PRÆDIKENER efter 11.05.03

 

(A og B)

 

Bent Christensen

 

 

 

 

 

Denne side er senest blevet opdateret 27.12.16: - Juleaften i Søllested-Skovlænge-Gurreby Pastorat, Lolland vestre Provsti.

 

 

PRÆDIKENER OVER BEGGE TEKSTRÆKKER

fra efter 11.05.03 (min pensionering)

 

Først alle prædikener til gudstjenester efter 1. tekstrække (A), dernæst alle prædikener til gudstjenester efter 2. tekstrække (B).

 

Nederst på denne side: Andagter og lignende.

 

 

Se også afsnittet om gudstjenesten på undersiden »Kirke og teologi« samt de indledende bemærkninger på undersiden »Prædikener A-1«. Se desuden afsnittet »Om min pensionering i sommeren 2003« på undersiden »Om mig selv« - Ved oprettelsen af denne underside 26.11.03 stod prædikener fra perioden17.08-19.10.03 også på undersiden »Prædikener (A)«, men de kan der senere være blevet erstattet af ældre prædikener.

 

Som indledning til prædikenerne her på denne underside vil jeg i øvrigt gerne sige, at når jeg gik på pension som 60-årig, var det vel for at hellige mig mine særlige aktiviteter (se undersiderne ”Om mig selv” og ”Poesi”), men naturligvis stadig i den samme kristne og kirkelige sammenhæng, jeg virkede i gennem mine mange år som sognepræst. ”Kirke og teologi” er fortsat helt overordnet i det, jeg foretager mig. Jeg deltager jo også fortsat i den kirkelige debat. Det betyder derfor meget for mig, at jeg et vist antal gange om året får lejlighed til at fungere som præst ved gudstjenester rundt omkring i stiftet. Se også bemærkningerne efter nogle af prædikenerne her på siden. - Men det betyder også meget for mig, at jeg endnu flere gange fungerer som organist - og enkelte gange som kirkesanger. Idet det naturligvis har en helt grundlæggende betydning for mit liv som ”kristen åndsarbejder”, at jeg alle de andre søn- og helligdage deltager i gudstjenester som almindelig kirkegænger. Som regel når jeg følger med min kone i hendes organist-tjeneste, både i hendes faste kirker, og når hun vikarierer i andre kirker (se undersiden ”Anna Christensen”). Enkelte gange dog også andre steder, fx her i vort eget pastorat (Fuglse-Krønge-Torslunde)!!! - Og jeg deltager naturligvis også på alle andre måder fortsat i det kirkelige liv her i Lolland-Falsters Stift (særlige gudstjenester, konventer, kurser, møder, mellemkirkelige begivenheder osv.).

 

 

 

*  *  *   *  *  *

 

 

 

FØRSTE TEKSTRÆKKE (A)

 

 

 

Juleaften - 24. december 2004

 

Femø Kirke, Smålandshavet, Lolland nørre Provsti.

 

DDS 1953: 76 - 81 -///- 85 - 110

 

Luk. 2,1-14. - Hebr. 1,1-5.

 

 

Jesus Kristus, vor Herre og vor bror!

Tak, fordi du kom!

Bliv hos os!

Vær vor tryghed og vort håb alle vore dage!

Amen!

 

 

Tidligere provst i Lolland søndre Provsti, Volmer Krohn, som var min sognepræst, da jeg o. 1970 boede i Vesterborg, brugte det billede om, hvad det vil sige at være den, der er sat til at prædike i menigheden, at det er en, der er sat på kanten af en to tusind år dyb brønd, hvor han hører en tale, der kommer op gennem brønden, og giver videre, hvad han hører, til de andre, der står rundt omkring brønden.

 

Og det afgørende, det vi alle er samlet om - og alle lytter til - er altså den tale, der er kommet til os gennem alle disse to tusind år.

 

Men nu er det altså mig, der i dag er blevet betroet den tjeneste at være den, der skal lægge mund til det, der således kommer op til os gennem kirkehistoriens dybe brønd. Og så vil jeg også have lov at indlede med at sige en smule om, hvad det betyder for mig - og forhåbentlig også lidt for jer:

 

Det er anden gang, jeg fejrer gudstjeneste her i Femø Kirke. Første gang var en søndag i begyndelsen af 1970’erne, hvor min svigerfar, sognepræst i Hillested Ejlif Andersen, var konstitueret her og min kone og jeg tog med herover. Det var en dejlig oplevelse, et kært minde, som vi indimellem tager frem.

 

En anden ting, jeg gerne vil fortælle, er, at min mor stammer fra Askø, og at jeg selv havde min barndom i Oreby ved Sakskøbing, så at Smålandshavet også har haft en vigtig plads i mit eget liv!

 

Men så skal vi ellers høre juleaftens-prædiken. Hvor der dog også er noget særligt at bemærke til indledning, nemlig at denne prædiken - og jo hele denne gudstjeneste - i år har en særlig betydning for jer her på Femø, idet I jo kun får een gudstjeneste i selve juletiden, nemlig gudstjenesten i overmorgen, St. Stefans dag, som bliver 1971-årsdagen for den tids religiøse fanatikeres drab på Stefanus, den første kristne martyr.

 

Dén lille ”opvarmningsøvelse” på julens helligaften, som juleaftensgudstjenesten jo ellers er, får dermed en ganske særlig vægt. Derfor synger vi også ”Et barn er født i Betlehem” her efter prædikenen, selv om det jo først er i nat, Jesus bliver født.

 

Og nu, jeg er begyndt at citere vore tidligere kirkelige ledere her i stiftet, kan jeg så passende citere vor tidligere biskop, Thorkild Græsholt, som benyttede enhver lejlighed i hele kirkeåret til at udtrykke, hvad hele kristendommen, men jo altså ganske særligt julen, går ud på, i ordene ”Gud blev menneske!”. Hvilket jo er den kortest mulige sammenfatning af, hvad vi lige hørte i Hebræerbrevs-epistlen til i morgen om, hvordan Gud nu har talt til os gennem sin søn Jesus, som er ”Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede”. Og med citatet fra Davids anden salme: ”Du er min søn, jeg har født dig i dag”.

 

Det barn, som blev født i nat for (i hvert fald principielt) 2004 år siden, var altså Gud, der var blevet menneske, Guds Søn, hans herligheds glans og hans væsens udtrykte billede.

 

Sådan lyder det op til os gennem den næsten to tusind år dybe brønd, også her på denne juleaften. Hvor det store spørgsmål så er: Hvordan skal denne store påstand gives videre, så den kan blive opfattet og troet? For det er unægtelig en hård tale! Selv om det altså er denne store og hårde påstand, der har boret sig op gennem alle de to tusind år og trods alt hele tiden har samlet en flok, der stod og lyttede. Sådan som det jo fx også er tilfældet lige nu ved denne gudstjeneste.

 

Men hvordan skal påstanden gives videre? Det nemmeste - i hvert fald i første omgang! - er at lade være! Så at man altså siger, at Jesus selvfølgelig bare var et menneske som alle andre, men en stor religionsstifter, stifteren af næstekærlighedens religion. Og så ellers fortælle en hel masse om, hvordan vi skal være go’e ved hinanden - dyrene og miljøet ikke at forglemme.

 

Det næstnemmeste er, bare at gentage ordene og forsikre om, at sådan er det; det skal man bare tro!

 

Men man kan jo fx også gøre det, at man måske nok - sådan set - nøjes med at tale om Jesus som stifteren af næstekærlighedens religion, men alligevel gør det på en så dyb måde, at det efterhånden bliver klart, at det faktisk er kærligheds-magten bag tilværelsen, der her træder frem, ikke bare som et ”bud”, men som en kraft, en kraft, der gør sig gældende hos os og i os, også når vi må indse, at vi ikke af os selv kan efterleve budet - eller når vi må indse, hvor fortvivlet vor situation ville være, også selv om vi havde kunnet efterleve budet.

 

For hvis vi vil være så ”moderne”, at vi ikke vil regne med andet end en i grunden rent fysisk verden, som vi mennesker bare er en del af, hvor kommer ”budet” så fra? Og hvis vi ikke vil regne med andet end en i grunden rent fysisk verden, hvordan skal vi så kunne klare os mod alle de ting, der står livet imod? Så bliver al vores moral og etik og ”næstekærlighed” en stor, forgæves overanstrengelse, der ender i enten fortvivlelse eller overmod og indbyrdes tyranni.

 

Nej, vi bliver nødt til at forstå det ”bud”, vi godt nok føler os stillet under - uanset vore forestillinger (eller mangel på forestillinger) - som noget mere og større, end hvad der kan udgå fra selve den fysiske verden. Vi bliver nødt til at forstå det som en tale, der kommer til os fra en, der er større og mere end verden, fra dén store magt, der har skabt verden og givet os livet.

 

Og så må vi også forstå det barn, hvis fødsel i nat vi allerede er begyndt at fejre, som denne magts og denne tales fødsel ind i vor verden. Vi må med evangelisten Johannes forstå dette barn som Ordet, der blev kød, det ”Ord”, den grund-mening og grund-betydning, som var i begyndelsen, som var hos Gud og var Gud: ”Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er”. Idet selve Johannes’ direkte juleevangelium jo lyder:

 

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed (Jh. 1,14).

 

Eller som det hedder i den gamle julesalme:

 

Født er han ved midnatstid,

skabte sol og måne,

han, som ejer verden vid,

hus i stald vil låne;

han, som på skyerne

ager blandt stjernerne,

svøbes som de spæde!

Ham, som på dommedag

taler med tordenbrag,

nu man hører græde!

 

Så stort er det - og så småt. Det er dét, der er julens, og dermed hele kristendommens, hemmelighed. Og kun når vi ser det store så stort, som det er, kan det små blive i sandhed så sødt og dejligt, som det er.

 

Ved I hvorfor vi har det så hyggeligt her i Danmark? Det er, fordi Han har været her i tusind år - som vor ”hyttegæst”! Og fordi vi i de sidste snart fem hundrede år har været så heldige at have Hans lys til at skinne hos os på en helt særlig, på een gang klar og varm måde. Uanset alle vore vanskeligheder ved at forstå det. For han har været her alligevel.

 

Og så er vi ikke henvist til at føle os som bare nogle mærkelige molekylestrukturer i et stort og koldt univers med milliarder af gloende brintreaktorer svævende rundt i sig. Og så er vi ikke henvist til vore egne godheds-anstrengelser, når vi står over for de onde kræfter og den lidelse og død, der er endnu værre end bare den rent fysiske kulde og tomhed og tilintetgørelse. Og så er vi heller ikke henvist til en lammende frygt og magtesløshed i forhold til den fremtid, der tegner sig mere og mere truende for os.

 

For hvis vi bare på nogen som helst måde oplever Jesus som vor ”hyttegæst”, så vil det altid gælde, som vi - havde jeg nær sagt - synger i en anden julesalme af Grundtvig, men det er det altså ikke, den synges bare på melodien ”Julen har englelyd”! For det er jo en bryllups-salme. Men så meget desto mere kan vi helt bogstavelig talt høre jule-sangens toner følge os ud i det hverdagsliv, vi lever med hinanden:

 

Vi, som i Jesu tro

lavt mon bo

her på den åbne slette,

med rette,

hos Herren god til huse,

kan rolig høre på,

hvor bølgerne de bruse

om vore hytter små:

Vi har, med alle vinde,

det hyggeligt herinde,

vi har med Gud i pagt

fred og englevagt.

 

Jeg siger ikke, at vi skal koble hjernen fra eller se bort fra fx hele vor naturvidenskabelige viden for at opnå denne hygge. Sådan kan vi jo ikke forholde os til Jesus, når vi også tror på ham som Sandheden i egen person.

 

Nej, vi slipper ikke for at blive ved at kæmpe med tvivlen. Ligesom vi heller ikke skal snyde os selv for den store oplevelse, det er, når vi positivt tænker juleevangeliet sammen med alt, hvad vi i øvrigt ved om universet og vort liv.

 

Men det afgørende er, at vi dybt i vort hjerte hører julebudskabet som en tale, der kommer endnu dybere fra end vort eget hjertedyb, men som samtidig er en tale, der kommer fra en, der står lige foran os som vort medmenneske og vor bror. Lad os derfor her i denne aften og nat lade spekulationerne holde julefri og gå med stille sind og åbne hjerter ”som hyrderne til barnet ind”!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

IKKE kirkebøn. - Men tillysninger, tak for denne gudstjenesteoplevelse og apostolsk velsignelse.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Juleaften (A) - 24. december 2016

 

Søllested-Skovlænge-Gurreby Pastorat, Lolland vestre Provsti. Embedet var vakant. Gurreby 10.30. Skovlænge 14. Søllested 16.

 

Den salme, jeg uden videre citerer fra, er min egen juleaftenssalme til Matt 1,18-25 i min 2015-samling Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage. Men ved gudstjenesterne gjorde jeg det altså "anonymt". Så er det vel ikke så slemt. Jeg kunne bare ikke få den ud af hovedet

 

Salmer: 94 - 93 - /// - 99 - 104

 

I ovennævnte salmesamling siger jeg i de udførlige Bemærkninger en hel del om julen og juleaften og om salmevalget dertil, blandt andet om brugen af "Et barn er født i Betlehem" (DDS 104), som efter min mening ikke bør bruges før Kristi fødsels dag (25/12), men selvfølgelig absolut ved en eventuel julemidnatsgudstjeneste (se prædikenerne til julenat 1999 og 2000 på undersiderne "Prædikener B-1" og "Prædikener A-1"). Ved gudstjenesterne fra og med Kristi fødsels dag til og med helligtrekonger (6/1) kan "Et barn er født i Betlehem" eller nogle af dens første vers til gengæld med fordel bruges som fast Halleluja-salme, dvs. salme før prædikenen (se evt. nærmere i forbindelse med julens prædikener her på siden og på de to ovennævnte undersider).

 

Læsninger: Fra alteret: Luk 2,1-14. På prædikestolen Matt 1,18-25.

 

Fra alteret læste jeg naturligvis Luk 2,1-14 "liturgisk", altså med "Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas" og "Gud været lovet for sit glædelige budskab". Men på prædikestolen læste jeg Matt 1,18-25 som prædiketekst, dvs. indledt med "Således skriver evangelisten Matthæus" og uden menighedssvar.

 

 

Herre Jesus, vor bror!

Vis du nu selv vort øre

al juledrømmens magt!

Amen.

 

 

Fra alteret hørte vi evangelisten Lukas' evangelium til i morgen Kristi fødsels dag, men her fra prædikestolen læste jeg evangelisten Matthæus' evangelium til juleaften.

 

Josef stod med skammen. Maria var gravid. Og han vidste, det ikke var med ham. Det var ikke godt!

 

Men Josef kunne ikke nænne at lade sagen gå sin traditionelle gang, så hans forlovede ville komme ud i fordømmelsen, ja, måske blive stenet. Han ville nøjes med at skille sig fra hende i stilhed.

 

Så fik han en drøm. Og mere end bare en drøm. Det var en Guds engel, der viste sig for ham og talte til ham. Og det kan vi mene om, hvad vi vil. Hvor går grænsen mellem en drøm og en åbenbaring? Hvis vi overhovedet regner med, at der er dækning for ordet "Gud", må vi også regne med, at Gud kan meddele sig til mennesker - selv om det vel er de færreste af os, der har oplevet noget, der svarer til Josefs drøm. - En engel, det er bare et gammelt udtryk for Guds nærvær og meddelelse.

 

Men kan vi høre det, englen sagde til Josef, så det også bliver en meddelelse til os? Kan det også blive en drøm for os? Ja, kan vi overhovedet opleve juledrømmen, hele den drøm og følelse, der den dag i dag er forbundet med ordet "jul"? Lad os håbe det! Lad os håbe, at også vi kommer til at opleve den magt, der ligger bag og i denne drøm. Ellers er vi jo alene i verdens vintermørke. For de drømme, vi selv konstruerer, hjælper i hvert fald ikke.

 

Og kan vi virkelig tro, at det barn, der var blevet undfanget i Marias mave nu er den Herre, der sidder ved Gud Faders højre hånd? Det er imidlertid det, kristendommen går ud på. Uanset hvordan vi så ellers prøver at forestille os det eller må opgive at forestille os det. Og vi er nødt til at begynde med det, vi hører fra dem, der allerførst troede, at Marias søn var deres Herre og Frelser, og at høre det i den form, de har givet det.

 

Vi må derfor gå helt tilbage til Josefs situation, som evangelisten Matthæus har fremstillet den, og altså som det allerførste opleve hele den forfærdelige realisme i det: Utroskab og truende udstødelse eller måske ligefrem stening. Hvis vi vil have jule-drømmen, må vi tage jule-realismen med. Og Josefs situation var jo kun begyndelsen!

 

Juledrømmen kommer ikke ud af det blå. Den vokser ud af det, vi hører. Og det gælder også de ord fra profeten Esajas, evangelisten Matthæus citerer i forbindelse med Josefs drøm: "Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel". Og hvor evangelisten forklarer, at "Immanu el" betyder "Gud med os".

 

Ja, i Esajas' profeti skulle det pågældende barn direkte blive kaldt Immanuel. Men det er ikke det, der er det afgørende. Det afgørende er, at det barn, englen talte om, var "Immanu el" - "Gud med os". Og i øvrigt betyder navnet Jesus, som englen befalede Josef at give Marias barn, jo faktisk det samme, ja, mere til; "Jesus" eller "Jesua" eller "Jehosjua" betyder "Gud er frelse".

 

Og selv om man ikke mindst blandt de første kristne (der jo alle var jøder) gang på gang har taget en lang række steder i Det Gamle Testamente som ligefrem ordrette beviser på, at Jesus fra Nazaret var den Messias, jøderne gennem århundreder havde ventet, skal vi kristne i vor tid ikke gå så meget op i de bogstavelige detaljer. Det afgørende er, at vi, alt taget i betragtning, må se Jesus og alt, hvad der skete med og ved ham fra jul til påske og pinse, som opfyldelsen af det jødiske folks håb, ja, som opfyldelsen af hele menneskeslægtens længsel og håb. Da Gud befalede Abraham at drage af sted til det land, han ville vise ham, sagde han jo ikke alene, at han ville velsigne ham og hans efterkommere, nej, han sluttede med at sige: "I dig skal alle jordens slægter velsignes" (1 Mos 12,3).

 

Jeg bruger ofte betegnelsen "den kristne påstand". Og de ord, vi hører her ved denne gudstjeneste, er en del af denne "påstand". Vi kommer det ikke nærmere. Vi kunne godt ønske os noget mere. Men sådan er de faktiske forhold i den virkelighed, vi befinder os i, ikke. Vi har hverken mere eller mindre end det ord i verden, at i og med det barn, der blev født i nat, er der kommet noget ind i vor smerteligt blandede verden, som giver os et håb mod alt det, der bogstavelig talt ikke er meningen.

 

Når Jesus-navnet siges,

da er det største sagt,

da tales ind Guds Riges

helt nye fremtidsmagt.

 

Sådan er det!

 

Og Josef fulgte drømmen,

Maria blev hans brud,

trods hele tankestrømmen,

hvordan det end så ud.

Han blev Vor Herres fader

af kærlighed og pligt,

så stort på æresskader,

men ikke stort på svigt.

 

Det svigt, Josef ikke så stort på, var det svigt, han ville have gjort sig skyldig i, hvis han havde svigtet både Maria og Gud. Og så måtte han se stort på den tvivl med hensyn til hans egen ære, der nok stadig kunne nage ham.

 

Og Josef var nu manden

i dette ægtepar,

der børn fik med hinanden,

som det naturligt var.

Så Jesus blev den første

i deres børneflok,

men skjult den allerstørste;

derom ved troen nok.

 

Her har vi igen realismen. Der er nogle, der ikke kan lide, at Jesus fik søskende. Men det gjorde han altså. Det er en af de sider af sagen, som viser, at Guds Søn virkelig var vor bror. Derfor må vi her på denne juleaften(sdag) sige:

 

Velkommen, du, vor broder,

al tanketvivl til trods;

vi ved jo, at din moder

var helt som en af os,

men tror så, at din Fader

er Altings Magt og Gud,

og hvordan alt så lader,

er det vort julebud.

 

Der er efter min mening ikke noget mere latterligt end præster, der måske ligefrem fra prædikestolen erklærer, at de "ikke kan tro på jomfrufødslen". Ingen kan vide, hvordan det gik til, at Marias barn blev født som Guds Søn. Men "teologisk set", dvs. for troen, var dette barn altså "undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria". - Vi ved heller ikke, hvornår Jesus blev født. Men "teologisk set" blev han altså født midt i julens vinternat for snart to tusind år siden.

 

Jeg sagde altid til mine konfirmander, at kan vi ikke forestille os andet, så må vi i hvert fald sige, at Jesus på en helt enestående måde var Guds særlige "repræsentant" i verden. Og det er det afgørende.

 

Man kunne selvfølgelig sige, at når vi mennesker nu selv kan gøre så meget med et æg, så er det nemmere end nogensinde før at forestille sig, at Helligånden, dvs. den almægtige Guds nærværende kraft, kan have grebet ind i et af Marias æg og bevirket det, vi kalder jomfrufødslen. Men det er ikke det afgørende.

 

Vi kan i den forbindelse også tænke på, hvordan netop den allernyeste partikel- og højenergifysik lader os se ned i et ubegribeligt virkelighedsdyb, der bare bliver dybere og dybere og mere og mere ubegribeligt. Derfor er det i dag meget nemmere at forestille sig Gud som den allerdybeste magt under det hele, end det var for godt hundrede år siden, hvor man endnu opfattede atomerne som nogle små massive kugler, der opførte sig rent mekanisk.

 

Men vi skal ikke forestille os, at vi ad partikel- og højenergifysisk vej kan komme så dybt ned, at vi "støder på Gud". Hvis Gud virkelig er, hvad ordet "Gud" betyder i den kristne tro, vil dette være principielt umuligt. Den Gud, vi kristne tror på (eller prøver at tro på), er hinsides alt, hvad der er til. Også selv om han er allestedsnærværende og derfor ganske tæt på hvert eneste lille stykke virkelighed. Gud er altid noget andet end det, der er til som skabt af ham. - Men selv om det er principielt umuligt for os at komme ned til Gud ad rent fysisk vej, kan Gud jo nok netop komme op til vor virkelighed gennem det dyb, fysikken lader os se ned i, ligesom han i øvrigt i sin allestedsnærværelse kan virke "sidelæns" ind på alle ting.

 

Det er ikke bare uundgåeligt, men også nødvendigt, at man går og prøver at forestille sig. Det er en del af den kristne eftertanke. Men altså EFTER-tanke! Vi kan ikke tænke os TIL den kristne tro. Den kristne tro opstår, når vi dybt i vort hjerte oplever mødet mellem "den kristne påstand" og hele vor eksistens som mennesker, hele vor oplevelse af at leve som menneske her i verden.

 

Og dette er i familie med drømmen, både en drøm som den, Josef havde, og vor egen juledrøm. Ja, vi kan også tænke på, hvad vi om lidt skal synge om, hvad der sker, når Guds juleengle synger for de små børn, der ligger i deres vugger og senge julenat, nemlig at de kommer til at drømme sødt om Betlehem,

 

og er det end forblommet,

de drømme dog sandt om barnets hjem,

som lå i krybberummet,

de drømme, de lege jul med dem,

hvis sang de har fornummet.

 

Ja, børnene drømmer, de leger med Guds engle, og ved gudstjenesten julemorgen oplever både børnene og de voksne, at himlen står åben, og at Guds Rige er på vej.

 

Der er drømme og drømme. Drømme kan være virkelighedsflugt. Det er de, når vi selv laver dem. Men drømme kan også være noget, der kommer til os.

 

Juledrømmen er den store følelse, der opstår, når "den kristne påstand" viser sig som en nøgle, der passer til vort hjerte, og dermed som på en gang den store sandhed om og det store håb for det hele. Og når det virkelig er "det hele", der mødes, både hele "den kristne påstand", fuldt udfoldet (også i form af dens virkninger og frugter), og hele vor menneskelige livsvirkelighed, hele vor menneskelige eksistens, da er det så stort, at det ikke kan andet end godtgøre sig som sandhed. Faktisk også helt op i hjernen!

 

Der er mange, der har travlt med at betegne kristendommen som galskab. Og sådan har det altid været. Apostelen Paulus talte selv om "prædikenens dårskab" (1 Kor 1,12 i 1948-oversættelsen). Men det er faktisk muligt at se meningen i galskaben, nemlig den store sammenhæng, der er mellem juledrømmen og det, der er den allerdybeste mening med det hele.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

Da juleaftensgudstjenesten blot er en lille gudstjeneste i forbindelse med helligaftenskimningen, var der ikke kirkebøn (ligesom der heller ikke var trosbekendelse).

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Sankt Stefans dag (A) - 26. december 2006

 

Ryde Kirke, Lolland søndre Provsti.

 

Fra midten af november 2006 var jeg efter sognepræst Terttu Tuulikki Thystrups afgang ”ordineret sognemedhjælper” i Landet-Ryde pastorat, nemlig i den forstand, at jeg underviste konfirmanderne og fik enkelte gudstjenester både dér og i nabopastoratet (Gloslunde-Græshave-Dannemare), hvis sognepræst Michael Foersom var konstitueret i embedet. - I øvrigt havde jeg i året 2006 ofte været organist i Ryde Kirke. - Landet Kirke var i hele denne periode lukket pga. en stor restaurering.

 

 

DDS 2003: 125 - 126 - 122 -///- 128 - 129

 

Jer. 1,17-19 - Apg. 6,8-14; 7,54-60. - Matt. 23,34-39

 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du er kommet til os som Sandheden selv og Livet selv, i skikkelse som en af os!

Bliv hos os som herlighedens håb, og hold os gennem alt, hvad der sker, fast hos dig i dette håb!

Amen!

 

 

Det er i dag julefestens andendag, dagen efter Kristi fødsels dag. Men det, vi lige netop i dag ganske særligt er samlet om, det er, som det fremgik af den anden læsning, mindedagen for Kirkens første martyr, diakonen Stefanus, som ifølge traditionen blev stenet til døde af religiøse fanatikere den 26. december år 33.

 

Og vi må forestille os, at Stefanus har været mindet på sin dødsdag hvert år lige siden den første årsdag i år 34. Altså længe før man begyndte at fejre en fest for Jesu fødsel den 25. december. Hvad man nemlig først begyndte at gøre tre hundrede(!) år senere. Til at begynde med, var det kun påskens og pinsens store begivenheder, man fejrede. Det var jo dem, der viste, hvem Jesus var. Og så havde de altså fundet sted i forbindelse med allerede eksisterende jødiske fester. Alle de første kristne var jo jøder.

 

Men efterhånden indså man, at når Jesus var den, påskens og pinsens store begivenheder havde vist han var, så måtte man selvfølgelig også måtte fejre hans fødsel - og altså dermed hele det store grundlæggende mysterium, som i trosbekendelsen betegnes med ordene ”undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria”.

 

Og så blev det altså sådan, at den første martyrs mindedag kom til at falde på Jesu fødselsfests andendag. Året 380 nævnes som det år, hvor ”Sankt Stefans dag” fik denne plads og betydning.

 

Det er der lige siden blevet talt og skrevet og prædiket meget om. Fx sagde kirkefaderen Augustin (biskop i Hippo i det dengang kristne Nordafrika 396-430), at martyren Stefanus skulle ”være Frelseren den nærmeste i fest, som han også var ham den nærmeste i lidelse”.

 

Og der er i det hele taget blevet sagt meget om, hvor stor overensstemmelse der i virkeligheden er mellem julen og den forfærdelige begivenhed, vi hører om i dag. Eller altså om, hvordan det desværre er en side af kristendommens liv i verden, at det, som helt bogstavelig talt er godheden selv, i den grad har provokeret alle onde kræfter.

 

Det er ikke længere siden end i onsdags, Landet-Ryde-konfirmanderne og jeg så første del af Zefirellis store Jesus-film. Med bla. barnemordet i Betlehem (som vi også hører om i evangeliet til julesøndag efter anden tekstrække). Og man kan diskutere så meget, man vil, om det nu også har fundet sted. For det er under alle omstændigheder en historisk kendsgerning, at kong Herodes var en magtsyg og brutal person, der ikke skyede noget middel for at fastholde sin magt. Og desuden kender vi jo en forfærdelig række af tilsvarende begivenheder fra historien.

 

Sådan er verden. Og det var den verden, Jesus blev født ind i. Og det er den verden, Jesu disciple har levet i og lever i indtil den dag i dag.

 

Det klinger også med i flere af vore julesalmer. Selvfølgelig ikke mindst dem, vi synger i dag, hvoraf de to er skrevet direkte her til Sankt Stefans dag. Men ellers synger vi jo fx:

 

Velkommen fra din Himmel-sal

til denne verdens tåredal,

hvor man dig intet andet bød

en stald og krybbe, kors og død.

(DDS 123,3)

 

Eller:

 

...

da du [min Jesus] kom, da blev du fremmed,

sådan vendtes bladet om!

Satan, sygdom, sorg og synd

drev og lægte du med fynd;

men din løn blev sten og avind

svøber, torne, kors og glavind!

(DDS 124,2)

 

For slet ikke at tale om de sidste tre vers af Martin Luthers julesalme ”Fra Himlen kom en engel klar”:

 

Hvad mægter nu vel synd og død!

Gud er med eder i al nød;

lad storme nu al Helveds magt,

Guds Søn med eder står i pagt!

 

Slå nu til ham kun al jer lid,

han svigter ej til evig tid!

Så lad kun komme, hvo der vil,

hans overmand er dog ej til!

 

Lad fnyse her, lad rase hist!

Guds slægt dog sejre må til sidst.

Så tak da Gud af hjertens grund,

tålmodig, glad i allen stund!

(DDS 96,4-6)

 

Og Luther vidste jo, hvad han talte om! Hvor det særlig forfærdelige var, at det i hans situation var dem, der havde magten i selve den kristne kirke, der forfulgte dem, der ville have Evangeliet til, på ny at lyse klart.

 

Og nøgleordet er netop magten! Der er ellers mange, der straks siger: ”Det er også al den religion”. Men det passer jo ikke. Det kan pr. definition ikke være selve det at tro på Gud, der får folk til at være sådan over for de medmennesker, der ligesom de selv er Guds skabninger, ja, måske ligefrem er deres medkristne!

 

Jamen, det ER da religionen, der ligger bag nogle af de forfærdeligste krige, herunder ikke mindst borger-krige, historien har kendt!?

 

Ja, det er det. Men når vi her siger ”religionen”, så er det altså ikke selve det, at der er nogle mennesker, der i fællesskab prøver at forholde sig til livets Gud og alle tings Herre. Det kan det altså simpelt hen pr. definition ikke være!

 

Men det er jo sådan, at hvis man rigtig vil have magt, så må man prøve at få kontrol over det, der er allerdybest i mennesket. Og det er selvfølgelig religionen, den store følelse m.m., der ikke alene gælder forholdet til ALT, men også forholdet til Ham, som er mere end ALT, Ham, som ALT kommer fra og hvert eneste øjeblik holdes oppe af.

 

Hvor problemet jo altså er, at så længe det virkelig er forholdet til Ham, som er mere end ALT, der er tale om, så kan det ikke bruges på denne måde! Det kan det simpelt hen ikke. Det kan det - og altså helt bogstavelig talt pr. definition - ikke. Man kan virkelig ikke bruge forholdet til alle tings og alle menneskers Herre til at tage magten over eller være ond mod, de andre, som har deres liv fra denne Herre, og som også er elsket af Ham!

 

Derfor må al tale om, at det er religionens skyld stoppe. Og dermed al tale om, at bare der bliver mindre religion - især i det såkaldte offentlige rum - så vil den store fred på Jorden bryde ud. - Hvis det altså vel at mærke er ”religionen” i denne store og egentlige betydning, der er tale om.

 

For det forfærdelige er nemlig, at der kan så at sige SNYLTES på dén store grund-følelse, der er tale om, når vi taler om religionen i egentlig forstand. - Ligesom der kan snyltes på den anden meget store grundfølelse i menneskelivet, som kærligheden til folk og fædreland er. Og jo ofte på den måde, at perversionen af disse to følelser bliver kombineret!

 

Men alt, hvad der i sig selv og egentlig er stort og stærkt og godt, kan misbruges og perverteres. Og på den måde bliver ”religion” et vidt begreb.

 

I kommunismen så vi, hvordan drømmen om fred, retfærdighed og lykke for alle, kombineret med overbevisningen om, at man havde gennemskuet Tilværelsens inderste hemmeligheder, førte til det værste diktatur og terrorregime, historien har kendt.

 

Og i nationalsocialismen så vi, hvordan tyskernes nationale følelse og pligttroskab og mange andre i sig selv gode dyder og evner, blev skamredet og perverteret i en grad, så det førte til det mest åbenlyst og erklæret onde regime, historien har kendt.

 

Og nu har vi så islam! Hvor det er selve overbevisningen om at have den sande tro på den ene sande Gud, der er ligger bag magt-kravet og den måde at behandle frafaldne på, der svarer til den måde, man behandlede Stefanus på.

 

Den næste totalitære trussel, vi kan komme til at stå over for, kan blive af en helt anden karakter, på sin vis nok mildere, men dermed ikke nødvendigvis mindre totalitær og effektiv i sin ensretning. Jeg tænker her på ”humanismen” og ”værdierne” som en ny statsreligion, der vil sætte også kristendommen under pres.

 

Der vil altid være grupper eller systemer, der vil se kristendommen som en trussel mod deres ønske om at være ene om magten.

 

Men over for alt dette må vi kristne først og fremmest holde fast ved vor jule-tro på Jesus som Guds Søn og vor Bror og Herre, idet vi også er rede til at vidne om den på enhver passende måde.

 

Og skulle det komme til at koste os noget at holde fast ved troen og vidne om den, så gælder de linier fra den Broson-salme, jeg citerede før, og som flere steder netop bliver sunget efter trosbekendelsen:

 

Lad verden ej med al sin magt

os rokke fra vor dåbes pagt.

 

Vi skal ikke opsøge martyriet. Vi har både ret og pligt til at gøre alt, hvad vi kan, for at opretholde den demokratiske retsstat, vi lever i, med fx fuld religionsfrihed. Ligesom vi også har både ret og pligt til at arbejde for, at frihed og ret kommer til at gælde overalt i verden.

 

Men skulle det komme til det yderste, må vi være rede til at følge Stefanus’ eksempel. Som mange kom til det, ikke bare i de første århundreder af Kirkens historie, men også siden hen. Ja, der er også i dag kristne, der må lide, ja, i nogle tilfælde lide døden for troens skyld.

 

Der er ganske vist også mange, der af frygt for død og tortur eller blot mere almindelige ubehageligheder har frasagt sig deres kristne tro. Og ingen af os ved, hvor stærke vi selv ville være. Jeg gør mig i hvert fald ikke overdrevne forestillinger for mit eget vedkommende!

 

Det uforståelige er, at der faktisk er så mange, der har holdt fast ved bekendelsen gennem alle slags lidelser og helt ind i døden. Men jeg tror, det skyldes, at det simpelt hen har været umuligt for dem at give magten og ondskaben og løgnen ret.

 

For uanset hvad magten kan tvinge os svage mennesker til at sige og gøre, vil den jo aldrig kunne få sandheden til at holde op med at være sandheden. Sandheden vil altid få det sidste ord. Ja, Sandheden ER Ordet - som evangelisten Johannes proklamerer det i sit juleevangelium, hvis helt centrale vers lyder således:

 

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed (Johs. 1,14).

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Julesøndag (A) - 28. december 2008

 

Højmesse i Landet Kirke, Lolland vestre Provsti.

 

DDS 2003:

127 - 114 - 104 v 1-3 & 6 -///- 133 - 116

 

Es. 63,7-9 - Gal. 4,4-7 - Luk. 2,25-40

 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du kom til os som en af os!

Lad os holde dig i vore arme, tættere og tættere, så dit håb og din herlighed kan vokse hos os!

Amen.

 

 

Det er i dag julesøndag. For det er jo stadig jul, indtil den 6. januar, helligtrekongers dag eller i hvert fald indtil den 4. januar, hvor vi skal fejre helligtrekongers søndag.

 

Og i dag er julesøndag en dejlig dag. Men når vi er i et 2. tekstrække-kirkeår, er det faktisk den værste dag - med det forfærdelige evangelium om barnemordet i Betlehem!

 

I øvrigt taler Simeon jo også i dag om, at det barn, han står med i sine arme, ”er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges”. Ja, han bebuder direkte Jesu død, idet han til hans mor siger, at ”også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag”.

 

Og vi fejrer denne julesøndag 2008 mens uskyldige børn stadigvæk bliver dræbt i de voksnes kampe, også ganske nær ved Betlehem. Og vi fejrer den i en verden, hvor netop det Sandhedens barn, Simeon fik i sine arme, stadig er et modsigelsens tegn.

 

Og når Evangeliet om Jesusbarnet og Simeon og Anna er så dejligt, så er det jo heller ikke bare, fordi det er sødt, når gamle mennesker glæder sig over et lille barn - hvad det ganske vist også er. Nej, vi hører jo udtrykkeligt, at Simeon ”ventede Israels trøst”. Og når man venter på trøst, er det jo, fordi man har brug for trøst, dvs. er ked af det, ja, måske fuld af sorg.

 

Der tales meget om, hvor svært det er at få moderne mennesker til at ”interessere sig for kristendommen”. Men hvis det kun var et spørgsmål om at ”interessere sig”, kunne det jo også være lige meget. Det, det drejer sig om, er trøsten! Og enhver kan høre, at så er det helt absurd at tale om ”at interessere sig for”! Kristendommen er kun for dem, der har brug for trøst - og vil indrømme det. Om det så er ”Israels trøst” eller bare ”trøst” uden nærmere specifikation er i og for sig underordnet - selv om det altså ikke uden videre er det samme.

 

Simeons forventning om ”Israels trøst” og Annas forventning om ”Jerusalems forløsning”, det er en forventning, som på een gang er noget særligt og noget, der repræsenterer alle menneskers længsel og håb.

 

Vi kan se Simeon og Anna som bare slet og ret to gamle mennesker med ikke ret lang tid tilbage at leve i, der pludselig kommer til at stå med selve livets håb i deres arme.

 

Men Simeon og Anna er på den anden side ikke bare slet og ret to gamle mennesker. De er helt særligt to gamle jøder. Og for at få sat dette særlige forhold i relief, kan vi rette blikket mod Jesu mor.

 

Jesu mor bliver som bekendt dyrket i store dele af Den Kristne Kirke på en måde, vi som evangelisk-lutherske kristne må tage klart afstand fra. Nogle gange er det jo lige før Maria bliver gjort til ”den fjerde person i Treenigheden”, og det er et kæmpe kætteri, som ikke bare er uden belæg i Det Nye Testamente, men som også er en forfærdelig afsvækkelse af selve Juleevangeliet.

 

Hver eneste gang man tillægger Jesu mor egenskaber, der adskiller hende fra enhver anden from jødisk kvinde, tager vi et stykke af Juleevangeliet!

 

Juleevangeliet er jo netop det glædelige budskab om, at Gud sendte ”sin søn, født af en kvinde, født under loven”, som vi lige hørte det i epistelen. ”For at vi skulle få barnekår”. Og det betyder jo, at det netop er, fordi Jesus blev født som en af os, også vi kan blive Guds børn, ja, Hans arvinger. Med ret til at sige ”Farmand” eller tilsvarende ”kæle-navne” til Den Almægtige. Vi har vist ikke noget på dansk, der rigtig svarer til abba, men vi kender da fx fransk papa. Og vi kan høre, at der ikke er langt fra ”papa” til ”abba”. Det er simpelt hen noget af det første, et lille barn kan sige - næst efter ”mama”.

 

Og når det er sådan, kan man jo kun komme til at ødelægge og trække fra, hvis man begynder at ville gøre Jesu mor til noget andet, end det, hun var, nemlig en ung, from jødisk kvinde som så mange andre unge fromme jødiske kvinder.

 

Alle, der kender mig, ved, at jeg generelt har et meget tæt og kærligt forhold til mine medkristne i Den Romersk-Katolske Kirke. Men det er altså klart på trods af denne kirkeafdelings lære om Jesu mor - som jeg simpelt hen må betegne som et kæmpe kætteri!

 

Men når nu Jesu mor var hverken mere eller mindre end en from jødisk kvinde, så var hun alligevel noget særligt, nemlig altså en jødisk kvinde. Bare ikke på anden måde end fx Anna her i evangeliet til i dag.

 

Netop når det er så vigtigt at få understreget, at Jesu mor i selve sin menneskelighed var en kvinde som alle andre kvinder, så at hendes søn i selve sin menneskelighed var et menneske som alle andre mennesker, så kommer det til at træde ekstra stærkt frem, at Jesus altså samtidig blev født ind i en meget særlig og meget stor sammenhæng, nemlig den jødiske sammenhæng eller Den Gamle Pagts sammenhæng.

 

Nok blev Jesus født fuldstændig som en af os, men han blev ikke født i en helt tilfældig sammenhæng. Jesus blev ikke født i hverken Amerika, Kina eller Indien, og ej heller i Mesopotamien eller Egypten - eller Grækenland eller Italien. Han voksede altså ikke op som et religiøst vidunderbarn i hedenske omgivelser, hvor han på et tidspunkt pludselig trådte frem med noget helt nyt og fremmed, der aldrig var nogen der havde hørt om før. Den kan vi godt lade blive stående et øjeblik! Det kan være virkelig lærerigt, at vi får denne forskel til at tegne sig helt anskueligt for os - - -

 

Jesus blev født i Israel, et helt centralt sted i oldtidens verden, og i en halvandet tusind år gammel, helt enestående religiøs sammenhæng. Og desuden først, ”da tidens fylde kom”, hvilket i hvert fald blandt andet vil sige, at det var på et tidspunkt, hvor ikke bare jøderne, men også hele resten af verden var i stand til at opfatte og modtage, hvad der skete - hvis det altså ikke blev til modsigelse for dem!

 

Og det gælder jo først og fremmest i hele det store Romerske rige, som Israel selv var indlemmet i. Og vi kan se, hvordan det gik: Kristendommen bredte sig som noget af en steppebrand over hele det vældige verdensrige. Trods alle de mest forfærdelige forfølgelser var ca. hver fjerde indbygger i Romerriget kristen ca. tre hundrede år efter nytestamentlig tid, og kort før år 400 var kristendommen statsreligion i Romerriget. På godt og ondt, må man sige. Men det er en helt anden historie - som vi endnu befinder os i, selv om vi måske er ved at være i dens afviklingsfase.

 

Jesus blev altså født som medlem af det folk, Abraham blev udvalgt til at være stamfader for, og som under Moses blev gjort til Guds særlige ejendomsfolk i verden. Og Jesus blev født som opfyldelsen af det håb, dette folk havde haft gennem hele sin lange - men såre menneskelige - historie.

 

Vi kan her tænke på den store lovprisning af Gud for hans trofasthed og frelse, vi hørte i læsningen fra Det Gamle Testamente. Idet vi samtidig tænker på, hvordan netop profet-skrifterne i Det Gamle Testamente er fyldt med vidnesbyrd om, at Israels folk langtfra var et folk, der aldrig svigtede. Når vi læser dette folks egen historiebog, som Det Gamle Testamente jo også er, må vi tværtimod sige, at det eneste hellige ved det folk var, at Gud havde udvalgt sig det!

 

Og Israels folk var vel at mærke heller ikke Guds ejendomsfolk på den måde, at så var Gud dette folks ejendom!

 

Allerede da Gud lovede Abraham sin velsignelse, føjede han - faktisk begrundende - til: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes” (1. Mos. 12,3). Og da Gud sluttede sin pagt med Israels folk under Moses, sagde han godt nok først: ”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene”. Men begrundelsen er udtrykkeligt: ”for hele jorden tilhører mig” (2. Mos. 19,5).

 

Og nøjagtig det samme perspektiv hører vi i dag i Simeons lovprisning, da han stod med den lille Messias i sine arme:

 

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.

For mine øjne har set din frelse,

som du har beredt for alle folk:

Et lys til åbenbaring for hedninger

og en herlighed for dit folk Israel.

 

Men i forbindelse med alle disse store ord og perspektiver skal vi så også lægge mærke til det, der står lige herefter: ”Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham”. Man kan sige, hvad man vil om denne beretning, og i det hele taget om hele evangelisten Lukas’ barndomshistorie. Dette er på en eller anden måde et lille realistisk glimt, der viser, at Maria og Josef kun havde en meget begrænset forståelse af, hvad det var de var med i. Ja, det er en helt særlig lille vinkel på epistelens ord ”født af en kvinde, født under loven”. Maria og Josef var jo netop bare kommet til Templet med deres barn for, som alle andre jødiske forældre, at opfylde lovens bestemmelser.

 

Vi kan aldrig komme til at se, hvordan Jesus var som barn og som ung mand, før han som ca. trediveårig trådte offentligt frem. Men det er godt, at vi en gang imellem prøver en lille smule. Også ved at lade de allersidste ord i vort julesøndagsevangelium blive stående for os, mens vi prøver at forestille os, hvordan det kan have været:

 

Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Sidste søndag efter helligtrekonger (A) - 16. januar 2005

 

Froprædiken i Landet Kirke kl. 9, højmesse i Ryde Kirke kl. 10.30 (Lolland søndre Provsti).

 

Det var på grund af sognepræstens sygdom, jeg måtte træde til og tage disse gudstjenester, men senere, nemlig fra midten af november 2006, hvor sognepræst Terttu Tuulikki Thystrup gik på pension, blev jeg en slags hjælpepræst i Landet-Ryde Pastorat, idet sognepræst i nabopastoratet (Gloslunde-Græshave-Dannemare) Michael Foersom var konstitueret i embedet, men jeg underviste og senere konfirmerede konfirmanderne og også havde enkelte gudstjenester i såvel Ryde Kirke som kirkerne i Michael Foersoms pastorat. Se også de pågældende prædikener fra og med Sankt Stefans dag 2006 og bemærkningerne til dem.

 

Da jeg måtte træde til med kort varsel, overtog jeg de salmer, stedets præst havde valgt:

 

 

DDS 2003: 736 - 299 - 557 -///- 192 - 404

 

2. Mos. 34,27-35. - 2. Pet. 1,16-18. - Matt. 17,1.9

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har ladet os se din herlighed og ladet os høre dit ord i mennesket Jesus og gennem de første disciples vidnesbyrd om ham.

Hjælp os ved din Ånds nærvær og kraft til at høre ham og høre ham til, så vi gennem hele vort liv kan have hans lys over os og forude for os, hans lys som al vor glædes lys og hans lys som vort håb gennem alt mørke!

Amen.

 

 

Hvordan skal vi som moderne mennesker i 2005 forholde os til, hvad vi hører i teksterne her i dag? - Og altså ikke bare den gammeltestamentlige beretning om, hvordan Moses talte med Gud, og at hans ansigt kom til at stråle af det? - Men navnlig hvordan apostelen Peter begrunder sin forkyndelse med, at han og de to andre disciple ”med egne øjne” havde set ”Jesu majestæt” og havde hørt Gud - ”fra den ophøjede herlighed” - kalde ham sin Søn? Og evangelisten Matthæus’ mere udførlige beretning om ”Forklarelsen på bjerget?

 

Kan vi som moderne mennesker i 2005 tage det for pålydende? - Nej, det kan vi jo sådan set ikke! - Og lad mig med det samme sige, at det jo heller ikke nytter noget at sige, at det skal vi alligevel. Fordi det står i Bibelen. I hvert fald slet ikke at sige sådan som bare en slags magt-bud.

 

Men hvad skal vi så? Skal vi afbryde denne sammenkomst og gå hjem? Eller skal vi løse problemet ved at høre disse tekster som bare nogle stykker ”litteratur”? Det er jo en meget moderne og ”fin” løsning. Alligevel er den ikke så god. For apostelen Peter siger jo netop udtrykkeligt, at det ikke bare er ”litteratur”, han optræder med, ikke bare ”udspekulerede fabler”.

 

Der er ikke noget nemmere end at sige, at man ikke vil tro på nogen anden virkelighed end selve universet - og altså sådan som naturvidenskaberne beskriver det, hvilket jo grundlæggende vil sige fysikken.

 

Det er nemt at komme til denne overbevisning. Men det er ikke nemt at leve med den! Det kan faktisk ikke lade sig gøre. Man kan ikke leve sit menneskeliv, som om både man selv og de mennesker, man deler livet med, bare er nogle særlig komplicerede sammensætninger af de partikler, der er tale om i atomfysikken.

 

Om ikke andet ender man i den såkaldte humanisme, altså ”menneske-isme”, som pdes. tilslutter sig fornuftens og videnskabernes afvisning af religionen, men som pdes. erklærer det menneske, der altså sådan set bare skulle være en særlig kompliceret del af naturen, for noget helt særligt, ja, faktisk helligt. Vi kan her tænke på de for tiden meget omtalte menneskerettigheder, som jo ikke giver nogen mening, hvis vi mennesker bare er dele af naturen på helt samme måde som dyrene.

 

Men jeg vil skynde mig at sige til de såkaldte humanister, at de endelig må blive ved at betragte det at være menneske som noget andet og mere end bare at være en del af naturen. Idet jeg jo så først og fremmest vil bede dem overveje, om det ikke var bedre at drage den fulde konsekvens af det og antage den kristne tro! Og idet jeg i det mindste vil advare dem mod at blive ”humanister” på den måde, at mennesket giver sig til at dyrke sig selv som Gud!

 

For den humanistiske livsanskuelse eller tro kan nemlig - som alle andre religioner og livsanskuelser - udvikle nogle totalitære og herskesyge træk, som består i, at når man nu er overbevist om at have den sande indsigt i det hele, så alle de andre også skulle rette sig efter, hvad man siger!

 

Desværre er der også nogle af dem, der kalder sig kristne, der kan udvikle sådan nogle træk. Men over for dem må det slås fast, at troen på Jesu Kristi magt og majestæt, ja, troen på ham som Sandheden og Herligheden, hverken eller kan bruges til noget, der i virkeligheden bare er at skaffe sig selv magt over andre.

 

På grund af omstændighederne er det de salmer, Terttu har valgt, vi synger i dag. Og den salme, vi skal synge her lige efter prædikenen, ligger på en linie, det er meget vigtig at have for øje og i ørerne og munden på denne helt særlige dag: sidste søndag efter helligtrekonger. Og på en helt særlig måde i forbindelse med det, vi lige nu er inde på:

 

Hil dig, Frelser og Forsoner!

Verden dig med torne kroner,

...

 

Kærligheden, hjertegløden

stærkere var her end døden;

heller giver du end tager,

ene derfor dig behager

korsets død i vores sted.

 

For det sidste, vi hørte i evangeliet, var jo, at Jesus forudsagde sin død og opstandelse. Vejen ned af Forklarelsens Bjerg var vejen mod lidelse og død. Om end altså med opstandelsen ude bag døden. Men indtil da skulle den herlighed, de tre disciple havde set, være en hemmelighed!

 

Den sandhed, vi som kristne prøver at tro på så godt, vi kan (for det er jo ikke kun de andre, der har svært ved det!), det er den korsfæstede sandhed, og den herlighed, de første disciple så stråle ud af Jesus - og som på en eller anden måde også stråler mod os her ved denne gudstjeneste - det er den korsfæstede herlighed! Og når det er sådan, så kan hverken sandheden eller herligheden bruges til at slå hinanden med, endsige til at prøve at få magt over hinanden med.

 

Se også på den kristne Kirkes første århundreder! Her var jo ikke tale om en gruppe partisaner eller terrorister, der ville omstyrte det romerske kejserrige og tage magten. Tværtimod var der tale om nogle beskedne og ydmyge mennesker, der stille og roligt, ja ofte ind igennem martyrdøden, vidnede om Jesus Kristus som Sandheden og Herligheden, den Sandhed og Herlighed, som var der, også når det så ud til, at løgne-magten og døden havde sejret totalt.

 

Men så skete der det, at dette vidnesbyrd efter tre hundrede års forløb i den grad havde vist sin styrke, at en af dem, der kæmpede om kejsermagten, så sin fordel i at støtte sig på denne styrke - den senere kejser Konstantin den Store. Og siden da har der her i Europa - på godt og ondt - været en alliance mellem kristendommen og samfundsmagten. Og her må vi virkelig sige ”på godt og ondt”, for pdes. har livet i de europæiske lande indtil nu nydt virkelig godt af, at kristendommen - trods alt - har været her, men pdas. er det bogstavelig talt helt uhyrligt, hvad vore såkaldte kristne stater har kunnet gøre mod både andre mennesker ude i verden og mod hinanden og mod deres egne mennesker!

 

Derfor må vi faktisk med glæde konstatere, at denne, den såkaldte konstantinske æras, tid er ved at være forbi, så at statsmagten bliver religiøst neutral og at det enkelte land ikke bliver hverken mere eller mindre kristent, end der er kristne i det til. Og det gælder ikke bare antallet af kristne i det pågældende land, men også, og ikke mindst, kvaliteten af den kristendom, der lever i dem. Og det samme gælder i EU!

 

Men vi må ikke glemme, at det til alle tider er sådan, at de, der skal prøve at styre samfundet, har brug for en livsanskuelsesmæssig og moralsk kraft til at styrke landet og staten, og det er helt tydeligt, at det netop er ”humanismen” og dens ”værdier”, der nu står parat til at overtage denne funktion. Og det er også meget godt - så længe der ikke bliver tale om en totalitær ideologi, der ikke levner plads til andre meninger og holdninger. Vi andre må insistere på, at det bliver i form af et helt praktisk sæt ”spilleregler”, der ikke virkelig bliver ophøjet til at være en ny religion.

 

Men nu nok om dette. Vi er jo ikke samlet her på denne sidste søndag efter helligtrekonger 2005 for at bekræfte os selv og hinanden ved at kritisere de andre! Nej, vi er kommet sammen for, på en helt særlig og temmelig bogstavelig måde at se Jesu Kristi herlighed, ja, have den til at lyse på os!

 

Hvor vi jo så er tilbage ved denne prædikens udgangspunkt: Kan vi overhovedet tillægge disse helt bogstavelig talt u-trolige tekster en sådan betydning? Men det mener jeg, vi kan. Ellers stod jeg altså ikke her!

 

Hvad vi ikke kan, er at komme tilbage til hverken Moses på Sinajs bjerg eller Jesus og de tre disciple på Forklarelsens Bjerg. Det gælder disse som de andre u-trolige beretninger i Bibelen, at vi kun har dem hos os som et vidnesbyrd - hverken mere eller mindre. Men altså som dele af det store samlede vidnesbyrd, som navnlig de nytestamentlige forfattere har aflagt, og som lyder til os i dag gennem hele den historie, som slægt efter slægt af kristnes liv har udgjort.

 

Og den kristne tro kommer vi altså ikke til gennem en granskning af så den ene, så den anden detalje. Den kristne tro kommer vi til, når hele det samlede kristne vidnesbyrd og hele Kirkens liv møder hele vort liv og hele vor oplevelse af, hvad det vil sige at være menneske, ja, hvad det vil sige, at jeg er et menneske.

 

Vi kan godt lade det stå hen - og netop hverken mere eller mindre end ”stå hen” - hvad der ”rent objektivt” ligger bag vidnesbyrdene om Forklarelsen på bjerget. Men vi kan ikke høre det, apostelen Peter og evangelisten Matthæus har vidnet om, som det rene op-digt. Når vi tager hele det samlede Ny Testamentes og hele den levende kristendoms sandheds-kraft i betragtning bliver vi faktisk nødt til at sige, at det bygger på en virkelig oplevelse af, at i Jesus var det Sandheden og Herligheden i egen person, man stod over for, den Sandhed og den Herlighed i egen person, som vi også ser og oplever i vort eget liv og den verden, vi lever det i. Også trods al løgn og død og vold og magt. For der er jo en så skærende modsætning her i tilværelsen mellem det, der er sandt og herligt og det, der bare vil fordreje og ødelægge og gøre ondt, at vi er nødt til at skelne mellem to diametralt modsatte kategorier.

 

Og at tro på Jesus er at tro på den sandhed og den herlighed, vi trods alt allerede kender. At tro på ham som den store bekræftelse på, at den sandhed, vi allerede kender, er sand, og den herlighed og glæde, vi allerede kender, er virkelig. Men at tro på Jesus er så videre at tro på og sætte sit håb til, at i ham har vi frelsen fra alle de magter, både inde i os selv og uden for os selv, der vil kvæle sandheden og dræbe glæden.

 

På denne måde har vi her været oppe på Forklarelsens Bjerg sammen med Jesus og Peter og Jakob og Johannes. Men så må vi også sammen med dem gå ned fra bjerget, ned til vort eget modsætningsfyldte liv på jorden, og ned til hele den forfaste- og faste-tid, der i første omgang fører frem mod langfredag, men som med Jesu allersidste ord i dag allerede nu har påske-lyset som det yderste mål ude bag alt mørke, også ude bag det store mørke, vi vil se hvile truende over både verdens og vort eget personlige liv, når vi går ud af kirkedøren efter denne gudstjeneste!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

- - -

 

Under punktet ”Tillysninger” sagde jeg først:

 

På søndag begynder faste-forløbet i videre forstand. Det er søndag septuagesima, det latinske ord for halvfjerds. Og det er påsken (hvilket altså i første omgang vil sige langfredag) der tælles frem mod. Hvordan man er kommet til noget med halvfjerds kræver i bedste fald en længere forklaring. Det afgørende er ”frem-mod-påske-perspektivet”. - Der er gudstjeneste i Ryde Kirke kl. 19 ved sognepræst Michael Foersom.

 

Og i begge kirker sagde jeg ”tak for samværet”. Men i Landet Kirke kunne jeg desuden henvise til, hvordan jeg som dreng ofte havde været på ferie hos min morbror på Skovgård på den anden side af marken lige syd for kirken og også nogle gange havde været i kirken i forbindelse med familiebegivenheder.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Sidste søndag efter helligtrekonger (A) - 28. januar 2007

 

Højmesse i Ryde Kirke. Aftengudstjeneste i Gloslunde Kirke. - Lolland vestre Provsti.

 

Se bemærkningerne til gudstjenesterne i Ryde Kirke fra og med Sankt Stefans dag 2006.

 

Til gudstjenesterne her på sidste søndag efter helligtrekonger 2007 er der følgende at bemærke, nemlig for så vidt angår det nye Lolland vestre Provsti:

 

Ryde og Gloslunde sogne hørte indtil udgangen af 2006 til Lolland søndre Provsti. Fra første januar 2007 er Lolland søndre Provsti og Lolland nørre Provsti lagt sammen til Lolland vestre Provsti.

 

Men der har før været et Lolland vestre Provsti, nemlig fra 1829 til 1920. Den nu afgåede provst for Lolland søndre Provsti Holger Villadsen har givet mig bla. følgende oplysninger om den vestlollandske provstihistorie:

 

Den gamle provstiinddeling er herredsprovstierne. Og helt tilbage i middelalderen var der et "Lollands søndre Herreds Provsti". Det bestod tilsyneladende som selvstændigt provsti indtil 1829, hvor der blev oprettet et nyt provsti med navnet "Lollands vestre Provstie".

 

Oprettelsen af ”Lollands vestre Provstie” skete ved Kgl. resolution af 27/1 1824, men det ser ud til, at det først er trådt i kraft i 1829. Så startåret er altså enten 1824 eller 1829, afhængig af, hvad man sætter som skillepunkt.

 

Lollands vestre provsti blev ifølge bekendtgørelse af 29/11 1920 delt i to provstier igen: Lollands nørre Herreds Provsti og Lollands søndre Herreds Provsti. Det skete med virkning fra 1/1 1921.

 

Omfanget af det gamle vestre provsti var næsten som det nuværende. Eneste afvigelse er Stokkemarke sogn, som hørte til det gamle Lollands søndre Herred. Det blev flyttet til Maribo Domprovsti i 1970 (cirka) i forbindelse med den forrige kommunalreform.

 

-

 

Højmesse: 402 - 64 - 1 -///- 161 – 162

 

Aftengudstjeneste: 64 - 56 -///- 161 - 162

 

2. Mos. 34,27-35 - 2. Pet. 1,16-18 - Matt. 17,1-9

 

 

Far i Himlen!

Du, som er Kærlighedens grund under alt, hvad der er til.

Tak, fordi du i Jesus har ladet din sandhed og dit liv træde frem for os i egen person og møde os ansigt til ansigt.

Hjælp os ved din Ånds nærhed og kraft til, altid at leve i troens fællesskab med Ham, så vi kan følge Ham gennem alt, hvad der sker, indtil vi skal være sammen med Ham i det evige lys og den evige herlighed i dit Rige.

Amen!

 

 

Lys og lys og lys! Herlighed og herlighed og herlighed! - Sådan har det været lige siden julens begyndelse. Lad os høre noget af det igen! [Alle fremhævelser i citaterne er mine].

 

Første læsning juledag:

 

Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys,

lyset skinner for dem,

der bor i mørkets land (Es. 9,1).

 

Evangeliet juledag:

 

Da stod Herrens engel for [hyrderne], og Herrens herlighed strålede om dem (Luk. 2,9).

 

Og hvis vi havde hørt Johannes’ juleevangelium, ville vi have hørt det samme, nemlig at ”I [Ordet, Kristus] var liv, og livet var menneskers lys” (Johs. 1,4). Ja, i selve det helt centrale Johannes-juleevangelium ville vi have hørt:

 

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed (Johs. 1,14).

 

Hvor det jo klart er netop den begivenhed, vi hører om i dag, og som apostelen Johannes deltog i, der henvises til.

 

Julesøndag hørte vi, hvordan den gamle Simeon tog Jesus-barnet i sine arme og sagde:

 

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.

For mine øjne har set din frelse,

som du har beredt for alle folk:

Et lys til åbenbaring for hedninger

og en herlighed for dit folk Israel.

 

Og på selve jule-festens sidste dag, helligtrekongers dag, er det jo lyset fra stjernen, der bringer de tre repræsentanter for ”folkeslagene” til Jesus. - [Der har ganske vist ikke været nogen ”helligtrekongers søndag” i år. Men en del steder har der formodentlig også i år været holdt særlige helligtrekongersgudstjenester enten selve den 6. januar eller aftenen før.]

 

Endelig hørte vi 1. søndag efter helligtrekonger evangeliet om brylluppet i Kana, hvor Jesus forvandler vandet i de seks vandkar til den dejligste vin og således redder en tørlægningstruet bryllupsfest. Og det sluttede jo således:

 

Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham (Johs. 2,11).

 

Og i dag, sidste søndag efter helligtrekonger, ”forklarelses-søndagen, når dette forløb sit - foreløbige - højdepunkt. Her viser det lys, som er udstrålingen af Guds herlighed, sig direkte på Jesus selv: ”Hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset”.

 

-

 

Og lad os ikke bruge denne gudstjeneste til grublerier over, hvad det egentlig var der foregik dengang, altså fx oppe på ”Forklarelsens Bjerg”. Lad os i stedet endnu en gang høre, hvad en af dem, der var med, selv siger om det - idet vi hører epistelen fra Peters andet brev en gang til. Her vil apostelen Peter styrke sine medkristne i troen på det, han har forkyndt dem, idet han siger:

 

For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.

 

Så kan vi stadigvæk gå og spekulere over, hvad der egentlig ligger bag. Men at der ligger noget bag, og at det er et ærligt vidnesbyrd, vi her har om det, er det vanskeligt at tvivle på.

 

Lige meget hvor meget vi siger ”billedsprog” eller ”syner”, eller hvad vi vil, så er et billede jo altid et billede af noget, og så er et syn altid et syn af noget. Hvis altså vel at mærke den helhed, det indgår i, som helhed er sand!

 

Og jeg vil godt vove den påstand, at enten er Jesus og alle apostlene verdens største samling af sindssyge eller kyniske løgnere og svindlere, eller også må det, der kommer fra dem, som helhed være sandt!

 

Lad os derfor her på denne sidste søndag i julens efter-tid tage alt det lys og al den herlighed til os, vi har fået ind over os lige siden juleaften og juledag. Idet vi samtidig gør os klart, hvad det er for et lys og en herlighed, der er tale om.

 

For både lys og herlighed kan jo være så meget. Vi kunne faktisk godt forestille os, at vi her i den verden, vi lever i, fik nogle oplevelser af noget, der på en eller anden måde kom ”udefra” - eller ”ovenfra” - og som lyste og strålede med en glans og herlighed, vi aldrig havde set magen til. Og det ville godt kunne være en stor oplevelse. Men hvad så? Hvad ville vi rent ud sagt kunne bruge det til bagefter, hvis det ikke var andet end det?

 

Der kan jo godt være et lys og en glans, der, som man siger, er ”af overjordisk skønhed”, men som egentlig bare lyser og glinser - uden at have nogen betydning og uden at have noget indhold.

 

For slet ikke at tale om det, vi jo udmærket kender under betegnelsen ”falsk glimmer”. Eller endnu værre: falsk herlighed. Hvor sådan noget som narkomanens falske og dødbringende lykke-rus er et af de yderste eksempler.

 

Men alt det lys og al den herlighed, gudstjenesterne siden juleaften har handlet om, det er jo Guds lys og Guds herlighed. Og så er det, bogstavelig talt pr. definition, den herlighed, der også ligger bag alt, hvad der er skabt af Gud, og ligger i alt, hvad der er skabt af Gud.

 

Og når Johannes i det vers, som er selve hans juleevangelium, skriver, at han og de andre disciple havde set det Ords herlighed, som var blevet ”kød”, dvs. menneske, så ligger det jo for det første allerede i selve det, at det var Ordets herlighed, de havde set, at det var en herlighed med betydning.

 

Og for det andet var det jo heller ikke engang kun en ”herlighed med betydning, der var tale om. Det kunne man jo også godt forestille sig, altså en meget smuk stråleglans, der netop i sin skønhed også havde nogle former, der udgjorde et betydnings-mønster. Noget i retning af et overjordisk skønt lys- eller laser-show med nogle former, der var ligesom en slags sprog.

 

Nej, den herlighed, Johannes og de andre disciple havde været vidne til, var herligheden fra det store ”betydnings-Ord”, der var blevet kød, dvs. menneske. Undskyld udtrykket: en herlighed med kød på!

 

Og for nu at vende tilbage til evangeliet til i dag, så var det altså ikke en eller anden UFO eller bare et eller andet overjordisk skær, de tre disciple oplevede oppe på Forklarelsens Bjerg, nej, det var den Jesus, de havde levet sammen med i tre år og delt alle mulige farer og strabadser med - men også havde haft glade stunder og festlige måltider med - det var ham, der begyndte at lyse. Med et lys, der kom fra Gud.

 

For når evangelisten Johannes kalder Jesus ”Ordet, der blev kød”, så mener han dermed, at det i Jesus er selve Tilværelsens grund-betydning, der træder frem for os.

 

”Ordet” med stort ”O” er en gengivelse af det græske ord Logos, som vi kender i fremmedord som fx ”logik” og bio-logi. Men her er det altså ikke bare ”logikken” eller ”logien” i tænkereglerne eller i de enkelte videnskaber, der er tale om, men netop den store altomfattende grund-betydning bag og i alt, hvad der er til. Som Johannes skriver om Ordet”, der var i begyndelsen:

 

Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er (Johs. 1,1-3).

 

Derfor er den herlighed, det alt sammen har handlet om til og med i dag, den herlighed, vi også allerede kender fra den måde, vi oplever vort liv og vor verden på. På en mærkelig måde også netop, når livets herlighed støder sammen med og bliver brudt af de kræfter, der ikke kommer fra Gud. Og hvor det så gør rigtig ondt. For det er netop, fordi herligheden og den sande glæde er der først, det gør så ondt, når det andet kommer og ødelægger - det, der er ikke selv er noget, det, der kun er et stort negativt mørke, der ikke kan andet end ødelægge og forvrænge.

 

Men desværre gør dette negative og forvrængende ”ikke-noget” sig fortsat gældende her i verden.

 

Og så skal vi lægge godt mærke til, at det er denne modsigelsesfyldte og ofte vildt smertefulde virkelighed, Jesus og de tre disciple går ned til efter den blændende herligheds-oplevelse oppe på bjerget:

 

Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: ”Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde”.

 

Med hele det Livets og Sandhedens lys og hele den guddommelige herlighed, der var blevet åbenbaret oppe på forklarelsens bjerg, gik Jesus ned til den virkelighed, hvor dødens og løgnens og mørkets og elendighedens kræfter i så forfærdelig grad gør sig gældende - for at gå sin frelsende vej ind i lidelsen og døden og sprænge mørkets og elendighedens kræfter indefra - ved at have været helt inde i deres centrum - og gå ud derfra igen, til påskens og himmelfartens lys og herlighed, som banebryder for også vor vej til det sande lys og den sande herlighed.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kyndelmissegudstjeneste - 5. februar 2013

Står i både første og anden tekstrække. - NB! Selve kyndelmissedag er 2. februar (40 dage efter Jesu fødsel).

 

Errindlev Kirke, Maribo Domprovsti, kl. 14.

 

Gudstjenesten var ved mig, fordi jeg efter gudstjenesten skulle holde et lysbilledforedrag i præstegården med titlen "Oplevelser med polakker 1990-2012".

 

DDS 2003: 72 - 612 - 76 v 2 -///- 133 - 117

 

Mal 3,1-4 - Hebr 2,14-18 - Luk 2,22-40

 

Første kollekt var Anna Sophie Seidelins kollekt til julesøndag, første tekstrække (Tillæg til Alterbogen s.23f). Sidste kollekt var den almindelige kollekt for ordet.

 

Da der var tale om en kort eftermiddagsgudstjeneste før et foredrag, var der hverken trosbekendelse, kirkebøn eller nadver.

 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du kommer til os som barnet i din mors og vore arme!

Lad dit jule-lys skinne klarere og klarere for os!

Amen.

 

 

Der er meget at sige om den kyndelmissegudstjeneste, som nu igen er begyndt at blive fejret rundt omkring i Folkekirken, enten på selve datoen den 2. februar, eller som nu i dag lige deromkring.

 

Heldigvis har jeres egen præst forberedt dagen godt i den artikel, hun har skrevet i sidste nummer af jeres sogneblad "Jarun". Hun har blandt andet oplyst, at det først var i 1770, vi holdt op med at have kyndelmissedag som forordnet gudstjenestedag.

 

Og vi behøvede jo ikke at mere eller mindre genindføre den. Men jeg vil i den forbindelse tillade mig at "spille omvendt" på apostelen Paulus kendte ord: "Alt er tilladt, men ikke alt gavner" (1. Kor 10,23). Idet jeg nemlig vil sige: Meget kan undværes, selv om meget af det også gavner!

 

Vi kan naturligvis sagtens undvære kyndelmisse som gudstjenestedag. Men vi kunne måske også få gavn og glæde af, i det mindste at begynde at have den fremme i bevidstheden igen som et særligt skillepunkt, idet vi også fejrer den rundt omkring efter lokal beslutning. Og jeg vil nu først sige lidt om den gavn, kyndelmisse kan gøre som "skillepunkt".

 

De to forrige søndage var dem med de mærkelige navne søndag septuagesima og søndag seksagesima, og de har, sammen med fastelavns søndag, været søndagene i den såkaldte septuagesimatid eller "forfaste". Denne tid blev midt i 1960'erne afskaffet i Den Romersk-Katolske Kirke. Og jeg mener, vi med fordel også kunne afskaffe den i Folkekirken.

 

Og så kunne vi i stedet lade rækken af søndage efter helligtrekonger fortsætte frem til kyndelmisse, altså 2. februar, og betegne søndagene derefter som søndag nummer det-og-det før fastelavn, idet vi fortsat betegnede den sidste søndag før fastetiden som fastelavns søndag. [Se mere om disse forhold på undersiden "Salmer og kristelige digte"].

 

Men kyndelmissedagen er ikke bare et tilfældigt "skillepunkt". Ifølge traditionen betegner den afslutningen på julefesten i videre forstand, nemlig i den forstand, at det faktisk var 40 dage efter Jesu fødsel, Maria og Josef efter jødisk skik fremstillede deres søn i Templet og dermed afsluttede deres barselsperiode.

 

Og jeg gentager: "Meget kan undværes, selv om meget af det også gavner". Lad os holde fast ved, at Jesus blev født ved midnat natten mellem den 24. og 25. december. For det gjorde han i hvert fald "teologisk set"! Og så gavner det os faktisk, at vi ikke bare mindes hans omskærelse og navngivelse på julefestens ottendedag (1. januar) og slutter selve julefesten med at fejre helligtrekonger (selve dagen er 6. januar), men også får markeret den begivenhed, som hans fremstilling i Templet var. Det gør os mere samtidige med hele det begivenhedsforløb, vi fejrer i julens fest. Og det understreger hele den jødiske eller gammeltestamentlige sammenhæng, kristendommen er udgået af.

 

Det hele bliver mere konkret for os. Og det gør det vel at mærke ikke ved noget, vi selv har opfundet, men på dén helt direkte måde, at vi simpelt hen mindes og fejrer de begivenheder, der faktisk engang har fundet sted. Det hjælper os til at huske, at hele kristendommen bunder i noget, der (i hvert fald på en eller anden måde) har fundet sted på et bestemt tidspunkt i historien, så at kristendommen ikke er noget, vi selv i vor store visdom skal "konstruere" (som det hedder), men er noget ganske bestemt, der kommer til os bagfra gennem historien.

 

De tekster, vi har hørt her ved denne kyndelmissegudstjeneste, er taget direkte fra den gældende romersk-katolske messebog og repræsenterer dermed den ubrudte kyndelmissetradition fra engang i 500-tallet af. Men vi kan sagtens lytte til disse gode bibeltekster som de gode evangelisk-lutherske kristne, vi er.

 

I stykket fra profeten Malakias' Bog er det virkelig stærkt at høre ordene "Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel". Sammen med de følgende ord om den vælde, hvormed det sker. For vi hører det jo i en sammenhæng, hvor "Herren" er det lille 40 dage gamle drengebarn, der af sine forældre bliver båret derind. Prøv, virkelig at høre det i jeres ører og se det for jeres øjne!

 

Og derved får ordene om smeltningen og ludningen også en helt ny betydning. For slet ikke at tale om den frembæring af offergaverne "på rette vis", "Herren til behag", der bliver resultatet af det.

 

Samtidig med, at vi skal se kristendommens rod i den gammeltestamentlige historie, skal vi se denne lille dreng som noget helt nyt, der er kommet ind i verden, noget nyt, der drejer alting 180 grader, ikke mindst alt, hvad der har med "offer" at gøre. Men det sker jo netop ved, at han går ind i det gamle, ja, ind i selve døden, for at dreje alting i den rigtige retning. Det er det, der er tale om i epistelen.

 

Jesus blev båret ind i Templet, og hans forældre bragte det foreskrevne offer. Selv om det altså var ham, der var Herren, der kom til sit Tempel. Ligesom han senere lod sig døbe af Johannes sammen med alle de andre. Og ligesom han jo julenat var blevet født som et sådan set ganske almindeligt menneske-barn. Og til sidst døde han en barsk menneskelig død. Det er dertil epistelen siger:

 

Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen ... Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder.

 

Og så er der endelig selve kyndelmisseevangeliet eller evangeliet om den gamle Simeon og den gamle Anna. Det er et evangeliestykke, jeg altid har holdt meget af, ikke mindst den scene, hvor den gamle Simeon står med Jesus-barnet i sine arme og priser Gud med de ord, der med rette har fået en stor plads i den kristne tradition: "Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse".

 

Og det gør faktisk hverken fra eller til, at jeg vel nu selv er ved at være jævnaldrende med Simeon (hvis alder vi ikke udtrykkeligt hører noget om). Men jeg kan ikke lade være at mindes, da min svigermor fortalte, at hun var kommet med i "Simeon og Anna-klubben" i sit københavnske sogn. Det havde jeg aldrig hørt om før. Men det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg fandt det meget smukt, at de gamle i menigheden kunne samles, for så helt direkte og bogstaveligt at tage Simeon og Anna til forbilleder.

 

Det helt særlige kyndelmisse-indhold i Simeons lovprisning er de sidste ord, hvor han betegner Guds frelse for alle folk med ordene "Et lys til åbenbaring for hedninger

og en herlighed for dit folk Israel". Her ses frelsen som lyset og herligheden. Og det er i forbindelse dermed, kyndel-misse er netop lys-messen, idet det oldnordiske ord "kyndill" jo betyder "et lys". På latin hedder det "missa candelarum" (candela = et (voks)lys).

 

Forud for selve den romersk-katolske "Herrens Fremstilling"-messe finder et særligt

lysvelsignelsesritual sted, som vi ikke skal komme nærmere ind på her, men jeg kan dog ikke - så meget mere, som vi bagefter, ovre i præstegården, skal ind i den polske sammenhæng - lade være at citere en af de bønner, der ifølge den polske katolske messebog kan bruges lige før selve bestænkningen af lysene med vievand:

 

Gud, du, som er det sande lys og kilden til det evige lys, oplys de troendes hjerter, for at alle, der med brændende lys er forsamlet her i denne helligdom, engang må få din herligheds glans at se. Ved Jesus Kristus, vor Herre.

 

Om kyndelmisse som lys-fest vil jeg endelig minde om, at selve årets, dvs. Solens, gang også her har en særlig betydning. Selve Jesu fødsel fejrer vi lige efter selve vintersolhvervet, nemlig på det tidspunkt, hvor man for årtusinder siden kunne konstatere, at året faktisk var vendt, så der virkelig var noget at fejre. Og så varer jule-festen altså lige til den 6. januar, som er det tidspunkt, hvor dagen virkelig begynder at tage til. Men her ved kyndelmissetide er lyset jo så for alvor begyndt at virke. Hvor koldt det end kan være, kan kulden ikke tage lyset fra os. Og det passer jo stort og smukt sammen med, at Jesus-barnets lys fik sin første helt særlige virkning i to konkrete menneskers liv, da Simeon og Anna så det i Templet 40 dage efter hans fødsel.

 

Der står ikke noget særligt om, hvordan den gamle Anna oplevede Jesus-barnet. Der står bare, at "Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning". Men desto mere kan vi tænke over det. Der er ofte en helt særlig styrke i det, der ikke bliver direkte sagt. Og til Annas ære vil jeg tillade mig at slutte med to vers i tilknytning til den salme, vi skal synge lige om lidt:

 

Alene gennem mange år,

kun Gud tilbage,

totalt hengivent også går

de sidste dage.

Svar på bønnen får hun nu

i fyrredagesbarnet.

 

Med Anna må vi prise Gud

for håb i trængsel,

ja, vi må tale glæden ud

til verdens længsel.

Barnet er vort lille håb,

som snart vil blive større.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Søndag seksagesima (A) - 8. februar 2015

 

Froprædiken i Utterslev Kirke, højmesse i Løjtofte Kirke, begge Lolland vestre Provsti.

 

DDS 2003

Froprædiken: 410 - 391 - /// 153 - 56

Højmesse: 410 - 391 - 56 /// 153 - 424

 

Froprædiken: 1 Kor 1,18-25 - Mark 4,1-20

Højmesse: Es 55,6-11 - 1 Kor 1,18-25 - Mark 4,1-20

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du bliver ved at så dit ord over os!

Hjælp os til at høre det og lade det vokse og bære frugt i os!

Amen.

 

Det er måske ikke lige til at se, hvordan allerede selve udgangssituationen i evangeliet til i dag svarer til vor aktuelle folkekirkelige situation! Hvor ser vi så mange mennesker samlet for at høre Jesu ord, at prædikanten må gå om bord i en båd, eller klatre op i en lygtepæl, for at blive set og hørt?

 

Men selv om det mange steder er så som så med kirkegangen, så er der også steder, hvor den er stigende. Og navnlig kan vi iagttage en stigende optagethed af de store eksistensspørgsmål på mange forskellige leder og kanter. Jeg hører meget DR P 1 radio. Og en del Radio24syv. Og i betragtning af, hvordan man ellers må opfatte situationen, er det faktisk forbløffende, så mange udsendelser, der er om ikke bare eksistensspørgsmålene i bred almindelighed, men også om direkte kristne og kirkelige emner. Og det må vel afspejle noget. Man kunne måske sige, at store skarer af Nikodemus'er flokkes om Jesus. I ved, ham rådsherren, der kom til Jesus om natten for at tale med ham og spørge om nogle ting.

 

Men så er det jo netop ikke her i dette kirkerum, vor tids Nikodemus'er er forsamlet. Og det må betyde, at vi, der faktisk er til stede her, må have det som en pligt at vidne om det, vi hører her, når vi møder nogle af dem ude i livet. Vel at mærke på den rette måde!

 

Vi skal altid føre os frem med en oprigtig og dybtfølt ydmyghed og som dem, der allerførst selv er blevet til‑talt af Jesu ord. Og vi skal være klar over, at når vi prøver at tale i Jesu navn, så betyder det, at vi skal tale på en helt anden måde end faktisk alle andre, der siger noget, nemlig end alle dem, der vil skaffe sig kunder eller hverve tilhængere og vælgere og al den slags. For slet ikke at tale om dem, der vil tvinge andre til at mene og tro som dem selv

 

Lignelsen i dag er faktisk et af flere eksempler på, at Jesus nærmest prøver at skræmme sine tilhørere væk! Eller i hvert fald noget, der kan lyde sådan.

 

Det er selve det, at der er så mange, der flokkes for at høre ham, der får Jesus til at fortælle denne lignelse. "Hør her!", siger Jesus. Og det betyder jo nok: "Ja, I er mange, der flokkes om mig nu, men hør her, hvordan det kan gå!". Jesus er ikke interesseret i succes. Jesus er interesseret i, at de, der hører ham, skal omvende sig og tro på Evangeliet og følge ham, også gennem alt, hvad det indebærer.

 

Og vi skal også høre Lignelsen om sædemanden som et udtryk for den gåde, det er, at det ikke er alle, der kommer til troen, når de hører Evangeliet. Og det gælder helt direkte den første del af lignelsen, den med sædekornet, der falder på vejen.

 

En vej er hård. Og der er mennesker, der er hårde. Hvilket dybest set vil sige, at de ikke ønsker Jesu ords autoritet over sig. Det kan være vore dages hårdnakkede ateister, der på en overfladisk og direkte fjendtlig måde afviser kristendommen. Ofte med nogle helt barnagtige argumenter - som fx det med, at de ikke kan tro på en gammel mand med skæg, der sidder på en sky. - At mange af disse mennesker så kaster sig i armene på alle mulige andre slags autoriteter, er en anden sag. - Men hvis vi møder nogle af dem, kan vi jo (på rette tid og sted) begynde med at fortælle dem, at vi heller ikke tror på en gammel mand med skæg, der sidder på en sky. Og dernæst give dem ret i, at der virkelig kan nævnes mange i og for sig gode grunde til at afvise "den kristne påstand" som ønsketænkning. Men hvad så med deres egen ateistiske "tro"? Får den det hele til at gå op? Den går jo typisk ud på, at alt i grunden bare er fysik. Og så kan vi spørge dem, om de kan få det til at gå op med, hvad vi oplever i vort liv, både det gode og det onde, ja, hvad de mener, fysikken kan bidrage med, når vi gang på gang oplever det dybt tragiske og smertelige sammenstød mellem livets herlighed, og så alt det, der bare ødelægger, perverterer og tilintetgør livet. - Men vi skal hele tiden tale på en sådan måde, at det står klart, at det er deres egen frie afgørelse, hvad de vil tænke og tro, og at det i hvert fald ikke er vort mål at få dem ind under vor magt, ja, at skulle det gå sådan, at de på et tidspunkt bliver kristne, så er det et helt frit fællesskab, de dermed kommer ind i.

 

De andre dele af lignelsen handler helt klart også om os! Vi kan ganske vist også i disse dele se noget, der passer på nogle grupper omkring os, som vi ikke selv sådan lige tilhører. Men vi skal altid spørge os selv, om vi måske ikke har noget af det, vi hænger ud, inde i os selv.

 

Der er jo klippegrunden med det tynde jordlag. Det har vel i situationen dengang først og fremmest betydet dem, der måske hurtigt blev begejstrede, men så hurtigt igen viste sig at have en grundindstilling, der var mindst lige så hård som vejen i den første del af lignelsen. Og det kan vi nemt vende mod os selv, idet vi spørger, om det måske bare er helt overfladisk, vi tager Evangeliet til os, og i virkeligheden er så hårde i vore hjerter, at vi ikke lader det trænge ind dér, hvilket så betyder, at det ikke kommer til at bære frugt hos os.

 

Men vi kan da også tænke på sådan noget som den såkaldte kulturkristendom eller opfattelsen af kristendommen som vort kulturgrundlag, ja, som en af de faktorer, der skal sikre sammenhængskraften i samfundet! Det kommer der jo heller ikke meget ud af. - Også her kan vi dog spørge, om vi måske selv har en rem af huden.

 

Så er der tidslerne. De forklares i den del af evangeliestykket til i dag, hvor lignelsen udlægges, som "denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet", der "kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt". Og det lyder jo nærmest uhyggelig aktuelt!

 

Det første, der nævnes, er bekymringerne. Og hvem kan sige sig fri for dem? Er der ikke det ene, så er der det andet. Og netop i disse år er der mange, der har nogle særdeles påtrængende og håndgribelige bekymringer. Det kan rent ud sagt være svært at tænke på de store eksistentielle spørgsmål, når man lige har mistet sit arbejde eller frygter, måske snart at komme til det, eller når man måske er ved at skulle gå fra hus og hjem. Eller det kan være bekymringer, der ikke har noget med penge at gøre. Knas i parforholdet, problemer med børnene. Eller sygdom!

 

Og det kan naturligvis ikke være meningen, at der i den kristne prædiken skal tales let om alle disse ting. Men vi må høre Jesu ord som en kraftig opfordring til, at vi ikke lader nogen form for bekymringer kvæle vor tro. Og det, at vi ikke lader vor tro kvæle, er jo ikke ensbetydende med, at vi skal tage let på vore problemer eller negligere dem. Nej, vi skal have troen og håbet dybt i os, mens vi kæmper med de problemer, det er muligt at løse. Den samme tro og det samme håb, som vi skal have dybt i os, når der ikke er noget, vi kan gøre.

 

Så er der "rigdommens blændværk". Eller materialismens og forbrugerismens blændværk. Det behøver vi ikke bruge megen tid på. Det at lade den slags ting kvæle eller træde i stedet for troen er simpelt hen bare for dumt! Det er jo allerede rent menneskeligt set dumt at lade materialisme og forbrugerisme overskygge eller kvæle vort liv som sådant. Heldigvis har den økonomiske krise fået i hvert fald nogle til at forstå dette.

 

Men så bruger man måske bare sine penge og sin tid på "alt muligt andet", fx rejser og andre oplevelser. Og det er da mindre dumt. Men selv de bedste oplevelser og den slags kan jo betyde noget dårligt, hvis de kommer til at overskygge eller træde i stedet for det helt store forhold til vort livs Gud. Eller hvis det bare skal tjene til adspredelse, så man undgår at komme til at tænke og føle for dybt over det hele. - Og allerede her kan vi tænke på det udråb, hvormed Jesus afslutter selve lignelsen: "Den, der har øre at høre med, skal høre!". Det er ørkesløst at stille den kristne tro og alle de ting, vi må regne for dele af den sande livskvalitet, op som hinandens modsætninger. Det svarer næsten til Slangens løgne‑ord i Paradiset: "Har Gud virkelig sagt?".

 

Og dermed kan vi gå over til lignelsens sidste del, den om den gode jord, der giver tredive eller tres, ja, måske hundrede fold. For det er jo det, der er målet! Det er det, Jesus indbyder til. Det er det, Jesus vil fjerne hindringerne for.

 

Det er selvfølgelig ikke en simpel "fremgangsteologi", eller hvad det hedder, Jesus forkynder. Der kan også være trængsler på den gode mark. Eller forfølgelser! Men på den gode mark er det noget andet. For med Evangeliet og troen og håbet dybt i vore hjerter, ja, med også selve den gode jord som en gave fra Gud, bliver alt anderledes. Så er vi, uanset hvad, i Guds store, evige livssammenhæng. Og det er ikke bare noget, der bliver påstået, eller en højere form for sutteklud. Det er noget, der viser sig i hele den måde, Evangeliet gror i vore hjerter på og bekræfter livets herlighed - og afslører det onde og trøster os og giver os håb og kraft imod det. Det er en stor og stedsevarende og alt omfattende proces.

 

Og denne store, dybe vækst, den kommer også til at bære frugt for vore omgivelser. Det kan godt være, vi synes, dette er noget, Jesus siger vi skal. Og det gør han da også. Men dybest set betyder det, Jesus siger - og er! - at han dermed giver os væksten og frugten, så det bare helt uimodståeligt vokser frem og bliver til liv og glæde for både os selv og vore omgivelser.

 

Den, der har øre at høre med, skal høre! Den, der har hjerte at leve med, han skal tage imod og lade vokse og bære frugt!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fastelavns søndag (A) - 18. februar 2007

 

Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti.

 

Om det nye Lolland vestre Provsti, se til sidste søndag efter helligtrekonger 2007. - Og om min tjeneste som en slags hjælpepræst i Landet Ryde Pastorat kan man læse ved de pågældende prædikener fra og med Sankt Stefans dag 2006.

 

 

DDS 2003: 205 - 56 - 142 v 1-2 -///- 141 - 599

 

Sl. 2 - 1. Pet. 3,18-22 - Matt. 3,13-17

 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du gik ind i vor verden og i alle ting stillede dig ved siden af os!

Bliv hos os, og hold os fast ved din side, så vi kan blive hos dig og være sammen med dig og følge dig ind i dén evige retfærdighed, fred og glæde, du har åbnet os adgang til!

Amen.

 

 

Der er tre muligheder!

 

Mulighed nr. 1:

Der er kun Universet. Og det er vi mennesker simpelt hen dele af - som nogle uhyre komplicerede krøller, Universet har slået på sig selv.

 

Mulighed nr. 2.

Der er Noget, der er større end Universet, ja, hinsides Universet, og dette Noget kan vi som kristne være i kontakt med og sætte vort håb til.

 

Mulighed nr. 3.

Der er Noget der er større end selve Universet, men kontakten til det må søges andre steder end i kristendommen.

 

-

 

For nylig har tilhængerne af mulighed nr. 1, dvs. ateisterne eller de mennesker, der ikke mener, der er nogen Gud, afholdt en stor konference på Københavns Universitet med titlen ”Gudløs”. Og tilhængerne af denne mulighed er i det hele taget begyndt at føre sig ret stærkt frem.

 

Det har de naturligvis ret til. Og der kan også anføres mange gode grunde til, at de simpelt hen har ret!

 

Men der er også mere at sige. For der er jo det mærkelige ved de dele af Universet, vi kalder mennesker, at de har det, man kalder selvbevidsthed, og at vi med vor selvbevidsthed, vor tanke og vore sanser forholder os til både os selv og resten af Universet. I menneskene betragter Universet altså sig selv og tænker over sig selv - i en stor og omfattende betragtning, hvor der spørges om meningen med det hele og om forholdet mellem lyst og smerte, glæde og sorg, liv og død, sandhed og løgn - og retfærdighed og uretfærdighed - og så videre.

 

Og her er det jo, at vi er nogle, der siger, at så er det ikke bare Universet, der betragter sig selv, eller nogle dele af Universet, der forholder sig til resten af Universet. Så kan det hele ikke bare være fysik. Og så er det måske alligevel ikke så tåbeligt at forestille sig, at der er Noget - eller En - der er større end det fysiske Univers og er noget andet end det fysiske Univers, ja, er hinsides det fysiske Univers.

 

Men hertil vil ateisterne, de gud- og religionsløse sige: ”Hvorfor denne ”fordobling”? Vi foretrækker at nøjes med at konstatere, at nu er vi mennesker her altså, og vi tænker og føler sådan og sådan og oplever vort liv sådan og sådan, og så må vi ellers bare leve dette vort liv og se at få det bedste ud af det”.

 

Og det kan de sådan set have ret i! Men hvad med alle de ”dobbeltheder”, ja, modsætninger og modsigelser, vi oplever i selve vor tilværelse? Hvordan kan de forstås, hvis det fysiske Univers med os mennesker som sine mest komplicerede dele, er hele virkeligheden overhovedet? Nej, lige meget hvad man siger, er det svært at forstå det hele.

 

I gamle dage var det så mulighed nr. 2, altså kristendommen, der var alternativet. Men i de seneste årtier er vi kommet til at befinde os i en situation, hvor der ikke bare er ateismen eller kristendommen at vælge imellem. Der er også en tredje mulighed. Eller rettere: Der er for det tredje en lang række andre muligheder: Det såkaldte religiøse supermarkeds hylder bugner af tilbud!

 

Men jeg vil her i dag tillade mig at lade alle disse tilbud blive liggende på hylderne. Der er efter min bedste overbevisning ikke noget dér, der er hverken ”filosofisk interessant” eller på nogen anden måde tillokkende. Selv om jeg da godt ved, at der er rigtig mange moderne mennesker, der ser anderledes på det! Mig er der bare ikke noget af det, der har fristet. Hvorimod mulighed nr. 1 naturligvis er en daglig, om ikke fristelse, så dog ”anfægtelse” for mig som for vel mere eller mindre alle moderne mennesker.

 

Så lad os nu bare sige, at det er valget mellem mulighed nr. 1 og mulighed nr. 2, det drejer sig om her på denne fastelavns søndag, valget mellem den mulighed, at der ikke er andet end Universet, og så den mulighed, at der er noget, der er større end Universet og hinsides Universet, og at det er gennem Jesus, vi får kontakt med det, eller altså kontakt med HAM - Gud!

 

Det er vel i øvrigt også nok sådan, at alle vi, der er samlet her i dag, på forhånd er inde i mulighed nr. 2’s virkelighed, fordi vi er døbt ind i den med vor dåb. Men hvor rigtigt det end er, at Gud faktisk har taget os ind i sin store mulighed, da vi blev døbt, så kan vi jo ikke leve hele vort kristne liv ved, bare at blive ved med at gå rundt og sige det.

 

Nej, livet i dåben er jo også livet i alle de gudstjenester, vi siden kommer til at deltage i, og i det hele taget vort liv i forhold til kristendommen - så at dåben bliver ligesom et stort vand med bølger på, vi svømmer i gennem hele vort liv som kristne.

 

Og i dag er det altså dén store dåbs-bølge, der udgøres af evangeliet om Jesu dåb, vi får hen over os. Men vel at mærke som bare een af mange bølger! For lad os prøve at forestille os, at vi uden nogen som helst forudsætninger bare fik dette evangelium læst op.

 

Så ville vi høre om en mand, der hed Johannes, som stod ude i en flod et sted i Mellemøsten for næsten to tusind år siden. Og så kom der en mand, der hed Jesus og ville døbes af ham, ligesom alle de mange andre mennesker, der var kommet derud.

 

Og så hører, vi, at Johannes - meget ydmygt - siger, at det burde være omvendt, men at Jesus siger, at nu skal det altså ske på den måde, at det er ham, der bliver døbt af Johannes, hvorefter Jesus bliver døbt af Johannes. - Alt sammen som i øvrigt ”vi konfirmander” for ikke så længe siden har set det i vores Jesus-film. Men hvis vi bare hørte det, helt uden forudsætninger, hvad ville vi så få ud af det?

 

Så er det trods alt noget andet med det, vi hører i den sidste del af evangeliet. Og lad os derfor lige høre det igen:

 

Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”.

 

Men selv om det virkelig er store ord, kan de jo heller ikke i sig selv ”flytte noget”. Så længe det bare er noget, nogen fortæller, eller noget, nogen står og læser op, er det jo kun en påstand blandt alle mulige andre påstande.

 

Nej, selv de meget store ord i den sidste del af evangeliet om Jesu dåb, kan kun komme til at betyde noget for os, når vi på forhånd har i det mindste en fornemmelse af eller et håb om eller måske ligefrem en tro på, hvem Jesus er. Hvortil jo også hører fornemmelsen af, håbet om eller troen på, at de Jesus-disciple, som har overleveret og nedskrevet de ting, der står i Det Nye Testamente, er troværdige.

 

Men hvis - eller når - vi er kommer et stykke ad den vej, så bliver det noget helt andet. Så åbner ”himlene” sig også for os. Dvs. så kommer der en åbning i det Univers, vi måske ellers mente, vi uhjælpelig var lukket inde i. Og så hører vi Ham, der er større end Universet og hinsides Universet tale til os - idet det dog sker på den meget mærkelige måde, at vi bliver henvist til et menneske, der står lige ved siden af os, og som lige er blevet døbt med den samme dåb som alle de andre.

 

Stadigvæk er det ikke selve påstanden eller vidnesbyrdet om, at himlene dengang åbnede sig over Jesus, og at der ligefrem lød en røst deroppefra, der overbeviser os. Det er stadigvæk hele det store møde mellem pdes. hele kristendommen og pdas. hele den måde, vi oplever vor egen tilværelse på, der afgør sagen.

 

Men hvis - eller når - dette store møde er begyndt at komme i stand, så kan vi også begynde at fornemme, hvor stort det er, at det netop er her, himlene åbner sig for os, eller her, der går en revne i Universets fysiskhed.

 

For det store er jo, at det sådan set slet ikke er stort! Den Jesus, der kom til Johannes for at blive døbt, det var jo bare en mand, der var vokset op hos en tømrer og hans kone oppe i den nordlige del af landet.

 

Og hvordan Johannes Døberen kunne være klar over, at det egentlig var ham, der burde døbes af Jesus, det får vi ikke noget at vide om. Det fortaber sig faktisk også i den store helhed.

 

Men de, der bagefter har vidnet om det og skrevet om det, de har vidst, hvordan det forholdt sig. Og så bliver det helt afgørende i det, der foregår, faktisk ikke selve det, at himlene åbnes, eller at der går en revne i universets fysiskhed. Og heller ikke selve det, at han, der åbenbart har et helt særligt forhold til Ham, der er større end Universet, i og for sig bare går ind ved siden af og sammen med alle de andre.

 

Nej, så bliver det helt afgørende, at han udtrykkeligt gør det, for at ”al retfærdighed” derved kan blive opfyldt. For så bliver der åbnet en udvej fra den sammenviklethed af sandhed og løgn, godt og ondt, lyst og smerte, liv og død, retfærdighed og uretfærdighed, der kendetegner vort liv, og som er en langt større og langt mere smertefuld gåde end selve indelukketheden i det rent fysiske Univers.

 

Det er det, der er den store påstand i evangeliet om Jesu dåb. Og det er det, vi bliver inddraget i, når vi i troens store total-afgørelse kommer ind i mulighed nr. 2.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

2. søndag i fasten (A) - 4. marts 2007

 

Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti.

 

Om det nye Lolland vestre Provsti, se til sidste søndag efter helligtrekonger 2007. - Og om min tjeneste som en slags hjælpepræst i Landet-Ryde Pastorat kan man læse ved de pågældende prædikener fra og med Sankt Stefans dag 2006.

 

DDS 2003: 493 - 499 - 201 -///- 158 - 207

 

Sl. 42,2-6 - 1. Thess. 4,1-7 - Matt. 15,21-28

 

 

Herre Jesus Kristus!

Du hørte, hvordan den kana’anæiske kvinde blev ved at bede dig om hjælp ud af sin store nød. Og det kaldte du hendes store tro. Og du hjalp hende.

Hør også os, når vi råber til dig ud af vor nød! Se også til vor tro, selv om den måske ikke er så stor! Og hjælp os! Luk os ind! Tag os ind i din varetægt, og hold os fast i fællesskabet med dig og med alle de andre, der i deres nød prøver at sætte deres lid til dig!

Amen.

 

 

"Tyrus og Sidon". Det er to byer, der ofte omtales i nyhedsmedierne. Fx under de seneste krigshandlinger i Libanon. Nu hedder de bare Tyr og Saida. Men områderne ved disse to byer er stadig de nordlige grænseegne. Og det er jo også et perspektiv på evangeliet til i dag!

 

Men da det optrin, vi hører om her, fandt sted, var det forholdet mellem jøderne og hedningerne, der var problemet. (Islam opstod først seks hundrede år senere! Og det er noget helt andet igen).

 

Og da evangelisten Matthæus ca. halvtreds år efter skrev sit evangelium, var det forholdet mellem de jøder, der var blevet kristne, og så de ikke-jøder, der gerne ville være kristne, gerne ville optages i den kristne menighed, der var problemet.

 

I dag er problemet forholdet mellem os kristne slet og ret, og så alle de ikke-kristne. Dog ikke, for så vidt angår de ikke-kristnes mulighed for at blive optaget i Kirken. Vi er jo nu i en helt anden situation, end man var i, dengang alle de oprindelige kristne var jøder, der var kommet til tro på Jesus som den Messias, de havde ventet på i århundreder. Så for os er det ikke noget problem at efterleve Kristi missionsbefalings ord:

 

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple!

 

Og hvad nu evangeliet til i dag angår, skal vi allerførst være klar over, at når det begynder med ordene "Jesus gik bort derfra", så skal det høres på baggrund af en vældig stridssamtale, Jesus havde haft med "nogle farisæere og skriftkloge", dvs. nogle af den tids fromme og lærde, ja, den tids korrekte og intellektuelle. Jesus trækker sig altså lidt bort, fordi han i den grad er kommet i strid med de toneangivende.

 

Det var en strid om rent og urent. Og Jesus havde konkluderet, at det ikke er overholdelsen af ydre regler, det kommer an på, men det at ære Gud i sit hjerte - og så i øvrigt, hvordan man optræder på de områder, der virkelig betyder noget i menneskers liv med hinanden. - Jfr. epistelen!

 

Allerede i udgangspunktet ser vi altså Jesus som den, der gør op med gamle stive og selvretfærdige regler. Men helt så enkelt er det alligevel ikke. Jesus er jo ikke bare sådan en, der er ligeglad med det hele, og som erklærer alt for lige godt. - Jfr. igen, hvad hans apostel har skrevet i epistelen!

 

 Ja, hvad mere er, Jesus opfatter sin opgave på den måde, at det er sit eget folk, jøderne, han skal virke i, både med sin prædiken og med sine gerninger. Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvordan Jesus har følt og tænkt som på een gang Guds Søn og et menneske som en af os. Men vi må nok forestille os, at han grundlæggende simpelt hen har følt sig som en jødisk profet, der altså skulle virke i det jødiske folk og bringe det opfyldelsen af al den længsel og alt det håb, det havde haft gennem århundrederne.

 

Men nu har vi altså her i dag optrinnet med "den kana’anæiske kvinde". Og det er kun eet af flere lignende optrin, så der er ingen tvivl om, at vi faktisk står over for et i alt væsentligt ægte eksempel på, hvordan Jesus så alligevel optrådte, når han mødte nogle, der stod udenfor. Det har vi jo også en lang række eksempler på, når det har været de udstødte inden for det jødiske folk selv, Jesus mødte.

 

"Den kana’anæiske kvinde". - Kana’anæerne, det var jo oprindelig de forfærdelige hedninger, der boede i Det Forjættede Land, som Moses førte israelitterne frem til, og som Josva førte dem ind i. Og Det Gamle Testamente er fuldt af beretninger om, hvordan jøderne havde svært ved at holde sig fra dem og deres forfærdelige hedenskab. Vi skal derfor ikke være for hurtige til at sige, at Jesus da bare skulle have været tolerant og straks have taget sig af denne kvinde, der kom og bad om hjælp. Eller vi skal være klar over, hvor stort det var, at han alligevel ikke bare endte med at hjælpe hende, men oven i købet roste hende for hendes store tro.

 

Under alle omstændigheder begynder det i hvert fald med, at Jesus ikke svarede hende et ord. Og jeg tror, det er meget godt at forestille sig, at Jesus har været så optaget af alvorlige tanker, at han slet ikke har ænset hende.

 

Disciplene har nok også været præget af hele situationen. Så derfor vil de gerne af med denne plagsomme kvinde. Og de har åbenbart ment, at Jesus skulle skynde sig at opfylde hendes bøn ja, "spise hende af med et mirakel", så de selv kunne slippe for at høre på hendes råben og skrigen - og i det hele taget slippe for at have noget med hende at gøre!

 

Men heller ikke i denne henseende tager Jesus let på tingene. Vi kan ganske vist undre os lidt over det, Jesus siger: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus". Men det er i hvert fald et udtryk for den selvforståelse, jeg talte om før, og jo mere vi lige her på dette sted betoner denne side af sagen, jo stærkere kommer de næste ting, der sker, til at stå.

 

For nu hører vi denne kvinde, der kommer helt udefra, ja, fra en religion og kultur, en god jøde måtte frygte og foragte. Og hvad gør hun? Hun er ligeglad med alle regler og alle inddelinger, for hun er mor, og hendes datter lider grusomt. Og hun er på en eller anden måde blevet klar over, at der er hjælp at hente hos Jesus, så hun gentager sit råb om hjælp, nu uden den fine titel "Davids Søn", men bare: "Herre, hjælp mig!".

 

Og det er sådan set mærkeligt, at Jesus ikke allerede nu giver efter. Men det understreger kun yderligere, hvor stor betydning det har, at optrinnet ender, som det gør. Og så giver Jesu afvisning jo også kvinden anledning til at fremføre sit modargument på den vidunderlige måde, hun gør: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord".

 

Hermed får vi et dejligt billede af, hvad "troen" er - den tro, som får Jesus til at opgive alle forbehold og sige: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil".

 

Troen er altså at se bort fra al den uværdighed, der af den ene eller den anden grund, med rette eller med urette, hviler over en, og udelukkende rette sit håb og sin bøn om hjælp til Jesus.

 

Og datteren blev rask. Og så hører vi ikke mere. Men det er interessant at prøve at forestille sig, hvad der kan være sket siden hen med denne kvinde - og for så vidt også hendes datter. Det kan godt være, der ikke er sket noget. Jesus stillede jo ingen betingelser. Ikke noget med: Nu må du også blive i denne tro. Eller: Husk nu at slutte dig til den kristne menighed, når det er blevet påske og pinse! Alene det at sige disse ord som et tankeeksperiment er jo også noget af en nedtur i forhold til det store og intense troens øjeblik, vi lige har været vidne til.

 

Men vi kan da godt prøve at forestille os, at den kana’anæiske kvinde og hendes datter, ja, deres familie og venner er kommet til at udgøre en del af den første kristne menighed i det, der i dag hedder Libanon. Hvor vi så også kan forestille os, at der har været nogle af de kristne, der i forvejen var jøder, der har været betænkelige ved, at man sådan lige uden videre lukkede ikke-jøder ind i menigheden.

 

Men efterhånden forsvandt denne holdning til de hedninger, der gerne ville være kristne, og den kristne kirke kom hurtigt til, overvejende at bestå af mennesker, der før havde været hedninger, altså ikke mindst af mennesker, der før havde troet på de græske og romerske guder. Eller som nok egentlig var holdt op med at tage dem alvorligt! For det var jo helt overvældende, så hurtigt kristendommen udbredte sig i det store romerske rige. Tre hundrede år efter Jesu møde med den kana’anæiske kvinde var en fjerdedel af indbyggerne i Romerriget, dvs. hele den tids civiliserede verden, blevet kristne, trods alle den romerske statsmagts ofte meget barske forsøg på at få dem fra det.

 

Og ni hundrede år efter Jesu møde med den kana’anæiske kvinde (ja, i det små allerede meget tidligere) nåede kristendommen op til vore forfædre her i Danmark. Som troede på Odin og Tor osv. Eller - må vi nok igen sige - var begyndt at indse, at disse "guder" nok slet ikke var noget. Eller hvis ledere i hvert fald havde indset, at det var kristendommen, der havde fremtiden for sig.

 

Og nu er det så os, der er de kristne i Danmark. Men stadigvæk er det sådan, at troen, den altså består i at sige: "Herre, hjælp mig!". At råbe dette ud af sin nød. Uden hensyn til al den uværdighed, man selv føler, eller andre hæfter på en. Og så er det meningsløst at tale om betingelser. For når vi på denne måde kommer til Jesus ud af vor nød, så er vi dermed "inde" hos ham, inde hos Gud.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

-  -  -

 

 

Under indtryk af begivenhederne i København i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset indføjede jeg i kirkebønnen (gengivet efter hukommelsen) de her kursiverede ord, så at slutningen kom til at lyde (omtrent):

 

Vi beder for vort danske folk og fædreland, for hele vort samfund, for al vor øvrighed og for alle, der har ansvar og indflydelse eller skal udføre et arbejde eller en tjeneste. Vi beder for freden og retten i vort samfund og for dem, der skal fremme freden og håndhæve retten. Beskærm vor dronning og hele det kongelige hus.

 

Men først og sidst beder vi for os alle, at vi må se din frelses lys og være omfattet af din barmhjertighed.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Palmesøndag (A) - 5. april 2009

 

Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti

 

177 - 202 - 212 -///- 176 - 208

 

Zak. 9,9-10 - Fil. 2,5-11 - Matt. 21,1-9

 

 

Herre Jesus Kristus!

Vi ser dig på dit æsel. Vi ser dig på dit lange ridt gennem verden. Og lige nu er vi sammen med dig her i denne gudstjeneste.

Lad os se dig som den, du virkelig er, og lad os holde os til dig som den, du virkelig er.

Hosianna!

 

 

Jesus gik ind i Jerusalem som en konge. Fem dage senere blev han henrettet som en forbryder. Tredjedagen derefter opstod han fra de døde som uendelig meget mere end en konge, og samme dag vandrede han med de to disciple til Emmaus. Først uden at de kendte ham. Men da han brød brødet og gav dem det, så de ham som deres opstandne Herre.

 

Og denne vandring er fortsat indtil denne dag, hvor vor palmesøndagsgudstjeneste er en del af den. For vi er i dag ikke bare tilskuere til den. Vi er også deltagere i den, ja, mere end bare deltagere: Det er nu i os, Jesus vandrer videre på vejen frem mod den endelige påske.

 

For ligesom Kristus, Guds Søn, tog menneskeskikkelse på i den begivenhed, vi fejrede ved Mariæ bebudelses-gudstjenesten i søndags, således tog han også menneskeskikkelse på, da Hans Ånd pinsedag fyldte disciplene i Jerusalem, så de blev Kirken, Kristi legeme i verden.

 

Der er meget mere at sige om dette, men det betyder i hvert fald, at det på en helt særlig måde er i Kirkens, dvs. de troendes, liv, Kristus nu er i verden og virker i verden. Med gudstjenesten i centrum. Men jo så derfra og ud i alle mulige sammenhænge.

 

Og netop i disse år oplever vi på stadig nye, stadig mere overraskende måder, hvordan kristendommen har gennemtrængt alle områder af vort liv, ja, træder frem som det, vi kalder en ”åndsmagt”, eller dog en ”kulturfaktor”.

 

I forrige århundrede troede vi ellers mere eller mindre alle sammen, at kristendommen var moden til at komme på historiens store museum. Men det viste sig at være, som hvis man går på en pløjemark og ikke ser andet end bløde jordklumper alle vegne. Da kan det være, at man pludselig kommer til at slå på en af dem med et stykke stål - og at der så til alles store overraskelse står gnister ud af denne jordklump, som viste sig at være en flintesten dækket med jord.

 

Selve det, at der er noget, der gør modstand eller slår gnister eller på anden måde viser sig ”genstridigt”, beviser ganske vist ikke noget. Det kommer jo an på, hvad det er for et lys der er i gnisterne.

 

Alt er tvetydigt. Og sådan har det været lige siden den første palmesøndag.

 

”Hosianna, Davids søn!”, råbte skarerne. De har altså virkelig set noget stort i den Jesus, der nu red ind i hovedstaden på et æsel. Og det er ikke sikkert, at de bare slet og ret har set ham som en ny kong David, eller som en oprører, der stillede sig i spidsen for det oprør mod den romerske imperiemagt, der hele tiden ulmede, og gang på gang flammede op. Så har de måske snarere set ham som en religiøs skikkelse, der ville tage magten på en måde, der svarer til, hvordan ayatollah Khomeini tog magten i Iran for nu temmelig nøjagtig 30 år siden.

 

Men der kan også godt have været en hel del mennesker i palmesøndagsskarerne, der har set endnu mere i Jesus på æslet. Vi ved jo i hvert fald, hvad Jesus ifølge de fire evangelier havde sagt og gjort gennem de forløbne tre år. Og vi ved, at mange var blevet slået af forundring over hans lære og gerninger. Ligesom vi jo ved, hvordan disse ting den dag i dag virker på os.

 

Så det vil nok være en grov forenkling at sige, at alle i de palmeviftende skarer totalt havde misforstået det hele. For vel ser vi gennem hele den følgende historie, og den dag i dag, at der hele tiden er nogen, der misforstår det hele, ja, som ofte direkte prøver at forvanske det hele, så de kan bruge det til deres egne formål. Men samtidig ser vi jo også, at det, der er i Jesus, hele tiden godtgør sig selv på trods af alle misforståelser og forvanskninger. Det er faktisk i den allerstørste betydning sole-klart, hvad det er for et lys, der udstråler fra Jesus, og hvad det er for mørke kræfter, der misbruger hans navn.

 

Fem dage efter brød det hele imidlertid sammen. Det vil sige, det gjorde det nu alligevel heller ikke. Selv i sin lidelse og død gjorde Jesus et enestående indtryk. Også under den fortsættelse af palmesøndags ind-tog i Jerusalem, som Via Dolorosa-vandringen var, vandringen ad smertens vej ud til Golgata.

 

Så blev det påskedag. Og her rejste dén kærlighedens og sandhedens magt, der havde vist sig midt i langfredags rædsel, sig som også livets magt. Selv om også det jo er tvetydigt, nemlig på den måde, at det jo er i den allerstørste forstand helt u-troligt!

 

Og vandringen fortsatte. De næste ”stationer” blev himmelfarten og pinsen. Med himmelfarten som den Opstandnes himmelske tronbestigelse - som den ”mere-end-konge” - han nu havde vist sig at være, ja, på en ny måde var blevet. Og med pinsen som altså den Opstandnes nye og vedvarende måde at være sammen med sine disciple på.

 

Og dermed blev vandringen til Jesu Kristi store vandring gennem verden og verdens-historien. Og kærlighedens, sandhedens og livets lys viste sig på nye og atter nye måder, når der - hvis jeg skal vende tilbage til billedet fra før - blev slået på flintestenen inde bag det uanselige jordlag.

 

Trods lejlighedsvise forfølgelser voksede de kristne menigheder hurtigt i hele det store Romerske Rige, og heller ikke de rigtig store statslige forfølgelser under kejser Decius (249-251) og kejser Diocletian (284-305) kunne standse Kirkens vækst; kejsermagten så nu tværtimod Kirken som en virkelig trussel og konkurrent.

 

I året 303 udstedte kejser Diocletian et påbud om, at alle kirkebygninger skulle jævnes med jorden, at de kristnes hellige bøger skulle brændes, og at alle kristne i hele Romerriget skulle miste deres embeder og borgerrettigheder og nedsættes i trællestanden. Året efter (304) udstedte han et edikt, ifølge hvilket alle borgere uden undtagelse skulle tvinges til at ofre til de romerske guder.

 

Men på det tidspunkt var op mod 10 procent af Romerrigets befolkning kristne, ja, selv kejserens hustru og datter havde kristne sympatier, og på fx litteraturens område var kristendommen begyndt at gøre sig gældende som en åndsmagt. Og forfølgelserne og de mange martyrers vidnesbyrd fremmede kun begejstringen, offerviljen og sammenholdet i de kristne menigheder, så at flere og flere tilsluttede sig dem.

 

Og så trådte den senere kejser Konstantin den Store frem på arenaen. Han var oprindelig soldyrker, men hans mor var kristen, og selv om det fra først til sidst er uklart, hvor meget han har været motiveret af tro og hvor meget af politisk klogskab, så satte han allerede i 312 Kristi monogram på sine soldaters skjolde, da han under den igangværende borgerkrig rykkede mod Rom. Det fortælles, at han forinden havde set et lysende kors med indskriften: ”Ved dette skal du sejre!”. Og det er der mange, der er blevet vældig imponerede over. Jeg husker selv, hvor imponeret jeg blev, da jeg lærte om det i underskolen. Men det er jo den ultimative tvetydighed. Ja, faktisk helt bogstavelig talt en sejr ad Helvede til! Korset og Kristus-monogrammet som symboler i en borgerkrig!

 

Men det endte med, at Konstantin i 324 blev kejser over hele det vældige rige. Og ikke alene ophørte kristenforfølgelserne, kristendommen blev en privilegeret religion under kejser Konstantins særlige bevågenhed. Også selv om han først senere selv blev rigtig kristen, altså døbt, måske først på sit dødsleje! Den såkaldte konstantinske æra var begyndt.

 

I 380 blev kristendommen gjort til statsreligion i Romerriget. Og i 395 blev al hedensk gudsdyrkelse forbudt. Den omvendte verden, må man sige. På mindre end hundrede år!

 

Snart blev der fastsat dødsstraf for at ofre til de gamle guder! For som det blev sagt: ”Det er bedre at frelse mennesker mod deres vilje end at tillade dem at gå fortabt”! - Sikke en tankegang! Hvordan kan mennesker, der siger, de tror på Jesus Kristus, sige sådan? Men det har de gjort, og meget af historien her i Europa har helt op til den nyeste tid været præget af mere eller mindre en sådan tankegang.

 

Vi har gang på gang fået understreget, hvor tvetydig palmesøndagsskarernes hyldest var. Og ofte har vi indtaget en mere eller mindre nedladende holdning til dem. Men kristendommens og altså Kirkens historie fra Konstantin den Store til i dag er ikke mindre tvetydig. Som det bliver sagt - og som jeg også selv gang på gang siger: ”Der skal en stærk tro til at studere kirkehistorie”!

 

Ikke desto mindre har kristendommen altså gået sit sejrstog gennem historien. Hvor ”tvetydigt” er et fattigt ord. For var det så bare et spørgsmål om, hvor forfærdeligt det hele har været. Men nej, Jesu Kristi evangelium har jo også haft de allerdejligste virkninger i vore kristne lande. Midt i - og på trods af - alle forfærdelighederne og hele den sammenvikling med magten, der har været tale om.

 

Alt dette er imidlertid efter alt at dømme ved at være historie. Her i Vesteuropa, og altså således også her i Danmark, har vi i århundreder været på vej ud af det, jeg før betegnede som den konstantinske æra. Og netop nu er vi i en situation, hvor der på en helt ny måde sættes spørgsmålstegn ved den tusindårige sammenvikling af staten og kristendommen.

 

Men også i denne, jo faktisk bedre, mere ærlige, situation fortsætter æselrytteren fra den første palmesøndag sit ridt. Det vil stadig være tvetydigt. De, der hylder ham, kan stadig have deres egne motiver til det, af alle mulige slags. Og der kan stadig komme alle mulige sammenviklinger ud af det.

 

Men han rider nu som før gennem det hele. Også selv om der kan være mange Golgata’er forude. Hvad det kan være for nogle, er ikke til at sige. Men gennem det hele har han kærligheden og sandheden og livet i sig, hos sig og med sig. Det kan enhver se, der virkelig ser ham. Og så kan vi også se, at ude ved det store æselridts ende venter den store endelige påske: Guds Rige, Kærlighedens, Sandhedens og Livets endelige og evige triumf!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Påskedag (A) - 8. april 2007

 

Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti.

 

Om det nye Lolland vestre Provsti, se til sidste søndag efter helligtrekonger 2007. - Og om min tjeneste som en slags hjælpepræst i Landet Ryde Pastorat kan man læse ved de pågældende prædikener fra og med Sankt Stefans dag 2006 - samt i nedenstående bemærkninger til netop denne påskedag.

 

 

DDS 2003 (se også nf.): 218 - 233 - 220 v 4-5 -///- 227 - 233.

 

Sl. 118,19-29 - 1. Kor. 5,7-8 - Mark. 16,1-8.

 

Ifølge en tradition, der stammer fra det sogn, jeg boede i, lige inden jeg i 1971 blev præst, indledtes påskedagsgudstjenesten på en særlig, man kan sige østkirkeligt inspireret, måde. Det var Vesterborg Sogn i det daværende Lolland søndre Provsti (sognepræst H.V. Krohn). Jeg har brugt denne påskeindledning i al min præstetid, både i Pedersker-Povlsker på Bornholm og i Døllefjelde-Musse-Herritslev. Og jeg tillod mig altså også at bruge den ved denne gudstjeneste i Ryde, hvor jeg jo i perioden fra midt i november 2006 til hen i juni 2007 (dette skrevet 10.04.07!) fungerede som en slags hjælpepræst, nemlig som konfirmandunderviser med enkelte gudstjenester. Jeg har ellers som princip, nøje at holde mig til det forordnede (se afsnittet om gudstjenesten nederst på undersiden ”Kirke og teologi”), ligesom jeg altid, så vidt muligt følger stedets skik, når jeg afløser. Men denne gode påskedagsindledning har jeg altså tilladt mig at bruge. Og hvad påskedag 2007 angår, så meget desto mere, som Landet-Ryde-embedet jo var vakant. - Den af den kvindelige kirkesanger sungne indledning bestod af versene 1, 3, 5, 6 og 8 af ”Opstanden er den Herre Krist” (DDS 2003 nr. 222).

 

Menigheden havde fået udleveret en oversigt på påskegult papir med følgende indhold (bemærk noterne):

 

 

INDLEDNING

Kirkesangeren synger "Opstanden er den Herre Krist".  1

 

PRÆSTEN

udråber opstandelsesbudskabet:  3

Herren er opstanden! Kristus er opstanden!

[Og siger - dette indsat her på undersiden - vendt mod alteret:]

Ja, Herre, du er opstanden, og det er evigt sandt,

at du lever!

 

MENIGHEDEN

Rejser sig - og synger:  3

 

1. Krist stod op af døde

i påske-morgenrøde!

Thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad:

Ære være Gud i det høje!

 

2. Krist stod op af døde

afsonet er vor brøde!

Thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad:

Ære være Gud i det høje!

 

3. Krist stod op af døde

i Himlen vi ham møde!

Thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad:

Ære være Gud i det høje!

 

Halleluja!

Halleluja! Halleluja!

Thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad:

Ære være Gud i det høje!

 

(Man sætter sig igen)

 

PRÆSTEN:

Den opstandne Herre og Frelser være med jer!

 

MENIGHEDEN:

Og med din ånd! - (Hvorefter vi forsætter som ved en almindelig højmesse).

 

_____________________________

 

1  Symboliserer kvindernes budskab om den tomme grav.

 

2  Symboliserer og fortsætter apostlenes viderebringelse af det.

 

3  ER Kirkens, menighedens modtagelse af det.

 

 

Og så fortsatte gudstjenesten altså helt normalt, hvilket vil sige med kollekten osv. Men her følger nu på den sædvanlige måde prædikenen med indledende bøn:

 

 

Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi du gik ind i vor død og sprængte den, så du dermed har åbnet os adgang til dit liv!

Vis dig for os og bliv hos os - også selv om vi ikke forstår, hvad vi ser - bare du vil lade os føle, at så er det Sandheden og Livet i egen person vi er sammen med!

Amen.

 

 

Herren er opstanden! Kristus er opstanden!

 

Opstanden er den Herre Krist, halleluja, halleluja! - Krist stod op af døde ... Ære være Gud i det høje! Halleluja! Halleluja! - Thi holder vi for livet fest ... døds-natten hun er forgangen. Halleluja!

 

Og vi kunne fortsætte: Halleluja! Halleluja! Halleluja-ha-ha-ha-ha! Idet vi bogstavelig talt brød ud i en rungende PÅSKE-LATTER!

 

Ja, studs I bare - hvis I da ikke har hørt om påske-latter før!

 

Jeg studsede også, da jeg for mange år siden hørte dette ord første gang. Det var daværende biskop over Københavns Stift Ole Bertelsen (biskop 1975-1992), der brugte det i en tale ved en bispevielse. Og da jeg var kommet mig lidt, mente jeg jo nok, jeg forstod, hvad det skulle betyde. Men jeg var ikke klar over, at det ligefrem var en gammel kirkelig tradition, han hentydede til!

 

Det er jeg nu blevet. Der er tale om en skik, der går helt tilbage til middelalderen, og som rent ud sagt gik ud på, at præsten i sin påskeprædiken skulle få menigheden til at grine - i glæde og triumf over påskens sejrsbudskab. Lad mig citere noget af, hvad jeg har fundet på Internettet (idet jeg oversætter fra tysk).

 

I den tyske udgave af internet-leksikonet Wikipedia står der følgende om ”påskelatter” eller altså Osterlachen:

 

Påskelatter (latin risus paschalis) betegner den skik, at man til påske under prædikenen skulle få bragt menigheden til at bryde ud i latter. I visse områder, var det fra 1300-tallet og op til 1800-tallet en fast del af den kristne skik og brug.

 

Grundidéen i påskelatteren var at få bragt påskeglæden til udtryk. Samtidig symboliserer påskelatteren overlegenhed og sejr over døden, som har ”forslugt sig” på Kristus og dermed er blevet helt til grin. - [http://de.wikipedia.org/wiki/Osterlachen].

 

Så vidt selve denne leksikon-artikel.

 

Men der var i forbindelse med artiklen også nogle links til andre artikler om påskelatteren. I en af dem fortælles der nærmere om, hvordan det gik til i middelalderen. Jeg citerer nu fra den pågældende artikel:

 

Dengang fortalte prædikanterne ikke bare harmløse vittigheder og historier, man kunne grine i skægget af. Ofte gjorde de ligefrem prædikestolen til en scene, hvor de levede deres komedie-talent helt ud.

 

De skar ansigt, de rev sig i håret, de rakte tunge, de gestikulerede med hænder og fødder - og præsenterede således Kristi sejr over Helvede, Død og Djævel på en måde, der kunne minde om en bondekomedie.

 

Menigheden skreg af grin, klaskede sig på lårene og råbte på ekstranummer! Og så kunne en og anden prædikant lade sig rive så meget med, at han pludselig gav sig til at kagle som en høne - for så at trylle det æg, det skulle forestille, han havde lagt, frem fra præstekjolen.

 

Der var skrig og skrål i det røgelsesfyldte gudshus! Kristus er opstanden, Djævelen har ikke mere at grine ad, og de frelste kan ikke holde latteren tilbage! [http://members.tiscali.at/veitschegger/texte/risuspaschalis.htm].

 

Men selv om vi her i dag måske ikke kan nå de samme højder, for så vidt angår lige denne form for påske-glæde, er det dog også livets store glædes-fest, vi fejrer. Det skal virkelig være fest i dag. Fejring!

 

Men da det ikke bare er livets sejr og kærlighedens sejr, vi fejrer - men også sandhedens, må der jo nødvendigvis også skulle være et vist element af tankemæssig forholden sig i vor fejring.

 

For imidlertid ikke at gøre overgangen alt for brat, kan jeg fortælle noget, jeg for mange år siden oplevede under et seminar i ”Forum Teologi Naturvidenskab” ved Århus Universitet.

 

Her deltog også en mand, der egentlig var sagfører, og altså jurist, men som altså var engageret i forholdet mellem teologi og naturvidenskab på et sådant niveau, at han kunne være med her.

 

Han begyndte sit indlæg således: ”Enten er Gud, eller også er der ikke nogen Gud”. Og så drog han nogle konsekvenser af henholdsvis den ene eller den anden af disse to muligheder. - Og videre: ”Enten var Jesus Guds Søn, eller også var Jesus ikke Guds Søn”. Hvorefter han igen drog de respektive konsekvenser. - Og så: ”Enten opstod Jesus fra de døde, eller også opstod Jesus ikke fra de døde”. Hvorefter han igen drog de respektive konsekvenser. - Og så fortsatte han med at drage konsekvenserne af, om hele indholdet i den kristne tro var sandt eller ikke sandt.

 

Det, han ville, var altså at føre bevis for, at når man trak konsekvenserne af henholdsvis det ene og det andet op på denne måde, så var det måske ikke så usandsynligt endda, at den kristne tros påstande var sande, heller ikke i forhold til den moderne naturvidenskabs resultater.

 

Da han var færdig og den efterfølgende diskussion skulle begynde, bad en deltagende fysiker og rumforsker om ordet. Og han indledte med at sige: ”Jeg kan ikke følge dig i alt, hvad du siger. Men det kunne jo være, jeg engang kom i vanskeligheder og fik brug for en advokat, så kan du ikke lige give mig dit visitkort”.

 

Og når vi altså her på denne påskedag 2007 vil prøve, ikke at ødelægge festen med alt for mange grublerier og forklaringer, så kan vi tage denne naturvidenskabeligt og teologisk engagerede jurists påske-sætning frem, idet vi altså siger: ”Enten opstod Jesus fra de døde, eller også opstod Jesus ikke fra de døde” - og idet vi gør os klart, at hvis Jesus ikke opstod fra de døde, så er der næppe noget håb for vort stakkels liv. Det er svært at se, hvordan vi ellers skulle få et livets håb. Som apostelen Paulus skriver i anden tekstrækkes epistel til i morgen:

 

Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker (1. Kor. 15,19).

 

Hvilket altså betyder, at hvis vi forkaster påskens opstandelsestro, og alligevel vil prøve at være en slags kristne, så kunne vi lige så godt lade være! - Idet Paulus jo så fortsætter:

 

Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen (1. Kor. 15,20).

 

Og så vidt, så godt. Men jeg vil dog føje til, at selv om det virkelig er rigtigt, at man bedrager sig selv, hvis man vil prøve at være kristen uden påskens opstandelsestro, så betyder det alligevel ikke, at det er det rene ingenting, hvis man prøver at forholde sig til Jesus og kristendommen, selv om man synes, det er umuligt at tro på budskabet om den tomme grav og om, at disciplene mødte den Opstandne.

 

Jeg vil sige det på den måde, at netop når man i hvert fald prøver at holde sig til den kristne påskes opstandelsestro, så ved man jo, at der er en sammenhæng mellem den, og så alle de andre ting i kristendommen. Og så kan man sige, at det selvfølgelig alligevel ikke er en så dårlig idé endda, hvis man i hvert fald begynder med at gå til alle de andre gode ting, der er i kristendommen!

 

Man kan jo alligevel ikke selv komme tilbage til situationen for næsten to tusind år siden og se med sine egne øjne, at graven var tom, ja, senere selv møde den Opstandne.

 

Det eneste, vi har, er for det første vidnesbyrdet om, hvad de tre kvinder oplevede den første påskemorgen, og for det andet vidnesbyrdet om, hvordan også de elleve og efterhånden mange andre af de første disciple mødte den Opstandne. Det eneste, vi har, er de første disciples, de første kristnes, vidnesbyrd.

 

Men hvis dette vidnesbyrd stod helt alene, kunne vi ikke bruge det til noget som helst. Det ville godt nok være en påstand om det allerstørste mirakel. Men hvad skulle vi kunne bruge en sådan påstand til? Den ville jo ikke i sig selv have nogen som helst betydning for os! Ja, vi kan ligefrem vende Paulus’ ord om, så vi siger: Har vi alene sat vort håb til Jesus, fordi vi har hørt, at han er opstået fra de døde, er vort håb et håb uden indhold!

 

Ligesom en kristendom uden påskens opstandelsestro er en tro uden kraft, således er en opstandelsestro uden alt det andet, der er overleveret til os om Jesus fra de første kristne, en tro uden indhold.

 

Påskens opstandelsestro er et uundværligt, ja, grundlæggende og alt gennemtrængende element i kristendommen. Men netop når det er sådan, kan man godt begynde med at gå ind i den kristne tro gennem alt det andet. For så vil denne store sammenhæng på et tidspunkt vise sig så klart, at påskens opstandelsestro kommer med.

 

Og det er altså også gennem hele denne store sammenhæng, vi er kommet hen til denne påskegudstjeneste. Og det er gennem den, vi ligesom er blevet samtidige med kvinderne påskemorgen.

 

Og så behøver vi ikke spekulere mere. Vi behøver heller ikke lade os genere af den seneste tids debat om, hvor bogstaveligt eller ej det skal forstås, at Jesus er opstået fra de døde. Hvis det endelig skal være, kan vi jo bare sige, at det afgørende selvfølgelig ikke er, hvor groft bogstaveligt, vi forstår det. Vi skal i hvert fald ikke tage det mere groft bogstaveligt, end de nytestamentlige forfattere har gjort det! Det afgørende er, at vi tager kvindernes vidnesbyrd som et sandfærdigt vidnesbyrd om en overvældende begivenhed, der virkelig betyder, hvad der bliver sagt! - Og

 

[så] holder vi for livet fest

som død har overvundet,

og priser kæmpen allerbedst,

som har den stærke bundet;

han sidder nu på ærens stol

og er for os den gyldne sol,

døds-natten hun er forgangen.

 

Og måske slutter vi så her bare med et ”Halleluja”. Men det kan også være, vi er blevet så glade, at vi i hvert fald i vort stille sind tilføjer et ”ha-ha-ha-ha”!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

1. søndag efter påske (A)

 

Se ”Bededag 2007” (mellem 3. og 4. søndag efter påske).

 

 

 

*  *  *

 

 

 

2. søndag efter påske (A) - 22. april 2007

 

Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti.

 

Om det nye Lolland vestre Provsti, se til sidste søndag efter helligtrekonger 2007. - Og om min tjeneste som en slags hjælpepræst i Landet Ryde Pastorat kan man læse ved de pågældende prædikener fra og med Sankt Stefans dag 2006.

 

 

DDS 2003:

220 - 664 - 218 -///- 168 - 223 v 5-6

 

Ez. 34,11-16 - 1. Pet. 2,20-25 - Johs. 10,11-16

 

 

Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi vi også her i dag i det mindste får den påstand at høre, at du er vor Gode Hyrde!

Tak, fordi allerede denne påstand sætter os ind i en sammenhæng, der er anderledes end den sammenhæng, der tegnes af denne verdens kræfter og magter!

Vær selv hos os i det, vi får at høre!

Hold os sammen med dig og alle dine andre får i dit lys og din varme!

Amen!

 

 

Kristus er opstanden! Den gode Hyrde er gået gennem døden for os og er hos os nu, så vi er hos ham på livets græsgange.

 

Det er vor tros virkelighed, også her i året 2007. Idet vi jo så alligevel, om ikke hele tiden, så dog gang på gang må slås med spørgsmålet, om denne troens virkelighed nu også virkelig er virkelig!

 

Tvivlen har allerede gode kår inde i os selv, hvor vi hele tiden og uundgåeligt rammes af spørgsmålene: Er der overhovedet nogen Gud? Var Jesus virkelig Guds Søn? Opstod Jesus virkelig fra de døde? Blev hans og Faderens Ånd virkelig udgydt over disciplene pinsedag? Og er Faderen og Sønnen virkelig hos os nu i Åndens nærvær og kraft? - Eller altså: Er Jesus virkelig hos os nu som vor Gode Hyrde?

 

Men dertil kommer så alle de angreb, der lige fra den allerførste begyndelse har været rettet mod vor tro. Gennem de første næsten 300 år blev de kristne udsat for al slags hån og spot og forfølgelse.

 

Fx er det allerførste krucifiks, vi kender, et ”spottekrucifiks” - på en tegning, hvor man ser et kors, hvorpå der hænger et æsel(!) - eller en mand med æselhoved. Og ved siden af står en mand og ser på dette æsel på korset. Og teksten til dette billede lyder: ”Alexamenos tilbeder sin Gud”.

 

Men efter disse næsten tre hundrede år sejrede kristendommen i Romerriget. Under kejser Konstantin den Store blev den (fra året 325 af) ”privilegeret religion”, og i 392, under Kejser Theodosius, blev den formelt gjort til Romerrigets statsreligion.

 

Og det var jo en vældig triumf for kristendommen. Disse kejsere havde set, at denne nye religion, som fortrinsvis - men dog ikke udelukkende - havde sine tilhængere i de laveste samfundsklasser, og som havde været undertrykt og forfulgt på alle måder, den var det eneste idégrundlag, den romerske stat kunne bygge på. Hverken det gamle hedenskab eller den fine græske og romerske filosofi duede til det. En vældig triumf.

 

Men også en tvivlsom triumf. For hermed begyndte jo den sammenknytning af kirke og statsmagt, som har været grundlaget for, at så mange forfærdelige ting er sket, også inden for Kirken selv. Kristendommens rolle som samfunds- og kultur-grundlag har ganske vist også haft mange særdeles positive følger. Men det har alligevel været et broget og ofte meget uskønt forløb.

 

Og i 1700-tallet, i den såkaldte oplysningstid, begyndte kristendommen at komme under pres på den måde, vi stadigvæk kender. Og den kritik og modstand, der her blev tale om, var i høj grad de kirkelige og verdslige magthaveres egen skyld. Det var simpelt hen uundgåeligt, at der for disse ca. tre hundrede år siden rejse sig et stærkt krav om frihed for tanken og for den videnskabelige forskning.

 

Men de folk, der nu søgte at gribe magten, var ingenlunde bedre end dem, de selv kritiserede og gjorde oprør imod.

 

Ja, hvis vi skal tage to eksempler på, hvordan det kunne gå, når man ville bygge samfundet på fornuften og oplysningen, så kan vi jo se, hvordan det gik efter henholdsvis den franske oplysningsrevolution og den russiske kommunistiske revolution, idet vi netop skal huske på, at kommunismen betragtede sig selv som den højeste og endelige udgave af oplysningen og humanismen.

 

Men arven fra Oplysningstiden lever jo stadig. Og vi ser netop nu, at arvingerne, dvs. ateisterne, er begyndt at danne ”selskaber” og foreninger med det formål at bekæmpe religionens, især Folkekirkens og dens præsters, magt og indflydelse.

 

Det er i hele denne historiske situation, vi i dag hører Jesus proklamere sig selv som den gode hyrde. Og hvordan skal vi så forholde os til det?

 

Det allerførste, vi skal både forstå og efterleve, er, at det, vi kalder den konstantinske æra er forbi, altså den epoke, der begyndte med Konstantins magtovertagelse i 325, og at vi, der tror på den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus som vor hyrde, skal være de første til at gå ind for religiøs frihed, og imod enhver forbindelse mellem kristendommen og magten.

 

Men hvad skal vi så sige, når vi skal vidne om vor tro over for de andre, og når vi skal tænke over den for os selv. Ja, de ydre angreb klarer vi jo nok. Det værste er tvivlen inde i os selv, som jo også har gode kår i vor tid.

 

Jeg mener, vi kan tage udgangspunkt i en af de andre påstande om Jesus, nemlig den, at han er Sandheden. Hvilket så igen vil sige, at vi tager udgangspunkt i selve spørgsmålet om Sandheden.

 

Dette spørgsmål er nemlig også omstridt. Allerede Pontius Pilatus, denne opportunistiske romerske embedsmand, sagde jo ”Hvad er sandhed?”, da Jesus havde sagt til ham, at han var kommet til verden for at vidne om sandheden.

 

Men i dag er det mere almindeligt end nogensinde før at stille dette spørgsmål. Hvis man da ikke bare siger til hinanden, at hvis det og det er sandt for dig og du har det godt med det, så er det sandheden for dig. Eller som fx i anekdoten om skoleeleven, der kommer og spørger læreren, hvad klokken er, og hvor læreren så svarer: ”Hvad synes du selv?”.

 

Og over for denne ”postmoderne relativisme”, som man også kalder det, må i hvert fald vi kristne sige, at uanset hvilken form Sandheden har - fx hvor mange sider den har, eller hvor mange dele den kan dels op i - så må der i hvert fald nødvendigvis være en yderste sandhed. Også hvis den skulle gå ud på, at alt i øvrigt er relativ og usikkert. For så er DET altså sandheden!

 

Men det, at der er noget, der er sandt, og noget, der ikke er sandt, det gælder jo alligevel også for hver eneste lille del af Tilværelsen, ikke mindst hver eneste lille del af vort menneskeliv. Uanset hvor svært det ofte kan være at erkende den - eller måske at VILLE erkende den!

 

Og når vi siger, at vi tror på Jesus Kristus, så er det altså Sandheden vi bekender troen på. Idet vi altså vel at mærke gør det på den måde, at vi bekender troen på, at alleryderst ude bag og allerdybest nede under hele Universets og hele Tilværelsens sandhed er der en personlig magt, og at det er denne magt, vi står over for, når vi står over for Jesus.

 

Så vidt, så godt. Men det, der er det særlige spørgsmål i dag er, hvad det vil sige, at denne Sandhed, ja, altså Sandheden i egen person, nu er hos os som Den Gode Hyrde, og at vi er i hans varetægt som får i hans flok. Eller altså spørgsmålet, om der overhovedet er nogen dækning bag denne troens påstand.

 

Og her kan vi begynde med at sige, at vor tro på Jesus som vor Gode Hyrde, er troen på, at vi pdes. befinder os i virkeligheden, som den er, men at vi pdas. samtidig er i hans virkelighed.

 

Men hvordan gør Jesu virkelighed sig gældende - når den jo ikke viser sig ved, at der går en kæmpe overnaturlig skikkelse rundt i verden med en stor guddommelig hyrdestav og helt håndgribeligt holder alle onde kræfter og magter borte fra os?

 

Jamen det gør den jo, når vi i hele vor måde at leve som kristne på føler, at uanset hvordan verden fortsat går sin skæve gang, og uanset alt, hvad også vi kristne dermed bliver udsat for, så er vi alligevel omfattet af den Sandhedens og Kærlighedens virkelighed, som ER fra evighed og til evighed, og som ingen ulve og ingen af denne verdens kræfter og magter kan måle sig med.

 

Det kan godt være svært at se, hvad forskel der er på dette og så bare en illusion, som vi prøver at trøste og varme os lidt ved. Men jo mere vi alligevel oplever af Sandhedens lys og Kærlighedens varme, når vi i troen prøver at holde os til hele den Jesus-virkelighed, der er bevidnet i Det Nye Testamente, og som trods alt lever i Kirkens forkyndelse og praksis, og jo mere vi oplever dette i modsætning til al den løgn og ondskab, der gør sig gældende i verden, som den ellers er, jo mere vil vi kunne hvile i en stor evighedens tryghed.

 

Og en side af dette, som netop i disse år tegner sig tydeligere og tydeligere, er fællesskabet med de andre ”får”, Den Gode Hyrde har her i verden. Det er sørgeligt, at vi er delt op i så mange forskellige folde, hvorfra vi ofte har stået og bræget vredt af hinanden. Men netop gennem de sidste hundrede år har vi dog trods alt set den forståelse brede sig mere og mere, at vi trods alle opdelinger har den samme hyrde.

 

Mange af os har oplevet dette helt konkret. Jeg for mit vedkommende har haft meget stærke oplevelser af dette i mødet med ikke bare andre lutheranere, men også med katolikker og ortodokse. Jeg har fx oplevet at blive hjerteligt modtaget, ja, bogstavelig taget blive trukket ind ved ærmet til en igangværende ortodoks gudstjeneste helt nede på Cypern (hvor jeg, mens jeg var feltpræst dernede, også havde mange andre oplevelser af kirke- og gudstjenestefællesskabet). Og jeg har oplevet, hvordan vi har kunnet tale med hinanden og aftale ting med hinanden, som om vi havde kendt hinanden altid. Og ikke bare på Cypern, men også i Sverige, Finland, Tyskland, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Rusland og Kazakhstan.

 

Heller ikke dette beviser selvfølgelig noget. Men det er stærkt og tankevækkende at opleve. Sammen med den store og helt grundlæggende oplevelse, jeg talte om før, følelsen af, at når vi er inde i lyset og varmen hos Jesus Kristus, så er det Evighedens Sandhed og Kærlighed, vi er inde i, den Sandhed og Kærlighed, som består, når alt andet forgår.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

3. søndag efter påske (A) - 29. april 2007

 

Froprædiken i Fuglse Kirke, højmesse i Skørringe Kirke, begge Maribo Domprovsti.

 

Denne søndag var en helt særlig dag for mig. Vi bor jo i Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat, og jeg har, mens vi har boet her, spillet som organist i alle tre kirker og fungeret som præst i både Krønge Kirke og vor egen sognekirke (Torslunde), men denne gudstjeneste var den første, jeg havde som præst i Fuglse Kirke. Dertil kommer, at min svigerfar Ejlif J. Andersen var sognepræst i det daværende Fuglse-Krønge Pastorat 1943-1951, og at min kone Anna er døbt i Fuglse Kirke 1946, og videre, at hun netop denne dag var blevet bedt om at afløse for vor faste organist. Men fra froprædikenen i Fuglse Kirke kørte jeg videre til Skørringe Kirke i Hillested-Skørringe Pastorat, hvor min svigerfar var præst fra 1951 til sin død i 1975. Og Skørringe Kirke har vi det særlige forhold til, at det var her, min svigerfar viede os i 1965, og her, han døbte vore to ældste børn. Det eneste, der manglede, var således, at Anna ikke også skulle afløse dér! Og det var helt tilfældigt, at domprovsten havde været nødt til at bede mig tage disse gudstjenester. - Se mere på undersiden ANNA CHRISTENSEN. - Jeg noterer disse ting i forbindelse med prædikenerne på denne underside, fordi det i hvert fald betyder noget for mig selv. Men måske kan det også være af nogen interesse for læserne at se, hvordan jeg med min brede lollandske baggrund den ene gang efter den anden får sådanne oplevelser. Og enhver må kunne forstå, at denne 3. søndag efter påske var noget helt særligt, så meget desto mere, som jeg også, som altid, måtte tænke på, at det var på 3. søndag efter påske 1974, jeg blev indsat som sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat, og 3. søndag efter påske 2003, jeg holdt min afskedsgudstjeneste dér.

 

 

DDS 2003: 236 - [235] - 218 -///- 230 - 220 v 1 & 5

 

Es. 54,7-10 - Hebr. 13,12-16 - Johs. 16,16-22

 

 

Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi vi må leve i lyset af vidnesbyrdet om din sejr over Synden og Døden og Djævelen, ja, i den kraft, som bor i og virker ud fra dette vidnesbyrd.

Vis dig for os i dette lys!

Gør din gerning i os ved denne kraft!

Lad din kærlighed og glæde blive i os og vokse i os!

Amen.

 

 

Kristus er opstanden! Det er påske - lige til det bliver pinse, eller lige til vi de kommende søndage begynder at se frem mod pinsen. For i dag er det jo den sidste dag, hvor vi ser tilbage på påsken.

 

Ja, vi er jo tilbage i situationen før påske. Evangeliet til i dag er et stykke af de såkaldte afskedstaler, Jesus holdt for sine disciple om aftenen skærtorsdag.

 

Og her kan vi jo så på sin vis glæde os over, at allerede de første disciple ikke forstod, hvad Jesus talte om!

 

Men dette er selvfølgelig en blandet glæde og en beskeden trøst. For det ville unægtelig være bedre, hvis det hele stod lysende klart og utvetydigt for os. Det må vi aldrig prøve at skjule - hverken for os selv eller for andre. Det nytter ikke at lade, som om vi bare forstår det hele og det hele er vældig godt.

 

Det er tværtimod en central del af den kristne tro, at her i verden lever vi under korset, hvilket også vil sige under det, man kalder tankens kors eller korset for tanken, men jo altså også under korset i den forstand, at vi fortsat lever under denne verdens vilkår med al den lidelse og tvivl og fortvivlelse, dette indebærer.

 

Men stadigvæk kunne vi godt ønske, at det hele dog i det mindste var noget klarere og tydeligere, ja, at vi dog i det mindste så den Opstandne klarere og tydeligere og mere utvetydigt for os. Men sådan er det ikke. Det hele er, som det er. Også for os kristne. Og at virkeligheden er, som den faktisk er, det bliver vi jo nødt til at tage til efterretning.

 

Så det valg, vi har (for nu at tale tidens sprog), står altså mellem at tage de faktiske forhold i verden til efterretning med kristendommen eller uden kristendommen. Idet vi jo så må huske på, at de faktiske forhold i verden altså ikke bliver anderledes, endsige bedre, hvis vi (for igen at tale moderne) vælger kristendommen fra, og idet vi også må spørge, om kristendommen da har en konkurrent, som vil kunne sætte os i en bedre position. Det mener jeg ikke den har.

 

Og vi kan i denne forbindelse tænke på noget meget vigtigt, vor Herre Jesus selv har sagt.

 

Det var, da disciplene havde bedt ham sige, hvad der skulle være tegnet på hans genkomst og verdens ende. Da sagde Jesus blandt andet, at man ikke uden videre skulle tro, det var ham, der kom, når nogen begyndte at sige: ”Se, her er Kristus!”. Det kunne godt være, der ville være noget spektakulært at henvise til, ja, ”Messias’er”, der kunne ”gøre store tegn og undere”. Men tro det ikke, sagde Jesus, idet han sluttede:

 

For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være (Matt. 24,27).

 

Dette er efter min mening et af de meget store og vigtige Jesus-ord. Og ikke bare, for så vidt angår spørgsmålet om hans genkomst. Nej, i det hele taget for så vidt angår spørgsmålet om Kristus som Sandheden, eller altså om kristendommens sandhed.

 

For når vi kristne siger, vi tror, at Kristus er Sandheden, så kan dette jo også vendes om, så vor bekendelse kommer til at lyde: ”Vi tror, at Sandheden er Kristus”. Eller: ”Vi tror, at i Kristus, dér er det Sandheden, vi møder”. Eller: ”Vi tror på Kristus, for så vidt som vi tror, at det i ham er Sandheden i egen person, vi møder”.

 

Og dette er et princip, som er ganske særlig vigtigt her i vor post-moderne tid, hvor tidsånden på en hidtil uhørt måde lægger op til, at sandheden, det er da noget, hver enkelt selv må vælge. (Jfr. derfor også min forbeholdne måde at tale om valg på lige før). Og det, tidsånden altså lægger op til, det er, at når den enkelte så har valgt, så er det, vedkommende således har valgt, jo sandt - altså sandt for ham eller hende, ligesom noget andet, måske det helt modsatte, tilsvarende kan være sandt for den, der har valgt det!

 

Og det er lige netop her, Jesus-ordet om lynet kommer som et ord i rette tid og på rette sted. For det er da i hvert fald en påstand, der vil noget, med hensyn til, om det ene kan være lige så sandt som det andet. Og lad os bare udlægge det så forsigtigt, at vi siger, at hvis der - imod tidsåndens tale - alligevel skulle være en Sandhed med stort S, så vil ingen være i tvivl, når den viser sig, for så vil den oplyse det hele. - Men det gælder jo tilsvarende i det små, hvor der jo er grænser for, hvor længe man kan tale virkeligheden - og dermed sandheden - væk. Som en præst engang skal have sagt til en mand, der hårdnakket benægtede det Ondes virkelighed: ”Så er det da i det mindste godt, du kan mærke, det gør ondt, når du støder skinnebenet mod noget”.

 

For når vi siger, at vi tror på Jesu Kristus som Sandheden, så er det altså ikke noget, der skal forstås post-modernistisk i betydningen: så er det sandheden for os. Og så er det heller ikke noget, der skal forstås ”besidderisk” i betydningen: så er det ”vores sandhed”, som mere eller mindre vores ejendom - eller vores ”målestok”, som vi også kan bruge til at slå alle andre med. Nej, så er det altså troen på den Sandhed, der er større end alle og større end alt, og som er den dybeste grund under alt og alle, dvs. også under alle del-sandheder.

 

Og så er det altså også kun, for så vidt som den Jesus Kristus, der siden de første disciples dage er blevet vidnet om, faktisk godtgør sig som denne Sandhed i egen person, vi tror på ham. Alle kan jo påstå alt muligt om sig selv og deres egne frelserfigurer. Men Sandheden er den, der kan oplyse hele verden fra horisont til horisont, så ingen KAN være i tvivl.

 

Og så længe der ikke er kommet et sådant uimodsigeligt Sandheds-lyn fra anden side, vil jeg altså, så godt, jeg nu kan, holde mig til troen på den Jesus Kristus, som der siden de første disciples tid har været vidnet om i Kirken, idet jeg som minimum vil sige, at jeg hellere vil leve i verden, som den nu engang faktisk er, MED denne tro end UDEN denne tro. Ved at prøve at leve som kristen på denne måde, er der i hvert fald i den helt store forstand alt at vinde og intet at tabe!

 

Vi kan i denne forbindelse tænke på de ved første øjekast mærkelige verselinier hos Grundtvig, hvor det hedder: ”er mørkt end for, dog lyst er bag” (DDS 18,3), hvor Grundtvig jo i første omgang hentyder til, hvordan Guds lysende skysøjle lyste bag israelitterne, da de stod med mørket og Det Røde Hav foran sig (2. Mos. 14,19ff. DDS 18,4). Men det var jo den jødiske påske, og der er ingen tvivl om, at disse mærkelige Grundtvig-linier for vort vedkommende, som er kristne nu, også kan forstås på den måde, at vel kan det se mørkt, ja, sort ud, både foran os og omkring os, men nu har vi den kristne påskes lys bag os, og så gælder det, som vi synger i begyndelsen af salmens femte vers, at

 

I Jesu navn vi går da trygt,

hvor Jesu Ånd os driver,

han dæmper al vor tvivl og frygt ...

(DDS 18,5).

 

Og hvordan har vi så det kristne påske-lys bag os nu? Ja, hvordan ser VI nu Jesus på den måde, der for os svarer til, hvordan de første disciple fik ham at se?

 

Jamen det har vi for det første gennem netop deres vidnesbyrd, hvilket vil sige hele det nytestamentlige vidnesbyrd. Og videre gennem dette vidnesbyrds gang og udfoldelse op gennem hele Kirkens historie. Det er derfor, vi ikke kan blive færdige med at holde påske, før vi også har holdt pinse! For det er jo med pinsen, den kirkehistorie begynder, hvori den Jesus-historie, der sluttede Kristi himmelfarts dag, får sin fortsættelse.

 

Og så har vi det for det andet i den måde, hele dette vidnesbyrds indhold virker på. Her er det ganske vist ikke til at sige, om der bare er tale om en virkning af samme art, som når al mulig anden tale og skrift kan virke på os, eller om er er tale om noget mere, nemlig om, at den Opstandne og hans og Faderens Ånd selv er til stede i det, vi læser og hører, ja, i hele den måde, hvorpå det læste og det hørte indvirker på vort liv.

 

Dette gælder også det i vor tid så ofte omtalte begreb ”kristendommen som vort kultur-grundlag”, som selv de mest hårdnakkede ateister jo må anerkende. Og de er naturligvis mere end velkomne til at nøjes med det. Eller måske begynde med det! For vi må jo sige til både dem og os selv (inden vi bliver alt for benovede over, at selv de fine og kloge dog vil indrømme, at kristendommen har betydet noget), at kristendommen altså ikke ville have været grundlag for noget som helst, hvis der ikke lige siden de allerførste disciples dage havde været nogen, der havde vidnet om, at den Korsfæstede havde vist sig som den Opstandne, og hvis der ikke tilsvarende havde været tale om langt dybere virkninger af påske-lyset bag os på vor vandring gennem verdens mørke end de ”kulturelle”.

 

Ja, for igen at vende tilbage til Grundtvigs salme, så er det jo Jesu Ånd, pinsens Ånd, der skriver i vort hjerte, hvad Jesus Kristus selv har sagt han er, nemlig Vejen og Sandheden og Livet. Og derfor kan salmen slutte på samme måde som Jesu egen tale i evangeliet til i dag, nemlig med at tale om den umistelige glæde, vi har, når vi vandrer med ham;

 

Så vær da, hvad du dig har kaldt,

vor frelser, her til stede:

Vor vej, vort lys, vort liv, vort alt,

med Himmeriges glæde!

Da let det går på sælsom vis,

da snart vi er i Paradis,

dér danse vi på roser.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

”Bededag 2007” - Konfirmation - 4. maj 2007

 

Der blev ikke taget hensyn til, at det egentlig var bededag. Læsningerne var fra 1. søndag efter påske (nærmere nf.).

 

Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti.

 

Om det nye Lolland vestre Provsti, se til sidste søndag efter helligtrekonger 2007.

 

Jeg havde siden midten af november 2006, hvor sognepræst Terttu Tuulikki Thystrup gik på pension, været en slags hjælpepræst i Landet-Ryde Pastorat, nemlig konfirmandunderviser med også et vist antal gudstjenester. - Se også forklaringerne til nogle af de andre gudstjenester siden St. Stefans dag 2006 - og den særlige forklaring nedenfor til netop denne konfirmationsgudstjeneste.

 

 

DDS 2003: 234 - 235 - 218 -///- 236 -- 481 v 4 - 482 -- 453.

(481 v 4 - 482 er de salmer, der indgår i gudstjenestens konfirmations-del).

 

Es. 43,10-12. - ApG. 2,22-28 - Johs. 20,19-31.

(Dvs. de to første læsninger fra 1. søndag efter påske efter 2. tekstrække, og evangeliet fra 1. søndag efter påske efter 1. tekstrække)

 

Den egentlige dag i kirkeåret var ”bededag”, men da det jo næppe er for, specielt at knytte konfirmationen til denne dags særlige indhold, man i Landet-Ryde Pastorat har valgt at gøre den til konfirmationsdag, valgte jeg (som fungerende i et vakant embede) tekster fra 1. søndag e. påske, den klassiske konfirmationssøndag, dog med de to første læsninger fra anden tekstrække. Kollekten var den anden af de to forordnede kollekter til 1. søndag e. påske, som jeg altid bruger på denne dag, idet den første jo er identisk med den kollekt, der (af mig altid) bruges ved gudstjenester, hvor der har været både dåb og nadver - medmindre den må vige for fastekollekten eller en af de særlige festdagskollekter.

 

Jeg tillod mig (efter omstændighederne, se ovf.) også at holde konfirmationsgudstjenesten på samme måde, som jeg gjorde det i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. Se den udførlige oversigt nederst på undersiden ”Kirke og teologi”.

 

 

Opstandne Herre Jesus Kristus!

Som du begyndte, vor Frelser, bliv ved;

kom og til os gennem dørene lukte!

Bliv ved den skik, du indførte og brugte;

lov os din glæde, og giv os din fred,

nådig indblæs os dit liv og din styrke!

Amen.

 

 

Kristus er opstanden! - Vi er fortsat i påske-festens tid. Og det bliver vi ved med at være, lige til festen går over til at blive pinse-fest. Hvad den dog allerede så småt begynder at gøre i overmorgen, hvor vi jo i evangeliet skal høre Jesus bebude ”Talsmandens”, dvs. Helligåndens komme.

 

Og da vi har konfirmation i dag, ser vi bort fra, at det egentlig er ”bededag”, som det nu hedder, og bruger i stedet tekster fra den klassiske konfirmationssøndag 1. søndag efter påske, dog således, at de to første var efter 2. tekstrække, selv om vi jo er i 1. tekstrække-kirkeåret 2006/2007.

 

1. søndag efter påske som konfirmations-dag bygger på, at det i Oldkirken var denne dag, de nydøbte aflagde deres hvide dåbsklæder og dermed gik ind som almindelige medlemmer af menigheden.

 

Men hvordan det? - Jo, i Oldkirken var det meget almindeligt at døbe dem, der havde bedt om optagelse i Kirken, påskelørdag eller påskenat - efter, at de i nogen tid havde modtaget undervisning i kristendommen.

 

Vi skal jo huske på, at i de første mange år af Kirkens historie var det hovedsagelig voksne, der blev døbt. Først efterhånden som der blev kristne familier, begyndte man at døbe de små børn, der blev født ind i disse familiers kristne livs-sammenhæng. Ligesom man jo i jøde-folket, den gamle pagts folk, havde omskåret de små drenge otte dage efter fødslen - og jo gør det den dag i dag!

 

Nå, men så var der altså i en menighed et antal mennesker, som var blevet døbt påskelørdag - i et stort dåbsbassin i kirkens gulv. Og de havde inden dåben aflagt deres gamle klæder og da de steg op af dåbsbassinet iført sig nogle særlige hvide klæder som symbol på, at de nu havde fået vasket Syndens snavs af sig og var opstået med Kristus til et helt nyt liv. - (Og man kan godt sige, at den store hvide messeskjorte, jeg havde på før og tager på igen lidt senere, er en sådan dåbs-klædning).

 

Disse hvide dåbsklæder gik de nydøbte så med fra og med påskedag, til og med søndagen efter, hvor de altså tog dem af, for herefter at deltage i gudstjenesterne på helt lige fod med alle de andre. - På latin hedder 1. søndag efter påske derfor dominica in albis depositis, dvs. ”de aflagte hvide klæders søndag”.

 

Og enhver kan se, at dette minder meget om konfirmationen, som jo bla. betyder, at nu går de, der før var børn i menigheden, ind i de voksnes rækker. Hvor det sjove så er, at med den lange skolegang, vi har i dag, er ”menighedens voksne rækker” altså de eneste voksne rækker, konfirmanderne går ind i. De har fx nu ret til at være faddere ved dåb.

 

Men der er også mange gode ting til os i selve de tekster, vi har hørt i dag.

 

Allerførst hørte vi fra Israels gamle profet et af de mange store udtryk for den tro på den ene sande Gud, som allerede de gamle jøder havde, idet Esajas jo på Guds vegne siger:

 

Før mig blev der ikke dannet nogen Gud, efter mig vil der ingen være; jeg, kun jeg er Herren, der er ingen anden frelser end mig. ... Det er mig, der er Gud.

 

Og det er jo det, der - i enhver betydning - er grundlaget for det hele.

 

Men så hørte vi et stykke af verdens første pinseprædiken, nemlig den tale, apostelen Peter holdt pinsemorgen år 33. - Og lad os ikke begynde at diskutere tidsregning! - Men vi kommer altså ind, der hvor der var nogle, der hånligt sagde om dem, der lige havde fået Helligånden over sig, at de nok bare havde drukket sig fulde i sød vin. Og det er jo et af de stykker, vi konfirmander har arbejdet særligt med, idet vi fra vores Jesus-film også kendte Peter lige fra begyndelsen af - som en grov fisker, der udmærket vidste, hvad det ville sige at drikke sig fuld.

 

Og det, apostelen Peter siger i verdens første pinse-prædiken, er, at det altså ikke kan passe, at disciplene er fulde. Klokken er jo kun ni. Og da man dengang kun kendte almindelig vin, måtte de kunne indse, at de ikke havde kunnet nå at drikke sig fulde!

 

Men pinsedagens Peter havde også andre og vigtigere ting at sige til sine jødiske landsmænd, og det var altså bla. dén ultrakorte gennemgang af Jesu historie, der udgjorde godt og vel første halvdel af den anden læsning, vi hørte, og som sluttede med forkyndelsen af påske-evangeliet. For vel var Jesus blevet korsfæstet -

 

Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden.

 

Og så hørte vi lige - her fra prædikestolen - det allersidste af det oprindelige Johannesevangelium. Det er til at begynde med endnu påskedag, dog om aftenen. Og selv om både Maria Magdalene og apostlene Peter og Johannes har set, at Jesu grav var tom, ja, selv om Maria Magdalene har mødt den opstandne Jesus og fortalt de mandlige disciple om det, så sidder de stadigvæk inde i deres lokale og gemmer sig.

 

Det har vi også set i Jesus-filmen. Og her var det fremstillet meget fint, at Jesus pludselig stod lige midt imellem dem. Det så egentlig ganske almindeligt ud. Men hvis vi hører nøje efter, hvad evangelisten Johannes skriver, så kan vi ikke undgå at forstå det på den måde, at den Opstandne rent ud sagt er gået lige gennem de lukkede døre!

 

Og så er vi også lige midt inde i den store påske-diskussion, der har raset gennem de seneste måneder. Men den kan vi naturligvis ikke gå ind i, her hvor denne prædiken er lige ved at skulle slutte. Det eneste, jeg vil sige - og som vi også har været en del inde på i konfirmandundervisningen - er, at vel bliver vi nødt til at tage dén helt centrale del af kristendommens store pakkeløsning med, som påske-forkyndelsen af Jesu Kristi opstandelse er. Men vi skal ikke være ”mere fundamentalistiske end de nytestamentlige forfattere”! Det er helt tydeligt, at påskeevangeliet handler om noget andet og langt større end bare et dødt menneskelegemes genoplivelse.

 

Vi husker, hvordan Maria Magdalene først genkendte den Opstandne, da han kaldte hende ved navn. Og vi husker, hvordan de to disciple, der vandrede til Emmaus påskedag, først genkendte den Opstandne, da han var kommet med dem ind, og da han velsignede og brød brødet, mens de sad og spiste.

 

Og så er der ganske vist det mærkelige optrin med den vantro Thomas i anden halvdel af evangeliet til i dag. (Som jo i parentes bemærket foregår netop på 1. søndag efter påske!). Han får da tilsyneladende et bogstavelig talt helt håndgribeligt bevis på, at det virkelig er den korsfæstede Jesus, der nu er hos dem som den Opstandne.

 

Eller gør han? Den Opstandne siger jo godt nok til ham, at han bare skal stikke sin finger i sømhullerne i hans hænder og sin hånd i spydsåret i hans side. Men han formaner jo samtidig Thomas, idet han siger: ”Vær ikke vantro, men troende”.

 

Og der står ikke noget om, at Thomas nu faktisk benyttede sig af muligheden for, rent ud sagt at kunne få påsken, som noget han kunne tage og føle på. Jeg tror, han har haft nok i selve det, den Opstandne sagde til ham.

 

For det der står han gjorde, er jo, at han simpelt hen udbryder: ”Min Herre og min Gud!”. Og den Opstandne følger yderligere dette op med ordene: ”Du tror, fordi du har set mig. [Vel at mærke ikke: fordi du har rørt mig!]. Salige er de, som ikke har set og dog tror”.

 

Der kunne siges rigtig meget om dette. Men det kan vi ikke nå i dag. Det afgørende er imidlertid, at vi forstår, at vi pdes. ikke kan være kristne uden at tro på, hvad vi kan kalde ”påskens realitet”, men at vi altså pdas. ikke skal være ”mere fundamentalistiske end de første vidner og forkyndere”!

 

Vi skal kort sagt være klar over, at de første disciple virkelig har oplevet noget, der betegner Guds store, afgørende sejr over Synden og Døden og Djævelen, men at det netop har været så stort, at det er meningsløst at gå rundt og skændes om det i nogle ret skoledrengeagtige diskussioner.

 

Nej, lad os nu alle komme ind i den kristne menigheds voksne rækker! - Idet vi holder os til, hvad der udtrykkeligt var evangelisten Johannes’ formål med hele hans evangelieskrift, som jo altså oprindelig sluttede med ordene:

 

Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

-  -  -

 

 

Tale til konfirmanderne

 

 

Kære konfirmander!

 

Så fik I sagt det sidste, I skulle sige. Ved denne allersidste lille ”eksamen”. Og det er gået godt.

 

I har virkelig fået fordybet jer i trosbekendelsens led - gennem det udvalg af tekster, vi særligt har arbejdet med. Også som opfølgning af den store Jesus-film, vi brugte så mange timer på at se.

 

Og nu skal I huske det. Og arbejde videre med det i resten af jeres liv. Vi er jo alle teologer - på hver vor måde. Vi skal alle kende den kristne tros indhold så godt som muligt. Og tænke over det. Og sammenholde det med alt, hvad vi ellers lærer og oplever i vores liv. Så vi får en dyb forståelse af, at Gud er vort livs Gud og vort liv er Guds liv, givet af ham og omsluttet af hans godhed på alle sider, også derude, hvor alt andet hører op.

 

Men nu er det så mig, der har det allersidste ord i det forløb, der har været, siden jeg overtog jer, da Terttu gik på pension i november måned.

 

Og jeg vil benytte lejligheden til at sige, at jeg har været meget glad for at få denne oplevelse. I har været stille og rolige og hyggelige at have med at gøre. Og jeg er sikker på, at I også har fået en ret god indsigt i kristendommens hovedpunkter. Selv om I altså skal arbejde videre med det hele jeres liv. Det gør vi andre også!

 

Og så vil jeg ellers give jer alle gode ønsker med, både for jeres liv overhovedet og for jeres kristne liv, såvel personligt som i menighedens fællesskab.

 

Jeg håber, at I vil leve jeres almindelige liv med åbne sanser og åbent sind for alt det gode og dejlige, der er i det, og med styrke, trøst og håb fra det kristne evangelium, når det onde og lidelsen rammer jer.

 

Jeg vil - med en omskrivning af et par kendte salme-linier (som vi i øvrigt sang ved jeres ”overhøringsgudstjeneste”) - ønske, at det vil gå sådan for jer i jeres liv som voksne kristne, at I mere og mere kommer til at opleve, at - med varmen og lyset fra Guds kærlighed og sandhed -

 

I glade vil føle, jer skabes i bryst

de levendes lyst!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

5. søndag efter påske (A) - 1. maj 2005

 

Froprædiken kl. 9 i Gloslunde Kirke, Lolland søndre Provsti.

 

DDS 2003: 724 - [47] - 301 -///- 56 - 58

 

1. Mos. 32,25-32. - Jak. 1,22-25. - Johs. 16,23b-28.

 

Det anførte valg af salmer og tekster gælder denne dags højmesse. Ved denne froprædiken udgik ”[47]” og den gammeltestamentlige første læsning.

 

Bemærkning til valget af læsninger

Der er til denne dag to GT-læsninger at vælge imellem. Mit princip er, at alle de tekster, der står i alterbogen, skal bruges. Derfor har jeg fra starten sat ”hver-anden-gang-årstal” på, når der har været to tekster at vælge imellem. Disse årstal følger jeg også nu i min emeritus-situation, og 1. Mos. 32,25-32, som jeg læste første gang i 1993, skulle så også læses her i 2005.

I overensstemmelse med princippet om, at alle tekster skal bruges, valgte jeg naturligvis 1. tekstrækkes epistel, selv om 2. tekstrækkes ApG-lektie (af hensyn til dem, der ikke kan lide det pågældende sted i Jakobsbrevet?) er angivet som en mulighed. - Jeg har ikke selv problemer med at læse eller høre epistelen fra Jakobsbrevet. Den er nu engang en del af det nytestamentlige vidnesbyrd (som vi altså bør høre så bredt som muligt), og hvis man har den rette evangeliske grund-orientering, tager man ingen skade af at høre denne tekst!

 

-  -  -

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du er kommet til os i Jesus, så vi, midt i al vor tvivl og smerte, kan tro, at i ham har vi direkte adgang til dig og direkte fællesskab med dig!

Og i hans navn beder vi dig nu:

Lad os - i disse dage frem til festen for hans tronbestigelse og frem til festen for hans og dit Komme til os i Helligåndens sandhed og kraft - få styrket og uddybet vor tro på og forståelse af, at det er sådan!

Lad os gå ind til endnu en pinse-tid som dit folk og Jesu Kristi legeme her i verden, med fuld glæde over dit skaberværk og din frelse og med et levende håb om den endelige forløsning ind i dit Rige.

Ved Jesus Kristus, din Søn, vor Bror og Herre!

Amen!

 

 

Vi har i dag hørt et af de evangeliestykker, hvor der er noget, som vi pdes. bliver nødt til at prøve at tage ved hornene, men pdas. heller ikke må blive hængende i. Ja, med en barsk - nogle vil måske sige plat! - udvidelse af billedet i denne talemåde kan vi netop sige, at vi pdes. skal prøve at tage det problem, der her er tale om, ved hornene, men at vi pdas. ikke må lade disse horn spidde os, så vi kommer til at hænge og sprælle på dem, indtil vi dør - eller altså indtil vor tro dør!

 

Og det, jeg her taler om, er selvfølgelig ordene om, at hvis vi beder Gud om noget i Jesu navn, så skal han give os det.

 

Vi kan jo ikke undgå, straks at spørge, hvordan vi dog skal forholde os til disse ord, når vi ellers har den klare oplevelse, at verden og vort liv går sin skæve gang med død og smerte, angst og lidelse, uanset disse ord og uanset vore bønner. Og det kan altså ikke nytte noget at prøve at løse problemet ved at prøve at bortforklare det med en masse fine og fromme ord.

 

Det er et problem, at døden og smerten og angsten og lidelsen for det første overhovedet er kommet ind i verden og for det andet også er i verden efter både jul og påske og pinse! Og det er et problem, at vi ikke oplever, at bare vi beder i Jesu navn, så kan vi slippe for i hvert fald noget af alt dette.

 

Nogle vil måske sige, at sådan skal en præst ikke stå og sige fra prædikestolen. Men jeg vil sige: tværtimod! Man kan ikke prædike i både den sandhed og den kærlighed, der selvfølgelig skal bære og kendetegne den kristne prædiken, hvis man ikke er hensynsløst ærlig mht. spørgsmål som disse, og ægte solidarisk med alle de andre, der plages af dem.

 

Og når jeg siger ”ægte solidarisk”, så er det altså uden nogen som helst nedladende betydning! Så er det simpelt hen ud fra en erkendelse af, at vi alle er dele af den samme ”masse”. Sådan er det nemlig også rent sprogligt, idet ordet ”solidaritet” jo kommer af ”solid” = fast, tæt, hel, massiv.

 

Vi er alle dele af den ”masse”, som må spørge, hvor Gud overhovedet er henne, når det hele går sin skæve gang, og som pines af, at verden efter alt at dømme også bliver ved at gå sin skæve gang, selv om vi prøver at tro på Gud og måske ligefrem på at bede til ham.

 

Men når det så er sagt, så må det jo også siges, at vi præster har den fordel, at vi ligefrem lever af at arbejde med det hele, altså også problemerne. Og det er unægtelig et privilegium. Det er et privilegium at have hele kristendommen og hele forholdet mellem den, og så vort liv her i verdens skæve gang, til at køre igennem sin bevidsthed dag efter dag, uge efter uge, år efter år på den intense og (undskyld udtrykket!) professionelle måde, der her er tale om.

 

Jeg har selv oplevet dette i 32½ år, fra 1971 til 2003. Hvorefter jeg jo så har oplevet en tilværelse som stort set ganske almindeligt medlem af menigheden og stort set ganske almindelig kirkegænger. Hvilket ikke har trukket noget fra - kan jeg godt fortælle jer. Det er jo også det, der sker her, der er formålet med det hele!

 

Og på hele denne baggrund må jeg nu give os det råd, at vi altså i hvert fald ikke lader os ”spidde” af enkeltproblemerne, så vi hænger og spræller på dem.

 

Det er meget tydeligt, at kristendommen er een stor samlet organisk helhed, så at det første, man skal gøre, er at se, hvad der sker, når hele denne store helhed fra sin side møder hele den store helhed, som vort eget liv, vor egen eksistens er. Og hvis der så er sket det, at man med hele sit liv og hele sin eksistens har oplevet, at dette møde - også trods al tvivl og anfægtelse - er ligesom mødet mellem en nøgle og en lås, så at man i hvert fald ikke kan se, hvad man ellers skal prøve at sætte sit håb til, så kan man derfra gå videre til enkeltspørgsmålene.

 

Nu ved vi jo ikke, hvad Jesus har sagt, andet end gennem evangelisten Johannes’ overlevering af det. Men vi kan nok godt regne med, at Jesus faktisk har sagt noget, der svarer til det, vi hører her i dag.

 

Og så hører og ser vi altså Jesus for os som det ”bedende menneske”, han var - tilsigende os, at nu står det samme nære og direkte forhold til Gud Fader også åbent for hans disciple.

 

Men det hører og ser vi jo altså i den store ”gåde-tåge”, det står i. For verden går jo virkelig sin skæve gang, og Himlen kan virkelig synes helt lukket for os.

 

Men så stod Jesus altså på et tidspunkt midt i det hele. Og hvordan han selv oplevede dette - gennem de forskellige faser af sit liv, også lige til det sidste, det ved vi ikke. Vi kan ikke på nogen måde ”sætte os ind i hovedet” på den Jesus, der gik rundt i Israel for snart 2000 år siden. Men vi må jo forestille os at han pdes. har oplevet tingene på en måde, der ganske svarer til, hvordan vi oplever dem, men pdas. også har haft noget helt enestående i sig - som han på en helt særlig måde var gennemtrængt og opfyldt af, når han bad.

 

Nu bagefter må vi - i troen - sige, at det, Jesus således havde i sig og var gennemtrængt og opfyldt af, det jo faktisk var en tilstedeværelse af den samme Gud, som han bad til! Det er jo simpelt hen, hvad juleevangeliet betyder!

 

Men i-troen-og-i-troen! Det står jo stadig som en tåge for vore øjne - selv om vi måske nok med vor tanke kan få det stillet op i nogle begreber, vi mener at kunne overskue.

 

Ja, det gør det. Men hvis vi ikke skal blive hængende på tvivlens horn, til vi - eller altså vor tro - dør, må vi altså alligevel sige, at nu har denne gådefulde tilstedeværelse altså været her i verden, Jesus som det, der ”på teologisk” hedder ”sand Gud og sandt menneske”, dén tilstedeværelse, som set fra een side gjorde bønnen til noget, der faktisk bestod i, at Gud, tilværelsens Herre ”talte med sig selv”, men som set fra en anden side var som ethvert andet menneskes bøn til Gud.

 

Og det er jo det, hele evangeliet til i dag handler om: At Jesus - som evangelisten Johannes altså gengiver det for os - rent ud siger, at han er ”udgået fra Faderen” og ”kommet til verden”, og nu ”forlader verden igen” og ”går til Faderen”. Men at det, der så skal ske, er, at hans disciple, bliver indsat i et forhold til Gud, som et meget langt stykke svarer til det forhold, han selv stod i før påske og himmelfart.

 

Og det er jo denne nye gåde, vi skal fejre i pinse-festen om to uger. Og det er dette nye store gåde-forhold, vi skal leve i efter pinse. Selv om vi jo ikke sådan lige uden videre ligner Jesus. Det er nok de færreste af os, der er ”bedende mennesker” på en måde, der overhovedet kan sammenlignes med den måde, Jesus var det på.

 

Men der er ingen tvivl om, at Jesus ikke bare opmuntrer os til at gå ind i et bøns-liv med hans som forbillede, men navnlig giver os lov til det, til-siger os retten til at leve i dette forhold til Gud.

 

Hvor vi jo så må huske på de dejlige ord, Jesus sagde, da han lærte os at bede Fadervor, nemlig at så er det personlige bøns- og fromhedsliv ikke noget, vi skal gøre os til hinandens herrer over, men noget, vi frit og trygt kan dyrke i det, Jesus dengang kaldte ”lønkammeret”, men som jo kan være alle mulige steder og alle mulige situationer.

 

Og så må vi altså tage imod denne til-sigelse. Og bede vore bønner til Gud i Jesu navn, både når vi er samlet med hinanden til den ene eller anden form for fælles gudstjeneste, og når vi er alene med Gud på alle mulige - og u-mulige! - steder og tidspunkter ude i vort liv.

 

Vi kan i hvert fald sige det på den måde, at uanset alt vor smerte og tvivl, så er der med Jesus og evangeliet om ham sat noget ind i verden, som ikke kan forsvinde igen, og det er, at selv når vi synes, vi bare taler ud af vor ensomme nød og angst og ud i det store tomme mørke, så er der kommet en tillidens mulighed ind over det hele, så at vi i det mindste kan tale ud i det, der måske bare er det store tomme mørke, lige så uformelt og tillidsfuldt, som når et lille barn taler med sin far eller mor.

 

Og i denne tillidens mulighed ligger også bønhørelsens mulighed. Midt i det hele!

 

Og hvis vi har oplevet bare den mindste smule af nøgle-lås-mødet mellem alt det, der i Jesus kom ind i verden, og alt det, der udgør vort liv og er repræsenteret i vort hjertes glæde og smerte og længsel, så må vi prøve at tage Jesus og evangelisten Johannes og alle apostlene på ordet - ind igennem alle tågerne, al smerte og alle spørgsmål - og give os hen i det forhold til den gode og yderste magt over alle ting, vi ved Jesus, vor Herre og Bror er blevet sat ind i, og leve i det!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

-  -  -

 

 

I Kirkebønnen (se eksemplerne nederst på undersiden ”Kirke og teologi”) bad jeg i det almindelige afsnit med forbøn for ”alle mennesker” også med ca. disse ord:

 

”Og i dag, den 1. maj, beder vi for alle, der lever af at sælge deres arbejde. Og for dem, hvis arbejde ingen vil købe. Vi beder om retfærdighed og gode kår for alle”.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

5. søndag efter påske (A) - 13. maj 2007

 

Fuglse Kirke, Maribo Domprovsti. (Se bemærkningerne til 3. søndag efter påske 2007).

 

 

DDS 2003:

406 - 302 - 301 -///- 294 - 298

 

Jer. 29,11-13a - Jak. 1,22-25 - Johs. 16,23b-28.

 

Der er to GT-læsninger at vælge imellem. Og lige siden den ny alterbog kom, har jeg konsekvent administreret valget mellem flere læsninger på den måde, at jeg første gang valgte den første mulighed, to år efter den anden mulighed, fire år efter igen den første mulighed. Osv. På den måde bliver samtlige mulige læsninger brugt. Jer. 29,11-13a læste jeg således første gang i 1995. - Hvad kollekterne angår, er der som regel to at vælge imellem, og her beder jeg næsten helt konsekvent den første i første tekstrække-år og den anden i anden tekstrække-år. - Når særlige forhold gør sig gældende, vil dette blive anført.

 

 

Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi du har lovet os, at du ikke vil fjerne dig fra os i en himmelsk ophøjethed, men vil blive hos os i Åndens nærvær og kraft!

Lad den kommende pinsefest blive en stor oplevelse for os af, at når vi samles i dit navn, er vi helt tæt sammen med dig, og helt tæt sammen med din Far og vor Far!

Amen.

 

 

Kristus er opstanden! - På torsdag skal vi fejre den sidste begivenhed på hans vej fra graven og Dødsriget til sædet ved Faderens højre hånd. - Og om to uger skal vi fejre den fortsættelse af påsken, som Helligåndens udgydelse over disciplene var.

 

Vi begyndte vor gudstjeneste i dag med at synge Grundtvigs gendigtning af en gammel græsk salme, der handler om hver eneste søndag som en lille påskedag: ”Søndag morgen fra de døde / Jesus sejerrig opstod”. Den er skrevet i 1837, det år, hvor Grundtvig havde sin ”græske vækkelse”, hvilket vil sige en intens oplevelse af og beskæftigelse med den gamle Østkirkes gudstjeneste og salmer. Det var i forbindelse med arbejdet på ”Sangværk til den danske kirke”, hvor Grundtvig jo gendigtede alle de seks såkaldte folkemenigheders salmer, nemlig først nogle davidssalmer fra Det Gamle Testamente (den allerførste menighed bestod jo af jøder) og dernæst altså nogle gamle græske salmer (Kirken fik jo hurtigt medlemmer fra den østlige, græsktalende del af Romerriget). Og så videre.

 

Men hvad nu ”Søndag morgen fra de døde” angår, så repræsenterer den jo ikke bare den gamle græsksprogede kirke. Den repræsenterer også vor tids Østkirke, dvs. Den Ortodokse Kirke, som jo nu ikke bare er i Grækenland, men også i alle de lande, der ligger øst for bla. Finland, Polen og Kroatien.

 

Men dette vil jo også - og ikke mindst - sige Rusland. Og nu er det sådan, at jeg har beskæftiget mig en hel del med netop Rusland, især i årene 1990-1999, men med et forspil engang i midten af 1980’erne, hvor en russisk ortodoks ærkebiskop besøgte Lolland-Falsters Stift, og hvor biskop Græsholt inviterede mig til at deltage i en aften med ham henne på Fuglsang.

 

Og så måtte jeg jo finde på noget at bidrage med. Jeg forberedte en lille tale til ærkebiskoppen på russisk. Men jeg prøvede også, om jeg kunne lave en prosa-oversættelse til russisk af netop ”Søndag morgen fra de døde”. Og det lykkedes vist ret godt. Så den læste jeg også op for ærkebiskop Pitirim, hvorefter jeg overrakte ham et eksemplar af den med både den danske og den russiske tekst - som en hilsen fra Lolland-Falsters Stift og Den Danske Folkekirke til Den Russiske Ortodokse Kirke, der kunne vise, at netop her i Grundtvigs Danmark havde vi ting, som på en særlig måde forbandt os med vore medkristne derovre.

 

Ærkebiskop Pitirim blev meget glad for denne hilsen, hvor de afgørende elementer altså er:

 

Hver en søndags morgenrøde / ... kalder underfuldt tilbage / alle Herrens levedage. // Tusindtunget Herrens tale / da genfødes vidt om land ...

 

Hver en søndag døden gyser,

mørket skælver under jord,

for med glans da Kristus lyser,

kæmpe-røst har livets ord;

sejersalig de bekrige

dødens drot og mørkets rige.

 

Jeg er næsten sikker på, at der ikke i den vestlige del af Kirken er noget, der kan konkurrere med dette, for så vidt angår overensstemmelse med den østkirkelige forståelse af hver eneste søndag som en lille påske. Og vi skal i denne forbindelse huske på, at på russisk er ugedagen søndags navn det samme ord som ordet ”opstandelse”: voskresenje. Selv i kommunismens værste dage har selv den argeste russiske kommunist altså måttet bruge ordet ”opstandelse”, når han fx skulle sige ”på søndag”!

 

Så vidt indgangssalmen! Men hermed er vi jo også langt inde i det, denne 5. søndag efter påske står for. Og det på to måder.

 

For det første er det jo - på en vis måde - ligegyldigt, om vi taler om vor situation som Kirke nu med udtryk for, at det er den opstandne Herre Jesus Kristus, der er levende til stede hos os nu, eller om vi gør det med udtryk for, at det er Helligånden, der er til stede hos os nu.

 

Og for det andet handler det, jeg her har fortalt om forholdet mellem os og vore medkristne i Østkirken, jo også om den synlige - og hørlige - side af det, vi bekender troen på, når vi synger, at vi ”tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke”.

 

For uanset hvordan vi kommer til at udtrykke det eller tale om det, så er vi altså nu kommet hen over midten af vejen fra påske til pinse. Så vel hedder denne dag 5. søndag efter påske, men reelt er det ”2. søndag før pinse”!

 

Og nu, vi taler om salmer, så kan I jo også se og høre, at alle de andre salmer, vi synger i dag, simpelt hen handler om Helligånden, ja, er bønner til Ham. Dog mest ”i futurum” - idet vi jo endnu befinder os to uger før pinse.

 

Det begyndte i søndags - som vi altså kan kalde ”3. søndag før pinse”. For her hørte vi udtrykkeligt Jesus bebude ”Talsmandens”, dvs. Helligåndens komme, bla. med ordene:

 

Når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden ... Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer (16,13-14).

 

Så direkte er det ikke i dag. Men indirekte er sagen den samme, nemlig Jesu forsikring i skærtorsdagsnatten til disciplene om, at når de kommer ud på den anden side af det, der nu skal til at ske, så vil de ikke være overladt til sig selv, men på en helt ny måde være sammen med Gud. Hvilket altså bla. betyder, at de i Jesu navn kan bede helt direkte til Gud.

 

Og når Jesus siger, at ”der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen”, så må dette forstås som en henvisning til situationen efter pinse, hvor han taler til disciplene ved Helligånden - eller hvor Helligånden, Talsmanden, Sandhedens Ånd vejleder dem i hele sandheden, idet Han tager af det, som hører Jesus til og forkynder det for dem.

 

Ja, det kan hurtigt komme til at lyde indviklet og vanskeligt. Men det kan også siges helt kort. Jeg tænker fx på den side i det konfirmandmateriale, jeg brugte i mine sidste mange år som sognepræst (og som jeg også lige har brugt lidt henne i Landet-Ryde), hvor der som overskrift til nogle tekster om pinsen og Helligånden - med hvide bogstaver i et stort pinse-rødt felt - simpelt hen stod: ”Jesus hos os nu”.

 

Det, vi skal fejre om to uger, er altså, at Jesus er hos os nu, ligesom han i sin menneskeskikkelse var hos disciplene fra sin fremtræden ca. år 30 til sin død ca. år 33, og ligesom han som den Opstandne viste sig for dem i de 40 dage fra påskedag til Kristi himmelfarts dag.

 

Vi forbereder os i disse uger på fejringen af pinse-festen. Og det, vi skal øve os i, er, ikke at gøre det hele mere indviklet, end det er, fx ved at bryde vort hoved med en hel masse overvejelser mht., hvad ”ånd” i det hele taget kan være for noget, og altså navnlig ”Helligånden”.

 

For vi ved jo, at hvis Gud overhovedet, om man så må sige, ”er der”, så er han altså for det første evig, for det andet uendelig, og for det tredje allestedsnærværende - men jo vel at mærke samtidig ”hinsides” i den forstand, at han i sig selv altid er noget andet end den verden, han har skabt, og således aldrig på nogen måde kan betegnes som en del af verden, så at Helligånden fx skulle forstås som noget i retning af en slags særlig fin og tynd luft.

 

Og dette vil igen sige, at det er forkert og for lidt at sige ”er der” om Gud. For det er jo pr. definition sådan, at enten er der slet ingen dækning bag ordet ”Gud”, eller også må vi simpelt hen sige, at Gud ”er”. Og så er det, vi kalder Guds Ånd eller ”Helligånden”, altså hverken mere eller mindre end det, at denne evige, uendelige og allestedsnærværende, men samtidig ”hinsides” Gud på en særlig måde er nærværende for og hos os.

 

Hvor det særlige så netop er, at Gud i det, jeg her kalder hans ”hinsidighed”, virkelig er helt tæt på os, ja, i den helt store betydning ”inde under huden på os”. Vi kan her bla. tænke på talen om Kirken som ”Kristi legeme”. For så kan vi sige, at det er ”huden” på dette legeme, Gud i Åndens nærvær og kraft gik ind under, da det blev pinse!

 

Og til sidst: Dette kan vi kalde ”Jesus hos os nu”. Men det er jo også ”Gud Fader hos os nu”. Nu, vi er kommet ind på Grundtvig og hans salmer, læg så mærke til, hvor tit Helligånden dér betegnes som ”Kærligheds og Sandheds Ånd” (jfr. DDS 292) eller noget tilsvarende! [Tilføjet her: Ja, i salmen efter prædikenen: 294 v 2, linie 3!]. For når Grundtvig i sådanne sammenhænge og med særligt eftertryk siger ”Kærlighed”, så mener han dermed altid ”Gud Fader = Kærligheden i egen person”. Og når han tilsvarende siger ”Sandhed”, mener han dermed altid ”Sønnen, Kristus = Sandheden i egen person”. Pinsens virkelighed er altså, at ”den hele Gud” samtidig med, at han er ”hinsidig”, er fuldt til stede hos os, som er Jesu disciple.

 

Vi kan også sige det på den måde, at ligesom Gud i julens mysterium blev menneske i det barn, der blev født i Betlehems stald, således fik denne Guds menneskelige tilstedeværelse i verden sin fortsættelse i pinsens mysterium, hvor Gud indgød sin Ånd i dét kollektive menneskelegeme, som flokken af Jesu disciple, dvs. Kirken, er.

 

Og så er den dyrkelse af fællesskabet med de andre Jesus-disciple i hele verden, jeg omtalte i begyndelsen af denne prædiken, også meget vigtig. Ikke som en plat dyrkelse af ”hinanden”, endsige af, hvor mange vi er. Men som en del af livet i pinse-troen på, at vi er lemmer på det samme ene legeme, fyldt og oplivet af den samme ene Ånd.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kristi himmelfarts dag (A) - 17. maj 2007

 

Ryde Kirke Lolland vestre Provsti.

 

Se bemærkningerne til de forskellige prædikener i Ryde Kirke fra og med St. Stefans dag 2006.

 

DDS 2003: 257 - 250 - 252 -///- 254 - 251

 

Sl. 110,1-4 - ApG. 1,1-11 - Mark. 16,14-20

 

 

Opstandne og himmelfarne Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du har været her som en af os!

Og tak, fordi du nu er os alle nær i din Sandhedens og Livets magt.

Bliv hos os, ja, kom til os i ny kraft, når det bliver pinse!

Amen.

 

 

Kristus er opstanden! Kristus er blevet taget op til Himlen! Snart kommer Ånden over os!

 

Det er fest i dag! Vi fejrer påskens fuldbyrdelse. Idet vi venter på dens endelige fuldbyrdelse, når Han kommer igen på samme måde, som de første disciple så ham fare op til Himlen. Og idet vi venter på den fortsættelse af påsken her i verden, som vi skal fejre om ti dage.

 

Det er fest. Og derfor skal vi først og fremmest fejre. Men et vist minimum af forståelse må vi dog alligevel prøve at få med. Ellers kan vor fejring jo godt gå hen og blive en gang tom "hallelu-lalle", hvor vi bare hidser hinanden op til og i en slags rus, der ikke er en glæde over noget, der har en virkelighed uden for os selv og "hinanden".

 

Jeg vil derfor gentage, hvad jeg gang på gang har sagt, at det jo ikke er selve vidnesbyrdet - eller påstanden - om den enkelte underfulde begivenhed, der fremkalder vor tro - eller dog vort forsøg på at have en tro. Nej, det er vort møde med hele den kristendommens store "pakkeløsning", som faktisk er til stede i verden, ja, som med Grundtvigs ord er en "mageløs historisk kendsgerning". For det kan ingen jo nægte: at der faktisk gennem de sidste knapt to tusind år i slægt efter slægt har været en forsamling af mennesker, i hvem troen på Den Treenige Gud har levet og udfoldet sig og haft alle sine virkninger. Den forsamling af mennesker, vi også kalder Den Kristne Kirke. Og det er altså i mødet mellem hele denne virkelighed, og så hele vor erfaring og oplevelse af, hvad det vil sige at være mennesker her i verden, troen kommer i stand. Idet Faderens og Sønnens egen kraft, eller med andre ord Helligånden selv, virker med, ja, er den faktor, der dybest set udvirker troen, skænker os troen.

 

Og når troens møde og troens under så er sket, så fejrer vi altså kirkeårets store fester for deres, om man så må sige, pålydende værdi. Hvilket altså nu her på denne Kristi himmelfarts dag 2007 vil sige, at vi tager alle salmernes og de øvrige teksters ord i vore ører og munde, som de lyder, og glæder os over det håb, der hermed hvælves over hele vort liv.

 

Men for at vor glæde kan blive både sand og virkelig - hvilket er to sider af samme sag - må vi alligevel også tænke bare lidt over, hvad det er vi synger og hører og siger. Så lad os derfor lige løbe de to nytestamentlige læsningers tekst igennem for at se lidt nærmere på, hvordan de første vidner og de, der har skrevet deres vidnesbyrd ned, faktisk har talt om det, vi fejrer i dag.

 

Og vi må jo gøre det i forlængelse af hele den store påske-diskussion, vi har haft netop i år. Hvor et af hovedtemaerne har været, at vi ikke skal være mere fundamentalistiske end de første vidner og de nytestamentlige forfattere. Idet vi altså skal forstå dette ret: Det er en frygtelig misforståelse, hvis man tror, at jo mere bogstavtroende, ja, "håndfast" man er, jo større er ens tro. Lad os derfor lade det være en del af vor fejring her på vor Herres Jesu Kristi tronbestigelsesdag, at vi går begge vore to nytestamentlige tekster igennem for at se, hvad evangelisterne Lukas og Markus faktisk siger om himmelfarten. (For som det fremgår af det allerførste, vi hørte i læsningen fra Apostlenes Gerninger, er det jo evangelisten Lukas, der er forfatter til også dette skrift, så at den "første bog", der henvises til, altså er Lukasevangeliet).

 

Og lad os nu tage de ting først, der handler om tiden før himmelfarten. Her hørte vi i stykket fra Apostlenes Gerninger, at den Opstandne "ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt". Og det er jo mere end en antydning af, at disciplenes møde med den Opstandne havde været noget andet og mere end et møde med en blot "genoplivet" Jesus. Vi skal især lægge mærke til, at der udtrykkeligt står "ved Helligånden" - allerede før både himmelfart og pinse! Det siger meget om, at der har været tale om et møde af en helt anden og langt større karakter end et møde med bare et menneske, der har været slået ihjel, men så er blevet levende igen. Og videre:

 

Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige.

 

Her lægger vi mærke til formuleringerne "trådte frem for dem" og "viste sig for dem". Igen udtryk for noget andet og mere end et, om man så må sige, blot "fysisk" møde. Idet det jo samtidig understreges, at det var "med mange beviser på, at han levede". Kan I høre det?

 

Men et af disse beviser er jo, at han "spiste sammen med dem". Hvad der jo er flere andre vidnesbyrd om. "Realiteten" af møderne med den Opstandne understreges altså også. Men alt i alt er der jo klart tale om noget andet og mere end en plat "fysisk" håndgribelighed.

 

Og stykket fra Markusevangeliet begynder tilsvarende med ordene: "Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords". Altså pdes. "viste sig for", men pdas. "mens de sad til bords". Idet der dog ikke udtrykkeligt siges noget om, at den Opstandne selv spiste med, selv om det jo klart har en helt særlig betydning, at det er i forbindelse med et måltid, han viser sig for dem. Svarende til, at det var, da den Opstandne "brød brødet", de to Emmaus-disciple endelig kendte ham. Hvad de altså vel at mærke ikke havde gjort før! (Luk. 24,15.30f.35).

 

Og om selve "himmelfarten" hørte vi i stykket fra Apostlenes Gerninger, at den Opstandne blev ”løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne", og at han "fór bort", mens de "stirrede mod himlen". Og i stykket fra Markusevangeliet simpelt hen, at han blev "taget op til Himlen".

 

Jeg behøver vist ikke sige mere om selve den måde, Lukas og Markus har videregivet dette vidnesbyrd på. Lad os hellere gå over til at konstatere, at vel siger de begge, at den Opstandne blev "taget op til himlen", og vel siger Lukas, at disciplene stod og ”stirrede mod himlen, mens han fór bort”. Men vi ved jo godt, at "Himlen" ikke er et sted langt ude i Verdensrummet, men "Guds sted", og at "Guds sted" slet ikke er et "sted" i almindelig rumlig betydning, men pdes. er Guds "hinsideshed" i forhold til alt det, han har skabt, og at denne "hinsideshed" pdas. er uendelig i "udstrækning", evig i "tid", men samtidig nærværende overalt og til alle tider. Sagt på en anden måde: "Guds sted" - eller, om man vil, "Himlen" - er også alle steder i vor verden, fx lige her, men altid "hinsides" og i en helt anden "kvalitet" end fx luftens molekyler.

 

Det, vi fejrer i dag, er altså, at det Ord, den Sandhed, der blev født som menneske julenat og senere vandrede rundt i Israel og ganske bogstavelig talt lod skinne igennem, at han virkelig var Sandheden og Livet i egen person, han gik i himmelfartens begivenhed tilbage til Guds "hinsideshed", så at han altså nu pdes. er uden for verden, men pdas. er nærværende alle steder, så at han altså også kan komme og møde os i det, vi kalder Helligåndens kraft, når vi samles om hans navn.

 

Den fest, vi fejrer i dag, er Sandhedens og Livets fest. Det er festen for, at det i Jesu liv død og opstandelse er blevet bekræftet for os, at det er rigtigt, når vi i vort hjerte føler, at der er en større betydning og mening med det hele, end hvad vi ser i matematikkens og fysikkens strukturer, så at vi altså med rette kan tale om Sandheden med stor S og Livet med stort L. Det er festen for, at vi har fået lov til at tro, at i Jesus og i hans navn og i hans ord, er denne Sandhed og dette Liv kommet os i møde ansigt til ansigt. Og det er festen for, at det er denne Sandhed og dette Liv, der er den dybeste og yderste magt bag og i alle ting, så at alt, hvad der står denne Sandhed og dette Liv imod, kun er noget u-væsen, hvis rasen og ødelæggelse ingen fremtid har.

 

Det, vi fejrer i dag, er, at Livet og Sandheden efter at have vist sig for os som vor Bror, har sat sig ”ved Guds højre hånd”, dvs. for sine disciples øjne har genindtaget sin plads i Grundmagtens "hinsideshed". Hvor det allerstørste jo så er, at ”Grundmagten”, det er Kærligheden selv i egen person.

 

Derfor skal vi heller ikke forstå de ord, vi hørte fra Det Gamle Testamente, på den måde, de i hvert fald efter deres ordlyd oprindelig har været forstået på, fx: "Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion, hersk midt blandt dine fjender". For den magt, der i himmelfarts-virkeligheden er tale om, er så stor, at den ikke skal udbredes ved nogen som helst anden magt end selve Sandhedens - og Kærlighedens og Livets - magt. "Mig ER givet al magt i himlen og på jorden"!

 

Og dette er ikke bare noget, jeg står og siger! Der er kun to muligheder: Enten er der slet ikke nogen som helst dækning bag det vidnesbyrd om Jesus, vi kristne samles om, eller også er det, faktisk helt bogstavelig talt, ja, i den allerstørste og alleryderste betydning, pr. definition sådan.

 

"Vi tror på Jesus Kristus", siger vi. Men det er bogstavelig talt ensbetydende med, at vi bekender troen på Kærlighedens, Sandhedens og Livets magt, der personligt er trådt frem for os - med løftet om, at Han er den første og den sidste, så at det er Ham, der er Magten - med Kærlighed og Sandhed og Liv - trods alt ondskabens og løgnens og dødens uvæsen, og også når alt andet er hørt op!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kristi himmelfarts dag (A) - 2. juni 2011

 

Højmesse i Kettinge Kirke, Lolland østre Provsti.

 

Jeg fungerede ved denne gudstjeneste, hvor mit barnebarn Markus blev døbt, fordi der ellers kun var én gudstjeneste i hele provstiet, nemlig den fælles friluftsgudstjeneste i Fuglsang Slotspark. Markus og hans forældre bor i Kettinge Sogn, og Kettinge-Bregninge Pastorat er nabopastorat til mit gamle pastorat Døllefjelde-Musse-Herritslev. Jeg har tit afløst dér, ja, nogle gange været konstitueret i embedet dér, og sognepræst Ramund Kværnø, min gamle nabopræst, overlod os under de helt særlige omstændigheder, der var tale om, med stor velvilje kirken til denne Kristi himmelfart-højmesse. Når jeg siger "os", er det, fordi min kone Anna fungerede som organist og vor søn Asbjørn som kirkesanger (han var i sin tid kirkesanger i Godsted, Lolland østre Provsti). Men så var det heller ikke mere "privat". Gudstjenesten blev holdt på helt samme måde, som det normalt ville have været tilfældet, og var som sådan Kristi himmelfart-gudstjenesten 2011 i Kettinge Kirke.

 

Sl. 110,1-4 - ApG. 1,1-11 - Mark. 16,14-20.

 

257 - [DÅB: 447 - 674 v 2 & 7] - /// - 254 - [EFTER NADVER: 473] - 251.

 

Dette salmevalg - og dermed det forhold, at dåben med de to omgivende salmer erstattede anden salme, anden læsning og tredje salme - er efter stedets skik (se også ovf.). Men bemærk, at det var den gammeltestamentlige læsning, der udgik, så at det var himmelfartsberetningen fra Apostlenes Gerninger, der blev læst som læsning fra alteret.

 

 

Herre Jesus Kristus, vor Bror og Herre, vor korsfæstede og opstandne Konge!

Tak for alt, hvad du har gjort for os!

Tak for alt, hvad du giver os i fællesskabet med dig her og nu!

Og tak for den store glæde og lykke, du har til os ude bag verdens ende!

Amen!

 

 

Forleden dag hørte jeg noget af den serie i DR P 1-programmet "Apropos", der hed "Realisme". Her havde man i en hel uge behandlet begrebet "realisme" på en lang række områder: filosofisk, politisk, litterært - og religiøst. Eller hvordan man nu skal betegne det sidstnævnte. For det var en journalist fra dagbladet Politiken, der havde et forslag til en ny reformation i Folkekirken, altså en realistisk reformation!

 

First the good news! Han sagde nemlig, at det jo ikke gjorde nogen forskel, at man brugte "ung" musik, spiste spaghetti, eller lavede moderne oversættelser af Bibelen, så længe det fortsat drejede sig om noget med en mand, der var blevet til ved, at en vind havde blæst på en ung kvinde, og som havde kunnet gå på vandet, og som var opstået fra de døde! Og det må man jo give ham ret i.

 

Men ellers var det hjertegribende, at han mente, at nogle af alle de kloge teologer, han trods alt mente vi har, skulle sætte sig hen og lave en moderne, realistisk udgave af kristendommen, hvor alle de "okkulte" ting, der lyder i Folkekirkens gudstjeneste, blev fjernet, så man kunne samle sig om det, det egentlig drejede sig om - fx næstekærligheden!

 

Den pågældende journalist var dog så venlig, at han gav i hvert fald en hel del af os præster den ros, at vi i prædikenerne kunne tale noget mere moderne om disse altså "okkulte" ting. Han kunne bare ikke forstå, at vi kunne affinde os med, at de fortsat lød i gudstjenestens liturgi!

 

Nu var der desværre ikke en teolog med i udsendelsen. Men jeg vil så benytte lejligheden her på denne Kristi himmelfarts dag til at sige nogle af de ting, der burde have været sagt, hvis en af de præster, han så venligt henviste til, havde været med.

 

Det første er, at det selvfølgelig står fx denne journalist frit for at stifte en ny "realistisk" religion. Hvorefter vi "okkulte kristne" så måtte se, hvordan vi ville klare os i denne oplyste og moderne verden. - Men så videre:

 

Vi har her i dag hørt de mærkelige og jo rigtignok bogstavelig talt helt utrolige beretninger om, hvordan den opstandne Jesus tog afsked med sine disciple og så ellers "fór til himmels". Hvor det allerværste - set med fx vor journalists øjne - jo ikke er selve "himmelfarten", men forudsætningen for den, nemlig at Jesus var blevet henrettet ved korsfæstelse langfredag, men var opstået fra de døde påskemorgen og siden havde vist sig i legemlig skikkelse for flere af disciplene. Og at han jo i øvrigt var Guds og Marias søn, "undfanget ved Helligånden". Altså alle de ting, lille Markus er blevet døbt på, ved at hans mor på hans vegne har svaret ja på trosbekendelsens ord i tilspørgslen.

 

Hvad skal vi dog sige til alt dette? Eller hvordan skulle vi ellers have gjort, både i hele denne gudstjeneste overhovedet og i særdeleshed i selve dåbsritualet?

 

For det vil jo ikke tilfredsstille vor journalist, at jeg nu også vil prøve at forklare, hvordan vi skal forholde os til alle disse bogstavelig talt utrolige ting. Han vil jo kun blive tilfreds, hvis det hele bliver "reformeret", så det alt sammen kommer til at passe til vor tids store fornuft og oplysthed.

 

Men jeg gentager, at der så ville blive tale om noget helt andet end kristendommen,

 

Jeg kan her henvise til Grundtvig, som sagde, at det altid vil være et spørgsmål, hvorvidt kristendommen er sand, men at det ikke er et spørgsmål, hvori den sande kristendom består. Spørgsmålet om kristendommens sandhed og om, hvad der er den sande kristendom, er to forskellige spørgsmål. Og det første vil først blive klart afgjort ved verdens ende, medens det andet sådan set kan afgøres rent historisk.

 

Grundtvigs argument var, at hvis man rent historisk ser på, hvad der lige siden den allerførste kirkes tid har været "optagelsesvilkåret" for dem, der ville indlemmes i Den Kristne Kirkes fællesskab, så er det jo "trosbekendelsen ved dåben" - sådan som vi netop har oplevet det ved Markus' dåb.

 

Og hovedsagen i dette er rigtig. Selv om det er usikkert, hvad man har sagt i den allerførste tid, og selv om den ældste skriftlige version af den form, vi bruger i dag, er fra begyndelsen af 700-tallet. For de ældre dåbsbekendelser har haft praktisk taget samme indhold, og sagen selv går under alle omstændigheder tilbage til Det Nye Testamente og de første kristne.

 

Og det er jo selve denne sag, der er det afgørende. Man taler i dag meget om "kristendommen som vort kulturgrundlag". Og det er sådan set også rigtigt nok. Der er bare det ved det, at det for det første aldrig har været, om man så må sige, formålet med den kristne tro, at den skulle være "kulturgrundlag", og at den heller aldrig ville være blevet "kulturgrundlag", hvis der ikke gennem alle generationerne havde været mennesker, der havde troet på de ting, der er sammenfattet i Trosbekendelsen. For igen at citere Grundtvig (efter hukommelsen): Der er i kristendommens, unægtelig store og "velsignede", virkninger på kulturen tale om hverken mere eller mindre end troens virkninger "til en side".

 

Det helt afgørende er, at det kun er i dén store "sag", som kommer til udtryk i Det Nye Testamentes vidnesbyrd, og som er sammenfattet i Trosbekendelsens ordlyd, Tilværelsens Grundmagt er trådt ind til os her i vor verden, har solidariseret sig totalt med os og har grebet frelsende ind for os og givet os "et levende håb" at leve i.

 

Vi kan sige det på den måde, at kristendommen er en stor "påstand", der er til stede her i verden i form af en stor "pakkeløsning", som vi grundlæggende må tage, som den er - og i dens helhed.

 

Det er en utrolig "pakke", en utrolig "påstand". Men det ligger jo i sagens natur. Kristendommen er ikke noget, der på nogen måde kan udledes af den foreliggende virkelighed.

 

Det eneste, vi kan kalde en slags bevis på kristendommens sandhed, er, at der faktisk er noget helt grundlæggende i det, vi oplever ved at leve som mennesker her i verden, der er ligesom en tomhed eller en mangel, der venter på at blive fyldt ud. Der er i vor oplevelse - på godt og ondt - af at leve som mennesker her i verden et gådefuldt nøgle‑hul, korsets gåde-nøgle viser sig at være den eneste nøgle der passer til. Dette er i hvert fald en god beskrivelse af, hvad det er man oplever, når man kommer til den kristne tro, og når man lever i den kristne tro.

 

Og korset ligner en nøgle! Men når vi som kristne taler om korset er det jo altid som både nederlagets og sejrens tegn, idet opstandelsen påskemorgen - og Sønnens og Faderens nye nærvær i menigheden fra og med pinsedag - selvfølgelig regnes med.

 

Og så er det underordnet, hvordan vi mere bogstaveligt forholder os til de enkelte dele af den store, samlede "pakkeløsningspåstand".

 

Der er jo ingen, der har været til stede i Marias mave, da Jesus blev undfanget, og set, hvordan det egentlig gik til! Men "teologisk set" er det nødvendigt at holde fast ved troen på, at det barn, hun fødte, på en absolut enestående måde og med uendelige konsekvenser, var den evige Tilværelsesmagts repræsentant her i verden - i menneskeskikkelse som en af os.

 

Og hvad "påskebegivenheden" angår, altså alt, hvad der i Det Nye Testamente er bevidnet om, hvad der sket fra og med påskedag til og med netop i dag, må vi sige, at enten er der tale om det glade vanvid (eller måske et kynisk bedrag), eller også er der faktisk sket noget, noget enestående stort, som de første vidner og de nytestamentlige forfattere altså har bevidnet på fx den måde, vi har hørt det i læsningerne her i dag.

 

At der skulle være tale om et kynisk bedrag, mener jeg godt vi kan se bort fra. Så hellere "det glade vanvid". Det er faktisk ikke så dårlig en betegnelse! Hvor vi jo så må sige, at dette "vanvid" på en eller anden måde må have haft en årsag, ja, en årsag, der er så stor og anderledes, end hvad vi ellers kender til, at resultatet altså er blevet fx de beretninger, vi har hørt her i dag.

 

Det afgørende er, at vi for det første faktisk må anse de ældste vidner for at være grundlæggende troværdige, og at vi for det andet oplever, at hele det store "mønster", hele den store "struktur", der er tale om i deres vidnesbyrd, passer som en håbets nøgle til vor livslængsels lås.

 

Og hvad endelig "himmelfarten" angår, som vi jo fejrer i dag, så må vi sige, at den - uanset hvordan den er beskrevet og hvilke forestillinger vi mener at kunne gøre os om den - for det første er påskebegivenhedens kulmination, nemlig den korsfæstedes "tronbestigelse" eller ophøjelse til pladsen som side af Evighedsmagten, og at den for det andet er afslutningen på den særlige påskebegivenhed.

 

Og dermed åbner himmelfarten op for den videreførelse, vi jo skal fejre om ti dage, pinsedag, nemlig dén videreførelse, som består i Faderens og Sønnens nærvær i Kirkens liv som den side af Den Treenige Gud, vi kalder Helligånden. Og denne fortsættelse mærker vi den dag i dag. Jo, vi gør! Det står måske sløjt til lige nu. Men livet er her. Og det mærker vi faktisk på en særlig måde, når livet og sløjheden skærer - himmelråbende! - mod hinanden!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

6. søndag efter påske (A) - 1. juni 2003)

 

STORMARKSKIRKEN, NAKSKOV

Dette var min første gudstjeneste som emeritus. Jeg blev dagen før ringet op af provst Bjarne Madsen. Sognepræst Hans Verner Lollike var strandet i USA! - Jeg gik ind i Hans Verner Lollikes salmevalg. - Bygger på 2001!

 

NB! Står også på undersiden "Prædikener efter 11.05.03", altså undersiden med prædikener efter min afskedsgudstjeneste i Døllefjelde Kirke 3. søndag efter påske, den 11. maj 2003.

 

DDS: [De af sognepræst Hans Verner Lollike valgte salmer blev sunget]
 
Hagg. 2,4b-9. - 1. Pet. 4,7b-11. - Joh. 15,26-16,4

 

Herre Gud Helligånd, Sandhedens Ånd!

Kom til os på ny, og gør hele livets og frelsens store sammenhæng levende for os, så også vi kan være Jesu Kristi vidner!

Giv os en glædelig pinsefest – og en levende pinse-tid hele resten af året!

Amen.

 

 

Kære medkristne her i Stormarkskirken! Som I måske allerede ved, har jeg pludselig måttet træde i stedet for sognepræst Hans Verner Lollike, hvis afrejse fra USA er blevet forsinket pga. vejrforholdene. Og som I måske også allerede ved, hedder jeg Bent Christensen og er netop afgået sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat i Lolland østre Provsti. Og jeg vil tillade mig at sige allerede her, at både jeg selv og min kone Anna er glade for, at jeg ikke alene har kunnet hjælpe jer i denne situation, men at vi på denne måde også selv har fået denne helt særlige oplevelse - på denne sidste søndag i den gamle salmebogs tid! - Men nu til selve prædikenen:

 

-

 

Der findes et godt ord som betegnelse for de ti dage her mellem Kristi himmelfart og pinse, nemlig ordet ”pinse-advent”! Ganske vist er der jo en flydende overgang mellem påske og pinse. Det ser vi på en helt særlig måde hos evangelisten Johannes, hvor påske og pinse simpelt hen flyder sammen til nærmest een begivenhed. Og det er også helt tydeligt, at søndagene fra og med 4. søndag efter påske ved de tekster, der læses på dem, har karakter af ”søndage før pinse”.

 

Alligevel har vi også netop oplevet, hvordan Kristi himmelfart markerer en klar grænse. Uanset hvordan vi vil prøve at forholde os til det, som er selve virkeligheden bag beretningerne om himmelfarten, så er det jo helt klart, at den står som dén begivenhed, der betegner afslutningen på disciplenes oplevelser af at møde Jesus som den Opstandne – og dermed også betegner det punkt, hvorfra der måtte ses frem til noget nyt, hvis det hele ikke skulle være uhjælpeligt forbi, uhjælpeligt være fortid, uanset opstandelsen og alt muligt.

 

Der er altså noget helt særligt over de ti dage, vi er inde i nu. De repræsenterer et fravær, ja, en tomhed, som er eet stort sug efter at blive opfyldt af noget nyt – eller rettere: eet stort sug efter, at det, som hidtil havde været fylden i disciplenes liv, skulle komme igen og være hos dem.

 

Og for os nu er disse ti dage altså et ganske særligt udtryk for, hvordan det ville være for os, hvis det aldrig var blevet pinse. Ligesom jule-adventen er udtrykket for, hvordan det ville have været at leve som Guds faldne skabninger her i verden, hvis det aldrig var blevet jul!

 

I jule-adventen er det den oprindelige skabelse, vi har bag os – med Faldet imellem.

 

Her i pinse-adventen er det påskens ny-skabelse eller genfødelse, vi har bag os. Med den kendsgerning imellem, at vi alligevel indtil videre skal blive i denne verdens tilstand.

 

Som vi hører det i Jesu ypperstepræstelige bøn - i evangeliestykkerne til 5. og 6. søndag efter påske efter anden tekstrække - er vi, som er Jesu disciple, pdes. taget ud af verden og givet til Jesus, så vi hører ham til, men pdas. stadigvæk til stede her i verden, undergivet denne verdens vilkår.

 

Og se, når vi har gjort os disse forhold klar, så bliver det også helt tydeligt, hvor godt evangeliet til i dag passer til denne situation: Det siger jo i den allerenkleste form, hvad det er for en fremtid der venter ude bag denne pinse-advent, altså hvad det var for en tilstand, de første disciple skulle gå ind i, når det blev pinse, og hvad det er for en tilstand vi, som i dag er Jesu disciple, lever i med både jul, påske og pinse bag os.

 

Der er for det første selve det med ”Talsmanden”.

 

Og her er det vigtigste, at Jesus selv har brugt udtrykket ”en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid” (Joh 14,16), den allerførste gang, han talte om disse ting. For så ved vi, at Helligånden, det er ikke noget som helst andet end den måde, Gud er hos os nu, svarende til, hvordan han var hos Jesu disciplene indtil himmelfarten.

 

Og så behøver vi heller ikke plage os med spekulationer over, hvad det vil sige, at Ånden ”udgår fra Faderen”, men sendes af Jesus.

 

Desværre er den dogmatiske strid om dette forhold jo ellers en af de ting, der skiller os her i Vesten fra vore medkristne i den ortodokse Øst-kirke, idet vi her i Vesten i vores formulering af den nikænske trosbekendelse siger, at Helligånden udgår ”fra Faderen og Sønnen”, medens de ovre i Øst holder fast på, at den kun ”udgår fra Faderen”.

 

Der er her først og fremmest tale om en pinlig magtkamp mellem Kirkens to store dele. Som vi dog ikke skal komme nærmere ind på nu.

 

Når jeg overhovedet nævner det, er det, fordi det med netop magtkampen også har noget at gøre med det, der kommer senere i det, Jesus siger! For det eneste, vi til almindelig daglig brug behøver at vide, er altså, at efter pinse er Gud på en ny, men lige så virkelig og indholdsfyldt måde hos os, som han – i Jesus - var hos disciplene før Himmelfarten.

 

Så det, vi i dag skal lægge ganske særligt mærke til, er, at Jesus siger, at den nye Talsmand skal vidne om ham, men at også disciplene skal være vidner.

 

Talsmanden - Helligånden - føjer altså overhovedet ikke noget nyt indhold til i forhold til det indhold, der allerede var til stede i Jesus selv.

 

I forhold til, hvad der allerede er sket i de begivenheder, der har udspillet sig i Jesu fødsel, liv, død og opstandelse, skal der altså ikke som sådan ske mere nyt!

 

Guds nye tilstedeværelse er hverken mere eller mindre end en fortsat tilstedeværelse, en fortsættelse og forbliven af det, der allerede een gang for alle er kommet til stede.

 

Derfor skal disciplene være hverken mere eller mindre end vidner om dette!

Dette er meget vigtigt. For når vi holder os til disse ord fra vor Herre Jesus selv, har vi en fast garanti mod alt sværmeri og alle andre former for ”hjemmelavethed” i Kirken. Så kan det ikke nytte noget, at nogen vil komme og sige, at ”jeg synes nu altså”, eller ”jeg føler”, eller ”Gud har givet mig en ny oplysning”. – Det er også derfor, vi bliver ved med at høre prædiken over de samme tekster år efter år. For der hverken kan eller skal føjes noget nyt til.

 

Dog hører vi altså alligevel netop prædiken. Vi nøjes trods alt ikke med bare at få læst evangelieteksterne op. Situationen efter pinse er altså alligevel så levende, at der er en eller anden form for bevægelse i den. Det er de samme tekster toårsperiode ud og toårsperiode ind. Men der bliver ikke holdt den samme prædiken i år, som der blev holdt for to år siden. Ja, nogen gange kan det selvfølgelig godt være næsten den samme prædiken. - (Og I kan jo nok regne ud, at det er der tale om med denne prædiken - jeg blev jo først ringet op i går eftermiddags - som dog alligevel har måttet igennem en nøje revision og tilpasning, inden den forlod computeren igen!).

 

For situationen er aldrig den samme, og vi er heller ikke selv de samme, som vi var for to år siden.

 

Hvad dette nærmere vil sige, fremgår i virkeligheden allerede af selve det, at Talsmanden er ”sandhedens Ånd”, som i forbindelse med det apostoliske vidnesbyrd skal vidne om Jesus.

 

Ordet ”Sandheden” er jo et både meget stort og meget farligt ord. Og her kan vi igen tænke frem på det følgende, hvor Jesus forudsiger, at der vil være nogen, der vil mene, de ligefrem dyrker Gud, når de forfølger anderledestænkende, altså her de kristne.

 

Men nu har Jesus altså brugt ordet ”Sandheden” både om sig selv og om den nye Talsmand, der skulle efterfølge ham: ”Sandhedens Ånd”. Og denne sprogbrug kunne selvfølgelig forstås som en lodret påstand een gang for alle og uden videre – med det indbyggede krav, at så skulle alle bøje sig for denne påstand i selve dens nøgne lodrethed.

 

Og desværre er der mange blandt dem, der har kaldt sig kristne, der har tilladt sig at forstå Jesu ord på denne måde – idet de jo så selv har sat sig på det, der skulle gå for at være sandheden, eller har gjort deres egen sandhed – og deres egne magtinteresser – til det indhold, alle skulle bøje sig for i dets nøgne lodrethed.

 

Det kan vi andre imidlertid ikke tage os af. Det har ikke noget med os at gøre. For det har slet ikke noget med kristendommen at gøre! Det hører faktisk kun hjemme eet sted, nemlig i Forsagelsen, hvor forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

 

Men vi skylder selvfølgelig de mennesker, vi skal vidne om Jesus for, at fortælle, at de ikke skal lade sig imponere af selve det at tage navnet Jesus i munden – eller ordet kristendom. Det er ingen garanti. Selv det kan misbruges i det, som i virkeligheden er løgnens og magtens tjeneste!

 

Jamen hvordan kan vi så være sikre på, at netop vi sidder inde med Sandheden? – Det kan vi heller ikke! Og det skal vi heller ikke! Forholdet til Sandheden kan aldrig være en besiddelse.

 

Vi har apostlenes vidnesbyrd. Og vi tror, at Gud er levende repræsenteret hos os, når vi samles om det. Men allerede selve vor tro er jo en åben og levende proces, som finder sted i et stadigt møde mellem apostlenes vidnesbyrd om Jesus og deres gengivelse af hans ord – og så hele sandheden, som den ellers er. Og kun når det dybt i vore hjerter bliver virkelighed for os, at dette vidnesbyrd – og dermed han, som det vidner om – repræsenterer sandheden, sådan som vi også på forhånd kender den ved at være mennesker, kun da tager Jesus magten over vort liv. Hvilket faktisk er det modsatte af, at vi besidder sandheden! Det er simpelt hen sådan, at det jo er sandheden, der besidder os!!!

 

Og sådan er det også i forholdet mellem de forskellige kristendomsretninger, ja, i forholdet mellem kristendommen og de andre religioner: Det er Sandheden og intet andet end Sandheden, det drejer sig om, og her må al anvendelse af magt og tvang holdes helt udenfor. Enhver, der anvender vold og tvang, har i virkeligheden på forhånd udråbt sig selv til at være løgnens tjener.

 

Vi kan kun være Kirke, når vi i fuld frihed og åbenhed samles omkring apostlenes vidnesbyrd om Jesus og i al vor prædiken og undervisning og tænkning lader dette vidnesbyrd mødes lige så frit og åbent med hele universets og livets virkelighed. Det er simpelt hen i denne åbne og frie proces, Helligånden skal virke!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Trinitatis søndag / Hellig Trefoldigheds fest (A) - 3. juni 2007

 

Højmesse i Gloslunde Kirke, Lolland vestre Provsti.

 

Aftengudstjeneste i Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti.

 

Se bemærkningerne til de forskellige prædikener i Ryde Kirke fra og med St. Stefans dag 2006. - Se desuden efter prædikenen de ord, jeg sagde som velkomst til den nye organist i Landet-Ryde Pastorat og som afsked, for så vidt angår min egen tjeneste som ”hjælpepræst” i Landet-Ryde. I skrivende stund (04.06.07) må det nemlig påregnes, at den nye sognepræst i Landet-Ryde vil blive ansat pr. 1. juli 2007 eller snarest derefter. Og der er i den gudstjenesteliste, der gælder frem til og med 9. søndag efter trinitatis (5/8), ingen gudstjenester med mit navn på. Så uanset, om jeg evt. endnu en enkelt gang i denne periode skulle komme til at fungere som præst i Ryde Kirke, må denne gudstjeneste betragtes som den sidste begivenhed i det forløb, som begyndte med, at jeg i midten af november 2006 overtog Landet-Ryde-konfirmanderne, og i hvilket jeg havde min første gudstjeneste i Ryde Kirke St. Stefans dag 2006.

 

 

Højmesse, DDS 2003:

402 - 66 - 492 -///- 145 - 11

 

Aftengudstjeneste, DDS 2003:

435 - 492 -///- 145 - 11

 

4. Mos. 21,4-9 - Rom. 11,32-36 - Johs. 3,1-15

 

 

Gud, vor Skaber og Herre!

Gud, vor Frelser og Bror!

Gud, vor Trøster og Livgiver!

Tak for, at vi og alle ting er til!

Tak for din solidaritet med os og det alt sammen, idet du ikke bare har bøjet dig selv ned til os, men dermed også løfter os op til dig!

Og tak, fordi du også bliver hos os med din Sandheds lys og din Kærligheds varme!

Lad os mærke alt dette i den hverdags-tid, som nu kommer, så vi kan leve alle vore dage i troens og håbets glæde og trøst!

Amen.

 

 

Vi fejrer i dag den sidste gudstjeneste i fest-halvåret, hvor det hele skal sammenfattes - alt, hvad Den Treenige Gud har givet og bliver ved at give os, og hele vor modtagelse af det i tro og glæde, taknemmelighed og eftertanke.

 

Men vi fejrer denne fest i en situation, hvor alt er under pres, ja, hvor alt presses på en sådan måde, at det næsten bogstavelig talt bliver flydende. Ja, det er lige før, man kan sammenligne den måde, alt bliver gjort flydende på, med tilstanden ved selve skabelsens begyndelse - hvor Jorden var tomhed og øde og der var mørke over urdybet.

 

Sådan er det ganske vist ikke alle der ser på det. Mange hilser det netop velkommen, at hele jordkloden, hele globen(!) bliver overtrukket med et flydende, forskelsløst lag, hvor der intet særligt er, eller hvor der i hvert fald ikke egentlig er forskel på nogen ting. For her mener de, at de kan surfe rundt i en total frihed og total selvudfoldelse. Som altså ganske vist ikke kan være en udfoldelse af noget særligt. Men det er også lige meget, bare der er MIG, der bliver udfoldet, så JEG kan føle en i princippet endeløs udvidelse af mig selv.

 

Nå, det kan godt være, de pågældende vil kalde dette en sur karikatur. Men sådan ser det i hvert fald ud for mig, hvis man lader enhver forestilling om både sandhed og virkelighed flyde ud i den store forskelsløshed. Og det, det drejer sig om for os, som er forsamlet til denne trinitatis- eller helligtrefoldighedsgudstjeneste 2007, er jo heller ikke, hvordan de andre har det, men hvordan vi selv har det.

 

Og i denne mere og mere "flydende" situation har i hvert fald jeg mere end nogensinde før måttet tale om Sandheden. Ja, om Sandheden med stort S. Altså allerede før talen om eller forkyndelsen af vor Herre Jesus Kristus som Sandheden. Det er selve spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet giver nogen mening at tale om Sandheden med stort S, der på en hidtil uhørt måde er kommet på dagsordenen.

 

Man må selvfølgelig mene og sige, hvad man vil. Dvs. indtil der bliver tale om indlæg i den fælles drøftelse ude på den offentlige arena, hvor vi skal prøve at blive enige om, hvordan vi skal indrette os i det fællesskab med hinanden, som vi jo fortsat er nødt til at skulle leve i. Det gælder hele indretningen og driften af samfundet overhovedet, og det gælder de fælles institutioner på områder som undervisning og kultur. Her bliver vi nødt til, i det mindste at tage hensyn til virkeligheden, dvs. til det forhold, at der er noget uden for vore meninger, vi på et eller andet tidspunkt kommer til at støde imod, og som vore meninger ikke kan lave om på.

 

Og så er virkeligheden jo sandheden! Der er nogle forhold og faktorer osv. i denne tilværelse, som ingen ord og ingen teorier eller meninger og ingen diskussion kan ændre.

 

Der kan stadigvæk være meget, der kan diskuteres. Fx hvordan vi skal forstå, hvad det er der sker, når vi støder på virkeligheden - eller støder os på den. Eller hvordan vi skal forholde os til det. Men lad os så gøre det. Idet vi prøver at gøre vore analyser og fortolkninger så kvalificerede som muligt. Og idet vi afholder os fra enhver form for anvendelse af MAGT, det være sig (som det helt indiskutable) den direkte fysiske magt, eller mere raffinerede, ikke-fysiske former for tryk og pres.

 

Men nu nok om dette. Denne diskussion skal jo ikke føres her i gudstjenesten, men netop ude på den offentlige arena. Så lad os nu vende tilbage til det forhold, at den almindelige "flydendehed" også er begyndt at trænge ind i selve gudstjenestens "rum", og dermed til spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til det.

 

Det kan ikke nytte noget, at vi bare forskanser os, idet vi fx siger, at nu er kristendommen altså Sandheden. Eller at Bibelen er Sandheden. Og det kan heller ikke nytte noget, at vi på en faktisk post-moderne måde forskanser os i, at nu er kristendommen altså vor tro, og så er den sandheden for os. Ingen af den slags forskansninger er mulige.

 

Men vi kan da begynde med at konstatere, at vi faktisk ER her. Ligesom der gennem snart to tusind år har været mennesker, der på samme måde har været forsamlet i Jesu navn og omkring de ting, han har sagt, og som er blevet fortalt og forkyndt om ham. Det er faktisk en del af virkeligheden. Det kan ikke diskuteres.

 

Noget andet er, om de ord, Jesus har sagt, og de ord, der er blevet sagt og fortsat siges om ham, er sande. Og det gælder jo i særdeleshed alle de store påstande, vi har fejret i den fest-del af kirkeåret, som nu er ved at være til ende:

 

At Jesus fra Nazaret var Guds Søn, ja, Guds Ord (med stort O), der blev kød. - At denne Jesus fra Nazaret døde på korset som udtryk for Guds solidaritet med os helt ind i det inderste gudsforladthedens og dødens mørke. - At denne Jesus fra Nazaret opstod fra de døde som udtryk for, at Guds solidaritet med os ikke bare var en med-lidende og selv-opofrende solidaritet, hvor Gud i Jesus rent ud sagt bare gik ned med os, men var Almagtens solidaritet med sin skabning, en reddende og sejrende solidaritet, hvor Han med Jesus drog os ud af al vor ulykke. - Og at alt dette nu er til stede hos os i en helt særlig nærværs-kraft.

 

For det er jo alt dette, vi har fejret i julen, påsken og pinsen.

 

Men vi har bragt "flydendeheden" med os herhen. Og har vi ikke selv bragt den med os herhen, så er den trængt ind til os gennem alle revner og sprækker. På en måde, der kan sammenlignes med, hvad der sker, når nogle diger gennem nogen tid har været udsat for regn og højvande. Så begynder vandet også at sive ind. For så begynder også digerne selv at blive flydende!

 

Og hvad skal vi så gøre, nu hvor vi gerne skulle have alt dette store med os ud i ikke alene kirkeårets hverdags-del, men også i hele vor almindelige hverdag?

 

Skal vi prøve at tilpasse det, vi samles om, til "flydendeheden"? Nej, det skal vi ikke. Vi skal tage situationens "flydendehed" til efterretning - sammen med de grundvilkår, som gælder til alle tider, og som i forvejen udgør den helt grundlæggende vanskelighed. Men vi skal ikke prøve at tilpasse det, vi samles om.

 

Det kan nemlig ikke "tilpasses" mere, end det allerede er:

 

Ved, at Han, vi kalder vor Herre og Frelser og Guds Ord og Guds Sandhed, blev født som et værgeløst barn julenat og døde som en gudsforladt forbryder langfredag.

 

Og ved, at også de store påstande om, at Han gik sejrende gennem døden, og at Han fortsat er hos os i sin og Faderens nærvær og kraft - at også disse store påstande er i verden i nøgenhed og afmagt. For det er jo kun på denne måde, det, vi kalder "kristendommen" er en del af virkeligheden her i verden. Hverken mere eller mindre!

 

Så det eneste, vi har at gøre, er at prøve at leve videre i troen på, at netop disse store påstande svarer til vor allerdybeste og allermest omfattende oplevelse og "analyse" af vort livs og vor tilværelses virkelighed. Idet "analyse" altså ikke kun er selve vor tankes analyse, men også hele vor livs-levelses og livs-oplevelses store "praktiske analyse".

 

Det eneste "bevis", vi på nogen måde kan få - eller komme i nærheden af - er det "praktiske bevis", der bliver tale om, når de store og utrolige påstande, vi samles om, faktisk viser sig som både et mønster og en kraft, der passer til og gør sig gældende i vort livs virkelighed. I både gode og onde dage. I de gode dage som en sand bekræftelse og perspektivering og glædesforøgelse. Og i de onde dage som en sand trøst, et sandt håb og en sand styrkelse.

 

Nærmere kan vi ikke komme det. Hverken i den ene eller den anden betydning! For vel er det alt sammen nøgent og skjult til stede. Men det er os alligevel mere end "nært", når vi lever i det, og det lever i os!

 

Og i den kommende lange række af "søndage efter trinitatis" vil vi i evangeliestykke efter evangeliestykke, i optrin efter optrin og ordskifte efter ordskifte komme til at høre og se Jesus som Sandhedens mand, hvis ord og handlinger godtgør sig selv med en uimodsigelig styrke.

 

Og lad så i øvrigt bare ”flydendehedens” og forskelsløshedens vand dække hele kloden. Lad det være som ved skabelsens begyndelse - med tomhed og øde og mørke over urdybet. For ligesom Guds ånd dengang svævede over vandene - eller som der også kan oversættes: ligesom Guds storm dengang jog over vandene - således blæser Guds vind også i dag, hvorhen den vil.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

-  -  -

 

 

Under Tillysninger - lige efter kirkebønnen, sagde jeg i Ryde Kirke:

 

Der er ingen gudstjeneste her i Ryde Kirke på søndag. Men om to uger, på 2. søndag efter trinitatis, er der froprædiken kl. 9 ved Michael Foersom.

 

-

 

Vi byder i dag vor nye organist Anna Christensen velkommen. Det er ikke første gang, hun spiller her, men det er første gang som ansat - hvad hun nemlig er pr. 1. juni.

 

Og jeg vil på alles vegne udtrykke ønsket om, at hendes tjeneste her må blive til glæde for både hende selv og os andre.

 

Ja, ”os andre”! For det er jo ingen hemmelighed, at Anna og jeg er gift med hinanden. Hvilket vil sige, at jeg som regel vil være kirkegænger her i Landet-Ryde, når jeg ikke selv har noget andet.

 

Og så behøver jeg ikke gøre så meget ud af mit eget farvel! For efter alt, hvad der foreligger, er denne gudstjeneste nemlig den sidste i min tid som ”hjælpepræst” her siden midten af november. Jeg har imidlertid været meget glad for den oplevelse, jeg her har fået, med både konfirmanderne og alle jer andre. Så jeg siger ikke alene på gensyn, men også mange tak!

 

Lad os med apostelen tilønske hinanden!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

4. søndag efter trinitatis (A) 19. juni 2005

 

Strandkirken, Marielyst, Falster.

 

 

DDS 2003: 391 – 501 v 1-3 - 1 -///- 695 - 696

 

2. Sam. 11,26-12,7a – Rom. 8,18-23 - Luk. 6,36-42

 

 

Far i Himlen!

Tak for al den kærlighed og nåde, du har vist os fra skabelsens morgen af, fra vor fødsel af og gennem hele vort liv!

Og tak for den helt ny kærlighed og nåde, du har vist os i Jesu liv, død og opstandelse!

Tak for hvert eneste tilgivende og befriende ord, du ved ham har talt til os!

Tak for det barne- og tillids-forhold til dig, du ved ham har sat os i!

Og tak om det herlighedens håb, du ved ham har givet os at leve i!

Ja, fyld os med troens og håbets og kærlighedens liv og kraft, så livet og glæden kan vokse i os, ja, brede sig fra os og ud til de brødre og søster, vi deler livet fra dig med!

Amen!

 

 

Vi er nok mange, der har det sådan, at der pdes. måske kun er een ting, vi kan huske af det, vi lærte, da vi gik til præst, men at denne måske kun ene ting til gengæld har betydet meget for os gennem hele resten af vort liv.

 

Og nu er det faktisk ikke mit eget eksempel, der først har meldt sig. Men da det altså har gjort det i anden omgang, vil jeg tillade mig at begynde med det. Oven i købet ret udførligt. For også det har noget med i dag at gøre.

 

Det har nemlig for det første noget med søndagen som sådan at gøre - og i selve mit eksempel søndagen som hviledag betragtet.

 

Her husker jeg den dag i dag, hvordan pastor Kragh-Schwarz henne i Nakskov nærmest helt videnskabeligt forklarede os, hvorfor det var godt at arbejde seks dage, og så holde fri, og så arbejde seks dage igen osv.

 

[TILFØJET HER PÅ SIDEN: Matthias Kragh-Schwarz havde været præst i Nakskov og Branderslev fra 1949. Jeg boede dengang (1957) i Branderslev, men gik i Nakskov Gymnasiums mellemskole.]

 

Og det tog jeg til mig. Og jeg bevarede overbevisningen om, at der her var noget, der svarede til, hvordan tilværelsen var skruet sammen – også i de følgende ungdomsår, hvor jeg af erkendelsesmæssige grunde holdt det for umuligt at tro, der var en Gud. Og netop i min tid som dansk- og russiskstuderende oplevede jeg meget tydeligt, at det virkelig var mest effektivt at holde fri om søndagen.

 

Heldigvis kom jeg til troen igen. Og senere blev jeg ligefrem præst. Men mit syn på det dybt naturlige i at holde hviledag hver syvende dag har været det samme hele tiden.

 

Og dette har jeg gennem årene fortalt videre til mine konfirmander. Idet jeg bla. også har sagt til dem, at det gamle jødiske sabbatsbud faktisk var verdens første stykke arbejdsmiljølovgivning! For som der står i 5. Mos. 5,14, så er det jo ikke alene en selv, der skal holde fri, men udtrykkeligt også ”din træl eller trælkvinde, din okse, dit æsel eller et hvilket som helst af dine dyr ... din træl og din trælkvinde skal hvile ud ligesom du selv”. Ja, budet gælder også ”den fremmede i dine byer”!

 

Og hvis I ikke allerede har regnet ud, hvad dette har med også evangeliet til i dag at gøre, så skal jeg sige jer det. Det er jo det med, at vi ikke må dømme eller for-dømme hinanden. Og det er jo rigtigt nok. For det har Jesus altså selv sagt!

 

Men nu kan I vel i hvert fald godt høre, hvor jeg vil hen. For det, Jesus siger, betyder jo ikke, at det så for al fremtid er udelukket at diskutere, hvad der er godt eller dårligt for menneskelivet! Det, Jesus siger, betyder altså fx ikke, at det er udtryk for dømmesyge, hvis man kritiserer tendensen til at gøre alle ugedage ens og altså fx gå og rode og arbejde med alt muligt om søndagen. Eller hvordan forretningerne nu mere og mere holdet åbent om søndagen! Her kan man virkelig tænke på hviledagsbudet som arbejdsmiljølovgivning!

 

For hvad nu vores kristne søndag angår, så er alt det gode, der allerede lå i de gamle jøders sabbatsbud, jo blev inddraget i en endnu langt større sammenhæng, nemlig opstandelsens sammenhæng. Jeg nævnte før, at jeg har studeret russisk. Og på russisk er denne sammenhæng helt tydelig. Her er ordet for søndag nemlig det samme som ordet for opstandelse: voskresen’je!

 

I øvrigt var der jo også meget mere end bare ”arbejdsmiljø” i det gamle sabbatsbud; det var jo allerdybest set et udtryk for, at livet ikke er et rov, man grådigt skal prøve at få til at blive til mere og mere, men noget Gud har givet os, og som kun har sin mening i at blive levet i skabnings-forholdet til ham. Og med Jesu liv, død og opstandelse er denne livets gave blevet givet os igen med en endnu større herlighed.

 

Her kan vi jo så lige huske på epistelen, som så kommer til at passe meget godt ind i sammenhængen, selv om vi jo kan se på flere af epistlerne i denne tid, at der på et tidspunkt er gået kludder i det, hvad denne del af den gamle 1. tekstrække angår. Der er simpelt hen flere af epistlerne, der er forskudt en søndag forhold til det oprindelige. Prøv selv at se efter i salmebogens tekstdel!

 

Men i dag passer det virkelig godt! For inden vi begynder at diskutere moral og dømmesyge i både gammeldags og moderne forstand, skal vi huske på, at det altså ikke først og fremmest er moral, Jesus er kommet med til os, men håbet om udfrielse fra al den lidelse, vi og hele skabningen sukker og vånder os under; det er først og fremmest den store ”forventning om barnekår, vort legemes forløsning”, Jesus er kommet med til os.

 

Og dermed har vi nu været inde på noget godt om selve det at fejre søndagen som Herrens opstandelses dag – og dermed hviledag i en langt herligere forstand, end de gamle jøder havde mulighed for at kunne se.

 

Og vi har fået sat Jesu – om man så må sige – ”fordømmelse af dømmesygen” ind i hele den kristne sammenhæng.

 

Men så er vi også klar til at høre det vidnesbyrd om den måske kun ene ting, man tager med sig fra fx konfirmandundervisningen, jeg egentlig havde i tankerne!

 

Det, der har udløst mine betragtninger over den ene ting, jeg især har haft med mig fra dengang jeg gik til præst, det var noget, Marianne Jelved sagde i sit foredrag ved landemodet forrige onsdag om ”Kirke og stat - kirkens rolle i samfundet”. Jeg ved ikke, om det lige var noget fra en konfirmandtime, eller om det var noget, hun have hørt i en prædiken, og jeg citerer naturligvis også efter hukommelsen. Men det afgørende er, at hun som barn eller ganske ung havde hørt en præst sige noget, hun har haft med sig hele sit liv, det var: ”Se med Jesu øjne!”.

 

Og nu må både Marianne Jelved og I andre her altså meget undskylde, at dette også kom til at udløse en hel masse i forbindelse med noget, jeg på tilsvarende måde selv har haft med mig. Men jeg mener, der er tale om to gode vinkler, der supplerer hinanden godt.

 

Og Marianne Jelveds ”ord”, det behøver ikke udlægges: ”Se med Jesu øjne” - det er såre enkelt. Og det er også netop det, vi skal gøre, når vi ser på de ting, der virkelig ikke er, som de bør være, og som med rette bør kritiseres og ændres, hvilket jo også kan være splinten i vor broders eller søsters øje. For i Jesu øjne er der i hvert fald ikke nogen bjælke, ikke engang en splint!

 

For hvordan Jesus ser med sine øjne, det siger han jo netop i den allerførste sætning i evangeliet til i dag:

 

Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.

 

Det er det, der gør den store forskel, forskellen mellem noget, der blot er moralisme, og så evangeliets kraft.

 

Og det gælder både i første og anden grad! Der er jo fx heller ikke megen kraft i noget, der bare er en pegefingerløftende – og vel dermed ofte selv dømmesyg – formaning om ikke at være ”fordømmende”! Nej, det, der har kraften i sig, er henvisningen til Guds barmhjertighed, det sindelag, der allerede ligger bag det, at hele universet er til, at livet er til, og det sindelag, som har fået sit helt nye og endnu større udtryk i alt det, Jesus har sagt og gjort, og alt det, der skete i og med og ved ham.

 

Vor tidligere domprovst her i stiftet Ole Jensen har indført ordet skabelses-nåde, som altså betyder, at allerede det, at vi og vor verden er til, er en nåde. Og det er meget stort og vigtigt. For når vi dybt og omfattende forstår og oplever dette, så kan vi for alvor forstå, hvor endnu meget dybere og omfattende den nye nåde er, frelses-nåden.

 

Og når vi lever i den, så bliver alle former for pegefingerløften og moraliseren simpelt hen uinteressante. For så sker der det, Martin Luther så uforligneligt har betegnet som det, at de ”gode gerninger” af sig selv vælder frem, som et kildespring, der løber over af glæde – ein freudiges Hervorquellen.

 

Og det begynder altså med, at vi virkelig forstår og virkelig oplever søndagen som den nye store nådes dag, vor Herres Jesu Kristi opstandelses dag. Går hen og oplever gudstjenesten. Og derefter går ud og oplever resten af søndagen som denne nye nådes hvile- og livs-dag, hvor skabelses-nådens og frelses-nådens gave smelter sammen i een stor glæde og herlighed.

 

Så får vi det store lys og det store overskud til at se alting i de rette proportioner, både splinten i vor broders øje og bjælken i vort eget. Ja, så får vi den hjælp, der alene kan fjerne alle bjælker og alt snavs i vort eget øje, og som får vort eget hjerte til at flyde over af glæde, så at vi kan tale med vore brødre og søstre om de ting i vor livsform, der bør rettes, så det virkelig bliver for livets skyld!

 

Fortsat god søndag! Fortsat god uge!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

5. søndag efter trinitatis 2004 (11. juli) - med ”A-tekster”

 

Digegudstjeneste ved Errindlev Havn.

 

Af indlysende grunde bruges altid 1. tekstrækkes tekster ved denne traditionsrige gudstjeneste

 

Det indgår i digegudstjenestetraditionen, at det normalt er en gæstepræst, der holder gudstjenesten, og denne gang havde sognepræst Peter E. Poulsen bedt mig gøre det.

 

Denne hjemmesideversion består pdes. af hele den oprindelige, uforkortede tekst (udeladelserne med småt), pdas. af nogle efterfølgende tilføjelser (som står med småt, hvis det er hele afsnit).

 

 

DDS 2003: 15 – 1 -///- 147 – 343 V 4-6

 

Es. 6,1-8. - Luk. 5,1-11

 

 

Herre Jesus!

Tak, fordi også vi er kommet i dit net!

Lad os leve som dine kirke-fisk, både med hinanden her på dette sted og med vore medkristne i de andre lande omkring den sø, vi her er samlet ved!

Amen!

 

 

Det er rundt regnet 1970 år siden Herren og Simon grundlagde det fiskerlaug, hvis mindedag vi i dag fejrer omkring dette fiskekasse-alter her på Errindlev Havn.

 

[Efterfølgende tilføjelse: I 1994 bestod alteret af nogle rigtige gamle træ-fiskekasser, der var stablet sammen på en fisker-trillebør. Men da fiskekasserne nu er af plastik, er denne skik desværre opgivet, og et almindeligt friluftsbord med fastbyggede bænke var stillet op. Og pga. vejrforholdene benyttede jeg ikke engang det, men stod frit med alterbogen i hånden og mit manuskript i den. Og det lykkedes mig at holde sammen på det hele trods den ret stærke vind].

 

Det er - igen rundt regnet! - 490 år siden Niels Hemmingsen blev født her i Errindlev, som søn af jævne bønderfolk, men med en så stor begavelse, at han endte som dansk og europæisk top-teolog. (At hans liv endte lidt dårligt, kan vi ikke komme ind på her).

 

[Efterfølgende tilføjelse: I mit kirkeleksikon angives Errindlev som fødested, men sognepræst Peter Poulsen oplyser, at fødesognet snarere er Tågerup. Men det er dog stadig inden for Errindlev-Olstrup-Tågerup Pastorat. Vil man se nøjere på de vist ret vanskelige forhold omkring Niels Hemmingsens fødsel og barndom, må man gå til den relevante litteratur. - Når jeg sagde, at Niels Hemmingsens liv endte lidt dårligt, hvori også ligger, at han ikke var et så helt rent eksempel på den sande lutherdom, henviser jeg til, at han som Melanchton-discipel med visse kalvinistiske tilbøjeligheder i 1579 blev fjernet fra universitetet].

 

Det er nøjagtig(!) ti år siden jeg sidst deltog i denne gudstjeneste - og tog et billede af den, som jeg også vil prædike over her i dag!

 

-

 

Det er fantastisk at tænke på, at en af de første og vigtigste grundlæggelsesbegivenheder i Kirkens historie fandt sted i et miljø, der i meget høj grad kan sammenlignes med det miljø, hvori vi nu fejrer denne gudstjeneste her på denne 5. søndag efter trinitatis 2004 i Den danske Folkekirke, Lolland-Falsters Stift!

 

Der er sket meget siden.

 

Og der er også sket meget i fiskermiljøet her i og omkring Errindlev havn, siden man i pastor Engelsens tid - i begyndelsen af forrige århundrede - begyndte at holde disse dige- eller havne-gudstjenester.

 

Men det er meget vigtigt at fastholde det perspektiv, der ligger i, at det hele begyndte blandt fiskere, og at en af Jesu første prædikestole var en fiskerbåd. For det er jo i det hele taget et stærkt udtryk for, at det, Jesus er kommet med, og det han repræsenterer, er noget, der kommer lige ind i centrum af vort liv - om vi så er fiskere eller bønder eller håndværkere eller ansatte i nogle moderne højteknologiske virksomheder.

 

Nøjagtig det samme gælder derfor, når det er henne i kirken, vi fejrer gudstjenesten, ja, om det er i den største og flotteste katedral eller i den mest arkitektonisk avancerede moderne kirke.

 

Og vi må ikke misforstå dette, som om det skulle betyde, at så er det, Jesus er kommet med, og det, Jesus repræsenterer, egentlig bare det samme som det, vi selv har i vores hverdag.

 

Det hele var begyndt med Jesu underfulde fødsel julenat - som betød at nu havde Gud påtaget sig menneskeskikkelse. For det betyder julen. Uanset hvordan vi vil prøve at forstå eller forklare det - eller ikke forstå det, og ikke kunne forklare det.

 

Og her i evangeliet til i dag er Peters underfulde fiskefangst et særligt udtryk for dette. Også uanset hvordan vi vil forstå eller forklare det eller ej. Uanset hvordan vi vil forstå den underfulde fiskefangst, så betød Peters møde med Jesus, at han

 

faldt ned for hans knæ og sagde: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”.

 

Det er Gud, han har mødt, den store magt bag og under og i tilværelsen, som er noget andet end tilværelsen, og som var i evighed før Universet blev til - og som vil være i evighed, og være vor livs-magt, også når Universet er gået til grunde.

 

Og i et sådant møde kan man jo nok komme til at føle sig lille og ussel. I Johannesevangeliets sidestykke til dette evangelium - som finder sted efter påske - bliver Peter så perpleks over mødet med den Opstandne, at han springer i vandet for at skjule sin afklædthed! (Og selvfølgelig ikke bare i bogstavelig, men navnlig i overført betydning!).

 

Men det ender med, at Jesus indbyder både ham og de andre disciple til at grillmåltid med fisk og brød inde på strandbredden. - I virkeligheden burde vi i dag have fejret et sådant alternativt nadvermåltid!

 

Og siden disse begivenheder er historien fortsat. Knapt 800 år senere kom Ansgar til Danmark - og der har selvfølgelig været andre før ham. Og knapt tusind år senere gjorde Harald Blåtand danerne kristne.

 

Også i Errindlev sogn her på Lolland blev man kristne. Og i 1513 - eller som der står i kirkeleksikonnet: nogle siger 1511! - var der et bondeægtepar her i sognet - hvor manden hed Hemming der fik en søn, der blev døbt Niels - Niels Hemmingsen! - [Efterfølgende tilføjelse: Eller i hvert fald i pastoratet. Se tilf. ovf.].

 

Jeg går ud fra, at I har dyrket dette berømte med-sognebarn ret meget. I har i hvert fald opkaldt en vej efter ham, har jeg set. Så jeg vil ikke bruge tiden på en gennemgang af hans levnedsløb og karriere.

 

Det afgørende her ved denne gudstjeneste er, at een af følgerne af det, der skete i evangeliet til i dag, er, at kristendommen i 1500-tallet i den grad havde slået rod her på Lolland, at Errindlev sogn kunne fostre en teolog, der ikke bare endte som professor og rektor ved Københavns Universitet, men som blev betegnet som ”Danmarks almindelige lærer”, ja, blev berømt i hele Europa.

 

Hvor vi jo så også skal lægge mærke til, at det er 1500-tallet, vi er i, reformationsårhundredet. Og ikke bare lægge mærke til det, men huske det, når vi nu går videre til et andet perspektiv.

 

For uanset hvad vi nu skal rette blikket imod, må vi aldrig glemme eller opgive den store og dybe landvinding som Reformationen var, Evangelii klare dag”!

 

Men når vi husker dette, kan vi rette blikket videre ud. Og hermed er vi fremme ved dige-/havne-gudstjenesten for 10 år siden.

 

Jeg indrømmer blankt, at det var, fordi min kone var blevet tilkaldt som organist-afløser, jeg kørte herhen fra Døllefjelde af. Men det var nu ikke kun det. For vi var på vej på vor første mellemkirkelige tur til Polen, nærmere betegnet til netop den lillebitte lutherske kirke i dette store, stærkt katolske land.

 

Allerede i 1990 altså ganske kort efter Murens fald havde en delegation fra denne kirke besøgt os her i Lolland-Falsters Stift. Og siden har kontakten været opretholdt - med mange besøg hos hinanden. Om kort tid tager en hel busfuld herfra til Wisla for at besøge vore konfessionsfæller dernede.

 

Og det var så det lysbillede, jeg tog af havnegudstjenesten i 1994 - med daværende sognepræst i Hillested-Skørringe Ole Wæverstrøm ved fiskekassealteret. For det brugte jeg jo som et af de allerførste billeder i det lysbilledforedrag, jeg holdt flere steder dernede.

 

Det var taget derhenne fra - så at den østlige og sydøstlige horisont ude over Østersøen kom til at danne baggrunden. Og så kunne jeg jo sige til dem: ”Derude bag denne horisont ligger Polen. Kan I se, vi er naboer”!

 

Nu var det altså vore lutherske konfessionsfæller, det her drejede sig om. Men ellers er det jo den store romersk-katolske kirke, der er vor nabokirke i den retning. Og det er meget vigtigt, at vi også har et godt naboforhold til vore medkristne i den. Så meget desto mere, som vi jo i over hundrede og ti år har haft nogle af dem som vore naboer og medkristne også her på vores ø! Og det kan vi sagtens. Hvis vi ellers er gode lutheranere, Niels Hemmingsens gode landsmænd. Så kan vi både give de andre noget og lære noget af dem - uden at miste noget af det, vi ikke må opgive.

 

Tre år senere viste jeg det samme lysbillede ved et besøg hos en ortodoks menighed i Moskva. Som unægtelig ligger temmelig meget længere ude bag denne horisont. Men som dog er hovedstaden i et af Østersø-landene.

 

Imidlertid ligger Moskva ret langt inde i landet. Så her gjorde havnen og fiskerbådene og - ikke mindst - fiskekassealteret et endnu større indtryk.

 

Ved slutningen af gudstjenesten den sidste dag, vi var hos denne menighed, holdt stedets præst, fader Pavel, og jeg, som det er skik ved den slags lejligheder, nogle små taler til hinanden. Og det var med meget stor begejstring, han gentagne gange nævnte disse danske kristne med deres fisk helt henne i den vestlige ende af Østersøen, Det Baltiske Hav.

 

For nogle år siden dannedes en organisation af ortodokse, katolske og lutherske kirker i lande med kyst ved Østersøen - eller Det Baltiske hav. Den hedder Theobalt! Ja, det er et såkaldt teleskop-ord, dannet ved sammenskubning af ordene ”theologi” og ”baltisk”.

 

I februar i år holdt denne organisations ”styregruppe” sit møde her på Lolland, idet sognepræst i Horbelev Mette Trankjær er med i ledelsen. Og i forbindelse med det afholdtes et seminar, hvortil nogle af de mellemkirkeligt aktive her i stiftet var inviteret. Ikke alle kirker var repræsenteret, men der var da folk fra de lutherske kirker i Sverige og Finland og fra den ortodokse kirke i Finland, en repræsentant for Den Russiske Ortodokse Kirke, et par folk fra Letland og Litauen.

 

Desuden en repræsentant for Konferencen af Europæiske Kirker - som i øvrigt selv var slovak!

 

Og jeg må ikke glemme at nævne det meget nære og gode samkvem, vi her fra Lolland-Falsters Stift har med vor lutherske nabokirke mod syd: Landeskirche Mecklenburg!

 

Og der kunne jo nævnes mange flere ting. Men vi har nu fået trukket en linie fra fisker-miljø til fisker-miljø gennem Kirkens næsten 2000-årige historie. Og vi har fået understreget, at det altså er den evige og almægtige Gud, hele tilværelsens Herre, der er ophavsmanden til og indholdet i denne historie.

 

Men vi har ikke kun beskæftiget os med fortiden - og med Guds tilstedeværelse hos os her lokalt i vores eget lille liv. Det, jeg har villet vise ved at fortælle om mit lysbillede fra for ti år siden, og som vi kan se igen i dag ved at lade blikket gå ud over vandet mod øst og sydøst, det er, at der stadig er et stort perspektiv tilbage fra den fiskergudstjeneste, Jesus holdt dengang, gennem den fiskergudstjeneste, vi fejrer i dag - og så ud i verden og fremtiden.

 

Ikke fordi de store perspektiver kan erstatte vort helt personlige og nære kristenliv. Nej, de hverken kan eller skal erstatte det. For de er en del af det! Vi kan ikke leve og forstå vort eget kristenliv i hverdagen, hvis vi ikke ser det som en del af den store historie, der begyndte på og ved Genesaret Sø for 1970 år siden, og som i disse år har et ganske særlig spændende kapitel netop her omkring Østersøen.

 

Vi er her på Lolland vant til at blive betragtet som små og ringe - og til selv at betragte os sådan, ikke mindst kirkeligt. Og lad os da så bare være små og ringe. Det er jo ikke så dårligt, kristeligt set. Men hvis det er på den måde, vi er små og ringe, så har vi altså netop den helt direkte adgang til alt det store. Og så har vi faktisk både ret og pligt til - hver på vores måde - at hente glæde og inspiration i de ting, der foregår omkring den Østersø, der altså også - ja, på en helt særlig måde - er vores hav.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

5. søndag efter trinitatis (A) - 26. juni 2005

 

Højmesse i Dannemare Kirke, Lolland søndre Provsti

 

DDS 2003: 5 - 23 - 1 -///- 147 - 398

 

Es. 6,1-8. – 1. Pet. 3,8-15a. - Luk. 5,1-11

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har givet os din Søn som vor Bror og Frelser.

Og tak, fordi vi i Helligåndens kraft og nærvær stadig har både ham og dig hos os, når vi samles om hans ord og navn.

Hold os fast i dette livets fællesskab med dig!

Og giv os det rette sind til at drage andre ind i det!

Amen!

 

 

I er allerede i nettet! I skal ikke fanges! - Det gælder jer, der i dag er samlet her til denne gudstjeneste. Men det gælder også alle dem, der ikke er her i dag, men er medlem af folkekirkemenigheden, og ikke helt bevidst og klart har stillet sig udenfor uden ligefrem at have foretaget en formel udmeldelse: De er også allerede i nettet – og skal ikke fanges een gang til!

 

Ja, det er desværre nødvendigt at sige dette. For der er desværre stor uklarhed og forvirring om, hvad det vil sige at være medlem af Den Danske Folkekirke. Og det gælder stort set alle parter.

 

Nogle er medlem af Folkekirken uden dermed at føle sig som fisk i det net, Jesus sendte apostelen Peter ud i verden med. - Andre har lavet deres eget net, som de kaster ud inde i det store kirkenet for at få nogle af de måske ikke så levende fisk i dette private og hjemmelavede net. - Og atter andre ser deres fornøjelse i en situation, hvor der sådan set bare er en hel masse fisk, der svømmer rundt i det store hav og en gang imellem kommer hen og snuser lidt til en slags foderbræt, der hedder ”kirken”, og som de føler, de står og passer.

 

Jeg tror ikke, jeg behøver at udlægge dette billedsprog. Netop evangeliet til i dag viser klart, at Jesus og de første kristne har forstået Kirken som en samling af mennesker - her under billedet af nogle fisk, der bliver fanget i et net, andre gange som får, der flokkes om deres hyrde, andre gange som et folk, der samles om deres konge, og andre gange igen som lemmer på et legeme.

 

Jeg ved også godt, hvorfor vi netop her i Danmark er kommet så langt bort fra denne selvfølgelige og oprindelige forståelse. Det er jo, fordi vi i næsten tusind år, under vekslende forhold, har haft i hvert fald en eller anden grad af sammenfald mellem folk og menighed, stat og kirke. Men disse tusind år med Danmark som mere eller mindre bare ”et kristent land” er nu forbi. Og derfor bliver vi nødt til at begynde at forstå os selv på den oprindelige måde.

 

Jamen hvad så med alle dem, der måske nok er inde i det gamle nationalkirkenet, men bare ligger og flyder rundt, mere døde end levende? Skal der ikke kastes net ud efter dem igen?

 

Det kan man selvfølgelig godt sige. Og det kan hurtigt gå hen og blive en strid om ord. Men hvis vi skal tage både vor egen og hinandens dåb alvorligt, så skal vi døbte altså alle sammen behandle hinanden som hinandens medkristne. Og ingen skal hæve sig op over de andre og stille sig op i deres egen båd og begynde at kaste net efter dem!

 

Men det kan jo stadig ikke nægtes, at der både er nogle fisk, der rent ud sagt svømmer glade og friske rundt i dåbens vand, mens andre nærmest flyder rundt med bugen i vejret. Hvilket igen betyder, at så har de førstnævnte et ansvar for de andre. Det afgørende er bare, at dette ansvar skal administreres med den allerstørste takt og ydmyghed. Og altså med den allerstørste respekt for den dåb, vi alle er døbt med.

 

Det allerførste, vi skal gøre, er at behandle de mere sløve eller måske ligefrem bevidstløse iblandt os som vore fuldgyldige medkristne, idet vi stille og roligt, ikke mindst med vort eget helt naturlige eksempel - som jo gerne skulle være godt! - prøver at vise hen til det sprællevende liv i stimen eller flokken af Jesus Kristi disciple. Og så må vi ellers på alle mulige – passende! – måder være med til holde den store betydning af, hvad det er vi samles om, i stadig og levende cirkulation.

 

Og hvis vi endelig kommer i situationer, hvor vi skal tale meget stærkt og direkte til vore sløve eller vaklende meddøbte, så skal vi først og fremmest sige til dem: ”Hvad vil I?”. Det værste, vi kan gøre, er at begynde at optræde, som om vi er nogle, der er sat til at sælge en vare eller lokke et publikum til eller hverve tilhængere og vælgere til et politisk parti. Den helt grundlæggende forkyndelse må være, at her er noget, den enkelte selv – i fuld frihed, og helt på eget ansvar – må tage stilling til.

 

Men så er der altså dem, der ikke allerede er i kirke-nettet. Dem skal vi selvfølgelig kaste Peters-nettet ud efter. Men ellers skal vi sådan set forholde os på samme måde. Det er den samme ydmyghed og takt, vi i begge forhold skal optræde med.

 

De, der ikke allerede er i kirke-nettet, det er jo i dag dels jøderne, dels muslimerne dels hedningerne - både den gamle og den nye slags. Det er disse tre grupper, vi, som vor tids fisker-disciple skal kaste nettet ud efter.

 

Islam var ikke opfundet på de første disciples tid; det skete først 600 år senere – på grundlag af Muhammeds ret store kendskab til både jødedommen og kristendommen – men det er klart, at vi skal vidne for muslimerne om Gud – eller Allah – som vor Herres Jesu Kristi og vor Far, og om Jesus som vor Bror og Frelser.

 

Jeg kan i denne forbindelse ikke lade være at citere vor netop valgte kommende biskop, Steen Skovsgaard, som for ca. halvandet år siden vandt Præsteforeningens Blads essay-konkurrence med et essay om ”Islams udfordring til forkyndelsen i Folkekirken”!

 

Steen Skovsgaards overskrift var: ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?” Det var et spørgsmål, en ung muslim engang havde stillet ham i forbindelse med en paneldebat. Og den pågældende havde tilføjet: ”Og nu skal du ikke komme med et billigt svar og sige: ’kærlighed’ eller noget i den retning”.

 

Og det svar, Steen Skovsgaard gav den pågældende, var, at han faktisk ikke havde andet end et billigt svar at give ham, nej faktisk et gratis svar, så sandt som det latinske ord for ”nåde” er ”gratia” og Guds nåde jo pr. definition er så gratis som noget overhovedet kan blive.

 

Men både den unge muslim, der havde spurgt, og de mange andre tilstedeværende muslimer, rystede på hovedet over dette svar.

 

Og senere kom Steen Skovsgaard til det resultat, at det, han i stedet burde have svaret, var følgende – her forkortet:

 

Jeg må desværre skuffe dig [...] Sådan, som du spørger mig [...] giver du jo indtryk af, at du er rig! [...] Du er mæt. Derfor kan jeg ikke tilbyde dig noget. Evangeliet er nemlig for fattige, for sultne og tørstige. [...] Og sådan har du det slet ikke, kan jeg mærke.

 

Men den dag, hvor du skulle gå hen og få følelsen eller erkendelsen af, at du ikke slår til, og du bliver usikker på, om du nu har gjort nok i forhold til Gud og til andre mennesker, eller om Gud elsker dig og vil ha’ noget med dig at gøre, den dag må du love mig at komme tilbage. For så har jeg noget at tilbyde dig. Indtil da må du nøjes med islam.

 

Så vidt det svar, vor kommende biskop i dag vil give en selvsikker muslim. Men der skal jo ikke ændres ret meget i ordlyden, før det samme svar også bliver det svar, der skal gives til de moderne hedninger, vi har iblandt os, altså de såkaldte humanister.

 

De føler sig jo mindst lige så højt hævet over os andre små kristne, som muslimerne gør, så også til dem må man sige, at da vi hverken skal sælge en vare, lokke et publikum til eller hverve tilhængere og vælgere, så må de blive i deres egen tro, indtil de måske en dag opdager, at den ikke stiller deres sult og tørst og ikke bringer dem i en ret stilling til tilværelsens yderste sandheds- og livsmagt.

 

Men så til allersidst: Er det nu ikke alligevel ret hovmodigt at tale, som vor kommende biskop, og også jeg selv gør? Er det ikke en falsk form for ydmyghed at tale om, hvor åh så fattig man er, når man i virkeligheden nærmest håner de andre, fordi de ikke kan se, hvor endnu meget fattigere de er?

 

Jo, sådan må vi virkelig spørge. Og vi skal virkelig passe på. Det afgørende er, at når vi synes, vi er i en situation, hvor vi skal vidne om Jesus Kristus for andre mennesker, det være sig nogle af vore mere eller mindre døde medkristne eller nogle jøder, muslimer eller hedninger, gamle eller nye, så må vi virkelig se også sandheden om os selv i øjnene.

 

Og her kan vi få Peters fiske-net til at vise os noget andet. Og det er, at det er ude på dybet, det foregår, ude i den tilværelsens store bundløshed, som vi alle er fælles om at have under os, hvis det ikke var for det sikkerheds-net(!) Gud ved Jesus har kastet ind under os. Og hvis vi virkelig forstår det, virkelig forstår, at det er ude på dette tilværelsens store dyb, det foregår – og så ellers i vort eget hjerte-dyb - så kommer vi aldrig til at stå hoverende over for de andre.

 

For så er sandheden ikke noget, vi på nogen måde ejer. Så kan vi heller ikke gøre Jesus til vor ejendom. Så må vi bare sige, som netop Peter ved en anden lejlighed sagde – men i øvrigt netop en lejlighed, hvor der var nogle, der syntes, det Jesus sagde om sig selv, var ”for meget” og begyndte at gå deres vej. Hvor Jesus så spurgte disciplene, om de også ville gå deres vej, men hvor Peter svarede: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord” (Johs. 6,68).

 

Det er stadig ude på dybet og nede i dybet, tilværelsens dyb og hjertets dyb, det foregår. Sådan er det for os, der er i nettet, og andet kan vi heller ikke sige til dem, der er udenfor, når vi inviterer dem til at komme med.

 

Kirkens net, menighedens fiske-stime, det er for dem, der virkelig har indset, at der ikke er andre steder at gå hen, men som dybt i deres hjerte har følt, at Jesu ord og ordet om ham, kommer fra det sted, som er dybere end alle verdens afgrunde.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

6. søndag efter trinitatis (A) - 12. juli. 2015

 

Froprædiken i Utterslev Kirke, højmesse i Horslunde Kirke, begge Lolland vestre Provsti.

 

DDS 2003: 289 - 396 - [221 v 3-4] /// 687 - 424

 

5 Mos 30,11-14 - [Rom 6,3-11] - Matt 5,20-26

 

 

Far i Himlen!

Tak for livet!
Tak for hvert lykkeligt øjeblik!

Og tak for håbet om, at alt skal ende i evig lykke!

Lad os hver især og med hinanden leve i dette håb!

Amen.

 

"Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget".

 

Og hvad tænker vi så? Bliver vi bange for, ikke at komme ind i Himmeriget? Eller forbinder vi ikke for alvor noget med ordet "Himmeriget"? Eller er vi så overbevist om vor egen retfærdighed, at vi under alle omstændigheder har nok i det?

 

Man kunne også være så ondskabsfuld, at man spurgte: Hvad siger tidsånden? - Og svaret kunne være: "Hvis vi ikke engagerer os i en drastisk reduktion af CO2-udledningen, går vi alle til grunde i den globale opvarmning"!

 

Men alvorligt talt, vi må begynde med at forholde os til, hvad det betyder, når Jesus taler om "Himmeriget" eller "Guds Rige". Og det betyder først og fremmest den helt nye tilstand ude bag verdens og tidens ende, hvor alle ting er genoprettet og kun Guds vilje hersker. Og så er det lige meget, om vi mener, vi kan forestille os dette eller ej.

 

Men noget kan vi jo godt forestille os. Vi kender godt de lykkelige øjeblikke i livet, hvor vi siger, at nu er alt, som det skal være. Og vi ved godt, at der er forskel på, hvordan det hele faktisk er og går for sig, og hvordan det allerede ligger i vor oplevelse af selve livets mening, at det hele burde være. Og det er faktisk ikke så lidt. Noget andet er så, om vi mener at kunne håbe på, at alt engang bliver, som det ligger i selve livets mening, at det skal være. Men det er altså noget andet.

 

Og hvis vi er kommet så langt, kan vi også godt forstå, at det ligger i hele den "pakkeløsning", som kristendommen er, at der er en sådan horisont ude foran det hele. Igen: Det kan godt være, vi har svært ved at tro eller dog håbe det. Men vi kan godt forstå, at håbet om det, eller det at leve sit liv inden for en sådan horisont, er en umistelig del af kristendommen. For hvis det ikke - på en eller anden måde - er sådan, bliver der jo kun selve "retfærdigheden", ja, selvretfærdigheden(!) tilbage. Dette skal vi fastholde. Også uanset hvor svært vi har ved at tro det, eller bare håbe på det.

 

Men der er også mere at sige. Jesus sagde jo også gang på gang, at "Himmeriget" eller "Guds Rige" var kommet nær. Og vi kan nu sige, at det var i og med ham, Guds Rige var kommet nær. I sin Lille Katekismus siger Martin Luther, at når vi i Fadervor beder: "komme dit rige", så vil det sige:

 

Guds rige kommer af sig selv uden vor bøn, men vi beder i denne bøn om, at det også må komme til os.

 

Og nu er det jo i Gud Faders og Jesu Kristi Ånd, Helligånden, nærværet finder sted, så at det sker,

 

Når den himmelske Fader giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever efter Guds vilje her og hisset, i tid og evighed.

 

Her understreger Luther, hvad der jo også ligger i det, Jesus siger i evangeliet til i dag, at Guds Rige ikke bare er noget med nogle overnaturlige kræfter ude ved tidens ende eller allerede her og nu, men først og fremmest er selve den kvalitet, der ligger i Guds vilje, til allersidst ude bag tiden, men også allerede her og nu, når hans vilje sker i det, vi gør og i den måde, vi lever på.

 

Hermed er vi så også allerede langt inde i spørgsmålet om, hvad der ligger i det, der lyder som en betingelse, Jesus stiller for, at vi kan komme ind i Guds Rige, det være sig i den måde, det sker på allerede nu, eller i den måde, det vil ske på ved verdens ende.

 

Men man skal ikke kende meget til Jesus for at være klar over, at det, han forlanger af os, ikke er, at vi skal anstrenge os dobbelt så meget på de skriftkloges og farisæernes måde! Så bliver vi jo bare dobbelt så slemme som dem. Det er selvfølgelig et helt nyt sindelag, der skal til. I en helt ny dimension.

 

Og vi skal heller ikke lade os forvirre af de eksempler på straffe, Jesus giver. De skal kun understrege, hvor umuligt det er at opnå retfærdighed på den gamle måde. - Vi skal i det hele taget ikke ind på spørgsmålet om straf i dag. Gud har selvfølgelig ret til at både dømme og straffe. Det ligger lissom i begrebet Gud. Og det er der ikke nogen af os, der kan lave om på. Sagen er bare, at det ikke er det, der er tale om i dag. Vi kan sige det på den måde, at hvis vi ikke kan komme ind i Himmeriget ved at anstrenge os dobbelt så meget som de skriftkloge og farisæerne, så kommer vi heller ikke derind gennem frygt for straf.

 

Og så kan vi også godt forstå, at det ikke er nok, at vi afstår fra at skyde hinanden eller den slags. Et mord eller et drab er at tage et andet menneskes liv totalt. Men drilleri og nedgørelse og mobning og al den slags er at ødelægge dele af et andet menneskes liv og dermed et delvist mord eller drab.

 

Det stærkeste eksempel på den nye virkelighed, Jesus taler om, er det med, at Gud er ligeglad med offergaver af enhver art, hvis vi har et dårligt forhold til et medmenneske. Også selv om det er en selv, der er den forurettede part:

Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.

Det virker stærkere, for hver gang man hører det! Og mon ikke vi hver især har prøvet det i vort liv? Idet vi også har indset, at det ofte kun er den forurettede part, der kan gøre et ødelagt forhold godt igen eller afslutte en strid. Vi kender det måske helt særligt, når vi har knas i parforholdet. Så er det, som Margrethe Auken engang har sagt, at måske netop den part, der føler sig (mest) forurettet, er nødt til at sige: "Skal vi nu ikke lige tage en kop kaffe!". Det er ikke for ingenting, at dette ord fra Kolossenserbrevet indgår i vielsesritualet:

 

Som Herren tilgav jer, skal I også gøre (Kol 3,13).

 

Og hermed bliver det også klart, at den nye og helt anderledes retfærdighed, der overgår de skriftkloges og farisæernes, i sidste ende kommer fra Gud. Jeg siger ikke, at det ikke også allerede er noget, der ligger i selve livets væsen. Men det, der ligger i selve livets væsen, allerdybest forstået, er også det samme som det, der ligger i livets Givers væsen. Som det hele nu engang er, er det bare nødvendigt, at Han selv minder os om det, og selv giver os af sit sind, så vi kan overvinde de mekanismer, der ellers gør sig gældende i den måde, vi faktisk lever på her i verden.

 

Med de helt store ord er det det, der er tale om i epistelen til i dag. - [I Utterslev: Som vi ikke hørte her ved denne froprædiken-gudstjeneste]. - De vigtigste steder er:

 

Vi blev altså begravet sammen med [Kristus] ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv ... For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

 

Det er rigtignok store ord. Men så stort er det altså at være kristen. For hver eneste af os, der er døbt med og til Kristus. Og det er kun i denne storhed, den retfærdighed ligger, der overgår de skriftkloges og farisæernes.

 

Men kan vi leve op til denne storhed? Nej, det viser erfaringen, at vi ikke kan. Men hemmeligheden er, at det ikke er noget, vi skal leve op til, men noget, vi skal leve i. Hvis vi siger "leve op til", er vi stadig i de skriftkloges og farisæernes gamle, umulige tankegang. Men når vi tager imod denne storhed og i tro giver os hen i den, vil den virke i og ved os. Det er stadig en gåde, at det gamle fortsat i så høj grad gør sig gældende i os. Men når vi lever i troen på, at vi i dåben er begravet og oprejst med Kristus, gør hans nye liv sig alligevel gældende i os.

 

Jeg udtrykker det ofte på denne måde: Jeg er ikke noget særlig godt menneske. Men så skulle I bare se, hvis jeg slet ikke var kristen!

 

Der er to store gåder her i tilværelsen. Den ene er, at Gud overhovedet lod det Onde komme ind i verden. Og den anden er, at det ikke straks forsvandt helt, da Jesus kom ind i verden. Men de to gåder må vi lade stå. Hvis vi da ikke drager den konklusion, at så er der bare kun verden, verden, som den er, i og ved sig selv, og at så går det hele bare sin skæve gang, uden Gud og uden håb.

 

Men nu hører vi altså den store påstand, at Gud er både den første og den sidste, at vi ser hans magt og væsen, når vi oplever livet allerdybest, og at vi allerede her og nu er omfattet af den virkelighed, der engang skal komme til at herske helt.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

7. søndag efter trinitatis (A) - 22. juli 2007

 

Aftengudstjeneste i Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti.

 

Dette var min allersidste gudstjeneste i det forløb, som startede med, at jeg midt i november 2006 overtog Landet-Ryde-konfirmanderne, og i forbindelse med hvilket jeg havde den første af en række gudstjenester i Ryde Kirke St. Stefans dag 2006. Se også de forskellige bemærkninger til gudstjenesterne i Ryde Kirke fra og med denne dag. - Den nye sognepræst i Landet-Ryde Lisbeth Sinnet Froholdt blev indsat i embedet 9. søndag efter trinitatis, den 5. august 2007. Jeg fik dog fortsat enkelte gudstjenester i pastoratet. Se til 18. søndag efter trinitatis 2007.

 

 

DDS 2003: 414 - 608 -///- 695 - 31

 

Rom. 6,19 - Luk. 19,1-10.

 

 

Herre Jesus!

Tak, fordi du var sådan over for Zakæus!

Og tak, fordi du også er sådan over for os!

Lad det tegne sig stærkere og stærkere for os, hvordan du er, så vi mere og mere kan leve i befrielsen og glæden fra dig.

Amen.

 

 

Om to måneder skal jeg møde Zakæus igen! Nemlig gennem min beskedne medvirken (som ”gruppe-guide”) i den "oplevelsesdag" for flere hundrede skolebørn, som til at begynde med (2004 og 2005) hed "Jesus på Slottet" og foregik på Oreby Slot, men som fra 2006 er flyttet til Maribo, hvor den først hed "Jesus på Sporet", og i år hedder "På sporet af Jesus".

 

Måske har I - eller nogle af jer - hørt om det og læst om det i avisen. Og jeg skal ikke gå i detaljer med denne oplevelsesdags indhold. Det afgørende er, at selve det egentlige forløb både begynder og slutter med Zakæus.

 

I Maribo-versionen - som altså nu hedder "På sporet af Jesus" - er udgangspunktet dog Domkirken, som skal forestille Templet i Jerusalem på Jesu tid. Her samles alle børnene, idet de møder ingen ringere end ypperstepræsten Kajfas - spillet af sognepræst Jens Chr. Nielsen, Nysted! Han fortæller dem om sin bekymring og uro ved rygterne om Jesus og sender dem ud for at opspore vidner og facts om ham.

 

Efter mødet med ypperstepræsten Kajfas i Jerusalems Tempel går børnene i samlet flok ad stien langs søen - på vej mod en række af de steder, hvor Jesus har været, og hvor de - holdvis - skal møde nogle af de mennesker, der har været vidne til, hvad Jesus har sagt og gjort, ja, de skal også besøge Betlehem, hvor Jesus blev født, og hvor der endnu er nogle, der kan huske noget af det, der skete den første julenat. Men ellers er det bredden af Genesaret Sø og byerne Magdala (som Maria Magdalenes navn viser hun kom fra), Nazaret, hvor Jesus boede som barn, og Kapernaum, hvor Jesus boede som voksen. Også alle disse steder møder børnene nogle personer, der kan fortælle om, hvad de husker fra, da Jesus var der.

 

Og det er alt sammen alle tiders. Men den allerførste person, børnene møder efter, at de har forladt Templet, er altså Zakæus - spillet af sognepræst Jesper Bacher, Tirsted-Vejleby! Det sker, da de pludselig ser en mand sidde oppe i et træ. Det er altså denne overtolder. Og det er lige efter, at Jesus har talt til ham og sagt, at han i dag vil være gæst i hans hus. Han er endnu ikke kommet sig over, at Jesus sagde dette til ham. Men han når at fortælle børnene det - inden han skynder sig hjem for at gøre klar til den store fest, Jesu besøg skal blive til. Og han når også at invitere alle børnene med til festen, som jo bliver oplevelsesdagens slut- og højdepunkt. For her møder de Jesus selv (spillet af sognepræst ved Maribo Domkirke Per Møller), og festen slutter med, at Jesus sender børnene hjem med missionsbefalingen: "Gå hjem og fortæl, hvad I har oplevet!", hvorefter alle synger sangen "Vi tror, en kærlig Gud".

 

-

 

Så vidt selve denne omtale af "På sporet af Jesus". Og jeg håber, I er enig med mig i, at vi hermed har fået nogle nye vinkler på evangeliet til i dag. De to afgørende ting er for det første den meget konkrete anskueliggørelse af, hvordan mødet med Jesus giver en synder, ja, en af både sine landsmænd og sig selv foragtet person, et nyt liv, og for det andet den klare demonstration af, at mødet med Jesus ender med en stor og dejlig fest. Her kommer festen i Zakæus' hus på en helt særlig måde til at fremstå som en forsmag på den evige glæde i Guds Rige. Og dermed får vi også et klarere blik for, hvordan andre situationer i Jesu gerning har denne karakter. Vi kan også sige det sådan, at det på en ganske særlig måde kommer til at stå klart for os, at det virkelig er på livets og glædens vegne, Jesus er "kommet for at opsøge og frelse det fortabte".

 

Men vi får jo også en helt særlig vinkel på, hvor meget der ligger i ordet "opsøge". For vi kan jo godt forestille os, at Zakæus ikke bare er krøbet op i morbærfigentræet for at få et bedre udsigtspunkt, men også for at kunne skjule sig i træets blade. Ifølge både sin egen og de andres tankegang har han jo slet ikke kunnet være sikker på, hvordan Jesus ville forholde sig til ham, hvis de mødtes ansigt til ansigt. Og som vi lige har hørt, har han også haft god grund til at frygte for, hvad folk i Jeriko ville sige til et sådant møde.

 

Ja, når vi ser nærmere på lige netop det, at Zakæus måske på een gang er krøbet op i dette træ for bedre at kunne se Jesus og for samtidig alligevel at kunne skjule sig for både ham og de andre, så får vi simpelt hen et billede af den måde, mange mennesker i også vor tid forholder sig til Jesus på. Eller til kristendommen. Men det er jo det samme. Der er ikke nogen kristendom uden - eller uden om - personen Jesus. Ja, kristendommen ER simpelt hen personen Jesus, eller i hvert fald den store sammenhæng omkring personen Jesus, med personen Jesus i centrum. - Men det kan jo godt være, at netop den typiske moderne Zakæus, der sidder oppe i sit træ, hellere vil sige "kristendommen" end "Jesus"!

 

For se, når vi nu skal prøve at gå videre med dette Zakæus-billede, så skal vi også gå ud over selve den helt særlige situation, Zakæus i Jeriko dengang var i - som kort sagt "korrupt landsforræder". Så skal vi se dette som bare een af utallige måder at være synder på.

 

Der er også flere andre eksempler i Jesu historie på, at den måde, han forholder sig på til dem, der så helt åbenbart er syndere og udstødte, kun er særlig tydelige eksempler på, hvordan han forholder sig til os alle. Hvori jo så ligger, at i grunden er der ikke nogen forskel på dem, der helt åbenbart er syndere, og så alle os andre.

 

Lad os derfor se Zakæus oppe i træet som et eksempel på os alle. Idet jeg dog ikke kan lade være med, ganske særligt at se en bestemt slags moderne mennesker for mig, nemlig de mere eller mindre intellektuelle, der i disse årtier begynder at nærme sig den kristendom, der i 1970'erne så ud til at skulle på museum, religionernes store museum.

 

I evangelisten Lukas’ beretning får vi om Zakæus kun det at vide, at "han var overtolder, og han var rig". Hverken mere eller mindre. Det er faktisk overladt til vor egen fantasi, hvad vi vil forestille os med hensyn til, om man så må sige, graden af Zakæus' egen syndserkendelse. Men objektivt set er der igen tvivl om, at Zakæus er, hvad man i gamle dage kaldte en "åbenbar synder", nemlig en landsforræder, der ydermere har brugt sin stilling til at berige sig selv. Og så får vi for det andet sætningen: "Han ville gerne se, hvem Jesus var".

 

Den lader vi lige stå et øjeblik! Ja, vi kan gentage den: "Han ville gerne se, hvem Jesus var". Hverken mere eller mindre. Der kan selvfølgelig lægges mere eller mindre i det. Men når vi sammenholder det med det forhold, at træet var et skjult udsigtspunkt for Zakæus, bliver det i hvert fald nemt at se Zakæus oppe i sit træ som et billede på det moderne - mere eller mindre intellektuelle - menneske, for hvem "kristendommen er kommet til byen", og som gerne vil se nærmere på dette mærkelige fænomen - som nu igen er begyndt at vise sig i gadebilledet, ja, jeg havde nær sagt: i det offentlige rum! Men altså på afstand og i det skjulte.

 

"Han ville gerne se, hvem Jesus var". - Deri ligger pdes. noget, der er mere end den rene nysgerrighed, en eller anden grad af at have erkendt sin egen situation. Men pdas. er der tale om noget meget mindre end fx den optræden, den kana’anæiske kvinde udviser, da Jesus drager igennem hendes egn oppe ved Tyrus og Sidon, og som simpelt hen går hen til Jesus og råber: "Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!".

 

Hvis vi vil prøve at pejle os nærmere ind på Zakæus' bevæggrunde, kan vi selvfølgelig også forestille os sådan noget som den berømte religiøse blufærdighed eller måske netop en så høj grad af "erkendelse af sin egen situation", at han ikke tør gå direkte hen til Jesus. Idet vi kan tænke på en anden af de mange udkantpersoner, der møder Jesus, nemlig den romerske officer, der nøjes med at bede om en "fjernhelbredelse", idet han - gennem sine udsendte venner - siger: "Herre, gør dig ingen ulejlighed. for jeg er for ringe til, at du går under mit tag" (Luk. 7,1-10). - Hvilket jo også giver det, der sker her i Zakæus-evangeliet en kraftig understregning; for her går Jesus jo faktisk ind under Zakæus' tag - bogstavelig talt med fuld musik!

 

Og det gør ikke noget, at vi forestiller os disse forskellige muligheder - også når vi prøver at se Zakæus som et billede på det moderne menneske, der gerne vil se, hvem Jesus er. For selv den koldeste intellektuelle, der med det største forbehold begynder at "interessere sig for kristendommen", er jo inderst inde et menneske ligesom alle os andre. Selv den koldeste moderne intellektuelle kan have meget "ondt i livet" inde bag facaden. Og det kan være i forhold til lidelsen og døden eller i forhold til den store tomhed og meningsløshed, der er forbundet med et liv uden tro på Gud. Eller det kan være i forhold til sin følelse af skyld.

 

Tilbage står imidlertid stadig evangelisten Lukas' ord: "Han ville gerne se, hvem Jesus var" - og det, at Zakæus faktisk sidder skjult oppe i træet. Og hvordan vi end vender og drejer det, så er det et meget klart billede på den måde, mange moderne mennesker nærmer sig kristendommen på, iagttagende, skjult - også, og måske ikke mindst, for deres medmennesker.

 

Men så sker der altså det, at Jesus simpelt hen bryder gennem det hele. Han er godt klar over, hvor Zakæus er, og da han kommer hen til træet, ser han bare op og siger - med navns nævnelse: "Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus".

 

Hvad det tilsvarende vil sige for det moderne "interesserede" menneske, er vel ikke lige til at sige. Det kan foregå på mange måder, og vel ofte over længere tid. Men resultatet er altså, at den "interesserede" på et eller andet tidspunkt opdager, at han hverken er på afstand eller skjult, men tværtimod hele tiden har været indesluttet i den virkelighed, Jesu person repræsenterer, ja, oven i købet på forhånd er kendt ved navn.

 

Og han opdager, at han hverken behøver at frygte eller skamme sig eller komme med alle de undskyldninger, han så længe har gået og arbejdet med. Jesus bliver ikke engang så højtidelig, at han siger "Dine synder er dig forladt" eller noget i den retning; han konstaterer bare, at "I dag skal jeg være gæst i dit hus".

 

Og så må enhver Zakæus bare glemme alt, hvad der hidtil har fået ham til at holde sig på afstand, ja, til, ligefrem at skjule sig for både Gud og mennesker, og stige ned af træet og skynde sig at gå hjem og forberede festen.

 

Men endnu engang hører vi så, at det er der nogle, der bliver forargede over. Der er nogle, der ikke kan tåle, at Guds forhold til os arme syndere er så stort og enkelt. Og et vigtigt motiv for dem er selvfølgelig, at når Guds forhold til ALLE os arme syndere er så stort og enkelt, så ryger hele den særstilling, de gik rundt og troede de havde, ja, så ryger hele den magt over de andre, det gamle smålige gudsbillede gav dem.

 

Og Zakæus bliver helt perpleks. Han prøver at redde situationen og opretholde sin glæde ved at sige, at han vil prøve at gøre noget af alt det forkerte, han har gjort, godt igen. Og det er rørende, hvordan han prøver at gøre det op.

 

Men Jesus kommer igen med blot en konstatering, der skærer igennem det hele: "I dag er der kommet frelse til dette hus". Idet han bruger sammenhængen tilbage fra Abraham af som et udtryk for den store nådes-omfattelse, alle de tilstedeværende på forhånd er omfattet af. Men idet han til allersidst slår fast, at den frelse, han kommer med, altså er hverken mere eller mindre end frelsen til alle os, der ellers var fortabte.

 

Og jeg er sikker på, at i hvert fald Zakæus nu har forstået dette. Måske er der også nogle af dem, der havde givet ondt af sig, der har forstået det. Og vi, der i dag hører dette Zakæus-evangelium, vi skal tage det til os - og med os - på en sådan måde, at vor deltagelse i den store fest bliver gladere og mere intens for hver dag, der går, indtil den når sin evige glæde og herlighed i Guds Rige.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

8. søndag efter trinitatis (A) - 29. juli 2007

 

Rødby Kirke, Maribo Domprovsti.

 

Med meget kort varsel. Der blev sunget de af stedets præst valgte salmer, men for at vise, hvad jeg selv tidligere har valgt til dagen, anfører jeg her de salmer, jeg selv havde valgt i 1999 - ”oversat” til DDS 2003:

 

407 - 394 - 1 -///- 390 - 424

 

Jer. 23,16-24 - Rom. 8,14-17 - Matt. 7,15-21

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har vist dig for os i Jesus!

Hjælp os til, altid at høre ham, så vi lever i hans sandhed og har vort liv i ham!

Amen.

 

 

Hvorfor er der falske profeter? Hvad er deres motiver? Og hvorfor kæmper de så indædt for deres sag?

 

Og hvor ved vi fra, at det er falske profeter? Det kan jo være, de har ret. Ja, det kan være, alle profeter, hver på deres måde, har ret, så at vi bare skal være tolerante og lade hver prædike sit?

 

Men inden vi går til de virkelige profeter, altså de virkelige forkyndere af nogle store syner eller en stor anskuelse, kan vi godt et øjeblik tænke på, at der i vort moderne samfund også er andre slags personer, der siger nogle ting, der påvirker vor måde at tænke og leve på.

 

Det kan være alle de forskellige former for talsmænd- og kvinder, der simpelt hen er betalt for at snakke - snakke en regerings eller et politisk partis sag (dette i hvert fald ofte i udlandet), eller en organisations eller et firmas. Eller det kan være politikere eller ledere i organisationer eller firmaer, der ikke bare er betalt for at snakke, men som mere direkte dyrker deres egne interesser ved det, de siger.

 

Eller det kan være såkaldte professionelle meningsdannere, folk, der måske nok virkelig mener noget selv, men som alligevel lever af at fremsætte meninger, og som har en stor indflydelse på den almindelige meningsdannelse. - Nogle af disse mennesker betegner vi faktisk også som profeter, fx sex-profeter, sundheds-profeter eller livsstil-profeter.

 

Men vi må sige, at hvor det i gamle dage var folk, der på en helt anden måde fortjente betegnelsen profeter, der formede folks tanker og liv, så er det i dag i meget høj grad netop hele den store informations-mølle, der gør det.

 

Mange af dem, der har de meninger, de har, og fremfører dem på den måde, de gør, føler formodentlig selv, at det er deres egne oprigtige meninger, de fremfører. Men det er alligevel sådan, at der er nogle meninger, der er bedre end andre, når det gælder om at blive inde i varmen, enten i samfundet som helhed eller i den eller de grupper, man gerne vil tilhøre og gerne vil agtes og respekteres inden for. Og så kan der godt, måske ganske ubevidst, blive tale om en falsk tale, der minder om den falske tale hos de falske profeter, der tales om i Det Gamle Testamente.

 

Men uanset hvor interessant alt dette er - og altså virkelig aktuelt som eksempler på den omfattende holdningsbearbejdning(!), vi er udsat for - så er det jo ikke det, der er hovedsagen, eller det virkelig interessante, i forhold til evangeliet til i dag, selv om den falske tale til fordel for den ene eller anden form for magt i hvert fald helt klart falder ind under det, der er tale om i den gammeltestamentlige læsning til i dag.

 

Nej, de egentlige profeter, falske eller ej, er jo dem, der virkelig fører noget stort frem, og som virkelig selv tror på, hvad de siger.

 

Og her er det, vi må spørge, hvad det overhovedet er der driver en profet, falsk eller ej. Hvorfor er vi mennesker så interesserede i at få vore medmennesker til at tro på det samme, som vi selv tror på?

 

Vi kan her også gå til det, man kalder idéhistorien, som jo er fyldt med eksempler på, at filosoffer og videnskabsmænd har kæmpet indædt for at vinde tilslutning til det, de har fundet ud af eller frem til. Og her er der næsten altid tale om mennesker, der virkelig mener, de har fundet noget sandt. Der findes ganske vist også videnskabelige svindlere, men dem kan vi se helt bort fra i denne forbindelse.

 

Og vi kan så gå videre til de egentlige profeter, altså de store religiøse tænkere, ja, ligefrem religionsstiftere. Igen må vi sige, at der også er simple svindlere og bedragere i denne gruppe. Men jeg er overbevist om, at de virkelig store, dem, der virkelig har tænkt nogle nye tanker om det hele eller set nogle store nye syner om det hele, ikke er simple svindlere og bedragere, og da slet ikke til at begynde med.

 

Altså: Hvorfor er allerede en filosof eller en videnskabsmand opfyldt af et så brændende ønske om, at andre mennesker skal anerkende hans resultater? Og hvorfor er de store religiøse tænkere eller ligefrem religionsstiftere det?

 

Jeg mener, forklaringen må være, at der dybt i os mennesker faktisk ligger en overbevisning om, at der er noget, der er sandt, og tilsvarende et ønske om at finde frem til denne sandhed. Og det gælder i både stort og småt, lige fra løsningen af små gåder eller problemer og op til de allerstørste ting, fx sandheden om Universet eller sandheden om Gud og hans forhold til os - eller sandheden om noget andet end Gud, eller sandheden om, at der slet ikke er nogen Gud. Det ligger dybt i os mennesker, at vi gerne vil vide, hvordan det hele hænger sammen og forholder sig, og hvordan vi derfor selv skal forholde os.

 

Men forbundet med denne trang er så også trangen til at dele det, man har set eller fundet frem til, med sine medmennesker. Og jeg tror virkelig, der i de fleste tilfælde også her er tale om en oprigtig trang, en trang, der hører dybt til menneskets natur, ja, som vi kristeligt talt må tro hører til mennesket som skabt af Gud.

 

Noget andet er, at alle mennesker har en dyb trang til, at de mennesker, vi hører sammen med, skal tro på det samme, som vi selv tror på. Her kan vi fx også bare tænke på, hvor gerne vi vil fortælle vore omgivelser om noget, vi selv har fundet ud af. Eller vi kan tænke på, hvor ofte vi hører folk prøve, meget lidenskabeligt at overbevise andre om, at lige netop det bilmærke, man selv har, er det eneste rigtige! Men navnlig gælder det jo i de allerstørste forhold, de forhold, der har at gøre med den yderste sandhed og den yderste magt i - eller over - Tilværelsen. For det er jo også de forhold, der er afgørende for hele vor kultur, hele vor måde at leve på.

 

Det mærkelige er så bare, at denne trang til at overbevise andre om den sandhed, man selv har fundet, viser sig hos mennesker, der har fundet eller fundet frem til vidt forskellige sandheder, ja, sandheder, der står i diametral modsætning til hinanden.

 

For det passer jo ikke, at alt muligt kan være lige sandt. Der er mange religioner eller livsanskuelser, der i den grad strider mod hinanden, at det simpelt hen er umuligt, at både den ene og den anden kan være sand.

 

Alligevel hævder man hver især, at lige netop det, man selv tror på, er den eneste sandhed. Og ofte nøjes man ikke med, bare at forkynde sin egen sandhed, ofte prøver man med forskellige mere eller mindre grove former for magt, pres eller manipulation at få de andre til at antage det, man selv tror er sandt. Hvor vi jo desværre må indrømme, at dette også har været tilfældet i, hvad der ellers skulle gå for at være kristne sammenhænge.

 

Der må altså være noget galt! Og det kan vi kristne også hurtigt sætte et ord på, nemlig Synden. Der er simpelt hen gået forurening i vor trang til at finde sandheden, i vor evne til at finde den, og i vor trang til at dele det, vi har fundet, med vore medmennesker! Og denne forurening kan vi, hvad det sidste angår, også sætte et andet ord på, nemlig trangen til at have magt over sine medmennesker, det være sig hos de forskellige grader af religiøse ledere eller hos de ledere, der styrer samfundet, og som er interesserede i, at alle tror på noget, der styrker samfundsordenen - og helst på det samme - eller hos os alle sammen, når vi føler os bedst tilpas, hvis vore omgivelser stort set tror og mener det samme som vi selv.

 

Men hvordan skal vi så komme fri af denne forurening? Ja, det er jo det, Jesus vil hjælpe os til, blandt andet ved det, han siger i evangeliet til i dag. Men jo også i det hele taget ved hele den måde, han optrådte på. Det er i hvert fald ikke noget, der stammer fra Jesus, når forskellige slags kristne har ligget og ført krig mod hinanden her i Europa. Og det er heller ikke noget, der stammer fra Jesus, når såkaldte kristne har tvunget andre til at blive kristne med vold og tvang.

 

Jesus siger om sig selv, at han er vejen - det vil sige vejen til Gud - og sandheden og livet. Men han tvinger ikke nogen til at bøje sig for det. I hvert fald ikke på anden måde, end at han advarer folk mod at søge den falske vej til Gud og mod at dyrke løgnen i stedet for sandheden. Og han advarer mod ulvene i fåreklæder, altså dem, der bag alle deres store og fine ord i virkeligheden bare dyrker sig selv og deres egen magt. Ja, Jesus er ikke tolerant, når det gælder disse store spørgsmål.

 

Men det, Jesus viser hen til i stedet for at ty til magten, det er netop det, der simpelt hen viser sig som sandheden - og livet. Jesus viser hen til frugterne!

 

Frugter kan ganske vist også være tvetydige. Der er mange eksempler på, at anskuelser og grupper, der som helhed ganske åbenbart er løgnagtige og forfærdelige, på enkelte områder kan vise nogle gode frugter frem. Så når vi skal tage det til os, Jesus siger her i evangeliet til i dag, må vi tage det i en altomfattende forstand, så at frugterne, det er det helheds-resultat, der kommer ud af at følge ham og ikke de andre profeter - hvor fine del-frugter de end måtte have at vise frem.

 

Det er kun den altomfattende helhed, der kan afgøre, om det, en profet kommer med, er sandt eller falsk. Og det er kun frugterne gennem hele vort liv og på alle dets områder og i alle dets situationer, der kan vise det.

 

Og til allersidst vender Jesus også dette indad, idet han siger til alle os, der er hans disciple, at det jo ikke er nok at kunne alle de rigtige kristne ord og måske have en meget fin kristen teologi, hvis vi ikke også inderst inde virkelig er hans disciple og lever i sandheden. Det hele skal hænge sammen.

 

Men når det virkelig er sandheden, der er den store sammenhæng, skal livets frugter nok vise sig!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

9. søndag efter trinitatis (A) - 17. august 2003

 

Højmesse i Øster Ulslev Kirke

 

[Jeg var blevet sat på denne gudstjeneste, fordi stedets præst, sognepræst Karen Margrethe Antonsen, der havde været konstitueret i Døllefjelde-Musse-Herritslev siden min fratræden, deltog i indsættelsen af min efterfølger derovre: Stine Rugaard Sylvest. - Jeg havde selv valgt, ikke at deltage i indsættelsen derovre. Det skulle være den nye præsts dag sammen med menighederne.]

 

DDS 2003: 407 - [21]- (DÅB med stedets salmer omkring) -///- 692 - 269

 

Ordspr. 3,27-35. - 1. Johs. - Luk. 16,1-9

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har friet os ud af mørkets magt og ført os over i lysets rige!

Hold fast i os, så vi altid kan leve og glædes dér!

Ved Jesus Kristus din Søn, vor Bror og Herre.

Amen.

 

 

I romanen og filmen ”Rosens navn” slår man bogstavelig talt hinanden ihjel, fordi man er uenig om, hvorvidt Jesus nogensinde havde leet.

 

Og det er typisk, at det er dem, der hader humoren, der slår dem ihjel, der mener noget andet.

 

Nu er nådegaverne jo forskellige, som det hedder, og jeg vil derfor slet ikke stå her og sige, at hvis man ikke har en veludviklet humoristisk sans, så kan man ikke være en god kristen. Men det hjælper! Og jeg vil ydermere sige, at hvis man fornemmer, at man måske ikke er så vel udstyret med humoristisk sans fra fødslen af, så må man prøve at gå i lære hos vor Herre Jesus!

 

Og det evangelium, vi lige hørte, er et godt eksempel på, hvorfor det er sådan.

 

Men der er jo folk, der i fuldeste alvor diskuterer, om Jesus måske virkelig har udtalt sig rosende om en korrupt funktionær!

 

De når ganske vist frem til det resultat, at det nok ikke kan være rigtigt. Men alene det at beskæftige sig med spørgsmålet! - Og der skal efter sigende også have været folk, der har overvejet, om lignelsen måske skulle betyde, at man godt måtte svindle lidt, hvis det bare tjente ”Guds Riges sag”, som man siger!

 

Det kan altså stå sløjt til såvel med den humoristiske sans som med intelligensen og den almindelige dømmekraft!

 

Og det er jo ikke så godt, for de fire evangelier er fulde af eksempel på, at humoren har været en integreret del af den måde, Jesus har talt til mennesker på.

 

Et af de mest kendte - men måske også mest misforståede - er optrinnet med spørgsmålet om skattens mønt, hvor det jo ender med, at Jesus siger: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”.

 

Her glemmer man som regel helt, at der - som det også så tit er tilfældet i evangelierne - er tale om slutreplikken i et optrin - og altså ikke om bare en almindelig læresætning fra Jesu side om forholdet mellem religion og politik! - Jesus har faktisk ikke udtalt ret mange læresætninger. Det meste af, hvad han har sagt, er sagt i konkrete - og ofte komplicerede situationer. Så allerede derfor kan man ikke bruge de fire evangelier som en slags køreplan eller facitliste.

 

Og hvad nu sætningen fra optrinnet om skattens mønt angår, så begynder det ydermere - som det igen så ofte er tilfældet - med, at der kommer nogen og vil lokke Jesus på glatis.

 

Israel er jo besat af romerne, indlemmet i det store romerske imperium. Hvilket betyder, at en stor del af den skat, der betales, går til den romerske stat. Og hvad værre er: De penge, skatten betales med, bærer en indskrift og et billede, der udtrykker, hvordan kejseren dyrkes som en afgud. Vederstyggeligt for en jøde!

 

Så derfor spørger Jesu modstandere, om han mener, det er tilladt at give kejseren skat eller ej. For at lokke ham i en fælde! Siger han nemlig, at det ikke er tilladt, er han en farlig oprører, som romerne vil gøre det af med, og siger han, at det er tilladt, har han gjort sig umulig i jødernes øjne.

 

Men Jesus redder sig ud af situationen på en virkelig smart måde. Han siger nemlig til dem, der har spurgt ham: Vis mig en af de mønter, skatten betales med! - Og så er de så dumme, at de griber ned i lommen og trækker en romersk denar frem - med kejserens billede og afgudsindskrift på!

 

Hvor det Jesus slutter med at sige, så i virkeligheden kommer til at betyde:

 

Jamen når I allerede går rundt med besættelsesmagtens afguds-penge i jeres lommer, så har I jo ikke noget at spørge om. Så betal dog den skat. Indrøm, at I bøjer nakken for magten. Hvilket imidlertid ikke betyder, at I ikke stadigvæk i eet og alt hører Gud til og skal stå ham til regnskab for alt.

 

Det er det, det betyder, når Jesus siger: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”. Og det er således ikke en læresætning om forholdet mellem kristendom  og politik. Og da slet ikke en læresætning om, at der skulle være et politisk område, hvor man ikke er lige så totalt ansvarlig over for Gud som på alle andre områder.

 

Så vidt denne sidebelysning af evangeliet til i dag. Som jo dog heller ikke er mere side-belysning, end at det gælder i begge sammenhænge, at der naturligvis ikke er områder, hvor man ikke er totalt ansvarlig over for Gud.

 

Men det afgørende er, at der i begge tilfælde er tale om eksempler på Jesu helt bogstavelig talt guddommelige humor.

 

I optrinnet med skattens mønt tager Jesus simpelt hen fusen på sine snu modstandere.

 

I evangeliet til i dag er det på en anden måde. Her er der ikke noget optrin, som udløser det, Jesus siger. Medmindre vi går helt tilbage til begyndelsen af det forudgående kapitel, hvor Jesu modstandere udtrykker deres forargelse over, at Jesus ”tager imod toldere og syndere og spiser sammen med dem”.

 

For så kan man sige, at fællesnævneren er, at hvis man er - eller gerne vil være på den rigtige side i forholdet til Gud - så skal man også opføre sig på den rigtig rigtige måde - og ikke bare den, man selv - eller måske de fleste - selv mener eller tror er den rigtige måde!

 

Til dem, der blev så forargede over, at han tog imod nemlig de kendte lignelser om det mistede får, den tabte mønt og den fortabte søn. For det rigtig rigtige er jo at glæde sig, når noget, der er gået tabt, bliver fundet igen og kommer tilbage i sin rette plads.

 

Og derefter følger vores lignelse til i dag: Lignelsen om den uærlige godsforvalter.

 

Og det er klart, at også den handler om, hvordan man skal opføre sig, når man er på den rigtige side. Og her er det altså, for så vidt angår den måde, man omgås pengene på.

 

Men det er alligevel mærkeligt, at Jesus bruger Lignelsen om den uærlige godsforvalter som en vigtig del af hele denne sammenhæng.

 

Og vi forstår det altså først, når vi indser, at vor Herre Jesus er humorist i den helt store stil, ja, i allerbogstaveligste forstand benytter sig af en guddommelig humor!

 

Måske et andet sidebelysnings-eksempel kan hjælpe.

 

Det er i den store film om general Patton. Der hvor han lige har overtaget kommandoen over en enhed, som ikke har det alt for godt med disciplin og moral. Inde i hovedkvarteret er han ved at falde over en soldat, der ligger på tværs af en af gangene. Og han siger til ham: ”Hvad laver De, soldat?”. - ”Jeg lå og sov, Sir!” - ”Bliv bare ved med det, for De er da den første, jeg har mødt i det her hovedkvarter, der har vidst, hvad han foretog sig!”.

 

Nøglepunktet i Lignelsen om den uærlige godsforvalter er jo sætningen:

 

For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør.

 

Og her overgår Jesus jo langt general Patton i det, han sagde til den sovende soldat! Jesus fører det med at opføre sig rigtigt i forhold til den sammenhæng, man er i, helt ud i den yderste absurditet!

 

Vi må jo forestille os, at denne godsforvalter på forhånd har været en svindler, at det altså ikke bare er almindelig dårlig ledelse, han har gjort sig skyldig i, men at han også har brugt af godsets penge til sine egne formål og fornøjelser.

 

Men da han så skal gøre regnskabet op i forbindelse med sin fratræden - og mærkeligt nok ikke har haft nogen til at overvåge det - udnytter han denne sidste mulighed for at disponere over godsets penge til at købe sig venner, der kan sikre hans levefod. Der ligger jo ligefrem det i det, at godsforvalteren ved denne sidste kæmpe-svindel ligesom deponerer de pågældende værdier hos de pågældende skyldnere.

 

Og læg mærke til endnu en ting: Han har jo en klemme på dem! De har faktisk selv udført forfalskningerne af gældsbrevene!

 

Den afskedigede godsforvalter og skyldnerne er bundet sammen i et svindelens og korruptionens fællesskab.

 

Det er helt vildt, at vor Herre Jesus har brugt sådan et eksempel! Men han har jo gjort det med en helt bevidst hensigt. For jo mere grotesk ud i svindelens og korruptionens fællesskab denne lignelse har ført os, jo hårdere bliver vi ramt af den helt afsluttende pointe, som jo er, at når selv sådan en korrupt svindler kan finde ud af at opføre sig på den måde, der passer til HANS verden, så er det pinligt, at vi, som er Jesu disciple og dermed lysets børn ikke har lige så let ved at opføre os på den måde, der svarer til den verden, vi gennem tilhørsforholdet til ham er sat ind i!

 

Og vi kan sammenholde dette med det, vi hørte i epistellæsningen fra alteret, om at

 

Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden.

 

Fællesskabet med Gud i Hans lys, det er det fællesskab, vi blev sat ind i ved vor dåb. Og når sådan en korrupt svindler som ham godsforvalteren, vi hørte om i evangeliet, kan finde ud af at gøre de ting, der passer til hans dårlige fællesskab, så skulle vi jo også kunne finde ud af at gøre de ting, der passer til det gode fællesskab, vi står i. Altså fx i den måde, hvorpå vi bruger de penge, vi har fået i denne verdens på mange måder ret mudrede sammenhænge.

 

Men så endnu en ting: Dette er ikke bare en kold formaning eller et tungt krav. Læg mærke til den sætning, jeg ikke havde med i det, jeg før citerede fra epistlen:

 

- og Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd.

 

Og epistelens slutning:

 

Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er sonoffer for vore synder ...

 

Sådan er det i det lysets rige, vi ved vor dåb er blevet sat ind i. Her er lys og varme og kærlighed det første og det sidste. Og så er det ikke et truende krav, men en simpel følge, at vi - både med vore penge og på alle andre måder - skal optræde på en tilsvarende måde.

 

Det er det, den helt vilde lignelse om den uærlige godsforvalter - på sin helt groteske måde - skal hjælpe os til at se!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

- - -

 

I kirkebønnens kirke-afsnit:

Vi beder for vor egen afdeling af Kirken, Den Danske Folkekirke, og ganske særligt for menighederne ovre i Døllefjelde-Musse-Herritslev, og for deres nye præst Stine Rugaard Sylvest: Vær hos dem med dit lys og din kraft!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

17. søndag efter trinitatis (A) - 12. oktober 2003

 

Højmesse i Birket Kirke

 

DDS 1953: 251 - [12] - 1 -///- 540 - 458

 

Sl. 19,2-7. - Ef. 4,1-6. - Luk. 14,1-11

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi vi kan samles omkring dit Sandhedens og Livets og Frihedens ord!

Lad det virke i os - til liv og frihed og sand glæde for både os selv og de mennesker, vi har med at gøre.

Ved Jesus Kristus din Søn, vor Bror og Herre.

Amen.

 

 

Jeg havde ikke set ret meget på stykket fra Lukasevangeliet her til i dag, før jeg begyndte at se og høre vore dages farisæere for mig!

 

Og det var altså ikke folk fra kirkelige kredse, jeg dér så og hørte!

 

For selv om der stadigvæk kan findes eksempler på ”farisæisk optræden” inden for såkaldt kirkelige kredse, så er det jo i hvert fald ikke på den måde, man i dag opnår de ting, farisæerne på Jesu tid prøvede at opnå.

 

Nej, vil man opnå højstatus i det moderne samfund, så er det tidsåndens humanisme og moralisme, man skal føre sig frem med. Så skal man kunne alle de rigtige, fint og sødt klingende ord - samtidig med, at man fordømmer alle de onde og dumme og tilbagestående folk, der sidder fast i de forkerte og gammeldags meninger og holdninger.

 

Vi kan også se disse nymoralister for os når vi hører den store veråbs-tale i Matthæusevangeliets 23. kapitel.

 

Godt nok anerkender Jesus at, der selvfølgelig er noget rigtigt i, hvad farisæerne siger: ”Alt det, de siger til jer, skal I [...] gøre og overholde”. Men - fortsætter han så:

 

I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger. De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker [...]; de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi (Matt. 23,3-7 - mine fremhævelser).

 

Jeg vil ikke prøve at overføre dette led for led på den aktuelle danske virkelighed. I kan jo hver især prøve at se og høre det for jer. Hvorved I så også kommer til at se alle de mange nuancer og overraskende sammenhænge, der er. Hvad der jo også var dengang!

 

Det får vi i øvrigt også allerede et fingerpeg om straks i begyndelsen af evangeliet til i dag! For her skal vi lægge mærke til, at situationen faktisk er den, at Jesus er ”kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere”! Jesus kan altså godt tale med de allerhårdeste ord om de værste repræsentanter for det farisæiske parti - og mod de værste tendenser i farisæismen. Men når en af dem inviterer ham til middag, så kommer han.

 

Vi skal i den forbindelse huske på, at der jo også var mange i den farisæiske gruppering, der af et ærligt og fromt hjerte prøvede at leve op til de regler, man havde fået opstillet. Ja, der var mange af dem, der endte med at blive Jesu disciple, altså det, der senere blev kaldt ”kristne”. - Og tilsvarende forhold gør sig gældende blandt de moderne farisæere, jeg her prøver at hænge ud!

 

Men så var der altså også nogle af dem, der var med til dette middagsselskab, der ”sad og holdt øje med [Jesus]”. Her som i så mange andre tilfælde, har de udelukkende været optaget af, om han kunne komme til at blamere sig - eller om de selv kunne få ham lokket på glatis - så de kunne få fred for den kritik af hele deres selvretfærdighedssystem, han var kommet med.

 

Og da så den syge mand pludselig stod der, gik Jesus - som også så ofte før - til modangreb, kom dem i forkøbet, idet han spurgte: ”Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?”.

 

Hvor vi så ganske særligt skal lægge mærke til de lurende farisæeres reaktion på dette spørgsmål: ”Men de sagde ingenting”!

 

Denne reaktion har efter min bedste overbevisning også klare paralleller i den aktuelle situation, hvor vi ser mange eksempler på, at de, der ellers har haft travlt med at føre sig frem og sole sig i de rigtige meninger, bare klapper i, når enten argumenter eller fakta trænger dem op i en krog.

 

Navnlig blandt de mindre ånder er der meget ”Pinafore-admiral” i vore dages farisæere. Man vil godt sole sig i det gode selskab. Men så snart vinden begynder at blæse en anden vej, holder man lav profil.

 

Men lad det nu være nok med disse aktualiserende hentydninger. For een ting er, at der også i kirkelige kredse er stærkt delte meninger om mange af tidens moralske spørgsmål (også her vil mange gerne være i overensstemmelse med tidsånden), en anden ting er, at selv om alle vi, der er samlet her i dag, skulle være enige, så har vi ikke godt af, at der bliver kørt videre i dette spor. Det er farligt at have ret. Og farligt at være enige. Jo mere ret man har, og jo mere enige man er, jo mere risikerer man at falde i en ny farisæistisk grøft!

 

Og vi skal huske på det fortegn, indgangsbønnen satte for vort samvær her. Det er jo ikke for at høre om alt det, der er i vejen med de andre, vi er kommet sammen, men for - hver især - at høre, hvad Gud vil tale til mig!

 

Og Guds tiltale til ”mig” er selvfølgelig først og fremmest en forkyndelse af frihed fra enhver form for moralistisk tyranni. Hvor der jo vel at mærke - som vi også hørte Jesus sige det i citatet fra Matthæusevangeliet lige før - er tale om et tyranni, der fungerer, fordi det bygger på nogle ting, der i grunden og i sig selv er sande og gode! - Som det jo i det hele taget gælder: Til enhver ordentlig løgn hører en vis portion sandhed!

 

For fra begyndelsen af er hviledagsbudet jo mere end godt nok. Og det gælder altså også vores kristne søndag. Det vil være helt forket at slutte fra, at når Jesus gjorde ret i at helbrede den vattersottige mand, som her havde fået en enestående chance for at blive helbredt, eller fra, at når vi selvfølgelig skal redde et barn eller et dyr op af brønden selv om det er søndag - eller gøre andre tilsvarende ting - og så til, at det kan være lige meget, om vi bare lader alle dage være ens, så vi fx går rundt i vort arbejdstøj om søndagen og går og roder og larmer med alt muligt.

 

Nej, vi skal selvfølgelig, så vidt overhovedet muligt lade vort arbejde hvile og gå til gudstjeneste - og så ellers i det hele taget lade søndagen, Herrens opstandelses dag, være anderledes end de andre dage, så vi ikke bare hviler os og fejrer gudstjeneste, men også sørger for at leve i en helt anden og langt større opladthed for livet, end når vi bare koncentrerer os om vort arbejde. Det være sig, når vi kommer hjem til søndagsfrokosten efter gudstjeneste. Eller når vi går en dejlig tur i skoven om eftermiddagen. Eller når vi læser en god bog eller ser en god film om aftenen. Eller hvad det nu kan være, der gør vort liv større og fyldigere.

 

Der er rent ud sagt stor teologi i det at holde hviledagen hellig! Det er helt grundlæggende et kæmpe tegn på, at vi og hele vort liv er Guds gave og tilhører ham. Hvad der vel at mærke intet undertrykkende er i! Netop i forholdet til Ham, der er vort livs Giver og Herre, er der helt bogstavelig talt alt at vinde og intet at tabe!

 

Og så er sabbatsbudet jo også verdenshistoriens allerførste arbejdsmiljø-lovparagraf!

 

Men netop heri ligger jo, at sabbatten, som Jesus selv har udtrykt det, er til for menneskets og livets skyld, og altså allerdybest set for det gudsforholds skyld, som vi står i og lever vort liv i - og ikke for selvhævdende moralisters skyld.

 

Enhver, der holder sig disse store og grundlæggende forhold for øje, vil udmærket vide, hvordan han skal optræde i en given situation.

 

Evangeliet til i dag er altså i denne forstand et virkeligt evangelium, et virkeligt glædesbudskab, et virkeligt friheds-budskab til os.

 

Og det gælder også den anden halvdel. For den er jo ikke bare en almindelig påmindelse om, at det er klogt at føre sig lidt forsigtigt frem, når man ankommer til en fest.

 

Og det er heller ikke bare en ny afsløring af og advarsel til farisæerne. Selv om kampen om de øverste pladser ved bordet naturligvis her skal ses i sammenhæng med den adfærd, farisæerne udviste, da de sad og lurede på, om Jesus ville blamere sig - og med hele deres trang til at vise sig som de bedste.

 

Det er heller ikke bare en advarsel til os om, ikke selv at komme til at ligne både den tids og vor tids farisæere - i en uendelig spiral af selvretfærdighed på selvretfærdighed. Hvad det ganske vist selvfølgelig også er.

 

Endelig er der heller ikke tale om en slags magt-spil fra Guds side - som om Gud skulle sidde oppe i Himlen og nyde, hvordan vi stakkels små mennesker ydmyger os for ham, ja, skulle sidde og nyde, hvordan han i sin store almagt kan bytte om på rollerne så de første bliver de sidste og de sidste de første.

 

Nej, allerdybest set er der jo tale om endnu et udtryk for den store befrielses- og livs-tiltale, Jesus kommer med til os.

 

Det allerdybeste lag i det glædesbudskab, vi i dag er samlet om, er, at det, der godt kan kaldes at ydmyge sig under Guds magt, det slet ikke er, hvad man ellers forstår ved at ydmyge sig; det er tværtimod at dykke så dybt ned i livet, at det kommer til at rejse sig for os i sin fulde herlighed. Sådan som vi også netop skal synge i salmen om lidt!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

- - -   - - -   - - -

 

 

Efter kirkebønnen:

 

Her efter prædikenen og kirkebønnen kan jeg ikke lade være at komme med nogle mere personlige bemærkninger.

 

Jeg vil udtrykke min store glæde over at have fået mulighed for at fungere som præst ved denne gudstjeneste her i Birket Kirke! Oven i købet med min kone Anna ved orglet. Det er første gang, vi har fungeret sammen ved en gudstjeneste, siden vor afskedsgudstjeneste i Døllefjelde Kirke 3. søndag efter påske, den 11. maj i år.

 

Men vi har jo begge spillet til gudstjeneste her i kirken nogle gange i denne sommer. Og vi har været glade for at komme her. Og altså for at arbejde og være sammen med de mennesker, der er her nu. Hvilket også gælder pastor Kirsten Christensen, som vi har været glade for at være til gudstjeneste hos. - [Her på denne underside: Sognepræst Kirsten Christensen var gået på pension i september 2003].

 

Men det sætter jo unægtelig også tingene i et særligt perspektiv, at jeg helt tilbage o. 1970 var ansat et halvt års tid som organist her! Det var i pastor Mosbirchs tid.

 

Dette kunne jeg ikke lade være at sige. Og jeg håber, I andre også kan se perspektiverne i det. Tak for samværet!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

18. søndag efter trinitatis (A) - 19. oktober 2003

 

Froprædiken i Torslunde Kirke (kirken i mit nye bopælssogn). Højmesse i Krønge Kirke. (Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat, Maribo Domprovsti).

 

DDS 1953: 446  - [3 v 8-10] - 1 (261) -///- 46 - e. nadver: 432 - 222

 

Es. 40,18-25. - 1. Kor. 1,4-8. - Matt. 22,34-46.

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har sat Jesus ind i verden til os som vor Bror og Herre!

Hjælp os ved din Ånds nærvær og kraft til at se og høre magten i Hans sandhed og til at have vort livs håb i ham, nu og altid.

Amen.

 

 

I søndags var det kun farisæerne, vi hørte om. I dag hører vi også om det andet toneangivende parti i Israel på Jesu tid: saddukæerne!

 

Og se, nu fungerede jeg tilfældigvis også som præst i søndags - selv om det var helt henne i Birket. Og allerede medens jeg sad og læste på teksterne til den gudstjeneste, gik det hverken værre eller bedre, end at jeg kom til at se vor tids ”humanister” og ”ny-moralister” for mig som vor tids farisæere. Hvor lighedspunktet jo altså er, at man sætter sin lid til sin egen godhed og korrekthed, til efterlevelsen af de regler, der efterhånden er blevet dannet. Og hvor et andet lighedspunkt er, at man ser ned på de stakkels dumme og tilbagestående mennesker, der ikke er i stand til at leve op til disse høje krav.

 

Ja, jeg ved godt, det lyder ondskabsfuldt. Og sådan er det også ment! Men jeg kan berolige jer med, at jeg tog højde for både de nuancer, der var dengang - og som der er nu! - Idet jeg samtidig må hævde min ret til som kristen prædikant og teolog at tale kritisk imod den til enhver tid herskende selvretfærdighed, både inden for og uden for kirken! Den kristne forkyndelse har også både ret og pligt til at være en kritisk faktor i samfundet overhovedet.

 

Men i søndags pegede jeg altså også på, hvordan Jesus pdes. faktisk bogstavelig talt kunne fordømme farisæerne lige lukt ned i Helvede - Mt. 23,33! - men jo pdas. netop i evangeliet til i søndags faktisk var gæst ved et middagsselskab hos en af de ledende farisæere.

 

Ja, jeg pegede på, at der både dengang og nu var og er farisæere/humanister, som af et fromt og oprigtigt hjerte prøvede og prøver at efterleve reglerne. Ligesom jeg pegede på, at der faktisk var mange af den tids farisæere, der endte som disciple af Jesus, eller altså med andre ord blev kristne - som det senere kom til at hedde. Den berømteste af dem er apostelen Paulus! Hvilket sidste der naturligvis også vil kunne findes eksempler på i vor tid.

 

Det er nemlig en gammel erfaring, at netop mennesker, der virkelig alvorligt og oprigtigt har forsøgt at opnå frelsen ad lovens og gerningernes vej, er nogle af de første til at modtage den kristne frihed. Vi har allerede nævnt Paulus.

 

Vi kunne også nævne Martin Luther, den vel mest seriøse katolske munk i sin tid, der under sin klosterkamp tyede hen til det evangelium, der altså trods alt stadig var til stede, også i denne mørke periode af Vestkirkens historie.

 

Og vi kunne nævne erfaringerne fra buddhistmissionen, hvor man også fortæller om, at det netop er nogle af dem, der mest seriøst prøver selvforløsningens vej ud af denne verdens bedrageriske mølle, der til sidst viser sig mest åbne for det kristne evangelium. Korset i lotusblomsten!

 

-

 

Men i søndags måtte vi altså savne det andet toneangivende parti på Jesu tid. Som vi til gengæld hører om her i dag: saddukæerne!

 

Evangeliet til i dag begynder udtrykkeligt med en henvisning til, at ”Jesus havde lukket munden på saddukæerne”!

 

Og nu er det aldrig til at foretage sådan nogle sammenligninger og aktualiseringer 100%. Men hvis jeg igen skal være lidt grov - både for så vidt angår de historiske forhold og visse nulevende samfundsgrupper - så kan man sige, at selv om det efterhånden jo også er ved at være en noget slidt henvisning, så kan vi som vore dages saddukæere pege på sådan nogle som dem, der bor i Taarbæk og er glade for at høre den stedlige sognepræsts moderne forkyndelse uden tro på opstandelsen! (Hvis det nu ellers er så enkelt, det forholder sig med forkyndelsen deroppe). Man kan også sige, at hvis farisæerne er de gode og rigtige, så er saddukæere de fine og rige!

 

Og i den henvisning, vi har her i begyndelsen af evangeliet til i dag, er det netop de fine saddukæeres mislykkede forsøg på at sætte Jesus til vægs mht. spørgsmålet om opstandelsen, der er tale om.

 

Det er det kendte sted, hvor disse fine mennesker under opbydelsen af al deres tankesnilde spørger Jesus, hvordan det skal gå, når en kvinde, der efter svogerægteskabets regler har nået at blive gift med i alt syv brødre - ”Hvem af de syv skal være gift med hende i opstandelsen?

 

Men det svar, Jesus giver på netop dette spørgsmål, er et af de største og dejligste steder i evangelierne. Der er ikke nogen mod-finte i det. Hvad Jesus jo ellers er en helt bogstavelig talt guddommelig mester i. Nej, her er det bogstavelig talt og i den alleryderste forstand livet om at gøre, så Jesus siger først til dem, at når de kan spørge sådan, så er de ”helt på vildspor”, så kender de ”hverken Skrifterne eller Guds magt”.

 

Og han afviser selve skoledrengelogikken i deres frække spørgsmål ved at sige, at i opstandelsen er man ”som engle i himlen”.

 

Men så tilføjer han:

 

Og om de dødes opstandelse, har I så ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, der siger: »Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud«? Han er ikke Gud for døde, men for levende.

 

Dette er en meget vigtig og meget dejlig tilføjelse. For ligesom Jesus først kunne bruge billedet af englene i Himlen i sin afvisning af saddukæernes spørgsmål, således knytter han her opstandelseslivet sammen med det meget jordiske og meget virkelige liv, disse gamle patriarker har levet - omgivet af deres kameler og får osv. Det evige liv - eller Livet med stort L - er det liv, Gud er Gud for og giver af, både her og nu og engang i Hans rige!

 

Men da nu saddukæerne er kommet til kort, så prøver farisæerne igen (her i Matthæusevangeliet var det spørgsmålet om skat til kejseren, de sidst havde forsøgt sig med). Og der står udtrykkeligt, at den lovkyndige, der nu forsøger sig, stillede sit spørgsmål for at sætte Jesus på prøve. Idet meningen jo selvfølgelig er, at enten vil Jesus sige, at han ikke kan sige, hvilket bud i loven der er det største, eller også vil han nævne eet - hvorefter man vil kunne bebrejde ham, at han har valgt netop det.

 

Og igen hører vi et eksempel på, hvordan Jesus ikke bare langt overgår sine modstandere i den teologiske polemiks kunst, men gør det på en måde, der rummer et stort positivt indhold. Vel at mærke på den måde, at han udelukkende holder sig til, hvad der allerede står skrevet i jødernes Hellige Skrift, altså i den skriftsamling, vi kristne nu kalder Det gamle Testamente.

 

Og understregningen af dette er ganske særlig vigtig, når vi, som her i dag, prøver at aktualisere tingene. For det er jo karakteristisk for vore dages fromme og fine, at de erklærer sig som meget store tilhængere af netop den ene halvdel af det store dobbeltbud, Jesus nævner, altså næstekærlighedsbudet. Det er det, kristendommen går ud på, siger de. Og så er det jo godt af få slået fast, at dette bud altså allerede findes i Det gamle Testamente! Hvilket vil sige, at så må det trods alt være noget andet, der er det helt særlige ved kristendommen!

 

Første halvdel af det dobbelte kærlighedsbud finder vi allerede i 5. Mosebog, kapitel 6, vers 4-5 - og det er faktisk begyndelsen af den jødiske ”trosbekendelse” hvor det lyder:

 

Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.

 

Og anden del skal vi ganske vist til 3. Mosebog, kapitel 19, vers 18 for at finde, men her står der:

 

Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!

 

Men helt ærligt: Vi kan jo alle sammen godt høre, at det dobbelte kærlighedsbud - og især næstekærlighedsbudet - alligevel er noget nyt og større hos Jesus. Det kan altså ikke være et anliggende for den kristne forkyndelse at trække noget fra her. Tværtimod!

 

Alligevel viser Jesus os derefter, hvad det helt grundlæggende drejer sig om, nemlig i det mod-spørgsmål, han stiller. Og det kan vi godt høre som stillet til både farisæere og saddukæere, både de gode og de fine, både de rigtige og de rige:

 

Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?

 

Hvilket ikke skal forstås som et tros-forhør i plat forstand - sådan som bla. nogle af reaktionerne i Taarbæk-præstesagen har haft karakter af det.

 

Nej, i den kristne forkyndelse skal der hverken trues - eller lokkes eller lefles. Tværtimod er det et af de områder, hvor selvansvarlighedsprincippet er allervigtigst.

 

Lad derfor også alle andre kappes om at få fat i folks sjæle og penge, så det bliver desto tydeligere, at i og omkring Den Kristne Kirke er det sandheden og ærligheden og redeligheden - og FRIHEDEN! - der hersker.

 

Men når der således er renset et sandhedens og ærligheden-og-redelighedens og frihedens rum omkring den kristne forkyndelse, så må der også i dag stilles det spørgsmål til både de gode og de fine mennesker, hvordan de forholder sig til spørgsmålet om, hvis søn Jesus er. Hvilket nemlig er en anden måde at spørge på, hvordan de vurderer deres muligheder for at klare både livet og døden, hvis Jesus ikke er Guds Søn, eller altså den store Grund-Magts helt enestående ”repræsentant” her i verden.

 

For det er altså ikke et spørgsmål om gammelt eller moderne verdensbillede og alt, hvad man ellers siger. Troen på Jesus som Guds Søn er ikke bundet til noget bestemt verdensbillede. Vi kan gøre os alle mulige forestillinger i den forbindelse. Ligesom vi også er fritaget for, absolut at skulle gøre os ”forestillinger”.

 

Det store afgørende spørgsmål er, om vi mennesker mener, vi er overladt til os selv i en virkelighed, der grundlæggende kun består af, hvad fysikken kan beskrive, og så ellers mener, vi kan klare os ved at være enten gode og rigtige, eller fine og rige. Eller om vi i det mindste gerne vil prøve at tage imod det håb, Jesus rejser for os.

 

Og jeg gentager, at det at prøve at tage imod det håb, Jesus rejser for os, ikke er bundet til nogen som helst ”verdensbilleder” eller den slags.

 

Det afgørende er, at pdes. har vi hele vor virkelighed som mennesker her i verden, og pdas. har vi hele den virkelighed, Jesus er kommet med, og som altså bla. består af sådan en beretning som den, vi er samlet om her i dag. Og så må det dybt i vort hjerte afgøres, om ikke Jesu virkelighed er den virkelighed, der godtgør sig som på een gang repræsenterende den allerdybeste grund under alt, hvad vi på forhånd kender som liv og sandhed og kærlighed, og som håbet og frelsen for alt dette.

 

Der er ikke nogen magt, der kan afgøre dette. Kun i hjertets frie afgørelse kan det ske. Men jeg vil godt tillade mig at sige, at det efter min bedste overbevisning kraftigt kan anbefales!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

18. søndag e. trinitatis (A). 7. oktober 2007

 

Eftermiddagsgudstjeneste kl. 14. Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti.

 

Se bemærkningerne og henvisningen ved prædikenen til 7. søndag efter trinitatis 2007, hvoraf det fremgår, at den nye sognepræst i Landet-Ryde Lisbeth Sinnet Froholdt blev indsat i embedet 9. søndag efter trinitatis, den 5. august 2007. - Men som det ses her, fortsatte min tilknytning til dette pastorat. Først og fremmest derved, at min kone Anna Christensen var blevet ansat som organist dér pr. 1. juni 2007, så at jeg levede mit gudstjenesteliv i disse kirker, når jeg ikke fungerede som organist eller præst andre steder - eller måske gik i en af vort eget pastorats kirker (Fugle-Krønge-Torslunde, Maribo Domprovsti). Men altså også derved, at jeg ved enkelte lejligheder fungerede som præst. Jeg kom også lejlighedsvis til at fungere som organist, hvis fx Anna var syg, ligesom jeg, nogle gange kom til at fungere som kirkesanger.

 

 

DDS 2003: 505 – DÅB - 303 -///- 54 – 355

 

Es. 40,18-25. - 1. Kor. 1,4-8. - Matt. 22,34-46

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du i Jesus har givet os et håb, der er større end alt, hvad vi selv kan gøre os håb om!

Hjælp os ved din Ånds nærvær og kraft til at gribe dette håb og leve i det alle vore dage, indtil vi ser dets opfyldelse i dit Rige ude bag tidens og verdens ende!

Amen.

 

 

Det, vi hører her, foregår i en ekstremt tilspidset situation. Vi er i området ved Jerusalems tempel i dagene mellem palmesøndag og skærtorsdag, dvs. mellem Jesu mærkelige triumf-indtog i Jerusalem og hans arrestation.

 

Og der er sket meget, siden Jesus red ind i byen på sit æsel: Jesus har været i skarpe ordvekslinger med folkets religiøse ledere. Og folk fra de forskellige magtinstanser og toneangivende grupperinger har gjort alt, hvad de kunne - og turde - for at få Jesus bragt til tavshed. Men det var begrænset, hvad de turde, for ”de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet” (Matt. 21,46).

 

I første halvdel af evangeliet til i dag hører vi om det sidste forsøg fra modstandernes side på at fange Jesus i ord, altså ved et snedigt spørgsmål, som ville bringe ham i vanskeligheder, lige meget hvad han svarede.

 

Men for rigtig at forstå karakteren af det må vi gå lidt tilbage i teksten. Hvad vi også bliver tilskyndet til ved den måde evangeliet til i dag begynder på:

 

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de ...

 

Og vi kan med fordel gå tilbage til det første af de tre forsøg på at fange Jesus i ord, der er tale om i dette forløb.

 

Det er den ikke mindst her i vor tid berømte - men også misforståede og misbrugte - ordveksling, hvor Jesu modstandere stillede ham spørgsmålet om skat til kejseren, altså den romerske imperie- og besættelsesmagt. For hvis han svarede, at det måtte man godt, så ville han jo komme til at stå som en landsforræder, der støttede besættelsesmagten, og hvis han svarede nej, ville han komme til at stå som en oprører, der opfordrede til skattenægtelse.

 

Men det blev jo Jesus, der fik lokket disse onde og dumme provokatører i en fælde, idet han bad dem vise ham et eksemplar af den valuta, de betalte skatten i, og de så var dumme nok til at trække en romersk denar-mønt op af lommen, ja, til, udtrykkeligt at oplyse, at det var kejserens afguds-billede og afguds-indskrift, der var på denne mønt. Hvilket jo betød, at de allerede havde bøjet sig under den hedenske besættelsesmagts krav, så at deres lumske spørgsmål dermed var blevet afsløret som fuldstændig uoprigtigt. Og det var på dette grundlag, Jesus nu kunne sige de berømte, men altså desværre så misforståede og misbrugte ord: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! (Matt 22,21)".

 

For det er jo ikke en lære om forholdet mellem religion og politik, Jesus her fremfører. Jesus fremfører sådan set aldrig en ”lære” om noget som helst. Nej, det er et genialt mod-træk mod dem, der prøvede at lokke ham på glatis. Hvor den dybt alvorlige mening jo er, at lige meget hvor meget man kan se sig nødsaget til at gå på kompromis i denne magtens verden, så vil det altid være Gud, man står til ansvar over for som den allerøverste instans.

 

Men så er der nogle af Jesu andre modstandere, der prøver at få ham sat til vægs i en ordstrid, nemlig nogle af de såkaldte saddukæere. Og det er dette optrin, der bliver henvist til allerførst i evangeliet til i dag.

 

Saddukæerne, det var den tids elite. Egentlig tilhørte de præstearistokratiet, men i tidens løb var de blevet verdsliggjort, så de mest interesserede sig for politik, penge og den græsk-romerske verdenskultur. Og den religiøsitet, de havde bevaret, svarede dertil. De troede fx ikke på legemets opstandelse.

 

Og nu stillede disse saddukæerne Jesus et tåbeligt spørgsmål om, hvem en kvinde, der var blevet enke seks gange og hver gang havde giftet sig igen, skulle være gift med i opstandelsen. Men Jesus svarede:

 

I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt. I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen. Og om de dødes opstandelse, har I så ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, der siger: "Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud"? Han er ikke Gud for døde, men for levende (Matt 22,29-32).

 

Herefter følger evangeliet til i dag. Og de farisæere, der nu samles om Jesus, det er altså de frommes parti, de meget stærkt og korrekt troende, meget ivrige efter at overholde ikke bare de ti bud, men også alle de flere hundrede andre bud og forordninger i Moseloven.

 

Og disse farisæeres lærde repræsentant prøver altså at bringe Jesus på glatis ved at få ham til at nævne eet af Moselovens mange bud som det største. For så vil man jo altid kunne bebrejde ham, at han ikke har nævnt et af de andre, som måske var endnu større.

 

Men igen viser Jesus, hvor overlegen han i enhver forstand er, altså ikke bare i betydningen "debat-smart", men virkelig stort forstået. For det svar, han giver, nemlig det, vi i dag kalder "det dobbelte kærlighedsbud", budet om kærlighed til Gud og medmennesket, det er så langt fra en "afparering" som noget kan være. Det dækker simpelt hen det hele. Og i den rigtige rækkefølge - Gud først og så medmennesket. Vel at mærke på den måde, at de to dele af budet ligestilles, så de ikke kan skilles fra hinanden: Vi kan ikke elske Gud uden om kærligheden til medmennesket. Men vi kan heller ikke elske medmennesket uden om kærligheden til Gud.

 

-

 

Det er slående, hvor meget disse forskellige former for modstand mod Jesus ligner dem, vi også møder i dag.

 

Men det, man til alle tider må forlange af dem, der vil diskutere de allerstørste spørgsmål i - og omkring! - Tilværelsen, det er jo for det første, at de spørgsmål, man stiller, skal være rene og oprigtige, og for det andet, at man skal stille dem i en helt ærlig og realistisk erkendelse af, hvad ens egen situation som menneske er.

 

Man skal fx ikke stille spørgsmål om døden og om opstandelsen, som om det var noget, man sådan kunne stå uden for det hele og tage en kølig drøftelse af. Det kan godt være, livet kun er en biologisk mekanik med indbygget selvdestruktion, og så ikke mere. Men så skal man virkelig se det i øjnene. Og være klar over, hvor meget denne mulighed skriger imod selve den måde, vi oplever og opfatter vort liv på.

 

Og så kan vi måske høre, hvor stort det er, hvad Jesus siger - allerede her før påske - nemlig at den Gud, jøderne og deres stamfædre har kendt helt tilbage fra Abraham af, og som har været Gud for dem gennem alle disse slægtled, "han er ikke Gud for døde, men for levende".

 

Jesus afstår også fra at komme med "en lære om opstandelsen”. Han konstaterer bare, at Gud er livets Gud, og at livet er Guds liv. Helt klart i denne verden. Men jo så også i det hele taget. Og så skal vi sådan set ikke spekulere mere over det - og da under ingen omstændigheder bruge dette det alleryderste spørgsmål i vore magtkampe mod hinanden!

 

Det afgørende er jo ikke, om vi kan forestille os den ene eller den anden "opstandelses-mekanik" eller gøre os den ene eller den anden slags forestillinger om "sjælens udødelighed". Det kommer vi under ingen omstændigheder nogen vegne med. Det afgørende er, om vi kan forbinde vor oplevelse af vort livs store og herlige kvalitet med en tro på Gud som dette vort livs Gud. I det hele taget!

 

Men i vor tid er der mange, der meget hellere vil diskutere "etik og moral", ofte under betegnelsen "næstekærlighed". Det har blandt andet den store fordel, at det handler om, hvad man selv kan gøre. Det giver sådan en dejlig følelse. Ja, man behøver måske ikke engang at gøre noget. Det er nok, bare at mene det rigtige. Som det er blevet sagt: De gamle farisæere, og mange andre efter dem, har dyrket gernings-retfærdigheden, men i vor tid er der mange, der nøjes med at dyrke menings-retfærdigheden!

 

-

 

Men så stiller Jesus et spørgsmål til de forsamlede farisæere: "Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?". Og når de besvarer dette spørgsmål ved at sige, at Kristus er kong Davids søn, så siger de dermed, at den Kristus, dvs. Messias eller frelser, de venter på, det bare skal være en ny kong David, en ny jødisk storkonge. Men det er en for lille forventning, et for lille håb. Allerede David kaldte jo den Frelser, Gud havde lovet sit folk, "min herre".

 

Det afgørende er igen ikke en "lære", altså hvad det sidste her angår, en lære om "Kristus", en "kristologi", som det hedder på teologisk. Det afgørende er, om man mener, man kan nøjes med at sætte sin lid til, hvad man selv kan gøre, eller til, hvad en ny konge eller et nyt politisk system kan gøre - eller om man er klar over, at det, der virkelig skal hjælpe en imod Synden og Døden og Djævelen, skal være større end kong David og større end selv den største og fineste livsforståelse.

 

Og vi kan jo høre af det, evangelisten Matthæus beretter, at der har været noget i Jesu person og måde at optræde på, der gang på gang har hensat tilhørerne i en tilstand, hvor de i det mindste har fornemmet, at i ham var dette Større til stede eller repræsenteret på en helt enestående måde.

 

Måske står Jesus over for vor tids spørgende mennesker på en måde, der meget ligner, den måde, han dengang stod over for menneskene på i Jerusalem.

 

Men han siger nok ikke: "Hvad mener I om Kristus?". Han siger nok snarere: Hvor langt går jeres længsel? Hvor højt rækker jeres håb? Hvor lidt vil I nøjes med?

 

Og der bliver nok heller ikke henvist til kong David. Det afgørende er, at livets virkelig store håb altid har været og altid vil være det håb, der rækker ud over denne tilværelse og dens muligheder, og at det er Jesu og kristendommens påstand, at det er i ham, dette håb er kommet til stede.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

19. søndag efter trinitatis (A). 18. oktober 2009

 

Aftengudstjeneste i Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti

 

 

DDS 2003: 498 - 608 -///- 489 - 510

 

Ef. 4,22-28 - Mark. 2,1-12

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du i Jesus heler det skår, der er gået i forholdet mellem os og dig, ja, det skår, der er gået i hele vor tilværelse!

Hjælp os i din Ånds nærvær og kraft til at trodse alt for at komme hen til ham og modtage livet nyt og helt af ham!

Amen.

 

 

Jesus er blevet døbt af Johannes, har sejret over Djævelen og hans fristelser og er gået i gang med sin gerning. Han har proklameret, at Guds Rige er kommet nær, og har opfordret folk til at omvende sig og tro på Evangeliet. Senest har han helbredt en spedalsk - som trods Jesu klare befaling er gået ud og har prædiket ordet ”vidt og bredt, så Jesus ikke længere kunne gå åbenlyst ind i nogen by, men måtte blive uden for på øde steder”. Men ”Alligevel blev folk ved med at komme til ham alle vegne fra” (Mk. 1,45).

 

Så nu har Jesus altså opgivet at gemme sig og er taget hjem(!) til Kapernaum for at prædike Evangeliet dér. Ja, det var rygtedes, at Jesus nu var ”hjemme”! - For på et tidspunkt havde Jesus jo forladt barndomsbyen Nazaret og bosat sig i Kapernaum (Mt. 4,13).

 

Men hvordan skal dette forstås? Jeg tror ikke, Jesus ligefrem har ejet et hus i Kapernaum! Han har jo selv sagt, at

 

Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved (Mt. 8,20).

 

Nej, vi skal nok forestille os, at Jesus har boet som gæst hos en - eller måske flere - af byens husejere. Men dermed har han jo så alligevel haft hjemme i denne by - hvis navn enten betyder profeten Nahums by eller ”trøstens by”. Hvis vi vil, kan vi forene disse betydninger i betydningen ”lykke for folket” - og altså se Jesus som den, der kommer med den sande og endelige lykke!

 

Men det vigtigste i dette er, at vi jo først og fremmest kender Jesus som den, der vandrede rundt fra sted til sted, ja, som den, der hverken havde hule eller rede. Desuden hører vi senere, at Jesu virksomhed i byen ikke har haft de store resultater, så at han i sit veråb over Galilæas byer faktisk siger, at den har fortjent at gå ad Helvede til (Mt. 11,23f).

 

Alt dette er vigtigt, når vi skal forstå, hvordan Guds magt i Jesus både dengang og lige siden har været til stede i verden. Men foreløbig flokkes folk altså om Jesus, så at det kan være næsten umuligt for dem, der har helt særligt brug for det, at komme i nærheden af ham.

 

De familiemedlemmer eller venner, der kommer med den lamme mand, må derfor ty til en fortvivlet, men jo også resolut fremgangsmåde, nemlig at lave et hul i taget og sænke båren med den lamme ned foran Jesus - måske lige midt i hans prædiken.

 

Meget tyder på, at det var det hus, Jesus boede i, der blev udsat for dette. Og så er dette jo et eksempel på, at det kan have sine omkostninger at huse Jesus ...

 

Men for Jesus er det disse fortvivlede, men resolutte menneskers tro, der er det afgørende. Tro er altså ikke først og fremmest noget med de rigtige meninger og tanker eller den rette lære, men bare simpelt hen det, at man i sin nød og fortvivlelse trodser alt for at komme hen til Jesus.

 

Men så tager handlingen unægtelig en overraskende vending! Jesus ser ganske vist den lammes og hans hjælperes tro - og afbryder måske sin prædiken for at tage sig af dem. Men han gør det ved at sige: ”Søn, dine synder tilgives dig”! - Det svarer mere eller mindre til anekdoten om feltpræsten, der ude på slagmarken sagde til den hårdt sårede soldat: ”Hvad skriger du for? Du har jo dine synders forladelse!”.

 

Og vi kan også tænke på den megen kritik, der i vor tid er af talen om synd i den kristne forkyndelse. Der er åbenbart en del mennesker, der meget vil have sig frabedt, overhovedet at høre ordet synd.

 

Her må vi imidlertid stille os selv det spørgsmål, om vor egen villighed til at høre talen om synd og til at sige, vi indrømmer og bekender, vi er syndere, om det bare skyldes, at det hele er ”lære” eller teori for os, så det ikke reelt kommer til at gøre ondt.

 

Men vi skal heller ikke misforstå det hele! Den kristne tale om synden er jo ikke en tale, hvormed Gud vil holde os mennesker nede i en slags sadistisk undertrykkelse. Og endnu mindre er den en tale, hvormed vi kan prøve at holde de andre nede i undertrykkelse - og hæve os selv op på en høj piedestal. Hvis det er det, man ikke vil udsættes for, har man jo faktisk både ret og pligt til at holde sig langt væk!

 

Nej, den sande tale om synden - og dermed synderne - skal selvfølgelig allerførst være en åben og ærlig og solidarisk - og magtfri! - tale, hvor den eller de, der taler, virkelig selv er med inde under det, der bliver sagt. Og det kan talen om synden for det andet virkelig være, når den af os alle bliver forstået som talen om et stort fælles grund-vilkår, en stor fælles ulykke, der er så stor, at det er umuligt at beskæftige sig med den i form af simple moralske regnskaber, det være sig i forhold til Gud eller i forhold til hinanden. Nej, hvad synden angår, må også vi simpelt hen lade os hejse ned gennem taget og ned for fødderne af Jesus!

 

For synden som grundvilkår er en del af vort grundvilkår overhovedet, ja, den er det allerdybeste grundvilkår. Alle de andre ting, der er ”synd for os”(!), skyldes jo det forhold, at der ved syndefaldet er gået skår i vort forhold til Gud - og dermed skår i hele vor tilværelse.

 

Der raser for tiden en voldsom kamp mellem ateismen - altså, om man så må sige, troen på, at der ikke er nogen Gud - og så den form for skabelsestro, der betegnes som kreationisme (”skabelse-isme”) eller - lidt mere raffineret - intelligent design. Hvor det i sidstnævnte tro går ud på, at der jo må stå en intelligent designer eller skaber bag alt, hvad der er til, ikke mindst bag alt, hvad der lever.

 

Men hverken ateismen, der vil bygge på vor naturvidenskabelige indsigt, eller selve påstanden om, at der står en stor designer bag det hele, giver nogen løsning på tilværelsens allerstørste problem, nemlig det problem, der traditionelt kaldes ”det ondes problem”.

 

For hvad nytter de naturvidenskabelige ateisters mange fine ord, når de intet har at sige om hele den både dybt gådefulde og dybt smertefulde virkelighed, det er, at der så helt åbenbart er ting her i tilværelsen, der, som vi så rigtigt siger, ”bare er, som de skal være”, men samtidig ting, der forkrøbler, ødelægger og tilintetgør det hele?

 

Og hvad nytter det at operere med en intelligent designer bag det hele, hvis det bare er sådan en ”faktor”, man sætter ind i det store regnestykke?

 

Lad os tage den udviklingslære eller evolutionslære, striden her i 200-året for Darwins fødsel først og fremmest står om. Hvad nytter det at kunne sige, at den er der nok en intelligent designer der står bag? Så er vi jo lige vidt.

 

Det er en tvivlsom ære for Gud - som det jo er man mener, når man siger intelligent designer - hvis man ikke har andet at sige om ham, end at det er ham, der står bag al den død og al den lidelse, der er forbundet med evolutionens grusomme mekanik.

 

Nu vil de kristne, der taler om intelligent design, formodentlig også gå videre og sige, at den designer, de taler om, i hvert fald ifølge deres tro, er identisk med vor Herre og Frelsers Jesu Kristi Far. Men så bliver de også nødt til at sige, at den udvikling eller evolution, der jo efter alt at dømme vitterligt er tale om, ikke uden videre er hans ”design”. Det er i det, vi traditionelt betegner som den faldne verden, livets mekanik virker på denne måde.

 

Det, jeg her prøver at vise, er, at udfrielsen fra denne tilstand, Faldets tilstand, allerdybest set må være helingen af det skår, der er kommet mellem Gud og os. Og denne heling begynder inde i vore hjerter gennem tilsigelsen af syndernes forladelse.

 

Men helingen sker altså vel at mærke ikke som bare en ændring af et moralsk regnskab. Jesus ender jo med at gøre den lamme mand rask - efter at de skriftkloge har anklaget ham for gudsbespottelse, fordi han har vovet at tilsige den lamme hans synders forladelse.

 

Og hvad det angår, har de skriftkloge jo sådan set ret. Det er virkelig gudsbespotteligt, når et menneske siger nogle ord i sit eget navn, som det kun tilkommer Gud at sige. Medmindre altså dette menneske ved at tale i sit eget navn derved netop taler på Guds vegne!

 

Og så kommer selve helbredelsen. Hvor Jesus sådan set lader det hele stå og vippe. Umiddelbart vil man jo mene, at det er lettere at sige ”dine synder tilgives dig” end at få en lam til at gå. Men hvis disse ord ikke bare er nogle lyde, hvis de med andre ord virkelig betyder, det, de siger, så er det trods alt lettere at få en lam til at gå - medmindre man altså er den, der har fuldmagten til både det ene og det andet, midt i al den hjemløshed og tvetydighed, Jesus fremtræder og virker i.

 

Så når Jesus på en måde bruger helbredelsen af den lamme som et bevis på, at han har myndighed til at tilgive synder, så er det ikke et bevis, der kan stå alene. Det er kun i hele situationen, det alligevel - trods alt - kan blive et bevis, eller i hvert fald et tegn.

 

Men samtidig er det et stærkt udtryk for, at syndsforladelsen er det grundliggende, og helbredelsen en følge, vel at mærke forstået på den måde, at det hele hænger sammen. Hvad alle de enkelthelbredelser, Jesus foretog, jo altså kun er nogle foreløbige tegn på.

 

Den helt store sammenhæng, det er den, sammenhæng, vi i eet åndedrag bekender troen på, når vi til allersidst i trosbekendelsens ord - med sigte på hele forløbet fra Jesu gerning på jorden dengang af, og gennem hele Kirkens historie, og helt frem til Guds Riges komme - bekender vor tro som troen på ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

-  -  -

 

Af lokalkirkehistoriske grunde nævner jeg her, at jeg under Meddelelser om gudstjenesten i Landet Kirke den følgende søndag (25/10) kl. 14 sagde, at det jo ikke ville blive den i kirkebladet bebudede missionssøndag-gudstjeneste, men vor præsts afskedsgudstjeneste!

 

Yderligere kan jeg her nævne, at når jeg sagde ”vor præst”, så skyldes det det her på siden gentagne gange omtalte særlige forhold, min kone - som er organist dér! - og jeg har til Landet-Ryde Pastorat, hvor jeg ofte ikke alene har været kirkegænger, men også organist, ja, et par gange kirkesanger. Ellers er jeg jo nu i praksis organist ved vor gamle sognekirke (o. 1970) Vesterborg Kirke i samme provsti. Og vi bor i Torslunde Sogn, Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat, Maribo Domprovsti.

 

Og til yderligere oplysning: Lisbeth Sinnet Froholdt blev indsat i Landet-Ryde-embedet 9. søndag efter trinitatis, den 5. august 2007, og er pr. 1. november 2009 ansat som sognepræst i Vordingborg. - Se de indledende bemærkninger til 7. søndag efter trinitatis 2007.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

20. søndag efter trinitatis (A) - 9. oktober 2005

 

Froprædiken i Sandby Kirke og højmesse i Branderslev Kirke, Lolland nørre Provsti.

 

Pga. omstændighederne blev disse af sognepræst Kurt Johansson valgte salmer sunget:

DDS 2003: 12 - 338 - 443 -///- 175 – 274.

 

Jer. 18,1-6. – Ef. 5,15-21. - Matt. 22,1-14.

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har sendt din Søn for at indbyde os til den store livets fest i dit rige!

Lad din Ånds kraft lyse over os, så vi kan se, at det er dér, vi skal være!

Og ifør os din nådes herlighed, så vor glæde som dine frelste skabninger kan blive fuldkommen!

Amen!

 

 

Mon i hvert fald nogle af jer har hørt eller læst om det store kirke-skole-arrangement Jesus på Slottet fredag den 23. september i år? Det er anden gang, man her i stiftet har prøvet dette, og der deltog en hel del præster og enkelte andre fra Folkekirken samt vist seks hundrede og nogle og tres 4. klasses-børn fra skoler i hele Lolland-Falsters Stift.

 

Idéen, som går ud på at lade et slot være Jerusalem, stammer fra Kolding, hvor det selvfølgelig var Koldinghus, der blev brugt. Og kort sagt går det ud på, at man rundt omkring i slottets forskellige rum har forskellige af de fra evangelierne kendte personer siddende, spillet af præster, der er udklædt i passende kostumer. Så bliver børnene klasse- eller holdvis ført fra rum til rum, hvor de får lejlighed til at høre de forskellige personer fortælle om sig selv – og til at stille spørgsmål til dem.

 

Og nu her i Oreby den 23. september begyndte det med, at alle børnene samledes for enden af den allé, der fører op til slottet, eller altså ”Jerusalem”. Med ”palmegrene” af grønt pap eller plastik i hænderne, så at vandringen – under sang og med et lille hornorkester i spidsen – kom til at svare til Jesu og hans disciples indtog i Jerusalem palmesøndag.

 

Jeg ville gerne fortælle meget mere om denne dejlige dag, som både vi voksne (kirkefolk såvel som lærere) og børnene nød meget. Men det, der er interessant for os her i dag på denne 20. søndag efter trinitatis, er, at det hele begyndte med, at ”Jesus”, spillet af sognepræst ved Maribo Domkirke Per Møller, genfortalte og udlagde den lignelse, vi også lige har hørt her i dag, Lignelsen om kongesønnens bryllup.

 

Og han fik understreget for børnene, at det, Jesus var kommet for, var at invitere alle til en stor, dejlig fest, men at der altså var nogle, der havde andre og vigtigere ting for, hvorefter Gud så bare holdt festen med de andre.

 

Og han sagde, at nu var alle deltagerne her i dag også inviteret til fest, i ”Jerusalem”, og at det var alle selvfølgelig glade for.

 

Men han sagde også, at det naturligvis kun var dem, der faktisk kom til stede, der kunne deltage i festen! Jeg husker ikke den nøjagtige ordlyd, men jeg husker, at det gjorde et ret stort indtryk på mig. For pdes. var det jo simpel ”logik for børn”, men pdas. var det jo i al sin logiske enkelhed virkelig barske ord. Og netop i denne sammenhæng slog det mig på en ganske særlig måde. Vi kan jo ikke lide, at nogen skal være lukket ude. Heller ikke når det er efter deres eget frie valg.

 

Og de fleste af os her i Den Danske Folkekirke, og det gælder både menigheden i almindelighed og os præster, er jo ikke meget for det, man kalder ”domsforkyndelse”. Og lad mig med det samme sige, at dette i høj grad også gælder mig.

 

Vi kan her også tænke på, hvordan Grundtvig – her citeret efter hukommelsen – har sagt, at til Himmelen skal der ringes, ikke tvinges. Hvilket her i sammenhængen betyder, at det heller ikke kan nytte noget at ville true folk til at komme til Guds fest – i skikkelse af gudstjenesten på søn- og helligdagene – ved på en truende måde at minde dem om, at man altså kun kan deltage i festen ved, faktisk at deltage i den.

 

I øvrigt viser både hele kirkehistorien og tilstandene i mange sekter og lignende, at når nogen siger, at nu skal de rigtig forkynde Guds dom som del af Guds uforkortede ord, så ender det hurtigt med, at disse domsforkyndere derved tiltager sig en ofte meget uhyggelig magt over deres medmennesker!

 

Men den lignelse, ”Jesus” fortalte til børnene i Oreby, var ikke den, vi her lige har hørt! Nej, det var Lignelsen om det store festmåltid fra Lukasevangeliets 14. kapitel, og den hører vi på 2. søndag efter trinitatis.

 

Der er dog stort set overensstemmelse mellem de to lignelser frem til det punkt i lignelsen til i dag, hvor de indbudte ikke bare er ligegyldige, men bliver direkte aggressive og voldelige og ligefrem slår kongens tjenere ihjel. Og det er unægtelig en skærpelse!

 

Den fest, kongen indbyder til, er jo i virkeligheden den store endelige glædes-fest i Guds Rige. Men i Jesus er Guds Rige allerede kommet nær, ja, det foreløbige nær‑vær af Guds Rige er en del af, en for-smag på det endelige Guds Rige. Og dette nær-vær, denne for-smag oplever vi jo helt centralt i vore gudstjenester på søn- og helligdagene.

 

Og så er det jo nemt nok at sige, at de første to slags indbudte her i lignelsen i dag, det er sådan nogle rigtige folkekirkedanskere, hvoraf nogle bare bliver væk uden videre, mens der for andres vedkommende er angivet en grund (jfr. hvordan de pågældende i Lukas-lignelsen udtrykkeligt undskylder sig).

 

Men at nogen kan blive så rasende, at de direkte begynder at slå sendebudene ihjel, det er sværere at forstå. Men der har jo faktisk været eksempler på det gennem hele historien, og vi kunne også sagtens finde eksempler på det helt aktuelt.

 

Det er imidlertid ikke dette, der er det afgørende for os her i dag. Tværtimod, må vi faktisk sige!

 

For da Jesus har ført de indbudtes modvilje op til dette uhyrlige højdepunkt - og på samme måde som i den anden lignelse har ladet kongen gennemføre sin fest med nogle andre - sker der noget helt andet! Og det er klart, at det er her, vi har denne lignelses særlige pointe! Der er jo altid en særlig pointe i Jesu lignelser.

 

Der er en af de i sidste omgang indbudte, der godt nok er kommet, men som ikke har sine fest-klæder på. Men hvad vil det sige?

 

Jo - og I har sikkert hørt det før - det var jo sådan i Mellemøsten dengang, at når en stor mand inviterede til en stor fest, så sørgede han for, at alle kunne være festklædt, ved at sende en fest‑dragt ud sammen med indbydelsen. Og så kan vi jo også godt se, at det er en hån mod værten, hvis man ikke gør brug af den.

 

Men hvad vil det sige i den sammenhæng, som lignelsen er en lignelse på? - Ja, her er fest‑dragten jo vores dåbs-kjole, kan man sige. Og hvordan man kan blive ved at gå i sin dåbs-kjole, det kan man på en måde se i den hvide messeskjorte, præsten har på. Det er faktisk en dåbskjole i voksenstørrelse. Og den betyder, at her har vi en kristen mand, en døbt mand. Det er først fx stolaen, der viser, at denne kristne mand lige nu er i seletøjet som tjener i menigheden.

 

Men det afgørende er selvfølgelig, at vi alle hele tiden skal være iført den renhed og herlighed, vi blev iklædt i vor dåb.

 

Og så er det endda endnu mere end det. Det er ganske vist stort nok, at vi i dåben er blevet renset for al vor synd og skyld. Men når vi får dette i dåben, så er det jo kun et udtryk for, at vi også på forhånd skylder Gud alt. Den Gud, der i dåben ifører os sin nådes herlighed, er den samme Gud, som fra skabelsen og vor fødsel af har vist os den store nåde at lade os og hele vor verden blive til.

 

Dette siger jeg for at vise, hvor helt vanvittigt det overhovedet er at ville komme til Guds fest i den tro, at man har noget, der er ens eget, som man kan møde op med. Ligesom det jo også var vanvittigt af dem, der ikke gad komme til festen, at tro, det, de rigtig skulle dyrke som deres eget, var deres eget.

 

Og det, der sker her, er jo, at Jesus - netop på det punkt, hvor vi rigtig er begyndt at spekulere over, hvad der er i vejen med de andre, og måske over, hvordan de skal straffes (eller måske alligevel ikke straffes?) - henvender sig direkte til os - som jo faktisk er til stede her ved denne for-smag på den store fest ude bag tidens ende.

 

Det, Jesus her i dag vil have os til at spekulere over, det er, om jeg nu også har min dåbskjole på, dvs. om jeg nu også helt er iført Guds nådes herlighed!

 

Og dette er jo ikke bare en slags tyrannisk håndhævelse af en slags uniformsreglement. Det er, fordi det simpelt hen ikke kan lade sig gøre at være med i Guds store fest, hvis man på nogen måde dyrker sit eget. Hvad man altså udmærket kan, selv om man rent fysisk er til stede. Det ligger simpelt hen i livets væsen, at det bliver levet og fejret fra og med og i Gud.

 

Derfor skal vi holde op med at spekulere over, hvad der er i vejen med de andre, og hvordan de evt. vil blive straffet, og koncentrere os om at glæde os over, at den frelse, Gud har sat ned til os i Jesus, det ikke bare er sådan en simpel redning fra at gå helt til grunde, men indbydelsen til en fest. Som selvfølgelig ikke bare er en fest i betydningen et ”gilde”, men jo er hele livets store fest, den fulde udfoldelse af al den herlighed, vi trods alt – midt i hele elendigheden – godt kan se er lagt i vort liv og vor verden, som det, der er meningen med det hele.

 

Hvilket i øvrigt også er det allerbedste vidnesbyrd, vi kan give dem, der tror, de kan holde livets store fest med sig selv.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

-  -

 

 

Under ”meddelelser” sagde jeg i begge kirker, at det var noget helt særligt for mig at skulle fungere som præst i Branderslev Kirke, som jeg i sin tid ofte kørte til på min cykel, da jeg gik til præst hos pastor Kragh-Schwarz, som jeg senere blev konfirmeret af i Skt. Nikolai Kirke i Nakskov. - (Jeg boede i Branderslev og gik i Nakskov Gymnasiums mellemskole 1956-1959).

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Allehelgens søndag (A) - 6. november 2005

 

Branderslev Kirke, Lolland nørre Provsti, men for hele Sandby-Branderslev Pastorat.

 

INTROITUS (kirkesangeren solo): ”For alle helgen, som i Kristi tro” (DDS 574).

 

DDS 2003: 336 - 31 - 571 -///- 566 – 375.

 

Es. 60,18-22. - Åb. 7,1-17. - Matt. 5,1-12.

 

Det var en gudstjeneste kl. 16 uden nadver.

 

Lige efter prædikenen, lige før kirkebønnen, mindedes vi - i et øjebliks stilhed og stille bøn - vore døde, hvorefter kirkesangeren sang ”Nu er livet gemt hos Gud” (DDS 550 v 1 og 4-5).

 

Som udgangskollekt bad vi fra ”Bønner af Anna Sophie Seidelin” kollekten ”Hellige Fader i Himlen, vi takker dig for alle de døde, som har befolket dit rige på jorden” (Tillæg til Alterbogen s. 114f).

 

 

- - -

 

 

Treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd!

Vi takker dig for livet. Vi takker dig for hvert eneste glimt af den herlighed, du har delt med os.

Og vi takker dig for livets håb mod Døden og alt ondt.

Hold os fast i dette håb! Hold os fast i troen på Din Kærlighed og Sandhed, nu og i al evighed!

Amen!

 

 

Det er i dag alle helgens søndag. Sådan vil jeg helst blive ved at sige. Selv om den i vor nye alterbog blot betegnes som ”Alle helgens dag”.

 

Der er dog ikke noget stort problem i dette. Det forholder sig simpelt hen sådan, at historisk set er det selve datoen den 1. november, der er allehelgens dag, hvorefter kommer alle sjæles dag den 2. november. Og sådan er det også mange steder rundt omkring, ikke alene i den store Romersk-Katolske Kirke, men også i lutherske kirker, hvor man dog naturligvis ikke skelner mellem helgener og almindelige kristne, men fejrer den 1. november som en mindedag for alle de kristne, som er døde siden sidste allehelgen (og i det hele taget alle sine døde) – sådan som vi jo også gør det her hos os i dag. For det, vi har gjort, er jo simpelt hen, at vi har henlagt denne fest til den første søndag i november. Helt på samme måde, som vi har henlagt fejringen af Mariæ bebudelse den 25. marts til 5. søndag i fasten.

 

Men hvad nu netop de lutherske kirker angår, så var jeg i forbindelse med denne prædiken en tur på Internettet for at se, hvordan mine venner i den lillebitte lutherske kirke i Polen gør. Og her optrådte datoen 31. oktober også, nemlig som ”Reformationsfesten”. Nærmere forklaring om lidt. Foreløbig skal vi blot konstatere, at også denne fest er inkluderet i den gudstjeneste, vi fejrer her i dag – hvilket jo kom til udtryk i, at vi som første salme sang Luthers kamp-salme ”Vor Gud han er så fast en borg”.

 

I den gamle vestkirkelige tradition er datoen den 1. november først og fremmest den dag, hvor man mindes de kristne, som har vidnet om deres tro indtil døden. Det er det ældste lag i denne fest.

 

Men så har man på et tidspunkt også ønsket at mindes alle Kirkens og menighedens døde, og det har man så henlagt til dagen efter, den 2. november.

 

Og når dette fik noget med den lutherske Reformation at gøre, så skyldtes det som bekendt, at der var sket det i den gamle Vestkirke, at man for det første havde fået sat disse to dage i en yderst uheldig forbindelse med hinanden, og for det andet havde fået knyttet denne uheldige forbindelse sammen med den såkaldte afladshandel.

 

Meget kort sagt var der sket det, at man sagde, at der på helgenernes konto var et overskud af gode gerninger, som man ved at betale for et afladsbrev kunne få overført til sine kære afdødes konto og derved få forkortet deres ophold i skærsilden!

 

Og det var derfor, munk, præst og teologiprofessor Martin Luther den 31. oktober 1517 slog sine berømte teser om afladshandelen op på universitetets opslagstavle, dvs. Wittenberg Slotskirkes dør.

 

Men det kan vi ikke nå at opholde os ret meget ved. Man kunne også sige, at vi ikke her så mange år efter skulle blande denne sørgelige kirke-strid ind i vor minde-fest for vore døde. Der er bare det ved det, at denne gudstjeneste jo fortsat er mindegudstjeneste for alle de martyrer (det betyder ”vidner”), der gennem Kirkens snart to tusindårige historie, har vidnet med deres blod og indtil døden for den kristne tro. Og så er der jo desværre en klar forbindelse til den lutherske Reformation. For de, der havde magten, nægtede jo at tage en diskussion op med Martin Luther, og havde det stået til dem, var Reformationen blevet kvalt overalt, sådan som det også skete i mange lande, hvor Reformationen ellers havde vundet udbredelse. Kun gennem især den meget grusomme Trediveårskrig lykkedes det at få reddet Nordtyskland og Norden for Reformationen.

 

Det helt forfærdelige er altså, at det ikke bare er hedninger eller muslimer, der har efterstræbt de kristne, men at der også i Den Kristne Kirke selv har været folk, der var så glade for MAGTEN, at de ikke ville høre på de fuldt berettigede indvendinger, en af tidens største teologer havde fremført.

 

Dette skal vi imidlertid ikke bruge til at føre en plat og ufrugtbar kamp mod vore brødre og søstre i vore dages Romersk-Katolske Kirke. Men vi skal bruge det til, hele tiden at være opmærksomme på, at selv i Kirken kan magtsygen trænge ind – og få de mest forfærdelige følger.

 

Og når vi omgås vore romersk-katolske medkristne i dag, må vi selvfølgelig – når lejligheden passer til det – gøre det klart for dem, at vor gode vilje til at dele det kristne liv med dem på ingen måde betyder, at vi opgiver nogen af den lutherske Reformations landvindinger. Hvis vi skal tale helt rent ud af posen, må vi tværtimod sige til dem, at det, vi ønsker, er, at det, der så mange steder blev kvalt i blod for snart 500 år siden, snart må blive gennemført i hele den del af Kirken, der ikke var så heldige som vi! Idet vi selvfølgelig samtidig er klar over, at når man er en virkelig katolik, så ønsker man at få os tilbage under Paven igen!

 

Men sådan som det er i dag, er det hele ikke bare sort og hvidt. Det, der skete for snart 500 år siden har faktisk også pyntet ikke så helt lidt på Den Romersk-Katolske Kirke. Og omvendt er der sket en hel del ting hos os, om ikke kan siges at være gode følger at det, Luther satte i gang. Så vejen frem er, at vi bliver ved at mødes som med-kristne og fortsætter den teologiske diskussion. Og lærer af hinandens gode ting. Og så ellers bogstavelig talt lader Helligånden om resten! Idet vi håber på, at Han vil lede os frem mod en ny form for enhed i Evangeliets klare lys, en enhed i kærlighed, sandhed og frihed!

 

Hele dette martyr- og reformationselement er også i øvrigt klart repræsenteret i denne gudstjeneste, nemlig i de ting i vore læsninger, der har handlet om vold og undertrykkelse og trængsel, ja, i det, vi hørte til sidst i evangeliet, hvor Jesus jo sagde også til os i dag, at

 

Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

 

Men der er jo en klar sammenhæng mellem disse elementer, og så det, der i øvrigt præger denne gudstjeneste så meget, nemlig at vi som kristne kan mindes vore kære døde med håb, ja, se vor egen død i møde med håb.

 

For den magt, vi retter vort håb mod, når vi tænker på vore kære afdøde, og når vi tænker på vor egen død, det er jo den samme Sandhedens og Livets magt, som gennem Kirkens historie gang på gang har fået troens vidner til at stå imod indtil døden.

 

Har I nogensinde prøvet at forestille jer, hvordan I ville reagere? Det har jeg. Og jeg er kommet til det resultat, at jeg sandsynligvis ikke ville være nogen stor helt, når først torturen gik i gang. Men når jeg så har tænkt videre og har spurgt, hvordan det har kunnet gå til, at så mange andre har kunnet udholde de forfærdeligste lidelser uden at fornægte deres tro, så er jeg kommet til det resultat, at det nok i ganske bogstavelig forstand har været umuligt for dem at få fornægtelsens ord over deres læber.

 

Jeg husker en tjekkoslovakisk film – eller en film, hvis handling foregik i Tjekkoslovakiet – midt i kommunismens værste tid. Her var en kristen mand kommet til forhør hos politiet. Jeg husker ikke de nærmere omstændigheder, men jeg mener, det var sådan, at han kunne have reddet sit skind, hvis han havde tiet og løjet lidt. Men pludselig skete der midt i dette forhør det, at han gav sig til at fremsige Trosbekendelsen! Koste, hvad det koste ville. Nu var det bogstaveligt talt Sandhedens time. Nu kunne han ikke længere bøje sig for løgnen og magten.

 

Dette svarer jo nøje til, hvordan Martin Luther over for alle de høje herrer på Rigsdagen i Worms ifølge overleveringen skal have sagt: ”Her står jeg. Jeg kan ikke andet!”.

 

Nu ved jeg godt, at der også er andre end kristne, der er villige til at lide ondt, ja, gå i døden for deres overbevisning. Også for en overbevisning, der ikke er et sådant offer værd. Så i sig selv beviser det ikke noget. Men der er intet, der i sig selv beviser noget. Det afgørende er selve Livets og Sandhedens egen tale og magt, den magt, der aldrig tyr til vold for at hævde sig, men tværtimod hellere lider ondt for Retfærdighedens og Sandhedens skyld.

 

Og sådan er det også, når vi i dag prøver at tro, vi kan mindes vore kære afdøde med håb, og med håb se også vor egen død i øjnene. Også her er det jo kun selve den store Sandhedens og Livets sammenhæng, der kan afgøre sagen.

 

Det er kun, når vi dybt i vort hjerte har oplevet det store møde mellem pdes. hele vort liv, hele vor eksistens, og pdas. hele det kristne vidnesbyrd og hele dette vidnesbyrds liv i Kirken – trods alt – vi kan fatte det håb, at så er Han, der i hele dette møde godtgør sig selv som Kærlighedens og Sandhedens og Livets magt, også vort håb imod Døden.

 

I dette håb kan vi i dag mindes vore døde. Og i dette håb kan vi gå ud og leve resten af vort liv videre i denne verden.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

Hvorefter jeg sagde:

 

Vi vil nu mindes vore døde. Det vil vække sorgen på ny. Men vi gør det i troen på Ham, der ved sit sandheds-ord og sin nådes-retfærdighed har givet os et håb, der er stærkere end døden. - Jeg beder menigheden rejse sig og blive stående i et øjebliks stilhed – også under de tre vers, der derefter bliver sunget. - Lad os i Jesu navn og i bøn til Ham samle vore tanker om dem, vi har mistet!

 

[Stilhed]

 

Efter de tre vers af ”Nu er livet gemt hos Gud” (salmebogens nr. 550 v 1 og 4-5) satte menigheden sig igen, hvorefter fulgte kirkebønnen, indledt med: "Lad os bede!".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

22. søndag efter trinitatis (A) - 23. oktober 2005

 

Froprædiken i Vindeby Kirke og højmesse med dåb i Sandby Kirke, Lolland nørre Provsti.

 

DDS 2003: 392 - [497] – 505 v 4 (306) -///- 695 - 384 v 1 (384)

 

1. Mos. 50,15-21 – Fil. 1,6-11 - Matt. 18,21-35

 

 

Far i Himlen!

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere!

Amen!

 

 

Ja, bortset fra at bede denne bøn er der sådan set ikke noget at føje til! Det er så soleklart, hvad det er vi skal høre i dette evangelium.

 

Men vi kan altså konstatere, at det er noget, der er så vigtigt, at vor Herre Jesus ligefrem har lagt det ind i den mønster-bøn, han har givet os. - I SANDBY: Og som vore to dåbsbørn i dag har fået overdraget med en håndspålæggelse, der går tilbage gennem alle generationerne, helt tilbage til de disciple, Jesus selv rørte ved. Sådan som også alle vi andre kristne har fået overdraget den. - I VINDEBY tilsvarende, med henvisning til dåben i Sandby.

 

Det, Jesus gør her i Fadervors femte bøn, er, at han ”sammenskyder” vor bøn om tilgivelse for vore synder med ordene ”som også vi forlader vore skyldnere”. Vi har altså ved Jesus fået lov til at bede Tilværelsens yderste magt om tilgivelse for alle vore synder. Men kun på den måde, at vi – bogstavelig talt i samme åndedrag – skal sige ordene ”som også vi forlader vore skyldnere”.

 

Man vil kunne sige, at det er et ”snedigt krav”, altså at vi så alligevel kun får tilgivelsen på betingelser. Men netop når vi har hørt evangeliet til i dag, kan vi jo høre, at sådan er det ikke. Det er noget meget større end bare ”et snedigt krav”.

 

Vi kan også tage det ord af apostelen Paulus, der indgår i vielsesritualet:

 

Bær over med hinanden og tilgiv hinanden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre (Kol. 3,13).

 

Man taler så tit om, at det, der forkyndes, skal være noget, vi kan bruge i vores almindelige liv ude i hverdagen. Men her har vi da så et eksempel, der virkelig kan bruges! Som jeg altid har sagt til mine konfirmander: Når konen skaber sig tosset, så skal vi tænke på dette ord, tænke på, hvor meget Gud har tilgivet os, og så skal vi også bære over med hende og tilgive hende!

 

Og konfirmander, de kan godt tage en spøg. Navnlig når man blinker lidt med det ene øje, mens man fyrer den af. Så det kan I forhåbentlig også. For hvis man ikke er helt humorforladt, kan man jo sagtens høre ironien, selv-ironien i det. Det gælder naturligvis lige så meget den anden vej: At konen skal bære over med manden, når han er dum og urimelig!

 

Jesus betjente sig jo også gang på gang af humor. Hvad evangeliet til i dag jo på sin vis også er en slags eksempel på. Det er i hvert fald helt grotesk, at den mand, der lige har fået eftergivet, hvad der svarer til over to hundrede tusind års løn, farer sådan frem mod en, der skylder ham, hvad der svarer til hundrede dages løn. Hvortil kommer, at det jo ikke er nogen sådan almindelig gæld, den kongelige tjener er kommet i. Vi må forestille os, at der er tale om en højtstående embedsmand, der har stukket nogle af statens penge i sin egen lomme.

 

Men vi kan også tage et andet eksempel. Det er det sted i Bjergprædikenen, hvor Jesus gennemgår nogle af De Ti Bud, og om det femte bud siger til disciplene, at de selvfølgelig har hørt, at der er sagt til de gamle: ”Du må ikke begå drab”, men at nu siger han til dem, at enhver, der ødelægger sin broders, dvs. sit medmenneskes, liv ved at sige forhånende ting til ham, har gjort sig fortjent til straf, idet han så fortsætter:

 

Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave (Matt. 5,23-24).

 

Jesus skærper altså budet ”Du må ikke begå drab” helt derhen, at det betyder, at så skal jeg, hvis der er en, der har noget imod mig, være den, der tager initiativet til at få forholdet gjort godt igen! Budet imod drab gælder altså også den livs-ødelæggelse i det små, som et dårligt forhold mellem to mennesker er.

 

Man kan selvfølgelig stadig sige, at det er den yderste form for krav, Jesus stiller. Men det er jo det samme som ordet fra Kolossenserbrevet i vielsesritualet. Vi kan godt se, at det er mere end bare et ”krav”. Vi kan godt set, at det simpelt hen er livets egen logik! Og det Paulus-ord, der er kommet til at indgå i vielsesritualet, er i øvrigt oprindelig henvendt til alle kristne.

 

Livets egen logik! Vi kan i virkeligheden meget hurtigt indse, at tilgivelsen er den eneste mulighed, hvis livet skal gå videre for to parter, der er kommet i konflikt med hinanden. Og at det ofte netop kun er den forurettede part, der kan tage initiativet.

 

Det gælder, hvis det er konen, der har skabt sig tosset, eller manden, der har været dum og urimelig. Eller hvis der er problemer på arbejdspladsen eller vrøvl med naboen!

 

Det er selvfølgelig ikke sikkert, det virker hver gang. Men det er et virkelig godt middel. Og hvis det ikke virker, hvad virker så?

 

Hvilket så fører over til spørgsmålet, hvad det i det hele taget alt sammen er for noget, det med skyld og tilgivelse. Eller altså hele det kompleks af spørgsmål, vi plejer at kalde det Ondes problem.

 

Jeg måtte jo fx lige før sige, at selv om vort liv er præget at de ting, vi hører nogle af her i dag, så er det ikke sikkert, det virker. Ikke engang blandt os kristne indbyrdes. Og det er jo egentlig ret pinligt. Det er pinligt for os kristne. Men derfra er der heller ikke langt til at sige, det er pinligt for Gud, eller at der så måske slet ikke er nogen Gud.

 

For een ting er, at verden i høj grad går sin skæve gang, selv om kristendommen nu har været prædiket her gennem snart to tusind år. Men vi kan jo også spørge, hvorfor Gud i det hele taget har tilladt det Onde at komme ind i verden – hvor det Onde så ellers er kommet fra!

 

Sådan kan vi ikke lade været at spørge. Mere eller mindre højlydt. Men vi får ikke noget svar. Det er simpelt hen de mest smertefulde og ubegribelige spørgsmål i Tilværelsens store gåde. Vi må nøjes med at konstatere, at kun en tåbe, der også er helt blind og døv, vil benægte, at det Onde faktisk findes i verden.

 

Et andet spørgsmål er så, om der trods alt med Jesus er kommet et svar, et håb og en hjælp ind i Tilværelsens store smerte-gåde. - Eller om der slet ikke er noget som helst svar, ikke noget som helst håb og ikke nogen som helst hjælp. - Eller om vi måske skal søge svaret, håbet og hjælpen et andet sted.

 

Det står selvfølgelig enhver frit for, hvor han vil prøve at finde svaret, håbet og hjælpen. Men jeg kan i hvert fald ikke se, hvor vi ellers skulle gå hen, ligesom jeg også mener, der virkelig er noget at holde sig til i Jesus og det, han er kommet med.

 

Tilværelsen er en stor smerte-gåde. Men smerten er netop så stor, som den er, fordi vor tilværelse jo heller ikke bare er et rent helvede. Når det gør så ondt, er det, fordi vi på den ene side har livet med al dets lyst og herlighed, men på den anden side har alt det, der angriber og forvrænger, ødelægger og tilintetgør livet.

 

Men ind i denne store smerte-gåde er Jesus så kommet – med dén ganske overbevisende påstand, at Han på en helt særlig måde repræsenterer magten bag alt, hvad der er til, og bag al livets lyst og herlighed.

 

Og det, Jesus lukker op for os, ja, sætter os ind i på ny, det er, at den store magt, der har ladet alting blive til og ladet os og vort liv afspejle hans herlighed, han også er den store magt, der både kan og vil tilgive os gælden på de 60 mill. daglønninger.

 

Det er dér, vi skal begynde, når vi skal forstå ordet ”nåde”. Den allerførste nåde, Gud har vist os, er, at han har ladet os og hele vor verden blive til. Så at allerede dér står vi i et absolut modtagende forhold.

 

Men så er det Onde altså kommet ind i verden, ja, ind i os. Hvad kun en både blind og døv tåbe vil benægte. En stor ulykke, som både er vor skæbne og vor skyld, og som vi under ingen omstændigheder selv kan redde os ud af. Så igen har vi ikke andet at gøre end at tage imod Guds nåde, både som eftergivelse af vor skyld og som håb og hjælp mod vor skæbne.

 

Og en del af hjælpen er, at så må hele denne nåde også skulle virke videre, i og ud fra os. Det er stadigvæk både ubegribeligt og smertefuldt alt sammen. Men ind igennem det hele kan vi alligevel godt mærke, at i dét, Jesus er kommet med, er det livets egen logik, vi bliver udsat for!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

23. søndag efter trinitatis (A) - 30. oktober 2005

 

Branderslev Kirke, Lolland nørre Provsti.

 

DDS 2003: 732 - [393] - 1 -///- 66 - 599

 

Amos 8,4-7 – Rom. 13,1-7 - Mt. 22,15-22

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du ved Jesus har sat os ind i dit Riges store og herlige sammenhæng.

Hjælp os til at leve ud af din sammenhæng, også når vi handler ude i denne verdens virkelighed!

Amen!

 

 

Denne gudstjeneste er vel så en ”temagudstjeneste” med temaet ”kristendom og politik”. Jo, det er den. Men meget mere end det.

 

Allerede den første læsning fra profeten Amos’ bog handlede jo om meget mere end bare ”politik”, nemlig om hele den moral, der gælder for vor økonomiske adfærd. Det, vi hørte her, var jo simpelt hen den allerskarpeste fordømmelse af den adfærd, hvor nogle ved snyd og bedrag beriger sig på andres bekostning.

 

Og så vidt jeg ved, er dette en fordømmelse af snyd og bedrag og berigelse på andres bekostning, som man vil kunne finde i enhver religion og i enhver lære om samfundsmoral. Ja, det er noget enhver vil kunne sige sig selv.

 

Ingen kan stille sig op og sige, at det er i orden at snyde og bedrage og berige sig selv på andres bekostning. Og i politik handler det netop om, hvad man kan stille sig op offentligt og sige.

 

Men man kan heller ikke stille sig op offentligt og sige noget, som man påstår kommer fra Gud, og så kræve at andre skal bøje sig for det, bare fordi jeg påstår, det kommer fra Gud. Ordet ”Gud” er jo i og for sig kun en ”lyd”. Enhver kan stille sig op og sige denne ”lyd” – og så hægte sine egne meninger på, ja, noget, der i virkeligheden bare skal fremme ens egne interesser og ens egen magt. Nej, i politik gælder det om at sige noget, der ved sin egen sandhed og rimelighed skal kunne overbevise tilhørerne.

 

Og så gælder det altså stadigvæk om, at det, man vil have tilslutning til, det skal være af en sådan karakter at det ikke strider mod det indlysende princip om, at ingen må berige sig på andres bekostning, og da slet ikke ved snyd og bedrag. At dette så ude i virkelighedens verden kan være mere kompliceret end som så, er en anden sag.

 

Jeg hører til dem, der prædiker meget om, hvordan det er en følge af den kristne tro, at vi skal engagere os i livets lyst og herlighed, fordi vi i dette engagement møder ikke bare vor Gud og Skaber, men også vor Gud og Frelser. Men så kan der jo altså under ingen omstændigheder være tale om et engagement i livets lyst og herlighed, der sker på andres bekostning. - Men i øvrigt er det altså stadigvæk bare simpelt hen pinligt at leve på andres bekostning!

 

Mere behøver der vist ikke siges om det!

 

Vi kan altså gå videre til epistelen, der jo må siges at være apostelen Paulus’ lære om de kristnes forhold til samfundsmagten – samt hans lære om samfundsmagtens rolle og ansvar. Vel at mærke en lære, som er udformet på et tidspunkt, hvor den kristne menighed udgjorde et lille forfulgt mindretal i det store, helt igennem hedenske romerske kejserrige.

 

De kristne havde altså i og for sig intet andet valg end at underordne sig. Men så kunne Paulus jo bare have nøjedes med at konstatere dette og opfordre sine medkristne til at holde lav profil, indtil de engang ville komme til at udgøre flertallet. Men det nøjedes han ikke med.

 

Det Paulus siger her, er jo, at de kristne skal underordne sig samfundsmagten ”for samvittighedens skyld”. Enhver samfundsmagt er jo til for at sikre menneskelivet i det pågældende samfund. Og selv en meget dårlig samfundsmagt er altid bedre end kaos og anarki, hvor alle røverbander kæmper mod alle røverbander og udplyndrer almindelige fredelige borgere og skalter og valter med dem.

 

Og når Paulus siger, at der ikke findes nogen myndighed, som ikke er ”fra Gud”, så betyder det selvfølgelig ikke, at så kan også enhver statsmagt bare skalte og valte med borgerne og udsuge dem – som om den selv sad inde med den højeste magt og havde ret til at bruge den efter sit eget onde forgodtbefindende!

 

Det, det betyder, er, at man ikke kan have et samfund, uden at der er en magt, der i al almindelighed kan være rammen om det fælles liv, og som navnlig kan sikre borgerne mod alle former for kriminel aktivitet. Og så siger han jo dermed også til både den romerske kejsermagt og til enhver anden samfundsmagt, at det skal den leve op til. Det er simpelt hen også pinligt, hvis der er nogen der har magten i samfundet, og de så ikke bruger deres magt til at skabe gode rammer om borgernes liv og til at holde alle slags forbrydere i ave.

 

Men så kommer vi til evangeliet. Og her hører vi vel så selveste Jesu lære om forholdet mellem kristendom og politik? - Hvor vi imidlertid må konstatere, at det gør vi faktisk ikke!

 

For sat på spidsen må vi sige, at Jesus sådan set ikke har nogen ”lære” om noget som helst! Hvis vi endelig skal tale om en ”Jesu lære”, så må det være de ting, han siger i Bjergprædikenen. Men det er alligevel en ”lære”, der går så dybt, at den er meget mere end bare en ”lære”.

 

Vi skal fx for det første lægge mærke til, at Bjergprædiken indledes med de såkaldte Saligprisninger, hvor Jesus priser sine disciple lykkelige, fordi de midt i og på trods af al elendighed og nød og sorg på en forunderlig måde allerede er omfattet af Gudsrigets lyst og herlighed.

 

Og så skal vi for det andet lægge mærke til, hvordan han derefter indleder den række af ”lærepunkter”, man altså på en måde godt kan sige Bjergprædikenen udgøres af, med understregningen af, at dén Guds Riges herlighed, han er kommet med, ja, den livets lyst og frihed, han er kommet med, den altså ikke betyder, at så bliver alle de regler, man hidtil har skullet leve efter, sat ud af kraft. Livets Evangelium kan naturligvis ikke sætte nogen regel ud af kraft, som tjener til at sikre livet, fx ved at fordømme den adfærd, hvor nogle ved snyd og bedrag beriger sig på andres bekostning.

 

Men denne indledning slutter med, at Jesus siger til sine disciple:

 

Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer i slet ikke ind i Himmeriget (Mt. 5,20).

 

Det er ikke bare det, at Jesus naturligvis ikke er kommet for at nedbryde eller fjerne noget af det, der hidtil har tjent til at sikre og betrygge menneskelivet. Nej, han er tværtimod kommet for at sætte mennesker ind i en helt ny sammenhæng, hvor det, der er godt for menneskelivet, bliver set i en helt ny og uendelig meget større sammenhæng og i en helt ny dybde.

 

Det, der bliver sat ud af kraft, det er hele misbruget af de regler, som er til for menneskelivets skyld. Det er jo desværre sådan her i verden, at alt, selv det allerbedste, kan misbruges. Og noget af det mest uhyggelige er, at også de regler, den moral, hvis formål det er at sikre og betrygge menneskelivet, kan blive gjort til magtinstrumenter, hvor nogle mennesker – måske ligefrem i Guds navn – hæver sig selv op over de andre og bruger de i sig selv gode regler, den i sig selv gode moral, til at tage magten over de andre med. - Og det behøver jo ikke udtrykkeligt være Guds navn, man påberåber sig. Alt, hvad der på en eller anden måde er helligt eller retningsgivende for mennesker, kan bruges på denne måde.

 

Selv i Bjergprædikenen er det altså meget mere end bare en ”lære”, Jesus kommer med.

 

Men ellers er det jo sådan, at de ting, vi hører Jesus sige, stammer fra nogle helt konkrete situationer, ja ofte fra nogle situationer, hvor Jesu modstandere har prøvet at lokke ham i en fælde, dvs. faktisk netop har prøvet at lokke ham til at udtale en ”lære” om et eller andet ”umuligt” spørgsmål.

 

Lad mig derfor rent ud sige og konstatere, at det – bogstavelig talt – er en fuldstændig misforståelse af situationen(!), hvis man bare tager de berømte ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, og så siger, at her har vi Jesu lære om forholdet mellem kristendom og politik!

 

Det, der er tale om, er jo, at Jesu modstandere med deres fuldstændig ondsindede og uoprigtige spørgsmål vil bringe ham i en situation, hvor det bliver dårligt for ham, lige meget hvad han svarer: Svarer han, at man godt må betale skat til kejseren, kommer han til at fremstå som en dårlig jøde. Og svarer han, at man ikke må betale skat til kejseren, kommer han til at fremstå som en oprører mod den romerske imperiemagt.

 

Men som altid er Jesus smartere end sine modstandere. Og jeg vil ikke vige tilbage for at sige: helt guddommeligt mere smart! For hvad gør han? Han lokker disse hykleriske magtmennesker til at afsløre, at de jo selv går rundt med romerske mønter i lommen – med kejserens afguds-billede og afguds-indskrift på. De har selv bøjet nakken og indrettet sig efter de forhåndenværende magtforhold. Og så er ondsindetheden og hykleriet i deres åh så fromme og bekymrede spørgsmål afsløret!

 

Men så siger Jesus altså til sidst de ord, der af mange er blevet opfattet og misbrugt, som om de bare var en ”lære om forholdet mellem kristendom og politik”:

 

Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!

 

Og jeg må for en sikkerheds skyld udlægge dem for jer. De betyder: Når I nu har underkastet jer den romerske imperiemagt og går rundt med kejserens afgudsmønter i lommen, så betal dog den skat! I skal bare aldrig glemme, at uanset hvad kejseren kan tvinge jer til, og uanset hvad I kan føle jer tvunget til ude i det muliges grumsede verden, så er det yderst ude altid Gud, I står til ansvar over for!

 

Og hvis jeg også skal prøve at udlægge det mere aktuelt, og altså for så vidt angår, hvad Jesus ”lærer” os om forholdet mellem kristendom og politik, så betyder det:

 

Jamen vi véd jo godt, at den forhåndenværende virkelighed er en meget grumset affære. Men indrøm dog så, at det er den. Indrøm, at I bliver nødt til at indgå alle mulige grumsede kompromis’er. Men lad så i det mindste være med at stille jer selvretfærdigt an, som om det lige netop er jer, der har Gud – eller hvad ord I nu vil bruge – på jeres side! Og husk så, at der ikke er noget som helst område af Tilværelsen, der ikke er Guds. Husk, at i alt, hvad I gør, både som almindelige borgere og som politikere, er I absolut ansvarlige over for Gud – også selv om I måske ikke vil bruge lige netop det ord.

 

Hvortil vi så nok bør føje, at denne erkendelse af, at vi alle yderst ude er absolut ansvarlige over for Gud – eller hvad vi nu vil kalde det – det altså aldrig er en erkendelse, vi kan bruge til at skaffe os selv en særlig magt. Nej, når vi hver især erkender vort absolutte ansvar over for Tilværelsens yderste magt og sandhed, så må vi, bogstavelig talt efter bedste evne og samvittighed, gå ud i den offentlige diskussion og lægge tingene frem – og så se, hvordan de andre, efter deres bedste evne og samvittighed, vil forholde sig til dem!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *   * * *

 

 

 

ANDEN TEKSTRÆKKE (B)

 

 

1. søndag i advent (B) - 30. november 2003

 

Højmesse i Aunede kirke, Lolland søndre Provsti.

 

DDS 2003:

74 - 80 - 76 v 1-4 -///- 78 - 76 v 5-7

 

Es. 42,1-9 - Rom. 13,11-14 - Luk. 4,16-30

 

 

Gud, vor Skaber, vort livs Gud fra begyndelsen af, nu og altid!

Herre Jesus, vor Bror og Frelser!

Herre Helligånd, Kærlighedens og Sandhedens nærvær og kraft hos os nu!

Treenige Gud!

Tak for alt, hvad du har givet os og på ny og på ny giver os, og tak for håbet om den evige glæde hos dig i dit rige!

Amen.

 

 

Glædeligt nytår!

 

Ja, det er jo vor nytårsfest i dag, 1. søndag i advent, den første dag i kirkeåret 2003/2004.

 

Vi fejrer, at vi endnu en gang skal høre om og opleve Jesu historie fra julenat af og frem til himmelfarten.

 

Og altså ”høre om og opleve”, ikke bare ”høre om” som sådan endnu eet i en lang række af repetitionskurser i religion.

 

Nej, vi oplever disse ting, bliver samtidige med dem, så de på en måde sker for os igen, ja, sker med os.

 

Men vi fejrer også, at der nu begynder et nyt afsnit af Kirkens historie, den historie, som begyndte pinsedag, og som vil vare ved indtil verdens ende. For ligesom Gud kom til verden og var i verden i det menneske, som blev født julenat, således kom Gud til verden pinsedag, da hans Ånd blev udgydt over disciplene, for at leve i den store menneskeskikkelse, som hedder Kirken, Guds folk.

 

Og både det ene og det andet har Guds evighed bag sig, omkring sig og forude for sig, med skabelsens morgen bagude i den ene horisont og Guds Riges morgen forude i den anden horisont.

 

Han, der blev født julenat - og hvis fødsel vi nu snart skal opleve igen - er Guds evige Ord, ved Hvem alt er skabt. Og han er den, som kommer ved tidens ende for at føre alle dem, der hører ham til, ind i sin Fars og vor Fars evige rige.

 

Og så er det liv, vi lever i afsnit efter afsnit af kirkehistorien, også indesluttet i hele denne store sammenhæng, så det ikke bliver et kunstigt og isoleret liv, men hele det, liv, vi har fået fra skabelsen og fødslen af, levet her i verden og på vej mod Guds rige.

 

Alt dette, hele denne store sammenhæng - og vort eget liv i hele denne store sammenhæng - skal vi i det kirkeår, som begynder i dag, opleve på ny.

 

Vi bliver med apostelens ord på ny kaldt op af søvne. På ny kommer frelsen til os. Dagen er nær!

 

Ja, det er store ord. Men festtalen på denne nytårs-dag kan ikke indledes med mindre ord. For enten er det, vi samles om og til her i kirken så stort - eller også er det ingenting, ja, værre end ingenting.

 

Og det er lige netop det, evangeliet til i dag viser os.

 

Det begynder med en sætning, der i og for sig ikke lyder af så meget: ”Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op”.

 

Men i denne tilsyneladende meget almindelige og stilfærdige stedsangivelse udtrykkes jo den ene side af hele den store sammenhæng, jeg før brugte så store ord om.

 

Jeg har desværre ikke været i Israel. Men det kan der være nogle af jer der har. Og under alle omstændigheder har vi set billeder fra Galilæa, ja, billeder af Nazaret og omegn.

 

Og har I så prøvet at forestille jer, at dér har Jesus altså rendt rundt på sine sikkert bare fødder og leget som dreng? Det har jeg i hvert fald. Og man bliver helt underlig af det. For det er jo så stort. Men samtidig også så småt, for småt, synes vi. Så vi kommer hurtigt til at føle eller tænke noget, der svarer til det, de meget hurtigt kom til at sige dengang: ”Er det ikke Josefs søn?”.

 

Jesus var som en af os. En stor bekræftelse af, at vort liv er fra Gud, en stor bekræftelse af al den dejlighed, vi har oplevet, da vi selv løb rundt og legede som børn, og som vi siden hen har oplevet på alle mulige måder.

 

Men allerede i ordet ”bekræftelse” ligger jo, at så må der alligevel have været et ”problem”. For nu at sige det mildt! Det, der bare er, som det skal være, trænger ikke til bekræftelse.

 

Derfor sker proklamationen i epistelen af den nye dag, vi endnu en gang går ind i, også på baggrund af søvn og nat og mørke.

 

Og derfor var profetien i den gammeltestamentlige læsning en profeti på baggrund af blindhed og mørke, indespærring og fangenskab.

 

Og det samme i det, Jesus læste op fra Esajas-bogen: Godt budskab til fattige. Frigivelse for fanger. Syn til blinde. Frihed til undertrykte.

 

Ja, den nye tid skal være et nåde-år. Og så er der jo ikke bare tale om noget, vi skal frelses og udfries fra, men også om noget, vi skal benådes for.

 

Og det ved vi jo godt. Derfor var allerede den gamle pagts historie, jødernes historie, gennemtrængt af en stor længsel og rettet fremad i et stort håb, ja, derfor lever hele menneskeslægten sit liv i et åndedrag, der er et stort suk efter forløsning og udfrielse.

 

Og derfor gav alle Jesus deres ”bifald”, da han efter at have læst Esajas-stykket og lukket bogen proklamerede, at ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”.

 

Men så sker der noget helt andet. Ja, der når ikke engang at blive sat punktum i teksten, før de siger: ”Er det ikke Josefs søn?”.

 

Pludselig bliver det ”for meget”, eller rettere: på een gang for meget og for lidt.

 

Og vi forstår dem jo godt. Vi kan bare forestille os, at det var en mand, der var vokset op her i Aunede, og hvis far og mor og søskende, vi kendte, der stillede sig op og sagde sådan!

 

Men som jeg sagde før, så er alt det med Jesus enten så stort, som det blev sagt, og som han selv proklamerede her i Nazarets synagoge, eller også er der slet ikke mere at sige - andet end måske udtalelsen af en hovedrystende afvisning.

 

Og Jesus mener åbenbart ikke, denne situation er til vidtløftige diskussioner om ”tvivlens problem”. Nu har han udtalt sine nådefulde ord, sin store proklamation af, at i ham er opfyldelsen af både jødernes og hele menneskeslægtens længsel og håb kommet til stede, og så er det jo faktisk deres problem, om de vil tage imod det! Ellers er der jo andre, der får det.

 

Og så bliver de rasende, ja, ”ude af sig selv af raseri”. Og de er lige ved at lynche Jesus - oven i købet ved at ville kaste ham ud over kanten af den afgrund, de selv bor på! Denne symbolik kan vi nemlig godt se i det også. Og vel at mærke som en symbolik, der også gælder for vor tid. Vi kan se dette raseri i Nazaret som modellen for alt senere raseri mod Jesus og mod kristendommen.

 

Vi kender det i det små: Man føler nok, man er syg, men man vil ikke tage medicinen! Oprøret mod lægen er en del af sygdommen.

 

Men ellers kan vi - her på denne store festdag - ikke give os nærmere ind i overvejelser over syndens og trodsens problem.

 

Vi kan dog godt lige se det aktuelle perspektiv i det, at kristendommen, det altså ikke er en ”vare” i et ”firma”, der hedder ”kirken”, der for enhver pris skal ”sælges”. Jesu store proklamation lyder i verden, og så er det sådan set menneskenes eget problem - i fuld frihed og med fuldt selvansvar - om de vil tage imod den eller ej.

 

Vi hørte ganske vist også i den gammeltestamentlige læsning, at den ”Herrens tjener”, der skulle komme, ikke skulle være en, der råbte og skreg og talte med hårde ord:

 

Det knækkede rør sønderbryder han ikke,

den osende væge slukker han ikke.

 

Og sådan var Jesus også. Evangelierne er fulde af beretninger om, hvordan Jesus tog den lille mand - eller kvinde - med den stakkels, fortvivlede lille tro til sig.

 

Men den læge, der står over for en patient, der ikke vil tage sin medicin og bare kritiserer og skælder ud og stiller sine egne krav, han kan også vise sin omsorg for denne patient ved at tale hårdt til ham. Sådan må vi forstå det, vi hører her i dag.

 

Og de, der synes, det er for meget og/eller for lidt, hvad Jesus tilsiger dem i sin store proklamation, de kan blive så rasende, de vil. På underfuld vis baner Jesus - eller altså kristendommen - sig vej imellem dem.

 

Vi kan se det for os - ligesom i slutningen af en film, hvor hovedpersonen forlader byen og går ud over markerne, ud mod horisonten.

 

Idet vi jo så godt ved, at retningen for Jesus ud af Nazaret er mod syd, ned mod Jerusalem, ned mod korset på Golgata, hvor de skuffede og rasende mennesker fik held med deres forehavende.

 

Men - sagt i dyb alvor - så gentog det samme sig i den helt store målestok: Jesus banede sig påskemorgen vej gennem død og grav og fortsatte efter pinse sin vandring gennem verden, nu med selve dén store horisont som mål, hvor tiden ender og Guds rige begynder.

 

Og så er det nye kirkeår altså endnu et afsnit af denne vej, hvor Jesus i sit ord vandrer gennem verden og bliver mødt med både undren og bifald og raseri, men hvor han også i sit ord og ved sin Ånd vandrer med dem, der trods alt, hvad der kan tale imod det, gerne vil prøve at tage hans ord for pålydende og holde sig til det. Fordi de dybt i deres hjerte føler, at han, der rendte med sine bare fødder på skråningerne omkring Nazaret, er Livet selv med livets store bekræftelse og livets store håb.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

1. søndag i advent (B) - 27. november 2005

 

Ryde Kirke, Lolland søndre Provsti. - Højmesse med dåb af konfirmand.

 

Se bemærkningerne til gudstjenesterne i Ryde Kirke fra og med Sankt Stefans dag 2006.

 

 

DDS 2003: 84 – DÅB - 78 -///- 90 – 74

 

Efter omstændighederne fulgtes sognepræst Terttu Tuulikki Thystrups salmevalg. Og efter stedets skik var der, fordi der var dåb, kun een læsning i formessen.

 

Es. 42,1-9. - Luk. 4,16-30

 

 

Gud, vor Skaber og Frelser, du, som er hos os i din Ånds kraft og nærvær!

Tak for det liv, du har givet os i dit billede, så vi ligner dig! Og tak for den verden, du har givet os at leve det i!

Men også tak for den livets frelse og det livets håb, du i julen og påsken har givet os – mod Syndens og Dødens og Djævelens magt!

Og tak for pinsens virkelighed! - Giv os at leve i glædens fællesskab med dig i hele det kirkeår, som nu er begyndt, og før os til sidst ind til den evige glæde hos dig i dit rige!

Amen.

 

 

Vi må i dag – på den første dag i endnu et nyt kirkeår – høre evangeliet om Jesu prædiken i Nazarets synagoge som noget, der nu sker igen. Som vi sang allerførst i denne gudstjeneste:

 

Den ærens konge kommer hid ...

 

Han os bebuder glædens år ...

 

Hvor det, det gælder om for os, så er, at vi også kan sige:

 

Jeg hjertets dør vil åbne dig,

o Jesus, drag dog ind til mig!

 

Ja, at vi af dette vort hjertes åbne dør kan bede:

 

Og ved din Helligånd os led

på vejen frem til salighed,

at her vi dig lovsynge må,

indtil vi for dit ansigt stå!

 

Idet vi er klar over, at vort hjerte allerede hører ham til, fordi det jo er skabt af den Herre, der har sendt ham:

 

Gud Herren,

han som skabte Himlen og spændte den ud,

som bredte jorden ud med dens vækster,

som gav åndedræt til folkene på Jorden,

livsånde til dem, der færdes på den.

 

Ja, idet vi er klar over, at når Jesus kommer, så er det i Ham denne Herre, der kommer, og når Helligånden leder os, så er det Jesus, der er hos os, og Ham, der har sendt Jesus, der er hos os.

 

Det er Gud, vor Skaber og Frelser, der kommer, det er Ham, der skal bo i vore hjerter, det er Ham, der i sin Ånds kraft og nærvær skal være hos os og lede os gennem resten af vort liv, og det er Ham, vi skal møde på den yderste dag, Hans ansigt, vi skal stå syngende for i den evige glæde.

 

stort er det!

 

Men samtidig er det også så småt, at det ikke er til at se og ikke til at tro. Er det ikke bare noget rent menneskeligt - noget, mennesker har fundet på, og noget nogle mennesker bliver ved at påstå? Nemlig de mennesker, der ikke er fulgt med udviklingen og fremskridtet, og som ikke har forstået, at sådan noget kan moderne oplyste mennesker, da ikke tro på, og ikke gå rundt og påstå.

 

Sådan siger vi nu i dag. Men sådan sagde de altså også dengang: ”Er det ikke Josefs søn?”. Er han ikke bare et menneske som en af os?

 

Men først var det alligevel en anden måde, de reagerede på:

 

Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund.

 

For der var jo sket det - som han sagde - at

 

I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.

 

Hvor vi så skal være klar over, at der hos evangelisten Lukas ordret står: ”I dag er dette skriftord blevet opfyldt i jeres ører”!

 

Det, der er sket, er, at den virkelighed, profeten Esajas havde profeteret om, nu er gået gennem Jesu mund og ind i de forsamlede gudstjenestedeltageres ører, så den er blevet virkelighed derinde! - Prøv lige og lad dette stå et øjeblik! Prøv ligesom at se for jer, hvad det vil sige!

 

Og hos andre, der hørte, hvad Jesus sagde, blev denne nye virkelighed ikke bare i deres ører, men også i deres hjerter, så at de virkelig fik en ny rigdom i deres fattige liv, virkelig fik en ny frihed, trods alle undertrykkelses-magter, virkelig fik et nyt lys at se ved midt i verdens mørke.

 

Men her i Nazarets synagoge gik det ikke lige sådan. Det kan godt være, det senere er gået sådan for måske flere af disse gudstjenestedeltagere. Men lige ved denne lejlighed blev det lige pludselig ”for meget” for dem. Eller for lidt!

 

De kunne ikke holde sammen på det. De kunne ikke få det til at passe. Og helt galt blev det, da Jesus, begyndte at tale strengt til dem og minde dem om, at hvis de ikke kunne ”klare”, at disse store ord kom fra en af deres egne, så var det værst for dem selv!

 

Og hvis vi igen skal aktualisere denne situation, kan vi sige det på den måde, at når vor tids moderne, oplyste og kloge mennesker, synes, at den tale, der i dag lyder i forlængelse af det, Jesus sagde dengang – og om alt det, der siden skete – er ”for meget”, så må vi, der prøver at føre denne tale, sige til dem:

 

”Jamen hvad vil I så? Hvor vil I ellers gå hen? Hvad vil I ellers lade jeres ører fylde med? - Vil I stadig blive i jeres fattigdom (midt i det, I tror er jeres rigdom)? - Vil I stadig blive i jeres bundethed af alle de magter, I jo i virkeligheden lader jer binde af? - Vil I stadig gå blinde rundt i jeres egen oplysthed, som I tror er den højeste og endegyldige indsigt i alle ting? - I må selv om det. De nådefulde ord fra Jesu mund og de nådefulde ord om hans historie vil blive ved at lyde i verden. Og så er der nok nogle andre, der tager imod dem”.

 

Sådan kan vi måske aktualisere de strenge ord, Jesus sagde, og som fik hans tilhørere til at live ”ude af sig selv af raseri”. Hvor det afgørende bare er, at det ikke tilkommer nogen af os at true de andre med noget som helst. Vi er jo ikke selv andet end nogle ”Josefs sønner”, nogle mennesker under fuldstændig de samme vilkår, som dem, vi taler til. Og det tilkommer ikke os at true nogen og derved komme til at tiltage os en særlig magt over vore medmennesker.

 

Men der er jo alligevel det særlige ved os, at de ord, der er udgået af Jesu mund – og af hans historie – på en eller anden måde er blevet i vore ører og trængt ind i vore hjerter, så at vi i hvert fald føler os forpligtet til at give dem videre. Og så må vi sige:

 

”Ja, vi ved godt, at det, vi siger, lyder som bare menneske-ord. Men vi lever selv på det, og derfor er vi med til, fortsat at sætte disse ord i omløb i verden. Og så må det ellers gå, som det kan. Ingen skal tvinges til noget. Det eneste, vi siger til jer, er: Vurdér nu nøje hele jeres egen situation, og overvej, hvordan I vil have det uden disse ord. Måske er det alligevel alle tiders chance!”.

 

For der er jo også det allersidste, vi hørte: ”Men han banede sig vej imellem dem og gik”. Det er jo ikke nogen helt almindelig slutning. For hvor gik Jesus hen? Ja, han gik jo helt umiddelbart ud til resten af den historie, som Lukas fortæller om i sit evangelium, og som de andre evangelister fortæller i deres evangelier, ja, som de andre forfattere bygger på og bevidner i Det Nye Testamentes øvrige skrifter.

 

Men uanset hvad alle senere tiders kloge mennesker vil sige, alle de åndelige efterkommere til dem, der ville styrte Jesus ned i den afgrund, hvis rand de selv boede på, så holdt Jesus jo heller ikke op med at gå, da den nytestamentlige historie sluttede! Han blev ved at gå. Gennem hele historien. Og det er derfor, han også kommer på ny til os her i dag, for endnu engang at begynde sin historie med os, både i hjertet på hver enkelt af os og iblandt os som det fællesskab, der hedder den kristne menighed, den kristne kirke, både i verden overhovedet, her i Danmark – Den Danske Folkekirke – og her i Landet-Ryde Pastorat, ja, her i Ryde Sogn, her hos os, der lige nu er forsamlet til denne nytårs- og nådeårs-gudstjeneste.

 

Og vel er det så stadig i en skikkelse, der ikke ser ud af noget særligt, han kommer, Josefs søns skikkelse, i skikkelse af nogle ord, der bliver sagt af mennesker.

 

Men det er alligevel ikke det hele. Jo, på en måde er det det hele. Der er ikke nogen anden skikkelse, vi møder verdens Herre i. Set på den måde er Marias søn altid også ”Josefs søn”.

 

Men alligevel er det ikke det hele. For vel gik begejstringen hos gudstjenestedeltagerne i Nazarets synagoge den dag hurtigt over i spørgsmålet: ”Er det ikke Josefs søn?”. Og vel fik Jesus deres tvivl og skuffelse til at gå helt over i vrede og had, da han begyndte at forklare dem, hvordan deres egen situation var.

 

Men så var der altså lige måden, han gik på!

 

Vi kan se det for os ligesom på en film. Lad os prøve at se den rasende menneskemængde for os, hvordan de i en tyk klump skubber og maser ham ud mod afgrundens rand. Og lad os så prøve at se for os, hvad der er der ligger i evangelisten Lukas’ sætning: ”Men han banede sig vej imellem dem og gik”!

 

Hvordan ser det ud for os? Ja, det kan jo hurtigt komme til at ligne et billigt filmtrick. Men lad det bare det! For vi ved jo godt, hvad der ligger bag, og som selvfølgelig kun kan fremstilles ”billigt”. Det, der ligger bag er, at sådan har Jesus - på en måde, der ikke rigtig kan vises eller forklares - lige siden den dag banet sig vej gennem verden og verdens historie.

 

Vi kan også godt sige, at vi ser noget af det her i dag. Vi så det allerede, da vi var på vej og selve kirkebygningen dukkede op – som et meget konkret udtryk for, at også her til vort land fik han banet sig vej, og at også gennem vor historie har han banet sig vej gennem alle århundrederne. Og vi ser det i rummet herinde med alle tingene fra dette rums historie. Og vi oplever det i den begivenhed, vi er midt i, i denne gudstjeneste, hvis historie kan føres helt tilbage til den synagoge-gudstjeneste, de holdt i Nazarets den dag. For det var jo de første kristnes gudstjeneste.

 

Men efterhånden slog alle de ting, der siden var sket, ind i den kristne gudstjeneste, og der er sket mange ting med gudstjenesten siden, hos os senest i 1992, hvor vi fik den nye alterbog, ja, i 2003, hvor vi fik den nye salmebog. Men grundlæggende er det een lang kæde af gudstjenester, vi er med i.

 

Og vi kan i dag også tænke på den dåb, Daniel er blevet døbt med! Prøv og tænk på, at da jeg lagde hånden på hans hoved, så er det en videregivelse af, at den præst, der døbte mig, lagde hånden på mit hoved. Og sådan hele vejen tilbage, indtil de apostle, som Jesus selv rørte ved. Prøv og tænk på det!

 

Og vi ved også godt, at Jesu vandring gennem historien har sat sig mange andre spor. Det oplever vi på mange måder i netop disse år. Til vor meget store overraskelse!

 

Det er altså ikke hele sandheden, at Jesus bare er ”Josefs søn”. Hvor menneskeligt alt det, der har med Jesus at gøre end er – og netop også SKAL VÆRE – så er der alligevel også altid noget mere.

 

Men det er selvfølgelig ikke selve kirkebygningerne som sådan. Og det er selvfølgelig heller ikke selve traditionen som sådan. Eller kristendommens store moralske og kulturelle virkninger. Der er ikke noget af alt dette, der som sådan beviser noget. Det er ikke noget af alt dette, ”det overlegne” i kristendommen udgår fra. Det er alt sammen kun virkninger af den sandheds-kraft, hvormed Jesus siden den dag i Nazaret har banet sig vej gennem det hele.

 

Og det forunderlige er, at det altså netop kun er i den skikkelse, som al fornuft må kalde ”Josefs søn”, denne sandheds-kraft er, og kun den skikkelse, denne sandheds-kraft kan udgå fra. Det er kun, når vi i denne menneskeskikkelse og i de menneske-ord, der er hans måde at gå gennem historien på, kan høre sandheden om vort liv og håbet for vort liv det er kun da, vi møder det meget mere, som betyder, at den fest, vi fejrer i dag, er festen for et nyt nådens år fra Ham, som på een gang er den yderste magt over alle ting og til alle sider, og den mest nærværende kærlige kraft lige midt iblandt os, ja, dybt inde i hjertet på hver eneste af os.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kyndelmissegudstjeneste - 5. februar 2013

Står i både første og anden tekstrække. - NB! Selve kyndelmissedag er 2. februar (40 dage efter Jesu fødsel).

 

Errindlev Kirke, Maribo Domprovsti, kl. 14.

 

Gudstjenesten var ved mig, fordi jeg efter gudstjenesten skulle holde et lysbilledforedrag i præstegården med titlen "Oplevelser med polakker 1990-2012".

 

DDS 2003: 72 - 612 - 76 v 2 -///- 133 - 117

 

Mal 3,1-4 - Hebr 2,14-18 - Luk 2,22-40

 

Første kollekt var Anna Sophie Seidelins kollekt til julesøndag, første tekstrække (Tillæg til Alterbogen s.23f). Sidste kollekt var den almindelige kollekt for ordet.

 

Da der var tale om en kort eftermiddagsgudstjeneste før et foredrag, var der hverken trosbekendelse, kirkebøn eller nadver.

 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du kommer til os som barnet i din mors og vore arme!

Lad dit jule-lys skinne klarere og klarere for os!

Amen.

 

Der er meget at sige om den kyndelmissegudstjeneste, som nu igen er begyndt at blive fejret rundt omkring i Folkekirken, enten på selve datoen den 2. februar, eller som nu i dag lige deromkring.

 

Heldigvis har jeres egen præst forberedt dagen godt i den artikel, hun har skrevet i sidste nummer af jeres sogneblad "Jarun". Hun har blandt andet oplyst, at det først var i 1770, vi holdt op med at have kyndelmissedag som forordnet gudstjenestedag.

 

Og vi behøvede jo ikke at mere eller mindre genindføre den. Men jeg vil i den forbindelse tillade mig at "spille omvendt" på apostelen Paulus kendte ord: "Alt er tilladt, men ikke alt gavner" (1. Kor 10,23). Idet jeg nemlig vil sige: Meget kan undværes, selv om meget af det også gavner!

 

Vi kan naturligvis sagtens undvære kyndelmisse som gudstjenestedag. Men vi kunne måske også få gavn og glæde af, i det mindste at begynde at have den fremme i bevidstheden igen som et særligt skillepunkt, idet vi også fejrer den rundt omkring efter lokal beslutning. Og jeg vil nu først sige lidt om den gavn, kyndelmisse kan gøre som "skillepunkt".

 

De to forrige søndage var dem med de mærkelige navne søndag septuagesima og søndag seksagesima, og de har, sammen med fastelavns søndag, været søndagene i den såkaldte septuagesimatid eller "forfaste". Denne tid blev midt i 1960'erne afskaffet i Den Romersk-Katolske Kirke. Og jeg mener, vi med fordel også kunne afskaffe den i Folkekirken.

 

Og så kunne vi i stedet lade rækken af søndage efter helligtrekonger fortsætte frem til kyndelmisse, altså 2. februar, og betegne søndagene derefter som søndag nummer det-og-det før fastelavn, idet vi fortsat betegnede den sidste søndag før fastetiden som fastelavns søndag. [Se mere om disse forhold på undersiden "Salmer og kristelige digte"].

 

Men kyndelmissedagen er ikke bare et tilfældigt "skillepunkt". Ifølge traditionen betegner den afslutningen på julefesten i videre forstand, nemlig i den forstand, at det faktisk var 40 dage efter Jesu fødsel, Maria og Josef efter jødisk skik fremstillede deres søn i Templet og dermed afsluttede deres barselsperiode.

 

Og jeg gentager: "Meget kan undværes, selv om meget af det også gavner". Lad os holde fast ved, at Jesus blev født ved midnat natten mellem den 24. og 25. december. For det gjorde han i hvert fald "teologisk set"! Og så gavner det os faktisk, at vi ikke bare mindes hans omskærelse og navngivelse på julefestens ottendedag (1. januar) og slutter selve julefesten med at fejre helligtrekonger (selve dagen er 6. januar), men også får markeret den begivenhed, som hans fremstilling i Templet var. Det gør os mere samtidige med hele det begivenhedsforløb, vi fejrer i julens fest. Og det understreger hele den jødiske eller gammeltestamentlige sammenhæng, kristendommen er udgået af.

 

Det hele bliver mere konkret for os. Og det gør det vel at mærke ikke ved noget, vi selv har opfundet, men på dén helt direkte måde, at vi simpelt hen mindes og fejrer de begivenheder, der faktisk engang har fundet sted. Det hjælper os til at huske, at hele kristendommen bunder i noget, der (i hvert fald på en eller anden måde) har fundet sted på et bestemt tidspunkt i historien, så at kristendommen ikke er noget, vi selv i vor store visdom skal "konstruere" (som det hedder), men er noget ganske bestemt, der kommer til os bagfra gennem historien.

 

De tekster, vi har hørt her ved denne kyndelmissegudstjeneste, er taget direkte fra den gældende romersk-katolske messebog og repræsenterer dermed den ubrudte kyndelmissetradition fra engang i 500-tallet af. Men vi kan sagtens lytte til disse gode bibeltekster som de gode evangelisk-lutherske kristne, vi er.

 

I stykket fra profeten Malakias' Bog er det virkelig stærkt at høre ordene "Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel". Sammen med de følgende ord om den vælde, hvormed det sker. For vi hører det jo i en sammenhæng, hvor "Herren" er det lille 40 dage gamle drengebarn, der af sine forældre bliver båret derind. Prøv, virkelig at høre det i jeres ører og se det for jeres øjne!

 

Og derved får ordene om smeltningen og ludningen også en helt ny betydning. For slet ikke at tale om den frembæring af offergaverne "på rette vis", "Herren til behag", der bliver resultatet af det.

 

Samtidig med, at vi skal se kristendommens rod i den gammeltestamentlige historie, skal vi se denne lille dreng som noget helt nyt, der er kommet ind i verden, noget nyt, der drejer alting 180 grader, ikke mindst alt, hvad der har med "offer" at gøre. Men det sker jo netop ved, at han går ind i det gamle, ja, ind i selve døden, for at dreje alting i den rigtige retning. Det er det, der er tale om i epistelen.

 

Jesus blev båret ind i Templet, og hans forældre bragte det foreskrevne offer. Selv om det altså var ham, der var Herren, der kom til sit Tempel. Ligesom han senere lod sig døbe af Johannes sammen med alle de andre. Og ligesom han jo julenat var blevet født som et sådan set ganske almindeligt menneske-barn. Og til sidst døde han en barsk menneskelig død. Det er dertil epistelen siger:

 

Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen ... Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder.

 

Og så er der endelig selve kyndelmisseevangeliet eller evangeliet om den gamle Simeon og den gamle Anna. Det er et evangeliestykke, jeg altid har holdt meget af, ikke mindst den scene, hvor den gamle Simeon står med Jesus-barnet i sine arme og priser Gud med de ord, der med rette har fået en stor plads i den kristne tradition: "Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse".

 

Og det gør faktisk hverken fra eller til, at jeg vel nu selv er ved at være jævnaldrende med Simeon (hvis alder vi ikke udtrykkeligt hører noget om). Men jeg kan ikke lade være at mindes, da min svigermor fortalte, at hun var kommet med i "Simeon og Anna-klubben" i sit københavnske sogn. Det havde jeg aldrig hørt om før. Men det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg fandt det meget smukt, at de gamle i menigheden kunne samles, for så helt direkte og bogstaveligt at tage Simeon og Anna til forbilleder.

 

Det helt særlige kyndelmisse-indhold i Simeons lovprisning er de sidste ord, hvor han betegner Guds frelse for alle folk med ordene "Et lys til åbenbaring for hedninger

og en herlighed for dit folk Israel". Her ses frelsen som lyset og herligheden. Og det er i forbindelse dermed, kyndel-misse er netop lys-messen, idet det oldnordiske ord "kyndill" jo betyder "et lys". På latin hedder det "missa candelarum" (candela = et (voks)lys).

 

Forud for selve den romersk-katolske "Herrens Fremstilling"-messe finder et særligt

lysvelsignelsesritual sted, som vi ikke skal komme nærmere ind på her, men jeg kan dog ikke - så meget mere, som vi bagefter, ovre i præstegården, skal ind i den polske sammenhæng - lade være at citere en af de bønner, der ifølge den polske katolske messebog kan bruges lige før selve bestænkningen af lysene med vievand:

 

Gud, du, som er det sande lys og kilden til det evige lys, oplys de troendes hjerter, for at alle, der med brændende lys er forsamlet her i denne helligdom, engang må få din herligheds glans at se. Ved Jesus Kristus, vor Herre.

 

Om kyndelmisse som lys-fest vil jeg endelig minde om, at selve årets, dvs. Solens, gang også her har en særlig betydning. Selve Jesu fødsel fejrer vi lige efter selve vintersolhvervet, nemlig på det tidspunkt, hvor man for årtusinder siden kunne konstatere, at året faktisk var vendt, så der virkelig var noget at fejre. Og så varer jule-festen altså lige til den 6. januar, som er det tidspunkt, hvor dagen virkelig begynder at tage til. Men her ved kyndelmissetide er lyset jo så for alvor begyndt at virke. Hvor koldt det end kan være, kan kulden ikke tage lyset fra os. Og det passer jo stort og smukt sammen med, at Jesus-barnets lys fik sin første helt særlige virkning i to konkrete menneskers liv, da Simeon og Anna så det i Templet 40 dage efter hans fødsel.

 

Der står ikke noget særligt om, hvordan den gamle Anna oplevede Jesus-barnet. Der står bare, at "Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning". Men desto mere kan vi tænke over det. Der er ofte en helt særlig styrke i det, der ikke bliver direkte sagt. Og til Annas ære vil jeg tillade mig at slutte med to vers i tilknytning til den salme, vi skal synge lige om lidt:

 

Alene gennem mange år,

kun Gud tilbage,

totalt hengivent også går

de sidste dage.

Svar på bønnen får hun nu

i fyrredagesbarnet.

 

Med Anna må vi prise Gud

for håb i trængsel,

ja, vi må tale glæden ud

til verdens længsel.

Barnet er vort lille håb,

som snart vil blive større.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Søndag septuagesima (B) - 8. februar 2004

 

Højmesse i Østofte Kirke, Maribo Domprovsti

 

DDS 2003: 410 – 22 - 300 -///- 695 – 269

 

Job 9,1-12. - ApG 17,22-34. - Matt. 25,14-30 (anden tekstrække)

 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du har betroet os din store kapital!

Ja, tak, fordi vi alle har fået hver vor del – hver vor opgave!

Send din Ånd og dit lys i vore hjerter, så vi kan se dette, tage imod det med glæde – og være medarbejdere for hinanden med denne glæde,

så glæden allerede nu kan være stor, i Himlen og på jorden,

indtil glæden bliver fuldkommen og grænseløs, når du kommer ved verdens ende og tager os med ind i din og vor Fars evige Rige!

Amen.

 

 

I daglig tale bruger vi ordet ”talent” i samme betydning som ordet ”evne”, og det har medført, at der er holdt en del livsfilosofiske moralprædikener over evangeliet til i dag: Lignelsen om de betroede talenter. Noget med, at vi hver især skal bruge de evner, vi har fået, til at gøre godt mod hinanden ude i hverdagen, og at vi ikke skal være bange for at sætte vort talent ind, selv om det ikke er så stort. - Og så videre, og så videre.

 

Alt sammen ganske udmærket. Det er bare ikke det, denne lignelse handler om. Den handler nemlig om Himmeriget. Talenterne er dele af Himmerigets kapital, som Jesus efter himmelfart og pinse har betroet sine disciple at forvalte, indtil han kommer igen.

 

Men vi ved jo også godt, hvorfor mange moderne mennesker føler, de må nøjes med at bruge denne lignelse som afsæt for nogle almindelige livsfilosofiske og moralske betragtninger. Det er svært at tro på det med Himmeriget eller Guds Rige. Ja, det er overhovedet svært at tro på Gud og på, at Jesus skulle være hans Søn. Og så kan man blive fristet til at sige, at ord som ”Gud” og ”Himmeriget”, de må stå for de ting, der sker i vort liv med hinanden ude i hverdagen.

 

Det er altså sådan set også ganske udmærket, ja, hvis vi slår op i Matthæusevangeliet og læser videre fra, hvor evangeliet til i dag slutter, så hører vi faktisk Jesus selv sige noget af det samme, nemlig i den store lignelse om Verdensdommen, hvor fårene bliver skilt fra bukkene efter, hvordan de har forholdt sig til Jesus, når de har mødt ham i skikkelse af deres sultne, tørstige, fremmede, fattige, syge eller fængslede medmenneske.

 

Der er altså sådan set ikke nogen, der skal komme og lære Jesus noget om det med, at det er i medmennesket, vi møder ham - og dermed Gud.

 

Der er bare det ved det, at denne radikale forkyndelse af gudsforholdet som lig med forholdet til medmennesket altså forekommer i een af de tre lignelser, som udgør Matthæusevangeliets 25. kapitel, og som alle handler om Himmeriget og om Jesu komme i herlighed ved verdens ende for at sætte sig på sin herligheds trone og dømme levende og døde.

 

Jeg vil derfor sige, at den ”livsfilosofi”, der vil klare sig uden alle de store ting, det rigtignok er så svært at tro på, alligevel ”snylter” på dem. Den må karakteriseres som et efter-kristent (”post-kristent”) eller kulturkristent fænomen, som låner sin kraft fra selve den ”gammeldags” kristendom, og som vil visne bort, når der er gået nogen tid, ligesom en afskåren gren vil visne efter nogen tids forløb.

 

Der ville ikke have været nogen ”kulturkristendom” for fine og kloge moderne mennesker i dag, hvis der ikke gennem århundrederne havde været nogle, der havde troet på selve kristendommen - og udfoldet et liv og en kultur på grundlag af denne tro.

 

Men lad os nu prøve at høre Lignelsen om de betroede talenter med det indhold, den havde, da Jesus fortalte den, og med det indhold, den har, sådan som evangelisten Matthæus har overleveret den til os.

 

Ja, prøve! Man kan sige, at vi, der dog prøver at være en slags kristne, også her i 2004, vi har det ligesom apostelen Peter, der sikkert også har syntes, Jesu tale om sig selv som Livets brød (Johs. 6,22ff) var ”hård tale”, men som dog på de tolvs vegne måtte erklære, at de ikke vilde følge dem, der gik deres vej, idet han sagde:

 

Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord (Johs. 6,68).

 

At være kristen vil sige at have hørt livet selv i hele den store helhed, som kristendommen er - som den sandhed, der som en nøgle til en lås passer til den store helhed som vort liv med dets sorg og glæde, længsel og håb er.

 

Og det indebærer altså, at så er der - på en eller anden måde! - en magt hinsides verden, som var før verden og vil være efter verden, og som er vort livs Giver og Herre. Og det indebærer, at så er det - på en eller anden måde! - Ham, vi møder i Jesus, dvs. i den måde, vi møder Jesus på i Kirkens liv og gudstjeneste, fx lige nu her på denne søndag septuagesima 2004.

 

Og det indebærer, at så rækker den virkelighed, vi her er inde under, også helt ud til tidens yderste horisont.

 

Og jeg gentager: på en eller anden måde!

 

Jeg taler somme tider om ”tågeklatternes teologi”! Det lyder måske ikke så flot. Men det er en meget nyttig teologi.

 

I vort almindelige kristne liv gør det ikke noget, om fx ordet ”Himmeriget” breder sig ud i en meget tyk tågesky. Det afgørende er, at vi kommer til at se i den rigtige retning, når vi ser på skyen!

 

Eller sagt på en anden måde: Det afgørende er, at hele vort møde med Jesus og kristendommen får os til at se, at den sandheds- og livs-kraft, vi møder dér, er så stor, at den faktisk rækker ud til og ud bag den yderste horisont - uanset hvordan vi forestiller os det eller ej.

 

Og talenterne her i denne lignelse er så den måde, den nye virkelighed, Jesus kom med, er hos os på inden for den horisont, som hans sandheds, hans livs og hans kærligheds storhed må betegne.

 

Og så er det jo meningen, at denne kapital, sandhedens og livets og kærligheds kapital, skal leve og vokse i os og for os og hos os og ud fra os på alle mulige måder.

 

Det gælder for hver enkelt af os. Det gælder for os alle tilsammen i den kristne menighed. Og det gælder ud fra den kristne menighed, altså i det, vi kalder mission. Selv om tingene jo hænger sammen. Den bedste måde at drive mission på er, at vore ikke-kristne omgivelser kan se, hvordan liv og sandhed og kærlighed trives og vokser i og blandt os kristne.

 

At investere Himmerigets kapital vil derfor først og fremmest sige at være medarbejdere på hinandens glæde (jfr. 2. Kor. 1,24).

 

Det, hele kristendommen går ud på, er jo så uforligneligt sammenfattet af Grundtvig i verselinieparret: ”så glade vi føler, os skabes i bryst / de levendes lyst”.

 

Idet vi dog her må gøre den vigtige tilføjelse, at det jo ikke er en overfladisk jubelkristendom eller en ”fremgangsteologi”, som det amerikanske fænomen vist hedder, det drejer sig om. Der kan være meget kors og megen lidelse over det kristne liv. Men også da er det glæden, der er det centrale, om det så nok så meget er glæden i den yderste trods, det yderste ”håb mod håb”.

 

Det, der så er i vejen med den tredje tjener, er, at han har et frygtens forhold til sin herre. Som apostelen Johannes siger:

 

Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten ... (1 Johs. 4,18).

 

Men det allerværste er de ord, hvormed han giver den betroede talent tilbage til sin herre: ”Se, her har du, hvad dit er”!

 

Sådan siger en funktionær, der er meget bange for firmaets ejer, vel ikke? Det er faktisk ikke så lidt frækt at sige sådan! Så det dér med ”af frygt for dig”, skal måske ikke tages så helt for pålydende?!

 

Når de moderne og meget oplyste mennesker siger, at de ikke kan tro på alt det dér med, at Jesus var Guds Søn, der døde og opstod og fór til himmels og skal komme igen for at dømme levende og døde, så kan det være deres måde at grave troen og håbet og kærligheden og den dertil hørende livs-glæde ned i et hul i jorden!

 

Der er tale om ikke bare en simpel mis-forståelse af, hvem Jesus er, og af, hvad hele kristendommen går ud på, men om en grundlæggende mis-tillid til Jesus og til hele kristendommen, en mis-tillid, der på een gang er en mis-tro og en u-tro, en utroskab.

 

Den store vantro er at ville sikre sig mod Gud! At ville have ham og det, der har med ham at gøre, anbragt et godt og sikkert sted, så man kan passe sine egne sager i fred, ja, rent ud sagt selv spille herre, mens ens herre i en eller anden forstand er ”på rejse”.

 

Det er også derfor, vi ikke skal gå for meget op i den straf, den tredje tjener får. Ingen kan jo få Himmerigets kapital til at yngle på grundlag af en frygt for straf. ”Frygt findes ikke i kærligheden”.

 

De to første tjenere har ikke tænkt på hverken straf eller belønning, da de fik Himmerigets kapital til at yngle. Det at investere sandhedens og livets og kærlighedens kapital, det er tværtimod at give sig helt hen i Himmerigets virkelighed, sådan som den allerede er til stede hos os her og nu. Uden nogen reservation eller nogen bagtanke, uden at ville prøve på at sikre sig.

 

Og at dette samtidig er at give sig helt og fuldt hen i det almindelige livs virkelighed, er noget helt andet end at ville reducere Evangeliet til livsfilosofi og moral. Under dén store himmel-hvælving, som Jesus og kristendommen hvælver over os, bliver alt godt i hele vort liv en forsmag på det kommende Rige, ja, noget, der indgår i, at det også allerede er hos os.

 

Så lad os gå ud og investere i livet - i alle dets former og skikkelser!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

2. søndag i fasten (B) - 17. februar 2008

 

Højmesse i Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti.

 

Se bemærkningerne til 18. søndag efter trinitatis 2008.

 

DDS 2003:

499 - 507 - 201 -///- 580 - 208

 

1. Mos. 1,27-31 – Hebr. 5,1-10 - Mark. 9,14-29

 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du er til stede hos os nede på jorden med din frelses kraft og din herligheds håb!

Hør os, når vi råber til dig ud af vor nød og fortvivlelse, og før os med dig gennem død og opstandelse til din herligheds mål!

Amen!

 

 

I søndags indledte vi fastetiden med at høre om syndens følger lige fra Kains brodermord til Jesu disciples strid om, hvem der skulle regnes for den største – med Jakobsbrevets advarsel mod konkurrence og begær indimellem.

 

I dag begyndte vi med at høre beretningen om, hvordan Gud skabte mennesket i sit billede – og så noget mere, som vi skal vende tilbage til. Dernæst hørte vi stykket fra Hebræerbrevet om Jesus som "årsag til evig frelse". Og endelig hørte vi evangelisten Markus' beretning om helbredelsen af drengen med den urene ånd.

 

Vi kan sige det på den måde, at vi i søndags gik ind i fastetiden som angerens og bodens tid ved at høre om selve den synd inde i os selv, Djævelen fik lokket os ud i, og at vi i dag hører om Faldets videre virkninger – på baggrund af hvor godt det hele var fra begyndelsen af.

 

Det er jo ikke bare en simpel sygdom, drengen her lider af, nej, han er "besat af en ånd", dvs. en "aflægger" af Djævelens magt, den magt, som oprindelig bragte mennesket og hele Guds skaberværk ud i den store ulykke.

 

Den ulykke, der kom over tilværelsen ved syndefaldet, den består altså ikke kun i, at vi mennesker er "blevet onde indeni". Det, at Djævelen fik held til at lokke menneskene ud af det skabnings-forhold til Gud, der var meningen med det hele fra begyndelsen af, det medførte en altomfattende ulykke. Der gik skår i hele menneskelivet, ja, i hele skaberværket.

 

Og så er det lige meget, om vi meget håndfast og bogstaveligt forestiller os syndefaldet som en konkret begivenhed i tiden, eller vi bare læser syndefaldsberetningen og de dertil knyttede steder rundt omkring i Bibelen som udtryk for den tilstand eller det vilkår, der gælder i verden, som den faktisk er.

 

Men lad os nu tage det hele forfra – alt det, vi har hørt i denne gudstjenestes tre læsninger.

 

Gud sagde: "Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden. "Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: "Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!" (1. Mos. 1,26-28).

 

Så stort er udgangspunktet! Så stor er den jødisk-kristne skabelsestro! Så stort er det for en jøde og en kristen at være menneske!

 

Men vi skal også lægge mærke til den anden halvdel af det, vi hørte i den gammeltestamentlige læsning, nemlig at det ifølge den gamle jødiske skabelsestro ikke oprindelig har været meningen, at menneskene skulle spise dyrene, eller at dyrene skulle æde hinanden! At både mennesker og dyr altså skulle være vegetarer!

 

Det er en del af skabelsesberetningen, vi ikke plejer at tale så meget om. Men det er påfaldende, at den er med.

 

For det første er den et klart udtryk for den opfattelse – eller altså tro – at der er et så nært slægtskab mellem ikke alene dyrene indbyrdes, men også mellem mennesker og dyr, at de ikke skulle æde hinanden. Men for det andet er det jo skrevet i en sammenhæng, hvor man ikke alene kunne se, at der faktisk var en hel del dyr, der levede af at spise andre dyr, men hvor det også var sådan, at menneskene slog dyr ihjel for at spise dem. Jøderne var jo et hyrdefolk, der i høj grad levede af at spise især deres får og lam. Ja, det var direkte en del af den israelitiske gudsdyrkelse, at man slagtede dyr og ofrede dem til Gud, hvilket især gjaldt de lam, man ofrede til påske – og selv spiste af. Jesus har også spist kød, når han holdt måltid sammen med sine disciple, sidste gang aftenen før sin død. Vi kan sige det på den måde, at han også i den henseende gik ind i vor tilværelse og blev som en af os.

 

Alligevel fremgår det af denne del af den første skabelsesberetning, at det helt fra begyndelsen af – og helt grundlæggende – ikke har været – og ikke er - meningen, at dyr skulle æde hinanden eller mennesker skulle slå dyr ihjel for at spise dem. Hvilket også vil sige, at der allerede i beretningen om, hvad der skete på skabelsens sjette dag er en henvisning til, at der senere er noget, der er gået galt.

 

Vi kan i denne forbindelse også tænke på det bemærkelsesværdige forhold, at allerede havdyrene og fuglene på skabelsens femte dag blev velsignet med en velsignelse, der et langt stykke svarer til den velsignelse, menneskene blev velsignet med.

 

Og det kan der siges meget om. Det er fx en meget stærk teologisk vinkel på dyrevelfærdsproblematikken. Ja, der kunne også holdes en stor "dyreteologisk" prædiken over denne del af skabelsesberetningen. Jeg tænker her ikke mindst på forholdet mellem os og vore kæledyr!

 

Men her i vor sammenhæng i dag er det afgørende ved denne del af den gammeltestamentlige læsning, at også i forholdet mellem mennesket og dyrene – og mellem dyrene indbyrdes – kom syndefaldet til at betyde en stor ulykke og uorden.

 

Derfor er det også en del af profetien om Davidssønnens fredsrige hos profeten Esajas, at i det rige er det sådan, at

 

Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen (Es. 11,7).

 

Og det er opfyldelsen af det gamle Israels håb, der er tale om i epistelen fra netop Hebræerbrevet.

 

Men i evangeliet til i dag er vi vidne til et af de optrin fra Jesu liv, hvor Jesus er på vej mod dette mål.

 

Og vi skal lægge mærke til, hvordan det begynder: "Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene ...". For hvad var det de kom ned fra? Det var jo Forklarelsen på bjerget, hvor de tre disciple havde set Jesus i hans herligheds stråleglans og havde hørt en røst fra den sky, der overskyggede dem, sige: "Det er min elskede søn" – hvortil jo svarer citatet i epistlen: "Du er min søn".

 

Jesus har altså endnu ikke nået sit mål. Og vel har de tre disciple oplevet en forsmag på hans herlighed. Men nu er de – i enhver betydning – kommet ned på jorden igen. Hvor lidelsen hersker, ja, hvor de bliver konfronteret med ikke bare et eksempel på almindelig sygdom, men et eksempel på, hvordan den Ondes magt, en ond ånd, direkte har taget bolig i et menneske, skabt i Guds billede.

 

Og de andre disciple, de, der var blevet nede på jorden, de havde ikke kunnet gøre noget. Men selv om Jesus selv nu også var kommet ned på jorden igen, blev skaren, der stod og diskuterede, alligevel "grebet af ærefrygt", da de så ham. Også i sin almindelige jordiske skikkelse har Jesus altså haft noget i sig og ved sig, der har indgydt ærefrygt.

 

Og drengens far beder ud af sin store fortvivlelse Jesus hjælpe ham og hans søn – "hvis du kan gøre noget"!

 

Så Jesus bliver igen oprørt over den vantro, dvs. afstand fra Gud og mistillid til Gud, både disciplene og hele skaren og drengens far er præget af. Hvad vi naturligvis ikke skal høre som en smålig bebrejdelse, men som et udtryk for Jesu sorg over, at menneskene lever i dette brudte forhold til Gud. Og så er det, Jesus her siger, jo i virkeligheden en del af den historie, hvori Gud heler det brudte.

 

Ud af sin desperation kan drengens far derfor råbe til Jesus: "Jeg tror, hjælp min vantro!". Hvorved han bliver det store forbillede til alle tider for os stakkels mennesker. - "Den slags kan kun drives ud ved bøn", forklarer Jesus til sidst disciplene. Men "bøn", det er jo netop et sådant nødråb ud af fortvivlelse, vantro og fjernhed fra Gud.

 

Og Jesus hjælper denne far og hans søn. Men vi skal lægge mærke til, hvad det er der sker. Ligesom det ikke bare er en almindelig sygdom, drengen lider af, således er det heller ikke bare en almindelig helbredelse, Jesus udfører.

 

Der er tale om et lille eksempel på, hvad det hele drejer sig om, nemlig skaberværkets genoprettelse ved udfrielsen fra Djævelens magt. Jesus befaler den "stumme og døve ånd" at fare ud af drengen. Men det er så voldsomt et indgreb, at drengen "blev som død".

 

Det Ondes, ja, den Ondes magt gennemsyrer i den grad hele vor tilværelse, at hele den gamle skikkelse må dø, før den nye skabelse kan finde sted, den nye skabelse, som er den gamle skabelses genoprettelse.

 

Og her finder gen-skabelsen sted, ved at Jesus tager drengens hånd og får ham til at rejse sig op. Hvilket jo i virkeligheden er en endnu stærkere åbenbarelse af Jesu herlighed og kraft end den stråleglans, der havde omgivet ham oppe på bjerget.

 

Og denne herlighed og kraft er også til stede hos os i dag. Lidelsen og døden og det Ondes magt gør sig stadig gældende. Og vi er lige så rådvilde og diskuterende, som skaren dengang var. Men også vi kan råbe til Gud om hjælp i Jesu navn, når vi rammes af det Ondes magt. Ud af al vor fortvivlelse og vantro og fjernhed fra Gud. Og måske sker der det samme for os, som skete for drengen og hans far dengang. Eller måske sker der ikke noget. Vi lever jo stadig her på jorden, under de vilkår, der gælder her.

 

Men når vi ser det samme i Jesus, som skaren dengang så, og det gør vi jo - der er noget i ham, der den dag i dag fylder os med ærefrygt - så vil vi under alle omstændigheder kunne klamre os til håbet om, ja, føle og mærke, at allerede i selve vort råb og vor bøn til Gud i Jesu navn, stående over for ham, er vi ved at være tilbage i den store og gode sammenhæng, som fra begyndelsen af har været meningen, som stadigvæk er meningen, og som er den mening Jesus vil føre os helt ind i, når han tager os med i mål!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

3. søndag i fasten (B) - 7. marts 2010

Men se petitafsnittet her lige nedenfor!

 

Hillested Kirke kl. 8.30. Tirsted Kirke kl. 10. Begge Maribo Domprovsti.

 

Men der er tale om det i alt væsentligt helt uændrede manuskript til prædikenen på 3. søndag i fasten 2000 (to tusind, altså ti år før!). Med rettelse af et antal direkte slåfejl og lignende samt nogle få ganske ubetydelige sproglige tydeliggørelser og lignende. Jeg har dog valgt at sætte den ind her. Om ikke andet kan det ses som et bidrag til lokalkirkehistorien og min egen pastorale biografi. Jeg havde nemlig på grund af sygdom med meget kort varsel måttet overtage disse gudstjenester. Salmerne er således (efter hukommelsen) de af sognepræst Jesper Bacher valgte.

 

DDS 496 - 397 - 341 - /// - 155 - 390

 

2. Mos. 32,7-10.30.32. - Åbenbaring. 2,1-7. - Johs. 8,42-51

 

 

Herre Jesus Kristus!

Forbarm dig over os! Lad din Sandhed få magten over os, så at vi kan blive befriede fra Syndens og Løgnens og Dødens magt.

Amen!

 

 

Stedet er tempelpladsen i Jerusalem.

 

Tidspunktet er den sidste dag i løvhyttefesten, den store høstfest og mindefest for ørkenvandringen.

 

Situationen er, at Jesus i al hemmelighed er draget fra Galilæa op til Jerusalem og først midt i festugen er begyndt at prædike på tempelpladsen. Man er nemlig allerede begyndt at stræbe Jesus efter livet. Men som han selv siger: "Min tid er endnu ikke kommet" (Johs. 7,6).

 

Løvhyttefesten er i oktober. Der er endnu et halv år til påske. Og det er altså festens sidste dag.

 

Der har været mange bevægede optrin. Jesus og hans modstandere har råbt mod hinanden, og ypperstepræsterne og farisæerne har haft folk ude for at gribe Jesus.

 

Men hvad er det, Jesus svarer modstanderne på, når han her i begyndelsen af evangeliet til i dag siger: "Hvis Gud var jeres fader, ville i elske mig"?

 

Det er nemlig en hård sammenhæng!

 

Det begynder med, at der faktisk var en hel del jøder, der var kommet til tro på Jesus. Og til dem siger Jesus de gode ord:

 

Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie (Johs. 8,31).

 

Umiddelbart skulle det være usandsynligt, at nogen skulle modtage et sådant tilsagn med andet end glæde og taknemmelighed. Ikke desto mindre bliver netop de jøder, som lige var kommet til tro på Jesus, sure over det, han siger til dem. De svarer, at de sandelig ikke trænger til frigørelse. De er jo Abrahams slægt. Og så er der ikke nogen, der skal komme og sige til dem, at de skal frigøres! Hvortil Jesus svarer, at det ikke nytter dem noget at påberåbe sig Abraham, når enhver, der gør synd, jo er syndens træl.

 

Og Jesus går videre. Han fortæller dem, at når de reagerer sådan på hans befrielsestilsagn, så er det ensbetydende med, at de til sidst vil slå ham ihjel

 

Jeg ved, I er Abrahams efterkommere; men I vil have mig slået ihjel, fordi mit ord ikke når ind til jer. Jeg siger, hvad jeg har set hos Faderen; og I gør også, hvad I har hørt af jeres fader (Johs. 8,37).

 

Og sådan fortsætter ordvekslingen, indtil det ender med, at modstanderne - dem, der lige før så ud til at være kommet til tro på Jesus! - giver ham det hårdeste spark, de kan komme på, idet de nemlig siger:

 

Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud (Johs. 8,41).

 

 

 

Det er hårde ord her 14 dage før Mariæ bebudelses dag! Men disse jøder har måske på en eller anden måde været klar over, at Josef. Marias mand, ikke var Jesu rigtige far?!

 

Men det kan da også være, det, modstanderne siger, bare betyder: "Du skal ikke stå der og beskylde os for ikke at være Abrahams rette efterkommere!".

 

Men når man een gang har læst ordene på den måde, jeg lige pegede på, er der dog stadig tale om i det mindste en tanke, man kan arbejde videre med. For den svarer jo i hvert fald ganske til den senere, helt tydelige anklage: "Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?" (Johs. 8,48).

 

Og lige meget hvad er det rimeligt nok at kaste blikket frem mod Mariæ bebudelses dag, altså uanset hvordan vi vil forstå ordene: "Vi er ikke uægte børn". For det drejer sig jo under alle omstændigheder om, hvem der er Jesu far, dvs. om, hvem Jesus repræsenterer. Og for os i dag kan netop beskyldningen mod Jesus for at være resultatet af en løs forbindelse, Maria skulle have haft, på en ganske særlig stærk måde anskueliggøre kristendommens svage og tvivlsomme stilling i en hård verden.

 

Der har gennem tiderne med visse mellemrum også altid været præster, der i julen eller på Mariæ bebudelses dag, har skullet lette deres samvittighed og vise deres ærlighed og redelighed ved, højlydt fra prædikestolen at erklære, at de altså ikke ser sig i stand til at tro på det med jomfrufødslen!

 

Hertil vil jeg svare - undskyld udtrykket - "Herregud! Som om det var det eneste, vi ikke ser os i stand til at tro på! Der er jo ingen af os, der ser os i stand til at tro på noget som helst, hvis det endelig skal være det! Derfor er det latterligt at pille lige netop det med jomfrufødslen ud og sige, at det kan man ikke tro på. - I øvrigt kan det være, at netop hele den nye indsigt i, hvad det egentlig er der foregår i forbindelse med undfangelse og fosterdannelse, kan få folk til at indse, at hvis det endelig skulle være det, så er det det mindste mirakel i verden at få manipuleret et æg til at fordoble sit kromosomal med det ene x-kromosom forandret til et y-kromosom. Det er i hvert fald langt lettere for den Gud, der fra først af har skabt det hele, end det, han gjorde, da han opvakte Jesus fra de døde påskemorgen!

 

Men selvfølgelig kommer vi ikke selve sagen meget nærmere ved sådanne spekulationer. Det vigtigste ved dem er, at det i hvert fald ligesom kan antyde, hvordan forbindelsen mellem Guds virkelighed og vor virkelighed kan finde sted.

 

Men det, det egentlig drejer sig om, er netop det, vi hører i evangeliet til i dag. Lad mig sige det på denne måde:

 

Når jeg ikke føler nogen trang til at gøre "det med jomfrufødslen" til et særligt problem, så jeg fx skulle give mig til at bekende her fra prædikestolen, at jeg ikke så mig i stand til at tro på den, så er det ikke fordi jeg for alvor tror, det kan lade sig gøre at opnå en egentlig forståelse af, hvad den i rent biologisk forstand vil sige - selv om det selvfølgelig bl.a. vil sige noget i retning af det, jeg antydede før.

 

Nej, når jeg tror på jomfrufødslen og med stor glæde siger eller synger også ordene "undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria", så er det, fordi det svarer til noget andet, jeg tror på, og som jeg trods alt bedre kan opfatte og forstå, nemlig at Jesus på en helt særlig måde er Sandhedens repræsentant og Løgnens absolutte modsætning! Og dermed Livets repræsentant som Dødens absolutte modsætning.

 

Det er et forkert eller for lille sted at begynde, hvis man begynder med nogle overvejende biologisk begrundede overvejelser om, hvad Gud ville kunne gøre ved en af Marias ægceller.

 

Det er også forkert - og for lidt - hvis vi låser os fast i et mere eller mindre rumligt billede af Himlen og jorden, så det, at Jesus kommer fra Gud, bare skule være noget med en slags nedstigning fra en højere til en lavere verden eller en overgang fra en rent åndelig til en legemlig eksistens.

 

Det, at Jesus fik en menneskelig legemlighed ligesom din og min, har ganske vist en helt afgørende betydning, nemlig som et helt afgørende og dejligt Ja til det at være menneske med både ånd, sjæl og legeme. Men netop fordi det er sådan, er der ikke tale om et "problem".

 

Nej, "problemet" - for at sige det mildt - er forholdet mellem Sandhed og Løgn som et forhold, der er nøje sammenhængende med forholdet mellem Liv og Død.

 

Der er to lag i det store spørgsmål, som er uendelig langt vigtigere end spørgsmålet om, hvorvidt vi nu også ser os i stand til at tro på jomfrufødslen som "mirakel" betragtet. Og det første lag er spørgsmålet om selve eksistensen af to diametralt modsatte "kvaliteter", nemlig pdes. Sandhed og Liv og pdas. Løgn og Død.

 

Det er her, vi skal begynde, enten allerede uanset kristendommen - eller i hvert fald senest, når vi har hørt om Jesus og hørt, hvad han har sagt.

 

For vi kan ikke have nogen kristen tro på noget som helst, hvis vi ikke oplever hele kristendommen - og altså hele kristendommen! - som Sandhedens og Livets store "modangreb" mod Løgnen og Døden. Hvis vi ikke hører, hvad der bliver sagt i denne store kamp-sammenhæng, ja, hvis vi ikke hører det ud fra en uendelig kærlighed til Livet og Sandheden og en desperat trang til frelse fra Døden og Løgnen, så det nødvendigvis blive uforståeligt alt sammen, og så nytter selv alverdens smarteste kommunikation og markedsføring fra forkyndernes side ikke det mindste!

 

Men se, når vi - enten ud fra selve vor naturlige oplevelse af tilværelsen eller ved hjælp af kristendommens lys over tilværelsen - er kommet dertil, hvor vi virkelig oplever modsætningen mellem Sandhed-Liv og Løgn-Død, så er jeg lige ved at sige, resten går af sig selv. Ikke sådan, at vi af os selv ville kunne ligesom tænke os til een, der kunne redde os ud af Løgnen og Døden over til Sandheden og Livet. Men sådan, at når Jesus træder frem for os, så kan vi straks høre og se, at her er Han, som hele vor livs længsel har været en længsel imod.

 

"Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig?" - spurgte Jesus. Og det er her, hans inderste og egentligste autoritet ligger: at ingen kan finde det mindste spor hos ham af noget, der hører til på Løgnens og Dødens side. - Og når man ikke kan det, så må alt, hvad han siger, være rigtigt!

 

Med os er det anderledes. Vi har noget fra begge sider i os. Og nogen har så meget af det onde over sig, at de ligefrem protesterer, når Jesus kommer og vil befri dem fra det!

 

Sådan skulle det nødig være med os. Vi skal med glæde tage imod frihedstilsagnet fra Jesus, ja, imod det tilsagn, vi ganske særligt får i dag: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden" (Johs. 8,51).

 

Jamen hvad så med de andre, dem, der protesterer og stritter imod? - Ja, dem skal vi bekymre os om på den måde, at vi ikke spilder tiden med ørkesløse spekulationer om, hvad der mon skal ske med dem til allersidst, men med sandhed og liv prøver at holde den glæde op for dem, hvormed vi selv har taget imod tilsagnet om sandhedens frihed og liv!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

-  -

 

I Hillested udtrykte jeg fra prædikestolen før den apostolske velsignelse mit håb om, at det ikke var på grund af alvorlig sygdom, jeg stod dér. For det var jo i sig selv stort for mig at fungere som præst her i min svigerfars og dermed min kones og hendes families kirke!

 

Tilføjet her: Jeg mener nemlig ikke, jeg har fungeret som præst i Hillested Kirke, siden jeg begravede først min svigerfar (1975), siden min svigermor (1988). Til gengæld har jeg i tiden efter 2003 nogle gange spillet orgel dér. - Hvad min svigerfars anden kirke, Skørringe, angår, se 3. søndag efter påske 2007.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

1. søndag efter påske (B) - 23. april 2006

 

Askø Kirke, Smålandshavet, Maribo Domprovsti.

 

Min mor Ebba Christensen, født Rasmussen, som døde i 2002, blev født på Askø i 1903 og havde sin barndom dér. Desuden var hun i perioder som voksen hjemme på fødegården. Selv har jeg naturligvis fra barndommen af ved flere lejligheder besøgt Askø. - Man kan sige, at dette er det måske største højdepunkt i den række af gudstjeneste-oplevelser, jeg har haft siden min pensionering i 2003. Men der har været andre store oplevelser. Jeg har jo boet en hel del steder på Lolland og har haft berøring med yderligere en hel del steder. Se bemærkningerne ved nogle af de andre prædikener her på siden - og de indledende bemærkninger øverst på siden.

 

 

DDS 2003: 408 – 223 v 1-2 - 218 -///- 599 – 223 v 5-6

 

Efter stedets skik kun to læsninger:

ApG. 2,22-28. - Johs. 21,15-19.

 

 

Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi du også i dag viser dig for os i din herlighed!

Og tak, fordi du spiser dig sammen med os!

Hold os fast i Livets og Sandhedens og Kærlighedens fællesskab med dig – også gennem alle onde kræfters rasen og alle vore svigt!

Amen!

 

 

Kristus er opstanden!

 

Det er 1. søndag efter påske. Og i kirkeåret er det stadig påske, stadig fest. Ja, det er fest hele tiden – til og med Kristi himmelfart og pinse, og til og med den store opsamling af det hele på søndagen efter pinse, trinitatis søndag, Hellig Trefoldigheds fest.

 

Men ellers kan det jo hurtigt blive hverdag igen. Ikke alene på den gode måde, hvor det er dejligt at komme tilbage i den daglige rytme, men også på den dårlige måde, hvor den fest og glæde og det håb vi dog trods alt måtte have følt påskedag, forsvinder ud i det grå, ja, måske ligefrem bliver opslugt af håbløshedens sorte mørke.

 

Og på denne sidste måde var det også gået Jesu disciple i den situation, der berettes om i Johannesevangeliets sidste kapitel.

 

I selve læsestykket til i dag hører vi kun vers 15-19 af de i alt 25 vers. Men det begynder netop med, at det virkelig er blevet hverdag for Simon Peter, Thomas Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, de to Zebedæussønner Jakob og Johannes – og yderligere to, ikke navngivne, disciple.

 

Om disse syv disciple står der allerførst bare, at de ”var sammen”. Og dernæst står der, at ”Simon Peter sagde til dem: ′Jeg tager ud at fiske′”.

 

Her har vi igen Peter, disciplenes førstemand! Og i selve tekststykket til i dag er det jo også ham, der er hovedpersonen – næst efter Jesus. Men lige her i begyndelsen af kapitlet er Jesus der ikke! Det er virkelig blevet hverdag efter påskens begivenheder. Så der ligger meget i det, Peter siger: ”Jeg tager ud at fiske”.

 

Der er ingen tvivl om, at disciplene er vendt tilbage til Galilæa i håbet om, at de dér skulle møde den opstandne Jesus, sådan som englen ifølge både Matthæus’ og Markus’ påskeevangelium havde sagt. Men nu er de bare ”sammen”, som der står, alene med hinanden. Og der står ikke noget om, hvad de siger til hinanden. Meningen er nok, at de simpelt hen ikke har sagt noget som helst. Der har ikke været noget at sige. De er bare skuffede.

 

Og det, Peter siger, er jo også et udtryk for skuffelse. Eller et udtryk for, at nu må de i hvert fald – midt i skuffelsen – foretage sig noget: ”Jeg tager ud at fiske”. Her skal vi nok lægge mærke til, at han ikke engang siger: Lad os tage ud at fiske. Eller Skal vi ikke tage ud at fiske. Meningen kan være: Ja, det kan godt være, I bare vil stå her og hænge med hovedet, men nu tager jeg altså ud og fisker!

 

Dog, de andre siger, at de vil tage med ham. Men det hjælper ikke meget. For som der står: ”Men den nat fangede de ingenting”. Ikke engang den gamle fisker-hverdag kan de altså vende tilbage til! – Og vi skal jo i den forbindelse huske på, at Jesus engang – måske oven i købet lige på dette sted – havde sagt, at han ville gøre disciplene til ”menneskefiskere”, til dem, der i hans tjeneste skulle fange mennesker ind til livet i Gudsrigets sammenhæng. Men ikke engang fisk kunne de altså fange nu.

 

Og uanset hvor flot vi kan tale om den store påske-pinse-festtid, er dette jo noget, vi, som her i 2006 er Jesu disciple, nemt kan spejle os i. Ja, netop her i 2006, hvor vi kan blive grebet af en ganske særlig modløshed.

 

For blot ganske få år siden, var det ganske vist slemt nok. Men det var alligevel knapt så vanskeligt, som det er nu. Vi kunne måske nok miste troen og håbet. Men når vi så ligesom prøvede at vende ryggen til tomheden og håbløsheden, så var kristendommen der jo alligevel. Det var i hvert fald ret simpelt: Enten den store tomhed og intethed og håbløshed – eller også kristendommen. Og når vi så begyndte at gå tilbage til den, så kunne vi tage den til os igen, stykke for stykke.

 

Her i 2006 er det ikke så enkelt. For når vi nu prøver at vende os bort fra den store afgrund, så er det et helt forvirret billede, der tegner sig for os, hvor alting er i opløsning, og hvor alle mulige ting byder sig til, både alle mulige religiøse tilbud og alle mulige ekspertforklaringer - og ekspert-bort-forklaringer.

 

Vi kan altså mere end sagtens sætte os ind i disciplenes situation. Også for så vidt angår det med, at vi ikke engang kan få noget ud af det, hvis vi prøver at begrave os i hverdagen og dens gøremål.

 

Men her i evangeliet sker der så pludselig noget: ”Tidligt om morgenen stod Jesus på strandbredden”!

 

Og det kan vi – trods alt – også nemt spejle os i her i 2006. Midt i hele forvirringen dukker Jesus faktisk op alle mulige steder og den ene gang efter den anden.

 

Og han gør det i alle mulige skikkelser. Gang på gang støder vi på stumper af kristendommen mellem brokkerne af den gamle verden.

 

Alligevel er det langtfra nemt. Det kan godt være, vi på en helt ny måde er begyndt at kunne se kristendommen, ja, ligefrem at kunne betegne os selv som en eller anden form for kristne. Men alligevel har vi det jo i høj grad som de syv disciple dér ved Tiberias Sø – eller Genesaret Sø. For vel står der, at Jesus pludselig stod dér på strandbredden. Men der står også, at ”disciplene vidste dog ikke, at det var Jesus”.

 

Dengang så disciplene bare en mand – uden at vide, at det var deres opstandne rabbi. I dag kan vi måske nok begynde at se kristendommen og måske ligefrem kalde os kristne. Men er det den opstandne Jesus, vi ser? Eller kender vi ham? Hvor vi så må håbe og bede til, at det kommer til at gå os, som det gik de syv skuffede disciple dengang, nemlig at den Opstandne selv tager initiativet og sætter os i gang på ny.

 

For resten af den beretning, der går forud for læse-stykket til i dag, handler om, hvordan den opstandne Jesus først får disciplene til at gøre et nyt forsøg – som bliver til en efter-påske-gentagelse af det gamle ”Peters fiskedræt”.

 

Og det slutter med en efter-påske-gentagelse af noget andet. For da disciplene har fanget 153 fisk – et tal, der symboliserer alle verdens folkeslag – byder han dem på et grill-måltid inde på strandbredden. Vi kan sige, at her smelter Peters fiskedræt, de gamle bespisningsundere og skærtorsdagsmåltidet sammen i den nye efter-påske-virkelighed. Det slutter med, at ”Jesus går hen og tager brødet og giver dem det, og ligeledes fisken”. Et virkelig dejligt billede på den gudsrigesvirkelighed, vi allerede nu bliver sat ind i, når vi møder den opstandne Jesus og holder måltid sammen med ham.

 

Og det afsnit, vi hørte læst, begynder udtrykkeligt med ordene: ”Da de havde spist, sagde Jesus til Simon Peter ...”.

 

Det er vigtigt, at det meget alvorlige replikskifte mellem Jesus og Peter, finder sted på hele den baggrund, vi her har fået tegnet op.

 

For også dette replikskifte mellem Jesus og Peter er jo en efter-påske-gentagelse af noget, der skete før påskedag, nemlig den ellers så selvsikre Peters trefoldige fornægtelse af Jesus, da det virkelig gjaldt – i natten mellem skærtorsdag og langfredag.

 

Og det er en virkelig sørgelig og barsk sag. Men der er jo ikke tale om, at Jesus forkaster Peter. Jesus er ganske vist meget hård ved ham. Det må virkelig ikke have været sjovt for ham at blive mindet om sit gamle svigt, bedst som det hele var så godt og rart. Men Jesus er åbenbart nødt til at give ham denne behandling, hvor han viser ham, at i den nye efter-påske-gudsrigessammenhæng bliver han nødt til at erkende virkeligheden om sig selv.

 

Det første, Jesus spørger om, er jo, om han elsker ham mere end de andre! Og dertil kan den stakkels Peter altså kun svare: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær! – Men alligevel siger Jesus allerede her: ”Vogt mine lam!”. Jesus sætter altså nok Peter på plads, men kun med det udtrykkelige formål, at han skal blive ved med at være disciplenes leder. Og sådan er det også de to andre af de tre gange, der jo altså minder Peter om hans trefoldige fornægtelse i den forfærdelige skærtorsdagsnat. Peter skal fortsat være disciplenes leder – nu i den nye dejlige gudsrigessammenhæng, de lige er blevet bogstavelig talt spist ind i.

 

Men til allersidst forudsiger Jesus, at den død, Peter fik talt sig fra, da han i skærtorsdagsnatten tre gange fornægtede Jesus, den slipper han ikke for. Selv om Jesu disciple er blevet sat ind i påskens nye store og herlige sammenhæng, ja, jo netop derfor, slipper de ikke for det store sammenstød med verdens onde kræfter. ”Følg mig!”, sagde Jesus til allersidst. Og det at følge Jesus, kan altså betyde at følge ham ind i martyrdøden.

 

Det er også barske ord til os, der som Jesu disciple er samlet til denne gudstjeneste her på denne 1. s. e. påske 2006. Men sådan er det. Sådan er de barske vilkår. Og også det, er noget, der netop nu tegner sig på måder, vi for blot få år siden ikke ville have troet mulige. Selv om der jo hele tiden har været kristne, der har måttet bringe det yderste offer som en del af det at følge Jesus.

 

Men det gør det kun endnu vigtigere, at vi brugte en hel del tid på at få tegnet de dejlige ting fra kapitlets første del op. Kun når vi oplever, at det er Livet og Sandheden og Kærligheden, vi er sammen med, når vi følger den opstandne Jesus, forstår vi, hvorfor det har den helt store mening at følge ham til det yderste i sammenstødet med alle onde magter.

 

Det kan godt være, vi ikke er mere trofaste og tapre, end Peter var i skærtorsdagsnatten. Men uanset, hvad frygt og smerte kan tvinge os til af fornægtelse og svigt, rokker det ikke ved, at det er Livet og Sandheden og Kærligheden, der er den virkelige og eneste sande magt, så at vi dybest set og i det yderste perspektiv altid er i dejligheden og herligheden, når vi følger Ham og er sammen med Ham!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

-  -  -

 

Efter kirkebønnen sagde jeg:

 

Jeg vil tillade mig at udtrykke min glæde og taknemmelighed over, at både Anna som kirkesanger og jeg selv som præst har fået den oplevelse at fungere ved denne gudstjeneste her på min mors ø. Og vi har vor søn Asbjørn med. Tak for samværet!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

2. søndag efter påske (B) - 30. april 2006

 

Stokkemarke Kirke, Maribo Domprovsti, Lolland-Falsters Stift

 

 

DDS 2003: 220 - 664 - 218 -///- 662 – 246 v 4-6

 

Sl. 23 – Hebr. 13,20-21. - Johs. 10,22-30

 

 

Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi du viser dig for os som den Levende og samler os omkring dig som din levende flok!

Hold os fast i din hånd, giv aldrig slip på os, men før os til sidst ind til den store og rene herlighed i din Far og vor Fars evige Rige!

Amen!

 

 

Kristus er opstanden! Vor Hyrde lever!

 

Det er stadig påske, stadig fest – til og med Kristi himmelfart og pinse, og til og med den store opsamling af det hele på søndagen efter pinse, trinitatis søndag, Hellig Trefoldigheds fest.

 

I søndags hørte vi en del af Johannesevangeliets sidste kapitel, det kapitel, som begynder med en efter-påske-gentagelse af Peters fiskedræt og derefter en dejlig grill-nadver inde på Genesaret-søens bred (Joh. 21,1-14). Men selve det evangelium, der blev læst, var den meget pinefulde parallel til, hvordan, Peter i skærtorsdagsnatten tre gange havde fornægtet Jesus for at slippe for at komme til at dele skæbne med ham. Hvor det afgørende dog er, at den Peter, som nu må erkende sit sande format, bliver indsat som leder af disciplene ved Jesu også tre gange gentagne: ”Vogt mine lam!” – ”Vær hyrde for mine får!” – ”Vogt mine får!” (Joh. 21,15-19).

 

Men den egentlige hyrde er jo Jesus selv, og i dag siger han til os:

 

Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét”. (Joh. 10,27-30)).

 

Det sagde Jesus ganske vist allerede i vinteren før påske. Men, hvad vi hører Jesus sige til os nu, det kommer jo altid til os i den virkelighed, vi lever i efter påske og pinse. Idet vi jo så også skal huske på, at hos evangelisten Johannes er pinsen så at sige indbygget i påsken, idet den Opstandne ifølge hans påskeevangelium allerede om aftenen påskedag ”blæste ånde” i dem og sagde ”Modtag Helligånden!” (Joh. 20,22f).

 

Men efter alle disse store ord – eller allerede mens vi hører dem! – begynder vi jo nok at stille nogle spørgsmål, der i hvert fald i nogle henseender ligner de spørgsmål, ”jøderne” stillede til Jesus, da han under tempelvielsesfesten i vinteren før påske ”gik rundt på tempelpladsen i Salomos Søjlegang”.

 

Dengang sagde de: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud”. Og det gjorde de ikke i nogen god mening. De blev i hvert fald så rasende over det svar, de fik, at de samlede sten op for at stene ham (Joh. 10,31). Og det var jo også et hårdt svar, Jesus havde givet dem:

 

Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.

 

Men også i dag er der jo mange, der stiller spørgsmål til Jesus – eller altså til kristendommen – på denne måde. Og lad os nu ikke blive hængende i spørgsmålet om, hvorvidt det er noget, man kan være fordømt til på forhånd. Det spørgsmål kan vi alligevel ikke komme bag om. Men vi kan konstatere, at nu som før er der to måder at nærme sig Jesus – eller kristendommen – på, og to måder at spørge på: Enten på en kritisk afstand, hvor man mere eller mindre på forhånd selv har bestemt, hvilket svar man vil anerkende, eller på en måde, hvor man er villig til at give sig ind under Sandheden. Hvor man i hvert fald ydmygt indrømmer, at det, der virkelig er Sandheden, det er større end en selv. Hvilket jo ingenlunde udelukker, at man i sin indrømmede lidenhed, ja, måske i den største fortvivlelse, siger: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” (Mk. 9,24). Men det er netop noget helt andet end den fornemme kritiske distance og selvophøjethed.

 

Og vi, der er samlet her til denne gudstjeneste, vi skulle jo gerne høre til dem, der spørger på den ydmyge, om end nok så fortvivlede og vantro måde. For det er jo ikke let! De påske-ting, vi indtil nu har fået trukket frem, dem er det jo - hvor gerne vi end vil - næsten umuligt at tro på.

 

Det gjaldt allerede det store udråb, jeg indledte prædikenen med: ”Kristus er opstanden! Vor Hyrde lever!”. Hvordan kan nogen dog stå og udråbe sådan noget i vor moderne tid?!

 

Men det skal jeg sige jer. Det er jo ikke fordi jeg på nogen måde har været til stede i Jerusalem for ca. 1970 år siden. Det er der ikke nogen af os der har. Nej, det, der foreligger for os, det er jo dels selve det vidnesbyrd, Det Nye Testamentes forfattere har efterladt til os, dels den, om man så må sige, religionshistoriske kendsgerning, at kristendommen faktisk findes i verden. Eller den religions-sociologiske kendsgerning, at Den Kristne Kirke findes som en størrelse i verden, der har levet fra den første begyndelse af og endnu lever – den størrelse, der i vor gudstjeneste i dag betegnes som Jesu får.

 

Det er, hvad vi har. Hverken mere eller mindre. I hvert fald når vi taler om kendsgerninger, der kan ses og høres af alle. For den Opstandnes nærvær som vor levende Hyrde kan vi jo ikke konstatere på en tilsvarende måde. Ej heller Hans og Hans Faders Ånds virke. At vi så alligevel kan konstatere det, er en anden sag, på en anden måde. Vi kan bare ikke bevise det. Men vi kan mærke det. Og det er det, der afgør sagen!

 

Kristendommen som en såkaldt åndelig størrelse eller åndsmagt i verden kan vi konstatere. Det kan også de, der ikke vil anerkende den. De kan jo se, at der er nogle, der samles om denne størrelse eller magt, og at den har en virkning hos dem. Og dermed kan de også se – og høre – den størrelse, som Kirken er.

 

Og hvad nu os selv angår, vi, der enten er samlet i troen på, at vi i vor dåb een gang for alle er indlemmet i Jesu Kristi fåreflok, eller som dog er kommet for virkelig at prøve at høre, hvad Jesus siger, vi skal så også altid begynde med at indse, at det altså er i Kirkens liv og vidnesbyrd, herunder Det Nye Testamentes vidnesbyrd, vi møder Jesus. Hverken mere eller mindre. Hvilket så også vil sige, at vi ikke skal begynde med at give os ind i en endeløs grublen over, om det nu virkelig kan være rigtigt, at den Korsfæstede opstod fra de døde og viste sig for sine disciple på blandt andet de måder, vi har hørt om her i denne prædiken. For det kan aldrig blive andet end en endeløs grublen.

 

Nej, kristendommen som ”religionshistorisk kendsgerning” eller” ”levende åndsmagt”, det er i ganske bogstavelig forstand en ”pakkeløsning” – med trosbekendelsen som ”indholdsbeskrivelsen”. Og enten sker der det, at troen på denne store ”størrelse” eller ”pakke” opstår i vore hjerter, når der sker et møde mellem den og hele vort livs virkelighed, eller også sker det ikke.

 

Og her er vi igen ved den store gåde, vi ikke kan løse: hvorfor det sker for nogle og ikke for andre. Men vi kan ikke løse den. Det eneste, vi kan gøre, er at åbne vore sind og vore hjerter for Livets og Sandhedens og Kærlighedens egen magt og se, om det så ikke viser sig at netop den møder vi Ham, der i Kirken kaldes Jesus Kristus – og så ellers prøve at leve vort liv i troen på Ham, som netop troen på Livet-og-Sandheden-og-Kærligheden, så vi i både ord og gerning vidner derom for alle de andre.

 

Og hvad påskeevangeliet angår, den store påstand om, at den Korsfæstede opstod fra de døde og nu er levende til stede hos os som vor Hyrde, jamen det må vi allerførst simpelt hen bare høre – idet vi forstår, at uanset hvad vi ellers kan sige og forestille os, så er det den helt afgørende del af den store livs- og sandheds- og kærlighedspakkes indhold.

 

Og jeg vil give jer alle det gode påske-råd, at det ikke gør noget, om vi bare tager det som et stort billede – overleveret til os af dem, der oplevede det som begivenheden over alle begivenheder. For det er allerede meget bedre end at prøve at gruble sig frem til en eller anden ”forståelse” af, hvordan den store begivenhed påskemorgen eventuelt og trods alt kunne være mulig, og hvordan den i givet fald kan være foregået. Ja, I kan jo godt høre, hvordan allerede det at sige disse ord viser, hvor umuligt det er.

 

Nej, lad os bare ikke alene begynde med at tage påske-påstanden som et stort billede, lad os også bare indrømme, at det egentlig heller ikke kan blive andet end hverken mere eller mindre end netop ”et stort billede”.

 

Men jo altså så også et stort billede! Et stort billede af Livets sejr over døden, Sandhedens sejr over løgnen, Kærlighedens sejr over ondskaben. Og en stor bekræftelse af vor egen lille stakkels trods mod døden og tomheden og intetheden.

 

Ja, om vi så kun udråber vort ”Kristus er opstanden” i en trods, der er næsten kvalt af fortvivlelse, så er det det, der er sagen. For husk på, at billede er altid et billede af noget. Og påskeevangeliet er altså vidnesbyrdet om og billedet på, at der – uanset at vi aldrig vil kunne forstå det – er sat en stor bekræftelse af vor egen lille stakkels trods ind i verden.

 

Vel at mærke en bekræftelse, der ikke bare optræder som et bevis på et stykke papir. Nej, en bekræftelse, der inddrager os, så vi lever i den og dermed mærker dens kraft. Påske-billedets sandhed viser sig i det liv, vi ”får” lever, når vi samles om den Hyrde, hvis evige liv, det er et billede af.

 

Og i det liv kan vi høre Hans røst og tro Hans ord, når han siger til os, at ingen kan rive os ud af Hans hånd. Fordi Hans hånd er eet med Faderens hånd, den hånd, der har skabt og formet alt, den hånd, der er under alt, og den hånd, der er foran alt, også ude hvor alt andet hører op, så vi kun skal være i den!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

3. søndag efter påske (B) - 13. april 2008

 

Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti.

 

Se bemærkningerne til 18. søndag efter trinitatis 2007.

 

 

DDS 2003: 248 - 235 - 218 -///- 236 - 246 v 4-6

 

2 Mos. 3,1-7.10-14 - ApG 4,7-12 - Johs. 14,1-11

 

 

Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi du har skaffet os en plads hos dig og hos din Far og vor Far!

Hold os fast i Sandhedens og Livets fællesskab med dig!

Amen!

 

 

Kristus er opstanden!

 

Vi fejrer stadig påskefesten. Men det er i dag den sidste af de egentlige søndage efter påske. På søndag begynder vi på nedtællingen til pinse-festen. Og først med himmelfarten og pinsen bliver dét fællesskab endeligt etableret, som Jesus taler om i dag.

 

Men vi er nu kommet så meget på afstand af selve opstandelsesdagen, at den tvivl for alvor er begyndt at melde sig, som vi jo nok også har haft hos os allerede selve påskedag, hvor meget vi end den dag prøvede, bare at ud-råbe og ud-synge det store påske-håb.

 

Og det begyndte allerede 1. søndag efter påske, dvs. i evangeliet efter første tekstrække, som vi ganske vist ikke har hørt i år, men som jo indeholder det ”thomaskrav”, vi sang om i indgangssalmen i dag, det krav, Thomas stillede, da han sagde, at hvis han ikke fik set naglemærkerne i den Opstandnes hænder og fik stukket sin finger i dem og fik stukket sin hånd i hans side, så ville han ikke tro, at han var opstået. Ja, det var jo allerede selve påskedag om aftenen, Thomas formulerede dette krav - men altså netop ugedagen efter, den Opstandne opfyldte det og derefter sagde: ”Vær ikke vantro, men troende”.

 

I dag er det for os 3. søndag efter påske 2008. Men det evangelium, vi hører, foregår aftenen før Jesu død. I hvert fald i, hvad vi kan kalde simpel tidsmæssig forstand. Og i denne forstand er det jo et af de sidste optrin mellem den jordiske Jesus og hans disciple, vi hører om. Vi skal bare være klar over, at det store perspektiv i det hele rækker lige fra selve den faktiske skærtorsdagsaften dengang, hen over langfredag og påskedag dengang - og frem til vor påske her i 2008 - og indtil verdens ende.

 

Det gælder også allerede det allerførste, Jesus siger: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes!”. For selv om det har været påske - og dermed er påske - så er også vi jo i den verden, hvor de kræfter i så høj grad hersker, der stod bag arrestationen, torturen og henrettelsen af Jesus - og bag de forfølgelser af hans disciple, der godt kunne være begyndt allerede i den samme nat, og som jo senere kom.

 

Vi kan i denne forbindelse tænke på, hvad vi hørte i epistelen. For når der står, at Rådet ”hentede [Peter og Johannes] ind”, så er det altså ikke en indbydelse til en teologisk diskussion, der er tale om. Peter og Johannes var blevet arresteret dagen før, fordi de havde helbredt en lam mand, og fordi de havde talt til folket og ”i Jesus” havde forkyndt opstandelsen fra de døde.

 

Peter besvarede imidlertid Rådets spørgsmål med en ny stærk forkyndelse af Jesus som den opstandne Frelser og Herre, sådan som vi hørte det, og da Rådet, dvs. dén på een gang religiøse og politiske ledelse, jøderne havde under den romerske besættelse, ikke vidste, hvad de skulle svare - og i øvrigt var bange for folkestemningen - nøjedes de med at true dem og forbyde dem at forkynde og undervise i Jesu navn, hvorefter de løslod dem.

 

Men så let gik det ikke i senere tilfælde. Mange af Jesu disciple blev torteret og henrettet, og der er den dag i dag kristne, der bliver forfulgt og dræbt for troens skyld. - Og vi ved jo, at da Jesus blev arresteret ude i Getsemane have, forlod alle disciplene ham og flygtede (Matt 26,56. Mark 14,50), og vi ved, at Peter senere på natten tre gange nægtede at have noget som helst med Jesus at gøre. Fordi han, da det kom til stykket, ikke turde risikere at komme til at dele skæbne med ham. (Mark 14,66-72. Luk 22,54-62. Joh 18,15-27).

 

Det er i hele denne virkelig forfærdelige sammenhæng, Jesus siger: ”Jeres hjerter må ikke forfærdes!”.

 

Men der er jo også mange, om man så må sige, mere naturlige grunde til, at ens hjerte kan blive forfærdet. Det hele hænger imidlertid sammen, lige fra den lidelse og død, der rent biologisk er indbygget i både menneskers og dyrs liv, og fra den lidelse og død, der forvoldes af ikke-menneskeskabte ulykker, og så helt op til de forfølgelser, der rammer ikke bare os kristne, men også mange andre, der kommer i vejen for magthaveres og magtsøgende gruppers interesser.

 

Så vi kan i dag godt høre Jesu ord fra skærtorsdagsaftenen som en opmuntring også til os i forhold til alt, hvad der kan forfærde vore hjerter.

 

Men kan vi også virkelig høre det, altså i den betydning, hvor det ikke bare er et spørgsmål om en lidt udvidet tekstfortolkning, men om, helt bogstavelig talt i liv og død at sætte sin lid til det, Jesus her siger?

 

Og når vi spørger sådan, så er vi jo netop lige i den tredje-søndag-efter-påske-situation, der i så høj grad prægede den første salme, vi sang:

 

Med tvivlens skæl for øjets skær ... vor splittethed ... en jordfødt, bundet viden ... Vi famler skræmt i gravens skød, men ser kun naglegab og død og sår på [Jesu] fødder.

 

Og som i så høj grad præger den salme, vi skal synge lige om lidt:

 

Påskeblomst, hvad vil du her?

...

 

Påskeblomst! men er det sandt:

Har vi noget at betyde?

Er vor prædiken ej tant?

Kan de døde graven bryde?

stod han op, som ordet går?

...

 

Ja, sådan spørger vi. Og hvor meget hjælper salmedigterens vidnesbyrd os? Vidnesbyrdet om, at han har drukket en dråbe af påskeliljens bæger, så at han er ved at vågne til tro. Får vi disse ord lagt ikke bare i munden, men også helt ned i hjertet?

 

Og selv om vi i en slags halvvågen - eller halv-sovende! - tilstand ”ser de døde / i en påske-morgenrøde”, hvad er så drøm, og hvad er virkelighed? Hvad hvis dråben af påskeliljens saft kun er en slags opiums-dråbe, der sætter os i netop en drømme-tilstand. Opium for folket!

 

Og kan vi med både hjerte og mund synge det sidste vers: ”Ja, jeg ved, du siger sandt: / Frelseren stod op af døde!”.

 

For slet ikke at tale om de ting, vi hører i evangeliet til i dag:

 

Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer ... Jeg tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er ... jeg er vejen og sandheden og livet ... Jeg er i Faderen, og Faderen er i mig.

 

Og det er kun en ringe trøst, at selv de største skikkelser i Kirkens historie også har haft det svært, ja, selve inderkredsen af Jesu første disciple i skærtorsdagsnatten under den samtale, vi hører i evangeliet til i dag.

 

Her har vi jo først igen den vantro Thomas (som han er kommet til at hedde):

 

Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?

 

Og dernæst har vi Filip, hvis krav vi ikke så ofte taler om:

 

Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.

 

Det er jo ellers det yderste krav, et krav om at se Gud Fader selv, helt direkte. Og det er nemt nok at sige, at det er helt blasfemisk, hvad Filip her gør. Meget værre end Thomas’ krav. Men det er jo ikke andet, end hvad vi alle sammen gerne ville have opfyldt. Det er jo virkelig pinefuldt, at vi slet ikke har nogen som helst direkte kontakt med Gud. Og de første disciple havde dog Jesus hos sig. Vi har kun forkyndelsen om ham, bare nogle ord.

 

Men så skal vi lægge godt mærke til det allersidste, Jesus siger her i evangeliet, nemlig at hvis vi ikke bare slet og ret kan tro ham på hans ord, når han siger, at den, der har set ham, har set Gud Fader, og at han er i Gud Fader og Gud Fader er i ham - ”så tro på grund af selve gerningerne”.

 

For det, Jesus siger her, er jo, at det ikke bare er ”nogle ord”, vi har. Vi har også ”gerningerne”. Og ”gerningerne”, det er alt det, der sker, når vi allerede nu er, hvor Jesus er, dvs. har ham som vejen og sandheden og livet, eller er på vejen og i sandheden og livet, når vi er i ham.

 

Nogle vil sige, at dette jo også bare er ”ord”. Og det er det selvfølgelig også, hvis der ikke viser sig nogle ”gerninger” eller virkninger eller frugter af, at vi er omfattet af den virkelighed, Jesus her åbner op for os.

 

Dette skal selvfølgelig ikke forstås på bare en plat måde. Der er masser af eksempler på, at selv de mest forfærdelige religiøse sekter og lignende kan vise nogle imponerende ”gerninger” frem. Nej, de gerninger, der finder sted inde i den virkelighed, Jesus åbner op for os, det er en lang række af både store og små forhold, der viser, at Jesus-vejen virkelig er forbindelsen til det allerdybeste og alleryderste, at Jesus-sandheden virkelig er den sandhed, hvoraf alle andre sandheder er dele, og at Jesus-livet er det liv, som ligger under alt, hvad vi kender som sandt liv, så at livets fulde sandhed består i, at det bliver levet i ham.

 

Og dette kan så at sige også ”vendes om”. For det at tro på Jesus, det er jo ikke bare at insistere på, at ”vores religionsstifter” - og dermed vi - ”har ret” i forhold til alle andre ”religionsstiftere” og deres tilhængere. Nej, det at tro på Jesus, det står og falder med, at det virkelig er det samme som overhovedet at stå i et totalt forhold til det allerdybeste og alleryderste og til dén sandhed, hvoraf alle andre sandheder er dele, og til den livs-grund, der er grunden under alt, hvad vi kender som sandt liv.

 

Og lad os styrke dette forhold ved at tage hele denne 3. søndag efter påske-gudstjeneste som en sidste tår af påskeliljens bæger - og så lade det vise sig i hele vort liv, om det nu bare er en slags opium, eller om det er en drik, der faktisk har nogle gode virkninger - eller ”gerninger”!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Pinsedag (B) - 15. maj 2016

 

Ryde Kirke, Lolland vestre Provsti

 

DDS 2003: 290 - 285 - 283 -///- 286 - 287

 

Jer 31,31-34 - ApG 2,1-11 - Joh 14,15-21

 

 

Evige, uendelige Gud!

Tak, fordi du kom til os i Jesusbarnet!

Tak, fordi du i påsken brød Syndens og Dødens magt for os!

Og tak, fordi du i pinsen gjorde os til dit folk og legeme i verden!

Lad os i dag og alle de kommende dage mærke, at nu er vi i dig og du i os.

Amen!

 

 

Tillykke med fødselsdagen! Tillykke med, at det nu er os, der er Guds legeme af kød og blod i verden!

 

I dag for vel godt 1980 år siden gik det i opfyldelse, hvad profeten Jeremias sagde som ord fra Gud:

 

Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige "Kend Herren!" For alle kender mig, fra den mindste til den største.

 

Og det er gået i opfyldelse, hvad vor Herre Jesus sagde den sidste aften:

 

Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.

 

Tillykke med fødselsdagen!

 

Til jul fejrer vi, at Jesus blev født som på en gang Guds Søn, undfanget ved Helligånden, og et menneskebarn som alle andre menneskebørn. I dag fejrer vi, at Den Kristne Kirke blev født, det store fællesskab på jorden af alle os, der siden den første pinse har været Guds menneskelegeme i verden med hans Ånd over os og i os.

 

Det helt aktuelle pinseevangelium er, at vi er her! Og det gælder helt konkret os, der lige nu er forsamlet her i Ryde Kirke. Vi ser og hører jo ikke de andre. Vi ved, de er her, både her i Danmark og ud over hele verden. Men det er kun det, der sker inden for disse mure lige her og nu, vi kan se og høre. Det er os, der repræsenterer det hele.

 

Men så er det altså omvendt set også det hele, alle de andre, vi repræsenterer, så kan vi gennem os se og høre alle de andre kroppe og alle de andre stemmer.

 

Når man fejrer stor fest, skal der også tales og føles stort. Og man skal så vidt muligt glemme alle dagligdagens problemer. Dette gælder på en helt særlig måde netop en fødselsdagsfest, og jo især den, hvis fødselsdag vi fejrer.

 

Det kan godt være, den, der har fødselsdag, ikke er noget særlig stort ude i livet. Det er de færreste jo. Men der er (i ordets helt almindelige og uskyldige betydning!) magi i det at fejre nogens fødselsdag. Fødselsdagsbarnet (og læg også godt mærke til dette ord!) er for denne ene dags skyld faktisk verdens centrum. Og så er det lige meget, om den pågældende har den ene eller den anden position ude i livet. Enhver, der fejrer fødselsdag, og som der bliver fejret fødselsdag for, bliver på en gang verdens centrum og et barn.

 

Jeg har nøje overvejet, om jeg skulle inddrage det forhold i prædikenen, at det faktisk også er min personlige fødselsdag i dag. Og I må undskylde, hvis det er "for meget", som man siger. 73 år! Uha! Men jeg tillader mig at gøre det, fordi jeg hører til dem, der ikke går meget op i den slags. Og fordi jeg så i den forbindelse kan fortælle, at selv jeg bliver påvirket af fødselsdagens magi. Indtil nu har jeg selvfølgelig koncentreret mig om Kirkens fødselsdag, og det er også først og fremmest den, vi skal fejre, når vi, som altid, samles til pinsekylling, hvor mange fra familien der nu lige kan komme til stede. Men jeg tror nok, der vil være et par gaver til mig, og at der på et tidspunkt vil blive sunget fødselsdagssang for mig. Og så bliver selv mit gamle hårde hjerte blødt. Så bliver selv jeg glad på en helt særlig måde.

 

Ja, undskyld; nu har jeg gjort det! Men alting har en pointe, og pointen i dette er, at selv om vi jo midt i al denne store pinse-fødselsdagstale ikke kan lade være at tænke på, at der måske ikke er så meget at råbe hurra for, når vi ser på Folkekirkens aktuelle situation, så har vi faktisk både ret og pligt til at fejre vor kirke-fødselsdag for fuld både ind- og udblæsning! Når vi i vort almindelige liv lader fødselsdagsbarnet stå i centrum og synger fødselsdagssang og råber hurra, hvor meget mere skal vi så ikke gøre det, når det er vores alle sammens fødselsdag som kirke, vi fejrer!

 

Vi har både ret og pligt til at være glade i dag og synge og råbe hurra - eller altså synge "halleluja", som vi gjorde det gentagne gange i salmen lige før evangelielæsningen. Lad det så bare være i en slags trods, hvor vi slår en slags ring om vor fest og for et øjeblik lukker alle dagligdagens bekymringer ude.

 

Men det hører jo også med til både den ene og den anden fødselsdagsmagi, at de positive sider ved og dele af fødselsdagsbarnets liv bliver hentet ind og på en helt særlig måde kommer til stede inden for festens ring eller cirkel. Hvilket så også får den virkning, at fødselsdagsbarnet bliver sendt styrket ud i alle de følgende hverdage.

 

Ja, sådan skal vi fejre vor pinsefødselsdag! Vi synger pinsesalmerne og hører pinselæsningerne. Men vi kan trods alt også få meget pinseevangelium ind i vor gudstjeneste i form af de positive ting, der kommer ind til os ude fra vor hverdag som kirke.

 

Der er for det første det, at vi overhovedet er her endnu. Og lad os se bort fra, at det sådan set er en stor anfægtelse, et stort problem for vor tro, at der er gået så mange år siden den første påske og pinse, uden at Kristus er kommet igen for at lukke for tiden og åbne for Guds Rige. Lad os bare konstatere, at denne verden altså står endnu (og går sin ofte meget skæve gang), men at Kirken, Guds nye folk, også er her endnu - trods alle de forfærdelige ting, der er sket i verden, ja, endnu værre, trods alle de forfærdelige ting, der er sket i kirken selv, i hvert fald i de ydre institutioner, der har båret kristendommens navn.

 

Vi skal til næste år fejre 500-året for Martin Luthers opslag af teserne om afladen, 500-året for Reformationens startskud, fejre, at Evangeliets lys kunne bryde strålende frem midt i det værste mørke.

 

Og lad mig i den forbindelse også minde om, at dette jubilæum en hel del steder vil blive markeret af lutheranere og katolikker i fællesskab. Blandt andet i det katolske ærkebispedømme Szczecin-Kamień i det nordvestligste hjørne af det nuværende Polen, hvor organisatoren af den danske reformation Johannes Bugenhagen er født. Vi i Folkekirken, især Roskilde Stift, har gennem nogle år haft et særligt forhold til den romersk-katolske kirke dernede. Harald Blåtand døde jo dér og blev begravet i Roskilde. Jeg håber, at jeg denne gang også mere officielt kan kommet til at repræsentere Lolland-Falsters Stift i stedet for bare at hænge ved dem fra Roskilde Stift. (Haderslev Stift er, af andre grunde, også med).

 

Det er godt, at vi i løbet af disse 500 år dog er nået hertil, selv om der stadig er store og alvorlige forskelle. Vi er i hvert fald holdt op med at føre krige mod hinanden i Guds navn! Og det helt afgørende er, at Evangeliet for 500 år siden var til stede, så den katolske munk, præst og doktor og professor i teologi Martin Luther kunne se dets lys, og at dette lys også kan skinne ganske stærkt i vor tids romersk-katolske kirke. Dette er én positiv ting, vi i dag kan lade komme ind til os i denne fødselsdagsfest.

 

Men vi kan også lade blikket gå ud i vor danske nutid og vor danske folkekirkelige nutid. Måske er det første, vi får øje på, at vi på næste tirsdag skal fejre vor egen domkirkes 600-årsjubilæum. Hele den historie, der ligger i det, er også en del af pinseevangeliet!

 

Ellers er det måske en blandet glæde, vi får ud af at se os omkring. Der kan peges på mange fejl og mangler. Men igen må vi først og fremmest glæde os over, at vi er her endnu, og over, at evangelisk-luthersk kristendom måske ikke står så svagt endda. Ingen kan vide, hvad fremtiden vil bringe, men der er en hel del tegn på, at interessen for de store eksistentielle spørgsmål, de store livsspørgsmål, begynder at vokse, og at der også er en stigende interesse for at høre Evangeliets svar på disse spørgsmål.

 

Jeg hører en del radio, både DR P 1 og Radio24syv. Og selv om man mildest talt kommer til at høre lidt af hvert, er det alligevel forbløffende, så meget de store spørgsmål bliver drøftet, både uden for og inden for den kristne horisont, ja, hvor megen direkte kristen tale der også er.

 

Men vor situation kunne unægtelig være bedre, end den er lige nu. Vi har virkelig mange problemer. Da er det bare, vi skal huske på, hvad det allerede i almindelig menneskelig forstand vil sige at fejre fødselsdag, nemlig at den særlige tilstand og det særlige lys, fødselsdagsbarnet bliver sat i, følger med ud i det kommende års hverdage.

 

Og i dag er det altså helt særligt os, som lige nu fejrer kirkefødselsdag her i Ryde Kirke, der skal føle det som både vor ret og vor pligt at give os hen i alt det store, vi får lagt i vore ører og munde, så vi kommer til at opleve noget, der i hvert fald svarer til den pinsebegejstring, der den første pinse-dag greb disciplene i Jerusalem. Idet vi husker, at "begejstring" bogstavelig talt betyder "be-ånding" (jf. tysk: Geist = ånd).

 

Lad os høre himmelsuset! Lad os høre vindklokkerne kime! Lad Åndens ild gennembrænde vore sind i purpurlue!

 

Og lad os tage alt dette med os ud i de hverdage, der kommer efter Trinitatis søndag! Det kan godt være, det ikke bliver så stort og flot for os. Men hvis vi bare får et lille overskud med os ud, kan det nok lyde og lyse og varme lidt videre fra os og ud i vore omgivelser, så det kan være med til at sætte bare en smule mere liv i den del af Åndens store kirkelegeme, der ligger lige her omkring.

 

Tillykke med fødselsdagen! Glædelig pinse!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

1. søndag efter trinitatis (B) - 6. juni 2010

 

Landet Kirke, Lolland vestre Provsti, kl. 13.30.

 

Denne gudstjeneste var en kort eftermiddagsgudstjeneste forud for lysbilledforedraget i Landet Præstegård: ”Betragtninger om Kirken, dengang og nu, og her og der”. Indledningen og billedteksterne til dette foredrag kan ses på undersiden ”Internationalt”.

 

Om mine kone Annas og min historiske tilknytning til og organisttjeneste m.m. i Landet, Ryde og Vesterborg sogne, nu samlet i Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat, kan man læse flere steder, fx efter prædikenen til 19. s. e. tr. 2009 og i bemærkningerne til gudstjenesterne i Ryde Kirke fra og med Sankt Stefans dag 2006. - Anna spillede naturligvis til denne gudstjeneste.

 

 

DDS 435 - 561 v 1-6 -/// - 561 v 7-13 - 333.

 

1. Tim. 6,6-12 - Luk. 12,13-21.

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du i Jesus har ladet dit Rige komme nær!

Hjælp os ved din Ånds nærvær og kraft til altid at have vor rigdom i forholdet til dig!

Amen!

 

 

Nu må I altså meget undskylde. Men jeg er simpelt hen nødt til at gøre det på denne måde!

 

Sagen er, at jeg i begyndelsen af året ved et helt særligt sammentræf af omstændigheder - kom på Facebook! Og dermed tilhører jeg nu den gruppe af præster, der prøver at bruge dette ”sociale medie” i deres forkyndelse eller ”evangelisation og mission”

 

Men Facebook er jo også Internettet og dermed en side af den meget omtalte ”globaliserede verden”, vi nu lever i. Og dette perspektiv passer fint til netop vort samvær her i dag - hvis vi altså også tænker på det møde, i hvert fald nok de fleste af os skal samles til bagefter. Og det kommer jeg tilbage til.

 

Men først skal vi jo lytte videre på det evangelium, vi lige har hørt, her på denne 1. søndag efter trinitatis 2010. Og det er faktisk i den anledning, jeg har indledt med at fortælle om min indtræden i Facebook!

 

Sagen er nemlig også, at jeg, så snart jeg opdagede, at man kunne slå en lille tekst op på sin ”væg”, fik den idé at sætte en aforisme på, jeg tilfældigvis lige havde lavet. Den lyder i al sin korthed: ”Poesi er livets udvidelse med andre midler” - og spiller jo så på den berømte preussiske krigsteoretiker Clausewitz’s sætning ”Krig er politikkens fortsættelse med andre midler”.

 

Og det er mærkeligt, for det var egentlig slet ikke den, jeg ville citere. Men ret forstået har også den jo i allerhøjeste grad noget med evangeliet til i dag at gøre! Lad mig foreløbig sige det på den måde, at ret forstået er poesien som livsudvidelse eller ”livsfølelse” jo en del af den sande rigdom.

 

Men det var slet ikke dette allerførste opslag på min Facebook-væg, jeg egentlig ville inddrage. Der skete nemlig det, at jeg allerede næste dag fulgte denne aforisme op med et ”dagens digt”, og da jeg kom til søndagen, blev jeg klar over, at her måtte ”dagens digt” selvfølgelig skulle være et salme-vers (evt. to korte, det er jo kun ganske korte tekster, man kan slå op på sin væg). Jeg skrev altså to små vers til søndag seksagesima, dvs. til bla. ”Lignelsen om det voksende korn” (Mark 4,26-29). Og det er jo også noget, der ligger ret tæt på evangeliet til i dag, så jeg tillader mig at citere det første af disse vers:

 

Automatisk evigheden,

uden vores fra og til,

vores gerningstrang fra neden,

kommer frem, som selv den vil.

 

 

Siden har jeg skrevet et eller to sådanne salme-vers til hver eneste søn- og helldigdag, og det til i dag lyder:

 

Retfærdighed er ikke Gud,

men er Guds krav og gave,

og livet går i intet ud,

hvis vi kun det vil have.

Men hjælp os, Jesus, så vi ser,

at sandt med Gud vi nu og her

kan være himmelrige!

 

Og det var altså dette vers, jeg ikke kunne komme forbi, da jeg skulle til at skrive denne prædiken.

 

Et sådant vers er heller ikke noget, man sådan bare ”laver”. Tag nu bare den allerførste linie: ”Retfærdighed er ikke Gud”. Den er jo et nedslag af hele den strid, der helt tilbage fra 1960’erne og 1970’erne af har været om forholdet mellem kristendom og politik. Og altså i form af en afvisning af, at kristendommen simpelt hen eller i hvert fald overvejende skulle være noget politisk, altså fx et spørgsmål om den sociale og økonomiske retfærdighed i samfundet.

 

Men det er, som vi kan se, ikke en problematik, der først er opstået i 1960’erne og 1970’erne. Den var fx fremme på nogle meget voldsomme måder i reformationstiden, hvor de såkaldte sværmere ville prøve at lave nogle samfund, der mere eller mindre skulle være ”Guds Rige”, men som endte i det forfærdeligste tyranni.

 

Men den var jo altså også til stede på Jesu tid og hos nogle af dem, der flokkedes om ham.

 

”Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig”, det er jo et helt direkte krav til Jesus om, at han skal bruge sin helt usædvanlige autoritet i en funktion, ikke som politiker, men som dommer. Og i et lidt større perspektiv kan det jo komme ud på eet, jfr. hvordan vi taler om statens eller samfundets lovgivende, udøvende og dømmende magt. I det lidt større perspektiv kan det komme ud på eet, om det er ved lovgivning, administration eller domsafsigelse, der bliver skabt økonomisk retfærdighed.

 

Her må jeg for en sikkerheds skyld hellere indskyde, at der naturligvis på ingen måde er tale om, at Jesus - eller den tro og lære, vi kalder kristendommen - skulle være ligeglad med den økonomiske og sociale retfærdighed. Der er tværtimod mange eksempler på, at det, Jesus og kristendommen har at sige om også den rent økonomiske og sociale retfærdighed, langt overgår alt, hvad der ellers bliver sagt. Det ligger jo også i det berømte Jesus-ord:

 

Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget (Matt. 5,20).

 

Hvor vi jo så bare skal være klar over, at dette absolut ikke betyder, at hvis vi bare anstrenger os rigtig meget for at være retfærdige, så kan vi selv skaffe os adgang til Himmeriget, ja, selv skabe det.

 

Det er det, der ligger i den anden linie i mit salme-vers om, at vel er retfærdigheden altså ikke Gud, men den er pdes. Guds krav og pdas. Guds gave - uden at disse to sider kan skilles ad.

 

Vi kan også sige det på den måde, at hvis Jesus var kommet til at snakke med den anden bror, som åbenbart har villet prøve at tage mere af arven, end der tilkom ham, så ville Jesus naturligvis have sagt til ham, at han skulle gøre, hvad der var ret og retfærdigt.

 

Det er slet ikke det, Jesus afviser, nej, det, Jesus afviser, er forsøget på at gøre ham til bare sådan en moralsk autoritet, man kan komme og få råd og hjælp og støtte hos. Det er jo Guds Rige, han er kommet med. Og det er for at vise noget om forholdet mellem disse ting, han fortæller lignelsen om den rige tåbe.

 

Og det er jo ikke bare selve det, at selv de største rigdomme ikke er noget værd over for den kendsgerning, at vi skal dø - måske oven i købet ”i nat”. Nej, allerede mens man lever, forlader man i virkeligheden livet, hvis man ikke går op i andet end at være rig. Det er det, de to næste linier handler om:

 

og livet går i intet ud,

hvis vi kun det vil have.

 

De svarer jo til det allersidste, Jesus siger:

 

Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.

 

Allerede mens man lever her i denne verden, er det det at være ”rig hos Gud”, det gælder om. Og hvad vil det så sige?

 

Vil det sige, at man lukker alt ude af sit liv - og i den yderste konsekvens går i sultestrejke og sætter sig hen for at dø? Det gør det selvfølgelig ikke. Men det kan være nyttigt at gøre dette tankeeksperiment. Så kommer man også til at lægge mærke til, at det ikke nødvendigvis er selve det at samle sig ”skatte”, der er problemet, men det, at man ”ikke er rig hos Gud”, altså det, at man samler sig ”skatte” i stedet for at have sin rigdom ”hos Gud”.

 

Vi kan her tænke på et andet kendt sted fra Bjergprædikenen:

 

Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift (Matt. 6,33).

 

Hvilket selvfølgelig ikke bare er sådan en slags hokuspokus-formular, der på en plat og billig måde gør det hele ualvorligt, uden nogen virkelig forskel.

 

Det ”Guds Rige”, Jesus kommer med, det er jo simpelt hen ”Guds kongerige”, dvs. det forhold, at Gud igen bliver uantastet Herre over det hele, så at alt bliver godt, som det var på skabelsens morgen (og mere til).

 

Sagt på en anden måde: Den frelse, Jesus kommer med, er ikke en frelse ud af det skabte, men det skabtes frelse ud af Syndens og Dødens og Djævelens magt, hvilket igen vil sige tilbage i det sande forhold til Gud. Og selv om dette jo, som vi kan se og mærke, først bliver fuldkomment efter denne verdens ende, så er det alligevel en virkelighed, der allerede er til stede her og nu. Derfor slutter salme-verset med bønnen:

 

Men hjælp os, Jesus, så vi ser,

at sandt med Gud vi nu og her

kan være himmelrige!

 

Og her kunne prædikenen sådan set slutte. Men jeg vil for det første minde om det med poesien - eller livsfølelsen. For der er jo det ved det, at når vi lever i det sande rigdoms-forhold til Gud, så indgår alt, hvad vi er og har, jo i dette forhold, og så bliver det en del af den ”himmel-rigdom”, vi får allerede her og nu, at vi også ”i sandhed” fordyber os i hver eneste lille del af, hvad vi er og har. For det er jo alt sammen indhold i vort forhold til Gud! Ja, så er fordybelsen i, hvad det alt sammen betyder, simpelt hen ”Gudstjenestens fortsættelse med andre midler”!

 

Og så for det andet - og sidste: Hele denne ”rigdom hos Gud”, den har vi jo så ikke som vort eget, hverken hver især eller som menighed. Vi har den ikke engang som vort eget i forhold til vore ikke-kristne medmennesker, men det, jeg her i dag ganske særligt tænker på, og altså med henblik på det foredrag, vi skal høre og se henne i præstegården, det er, at ”rigdommen hos Gud” allerede her og nu, eller Guds Rige allerede her og nu, det jo helt særligt er en rigdom og en virkelighed, vi har fælles med alle vore medkristne ud over hele jorden. Det er jo ikke først Internettet og jetflyene, der har gjort, at vi lever i en global verden. Det gjorde Helligånden for to tusind år siden - pinsedag! Det er derfor, vi ved slutningen af denne gudstjeneste skal synge:

 

Almindelig er Kristi kirke,

et bedehus for alle folk!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

5. søndag efter trinitatis - 11. juli 2004

 

Digegudstjeneste ved Errindlev Havn (I Errindlev Sogn, Maribo Domprovsti ).

 

Af indlysende grunde bruges altid 1. tekstrækkes tekster ved denne traditionsrige gudstjeneste, så denne 2004-prædiken står under 1. tekstrække, altså i afdelingen ”FØRSTE TEKSTRÆKKE (A)” her ovenfor.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

 

5. søndag efter trinitatis (B) - 20. juli 2014.

 

Højmesse i Landet Kirke, Lolland vestre Provsti.

 

Jeg er jo ellers organist i Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat. Men sognepræst Kasper Høyer havde ferie, og det havde åbenbart her i ferietiden været svært at finde en anden præst, så han havde spurgt mig, om jeg kunne tænke mig at være præst den søndag. Hvad jeg selvfølgelig kunne. Jeg har tidligere ved flere lejligheder fungeret som præst i Landet-Ryde. (Jeg gik på pension fra mit embede i Døllefjelde-Musse-Herritslev i 2003). Under embedsledigheden i 2006-2007 var jeg ligefrem en slags hjælpepræst for daværende sognepræst i Gloslunde Michael Foersom, som var konstitueret i embedet. Jeg underviste også konfirmanderne og konfirmerede dem i Ryde Kirke. Alle prædikenerne fra den periode står naturligvis også her på siden. - Jeg blev i går afløst som organist af Betty Nielsen.

 

Salmer:

289 - 372 - 1 -///- 323 - 599.

 

Læsninger:
Jer 1,4-9 - 1 Pet 2,4-10 - Matt 16,13-26.

 

-

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har åbenbaret din Søn for os som vor Herre og bror!

Styrk vor stakkels lille tro!

Lad os leve i bekendelsen til dig og din Søn alle vore dage!

Amen.

 

Det har altid været noget helt særligt at høre evangeliet til i dag. Man har altid på en helt særlig måde kunnet føle sig samtidig med dette optrin. Og det gælder også for os lige nu.

 

Der er allerede selve stedet: "området ved Cæsarea Filippi". Det var en del af kong Herodes' søn Filips fyrstedømme oppe nord for Israel. I dag er det den nordligste del af de af Israel besatte syriske Golanhøjder. Men her i evangeliet er situationen altså den, at Jesus har taget disciplene med sig ud i de yderste egne for at få sat nogle helt afgørende ting på plads, ting som også er helt afgørende for os, som i dag er Jesu disciple - og som i flere henseender også befinder os i de yderste egne.

 

Baggrunden er, at Jesus nu var en skikkelse, der havde både mange tilhængere og mange modstandere. Og sådan er det også i dag. Man kan sige meget om vor tid, men man kan ikke sige, at det ikke er en tid, hvor der fremføres mange forskellige meninger om, hvem Jesus er. Eller om, hvad kristendommen er. Også selv om mange måske ikke tænker så meget over det eller går så meget op i det, som man siger. Men hvem ved? Måske rumler spørgsmålene mere inde i folks hoveder, end man umiddelbart skulle tro.

 

Og det er på denne baggrund, Jesus spørger sine disciple, hvem folk siger han er. Og selv om de eksempler, der bliver nævnt, ligger langt tilbage i fortiden, er det nemt at høre, at det forholder sig på samme måde i dag.

 

Og så har disciplene ikke taget de negative eksempler med. Nogle af Jesu fjender beskyldte ligefrem Jesus for at være besat af dæmonernes fyrste Beelzebul. Og sådan er det også i dag. Der er i hvert fald mange, der betegner kristendommen, eller "religionen", som roden til alt ondt.

 

Men her i det optrin, vi sådan set er med i i dag, er det altså de mere positive eksempler, der bliver nævnt: Johannes Døber. Som ellers var blevet slået ihjel af Herodes Antipas, den før omtalte Filips bror, fordi han havde kritiseret, at Herodes havde hugget Filips kone Herodias. Men så har man måske bare ment "en ny Johannes Døber". Og tilsvarende "en ny Elias" eller "en ny Jeremias" eller en anden ny udgave af en af de gamle profeter.

 

Tilsvarende ser mange af dem, der ikke ligefrem hader og bekæmper kristendommen, Jesus - eller "kristendommen" - som noget, der svarer til, hvad man i øvrigt mener er stort og godt. Det kan være "næstekærligheden". Men det kan også være "det spirituelle". Eller det kan være den "ro", man oplever ved at sidde i kirkerummet. Eller det kan være behovet for ritualer i livets overgangssituationer, herunder døden. Eller det kan være "sammenhængskraften".

 

Men så siger Jesus, både dengang og nu: "Men I, hvem siger I, at jeg er?". Og det er ikke et spørgsmål om, hvad alle mulige andre går rundt og mener og siger, men et spørgsmål om, hvad vi selv mener og vil sige. Og for det andet er det også på en helt anderledes skærpet måde et spørgsmål om, hvem Jesus er, når han står direkte over for os og spørger: Hvem siger I, at jeg er?

 

Og Peter giver det rigtige svar, ja, aflægger - på alle disciplenes vegne - den afgørende bekendelse: "Du er Kristus, den levende Guds søn".

 

Ja, dette er en bekendelse, ikke bare en "mening". Det er en bekendelse til Jesus, ikke en mening om ham. Og den - eller de - bekendende indeslutter sig selv i det, der bekendes.

 

For her er Jesus den helt enestående person, ikke bare en profet blandt andre profeter, heller ikke den største af alle profeter, og slet ikke et bud eller en lære eller et princip, der sådan kan være en hjælp i livet, det være sig den enkeltes eller samfundets liv.

 

Her er Jesus Kristus, Den Salvede, Messias, den Frelser, Israels folk har ventet på gennem hele sin historie, ja, som hele menneskeslægten har ventet på og sukket efter, uanset om man har haft ord for det eller ej. Den Frelser, hele menneskeslægten har trængt til, kan man i hvert fald sige. Og det er han, fordi han er "den levende Guds søn", altså en helt enestående repræsentation af den magt, der står bag hele Universet og alt liv, som omgiver og gennemtrænger alt, og som er ude foran alle ting og alle tider.

 

Dette er bekendelsen, den bekendelse, Kirken bygger på, og uden hvilken der ikke ville være nogen Kirke. Hvor vi så stadig skal huske på, at når vi aflægger bekendelsen, så indeslutter vi os selv i det, der bekendes. Kirken er ikke bare en institution eller "forening", der bygger på tilslutningen til en "lære". Kirken er den forsamling mennesker (græsk: "kyriakæ"), der hører "Kyrios", Herren, til.

 

Og dette er noget af det vigtigste, vi skal holde os for øje i vor aktuelle folkekirkelige situation. Vi kommer aldrig videre, hvis vi kun forstår kirken som en institution, vi kan "bruge" eller ikke "bruge", eller "bruge" mere eller mindre. Vi kommer kun videre, hvis vi forstår, at Kirken (med stort K), er de døbtes og Kristus-troendes fællesskab, og at det altså også gælder den del af den, som udgøres af den evangelisk-lutherske Danske Folkekirke.

 

Og det nytter ikke noget, at mange måske vil sige, at dette er "for meget", altså at de slet ikke kan leve op til det med at tro, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn.

 

Der findes mennesker, der absolut ikke vil lade sig indeslutte i eller omfatte af det, der her er tale om. Ja, man kan sige, at det er en stærk tendens i netop vor tid, at mennesket vil være både sin egen skaber og sin egen frelser. Det kommer fx til udtryk i de mange former for det, man kalder "socialkonstruktivisme", altså påstanden om, at et menneske ikke fødes som noget særligt, men udelukkende bliver et produkt af de samfundsmæssige og kulturelle omstændigheder (hvor de så ellers kommer fra!).

 

Men de mennesker, der ikke vil have hverken en skaber eller en frelser, skal give sig god tid til at "føle efter" og tænke over det. Ingen skal ryge af i svinget ved en fejltagelse. Og der er mange misforståelser og fejlagtige forståelser i omløb. Så man skal være sikker på, at det virkelig er kristendommen, man siger nej til. Men hvis man siger nej, må man selvfølgelig holde sig væk eller melde sig ud. Kommer man på andre tanker, kan man jo vende tilbage.

 

Men så er der altså dem, der bare synes, det er "for meget", når det bliver sagt, at det at være medlem af Kirken, altså fx Den Danske Folkekirke, er at være indesluttet i bekendelsen til Jesus som Kristus, den levende Guds søn. De kan få stor hjælp af det, Jesus siger til Peter, da han har aflagt sin bekendelse: "Salig er du ... for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene".

 

Mange vil ganske vist sige, at nu bliver det bare endnu mere mærkeligt. Men det skal de ikke lade sig genere af. Hele tilværelsen er jo en stor og smertefuld gåde. Og den måde, troen og håbet kommer til os på, er også gådefuld. Sådan er det! Og så kan det være til stor hjælp for os, at troen og bekendelsen ikke skal ses som en præstation, der kræves af os, men af Jesus selv bliver forklaret som en underfuld gave fra Gud.

 

Verden og hele tilværelsens virkelighed er, som den er. Og ind i denne virkelighed kom for knapt to tusind år siden det, der kan betegnes som "den kristne påstand" eller hele det store vidnesbyrd om det vældige nedslag i historien, der kort kan sammenfattes i ordene "jul, påske og pinse". Ingen kan bevise, at denne "påstand" er sand. Men det er en kendsgerning, at den er kommet ind i verden, og at den lever i verden den dag i dag. Og denne "påstand" møder vi så med hele den måde, vi er mennesker på, med hele vor oplevelse af den menneskelige eksistens. Og når dette møde finder sted dybt i vore hjerter, opstår troen. Som når en nøgle møder en lås og lukker op. Ja, nogle gange opstår der ikke nogen tro, og det er så en særlig gåde. Men når troen opstår, er det altså det underfulde resultat af dette møde, ikke et resultat af et krav om en vældig præstation.

 

Jamen hvad så med alle de mærkelige ting, der alligevel "kræves" af os? Altså fx alle de ting, der lyder i trosbekendelsen. Dem skal vi først og fremmest lade stå, som de lyder. De er "påstandens" indhold. Og hvad helt afgørende ting som "undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria" og "på tredje dag opstanden fra de døde" angår, må vi i det mindste sige, at det, der "påstås", er, at Jesus er Guds enestående tilstedeværelse i verden, og at påskebegivenheden er hans sprængning af Dødens magt. Døden med stort D, ikke bare den rent biologiske død, men Døden som hele den store "minus-kvalitet". Og så må vi ellers prøve at leve os ind i det, søndag efter søndag og dag for dag.

 

Resten af evangeliet til i dag kan vi ikke komme nærmere ind på. Men den sidste del af det handler altså om, at det kan have omkostninger at være indesluttet i bekendelsesforholdet til Jesu Kristus.

 

Og så er der det med "nøglemagten". Men det skal vi slet ikke stirre os blinde på. Vi skal bare være klar over, at Jesus ikke har sat nogen af os disciple til at herske over de andre. Han er selv den eneste magt. Og hans magt er god og mild. Dette skal vi også huske i den igangværende proces frem mod en reform af Folkekirkens styrelse!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

7. søndag efter trinitatis (B) - 18. juli 2010

Men se petitafsnittet her lige nedenfor!

 

Froprædiken i Fuglse Kirke, højmesse i Krønge Kirke, begge Maribo Domprovsti.

 

Men der er tale om det stort set uændrede manuskript til prædikenen på 7. søndag efter trinitatis 2000 (to tusind, altså ti år før!). Den eneste ændring (bortset fra tydeliggørelserne af tidsforholdene og bemærkningen om ”Exorcisten”) er den afsluttende læsning af mit ”Facebook-salmevers” til denne dag (se undersiderne ”Litterære tekster” og ”Salmer”). Jeg ville dog nok under alle omstændigheder have sat denne prædiken på her. Om ikke andet kan det ses som et bidrag til lokalkirkehistorien og min egen pastorale biografi. Jeg havde nemlig på grund af sygdom med meget kort varsel måttet overtage disse gudstjenester (salmerne er således de af sognepræst Caris Johansen valgte). - Med de tidsforhold 1976 - 2000 - 2010, der nu er blevet tale om, mener jeg dog også, at denne prædiken må siges at være af en ret speciel historisk interesse. - Desuden er det interessant, at det jo ikke alene var de to af kirkerne i vort eget pastorat, men også min svigerfars to første lollandske kirker (Ejlif Andersen, Fuglse-Krønge 1943-1951, derefter Hillested-Skørringe).

 

De af sognepræst Caris Johansens valgte salmer i DDS 2003:

2 - 24 - 18 -///- 46 - 476 v 3 (efter nadveren) - 337

 

Præd. 3,1-11 - Rom. 8,1-4 - Matt. 10,24-31

 

 

Far i Himlen!

Lær os at frygte dig, som er god, så vi ikke skal frygte det Onde.

Amen!

 

 

Særlig 2010-indledning:

 

Der er efter omstændighederne tale om den prædiken, jeg holdt i 2000! Altså for ti år siden. Ydermere er det sådan, at denne prædiken - som det vil fremgå - er skrevet på grundlag af en prædiken fra 1976(!), så at vi altså i dag får et historisk blik tilbage til ikke alene år 2000, men også helt tilbage til 1970’erne.

 

-

 

Prædikenen fra 2000 med nogle få tydeliggørelser, men med en helt aktuel ekstra slutning:

 

Evangeliestykket til i dag er en del at Matthæusevangeliets 10. kapitel, den såkaldte udsendelsestale.

 

Situationen er, at Jesus har kaldt sine tolv disciple til sig og sendt dem på vandring gennem Israel med bl.a. disse ord:

 

Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! v8 Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet (Matt 10,7f).

 

---

 

Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer. v17 Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger, ... (Matt 10,16-17).

 

---

 

En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod deres forældre og få dem dømt til døden. v22 Og I skal hades af alle på grund af mit navn (Matt 10,21f).

 

Det er altså i denne sammenhæng, Jesus siger:

 

En discipel står ikke over sin mester ... v25 Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester ... Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! - v26 Frygt derfor ikke for dem ... osv. (Matt 10,24-26).

 

Men hvordan skal vi kunne høre dette?

 

Vor situation er jo fuldstændig anderledes. - Endnu da!

 

Vi har jo indtil nu levet i et land, hvor vi sammen med næsten alle vore landsmænd tilhørte den Kirke, der blev resultatet af disciplenes og deres efterfølgeres gerning, først i Israel og derefter over hele verden.

 

I Danmark er der endnu så få hedninger og andre ikke-kristne, at de intet ondt kunne gøre os, selv om de ville, rent bortset fra, at statsmagten under alle omstændigheder garanterer alle borgeres religionsfrihed.

 

Og vore nabolande er stadig i helt overvejende grad kristne.

 

Vi har ikke engang den trussel på den anden side af Østersøen, som indtil for ti (altså nu 20) år siden - i hvert fald i princippet kunne tænkes at udgøre en fare for, at vi blev erobret af et gudløst diktatur. Og selv dengang var det jo sådan, at vor statsmagt sammen med vore allierede holdt denne trussel godt på afstand.

 

Så ved jeg da godt, at vi i dag ser en anden trussel, ikke fra et erklæret gudløst tyranni, men fra et tyranni, der direkte påberåber sig Guds - eller som det hedder på arabisk: Allahs - navn.

 

Og selv om det kun kan være vor egen skyld, hvis denne trussel kan blive virkelig farlig, så er situationen alligevel en anden i dag, end når man for ti eller tyve år siden (altså for nu 20 eller 30 år siden) skulle prædike over et evangelium som dette!

 

For dengang måtte man virkelig sige: Hvordan skal vi dog kunne høre dette evangeliestykke?

 

Ja, man måtte nævne den mulighed, at man jo selvfølgelig under alle omstændigheder kunne høre de trøstende og opmuntrende ord, Jesus siger, som trøst og opmuntring i al almindelighed:

 

Vore hovedhår han tæller,

hver en tåre, som vi fælder;

han os føder og os klæder,

midt i sorgen han os glæder.

(49,4)

 

Og sådan kan - og skal - vi selvfølgelig også høre dem.

 

De forskellige former for ondskab, der rammer os, er jo dybest set forskellige sider af samme sag. Alt ondt, hvad enten det er naturkatastrofer, sygdom, krig, almindelig dagligdags fortræd eller kristenforfølgelser, kommer fra det samme ene sted, nemlig fra Djævelen, eller hvad man ellers vil kalde den eller det Onde, den onde magt i tilværelsen.

 

Og vi kan ikke for ofte høre Evangeliets trøstende ord om, at tværs igennem det Ondes gådefulde virkelighed er livets Gud, den gode Gud hos os; ikke en spurv falder til jorden, uden Gud er med i det, ikke som det Ondes medskyldige, men som Livet og Godheden, tværs igennem og på trods af Ondskaben og Døden.

 

Det må vi taknemmeligt høre og klamre os til, også nu i dag.

 

Men det er bare ikke ondskaben sådan i al almindelighed, Jesus taler om i dag, ikke ondskaben sådan som den rammer alle mennesker, både kristne og ikke-kristne.

 

Den ondskab, Jesus taler om i dag, er den ganske bestemte form for ondskab, der blusser op, når Evangeliet prædikes, den ondskab der blussede op omkring ham selv og til sidst fik ham slået ihjel.

 

Men for bare tyve år (altså nu 30 år) siden måtte vi jo så alligevel spørge, hvad denne særlige side af sagen dog kunne have med os at gøre, vi, som levede på denne side Jerntæppet, i den frie verden, i næsten 100% kristne omgivelser?

 

Dengang måtte man som præst virkelig stå her på prædikestolen og spørge, om vi måske ikke hellere skulle lægge dette evangeliestykke i mølpose og - bogstavelig talt! - gemme det til værre tider?

 

Men også dengang måtte den redelige prædikant sige, at nu har vi altså hørt det. Og at når vi har hørt noget i gudstjenesten, lige meget hvor uaktuelt det forekommer os, så bør vi alligevel tænke os om en gang eller to til - og overveje, om der måske alligevel skulle være noget i det, vi bør høre.

 

Det er jo det vidunderligt sunde ved alle de faste ting, vi har i vor gudstjeneste, at det sikrer, at vi ikke kun får at høre, hvad vi selv finder aktuelt.

 

Det er i alle henseender en stor lykke, at vi på denne måde er godt beskyttet mod faren for mode-kæphesterytteriets ensidighed og fladbundethed.

 

Og selv dengang - jeg havde nær sagt (eller nu her i 2010: må man jo nok sige!) i den kolde krigs gode og rolige og trygge dage - kunne der jo, når vi hørte rigtig godt efter og tænkte os rigtig godt om, pludselig gå et lys op for os, så vi indså, at det selvfølgelig havde sin ganske særlige betydning for os som folkekirke at blive mindet om, at verden er gennemsyret af en ond magt, der ikke skyr noget middel i forsøget på at få kvalt det gode budskab.

 

For er jo til alle tider sådan, at vel hader Djævelen alle mennesker og alt levende og positivt. Men han har da den tilfredsstillelse, at alle mennesker og alt levende hele tiden er på vej mod døden og tilintetgørelsen og i mellemtiden både lider og gør fortræd.

 

Men dette almindelige had til alt levende og positivt i verden er alligevel for intet at regne mod det had, der blusser op mod Livet og Kærligheden og Frelsen fra Himmelen.

 

Vi kender fra bøger og film, hvordan dæmoner og lignende raser mod korsets tegn, bliver brændemærket hvis de rører et kors, og skoldet, hvis de bliver bestænket med vievand.

 

Vel, disse bøger og film kan være af højst skiftende kvalitet. Nogle af dem er måske selv direkte noget perverst djævelskab. (2010: Dette gælder dog ikke bogen og filmen ”Exorcisten”!). Men det skal vi ikke tage op her.

 

Det, vi skal bruge, er billedet af et besat menneske, der vrider sig og hyler og skriger, hvis man holder et kors op for det.

 

Dette billede anskueliggør nemlig på klareste måde, hvad kristenforfølgelser egentlig er.

 

Vi kender, Gud ske lov, ikke noget til kristenforfølgelser her hos os. Vi lever endnu i et kristent land. Ja, i et land, hvor en af vore biskopper (2010: det var vist Jan Lindhardt) med stor ret kan hævde, at vi alle sammen er "skrabelods-kristne", så at kristendommen på forunderlig vis kommer frem, så snart der bliver kradset lidt i overfladen!

 

Så hvis den danske menighed er i livsfare nu - hører det nærmest under kategorien selvmord! Sådan må vi endnu i dag kunne sige.

 

Og selv om tiderne ikke er så gode og trygge, som de har været, så har vi det da stadig så trygt og godt her i vort land, at vi et særligt behov for at blive mindet om, hvor Ondt det onde er. At det ikke bare er kapitalismen. Eller rovdriften på naturen. Eller forureningen. Eller hvad det nu er "tidens trend" at gøre til "det onde selv".

 

Det er som sagt ikke så virkelighedsfjernt at skulle prædike over evangeliet til i dag nu (altså allerede i 2000), som det var, da jeg var ung præst. Dengang kunne man virkelig tale om den danske menigheds sovepille-selvmord midt i al velfærden, hvor mange i fuldeste alvor gik og nærmest klagede over, at vi "havde det for godt". Hvilket dog var noget af en overdrivelse, hvis man så på den samlede livskvalitet!

 

Men så kan vi jo netop i dag (sagde jeg altså i 2000) se, at det midt i det velfærds- og fremskridts-overmod, der dengang (altså i 1970’erne) var tale om havde været bedre, om vi dengang havde holdt os noget tættere til den gode Gud! Så havde vi stået bedre rustet mod de udfordringer, vi står over for i dag!

 

Vi kan i dag spørge, om det ikke ligefrem er den Onde selv, der bedøver os til døde, når vi går og bilder os ind, at vi ligefrem "har det for godt", bare fordi vi oplever en stor økonomisk fremgang.

 

Ja, bedøvelse. Sløvelse. Evangeliet skulle jo tales i lyset og prædikes fra tagene.

 

Det, vi har hørt her i evangeliet til i dag, det var missionsprædikenen dengang.

 

Men det skal jo også forkyndes nu. For de få, der er kloge nok til at komme til gudstjenesten og høre det!

 

Og så skal det give genlyd! Klinge igennem vort liv ude i hverdagen, klinge igennem, så dets lys og liv kommer til at præge vor tilværelse i stort og småt, i hjem og samfund!

 

Det skal vi virkelig tænke på - og hver efter evne og lejlighed gøre noget ved - uden at glemme, at de, der trods alt stadig er vore døbte medkristne, faktisk er vore medkristne. Og i al menneskelig respekt for de mennesker iblandt os, som ikke længere er kristne - eller som ikke endnu er vore medkristne!

 

Evangeliets lys over og igennem hele vort liv, det er i al fald noget, der holder Djævelen væk!

 

-

 

Tilføjelse 2010:

 

Og for også at have noget nyt med, vil jeg tillade mig at slutte med det ”søndagens salme-vers”, jeg i går satte på min Facebook-væg:

 

Du vil os ikke true

med det, du her har sagt

om Helveds brand og lue

som muligt for Guds magt;

du vil tilspidset sige,

Gud altid må stå først,

vi kan torturpint skrige;

selv da er Guds magt størst.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

18. søndag efter trinitatis (B) - 10. oktober 2004

 

Froprædiken i Holeby Kirke, højmesse i Krønge Kirke, begge Maribo Domprovsti.

 

Holeby-Bursø Pastorat er det vestlige nabopastorat til Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat, som jeg selv tilhører (Torslunde Sogn).

 

-

 

Og jeg havde naturligvis glædet mig til at skulle fungere som præst i disse to lokale kirker, men desværre var ingen kirkegængere mødt op til højmessen i Krønge, så at vi måtte nøjes med en ”personalenadver” (se nf.). Dette er, hvad der kan ske i de små landsogne, idet det ofte er sådan, at ”menigheden holder fri, når præsten har fri”. - Den nedenfor angivne andensalme til højmessen (”[47]”) blev således ikke sunget. Men det var altså den, jeg havde valgt.

 

I mange år har jeg gjort mig til talsmand for, at man skulle reducere udbuddet af gudstjenester i de små landsogne, så der kunne blive en samling omkring det derved fremkomne færre antal gudstjenester. Og det skal også nok ende sådan. Om ikke andet vil økonomiske hensyn ende med at fremtvinge en sådan løsning. Men det vigtigste er hensynet til gudstjenestefejringen. Ikke mindst af hensyn til konfirmanderne og sjældne kirkegængere, der en given søndag har besluttet sig til at gå i kirke. De skal kunne finde en menighed at fejre gudstjeneste sammen med.

 

Tilbage fra min Døllefjelde-tid af har jeg haft forskellige modeller for, hvad vi skulle gøre, når der enten slet ingen kirkegængere var mødt op, eller når een eller nogle få kirkegængere insisterede på en forkortet gudstjeneste. (Det er nemlig ofte sådan, at det især er den ene eller de to fremmødte kirkegængere, der føler ubehag ved at gennemføre en fuld gudstjeneste. Jeg for mit vedkommende kan udmærket gennemføre en sådan gudstjeneste. For når først gudstjenesten er gået i gang, er det det, der foregår, der er afgørende, og ikke hvor mange eller få vi er). I dette tilfælde (hvor i øvrigt både organist og kirkesanger havde været med i Holeby) gennemførte vi ”personalenadver”, som altså også organisten deltog i.

 

”Personalenadvergudstjenesten” har dette forløb: Salme (her, og som regel, den valgte indgangssalme). - Hilsen, kollekt og evangelium. - Salme (her, og som regel, den valgte salme efter prædikenen). - Nadver efter det helt korte ritual (”Opstandne Herre og Frelser”, Fadervor, indstiftelsesordene, uddeling). - Kollekt, hilsen, velsignelse (her dog ikke hilsen, da dette ikke er stedets skik). - Salme (her, og som regel, den valgte udgangssalme).

 

-

 

DDS 2003:

321 – [47] - 1 -///- 610 – 355

 

Sl. 121. - 1. Joh. 4,12-16a. - Johs. 15,1-11

 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du har optaget os i dig!

Hold os fast, så vi og alle de andre, der hører dig til, kan blive i kærlighedens og glædens fællesskab med dig og med hinanden!

Amen.

 

 

Det, vor Herre Jesus gennem evangelisten Johannes siger til os her i dag, er noget af det, vi trænger allermest til at høre lige netop nu. Og det gør vi, fordi vi lige netop nu befinder os i den måske mest afgørende overgangssituation i hele vor historie som kirke her i Danmark. Bortset fra selve kristendommens indførelse er der i hvert fald kun to situationer, vi kan sammenligne den nuværende med: Situationen omkring Reformationen i 1536 og situationen omkring overgangen fra enevolds-statskirke til folkekirke i 1849.

 

Hvilket årstal der denne gang bliver tale om, er ikke til at sige. Det kan godt være, denne overgang bliver meget lang. Men det kan også være, det ikke varer så længe, før vi når frem til et årstal, der svarer til, eller altså ligefrem kommer til at overgå årstallene 1536 og 1849.

 

For det, jeg taler om, er selvfølgelig den situation, hvor det bliver helt klart, at Danmark ikke længere på nogen som helst måde fremtræder som slet og ret ”et kristent land”, den begivenhed, som kommer til at betegne den endelige afslutning på over tusind års national-kristendom.

 

Det helt store synlige hug bliver den hidtidige evangelisk-lutherske Folkekirkes adskillelse fra staten og overgang til at være et trossamfund blandt andre trossamfund, ja, i en kultur, hvor der også vil være mange, som slet ikke tilhører noget som helst trossamfund.

 

For det er ikke bare et spørgsmål om selve kirkens adskillelse fra staten. Det behøvede ikke i sig selv betyde et farvel til Danmark som slet og ret et kristent land. Man kunne godt forestille sig en tilstand, hvor praktisk talt 100% af befolkningen var medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke, men hvor man i sin egenskab af kirke styrede sig selv i en selvstændig organisation. Og så ville Danmark jo på den måde i endnu højere grad være et kristent land.

 

For et land kan jo ikke gøres kristent ved, at man fx trykker noget sværte på et stykke papir, der kaldes Grundloven, og at noget af denne tryksværte danner nogle bogstaver, der siger, at kristendommen er landets religion. Om et land er kristent eller ej, afhænger udelukkende af, om de mennesker, der bor i landet, er kristne - og af, hvor meget kristne de er!

 

Et helt aktuelt eksempel på dette forhold har vi i diskussionen om, hvorvidt ”Gud skal skrives ind i den nye EU-traktat”. EU bliver jo ikke mere kristent, end der er kristne mennesker i medlemslandene til, uanset hvad man skriver i en sådan traktat.

 

Nej, farvel til over tusind års nationalkristendom bliver der først tale om, når det bliver helt tydeligt, at en betragtelig del af befolkningen ikke er kristne. Og en sådan situation befinder vi os jo allerede klart i. Så vidt jeg husker, er der nu tale om ca. 20% ikke-kristne her i Danmark. Og alt tyder på, at dette tal kun yderligere vil stige. - For slet ikke at tale om, at det i høj grad allerede nu er ikke-kristne, der giver tonen an i hele vort kulturliv, eller at hele vort kulturliv i høj grad er ikke-kristent (eller post-kristent) i sin karakter!

 

At vi ud fra enhver betragtning må håbe på, bede til og arbejde for, at udviklingen kommer til at gå i den modsatte retning, er en helt anden sag. Men det, jeg taler om nu, er, hvad der ud fra enhver almindelig betragtning må forekomme mest sandsynligt.

 

Og i øvrigt er det gode ved det jo, at hvad enten vi skal forberede os på en fremtid, hvor vi kristne bliver en måske endog meget lille minoritet, eller vi skal prøve at være med til at vende udviklingen, er det det samme, vi skal, nemlig altså at høre, hvad Jesus siger til os i dag, tage det til os og leve efter det, ja, leve i det, hvilket er det samme som at leve i Ham!

 

For det, Jesus gennem evangelisten Johannes siger til os i dag, det er jo, at det at være kristne, det er, at vi kristne - både hver enkelt af os og os alle tilsammen - er som grene på et vintræ, det træ, som Han er, og dermed som Kirken er. Der er ikke nogen anden måde. Kirke-træet og Jesus-træet er eet og det samme træ. Og vi kristne er grenene på dette træ, så at vi sammen med Jesus og hinanden udgør dette træ!

 

Indtil nu er dette ikke noget, vi har tænkt så meget over. Vi har så at sige ikke kunnet se træet for bare træ! Vi har ikke kunnet se kirke-træet fordi det - trods alt, eller i hvert fald på en måde - har fyldt det hele.

 

Det har i dén forbindelse nemlig ikke betydet så meget, at mange af grenene har været syge og visne, eller at den måde, træet har været viklet ind i de andre ting på, ikke altid har været lige sund.

 

Alt her i denne verden er jo såre broget og blandet, og dårlige kristne er også kristne, og grimme pletter i den måde, kristendommen er viklet ind i samfundet på, får jo ikke kristendommen til at holde op med at være indviklet i samfundet. Vi, der i dag mener, at vi hører til dem, der stadigvæk er kristne, må jo også hele tiden spørge os selv, hvor kristne vi nu egentlig er!

 

Det afgørende er, at det har været den almindelige fornemmelse, at Danmark jo var et kristent land, og så var vi simpelt hen kristne ved at være danskere. ”Vi har vores tro her i Danmark, Folkekirkens tro”.

 

Og også i den situation har Jesus sagt til os, at Han er vintræet, vi er grenene. Blot har vi da først og fremmest hørt det som en personlig tiltale til den enkelte: Husk nu, at du ved din dåb blev ind-podet i mig! Og husk nu, hvad det ord, jeg taler til dig, betyder! Ja, husk, hvad det betyder, når du går til alters og spiser mit kød og drikker mit blod!

 

Men nu begynder vi at kunne se Jesus-træets eller kirke-træets omrids. Og selv om vi som enkelte kristne fortsat må høre den helt personlige tiltale i Jesu ord på i grunden samme måde, som de altid har været ment og skullet høres, så kommer vi nu til, på en helt ny måde at høre dem også i vor fælles egenskab af grene på et træ! Sammen med alle de andre grene på træet. Og til forskel fra den tomme luft udenom. Og til forskel fra de andre træer, der står i nærheden.

 

Kirken, det bliver så ikke længere ”en særlig institution i det kristne land Danmark”. Men det er der mange der ikke rigtig kan lide. Derfor hører vi i netop denne tid meget ofte sætningen: ”Kirken skal være for alle”.

 

Hvad man mener med dette, er ikke uden videre særlig klart. For hvad eller hvem er så ”kirken”? Og hvem er så ”alle”?

 

Men jeg tror, det, der foresvæver dem, der siger denne sætning, er, at man kan lave en forlængelse af den hidtidige tilstand ved at bevare selve kirke-institutionen som dels en religiøs service-institution for dem, der stadig betaler til den, dels et sted, hvor søgende og vingeskudte mennesker kan komme hen.

 

Og det kan meget vel komme til at blive sådan i temmelig lang tid. Det passer godt til tidens individualisme og forbrugermentalitet. - Måske indtil vi udefra bliver tvunget til at nedlægge denne institution. Men i forhold til kirken som Jesus-træet vil det alligevel bliver noget fattigt noget.

 

Det vil blive som en slags kunstigt træ-skelet, hvorpå kristendommens ord er hæftet som nogle blade, hvis lyd de, der kommer i nærheden, kan høre.

 

Jeg siger ikke, at det ikke vil være kristendom, eller at de mennesker, der kommer i nærheden af dette træ-skelet med Jesus-blade på, ikke kan komme i et gren-træ-forhold til ham. Vi ved jo, hvordan Jesus, da han vandrede i Israel, trak mennesker til sig og etablerede et forhold til dem på alle mulige måder. Jesus var ikke smålig! Og sådan vil det være, så længe hans ord overhovedet lyder i verden.

 

Og sådan skal det også være, når det er os, der - i en helt ny situation - som kirke-træ, repræsenterer Jesus over for de søgende og vingeskudte eksistenser ude på den nøgne mark. Men det kan jo kun ske med den rigtige kraft, når vi virkelig udgør dette kirke-træ og derved kommer til at bære de frugter, som bla. de søgende og vingeskudte eksistenser ud på marken skal finde hen til og få næring og glæde af, helst så de selv ender med at komme ind og blive grene på træet.

 

Og den kraft, den livs-saft, som får kirke-træets grene til at bære frugt, det er jo nu som før kærligheden. Det siger Jesus. Og det hørte vi også apostelen sige meget stærkt i epistelen.

 

Dog er ”kærlighed” desværre et meget misbrugt ord. Jeg har ofte været lige ved at love mig selv, at jeg ville holde op med at bruge det. Men hvis vi bruger det på samme måde som Jesus og apostelen Johannes brugte det, både kan og skal vi blive ved med at bruge det. Og jo så ikke bare som et ord, ja, ikke engang bare som et bud, selv om det er det jo også, bare på en måde, der er meget dybere og stærkere - og mere positiv - end hvad der ellers ligger i ordet ”bud”.

 

For vel kan kærligheden ofte have form af, at man simpelt hen gør sin pligt. Men også i de tilfælde er det selve livets grund, kærligheden udspringer fra, fordi kærligheden simpelt hen er livets grund. Og også i de tilfælde er kærlighedens indhold og mål den glæde, den livs-glæde, der kommer fra Jesus - men som jo ikke er en anden slags glæde end den, vi oplever i vores almindelige liv. Forskellen er bare, at når vi er ind-podet i Jesus-træet og bliver ved med at vokse ud af det, så er vi helt direkte forbundet med Ham, som den glæde, vi ellers kender, kommer fra, og så bliver den glæde, vi ellers kender, også ny.

 

Ja, så smelter den ene glæde sammen med den anden til een stor glæde, der vel at mærke ikke bare breder sig mellem grenene på selve kirke-træet, men som er så stor, at den også for-planter(!) sig til dem, der kommer i nærheden af det ude fra den åbne mark.

 

Sådan har det altid været. Sådan skal det være, når kirke-træet eller Jesus-træet kommer til at stå frit ude på den åbne mark. Og sådan skal det jo altså også være nu!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

22. søndag efter trinitatis (B) - 31. oktober 2010

 

Ryde Kirke kl. 9. Landet Kirke kl. 10.30.

Lolland vestre Provsti

 

DDS 2003:

25 – 12 – [1] -///- 327 – 384

 

Es. 49,13-18 – [Ef. 4,30-32] - Matt. 18,1-14.

Ja, jeg læste ved den korte gudstjeneste undtagelsesvis den gammeltestamentlige lektie i stedet for epistelen.

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har åbnet dit Rige for os små.

Hjælp os til at blive ved at være små, så vi hverken selv snubler på vejen eller bringer andre til det.

Amen!

 

 

Det er i dag den 31. oktober – og dermed den gamle allehelgensaftensdag, idet den gamle allehelgensdag jo er den 1. november. Her i Folkekirken har vi bare – meget fornuftigt - henlagt allehelgensfesten til den første søndag i november.

 

Når jeg nævner dette, er det helt direkte, fordi det i dag 39 år siden jeg blev ordineret eller præsteviet – i Maribo Domkirke, af biskop Thorkild Græsholt, sammen med Mogens Brandt Clausen, der var ansat som sognepræst i Søllested. Jeg var selv ansat som sognepræst i Pedersker-Povlsker på Bornholm, som jo hører til Københavns Stift, men af forskellige grunde blev det sådan, at jeg kom med i denne ordination i Maribo Domkirke, hvad jeg naturligvis i mange henseender var meget glad for – og stadigvæk er.

 

Og i denne forbindelse mindes jeg også, at domprovst Felter i den såkaldte intimationstale (indførelses- eller kundgørelsestale) helt undtagelsesvis prædikede over en tekst, der ikke var hentet fra Bibelen, nemlig den 62. af de teser mod afladshandelen, vor reformator Martin Luther slog op på slotskirkedøren i Wittenberg (der fungerede som universitetets opslagstavle) den 31. oktober 1517:

 

Kirkens sande, ægte skat er det allerhelligste evangelium om Guds herlighed og nåde.

 

Og det var ikke noget tilfælde, at det netop var allehelgensaftensdag, Luther slog sine teser mod afladshandelen op. Afladshandelen hang jo nøje sammen med helgendyrkelsen – nemlig med forestillingen om, at man kunne købe sig fri fra sine bodspligter – ja, efter nogles mening også skærs-ildens pine - ved at købe sig til en andel af de ”overskydende gode gerninger”, helgenerne havde øvet, og kirken dermed rådede over som en særlig kapital eller ”skat”. Og når vi på søndag – på vor evangeliske måde - skal fejre allehelgen (som vi af tradition stadig siger), er der også et element af reformationsjubilæum i det – hvad enten det bliver udtrykkeligt sagt eller ej.

 

Om vort forhold til Den Romersk-Katolske Kirke vil jeg her i dag kun sige, at vi netop som gode lutheranere af såvel historiske som økumeniske grunde bør stille os på én gang kærligt og kritisk ved siden af vore romersk-katolske medkristne – og så ellers se, hvad der, med Helligåndens hjælp, videre kommer til at ske.

 

Men jeg kan da også fortælle, at jeg så sent som i går deltog som præst i den årlige polsk-danske, katolsk-lutherske allehelgensandagt på Slaglille Kirkegård ved Sorø, hvor en polsk RAF-besætning fra krigens tid ligger begravet, og hvor de medlemmer af den danske familien Christensen, hvis hus det nedskudte fly ramte og satte i brand, ligger begravet.

 

Det går altså efter omstændighederne ganske godt mellem os og de katolikker, der desværre ikke nåede at blive direkte omfattet af den reformation, der blev skudt i gang i dag for 493 år siden. Så det er ikke først og fremmest her vore aktuelle problemer ligger.

 

Nej, det pres, vi netop nu er udsat for, kommer andre steder fra. Og når jeg nævner det, er det, fordi jeg jo kunne mærke det, da jeg gav mig til at studere evangeliet til i dag.

 

For bare få årtier siden ville ingen af os vel have tænkt særligt over de jo, ordret læst, meget barske ting, Jesus siger i det midterste afsnit: Møllesten om halsen. Sænket i havets dyb. Kastes i den evige ild. Hug din hånd eller fod af og kast den fra dig. Riv dit øje ud og kast det fra dig. Kastes i Helvedes ild.

 

Dengang ville vi uden videre have hørt det som den billedtale, det er. Men i dag er det jo sådan, at også Det Nye Testamente bliver gået igennem med en tættekam i mere eller mindre velmenende menneskers forsøg på at bevise, at vi kristne ikke har noget at lade de andre høre. Der kan I bare se, vil de sige, Jesus gik også ind for, at man skulle straffe folk ved at hugge hænderne af dem og rive øjnene ud på dem!

 

Men sådan kan vi jo ikke høre det! Det er helt klart, at der er tale om et – rigtignok barsk – billedsprog. Det ser vi allerede af, at der jo ikke er tale om, hvad den pågældende person – eller hvad det nu er – skal gøre mod andre: ”Hvi