|
POETIK før
oktober 2011 Bent
Christensen |
Denne side er oprettet for flere år siden.
Måske kan jeg oplyse det nøjagtige tidspunkt senere.
Senest opdateret 05.10.11: - Det er den oprindelige underside "Poetik",
der her er gemt som "Poetik før oktober 2011", hvorefter den
"endelige og løbende" fremstilling af min poetik er fortsat på den
nye underside "Poetik". - Se også undersiden ”Mit eksistens-rum”!
Se
desuden undersiderne ”ERINDRINGER”, "POETIK" ”MIT
EKSISTENS-RUM”, ”LITTERÆRE TEKSTER” og ”MIN LYRIK- OG
POETIKHISTORIE”!
-
LIVSENGAGEMENT OG POESI. En præsentation af teologien
om det kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra udgående punkter
på vejen mod en poetik. - Sat på 09.03.11.
SÅDAN BLIVER DIGTET TIL. Første stykke af den specifikke poetik. - Sat her på undersiden 06.11.08. - Mindre ”opdatering” 11.11.08.
TOTALT I EKSISTENS-RUMMET. Poesi
og fiktiv handling i samme livs-rum. Den forhåbentlig sidste statusopgørelse i
selve konceptudviklingsfasen. - Sat her på undersiden 22.08.08.
CHRISTENSENS LIVS-RUM.
Totalt på og fra sidelinien. - Næstsidste tekst i selve den rene
konceptudviklingsfase. - Sat
her på undersiden 02.01.08.
TOTALT FRA SIDELINIEN. Et foreløbigt supplement til
nedenstående ”Status (2) - juli 2007. - Sat her på undersiden 08.10.07.
STATUS (2) - JULI 2007. - En redegørelse for,
hvordan mit livs- og litterærpoetiske projekt står netop nu. – Sat her på
undersiden 28.07.07.
POESI
OG UTOPI. Digteres forhold til utopi og ideologi. Fra Immanuel Kant til
Jens-Martin Eriksen. - Foredrag i Maribo Domprovstis Konvent 04.10.04.
Christensens poesirum. - Påbegyndt og sat på
27.05.04.
STATUS
(1) - AUGUST 2002. - Nogle meddelelser om, hvordan mit livs- og
litterærpoetiske projekt står netop nu, og om mine planer for den videre
udvikling af det. – Sat her på undersiden 30.08.02.
Mødet i det åbne land. Bemærkninger ind i
diskussionen omkring vor redaktørs bog. - Dansk Kirketidende 9/2002
IKKE
VEDHÆFTNING, MEN HENVISNING. Litteraturen, poesien, er ikke en eksistens-åbner,
som evangelieforkyndelsen skal vedhæftes, men en central del af det »kristeligt
nødvendige livsengagement«, som evangelieforkyndelsen skal henvise til. -
Præsteforeningens Blad 2002/3.
LIVSPOETISK
INDLEDNING. - Dansk Kirketidende nr. 14-15/2000 og 16/2000.
* *
* * * *
Livsengagement og poesi
En præsentation af teologien om det
kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra udgående punkter på
vejen mod en poetik
[Sat på her 09.03.11. - Står også på undersiderne "Kirke og teologi", "Poetik" og "Mit eksistens-rum"]
Det teologiske grundlag for det koncept, jeg her præsenterer, er den ”teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement”, jeg har fundet - og fundet bekræftelse på - hos Grundtvig og har skrevet om i ”Fra drøm til program” (1987) og ”Omkring Grundtvigs Vidskab” (1998), idet der naturligvis har været tale om en vekselvirkning med hele min pastorale erfaring og mit teologiske studium i øvrigt, fx af Walther Zimmerlis bog ”Die Weltlichkeit des Alten Testaments” (1971). Og der har i alt dette vist sig en sammenhæng, gående begge veje, mellem denne teologi, og så kirke- og gudstjeneste-synet, nemlig i den forstand, at det i hvert fald ofte er sådan, at hvis man har en dårlig forståelse af det dennesidige livsengagements betydning, så har man nok også et dårligt kirke- og gudstjenestesyn, og omvendt. Jeg ser en nøje sammenhæng mellem det syn på livsengagementet, jeg præsenterer her, og så min insisteren på, at Folkekirken skal forstås som de døbtes legemlige fællesskab og gudstjenesten som re‑præsenteret frelseshistorie og dramatisk-dialogisk samvær med Gud. Man kan læse meget mere om alt dette på undersiderne ”Grundtvig”, ”Poetik”, "Mit eksistens-rum" og andre steder på nærværende side.
Hvordan skal vi kristne forstå forholdet mellem det særligt kristne, og så menneskelivet overhovedet? Og hvordan skal vi forstå menneskelivet hos vore ikke-kristne medmennesker og vort forhold til dem? Disse spørgsmål fandt jeg nogle meget vigtige svar på, da jeg i 1972 først læste Kaj Thanings mindre Grundtvig-bog ”For menneskelivets skyld” (udk. 1971) og dernæst selve disputatsen ”Menneske først” (1963). Og jo så hos Grundtvig selv. Hvad Grundtvig og poesien angår, kan jeg ud over, hvad jeg selv har nået at få skrevet, især henvise til Helge Toldberg, Flemming Lundgreen-Nielsen og Poul Borum.
Når jeg
helt kort skal vise, hvad der ligger i ”teologien om det kristeligt nødvendige
livsengagement”, anfører jeg som oftest det berømte vers fra
”Christenhedens Syvstjerne” (eller
fra sangen ”Ingen har guldtårer fældet”):
Er os
tomme Ord og Lyde:
Eget Folk og Fædres Land,
Veed vi
ei, hvad de betyde
Meer end
Mængde, Muld og Strand,
Tant er
og hvert Ord, vi tale,
Om Guds Riges Bjerg og Dale,
Om Guds Folk og Menighed.
Her er det de meget vigtige
Grundtvig‑begreber folk og fædreland, der specielt er blevet nævnt. Men
det, der er selve anliggendet i denne strofe, gælder jo overhovedet alt, hvad
der er indhold i vor tilværelse, alt,
hvad der har betydning i vort liv.
Nogle hører det som ligefrem
gudsbespottende, når det bliver sagt, at selve den kristne frelses-tale i sig
selv er tom. Men man kan sammenligne det med, at den redningsslynge, der bliver
sænket ned fra helikopteren til manden i havets store kolde bølger, jo også er
tom. Hvilket ikke tager noget fra det store indhold, der ligger i, at
helikopteren overhovedet kommer til stede - for slet ikke at tale om den
redningsmand, der lader sig fire med ned til den nødstedte! Men også den
betydning, der ligger i dette, bliver jo først fyldt helt ud, når det står
klart, at den magt, der har sendt helikopteren, er den samme magt, som ligger
under det liv, der bliver reddet. Frelsen kommer ikke fra en fjern, tilfældig
og ukendt magt, men fra den Gud, der også er Skaberen. Derfor er det liv, vi
lever uden for gudstjeneste, fromhedsliv og troslære (teologi), en del af vort
forhold til vor frelses Gud, og derfor kan vi kun høre det fulde indhold i det,
der lyder i gudstjenesten og teologien, når vi har denne betydnings-oplevelse
med os.
Men selvfølgelig har den rene frelses-tale
sin egen betydning. Der ligger unægtelig en stor åbenbaring af, hvem Gud er, i
frelseshistorien! Og selve frelses-talen skal ikke fyldes op med ”hverdag”, så
at Evangeliet mere eller mindre forsøges ekstraheret af hverdagslivet! Men så
skal livs-oplevelsen eller livs-engagementet ude i livet mellem gudstjenesterne
heller ikke overklistres med ”kristendom”. Det er en hovedpointe i ”teologien
om det kristeligt nødvendige livsengagement”, at såvel gudstjenesten som livet
mellem gudstjenesterne bliver respekteret og oplevet som det, de er, så det
hele ikke bliver rodet sammen i et halvfromt og halvflovt miskmask.
Begrebet ”kulturåben kristendom”
er heller ikke så godt. For den kristne er engagementet i livet mellem
gudstjenesterne noget meget større og dybere end ”kultur”. Det samme gælder
ordet ”kunst”. Meget af det, der betegnes med ordene ”kultur” og ”kunst”, har
gennem historien været det rene ”pynt og blær”, først hos fyrsterne, senere hos
borgerskabet. Og siden Anden Verdenskrig har man i Velfærdsdanmark forsøgt at
udbrede dette til hele befolkningen, idet der også har været tale om ”kunst og
kultur” som henholdsvis et højere velfærdsgode og en slags religionserstatning,
eller i hvert fald som et afgørende middel i opdragelsen af befolkningen. At de
kunstnere, der har været taget i tjeneste af fyrsterne, borgerskabet og
velfærdssamfundet, i mange tilfælde har ydet noget langt dybere, er en anden sag.
Selv ordet ”poesi” bruger jeg som
Grundtvig også kun af nød, fordi heller ikke jeg har kunnet finde en erstatning
for det. Men jeg kan da godt citere en af mine aforismer (fra undersiden
”Aforismer”), hvor jeg - med henspillen på Clausewitz - bestemmer poesien som
”livets udvidelse med andre midler”.
Poetikken fra statholdermark-punktet af
Den nærmere udmøntning af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement foretager jeg i, hvad jeg kalder ”statholdermark-konceptet”, som dermed også bliver udgangspunktet for, hvad jeg forstår ved poetikken. Dette koncept bygger på Grundtvigs tale i Dannevirke-artiklen "Om Mennesket i Verden" om menneskets ”statholderlige”, dvs. på den ene side ”tjenerlige” og på den anden side ”kongelige”, stilling mellem Gud og verden (Danne-Virke II 164f). Men i mit koncept ses ”statholder-marken” som i første omgang hele verden eller nærmere betegnet hele den menneskelige eksistens’ sted, hvilket igen vil sige hele det område, den kristne kommer ud på, når han går ud af kirkedøren eller studerekammerdøren. Og så har han alt det, der er foregået inde bag disse døre, bag sig, hvilket betyder, at så er hele den mark, han skal ud og være konge over og engagere sig på, omgivet af Gud og kristendommen til alle sider - med tidens ende og Guds Rige som den yderste horisont.
Og så skal livsengagementet ellers finde sted ”uafvidende”. Det ligger jo i livsengagementets ”kristelige nødvendighed”, at der skal være tale om et helt frit og i og for sig forudsætningsløst forhold, en helt fri ”elskende og kendende forholden sig”, uden kristelig - eller anden, fx ideologisk - påklistring, og uden kristelig eller anden facitliste, for så vidt angår den erkendelse (i både vid og dyb forstand), der skal indholdsudfylde såvel den særlige kristne tale som gudsforholdet overhovedet.
Jeg forudsætter, at der trods Faldet er så megen ”skabthedskvalitet” i verden, at der er meget, man i praksis kan forholde sig ”elskende” til, og at det i hvert fald er muligt at konstatere så megen ”ontologisk rangorden” (Løgstrup), at man dels kan erkende skabthedskvaliteten midt i hele forvirringen, dels kan lade sin ”elskende forholden sig” få karakter af en skelnen mellem det, der ligger højt, og det, der ligger lavt i den ontologiske rangorden, om det så skal være med direkte kamp til følge. At der her også bliver tale om en særlig forudforståelse i forhold til den kristne frelses-tale, nævner jeg kun lige. Der er på sin vis megen ”herlighedsteologi” i dette, nemlig for så vidt som der også er tale om en udfyldning af herligheds-håbet.
Jeg siger ikke, at man ikke må skrive særlige kristne digte. Jeg siger bare, at de ikke hører til i det egentlige poetiske felt, men i stedet skal skrives og læses i forlængelse af gudstjenesten og teologien og altså ses som dele af det, man kalder fromhedslivet. Men der er selvfølgelig ingen, der helt kan glemme sin tro eller livsanskuelse. Jeg mærker da også selv kristendommens lys ude på min mark. Det afgørende er, at man bestræber sig på at gå til virkeligheden, som den foreligger. Når livsengagementet skal tjene som indholdsudfyldelse af den særlige kristne tale og af hele gudsforholdet, så er det altså virkeligheden, man skal engagere sig i; ellers får man jo ikke hentet noget nyt indhold ind.
Det her præsenterede koncept peger først og fremmest i retning af centrallyrisk symbolisme og modernisme eller tilsvarende. Men der vil jo i alle tilfælde, også de mest ”formelle”, tekstcentrerede, være tale om en form for liv. Og selv med det mest livs-poetiske og centrallyriske udgangspunkt vil man opdage, at når det kommer til det konkrete digt, begynder dette i en eller anden grad at leve sit eget liv. Ja, digtet og dets tilblivelsesproces har sit eget sted i hele det poetiske eksistensforhold, så at det ikke bare er i henholdsvis subjektet og objektet eller i det simple ”møde” mellem disse, eksistensens grund manifesterer sig, men også, og på en helt særlig måde i dette ”digtets sted”. Det eneste, der ikke er tilladt, er, at digtet - eller overhovedet den litterære poesi - kommer til at fungere som en slags pseudoreligion
På vandringen over statholder-marken frem mod poesien gælder det, at alt, hvad der er noget, må godtgøre sin virkelighed og betydning på ny. Og man kunne tro, at når bare man har en poetisk følelse og trang, vil der før eller siden ske noget, faktisk af sig selv. Men det viser sig, at uden teori bliver man også poetisk blind. Uden teori kan man længe gå - eller bare stå! - og stirre ud i faktisk en hvid tåge. Der kommer ikke noget ud af, bare at føle og se. Og selv om der godt kan skrives digte, som i og for sig er ren tydning, skal der også et minimum af ”forholden sig” til. Man kommer i den forbindelse ikke uden om det subjektive. Digtningen er virkelig ”naturen”, ja, ”virkeligheden” eller ”eksistensen” set af eller gennem et ”temperament”, en person, et subjekt. Den subjektive tilgang er en af måderne, hvorpå man kan få den hvide tåge til at opløse sig og give plads for struktur og mønstre.
Den teori, jeg nu har fået udviklet, og som udgør det i hvert fald nødvendige grundlag, er sådan set såre enkel. Den går ud på, at jeg er en person med en historie bag mig, det ”livs-rør”, som udgøres af min vej gennem rum-tiden, og hvis vægge udgør min berøring med virkeligheden indtil nu. Og dette livs-rør munder lige nu ud i mit punkt på statholder-marken. Det er som hele denne person, jeg ikke bare ser på virkeligheden omkring mig, men også forholder mig til den.
Men dertil kommer, at jeg er nødt til at operere med forestillingen om, at virkeligheden omkring mig og jeg selv bunder i den samme fælles grund. Og selv om det egentlig er ”forbudt” at sige det, ved jeg jo, eller tror jeg, at det er selve skabelses-grunden eller Logos-Kristus. Jeg må bare ikke sige det, og under ingen omstændigheder presse det ned over min poetiske aktivitet eller bruge det som facitliste. Forholdet kan i øvrigt også forstås helt naturalistisk. Rent naturvidenskabeligt set bunder alting jo også i det samme.
Hermed er der lagt op til en symbolisme i den forstand, at når jeg ser et motiv, sker det i en omfattende og dyb vekselvirkning med den måde, den fælles grund manifesterer sig på inde i mig selv. Men det, det gælder om, er at få set dybere og mere omfattende på den foreliggende virkelighed, hverken mere eller mindre. Der skal ikke være tale om et forsøg på transcendering af den foreliggende virkelighed. Der kan så være tale om en ren dybde-sening af et enkelt motiv, hvor motivet bliver ligesom et halvgennemsigtigt spejl, som dels spejler, hvad jeg har inde i mig selv (fra den fælles grund), dels lader mig se dybere ned eller ind i motivet. Men der kan også være tale om en mere kompliceret proces, hvori forskellige virkelighedsdele indgår i en krydspejling eller krydsbelysning.
Et helt særligt spørgsmål er, hvordan Grundtvig kan bruges som forbillede. Og her må man for det første sige, at enhver form for efterabning jo er særdeles ugrundtvigsk - også selv om det skulle gælde Grundtvig selv. Men for det andet er Grundtvig jo, hvad jeg kalder ”kirkelig og folkelig totaldigter”, hvilket betyder, at han har været digter på en både bredere og snævrere måde, end hvad jeg her taler om. Som teolog er Grundtvig et stort forbillede, men som digter er han det hovedsagelig, for så vidt som hans digtning ikke er ”kultur”, men ”liv”, og for så vidt som han er netop ”totaldigter” - om end altså på sin egen helt særlige, også i meget høj grad tidsbestemte måde. Men der kan på selv det mest moderne og minimalistiske grundlag godt kan ske en mere eller mindre udtrykkelig sammenfletning af digterens eget liv og den øvrige virkelighed. Den poetiske bestræbelse kan på mange forskellige måder være en stor personlig livs-proces, hvor man under sin fremrykning over marken udfolder sit eget og indoptager de ting, man møder på sin vej. Og hvis det bliver gjort på den rigtige måde, kan resultatet blive langt mere almengyldigt, end hvad der ofte er tilfældet, når digteren alligevel bare bevæger sig rundt i sit eget hjemmelavede univers.
”Mødet” er et helt centralt begreb i min poetik, nemlig mødet mellem den helt nøgne og tomme eller diffuse livsfølelse, og så virkeligheden udenfor, så at der kan ske en ud- eller opfyldelse og strukturering af livsfølelsen.
Man kan begynde i det rent kosmiske. Men man kommer ikke langt med den rene forholden sig til resten af det fysiske Kosmos. Man bliver nødt til at operere med, hvad jeg betegner som henholdsvis Eksistensen og eksistensen. Ved Eksistensen med stort forstår jeg hele den totale virkelighed, som er langt større, end hvad fysikken kan beskrive, og som jeg især oplever ved selve det at leve mit liv. Og ved eksistensen med lille forstår jeg min personlige del af Eksistensen. Alt - både inde i og uden for mig selv - er omfattet af min eksistens som person, på den måde, at det er inden for min eksistens’ rum, jeg oplever alting og forholder mig til alting.
Inden for et i grunden og i sit centrum centrallyrisk koncept, ligger det helt bogstavelig talt lige for at begynde med forholdet til den ikke-menneskelige omverden. Men det er klart, at selv den mest centrallyriske digter, i selv den mest subjektive forholden sig til i og for sig ikke-menneskelige naturmotiver, ved selve det at være i gang med at skrive et digt, optræder på i princippet hele menneskeslægtens vegne og henvendt til i princippet hele menneskeheden, ligesom det er klart, at det allerede i selve det netop skitserede eksistens-koncept først og fremmest er den fælles menneskelige eksistens, der er tale om. Hvortil kommer, at den natur, hvilket først og fremmest vil sige det landskab, der her i Danmark er tale om, er et menneskeskabt kulturlandskab, der meget stærkt vidner om den menneskelige aktivitet og den menneskelige historie.
Men de andre mennesker er man forbundet med på helt andre og helt anderledes nære måder, og det gælder lige fra de allermindste menneskelige delmotiver af og op til de allerstørste historiske forhold. Hvor der i forholdet til den ikke-menneskelige natur kun er tale om en fælles grund, er der i forholdet til ens medmennesker også, ja, først og fremmest, tale om et ”horisontalt” fællesskab oppe i det plan, hvor vi lever vort liv; man er på en helt anden måde inde i et fælles livs-rum. Men det er stadig livsfølelsesudfyldningen og livsudvidelsen, der er det afgørende. Så de menneskelige motiver spiller alligevel en rolle, der svarer ret meget til den rolle, de ikke-menneskelige motiver spiller.
Her slutter denne skitsering af de første skridt på vejen fra ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement” og frem mod poesien. Den videre udvikling af en poetik og poetologi er jeg allerede i gang med, og den vil fortsat blive præsenteret både her og der, ligesom jeg allerede er i gang med en produktion af de digte og andre tekster, som kommer til at indgå i den storstruktur, jeg betegner som mit "Totaldigt". Hvortil kommer den litteraturhistoriske side af mit samlede projekt (undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie").
Mine digte, aforismer og fragmenter vil fortsat blive sat såvel på undersiden "Litterære tekster" som på min Facebook-væg, i hvilken forbindelse de samles i en særlig note til min profil.
* * *
SÅDAN BLIVER DIGTET TIL
Første stykke af den specifikke poetik
[Sat her på undersiden 06.11.08]
INDLEDNING
Jeg kan kun gentage, at jeg sådan set er den første til at tage mig til hovedet over de ting, jeg sætter på denne underside. Men jeg kan også kun gentage, at jeg er nødt til det, og at der er, om ikke alt, så dog noget, at vinde derved, og ikke meget at tabe. Det, jeg kan tabe, er en smule eventuel agtelse hos almindelige læsere, der måtte have forvildet sig ind på denne side. Men det, jeg kan håbe at vinde, er, at der er bare en enkelt eller nogle få, der forstår, hvad det er jeg forsøger, og måske siger: Det, han prøver her, kan jeg gøre! Og jeg kan måske også håbe, selv at få realiseret mere end som så. Jeg har altid været en langsom starter, som løber kun god på de længere distancer. Jeg har dog aldrig været så længe om at komme i gang som i dette mit, i enhver betydning af ordet, livs-projekt. Og jeg er fyldt 65! Men lad os nu se.
Idet jeg henviser til undersiden ”Erindringer”, herunder til Indledningen, kan jeg her ganske kort sige, at først var jeg lammet af at have måttet sige farvel til drømmen om en karriere som jazzmusiker, så var jeg blind og døv i forhold til hidtidig og samtidig kultur, uden grundlag og uden forbilleder, så blev jeg præst og teolog, og så blev jeg Grundtvig-forsker og -discipel, helt særligt for så vidt angår ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”, ja, efterhånden med projektet ”poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”. Jeg husker ikke lige her, hvornår jeg formede denne arbejds-titel, men projektet som sådant var i hvert fald til stede i 1994/95. Og i 2003 gik jeg på pension om 60-årig for at bruge pensionen som ”arbejdsstipendium” for dette projekt.
Som det fremgår af teksterne på denne side fra tiden derefter, er det imidlertid stadig gået langsomt for mig. Jeg har længe siddet fast i forestillingen om, at når jeg bare havde ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement” og, som udmøntning af den, ”statholdermark-konceptet” (søg dette ord eller ordet ”statholdermark” eller ”statholder-mark”, og tilsvarende andre særlige ord), så ville der begynde at ske noget. Det gjorde der bare ikke. Jeg måtte møjsommeligt videreudvikle mit koncept eller udvide det med nye koncepter. Og til sidst nåede jeg frem til ”eksistens- eller livs-rum-konceptet” kombineret med ”totalt-fra-sidelinien-konceptet”, koncepter, hvori flere af mine hidtidige problemer er blevet løst, herunder nogle problemer i forbindelse med mit discipel-forhold til Grundtvig.
Disse løsninger kan siges at udgøre et mindre service af dybe tallerkener opfundet på ny, men som helhed må jeg i hvert fald selv se dem som det helt nødvendige grundlag for det projekt, der på een gang skal føre til opfyldelsen af min egen ungdoms drømme og til det, der således skal være mit forsøg på, i denne henseende at udmønte arven og inspirationen fra Grundtvig. I al den ”deduktive foreløbighed”, der her er tale om, må jeg sige, at der så vidt mig bekendt ikke er andre, der har gjort et tilsvarende forsøg på at arbejde sig frem fra en ”teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement” til en poetik, der ikke bare omfatter poesien i snæver forstand, og heller ikke bare har et meget videre poesi-begreb, men ser alt dette som en særlig, men vekselvirkende del af og dimension i det samlede livsengagement.
Alt dette kan man læse om i de forrige tekster på denne
side, sluttende med den forrige: ”Totalt i eksistens-rummet. Poesi og fiktiv
handling i samme livs-rum”. Den blev sat på den 22. august 2008. Og siden har
jeg arbejdet på at komme videre med noget mere specifikt og konkret, altså dels
en mere specifik og konkret ”egen poetik”, dels konkrete forsøg med digte og
andre tekster, hvortil kommer, at jeg nu endelig har det nødvendige grundlag
for at komme rigtig i gang med, hvad jeg betegner som den empiriske side af mit
projekt, nemlig studiet af udvalgte forfattere og tekster (især lyrik og poetik)
fra i hvert fald den tyske romantik til i dag.
Som det også (og altså
igen!) fremgår af ovenstående, spiller min egen livshistorie en vigtig rolle i
mit projekt, som den ”tunnel” gennem rum-tiden, hvis forløb er min del af verden og menneskelivet, og
hvis vægge udgør min berøring med den del deraf, som ikke er min. Dette har jeg
nu draget den konsekvens af, at jeg, den 25. august 2008 begyndte at skrive
mine erindringer og den 29. august begyndte at sætte dem, løbende, ind på den
nyoprettede underside ”Erindringer”. (Jeg er her 06.11.08 blevet færdig med
kapitel 4, hvor jeg er nået frem til sommeren 1962, månederne mellem
studentereksamen og militærtjeneste). Og lidt senere oprettede jeg undersiden
”Litterære tekster”, indtil videre så godt som udelukkende med digte. At sætte
mine digt-forsøg her på hjemmesiden har jeg ellers - af gode grunde - afholdt
mig fra. Men nu kan de i det mindste stå som en dokument-samling i tilknytning
til Erindringerne. Og de nye digte, jeg sætter på, kan vise, hvor langt jeg er
kommet!
Samtidig arbejder jeg så
videre med udviklingen af ”egen poetik” og med nogle praktiske forsøg på at
skrive digte, hvad der under alle omstændigheder skal ses som netop ”forsøg”,
dvs. på den ene side afprøvning af de ting, jeg rent teoretisk er nået frem
til, og på den anden side udforskning af de poetiske muligheder, der åbner sig
for mig. Om der herudover bliver tale om tekster, der i hvert fald i en eller
anden grad virkelig kan leve op til betegnelsen digte, vil vise sig. Desuden
gør jeg mig i det hele taget videre overvejelser, og forhåbentlig efterhånden
også forsøg på de videre områder, jeg har peget på, og også peger på i den
allersidste ”betragtning” her nedenfor. Jeg vil nu præsentere det første
resultat af mit videre arbejde.
FRA RYTME OG SANSNING
TIL SKRIVEPROCES
1. Rytmen
Jeg er ikke den første, der siger, at digt-processen kan begynde med, at en rytme melder sig. For det kan den. Og rytmen melder sig, eller former sig, i hvert fald på et eller andet tidspunkt, senest når nedskrivningen er kommet noget i gang. Det gælder i det hele taget for de punkter, jeg her opstiller, at de ikke skal ses som klart adskilte punkter i en nødvendig tids-følge.
2. Sansningen.
Men ellers kan det begynde med en sansning - som naturligvis forud for sig kan have en stemning, en idé eller lignende. Det gælder fortsat, at der ikke er tale om en nødvendig, endsige tvingende, tids-følge, men der er gode, indlysende grunde til, principielt at begynde med den rene sansning, selv om altså eet eller flere af de følgende ”punkter” kan ”gå op” og være til stede sammen med de første og evt. hinanden. Sansningen skal/kan på den ene side være så detaljeret som muligt, men på den anden side kan det også gælde om at filtrere og/eller samle det sansede, så der enten bliver et mindre antal udvalgte dele tilbage eller det sansede (eller dele af det) kommer til at stå som en helhed (evt. flere helheder). Det er klart, at disse processer forudsætter et mere eller mindre bevidst ”koncept”. Men denne punkt-opstilling er netop kun principiel, og der må jo skelnes mellem de eller de koncepter, man hele tiden har, og så det særlige ”koncept” forud for tilblivelsen af et bestemt digt. - Tilføjelse/”opdatering” 11.11.08: Der er i dette punkt oprindelig tænkt på den simplest og enklest mulige sansning, nemlig sansningen af en ting eller genstand som sådan. Men der kan selvfølgelig også være tale om en (eller flere) ting i bevægelse, fx blade, skyer eller bølger. Og der kan være tale om dyr i bevægelse, fx løbende pattedyr eller flyvende fugle. Eller om mennesker. Ja, der kan være tale om hele (mindre) begivenhedsforløb eller situationer, der blot sanses, eller i hvert fald blot ”registreres”. Med denne udvidelse bliver det tydeligt, at der i denne punktopdeling er tale om en abstraktion. Det vil i praksis nok være vanskeligt at holde sig til den helt rene sansning eller registrering af fx en menneskelig situation. Men princippet er stadig godt nok; man skal bare forstå dette punkt på den måde, at der er tale om den renest mulige sansning eller registrering - i modsætning til den videre proces, men som grundlag og udgangspunkt for den, også i hele den komplicerede vekselvirkning, der i praksis mere eller mindre vil blive tale om. Se også det nf. indsatte fragment af nyt ”arbejds-digt”.
3. Ned og/eller ud
fra sansningen
Idet der stadig nok vil være en eller anden form for ”koncept” til stede, vil næste principielle trin være, at der gås videre fra den (mere eller mindre) rene sansning. Det kan være ”i dybden”, så at der fx fra sansningen af et træ enten gås ”nedad” gennem biologien, evt. helt ned til partikelfysikken (eller hvad det nu er) eller gås udad til en eller flere forskellige ”konstellationer”. Der kan vel også være tale om ”konstellationer” af dele i den oprindelige, i princippet rene, sansning. ”Konstellationerne” kan fx være ”biotopiske”, landskabelige eller menneskelige (sociale, ”folkelige” historiske).
4. Korrelationerne i
eksistens-rummet eller de subjektive korrelationer
Senest når ”2-
5. Bearbejdelse eller
”processing” af resultaterne af ”1-
Det sidste trin før selve skrive-processen er den videre bearbejdelse eller ”processing” af det, der er kommet til at stå for mig som følge af, hvad der er sket i punkterne eller trinene 1-4. Dette sker under styring af de strukturer og ”kvaliteter” (”kvalitets-krav”), der i almindelighed og på forhånd ligger i mit særlige eksistens-rum og i mine særlige koncepter. For mit vedkommende ligger den helt overordnede styring i, at det yderste store mål er ”livs-herlighed”. Eller ”livs-møde” - i sandhed og virkelighed. - Når jeg siger ”livs-herlighed” og ”livs-møde”, skal dette ikke forstås som en ”flad”, urealistisk dyrkelsen af ”herligheden og livet”. Jeg tilføjer jo udtrykkeligt: ”i sandhed og virkelighed”, hvilket vil sige, at intet af det, jeg møder i den faktisk foreliggende virkelighed, er udelukket. Men det betyder rigtignok, at formålet helt overordnet er positivt. Ja, selv om det jo ligger i ”statholdermark-konceptet”, at der ikke må klistres kristendom ind over min forholden mig til den foreliggende virkelighed eller arbejdes med en kristelig facitliste, ligger det naturligvis også i dette koncept, at det livs- og litterærpoetiske projekt grundlæggende drejer sig om forholdet til de ting og kvaliteter, der ”i faldenheden”, vidner om Tilværelsen som Guds skaberværk, og at den yderste ramme om det er det, der er foregået inde i gudstjeneste-rummet og det teologiske studerekammer, ligesom den yderste horisont for det er Guds Rige ude bag tidens ende. Men når alt dette er forudsat og sagt, så er er ”faldenheden” og det Ondes virkelighed og virken i den foreliggende virkelighed, også inde i mig selv, jo også forudsat, hvilket betyder, at denne virkelighed og virken også i høj grad vil komme til at indgå i det, der bliver set og ”set”. Det særlige ved det, der skal foregå inden for rammerne af mit projekt og koncept, er ”bare”, at det Onde altid skal ses på sin rette plads i ”den ontologiske rangorden” (idet jeg forudsætter og af erfaring mener, at der er tale om en sådan rangorden, også ”før” eller ”uanset” kristendommen). Det positive, herligheden, livet vil således meget ofte blive set i smertens og kampens sammenhæng, hvor ”kampen” kan være alt, lige fra den helt lille dagligdags kamp inde i samvittigheden eller i hverdagens små situationer og op til de helt store kampe i samfundet og verden, herunder sådan noget som krig og martyrium. Jeg kan her citere et par af mine digte - eller ”digte”. Først det, der kort og godt lyder: ”Ingen skal etikken dyrke / før livs-herlighed han så!” (1995; se undersiderne ”Litterære tekster” og ”Program”). Dernæst det, der begynder med ordene ”Kræft og krig” og slutter: ”... jeg slår mit kors for mig / og beder min bøn / slår mit kors / eller hvad / men aldrig / aldrig / skal noget af dette / komme herind i mit digt / og gøre sig interessant!” (1999; se undersiden ”Litterære tekster”). Men når/hvis det er givet, at det er nødvendigt at kæmpe mod noget, det være sig af den ene eller den anden karakter og i den ene eller den anden sammenhæng, så er selve kampen også en positiv del af virkeligheden, også et positivt motiv. - Det er et spørgsmål, om der kan, og bør, arbejdes videre ad denne jo sådan set rent deduktive vej. Den videre udfoldelse af en egentlig poetik og poetologi kan og bør nok kun ske i vekselvirkning med henholdsvis konkrete forsøg på at skrive digte m.m. og studium af foreliggende poetik, poetologi og (ikke mindst!) digtning. - Det følgende, og sidste, punkt viser vejen ud til denne praksis.
6. Skriveprocessen
På et tidspunkt begynder skriveprocessen (som selvfølgelig også kan finde sted i form af ”memorering” eller diktat til en diktafon, hvor så imidlertid det rent visuelle, typografiske ikke direkte er med). Senest her mødes for det første syn og rytme. Men når skriveprocessen begynder, begynder digtet også at leve sit eget liv! Så er det ikke bare ”forud-rytmen” og ”se-ningen” (inkl. analyse, filtrering, ”konstellering” osv.), så er det den konkrete, faktisk tilstedeværende rytme og de konkrete ords klang og betydning, og så er det en konkret struktur, som vel er opstået af, hvad der var af struktur før nedskrivningen, men som nu ikke alene står der, men også tegner sig, og kommer til at tegne sig videre, i forhold såvel til alt, hvad processen i de foregående punkter er resulteret i, som til alle de elementer, der indgik i dem, ja, mere eller mindre til hele den virkelighed, der fortsat ligger bag og uden om digtet. Men denne fortsatte vekselvirkning sker på, ja, udgør, et højere niveau!
- - -
Herefter må henholdsvis praksis og studium følge. Og for mit vedkommende er begge dele også allerede i gang. Jeg skriver på Erindringerne (og sætter løbende det skrevne ind på deres særlige underside), og selv om de i selve mit storprojekts særlige sammenhæng også er af grundlags-karakter, er de dog også en slags litterært produkt, og jeg sætter nye digte ind, der ganske vist nok snarere burde karakteriseres som ”digte”, men som selv i denne egenskab dog er noget andet end den rene deduktion. De første resultater af mine poesi-studier og videre litteratur- og kulturhistoriske m.m. studier vil nok først komme om måske længere tid.
Det ligger i mit projekt, især som det foreligger under titlen ”Totalt fra sidelinien”, at der også kan blive taler om andre, ja, ganske andre, produkter end digte og poetik. Men hvad det evt. kan blive til, må vise sig.
- - -
Mit første ”værksteds-digt” efter nedskrivningen af det første udkast til ovenstående punkter er skrevet straks efter, i stort set een automatskriftlignende proces (idet titel og undertitel er dannet senere), så det bringes her. Men der vil sandsynligvis komme flere, nok også mindst eet til hvert af de følgende punkter. Men nu dette nye skridt på vejen ud til praksis:
Rytme i automatskrift
Et forsøg
Rytmen kommer
den flyder ud af Rummet
kommer til mig fra ukendte steder
slår så et slag
helt uventet
for at stå som sig selv
fastslået opstået
der skal ikke være nogen tvivl om det
her kommer jeg
helt enestående ud af det hele
og sådan kan det fortsætte
bare det flyder og strømmer
og så
brat slag
en voldsom vending
aldrig flydende på dén måde
letløbende glat
ud i selvfølgelighedernes kar
men kan revideres
kommet hertil
får digtet sit eget liv
hvor betydningen jo også betyder noget
- kan man ligefrem sige
de første få linier styrer resten
og at rytmen trækker meningen med sig
kun er den første lyd af den? -
meningen kommer fra det fjerne
og lyder i det fjerne
først høres lyden
men så indtræffer sagen selv
kommer gående i den samme takt.
Ovenstående digt, skrevet
06.11.08, er også sat på undersiden ”Litterære tekster”.
-
Arbejds-digt
(fragment) til punkt 2 ”Sansningen”
Og så skal du bare se!
Lettere sagt end gjort
synet er aldrig bart
men jeg prøver:
Træet begynder i jordoverfladen
som i øvrigt er helt dækket
af dets blade
gule brune grønne
enkelte græsstrå stikker op
stammen er bred og grå
barken furet og foldet
det er et egetræ
farven går fra gråt til sort
og der sidder lidt alger på
mest gule
men også ovre i det grønne
folderne
folderne er presset ud
vælter sig takkede
mønstret er
mønstret er
svært at beskrive
hvis man ikke må sige
det mest ligner en hjerne
...
Ovenstående digt, skrevet
08.11.08, er også sat på undersiden ”Litterære tekster”.
- - -
OG SÅ ALLIGEVEL NOGLE
VIDERE BETRAGTNINGER:
1. Videre
betragtninger over forholdet mellem lyd og tyd
De første linier af et digt kan komme som en slags udtryk for selve rytmen. Men jo længere jeg kommer ned, jo mere melder kravet sig om overensstemmelse mellem ”lyd” og ”tyd”. Det giver bogstavelig talt ikke nogen mening, bare at skrive nogle mere eller mindre tilfældige ord ned til en rytme, der som en slags trommesolo udvikles af sig selv. Det er nok sådan, at rytmen høres først - eller kan være det, der høres først. Men når rytmen er den lyriske rytme, er den aldrig alene. Meget hurtigt kræver den at få den mening med, som den fra allerførst af har været bærer af.
Jeg kan måske også sige det på den måde, at allerdybest nede er meningen, den store grund-mening, som ligger under og manifesterer sig i alt. Og så giver det - bogstavelig talt - kun mening(!) at høre/se rytmen og ordene som sider af samme sag.
Men pointen her er jo heller ikke, at rytmen skal kunne optræde alene, som bare et dum-da-da-dum. Pointen er, at ordene på forhånd er bundet til rytmen, så de kun kan komme til at betyde det, de betyder, helt, når de flyder frem i lige den rytme, deres betydning ligger i, og skal ligge i, skal flyde frem i.
Hvortil kommer, at jeg jo ikke må glemme klangen! Lyden er ikke kun rytmen, den er også klangen - og farven.
Men videre: Det er ikke kun lyden (som rytme, klang og farve), der skal strømme frem og ud i et - igen bogstavelig talt - menings-ret forløb. Det skal betydningen også gøre. Jfr. de gammeltestamentlige ”betydnings-rim”.
Ja, når de første linier er skrevet ned, begynder digtet at leve sit eget liv. Men i modsætning til formalisterne af alle slags, vil jeg hævde - og praktisere - at dette overhovedet ikke betyder, at digtet så bare bliver en højere form for trommesolo, hvor også betydnings-strukturen bliver en selvberoende struktur, der kører sit eget løb.
Jeg tror, dette er noget, alle rigtige digtere ved, hvad enten de udtrykker det i teoretiske ord eller ej, altså ved og/eller bare ”ved”. At have digter-talent er vel at vide eller ”vide” alt dette (eller noget dertil svarende) i attenårsalderen.
Tag fx sådan noget som rimene i en bare nogenlunde god festsang. Det er jo heller ikke bare ”tom klang”, tom vel-klang. Selv i de mest beskedne digte skal der være en eller anden sammenhæng mellem lyd’en og tyd’en. Og det gælder også, bare på en mindre umiddelbar måde, de tilsyneladende mere formløse frie vers.
2. Det samlede syn og
dets udtryk i ord, dvs. i både lyd og tyd
Jeg siger her ”det samlede syn”. Men det betyder jo så netop ikke, at dette syn - nødvendigvis - er, klart, samlet til stede fra begyndelsen af! Noget må der være, også på en eller anden måde samlet, til stede fra begyndelsen af. Men ”synet” vil også - mere eller mindre - (skulle) ”samle sig” undervejs. Ja, der kan nok ikke gives een bestemt ”opskrift” på det. Det ene yderpunkt er vel, at det hele kan komme til stede på een gang. Og det andet yderpunkt er vel den rene konstruktion. De næste punkter på skalaen må så være, at der er et minimum af det ene og/eller det andet til stede i udgangssituationen. Det kan være en lille stump rytme, der begynder at lyde - og som så trækker syn og/eller ord med sig. Idet der vel ikke helt kan skelnes mellem ord og syn eller syn og ord. Sagt på en anden måde: Næste punkt på skalaen efter det rene nul-udgangspunkt, hvor der vel så bare er tale om selve viljen til at skrive, dvs. konstruere, et digt, er det absolutte minimum af det ene og/eller det andet. Og så følger alle de andre punkter på skalaen - helt frem til det andet yderpunkt, hvor et - vel som regel ganske kort - digt bare pludselig melder sig helt.
Den mest almindelige udgangssituation er, som allerede anført, at der forud for selve digtets egentlige tilblivelsesproces som sådan går et forløb af ”hørt rytme” (1), sansning (2), ”dybdegåen” (3), ”proces i eksistens-rummet” (4) og bearbejdelse/processing (5). Eller i hvert fald nogle af disse punkter.
Herefter følger (på et eller andet tidspunkt) selve skriveprocessen (6). Som vel at mærke ikke bare er en simpel nedskrivning af resultatet af processen i de forudgående punkter, men som (medmindre der er tale om et af de tilfælde, hvor det hele virkelig bare står der og bare skal skrives ned) er en vekselvirknings-proces, hvor der hele tiden gås frem og tilbage mellem det, der sker i punkterne 1-5, og det, der sker i punkt 6, dvs. selve ”skriveprocessen”, som jo altså så netop ikke bare er en skriveproces, men er den samlede proces, hvor der vel arbejdes i og med selve digtets tekst, men hvor det, der sker og kræves dér, hele tiden vekselvirker med nogle processer, der svarer til, hvad der er anført under punkterne 1-5.
Lad mig prøve at sige det sådan: Jeg har noget i hovedet, som er resultatet af de indledende processer i punkt 1-5. Og så begynder jeg at skrive digtet. Men snart viser det sig, at de dele, som allerede er skrevet ned, kræver en mere eller mindre bestemt fortsættelse. Som vel at mærke ikke bare skal være en tom viderespinding. Det, der følger efter de første få linier, skal både svare til dem og til den helhed, der tegnede sig i 1-5-processerne. Og det kan være, at det bliver de først skrevne linier, der skal laves om, fordi de følgende linier, der melder sig, viser sig at svare bedre til resultatet af 1-5-processerne end de.
KONKLUSION: Digtet
skal være ”konsistent” (for nu at begynde at bruge begreber fra
erkendelsesteorien). Men det skal også være ”kohærent” med det, der lå forud,
og som fortsat er til stede, ja, kommer mere og mere til stede, efterhånden som
selve ”skriveprocessen” skrider frem. Digtet bliver kun perfekt, når såvel den
samlede lyd som den samlede tyd på een gang er ”kohærent” med ”1-
- - -
OG ENDELIG OM MIT
LIVS- OG LITTERÆRPOETISKE PROJEKTS KARAKTER:
Den rene oplevelse, handling, bedrift er ikke nok. Og den rene beskrivelse, ja, selv den rene tydning, er ikke nok. Det skal være en livs-proces, en livs-begivenhed, hvor der sker noget, og hvor noget nyt bliver til. - Den rene handling er en tegning i vandet, og den rene beskrivelse, ja, den rene tydning er også for lidt, hvis der ikke er i hvert fald et vist minimum af ”begivenhed” (livs-møde og livs-udfoldelses-begivenhed) i det. På een gang ”metafysik”, dvs. ”Tilværelsens dybheder”, og ”handling”, dvs. livs-proces. Livs-processen her er bare ikke en proces, der sker med min krop ude i den almindelige virkelighed.
* * *
TOTALT I EKSISTENS-RUMMET
Poesi og fiktiv handling i samme
livs-rum
Den forhåbentlig sidste
statusopgørelse i selve konceptudviklingsfasen
[Sat
her på undersiden 22.08.08]
Når jeg ser tilbage over
alle årene - faktisk helt tilbage til 1961! - må jeg også selv tage mig til
hovedet over, at det har taget mig så lang tid at udvikle det koncept - eller
koncept-kompleks - som jeg nu er nået frem til, og som jeg her præsenterer som
den forhåbentlig sidste i rækken af tekster om selve min koncept-udvikling. Det
er muligt, at læseren også vil tage sig til hovedet over selve denne tekst og
sige: ”Ikke andet?”. Men for mig har det stor betydning, at jeg, efter at have
været begyndt helt forfra, nu er nået hertil. Man kan sige, at jeg nu har et
helt skab med dybe tallerkener opfundet på ny. Men lad så være. Så er det i
hvert fald bekræftet, at også i mit koncept-kompleks skal en dyb tallerken se
sådan ud! (Jeg afstår derfor også fra at sammenholde disse ting med ting fra
idé- og litteraturhistorien ud over Grundtvig; denne side af sagen beskæftiger
jeg med i den empiriske side af mit projekt). Og jeg vil alligevel mene, at
koncept-komplekset som helhed betegner et forsøg, der ikke har været gjort før,
nemlig et forsøg på, helt fra grunden af, at udvikle en ”stor-poetik” på
grundlag af ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement” og ”på
Grundtvigs skuldre” eller med Grundtvigs eksempel som i det mindste et
pejlings-punkt. Og mit udviklingsprojekt er nu - langt om længe - nået så
langt, at det udgør det nødvendige minimum af grundlag for min empiriske
forskning og research og for produktionen af egentlige produkter.
Det kristeligt nødvendige
livsengagement
Jeg har indtil nu altid
taget udgangspunkt i, hvad jeg (som discipel af Grundtvig) kalder ”teologien om
det kristeligt nødvendige livsengagement”. Men netop i forbindelse med den
udvidelse af mit koncept, der her til sidst er tale om, må jeg understrege, at
denne teologi jo ikke egentlig er det første, der er at sige.
Det første, der er at
sige, er naturligvis, at livet simpelt hen er livet, eller at livet simpelt hen
ER, at det leves. I forhold hertil er ”teologien om det kristeligt nødvendige
livsengagement” sekundær, idet den jo er en korrektion til en falsk,
livsfornægtende teologi.
Videre har så både
Grundtvig og jeg selv begrundet ”teologien om det kristeligt nødvendige
livsengagement” med, at engagementet i livet uden for henholdsvis kirkedøren og
døren til det teologiske studerekammer giver en indirekte gudserkendelse, der
for det første overhovedet gør det muligt for os at høre, hvad der bliver sagt
i gudstjenesten, og forstå, hvad der bliver læst i studerekammeret, og som for
det andet giver en betydnings-udfyldning af både selve ordet Gud og hele den
frelseshistorie, som jo kun er forståelig i forhold til skabelsens og faldets
virkelighed, dvs. den virkelighed, vi oplever, når vi går ud og engagerer os i
denne tilværelse. Dette kunne man også kalde
”er-os-tomme-ord-og-lyde-teologien” (Jfr. den berømte strofe i ”Christenhedens
Syvstjerne” og i den derfra uddragne sang ”Ingen har guldtårer fældet” - Værker
i Udvalg VI 347. Højskolesangbogen 2006 nr. 93).
Men hvor sandt dette end
er, indebærer det den fare, at man kommer til at fokusere for snævert på selve
erkendelses-dimensionen, oven i købet med en for snæver forståelse af, hvad
”erkendelse” vil sige. Denne fare har jeg længe forsøgt at afværge ved at pege
på betydningen af ordet ”kende” i den gamle oversættelse af 1. Mos. 4,1, idet
jeg på grundlag deraf har talt om livsengagementet som ”en kendende og elskende
forholden sig”. Og jeg vil altså nu understrege, at det allerførste,
naturligvis, er selve ”livets levelse”, selve brugen af livets gave, om man
vil. Det kan man selvfølgelig også godt kalde erkendelse i ordets allervideste
betydning. Men det er bedre at sige, at kristeligt set, er ”livets levelse”
simpelt hen det forløb, hvori skabelsesforholdet udspiller sig. Men jo så også
”genstands-indholdet” i frelses-forholdet, idet det jo er det skabte, men
faldne menneskeliv og dets skabte, men faldne verden, der er frelsens genstand;
det er det, der ligger i ”teologien om det kristeligt nødvendige
livsengagement”.
For udfoldelsen af ”det
kristeligt nødvendige livsengagement” betyder dette, at det virkelig er hele
livets levelse, det gælder. Og det er også hele denne livs-levelse, der skal
finde sted på den ”statholder-mark”, verden uden for de to ovennævnte døre ses
som, omgivet af kristendommen til alle sider, med kristendommen under sig og
over sig, og med Guds Rige som sin yderste horisont, idet det for erkendelsens
skyld er afgørende, at engagementet finder sted uafvidende i den forstand, at
der ikke medbringes nogen kristelig facitliste og der ikke presses kristendom
ned over, hvad der opleves, men idet alt, hvad der opleves, for den kristne
selvfølgelig opleves i stadig vekselvirkning med det, der finder sted inde bag
de to døre, og i det daglige fromhedsliv og den daglige efter-tænkning.
I forhold til hele selve
”livets levelse” ude på verdens ”statholder-mark” er den aktivitet, der er tale
om i nærværende projekt, også i dets nu for så vidt totalt udvidede skikkelse,
en særlig udvidelse, nemlig for så vidt angår styrkelsen, udvidelsen,
uddybningen og udfyldelsen af den livsfølelse og livs-refleksion, der under
alle omstændigheder ledsager livs-levelsen.
Og når jeg udtrykkeligt
har haft givet mit projekt arbejdstitlen ”poetisk livsfølelse og litterær poesi
i det kristeligt nødvendige livsengagement”, så betyder det jo også, at der er
tale om mere end bare et i almindelig forstand litterært projekt. Ordene
”poesi” og ”poetisk” vender jeg tilbage til nedenfor. Men når jeg her taler om
”poetisk livsfølelse” som noget andet (og mere), end hvad der hører sammen med
selve den litterære poesi, så mener jeg dermed netop, hvad jeg også har sagt
her ovenfor, hele den følelse, der er forbundet med det at leve som menneske -
idet jeg dog skelner mellem den følelse, der under alle omstændigheder vil være
forbundet med det at leve som menneske, for ethvert menneskes vedkommende, og
så den følelse, der vokser frem af dén videre forholden sig til Tilværelsen,
der går ud over selve den ”refleksion”, der under alle omstændigheder hører med
til det at leve som menneske.
Menneskelivet kan
inddeles i tre hovedområder: 1. Selve livets levelse med alle former for
praksis. Og den dertil hørende følelse og ”refleksion”. - 2. Den særlige
filosofisk-videnskabelige erkendelsesaktivitet. - 3. Den i videste forstand
særlige ”poetiske” aktivitet og forholden sig (ud over den elementære følelse
og refleksion, som hører til på område 1). - Egentlig er det selvfølgelig
forkert at sætte ”selve livets levelse” ind som et område ved siden af de to
andre. Egentlig er område 2 og 3 jo ”specialområder” inden for ”livets levelse”
overhovedet, eller særlige udvidelser af livets elementære levelse.
I nærværende sammenhæng
er det imidlertid den aktivitet og forholden sig, som hører hjemme på område 3,
det drejer sig om. Og man kan spørge, om en sådan udvidelse af eller et sådant
supplement til følelsen og refleksionen på område 1 (og til erkendelsen på
område 2) overhovedet er nødvendig. Men netop når sammenhængen - og
vekselvirkningen - med det, der allerede sker på område 1, hele tiden holdes
for øje, tillader jeg mig at betragte dette som en given sag.
Jeg står altså på mit
punkt ude på ”statholder-marken” og skal i gang med min aktivitet på område 3.
Og da det således ikke er den praktiske - og i det hele taget i den forstand
virkelige - aktivitet, som hører hjemme på område 1, der er tale om (eller om
den særlige erkendelsesaktivitet på område 2), må der nødvendigvis blive tale
om en ”poetisk” aktivitet. (Man kan læse mere om denne del af konceptet i
teksterne nedenfor på denne side, idet man fx søger på de pågældende ord).
Liv og poesi og ”poesi”
Allerede Grundtvig havde
problemer med ordet ”poesi” og det dertil hørende adjektiv ”poetisk”. Der
findes simpelt hen ikke ord, der dækker, hvad disse ord i anførselstegn skal
prøve at dække. Men i nærværende sammenhæng skal de altså prøve at dække den
følelse, forholden sig og aktivitet, som jo - helt udtrykkeligt - hænger nøje
sammen med selve ”livs-levelsen” på område 1, men som på flere måder er noget
andet. Pdes. er der tale om noget ”mindre”, nemlig i den forstand, at det jo
ikke er noget, der finder sted i dén almindelige og elementære virkelighed, som
er område 1’s virkelighed. Men pdas. er der tale om noget mere, nemlig i den
forstand, at følelsen og ”refleksionen” går ud over, hvad der direkte ledsager
livs-levelsen dér, og i den forstand, at der også sker - eller ”sker” - nogle
ting, som ikke sker - eller ikke kan ske - på område 1. Der skal imidlertid
aldrig være tale om et skin-liv, der er helt afsondret fra livet på område 1
eller fra det samlede livsengagement. Alt, hvad der sker og i det hele taget
finder sted på område 3, skal have en stadig sammenhæng og vekselvirkning med det,
der sker på område 1, og jo altså i det hele taget være en del af
livsengagementet overhovedet.
Jeg gentager, at i
arbejdstitlen ”poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt
nødvendige livsengagement” ses selve den litterære poesi udtrykkeligt som en
særlig del af en større sammenhæng, som egentlig også omfatter selve den
livs-følelse og livs-refleksion, der under alle omstændigheder ledsager og
gennemtrænger også selv den allermest elementære menneskelige livs-levelse.
Hvis jeg havde ønsket
det, kunne jeg have ladet det blive ved det, så at mit projekt blot var blevet
et i videste forstand poetisk projekt. Og det er måske også kun et spørgsmål om
selve ordene ”poesi” og ”poetisk” og den betydning, man vil tillægge dem. Men
der er alligevel sket det, at jeg i stedet for blot at betegne det ”rum”, hvori
mit projekt skal udfolde sig, som mit ”poesi-rum”, er gået over til at betegne
det som et ”livs-rum”, hvori der i princippet kan ske en udvidelse og
videreudfoldelse af ALT, hvad der er indeholdt i selve livets levelse som
sådan. Og med henvisning til hele den kritiske og begynde-forfra-karakter mit
projekt har, har jeg i længere tid (ikke uden skelen til min egen bestemmelse
af Grundtvig som ”totaldigter”) også opereret med arbejdstitlen ”totalt fra
sidelinien”, som ikke alene angiver, at mit projekt - som hele min aktivitet i
øvrigt - af både historiske og selvvalgte og af mere aktuelle, nødtvungne
grunde finder sted på og fra en sidelinie, men også angiver, at såvel selve
denne aktivitet ude på sidelinien som den dermed forbundne betragtning og
virken i princippet omfatter alt.
Når jeg fra begyndelsen
af har ønsket at arbejde ude på min egen sidelinie, skyldes det helt
grundlæggende min store skepsis over for den eksisterende kultur, en skepsis,
der fra begyndelsen af dels har skyldtes mit jazz-engagement frem til 1961,
dels har skyldtes min oplevelse af ”alle tings intethed”. (Jeg sætter her ”alle
tings intethed” i anførselstegn, for for det første er ”alle ting” jo faktisk
til, og for det andet er og betyder de jo faktisk, hvad de er og betyder. Men i
nogle af mine ungdomsår så jeg meget nihilistisk på tilværelsen). Senere har
det skyldtes den rent positive tilskyndelse til at gøre en ny begyndelse, som
ligger i statholdermark-konceptet. Hvortil kommer, at jeg både helt principielt
og mere nødtvungent har det sådan, at jeg (i hvert fald stort set) vil afstå
fra, hvad Grundtvig kaldte indgribende virksomhed.
Selve nærværende projekt
som sådant omfatter altså ikke eventuelle forsøg på kulturprogrammatisk,
endsige kulturkampmæssig eller politisk indvirken, selv om en sådan - i det
omfang den alligevel måtte komme til at finde sted - naturligvis i høj grad vil
bygge på og udgå fra, hvad der sker og produceres i selve mit projekts rum. Det
er selve livs-mødet og livs-udfoldelsen, det drejer sig om. Som uddybelse og
udfoldelse af mit eget liv, og forhåbentlig som uddybelse og udfoldelse af
livet hos dem, der måtte stifte bekendtskab med både selve mit koncept og -
navnlig - de produkter, der forhåbentlig kommer til at udgå derfra.
Eksistensens og poesiens rum
I lang tid så jeg sådan
på det, at projektet ”poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt
nødvendige livsengagement” simpelt hen skulle tage sin begyndelse derved, at
jeg stod på mit punkt ude på ”statholder-marken” og begyndte at ”se” på
grundlag af det koncept, der er skitseret her ovenfor, hvorefter en ”tydning”
ville komme til at finde sted. Og jeg forestillede mig i meget høj grad, at det
i praksis skulle ske på den måde, at det allerførst skulle dreje sig om mit
forhold som menneskeligt subjekt til selve Kosmos (først og fremmest
repræsenteret ved landskabet og skoven). Men der skete ikke noget. Og til sidst
indså jeg, at der selvfølgelig ikke kommer nogen som helst form for poesi eller
”poesi” (poesien i videste forstand) ud af, at der blot står et subjekt et sted
i Kosmos og bare ”ser” på resten af Kosmos. Heller ikke når der altså
udtrykkeligt er tale om i hvert fald et forsøg på mere end den rene sansning,
nemlig ”se-ning” med henblik på at opnå den ovenfor omtalte udvidelse osv.
Jeg indså til sidst, at
hvis der virkelig skulle blive tale om en ”se-ning”, der var mere end bare et
subjekts sansning af resten af Kosmos, så måtte der en erkendelse og bevidsthed
til af, at det jo heller ikke er sådan, det forholder sig. Hvor jeg i øvrigt
vil lade det stå hen, i hvilken forstand og grad der her er tale om erkendelse.
Jeg er selv overbevist om, at det på en eller anden måde også helt objektivt
forholder sig, som jeg nu siger her. Men hvis nogen vil hævde, at det blot er
et postulat, vil jeg sige, at så er det mit postulat - i betydningen
arbejdshypotese.
Det er ikke nok at sige,
at fx jeg som (poetisk) subjekt er en del af Kosmos, der forholder sig til
resten af Kosmos. Det kommer der hverken poesi eller ”poesi” ud af. Men
virkeligheden er jo også netop den (postulerer jeg i hvert fald her), at både
Kosmos og jeg selv indgår i en større sammenhæng, en sammenhæng, jeg her
betegner som ”Eksistensen” (med stort). Kristeligt set er denne sammenhæng
dybest set identisk med Kristus-Logos, og mindre dybt set evt. med nogle lag og
sammenhænge, der kan betragtes som det eller de ”aftryk” af Hans store
grund-struktur, der ligger mellem Ham og det, vi vil forstå som selve Kosmos.
”Partikel”-fysisk set svarer dette til det forhold, at den fysiske verden efter
alt at dømme fortaber sig i et til sidst helt uanskueligt dyb. Men det er ikke
afgørende, om man opererer med sådanne mellemlag eller ej. Måske kan man i
praksis blive nødt til at sige nogle ting, der på en måde gør det. Men ingen
kan vide, hvordan det ser ud ”dernede”. I den meget større dimension, der her
er tale om, svarer det vel til, at ingen kan vide, hvor naturlovene befinder
sig!
Men det er uden
betydning for mit projekt som sådant, hvordan alt dette i virkeligheden
forholder sig, eller hvor langt videre i udforskningen af det, det overhovedet
er muligt at komme. For hvad Eksistensen er, vil man naturligvis aldrig kunne
blive klog på ved at se dybere og dybere ned i de subatomare dybder. Her gælder
virkelig, hvad Grundtvig har sagt i Dannevirke-afhandlingen "Om
Mennesket i Verden", at ”det er af Planterne vi skal lære at kiende
Jorden, Planterne igien af Dyrene, Dyrene af Mennesket, og hvor bagvendt man altsaa hidindtil for det meste har
drevet Videnskabeligheden, da man vilde begribe
det Større i det Mindre, forklare det Høiere af det Lavere, det Levende af
det Livløse, det Fornuftige af det Umælende, vi see, at allerede i
Sandse-Verdenen driver Alt os tilbage til os selv” (DV II 151).
Ikke alene den
menneskelige eksistens overhovedet, men også - og man kunne på sin vis godt
sige i særdeleshed - den poetiske aktivitet i både snævrere og videre forstand,
finder sted i ”eksistens-rummet”, hvorved helt direkte skal forstås den pågældende
digters - eller ”poetikers” (jfr. igen ”poesien i videste forstand”) - eget
eksistens-rum, dvs. det ”rum”, der indeholder hele den struktur, han lever og
”ser” i, men hvorved der jo i videste forstand altså skal forstås hele den
store sammenhæng, også hele det fysiske Kosmos kun er en del af, Eksistensen
(med stort).
I denne store sammenhæng kommer man så heller ikke uden om subjektiviteten i betydningen det personlige. Men det gælder jo alle former for ”poetisk” aktivitet, at der må være tale om virkeligheden set ”par un tempérament”. Nærmere bestemt betyder dette, at de for det meste meget vage ting, jeg har haft med mig siden 1961, kommer til at spille en afgørende rolle i mit projekt.
Hvis der kun var tale om
den enkelte digters eller ”poetikers” personlige eksistens-rum, ville der blive
tale om en faktisk ren ”projektions-symbolisme”. Men selv om det enkelte
subjekt naturligvis kun kan bevæge sig i sit eget eksistens-rum, må det forstås
som hans del af dét store Eksistens-rum, som er hele menneskeslægtens og hele
Komos’ altomfattende sammenhæng. For kun derved bliver ”se-ningen” af tingene
omkring subjektet andet og mere end en rent subjektiv betragtning af en slags
Rorschach-klatter eller en helt subjektiv og vilkårlig sammenstykning af dem. Men
den enkelte persons oplevelse af og livsudfoldelse i sin egen eksistens er den
højeste repræsentation af Eksistensen overhovedet, han direkte oplever.
Spejl og symbol
Jeg har på et meget
tidligt tidspunkt talt om fx landskabet eller skoven som ”et halvgennemsigtigt
spejl”, hvori subjektet dels kan spejle sig selv og sin livs-følelse, dels kan
se ind og ned og ud til dybere og videre sammenhænge. Og med erkendelsen -
eller dog postuleringen - af den ovenfor skitserede eksistens-rum-sammenhæng
bliver det klart, hvad der til fulde ligger i dette billede.
Når jeg nu står på mit
statholdermark-punkt, bliver først og fremmest landskabet eller skoven det
store grund-symbol, hvorigennem den videre poetiske aktivitet skal finde sted -
i en vekselvirkning mellem den måde Eksistensen fremtræder på i min egen
bevidsthed og følelse, og den måde, hvorpå den fremtræder i alt det, jeg ser og
”ser” omkring mig. Og så gør det ikke noget, at det, jeg ser, både som helhed
og i de enkelte dele, i høj grad kommer til at fungere som spejl(e) for min
egen bevidsthed og følelse. For selv i de allermest subjektive og spejlende
tilfælde vil det, jeg ser, både som enkelte objekter og som strukturer af flere
objekter, altid have i hvert fald et minimum af dén sande symbol-karakter, som
består i, at symbol-objektet også participerer i den virkelighed, det selv er
en del af og selv repræsenterer.
Og når min egen
bevidsthed og eksistens-oplevelse er den højeste form, hvori Eksistensen
fremtræder for mig, bliver spejlingen jo heller ikke bare en mere eller mindre
ynkelig selv-spejling af mig selv som sådan; så bliver allerede selve
spejlingen jo en udvidelse og udfoldelse af denne ”fremtrædelse”, hvortil
kommer, at de ting, jeg spejler mig i, jo ikke er blanke spejle, men allerede
inden jeg begynder at ”se igennem” dem, føjer noget af deres egen betydning
til. Allerede i den simpleste spejling opstår der noget nyt. Allerede i den
simpleste spejling ”gror” (og vokser) min følelse på og i de genstande, jeg
spejler mig i. Desuden er det ikke muligt at skelne skarpt mellem det, der
sker, når min egen eksistens-følelse og -oplevelse vokser og struktureres og
betydnings-udfyldes i selve spejlingen, og så det, der sker, når jeg ”ser
igennem” genstandenes spejl. At se ud og se ind er to sider af samme sag; det
hele er på en måde Eksistensens erkendelse af sig selv i min bevidsthed og
følelse, vel at mærke Eksistensen, som den er repræsenteret i mig.
Det, jeg taler om her,
gælder først og fremmest og helt særligt selve den centrallyriske eller central-”poetiske”
situation. Og denne situation er i det hele taget grund-situationen. Det er
her, den første og dybeste udvidelse af selve den almindelige livs-levelse
finder sted, den første vekselvirkning mellem Eksistensens fremtræden i
subjektets bevidsthed og følelse, og så dens fremtræden i det, subjektet ”ser”
og forholder sig til.
Og det er på en ganske
særlig måde netop landskabet eller skoven (med himlen over sig og evt. vand ved
sig), der kommer til at få denne funktion. Men det kan på den ene side også
være enkelte ting, fx en sten, eller motiver i menneske-verdenen. Det afgørende
er, at det i den centrallyriske proces er selve oplevelsen af eksistensen
overhovedet, det gælder - først og fremmest det lyriske subjekts egen
personlige eksistens, men altså også altid på den måde, at det derigennem er
det lyriske subjekts oplevelse af Eksistensen overhovedet. På dette grundlag
vil der nu kunne udfoldes en mere deltaljeret poetik - eller lige så mange
poetikker, som der er lyrikere eller ”poetikere” til.
Men det lyriske subjekt
lever jo ikke isoleret fra sine medmennesker. Lyrikeren er som menneske på
forhånd udgået af fællesskabet med resten af menneskeslægten, såvel genetisk
som kulturelt. Mere konkret vil dette sige - med et billede, jeg også ganske
tidligt har brugt - at når jeg står i mit statholdermark-punkt, så har jeg jo
hele mit ”livs-rør” bag mig, dvs. hele den ”tunnel” gennem rum-tiden, hvis
vægge udgør hele min kontakt med verden omkring mig, det være sig gennem selve
min egen færden gennem rum-tiden (med min direkte omgang med andre mennesker)
eller i det indirekte møde med virkeligheden både omkring mig i nutiden og bag
mig i fortiden, der kommer i stand gennem læsning og dertil svarende. Så lige
meget hvor subjektiv jeg vil være, har jeg altid mit livs-rør bag mig.
Og som lyrisk subjekt,
optræder jeg i princippet på hele menneskeslægtens vegne, når jeg oplever og
”ser”, ligesom jeg jo, når jeg driver denne aktivitet med henblik på at skrive
et eller flere digte eller lignende, gør dette henvendt til i princippet hele
menneskeheden. Sådan forstår jeg i hvert fald den lyriske aktivitet (og enhver
anden form for ”åndsarbejde”). Og det gælder altså også - og på en helt særlig
måde - netop den på sin vis allersnævreste centrallyriske aktivitet, hvor det i
og for sig helt overvejende er er min egen eksistens, det drejer sig om.
Der er noget særligt ved
den helt centrallyriske forholden sig til den ikke-menneskelige omverden. Også
når der - gennem livs-røret - er et stort menneskeligt indhold deri, ud over
hvad der er i selve min egen bevidsthed og følelse som sådan. Og det samme
gælder, hvis der som motiv(er) indgår genstande, der er rent menneskeskabte,
eller ligefrem ”billeder” af mennesker (evt. dele af menneske-legemer) eller
situationer og lignende fra selve menneskelivet. For der er en særlig renhed
ved den helt centrallyriske situation, hvor den menneskelige eksistens kun er
repræsenteret ved det lyriske subjekt selv (idet de netop omtalte eventuelle
”billeder” fra menneskelivet ikke betyder, at andre mennesker som personer
kommer direkte og helt ind i feltet). En særlig renhed, siger jeg. Jeg kunne
også sige en særlig ro. For når jeg ser skoven som det helt ideelle poetiske
sted, så skal det forstås i en helt særlig og helt alvorligt ment betydning af
”skovens dybe stille ro”! Der er simpelt hen så megen støj i menneske-verdenen,
at den ikke skal være alt for direkte til stede i den central-eksistentielle og
central-lyriske proces!
Menneskelivet
Men når den
central-lyriske og i det hele taget central-poetiske proces har fået sit, er
der naturligvis hele menneskelivet som sådant og overhovedet tilbage, altså det
menneskeliv, som lyrikerens eget liv er en enkelt del af. Og i forhold hertil
er det centrallyriske område naturligvis af særdeles begrænset omfang, hvor
grundlæggende og centralt det så i øvrigt er.
Jo længere nede i
hierarkiet fra de ikke-levende ting og op til menneskelivet motiverne er, jo
friere kan de benyttes i den centrallyriske proces, og hvad dertil svarer.
Landskabet (herunder skoven) indtager en særlig plads i dette hierarki, idet
det pdes. er tilpas langt nede til at give en høj grad af frihed, men pdas. i
vidt omfang udgøres af liv, især
planteliv, dvs. livs-strukturer, som repræsenterer et højere eksistens-niveau
end fx et klippelandskab eller nogle ting. Menneskelivet med personer og
relationer mellem personer, sociale strukturer, folkelighed og historie er
noget helt andet. Vel kan et menneskelegeme eller en del af det, en person, en
situation eller et forløb også bruges symbolsk på en måde, der svarer til,
hvordan ting, planter eller dyr kan bruges, men det særlige ved den poetiske -
eller nu bedre: digteriske - forholden sig til menneskelivet er, at nu er
motiverne på samme niveau som digteren (eller ikke mindst romanforfatteren og
tilsvarende). Så nu er der overvejende tale om skildringer og analyser og
tydninger af udvalgte personer, situationer og forløb, også uanset hvor meget
der er tale om udvalg og tilrettelæggelse og komposition, ja, i det hele taget
indarbejdelse i særlige formelle strukturer.
I mit projekts
sammenhæng er det især fremdragelsen, præsentationen og eventuelt
sammenstillingen af ”eksempler”, der er interessant, små eller store, måske
endog meget store dele af menneskelivet, der på en særlig måde kan vise ind og
ned og ud til noget i Eksistensen, der ikke træder frem - eller ikke hidtil er
trådt frem - i forbindelse med selve livets umiddelbare levelse. Mere vil jeg
ikke sige om dette her i denne tekst. Jeg vil i stedet slutte med at sige noget
mere om dén på sin vis totale udvidelse af feltet, der er det nye i dén, altså
forhåbentlig endelige, version af mit grundlæggende koncept-kompleks, jeg her
lægger frem.
Symbolverden og handling
Helt nyt er dette nye
ikke. Jeg har hele tiden overvejet, hvordan jeg pdes. skal forholde mig til
”Grundtvigs eksempel” og pdas. til mine egne drømme m.m. siden 1961. Og
resultatet af disse overvejelser er nu, at jeg må udvide mit projekt, så det
ikke bare kommer til at gælde ”poetisk livsfølelse og litterær poesi i det
kristeligt nødvendige livsengagement” i selv den allervideste forståelse af,
hvad ”poesi” er, men også kommer til at omfatte nogle former for aktiv
”handlen” - jfr. titlen på Flemming Lundgreen-Nielsens Grundtvig-disputats:
”Det handlende ord”, og de forhold hos Grundtvig, denne titel sigter til.
Mit problem har bare
været, at jeg jo af flere forskellige grunde overhovedet ikke har kunnet så at
sige fortsætte, hvor Grundtvig slap. Grundtvig levede og virkede i den periode,
hvor det folkelige og nationale var den dimension, næsten alt foregik i
(”folkeligt skal alt nu være”). - Men min forbeholdenhed her har absolut intet
at gøre med den måde, det folkelige og nationale er blevet lagt for had på her
omkring årtusindskiftet, tværtimod. Ja, det er vel nærmest uundgåeligt, at alt
det, der sker i disse år, får mig til at interessere mig mere for det folkelige
og nationale, end jeg ellers ville have gjort, men det vil under alle
omstændigheder komme ind på en senere og lavere plads, og navnlig vil det
ligesom alt andet skulle godtgøre sin egen virkelighed og betydning i den
bevægelse frem fra et (i flere betydninger) absolut nulpunkt, der ligger i
såvel statholdermark-konceptet som i min egen personlige baggrund
Og Grundtvig var en helt
anden person, end jeg er. (Forskellen i format vil jeg ikke fornærme hverken
Grundtvig, læseren eller mig selv ved at kommentere). Alligevel har jeg set
noget i Grundtvigs måde at ”lade ordet handle” på, jeg har kunnet identificere mig
med. Og i hele Grundtvigs optræden som, hvad jeg har betegnet som ”kirkelig og
folkelig total-digter”. Og i det forhold, at hele Grundtvigs digtning udfolder
sig i eet stort samlet symbol-univers, hvori Danmark og Grundtvig selv, i
inderlig sammenfletning, spiller hovedrollen (jfr. Helge Toldbergs
Grundtvig-disputats: ”Grundtvigs Symbolverden” og Flemming Lundgreen-Nielsens
ovf. omtalte disputats).
Som den person jeg er -
med den tid, jeg har levet og lever i - kan det folkelige og det nationale, og
mytologien og historien ikke spille den rolle, det gjorde for Grundtvig. Mit
udgangspunkt er personligt-eksistentielt og central-lyrisk. Alligevel ville det
ikke være nok for mig, om jeg så kunne skrive indtil flere gode digtsamlinger.
At jeg næppe kommer til det, er for så vidt sagen uvedkommende. Hvad det også
er, at jeg helt sikkert ikke kommer til at skrive hverken gode eller dårlige
romaner; men det ville heller ikke være nok for mig. Hvad jeg i det hele taget
når at få lavet på også de områder, jeg nu inddrager, er ligeledes underordnet.
Jeg ville gerne kunne det hele - og kunne nå det hele. Men jeg vil være glad,
hvis jeg bare kan nå at videreudfolde de ting, jeg præsenterer i denne tekst,
såvel i form af mere teori som i form af egentlige produkter af en art, jeg er
i stand til at producere, hvortil kommer anvendelsen af min teori på et studium
af såvel idé- og litteraturhistorien som historien i videste forstand
(historien forstået som menneskeslægtens liv her i verden).
Det er også her, min
egen personlige historie og baggrund kommer ind. For jeg siger ikke, at det,
der ligger i mit projekt, er den eneste måde, udfoldelsen af teologien om det
kristeligt nødvendige livsengagement og statholdermark-konceptet kan ske på.
Men jeg siger, at det for mig er blevet sådan, at den struktur, der har
udfoldet sig i mit eget liv, på afgørende måde kommer til at være
grund-struktur for det, der skal foregå i mit her omtalte livs-rum.
Handlende fiktion og
livs-modeller
Jeg har altså nu
statholdermark-konceptet, og inden for det det særlige projekt ”poetisk
livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”. Og
så har jeg Grundtvigs eksempel. Hvortil altså kommer hele den struktur, der med
udgangspunkt i min ungdoms drømme har dannet sig hos mig. Og jeg kan føje til:
Hele den livssituation, jeg befinder mig i nu - i 2008 - hvor jeg er fyldt 65
år. Tilsammen fører det til dén på sin vis og i princippet totale udvidelse af
feltet, jeg nu opererer med. Det gælder særligt forholdet mellem ”Grundtvigs
eksempel” og den struktur, der har ligget i mine egne drømme siden 1961. Netop
når jeg nu prøver at udfolde mit eget inden for den teori, jeg er nået frem
til, vil det være den måde, hvorpå JEG kan lave noget NU, der i omfang og
karakter svarer til, hvad Grundtvig lavede. Og jeg taler her om det
principielle, altså om karakteren af det, jeg vil prøve at producere på
grundlag af ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”, ikke om
hverken det kvalitative eller det kvantitative. Hvad det kvantitative angår, er
jeg desværre meget sent ude, og det kvalitative vil jeg som sagt ikke fornærme
nogen ved at udtale mig om. Det, det gælder om for mig nu, er, på een gang at
få udfoldet mit eget så meget som muligt og dermed få udmøntet så meget af ”arven
og inspirationen fra Grundtvig” som muligt.
Hvad ”egentlige
produkter” angår, forestiller jeg mig i det, jeg nu prøver at formulere, ting
af mere aktiv, ”handlende” karakter, men altså inde i det ”livs-rum”, der
fortsat er tale om, hvilket vil sige, at også det ”handlende” finder sted i
tekster. Den ”aktivitet” eller ”handlen”, der skal være tale om, skal pdes.
undgå at få karakter af dagdrømmeri eller luftkastelbygning og pdas. undgå at
få karakter af ”ideologi og politik” eller direkte kulturprogrammatisk
virksomhed. Denne ”aktivitet” eller ”handlen” skal være en forlængelse og
udvidelse af selve den faktiske livs-levelse svarende til den ovenfor omtalte
udvidelse af livs-følelsen, men altså ikke i form af aktivitet ude i selve det
almindelige, praktiske liv. Jeg kan sige, at der bliver tale om noget, der
svarer til beskrivelsen af planlagt handling. Eller til modeller. Jeg kan også
sige, at der bliver tale om en afsøgning af muligheder, som ikke er realiseret
i det almindelige liv, men hvis realisering jeg i mine tekster tegner en skitse
eller model af, muligheder, som er ”set” ved en se-ning, der svarer til den
mere rent poetiske eller ”poetiske” se-ning. Og det er af helt afgørende
betydning, at de ”handlings-ting”, jeg nu taler om, virkelig indgår i den
totale eksistens- og livs-sammenhæng, hvori det poetiske er det første og det
centrale.
Det særlige ved denne
”handlende fiktion” er, at den pdes. går ud over fx romanens skildrende og
tydende karakter, men at den pdas. afstår fra egentlig indgriben i det
almindelige liv. Den er altså fx ikke tendenslitteratur eller programlitteratur
i hverken kulturel eller politisk forstand.
Når Grundtvig prøvede at
lade ordet handle, stillede han sin person og sin digtning ind midt i nationens
og folkets liv. Det vil jeg ikke gøre. For det første er det stadig selve
livs-udfoldelsen som sådan, det gælder om for mig. For det andet ønsker jeg at
spare både mig selv og mine medmennesker for hele det magt-forhold, der ligger
i den programmatiske eller ligefrem politiske virksomhed - og dermed for den
hensyntagen til muligheden for at vinde tilslutning, en sådan virksomhed kræver
eller forleder til. Og for det tredje er tiden lige nu slet ikke til direkte
vekselvirkning mellem mig og samfundet eller ”kulturen”. Men det siger sig
selv, at jeg kun vil være glad, hvis det ”model-liv”, jeg på denne særlige måde
måtte få produceret inde i mit rum, bliver betragtet af nogen og derved kommer
til at indgå i livs-sammenhængen ude i den almindelige verden, gennem selve den
fælles oplevelse, ikke gennem hverken overtalelse eller tvang. - Jeg vil med
stor sandsynlighed trods alt også komme til (fortsat) at offentliggøre tekster
af almindelig kulturprogrammatisk eller politisk karakter. Men så bliver de af
denne karakter, og så bliver de sat ud i den almindelige virkelighed - hvor
meget de så end bunder i og udgår fra, hvad jeg har foretaget mig inde i mit
rum.
Hvornår er der tale om
en rent tydende forholden sig til en historisk situation eller begivenhed? Og
hvornår får en fremdragning af en historisk situation eller begivenhed karakter
af handling - enten fordi situationen eller begivenheden fremdrages som et
positivt eksempel, eller fordi den fremdrages for at blive betragtet kritisk?
Og hvornår får en fremstilling af en fiktiv situation eller begivenhed karakter
af handling? Det er ikke afgørende. Det afgørende er, at mit projekt i
princippet kan omfatte alt, lige fra den snævreste centrallyriske aktivitet til
den mest ”handlende” fremdragelse af ”eksempler” eller fremstilling af fiktivt
liv. I øvrigt er også udfoldelsen af teori en form for ”handlen”.
Hvor Grundtvig - under
kraftig inddragelse af sin egen person - lagde vægten på mytologien, historien
og det folkelige, vil jeg, og da helt afgørende i udgangspunktet, lægge vægten
på det personligt eksistentielle, med det, jeg kalder livsfølelsen, som det
første og som det hele tiden på een gang centrale og alt ledsagende og
gennemtrængende. Man kan sige, at min egen ungdoms drømme - i den minimalisme,
der her er tale om - kommer til at indtage mytologiens plads (menneskeslægtens
ungdoms drømme og syner), og at historien og det folkelige først kommer ind i
billedet, når arbejdet i mit personlige livs-rum er nået til et vist punkt.
Jeg har ikke noget
historiesyn. For mig er historien simpelt hen hele det liv menneskene har levet
her på jorden fra i princippet de første homo sapiens-mennesker af og indtil
nu. For hvert eneste sekund bliver livet fortid og dermed historie. Men det er
jo så også hele den udfoldelse af, hvad der ligger under og i det at være
menneske, som har fundet sted indtil nu. Og historien er, forstået på denne
måde, eet stort samlet objekt for både studium og tydning. I praksis vil det
naturligvis kun blive særlige dele, der kan tages under betragtning. Og selv om
jeg altså vil afstå fra at operere med et historiesyn, vil der sandsynligvis
også ske en vis strukturering for mig, så at også jeg vil ende med at tyde og
forholde mig til det, der har fundet sted, på en måde, der på sin vis svarer
til, hvad alle de, der har haft et historiesyn, har gjort. Jeg vil dog aldrig
lave større konstruktioner, hvor jeg mere eller mindre prøver at kigge Forsynet
i kortene og prøver at forudsige historiens fremtidige forløb.
Rum og rum og rum
Jeg bruger igen og igen
ordet ”rum”. Når jeg taler om ”Eksistens-rummet” (med stort), mener jeg dermed
hele den stor-virkelighed, der omslutter såvel menneskelivet som det
ikke-menneskelige Kosmos. Når jeg taler om ”eksistens-rummet” (med lille),
mener jeg dermed fx mit personlige ”eksistens-rum”, som er den stor-sammenhæng,
hvori jeg selv oplever alt, og hvori såvel den poetiske og ”poetiske”
grund-proces som processen bag den særlige ”handlen”, jeg nu her til sidst
taler om, finder sted. Om den mere specifikke poetiske eller ”poetiske” proces
kan jeg sige, at den finder sted i mit ”poesi-rum”. Og om både denne proces og
dén videre livs-proces, jeg her til sidst har talt om, kan jeg sige, at den
finder sted i mit ”livs-rum”. I helt snæver forstand kan jeg tale om mit
”arbejds-rum” som det rum, hvori mine egentlige arbejdsprocesser finder sted,
endende i produktion af tekster olgn.
Man kan mene, hvad man
vil om denne rum-tale, og det er jo også kun en anskueliggørende, billedlig
tale, der som sådan har begrænset dækning. Fælles for alle disse ”rum” er, at
de er sfærer, hvori en helheds-struktur er til stede, både fra begyndelsen af
og i en stadig viderestrukturering som følge af den vekselvirkning mellem mig
som subjekt og virkeligheden omkring mig, som løbende finder sted i forbindelse
med hele mit arbejde. Grundlæggende er det dén helheds-struktur, jeg oplever,
og som danner sig for mig i selve eksistens-rummet, men i processen frem mod de
produkter, jeg skal producere, bliver der tale om en mere og mere personlig og
dermed mere snæver struktur. Alle rum er naturligvis indesluttet i
eksistens-rummet. Man kan også sige, at det er forskellige dimensioner i det
store ene eksistens-rum, alt efter hvilke aktiviteter der er tale om.
Der er under ingen
omstændigheder skarpe grænser mellem de forskellige rum. Men der er
selvfølgelig stor forskel på en rent centrallyrisk aktivitet, og så en
aktivitet, der har karakter af ”liv, der kunne have været levet” eller
”handling, der kunne have været udført”. Det helt afgørende er, at dén
eksistentielle stor-virkelighed, der her er tale om, også er til stede i selv
de mindste dele på alle områder og niveau’er.
Hermed er min
grundlæggende koncept-udvikling færdig. I den forstand, at jeg nu har det
tilstrækkelige grundlag for at gå videre med henholdsvis den empiriske side af
projektet og produktionen af produkter. Den empiriske side af sagen er først og
fremmest et poesi- og poetik-historisk studium af udvalgte forfatterskaber og
tekster fra o. 1800 til i dag. Og de koncepter, der her er skitseret, vil
formodentlig løbende blive videreudviklet, ligesom der nok i det hele taget vil
komme mere egentlig teori.
* * *
CHRISTENSENS LIVS-RUM
Totalt på og fra sidelinien
Næstsidste tekst i selve den rene konceptudviklingsfase
Sat her på undersiden
02.01.08
Om denne tekst må jeg allerførst sige, at den dels er præget af den situation, jeg var i, da jeg begyndte at skrive den, nemlig den 1. december 2007, men jo så selvfølgelig også videre frem i skriveprocessen, dels er præget af, at det er en hjemmesidetekst, dvs. en tekst som skrives i et noget anderledes forhold til læseren, ja, netop den enkelte læser, end en papir-tekst i en bog, et tidsskrift eller en avis. Og dette forhold ligger selvfølgelig allerede i selve det, at denne tekst overhovedet er blevet sat på nu. Men som jeg - bla. med henvisning til, hvad Grundtvig engang har sagt - allerede tidligere har gjort opmærksom på, så vil jeg hellere risikere at få lagt nogle både meget personlige, ja, måske ligefrem nærmest private, ting frem, end slet ikke at få lagt noget som helst frem, af det, jeg gerne ville nå at lave; jeg er altså født i 1943.
Teksten er desværre også ufærdig i den forstand, at den rummer en hel del gentagelser, sammenstykket som den er af flere forskellige delmanuskripter. Men jeg har sat den på, som den var på et vist tidspunkt i den redigeringsproces, den trods alt havde været igennem, bla. fordi det måske ligefrem kan være nyttigt for den interesserede læser at få set de forskellige ting i mere eller mindre forskellige sammenhænge.
Den interesserede læser vil utvivlsomt savne nogle konkrete eksempler på, hvad der skal finde sted i mit livs-rum. Men han må vente til senere. For det betyder meget for mig at få markeret afslutningen på min alt for lange konceptudviklingsfase ved at få sat denne tekst her på hjemmesiden. Jeg kan allerede nu mærke, at der tegner sig en ny frugtbarhed på alle områder.
Nogle vil sikkert sige, at det koncept og projekt, jeg her viser skitsen til, blot er den dybe tallerken, og måske et par andre ting til borddækningen, opfundet på ny. Og at dette måske i meget høj grad er tilfældet, vil jeg ikke afvise. Men så vidt jeg ved, er den dybe tallerken aldrig blevet opfundet inden for de grund-koncepter, der er tale om her. Og under alle omstændigheder kan det, jeg her lægger frem, så i det mindste ses som en bekræftelse på, at den dybe tallerken, vi kender, er formgivet på den rigtige måde!
Som det også fremgår af undersiden ”Om mig selv”, gik jeg i 2003 på pension som tresårig for først og fremmest at hellige mig arbejdet med, hvad jeg i enhver betydning af ordet har betegnet som mit store personlige livs-projekt - under arbejdstitlen ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”. Men det fremgår også af nogle af teksterne her på denne side - og af disses affattelsestidspunkter - at jeg, allerede da jeg i 1994 var færdig med den første version af ”Omkring Grundtvigs Vidskab”, gik i gang med de systematiske overvejelser med henblik på den ”udfoldelse af ”arven og inspirationen fra Grundtvig”, som det fra første begyndelse havde været meningen, at min Grundtvig-forskning skulle danne grundlaget for.
At jeg siden 2003, ja, siden disputats-forsvaret i 1998 også har arbejdet på andre områder, er til dels en anden sag. Det gælder især mit arbejde på mit (også historisk set) bifagsområde slavistikken, hvor der dels er tale om, at jeg siden kommunismens sammenbrud ikke har kunnet lade være at udnytte de muligheder, mit gamle sprogofficersfag og cand. mag.-bifag russisk har givet mig, dels er tale om en - økumenisk - side af min fortsatte kirkelige og teologiske aktivitet (se især undersiderne "Internationalt", "Vendere-Sorbere" og "DEUTSCH", men eventuelt også "POLSKI" og "RUSSKIJ"). Men det er altså kun til dels en anden sag. For store dele af min beskæftigelse med de slaviske lande og folk, nu så godt som udelukkende Polen og polakkerne, kan især nu ses som dele af mit hoved-projekt, og de andre ting, især debat og politik, vil jeg ganske vist nu prøve at lade være at bruge tid på, men noget af dette vil på en måde blive flyttet ind som dele af aktiviteterne i det "livs-rum", jeg her prøver at præsentere, og omvendt vil jeg i særlige situationer og sammenhænge kunne træde ud af dette rum og på grundlag af, hvad jeg har fået udfoldet og produceret derinde, med forhåbentlig ny styrke, kaste mig ind i såvel den kulturelle som den politiske debat. Se også undersiderne "Politik" og "Fremmedpolitik". - At jeg fortsat lejlighedsvis fungerer som præst, fortsat arbejder teologisk og fortsat deltager i den kirkelige debat er en tredje sag, eller rettere: er den første og alt andet overordnede sag. Det ligger klart i betegnelserne "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", "statholdermark-konceptet" og "poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement".
Forhistorien fra 1961 af
Som netop livs-projekt betragtet, hvilket altså også vil sige et projekt, der er hele mit personlige livs projekt, går det projekt, som nu har fået sin endelige, meget omfattende skikkelse, langt tilbage i mit liv. Og hvis jeg ikke skal gå helt tilbage til min fødsel eller til hele min genetiske og kulturelle arv, er det året 1961, jeg må pege på som udgangspunktet. Det var nemlig i året 1961, jeg, i en alder af 17 år, droppede min drøm om en karriere som jazzpianist. Og det har grundlæggende betydning, hvad det var for en drøm jeg dengang droppede. Det er langtfra kun nogle private bekendelser, der her er tale om.
Jeg havde tidligt haft en stor interesse for naturvidenskab, så da jeg skulle søge optagelse i gymnasiet, var det den matematisk-naturvidenskabelige linie, jeg søgte. Men jeg havde også humanistiske og litterære interesser og drømme. Og navnlig var jeg omkring det tidspunkt, hvor jeg kom i 2. mellem, begyndt at spille lidt jazz, en interesse og aktivitet, der hurtigt kom til at fylde det meste af mit liv, idet jeg dog stadig havde det humanistisk-litterære med som en side-mulighed. Jeg mente i hvert fald, at det nok ville passe bedre sammen med jazzen, hvis jeg kom på den nysproglige linie - hvad jeg fik lov til.
Detaljerne i hele denne situation er ikke interessante. Det afgørende er den kvalitet, der lå i, og som jeg så i, den jazz, hvis aktive udøvelse jeg sagde farvel til i begyndelsen af 1961, og så forholdet mellem det, og de ting, jeg havde at falde tilbage på, og de muligheder, der ellers tegnede sig for mig.
Og dette er altså ikke bare en biografisk detalje. Der er tale om et virkeligt grund-forhold, som den dag i dag er af helt bogstavelig talt grundlæggende betydning for hele min følelse og tænkning, og et grund-forhold, som nu i meget høj grad er smeltet sammen med det andet grund-forhold i mit arbejdsliv, nemlig ”arven og inspirationen fra Grundtvig”.
Meget kort sagt var jazzen for mig ikke bare selve musikken som sådan. Den havde også karakter af ”åbenbarelse” af de allerdybeste kvaliteter i Tilværelsen eller Universet. Og den stod dermed også som et stort alternativ til den almindelige finkultur - eller som vigtigste eksempel på eller del af en alternativ kultur. Her spillede allerede selve de åbenbare kultursociologiske sider af sagen selvfølgelig en stor rolle. Men helt central var selvfølgelig selve jazz-musikkens på een gang primitive og raffinerede karakter. Og det, vi havde prøvet at spille i ”The Strangers”, var jo en jazz, der på een gang var meget robust og meget avanceret. Vi foragtede alle former for ”revival” og gjorde alt, hvad vi kunne, for at skabe virkelig ny musik. Og i denne teksts sammenhæng er forholdet mellem denne bestræbelse og vore evner helt uden betydning.
Da jeg midt i
Et humanistisk universitetsstudium lå lige for. Og det endte det jo også med. Men jeg drømte og drømte og tænkte og tænkte for at finde frem til noget, der var netop mere stærkt og ”tilværelses-sandt”, et mere direkte og stærkt ”livs-møde”. Og det har jeg gjort lige siden. I mine interne notater betegner jeg denne drøm, følelse og tænkning som "1961ff", altså som den bestræbelse, jeg har haft siden 1961 og stadig har, ja, som jeg nu endelig - alt for sent - mener at have udviklet et storkoncept for udfoldelsen af.
Det betyder ikke så meget, at mine drømme i 1961 var ganske umodne og vage. Jeg var jo 17 år og utvivlsomt - allerede dengang - ”ung i forhold til min alder”, en egenskab, jeg her som 64-årig håber jeg stadig har, og som nu kan komme mig til gode! Men når mine drømme var så vage, er det svært at sige, hvor litterære de for eksempel var. Selvfølgelig havde jeg dengang og i mange år frem nogle drømme om at blive romanforfatter af angelsaksisk, især amerikansk type. Men igen måtte jeg konstatere, at evnerne ikke svarede til drømmene. Det er imidlertid et spørgsmål, hvor meget jeg nu skal beklage dette. Jeg beundrer naturligvis dem, der kan skrive sådanne romaner, meget. Men dem er der jo mange af, så det betyder ikke så meget, at jeg ikke er en af dem. Og jeg er her i den sidste fase af mit liv også blevet klar over, at det er det, jeg nu prøver at lave, der er den sande opfyldelse af, hvad jeg begyndte at drømme om i 1961.
En anden litterær mulighed var lyrikken, og jeg har da også i mange år gjort forsøg på dette område. I de ældre tekster her på siden kan man også se, hvordan jeg siden 1949/95, og især siden 2003, har arbejdet på at udfolde en poetik og poetologi på grundlag af netop ”arven og inspirationen fra Grundtvig”, hvilket vil sige på grundlag af ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement” og inden for det koncept, jeg i mange år har betegnet som ”statholdermark-konceptet”. Og uanset hvad jeg selv evt. vil kunne nå at skrive af lyriske digte, er der noget her, der er vigtigt. Men bemærk, at den betegnelse, jeg har givet det hoved-projekt, jeg i 2003 gik på pension for at dyrke, er hverken mere eller mindre end ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”. Der har fra starten været tale om noget større og mere end bare ”litterær poesi”.
Overvejelserne fra 1994/95
af
Mine overvejelser siden 1994/95 og 2003 kan man se i teksterne længere nede på denne side, men de - og hele forløbet - kan sammenfattes således:
Grundlaget er, foruden det ovenfor beskrevne helt personlige spor, min Grundtvig-forskning, eller som en af mine opponenter sagde ved disputats-forsvaret, ”mit liv med Grundtvig”. Og det er i videste forstand de tredive år fra 1972 til 2002, men i snævrere forstand de tre-fireogtyve år fra 1978/79 til 2002.
Når jeg besluttede at gå i gang med et virkeligt teologisk forskningsprojekt, var det i høj grad, fordi jeg indså, at jeg ikke kunne komme videre med de drømme, jeg havde haft siden 1961, hvis jeg ikke fik tilvejebragt et teologisk og i øvrigt teoretisk grundlag for det. Jeg havde selvfølgelig også brug for Grundtvig og hans teologi som kristent menneske og kristen præst i almindelighed. Men det var mit klare håb, at når jeg engang havde fået svar på de spørgsmål, jeg gik til Grundtvig for at få svar på, så ville jeg kunne komme videre.
Og det lykkedes faktisk. Gennem mit arbejde - og liv - med Grundtvig fik jeg formuleret, hvad jeg i al ubeskedenhed tillader mig at kalde ”den Grundtvig-Christensen’ske teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement”. Denne teologi kan man læse om i mine to Grundtvig-bøger og på undersiderne ”Grundtvig”, ”Kirke og teologi”, ”Program” - og i de øvrige tekster på denne underside. Men den går helt kort formuleret ud på, at uden engagementet i den skabte, om end faldne, verden og tilværelse er allerede selve ordet ”Gud” tomt, men jo så også hele Evangeliet og hele Frelseshistorien. Uden engagement i og deraf følgende, ja, allerede deri liggende, kendskab til "menneskelivet og dets verden", bliver al den særlige kristne tale "tomme ord og lyde" (Grundtvig). Livsengagementet skal give den nødvendige indirekte (i forhold til åbenbaringens direkte) gudserkendelse.
Men der var jo selvfølgelig også hele ”arven og inspirationen fra Grundtvig” overhovedet. Hvor det imidlertid fra starten stod klart for mig, at den kun kunne udmøntes aktuelt og - med en let omskrevet Grundtvig-formulering - på en til tidens tarv og vilkår passende måde, når den blev ”løftet op i højere nævnere”.
Selve ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement” som sådan har sit sted inde bag hhv. kirkedøren og den teologiske studerekammerdør (eller hvad dertil svarer). Men det siger sig selv, at den sender en ud til et engagement uden for disse to døre.
Engagementet uden for kirke- og studerekammerdøren på grundlag af ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement” er imidlertid ikke et engagement i den foreliggende verden slet og ret og uden videre. Verden, tilværelsen ses (igen med brug af noget, Grundtvig har sagt) som ”statholder-marken”, nemlig som den mark, hvorpå Gud har sat mennesket, så det i forhold til ham er en tjener, men så det i forhold til alt det øvrige er en konge. Og deri ligger også, at alt er indesluttet i den teologi, man er kommet ud af de to døre med, og rettet ind efter den, nemlig i retning mod Guds Rige. Denne verdens-mark har således gudstjenesten og teologien (troslæren) bag sig, ja, har selvfølgelig kristendommen omkring sig til alle sider. Og Guds Rige er den horisont alt har retning imod. Men så er alt andet frit. Altså selvfølgelig i erkendelsesmæssig, ikke etisk forstand. Der må ikke klistres kristendom på noget. Og man må ikke gå ud til engagementet med en kristelig facitliste i baglommen. Det ligger i sagens natur, at den erkendelse af Gud gennem engagementet i den skabte tilværelse, der skal ”udfylde” den særlige åbenbarings rent frelseshistoriske tale, skal være en helt fri og ægte erkendelse af det, der faktisk er.
Bortset fra, hvad der hører det kristne fromhedsliv til, og forskellige former for efterklange af gudstjenesten og eftertænkning af teologien, er det afgørende i dette koncept, hvad der netop også ligger i selve "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", at når livsengagementet skal give den "indholdsudfyldning" af allerede selve ordet "Gud", men også af hele frelseshistorien, herunder kirkehistorien, så skal det, der finder sted ude på "statholdermarken", i øvrigt ske i total autonomi. Kun derved kan dén naturlige åbenbaring finde sted, som engagementet i den skabte tilværelse giver. Også selv om det jo er den "skabte om end faldne" tilværelse, der er tale om. For den modsætning, der viser sig mellem det, der er, som det skal være, og det, der ikke er som det skal være, bliver jo så netop "forudforståelse" for den kristne frelseshistorie.
Den teologi, der ligger bag og omkring det hele, er for så vidt en ”herlighedsteologi”, som det primært er engagementet i alt, hvad der bærer skabthedskvalitet, det drejer sig om. Men den verden, hvori livsengagementet skal finde sted, er desværre ikke længere Paradiset, så den naturlige åbenbaring er ikke kun den rent skabelsesteologiske åbenbaring eller "udfyldning" af, hvad der ligger i den første trosartikels ord om troen på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber; den er - når modsætningen mellem godt og ondt, glæde og smerte, liv og død viser sig, ”faldenhedens” store minus-kvalitet” - også åbenbaringen eller demonstrationen af baggrunden for den anden og tredje trosartikels ord om Frelseren Jesus Kristus og om hans og Faderens nærvær i Helligånden og Kirken med frelsens forsættelse og fuldendelse i "de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv". Her er det Løgstrup'ske (mener jeg det er) begreb "ontologisk rangorden" vigtigt, nemlig det forhold, at vi allerede ved at leve vort liv og engagere os i vor tilværelse, oplever, at der er noget, der er, som det skal være, og noget, der ikke er, som det skal være. At der er mere at sige, for så vidt angår os syndige menneskers evne til at modtage den naturlige åbenbaring, tager ikke noget fra dette. Dette problem hører teologien til. Og forsagelsen af Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, og frelsen fra det i Kristus ligger jo bag og omkring statholdermarken, så det onde og lidelsen skal ikke "dyrkes". Men det skal naturligvis registreres og erkendes. Ude på "statholdermarken" gælder det simpelt hen om at opleve og tyde virkeligheden, som den nu engang er. Men kampen mod det onde i alle dets former (og i alle dens former) er naturligvis en væsentlig del af livsengagementet. I "statholdermark-konceptet" er der givet nogle rammer og en retning for det i øvrigt autonome engagement inde på marken, ja, et lys, hvori den naturlige ontologiske rangorden viser sig med en ny tydelighed. Og når vi som kristne engagerer os derude, ophører vi jo heller ikke med at være kristne. Vi har alt det i os, vi har med os ud fra kirkerummet og det teologiske studerekammer. Selve det engagement, der er er tale om i nærværende sammenhæng skal bare finde sted "uafvidende".
Fastlåst i
statholdermark-punktet
Når jeg så er kommet ud midt på tilværelsens statholdermark, er det selvfølgelig livsengagementet overhovedet, det gælder, på alle de tre hovedområder der kan inddeles i: 1. Selve den praktiske "livs-levelse" og umiddelbare orientering i verden, fra de allermindste og mest elementære ting og op til fx de største bedrifter af enhver art. - 2. Den særlige filosofisk-videnskabelige erkendelse. - 3. Den i videste forstand poetiske (og i det hele taget kunstneriske) tydning og forholden sig.
Men i nærværende sammenhæng er det naturligvis især det tredje område, det drejer sig om, dog naturligvis ikke isoleret fra de to første. Det ligger også udtrykkeligt i min gamle projektbetegnelse "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". Livsfølelsen er den følelse, der ikke alene er helt central i "livets levelse" overhovedet, men som også gennemtrænger alt. Og selv om den livsfølelse, der i projektbetegnelsen er tale om, bestemmes som "poetisk livsfølelse", er det jo i grunden den samme ene følelse, der er tale om, her blot den side eller skikkelse af den, der skiller sig ud fra selve livets praktiske levelse, i en særlig "refleksion" osv. Det er altså på en helt særlig måde område 1 og område 3, der er forbundet. Område 2, den særlige filosofisk-videnskabelige erkendelses område, er først og fremmest det område, hvor den praktiske, umiddelbare orientering i verden går over til at blive en særlig, abstrakt og systematisk erkendelsesvirksomhed. Og i een forstand - eller i een dimension - skal der være en skarp adskillelse mellem den filosofisk-videnskabelige og den poetisk-kunstneriske erkendelses- eller tydningsaktivitet, selv om den filosofisk-videnskabelige erkendelse jo også kan ses som udskilt ikke alene fra den almindelige, praktiske verdensorientering, men også fra den mytisk-poetiske tilværelsestydning. I nærværende sammenhæng er dette dog ikke noget særligt spørgsmål, endsige problem. Det særlige spørgsmål er derimod, i hvilket omfang den filosofisk-videnskabelige erkendelse, dvs. dens resultater, skal indgå i engagementet på område 3.
For i nærværende sammenhæng er det altså ganske særligt engagementet på tilværelsesområdet 3, det drejer sig om, vel at mærke i forbindelse med en omfattende ”elskende og kendende forholden sig”. Det fremgår udtrykkeligt af projektbetegnelsen "Poetisk livsfølelse og litterær poesi idet kristeligt nødvendige livsengagement". Og sådan har det altså navnlig været fra begyndelsen, for med betegnelserne "livs-rum" og "totalt fra sidelinien" er projektet blevet udvidet i en sådan grad, at det sådan set omfatter alle tilværelsens områder. Men det finder jo stadig ikke direkte sted på hverken område 1 eller område 2.
Når jeg i sin tid (1999) gav mit projekt netop titlen ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”, var det et klart udtryk for, at der var tale om noget mere end et rent litterært projekt, det være sig på det empiriske, forskningsmæssige, fx litteraturhistoriske plan eller på det evt. mere ”skabende” plan (poetik, poetologi eller måske ligefrem egen poetisk produktion). Med endnu en brug af en Grundtvig-formulering talte jeg om, at den litterære poesi skulle udgå fra livet og virke tilbage på livet. Og den litterære poesi blev udtrykkelig set, som et særligt udtryk for og en særlig del af en langt mere omfattende ”livs-følelse”, der jo ikke kun findes på, hvad jeg kalder det tredje livs-lagkagestykkes område, men for det første er helt central i forhold til alt, og for det andet ledsager og gennemtrænger alt og vekselvirker med alt, hvad der overhovedet finder sted i menneskelivet.
Alligevel fik mine overvejelser og mine studier såvel helt tilbage fra 1994/95 af som fra 2003 af, en helt overvejende litterærpoetisk karakter. Og den litterære poesi, eller rettere ”livs- og litterærpoesien” i en videre forstand, hvori den litterære poesi eller ”en litterær poesi” indgår som en del, vil også fortsat være en del af mit ”storprojekt” - uanset hvilke former mine egne bidrag kommer til at få. Om ikke andet vil hhv. nogle overordnede poetologiske overvejelser og et studium af andres poetik og poesi komme til at indgå i projektet. Onde tunger vil kunne sige, at jeg bare er en gammel præst, der fra sin ungdom af har gået rundt med en digter i maven. Og jeg spørger da også hele tiden mig selv, om det måske forholder sig sådan. Men selv i værste fald er det ikke væsentligt. Det afgørende er, at jeg siden min ungdom har haft en poetisk livsfølelse og nogle drømme, som jeg ikke har kunnet slippe, og som er blevet bekræftet og har fået et grundlag gennem mit mangeårige liv med Grundtvig.
Og på den dobbelte baggrund, som udgjordes af hhv. mit ovenfor beskrevne eget livsforløb og den ligeledes ovenfor beskrevne teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement og det på grundlag deraf udfoldede statholdermark-koncept, begyndte jeg med, så at sige at stille mig på et helt tomt punkt ude midt på netop statholder-marken. Såvel mit eget 1961-udgangspunkt som statholdermark-konceptet tilsagde, at der, bortset fra, hvad der lå i netop statholdermark-konceptet, i helt bogstavelig forstand skulle begyndes forfra, så at der altså, inden for statholdermark-konceptets rammer, skulle være tale om et helt nyt og forudsætningsløst møde med virkeligheden.
Meget kort sammenfattet har det været sådan, at jeg allerførst har set mig stående på mit punkt ude midt på statholdermarken med min livsfølelse i hjertet og min længsels tomme skål i hånden, idet jeg har håbet og ventet på, at når jeg bare havde statholdermark-konceptet og min ungdoms følelse og længsel, og så i øvrigt "så" ud over marken, så skulle der nok ske noget, så skulle det møde mellem min følelse og virkeligheden, jeg havde længtes efter siden min ungdom, nok komme i stand, og så skulle min følelse nok blive udvidet, uddybet, potenseret og udfyldt - også så det resulterede i direkte produktion af digte eller dog tilsvarende "livsfremmer-tekster". Der skulle i helt bogstavelig forstand begyndes forfra, så at der altså, inden for statholdermark-konceptets rammer, skulle være tale om et helt nyt og forudsætningsløst møde med virkeligheden.
Der skete dog ikke rigtig noget. Heller ikke når jeg prøvede at vende min længsels skål, så den blev en parabol-antenne. Og heller ikke når jeg prøvede at gøre den til en (aktivt søgende) radar, der blev koblet den sammen med en styre-computer, der hele tiden blev opdateret i et vekselvirkningsforløb.
Det var jo i denne første fase først og fremmest "se-ningen" af den ikke-menneskelige natur, jeg gjorde til genstand for mine overvejelser og forsøg, i princippet hele Kosmos, men i praksis landskabet, det lollandske landskab. Og efterhånden indså jeg, at der selvfølgelig ikke var "poesi" at hente derude, så længe der (stort set) kun var tale om et subjekts nærmest rent passive betragtning af nogle rent fysiske eller biologiske omgivelser. Det endte med, at jeg indså, at der kun kunne komme poesi ud af det, hvis jeg oplevede hele virkeligheden omkring mig, både den ikke-menneskelige og (på en helt særlig måde) den menneskelige, som min eksistens' virkelighed, ja, som indgående i eller indesluttet i min eksistens. Naturligvis ikke på den måde, at Universet og den øvrige menneskeslægt derved mere eller mindre blev min private ejendom! Men på den måde, at jeg på een gang så hele virkeligheden som min eksistens' virkelighed og mig selv som del af Eksistensens store samlede virkelighed. Idet det jo altså stadigvæk var mig, der var subjekt-centret i alt, hvad jeg foretog mig og oplevede. Jeg kan sige det på den måde, at subjektivt set er hele den virkelighed, jeg oplever, indesluttet i min "eksistens-boble", men at objektivt set er både jeg selv og min "eksistens-boble" en del af "Eksistensen overhovedet", så at selv om jeg jo ikke kan sætte mig uden for "Eksistensen overhovedet" og betragte den og mig i den udefra eller ovenfra, så har min viden og bevidsthed om, at det - naturligvis - forholder sig sådan, alligevel stor betydning for den måde, jeg opfatter hele min stilling i virkeligheden på.
Hvis det for mig kun havde været et spørgsmål om udviklingen af en poetik og evt. produktion af digte eller andre, mere eller mindre tilsvarende, tekster samt et dermed forbundet litterært og litteraturhistorisk studium inden for projektet "poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement", kunne dette "eksistens-boble-koncept" sådan set have været tilstrækkeligt. Det er jo på sin vis altomfattende. Men det viste sig alligevel, at jeg ikke kunne standse her. Og det er der flere grunde til.
En af disse grunde har jeg netop peget på. For selv om jeg meget gerne ville kunne skrive nogle lyriske digte som en helt central del af mit projekt, ville det ikke være nok for mig. Jeg ville i hvert fald gerne have dem til, netop at være en del af et langt mere omfattende projekt. Og omvendt ville jeg slet ikke kunne skrive nogle digte, der virkelig var noget, uden at det foregik i en sammenhæng eller et "univers", der omfattede langt mere end et almindeligt lyrisk forfatterunivers.
Jeg forestillede mig, at jeg på denne måde ville kunne udvikle en poetik og en lyrisk poesi, der virkelig så verden og tilværelsen på ny. Jeg forestillede mig, at jeg kunne begynde med nogle helt elementære sansninger - eller ”se-ninger”. For der skulle selvfølgelig ikke være tale om blot rene sansninger, altså især rene syns-indtryk. Men jeg forestillede mig, at der inden for rammerne af statholdermark-konceptet og med mig som et på en vis måde nøgent, forudsætningsløst Jeg ville kunne komme et ægte og rent, netop nøgent virkeligheds-møde i stand.
Det ville der måske også have kunnet, hvis der havde været mere digter-talent i mig. Og jeg gør mig ingen overdrevne forestillinger desangående. Det afgørende er, at jeg for det første har en eller anden form for trang i den retning, og for det andet - i hvert fald efter min egen mening - har nogle af de ting, der skal til. Noget helt andet er, at selv om en rent poetologisk og lyrisk produktion af en karakter som den her skitserede naturligvis ville gøre mig meget glad, så ville det ikke i sig selv være en opfyldelse af mine siden ungdommen nærede drømme.
Hvad i øvrigt spørgsmålet om selve digter-talentet som sådant angår, håber jeg, at bla. den poetologiske og litteraturhistoriske del af mit projekt vil give nogle vigtige svar. Foreløbig forestiller jeg mig, at det talent, der kan lave poesi på grundlag af en umiddelbar oplevelse af og forholden sig til verden og tilværelsen, pdes. nok vil have nogle strukturer indbygget i sig mere eller mindre fra fødslen af, men pdas. - mere eller mindre bevidst - også vil have nogle strukturer i sig fra fortiden og/eller nutiden, som han simpelt hen både ”ser” og skriver på grundlag af.
Min situation var imidlertid den, at jeg virkelig ville prøve at begynde helt forfra. Det lå jo i hele mit 1961-udgangspunkt, hvilket blandt andet vil sige det forhold, at der simpelt hen ikke var nogen tidsånd, jeg kunne eller ville gå ind i eller bygge på, og dermed heller ikke nogen forbilleder. Og det lå i mit forhold til Grundtvig, som jeg vel hele tiden har villet se mig som stående på skuldrene af, men som jeg jo hverken skulle eller kunne eller ville efterligne. En sand discipel af Grundtvig efterligner ikke nogen, ikke engang Grundtvig selv!
Det afgørende er, at jeg for mit vedkommende af flere grunde er nødt til at arbejde i en på sin vis altomfattende sammenhæng. Men lad bare den ene grund være, at jeg ikke er et umiddelbart lyrisk talent. En anden grund er så, at det også er noget mere omfattende, der lige siden 1961 har ligget i min livs-trang. Og der er mit forhold til Grundtvig som inspirator og forbillede. Men der er også andre, både indre og ydre grunde til, at jeg nu vil prøve at lade næsten alt, hvad jeg foretager mig, finde sted i det store personlige livs- og eksistensrum, jeg befinder mig i ude på min i høj grad også selvvalgte "sidelinie".
Livsrum-udvidelse på
sidelinien
Men hvad nu netop Grundtvig angår, så er det jo sådan, at han overhovedet ikke var digter i almindelig en forstand! Han var, hvad jeg betegner som ”kirkelig og folkelig total-digter” - på et kristelig-dansk sekundærteologisk grundlag og i en helt enestående sammenfletning af hans egen og Danmarks historie. Se ”Omkring Grundtvigs Vidskab” (hvor man kan begynde med sidste afsnit af teksten på omslagets bagside) og teksten ”Totaldigteren Grundtvig” på undersiden ”Grundtvig”. Hvortil kommer, at hele Grundtvigs forståelse og brug af ”det folkelige” i den grad hører hjemme i 1800-tallet, at en overtagelse eller bare nogenlunde direkte videreførelse deraf i 2000-tallet vil være helt umulig. Jeg ser i denne forbindelse helt bort fra den aktuelle strid om det folkelige og det nationale. For selv om jeg jo i denne strid for så vidt gør front mod multikulturalisterne og globalisterne, at jeg for det første prøver at afvise angrebene på, hvad der faktisk er af dansk folkelighed her i begyndelsen af 2000-tallet, og for det andet forsvarer vor ret, ikke til at gå tilbage til hverken Grundtvigs eller Morten Korchs Danmark, men til hverken mere eller mindre end at gå ind i den uundgåelige fremtid på den måde, der naturligt vil blive tale om, så vil jeg, så vidt det overhovedet er muligt, undgå at lade mit projekt negativt definere af mine modstandere i hverken denne eller nogen anden tilsvarende strid.
Mine konceptudviklinger er altså nu nået til den totale sammensmeltning af "1961ff" og statholdermark-konceptet i storprojektet ”Totalt fra sidelinien”, som ”finder sted” (også bogstavelig talt!) i det i denne sammenhæng forståede eksistens- og livs-rum.
Den sammensmeltning, der her er tale om, er altså sammensmeltningen af pdes. alt, hvad der lå i "1961" og ligger i "1961ff", og pdas. alt, hvad mine møjsommelige forsøg på at komme videre fra statholdermark-punktet har vist mig, ja, vist mig nødvendigheden af.
”Totalt fra sidelinien” er min position og min metode. Det er ikke virkeligheds- eller verdensflugt. Men det er konsekvensen af pdes. den nihilistiske, kulturnihilistiske og kulturkritiske holdning, jeg har haft siden 1961, og pdas. mit discipelforhold til Grundtvig.
Og det er heller ikke et forsøg på at skabe en ny verden eller en ny virkelighed. Jeg har ganske vist indset, at der i statholdermark-konceptet naturligvis ligger både retten og pligten til, også at udøve en stor skabende aktivitet, men altså i hverken større eller mindre grad, end hvad der ligger i netop statholdermark-konceptet.
Noget af det, jeg nu er nået frem til, er desuden, at der ikke uden videre skal være en skarp opdeling mellem subjekt og objekt: Hele virkeligheden indgår i mit eksistens-rum og er omfattet af min livsfølelse. Men jeg og min personlige eksistens er på den anden side omfattet af og en del af Totaleksistensen, så at når jeg forholder mig til Totaleksistensen, forholder jeg mig også til mig selv, og når jeg forholder mig til mig selv, er det (også) en del af Totaleksistensen, Totalvirkeligheden, jeg forholder mig til.
Det kristeligt nødvendige livsengagement er livsengagementet overhovedet og i alt, fra det mindste til det største. Og det er således også mit engagement i mig selv. For jeg er jo også selv en del af den virkelighed, jeg engagerer mig i og forholder mig til. Jeg er ikke kun et sig engagerende Jeg i forhold til alt det, der ikke er mig. Jeg er også det Jeg, hvis eksistens, jeg ikke bare også forholder mig til, men hvis eksistens, jeg allerførst forholder mig til. Idet jeg altså dermed forholder mig til en del af den samlede virkelighed.
Subjektiviteten er nødvendig. Og ikke bare i erkendelses- og engagementsmæssig forstand, men også i mere aktiv forstand. Det viser i hvert fald min erfaring. Så den er i hvert fald nødvendig for mig. Uden den også aktive subjektivitet forbliver den virkelighed, jeg jo vil forholde mig til og ”møde”, en ørken (jfr. også 1. Mos. 2,5) eller en tåge. Hvis virkeligheden skal ses, må det nødvendigvis ske ”par un tempérament”!
Dette kan måske ses som en praktisk-poetisk variant af Kants påpegning af, at mennesket ikke kan erkende verden i dens helhed?! Eller af Paulus’ erkendelse af, at vi mennesker erkender ”stykkevis og delt”?! - Muligvis platte sammenligninger, men det alvorlige i det er, at det, jeg kalder ”den nødvendige subjektivitet” netop ikke er et udtryk for eller udslag af overmod, men tværtimod en indsigt af nødvendighed og dermed et udtryk for den deraf følgende ydmyghed.
Men subjektiviteten skal selvfølgelig være både er-kendt og be-kendt, så jeg ikke hverken opfatter eller udgiver mit Rum og det, der er i det, som eller for andet end hverken mere eller mindre mit på de måder, der her er tale om, definerede rum.
I det, der her er sagt, ligger allerførst noget under alle omstændigheder helt principielt. Dernæst er sideliniepositionen og det omkring den opståede rum en følge af såvel "1961ff" som statholdermark-konceptet. Endelig er den en følge af mine faktiske livsomstændigheder. Sideliniepositionen er jo også forbundet med såvel en helt selvvalgt som en mere påtvungen isolation og marginalisering. Hvortil selvfølgelig kommer min alder som en desværre ikke uvæsentlig praktisk faktor.
Og måtte jeg forholde mit kritisk og distanceret til normalkulturen i 1961, er det intet imod, hvordan jeg må forholde mig til normalkulturen i 2007 og i den fremtid, der tegner sig.
Der er altså både principielle og praktiske grunde til, at jeg fra nu af næsten udelukkende må udfolde mig i og producere i det eksistens- og livs-rum, der kommer til at danne sig på og omkring min sidelinieposition.
Det rum, jeg nu taler om, har den ovenfor omtalte livs- og eksistens-boble som noget helt centralt. Livsfølelsen er det centrale i livsengagementet. Men rummet udvides nu, så det i princippet kommer til at omfatte alt. Samtidig ligger det altså ude på min sidelinie, så at det i sin syns-vinkel derfra også omfatter hele den almindelige virkelighed. Både det ene og det andet ligger i betegnelsen "totalt fra sidelinien", så jeg må altså egentlig sige både totalt på sidelinien og totalt fra sidelinien (således også i denne tekst undertitel). Rummet er et helt nyt livs- og virkelighedsmødes og en helt ny livs-udfoldelses sted. Men dermed får det jo også karakter af alternativ til det, der foregår på den almindelige linie, som den sidelinie, det er placeret på, er sidelinie i forhold til. Man kunne sige, at det, der foregår i det, i denne henseende er af programmatisk karakter. Men det vil være bedst at sige, at det i både den ene og den anden henseende er af model-karakter. I sig selv kan det, der finder sted inde i rummet, siges at være en slags model-liv, nemlig til forskel fra det liv, der leves ude i den almindelige virkelighed. Og som alternativ er det, der er inde i rummet, en model i den forstand, at enhver jo er velkommen til at se på det og måske lade sig påvirke eller inspirere af det, men altså i fuld frihed. Hvis jeg vil bruge noget af det, der er blevet til inde i rummet, til egentlig programmatisk virksomhed ude på den offentlige arena eller i debat derude, henter jeg det ud og giver det en til formålet passende form.
Ja, frihed er et nøgleord. Også i begge de her nævnte henseender. På den ene side kan jeg udfolde mig i mit rum i fuld frihed i forhold til mine medmennesker, idet jeg jo kun skal tage hensyn til dem, når jeg sender produkter ud af rummet eller lader dem kigge ind i dele af det, og på den anden side, er der i den model-karakter, både rummet som helhed og de ting, der er i det og udgår fra det, har, tale om noget andet end i en programmatisk virksomhed, hvori der jo på en eller anden måde er tale om insisteren på noget og om forsøg på at vinde tilslutning.
Rummet kan også karakteriseres som et arbejds-rum, nemlig i den forstand, at allerede selve arbejdet med alle slags ting, foregår i den sammenhæng og den frihed, der er derinde. Og således forstået bliver rummet også det sted, hvor jeg fx kan studere naturvidenskab, historie, idéhistorie, litteratur og litteraturhistorie samt aktuelle forhold og udsigten til fremtiden, idet alt finder sted i den sammenhæng, der dels er givet på forhånd som rummets start-struktur, dels hele tiden kommer til at tegne sig tydeligere og tydeligere i den vekselvirknings-opdatering, der bliver tale om.
Imellem den centrale eksistens- og livsfølelses- eller poesi-boble og de her nævnte områder af mere eller mindre rent studiemæssig karakter, ligger det område, hvor der på mange forskellige måder bliver tale om et møde med livet og virkeligheden. Og det er især her, der kan blive tale om udfoldelsen af det model-liv, jeg talte om ovenfor.
Det hele kan forklares ret godt ud fra Grundtvigs eksempel: En stærk, men ubestemt trang til liv i ungdommen. En kristelig opvækkelse. Udviklingen af en teologi om det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed. En digterisk virksomhed, der var anderledes, end hvad man ellers har set, nemlig i den forstand, at der var tale om, hvad jeg nu med ord hentet forskellige steder fra vil betegne som en indgribende total-digtning med digter-ordet som et handlende ord (Grundtvig, Bent Christensen, Flemming Lundgreen-Nielsen). Forsøget på at skabe et altomfattende alternativ til den herskende kultur. Og det hele i en stor kristelig-historisk-mytisk struktur.
Grundtvigs univers var stærkt og fast struktureret. Med mit rum er det anderledes. Som det fremgår af de ældre tekster længere nede på denne side er mit udgangspunkt nihilistisk og minimalistisk i den forstand, at alt, hvad der vil gælde for virkelighed og betydning, må godtgøre sig selv som sådant. Og dette gælder vel at mærke også inden for mit kristne statholdermark-koncept. Det hele begynder med, at jeg står i et nøgent punkt på en mark, der på en måde er en slags øde ørken, eller i hvert fald i en virkelighed, der står for mig i en stor tåge.
Grundtvigs univers udgjordes af geografien, og jo ganske særligt det danske landskab (med dets attributter), mytologien, historien, både verdenshistorien og danmarkshistorien, det folkelige og kristendommen, både som selve den primære, egentlige kristendom med hele Kirkens og den danske folkemenigheds historie, og som den særlige "sekundærteologiske" konstruktion, hvori ikke bare selve den lille egentlige danske menighed, men hele det danske "hjertefolk", spillede en helt særlig rolle. Og så indgik Grundtvig selv i dette univers, med den særlige selv-symbolik, han efterhånden udviklede. Det var i dette univers, Grundtvig med sit "handlende ord" var "kirkelig og folkelig total-digter".
Og jeg har elsket Grundtvig og hans univers, elsket at være sammen med ham derinde gennem alle mine år som Grundtvig-forsker. Bortset fra selve mit liv som kristen og præst og teolog i Kirken (og det ligger jo sin særlige dimension) er der ikke noget, der i den grad har begejstret mig som Grundtvig og hans univers, Grundtvig i hans univers. Men i al min glæde og begejstring har jeg jo hele tiden været meget bevidst om, at dette univers ikke var mit univers, og at jeg - uanset den enorme forskel i format, der unægtelig er tale om - er en helt anden person end Grundtvig, hvortil kommer, at jeg lever i en helt anden tid og under helt andre omstændigheder end han. Så det, jeg - efter opløftningen i højere nævnere - har kunnet tage ud og bruge som arv og inspiration, har altså først og fremmest været selve teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og det statholdermark-koncept, jeg på grundlag deraf har udviklet. Derudover har det især været selve det forhold, at hele Grundtvigs aktivitet, også den digteriske, har fundet sted i eet stort samlet univers. Grundtvigs særlige historiekonstruktion brug af den nordiske mytologi har jeg hverken kunnet eller villet overtage, og da slet ikke umiddelbart. Det samme gælder hans dyrkelse af det folkelige. Den højere nævner, Grundtvigs brug af historien og dyrkelse af det folkelige for mig har måttet løftes op i, har jeg betegnet som "det faktisk levede, konkrete menneskeliv som begivenhed, forløb". Men jeg har i denne forbindelse klart kunnet føle mig åndsbeslægtet med Grundtvig i hans frontstilling mod spekulation, abstrakthed, kosmopolitisme osv. Hvad hele denne frontstilling angår, må jeg virkelig sige, at der ikke er noget nyt under solen. Det er således på ingen måde under påvirkning af tidsånden (eller mangel på samme) her i årene omkring 2000, jeg siger, at jeg ikke kan overtage Grundtvigs brug af historien og dyrkelse af det folkelige. Tværtimod! Netop det, der sker i disse år (fra 1989 af), viser jo, at der er noget i det historiske og det folkelige. Og jeg vil heller ikke afvise, at både jeg og andre kan komme til at forholde mig til det historiske og det folkelige på en måde, der minder mere om Grundtvigs, end jeg fra først af har forestillet mig. Men så skal også det være, fordi tingene har godtgjort sig selv i forhold til et nihilistisk eller i hvert fald meget minimalistisk udgangspunkt.
Mit univers er principielt den nu flere gange omtalte statholder-mark. Og omkring den og i den er der jo faktisk nogle strukturer, der svarer til strukturerne i Grundtvigs univers, blot i den allerstørste minimalistiske beskedenhed. Udgangssituationen er præget af en ørken- og tågeagtig mangel på struktur. Jeg er der. Og verden er omkring mig. Men intet er endnu erkendt eller tydet. Den eneste struktur, der er, er det meget vage og stormaskede mønster i min livs-følelse. Men trangen i og bag min følelse er stærk, og i al vagheden og diffusiteten tegner der sig nogle linier og kvaliteter. Hvortil kommer, at det ligger helt klart, at det, der skal ske, absolut ikke er en udfoldelse eller projektion af, hvad der måtte være inde i mig selv, men tværtimod min følelse og trangs møde med den virkelighed, jeg ved er derude, så at det ikke er min følelse, der bliver projiceret ud på virkeligheden, endsige bare bliver sat ud som en slags hologram i det tomme rum.
Afsæt i skov-situationen
Statholder-marken er også et godt billede i den forstand, at min udgangssituation faktisk er landskabet, især det lollandske, men også det sjællandske, når jeg kører igennem det i bil eller tog - altid med aflæggelse af en særlig "honnør til venstre", når jeg kommer sydfra på motorvejen og ser Udby Kirke - som jeg selv har fotograferet den til omslaget til "Fra drøm til program".
Men det er alligevel ikke det åbne landskab, der er mit helt særlige udgangspunkt. Det er den lollandske skov under gåture på skovvejene! Her har min følelse altid været særlig intens. Og her har jeg på en ganske særlig måde følt, hvad det var min drøm og længsel gjaldt. Men det er kun i beskedent omfang lykkedes mig at sætte ord på det.
De poetologiske overvejelser, jeg har gjort mig, har jeg mere udførligt refereret i teksterne længere nede på denne side. Men der har ganske kort sagt været tale om en udvikling fra en situation, hvor jeg også i forhold til, hvad jeg vil kalde "skov-situationen", bare ventede på, at min følen og se-ning skulle resultere i digte og andre produkter, og til den situation, jeg er i nu, med "nærværende projekt", og hvor jeg altså har indset, at der ikke kommer noget ud af, bare at "se" på selve det geologiske, biologiske og "forst-historiske" fænomen, som skoven omkring mig er. Det naturlige digtertalent kan nok gøre det. Men så er det, fordi han på en mere umiddelbar og ureflekteret måde har noget i sig, som jeg ikke har (fordi jeg dels mangler i hvert fald dele af den naturlige talent-udrustning, der skal til, dels helt bevidst har undladt at gå i skole hos hidtidig eller nuværende kultur). Hvis jeg skal få noget ud af min skov-oplevelse, ud over det store og dejlige, den helt umiddelbart og i sig selv er, må jeg udvikle en teori, dvs. et grundlag, en ramme, et koncept, en struktur. Og det, jeg nu er nået frem til, er altså først forståelsen af, at hele min omverden, men jo som det første og vigtigste skoven, er indesluttet i mit eksistens-rum, dernæst forståelsen af, at også eksistens-rummet må ses som en del af en større struktur, nemlig den altomfattende sammenhæng som udgør og fylder mit livs- og arbejdsrum.
Men nu er mit "statholdermark-punkt", udgangspunktet for alt, hvad der siden skal ske, skov-situationen. Jeg ved, at skoven ikke umiddelbart og som sådan kan give mig mere end netop selve "skov-oplevelsen". Men skoven er så i det mindste "kulisse". Og den er et afsondret sted, "skovens dybe stille ro", hvor jeg er fjernt fra den almindelige menneske-verdens "støj". Men samtidig et sted med åbenhed. Det mærker jeg, hvis den bliver for tæt, fx i en gran-kultur eller en ung løvtræskultur. Det skal være den åbne bøgeskov, eventuelt med lysninger og et enkelt vandhul osv. Det er som sådan, skoven er den ideelle "kulisse", ja, det ideelle "afsæt" for noget mere, et medium, hvori min følelse og tanke kan gro. Og så tegner der sig alligevel også en struktur og et "kvalitets-sæt" - når skoven og min følelse går sammen.
Og sådan har det altid været. Skoven har på den måde været "kulisse", grobund og afsæt gennem hele mit liv, navnlig siden 1961. Og dermed kommer min egen livshistorie, mit eget livsforløb også ind i billedet. Så hvis jeg skal sammenligne mig med Grundtvig, må jeg sige, at også min egen historie er en afgørende dimension i det univers, jeg skal virke i. Forskellen er dog, at hvor alt hos Grundtvig var stort, er alt hos mig småt - og minimalistisk. Og min livshistorie er mere eller mindre identisk med min sidelinie. Jeg prætenderer altså slet ikke noget, der svarer til Grundtvig, når han sammenflettede Danmarks og sin historie. Det er kun ude på min egen sidelinie, jeg inddrager min egen historie. Og det er først og fremmest min følelse og trang og den struktur og de kvalitets-krav, der i al vagheden og diffusiteten ligger deri, der betyder noget - idet min historie som mit personlige livs-rør gennem rum-tiden, og dermed den menneskelige kultur, dog også udgør den berøringsflade lige netop jeg har med virkeligheden uden for mig selv, i fortid og nutid.
Så med skov-kulissen og -vækstmediet som udgangspunkt og afsæt, går jeg nu i gang med at strukturere og møblere det store, i princippet altomfattende livs-rum, hvoraf selve det særlige eksistens- og poesirum kun udgør en - om end helt central - del.
Det sker i livs-rummet
Mit rum er i høj grad et arbejds-rum, hvori enhver aktivitet, der kan bidrage til virkeligheds- og livsmødet og til uddybelsen, udvidelsen, potenseringen og ud-fyldningen af min livsfølelse, hører hjemme. Og jeg nævner nu nogle af dem. Det kan være noget, der svarer til Grundtvigs "Danne-Virke". Først og fremmest de otte afhandlinger, hvilket vil sige et forsøg med mere eller mindre programmatisk sigte på at give mit eget overblik over menneskehedens erkendelsesmæssige situation lige netop nu. Men det kan også være indsamlingen af "stof" osv. Som jeg har påvist i "Omkring Grundtvigs Vidskab" er hele Grundtvigs Dannevirkeprojekt et stort forsøg på at formuleret et omfattende kulturelt alternativ. Men til forskel fra, hvordan Grundtvig arbejdede, holder jeg mig i selve det projekt, der her er tale om, udtrykkeligt inde i mit "rum-på-sidelinien". Jeg vil ikke, hvad dette angår, insistere på noget eller forlange tilslutning til noget. Jeg bygger bare en "model" inde i mit eget rum. Om nogle af tingene, dvs. teksterne eller i det hele taget produkterne, kan blive sendt ud i verden til besigtigelse og fri afbenyttelse derude, er en anden sag. I givet fald er de jo hverken mere eller mindre, end hvad de er, "livs-modeller" eller "liv-stykker". Jeg forlanger ikke tilslutning til mit rum som helhed og som sådant, hverken til dets struktur eller dets samlede indhold. Dele af det er lukket for alle andre end mig selv. Andre dele kan frit besigtiges. Såvel hvad rummet og dets struktur og indhold som helhed angår, som hvad dets enkelte dele angår, er både jeg selv og mine medmennesker helt frit stillet.
Allerede i den del af rummet, der måske kan få betegnelsen "Mit Dannevirke", vil der blive arbejdet på områderne, filosofi, (natur)videnskab, historie, folkelighed, poesi osv. Hvor stor en rolle filosofi og (natur)videnskab kommer til at spille, vil vise sig. Selve den rene erkendelsesaktivitet hører jo hjemme på livsområde 2. Men det er klart, at den "forholden sig", der skal finde sted i livs-rummet, også bliver en forholden sig til verden og tilværelsen som den træder frem for os gennem den filosofiske og naturvidenskabelige betragtning. Og det er ligeledes klart at såvel selve det billede, den filosofiske og naturvidenskabelige betragtning giver mig, som det billede, min egen forholden mig får til at tegne sig for mig, i en eller anden grad og på en eller anden måde kommer til at få indflydelse på de andre ting, der foregår i livs-rummet. Det egentlige spørgsmål er, i hvilken grad den filosofisk-naturvidenskabelige erkendelse kommer til at indgå i strukturdannelsen og processerne overhovedet. Lige i øjeblikket er jeg tilbøjelig til at mene, at det vil blive i forholdsvis beskeden grad. Eksistens-livsfølelsen og aktiviteterne i forbindelse med den er overordnet alt andet. Men den filosofisk-naturvidenskabelige erkendelse er selvfølgelig en del af den virkelighed, som eksistens- og livsfølelses-mødet er et møde med.
Hvad historie og folkelighed angår, og den dertil hørende indsamling af "stof", må det vise sig, hvad der kommer til at ske. Jeg begynder jo fra et absolut minimalistisk, ja, i grunden nihilistisk, udgangspunkt, hvor også, og måske ikke mindst, de ting, der nok alligevel er på disse områder, må godtgøre sig selv og deres betydning. Allerførst konstaterer jeg, at der har levet mennesker her på jorden i lad os sige hundredetusinder af år, så at historien altså faktisk har fundet sted, og at denne faktisk stedfundne historie betegner den - ene - udfoldelse af det menneskelige eller menneskelivet, der har været tale om. Forstået på denne måde er historien det - ene - store reservoir af levet liv, vi har. Tilsvarende er det også en kendsgerning, at der er nogle mennesker, hvoraf størstedelen bor inden for nationen Danmarks grænser, der føler sig som danskere, og at disse mennesker har en mindst tusindårig historie bag sig (sammen med de landsmænd, der ikke er så bevidste om det og ikke vil være ved det). Foruden at være reservoir for det levede, udfoldede menneskeliv er historien og det folkelige også ramme og struktur. Og såvel verdens- som danmarkshistorien, dvs. den nationale og folkelige historie, kan også ”tydes”, altså i sin helhed eller for deles vedkommende bruges som andet og mere end blot stof-, eksempel- og motiv-reservoir. Men også dette, ja, på en helt særlig måde dette, skal ske ”minimalistisk”, helt forfra.
Hos både Grundtvig og mig er "Dannevirke" også poetik, såvel i snævrere, sædvanlig forstand som i en langt videre forstand. Det er netop det videre poesibegreb, der stadig er den helt afgørende dimension i mit projekt. Der er jo tale om en i princippet altomfattende udvidelse af det projekt, som indtil nu hed "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". Man kan også sige, at det svarer til det Grundtvig'ske begreb "historisk-poetisk". Idet "historisk" jo for Grundtvig omfatter næsten alt. Så på den ene side udgør "det livs- og litterærpoetiske" en meget stor del af mit livs-rum, og på den anden side er hele Rummets struktur og "kvalitet" af en i allervideste forstand poetisk eller "poetisk" karakter, med livs-følelsen som på een gang det centrale, grundlæggende og alt gennemtrængende.
Sagt på en anden måde, så bliver alt, hvad der foregår i Rummet en udfoldelse af, hvad der ligger i "skov-situationen", eller alt tager sit afsæt i denne situation. Det nye her i Totalt fra sidelinien-konceptet er, at alle aktiviteterne i Rummet kommer til at indgå i en livsfølelses- og livspoesi-struktur. Men jeg må skelne mellem pdes. det, der ligger i det oprindelige, allerede meget vide, livs- og litterærpoetiske projekt, og pdas. - eller altså helt overordnet - hele den samlede livs-struktur i "Rummet på sidelinien", ja, videre i det endnu mere omfattende, for så vidt totale, forhold mellem dette rum og det, der sker i det, og så hele virkeligheden som sådan, altså det forhold, der angives med præpositionen "fra" i "Totalt fra sidelinien".
Om Rummet som det rum, hvor et stort alternativt liv skal struktureres og finde sted, har jeg talt ovenfor. Og det samme gælder den trods alt mere særlige livs- og litterærpoetiske del af det. Men jeg kan her afslutningsvis sige - eller gentage - at der samlet bliver tale om, at alle aktiviteter kommer til at finde sted inden for een stor samlet livs-struktur, og at dette ikke bare betyder, at den livs- og litterærpoetiske del bliver indordnet i denne struktur, men også at den bliver lettet for en byrde eller renset. Idet det hele altså hænger sammen, så at det, der foregår i den særlige livs- og litterærpoetiske del af Rummet, på en helt ny måde kommer til at bidrage til den fortsatte vekselvirkningsproces, hvor såvel den store, helt overordnede struktur som de mindre del-strukturer pdes. bliver styrende for såvel indsamlingen af stof, eksempler og motiver som produktionen af produkter, og pdas. hele tiden vil blive udbygget og korrigeret af denne indsamling og produktion.
Den total-karakter, mit projekt nu har fået, betyder ikke, at jeg skal beskæftige mig med alt. Om ikke andet, så betyder min alder og dermed den tid, jeg har tilbage at arbejde i, at jeg bliver nødt til at koncentrere mig i og om et antal områder, tidsrum, situationer, motiver osv. Men en sådan koncentration om nogle særlige dele på det store kort over Tilværelsen, der tilsammen kun udgør en meget lille procentdel af det samlede "areal" bliver netop mulig inden for dette nye koncept. Og tilsammen kommer det alligevel på en måde til at dække det hele. Jfr. de radioteleskoper (er det vist), der kun består af dele af en kæmpestor parabol.
Man kan netop sige, at hele nærværende total-projekt som projekt betragtet er den hele parabols form, og at de dele af det, jeg når at få realiseret, kommer til at svare til de faktisk opstilled dele af teleskopet. Der bliver tale om en proces, hvor mere og mere af parabolen bliver ”realiseret” - som når man lægger et puslespil. I øvrigt vil der - mens jeg nu er i billedet - være tale om en parabol, der kan både modtage og sende. Men dette billede er naturligvis, som alle den slags billeder, ufoldkomment. Navnlig er det jo sådan, at intet af det, der er tale om i dette projekt, kan anskues fuldt ud i et tredimensionalt rumligt billede.
Jeg kan nu tage et stort overblik over hele Menneskeslægtens historie, og jo ganske særligt Europas/Vestens. Men jeg vil fortsat helt særligt beskæftige mig med tiden fra Romantikken til i dag, idet jeg i fornødent omfang også vil inddrage tiden fra Renæssancen af - med ganske særligt henblik på at forstå, hvordan vi kom ud af middelalderens katolske magtmonopol, herunder mere eller mindre kontrafaktiske overvejelser. En af de ting, jeg vil undgå, er ganske vist at lade mit arbejde negativt styre af mine modstandere. Men en af de mange virkninger af den konceptudvidelse, jeg nu har foretaget, er, at jeg også får en øget frihed til at arbejde bredt kritisk med hele forløbet fra renæssance og oplysningstid til i dag. Ligesom jeg får en øget frihed til at finde positive eksempler, også hos folk, jeg som helhed står i måske endda meget stærk modsætning til.
Og jeg får også på een gang en større frihed og en klarere struktur i min søgning efter "stof, eksempler og motiver" i hele denne periode. Det samme gælder, for så vidt angår min søgning efter positive forbilleder, det være sig i form af "situationer", personer, tanker eller værker.
Der bliver således foruden opbygningen af Rummets struktur og strukturer på en helt ny måde tale om et empirisk research- og tydningsarbejde (med et vist kontrafaktisk element).
Men jeg vil, så vidt jeg bliver i stand til det, først og fremmest prøve at udvikle og producere mine egne ting, det være sig teorier og strukturer eller produkter. Idet jeg vil sige, at som det hele tegner sig nu, bliver allerede Rummet som helhed og dets indhold som helhed i sig selv et stort produkt. Og de ting, jeg når at få skrevet på det empiriske område, vil i høj grad også få karakter af produkter, altså fx de kritiske og kontrafaktiske ting i forbindelse med mit studium af tiden fra Renæssancen til i dag. Det samme gælder præsentationen af det "stof", jeg finder. På en helt særlig måde kommer dette til at gælde på det litteratur- eller poesihistoriske spor.
Jeg drømmer dog stadig helt særligt om at kunne producere nogle i mere central forstand livs- og litterærpoetiske ting. Det er ikke særlig sandsynligt, det vil lykkes mig at producere særlig store ting på dette område. Men det vil under alle omstændigheder have stor betydning for mig selv og min egen livshistorie, at jeg her får lavet noget, der dog er "ægte", og det vil - uanset om noget af det bliver offentliggjort eller ej - være en helt nødvendig del af den samlede proces.
Ellers må jeg prøve at få produceret nogle ting, der - i sammenhæng og vekselvirkning med Rummets strukturer og deres videre formning - kan stå som noget andet end litterære tekster, altså som livs-udtryk eller livs-modeller osv.
Dette sidste er, som allerede sagt, noget andet end programmatisk virksomhed. Den bedste betegnelse, jeg indtil nu har kunnet finde for det, er netop, at såvel hele den samlede struktur som de enkelte struktur og indholdsdele er af model-karakter. At både det hele og dets dele allerede dermed kan få en programmatisk funktion er en anden sag. Og at jeg kan træde ud af mit rum og udøve programmatisk eller ligefrem kulturkampmæssig eller politisk virksomhed, er en tredje sag. Det afgørende vil under alle omstændigheder være, at jeg for det første kan udfolde mit eget liv i det, der finder sted i Rummet, og at dette - eller dele af det - ikke et eller andet omfang og i en eller anden grad kan komme til at indgå i det fælles liv.
”Rummet” - forhold og
definitioner
Med gentagelser, som jeg ikke har gjort noget for at fjerne, kan jeg til sidst definere og forholdsbestemme mit rum-projekt således:
Forholdet til
statholdermark-konceptet
Statholder-marken er hele livsengagementets sted, hvilket betyder, at selv det udvidede livs- og litterærpoetiske engagement kun er en del af det, der skal finde sted derude. Men også ”Rummet” er noget mindre og særligt i forhold til hele det samlede livsengagement; det er bare betragteligt større end selve det udvidede livs- og litterærpoetiske rum.
I forhold til statholdermark-konceptet er rum-konceptet opstået i en - mere eller mindre nødtvungen - udvikling fra det helt minimale, nøgne lyriske standpunkt, hvor jeg som det (i enhver betydning af ordet) lyriske subjekt (Jeg) selv stod helt nøgen og tom, ja, som en tabula rasa med hele verden og tilværelsen omkring mig som en slags ørken eller tåge. Dvs. verden og tilværelsen var der jo, men for mig stod - eller lå - den som en slags ørken eller tåge i den forstand, at den var helt ustruktureret. Man kan også sige, at det, jeg ventede forude, var en slags altomfattende gestaltpsykologisk proces, hvor den samlede virkelighed efterhånden skulle komme til at vise sig for mig med mere og mere struktur. Eller man kunne også sige, at det - modsat - var en proces, hvor jeg begyndte med en sansning, eller altså se-ning, at først een enkeltting, fx en sten eller en plante, og så een til - og så videre. Længe forestillede jeg mig, at det i første omgang skulle dreje sig om ”mig i Kosmos”, dvs. mig i forhold til den ikke-menneskelige natur, og at forholdet til den øvrige del af menneskeslægten, herunder mine medmennesker her og nu, først efterhånden skulle komme ind i billedet.
Men samtidig vidste jeg jo godt, at jeg som poetisk eller lyrisk Jeg for det første i selve mit udgangspunkt i princippet repræsenterede hele menneskeslægten og for det andet i de produkter, der måtte komme ud af min poetiske eller lyriske aktivitet, i princippet ville henvende mig til hele menneskeslægten. Og jeg vidste også, at jeg som Jeg selvfølgelig ikke var fuldstændig tom og ubeskrevet. Jeg vidste, at jeg for det første havde min genetiske udrustning, som pdes. var min egen unikke udrustning, men som pdas. var en udrustning, jeg i høj grad havde fælles med hele menneskeslægten, ja, med alt levende - og derunder igen med hele det fysiske univers. Og jeg vidste, at jeg for det andet havde en historisk-kulturel arv med mig, som (igen) pdes. stammede fra hele min egen personlige historie, og pdas. stammede fra alt det i menneskeslægtens historie, jeg havde tilegnet mig eller haft berøring med, altså såvel gennem undervisning og læsning m.m. som gennem min omgang med mennesker i løbet af mit liv. Tidligt brugte jeg om det sidste forhold det billede, at når jeg stod dér i statholdermark-punktet, så stod jeg ikke bare på et punkt i universet, men så var dette punkt også det sted, hvor mit livs-rør mundede ud, dvs. det ”rør”, hvorigennem mit liv havde bevæget sig i rum-tiden.
Men stadigvæk kom der ikke ”poesi” ud af det! Jeg prøvede ganske vist at sige, at det jo ikke kun var ren se-ning, endsige ren sansning, det drejede sig om, men også en ”forholden sig”, ja, en ”elskende og kendende forholden sig”. Og jeg prøvede at forstå forholdet mellem mig og ”alt det andet” som et forhold mellem ”forbundne kar”, idet jeg og ”alt det andet” jo såvel ”naturalistisk” som ”skabelses-kristologisk” set bundede i den samme allerdybeste virkelighed. I første omgang var det igen forholdet mellem mig og selve Kosmos, dvs. den ikke-menneskelige natur, jeg tænkte på, men menneskeslægten var jo også en del af Kosmos eller alt det, der ikke var mig, hvortil kom, at der jo i forholdet mellem mig og den øvrige menneskeslægt, i endnu højere grad var tale om en forbundethed, igen såvel ”naturalistisk” som ”skabelseskristologisk” forstået.
Tilsyneladende bryder jeg med principperne i statholdermark-konceptet, når jeg lejlighedsvis taler teologisk, men statholdermark-konceptet er jo et teologisk eller teologisk funderet koncept, helt klart, hvad udgangspunktet, rammerne og retningen angår, og den lejlighedsvise teologiske tale er ikke ment som andet end enten simpelt hen et udtryk for dette forhold eller som netop undtagelsesvise teologiske udtryk for nogle forhold, som allerede kunne udtrykkes rent ”naturalistisk”. Det er jo heller ikke sådan, at der på intet tidspunkt må tales teologisk inden for aktiviteten på statholder-marken. Når det vel at mærke enten sker ”forud” eller ”bagefter”, altså enten blot er et udtryk for, hvad der allerede ligger i selve statholdermark-konceptet, eller er en efterfølgende kristen tydning eller udlægning af, hvad der er erkendt ude på statholder-marken. Det, der absolut ikke må ske i erkendelsesaktiviteterne ude på statholder-marken, er, at der på forhånd bliver lagt et kristent mønster ind over oplevelses- og erkendelsesforløbet, eller at erkendelsesaktiviteten på forhånd bliver lagt an på at skulle resultere i et ”kristeligt” resultat. Det krav, der ligger i statholdermark-konceptet, er kravet om, at selve det elskende og kendende livsengagement skal være helt forudsætningsløst, for så vidt angår såvel kristendommen som alle andre tydninger. Og at aktiviteten ude på statholder-marken foregår ”i Evangeliets lys”, er også i overensstemmelse med statholdermark-konceptet, så længe der virkelig blot er tale om netop et ”lys”, der bare oplyser marken, ikke en struktur, det, der oplyses, skal indpasse sig i. Det er ikke så svært, når man husker på, at hele teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement går ud på, at allerede selve ordet ”Gud”, men jo så også hele den særlige åbenbaring og hele frelseshistorien, skal udfyldes med det betydnings-indhold, der tilvejebringes gennem engagementet ude på statholder-marken.
På et tidspunkt prøvede jeg - ret bogstavelig talt - at vende billedet af mig selv stående med min livsfølelseslængsels tomme skål i hånden, så skålen blev til en parabol, der kunne opfange betydning fra virkeligheden omkring mig. Og jeg prøvede at videreudvikle dette billede, så parabolen blev mere aktiv, dvs. en slags radar-antenne. Ja, jeg prøvede at supplere den med en laser, der direkte kunne vekselvirke med min omverden (altså i forskellige former for mere eller mindre ”projektion”, noget, jeg ellers altid havde ment at burde holde mig fra), idet jeg så også satte en computer ind bag disse modtage- og søgeting, så søgningen (og ”projektionen”) dels kunne være styret af det, jeg havde i mig fra begyndelsen af, dels kunne blive styret af den opdatering af computeren, der ville blive resultatet af hele den vekselvirkning, der nu blev tale om.
Næste trin blev, at jeg indså, at den poetiske aktivitet jo ikke bare var en sådan vekselvirkningsproces mellem mig om min omverden, men en aktivitet, der fandt sted i et eksistens-rum, der omfattede både mig selv og alt det andet. Og her var ”eksistensen” jo i første omgang min egen personlige eksistens, men i anden omgang ”eksistensen overhovedet”, Eksistensen, først og fremmest som Menneskets Eksistens, men jo i videste forstand Eksistensen i betydningen Tilværelsen af alt, hvad der er til. Ja, i den yderste betydning bruger jeg her ordet Eksistensen og alt, hvad der overhovedet er til, og altså ikke kun om den menneskelige eksistens. Man kan sige, at dette er en yderste udvidelse af de forbundne kars koncept.
Der kan naturligvis siges meget mere om dette. Og det vil også blive gjort. Men det næste, jeg skal sige lige nu, er, at vel ville jeg jo nok kunne have været blevet stående her og have udviklet dette eksistens- eller Eksistens-rum et stort poetisk univers, men at dette - af nok flere forskellige grunde - viste sig utilstrækkeligt. Foreløbig går jeg videre til næste punkt.
Forholdet til
Grundtvig
Statholdermark-konceptet bygger på teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement - eller som jeg altså måske ubeskedent, men jo i overensstemmelse med, hvordan det faktisk forholder sig, tillader mig at sige: den Grundtvig-Christensen’ske teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement. Man kan læse nærmere om dette forhold i mine to Grundtvig-bøger samt på undersiderne ”Grundtvig” og ”Kirke og teologi”. Det afgørende er, at jeg med denne måske ubeskedne betegnelse ikke er bundet til, hvad min store lærefader har tænkt og sagt, eller kan risikere at lægge noget i munden på Grundtvig, som han ikke har sagt, men frit kan præsentere det teologiske grundlag for mit projekt i også mit eget navn. Men det i indeværende sammenhæng helt afgørende er, at medens jeg i selve den grundlæggende teologi føler mig i ganske nøje overensstemmelse med Grundtvig, så forholder det sig ganske anderledes, når det gælder den videre udfoldelse af ”arven og inspirationen fra Grundtvig”.
Det siger, som allerede sagt, sig selv, at ”den videre udfoldelse af arven og inspirationen fra Grundtvig” ikke kan bestå i mere eller mindre en gentagelse af, hvad Grundtvig har sagt. Ingen kan være den samme person som Grundtvig. Og vi, der lever nu, lever i en helt anden sammenhæng. Det gælder, som også allerede sagt, ganske særligt alt, hvad der har med verdens- og danmarkshistorien og den nordiske mytologi at gøre. Allerede i forhold hertil må vi senere Grundtvig-disciple hæve vor arv fra ham op i ”højere nævnere”, og så foretage vor aktuelle udmøntning af den derfra. Men dertil kommer, at Grundtvig også på sin egen tids og sine egne præmisser agerer på nogle måder, der i en helt særlig forstand er ejendommelige for ham. Det gælder den måde, hvorpå han alligevel har kristendommen med i alt, hvad han foretager sig. Og det gælder den måde, han er digter på.
Hvad særligt det ”Rum” angår, som her skal defineres og bestemmes, er det selve Grundtvigs karakter af i en enestående forstand og på en enestående måde ”total-digter”, der er afgørende. Grundtvigs ”handlende ord” (jfr. titlen på Flemming Lundgreen-Nielsens disputats) handler i eet stort univers, så at alt, hvad han skriver, og navnlig hele hans ”digtning”, udgør eet stort digt med Danmark og ham selv som hovedpersoner.
Grundtvig handler i eet stort rum. Og hele hans digtning er dele af denne handling. Det er det, der adskiller hans digtning fra den almindelige digtning. Pdes. er Grundtvigs ”digtning” således større end den almindelige digtning, men pdas. er den også ganske snæver og ensidig i forhold til den almindelige digtning. Men der er under alle omstændigheder noget helt særligt og helt særlig storslået ved Grundtvigs total-sammenhæng. De almindelige digtere kan også udfolde sig i et særligt univers. Men disse universer er altid af en helt anderledes privat og hjemmelavet karakter end Grundtvigs. Der kan siges meget om Grundtvigs mytiske, teologiske og historiske konstruktioner, men når man går ind i dem, oplever man dem alligevel som udtryk for en stor, dyb og dejlig sammenhæng. I den forstand er Grundtvig et forbillede for det rum-projekt, jeg skitserer her. Men der er naturligvis afgørende forskelle.
Hvad mit rum-projekt har til fælles med Grundtvigs univers, er først og fremmest netop det forhold, at der er tale om et univers. Og dernæst er det det forhold, at min egen person og mit eget liv spiller en gennemgående rolle - om en på en i alle henseender meget mere beskeden måde.
Forholdet til "1961ff":
Jeg ved ikke, hvor meget mere min egen person og mit eget liv betyder i mit projekt, end det gør i almindelige digteres forfatterskaber. I nogle henseender betyder det måske mindre. For der er jo også et stort objektivitetsideal i mit projekt. Eller måske rettere: virkelighedsideal, nemlig for så vidt angår det, at der i det, jeg laver, ikke uden videre skal være tale om projektioner af mig selv, men om et stort virkeligheds-møde mellem mig og den øvrige virkelighed. Men samtidig er mit projekt jo på sin vis ekstremt subjektivt, idet hele ”Rummet” jo sådan set er en udvidelse af det eksistens-rum, jeg endte med at se som min poetiske virksomheds rum. På denne måde bliver den aktivitet, ja, for så vidt de projektioner eller ”projektioner”, jeg lægger ind i mit Rum, noget andet, end hvad man almindeligvis vil forstå ved disse ord. Det bliver dele af hele ”mit liv på sidelinien”, som hele tiden er mit møde med virkeligheden.
Men hele spørgsmålet om subjektivt og objektivt er ikke så enkelt. Vel har jeg indset, at det fx ikke nytter noget, bare at stå og se på min omverden i rent sanse-lig betydning, så at jeg altså må se hele min omverden som omsluttet af eller indesluttet i mit eksistens-rum. Men det kan jeg jo se som svarende til, at verden teologisk set er skabt til mig, som min verden. Og jeg repræsenterer jo som poetisk Jeg hele menneskeslægten. Min personlige eksistens og min eksistens som poetisk Jeg er kun en del af Menneskeslægtens, af alt det levendes og til-værendes fælles Eksistens.
Den på sin vis stærke subjektivitet i mit projekt er i virkeligheden et udtryk for ydmyghed, er erkendelsen af, at jeg ikke kan sætte mig uden for verden, men uhjælpeligt er en del af den. Men altså en særlig del, der befinder sig i et særligt punkt. Og den eneste måde, jeg kan se verden på, er ud fra dette punkt. Hele verden er min eksistens’ verden, som jeg kun kan opleve ved at opleve den som sådan. Men min eksistens er kun en del af den samlede Eksistens.
Når jeg forholder mig til Eksistensen, forholder jeg mig også til mig selv og min egen eksistens som en del af den. Og når jeg forholder mig til mig selv, er det ikke kun mit eget Jeg, der forholder sig til sig selv; så er det også mig som en del af den samlede virkelighed, jeg forholder mig til.
Det er vigtigt, at "1961ff"s betydning i mit projekt ikke misforstås. Det er ikke bare det, at min egen historie er sådan, at hele dette forløb og dette udgangspunkt og denne dimension må skulle have en afgørende betydning. Det er også sådan, at hele selve udviklingen eller praktiseringen af statholdermark-konceptet har vist nødvendigheden deraf.
"1961ff" har selvfølgelig sit udgangspunkt i "1961", dvs. i min ovf. beskrevne situation i 1961. Man kan sige, at denne situation i meget høj grad var den almindelige store drengs eller unge mands situation. Men i mit projektets sammenhæng gør det slet ikke noget. For dels var der jo alligevel noget særligt ved min situation dengang, dels passer selv den største ”almindelighed” fint til det eksistens- og Eksistens-koncept, der er skitseret ovenfor. Og hvis den måde, jeg stadigvæk stikker i min 1961-situation på, betyder, jeg har levet i og stadig lever i en livslang pubertet, så er det jo kun en fordel for mig, nu hvor jeg befinder mig i midten af tresserne! Så skulle jeg jo kunne lave det, jeg under andre omstændigheder burde have lavet dengang. Det kan i så fald kun blive et spørgsmål om at kunne nå det! Og jeg må jo prøve at få så meget som muligt repræsenteret i udvalgte punkter, jfr. billedet ovf. af den kun ved dele repræsenterede storparabol.
Jeg kan også sige det på den måde, at hvor Grundtvig vendte tilbage til folkets barndom (myterne), vender jeg i al beskedenhed tilbage til min egen ungdom!
Det er ganske vist ikke ret meget, jeg har at kunne hente dér. Mest en følelse, en længsel og en drøm. Og måske en vilje, i hvert fald i den forstand, at ønsket om at få opfyldt - eller op-fyldt - både følelsen, længslen og drømmen har været hos mig hele tiden og fortsat er hos mig.
SLUTNING
Jeg beder læseren undskylde de alt for mange gentagelser, der er i ovenstående! Men jeg gentager(!), at jeg håber, der i en del af tilfældene vil være tale om gentagelser, der ikke er helt identiske, men præsentationer af de tidligere nævnte ting under nye vinkler og i sammenhæng med andre elementer.
Og jeg understreger, at denne tekst i høj grad er en tekst, jeg har måttet skrive - og sætte på denne underside - for min egen skyld. Så den kan vise mig, at nu er den lange konceptudviklings tid forbi, og dermed tvinge mig fremad ad såvel det studie- og researchmæssige som det produktionsmæssige spor. Det er på allerhøjeste tid, at jeg kommer videre. Så jeg har simpelt hen ikke tid til at forkorte ovenstående på en måde, så jeg kunne være sikker på, at der ikke gik vinkler eller elementer tabt.
Jeg håber, jeg inden alt for længe vil kunne præsentere mine
læsere for nogle frugter af det arbejde, jeg nu - endelig - skal for alvor i
gang med.
Denne version
afsluttet anden nytårsdag, den 2. januar 2008.
* * *
Totalt fra sidelinien
Sat her på denne side 08.10.07
Denne tekst skal læses i forlængelse af nedenstående ”Status
(2) - Juli
Det projekt, jeg nu i flere år har arbejdet med under titlen ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”, har to udgangspunkter, nemlig dels mit discipelforhold til Grundtvig gennem mine mange år som Grundtvig-forsker og videre gennem årene siden 2002, hvor jeg indstillede min virksomhed som sådan, dels min drøm og mine forestillinger fra 1961 af om et møde mellem min livsfølelse og virkeligheden, i en dimension, der gik på en anden led og lå i et andet område end, hvad der almindeligvis fremstod som ”kulturen”.
I Grundtvigs kulturprogrammatiske værk har jeg set et stort eksempel på et på ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement” byggende alternativ til den herskende kultur. Men dels er jeg alligevel en anden slags person end Grundtvig (og her ser jeg helt bort fra forskellen i format!), dels lever jeg i en helt anden tid. Det har derfor altid været et grundprincip i mine forsøg på at virke som aktuel discipel af Grundtvig, at ”arven og inspirationen fra Grundtvig” skulle ”løftes op i højere nævnere”, så at fx jeg som Grundtvig-discipel inden for disse, efter den evne, jeg måtte have, kunne lave nogle ting, der dels var mine, dels svarede til ”tidens tarv og vilkår”.
I tiden fra 1994/95 af (hvor jeg reelt var færdig med min
Grundtvig-disputats ”Omkring Grundtvigs Vidskab”) gik mine bestræbelser hovedsagelig
ud på at udfolde noget helt nyt på grundlag af ”teologien om det kristeligt
nødvendige livsengagement” og inden for mit derpå byggende
”statholdermark-koncept” (se derom i de ældre tekster her på denne side). Og
jeg fik da også udviklet og udfoldet nogle ting. Men det gik trægt, og jeg
måtte mere og mere erkende, at jeg selv stod på mit ”statholdermark-punkt” fuld
af følelse og vilje, men i øvrigt tom, og at den mark, jeg stod på og ville
begynde noget helt nyt i, nogle gange lå som en ørken omkring mig, andre gange
var dækket af en tåge, der svarede til den stærke, men diffuse følelse inden i
mig. Mine forsøg på at komme videre er til dels beskrevet i de ældre tekster
nedenfor, senest i ”Status (2) - Juli
I den statusopgørelse, jeg i teksten her lægger frem, præsenterer jeg, hvad jeg tror er det endelige resultat af den ”koncept-udvikling”, der har stået på siden 1994/95. Og det afgørende er, at jeg nu er nået frem til en fuldstændig sammensmeltning af pdes. mit på min Grundtvig-forskning byggende og fra min Grundtvig-forskning udgåede statholdermark-koncept og pdas. min siden 1961 nærede drøm om potensering og udfyldelse af min livsfølelse i mødet med virkeligheden.
Og netop fordi jeg fortsat arbejder inden for statholdermark-konceptet, har jeg kunnet tillade mig at overgive mig til den på sin vis totale subjektivitet, der ligger i det koncept og projekt, jeg nu betegner som ”Totalt fra sidelinien”. Ja, jeg har opdaget og indset, at det virkeligheds-møde, jeg gennem alle disse år har drømt om, kun kan finde sted, når jeg lader i princippet hele virkeligheden være indesluttet i mit personlige ”eksistens-rum” - idet jeg dog samtidig ser mig selv som del af virkeligheden overhovedet og menneskeslægten i særdeleshed, så at jeg pdes. ser alt som dele af min eksistens, pdas. ser mig selv som del af Eksistensen. Virkeligheden omfatter naturligvis mig, men i min eksistens-følelse omfatter jeg også virkeligheden. Verden omkring mig er stum, hvis jeg ikke oplever den som del af min eksistens. Men min personlige eksistens er naturligvis overordnet set en del af Eksistensen overhovedet, den Eksistens overhovedet, som min omverden og jeg er fælles om - idet ”eksistens” ikke blot betyder ”eksistens” i den særlige, snævrere forstand, men også overhovedet betyder ”det at være til”.
Men min personlige eksistens er så ikke bare min eksistens som fx ”lyrisk Jeg” - eller helt bredt: ”eksistentielt Jeg” - den er også hele min historiske eksistens som person her i verden. Og ganske særligt er den min eksistens i det forløb, der har været tale om i den store livsfølelses-dimension siden 1961. Jeg taler i den forbindelse om mit ”livs-rør”, dvs. den ”boring”, mit liv har trukket gennem rum-tiden, og hvis vægge udgør min og mit livs berøring med den øvrige virkelighed.
Grundtvig arbejdede i sin store ”symbolverden”, jfr. Helge Toldbergs disputats, ja, han arbejdede i et stort mytisk-historisk rum, hvori hans egen og Danmarks myte og historie blev flettet sammen. Det var i dette rum, han lod sit handlende ord handle (jfr. Flemming Lundgreen-Nielsens disputats og min artikel ”Totaldigteren Grundtvig” øverst på undersiden ”Grundtvig”). Og dette rum var en del af den store struktur, der udgjordes af historien, som Grundtvig tydede og konstruerede den.
Sådan hverken vil eller kan jeg arbejde. Det er en måde, der uhjælpeligt og på godt og ondt er knyttet til Grundtvigs person og 1800-tallet. Men dette betyder ikke, at jeg her tager hensyn til de senere års angreb på det folkelige og det nationale eller i det hele taget på den historiske måde at se, føle og tænke på. Ude i den offentlige debat kan jeg lejlighedsvis gå til modangreb. Men selv dér opererer jeg på et minimalistisk grundlag, idet jeg i min polemik udelukkende kæmper for retten og friheden til, at mit og mine landsmænds liv kan fortsætte ind i den fremtid, der uafvendeligt indtræder sekund for sekund, på den måde, det ville have gjort uden den af ingen fornuftige hensyn begrundede indvandring og uden det ideologisk hadefulde pres, det bliver udsat for. Nej, i mit livs- og litterærpoetiske projekt eller mit livsrum-projekt (nærmere nedenfor), ser jeg så vidt muligt, og i hvert fald i første omgang, helt bort fra, hvad mine ideologiske og politiske modstandere siger og gør; her drejer det sig udelukkende om en helt ny begyndelse på tidens faktiske betingelser, hvilket først og fremmest vil sige på de betingelser, som udgøres af den virkelige viden og erfaring, der indtil nu er akkumuleret og indvundet, og af de faktiske teknologiske og sociologiske forhold, der er tale om i vor tid. - I de idehistoriske og erkendelsesmæssige dele af mit arbejde vil jeg netop gøre en hel del ud af at skelne mellem viden og meninger, idet det er min klare overbevisninger, at sidstnævnte spiller en helt urimelig stor rolle i vor tid.
Den ”højere nævner”, jeg løfter Grundtvigs mytisk-historiske rum op i, er forestillingen om et ”rum”, som rummer mere end blot digtning (eller i det hele taget kunst) - eller et ”rum”, hvor i princippet hele virkeligheden og navnlig hele livet er til stede eller i hvert fald ”repræsenteret” i en helheds-sammenhæng, der i grunden svarer til, hvad der var tilfældet i det univers, Grundtvig opererede i.
Men ligesom Grundtvigs ”rum” jo ikke var sammenfaldende med den slet og ret foreliggende virkeligheds ”rum”, men lå i en særlig dimension og var struktureret på en særlig måde, således ligger det ”rum”, jeg er ved at etablere, også mere eller mindre et andet sted og på en anden led end den i min tid slet og ret foreliggende virkelighed og er struktureret i et andet kvalitets-mønster end denne.
Jeg har nu givet ikke alene denne tekst, men også hele mit (i enhver betydning af ordet) livs-projekt, titlen ”Totalt fra sidelinien”. Det betyder for det første, at jeg nu har udvidet mit felt fra kun at omfatte ”poetisk livsfølelse og litterær poesi” (om end udtrykkeligt i vekselvirkning med livet overhovedet) til i princippet at omfatte alt. Og det betyder for det andet, at hele dette total-felt totalt betragtes fra det, man kunne kalde min personlige position, vel at mærke ikke forstået som et punkt, men som netop en line.
Når jeg siger ”sidelinien”, mener jeg dermed først og fremmest hele den linie, som udgøres af det, jeg ovenfor har betegnet som mit ”livs-rør”. Men dernæst - og især - mener jeg dermed den særlige linie, som udgøres af det særlige forløb, der strækker sig fra 1961-punktet i mit liv og ikke bare frem til denne dag, men også frem til det tidspunkt, hvor jeg skriver den sidste sætning i mit livs-projekt. Og dette betyder vel at mærke ikke kun, at jeg i banal forstand lægger mit eget livsforløb ved siden af virkeligheden i øvrigt, men navnlig at der er tale om en virkelig side-linie i betydningen en alternativ linie, en linie, der betegner en livslang bestræbelse på at nå frem til et møde mellem min livsfølelse og virkeligheden, der er anderledes, dvs. stærkere og mere sand, end hvad der har været tilfældet i den hidtil herskende kultur.
”1961-punktet i mit liv” er det punkt, hvor jeg midt i
På en måde ville det næstbedste (når jeg nu ikke var dygtig nok til at blive jazzmusiker) have været, om jeg kunne blive skønlitterær forfatter. Og det var da også en drøm, jeg længe havde, ja, som jeg på sin vis har endnu, idet jeg endnu, helt unaturligt for min alder, har et håb om, at der inde i centrum af min virksomhed vil kunne nå at komme nogle lyriske digte og/eller dertil svarende tekster. Om ikke andet vil en produktion af sådanne tekster og hele processen i forbindelse dermed være af stor betydning for hele mit projekt, selv om der aldrig bliver offentliggjort så meget som en eneste linie.
Jeg har naturligvis i det meste af perioden siden 1961 forsøgt mig på området, men uden større held. Det er meget sandsynligt, at der først og fremmest er tale om manglende talent, men der er under alle omstændigheder tale om et manglende teoretisk grundlag og en manglende teoretisk ramme, og det er klart, at alt, hvad jeg har foretaget mig, siden jeg i 1972 tog mine allerførste skridt som Grundtvig-forsker, i høj grad også har haft en tilvejebringelse heraf som sit formål.
Ja, der har i den grad været tale om dette, at min virksomhed siden 1994/95 har bevæget sig ad et i flere henseender for snævert spor. For vel har mit projekt altså i nu snart mange år haft arbejdstitlen ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement” med udtrykkelig påpegning af, ”poesien” grundtvigsk talt skulle ”udgå fra livet og virke tilbage på livet”, og altså været langt bredere end et rent skønlitterært projekt, men dels er der i Grundtvigs eksempel tale om en endnu bredere sammenhæng, dels har der også i mine egne drømme og bestræbelser helt tilbage fra 1961 af været tale om noget langt bredere - hvortil kommer, at selve mit arbejde med mit projekt gennem de seneste år i sig selv mere og mere har vist nødvendigheden af en udvidelse af arbejdsfeltet.
Men jeg kunne jo bare have udvidet mit operationsfelt, så det kom til at omfatte en politisk og kulturprogrammatisk virksomhed. Og det har jeg - i det små - også hele tiden forsøgt. Men af flere grunde vil det under alle omstændigheder kun blive i det små, jeg i resten af min tid kan udøve en sådan virksomhed.
Den helt afgørende grund til, at jeg nu vil lade det allermeste af min virksomhed finde sted i det ”livs-rum”, jeg i denne tekst taler om, er imidlertid, at det kun er her, min virksomhed kan finde sted i fuld frihed, såvel for så vidt angår mig selv, som for så vidt angår dem, der måtte læse, hvad jeg skriver. Fx vil sædvanlig kulturprogrammatisk virksomhed pdes. tvinge en selv til at tage hensyn til, hvad der vil kunne opnås enighed om, eller i hvert fald til, hvad der vil kunne forstås, og pdas. appellere til læserne om ikke alene tilslutning, men også med- eller videre-arbejde. Og en direkte politisk eller politik-programmatisk virksomhed vil helt direkte have ændringer i andre menneskers adfærd og livsomstændigheder til formål. Hvis man derimod lader sit møde med virkeligheden udspille sig i et særligt ”rum”, bliver alt frit. Alt, hvad der sker og bliver til inde i et sådant ”rum”, bliver en slags produkt, der kan sammenlignes med et skønlitterært produkt, og som eventuelle læsere vil kunne opleve som sådant - i fuld frihed - ligesom jeg selv vil kunne producere det i fuld frihed, fx uden nogen som helst hensyn af hverken strategisk eller taktisk art, eller hvad angår dertil svarer. Produktet vil først og fremmest kunne opleves på samme måde som et kunstværk, og skulle det få en kulturprogrammatisk funktion, vil det blive som hverken mere eller mindre end ”eksempel”.
Der er forskellige farer, der lurer, når man sætter sig noget i denne retning for. Der kan være faren for, at der alligevel bliver tale om et ideologisk projekt. Men allerede statholdermark-konceptet udelukker dette, og det samme gør det friheds-hensyn, jeg netop har nævnt. Den største fare er, at der kan blive tale om en højere form for dagdrømmeri eller luftkastel-byggeri og dermed virkelighedsflugt. Men denne fare må ses i øjnene, så at virksomheden i det, jeg her kan kalde ”sideliniens rum” ikke bliver på bekostning af noget, der både burde og kunne have fundet sted i den almindelige virkelighed. Og jeg taler jo heller ikke om skabelsen af en helt ny fantasi-virkelighed i mit særlige ”rum”, men netop udtrykkeligt om et møde deri mellem min livsfølelse og virkeligheden. Ja, i selve projektbetegnelsen ”Totalt fra sidelinien” ligger jo også netop, at det er hele virkeligheden, der kommer under en total-vinkel. Og når det også ligger i konceptet, at sidelinie-positionen er total, så betyder det faktisk kun, at der er tale om en helt ny betragtning af og et helt nyt møde med netop hele virkeligheden.
Jeg har aldrig brudt mig om fantasiprodukter. Det er en ny betragtning, tydning og forholden sig til virkeligheden, jeg ønsker. Men så snart man vil gøre noget andet, end uden videre at give sig hen i den foreliggende virkelighed, bliver der alligevel tale om, at der om ikke bliver skabt noget nyt, så dog føjet noget nyt til, om ikke andet så altså i form af en ny tydning og forholden sig.
I mit arbejde med projektet indtil nu har jeg været meget tilbageholdende, for så vidt angår alt, hvad der rent ud sagt kunne have karakter af at gå Skaberen i bedene. Og det ligger jo i statholdermark-konceptet, at jeg som menneske kun er statholder eller forvalter på den livs-mark, Han har givet mig. Men det ligger jo også i statholdermark-konceptet, at jeg står i et ”kongeligt” forhold til min livs-mark. Ja, det ligger i min gudbilledlighed, at jeg på dette plan eller niveau både kan og skal udøve en vis form for skabende virksomhed. Og det samme ligger jo i ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”. Desuden er min længsel og min drøm jo også dele af virkeligheden, så at udfoldelsen af, hvad der ligger deri, vil være hverken mere eller mindre end ”virkeligheds-udfoldelse”. Men stadigvæk ser jeg først og fremmest min længsel og min drøm som en længsel og en drøm efter at opnå et møde med virkeligheden, som kan styrke og opfylde min livsfølelse. Det er ikke en ny virkelighed, jeg går efter, men et nyt møde med virkeligheden. Idet det jo vel at mærke er sådan, at hele virkeligheden ikke er til stede i skikkelse af den umiddelbart foreliggende virkelighed. For slet ikke at tale om, at der er meget i den umiddelbart foreliggende virkelighed, jeg må betragte som falsk eller utiltalende!
Hvad resultaterne af den på den ene eller den anden måde og mere eller mindre ny-skabende virksomhed, jeg her - meget forsigtigt - har talt om, kan blive, vil vise sig. Hvad jeg på nuværende tidspunkt og altså i al foreløbighed kan sige, er, at jeg forestiller mig, at der i det ”rum”, jeg taler om, ikke alene vil finde en produktion af egentlige produkter (tekster) sted, men også vil ske en opbygninger af såvel ”strukturer” som ”modeller”, som ikke er identisk med tekst-produkter, men kun beskrives i nogle tekster. Livs-rummet og dets indhold skal altså dels svare til den symbolske og historisk-folkelige verden, Grundtvig arbejdede i, dels udgøre en form for alternativt model-liv eller alternativ model-virkelighed.
Hvad jeg på nuværende tidspunkt mere praktisk forestiller mig, er, at jeg selvfølgelig fortsætter det, jeg kalder koncept-udviklingen fra det punkt, den er nået til nu, ligesom jeg vil prøve at sætte strukturer og modeller ind i mit livs-rum på grundlag af, hvad der så at sige ligger i hele mit livs-rør. Men da der jo skal være tale om et virkeligheds-møde, og da min sidelinie-position nu er ganske veldefineret, ikke mindst i det nye total-koncept (med dertil svarende) total-vinkel, ser jeg først og fremmest følgende opgave foran mig:
Videre helt central eksistentiel og poetisk virksomhed.
Et eventuelt overordnet arbejde a la Grundtvigs ”Danne-Virke”.
Et udvidet historisk, idéhistorisk og litteraturhistorisk arbejde, som vel i høj grad vil bestå i mit i gangværende arbejde med især lyrikken fra den tyske romantik til vor tid, men som i overensstemmelse med, hvad der er sagt i denne tekst, i princippet vil omfatte alt. Historien er jo under alle omstændigheder det store reservoir for det faktisk levede menneskeliv. Men det er klart, at jeg især vil lede efter ting, hvor menneskelivets virkelighed træder frem på helt særlige måder, fx i forskellige tilfælde af (ny)brud.
Jeg vil i min virksomhed arbejde indefra og udefter, så at jeg - uanset egen lyrisk produktion eller ej - tager mit udgangspunkt i den helt fundamentale og centrale eksistentielle og poetiske situation, jeg oplever, når jeg fx færdes i skoven (mere om det i senere tekster). Måske kommer mit særlige forhold til den ikke-menneskelige natur ind allerede her. Det næste bliver mødet med motiver under min umiddelbare færden, altså især menneskelige enkeltmotiver. Og endelig bliver der så mødet med alle de enkeltmotiver og større eller mindre forløb, jeg kan finde i historiens store reservoir.
Hvad historien som ”Historien” angår, vil jeg som sagt være yderst tilbageholdende med hensyn til at foretage mig noget, der bare ligner, hvad Grundtvig gjorde. Men jeg har både ret og pligt til at betragte hele den fortid, menneskeslægten har, og som er den eneste, vi har, under eet, og jeg har også både ret og pligt til at foretage såvel en eller anden form for helhedstydning af den som forskellige former for tydninger af større eller mindre dele af den. Når blot det sker i overensstemmelse med alt, hvad der ligger i mine koncepter af minimalisme og ”godtgøre sig selv på ny” osv.
Hovedformålet med mit store livs-projekt er forsat min livsfølelses potensering og udfyldning i et sandt møde med den sande virkelighed, så at den ikke bare bliver stærkere og mere virkelighedsfyldt, men også kommer til at svinge i takt med Tilværelsens store grund-tone. Det nye i storkonceptet ”Totalt fra sidelinien” er, at jeg vil gå bredere til værks, så at jeg i princippet går efter etableringen af et helt ”sidelinie-univers”, der dels kan være et rum for udfoldelsen af et andet liv end det, der umiddelbart foreligger, dels kan være et model-alternativ i forhold til den eksisterende ”kultur”.
Jeg kunne allerede nu have skrevet udførligere om mit nye
storkoncept, og jeg vil også snarest føje mere til, men jeg har haft lyst til
at sætte denne tekst ind som et supplement til nedenstående ”Status (2) - Juli
* * *
Status (2) - Juli 2007
En
redegørelse for, hvordan mit livs- og litterærpoetiske projekt står netop nu. –
Sat her på undersiden 28.07.07.
Senest
opdateret 28.07.07.
Ved afslutningen af
den indledende metapoetiske proces, som begyndte 1994/95, og som naturligvis
vil blive fortsat sideløbende med mit videre arbejde med storprojektet
"poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige
livsengagement", men som nu først og fremmest skal følges op med mere
konkrete poetik-ting samt med det poetik- og lyrikhistoriske projekt, som
fortsat har arbejds-undertitlen ”Udvalgt
poetik og lyrik fra den tyske romantik til i dag under projekt-vinklen ’poetisk
livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement’”.
- Nedenstående tekst kan dog meget vel blive opdateret og udvidet.
Se
også ”Status (1) - August
- - -
Teologien om det kristeligt
nødvendige livsengagement, og statholdermark-konceptet
De metapoetiske overvejelser, som hermed får deres foreløbige afslutning, bygger helt grundlæggende på, hvad jeg tillader mig at betegne som "den Grundtvig-Christensen'ske teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", og som der kan læses mere om længere nede på denne underside samt på undersiderne "Grundtvig", "Kirke og teologi" og "Program".
Denne tekst vil muligvis senere blive opdateret og udvidet og eventuelt fulgt op af en eller flere mere udførlige fremstillinger, men foreløbig vil den stå her som slutpunktet i den lange, alt for lange, proces, som har ført hertil såvel fra "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" som fra nogle drømme og tanker, jeg har haft siden begyndelsen af 1960'erne. Det egentlige, målrettede arbejde på grundlag af "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" har fundet sted siden 1994/95, hvor jeg var færdig med det første manuskript til min Grundtvig-disputats. Men det har foruden forkortelsen af færdiggørelsen af disputatsen været ved siden af mange (nok for mange) andre aktiviteter - som man kan læse om på denne hjemmesides andre undersider (især "Prædikener efter 30.06.03", "Kirke og teologi", "Hamann", "Internationalt", "Vendere - sorbere", "POLSKI", "DEUTSCH", "ENGLISH", "RUSSKIJ", "Fremmedpolitik" og "Politik").
"Teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" går helt kort sagt ud på, at allerede selve ordet "Gud", men dermed også alle de andre ord og alt, hvad der overhovedet bliver sagt og tænkt i den kristne gudstjeneste og teologi, bliver "tomme ord og lyde", hvis det ikke har hele det indhold med i sig, som ligger i, at frelsens Gud er den samme som skabelsens Gud, dvs. den Gud, som på forhånd har givet os vort liv og dets verden. Med igen en brug af, hvad Grundtvig har sagt: Uden menneskekundskab, og jeg vil føje til: verdenskundskab, er gudskundskaben spildt på os. Hvortil kommer, at det ikke kun er i gudstjenesten og den teologiske eftertænkning vi har vort guds-forhold, men også - og jo primært - i selve vort livs "levelse", ja, i det livs- og tilværelsesengagement, vi udfolder uden for gudstjenesterummet og det teologiske studerekammer. Livsengagementet som "indirekte gudserkendelse" er altså ikke kun en rent "tydende" erkendelse, men primært en "oplevende" erkendelse. Jeg taler derfor om livsengagementet i denne forstand som en "elskende og kendende forholden sig".
Der tales i denne status-opgørelse ikke meget om det Onde og det Ondes problem. Men det siger sig selv, at dette på ingen måde betyder, at "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" er en plat "herlighedsteologi". Jeg mener, at mit syn på det Onde og det Ondes problem ikke alene er i overensstemmelse med klassisk evangelisk teologi, men at netop den karakter af stor og dyb "herlighedsteologi", "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" har, får det Onde og dets problem til at vise sig med om muligt endnu større styrke og gru. - (Jfr. også, hvad jeg i min disputats skriver om betydningen af det Grundtvig'ske ord "forklaring" som blandt andet lig med det bibelske "doksa", herlighed. Se TILLÆG A: "FORKLARING/OPLYSNING" samt sidehenvisningerne i person- og sagregistret). - Men pdes. hører det Onde og dets problem hjemme i den frelseshistoriske dimension, ja, under forsagelsen, og pdas. skal det jo altså nok vise sig, når man begynder at betragte virkeligheden både i sig og omkring sig. Det afgørende er, at det ifølge sagens natur er den foreliggende tilværelse som skabt, der er tale om i teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement. Det Onde skal selvfølgelig registreres og erkendes. Men det skal ikke som sådan være objekt. For det er jo ikke noget i sig selv. Og det skal slet ikke "dyrkes", så der "suppes i det". Kristeligt set skal det forsages - idet der ses hen til Kristi sejr over det. Og i de sammenhænge, der i disse betragtninger er tale om, skal det ses som skabelses-herlighedens kontrast - og bekæmpes. Kampen mod det Onde (i alle betydninger og på alle måder) vil selvfølgelig være et stort motiv. Og hvis meget smertelige motiver kommer til at vise sig for digteren på en måde, så han føler, han må skrive om dem, så bliver det altså en del af den måde, virkeligheden kommer til at gøre sig gældende på. Men også dertil er der meget mere at sige, som dels hører under teologien, dels må vente til en senere lejlighed. Jeg henviser desuden til behandlingen af problemet i "Christensens poesirum" og ”Livspoetisk Indledning”.
På grundlag af "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" har jeg - og endnu en gang byggende på Grundtvig - udviklet, hvad jeg kalder "statholdermark-konceptet", og som går ud på, at "det kristeligt nødvendige livsengagements" sted kan betegnes som en mark, hvorpå mennesket - og altså først og fremmest jeg selv - står som Guds tjener og verdens konge. Dette betyder, at jeg har gudstjenesterummet og det teologiske studerekammer bag mig, hele kristendommen over og under mig og omkring mig til alle sider og Guds Rige foran mig ude bag verdens ende, så at alt, hvad jeg oplever og foretager mig på min mark er defineret af det og rettet i efter det (frem mod Guds Rige). - Ikke mindst for så vidt angår dette koncept, henvises der til teksterne længere nede på denne underside.
Jeg er altså hele tiden kristen, og jeg lever også mit kristne fromhedsliv ude i min hverdag, ligesom jeg selvfølgelig også har en kristen tænkning bag og under og omkring hele mit liv. Men netop fordi mit livsengagements kristelig nødvendighed består i, at det, der bliver sagt og tænkt i gudstjenestens og teologiens særlige frelses-dimension, skal udfyldes med betydning fra, hvad jeg oplever og erfarer i mit liv i den foreliggende, skabte-om-end-faldne tilværelse, skal livsengagementet som sådant udfoldes "uafvidende", nemlig i den forstand, at den foreliggende virkelighed selv skal tegne sig - uden kristelige forskrifter og uden kristelig facitliste. Jeg følger her Grundtvigs løsen "uden religion og uden fædreland" langt mere radikalt, end han selv gjorde, ja, faktisk absolut radikalt. Men det vil sige i mit livsengagements og min livs- og litterærpoetiske praksis, for som det også fremgår af det følgende, vil jeg i mine meta-poetiske overvejelser sagtens kunne tænke og skrive teologisk, eller i det mindste kunne minde om, hvordan de ting, jeg når frem til på selve min statholder-mark som sådan, kan bekræftes af og udtrykkes i den kristne teologi. Enhver, der blot nogenlunde har forstået, hvad min teologi og mit projekt går ud på, vil kunne forstå dette forhold. Det afgørende er, at der ikke må "foreskrives" og ikke må "snydes" i selve udfoldelsen af det engagement, hvorved den faktisk foreliggende virkelighed selv skal "komme til orde".
Den poetiske aktivitet som
del af det samlede livsengagement
Og på dette grundlag står jeg nu ude på mit punkt på statholdermarken. Og det er naturligvis det samlede livsengagement, det nu skal dreje sig om - med de formål, der allerede er nævnt, men som jeg gentager her: Først og fremmest, og alt omfattende, selve engagementet i livet og tilværelsen overhovedet. Men dernæst alt dette som forholdet til Gud og erkendelsen af Gud uden for gudstjenesten og teologien og fromhedslivet og i det hele taget uden for den særlige frelseshistoriske dimension.
Men i nærværende sammenhæng er det altså området eller dimensionen "poetisk livsfølelse og litterær poesi", det drejer sig om. Vel at mærke ikke som et område eller en dimension, der er isoleret fra de andre, men tværtimod udtrykkeligt på den måde, at det, der foregår her, har sit centrum i det samme punkt, som også i det hele taget er livets og den almindelige livsfølelses centrum, og at det, der foregår her, udspringer af livet og livsfølelsen overhovedet og sker med henblik derpå, så at det skal virke tilbage på det og vekselvirke med det.
Livet er jo en enhed og en helhed, og der kan ikke trækkes skarpe grænser mellem dets områder. Og navnlig gælder det, at selve livets elementære "levelse" er det grundlæggende og centrale, så at de andre områder mere eller mindre må ses som særlige forlængelser eller udvidelser deraf.
Men når dette er sagt, kan livet og livsengagementet deles op i tre hovedområder - om end altså selve livets praktiske og elementære levelse er grundlæggende og centralt i forhold til de to andre, også hvis man grafisk fremstiller de tre områder som dele af den kendte grafiske lagkage. De tre hovedområder er: 1. Praksis-området, med selve livets levelse (individuelt og i alle de forskellige fællesskaber), den umiddelbare omverdensorientering, teknologien, den sociale og politiske organisering osv., og den med alt dette forbundne følelse og "refleksion" (se mere i "Livspoetisk Indledning" længere nede på denne underside). - 2. Erkendelses-området, hvilket renest vil sige filosofiens, matematikkens og naturvidenskabernes område, men jo også humanvidenskabernes og i en eller anden grad de humanistiske videnskabers (nærmere lige om lidt). - 3. Den mere eller mindre særlige livsfølelses og poesiens (kunstens) område. (Når den ikke-litterære kunst stort set ikke bliver nævnt her, er det dels for enkelhedens skyld, dels, fordi jeg hører til dem, der, og da ganske særligt i en sammenhæng som denne, regner den litterære poesi for den primære og overordnede kunstart, hvilket jo så til gengæld betyder, at de almindelige ting, der bliver sagt her, også gælder de andre kunstarter, ikke mindst billedkunsten (og filmen)).
Denne punkt-opregning får et særligt problem til at tegne sig, nemlig spørgsmålet, hvor de humanistiske videnskaber og tilsvarende former for "åndsliv" skal placeres. Men det er ikke et problem, man behøver at blive hængende i. Man kunne selvfølgelig oprette et særligt område til dem, nemlig mellem erkendelses-området og poesi-området. Men man kan også sige, at de dele af "åndslivet", der ikke kan placeres i erkendelsesområdet, kan fordeles på hhv. praksis-området og poesi-området. Her bringes det Grundtvig'ske begreb "historisk-poetisk vidskab" i erindring, ligesom denne fordeling passer godt til det netop meget vide poesibegreb, der allerede ligger i, at der i min "projekt-titel" udtrykkeligt tales som såvel den almindelige "poetiske" livsfølelse som den særlige litterære poesi, idet jeg jo også regner med andre midler, end hvad man normalt forstår ved "litterær poesi", når det gælder udfoldelsen og styrkelsen af såvel den således også i meget vid forstand "poetiske livsfølelse" som livsfølelsen overhovedet. Med et fragment fra et meget tidligt tidspunkt i mit arbejde med disse overvejelser: "Livsfremmere må søges overalt". Men herefter er det altså også netop poesi-området, det skal dreje sig om - med særligt henblik på den litterære poesi. - "Poesi" er et ord, jeg ligesom Grundtvig gerne ville kunne erstatte med et andet, dels på grund af dets etymologi, dels på grund af dets snævre forbindelse med skønlitteraturen. Men ligesom Grundtvig bruger jeg det i mangel af bedre - som betegnelse for alt, hvad der ligger eller viser ud over hhv. den helt umiddelbare eller direkte forholden sig til den foreliggende virkelighed, og den rent filosofisk-videnskabelige erkendelse.
Den livsfølelse, der er tale om på det særlige "poetiske" livsfølelsesområde, er som allerede nævnt ikke i sin grund en anden følelse end den, der er forbundet med livet på især praksis-området. Og man kan spørge, hvorfor der overhovedet skal være et sådant særligt område eller en sådan særlig udfoldelse af den almindelige følelse. Men for det første viser menneskeslægtens historie, at det har der altid været, og for det andet må det også følge af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement, at den almindelige livsfølelse må udfoldes til det yderste, i en udfoldelse, hvis produkter vender tilbage til det almindelige liv med en udvidelse og styrkelse af den almindelige følelse til følge. Jeg vil her ikke vige tilbage for at sige, at hvis hele livsengagementet overhovedet kan betegnes som "naturlig åbenbaring" og "naturligt gudsforhold" (ifølge statholdermark-konceptet dog totalt indesluttet i den kristne tros totalanskuelse), så kan det, der sker på det særlige "poetiske" livsfølelsesområde, betegnes som "særlig naturlig åbenbaring" og "særligt naturligt gudsforhold". Formålet med den litterære poesi (og tilsvarende) er, at både digterens egen og hans læseres livsfølelse overhovedet, dels skal blive intensiveret, udvidet og fyldt med mere virkelighed, dels skal komme sandere og kraftigere i med-sving med den sande virkelighed. Og dybest set er det jo forholdet til Gud, der her er tale om. - Men mere om dette i det følgende, og især til allersidst. Jeg vil dog allerede nu henvise til, hvad der siges om dette i den panenteistiske (pan-en-teistiske) teologi, som jeg faktisk i nogle år også har beskæftiget mig med, nemlig ved læsning af Philip Clayton and Arthur Peacocke (ed.): "In Whom We Live and Move and Have Our Being. Panentheistic Reflections on God's Presence in a Scientific World" (2004) (jfr. ApG. 17,28) - på baggrund af min deltagelse i nogle af Forum Teologi Naturvidenskabs seminarer og læsning i forbindelse dermed. Hvis jeg kan nå det, vil jeg snarest muligt skrive en artikel om denne teologi under nærværende poesiprojekts synsvinkel.
Jeg skal selv være den første til at spørge, om de ting, jeg lægger frem her, ikke bare er den dybe tallerken opfundet på ny. Og det er det jo i mange henseender nok. Men det er, så vidt jeg ved, første gang, den dybe poetik-tallerken er blevet opfundet på lige netop denne måde, som udfoldelse af et i sin grund teologisk koncept. Og det må under alle omstændigheder vise sig, om den alligevel ikke bliver anderledes at spise af. Under alle omstændigheder ligger der altid en værdifuld og interessant bekræftelse (og perspektivering) i, at den samme ting bliver opfundet mere end een gang!
Helt forfra og på ny
Idet jeg springer en masse mellemregninger over (som jeg evt. vil præsentere senere, eller opdatere denne tekst med), vil jeg her i denne statusopgørelse sige, at af såvel grunde, der ligger i selve grund-koncepterne, som af kultur- og idéhistoriske samt personlige grunde, bliver der tale om en begynden helt forfra i en slags nul-punkt. Men jeg vil ganske kort nævne de vigtigste af disse grunde.
Såvel kultur- og idéhistorisk som i min personlige livshistorie er udgangspunktet et nul-punkt i almindelig nihilistisk forstand, altså i betydningen overbevisningen om alle tings intethed, hvilket betyder, at hvis - eller når - der alligevel er noget, der "er noget" og betyder noget, så må det selv helt forfra og helt på ny godtgøre, at det er noget og betyder noget. Heri ligger også en på sin vis absolut og principiel kulturkritik, så at altså også alt, hvad der alligevel måtte vise sig at være noget og betyde noget i hidtidig og foreliggende "kultur", selv må godtgøre dette helt forfra og på ny.
Men samtidig ligger der jo også i selve kristendommen en fundamental og principiel kulturkritik, ifølge hvilken "kulturen", eller i hvert fald dele af den, helt kort sagt ses som "forfængelighed". Dette er imidlertid kun den negative side af sagen, for netop hele teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement indebærer jo, at der - igen helt kort sagt - trods alt er megen skabelses-herlighed tilbage i den foreliggende tilværelse, så at der nok også vil være det i den hidtidige og foreliggende "kultur". Det helt afgørende er imidlertid, at denne teologi indebærer og lægger op til en rent positiv begynden forfra og på ny, også i form af et omfattende alternativt kulturprogram, svarende til, hvad Grundtvig forsøgte. - I, hvad jeg betegner som den empiriske, dvs. litteratur-, idé- og kulturhistoriske, del af mit storprojekt, vil den hidtidige og foreliggende "kultur" bliver nærmere undersøgt. Der er tale om dels en ret snæver undersøgelse af poetik og lyrik fra og med den tyske romantik, dels en i princippet meget bred undersøgelse, som også vil indebære indsamling af "stof og motiver".
Ud fra statholdermark-punktet
Hvad selve nærværende livs- og litterærpoetiske projekt angår, står jeg altså i udgangssituationen i et udstrækningsløst og dermed tomt punkt i en verden og tilværelse, hvor alt skal vise sig forfra og på ny - med det formål, at jeg skal komme til at se og forholde mig til virkeligheden forfra og på ny, så min livsfølelse kan blive intensiveret, udvidet og ud-fyldt og komme til at svinge i takt med Tilværelsens dybe toner.
Og Tilværelsen er i første omgang først og fremmest repræsenteret ved landskabet (herunder ikke mindst skoven, som jeg oplever den på mine mange vandringer ad de lollandske skovveje), hvilket vil sige, at mine medmennesker i denne henseende først og fremmest er til stede i landskabets egenskab af kulturlandskab. Men mere om dette senere. Foreløbig blot så meget, at det i første omgang er mit eget poetiske Jeg's udgangsposition og grund-orientering, det drejer sig om.
Blandt de "dogmer" (altså svarende til "dogme-filmenes"), jeg opererer med, er, at intet må (og kan) overtages direkte fra Grundtvig, og det gælder ganske særligt, for så vidt angår "det folkelige" og "historien". Ikke mindst her må alt, hvad der måtte være, skulle godtgøre sig selv på ny. Og det er noget, jeg altid har sagt, og altså ikke på nogen måde et knæfald for den indvandringsbegejstrede og globalistiske tidsånd; tværtimod er presset fra denne tidsånd en afgørende faktor i "det folkeliges" og "historiens" godtgøren sig selv. Men stadigvæk gælder det om at det bliver netop dette, der sker. Man skal ikke på nogen måde lade sig presse tilbage, ikke engang til de ting, Grundtvig har sagt og gjort. Noget helt tredje er, at også selve fænomenet "tradition" er et element, der kommer til at godtgøre sin virkelighed og betydning. Men det må det så gøre, på samme måde og på samme vilkår som alt det andet. Ligesom der ikke må "snydes" ved hjælp af en kristelig facitliste, må der heller ikke snydes ved en mere eller mindre plat falden tilbage i fx Grundtvig'ske eller grundtvigianske positioner, for så vidt angår "det folkelige" og "historien" som fremtrædelsesformer for "det menneskelige" .
Det afgørende i selve denne udgangssituation er altså, at den kommer der ikke noget ud af! Der kommer ikke noget ud af, at jeg bare står og "ser" ud over landskabet - hvor meget det end er i den ovenfor omtalte hensigt. - Blandt andet er det efterhånden blevet helt klart for mig, at der i min helt umiddelbare lystfølelse ved at færdes i og betragte landskabet og skoven kun i meget ringe og sekundær grad er tale om noget i retning af naturmystik eller kosmisk følelse. "Naturen" er allerførst en slags højere form for "kulisse" eller et "vækst-medium" for min følelse, et sted, hvor jeg kan være alene med mig selv, men dog have noget at rette mit blik, min følelse og min længsel mod, så jeg på den måde bliver vist ud over mig selv. - At både følelsen for naturen i nærmere forstand og for hele Kosmos indgår som en del af den samlede poetiske følelse - og dermed kommer til at indgå i den poetiske praksis - er en anden, og på sin plads vigtig, sag.
Det nytter heller ikke noget, at jeg er mig bevidst, at jeg i denne situation i princippet optræder på hele menneskeslægtens vegne og i princippet henvender mig til hele menneskeslægten, hvis der skulle komme den ene eller den anden form for produkt ud af det.
Og det nytter heller ikke noget, at jeg i anden omgang holder op med at lade, som om jeg selv er helt tom og udstrækningsløs i både rum og tid, og inddrager den kendsgerning, at jeg jo ikke alene har hele min personlige livshistorie som sådan bag mig, men dermed også alt, hvad jeg har erfaret og lært, dvs. hele min andel af og arv fra menneske-kulturen.
En tid så jeg mig stående med min længsels tomme skål i hånden i håb om, at den på et tidspunkt ville blive fyldt med virkelighed. Dernæst vendte jeg skålen 90 grader, så den blev til en parabol-antenne, der måske kunne opfange noget. Og jeg forsøgte at lade denne antenne til en mere aktiv radar-antenne, styret af den struktur, dvs. det "program", der lå i min følelse og længsel, ja, jeg forestillede mig, at der kunne opstå en slags feed back-mekanisme, så dette "program" løbende kunne blive opdateret af de ting, jeg opfangede ved denne styring.
Og jeg gjorde mig alle mulige overvejelser over forholdet mellem mig selv og min omverden. Jeg ville for alt i verden undgå selvspejling, projektion og vilkårlig symbol-brug af det, jeg så. Derfor prøvede jeg fx at se mine omgivelser som et halvgennemsigtigt spejl, hvori jeg godt nok spejlede mig selv og de ting, der var inde i mig, men hvorigennem jeg jo også kunne håbe at se nye og dybere ting i den virkelighed, der ikke var mig, men som jo både teologisk og naturalistisk set bundede i det samme som jeg selv. Men hverken den teologiske eller den naturalistiske forståelse af, at jeg selv og virkeligheden har samme grund, fik den poetiske proces til at gå i gang.
Eksistens-rummet som dobbelt
omfatning - af det hele
Gennembruddet kom, da jeg - igen i en udvikling gennem nogle faser - nåede frem til den forståelse, at det var nødvendigt at anlægge et altomfattende eksistentielt syn. Kun derved kunne de subjekt-objekt-problemer, jeg sad fast i, løses. Jeg indså, at jeg måtte se hele virkeligheden som min virkelighed i den forstand, at alt, dvs. både jeg selv og hele det øvrige Kosmos blev set som værende inde i mit "eksistens-rum". Hvilket jo ikke er en plat subjektivisme, når jeg samtidig så min eksistens som en del af Eksistensen overhovedet, hvormed jeg ikke bare mener den menneskelige eksistens overhovedet, men Eksistensen i betydningen alt, hvad der er til. Pdes. så jeg altså alt som omfattet af min eksistens, idet jeg pdas. så min eksistens som omfattet af alt's eksistens, dvs. Eksistensen overhovedet.
Eksistentialpoetisk set er dette på sin vis blot et "postulat". Men dette postulat kan jo rent naturalistisk begrundes med, at jeg er en del af Kosmos, som dermed er mit Kosmos. Og teologisk kan det begrundes med, at alt er skabt af Gud ved Kristus-Logos, så at både jeg selv og alt det andet er manifestationer af dette forhold. En videre teologisk begrundelse giver den ovenfor omtalte pan-en-teistiske teologi.
Også her må jeg gentage, at det er tilladt at inddrage teologien i disse meta-poetiske overvejelser, som jo på forhånd udspringer af et teologisk syn. Det er kun den poetiske praksis, der ikke må være udtrykkeligt teologisk på en snydende og forstemmende måde. Og statholdermark-konceptet er hele tiden garantien for, at der ikke kommer selv-spejling, selv-projektion, opbygning af luftkasteller eller en usund fantasiverden ud af det - for slet ikke at tale om en guddommeliggørelse af mig selv i den forstand, at jeg prøver at gøre alt til min skabelse. Statholdermark-konceptet er i det hele taget en forhånds-garanti for, at hverken livsengagementet overhovedet eller den særlige poetiske aktivitet bliver brugt til noget forkert. - Hvad vi syndere så alligevel kan finde på, er en anden sag, som lige skal nævnes, som del af det Ondes realitet overhovedet. Det skal man bare vide og huske, så man altså er klar over, at selvfølgelig også vil være snavs i herligheden!
Ud i den poetiske praksis
Mine meta-poetiske overvejelser er nu i princippet nået til vejs ende. For nu gælder det netop den poetiske praksis. Hvor formålet er, at den poetiske livsfølelse, jeg har inde i mig selv, på een gang bliver styrket og udfyldt i mødet med den virkelighed, der både er inde i mig og uden for mig, idet det, der er inde i mig, både er subjekt og objekt, og idet det, der er uden for mig, er et objekt, der både eksistentielt, naturalistisk og teologisk forstået bunder i det samme, som jeg selv bunder i, og således ikke kun er blot objekt.
Jeg kan nu frit lade al den struktur, der er inde i mig selv (min livsfølelses og livslængsels struktur), styre min motiv-søgning i det, der er både inde i mig selv og uden for mig selv. Jeg kan søge selektivt, så jeg leder efter netop de ting, der svarer til min egen følelse - idet jeg selvfølgelig også skal kunne se ting, jeg ikke har søgt efter, og opdatere mit "datasystem" med dem. - Den selektive søgning kan være "panorerende" i sin karakter. Men den kan også være selektiv i sit valg af "frekvens" (i enhver betydning af ordet). Eller på alle mulige andre måder.
Og efter selve motiv-søgningen kommer så "ordningen" af de enkelte fundne ting, det være sig de mindste små enkeltelementer eller de allerstørste motiver. Denne "ordning" er selvfølgelig fra først af også styret af de strukturer, der er inde i mig selv. Men feed back-mekanismerne fungerer, ja, fungerer nok meget hurtigt, så at stor vekselvirkning opstår. Og til sidst opstår digtet!
Det, jeg så længe kæmpede med, var "diffusiteten".
Men den overvinder jeg netop ved, ikke at se på alt - og ved altså at se alt, hvad jeg ser, som indeholdt i mit
eksistens-rum. Jeg gør her min egen brug af, hvad Emile Zola har sagt om
kunstværket, nemlig at det er ”un coin de la création vu à travers un
tempérament”. - Og det gør det jo ikke mindre interessant - hvad der så i øvrigt
har ligget i det - at Zola i denne oprindelige version har brugt ordet ”la
création” og først senere (i Le Roman expérimental) har udskiftet det
med "la nature"!
Jeg kan også - tilsvarende frit - tage et andet kendt litteraturprogrammatisk løsen til mig: "Un paysage quelconque est un état de l’âme" (Henri-Frédéric Amiel). For i den forståelse, jeg nu er nået frem til, kommer det til at betyde meget mere end en mere eller mindre vilkårlig og projicerende symbolisme. (I den empiriske undersøgelse vil jeg selvfølgelig undersøge, hvordan dette forholdt sig hos symbolisterne). I den poetik, jeg her arbejder på, kan alt være ægte symbol i den forstand, at det participerer i det, det symboliserer, både inde i mig selv og ude i min omverden - og dermed ikke er vilkårligt. Man kan måske sige, at den fx lyriske lyriske proces - med billeddannelse osv. - består i, at det, jeg sanser, ja, "ser", uden for mig selv blandes med og indgår en forbindelse med det, der er inde i mig selv, idet det, der er inde i mig selv, altså på een gang er både subjekt og objekt.
Jeg bruger selvsagt ordet "symbol" i en meget vid betydning, og den "poesi", jeg forestiller mig, er meget mere end blot en genopfunden og udvidet "naturalistisk symbolisme". Der er tale om intet mindre end en total forholden sig til den sande virkelighed med henblik på, at min tomme, men søgende livsfølelse skal komme i et nyt, åbent og sandt forhold til virkeligheden og blive op-fyldt af den.
I motiv-søgningen gælder det først og fremmest om at finde de motiver, store såvel som små, der på en særlig måde ses som manifestationer (åbenbaring eller åbenbarelse) af den virkelighed, der er større og dybere end den umiddelbart foreliggende. Og dernæst gælder det om at kombinere motiverne eller de enkelte symboler, så den større og dybere virkelighed også derved kommer frem (forbindelses-tråde mellem de enkelte manifestationer, og så videre.).
Hvordan dette skal - bogstavelig talt - forme sig, hører under den særlige poetik og poetologi, ja, skal selvfølgelig først og fremmest vise sig i den poetiske praksis, i såvel snævrere som videre forstand. Mulighederne er mange, men grundlæggende er der åbnet op for en omfattende og mangfoldig måde at "se" og "kombinere" på, idet det afgørende er, at problemerne omkring forholdet mellem subjekt og objekt er løst. Alt kan på een gang være virkelighed og billede eller symbol. Og alt finder sted i det rum, som på een gang er Virkelighedens og Eksistensens.
Jeg taler her så godt som udelukkende meget snævert centrallyrisk eller Jeg-eksistentielt. Men hvad der her er sagt gælder jo også motiverne fra menneskeverdenen og menneskelivet. Jeg vil foreløbig sige det på den måde, at det altså har været nødvendigt for mig at gøre mig disse metapoetiske overvejelser med såvel mit personlige Jeg som mit - eller det - centrallyriske Jeg i Eksistensens centrum - uden at blive forstyrret af andre Jeg'er, eller i det hele taget af al den "støj", som det omgivende menneskeliv udsender! Og landskabet (skoven) repræsenterer netop Eksistensen - og ikke kun den ikke-menneskelige natur eller Kosmos. Landskabet er eksistens-spejl og -billede.
Sådan kommer det i hvert fald til at tage sig ud, når man begynder med at se sig selv som eksistentielt Jeg i forhold til den ikke-menneskelige omverden. For reelt er den fællesmenneskelige sammenhæng jo netop til stede som det allerførste, når der ved Eksistensen forstås den Eksistens, jeg som Jeg er fælles med alle andre mennesker om. Det er naturligvis ikke sådan, at først er der et isoleret Jeg, der forholder sig til sine ikke-menneskelige omgivelser, og dernæst bliver det menneskelige fællesskab koblet til. Det er tværtimod sådan, at valget af "mig-selv-i-Kosmos" eller "mig-selv-i-landskabet" som udgangssituation, er en på sin vis kunstig indskrænkning eller indsnævring af den virkelighed, jeg befinder mig i - svarende til, kan man sige, den indskrænkning eller indsnævring af virkeligheden, der foretages i en fysisk forsøgsopstilling.
Når jeg foretager dette valg, er det, fordi jeg må anse det for nødvendigt at begynde med det eller de enklest mulige forhold mellem mig selv som Jeg og min livsfølelse, og så de omgivelser, min følelse rettes imod, spejler sig i og "gror på" i selve det længsels- og følelses-syn ud i landskabet, der så at sige er min poetiske ur-aktivitet. Jeg skal rent ud sagt begynde med, på netop denne måde at potensere og udvide min egen livsfølelse og min egen oplevelse af at være et eksistentielt Jeg. Først derefter kan jeg begynde at betragte og forholde mig til den fælles eksistens og det fælles menneskeliv, som det er til stede hos og udfoldes i de andre mennesker i nutid og fortid. Og der er jo altså også den forskel mellem min forholden mig til mine ikke-menneskelige omgivelser og min forholden mig til det fælles menneskeliv, som det udfoldes i de andre mennesker, at der i det sidste tilfælde er tale om noget meget mere end bare "betragtning". Hvor meget jeg end kan tale om mig selv og mine ikke-menneskelige omgivelser som "forbundne kar" osv., er jeg jo på en helt anden måde selv "inde i" det fælles menneskeliv, så at mit poetiske forhold til det består i meget andet end blot en betragtning af "motiver".
Motiver fra menneskelivet kan være billeder på en tilsvarende måde, som motiver fra den ikke-menneskelige natur kan det. Men de er også noget helt særligt, idet jeg jo er en del af menneskeslægten og det fælles menneske-liv på en helt anden måde, end jeg er en del af Kosmos. Jeg kan måske sige det på den måde, at medens jeg med min legemlighed er en del af Kosmos, er jeg med min menneskelighed en del af menneskeslægten, så at medens Kosmos kan ses som min legemligheds forlængelse, kan den øvrige del af menneskeslægten og dens liv ses som en forlængelse af mit eget liv, eller med atter andre ord: min betragtning af den øvrige del af menneskeslægten kan ses som en udvidelse af min betragtning af mit eget liv og min oplevelse af, hvad der er inde i mig selv.
I takt med Livets og Tilværelsens tone.
Det endelige formål
med hele den særlige poetiske aktivitet er, at jeg gennem den skal få min egen
livsfølelse til at svinge i takt med Livet selv og Tilværelsen selv. I hvilken
forbindelse jeg vil inddrage endnu et poesiprogrammatisk løsen, eller rettere,
hvad jeg helt tilbage fra min gymnasietid af har troet var et
poesiprogrammatisk løsen, nemlig Sophus Claussens, som jeg mente skulle have
erklæret, at det, det gjaldt om i poesien, var "at få livet til at give
tone". Dette kan der være den sandhed i, at andre har sagt sådan som en
karakteristik af Claussens poesi og poesi-program. Og jeg vil under alle
omstændigheder gøre det til mit poesiprogrammatiske løsen - selv om
resultatet af min Google-søgning har været, at det blot er i ”Antonius i Paris”, Claussen karakteriserer Antonius som ham,
”der ingensinde tillod
sig selv, at Livet berørte ham uden at give Tone”. Men jeg vil yderligere omformulere det, så det kommer til at lyde:
"At få min livsfølelse til at svinge i takt med Livets og Tilværelsens
tone". Men vel at mærke samtidig med, at virkeligheden som
"stof" også kommer ind og udfylder og opfylder min følelse. Min
følelse skal svinge i takt, den skal svinge mere, og den skal fyldes med mere
og mere, så der bliver mere og mere, der svinger!
Et udvidet og mere nuanceret virkelighedssyn?
Og til allersidst: Det er ikke kun i synet, der er tale om svingninger, men også i lyden! Det poetiske syn omformes jo til lyd undervejs mod digtet. Ja, lyden indtræder ofte på et meget tidligt tidspunkt, undertiden måske som det første.
Hermed rejses spørgsmålet om inspirationen, eller altså om det forhold, at digtet kommer til digteren. Og det er igen ensbetydende med spørgsmålet om, hvorvidt der på nogen som helst måde kan tales om lag eller dimensioner i totalvirkeligheden, som er noget andet end henholdsvis, mig, menneskeslægten, det ikke-menneskelige Kosmos - og Gud selv. Men dette spørgsmål har måske ikke så stor betydning, når man på forhånd tror, at alt er manifestationer eller åbenbarelser af Gud. Så gør det jo ikke nogen særlig forskel, om man bare siger, at det er noget, der foregår i løbet af den poetiske proces, dvs. inde i mig selv i mit møde med virkeligheden uden for mig selv. Indtil nu har jeg ikke gjort mig egentlige overvejelser over dette spørgsmål. Og jeg har slet ikke nogen skjult kristelig - eller anden - dagsordenen, ifølge hvilken jeg skulle være interesseret i, mere eller mindre at få sat en særlig åndelig dimension eller et særlig åndeligt lag ind i Tilværelsen. Jeg betragter tværtimod mig selv som i grunden og udgangspunktet "hardcore kristen naturalist". Men det er interessant, at dette spørgsmål trænger sig på. Det er måske et meget stort eksempel på virkelighed, der godtgør sig selv - eller altså i hvert fald en mulighed, der trænger sig på. Det kan måske i det mindste blive nødvendigt at tale om virkeligheden som Logos-manifestation på en mere nuanceret måde. - Man kan i denne sammenhæng også tænke på forholdet mellem mit legeme, og især min hjerne, og så min bevidsthed, mit Jeg. For slet ikke at tale om min gudbilledlighed! Men man kan stadigvæk bare sige, at der er tale om Guds - eller Kristus-Logos' - manifestation og virken "op gennem fysikken". Det kan være en strid om ord. Men selv i den mest minimalistiske forstand dog en interessant strid.
I den panenteistiske teologi har man gjort sig interessante overvejelse, for så vidt angår også dette spørgsmål, og hvis jeg når at få skrevet artiklen om denne teologi (som i øvrigt på en lang række punkter svarer til, hvad jeg altid har ment lå i klassisk teistisk teologi), vil jeg naturligvis komme ind på dem. Foreløbig kan jeg især pege på, at der i den panenteistiske teologi i dens betoning af, at det, der sker i verden, virker ind på Gud, er ting, der kan betyde en vældig styrkelse og udvidelse af synet på livsengagementet som del af gudsforholdet. - "I ham lever og røres og er vi"!
Hvis jeg tænker panenteistisk på denne måde, bliver Gud altså ikke bare mit færdige digts første læser, men med-levende i hele det poetiske forløb, så at det altså også får en helt anderledes konkret betydning, når jeg siger, at det dybest set er Gud selv, jeg kommer til at svinge i takt med, når min livsfølelse gennem den poetiske proces kommer til at svinge i takt med dybere og dybere lag i virkeligheden. Men igen: Dette kan jeg sige teologisk, og jeg ved selvfølgelig som kristent menneske hele tiden, at det i grunden er sådan. Men i selve den poetiske proces som sådan er det kun mødet mellem mig selv, dvs. mit eksistentielle og poetiske Jeg, og så hele den uden for mig selv foreliggende virkelighed, det drejer sig om - idet mit Jeg, min egen eksistens også på een gang er subjekt og objekt.
Hermed betragter jeg mine metapoetiske overvejelser som afsluttede. Den videre udfoldelse af, hvad den her præsenterede på een gang teologisk funderede og helt forfra og på ny udviklede poetik må dels finde sted i den særlige poetik og poetologi, dels - og selvfølgelig navnlig - i selve den poetiske proces frem mod digte eller andre tekster. Det afgørende er, at nu er udfoldelsen af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og af det deraf udspringende statholdermark-koncept ført frem til dette punkt, så at hele den foreliggende virkelighed, ikke mindst inklusive mig selv, ses som et teologisk begrundet og legitimeret eksistentielt og poetisk rum, hvori en masse forskellige ting kan finde sted, fra "temperament" til "temperament", men hvor formålet med det hele altså er, at Eksistensen skal komme til at give mere og mere tone med en større og større, dybere og dybere virkeligheds-fylde.
Det er meget muligt, jeg på et senere tidspunkt enten vil udvide denne statusopgørelse eller skrive en helt ny. For jeg har allerede mange delovervejelser liggende på harddisken, og der vil utvivlsomt komme nye til. Men foreløbig vil jeg se at komme videre med den empiriske, dvs. litteraturhistoriske del af projektet - samtidig med, at jeg vil følge de metapoetiske overvejelser op med nogle egentlige poetik-overvejelser eller egentlige poetologiske overvejelser. Om jeg her på mine gamle dage vil følge mine beskedne lyrik-forsøg op med nogle videre forsøg, ved jeg ikke. Det vil i så fald nærmest være mod naturens orden. Men som mit liv har formet sig siden begyndelsen af 1960'erne har jeg i hvert fald et efterslæb, og måske er der ligesom en sum, der tilkommer et menneske, så at der måske kan komme noget. Ellers vil jeg nok prøve, om jeg på andre måder, fx ved opsøgning og præsentation af "stof" kan få noget ud af min forholden mig til virkeligheden, som kan tjene til forhøjelse og "kalibrering" eller "tuning" af såvel min egen som mine eventuelle læseres livsfølelse. "Livsfremmere må søges overalt"! - Og man kan jo også finde dem, eller blive fundet af dem, uden at have søgt specielt efter dem!
* * *
Foredrag i Maribo Domprovstis Konvent 04.10.04 i Rubbeløkke Præstegård hos sognepræst Jesper Bacher
Se også ”grund-versionen”
(den uforkortede kladde) på undersiden ”Diverse”!
Jesper og jeg har - på baggrund af den helt aktuelle situation - talt om digternes og kulturelitens overvejende tilbøjelighed til at ligge politisk og holdningsmæssigt til venstre (eller til, ikke at markere en kritik af eller et alternativ dertil), og så navnlig om de eksempler, der er på, at digtere og kulturfolk i en hel del tilfælde totalt har underkastet sig en totalitær ideologi som kommunismen.
Og det er klart, at det især er det sidstnævnte fænomen der sigtes til i dette foredrags titel. Men ikke mindst i netop den aktuelle situation er den mere almindelige tilbøjelighed nok så interessant, så jeg har valgt at gøre sigtet både bredere og længere, hvilket vil sige, at dette foredrag får skikkelse af et meget stort overblik helt tilbage fra oplysningstiden af og frem til i dag.
Fra i morgen kan foredraget her læses på min hjemmeside, undersiden ”Poetik”. Og den uforkortede, ca. tre gange så lange, grund-version af det kan læses på undersiden ”Diverse”. I denne grund- eller kladde-version kan man også finde flere og længere citater samt kildeangivelser. - Adressen er: www.bentchristensen.dk.
-
Jeg vil begynde med at citere nogle linier fra en tekst, Jesper i sin tid viste mig, nemlig af den chilenske nobelpristager i litteratur (1971) Pablo Neruda, der regnes for en af vor tids betydeligste og mest originale sydamerikanske digtere. Han sluttede sin store ”Canto general” med en veritabel lovsang til det kommunistiske parti: ”Til mit parti”, hvori forekommer linier som:
...
Du har givet mig alle de levendes styrke.
...
Du har givet mig den frihed som den ensomme ikke ejer.
...
Du fik mig til at bygge på virkeligheden som på en klippe.
...
Du lod mig erkende verdens lys og glædens muligheder.
Du gjorde mig uforgængelig fordi jeg[,] med dig i mig[,] selv er uden
ende.
Dette er et klart eksempel på, hvordan ideologien og dens parti i selve det litterære værk optræder som en direkte erstatning for religion og trossamfund.
Men inden vi går til nogle tilsvarende danske eksempler, skal vi tilbage til den tyske Oplysning og den tyske romantik! Jeg mener nemlig, at vi skal se også den helt aktuelle situation som resultatet af det kæmpestore frigørelsesprojekt, der - på godt og ondt! - har været tale om i den europæiske kultur ikke bare helt tilbage fra oplysningstiden af, men jo helt tilbage fra renæssancen af.
Sådan som det hele har været, har det store europæiske frigørelsesprojekt i høj grad været en bevægelse væk fra den desværre ofte ganske uhellige alliance mellem kristendommen og magten og dermed en bevægelse frem mod, at det frigjorte menneske skulle kunne alting selv, ja, på grundlag af sig selv. Humanismen! - At kristendommen så hele tiden har været baggrund for og faktor i udviklingen, ”kultur-faktor”, er en anden sag. Selve vor kultur som sådan må betegnes som hverken mere eller mindre end ”post-kristen”! - At man, i rent ud sagt sit syndige oprør mod Gud, også gerne har villet bygge på sig selv, er atter en anden sag.
Da den store frigørelsesproces, det ”moderne”, humanistiske projekt, først var gået i gang, fortsatte den i sin egen kraft. Det eneste virkelige og mulige alternativ, jeg kender, er Grundtvig. Og ham har vi som sagt stadigvæk som et stort reservoir og et stort pejlemærke. Men vi må ikke glemme, at uanset den kolossale virkningshistorie, han har haft, lykkedes det ikke for ham, endsige for hans disciple, at få et alternativ til at stå helt oppe på det niveau, vi taler om her i dag.
Der er to ting, der er afgørende ved oplysningstiden, nemlig for det første troen på fornuften og oplysningen, og for det andet troen på, at udviklingen bevæger sig frem mod et stort endemål, eller i hvert fald bevæger sig i en sådan bestemt retning.
Fra nu af vil jeg - for korthedens og tydelighedens skyld - groft referere og citere uden kildeangivelse. Men I kan se det alt sammen i grund-versionen på min hjemmeside.
Immanuel Kant definerer ”Aufklärung” som ”Ausgang des Menschen aus seiner selbst verschuldeten Unmündigkeit”, og som en videre fremadskriden i oplysningen, frem mod frigørelsen til en fri eksistens. For Kant var oplysningen en altomfattende verdenshistorisk proces frem mod det endelige mål: ”das aufgeklärte Zeitalter”.
Og så er der forholdet til Den franske Revolution. Det er jo det, der svarer til forholdet til Den russiske Revolution. Og til at begynde med var de tyske oplysningsfolk og de unge tyske romantikere jo for revolutionen. Der var også en jakobinerlitteratur i Tyskland, ja, mindst eet eksempel på tilsvarende udbrud af revolution i Tyskland. Men det tjener til de tyske romantikeres ære, at de stod af, da revolutionen i Frankrig begyndte at udvikle sig i retning af terrorregime. Og en Napoleon-dyrkelse, der svarer til 1930’rnes Stalin-dyrkelse blev det af gode grunde ikke til i Tyskland. Tværtimod førte Napoleons krig mod og besættelse af Tyskland jo romantikerne over i en tysk patriotisme og nationalisme.
Men hvad nu selve det romantiske program angår (og jeg kan her slet ikke tage hensyn til, hvor broget det hele var), vil jeg gerne indsætte et meget vigtigt Grundtvig-citat:
Man vilde Synd og Umueligheder og sprængde sig derfor snart; men man angav en Tone, som ei kan hendøe, om Mennesket skal leve; man slog paa Strænge, der ere de eneste, som, med Christendommens Hjelp, og under dens Haand, kan sætte Liv i Folkene. - (Grundtvig i Verdenskrøniken 1817 om romantikkens hovedmænd i Tyskland, US III 725)
Dette er stort set af Grundtvig. For uanset med hvor stor velvilje man vil betragte Oplysningen, var den jo for snæver. Det var derfor romantikken, der blev den første altomfattende udfoldelse af det, der var begyndt allerede i renæssancen. Romantikken var langtfra blot en reaktion mod Oplysningen, men i høj grad også dens udvidede fortsættelse. Romantikken er det første altomfattende forsøg på at udfolde en kultur, som er rent menneskeskabt, og som i hvert fald ikke bygger på egentlig kirkelig kristendom! Og altså en kultur, hvor kunsten overtager religionens plads. Og uanset at det romantiske projekt ikke lykkedes, så er det alligevel dette forsøg, der sammen med arven mere direkte fra oplysningstiden er grundlaget for hele den moderne kultur.
Det nye i romantikken er ikke mindst den overordnede rolle, som poesien og kunsten kommer til at spille. Poesien bliver den nye religion og digteren bliver den nye profet og præst.
Men her skal vi tænke på ordene i Grundtvig-citatet lige før: ”og sprængde sig derfor snart”. Det er mærkeligt at tænke på, at de digtere, der udfoldede, hvad der den dag i dag må betragtes som begyndelsen på den modernitet, vi lever i, ikke selv fortsatte med at leve på, hvad de i deres ungdom havde proklameret! - Lad os se, hvordan det gik nogle af de største navne:
Fr .Schlegel konverterede i 1808 til katolicismen. - Wackenroder døde som 25-årig. - Novalis døde som 29-årig. - Hölderlin sank helt ned i sindssygen som 37-årig. - Brentano, som fra begyndelsen af havde været katolik, vendte tilbage til troen i 1816/17, hvorefter han bla. nedskrev nonnen Katharina Emmericks visioner - som jo Mel Gibsons ”The passion” bygger på! (SIDSTE: Hun er netop blevet saligkåret af Paven!). Og han fornægtede nu hele sin litterære produktion. - Joseph von Eichendorff er interessant derved, at han vel fra sin ungdom af var med i den romantiske bevægelse, men samtidig hele sit liv var troende katolik og som sådan på sine gamle dage skrev en kritisk litteraturhistorie over romantikken. - Endelig må det nævnes, at Henrik Steffens allerede i begyndelsen af 1820’rne bekendte sin omvendelse til luthersk kristendom.
Romantikkens hovedmænd fik altså enten ikke lejlighed til at vise, de selv kunne leve på de store tanker, de havde udkastet i deres ungdom, eller også vendte de sig senere fra dem. Alligevel blev det syn på poesien og kunsten som en slags ny religion, de havde udkastet, grundlaget for den rolle, ”kulturen” er kommet til at spille indtil den dag i dag. Hvor det altså så ofte har vist sig, at når kunsten ikke slog til, er man faldet tilbage på et totalitært system som kommunismen.
Hvad kunstens overordnede betydning angår, har allerede Schiller udtalt sig, nemlig i ”Über die ästhetische Erziehung des Menschen” (1795). Schiller krævede frihed gennem ”höhere Kunst” og ”ästhetische Erziehung”.
Men den fulde udfoldelse får dette i romantikernes store ”gesamt-syn” på poesien som ”progressive Universalpoesi”. Hos brødrene Schlegel og hos Novalis finder man forestillingen om et ”gesamt-kunstværk”, hvor alle kunstarter og filosofien og naturvidenskaben går sammen. Der er tale om en trang til helhed, hvor det gælder en regeneration af hele tilværelsen gennem en ny filosofi og poesi, ja, en ny religion! Fx erklærede Novalis og Brentano sig for en ”Romantisierung” af alt med henblik på at erkende den oprindelige mening med tilværelsen. Ifølge Fr. Schlegel skal den ”progressive universalpoesi” udbredes over flere og flere livsområder, så at hele livet til sidst bliver digtning. Hele tilværelsen skal genfødes ved poesiens ånd. Ja, Fr. Schlegel skrev ligefrem til Novalis, at
Ich denke eine
Religion zu stiften oder vielmehr zu helfen ... Vielleicht hast Du noch die
Wahl, mein Freund, entweder der letzte Christ, der Brutus der alten Religion,
oder der Christus des neuen Evangeliums zu sein (her efter PVL 7, 36).
Og dette er efter min mening af helt grundlæggende betydning: Der sker en overanstrengelse af kunsten som religionserstatning, hvorefter i hvert fald nogle falder tilbage på enten kristendommen som sådan eller på Romerkirken som autoritær institution - og senere på en autoritær ideologi som kommunismen og en autoritær institution som Det Kommunistiske Parti. Andre falder tilsvarende tilbage på ”humanismen”.
I denne forbindelse må vi heller ikke glemme, at netop marxismen kan ses som en udløber af romantikken eller af den tyske idealisme. Der går en linie fra Fichte over Schelling og Hegel til Marx. Eller som det også ofte bliver sagt: Marx er Hegel vendt på hovedet. Eller vi kan her i vor sammenhæng sige, at marxismen er en yderste konsekvens af bevægelsen i retning mod en altomfattende, af kristendommen uafhængig helhedstolkning af tilværelsen. Og vi skal om lidt se eksempler på, at marxismen netop også ser sig selv som humanismens og fornuftens højeste trin og ypperste udfoldelse. Her har vi en vigtig del af forklaringen på, hvorfor grænsen kan flyde en hel del mellem den i grunden borgerlige oplysning og kulturradikalisme, og så kommunismen. Og en af de fælles ting er troen på, at historien har en bestemt retning mod et bestemt mål, og at der er tale om ikke alene en bestemt, men også en irreversibel proces. Deraf også fællesbetegnelsen ”progressiv”!
Romantikken i Danmark - eller den danske guldalder - var ikke revolutionær eller utopisk i en forstand, der svarer til det, vi beskæftiger os med her. Tværtimod, må man sige. I Gyldendals meget marxistiske danske litteraturhistorie fra 1983 konstateres det, at Oehlenschläger i sit oprør mod 1700-tallets ”dydspatriotisme” ikke havde kunnet formulere et alternativ (medens Steffens dog kunne indkredse problemet, idet han talte om talentets ”Collision med det borgerlige Selskab”). Resultatet bliver, at der i ‘naturpatriotismen’ sker en genoprettelse af den patriotiske fællesskabsfølelse i en ny og politisk urevolutionær form, en form, der var uden udviklingsmulighed og deri skrøbelig. ”Den kunne for en kort tid danne grundlag for fantasifulde filosofier og selvberuste naturdigtninge, men rummede i netop denne form ingen mulighed for andre til at placere sig ind i fællesskabet”.
Men også i Danmark er romantikken alligevel modernitetens grundlag - igen på baggrund af Oplysningen. I de dannede og toneangivende kredse var det - som Grundtvig fik det at føle - tidens idealistiske og kosmopolitiske ånd, der herskede.
Vigtigt er synet på poesiens og digterens rolle, ja, i det hele taget på ”kulturen” som det medium, hvorigennem den store virkelighed åbenbarer sig. Vi kan her bare tænke på, hvordan Grundtvig har betegnet digteren (om end udtrykkeligt den kristne) som ”Livets kaarne Speider” (”Fortaleriim” til ”Roskilde-Saga”, US II 622).
Uanset hvad man vil mene om den marxistiske vinkel, der anlægges i den netop citerede litteraturhistorie, er det klart, at den danske guldalder- og biedermeier-tid måtte afløses af noget, der svarede til det moderne gennembrud og naturalismen. Og nu skete dette altså ved Georg Brandes. Og vi har hermed linien: oplysning - romantik - moderne gennembrud, den linie, som kulturradikalismen blev næste punkt på.
Selve det moderne gennembrud og dets forfattere vil jeg ikke komme nærmere ind på. Jeg mener ikke, man kan finde eksempler på forskrivelse til totalitarisme hos nogen af forfatterne her. At Brandes gik til angreb på det bestående samfund og den bestående kultur, er en anden - og på sin vis ærlig - sag. Men der var ikke nogen af de store forfattere, der blev partisoldater.
Der er i tiden efter Første Verdenskrig mange forsøg på at dyrke det æstetiske eller poesien. Men dels viste det sig igen, at det ikke er så nemt endda at bruge kunsten eller poesien som religionserstatning, dels gjorde de sociale og politiske problemer i almindelighed og fascismens og nazismens opkomst i særdeleshed det vanskeligt at blive i elfenbenstårnet.
Som Tom Kristensen sagde i radioforedraget ”Kunst, Økonomi, Politik” (1932): ”Ungdommen må blive politisk”. - Jfr. Poul Henningsens udtalelse - godt nok helt oppe i 1938 - i særnummeret af - ”Kulturkampen” (nr. 6-7): ”Det er romantik og falsum at tale om en upolitisk kunst”.
Jeg vil nu trække fire forfattere frem, som på mere eller mindre forskellig måde viser, hvordan det i denne situation kunne gå. (Det bliver en slags første runde; vi vender tilbage til tre af dem i det afsnit, der bygger på Bent Jensens bog om Stalinismens fascination).
Der er - også kronologisk - først Martin Andersen Nexø (1869-1954), hvis udgangspunkt jo var en elementær solidaritet med det proletariat, han selv tilhørte, og en religiøs tro på proletarens, ”Det nøgne Menneske”s vandring mod lyset. Og i denne forbindelse en tro på det gode i mennesket.
Allerede mødet med anarkistiske organiserede landarbejdere i Spanien omkring århundredskiftet fik betydning for hans politiske udvikling. Nexø så med skepsis på det danske Socialdemokratis opsugning i det parlamentariske system, og efter den russiske revolution i 1917 brød han med Socialdemokratiet og blev medstifter af Socialistisk Arbejderparti, en forløber for Danmarks Kommunistiske Parti. I 1951 flyttede han til DDR, hvor han boede til sin død. - ”Pelle Erobreren” (1906-10). ”Ditte Menneskebarn” (1917-21). ”Erindringer” (1932-39).
Det er ikke så svært at forstå, at det kunne gå Nexø sådan - til at begynde med. Det svære er at forstå, at han - med en fuldstændig blind tro blev ved at holde fast ved Sovjet- og DDR-kommunismen.
I vintrene 1891-1893 var Nexø elev på Askov Højskole, men lærernes forsøg på at få kristendommen til at forliges med darwinismen kom til at virke mod hensigten - hvilket dog ikke hindrede ham i, hensynsløst at bruge det kristne billedsprog (som han kendte mere eller mindre udenad fra Bibelen og salmebogen) i sin senere socialistiske og kommunistiske forkyndelse. Fx lader han i romanen ”Morten hin Røde” (1945) titelpersonen sige om den unge sovjetstat, at ”Vi skal tro paa det derovre ... Slipper vi troen paa det, kan vi lige saa godt opgi alting”. Og videre, at ”vi jo alle sammen har drømt om Lenin [...] han rummer i sig alt hvad vi har lidt - og vore forfædre med - i to tusend Aar. Han vil gøre Kristi Løfter til Virkelighed - og han kan det!”.
Hans Kirk
Herefter er vil jeg nævne Hans Kirk (1898-1962), som ganske vist var lægesøn og selv akademiker (cand. jur.), men hvis far faktisk var bror til Tabita fra ”Fiskerne”! (1928). Og gennem sin fars virke som læge i Hadsund lærte han menneskers fattigdom og sult at kende. Senere kom han på Sorø Akademi, hvorved hans politiske bevidsthed blev skabt og hans oppositionstrang styrket. Hans Kirk betegnes som periodens mest konsekvent marxistiske digter, og selv om han selv hævdede, at det var solidaritetsfølelsen med det jævne folk, der havde bragt ham dertil, må man sige, at han jo i kraft af sin baggrund og uddannelse også er typen på den intellektuelle kommunist.
Hans Kirk så Indre Mission som en proletarbevægelse, hvis samfundskritik var afsporet i religiøs retning, og uanset ”afsporingen” er det ligefrem blevet sagt, at hans fascination af Indre Mission skyldes, at han så en lighed mellem denne organisation og det kommunistiske parti!
Hans Kirk var 1934-41 en stærkt partitro medarbejder ved det kommunistiske dagblad ”Arbejderbladet”, og fra 1945 ved det kommunistiske ”Land og Folk”.
Af særlig interesse i vor sammenhæng er romanen Vredens Søn (1959), Kristi historie betragtet i datidens sociale og politiske lys, men som en analogi til vor egen tid. Bogen munder ud i en tro på, at folket en dag vil blive sin egen Messias!
Otto Gelsted
Med Otto Gelsted (1888-1968) er vi - på en anden måde, end det var tilfældet med Nexø og Kirk - helt inde centrum af den gåde, det - i hvert fald ved første øjekast - er, at følsomt poetiske og højt dannede mennesker kan forskrive sig til en totalitær ideologi som kommunismen.
Gelsted udgav sin første digtsamling i 1920: ”De evige ting” - en titel, vi jo ikke kan undgå at lægge mærke til. Samlingen er dog tydeligt præget af forbilledet, den panteistiske Thøger Larsen. Et andet forbillede var Johannes V. Jensen, om hvem Gelsted skrev en biografi allerede i 1913. Sin første kunstbog udgav Gelsted i 1919: ”Ekspressionisme”.
Gelsted havde også sit ungdoms-møde med kristendommen, nemlig gymnasieårene på Jesuiterskolen i Ordrup! Ligesom Nexø på Askov blev Gelsted her - mutatis mutandis - af skolens polemik mod darwinismen drevet i armene på denne. Og, som det hedder, ”Jesuiternes skarpe logik blev vendt mod dem selv”. Men hans interesse for filosofien var blevet vakt. Og hans græsklærer kom, som det videre hedder, ”for skade at åbne ham døren ud til Grækenlands sol og blå hav”. (Vi kan sikkert også godt lægge noget særligt i, at både Gelsted og Paul la Cour dyrkede Grækenland: skønhedens og tankens ikke-kristne del af vor civilisations dobbelte fundament).
Men i 1918 var Gelsted med til at udgive en samling Brorson-digte! Og der tales også om en Brorson-tone i hans naturdigte.
Nu kan vi jo mildest talt ikke gå i detaljer her, men allerede disse skitse-rids tegner et billede af en mand, for hvem kristendommen var blevet lukket land, og som forgæves prøvede at finde hvile i naturlyrikken - som fx i digtet ”Det evige tomme” (”Henimod Klarhed” (1931)), hvor den truende tomhed med dens dødsbegær manes bort med linierne:
Ud til de fjerneste sole,
ind i de mindste fnug
hører jeg skabelsen suse
som et eneste vældigt
fødselssuk.
(DDL 168)
Heller ikke det græske engagement gav Gelsted ro, og allerede inden han i studentertiden lærte Hans Kirk at kende, var han - ad filosofisk vej (via Kants kriticisme!) - nået frem til marxismen, som han vist bekendte sig til allerede i 1924, og i 1928 rejste han til Sovjetunionen. Han skrev i venstreradikale og kulturradikale tidsskrifter, og fra 1936 til sin død i 1968 var han medarbejder ved de kommunistiske dagblade.
Gelsteds nære samarbejde med Poul Henningsen (som han efter sigende løbende opdaterede ud af sin omfattende dannelse) og kulturradikalismen må nærmest betragtes som knudepunkt-et i det dobbeltspor, jeg her forsøger at tegne. Men helt nemt var det ikke. Vel lykkedes det i vid udstrækning kommunisterne at styre de fælles progressive aktiviteter, men det var ikke alle, der lod sig styre. Så vidt jeg er orienteret, holdt PH selv sin sti ren, for så vidt angår holdningen til stalinismen. Men altså ikke mere, end at han havde et meget tæt forhold til og samarbejde med Otto Gelsted.
Til sidst et eksempel på, hvad det følsomme og højt
dannede menneske Otto Gelsted kunne bringe sig selv til at sige i kommunismens
navn. Han betegnede i en artikel i tidsskriftet ”Kulturkampen” sit standpunkt som ”revolutionær humanisme” og
erklærede i den forbindelse, at ”jeg kan gå med til vold, diktatur og terror,
sådan som man kan gå med til en livsfarlig operation. Men det er i det højeste
nødvendige onder, der kun kan forsvares som gennemgangsled til en ny,
rimeligere samfundsorden”.
Som et bidrag til forklaringen af gåden Otto Gelsted nogle få ord om Paul la Cour (1902-1956), hvis digtsamlinger fra 1920’rne rummer en traditionel skønhedsdyrkende lyrik. Men fra og med samlingen ”Den tredie Dag” fra 1928 bevæger han sig frem mod en lyrik, som er et forsøg på at trænge frem mod en enhedsoplevelse af ”tingenes tale”, ”de fortryllede dage”, ”det åbne” osv. Hans lyriske bestræbelse kan ses som en stadig gentaget og fordybet kamp for at realisere det symbolsprog, som udtrykker og rummer hans inderste livsoplevelse, hans livstolkning: livet som den rene modsætningsløse væren.
Men fra begyndelsen af 1930’rne bevæger han sig over mod en social digtning, der skal træde i et tjenende forhold til den krisehærgede samtid. Det er blevet sagt, at han nærmest tog det sociale engagement på sig som et kors, ja, at der i samlingen ”Dette er vort liv” fra 1936 udtrykkes en skyldfølelse og et ansvar over for den yngre generation, nu hvor man står over for truslen fra fascisme og krig. I 1949 opgav han sin tilknytning til kredsen omkring Heretica (se nf.) og knyttede sig til det kommunistiske parti.
-
1930’rne var i det hele taget ikke demokratiets store årti. Der var som bekendt også folk, der sværmede for fascismen og nazismen eller havde tilbøjeligheder i den retning. Ud af individualismen og æsteticismen søgte man mod det autoritære. Og netop i vor sammenhæng er det værd at lægge mærke til, hvordan Tom Kristensen i romanen ”Hærværk” fra 1930 lader både katolicismen (som dog helt afvises) og kommunismen (som måske forbliver en mulighed) være udveje for den rådvilde Ole Jastrau. - Læg mærke til, at det hele tiden netop er Romerkirken som autoritær institution, snarere end selve kristendommen som sådan, der frembyder sig som en mulighed!
Bent Jensen
og hans stalinisme-bog
En - på flere måder! - god overgang fra 1930’rne til perioden fra 1945 til i dag vil være at se lidt på Bent Jensens berømte - og i det gode selskab berygtede - bog ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”. Ja, netop det forhold, at det nærmest er endt med, at Bent Jensen selv er blevet skurken i denne sag, siger meget om sammenhængen mellem 1930’rne og den aktuelle situation. Men det vigtigste er selvfølgelig denne bogs lange række af eksempler på, hvad venstreorienterede intellektuelle har kunnet få sig selv til at sige. Jeg vil om lidt citere noget af, hvad Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Otto Gelsted har sagt. Endelig præsenterer Bent Jensen i bogens sidste kapitel en bred vifte af mulige forklaringer på, hvorfor det har kunnet gå så galt for så mange af de bedst begavede.
Af pladsgrunde må jeg her i foredraget nøjes med eet eksempel pr. forfatter.
Martin Andersen Nexø følte sig under en rejse til Sovjetunionen hensat til ”en tur gennem Tusind og een nat, bolsjeviseret - fortryllende vågen”, og efter rejsen sendte han mange tanker til ”den ny verden, Sovjetunionen, hvor livets flod rinder uhæmmet og ren over krystalklar bund” [fremh. her]. - NB! Jfr. Åb. 22,1!
Hans Kirk hyldede i anledning af hans 70-års fødselsdag i 1949 Stalin som ”det forbilledlige menneske”, ”Folkets kærlighed”, ”en stor humanistisk skikkelse”, ”elsket og beundret af dem, der tror på socialismen”.
I en artikel med titlen ”Sandhedens magt” ser Otto Gelsted sovjetsamfundet som en opfyldelse af drømmen om et bedre og fornuftigere samfund idet han ser Stalin som ”det store menneske”, der førte masserne ”bort fra forældede traditioner og hen imod fornuftens lys”. ”Stor er fornuftens magt, og den vil sejre”. - Bemærk de tre gange fornuftig/fornuft!
I kapitlet ”Forklaringer på fascinationen” gør Bent Jensen - bla. ved at citere den polske filosof Leszek Kolakowski, der oprindelig var professor i marxisme ved universitetet i Warszawa - forholdet op således:
Blandt motiverne til dette selvbedrag nævner Kolakowski en
desperat tro på drømmen om menneskehedens broderskab, typiske intellektuelle
illusioner om ”historiens fremskridt” (manifesteret i stalinismen), længsel
efter en universalnøgle til at åbne for alle hemmeligheder i historien,
videnskaben og politikken, et ønske om at ride med på historiens bølge - dvs.
være på de sejrendes side - og dyrkelse af vold, som ifølge Kolakowski (der har
mange års førstehåndserfaringer fra Polen) øver så stor tiltrækning på mange
intellektuelle. Hertil kan føjes trang til at underkaste sig magtfulde
bevægelser og institutioner, frustrerede politiske ambitioner, intellektuel
forfængelighed og skyldfølelse på grund af en privilegeret tilværelse. Alle
disse motiver synes at kunne sammenfattes i behovet for en erstatningsreligion,
der igen hænger sammen med et undertrykt religiøst behov og en angst for at
leve livet på eget ansvar, ubehaget ved selv at skulle søge sandheden.
Stalinismen var en religion forklædt som videnskab, der gav nogle en følelse af
at kunne forstå og forklare alt (SF
Og jeg har sådan set ikke noget at føje til her, men jeg vil fremhæve det med de frustrerede politiske ambitioner og den intellektuelle forfængelighed. Jeg har i hvert fald ofte selv overvejet, om de intellektuelles og kunstnernes nærmest hadefulde holdning til vort eget samfund og dets autoriteter, herunder traditionens autoritet, kan skyldes det forhold, at de pdes. betragter sig selv som de sande autoriteter og ledere, men pdas. må erkende, at de jo ikke selv udøver nogen direkte politisk magt. Det er i denne henseende værd at notere sig, hvad Niels Barfoed i sin bog (”I unåde”) om den - på grund af den kommunistiske antisemitisme - frafaldne kommunist Peter P. Rohde drager frem om dennes følelse af netop magt ved at være i besiddelse af den kommunistiske forståelse af historiens gang og ved at være med i den dertil svarende kommunistiske verdensbevægelse (foreløbig ikke stedfæstet).
Bent Jensens bog blev genudgivet i 2002, og i en Efterskrift til denne udgave beretter Bent Jensen om, med hvilket had og hvilken forargelse førsteudgaven i 1984 var blevet modtaget. Jeg har dog ikke kunnet finde digtere blandt de navne, Bent Jensen opregner. Det er typisk journalister, debattører og ikke-kunstner-intellektuelle, der har ført sig frem - bla. Mogens Fog som, jo også er et af de store navne i selve bogen.
En vigtig side af denne sag er, at Bent Jensen udtrykker sin undren over, ”hvor mange der holdt mund”. Ja, det er en afgørende side af det billede, jeg har forsøgt at ridse op i hele dette foredrag. For een ting er, at det er en gåde, at så mange intellektuelle og kunstnere direkte har kunnet hengive sig til den totalitære kommunisme. Noget andet - og endnu mere gådefuldt - er, at hele mainstream-klimaet har været sådan, at kun meget få er trådt kritisk op mod kommunisterne og deres sympatisører.
Fra
kulturradikalisme til nyradikalisme
Det ville være meget interessant at komme nærmere ind på kredsen omkring tidsskriftet ”Heretica”. Man forsøgte her et opgør med naturalismen, ideologierne og ”Tilværelsens totale Politisering” (Bjørn Poulsen), og positivt havde man et bredere og dybere eksistentielt og poetisk sigte, for nogles vedkommende ligefrem et kristent. I vor sammenhæng er det interessant, at digtere som Paul la Cour og Erik Knudsen på et tidspunkt var knyttet til ”Heretica”, men ret hurtigt forlod det til fordel for det det marxistisk-radikale tidsskrift ”Dialog”.
Heretica blev en - om end på mange måder sympatisk - parentes i den danske ånds- og litteraturhistorie. Her kunne være skabt et alternativ, og i et vist omfang blev der det jo også. Men fra 1960’erne blev det den såkaldte nyradikalisme og modernismen, der kom til at give tonen an. Man kan sige, at nyradikalismen blev en slags statsanerkendt og statsstøttet opposition.
Og så kommer den nye politisering fra slutningen af 1960’erne af og op gennem 1970’erne.
Bente Hansen, Erik Knudsen og Ivan Malinovski
På et tidspunkt stødte jeg på en henvisning til Bente Hansens bog ”Forfattere i/mod kapitalismen” fra 1975. Og den viste sig at være en ren guldgrube, idet den dels i sig selv er et gribende eksempel på 1970’ernes universitetsmarxisme, dels i såvel sin omtale af de to forfattere og deres forfatterskaber som i interview’ene med dem giver et godt indtryk af det forhold mellem poesi og utopi, der her er tale om. Af tidsgrunde må jeg desværre i høj grad henvise til referaterne og citaterne i grund-versionen på min hjemmeside.
Erik Knudsen
Erik Knudsen (f. 1922) er blevet sammenlignet med Otto Gelsted i den forstand, at også Erik Knudsen ”tog afsked med ‘poesien’ for at blive en samtidig digter” (dvs. netop ”samtidig”, ikke blot ”moderne”; se PDL 4 (1966), s. 80), idet dog hans kunstneriske løsning måtte blive en anden. Erik Knudsens digtning blev meget direkte agitatorisk.
I interview’et med Bente Hansen siger Erik Knudsen, at hans socialistiske engagement begyndte allerede i hans gymnasietid, hvor han ”sådan set” var stalinist.
Om det forhold, at det er ret små kredse af befolkningen, han kommer i forbindelse med, siger Erik Knudsen (jfr. Bent Jensen og Leszek Kolakowski), at
det kan godt være det er erfaringerne og læren fra Lenin og den russiske bolsjevisme som spiller ind der - men de var i sandhed også ganske få kredse - og de fik dog udrettet et og andet. Det er jo klart, at man som marxist er overbevist om begrebet det dialektiske omslag - at det der i dag er de ganske små kredse, det blir en dag flertallet. Hvis man ikke havde den overbevisning at mindretallet i dag er flertallet af i morgen, så ville man blive hæmmet i sit arbejde (FIK 85).
Erik Knudsen var som nævnt ”socialist/kommunist” allerede i gymnasietiden, så at man altså ikke kan sige, at han er en digter, der er faldet tilbage på ideologien efter at have forsøgt at leve på poesien. Snarere må man sige, at der fra begyndelsen af har været en konflikt hos ham mellem det rent poetiske, lyriske, og så det politiske engagement. Det berømte digt Blomsten og sværdet (i samlingen med denne titel fra 1949) viser, hvordan han som digter går fra en mere rent lyrisk periode til en socialistisk kæmpende og forkyndende periode. Men hvis vi går helt tilbage til hans barneår, hvor han ville være maler, kan vi finde den tiltrækning af den landskabelige idyl, som han bevarede livet igennem, men som kom i konflikt med hans politiske engagement.
I det allerede omtalte titeldigt fra Blomsten og Sværdet (1949) vises konflikten mellem idyllen/poesien og kampen således:
Gå ind i skoven? Nej jeg tør ikke gå
Hvor drømmens grønne kobbertræer gror
Lyt til fuglene! Nej jeg tør ikke tro
Så rene toner. Skønhed gør mig gal
Og vellyd ringer grusomt i mit øre
Hvad vil jeg i et skyggefuldt bedrag
Hvor solen sliber sine blanke løgne
Og blomsten dårligt skjuler sin foragt?
Farvel valdhorn, bukkar og kildevand
Farvel vor lille frokost i det grønne
Fra marken høres råb og våbenbrag
Ud hvor alt er nøgen dag
Hvor sværd lyner, spyd fletter
Himlens tag
Hvor faner brænder, trommer kalder
Fugl af reden
Ud hvor sejrens morgenrøde flygter
Og nederlagets sorte majestæt
Står fast
(Her efter FIK 49)
I Bente Hansen-interview’et erklærer Erik Knudsen, at
han identificerer sig 100% med det vietnamesiske folk. At støtte dem er simpelt
hen ”at redde mit eget liv - også at redde Danmark. [...] fra imperialisme og
fascistisk reaktion” (FIK 84). Denne solidaritet udtrykker han i digtet ”Til FNL”:
I bekæmper imperialismen udefra
Vi forsøger det samme indefra
Uden illusioner om modstanderens styrke
og vor egen svaghed
går vi til det daglige
underminerings- og oplysningsarbejde
inspireret af jeres stolthed
og i tillid til et eller andet
i os og vore landsmænd
som ikke er til salg.
(Her efter FIK 76)
Ivan
Malinovski (1926-1989)
I Bente Hansen-interview’et fortæller Ivan Malinovski (1926-1989), at han blev politisk bevidst, da han som ung flygtning, efter visse aktiviteter i modstandsbevægelsen, i Sverige kom ind i en kommunistisk studiekreds. Men allerede inden da havde han under sin deltagelse i arbejdet med at redde de danske jøder til Sverige oplevet forfærdelige ting, som gjorde, at han fra da af ”automatisk [har] været på de forfulgtes, de undertryktes, de Nederstes side” (brev af 03.03.73 til Bente Hansen).
Ivan Malinowski har altså - som Erik Knudsen - været socialist fra begyndelsen af. Men hans to første digtsamlinger (fra 1945 og 1947), som han i øvrigt senere slettede af forfatterskabet, var, som det hedder, ”stærkt præget af hans flygtningetids indtryk af svensk lyrisk fyrtiotalisme og af ungdommelig patos”.
Gennembrudsdigtsamlingen Galgenfrist (1958) er en modernistisk, nihilistisk digtsamling, som dog er præget af det for Malinovski karakteristiske håb.
Med samlingen ”Åbne Digte” fra 1963 træder Malinovski ud af den modernistiske lukkethed, han - trods sin socialistiske overbevisning - som lyriker har befundet sig i. Digtene bliver udadvendte med konkret samtidsaktuel adresse, og håbet får en klart politisk karakter. I senere samlinger handler digtene om Vietnamkrigen, demonstrationer og arbejdskampe. Påvirkningen fra Brecht er tydelig.
Af særlig interesse for os er det til dels temmelig ”konfirmandteologiske” digt fra ”Åbne digte” ”Åbent digt til vorherre”, hvor Gud - som ikke er verdens skaber, men kun dens ødelægger - anklages for at være årsag til den splittelse i verden, som Malinovski havde skildret allerede i digtet ”Disjecta membra” (”Galgenfrist”, 1958). Der er dér tale om hele tilværelsens nihilisme, hvor ”ingen / enhed er den sidste ingen grænse urokkelig”, ”hvor alting kun består af sine yderpunkter / hvor ingenting følgelig består”, men til allersidst udtrykkes alligevel et trodsigt håb: ”men dette splittede blod vil ikke dø / og ukueligt er kødet der klynger sig til sit ben”.
”Åbent digt til vorherre” er udformet som en slags anti-fadervor:
Fader vor
Du som er i himlen
Her har du anrettet Mer end nok [...]
Men Malinovski går dybere end den sædvanlige konfirmandteologi på teodicé-problemet, så det er ikke selve korstogene, inkvisitionen, koncentrationslejrene og gaskamrene eller ”Det Bedste” osv., han vil anklage Gud for; nej, han vil anklage ham for at være ”den egentlige årsag / Til al denne elendighed”, for,
Stupid som en guillotine
Som en kæmpemæssig slagtekniv
At have flækket en samdrægtig verden
[...]
Denne ubarmhjertige skilsmisse
Dette dybe blødende snitsår i universet
Ja fader vor
Du som er i himlen
Bliv deroppe
Så bliver vi her
Og prøver at begynde forfra.
(DDL 3, 280)
I 1950’erne besøgte Malinovski bla. Rumænien
det her store brogede, ret progressive bondesamfund, hvor man alligevel i en utrolig grad havde bevaret en kulturel integritet, hvor samfundet stort set fungerede på folkets vilkår så at sige. Det var i 55. Rumænien - jeg tror, det er et af de lande i Vesten der har en chance
Malinovski ser nemlig ikke det mindste håb for Vesten. Men han ”er sikker på at menneskeheden går en strålende, ufattelig fremtid i møde, en fremtid vi ikke kan forestille os i vor vildeste fantasi, og at den fremtid er lige om hjørnet”.
Efter
halvfjerdserne
Fra 1980’erne af er der vist ikke eksempler, der svarer til Erik Knudsens og Ivan Malinovskis. Tværtimod kom der - af let forståelige grunde - en reaktion mod halvfjerdsermarxismen og den plat samfundsrelaterede litteratur. Og efter Berlinmurens fald og såvel Sovjetimperiets som selve Sovjetunionens sammenbrud i årene omkring 1990 ligger det ikke sådan lige for at føre sig voldsomt frem med selve den kommunistiske utopi.
Det er min egen opfattelse, at selve litteraturens hovedstrøm nu er æstetisk, formalistisk. postmoderne (jfr. her også begrebet ”kropsmodernisme”!), men at det stadig er arven fra kulturradikalismen og nyradikalismen, man føler sig forpligtet på, når og hvis man vil eller skal markere sit politiske og ideologiske ståsted.
-
Det eneste - men til gengæld meget stærke - eksempel, jeg kender, på, at en forfatter har talt imod dén ”venstre-humanistiske” orientering, der tydeligvis stadig er herskende blandt kunstnere og intellektuelle er Jens-Martin Eriksens indlæg i KRITIK 159: ”Taktiske fortielser og strategiske løgne. Om multikulturalisme og politisk korrekthed”, og det vil jeg til slut referere og citere noget fra. Der er mere på hjemmesiden.
Jens-Martin Eriksen (f. 1955) indleder sit KRITIK-indlæg med at betegne den ”progressive” politiske korrekthed omkring multikulturalismen som en farceagtig gentagelse af halvfjerdsernes selvforståelse. For der er nu den samme rædsel for at blive stigmatiseret som reaktionær eller borgerlig, som der var dengang - bortset fra, at dengang var det mest på universitetet; ”nu har lammelsen bredt sig til hele samfundet”.
Jens-Martin Eriksen betegner multikulturalismen som et begreb, der i de progressive kredse ”betragtes som en indgangsbøn [fremh. her], man afæskes for at blive anerkendt i offentligheden som et tolerant menneske”. ”Vover man [...] at sige, at man ikke er multikulturalist [...] er man dømt moralsk uren. Derfor er der heller ikke nogen i den kulturelle verden, blandt dannede mennesker og andre selskabsløver, som vover at sige sådan noget” (s. 66).
Hermed er vor store tur fra oplysningstiden til i dag slut. Jeg håber, I har fået noget ud af den - og henviser endnu en gang til grund-versionen på min hjemmeside.
_______________________
DDL F.J. Billeskov Jansen (udg.): Den danske Lyrik III (1966)
FIK Bente Hansen: Forfattere i/mod kapitalismen. Omkring Erik Knudsen og Ivan
Malinovski (1975)
PDL Politikens ”Dansk litteratur historie” (1966)
PVL Politikens ”Verdens litteratur historie” (1972)
US N.F.S Grundtvig ”Udvalgte Skrifter”
* * *
Påbegyndt og sat på 27.05.04.
-
Da jeg allerede - ikke mindst i den umiddelbart herefter følgende tekst »Status - august 2002« - er begyndt at præsentere den offentlige side af mine poesi-overvejelser (hvad jeg især gør i håbet om, at yngre læsere måske kan få et eller andet ud af det), vil jeg benytte lejligheden - og altså stedet her - til at oplyse, at der, da denne tekst blev sat på, var gået lige godt og vel et år efter min faktiske fratræden (11.05.03) fra sognepræsteembedet i Døllefjelde-Musse-Herritslev, og at jeg dels har fortsat mine egne poesi-overvejelser, dels har foretaget en bred, på visse punkter dog også mere koncentreret, research-læsning inden for dansk og udenlandsk litteratur fra o. 1800 til i dag, dels er i gang med arbejdet på kapitlet om den tyske romantik i den bog, jeg håber kommer ud af den empiriske del af mit litterærpoetiske storprojekt, og hvis arbejdstitel er: »Udvalgt poetik og lyrik fra den tyske romantik til i dag under projekt-vinklen ”poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”«.
Jeg henviser i denne forbindelse også til teksten »Livet i pluraliteten« på undersiden »Program«, hvor jeg - under et Grundtvig-motto - erklærer mig for al mulig positiv brug af litterære tekster, selv om disse måtte være skrevet af folk med meninger, der afviger endog meget fra mine, og hvor jeg til slut erklærer, at »Blandt andet har den empiriske del af mit arbejde til fulde bekræftet den her præsenterede vinkels frugtbarhed, for så vidt angår læsningen af allerede foreliggende litteratur«.
Jeg henviser desuden til teksten »Totaldigteren Grundtvig« på undersiden »Grundtvig«. For ligesom det jo først og fremmest er Grundtvig, jeg har teologien om »det kristeligt nødvendige livsengagement« fra, er det jo i høj grad også mit Grundtvig-studium, jeg har mit livs- og litterærpoetiske program fra: »poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«, vel at mærke på den måde, at det også udgår fra mine personlige længsler og syner, drømme og tanker helt tilbage fra min ungdom af. Der er her sket et møde mellem mit eget, og så især de livs- og litterærpoetiske konsekvenser, der kan drages af teologien om »det kristeligt nødvendige livsengagement«. Der er selvfølgelig også »digteren Grundtvigs« eget eksempel. Men det er i den grad netop hans eget, at det ikke umiddelbart er til at bygge videre på. Her melder nødvendigheden af at hæve arven og inspirationen fra Grundtvig op i »højere nævnere« sig med en ganske særlig styrke. Jeg kan ikke se, hvordan nogen i vor tid - endsige jeg selv - skulle kunne optræde på en måde, der bare tilnærmelsesvis svarer til den måde, Grundtvig optrådte som »kirkelig og folkelig totaldigter« på. Og det samme gælder den »symbolverden« (jfr. Helge Toldbergs disputats), i hvilken Grundtvigs »totaldigtning« udspillede sig, ja hele hans historisk-poetiske og folkelige syn. Noget af alt dette, og måske mere, end man i første omgang tror, kan måske senere komme ind på en måde, der på vor tids vilkår svarer til, hvad Grundtvig sagde og gjorde. Men man må begynde med selve livsfølelsen (som på een gang centrum og allestedsnærværende grundelement i livsengagementet) og den dertil svarende litterære poesi. Og når jeg her taler om »poesi«, er det for det første, fordi det er det ord, der (i mangel af bedre) bedst dækker det inderste og dybeste i livsengagementet, og for det andet, fordi den litterære poesi er den kunstart, der mest omfattende og stærkest og bedst svarer til og kan vekselvirke med selve livsfølelsen. De andre kunstarter har selvfølgelig også en eller anden rolle at spille i denne store sammenhæng. Men dem kommer jeg for mit vedkommende ikke til at beskæftige mig så meget med. Bortset fra jazzen, som jeg selv i min ungdom var amatør-udøver af, og som stadig har stor - også for poesien forbilledlig - betydning for mig.
Men denne tekst er foreløbig kun en skitse, og jeg behøver i det hele taget ikke her gentage, hvad jeg allerede har lagt frem i de tekster, som står længere nede på denne underside. Det afgørende er, at jeg som resultat af såvel mit eget livsforløb som mit Grundtvig-studium nu ikke alene prøver at samle og fylde, hvad jeg i både spøg og alvor betegner som »Christensens Kulturkasse« (som et ganske omfattende forsøg på et bidrag til det mere konkrete indhold i »det kristeligt nødvendige livsengagement«), men også, og navnlig, nu går ud fra såvel kirkedøren som den teologiske studerekammerdør for at stille mig ud på »statholdermarken« (se fx artiklen »Livspoetisk Indledning« her nf.), for, ude midt på den, på en måde at begynde helt forfra med nogle helt grundlæggende betragtninger og overvejelser, for så vidt angår poesien - med særligt henblik på den litterære poesi.
Det helt afgørende er poesien, og særligt den litterære poesi som konsekvens af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement. Hvilket vel at mærke vil sige, at der skal være tale om en poesi, der udfolder sig uafvidende, nemlig som afgørende element i den kendende og elskende forholden sig til det hele, som skal give nyt indhold i den tro og det håb, jeg har med mig, når jeg er kommet ud af de to ovenfor nævnte døre.
Men alt dette har jeg allerede udtalt mig om i flere af de andre artikler, såvel på denne underside som på undersiden »Program«. Hvad det nu gælder om, er selve udfoldelsen af det poetiske element som del af »det kristeligt nødvendige livsengagement«.
-
Det afgørende er netop livsfølelsen. Altså det, at min oplevelse af hele mit liv og af hele min eksistens bliver større og dybere og stærkere. Det kendende og elskende forhold til »det hele« som indholdsfylde i mit gudsforhold og mit gudsrigeshåb og som i en meget stor forstand indirekte gudserkendelse - idet der ved »erkendelse« netop forstås hele oplevelsen af det kendende og elskende forhold til »det hele«. Det er altså ikke bare et spørgsmål om en (rent passiv) tydning, men netop om en stor forholden sig. Man kan sige, at livsengagementet - inden for de rammer, der er sat af gudstjenesten og teologien - er en slags mindre gudstjeneste ude i eksistensen, og at den livspoetiske forholden sig svarer til troen og gudsforholdet og gudstjenesten og fromhedslivet, så at den enkelte livspoetiske »situation« svarer til bønnen og det enkelte digt svarer til salmen. Men altså netop »uafvidende«, så det langtfra er »kristelige« digte, der er tale om. Hvormed ikke være sagt, at den kristne digter ikke også kan skrive sådanne digte, eller at den kristne læser ikke kan læse dem; det bliver så bare en del af fromhedslivet.
Og det enkelte Jeg (hhv. digteren og læseren) skal altså have udvidet, uddybet og forstærket sin livsfølelse og sit eksistens-forhold. Men hvad vil det sige? Hvorfor er noget sådant nødvendigt ud over oplevelsen af selve »livets levelse« - med dertil hørende almindelig »refleksion«? Og hvordan skal det foregå? Hvad skal der til?
Den mere specielt »poetiske« forholden sig, det være sig i en videregående og mere speciel »refleksion« eller i skrivningen og læsningen af den særlige litterære poesi, skal netop ses som en udvidelse og forlængelse af den umiddelbare livsoplevelse, livsfølelse og livsrefleksion. Hverken mere eller mindre. Jfr. Grundtvigs tale om, hvordan tingene (også videnskabeligheden og »oplysningen«) skal udgå fra livet og virke tilbage på livet. Men så får denne udvidelse og forlængelse altså livet til at blive, dvs. blive oplevet og levet, større og dybere og stærkere.
Grundlæggende skal dette foregå i en stor »se-ning« af eksistensen, hvor synsoplevelsen af Kosmos, repræsenteret ved landskabet og himlen, er det første, men hvor også motiver fra menneske-verdenen hurtigt kommer ind, det være sig motiv-se-ningen af een eller flere personer og de situationer, de optræder i, eller menneske-verdenen i betydningen den menneskeskabte verden med alle de menneskeskabte ting, fx i by-landskabet.
Men i den poetiske situation bliver der også hurtigt tale om en spejling eller »symbolisme«. Hvor det afgørende skal være, at det, Jeg’et ser, ikke bare rent vilkårligt bliver gjort til symbol. Der skal være - eller altså ses - en eller anden form for korrespondens, som jo nok kan være (ret) vilkårlig, objektivt, udefra betragtet, men som i al sin subjektivitet alligevel i det mindste sker ud fra en intention om korrespondens. Meget højtideligt sagt ligger det jo i det grundlag og den ramme, den poesi, jeg taler om, udspiller sig på og inden for, at det er den samme Logos, ved hvem og i hvem jeg er skabt, alt det andet er skabt ved og i. Det skal ganske vist ikke siges i den centrallyriske situation ude midt på »statholdermarken«, men det er jo det, der ligger bag.
Jeg har tidligere (se nf.) sagt det på den måde, at fx landskabet er ligesom en halvgennemsigtig rude, som jeg på een gang kan se igennem og spejle mig i - på en sådan måde, at der er en sammenhæng mellem de to ting.
Men der er også et mere aktivt element. Det er jo alt sammen en del af min forholden mig til eksistensen overhovedet, dvs. til mit eget liv, til hele den menneskeslægt, mit liv er en del af, og til hele det Kosmos, jeg i min legemlighed er en del af, og som dermed også kan ses som min egen legemligheds forlængelse. Derfor kommer poesien som sagt også til at ligne bønnen og salmen (som rettelig også altid er en bøn). Og derfor vil det lyriske Jeg også kunne tale til eller på anden måde forholde sig aktivt til de forskellige motiver. Den poetiske livsfølelse er også aktivt forholdende sig. Selv om det altså i høj grad er mig selv eller min egen totaleksistens, jeg forholder mig til.
I øvrigt er Kosmos, den ikke-menneskelige natur heller ikke kun mit fysiske, naturlige ophav og min egen forlængede legemlighed. Det er på en eller anden måde også Guds legemlighed. Mit forhold til min statholdermark kan være så »kongeligt« (se om »statholdermark«-billedet nf.), det være vil; det, at jeg står over for noget andet end mig selv, viser mig hele tiden, at jeg er sat i noget, der ikke er mig og ikke er frembragt af mig.
Og når jeg siger »kendende og elskende forholden sig«, så er den »kenden«, der er tale om jo også en »kenden« i den såkaldte bibelske betydning! Jfr. 1. Mos. 4,1.17.25. (den gamle oversættelse). Og så består der også et overlapningsforhold mellem denne, lad os sige poetiske, kærlighed og henholdsvis kærligheden mellem mand og kvinde og kærligheden mellem Gud og menneske.
Det vil dog være ørkesløst at prøve at foretage en detaljeret gennemførelse af sammenligningen mellem disse tre slags kærlighed. Lad os tage forholdet mellem menneske-kærligheden mellem mand og kvinde, og så kærligheden mellem Gud og menneske eller Kristus og menigheden. Her er det stort og godt - begge veje - at en sammenligning og et billedsprog er muligt. Men det er klart, at der for det første kun er tale om en delvis overlapning, og at det for det andet hverken er meningen eller muligt, at sammenligningen skal ses i alle detaljer. Tilsvarende vil det også være ørkesløst at gå nøjere ind i en betragtning af, hvordan den poetiske kærlighed til fx landskabet svarer til eller ligner kærligheden til Gud og kærligheden til den anden i menneske-kærlighedsforholdet.
Det er som sagt dejligt, at forholdet mellem Gud og menneske i Bibelen kan sammenlignes med forholdet mellem de to i et par. Og det er selvsagt en vigtig del af hele teologien om »det kristeligt nødvendige livsengagement«, at der i Bibelen er et klart positivt forhold til det seksuelle som sådant, idet der jo i jødedommen og den ret forståede kristendom kun kan være tale om et negativt forhold til hor og utugt og andre former for forvrængning og misbrug. Men netop den seksuelle side af menneskelivet er jo - selv ud fra den mest velvillige betragtning - på en ganske særlig måde ramt af syndefaldets ulykke. Det skal man i hvert fald være en meget stor sex-profet for ikke at kunne se. Så man skal også af den grund afstå fra en alt for voldsom seksualisering af tingene. Vi befinder os i en epoke, hvor det seksuelle dyrkes ud over alle grænser, og hvor mange kristne i deres måde at tale om det seksuelle på er styret af en frygt for at komme til at fremstå som seksualforskrækkede mørkemænd.
Nu er det dog ikke seksualmoral, der skal drøftes her. Det afgørende er, at selv om det pdes. er vigtigt og dejligt, at der kan konstateres en overlapning mellem alle de tre her omtalte slags kærlighed, så gælder det for dem alle (altså også for kærlighedsforholdet mellem mand og kvinde), at de omfatter meget mere end selve det seksuelle i snæver forstand.
Men så ikke mere om dette. Lad os blot konstatere, at den poetiske forholden sig er kendende og elskende i enhver betydning af disse ord, men at det altså er vigtigt, at det lystbetonede forhold, der her er tale om, er alt-omfattende og alt-inkluderende. - Dog var det her synet på fx landskabet som en slags Guds legemlighed i livsengagementets indirekte Gud-kenden, der var den direkte anledning til disse betragtninger.
Noget helt andet er, at det nok med fordel kan være her, det ondes problem bliver taget op. Teologien om »det kristeligt nødvendige livsengagement« er jo på sin vis en »herlighedsteologi«, hvor hovedsagen er, at »glade vi føler, os skabes i bryst / de levendes lyst«. Men det er jo også hele kristendommens hovedsag - i det store endnu-ikke-allerede-nu på vejen frem mod Guds Rige.
Teologien om »det kristeligt nødvendige livsengagement« betegner altså for så vidt en ensidighed af luksus- eller herlighedsteologisk karakter. Men det gør den jo på den måde, at skabelse-genløsningstroen ligger under og omkring det hele og udgør en slags filter, hvorigennem alle de bevarede dele af skabelsen oprindelige herlighed træder frem - og fremtræder som forsmag på genløsningens herlighed. Og så er der jo netop ikke set bort fra Faldets og dets virkningers realitet, som tværtimod kommer til at stå i sin sande alvor og blive oplevet med sin fulde smerte. Det er det samme som inden for selve den egentlige teologi, hvor det er min klare erfaring, også og ikke mindst i min tjeneste som præst, at den form for »herlighedsteologisk« ensidighed, der her er tale om, kun virker uddybende og forstærkende ind på alle de andre dele af Bibelens og den samlede kristne teologis indhold, altså også på områder som synd og skyld, omvendelse, forsagelse og efterfølgelse - samt på etikkens område.
Derfor skal det onde og skaberværkets »faldenhed« jo selvfølgelig - mildest talt! - »tages til efterretning«. Men det skal ikke dyrkes! Der skal på ingen måde gøres æstetik af ondskaben, elendigheden og lidelsen.
Vi er ikke længere i Skabelsens Paradis. Og vi er endnu ikke i Guds Rige. Det er derfor et spørgsmål, hvor rent et »produkt« der kommer gennem det ovenfor omtalte skabelse-genløsnings-filter, altså et spørgsmål, hvor »paradisisk« en karakter det kristeligt nødvendige livsengagements statholdermark kan få. Men det er heller ikke det afgørende. Det afgørende er, at engagementet i den givne og foreliggende virkelighed forstås og opleves inden for de rammer, som teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement sætter.
Det er derfor rent ud sagt kun erfaringen, der kan vise, hvordan den litterære poesi inden for rammerne af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement vil komme til at forholde sig til den givne og foreliggende virkeligheds karakter af skabt-men-falden. Men jeg forestiller mig, at der vil kunne blive tale om alt, lige fra den rene herlighed til den dybeste smerte. Sådan er det jo også i allerede eksisterende poesi - af såvel kristen som ikke-kristen art, men ikke på (helt) samme måde.
Men forholdet til det Onde er jo ikke kun et spørgsmål om den så at sige rent passive oplevelse af smerte eller om selve den personlige etik; det er jo også et spørgsmål om kampen. Og vel at mærke ikke bare som den indre kamp mod onde tilbøjeligheder osv. hos det enkelte menneske. Det, at det Onde er til stede i vor tilværelse, betyder også, at der aktivt, udadtil skal sættes noget ind mod det, både fra den enkeltes og fra de større fællesskabers side. Hvor det forfærdelige så er, at det samme Onde, som er uden for os, også er inde i os, så at selv den reneste kamp mod det ydre Onde hurtigt kan blive inficeret af det Onde i os. Og det gælder som bekendt lige fra den almindelige morals område af og fra kampen for lov og orden i samfundet af og op til krigen, hvor det, der egentlig skulle være kampen for den moral, der skulle danne et værn for menneskelivets sunde og gode udfoldelse, hurtigt kan blive til undertrykkende moralisme, hvor lov og orden hurtigt kan blive til et instrument for social undertrykkelse, og hvor selv den mest retfærdige krig hurtigt kan blive afsporet og beskidt (også selv om man overhovedet vil anerkende begrebet »retfærdig krig« eller retfærdig brug af militær magt).
Krig og kærlighed er jo nogle af de stærkeste og hyppigst forekommende motiver i hele verdenslitteraturen! Og hvad nu krigen - eller altså overhovedet kampen - angår, så kommer vi ikke uden om at se mennesket på denne måde. Det behøver ikke være krig eller andre former for mennesker anvendelse af vold mod hinanden. Det kan også være kampen mod ikke-menneskelige faktorer, altså fx naturkatastrofer, epidemier og lignende. Og det gælder på alle disse områder, at mennesket allerførst må ses som lidende under eller som offer for det, der sker. Der bliver altså tale om nogle særlige - men ofte meget voldsomme og forfærdelige - tilfælde af lidelsen som et af tilværelsens grundvilkår. Men uanset hvordan man ellers vil se på det, kommer både det enkelte individ og de forskellige fællesskaber også til, på en eller anden måde at skulle agere i forhold til det, der sker.
I øvrigt er der jo heldigvis også former for dåd og bedrift, som ikke har med hverken krig og anden vold eller ulykker og katastrofer at gøre. Det kan være sådan noget som opdagelsesrejser (i vor tid ikke mindst rejser ud i Rummet). Eller det kan være bedrifter på videnskabens og kunstens område. Eller i produktionslivet i videste forstand. Og det gælder helt grundlæggende de kampe, det enkelte menneske fører i sit helt elementære i hverdagsliv.
Det afgørende er netop dåden og bedriften. Og i nærværende sammenhæng er det jo helt specifikt alle de forskellige tings rolle som litterære motiver, der er tale om, eller i videre forstand altså mennesket set i de pågældende situationer, ikke bare som passivt lidende eller observerende, men også som agerende, aktivt handlende. Og som skabende. Her kan igen nævnes ikke bare kunstens og videnskabens områder, men også produktionen af ting, der er nødvendige eller gode for menneskelivet, ja, det, overhovedet at frembringe noget eller at få noget til at virke, også på de mindste og sådan set mest trivielle områder.
Det siger sig selv, at ligesom der er grænser for, hvilke motiver på det seksuelle område der kan have en positiv rolle i den poesi, der følger af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement, således er der også grænser for, hvilke motiver på kampens område, der kan det. Det er klart, at enhver form for forherligelse af vold og aggression er udelukket. Men på den anden side er det også klart, at mennesket i de mest ekstreme situationer udgør et motiv, som ikke kan udelukkes af litteraturen. Og det gælder også poesien af den overvejende lyriske karakter, der især er tale om her. - Men på bla. den led, der er tale om her, er der ikke den store forskel på lyrik og epik. Begge steder er der tale om ting, der er set, og set som særlige fremtrædelsespunkter for eksistensen eller livet. Det lyriske digt kan sammenlignes med et still-billede (eller evt. et meget kort filmisk forløb), hvorimod romanen selvfølgelig kan sammenlignes med en hel spillefilm. Det afgørende her i denne sammenhæng er imidlertid, at der i begge tilfælde er tale om »fremtrædelse«.
Men uanset genre og fremtrædelsesform gælder det, hvad K.E. Løgstrup har sagt (her citeret efter hukommelsen): »Det æstetiske kan ikke suspendere det etiske«.
For nu - i hvert fald foreløbig - at runde dette af, så er udgangspunktet for disse overvejelser jo klart af rent centrallyrisk karakter, med både digterens og læserens Jeg set i forhold til Kosmos og til eksistensen overhovedet. Men dér kan det jo ikke blive stående. Det kan nemt blive den rene selvspejling. Forholdet til eksistensen overhovedet må på et - ikke alt for sent - tidspunkt også få skikkelse af et forhold til nogle mere konkrete menneskelige motiver, hvor mennesket også bliver set som ikke bare skabende og handlende i al almindelighed, men også som kæmpende eller som stående i kampsituationer. Og selv om det gælder, at det æstetiske ikke kan suspendere det etiske, og at det Onde og lidelsen ikke skal sygeligt dyrkes, så gælder det også, at det er misforstået godhed at se bort fra virkeligheden. Det liv, livsengagementet skal være et engagement i, er et blandet foretagende, og må ofte også være blandet, når det - eller altså større eller mindre dele af det - skal være motiv. At prøve at forbedre på den virkelighed, der skal være motiv, vil føre til »socialistisk realisme« og alt, hvad dertil svarer!
Til allersidst kan der være grund til at minde om, at een ting er, at forherligelse af vold og aggression pr. definition er udelukket, noget andet er, at den centrale »poesi« (litteratur) ikke skal være forkyndende. Ligesom egentlig kristen litteratur skal ses som stående tæt på gudstjenesten og teologien, således må fx en »antikrigslitteratur« se som stående tæt ved etikken og politikken, som er de områder, hvor de egentlige overvejelser om fx synet på brug af militær magt osv. må gøres. Og det samme gælder naturligvis alle andre former for etisk eller politisk tendenslitteratur eller forkyndende litteratur. Hvormed jeg altså overhovedet ikke har sagt, at den litterære form ikke kan være et endda overordentlig nyttigt, ja, nødvendigt, middel såvel for den kristne betragtning og forståelse af tilværelsen som for den etiske og politiske diskussion og proces. Det eneste, jeg siger, er, at det ligger i udkanten af det område, hvis centrum udgøres af den centrale poesi.
-
Pdes. må alt begynde helt forfra. Eller ligesom helt forfra! Men jeg kan godt begynde med at se hele tilværelsen som en stor mark, der vider sig ud i et større landskab, og som til sidst omfatter hele Kosmos, eller om man vil: Alnaturen. Og midt inde på denne mark, dvs. også midt i Kosmos, Alnaturen står jeg så med den teologi bag mig, som nu ikke må komme udtrykkeligt ind i det, der skal ske, om end den naturligvis betegner hele grundlaget og baggrunden og rammen og retningen for det.
Således står jeg helt nøgen og tom i et udstrækningsløst og dermed tomt punkt i den tilværelse, jeg i min poetiske følelse, mine poesi-overvejelser og måske min litterære poesi nu skal forholde mig kendende og elskende til. Det er virkelig det første, der her må siges. For der skal virkelig begyndes forfra. Alt skal ses og opleves, som var det første gang.
Man kan sige, at den nøgenhed og tomhed, der her er tale om, som sin baggrund pdes. har oplevelsen af »nihilismen«, pdas. den gen-givelse af livet og dets verden, som det kristne evangelium indebærer - hvor »nøgenheden« og »tomheden« bliver noget positivt, en i rent positivt forstand helt ny friskhed og åbenhed, »Paradis opladt på ny« allerede nu.
Og der er en sammenhæng og vekselvirkning mellem disse to sider af sagen. Den radikale, helt illusionsløse oplevelse af »nihilismen« er jo forudsætningen for den enkeltes kommen-til-troen, og »efter troen« kommer et endnu skarpere blik for, hvor bogstavelig talt håb-løst det er at ville prøve at løse og klare Eksistensens store problemer og spørgsmål på egen hånd. Men »efter troen« kommer jo så gen-givelsen af livet og dets verden, vel at mærke ikke som en gengivelse »out of nowhere«, men som en gengivelse af hele den »skabtheds-kvalitet«, verden og eksistensen trods alt har, også efter og trods Faldet. »Efter troen« bliver alting allerede nu nyt, men det, der således bliver nyt, er det, som allerede er. Dette er en af de måder, hvorpå der kan og må tales om »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed«.
Men når jeg således står nøgen om tom i statholdermarkens udstrækningsløse central-punkt, har jeg jo både hele mit personlige liv bag mig med alt, hvad jeg har oplevet og læst og tænkt, og i princippet hele menneskeslægtens liv og erfaring. Derfor er såvel min egen poetiske fortid som Grundtvig, og i princippet hele verdenslitteraturen, i realiteten også straks med. Og derfor inddrager jeg nu hurtigt såvel nogle ting fra min egen fortid og nogle ting fra Grundtvig samt ting fra den over for omtalte empiriske del af mit projekt.
Nu er denne teksts titel »Christensens Poesirum«. Og det vil sige, at de ting, der kommer til at stå her, netop vil have at gøre med hverken mere eller mindre end det »rum«, også de enkelte digte eller andre tekster skal blive til i og udspille sig i. Selv om der jo nok også kommer nogle ting med, der ikke er særlig »rum«-lige! Det afgørende er, at det er den storsammenhæng, digtene og eventuelt andre tekster skal optræde i, der bliver tegnet op. Man kan sige, at det - mutatis mutandis! - er tænkt som en slags programmatisk sidestykke til Grundtvigs symbolverden!
-
Jeg står på poesi-punktet ude midt på »statholdermarken«, dvs. midt i hele min menneskelige eksistens og midt i Kosmos.
Som poetisk Jeg (i snævrere forstand lyrisk) er jeg på een gang helt ny og nøgen og med både hele min egen personlige erfaring og hele menneskeslægtens erfaring hos mig. Dette betyder også, at jeg - uanset hvor kritisk jeg kan være, og uanset hvor meget jeg vil begynde helt forfra - befinder mig i hele den aktuelle kultur, hvilket også vil sige i hele »tidsånden«. Men med alt dette sagt vil jeg altså i mit særlige udgangspunkt begynde helt nyt og nøgent forfra.
Min menneskelige totaleksistens som poetisk/lyrisk Jeg er det overordnede. Men det er i første omgang i ganske vag almindelighed. For først det kosmiske.
Men det kosmiske er jo alligevel straks fra begyndelsen underordnet såvel min personlige menneskelige totaleksistens som den hele menneskeslægtens totaleksistens, den er en del af. Hele min poetik befinder sig jo for det første inden for en kristen teologisk ramme. For vel tilsiger denne kristne teologi, at det, der sker inden for dens ramme, skal ske uafvidende. Men så er denne uafvidenhed jo altså i sig selv på forhånd absolut teologisk bestemt. Og den kan heller ikke være så uafvidende, at fx forståelsen af min stilling inden for og over for Kosmos ikke er helt grundlæggende bestemt af den kristne skabelsestro, ja, nyskabelses- gen-givelses-teologi. Poesiens kosmiske dimension kan således aldrig være, at det poetiske Jeg er en simpel del af Kosmos, der forholder sig til resten af Kosmos. Ifølge den tro og teologi, jeg er kommet ud af de to døre med, er jeg som menneske så at sige oprejst vinkelret på den ikke-menneskelige natur og det fysiske Kosmos.
I øvrigt gælder dette i praksis også uanset kristendommen. Også i den gudløse humanisme oplever mennesket sig som enestående i forhold til Kosmos i øvrigt.
Allerede i det for så vidt allerreneste naturpoetiske eller naturlyriske forhold er der altså meget menneskeligt. Det poetiske Jeg er for det første et menneske. Og for det andet er såvel det poetiske Jegs personlige, individuelle menneskelighed som hele menneskeslægtens menneskelighed inkluderet i det helt overordnede forhold til total-eksistensen. Men når det er »naturen« her i Danmark, det poetiske Jeg færdes i, så må ordet altså sættes i anførselstegn, for der er jo stort set overalt tale om et kultur-landskab, hvilket vil sige, at der på en helt direkte måde ligger noget menneskeligt, dvs. noget menneskeskabt i dette landskab. Og det er ganske særligt menneske-historien, kultur-landskabet vidner om. Men dermed jo også folkeligheden. (Et ekstremt - men storslået og dejligt - udtryk for dette finder vi i Grundtvigs brug af det danske landskabs former i sin digtning, fx i »Et Blad af Jyllands Rimkrønike«).
Den bevægelse, der foretages her, bevæger sig altså fra forholdet til totaleksistensen overhovedet til forholdet til Kosmos, hvoraf fx det danske kulturlandskab er en del, og så derfra til menneskelivet - i skikkelse af historien og folkeligheden. Men der er vel at mærke her ikke tale om en empirisk beskrivelse, og der ligger naturligvis ikke noget krav i det om, at en digter fx skal begynde med at skrive kosmiske digte, dernæst danske landskabsdigte, dernæst historiske digte, dernæst folkelige digte - for så til sidst (om overhovedet!) at begynde at skrive digte, hvis motiver er personer og begivenheder i selve den menneskelige livsverden som sådan.
I det følgende vil historien og folkeligheden, og det menneskelige i øvrigt, blive behandlet. Jfr. også overvejelserne længere oppe om handlingen, bedriften og kampen.
-
På et tidspunkt må disse poesi-overvejelser også sættes ind i den litteratur- og idehistoriske sammenhæng. Jfr. hvad der ovenfor er sagt om den empiriske del af projektet. Foreløbig blot disse hovedpunkter:
Grundtvig er først og fremmest det teologiske udgangspunkt. Men selv om det altså ikke kan blive så særlig direkte, må han også være det poetologiske udgangspunkt, nemlig ved en undersøgelse af, hvordan hans poesi og poetik pdes. er af en så ejendommelig karakter, at den ikke umiddelbart kan tjene som forbillede for den poesi, der nu for os må være en - meget bogstavelig talt - central del af det livsengagement, den teologi, vi finder hos ham, men pdas. alligevel er en storslået og meget dejlig »alternativ poesi«.
Men efter studiet af Grundtvigs egen poesi og poetik må følge en undersøgelse af hans forhold til romantikken, og altså ganske særligt af hans romantiske vækkelse på Langeland. Hvad var det for nogle ting i den tyske romantik der virkede så stærkt på ham? Og hvordan blev disse ting smeltet ind i den kristendomsform, der efterhånden dannede sig hos ham?
Herefter må undersøgelsen skulle gælde den tyske romantik selv - helt tilbage fra Herder af. Man kan sige det på den måde, at når den tyske romantik kunne have en sådan virkning på Grundtvig, kan den nok også have betydning for os. Uanset hvor kritisk vi må forholde os til den. For i hele den empiriske undersøgelse må det jo - fra den tyske romantik af og fremefter - gælde, hvad Grundtvig sagde om netop de tyske romantikere, og hvad jeg også satte som et af mottoerne for programartiklen »Livet i pluraliteten« (se den på undersiden »Program«), nemlig at
Man vilde Synd og Umueligheder og sprængde sig derfor snart; men man angav en Tone, som ei kan hendøe, om Mennesket skal leve; man slog paa Strænge, der ere de eneste, som, med Christendommens Hjelp, og under dens Haand, kan sætte Liv i Folkene. - (I Verdenskrøniken 1817 om romantikkens hovedmænd i Tyskland, US III 725)
Den empiriske undersøgelse må altså - når den har forladt Grundtvig - begynde med den tyske romantik. Hvorefter den naturligvis må fortsætte med den danske - gennem de første årtiet af 1800-tallet. Desuden den engelske romantik.
Det næste må blive naturalismen. Med særligt henblik på Det moderne Gennembrud i Danmark. Men evt. med nødvendige udblik til især fransk litteratur. Og helt frem til den danske litteratur omkring 1900 og i de første årtier af 1900-tallet.
Og det sidste hovedpunkt må blive den danske litteratur efter Anden Verdenskrig. Med en kritisk undersøgelse af Heretica-poesien, men navnlig med en undersøgelse af tressermodernismen.
Litteraturen fra 1970’erne af og indtil nu forventer jeg ikke at finde meget i, jeg kan bruge. Men det må komme an på en nærmere undersøgelse. Under alle omstændigheder må såvel mit større kulturprogram som mine poesi-overvejelser skulle ske i et vist modspil til den helt aktuelle situation og den forventelige fremtid, idet jeg dog er mig fuldt bevidst, at det, jeg måtte kunne nå at bidrage med, helt grundlæggende vil være en slags sideskud fra 1960’erne - eller overhovedet fra efterkrigstiden. Men jo dog som noget, der vokser ind i den aktuelle situation, ja, ind i fremtiden.
For alle tre perioders vedkommende gælder det om at se, hvad vi, direkte og indirekte, positivt og negativt, kan lære af dem. Jeg vil herunder ikke vige tilbage for at foretage kontrafaktiske tankeeksperimenter, idet jeg fx kan finde på at spørge, hvad der på de pågældende tidspunkter kunne være blevet udfoldet, hvis der havde været folk med en teologi og poetik, der svarede til, hvad jeg her prøver at udfolde. Og jeg er jo ikke så naiv, som dette kan lyde til. Jeg mener bare, at tankeeksperimentet er et legitimt arbejdsredskab. Og jeg tror, det kan være frugtbart at prøve ligesom at sætte nogle sonder ned i disse perioder for at se, hvad der kan hentes frem derfra til brug nu
Herudover vil jeg også gå tilbage til min egen situation i 1961/62 - og foretage et på sin vis tilsvarende tankeeksperiment, idet jeg vil spørge, hvad jeg evt. selv ville have kunnet udfolde (eller burde have udfoldet) dengang, hvis mine evner og mit idemæssige grundlag havde været til det. Jeg har sagt det andre steder, men jeg gentager her, at det ikke mindst var på min jazz-baggrund, jeg dengang havde nogle forestillinger om et alternativ til den traditionelle finkultur. Hvilket ingenlunde betød, at jeg dengang, dvs. helt i begyndelsen af 1960’erne, gik og arbejdede på et almindeligt kulturprogram. Det var selvfølgelig for mig selv personligt, jeg gik og drømte om noget andet. (Men allerede i 1965/66 blev jeg konfronteret med den større og mere omfattende problematik, ikke mindst i form af »venstreorienteringens bølge«, hvilket imidlertid er en helt anden sag).
Og det er i det hele taget meget vigtigt at gøre sig klart, at der er såvel den helt individuelt personlige som den fælles kulturelle side af sagen. Livsfølelsen er først og fremmest hver enkelt persons livsfølelse. Og det fællesskab, livet selvfølgelig skal leves i, er et fællesskab mellem personer.
Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg udsætter mig for en ikke helt uberettiget kritik eller hovedrysten, når jeg lægger disse ting offentligt frem. Men jeg gentager, at jeg gerne vil præsentere mine overvejelse for de »sjældne få«, der måtte kunne have glæde og gavn af dem, især blandt de unge. Og jeg vil også henholde mig til, at hjemmeside-mediet, udgør et helt anderledes fortroligheds-rum end andre medier.
* * *
Selvfølgelig er det noget underligt noget at fremlægge en statusopgørelse som denne for offentligheden - også selv om det kun er på en hjemmeside. Men jeg håber, at de, der på dog en eller anden måde ser noget i det, jeg laver, vil bære over med det, ja, kan få et eller andet ud af det - i den mellemtid, der vil gå, inden jeg får lagt nogle mere færdige ting frem.
For mig snart gamle mand (f. 1943) er det et stort ønske, at yngre – og ganske unge – folk vil kunne have gavn af at læse mine ting. Og derfor lægger jeg også denne »statusopgørelse« frem allerede nu.
Jeg håber ganske vist at kunne nå at producere mange ting endnu (og har, som det også fremgår af nærværende tekst, mange ting på bedding), men jeg vil sige om de ting, jeg sådan set lægger for tidligt frem, som Grundtvig sagde om de Dannevirke-afhandlinger, han godt selv var klar over ikke var helt modne:
Ih, vil godt Folk sige, da havde det saamænd slet ingen Hast, for vor Skyld kunde han gierne ladt dem hænge til de faldt ned af sig selv – paa eders Grav, godt Folk, ikke sandt? eller endnu bedre, i min egen (»Danne-Virke« I, xiif).
Ja, jeg gør her mere eller mindre Grundtvigs ord til mine. Og jeg ved naturligvis godt, at man i det hele taget vil kunne beskylde mig for at ville »lege vor tids Grundtvig«. Hvortil jeg imidlertid vil svare, at det for første ikke er noget, jeg leger, og at jeg for det andet udmærket er klar over format-forholdet mellem Grundtvig og mig, men at ingen jo er pligtig at gøre mere, end han kan, men at jeg for det tredje – med den størrelse, jeg nu engang har – rigtignok på en lang række områder føler og tænker og ønsker på en måde, der svarer til, hvad Grundtvig gjorde. Men hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Jeg gør det jo ikke på en måde, der tager den samme mulighed fra andre. Tværtimod, som sagt. Ja, jeg vil i denne forbindelse drage et andet Grundtvig-citat frem, fra min disputats’ »Første motto«, hvor Grundtvig udtrykkeligt – i flertal – taler om de »christelige Børn og Efterkommere«, som engang skal stå på hans (og - vel også - hans samtidige fællers) Skuldre, og »nyde den videre Udsigt og klarere Indsigt, Gud med os haver aabnet og beredt dem!« (»Om Natur og Aabenbaring«, »Theologisk Maanedsskrift « II 239) og »Omkring Grundtvigs Vidskab«, titelbladet (med tilhørende note!)).
Men jeg understreger, at jeg naturligvis hverken ønsker at tage Grundtvig til indtægt for mit eget, hvis der ikke er dækning for det, eller føler mig forpligtet til at være enig med ham i alt. Jeg har tilbragt en lang række år i studerekammeret sammen med Grundtvig og har dér oplevet nogle ting, jeg ikke har oplevet nogen andre steder, og haft det rigtig dejligt med det. Men nu er jeg gået ud af studerekammeret, og nu vil jeg se, hvor vidt og langt jeg kan nå at udfolde det, jeg har modtaget fra Grundtvig – sammen med de ting, jeg jo i det hele taget har modtaget mange steder fra, og sammen med de ting, jeg siden min ungdom selv har drømt om, tænkt over og arbejdet med.
Og hvad enten jeg nu burde have været mere selvkritisk eller ej, så er det en kendt sag, at Internet-kommunikation giver en helt anderledes følelse af fortrolighed end kommunikation på tryk. Man har, når man sidder og skriver – men da også, når man sidder og læser – en følelse af at være på tomandshånd. Hvad man jo sådan set også er!
Men i overensstemmelse med Grundtvigs ovenfor citerede ord om, hellere at plukke frugterne for tidligt end lade dem falde i både læsernes og sin egen grav, vil jeg nu gå over til selve den status-opgørelse, jeg på grund af omstændighederne gerne vil have stående her på denne underside allerede nu.
Vi lever jo nu i pluraliteten. Og så opererer jeg så godt, jeg kan, med - og i - mit »poesi-rum« og min »kultur-kasse«. Idet jeg også sætter dem ud i det store offentlige rum - til fri betragtning og afbenyttelse.
Man kan sige, at indholdet i disse rum endnu kun udgøres af, at de er inddelt i et antal, også selv ret tomme, mindre rum. Men sådan må man (eller i hvert fald jeg) begynde, og jeg er overbevist om, at det »koncept«, jeg her har, er rigtigt og kan være frugtbart. Det fortjener i hvert fald at være til stede i det store fælles rum som et bud.
Den status-skitse, jeg tegner her, må naturligvis begynde med en opsummering af de ting, jeg lagde frem i »Livspoetisk Indledning« allerede i 2000, og som senere (2002) har været med i artiklerne »Ikke vedhæftning, men henvisning« og »Mødet i det åbne land« (står alle her på undersiden). For jeg må fastholde det »storkoncept«, der allerede her var tale om, som den rigtige måde for kristne at »grund-orientere« sig på, såvel for så vidt angår livsengagementet overhovedet, som for så vidt angår de særlige poetiske dele og sider deraf.
Jeg vil ikke have noget imod, at ikke-kristne lader sig inspirere - eller anfægte - af de programmatiske ting, jeg her lægger frem. Men jeg lægger dem altså frem som kristen. For det begynder jo med, at jeg ser mig stående »uden for de to døre«, nemlig som kristen overhovedet uden for kirkedøren, og som Grundtvig-discipel (og i det hele taget teolog) uden for studerekammerdøren.
Der har naturligvis været en vekselvirkning mellem de ting, der er foregået inde bag disse to døre, altså mellem pdes. det kristne gudstjenesteliv og pdas. den dermed forbundne eftertænkning og forberedelse inde i studerekammeret. Men resultatet af denne store cirkel-proces er altså for mit vedkommende blevet, at jeg nu står uden for begge disse døre (som jo er lige ved siden af hinanden) og ser ud over den verden, jeg skal udfolde »det kristeligt nødvendige livsengagement« i. For resultatet af det, jeg har oplevet inde i hhv. gudstjenestens og teologiens rum, er jo blevet en ny forståelse af »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed«.
For hele engagementet i livet her og nu - med den verden, jeg af Gud har fået at leve det i - er for det første, hvad der var meningen fra selve skabelsen af, og for det andet, hvad der er nødvendigt for at forstå den fulde betydning af, hvad der bliver sagt i den særlige frelses-åbenbaring, og altså ganske særligt i den kristne gudstjeneste - og for at få det fulde indhold i ikke bare selve forståelsen, men jo i hele det livs-forhold, gudstjenesten er kilden for og kernen i.
Og det gælder altså hele engagementet, lige fra de allermest elementære og banale ting og opefter. (Hvor »opefter« ikke uden videre betegner et rangordens-forhold, for så vidt angår selve kvaliteten i livs-indholdet, men et forhold mellem stigende grader af refleksion, abstraktion og kompleksitet eller tilsvarende). Men navnlig gælder det, hvad jeg betegner som den alt omfattende »poetiske livsfølelse« - som vel stort set ikke er andet end livsfølelsen overhovedet, men dog med en grad af »refleksion« og »forholden sig«, som ikke uden videre findes på det nærmest rent biologiske niveau - og som vel i en eller anden grad må være til stede hos selv det mest udprægede handlingsmenneske og den mest udprægede naturvidenskabsmænd, hvis den pågældendes liv skal være nogenlunde helt.
Jeg kan også sige det på den måde, at når jeg har valgt »poetisk livsfølelse« som betegnelse for livsengagementets alt omfattende grund-kvalitet og -stemning, så skal det ses i forhold til den»livsoplysning«på grundlag af en historisk-poetisk videnskabelighed og livstydning, Grundtvig arbejdede for, nemlig efter mit princip om at løfte arven fra Grundtvig op i »højere nævnere«, altså at gøre snævrere begreber til videre begreber. Vi kan jo i dag ikke - i hvert fald ikke uden videre - overtage Grundtvigs måde at tale om historien og folket og den folkelige livsoplysning på. Hvor meget vi så evt. senere kan ende i noget, der alligevel svarer mere dertil, må vise sig. Som udgangspunkt må vi begynde i et videre begreb, og her må det begreb være godt, som jeg kalder »den poetiske livsfølelse i det kristeligt nødvendige livsengagement« - med den deraf udspringende og vekselvirkende særlige litterære poesi. (Andre former for kunst lades her ude af betragtning, idet jeg med Grundtvig ser den litterære poesi som stående den her omtalte livsfølelse nærmest. Hvilket dog naturligvis ikke skal forstås på den måde, at de andre kunstarter ikke også indgår - eller kan indgå - i den store livspoetiske sammenhæng. Det vil bare føre for vidt at have dem med hele tiden. Og den litterære poesi er primær, mest central og mest omfattende).
Men jeg står stadig uden for de ovenfor omtalte to døre. Det, jeg ved, er, at jeg nu - som en konsekvens af det, jeg har fået inde bag dørene - skal ud i den verden, der ligger derude, og engagere mig i det liv, der leves derude. Og jeg ved også, at livsengagementet derude helt centralt og i alt omfattende forstand skal være af en »poetisk« karakter - med den litterære poesi som en særlig side eller funktion deraf (og tilbagevirkende faktor for). Det gælder for alle mennesker. Men det gælder i særdeleshed for mig. Den vandring, der begynder, når jeg løfter min fod og begynder at gå ud i landskabet, har selvfølgelig retning mod centrum for den poetiske livsfølelse overhovedet, men for mig har den helt særligt retning mod den litterære poesi, uanset i hvilken grad jeg selv kommer til at udøve den; for jeg kommer under alle omstændigheder til at beskæftige mig med den og forholde mig til den.
Hvis livsengagementet uden for gudstjenesterummet og studerekammeret ses som en »parallel gudstjeneste«, er lyrikken bønnerne og salmerne deri!
Men fordi jeg kommer fra mit Grundtvig-studerekammer, bliver det ikke på må og få, jeg begiver mig ud i landskabet. For uanset hvor vildt og uvejsomt det kan vise sig, er det dog i princippet den »statholder-mark«, Gud har skabt til mig og mit liv.
Begrebet statholder-mark - og dets udgangspunkt hos Grundtvig - har jeg gjort rede for i »Livspoetisk Indledning«, men det betyder altså, at verden, tilværelsen, er den mark, hvorpå Gud har sat mig som sin forvalter eller statholder, i et »tjenerligt« forhold til Ham, men i et kongeligt forhold til resten - i nærværende sammenhæng dog med særligt henblik på livsengagementet overhovedet som et elskende-kendende forhold mellem Gud og mig, hvori mit eget liv og den verden, jeg har fået at leve det i, er indholdet eller det »stof« eller »medium«, det finder sted i.
Men hele meningen med, at jeg skal forlade gudstjenesterummet og studerekammeret for at gå ud og engagere mig derude, er, at jeg gennem det elskende-erkendende forhold til verden skal opnå en indirekte erkendelse af den Gud, jeg har mødt i den særlige frelsesåbenbarings-sammenhæng inde bag de to døre. Idet »erkendelse« altså skal forstås i den mest omfattende betydning, faktisk svarende til, hvad man kalder »den bibelske betydning af “kende”« (jfr. 1. Mos. 4,1 osv. i den gamle bibeloversættelse), men dette jo så igen på en videre og totalt omfattende måde. Derfor skal »kongeligt« her forstås på den måde, at jeg altså virkelig skal gå ud på marken som min - uden hele tiden at have direkte med i det, jeg gør og erfarer, at den naturligvis »er altid dog Guds« (jfr. DDS 675,2).
Den yderste ramme om min statholder-mark, og den yderste horisont for min vandring på den, er naturligvis den kristendom, det gudsforhold, jeg har oplevet og efter-tænkt inde bag de to døre. Og det skal jeg selvfølgelig hele tiden vide. Som netop det yderste og alt omfattende. Men altså ikke på en måde, så det, der skulle være formålet med det hele, bliver forplumret.
De rammer, kristendommen sætter, er så vide og af en sådan - bogstavelig talt »yderste« - karakter, at frirummet omkring poesien er nærmest uendelig stort. Ja, mere end det: Ved at have netop disse rammer bliver rummet i sig selv faktisk totalt frit - med en frihed, det ikke kan få på nogen anden måde. Og tilsvarende ligger den »retning«, kristendommen lægger ind over det hele, også så »højt«, at den ikke »presser« noget nede på marken.
Inde på denne statholder-mark er der en total frihed til at gøre alt, hvad der er sandt. En total frihed i den betydning, at rammerne ikke anfægter poesiens frie udfoldelse. Men samtidig er det også en frihed i den forstand, at rammerne udelukker alt, hvad der af andre ting kunne gå ind og ødelægge friheden. Netop inden for denne kristne storramme og under denne kristne grundretning bliver alt, hvad der er poesien uvedkommende, lukket ude.
Statholder-markens rammer er af denne helt anderledes karakter, fordi de ligger i frelses-dimensionen. Det er derfor, de faktisk pr. definition ikke kan i sædvanlig forstand begrænse poesiens udfoldelse på statholder-marken. Det er for lidt at sige, at rammerne er vide; de er der for så vidt ikke. De er der og er der dog ikke.
Derved har vi så en total nøgenhed. Det lyriske jeg (digteren, men jo også det menneske, der lever i livspoesien og er med som læser og lever i sit poetiske liv efter at have læst) er sat totalt nøgent ud på denne mark. At man så i realiteten har sin kultur, dvs. menneskeslægten både bag sig og foran sig, er en anden sag.
Selvfølgelig ligger hele menneskeslægten, også i selv den mest »nøgne« udgangssituation, både reelt og i princippet, bag såvel det lyrisk producerende Jeg som det lyrisk læsende og levende Jeg. Begge repræsenterer menneskeslægten. Men i selve den lyriske udgangsposition som sådan er dette forhold ikke direkte med. I udgangspunktet er Jeg’et bare Jeg, person, og marken bare sig selv. Og begge opleves i selve udgangs-punktet som hhv. nøgen og tom (diffus).
I det videre forløb bliver der tale om faktisk en total »naturalisme«. Dvs. »naturlighed« For det bliver jo ikke nogen "-isme". Det, der foregår, skal bare være naturligt. Og på en tilsvarende måde bliver der tale om en »modernisme«, heller ikke som en »-isme«, og ikke som en overdreven dyrkelse af »epoken«, men i en redelig væren til stede i den erkendelses- og erfaringssituation, menneskeslægten faktisk er i netop nu.
--- --- ---
De følgende afsnit om »naturalisme« og »modernisme« er nogle nyere overvejelser, som er sat ind her 19.09.02 (en redigeret udskrift af en diktafon-indtaling fra en arbejds-skovvandring):
Når jeg siger »naturalisme«, tænker jeg på forholdet til Kosmos, altså den virkelighed, der består af tingene, man kan sige den objektive virkelighed - uanset kultur og epoke og den slags.
Med »modernisme« har vi med historien at gøre. Altså epokerne og menneskeslægtens erfaring. Og når jeg - i den særlige betydning, der er tale om her - siger »modernisme«, så mener jeg dermed, at jeg - sådan set - ser bort fra alt, hvad der - også historisk og livsbelysningsmæssigt, anskuelsesmæssigt set - ellers har været tænkt og sagt og skrevet og gjort.
Altså både »naturalisme« og «modernisme«. Selv kristendommen er det forbudt at tage med ind, endsige andre ting. Og det betyder, at jeg ikke lige i udgangspunktet henter noget som helst ind, hverken fra gudstjenesten eller fra teologien eller fra historien. Men det betyder jo så også, at godt nok stiller jeg mig så nøgen ind i en nøgen modernisme. Men altså vel at mærke modernisme, netop ikke post-modernisme. Det er en modernisme, hvor der bliver lagt op til, at nu går jeg ud og erkender og ser og forholder mig til virkelighed-en. Og det vil så også sige, at jeg - ligesom jeg er frigjort i mit naturalistiske udgangspunkt fra alle »idéer« og sådan noget - ikke alene skal lade den fortid ude af betragtning, der sådan set (ikke mindst fra mine modstanderes synspunkt!) skulle være på min side, men også »epoken« nu, den postmoderne epoke; jeg er fri i forhold til alting. Jeg står både i naturen og i historien i et fuldstændig tomt og udstrækningsløst udgangspunktet, som denne bevidsthed, dette Jeg, fuldstændig nøgen i forhold til Universet og Eksistensen og i forhold til historien og samtiden, kristendommen - you name it.
I det øjeblik, jeg begynder at gå, så dukker det selvfølgelig op, at når jeg siger »jeg« eller bevidstheden eller personen, så er det jo ikke reelt en person, der står nyfødt - jeg står der jo ikke som et nøgent barn; jeg står der som »Bent Christensen, 59 år«. Og det vil så sige, at når jeg begynder at gå, så dukker alt det, jeg her har nævnt, jo op. Eller jeg går inden i det - og opdager både traditionen og menneskeslægtens akkumulerede erfaring. Den viden, jeg kan have, kommer ind over min »nøgenhed«.
Men der må altså skelnes mellem det særlige begreb »modernisme«, jeg her opererer med, altså viljen til at forholde sig helt nøgent og for så vidt forudsætningsløst til hele den faktiske virkelighed, jeg befinder mig i, og så »modernisme« i betydningen »dyrkelse af det at være moderne, dyrkelsen af sin egen væren moderne«, den »modernisme«, hvor det hverken er menneskeslægtens akkumulerede erfaring og viden eller den helt nøgne forholden sig til virkeligheden, det gælder, men blot »epokens« meninger.
At forholde sig til »epoken« er at forholde sig til den foreløbig sidste del af historien; »epokens« meninger er i denne forstand et historisk begreb. Hvorimod den viden, jeg vil prøve at samle i et »præ-poetisk overblik« - i hvert fald i første omgang - er, hvad jeg efter bedste overbevisning kan samle sammen og sige, at det er, hvad jeg kan vide lige netop nu. Det andet, historien, det er, hvad man har ment, og hvad man mener nu. Og at beskæftige sig med det er sådan set i høj grad at lære det sprog, jeg skal føre dialog med historien på, både de forudgående slægter, epoken og de kommende slægter. Hvortil så dog selvfølgelig kommer historien som den virkelighed, der udgøres af det liv, menneskeslægten har levet i den forløbne tid. Det liv, hvoraf også meningerne er en del!
Hermed slutter de 19.09.02 indskudte afsnit.
Den poesi, der tager sit udgangspunkt i statholder-markens midte er i enhver betydning af ordet »central-lyrisk«. I hvert fald i selve sit udgangspunkt og i sine første faser. Og som et centrum og udgangspunkt for alt, hvad der ellers siden kommer til. For bortset fra, hvad der virkelig er poesien uvedkommende, er intet på forhånd udelukket. Den proces, der begynder i det centrallyriske centrum, kan føre til alt muligt. Dette centrum er jo sammenfaldende med hele livsfølelsens centrum.
Ja, den poetiske proces - eller vandring - kan føre til meget. Der er jo tale om en total åbenhed over for hele virkeligheden. Men udgangspunktet er den helt centrale, faktisk helt udstrækningsløse (jfr. geometrisk punkt) centrallyriske situation, hvor det lyriske Jeg står over for den øvrige virkelighed overhovedet (Kosmos, inklusive menneskeslægten, men primært som Kosmos, »Ikke-jeg«). Det må så vise sig, hvor langt ud fra dette centrum man kan komme og der stadigvæk er tale om lyrik, og hvor langt videre ud man kan komme og der stadigvæk er tale om poesi.
Også den allermest jeg-centrerede lyriske forholden sig indgår reelt, og jo helt grundlæggende, i det »kendende gudsforhold«, som der er talt om ovenfor. Man kan sige den forholden sig, hvor »Kosmos« udelukkende opleves som en forlængelse af Jeg’ets egen legemlighed, eller fungerer som et »spejl« for Jeg’et. Men der er vel en grænse. Hvad det at forholde sig til »Kosmos« som forlængelsen af sin egen legemlighed angår, må den ligge der, hvor det går over i den rene selvbefamling. Og hvad det, at »Kosmos« fungerer som et spejl angår, må den ligge der, hvor Jeg’et er ved at blive lukket totalt inde i en spejlkugle og ikke ser andet end sig selv til alle sider. Når Kosmos (landskabet) fungerer som spejl, må der være et minimum af gennemsigtighed. Ligesom der i det at forholde sig til »Kosmos« som sin egen forlængede legemlighed må være et minimum af bevidsthed om, at det samtidig også er noget andet end mig. Teologisk set er »Kosmos« jo (i en eller anden forstand) også Guds legemlighed, ligesom gennemsigtigheden i landskabet som spejl er en udsigt til Gud. Men i den lyriske situation må der ikke tales teologi, så det, der skal siges, er, at det ligger i selve den lyriske situation som sådan, at Jeg’et - også i selv de mest jeg-centrerede øjeblikke - forholder sig til noget andet end sig selv.
Men ud fra udgangspositionen i det rene centrallyriske punkt skal der så netop være tale om en »gang« eller en »proces«. Og for mit vedkommende er jeg langt om længe blevet færdig med at formulere mine definitioner af »det kristeligt nødvendige livsengagement«, »statholder-marken« og »det centrallyriske punkt«, så at jeg nu for alvor kan løfte både blikket og foden for at begive mig ud på min poetiske vandring.
Jeg er ganske vist sådan set allerede begyndt. Og navnlig har jeg i flere år haft lagt planer og gjort forberedelser desangående. Der er tale om følgende veje:
1. Selve den digtende vej - dvs. selve det at se og forholde sig specifikt poetisk og skrive det ned som digte. Og når jeg åbent skriver om det her, skyldes det, at det i hvert fald for mig under alle omstændigheder er nødvendigt at gå ad også denne vej, ja (i princippet) at gå ad den først! I hvilken forbindelse det er helt underordnet, om jeg nogensinde får skrevet et eneste digt, der fortjener offentliggørelse. (Eet digt er ganske vist trykt, om end som lidt af en - dog alvorligt programmatisk ment - spøg: »Lollandsk tilegnelse«, der står på undersiden »Internationalt« som tillæg til »vender-artiklen« »Ny kontakt mellem venderne og Lolland-Falster«). Det afgørende er selve det at tvinge sig selv til at se og forholde sig på denne måde. Selve dette vil så være et centrum og en kerne i alt, hvad jeg ellers måtte foretage mig. For der er jo også andre ting, man kan gøre, og som ikke er afhængige af, hvorvidt man er benådet med et rigtigt digterisk talent. Som jeg har udtrykt det i en linie i et af de digte, jeg faktisk allerede har skrevet i netop denne udgangs-sammenhæng: »Livsfremmere må søges overalt«! Den litterære poesi er jo trods alt kun eet element i og redskab for livsfølelsen. Og denne kan naturligvis godt fremmes ved andre midler end digte. Fx kan der ved almindelig humanistisk virksomhed findes ting frem, som kan bidrage her. Men den måde, en sådan virksomhed bliver drevet på, vil blive bedre, hvis den på en eller anden måde lejrer sig omkring et lyrisk-poetisk centrum.
2. Poetik-studiets vej - dvs. studiet af allerede foreliggende overvejelser over eller studier af poesien og digtekunsten, herunder relevante litteraturvidenskabelige behandlinger af emnet, og af relevante litteraturvidenskabelige behandlinger af selve den litterære poesi.
3. Poesi-studiets vej - dvs. studiet af den allerede foreliggende litterære poesi, hvilket for mit vedkommende, efter de planer, jeg for længst har lagt, og i de studier, jeg allerede har påbegyndt, i praksis vil sige udvalgte lyriske tekster fra især dansk, men også øvrig nordisk litteratur, samt fra tysk, angelsaksisk og fransk litteratur, hovedsagelig fra perioderne og områderne romantik, naturalisme, symbolisme og modernisme.
Man kan sige, at de to sidste punkter burde have stået i den omvendte rækkefølge, men de vil jo vekselvirke med hinanden, og der er jo tale om en samtidig fremrykning ad alle tre veje - selv om selve digtene, naturligvis er det, det hele går ud på. Og under alle omstændigheder vil der på alle tre veje blive opnået, hvad jeg her vil kalde poetisk erfaring. Og jeg vil nu prøve at uddybe, hvad jeg mener dermed:
Med alle sine meget store - og dermed måske meget banale - træk går mit samlede »koncept« ud på, at der i og for sig skal begyndes helt forfra på udviklingen af en på arven og inspirationen fra Grundtvig byggende ny kultur. Hvilket - må jeg hellere indskyde - ikke skal forstås på den måde, at jeg drømmer om indførelsen af en ny kristelig-dansk enhedskultur! Det er der ganske vist nogen, der har troet, men det, jeg siger, er, at nu har jeg altså et stort samlet »koncept«, inden for hvilket tingene hænger sammen (dog med store, ikke bare »indrømmede«, men faktisk i selve konceptet liggende muligheder for mangfoldighed). Dette »koncept« - og dele af dets indhold - lægger jeg offentligt frem (for tiden ikke mindst på nærværende hjemmeside) til fri betragtning og afbenyttelse. Herefter vil det vise sig, om der overhovedet er nogen, der vil lade sig inspirere af de ting, jeg har lagt frem, og måske bruge dem til noget, ja, om der måske ligefrem opstår en større eller mindre »subkultur« på grundlag af mine og/eller andres, herunder jo ikke mindst Grundtvigs, ting.
Vi befinder os som bekendt allerede i et multikulturelt samfund (om end hidtil alligevel på mange måder ret homogent, så vi fx stort set har været fælles om Folkeskolen og mange andre kulturinstitutioner), og i fremtiden vil opdelingen i subkulturer efter alt at dømme blive meget udpræget. Og i denne fremtid ser jeg - helt ærligt sagt - gerne så mange som muligt samlet i en luthersk kirkelighed af »evangelisk minimalkatolsk« karakter (se undersiden »Kirke og teologi«), evt. som valgmenigheder i den nuværende Folkekirke og på et eller andet tidspunkt dennes afløser. Inden for og ud fra denne kirkelighed ser jeg så videre gerne en bred udfoldelse af »det kristeligt nødvendige livsengagement« som hele grund-mønstret for den pågældende subkultur. Idet jeg naturligvis også gerne ser de ting, der udgår fra vores snævrere kreds, have velgørende virkninger langt ud i samfundet og »kulturen« som helhed. Opsplitningen skal jo ikke gøres større end højst nødvendigt, og selve det forhold, at man deler sig op for fx at kunne fejre gudstjeneste på en bestemt måde sammen med ligesindede, behøver jo ingenlunde indebære et fjendtligt forhold til medkristne, der foretrækker andre gudstjenesteformer. Og så fremdeles - helt ud til forholdet mellem os og mennesker af en helt anden, eller ingen, religion. Der skulle sagtens kunne foregå en positiv samtale og vekselvirkning på forskellige niveauer og af forskellig karakter mellem de forskellige grupper i det kommende multikulturelle samfund. Men kun tiden vil helt kunne vise det; vi har jo aldrig prøvet dette før!
Men så kommer den del af »konceptet«, det drejer sig om i nærværende sammenhæng, nemlig »poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«. Den poetiske livsfølelse i videste forstand ser jeg som, hvad der i vor tid kan svare til, hvad der for Grundtvig var den livsfølelse, som den folkelige livs-oplysning skulle fremme og vekselvirke med. Men hvor Grundtvig samlede alt i folkelighedsbegrebet, vil jeg tale om livsfølelsen i en mere almindelig forstand - så at den ikke bliver bundet til en folkelighed, som i hvert fald ikke findes på samme måde, som den fandtes på Grundtvigs og grundtvigianismens tid, og som under ingen omstændigheder kan dyrkes nu på en måde, der svarer dertil, selv om det altså nok er ved at vise sig, at der er mere dansk folkelighed tilbage - og mere trang dertil - end det på det seneste har været god latin(!) at tale om.
Når »det poetiske« således får tildelt denne rolle, virker dette imidlertid også tilbage den anden vej, så at der stilles nogle særlige krav til den litterære poesi, der skal indgå i det »koncept«, jeg opererer med. hvilket altså ikke skal forstås som noget i retning af censur! Med ordet »krav« sigter jeg på hverken mere eller mindre end selve definitionen af den litterære poesi, der skal stå i centrum i mit »poesi-rum« og min »kultur-kasse«. Hvilket er nogle begreber, jeg til dels i spøg opererer med, men netop bruger for at udtrykke, at vel prøver jeg at opbygge nogle helt nye sammenhænge, men at de altså bliver sat i den store pluralitet til fri betragtning og afbenyttelse.
Med ovenstående gentagne opsummering af mit program har jeg villet understrege, i hvilken forstand det er noget helt nyt, jeg forestiller mig på også den litterære poesis område. Og det er derfor, jeg har tilladt mig at bruge Ezra Pounds slogan som overskrift til indeværende afsnit. Men hvad mener jeg med »nyt«?
Som det allerede er fremgået, er jeg jo ikke ligefrem nogen avantgardist, men tværtimod en på en måde primitiv type, der vil gå tilbage og tage udgangspunkt i det allermest elementære. Hvor jeg ganske vist ikke agter at blive stående. Men også når jeg går, går jeg efter det, der virkelig er, og altså ikke efter at lave noget, der er »nyt«. Mht. forholdet mellem det enkle og det raffinerede vil jeg i øvrigt henvise til afsnittet om jazzen som forbillede i slutningen af artiklen »Livspoetisk Indledning«, hvor jeg desuden taler om min helt indiskutable erfaring som jazzmusiker af det umulige i at lave noget, der allerede har været lavet på samme måde een gang før.
På statholder-markens centrallyriske udgangspunkt står jeg altså i og for sig, som om jeg aldrig havde oplevet hverken mig selv eller Kosmos før. Men altså »i og for sig«. For samtidig har jeg jo både hele min egen personlige erfaring og viden og i princippet hele menneskeslægtens liv og erfaring bag mig, herunder hele den samlede verdenslitteratur og alle poetik-overvejelser m.m. Så snart jeg tager allerede det første skridt ud fra udgangspunktet, gør jeg derfor ikke kun mine egne poetiske erfaringer, nej, så må jeg samtidig studere i hvert fald udvalgte dele af, hvad der før har været skrevet af og om poesi. I den forstand er jeg naturligvis ingenlunde verdens første digter!
Men jeg mener, at mit »storkoncept« vil være frugtbart såvel i henseende til den poetiske erfaring, jeg selv direkte skal gøre, som i henseende til min læsning af, hvad der tidligere har været skrevet. Og jeg mener, at mit »koncept« vil føre til noget nyt! Der har i hvert fald aldrig før været et sådant »koncept« - med på een gang en så afgjort teologisk definition af poesiens plads og funktion og en så afgjort autonomi for en i grunden og i sit udgangspunkt så afgjort naturalistisk og moderne poesi.
Samtidig ligger der også en stor kulturkritik indbygget i mit koncept, ja, en kritik af selve begrebet »kultur«. Ikke fordi der ikke kan være mange gode ting i det, man normalt forstår ved »kultur«. Lad os bare tage sådan noget som smukke bygninger. Men når vi kommer ind i centrum, bliver det for lidt at tale om »kultur«. (Og »kulturens« rolle som religions-erstatning er jo helt udelukket i mit »koncept«). For så kan det ikke være mindre end livet om at gøre. Og her er Grundtvig naturligvis også mit store forbillede. Selv om mit poesi-begreb som sådant adskiller sig en hel del fra hans som sådant. - Jeg henviser i forbindelse hermed til min disputats »Omkring Grundtvigs Vidskab« (resumé på undersiden »Grundtvig«) og til mit sidste bidrag til Grundtvig-forskningen: »Totaldigteren Grundtvig« (også på undersiden »Grundtvig«).
Det er med ordet »kultur« som med ordet »poesi«, at det egentlig ville være bedre med et andet, men at man alligevel bliver nødt til at bruge det, indtil man måske engang får fundet - eller lavet - et bedre. Og jeg vil derfor sige, at det, jeg drømmer om, altså er udviklingen af en ny kristelig kultur (dvs. sub-kultur), som »på en med tidens tarv og vilkår passende måde« svarer til det kulturelle alternativ, Grundtvig prøvede at få etableret - med delvis, men jo også kun delvis, succes. Jeg henviser igen til »Omkring Grundtvigs Vidskab«.
Men så til allersidst her i denne statusopgørelse: På hele den baggrund og med hele det »koncept«, der her er tale om, får begrebet »den poetiske erfaring« afgørende betydning. Jeg ønsker ikke at formulere mere normativ poetik. Nu må jeg gå videre på erfaringens vej - eller rettere: ad erfaringens tre ovennævnte veje.
Og noget af det, jeg er spændt på at komme til at erfare, er, i hvilken grad og på hvilke måder, tingene kommer til at tegne sig, når jeg kommer ud af den rent centrallyriske mig-og-kosmos-situation og ud på områder, hvor der bliver tale om psykologi (hos mig selv og andre) og om forskellige mellemmenneskelige relationer osv.
Noget helt andet er, hvordan det, jeg ser, og det, at jeg forholder mig, skal komme til udtryk, altså hvordan synet skal siges og forholdet udtrykkes. For selv om jeg ikke jager efter det nye for nyhedens skyld i overfladisk forstand, er det jo nødvendigt, at også poesiens udtryk bliver nyt. Der skal ikke siges noget, som har været sagt før, på samme måde, som det før har været sagt. Men det må blive nyt, hvis jeg både ser og forholder mig nyt.
Jeg må blive ved at se, til udgangs-diffusitetens tåge begynder at spredes. Og det gør den jo nok først, når den store grund-rytme begynder at banke gennem tågen, den grund-rytme, som er lyden af den store Grund-Betydning, som dybest set er Ham, der i teologien kaldes Kristus eller Logos. Rytmen må til. For den kosmiske Grund-Betydning er ikke statisk.
Synet som sådant er statisk. Et billede som sådant er et »still-billede«. Derfor må rytmen komme til. Den rytme, som verset senere skal gå i. Still-billedet må komme sammen med rytmen for at blive et levende billede, et levende syn, der kan udtrykkes i levende ord.
Bortset fra, at ovenstående meget vel kan tænkes at blive korrigeret og suppleret i tiden herefter, er det - her 30.08.02 - tænkt som det sidste på poesi-området fra min side, indtil jeg - på de tre veje, jeg nu bevæger mig ad - når frem til noget, jeg ønsker at delagtiggøre hjemmesidens og/eller andre læsere i. Men hvis nogen kan bruge mine meget foreløbige overvejelser til noget, er de mere end velkomne. Og interesserede er også velkomne til at sende mig en mail med kommentarer eller spørgsmål. Adressen står på startsiden.
* * *
[Dansk Kirketidende 9/2002]
Idet jeg ønsker vor redaktør tillykke med udgivelsen af hans bog »Hjemkomsten og det åbne land«, vil jeg tillade mig at skyde nogle bemærkninger ind i den diskussion, der nu er kommet i gang omkring bogen, og ganske særligt til Svend Bjergs anmeldelse af den i Præsteforeningens Blad (nr.2002/6).
Læsningen af Henrik Wigh-Poulsens bog var en særlig oplevelse for mig, fordi den fik mig til at mindes, hvordan Jakob Knudsen fik afgørende betydning for mig i de år, hvor jeg ikke alene var forprøvestuderende i dansk ved Københavns Universitet, men også var i gang med at orientere mig ude i det åbne land, jeg på forhånd befandt mig i.
For vel havde jeg en kristen baggrund, men det var ikke et grundtvigiansk miljø, endsige en grundtvigiansk præste- eller bondegårdshave, jeg kom fra. Og på det tidspunkt, hvor jeg mødte Jakob Knudsen, var mit eget land blevet åbent gennem en naturlig indre proces; jeg var ikke gået nogen steder hen.
Jeg havde ikke »forladt« kristendommen. Men alligevel måtte mit religiøse standpunkt på det tidspunkt karakteriseres som en slags »panteistisk naturalisme« med tendens mod den nihilistiske konsekvens deraf. I øvrigt udgjordes min baggrund af min tid som jazzmusiker i mellemskole- og gymnasieårene og af min militære uddannelse og tjeneste som »sprogofficer«. Men nu var det litteraturen, jeg, som så mange af mine jævnaldrende, gik til. Og altså ude i et meget åbent land.
Den forfatter, jeg måske ventede mig allermest af, var Johannes V. Jensen. Og i den forbindelse passede det jo fint, at vor litterære periode, som vi læste hos Aage Henriksen, var 1890-1920. Men jeg begyndte snart at blive opmærksom på utilstrækkeligheden i Johannes V. Jensens fromme hedenskab samtidig med, at jeg, trods en indledningsvis ret voldsom irritation over Jakob Knudsens (præste)lomme- og livsfilosofi, tydeligere og tydeligere mærkede, at der alligevel var en helt anderledes styrke hos ham - kristendommen.
Noget af det, der gjorde indtryk på mig hos Jakob Knudsen, var hans bestemmelse af begrebet »vildfaren idealitet«. For det var særdeles relevant netop der i anden halvdel af 1960'erne, hvor »det åbne land« jo i meget høj grad havde karakter af slagmark. Og jeg må i den forbindelse sige, at der også var en anden forfatter-præst, der fik stor betydning for mig, nemlig Søren Krarup, hvis bog »Demokratisme« var et af de få eksempler på virkelig idemæssig modstand mod den »venstreorientering«, jeg jo naturligvis måtte vende mig kraftigt imod, dels fordi jeg helt umiddelbart ikke brød mig om »de venstreorienteredes« måde at føre sig frem på, dels fordi jeg jo gennem min sprogofficersuddannelse og mit russisk-bifagsstudium kendte ret meget til »den rene vare« (Sovjetunionen). - Jeg færdedes på det tidspunkt ellers også i borgerlige kredse, som var bekymrede over »venstreorienteringens« fremmarch, men som var ude af stand til at gå idemæssigt i clinch med modstanderne. Jeg indså, at kun kristendommen - foruden hvad den jo i øvrigt havde, eller selvfølgelig netop på grund af det - var stærk nok til at imødegå den utopiske ideologi, vi var oppe imod.
I en eller anden forstand kan man så godt sige, at jeg begyndte at vende »hjem« til kristendommen. Men det var alligevel på en helt anden måde end personerne i Jakob Knudsens romaner. Og hvad det grundtvigske angår, var det jo først, efter at jeg (efter »akademikerparagraffen«) var blevet præst, jeg - gennem læsning af Kaj Thanings 1971-bog: »For menneskelivets skyld« - begyndte at studere Grundtvig.
I sin tid var det Jakob Knudsen som kristent eksempel eller vidne, der interesserede mig. Og det vil i forhold til den aktuelle diskussion i og omkring Henrik Wigh-Poulsens bog sige, at min oplevelse af ham og interesse for ham kun i meget ringe grad gik på hans helt direkte litterære kvaliteter.
Jeg er overbevist om, at de ting, jeg her har fortalt om, udgør en vigtig del af baggrunden for, at jeg senere på een gang blev en af Kaj Thanings mest taknemmelige disciple og en af hans skarpeste korrektører. Men hvad det angår, må jeg nøjes med at henvise til mine to Thaning-inspirerede og ‑korrigerende Grundtvig-bøger.[1]
I sidste del af sin anmeldelse i Præsteforeningens Blad[2] kritiserer Svend Bjerg Henrik Wigh-Poulsen for at være blevet hængende i en uklarhed i sit ellers prisværdige forsøg på at komme ud af, hvad Svend Bjerg kalder »den thaningske spændetrøje«. Og nøgleordet er »dialog«. Det spørgsmål, bogen munder ud i, er: Hvordan kommer vi ud i det åbne land igen efter at være kommet hjem fra det. Og det er i denne forbindelse, Henrik Wigh-Poulsen igen og igen bruger ordet »dialog« eller »samtale«, nemlig med den romantisk-moderne realisme, som har været toneangivende siden det af Georg Brandes igangsatte moderne gennembrud.
Men, spørger Svend Bjerg, når nu både Grundtvig og Jakob Knudsen og Henrik Wigh-Poulsen har viljen til en sådan dialog, er alt så ikke godt? Det er det imidlertid ikke, for »alt tyder på, at den såkaldte dialog føres på skrømt«.
Den model, der er tale om hos Grundtvig og Jakob Knudsen, vil Svend Bjerg ikke betegne som - ægte - »dialog«. Det, der finder sted derhjemme, efter »hjemkomsten«, er ikke »dialog«, men »integration«, nemlig i den forstand, at »alt uden for hjemmet, romantik og naturalisme, det åbne land uden for den hjemlige have, integreres i hjemmets kristelige totaltydning«. Dialogen bliver opslugt af integrationen.
Grundtvig og Jakob Knudsen går ifølge Svend Bjerg aldrig for alvor ind på modstandernes præmisser. Da de »fandt hjem til “sig selv”, så åbnede de sig ikke radikalt for realismen [...] De “døbte” realismen. Dialogen blev forvandlet til monolog eller en dialog med sig selv«. Men ægte dialog forudsætter fælles præmisser, så det store spørgsmål er, slutter Svend Bjerg: »Hvor langt kan teologer føre dialog med radikale atheister?«.
I forhold til denne diskussion må jeg pege på såvel min egen Thaning-korrektion som mit eget bud på, hvordan vi her i post-moderniteten og videre frem skal udmønte arven fra Grundtvig og den »realisme«, der vitterligt ligger i den.
Og jeg må i al ubeskedenhed selv pege på disse ting. For der er tilsyneladende kun ganske få, der virkelig har forstået dem. Og det kan skyldes, hvad Svend Bjerg betegner som den utrolige dominans, Kaj Thanings problemformulering har fået og stadig har. Hvortil jeg - som stor og taknemmelig discipel af Thaning - må sige, at det da er godt, man er kommet så langt - selv om man så åbenbart ikke har haft kræfter til mere. For Thanings måde at gå til Grundtvig på er virkelig den hidtil dybeste og mest radikale. Jeg vil ikke engang sige, at jeg i min Thaning-korrektion går dybere. Til gengæld er jeg jo mere radikal, nemlig for så vidt angår kirkesynet, og dermed for så vidt angår placeringen af skillelinierne på kortet over det landskab, hvor mødet mellem os kristne og de ikke-kristne finder sted.
Jeg har tidligere[3] forklaret forskellen mellem Thaning og mig som bundende i generations-forskellen, og netop i den forstand, at Kaj Thanings kirkesyn passede til hele situationen fra 1930’rne til 1960’erne, medens mit kirkesyn jo er udviklet i hele min tid som præst - og Thaning-inspireret Grundtvig-forsker - fra begyndelsen af 1970’erne af og således passer til situationen her omkring årtusindskiftet.
Når jeg har skullet gøre rede for, hvad mit motiv har været til at gå til Grundtvig, og gøre det gennem netop Kaj Thaning, har jeg peget på, at det også drejede sig om de kristnes hhv. halv-flove eller halv-benovede måde at forholde sig til »det dennesidige livsengagement« på. Og her vil jeg igen pege på mit udgangspunkt, nemlig mit gensyn med kristendommen gennem i første omgang Jakob Knudsen, ude i et alt andet end fristende landskab. Jeg var fra begyndelsen af grundigt vaccineret mod flovheds/benovetheds-sygen. Jeg var ikke kommet »hjem« til noget miljø, og jeg var ikke imponeret over noget af det, jeg så omkring mig.
Men jeg var begyndt at tænke over, hvad jeg skulle sige til både mig selv og min menighed, for så vidt angår forholdet til hele eksistensen her og nu. I det helt store perspektiv betød det jo alt at være inde i selve kristendommens frelses-dimension. Men hvordan skulle man derfra forholde sig til sin tilværelse her og nu - og til sine ikke-kristne medmennesker?
Og det er klart, at det gav nogle særdeles tilfredsstillende svar på disse spørgsmål at gå til Grundtvig gennem Thaning. Det var først under arbejdet med min første Grundtvig-afhandling, jeg begyndte at undre mig over visse ting i Thanings måde at behandle Grundtvig på, men efterhånden blev der jo tale om en mere omfattende korrektion. Og efter at have læst både Henrik Wigh-Poulsens bog og anmeldelserne af den, må jeg sige, at det, jeg kalder »generationsforskellen« mellem Kaj Thaning og mig, for så vidt angår kirkesynet, jo så nok alligevel også er en forskel i henseende til flovheden eller benovetheden - om end på et højere plan og i en mere omfattende forstand.
Men jeg vil nu gå lige ind på Svend Bjergs kritikpunkter, idet jeg refererer de artikler, hvori jeg dels trækker nogle nye skillelinier på kortet over det landskab, hvor kristne og ikke-kristne skal prøve at dele deres fælles menneskeliv og leve fredeligt i deres fælles samfund, dels definerer det landskab, jeg selv som grundtvigsk kristen færdes i nu, og som jeg kalder »statholder-marken«, hvilket i nærværende sammenhæng vil sige verden som det åbne land, jeg går ud i fra hhv. kirkens gudstjeneste-rum og det teologiske studerekammer.[4]
Og når jeg siger »verden«, så mener jeg verden, hele verden. Men jeg må jo - med Grundtvig - definere den som den »statholder-mark«, hvorpå jeg står i et »tjenerligt« forhold til Gud og i et »kongeligt« forhold til alt omkring mig. Og min marks definition - afgrænsning - er selvfølgelig Gud eller kristendommen, dvs. alt, hvad jeg har mødt og lært og efter-tænkt inde bag kirkens og studerekammerets to døre. Ligesom hele min færden på marken jo ligger i retningen skabelse-genløsning.
Men hvorved adskiller dette sig så fra de andres »have«? Jo, det gør det for det første derved, at det faktisk ses som netop en - hele verdens - »mark«, ikke en have. Og det gør det for det andet derved, at hele pointen i, at jeg skal gå fra gudstjenesten og studerekammeret ud til »det kristeligt nødvendige livsengagement« ude på marken, er, at jeg derved skal se og opleve verden, så at jeg - i enhver betydning af ordet - kommer til at kende Gud på en måde, jeg aldrig ville kunne inde bag hverken den ene eller den anden dør. Hvilket kræver, at jeg lader være med at tage en kristen facitliste med mig ud. Den nye erkendelse og oplevelse - som skal forøge betydnings-indholdet i mit gudsforhold - skal netop være ny; ellers bliver der jo ikke tale om nogen betydnings-forøgelse.
Og når jeg indtil nu ikke har nævnt de ikke-kristne, så er det fordi min »statholder-mark« jo i allerhøjeste og bogstaveligste forstand er kristent defineret. Og i en vis forstand er det mig også helt uvedkommende, hvordan de ikke-kristne orienterer sig, og hvad de foretager sig inden for rammerne af deres definitioner. I første omgang har jeg sådan set ikke noget at skulle samtale eller gå i dialog med dem om - andet end at vi jo må finde ud af nogle spilleregler, der gør, at vi kan leve fredeligt med hinanden i vort fælles samfund.
Men da jeg nu har defineret min egen mark og min egen færden på den, så der - af rent kristne grunde - bliver tale om den mest fuldstændige og nøgne åbenhed for virkeligheden, så vil jeg jo alligevel have en klar interesse i at møde fx nogle ikke-kristne digtere derude, hvad jeg jo kommer til, fordi der nok er forskellige »definitioner«, men altså kun een verden! For hvis en af disse digtere har set noget, og har skrevet sit syn ned, på en måde, der kan udvide mit eget livsengagement, så kan jeg jo, hvad det angår, være fuldstændig ligeglad med, hvad han i øvrigt tror eller ikke tro på. Og hvis vi begge to står og ser på en rosenbusk, så er der jo ikke noget at gå i »dialog« om. Vi må bare simpelt hen fortælle hinanden om, hvad, og ikke mindst hvordan, vi ser.
Kun hvis vi - eller en af os - »snyder«, dvs. »overklistrer« eller forvrænger virkeligheden ved at bruge facitliste eller program, kan der blive noget at diskutere. Ellers må vi altså bare prøve at dele vores syn med hinanden.
Men selvfølgelig vil hele mit liv og min »kultur«, være præget af kristendommen, ligesom jeg jo også på passende tid og sted vil bekende og forkynde kristendommen. Og så kan det godt være, vi kommer i »religiøs dialog«. Men det tillægger jeg ikke den store betydning. Ikke fordi jeg ikke skal være i stand til at kunne gøre begrebsmæssigt rede for min kristne tro. Men jeg tror, at den vigtigste måde at drive forkyndelse, dvs. mission, på, det er at leve kristendommen i verden, så omgivelserne kan se den, men herunder selvfølgelig også prædike, og så ellers sige »take it or leave it«, altså - med en tilpasning til sammenhængen her af Grundtvigs uforlignelige formulering - sætte det kristne menneskefiskeris garn godt ude på det åbne vand! Et af de vigtigste elementer i det kristne missionsarbejde skal være, at kristendommens sande væsen kommer til at trænge igennem på en sådan måde, at det klart fremgår, at her er måske det eneste sted i verden, hvor man ikke nervøst, emsigt eller magtliderligt stræber efter at »få fat i folk«.
Endelig vil jeg som svar på det spørgsmål, Svend Bjergs anmeldelse munder ud i, erklære mig enig med Peter Widmann, som i sin »Tetisk teologi« (her refereret efter hukommelsen) siger, at når man som kristen fremsætter sine teser, så må det i en eller anden forstand ske under den forudsætning, at man kunne have uret. Eller som jeg selv udtrykker det: Når jeg tror på Kristus som Sandheden, så er det altså Sandheden, jeg tror på, og ikke en »min Kristus«, hvilket altså rummer den mulighed, at der kunne komme en anden eller noget andet, der oplyste verden fra horisont til horisont på en sådan måde, at der ikke var noget at tage fejl af. For Sandheden kan man jo ikke tro på på nogen anden måde. Noget helt andet er imidlertid, hvor mange timer af mit korte liv jeg vil bruge på at diskutere med ateister, om der er en Gud, eller med muslimer, om Jesus er Guds Søn. Jeg vil helt overvejende bruge min tid og mine kræfter på at se og opleve ude på min verdens mark - idet jeg gerne udveksler syn og ord med enhver, jeg møder derude.
Bent
Christensen
* * *
Det var dejligt at læse Anders Kjærsigs artikel i nr. 2001/48: »To forskellige prædikengenrer og så den iscenesatte«. Også selv om jeg måske til dels selv skal føle mig ramt af betegnelsen »manualprædiken«. Dog, det er i hvert fald min hensigt og min påstand, at den frelseshistoriske re-præsentation og tilsigelse, der er tale om i mine prædikener, faktisk svarer til og henviser til livets store maskineri.
Men det var jo betegnelsen »vedhæftet-fil-prædiken«, jeg virkelig glædede mig over – og altså med sand skadefryd. »Den iscenesatte prædiken«, herunder Anders Kjærsigs eget vedhæftede eksempel, skal jeg ikke komme nærmere ind på – på anden måde, end at mit umiddelbare indtryk er, at den nok mere i formen end i intentionen adskiller sig fra, hvad jeg her betegner som »den frelseshistoriske re-præsentation«. (Det er, så vidt jeg husker, Erik A. Nielsen, jeg har denne betegnelse fra, dog om hele gudstjenesten som »re-præsenteret frelseshistorie«. Og jeg er ham meget taknemmelig for det. Jeg har altid denne gudstjenesteforståelse i min bevidsthed, når jeg forbereder mig til og er til gudstjeneste).
En anden ting, jeg husker – vistnok her fra bladet for mange år siden – er en anden måde at sige »vedhæftet fil« på, nemlig, at når næsten hele prædikenen har været brugt på udlægning af eksistensen, så kommer Jesus til sidst og »rydder saloon’en«.
Denne måde at forstå tingene på og prædike på har altid været mig inderligt imod, og jo dybest set, fordi det er en forkert teologi. Selvfølgelig både kan og skal den eksistentielle forudforståelse i et vist omfang være til stede i prædikenen. Men også allerede det snarere som henvisning end som inddragelse. Og mere end netop forud-forståelse kan der jo aldrig blive tale om. Og hvad angår brugen af litteratur, som ikke blot er eksistenstolkning, men også evangelieforkyndelse, altså »kristelig litteratur«, er jeg også forbeholden. I små doser. Både ude i livet og – især – på prædikestolen.
Det hele skal ikke rodes sammen. Gudstjenesten skal være gudstjeneste og livet liv. Jeg vil her tillade mig at citere, hvad jeg sagde i min indledning til forsvaret af min disputats: »Hvis du har et dårligt kirke- og gudstjenestesyn, har du nok også et dårligt syn på dit liv ude i hverdagen: Den, der vil have sin gudstjeneste til at ligne et kaffebord, vil også have sit kaffebord til at ligne en gudstjeneste!«.[5] Nu sigter dette ganske vist til sammenrodningen på et noget lavere og mindre »fint« niveau. Men hovedsagen er den samme. Og det er med front mod denne og tilsvarende former for sammenblanding og flovhed, jeg gennem alle årene har drevet mit Grundtvig-studium – men jo selvfølgelig først og fremmest »for livets skyld«!
Siden disputatsen har min bestræbelse på at udmønte arven og inspirationen fra Grundtvig mere og mere taget skikkelse af en koncentration om »poesien«, såvel i en meget vid »livspoetisk« forstand, som for så vidt angår den særlige litterære del eller side deraf. Og med ovenstående afsæt i Anders Kjærsigs artikel vil jeg nu benytte lejligheden til at give vort blads læsere en kort præsentation (med henvisninger til tidligere tekster) af mine overvejelser over litteraturens rolle i denne sammenhæng – idet jeg understreger, at jeg altså i overskriften til denne artikel har foretaget en »krydsning«, så at den »vedhæftning«, der ikke bør være tale om, er evangeliets vedhæftning til eksistensudlægningen, medens den »henvisning«, der selvfølgelig – implicit eller eksplicit - skal være tale om, er den frelseshistoriske prædikens henvisning til »det kristeligt nødvendige livsengagement«, ikke mindst altså i skikkelse af »den poetiske livsfølelse og den litterære poesi som side deraf«.
I 1971 forlod jeg gymnasieskolen, hvor jeg havde undervist i dansk og russisk, for at blive præst med § 2-tilladelse. Og jeg betragtede det som et stort privilegium at kunne komme til at leve professionelt med kristendommen på denne måde. Men samtidig blev det på en helt ny og stærk måde klart for mig, at selv om kunsten altså ikke kan erstatte religionen, så kan religionen heller ikke erstatte kunsten, endsige gøre det ud for livet. Kristendommen krænget ind i det, den er den store ramme om, er en falsk og ynkelig løsning, hobby-kristendom, et pseudoliv ved siden af det rigtige liv.
Jeg gik til Grundtvig. Og lærte hos ham, at det kristne gudsforhold ikke alene forudsætter, men også kræver et »dennesidigt livsengagement«:
Er
os tomme Ord og Lyde:
Eget
Folk og Fædres Land,
Veed
vi ei, hvad de betyde
Meer
end Mængde, Muld og Strand,
Tant er og hvert Ord, vi tale,
Om Guds
Riges Bjerg og Dale,
Om Guds
Folk og Menighed.[6]
Den måde, hvorpå Grundtvig her taler om forholdet til folk og fædreland, gælder jo forholdet til alle ting. For så vidt som de altså er værd at forholde sig til og engagere sig i og det ikke er forsagelse, der skal til. Men det er noget helt andet. Hvor det store problem i Kirkens historie har været, at man ikke har forstået at skelne ret mellem den sande, nødvendige forsagelse af »Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen«, eller den sande, nødvendige omvendelse fra det i oprør mod Gud forkrampede forhold til livet og tingene - og så den selvopfundne, selvplageriske, mistillidsfulde, livsfornægtende måde at forholde sig til det hele på.
At det dennesidige livsengagement er ikke bare sådan »tilladt«, men ligefrem »kristeligt nødvendigt«, skal forstås i den yderste dybde og det yderste omfang. For det, der er tale om i den ovenfor citerede berømte strofe, er jo intet mindre end - med en omskrivning af et andet Grundtvig-udsagn - at uden livsengagement er er al »gudskundskab« spildt på os[7].
Man skulle jo ellers tro, at i selve kristendommen, i selve den kristne åbenbaring, får vi alt at vide om Gud. Men det er ikke tilfældet. Selve kristendommen, selve den særlige åbenbaring handler »kun« om frelsen! Og jeg mener »kun« - hverken mere eller mindre. For vel er frelsen bogstavelig talt altafgørende. Og vel er det i Evangeliet, vi erfarer det yderste om Gud og hans sindelag. Men bortset fra disse meget store og særlige forhold er kristendommen jo »tom som en redningsslynge«. Redningsslyngen gør rigtignok forskellen mellem liv og død. Og den kommer et sted fra, hvor der er både vilje og evne til at gøre godt mod den nødstedte. Men selv er den tom. Dens indhold er det liv, der bliver reddet fra døden, manden, der kommer ind i den. Hvor den helt store pointe dog så netop er, at den, der har sendt redningshelikopteren og er steget ned med redningsslyngen, er den samme, som har givet den reddede livet fra begyndelsen af.
Grundtvig har i sin berømte Indledning til »Nordens Mythologi« beskrevet dette forhold således:
Christendommen har intet andet særeget Billed-Sprog end Herrens mageløse Lignelser, og det der udspringer af Hans Levnets-Løb, men det tilhører Kirken og Kirke-Skolen [c: teologien], og passer kun paa Løbe-Banen til det evige Liv. Vi have imidlertid ogsaa en timelig Bane, der trænger til at betragtes i et aandigt Lys, og vor Sjæl saavelsom vort Legeme har timelige Fornødenheder, som Skaberen vil, at vi, ved det Lys han tænder og med den Kraft, Han Skiænker, skal arbeide for, thi Han lader vel regne Manna til sit Folk i Ørken, men ikke i et frugtbart Land, hvor de kan saae og høste.[8]
Det timelige liv har altså ikke bare sin egen betydning, men også sit eget lys, et lys, der inde i selve timeligheden direkte oplyser dens enkelte dele i en side-belysning, der kan afsløre træk, som den kristne åbenbarings helt lodrette lys ikke hjælper en til at se.
Men det kan udtrykkes endnu stærkere. Det har Kim Arne Pedersen gjort, idet han i forbindelse med en gennemgang af Grundtvigs Dannevirke-afhandling »Om Kirke, Stat og Skole« påpeger, hvordan Grundtvig dér »lægger op til en forståelse af “det Sandseliges Forklaring i Aanden”[9] som førende til en “Forening” med Gud [...] som sigtende mod smagen eller nydelsen af erkendelsens objekt«[10], og idet han sammenfattende siger, at »Den afgørende tanke i Grundtvigs fremstilling er da utvivlsomt den, at det timelige, jordiske menneskeliv forbereder nydelsen af det evige samfund med Gud«[11]. Og jeg er helt enig med Kim Arne Pedersen. Det er intet mindre end dette, det drejer sig om. Det vil være for lidt at sige, at det i »det kristeligt nødvendige livsengagement« går ud på at kende Gud på en måde, der svarer til, hvordan Adam ifølge den gamle bibeloversættelse »kendte« Eva (1. Mos. 4,1). For det er jo kun en del af det! Det er hele tilværelsesforholdet, der skal opleves som et stort - i enhver betydning af ordet - »kendende« kærligheds-forhold mellem Gud og menneske.
Så vidt, så godt - i den helt store betydning. Men hvordan skal vi her i begyndelsen af det tredje årtusinde realisere og udfolde dette? Det skal vi »poetisk«! Hvilket vel at mærke først skal forstås i en meget vid forstand, og så derefter i den snævrere litterære forstand.
I de tekster, hvori jeg foreløbig har prøvet at give mit bud på realiseringen og udfoldelsen af »det kristeligt nødvendige livsengagement«[12], har jeg indført begrebet »at løfte op i højere nævnere«, for så vidt angår arven fra Grundtvig.
Hvor Grundtvig for eksempel sagde »det folkelige«, går jeg op i et mere omfattende begreb og siger »det konkrete, levede liv, som forløb, begivenhed, i de sammenhænge, der til enhver tid faktisk bliver tale om«[13]. (At det så i anden eller tredje omgang nok alligevel bliver nødvendigt at tale om »det folkelige« på en måde, der mere svarer til Grundtvigs, er en anden sag, som jeg ikke kan komme ind på her - og da slet ikke for så vidt angår den helt aktuelle situation, hvor vi i hvert fald er nogle, der har opdaget en følelse for »det folkelige«, vi slet ikke vidste vi havde, men nu bliver klar over vi har, fordi vi pludselig ser det truet).
Og hvor Grundtvig sagde hhv. »historisk-poetisk« og »livs-oplysning«, vil jeg sige »livs-poetisk« og »livs-poesi«. Fordi vi altså ikke - i hvert fald ikke umiddelbart - kan overtage hverken Grundtvigs historiesyn (-konstruktion) eller folkelighedsbegreb.
Så snart vort liv kommer op over det allermest elementære, hvilket jo faktisk vil sige dyriske, bliver der tale om en eller anden grad af »refleksion«, »livs-refleksion«, som i bund og grund og i hele sin retning må være af »poetisk« karakter, en stor »poetisk livsfølelse«, som gennemtrænger og omfatter livets praksis, og som også er dybere og større og mere omfattende end den rent filosofisk-videnskabelige del af den samlede »forholden sig«.
Og denne store både livs-poetiske og litterærpoetiske refleksion skal altså foregå inden for den store ramme og i den store »rettethed«, som kristendommens store »hypotese« eller »anskuelse« giver.
Om forholdet mellem den store livs-poesi og den særlige litterære poesi kan man sige, at de har et fælles centrum, og at den litterære poesi ligger helt inde ved dette centrum – i vekselvirkning med hele det liv, der ligger udenom. Og det er klart, at allerinderst i den litterære poesi ligger centrallyrikken, den lyrik, hvor et Jeg på i princippet hele menneskeslægtens vegne ser på og forholder sig til hele tilværelsen og med i princippet hele menneskeslægten som adressat skriver sit syn og sin følelse ned.
Og den litterærpoetiske proces skal foregå i en for så vidt total »saglighed« og autonomi. Poesien skal være fuldstændig fri til kun at være poesi, kun at tjene livsengagementets store refleksion og kærligheds-forhold. Der er faktisk kun een ting, der er forbudt, og det er at lade poesien (eller kunsten overhovedet) træde i religionens sted.
Såkaldt kristelig litteratur er heller ikke egentlig omfattet af det poesibegreb, jeg opererer med her. Selvfølgelig kan en kristen digter godt skrive et digt, der udtrykkeligt finder sted i selve det direkte gudsforholds dimension, for eksempel som en slags »mediteren« over kristendommen og den kristne eksistens. Inden for den ramme, der her er sat op, er alt jo tilladt, og en sådan digtning kan sagtens have en både smuk og vigtig plads i kristenlivet. »Kristelig litteratur« i endnu mere direkte forstand må betragtes som en forlængelse af teologien eller prædikenen. Og som sådan kan også den naturligvis have stor betydning. Salmer ligger helt udenfor. De hører gudstjenesten til, hvor de indgår i frelsens og den særlige åbenbarings direkte gudsforhold.
Vel indgår poesien helt centralt og alt gennemtrængende i forholdet til Gud. Men det er altså udtrykkeligt ude i verden, uden for gudstjenesterummet og uden for det teologiske studerekammer. Hele pointen er, at der skal være tale om et frit forhold til verden, uden en facitliste til at forhindre digteren i at se og føle nyt. Kun derved opnås hele den erkendelse og indholdsfylde, som er »det kristeligt nødvendige livsengagements« formål.
Og der er altså tale om både erkendelse og indholdsfylde. Poesien er ikke kun »syn«. Den er også »forhold« eller »forholden sig«. Altså som del af det store kærligheds-forhold mellem Gud og menneske, men jo i de enkelte konkrete situationer uafvidende, dvs. helt umiddelbart som menneskets forhold til verden uden om sig og til sig selv – idet der jo ikke er nogen klar grænse mellem, hvornår man i poesien forholder sig til verden udenfor, og hvornår man forholder sig til sig selv.
Man kan også kalde denne »forholden sig« en ude-i-verden-parallel til gudstjenesten inde i kirkerummet. Bare man husker at opretholde den klare skelnen mellem parallellerne. Og så kan man også sammenligne digtet med en bøn eller en salme. Hvor sammenligningspunktet altså er, at der er tale om tekster, hvori et forhold udspiller sig. I det centrale ude-i-verden-digt må ordet »Gud« ikke forekomme!
Man er også langt fra det poetiske centrum, hvis man bruger litteraturen til politiske og moralske formål, altså fx skriver indignationslitteratur eller »sætter problemer under debat«. Men også det, kan have sin egen og store værdi.
Litteraturen, ikke mindst romangenren, kan dog også bevæge sig i det samfundsmæssige, sociale rum i mere bred forstand, eller i menneskesindets dybder, og så er der jo dels tale om bidrag til »menneskekundskaben« (se note 3), dels tale om en livsudvidelse, ja, et livsengagement, gennem deltagelsen i det liv på anden hånd, som udspiller sig i romanen.
I en artikel i Dansk Kirketidende med titlen »Livspoetisk Indledning« (note 8) har jeg præsenteret nogle videre - men jo alligevel ganske foreløbige - overvejelser med hensyn til den på een gang totalt indordnede og totalt frisatte poesi. Og jeg har siden da fortsat arbejdet med sagen. Jeg arbejder for det første på et tredje og sidste trin i min Grundtvig-forskning, nemlig »en undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den poetiske side af det kristeligt nødvendige livsengagement« med »en bestemmelse af N.F.S. Grundtvigs egenart som digter og en vurdering af forholdet mellem det poetiske potentiale i hans tænkning og graden, i hvilken det er udfoldet«.[14] Og for det andet er jeg i gang med en undersøgelse af en række lyriske tekster (og dermed forfatterskaber) fra 1800 til i dag under den synsvinkel, som er vist i nærværende artikel, for derved at få tilvejebragt et bredere empirisk grundlag for mine videre poetik-overvejelser.
Poesien er opfundet. Og den store vinkel, jeg her har præsenteret, vil allerede have afgørende indflydelse på, hvordan vi kan læse og bruge den foreliggende digtning. Allerede her bliver der tale om en ny og stærk sammenhæng mellem kristendom, liv og digtning. Men jeg forestiller mig også, at der i denne sammenhæng vil kunne opstå en ny ren og stærk litterær poesi. Hvor jeg altså med »ren« mener fri for uvedkommende motiver og hensigter – og med »stærk« mener motiveret af teologien om »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed«. Og gerne på helt overraskende nye måder. For det eneste, der på forhånd er helt udelukket, er altså, at poesien bliver sat i religionens sted.
BENT CHRISTENSEN
* * *
Af
Bent Christensen
[Særtryk af artikel i Dansk Kirketidende nr. 14-15/2000 og 16/2000]
I min artikel her i Dansk Kirketidende 12-13/1998:
»Livsvidenskabelig efterskrift«, skrev jeg med henvisning til mine to
Grundtvig-bøger, at
»Fra drøm til program« sluttede med at lægge op til
den undersøgelse af Grundtvigs syn på den videnskabeligt erkendende side af det
kristeligt nødvendige livsengagement, hvis resultater nu er lagt frem i
»Omkring Grundtvigs Vidskab«. Tilsvarende lægger denne nye afhandling, hvori Grundtvig
bestemmes som »kirkelig og folkelig total-digter«, op til en beskæftigelse med
ganske særligt den »poetisk-kunstneriske« side af det kristeligt nødvendige
livsengagement. Med udgangspunkt i selve Grundtvigs egen poetiske praksis og
teori. Men altså med et bredere sigte.
Og i en note føjede jeg til, at jeg håbede »at kunne
give en foreløbig uddybning af dette her i DKT engang i efteråret [c: efteråret
1998!]«.[15]
Denne ikke alene forsinkede, men også meget
foreløbige og nødtørftige indfrielse af min 1998-bebudelse må først og fremmest
have karakter af en ny - dobbelt - bebudelse, idet jeg nemlig for så vidt angår
det poetiske hos Grundtvig selv, må nøjes med at oplyse, at jeg er gået i gang
med en større undersøgelse med arbejdstitlen »Poetik, poesi og poetisk
potentiale hos totaldigteren N.F.S. Grundtvig«, og hvad det
»poetisk-kunstneriske« i det hele taget angår, må nøjes med at præsentere en
arbejdstitel på et projekt, jeg - sideløbende - er gået i gang med, nemlig
»Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige
livsengagement«.[16]
Nærværende artikel skal derfor ikke
læses som en poetik, men blot som et forsøg på at pege ud fra selve teologien
om »det kristeligt nødvendige livsengagement« og ud på nogle perspektiver for
dets virkeliggørelse. Der er tale om et forsøg på, i - indtil det banale -
store træk at se, ikke bare hvor, men også hvordan poesien kommer ind i den
store sammenhæng, der er tegnet af selve det teologiske grundlag. Og selv om
der også er tale om et forsøg, der peger frem mod en ny poesi, er der under
alle omstændigheder tale om præsentationen af et nyt grundlag for og en ny
ramme om brugen af allerede
eksisterende poesi (kunst) - inden for en i både dyb og bred forstand poetisk
livsholdning og livsform overhovedet.
Jeg kunne så helt have undladt at indfri min
1998-bebudelse. Men jeg vil alligevel gerne delagtiggøre læserne i mine
overvejelser, som de tegner sig netop nu. Jeg håber, det kan være et bidrag til
den løbende drøftelse af spørgsmålet »hvordan være grundtvigsk i dag«. Med en
smule uvilje vil man ganske vist kunne afvise det som »det, vi hele tiden har
vidst og gjort«. Men lad os nu se. Direkte skade kan det i så fald ikke gøre.
Og jeg vil sige det på den måde, at det afgørende er
grundlaget, rammen og retningen.
Herefter er det faktisk god grundtvigsk tale at sige, at resten må komme an på
det levende møde med selve virkeligheden. Hvilket vel at mærke ikke er mindre
sandt her i vor epoke, end det var på Grundtvigs tid. Jeg er overbevist om, at
netop den u-forudfattede åbenhed, der her er tale om, vil kunne vise sig
særdeles frugtbar her i begyndelsen af 2000-tallet, hvor vi jo alle er meget tilbøjelige til, hver
især, både at se og at gøre på vores egen måde. Ingen epokale omstændigheder
vil kunne hindre os i at få et vist minimum af »overblik« og »retning«. Også
med en vis fælles karakter. Det helt afgørende er, at i det mindste hver enkelt
prøver at se og forholde sig med en vis samling. Dette vil jeg hævde - imod al
postmodernistisk relativisme og navlebeskuelse. Og hvis der så er nogen, der på
det grundlag også vil se og forholde sig lidt sammen med nogle andre ...
Det teologiske grundlag for, hvad jeg senere i denne artikel vil definere nærmere, men allerede her vil betegne som »livs-poesien på statholder-marken«, har jeg arbejdet med i hele mit hidtidige Grundtvig-studium siden begyndelsen af 1970’erne (se note 15), og en af de korteste formuleringer af det findes vel på bagsiden af omslaget til min 1987-bog »Fra drøm til program«: Hvordan var Grundtvigs forståelse af menneskelivets allerede skabelsesgivne ‘saglige egenværdi’? Og hvilken betydning tillagde han det dennesidige livsengagement som del af det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning? - Og det svar, der i denne bog blev givet på disse spørgsmål, var, helt kort sagt: JA!
Lidt mindre kort kan det også siges på den måde, at det dennesidige livsengagement altså ikke bare er sådan »tilladeligt«, men er direkte nødvendigt, nemlig af den grund, som Grundtvig så uforligneligt har givet i den berømte strofe fra »Christenhedens Syvstjerne« (eller i den deraf uddragne sang »Ingen har guldtårer fældet«):
Er os tomme Ord og Lyde;
Eget Folk og Fædres Land,
Veed vi ei, hvad de betyde
Meer end Mængde, Muld og Strand,
Tant er og hvert Ord, vi tale,
Om Guds Riges Bjerg og Dale,
Om Guds Folk og Menighed.
(VU[17]
VI 347).
For selv om det her ganske særligt er folk og fædreland, der er tale om, så gælder det samme jo med hensyn til alle andre ting og forhold.
Og nøgleordet er altså overhovedet »betydning«, hvilket igen vil sige indirekte gudserkendelse gennem oplevelsen og tydningen af livet og tilværelsen her og nu! - Som Grundtvig udtrykker det allerede i Dannevirke-afhandlingen »Om det Philosophiske Aarhundrede«:
Uagtet det Timelige ingenlunde kan forklare det Evige, maatte dog det Timeliges Forklaring have den mest afgiørende Indflydelse paa Menneskets Vished om det Evige og bringe en middelbar, billedlig Erkiendelse tilveie, thi det Timelige kan jo i Sandheden kun være et Billede af det Evige, og naar man klarlig begriber et sandfærdigt Billede, da veed man jo hvad det betegner og betyder, uagtet man ikke begriber det Afbildede selv [...] At begribe sig selv i Sandheden det er da det store Maal for den menneskelige Fornuft, Høiden af menneskelig Vidskab (DV I 117).
Eller som han udtrykker det i Indledningen til »Nordens Mythologi« 1832:
Christendommen har intet andet særeget Billed-Sprog end Herrens mageløse Lignelser, og det der udspringer af Hans Levnets-Løb, men det tilhører Kirken og Kirke-Skolen [c: teologien], og passer kun paa Løbe-Banen til det evige Liv. Vi have imidlertid ogsaa en timelig Bane, der trænger til at betragtes i et aandigt Lys, og vor Sjæl saavelsom vort Legeme har timelige Fornødenheder, som Skaberen vil, at vi, ved det Lys han tænder og med den Kraft, Han skiænker, skal arbeide for, thi Han lader vel regne Manna til sit Folk i Ørken, men ikke i et frugtbart Land, hvor de kan saae og høste (US V 430).
Idet det altså her drejer sig om,
Hvad Man veed giør klogere paa Livet, og leder til den Forklaring, der er Slægtens timelige Maal, ikke i Mod-Sætning til det Evige, men netop til Oplysning derom (US V 458).
Eller som det hedder i Indledningen til »Haandbog i Verdens-Historien«:
Heraf [c: af menneskets absolutte fortrinsstilling i forhold til den øvrige skabning] følger nødvendig, at vi Menneske-Børn ... vi kan ikke sætte nogen Kundskab ved Siden ad den om os selv og vor Slægt, ved Siden ad Menneske-Kundskab, hvormed al sand Guds-Kundskab herneden maa sammensmelte, ja, hvoraf den er betinget ... (US VI 18).
Nu er der i disse citater især tale om det, Grundtvig forstod ved videnskabelig erkendelse - men altså med henblik på videre forplantning ned og ud i hele folke-organismen som folkelig livs-oplysning - for slet ikke at tale om, at den videnskabelige erkendelse, Grundtvig talte om, helt overordnet var en historisk-poetisk erkendelse. Og under alle omstændigheder gælder naturligvis det samme for den poetisk tydende erkendelse og erfaring som for den videnskabelige erkendelse.
Kim Arne Pedersen taler i en behandling af Dannevirke-afhandlingerne om, hvordan Grundtvig »lægger op til en forståelse af ‘det Sandseliges Forklaring i Aanden’[18] som førende til en ‘Forening’ med Gud ... som sigtende mod smagen eller nydelsen af erkendelsens objekt«, og om, hvordan Grundtvig ser den fuldkomne erkendelse som »nydende delagtighed i det erkendte«. Jeg citerer her fra et manuskript, som Kim Arne Pedersen i sin tid venligst stillede til min rådighed.[19]
Der er altså - med nærværende artikels sprogbrug - her tale om intet mindre end »nydelsen« af Gud i det indirekte forhold til ham, som udgøres af »det kristeligt nødvendige livsengagement« ude på statholder-marken. Eller om engagementet ude på statholder-marken som den »de levendes lyst«, vi i DDS 279,7 synger om som hele Kristus-ligheds-livets formål. Men vi kan også sige, at der er tale om »livs-poesien« i dens største og mest omfattende betydning! - Når jeg nu alligevel er begyndt at præsentere mine projekters arbejds-titler, kan jeg i denne forbindelse også nævne, at jeg omgås med planer om at skrive en bog om »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed« med den lidt provokerende titel »Herligheds-teologi«! Men misforstå mig ikke! Det er ikke triumferende magt-kirke eller fremgangsteologi, der skal være tale om. Tværtimod spiller jeg på det Grundtvig’ske begreb »forklaring«, som jeg i min disputats har påvist faktisk gengiver det nytestamentlige »herlighed« (græsk: »doxa«).
Når jeg for mig selv prøver at orientere mig videre med hensyn til, hvordan jeg skal praktisere »det kristeligt nødvendige livsengagement«, så ser jeg mig altid stående uden for to døre, nemlig i en mere speciel forstand uden for den studerekammerdør, bag hvilken jeg gennem alle disse år har siddet sammen med Grundtvig. Men jo i den helt afgørende forstand uden for kirkedøren! Og det betyder, at hele den virkelighed, der nu ligger foran mig, og som jeg altså som kristen skal engagere mig i, den ikke bare sådan »foreligger«. Nej, sådan som den foreligger for mig, når mit engagement i den skal være »det kristeligt nødvendige livsengagement«, har den jo på forhånd såvel en ganske bestemt ramme som en ganske bestemt retning, nemlig gudsforholdets ramme og gudsrigesforventningens retning.
Inden jeg overhovedet begynder at løfte foden for at tage det allerførste skridt ud i »det kristeligt nødvendige livsengagement«, er hele virkeligheden foran mig altså dels omsluttet af hele det samvær med den treenige Gud, hele den re-præsentation af frelseshistorien, gudstjenesten inde bag kirkedøren har været, dels nærmere bestemt ved den teologiske eftertænkning, der har fundet sted inde bag studerekammerdøren. Og dette gælder selvfølgelig ikke kun for den professionelle teolog. Enhver kristen har - om end nok så indirekte - gudstjenestens efter-tænkning, den kristne tros-lære bag sig. Ikke mindst er ethvert konfirmandundervisningsforløb jo et lille teologikursus!
Sådan er det hele trukket op for mig som kristen. At der i netop den grundtvigske teologi også er et godt grundlag for mødet, samtalen og sam-livet med mine ikke-kristne medmennesker på et fællesmenneskeligt grundlag, er en side af sagen, jeg ikke vil komme specielt ind på her.
Med den indramning og »rettethed«, min tilværelse får, når jeg går ud til den med gudstjenesten og teologien således i ryggen, kan den betegnes som en stor »statholder-mark« et ord, jeg har dannet på grundlag af et sted i Grundtvigs Dannevirke-afhandling »Om Mennesket i Verden«, hvorfra jeg vil citere følgende fra afsnittet Om Menneskets Forhold til sig selv :
Menneskets Selv eller hans Sjæl, er, som vi have seet, oprindelig hans i Sandhed forbundne Bevidsthed af sit dobbelte Forhold, sit verdslige som Legemet udtrykker, og sit guddommelige som Aanden bevidner, hvoraf det ene Forhold er kongeligt, det andet tjenerligt, saa at begge, forenede, udgiøre et statholderligt Forhold. At iværksætte denne Forening, at omfatte det dobbelte Forhold med Taknemmelighed, og efterhaanden begribe det i Kiærlighed, er unægtelig Grundloven ... (DV II 164).
Med bestemmelsen af mennesket som Guds statholder på verdens statholdermark, er det helt afgørende sagt om »det kristeligt nødvendige livsengagement« overhovedet. Og det gælder også for os, der ikke lige taler på samme måde som Grundtvig om det åndelige og det legemlige (nærmere nedenfor).
Jeg kan her ikke lade være med at fortælle, hvordan jeg engang blev ringet op til et interview med en journalist fra en radiostation, fordi man dér havde hørt, at »ifølge sognepræsten i Døllefjelde var en god kristen en, der sådan gav den hele armen«. Det blev er ret kort interview. For det kristeligt nødvendige livsengagement er selvfølgelig ikke et plat livsengagement, altså et engagement i det foreliggende liv eller den foreliggende virkelighed slet og ret. Det er også derfor, det ikke uden videre går an at tale om »Grundtvigs livsbekræftende teologi«. Eller som jeg også tidligere har sagt: Der ligger et stort kulturkritisk potentiale i den grundtvigske teologi om »det kristeligt nødvendige livsengagement«. For hvis man bare låser sig fast på, om man nu »må« dette eller hint, så indfinder der sig automatisk en mere eller mindre modvillig flovhed eller måske ligefrem oprørskhed, der leder efter »smuthuller«, hvorigennem man alligevel kan komme til at gøre noget, der er om end måske ikke direkte slemt i etisk forstand, over for medmennesket, så dog for ringe, for sølle i forhold til ens eget livs kvalitet - idet man så finder på undskyldninger derfor over for både mennesker og Gud! Nej, med den rette forståelse af livsengagementets kristelige nødvendighed bliver det store spørgsmål, om det, jeg står i begreb med at foretage mig, nu også er godt nok! - Det kristeligt nødvendige livsengagement er et engagement i den virkelighed, som med den gamle bibeloversættelses ordlyd består i, at »i ham lever og røres og er vi« (ApG. 17,28).
Livet ude på statholder-marken kan ses som een stor »parallel«, »sekundær«, »verdslig« gudstjeneste, hvori altså »poesien« på alle niveauer og i alle skikkelser indgår. Man kan måske sige, at medens Guds »selv-åbenbarelse« i alt det skabte svarer til »ordet og sakramenterne« i gudstjenesten, så svarer »poesien« til bønnerne, herunder salmerne, ja, på det helt fundamentale niveau til hele den »indstilling«, jeg kommer til og deltager i gudstjenesten med (jfr. »Jeg er kommet ind i dit hus, for at ...« ). - Hvor forholdet til det onde og lidelsen ude på marken jo så svarer til, at jeg »sørge[r] over mine synder« og »forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen« osv. Samtidig med, at det jo altså også er et forhold, der har sit sted inden for den ramme, som gudstjenestens »re-præsenterede frelseshistorie« har sat, dvs. inden for frelses-troens og frelses-håbets ramme. Vi skal dog huske på, at ingen sådan parallelisering kan gennemføres ud i alle led.
Men så indebærer statholder-begrebet altså også en total »saglighed« - inden for den totale omsluttethed af »i ham lever og røres og er vi«. En total »saglighed« i den måde, hvorpå jeg rent sagligt skal forholde mig til de enkelte ting, jeg møder eller arbejder med på den mark, som »var altid dog din« (DDS 675,2). Det, det gælder om i »det kristeligt nødvendige livsengagement«, er, at »den ene hånd ikke skal vide, hvad den anden gør«, at man altså ikke skal stå med en kristelig facitliste i hånden, endsige overklistre virkeligheden med »kristendom«.
Man kan nu spørge, hvad der så er det særlige ved engagementet på den kristeligt definerede »statholder-mark« til forskel fra et engagement i almindelig moderne sekulariseret autonomi. Men for det første er der jo i hele det her skitserede statholder-begreb en bogstavelig talt altomfattende positiv bestemmelse af hele det samlede livs-engagement, og for det andet indebærer det nogle meget vigtige negative afgrænsninger, som vil have meget stor betydning.
For det skal så også virkelig være rent sagligt, jeg forholder mig til hele den virkelighed, jeg møder derude, så at intet af det, jeg foretager mig, skal have nogen religiøs betydning i en forstand, som sidestilles med, endsige træder i stedet for, det, jeg har med mig, når jeg kommer ud af de to døre, og som er hele vejen rundt om statholder-marken. Jeg bliver altså virkelig fri i mit engagement, fordi det ikke skal bruges til noget som helst andet end netop det, det er. Og fordi de ting og hele den livs-situation, jeg engagerer mig i, ikke skal være noget som helst andet end, hvad det er.
Grundlæggende består livsengagementet naturligvis i netop selve livets »levelse«. Idet der for menneskers vedkommende jo altid vil være en eller anden form for »refleksion« i selv den simpleste måde at leve på. - Jeg forestiller mig i denne forbindelse, hvordan det må have været, da en af vore primitive forfædre (hvor langt tilbage det så kan have været) for første gang stoppede op, lagde hovedet en smule på skrå - og foretog sin første refleksion! - Og denne »refleksion« er så grundlaget for de mere særlige aktiviteter, som følger derefter.
Det liv, mennesket lever, kan nemlig videre betragtes som en trekant, hvis tre sider repræsenterer de tre hovedmåder og hoved-områder, det udfolder sig på, nemlig handlingssiden, erkendelsessiden og den »poetiske« side.
Det er klart, at »handlingssiden« er den side, der mest direkte bunder i selve den elementære livslevelse overhovedet. Men det er også klart, at selve det at leve - hvilket jo helt elementært stort set vil sige det at over-leve - foruden det nødvendige minimum af »refleksion«, der altså hører med til det at være menneske - straks vil kræve en form for »orientering«, altså erkendelse. Man kan sige, at mennesket fra starten af må dyrke »geografi«, »biologi« og »fysik« (det sidste ikke mindst i forbindelse med »redskabsteknologien«). Der er altså fra starten af en tæt sammenhæng mellem »praksis« og »erkendelse«. Men der vil også fra starten af være en sammenhæng mellem »refleksionen« og erkendelsen, hvilket altså vil sige, at mennesket driver en erkendelsesvirksomhed, der går ud over, hvad der tjener rent teknologiske formål.
Men det, det - i al foreløbighed - særligt skal dreje sig om i denne artikel, er altså »poesien«, hvorved jeg forstår hele den side af menneskets livsudfoldelse og livs-refleksion, der kan betegnes med ord som »følelsesmæssig forholden sig«, »billedlig skuen« osv. - Det drejer sig om den helt store »livs-refleks«, dvs. om livets egen store tilbagebøjning på sig selv. Det kan også udtrykkes på den måde, at medens menneskets erkendelsesaktivitet dels udspringer af de helt elementære praktiske behov, dels udgør den mere »direkte«, eksakte og begrebsmæssige videreudfoldelse af den helt elementære livs-refleksion, så er menneskets »poetiske« aktivitet på en helt anderledes både omfattende og dyb måde udfoldelsen af livs-refleksionen overhovedet! Man kunne også sige, at livs-refleksionen i bund og grund og overvejende er af »poetisk« karakter, så at den rent filosofisk-videnskabelige udfoldelse eller side deraf udgør en smallere del. Det er derfor, jeg udtrykkeligt taler om »poetisk livsfølelse og litterær poesi« og altså ser den litterære poesi (og jo i det hele taget kunsten) som en særlig udfoldelse af, hvad der helt fundamentalt og fælles for alle mennesker ligger i selve den poetiske livsfølelse.
Det helt afgørende, når det gælder den aktuelle udmøntning af arven fra Grundtvig, er - som jeg allerede skrev i »Livsvidenskabelig efterskrift« - at vi hæver de Grundtvig’ske begreber op i nogle »højere nævnere«[20], hvorved de kan komme i en mere direkte og levende vekselvirkning med den aktuelle virkelighed. Og i denne artikels sammenhæng er der altså specielt tale om et forsøg på at hæve det »historisk-poetiske« hos Grundtvig op i en højere »poetisk« nævner.
Hvad selve den overordnede videnskabelige erkendelse angår, har jeg fra og med »Omkring Grundtvigs Vidskab« gjort mig til talsmand for, at man på en eller anden måde realiserede (noget af) det, Grundtvig havde i tankerne, da han i 1839 skrev »Om Nordens videnskabelige Forening« og dér fremlagde sin plan om et stort fællesnordisk super-universitet. Som minimum må interesserede forskere af alle fag kunne mødes lejlighedsvis til en forpligtende tværfaglig samtale. Fx i en eller anden form for tilknytning til - foruden de eksisterende traditionelle universiteter - vort eget Grundtvig-Akademi, ligesom de forskellige fora teologi-og-noget-andet, altså fx Forum Teologi Naturvidenskab, måske ville kunne udgøre platforme. Og/eller man kunne mødes i et tidsskrift. Og hvis man siger, at dette er urealistisk, vil jeg stille det mod-spørgsmål, hvad det så er for en kultur vi har? Der er jo heller ingen, der siger, at alle dele af det moderne pluralistiske landskab skal være repræsenteret. Men der må vel være nogen, der i det mindste kunne tænke sig at gøre forsøget! Måske inden for en kristelig-humanistisk subkultur? Eller endnu forsigtigere udtrykt: inden for nogle kristelig-humanistiske subkulturer? (Hvad Grundtvig i sin tid kaldte »naturalister med ånd«, må vel svare til, hvad vi i dag vil kalde post- eller kultur-kristne humanister).
Og det er klart, at det, der eventuelt ville komme ud af et sådant forsøg eller sådanne forsøg, tilsvarende skulle forplante sig nedad og udad i en menneskelig og folkelig livs-oplysning, det være sig på overlevende klassiske folkehøjskoler og/eller på helt nye leder og kanter. - Måske er de nye planer om kompetencegivende uddannelser og prøver på folkehøjskolerne det helt rigtige. Vore dages jordforbindelse. En nødvendig betingelse for, at højskolen i fremtiden virkelig kan blive en folke-højskole. Et - for nogle ubehageligt - eksempel på med-tidens-tarv-og-vilkår-princippet[21].
Men dette vil også gælde for, hvad der i videste forstand kan betegnes som »poesien«. Rent bortset fra, at såvel den almindelige »livs-poesi« som den særlige litterære poesi (kunsten) også kræver/forudsætter en eller anden grad af erkendelsesmæssig orientering.
Når vi skal prøve at være grundtvigske i dag - og i morgen - må vi, selvfølgelig på baggrund af et så dybtgående kendskab til Grundtvig selv som muligt, så at sige viske tavlen ren og begynde forfra på vore egne betingelser. I et helt nyt og frisk møde med virkeligheden, som den fremstår for os netop nu. Men efterhånden kommer vi måske også til at genoptage flere af Grundtvigs egne ting på en mere direkte måde, end vi først havde tænkt. Hvem ved? Men også dette vil blive noget helt andet end, hvis vi bare bevidstløst blev ved at gentage, hvad Grundtvig i sin tid sagde. For slet ikke at tale om, hvad der siden hen er blevet sagt under etiketten »grundtvigsk«.
Hvad jeg især tænker på, når jeg vil løfte »historisk-poetisk« op til »livs-poetisk«, er, at det ikke uden videre er muligt for os at overtage hele Grundtvigs store historie-konstruktion, så jeg vil her nøjes med at tale om det »poetiske« - i den store forstand, at den særlige litterære poesi (og i det hele taget al kunst) altså ses som en særlig del af den store »livs-poesi«, som skal være en livs-følelse og livs-refleksion for alle. Og den særlige poesi (kunst) skal for det første udgå fra livet og for det andet virke med henblik på livet. Her kan vi godt tale direkte Grundtvig’sk! - Og hvor Grundtvig talte om livets oplyste levelse i dets konkrete folkelige skikkelse, kan vi altså tale om livets levelse i den konkrete skikkelse, eller nok snarere de konkrete skikkelser, det nu har for os - i en stor »poetisk refleksion«.
Når livets og livspoesiens absolutte forrang og den litterære poesis (kunstens) tilsvarende absolut underordnede og tjenende rolle er slået fast, kan i princippet alle mulige former for litteratur og kunst have en rolle at spille. Om ikke andet vil de jo alle på en eller anden måde være udtryk for »det menneskelige«. Men det vil være forskelligt, hvor stor interesse de vil have i det perspektiv, der her er tale om. Og helt i centrum vil stå den »poesi«, ja, den lyrik, som ligger samme sted som centret i den store livs-refleksion.
Det må endnu en gang understreges, at de nødtørftige overvejelser i denne artikel snarere end på opstillingen af nogle restriktivt normative krav sigter på at vise, hvilke positive muligheder, der helt centralt kan ligge i en »storpoetisk« forstået realisering af »det kristeligt nødvendige livsengagement«.
Sagligheden på statholder-marken er på den ene side en rent intern saglighed i forhold til selve kristendommen, og indebærer på den anden side en ikke mindre vigtig saglighed og frihed i forhold til alt, hvad der ellers kunne lægge beslag på digtningen (kunsten), og jo frem for alt i forhold til forestillingen eller kravet om, at digtningen (kunsten) skulle kunne indtage kristendommens plads, altså fungere som religion.
Når mennesket skal give dyrene navne - eller se syner og skrive dem ned - så skal han ikke lige i det øjeblik tænke på Gud. Men han går jo på statholder-marken. Han ved, at han er skabt af Gud. Han ved, det er Gud, der har sat ham til det. En håndværker går jo heller ikke og tænker på sin arbejdsgiver hele tiden. Medens han fx lige står og høvler på et bræt, kan, ja, bør han, udelukkende være optaget af, at brættet faktisk bliver høvlet glat.
For såvel digteren/kunstneren som læseren/brugeren vil det betyde en kolossal aflastning og frigørelse, når digtningen (kunsten) slipper for at skulle bære religionserstatningens byrde. Og det samme gælder naturligvis aflastningen for de andre tilsvarende byrder af politisk og anden opdragende art. Indignationslitteratur og lignende kan være helt på sin plads i en given sammenhæng; det er bare noget helt andet end det, der er tale om i indeværende sammenhæng.
På et noget andet plan ligger hele grundforholdet til eksistensens angst og ve og smerte. Det kan man selvfølgelig ikke komme uden om. Selv med den største og fineste - grundtvigske! - kristendom bliver statholder-marken dog ikke til Paradisets have. Alligevel bliver også dette forhold et andet, når poesien ikke skal bære religionens byrde. Man kommer heller ikke til at kredse sygeligt om angst og elendighed, men vil dels forholde sig til disse ting inden for kristendommens centrale felt, dels prøve at tage sig af dem på dertil egnede andre felter ude i virkeligheden.
Digtningens (kunstens) rent udvendige funktion i social, statusskabende henseende er der ingen grund til at komme nærmere ind på.
En anden vigtig frigørelses-gevinst, når den litterære poesi (kunsten) betragtes på denne måde i forhold til hele den store fælles livs-poesi, er, at menneskene frigøres fra at skulle spille eller gøres til små kunstnere. Grundtvig gjorde op med »drenge-videnskabeligheden«. I dag kan vi gøre op med »vi-er-alle-kunstnere-kulturen«. Det er ikke små efterligninger af de professionelle kunstnere, vi alle skal være, småmusikere, småmalere osv., men derimod - og i den helt store og dybe forstand - livs-kunstnere,»livs-poetikere«!
Et helt andet spørgsmål er, hvor sådan noget som den rene ekspressionisme kommer ind. For slet ikke at tale om sådan noget som den rent form- eller sprogdyrkende digtning. Centralt i det syn, jeg her prøver at skitsere, ligger jo, at poesien skal have karakter af en tydende og følende forholden sig til den virkelighed, som altså også er ydre.
Grundtvig selv lagde stor vægt på at understrege digtningens absolutte passiviskhed, at den ikke var poesi i dette græske ords bogstavelige betydning (»gøren, forfærdigelse«), men hverken mere eller mindre end »Virken efter Syn«. For som han videre siger på dette sted i Dannevirke-afhandlingen »Om Aabenbaring, Konst og Vidskab«: »At see er ikke nogen Gierning af Seeren, men en Sandsning[;] ikke Speilet men Gienstanden, eller rettere den som skabde dem og deres Forhold, giør Synet, og et aandigt Syn viser sig selv i et sandseligt Speil, er en Aabenbaring. Konst er en Virksomhed, altsaa en Gierning af Konstneren, men med Synet lader sig i Sandse-Verdenen Intet giøre, med mindre det er til i den, har et Legeme« (DV III 262).
Og uanset hvor fjernt vi i vor tid må føle os fra meget i det, Grundtvig siger her, er der noget meget vigtigt i dette syn på digtningens passiviskhed, digtningen som »Virken efter Syn«. Idet vi dog samtidig må spørge, om der ikke også i den samlede poetiske forholden sig er plads til mere ekspressive og aktive måder at forholde sig på.
Med ovenstående betragtninger er der forsøgt peget ud fra
gudstjenesterummet og det teologiske studerekammer på virkeliggørelsen af »det
kristeligt nødvendige livsengagement« set grundlæggende som »poesi«. Hverken mere
eller mindre. Men artiklen skal munde ud i nogle brudstykke-eksempler, der går
lidt længere ud i retning af poesien som digtning, nærmere betegnet den helt
centrale og grundlæggende lyrik.
* *
Med en omskrivning af Grundtvigs Langelands-ord: Alt, hvad der hjælper mig ud over det flade og trivielle, er poesi! Enhver form for virkelig forholden sig til eksistensen og universet, til det at være »menneske i verden«, opfylder betingelserne. Den bedste »tressermodernisme« kommer i denne henseende stærkt ind (fx Klaus Rifbjerg). - Men også sådan noget som 1890’er-symbolismen (fx Sophus Claussen) kan nævnes. - Enhver form for poesi, der, med Sophus Claussens formulering, får livet til at »give tone«.
*
I poesien skal det være virkelig forholden sig - eller »nøgen» forholden sig. Også i betydningen »hudløs«. Det gælder altså også alle former for »interferens-smerte«[22] - idet smerten dog ikke må »dyrkes« eller »smages på«.
*
Med Gud omkring mig alle vegne er jeg helt fri til at se tingene som indirekte gudserkendelse. Så at jeg ikke hele tiden skal sige »Gud«. - Men hvad betyder det for digtet? Hvordan kommer livspoesien til digterisk udtryk hos den kristne? Hvordan skriver en kristen digter almindelige digte? - Det gør han vel bare, idet han ved, at han - uafvidende og indirekte - har med Gud at gøre i det lyriske objekt. Dér ser han frit, uden lære-forpligtelse, Gud som Den Anden!
*
Hvad er det, det egentlig drejer sig om, når Grundtvig taler om »livs-oplysning«? Det er jo, at tilværelsen (inden for rammerne af en kristelig eller dog menneskelig anskuelse) i en faktisk ganske bogstavelig betydning skal »oplyse sig selv«, »kryds-belyse sig selv«. At visse særligt »lysende« dele af tilværelsen i en »indbyrdes belysning« skal kaste et særligt lys over resten, altså fx fra fortiden af kaste lys over det liv, der leves nu. At fx Nordens gamle myter eller (dele af) Danmarks- eller verdenshistorien skal kaste et særligt, bogstavelig talt oplivende lys ind over det danske folks liv her og nu. Men her taler jeg altså om dette forhold i en langt større poetisk almindelighed. - Livets, tilværelsens indre selvoplysning ved særlige lys-punkter eller intensitets-punkter.- »Synet« er at »se« disse punkter! - Måske er »se-ning« et godt udtryk. - Jfr. Grundtvigs betegnelse af digteren som »Livets kaarne Speider«![23]
*
Hvad er livs-lys? Evangeliets lys er virkelig lys. Men alt andet lys - inde fra punkter i tilværelsen - er snarere side-belysning eller perspektiv. - Digteren må have »set« særlige »toppe« eller »punkter«, som kaster et særligt lys og giver en særlig pejling.
*
»Synet« er ikke kun det at se selve lyspunkterne som sådanne, i og for sig, men at se dem i deres forbindelser, sammenhænge, etager, lag, kombinationer. Synet er at se linier, snore, tråde - som tillige kan være revner, åbninger. Med det formål, at livet bliver større derved. - »Billedsproget« er udtrykket for dette »sammenhængs-syn«. Det må være det, der er det dybeste princip i sammenstillingen af billed- eller symbol-»planer« i digtet.
*
Og »synet« er at se »tråde«. For billedet, symbolet er jo ikke en vilkårlig sammenbringning af punkter, men betydnings-steder, der belyser og oplader hinanden. Perspektivlinier, der både holder sammen og spænder ud. - Spændinger og forbindelser i flerdimensionalitet. - Det er spændte strenge, der giver tone.
*
I forhold til den sterilt rene oplysning er poesien »lys med varme«.
*
Formålet er, at livet skal »blive større«. Men dermed mener jeg ikke »gjort større af mig«. Men dog »komme til at blive større for mig«. Så jeg kommer til at opleve livet i dets virkelige størrelse! - På een gang en »forstørrelse« og en »intensivering«, »potensering« af livet. En livs-potensering gennem en særlig poetisk aktivitet, som udgår fra livet overhovedet (med særlig sammenhæng med den livspoetiske, livsfølelsesmæssige kerne) og vender tilbage dertil!
*
Grundtvig selv lægger megen vægt på poesiens »passiviskhed«, at digtet altså er en nedskrift »efter Syn« (se ovf.). - Hvor jeg så føjer til, at vel er det passiviske i Grundtvigs poesiforståelse en meget vigtig ting, men der er også andet og mere, andre og flere sider. Som kirkelig og folkelig »total-digter« var Grundtvig jo selv »aktiv« - om end på helt særlig måde. - Et digt er ikke kun nedskrivning af et syn, men også »ekspression«, udtryk (af digterens jeg/selv, evt. mere eller mindre på menneskeslægtens vegne) og et »udkast«, en handling, en forholden sig (også mere eller mindre på menneskeslægtens vegne), hvilket bl.a. kan betragtes som en slags bøn eller kærtegn, af resten af tilværelsen/universet, dvs. i sidste ende Gud. Selv om dette altså ikke skal ødelægges ved hele tiden at blive sagt.
*
Hvad er det, jeg gør, når jeg går og kigger på træerne, på landskabet? - Er der to ting? Altså fx 1: Hele forholdet til min omverden (Kosmos) som netop om-verden. - Og 2: Forholdet til »om-verdenen« som forholdet til min egen legemligheds forlængelse, hvilket så gælder lige fra abens ansigt og hænder over træernes blade til fysikkens dybeste niveau’er.
*
Er naturen/landskabet en slags katalysator? - Som det sted, drømmene går hen, er landskabet også altid fremtiden. Samtidig med, at det som kulturlandskab, resultatet af mange generationers arbejde, også er historie.
*
Landskabet er ikke bare på symbolistisk vis en sjælstilstand. Det er også det halvgennemsigtige spejl, hvori jeg både ser en refleks af mig selv, min egen forlængede legemlighed og Guds legeme, legemligheden af Gud som »den Anden«.
*
Men spejlet skal netop have gennemsigtighed. Ellers ender jeg inde i det som i en indvendigt spejlbelagt glaskugle, hvori jeg er fordømt til kun at se mig selv. Og hvis jeg kun betragter naturen som min egen forlængede legemlighed, ender jeg i den rene selvbefamling! Derfor er jeg nødt til at sige også Guds legeme. I naturen skal jeg netop komme til at se bort fra mig selv. I modsætning til, hvordan det er i byen, hvor der kun er menneskenes kroppe og ting.
*
»Livspotenseringen« ude på statholder-marken foregår hverken mere eller mindre end inden for denne, dvs. med kristendommen som hverken mere eller mindre end baggrund og ramme. Bortset fra det, der kommer til os i den særlige åbenbaring (Kirken, frelseshistorien (inkl. kirkehistorien), Bibelen, gudstjenesten, teologien) kommer der ikke noget til os »udefra«, »hinsides fra«. - »Poesien« er en »livsfølelse«, der ser og oplever, forholder sig til, nogle dimensioner i denne verden. Kosmos er kosmos - men er jo netop som sådant åbenbarelse, Guds aftryk. For mig er der kun een verden - og så Gud. Men jeg kan se mere eller mindre dybt i denne Guds verden!
*
Den højere betydning ligger ikke i en højere »verden«. Men den ligger i mønstret, mønstrene, formerne, lige fra atomerne/partiklerne af. Og så videre i for eksempel skyerne, planternes blade og blomster (men også fx en nøgen trækrone), dyrene, menneskenes ansigter, menneskelivets betydnings-mønstre, herunder selvfølgelig ganske særligt sproget og den betydning, der kommer til udtryk gennem det.
*
Hvis vi skal prøve at anskue »Guds sted« i en vis overensstemmelse med vor tids naturvidenskabelige verdensbillede - hvad vi i hvert fald lejlighedsvis bør forsøge - kan vi ikke sige »op«, men må snarere sige »ind« eller »ned» - nemlig »ind« eller »ned« hinsides den moderne partikelfysiks fantastiske og ubegribelige »inderligheder« og »dybder«.
*
Men både den almindelige og den særlige poesi forudsætter jo »evighed« og peger mod »evighed«. Den lyriske centralfølelse får »evighedens nødvendighed« til at melde sig. Eller fører til anelse om og længsel efter den. I det mindste som smerte - interferens-smerte (se note 22). Men denne evighed kan ikke være nogen anden end Guds evighed. Det, at jeg alleryderst ude til alle sider er omgivet af Guds evighed. Det, som Påsken har bekræftet for mig.
*
Kunst er vel sådan set alt muligt. Fx bare noget, der ser smukt ud. Smukt design. Imponerende arkitektur. Og så videre. - Behøver der ligge en tilværelsestolkning eller udtrykkes en tilværelsesholdning i en ting eller en bygning, bare fordi det er smukt? Men enhver ting afspejler og udtrykker vel altid noget? Menneskenes trang gennem årtusinderne til at lave smukke ting er forunderlig. Og i de bedste tilfælde er der så også tale om et »overskud« i forhold til den rene »udsmykning«. Men det er alligevel noget andet end, hvad der er tilfældet i den dybe og centrale poesis bestræbelse på at tyde og forholde sig til virkeligheden.
*
Den centrale lyrik er en betragtning af og forholden sig til Kosmos og Tilværelsen i al almindelighed. Men samtidig er hele menneskeslægten jo til stede både over for og i det lyriske jeg, så at alle »synerne« på een gang inkluderer og er på vegne af menneskeslægten. Og uden om selve den centrallyriske kerne ligger selvfølgelig alt det menneskelige, lige fra de mindste ting og hændelser i hverdagslivet til historiens, også samtidshistoriens, største begivenheder og skikkelser.
*
»Kristelig« kunst eller litteratur ligger langt væk fra det centrum, der er tale om her. Den ligger nærmere teologien eller fromhedslivet. Noget andet er, at kristendommen og kristne mennesker eller mennesker, der på den ene eller den anden måde forholder sig til kristendommen, findes i verden og således kan komme til at indgå i fx romaner eller film. - Ja, her kan alt være både tilladt og gavnligt! Det er bare noget andet end det, der er tale om inde på central-feltet!
* * *
Jazzen som forbillede - Jeg vil slutte med dette lille afsnit om jazzen som et eksempel fra en anden kunstart på, hvad jeg mener, når jeg taler om »den rene forholden sig« ude på statholder-marken.
I mine mellemskole- og første gymnasieår forsøgte
jeg mig som jazz-pianist, og det var med stor sorg, jeg midt i
I nærværende sammenhæng er det afgørende imidlertid den oplevelse af netop jazzen, jeg nåede at få. Dengang indgik den, kan jeg godt bekende, i en form for panteistisk livsfølelse, hvor jeg meget stærkt sansede »swinget« som en åbenbarelse af en stor og dyb kosmisk sammenhæng. Men netop ud fra Grundtvig er det jo nemt at inkludere en sådan oplevelse i en kristen forståelse og holdning.
Nu nøjes jeg stort set med at lytte til jazzen, og netop i de dage, hvor jeg gjorde denne artikel færdig, lyttede jeg en del til to CD’ere med indspilninger fra 1957 og 1959 med The Jazz Messengers og forskelligt sammensatte John Coltrane-kvartetter. Og det står klart for mig, at ikke mindst denne form for jazz (hvor mange andre navne kunne nævnes) er et storslået eksempel på netop den rene og nøgne saglighed, der skal være tale om ude på statholder-marken. Her forenes robusthed og raffinement, »kosmisk indordning« og ekspressivitet på en enestående måde.
At jazzen så i løbet af 1960’erne gik i stykker, er en anden sag. Det er i al fald blevet en helt anden slags musik, som ikke i mine ører fremtræder på den her beskrevne måde. Det afgørende er, at den stærke indordning under grundrytmens »drive« er ophørt. Det begyndte at lyde, som om man sad i hver sit lokale og øvede sig, men blev optaget og indspillet på samme bånd. Eller der kom et fortænkt eller meditativt-østligt præg over det. Det store og sørgelige spørgsmål er, om jazzen har været en dinosaurusagtig, om end enestående storslået episode i den menneskelige kulturhistorie. Hvad den dog så selv i værste fald har været. Så at den altså kan være et historisk udgangspunkt for os i dag. I øvrigt nok sammen med andre ting fra 1950'erne og første halvdel af 1960’erne. Selv om man jo hurtigt kan sige, at det bare var dengang, jeg var ung! Man kunne dog lade det komme an på en prøve.
Der kunne måske ligge en stor inspiration alene i det tankeeksperiment at forestille sig, hvordan tingene ellers kunne have udviklet sig fra omkring 1965 af. Hvad jeg altså virkelig ikke siger for at ville prøve at skrue tiden tilbage. Det var jo en af de ting, man lærte ved at spille jazz (men som selvfølgelig gælder tilsvarende på alle andre områder): at det er løgn at spille New Orleans-jazz i 1960! Men man kunne jo godt bruge tankeeksperimentet - og afsættet i det, der var - som en hjælp til at komme videre nu. Hvad jeg altså ikke engang siger for specielt at ville binde hverken mig selv eller andre til lige netop 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Nu førte dette jazz-eksempel bare derhen. Og det er virkelig også en god periode. - Nej, med det, denne artikel lægger op til, skal hele horisonten være åben!
Bent Christensen
På dette sted (som jeg takker redaktionen for at have fået stillet til rådighed) vil jeg benytte den efter omstændighederne formodentlig mest passende lejlighed til at sige to gange tak, som ikke var med i forordet til »Omkring Grundtvigs Vidskab«, een tak, som burde have været med, og een, som ikke kunne være med.
Jeg burde i disputats-forordet have takket Grundtvig-Biblioteket i Vartov og Liselotte Larsen for den hurtige og nemme måde, jeg fik foretaget de allersidste verificeringer på. Men det var netop fordi det var kommet til at fylde så lidt i tid, jeg ikke fik det med. En uretfærdighed, som der hermed er forsøgt rådet bod på!
Jeg kunne i disputats-forordet ikke takke Kirkeligt Samfund for dækningen af udgiften til den meget grundige sproglige revision (ved Børge Bendtsen) af bogens »English Summary« - fordi jeg på det tidspunkt regnede med, at denne udgift ville være omfattet at støtten til udgivelsen. Desto større grund er der til at takke Kirkeligt Samfund for denne efter-støtte. Hvilket hermed er gjort!
BC
[1] »Fra drøm til program« (1987) og »Omkring Grundtvigs Vidskab« (1998). - Se desuden min indledning og mine opponent-replikker i »Om “Omkring Grundtvigs Vidskab”« (Grundtvig-Studier 2001).
[2]
Præsteforeningens Blad 2002/6 s.
[3] Nemlig både i selve min disputats og i den også i note 1 nævnte artikel i Grundtvig-Studier 2001.
[4] Der er tale om følgende artikler her i Dansk Kirketidende: »Fra “Fra drøm til program” til program! Betragtninger og udkast fra en plads på Grundtvigs skuldre«, Dansk Kirketidende 7-8/1995. - »Livsvidenskabelig Efterskrift«, Dansk Kirketidende 12-13/1998. – »Livspoetisk Indledning«, Dansk Kirketidende 14-15/2000 og 16/2000. - Desuden min artikel i Præsteforeningens Blad 2002/3: »Ikke vedhæftning, men henvisning«.
[5] »Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement« ( 1998). Forsvaret fandt sted 04.09.98, og indledningen er sammen med replikker til de to opponenter trykt i Grundtvig Studier 2001 s. 191ff (»Om “Omkring Grundtvigs Vidskab”«).
[6] »Christenhedens Syvstjerne« VI str. 69, Georg Christensen og Hal Koch (udg.): »Værker i Udvalg« VI 347.
[7] Jfr. det ganske vist strøgne og i rækkevidde begrænsede afsnit i en Grundtvig-prædiken fra 1823 om, at uden menneskekundskab er gudskundskaben spildt på os. Men sagen selv er jo altså til stede overalt hos Grundtvig. Christian Thodberg (udg.): »N.F.S. Grundtvigs prædikener 1832-39«, bd. I s. 173.
[8] »Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter« V 430.
[9] »Om Mennesket i Verden«, »Danne-Virke« II 200.
[10] »Forholdet mellem metafysik og tro i N.F.S. Grundtvigs filosofiske forfatterskab 1812-1819« s. 531 (utrykt manuskript).
[11]
Smst. s.
[12] »Fra “Fra drøm til program” til program! Betragtninger og udkast fra en plads på Grundtvigs skuldre«, Dansk Kirketidende 7-8/1995. - »Livsvidenskabelig Efterskrift«, Dansk Kirketidende 12-13/1998. – »Livspoetisk Indledning«, Dansk Kirketidende 14-15/2000 og 16/2000.
[13] »Livsvidenskabelig Efterskrift« s. 181 (se note 11).
[14] »Omkring Grundtvigs Vidskab« (se note 1) munder bogstavelig talt (nemlig helt omme på omslagets bagside) ud i bestemmelsen af Grundtvig som »den store kirkelige og folkelige “totaldigter”«. Jfr. også allerede titlen på Flemming Lundgreen-Nielsens disputats: »Det handlende ord«! Samt den bestemmelse af Grundtvigs egenart som en digter, hvis livs myte i hans digtning er sammenflettet med Danmarks myte, der foreligger i Helge Toldberg: »Grundtvigs Symbolverden«.
[15] Baggrunden for overvejelserne her udgøres hovedsagelig af følgende tre tekster: - Min licentiatafhandling fra 1985 »Fra drøm til program« (udg. 1987). - Min disputats fra 1998 »Omkring Grundtvigs Vidskab«. - Min artikel her i bladet »Livsvidenskabelig efterskrift« (DKT 12-13/1998). - Men jeg vil herudover også nævne min licentiat-forelæsning fra 1985: »Var Grundtvigs nyerkendelse i 1832 en tragisk hændelse?« (Grundtvig-Studier 1989-1990 s. 16ff) samt følgende artikler i Præsteforeningens Blad: »Denne tilværelses plads og betydning i - eller i forhold til - Det nye Testamentes kristendom« (»Verden i Bibelen I«, nr. 50/1984). - »Denne tilværelses plads og betydning i det gamle Israels gudsforhold« (»Verden i Bibelen II«, nr. 51-52/1984). - »'Nyaars-Morgen' som teologisk og kirkehistorisk dokument« (nr. 1-2/1987).
[16] Hvis nogen er i gang med eller går i gang med tilsvarende projekter, kan man godt lige kontakte mig, så vi kan koordinere. Men ingen af os behøver at være nervøse. Som Chr. Thodberg engang sagde - i netop en situation, hvor overlapning syntes at true: »Bare rolig, der er god plads!«. - Kontakt altså eventuelt: Bent Christensen, Karlslundevej 12, Døllefjelde, 4990 Sakskøbing. - Tlf & fax: 5486 4280.
[17] Der anvendes i denne artikel følgende forkortelser for Grundtvigs skrifter: VU = Værker i Udvalg. DV = Danne-Virke. US = Udvalgte Skrifter.
[18] »Om Mennesket i Verden«, DV II 200.
[19]
Jeg citerer mere udførligt i »Omkring Grundtvigs Vidskab« (se note 15) side
[20] »Højere nævnere«: Når man skal lægge to brøker med forskellige nævnere sammen, må man som bekendt finde den nærmeste højere nævner, begge nævnere kan gå op i. Altså fx: 2/7 + 5/8 = 16/56 + 35/56 = 51/56. Hvad angår forholdet mellem Grundtvigs begreber og vore begreber, kan fx det Grundtvig’ske begreb »historisk-poetisk« gå sammen med vore begreber og erfaringer i den højere fællesnævner »poetisk«.
[21] I fortalen til »Nyaars-Morgen« taler Grundtvig om det store mål, Herren sikkert vil skal nås: »Oplivelsen af Nordens Helte-Aand, til christelige Bedrifter, paa en, med Tidens Tarv og Vilkaar, passende Bane« (US IV 346).
[22] Jfr. Johs. V. Jensens digt »Interferens« i »Digte 1906«.
[23] »Fortaleriim« til »Roskilde-Saga« (US II 622).