i fællesskab. Anna og jeg havde
ikke forventet, at Marcus Knuth ville overbevise os om, at vi skulle stemme ja
3/12. Vi kan ellers godt lide Marcus Knuth. (Denne optegnelse er pga. travlhed
først skrevet 21/11, og da havde vi set hans imponerende CV på Folketingets
hjemmeside, bla. om hans militære baggrund: fra menig til premierløjtnant i
Gardehusarregimentet og tjeneste som kaptajn i Helmandprovinsen, Afghanistan;
senere tjeneste i Afghanistan som diplomat. Og vi reserverede hans bog på
biblioteket: Soldat og diplomat - mine 3 år i Afghanistan (2014)). MEN vi havde lidt
ondt af ham, for det var ikke hans skyld, at han måtte tale for en dårlig sag.
Morten Messerschmidt havde det noget nemmere. (Jeg kender Morten lidt fra
DF-sammenhænge og er løbende en smule i kontakt med ham, på det sidste ikke
mindst mht. situationen i Ukraine, og jeg nåede at komme op og trykke ham i
hånden for at vise ham, at vi var der. Jeg ville også godt have hilst på Marcus
Knuth, men ham har jeg ingen kontakt med (endnu?). Han er jo lillebror til den
nuværende Knuthenborg-greve, og jeg ved, at han som lille dreng har rendt rundt
og leget i parken). For selvfølgelig vil man finde ud af noget mht. Europol
efter et nej. Det er man simpelt hen nødt til i den aktuelle situation. Det er
også regeringens og ja-partiernes skyld, at man har skruet det sammen på denne
måde i håb om at få de andre ting til at glide ned. I øvrigt har Anna og jeg
det i disse år sådan, at vi stemmer nej til alt, hvad der har med EU at gøre.
Ikke fordi vi ikke er tilhængere af, at EU findes, og at Danmark er med, men
fordi vi vil have EU til at fungere på en helt anden måde, uden den ideologi,
der endnu hersker. Det er rigtigt, at Danmark fx ikke kan løse
folkevandringsproblemerne alene. Men som EU er nu, løser det intet, tværtimod
er det for tiden ved at op-løse sig selv. Vi må vente
på nye ledere både i medlemslandene og i EU-systemet. Men det kan vi hurtigt
få. Hvis ikke, kan det ende i en stor katastrofe.
Lørdag den 14. november
2015. -
Jeg deltog i vor lokale forfatterforening StORDstrømmens medlemsmøde på
Restaurant Falstria, Orehoved. Det var et godt møde.
Men vi måtte desværre i et øjebliks stilhed mindes to medlemmer, der var afgået
ved døden siden sidst: Jørgen Sonne og Ana Telling. Jeg var glad for, at både
jeg selv og Anna på Masnedø 25/6 havde fået snakket en del med dem begge, jeg
mest med Jørgen Sonne, Anna mest med Ana Telling. Jeg fik fortalt Jørgen Sonne,
at han engang havde optrådt i en af vore litteraturtimer på Københavns
Universitet, da jeg i anden halvdel af 1960'erne studerede dansk dér. Men det
var vemodigt og sørgeligt. Ana kunne godt have haft glæde af nogle flere gode
nye år. - Men ellers fik jeg jo i præsentationsrunden viftet med mine to
sonet-udgaver og fortalt om Salmer,
som jeg ikke havde modtaget i bogform endnu. - Og vi fik oplyst og drøftet
mange interessante ting. Jeg er meget glad for at være medlem af denne
forening; det er ikke bare nyttigt, men også hyggeligt. - Vi talte også om
Thorvald Berthelsens afgang som formand og om den kollektive ledelse med Sigurd
Kværndrup i spidsen frem til årsmødet i marts 2016. - Jeg har fra første færd
været meget gode venner med Thorvald, og han hjælper og støtter mig fortsat. Vi
er i visse henseender vidt forskellige, men kommer rigtig godt ud af det med
hinanden. (Se mere om Thorvald og mig under 5. december).
Søndag den 15. november
2015. -
Jeg deltog i Urszula Ledóchowska-dagen i
romersk-katolsk Sankt Annæ Kirke, Amager. Her er teksten til mit
Facebook-billedalbum om dagen: HUNDREDÅRET FOR URSZULA LEDÓCHOWSKAS
ANKOMST TIL DANMARK - FRA FEDERACJA "POLONIAs" (Forbundet "Polonias") HJEMMESIDE:
Festlighederne og hellig messe i anledning af Polens Uafhængighedsdag samt
hellige Urszula Ledóchowska fandt sted den 15.
november i Skt. Anne Kirke i København. / Festlighederne begyndte med et møde
med ærkebiskop Marek Jędraszewski og generel
priorinde (i årene 1995-2007) Moder Jolanta Olech fra
Urszulasøstrene. De gjorde de fremmødte bekendt med den hellige Urszula Ledóchowskas liv, og især med hendes ophold i Danmark under
Første Verdenskrig. / Før den hellige messe blev et patriotisk og religiøs
program præsenteret af Maria Kacała, oplæsere og
kirkekoret fra Skt. Anne Kirke. / Den hellige messe i anledning af Polens
Uafhængighedsdag samt hellige Urszula Ledóchowska
blev koncelebreret af ærkebiskop Marek Jędraszewski,
biskop Czeslaw Kozon og bl.a. præsterne Wiesław Podlach og Leszek Kapusta. / I festlighederne deltog den nyankomne Polens
ambassadør i Danmark Henryka Mościcka-Dendys med ægtefælle, konsul Łukasz Gabler, pastor Bent
Christensen samt repræsentanter for Forbundet "Polonia": Lidia Szuster, Urszula og Roman Śmigielski.
- ... - EN OVERSIGT OVER URSZULA LEDÓCHOWSKAS
FANTASTISKE LIV VIL SENERE BLIVE SAT IND HER. - Men helt kort: Hun var
polsk-østrigsk grevinde og nonne. Opholdt sig ved Første Verdenskrigs udbrud i
Sankt Petersborg, Rusland, men måtte som østriger tage til Finland og Sverige
og til sidst Danmark, hvor hun tog sig af polske børn. Efter krigen tog hun
hjem til Polen og fortsatte sit arbejde med børn. - Hun indtrådte i ca. 1886
Urszulasøstrenes orden, en nonneorden, hvis historie går tilbage til
1500-tallet. Se link nedenfor. - Jeg håber også at kunne bringe den danske
udgave af Georg Brandes' fantastisk positive foromtale i dagbladet Politiken af
hendes optræden ved et møde i København den 23. november 1915. - Brandes, hvis
format jeg naturligvis anerkender, er ellers ikke min allerbedste ven, men hvad
kærlighed til og forståelse af polakkerne angår, ligger vi helt på linje! Jeg
har skrevet om ham og Polen i min store dobbeltartikel i INFORMATOR POLSKI
"Polen i dansk litteratur". Den kan læses på min hjemmeside, undersiden
"Internationalt" - www.bentchristensen.dk - LINK til billedalbummet: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1080665948633936.1073741859.100000716224349&type=1&l=e44c6a60b4
Torsdag den 19. november
2015. -
Jeg deltog i Grundtvig-Selskabets årsmøde i Vartov, København. Jeg kørte med toget
til Nørreport Station og gik derfra til Præsteforeningen, Det teologiske
Fakultet, Købmagergade (studenterbladet Arken),
og Kristeligt Dagblad, hvor jeg fik afleveret anmeldereksemplarer af Salmer. Og så til Vartov. Jeg fik også
afleveret et anmeldereksemplar til Dansk Kirketidende (til bibliotekar
Liselotte Larsen, som jeg kender tilbage fra min tid som Grundtvig-forsker af).
- Det var et godt møde. Jeg fornærmer ingen ved at sige, at det især var
dejligt at opleve kultur- og kirkeminister Bertel Haarder. Mon man nogen sinde
får sådan en politiker igen? Han talte meget fint om "Grundtvig, Det
Forenede Venstre, 1866, folkestyret og nutiden". Det var jo
1866-grundloven, der var mødets tema, i anledning af 150-året til næste år. - Jeg fik ikke lejlighed til at trykke Bertel
Haarder i hånden, men det gjorde jeg, da han for en del år siden, mens han var
MEP, optrådte, også meget fint, ved et møde i Tirsted-Vejleby Pastorat, Maribo
Domprovsti, som han har familietilknytning til (sognepræst Oscar Geismar var
Bertel Haarders morfar). - Men jeg fik lejlighed til at tale noget med kirkeretsprofessor Lisbet Christoffersen, som jeg ellers
kun lige fik hilst på ved debatmødet den 6. juni 2013 i Bangs Have, Maribo, som
blev afholdt af "Udvalget om en mere sammenhængende og moderne
styringsstruktur for folkekirken". Bortset fra det kender vi kun hinanden
via medier og skrifter. Lisbet Christoffersens emne var "1866, Grundtvig
og retten". Den tredje taler kendte jeg slet ikke, dr. phil. Niels
Clemmensen, men han talte overordentlig både kyndigt og morsomt om "Den
gennemsete Grundlov 1866 - baggrund og virkning". - Jeg fik lært meget.
Jeg vidste lidt om 1866-grundloven fra gymnasiet af, måske også fra
danskstudiet af. Og jeg vidste, at Grundtvig i 1866, som 83-årig(!) i protest
mod den nye grundlov lod sig vælge ind i landstinget. Men nu blev jeg meget
klogere, også på andre dele af det politiske liv i Danmark i 1800-tallet. Ja,
Bertel Haarder kom en hel del ind på den store betydning, Ludvig Holberg havde
haft for Grundtvig, noget jeg jo også havde set og hørt om, men som nu blev
uddybet. Også Estrup-tiden blev der kastet nyt lys over. Og der blev
selvfølgelig trukket linjer op til nutiden. - Efter det offentlige møde var der
generalforsamling i Grundtvig-Selskabet, som jeg også deltog i. Jeg fik hørt
forskellige interessante ting og fik lejlighed til at tale lidt med nogle af de
andre. Jeg fik også vist dem Salmer!
- Men bortset fra, at jeg, som et efterslæt af min Grundtvig-forskning, havde
artikler i Grundtvig-Studier både
2011, 2012 og 2013 og i forbindelse med den sidste også optrådte ved årsmødet i
Vartov den 23. november 2013 (se dér), er jeg jo nu kun Grundtvig-discipel - på Grundtvigs skuldre. Som
jeg netop også sagde, da jeg viste de andre bogen Salmer!
Torsdag den 26. november
2015. -
Mit livs første bogsigneringsevent! - Jeg sad tre timer i Bog & ide,
Maribo, ved et fint lille bord tæt på indgangen og var parat til at signere
bøger. Boghandler Jette klæbede det fine lille billede af bøgerne fra
Lollands-Posten i tirsdags på et hjørne af bordet. Der blev også stillet to
skåle med småkager til kunderne på bordet. Der blev ganske vist kun solgt fem
bøger, men der var flere henne at kigge og snakke, og det var hele stemningen
og oplevelsen, der var det vigtigste - Vi fik også taget nogle gode billeder,
som skulle være brugt til et lille Facebook-album. Men af en eller anden grund
kunne vi ikke få dem sendt som mailvedhæftninger til computeren. Det plejer
ellers at gå fint. - Nu glæder vi os til det med Roepigerne på Sakskøbing Torv
i morgen. Se det! Og til signeringseventen dér 5/12.
Fredag den 27. november
2015. - Højtidelighed ved Roepigerne på Sakskøbing Torv med afsløring af
dansk-polsk mindeplade. - Her er albumteksten til det Facebook-billedalbum, jeg
lavede om begivenheden: "Disse billeder
er fra højtideligheden på Sakskøbing torv fredag den 27. november 2015 i
anledning af 75-året for opstillingen af statuen Roepigerne. Det var altså
1940. Jeg er født i Oreby, Sakskøbing Landsogn, 1943 - og samme år døbt i Sakskøbing
Kirke lige ved torvet. Jeg husker Roepigerne fra min allertidligste barndom, og
vi snakkede tit om dem dengang. De var en vigtig del af købstaden Sakskøbing og
hele egnens identitet. - Hvor intet andet er nævnt, er billederne (dvs. de
meget fine!) taget af Informator Polski-redaktør og Forbundet
"Polonias" hjemmesides redaktør Roman Smigielski. - Det var også min
gode ven Roman, der, inden højtideligheden begyndte, præsenterede mig for
ambassadør Henryka Mościcka-Dendys,, som jeg lige nåede at veksle et par
ord med, og som Roman fortalte lidt om mig og min virksomhed. Jeg havde ganske
vist været sammen med hende den forrige søndag (se Urszula Ledóchowska-albummet),
men havde ikke nået at få hilst på hende. - Andre prominente polske
tilstedeværende var: Konsul Łukasz Gabler, Polonia-formand Lidia Szuster
(med på et billede) og formand for Museum Polakkasernes Venner Marek Kocuba. Desuden Museum Polakkasernens fader vor lokale
redaktør Torsten Elsvor. Alle disse samt fru Urszula Smigielski fik jeg også hilst
på og vekslet nogle ord med. Jeg fik sagt til dem, at det var mig en stor glæde
for mig at møde dem i min barndoms by (og vor vigtigste handelsby i min tid som
sognepræst i Døllefjelde (1974-2003)). Og i den lokale sammenhæng var det
Sakskøbing-parret Barbara og Erik Bohn-Jespersen, der repræsenterede Sakskøbing
og omegns polakker. Det var under deres ledelse, Anna og jeg i begyndelsen af
1990'erne fik vore første oplevelser med polakker i Sakskøbing. Den allerførste
begyndelse var dog det besøg i 1990 af lutherske polakker i Lolland-Falsters
Stift, herunder Døllefjelde-Musse-Herritsl
Torsdag den 3. december
2015. - FOLKEAFSTEMNING OM OPHÆVELSE AF RETSFORBEHOLDET. - Uanset hvad betragter
Anna og jeg enhver valgdag eller afstemningsdag som en demokratiets,
folkestyrets festdag. Og vi begyndte også allerede fra kl. 19 af at sidde ved
køkkenbordsfjernsynet og spise fiskekonserves og ost med øl og snaps til. Det
er en meget gammel tradition hos os. Vi fejrer altså under alle omstændigheder
demokratiet. Og vi lytter til de forskellige kommentarer, der, i enhver
betydning af ordet, lærer os meget om det politiske landskab i Danmark. Hvad
det angår, var det dog bedre i gamle dage, da det ikke gik så hurtigt. Da blev
der, også for at udfylde tiden, fortalt meget om de forskellige valgkredse og
disses politikerpersonligheder i fortid og nutid. Og vi får da stadig lidt af
den slags. Men nu må vi se. Dette er skrevet omkring kl. 18, altså lidt på
forskud. - Vi siger også altid om vort lille valgmåltid, at enten kan vi fejre
sejren, eller også kan vi trøste os i nederlaget. Idet vi især trøster os med,
at indtil nu er det aldrig gået helt galt. Det er jo Danmark, hvor vi i forhold
til resten af verden er en slags socialdemokrater alle sammen. Men i dag er det
anderledes. Vi ser meget dystert på såvel hele verdenssituationen som
situationen i Europa og Danmark. - Vi har stemt nej. Det har vi hele tiden
vidst vi ville. I protest mod den måde, EU køres på og den ideologi, der
hersker i EU. Og i protest mod den forløjede måde, ja-partierne og deres
repræsentanter - igen-igen optræder på. Vi er ellers tilhængere af EU, for så
vidt som vi er tilhængere af samarbejdet mellem de europæiske demokratier i
denne onde verden. Vi er enige med Asger Aamund, som har erklæret, at han ville
stemme nej, med samme begrundelse. Vi skal have et nyt og bedre EU, især et EU,
der kan beskytte os mod folkevandringen. Men vi tænker jo også stadig på
Ukraine, som kun kan have fordel af støtte fra et stærkt og velfungerende EU. -
Måske vil det blive nødvendigt med en opdeling af EU i forskellige grupper. I
både spøg og alvor siger jeg, at Danmark og Norge (som evt. kunne komme med,
men under alle omstændigheder kunne være lidt med) og Storbritannien kunne
danne en gruppe: Knud den store gamle rige! Vi ville også gerne være sammen med
Tyskland, som vi generelt har meget godt at sige om. Men vi bryder os ikke om
Angela Merkels kurs. Hun er en sværmer! Men vi håber, tyskerne vil noget andet.
Vi synes, det moderne Tyskland generelt håndterer sin frygtelige fortid godt,
og ser det som et fint demokratisk land. Men vi siger også, at fordi de har
dårlig samvittighed over deres nazi-fortid, skal de ikke ødelægge Europa en
gang til. - Og der er situationen i Syrien, med Rusland på banen, og med
Tyrkiets underlige optræden (især over for kurderne, som vi umiddelbart har
stor sympati for), og i det hele taget situation i Mellemøsten. Og i Afrika!
Tyrkiet skal under ingen omstændigheder med i EU. Men der er mange grunde til
at give dem et privilegeret partnerskab. - Måske burde vi holde os helt væk fra
Mellemøsten. Når vi nu ikke fik støttet den gode syriske opposition i tide
(hvis det så havde været nok). Fordi vi er skræmt af vore fiaskoer i
Afghanistan og Irak. (Jeg var i 2003 indædt modstander af Irakkrigen). - Det
hele ser meget dystert ud. Måske er Europas tid forbi. Vi frygter for vore
børns og børnebørns fremtid. - Men nu er klokken 18.11, og det bliver måske
først i morgen, jeg får kommenteret valgresultatet. Meget tyder på, at det bliver
et nej. Og så kan såvel den politiske proces i Danmark som virkningerne ude i
Europa blive spændende. Vi håber, at de kommende valg i Europa kan føre til en
ny kurs i EU. - Fortsættes i morgen.
Fredag den 4. december
2015. - SÅ FIK VI NEJ'ET. - Jeg slog om formiddagen
dette op på min Facebook-væg: "Så fik vi nej'et.
Og det var efter omstændighederne godt. Det sørgelige er bare, at
omstændighederne er dårlige. Jeg er enig med Asger Aamund, som for et par dage
siden sagde stort set det samme, som jeg siger - og gik helt tilbage til
Østrig-sagen. Dengang stemte jeg nej til Euroen i ren protest. Havde det ikke
været for Østrig-sagen, havde jeg stemt ja. Jeg havde jo ikke fantasi (og
økonomisk viden) til at forestille mig, at Euroen i sig selv var en dårlig,
ideologisk idé. Siden da har jeg stemt nej til alt, hvad der har med EU at
gøre. Selv om jeg er stærk tilhænger af, at sådan noget som EU findes.
Selvfølgelig skal de europæiske demokratier stå sammen i denne onde verden. Og
der er også alle de praktiske fordele, herunder mange af enkeltdelene i det, vi
stemte nej til i går. Men der skal en anden ånd og en anden retning til. Det
ser vi ikke mindst i den skandaløse måde, hvorpå EU, med Tysklands kansler
Merkel i spidsen, forholder sig til folkevandringen. Jeg håber, at vor
afstemning i går og de kommende valg i EU-landene vil bringe en ny ånd og
politik ind i Unionen (som burde gå tilbage til at kalde sig Fællesskabet og
nok deles op i forskellige grupper; forskellene i mentalitet og kultur er for
store). Vi skal have mere pragmatisme og mere respekt for befolkningerne! - Og
vi skal selvfølgelig have en Europol-ordning. Hvad vi selvfølgelig også
får".
Lørdag den 5. december
2015. - SIGNERINGSEVENT I BØGER & PAPIR,
SAKSKØBING. - Fra albumteksten og billedteksterne til albummet
"Bogsignering i Sakskøbing 05.12.15" -
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1089160407784490.1073741863.100000716224349&type=1&l=10d953d61a
- Mit livs anden bogsigneringsevent. Nu i Sakskøbing, min barndoms by. Hos
Bøger & papir. Det var lørdag den 5. december 2015 kl. 10-12.30. -
Boghandler Katrine Koch tog pænt imod mig og gav mig en fin plads. - Thorvald
Berthelsen, som ikke alene er lokal digter, men også netop afgået formand for
og stadig aktiv i vor lokale forfatterforening StORDstrømmen, og som jeg
efterhånden kender rigtig godt, var mødt op for at støtte mig. Vi fik også
begge snakket med de kunder, der stoppede op ved vort bord. - Men vi fik også
snakket om Thorvalds nylige tur til Bosnien, hvor hans HAIKU MJEŠAVINA (Haiku Blanding; jf. hans "Sakskøbing
Blanding", 2014) netop var udkommet ... - Men vi glemte ikke kunderne, og
selv om jeg kun fik solgt to bøger og signeret én allerede købt, var det igen
en god oplevelse. Der var en del, der kom hen og kiggede og snakkede. Jeg fik
også talt med et par stykker fra mine gamle sogne Døllefjelde og Musse. ...
Sakskøbing har altså været min by i nogle og fyrre år af mit liv. - Eventen var
blevet omtalt i Saxkjøbing Avis 01.12.15 i en lille
tospaltet notits, der (på grundlag af, hvad jeg havde sendt til dem) begyndte
således: "Tidligere
sognepræst i Døllefjelde Bent Christensen, der siden sin pensionering i 2003
har betegnet sig som "fri kristen åndsarbejder", har siden august i
år udgivet tre bøger".
Resten svarede (ret) nøje til, hvad der stod i mit eget opslag.
Torsdag den 10. december
2015. -
Jeg var til den årlige emeritus-frokost i Bispegården. Det var som sædvanlig
hyggeligt. Jeg havde mine bøger med. Især det eksemplar af Salmer, biskoppen skulle have. Men det endte med, at alle tre gik
rundt. - Biskop Steen tog et billede af os ved bordet og slog det op på sin
væg. Jeg delte det. Det fik en del sjove kommentarer. - Vi fik også talt en del
om sognepræst i Gloslunde Henrik Gade Jensens Monrad-bog Monrad - Vilje, tidsånd og tro. Henrik har dels brugt noget fra min
Informator Polski-artikel om Polen i
dansk litteratur, dels brugt mig til at transskribere (og i hvert fald til ham
kommentere) et digt af den unge Monrad i gotisk håndskrift ("Til Diebitsch"). Han har bebudet, at han vil komme og
forære mig et eksemplar, men vi har endnu ikke fundet en dag. Jeg glæder mig i
det hele taget til at læse bogen.
* * *
2016
JAN 2016
Tirsdag den 5. januar 2016. - Salmer anmeldt i Lolland-Falsters Folketidende. - Så kom K.E. Watz's anmeldelse i Folketidende af Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage. Og jeg indsætter her en forkortet version af de BEMÆRKNINGER TIL SALME-ANMELDELSE, jeg har slået op på såvel min egen Facebook-profil som min særlige side "Forlaget Luskebakken". - Jeg er meget tilfreds med den fine måde, anmeldelsen fremtræder på. Den fylder de to spalter yderst til højre på kultursiden fra øverst til nederst, og den er fint fremhævet med grå baggrund. Og der er et fint billede af mig. Overskriften er "Salmer og søndagsvers", og billedteksten lyder: "Bent Christensen - har udgivet en bogfuld salmer". - Og selve anmeldelsen kan jeg leve med; den giver i hvert fald en forbrugervenlig præsentation af bogen. - Der er to billeder på denne kulturside. Det andet er af Mark Zuckerberg! - Anmeldelsen begynder udmærket med, at Watz peger på "Salmer" som "én af det forløbne års mest usædvanlige lokale bogudgivelser". Og senere ser han bogen som "et velkomment bevis på, at der stadig er liv i salmedigtningen". Og han nævner, at salmerne "er skrevet i den stærke danske tradition fra blandt andet Kingo, Brorson og Grundtvig". Så vidt, så godt. Men selv om Watz intet sted er direkte negativ, savner jeg en større anerkendelse af, at jeg lever op til mit motto "traditionalist til tiden". Jeg vil ikke anføre eksempler her. Dem må interesserede finde i bogen. Det gælder jo ikke kun de enkelte ord og udtryk, men også hele den måde, hvorpå disse salmer bliver lagt i munden på kristne, der lever i vor tid. - Bogen kan købes i flere boghandler, men nok billigst hos gopubli.sh (på denne adresse). Der er dog en leveringstid på et par uger. Den kan også lånes på eller gennem de lokale biblioteker, i hvert fald Lollandbibliotekerne. - Watz kunne godt have undværet bogens prosadel, altså Bemærkninger og Noter. Han kan godt se, at man kan læse den som "et stort essay om salmens væsen og salmernes brug i gudstjenesterne", men han havde foretrukket, at salmerne var blevet udgivet selvstændigt og dermed lagt frem "til studium og afprøvning - og frem for alt til læsning". Hertil vil jeg sige, at der jo ikke er tale om noter, der "udlægger" salmerne, men om oplysninger om gudstjenesten og kirkeåret og dettes enkelte dage, som dels skal vise, hvilken sammenhæng den enkelte salme står i, dels skal bidrage til en hårdt tiltrængt oplysning om gudstjenesten og kirkeåret. Men salmerne står jo alene i bogens første del. Og det er ikke så enkelt, at jeg bare kunne have udgivet to bøger. Salmerne kunne godt have stået alene. Men det ville bemærkningerne og noterne ikke have kunnet. Og jeg kunne i hvert fald ikke lade være at benytte lejligheden til at belære min læsere om alle de vigtige ting, jeg gerne vil give videre. Man kan i den forbindelse godt se denne del af bogen i forbindelse med den "slags lille dogmatik", jeg agter at udgive inden sommerferien, og som har titlen "Mit Teologiske Testamente".
Tirsdag den 12. januar 2016. - Foromtale i Folketidende af oplæsningsarrangementet 21/1. - Jeg har i dag kunne slå blandt andet følgende op på min og forlagets Facebook-steder: "DE FREMMEDE NABOER I DIGTE OG JAZZ / Usædvanligt kulturelt arrangement på Sukkermuseet i Nakskov. - Under disse overskrifter - og med billedet af The Strangers fra o. 1960 - foromtaler Lolland-Falsters Folketidende (Mogens Warrer) tirsdag den 12. januar den i forrige opslag omtalte oplæsningsaften den 21. januar. - Billedteksten: "The Strangers fra jazzens velmagtsdage i 1950’ernes Nakskov. Noget af stemningen forsøges 21. januar genskabt ved et arrangement, som Danmarks Sukkermuseum i Nakskov lægger lokaler til". - TILFØJELSE: Der kom også fine foromtaler af aftenen i de lokale ugeaviser og Fritidsnyt.
Torsdag den 21. januar 2016. - NOSTALGI OG POESI PÅ SUKKERMUSEET. - FRA Facebook-albumteksten (se link nf.): Torsdag aften den 21. januar 2016 blev en stor aften ikke bare for Søren og mig, men også for de to andre tilstedeværende Strangers-veteraner og deres koner og for de fremmødte, der for manges vedkommende kendte os fra gamle dage. Der var nogle af Sørens elever fra Dannelunde-tiden. Og der var en, der havde gået til præst hos mig i 1976. Polsk Forening i Maribo var repræsenteret ved fungerende formand Jan Jørgensen og hans kone. - Det var allerede stort at samles på Danmarks Sukkermuseum, Løjtoftevej 22, Nakskov, som meget venligt havde lagt lokale til. Og vi fik alle set lidt på udstillingerne. - Det var lykkedes at få tilvejebragt en CD med Strangers-lydstumper fra o. 1960, og allerede medens vi samledes, lød vor musik fra dengang. Vi nød det selv. Vi var jo hverken værre eller bedre, end vi var, men disse eksempler gav et godt indtryk af, hvad det var vi forsøgte at lave, neobop på en så nyskabende som muligt måde. Vort største forbillede var nok The Jazz Messengers, og vi havde også en CD med dem, som vi hørte lidt af. - LINK TIL FB-ALBUM: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1117659161601281.1073741865.100000716224349&type=1&l=4f77772d93
Onsdag den 27. januar 2016. - STATUS I FOLKEVANDRINGSKRISEN. - Af historiske grunde vil jeg her
vise noget af den tekst, jeg lige har sat på undersiden "Debat" og i
tråden til det omtalte opslag på min Facebook-væg. - "Jeg har ellers
besluttet at holde mig mest muligt ude af debatten og i stedet koncentrere mig
om at få gjort mit liv og forfatterskab færdigt. Men i den aktuelle situation
kan jeg ikke lade være at give et lille pip en gang imellem ... Da jeg havde
set det Frits Clausen-agtige billede i tv, slog jeg denne op på min væg: Når medier ude i verden fremstiller Danmark
som nazistisk, er min største frygt, at det vil tiltrække en hel masse
islamister. - ... Jeg er ikke i tvivl om, at vore egne
indvandringspositive, men nu dybt frustrerede politikere bærer en stor del af
ansvaret for, at det er kommet dertil. De bruger simpelt hen de udenlandske
medier m.m. til at styrke deres indvandringsvenlige politik i Danmark ... -...
Det rigtige er selvfølgelig, at et land selv bestemmer, hvem de vil lukke ind,
og behandler dem, der er blevet lukket ind med sædvanlig dansk venlighed og
hjælpsomhed. Men nu kan vi ikke selv bestemme. Og EU har ikke styr på de ydre
grænser eller noget som helst. ... - Konklusion: Den mest værdige løsning er
en, hvor EU optræder på en måde, der svarer til den måde, Australien optræder
på, altså med fast hånd afviser folkevandrerne ved de ydre grænser. Hvad der så
ellers skal gøres ... er overordnet en FN-sag. Men EU skal naturligvis bidrage
i forhold til sin evne. Men sammen med alle verdens lande, herunder ikke mindst
de rige olielande i Mellemøsten. Desuden skal der tages fat på det helt
underliggende problem: befolkningstilvæksten! - Men nu må vi se. Jeg ser 2016
som et skæbneår, hvor det kan gå både den ene og den anden vej. Civilisationer
er før gået ned på grund af folkevandring. ...
Men min intuition siger mig, at Europa og Vesten ikke er derhenne nu. Vi
har stadig et stort potentiale ... - Med disse ord vil jeg gå videre med
klargøringen af min næste udgivelse: "Digte og aforismer 1966-2016"
... - Den danske kultur vil under alle omstændigheder være her en tid endnu. Og
kommer sammenbruddet, vil der måske overleve noget på en eller anden måde eller
et eller andet sted. Ellers er det bare ærgerligt. Men til sidst kommer Guds
Rige!".
FEB 2016
Onsdag den 3. februar 2016. - Siden juleaften har jeg
fungeret en del som organistvikar i Stormarkskirken, Nakskov. I dag spillede
jeg klaver ved en temaften i mødelokalet, hvor Kirkefondets generalsekretær
Henrik Bundgaard Nielsen fortalte om Kirkefondet og dets nuværende aktiviteter
til styrkelse af det kirkelige liv. Han medbragte også en folder med
vindersalmerne fra Fondets salmekonkurrence sidste år. Dem sang vi to af. Jeg
havde ikke bemærket, at der var en sådan konkurrence. Ellers havde jeg vel
deltaget i den. Men jeg benyttede lejligheden til at give Henrik Bundgaard
Nielsen et eksemplar af Salmer. Evangeliesalmer
og andet til alle søn- og helligdage. Så meget desto mere, som jeg i
forvejen havde skrevet til provst for Lolland vestre Provsti Bjarne Madsen, at
jeg ville medbringe et eksemplar til ham. Jeg skyr jo intet middel, når det
gælder om at promovere mig selv, dvs. de ting, jeg laver. Sagen! - Det var i
øvrigt en interessant aften. Jeg måtte dog sige til nogle af dem, jeg talte
med, at jeg bliver træt af at høre om alt det, man gør for at "få fat i
folk". Jeg er i hvert fald selv så gammel, at jeg stort set helst vil
nøjes med at deltage i højmessen søndag formiddag og så ellers have lov at være
i fred. Men jeg tilføjede (hvad jeg jo længe har sagt), at efterhånden som
sammenfaldet mellem folk og menighed ophører, kommer menigheden mere og mere
til at fremstå som en selvstændig organisme med sit eget liv, også i form af
"aktiviteter". Og jeg deltager da også selv en del i det kirkelige
liv ud over søndagshøjmesserne. Det hele skal bare ske inden for rammerne af et
sundt kirkesyn. Men vi må se, hvordan det kommer til at gå. Jeg fremførte i den
forbindelse også mit gamle slagord om, at vi siden 1989 har lært, at alt kan ske, på både godt og ondt. - Men
jeg var overordnet meget glad for at være til stede. Det gav et godt indtryk af
nogle af de ting, der rører sig i Folkekirken i dag. Og jeg er i det hele taget
glad for, at min beskedne organisttjeneste giver mig mulighed for at være lidt
mere end almindeligt med i det kirkelige liv.
Torsdag den 4. februar
2016. - Jeg uploadede Digte og aforismer 1966-2016 hos gopubli.sh. Det var dejligt at
være nået dertil. Mine tre 2015-udgivelser lå jo alle uden for mit egentlige
livs- og litterærpoetiske projekt. Krimsonetter
var i grunden et bestillingsarbejde. Og Lollandsonetter
var en alvor-i-spøg-opfølgning. Salmer.
Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage ligger selvfølgelig
klart inden for mit hovedområde, blot på den del af det, jeg betegner som
"kirke og teologi". Og når jeg regner mine bidrag til
Grundtvig-forskningen med (og min kommende lille dogmatik Mit Teologiske Testamente, som jeg allerede har genoptaget arbejdet
med), er det jo nok mit helt særlige hovedområde, nemlig i den forstand, at man
vil sige, at det er dér, jeg har givet mine mest værdifulde bidrag. Og det
siger under alle omstændigheder sig selv, at "kirke og teologi" står
over alt andet. Dog ikke på en sådan måde, at der ses bort fra "det
dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed"! Men det er
selvfølgelig tåbeligt at sætte tingene op mod hinanden. Og hvad mere er:
Projektet "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt
nødvendige livsengagement", er på en helt særlig måde mit eget personlige
livsprojekt. Det er derfor noget helt særligt, at jeg nu har fået udgivet mine
digte, oversættelser og aforismer fra de sidste 50 år. Det helt afgørende er
dog, at jeg dermed må betragte hele min lange vej frem mod den egentlige
virkeliggørelse af, hvad jeg har ønsket helt tilbage fra i hvert fald 1961 af,
for afsluttet. - Jeg gentager også her, at det er helt imod naturens orden, at en
mand, der er på vej mod de 73, sidder og skriver, at han nu skal i gang med sin
egentlige poetiske produktion! Men jeg gentager også, at ikke alene er jeg ung
af sind, jeg håber også, det er sådan, at hvis man har et vist samlet
potentiale i sit liv, så vil man kunne nå at fyre det af som gammel, man ikke
fik fyret af som ung. - Når jeg ser tilbage på hele mit liv, er der ikke meget,
jeg fortryder. Jeg kunne i visse kortere perioder have arbejdet mere flittigt
og målrettet. Men da jeg ikke var rigtig klar over, i hvilken retning jeg
skulle, kunne det have gjort mere skade end gavn. Det har simpelt hen taget mig
et helt liv (og et par Grundtvig-afhandlinger) at nå til, hvor jeg er nu. Jeg
siger ikke, at jeg har et stort digtertalent, tværtimod. Men jeg siger, at alt,
hvad jeg laver, skal ses som en helhed, og at det er nødvendigt, at den del af
det, der ligger uden for kirkedøren og den teologiske studerekammerdør, altså
ude på "statholdermarken", har en helt konkret poetisk kerne i form
af digte. - Men nu gælder det Mit
teologiske testamente og Mit
Dannevirke. Sidstnævnte skal følges op af poetikken. Så må jeg se, hvad jeg
kan få skrevet af "rigtige digte" imens. Jeg ville blive glad, hvis
jeg i fx 2017 kunne få udgivet bare tredive digte, hvorom jeg kunne sige, at
her havde jeg fået udfoldet, hvad der har ligget i hele min stræben siden 1961
- så godt jeg kunne med de evner, jeg har. Så kan hverken jeg selv eller andre
forlange mere, og så må man tage mine bidrag, som de er - i den helhed, de
indgår i. - Hvis jeg bevarer min arbejdskraft, vil jeg dog prøve at skrive både
nye salmer og nye digte, indtil alderens mørke begynder at sænke sig over mig.
Men så har det været det. Og så vil jeg med min beskedne kristne tro prøve at
leve resten af mit liv som et almindeligt pensionistliv. Det tror jeg jeg vil kunne, hvis jeg når dertil. Anna og jeg har altid
dyrket det elementære liv som det helt primære.
Lørdag den 6. februar 2016. - Det læserbrev, jeg skrev i torsdags, var i Folketidende. Jeg slog det også op på min Facebook-væg, med denne indledning: "COMEBACK SOM LÆSERBREVSSKRIBENT / Skønt jeg nu er gået ind i mit livs udgivelsesfase (digtsamlingen blev som sagt uploadet i forgårs), måtte jeg som veteran i debatten somkring tv-seren "1864" skrive nedenstående læserbrev, som var i Folketidende allerede i dag". - Og jeg skriver i læserbrevet, at jeg trods Ingolf Davids udsagn for nylig om, at DR's serier i hans øjne var politiske, og at "1864" var "et slag mod DF", ikke fortryder, at jeg har forsvaret serien som kunstværk (selv om jeg jo ikke havde været blind for den tydelige politiske tendens, helt særligt i form af de indlagte sigøjneres "gode kosmopolitisme"). Det var den urimelige kritik af serien ned i alle detaljer, der havde fået mig til tasterne. - Læserbrevet har overskriften "Skal jeg fortryde?", og det slutter: "Store dele af klassen "kunstnere og intellektuelle" bærer ideologisk uniform. Det ser vi også i den aktuelle folkevandringssituation. Men det kan kun ændres derved, at nye årgange får et mere selvstændigt og realistisk syn på virkeligheden. De ældre vil åbenbart hellere dø end smide uniformen".
Fredag den 19. februar 2016. - Jeg havde en fin aften i den polske diskussionsklub Agora, København, hvor jeg fortalte min egen og Krimsonetters og Lollandsonetters historie og læste en hel del af førstnævnte op - samt fra sidstnævnte "Polakkasernen i Tågerup". Det var et fint publikum, og der var interessante spørgsmål og gode drøftelser. Mange af de tilstedeværende havde terpet Krimsonetter, da de gik i skole i Polen. Og nogle fulgte med i deres medbragte udgave af sonetterne på polsk. Jeg fik også solgt og signeret en del bøger, herunder et eksemplar af Lollandsonetter - som gave fra en af deltagerne til hans kone, som er hernedefra. - Og jeg mødte Jan Jakob Floryan, som Anna og jeg var store fans af, mens han var i Danmarks Radio, hvad jeg naturligvis fortalte ham. Og han var rigtig god at snakke med. Vi snakkede en del i forbindelse med bogsigneringen og var ikke færdige, da mødet sluttede. Jeg har ikke mødt ham før, men har dog indirekte haft forbindelse med ham gennem hans mor, som jeg mødte ved netop en af Museum Polakkasernens sommerfester og siden har haft noget med at gøre. Hun forærede mig i sin tid et eksemplar af sine erindringer, som jeg læste med stor glæde.
Fredag den 26. februar
2016. - Agora-mødet 19/2 på den polske ambassades
hjemmeside i både polsk og engelsk version. - Teksterne er skrevet og
billederne taget af den dygtige unge ambassademedarbejder Jacob Lolck, som har studeret polsk i Polen. - Og jeg må simpelt
hen sætte de to links ind her: - http://www.kopenhaga.msz.gov.pl/en/bilateral_cooperation/cultural_cooperation/mickiewicz___crimean_sonnets__in_agora
- http://www.kopenhaga.msz.gov.pl/pl/wspolpraca_dwustronna/wspolpraca_kulturalna/0_sonety_krymskie__w_agorze
Tirsdag den 8. marts 2016 -
Første. -
SÅ ER "DIGTE" FRIGIVET! - Digte
og aforismer 1966-2016 har på grund af en teknisk fejl ligget og ventet på
godkendelse fra trykker. Det er stort! Nu venter jeg bare på eksemplarerne til
egen brug. Det bliver nok først efter påske. Jeg glæder mig til at få bogen i
hånden. Og så skal Folketidendes K.E.
Watz have samlingen til anmeldelse. De landsdækkende
aviser har vist ikke anmeldt noget af det andet, så jeg er holdt op med at
sende anmeldereksemplarer til dem. - Men jeg regner med at få Salmer anmeldt i Præsteforeningens Blad, Dansk Kirketidende og de teologstuderendes blad Arken.
Tirsdag den 8. marts 2016 -
Anden. -
Anna og jeg deltog i Polsk Forening i Maribo's sidste
generalforsamling. Vi vedtog nemlig at nedlægge foreningen. Årsagen er det
meget lille medlemstal og den dårlige tilstand, det polske hus i Museumsgade nu
er i. Huset blev i 1988 overdraget til Maribo Kommune og tilhører nu Lolland
Kommune. Det var vemodigt, men ikke overraskende. Og vi har heldigvis
Polakkasernen i Tågerup og dennes støtteforening som et sted, vi fortsat kan
samles. Polsk Forening i Maribo's formue og arkiv
bliver i overensstemmelse med § 5 b i foreningens love overdraget til Den
Selvejende Institution Museum Polakkasernen i Tågerup. - Under punktet
Eventuelt fik jeg ordet, og jeg sagde blandt andet, at vi skulle takke Gud for,
at vi havde Polakkasernen og støtteforeningen Museum Polakkasernens Venner (som
Anna og jeg og mange andre i Polsk Forening allerede er medlemmer af). Her vil
vi fortsat kunne samles. Og formand for Museum Polakkasernen Torsten Elsvor,
som var dirigent ved generalforsamlingen, oplyste, at den traditionelle
sommerfest vil blive holdt i år (man har af forskellige praktiske grunde
sprunget et par gange over). I min lille tale mindedes jeg alle Annas og mine
år i foreningen (siden midten af 1990'erne). Jeg sagde, at vi var kommet i stor
ydmyghed. Ingen af os havde jo polske forfædre. Vor eneste baggrund var, at jeg
havde været efterretningsofficer med russisk i den danske hær, hvad der jo var
en indgang til det også slaviske polske sprog. Men vi havde selvfølgelig kendt
og elsket og respekteret de lollandske polakker siden vor barndom. (Og Anna og
jeg har, minder jeg om her, arbejdet professionelt med polakker og Polen siden
1990). Men vi var blevet godt modtaget og havde oplevet mange hyggelige og
festlige stunder her i dette hus. Og jeg gentog, hvad jeg så ofte siger: Man
bliver altid glad, når man er sammen med polakker! Jeg takkede alle de
tilstedeværende for alt, hvad vi havde haft sammen, idet jeg samtidig udtrykte
ønsket om et fortsat godt fællesskab på og omkring Polakkasernen. - Fungerende
formand Jan Czajkowski Jørgensen oplyste, at selv om
der ikke vil blive holdt nogen egentlig 90-årsjubilæumsfest, vil der blive en
lille reception den 14. maj 2016 i forbindelse med nedtagningen af den polske
ørn på husets facade. Hvorefter der ikke skal forbindes noget polsk med
ejendommen Museumsgade 28. Anna og jeg vil gøre alt for at komme til stede ved
denne vemodige, men værdige afslutning. Men vi vil derefter se frem til Museum
Polakkasernens sommerfest!
Den 13. marts 2016. - Jeg deltog i
forfatterforeningen (m.m.) StORDstrømmens årsmøde. Vi fik vedtaget nye
(ændrede) vedtægter og valgt ny bestyrelse (nogle fortsatte). Og vi fik drøftet
en del forskellige ting. Efter årsmødet spiste vi kinesisk mad. Vi snakkede
fortsat om forskellige faglige ting, men hyggede os også. Og et par medlemmer
optrådte med guitar og sang og (blues)recitation.
Torsdag den 17. marts 2016. - Jeg deltog for en gangs
skyld i DF Lollands generalforsamling. Vi har vist ikke været til noget, siden
jeg gik af som lokalformand i 2008. Det eneste var EU-mødet med Morten
Messerschmidt og Marcus Knuth i Bangs Have den 9. november 2015 (arrangeret af
Venstre og DF). Efter generalforsamlingen - hvor den unge teologistuderende
Mikkel Jakobsen (som jeg nåede at få talt noget med) blev valgt ind i
bestyrelsen - kom Søren Espersen i sædvanlig fin stil med nogle "Indlæg
fra 'Borgen'".
APR 2016
Lørdag den 9. april 2016. -
Første.
Jeg noterer, at det i dag er 76 år siden Nazityskland besatte Danmark. Og det
gør jeg mig i det hele taget mine tanker om. Der kører blandt andet en
dokumentarserie om modstandsbevægelserne i Europa på DR K. Den er i det hele
taget interessant, men Danmark er godt repræsenteret, og selvfølgelig Polen.
Jeg tænker også på, at vi nu igen er ved at blive besat. Og at der stadig er
nogle af vore egne, der byder besætterne velkommen. Jeg har også lige hørt i
radioen, at SF har foreslået, at småbørnsforældre skulle kunne gå ned til 30
timer om ugen, men at dette forslag straks er blevet skudt ned, så vidt jeg
husker, af både V og S. Der mangler arbejdskraft! Vi har ikke råd! Det er
vanvittigt. Vi ser, hvordan vore egne to yngste børnebørn og deres forældre har
det. Og vi hjælper dem med glæde en hel del. Men det kan ikke være meningen.
Hvorfor lever vi? Og skal vi virkelig nedlægge os selv som folk, fordi det
under de nuværende omstændigheder er så hårdt at have børn, at vi ikke
reproducerer os selv? Der er sådan set tale om en slags langsomt folkedrab!
Lørdag
den 9. april 2016. - Anden: Men
ellers vil jeg notere, at Anna og jeg nu er blevet medlemmer af Polsk-Dansk
Forening i Næstved. Maribo-foreningen ophører jo den 14. maj (se under 8.
marts). Så har vi både Polakkasernen og Næstved-foreningen (som i realiteten
kommer til at dække hele det gamle Storstrøms Amt). Det kunne være værre.
Fredag den 15. april 2016. - Jeg var til et spændende møde (hvor alt foregik på polsk) i den polske diskussionsklub Agora, København, hvor jeg selv optrådte med mine Krimsonetter 19/2 (se dér). Det var vor nu gode ven Jan Jakob Floryan (tidligere DR), der fortalte om "Muren der faldt" (titlen på hans seneste bog). Jan Jakob snakkede som et vandfald. Men utrolig levende og interessant. Mange ting, han selv havde oplevet som DR-korrespondent. Men jeg kunne nogenlunde følge med. Jeg havde jo heldigvis læst bogen, som han har foræret mig - i bytte for to eksemplarer af Krimsonetter. Han havde bare glemt at signere den. Men det blev der nu rådet bod på. Det var en af grundene til, at jeg mødte op. Men jeg ville også gerne (alene rent sprogtræningsmæssigt) opleve en sådan aften. Samt dyrke Agora lidt. Det er altid noget helt særligt at være sammen med polakker. Mon det kan passe, at det er den eneste polske forening i København? Det må jeg have undersøgt. Jeg kan spørge Lidia Szuster i hendes egenskab af formand for paraplyorganisationen Forbundet "Polonia" (Federacja "Polonia"). Jeg har faktisk en mail fra hende, jeg skal have besvaret.
Lørdag den 16. april 2016. - Første. - Jeg noterer lige, at det er dronningens fødselsdag. Jeg er stadig tilhænger af vort monarki - trods mediernes behandling af kongehuset (og jeg tænker her ikke kun på det, der er negativt ment, men også på det, der er et for så vidt positivt udtryk for folkets (overdrevne) interesse for kongehuset og dets personer. Min mening er, at kongehuset først og fremmest bare skal være der, og at monarkiet ikke skal hverken stå eller falde med, hvordan kongehusets medlemmer er som personer. Det er udmærket, at vi kender dem lidt som personer. Men alt med måde!
Lørdag den 16. april 2016. - Anden. - Jeg har lige ledsaget min Facebook-opslag af min salme til i morgen med denne kommentar: "Men jeg har jo helt glemt min sædvanlige jubilæumskommentar til 3. søndag efter påske! Det er en dag i kirkeåret, der har en helt særlig betydning for mig, og som jeg altid oplever med glæde (se mere længere nede). I morgen bliver det som organist i Hillested Kirke, en af min svigerfar sognepræst Ejlif Andersens kirker i sin tid. (Det gamle Hillested-Skørringe Pastorat, som nu er lagt sammen med Tirsted-Vejleby). Og det føjer en særlig dimension til. Så meget desto mere, som det var her, Svigerfar underviste mig i gudstjenestens praksis, da jeg i 1971 skulle til at være præst (i Pedersker-Povlsker på Bornholm). Jeg blev jo præst på den såkaldte § 2-tilladelse og skulle derfor ikke på Pastoralseminariet. Men Hillested Præstegård og Hillested Kirke blev mit pastoralseminarium med Svigerfar som en meget fin lærer. // Men dette var kun en (om end vigtig) særlig indledning. For 3. søndag efter påske er, som jeg har fortalt her hvert år siden 2010, den dag i kirkeåret, hvor jeg (1974) blev indsat som sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat og (2003) holdt min (og min kone og organist Annas) afskedsgudstjeneste i Døllefjelde Kirke. - Mine venner må gerne sende mig en venlig tanke i dagens anledning!".
Tirsdag den 26. april 2016. - Den polske ambassadørs grundlovsmiddag 2016. - Jeg var inviteret med til den polske ambassades grundlovsfest 2016. Og det blev en spektakulær fest! På indbydelseskortet stod, at det i anledning af den polske grundlovsdag [som egentlig er den 3. maj (1791)] ville glæde Den Polske Republiks ambassadør Henryka Mościcka-Dendys at se mig til en middag med retter fra det polske cuisine på Copenhagen Hospitality College, Valby, den 26. april 2016. - Copenhagen Hospitality College eller Hotel- og Restaurantskolen er Nordeuropas største institution af sin art og er altså et sted, hvor alle slags medarbejdere i hotel-, restaurations- og turistbranchen uddannes, fra kokke og tjenere til receptionister osv. - Dette er identisk med første afsnit i albumteksten til det lille Facebook-billedalbum, jeg har lavet, og som jeg sætter linket til ind herefter. Teksten slutter med ordene: "Jeg kørte glad hjem efter endnu en spektakulær polsk oplevelse i mit liv". - LINK til billedalbum: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1184167681617095.1073741869.100000716224349&type=1&l=caaf5a8878
MAJ 2016
Tirsdag den 3. maj 2016. - To polske festdage - for mig gennem TV). - Jeg slog i aften dette
op på min Facebook-væg (men udelader her video-linket): TO DAGES
NATIONALE HØJTIDELIGHEDER I POLEN - med et video-link. - I går og i dag har jeg
- via TV - været i Polen meget af tiden. I går (2/5) var jeg ved
præsidentpaladset, hvor Flagets Dag blev højtideligholdt. I dag (3/5 1791-grundlovsdagen)
begyndte jeg dagen med messen i Johannes Døber-ærkekatedralen i Warszawa, som
blandt andet hele statstoppen med præsidentparret i spidsen deltog i. Og mellem
12 og 13 var jeg på pladsen foran Kongeslottet, hvor der var militærparade og
tale af præsident Andrzej Duda. Efter paradestyrkens forbidefilering (og præsidentparrets "bad i
folkehavet") fortsatte paradestyrken med orkestret i spidsen til præsidentpaladset,
fulgt af præsidentparret og folkemængden. - Polakkerne elsker højtideligheder
af denne slags og er enormt gode til det. For den almindelige dansker kan det
være "for meget". Men som en af mine polske venner engang sagde til
mig: "Vi har ikke andet". Det var for nogle år siden. For nu har
Polen det bedre end nogensinde før i sin historie. Der er ganske vist nogle
ting under det nuværende flertal, der demokratisk set ikke ser så godt ud. Men
jeg håber og tror, demokratiet er så rodfæstet i Polen, at man vil komme ud på
den anden side igen. Men det, min polske ven tænkte på, var jo alle de
trængsler og ydmygelser, Polen har været igennem. For vel vedtog man den 3. maj
1791 verdens anden (efter USA) og Europas første frie forfatning, men allerede i
1795 var det slut. Polen blev helt og endeligt delt mellem sine tre store
naboer og ophørte med at eksistere som stat indtil 11. november 1918, hvor de
tyske tropper simpelt hen gik hjem og polakkerne kunne overtage styret af deres
land. Og så (01.09.39) kom Anden Verdenskrig med den tysk-sovjetiske nye deling
af landet. Og derefter et af Sovjetunionen påtvunget kommunistisk diktatur frem
til 1989/90. I det meste af tiden siden 1795 har polakkerne altså kun kunnet
overleve ved at mindes. - Der er foregået mere i dag (3/5), men jeg har ikke
kunnet nå at følge det direkte.
Fredag den 13. maj 2016. - Albumtekst til Facebook-billedalbummet "Farvel til Det Polske Hus i Maribo": "Fredag den 13. maj 2016 var en vemodig dag i Polsk Forening i Maribo's historie. Vi fejrede foreningens 90-års fødselsdag. Men samtidig var det den dag, hvor vi ifølge beslutningen på generalforsamlingen den 8. marts nedlagde foreningen og dermed også sagde farvel til Det Polske Hus i Museumsgade, Maribo. / Det begyndte med, at vi samledes foran huset og overværede, hvordan fungerende formand Jan Jørgensen skruede den polske ørn af det forfaldne hus, som i mange år har været kommunens ejendom, men med førstebrugsret for Polsk Forening. / Derefter samledes vi i det gode vejr i husets lille gård, hvor vi fik vin og snacks og hørte nogle gode taler af fungerende formand Jan Jørgensen, landsformand for Foreningen af Polakker i Danmark og formand for Museum Polakkasernen redaktør Torsten Elsvor samt en repræsentant for Museum Lolland-Falster, som også uddelte en fin folder med billeder fra polakkernes og Polsk Forenings historie på Lolland (se billedet af forsiden). Til sidst tog jeg ordet for en ganske kort bemærkning, hvori jeg gentog noget af det, jeg havde sagt på generalforsamlingen, nemlig min store tak til foreningens medlemmer for den modtagelse, Anna og jeg som ærkedanskere, men dog med, for mit vedkommende, slavisk sproglig baggrund, havde fået, og for alle de mange gode stunder, vi havde oplevet i det hus, vi nu sagde farvel til. Men jeg gentog også mit "Gud være lovet for Polakkasernen!", idet jeg helt direkte så frem til den sommerfest, vi skal mødes til dér lørdag den 25. juni kl. 12, men idet jeg jo også tænkte på, at Polakkasernen i Tågerup fortsat, men på også en helt ny måde, vil være et samlingssted for polakkerne og deres venner her på Lolland. Og jeg fortalte, at Anna og jeg ikke alene fortsat ville være medlemmer af Foreningen Polakkasernens Venner, men også allerede havde meldt os ind i Polsk-Dansk Forening i Næstved - med også den virkning, at vi fortsat vil være medlemmer af Foreningen af Polakker i Danmark (Związek Polaków w Danii). Og jeg ønskede os alle et fortsat godt polsk-dansk liv. Og polsk-lollandsk! Jeg nåede at få nævnt, at mødet mellem det polske og det lollandske var noget helt særlig godt. / Folketidende var også repræsenteret, og der vil komme noget om denne begivenhed enten allerede lørdag den 14. maj eller tredje pinsedag, tirsdag den 17. maj. / Men se nu de billeder, Anna og jeg fik taget!". - https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1194762320557631.1073741870.100000716224349&type=1&l=57c72b5c99
Pinsedag 2016 (15/5). - Jeg var præst i Ryde Kirke - og slog tredjepinsedag (17/5) dette op på min Facebook-væg: "JEG VAR PRÆST PINSEDAG. / Jeg var pinsedag præst i Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti. Her er slutningen af min prædiken (som i sin helhed kan læses på min hjemmeside, undersiden 'Prædikener efter 11.05.03'): / ... Og i dag er det altså helt særligt os, som lige nu fejrer kirkefødselsdag her i Ryde Kirke, der skal føle det som både vor ret og vor pligt at give os hen i alt det store, vi får lagt i vore ører og munde, så vi kommer til at opleve noget, der i hvert fald svarer til den pinsebegejstring, der den første pinse-dag greb disciplene i Jerusalem. Idet vi husker, at "begejstring" bogstavelig talt betyder "be-ånding" (jf. tysk: Geist = ånd). / Lad os høre himmelsuset! Lad os høre vindklokkerne kime! Lad Åndens ild gennembrænde vore sind i purpurlue! [Jf. anden salme, Jørgen Gustava Brandts "Hør himmelsus i tredie time!" (DDS 285)]. / Og lad os tage alt dette med os ud i de hverdage, der kommer efter Trinitatis søndag! Det kan godt være, det ikke bliver så stort og flot for os. Men hvis vi bare får et lille overskud med os ud, kan det nok lyde og lyse og varme lidt videre fra os og ud i vore omgivelser, så det kan være med til at sætte bare en smule mere liv i den del af Åndens store kirkelegeme, der ligger lige her omkring. / Tillykke med fødselsdagen! Glædelig pinse!". - Jeg tillod mig også at nævne, at det var min egen fødselsdag. Men det var som eksempel på, hvordan "fødselsdagsmagien" virker ved vore almindelige fødselsdagsfejringer ("så bliver selv mit gamle hårde hjerte blødt"). Og jeg sagde blandt andet også: "Ja, undskyld; nu har jeg gjort det! Men alting har en pointe, og pointen i dette er, at selv om vi jo midt i al denne store pinse-fødselsdagstale ikke kan lade være at tænke på, at der måske ikke er så meget at råbe hurra for, når vi ser på Folkekirkens aktuelle situation, så har vi faktisk både ret og pligt til at fejre vor kirke-fødselsdag for fuld både ind- og udblæsning!". - Men se eventuelt hele prædikenen på undersiden "Prædikener efter 11.05.03".
Torsdag den 19. maj 2016. - Anna og jeg besøgte den
dansk-polske dame Inger "Krupka" Chełmicka-Mogensen
og hendes mand John. Det var en stor oplevelse! Alene det at sidde og tale med
et menneske, der i september 1939 som femårig dansk diplomatdatter blev
evakueret fra Warszawa under tysk luftbombardement. Men hele hendes og hendes
families historie er fantastisk. Hendes far Jørgen Mogensen var bror til Anna
Louise Christine "Lone" Mogensen-Masłocha, der som den eneste
kvinde ligger begravet i Mindelunden - sammen med sin polske mand Lucjan
Masłocha, der er den eneste udlænding, der ligger begravet dér. - Min
forbindelse til alt dette er, at jeg de seneste år har været folkekirkepræsten
ved de årlige polsk-danske højtideligheder i Mindelunden, og at jeg på
forskellige måder har levet med i situationen omkring Maria Małaśnicka-Miedzianogóras
bog om Lone Mogensen Róże dla Lone
("Roser til Lone"). Bogen er ikke oversat til dansk, men jeg, og
flere med mig, håber, den bliver det. - Man kan se mere her på siden ved at
søge på Róże dla Lone,
Mindelundelunden eller nogle af de andre ord.
Fredag den 20, maj 2016. - Jeg har lige Facebook-delt Ekstra Bladets "Kofod står fast ...". Jeppe Kofod har oversat ordet "neger" i Søren Espersens udtalelse om, at Obama er USA's første negerpræsident, med "nigger". - Jeg har både her og der givet artiklen denne kommentar: "Jeppe Kofod er i hvert fald ond. Han er næppe så dum, at han ikke ved, at "neger" i Søren Espersens oprindelige udtalelse klart skal oversættes "negro". - Hvor er jeg træt af alle disse selvretfærdige revsende og manipulerende mennesker. - Jeg var i min ungdom amatørjazzmusiker og beundrede de amerikanske negermusikere enormt. Og jeg bliver ved med at sige "neger" eller "sort" om mine idoler. Jeg læste for nogle år siden en nyere jazzhistorie og var ved at få spat af ordet 'afro-american'!". - TILFØJELSE 25.05.16: Der fulgte en debat om emnet i min Facebook-tråd. I mine kommentarer og svar indrømmede jeg, at Søren Espersen jo nok har brugt ordet "neger" i en provokatorisk protest mod den politiske korrekthed, der prøver at sætte sig på sproget, idet jeg samtidig uddybede, hvordan ordet altid har været neutralt for mig, selv om jeg jo for det meste har brugt ordet "sort" om mine jazz-forbilleder. Men Jeppe Kofods tweet, hvor "neger" blev oversat til "nigger" - om USA's præsident - betegnede jeg som ond og landsforræderisk. Den var et eksempel på, hvordan de, der hele tiden taler om Danmarks omdømme, gør alt, hvad de kan, for at svine os til ude i verden. - Nu er sagen formodentlig slut. Jeppe Kofod har erstattet sit tweet med et andet, der forklarer det fejlagtige i det oprindelige, og Søren Espersen har erklæret sig tilfreds. - Jeg siger bare, at vi i debatten skal gå hårdere på landsforræderne. De, der var på den forkerte side under Den Kolde Krig, er moralsk set sluppet alt for billigt, men det skal de nuværende lands- og civilisationsforrædere ikke.
Tirsdag den 24. maj 2016. - Jeg deltog i Maribo
Domkirkes 600-års jubilæumsgudstjeneste. Jeg var i ornat og gik med i
processionen. Hendes Majestæt Dronningen glædede og beærede os ved at deltage i
gudstjenesten. Kirkeminister Bertel Haarder var der også. Og selvfølgelig en
lang række, også lokale, repræsentanter for det officielle Danmark.
Gudstjenesten var stort set en almindelig højmesse med de samme tekster, som
blev læst i søndags (Trinitatis søndag, anden tekstrække). Og biskop Steen
Skovsgaard prædikede over Matt 28,16-20. Der var kun to særlige ting. Den ene
var, at vi bekendte troen ved at synge den nikænske trosbekendelse. Det er ikke
usædvanligt, at vi i Domkirken bruger Nikænum ved
særlige gudstjenester; det usædvanlige var, at vi sang den. Den anden særlige
ting var, at Schola Cantorums
Kvindekor ledsaget af Storstrøms Kammerensemble lige efter prædikenen uropførte
et Magnificat med Ursula Andkjær Olsens tildigtninger
til Luk 1,46-55 og musik af Pernille Sejlund. Jeg er
principielt ikke meget for indlæggelse af musikalske "programpunkter"
i gudstjenesten, men i betragtning af, at både det tidligere kloster og byen
Maribo har navn efter Jesu moder, og i betragtning af, hvor godt det hele, både
teksten og musikken var, var jeg glad for dette punkt. Ursula Ankjær Olsen
fortjener ros for sine gode, raffineret enkle "tildigtninger", og
Pernille Sejlunds musik var også raffineret, i bedste
forstand moderne, og både koret og ensemblet gjorte det virkelig godt. -
Nadveren foregik på den måde, at et antal præster gik ned i kirken og to og to
udgjorde et antal "stationer", hvor den ene stod med brødet og den
anden med vinen, og hvor vi gik op og tog brødet og dyppede det i vinen, den vi
spiste det. Denne måde at holde nadver på har jeg i hvert fald én gang før
oplevet i Domkirken. Den svarer jo til, hvordan katolikkerne gør, bare med den
væsentlige forskel, at vi på denne måde får vinen med. Der var i øvrigt
katolske gæster med, ikke alene de nuværende Birgitta-søstre, men også nogle
præster og biskop Czeslaw Kozon, som jo stammer her
fra Lolland-Falster (og som jeg ofte har mødt i polske sammenhænge og lige
nåede at få hilst på efter gudstjenesten). - En tysk gæst var pastor, doktor Mitchell Grell, som jeg kender fra min
deltagelse i møderne både her og der med vore gode lutherske naboer i den gamle
Landeskirche Mecklenburg. Ham nåede jeg også lige at få hilst på (se mere
ovenfor ved at søge på "Güstrow").
JUN 2016
Onsdag den 8. juni 2016. - LOLLAND-FALSTERS STIFTS LANDEMODE 2016. - Jeg deltog i
Lolland-Falsters Stifts landemode 2016 (gudstjeneste i Domkirken og møde i
Bangs Have). Jeg gik selvfølgelig med i den store præsteprocession til
gudstjenesten. Jeg har, siden jeg i 1974 blev præst i Lolland-Falsters Stift, i
princippet (og med kun ganske få undtagelser) altid deltaget på denne måde i
landemoderne. - Det helt særlig interessante var teolog og billedhugger Hein
Heinsens foredrag om Treenigheden! Det var en stor oplevelse at høre en teolog
og kunstner tale om, hvilken betydning troen på Den Treenige Gud har for hele
vor kultur. Men jeg kan ikke komme nærmere ind på det her. Jeg kan henvise til
hans bog Trinitetsmaskinen
(2010), som jeg ganske vist ikke selv har læst (endnu!). - Det er Hein Heinsen,
der har lavet den fantastiske treenighedsskulptur, som står ved indgangen til
bispegården i Nykøbing, og i mit Facebook-opslag om landemodet har jeg
opfordret alle, der endnu ikke har gjort det, til at lægge vejen forbi
Bispegården og studere skulpturen. Man kan sagtens gøre det flere gange.
Fredag den 10. juni 2016, -
To møder med den polske præsident. - Polens præsident Andrzej Duda
og fru Agata Kornhauser-Duda var i dagene 8/6-10/6 på
officielt besøg i Danmark. Jeg fik lejlighed til at møde præsidentparret to
gange, anden gang var Anna med. - Økumenisk
møde i Roskilde. Fredag eftermiddag 10/6 deltog det polske præsidentpar i
et økumenisk møde i bispepalæet og domkirken i Roskilde. Jeg var ved denne
lejlighed med på den polske side, idet det var den polske ambassadør Henryka Mościcka-Dendys, der havde inviteret mig. Vi
samledes først ved et kaffebord i bispepalæet. Til stede var biskop Peter
Fischer Møller, Domkirkens præster og andre repræsentanter for stiftet og
domsognet, men også repræsentanter for den romersk-katolske kirke i Danmark,
med biskop Czesław
Kozon i spidsen. Den polske ambassade var selvfølgelig
også repræsenteret, bla. af ambassadøren og konsul Łukasz Gabler. Biskoppen og præsidenten holdt hver en lille tale.
Derefter var der rundvisning i Domkirken, herunder til gravkapellerne. Til
sidst ledede biskop Peter Fischer Møller, med deltagelse af biskop Czesław Kozon, som læste
evangeliet på polsk, en kort økumenisk gudstjeneste, hvor danskere og polakker
kunne synge salmerne og bede Fadervor på hver deres sprog. Jeg havde skaffet de
polske tekster til de to salmer fra Den Evangelisk-Augsburgske Kirke i Polen's (Kościół Ewangelicko-Augsburski w RP) salmebog (Śpiewnik
Ewangelicki). Det var Lover den Herre, den mægtige konge med ære / Pochwal, mój duchu,
Mocarza wielkiego wszechświata og Nu takker alle Gud / Dziękujmy Bogu wraz. Efter gudstjenesten gik man ud til Frederik den
Niendes kapel. Og så kørte præsidenparret. Til sidst
fik jeg en til at tage et billede af mig og biskop Czesław
Kozon. Vi repræsenterede nemlig ikke alene
henholdsvis Den Romersk-Katolske Kirke og Den Danske Folkekirke, men også
Lolland-Falster, hvor Czesław Kozon er født og opvokset. Hans mor boede som barn i mit
gamle sogn Musse, og han og jeg får os ofte en snak om Musse og Døllefjelde,
som han ved meget om. Vi mødes jo jævnligt ved polsk-danske lejligheder. Under
en del af kaffebordet i bispepalæet sad vi ved siden af hinanden og fik os en
lille økumenisk drøftelse. - Dekorationsoverrækkelseshøjtidelighed
på Glyptoteket, København. Om aftenen fredag 10/6 var præsidentparret til
stede ved en af ambassaden arrangeret højtidelighed på Glyptoteket, København,
hvor udvalgte medlemmer af det polske samfund i Danmark blev dekoreret af
præsident Andrzej Duda. Det var blandt andet to af vore gode herboende polske
venner og samarbejdspartnere. Den første, der fik Den Polske Republiks
Fortjenstkors i Guld, var formand for Foreningen Museum Polakkasernens venner
Marek Kocuba, den næste var formand for Polsk-Dansk
Forening i Næstved og Forbundet 'Polonia' Lidia Szuster.
Anna var med på Marek Kocubas gæsteliste, jeg var på
ambassadens liste. Se også optegnelserne her på siden om især Museum
Polakkasernen, Polsk-Dansk Forening i Næstved og højtidelighederne på Slaglille
Kirkegård ved Sorø. Under højtideligheden var der taler af såvel ambassadør
Henryka Mościcka-Dendys og præsident Duda. Også
erhvervsmanden Karol Marcinkowski, som har boet her i Danmark i over fyrre år og
er dansk gift, holdt en lille tale. Han havde fået Fortjenstordenens Officerskors for sin fremragende indsats i udviklingen af
det polsk-danske økonomiske samarbejde og for sin velgørenhedsvirksomhed. Efter
selve højtideligheden fik vi et glas vin, og der var lejlighed til at hilse på
præsidentparret og blive fotograferet sammen med dem. Anna og jeg holdt os dog
i baggrunden. Vi var trods alt ikke præsidentparrets landsmænd. Men vi fik talt
med en del af de andre gæster, både nogle, vi kendte i forvejen og nogle nye
interessante personer.
Lørdag den 11. juni 2016. -
Annas 70-års fødselsdagsfest. - Det var en begivenhedsrig uge for Anna og mig.
Lolland-Falsters Stifts landemode 8/6 er omtalt ovenfor. Dagen efter var det
Annas 70-års fødselsdag, som vi fejrede i stor beskedenhed. Men lørdag den 11.
juni holdt vi familiefest på Cocotten, Holeby, med
deltagelse af Annas fire søskende, vore fire børn, seks af vore børnebørn (det
syvende deltog i en vigtig sportskonkurrence, som vi dog fik set lidt af på YuoTube; moderne tider!) og vor yngste søns svigerfar. Der
deltog selvfølgelig også en del "vedhæng" (i alle tre generationer!).
Det var en god dag med god mad, festlig-hyggeligt samvær, sange, taler,
musikindslag - og til allersidst den traditionelle squaredance under ledelse af
Annas lillebror. - Normalt skriver jeg ikke noget, eller kun lidt, om private
ting. Men dette er til ære for min kære kone og et eksempel på, at vi altså
også lever et privat liv!
Mandag den 13. juni 2016. - Løgnens dag. - På min Facebook-væg slog jeg en tekst op, som jeg
her gengiver dele af: "LØGNENS DAG - i går / På min kalender stod der igen
i år "Løgnens dag" ved datoen 12. juni. Det er den dato, hvor
ritualet for vielse af personer af samme køn blev autoriseret i 2012. Og jeg
erklærede dengang, at jeg hvert år ville markere datoen for denne sejr for den
konstruktivistiske "newspeak". Det samme gælder i øvrigt også det
forhold, at par af samme køn kan blive borgerligt ægteforenet og betegnet som
ægtepar. Det er bare ekstra utåleligt, at en løgn kan komme til at indgå i
Folkekirkens ritualbog. For det er selve newspeak-løgnen, jeg reagerer imod.
... Det er selve volden mod sandheden, jeg reagerer imod. / Men jeg ved ikke,
om jeg gider blive ved. Der var i 2012 51 vielser i Folkekirken af personer af
samme køn. I 2015 var der 99. Ifølge Danmarks Statistik. De allerfleste
medlemmer af Folkekirken mærker ikke noget til det. Og vi har andre og
vigtigere ting af skulle drøfte. - Tilføjelse
15.06.16: Jeg skrev ikke noget om massakren på "homo-natklubben"
i USA den 12. juni. Og jeg vil egentlig heller ikke skrive om det nu. Min
modstand mod "newspeak" og konstruktivisme har jo ikke noget med den
slags at gøre. Men det har været interessant at følge med i, hvad der bliver
sagt i mediedebatten, og jeg bliver nødt til at sige (og jeg indrømmer, at det
er ret kynisk), at der jo er en del af dem, der udtaler sig, der har det lidt
svært, fordi der er tale om et sammenstød mellem to af de "helligste"
ting for dem, nemlig homoseksualitet og islam, og at det vel ikke hjælper
meget, hvis den teori har noget på sig, ifølge hvilken gerningsmanden som
troende muslim måske dybest set ville dræbe sine egne homoseksuelle
tilbøjeligheder.
Torsdag den 23. juni 2016.
- Sankthansaften.
- Jeg var til sankthansbål i Kettinge Grusgrav sammen med min søn og
svigerdatter og deres to børn - og vor medsvigerfar. Det var en på alle måder
god aften. - Men så kørte jeg hjem for at følge den britiske valgnat i
fjernsynet. Det var dog ikke danske forhold, så Anna og jeg besluttede at gå i
seng, så vi kunne stå tidligt op og følge offentliggørelsen af resultaterne. Se
næste. - Inden jeg gik i seng, fik jeg dog skrevet nattevinduesdigtet "ALT
MELERET", der begynder således: "Sankthansnat. / Britisk valgnat. /
Alt meleret. / Men hov! / Der er lyn i det fjerne! ...". Digtet blev
tidligt næste morgen slået op på min Facebook-profil og indgår i den nye
digtsamling, jeg håber at få udgivet senest i 2018.
Fredag den 24. juni 2016. - Brexit. - Det var en spændende morgen, og vi var længe usikre på,
om der virkelig var flertal for Leave. Men vi i Dansk Folkeparti har jo hele tiden haft den
holdning, at med den britiske premierministers forhandlingsresultat og hele
røret rundt omkring i EU-landene, ville både det ene og det andet resultat være
et fremskridt. Og nu må vi se. Jeg ønsker ikke EU opløst. Men jeg ønsker måske et
EU i flere grupperinger. Mentalitetsforskellene og forskellene i politisk
kultur er meget store. Jeg har længe i både spøg og alvor sagt, at de lande,
der indgik i Knud den Stores rige, nemlig Danmark, Norge og England (nu
Storbritannien), måske på en eller anden måde skulle samle sig i en særlig
gruppe (evt. sammen med yderligere nogle ligesindede lande), som enten kunne
udgøre en særlig gruppe inden for EU eller kunne stå samlet udenfor, men i en
passende tilknytning til EU. - Jeg håber, at en ny udvikling nu er begyndt. Men
det kan være, tilhængerpolitikerne og EU-systemet skal have endnu nogle skud
for boven. En korrespondent i Bruxelles sagde, mens hun pegede over mod
EU-institutionernes blærebygninger, at folkene derovre ikke i deres sjæle kunne
forstå, hvad der lå bag det britiske afstemningsresultat. Og det samme gælder
de nationale tilhængerpolitikere. Jeg har fx lagt mærke til, at man taler om
"bekymringerne" i store dele af befolkningerne, og at dem bør man
tage hensyn til. Men det er alligevel på en nedladende måde. De pågældende
politikere er åbenbart ikke selv
bekymrede! Der er behov for en udskiftning af såvel de nationale politikere som
folkene i EU-systemet, ja, behov for en helt ny ånd i EU. Der er nok også behov
for en udskiftning af den nuværende traktat, som låser EU fast på en bestemt
politik. Måske skal det være noget andet end en traktat. Men jeg har ikke noget
imod et fortsat formaliseret samarbejde. Det er for mig heller ikke uden videre
et spørgsmål om mere eller mindre. Det gælder ikke graden af samarbejde, men måden
og ånden.
Lørdag den 25. juni 2016 -
1. - Museum Polakkasernens sommerfest 2016. - Uddrag af albumtekst til Facebook-billedalbum:
"Så var der igen sommerfest i Museum Polakkasernens hyggelige have. Bemærk
det fine nye telt i de polske - og danske! - farver! Når festen blev sprunget
over sidste år, skyldtes det nemlig blandt andet, at teltet var blevet ødelagt
af en storm året før ... / Ambassaden var repræsenteret ved blandt andet den
nye kulturattaché Olga Zawadzka, som jeg har mødt et
par gange på ambassaden og også fik vekslet et par ord med under denne fest. /
Jeg fik også talt med alle de gamle både polske og danske venner - og nogle nye
... / Der deltog også en del yngre, senere tilkomne polakker, og på et tidspunkt
tog en af dem sin guitar frem, og han og nogle andre gav sig til at synge
polske sange".
Lørdag den 25. juni 2016 -
2. - Jeg
deltog i vor lokale forfatterforening StORDstrømmens sommerfest. Det var som
sædvanlig meget hyggeligt og rart at være sammen med disse efterhånden ikke så
helt nye venner. Jeg fik også, ind imellem den almindelige hygge, drøftet både
småt og stort med flere af dem. Som led i underholdningen efter middagen sang
vi som fællessang min "anti-antifolkelige"
sang fra Digte og aforismer 1966-2016
(2016) "Folkeligt må intet være". Den er en "efterklang"
(som Grundtvig også ofte selv sagde) af Grundtvigs "Folkeligt skal alt nu
være" og på samme melodi. Jeg sætter første strofe ind her:
"Folkeligt må intet være, / lød igen de kloges bud, / traditionen kan kun
snære; / vi skal se i verden ud. / Og de sad i glascaféer / med de rigtige
idéer / eller rejste vidt omkring / for at se de samme ting". - Når jeg
her skriver "disse efterhånden ikke så helt nye venner", er det,
fordi der var to helt nye medlemmer med og nogle af de andre sagde til mig, at
nu kunne jeg godt holde op med at gå og sige, jeg er nyt medlem. Jeg blev
medlem af foreningen i begyndelsen af oktober 2014, altså for 1 ¾ år siden, og
foreningen er grundlagt den 2. juni 2012. Jeg har altså været medlem knapt
halvdelen af tiden. - Se optegnelsen onsdag den 8. oktober 2014.
Søndag den 26. juni 2016. -
Salmesangsgudstjeneste
i Sakskøbing Kirke. - Så blev den
efterhånden gamle plan realiseret, som måske allerede før jeg blev medlem (se
her lige ovf.) var blevet luftet af daværende formand for forfatterforeningen
StORDstrømmen Thorvald Berthelsen, nemlig planen om en salmesangsaften i
Sakskøbing Kirke med salmer af Lolland-Falsters Stifts to aktive salmedigtere
Merete Bandak og mig. Det er også et godt stykke tid
siden jeg kom i direkte kontakt med sognepræst Hanne Tougaard om sagen. Men
efterhånden kom det til en ret omfattende mailveksling mellem Hanne Tougaard
(med organist Flemming Chr. Hansen i baggrunden), Merete Bandak
og mig. Det endte med en gudstjeneste i Sakskøbing Kirke med teksterne til 5.
søndag efter trinitatis efter anden tekstrække og med 2 x 5 salmer af hhv.
Merete Bandak (MB) og mig (BC). - Organist Flemming
Chr. Hansen indledte med et meget stille og fint (også rent klangmæssigt)
præludium af Johannes Brahms over "Jesus, livets sol og glæde". Og
efter indgangsbønnen og sognepræst Hanne Tougaards velkomst fik gudstjenesten
følgende forløb: "Bladets brune gamle hud" (Tid og alder) (MB). -
Merete Bandaks korte præsentation. - "I havets brusen"
(MB). - "Så ubetydelig og lille" (Nattergalens ubetydelighed) (MB). -
Min korte præsentation. - "Vi vender ryggen til" (gendigtning af
forsagelsen og trosbekendelsen) (BC). - Gammeltestamentlig læsning. -
"Profeterne er mange" (BC). - "Halleluja! Halleluja! / Gud sår
sit ord på verdens mark" (BC). - Evangelium. - "Hvem siger folk at
Jesus er" (BC). - Epistel (ja, på dette sted). - "At Jesus skulle
slås ihjel" (BC). - "Mød mig med omsorg og åben favn" (fungerende
som "sunget kirkebøn") (MB). - Fadervor og velsignelse. - "Fader
og Gud i det høje" (Tillid og tilflugt) (MB). - Udgangsbøn. - Postludium
(Johannes Brahms "Nu hviler mark og enge"). - Jeg vil ikke give mig
til at "anmelde" gudstjenesten her og vil først og fremmest også
nævne det dygtige pigekor. Men det var naturligvis utrolig stort for mig at nå
at opleve dette. Jeg vil afslutningsvis (uden markering af udeladte steder)
citere fra min lille præsentation: "Det er stort for mig at være her i
aften. Jeg blev jo døbt her i kirken den 4. juli 1943. Senere var der alle min
og min families Døllefjelde-år (1974-2003), hvor vi kom meget her i byen og jo
hørte til Lolland østre Provsti. / Men dermed hørte vi jo også til
Lolland-Falsters Stift. Og det er derfor også en stor glæde for mig at være med
i denne gudstjeneste sammen med Merete Bandak. / Det
endte med, at jeg fik skrevet en salme til hver eneste søn- og helligdag, og at
jeg i oktober 2015 udgav: Evangeliesalmer
og andet til alle søn- og helligdage. Jeg har først og fremmest ønsket at bidrage
til den store danske tradition for salmer, der dels genfortæller det pågældende
evangelium, dels gør det gældende for os her og nu, og dels, især til sidst,
bliver til tak og til bøn om, at vi må få det, vi har sunget med på, med os ud
i vort liv. / Til forskel fra Merete Bandaks salmer er mine udtrykkeligt
skrevet til søn- og helligdagene i begge tekstrække-år
- og til melodier, der står i Den Danske Koralbog. I aften skal vi dog synge en
af dem ["Hvem siger folk at Jesus er"] på domorganist H.J. Østergaaards melodi [til
"Kirken den er et gammelt hus"]. Men det er der gode saglige grunde
til. Og det understreger jo også stiftssammenhængen! / Lige efter den
gammeltestamentlige læsning skal vi synge min
efter-gammeltestamentlig-læsning-salme til 8. søndag efter trinitatis efter
første tekstrække. / Lige før evangelielæsningen skal vi synge mit
Halleluja-vers til søndag seksagesima efter første tekstrække. Halleluja-verset
svarer til det traditionelle messeled Halleluja, som er menighedens glade lovprisning
i anledning af, at vi nu skal høre Frelsens glædelige budskab. - Jeg lægger
stor vægt på, at vi i den del af gudstjenesten, der kommer før
evangelielæsningen, i så høj grad som muligt lægger os i den fælles
vestkirkelige tradition. / Efter epistellæsningen, som i denne gudstjeneste
kommer til sidst, synges den sidste af mine salmer, nemlig evangeliesalmen til
24. søndag efter trinitatis efter anden tekstrække. Også det er det nærmeste,
jeg har kunnet tilbyde".
JUL 2016
Mandag den 4. juli 2016. - IKKE SAMMENBRUD, MEN ET NYT EF! - Under denne overskrift har jeg i
dag sat min seneste kommentar til situationen i og omkring EU - og omkring
Dansk Folkepartis moderate og pragmatiske EU-politik - på undersiden
"Debat". - Her i denne optegnelse vil jeg nøjes med at henvise
dertil. Men jeg skriver også her, fordi jeg gerne vil have til at stå her, at
jeg har fulgt meget med i hele situationen omkring Brexit og deltaget noget i
debatten, dog stort set kun i trådene til DR Deadline's
og DR P 1 Debats Facebook-opslag (og til dels på min egen væg). Her har jeg til
gengæld skrevet en hel del kommentarer, som ikke er kommet på "Debat"
eller blevet omtalt her i dagbogen. - Jeg vil nemlig også gerne skrive lige
netop her, at jeg er nødt til at skære så meget muligt væk, både privat og fx
debatmæssigt olgn., af det, der ikke har med mit forfatterskab, og hvad dertil
hører og dermed er forbundet, at gøre. Jeg er virkelig nødt til at koncentrere
mig nu. Jeg skriver stort set et "nattevinduesdigt" hver nat (se dem,
der allerede er i min 2016-digtsamling) og sætter de nye ind i den samling, jeg
allerede er begyndt at skrive til, og som måske bliver udgivet allerede i 2017,
ellers nok i 2018. Og så arbejder jeg nu parallelt på de to næste udgivelser: Mit teologiske testamente og Mit Dannevirke. De er nu begge
forsinkede. Testamentet skulle efter planen allerede have været udgivet nu. Og
selv i bedste fald kommer jeg til at datere forordet til Mit Dannevirke engang i oktober måned, hvor det er 200 år siden
første bind af Grundtvigs Danne-Virke forelå. Jeg havde ellers
planlagt at blive færdig, så forordet kunne dateres i juli måned, nemlig på
eller i nærheden af den dag, hvor det allerførste hæfte af Danne-Virke blev
udsendt. - Men som det også fremgår af nærværende optegnelser, er der sket
meget i år, også en del, blandt andet private, ting, der ikke er skrevet om
her. Og jeg passer mit polsk-studium og mit orgelspil. Jeg skal spille rigtig
meget her i sommerferiemåneden. - Det helt afgørende i denne optegnelse er, at
nu skal jeg altså tage mig sammen. Jeg mener, at jeg stort set endnu har min
fulde arbejdskraft, og at jeg er ganske ung af sind. Men jeg ved, at det selv i
bedste fald ikke kan blive ved ret mange år endnu. Så jeg har meget travlt. Jeg
vil meget gerne efterlade mig så meget som muligt af det, jeg med mine evner,
hverken mere eller mindre, har pligt til at give videre. Og sørge for at få
skabt så megen opmærksomhed omkring det, at det ikke bliver helt glemt! Og jeg
vil simpelt hen også gerne gøre mit liv færdigt. - Men snart er der Deadline!
Onsdag den 13. juli 2016. - MAN ER I "ERHVERV OG KULTUR". - Jeg kunne i dag slå dette op på såvel min personlige Facebook-profil og Forlaget Luskebakkens Facebook-side som forfatterforeningen StORDstrømmens offentlige side: "For nogen tid siden besøgte journalist Bjarne Winther fra ERHVERV OG KULTUR mig for at interviewe mig med henblik på en artikel i bladet om min digtsamling "Lollandsonetter" (2015). Det blev til artiklen "Turistguide for feinschmeckere" i det netop udkomne juli 2016-nummer (s. 12-15). - Yderst til venstre på s. 12 præsenteres to af de sonetter, der er i almindelig form, og to af de frie. Det er "Fuglsang", "Nakskov", "Himlen over Lolland" og "Mine forfædres og min atbejdsplads". - FRA BJARNE WINTHERS ARTIKEL: - En turistguide kan have mange udtryk ... og endelig kan det være noget så usædvanligt som beskrivelse af geografiske lokaliteter udtrykt i lyriske digte, sonetter. - Læsningen af "Lollandsonetter" bekræfter til fulde Bent Christensens lokale engagement og kærlighed til den flade ø vest for Falster. - "Lollandsonetter" er ikke en farvestrålende turistguide (det er den så til gengæld indholdsmæssigt). - - Titlen er som sagt "Turistguide for feinschmeckere", og øverst til venstre i billedet med mig ved computeren står: "Turister på Lolland har adgang til noget så usædvanligt som en turistguide på vers, skrevet af en lollik, der lod sig inspirere af en polsk 1800-tals digter. - Selve billedteksten: "Bent Christensen ynder at skrive og oversætte ved køkkenbordet.
Tirsdag den 19. juli
2016. - Under overskriften "Folkeafstemninger
- og nye politikere" satte jeg i dag en kommentar på undersiden
"Debat", hvori jeg udtrykte min mistanke om, at i hvert fald vore
magtbærende politikere er i andre kræfters vold. Jeg havde først skrevet den i
en vens Facebook-tråd. - Jeg vil godt her i Dagbogen uddybe, hvad jeg mener med
"i andre kræfters vold". Det er ikke en ren konspirationsteori med
anklage for direkte korrupthed. Men det er da en kendsgerning, at de borgerlige
partier støttes massivt af erhvervslivet. Og EU-systemet (som vore magtbærende
politikere også nødig vil lægge sig ud med) er formodentlig også under stor
indflydelse fra, hvad man kort og traditionelt kan kalde "kapitalen".
- Anledningen var justitsminister Søren Pinds udtalelse om, at vi ikke er i
krig med islam. Og her kan almindelig inden- og udenrigspolitisk statsklogskab
eller kynisme også gøre sig gældende. Det kan være frygt for noget, der til
sidst kan ende i borgerkrig. Det kan være globale strategiske interesser og
globale forsynings- og handelsinteresser. Og jeg kan da et vist stykke godt
tilslutte mig denne statsklogskab. Men den skal også vejes op mod vore dybere
og mere langsigtede interesser og mod de principper, vi står for. Vi skal først
og fremmest være realistiske og ærlige. Og så må vi finde den rigtige
afvejning. Og sige de rigtige ting. Det er først og fremmest en idé-kamp, der
finder sted lige nu. Og her må vi tale, så alle de muslimer, vi ikke vil
betragte os som værende i krig med, bliver tilskyndet til, virkelig at stille
sig på vor, dvs. frihedens og demokratiets, side. Ikke bare i nogle udtalelser
ved passende lejligheder, men på den måde, at de aktivt bekæmper terroristerne
i deres midte. - Endelig vil jeg benytte lejligheden til at slå fast, at jeg
heller ikke bryder mig om en stor tilstedeværelse i Danmark og Europa af selv
de flittigste og mest skikkelige mennesker med ikke-vestlig baggrund. Og at jeg
for den sags skyld heller ikke ville bryde mig om mange hundrede tusinde
mennesker i Danmark fra andre vestlige lande. Det hele skal gå naturligt til.
Jeg vil ikke have befolkningsudskiftning. Det er et nationalt og folkeligt
eksistensspørgsmål for mig.
Onsdag den 20. juli 2016. - Et læserbrev og nogle betragtninger om såvel mit forhold til det at
debattere som min fornemmelse af den aktuelle situation. - Jeg havde i dag
dette læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende: - SÅ KLAR SOM SITUATIONEN / I lederen 19. juli gentager K.E. Watz de sædvanlige fraser, der skal tjene til at nedgøre
Dansk Folkeparti i den aktuelle situation, hvor det ikke ser så godt ud for det
nuværende EU og de nuværende EU-positive politikere i blandt andet Danmark. Og
det kan godt være, denne massive kampagne kan svække Dansk Folkeparti på
kortere sigt. Men det bliver den ikke mere rigtig af. / Det er klart, at DF
ikke hidtil har kunnet gå i regering, når nemlig situationen omkring såvel
indvandringen som EU har været så unormal, som det har været tilfældet. Men med
den stigende erkendelse af indvandringens alvor og de nye muligheder, der
tegner sig efter Brexit, er der opstået en ny situation - som dog først bliver
afklaret, når Storbritanniens forhold til EU er forhandlet på plads. / Derfor
er Dansk Folkepartis politik lige nu præcis så klar som situationen. - // - Jeg
har sat hele dette lille læserbrev ind her. Det er nemlig meget længe siden jeg
har skrevet et læserbrev til Folketidende. Jeg har i princippet besluttet at
holde mig ude af den politiske debat, især den fremmedpolitiske. Jeg er nødt
til, ja, har direkte pligt til, at koncentrere mig om mit forfatterskab og det
polske (som jeg nu prøver at forholde mig så passivt som muligt til). Og jeg
siger efterhånden, at hvis Danmark og Europa ikke kan klare sig uden mig kan
det også være det samme. Og navnlig siger jeg, at jeg nu har både ret og pligt
til at gøre mit liv færdigt. Det stort set eneste, jeg gør (mere, end jeg
burde!) er at skrive kommentarer på P 1 Debats og Deadlines Facebook-sider og
deltage i diskussioner dér. Meget sjældent online-kommentarer til avisartikler.
Jeg tror, dette dels er en nem måde at "få afløb" på, dels kan øve
rimelig indflydelse i forhold til den tid, det tager at skrive det. Det tager
dog alligevel for meget af min tid, så jeg gør alt, hvad jeg kan for at
begrænse det. En (vist ret lille) del af disse kommentarer sætter jeg på
undersiden "Debat" (hvor ovenstående selvfølgelig også er sat på), og
jeg omtaler dem undertiden også her i Dagbogen. Jeg vil jo gerne give et
indtryk af og nogle eksempler på min oplevelse af de ting, der sker og er oppe
i tiden, og min reaktion på dem. Det er også et udbytte af, at jeg fortsat
kommenterer lidt. - Ellers er min kommentar i dag, at meget ser slemt ud både i
verden som helhed og i Europa og Danmark, men at jeg alligevel er lidt mere
optimistisk, end jeg ellers har været. Jeg afviser ikke muligheden af
sammenbrud og/eller borgerkrig og lignende, men der er trods alt også tegn på
en folkelig mobilisering i både Danmark og hele Europa, så måske kan vi undgå
det værste og redde vor civilisation, vor kultur og hele vor livsform.
Torsdag den 21. juli 2016. - Jeg vil notere, at jeg
mere og mere har mistanke om, at den tyrkiske præsident Erdogan på en eller
anden måde har fremkaldt det mislykkede militærkup den 15. juli i år. Jeg er
ikke konspirationsteoretiker, men mange ting tyder på, at der ikke bare er
noget helt galt i den måde, præsident Erdogan nu fører sig frem på, men at der
også er noget underligt ved den måde, det mislykkede kup blev udført på. Det
ligner ikke det tyrkiske militær at optræde så ineffektivt. Min mistanke går ud
på, at der måske nok kan have været forberedt et kup, men at præsident Erdogan
på en eller anden måde har bevirket, at det er gået i gang for tidligt. Som jeg
ser det, er det mest sandsynlige, at Erdogan har kendt kupplanerne og har ladet
information om dette tilgå kupmagerne, som derfor har været nødt til at
iværksætte kuppet, så godt de nu kunne, idet de intet har haft at tabe; de
ville alligevel være blevet straffet. Der kan også tænkes andre varianter, men
jeg er altså overbevist om, at præsident Erdogan på en eller anden måde har
fremprovokeret det mislykkede kup. Det tyder det forhold jo også på, at der har
ligget planer parat for indførelse af en slags diktatur. Omfattende indgreb mod
dommere og embedsmænd og folk i undervisningssektoren osv. Jeg vil gå så vidt, at jeg sammenligner det med
rigsdagsbranden i 1933, som banede vejen for den nazistiske førerstat i
Tyskland!
Fredag den 22. juli 2016. - Foromtale af blandt andet min deltagelse i skrive-event på havnen i Nysted den 10. august. - Uddrag af mit opslag på min egen Facebook-væg, min forlagsside "Forlaget Luskebakken" og på begge forfatter- og illustratorforeningen StORDstrømmens Facebook-sider: "LOLLANDSONETTER PÅ HAVNEN I NYSTED 10/8. / Næste Bent Christensen-event vil finde sted på havnen i Nysted onsdag den 10. august 2016. Det fremgår af det sidste afsnit af Lolland-Falsters Folketidendes omtale den 22. juli af Well Come Lolland-Falster Kunstfestivals event-række på Lolland-Falster i tiden 30/7-10/8. Der vil være repræsentanter for den lokale forfatter- og illustratorforening StORDstrømmen til stede alle de pågældende dage, men det helt særlige er, at alle og enhver kan komme til at udtrykke sig, idet disse repræsentanter stiller op med en "Giga Skriv selv lokumsrulle på cirka 70 meter og indbyder alle til at skrive og tegne med". / ... / 10/8 kl. 16.30. - På havnen i Nysted (Bent Christensen og Thorvald Berthelsen). / Og det er altså på havnen i Nysted den 10. august, jeg medvirker. Jeg vil skrive en af mine "Lollandsonetter" fra 2015-samlingen med denne titel op på lokumsrullen og læse den højt. Det bliver en af dem, der handler om et sted i den gamle Nysted Kommune. Jeg vil måske også læse begge de to andre Nysted Kommune-sonetter fra samlingen op (eller en af dem), og jeg regner med at "uropføre" (skrive og oplæse) en helt nydigtet sonet om endnu en Nysted Kommune-lokalitet. Jeg glæder mig til at deltage i denne event i min gamle kommunes hovedstad (1974-2003)".
AUG 2016
Torsdag den 4. august 2016. - En økumenisk oplevelse på russisk. Og en statusopgørelse. - Indtil videre vil jeg nøjes med at notere, at jeg i dag havde en helt særlig gudstjenesteoplevelse i en af stiftets kirker (dog ret nøje svarende til, hvad jeg har oplevet en del gange tidligere). Med nogle bulgarere, der kunne udmærket russisk - og en enkelt russer. Jeg havde lavet tekstblade med alt på russisk, herunder oversættelser af det, der af den anden præst blev sagt på dansk. For stedets sognepræst og jeg forrettede gudstjenesten sammen. Tre af de salmer, vi sang, stod dog på både dansk og russisk. Det var salmer, der forekommer i såvel Den Danske Salmebog som den finsk-russiske evangelisk-lutherske Ingermanlandske Kirkes salmebog. Den Ingermanlandske Kirke havde jeg jo allerede mødt i Finland i 1992, hvor jeg var Folkekirkens observatør ved de finsk-russiske, luthersk-ortodokse teologiske læresamtaler, men senere besøgt i både 1994 og 1997. Og jeg havde også dens ritualbog. Og den russiske Bibel (Bibelselskabets) har jeg har haft siden før jeg blev præst i 1971. Og jeg behøvede ikke engang skrive det hele af. Jeg kunne bare skrive nogle få karakteristiske ord, så fandt jeg de pågældende tekster ved Google-søgning. Det gjaldt selvfølgelig også de bibelske læsninger. Men selv det tager jo tid og slider på øjnene, og en del ting måtte jeg jo bare oversætte. Hvortil kommer hele den typografiske opsætning. Og så var der prædikenen, som jeg altså holdt på russisk. Med den gjorde jeg, som jeg nu altid gør, når jeg skal skrive en tekst på et fremmed sprog (som oftest polsk). Jeg skrev den på dansk og kørte den derefter gennem Google Translate. Nogle vil sige, at det er under min værdighed. Men selv om det er et ret ynkeligt resultat, der kommer ud af det - oversættelsesmaskinen er fx elendig til grammatik! - kan det alligevel betale sig. En stor del af ordene er faktisk gode nok (og stavet rigtigt; man undgår slåfejl). Og dermed sparer jeg en masse genvejstastskriveri (med Alt-tasten trykket ned hele tiden og dermed kun én ledig hånd; for jeg har selvfølgelig lavet genvejstaster til alle de russiske kyrilliske bogstaver, som virker, når jeg skriver i min russiske skabelon, og jeg før selvfølgelig det samme, når jeg skriver polsk). Men der er altså meget, der skal rettes. Jeg bruger også Google, dvs. søgningen, til at kontrollere, om det, jeg når frem til, svarer til, hvad der skrives i de mange tekster, der findes på Nettet. Samtidig bruger jeg selvfølgelig også mine egne almindelige ordbøger. Og mine danske bibelkonkordanser! Meget af det, man siger i en prædiken (og i gudstjenestens tekster), står jo i Bibelen, og hvis man finder et ord og et udtryk i den danske konkordans, kan man finde det pågældende sted i, som i dette tilfælde, den russiske Bibel. - Jeg har haft lyst til at fortælle så udførligt som dette, fordi allerede den rent sproglige side af sagen var en stor oplevelse for mig. Jeg har jo stort set ikke beskæftiget mig med russisk siden 1999. Men hvis nogle af dem, der måske læser dette, kan bruge det som gode råd, er de mere end velkomne. Det vigtigste for mig selv i denne situation var, at det var forbløffende let for mig at få det russiske frem efter alle disse år. Jeg sendte venlige tanker til først og fremmest Teknikerliniens Befalingsmandsskole (TLBS), hvor jeg og mine sprogløjtnantselev-kammerater i tiden 1962-1964 fik banket russisk ind på den helt hårde måde, men også til Københavns Universitet (hvor jeg dog mest kæmpede for at holde mine russiskfærdigheder ved lige), og især til 1990'erne, hvor jeg igen dyrkede russisk intensivt, efterhånden mere og mere ved siden af polsk, som nu er mit slaviske hovedsprog, og med lidt studier i andre vestslaviske sprog, især sorbisk (det slaviske mindretals sprog i Tyskland). Ja, jeg skal understrege, at ikke alene er polsk nu mit slaviske hovedsprog, jeg prøver også at presse det russiske så meget ned under overfladen, at det kun gør baggrunds-gavn som jo mit slaviske grund-sprog. - Men på indholdssiden var det helt store jo at holde luthersk gudstjeneste (på helt nøjagtig folkekirkelig vis) sammen med nogle ortodokse medkristne. Og jeg brugte et par afsnit i prædikenen på at fortælle om mit forhold til de ortodokse helt tilbage fra min tid som feltpræst på Cypern af (1976/77). - Men alt dette kostede mig nogle dages arbejde, og det er godt, at jeg nu er tilbage i mit sædvanlige arbejde igen, med 2/3 teologi og poesi og 1/3 polsk. Men med alt det (stort set vældig gode), der er sket for mig her i 2016, er jeg kommet godt bagud på hovedområdet. Måske er det allerværste, at jeg ikke får skrevet de "rigtige digte", jeg har brugt et helt liv på at nå frem til måske at kunne skrive, kun nogle "nattevinduesdigte" og (senest) "Luskebakkenattedigte"), som selv i bedste fald er små lille sidegenrer (førstnævnte genre er repræsenteret i min samling Digte og aforismer 1966-2016, og sidstnævnte vil formodentlig være det i min næste samling). Men i forhold til mine udgivelsesplaner er det nærmest katastrofalt, at jeg ikke er kommet længere med Mit teologiske testamente og Mit Dannevirke! Testamentet skulle efter planen allerede være udkommet inden sommerferien, og Dannevirke i hvert fald have haft sit forord dateret i juli måned, i 200-året for Grundtvigs udsendelse af første hæfte af Danne-Virke (1816-1819). Og hvis det så kun havde været disse planer som sådanne, kunne det være lige meget. Men jeg er nu fyldt 73, og selv om min arbejdskraft stadig er stor, kan jeg ikke regne med at bevare den på det niveau - eller overhovedet med at være i live! - ret mange år til. Så jeg har meget travlt! - Jeg håber, at denne på mange måder ejendommelige optegnelse vil betegne overgangen til den resterende del af 2016 som nogle gode og frugtbare arbejdsmåneder. - Hvis nogle, der har læst dette, men ikke kender mere til mig, har lyst til at se mere, kan de gå til de andre undersider (især "Om mig selv") til min forlagsside hos gopubli.sh, til min forlagsfacebookside "Forlaget Luskebakken" og til min personlige Facebook-profil, hvor jeg hver uge slår især digte og salmer op, men hvortil der også er mange interessante billedalbummer, som for manges vedkommende er af slavisk og/eller økumenisk interesse.
Onsdag den 10. august 2016. - Digtoplæsning m.m. på Nysted Havn. - Facebook-billedalbummet til
denne begivenhed i min gamle kommunehovedstad (1974-2003) har denne titel "To StORDstrømmen-digtere på havnen i
Nysted 10.08.16". Og albumteksten lyder: "Den 10. august 2016
optrådte to digtere fra forfatterforeningen StORDstrømmen på havnen i Nysted
som led i Well Come
kunstfestivalen på Lolland-Falster. Det var Frank Gravesen og mig (Bent
Christensen). Egentlig skulle det have været tidligere formand for
StORDstrømmen Thorvald Berthelsen og mig, men Thorvald var blevet forhindret,
og jeg måtte gå i hans sted. Og Frank Gravesen var kommet til. - Men vi to
digtere skulle bare åbne festen. Vi havde (som ved de tidligere tilsvarende
events, hvor StORDstrømmen-digtere optrådte) medbragt en stor plade, anbragt
den på to staffelier og sat et stykke "giga-lokumsrullepapir" (Thorvald
Berthelsens betegnelse) på pladen, så alle kunne bidrage med deres i ord og
tegninger. Der var masser af tusser til rådighed. Og de blev, som det fremgår
af billederne, brugt af både små og store". - LINK til albummet:
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1257598464274016.1073741873.100000716224349&type=1&l=da6179c530
Tirsdag den 16. august
2016. - For tredje gang ofrer jeg tid og kræfter på
det politiske. En slags statusopgørelse. - I tråden til mit Facebook-opslag
i anledning af Niels Krause Kjærs interview med Pia Kjærsgaard i DR 2 Deadline
i går (se undersiden "Debat") har jeg i dag til formiddag skrevet
følgende, som jeg nu også sætter ind her, idet det også er en slags
statusopgørelse: "Men jeg må videre. I sidste halvdel af 1960'erne (den
sidste del af min studietid) kostede mit politiske engagement mig dyrt i tid og
kræfter, dengang mod dem, der enten helt bevidst eller som nyttige idioter
fremmede sovjetkommunismens sag (og var en trussel mod friheden og demokratiet
herhjemme). Og omkring 2001 gentog det sig. Da var det indvandrings- og
islam-vennerne med Århus-biskop Kjeld Holm i en ledende rolle. Jeg måtte bruge
af min kostbare tid til at stifte det af især præster bestående Forum for
Kritisk Indvandringsdebat og på at være en del i alle slags medier. I 2003 gik
jeg på pension som 60-årig for at hellige mig mine videre studier og mit
forfatterskab. Alligevel brugte jeg i tiden 2006-2008 kostbar tid på at være
lokalformand for DF i Lolland Kommune. At det også var en god oplevelse, er en
anden sag. - I de seneste år har jeg sagt, at nu har jeg gjort mit, og at hvis
danskerne vil nedlægge sig selv (og Europa), så må de selv om det. Idet jeg dog
har sørget dybt på mine kære børnebørns og deres efterkommeres vegne. Men jeg
har sagt, at jeg nu (født 1943!) har både ret og pligt til at gøre mit eget liv
og mit eget forfatterskab færdigt. Lige nu er situationen dog så alvorlig - og folkevandringsfremmernes og det nuværende EU's tilhængeres fremturen så uhyrlig - at jeg simpelt hen ikke kan lade
være at sige noget. - Som det fremgår af de aforismer, jeg slår op i denne uge,
får jeg dog tingene til at mødes lidt. De vil komme med i min næste samling af
digte og aforismer. Men det er især helt nye og helt "virkelige"
digte, jeg skal se at få skrevet. Foruden de to bøger, jeg (af en lang række,
ofte gode, grunde) er kommet frygteligt bagud med: "Mit teologiske
testamente" og "Mit Dannevirke". Og så har jeg ikke nævnt mine
polske og slaviske ting. Jeg arme mand! Men spøg til side; situationen er meget
alvorlig". - Og jeg kan føje til, at jeg i nat sendte et nyt læserbrev til
Lolland-Falsters Folketidende, og at det under alle omstændigheder vil komme på
undersiden "Debat". Jeg har også planer om at skrive en kronik om
situationen lige nu. Med overskriften "Sandhedens time".
SEP 2016
Torsdag den 8. september
2016. - Grundtvigs
233-års fødselsdag i Vartov.
- Her er albumteksten til mit lille Facebook-billedalbum om dagen: "Jeg
var taget til København for at være med til at fejre Grundtvigs 233-års
fødselsdag i Vartov. Vi begyndte med morgenkaffe i Vartovs
gård fra lidt før kl. 9. Kl. 9 sang vi "Den signede dag med fryd vi
ser", mens Grundtvig så ud over os. Dernæst holdt formand for Det Radikale
Venstre Morten Østergaard en rigtig radikal fødselsdagstale. (Gad vidst, hvad
Grundtvig har tænkt). Men vi skal jo være tolerante, så det fungerede ganske
godt. - Og alt dette (vi sang også "Er lyset for de lærde blot")
foregik altså i gården. - Fra kl. 10 til vist ved 12.30-tiden var der
temaformiddag i den store sal om ”Grundtvig, de fremmede og frihedens pris”.
Oplæg og debat ved professor emeritus Martin Schwarz Lausten og præst og
Grundtvig-forsker Kim Arne Pedersen. Det var to meget interessante foredrag om
jødernes forhold i Danmark især i 1800-tallet og om Grundtvigs syn på jøder og
muslimer. Det vil føre for vidt at begynde at referere og vurdere her, men man
kan jo straks se, at vor aktuelle situation har været bestemmende for valget af
temaer. - Jeg havde været tidligt oppe for at kunne være i Vartov lidt i 9, så
jeg tog hjem efter disse foredrag. Jeg nåede dog også at få hilst på de to
foredragsholdere, som jeg på forskellig måde har haft og faktisk også helt
aktuelt har noget at gøre med. Hvad professor Lausten angår, vil man senest i
2017 få mere at vide om min kontakt med ham, for så vidt angår Johann
Bugenhagen, organisatoren af den danske reformation efter 1536, som stammede
fra Wolin nord for Szczecin. Og Kim Arne Pedersen og
jeg var i sin tid ret "parallelle" Grundtvig-forskere. Jeg fik også
hilst på flere andre, jeg kender i Grundtvig-sammenhæng. Og jeg fik præsenteret
mig for den nye redaktør af Dansk Kirketidende og leder af Grundtvig-Akademiet
Ingrid Ank (som jeg ikke har mødt før). - Jeg nåede altså i år ikke at være med
til fødselsdagskagen, ligesom jeg jo heller ikke fik hørt fyraftensforedraget
”Det håbløse håb – om klimaforandringer og fremtiden” ved lektor i bioetik
Mickey Gjerris. - Til gengæld har jeg nu nået at få
lavet dette lille billedalbum. - Tillykke med fødselsdagen, Grundtvig!". -
TILFØJELSE HER I DAGBOGEN: Mit samarbejde med professor emeritus i
kirkehistorie Martin Schwarz Lausten består i, at jeg (som led i mine
2017-forberedelser) læste hans bog Johann
Bugenhagen - luthersk reformator i Tyskland og Danmark og kom i
mail-forbindelse med ham, for så vidt angår Bugenhagen og det på hans tid endnu
ganske slaviske Pommern. Det gælder især Bugenhagens
skrift fra 1517/18 Pomerania,
oprindelig håndskrevet på latin, men for nogle år siden nyudgivet med
oversættelse til tysk, og jeg har nu købt og læst bogen, ligesom professor
Lausten har givet mig yderligere materiale og henvisninger. Som jeg også sagde
til professor Lausten i dag: "Jeg praler af, at jeg nu er en slags
underforsker under dig, for så vidt angår Bugenhagen og det slaviske
Pommern". Jeg regner også med at skrive en artikel om den og hele den
slavisk-pommerske sammenhæng til Informator
Polski og håber at komme til at sige lidt om det, når jeg i juni 2017 sammen
med andre (både folkekirkelutheranere og katolikker) fra Danmark skal deltage i
den fælles dansk-polske, luthersk-katolske markering af 500-året for Martin
Luthers Wittenberg-teser i især Wolin nord for
Szczecin, som Bugenhagen stammede fra. (Anna og jeg var på tilsvarende måde i
blandt andet Wolin i 2012, men det var i den store
2011/2012 Harald Blåtand-sammenhæng, hvilket dog ikke hindrede os i, også at
tale om Bugenhagen, da vi var i Wolin, selv om det jo
først og fremmest var, fordi det nok var dér Harald Blåtand døde). Senest i
2017 vil der komme mere om dette på i hvert fald undersiderne
"Internationalt" og POLSKI og i et Facebook-billedalbum.
Lørdag den 10. september 2016. - Jeg var til Fagbogens dag på
Hovedbiblioteket i Nykøbing Falster. Der var tre vidt forskellige, men hver for
sig meget interessante foredrag. Tidligere lærer og skoleinspektør i Nykøbing
Halvdan Grøndal Hansen fortalte om sine lokalhistoriske bøger med særligt
henblik på Nykøbing Slot og de ofte ganske unge enkedronninger, som boede dér.
Sigurd Kværndrup (formand for StORDstrømmen) fortalte og viste billeder om
forholdet mellem folkeviser og kalkmalerier i Sverige og Danmark på baggrund af
sin seneste bog (sammen med Tommy Olofsson): Medeltiden i ord och bild : folkligt
och groteskt i nordiska kyrkmålningar och ballader. Abelone Glahn (medlem af StORDstrømmen)
fortalte som sine egne enæggede tvillinger og sine bøger om tvillinger. - Det
var som sagt tre gode og interessante foredrag, men jeg var jo af indlysende
professionelle grunde især kommet for at høre Sigurd Kværndrups foredrag. Jeg
var desværre blevet forhindret i at deltage i Lolland-Falsters Stiftskonvent
(som jeg ellers i princippet altid deltager i) den 4. maj 2016, hvor Sigurd
optrådte med foredraget "Middelalderen i ord og billeder-folkevisemotiver
i kalkmalerier".
Mandag den 12. september 2016. - Berthelsen
om Wulff på Sukkermuseet. -
Da Anna og jeg var kommet hjem fra Thorvald Berthelsens Hilmar Wulff-aften på
Sukkermuseet, Nakskov, slog jeg foromtalen af den op på min Facebook-væg med
denne indledning: "NAKSKOVS 'GLEMTE' RØDE FORFATTER / Anna og jeg er lige
kommet hjem. Det var en stor oplevelse, selvfølgelig først og fremmest, fordi
det, vi hørte, var godt, men også, fordi der var mødt så mange op, at vi var
nogle, der måtte sidde midt i udstillingerne inde i selve museet. Mange af de
tilstedeværende havde haft direkte eller indirekte berøring med Hilmar Wulff.
Nogle af de tilstedeværende kendte vi også fra vor egen vestlollandske
tid". - Thorvald Berthelsen fortalte om Hilmar Wulffs forfatterskab, og
skuespiller Christian Steffensen uropførte scener fra Nykøbing-dramatikeren
Leif Petersens TV dramatisering af Wulffs roearbejder-triologi
"Sukkerlandet", som aldrig blev udsendt i fjernsynet. (Den skulle
have efterfulgt Leif Petersens dramatisering af Fiskerne). - Leif Petersen var
til stede, og jeg fik en god samtale med ham. Han var meget interesseret i,
hvad jeg kunne fortælle om det nuværende Polen og mit forhold til det.
Lørdag den 17. september 2016. - SLAGLILLE
PÅ 73-ÅRSDAGEN. - I år var
det på 73-årsdagen, vi mindedes de polske RAF-flyvere og familien Christensen,
hvis hus den nedskudte Halifax kurede brændende ind i. Det foregik på samme
måde som de senere år. Se optegnelserne om dem ovf. - Jeg har også denne gang
lavet et Facebook-billedalbum. - Det særligt nye denne gang var for det første,
at den nye polske konsul Dobrosława Siemianowska repræsenterede den polske ambassade - sammen
med militærattaché oberst Dariusz Siekiera, som snart
forlader os, hvad jeg er ked af, for jeg har haft et særdeles godt forhold til
ham. Men jeg når at møde ham 27/9, når jeg skal deltage i ambassadens fejring
af De Polske Væbnede Styrkers Dag. Og nyt var for det andet, at det nu var
militærattaché Colonel Sarah Johansen (dansk gift!),
der repræsenterede den britiske ambassade. Jeg nåede at få snakket noget med
begge de nye, sad ved siden af Dobrosława Siemianowska ved den efterfølgende sammenkomst i
Dansk-Polsk Forening i Næstveds lokaler.
Søndag den 18. september til torsdag den 22.
september 2016. - Vi var
med Dentour til tandlæge og optiker i Szczecin. Det
meste af tiden gik med dette. Men jeg havde pr. mail aftalt et møde med den
evangelisk-augsburgske (lutherske) sognepræst i Szczecin. Dette møde måtte jeg
dog desværre aflyse, fordi den penicillin, tandlægen, havde givet mig, havde
påvirket min mave. Jeg nåede dog at tale i telefon med ham nogle gange, og vi
aftalte, at vi pr. mail ville fortsætte vor forberedelse af den fælles
dansk-polske, luthersk-katolske markering af 500-året for Luthers
Wittenberg-teser. Der er jo det særlige ved det, at Johann Bugenhagen, der ved
siden af Melanchton var en af Luthers allernærmeste medarbejdere, stammede fra Wolin nord for Szczecin. Det var også Bugenhagen, der efter
1536 hjalp Christian III med at organisere reformationen i Danmark. Men det
kommer der mere om til næste år! - Men jeg nåede at ordne en anden ting. Det
var i forbindelse med Thorvald Berthelsens Hilmar Wulff-aften på Sukkermuseet
mandag den 12. september 2016 (se ovf.). Thorvald og Informator Polski-redaktør Roman Smigielski og jeg har nemlig
aftalt, at Thorvald skal skrive en artikel til Informator om Hilmar Wulff og hans skildringer af blandt andet de
polske roearbejdere på Lolland, og i den forbindelse havde Roman fundet frem
til, at et bogantikvariat i Szczecin havde den polske udgave fra 1949 af Wulffs
roman Vejen til livet (Droga ku życiu). Den skal
der citeres fra i artiklen, som Roman vil oversætte til polsk. - Jeg havde
bestilt bogen på Nettet, så jeg kunne afhente den på al. Wojska
Polskiego (De Polske Væbnede Styrkers Allé) nr. 132.
Og det lykkedes onsdag eftermiddag. - Jeg fik faktisk også talt en del polsk,
mens vi var der, især med de forskellige chauffører, der kørte os til det ene
og det andet, og med min gode ven (også i Facebook) optiker Tomasz Szafirski, som også har været aktiv i forbindelse med mit
ovf. omtalte billedalbum, så at vi ligefrem har udvekslet nogle
Facebook-beskeder.
Tirsdag den 27. september 2016. - Fejringen
af De Polske Væbnede Styrkers Dag. - Igen i år (se 24. september 2014 ovf.) var jeg inviteret til den
polske ambassades fejring af De Polske Væbnede Styrkers Dag (Święto Wojska Polskiego). Sidste år kunne jeg ikke deltage. (Og jeg ser
nu på Nettet, at selve datoen er 15. august. Jeg ved ikke, hvorfor man fejrer
dagen så sent her i Danmark). - Det helt særlige i år var, at receptionen var
henlagt til intet mindre end Kastellet! Nærmere betegnet "Bageriet" i
Søndre Magasin. Ambassaden har, så vidt jeg har forstået, håndværkere, og så
har Kastellet tilbudt at lægge lokaler til. Men det var et godt sted at fejre
denne vor store NATO-allieredes fest. Og vi tog jo afsked med militærattaché
oberst Dariusz Siekiera, som jeg var nået at blive
rigtig gode venner med (vi fik skålet farvel i rødvin), men som ikke mindst
mange af hans kolleger i det diplomatiske korps også var mødt op for at sige
farvel til. - Noget andet særligt var, at kaptajn Thomas Seloy
(chef) og sergent Henrik Blinaa
fra "Hjemmeværnskompagni Rosenborg –
Eksercitskompagniet" af ambassadør Henryka Mościcka-Dendys, bistået af oberst Siekiera,
blev dekoreret med den polske militærmedalje (Medal Wojska Polskiego). Det var noget,
der også glædede mig meget, for jeg har jo siden 2005 på såvel Folkekirkens som
Foreningen af Polakker i Danmark's vegne optrådt som
den polsktalende danske præst (men selvfølgelig især på dansk) ved de
højtideligheder i Slaglille ved Sorø og i Mindelunden, hvor Eksercitskompagniet
(under forskellige navne) har været æreskommando. Se også til Slaglille og
Mindelunden ovf.). Og det er selvfølgelig denne tjeneste, de to er blevet
belønnet for. Jeg ønskede dem tillykke med et tilføjet "velfortjent".
- Og ellers fik jeg snakket med såvel en hel del, jeg kendte i forvejen, som en
helt ny, meget spændende dansk kontakt med historisk forbindelse til Polen. Da
jeg ikke ved, om sidstnævnte ønsker at blive omtalt mere her, nøjes jeg med
dette, men interesserede kan læse hans artikel "De danske Røde Kors
hospitaler i Polen efter 1. og 2. Verdenskrig" i det seneste nummer af Informator Polski (s. 11). - Jeg har
ikke selv umiddelbart billeder fra begivenheden, men der vil utvivlsomt snarest
komme nogle billeder på den polske ambassades hjemmeside:
http://kopenhaga.msz.gov.pl/pl/
OKT 2016
Onsdag den 19. oktober
2016. - Digtoplæsning
på Maribo Bibliotek. - Her
er mit Facebook-opslag derom (på såvel min personlige profil og Forlaget
Lusebakkens side som på forfatterforeningen StORDstrømmens både lukkede og åbne
side): ORD PÅ BIBLIOTEKET / Maribo Bibliotek 19.10.16 / Et referat / Jeg ville
gerne have haft mindst ét billede, i det mindste et af Anne Gyrite Schütt og
mig i det hjørne af biblioteket, hvor oplæsningen fandt sted, men både min kone
og fotograf Anna og jeg var så optaget af det hele (inkl. snak både før og
efter), at vi ikke fik fotograferet, så nu bliver det kun et referat i ord. Men
jeg giver her et link til Anne Gyrite Schütts side på "Galleri5000".
Hun er jo først og fremmest billedkunstner, så der er noget at se: http://www.galleri5000.dk/side-03-26-052.shtml
- Men vi blev enige om, at Anne Gyrite lagde ud med oplæsning af to
prosastykker skrevet af andre, nemlig først et af en mand, hun havde lært at
kende i café-miljøet, hvis navn jeg desværre ikke fik
noteret, og som skrev præcist og gribende om en 15-årig narkoprostitueret,
dernæst et stykke af Amerigo Vespucci
(1454-1512, ham, kontinentet Amerika har fået sit navn efter) om Sydamerikas
indfødte. Fællesnævneren var "set udefra". Og hun sluttede med
oplæsningen af et digt, hun selv har skrevet - med sin hund som motiv:
"Elastisk tid". - Efter en kort pause, hvorunder man forsynede sig
med kaffe, gik jeg i gang. - Som indledning nøjedes jeg med at sige, at mine
"Digte og aforismer 1966-2016" skal ses som den foreløbige lyriske
kerne i hele mit hovedprojekt "poetisk livsfølelse og litterær poesi i det
kristeligt nødvendige livsengagement", hvorefter jeg henviste til min
forfatterfolder, som jeg delte ud til sidst. - Min 2015-udgave af den polske
nationaldigter Adam Mickiewicz's "Krimsonetter" (med 14 ud af 19
oversat fra polsk af mig) viste jeg kun lige, nemlig som forklaring på, hvordan
jeg havde fået idéen til mine egne "Lollandsonetter" (2015). Men jeg
nævnte i den forbindelse, at jeg også var meget stolt over, at jeg sidste år fik
oversat den polske nationalsang, ja, at jeg havde overvejet, at vi skulle synge
den, men at jeg i hvert fald havde taget teksten med, så tilhørerne kunne få
den sammen med min forfatterfolder. Det greb forfatter- og
illustratorforeningen StORDstrømmens formand Sigurd Kværndrup, som var til
stede, på den måde, at han foreslog, at vi sang den til sidst. - Og da vi var i
Maribo, blev den smagsprøve fra "Lollandsonetter", jeg indledte med,
selvfølgelig nr. 2 af samlingens nitten traditionelle sonetter "Maribo
Søndersø". - Min salmesamling "Salmer. Evangeliesalmer og andet til
alle søn- og helligdage" viftede jeg kort med, idet jeg sagde, at den
kunne vi evt. komme ind på en anden gang. For det var jo "Digte og
aforismer 1966-2016", jeg skulle give prøver fra. - Her er de digte, jeg
nåede at læse: "Ved Østersøen" (1974). / "Lollandsk
tilegnelse" (2000). - Mit svar på Johs. V. Jensens "Tilegnelse".
/ "Jazz and poetry" (2011). / "Det muntre køkken" (2012). /
"Forfra" (2013). / "Derude foldes det hele ud" (2014). /
"Alle disse bunker af lår ..." (2015). / "Livet i ravet"
(2015). / "På stranden" (samlingens sidste digt - fra februar i år).
/ Men jeg havde forberedt, at jeg, hvis der var tid til det, ville læse to af
mine allernyeste digte op, og der var tid, så jeg sluttede med:
"Campingteltets barduner" (08.10.16) og "Flydende" (skrevet
omkring midnat 18/19.10.16, altså "i nat"). - Disse to nye digte vil
efter planen blive slået op på min Facebook-profil på fredag (21/10) og i uge
45. / Og vi nåede at slutte med at synge "Mens polakker endnu findes"
(Jeszcze Polska nie zginęła), Józef Wybicki 1797, Bent
Christensen 2015, trykt i Informator Polski 1/2016.
Tirsdag den 25. oktober 2016 - DF-opstillingsmøde.
- Anna og jeg var til opstillingsmøde i Dansk Folkeparti Lolland. Mødet blev
afholdt i Magasinet, Havnegade 55, Nakskov. Githa Nelander blev med 29 stemmer
ud af 32 stemmeberettigede valgt som kredsens folketingskandidat. Githa bor i
Fensmark ved Næstved og er medlem af kommunalbestyrelsen i Næstved samt flere
andre ting. Anna og jeg kom til at sidde henholdsvis over for og ved siden af
hende og fik snakket godt med hende. - Efter selve valget var der politisk
drøftelse. Situationen omkring EU-midlerne blev selvfølgelig også drøftet, men
på en stille og rolig måde. Jeg kan nok tillade mig at røbe, at man
selvfølgelig ikke er tilfreds med hændelserne og forløbet, men at man under
alle omstændigheder vil koncentrere sig om partiets mærkesager og hele politik,
idet man afventer, hvad MELD/FELD-sagen ender med.
Mandag den 31. oktober 2016 - 1. - De
lutherske tesers 499-årsdag, min 45-års ordinationsdag og lokalhistorisk aften
i Errindlev. - Det er på
flere måder en særlig dag for mig. Det er jo ikke alene 499-årsdagen for Martin
Luthers teseopslag i Wittenberg og dagen for pavens og Svenska
Kyrkans fælles markering af dette Reformationens
startskud, det er også min 45-års ordinationsdag. Det var stort for mig at
blive ordineret på denne dag, og domprovst Im. Felter, som havde været min
gode, hardcore lutherske teologiske vejleder, prædikede undtagelsesvis ikke
over et bibelsted i sin såkaldte intimationstale, men over Luthers tese om
Evangeliet som Kirkens sande skat. Og paven og Svenska
Kyrkan markerer i dag sammen tese-jubilæet i Lund
Domkirke. Det er godt, at vi er nået så vidt. Der er stadig store forskelle. Og
de romersk-katolske vil ikke have os med i deres kommunion (altergang). Men vi
må leve sammen og mødes på alle mulige måder, mens vi venter på, hvad vi under
Helligåndens vejledning videre kan nå frem til. Jeg er, ikke mindst i kraft af
mit polske engagement, en hel det med i det luthersk-katolske konfessionsmøde,
og om alt går vel, skal Anna og jeg deltage i den polsk-danske,
katolsk-lutherske markering af tese-jubilæet i Ærkebispedømmet
Szczecin-Kamień, Polen, til næste år. Johann Bugenhagen, som var en af
Luthers allernærmeste medarbejdere, og som hjalp Christian III med at
organisere reformationen i Danmark, er født og døbt i byen Wolin
nord for Szczecin - hvor Harald Blåtand formodentlig døde, men derefter blev begravet
i Roskilde (hvilket var udgangspunktet for det tætte forhold mellem Roskilde og
Haderslev stifter, de danske katolikker og Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień
samt den evangelisk-augsburgske menighed i Szczecin). Som polskkyndig økumenisk
orienteret teolog har jeg været noget knyttet til Roskilde Stift i alt dette.
Se notaterne ovf. om Harald Blåtand-dagen i Roskilde den 4. september 2011, om
Harald Blåtand-dagene i Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień 4. og 5. oktober
2012, om de polsk-tyske, katolsk-lutherske "integrations- og
venskabsdage" i Chojna syd for Szczecin 23.-24.
august 2013 og om det økumeniske møde med deltagelse af det polske præsidentpar
i Roskilde den 10. juni 2016. Jeg henviser også til mine
Facebook-billedalbummer om disse begivenheder. - Noget helt andet er
Sydlollands Lokalhistorisk Arkivs årsmøde i Errindlev Forsamlingshus i aften
kl. 19, hvor også arkivets årbog skal præsenteres - med mit bidrag: "Bursø
Alderdomshjem og mig. De gamles og en gymnasieelev, soldat og studerendes hjem
1959-1967".
Mandag den 31. oktober 2016 - 2 (skrevet
dagen efter). - SYDLOLLANDS LOKALHISTORISKE ARKIVS ÅRSMØDE OG ÅRSSKRIFT 2016. - Tekst til Facebook-album (som der er sat
link til på StORDstrømmens medlemsside): Mandag den 31. oktober 2016 deltog
Anna og jeg i Sydlollands Lokalhistoriske Arkivs årsmøde i Errindlev
Forsamlingshus få kilometer lige syd for os. Men lokalarkivets adresse er Kirke
Allé 1, 4970 Rødby. Vi har haft lidt kontakt med arkivet før, men når vi nu
ligefrem deltog i årsmødet, var det, fordi jeg havde bidraget til
2016-årsskriftet med beretningen "Bursø Alderdomshjem og mig. De gamles og
en gymnasieelev, soldat og studerendes hjem 1959-1967". - Mødet begyndte
med, at formanden for Lolland Kommunes kultur- og fritidsudvalg Heino Knudsen
(S) bød velkommen - med mange gode ord om lokalhistoriens og lokalkulturens
betydning. Dernæst aflagde arkivleder Anne Margrethe Kondrup Rasmussen
årsberetningen om arkivets virke. Det var meget interessant at høre om det
enestående store antal frivillige medarbejdere (16!) og om de ofte meget store
materialesamlinger, man havde modtaget. - Så sang vi "Nu falmer skoven
trindt om land". - Næste punkt på dagsordenen var præsentationen af
årsskriftet, hvorunder vi tilstedeværende bidragydere blev kaldt op og fik vort
forfattereksemplar. - Og så var der kaffe. Meget hyggeligt. Vi kendte vist kun
to af de andre tilstedeværende, nemlig Erling Pedersen her fra den nordlige del
af Torslunde Sogn, som vi har næsten daglig kontakt med, og lokalhistoriker og
Kaj Munk-biograf Søren Daugbjerg, som vi har kendt i mange år (hans bidrag til
årsskriftet handler om Brandstrup Købmandshandel, som hans forældre ejede og
drev gennem en lang årrække). Men det var også nemt at komme i snak med de
omkringsiddende. - Aftenens foredragsholder var godsejer Anders Henriksen, Lidsø, der utrolig interessant og spændende fortalte
"Historien om Lidsø" (godset på en af de
oprindelige øer i Rødby Fjord, men nu også med store dele af de arealer, der
tidligere var fjord). Anna og jeg var enige om, at vi ved først givne lejlighed
skal hen og se nærmere på det hele, bla. de nye naturområder og den gamle
pumpestation ved Dragsminde. Anders Henriksen som
person og hans og hans families historie var også en god oplevelse. - Mødet
sluttede med, at vi sang "Hist, hvor vejen slår en bugt". - Vi fik
ikke taget billeder. Vi koncentrerede os om at opleve det, der foregik. Men jeg
har lavet nogle scanninger af årsskriftet. - Og jeg har derefter sat nogle
billeder ind fra albummet "Bursø Alderdomshjem", hvortil der i øvrigt
henvises. - Jeg henviser selvfølgelig også til min samling
"Lollandsonetter", især til den frie sonet "Bursø
Alderdomshjem" (som mit bidrag til årsskriftet indledes med) og noterne
til den (som bidraget til årsskriftet er en udvidelse af).
NOV 2016
Lørdag den 5. november 2016 - 1. - Mindelunden den 5. november 2016. - Jeg var igen i år den danske præst ved den årlige polsk-danske højtidelighed i Mindelunden for det polsk-danske ægtepar Lucjan og Lone Masłocha. Anna var også med og fik taget otte gode billeder. - Jeg henviser til optegnelserne for 9. november 2013, 8. november 2014 og 23. september 2015, hvor der står en del om baggrunden, og nøjes nu med at indsætte dele af album- og billedteksterne til mit Facebook-billedalbum om denne begivenhed. - Min 2016-bøn er sat ind som tekst til det pågældende billede. Men som det fremgår af scanningen af det omdelte program, begyndte højtideligheden med, at vi sang "Altid frejdig, når du går", hvorefter blev udtalt mindeord for Lucjan og Lone Masłocha. Og efter de to bønner fandt den officielle kransenedlæggelse sted, ved såvel hovedmonumentet (moderen med den dræbte søn) som Lucjan og Lones grave. Det var den polske ambassadør og den polske militærattaché, en repræsentant for Frihedskampens Frednings- og Mindefonde og Danske Veteraner samt repræsentanter for de polske organisationer i Danmark. Derefter spillede hjemmeværnets trompetist melodien til den polske polske sang "Śpij, kolego" (Sov, kammerat). Og til sidst lagde deltagere i mindehøjtideligheden blomster på ægteparret Masłochas grave. Blandt disse deltagere var den nuværende Lone Mogensen, datter af Lone Masłochas bror Knud, og hendes datter og to børnebørn. Den eneste nulevende person fra den tid, nemlig Inger "Krupka" Chełmicka-Mogensen (f.1934), havde ikke kunnet komme til stede, men havde fået Lone Mogensen til at lægge en buket fra hende. - Som sædvanlig deltog også Hjemmeværnskompagni Rosenborg – Eksercitskompagniet i højtideligheden. Men noget nyt var, at der også deltog soldater fra det polske Kompania Reprezentacyjna (Repræsentationskompagni, dvs. et kompagni fra den bataljon, der hjemme i Polen udfører opgaver, der svarer til vor Kgl. Livgardes). Under den efterfølgende reception i Kastellet fik jeg vekslet nogle ord med disse soldater og sagt til dem, at også jeg var meget glad for, at de var her. (Ambassaden er stadig under ombygning og får husly i Kastellet, jf. min optegnelse "Tirsdag den 27. september 2016. - Fejringen af De Polske Væbnede Styrkers Dag" på min på internetunderside "Erindringer - DAGBOG"). Der deltog som sædvanlig også repræsentanter for Forsvaret og militærattachéer fra en række andre lande. - Anna og jeg fik under receptionen talt med mange interessante personer, og jeg fik knyttet et par vigtige kontakter. - - Og nogle af billedteksterne: 06 - Før højtideligheden. Man er begyndt at ankomme. Jeg taler med den franske militærattaché. - 07 - Den polske katolske præst fremsiger sin bøn. Damen til venstre der den polske konsul Dobrosława Siemianowska, som ledede højtideligheden. Men den polske ambassadør Henryka Mościcka-Dendys var til stede. Bemærk Forbundet "Polonias" fane ude til venstre og Hjemmeværnets eksercitskompagni i baggrunden og de to polske soldater ved ægteparret Masłochas grave. - 08 - Jeg fremsiger [min] bøn (med en lille polsk indledning og med nådeshilsenen og den apostolske velsignelse på både polsk og dansk). - 10 - Lone Masłochas niece og hendes datter og børnebørn lægger blomster på ægteparret Masłochas grave. Bemærk igen de to polske soldater og fanerne ude til venstre.
Lørdag den 5. november 2016
- 2. - Tidlig Andrzejki-aften i Polsk-Dansk Forening
i Næstved.
- Anna og jeg deltog om aftenen i et for længst planlagt møde i Polsk-Dansk
Forening i Næstved. Efter at Maribo-afdelingen af Foreningen af Polakker i
Danmark er blevet nedlagt (se optegnelsen for 13. maj 2016) hører Anna og jeg
til Næstved-afdelingen, som vi i øvrigt altid har haft et nært forhold til,
ikke mindst for så vidt angår de årlige højtideligheder på Slaglille Kirkegård,
som formand Lidia Szuster organiserer (se fx
optegnelsen for 14. september 2013). - "Andrzejki"
er en polsk skik, som egentlig hører hjemme på Sankt Andreas' aften (29.
november), men af praktiske grunde havde man henlagt denne aften til først på
måneden. Det særlige ved den polske tradition er, at man på forskellig måde
tager varsler, især om kommende kærester. Ved det her omtalte møde begyndte man
med at spise, men gik derefter over til at få varsler, først ved hjælp af
terningekast, dernæst ved at vælge omvendte bægre, hvorunder der skjulte sig
forskellige genstande, som betød noget for ens fremtid. - Man kan sige, at det
var et lidt underligt sammentræf, at nogle af os, nemlig formand Lidia, hendes
mand Józef og Anna og jeg, tidligere på dagen havde
deltaget i den ovenfor omtalte alvorlige højtidelighed i Mindelunden (hvor Józef havde båret Forbundet "Polonias" fane). Men
sådan er livet ofte, og vi fire havde godt kunnet være alvorlige i Mindelunden
og hygge og more os godt i Næstved, hvor vi jo ikke alene nød den gode mad,
nogle af foreningens medlemmer havde lavet, og det som altid gode almindelige
samvær, men også havde stor fornøjelse af de omtalte "varsler". Der
skal ikke meget til, før selv de mest voksne bliver som børn!
Tirsdag den 8. og onsdag den 9. november 2016. - Det amerikanske præsidentvalg. - Vi så tv det meste af natten og hele næste dag, og jeg satte ved middagstid 9/11 denne kommentar på min Facebook-profil og på undersiden "Debat": Også jeg er overrasket og (lidt) bekymret. Men jeg godter mig over, at det vestlige politiske establishment har fået endnu en øretæve. / Overrasket. Jeg har undervurderet frustrationen hos flertallet af USA's borgere. / Bekymret. Men kun lidt. Allerede Trumps første tale som president elect viste, at han også kan spille statsmandens rolle. Og jeg håber, han i den kommende tid også vil være dygtig til at vælge ministre, rådgivere osv. Man kan ikke helt sammenligne Trump med Reagan, som jo havde været guvernør i California i otte år. Men jeg håber, han vil kunne lave en slags Reagan, altså vise sig at blive en dygtig præsident. / Godter mig. Der er tydeligvis noget galt med det politiske og debatledende establishment i næsten hele Vesten. Magten skal ligge hos hele folket. Jeg håber og tror, der ikke bliver tale om nogen som helst form for statsretligt og demokratisk urent trav for Trumps vedkommende, som vi jo ser tendenser til andre steder. Og uanset hvad der sker og kommer til at ske både her og der, vil jeg selv kridte skoene og stå fast på retsstaten, friheden og demokratiet - og for det europæiske fællesskab under nye og bedre former. / God bless America! - Gud bevare Danmark! - Alle gode ønsker for Europa!
Fredag den 11.
november 2016. - Jeg blev lanceret på BogForum! -
Ja, det er lidt flot sagt, men jeg var ikke desto mindre bidragyder til
debatbogen 'Jeg' er fandme til! - Her
er albumteksten til det billedalbum jeg lavede til opslag på min
Facebook-profil mandag 14/11: Debatbogen »'Jeg' er fandme til! Litteratur og
identitet til debat« er udgivet i kølvandet på universitetslektor Marianne
Stidsens opsigtsvækkende litteraturvidenskabelige disputats »Den ny mimesis –
Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig«
og indeholder bidrag af en lang række digtere, litterater og undervisere i
dansk. Ved tilfældighedernes spil er jeg kommet blandt bidragyderne, nemlig med
bidraget »Betragtninger fra en til dels konservativ sidelinje«. - Debatbogens
titel spiller på F.P. Jacs digtsamling »Jeg er fandme til« (1979). Der er bare
anførselstegnene om det første ord til forskel. Men meningen er nu, at vi i
hvert fald er nogle, der stædigt mener, at Jeg'et,
subjektet, personen er en essentiel virkelighed - eller noget i den retning -
selv om der i både den moderne litteratur og blandt debatbogens bidragydere er
nogle, der mener noget andet eller i hvert fald er kritiske over for, hvad de
mener er en for håndfast hævdelse af Jeg'ets
virkelighed. / Hvad min deltagelse angår, forholder det sig sådan, at
jeg for en hel del år siden oplevede Marianne Stidsen ved et møde i Vartov,
København, hvor forholdet mellem det grundtvigske og det kulturradikale blev
drøftet. En af repræsentanterne for kulturradikalismen var Marianne Stidsen,
som jeg vist aldrig havde hørt om før. Jeg kan ikke huske detaljerne i, hvad
hun sagde, men jeg husker, at jeg sagde til mig selv, at hvis det var
kulturradikalisme, var det vist ikke så slemt endda! Næste gang jeg stødte på
Marianne Stidsen, var i 2013, hvor jeg i nummer 206 af kulturtidsskriftet
KRITIK læste en artikel af hende med titlen »Hvad lyver Johannes egentlig om?
Friheden som udfordring og problem i Martin A. Hansens Løgneren«. Den var så
interessant, at jeg sendte hende en mail, hvori jeg fortalte om mit gode
indtryk af hende under Vartov-mødet og kommenterede artiklen. Dette førte til
en litteraturfaglig mailveksling, som igen førte til, at jeg fik den ære at
blive nævnt i en af hendes i 2015 udgivne disputats's
noter (for en oplysning om den symbolske betydning af et af navnene i
»Løgneren«). Men på et tidspunkt fortalte Marianne Stidsen, at hun havde
lollandske rødder, som viste sig at være i min svigerfar sognepræst E.J. Andersens sogn Hillested lige syd for Maribo. Og det
førte til, at også min kone Anna kom ind i billedet, så at især hun og Marianne
Stidsen fik udvekslet Hillested-minder. Men vi fortsatte også den faglige
drøftelse, og den har åbenbart været så interessant for Marianne Stidsen, at
hun har foreslået redaktionen af »'Jeg' er fandme til!« at bede mig deltage med
et bidrag. Det endte med, at jeg fik skrevet og optaget bidraget »Betragtninger
fra en til dels konservativ sidelinje«. - En anden følge af vor
mailkorrespondance er blevet, at Marianne Stidsen den 24. januar 2017 kommer
til Maribo for at fortælle om sin disputats og sine synspunkter. / Den 31.
oktober 2016 fik jeg en mail fra redaktør Mads Elf, U-Press, som meddelte, at
»'Jeg' er fandme til!« ville udkomme
den 11. november og blive lanceret samme dag kl. 16.30 på BogForum,
hvor Marianne Stidsen ville optræde i samtale med digteren Niels Frank, som
også har bidraget. Og Anna og jeg besluttede at tage til BogForum
for at opleve lanceringen og møde både Marianne Stidsen og de andre
tilstedeværende. Det blev en stor oplevelse - som blev endnu større, da vi
opdagede, at min gode kollega i den lokale forfatter- og illustratorforening
StORDstrømmen Gittemie Eriksen havde sin egen stand lige ved siden af. Vi nåede
at få hilst på hende, men ikke at få taget et billede, for det gik pludselig
stærkt. - Hvad U-Press's stand angår, henvises der
til de enkelte billeder og deres tekster. Jeg beklager, at de billeder, vi fik
taget med mobiltelefonen, ikke er særlig gode, det første med en overbelysning,
nogle ret uskarpe. Det gik jo også stærkt. Men de viser da noget. / Vi nåede
ikke meget omkring på det kæmpestore messeområde, men fik et indtryk af messens
karakter, som var meget interessant og tiltalende. Vi oplevede et par minutter
af Sigurd Barretts samtale med Bo Lidegaard i anledning af »Sigurd fortæller
danmarkshistorie«. Og vi mødte og fik talt med Marianne Christensen og et par
andre medlemmer af StORDstrømmen. Af kendte personer så vi ude i området:
Tidligere chefpolitiinspektør i Københavns Politi, nuværende formand for Børnerådet Per Larsen, Klaus Rothstein (som vi især kender
fra radioprogrammet Skønlitteratur på P1), skuespilleren Lars Mikkelsen og
kultur- og kirkeminister Bertel Haarder.
Tirsdag den 15. november 2016. - Om verden
med Trump. - Jeg har i dag
(efter at have hørt Verden ifølge Gram på DR P1) slået en lidt længere kommentar
med denne titel op på min Facebook-profil og sat den på undersiden
"Debat". Her er nogle af de vigtigste dele: " ... [J]eg må
gentage, at jeg frygter en amerikansk realpolitik, der kan lade Rusland få mere
frit spil i forhold til Ukraine og de baltiske lande (osv.), OG jeg må give den
kvindelige kommentator ret, når hun pegede på, at der mange steder i Vesten er
tendenser til at forene nationalisme med sympati for Rusland og Putin. Jeg
forstår det ikke. Men vi ser det jo. Og vi ser, at dette i nogle lande går hånd
i hånd med en bevægelse mod mere autoritære styreformer. Dette kan ikke nægtes.
/ Heroverfor vil jeg igen erklære, at retsstat, frihed og demokrati må bevares
og beskyttes ... Hvis USA virkelig vil lade Europa mere eller mindre sejle sin
egen sø, må Europa tage sig sammen og dels lægge pres på USA (ikke mindst inden
for NATO), dels udbygge sin egen militære kapacitet. ... [V]i må prøve at
forene kampen for en reform af EU (evt. med en form for opdeling) med en
styrkelse af det europæiske sammenhold på de helt vitale områder ... /
TILFØJELSE: At vi ikke viderefører den fejlslagne krigspolitik gennem de sidste
femten år, hilser jeg velkommen ...".
Onsdag den 15. november 2016. - Jeg kommenterede den nye Danmarkskanon. - Den nye Danmarkskanon irriterede mig så meget, at jeg skrev en kommentar på min Facebook-profil, som jeg også satte på undersiden "Debat" - og dagen efter (forkortet) til en artikel i Kristeligt Dagblad med overskriften "Det særligt danske er, at et ministerium oplister samfundsværdier". - Her er KD-versionen: "Jeg har - bortset fra de bibelske! - aldrig brudt mig om kanon'er, men den danmarkskanon, der er blevet sendt til afstemning den 15. november 2016, er vist den værste. Det er hele idéen, der er gal. Som om man skulle kunne fremme noget som helst ved at skrive det op i punkter. Og ved at sætte det til afstemning! Men de "værdier" (jeg hader det ord!), man er nået frem til, er stort set en gang latterlige almindeligheder. Jeg vil nu opregne dem og karakterisere dem [men udelader nogle her; der er også andre udeladelser markeret med [...]]: / Det danske sprog. - Ja, hvad ellers? / Hygge. - Ja, det er da rigtigt. Men det bliver uhyggeligt, når man begynder at snakke - og stemme! - om det. / [...] / Den kristne kulturarv. - Den har de vel også i de andre kristne lande. Og jeg bryder mig ikke meget om det begreb. Det afgørende er, om der er nogle kristne i det pågældende land. Og hvis de er gode kristne, får det selvfølgelig nogle sidevirkninger. Men det er nærmest sygt at dyrke det som "kulturarv". Det lugter af museum. / [...] / Folkeoplysning. - Det har de vel også i andre lande. Det særlige, vi, takket være Grundtvig, har, eller har haft, her i Danmark, hedder mere nøjagtigt "folkelig livsoplysning", og det er noget andet og mere - som i øvrigt også er blevet eksporteret til adskillige andre lande. Men i den dybe grundtvigske forstand er det noget, vi virkelig trænger til, så det vil jeg godt stemme for. Men jeg vil hellere skrive om det - sammen med hele spørgsmålet om erkendelse og dannelse. Jeg har gjort det i mine to Grundtvig-afhandlinger og i flere opfølgningsskrifter, og jeg agter at gøre det i den aktuelle, dårlige situation, hvor der virkelig er brug for det. Jeg må bare gentage, at ordet "folkeoplysning" er et alt for fattigt, ja, egentlig ret nedladende ord. / [...] / Foreningsliv og frivillighed. - Ja, det er i høj grad noget særligt dansk. Foreningsdanmark! Det skal vi bevare og have mere af. Og de andre må gerne lære af det. / Danmark i verden. - Ja, Danmark er en del af verden! / [...] / Håndværk. - Jeg har altid beundret håndværkere, men jeg tror også, der er håndværkere i andre lande. Mere alvorligt talt er det dog nok rigtigt, at det særligt danske i meget høj grad findes i håndværkets traditioner, som de har udviklet sig, efter at vi har hentet dem eller fået dem fra ikke mindst Tyskland. [... Det er nok] på arbejdspladserne og i institutionerne, man helt særligt (endnu!) kan finde det særligt danske. [...]. / Medmenneskelighed. - Jeg vil ikke kommentere det! / Andelstanken. - Jeg føler mig igen som på museum. Men gør jeg nogen uret? / [...] / Folkelige bevægelser. - Ja. For selv om sådanne også findes i andre lande, er det nok noget meget særligt dansk. Som vi ikke må miste, men tværtimod skal have genoplivet. / - / Ja, der er mange gode ting, men mange af dem er universelle og/eller de rene almindeligheder og selvfølgeligheder. Nogle af dem peger dog på noget særligt dansk. Og især blandt dem er der mange ting, det ikke alene gælder om at bevare, men også at få genoplivet. Men jeg synes stadig, det er latterligt at sætte dem op i en kanon - og sætte dem til afstemning. / / Det, der ligger bag dette forsøg, er selvfølgelig indvandringen og den globale kapitalisme og den kosmopolitiske ideologi til både venstre og højre (i en meget mærkelig alliance). [...] Jeg for mit vedkommende vil meget gerne være både dansker og verdensborger - og gå ud i verden for at bidrage med det særligt danske, og hvad jeg ellers kan, men selvfølgelig også for at opleve og lære. Det er egentlig såre simpelt. / Og hvad indholdet af det at være dansker angår, er der kun én måde, nemlig at koncentrere sig om at LEVE. Uden at tænke over det. [...] Jeg har ofte brugt den sammenligning, at det er, som når man kører på cykel. Hvis man begynder at tænke over det, kører man i grøften. / Men jeg har også sammenlignet det at være dansk med det at trække vejret. Det tænker man jo heller ikke over, før der er nogen, der trækker en plastikpose ned over hovedet på en! Så vi skal selvfølgelig bekæmpe alle, der vil gøre noget i den retning ved os, også vore egne ideologer. Idet dog kampen fra vor side kun skal føres med tanker og ord. Medmindre de andre griber til tvang og vold. Men så er det en sag for politiet. / Det gælder for det særligt danske som for alt andet, at det bevæger sig med tiden. Som jeg også har sagt: Kun nogle tåber tror, at der er nogle tåber, der tror, at man kan få tiden til at stå stille. Vi må altså leve vort liv i alle sammenhænge, mens vi bevæger os frem med tiden, lige fra det mest banale dagligdags møde med en lille snak om vejr og vind og op til den højeste kulturelle produktion. Og altså uden at tænke på, at vi skal være og gøre på en særlig dansk måde. Vi skal bare være og gøre, som vi er, og for at leve og gøre det så godt som muligt. Så bliver det nok også dansk.
Mandag den 21.
november 2016. - "Billedalbum" om 'Jeg'
er fandme til, som jeg modtog i lørdags. - I lørdags modtog jeg endelig
mine bidragydereksemplarer af 'Jeg' er
fandme til!, som jeg i dag har lavet et nyt Facebook-billedalbum om. Eller
altså "billedalbum", for der er kun tale om scanninger af omslaget,
indholdsfortegnelsen og den første side af mit bidrag. Men nu hvor jeg har
(hurtig)læst bogen, har jeg kunnet fortælle lidt mere om den i albumteksten og
i nogle af "billed"-teksterne. Det er en
meget alsidig bog med alle indlæggene ved disputatshandlingen, nogle
anmeldelser olgn. og to afdelinger med DEBAT, ARTIKLER, BREVE, stort set
skrevet direkte til bogen. Og så må jeg ikke glemme redaktørernes forord og
Thomas Bredsdorffs fremragende indledning: »ANLEDNINGEN - EN DISPUTATS. Hvad er
en doktorafhandling, og hvad skal man med sådan en?«. - Jeg er godt tilfreds
med at stå mellem Suzanne Brøgger og Søren Schou, selv om (eller jo også netop
fordi) jeg (hovedrystende) må se førstnævntes bidrag som et af flere eksempler
i bogen (til dels også dele af mit eget bidrag) på, at den sørgelige såkaldte
værdikamp popper op alle vegne, altså også i forbindelse med en
litteraturvidenskabelig disputats. Men Søren Schous bidrag "Identitet og
sted. H.C. Branner og Christian Jungersen i gensidigt modlys" er meget
interessant. - Jeg kan kraftigt anbefale alle med interesse for sagen/sagerne
at læse både selve disputatsen (som også er et godt snit gennem litteraturhistorien
efter Anden Verdenskrig) og debatbogen (som også giver dem, der ikke mener at
kunne magte selve den meget store disputats, et ret godt indtryk af, hvad det
hele drejer sig om). - Jeg indsætter nu links til såvel det nye som det forrige
billedalbum: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1352839311416597.1073741878.100000716224349&type=1&l=6f3278480b - Og til det forrige (om lanceringen og diskussionen på BogForum mellem Marianne Stidsen og Niels Frank): https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1352839311416597.1073741878.100000716224349&type=1&l=6f3278480b
Onsdag den 23. november 2016. - Christiansborg Revyen. - Vi oplevede for første, men forhåbentlig ikke sidste, gang den ellers interne Christiansborg Revy, som altså er ved og for Folketingets medlemmer og ansatte, men som disse også kan invitere gæster til. Og da vi er så heldige at have en datter ansat i administrationen, kom vi med i år. Revyen opføres, så vidt jeg kan se, hvert andet år, men over fem dage, og det er Fællessalen, der er teatersal. - Før forestillingen spiste vi sammen med vor datters chef og kolleger. Det var også en god oplevelse. De tog godt imod os to gamle lollikker. - Men så var der selve revyen. Vi havde ventet noget godt, men havde især glædet os til selve det at opleve, hvordan man revybehandlede hinanden på Christiansborg. Vi havde ikke regnet med, at denne revy ville være på et så højt, i flere henseender ligefrem professionelt niveau (men jo også med et charmerende og hyggeligt internt præg). Men det burde måske ikke være kommet bag på os, at der er en stor talentmasse og en mangfoldig ekspertise på Christiansborg. Det var fx Folketingets Printcenter, der havde trykt det fine af Stephen Skriver og Amalie Villesen layoutede trykte program (med en rød-hvid grænsebom over en sønderjysk mark og titelordene "Vi går lige til grænsen" på forsiden), og Folketingets TV-kanal, der havde lavet de videoer, der var vigtige indslag i revyen. Og der er selvfølgelig folk, der kan skrive - selv om det vel ikke giver sig selv, at man kan skrive tekster, der er så sjove og på et så højt litterært niveau. At der er folk med skuespillertalent på Christiansborg, er måske ikke så overraskende! Men selv om de folketingsmedlemmer, der medvirkede, også gjorde det virkelig godt, var de fleste af skuespillerne ansatte. Jeg kan her i denne optegnelse ikke gå i detaljer, men vil nøjes med at nævne Stephen Skriver fra IT-afdelingen, som også var blandt tekstforfatterne. Jeg må dog understrege, at de andre også gjorde det virkelig godt i både tale og sang, også i de tilfælde, hvor Revyholdet optrådte samlet. - Og så vil jeg nævne de folketingsmedlemmer, vi så (og husker, at vi så). Ifølge programmet er følgende medlemmer blandt skuespillerne: Jan Erik Messmann (DF), Uffe Elbæk (ALT), Ulla Sandbæk (ALT), Rasmus Nordqvist (ALT), Josephine Fock (ALT), Mogens Jensen (S) og Kaare Dybvad (S). Men jeg er ikke sikker på, at alle medvirkede ved lige denne forestilling, og flere af dem var kun med i video-indslag. Men vi morede os i hvert fald helt vildt, da Ulla Sandbæk og Rasmus Nordqvist og kørestolen gjorde deres entré i Fællessalen i nummeret "Matador", og altså som Tante Møghe og Misse! Og vi nød Mogens Jensen som en virkelig godt fremstillet Prins Henrik i to videoer (hhv. "Prins Henrik, hvor er du?" og "Prins Henrik, hvor er du nu?"). Også Kaare Dybvad medvirkede i to videoer, nemlig "Dybvaaaaaad 1" og "Dybvaaaaaad 2", hvor flere folketingsmedlemmer blev vist frem på en måde, der svarer til, hvad der åbenbart finder sted i programmet "Dybvaaaaad" (som jeg aldrig har set) på TV 2 Zulu. - Blandt publikum så vi en veloplagt og ikke nærtagende udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) og i hvert fald folketingsmedlemmerne Magnus Heunecke (S), Lennart Damsbo-Andersen (S) og Christian Juhl (EL). - Når jeg skriver sådan om Inger Støjberg, er det, fordi hun fik en ret hård behandling, bla. derved, at forkortelsen IS i et af numrene blev udlagt som hendes initialer! Men hun er jo i det hele taget kendt for at være glad (eller dog se glad ud) under selv den værste medfart. - Foruden selve den høje kvalitet overraskede det os, at fingrene i det hele taget ikke blev lagt imellem. I den henseende står Christiansborg Revyen slet ikke tilbage for de professionelle revyer (som jo ikke har et tilsvarende forhold til de personer, der står for skud). Ikke alene dronning Margrethe fik sin jo i revysammenhæng nærmest obligatoriske behandling, men også formand Pia Kjærsgaard blev godt og grundigt parodieret. Osv. Men der var ikke noget af det, der gik over min grænse! Det hele foregik i en god ånd. Jeg havde bare ikke forestillet mig, at man ville gå så langt. - Af programmet fremgår, at der også er mange, der har medvirket bag og uden for scenen, en indsats, der ikke må glemmes, og som også kræver ekspertise. Og der er instruktørerne Torben Larsen og Hans Jakob Helms. Men jeg vil slutte med at fremhæve musikken, som blev leveret af Kingo and the All Stars Revy. De optrådte i hjemmeværnsuniformer! Jf. hvad jeg ovf. har skrevet om programmets forside. Og der var selvfølgelig også indslag om den grænsekontrolsproblematik, der var det overordnede og rammeskabende tema. Ja, selv billetterne, med en særlig farve til hver aften, havde nederst hver sit grænse-motto: "Grænser til det sjove", "Revygrænsen er åben", "Grænsebommelum" og "Grænseløs sludder". - Vi var nogle, der talte om, hvorvidt man havde noget tilsvarende i andre parlamenter. Jeg sagde til vor datter og et par andre, at det måtte være nemt for dem at finde ud af det. Jeg vil også gerne bruge det på undersiden "Det særligt danske". Mine egne søgninger på Nettet på bla. polsk og engelsk har indtil videre ikke givet noget resultat. Og man kan sagtens forestille sig, at en revy som denne er noget helt særligt dansk!
Fredag den 25. november 2016. - Tidligere deltagelse i bog. - Jeg har (vist) glemt at gøre noget ud af, at jeg har deltaget i endnu en bog i år, nemlig Thorvald Berthelsen (red.) Well Come. Sydhavsøerne rundt med ord og billeder (2016), der viser tekster og billeder fra det ovf. omtalte "skriverulle-projekt", som vor lokale forfatterforening ved tidligere formand Thorvald Berthelsen stod for i forskellige byer. (Se optegnelsen Onsdag den 10. august 2016). Her er dele af, hvad jeg i dag har slået op på min Facebook-profil: "Mine bidrag står til sidst. Den allerede udgivne lollandsonet "Nysted" (vi var jo på Nysted Havn) og den til lejligheden skrevne "Herritslev" (det tredje af mine gamle sogne, nabosogn og tidligere annekssogn til Nysted). / ... Man skal gå på boghandlen Saxo: https://www.saxo.com/dk / Og så skal man søge på Well Come. Når man har fået bogen frem (e-bog), kan man downloade den GRATIS - men med samme procedure som ved et almindeligt internetkøb. / Der kan siges meget om Well Come og er blevet det og vil blive det. Men denne bog viser altså noget om forfatter- og illustratorforeningen StORDstrømmens giga-lokumsrulleprojekt (NB! skrivepapir!), og der er mange dejlige billeder. Og altså til allersidst to lollandsonetter af mig.
Mandag den 28. november 2016. - Ny regering. - Klokken er lige nu 11.01, og vi har fjernsynet kørende. Jeg har lige sat denne kommentar ind i tråde til mit opslag på min Facebook-profil af et nye digt og en ny aforisme: "Men nu trækker fjernsynet! Man kan mene, hvad man vil om det hele, men statens liv er vigtigt, så vil skal også denne gang følge den ny regerings tiltræden. - Og alt det med Dronningen er godt! Det viser, at ministrene som hendes tjenere er nationens og folkets tjenere. Det latinske ord minister betyder jo "tjener". Det er dejligt at få understreget dette på denne storsymbolske måde".
Tirsdag den 29. november 2016. - Lykønskning til Mette Bock. - Jeg satte lige før kl. 22.30 (DR 2 Deadline) denne kommentar i en Mette Bock Facebook-tråd: "Stort tillykke herfra! Jeg er uenig med LA i meget, men er glad for at have fået dig som kirkeminister. Jeg sagde også her i køkkenet før regeringsudvidelsen, at jeg både håbede og troede, det ville blive dig. - De, der tror, du er en trussel mod Folkekirken som det store evangelisk-lutherske kirkesamfund her i Danmark, forstår ingenting. - Jeg vender tilbage i debatten, når situationen bliver til det. - Held og lykke!".
Lørdag den 3. december 2016. - Præsentation af Museum Polakkasernens hjemmeside. - Formand for Museum Polakkasernens Venner Marek Kocuba og hans kone Elzbieta havde inviteret nogle af os, der havde medvirket ved Museum Polakkasernens nye egen hjemmesides tilblivelse, til præsentation af siden hjemme hos sig selv i Toreby L. (Jeg havde oversat et par tekster fra polsk til dansk). Vi kunne ikke foretage indvielsen på Polakkasernen i Tågerup, da der ikke er adgang til Internettet dér. Deres to sønner var også til stede. Foruden Anna og mig var også Museum Polakkasernens formand Torsten Elsvor og hjemmesidens redaktør Roman Smigielski og hans kone Urszula til stede. Det var en vigtig begivenhed. Det er godt, at Polakkasernen har fået sådan en fin hjemmeside. Efter nedlæggelsen af Polsk Forening i Maribo den 13. maj i år er Polakkasernen jo vort eneste polske samlingspunkt her på Lolland-Falster. Adressen er: http://www.polakkasernen.dk - Link med tekst byggende på denne slået op på min Facebook-profil 05.12.16.
Onsdag den 7.
december 2016. - Sidste emeritusfrokost hos biskop Steen Skovsgaard. - Jeg
var til emeritus-frokost i bispegården (der deltog også én pastor emerita!).
Det var som sædvanlig både hyggeligt og nyttigt. Men det var også vemodigt, for
det var den sidste hos biskop Steen, som jo går af til næste år.
(Bispevalgkampen er allerede så småt gået i gang). Jeg tror, biskoppen selv har
nydt at være sammen med os gamle gennem alle årene, selv om han jo siger, at
det er et udtryk for hans anerkendelse af, at vi mere eller mindre står til
rådighed som afløsere og også med forskellige mellemrum tager nogle tjenester.
Nogle af os er også aktive på andre måder. - (Jeg fungerede selv som præst
pinsedag i år og skal efter planen gøre det igen juleaftensdag. Men ellers
påberåber jeg mig, at jeg stadig fungerer som organist et meget stort antal
gange om året, så at jeg faktisk sjældent har en fridag, hvor jeg kan være
almindelig gudstjenestedeltager på kirkebænken og lade mig opbygge af det som
hverken mere eller mindre end den person, jeg er. Og jeg føjer ofte til: En
præst kan man altid skaffe; det er meget sværere af få fat i en organist). - I
forbindelse med frokosten orienterede biskoppen om forskellige ting, ikke
mindst hans plan om at skrive en ph.d.-afhandling om eskatologien (læren om de
sidste ting). Det lader til, at han ikke mindst vil sammenligne læren om de
sidste ting - og dermed det yderste håb - i kristendommen og islam. Men han vil
jo også komme ind på forholdet mellem det kristne håb om Kristi genkomst og det
moderne menneskes (over)tro på, at denne verden vil vare evigt. - Biskop Steen
er også stifter af og formand for Monrad-Selskabet (i hvis vedtægterne der
står, at det skal være den til enhver tid siddende biskop, der skal være
formand for det). Og i den forbindelse fortalte han, at en af biskop D.G. Monrads efterkommere på New Zealand snart vil komme på
besøg i bispegården.
Lørdag den 9. december 2016. - Forfatter- og illustratorforeningen StORDstrømmens julefrokost. - Jeg deltog for første gang i Forfatter- og illustratorforeningen StORDstrømmens julefrokost (jeg har været medlem siden begyndelsen af oktober 2014). Jeg er jo ellers ikke til julefrokoster. Alene navnet midt i adventstiden! Men ikke mere om det her! Det gode er jo, at man i de forskellige fællesskaber samles til et måltid m.m. for at takke hinanden for det snart udrundne år. Og netop det gode fællesskab, vi har i StORDstrømmen, ville jeg gerne opleve på også denne måde. Vi har jo ellers også den årlige sommerfest og lidt festlighed i forbindelse med vore møder. Men der er et enestående sammenhold i vor forening, og mange af os er glade for at feste og hygge os sammen nogle gange om året. - Og jeg blev ikke skuffet. Jeg vil ikke gå for meget i detaljer her. Det var jo faktisk en privat kollegial fest. Men jeg kan nok tillade mig at oplyse, at vi samledes på "Postholderens Sted" i Guldborg og startede allerede kl. 16, hvor Anna Sofie Hammer fortalte både personligt og bredt (og medrivende morsomt) om børnelitteraturen gennem flere generationer og læste gode og sjove steder op fra sine egne bøger. Derefter havde vi lidt "gruppearbejde", hvor vi i to omgange i kunstart- og genreblandede grupper på fem fortalte hinanden om os selv og vor aktuelle produktionssituation. Jeg præsenterede fx min helt nye undergenre "Omkring årtierne - en digtrække" og læste mit indtil videre første digt i denne række op: "Omkring 1870 - 1 - PÅ SIDSTE VERS". (Dette digt er skrevet den 2. december i år og var på det tidspunkt netop slået op på min Facebook-profil. Efter planen vil det indgå i min næste digtsamling, som forventes udgivet senest i 2018). - I forbindelse med spisningen sang vi nogle salmer og sange. Og der var fin musikalsk optræden ved Poul Poclage, Erik Staal (vor vært) og René Birger Jensen.
Lørdag den 10. december 2016. - Polsk-dansk housewarming i Holeby. - Anna og jeg var til housewarming hos Urszula og Roman Smigielski, som nu er flyttet til Holeby. Der var også lidt andre fra det polsk-danske miljø i Danmark. - Roman er en vigtig person i de polske sammenhænge i Danmark (og internationalt), og vi møder ofte ham og Urszula ved forskellige lejligheder. Men for mig er han først og fremmest redaktør af det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski, som jeg i flere år har skrevet meget i, på både dansk og polsk.
Tirsdag den 13. december 2016. - Jeg blev citeret i P1 Debat. - Er kirke og stat et stærkt ægteskab? Sådan var titlen på P1 Debats Facebook-side tirsdag den 13. december 2016. Og foromtalen af udsendelsen lød: "Staten skal ikke betale præstelønninger, og civilregistreringen skal fremover foregå i kommunerne. Er disse udmeldinger fra den nye kirkeminister Mette Bock med til langsomt at løsne båndene mellem stat og kirke? Hvad har det i så fald af konsekvenser? Og er det egentlig ikke på tide at gøre op med folkekirkens særstatus i Danmark? Gæster: Kirkeminister Mette Bock (LA), sognepræst Marie Høgh, formand for Konservativ Ungdom i Randers Jesper Holm Frederiksen og tidligere kirkeminister Manu Sareen (Å)". - Før udsendelsen satte jeg en kommentar ind i tråden. Og jeg delte opslaget, så at det altså også kom til at stå på min Facebook-profil. Her er denne kommentar: "Mette Bock er på rette vej! Det er af rent kirkelige og teologiske grunde nødvendigt, at det store evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark begynder at bevæge sig i retning af fuld selvstændighed. Men det kan også gå sådan, at andre gennemtvinger kirkens adskillelse fra staten, og så skal vi være parat til det, hvad enten vi selv ønsker det eller ej. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol". / I udsendelsen udtalte Mette Bock sig på en måde, der viser, at hun er en varm tilhænger af den nuværende stats-folkekirke, men bare ønsker nogle justeringer, især for så vidt angår statens betaling af 40 % af præsternes løn og personregistreringen. (Jeg indskyder lige, at det med de 40 % til præstelønningerne var noget staten i begyndelsen af 1900-tallet forpligtede sig til, fordi den havde taget det meste af kirkens jord). Men hun blev af nogle anklaget for, at selv disse justeringer i det lange løb ville føre til en adskillelse mellem stat og kirke. - Se dette og mine videre kommentarer på undersiderne "Debat" og "Kirke og teologi". Der har også været lidt videre debat i Facebook.
Lørdag den 24. december 2016 - juleaften. - Jeg var for en gangs skyld præst, nemlig
i alle tre kirker i Søllested-Skovlænge-Gurreby Pastorat. Embedet var ledigt,
fordi sognepræst Pia Hjort Nielsen havde fået ny embede. Og sognepræst i
Halsted-Avnede tidligere domprovst Ole Opstrup, som er konstitueret i embedet,
havde på provstens vegne bedt mig tage de tre gudstjenester. - Jeg havde
selvfølgelig sagt ja, selv om jeg jo har mit særlige forhold til juleaften.
(Jeg bryder mig kort sagt ikke om, at juleaften mere eller mindre stjæler hele
julen, ja, bliver en slags afslutningsgudstjeneste efter alt det juleri, der
har stået på siden slutningen af november måned. Så jeg lægger stor vægt på at
lade gudstjenesten juleaften være en lille optaktsgudstjeneste i forbindelse
med helligaftensringningen og dermed også pege frem mod selve Kristi fødsels
dag den 25. december og mod hele julefesten frem til og med 6. januar). Men jeg
tror, det lykkedes mig at lede disse gudstjenester på en sådan måde, at både
menigheden og jeg selv kunne være tilfredse. Og det var i hvert fald en dejlig
oplevelse for mig selv! Alt var, som det var i de sidste mange år af min
Døllefjelde-tid, bortset fra, at jeg ikke (som den gæstepræst, jeg jo var)
ville skuffe folk ved at udelade "Et barn er født i Betlehem", som
mange jo mener absolut bør bære med juleaften (bla. af hensyn til børnene), så
den sang vi som sidste salme, hvorved den jo på en måde kom til at pege frem
mod juledag. Jeg har altid selv brugt "Et barn er født i Betlehem"
eller nogle af dens første vers som Halleluja-salme fra og med juledag til og
med helligtrekonger (dog ikke Sankt Stefans dag). Som så ofte i
Døllefjelde-tiden prædikede jeg over Matt 1,18-25. Men jeg læste som altid Luk
2,1-14 fra alteret, selv om jeg jo selv helst ville have læst noget andet. Jeg
har i mange år begrundet dette med, at der ellers ville blive revolution! - Jeg
vil jo så vidt muligt heller ikke være hverken selvretfærdig eller
menneskefjendsk. Det vigtigste er, at det på en passende måde bliver markeret,
at det altså er højmessen om formiddagen juledag (eller en eventuel
midnatsmesse), der er julens hovedgudstjeneste. - Men se prædikenen (med
salmevalg og ret udførlige bemærkninger) på undersiden "Prædikener efter
11.05.03".
* * *
2017
JAN 2017
Mandag den 2. januar 2017. - Har læst anmeldelsen af Salmer i Arken nr. 162 (udk. 15.12.16).
- I dag så jeg det seneste nummer af Arken.
Og der var en anmeldelse af Salmer.
Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage. Jeg gav mig straks
til at skrive den her følgende omtale af anmeldelsen, som jeg derefter slog op
på Forlaget Luskebakkens Facebook-side. Når vi er kommet ud af julen og forbi
første søndag efter helligtrekonger slår jeg den også op på min
Facebook-profil. - Her er min omtale af anmeldelsen: "Anmeldelse af Salmer i de teologistuderendes
tidsskrift Arken nr. 162 (15.
december 2016). - Min samling Salmer.
Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage blev på s. 78 af nr.
162 af de teologistuderendes tidsskrift Arken
(udk. 15.12.16) anmeldt af stud. theol. Mette Frandsen - med samlingens fulde
titel som overskrift. Anmelderen går ikke meget i detaljer, hvad jeg ikke vil
bebrejde hende. Hun havde kun knapt én side til rådighed, og det er i det hele
taget svært at gå i detaljer i en sådan anmeldelse. Men jeg er efter
omstændighederne udmærket tilfreds med anmeldelsen, som jeg nu vil referere og
citere. - Anmeldelsen giver en god generel præsentation af bogen. Det nævnes,
at min produktion af netop evangeliesalmer begyndte med enkeltvers på Facebook.
Og mit formål nævnes: "hele salmer til de søndage, hvor der i forvejen
ikke var salmer af denne art i Den Danske Salmebog". At der også er andre
salmer (og et par oversættelser fra polsk) nævnes ikke. Til gengæld omtales
bemærkningerne og noterne i bogens anden del ret udførligt - "og på denne
måde bliver bogen også en lærebog" (hvad jeg også selv har gjort opmærksom
på i bogen). - "Bent Christensens idé med at skrive evangeliesalmer er
god, da der i Den Danske Salmebog ikke er mange evangeliesalmer". Og
evangeliesalmens funktion præciseres. - Jeg bliver rost for at have skrevet
salmerne til melodier, der i forvejen bruges i Samebogen.
- "Bent Christensen formår i sine salmer at gøre sproget nutidigt, så alle
kan forstå det". Men om indholdet siger anmelderen meget klogt, at det kan
diskuteres i forhold til, hvilken kirkelig retning man tilhører. - I det
følgende afsnit siger anmelderen - i stor modsætning til Lolland-Falsters
Folketidendes anmelder i sin tid! - at hun godt kunne have tænkt sig, at jeg
havde uddybet de "lærebogsmæssige" ting noget mere. Det er jeg glad for at se fra en
teologistuderendes side! Og jeg håber, at hun vil få min næste udgivelse at se:
Mit teologiske testamente (forventes
udgivet her i 2017). - Anmeldelsen slutter således: "Alt i alt mener jeg,
at Bent Christensen har lavet en fin samling af evangeliesalmer. Hvor stor
udbredelse de vil få, er jeg mere i tvivl om, da der i øjeblikket bliver
udgivet flere bøger med salmer, men jeg vil opfordre til at give hans salmer en
chance".
Onsdag den 4. januar 2017. - Jeg kommenterede en artikel i Kristeligt
Dagblad: "Dansk Folkeparti foreslår forbud mod minareter". Den står i
sin helhed på undersiden "Debat", men jeg indledte således:
"Dette er heller ikke en god idé. Jeg tænker jo også på imam-loven. Når først indvandrerne er lukket ind, skal de
nyde alle frihedsrettigheder. Ellers kommer det også til at gå ud over os
andre. Samfundet bliver steriliseret. - Men vi skulle aldrig have lukket dem
ind. Og jeg har fra nu af kun ét fremmedpolitisk
krav: Der skal lukkes totalt for indvandring fra ikke-vestlige lande! Så er man
også fri for de ulidelige diskussioner om, at fx alle muslimer bliver skåret
over én kam. Det er selve befolkningsudskiftningen, ja, det etniske og
kulturelle folkedrab, der er problemet, eller med andre ord antallet". -
Det er vigtigt for mig at få dette med her i "DAGBOG". Og det gælder
altså min erklæring om, at jeg fra nu af kun vil tale om et totalt stop for
ikke-vestlig indvandring. Det er det mest reelle, og det vil spare os for alle
de ulidelige enkeltdiskussioner om muslimernes måde at være på. At enkelte
kompensationer vil blive nødvendige, siger sig selv, men det er noget andet. -
Jeg kommenterede i tre omgange og sluttede med nogle tal fra Danmarks Statistik,
jeg havde hentet på Nettet, hvoraf det fremgår, at der pr. 1. oktober 2016 var
472.768 indvandrere og andengenerationsindvandrere i Danmark, og at
fremskrivningen giver tallet 849.636 i 2060, altså en stigning på 376.868. -
MEN tredjegenerationsindvandrere er ikke regnet med, så især 2060-antallet af
indbyggere med ikke-vestlig baggrund vil være langt større. - Men se det hele
på undersiden "Debat"!
Lørdag den 21. januar 2017. - ERKLÆRING
EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE. - Jeg har i dag slået dette op på min Facebook-væg og også sat det på i
"Erindringer - DAGBOG": Jeg er imponeret over den måde, præsident
Obama overdrog embedet på. - Jeg er skuffet over de voldelige demonstrationer i
Washingtons gader. - Jeg er skuffet over den negative side af præsident Trumps
tale. - Jeg forholder mig åbent afventende til de ting, den nye præsident
bebudede. - Hvis Trump (hvad jeg dog ikke har fantasi til at forestille mig)
skulle begynde at pille bare den mindste smule ved de demokratiske
institutioner og procedurer, får han mig til fjende. - Jeg vil i endnu højere
grad end hidtil gøre min egen EU-kritik positiv. Der skal efter min mening ske
store ting i EU i retning af mere demokrati og mindre gammel ideologi. Der skal
nok også ske institutionelle ændringer, og der skal efterhånden (ved de
kommende valg) ske personudskiftninger. Navnet skal måske ændres tilbage til
EF! Ja, der skal måske ske en eller anden form for opdeling. MEN jeg ønsker
ikke sammenbrud og kaos. Make Europe great again! Vi var i forvejen nødt til at skulle stå sammen. Nu
er det vigtigere end nogensinde før. Gud bevare Europa! - Lørdag den 21. januar
2017, Bent Christensen
Mandag den 32. januar 2017. - TILFØJELSE TIL MIN "ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE". - Jeg har i dag slået dette op på min Facebook-væg og også sat det på i "Debat": I min erklæring i lørdags (21.01.17) skrev jeg bla.: "Hvis Trump (hvad jeg dog ikke har fantasi til at forestille mig) skulle begynde at pille bare den mindste smule ved de demokratiske institutioner og procedurer, får han mig til fjende". - Nu ser det ud til, at virkeligheden er ved at overgå fantasien. Jeg tænker her på den ellers i sig selv ret uinteressante, ja, ligefrem latterlige diskussion om, hvor mange tilskuere der var til Donald Trumps indsættelse i fredags. For jeg tænker på det virkelig alvorlige forhold, at Det Hvide Hus' talsmand kategorisk fremførte urigtige påstande om antallet. Og selv om vi jo lever i en virkelighed, hvor det mere og mere bliver bare påstand mod påstand, tillader jeg mig at antage, at det var forkert, hvad talsmanden sagde, og det gør jeg, fordi jeg senere så Donald Trumps personlige rådgiver Kellyanne Conway snakke udenom i et interview med tv-stationen NBC. Hvis hun bare selv havde troet på, hvad pressetalsmanden havde sagt, ville hun ikke i den grad have snakket udenom og fx være begyndt at tale om antallet af personer, der havde fulgt indsættelsen i tv. Og hun sluttede med at sige, at der fra Det Hvide Hus' side var tale om "alternative fakta". - Jeg hører stadig til dem, der vil give præsident Trump en chance. Men min velvilje fik allerede et knæk, da jeg hørte hans tale ved indsættelsen. Sådan taler man ikke ved en lejlighed som denne. Kategorisk fremførte urigtige påstande fra Det Hvide Hus' pressetalsmands side er imidlertid langt værre. Det er faktisk at begynde at pille ved de demokratiske institutioner og procedurer. Og den, der gør det, får som sagt mig til fjende. - Jeg håber, vi ikke kommer til at se mere af den slags.
Tirsdag den 24. januar
2017. - Møde med universitetslektor, dr. phil. Marianne Stidsen i Sognets Hus,
Maribo. - Og noget om præsident Trump! - Idet jeg henviser til optegnelserne om min
beskedne involvering i situationen efter Marianne Stidsens disputats m.m.
(11.11.16 og 21.11.16) og til nedenstående Facebook-kommentar, noterer jeg
først, at Anna og jeg var til det altså også nedenfor omtalte af Maribo Domsogn
arrangerede møde med Marianne Stidsen i Sognets Hus, Maribo. Jeg noterer også,
at denne litteratur- og idéhistorisk meget interessante aften tillige var lidt
af en lokal begivenhed, idet Marianne Stidsens mor stammer fra Hillested Sogn
lige syd for Maribo, hvor Annas far var præst, da jeg lærte først hendes
storebror (min gymnasie- og musikkammerat Christian), dernæst Anna og de andre
søskende at kende, så at jeg den 22. maj 1965 blev gift med Anna. Til stede i
Sognets Hus var også Annas storesøster Lisbeth og Asta Poulsen, som stadig bor
i Hillested, og som også har kendt Marianne Stidsens familie. (Anna og jeg har
stadig kontakt med Asta, som jeg også jævnlig optræder sammen med i hendes
egenskab af kirkesanger og min egenskab af organist). Så det blev altså også et
lille Hillested-træf. - Marianne Stidsen indledte sit foredrag med at fortælle
om sine ferieophold i Hillested og dermed også om sine besøg i Maribo - som hun
havde mindedes ved en gåtur i byen inden foredraget. - Men det vigtigste var
selvfølgelig foredraget, som var virkelig godt. Marianne var meget pædagogisk,
et smukt eksempel på den forskningsbaserede universitetspædagogik, som den også
kan bringes ud i bredere sammenhænge. Som hun bla. sagde: En forskning, der kun
bliver drevet med henblik på snævre akademiske kredse, er ikke til megen nytte.
I gennemgangen af tiden fra omkring Anden Verdenskrig fremdrog hun med gode
teksteksempler og fine billeder på lærredet især Karen Blixen, Ole Sarvig, Heretica-kredsen, Martin A. Hansen, Hans-Jørgen Nielsen
(med "attituderelativismen"), Inger Christensen, Søren Ulrik Thomsen
og Kirsten Hammann. Jeg må afstå fra at gå nøjere ind på
foredraget. - Men i tråden til mit Facebook-opslag om præsident Trumps
"alternative fakta" i forbindelse med deltagerantallet ved hans
indsættelse (se de to forrige optegnelser), nemlig til Peter Tudvads link til
TV 2's oplysninger om sagen, satte jeg dagen efter denne svar-kommentar ind:
"EN LITTERÆR VINKEL PÅ SANDHEDSPROBLEMATIKKEN. Jeg kan fortælle
noget interessant i forbindelse med dette. Anna og jeg var i går aftes (24/1)
til et møde i Sognets Hus, Maribo, med universitetslektor, dr. phil. Marianne
Stidsen, som under overskriften "Luftrødder og pælerødder [jf. Karen
Blixen] - virkelighedstolkning i dansk og nordisk litteratur efter anden
verdenskrig" fortalte om identitetsproblematikken i litteraturen, som den
er behandlet i hendes disputats "Den ny mimesis" (2015). (Jeg må
desværre afstå fra at udbrede mig om Marianne Stidsens lollandske rødder og
hendes og min lille professionelle forbindelse). Under foredraget fremdrog
Marianne Stidsen det stykke fra Kirsten Hammanns
roman "Fra smørhullet", hvor hovedpersonen Mette i sin dagbog skriver
om, hvordan hun ikke kan "klare al den mangfoldighed", og hvor hun
når frem til, at hun ikke synes, det er så skønt med demokratiet, hvor alle
holdninger er frie og diskussionen åben. "Hun vil bare have et svar og
videre til det næste. Men det skal ikke være diktatur, og der skal også være
plads til flere sandheder, for selvfølgelig er der ikke kun én" (romanen
s. 61, disputatsen bd. 2 s. 286 f). - Og det er selvfølgelig det sidste, der er
interessant her. For som Marianne Stidsen skriver i oplægget til citatet, er
der jo i den måde, Mette skriver på, tale om noget, "der er designet til
at vække pinagtig og rødmende genkendelse hos nutidens 'normaldansker'".
Og det gælder altså bla. det med, at der skal være plads til flere sandheder,
fordi der selvfølgelig ikke kun er én sandhed. Det har jo været - og er stadig
- en udbredt opfattelse, som en del af oprøret mod autoriteten. Men det har
naturligvis ikke været en tankegang, jeg brød mig om. Den kendte karikatur af
det postmoderne forhold til sandheden og virkeligheden er, som flere nok ved, at eleven spørger læreren, hvad
klokken er, og at læreren svarer: "Hvad synes du selv?". Og hvis
vennerne her i denne tråd ikke har fattet min pointe endnu, vil jeg skære den
ud i pap: Man gjorde oprør mod autoriteten og forestillingen om den ene sandhed
- og har nu fået Donald Trump i nakken!". - Og diskussionen er fortsat i
denne tråd, og rent Trump-mæssigt kommer der desværre
nok meget mere. Der er i det hele taget meget at være bekymret over lige nu.
Men det vil jeg nok komme til at diskutere meget mere i Facebook og måske andre
steder. Noget af det, men ikke alt, vil jeg nok sætte på undersiden
"Debat", og jeg kommer nok også til at skrive mere om det her på
denne underside. Selv om denne optegnelse er dateret 24/1, er den skrevet 25/1,
og i P 1's 14 nyheder hørte jeg, at præsident Trump vil iværksætte en stor
undersøgelse af valgsvindel ved præsidentvalget. Han mener, at han i
virkeligheden har fået flere stemmer end Hillary Clinton. Dette satte jeg også
ind i den pågældende Facebook-tråd, og jeg tilføjede: "Det lyder helt
vanvittigt. Hvis han bliver ved på denne måde, holder han ikke fire år. Hvor
meget godt der end kan være at sige om i hvert fald flere af hans faktiske tiltag".
Og jeg sluttede (med henvisning til også andre foruroligende aktuelle ting,
ikke mindst den nye højrefløjs begejstring for Putin og hans Rusland): "Alt ser ud til at være af lave, og vi, der vil have
ordentlighed, må stå sammen".
Torsdag den 26. januar 2017. - Mit svar på
Ole Jensens kritik af bla. os såkaldte højrefløjspræster. - Min gamle domprovst og
skabelsesteologiske lærefader Ole Jensen sagde i et fødselsdagsinterview i
Kristeligt Dagblad nogle ting om os såkaldte højrefløjspræster: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/jeg-savner-modige-teologer-som-toer-tale-imod-nationalegoismen
- Jeg skrev straks en kommentar, som er i avisen i dag: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/lad-vaere-falde-i-fjendebilledtegningens-frygtelige-groeft
- Min kommentar havde denne overskrift: "Kære Ole Jensen - Lad være at
falde i fjendebilledtegningens frygtelige
grøft". Og i den såkaldte manchet stod: "Kære Ole Jensen, lad være at
falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft! Som
det hele ser ud nu, gælder det om, at alle vi, der går ind for frihed, retsstat
og demokrati, rykker sammen og diskuterer de problemer og dilemmaer, der er, på
en ordentlig og venskabelig måde, skriver Bent Christensen til
professoren". - Min kommentar var lidt forkortet (men på en måde, jeg kan
leve med). Hele den oprindelige tekst kan læses på undersiden
"Debat".
FEB 2017
Tirsdag den 21. februar 2017. - Ros til Badehotellet. - Forundret og irriteret over, hvad jeg havde hørt af
kritik af tv-serien Badehotellet,
sendte jeg 21.02.17 en fan-mail til TV2. Hele teksten står nu på undersiden
"Debat", men her er nogle af de vigtigste dele: "Serien er i
alle henseender fremragende i sin genre ... billedskønheden, skagensmaleri på film. Men kan det være den, der får
kritikerne til at tale om "idyl"?! ... Siden vi blev opmærksomme på
kritikken, har vi selv prøvet at tage de kritiske briller på, men har ikke
kunne finde noget, der var kritisabelt eller ved siden af, hverken i
manuskriptet eller i skuespillerpræstationerne eller overhovedet. Vi finder som
sagt det hele fremragende! // Som gammel jazzpianist vil jeg også nævne
musikken, herunder hr. Weyes præstationer ved
klaveret ... Men vi nyder alle personerne og dermed også alle
skuespillerpræstationerne. // KONKLUSION: Det lyder vanvittigt, men den eneste
forklaring, vi kan finde på den kritik, der er blevet fremført, er, at
kritikerne må være drevet af en anti-idyl-ideologi, ja, måske ligefrem en
anti-danskheds-ideologi (hvilket sidste er helt ubegribeligt, da der jo ikke
forekommer noget som helst, der ligger ud over, hvad der naturligt og uudtalt
ligger i en sådan serie, altså absolut ingen "forstemmende hensigt")
... //
Må jeg til slut nævne, at min
mor, da jeg var 1½ til 7 år (ca. 1944-1950) drev Oreby Kro ved Sakskøbing
Fjord, og at jeg gang på gang under køkkenscenerne har sagt: "Det er
næsten min mors køkken og som i min mors køkken!" Det gælder altså i høj
grad også ledelses- og omgangsformen. Jeg mener at kunne garantere for
realismen". - Jeg modtog straks nogle foreløbige takke-mails fra TV2,
hvoraf det fremgik, at man ville vise seriens folk min mail. Jeg er spændt på,
om jeg hører mere, men er først og fremmest glad for, at min ros når frem.
Torsdag den 23. februar 2017. - Jeg læste egne digte
op ved et 'Ord på biblioteket'-arrangement på
Hovedbiblioteket, Nykøbing F.). - For
anden gang deltog jeg i et af de 'Ord på biblioteket'-arrangementer,
som bibliotekerne og vor lokale forfatter- og illustratorforening StORDstrømmen
står bag, og som støttes af Statens Kunstfond. Det var på Hovedbiblioteket,
Nykøbing F. Der er altid to forfattere ved disse arrangementer, typisk en
prosaist og en lyriker. Denne gang var det romanforfatteren Poul Skov Andersen,
der var prosaisten, og mig, der var lyrikeren. Forfatteren Michael Næsted
Nielsen var til stede som repræsentant for StORDstrømmen, og mødet blev ledet
af en af bibliotekets bibliotekarer (jeg husker desværre ikke hendes navn). -
Da det blev min tur, præsenterede jeg ultrakort mig selv og mine hidtidige og
planlagte udgivelser, hvorefter jeg læste følgende tekster op. Fra
"Krimsonetter": "Bjerget Kikineis".
- Fra mine egne "Lollandsonetter" den traditionelle sonet
"Fuglsang". - Fra "Digte og aforismer 1966-2016" følgende
digte: "Lille erantis ved min fod". "Lollandsk tilegnelse".
"Bøgene står stille og nøgne over sneen". "Helt mit eget".
"Fødselsovervejelser i januar 2015". "Stjernen over
marken". "Livet i skoven". "Bukser og kugle. En dag i
1970'erne". - Endelig læste jeg tre digte op, der ligger parat til at
komme med i "Nye digte": "Arme riddere?".
"Kontormus". "Ørneflugt". - Vi sluttede med at synge mit
forsøg på en europæisk kulturkredssang: "Europa". - Og jeg uddelte
min forfatterfolder. - Men derefter besvarede jeg et par spørgsmål, bla. om
aforismerne, hvoraf jeg læste denne op som eksempel: "Jeg har det med
Søren Kierkegaard, som jeg har det med Enhedslisten. Det er altid godt med
kritik, men jeg kan ikke følge nogen af dem" (04.05.13). - Endnu en god
'Ord på biblioteket'-oplevelse. Jeg tror også,
tilhørerne var tilfredse. Jeg oplevede dem som meget positive og medlevende.
MAR 2017
Mandag den 13. marts 2017. - To bemærkninger i marts
2017. Om det kulturelle folkeselvmord og om Tyrkiet i Europa. - Da dette dokument også i et vist omfang skal vise,
hvordan jeg har forholdt mig til de forskellige historiske situationer og
begivenheder, sætter jeg også her ind, hvad jeg i dag har skrevet på min egen
Facebook-profil (aforismen) og i en P1 Debat-tråd (det om den tyrkiske
situation): "1. Min ugens aforisme,
uge 11 2017 - Man
kunne kalde det, der sker som følge af masseindvandringen, et kulturelt
folkedrab. Men det er ikke helt rigtigt. Det er ikke drab. Det er selvmord.
(Skrevet, sat på min Facebook-væg og sat på her 13.03.17. Kommer også med i min
næste samling af digte og aforismer, formodentlig i 2018). - 2. Kommentar
i P1 Debat-tråd -Søndag den 12. marts
2017 handlede P1 Debats Søndagsfrokosten bla. om spørgsmålet "Er Holland
racistisk og hollænderne fascistiske, når de nægter tyrkiske ministre at holde
valgmøder i Holland?". Jeg satte denne kommentar ind i en af trådene til
debatten på P1 Debats Facebook-side: Jeg venter stadig på at høre, hvad
eksperterne i international ret siger. Enten er det legalt, at en udenlandsk
politiker opererer i et andet land, eller også er det ikke legalt. - Men i
øvrigt har Geert Wilders vel ret, når han betegner det, der sker i Tyrkiet, som
islamofascisme. Så vidt jeg kan se, svarer det til,
hvad Hitler gjorde i 1933".
Torsdag den 16. marts 2017. - Efter valget i Holland.
Jeg er tilfreds med resultatet, men vred over, at EU-folkene lader, som om det
er dem, der har vundet, og ser ud til at ville fortsætte uanfægtet ad deres
gammelmandsspor. - Vi holdt hollandsk
valgaften i går (med stort set samme mad og drikke som i årtier ved danske valg
og afstemninger). - Vi var skuffede over, at der ikke var prognoser som i
Danmark. Men ellers var det spændende nok. - Her til morgen er jeg ganske
tilfreds med resultatet. Wilders gik frem og Rutte tilbage. Men Rutte klarede
sig bedre end forventet. Utvivlsomt, fordi han havde optrådt fast i konflikten
med Tyrkiet i forbindelse med de tyrkiste forsøg på at lade tyrkiske ministre
føre tyrkisk valgkamp i Holland. Og det er sådan set udmærket. - Jeg må dog
sige, at da der åbenbart ikke er noget i den internationale ret, der forbyder
ministre at føre valgkamp i andre lande, må det korrekte være at lade dem
komme. Mit principielle standpunkt er, at folkevandringssituationen ikke skal
få os til at ændre noget i vore egne samfund, og da slet ikke noget ved vore
retsprincipper. Problemet er for det første selve indvandringen
(befolkningsudskiftningen), som skal stoppes, for det andet det dobbelte
statsborgerskab, som skal afskaffes. Men uanset alt andet skal vi selvfølgelig
benytte enhver lejlighed til at tale imod den "Hitler 1933", Erdogan
er ved at lave i Tyrkiet. - Når jeg er tilfreds med det hollandske
valgresultat, skyldes det, at det er udmærket, at Wilders ikke er gået mere
frem, men at Rutte er blevet hårdere. Jeg er tilfreds med en rolig udvikling.
Og jeg ønsker ikke Holland ud af EU eller i det hele taget en opløsning af EU.
EU skal bevares, men reformeres grundigt. Men det kniber med indsigten hos de
gamle EU-folk. Jeg er meget utilfreds med den måde, hvorpå de fortolker dette
valgresultat. De taler Wilders' fremgang ned og lader til at være parat til at
fortsætte uanfægtet. Jeg håber derfor, at valgene i Frankrig og Tyskland vil
give dem mere at tænke over. - Jeg håber dog ikke, at Marine le Pen ligefrem
bliver præsident i Frankrig. Jeg opfatter hende desværre som mere eller mindre
købt og betalt af Putin, ja, vel også af egen fri vilje mere eller mindre på
hans side. Jeg forstår ikke, at man i den europæiske højrebevægelse
i så høj grad er tilhængere af eller dog bløde over for Putin-Rusland. Det
gælder også Marie Krarup fra mit eget parti. Jeg fatter simpelt hen ikke, hvad
de ser i Putin og hans Rusland. - Noget helt andet er, at jeg med min baggrund
og mine gode russiske aktiviteter i 1990'erne naturligvis på langt sigt ønsker
et godt forhold til vore russiske medeuropæere. Men de skal holde op med at
tryne deres naboer. Og de skal selv se at få sig et ordentligt samfund og en
ordentlig stat.
Mandag den 20. marts 2017. - Billedalbum i anledning
af, at jeg har modtaget Forsvarets medalje for international tjeneste
1948-2009. - I dag lavede og opslog
jeg et lille trebilledersalbum. Her er albumteksten
og billedteksterne: "Jeg har tøvet med at lave et album med også denne medalje.
Det, jeg har gjort og risikeret, er jo kun lidt i forhold til, hvad de
kammerater, der har været udsendt i langt mere skarpe operationer, ja, i
direkte krig, har gjort sig fortjent til. Og det gælder, uanset hvad man mener
om de krige, der har været tale om. Men nu har jeg gjort det. Jeg har jo fået
både denne og mine andre militære medaljer i forbindelse med min tjeneste som
feltpræst på Cypern (DANCON/UNFICYP XXVI) i
vinterhalvåret 1976/77, og jeg tænker med glæde og stolthed tilbage på denne
tjeneste. Min stolthed gælder helt særligt, at jeg har haft den ære at gøre
tjeneste sammen med de på alle måder gode og dygtige soldater i DANCON/UNFICYP XXVI - fra oberstløjtnant P.B.
Krogen og ned til den yngste konstabel. Og min glæde gælder, at jeg har deltaget
i en af FN's fredsbevarende operationer. Jeg troede virkelig på sagen og kunne
med god samvittighed både tale om og bede for denne sag. Men det var dengang. I
dag ser alt mere dystert ud. Og der kan siges meget om de krige, vi har
deltaget i og stadig deltager i. Men jeg har under alle omstændigheder den
største respekt for og den største ydmyghed i forhold til de kammerater, der
har tjent og kæmpet så godt. I troen på, at det var det rigtige, regering og
folketing havde sendt dem ud til. Jeg står simpelt hen ret for dem! Samtidig er
det med stor sorg og medfølelse, jeg tænker på dem, der måtte give livet eller
førligheden eller det psykiske helbred under deres tjeneste. Mine tanker går
også til deres pårørende. - Det er med disse tanker i mit sind, jeg har vovet
at lave også dette album". - DE TRE BILLEDTEKSTER: Til billede 1,
DIPLOMET: "FORSVARETS MEDALJE FOR INTERNATIONAL TJENESTE 1948-2009. -
Forsvarschefen tildeler herved Bent Christensen den af Hendes Majestæt Dronning
Margrethe II den 4. maj 2015 approberede medalje. - Værnsfælles
Forsvarskommando, den 5. september 2015. - Bjørn Bisserup, general". - Til
billede 2, MEDALJEN. "På forsiden er de danske løver og de danske
hjerter. På bagsiden står i en krans af (vel) egeløv: UDSENDT FOR DANMARK 1948-2009".
- Til billede 3, ALLE
MINE DEKORATIONER: "Idet jeg mener, at danske dekorationer skal stå først,
(men idet Dancon-marchmedaljen jo er helt uofficiel), har jeg lagt dem, som jeg
også vil bære dem: Forsvarets medalje for international tjeneste. Den Polske
Republiks Fortjenstkors i guld. FN-medaljen In the Service of Peace, Medaljen
for Nobels Fredspris (som i 1988 blev tildelt FN's fredsbevarende styrker). Den
Danconmarch-medalje, jeg fik i 1977".
Lørdag den 25. marts 2017.
- Generalforsamling i StORDstrømmen. - Jeg deltog i vor "interessegruppe under Dansk
Forfatterforenings" (som det officielt hedder) generalforsamling i
Kulturforsyningen, Nykøbing F. Selve generalforsamlingen gik stille og roligt.
Men jeg fik lejlighed til at lægge billet ind på medvirken i noget til sommer.
Og jeg fik en henvisning til noget, der måske kan komme noget ud af. - Efter
generalforsamlingen spiste vi smørrebrød, og vi sluttede med
"underholdning", dvs. optræden af to meget velsyngende og
-(guitar)spillende medlemmer, oplæsning af noget fra formandens kommende bog og
afsyngelse af min EUROPA (europæisk kulturkredssang). Den handler ikke om EU,
men altså om den europæiske kulturkreds overhovedet og som sådan. Men det var
jo EU's 60-års fødselsdag, uanset hvad man så hver især mener om EU. Alle var
glade for sangen. Det ender nok med at blive tradition, at jeg skal bidrage med
en sang, når vi holder fest! (Forrige og første gang var sommerfesten 2016). -
EUROPA har også været slået op på min Facebook-væg, og den ligger nu sammen med
en hel del andet klar i det, der forhåbentlig ender med at blive Nye digte og aforismer, og som bør
udgives i 2018.
Tirsdag den 28. marts 2017. -
Generalforsamling og opstillingsmøde i Dansk Folkeparti Lolland. - Anna og jeg deltog i Dansk Folkeparti
Lollands generalforsamling og opstilling af kandidater til det kommende
kommunalbestyrelsesvalg. Vi startede med smørrebrød og øl og vand og hyggelig
og nyttig snak og drøftelse. Det er altid hyggeligt og nyttigt at være sammen
med partifællerne i Dansk Folkeparti. - Men både generalforsamlingen og
opstillingsmødet var præget af en vis dramatik. Jeg vil ikke komme nærmere ind
på dette her, men henviser til, hvad der eventuelt kommer i medierne. Dette
gælder også navnene på den nye bestyrelses medlemmer og på kandidaterne til
kommunalbestyrelsesvalget. Ikke fordi noget af det er hemmeligt! Men jeg vil
ikke risikere at komme til at skrive eller stave forkert. Jeg kan dog oplyse,
at den nye bestyrelsesformand er en yngre mand, hvis fornavn er Hans, men som
jeg ikke kendte i forvejen. Og jeg kan oplyse, at spidskandidaten til
kommunalbestyrelsesvalget er Anette Knoblauch, som allerede sidder i
kommunalbestyrelsen, og som i øvrigt er gift med nu afgået bestyrelsesformand
Flemming Knoblauch. - Endelig kan jeg oplyse, at en af dem, jeg fik talt lidt
med (og som jeg også tidligere har talt en del med), er min, om man så må sige,
teolog-kollega stud. theol. Mikkel Søtbæk, en ganske
ung mand, som bor i Blans ved Bandholm. Han blev genvalgt som bestyrelsesmedlem
og blev opstillet som kommunalbestyrelseskandidat. Det er godt med teologer i
partiet. Jeg ved, at mindst én lokal præst i embede også er medlem af DF
Lolland (bare ikke deltager denne aften).
APR 2017
Lørdag den 1. april 2017. - Jeg var til førpåskefrokost
i Polsk-Dansk Forening, Næstved, som jo nu, efter at vi den 13. maj 2016
lukkede foreningen i Maribo (se det), er vor lokale afdeling af Foreningen af
Polakker i Danmark. Vi havde alle en ret med, jeg Annas gode tunsalat, og vi
hyggede os godt ved bordet og fik også snakket godt både før og efter måltidet.
Det var en stor glæde, at en del nytilkomne unge polakker og deres børn deltog.
Det sagde jeg også til dem, da jeg vekslede et par ord med dem. Efter måltidet
blev vi alle sat til, efter polsk skik, at ridse i nogle hårdkogte æg med skal,
der var belagt med et farvet lag. Polakkerne kunne lave nogle flotte mønstre.
Men de har vel, som jeg sagde til dem, prøvet det, siden de var små børn. Vi
var to ældre danske mænd, der ikke mestrede mønstertegningen. Så vi ridsede i
stedet nogle til gengæld meget barnlige tegninger i vore æg. Det lykkedes mig
at lave en kylling, en påskelilje, et træ og en sol. Under en samtale med et af
de medlemmer, jeg kendte i forvejen, fik jeg repeteret og uddybet min viden om,
hvordan man fejrer jul og påske på polsk i både kirke og hjem.
Onsdag den 5. april 2017. - Møde med den ukrainske
præsident Petro Porosjenko. - Som sædvanlig lavede jeg et Facebook-billedalbum
("Ukraines præsident i Østre Anlæg"). Her er albumteksten: "Den
5. april 2017 deltog Anna og jeg i den ukrainske præsident Petro Porosjenkos møde med herboende ukrainere og medlemmer af
Dansk-Ukrainsk Selskab (blandt disse altså os) ved den ukrainske nationaldigter
Taras Sjevtjenkos buste i Østre Anlæg, København. Vi
var taget til København for at få en oplevelse, men først og fremmest for at
vise vor støtte til Ukraine. Men vi fik også oplevet præsident Porosjenkos enorme charme. Da han kom - i en kødrand af
ministre, embedsmænd og livvagter - gik han lige hen til sine herboende
landsmænd, som han først holdt en lille tale for og dernæst gav sig i samtale
med. Det var et gribende møde. Både de herboende ukrainere og deres præsident
var utrolig søde. Man kan sige meget om Ukraine og ukrainerne, men der er noget
utrolig sødt i deres folkeånd. Se nærmere til de enkelte billeder". - Og
her er linket til albummet: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1504451876255339.1073741882.100000716224349&type=1&l=90166babae
Onsdag den 19. april 2017. - Claus Mathiesen
i Dansk-Ukrainsk Selskab. -
Jeg var til møde i Dansk-Ukrainsk Selskab, hvor Claus Mathiesen optrådte. Det
var et godt møde, som jeg var glad for at deltage i. - Jeg er for tiden meget
passiv, hvad Ukraine og Dansk-Ukrainsk Selskab angår. Jeg er simpelt hen nødt
til at have det hovedprincip, at jeg stort set udelukkende beskæftiger mig med
mit eget egentlige forfatterskab (lige nu færdigredigeringen af min faktisk et
år forsinkede næste bog Mit teologiske
testamente). Men der er i disse år en del ting, jeg er nødt til at deltage
i eller beskæftige mig med. Meget af det fremgår af nærværende dagbog. Ukraine
er rent fagligt et lillebitte bi-bifag og først og fremmest et politisk
pligtengagement. Men Anna og jeg var da til mødet med præsident Porosjenko den 5. april (se ovf.), og jeg havde længe sagt
til DUS-formand Ivan Nester Nielsen, at vi, eller i hvert fald jeg, snarest
ville komme til et møde. Og det blev så dette. - Jeg vil ikke begynde at
referere, hvad Claus Mathiesen og vi deltagere fik sagt, kun sige, at vi både
fik sidste nyt at vide om situationen i Østukraine og derfra fik bevæget os ud
i den helt store geopolitiske og geostrategiske situation. Og at der efter
Claus Mathiesens oplæg var en lang, ivrig og interessant drøftelse af mange
ting (som jeg også deltog i). Interesserede kan lægge mærke til Claus, når han
optræder i radio og tv, og prøve at finde ham og hans ting på Nettet. Så vil
man kunne se meget, der svarer til, hvad der var fremme under dette møde. Men
jeg kan oplyse, at jeg var mere optimistisk - eller i hvert fald mindre
pessimistisk - da mødet var slut, end før det begyndte. Selv om der unægtelig
er mange truende ting både i det nære europæiske og i det globale. - Jeg sætter
nu de vigtigste ting fra DUS-indbydelsen ind: "Onsdag den 19. april 2017
kl. 16.30 (fyraftensmøde!) holder Danmarks tidligere forsvarsattaché i Ukraine
og lektor i russisk sprog, kultur og militære forhold ved Forsvarsakademiet,
Claus Mathiesen, et oplæg med titlen 'Ukraine og Østeuropa under Trump og
Putin'. / I dag er den internationale situation mere uklar end længe. Er vi på
vej mod et nyt våbenkapløb i Europa? Vil USA forlade New START-aftalen? Er de
nye russiske landbaserede mellemdistanceraketter i strid med INF-traktaten ? Spørgsmålene er mange. En af landets
førende eksperter giver sit bud. / Sted: Østerbro Medborgerhus, Århusgade 103
(lokale 3), 2100 København Ø. Arrangør: Dansk-Ukrainsk Selskab. Offentligt
møde. Gratis adgang". - Jeg kan desuden oplyse, at jeg i toget på vej til
mødet fik gjort min oversættelse af den ukrainske nationalsangs tre officielle
strofer færdig, og at jeg på mandag vil slå den op på min Facebook-væg som
Ugens digt. Den vil også blive sat ind i kladden til min næste samling
"Nye digte og aforismer". Og jeg vil måske prøve at få den
offentliggjort på andre måder.
Torsdag den 27. april 2017. - Jeg var i P1
Debat og deltog også i debatten på programmets Facebook-side. - Som så ofte før havde jeg skrevet en
kommentar i tråden til P1 Debats opslag. I dag kommenterede redaktionen den ved
at bede mig ringe til programmet. Det gjorde jeg og nåede lige at komme med. -
Jeg citerede min kommentar: "Undskyld, jeg citerer mig selv, men her er en
af mine aforismer: ‘På Christian IV’s tid lovgav man mod blasfemi og den slags
for ikke at påkalde sig Guds vrede og straf. Nu gør man det for ikke at påkalde
sig terrorangreb’". Og jeg føjede til, at den rent politiske måde, man nu
bruger blasfemiparagraffen på, faktisk er blasfemisk, da den jo ikke har noget
med Gud at gøre. - Der blev også noget kommentarudveksling i tråden. Det endte
med, at jeg samlede det hele i en tekst, som jeg både slog op på min egen væg
og satte i "Erindringer - DAGBOG". Overskriften er: "DET HANDLER
IKKE OM GUD, MEN OM TERROR". I konklusionen giver jeg dette forslag til en
mere ærlig version af § 140 i den danske straffelov: "Den, der offentligt
driver spot med islam eller fornærmer herboende muslimer eller muslimer ude i
verden, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder".
MAJ 2017
Mandag den 1. maj 2017. - En 1. maj-hilsen. - Jeg genopslog mit digt "1. maj 2009" (fra
Digte og aforismer 1966-2016) på min Facebook-væg.
Jeg havde for en meget sjælden gangs skyld ikke fået skrevet noget nyt digt
(eller tilsvarende) til denne uge. Og jeg gav det en længere kommentar i
kommentarfeltet: "1. maj - pligt og ret til at fejre". Bagefter satte jeg under overskriften "En 1.
maj-hilsen" det hele på undersiden "Debat". Det sidste afsnit af
kommentar-teksten lyder: "Til sidst vil jeg udtrykke min glæde over, at
jeg er PRÆST, altså tilhører "den gejstlige stand" (selv om denne
betegnelse betød noget andet i sin tid). I dag betyder det at være præst, at
man faktisk står noget uden for det hele, ja, perspektivmæssigt lidt over det
hele. Men derfra kan man så også betragte det hele. Og derfra kan jeg ønske
alle rette vedkommende en god 1. maj!".
Onsdag den 3. maj 2017. - Jeg deltog i Lolland-Falsters Stiftskonvents årlige
møde i Sognets Hus, Maribo. Jeg havde glædet mig meget til det. Begge
foredragsholdere og foredrag var interessante. - Provst emeritus Holger
Villadsen talte om "Reformationen og gudstjenesterne i Danmark". (Jeg
har ofte drøftet liturgihistoriske ting med Holger, bla. i forbindelse med mine
egne skrifter) - Forhenværende rektor i Løgumkloster Eberhard Harbsmeier talte om "Luther og humanismen"
(humanismen og reformationen, Erasmus og Luther). I mange interessante og ofte
meget morsomme punkter. Til sidst viste han på lærredet nogle sjove tyske
vittighedstegninger med Luther og Erasmus. Også nogle malerier af de to
(Erasmus den fine intellektuelle, Luther den grove polemiker). Han var meget
positiv over for Erasmus. Oplyste, at hans far var luthersk, men hans mor
reformert. Friedrich Gogarten havde stået fadder ved
hans dåb, og han havde haft en del med ham at gøre. - Mine bidrag var hhv. et
spørgsmål til Holger om Halleluja før evangelielæsningen (og den katolske Davidssalme-vekselsang efter den gammeltestamentlige
læsning) og det kontrafaktiske spørgsmål til Harbsmeier
om, hvor vi ville have været i dag, hvis der ikke havde været nogen Luther.
Holger var (naturligvis) enig med mig. Men jeg ville jo først og fremmest have
de andre præster til at høre det. Harbsmeier mente,
at uden Luther, men med Erasmus ville hele Vestkirken
være blevet reformeret. Han sagde bare ikke til hvad. Jeg indskød: "Hvad
med dybden?!". - Jeg fik også talt med nogle både gamle og nye konventsbrødre og -søstre. En rigtig god dag (10.30 til ca.
15).
Lørdag den 6. maj 2017 (1). - Jeg deltog (kl. 13-17) i StORDstrømmens forårsmøde.
Lørdag den 6. maj 2017 (2). - Jeg var om aftenen til min søn Nikolajs
politiorkester Musik Til Ulempes optræden i Tingsted.
Fredag den 12. maj 2017 (bededag). - Jeg var på Døllefjelde-markedet for at høre min søn
Nikolajs politiorkester Musik Til Ulempe spille i det store markedstelt. Igen
en god oplevelse. De er gode. Og jeg er stolt! De har i flere år spillet på
markedet (mon jeg har noteret det?), men i år var det første gang i det store
telt, hvor publikum var i god stemning. - Men jeg var (som sædvanlig) også
noget rundt i forlystelserne med Nikolajs to børn Mathilde og Markus.
Onsdag den 17. maj 2017. - Første runde af bispevalget i Lolland-Falsters
Stift fik som resultat, at sognepræst i Tingsted Christina Rygaard Kristiansen
og teologisk konsulent i Helsingør Stift Marianne Gaarden går videre til anden
runde, hvis resultat vil foreligge 22. juni. - Stemmetallene var: Christina
Rygaard Christiansen, 146 stemmer, Marianne Gaarden, 126 stemmer, Michael
Fagerlund, 41 stemmer, Poul Joachim Stender, 109 stemmer, blanke stemmer, 2.
Lørdag den 27. maj 2017. - Mit tredjeyngste
barnebarn Marie blev konfirmeret.
JUN 2017
Fredag den 9. juni 2017. - Jeg havde siden valgdagen i går fulgt det britiske
parlamentsvalg, og i formiddags satte jeg følgende kommentar på såvel min
Facebook-profil som undersiden "Debat": HAR TERROREN PÅVIRKET UK-VALGET? - Jeg har ikke hørt nogen sige det endnu. Men jeg har selvfølgelig ikke
hørt alle kommentarer. Under alle omstændigheder siger jeg nu her, at man må
spørge, om det ikke er terroranslagene og Jeremy Corbyns
udtalelser om, at det (mere eller mindre) er UK, der har nedkaldt dem over sig
ved at deltage i krigen mod Islamisk Stat, der har fremkaldt det meget
overraskende valgresultat i UK. Da jeg hørte Corbyn
sige det, opfattede jeg det umiddelbart som i hvert fald meget dristigt og
måske også forræderisk. Man skal ikke bøje sig for terroren dvs. for fjendens
femte kolonne i ens eget land. Men Corbyn har jo ret.
Krig er krig, og fjenden vil selvfølgelig svare igen med de midler, han har. I
dette tilfælde de soldater, han har i Europa, herunder UK. - Terroren og Corbyns udtalelse er det eneste nye, der er kommet til,
siden Theresa May udskrev valget under indtryk af særdeles gunstige
meningsmålinger! Det må i hvert fald være en meget vigtig faktor. For der er jo
også de indenrigspolitiske Labour-ting. Men de har været der hele tiden. - Men
det er frygteligt. Hvis vi ser bort fra terroren her i Europa, skulle vi efter
min mening holde os helt ude af såvel Afghanistan som Mellemøsten og
Nordafrika. Intet af det har haft positive virkninger, tværtimod. Og hvorfor
skal vore soldater dø og lemlæstes, når det er de pågældende landes og områders
eget problem.
Mandag den 12. juni 2017. - LØGNENS DAG. - LØGNENS DAG - Jeg genbrugte på min Facebook-profil min 2015-tekst (se
ovf. under 12. juni 2015) om det, at et forhold mellem to af samme køn nu kaldes
et ægteskab, men med denne indledning: Det er i dag fem år siden Dronningen
autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn. - Jeg satte den 12. juni
2015 nedenstående optegnelse på min internetunderside "Erindringer -
DAGBOG" (og tilsvarende på undersiden "Debat"). Og jeg genbruger
den nu her i 2017. Der er ingen grund til at ændre noget eller føje noget til.
Det eneste, jeg vil sige nu, er, at jeg bliver mere og mere træt af at
beskæftige mig med denne sag. Når jeg bliver ved, er det, fordi jeg har lovet
mig selv at gøre det. De, der har vedtaget denne socialkonstruktivistiske
newspeak-løgn, skal hele tiden mindes om, at der er nogle, der ikke vil bøje
sig. Her er 2015-optegnelsen: [men udeladt her, da den jo står under 12. juni
2015].
Onsdag den 14. juni 2017. - Jeg deltog i Lolland-Falsters Stifts landemode i
Maribo Domkirke og Bangs Have. Det har jeg i princippet altid og i praksis
næsten hver gang gjort, siden jeg i maj 1974 blev sognepræst i
Døllefjelde-Musse-Herritslev. (Det samme gælder de to andre store årlige
begivenheder i stiftet, nemlig Lolland-Falsters Stiftskonvent på første onsdag
i maj, og i august måned det, der i gamle dage hed stiftspræstemødet, men nu
hedder stiftspræste-stævnet). - Men det helt særlige i år var, at alt stod i afskedens
tegn, nemlig afskeden med biskop Steen Skovsgaard, hvis afløser bliver udpeget
den 22. juni og bispeviet i Maribo Domkirke den 10. september. Biskop Steen har
valgt at gå af nu og at gå i gang med et ph.d.-studium ved Århus Universitet,
som skal bestå i en undersøgelse af læren om de sidste tider i henholdsvis
kristendommen og islam. Jeg har hele tiden rost biskop Steen for denne
beslutning og ønsket ham held og lykke med projektet. Og det har jeg også gjort
i indlægsbrevet i det eksemplar af min netop udgivne bog Mit teologiske testamente. Dogmatik og betragtninger, jeg gav ham i
afskedsgave. Jeg fik også lejlighed til at udtrykke dette mundtligt i et par
små samtaler med ham under landemodet. Det bliver spændende at se, hvad der
kommer ud af Steen Skovsgaards forskningsprojekt. - Det var i øvrigt i det hele
taget en god dag. Det var en fin afskedsgudstjeneste, biskop Steen holdt, og
der blev sagt mange gode ting i de mange taler for ham under mødet i Bangs
Have. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg oplevede hele dette landemode
som et (af flere) tegn på, at Folkekirken måske er på vej op fra den bund, vi i
nogen tid har skrabet. Og jeg tror, Steen Skovsgaard har givet sit gode bidrag
til denne (måske) vending. Men vi må se. Alt, hvad der er sket fra og med
Murens fald har vist, at alt kan ske
- på både godt og ondt. Det var også dejligt, at ikke alene biskopperne over
Roskilde Stift og Haderslev Stift, men også Færøernes biskop og en meget
charmerende kvindelig biskop fra Norge deltog. Biskop Peter Fischer-Møller,
Roskilde, og den færøske og den norske biskop var også i rækken af gode talere.
- Da jeg nu allerede har nævnt mit Testamente, vil jeg benytte lejligheden til
at sige, at jeg håber, denne bog også vil kunne blive et bidrag til en positiv
udvikling i Folkekirken.
Onsdag den 21. juni 2017. - Jeg var til Gopubli.sh-velkomstmøde hos Saxo
Publish, altså til et møde, hvortil alle vi forfattere og udgivere, der
tidligere havde fået udgivet vore ting via Gopubli.sh, var blevet inviteret, så
vi dels kunne møde folkene bag Saxo Publish (som altså har overtaget
udgivertjenesten), dels kunne få nogle ting at vide og få lejlighed til at
stille spørgsmål. Vi var ikke så mange, der var mødt op, men det var et meget
rart og interessant møde. Man fik indtryk af, at både Saxo som sådan og Saxo
Publish er en topmoderne og topeffektiv virksomhed. Men det var samtidig meget
behageligt at opleve de særdeles kompetente medarbejdere. Der var rent ud sagt
intet "kursus-gudeagtigt" over dem! Stille og roligt, fagligt og
rart. - Vi fik blandt andet at vide, at de publikationer, der er blevet
overført fra Gopubli.sh, automatisk bliver ændret til et af Saxo Publish’s formater. Men jeg kan se, at jeg åbenbart selv
skal gøre nogle ting, før de kan blive udgivet og dermed komme ind i Saxos og
andres udbud af bøger. Da jeg nødig vil komme til at gøre noget forkert, kan
der godt gå lidt tid, inden man kan finde andet end "Mit teologiske
testamente" på saxo.com.
Torsdag den 22. juni 2017. - Marianne Gaarden bliver ny biskop over
Lolland-Falsters Stift. - Fra TV2 Østs hjemmeside:
"Det var et tæt løb mellem de to kandidater ved bispevalget. Marianne
Gaarden vinder valget med 206 stemmer, mens Christina Rygaard Kristiansen fik
201". - I et Facebook-opslag har jeg meddelt dette og ønsket vor kommende
biskop tillykke. - Og i et kommentarfelt føjede jeg til: "Marianne Gaarden
tiltræder som biskop den 1. september 2017. Den officielle bispevielse af den
nye biskop foregår den 10. september i Maribo Domkirke".
Lørdag den 8. juli 2017. - EN MILEPÆL I
MIN FORFATTER OG UDGIVERVIRKSOMHED! - Jeg har i dag udgivet den sidste af
mine i alt fem udgivelser på henholdsvis mit eget Forlaget Luskebakken og Saxo
Publish. I de fire tilfælde er der tale om genudgivelser af fire bøger, der
blev udgivet på min daværende udgivertjeneste Gopubli.sh. Kun min nyeste bog Mit teologiske testamente er nyudgivet
på Saxo Publish. - Også fordi udgivertjenesteskiftet har kostet mig meget
arbejde, er denne dag stor for mig, og jeg vil derfor bringe hele den ret lange
tekst, jeg i dag har slået op på Forlaget Luskebakkens Facebook-side (med de
oprindelige afsnitskift markeret med - / - og nu med • for - i listen over de
fire seneste bøger). - Her er hele mit
opslag på forlagssiden: "ALLE FEM LUSKEBAKKEN-BØGER NU PÅ SAXO - / - Alle
de fem bøger, der fra og med 2015 er udgivet af undertegnede på Forlaget
Luskebakken, er nu udgivet på forlagets nye udgivertjeneste Saxo Publish. Det
drejer sig i udgivelsesrækkefølge allerførst om: - / - / ADAM MICKIEWICZ:
KRIMSONETTER (2015; originaludgave Moskva 1826, nemlig fordi den
polsk-litauiske forfatter dengang var landsforvist til Rusland, som i 1795
havde annekteret Litauen og det østlige Polen). - Undertegnede er oversætter af
14 ud af de 19 sonetter og udgiver af bogen, dvs. også forfatter til Efterord,
Bemærkninger, Henvisninger og de ret omfattende noter (hvori meget dog er
oversættelser af Mickiewicz's egne noter). - De fem af sonetterne blev allerede
i 1888 oversat til dansk af Knud Berlin. - / - Men så drejer det sig om disse
FIRE BØGER AF UNDERTEGNEDE SELV: - / - • Lollandsonetter
(2015). - En alvor-i-spøg-opfølgning af "Krimsonetter". - / - • Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og
helligdage (2015). - / - • Digte og aforismer
1966-2016 (2016). - / - • Mit teologiske
testamente. Dogmatik og betragtninger (2017). - / - ALLE OVENNÆVNTE FEM BØGER -
/ - er henholdsvis nyudgivet og genudgivet på Saxo Publish. Kun "Mit
teologiske testamente" er førstegangsudgivet på Saxo Publish. De fire
første bøger er overført fra forlagets første udgivertjeneste Gopubli.sh og har
i den forbindelse fået nye formater og i et par tilfælde nye ISBN-numre. - / -
Der kan godt gå nogle dage, før alle disse bøger kan ses og købes i Saxos
internetboghandel - saxo.com. Og der kan gå lidt længere tid, før de alle
kommer frem ved de forskellige relevante søgninger. Det er jo et stort og
kompliceret foretagende. Saxo har vist nu 18 millioner titler! - / - Ved alle
køb af Forlaget Luskebakkens bøger er der tale om PRINT ON DEMAND-salg, hvilket
vil sige, at der går nogen tid, før man modtager bogen med posten. Men systemet
virker upåklageligt. Det har undertegnede konstateret ved mine køb af såvel
prøvetryk som såkaldt oplagstryk, dvs. et antal eksemplarer til forskellig egen
brug. - / - - - / - SOM FORFATTER TILLADER JEG MIG AT GØRE OPMÆRKSOM PÅ - / - -
at disse foreløbig fem udgivelser skal ses som dele af en helhed. - / -
Krimsonetterne, som er oversat fra polsk, har mit gamle militær- og bifagssprog
russisk og mit nuværende polske (også sproglige) side-engagement som baggrund.
- / - Men mine fire egne bøger indgår alle i hele den sammenhæng, hvor jeg både
som mig selv og som discipel af Grundtvig beskæftiger mig med alt, lige fra
salmedigtning og dogmatik til helt autonom moderne lyrik. Jeg vil derfor mene,
at de tilsammen er et enestående eksempel i vor tid på noget virkelig
alternativt. Men jeg vil også mene, at hver enkelt bog rummer mange i sig selv
interessante og alternative ting. - / - Når jeg fører mig frem under betegnelsen
"discipel af Grundtvig", hænger det sammen med, at jeg i årene
1972-2002 var Grundtvig-forsker med to udgivelser på Gads Forlag som resultat:
"Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i
N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i
1825 til Indledningen i 1832" (teologisk licentiatafhandling (ph.d.), udg.
1987). - OG "Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S.
Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige
livsengagement" (teologisk doktordisputats, 1998). - Hertil kommer nogle
artikler i Grundtvig-Studier og en række andre artikler og foredrag om
Grundtvig og grundtvigske emner. - Men fra og med min pensionering som 60-årig
i 2003 arbejder jeg altså som mig selv under mottoet "fri kristen
åndsarbejder med pensionen som arbejdsstipendium". - / - I øjeblikket
arbejder jeg på min næste bog: "Mit Dannevirke. Betragtninger om
allehånde", som i høj grad vil svare til de otte berømte afhandlinger i
Grundtvigs enmandstidsskrift "Danne-Virke" (1816-1819), dvs. bevæge
sig lige fra det erkendelsesteoretiske til det kulturprogrammatiske, ja, for så
vidt politiske. - / - Jeg har også allerede mange digte og aforismer liggende
klar i manuskriptet til "Nye digte og aforismer", som forventes
udgivet senest i 2018. - / - Og der er mere på bedding! - / - Torslunde, den 8.
juli 2017 - / - Bent Christensen".
Tirsdag den 18. juli 2017. - Jeg var i P1 Debat i diskussionen om kunst og politik eller om politisk kunst. P1 Debats opslag pm dagens udsendelse begyndte således: "Er redningsveste kunst? / Den kinesiske kunstner Ai Weiwei har pakket Kunsthal Charlottenborg ind i redningsveste fra flygtninge i Middelhavet – er det kunst eller politisk agitation?". - Jeg havde, som så ofte, skrevet en kommentar i P1 Debats Facebook-tråd. Men I et svar spurgte de, om de måtte ringe mig op. Det svarede jeg at de meget gerne måtte. Og de gjorde det. Og jeg sad længe og fulgte med i telefonen. Lige inden udsendelsen sluttede, fik jeg ordet. Her er mit referat: Jeg snakkede som et maskingevær, da jeg kunne se, at klokken snart var et. Og jeg nåede at få karakteriseret Jens Galschiøt som teolog på ikke bare gymnasieelev-plan (hvad Rune Selsing havde gjort), men på mellemskoleelev-plan (i min tid svarende til 6. til 9. kl.). Men fik også sagt lidt, der svarede til ovenstående om forholdet mellem centrum og periferi i kunsten. Også derved, at jeg sagde, at selvfølgelig kan man også skrive fx politiske digte. Hvad jeg også selv gør. Det er så bare ude i periferien. Jeg fik også nævnt, at jeg er salmedigter, og at salmer er noget helt andet en almindelig lyrik. Desuden sagde jeg, at når man laver politisk kunst, må man finde sig i at blive politisk modsagt. Til sidst spurgte Gitte Hansen mig (som hun havde spurgt dem i studiet), om jeg var venstreorienteret. Hvad jeg besvarede med et kraftigt Nej. - I forbindelse med min karakteristik af Jens Galschiøts fundamentalisme-kunstværk fik jeg sagt, at det svarede til oplysningstidens måde at sidestille jødedommen, kristendommen og islam på, fx i Lessings "Nathan der Weise". Men hvis jeg havde haft mere tid, skulle jeg have sagt, at det måske forholdt sig modsat. Lessing mente, at de tre monoteistiske religioner i grunden var lige gode. Galschiøt mener vel, efter hvad der blev sagt i udsendelsen, at de i grunden er lige slemme. At den ene i hvert fald ikke har noget at lade de andre høre - og vel derfor hellere skal forlade fundamentalismen og give sig til at leve i fred (hvilket sidste jeg jo helt kan tilslutte mig). Men de Jesus-eksempler, der blev nævnt, var helt ude i skoven. Galschiøt er som teologiserende kunstner virkelig på allerhøjst mellemskoleniveau". - På undersiden "Debat" kan man læse hele det opslag om dette, jeg bagefter slog op på min Facebook-væg.
AUG 2017
Lørdag den 5. august 2017. - Anna, hendes søster Elisabeth, vor søn Nikolaj og jeg var traditionen tro til Nykøbing Falster-revy. Igen en god oplevelse.
Onsdag den 23. august 2017. - Jeg var til stede ved Det Udenrigspolitiske Selskabs seminar "Rusland anno 2017 - samarbejdspartner, spoiler eller trussel?". Jeg har delt selskabets efterfølgende opslag om det på min egen Facebook-profil og givet det denne kommentar (som ved en slags fejl også er kommet til at stå i tråden til selve selskabets opslag): "Jeg var til stede og er vist med på et af billederne. Jeg har lige meldt mig ind i selskabet. - Det var uhyre interessant. Jeg fik ikke ændret min samlede vurdering, men fik mange gode perspektiver og detaljer fra de fire ambassadører. Det var også interessant at opleve dem sammen". - Jeg havde fået invitationen gennem Dansk-Ukrainsk Selskab, men blev nødt til at melde mig ind i Det Udenrigspolitiske Selskab for at kunne deltage. Jeg har sådan set hverken tid eller råd til at være medlem, men nu har jeg gjort det, og det kan være nyttigt i forbindelse med såvel hele min udenrigspolitiske interesse overhovedet som mit fortsatte polske og ukrainske engagement. - Og her er invitationen til seminaret: "Onsdag den 23. august 2017 kl. 11.00-12.30 / Fire danske ambassadører stiller skarpt på Ruslands ageren i Nærområdet, i NATO og i samarbejdet med EU og Danmark: / Thomas Winkler, Danmarks ambassadør til Rusland, vil tale om forholdet mellem russisk indenrigs- og udenrigspolitik, og muligheden for samarbejde og handel med Rusland anno 2017. / Michael Zilmer-Johns, Danmarks NATO-ambassadør, vil tale om den russiske trussel og spoiler i NATO-regi. / Ruben Madsen, Danmarks ambassadør til Ukraine, Georgien og Armenien, vil tale om Ruslands rolle i det Østlige Ukraine og i udbryderrepublikkerne i Georgien. / Søren Kelstrup, Danmarks ambassadør til Estland, vil tale om Ruslands ageren i De Baltiske Lande, herunder om Kremls brug af desinformation og russiske mindretal. / Charlotte Flindt Pedersen, direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab, er indleder og moderator".
Torsdag den 24. august 2017 (1). - MAN ER I DANSK KIRKETIDENDE! - Dette var overskriften til mit opslag på min Facebook-profil i dag. Men her er hele opslagets tekst: "Da posten kom, var der tre eksemplarer af Dansk Kirketidende, altså to forfattereksemplarer. Men jeg vidste godt, at min artikel ville være i dette nummer. Her er titel og ‘manchet’: / Naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt / Grundtvigs fulde oplysningsprogram blev aldrig realiseret - men det er værd at genbesøge ideerne dertil, set i forhold til nutidens debat om uddannelse og dannelse. / Men jeg kan også vise de to tekststykker, der er draget frem og sat ind i teksten som appetitvækkere: / » Menneskelivet er det øverste niveau i hele vort tilværelsesengagement, og det er derfor også kunsten og litteraturen og den humanistiske videnskabelighed, der er det vigtigste og højeste i hele dannelsesprojektet / » Vi bliver en kulturelt fattig civilisation, hvis den rene erkendelsesforskning på alle områder bliver forsømt / Men så må jeg også lige citere dette fra selve teksten (s. 28 f): / "Alle skal vide noget om hele det kosmos, vi bor i, og som vi med vore legemer er en del af. Og det gælder alt, lige fra astrofysikken og partikel- og højenergifysikken til hele biologien inklusive hjerneforskningen". / Hele artiklen kan læses i Dansk Kirketidende nr. 7, august 2017, s. 26-29, men den vil senere blive sat på min hjemmeside, både på undersiden "Grundtvig" og på undersiden ‘Debat’. / Jeg er meget glad for at have fået præsenteret disse tanker, både Grundtvigs og mine. Det er noget, jeg har arbejdet med i mange år, og som spiller en vigtig rolle i min teologiske doktordisputats fra 1998: ‘Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement’". -
Torsdag den 24. august 2017 (2). - Om mit sonetoversættelsesarbejde og mit bogarbejde i øvrigt. - TILFØJELSE TIL OVENSTÅENDE 24. august 2017 (1): Det er muligt, det ovenfor citerede opslag kun er det første i dag. Jeg slår nok min oversættelse af Adam Mickiewicz's Odessasonet nr. 9 "Skytten" op i aften. Jeg slår jo i denne tid to eller tre af disse sonetter op hver uge. Og under dem skriver jeg hver gang: "Denne sonet og de andre vil efter planen blive trykt i "Odessasonetter eller Erotiske sonetter", som forhåbentlig vil blive udgivet allerede her i 2017". Og det går godt. Jeg var, da jeg begyndte at lave denne tilførsel, netop blevet færdig med nr. 19 "Gæsteråd". Så nu mangler jeg kun de tre sidste. - Det er dejligt at arbejde med disse sonetter. Det er jo en leg i og med en litterær tradition. Jeg giver Anna et "særtryk", hver gang jeg er blevet færdig med en sonet, og hun læser dem med stor interesse og meget omhyggeligt. Hun siger, at hun synes Mickiewicz er sød! - Men jeg glæder mig til at blive færdig. Jeg arbejder jo også med Mit Dannevirke. Betragtninger om allehånde, som skal udgives inden udgangen af 2018. Jeg ville jo helst have udgivet den i juli 2016 hvor det var 200 år siden Grundtvig udsendte første hæfte af sit Danne-Virke (1816-1819). Men Mit teologiske testamente skulle komme først, og det tog mig længere tid, end jeg havde regnet med. Det kom, som man kan se ovf., i juli måned i år. Men Mit Dannevirke skal nu bare nå at udkomme inden for den periode, hvor det er 200 år siden Grundtvigs Danne-Virke udkom. Og så skal jeg ellers se at få skrevet nogle "rigtige digte", altså til samlingen Nye digte og aforismer, som egentlig også gerne skulle udgives i 2018. - MEN jeg er blevet bidt af Mickiewicz! Jeg kan ikke undvære lidt oversættelsesarbejde hver formiddag. Så jeg har netop købt en helt ny faksimileudgave af hans Konrad Wallenrod (1828), som jeg vil prøve at oversætte stille og roligt - uden nogen anden tidsfrist end min levetid! For nu gælder det altså selve mit eget forfatterskab. Det værste er bare, at jeg også er kommet til at tænke på, at jeg bør oversætte Ballady i romanse (1822) og måske andre ungdomsdigte. Og nu har jeg lige bestilt Ballady i romanse! Men så skal jeg nok heller ikke oversætte mere.
SEP 2017
Søndag den 3. september 2017. - Jeg deltog i Domprovstiets fælles friluftgudstjeneste i Mindeparken, Rødbyfjord. Sognepræst Jesper Bacher holdt gudstjenesten. Under nadveren blev han assisteret af vor egen sognepræst Anne-Lene Nielsen Frederickson. Salmesangen blev ledet af et lille kor af lokale kirkesangere og en pianist, som jeg ikke fik identificeret. - Jeg deltog ikke i resten og fik dermed ikke hørt "biskop elect" Marianne Gaardens foredrag og det musikalske indslag ved Gefion Brass Band. - Ved parkeringen mødte jeg det nye bispepar og fik talt lidt med dem. Om en uge er der bispevielse i Maribo Domkirke. Så er Marianne Gaarden vor nye biskop her i Lolland-Falsters Stift. Jeg deltager i ornat.
Mandag den 4. september 2017 (1). - Jeg blev færdig med oversættelsen af Adam Mickiewicz's digt "Kodriveren" (Pierwiosnek), det første digt i Ballady i romanse (Ballader og romancer, 1822). Se tilførslen "Torsdag den 24. august 2017 (2)". Og jeg har i dag købt en bog, som jeg sikkert vil få stor gavn af i hele resten af min Mickiewicz-oversættervirksomhed, nemlig Katarzyna Lukas: Das Weltbild und die literarische Konvention als Übersetzungsdeterminanten: Adam Mickiewicz in deutschsprachigen Übertragungen. Jeg havde fundet den på Nettet og måtte købe den hos Amazon. Den kommer inden for den næste halve snes dage.
Mandag den 4. september 2017 (2). - Jeg har (dog pr. i morgen) betalt mit kontingent til Det Udenrigspolitiske Selskab og er således blevet medlem af selskabet. - Se tilførslen onsdag den 23. august 2017 om Rusland-seminaret.
Tirsdag den 5. september 2017. - Jeg deltog, ledsaget af Anna, i National Flagdag i Nakskov, som afholdtes af Lolland Kommune. Jeg var i "veteranuniform", dvs. grå bukser, blazer og blå baret. (Jeg var jo feltpræst på Cypern i vinteren 1976/77). Og jeg havde, som vi var blevet bedt om i invitationen, alle mine medaljer på. Vi begyndte kl. 1830 ved Veteranstenen på Jernbanepladsen, hvor Brandvæsenets Musikkorps musicerede, og hvortil fanekommandoet under kommando af major Poul-Erik Knudsen ankom. Oberstløjtnant, direktør Jørn Arne Nielsen bød velkommen, og der var taler af viceborgmester Henrik Høgh og kaptajn Troels Graff, sagsbehandler ved Forsvarets Center for Stabilitet. Derefter kransenedlæggelse. Og så gik vi med fanekommandoet i spidsen til Sankt Nikolai Kirke, hvor der var gudstjeneste under ledelse af sognepræst Martin Egerup og med taler af ham, folketingsmedlem Marcus Knuth og tidligere overkonstabel, sundhedsplejerske Jannie Barfoed-Høj. Desuden musikalske indslag. Endelig reception på Toldboden for veteraner med ledsagere og øvrige indbudte. Viceborgmester Henrik Høgh var vært.
Søndag den 10. september 2017. - Jeg deltog i Marianne Gaardens bispevielse i Maribo Domkirke og i den efterfølgende reception i Restaurant Bangs Have. - Det var en stor dag for Folkekirken og for Lolland-Falsters Stift. Det var også stort for mig at deltage på min plads i en af præsterækkerne i midtergangen. Men det skal også nævnes, at mange menighedsrådsmedlemmer og andre aktive i kirken selvfølgelig deltog. Hvor mange helt almindelige medlemmer af stiftsmenigheden der deltog, ved jeg ikke. Der er jo begrænset plads. Men så har der heldigvis været tv-transmissionen. Det er jo hele menigheden som sådan og overhovedet, det til syvende og sidst handler om. - Det var en god gudstjeneste med storslået musik i de forskellige led og i ledsagelsen af salmesangen. Nærmere om det nf. - Før gudstjenesten begyndte, ankom Hendes Majestæt Dronningen, som jo altid deltager i bispevielser. Til stede var desuden Folketingets formand Pia Kjærsgaard, kirkeminister Mette Bock og flere andre standspersoner, også lokale. - Og så begyndte gudstjenesten med fantastisk flot indgangsmusik med ikke bare orglet og det forstærkede kor, men også trompet, basun og pauker. Det var Cantate Domino (Syng for Herren) med tekst af Martin Luther og N.F.S. Grundtvig. Og den flotte musik, som her blev uropført, var af Merete Kuhlman. Koret bestod af Maribo Domkirkes søndags- og koncertkor, Klosterkirkens kor (Nykøbing), Sakskøbing Kirkes pigekor og vokalensemblet Voci Fluenti, vist 103 sangere i alt. Vokalsolist var Marianne G. Nielsen. - Forrest i processionen gik de to provster, der kunne deltage i den (se nf.). Så fulgte stiftamtmanden og formanden for stiftsrådet og de forskellige biskopper fra ind- og udland samt de to assisterende præster. Til sidst kom Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, der skulle foretage bispevielsen, og den kommende biskop Marianne Gaarden. - De to provster, der kunne deltage, var provsten for Lolland vestre Provsti og provsten for Lolland østre Provsti. Lolland østre Provsti har for tiden ingen provst, og domprovsten, som skulle lede den første del af gudstjenesten, var i kirken. Af øvrige biskopper fra Folkekirken deltog, så vidt jeg har kunnet se, biskopperne fra Helsingør, Roskilde, Fyn, Viborg, Århus, Ribe, Haderslev, Færøerne og Grønland samt Københavns tidligere biskop, nu kongelig konfessionarius, Erik Norman Svendsen og de to tidligere biskopper over Lolland-Falsters Stift Holger Jepsen og Steen Skovsgaard. Fra udlandet deltog biskopper fra Island og Finland. Jeg håber, jeg ikke har glemt nogen. - I bispevielsen deltog som læsere den nu afgåede biskop over Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard, den islandske biskop Agnes Sigurdadóttir, den svenske biskop Åke Bonnier og den færøske biskop Jògvan Fridriksson. Assisterende biskopper ved selve bispevielsen var Peter Fischer-Møller, Roskilde, og Tine Lindhardt, Fyn. De to assisterende præster (som iførte den nye biskop bispekorset og bispekåben og også var med i håndspålæggelsen) var Torben Jørgensen, Sankt Nikolai, Nakskov, og Ida Støckel Rolle, Nysted. - Nu biskop over Lolland-Falsters Stift Marianne Gaarden ledede resten af gudstjenesten og prædikede over søndagens evangelietekst Lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,23-37). - Det var alt sammen stort og godt. Det er kun anden gang, jeg har deltaget i en bispevielse. Nu afdøde biskop Thorkild Græsholt ordinerede mig i 1971. Men jeg deltog i hans efterfølger Holger Jepsens bispevielse i 1996. Da Steen Skovsgaard blev bispeviet i 2005, var Anna og jeg på en vigtig rejse i Polen.
Lørdag den 16.
september 2017. - Anna og jeg deltog i den årlige højtidelighed i Slaglille
Kirke og på Slaglille Kirkegård. - Her er
noget af albumteksten til mit Facebook-billedalbum med billeder fra
begivenheden: Lørdag den 16. september 2017 mindedes vi i
Slaglille Kirke og på Slaglille Kirkegård endnu en gang de polske RAF-flyvere
og den lokale familien Christensen, hvis hus den nedskudte Halifax kurede
brændende ind i. Men det helt særlige var, at lillebroren til en af flyverne og
hans to børnebørn og den enes kæreste deltog i højtideligheden. Zbigniew Kasprzak er lillebror til Flight Sergeant
(polsk grad: flyverløjtnant), andenpilot Eugeniusz Kasprzak, der var 21 år
gammel, da RAF Halifax-flyet blev skudt ned over Slaglille. Og jeg kan ikke
lade være straks at vise, hvordan jeg faktisk har fået et særligt forhold til
netop de to. Jeg har nemlig på opfordring oversat to digte, som Eugeniusz Kasprzak skrev, da han
i 1939/40 var interneret i Rumænien. Digtene står i afdelingen Oversættelser i
min samling "Digte og aforismer 1966-2016" (og både de originale
polske tekster og mine oversættelser blev trykt i de polsk-danske
kvartalsskrift Informator Polski nr. 2/2015; se også nærmere i teksten til det
sidste billede). Men her er de rørende linjer, hvor den unge polske flyver
drømmer sig hjem til ikke mindst sin elskede lillebror Zbysio
(kæleform til Zbigniew). - Se det hele her: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1685501368150388.1073741885.100000716224349&type=1&l=087b54bacb
Mandag den 25. september 2017 (dagen efter
forbundsdagsvalget i Tyskland).
- Min kommentar til det
tyske valg i Peter Tudvad-tråd 25.09.17: Jeg siger også tillykke med din fine optræden sammen med de andre i TV2
News, Peter! Anna og jeg, der tillader os at regne os for dine venner, var
meget stolte, først og fremmest på dine vegne, men også lidt på vore egne. -
Men så vidt jeg hurtigt har kunnet se, har du ikke slået noget op om det. Det
burde du gøre. Filosof og forfatter! Flot! Og du taler med stor indsigt. - Anna
og jeg fulgte det hele nøje, også på ARD og ZDF. Og spiste Bockwurst
til (med dansk øl og snaps; det var en fejl). - Men jeg mangler at studere
tallene nøjere, herunder at vurdere vælgervandringerne (som der måske også
kommer noget om). Så vidt jeg kan se, er SPD den absolutte taber (men hvad fik
Die Linke i forhold til sidste valg? Og Grüne?).
Umiddelbart må jeg læse tallene på den måde, at FDP's indtog opvejer CDU's tab
(CSU tabte kun lidt - fejl, de tabte
vist ca. 10 %; se TILFØJELSE nf.). Med forbehold for Linke og Grüne i forhold til sidst ser det ud til, at AfD stort set har fået SPD's stemmer (men selvfølgelig også
via komplicerede vælgervandringer). Man skulle ellers tro, at Die Linke ville
få stemmer fra de mange lønmodtagere, der lever og arbejder under usle forhold.
Men der var jo heller ikke meget stemmespild denne gang. "Andre" fik
under 5 % tilsammen. - Jeg håber, at AfD kan håndhæve
disciplin, så de dels undgår intern splid, dels holder op med at sige ting, der
VIRKELIG er dårlige. Ellers må jeg gentage, at der må et "clean"
indvandrings- og EU-kritisk parti til. - Og så til sidst: Er der andre end mig,
der ser Tysklands åh så ydmyge optræden som et udtryk for, at man (i al
beskedenhed!) ønsker at være den stærke kraft i et nyt Tysk-Romersk
Rige. Man siger "Nicht ein
deutsches Europa, sondern ein europäisches
Deutschland". Og det er flot og smart. Men realiteten bliver den samme. - TILFØJELSE (svar til Peter Tudvad i samme tråd): Kære
Peter! Tak for dette svar! - Jeg beklager, at jeg har set og/eller husket
forkert mht. CSU. Beklager. Forstår det ikke. Jeg har vist ikke fundet det
endelige resultat sammenlignet med 2013, men det ser ud til at være noget i
retning af minus 10 (ti!) procent. - Til gengæld har jeg fået bekræftet, at
både Linke og Grüne kun er gået ganske lidt frem
(hhv. 0,6 og 0,5). Jeg håber, at jeg har set rigtigt denne gang. Og jeg finder
det meget interessant, at SPD ikke har afgivet ret mange stemmer til dem, altså
den sociale situation i Tyskland taget i betragtning. Linke er som parti med
kommunistfortid ikke lige min kop te. Men jeg ved ikke, om de måske virkelig
bekender sig til demokratiet og altså er en slags SF (eller dog EL). I
modsætning til så mange andre er jeg rede til at være tolerant. - Jeg gentager,
at vælgervandringerne kan være komplicerede, men har også set dine tal. Det afgørende
er, at der ikke er sket nogen stor (netto)flugt fra SPD mod venstre, hvad der
kan undre mig. - Ser netop nu Frauke Petry i News. Det er spændende! Mon hun
kan ende med at danne et "clean" konservativt parti?
Tirsdag den 26. september 2017. - Jeg kunne på såvel min personlige
Facebook-profil som på Forlaget Luskebakkens Facebook-side meddele, at alle tre
bøger med mine oversættelser af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz’s
sonetter nu kunne købes på Saxo.com, nemlig ikke alene de allerede i 2015
udgivne Krimsonetter, men også de
altså netop udgivne Odessasonetter eller
Erotiske sonetter og den samlede udgave af Mickiewicz’s Sonetter 1826 (Odessasonetterne og
Krimsonetterne). - Og jeg er allerede i gang med at oversætte Mickiewicz’s
debutsamling Ballader og romancer (Ballady i romanse,
1822). Der kan dog sagtens gå to år, før jeg er færdig med de 122 sider, der
her er tale om. For selv om jeg nu har slået mig op som Mickiewicz-oversætter
(og også håber at kunne nå det historiske vers-epos Konrad Wallenrod, 1828), er slavistikken (nu så godt som
udelukkende det polske) stadig kun mit "bifag" (som russisk var mit
cand. mag. bifag og dansk, nu = teologi og poesi m.m. mit hovedfag).
Onsdag den 27. september 2017. - Udlændinge- og integrationsminister Inger
Støjberg havde slået et billede af sin iPad med Kurt Westergaards
Muhammed-tegning som baggrundsbillede op på sin Facebook-profil. Anledningen
var, at et museum ikke havde taget tegningen med i en udstilling om blasfemi
siden Reformationen. Det fik mig til at skrive et støtteindlæg til hende i
såvel tråden til hendes opslag som i et opslag på min egen væg. Og til at
ledsage det med det billede af tegningen, jeg i hvert fald siden 2010 har haft
liggende i min computer. Jeg regner med, at det skal stå øverst til i morgen
fredag (hvor jeg måske laver et lille album om min polske optræden i Fensmark
28/9) eller i hvert fald til på lørdag, hvor jeg som sædvanlig slår min
søndagssalme op. - Hele teksten med udvidelsen i opslaget på min egen væg og en
kommentar med svar til nogle kritikere af mig i min egen tråd kan ses på
undersiden "Debat". - Min titel: SOLIDARITET MED INGER STØJBERG.
Torsdag den 28. september 2017. - Jeg holdt i Polsk-Dansk Forening i Næstved’s regi foredrag på Fensmark Bibliotek. Titlen var MIT LIV MED POLAKKER - OG EN POMMERNS HISTORIE FRA 1518. Her er en forkortet version af albumteksten til mit Facebook-album om denne gode aften: "Det blev vist en god aften. Vi var nogle stykker fra foreningen, men de fleste deltagere var almindelige danskere med interesse for Polen og/eller de polske indvandrere og efterkommere i Danmark. Nogle af dem, Anna og jeg talte med, havde selv en eller anden form for polsk baggrund eller kontakt. Så foreningen kunne i hvert fald i denne henseende være særdeles tilfreds med arrangementet. ... Mit foredrag havde fire hovedpunkter: 1. Jeg begyndte med at præsentere mig ved at vise alle mine bogudgivelser siden 1987 frem, men først og fremmest mine tre udgivelser af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz's sonetter fra 1826. 2. Derefter fortalte Anna og jeg lidt om, hvordan vi i hele vort lollandske liv har levet sammen med polakker, ikke mindst de såkaldte roepolakker og deres efterkommere. Anna har som barn haft meget mere med polakker at gøre, end jeg har. 3. Men så begyndte selve lysbilledforedraget med i alt 31 billeder fra mine forskellige Facebook-billedalbummer. ... 4. Til sidst fortalte jeg om et meget spændende skrift fra 1518, nemlig Johannes Bugenhagens Pomerania, den første Pommerns historie. Johannes Bugenhagen er født i Wolin nord for Szczecin, men blev en af Martin Luthers nærmeste medarbejdere og var den, der hjalp kong Christian III med at organisere reformationen i Danmark".
OKT 2017
Tirsdag den 3. oktober 2017. - Jeg holdt i Sakskøbing Lokalhistoriske
Forening et foredrag om Min Oreby-barndom, og hvad deraf og derefter fulgte. Her er en stærkt
forkortet gengivelse af albumteksten til mit Facebook-billedalbum med denne
titel: Sakskøbing Lokalhistoriske Forening havde for lang tid siden set mine erindringer
på Nettet (se undersiden "Erindringer"), og det havde fået dem til at
invitere mig til at komme og holde et foredrag om min tid i Oreby og Rørbæk i
det gamle Sakskøbing Landsogn. Foredraget fandt sted på Saxenhus,
Sakskøbing. - Jeg begyndte på forskellig måde i nutiden, idet jeg allerførst
viste de bøger, jeg har udgivet siden 1987, og i den forbindelse læste tre af
mine Lollandsonetter op, nemlig (fra afsnittet med de traditionelle sonetter)
nr. 4 "Døllefjelde-Musse" (se nf.), nr. 8 "Oreby" og nr. 9
"Sakskøbing", og idet jeg begyndte selve lysbilleddelen med nogle
billeder fra fejringen af Annas og mit guldbryllup på Oreby Kro den 22. maj
2015. Men så viste jeg nogle af de vigtigste billeder fra min Oreby-tid. Anden
del af selve lysbilledforedraget var en hurtig tur gennem de vigtigste punkter
i resten af mit liv, så man kunne se, hvad der var kommet ud af det, der var
blevet grundlagt i Oreby, og i det hele taget få lidt at vide om mig og mit
liv. Mange af os havde en fælles Oreby- Rørbæk- eller Sakskøbing-fortid. Men
jeg fornærmer næppe nogen, når jeg siger, at det var helt særlig bevægende for
mig at møde min sidekammerat Mogens i tiden på Oreby Skole og min lidt ældre
legekammerat (og nogle gange lidt barnepige) Dagny. Som Dagny og jeg sagde til
hinanden: "Vi har været drenge sammen". Jeg fik også talt med
skovfoged Olsens søn, hvis far var min fars efterfølger. Så vidt jeg husker,
var det mest fælles minder og personer, vi havde kendt, jeg talte med de andre
om. Efter kaffen præsenterede jeg nogle godbidder fra "Erindringer",
herunder nogle af de digte, der indgår i dem. Den sidste del af mødet bestod i
en livlig samtale mellem de andre og mig, hvorunder vi fik delt mange minder.
Tirsdag den 10. oktober 2017. - Jeg var til medlemsmøde
i vor lokale forfatter- og illustratorforening StORDstrømmen. Det var denne
gang i DGI-huset Panteren, Vordingborg. Og vi havde som sædvanlig et godt
samvær, først rent fagligt med orientering om og drøftelse af kommende
arrangementer og lignende, dernæst en "underholdningsafdeling", hvor
nogle læste egne digte og lignende op, men som indledtes med afsyngelsen af min
sang til lejligheden. Man kan godt sige, at jeg har gjort det til en tradition,
at vi ved sådanne lejligheder synger en fællessang, jeg har skrevet. Melodien
var "Kommer hid, I piger små". Jeg giver lige første
strofe her: "Vi er til oktoberfest,
/ mer end øl dog strømmer; / i vor kreds er det jo bedst, / at enhver
indrømmer, / at den store strøm er ord, / også ved et festligt bord. / Ord er
hovedsagen!". - Men jeg bidrog også med oplæsning af en af de Adam
Mickiewicz-sonetter, jeg netop har oversat og udgivet, nemlig nummer 11 af Odessasonetter eller Erotiske sonetter:
"Resignation". Her er første kvartet: "Ulykkelig er den, hvis
stakkels stemme / om kærlighed må råbe, til den knækker, / ulykkeligst dog den,
hvis hjerte flækker / af kærlighed, han aldrig mer kan glemme".
Onsdag den 11. oktober 2017. - Jeg var til reception
på den polske ambassade i anledning af De Polske Væbnede Styrkers Dag. Jeg fik
overrakt ambassadør Henryka Mościcka-Dendys et eksemplar af såvel Odessasonetter som Sonetter 1826 (Mickiewicz). Men hun vidste allerede, at jeg havde
udgivet dem og ønskede mig tillykke med det. - Jeg fik også snakket med mange
andre, både dem, jeg har kendt længe, og nogle ny, blandt andet en tysk og en
tyrkisk diplomat. - Når jeg bliver inviteret til disse væbnede
styrker-receptioner, skyldes det, at min tidligere funktion som den danske
præst ved Slaglille-højtidelighederne som min nuværende funktion ved højtidelighederne
i Mindelunden jo indgår i en militær sammenhæng, men måske også, at jeg både er
gammel sprogofficer og gammel feltpræst.
Torsdag den 12. og fredag den 13. oktober. - Anna og jeg var på vor forsinkede og beskedne guldbryllupsrejse. Men
der var også professionelle tråde idet. Så jeg lavede et Facebook-billedalbum
om det. Jeg citerer her fra album-teksten: "Den 22. maj 2015 fejrede Anna
og jeg guldbryllup. Og vi ville senere på året have været taget på
guldbryllupsrejse til Ukraine ... Men vi opgav det ... Men en af vore
guldbryllupsgaver var et gavekort til et Bellevue-kroophold. Og 12.-13. oktober
2017 fik vi endelig gjort brug af det. Vi valgte efter lange overvejelser at
tage til Hotel Højby Sø i Odsherred. / Billederne i nærværende album er taget i
tiden fra vor ankomst til hotellet og til vort besøg på Odden Kirkegård [efter
et besøg helt ude på oddens spids], hvor de døde fra søslaget ved Sjællands
Odde i 1808 ligger begravet under mindestøtten med Grundtvigs berømte tekst, og
hvor vi ikke havde været siden en campingtur med børnene for flere årtier
siden. / Normalt slår jeg ikke billeder fra vort privatliv op her på siden. Men
der er dog et album med billeder fra selve guldbrylluppet. Og dertil kommer, at
Peter Willemoes havde været inde i billedet så sent som tirsdag den 10.
oktober, hvor vi ved medlemsmødet i den lokale forfatter- og
illustratorforening StORDstrømmen, traditionen tro sang en sang til
lejligheden, jeg havde skrevet, og som var på melodien til Grundtvigs
Willemoes-sang "Kommer hid, I piger små", men som også var en
oktober-sang ...
Onsdag den 18. oktober 2017. - Anna og jeg var til et helt lokalt vælgermøde
arrangeret af Fuglse Beboerforening. Det var i Fuglse Beboerhus, og panelet
bestod af: Viceborgmester Henrik Høegh, Venstre. - Gruppeformand Vibeke Grave,
Socialdemokratiet. - Leo Christensen, Lokallisten. - Eric Steffensen, Dansk
Folkeparti. - Anette Egelund, Borgerlisten. - Stig Øhl
var ordstyrer. - - Der var ikke så mange deltagere, som der burde have været,
og ingen helt unge. Men det var et rigtig godt møde. Stemningen var god og
fordragelig, både i panelet og blandt tilhørerne. Det var Lolland, når det er
bedst. Anna og jeg lærte meget om vor kommune og vort lokalområde og var mere
optimistiske på begges vegne, da vi gik, end da vi kom. - Vi har meget travlt
for tiden og kunne godt være blevet hjemme, men vi havde sagt til os selv, at
når vi gang på gang siger, at demokratiet kun kan fungere, hvis man også rent
fysisk deltager i de politiske aktiviteter, ikke mindst lokalt, var det simpelt
hen vor pligt at møde op. Men bagefter følte vi meget mere end tilfredshed med,
at vi havde gjort vor pligt. Det var en lærerig, god og hyggelig folkelig
begivenhed. Der var ingen af kandidaterne, vi ville være kede af at se i kommunalbestyrelsen
efter valget den 21. november. At vi har vort eget partimæssige tilhørsforhold,
er noget andet. - TILFØJELSE 01: Jeg
konsulterede Anna under affattelsen af det forrige her, og da jeg til sidst
havde læst det hele op for hende, sagde hun, at vi burde prøve at sende det til
vort beboerblad Fuglse Bladet. Hvis de (om et kvartals tid) trykker det, bør
jeg sætte det hele (altså inklusive den særlige indledning) på undersiden
"Debat". - TILFØJELSE 02: Det
var i det nummer af bladet, vi fik 27/10. Med et fint billede fra mødet. 30/10
satte jeg teksten på undersiden "Debat". Og jeg lavede et lille
Facebook-billedalbum med bladets forside og den pågældende side.
Torsdag den 19. oktober 2017. - Jeg deltog i Informator Polskis 25-årsjubilæum på den polske ambassade. Jeg har jo siden i hvert fald 2005 skrevet meget i dette polsk-danske kvartalsskrift. Til min store overraskelse fik jeg overrakt et særligt jubilæumsdiplom af chefredaktør Roman Smigielski. Som anerkendelse af min indsats i den polske presse i Danmark. Også klummeskriver gennem mange år "Adam be" (Adam Bielnicki) fik et diplom. Jeg var stolt over at være diplommodtager sammen med ham. Og glad for den ret lange samtale, jeg fik med ham under det efterfølgende samvær. Jeg har i hele min tid altid læst hans skarpe og ofte kontroversielle klummer med stor interesse. - Jeg fik også lejlighed til at præsentere mine tre Mickiewicz-udgivelser og dele lidt ud af min forfatterfolder. Redaktør Roman havde talt pænt og ret udførligt om, hvordan det var gået, siden han og jeg i 2014 var begyndt at tale om Krim og dernæst Adam Mickiewicz's Krimsonetter. - Men jeg fik også talt med mange andre. Og til ambassadør Henryka Mościcka-Dendys og andre ved ambassaden fik jeg både sagt tak for sidst (se til 11/10) og på gensyn (nemlig ved Mindelunden-højtideligheden 11/11). - Jeg brugte en stor del af fredagen den 20. oktober til at lave dette Facebook-billedalbum: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1715519751815216.1073741890.100000716224349&type=1&l=a96fad30e7
Søndag den 22. oktober 2017, 19, søndag efter
trinitatis. - Jeg var på grund af
særlige omstændigheder præst ved højmessen (med dåb af en dreng på ni år) i
Stormarkskirken, Nakskov (hvor jeg jo ellers mest optræder som organist). Jeg
har kun én gang tidligere fungeret som præst dér. Det var 6. søndag efter
påske, 1. juni 2003, min første gudstjeneste som emeritus. Sognepræst Hans Verner Lollike var fly-strandet i USA,
og så bad provsten mig tage gudstjenesten. - Jeg var glad for denne oplevelse. Og som jeg siger: Når der bliver trykket på
præsteknappen, kommer præsten frem! Men det er mærkeligt, så meget min
identitet nu er blevet forfatteridentiteten (plus nogen organist-identitet).
Jeg er stadig kirkeligt aktiv, også i den kirkelige debat (dog mest i
Facebook). Og jeg udgav da i sommers Mit
teologiske testamente, ligesom jeg heller ikke har opgivet at skrive flere
salmer (jf. min udgivelse i 2015 af Salmer.
Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage). Og jeg tillægger
stadig min tid som præst (1971-2003) stor betydning, i hvert fald under mottoet
"Har ingen andre fået noget ud af det, så har jeg selv!". Jeg kunne
ikke være, hvad jeg er i dag, uden mit lange liv som præst (hvori jo også,
1972-2002, indgik min Grundtvig-forskning og, fra 1990, mit mellemkirkelige og
slaviske engagement). Men når det er sagt, må jeg sige, at det liv, jeg har
levet siden min pensionering i 2003, er det helt egentlige Bent
Christensen-liv! Sådan oplever jeg det nu. Og sådan må jeg se det, når jeg ser
tilbage på mit liv og mine drømme fra 1956 af. Det er det, jeg er nu, jeg
egentlig har skullet være! Hvilket altså ikke indebærer nogen som helst
ringeagt for storheden i det at have fået lov til at være præst i alle disse
år. Og selv om jeg siden 2003 hele tiden har sagt, at poesien m.m. er mit
"hovedfag" og slavistikken (nu næsten udelukkende det polske) mit
"bifag" (jeg blev jo 1968 cand. mag. i dansk/russisk på baggrund af
min sprogofficersuddannelse), siger jeg også stadig, at "teologi og
kirke" er mit "hoved-hovefag". Dette
fremgår også klart af mine bogudgivelser siden 2015. Se undersiden
"Bibliografi". - Mine to næste optrædener som præst bliver efter det
planlagte Mindelunden 11/11 og jagtgudstjenesten i Olstrup Kirke her i
pastoratet 21/11.
Tirsdag den 24. oktober 2017. - Jeg var til et godt møde i Sognets Hus, Maribo,
hvor professor emeritus Martin Schwarz Lausten holdt et meget levende,
interessant og detaljerigt foredrag om reformationen i Danmark. - Jeg fik
lejlighed til at overrække ham et eksemplar af Informator Polski med min artikel om Johannes Bugenhagens
skrift Pomerania
fra 1518 og veksle nogle ord med ham. Det var jo i hans Bugenhagen-bog, jeg
havde læst om Pomerania,
og vi har på det grundlag været i nogen kontakt med hinanden. Jeg har sagt, at
jeg er blevet lidt slavist-underforsker under ham! - Se på undersiden
"Internationalt" artiklen "Johannes Bugenhagens
Pommern-historie. - Informator Polski nr. 2-3 2017".
Tirsdag den 31. oktober 2017 (1). - Om formiddagen slog jeg en tekst op på min
Facebook-væg, som jeg her citerer let forkortet. Om hele min situation omkring
1971 kan man læse på undersiden "Erindringer". - Her er den let
forkortede version af mit opslag: "LUTHERS OG MIT JUBILÆUM! /
I aften skal Anna og jeg til den store reformationsgudstjeneste i Maribo
Domkirke. Med biskop Marianne Gaarden. Og I må tro mig, når jeg siger, at det
helt overvejende er 500-året for Martin Luthers teser om afladshandelen m.m.,
vi vil fejre. MEN jeg indrømmer, at jeg også vil tænke lidt på mig selv. Det
var nemlig den 31. oktober 1971, jeg i samme Maribo Domkirke blev ordineret
(præsteviet) af biskop Thorkild Græsholt. Sammen med Mogens Brandt Clausen, der
skulle være sognepræst i Søllested-Skovlænge-Gurreby ... / Men der er mere i
dette end som så. Der er nemlig den reformationssammenhæng i det, at da det nu
var den 31. oktober, prædikede domprovst Im. Felter i den såkaldte
intimationstale ... undtagelsesvis ikke over et bibelord, men over Luthers tese
om evangeliet som kirkens sande skat. Og det var stort! Så meget desto mere,
som domprovst Felter havde været min meget dygtige og gode vejleder i den
teologiske uddannelse, hvormed min cand. mag.-eksamen
skulle suppleres ... Og Felter var altså hardcore lutheraner! Jeg var virkelig
blevet indpisket med luthersk teologi. Hvilket også har betydet, at jeg uden
risiko, men med en dyb forståelse af også den totusindårige
fælleskirkelige tradition, har kunnet engagere mig i mellemkirkeligt
(økumenisk) arbejde i forhold til ikke alene den ortodokse Østkirke, men også
Den Romersk-Katolske Kirke (nu især i Polen). Jeg betegner også mig selv som
hardcore lutheraner (med Grundtvig som min tre hundrede år yngre helt særlige
lærefader)".
Tirsdag den 31. oktober 2017 (2). - Dagen efter lavede jeg et Facebook-opslag med et
fyldigt referat af gudstjenesten. Her er noget af det: "STORSLÅET
JUBILÆUMSGUDSTJENESTE I GÅR / Det var stort at være til reformationsjubilæumsgudtjeneste
i Maribo Domkirke i går aftes den 31. oktober 2017. Som lovet tænkte jeg mest
på Luther og Evangeliet og kun lidt på, at det jo var den 31. oktober 1971, jeg
blev ordineret i netop Maribo Domkirke. Men tingene hænger jo sammen, så det
var også godt for mig at se (også selvkritisk!) tilbage over mit eget præsteliv i lyset - og lyden! - af det, der foregik. Det
var opbyggende for mig. Men jeg tænkte altså først og fremmest på de 500 år,
der nu er gået siden Martin Luthers teseopslag. Og på såvel hele Den Kristne
Kirkes og den evangelisk-lutherske kirkeafdelings som Folkekirkens fremtid (i
resten af denne verdens tid). Mange af os deltagere ønskede før og efter
gudstjenesten hinanden tillykke med jubilæet. Og nogle gange udbrød jeg: Gud
bevare Evangeliet i Danmark! / Det billede, jeg har sat ind i dette opslag, er
en scanning af forsiden af den oversigt over gudstjenesten, der lå på bænkene.
... Ude i våbenhuset lå et lille hæfte med titlen "95 teser til tiden. Af
præster og lægfolk fra Lolland-Falsters Stift og doktor Martin Luther". De
var flettet ind mellem hinanden, og der var mange gode nye her fra
Lolland-Falsters Stift ... / Gudstjenesten forløb på den måde, at C.E.F. Weyses Reformationskantate fra 1817 med tekst af
Frederik Høgh-Guldberg var flettet sammen med et
almindeligt gudstjeneste-forløb. / De medvirkende præster var: Domprovst Anne
Reiter (velkomst og indledning). Sognepræst Per Møller (liturg før prædikenen).
Biskop Marianne Gaarden (prædiken). Domprovst Anne Reiter og sognepræst
Birgitte Flensburg (liturger efter prædikenen, herunder ved nadveren). / På
musiksiden medvirkede: Johanne Nylund, sopran. Sigrid
Matilda Thordsen, mezzosopran. Jacob Andersen, tenor. David Kragh Sørensen,
baryton. Ensemble Storstrøm. Maribo Domkirkes Koncertkor. Klosterkirkens Kor,
Nykøbing F. Dirigent Jan Ole Vanggaard. Domorganist Vibeke Vanggaard. ... /
Herefter gik biskop Marianne Gaarden på prædikestolen, hvor hun læste Rom
3,21-24: "Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov ..." - og
derefter holdt en fin prædiken, hvis vigtigste aktuelle del vel var et
"rungende Ja" som svar på spørgsmålet, hvorvidt der også her i 2017
er brug for Luthers genopdagelse af evangeliet om, at Gud er en nådig Gud, der
gratis giver os alt og fritager os for selvfrelsens og gernings- eller
præstationsretfærdighedens umulige byrde. Og det var selvfølgelig med
henvisning til alle dem, ikke mindst blandt de unge, der piner og plager og
dømmer sig selv i deres stræben efter at blive perfekte og derved pådrager sig
alle mulige sygdomme og for manges vedkommende går ned med stress ... / Efter
gudstjenesten var der øl og sodavand i våbenhuset. Men jeg nøjedes med at hilse
på og veksle et par ord med forskellige, jeg kendte. Jeg fik også takket alle
de medvirkende præster, inkl. biskoppen, for en dejlig gudstjeneste. Det var
virkelig en god idé at flette Weyse-kantaten og selve gudstjenesten sammen på
denne måde. / Men så kørte jeg hjem og fejrede både det store og mit eget lille
jubilæum med en gang natmad og lidt fjernsyn. Anna havde desværre ikke kunnet
deltage på grund af en eller anden form for virusinfektion eller lignende, i
hvert fald noget, der gav feber. Men hun fik teksterne og et grundigt referat.
NOV 2017
Fredag den 10. november 2017. - Anna og jeg var traditionen tro til mortensand
hos Annas søster Elisabeth i Maribo. Vore sønner Asbjørn og Nikolaj deltog også
- og sidstnævntes to børn Mathilde og Markus. Vi havde en god og velsmagende
aften. Jeg sætter ellers sjældent private ting ind her. Men det kan være godt
at få markeret, at vi holder denne gode gamle danske tradition i hævd. Og giver
den videre til yngste generation.
Lørdag den 11. november 2017. - Den årlige polsk-danske højtidelighed i
Mindelunden, København. Denne gang på selve den polske uafhængighedsdag. Jeg
var igen den danske præst og dermed Folkekirkens repræsentant. Jeg fik ikke
selv taget billeder, og Anna var på grund af sin influenza ikke med. Her er mit
andet Facebook-opslag om begivenheden (da jeg kunne give link til den polske
ambassades billedserie): "MINDELUNDEN 11. NOVEMBER 2017 / Så kom der
billeder på den polske ambassades hjemmeside. Rækkefølgen svarer ikke helt til
højtidelighedens forløb, men vi ser tydeligt, at der synges, spilles, bedes og
lægges kranse og blomster. Flådefolkene er fra den polske flåde. Men ellers er
det jo som sædvanlig Hjemmeværnets Eksercitskompagni (Hjemmeværnskompagni Rosenborg), der fint står for den militære del. Og
folkekirkepræsten, det er altså mig". - Jeg oversatte ikke ambassadens
polske tekst, men satte til sidst min egen albumtekst fra sidste år på.
Tirsdag den 21. november 2017. - Det var kommunalvalgdag,
og vi stemte til det hele, dvs. til kommune, region og ældreråd - selv om vi
har svært ved at føle os gamle nok til det sidste (men man kan, så vidt jeg
husker, stemme til det, allerede fra man er 60). - Men om aftenen var jeg præst ved den traditionelle
jagtgudstjeneste i Olstrup Kirke her i vort sekssognspastorat
Errindlev-Olstrup-Tågerup-Fuglse-Krønge-Torslunde. Sognepræst Anne-Lene
Frederickson havde for lang tid siden meget venligt spurgt, om jeg ville være
dette års jagtgudstjenestepræst. Men i hele tiden fra da af havde jeg tænkt
meget over, hvordan jeg skulle gribe det an. Det er jo en meget speciel
gudstjeneste, og som jeg efterhånden sagde: Hvad er jagt-evangeliet?! Det er en
af de gudstjenester i mit liv, jeg har tænkt længst og mest over. Men jeg
mener, jeg fandt en god løsning, og jeg tror også, deltagerne var tilfredse.
Der var i hvert fald nogle stykker, der direkte takkede mig. Tak er ellers ikke
noget, jeg angler efter, når jeg optræder som præst. Men lige i dette tilfælde
var jeg faktisk glad for de positive reaktioner. Jeg havde jo ikke gjort det
nemt for hverken mig selv eller de andre, idet jeg som læsning fra alteret
havde valgt de dele af 1. Mosebog kap. 1, der handler om den velsignelse,
dyrene fik ved skabelsen (og dermed om det nære forhold mellem mennesker og
dyr), og om, at det fra begyndelsen ikke var meningen, at menneskene skulle
dræbe og spise dyr eller dyrene dræbe og æde hinanden (1 Mos 1,20-25.29-31). Og
i prædikenen citerede jeg det sted i Esajas' bog, hvor der blandt andet står,
at ulven i det kommende Messias-rige, ja, det nye Paradis, skal bo sammen med
lammet, og løven æde strå som oksen (Es 11,6-7). Men jeg citerede også det
sted, hvor Esajas siger, at "på dette bjerg skal Hærskarers Herre holde
festmåltid for alle folkene, et festmåltid med fede retter og lagret vin, med
marvfede retter og ædel, lagret vin" (Es 25,6). Og jeg mindede om, at selv
om den skabelsesberetning, der står først i Bibelen, slutter med, at både dyr
og mennesker egentlig skulle være planteædere, er der ikke vegetarianisme i Det
Gamle Testamente, hvor der jo slagtes og spises dyr i stor målestok, ja, hvor
ofringen af dyr til Gud er en helt afgørende del af religionen. Ligesom der jo
heller ikke er vegetarianisme i Det Nye Testamente. Jeg mindede om, hvor meget
der i evangelierne står om, at Jesus deltog i alle mulige former for fester,
ja, om, at han og disciplene selvfølgelig også har spist lammekød ved det
måltid, der gik forud for nadverens indstiftelse. Og det evangeliestykke, jeg
prædikede over, var Matthæus
11,16-19, hvor Jesus blandt andet henviser til, at han af sine modstandere blev
betegnet som "frådser og dranker, ven med
toldere og syndere"! Jesus gik altså ind i virkeligheden, som den er nu,
solidarisk med os, også på dette punkt. Og prædikenen sluttede med
konstateringen af, at selv om vi nu lever i den skabte, men faldne verdens såre
blandede virkelighed, så har "Jesu komme og hele hans gerning i ord og
handling og hans solidariske død og sejrrige opstandelse [...] ikke alene sat
det store Paradis-håb ind i verden, men også lukket Paradiset op for os
allerede nu, så at vi med håbet hvælvet over os kan glæde os over al den
herlighed, der vitterligt er til stede i verden og i vort menneskeliv. Også når
vi går på jagt!". Hele prædikenen, med angivelse af salmevalg, står på
undersiden "Prædikener efter 11.05.03", afsnittet "Gudstjenester
uden særlig plads i kirkeåret". - Jeg skal også huske at nævne, at
jagthornsblæsning indgik i gudstjenesten på flere steder. Det så og hørte jeg
som en del af det forhold, jeg i prædikenen omtalte således: "I er
selvfølgelig først og fremmest kommet til denne gudstjeneste for at takke Gud
for alle de gode oplevelser, I har haft. Også som naturoplevelser overhovedet
på mark og i skov. Det er jo en vigtig side af sagen". - Der var også lidt
samvær efter gudstjenesten, hvad jeg meddelte fra prædikestolen. Men jeg måtte
samtidig beklage, at jeg ikke kunne deltage. Jeg skulle hjem og holde valgaften, en fast og meget stor tradition her i
huset. Der var vist ikke så mange spændende ting som ved tidligere kommunevalg.
Men man får mange gode oplysninger om det politiske danmarkskort, og der var da
også spændende ting. Og der kom mere de følgende dage. Kommunevalgene - og ikke
mindst konstitueringsprocesserne (i måske flere faser!) - kan være noget af det
mest underholdende, der sendes om i radio og tv!
DEC 2017
Lørdag den 2. december 2017. - Jeg var til julefrokost! - Jeg er jo ellers indædt modstander af
alt førjuleri, og dermed af betegnelsen af de
årsafslutningsfester, der jo reelt er tale om, som "julefrokoster",
og af, at man spiser julemad før tiden. Men netop fordi der altså reelt er tale
om en årsafslutningsfest, er der én "julefrokost", jeg med glæde
deltager i, nemlig vor lokale forfatter- og illustratorforening StORDstrømmens!
Og selv om jeg ikke som sådan vil referere fra denne jo private fest her, kan
jeg oplyse, at det var en stille og rolig sammenkomst med en indledende del af
ret faglig karakter (men også med en musik-del) og et hyggeligt samvær omkring
det efterfølgende måltid. - Jeg deltager så vidt muligt i alle vore møder, og
der er som regel altid et måltid og lidt optræden til sidst (ved flere af vore
almindelige møder er det ved at være tradition, at jeg bidrager med en til
lejligheden skreven fællessang). Når musik plejer at indgå, og på ganske højt
niveau, skyldes det, at nogle af vore medlemmer ikke alene er sangskrivere (og
dermed forfattere), men som regel også sangere eller musikere. - I Mit teologiske testamente. Dogmatik og
betragtninger (2017) gør jeg udførligt rede for mit syn på, hvornår og
hvordan der bør fejres advent og jul.
Onsdag den 13. december 2017. - Jeg deltog 13.00-17.30 i Den danske Helsinki-Komités konference i Fællessalen, Christiansborg: Ukraine – en konflikt i Europa. - Lars Poulsen-Hansen var ordstyrer, og der var disse punkter på programmet: Velkomst ved Martin Lidegaard, vært for høringen. - Velkomst ved formand for Den Danske Helsinki-Komité for menneskerettigheder Karsten Fledelius. - Kim Frederichsen (ph.d.): Krim: Fra khanat til konflikt. Kort introduktion til de historiske forhold omkring Rusland, Ukraine og Krim. - Formand for Folketingets Forsvarsudvalg Rasmus Jarlov: Ukrainekonflikten lige nu og aktuel dansk politik. - Hanne Severinsen (tidl. MF): Europarådet og Ukraine. - Leif Bülow (OSCE-observatør i Ukraine 2014-2017): Ukraine set af en OSCE-observatør. - Jens Alstrup: Situationen i Ukraine i dag, en aktuel øjenvidneskildring. - Mogens Lykketoft (MF): Ukraine-spørgsmålet set fra FN, historisk om international konfliktløsning og planer om reformer. - Martin Lidegaard (MF): Ukraine-spørgsmålet i dansk udenrigspolitik, da konflikten opstod. - Opfølgning fra Den Ukrainske Ambassade (på engelsk). - Spørgepanel ved journalisterne Jon Kaldan og Johannes Wamberg Andersen. - Spørgsmål fra salen. - Afrunding ved Karsten Fledelius. - Konferencen var støttet af Wistifonden. - // - MINE BEMÆRKNINGER HER: Kim Frederichsens overblik over mere end 1200 års historie og redegørelse for henholdsvis den ukrainske og den russiske måde at fremstille den på var for mig en god og klargørende repetition af kendt stof. Der var i hovedsagen ikke noget, der var overraskende nyt for mig i de følgende indlæg. Men der var mange uhyre interessante detaljer, delanalyser og delvurderinger i indlæggene fra dem, der på alle disse forskellige måder havde se tingene med deres egne øjne. Og det var interessant at høre de tre deltagende politikeres erfaringer og vurderinger. - Jeg gik altså hjem meget mere oplyst i detaljen. Men var jeg mere eller mindre optimistisk/pessimistisk, da jeg gik, end da jeg kom? Det er svært at sige. Jeg er nok ikke så bange for, at det skal komme til en stor militær konflikt med Rusland. Men jeg fik forstærket mit indtryk af truslen i cyberspace med alt, lige fra de masseproducerede prorussiske debatindlæg til de store hackerangreb på vor infrastruktur. Og hvad de samfundsmæssige forhold i såvel Rusland som Ukraine angår, er jeg fortsat pessimistisk. Jeg håber, den langsomme fremgang, der vel er tale om i Ukraine, vil fortsætte og måske forstærkes. Men som det hedder i en vist ukrainsk vittighed, der blev citeret: Den gode nyhed er, at vi er på vej op af hullet. Den dårlige nyhed er, at hullet er meget dybere, end vi troede. - Det var i høj grad af pligt, jeg tog ind til konferencen. For jeg er mere og mere nødt til at koncentrere mig om henholdsvis mit eget forfatterskab og mine Mickiewicz-oversættelser. Derfor bliver jeg også nødt til at indskrænke min deltagelse i debatten om disse ting til et minimum. Men der er heldigvis andre, der kan bidrage. - Det store spørgsmål om sandhed og løgn og spin og virkelighed lapper dog ind over såvel den teologiske som den kulturelle del af mit hovedområde, altså fx mit igangværende arbejde med "Mit Dannevirke", så det vil være en vigtig hovedaktivitet for mig at insistere på respekten for sandhed og virkelighed og at insistere på, at denne respekt bliver indprentet i skolebørnene og de studerende og gjort gældende i hele debatten.
2018
JAN 2018
Jeg har
ikke noget i min kalender for januar 2018 om særlige ting og begivenheder. Jeg
har stille og roligt passet mit forfatterskab, herunder mit arbejde med
oversættelsen af Adam Mickiewicz's Ballader
og romancer, som jeg er næsten sikker på at få udgivet her i 2018. Men jeg
skriver også mange nye egne digte. Det er svært for mig at nå frem til de
digte, der skal svare til mine poetikalske og poetologiske principper, men jeg
arbejder måbevidst på det - og må se bort fra, at det
er helt mod naturens orden, at en mand, der fylder 75 i år endnu skulle have
sit lyriske gennembrud foran sig! Jeg kan mærke, at en eller anden form for
realisering af principperne vil kunne nås inden for få år. Og hvis jeg bare kan
arbejde som nu endnu nogle år! Jeg siger også fortsat, at hvis et menneske har
det og det i sig og det ikke er blevet udfoldet før, kan det måske nå at blive
udfoldet til sidst. I øvrigt siger jeg også stadig, at det afgørende ikke er,
hvor gode og stærke mine sidste lyriske digte bliver, men at der overhovedet er
en aktiv lyrisk kerne i min samlede aktivitet. Det hele udgør en helhed. Selv
om der måske ikke kommer et eneste digt i, jeg selv anerkender som et efter
mine principper "rigtigt digt", vil jeg måske snart udgive Digte og aforismer 2016-2018. Der er
alligevel en del interessante ting, aforismerne ikke at forglemme. Og om ikke
andet vil jeg have det i bogform af historiske grunde. Og så håber jeg at kunne
udgive en rigtig god og stærk samling inden for det næste par år. - Rent tidsmæssigt er det først og fremmest Mit Dannevirke, det gælder. Jeg ville
gerne have udgivet det i 2016, i 200-året for første bind af Grundtvigs Danne-Virke. Men jeg er blevet
forsinket, af alle de her nævnte andre ting og af forskellige aktiviteter. Nu skal jeg have det ud her i 2018. Grundtvigs
Danne-Virke ophørte jo i januar 2019,
men hvis jeg bare når det i den periode, hvor det er to hundrede år siden
Grundtvigs udkom. - Salmedigtningen ligger stort set stille, men jeg slår
tingene fra min 2016-samling op til hver eneste søn- og helligdag, og måske
lykkes det mig at få ført nogle af dem frem. - Jeg arbejder til gengæld lidt på
Min poetik, som jeg håber at kunne
udgive inden for de nærmeste år. Man skal i denne forbindelse bemærke, at mine
tre Mit/Min-bøger kommer til at udgøre en slags trilogi, der bevæger sig fra
det helt overordnede og alt omfattende til det særlige poetiske centrum: Mit teologiske testamente, Mit Dannevirke og Min poetik. Men man skal være klar over, at Testamentet hører
hjemme på sit eget teologiske og kirkelige plan og område, så at der er en
vigtig grænse mellem det og de to følgende dele, hvor det handler om de
aktiviteter ude på den "statholdermark", man bliver sendt ud til, når
man går ud af kirkedøren og det teologiske studerekammers død. Men dette
forhold bliver udførligt behandlet i de tre bøger, ikke mindst i Testamentet og
Dannevirke-bogen.
FEB 2018
Tirsdag den 6. februar 2018. - Jeg var til kyndelmissegudstjeneste i
Errindlev Kirke ved vor sognepræst Anne-Lene Nielsen Frederickson (kyndelmisse
er jo ellers egentlig 2/2, 40 dage efter Jesu fødsel). Efter gudstjenesten var
der møde i præstegården, hvor sognepræst i Tirsted m.m. Jesper Bacher talte om
lys og oplysning (både den sande og den falske). Det var en god eftermiddag. -
Jeg fik aldrig holdt kyndelmissegudstjeneste, mens jeg var i embede, men jeg
ville nok gøre det nu, hvis jeg stadig var i embede. (Det samme gælder, i endnu
højere grad, akseonsdagsgudstjenesten, men se nedenfor til 14/2). Men den 5.
februar 2013 havde sognepræst Anne-Lene bedt mig holde kyndelmissegudstjenesten
i Errindlev Kirke og ved det efterfølgende samvær i præstegården holde
lysbilledforedraget "Oplevelser med polakker 1990-2012".
Mandag den 12. februar (men omhandlende lørdag 10/2) 2018. - Antologien Opland. - Jeg slog i dag følgende (let forkortet og tilpasset) op på såvel min egen Facebook-profil som vor lokale forfatterforenings Facebook-side: MAN ER MED I ANTOLOGI / Jeg er med i antologien OPLAND, som blev udgivet af Randers-forlaget Poetic Pamphlets i lørdags (10.02.18). Jeg er meget glad for, at man har lavet denne udgivelse og for at være med i den. ... Lidt fra antologiens forord: "Nærværende antologi opstod med forlaget Poetic Pamphlets ønske om at udgive en bog, der kunne dykke ned i den vilde natur og kaste lys over de grå provinsgader ... og forlaget ønskede at give udkanten en smuk stemme. ... / Vores valg af temaer Stemmer fra havet og Stemmer i skoven kom ikke ud af det blå. Det virkede meget naturligt, at forlagets første udgivelse skulle rumme noget grønt". / Omslagets forside er tegnet af Ane Gudrun, og de øvrige bidragydere (med både digte og prosastykker) er: Majbritt Kirkeby. A. Silvestri. Majken Skærlund Risvig. Boris Eusebius. Tina Rask. Camilla Hjørnholm Olsen. Kenneth Krabat. Anna Dyhr. Carsten René Nielsen. Sebastian Winkler. / Jeg har følgende ni digte med (fra "Lollandsonetter" (2015) og "Digte og aforismer 1966-2016" (2016)). Det er, i den rækkefølge, redaktionen har valgt: "Vindeholme", "Rødby Fjord", "Søholt" (fra ’Lollandsonetters’ afdeling med traditionelle sonetter), "Bare træer" (fra "Digte og aforismer") "Hesten Lolland", "Hvederødder" (fra ’Lollandsonetters’ afdeling med frie sonetter), "Lollandsk tilegnelse", "Lolland" og "Lolland i maj 2012" (fra "Digte og aforismer").
Onsdag den 14. februar 2018. - Jeg var til askeonsdagsmorgensang i Maribo Domkirke ved domprovst Anne Reiter. Morgensangen var selvfølgelig præget af, at Prins Henrik var død natten før (se nf. til 20/2), men forløb ellers som en fin lille askeonsdagsgudstjeneste, hvor en hel del af os var oppe og få tegnet et askekors i panden af domprovsten ifølge den kirkelige tradition, som nu så småt er begyndt at blive genoptaget i Folkekirken.
Tirsdag den 20.
februar 2018. - Prins Henriks bisættelsesdag. - Jeg havde ellers ikke
foretaget mig noget i anledning af Prins Henriks død og ville nok heller ikke
være kommet til det, hvis det ikke var, fordi jeg 16/2 under indtryk af hele
den ejendommelige situation var kommet til at lave denne aforisme: "Aldrig
før i den danske offentligheds historie har så mange så hurtigt haft en mand at
takke for så meget". Jeg slog den op på min Facebook-væg 19/2, dagen før
bisættelsen og satte den også ind i aforismesamlingen i Digte og aforismer 2016-2018, som regner med at udgive sidst på
året. Og da flere havde reageret positivt på opslaget, føjede jeg i et
kommentarfelt denne lille andenhåndshistorie fra mit
gamle pastorat til: "På et tidspunkt [under en
militærøvelse på Lolland, som kronprins Frederik deltog i, og som hans far
besøgte] kom nogle tv-folk ind i Musse Købmandshandel og spurgte: "Er der
nogen, der ved, hvor prins Henrik er henne?". Hvortil købmand Tove Wriedt
svarede: "Ha’ står li’e derhenne!". -
Prinsen var åbenbart løbet tør for smøger og var gået ind i Musse
Købmandshandel for at købe nogle". - Hele dette opslag og hele
kommentaren kan læses på undersiden "Erindringer - BILAG". - I dag
slog jeg så to ting op. Først dette: "PRINS HENRIK BISÆTTES / Jeg slår den
planlagte Mickiewicz-ballade op senere i dag. / Men jeg henviser til den
aforisme, jeg slog op mandag formiddag (19/2) og til den lille Prins Henrik-historie
fra Musse Købmandshandel, der er sat i et kommentarfelt til den - og siger
dermed: / Fortsat ære være Prins Henriks minde!". - Og dernæst dette:
"EN STATSBEGIVENHED OG NATIONAL BEGIVENHED ER SLUT / Uanset alt andet har
Prins Henriks død og bisættelse været en statsbegivenhed og national
begivenhed. / Kongehuset med Dronningen i spidsen er statens og nationens
symbol. / Og uden at komme ind på de særlige forhold omkring Prins Henrik, især
i hans sidste tid, kan jeg ikke lade være at bemærke, at alt det, så mange har
fortalt om deres oplevelser med ham, viser, at kongehuset også er symbol i den
meget brede forstand, der er tale om i forbindelse med besøg, omgang,
protektorater og lignende. / Når vi dyrker kongehuset, dyrker vi os selv, også
i alle de sammenhænge, jeg lige har nævnt. For det er jo os - og vore forfædre
og formødre og efterkommere - der er nationen. Og staten er vores stat". - Denne optegnelse vil i tilpasset form blive sat på
undersiden "Debat". Overskriften bliver. "En aforisme og nogle
betragtninger i anledning af Prins Henriks død og bisættelse".
Torsdag den 22. februar 2018. - Jeg så Marie Krarup i Deadline og hørte igen hendes
ubegribelige udtalelser om Rusland. Jeg måtte altså sætte denne kommentar i
tråden på Deadlines Facebook-side: "Som medlem af Dansk Folkeparti er jeg
dybt rystet over, at Marie Krarup bliver ved. Jeg er selv slavist og har haft
en del med Rusland at gøre, både her og der. Og jeg ønsker på langt sigt et
godt forhold til vore russiske medeuropæere. Men vi er nødt til at træde op mod
Putin-regimet nu".
Mandag dem 26. februar 2018. - Idet jeg henviser til optegnelsen for 12. februar,
viser jeg nu teksten til det billede, jeg i dag har slået op på såvel min egen
Facebook-profil som vor lokale forfatterforening StORDstrømmens medlemsside:
"OPLAND / I dag (26.02.18) fik jeg mit eksemplar af
"Opland, En antologi". Det er dejligt at have bogen i hånden. Og jeg
kan nu vise hele omslaget - med Ane Gudruns forside Og Jeanett Tagaras bagside. / Om Ane Gudrun (f. 1979) oplyses bag i bogen
blandt andet, at hun er børnebogsforfatter og -illustrator og er meget
fascineret af sine egne børns evne til at hengive sig til fantasien. Men der
står også, at hun har et helt særligt forhold til naturen, især skoven og
havet, som var hendes bedste legplads, da hun selv
var barn. / Om Jeanett Tagara oplyses, at hun er
dansk-filippinsk illustrator, bosat i Århus, men opvokset i en lille by i
provinsen. Og om bagsideillustrationen, at den er baseret på bogens temaer:
Stemmer fra havet, stemmer i skoven og Udkantsdanmark. / Jeg har endnu kun
kigget bogen løseligt igennem. Prosastykkerne har jeg slet ikke læst. Men det
kommer. Blandt de andres digte har især det ene af Sebastian Winklers to digte
fanget mit blik: "Ingen titel". Det begynder således: "I min nye
virkelighed er her storme i stilheden / her er ynde i kræfterne". Ordene
"ud for at søge ind" går igen i forskellige variationer af en slags
omkvæd. Og det slutter: "Vand lander som trommer / ikke i en fast rytme
men med kraften / af alt, umulig at standse / ser flammerne danse i natten /
inde i dybden er varmen / den lille lysning / her er skønheden stærkere, / og
intethed fuld af mening // jeg nyder at søge ud // for at søge ind". -
Sebastian Winkler er den næstyngste af bidragyderne. Han er født 1993 i
København. Og i introen oplyses, at han - på dansk og engelsk - søger at finde
et flow gennem hvert digt, ofte drevet af en rimserie eller syngende ordlyde, en form, der er tydeligt inspireret af al den
musik, han fylder sin hverdag og fritid med. - Den yngste af bidragyderne er
den kun 17 år gamle 2 g’er på Sorø Akademi Boris Eusebius,
som her debuterer med digtet "Charleville-Mézières",
der begynder således: "provinsbarnet slingrer mellem / lidt af det hele /
men ender med at falde ned i / ikke ret meget af noget". - En googling på "Charleville-Mézières"
fik som resultat, at det er en mindre provinsby i det allernordligste Frankrig.
Indtil andet måtte blive oplyst, må man forestille sig, at den er digtets sted.
- Jeg er den ældste af bidragyderne, født 1943 - og bidrager altså med digtene
"Vindeholme", "Rødby Fjord", "Søholt" ,"Bare
træer", "Hesten Lolland", "Hvederødder",
"Lollandsk tilegnelse", "Lolland" og "Lolland i maj
2012". - De øvrige bidragydere er - som også oplyst i forrige opslag:
Majbritt Kirkeby. A. Silvestri . Majken Skærlund
Risvig. Tina Rask. Camilla Hjørnholm Olsen. Kenneth Krabat. Anna Dyhr. Carsten
René Nielsen. - A. Silvestri og jeg er medlem af
forfatter- og illustratorgruppen StORDstrømmen (jf. det gamle Storstrøms Amt,
hvis område foreningen dækker)".
MAR 2018
Fredag den 2. marts 2018. - Nr. 2/2018 af vort nye lokalblad PELIKANEN lå
i postkassen. Og jeg kunne lave et lille tobilleders
Facebook-album med en album-tekst, der begynder således: "I PELIKANEN med
ny lollandsonet / Som det fremgår af venstre spalte i dette lille albums andet
billede (og af den for alle tilfældes skyld indsatte billedtekst), ville jeg
først bare have tilbudt vort nye lokalblad for den gamle Holeby Kommune min
sonet ‘Jernbanestien mod Nøbbølle’ som en hilsen til
den nystiftede Foreningen Jernbanestien (fra min samling LOLLANDSONETTER,
2015). Men det endte med, at jeg skrev den helt nye lollandsonet
‘Jernbanestien’. - Jernbanestien går, hvor den gamle Maribo-Rødby-jernbane
gik". - Jeg har også slået albummet op på vor lokale forfatter- og
illustratorforening StORDstrømmens medlemsside. Hvor jeg har bemærket, at
Pelikanen-redaktør Bente Sonn, som jeg korresponderede en hel del med i
forbindelse med dette bidrag til bladet, også er medlem af StORDstrømmen.
Onsdag 7. marts 2018. - På såvel min personlige Facebook-profil og på
Forlaget Luskebakkens side som på StORDstrømmens medlemsside slog jeg et
billedalbum op med titlen "MIT FORMELLE GENNEMBRUD eller LARGE MOTIVE COLLIDER EXPERIMENTS
2018". Dette album vil efterhånden komme til at bestå af scanninger af
alle ni digte i den nye genre. Jeg kan ikke fortælle så meget om det her. Jeg
henviser til billedalbummet, hvor jeg ret udførligt forklarer, hvordan jeg
nåede frem til dette gennembrud. Men der er kort sagt tale om, at jeg har ladet
mig inspirere af, hvad der sker i CERNs Large Hadron Collider. Det er bare sammenskydning af poetiske motiver,
der er tale om. Og det endte med, at jeg nåede frem til en helt særlig
systemisk og grafisk form, hvor to motiver først præsenteres (udfoldes eller
"accelereres") hver for sig i to "trekanter" bestående af
ni centrerede linjer. Hver trekant (også den tredje, der viser resultatet af
den også typografisk markerede sammenskydning) har motivordet som førstelinje,
hvorefter linjerne hver gang udvides med nøjagtig fire anslag. For at opnå det
rette (typografisk faktisk ret flotte) resultat skriver jeg disse digte med
"skrivemaskineskrift" (Courier New), hvor alle tegn og mellemrum jo
fylder det samme. At jeg er nået frem til netop 3 x 9 linjer (plus den
kollisionsmarkerende indledning på fire linjer, der indleder den tredje
trekant), skyldes simpelt hen hensynet til, hvad der kan stå på én side i min
næste digtsamling (Digte og aforismer
2016-2018). Men jeg har alligevel videre brugt tallet ni på den måde, at
afdelingen "Large Motive Collider
Experiments 2018" i samlingen kommer til at bestå af i alt ni digte. - Jeg
havde aldrig troet, at jeg skulle komme til at gå ind i denne tradition. Men
det er nok mit arbejde med oversættelsen af Adam Mickiewicz's sonetter og mine
egne Lollandsonetter (herunder ikke
mindst ikke de "frie"), der har motiveret mig. Enhver form for
formtvang er frugtbar! Hvor mærkeligt det end umiddelbart kan lyde, ser jeg
faktisk en vis lighed mellem sonetten og disse nye digte. Det fælles er, at der
først præsenteres noget i digtets første del (sonettens kvartetter og de to
første trekanter) og til sidst præsenteres et resultat i digtets sidste del
(sonettens terzetter betragtet som én del og den sidste trekant). Jeg kan
sagtens forestille mig, at jeg måske resten af mit liv skriver videre i denne
genre. Det er egentlig ikke anderledes end at skrive mange sonetter! Det eneste
skulle være, at den spektakulære typografiske form kan komme til at virke
trættende på både digteren og læserne. Men det vil i givet fald vise sig. Og så
er der jo andre mere eller mindre tilsvarende muligheder. Jeg vil selvfølgelig
blive ved at skrive digte med almindelige frie vers. Men overgangen kan være
glidende. Så snart de frie vers er mere end bare ren knækprosa, er der tale om
en vis formtvang. Der er for det første linjernes (versenes) længde. Hvor jeg
mere og mere tilstræber så ens længde som muligt. Og der er for det andet
hensynet til rytmen. Men der kan også være tale om andre måske ganske beskedne
forhold.
Søndag den 11. marts (midfaste søndag). - Jeg spillede først til højmessen kl. 10 i
Sædinge Kirke (sognepræst Birgitte Flensburg). Og umiddelbart derefter kørte
jeg til i vor lokale forfatter- og illustratorforening StORDstrømmens årsmøde
(generalforsamling) i Kulturforsyningen, Nykøbing. Foruden de almindelige
generalforsamlingsting behandlede vi flere tanker og planer, ikke mindst den
store "Kær-Litt"-festival på Fuglsang
Herregård 5. - 6. maj. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle deltage i sådan
noget! Men for det første vil alle former for kærlighed være repræsenteret, og
for det andet agter jeg at deltage med min oversættelse af Adam Mickiewicz's Odessasonetter eller Erotiske sonetter
(2017), som jeg vil prøve at få til at ligge i StORDstrømmens stand. Mit
problem er nemlig, at jeg holder foredrag i Jylland om lørdagen og overnatter
dér. Vi drøftede også andre ting, som jeg ikke kan komme nærmere ind på her,
men som jeg måske vil være aktivt med i. - I forbindelse med den afsluttende
smørrebrødsspisning sang vi min til lejligheden skrevne sang "Når vinteren
varmes af kuldioxid" (på melodien "Når vinteren rinder i grøft og i
grav"). Jeg har nok nu fået gjort det til tradition, at vi synger en sang
af mig ved sådanne lejligheder. Næste gang bliver vel sommerfesten. (Første gang var
sommerfesten 2016, hvor vi sang min "anti-antifolkelige"
sang fra Digte og aforismer 1966-2016
"Folkeligt må intet være". Se under lørdag den 25. juni 2016. Anden
gang var ved generalforsamlingen i 2017, hvor vi sang min europæiske
kulturkredssang "Europa". Se under lørdag den 25. marts 2017. Forrige
gang var ved medlemsmødet den 10. oktober 2017, hvor vi sang min til
lejligheden skrevne sang "Vi er til oktoberfest, / mer end øl dog strømmer"
på melodien "Kommer hid, I piger små". Se
under tirsdag den 10. oktober 2017). De sange, der ikke var med Digte og aforismer 1966-2016, kommer i Digte og aforismer 2016-2018, som jeg regner med at udgive om få
måneder. - Jeg er fortsat meget glad for
at være medlem af StORDstrømmen. Det er et dejligt både fagligt og menneskeligt
fællesskab.
Mandag den 12. marts 2018. - Jeg slog mit bidrag til
Folkekirkens Ungdomskors sangkonkurrence op på såvel min Facebook-væg som min
internetunderside "Salmer". Den begynder med linjen "Evigheden
er fuld af sang". Og jeg så senere, at mit opslag også optrådte på
Folkekirkens Ungdomskors Facebook-side som et af flere "Bidrag fra
venner". Jeg havde indsendt mit konkurrencebidrag i december 2017, men fik
i januar 2018 en mail med meddelelse om, at jeg ikke havde vundet.
Vinderbidraget blev præsenteret fredag den 9. marts under Folkekirkens
Ungdomskors årsmøde, men jeg har endnu ikke kunnet finde noget om det. I
indledningen til mit Facebook-opslag skrev jeg (forkortet og tilpasset her): "Ugens
nye salme! Ja, der er for en gangs skyld tale om en helt ny salme. Jeg ved
endnu ikke, hvem der vandt. Jeg håber, at mit bidrag vil kunne bruges i andre
sammenhænge. Jeg mangler bare en komponist. Hvis nogen har lyst til at prøve,
er man mere end velkommen til at kontakte mig. Jeg understreger bare, at det
skal være en, der kan lave en virkelig avanceret moderne melodi og koralsats.
Teksten er skrevet med netop dette for øje - eller altså ØRE!".
Onsdag den 21. marts 2018.
- Jeg var til baltisk seminar. - Dagen efter slog jeg dette op på min Facebook-væg:
"100 Years of Independence:
Estonia, Latvia, and Lithuania. / Jeg deltog i går i dette seminar i Eigtveds Pakhus ved Udenrigsministeriet. Det var arrangeret
af Baltic Development Forum og de tre baltiske landes
ambassader i Danmark. Og jeg deltog i min egenskab af medlem af såvel Det
Udenrigspolitiske Selskab som Foreningen af Polakker i Danmark og
Dansk-Ukrainsk Selskab. Det var storslået! Det var især dejligt at mærke, hvor
glade både de danske (bla. BDF-formand Lene Espersen,
udenrigsminister Anders Samuelsen og Uffe Ellemann-Jensen) og de baltiske
deltagere var for det særlige nordisk-baltiske samarbejde. Vi er Europas top!
Og navnlig efter Brexit vil vi kunne være en vigtig gruppe i EU. Anders Samuelsen
fremhævede flere gange sin forgænger Uffe Ellemann-Jensens indsats i
forbindelse med de baltiske landes genvindelse af
selvstændigheden efter tiden som sovjetrepublikker, og Uffe Ellemann fik flere
gange særlige klapsalver for den. - Der deltog politikere fra alle tre baltiske
lande. Jeg kunne særlig godt lide Artis Pabriks, som nu er lettisk medlem af Europaparlamentet,
men også er tidligere lettisk udenrigsminister. Og jeg fik under den
efterfølgende reception vekslet et par ord med ham. Jeg fik også talt med
Joanna Landsvig fra Danish Atlantic Youth
Organisation. Hun havde nemlig oplyst, at hun var halvt polsk. Desuden med Ausrine Armonaite, som er medlem
af Litauens parlament, og to andre litauere. Alle de fire sidstnævnte fortalte
jeg om mit særlige forhold til det polske og litauiske i min egenskab af
Mickiewicz-oversætter. Mickiewicz var jo etnisk polak, men født og opvokset i
Litauen, og flere af de ballader og romancer, som jeg lige er blevet færdig med
at oversætte, bygger på litauiske folkesange. Og de fik min forfatterfolder, så
de kunne se mine Mickiewicz-oversættelser. De var meget interesserede, og de
kendte udmærket Mickiewicz. Som en af litauerne sagde: Vi gør også krav på ham!
- Nogle gode timer. Det er noget helt særligt at være til stede og opleve de
forskellige personer direkte". - HER ER HELE PROGRAMMET (med Anders
Samuelsen, som skulle videre, og Uffe Ellemann-Jensen på deres faktiske pladser
og let tilpasset): On the occasion of the 100 years of independence of Estonia, Latvia and Lithuania, Baltic Development
Forum and the three Baltic Embassies in Denmark invite you to a centenary seminar. Moving beyond the strong historic partnership
between Denmark and the Baltic States, we ask why and how young generations
should engage in our common region? What possibilities are there to strengthen
Nordic-Baltic cooperation across the region, EU and NATO in the future. -
Moderator, Mikkel Vedby Rasmussen, Prof. University
of Copenhagen. - Welcoming Words by Gintė DAMUŠIS, ambassador of Lithuania. - Anders Samuelsen, Danish Foreign Minister, On the future of the
Nordic-Baltic cooperation. - Uffe Ellemann-Jensen,
BDF founder and former foreign minister of Denmark,
Looking back on the achievements of the three Baltic States. - Panel discussion
between Baltic politicians and Danish university students. - Artis Pabriks, member of European Parliament, former minister of
foreign affairs of Latvia. - Ausrine Armonaite, member of parliament, Lithuania. - Anne Sulling, member of parliament, Estonia. - Minna Stevnhoved, International Debat.
- Joanna Landsvig, Danish Atlantic Youth
Organization. - Conclusion, Lene Espersen,
BDF Chairman. - Reception with Baltic specialities.
APR 2018
Mandag den 16. april 2018. - Vi var til
generalforsamling i Dansk Folkeparti Lolland. - Eric Steffensen blev valgt
til formand, Dick Helander til næstformand og Inge Hansen og Poul-Erik
Kildentoft til medlemmer af bestyrelsen (hvor også Kisse Bødker er menigt
medlem). Torben Hansen blev valgt til suppleant. - Under eventuelt havde vi en
lille, men interessant og bred politisk drøftelse. - Efter selve
generalforsamlingen og en lille rygepause fortalte vore byrådsmedlemmer Henning
Rasmussen, Anette Knoblauch og Eric Steffensen om deres arbejde i ikke alene
selve byrådet, men også på de mange forskellige poster, der følger med. Ikke
mindst det sidste var meget interessant. Det er i hvert fald ikke noget, Anna
og jeg går og tænker på til daglig, men det viser, hvor bredt demokratiet fungerer.
Dejligt!
MAJ 2018
Tirsdag den 2. maj 2018. - Da både Anna og jeg var syge, måtte jeg opgive at
deltage i Lolland-Falsters Stiftskonvent i Maribo. Ærgerligt! Jeg ville gerne
have hørt biskop Lise-Lotte Rebels foredrag om teologien i kirken. Eller hvad
titlen nu var. Jeg kan ikke finde programmet. Og det andet foredrag. Om 70-året
for kvindelige præster i Folkekirken. - Siden jeg kom til Døllefjelde i 1974,
har jeg så vidt muligt deltaget i alle stiftskonventer og stiftspræstemøder.
Men sådan kan det gå.
Lørdag den 5. maj 2018. - Jeg optrådte i flere timer med polske ting for en
menighedsgruppe i Linå-Sejs-Svejbæk Pastorat ved Silkeborg. Det var i hvert
fald en god oplevelse for mig, og jeg håber, tilhørerne også var tilfredse.
Gruppen har forberedt sig hele vinteren til en tur gennem det nordlige Polen
efter sommerferien. Jeg var den sidste af en længere række foredragsholdere. -
Et prisværdigt initiativ. Polen bør dyrkes. Også uanset de aktuelle politiske
problemer. Ja, vel også netop også derfor! Jeg tror, polakkerne også kommer
igennem disse problemer. Hidtil har de jo overlevet alt. - Jeg begyndte med at
vise og fortælle om mit til lejligheden opdaterede Facebook-billedalbum
"Oplevelser med polakker 1990-2012" (som også har billeder om det for
gruppen meget interessante forhold mellem Folkekirken og det katolske Danmark
og både katolikker og lutheranere i ærkebispedømmet Szczecin-Kamień). Dernæst fortalte jeg om mit
Mickiewicz-oversættelsesarbejde og gav nogle smagsprøver. Til sidst fortalte
jeg om og citerede fra Johannes Bugenhagens skrift Pomerania (1518),
den første sammenhængende Pommerns historie. Til allersidst (efter noget
samtale) læste jeg min lollandsonet "Polakkasernen i Tågerup".
Onsdag den 9. maj 2018. - Jeg deltog i min første generalforsamling i Det
Udenrigspolitiske Selskab og den efterfølgende afrapportering fra selskabets
studiegruppes tur til Polen, Ungarn og Slovakiet 8.-17. april 2018. - Der var
meget interessante og oplysende oplæg om turen ved direktør Anders Uhrskov,
cand. polit. Torben V. Holm og selskabets direktør Charlotte Flindt Pedersen.
Lørdag den 12. maj 2018. Jeg lavede og opslog et lille Facebook-billedalbum
(med også nogle supplerende billeder) i anledning af, at lokalbladet PELIKANEN
(nr. 4/2018) havde bragt en artikel af mig med titlen "Bursø Alderdomshjem
og mig - og andre". - Se også undersiden "Erindringer" (kap. 4
"1959-1962. Bursø og Maribo").
Tirsdag den 15. maj 2018. - Min 75-års fødselsdag. - Jeg havde allerede fra
dagen før sat et særligt opslag på min Facebook-væg, som folk kunne sætte
hilsener på i kommentarfelterne. Jeg kan nemlig kun selv slå op på min væg. Jeg
bruger den udelukkende til at præsentere min litterære tekster og andre egne
ting. (Men jeg indbyder alle til at skrive hvad som helst i tråden til et
hvilket som helst opslag, ja, til eventuelt at sende mig en tekst, de gerne vil
have slået op, som besked). - At jeg samtidig fik mit helt nye
75-årsprofilbillede på tidslinjen også, gjorde det lidt indviklet, men de mange
Synes godt om'er og kommentarer begge steder har
glædet mig meget. Vel bruger jeg min profil meget professionelt, men jeg er
også rent menneskeligt meget glad for Facebook-fællesskabet med venner og
besøgende. Vi er en god lille kreds. - Jeg kan kraftigt anbefale alle at lave
et tilsvarende opslag ved tilsvarende lejligheder. Det er dejligt for alle
parter at have det hele samlet på ét sted. Og der er mange muligheder for at
sætte ting ind i et kommentarfelt. - Onsdag den 16. maj satte jeg dette opslag
på (CV'et udeladt her): - AVISERNE I
ANLEDNING AF MIN 75-ÅRS FØDSELSDAG // Jeg er ikke mere personligt forfængelig
end så mange andre. Til gengæld ser jeg de fødselsdagsomtaler, der har været,
som vigtige bidrag til promoveringen af mit forfatterskab og min øvrige
offentlige virksomhed. Og jeg vil derfor gerne præsentere lidt af det for mine
venner og besøgende - som også bør se min tak til allersidst i dette opslag! //
Det begyndte, som vist i et tidligere opslag, i LOLLAND-FALSTERS FOLKETIDENDE
allerede i lørdags (12/5) med to spalter ned over hele siden og med
overskriften "Herrens tjener slutter sit liv som fri kristen
åndsarbejder". De sidste tre ord stammer fra mig selv. Det er min egen
bestemmelse af mit virke nu. Jeg er meget glad for den måde, redaktør Torsten
Elsvor har skrevet om mig på, men jeg må nøjes med at referere og citere de
ting, jeg er særligt glad for. Jeg citeres og kommenteres også for denne
bestemmelse af mit livs hovedprojekt: "‘Poetisk livsfølelse og litterær
poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement’. Det er hans egen udlægning,
og det vil være forkert ikke at hævde, at Bent Christensen er en ener. Endda en
usædvanlig en af slagsen". Videre refereres jeg for mit håb om, at min
præstetjeneste har været til gavn og glæde for dem, jeg har været præst for,
med den tilføjelse, at "hvis ingen andre har fået noget ud af det, så har
jeg selv". Jeg er også glad for, at mit omfattende slaviske, nu
hovedsagelig polske, engagement er blevet fremhævet. Men helt særlig glad er
jeg for karakteristikken af mig som "en modernistisk
kulturkonservativ"! Hvis begge ord forstås ret, er dette lige, hvad jeg
gerne vil være. Endelig vil jeg udtrykke min glæde over, at min kone (siden
1965) Annas uvurderlige støtte er blevet nævnt - og vort familieliv med
hinanden og vore fire børn og syv børnebørn. Jeg skriver ikke selv så meget om
mit privatliv. Men jeg har faktisk også et sådant. Det hele hænger sammen! //
Hvad de øvrige fødselsdagsomtaler angår, vil jeg især vise, hvordan man har
vægtet tingene. // BERLINGSKE skrev - intet. Tante Berlinger! //
JYLLANDS-POSTEN nævner som den eneste min sprogofficersbaggrund. Teksten
slutter: "På trods af pensioneringen som præst i 2003 er Bent Christensen
stadig aktiv som forfatter". // KRISTELIGT DAGBLAD har, naturligt nok, den
længste omtale blandt de tre landsdækkende aviser. Og det giver plads til, at
min fortid som amatør-jazzpianist nævnes. Min præstegerning 1971-2003 omtales
også ret udførligt, herunder min tjeneste som feltpræst for DANCON/UNFICYP i vinteren 1976/77. Og mine slaviske og tyske
aktiviteter omtales i to afsnit. Mit medlemskab af Dansk Folkeparti nævnes
kort. Også at jeg i 2001 stiftede Forum for Kritisk indvandringsdebat. Af mine
bogudgivelser nævnes foruden de to Grundtvig-afhandlinger "Digte og
aforismer 1966-2016" og "Mit teologiske testamente". Desuden, at
jeg agter at udgive "Mit Dannevirke. Betragtninger om allehånde" i
januar 2019. I et helt afsnit nævnes min tilknytning til 100YSS (100 Year
Starship). Og mit polske fortjenstkors i guld nævnes. I det sidste afsnit
nævnes min kone Anna som tidligere organist, vort guldbryllup i 2015 og vore
fire børn og syv børnebørn. // POLITIKEN. Jeg havde overvejet, om det var
umagen værd at sende noget til denne modstanderavis. Men jeg huskede, at Politiken
i 2015 dog, som den eneste landsdækkende avis, havde nævnt min oversættelse af
Mickiewicz’s "Krimsonetter" som modtagen bog. Og de omtaler altså, i
modsætning til Berlingske, min fødselsdag! De nævner mine
Mickiewicz-oversættelser. Og at jeg har udgivet to Grundtvig-afhandlinger. Det
næstsidste afsnit lyder: "I dag kalder han sig ‘en discipel, der står på
Grundtvigs skuldre’, blandt andet med ‘Mit Dannevirke. Betragtninger om
allehånde’, der ventes at udkomme i 2019. Han har desuden digtsamlingen ‘Digte
og aforismer 2016-2018’ på vej". Hele det sidste afsnit handler om Forum
for Kritisk Indvandringsdebat (2001) og mine aktiviteter i Dansk Folkeparti. -
Jeg er meget tilfreds med, hvor fint man har udnyttet pladsen. Og det tjener
Politiken til ære, at man har villet markere en "sort præsts"
fødselsdag! // Jeg har ikke refereret de almindelige ting om mit
levnedsløb så meget, men her er mit udførlige CV, som alle de nævnte aviser har
fået og de fire af dem bygget mere eller mindre udførligt på. - TILFØJELSE HER:
Jeg har som sagt ikke taget CV'et med her, men det - og meget mere! - kan ses
på undersiden "Om mig selv". - Og jeg kan da også henvise til
undersiden "Erindringer".
Lørdag
den 19. maj, pinselørdag. - Vi fejrede min 75-års
fødselsdag ved en lille familiefest i Fuglse Beboerhus. Det var også selve vor
yngste søn Nikolajs 44-års fødselsdag. Så ham fejrede vi også. Men næste dag
var det jo Kirkens måske 1985-års fødselsdag! Så det markerede vi ved at synge
en af min pinsesalmer som bordvers. Evangeliesalmen til anden pinsedag var mest
velegnet, så det blev den. Første vers lyder " pinsedag kom, / var
Jesus-forsamlingen ventende tom, / men pludselig var der fra himlen en lyd, /
med nærvær på ny og opfyldelses-fryd, / nu fyldtes med kraft denne lille
fraktion / til verdensmission" (fra Salmer. Evangeliesalmer og andet
til alle søn- og helligdage, 2015).
Men under middagen fik Nikolaj og jeg også sunget vor fælles fødselsdagssang
for hinanden. Først sang han og hans to børn for på den til mig, lidt senere
sang vi den for ham. Det er vort, desværre ikke vindende, bidrag til Danmarks
Radios fødselsdagssang-konkurrence. Da vi sang den for Nikolaj, lød de første
linjer således: "Vi fejrer Nikolajs fødselsdag / og gør det med stor
glæde". Hele sangen er med i min nye digtsamling Digte og aforismer 2016-2018, som vil blive udgivet i juni måned
2018, og som Tillæg bringes noden med becifring.
JUN 2018
Fredag den 1. juni 2018. - Jeg deltog i vor lokale forfatter- og
illustratorforening StORDstrømmens sommermøde. Det holdtes denne gang på
Thorsvang Samlermuseum ved Stege på Møn. Et dejligt sted. Også med god mad. -
Efter den gode frokost holdt vi selve det generalforsamlingsagtige møde. Og så
hørte vi Dorte Roholtes meget interessante foredrag om hendes liv som især
ugebladsfiktion-forfatter.
Lørdag den 9. juni 2018. - Jeg deltog i fejringen i Lungholm Gods’
herskabsstald af 125-året for de første roepigers
ankomst til Danmark (Gedser). Og mandag den 11. juni slog jeg den her følgende
(her forkortede) tekst op på min Facebook-væg: "Ugens digt /
LOLLANDSONET OVERSAT TIL POLSK / Under markeringen
den 9. juni i Lungholm Gods' herskabsstald af 125-året for de første
roepolakkers ankomst til Danmark læste Roman Smigielski sin oversættelse til
polsk af min lollandsonet "Polakkasernen i Tågerup" op (teksten
udeladt her, men er med i min nye digtsamling Digte og aforismer 2016-2018, som jeg modtog prøvetrykket af i
fredags og udgiver, når jeg har fået rettet nogle få ting). / Såvel min danske
originaltekst som Roman Smigielskis oversættelse blev
læst op ved markeringen af 125-året for de første polske sæson-arbejderes
ankomst til Danmark. Markeringen, som Museum Polakkasernen og foreningen Museum
Polakkasernens Venner stod for, fandt sted i godset Lungholms herskabsstald den
9. juni 2018. Det var Lungholm Gods, der i sin tid opførte den bolig
("kaserne", jf. "lejekaserne") for polske roepiger, der i dag er museum. Men da mine Lollandsonetter
jo er en alvor-i-spøg-opfølgning af mit arbejde med oversættelsen af Adam
Mickiewicz's Krimsonetter, læste Roman Smigielski allerførst den tredje af
disse på polsk (Żegluga), hvorefter jeg læste
min oversættelse "At sejle". Dernæst læste jeg "Polakkasernen i
Tågerup", hvorefter Roman Smigielski læste sin oversættelse til polsk af
den. - Såvel min oversættelse af den polske nationalsang som Roman Smigielskis helt nye oversættelse til polsk af "Der er
et yndigt land" var i øvrigt med blandt de trykte sangtekster. -
Arrangementet, som indledtes med en katolsk messe på polsk og forsatte med
taler, spisning, musik og underholdning, var støttet af den polske ambassade,
det polske udenrigsministerium, Lolland Kommune, Sparekassen Rødbys Legat og
Lungholm Gods". - Det var en stor og god dag.
Tirsdag den 12. juni 2018. - Løgnens Dag. - Den 12. juni 2012 autoriserede Dronningen ritualet for vielse af par
af samme køn. Og jeg erklærede dengang, at jeg hvert år ville markere denne
dato som "Løgnens Dag". Det afgørende for mig var - og er - at der er
tale om et eksempel på vor tids newspeak. Det er virkelig selve usandheden i
det, der er det afgørende for mig. Det at betegne to af samme køn som et
ægtepar er selv for den mest velvillige betragtning a step too far. Selve fænomenet
homoseksualitet afstår jeg sådan set at forholde mig til. Men jeg må jo tage
til efterretning, at det findes. Desuden har jeg ikke tillid til, at der kan
blive tale om ordentlig forskning på området. Anerkendelse af homoseksualitet
er i dag en af de helligste progressivitetsmarkører, og det vil derfor være alt
andet end karrierefremmende at nå frem til forskningsresultater, der lader
homoseksualitet være en biologisk fejl eller ligefrem en sygdom. Når jeg
alligevel ikke er helt ligeglad, er det, fordi jeg spørger, om der måske er en
mellemzone, hvor den måde, man taler om homoseksualitet på, kan få nogle til at
svinge over til den side, som ellers ville have kunnet leve et godt
heteroseksuelt liv. Jeg mener, dette spørgsmål bør stilles. Men ellers tager
jeg til efterretning, at der utvivlsomt er en hel del mennesker, der virkelig
og uhjælpeligt er homoseksuelt orienteret. Og dem skal vi andre selvfølgelig
ikke være onde ved. Det eneste, man bør sige, er, at ligesom der under alle
omstændigheder skal gælde etiske regler på det heteroseksuelle område, skal der
også gælde etiske regler på det homoseksuelle område. Også dette er det
vanskeligt at tale om i vor tid. Men alle kan vel være enige om, at man ikke må
gøre hinanden fortræd. - Da homoseksualitet for en hel del menneskers
vedkommende åbenbart er en uhjælpelig kendsgerning, må denne kendsgerning tages
til efterretning i den forstand, at samfundet accepterer homoseksuel praksis og
i den forbindelse giver mulighed for, at par af samme køn kan leve i
registreret partnerskab. Men dér går min grænse. Og partnerskab er et godt ord.
Livsfællesskab kunne også være det. Det blev også i sin tid nævnt som en
mulighed. Men jeg havde helst set, at man var blevet stående ved den borgerlige
indgåelse af registreret partnerskab. For når der kommer til at foregå noget i
kirken, også selv om det kun ville være en velsignelse af det borgerligt
indgåede partnerskab, vil der reelt, i praksis blive tale om en høj grad af
ligestilling mellem partnerskab og ægteskab. Og jeg taler her ikke om forholdet
til Gud, udelukkende om den ligestilling, der i opfattelsen af det, der sker,
er tale om. Men skulle det endelig være, kunne jeg måske nok alligevel
acceptere en velsignelse ved en gudstjeneste i kirken af et borgerligt indgået
partnerskab. Bare to af samme køn ikke blev kaldt ægtefolk. Det er vigtigt, at
man holder synet på ægteskabet ude fra synet på, hvordan alle mennesker står
over for Gud - og Gud over for dem. Homoseksuelle har naturligvis også Guds
nåde. Jeg betragter ikke homoseksualitet som en synd. Homoseksualitet er for
mig en biologisk afvigelse. Men skulle man endelig betragte homoseksualitet som
en synd, så ville det jo ikke være den eneste eller værste synd. Hvad gør vi
ikke mod hinanden hver dag? Eller hvad forsømmer vi ikke at gøre hver dag? På
alle mulige områder. Også på heteroseksualitetens område. Og nøglebegrebet er
altså for mig det, ikke at gøre hinanden fortræd. Og uanset hvad overgår Guds
nåde alt! - Hvis jeg holder op med at markere Løgnens Dag hvert år den 12.
juni, vil det være, fordi der reelt ikke er tale om et problem. For det moderne
samfund som sådant betyder det intet, at der praktiseres homoseksualitet -
eller alle mulige andre former for seksualitet, der hidtil ikke har været
accepteret. Så længe der altså ikke er tale om undertrykkelse, overgreb og
fortræd. Og bortset fra det sprogligt og begrebsmæssige i sagen har det heller
ikke nogen særlig betydning for hverken samfundet eller kirken, at der hvert
finder et lille antal vielser af par af samme køn sted i Folkekirken (så længe
den enkelte præst står frit). Der er faktisk andre og langt alvorligere
problemer at bruge kræfterne på. Men newspeak er altså ikke godt! - Når jeg
ikke har slået noget om dette op på min Facebook-væg i dag, skyldes det især,
at jeg vil have min omtale af det store roepolakjubilæum i lørdags (se forrige
optegnelse) stående uforstyrret på væggen. Indtil jeg slår noget op om
udgivelsen af min nye digtsamling Digte
og aforismer 2016-2018. Jeg vil kort sagt give det
positive forrang fremfor det negative. - Måske vil jeg for princippets skyld
under alle omstændigheder lave en lille Løgnens Dag-dagbogsoptegnelse hvert år
den 12. juni. - Denne optegnelse er også, med den nødvendige tilpasning, sat på
undersiderne "Kirke og teologi" og "Debat".
Torsdag den 14. juni 2018. - DIGTE OG AFORISMER 2016-2018 ER UDKOMMET!
- Kan nu købes på Saxo.com
- Fra omslagets bagside: "Digte og aforismer
2016-2018" er Bent Christensens anden samling af digte og aforismer. Den
første afdeling: "Digte" er nye skridt på vejen frem mod den endelige
udfoldelse af hans poetik og poetiske erfaring. I de særlige afdelinger
præsenteres nye genrer, fx "Large Motive Collider Experiments 2018" og "Omkring årtierne -
en digtrække", nemlig af digte til de forskellige årtier i den danske
litteraturhistorie 1870-1890. Men der er også en fortsættelse af
"Nattevinduesdigtene" fra 2016-samlingen og et par nye lollandsonetter, samt en oversættelse af den ukrainske
nationalsang. Desuden en oversættelse den anden vej, nemlig Roman Smigielskis oversættelse til polsk af lollandsonetten
"Polakkasernen i Tågerup". Og der er en enkelt ny salme. // TILFØJELSE HER: En ny genre, som der
ikke var plads til at nævne på omslagsbagsiden, er min søn Nikolaj Christensens
og mit (desværre ikke vindende) bidrag til DR’s fødselsdagssang-konkurrence
"Tillykke! Tillykke!" (Vi fejrer Mortens fødselsdag / og gør det med
stor glæde). Nikolaj er medforfatter og har lavet melodien. - Men der er også
nogle sange, jeg har skrevet til forskellige lejligheder. - Den omtalte salme
er mit (desværre heller ikke vindende) bidrag til Folkekirkens Ungdomskors
jubilæumskonkurrence: "Evigheden er fuld af sang, / uden begyndelse,
aldrig omme". - Jeg har besluttet at deltage i alle de konkurrencer, jeg
bliver opmærksom på. Der er to på vej. Selv om man ikke vinder, er det allerede
noget, bare at være med. // Jeg er meget glad for at være nået
hertil. Næste udgivelse bliver min oversættelse af Adam Mickiewicz's
"Ballader og romancer", som er klar, men som først bliver frigivet
til (formodentlig) august. Der kommer nemlig nok en stor promovering af den til
efteråret. Det næste skrift af mig selv bliver "Mit Dannevirke.
Betragtninger om allehånde", som skal udkomme til januar, i 200-året for
sidste bind af Grundtvigs "Danne-Virke" (1816-1819). // Ovenstående
er slået op på Forlaget Luskebakkens Facebook-side. Som et etbilledesalbum
med omslagets forside som billede. Og det vil på samme måde blive slået op på
min personlige profil på mandag (18/6). Lige nu står det billedalbum om det
ovf. omtale roepolakjubilæum, jeg har lavet i dag øverst, og lørdag og søndag
skal min salme til 3. søndag efter trinitatis står øverst.
Torsdag
og fredag 21. og 22. juni 2018. - Jeg optrådte på
henholdsvis Sankt Annæ Skole, Amager, og Damagerskolen,
Greve, med foredraget "Om at være sammen med Mickiewicz i
oversættelsesværkstedet". Det var for tosprogede polske børn og deres
pårørende ved skoleårsafslutningerne. Og det var under ledelse af mine venner
Maria og Roman Miedzanogóra, som underviser blandt
andet disse børn i polsk (polsk modersmålsundervisning). Jeg fortalte en del
om, hvordan jeg rent "teknisk" griber mit oversættelsesarbejde an, og
om mine kommende Mickiewicz-udgivelser, nemlig Ballader og romancer (til efteråret) og det historiske vers-epos Konrad Wallenrod (om nogle år). Det var
to gode oplevelser. Det var også dejligt at høre børnene synge polske sange. -
Under samværet omkring frugt og kage efter selve afslutningshøjtideligheden fik
jeg lejlighed til at tale med flere af tilhørerne, som var meget interesserede
i at høre om mit personlige forhold til det polske både som lollik, der altid
har kendt polakker, især de lollandske roepolakker og efterkommere, og som
tidligere sprogofficer. Det sidste var ganske vist med russisk, men russisk er
jo et østslavisk, polsk et vestslavisk sprog, så da jeg efter Murens fald fik
etableret kontakt mellem den lille evangelisk-augsburgske kirke i Polen,
begyndte jeg at lære mig selv polsk, som nu er mit slaviske hovedsprog. Som
cand. mag. i dansk/russisk var dette forholdsvis let for mig. Det svarer til,
at fx en polak, der kan tysk, begynder at studere dansk (to germanske sprog).
Men helt let er det nu ikke! - Jeg havde i foredraget fortalt en del om mine
efterhånden brede polske kontakter, både her i Danmark og i Polen, herunder
også mit gode forhold til katolikkerner både her og
der. Og om mine bidrag til det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski,
hvor mine tre første oversættelser af Mickiewicz’s Krimsonetter (1826) blev trykt - hvorefter jeg oversatte og udgav
dem alle. Senere oversatte og udgav jeg også de 1826-sonetter, der senere blev
betegnet som "Odessasonetter" eller "Erotiske sonetter",
dvs. Odessasonetter eller Erotiske
sonetter, og jeg udgav den samlede udgave af Adam Mickiewicz: Sonetter 1826. Jeg læste min
oversættelse af Krimsonet nr. 3: "At sejle" (Żegluga)
og nr. 18 af min alvor-i-spøg-opfølgning af Krimsonetterne: Lollandsonetter, nemlig
"Polakkasernen i Tågerup". I hvilken forbindelse jeg fortalte om,
hvordan Informator Polski-redaktør Roman Smigielski og jeg den 9. juni havde
læst disse to sonetter op ved den store højtidelighed på Lungholm Gods (der i
sin tid havde opført den "polakkaserne", som roepigerne boede i
gennem hele roesæsonen). Roman Smigielski læste først "Żegluga"
op på polsk, hvorefter jeg læste min oversættelse, og så læste jeg
"Polakkasernen i Tågerup" op, hvorefter Roman Smigielski læste den
fine polske oversættelse op, han havde lavet til lejligheden. Min
2015-oversættelse af den polske nationalsang blev også præsenteret. - Det er
mit indtryk, at de tilstedeværende var glade for at blive orienteret om alle
disse særlige dansk-polske sammenhænge, og det var i hvert fald to gode dage
for mig.
JUL 2018
Onsdag den 4. juli 2018. - EN MILEPÆL I MIT MICKIEWICZ-OVERSÆTTELSES-ARBEJDE!
- Lige før middag i dag skrev jeg den sidste glose til Adam Mickiewicz’s
historiske vers-epos Konrad Wallenrod
ind i glosesamlingen i mit Konrad Wallenrod-ringbind. Jeg begynder jo altid med
at sidde som en anden skoledreng (eller sprogløjtnantselev!) og nærlæse teksten
og slå gloser op og skrive dem ind. Ja, som mere end det! Jeg slår også mange
ord op, jeg sådan set kender. Men når man skal oversætte, især vers, er det
godt at have alle nuancer med. Samtidig benytter jeg lejligheden til at udvide
og styrke mit kendskab til ordenes etymologi og bøjning, så at der altså også
bliver tale om et element i mit almindelige studium af det polske sprog. De
allerfleste ord står i Gyldendals store røde polsk-danske ordbog. Men jeg har
også den store trebinds ordbog over det polske sprog (Słownik języka
polskiego), og hvis jeg ikke finder ordet dér, går
jeg på Nettet, hvor det som regel lykkes at finde en forklaring. Og så er der
jo oversættelserne til andre sprog. Dem bruger jeg ganske vist så vidt muligt
ikke på forhånd. Jeg vil simpelt hen ikke have min hjerne "forurenet"
af andre løsninger, inden jeg begynder! Men når jeg kommer til at sidde fast i
noget, går jeg til dem og bliver som regel hjulpet ved det. Hvad angår læsning
af oversættelser til andre sprog, har jeg dog i forbindelse med netop Konrad Wallenrod købt Maude Ashurst Biggs’ oversættelse af den til engelsk. Den fandt
jeg nemlig på Nettet, og det interessante ved den er, at Maude Ashurst Biggs har valgt den løsning at oversætte de
fortællende dele af epos’et til blankvers, dvs.
urimede femfodsjamber (jf. Shakespeare). Og det giver allerede en stor metrisk
smidighed. Men den helt store gevinst ved det er, at der så ikke skal være rim!
I Mickiewicz’s original er der rim overalt, og det ville være et meget stort
arbejde at skulle lave rim overalt i den danske oversættelse. Det ville i hvert
fald forlænge arbejdet med adskillige måneder. Hele bogen er på i alt 60
tættrykte sider med lille skrift. Der er også indskudte sange m.m. i Konrad Wallenrod, og dem vil jeg
selvfølgelig oversætte med rim, idet jeg nok følger Maude Ashurst
Biggs’ principper. - Hvis jeg ikke bliver forstyrret i noget, går jeg i morgen
i gang med at oversætte Mickiewicz’s forord, idet jeg også bruger nogle
oplysninger fra 1844-udgiveren Aleksander Chrodźkos forord i mine egne
noter, som jeg samtidig grundlægger. Originaludgaven af Konrad Wallenrod blev udgivet i Sankt Petersborg i 1828 (som
1826-sonetterne under Mickiewicz’s eksil i Rusland 1824-1829). Måske når jeg
også at få oversat noget af det allerførste af selve epos’et
inden søndag. (Jeg arbejder jo også intenst med min egen næste bog Mit Dannevirke, som efter planen skal
udgives i januar 2019, nemlig 200 år efter udgivelsen af sidste bind af
Grundtvigs enmandstidsskrift Danne-Virke).
- Bemærkning her: Ovenstående blev også slået op på min Facebook-væg 04.07.18.
Lørdag den 7. juli 2018. - Anmeldelse i Folketidende
af Digte og aforismer 2016-2018. - Jeg har lige slået dette op på min egen
Facebook-væg, Forlaget Luskebakkens side og begge StORDstrømmen-siderne (hvis
det sidste ellers er lykkedes): "ANMELDELSE I FOLKETIDENDE
/ "Digte og aforismer 2016-2018" blev lørdag den 7. juli 2018 anmeldt
af Torsten Elsvor i Lolland-Falsters Folketidende (kultursiden, s. 3 i 2.
sektion). Jeg er meget tilfreds med denne anmeldelse. Den er ikke ukritisk. Men
hvis jeg selv havde skullet anmelde en tilsvarende samling, ville jeg ikke have
været mindre kritisk! / Torsten Elsvors kritik af, at
jeg har taget rub og stub med og i høj grad har ladet ordene flyde, kommer til
udtryk på en fin og elegant måde. Det ses allerede i overskriften: "Digter
i egen overhalingsbane", der svarer til dette sted i selve teksten:
"Som forfatter befinder Bent Christensen sig konstant i sin egen
overhalingsbane". Men det gælder også formuleringer som denne: "[Digtene]
flyder fra ham i en lind strøm, som om han har sat sig for, at hver en dag skal
bringe et nyt digt eller flere". Eller denne: "Skrivelyst er svær at
tæmme. Bent Christensens digte finder aldrig vej til skrivebordsskuffen. De
SKAL udgives som hans biografiske og historiske arv til eftertiden". / Men
der er også flere positive ting. Fx denne: "Bent Christensen er på både
bagkant og forkant med sine omgivelser og sig selv". Eller denne:
"[D]er er både medleven og sanselighed i [digtene], men også forundring og
foragt". Her tænker Elsvor på de digte, hvor jeg taler hårdt om
forskellige dårlige ting i tiden. For slet ikke at tale om aforismerne! Og der
er denne: "Nok er [ordene] mange, men ingen er tilfældige". / Jeg er
særlig glad for, at Elsvor fremhæver, hvad jeg selv har betegnet som mit
formelle gennembrud, nemlig de ni "Large Motive Collider Experiments", "som hver for sig er små
kunstværker". Og han nævner dem i forbindelse med bemærkningen om, at jeg
er svær at rubricere genremæssigt, fordi jeg er eksperimenterende. Og han
sammenligner mig, hvad disse grafisk opstillede digte angår, men også i det
hele taget, med Sten Kaalø, hvad jeg jo kan være
meget tilfreds med. Jeg håber, Kaalø også vil være
det, hvis han ser det! / Et par andre citater: "Omdrejningspunktet er
hverdagslivet, livsglæden og kærligheden" (hvilket sidste jo skal forstås
bredt, vil jeg tilføje). Og: "[S]amlingen ... er
tydeligvis et spejlbillede af hans eget lange liv". / Men se selv hele
anmeldelsen i Folketidende 07.07.18 - med billedet fra omtalen af min 70-års
fødselsdag for fem år siden. Det viser mig på min yndlingsarbejdsplads -
køkkenets spisebord. Jeg hører til dem, der kan lide at arbejde midt i det
hele, og som Anna og jeg lever med hinanden og ofte med børnebørn og hunde på besøg,
er det ganske praktisk, at jeg sidder her - hvor jeg også har køkkenfjernsynet
lige til højre for mig. Jeg har ellers mit arbejdsværelse ovenpå, men jeg siger
til Anna, at så længe hun ikke direkte smider mig ud, vil jeg helst blive nede
hos hende det meste af tiden".
Onsdag den 1. august 2018. - StORDstrømmen-formand
Sigurd Kværndrup er død. - Denne optegnelse
er skrevet den 8. august. Og på grundlag af nekrologen i Folketidende den 7.
august. Jeg havde på det tidspunkt ikke set noget om hans begravelse, som jeg
ellers gerne ville have deltaget i. - Men allerede den 2. august blev
meddelelsen om formand Sigurds død slået op på forfatter- og
illustratorforeningen StORDstrømmens Facebook-medlemsgruppeside, hvor min
kommentar var: "Sørgeligt! Jeg har syntes godt om Sigurd fra det
allerførste møde, jeg deltog i, og som han ledede på Thorvalds vegne. Vi vil
savne ham". Men mange af vore medlemmer skrev tilsvarende ord til ære for
og minde om Sigurd. Han var med god grund virkelig afholdt. Mit allerførste
møde med Sigurd var medlemsmødet den 18. januar 2015 (som har en udførlig
optegnelse her på undersiden). - Af nekrologen fremgår, at forfatter, dr. phil.
Sigurd Kværndrup i 1973 blev cand. mag. i dansk og religion, i 1998 fik
ph.d.-graden og senere blev dr. phil. på en afhandling om folkeviser. Ud over
sit eget forfatterskab har han været redaktør eller medredaktør af flere
værker, og han har været knyttet til både Københavns Universitet og
Linnéuniversitetet i Sverige. Han var Lektor ved Nykøbing Katedralskole.
- Sigurd var med i et - eller flere - Maribo
Domkirke-kor. Jeg er ikke helt klar over de nærmere forhold, men jeg har ved
flere lejligheden oplevet ham i Domkirken. Han havde også den kirkelige
tilknytning, at han var gift med Jutta-Bojsen-Møller, og han og jeg nåede at
udveksle bemærkninger om det at være gift med en præstedatter. Jeg talte i det
hele taget godt med Sigurd, som var en utrolig venlig og åben mand. Han var
også en i det hele taget en god formand. Jeg kommer virkelig til at savne ham.
Lørdag den 4. august. - Anna, hendes søster Lisbeth og jeg var som
sædvanlig til Nykøbing F.-revy. Og det var som
sædvanlig en god oplevelse. Det er bare vemodigt, at Flemming Krøll nu holder
op. Vi vil på en helt særlig måde komme til at savne Henning fra Nørre Alslev!
Fredag den 10. august. - Jeg besøgte kl. 18 Kulturklash
Festival 2018 i det store telt på Kulturfabrikken, Industrivej 10, Nykøbing F.,
hvor vinderne af Guldborgsund-bibliotekerne og Culthus
Falsters skrivekonkurrence "Rod i Guldborgsund", som jeg havde sendt
et bidrag til, blev præsenteret. Ingen vidste noget på forhånd, så jeg tog
derhen, selv om jeg ikke regnede med at have store chancer for at komme blandt
de tre første. Det var jeg heller ikke kommet. De tre vindere var: Arne Heyn,
Melanie Schütt Andersen og Kristine Alstrøm. - Mit bidrag var: GULDBORGLAND OG
MIG / Mine skovfogedforfædre. Og min mors kro. / En ny lollandsonet - med
førstelinjerne "Engang gik skibe let ad Radsted Mose, / mentalt den stadig
dybt i Lolland skærer". - Jeg slog mandag den 13. januar både sonetten og
blandt andet de her anførte oplysninger op på min Facebook-profil. Og jeg satte
sonetten i kladden til min næste samling "Digte og aforismer
2018-20??", som forventes udgivet i 2019 eller 2020. - Det er mit princip at deltage i alle konkurrencer, jeg bliver opmærksom
på og mener at kunne bidrage med noget til. Det skærper motivationen og
koncentrationen at skrive til en konkurrence. Og det er altid noget at deltage
og at kunne præsentere sin tekst som et konkurrencebidrag. Jeg har indtil nu
deltaget i to konkurrencer, nemlig i Folkekirkens Ungdomskors sangkonkurrence 2017/18
og i Danmarks Radios fødselsdagssang-konkurrence 2018. Se nærmere ovenfor (12.
marts 2018 og 19.05.18 og 14.06.18). Begge bidrag er med i min samling Digte og aforismer 2016-2018, som blev
udgivet torsdag den 14. juni 2018. - Jeg har også bidrag klar til en ny
konkurrence, som jeg imidlertid ikke kan sige noget om lige nu. - Hvad mon det
næste bliver?
Onsdag den 22. august 2018. - Jeg deltog i et formøde
på Vordingborg Bibliotek med henblik på Vordingbogmesse
den 3. november, hvor jeg vil have en stand og måske også skal holde et oplæg
af ca. 20 minutters varighed. Messen vil blive foromtalt på alle mulige måder,
også på min Facebook-profil og på Facebook-siden "Forlaget
Luskebakken".
Fredag den 24. august 2018. - Jeg deltog i
højtideligholdelsen af 27-året for Ukraines uafhængighed ved Sjevtjenko-monumentet i Østre Anlæg, København. Min særlige
grund til at deltage var, at min oversættelse af den ukrainske nationalsang er
med i min nyeste digtsamling (Digte og
aforismer 2016-2018), som jeg overrakte den ukrainske chargé d'affaires. -
Se mit Facebook-billedalbum "27-året for Ukraines uafhængighed".
Onsdag den 29. og torsdag den 30. august. - Jeg deltog i Lolland-Falsters Stifts stiftspræstestævne 2018. Det var
på Hotel Maribo Søpark, Maribo. Det var et rigtig
godt stævne, hvor jeg også fik talt med mange af de andre. Temaet var
"Fremtidens folkekirke i Lolland-Falsters Stift". - Første dag
indledtes af biskop Marianne Gaarden. Og derefter fulgte følgende foredrag:
Pastor Birgitte Kragh Engholm fra Vesterbro sogn: "Den fremtidsgodkendte
folkekirke". Bygningsredaktør, dr. theol. Martin Wangsgaard
Jürgensen, Nationalmuseet: "Kirkernes faktiske brug. Historisk tilbageblik
og kritisk fremadskuen", hvorefter fulgte en dialog
mellem den fungerende formand for stiftsrådet og biskoppen om "Fremtiden
for Lolland-Falsters stift". Eftermiddagen sluttede i Domkirken med en
sangtime med nutidens og måske fremtidens kirkesalmer (som jeg ikke nåede at
deltage i). - Anden dag begyndte med rektor på Sjællands Kirkemusikskole Ole Brinths (også meget kirkemusikhistoriske) foredrag
”Fremtidens kirkemusik”. - Stævnets sidste session bestod af fire aktuelle
workshops. Jeg deltog i nr. 1: "Fællesskabet og fremtidens
gudstjeneste" med oplæg ved sognepræst Andreas Rasmussen, Apostelkirken,
Vesterbro sogn, København. - Alle stævnets dele var gode og givende. Men min
personlige reaktion på det hele er, at vel skal vi kende alle dele af
virkeligheden, også i den fremtid, der tegner sig, men at jeg alligevel bliver
forpustet, når jeg hører om alle forsøgene på at følge med tiden. Jeg er
heldigvis ikke i embede mere, og mit eget gudstjenesteliv skal finde sted i den
traditionelle højmesse. Jeg er stadig præst, og når der (i en hvilken som helst
sammenhæng) "trykkes på præsteknappen", kommer præsten i mig frem.
Men min identitet nu er helt ovrvejende
"forfatter og slavist" eller "fri kristen åndsarbejder med
pensionen som arbejdsstipendium", hvilket vil sige, at jeg faktisk bare er
et almindeligt menigt medlem af menigheden her i Errindlev-sekssognspastoratet
(dog også fortsat organistvikar). Og jeg føler ingen trang til yderligere
inddragelse i noget, ligesom jeg heller ikke vil bryde mig om, at andre i
menigheden skal inddrages yderligere. Jeg kan godt lide, at sognepræsten leder
det hele, og at alle vi andre dermed står lige i fællesskabet. Og jeg tror, jeg
ville have haft det på samme måde, hvis jeg ikke var blevet præst, men var
blevet ved med at være gymnasielærer. Men jeg gentager, at jeg var meget glad
for hele stævnet. Uanset hvad man mener og ønsker, skal man kende
virkeligheden. - Jeg kan også sammenfattet mit syn på Folkekirkens fremtid
således: Det hele drejer sig om de store eksistentielle grundforhold, og hvad
det angår, må vi, der har eller tager ordet i Folkekirken sige til de moderne
eller postmoderne mennesker: "Hvad vil I?". Vi skal gøre dem
opmærksom på, at ansvaret er deres. Vi skal selvfølgelig til enhver tid være
rede til at hjælpe dem og holde evangeliet op for dem. Men vi skal for alt i
verden ikke fremstå som nervøse hververe, der bare vil have flere kunder i
butikken. Desuden skal vi benytte enhver lejlighed til at fastholde
Folkekirkens medlemmer på, at de som sådanne er dele af den
evangelisk-lutherske menighed i Danmark. Kirken er ikke institutionen eller
nogle små frikirkelignende grupperinger omkring statskirkeskelettet, men hele
menigheden. - Jeg udtaler mig mere detaljeret om alt dette i Mit teologiske testamente (2017).
Torsdag den 30. august. - Jeg udgav min nye oversættelse
fra polsk, Adam Mickiewicz: Ballader og
romancer (1822).
SEP 2018
Onsdag den 5. september. - Jeg blev desværre
forhindret i at deltage i Flagdag-arrangementet i Nakskov, som jeg ellers havde
tilmeldt mig.
Lørdag den 8. september 2018. - Mit læserbrev "Det
tyske har sejret" var i Folketidende. Det var om tz-formerne
i Tillitse osv. - Hele læserbrevet står på undersiden "Debat".
Søndag den 9. september 2018. - Anna og jeg var,
inviteret af den polske ambassade, til koncert og efterfølgende samvær i DR
Koncerthuset. Det var i anledning af 100-året for Polens genopståen som stat. -
Før selve koncerten indledte ambassadør Henryka Mościcka-Dendys med en
lille tale på fineste dansk - som hun derefter gentog på engelsk. Hun har gjort
tjeneste i Danmark før og har altså fået lært sig dansk ret godt. To andre
sagde også noget. Den ene blev jeg ikke klar over hvem var, men den anden må
have været lederen af Adam Mickiewicz-instituttet, som medarrangør og
medindbyder. - Efter koncerten blev der budt på et glas vin og lidt
pindemadder. Og Anna og jeg fik talt med en hel del af vore polske venner, hvad
vi også fik gjort før koncerten og i pausen. Vi kørte glade hjem til
Midtlolland. - Det var fint, at man begyndte med Chopins-klaverkoncert,
fortsatte med Grieg (stykker fra Peer Gynt-suiten) og sluttede med Witold Lutosławski (1913-1994), hvis ganske moderne
orkesterkoncert (1950–1954) inddrog alle symfoniorkestrets instrumenter, et
meget spændende stykke musik. - Ovenstående er en redigering af tekster i mit
Facebook-billedalbum "POLSK UAFHÆNGIGHEDSKONCERT I DR's KONCERTSAL".
Lørdag den 15. september 2018. - Jeg måtte igen melde
afbud til noget vigtigt. Men jeg havde pludselig fået en forkølelse med voldsom
hoste. Det var højtideligholdelsen i Slaglille Kirke og på Slaglille Kirkegård
af 75-året for nedskydningen af RAF-Halifaxen med
polsk besætning. Se optegnelserne om de tidligere højtideligheder ovenfor. - Vi
var især kede af, at vi ikke fik et gensyn med Eugeniusz
Kasprzaks højt elskede lillebror Zbigniew (Zbysio). - Eugeniusz’s meget
varme følelser for lillebroderen kommer blandt andet til udtryk i et af de
digte fra hans tid som interneret i Rumænien, jeg har oversat til dansk, og som
kan læses i min samling Digte og
aforismer 1966-2016, afdelingen Oversættelser. Her er stedet: "Jeg
falder i søvn! Og drømmer om kirkegangsskarer, / Hvor godt at være iblandt dem
igen, så længe det varer. / Hos Mor og Far, hos Miecio,
hos Zbysio, min kæreste kære".
Torsdag den 20. september 2018. - Min artikel "
Struktur og forestillinger" var i septembernummeret af Dansk Kirketidende.
Her er "manchetten": "Grundtvigs skelnen mellem spørgsmålet om
kristendommens sandhed og spørgsmålet om, hvad der er den sande kristendom, har
en tidløs berettigelse, men kan nok i helt særlig grad være til hjælp for os i
vor tid, hvor det dog kan være en fordel at tale om henholdsvis kristendommens
struktur og vore forestillinger om troens påstande". - Hele artiklen står
nu på undersiden "Kirke og teologi".
Fredag den 28. september 2018. - Jeg var lidt til stede
på StORDstrømmens stand i det store telt på torvet, Nykøbing F. Det var en del
af Kulturnatten i Guldborgsund Kommune, dog midt på eftermiddagen. Jeg havde
nogle af mine bøger og de to udgaver af min forfatterfolder liggende på bordet
(den almindelige og den særlige med mere om mine Mickiewicz-oversættelser). Der
kom dog ikke noget særligt ud af det, og jeg var heller ikke blandt de to
StORDstrømmen-medlemmer, der delte den halve time, vi havde fået til oplæsning
på udendørsscenen. Men jeg fik snakket noget med de andre på standen. Så det
var godt nok. Der kommer jo hele tiden noget. - Da min deltagelse var særdeles beskeden, havde jeg ikke tænkt mig
at tage billeder og slå noget op på min Facebook-væg. Men fredag aften så jeg,
at Gittemie Eriksen havde slået et billede af vor stand op på StORDstrømmens
side, og så delte jeg det - med disse ord: "STORDSTRØMMENS KULTURNAT-STAND
PÅ TORVET I NYKØBING F / Nå, så kom jeg alligevel med! Nemlig på Gittemie
Eriksens billede af StORDstrømmens bord i det store telt på torvet. Jeg var
ellers kun ret kort til stede og havde ikke tænkt mig at gøre noget ud af det.
/ På billedet ses et udvalg af mine udgivelser på bordet forrest til venstre.
Og StORDstrømmen-bestyrelsesmedlem Michael Næsted Nielsen. Bag Michael ses jeg
i dyb samtale med en gammel gymnasiekammerat og ven, der var med i standen ved
siden af os".
OKT 2018
Søndag den 7. oktober 2018. – Nedtællingen til boglanceringen på den polske ambassade er begyndt. – Projektet har været i gang længe, men det var i dag, jeg modtog pdf-dokumentet med invitationen fra den polske kulturklub Agora, som er medarrangør. I brevhovedet står såvel ambassaden som Agora, og selve invitationen lyder: ”I anledning af den danske udgave af ”Ballader og romancer” og for at markere 220 året for Adam Mickiewicz' fødsel inviterer / Den Polske Republiks ambassadør i Danmark og Den polske diskussionsklub Agora / til et møde med forfatteren og oversætteren Bent Christensen”. Derefter følger en 7½ linjers præsentation af mig og mine Mickiewicz-udgivelser. – Bemærk, at man også har benyttet lejligheden til at nævne, at det er 220 år siden den polske nationaldigter Adam Mickiewicz (1798-1855) blev født. Sådan er polakkerne. De er meget historiebevidste. Men som en af mine polske venner engang sagde: ”I lange perioder har vi jo ikke haft andet end historien!”. – Jeg skriver ikke mere her, for det er kun særligt indbudte, der kan deltage. – Jeg har på forskellig måde henvendt mig til de vigtigste aviser m.m. for at få dem til at anmelde bogen. Og de har fået en invitation. – Jeg vil naturligvis skrive om lanceringsbegivenheden, når den har fundet sted, ligesom jeg vil lave et Facebook-billedalbum om den.
Torsdag den 11. oktober 2018. – Jeg deltog i forfatter- og illustratorgruppen StORDstrømmens ekstraordinære generalforsamling i Vordingborg. Vi skulle først og fremmest vælge ny formand efter Sigurd Kværndrup, som desværre døde for et par måneder siden. Se optegnelsen for 1. august 2018. – Ny formand er Michael Næsted Nielsen. – Der skete også nogle udskiftninger i den øvrige bestyrelse. – Det var en god generalforsamling. Vi fik drøftet mange ting, herunder kommende aktiviteter.
Fredag den 26. oktober 2018. - Boglancering på den polske ambassade. - Det var meget stort for mig, at den polske ambassade i samarbejde med Polsk Diskussionsklub Agora lagde hus til lanceringen af min seneste Mickiewicz-udgivelse: Ballader og romancer. Her er det meste af albumteksten til mit Facebook-album om denne begivenhed (uden afsnitsinddeling og uden angivelse af udeladelser): Ambassadør Henryka Mościcka-Dendys bød velkommen og indledte. Derefter indledte Agora-formand Krystyna Ellehauge og gav mig ordet. Efter en lille indledning på polsk fortsatte jeg på dansk. Jeg fortalte om min tid o. 1960(!) som pianist i Nakskov-neobopkvintetten The Strangers, som i hvert fald i princippet spillede så moderne som muligt. Derefter fortalte jeg om, hvordan jeg kom på Hærens sprogofficersskole og blandt andet lærte russisk, men jo også fik en grundig militær uddannelse. Jeg fortalte, hvordan vi senere - med stor sorg - blev klar over, at Warszawapagten i givet fald ville skubbe polske enheder foran sig i angrebet på Danmark, så at nogle af vore yngre kolleger hurtigt blev omskolet til polsk og der derefter blev undervist i polsk hvert andet år. Men for mig var det altså russisk. Og efter min hjemkommandering som løjtnant af reserven begyndte jeg at studere dansk og russisk på Københavns Universitet. Videre fortalte jeg, at jeg efter tre år som gymnasielærer benyttede mig af muligheden for at blive præst i Folkekirken på min skoleembedseksamen og en supplerende teologisk uddannelse. Efter Murens fald kunne jeg ikke lade være at prøve at komme med i noget. Jeg kontaktede Lolland-Falsters Stifts Mellemkirkelige Udvalg. Jeg havde først haft noget i et af de baltiske lande i tankerne. De kunne jo russisk. Men det endte med, at det underudvalg, der var blevet dannet, og som jeg kom med i, valgte at tage kontakt til den lillebitte lutherske kirke i Polen, Den Evangelisk-Augsburgske Kirke i Republikken Polen. Allerede i september 1990 fik Lolland-Falsters Stift besøg af en timandsdelegation fra denne kirke - med en biskop i spidsen. Vi kunne nok have klaret det på russisk (selv om polakkerne nødig betjener sig af det sprog), men vi gjorde det med tysk, som biskoppen og flere af de andre beherskede. Ved afskeden sagde jeg imidlertid til dem, at når vi nu skulle brevveksle, skulle det være på polsk (som jeg havde snust en smule til). Mit egentlige polsk(selv)studium var begyndt. Og så udviklede det sig. Anna og jeg besøgte Polen flere gange, første gang i 1994, og vi meldte os ind i Foreningen af Polakker i Danmark, hvilket kom til at indebære deltagelse i det danske-polske forhold her i Danmark på en hel del områder. Jeg kom blandt andet til at skrive en hel del i det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski. Og i 2014 kom redaktør Roman Smigielski og jeg til at tale om den russiske anneksion af Krim. Det endte med, at han bad mig oversætte tre af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz's berømte Krimsonetter (1826) til dansk, så de kunne blive trykt i bladet. Det blev de. Men jeg var blevet så grebet af Mickiewicz, at jeg oversatte dem alle (undtagen de fem, som Knud Berlin havde oversat i 1888). Men jeg udgav dem alle, inklusive den nittende, ufuldendte (mangler sidste linje). Det var i 2015. Dernæst oversatte og udgav jeg de sonetter, der først senere blev betegnet som Odessasonetter eller Erotiske sonetter (2017). Og derefter, også i 2017, udgav jeg hele den oprindelige Moskva-udgave af disse to afdelinger sonetter som Adam Mickiewicz: Sonetter 1826. Den 30. august 2018 udgav jeg min oversættelse af Mickiewicz's debutværk Ballader og romancer (1822), som det altså særligt drejede sig om denne aften. Jeg har også oversat andre polske tekster til dansk, deriblandt såvel den polske national-salme som den polske national-sang. Til sidst fortalte jeg forholdsvis udførligt om de principper, jeg følger, når jeg oversætter fra polsk til dansk. I udgangspunktet foretager jeg en så ordret oversættelse som muligt til nutidsdansk. Jeg tilstræber ikke at oversætte til 1800-talsdansk. Men jeg tillader mig dog, når det passer bedst til versemålet, at bruge "ej" og verbernes korte datidsformer (altså fx "glimted" i stedet for "glimtede". Også ordstillingen prøver jeg at gøre så nutidsdansk som muligt, idet jeg dog tillader mig at være lidt mere fri, hvad man jo også var for to hundrede år siden. Jeg følger nøje Mickiewicz's strofeform og rimstilling, men bruger de versemål, jeg umiddelbart finder mest passende til den polske original. Da polsk altid har tryk på næstsidste stavelse, er de polske versemål noget anderledes end de danske, og der er næsten altid tryksvage (kvindelige) udgange. Men jeg bruger skiftende mandlige og kvindelig udgange, som det er normalt på dansk. Derefter var der oplæsning på først polsk, derefter dansk af to af de mest berømte digte i Ballader og romancer, nemlig "Det romantiske" (Romantyczność) og "Fru Twardowska" (Pani Twardowska). De polske originaler blev læst op af to polsklærere med tilknytning til ambassaden, og så læste jeg selv mine oversættelser op. Så var der salg af signerede eksemplarer. Og til sidst fik vi snakket noget over et glas vin og lidt kage. Enhver kan se, hvor stort det var for mig, og jeg takkede flere gange både ambassadøren og ambassaden og Agora-formanden og hendes klub.
Lørdag den 27. oktober 2018. - Anna og jeg deltog i Polsk-Dansk Forening i Næstved’s stort anlagte 90-årsjubilæumsfest i Gl. Ridehus på Grønnegades Kaserne i Næstved.
NOV 2018
Lørdag den 3. november 2018. – Jeg var med i VordingBOGmesse på Kulturarkaden (Vordingborg Bibliotek). - Her er - med et par []-indsættelser - det meste af albumteksten til FB-albummet med billeder fra denne begivenhed: Rent salgsmæssigt var det en meget mager dag for mig. Jeg fik faktisk kun solgt én bog! Og det gik ikke bedre med mit lille præsentationsforedrag - med den af mig selv udvidede titel "Fra neobop-jazzpianist og sprogofficer til pastor emeritus og forfatter". Men det var jo, mens Knud Romer optrådte i den store sal! Og de få tilstedeværende og jeg havde gode tyve minutter. [Til gengæld fik jeg to gode små samtaler med Knud Romer, blandt andet, da han, biblioteksleder Erik Thorlund Jepsen og jeg var ude og ryge]. - Og jeg var med. Og der var da en del, der så min stand, talte med mig og fik en forfatterfolder. Og jeg fik gode samtaler med både ledelsen og de andre forfattere. - Det var en stor begivenhed. Og der var en dejlig stemning. Så jeg kørte glad hjem. [Man må ikke glemme, at bogmessen jo også var en udstilling, som jeg altså også bidrog til]. - Jeg præsenterede følgende bøger (i alfabetisk orden): MINE EGNE BØGER - Digte og aforismer 1966-2016. Digte og aforismer 2016-2018. Lollandsonetter. Mit teologiske testamente. Salmer. - MINE OVERSÆTTELSER AF DEN POLSKE NATIONALDIGTER ADAM MICKIEWICZ - Ballader og romancer. Krimsonetter. Odessasonetter. Sonetter 1826.
Lørdag den 10. november 2018. - Den polsk-danske højtidelighed i Mindelunden, hvor jeg igen var folkekirkepræsten. - Her er albumteksten til det Facebook-album med en hel del billeder fra denne begivenhed, jeg mandag den 12/11 slog op på min profil. Det er ret sjældent, jeg sætter links ind her i dagbogen, men dette er en af de gange, jeg gør det (nederst). Men her er albumteksten: Det var en helt særlig højtidelighed i år, fordi det var dagen før hundredårsdagen for den polske stats genopståen, efter at Polen havde været delt mellem Preussen, Rusland og Østrig siden 1795. Den polske stats genopståen den 11. november 1918 (våbenstilstandsdagen efter Første Verdenskrig) foregik på den måde, at marskal Piłsudski, som var kommet hjem fra sin internering i Tyskland, dannede en slags polsk regering og sagde til de tyske tropper, som stod på Østfronten, hvor Tyskland jo havde sejret og sluttet en separatfred med Sovjetunionen, at nu kunne de godt drage hjem; polakkerne skulle nok selv overtage styret. Og så gik alle de tyske soldater i Polen stille og roligt hjem. Den polske stat var genopstået efter (stort set) at have været ikke-eksisterende i 123 år. // Men højtideligheden i Mindelunden, hvor jeg var den danske præst, forløb som den plejer, selv om 100-året selvfølgelig gav den et særligt præg. Vi mindedes igen særligt det polsk-danske ægtepar Lucjan og Lone Masłocha f. Mogensen, som var blevet gift den 31. december 1944, men blev dræbt af Gestapo den 3. januar 1945. Han er den eneste udlænding, hun den eneste kvinde, der ligger i Mindelunden. Se deres billeder nederst på scanningen af programmets s. 3, under teksten "Den polske modstandsbevægelse i Danmark" (billede 03). // I øvrigt henvises til teksterne til de enkelte billeder. Billederne er taget dels af mig selv, dels af Christian Ellehauge. - Senere er nogle billeder kommet til, som formand for Forbundet "Polonia" Lidia Szuster (se billede 06) har sendt mig. - Og her er linket til albummet:
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.2204120906288429&type=1&l=53734389ef
Onsdag den 14. november 2018. - Jeg var til ekstraordinært møde i Lolland-Falsters Stiftskonvent for at høre biskop over Helsingør Stift Lise-Lotte Rebels foredrag "Kirken og teologien". Hun skulle egentlig have holdt dette foredrag ved det ordinære møde den 2. maj, hvor hun imidlertid havde måttet melde afbud. Men det var heldigt for mig, for jeg var også blevet forhindret. Jeg havde glædet mig til at høre foredraget, og jeg blev ikke skuffet. Lise-Lotte Rebel er en god teolog og en god biskop med den rette indstilling og orden i begreberne. Det var bevægende at høre om hendes vej til det teologiske studium og både morsomt og opmuntrende at høre, hvordan hun behandler ansøgerne til præsteembede i Helsingør Stift. Foredraget byggede i høj grad på Lise-Lotte Rebels studium af Karl Barth. - Jeg sagde ikke noget under den afsluttende drøftelse (hvad jeg ellers godt ville have kunnet, især for så vidt angår det Ondes problem), men fik vekslet nogle ord med foredragsholderen både før og efter mødet, og før mødet gav jeg hende en pakke med Salmer og Mit teologiske testamente samt min forfatterfolder og et lille ledsagebrev, hvori jeg begrundede min beslutning om at give hende denne boggave med, at jeg jo gerne ville gøre opmærksom på mig selv, men også med, at jeg på forhånd vidste, at hun havde fortjent den. Det er jo sørgeligt, at der drøftes så lidt teologi i Danmark i dag. - Da jeg sagde farvel til hende, kunne jeg ikke lade være at fortælle, at jeg i sin tid, hvor jeg havde en vis tilknytning til Radio Libertys russiske afdeling (Radio Svoboda), havde prøvet at få redaktør Mark Smirnov til at bringe nyheden om Danmarks første kvindelige biskop i sit program Religionen i den Moderne Verden, hvad han dog desværre ikke fandt nødvendigt.
Torsdag den 29. november 2018. - Jeg deltog i Grundtvig-Selskabets årsmøde i Vartov. Det var jeg faktisk nødt til. Temaet var jo "Er Grundtvig fader til folkehøjskolen? En optakt til 175-årsjubilæet i 2019". Det er selvfølgelig Rødding Højskole 1844, der sigtes til. Jeg ville fremføre mit syn på Grundtvigs tanker om superuniversitetet i Göteborg og det folkelige universitet i Sorø. - Oplægsholderne om dette emne var: Lektor Jes Fabricius Møller. Lektor Hans Henrik Hjermitslev. Ph.d.-studerende Rasmus Kolby Rahbek. - Jes Fabricius Møller problematiserede antagelsen af, at Grundtvig var skaberen af højskolebevægelsen, ved at påvise, at Grundtvig ikke var knyttet særlig stærkt til de første højskoler. - Hans Henrik Hjermitslev fulgte folkehøjskolernes historie fra 1844 og optil nutiden, idet han påviste, hvordan Grundtvigs tanker om livsoplysning og historisk-poetisk dannelse løbende er blevet nyfortolket. - Rasmus Kolby Rahbek belyste, hvordan nøglebegreberne livsoplysning, det historisk-poetiske, demokratisk dannelse og forpligtende fællesskaber bliver forstået af elever og lærere på højskolerne i dag. Hans vinkel og fremstilling var meget interessant. - Under den efterfølgende debat spurgte jeg de tre oplægsholdere, hvorfor de ikke havde nævnt, at Grundtvigs tanker om Göteborg og Sorø ikke var blevet til noget, så at hele overbygningen var kommet til at mangle. Og jeg viftede med min disputats Omkring Grundtvigs Vidskab og et særtryk af Mit Dannevirke, som vil blive udgivet i januar 2019, idet jeg sagde, at dette spørgsmål var grundigt behandlet i disse bøger. Og jeg sagde, at jeg var kommet helt fra Lolland for at føre mig frem! Der kom ikke den store drøftelse ud af det, men jeg fik bagefter talt noget om det med Hans Henrik Hjermitslev. - Da jeg kørte hjem, glædede jeg mig over, at jeg trods alt havde fået præsenteret mit anliggende. - Det var også dejligt at få hilst på vennerne i Grundtvig-Selskabet.
Torsdag den 20. december 2018. - Jeg deltog i et møde på Museum Polakkasernen med den danske ambassadør i Polen Ole Egberg Mikkelsen og en række lokale aktører. Det drejede sig om forberedelserne til markeringen i 2019 af 100-året for de dansk-polske diplomatiske forbindelser og i det hele taget af de dansk-polske forbindelser i perioden. Efter ambassadørens historiske oplæg kom der mange interessante ting på bordet. Jeg nævnte de kirkelige forbindelser, jeg har deltaget i. Desuden mit eget oversættelsesarbejde og i det hele taget det dansk-polske forhold, for så vidt angår oversættelser begge veje. Endelig nævnte jeg Maria Małaśnicka-Miedzianogóras bog Róże dla Lone (Roser til Lone, 2015). Det er den fantastiske, men jo også tragiske beretning om den danske pige Lone Mogensen, hvis far i mellemkrigstiden var direktør på en cementfabrik i det sydlige Polen, og som hjemme i Danmark var aktiv i modstandbevægelsen, i hvilken forbindelse hun blev kæreste med den herboende polske modstandsleder Lucjan Masłocha og til sidst gift med ham. De nåede at være gift et par døgn, inden de blev skudt af tyskerne. Begge ligger nu i Mindelunden, hun som den eneste kvinde, han som den eneste udlænding. Jeg har i nogle år været den danske præst ved de polsk-danske årlige højtideligheder i Mindelunden i begyndelsen af november måned.
Fredag den 21.
december 2018. - Læserbrev i Folketidende, dvs. mit spørgsmål i anledning
af af Den danske sang er en ung blond pige-sagen:
"Middelalder igen?". - Læserbrevet kan ses på undersiden
"Debat" og blev også slået op på min Facebook-profil.
Fredag den 21. december 2018 (2). - Jeg havde i min kalender noteret: "2323: Solhverv". Og det fejrede jeg ved at drikke en juleøl omkring dette tidspunkt. - Den kristne jul er den kristne jul, og den glæder jeg mig til at fejre. De første tre dage (juleaften, Kristi fødsels dag og Sankt Stefans dag) som afløserorganist i Rødbyhavn Kirke. Og herhjemme med risengrød juleaften, ande- og flæskesteg juledag og julefrokost anden juledag. Med det obligatoriske "Undskyld, Sankt Stefan" ved den første snaps. Da Anna og jeg i mange år har holdt en stille juleaften med risengrød for også rent madmæssigt at lægge tyngden på selve Kristi fødsels dag, har vi måttet henlægge den julefrokost, man ellers har indtaget juledag, til anden juledag, dvs. den uhyggelige mindedag for den første kristne martyr. Men med en passende blanding af alvor og humor prøver vi at ære Stefanos også ved julefrokostbordet. Hvor vi i øvrigt i de senere år har indledt med at synge min salme til dagen, svarende til, hvad vi gør ved de andre helligdagsmåltider. - Men det astronomiske solhverv bør også fejres, så det gør jeg nu ved både vintersolhverv og sommersolhverv. Sommersolhvervet i år bliver den 21. juni kl. 1754 CET. Da skal jeg havde en passende stærk øl.
Mandag den 7. januar 2019. - Jeg udgav som planlagt min nu i alt tolvte bog (tiende siden 2015), nemlig Mit Dannevirke. Betragtninger om allehånde. Det var 200 efter Grundtvigs udgivelse af sidste bind af Danne-Virke (1816-1819). Man ved kun, at det var i januar, Grundtvig udgav dette bind, men hans forord er dateret "30. december 1818" og mit "30. december 2018". - Jeg har behandlet Grundtvigs Danne-Virke indgående i min teologiske disputats Omkring Grundtvigs Vidskab (1998), især de berømte otte afhandlinger "om Allehaande", som jo også er dem, jeg nu har prøvet at følge op - på min egen måde og i min egen tid. Det bliver spændende at se, hvordan denne bog bliver modtaget. Jeg har henvendt mig til nogle få medier med henblik på anmeldelse eller omtale, men har foreløbig kun fået positivt svar fra ét. Vi må se.
Søndag den 13. januar 2019. 1. søndag efter helligtrekonger. - Jeg var præst ved højmessen i Rødbyhavn Kirke og døbte en dreng. Det var første gang, jeg optrådte som præst dér, men jeg kommer der jo ofte som organist og enkelte gange som kirkegænger. - Prædikenen står nu på undersiden "Prædikener efter 11.05.03". - Jeg optræder nu sjældent som præst og har helt afgørende min identitet som forfatter og organist. Men når der bliver trykket på præsteknappen ...
Onsdag den 20. februar 2019. - Mit
Dannevirke var anmeldt i Kristeligt Dagblad. Det var ikke nogen særlig
positiv anmeldelse. Jeg slog følgende op på min Facebook-profil (som blev delt
med Forlaget Luskebakken-siden og begge StORDstrømmen-sider. - ANMELDT I KD -
DOG IKKE TIL POLITIET / Så blev "Mit Dannevirke" anmeldt i Kristeligt
Dagblad. Ikke særlig positivt. Men dog ikke til politiet. To ud af seks mulige
stjerner! / Allerede anmeldelsens overskrift varsler ilde: "Slap omgang
fra en modernistisk kulturkonservativ". / Manchetten er lidt bedre:
"Bent Christensen er en skarp teologisk profil, men hans seneste udgivelse
er en slap omgang". Og anmelderen (præst, forfatter og anmelder Kristian
Østergaard) indleder med nogle anerkendende ord om, at jeg gennem mange år har
leveret "fornem præstegårdsteologi", ligesom han betegner mig som
"en særdeles kyndig oversætter fra et af verdens sværeste sprog – nemlig
polsk" og nævner min "forbløffende flid" med blandt andet også
digte og aforismer. / Anmelderen indrømmer, at man i ”Mit Dannevirke” får
"meget at vide om dansk mentalitet, meget om almene eksistentielle
vilkår", men han mener alligevel, at bogen "nærmest ligner et langt
uredigeret læserbrev om den menneskelige komedie", ja, han skriver, at den
"mangler den eftertanke og refleksion, som lever og ånder hinsides
dagsaktuel polemik og politik". / Det er nok ikke venligt ment, når
anmelderen derefter skriver, at jeg lægger ud "med et abstraktionsniveau,
som kræver, at læseren skal stå tidligt op, omend teksten efterhånden bliver
lettere", men jeg vil tillade mig at henvise til den nederst indsatte
indholdsfortegnelse, hvoraf det fremgår, at jeg begynder med erkendelsesteori,
filosofi og naturvidenskab, og via poetik m.m. går over til nogle afsluttende
rigtignok mere almindelige programmatiske og ligefrem politiske ting. / Om
bogens Femte del "Poetisk livsfølelse og litterær poesi" skriver
anmelderen, at han kun kan "samtykke, når Christensen konkluderer:
’Ovenstående har nok været hård læsning’". / Det sidste, jeg vil citere
fra anmeldelsen, er den sådan set ganske smarte bemærkning om, at mens jeg har
taget karakteristikken af mig som "en modernistisk kulturkonservativ"
til mig, er det "sværere for læseren at tage bogen til sig, der stritter i
alle retninger og rummer betænkelige formuleringer: ’Mit liv som
folkekirkepræst har lært mig, at nok er folk dumme, men at de ikke er så dumme,
som de, der vil lefle for dem og spise dem af med junk, tror’". -
Anmelderen forstår ikke, at brodden her helt afgjort er mod dem, der lefler for
folk og spiser dem af med junk, og at udsagnet i øvrigt er kærligt ironisk og
respektfuldt i forhold til de mennesker, der altså ikke er så dumme endda. Når
man har været præst i Folkekirken i 32 år, har man fået oparbejdet en stor
respekt for de mennesker, man har levet og arbejdet iblandt, selv om hverken de
eller man selv er fejlfri. / Så vidt dette vist ganske dækkende referat med
citater og lidt kommentarer. Og jeg vil skynde mig at sige, at selv om jeg
allerede har indflettet nogle kommentarer, hører jeg til dem, der aldrig går i
rette med anmeldere i form af svar i det pågældende medie. Hvis jeg nogensinde
skulle komme til det, ville det være på grund af helt ekstraordinære forhold.
Men et opslag som dette er ganske vist offentligt tilgængeligt, men alligevel
af en ret privat karakter, da det jo først og fremmest henvender sig til mine
Facebook-venner og andre, der besøger min profil. Så jeg vil tillade mig at
slutte med endnu nogle bemærkninger. / Da jeg lige så overskriften, sagde jeg til
Anna: "Ja, det lyder hårdt, men jeg har i visse henseender fortjent
det". Anmelderen citerer mig for i bogens Indledning at have indrømmet, at
den kunne have været redigeret hårdere. Jeg kan sådan set også give anmelderen
ret i, at jeg tilsyneladende skriver, hvad der falder mig ind. Jeg kan på mine
gamle dage godt lide at skrive i en ret fri og løs stil. Jeg vil dog vove at
påstå, at der er mere mening i slapheden end som så, og at der faktisk er tale
om betragtninger, der bygger på mange års studium og tænken,
ja, om en hel del eftertanke og refleksion, der er langt hinsides dagsaktuel
polemik og politik. Jeg vil mene, der er mange interessante betragtninger i de
første seks dele, herunder mit også her fremsatte forslag om, at vi prøver at
realisere Grundtvigs tanker om videnskabelighed og livsoplysning fuldt ud -
hvad de nemlig, som påvist i min disputats "Omkring Grundtvigs
Vidskab", endnu ikke er blevet. Jeg mener selv, min bog er et nyttigt
indlæg i den aktuelle drøftelse af forskning og (ud)dannelse. / Man skal
bemærke, at "Mit Dannevirke" er udgivet nøjagtig 200 år efter ophøret
af Grundtvigs enmandstidsskrift "Danne-Virke" (1816-1819). Jeg ved
godt, at jeg ikke er lige så stor som Grundtvig! Men jeg tillader mig at
betegne mig selv som en discipel af ham, der står på hans skuldre og dér prøver
at videreføre arven fra ham. Samtidig med, at jeg jo også udfolder mit eget. /
Bogens to sidste dele kan godt siges at være ret almindelige programmatiske og
politiske betragtninger, men der er nok flere interessante og kritiske ting at
hente, end min anmelder har kunnet se. Jeg vil anbefale mine venner og
besøgende her at studere nedenstående indholdsfortegnelse, ja, måske ligefrem
at læse bogen! - Indholdsfortegnelsen er ikke taget med her.
Lørdag den 9. marts 2019. - Jens-Martin Eriksens roman Helter Skelter. - Jeg så om den i DR2 Deadline og købte den straks. Jeg har kommenteret den i hans Facebook-tråd til Kristeligt Dagblads anmeldelse og har også haft den glæde at udveksle nogle beskeder om den med ham selv. I dag satte jeg denne kommentar ind i hans Facebook-tråd: "Jeg har nu læst bogen. Og nogle anmeldelser. Noget af kritikken af det formelle må Jens-Martin tage til sig. Men det er en helt særlig slags roman, og man skal altid spørge, om et værk udfylder sin genre. Det mener jeg Helter Skelter i høj grad gør. Den kunne måske være gået dybere i den eksistentielle dæmoni. Men som politisk dystopi er den fremragende. Man skal bare have galgenhumoristisk sans. Og de, der er uenige, har sjældent hverken den ene eller den anden form for humoristisk sans. Der er ting, der er så alvorlige, at man kun kan forholde sig humoristisk til dem. - Jeg opfordrer Jens-Martin til at skrive en Anden del - hvis han ikke allerede er i gang med det. Her kunne vi komme ind i Instituttet og over til Rusland og Visegrad-landene. Det ville være alle tiders. Og kunne give balance. - Og under alle omstændigheder viser allerede Helter Skelter, at vi skal gøre alt for at undgå både pest og kolera!". - TILFØJELSE 11.03.19: Jeg har lige slået dette og en frisk tilføjelse op på min Facebook-væg og desuden sat det hele på undersiden "Debat". - Jeg har svært ved at slippe denne bog. Den er interessant som bog, et helt særligt eksempel på den politiske dystopi-genre. Men den er jo især tankevækkende som advarsel. Meget af det, der i bogen er henlagt til 2026, gøres og siges lige nu i 2019. Jeg kommer nok til at beskæftige mig mere med den. Anna er allerede med stor interesse kommet godt ind i den. - Jeg er dog ret fortrøstningsfuld med hensyn til, hvordan den politiske fremtid tegner sig i både Danmark og Europa. Folkene protesterer. Og nye debattører og politikere kommer frem. Jeg er heller ikke så helt bange for, at højreradikalisme eller ligefrem nynazisme skal vinde frem. I hvert fald ikke her i Vesteuropa, endsige Danmark. Men mit motto bliver ved at være: Hverken pest eller kolera! Og der er skræmmende ting i Ungarn og Polen. - Se evt. også, på undersiden "Poetik før oktober 2011", mit gamle konventsforedrag fra 2004: "POESI OG UTOPI. Digteres forhold til utopi og ideologi. Fra Immanuel Kant til Jens-Martin Eriksen". - Foredrag i Maribo Domprovstis Konvent 04.10.04.
Tirsdag den 19. marts 2019. - Anna og jeg var til et dejligt foredrag i Sognets Hus, Maribo. Forfatteren Jens Smærup Sørensen fortalte fantastisk godt om sit liv fra bondesøn ved Limfjorden (født 1946) til forfatter i Danmark 2019. Og det var naturligvis på baggrund af den i 2018 udgivne selvbiografiske bog Jens. En fortælling. Et overordentlig sympatisk menneske og en stor fortæller, morsom, hyggelig og dybtseende - med en stærk himmerlandsk baggrund. I pausen nåede Anna og jeg at veksle et par ord med ham. Jeg fortalte om min lollandske bondefamilie (og gods-skovfogedbaggrund) og spurgte ham, om det strengere liv på de himmerlandske gårde kunne have noget at gøre med, at man dér ikke som her på Lolland havde været holdt nede af herremændene. Det bekræftede han. Hans forfædre havde aldrig hørt under herremænd!
Fredag den 22. marts 2019. - MAN ER I SALMEDATABASEN! - Under denne overskrift kunne jeg i dag slå følgende op på min Facebook-væg (og dele det med StORDstrømmens offentlige side): "Jeg har længe vidst, at folkene bag online-salmebogstillægget Salmedatabasen arbejdede på at få nogle af salmerne fra min salmesamling med. Men i dag fik jeg en aftaleformular fra dem, hvoraf fremgår, at de har optaget 15 (femten) af salmerne fra Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage (2015). Og der har allerede været nogle visninger. Jeg er i enhver henseende meget glad og taknemmelig. - Da jeg søgte på mig selv, blev dog kun én salme vist, en gammel en fra 1975(!): "Gud, vor Skaber, livets giver!". Men de andre skal nok blive vist senere. Og der var nogle gode kommentarer til den. - Man kan (vist) ikke uden videre komme til at se salmerne. Man skal have abonnement. Men jeg kan vise den her". [Hvad jeg så gjorde].
Mandag den 25. marts
2019. - Anna og jeg var til generalforsamling i Dansk Folkeparti Lolland.
Det var som sædvanlig i Magasinet, Nakskov (nede ved havnen; dejligt at opleve
i hvert fald noget af den gamle Nakskov-stemning). Fungerende formand Eric
Steffensen aflagde, både skriftligt og mundtligt, en interessant beretning. Og
han blev valgt til formand. Kisse Bødker blev genvalgt som bestyrelsesmedlem.
Efter selve generalforsamlingen fortalte Henning Rasmussen og Eric Steffensen
meget interessant og detaljeret om arbejdet i byrådet og omegn (de forskellig
bestyrelsesposter m.m., der følger med, og som også er interessante). Det var
som sædvanlig en god oplevelse at høre om alle de både større og mindre ting,
der hører med til livet i en kommune. Det er i kommunerne, livet virkelig
leves! Til sidst gav vor folketingskandidat Githa Nelander en meget oplysende
politisk orientering, selvfølgelig også med henblik på de kommende valg til
Folketinget og Europaparlamentet. Vi fremmødte
medlemmer fik, som det også skal være, nogle gode indbyrdes snakke, ikke mindst
i rygepausen. - Anna og jeg går i princippet til så lidt som muligt, men både
aftenen med Jens Smærup Sørensen 19/3 og denne generalforsamling var gode
oplevelser. Og hvad DF-generalforsamlingen angår, sagde jeg, som jeg altid
siger - og skriver: Folkestyret kan kun bevares og styrkes, hvis vi er aktive i
vælgerforeningerne. Nogle få gange om året er det absolutte minimum.
APR 2019
Onsdag den 3. april. - Jeg deltog i VordingBOGmesses generalforsamling på Vordingborg Bibliotek.
Mandag den 8. april. - Jeg deltog i stORDstrømmens generalforsamling i Kulturforsyningen, Nykøbing F. Vi drøftede blandt andet et forslag til ændring af vort navn - som ikke fandt støtte. Men jeg fik det ud af drøftelsen, at jeg nok fra nu af vil skrive navnet med lille begyndelsesbogstav: stORDstrømmen. Det ser bedre ud. Det store begyndelsesbogstav skæmmede. Og det er stadig genialt, både oplysende og morsomt. Vi drøftede også min idé om at lave noget jazz & poetry. Bestyrelsen vil arbejde videre med sagen. - Se også forrige notat! VordingBOGmesse har videreført idéen. Men her står de store bogstaver længere inde i ordet, så at det ikke gør noget, at det har stort begyndelsesbogstav.
Onsdag den 10. april 2019. - Anna og jeg havde et læserbrev i
Folketidende: "Radio24syv i
Nykøbing?". - Vi udtrykker vor gode forhold til DR P1 og Radio24syv
(af os set som en af de friskeste medienyskabelser i vor tid) og siger, at vi
næppe vil lytte med samme interesse til en provinsradio eller
"jyderadio". DAB-radio eller internet kan
være en nødløsning, men ikke det samme. Til sidst peger vi på, at Nykøbing F
kunne få den mindre 24syv-udflytning, der kunne være udmærket. Vist 111 km fra
København! Og til allersidst gentager vi, at det helt afgørende er, at der
kommer mere frihed og diversitet i den såkaldte elite. - Hele læserbrevet er
slået op på min Facebook-væg og sat på undersiden "Debat". - Jeg har deltaget i debatten i Facebook og har haft
henvendt mig til både Radio24syv (med stor støtte og gode ønsker) og Dansk
Folkeparti.
MAJ 2019
Onsdag den 1. maj 2019. - Jeg skulle have deltaget i
Lolland-Falsters Stiftskonvent, hvad jeg i princippet altid gør, men igen i år
glippede det for mig. Ærgerligt! Jeg ville gerne have hørt begge vore lokale
sognepræster, nemlig Jesper Bacher med "‘Doce me’
- Om Johannes Horstmanns teologi" og Mette Marie Trankjær med "‘Så
sikkert som amen i kirken’ - om gudstjenstlige detaljer og dimensioner med
udblik til den standende debat om liturgisk fornyelse". Og det sidste
ville jeg nok have haft et par kommentarer til. - Jeg havde i de dage problemer
med mine lændehvirvler, men ville måske godt have kunnet klare at deltage. Men
det ene med det andet bevirkede, at jeg simpelt hen ikke fik set det i
kalenderen. Sidste år var det noget andet, der gjorde det. Men jeg kom
heldigvis til at opleve biskop Lise-Lotte Rebel senere på året (se ovf.).
Fredag den 3. maj 2019. - Jeg slog dette op på min Facebook-væg:
"DEN NYE HØJSKOLESANG / I går (02.05.19) blev højskolesangkonkurrencens
vindertekst offentliggjort. Det skete på FFD's
(Folkehøjskolernes Forening i Danmark) årsmøde.
Der var indkommet i
alt 368 forslag (heraf fem af mig, se nedenfor), og blandt dem udpegede et
enigt dommerpanel vinderteksten ”For vist vil de komme”, skrevet af Lisbeth
Smedegaard Andersen. I samråd med forfatteren henvendte dommerpanelet sig til
komponisten Bent Fabricius-Bjerre, som beredvilligt påtog sig opgaven at sætte
teksten i musik". - Og jeg satte såvel vinderteksten som mine egne fem
bidrag på. Sidstnævnte vil indgå i sangafdelingen i min tredje almindelige digtsamling,
som nok vil blive udgivet til næste år med titlen "Digte og aforismer
2018-2020".
Tirsdag den 7. maj 2019. - Fra
Ida Davidsen til udskrivelsen af folketingsvalget. Et eksempel på den lille
historie i den store. - Denne optegnelse er noget helt særligt. Jeg ville
nok have noteret Annas og min deltagelse i grundlovsfejringen på den polske
ambassade og måske tillige den overraskelse, vi fik, da vi kom hjem og fik
lukket op for TV2 News. Men hvad vi under alle omstændigheder skulle have
skrevet, var en beretning om, hvad vi kom til at opleve i forbindelse med
indløsningen af det gavekort, vor ældste datter og hendes to børn havde givet
mig til min 75-års fødselsdag for lige knapt et år siden. Vi plejer altid at
give en kvitterings- og takkerapport i forbindelse med den slags. Men denne
gang blev det en helt særlig dag. Så nu forenes det hele i følgende: Vi skulle
jo se at få brugt gavekortet til smørrebrødsrestaurant Ida Davidsen, og da vi
havde modtaget indbydelsen til grundlovsfesten på den polske ambassade, blev vi
enige om, at her var en god lejlighed til at slå to fluer med ét smæk. Den
polske grundlovsdag er egentlig 3. maj (1791), men festen på ambassaden var
henlagt til tirsdag den 7. maj kl. 17-19. Og vi bestilte bord hos Ida Davidsen
til kl. 11, så vi kunne få lidt afstand mellem de to ting og både få oplevet
lidt mere og hvilt os lidt. - Allerede døren ind til Ida Davidsen var en
oplevelse. Håndtaget var en stor messingske (på den anden siden en tilsvarende
gaffel!). Det tilpas dunkle lokale med fine sorte borde og stole var også en
oplevelse. Men mødet med personalet var en overraskelse af helt særlig
karakter. Vi havde aldrig været der før, men havde set en del om det i
fjernsynet, og vi betrådte det berømte sted med en vis ærefrygt. Det viste sig
imidlertid, at der herskede en særdeles afslappet og hyggelig ånd på stedet.
Tjenerne ville gerne udveksle nogle hyggelige bemærkninger om både det ene og
det andet. Vi var også de første gæster, men der kom så hele tiden flere til. -
Vi købte Ida Davidsens og datteren Mias (femte generation) bog "Om
smørrebrød jeg ved ..." med historie, billeder og opskrifter. Og
servitricen sagde, at hun ville få Fru Ida (som det hedder) til at komme ind
fra køkkenet og signere den. Hvilket skete. Vi mente, vi kendte Fru Ida ret
godt fra fjernsynet, men det var alligevel en meget stor oplevelse at møde
hende i virkeligheden og få snakket ikke så lidt med hende. En meget levende,
varm og hjertelig kvinde! - Anna og jeg bestilte begge det samme, nemlig en
"Victor Borge" med laks og andet godt fra havet og en "Uffe
Ellemann-Jensen" med frikadeller, kartofler og rødbedepinde. Vi sluttede
med camembert frites. - På vej
til parkeringshuset mødte vi Livgardens lille palævagt på vej fra Amalienborg
til Gothersgades Kaserne. Vi hørte og så dem gøre holdt for rødt, sætte i gang
for grønt, svinge til venstre og skifte fra gevær i hvil til gevær på højre
skulder. Flot! Og vi mindedes de Soldaterkammerater-film, vi for ikke så længe
siden havde set (med gardere som resten af delingen). - Vi ville ikke trætte os
med flere egentlige oplevelser, ja, ville først og fremmest hvile os, så vi
kunne være friske til ambassaden. Vi besluttede derfor at køre tilbage igen og
gøre holdt ved Vestvolden, som vi i adskillige år har
haft planer om at besøge. Vi kørte af ved Gammel Køge Landevej og fandt et godt
sted ved et villakvarter lige op til Vestvold-anlægget.
Her tog vi først et tiltrængt middagshvil. Men så smartphone-googlede vi på
"Vestvolden" og "Museum" og fandt
ud af, at der var noget oppe på Jyllingevej. Vi ville ikke ind, bare finde
stedet for en senere gangs skyld og så ellers bare opleve volden ved at køre
langs den. Vi fandt heller ikke museet, dvs. Oplevelsescenter Vestvolden. Vor gps kunne ikke bruge Jyllingevej 303.
(Hjemme ved computeren har jeg set, at man åbenbart skal ned ad en sidevej for
at komme til "Jyllingevej 303", vejen vest for Lørenskogvej.
Et sted oplyses: "Kommer du fra Jyllingevej, skal du følge Vestvolden i retning mod Ejbyvej. Adresse: Jyllingevej
303, 2610 Rødovre. Parkering ved anlægget fra Jyllingevej"). Men det
er det første skridt, der koster, så nu er vi klar til et besøg, helst med
barn/børn og børnebørn, som vi hele tiden har forestillet os det. Og det var
fint at holde middagshvil ved anlægget helt mod syd og at køre langs volden op
til Jyllingevej. - Da vi havde opgivet at lede mere efter Oplevelsescentret,
havde vi stadig god tid, men vi ville ikke risikere at kommer for sent og/eller
for trætte til ambassaden, så vi satte ved hjælp af gps’en
kursen mod Richelieus Allé 12, 2900 Hellerup. - Men vi var blevet meget
kaffetørstige, så vi prøvede at finde et cafeteria. Vi fandt også et lille et,
men de serverede ikke kaffe. Da jeg havde konstateret det, fik jeg på vej
tilbage til bilen øje på et lille bibliotek i nærheden af en Netto-butik. Måske
havde de en kaffeautomat! Jeg gik ind og spurgte. "Nej, vi har ingen
kaffeautomat! Men vi har en kaffevogn med gratis kaffe!". Og vi var
velkomne til at tage en kop. Det gjorde vi. Det var en god pulverkaffe, som vi
satte os ved et minisofabord og nød. Min natur tro fortalte jeg de to meget
venlige personer ved skranken om mit eget forfatterforhold til
biblioteksvæsenet, blandt andet, at jeg nu fik bibliotekspenge. - Da jeg var
kommet hertil i nærværende optegnelse, angrede jeg, at vi ikke havde sikret os
bibliotekets navn, men vi har prøvet at rekonstruere os frem til det og er
næsten sikre på, at det må have være (en del af?) Jægersborg Bibliotek i
nærheden af en Netto-butik. Det, vi var i, var utrolig småt og nuttet. Skulle
dette ikke være tilfældet, må det rigtige bibliotek virkelig undskylde! -
Derefter kørte vi direkte til vor sædvanlige parkeringsplads for enden af
Hambros Allé med udsigt over Øresund og kun nogle få hundrede meter til
ambassaden. Her hvilede vi os endnu en smule, inden vi fik rettet på makeup’en og taget slips og jakke på. - Festen på
ambassaden indeholdt ekstraordinært mange ting. I hallen stod nogle
"polske vikinger" og tog imod. De må have været fra Wolin/Jomsborg(?) nord for
Szczecin. Se, hvad jeg har om det - og Harald Blåtand-sammenhængen - på siderne
"Internationalt" og POLSKI og i forskellige Facebook-billedalbummer.
Og ude i gården havde vi passeret en lille udstillingsbod med gamle polske
ting. Da vi gik, fik vi hver en pose med vestpommersk kaffe, honning og
marmelade. Sagen var, så vidt jeg kunne forstå, den, at der var et vestpommersk
fremstød i gang - med det, der svarer til (i sin tid) dansk amtsborgmester i
spidsen: Marszałek Województwa
Zachodniopomorskiego Olgierd Geblewicz. (I polsk sammenhæng er der
jo tale om den vestlige del af det nu polske Pommern. Den del, der ligger i
Tyskland, hedder Vorpommern). Da ambassadør Henryka
Mościcka-Dendys åbnede den officielle del af receptionen, gav hun efter
sin egen lille grundlovstale ordet til marszałek
Geblewicz, som sagde en hel del om forholdet mellem
Danmark og det vestpommerske "amt" (województwo). Der var også
nogle sportsfolk, der blev præsenteret. Men ellers var der nogle, der blev
fremhævet for deres fortjenester i de polske sammenhænge her i Danmark. Det
glædede os især, at nu afgået formand for Forbundet "Polonia" (men
forsat formand for Polsk-Dansk Forening i Næstved) Lidia Szuster
blev takket varmt for sin indsats. Hende har vi haft meget med at gøre, og vi
regner hende og hendes mand Józef blandt vore venner.
- Vi fik mødt og talt med mange af dem, vi kender, og enkelte nye. Og vi fik
aftalt et par ting. Til sidst var der fin mad i det tilstødende lokale. - En
særlig oplevelse for mig var, at jeg til allersidst kom til at høre det sidste
af en jazztrios optræden i et telt ude i haven (hvor jeg ellers vekslede et par
ord med den polske militærattaché, som jeg længe har haft et rigtig godt
forhold til). Det var en dansker på bas, en herboende polak på trommer og en
herboende nordmand på elguitar. De spillede dæmpet og stille og roligt, men
helt efter min smag og med mange fine detaljer. Det sagde jeg også til dem - i
forbindelse med, at jeg selvfølgelig også benyttede lejligheden til at fortælle
dem om min egen jazz-fortid. - Vi havde planlagt at se resten af en fransk
actionfilm, vi havde optaget, når vi kom hjem. Men da vi åbnede for fjernsynet,
blev vi klar over, at statsministeren nu endelig havde trykket på
folketingsvalgknappen. Dagen kom altså til at slutte med især partilederdebatten
på TV2 News! - Enhver, der har læst denne optegnelse, vil formodentlig give
Anna og mig ret i, at der var tale om en helt usædvanlig dag, hvor der ikke
alene blev slået to fluer med ét smæk, men hvor der også blev føjet gode
overraskelser til. Vi takker vor datter og hendes børn, Ida
Davidsen-restauranten, Den Kongelige Livgarde, biblioteket, den polske
ambassade og statsminister Lars Løkke Rasmussen!
Tirsdag den 28. maj 2019. - Jeg deltog i Dansk-Ukrainsk Selskabs møde på Kulturstationen, Vanløse.
Emnet var “Ukraine og EU efter præsidentvalget i Ukraine". Det første
indlæg var ved OSCE-/ODIHR-observatør
Hanne Severinsen: “Indtryk fra
Præsidentvalget i Ukraine". Det andet var ved SDU-lektor
Søren Riishøj: “Ukraine,
Visegrad-landene og EU i dag”. - Begge indlæg var gode og supplerede hinanden
godt. Der var også kyndige folk blandt tilhørerne, så at den afsluttende
drøftelse også blev meget oplysende. Jeg nåede også at få vekslet nogle ord med
de to foredragsholdere før og efter mødet. Hanne Severinsen har jeg ofte mødt i DUS-sammenhæng, men Søren Riishøj
har jeg hidtil kun kendt fra radio og tv. - Det er sjældent, jeg
deltager i DUS’s arrangementer. Næsten al min
"slaviske tid" går med oversættelsesarbejdet og de ikke så få helt
nødvendige polske ting her i Danmark. Men dette var et must. Øjebliksbilledet af situationen i Ukraine gennem
præsidentvalgets prisme efterfulgt af det helt store europæiske overblik. Jeg
håber, det har en smule betydning, at jeg er medlem af DUS og dog deltager i
visse ting. Det sætter mig også i stand til at bringe information videre. Og
det må så være det. - Det allervigtigste for mig i resten af den tid, jeg kan
arbejde, er mine egne digte og de dertil hørende overvejelser i "Min
poetik" og (måske) "Mit Dannevirke II. Supplerende betragtninger 20??".
Men der er jo også erindringerne og (måske) "Min poesi- og
poetikhistorie". Og selvfølgelig mit fortsatte polske
oversættelsesarbejde. - ODIHR står for The OSCE Office for Democratic
Institutions and Human Rights.
JUN 2019
Lørdag den 8. juni 2019. - Jeg deltog i Museum Polakkasernens sommerfest. Det hele var sådan set, som det plejer at være, men vi spiste alle sammen den fælles grill-mad. Noget særligt var, at ambassaden var repræsenteret ved både konsulen og ambassadøren, og at det var vemodigt at konstatere, at ambassadør Henryka Mościcka-Dendys vil have forladt os inden næste sommerfest. Det andet særlige var, at ambassadøren dekorerede Winnie Grahndin med den polske præsidents fortjenstmedalje (betegnet således i Folketidendes referat) for hendes mangeårige indsats som frivillig hjælper ved Polakkasernen. - Da jeg hilste på ambassadøren og konsulen, bød jeg dem velkommen, idet jeg pegede mod nordøst og sagde, at jeg boede fem kilometer i den retning!
Onsdag den 12. juni 2019. - Jeg deltog i Lolland-Falsters Stifts landemode (årsmøde) 2019. - Efter gudstjenesten i Domkirken ved domprovst Anne Reiter var der møde i Bangs Have, hvor det helt særlige indslag var sognepræst i Jelling Kristian Bøckers causeri "Han som troner i himlen ler" - i hans egenskab af redaktør af "Hyrdebrevet Søndag Morgen". Der var mange morsomme ting. Jeg skal have studeret dette hyrdebrev på kirke.dk. - Biskop Marianne Gaarden og stiftsrådsformand Susanne Møllers korte beretninger (med henvisning til de mere udførlige skriftlige tekster) havde fællestitlen "Hvor er vi, og hvor skal vi hen?". - Af forskellige grunde måtte jeg gå efter stiftsrådsformandens indlæg, så at jeg ikke fik hørt kommunikationsmedarbejder Inge Haandsbæk Jensens indlæg "Fokus på pressearbejdet - hvorfor?" og ikke fik overværet overrækkelsen af den kirkelige innovationspris for 2019. Men jeg har set på stiftets hjemmeside, at det var Morgensang i Nakskov, der fik prisen.
Torsdag den 13. juni 2019 (1). - Løgnens dag. - Jeg slog flere ting op på min Facebook-væg. Først dette - som egentlig skulle have være slået op i går: "LØGNENS DAG (12/6, dvs. i går) nævner jeg kun lige. (Jeg kunne ikke nå det i går på selve dagen, hvor jeg blandt andet deltog i Lolland-Falsters Stifts landemode (årsmøde). Se eventuelt nærmere derom på min hjemmeside, undersiden ‘Erindringer - DAGBOG’). - Jeg er træt af at beskæftige mig med denne tåbelige sag, som ikke har nogen særlig praktisk betydning for Folkekirken i det store perspektiv. Men det var altså den 12. juni 2012, Dronningen autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn, og jeg har nærmest svoret, at jeg vil blive ved med at markere denne dag som ‘Løgnens dag’. For det helt afgørende er, at dette kun er ét eksempel på ideologisk newspeak, og de, der har magten i meningsdannelsen og flertallet i Folketinget, skal ikke uden videre kunne slippe af sted med fx at stjæle ordet ‘ægteskab’ fra den almindelige sprogbrug og tradition".
Torsdag den 13. juni 2019 (2). - Alsang-konkurrencen om
en ny frihedssang. - Det næste
opslag var identisk med ovenstående optegnelse om Museum Polakkasernens
sommerfest i lørdags. Men det næste igen var meddelelsen om, at det var
digteren Anne Vad, der med "Frihedens lysdøgn" blev vinder af den
store frihedssangkonkurrence - blandt
449 bidrag. Men jeg havde jo også deltaget, så jeg præsenterede også mit
bidrag: "Frihedsretten er livsåndedraget". Lad mig imidlertid også
sige her, at jeg intet har imod at tabe til en så fin sang som Anne Vads. Se
mere om hende og hendes sang på siden alsang.dk! - Jeg deltager af princip i
alle konkurrencer, der er bare nogenlunde relevante for mig. Jeg kan godt lide
den slags bundne opgaver, og jeg kan også godt lide at give de pågældende
tekster det ekstra perspektiv, det er, at de præsenteres som konkurrencebidrag.
Jeg ser altså stort på, at jeg næppe nogensinde kommer til at vinde.
Torsdag den 13. juni 2019 (3). - Forfatterstafetten.
Det næste opslag igen var en
henvisning til internettidsskriftet Erhverv og kultur, der i
juninummeret har mig som bærer af Forfatterstafetten. Her viser jeg tre
eksempler på mine nye formelle eksperimenter samt indledningsdigtet til dem
"Hvad skal det ende med?". -
De tre eksperimenter er Large Motive Collider-digtet "Stenen og blomsten", 12 x 35 +/÷ 4-digtet "Kålende karakterer" og det "tostemmige" digt
"Blues-solo over basgange". Førstnævnte er allerede udgivet, nemlig i
samlingen Digte og aforismer
2016-2018, de to andre vil
efter planen blive trykt i Digte og aforismer 2018-2020.
Søndag den 23. juni 2019. - Sankthansaften.
- Båltale i Alsø. - Fuglse Beboerforening havde endnu en gang vist mig den venlighed at
bede mig holde talen ved det traditionsrige sankthansbål i det smukke Alsø, på
det lille stykke eng nede ved Røgbølle Sø. - Jeg indledte med at læse et helt
nyt digt af mig selv op: "Biodiversiteten!" (18.06.19). Og jeg
bebudede, at jeg ville tale en hel del om mig selv og mit eget. Men jeg sagde
så alligevel en del i anledning af, at det den 15. juni havde været hundredåret
for det slag, der ifølge et sagn blev udkæmpet ved Lyndanisse
(nu Tallin), og hvorunder Dannebrog skulle være
faldet ned fra himlen og have givet danskerne sejren. Jeg kom også ind på de
helt aktuelle perspektiver, nemlig esternes kloge måde at håndtere sagen på og
det forhold, at der nu igen lejlighedsvis er danske soldater i Estland, for at
afskrække Rusland fra at angribe Estland! - I det baltiske, nærmere betegnet
litauiske, perspektiv kom jeg ind på mit Mickiewicz-oversættelsesarbejde, men
gik hurtigt fra Krimsonetterne til mine egne Lollandsonetter, i
hvilken forbindelse jeg læste nr. 1 op: "Udsigt fra
Luskebakken" (som jeg jo bor på, jf. nærværende forlags navn). Det
begynder således: "Jeg står på denne atten meter høje / af isen efterladte
Luskebakke". Jeg læste også nr. 2: "Maribo Søndersø", hvorved vi
kom ganske tæt på det sted, vort
sankthansbål brændte på. Det begynder: "Et dødislandskab! Men nu
ligger vandet / så dejlig blåt, hvor før var hvide blokke". - Jeg sluttede
med at sige og vise lidt om, hvordan det går med mit store poetiske
livs-projekt, og til allersidst læste jeg det sidste digt i samlingen Lollandsonetter op, det
sidste i afdelingen af digte i sonet-form, men med frie urimede vers. Titlen er
"Hvederødder", og digtet er en hyldest til Lolland og den lollandske
livsform og mentalitet og et udtryk for håbet om en stor fremtid for os. Det
slutter: "En dag vil der måske komme nyt korn, / ny næring til verden fra
vor stive jord, / hvis bare vi venter længe og ydmygt nok". Og så sagde
jeg "Glædelig sankthans!".
JUL 2019
Søndag den 7. juli
til søndag den 22. juli 2019. - På grund af forskellige forhold var jeg en
del gange præst i Lolland vestre Provsti, i Arninge og Gloslunde kirker, ved
den årlige friluftsgudstjeneste ved Albuens udspring, i Kappel Kirke og i
teltet ved hornfiskefestivalen i Kramnitze. (Jeg må desværre bruge den nye tz-stavemåde. Se mit læserbrev på undersiden
"Debat" "Det
tyske har sejret", bragt i Folketidende og slået op på min Facebook-væg 08.09.18). - Det er ellers ikke meget, jeg optræder som præst nu, og jeg lever
næsten totalt i min forfatter- og oversætteridentitet. Men når der bliver
trykket på præsteknappen, er jeg både parat og glad. Alle prædikenerne står på
undersiden "Prædikener efter 11.05.03". - Jeg er også organist
forskellige steder de fleste søn- og helligdage (og ved nogle begravelser og
bisættelser indimellem). Så mine identiteters rangorden er: 1. Forfatter og
oversætter. 2. Organistvikar. 3. Præst. Det skal dog understreges, at der er
meget præst, teolog og kirkeligt aktiv i mit liv uden for de få gudstjenester,
jeg kommer til at holde.
AUG 2019
Der var ikke noget at
skrive om!
SEP 2019
Onsdag den 4. september 2019. - Vi blev
oldeforældre! Vort ældste barnebarn fødte en virkelig dejlig lille pige. Vi havde
meget med moderen at gøre, da hun var lille, så det var meget intenst. Alene
selve titlen er storslået! Men det er også dejligt at følge den lilles
udvikling på de mange billeder mormoderen er flink
til at sende os, ligesom det virkelig sugede i maven, da vi i sin tid kom til
at sidde med den lille på skødet. - Det er sjældent, jeg skriver om private
ting i denne dagbog, men enhver kan se, at dette måtte med!
Mandag den 9. september 2019. - Jeg deltog i
vor lokale forfatter- og illustratorgruppe stORDstrømmens medlemsmøde i
Vordingborg.
Søndag den 15. september 2019. - Mit
vestlollandske sommerengagement som præst blev efterfulgt af gudstjenester i
Tillitze og Vestenskov. - Om Tillitze, nu med tysk tz,
og i det hele taget, se under "Søndag den 7. juli til søndag den 22. juli 2019".
OKT
2019
Ikke noget at skrive om.
NOV 2019
Lørdag den 9. november 2019. - Jeg var på den
sædvanlige måde den danske præst ved den årlige polsk-danske højtidelighed i
Mindelunden. Se de tidligere optegnelser.
Søndag den 24. november 2019. - Jeg deltog i
højmessen i Maribo Domkirke, der var en forbønsgudstjeneste
for verdens forfulgte kristne. Domprovst Anne Reiter var liturg, biskop
Marianne Gaarden prædikede, og en ret lang række forbedere
bad kirkebønnen, der selvsagt hovedsagelig gjaldt de forfulgte kristne. Man
kunne i forbindelse med nadveren (kontinuerlig) sætte en post it med et skrevet
bønnestykke på et stort trækors, der lå på trappen op til koret. Jeg havde på
min skrevet: "Sudan og de kristne dér!". Det skyldtes, at jeg en
søndag kort forinden havde hørt en sådan set tilsvarende messe i den polske
radio, hvor præsten i sin prædiken gav mange eksempler på de forfærdelige
forhold i netop Sudan. - Jeg havde aldrig før deltaget i den slags kontinuerlig
nadver, der var tale om ved denne gudstjeneste. Man gik som sædvanlig op og
knælede på skranken. Det kontinuerlige bestod i, at der var flere præster om
uddelingen, og at man gik ned, så snart man havde spist brødet og drukket
vinen, så at der kun blev sagt ét bortsendelsesord
til allersidst. Det fungerede fint, og det er en ganske hurtig måde at
"afvikle" en faktisk traditionel altergang på. Men den måde, hvor man
i en eller flere rækker går op til en eller flere præster, der står nede i
kirken, får oblaten, dypper den i vinen og går ned igen, er stadigvæk også en
udmærket løsning.
DEc 2019
Intet at fortælle!
2020
jan 2020
Intet at fortælle!
FEB 2020
19. februar
2020. - Ny Mickiewicz-oversættelse udgivet: Grażyna - Konrad Wallenrod.
Fortællinger fra Litauens og Preussens historie. - Jeg slog dette op begge Facebook-steder:
"Grażyna - Konrad Wallenrod er min seneste og største
Mickiewicz-oversættelse. To versfortællinger fra Litauens og det gamle (endnu
ikke tyske) Preussens historie. 196 sider! Kan allerede nu (eller i hvert fald
meget snart) POD-købes hos Saxo. Og POD betyder altså, at der går nogen tid,
inden man modtager bogen". - Men jeg var på det tidspunkt allerede gået i
gang med at oversætte Mickiewicz’s DZIADY! Det er en
endnu større og vanskeligere opgave, og jeg må spørge mig selv, om jeg når at
blive færdig med den i min levetid! - Tilføjelse 30.04.20: Jeg var i dag
næsten færdig med III del, 1. akt. Jeg har (som den polsk-britiske oversætter
Charles S. Kraszewski) valgt at oversætter i del-rækkefølge og ikke efter
udgivelsestidspunkt. Men der er endnu meget tilbage af III del. Og så er der
hele IV del! Jeg bruger dog normalt hele morgenen og formiddagen (efter mit
"morgenandagt-stykke" i den polske Bibel og visse nødvendige ting,
der melder sig) på dette oversættelsesarbejde. Og jeg elsker det! Jeg kan
simpelt hen ikke undvære det. Og jeg synes selv, jeg slipper godt fra det.
Næsten alt i min brede baggrund er til nytte: sprogofficersuddannelsen, cand. mag.-uddannelsen (selvfølgelig både det russiske og det
danske/litterære), det teologiske og min erfaring med det polske. Hvis jeg når
at blive færdig med DZIADY og få den udgivet, bliver
jeg nødt til at gå i gang med noget nyt, hvis jeg altså kan. Det vil meget
sandsynligt blive Juliusz Słowacki
og/eller Bolesław Leśmian,
som jeg allerede har oversat nogle få digte af til Informator Polski.
Men lad os nu se!
MAR 2020
Lørdag den 7.
marts 2020. - Jeg deltog i
stORDstrømmens generalforsamling. Hele den gamle bestyrelse ønskede (stille og
roligt) at gå af, og en ny blev valgt. StORDstrømmen lever og har det godt.
Onsdag den 11. marts
2020. - Første statsministerpressemøde om covid-19-situationen. - Dette er skrevet 30.04.20! Af både den
ene og den anden grund. Som det fremgår af optegnelsen til 19. februar 2020,
bruger jeg fortsat stort set hele morgenen og formiddagen på min igangværende
Mickiewicz-oversættelse (nu Mickiewicz’s DZIADY), og
eftermiddagene går med forskellige nødvendige ting, efterhånden ikke mindst
haven. Jeg har længe ikke fået lavet så meget om aftenen, får dog skrevet
mindst ét digt eller andet til at slå op på Facebook hver uge. Anna og jeg
bruger (utvivlsomt også under indtryk af virus-situationen) en del tid på at se
film og serier og hygge os. - Jeg husker derfor ikke klart, hvornår og hvordan
virus-situationens alvor begyndte at gå op for os. Så 11. marts 2020 med det
første statsministerpressemøde er den helt store skæringsdato for os. Men vi
var (som normalt altid på onsdage, men altså for sidste gang før nedlukningen)
i Kettinge for at være hos vore to yngste børnebørn, mens deres far øvede med
sit band Musik Til Ulempe, og jeg husker, at vi brugte "asiatisk
hilsen", da vi kom og gik. Og det var altså den aften, det første
pressemøde blev vist. Vi har ikke været sammen med dem siden, men vi vil snart
gå en tur med dem. Vi planlægger også andre familietræf i fri luft. Vi har også
god sms-og mailkontakt (begge dele ofte med billeder) med børn og børnebørn,
ligesom bedstemoderen er flink til at sende "Olde-News" med både
tekst og billeder om vort dejlige lille oldebarn. - Men ellers lever Anna og jeg
i den størst mulige isolation. Det eneste familiemedlem, vi omgås på sædvanlige
måde, er Annas søster, som bor i Maribo (og er pensioneret sygeplejerske). Og
vi snakker lidt med naboerne over hækken. - I princippet klarer vi vore indkøb
på den måde, at jeg går i Brugsen i Holeby hver torsdag. Men vor situation er
kompliceret af, at Anna fik genopereret sin for længst opererede brækkede albue
den 24. marts, fordi nogle klemte nerver skulle frigøres (hvad de blev med
held), og at hun stadig går til ergoterapeut med den. Vi havde frygtet, at
operationen ville blive helt aflyst, men det blev den heldigvis ikke. Dette
forøger smitterisikoen for Annas vedkommende, men genoperationen var nødvendig
på grund af de smerter, hun havde, og hun er også nødt til at få sin højre arm
genoptrænet. Det lader også til, at der er styr på situationen hos
ergoterapeuten. - Vor hverdag er i virkeligheden ikke meget anderledes, end den
altid har været, mens vi har boet her på Luskebakken lige øst for Holeby. Vi er
jo også meget privilegerede. Vi har hinanden og vort gode hus med den store
både pryd- og køkkenhave, og vi kan køre, cykle eller gå en tur i landskabet,
når vi vil. Anna får fortsat en del tid til at gå med at være central
kommunikationsperson i familien, idet jeg dog tager mig af alt på mail og i
Facebook, og jeg arbejder altså i princippet, som jeg hele tiden har gjort,
skal dog til at bruge mere tid på mit danske forfatterskab.
Torsdag den 19.
marts 2020. - Jeg havde for
længst lovet at være organistvikar i Stormarkskirken, Nakskov hele uge 12. Men
på grund af omstændighederne kom jeg kun til at spille til en bisættelse her
den 19. marts. Det ville jeg ikke sige nej til, og det var vist ikke farligt at
gå på pulpituret i kirkegårdskapellet, hvor kirkesangeren og jeg iagttog stor afstandsdisciplin,
ligesom jeg brugte min håndsprit flittigt. - MEN jeg sagde, at jeg ikke ville
være med til mere, og det varede ikke længe, før jeg besluttede at benytte
lejligheden til at indstille min virksomhed som organistvikar totalt. Jeg er
begyndt at kunne mærke, at både hukommelsen for så vidt angår ting, jeg har
spillet måske mange gange før, og hastigheden i nervebanerne er begyndt at
svækkes. Jeg ville ellers godt være blevet ved måske helt frem til 2023, hvor
jeg fylder 80. Og når jeg øver mig tilstrækkeligt, går det også stort set som
hidtil. Jeg har jo for det meste spillet det hele mange gang. Men jeg har også
mit forfatterskab at tænke på. Her truer alderen jo også, så at jeg ikke kan
tillade mig at bruge lang tid på at øve. Jeg har derfor - med stor tak for den
tid, der er gået meddelt både Stormarkskirken og min egen sognepræst, at de
ikke skal regne med mig mere - andet ens som kirkegænger.
Apr 2020
Søndag den 5.
til mandag den 13. april 2020, dvs. fra og med palmesøndag til og med anden
påskedag. - Anna og jeg
havde gode gudstjenester ved radioen og fjernsynet (jeg også i både Polen og
Tyskland). Vi var glade for gudstjenesterne i Københavns Domkirke (og en i
Viborg Domkirke), og vi hører til dem, der udmærket kan klare os med en
"principiel" deltagelse i nadveren. - Og Annas søster spiste hos os
skærtorsdag, langfredag, påskedag og anden påskedag (stegte skrubber, skidne
æg, lammesteg og påskefrokost efter den tradition, vi nu har lagt os fast på).
Tirsdag den 14.
april 2020. - Jeg fik en
mail fra Saxo Publish med DBC-lektørudtalelsen om Grażyna
- Konrad Wallenrod. Jeg var godt tilfreds med den og slog dette op på såvel
min personlige Facebook-væg som Forlaget Luskebakkens side:
"LEKTØRUDTALELSE
OM
"GRAŻYNA - KONRAD WALLENROD". / Jeg modtog for nogle dage siden
Dansk BiblioteksCenters (DBC)
lektørudtalelse om min oversættelse af Adam Mickiewicz's "Grażyna -
Konrad Wallenrod. Fortællinger fra Litauens og Preussens historie". Det er
Saxo, der har sendt den til mig. Jeg udgiver jo på Saxo Publish. Fin service. /
Der står, at jeg ikke lige nu bare må sætte linket på her. Udtalelsen skal
først være tilgængelig på bibliotek.dk. (hvor bogen allerede er). Og der kan
(uvist af hvilken grund) gå op til 6 måneder. Men jeg må citere den, og det gør
jeg her: ‘Oversætter Bent Christensen har udarbejdet en række noter og
forklaringer til de gamle tekster, ligesom han redegør for sine
oversættelsesprincipper, der har som mål at gøre teksterne forståelige for en
nutidig læser. ... Det er slet ikke vanskeligt at læse disse dramatiske
skildringer af riddere, slag og kamp, kærlighed og længsel’. / Det er ikke
direkte rosende. Men jeg er tilfreds. Og det afgørende er, at lektøren til
allersidst ‘Til bibliotekaren’ skriver ‘For centralbiblioteker og tilsvarende store
biblioteker’".
Onsdag den 29.
april 2020. -
"StORDstrømmen fortæller"-festivalen på
Frilandsmuseet, Maribo, som skulle have været afviklet 26/6-28/6, er blevet
flyttet til den tilsvarende weekend i 2021. Men en hel del af os deltagere har
ikke alene fortsat vore forberedende drøftelser på Nettet, men har også lavet
bidrag (både tekster og billeder) til en "erstatningsside", Frederik
Schütt tog initiativ til, og den blev offentliggjort i dag. Den har titlen ET
GRATIS FORÅRSKNUS og kan ses flere steder i Facebook, men vil være permanent
tilgængelig på siden http://www.visionogpraxis.dk/udgivelser.asp?lan=da&id=111
- Det er faktisk en
lille e-bog, med ISBN-nummer og det hele, men den kan læses frit af alle som en
forårshilsen fra festivalens kunstnergruppe. - Jeg bidrog med dette lille digt,
der (egl. mod både sidens og min egen hensigt) er stærkt præget af både vejret
og virus-situationen, men som jo (også) udtrykker håb i sidste linje:
"APRIL 2020 // Vinterregnen ligger tungt i jorden. / Men nu er der tørke
og nattefrost. / Intet gror normalt. / De klare dage er smukke, / men knitrer
af uhygge. / Kunne UV-lyset så bare dræbe virussen. / Men den gemmer sig i de
smittedes kroppe, / og dråberne går hurtigt fra krop til krop. / Kan maj blive
sød og mild?". - Det ledsagende billede af mine rabarber klar til ribbenssteg med kompot udtrykker ét stort trods alt!
MAJ 2020
Mandag den 4. maj 2020. - I formiddag slog jeg dette op på min Facebook-væg: "75-ÅRET FOR BEFRIELSESAFTENEN - LYS I VINDUET // I vore barndomshjem blev der sat lys i vinduerne den 4. maj om aftenen, og i hvert fald i de første efterkrigsår deltog vi også i forskellige mindehøjtideligheder. Jeg husker (som født 1943), at der blev holdt 4. maj-aftener på Oreby Kro ved Sakskøbing Fjord, som min mor drev. Og jeg husker en aften i Holmeskoven ved Sakskøbing, hvor højtideligheden blev indledt med, at befrielsesbudskabet fra London blev spillet fra en højttalervogn. - I de første år, vi var gift, satte Anna og jeg også lys i vinduerne. Men efterhånden kom vi fra det. Jeg husker det ikke så nøje. Men det var blandt andet under indtryk af Den Kolde Krig, hvor alliancen med det demokratiske Vesttyskland forekom os vigtigere end den grumme fortid, og hvor "Aldrig mere en 9. april" jo betød: Nu vil vi ikke besættes en gang til - af Warszawapagten! - Men her i 75-året har vi besluttet at genoptage skikken i forbindelse med, at vi følger med i de forskellige ting i fjernsynet. I det stuevindue, der vender ud mod vejen. Og vi vil fortsætte med det. Nazismen og ting, der ligner, viser sig jo igen. Det er ikke sikkert, noget af det kan tage magten på en måde, der svarer til, hvad der skete i Tyskland i 1933. Men man kan aldrig vide, og historien kan gentage sig under mange former. Og under alle omstændigheder, vil vi ikke have hverken nazisme eller det, der ligner, i vor tids Europa. Vi sætter lysene i vinduet for at mindes - og udtrykke vor taknemmelighed mod dem, der satte livet på spil, ja, gav det, for at vi andre kunne komme til at leve i frihed. Det gælder både vore egne frihedskæmpere og krigssejlere og de allierede soldater. Men vi sætter også lysene i vinduet som et udtryk for, at vi ikke vil finde os i hverken den rene nazisme eller det, der ligner! - Med disse ord ønsker jeg alle en god 4. maj-aften og en god 5. maj!".
Den 27. maj 2020. - Jeg begravede
Annas lillesøster Juliane fra Sorgenfri Kirke. Juliane havde været noget syg i
længere tid, men hendes død kom alligevel som en overraskelse og vakte stor
sorg i hele familien.
JUN 2020
Torsdag den 11. juni 2020. - Jeg havde besøg af et tomands tv-hold fra ikke alene det polske stats-tv TVP, kanalen POLONIA, men også fra (mere eller mindre?) deres egen kanal Pepe TV (polsk tv i Vesteuropa). Det var ægteparret Sylwia og Piotr Plonka, der har hjemme i Essen, Nordrhein-Westfalen, Tyskland, men som altså også arbejder for det polske stats-tv TVP. - POLONIA er en kanal, der især henvender sig til de vist op til 18-20 mio polakker eller personer af polsk afstamning i hele verden (tallet her er fra en Wikipedia-artikel). Polonia er den polske betegnelse for, hvad vi på dansk kan betegne som "den polske koloni". "Polonia w Danii" betyder altså fx "den polske koloni i Danmark". - Idet jeg også henviser til den følgende optegnelse (om 15.06.20) indsætter jeg her mit Facebook-opslag fra den 12. juni 2020: - "Den 11. juni 2020 fik jeg besøg af det polske stats-tv TVP. De besøgte i det hele taget Danmark. De kom til mig lige fra Museum Polakkasernen i Tågerup, fem kilometer fra os, og de skulle vist også besøge andre. - Der var 12.06.20 en artikel i Folketidende om besøget på Polakkasernen med et meget fint billede. Af ophavsretsmæssige grunde må jeg nøjes med at citere slutningen af artiklen. Den handler nemlig også om mig! - FT-artiklen slutter således: / "De to tv-reportere skrev efterfølgende i museets ”logbog”, at de var både overraskede og meget begejstrede for museet og den historie, der her bliver fortalt om de polske sæsonarbejdere. / TV Polonia slog i øvrigt to fluer med et smæk på Sydlolland, idet de også besøgte pastor emeritus Bent Christensen, Fuglse, der har oversat og udgivet flere polske bøger - blandt dem den polske nationaldigter Adam Mickiewiczs ”Odessasonetter” og ”Sonetter 1826”". / MEN jeg vil også citere fra artiklens første afsnit, hvor der bla. står, at de var her "for at lave optagelser til en serie udsendelser i eftersommeren om de polsk-danske forbindelser". / NB! Der er åbenbart tale om en SERIE! Og jeg vil i den forbindelse oplyse, at jeg selv godt kan tage TVP Polonia på min parabol, og at jeg også kan se den på Nettet i computeren. Polskkyndige kan få alle oplysninger ved at google på "TVP Polonia". Nu prøver jeg at sætte et link ind til internetforbindelsen (streaming): / https://tvppoloniastream.tvp.pl / Når jeg ved, hvornår serien - og især afsnittet med mig! - bliver sendt, vil jeg selvfølgelig slå det op i Facebook". - Her er linket til mit Facebook-album om besøget: https://www.facebook.com/bent.christensen.505/media_set?set=a.3343309049036270&type=3
Mandag den 15. juni 2020. - ALLEREDE LIDT I POLSK TV. - Dele af det, der blev optaget hos mig den 11. juni blev vist som lille indslag i en udsendelse i den under 11. juni omtalte kanal TVP POLONIA. Her er, hvad jeg dagen efter slog op på min Facebook-væg: "MAN VAR ALLEREDE LIDT I TVP POLONIA! / Nogle af mine herboende polske venner sagde, at de havde set mig i POLONIA mandag aften (15/6). Jeg gik så på kanalens internetside og fandt ret hurtigt den udsendelse, der måtte være tale om, dvs. POLONIA24 kl. 2145 den 15. juni 2020. Det er et program med forskelligt nyt. Det afsnit, jeg er en smule med i, handler om polsk litteratur i verden. Her er linket til det: /
https://polonia24.tvp.pl/48221743/15062020-2145 / Udsendelsens samlede længde er knapt tyve minutter, og det afsnit, jeg er med i, kommer hen mod slutningen, godt atten minutter inde i udsendelsen. Teksten nederst i billedet til det med mig er: SONETY KRYMSKIE PO DUŃSKU (Krimsonetterne på dansk). - Hvis nogen vil se afsnittet med mig - og det er lykkedes at få udsendelsen frem ved at klikke på linket - ved man vel nok, hvordan man skal finde 18:03/19:58 på "tidslinjen". / Men dette betyder altså bare, at man har brugt noget af det med mig i et aktualitetsprogram. Selve udsendelsen om først Museum Polakkasernen og derefter mig kommer først senere, formodentlig i september måned. / Det billede, der allerførst vises i øverste venstre hjørne, og som vises igen til allersidst i hele udsendelsen, er en side af Informator Polski med en af de tre Juliusz Słowacki-oversættelser, redaktør Roman Śmigielski havde bestilt til bladet: "Gud midt i verdens tumult og vrede" (Informator Polski 4/2019). Det er åbenbart det billede af en tekst, der har taget sig bedst ud! Men i selve indslaget ser og hører man mig læse en krimsonet op på dansk. Der fortælles også om mine andre Mickiewicz-oversættelser, og de vises - sammen med mit polske fortjenstkors i guld, som jeg bare ville vise dem, men som de var meget interesserede i. Man ser også, hvordan jeg læser i spændingsromanen "Christine" af Vincent V. Severski, og hvordan jeg (som næsten altid!) sidder og oversætter Mickiewicz ved køkkenspisebordet (det store drama "DZIADY. Forfædrenes aften")".
JUL 2020
Fredag den 17.
juli 2020. - Jeg var med
nogle af de andre forfattere til et forberedende, besigtigende møde i
"Labyrint Lolland-Falster i Toreby". Det var meget spændende. Det var
forberedelse til "Fortællinger i Labyrinten" med deltagelse af en
halv snes forfattere fra stORDstrømmen tirsdag den 11. august klokken. 18.30. -
Mere til den tid.
Søndag den 26. juli 2020. - Jeg deltog i et 100YSS zoom-møde. - Og bagefter slog jeg dette op på min Facebook-væg: "Kære venner og besøgende! / I dag må jeg bryde mit princip
om at lade min salme stå uantastet fra lørdag til mandag. Jeg har nemlig lige
deltaget i en helt ekstraordinær begivenhed, der også har vigtige teologiske
aspekter. / Som nogle af jer måske husker, kom jeg for nogle år siden i kontakt
med projektet "100 Year Starship" (100YSS). Jeg sendte dem blandt
andet mit digt om projektet. For nogen tid siden fik jeg en invitation til at
deltage i et Zoom-møde med titlen "First Contact" - med en anden
civilisation. Og jeg meldte mig. Her søndag aften deltog jeg i mødet, dog kun i
chatten. / Allerede da jeg meldte mig, svarede jeg på et spørgsmål om, hvad vi
kunne frygte ved et sådant møde. Mit svar lød (her på dansk): At de er
teknologisk overlegne, men moralsk som os. - Dette gentog jeg også i chatten,
hvor andre var inde på noget af det samme - hvad nogle af dem i panelet også
var, selv om det er mit indtryk, at man overvejende var optimistisk. Man mente
vist mere eller mindre, at når man var nået så langt teknologisk, ville man
også været nået længere end os på det moralske område. Det blev vist blandt
andet sagt, at ellers ville de have udryddet sig selv. / Der var en i chatten,
der kom ind på de større verdensanskuelsesmæssige sider af sagen. Og der var
selvfølgelig en, der spurgte, om besøg af aliens
kunne ligge bag vore religioner (jo ikke noget nyt spørgsmål). Jeg præsenterede
mig som dansk luthersk præst og dr. theol. og sagde, at den sidstnævnte
mulighed ikke var interessant, men at jeg - hvis mødet ellers blev fredeligt -
meget gerne ville diskutere teologi med de fremmede. Hvis de vidste, hvad det
var! Jeg ville også spørge dem, om de kendte forskel på det gode og det onde.
Og om skabelse og (synde)fald. Ja, om Kristus havde besøgt dem! Hvorefter jeg
tilføjede: "Og så videre"! - Disse ting drøfter jeg også ret
udførligt i min bog "Mit teologiske testamente. Dogmatik og betragtninger
(2016)". / Undskyld dette brud på søndagsfreden, men det var stort at være
med i dette. Og at se lederen Mae Jemison live. I kan
nemt finde mere om 100YSS og hende ved googling.
Projektet er også på Facebook som "100 Year Starship". - Vi kan
eventuelt vende tilbage til det". - Senere satte jeg link til 100YSS's
hjemmeside i et kommentarfelt og derefter mit digt fra 2013 "100YSS"
i et nyt felt. Digtet er (i dansk og engelsk version) med i min samling Digte
og aforismer 1966-2016.
AUG 2020
Tirsdag den 11.
august 2020. - Jeg deltog i
"Fortællinger i Labyrinten", et fællesarrangement mellem Labyrinten
Lolland i Toreby, lige ved Toreby Kirke, og forfatter- og illustratorgruppen
stORDstrømmen. - Vi var syv forfattere med hver sin station, som publikum, der
var delt op i små grupper, besøgte på skift. Bagefter var der kaffe og kage med
fremvisning af bøger og samtale med publikum. - Det var meget vellykket. Alle
grupper var søde og meget lydhøre, og det var et fint koncept. - Jeg har lavet
et lille Facebook-billedalbum med billeder fra aftenen.
SEP 2020
Onsdag den 2.
september 2020. - Jeg
deltog af forskellige grunde (herunder corona-situationen)
kun i én ting i dette års stiftspræstestævne 1.- 2. september. Det var
professor Peter Lodbergs foredrag "Præstens forståelse af embedet og sin
rolle i lokalsamfundet". - I foromtalen stod blandt andet: "Vi skal
se nærmere på, hvordan præsten kan forstå sit embede og sin rolle i den
kontekst ud fra en systematisk teologisk tilgang". - Og foredraget levede
virkelig op til foromtalen. I en fin forening af det personligt anekdotiske og
det systematisk teologiske. Man fik fx en god og aktuel bestemmelse af
forholdet mellem det almindelige præstedømme og det særlige præsteembede. - Jeg
nåede også at få hilst på og vekslet ord med en hel del præster.
Torsdag den 3.
september 2020. - Jeg var i TVP POLONIA. (Se også opslaget ovf. om, hvordan de
pågældende optagelser tidligere har været brugt i denne kanal). - Det var i dag
58 år siden, jeg mødte som rekrut i Sofielundlejren ved Holbæk og dermed
indledte min uddannelse til sprogløjtnant med russisk. Og så var det ret godt,
at jeg kunne præsentere den seneste frugt af dette. Jeg har jo på min russiske
baggrund lært mig polsk, idet jeg efterhånden helt er gået over fra det
russiske til det polske. Russisk er østslavisk, polsk vestslavisk. Det, jeg har
gjort, svarer til, at en russer, der kan tysk, begynder at studere dansk. Og
der er flere gode grunde til, at jeg nu næsten udelukkende engagerer mig i det
polske, blandt andet den store polske tilstedeværelse her i Danmark, ikke
mindst her på Lolland-Falster. - Men her er dele af, hvad jeg i dag slog op på
min Facebook-væg: "POLONIA er det polske stats-tvs
kanal for især de mange polakker, der bor rundt omkring i verden. - Jeg
indsætter linket til indslaget med mig nederst - og linket til hele programmet
i et kommentarfelt. - Det er et kort indslag i et program, der hedder "Kierunek Zachód" (Retning
Vest). Man fortæller, at jeg er pastor emeritus, kan russisk og har lært mig
polsk. Og der er billeder af mine bøger og mit polske fortjenstkors i guld. Jeg
læser noget op af en af mine oversættelser af Adam Mickiewicz's
"Krimsonetter". Og man viser mig i gang med oversættelsen af min
næste Mickiewicz-udgivelse på min yndlingsarbejdsplads: køkkenspisebordet!
Desuden, at jeg læser i en spionroman af Vincent V. Severski,
hvis romaner jeg har anmeldt nogle af i "Informator Polski". - Det
var et ganske kort indslag, og jeg var ikke tilfreds med min polske udtale. Jeg
var åbenbart blevet lidt stresset. Jeg mener, jeg ellers udtaler det polske ret
godt. Men alt i alt var det en stor tilfredsstillelse at blive præsenteret for
ikke alene de 38,5 millioner polakker i selve Polen, men også de mellem 10 og
20 millioner polakker udenfor Polens grænser, som TVP
POLONIA især henvender sig til.
Torsdag den 4. september 2020. - Roman Śmigielskis bog Komitéen "Støt Solidarność" foreligger nu. Den er oversat til dansk af mig, men i tæt samarbejde med forfatteren. Min gode ven og Informator Polski-redaktør Roman Śmigielski og jeg arbejder i det hele taget tæt sammen, når jeg skriver noget på polsk til Informator, og når jeg har oversat noget fra polsk, hvad enten det er til bladet, eller det er bogudgivelser af mine oversættelser. Vi har også i fællesskab oversat nogle ting fra dansk til polsk. - I Komitéen "Støt Solidarność" beretter Roman Śmigielski udførligt om denne danske komités virksomhed fra 1970’erne af til 1989 og i det hele taget om den danske støtte til den polske arbejder- og frihedsbevægelse. Der er mange gode billeder i bogen.
Fredag den 18. september 2020. - Jeg skulle have læst egne digte op ved arrangementet "1000 Talenter" i Maribo. I programpunktet "Lyt til Lollandsk modernisme". Men jeg var kommet til at bytte om på dagene ved min læsning af programmet, så jeg troede, det var om lørdagen, jeg skulle optræde. Både dumt, flovt og ærgerligt. Jeg må prøve at undgå den slags i fremtiden!
OKT 2020
Søndag den 25. oktober, 20. søndag efter trinitatis. - Anna og jeg var til vor sognepræst Anne-Lene Fredericksons sidste almindelige gudstjeneste her i pastoratet. Hun skal herefter være sognepræst i Rødby-pastoratet. Vi har været glade for hende og vil nok gå i kirke i Rødby-pastoratet en gang imellem, selv om vi jo fortsat for det meste vil gå i vort eget pastorats kirker.
Torsdag den 29. oktober 2020. - Jeg optrådte sammen
med tre kolleger fra stORDstrømmen på Hovedbiblioteket i Nykøbing F. Jeg læste
egne digte op. Der var kun et lille publikum, men det var en god aften. Det var
også godt at høre kollegerne.
NOV 2020
Lørdag den 7. november 2020. - Jeg holdt på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord et foredrag med titlen "Om naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt". Jeg indledte selve foredraget således: "Når vi skal beskæftige os med spørgsmålet "naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt", skal vi dele op i tre dele. / Vi skal for det første se på Grundtvig selv, dvs. på hans eget syn på videnskabeligheden overhovedet og på hans egen måde at drive videnskabelighed på. Vi er nødt til at skulle kende hele det omfattende virkelighedssyn, der danner grundlaget for og rammen om Grundtvigs syn på videnskabeligheden og oplysningen overhovedet, og vi er nødt til at have hele dette forhold med i betragtningen, når vi selv skal prøve at forstå, hvad der sker, når vi tager naturvidenskaberne med i vort videnskabelige og dannelsesmæssige projekt. - Det siger sig selv at vi pdes. skal prøve at forstå, hvad Grundtvig selv mente, da han dengang skrev disse ting, men at vi pdas. må prøve at oversætte det til noget, der passer ind i vor tids sammenhæng. / Dernæst skal vi se på, hvordan Grundtvig selv - derudover - så på naturvidenskaberne og på deres plads og betydning. / Og endelig skal vi se på, hvordan vi i dag skal have naturvidenskaberne med i dét videnskabelige og dannelsesmæssige projekt, vi nu - som Grundtvigs arvinger - selv prøver at realisere. Men det helt afgørende er, at naturvidenskaberne overhovedet er med, men altså på den udtrykkelige måde, at det hører med til såvel videnskabeligheden som oplysningen eller dannelsen, at alle, hver efter evne og lejlighed, får en direkte viden om den verden, vi tilhører og er opstået af, og om os selv i vor menneskelige biologiske og fysiologiske legemlighed. Så må denne viden indgå i hele vor videre forholden os til og tydning af Tilværelsen". - Jeg sluttede med at læse tre af mine egne digte op, med baggrund i henholdsvis fysikken, biologien og forsøgene i CERN-partikelacceleratoren. Det var fra Digte og aforismer 1966-2016 "Lige siden det store knald" og "Dybt i træet" og fra Digte og aforismer 2016-2018 LMC-eksperiment 01 "Stenen og blomsten" (med indledning om forholdet mellem CERN’s "Large Hadron Collider" og min "Large Motive Collider". - Anna, som var med, sagde, at det var gået godt. - Jeg havde trods corona-restriktionerne fået lov at tage Anna med, fordi jeg havde sagt, at det dels var vor efterårsferie 2020, dels var en anledning til at opleve højskolemiljøet. Begge sider af sagen gav gode oplevelser. Vi deltog i kursets afslutningsfestmiddag lørdag aften og i flaghejsningen og morgensamlingen søndag morgen - hvorefter vi kørte til Bov Kirke.
DEC 2020
Mandag den 7. december 2020. - Digte og Aforismer 2018-2020 udgivet. - Den 5. december blev Digte og aforismer 2018-2020 udgivet, og i dag så jeg, at den kunne købes hos Saxo.com og i andre boghandler. På omslagets bagside præsenteres den således: "Digte og aforismer 2018-2020 er Bent Christensens tredje samling af digte og aforismer. Afdelingen "Digte" er nye skridt på vejen frem mod de digte, han håber at slutte sit forfatterskab med. I de særlige afdelinger optræder igen de nye genrer fra forrige samling: "Large Motive Collider Experiments" og "Omkring årtierne - en digtrække", nu af digte til de forskellige årtier i den danske litteraturhistorie 1900-2020. En helt ny genre er "Eksperimenter med 12 x 35 +/÷ 4", fire trelinjersafsnit med 35 +/÷ 4 bruttoanslag pr. linje. Dette passer til den del af Bent Christensens poetik, der drejer sig om kryds-pejlinger inden for den foreliggende virkelighed og trigonometriske pejlinger ud til den endnu kun mulige virkelighed. En anden ny genre er "Tostemmige digte" med en "diskant" og en "bas", der ved højtlæsning, - evt. ved et jazz & poetry-arrangement - skal læses af to oplæsere. Og der er nu også en særlig afdeling med børnesalmer".
2021
JAN 2021 - Intet berette. Men havde det ikke været for coronaen,
ville jeg en gang eller to have været med til noget i stORDstrømmen-regi.
Tirsdag den 23.
februar 2021. - Måske havde
det været slået op før, men det var denne tirsdag, jeg på min egen væg kunne
skrive: "MAN ER MED I GULDBORGSUND-BIBLIOTEKERNES CORONASERIE". Og
jeg delte deres opslag. Det havde titlen "HVAD LÆSER EN FORFATTER I EN
NEDLUKNINGSTID? I DAG MED FOKUS PÅ FORFATTER BENT CHRISTENSEN. - Jeg havde,
ganske kort, som det skulle være, fortalt, at jeg faktisk ikke havde haft megen
tid, til at læse under coronanedlukningen. Og i referatet af, hvad jeg videre
havde fortalt, henvistes der til mit arbejde med færdiggørelsen af Dziady til udgivelse. Desuden til mit arbejde med
poetikken, digtene og andet bind af "Mit Dannevirke". Når jeg engang
skulle læse noget, ville det især blive digtsamlinger af nyere digtere, men
også udvalgte digte og poetik fra o. 1800. Jeg havde dog også kunnet oplyse, at
jeg under et arrangement på biblioteket med andre lokale forfattere var blevet
inspireret til at læse to krimier af Hans-Willy Bautz!
[var han allerede dengang formand for stORDstrømmen?]. - Det var den ovenfor
omtalte oplæsningsaften 29. oktober 2020. - Man havde også bedt mig sende et
billede. Det var blevet billedet af mig og tv-kameraet i vor stue under TVP POLONIAs besøg hos mig i min
egenskab af Mickiewicz-oversætter.
Torsdag den 11.
marts. - Jeg havde et
læserbrev i Folketidende: "Kære gymnasieelever!". Jeg slog det op på
min Facebook-væg og satte det på undersiden "Debat". Jeg henvendte
mig direkte til gymnasieeleverne, fordi jeg både i det hele taget og under den
deltagelse i universitetsdebatten, jeg nu er gået ind i, først i
Facebook-gruppen Fri Debat, er meget bevidst om, at det er med dem, man skal
begynde, når man vil prøve at rette op på tidens forskellige dårligdomme.
Læserbrevet sluttede: "Hvis man vil være videnskabsmand, skal man søge
sandheden. Man spilder sit liv, hvis man afviger fra denne søgen. Spilder sit
liv!". - Jeg slår nu noget om woke-situationen
op på min væg i princippet hver uge, og de vigtigste ting vil kunne læses på
undersiden "Debat". Jeg ser med stor bekymring på denne tendens. Det
er helt galt i Frankrig, UK, USA og Canada, men det er også begyndt her i
Danmark. Jeg er nu blevet opmærksom på, at Rune Selsing har fundet nogle
tekster frem, der viser noget om det, og dem vil jeg henvise til og referere og
citere. Jeg skal bare passe på, at det ikke kommer til at tage for meget af min
tid (se også, hvad jeg nedenfor skriver i "Fredag den 19. marts
2021").
Fredag den 19.
marts 2021. - Det eneste
særlige ved denne dag er, at jeg i forbindelse med mit arbejde med poetik i
manuskriptet til "Mit Dannevirke II" og med et digt var kommet til at
tænke på, at det måske kunne være inspirerende for mig at fortsætte
redigeringen af erindringerne, som jeg jo gerne vil udgive som bog inden
udgangen af 2021. Og da jeg så var kommet i gang med det, kom jeg til at tænke
på nærværende "dagbog". Det viste sig, at sidste tilførsel var
"Mandag den 7. december 2020. - Digte og Aforismer 2018-2020
udgivet". Og så var der ellers kun Guldborgsundbibliotekernes ovenfor
omtalte opslag med mig. - Der kunne have været mere, hvis det ikke havde været
for coronaen. Der er også en vis aktivitet i og
omkring stORDstrømmen, men jeg deltager ikke i noget, og da slet ikke nu, hvor
jeg er så tæt på at blive vaccineret. Som jeg siger: Hvis jeg gik hen og blev
smittet og døde så tæt på vaccinationen, ville jeg dø af ærgrelse, hvis jeg
ikke var død i forvejen! - Men jeg er vel vaccineret om en måneds tid, og så
kommer der forskellige ting. - Ellers sidder jeg i hovedsagen og arbejder med
poetik og digte. Det går lidt trægt. Jeg kan godt mærke, at jeg i den sidste Dziady-tid, hvor jeg koncentrerede mig om at blive færdig,
var noget væk fra poesien. Men jeg ville jo gerne kunne sende manuskriptet til
min konsulent Roman Śmigielski, så han kunne se
på nogle ting, inden jeg uploadede bogen og bestilte os hver et prøveeksemplar.
(Roman har ikke meldt tilbage endnu). - Jeg kommer dog mere og mere ind i
poetikken og digtningen. I går blev jeg færdig med det i hvert fald ret
specielle digt "Poesirejsen år 2021". - Man bliver også sløv af corona-pausen, selv om Anna og jeg jo i høj grad lever, som
vi plejer, og har det godt med det. Vi har også fin elektronisk kontakt med
børn og børnebørn, som vi næsten ikke møder fysisk. Asbjørn og hans kone tør vi
dog godt møde. De har nemlig haft covid-19! De klarede den ved at ligge hjemme,
men det var ret hårdt. Da Asbjørn stort set fjernunderviser på sit gymnasium,
passer vi heller ikke hans hund Skvip, hvad vi ellers ofte gør. Jeg bliver også
sløv, fordi skiverne i mine to nederste lændehvirvler jo er skrumpet ind og
nerverne bliver lidt klemt. Det har stået på i nogle år og sløver ikke bare i
benene, men i hele kroppen og i hele sindet. Denne sløvhed påvirker nok også
mit poetiske arbejde. Og jeg fylder jo 78 til maj. Men jeg giver ikke op. Der
er meget, jeg skal nå, ikke mindst kvalitativt, hvis jeg skal få sat kronen på
mit liv. Så jeg lader være at tænke på min alder, men sparker mig bagi! - Jeg
går nu tilbage til "Mit Dannevirke II" og forsøget på at få skrevet
et nyt godt digt.
APR 2021
Lørdag den 3. april 2021 (påskelørdag). - Jeg fik mit
første stik med covid-19-vaccinen Phizer.
Tirsdag den 6. april 2021 (1). - "Sovjets version af landgangen på
Bornholm" (min oversættelse af en sovjetisk artikel i 1972). - Jeg slog en scanning af noget af
min oversættelse af dokumentet om den sovjetiske besættelse af Bornholm op på
min Facebook-væg. Det var en del af forsiden af dagbladet Bornholmeren den 16. oktober 1972 - med den her anførte overskrift. Jeg
havde netop fundet den i mit arkiv og var blevet klar over, at jeg havde glemt
at omtale denne oversættelse i Erindringer. Men nu står der en del om
den i internetudgaven. Og det kommer selvfølgelig også med i den bogudgave, jeg
måske når at blive færdig med inden udgangen af 2021. Det er i kapitel 8:
"1971-1974. Præst på Bornholm", sidst i afsnittet "Sprogofficer på nye måder". Og jeg citerer noget
af det her: "Min
sidste bedrift som forhenværende sprogofficer og sognepræst i Pedersker var
udførelsen af en oversættelsesopgave for den socialdemokratiske avis
Bornholmeren. I oktober 1972 var Bornholmeren kommet i besiddelse af en
fotokopi af en sovjetisk artikel om den sovjetiske landgang på Bornholm den 9.
maj 1945, nemlig kandidat i marinevidenskab, kommandørkaptajn A. Basovs "Десант
на остров
Борнхольм"
(Landgangen på øen Bornholm) ... Der
ville selvfølgelig senere komme en oversættelse af artiklen, men Bornholmeren
ville gerne kunne bringe en oversættelse med det samme, så man spurgte mig, om
jeg ville skynde mig at oversætte artiklen - hvad jeg selvfølgelig hellere end
gerne ville. Og min oversættelse (med udeladelse af mindre væsentlige dele)
blev trykt i Bornholmeren mandag den 16. oktober 1972 med overskriften
"Sovjets version af landgangen på Bornholm". Den fyldte hele forsiden
og en stor del af side 5".
Tirsdag den 6. april 2021 (2). - Steen Nepper
Larsen og biosemiotikken m.m. - Denne optegnelse er som ovenstående - og
de følgende - skrevet 14.05.21 (hvor jeg også skrev en aktuel optegnelse). På
grund af corona-sløvheden og mit intense arbejde med
færdiggørelsen af oversættelsen af Adam Mickiewicz’s Dziady
og arbejdet med egne digte osv. (se ovf.) havde jeg ikke fået passet nærværende
underside. - Jeg kan, i hvert fald foreløbig, heller ikke skrive andet her, end
at jeg i en radioudsendelse, der blandt andet handlede om menneskets stilling i
biosfæren, hørte DPU-lektor Steen Nepper Larsen sige
noget, der var så interessant for mig, at jeg kontaktede ham. Det førte til en
længere korrespondance med udveksling af tekster og synspunkter, ikke mindst på
grundlag af Jesper Hoffmeyers bog Biosemiotik. Jeg forestiller mig, at
dette vil komme til at danne grundlaget for dele af en evt. "Mit
Dannevirke II". Vi korresponderer stadig, selv om de allerede omtalte
forskellige forhold har ført til en pause her i foråret. Meget frugtbart og
inspirerende.
Mandag den 19. april 2021. - stORDstrømmen-zoommøde. - Jeg
deltog sammen med andre medlemmer af stORDstrømmen i et offentligt zoommøde.
Jeg fortalte først ganske kort om mig selv og mit forfatterskab og læste
derefter nogle digte op.
Søndag den 25. april 2021. - Jeg fik mit andet Phizer-stik.
Torsdag den 22. april 2021. - stORDstrømmens generalforsamling, hvor jeg
blev valgt som bestyrelsessuppleant, hvilket i praksis ville sige
bestyrelsesmedlem uden stemmeret. - Jeg havde tilkendegivet, at jeg om
nødvendigt gerne ville deltage i bestyrelsesvalget. Det havde jeg ellers aldrig
regnet med. Og jeg gjorde gældende, at jeg da var lidt yngre end US-præsident
Joe Biden! Og jeg blev altså valgt som suppleant. Se dog optegnelsen 14.05.21
nedenfor!
MAJ 2021
Mandag den 3. maj 2021. - Jeg meldte mig ind
i Jazz på Tværs. - Jeg havde set om Jazz på Tværs i Folketidende, men kunne ikke møde
op til jazz & poetry-arrangementet på KUMUS, Fuglsang, torsdag den 6. maj,
da mit coronapas ville mangle nogle få dage i at være gyldigt. Men jeg meldte
mig ind. Jeg havde jo siden 2019 deltaget i forberedelsen af et jazz &
poetry arrangement i stORDstrømmens regi. Og dette projekt lever stadig. Se
optegnelsen til 14. maj 2021. Men jeg vil prøve at se, om mit medlemskab af
Jazz på Tværs kan komme til at betyde noget for mig i en videre jazz &
poetry-sammenhæng. Jeg vil under alle omstændigheder kunne have udbytte af at
komme til stede ved nogle af deres arrangementer.
Onsdag den 5. maj 2021. - Jeg meldte mig ind
i Den Danske Sprogkreds. - Jeg har egentlig ikke tid, men bestyrelsesmedlem
i stORDstrømmen og formand for Sprogkredsen Lise Bostrup havde opfordret mig så
kraftigt, at jeg meldte mig ind. En vigtig grund var, at jeg jo i nogen tid
havde haft min internetunderside "SPROGLIGE NYDANNELSER. Eksempler på mere
eller mindre forkerte nydannelser i det danske sprog". Den har jeg også
dårligt tid til at passe, men alt taget i betragtning mente jeg, at medlemskab
af Sprogkredsen ville kunne være fordelagtigt for mig. Nu må vi se, hvad der
kommer ud af det.
Onsdag den 12. maj 2021. - Den rullende
minifestival i Maribo. Første live-optræden siden coronanedlukningen. -Jeg var i 2020
tilmeldt "StORDstrømmen fortæller"-festivalen
på Frilandsmuseet, Maribo. Men den blev udskudt til 25-27/6 2021. Se
optegnelsen onsdag den 29. april 2020. - Men Fredrik Schütt havde forberedt en
optakt til denne begivenhed: "Den rullende minifestival". De første
dele måtte dog droppes, så at det først blev i dag, vi kom til at optræde,
nogle i Stege (Ba’ryhl Bar & Café), andre,
deriblandt jeg, i Maribo (The Green House), hvor de øvrige deltagere var
Fredrik Schütt, og Karen Zubari. Frank Gravesen havde måttet melde afbud. Vi
havde hver en halv time. Jeg præsenterede først mig selv og mit forfatterskab
og læste derefter nogle digte op. Der var kun en håndfuld tilhørere, men det
blev en god aften.
Fredag den 14. maj 2021. - Jeg er nu
bestyrelsesmedlem i stORDstrømmen. - Da et medlem af den bestyrelse, der var
blevet valgt på generalforsamlingen den 22. april (se optegnelsen til den dag),
havde set sig nødsaget til at nedlægge sin bestyrelsespost, stod jeg på
bestyrelsesmødet i dag som medlem af bestyrelsen! - Jeg blev udpeget til at
være bestyrelsens repræsentant i det ovenfor omtale jazz &
poetry-arrangement.
Torsdag den 20. maj 2021. - Jeg deltog i
stORDstrømmens Zoom-forfattermøde med temaet faglitteratur. Jeg gav en oversigt
over mit faglitterære forfatterskab med særligt henblik på Mit
Dannevirke og tog - overraskende, men aktuelt - udgangspunkt i mit forhold til
Pelle Dragsteds bog Nordisk Socialisme. Iden politiske
del af "betragtningerne om allehånde" i Mit Dannevirke er der ting, der
kommer tæt på Pelle Dragsted, selv om de altså blev udgivet i 2019. - Jeg har
20.08.21 oprettet en ny underside med titlen "Forfatteroptræden" og
sat hele mit manuskript ind dér.
Fredag den 21. maj 2021. - Anna og jeg var
i Cirkusrevyen. Vi skulle egentlig have været der den 22. maj 2021, hvor det
var vor 55-års bryllupsdag, men denne forestilling blev jo på grund af coronaen udskudt et år. Heldigvis var Ulf Pilgaard med, og
det var stort og bevægende at opleve ham i hans sidste sæson. Det var i det
hele taget en stor oplevelse. Jeg havde som dreng set Cirkusrevyen en gang, men
Anna havde aldrig været der - eller i det hele taget på Bakken. - Jeg havde
senest været på Bakken i 1964. Det var sammen med mine sprogløjtnantkammerater.
Og jeg fortalte endnu en gang, hvordan vi, efter at have indtaget en hel del
øl, i skydeteltet ramte bjørnenes mavefotoceller hver gang eneste gang.
Fredag den 25. maj 2021. - Jeg deltog som helt
nyt medlem i den lokale forening Jazz på Tværs’ generalforsamling. Det var i
bispegården, Nykøbing F. Biskop Marianne Gaardens mand Michael Schelde er
medlem af bestyrelsen. Jeg havde meldt mig ind i forbindelse med mit arbejde
frem mod et jazz & poetry-arrangement i stORDstrømmens regi. Men jeg ville
jo også gerne høre noget af den kvalitetsjazz, foreningen importerer til
Lolland-Falster (se opslaget om torsdag den 26. august 2021). - Vi kan ikke
direkte samarbejde med Jazz på Tværs, men jeg kan måske få kontakt med nogle
egnede og villige musikere. - Jeg er i øvrigt allerede selv i kontakt med et
par musikere, hvoraf en er medlem af stORDstrømmen.
Søndag den 6. juni 2021 (1. søndag efter
trinitatis). - Jeg var vikarpræst ved gudstjenesten i Sandby Kirke, Lolland vestre
Provsti. - Se prædikenen m.m. på undersiden "Prædikener efter
11.05.03".
Fredag den 25. juni til søndag den 27. juni
2021. - Jeg deltog i Festivalen på Frilandsmuseet, Maribo. Jeg havde stand i
Kapellanboligen og fik læst digte op i haven. Jeg fik også - et andet sted -
læst nogle af mine børnesalmer op. Publikummæssigt
var det langtfra en succes, men det var alligevel en oplevelse at være med og
få talt med både forfatterkolleger og besøgende.
Tirsdag den 29. juni 2021. - Der var to ting.
- Først et Zoom-bestyrelsesmøde i stORDstrømmen. - Dernæst Dansk Folkeparti
Lollands generalforsamling på Hotel Skovridergaarden, Nakskov.
Lørdag den 7. august 2021. - Anna og jeg og
hendes søster var, traditionen tro, til Nykøbing Falster-revy. Men sidste år
var der jo på grund af coronaen ikke noget.
Mandag den 16. august 2021. -
Zoom-bestyrelsesmøde, stORDstrømmen. - Jeg holder nok op med at sætte disse
bestyrelsesmøder ind. Men det, jeg har sat ind, er dels interessant, fordi det
viser, at jeg nu er bestyrelsesmedlem, dels interessant, fordi det er et
eksempel på, hvordan coronaen har påvirket vort liv.
Det skulle ikke undre mig, om vi vil fortsætter med Zoom-møder, måske vekslende
med enkelte fysiske møder. Det fungerer fint, og man sparer jo transporten.
Fredag den 20. august 2021. - Ord i
Labyrinten (Labyrinten i Toreby, Lolland) aflyst på grund af for få
tilmeldinger. - Jeg skriver normalt ikke om ting, der ikke er blevet til noget,
men jeg havde glædet mig meget til denne aften. For se til tirsdag den 11.
august 2020! - Der var opgivet to temaer, nemlig kærlighed og rejser. Jeg havde
selvfølgelig valgt det sidste. Og jeg havde skrevet to særlige digte til
lejligheden, LMC-digtet "Rødder og fødder" og det almindelige digt i
frie vers "Rødder og rejse". Resten af den korte tid ville jeg have
brugt på oplæsning af nogle af de Krimsonetter (polsk 1826,
dansk 2015) af Adam Mickiewicz, jeg har oversat. Det er jo rejsedigte på
verdenslitteraturplan! - De to særlige digte står nu i kladden til "Digte
og aforismer 2020-2021". - Jeg er i øvrigt begyndt at overveje, om jeg
ikke vil ændre titlen, og dermed udgivelsesåret, til "Digte og aforismer
2020-2022". Det var måske min alder, der fik mig til at ønske at nøjes
med, kun at lade denne samling dække ét år. Men som det hele ser ud nu, vil jeg
nok prøve at holde fast ved, at disse samlinger alle dækker to år. Nu må vi se.
Onsdag den 25. august 2021. - Jeg deltog
(kun) denne formiddag i Stiftspræstestævnet, idet jeg nøjedes
med foredraget kl. 10.00-12.00 "Bekendelsesskrifterne i et historisk og
nutidigt hermeneutisk perspektiv" v/ Anders-Christian Jacobsen, professor
i dogmatik, AU.
Torsdag den 26. august 2021. - Anna og jeg var til Jazz på Tværs-koncert i KUMUS ved Fuglsang Kunstmuseum.
Det var med Mads Hansens kvartet: Mads Hansen (tenor- og sopransax). - Henrik
Gunde (p). - Kaspar Vadsholt (b). - Martin Knudsen (dr). - De var gode - og
alle fire enestående sjove. Men det var for rytmisk moderne efter vor smag. Det
spadserede for lidt. For kompliceret i bas og trommer. - Men det var en stor
oplevelse, for bortset fra, at vi gerne ville have haft en mere robust rytme,
var det god moderne jazz. - Hvad mit medlemskab af Jazz på Tværs angår,
henviser jeg til optegnelsen mandag
den 3. maj 2021.
SEP 2021
Søndag den 5, september 2021. - Vi deltog i
Flagdagen i Nakskov fra kl. 11.00 til 12.45 med efterfølgende reception i
kantinen på NUC. Da vi, fordi det var søndag, ikke
kunne komme i kirken, var jeg blevet sat til at lede en "feltandagt"
i Amfiteatret ved Nakskov Gymnasium. Jeg optrådte i "blazeruniform"
med blå baret og med store dekorationer, men med min sorte præsteskjorte. Til
salmerne spillede de to musikere fra Lolland Musikskole Kristen Meng
Fredensborg (klaver), Gustav Fredensborg (guitar). Svend-Erik Lohse var
kirkesanger. - Fra selve programmet ved Veteranstenen vil jeg særligt fremhæve
veteran Jacob Pantons tale, der hovedsagelig var en gribende og
respektindgydende beretning om hans tjeneste som kampvognskommandør i
Afghanistan, hvor han til sidst blev alvorligt såret. - Her er link til mit
Facebook-album med billeder fra dagen: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.4659164824117346&type=3
Lørdag den 18. september 2021. - Jeg udgav min
oversættelse af Adam Mickiewicz’s store versdrama "Dziady.
Forfædrenes aften". Og hermed er mit arbejde med Mickiewicz formodentlig
slut. Jeg mener, de vigtigste dele af forfatterskabet nu er dækket. Af Valdemar
Rørdam (Pan Tadeusz) og mig. - Men jeg er allerede blevet grebet af en ny polsk
digter, Krzysztof Kamil Baczyński (1921-1944). Det var igen Informator
Polski-redaktør Roman Śmigielski, der satte mig
i gang, idet han bad mig oversætte to digte til Informator i anledning af hundredåret
for Baczyńskis fødsel. De blev bragt i efterårsnummeret (November 2021). -
Allerede Baczyńskis korte liv og skæbne gør ham interessant. Han nåede at
skrive en hel del (allerede fra gymnasietiden af), inden han blev dræbt af en
tysk snigskytte nogle få dage inde i Warszawaopstanden. Men har er også uhyre
interessant som digter. Meget moderne. Og vanskelig! Men det er dejligt at
sidde og arbejde med hans digte. Jeg vil inden så længe være færdig med hele
hans sidste samling: "1942, 1943, 1944", og så begynder jeg forfra
med hans samlede digte: "Ten czas. Wiersze zebrane" (Den tid.
Samlede digte). Jeg oversætter nok ikke alle digtene i denne 631 sider store
bog. Måske vil jeg prøve at udgive hele "1942, 1943, 1944" og så
ellers bare et udvalg, måske i det hele taget bare et udvalg.
Lørdag den 25. september 2021. - Jeg deltog i
den årlige højtidelighed i Slaglille Kirke og på Slaglille Kirkegård med
efterfølgende samvær i Næstved. - Se optegnelserne ovenfor om disse
højtideligheder, senest 2018 og 2017.
OKT 2021
Søndag den 1. oktober 2021. - Jeg optrådte
under kulturnatten i Nykøbing F. med selvpræsentation og oplæsning af digte. Vi
fra stORDstrømmen havde fået tildelt Klosterkirkens konfirmandstue. Der var
ikke mange tilhørere, og jeg fik ikke solgt noget.
Onsdag den 13. oktober 2021. - Anna, hendes
søster Lisbeth og jeg besøgte udstillingen af Hans Friis's
landskabsbilleder på Fuglsang Kunstmuseum. Jeg skrev senere dette digt om Hans
Friis: "HANS FRIIS // Hans Friis flyttede til naturen på Falster / og gik
ud og malede i den. / Han malede ude i al slags vejr, / den direkte vej fra
landskab til lærred. / Mesterpenslen satte alt minutiøst på. / Friis gik ind i
naturen og tog naturen ind. / Hans mål var glæden ved sammensmeltningen: /
Friis i naturen og naturen i Friis. / Men de forsvandt ikke i hinanden. / Friis
og naturen i billedet. / Glæden styrede penslen. / Penslen satte glæden på. /
Friis og naturen og glæden i billedet. // 22.10.21". - Vi købte også den
meget fine bog med samme titel som udstillingen: "UDENDØRS.
Landskabsmaleren Hans Friis". Der er oplysende og interessante tekster og
mange gengivelser af Hans Friis's billeder.
Tirsdag den 26. oktober 2021. - Jeg deltog i en
oversætterfrokost på den polske ambassade. Vi var en håndfuld oversættere og to
repræsentanter for ambassaden. Det var meget interessant at møde de andre, og
jeg betragtede det som en stor ære at være blevet inviteret. Men mine
oversættelser nyder altså stor anerkendelse i det polske miljø og på
ambassaden. - Havde det ikke været for coronaen,
ville der for længst være blevet afholdt mindst én bogpræsentationsaften på
ambassaden, men vi regner med at lave noget, så snart coronaen
tillader det.
Søndag den 31. oktober 2021 (allehelgens
aften, årsdagen for Luthers teser 1517). - Jeg blev jubelolding! Det var 50 år siden
jeg blev ordineret (præsteviet) i Maribo Domkirke. Her er links til to
Facebook-billedalbummer: MAN BLIVER "JUBELOLDING" I MORGEN - https://www.facebook.com/media/set/?vanity=bent.christensen.505&set=a.4831636916870135
- DOMKIRKEN 50 ÅR EFTER - https://www.facebook.com/media/set/?set=a.4839889132711580&type=3
NOV 2021
Jeg havde i anledning af hundredåret for hans fødsel oversættelser af
to digte af den polske digter Krzysztof Kamil Baczyński (1921-1944) i efterårsnummeret
af Informator Polski: "En sang" fra 1938 og "Himlens guld jeg
åbner for dig" (15.06.43). De står nu også i manuskriptet til min næste
samling "Digte og aforismer 2020-2022". - Se mere under lørdag den
18. september 2021.
DEC 2021
Ingen optegnelser.
2022
JAN 2022
22. januar 2022. - Jeg begravede
Annas lillesøster Julianes mand Kurt fra Sorgenfri Kirke. - Den 27. maj 2020
begravede jeg Juliane samme sted. - Begge dødsfald var sørgelige.
FEB 2022
Ingen optegnelser.
MAR 2022
Den 15. marts 2022. - En polsk
tv-station (hvis navn jeg ikke er helt sikker på) lavede et stort interview med
mig på Polakkasernen i Tågerup. Det var en tidligere polsk militærattaché, der
havde fortalt dem om mig, og det, der interesserede dem, var min uddannelse til
sprogofficer og min tjeneste under Den Kolde Krig. Og det fortalte jeg så om.
Så godt jeg kunne! Jeg har godt nok studeret polsk siden 1990, og jeg læser det
uden problemer, ja, har opnået anerkendelse som oversætter af polsk digtning. Og
jeg kan, når jeg bruger tid på det og betjener mig af ordbøger og søger på
Nettet efter de rigtige ord og udtryk, skrive ret godt på polsk. Jeg indrømmer,
at jeg ofte skriver på dansk og benytter Google Translate,
som efterhånden gør det ganske godt og sparer en for at taste
det hele på polsk; man skal bare stadig rette en del i grammatikken og rette en
del misforståelser. Men slavistikken er jo kun mit "bifag", og mit
studium har derfor i høj grad været en ret passiv sidebeskæftigelse. Jeg har også
kun sjældent ført egentlige samtaler på polsk. Jeg havde dog forberedt mig godt
og havde lavet et støttepapir, som jeg nogle gange mere eller mindre læste op
af. Men jeg mærker også min alder, når jeg skal tale polsk. Jeg er spændt på, hvordan
det er kommet til at lyde. Jeg ved ikke, hvornår det bliver udsendt, men vil
selvfølgelig lave en optegnelse om det til den tid. De havde også været på Koldkrigsmuseum
Stevnsfort. - Det var anden gang, jeg optrådte i polsk tv. Første gang var torsdag
den 11. juni 2020. Se optegnelsen ovenfor under denne dato.
Den 17. marts 2022. - Jeg deltog i
min egenskab af medlem af Dansk-Ukrainsk Selskab i en stor konference i
Fællessalen på Christiansborg: "EU, Rusland og Ukraine efter Ruslands
overfald". Vært var formand for Det Udenrigspolitiske Nævn Martin
Lidegaard. Der var mange gode og interessante indlæg. Men jo i en rædselsfuld situation.
Det sidste indlæg var dog opmuntrende. Det var den unge danske direktør for det
danske ungdomshus i Kyiv Julie Arnfred Bojesen, der
fortalte mange gode og lovende ting om den ukrainske ungdom.
Fortsættes