DEBAT

af forskellig art

 

Bent Christensen

 

 

 

Denne side er senest blevet opdateret 27.03.17: KØDSPISNING ER NOK EN INDRØMMELSE TIL VIRKELIGHEDEN. - Kommentar i tråden til P1 Debats Facebook-opslag "Bliver kødspiserne de næste rygere?" 27.03.17. - Forrige: LONDON 22. MARTS.

 

NB! Se også min blog i avisen.dk: Jeg er ellers ikke blogger …:

 

http://www.avisen.dk/blogs/bentchristensen/default.aspx

 

Teksterne i denne blog kan i høj grad svare til teksterne på de forskellige undersider her, ja, måske ligefrem være identiske med nogle af dem. Det kan være nærværende underside ("Debat"). Eller det kan være undersiden "Kirke og teologi" eller undersiden "Diverse". Men det vil nok ofte være tekster, der enten svarer til eller er identiske med tekster på undersiden "Mit totaldigt".

 

Jeg henviser også til undersiden "Facebook", hvor der er mange kommentarer til mange forskellige ting,

dog især fra min første tid i Facebook. - LINK til min Facebook-profil:

 

https://www.facebook.com/bent.christensen.505

 

-

 

På nærværende  underside indsættes forskellige debatindlæg og kommentarer, fortrinsvis sådanne, som ikke er sat ind på en (eller flere) af de særlige undersider. - Det gælder som regel også tekster, der tidligere nok ville være blevet sat på undersiden ”Fremmedpolitik”, som jeg helst ikke vil bruge mere, idet jeg jo i princippet har erklæret mig ude af denne debat.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

INDHOLD PÅ DENNE UNDERSIDE

 

Men se også de indsatte tekster fra den nedlagte underside ”Klumme” og indholdsfortegnelsen dertil nederst på denne side. Indholdsfortegnelsen står både allernederst på siden og lige før klumme-teksterne.

 

Ældst nederst – yngst øverst.

 

 

KØDSPISNING ER NOK EN INDRØMMELSE TIL VIRKELIGHEDEN. - Kommentar i tråden til P1 Debats Facebook-opslag "Bliver kødspiserne de næste rygere?" 27.03.17.

 

LONDON 22. MARTS. - Sat på her 23.03.17.

 

DETTE ER NOK MIN ENDELIGE FREMMEDPOLITISKE ERKLÆRING. - Sat på her 21.03.17.

 

ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM. - 18.03.17.

 

TO BEMÆRKNINGER I MARTS 2017. Om det kulturelle folkeselvmord og om Tyrkiet i Europa. - Sat på her 13.03.17.

 

KAN DF'S TILNÆRMELSE TIL S RÆKKE HELT UD TIL EL? - Kommentar til DR 2 Deadline 03.03.17: Enhedslisten er blevet bovlam.

 

ROS TIL BADEHOTELLET. - Sat her på siden 24.02.17.

 

"KÆRE OLE JENSEN, LAD VÆRE AT FALDE I FJENDEBILLEDTEGNINGENS FRYGTELIGE GRØFT!". Kommentar i Kristeligt Dagblad 26.01.17.

 

TILFØJELSE TIL MIN "ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE". - 23.01.17.

 

ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE. - Lørdag den 21. januar 2017.

 

EN TEOLOGISK OG KIRKEHISTORISK VAMPYR- OG SPLATTERROMAN. En slags lille anmeldelse af Peter Tudvad: "Manteuffel" (2016). - Sat på her 16.01.17.

 

Kommentarer (med statistik nederst) til artikel i Kristeligt Dagblad: "DANSK FOLKEPARTI FORESLÅR FORBUD MOD MINARETER". - 05.01.17.

 

OM ESTABLISHMENT, FOLKELIGHED OG KIRKELIGHED. På min Facebook-profil 21.12.16.

 

ER KIRKE OG STAT ET STÆRKT ÆGTESKAB? - Kommentarer til en udsendelse i P1 Debat 13. december 2016.

 

ER EUROPOL-FORBINDELSESOFFICEREN REN HÆVN? - Kommentar i P1 Debat-tråd 08.12.16.

 

TIL ET FOLK DE ALLE HØRE ... 1848 og nu - over en bred skala. - Kommentar på min væg til den af mig Facebook-delte artikel på dr.dk "Udskældt test måler udlændinges danskhed igen" 01.12.16.

 

BETRAGTNINGER FRA EN TIL DELS KONSERVATIV SIDELINJE. Den uforkortede version af mit bidrag til debatbogen 'Jeg' er fandme til! (2016) efter Marianne Stidsens disputats Den ny mimesis (2015). - Sat på her 23.11.16.

 

EN LØS KANON. Betragtninger i anledning af lanceringen af Danmarkskanon. - 16.11.16.

 

VERDEN MED TRUMP. - 15.11.16 efter (bekymret) at have hørt Verden ifølge Gram på DR P 1.

 

MIN KOMMENTAR TIL PRÆSIDENTVALGET I USA. - Skrevet 09.11.16.

 

YTRINGSFRIHED OG TERROR. Kommentar til DR Deadline 29.10.16 (Flemming Rose og JP).

 

VENSTREFLØJEN OG VOLDEN. Kommentar til DR Deadlines indslag om Peter Øvig Knudsens BZ-bog 04.10.16.

 

ET LÆNGERE INDLÆG! Kommentar til indslaget "Hvornår er man dansk?" i DR 2 Deadline 26.09.16.

 

VI SKAL NØJES MED AT TALE OM ANTALLET. - Efter P1 Debat 22.08.16 med temaet "Venlig eller væmmelig?", om Venligboerne, der nu af den modsatte side bliver kaldt væm'ligboerne. Og i det hele taget om de to siders måde at tale om og til (men ikke så meget med!) hinanden på.

 

EN OND JULIUS. - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 18.08.16 om "Julius’" satiretegning om (mod) Dansk Folkepartis forslag til øget grænsekontrol.

 

SANDHEDENS TIME. - Større tekst om EU- og folkevandringskrisen. - 17.08.16.

 

SIKKERHEDSVENTIL - MEN HELST EN HELT ANDEN SLAGS POLITIKERE. - Kommentar i DR Deadline-tråd 15.08.16.

 

MUSLIMSTOP. - 29.07.16.

 

DE HØRER HJEMME I SKAMMENS MØRKE OG PÅ HISTORIENS LOSSEPLADS. - Kommentar i tråden til DR Deadlines omtale i Facebook af indslaget om terrorhandlingen i München. - 22.07.16.

 

SÅ KLAR SOM SITUATIONEN (læserbrev om Dansk Folkepartis politik fsva. regeringsdeltagelse og EU-afstemning). - Lolland-Falsters Folketidende 20.07.06.

 

FOLKEAFSTEMNINGER - OG NYE POLITIKERE. - Kommentar i Facebook-tråd 19.07.16.

 

IKKE SAMMENBRUD, MEN ET NYT EF! - Min seneste kommentar til situationen i og omkring EU - og omkring Dansk Folkepartis moderate og pragmatiske EU-politik. - 04.07.16.

 

EN AKTUEL AFORISME. - 29.06.16.

 

BREXIT. - Min dagbogsoptegnelse ved middagstid dagen efter den britiske folkeafstemning. - 24.06.16.

 

IGEN-IGEN - Lovgivningen mod had-imamerne er noget af det dummeste. Kommentar i DR Deadlines Facebook-tråd 03.06.16.

 

VI SKAL IKKE STERILISERE SAMFUNDET. - Min kommentar til P1 Debat 07.04.16, hvor det blev debatteret, om vi skal frygte kristen fundamentalisme.

 

KAPITALISMEN SKAL HAVE ET MODSPIL. - I Deadline-tråden om Panama-skattelysagen. - 04.04.16.

 

SV-REGERING STØTTET AF DF. - Et forslag og måske en spådom i anledning af udmeldingerne fra LA. - 02.04.16.

 

VIDERE! - Opslag på min Facebook-væg formiddag 31.03.16.

 

JO VÆRRE, JO BEDRE! Politikerne skal lade muslimerne være i fred. - Opslag på min Facebook-væg 30.03.16.

 

LAD MUSLIMERNE GØRE, HVAD DE VIL! - Kommentar i TV 2 Tirsdagsanalysens Facebook-side 29.03.16.

 

ER DANSK KULTUR NOGET SÆRLIGT? - Forhåndskommentar (med to tilføjelser) 26.03.16 (påskelørdag) til dagens udgave af P1 Debat Special: Danmark over grænsen.

 

NATURVIDENSKABEN DÆKKER IKKE ALT, MEN SKAL STYRKES SOM DANNELSESFAG. - Min kommentar til indslaget i DR 2 Deadline 22.03.16 med Eske Willerslev og Kristian Leth i anledning af deres bog Historien om det hele.

 

VI SKAL BARE BLIVE VED AT LEVE. - Min Facebook-kommentar til DR P 1 Debat's spørgsmål: Hvad skal en Danmarkskanon indeholde? - 16.03.16

 

55 % ØNSKER KIRKEN ADSKILT FRA STATEN. - Og det hilser jeg velkommen! - 29.02.16.

 

KNUD DEN STORES RIGE I TÆT TILKNYTNING TIL EU? - I P 1 Debats tråd om UK's forhold til EU. 18.02.16.

 

PROLETARER, FORÉN JER! - Om de facto-alliancen mellem venstrefløjen og erhvervslivet. - Sat på her 18.02.16.

 

BLASFEMI I DET 21. ÅRHUNDREDE. - Kommentar i tråden til Rasmus Jarlovs Facebook-opslag 11.02.16 om Flemming Nielsens blasfemi-dom. - Sat på her 13-02.16. - NB! Det var vist en racisme-dom!

 

SKAL JEG FORTRYDE? - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende i anledning af Ingolf Gabolds på kultursiden 04.02.16 gengivne udtalelser om tv-serien 1864. - 06.02.16.

 

MEN LIGE NU REDIGERER JEG DIGTSAMLING! - Om kristendom og folkevandringspolitik. - Slået op på min Facebook-væg fredag den 29. januar 2016.

 

STATUS I FOLKEVANDRINGSKRISEN. - 27.01.16.

 

ONLINEKOMMENTAR TIL KD-ARTIKLEN "Middelmådig ph.d. sætter fingeren på tidens grundtvigske kulturkamp". - 02-12-15

 

LATTERLIGGØRELSE ER DET VIGTIGSTE VÅBEN. - Kommentar, også på min Facebook-væg, til terrorhandlingerne i Paris 13.11.15.

 

GROTESK - MEN KUNNE HAVE VÆRET HÅNDTERET BEDRE. - Om kritikken af, at Folkekirkedanmark har fået en troende forskningsminister. - 12.11.15.

 

SVÆRMERI KAN OGSÅ NU FÅ FATALE KONSEKVENSER - Kommentar til situationen i Tyskland. - 19.10.15.

 

TIÅRET FOR MUHAMMEDTEGNINGERNE. - 30.09.15.

 

SÅ MÅ VI STØTTE DE ØSTLIGE EU-LANDE. - 17.09.15.

 

De, der nu byder folkevandrerne velkommen, minder mig om dem, der stod med blomster i hænderne den 9. april 1940. - I Deadline-tråd 12.09.15.

 

SURREALISTISK! Om migrationssituationen og de rådvilde danske og europæiske politikere. - I Deadlines Facebook-tråd og på min egen væg. - 09.09.15.

 

HVIS DETTE FORTSÆTTER, GÅR HELE EUROPA NED. - 08.09.15.

 

LIGNELSEN OM DEN BARMHJERTIGE SAMARITANER OG DEN AKTUELLE FOLKEVANDRINGSSITUATION. - Her og på min egen Facebook-væg og i en Facebook-vens tråd. - 31.08.15.

 

FOLKEVANDRINGEN. Vi bør alle overveje og drøfte på en frisk. - 25.08.15.

 

DEADLINE, GRUNDTVIG - OG MIG! - Kommentar til indslaget med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i DR 2 Deadline 03.08.15.

 

DANMARK SOM KRISTENT LAND OG EN TEOLOG SOM FORSKNINGSMINISTER. - Kommentarer til DR 2 Deadline 22.07.15

 

MIN INTUITION OM FREMTIDEN OMKRING OG I IRAN. Det kan måske udvikle sig rigtig godt! - 14.07.15.

 

HVOR DUM KAN MAN VÆRE?! Om de skoledrengeagtige angreb på den teologiske uddannelses- og forskningsminister.

 

ER DANMARK ET KRISTENT LAND? - I P 1 Debat-tråd om Danmark som kristent land. - Udsendelsen 08.07.15. - 07.07.15.

 

TILLYKKE, PIA! - 03.07.15.

 

VED MEDDELELSEN OM, AT VI FÅR EN REN VENSTRE-REGERING. - 26.06.15.

 

VI KAN GODT FØRE EN BEDRE SAMTALE, SELV OM NOGLE AF OS IKKE GÅR PÅ KOMPROMIS. Ny kommentar i Facebook-tråd 24.06.15.

 

MEN KAN VI KOMME VIDERE? - Kommentar i Facebook-tråd til de voldsomme reaktioner på Dansk Folkepartis fremgang ved valget. - 24.06.15.

 

JA, LAD OS BARE FÅ NOGLE ANDRE BOGSTAVKOMBINATIONER! - Lørdag den 20. juni 2015.

 

LØGNENS DAG - 12. juni. - Dagbogsoptegnelse på treårsdagen for autoriseringen af ritualet for kirkelig vielse af personer af samme køn. - 12.06.15.

 

GARANTIER EFTER UKRAINE? - Ikke optaget læserbrev. Sat på her 09.04.15.

 

LIBERALITITIS? EN NY SLAGS STOCKHOLM-SYNDROM? - Om Birthe Rønn Hornbechs indlæg i Politiken: "Kapløbet om at overhale DF højre om, er Venstre ikke alene om". - 19.03.15.

 

STRATEGISK SFÆRE OG KULTURSFÆRE. I forbindelse med situationen omkring Ukraine. - 19.02.15.

 

MIT SIDSTE ORD OM ISLAM OG INDVANDRINGEN? - 19.02.15.

 

DE ENKELTE GALNINGE - OG NÆSTEKÆRLIGHEDEN. - På min Facebook-væg og her 17.02.15.

 

DE TO EUROPÆISKE FRONTER. Opslag i Dansk-Ukrainsk Selskabs Facebook-gruppe og på min egen Facebook-væg. - 16.02.15.

 

HILSEN TIL MIN FACEBOOK-VEN LARS VILKS. - 14.02.15.

 

FACEBOOK-KOMMENTARER DAGEN EFTER MINSK 2.0. - Sat på 13.02.15.

 

KÆRE RUSSISKE VENNER! - Internethilsen på dansk og russisk til alle i Den Russiske Føderation.

 

SOM AT STÅ OVER FOR EN GAL HUND. - Kommentar 29.01.15 i Facebook til den russiske OSCE-repræsentant Andrei Kelin trussel mod Vesten, hvis man ikke stopper støtten til Kiev-regeringen.

 

VERDEN IFØLGE GRAM. Om Ukraine og Rusland. - Opslag på min Facebook-væg formiddag 27.01.15.

 

MULTIKULTI OG PRIVATSKOLER. - Min kommentar til Deadline 22.01.15, indslaget om flugten til privatskolerne.

 

MIN KOMMENTAR TIL DEADLINE-DISKUSSION OM LANDSFORRÆDERBEGREBET. - Sat på der (også i tråd på min egen væg) og her 29.01.15.

 

ZENIA STAMPES TALK-TOG. - På min Facebook-væg og her 20.01.15.

 

KOMMENTAR TIL INDSLAGET OM DE DANSKE FRIHEDSRETTIGHEDER I DEADLINE 19.01.15.

 

SKYLDES DE PROGRESSIVES VANSKELIGHEDER, AT DE HAR HAFT EN SKJULT DAGSORDEN? - Kommentar til DR 2 Deadline 18.01.15.

 

FORSKELLIGE FACEBOOK-TEKSTER M.M. 16. JANUAR 2015. To indledninger. - Min nye genre Tegninger uden streger. - En aforisme om humanisterne som Komiske Ali'er. - Facebook-kommentaren "Pest, kolera, tyfus - og AIDS". - 16.01.15.

 

TALK-TOG (om Zenia Stampes humanismekampagne). - 16.01.15.

 

PEST, KOLERA, TYFUS - OG AIDS. - (Om islamismen, Putin, de Putin-venlige vestlige højrekræfter - og vore egne indvandringstilhængere og islam-venner). - 16.01.15.

 

HUMANISTEN ZENIA STAMPE I DEADLINE. - 14.01.15.

 

MERE OM CHARLIE-FORSIDEN I MORGEN. - 13.01.15.

 

TERRORISMEN OG KORANEN. - I Deadline 12.01.15 diskuterede Jørgen Bæk Simonsen og Tina Magaard, i hvilket omfang terrorismen udspringer af Koranen.

 

Ugens digt med kommentarer som debatindlæg: FØDSELSOVERVEJELSER I JANUAR 2015.

 

I ANLEDNING AF TERRORANGREBET MOD CHARLIE HEBDO. - Nogle af de ting, jeg i dagene 7.-8. januar 2015 har skrevet i Facebook. Med et par tilføjelser 10.01.15.

 

VOR FREMTID MED RUSLAND. - Min kommentar 30.12.14 til en britisk professors kritik af Vestens politik over for Rusland.

 

OM SIDSTE AFSNIT AF "1864". - Lolland-Falsters Folketidende 03.12.14. - Plus Facebook-kommentar.

 

UMIDDELBARE BEMÆRKNINGER TIL SIDSTE AFSNIT AF "1864". - 01.12.14

 

SÅ FORSTÅ DOG DEN SERIE! - Om "1864" og kritikken af den. - Lolland-Falsters Folketidende tirsdag den 25. november 2014.

 

GAMMELDAGS GEOPOLITISKE INTERESSER OG VÆRDIMÆSSIG ASYMMETRI. - Deadline 22.30 lørdag den 22. november.

 

TAK, IB MICHAEL! - For indlægget i Politiken om kritikken af "1864" den 18. oktober 2014: "Kritikken af '1864' er en pærevælling af patetisk vrøvl". - 22.11.14.

 

"1864" - EN MELLEMFALDENDE BETRAGTNING. - 22.11.14

 

Om Ukraine i Deadline 12.11.14: UKRAINE OG RUSLAND - igen-igen. - 12.11.14.

 

NY KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje del og læsning af flere anmeldelser og lignende

 

KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje afsnit. - 27.10.14.

 

MIN KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINE 17.10.14. Om Rusland/Ukraine og IS. - I Deadline-tråden, DUS-opslag og hos mig selv.

 

MIN KOMMENTAR TIL SITUATIONEN OMKRING AFTALEN MELLEM EU, UKRAINE - OG RUSLAND. - Med to links. - 16.09.14.

 

MIN KOMMENTAR TIL MELDINGERNE OM EN VÅBENHVILEAFTALE I UKRAINE. - 03.09.14.

 

"ARM UKRAINE OR SURRENDER". Min kommentar til en artikel i the New York Times med denne titel. - 01.09.14.

 

SØREN PIND VAR I DEADLINE. 29.08.14. Om situationen i og omkring Ukraine.

 

INTET UGENS DIGT. På grund af situationen i Ukraine. - Opslag på min Facebook-væg 28.08.14.

 

KOMMENTAR TIL ARTIKEL I DEN POLSKE AVIS GAZETA WYBORCZA OM SITUATIONEN I ØSTUKRAINE. - 26.08.14.

 

DET LYDER IKKE SÅ GODT. Kommentar i Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd om de separatistiske/russiske modangreb og det kommende topmøde i Minsk. - 25.08.14.

 

ET MULIGT UKRAINE-SCENARIE. - 18.08.14.

 

JØDERNES RET OG FOLKET OG SKOLEN. TO DISKUSSIONER I DEADLINE. - 15. august 2014.

 

HVAD KAN PUTIN FÅ UD AF SIN OVERPLATTE HUMANITÆRE MANØVRE? - Kommentarer til Deadline 22.30 den 12. august 2014.

 

HVAD GØR VI?. Kommentar til BBC-artikel om en mulig russisk invasion i Ukraine. - 09.08.14.

 

EKSISTENS-TANKER I AUGUST 2014. Efter at have hørt DR P 1 Eksistens' udsendelse "Sex, køn og afslutningen på det normale". - 05.08.14.

 

STRATEGIEN I SØNDAGSFROKOSTEN. I Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd 04.08.14.

 

NU SKRUER JEG NED FOR BLUSSET! Jeg er træt af den måde, Ukraine-krigen føres på i Facebook. I en Facebook-tråd, her og på undersiden "Facebook" 01.08.14.

 

MIN UKRAINE-KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINES INDSLAG 30. JULI 2014 OM SITUATIONEN I UKRAINE. - 30.07.14.

 

SKAL JEG TIL DEMONSTRATION FOR FØRSTE GANG I MIT LIV? To Facebook-kommentarer til situationen i Ukraine 23.07.14

 

Facebook-kommentarer til situationen i Ukraine 07.07.14.

 

To Facebook-kommentarer om EU og NATO og Rusland lidt over midnat den 1. juli 2014.

 

Deadline 28.06.14. - PUTIN OG DEN VESTLIGE HØJREFLØJ. - 28.06.14.

 

RUSLAND SOM KINAS VASALSTAT? - Aforismeagtig Rusland-kommentar på dagen, hvor Frihandels- og associeringsaftalen mellem EU, Ukraine, Moldova og Georgien blev underskrevet. - 27.06.14.

 

ALEKSANDER KWAŚNIEWSKI OM POLEN, UKRAINE OG RUSLAND. - Opslag på min Facebook-væg ud på de små timer natten efter Kristi himmelfarts dag (30.05.14).

 

UKRAINE - I TRÅD TIL SALMEOPSLAG. - Om Ukraine i salme-sammenhæng. - 28.05.14.

 

BEMÆRKNING TIL SITUATIONEN OMKRING DET UKRAINSKE VALG FÅ TIMER FØR VALGSTEDERNE LUKKER. - 25.05.14.

 

KAMPAGNEN MOD DF GØR DET NØDVENDIGT AT STEMME PÅ DETTE PARTI - TRODS DETS UKRAINE-POLITIK. - Kommentar 23.05.14 i tråden til mit opslag af linket til en side med det sjove kort "Putins europakort 2014".

 

To kommentarer til DR-udsendelser om Ukraine og Polen. - 17.05.14

 

LAD OS SATSE STORT FOR AT GØRE OS UAFHÆNGIGE! Vi skal kaste os ud i udviklingen af alternativer til russisk gas og mellemøstlig olie, som om det var en krig, vi gik ind i. - Opslag på min Facebook-væg 13.05.14.

 

FRISK POLSK ANALYSE AF SITUATIONEN I UKRAINE. Med to senere "videre"-kommentarer. - Opslag på min Facebook-væg 12.05.14

 

ER EU-TILHÆNGERPARTIERNE VED AT LAVE EN NY "NYRUP"? - Facebook-kommentar i Søren Pind-tråd. - 10.05.14.

 

EN UKRAINE-KOMMENTAR TIL EN FACEBOOK-VEN. - 08.05.14

 

ET PAR NYE FACEBOOK-INDLÆG OM SITUATIONEN I OG OMKRING UKRAINE. ER VI VED ET VENDEPUNKT? - 08.05.14 (skrevet 07.05.14).

 

ET FACEBOOK-INDLÆG I UKRAINE-DEBATTEN. - 24.04.14.

 

MICHNIK OG JEG OM RUSLAND. Verden har brug for Rusland. Rusland har ikke brug for Putin. - Sat på her 10.03.14.

 

"VI" ER VESTEN - OG DANMARK. - Svar til en Facebook-debattør i tråd om forholdet til Ukraine og Rusland. - 04.03.14.

 

LUK FOR GASSEN! - Kommentar i DR 2 Deadlines tråd om indslaget om situationen i og omkring Ukraine. - 03.03.14.

 

FØRSTE TANKER EFTER PÅBEGYNDT LÆSNING AF ULVE, FÅR OG VOGTERE. - 28.02.14.

 

KOMMENTAR TIL DÆKNINGEN AF BENT JENSENS KOLDKRIGSBOG I DR 2 DEADLINE. - 26. februar 2014.

 

CHRISTIANIA-SAGEN. - Sagen om Retsudvalgets besøg i Christiania, der førte til justitsminister Morten Bødskovs fald. - 10.12.13

 

YAHYA HASSAN ER FØRST OG FREMMEST DIGTER, OG DET DANSKE DEBATNIVEAU ER UTROLIG LAVT. - Fremmed Facebook-tråd, egen Facebook-væg og her 02.12.13.

 

DEJLIGT AT HØRE EN MARXIST! - Kommentar til Deadline 2. sektion 04.11.13. Adam Holms interview med nymarxisten Mikkel Bolt

 

PÅ UNIVERSITETSBETINGELSER. - Om eventuel universitetsuddannelse af vordende imamer. - Kommentar til artikel i Kristeligt Dagblad 24.10.13.

 

TRE KOMMENTARER TIL ARTIKLER I KRISTELIGT DAGBLAD OM GRUNDTVIG. - KD Onlinedebat og Facebook. - 08.10.13.

 

MAN FØRER KRIGE UDE OG SER STORT PÅ DEN EGENTLIGE TRUSSEL - DEN PSEUDORELIGIØSE "MORALISME" ER FÆLLESNÆVNEREN. - 12.09.13. - Også i Facebook.

 

ALLE BLIVER MERE ENS. SKAL MAN LE, GRÆDE ELLER GIVE ET RÅD? - I min avisen.dk-blog og (tilpasset) i online-kommentar til artikel i Kristeligt Dagblad 11.07.13.

 

GRUNDTVIG SKAL IND I UDDANNELSESDEBATTEN. - I min avisen.dk-blog 29.06.13.

 

OM AT RISIKERE AT BLIVE SLÅET IHJEL FOR ANDET END FÆDRELANDET. - I Facebook-tråd om Hans Hauges bog Danmark og hans medvirken i en Apropos-udsendelse.

 

ER DET BEDST AT TIE? - Vil det tjene vor sag bedst, hvis vi, der hidtil har ført os frem, stiller os tavst iagttagende og afventende på sidelinjen og lader indvandringstilhængerne og islamofilerne stå alene med problemerne og ansvaret? Og idet vi så ellers koncentrerer os om fremtidens virkelige og helt store problemer. - Tekst indsat her på siden 12.02.13.

 

FORVENTELIGE REAKTIONER. - Kommentar og hilsen til Lars Hedegaard i Sappho 09.02.13. - Med tilføjelser om en sørgelig udtalelse af Erik A. Nielsen.

 

IND PÅ MODERNITETENS TORV. Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om fremtidens fællesskab(er). - Dansk Kirketidende 04.04.12.

 

FØRST BETALINGSRINGEN, SÅ VIELSESRINGEN. - En "I øvrigt" i Ekstra Bladet 26.02.12.

 

DET KOMMER HELT AN PÅ OS SELV. - Kommentar til Bent Jensen-klumme i "Sappho".

 

BOYKOT KIRKEN! (Erstat vielsen i kirken med en udvidet bordbøn før bryllupsmiddagen).

 

FLERTALLET HAR MAGTEN. - KD Onlinedebat til biskopperne Holm og Drejergaards "Partnerskab er ægteskab" i Kristeligt Dagblad 11.10.11. - Med senere tilføjelser.

 

VIGTIGT SYMBOL. - Onlinekommentar til BT-artiklen "Regeringen vil skrive Margrethe ud af grundloven". 11.10.11.

 

VI MÅ VENTE PÅ ET KULTURELT PARADIGMESKIFT. - Om at gymnasiet opdrager eleverne til at blive venstreorienterede - KD Onlinedebat 13.09.11. - Teksten er - her på siden - ledsaget af nogle mere eller mindre aktuelle yderligere betragtninger.

 

NYTÆNKNING. - "Det er ulideligt at høre om, at det private forbrug skal stimuleres til gavn for beskæftigelsen". - Lolland-Falsters Folketidende 23.08.11.

 

DEJLIGT. - Kommentar til Christian Skovs artikel i Sappho "Den højreradikale". - 16.08.11.

 

DET MESTE ER RIGTIGT. - Kommentar til kronikken "En bedre borgerlig værdikamp" af Mette Bock og Merete Riisager. - 16.08.11.

 

DET STERILISEREDE SAMFUND. - Online-kommentar til artikel i KD om modstand mod klokkeringningen. - 15-08.11.

 

NY ERKLÆRING. Lad skammens mørke sænke sig. - Opslag på min Facebook-væg 01.08.11.

 

ERKLÆRING OM SØRGETID. - Opslag på min Facebook-væg 29.07.11.

 

STATUS EFTER UGERNINGEN I NORGE. - Opslag på min Facebook-væg 25.07.11.

 

EB I øvrigt ... Om Tøger Seidenfaden. Ekstra Bladet 25.06.11. Sat på her 27.06.11.

 

VI KAN BLIVE PRESSET TIL DET (Folkekirken til at oprette egne skoler). - KD Onlinedebat 24.06.11.

 

To kommentarer til artikler i Trykkefrihedsselskabets "Sappho. - 31.05.11

 

DET SÆRLIGT DANSKE. - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 06.04.11.

 

MURENS FALD - IGEN. - Blandt andet om de unge arabiske frihedskæmperes forhold til tradition og historie. - Lolland-Falsters Folketidende 22.02.11.

 

MEN ISÆR DET HELT NYE. - Om de intellektuelles rolle lige nu. - Utrykt debatindlæg. Sat på her 28.12.10.

 

MYREKUGLEN? - Lolland-Falsters FOLKETIDENDE 10.11.10

 

ISLAM, KOMMUNISME OG NAZISME. - Også på undersiden ”Debat”, men desuden i ”Islamkritisk Netværk” og som Facebook-note.

 

VELKOMMEN! - Til ateistkonferencen. - KD Onlinedebat 16.06.10.

 

HAR VI FORTJENT KORSET I FLAGET? - KD Onlinedebat 15.06.10.

 

I ØVRIGT MENER ... Om kors, Dannebrog og Maria-stjerner. - Ekstra Bladet 12.06.10.

 

HONNØR FOR KURT VESTERGAARD! - Onlinekommentar til JP-artikel 10.06.10.

 

HONNØR FOR KURT GUTTERMAND. Tak til Kurt Vestergaard. Men nu skal muslimerne ignoreres; de betyder intet, og vi må videre. - Kommentar til Mikael Jalvings JP-blog. - Sat på her 08.06.10.

 

SOM EN AF OS. - Utrykt læserbrev. Sat her på siden 08.03.10.

 

SNEHVIDE OG NIKOLINENIKKI. - Dansk Kirketidende 04.03.10.

 

ANALYSE OG ALTERNATIV. - Jyllands-Posten 23.09.09. - I anledning af situationen omkring besættelsen af Brorsons Kirke, men i langt videre perspektiv.

 

I GRUNDTVIGS KAMP. – Læserbrev i Politiken 10.09.02.

 

GO’ MORGEN DANMARK. – Indlæg i Præsteforeningens Blad 2002/41 11.10.02.

 

DEN FALSKE FINHED. Kommentar til Katrine Marie Guldager: »Den falske helhed. Det skizo-paranoide samfund«, »KRITIK« nr. 157. - Skrevet her til hjemmesiden 03.06.02. – Men let modificeret version sendt til KRITIK 04.06.02.

 

AUTONOMI UDEN OVERANSTRENGELSE. - Kommentar til Klaus Wivel: »Er der nogen?« i »Bøger« til WA 52/2001. - Skrevet 07.01.02. Sat på nærværende underside 23.05.02.

 

JEG ER TRÆT. (Kommentar til leder i Weekendavisen nr. 43/2001: »Kristne korsfarere«). - Skrevet 26.10.01. Sat på nærværende underside 05.06.02)

 

-

 

NB! Se teksterne fra den nedlagte underside ”Klumme” og indholdsfortegnelsen dertil nederst på denne underside! Indholdsfortegnelsen til disse tekster står allernederst.

 

 

Kødspisning er nok en indrømmelse til virkeligheden

 

Kommentar i tråden til P1 Debats Facebook-opslag "Bliver kødspiserne de næste rygere?" 27.03.17.

 

 

Jo mere jeg omgås min søns hunde, som ofte er på ferie her, og "teologiserer" over slægtskabet mellem dem og mig, jo mere tænker jeg (også helt uden "hundeteologi") over, hvad det egentlig er man gør, når man spiser (især) pattedyr. Jeg skriver faktisk en del om det i "Mit teologiske testamente. Dogmatik og betragtninger", som jeg agter at udgive inden så længe. Jeg henviser bla. til 1 Mos 1,29-30, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at det fra begyndelsen ikke var meningen, at mennesker skulle spise dyr, eller at dyrene skulle æde hinanden. Alle skulle kun spise planter. Man kan også tænke på profetien i Es 11,7: "Og løven æder strå som oksen". Men ellers spises der jo kød i hele Bibelen. Jøderne var et hyrdefolk! Og de ofrede lam m.m. til Herren. Man må gå ud fra, at Jesus også har spist lammekød fx skærtorsdag aften. Og i det hele taget (selv om det vist kun er fisk, der udtrykkeligt nævnes). - Jeg er af den opfattelse, at det, at vi spiser kød, er en del af virkeligheden her i den faldne verden. En af mange "indrømmelser" til virkeligheden. Så jeg bliver ved. I hvert fald indtil videre. (Den måde, vi behandler dyrene på, er naturligvis også en del af problematikken). - MEN når det kommer til ressource argumenterne, kan jeg ikke være med. Der skal simpelt hen være færre mennesker på jorden! Hvad der også skal af mange andre grunde. Og som teolog kan jeg naturligvis også se pseudoreligiøsiteten i denne og flere andre sammenhænge. Jeg må afvise disse former for selvplageri og gerningsretfærdighed.

 

 

 

* * *

 

 

 

LONDON 22. MARTS

 

Slået op på min Facebook-væg og sat på her 23.03.17.

 

Uanset alt, hvad der ellers vil kunne siges - og vi ved jo ikke alt endnu - må ens tanker gå til ofrene for det, der skete ved det britiske parlament, og deres pårørende.

 

Og det, der er sket, må tale for sig selv, efterhånden som det bliver opklaret.

 

Men hvad terroren generelt angår, hvad enten den er stærkt organiseret, eller den er udført af selvradikaliserede ensomme ulve, skurrer det lidt i mine ører, når vore politikere og andre, der ytrer sig, taler om den meningsløse vold mod uskyldige mennesker. Vi er jo i krig! Danmark har fx nogle hundrede soldater indsat i kampen mod Islamisk Stat. Og vore modstandere svarer igen med de midler, de har, hvilket ikke skulle kunne overraske os. Det, der adskiller denne krig fra andre slags krige, er, at fjenden denne gang også har sine soldater placeret rundt omkring inde i vore lande.

 

SENERE NOTE (indsat ved 15-tiden 23.03.17): ISLAMISK STAT SIGER NU, AT DET VAR EN AF DERES SOLDATER. - I flere medier oplyses det nu, at Islamisk Stat har taget ansvaret for terrorhandlingen i London i går. Og i de tekster, jeg har set, siger IS udtrykkeligt, at det er en af deres soldater, der har udført handlingen. Her er en AP-tekst (The Associated Press) fra kl. 13.22: "Islamic State group says through its Aaamaq news agency that the London attacker was a 'soldier of the Islamic State'".

 

 

 

* * *

 

 

 

DETTE ER NOK MIN ENDELIGE FREMMEDPOLITISKE ERKLÆRING

 

Det er allerede meget sent. 21,6 % af alle nyfødte børn i Danmark har nu en mor, der enten er indvandrer eller efterkommer. Men vi kan i hvert fald gøre følgende:

 

1. Vi skal både nationalt og europæisk stræbe mod et totalt stop for enhver form for indvandring, altså også af flygtninge, der jo næsten altid ender som indvandrere. Og jeg gentager: Både nationalt og europæisk! På længere sigt hjælper selv de mest hermetisk lukkede danske grænser intet, hvis resten af Europa er blevet Eurabia. Men så længe ikke hele EU vil, må vi i hvert fald lukke de danske grænser; det er også en del af presset på EU. Selvfølgelig med en hel del nødvendige undtagelser.

 

2. De mange millioner ulykkelige flygtninge og andre ulykkelige mennesker ude i verden er et FN- og verdenssamfundsanliggende. - Det kan være, det bliver nødvendigt at oprette et "De Demokratiske Landes Fællesskab". - Danmark og EU skal selvfølgelig give et stort bidrag til både intelligente og effektive løsninger. Såvel den almindelige udviklingsbistand som de forskellige forsøg på militær indgriben er jo i vidt omfang slået fejl. Det bliver ikke let. Men at flytte millionvis af disse mennesker til Europa er ikke en løsning. Det vil føre til den ene og/eller anden form for katastrofe. Til gengæld skal det med at hjælpe ude i verden (i det omfang, det overhovedet er muligt) ikke bare være noget, man siger. Det skal gøres. Af verdenssamfundet. Men med store bidrag fra Danmark og EU.

 

3. Internt i Danmark, og helst i hele Europa, skal der være totalt ens rettigheder og pligter for alle. Alle former for, hvad jeg kalder "insektsex-chikane", skal ophøre. Alle, især alle statsborgere, skal have lov at gøre, hvad de vil. Vi skal ikke pille ved vore retsprincipper. Og i det hele taget ikke ændre noget som helst. Vi danskere eller i det hele taget europæere skal således heller ikke "integreres". De mennesker med udenlandsk baggrund, der opholder sig her, må selv finde ud af, hvad de vil. Men selvfølgelig alt inden for lovens grænser.

 

4. Men der skal kun tildeles statsborgerskab i stærkt begrænset omfang. Og dobbelt statsborgerskab skal afskaffes.

 

Disse fire punkter er den mest renfærdige løsning. De diskriminerer ikke - heller ikke os danskere/europæere. Nogle vil selvfølgelig hævde, at et totalt indvandringsstop med nødvendige undtagelser vil blive diskriminerende. Men det er altså ikke sådan, at alle bare kan slå sig ned, hvor de vil. Og det er de interne forhold i Danmark og Europa, jeg tænker på, når jeg siger, at ingen skal diskrimineres eller have hverken negativ eller positiv særbehandling. - Og så må det vise sig, hvad der sker. Det er måske endnu ikke for sent. - De, der ikke går ind for det, jeg siger her, eller måske ligefrem af egne ideologiske grunde ønsker noget helt andet, vil efter min bedste overbevisning pådrage sig et meget stort ansvar. Historien vil dømme dem.

 

20.03.17

 

 

 

* * *

 

 

 

ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM

 

Jeg slog lørdag den 18. marts 2017 nedenstående op på min Facebook-væg, inden jeg efter min sædvane slog min salme til søndagen op (i dette tilfælde et lille faste-lovprisningsvers til at synge før evangelielæsningen på 3. søndag i fasten efter første tekstrække).

 

ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM: Nogle af mine venner og besøgende vil nok spørge, hvordan det kan gå til, at jeg i ugens løb nogle gange kan slå noget op, hvor jeg erklærer mig for et totalt stop for al indvandring til Danmark (selvfølgelig med nødvendige undtagelser), for så om lørdagen (i dag lidt senere) at slå en salme eller et salme-vers op og dermed føre mig frem som kristen præst og teolog. Og jeg kender også godt selv spørgsmålet, tænker faktisk over det hver dag. Men jeg er overbevist om, at jeg med min modstand mod den nuværende indvandrings, dvs. "befolkningsudskiftnings", fortsættelse gør det gode. En fortsættelse vil føre til den ene eller den anden form for katastrofe i Europa og Danmark - uden at hjælpe de mange mennesker i nød ude i verden, tværtimod, for hvem skal så hjælpe dem? Flygtninge- og overbefolkningssituationen ude i verden er et FN- eller verdenssamfundsanliggende. Men vi i Danmark og Europa skal selvfølgelig være aktivt og stærkt med. På en intelligent og effektiv måde. Mere vil jeg ikke sige her. Og jeg må for min egen og min egen litterære produktions skyld prøve at begrænse min deltagelse i debatten. - Det eneste, jeg til slut vil sige, er, at en af mine bedste venner er blevet meget fortørnet over min brug af ordet "befolkningsudskiftning". Jeg har prøvet at forklare ham og hans andre venner, at jeg selvfølgelig ikke dermed påstår, at vi danskere bliver deporteret, men at det er et kort og stærkt billedord, der bla. henviser til Danmarks Statistiks oplysning om, at 21,6 % af alle nyfødte nu har en mor med udenlandsk baggrund, så at det altså kun er et spørgsmål om ret kort tid, før de etniske danskere, hvis udviklingen fortsætter, bliver et mindretal i deres eget land. Det har ikke overbevist ham. Men selve sagen er den samme. Nogle, som fx Zenia Stampe og Sherin Khankan, synes ligefrem, det er en god og berigende udvikling. Men nu må vi se. Civilisationer er før gået ned. Og vi kristne har før levet som mindretal, oven i købet stærkt forfulgte mindretal - som det i dette øjeblik er tilfældet for mine kristne brødre og søstre i flere muslimske lande. - Min samvittighed er altså ret god. Men jeg frygter det værste, især for mine efterkommere. - Men i morgen er det søndag, og den vil jeg fejre med glæde. Jeg skal være organist i to kirker på Falster. Jeg ønsker også alle mine venner og besøgende her en god 3. søndag i fasten!

 

 

 

* * *

 

 

 

TO BEMÆRKNINGER I MARTS 2017.

Om det kulturelle folkeselvmord og om Tyrkiet i Europa.

 

1.

Min ugens aforisme, uge 11 2017

 

Man kunne kalde det, der sker som følge af masseindvandringen, et kulturelt folkedrab. Men det er ikke helt rigtigt. Det er ikke drab. Det er selvmord.

 

Skrevet, sat på min Facebook-væg og sat på her 13.03.17.

 

 

2.

Kommentar i P1 Debat-tråd

 

Søndag den 12. marts 2017 handlede P1 Debats Søndagsfrokosten bla. om spørgsmålet "Er Holland racistisk og hollænderne fascistiske, når de nægter tyrkiske ministre at holde valgmøder i Holland?". Jeg satte denne kommentar ind i en af trådene til debatten på P1 Debats Facebook-side:

 

Jeg venter stadig på at høre, hvad eksperterne i international ret siger. Enten er det legalt, at en udenlandsk politiker opererer i et andet land, eller også er det ikke legalt. - Men i øvrigt har Geert Wilders vel ret, når han betegner det, der sker i Tyrkiet, som islamofascisme. Så vidt jeg kan se, svarer det til, hvad Hitler gjorde i 1933.

 

 

 

* * *

 

 

 

Kan DF's tilnærmelse til S række helt ud til EL?

 

Først i Deadline-tråd og på min egen Facebook-profil, men nu 04.03.17 her på "Debat".

 

Natten mellem 3/3 og 4/3 2017 kommenterede jeg Deadlines indslag om blandt andet Enhedslistens (repræsenteret ved Maria Gjerding) stilling i forhold til optøjerne i København på tiårsdagen for rydningen af Ungdomshuset. Jeg bringer her min oprindelige kommentar, min tilføjelse og et par af mine svar til dem, der besvarede mine ting.

 

-

 

KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINE 03.03.17: Enhedslisten er blevet bovlam.

Med bla. Maria Gjerding, EL.

 

Hvis jeg kan være sikker på, at Enhedslisten går 100 % ind for frihed og parlamentarisk demokrati (og altså forsager alt, hvad der bare ligner marxismen-leninismen), vil jeg godt kunne samarbejde med dem. For en halv snes år siden, mens jeg var lokalformand for DF i Lolland Kommune, sagde jeg fra talerstolen på DF's årsmøde, at vi måtte lade det komme an på en prøve, om Marx havde ret i, at kapitalen ikke kan styres ad parlamentarisk demokratisk vej. Der må ikke være noget over eller ved siden af folkestyret. Jeg vil ikke have ideologi. Jeg er pragmatisk social-konservativ. Men vi skal have teori og viden. Vi skal have folk, der ved, hvordan vi kan styre kapitalen. Vi skal have en helt ny forskning og debat. Privat erhvervsliv virker. Men det skal virke i tjeneste for folket. Vi skal have genoplivet fagbevægelsen. Også internationalt. Og vi skal have genoplivet vælgerforeningerne. Vi skal have opstillet folk, der virkelig repræsenterer den del af folket, som de pågældende partimedlemmer er en del af. Osv. Der er meget at gå i gang med. - Tilnærmelsen mellem DF og S kan også komme til at omfatte SF og EL. Det er et spørgsmål om at sætte folkets vel over ideologien. - Og jeg kunne blive ved. Lad os se, om der kan komme noget virkeligt nyt og virkelig nødvendigt i gang.

 

-

 

TILFØJELSE:

 

Hvis vi ellers er enige om det med frihed og demokrati, vil det største problem være fremmedpolitikken. Her har Enhedslisten en kosmopolitisk og multikulturalistisk holdning. Hvad det sidste så ellers vil sige. For mig vil det sige, at vi kommer til at leve i forskellige religiøse og kulturelle grupperinger. Og det er jeg rede til. Og jeg håber og beder til, at vi aldrig mister friheden dertil! Jeg har fx siden midten af 1970'erne været fortaler for kirkens adskillelse fra staten, så at vi evangelisk-lutherske kristne kan leve som et selvstændigt og selvstyrende kirkesamfund. Jeg kan også forestille mig en situation, hvor vi kristne og vi "traditionsdanskere" (det er ikke uden videre det samme!) på forskellig måde og i forskellig grad opretter vore egne skoler og andre institutioner. Jeg vil under ingen omstændigheder underkaste mig en muslimsk eller blot en steriliseret kultur. Så kan andre grupper gøre noget tilsvarende, hvis det altså ender med, at de offentlige institutioner bliver så steriliserede, at der ikke kan leves et godt liv i dem og på grundlag af dem. - Vi skal dog i videst muligt omfang alle kunne mødes som samfundsborgere ude på det fælles torv og dér se, om vi alligevel også kan blive enige om nogle fælles, fx kulturelle, ting.

 

Men hvad nu fremmedpolitikken angår, har jeg en mistanke om, at man på venstrefløjen ikke bare ønsker at være humanistisk og god, men også (mere eller mindre bevidst) ser indvandringen som en faktor, der kan fremme ens egen ideologi. Idet man nok tror (eller har troet), at fx de muslimske indvandrere til sidst vil ende som gode venstrefløjsfolk. Det kan nogle af dem måske også gøre. Og så tillykke med det!

 

Men jeg forstår alligevel ikke, at "progressive" venstrefløjsfolk i den grad kan de facto-allierede dig med noget så reaktionært som islam. Hvis man i fx Enhedslisten begynder at se mere realistisk på tingene, vil vi måske også kunne opnå en større grad af enighed her. Og globalt set kan man jo sagtens være åben og engageret, selv om man ikke nedlægger sit eget folk. Jeg har altid selv været internationalt engageret. Husk, at noget af det særligt danske er, at vi er en søfarts- og handelsnation. Vi gør os rigtig godt ude i verden!

 

Mit eget teologiske syn på islam er, at det er et på Muhammeds kendskab til jødedommen og kristendommen byggende kætteri (i mange henseender svarende til mormonismen). Tilsvarende ser muslimerne jo jøderne og os kristne som nogle, der har forvansket den sande religion. Men der ligger en relativ anerkendelse i dette (fra begge sider). Vi kalder jo ikke hinanden hedninger! Det værste ved islam er lovdyrkelsen og skriftfundamentalismen. Mit første råd til mine muslimske medmennesker er, at de, selv om de fastholder skriftfundamentalismen, siger, at sådan talte Gud altså i 600-tallet, men at vi, der lever i 2000-tallet, har både ret og pligt til at fortolke det ind i vor tid. Man vil kunne komme langt ad den vej. - Jeg har ved enkelte lejligheder drøftet teologi med muslimer. Og det er gået meget godt. Og jeg forbeholder mig i det hele taget retten til at møde ethvert menneske med venlighed og åbenhed. Det betyder bare ikke, at jeg ønsker mit eget folk udsat for noget, der faktisk kan ende som en slags kulturelt folkedrab.

 

-

 

OG ET PAR AF MINE SVAR TIL ANDRE:

 

Jo, n.n., jeg er interesseret i dine synspunkter. Men jeg skynder mig også at henvise til det uddybende "svar til mig selv", jeg skriver om lidt (og for den sags skyld til den salme, jeg lige har slået op!). Jeg er glad for, at du anerkender min tilgang. Så er der "tonen" tilbage. Jeg kan begynde med at citere en af mine egne aforismer:

 

"Nu snakker de igen om tonen. Men vi hører det ikke. Vi er blevet tonedøve" (fra "Digte og aforismer 1966-2016")

 

Når jeg skriver "vi", er det, fordi det var min kone, der først sagde noget i den retning.

 

Vi er nemlig trætte af, at man altid kommer med "tonen", når vi skal til at diskutere realiteterne.

 

Men du har vel bemærket, at jeg vist aldrig anvender en upassende "tone". Og jeg kan også godt røbe, at jeg (uanset alle fine fornemmelser) er træt af den "insekt-sex", der præger debatten og de politiske tiltag. Jeg er fx imod den såkaldte imam-lov og tilsvarende ting. Ikke fordi jeg ikke kan se problemerne, men dels af rent principielle grunde, dels, fordi sådanne love på et tidspunkt også vil kunne komme til at ramme fx os kristne.

 

Det afgørende for mig er selve befolkningsudskiftningen, dvs. hele den ændring af livet i Danmark og hele Europa, en fortsat masseindvandring vil komme til at medføre og allerede nu har medført. Der behøver ikke være noget særligt i vejen med de enkelte indvandrere fra tredjeverdenslande og især muslimske lande. Selv om alle er søde og rare og flittige på arbejdsmarkedet, vil alene tilstedeværelsen af et meget stort mindretal - og til sidst et flertal - ændre hele vort liv. Alle de enkeltproblemer, der vitterligt også er, er noget, der kommer oveni.

 

Mit svar er altså, at jeg ønsker en ordentlig tone og lige rettigheder for alle, der opholder sig i Danmark, især alle dem, vi har gjort til statsborgere, også selv om jeg helst havde set, at de slet ikke var her. Bordet fanger! Og hvis vi begynder at diskriminere, rammer vi altså også os selv.

 

Til sidst: I Deadline-sammenhængen her vil jeg sige, at en af indvandringens skadevirkninger er, at vi snart bruger alle vore kræfter på at diskutere den, så at vi glemmer både forholdet til Putin-Rusland og truslen fra den flydende globale kapital og dermed også hele den konkurrencestatstænkning, der fx præger universitetsforskningen. Men der er meget mere; vi skulle også bruge meget mere tid og mange flere kræfter på hele tænkningen og diskussionen om, hvordan vi kan bruge teknologien som grundlag for at komme til at leve et godt menneskeliv, et menneskeliv, der består i meget mere end arbejde og forbrug. Jeg prøver selv - fra min plads på min store lærefader Grundtvigs skuldre, men mange flere skulle være med. Dog, det kan komme.

 

Jeg håber, du kan være nogenlunde tilfreds med dette svar. Og undskyld længden! - Men se altså også den kommentar til mit opslag, jeg begynder at skrive nu.

 

-

 

Kære n.n.! Idet jeg henviser til mit lange svar til n.n. [her lige ovf.] - og altså også til den uddybning af min egen kommentar, jeg skriver om lidt - siger jeg tak for den enighed, du tilkendegiver. Det ser ud til, at du og jeg befinder os på nogenlunde samme sted. - Men nu bliver det igen langt! - "Forandre for at bevare". Jeg husker godt dette konservative motto og forstår også godt meningen, men jeg har aldrig været begejstret for denne formulering. Vi er jo alle, også uanset hvor konservative vi er, undergivet det vilkår, at fremtiden indfinder sig hvert eneste sekund. Jeg siger ofte, også med henblik på mit eget liv, at man selvfølgelig ikke skal gå tilbage til fortiden, men at det er godt at have den med sig. Og nogle af mine andre slagord er: pragmatisme, respekt for virkeligheden, at spille bolden derfra, hvor den ligger. Men det udelukker jo ikke hverken nytænkning eller fx en positiv holdning til det store eventyr, som den teknologiske udvikling er. Idet der dog også er ting i denne, der kan virke skræmmende, og som man derfor også må skulle forholde sig kritisk til, i hvert fald med hensyn til, hvordan man vil bruge dem. - Ønsket om at sikre en naturlig udvikling af livet i Danmark er heller ikke ensbetydende med, at man vil "lukke sig om sig selv". Det er et fugleskræmsel, kosmopolitterne sætter op. Man kan sagtens være verdensåben, selv om man ikke udskifter befolkningen. Jeg er selv meget internationalt aktiv.

 

-

 

Selv tak, n.n.! Men jeg mener, du gør DF uret. Der er jo mange reelle problemer, og man prøver at tackle dem, så godt man kan, dvs. under de givne forhold, som jo betyder, at det er vanskeligt, simpelt hen at stoppe indvandringen. - Ja, jeg er "partigænger". Jeg var 2006-2008 formand for Dansk Folkeparti Lolland (DF i Lolland Kommune). Jeg kender altså partiet ret godt indefra og mener, at der er tale om skikkelige og fredelige, demokratisk sindede mennesker. - Det værste ved DF lige nu er min sprogofficerskollega Marie Krarups blødhed over for Putin-Rusland. Jeg har klaget til partitoppen over hende. Og jeg har spurgt hende, hvad det er hun vil give Putin nu. Uden at få svar. - At vi på langt sigt skal prøve at få et godt forhold til vore russiske medeuropæere, er en anden sagt. Jeg hørte, også fordi jeg havde brugt nogle af mine bedste ungdomsår på at forberede mig på krig med Sovjetunionen, til de meget fredseuforiske efter Murens fald, og jeg brugte i 1990'erne megen tid og mange kræfter på et russisk engagement både her og der. Anna og jeg har besøgt Rusland to gange. I 1997 var vi på en otte ugers af Demokratifonden støttet tur til Rusland og Kazakhstan (hvor jeg kendte den russisk-ortodokse ærkebiskop og den etnisk muslimske kvindelige formand for kulturarbejdernes fagforening). Jeg forelæste på unversiteter og talte i kirker og kirkelige sammenhænge. Det var stort. Vi har haft mange dejlige stunder og mange store oplevelser sammen med russere. Men nu er jeg skuffet. Rusland skal holde op med at tryne sine naboer. Og skal også se at få et ordentlig samfund og en ordentlig stat hjemme hos sig selv.

 

 

 

* * *

 

 

 

Ros til Badehotellet

 

Sat her på siden 24.02.17.

 

Forundret og irriteret over, hvad jeg havde hørt af kritik af tv-serien Badehotellet, sendte jeg 21.02.17 denne mail til TV2:

 

Kære TV2! Kære alle i og bag Badehotellet!

 

Nu bliver jeg nødt til at skrive. Min kone og jeg har hele tiden nydt Badehotellet. Vi blev derfor meget forundrede, da vi for nogen tid siden blev klar over, at kritikerne og andre har bedømt serien meget negativt. Vi forstår det ikke.

 

Serien er i alle henseender fremragende i sin genre. Det er vanskeligt at fremhæve det ene fremfor det andet. Men lad mig i hvert fald nævne billedskønheden, skagensmaleri på film. Men kan det være den, der får kritikerne til at tale om "idyl"?! Det er jo et tids- og miljøbillede fra mellemkrigstiden, som vel (meget fint) et langt stykke er i komediens form (og genre er genre), men som både som sådan og også derudover viser mange alvorlige ting, både almenmenneskeligt (herunder socialt) og tidsbilledmæssigt. Siden vi blev opmærksomme på kritikken, har vi selv prøvet at tage de kritiske briller på, men har ikke kunne finde noget, der var kritisabelt eller ved siden af, hverken i manuskriptet eller i skuespillerpræstationerne eller overhovedet. Vi finder som sagt det hele fremragende!

 

Som gammel jazzpianist vil jeg også nævne musikken, herunder hr. Weyes præstationer ved klaveret (vi bliver i øvrigt mere og mere begejstrede for den karakter). Men vi nyder alle personerne og dermed også alle skuespillerpræstationerne.

 

KONKLUSION: Det lyder vanvittigt, men den eneste forklaring, vi kan finde på den kritik, der er blevet fremført, er, at kritikerne må være drevet af en anti-idyl-ideologi, ja, måske ligefrem en anti-danskheds-ideologi (hvilket sidste er helt ubegribeligt, da der jo ikke forekommer noget som helst, der ligger ud over, hvad der naturligt og uudtalt ligger i en sådan serie, altså absolut ingen "forstemmende hensigt"). Man kunne måske også sige "anti-Morten Korch", men med al respekt for det gode, der er i de rigtignok på mange måder ikke håndværksmæssigt vellykkede Morten Korch-film, må vi sige, at Badehotellet er langt, langt over Morten Korch-niveau. Jeg er ikke dialekt-ekspert, men har også hæftet mig ved, at det jysk i forskellige grader, der tales i serien, virker ægte (i modsætning til det "provins-dansk", der ofte tales i Morten Korch-filmene).

 

Må jeg til slut nævne, at min mor, da jeg var 1œ til 7 år (ca. 1944-1950) drev Oreby Kro ved Sakskøbing Fjord, og at jeg gang på gang under køkkenscenerne har sagt: "Det er næsten min mors køkken og som i min mors køkken!" Det gælder altså i høj grad også ledelses- og omgangsformen. Jeg mener at kunne garantere for realismen.

 

Med mange venlige og taknemmelige hilsener

 

Bent Christensen

pastor emeritus og forfatter

dr. theol. & cand. mag. (dansk/russisk)

Fuglsevej 5, 4960 Holeby

 

 

 

* * *

 

 

 

"Kære Ole Jensen - Lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft"

 

Mit svar på Ole Jensens kritik af bla. os såkaldte højrefløjspræster.

 

Kristeligt Dagblad 26.01.17

 

Min gamle domprovst og skabelsesteologiske lærefader Ole Jensen sagde i et fødselsdagsinterview i Kristeligt Dagblad den 23. januar 2017 under overskriften "Jeg savner modige teologer, som tør tale imod nationalegoismen" nogle ting om os såkaldte højrefløjspræster: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/jeg-savner-modige-teologer-som-toer-tale-imod-nationalegoismen - Jeg skrev straks en kommentar, som under overskriften "Kære Ole Jensen - Lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft" var i avisen den 26. januar 2017: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/lad-vaere-falde-i-fjendebilledtegningens-frygtelige-groeft - I den såkaldte manchet stod: "Kære Ole Jensen, lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft! Som det hele ser ud nu, gælder det om, at alle vi, der går ind for frihed, retsstat og demokrati, rykker sammen og diskuterer de problemer og dilemmaer, der er, på en ordentlig og venskabelig måde, skriver Bent Christensen til professoren". - Min kommentar var lidt forkortet (men på en måde, jeg kan leve med). Hele den oprindelige tekst kommer her:

 

 

Stort set enig - men ...

 

I fødselsdagsinterviewet i Kristeligt Dagblad den 23. januar siger min gamle domprovst Ole Jensen, som også er en af mine skabelsesteologiske lærefædre, en masse ting, som jeg er enig i, og jeg kan derfor trøste ham med, at det nok er med rette, han ikke er "voldsomt bekymret". Hans modstandere er nemlig heldigvis ikke så slemme, som han vil gøre dem til.

 

Jeg kan i hvert fald for mit eget vedkommende forsikre ham om, at jeg ikke går ind for anden nationalegoisme end den, der går ud på bevare den danske nation som et fællesskab, der på tidens og fremtidens vilkår viderefører, hvad der ligger i vor karakter og historie. Alene vor størrelse garanterer i hvert fald, at vi ikke kommer til at dyrke en chauvinisme, der fx indebærer angreb på Sverige og Tyskland for at få Skåne og Sydslesvig tilbage! Og skulle jeg ønske Knud den Stores rige genskabt (hvad jeg somme tider nævner muligheden af), skulle det være på den måde, at Danmark, Norge og Storbritannien kom til at danne en særlig gruppe et eller andet sted omkring et Rest-EU's grænse.

 

Ja, jeg hører til EU-kritikerne, selv om jeg i mange år fra 1972 af var stærk tilhænger, nemlig af i videste forstand sikkerhedspolitiske grunde. Dengang var det venstrefløjen (som vi andre i spøg kaldte "national-socialisterne"), der var imod, hvad jeg i høj grad måtte se som et udtryk for, at man - i det mindste som "nyttige idioter" - gik Sovjetunionens ærinde. Og som verden ser ud i dag, er jeg stadig tilhænger af et europæisk fællesskab og ser helst, at det nuværende EU bliver reformeret og demokratiseret, så vi, der er tilbage, kan blive i det. Jeg bryder mig aldeles ikke om de nye højrebevægelser og -partier, der af for mig ubegribelige grunde mere eller mindre allierer sig med Putin og hans Rusland.

 

Så er der indvandringsproblematikken tilbage. Og her vil jeg sige, at det simpelt hen ikke kan nytte noget, at vi får en befolkningsudskiftning i Europa og dermed Danmark, der ændrer alt og med stor sandsynlighed kan få alt til at bryde sammen.

 

Jeg ved ikke, hvorfor Ole Jensen har set sig så gal på netop Søren Hviid Pedersen. Jeg har set og hørt ham i mange debatter og med grundlæggende sympati, selv om han ofte udtrykker sig på en anden måde, end jeg selv ville have gjort. Og jeg har bemærket, at han som erklæret konservativ tager stærkt afstand fra liberalismen. Konservatisme er også social-konservatisme og dermed aldeles ikke egoisme.

 

Jeg er enig med Ole Jensen i, hvad han siger om naturretsetikken og kristendommens forhold til den og dermed også i, hvad han siger om henholdsvis den platte politisering fra prædikestolene og den nødvendige, også fra selve Evangeliet stammende etik på det politiske område. Ja, jeg har altid taget afstand fra den forståelse af næstekærlighedsbudet, ifølge hvilken det kun skulle gælde forholdet til den helt konkrete og meget nære næste.

 

Jeg er også enig i, at vi må have de yngre og unge teologer og præster stærkere og mere velfunderet på banen - uanset hvor de så placerer sig.

 

Så altså, kære Ole Jensen, lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft! Som det hele ser ud nu, gælder det om, at alle vi, der går ind for frihed, retsstat og demokrati, rykker sammen og diskuterer de problemer og dilemmaer, der er, på en ordentlig og venskabelig måde. Tillykke med de 80 år!

 

Bent Christensen

 

Bent Christensen

forfatter, pastor emeritus

dr. theol. & cand. mag.

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

 

* * *

 

 

 

TILFØJELSE TIL MIN "ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE"

 

I min erklæring i lørdags (21.01.17) skrev jeg bla.: "Hvis Trump (hvad jeg dog ikke har fantasi til at forestille mig) skulle begynde at pille bare den mindste smule ved de demokratiske institutioner og procedurer, får han mig til fjende".

 

Nu ser det ud til, at virkeligheden er ved at overgå fantasien. Jeg tænker her på den ellers i sig selv ret uinteressante, ja, ligefrem latterlige diskussion om, hvor mange tilskuere der var til Donald Trumps indsættelse i fredags. For jeg tænker på det virkelig alvorlige forhold, at Det Hvide Hus' talsmand kategorisk fremførte urigtige påstande om antallet. Og selv om vi jo lever i en virkelighed, hvor det mere og mere bliver bare påstand mod påstand, tillader jeg mig at antage, at det var forkert, hvad talsmanden sagde, og det gør jeg, fordi jeg senere så Donald Trumps personlige rådgiver Kellyanne Conway snakke udenom i et interview med tv-stationen NBC. Hvis hun bare selv havde troet på, hvad pressetalsmanden havde sagt, ville hun ikke i den grad have snakket udenom og fx være begyndt at tale om antallet af personer, der havde fulgt indsættelsen i tv. Og hun sluttede med at sige, at der fra Det Hvide Hus' side var tale om "alternative fakta".

 

Jeg hører stadig til dem, der vil give præsident Trump en chance. Men min velvilje fik allerede et knæk, da jeg hørte hans tale ved indsættelsen. Sådan taler man ikke ved en lejlighed som denne. Kategorisk fremførte urigtige påstande fra Det Hvide Hus' pressetalsmands side er imidlertid langt værre. Det er faktisk at begynde at pille ved de demokratiske institutioner og procedurer. Og den, der gør det, får som sagt mig til fjende.

 

Jeg håber, vi ikke kommer til at se mere af den slags.

 

Mandag den 23. januar 2017, Bent Christensen

 

 

 

* * *

 

 

 

ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE

 

Jeg er imponeret over den måde, præsident Obama overdrog embedet på.

 

Jeg er skuffet over de voldelige demonstrationer i Washingtons gader.

 

Jeg er skuffet over den negative side af præsident Trumps tale.

 

Jeg forholder mig åbent afventende til de ting, den nye præsident bebudede.

 

Hvis Trump (hvad jeg dog ikke har fantasi til at forestille mig) skulle begynde at pille bare den mindste smule ved de demokratiske institutioner og procedurer, får han mig til fjende.

 

Jeg vil i endnu højere grad end hidtil gøre min egen EU-kritik positiv. Der skal efter min mening ske store ting i EU i retning af mere demokrati og mindre gammel ideologi. Der skal nok også ske institutionelle ændringer, og der skal efterhånden (ved de kommende valg) ske personudskiftninger. Navnet skal måske ændres tilbage til EF! Ja, der skal måske ske en eller anden form for opdeling. MEN jeg ønsker ikke sammenbrud og kaos. Make Europe great again! Vi var i forvejen nødt til at skulle stå sammen. Nu er det vigtigere end nogensinde før. Gud bevare Europa!

 

Lørdag den 21. januar 2017, Bent Christensen

 

 

 

* * *

 

 

 

En teologisk og kirkehistorisk vampyr- og splatterroman

 

En slags lille anmeldelse af Peter Tudvad: "Manteuffel" (2016).

 

Sat på her 16.01.17.

 

Jeg har nu læst Peter Tudvads "Manteuffel". Men desværre ret hurtigt. Jeg har derfor ikke kunnet skrive en egentlig anmeldelse og foretage en egentlig litterær, teologisk og kirkehistorisk analyse.

 

Men jeg viger ikke tilbage fra at betegne denne roman som et mesterværk. Allerede det faktisk geniale forord sætter en fantastisk ramme, som bliver fyldt ud af de indholdsmættede og overordentlig velskrevne dokumenter. Ja, velskrevne! Hvad dokumenternes sprog angår, har Tudvad dækket sig godt ind med, hvad han i forordet skriver om oversættelsen fra det gamle tysk til moderne tysk og videre til dansk. Resten bliver så et spørgsmål om konsekvens. Og jeg mener, man må sige, at han virkelig holder sig på samme niveau og i samme tone hele vejen igennem. Jeg læste som sagt hurtigt og mener kun, jeg ganske få steder har studset over ting, der måske er brud. Men det er småting. Og han har altså dækket sig ind, så at det ikke giver den store mening at forske i, hvordan teksten i også videre sproglig forstand forholder sig til, hvordan man skrev dengang. Men jeg er overbevist om, at han i alle henseender har forsket og researchet godt. Det virker i hvert fald overbevisende.

 

Det giver heller ikke den store mening at begynde at kritisere "teologien", jo især Manteuffels egen. Ej heller at lede efter fejl og selvmodsigelser. Det er jo en teologi, der er mere end ført ad absurdum. Så jo værre, jo bedre! Men man må alligevel spørge, hvor megen mening der er i galskaben. Og det spørgsmål melder sig hurtigt, hvor meget Tudvad der er i Manteuffel! Jeg mener, det er åbenlyst, at der hos Manteuffel (Man(n)-Teufel) er Tudvad-ting, der er ført ad absurdum - eller ad Diabolem! Og dermed har jeg også sagt, hvad der skal siges om den kritik af Luther og lutherdommen, der ligger i bogen.

 

"Manteuffel" er en vampyr- og splatterroman med al den Greuel, der hører til genren. Også i den grad! Men det er altså også en teologisk og kirkehistorisk og historisk roman, ja, en eksistentiel roman, hvor ikke bare anfægtelse og kritik i forhold til kristendommen og lutherdommen, men også nogle eksistentielle grundspørgsmål er ført til mere end det yderste. Og altså nok også nogle spørgsmål, der rumsterer i Peter Tudvads egen hjerne og hans eget hjerte - og i en eller anden grad i alles hjerner og hjerter. Man kunne sige, at der er tale om blasfemi. Og det, ja, mere end det, er der også tale om hos mennesket Manteuffel. Hvilket imidlertid ikke er ensbetydende med, at der er tale om blasfemi fra forfatteren Peter Tudvads side. Litteratur er litteratur. Og det er legitimt at gøre et sådant helt vildt tankeeksperiment.

 

Hvor djævelsk - eller besat - Manteuffel end er, er han et menneske, som man griber sig selv i at have ondt af. Ja, selv med ham kan man identificere sig, som det altid i en eller anden grad er tilfældet med en hovedperson (fx også i gangsterromaner og -film). Og da jeg var kommet til brevvekslingen med Maria, troede jeg en tid, at der måske var ved at blive lagt op til en Gretchen-Faust-agtig forløsning. Som jeg skrev i en foreløbig kommentar dengang: Alt kan ske! Men der kom ikke nogen forløsning, og hvis jeg har forstået "Israel von Bitschas anden optegnelse" ret, lever Manteuffel og han "den dag i dag". Og hvilken forkyndelse - eller mangel på samme - ligger der så i det?

 

Det er naturligvis ikke et tilfælde, at bogen er udkommet op til tese-jubilæumsåret 2017, og at den dermed skal ses som en til det yderste dreven kritik af dette jubilæum. Men næsten alle i bogen er jo skurke, så der er også tale om en kritisk beskrivelse af hele verdens og kirkens skæve gang - og af den særlige side af sagen, som kristendommens forvikling med magten er.

 

Der er naturligvis også en forbindelse mellem tyskeren Manteuffel og nazismen. Og den har jeg intet at indvende mod!

 

Jeg kunne sige meget mere. Jeg kunne fx gå ind i fortolkninger af enkeltsteder og enkeltsymboler og -temaer. Men det tillader min tid mig ikke. Og det er som sagt heller ikke så vigtigt. Tingene tegner sig i høj grad af sig selv under læsningen. Hvad citater fra Luther og kirkefædrene og Bibelen angår, kan jeg også kun gentage, at det ikke giver nogen mening at begynde at påvise, at det og det er fordrejet og/eller citeret ude af kontekst. Det er jo netop meningen! Men jeg kan slutte med at sige, at bogen også er en velfortjent udstilling af, hvad en bibelfundamentalistisk brug af enkeltsteder kan føre til.

 

Jeg må ønske Peter Tudvad tillykke med bogen! Den kan måske blive en også international sællert.

 

Tilbage står spørgsmålet: Hvad bliver det næste? Først en teologisk Kirkegaard-spændings- og kriminalroman. Så en eksistentiel, teologisk og kirke- og almenhistorisk splatterroman. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad det næste kan blive. Men det skulle ikke undre mig, om Peter Tudvad har.

 

Bent Christensen, forfatter, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.

 

 

 

* * *

 

 

 

Kommentarer (med statistik nederst) til artikel i Kristeligt Dagblad:

 

"Dansk Folkeparti foreslår forbud mod minareter"

 

03.01.17

 

 

Dette er heller ikke en god idé. Jeg tænker jo også på imam-loven. Når først indvandrerne er lukket ind, skal de nyde alle frihedsrettigheder. Ellers kommer det også til at gå ud over os andre. Samfundet bliver steriliseret. - Men vi skulle aldrig have lukket dem ind. Og jeg har fra nu af kun ét fremmedpolitisk krav: Der skal lukkes totalt for indvandring fra ikke-vestlige lande! Så er man også fri for de ulidelige diskussioner om, at fx alle muslimer bliver skåret over én kam. Det er selve befolkningsudskiftningen, ja, det etniske og kulturelle folkedrab, der er problemet, eller med andre ord antallet. For når der hele tiden bliver flere og flere indvandrere, vil de på et tidspunkt komme til at udgøre flertallet. Og lige meget hvor søde og rare og arbejdsaktive de er, vil vort samfund blive ændret totalt. Hvad der så måtte være i vejen med grupper af indvandrere, er noget, der kommer oveni. - Jeg vil kraftigt fraråde Dansk Folkeparti at gå videre med disse uheldige småtterier. Jo flere minareter og jo mere kald til bøn, jo bedre. Så kan vælgerne se, hvad der er ved at ske.

 

 

-  -  -

 

Svar på svar 04.01.17:

 

Kære n.n.! Jeg er ikke god til at huske tal og har ikke tid til at lede efter statistikkerne lige nu. Men jeg mener, man taler om årtier, inden der bliver indvandrerflertal (inkl. efterkommere) her i Danmark. Jeg bliver nødt til at finde tallene senere. Men allerede nu præger indvandrerne og islam livet i Danmark meget. Se nu bare denne diskussion. Men det dukker op alle vegne, godt hjulpet af de "progressive" og "humanistiske" kræfter, der bruger indvandringen til at fremme deres egen dagorden. - Hvad Skåne angår, skete der, så vidt jeg er orienteret, efter indlemmelsen i Sverige en meget hårdhændet tvangsforsvenskning af de danske skåninger, og det er beklageligt. Men at blive svensker er trods alt ikke det værste, der kan ske med en.

 

-

 

STATISTIK

 

Men man skal lægge mærke til, at "efterkommere" kun er andengenerationsindvandrere!

 

Danmarks Statistik pr. 1. oktober 2016

 

https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/indvandrere-og-efterkommere/indvandrere-og-efterkommere

 

1. oktober 2016

 

Indvandrere fra ikke-vestlige lande: 330.388

 

Efterkommere fra ikke-vestlige lande 142.380

 

I alt: 472.768

 

-

 

Danmarks Statistik befolkningsfremskrivning til 2060

 

http://www.statistikbanken.dk/10024

 

2060

 

Indvandrere fra ikke-vestlige lande 507.246

 

Efterkommere fra ikke-vestlige lande 342.390

 

I alt: 849.636

 

Stigning 2016-2060: 376.868

 

MEN hvis man regner med efterkommere overhovedet, vil antallet af indbyggere i Danmark med en ikke-vestlig baggrund være langt højere. - Fra Danmarks Statistik Introduktion:

 

"En person har dansk oprindelse, hvis han eller hun har mindst én forælder, som både er dansk statsborger og født i Danmark. Hverken indvandrere eller efterkommere har én forælder, som både er dansk statsborger og født i Danmark. Forskellen mellem indvandrere og efterkommere er, at indvandrere er født i udlandet, mens efterkommere er født i Danmark".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

OM ESTABLISHMENT, FOLKELIGHED OG KIRKELIGHED

På min Facebook-profil 21.12.16

 

Ugens aforisme (uge 51/2016)

 

Man skal ikke være imod, at der er et establishment, men hvis det har isoleret sig fra befolkningen og virkeligheden, skal det tænke om og/eller udskiftes.

 

17.12.16

 

(Denne aforisme vil efter planen blive trykt i de Nye digte og aforismer, som forhåbentlig vil blive udgivet senest i 2018).

 

-

 

Og i et kommentarfelt gav jeg nedenstående

 

UDDYBNING: Man kan ikke være imod, at der er et Folketing, der giver lovene, og at der er en regering, som ikke må have et folketingsflertal imod sig. Men allerede opstillingen af kandidater til Folketinget skal ske på en sådan måde, at det er folket, dvs. medlemmerne af de forskellige partier, der vælger folk, der repræsenterer dem. Og så må folket gøre sig den ulejlighed at melde sig ind i de respektive partier efter anskuelse. Der er ingen anden vej! Sagt på en anden måde: Folkestyret kan kun fungere, hvis folket ønsker at styre. - Hvad så i øvrigt tænkningen og meningerne angår, må alle give sig til at tænke og ytre sig, så det ikke kun er nogle få, der styrer debatten. - Og hvad dem, der modtager de højere uddannelser, angår, må de dels bestræbe sig på at tænke frit og respektere virkeligheden, dels bevare loyaliteten mod det folk, de er udgået fra. Det er flovt at have modtaget en høj uddannelse, men ikke kunne andet end efterplapre de "rigtige" meninger. Og det er både dumt og flovt at isolere sig fra, ja, måske ligefrem se ned på dem, der ikke har modtaget en højere teoretisk uddannelse. - Det er farligt at tage sig selv som eksempel, men nu gør jeg det alligevel. Jeg er førstegangsakademiker, og jeg glemmer ikke, hvor jeg kommer fra. Desuden har jeg været folkekirkepræst det meste af mit voksne liv, så jeg kender og respekterer mennesker af alle slags. Jeg er stolt over at være sprogofficer og cand. mag., over at have modtaget en supplerende teologisk uddannelse og over at have fået den teologiske licentiatgrad (ph.d.) og den teologiske doktorgrad. Man kan sådan set ikke komme højere! Men jeg tænker aldrig på mig selv som "elite". Jeg er en mand af folket, der ikke alene ser det som min pligt, men også af hjertet ønsker at bruge mine evner og det, jeg har lært, i såvel det kirkelige som det folkelige fællesskabs tjeneste. - Og jeg er ikke pladderdemokrat! Der er nogle, der kan nogle særlige ting og får et særligt ansvar og nogle særlige beføjelser. Men det er alt sammen i tjeneste. Og folket skal altid have den øverste magt. - I kirken er Evangeliet den øverste magt, men også der skal der være frihed og demokrati. Man skal ikke kunne undertrykke hinanden i Evangeliets navn, men i fællesskab stå under Evangeliet. Kan man ikke finde ud af det, må man dele sig op. Men jeg ønsker selvfølgelig, at den nuværende evangelisk-lutherske folkekirkemenighed bliver sammen i udstrakt rummelighed og frihed med fx muligheden for at danne valgmenigheder. Man skal bare gøre sig klart, at et rum har vægge, så at der altså er grænser for, hvad der kan rummes i et evangelisk-luthersk kirkesamfund. Men man skal helt ud til den yderste grænse prøve at løse problemerne gennem en fri diskussion. - Osv.

 

-

 

Og senere tilføjede jeg dette:

 

Og jeg vil føje til, at der også skal være repræsentanter for alle dele af folket, der stiller op til såvel Folketinget som kommunalbestyrelserne m.m. Og læg mærke til ordet REPRÆSENTANTER! Demokratiet er repræsentativt, en repræsentation af folket (græsk: demos). Udøvelsen af demokratiet skal ikke være en profession. - Men igen: Jeg er ikke pladderdemokrat. Det tjener folkets interesse(r), at der også er en hel del "professionalisme" hos folkets valgte repræsentanter. Men selv den dygtigste og mest erfarne og dermed mest "professionelle" politiker skal vide, at han er folkets tjener. Ellers skal folket minde ham om det. Eventuelt ved at vælge en anden. - I denne forbindelse vil jeg også nævne det konstitutionelle monarkis betydning. Den er rent symbolsk. (Medmindre der opstår en statskup-situation eller lignende, hvor Monarken kan have ét skud i bøssen i forsvaret for demokratiet og Grundloven). Men der er en stor og god symbolik i dronningerunderne og den kongelige udnævnelse af ministre og højere tjenestemænd. Det viser, at de som (symbolsk) monarkens tjenere er nationens og folkets tjenere. Husk, at det latinske ord "minister" betyder "tjener"!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Er kirke og stat et stærkt ægteskab?

 

Både her og på undersiden "Kirke og teologi".

 

Sådan var titlen på P1 Debats Facebook-side tirsdag den 13. december 2016. Og foromtalen af udsendelsen lød:

 

"Staten skal ikke betale præstelønninger, og civilregistreringen skal fremover foregå i kommunerne. Er disse udmeldinger fra den nye kirkeminister Mette Bock med til langsomt at løsne båndene mellem stat og kirke? Hvad har det i så fald af konsekvenser? Og er det egentlig ikke på tide at gøre op med folkekirkens særstatus i Danmark?

 Gæster: Kirkeminister Mette Bock (LA), sognepræst Marie Høgh, formand for Konservativ Ungdom i Randers Jesper Holm Frederiksen og tidligere kirkeminister Manu Sareen (Å)".

 

Før udsendelsen satte jeg en kommentar ind i tråden. Og jeg delte opslaget, så at det altså også kom til at stå på min Facebook-profil. Her er denne kommentar:

 

"Mette Bock er på rette vej! Det er af rent kirkelige og teologiske grunde nødvendigt, at det store evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark begynder at bevæge sig i retning af fuld selvstændighed. Men det kan også gå sådan, at andre gennemtvinger kirkens adskillelse fra staten, og så skal vi være parat til det, hvad enten vi selv ønsker det eller ej. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol".

 

I udsendelsen udtalte Mette Bock sig på en måde, der viser, at hun er en varm tilhænger af den nuværende stats-folkekirke, men bare ønsker nogle justeringer, især for så vidt angår statens betaling af 40 % af præsternes løn og personregistreringen. (Jeg indskyder lige, at det med de 40 % til præstelønningerne var noget staten i begyndelsen af 1900-tallet forpligtede sig til, fordi den havde taget det meste af kirkens jord). Men hun blev af nogle anklaget for, at selv disse justeringer i det lange løb ville føre til en adskillelse mellem stat og kirke.

 

I den sidste del af udsendelsen blev min kommentar læst op og diskuteret, og jeg måtte derfor skrive en ny kommentar både hos P1 Debat og mig selv:

 

"Min kommentar blev læst op i programmet. Og tak for det! Jeg kunne ikke nå at ringe ind. Men jeg bliver nødt til at sige, at jeg har beskæftiget mig med dette spørgsmål siden midten af 1970'erne, både under min tjeneste som præst i Folkekirken og i min Grundtvig-forskning. Jeg kender altså også de argumenter mod den evangelisk-lutherske kirkes selvstændiggørelse, der nu igen blev ført frem. Og jeg siger ikke, at der ikke er nogle farer her. Dem må vi så bare prøve at afværge. Og Danmark er altså ikke Sverige! Jeg har i mange år, i både alvor og spøg, sagt, at når vi får den kirkeforfatning, der stadig er tale om i den såkaldte løfteparagraf (Grundlovens § 66: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov"), må denne forfatnings allerførste paragraf for min skyld gerne lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med eller udtale sig om andet end kirkens egne anliggender". Dette gælder også "synoden", dvs. landskirkerådet. Noget helt andet er, at præster af alle slags (inkl. biskopperne) frit skal kunne udtale sig om alt muligt. Selvfølgelig som samfundsborgere i den almindelige debat, men også som forkyndere. Bare de gør det som enkeltpersoner og ikke på kirkens vegne. Et organ kan ikke forkynde, kun vedtage kompromis-tilblevne resolutioner. Og jeg vil i det hele taget ikke finde mig i, at et kirkeligt organ udtaler sig på mine vegne. - Så er der spørgsmålet om rummeligheden. Den må vi også stå vagt om. Selv om et rum altså har vægge, så at der heller ikke i dag er plads til hvad som helst. Om præstefriheden sagde Grundtvig (kort refereret), at vi må risikere at lade præster forkynde noget forkert; ellers kan vi ikke vide, om de mener det, de siger. Vi skal i det hele taget føre alt det gode, vi i dag har i Folkekirken, med over i den kommende ordning, herunder den fra Grundtvig stammende mulighed for at danne valgmenigheder. Og jeg kan ikke se, at kirkens selvstændiggørelse skulle føre til ensretning. Vi vil jo blive ved at være lige så forskellige, som vi er nu, både teologisk og politisk. - Den vigtigste grund til, at jeg ønsker det evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark selvstændiggjort, er, at det på denne måde bliver tydeligt, at de døbte og troendes fællesskab er et virkeligt fællesskab. Vi bliver jo i dåben lemmer på den store organisme, Kirken (nu med stort!) er, Kristi legeme i verden. Det er meget stort sagt. Men sådan er det. Og enhver kan formulere det, som han vil, og leve med i det, som han vil. Og der skal ikke mindst være plads til den berømte lille mand med den lille tro, ja, ikke mindst han skal vide, at han er med i dette store fællesskab. Sagt på en anden måde: Det er ikke nok at have et statskirkeskelet, som sikrer "Evangeliets forkyndelse". Kirken er ikke en offentlig undervisningsinstitution, men et levende fællesskab, først og fremmest i gudstjenesten, men også i det hele taget. - Endelig vil jeg sige, at når staten er sekulær og en meget stor, og stigende, del af befolkningen ikke er medlemmer, må den evangelisk-lutherske menighed med nødvendighed komme til at fremstå som en særlig størrelse, en særlig organisme. - Jeg kunne blive ved, men slutter her".

 

Ja, jeg sluttede dér. Og jeg vil ikke føje andet til, end at vi må se, hvordan det kommer til at gå. En afgørende faktor er den fortsatte indvandring og det stigende antal af indvandrerefterkommere. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil de etniske danskere komme i mindretal om et vist antal årtier - for slet ikke at tale om de kristne. Denne situation må vi forberede os på, så vi kan leve godt som kristen menighed i en sådan mindretalssituation. Idet vi både håber og insisterer på, at religionsfriheden og mindretalsbeskyttelsen bevares. Men når vi ser, hvad der fx sker med de kristne i Egypten lige nu, kan vi godt blive bange. - Vi kan selvfølgelig håbe, at de indvandrede muslimer og deres efterkommere i stort tal kommer til tro på Jesus Kristus. Men denne side af sagen er meget vanskelig. Vi skal selvfølgelig forkynde Jesus Kristus for muslimerne som for alle andre. Men det skal være på en ordentlig og fri måde. Vi skal under ingen omstændigheder prøve at lokke eller presse dem til at blive kristne med det formål at sikre os selv. Og noget helt andet er, at det som bekendt i princippet er livsfarligt for en muslim at forlade islam. - Jeg blander nødig den kirkelige drøftelse og den fremmedpolitiske debat sammen. Og jeg ville have det samme kirkesyn, hvis der ikke var en eneste muslim i Danmark.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

ER EUROPOL-FORBINDELSESOFFICEREN REN HÆVN?

 

Kommentar i P1 Debat-tråd 08.12.16

 

Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor det rent tekniske Europol-samarbejde ikke kan fortsætte som hidtil? Er der nogen teknisk grund til, at søgningerne skal foretages gennem en forbindelsesofficer? Eller er det ren hævn - og advarsel til andre, der måtte have ønsker om særordninger? - Jeg forstår ikke, at i det mindste DF og EL ikke siger rend og hop til EU-kommissionen. I det lange løb kan Europol heller ikke undvære Danmark. - Jeg er træt af EU-systemet og vore egne EU-glade politikere. Jeg går ind for et europæisk samarbejde. Måske en ny slags EF. Eventuelt delt op i flere grupper. Jeg ønsker ikke kaos. Men der skal noget nyt til.

 

 

 

TIL ET FOLK DE ALLE HØRE ...

1848 og nu - over en bred skala

 

Kommentar på min væg til den af mig Facebook-delte artikel på dr.dk "Udskældt test måler udlændinges danskhed igen" 01.12.16.

 

Hvad myndighederne skal gøre, ved jeg snart ikke. Enhver form for prøve bliver jo hurtigt latterlig. Grundproblemet er, at vi overhovedet har lukket så mange med en fundamentalt anderledes kultur ind. - Men hvad spørgsmålet i øvrigt angår (og dermed vort forhold til hinanden ude i virkeligheden), er jeg kommet til det resultat, at vi skal holde op med at operere med modsætningen enten dansk eller ikke dansk. Reelt er der jo tale om en bred, ikke let definerlig skala, som dækker alt mellem 0 og 100 procent. Og så må man se, hvordan det går med at leve sammen i praksis. - Jeg benytter lejligheden til at citere hele den så ofte misciterede (kun delvis citerede) Grundtvig-strofe: "Til et folk de alle høre, / som sig regne selv dertil, / har for modersmålet øre, / har for fædrelandet ild; / resten selv som dragedukker / sig fra folket udelukker, / lyse selv sig ud af æt, / nægte selv sig indfødsret". - En "dragedukke" er ifølge Ordbog over det danske Sprog en "lille dukke af mandragoraplantens rod, som mentes at have evne til at drage penge, lykke olgn. til huse". Men meningen her i sangen er nok, at de, der ikke har øre for modersmålet og ild for fædrelandet, i forhold til det at være dansk er som en slags nisser. - I øvrigt er det digt, sangen er taget fra, skrevet i 1848, så at det er det slesvigske problem, der er tale om, dvs. spørgsmålet om, hvorvidt en slesviger var dansk(sindet) eller tysk(sindet). Og hvor alvorlig sagen end var dengang (to krige!), var forskellen mellem de forskellige slags slesvigere meget lille i forhold til, hvad der er tale om nu.

 

-

 

TILFØJELSE 02.12.16 (egl. kommentar til genopslag af et digt på min Facebook-væg):

 

Jeg genopslår dette digt, fordi det i går måtte vige pladsen for min deling af opslaget om indfødsretsprøven på dr.dk. De, der ikke har set min vigtige kommentar til dette opslag, bør se den! - Jeg skriver bla., at det er den store tilstedeværelse af mennesker med en fundamentalt anderledes kultur, der er problemet. Et sådant problem har vi ikke haft med jøder, huguenotter, kartoffeltyskere, hollændere og polakker. - Og selv en lille ting som det, at mit digt har måttet vige pladsen for noget med relation til indvandringen, viser, hvordan hele vort liv bliver præget af den. Det er ikke bare alle de penge, den koster, og alle de mere håndgribelige problemer, den volder. Den beslaglægger også tid og ressourcer i meget stor målestok. En meget stor del af de gange, man åbner for et medie, er det indvandringsrelaterede ting, man kommer til at høre og se. Det er uhyggeligt at tænke på, hvor meget klogere man kunne være blevet, og hvor mange gode ting der kunne være blevet produceret, hvis de indvandringsrelaterede ting ikke havde fyldt så meget. Jeg for mit vedkommende prøver at beskæftige mig så lidt som muligt med det og nøjes med at kræve totalt indvandringsstop med jævne mellemrum. Ikke for at være menneskefjendsk, men fordi det simpelt hen ikke er godt med en sådan kulturudskiftning.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Betragtninger fra en til dels konservativ sidelinje

 

Af Bent Christensen

 

Dette er den uforkortede version af mit bidrag til debatbogen 'Jeg' er fandme til! (2016) efter Marianne Stidsens disputats Den ny mimesis (2015).

 

 

Spørgsmålet om identitet kan deles op i mange underspørgsmål. Man kan begynde med at skelne mellem individuel og kollektiv identitet. Dernæst kan man skelne mellem de forskellige holdninger til identitetsspørgsmålet. Er identiteten (den individuelle og/eller den kollektive) et fængsel, det gælder om at bryde ud af? Eller er tabet af identitet (igen den individuelle og/eller den kollektive) en ulykke, det gælder om at overvinde? Endelig kan man spørge, om der i litteraturen, hvad den individuelle identitet angår, kan være tale om simpelt hen en leg, et maskespil, der dog på sin måde kan komme til at vise nogle ting om menneskelivet.

 

Man kan også spørge, om identiteten bare er en indbildning eller konstruktion. Men der kan vel ikke være tale om, at et menneskeligt individ, der ikke er ekstremt sygt, ikke mener det, når han siger "jeg" om sig selv, eller ikke oplever det legeme, hans bevidsthed er et fænomen i forbindelse med, som sit. Eller man kan sige, at den, der siger "Jeg er ikke mig", allerede ved at sige denne sætning har modbevist sin påstand. Spørgsmålet om identiteten er altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt "jeg" er til, men et spørgsmål om, i hvilken grad individet oplever sig selv som en person, der er et særligt fænomen i Universet.

 

Hvad den kollektive identitet angår, er spørgsmålet et andet. Det er ikke direkte meningsløst at hævde, at man fx ikke har en national eller folkelig identitet. Og det er ikke direkte meningsløst at sige, at nu vil jeg simpelt hen være verdensborger, en enkeltperson blandt alle de andre enkeltpersoner i verden. Og dog. Der er næppe nogen, der ikke på en eller anden måde er præget af den sammenhæng, han er vokset op i og har levet i frem til det tidspunkt, hvor han erklærer sig som verdensborger. Og der kan ikke være nogen, der er vokset op eller har levet sit hidtidige liv i samtlige nationer, folk og kulturer i hele verden.

 

Men er identiteten et fængsel, det gælder om at komme ud af, eller hvis mure det gælder om at få brudt ned? Det kan man mene, hvis det er de forskellige former for kollektiv identitet, der er tale om. Og man kan mene det, hvis den individuelle identitet ses som en rolle, der er påtvunget den enkelte af omgivelserne og omstændighederne? Hele det moderne frigørelsesprojekt skulle jo netop gå ud på, at hvert enkelt individ kommer til at leve i en frihed, der i ordets allerstørste betydning er en personlig frihed.

 

De forskellige, store og små, kollektive identiteter kan man mene om, hvad man vil. Jeg vil hævde, at en eller anden grad af forankring i kollektiv identitet er en direkte forudsætning for den personlige frihed. Uden nogen form for kollektiv identitet eller forankring i et eller nok snarere flere fællesskaber bliver individet jo et atom, der er langt mere sårbart, end det ellers ville have været, over for de kræfter, der vil tage magten over det, det være sig staten eller arbejdspladsen eller andre strukturer. Og det gælder især, hvis også alle de andre er atomer, der indgår i en amorf masse. Jeg vil her helt grundlæggende pege på kernefamilien. Og hvis jeg skal være mere moderne, kan jeg føje til: eller hvad dertil kommer til at svare. Hvad ved jeg? Når vi taler om fremtiden, må vi være forberedt på meget store ændringer. Men desto vigtige kan forskellige former for forankring blive.

 

Jeg vil også mene, at den folkelige og nationale identitet, til husbehov og på en til tiden passende måde, giver en forankring, der ikke alene giver en et rum at være sig selv i, men også er et godt udgangspunkt for vekselvirkning med og aktivitet i hele resten af verden. Jeg tillader mig igen at komme med et personligt eksempel. I vinterhalvåret 1976/77 havde jeg den ære og glæde at være feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern, og i dette halve år kom jeg til at opleve det særligt danske utrolig stærkt, ikke mindst hos de unge konstabler. Vi kunne forene den helt bløde danske hygge med en allerhøjeste grad af militær effektivitet og dermed også være virkelig gode til at optræde som bevæbnede diplomater og dæmpere af gemytterne. Vor selvtillid var stor. Og vi var højt respekterede fra alle sider. Og det var helt klart, at vi repræsenterede det særligt danske. Men det gjorde vi altså i FN’s tjeneste. Og det var stort, at vi til vor medaljeparade havde både Dannebrog og FN-flaget som faner. Og noget tilsvarende gælder alle andre danske, der tjener eller er aktive ude i verden. Hvor svært kan det være?

 

Men så er der spørgsmålet om det tab af identitet, der på forskellige også helt ufrivillige måder har været tale om siden 1945. Og dette spørgsmål gælder ikke alene, for så vidt som der såvel i litteraturen som blandt mennesker i almindelighed er tale om noget, der bevidst erkendes som et tab, men også for så vidt som det hos dem, der ikke mener, de har tabt noget, kan give sig nogle uheldige udslag, det være sig overdreven dyrkelse af arbejde og karriere (som det jo nu hedder for alles vedkommende), forbrugerisme, livsstilsdemonstration eller (også destruktiv) optagethed af egen krop. Og det er ikke er let at sige, hvad vi kan stille op mod dette tab; der ligger jo ikke kun idémæssige og ideologiske faktorer bag, men også nogle meget håndgribelige teknologiske, produktionsmæssige, sociogeografiske og sociale faktorer, som ikke kan tænkes eller tales væk, men som man må prøve at forholde sig til, så godt man kan. Og hvad med den udvikling, vi allerede nu kan se tegne sig forude?

 

Jeg ville gerne have fortalt lidt om min egen personlige historie for at vise, hvad jeg mener, når jeg taler om den sidelinje, nærværende betragtninger bliver skudt ind fra. Men jeg må nøjes med at nævne nogle ganske få ting og i øvrigt henvise til de "Erindringer", der ligger på min hjemmeside www.bentchristensen.dk, undersiden "Erindringer". Jeg har allerede i geografisk og social forstand altid befundet mig på et spor, hvor min personlige identitet ikke har været truet, og hvorfra jeg i stor frihed har kunnet betragte, hvad der er sket inde på hovedsporet. Og jeg blev i 1971 præst i Folkekirken, hvad der i mange henseender er en helt særlig sideposition, men samtidig en position, hvor man som akademiker på en helt særlig måde deler livet med mennesker af alle slags. Men ellers vil jeg nævne, at jeg fra min barndom af har beskæftiget mig en del med naturvidenskab (en tid også i tilknytning til Forum Teologi Naturvidenskab, Aarhus Universitet), at jeg fra omkring konfirmationsalderen var pianist i den efter lollandske forhold ganske avancerede neobop-kvintet The Strangers, hvor vi i det mindste havde som ideal at være radikalt moderne, at jeg lidt senere og indtil engang i min tid som stud. mag. i dansk/russisk (med sprogofficersbaggrund) levede i, hvad jeg betegner som min forsinkede konfirmand-ateisme, og at jeg i perioden 1972-2002 (med lidt efterslæt 2011-2013) var Grundtvig-forsker med særligt henblik på "menneskelivets og dets verdens plads og betydning" i Grundtvigs kristendomsforståelse (Christensen 1987 og 1998). Det er på denne baggrund, jeg betegner min sidelinje som hverken mere eller mindre end "til dels konservativ". Men jeg må nu gå over til mine særlige indskud i den sammenhæng, der er tale om i og omkring Den ny mimesis.

 

Jeg vil begynde med et par ideologikritiske bemærkninger til dele af det idégrundlag, der ligger under kampen mod identiteterne. Kan der for det første i identitetsbenægtelsen være tale om en modvilje mod, at noget er givet? Det måske mest ekstreme eksempel på dette er benægtelsen af, at det menneskelige køn skulle være en biologisk givet størrelse. Der er jo det særlige ved ordet "givet", at det både kan betegne det, der simpelt hen er tilfældet, og noget, der er givet af nogen, fx af Gud. Og én ting er, at man ikke vil vide af, at noget skulle være givet af Gud, noget andet, og langt mere bemærkelsesværdigt, er, at man heller ikke vil vide af, at noget skulle være givet af, ja, være en del eller side af, naturen. Dette gælder så meget desto mere, som man umiddelbart må forestille sig, at de, der ikke vil vide af, at noget skulle være givet af Gud, i høj grad fører naturvidenskabernes resultater frem som bevis for, at der ikke er nogen Gud. Eller gør de det? Bunder den livsanskuelsesmæssige humanisme (som konstruktivismen må ses som en ekstrem del af) i en naturvidenskabelig verdensanskuelse? Eller er den i virkeligheden bare et postulat? Jeg må i hvert fald som teologisk religions- og ideologikritiker have en stærk mistanke om, at de, der ikke engang vil tage de biologiske kendsgerninger som noget i biologisk forstand givet, i virkeligheden postulerer, at mennesket er et fænomen, der ikke slet og ret er en del af Kosmos. - Hvad personligheden som noget biologisk givet angår, kan jeg henvise til, hvad jeg oplever med min søns to gravhunde, som ofte er på ferie hos os. Det er utroligt, så klart og stærkt forskellige disse to’s personligheder er!

 

Hvad de livsanskuelsesmæssige faktorer angår, der har haft indvirkning på identitetstabet, vil jeg også pege på, at den kristne opstandelsestro har haft afgørende betydning for forståelsen af det enkelte menneske som enestående individ med bogstavelig talt evig gyldighed og værdi, også uanset hvilke mere konkrete forestillinger den har været ledsaget af eller ikke været ledsaget af, og at denne virkning af kristendommen (som så mange andre) lever videre i en postkristen sammenhæng, hvor der så dog efterhånden mere og mere kan blive tale om en smertelig oplevelse af et tab, efterhånden som den afskårne gren visner.

 

Men der er jo den kristne gudstro overhovedet. Hvordan er det man siger? Først døde Gud, så døde den menneskelige person, og så opløstes den omgivende virkelighed. I det sidste forhold er det selve den egentlige mimesis-problematik, der direkte bliver tale om, altså den problematik, der for mig er det egentlig interessante, idet jeg jo selv i min mørkeste og tommeste nihilistiske periode aldrig har tvivlet om, at jeg var mig, og at det var mig som person, der oplevede en så voldsom protest mod intetheden.

 

Det er i øvrigt ejendommeligt, at sjælevandringstroen er så udbredt i vor tid. Det er underligt, at det moderne menneske pdes. har så store problemer med identiteten, men at så mange pdas. hænger så meget ved deres personlighed, at de er rede til at se bort fra alt, hvad man ellers regner for sandt, for i det mindste at kunne forestille sig en gentagelse af deres sjæls liv i flere omgange.

 

Som mit helt særlige indskud i den problematik, der tegner sig i og omkring Marianne Stidsens disputats vil jeg nu skitsere min egen poetik og mit eget (eller Grundtvigs!) syn på erkendelsen og dannelsen.

 

Når jeg som kristen bliver sendt ud fra gudstjenesterummet og det teologiske studerekammer for at leve ude i verden og dér opnå den erkendelse, der dels udfylder mit gudsforhold overhovedet, dels både er forudforståelse for og udfyldning af hele den særlige kristne frelsestale, så er det "statholdermarken", jeg bliver sendt ud på. Billedet af verden som en "statholdermark" har jeg lånt fra Grundtvig (Grundtvig 1817, 164 f), og der er naturligvis tale om et udtryk for menneskets stilling som Guds tjener og verdens herre. Men i min teologi og poetik er "statholdermarken" ganske særligt det sted, hvor mennesket overhovedet, men helt særligt i sin erkendelsesaktivitet (spændende fra fysik til poesi), skal gå direkte og helt nøgent og forudsætningsløst til den foreliggende virkelighed, altså uden forsøg på kristelig overklistring af virkeligheden og uden en kristelig facitliste i baglommen. Dette betyder, at alle videnskabelige resultater skal tages til efterretning som hverken mere eller mindre end, hvad de er, og at der ikke skal lægges teologi ind i selve de metodiske rum. Hvilket altså også betyder, at videnskaberne må anerkende, at de kun beskæftiger sig med dele af hele Eksistensens samlede virkelighed. Allerede den daglige eksistensoplevelse er større, end videnskabernes område. Men videnskaberne er selvfølgelig i mange henseender en enorm udvidelse af dagliglivets erkendelse af virkeligheden. Poesien og i det hele taget litteraturen (som er den vigtigste kunstart, ja, mere end bare en kunstart) er en højere form for erkendelse. Men også den skal - ude på den statholdermark, hvor autonomien hersker - dyrkes nøgent og forudsætningsløst. Man kan godt skrive kristelige digte, men det er noget andet; så er man ikke kommet ret langt væk fra de to nævnte døre.

 

Når jeg står på mit særlige punkt ude på statholdermarken, befinder jeg mig også på det sted, hvor mit livs-rør munder ud. Hver enkelt menneskelig persons liv kan ses som et livs-rør, der bevæger sig gennem rum-tiden fra undfangelse til død. I rørets midte er det det genetisk givne, der udfolder og udvikler sig. Og ved rørets yderside sker vekselvirkningen med omgivelserne på alle de både direkte og indirekte måder, der er tale om, be‑rør‑ingen mellem individet og omgivelserne. Men inde i røret er det individet overhovedet, der udfolder og udvikler sig, idet der altså hele tiden kommer noget ind udefra og kommer til at høre med til den pågældende persons samlede virkelighed (så at man fx ikke skal se det biologisk givne som en helt isoleret streng inde i rørets midte, men altså dog som det biologisk givne, i vekselvirkning med alt det andet). Der ligger en såvel biologisk som personlig og historisk forståelse af den menneskelige persons virkelighed i denne måde at betragte hvert enkelt individ på. Den yderste modsætning til dette er at forestille sig, at det enkelte menneske fra fødsel til død levede i total isolation.

 

Når vi står ude på Tilværelsens åbne mark, må vi alle se os som dele af det fysiske Kosmos, men herunder jo ikke mindst den biologisk forståede biosfære - med menneskeslægten som det øverste niveau. Og det betyder, at vi ikke kan postulere en humanisme, der ikke bunder i Kosmos. Vi må sige, at det forunderlige fænomen, som menneskelivet er, er en manifestation af noget, der ligger i Kosmos.

 

Jeg vil i denne forbindelse videre sige, at jeg på dette grundlag som bidrag til det dannelsesspørgsmål, der er en vigtig del af Marianne Stidsens projekt, kraftigt må gøre mig til talsmand for et krav om, at naturvidenskaberne kommer til at få en vigtig rolle som dannelsesfag. Det er også frygteligt, at ordet "forskning" er ved at være ensbetydende med "teknologiudvikling". Jeg er en stor beundrer af teknologien og ser også teknologi-historien som en overordentlig spændende og vigtig del af menneskeslægtens historie, men naturvidenskaberne skal først og fremmest dyrkes for erkendelsens skyld. Det er meget vigtigt, at vi hele tiden ved så meget som muligt om Kosmos og om os selv som dele af det. Og dertil kommer, at alles fortrolighed med den naturvidenskabelige metode (og med noget filosofi og logik, jf. det gamle Filosofikum som indgangen til ethvert akademisk studium) vil kunne spare os for meget bullshit i den måde, vi taler og debatterer med hinanden på.

 

Men hvad især lyrikken angår, vil jeg videre sige, at når digteren altså står i sit punkt på "statholdermarken", så skal han se både sig selv (med sit livs-rør bag sig) og alt, hvad han har omkring sig, som manifestationer af den samme fælles grund, altså den store grund under hele Kosmos, så at det at se dele af virkeligheden som motiver er et møde mellem to manifestationer af det samme. Men der kan selvfølgelig ikke skelnes skarpt mellem subjekt og objekt. Når en del af virkeligheden bliver et motiv, kommer meget af betydningen jo fra digteren, ja, det kan være dele af digterens egen virkelighed, der bliver motiv (hvorved de pågældende dele så alligevel bliver objekt). Hertil kommer imidlertid, at allerede når processen frem mod digtet går i gang, men selvfølgelig helt særligt når selve digtet går i gang, bliver der tale om et nyt og tredje manifestationssted, idet digtet også kommer til at leve sit eget liv, ikke i isolation fra virkeligheden, men netop som en ny manifestation af den, idet "digtets eget liv" jo har sine love fra det hele. Det er i denne forbindelse vigtigt, at selv om et digt godt kan være (næsten) rent, og altså for så vidt passivt, tydende, så ligger der i princippet også en måske endda meget høj grad af forholden sig i den lyriske proces.

 

I epikken og især dramaet er det på en helt anden måde mennesket og menneskelivet, det drejer sig om, men de her skitserede principper gælder også dér.

 

Jeg vil til sidst sige lidt mere om - eller til! - Marianne Stidsens humanistiske dannelsesprojekt. Jeg kunne sådan set nøjes med at sige, at jeg tilslutter mig det. For når jeg i visse sammenhænge bruger ordet "humanisme" som nærmest et skældsord, betyder det jo ikke, at jeg ikke anerkender dyrkelsen af selve det at være menneske, uanset hvilken tro eller anskuelse, man i øvrigt har. Og jeg vil meget gerne vekselvirke og samarbejde med humanister af Marianne Stidsens slags og tilsvarende. Men jeg vil også godt føre Grundtvig og arven fra ham frem, ikke mindst den del af arven, som endnu ikke er indløst.

 

Når jeg har givet min disputats titlen "Omkring Grundtvigs Vidskab" (Christensen 1998), er det, fordi der i den er tale om en bred undersøgelse af hele Grundtvigs erkendelses- og oplysningsprogram, også de endnu ikke realiserede dele af det. Grundtvigs egentlige drøm var jo, at der, hvad erkendelsen og dannelsen angår, skulle være en stor sammenhæng, der gik lige fra det fællesnordiske superuniversitet i Göteborg (som Nordens særlige bidrag til den fællesmenneskelige videnskabelighed i videste og mest omfattende forstand) over det danske folkelige universitet (højskole) i Sorø (som noget andet end det i høj grad embedsmandsuddannende universitet i København) og ned til den folkelige uddannelse og oplysning af de unge og børnene rundt omkring i landet. Og så opad igen. Og nedad igen. I en stor og stadig vekselvirkning. Og jeg understreger, at selv om den videnskabelighed, Grundtvig talte om, først og fremmest var den humanistiske (mytologi, historie, filologi osv.), regnede han udtrykkeligt med en stærk repræsentation af naturvidenskaberne i Göteborg. Til gengæld nævner han ikke teologien. Den er jo ikke en del af den rent menneskelige videnskabelighed. Men andre steder taler han klart om, at selv den mindste kristne menighed af også dybt kristne grunde må skulle drive en altomfattende almindelig videnskabelighed. Og selv om Grundtvigs program blev udformet i 1800-tallet, bør vi i netop den situation, vi befinder os i nu, bruge det som et forbillede, såvel hvad angår den store universelle erkendelsesvirksomhed på topplanet, som hvad angår den livsoplysning, der skal udbredes til alle

 

Men i hele Grundtvigs - og mit - syn ligger, at poesien, og i det hele taget skønlitteraturen, er en vigtig del af erkendelsen eller tydningen af Eksistensen. Og det gælder faktisk litteraturen af enhver art. Forfatterne og digterne må selvfølgelig skrive, som de vil, og som de finder det vigtigt. Og med det syn på digtningen som erkendelse, jeg har, vil selv de ting, der ligger længst fra mine idealer, jo være udslag af menneskelivet og af nogle menneskers måde at forholde sig på. Det gælder selv de mest tekstcentrerede og fra den ydre virkelighed afskårne ting. Men jeg vil naturligvis kraftigt anbefale, at man - med eller uden kristen tro - især koncentrerer sig om det menneskelige subjekts forhold til hele det Kosmos, det er en del af, og altså om mimesis i allerstørste forstand.

 

-

 

LITTERATUR, HVORTIL DER HENVISES

 

Christensen, Bent (1987), Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832, København: Gad.

 

Christensen, Bent (1998), Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement, København: Gad.

 

Grundtvig, N.F.S. (1817), Danne-Virke bd. 2. København. Fotografisk optryk 1983.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

EN LØS KANON

 

Betragtninger i anledning af lanceringen af Danmarkskanon

 

Sat på min Facebook-profil og her 15.11.16. (Her dog over midnat).

 

Jeg har - bortset fra de bibelske! - aldrig brudt mig om kanon'er, men den danmarkskanon, der er blevet sendt til afstemning den 15. november 2016, er vist den værste. Det er hele idéen, der er gal. Som om man skulle kunne fremme noget som helst ved at skrive det op i punkter. Og ved at sætte det til afstemning! Men de "værdier" (jeg hader det ord!), man er nået frem til, er stort set en gang latterlige almindeligheder. Jeg vil nu opregne dem og karakterisere dem:

 

Det danske sprog. - Ja, hvad ellers?

 

Hygge. - Ja, det er da rigtigt. Men det bliver uhyggeligt, når man begynder at snakke - og stemme! - om det.

 

Frihed. - Ja, vi danskere er da nok nogle af de mest frihedselskende, men frihed er altså en universel værdi (for nu alligevel at bruge det ord).

 

Frisind. - Se til forrige værdi.

 

Den kristne kulturarv. - Den har de vel også i de andre kristne lande. Og jeg bryder mig ikke meget om det begreb. Det afgørende er, om der er nogle kristne i det pågældende land. Og hvis de er gode kristne, får det selvfølgelig nogle sidevirkninger. Men det er nærmest sygt at dyrke det som "kulturarv". Det lugter af museum.

 

Lighed for loven. - Det skulle der sandelig gerne være i alle retsstater!

 

Tillid. - Fint. Men her gælder det samme som for de andre tilsvarende "værdier".

 

Folkeoplysning. - Det har de vel også i andre lande. Det særlige, vi, takket være Grundtvig, har, eller har haft, her i Danmark, hedder mere nøjagtigt "folkelig livsoplysning", og det er noget andet og mere - som i øvrigt også er blevet eksporteret til adskillige andre lande. Men i den dybe grundtvigske forstand er det noget, vi virkelig trænger til, så det vil jeg godt stemme for. Men jeg vil hellere skrive om det - sammen med hele spørgsmålet om erkendelse og dannelse. Jeg har gjort det i mine to Grundtvig-afhandlinger og i flere opfølgningsskrifter, og jeg agter at gøre det i den aktuelle, dårlige situation, hvor der virkelig er brug for det. Jeg må bare gentage, at ordet "folkeoplysning" er et alt for fattigt, ja, egentlig ret nedladende ord.

 

Kønsligestilling. - Ja, hvad ellers? Og det er et universelt princip.

 

Landskaber og bygningskultur. - Det har man vel også i alle andre lande. Og det siger sig selv, at vi skal passe på vort landskab og vore bygninger.

 

Kort magtdistance. - Ja, det er nok noget ret særligt dansk, noget, der er en del af hele vor traditionelle måde at være folk og nation på. Den skal vi bevare.

 

Deltagende folkestyre. - Se til forrige "værdi". Men det er alligevel underligt at se det i denne sammenhæng. Og hvis jeg skal være rigtig ondskabsfuld og galgenhumoristisk, kan jeg henvise til, hvad Ghandi svarede en journalist, der spurgte ham, hvad han mente om den vestlige civilisation: "Ja, det ville være en god idé!". Men spøg til side, det er nok rigtigt, at vi endnu har det.

 

Foreningsliv og frivillighed. - Ja, det er i høj grad noget særligt dansk. Foreningsdanmark! Det skal vi bevare og have mere af. Og de andre må gerne lære af det.

 

Danmark i verden. - Ja, Danmark er en del af verden!

 

Plads til forskellighed. - Det går jeg stærkt ind for. Men det skulle også gerne være et universelt princip. Der skal bare også være plads til flertalskulturen.

 

Håndværk. - Jeg har altid beundret håndværkere, men jeg tror også, der er håndværkere i andre lande. Mere alvorligt talt er det dog nok rigtigt, at det særligt danske i meget høj grad findes i håndværkets traditioner, som de har udviklet sig, efter at vi har hentet dem eller fået dem fra ikke mindst Tyskland. Og det samme gælder for alle tilsvarende områder. Jeg prøver at skrive en internetunderside om "det særligt danske", og en af de ting, jeg er nået frem til, er, at det er på arbejdspladserne og i institutionerne, man helt særligt (endnu!) kan finde det særligt danske. Jeg har gjort mig til talsmand for, at nogle interesserede og kvalificerede og egnede antropologer blev sat til at sammenligne disse forhold. Det ville også i det hele taget blive interessant - for alle.

 

Medmenneskelighed. - Jeg vil ikke kommentere det!

 

Andelstanken. - Jeg føler mig igen som på museum. Men gør jeg nogen uret?

 

Velfærdssamfundet. - Jeg går stærkt ind for det, idet jeg må tilføje, at der jo er mange måder at være velfærdssamfund på, og at det ikke er alle, der er lige hensigtsmæssige. Desuden er det vel heller ikke så helt særligt dansk igen. - Jeg betegner nu fast mig selv som social-konservativ (og til husbehov national-konservativ) og derfor medlem af Dansk Folkeparti. Og jeg går stærkt ind for samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

 

Folkelige bevægelser. - Ja. For selv om sådanne også findes i andre lande, er det nok noget meget særligt dansk. Som vi ikke må miste, men tværtimod skal have genoplivet.

 

-

 

Ja, der er mange gode ting, men mange af dem er universelle og/eller de rene almindeligheder og selvfølgeligheder. Nogle af dem peger dog på noget særligt dansk. Og især blandt dem er der mange ting, det ikke alene gælder om at bevare, men også at få genoplivet. Men jeg synes stadig, det er latterligt at sætte dem op i en kanon - og sætte dem til afstemning.

 

Det, der ligger bag dette forsøg, er selvfølgelig indvandringen og den globale kapitalisme og den kosmopolitiske ideologi til både venstre og højre (i en meget mærkelig alliance). Men vi skal ad almindelig politisk vej have standset indvandringen og sat kapitalismen under demokratisk kontrol. Og den kosmopolitiske ideologi må vi kritisere. Idet vi selvfølgelig også skal samtale med dem, der så gerne vil være verdensborgere. Måske kan vi blive enige om, at man godt kan være både det ene og det andet. Så må hver lægge vægten, som han vil. Jeg for mit vedkommende vil meget gerne være både dansker og verdensborger - og gå ud i verden for at bidrage med det særligt danske, og hvad jeg ellers kan, men selvfølgelig også for at opleve og lære. Det er egentlig såre simpelt.

 

Og hvad indholdet af det at være dansker angår, er der kun én måde, nemlig at koncentrere sig om at LEVE. Uden at tænke over det. Men selvfølgelig tænke over de ting, i hvis sags natur det ligger, at der skal tænkes over dem! Jeg har ofte brugt den sammenligning, at det er, som når man kører på cykel. Hvis man begynder at tænke over det, kører man i grøften.

 

Men jeg har også sammenlignet det at være dansk med det at trække vejret. Det tænker man jo heller ikke over, før der er nogen, der trækker en plastikpose ned over hovedet på en! Så vi skal selvfølgelig bekæmpe alle, der vil gøre noget i den retning ved os, også vore egne ideologer. Idet dog kampen fra vor side kun skal føres med tanker og ord. Medmindre de andre griber til tvang og vold. Men så er det en sag for poltiet.

 

Det gælder for det særligt danske som for alt andet, at det bevæger sig med tiden. Som jeg også har sagt: Kun nogle tåber tror, at der er nogle tåber, der tror, at man kan få tiden til at stå stille. Vi må altså leve vort liv i alle sammenhænge, mens vi bevæger os frem med tiden, lige fra det mest banale dagligdags møde med en lille snak om vejr og vind og op til den højeste kulturelle produktion. Og altså uden at tænke på, at vi skal være og gøre på en særlig dansk måde. Vi skal bare være og gøre, som vi er, og for at leve og gøre det så godt som muligt. Så bliver det nok også dansk.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

OM VERDEN MED TRUMP

 

Slået op på min Facebook-profil 15.11.16.

 

Har lige hørt Verden ifølge Gram på DR P1. Det handlede selvfølgelig om Trump og USA. Og noget af det, der blev sagt, har foruroliget mig. Kommentatorer kan selvfølgelig have deres egen dagsorden, og jeg kan stadig godte mig over, at alle dem med de "rigtige" meninger har fået en øretæve. MEN jeg må gentage, at jeg frygter en amerikansk realpolitik, der kan lade Rusland få mere frit spil i forhold til Ukraine og de baltiske lande (osv.), OG jeg må give den kvindelige kommentator ret, når hun pegede på, at der mange steder i Vesten er tendenser til at forene nationalisme med sympati for Rusland og Putin. Jeg forstår det ikke. Men vi ser det jo. Og vi ser, at dette i nogle lande går hånd i hånd med en bevægelse mod mere autoritære styreformer. Dette kan ikke nægtes.

 

Heroverfor vil jeg igen erklære, at retsstat, frihed og demokrati må bevares og beskyttes med alle midler, der ikke selv strider derimod, dvs. først og fremmest gennem den idémæssige og politiske debat, og at vi ikke kan tillade Rusland at tyrannisere eller måske ligefrem kontrollere eller erobre sine naboer. Hvis USA virkelig vil lade Europa mere eller mindre sejle sin egen sø, må Europa tage sig sammen og dels lægge pres på USA (ikke mindst inden for NATO), dels udbygge sin egen militære kapacitet. Det er sørgeligt, at Europa, og især EU, befinder sig i en så alvorlig krise, som det er tilfældet. Og jeg er selv fortsat meget kritisk over for meget i EU, både det ideologiske og det praktiske. Men vi må prøve at forene kampen for en reform af EU (evt. med en form for opdeling) med en styrkelse af det europæiske sammenhold på de helt vitale områder. Vi skal bla. se at få nogle nye folk på posterne, både nationalt og i EU-systemet. Men altså ikke Putin-venlige nationalister! Det er et bredt og dybt folkeligt funderet demokrati, vi skal have, både nationalt og europæisk.

 

TILFØJELSE: At vi ikke viderefører den fejlslagne krigspolitik gennem de sidste femten år, hilser jeg velkommen. Det er svært at se, hvad vi skal gøre i forhold til Syrien. Men idet vi prøver at lære af vore fejltagelser, må vi prøve at finde en løsning. Islamisk Stat kan vi et langt stykke takke os selv for, men vi bliver nødt til at være med til at nedkæmpe dem. Bagefter skal vi så vidt muligt holde os fra den del af verden. Idet vi dog fortsat skal prøve at hjælpe de demokratiske grupper i disse lande på alle mulige ikke-militære måder, ikke mindst gennem samtale og meningsudveksling. Det er jo frihed og demokrati, der har fremtiden for sig. Historien viser, at det andet ikke virker i det lange løb. - Osv.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MIN KOMMENTAR TIL PRÆSIDENTVALGET I USA

 

Skrevet ved middagstid den 9. november 2016.

 

Også jeg er overrasket og (lidt) bekymret. Men jeg godter mig over, at det vestlige politiske establishment har fået endnu en øretæve.

 

Overrasket. Jeg har undervurderet frustrationen hos flertallet af USA's borgere.

 

Bekymret. Men kun lidt. Allerede Trumps første tale som president elect viste, at han også kan spille statsmandens rolle. Og jeg håber, han i den kommende tid også vil være dygtig til at vælge ministre, rådgivere osv. Man kan ikke helt sammenligne Trump med Reagan, som jo havde været guvernør i California i otte år. Men jeg håber, han vil kunne lave en slags Reagan, altså vise sig at blive en dygtig præsident.

 

Godter mig. Der er tydeligvis noget galt med det politiske og debatledende establishment i næsten hele Vesten. Magten skal ligge hos hele folket. Jeg håber og tror, der ikke bliver tale om nogen som helst form for statsretligt og demokratisk urent trav for Trumps vedkommende, som vi jo ser tendenser til andre steder. Og uanset hvad der sker og kommer til at ske både her og der, vil jeg selv kridte skoene og stå fast på retsstaten, friheden og demokratiet - og for det europæiske fællesskab under nye og bedre former.

 

God bless America! - Gud bevare Danmark! - Alle gode ønsker for Europa!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Ytringsfrihed og terror

 

Kommentar til DR Deadline 29.10.16.

 

Ytringsfrihed er egentlig et spørgsmål om forholdet mellem borgerne og statsmagten (jf. Grundlovens § 77). - I Flemming Roses og JP's tilfælde er der tale om en terrortrussel. Og terror virker. Det skal man bare indrømme - og så ellers i fællesskab bekæmpe den på den lange bane med alle midler, ikke mindst ved at få den ideologiske vind taget ud af sejlene på terroristerne.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

VENSTREFLØJEN OG VOLDEN

 

Kommentar til DR Deadlines indslag om Peter Øvig Knudsens BZ-bog 04.10.16

 

Det principielt interessante ved dette er, at når man bare er på venstrefløjen og garnerer det med utopistiske plusord og lidt sang og musik, er alt tilladt, ja, ligefrem godt. Og det allerværste er, at der er forskellige grader af sympati for dette langt ind i de toneangivende kredse. - Der er simpelt hen nogle mennesker, der har behov for at finde nogle sager, der kan begrunde deres trang til utopisk kamp helt ud i det voldelige. Og altså mennesker, der ikke selv er direkte voldelige, men alligevel sympatiserer med voldsudøvelsen og dækker over den med en fantastisk tvetunget måde at tale på. - Både udøvere og sympatisører bør mødes med foragt fra resten af samfundet.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

ET LÆNGERE INDLÆG!

 

Kommentar til indslaget "Hvornår er man dansk?" i DR 2 Deadline 26.09.16.

 

Ja, undskyld! Det er virkelig blevet langt. Men jeg følte det som min pligt at få sat nogle ting på plads. Det bliver aldrig gjort (helt) i de debatter, der føres i medierne - med blandt andet evindeligt afbrydende studieværter (og jo kort tid). Og de, der ikke orker at læse nedenstående, kan jo bare lade være. Jeg vil dog kraftigt anbefale virkelig interesserede at læse det!

 

Martin Henriksen klarede sig efter omstændighederne ret godt. Det lykkedes ham blandt andet at afvise nogle af Sigge Winther Nielsens mest tåbelige spørgsmål. Men jeg vil supplere med følgende:

 

Det er klart, at man ikke i kulturel og folkelig forstand er (helt) dansker, bare fordi man er født i Danmark, har dansk statsborgerskab og taler flydende dansk. Men man kan selvfølgelig tale om forskellige grader af danskhed - som kan udvikle sig fra generation til generation.

 

Der er to ting, der som regel går galt, når man drøfter dette spørgsmål. Man glemmer for det første næsten altid at skelne mellem de almindelige vestlige værdier, og så det helt særligt danske. At overtage de almindelige vestlige værdier er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at kunne være en del af det danske fællesskab. Og det går for det andet galt, når man begynder at tale om definitioner og den slags. Jeg har ofte brugt den sammenligning, at man jo heller ikke kan køre på cykel ved hjælp af definitioner. Hvis man begynder at prøve at definere og opregne alle de ting, der sker, når man cykler, ender man i grøften!

 

Man skal også huske, at man kan være helt dansk på mange forskellige måder. Jeg føler mig selv på mange måder på afstand af dem i Enhedslisten og Det Radikale Venstre. Men jeg anerkender, at de og jeg har en fælles grund, ja, at man ikke skal så forfærdelig langt ned under overfladen for at finde det fælles. Man kan dog også sige det på den måde, at der godt kan være meget alvorlige politiske og idémæssige modsætninger mellem forskellige grupper af danskere. Hvad dem i Enhedslisten angår, kan man prøve at sammenligne dem med tilsvarende venstrefløjsfolk i andre lande. Jeg er sikker på, at dem i Enhedslisten er venstreorienterede på en særlig dansk måde. I øvrigt er det vist også noget særligt dansk, at politikere fra de forskellige fløje kan omgås venskabeligt uden for debatterne, ja, ligefrem være personlige venner. Nogle af mine bedste venner er venstreorienterede! Hvad Det Radikale Venstre angår, er der ligefrem tale om noget af en gåde. Der er fx de grundtvigsk-radikale. De må siges at være meget danske, hvis man lige kommer ned under deres kosmopolitiske og indvandringsvenlige partiholdninger. Og jeg har for mange år siden hørt eller læst, at der ikke i hele verden findes et politisk parti, der svarer til Det Radikale Venstre. Man kan derfor sige, at Det Radikale Venstre er noget af det mest særligt danske, der findes!

 

Men ellers vil jeg henvise til nogle linjer af Grundtvig, der ofte citeres - og til de linjer, der følger efter, men som man for det meste glemmer at tage med:

 

Til et Folk de alle hører,

Som sig regne selv dertil,

Har for Modersmaalet Øre,

Har for Fædrelandet Ild.

(Fra sangen "Folkeligt skal alt nu være", 1848).

 

Man glemmer, at det for Grundtvig ikke er nok, at man selv erklærer sig for dansker; man skal også have øre for danskernes modersmål (altså ikke bare kunne det) og brænde af kærlighed til fædrelandet. Og så skal man lægge mærke til, at sangen er fra 1848, hvilket betyder, at det helt særligt er slesvigerne, det drejer sig om, altså om, hvorvidt den enkelte slesviger er dansk eller tysk. Og hvor alvorlig modsætningen mellem dansk og tysk dengang var, kan den jo slet ikke sammenlignes med den afstand, der er mellem fx mellemøstlig og europæisk (herunder dansk) kultur.

 

Men det går selvfølgelig også galt, hvis man tror, man kan og skal måle gehøret og hjertetemperaturen på dem, der gerne vil komme til at tilhøre det danske folk. Den slags ting kan selvfølgelig ikke måles. De må simpelt hen vise sig, både hos dem, der vil gå ind i det danske folkelige fællesskab, og hos dem, der skal modtage dem i det. Så i virkeligheden skal man snakke så lidt som muligt om det. Det skal i givet fald bare ske.

 

Men hvad er så det særligt danske, spørger man alligevel. Det er som sagt nærmest umuligt at svare på. Det strækker sig lige fra den måde, man omgås hinanden på i de mest hverdagsagtige situationer og op til de helt store folkelige og nationale sammenhænge. Den måde, man ping pong'er på med bemærkninger og vittigheder. Og følelsen af loyalitet over for det danske folk og den danske nation gennem såvel hele den forgangne som hele den fremtidige del af Danmarks historie. Også, ja, især, når denne følelse er helt ubevidst.

 

At kortlægge dette bare nogenlunde vil kræve store antropologiske undersøgelser - altså også af de lande og folk, man skal sammenligne Danmark og danskerne med, hvis man vil prøve at fange det helt særligt danske (og altså ikke bare det vestlige eller europæiske). Og det er selvfølgelig først og fremmest vore naboer, man vil skulle sammenligne os med: nordmændene, svenskerne, tyskerne og englænderne (og de andre briter).

 

Man kan også tage sådan noget som kulturen (i videste forstand) i institutionerne og på arbejdspladserne. Jeg er helt sikker på, at der er væsentlige forskelle. Jeg har selv især oplevet dette under min tjeneste som feltpræst på Cypern i vinteren 1976/77. Det var helt tydeligt, at vi i DANCON/UNFICYP både udførte vor tjeneste på en helt særlig måde og ned i de mindste detaljer levede og omgikkes hinanden på en helt særlig måde. Og vi var altså ret gode til det. Vi var gode til at klare perioderne ude på observationsposterne. Jeg måtte under et af de månedlige FN-feltpræstekonventer oplyse de andre om, at jeg aldrig havde brug for at trøste mine OP-folk, som faktisk aldrig havde psykiske problemer. Og vi var i al ubeskedenhed også virkelig gode til at dæmpe gemytterne, når der opstod spændinger ude ved frontlinjen. Vi var højt respekteret fra alle sider. - Men jeg siger ikke, at vi var bedre soldater end fx vore naboer til højre: Den britiske First Batallion of the Parachute Regiment! Vi var bare anderledes.

 

Og jeg kunne tage nogle danske forfattere. Først og fremmest Grundtvig. Ham er der ikke nogen i hele verden der rigtig ligner (selv om han med sin enorme viden selv havde modtaget meget udefra). Men vi kunne også tage salmedigteren Brorson og lægge nogle af hans salmer ved siden af tyske pietistiske salmer. Eller oplysningsmanden Holberg (inkl. komedierne) og lægge ham ved siden af fx franske og tyske oplysningsfolk). Eller Oehlenschläger og sammenligne ham med de tyske romantikere.

 

Osv. Der er helt klart en masse ting, der er særligt danske, selv om det vil kræve et stort arbejde at komme bare et stykke af vejen, hvis det skal komme til at ligne videnskabelige definitioner.

 

Og til allersidst vil jeg gentage: Det er ikke snakken, der afgør det, men det virkelige liv, vi lever med hinanden - også dem, der gerne vil være danskere sammen med os.

 

Og jeg kunne have sluttet med disse ret positive ord, der jo ikke udelukker, at folk, der kommer udefra, kan ende som virkelige danskere (evt. i løbet af nogle generationer). Men i sandhedens navn bliver jeg nødt til at sige, at en stor tilstedeværelse, ja, en fortsat stor tilstrømning af folk fra ikke-vestlige kulturer selv i bedste fald vil ændre menneskelivet i Danmark. Dette er der nogle, der ud fra deres ideologiske utopi, ligefrem ønsker. Men jeg og vist et stort flertal af danskerne ser gerne, at antallet bliver så lavt, at vor måde at leve på her i Danmark stort set kommer til at udvikle sig på samme måde, som den ville gøre uden indvandring.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

VI SKAL NØJES MED AT TALE OM ANTALLET

 

Efter P1 Debat 22.08.16, der blev annonceret således:

 

 

Venlig eller væmmelig?

 

Landsforræder, klamme smatso og zionistiske skøge …

De hårde ord er flygtningedebattens faste følgesvend.

Er det venligt eller væmmeligt at hjælpe flygtninge?

Hvorfor har højrefløjen det så svært med godhed?

Og kan debattens parter overhovedet høre hinanden?

 

Gæster: Anne Lise Marstrand Jørgensen, Venligboerne, Pernille Vermund, Nye Borgerlige, Michala Bendixen, Refugees Welcome, Marie Høgh, sognepræst, Dennis Nørmark, antropolog.

 

Nedenstående er min kommentar i Facebook-tråden til opslaget om udsendelsen, som jeg i indholdsfortegnelsen har karakteriseret således:

 

Efter P1 Debat 22.08.16 med temaet "Venlig eller væmmelig?", om Venligboerne, der nu af den modsatte side bliver kaldt væm'ligboerne. Og i det hele taget om de to siders måde at tale om og til (men ikke så meget med!) hinanden på.

 

-

 

For mig kan de to sider i den fremmedpolitiske debat bredest og bedst defineres som henholdsvis folkevandringsfremmere og folkevandringsmodstandere.

 

Desværre er modstanderne blevet fanget ind i fremmernes måde at tale på. Problemet består jo ikke primært i, hvad der eventuelt er i vejen med folkevandrerne. Det er en problematik, der kan komme oveni. Problemet er selve befolkningsudskiftningen, altså det forhold, at fx den etnisk danske befolkning i løbet af et antal årtier vil komme i mindretal i deres eget land, hvis den nuværende politik fortsætter. Man kan jo bare tegne en kurve over antallet af indvandrere og efterkommere fra fx 1986 til i dag og se, hvor den vil ende, hvis det fortsætter på denne måde. Og antallet er altafgørende. Jeg ville selvfølgelig bedre kunne leve med en million svenskere, briter eller tyskere i Danmark end med en million mennesker fra Mellemøsten og Nordafrika, men ikke engang det ville jeg bryde mig om.

 

Europa og Danmark står i en kulturel eksistenskamp. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, går vi kulturelt ned. Der er i virkeligheden tale om en slags langsomt kulturelt folke- og civilisationsdrab. Oven i købet som i høj grad et selvmord.

 

Jeg foreslår altså, at vi folkevandringsmodstandere nøjes med at sige, at vi ikke vil have flere indvandrere fra ikke-vestlige lande til Europa og Danmark. Og så må det vise sig, hvad der bliver flertal for ved valgene.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

En ond Julius

 

Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 18.08.16. Med den note, det blev ledsaget med i opslaget på min Facebook-væg.

 

Her i huset elsker vi "Julius". Men den 15. august var han ikke sjov. Teksten lød: "Dansk Folkeparti har nu fremlagt deres plan for nye udlændingestramninger". Og tegningen viste et billede af den grænsespærring, DF foreslår. Der er sat tekst på de forskellige elementer: "KOGENDE OLIE - 8 M HØJ MUR - SPIDSET BAMBUS - MERE PIGTRÅD - VANDGRAV - 10000 V - MINEFELT - PIGTRÅD".

 

Ønsket om grænsekontrol fremstilles som noget ondt. Og de to, der forklarer deres ønsker for den lille tykke Lars Løkke, fremstår også som onde, Martin Henriksen med vel "Bjørnebanden-briller" og Kristian Thulesen Dahl med en lang og spids variant af Trump-hårtotten.

 

En bladtegner har ret, ja, pligt til at overdrive. Og han har ret til at have sin egen mening om spørgsmålet grænsekontrol. Men jeg synes, situationen er for alvorlig til, at de, der vil prøve at redde Danmark, skal fremstilles på den måde.

 

Der i øjeblikket er en massiv anti-DF-kampagne i gang. Det så og hørte vi også i Nykøbing F. Revyen i lørdags, hvor et af numrene var ren Rød Blok-propaganda mod DF på vers. Det var heller ikke sjovt.

 

Bent Christensen

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

-

 

NOTE: "Julius" er tegneren med den daglige satiretegning i bla. Lolland-Falsters Folketidende. Og det er rigtigt, at Anna og jeg elsker ham. Han er mange gange rent ud genial. Men måske er det, fordi vi snart ikke tåler mere bullshit i denne dybt alvorlige situation; vi syntes virkelig ikke, den tegning var sjov. Det samme gjaldt Kristian Thulesen Dahl-sangen i Nykøbing F. Revyen, som vi ellers også elsker og naturligvis vil fortsætte med at se hvert år. Om ikke andet så for "Henning fra Nørre Alslevs" skyld (Flemming Krøll). Men der er jo meget andet virkelig godt i vor Nykøbing-revy. Det gælder også musikken!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Sandhedens time

 

17.08.16.

 

Det er sandhedens time. Europa befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen omkring Murens fald i 1989. Der er selvfølgelig tale om to meget forskellige situationer. Men hvis man skal være rigtig ondskabsfuld, kan man sige, at EU-systemets krise minder om Sovjetimperiets! Nej, det er naturligvis selve karakteren af historisk vendepunkt, jeg tænker på. For EU-systemets krise er jo også, og meget alvorligere, en del af den store folkevandringskrise, som kan true hele den europæiske civilisation med sammenbrud og undergang. Derfor er nedenstående betragtninger i høj grad et forsøg på at analysere folkevandringsfremmernes, som jeg nu konsekvent siger, motiver og utopiske ideologi (samt visse politikeres og erhvervsfolks kyniske strategiske og kommercielle interesser).

 

Situationen omkring 1989 var meget glædelig, mens den aktuelle situation er meget truende. Det har været almindeligt at foretage sammenligninger med "noget, der skete i 30'erne". Men det har været indvandringstilhængernes måde at dæmonisere os andre på. Når jeg nu begynder at sammenligne den aktuelle situation med situationen i 1920'rne og 1930'rne, er det finanskrisen og den almindelige demokratiske krise, jeg tænker på. Og når jeg videre tænker på fascismens og nazismens opkomst, er det altså ikke mig og mine ligesindede, jeg har i tankerne, men dels det totalitære drag, der er over folkevandringsfremmerne, som jeg nu siger, og EU-systemet og dettes fortalere, dels de modsatte politiske bevægelser, der for fleres vedkommende blandt andet udmærker sig ved at være mere eller mindre i alliance med Putin-Rusland. Og det kan blive meget værre. Og Islamismen er i mange henseender, blandt andet jødehadet, det, der virkelig minder om de to nævnte bevægelser i mellemkrigstiden. Jeg er for længst gået i stilling med henblik på (mindst) en tofrontskrig mod både pest og kolera.

 

Når jeg taler om folkevandringsfremmernes totalitære drag, er det, fordi det for mig er helt tydeligt, at "de progressive", dvs. henholdsvis venstrefløjens (post)marxister og de mere eller mindre kulturradikale, der påberåber sig arven fra oplysningstiden og den franske revolution(!), har det til fælles, at de netop er "progressive", dvs. kender historiens uundgåelige fremskriden og ved sig i overensstemmelse med den, hvorfor de med nødvendighed må regne alle, der mener og vil noget andet, for reaktionære mørkemænd, der er en trussel mod fremskridtet, og som man derfor ikke kan fordømme og dæmonisere nok. Her gælder hensynet til "tonen" ikke. For man har jo ret i det helt store historiske perspektiv.

 

Noget andet, der er karakteristisk for "de progressive", er, at de på forskellig måde og i forskellig grad er præget af en utopisk ideologi. Og jeg vil i denne forbindelse tillade mig at sætte en af mine egne aforismer ind: "Det lyder godt, når man fyrer plusord af oppe i utopiens rene sfære, men unægtelig knap så godt, når man argumenterer realistisk nede i den beskidte virkelighed" (vil komme til at indgå i min næste samling af digte og aforismer, 2017 eller 2018).

 

Hvad den marxistiske og postmarxistiske venstrefløj angår, spiller den praktiserede socialismes også helt bogstavelige fallit efter 1989 nok også en vigtig rolle i den forstand, at den store utopi dermed blev skudt ud i en meget fjern fremtid. Jeg ved godt, at det i dag er svært et finde nogen, der vil indrømme, at han gik ind for sovjetkommunismen. Men jeg tror, at der selv hos en del gode socialdemokrater alligevel på en eller anden mærkelig måde er opstået et savn efter 1989. Måske fordi man har set, at den socialistiske model heller ikke rent praktisk fungerede særlig godt. Den store utopi er derfor afløst af en faktisk helt religiøs dyrkelse af miljø og klima. Og af en "humanistisk" fremmedpolitik. 1990'erne blev (vist af den stuerene Poul Nyrup Rasmussen) udråbt til "moralens årti".

 

Der findes også folkevandringsfremmere, der simpelt hen bare ønsker at være gode. Og denne gruppe kan pr. definition tænkes at have ret, ikke mindst ud fra en kristen betragtning, og jeg overvejer denne mulighed faktisk hver dag. Hvis vi går tilbage til, hvad Jesus sagde, kan vi finde et udsagn som: "Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen" (Matt 5,40). Det kunne altså tænkes, at det rigtige for os kristne (og de post-kristne humanister) vil være at lægge sig fladt ned og lade alle tage, som de vil. Og at være rede til at lide det kristne martyrium, som altså i yderste konsekvens består i, at man selv lider døden, idet man beder for dem, der slår én ihjel. Hvilket så også må gælde det kulturelle folkedrab, som allerede den nuværende indvandring vil føre til, hvis den fortsætter. - "Ved rettens hjælp" kan oversættes til "ved konventionernes hjælp ".

 

Vi skal dog huske på, at det, Jesus har sagt, altid stammer fra konkrete tilspidsede situationer og sammenhænge, og at Jesus i sin menneskelighed troede, at denne verden ville gå under og Guds Rige indtræde endnu i hans generation, og at Den Kristne Kirke ved sin grundlæggelse og ca. tre århundreder frem var en lille forfulgt sekt, som ikke havde nogen som helst anledning til at tænke politisk (bortset fra, at man sagde, at de kristne skulle være lydige mod øvrighederne). Jeg vil derfor fra nu af sådan set holde kristendommen udenfor, idet jeg siger, at det, at man lever i og ud af Kristi kærlighed (og helst med Kristi kærlighed levende ud af sig), det ikke er ensbetydende med, at man skal koble fornuften og realitetssansen fra, når man bevæger sig ud i den politiske virkelighed. Jeg understreger, at jeg ikke forstår den såkaldte toregimentelære på den måde, at den kristne skal leve i en slags skizofreni med kristendommen som noget rent indre og det politiske som noget rent ydre. Hver enkelt kristen må have Jesu ord i hovedet hele tiden. Men ude i den almindelige virkelighed og debat må han prøve at navigere med saglig analyse og saglige argumenter. Hvilket ikke er det samme, som at kristendommen skal holdes ude af det offentlige rum. De kristne har både ret og pligt til at forkynde overalt, herunder til at pege på samfundsmæssige konsekvenser af gudstroen og Evangeliet. Det afgørende er, at ingen må bruge Gud som trumf, altså prøve at give sin stemme øget vægt ved at påberåbe sig Gud.

 

For os kristne er hjælpen til verdens mange flygtninge og andre nødlidende en klar pligt. Jeg hører ikke til dem, der reducerer næstekærlighedsbudet til noget med at gnide sin syge moster på ryggen med en ulden klud. Men igen: Man kan ikke gøre det gode, hvis man kobler realitetssansen og fornuften fra. Jeg kan ikke her udfolde et stort politisk program for hele denne side af sagen, men jeg vil helt kort sige, at alle former for nødhjælp i princippet er FN's og verdenssamfundets sag, som vi i EU selvfølgelig skal bidrage godt til, men som fx de rige olielande også skal tilskyndes til at bidrage til, ligesom det først og fremmest må være de muslimske landes pligt at tage imod deres flygtende trosfæller. - I øjeblikket bærer Libanon og Jordan en meget stor byrde, og de skal på alle mulige måder støttes af verdenssamfundet. Og jeg kunne blive ved. Hele situationen er overmåde vanskelig. Under det hele ligger den enorme befolkningstilvækst i Mellemøsten og Afrika. Den skal bremses. Og vi må sige til fx Den Romersk-Katolske Kirke, at det er umenneskeligt at tale imod prævention. - Jeg vil føje til, at når man nu taler så meget om næstekærlighed, er det så næstekærligt at blive ved at sætte børn i verden, som man ved andre kommer til at forsørge, ja, blive oversvømmet af med egen undergang til følge?

 

Endnu en aforisme: "Der er tre slags islam-venner: De gode, de bange og de kyniske" (fra min samling Digte og aforismer 1966-2016 (2016)). De gode har jeg sagt noget om. Men så er der de bange. Dem har vi set i renkultur siden Muhammedkrisen, hvor mange af dem, der udtalte sig, uden tvivl har forsøgt at skjule deres frygt for at få halsen skåret over bag uendelige strømme af moralistiske ord. Men jeg tror også, der tales ud af frygt i den aktuelle situation. Det kan endnu være selve den sociale frygt, altså frygten for at blive lukket ude af det gode selskab, hvis man siger noget "forkert". Det er fx nok endnu sådan, at det at sige de "forkerte" ting i den fremmedpolitiske debat og værdidebatten ikke ligefrem er karrierefremmende. Men det kan også være, man mere eller mindre bevidst føler, at befolkningsudskiftningen er en uafvendelig realitet, så at det gælder om, ikke at lægge sig ud med fremtidens flertal. Jeg har for mit eget vedkommende ikke kunnet lade være at tænke på dem, der den 9. april 1940 bød den tyske besættelsesmagt velkommen, når jeg har set, hvordan nogle har budt vor tids invasionsstyrke velkommen.

 

Og så er der altså de kyniske. Her tænker jeg på de politikere, der tænker strategisk i forhold til lande som fx Tyrkiet og Saudi-Arabien. Men jeg tænker især på de erhvervsfolk, der med fedtede miner fyrer humanistiske plusord af, mens de i virkeligheden tænker på de muslimske markeder og billig udenlandsk arbejdskraft.

 

Det er sandhedens time. Jeg ønsker, at alle de her nævnte grupper af folkevandringsfremmere omvender sig. Og jeg ønsker en dybtgående reform af EU, først og fremmest, hvad selve ånden angår, men dermed også, hvad besættelsen af de forskellige poster angår, såvel i selve EU-systemet som i de nationale parlamenter og regeringer. Og det vil nok også blive nødvendigt med visse ændringer i selve institutionerne. For vi kan jo rigtignok ikke undvære et europæisk samarbejde. Det skal bare være på en ny måde, evt. med en opdeling af fællesskabet i en nordlig (og østlig?) og en sydlig del. Mentalitetsforskellene og forskellene i politisk kultur er store. - Hvad en eventuel nordlig del angår, har jeg i nogen tid i både spøg og alvor sagt, at vi kunne genskabe Knud den Stores rige, altså danne en særlig gruppe i et nyt europæisk fællesskab, bestående af Danmark, Storbritannien og Norge, en gruppe, som måske kunne få et særligt forhold til fx et omvendt Sverige, Finland, de baltiske lande og Visegrad-landene (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn). Hvad den sidste gruppe angår, må vi dog være forbeholdne over for de for tiden ikke så heldige interne forhold i nogle af de pågældende lande.

 

Dette er nogle betragtninger i august 2016. Jeg håber, vi kan undgå katastrofen. Også af hensyn til verdens nødlidende, som vil blive meget dårligt stillet, hvis Vest- og Centraleuropa bryder sammen.

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Sikkerhedsventil - men helst en helt anden slags politikere

 

Jeg har altid været meget forbeholden over for folkeafstemninger. Bla. fordi der ikke er nogen at gøre ansvarlig bagefter. Jeg er altså grundlæggende en stor tilhænger af det repræsentative demokrati. Men der er noget galt. Det er, som om de fleste politikere bliver styret af noget, når de først er blevet valgt. Derfor er folkeafstemningerne nu demokratiets sikkerhedsventil. Men det bedste ville være at få valgt en helt anden slags politikere, der kun føler sig forpligtet over for deres samvittighed og deres vælgere. Jeg opfordrer endnu en gang til, at man genopliver vælgerforeningerne og samles dér og diskuterer - og (selv!) opstiller nogle kandidater, der virkelig kan være folkets valgte repræsentanter. Og nøje følger med i, om de faktisk er det. Og ellers skifter dem ud næste gang.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MUSLIMSTOP

 

Dette er den version (med særlig indledning), jeg 29.07.16 også slog op på min egen Facebook-væg.

 

Selv om jeg af flere grunde (ikke mindst de tidsmæssige) prøver at deltage så lidt som muligt i debatten, har jeg været nødt til at skrive nedenstående kommentar i P1 Debats FB-opslag om udsendelsen i dag, der handlede om Søren Espersens forslag om totalt stop for indvandring af muslimer:

 

Efter at have hørt udsendelsen må jeg konstatere, at alle, også Martin Henriksen, er blevet så tyranniserede, at de ikke tør sige rent ud, at det største og grundlæggende problem er indvandringen af folk fra andre kulturer som sådan. Hver enkelt kan være nok så skikkelig og sød og rar og være aktiv på arbejdsmarkedet osv. Men allerede nu har tilstedeværelsen af ca. 300.000 muslimer (det tal blev nævnt i udsendelsen) ændret livet i Danmark i betydelig grad. Og det er som sagt, hvis den nuværende vækst i antallet af muslimer (og for den sags skyld andre) fortsætter, kun et spørgsmål om årtier, før vi bliver et mindretal i vort eget land. Dette er grundproblemet. Men det bliver jo ikke bedre af, at alle de andre problemer kommer oveni. Jo, måske! For hvis grupper af muslimer fører sig frem, som det er tilfældet nu, kan det i virkeligheden være en hjælp i forhold til grundproblemet!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

De hører hjemme i skammens mørke og på historiens losseplads

 

Nedenstående kommentar satte jeg lidt efter klokken 23 den 22. juli 2016 i tråden til DR Deadlines omtale i Facebook af aftenens indslag om den da endnu uopklarede terrorhandling i München.

 

Der blev også brugt en hel del tid på, hvad der skete i Norge for fem år siden. Og dermed på, hvad jeg betegner som "den unævnelige udådsmand". Jeg mener altså, at en sådan person bør sænkes ned i den navnløse skams uendelige dyb. - Egentlig mener jeg, det samme bør gælde alle andre terrorister. De bør i hvert fald ikke opnå herostratisk berømmelse med navns nævnelse og ikke have deres budskab frem. - Men det er selvfølgelig ikke så ligetil. Man er jo nødt til at omtale terroren for at kunne bekæmpe den, hvilket dybest set og i sidste ende kun kan ske med ord. Men mit ord her i aften er altså, at terrorister af enhver art hører hjemme i skammens mørke og på historiens losseplads.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Så klar som situationen

 

Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 20.07.16

 

I lederen 19. juli gentager K.E. Watz de sædvanlige fraser, der skal tjene til at nedgøre Dansk Folkeparti i den aktuelle situation, hvor det ikke ser så godt ud for det nuværende EU og de nuværende EU-positive politikere i blandt andet Danmark. Og det kan godt være, denne massive kampagne kan svække Dansk Folkeparti på kortere sigt. Men det bliver den ikke mere rigtig af.

 

Det er klart, at DF ikke hidtil har kunnet gå i regering, når nemlig situationen omkring såvel indvandringen som EU har været så unormal, som det har været tilfældet. Men med den stigende erkendelse af indvandringens alvor og de nye muligheder, der tegner sig efter Brexit, er der opstået en ny situation - som dog først bliver afklaret, når Storbritanniens forhold til EU er forhandlet på plads.

 

Derfor er Dansk Folkepartis politik lige nu præcis så klar som situationen.

 

Bent Christensen

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Folkeafstemninger - og nye politikere.

 

Kommentar i Facebook-tråd 19.07.16.

 

Der er helt åbenbart noget galt. Hverken vore hjemlige magtbærende politikere eller dem i EU-systemet varetager befolkningernes interesser. De ligger under for andre ting. - Jeg har altid været meget forbeholden over for folkeafstemninger. Ikke mindst, fordi de er anonyme, så man ikke kan placere ansvaret hos nogen. Men efterhånden som min mistanke vokser om, at i hvert fald de politikere, der har magten, er styret af andre ting, må jeg se folkeafstemningerne som en demokratisk nødvendighed. Men mange af dem i både Folketinget og EU skal også hurtigst muligt skiftes ud. Hvorefter vi skal hjælpe dem til, ikke at komme i andre kræfters vold!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

IKKE SAMMENBRUD, MEN ET NYT EF!

 

Den 4. juli 2016 kl. ca. 21 slog jeg dette op på min Facebook-væg.

 

Kommentaren nedenfor har jeg netop sat i DR Deadlines tråd til foromtalen af udsendelsen i aften kl. 22.30, som lyder:

 

Mener Dansk Folkeparti, at vi skal have en folkeafstemning som i Storbritannien? Er det et krav for at gå i regering? Niels Krause-Kjær spørger i aften Jesper Thobo-Carlsen fra Politiken og Hans Mortensen fra Weekendavisen, hvordan DFs meldinger skal forstås.

 

OG HER ER MIN KOMMENTAR:

 

Jeg er træt af de dumme angreb på DF. Enhver, der ikke sidder fast i den ideologiske mode fra i går (eller varetager nogle andre interesser end befolkningernes), kan se, at DF har en moderat og pragmatisk tilgang, og at der af gode grunde ikke kan meldes klarere ud lige nu. Der er mange muligheder, og det hele vil blive afklaret efterhånden. Men det kan kun gå fremad. Jeg håber dog, der kommer så meget fornuft og respekt i såvel EU's som de nationale ledere (og at vi efterhånden får nogle nye og bedre), at et totalt sammenbrud kan undgås. For selvfølgelig skal vi have et europæisk samarbejde. Jeg ville gerne kalde det et nyt EF! - De kommende år bliver meget spændende.

 

-

 

TILFØJELSE HER:

Jeg føjer til her på siden, at det kun er en mindre del af mine bidrag til den aktuelle EU-debat, jeg har sat her på siden. Jeg har skrevet mange kommentarer i især DR Deadline's og DR P 1 Debats tråde. - Det er i det hele taget kun en del af dens slags kommentarer, jeg sætter på her. Jeg har egentlig slet ikke tid til at debattere. Jeg skal koncentrere mig om mit forfatterskab. Men vi har ikke siden Murens fald været i en tilsvarende situation, og jeg vil gerne give mit lille bidrag.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

En aktuel aforisme

 

Når en af vore politikere siger, at det nu gælder om at lytte til folks bekymringer, skal vi spørge vedkommende: "Er du selv bekymret?". - 29.06.16.

 

Først sat i P 1 Debats tråd til udsendelsen næste dag, dernæst på min egen Facebook-væg - og så i dokumentet med ting til min næste samling af digte og aforismer, som tænkes udgivet måske allerede i 2017.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Min dagbogsoptegnelse ved middagstid dagen efter den britiske folkeafstemning

 

Fredag den 24. juni 2016. - Brexit. - Det var en spændende morgen, og vi var længe usikre på, om der virkelig var flertal for Leave. Men vi i Dansk Folkeparti har jo hele tiden haft den holdning, at med den britiske premierministers forhandlingsresultat og hele røret rundt omkring i EU-landene, ville både det ene og det andet resultat være et fremskridt. Og nu må vi se. Jeg ønsker ikke EU opløst. Men jeg ønsker måske et EU i flere grupperinger. Mentalitetsforskellene og forskellene i politisk kultur er meget store. Jeg har længe i både spøg og alvor sagt, at de lande, der indgik i Knud den Stores rige, nemlig Danmark, Norge og England (nu Storbritannien), måske på en eller anden måde skulle samle sig i en særlig gruppe (evt. sammen med yderligere nogle ligesindede lande), som enten kunne udgøre en særlig gruppe inden for EU eller kunne stå samlet udenfor, men i en passende tilknytning til EU. - Jeg håber, at en ny udvikling nu er begyndt. Men det kan være, tilhængerpolitikerne og EU-systemet skal have endnu nogle skud for boven. En korrespondent i Bruxelles sagde, mens hun pegede over mod EU-institutionernes blærebygninger, at folkene derovre ikke i deres sjæle kunne forstå, hvad der lå bag det britiske afstemningsresultat. Og det samme gælder de nationale tilhængerpolitikere. Jeg har fx lagt mærke til, at man taler om "bekymringerne" i store dele af befolkningerne, og at dem bør man tage hensyn til. Men det er alligevel på en nedladende måde. De pågældende politikere er åbenbart ikke selv bekymrede! Der er behov for en udskiftning af såvel de nationale politikere som folkene i EU-systemet, ja, behov for en helt ny ånd i EU. Der er nok også behov for en udskiftning af den nuværende traktat, som låser EU fast på en bestemt politik. Måske skal det være noget andet end en traktat. Men jeg har ikke noget imod et fortsat formaliseret samarbejde. Det er for mig heller ikke uden videre et spørgsmål om mere eller mindre. Det gælder ikke graden af samarbejde, men måden og ånden.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

IGEN-IGEN

 

Lovgivningen mod had-imamerne er noget af det dummeste. Jeg har 03.06.16 sat nedenstående i DR Deadlines tråd.

 

Jeg må, for jeg ved ikke hvilken gang, gentage, at det er en dårlig idé. Det er ulideligt at høre alle vore modstandere slå os med "ytringsfriheden" osv. Se bare kommentarerne her i tråden!. Vi bringer os i en forsvarsposition og fremmer dermed vore modstanderes sag. Det er indvandringen, der skal standes. Og opbakningen til det vil vokse, jo værre had-imamerne og deres tilhængere opfører sig. - Principperne er selvfølgelig også vigtige, men grundlovsfædrene har ikke kunnet forestille sig en situation som den, vi er i nu. - Noget helt tredje er, at en sådan lovgivning kan virke som en boomerang. Jeg kan sagtens forestille mig en situation, hvor et venstrefløjs- og kulturradikalt flertal vil gribe ind i traditionsdanskeres og kristnes liv i organisationer, menigheder og famlier. - Dette er simpelt hen noget af det dummeste, man har gjort.

 

 

 

-

 

 

 

Vi skal ikke sterilisere samfundet

 

Min kommentar til P1 Debat 07.04.16, hvor det blev debatteret, om vi skal frygte kristen fundamentalisme.

 

Jeg havde ventet noget i denne retning. Men nok ikke, at det ville komme så hurtigt. - Jeg har i mange år sagt, at en af indvandringens følger ville blive om ikke en islamisering af samfundet, så dog en STERILISERING, nemlig i den forstand, at der bliver tale om en generel ensretning - til fordel for den i mange henseender herskende humanistiske tro. Jeg gentager derfor, at politikerne skal afstå fra alle forsøg på at kontrollere muslimerne, medmindre, selvfølgelig, der er tale om ting, der direkte strider mod grundloven og straffeloven. Problemet er, at muslimerne ER her, men vi skal sørge for, at samfundet som sådant bliver ændret så lidt som muligt af det.

 

 

*  *  *

 

 

 

KAPITALISMEN SKAL HAVE ET MODSPIL.

 

I Deadline-tråden om Panama-skattelysagen. - 04.04.16.

 

Jeg er ikke socialist. Og slet ikke marxist. Men jeg er heller ikke liberalist - endsige kapitalist! Nej, jeg er vel social-konservativ (og fattig pensionist). Og dermed pragmatiker (ikke ideolog). Men den globale kapital og kapitalisme skal have et demokratisk modspil. Vi må altså lægge hovederne i blød. Især folk med forstand på den slags. Utopi er ikke nok. Pragmatisme og indsigt er nødvendig.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

SV-REGERING STØTTET AF DF

 

Sat på min Facebook-væg formiddag 02.04.16. Men er sat på også her, nemlig for historiens skyld, dvs. for det tilfælde, at mit forslag kommer til at vise sig som en spådom!

 

Har lige hørt Anders Samuelsens forslag om en borgerlig flertalsregering og benytter lejligheden til noget andet, nemlig at pege på en SV-regering med Mette Frederiksen som statsminister og DF som (fortsat kritisk) parlamentarisk grundlag. Det afgørende er, om S fortsætter sin fremmedpolitiske udvikling frem mod realisme, ja, sand socialdemokratisk politik. I så fald har DF meget mere til fælles med S end med LA. - DF skal under igen omstændigheder i regering nu! - Dette er et forslag fra min side lige nu. Men det kan også være en spådom.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

VIDERE!

 

Opslag på min Facebook-væg formiddag 31.03.16.

 

Jeg orker ikke at beskæftige mig mere med islam! Ulovlige handlinger (og opfordringer dertil) skal straffes. Væmmelige ytringer skal frem i lyset og mødes med foragt. Al indvandring af muslimer skal stoppe. Det vigtigste er, at EU's ydre grænser lukkes, men indtil det sker, må Danmark og de andre enkeltlande lukke deres. Og vi (både Danmark og hele EU) skal tage et opgør med Menneskerettighederne og konventionerne, når de i realiteten betyder kulturelt folkedrab på os. - SLUT!

 

Om lidt slår jeg Ugens aforisme op. Men jeg ser, at den også har lidt med denne problematik at gøre. Den står imidlertid øverst i min lagertabel. I morgen kommer der et almindeligt digt.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

JO VÆRRE, JO BEDRE!

 

Politikerne skal lade muslimerne være i fred

 

Opslag på min Facebook-væg 30.03.16

 

Jeg undgår så vidt muligt at slå debat-ting op her på væggen. Især indlæg i den fremmedpolitiske debat. Jeg vil helst nøjes med at slå salmer, digte, aforismer og den slags op. Og indvandrings- og islamrelaterede ting fylder i det hele taget rigeligt. Jeg sagde allerede omkring år 2000, at indvandringen ville komme til at ændre livet i Danmark, så det blev noget helt andet, end det ellers ville være blevet. Og nu kan enhver se, hvor megen sendetid og spalteplads, der optages af disse ting, men som kunne være brugt til information eller debat om andre og måske mere positive ting. Det er faktisk en meget alvorlig ændring. Men nu slår jeg dette op. I anledning af politikernes aktuelle fortvivlede antiradikaliseringsforsøg.

 

Det vil måske undre nogle af mine venner og besøgende, at jeg hører til dem, der advarer mod, at der tages skridt mod ting, der ikke er direkte kriminelle og dermed omfattet af allerede gældende lov. Men jeg mener altså, at hvis staten i dag prøver at styre muslimerne, bliver det næste måske Jehovas Vidner og det næste igen bibelfundamentalistiske kristne samfund, og at det kan ende med, at staten også vil regulere den måde, vi almindelige kristne opdrager vore børn på. Vi har jo i de senere år set, hvor glad staten er for at regulere borgernes adfærd. For mange år siden brugte jeg også det eksempel, at hvis man en dag vil forbyde, at der kaldes til muslimsk bøn fra højttalere i minareterne, vil man også blive nødt til at forbyde ringning med kirkeklokkerne. Man må jo ikke diskriminere! Og jeg sagde i samme forbindelse, at hvis vi ikke ligefrem får et islamiseret samfund, får vi måske et steriliseret samfund.

 

En anden grund til, at jeg fraråder politikerne at prøve at styre, hvad der foregår i moskeerne og de muslimske friskoler osv., er, at dette så mere eller mindre går hen og bliver politikernes ansvar ud over, hvad der ligger i normal lovgivning og forvaltning.

 

Men den vigtigste grund til, at man skal lade muslimerne sige og gøre, hvad de vil, (medmindre det er strafbart i henhold til gældende lov), er, at det kun er en fordel, at det bliver tydeligt, hvad det er vore politikere har lukket ind i landet gennem de seneste årtier. Det vil forstærke den danske befolknings modvilje og dermed kunne tvinge politikerne til at lukke for yderligere muslimsk indvandring.

 

Det er nemlig indvandringen af muslimer som sådan, der er hovedproblemet. For uanset hvor skikkelige de indvandrede vil være, vil selve deres tilstedeværelse ændre livet i Danmark på afgørende måde. Med den nuværende indvandring og de nuværende fødselstal i de respektive etniske grupper vil man kunne regne ud, hvornår der bliver muslimsk flertal i Danmark. Nogle har vist allerede gjort det, men jeg har ikke årstallet her. Og der vil måske komme muslimsk flertal i ikke alene Danmark, men også hele Europa alene på grund af forskellen i fødselsrate. Eurabia! Men hvis indvandringen bliver stoppet nu, vil vi dog vinde tid.

 

Nu har jeg udtalt mig. Og jeg går tilbage til arbejdet med min næste bogudgivelse.

 

Gud bevare Danmark! Gud bevare Europa!

 

-

 

TILFØJELSE:

 

Der var i dagens løb lidt kommentarvekslinger i tråden til ovenstående (og nogle Synes godt om'er). Da jeg havde set Deadline, skrev jeg en ny kommentar, som jeg med en tilføjet indledning satte i Deadlines tråd, hvor der i forvejen var mange kommentarer. Her er den:

 

I tråden til et opslag på min egen væg - med overskriften JO VÆRRE, JO BEDRE! - har jeg i dagens løb drøftet med mine venner, hvad jeg har sagt om, at man skal lade muslimerne være i fred, så det kan blive klart for alle, hvad det er man har fået lukket ind i landet, og den danske befolknings harme dermed blive yderligere vakt. Jeg har også sagt, at hvis man gennemfører det, politikerne nu taler om, vil det også kunne blive brugt af den kontrolglade stat mod fx kristne friskoler, hvor der læres noget, humanisterne ikke bryder sig om, ja, til sidst mod den måde, vi almindelige danske kristne opdrager vore børn på. - Men her er den kommentar, jeg satte ind i tråden efter at have set aftenens Deadline:

 

Kære alle her! - Jeg har lige set Deadline og har fået bekræftet, hvor umuligt eller i hvert fald uhensigtsmæssigt politikernes fortvivlede, sprællende forsøg på at vise handlekraft er. De har alle, lige fra Mchangama til talsmanden for Hizb ut-Tahrir (frække karl!), imod sig, og de vil hele tiden få situationen omkring Muhammed-tegningerne m.m. revet i næsen. - Der er allerede nu en hel del ting, der er strafbare, og man vil nok kunne få nogle flere til at blive det, men man vil aldrig kunne komme ondet til livs ad denne vej. Så mit råd er stadig: Lad dem skabe sig så tosset, de vil, så længe de ikke direkte begår eller opfordrer til strafbare handlinger. Det afgørende er, at befolkningens harme vækkes over, at tidligere politikere (presset af Menneskerettighederne og konventionerne) har lukket dette fremmedelement ind i landet. Så kan imamerne og deres menigheder (som jo møder op for at høre på dem!) blive omgivet af det omgivende samfunds moralske foragt. Og så kan vore nuværende politikere blive presset til at lukke grænserne (både Danmarks og EU's) hermetisk. Hvorefter vi må se, hvordan det ellers går.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Lad muslimerne gøre, hvad de vil!

 

Kommentar i TV 2 Tirsdagsanalysens Facebook-side 29.03.16.

 

Hele situationen omring moskeerne og friskolerne viser, hvad vi var nogle der sagde for 16 år siden, nemlig at selve indvandringen som sådan ville ændre Danmark. Hverken grundlovsfædrene eller menneskerettighedernes og konventionernes fædre havde fantasi til at forestille sig en sådan situation. - Peter Mogensen havde ret, da han (ganske vist noget snørklet) sagde, at det, man ønsker at gøre mod imamerne osv., vil ende med at ramme os alle. Jeg har fx i mange år sagt, at hvis man vil forbyde kald til bøn fra højttalere i minareterne, må man også forbyde, at der ringes med kirkeklokkerne. Og vil man gribe ind mod de muslimske friskoler, ender man også med at gribe ind mod nogle ukorrekte ting i andre friskoler. Osv. - Mit forslag til løsning er, at man måske nok ser på sådan noget som direkte økonomisk støtte ("til grin for vore egne penge"), men at man ellers lader imamerne og lærerne sige, hvad de vil (og hvad moskemenighederne åbenbart gerne vil høre). Så bliver det nemlig mere og mere tydeligt, hvad det er vore politikere har lukket ind. Og så vil modviljen i den danske befolkning blive større og større, så vi i det mindste kan få stoppet for yderligere muslimsk indvandring. - Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil det ende i den ene eller den anden form for katastrofe. Også i hele Europa.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Er dansk kultur noget særligt?

 

Forhåndskommentar 26.03.16 (påskelørdag) til dagens udgave af P1 Debat Special: Danmark over grænsen.

 

Jeg siger altid, at det med det særligt danske er, som når man kører på cykel; hvis man begynder at tænke over det, ender man i grøften. - Og det nytter ikke noget, at man begynder at fremføre en masse fællesvestlige ting, selv om livet i Danmark jo i høj grad er præget af dem. Hvis man alligevel skal prøve at bestemme det særligt danske, skal man først og fremmest sammenligne med de øvrige nordiske lande, Storbritannien og Tyskland. Og det vil kræve store antropologiske feltstudier. Fx af den måde, vi udveksler bemærkninger på, når vi mødes ved kassebåndet, eller når vi er til fest sammen (hjemmelavede festsange!). Osv. Men det er også en gammel tanke hos mig, at man skulle lave sammenlignende undersøgelser af kulturen på arbejdspladserne og i de offentlige institutioner. Et personligt eksempel: Da jeg i vinteren 1976/77 var feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern, kunne vi helt klart se en hel del særligt danske ting. Vi var højt respekterede, hvad selve tjenesten angår. Dels i al almindelighed, fordi vi var gode soldater, dels, fordi vi på alle niveauer var gode til at få tingene til at falde til ro. Og så var der den særlige danske hyggekultur. Stenene langs vore lejrgader lå altid net og var altid hvidkalkede. Og der blev lavet dejlig mad i de veludstyrede køkkener ude på observationsposterne, som det altid var en fornøjelse at besøge. På mindst én observationspost dyrkede man køkkenhave, og på én holdt man høns. Og vore OP-besætninger havde aldrig psykiske problemer. Ved et af FN-feltpræstekorpsets månedlige konventer havde de andre feltpræster snakket meget om, hvordan de hjalp deres OP-besætninger. Men de undrede sig over, at jeg - undtagelsesvis! - ikke sagde noget. Jeg sagde så, at i DANCON, var det ikke præsten, der trøstede OP-besætningerne, snarere omvendt! - Og sådan kunne man blive ved. Der kunne godt laves antropologiske undersøgelser over dette. Selv om de nok ikke kunne få alt med. - I øvrigt har vi ingen pligt til at skulle definere det særligt danske over for indvandrerne og de kosmopolitiske og multikulturelle ideologer; vi skal bare stå på vor ret til at leve, som vi plejer, og lade vor livsform udvikle sig naturligt. De skal simpelt hen holde fingrene væk og lade os leve og udvikle os i fred! Hvilket vel at mærke også indebærer verdensåbenhed. Jeg henviser igen til danskernes tjeneste på forskellige måde ude i verden. Og vi er en gammel søfarts- og handelsnation. Det er sygt, at man (som erhvervsfolkene i udsendelsen i går gjorde til ulidelighed) bliver ved at gentage, at vi lukker os om os selv, når vi ikke vil have flere indvandrere. De pågældende erhvervsfolk kan flytte til Mellemøsten eller Afrika!

 

-

 

TILFØJELSE:

 

Nå, det var mest kulturen i snævrere forstand, der skulle være tale om. I min første kommentar tænkte jeg på kulturen i videste forstand, hele livsformen. Men med kulturen i snævrere forstand, altså litteratur og kunst m.m. er det meget nemmere. Der var engang et fag, der hed "sammenlignende litteratur". Og vi kunne jo nu tage salmedigtere som Kingo og Brorson (og sammenligne sidstnævnte med især tyske pietistiske salmedigtere, men også Kingo med tilsvarende salmedigtere ude i Europa). Og der er Grundtvig! Han var bredt og dybt orienteret i europæisk kultur og var påvirket af mange europæiske ting. Fx den (tyske!") lutherske reformation! Men også den tyske romantik m.m. Men var meget andet og mere end det, han hadve studeret og lært af. Må man nok sige! (Og der er hele Grundtvigs virkningshistorie). Og så er der Oehlenschläger og hans forhold til den tyske romantik. Eller det moderne gennembrud. Man kan sammenligne J.P. Jacobsen og senere Henrik Pontoppidan med tilsvarende europæiske forfattere. Og senere igen Klaus Rfibjerg, for slet ikke at tale om Benny Andersen(!), med tilsvarende europæiske digtere osv. Jeg har ikke undersøgt det særligt, dog Grundtvitg en hel del! Men der er efter min fornemmelse helt klart tale om særligt danske udmøntninger af (især) det fælles europæiske. Og tilsvarende med alle de andre kunstarter. - Jeg måtte gå fra udsendelsen, men har optaget den og hører den lige om lidt.

 

-

 

ENDNU EN TILFØJELSE:

 

TILFØJELSE TIL MINE TO FORRIGE: Jeg har nu hørt hele udsendelsen. Det var altså helt særligt aktuel dansk kultur i snævrere forstand det drejede sig om (litteratur, kunst og musik osv.). Og der blev sagt mange interessante ting. I en enighed, som overraskede ordstyreren. Men her gælder det samme, som jeg var inde på i min anden kommentar. Der er stof til mange universitetsspecialer, ph.d.-afhandlinger, ja, ligefrem doktordisputatser, i sammenlignende undersøgelser af alle slags kulturprodukter. - Men vi skal selvfølgelig ikke overdrive. Jeg henviser til mit eksempel i min første kommentar, det med, at man ender i grøften, hvis man tænker for meget over, hvad man gør, når man kører på cykel. Når vi laver kulturprodukter, skal vi bare gøre, hvad vi finder sandt - og prøve at gøre det så godt som overhovedet muligt. Så må det vise sig, om det er særligt dansk. Hvad det nok  mange tilfælde vil være. Men skulle det bare være fx god jazz uden noget særligt dansk præg, er det også ok. - Jeg spillede selv neobop-jazz som ung. Og i vor kvintet prøvede vi at være så moderne og selvstændige som muligt. Men vi tænkte aldrig på at være særligt danske! Vi havde vore amerikanske forbilleder, som vi stræbte efter at komme i nærheden af på vor måde. Men vi var da en Nakskov-gruppe, som indgik i det lolland-falsterske jazzliv o. 1960! - Og jeg gentager: Det afgørende er, at vi udfolder os frit, uden pres fra indvandrere og kosmopolitiske ideologer. - I den aktuelle situation vil jeg helst ikke udtale mig om "berigelse" fra indvandrere. Men den vil selvfølgelig kunne forekomme. Og forekommer allerede. Bare situationen var normal! Jeg tænker på antallet og på det ideologiske pres fra multikulturalisterne. - Både Kingo og Oehlenschläger havde indvandrerbaggrund. Dog kun hhv. skotsk og tysk, og det er tæt på.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Naturvidenskaben dækker ikke alt, men skal styrkes som dannelsesfag

 

Min kommentar til indslaget i DR 2 Deadline 21.03.16 med Eske Willerslev og Kristian Leth i anledning af deres bog Historien om det hele.

 

Ja, meget interessant. Og man bør læse bogen. Man kan naturligvis ikke komme hele vejen rundt i et indslag som dette. - Hvis jeg ikke desto mindre som kristen teolog, der har beskæftiget mig en del med forholdet mellem den kristne tro og hele menneskets samlede erkendelsesvirksomhed (som er meget mere end naturvidenskaberne, fx kunsten), skal sige noget på grundlag af selve dette indslag, skal det for det første være, at kristendommen er det 180 grader modsatte af "religion" og dermed bla. (sammen med arven fra den græske filosofi) har været en vigtig forudsætning for den vestlige naturvidenskabelighed. Og det skal for det andet være, at selv om jeg som moderne kristen ser med meget stor skepsis på mange af påstandene om "mere mellem himmel og jord", er jeg enig i, at man må forholde sig til hele virkeligheden, som den er, herunder i, at Vestens seneste forsøg på at lave nationbuilding i Irak og Afghanistan vidner om en enorm overfladiskhed og historieløshed osv. Hvormed ikke være sagt, at de værdier, vi betragter som universelle, ikke et meget langt stykke også er det og dermed bør udbredes til hele verden. Vi skal bare forstå, hvor vanskeligt og tidkrævende det er. Endelig vil jeg sige, at jeg ikke mener, tilværelsesanskuelsen her i Danmark er for stærkt præget af naturvidenskabelig viden. Mange tror, de bygger på naturvidenskaberne, men det er på en meget fattigere måde, end hvad der egentlig ligger i den rigtig store naturvidenskabelighed - med bla. alskens moderne overtro, pseudoreligiøsitet og humanistisk nyfarisæisme til følge. KONKLUSION: Vi skal selvfølgelig indse, at naturvidenskabernes område kun dækker en del af vor totale virkelighed, men vi skal også indse, at den vestlige naturvidenskabelighed inden for sit område er et vidunderligt fænomen, og at fortrolighed med den naturvidenskabelige arbejds- og tænkemåde er en umistelig del af den moderne dannelse. I forhold til vor tids store optagethed af den til teknologiske, vareproducerende formål anvendte naturvidenskab ("fra forskning til faktura") må jeg som kristen "erkendelsesteolog" direkte kræve, at naturvidenskabens stilling som dannelsesfag styrkes kraftigt. Hvis hele befolkningen var mere fortrolig med logik og naturvidenskabelighed, ville vi være sparet for meget vrøvl i den offentlige debat.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Vi skal bare blive ved at leve

 

Min Facebook-kommentar til DR P 1 Debat's spørgsmål: Hvad skal en Danmarkskanon indeholde?

 

16.03.16 (udsendelsen 17.03.16).

 

Jeg mener, man er på vildspor, når man spørger sådan og vil lave en sådan kanon. Jeg har ofte sammenlignet dette med det at køre på cykel: Hvis man begynder at tænke over det, ender man i grøften. - NB! Dette betyder ikke, at jeg ikke mener, der er noget særligt dansk, som vi skal forsvare mod indvandringen og mod den kosmopolitiske ideologi. Det, jeg mener, er, at den måde, vi er mennesker og et folk og en nation på her i Danmark, bare skal have lov at være i fred, så den kan udvikle sig ind i fremtiden på den måde, det ville have været tilfældet uden de ovenfor omtalte angreb. Man bliver syg af at betragte sig selv på denne måde! - Jeg ser kanon-mageriet som en af de mange uheldige følger af indvandringen og presset fra den kosmopolitiske ideologi. Vi skal simpelt hen bare blive ved at leve som de enkeltpersoner og det folk, vi er. Så vil det særligt danske både blive bevaret og udvikle og udfolde sig videre. Og så vil det særligt danske også kunne indgå i alle mulige former for interessant og spændende og frugtbar vekselvirkning med resten af verden.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

55 % ønsker kirken adskilt fra staten

 

29.02.16

 

En frisk meningsmåling viser, at 55 % af befolkningen ønsker en adskillelse af stat og kirke. Det hilser jeg velkommen! Jeg har i hvert fald talt for en kirkeforfatning, altså for, at folkekirkemedlemmerne skal være herre i eget hus, siden midten af 1970'erne.

 

Det er for kirkens egen skyld, jeg ønsker dette. De gamle statskirketider med praktisk talt sammenfald mellem folk og menighed er forbi. Men folkekirkemenigheden trænger også til en styrket bevidsthed om, hvad det vil sige at være døbt ind i den kristne menighed. Og da adskillelsen jo kommer på et tidspunkt, hvad enten vi ønsker det eller ej, må vi også af den grund i gang med at styrke os, først og fremmest ved at gå i kirke om søndagen, men også ved i det hele taget at fordybe os i den kristne troslære og ved at få en øget forståelse af kirkens forhold.

 

Jeg ønsker selvfølgelig i princippet, at alle mine landsmænd (og alle mennesker i verden) ønsker at være kristne. Og det kan ikke udelukkes, at hele den situation, vi er i nu, i hvert fald kan føre til, at måske mindst lige så mange som de nuværende godt 76 %, når det kommer til stykket, ønsker at leve som evangelisk-lutherske kristne. Men ingen ved det. Og folk må jo selv finde ud af det. I fuld frihed. Det eneste, vi ved, er, at kristendommen kun lever i Danmark i det omfang, der er kristne i landet, og i det omfang, de faktisk er kristne.

 

Under alle omstændigheder må vi, der ønsker at forblive evangelisk-lutherske kristne, fordybe os. Man skal altid fordybe sig!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Knud den Stores rige i tæt tilknytning til EU?

 

I P 1 Debats tråd om UK's forhold til EU. 18.02.16.

 

Jeg har ofte - i spøg og alvor - sagt, at vi måske skulle genskabe Knud den Stores rige, altså et rige bestående af Danmark, Norge og England (UK), og lade denne gruppe stå uden for EU, men i tæt tilknytning til den. Mentalitetsforskellene i Europa er store, så det vil måske være bedst på den måde. - Knud havde også dele af Sverige. Kunne et omvendt Sverige også være med? Og Finland? Færøerne og Island og Grønland hører historisk sammen med Danmark-Norge. - Jeg gentager, at det er alvor i spøg. Men det er en interessant tanke. Og vi kunne have særlige bånd til de baltiske lande og Polen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Proletarer, forén jer!

 

Denne aforisme satte jeg i P 1 Debats Facebook-tråd 17.02.16 og dagen efter på min egen Facebook-væg:

 

Når man ser de facto-alliancen mellem venstrefløjskosmopolitterne og erhvervslivet, fristes man til at foreslå venstrefløjen dette nye slogan: Proletarer i alle lande, forén jer - med kapitalen!

 

17.02.16.

 

 

*  *  *

 

 

 

BLASFEMI I DET 21. ÅRHUNDREDE

 

Kommentar i tråden til Rasmus Jarlovs Facebook-opslag 11.02.16 om Flemming Nielsens blasfemi-dom. - Men det var vist en racisme-dom!

 

-

 

Jeg tillader mig at citere mig selv (fra min samling "Digte og aforismer 1966-2016", som er ved at udkomme):

 

På Christian IV’s tid lovgav man mod blasfemi og den slags for ikke at påkalde sig Guds vrede og straf. Nu gør man det for ikke at påkalde sig terrorangreb.

 

OG JEG FØJER TIL HER:

 

Det er besynderligt, at det ofte er den samme slags mennesker, som i over hundrede år har haft travlt med at bekæmpe kristendommen, der nu er så ømskindede på islams vegne. Det kan jo næppe være, fordi de deler værdier med islam. Så er der to forklaringer tilbage: 1. Man bruger indvandringen og islam i sin fortsatte kamp mod kristendommen og traditionel dansk kultur. - 2. Man er simpelt hen bange for at få halsen skåret over eller blive sprængt i luften. - Og så er der selvfølgelig erhvervslivets kræmmere.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Skal jeg fortryde?

 

Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende i anledning af Ingolf Gabolds på kultursiden 04.02.16 gengivne udtalelser om tv-serien 1864. - 06.02.16.

 

Skal jeg fortryde, at jeg i sin tid forsvarede tv-serien "1864" tre gange her i Folketidende? - Sådan måtte jeg spørge, da jeg på kultursiden torsdag den 4. februar læste Ritzau-artiklen om, hvordan tidligere DR-dramachef Ingolf Gabold nu åbent har indrømmet, at serien i hans øjne var et stykke politisk dramatik, ja, (i hvert fald ifølge artiklens overskrift) "et slag mod DF".

 

Men jeg fortryder ikke mit forsvar. Jeg tilkendegav, at jeg klart så den politiske tendens i serien, og da især "sigøjnernes gode kosmopolitisme". Og jeg sagde også, at jeg hellere ville have haft en mere straight historisk serie. Det, der fik mig til tasterne, var, at store dele af kritikken i høj grad og helt urimeligt kritiserede, ja, nedgjorde selve den kunstneriske udførelse. Man er jo vant til, at kunstnere ligger ideologisk til venstre, men alligevel kan være gode kunstnere. Og Ole Bornedal fik på sine præmisser lavet en på mange måder god, meget symbolsk serie.

 

Store dele af klassen "kunstnere og intellektuelle" bærer ideologisk uniform. Det ser vi også i den aktuelle folkevandringssituation. Men det kan kun ændres derved, at nye årgange får et mere selvstændigt og realistisk syn på virkeligheden. De ældre vil åbenbart hellere dø end smide uniformen.

 

Bent Christensen

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MEN LIGE NU REDIGERER JEG DIGTSAMLING!

 

Slået op på min Facebook-væg fredag den 29. januar 2016.

 

MEN LIGE NU REDIGERER JEG DIGTSAMLING! - Jeg håber, den bliver tilgængelig på gopubli.sh engang i februar måned. Den bliver i hvert fald færdig og uploadet i februar måned. - "Digte og aforismer 1966-2016".

 

OG I MORGEN SLÅR JEG EVANGELIESALMEN TIL SØNDAG SEKSAGESIMA OP! - Hvormed jeg i øvrigt fejrer mit seks kirkeårs-jubilæum som "Facebook-salmedigter".

 

MEN HVAD SÅ MED MINE INDLÆG I FOLKEVANDRINGSDEBATTEN?

 

Jeg spørger også hver dag mig selv, om jeg er skizofren, når jeg på den ene side i salmerne kan gengive Jesu og apostlenes tale om kærligheden og tage den til mig og på den anden side være hardliner i debatten her i folkevandringssituationen.

 

Og det nemmeste for mig ville selvfølgelig være at nøjes med salmedigtningen, ja, måske følge den op med nogle kærlige ord om, hvordan vi bare skal tage imod mennesker i nød, der kommer til os.

 

Men det ville jeg heller ikke have det godt med. Jeg ville ganske vist i manges øjne komme til at stå som en god og kærlig kristen. Men hvad med følgerne? Er man god og kærlig, hvis man af bekvemmelighed lader stå til og lader katastrofen komme? Den katastrofe, der også vil blive en katastrofe for dem, vi skal være med til at hjælpe.

 

Jesu og apostlenes ord kan vi ikke ændre. Og vi må lade dem lyde til os og tage dem med ud i livet. Men ude i livet må vi også tage hele denne verdens såre blandede virkelighed i betragtning. En klog præst har for ikke så længe siden skrevet (vist i Præsteforeningens Blad), at det, at man er en god og kærlig kristen, ikke er ensbetydende med, at man skal slå fornuften fra, når man agerer politisk ude i virkeligheden.

 

Jeg er overbevist om, at den nuværende europæiske lade-stå-til-politik bærer katastrofen i sig, og dermed overbevist om, at det mest menneskekærlige ville have været, at EU fra allerførst af havde fulgt Australiens eksempel, men samtidig havde givet sit store bidrag til den samlede indsats, der ikke kun er et europæisk anliggende, men hele verdenssamfundets, FN's, anliggende. - For det, man her i sandhedens time begynder på nu, med Sverige i spidsen, ja, også de fortvivlede ting, vi her i Danmark har måttet gribe til, er rigtignok uværdigt for alle parter og virkelig synd for dem, der nu skal sendes tilbage efter i god tro at være kommet til fx verdens humanistiske supermagt.

 

I øvrigt mener jeg, at FN også skal se at komme i gang for alvor med at gøre noget ved den befolkningstilvækst, der jo er den store bombe under det hele!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

STATUS I FOLKEVANDRINGSKRISEN

 

27.01.16

 

Jeg har ellers besluttet at holde mig mest muligt ude af debatten og i stedet koncentrere mig om at få gjort mit liv og forfatterskab færdigt. Men i den aktuelle situation kan jeg ikke lade være at give et lille pip en gang imellem. Som regel gør jeg det i DR 2 Deadlines og DR P 1 Debats tråde. Men i dag har jeg slået dette op på min egen Facebook-væg og sat det i en tråd på TV 2 News' hjemmeside:

 

Da jeg havde set det Frits Clausen-agtige billede i tv, slog jeg denne op på min væg:

 

Når medier ude i verden fremstiller Danmark som nazistisk, er min største frygt, at det vil tiltrække en hel masse islamister.

 

En meget utiltalende karikatur i (vist) det britiske The Guardian viste en stor(!) og fed, og altså Frits Clausen-agtig, person som den danske statsminister. Med et meget naziagtigt, men også Dannebrog-agtigt, armbind. Og forskellige ting, der skulle vise, at nu var vor eksport af øl, svinekød og legoklodser truet.

 

Det er utroligt, at man kan tegne Danmark sådan. Og jeg er ikke i tvivl om, at vore egne indvandringspositive, men nu dybt frustrerede politikere bærer en stor del af ansvaret for, at det er kommet dertil. De bruger simpelt hen de udenlandske medier m.m. til at styrke deres indvandringsvenlige politik i Danmark. De vil hellere dø end indrømme, at de har taget fejl og desuden nu udgør et sekterisk element i dansk politik. - Og politiserende eksperter gør et stort nummer ud af at sammenligne med Muhammedkrisen. Som vi imidlertid skal være stolte over. Det er, hvad Muhammedkrisen angår, vore feje og kyniske allierede, ikke mindst USA, der skal skamme sig.

 

Jeg er ikke lige så stolt over de ting, den danske regering og det danske folketingsflertal lige nu i desperation ser sig nødsaget til at gøre. Det rigtige er selvfølgelig, at et land selv bestemmer, hvem de vil lukke ind, og behandler dem, der er blevet lukket ind med sædvanlig dansk venlighed og hjælpsomhed. Men nu kan vi ikke selv bestemme. Og EU har ikke styr på de ydre grænser eller noget som helst. Derfor må vi gribe til nogle sådan set for alle mindre værdige foranstaltninger. Og derfor ønsker regeringen ikke for alvor at sige noget, der kan ændre vort image som fremmedfjendsk land. Desuden er Dansk Folkeparti hæmmet af sin principielle modvilje mod EU (som jeg ikke deler). Det rigtige ville være at standse folkevandrerne ved grænsen og lade dem blive i det Merkel-hellige Tyskland og så ellers konstant råbe og skrige og slå i bordet for at få EU til at lukke de ydre grænser. Det er grotesk, at det er os, der skal stå skoleret i EU, når det er EU, der har svigtet. - Konklusion: Den mest værdige løsning er en, hvor EU optræder på en måde, der svarer til den måde, Australien optræder på, altså med fast hånd afviser folkevandrerne ved de ydre grænser. Hvad der så ellers skal gøres for de mennesker, der vitterligt er i den ene eller anden form for nød, fordi de lever i dysfunktionelle eller borgerkrigshærgede stater, er overordnet en FN-sag. Men EU skal naturligvis bidrage i forhold til sin evne. Men sammen med alle verdens lande, herunder ikke mindst de rige olielande i Mellemøsten. Desuden skal der tages fat på det helt underliggende problem: befolkningstilvæksten!

 

Men nu må vi se. Jeg ser 2016 som et skæbneår, hvor det kan gå både den ene og den anden vej. Civilisationer er før gået ned på grund af folkevandring. Det kan også ske for Europa. Især hvis stærke kræfter hos os selv bliver ved med at arbejde for det. Men min intuition siger mig, at Europa og Vesten ikke er derhenne nu. Vi har stadig et stort potentiale. Jeg ser også lige, at der nu er gået hul på bylden i Sverige, altså at debatten er blevet fri. Jeg byder vort nordiske broderland velkommen tilbage i familien! Der må i øvrigt også være lande og partier og medier ude i Europa, der er på Danmarks side nu. Hvorfor får vi ikke noget at vide om det? Ungarn. Polen. Front National. Osv. Og jeg glæder mig til at se, hvad de kommende valg rundt omkring i Europa, og til sin tid til Europaparlamentet, vil vise. - Konklusion: Enten får vi styr på situationen, eller også går vi ned som civilisation.

 

Med disse ord vil jeg gå videre med klargøringen af min næste udgivelse: "Digte og aforismer 1966-2016". Den skal efter planen udkomme i februar 2016. - Den danske kultur vil under alle omstændigheder være her en tid endnu. Og kommer sammenbruddet, vil der måske overleve noget på en eller anden måde eller et eller andet sted. Ellers er det bare ærgerligt. Men til sidst kommer Guds Rige!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

ONLINEKOMMENTAR TIL KD-ARTIKLEN "Middelmådig ph.d. sætter fingeren på tidens grundtvigske kulturkamp".

 

02-12-15

 

Undskyld, men jeg kan ikke lade være at henvise til min egen disputats fra 1998 "Omkring Grundtvigs Vidskab". Her præsenteres og analyseres Grundtvigs også rent teologiske tanker om erkendelse og (livs)oplysning. Jeg forholdt mig taknemmeligt, men kritisk til Kaj Thanings disputats "Menneske først- " fra 1963. Den havde der i det hele taget været skrevet og debatteret meget om. Men den tid var ved at være forbi, så jeg sagde til min kone: "Det er godt, at jeg er nået hertil. Men det er både for sent og for tidligt. Der vil dog nok komme en tid, hvor man igen interesserer sig for disse ting". - Og jeg har længe ment, at den tid nu var inde. Jeg har forskellige steder forsøgt at gøre Grundtvigs tanker om hele den store sammenhæng fra supervidenskabeligheden på det fællesnordiske Göteborg-universitet (som desværre ikke blev til noget) og ned til den jævneste folkelige livsoplysning gældende i den aktuelle debat, men uden at der endnu er kommet noget ud af det. Derfor glæder det mig at se, hvad der siges i denne artikel om Grundtvigs aktualitet på netop forsknings- og dannelsesområdet. Jeg håber virkelig, vi endnu en gang kan få gavn og glæde af Grundtvig! - Bent Christensen, forfatter, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

LATTERLIGGØRELSE ER DET VIGTIGSTE VÅBEN

 

14.11.15 - Også på min Facebook-væg.

 

I går blev Paris ramt af nye og større terrorangreb. Og min kommentar til det er: Vive la France! Vive la liberté! Vive l'Europe! Gud bevare Danmark! - Og jeg er enig med præsident Hollande, når han siger, at terroristerne skal bekæmpes med alle retsstatens midler. - MEN nogle få hensynsløse terrorister (åbenbart repræsenterende IS) har nu fået sat Frankrig i undtagelsestilstand og gjort alle bange og har fået sat alle mulige bekostelige og ubehagelige forholdsregler i gang i hele Europa og mere eller mindre hele verden. OG selv om man fik sendt alle muslimer ud af Europa, ville det ikke kunne hindre kommende terrorhandlinger udført af små beslutsomme og veltrænede grupper. SÅ vi kan altså ikke komme dette onde til livs alene ved anvendelsen af "alle retsstatens midler". Hvormed jeg altså ikke siger, at vi ikke skal anvende dem. Det, jeg siger, er, at dette ikke er nok. - Sidst vi havde terror i Europa, var den rød. Og selv om jeg ikke lige nu har styr på detaljerne, vil jeg mene, at det, der gjorde en ende på den røde terror, helt overordnet var kommunismens økonomiske, politiske og moralske fallit. - DERFOR vil jeg nu drage denne KONKLUSION: Den islamistiske terrorisme kan kun nedkæmpes helt ved hjælp af LATTERLIGGØRELSE! Hermed mener jeg ikke (bliver jeg jo nødt til at sige), at alle muslimer skal latterliggøres som personer eller på en eller anden måde presses til at afsværge deres tro på Gud. Jeg mener ganske vist, at islam er et kæmpe kætteri i forhold til jødedommen og kristendommen, som Muhammed jo helt åbenbart byggede på og imod. Men hvis muslimerne vil opgive deres tro og fx blive enten humanistiske ateister eller kristne, skal det ske helt frivilligt. Tro kan ifølge sagens natur kun finde sted i fuld frihed. NEJ, det er islam som politisk projekt, der skal latterliggøres. Vi andre skal for det første sige helt klart og tydeligt, at vi ikke vil have en muslimsk samfundsorden og en muslimsk stat. Helt klart og tydeligt! Og heller ikke en halv eller i anden grad delvis muslimsk samfundsorden og muslimsk stat. Og vi skal for det andet benytte enhver lejlighed til at pege på, hvor elendigt livet leves i de lande, hvor islam hersker. Vi kan jo først og fremmest pege på, at det er de lande, så mange flygter fra. Og ikke omvendt. Ligesom det jo før 1989 var de kommunistiske lande, mennesker flygtede fra og ikke omvendt. - Dette betyder også, at vore egne islamofiler eller støttende nyttige idioter bør stikke piben ind og helt og fuldt tale imod islam som politisk mulighed. Og det betyder, at alle, der har en muslimsk gudstro, skal være med til at afvise islam som muligt grundlag for samfundets og statens indretning. Kun ved en altomfattende afvisning og LATTERLIGGØRELSE kan terrorismen nedkæmpes og rekrutteringen ophøre. - SAGT PÅ EN ANDEN MÅDE: Terroristerne skal ikke engang have den ære at blive udråbt til farlige fjender. De skal selvfølgelig mødes med alle de magtmidler, retsstaten har. Men de skal først og fremmest GØRES TIL GRIN, udråbes til LATTERLIGE IDIOTER der kæmper for en tabt og håbløs sag!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Grotesk - men kunne have været håndteret bedre

 

Om kritikken af, at Folkekirkedanmark har fået en troende forskningsminister

 

Kommentar til KD-artiklen "Eksperter: Esben Lunde Larsen har et troværdighedsproblem".

 

http://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/eksperter-esben-lunde-larsen-har-et-trovaerdighedsproblem?utm_source=Kristeligt+Dagblads+nyhedsbreve&utm_campaign=940934913a-1511121441&utm_medium=email&utm_term=0_58a9ab1b8d-940934913a-123856577&mc_cid=940934913a&mc_eid=9554367b28

 

Står også på undersiden "Kirke og teologi".

 

 

I udgangspunktet er det grotesk, at det i et stats-folkekirkeligt land, hvor regeringen og folketinget er kirkens øverste organer, skal være et problem, at en minister er troende kristen. Og det er endnu mere grotesk, når man tager i betragtning, at Esben Lunde Larsens teologiske ph.d.-afhandling har titlen "Frihed for Loke saavelsom for Thor. N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv" (2012). Og at forfatteren tydeligvis deler Grundtvigs frihedssyn, hvori religionsfriheden er fundamental. Jeg har læst den med interesse og glæde og inddraget den i min seneste artikel om Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitik (Grundtvig-Studer 2013). - Vi må i den forbindelse ikke glemme, at den humanistiske ateisme i en højere fællesnævner er en livsanskuelse på samme måde, som kristendommen og religionerne er det, og derfor kommer i konflikt med religionsfriheden, hvis den kræver mere eller mindre eneret. - Men Esben Lunde Larsen kunne nok have håndteret denne altså fra begyndelsen af groteske sag bedre. Det er jo ikke noget problem for os kristne at sige, at der selvfølgelig skal herske total autonomi og forskningsfrihed inden for det videnskabelige, herunder naturvidenskabelige, felt. Det siger sig selv. Det er lissom idéen med videnskaben. Sandheden og respekten for sandheden er en umistelig del af kristendommen. Og så kan man jo som kristen ikke stille med hverken krav eller facitliste over for videnskaben. Men videnskabens autonomi gælder, lige så selvfølgeligt, kun inden for det særlige videnskabelige felt, som kun er en del af hele den menneskelige måde at forholde sig til virkeligheden på. Og her tænker jeg på selve den menneskelige eksistens som sådan. Det videnskabelige felt er mindre end eksistensens felt. Og det er hele det eksistentielle felt, der indgår i gudsforholdet, ikke kun det langt snævrere videnskabelige felt. "Videnskab" og "tro" er ikke sideordnede, ligeberettigede dimensioner. Osv. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

SVÆRMERI KAN OGSÅ NU FÅ FATALE KONSEKVENSER

 

Jeg har netop sat denne kommentar ind i Deadlines tråd om situationen i Tyskland:

 

De frelste taler stadig om "bekymring" og kan ikke forestille sig, at mange almindelige tyskere ser folkevandringen som et reelt problem, endsige at den faktisk skulle være et reelt problem! - Men det er frygteligt, hvis en egentlig, dvs. udemokratisk og voldelig, højreradikalisme fremmes. Så kommer vi til at stå i en tofrontskrig mellem pest og kolera. - Og endelig: Jeg er selv kristen præst og teolog, men netop som teolog kan jeg forstå, at den kristne kærlighed ikke kan sætte den politiske realisme og fornuft ud af kraft. Bundeskanzler Merkels tale om "christlich" er et sværmeri, der som tidligere eksempler derpå kan få fatale konsekvenser.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Tiåret for Muhammedtegningerne

 

30.09.15

 

Ved et tilfælde kom jeg til at se, at Naser Khader havde slået JP-forsiden for ti år siden op på sin Facebook-væg. Det skyndte jeg mig at synes godt om og rose ham for. Men jeg måtte jo også dele den. Og denne deling gav jeg disse kommentarer til på min egen væg (som til dels svarer til, hvad jeg havde skrevet i Naser-tråden):

 

-

 

Jeg har rost og takket Naser. Nu har jeg også støttet ham ved at dele siden. Vi skal selvfølgelig se, hvad det er vi mindes. Selv DR (vel Deadline) viste siden i går aftes. - NEJ, det var vist kun TV 2, 22 Skammelsen, eller hvad det hedder.

 

-

 

Og lidt senere satte jeg denne kommentar ind i min egen tråd (oprindelig skrevet i Naser-tråden):

 

Nu har jeg også delt dette opslag. Det synes jeg man bør. Det glæder mig at se, at der lige nu er 537 delinger. - Jeg skal også huske at takke Naser for, at han i dag gav den fuldstændig korrekte forklaring på, hvad det var JP ville, nemlig undersøge, om der var frygt og selvcensur hos bladtegnerne efter mordet i Holland og umuligheden af at finde en tegner til en uskyldig bog om Muhammed. Det er sjældent, man får denne forklaring. Der er aldrig blevet vrøvlet og løjet så meget her i Danmark som i de sidste 15-20 år mht. indvandring og islam.

 

-

 

Her kl. 1658 var der 683 delinger af Nasers opslag. - Men jeg så også en, der åbent indrømmede, at han ikke turde og dermed lå under for terroren.

 

-

 

Jeg har netop rettet i min første kommentar til dette opslag. Det var TV 2, 22 Skammelsen, eller hvad det hedder, der viste JP-siden i dag (uden tegninger!) og den fra for ti år siden, med tegningerne, altså den, jeg har delt her (heldigvis sammen med flere og flere). Vist altså ikke DR Deadline. Jeg har nok simpelt hen haft en erindringsforskydning. Men den oprindelige JP-side blev altså vist på landsdækkende TV i går. - Så, nu gentages Presselogen Special på TV 2 News. Det var dér, jeg så klippet fra TV 2 i går. - Den bedste er Mads Brügger fra Radio24syv. Ærgerligt, at han i høj grad bliver overdøvet af de andre. Ham fra TV 2 er også ret god. Jeg ser nu, at det er nyhedschef Mikkel Hertz. Jarlner fra Politiken vrøvler og lyver bare videre. Bjerager fra Kristeligt Dagblad er heller ikke for god. - Det drejer sig jo ikke om hensyn og pænhed, men udelukkende om frygt for at få skåret halsen over eller blive sprængt i luften. Medmindre man da direkte har en proislamisk eller mulitikulturalistisk dagsorden. Det er frygteligt, at vi er endt dér. Det er slemt nok, at man er bange og giver efter for sin frygt. Men så skal man indrømme det. Alle pænhedsbortforklaringerne er simpelt hen bare for pinlige. Lige siden tiden o. 2000 er det helt særligt alt dette vrøvl og alle disse løgne, der har ophidset mig og fået mig til at gå ind i debatten.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Så må vi støtte de østlige EU-lande

 

17.09-15

 

Hvis Tyskland og andre i EU truer de østlige medlemslande økonomisk, bør bla. Danmark dirigere sin støtte om til dem! - Disse stakkels lande er lige sluppet fri af det kommunistiske diktatur og skal ikke lide under, at tyskerne nu skal spille hellige pga. deres fortid.- Solidaritet, siger tyskerne. Spurgte de os andre, inden de begyndte at gabe over mere, end de kunne klare?

 

 

 

*  *  *

 

 

 

1940 - 2015

 

De, der nu byder folkevandrerne velkommen, minder mig om dem, der stod med blomster i hænderne den 9. april 1940. - I Deadline-tråd 12.09.15.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Surrealistisk!

 

09.09.15 - I Deadlines Facebook-tråd og på min egen væg.

 

Hele denne situation er det mest "surrealistiske", jeg har oplevet i hele mit 72 år lange liv. Politikerne i Danmark og hele Europa aner ikke, hvad de skal stille op, og lader bare deres munde løbe med de sædvanlige, men nu helt forældede floskler. Det er ikke sjovt at skulle ledes af sådanne mennesker! - Og jeg hører, at der nu er nogle af de "gode", vist også tilkomne fra Tyskland, der angriber vort politi. - Tyskland! Jeg har virkelig haft respekt for Efterkrigstyskland. MEN en modvilje mod Tyskland ligger ikke ret langt under overfladen hos os danskere, og jeg kan mærke, den er begyndt at bevæge sig opad.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Hvis dette fortsætter, går hele Europa ned.

 

08.09.15 - på min egen Facebook-væg

 

Sådan skrev jeg i DR P 1 Debats tråd til opslaget om dagens drøftelse af især tilstrømningen af migranter til Danmark. - Og der var en, der svarede, at hvis der ikke skulle mere til at få Europa til at gå ned, var det ok. - Dertil svarede jeg:

 

Jeg siger: Hvis dette fortsætter. Og jeg ser det i årtiers perspektiv. Så lad os nu se. - Hvad i øvrigt situationen i og omkring Syrien angår, er der klart tale om en international skandale. FN er lammet af Rusland, som kun tænker på sin flådebase. Og vel tillige af Kina? Men så må resten af det såkaldte verdenssamfund slå sig sammen. Det er ikke let. Slet ikke, som tingene har udviklet sig i Syrien. Men verdenssamfundet må gøre alt, hvad der kan gøres, for at få borgerkrigen i Syrien standset. Og for at hjælpe stakkels Libanon og Jordan. Det er helt urimeligt, at disse to lande skal bære en så stor byrde uden massiv hjælp fra resten af verden. EU og EU-landene skal selvfølgelig bidrage med både det ene og det andet, men altså også med at få hele verdenssamfundet på banen. Det gælder ikke mindst den arabiske verden. - Der skal tænkes (og handles) stort nu!

 

TILFØJELSE i kommentarfelt i min egen tråd:

Nu har jeg også sat dette på min internetunderside "Debat". - Det er helt "surrealistisk" at høre politikerne snakke, både vore egne og dem i de andre EU-lande og dem i EU-systemet. Enten må de tage sig sammen, eller også må vi se at få valgt nogle andre. - Jeg siger ikke, at vi ikke skal være medmenneskelige. Men i denne situation skal vi holde hjertet varmt, hovedet koldt og øjnene åbne.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner og den aktuelle folkevandringssituation

 

Slået op på min egen Facebook-væg og sat i en god Facebook-vens tråd og på min egen hjemmeside, undersiden "Debat".

 

-

 

Som kristen kritiker af den indvandringspolitik, der bare vil åbne Europas grænser for folkevandringen, har jeg naturligvis tænkt meget over tingene i forbindelse med, at jeg i lørdags slog min evangeliesalme til 13. søndag efter trinitatis op på min Facebook-væg. Det er ikke bare det, at jeg forestiller mig, hvad indvandringstilhængerne vil sige, når de ser, hvad jeg skriver i henholdsvis min salme og mine migrationspolitiske indlæg. Jeg er faktisk allerede på forhånd en slags menneske, ja, en slags kristent menneske, som nødvendigvis må tænke over, hvordan vi må forholde os, når vi med Jesu ord i ørerne ser ud over verden og prøver at forholde os politisk til det, der sker, og til de muligheder, vi har. Og jeg hører ikke til dem, der vil prøve at få tingene til at gå op ved at nedskrive eller indsnævre det, Jesu har sagt til noget i retning af, at vi skal hjælpe vor syge nabo her på vejen. Det, Jesus har sagt, gælder ubegrænset, dvs. i forhold til alle, vi kan hjælpe. Det gør det i hvert fald, når vi hører det, og som det står, så at det ikke skal skrives ned til, hvad vi sådan mener, vi kan overkomme. Og det gør det selvfølgelig hele tiden, også når vi står i den konkrete politiske situation. Så hvis vi i den konkrete politiske situation ser os nødsaget til at sætte grænser for, hvad vi kan eller vil gøre, skal vi med åbne øjne (og altså ører) indrømme, at det ikke, og i hvert fald ikke uden videre, svarer til, hvad Jesus har sagt og holdt op for os.

 

Det nemmeste for mig som kristen præst og teolog ville altså være at nøjes med at sige, hvad jeg har skrevet i min salme, og tilsvarende gode kristne ting, og så ellers lade tingene gå, som de vil. Altså gå i en slags fint kristent indre eksil og lade de andre prøve at klare problemerne, mens jeg bevarede min "hellighed" ved at blive ved at sige de store næstekærlige ting. Men dette er ikke etisk problemfrit. Det er i virkeligheden bare at stille sig op på "hellighedens" piedestal og være helt usolidarisk med alle parter i de forfærdelige og truende begivenheder, der finder sted. Det gælder på dette som på alle andre områder, at de kristne må forholde sig til virkeligheden og prøve at agere i den på en måde, der fører til det bedst mulige - eller mindst dårlige! - for alle parter. I solidaritet med både Danmarks og Europas befolkninger og de nødlidende ude i verden.

 

Man kan have forskellige holdninger til indvandringsproblematikken i såvel lille Danmark som hele Europa. (Og jeg taler mere og mere om Europa som helhed, idet Danmark jo også er en del af Europa, og idet jeg giver dem ret, der siger, at der kun findes fælles europæiske løsninger. Jeg siger også, at de, der er imod både indvandringen og EU, kommer til at kæmpe med den ene arm bundet på ryggen. Mindst!).

 

Man kan have forskellige holdninger. Det ene yderpunkt er den absolutte verdensborgertankegang, ifølge hvilken det ikke har nogen som helst betydning, hvor folk bor, og hvem der bor hvor, ja, ifølge hvilken det nærmest ikke kan gå hurtigt nok med at få udslettet det særligt europæiske og det særligt danske. Det andet yderpunkt er den absolut egoistiske nationalisme eller "europæisme", som bare vil holde alle ude, og som ikke føler noget som helst ansvar for dem, der lider nød eller lever i elendighed ude i verden.

 

Min holdning er, at kultur og mentalitet betyder noget. Og jeg mener også, det er en holdning, der er blevet bekræftet af, hvad der er sket siden 1989. Det gælder, for så vidt angår hele spørgsmålet om livsform og kulturel identitet, værdimæssigt forstået. Og det gælder i den snævrere forstand, som angår betingelserne for at have et ordentligt samfund med en ordentlig stat. Hvad det første angår, vil selv en ret lille indvandring af folk med en bare noget anden kultur være et problem. Hvad det andet angår, skal der mere til, før det bliver et problem, men også dér vil der være en grænse. Og grænsen går i det hele taget dér, hvor de europæiske lande og dermed hele Europa bryder sammen.

 

Hvis man som kristen vil leve med Jesu ord i ørerne og prøve at gøre noget godt i den uhyre vanskelige virkelighed, må man altså se hele virkeligheden i øjnene og prøve at gøre noget, der er godt for alle, og som i hvert fald ikke fører til kaos, sammenbrud og borgerkrig - og dermed bortfald af muligheden for at gøre noget som helst ude i verden. Jeg mener derfor, at vi lige så godt først som sidst kan standse den folkevandring, som kun lige er begyndt. Det kan blive meget ubehageligt og stride mod den følelse og tankegang, vi alle er opdraget med og til. Men alternativet er værre.

 

Men vi skal med hele det kulturelle, politiske og økonomiske overskud, vi har, også hjælpe dem, der har behov for det. Og ikke bare som nogle tiltag, der skal forhindre folk i at strømme op til os. Vi skulle naturligvis også hjælpe, selv om der ingen folkevandringstrussel var. Altså simpelt hen fordi der er nogle, der har behov for hjælp, og fordi vi er i stand til at hjælpe.

 

Men hvordan skal vi hjælpe? Da jeg var teenager (og i øvrigt som jazzmusiker en stor beundrer af den sorte race) troede jeg, at når vi i nogle årtier havde hjulpet fx Afrika, ville de komme til at leve på stort set samme måde som vi. Og jeg glædede mig til det. Jeg glædede mig til at se, hvordan kulturen i det sorte Afrika ville udvikle sig. Men sådan er det ikke gået. Jo, er der nok nogle lommer (vel mere kulturelle og sociologiske end geografiske), hvor noget i den retning udvikler sig. Det hørte jeg noget om i radioen forleden. Og det er godt. Så kan man bygge videre på det. Men ellers går det jo elendigt.

 

Og der er hele befolkningseksplosionen. Jeg kan ikke lige huske, hvor mange årtier man taler om, før Afrikas befolkning er FORDOBLET! Men det bliver i hvert fald i dette århundrede, hvis der ikke gøres noget. Min konklusion er derfor, at det ikke er nok at sende flere penge. Det er også vigtigt, hvad pengene bruges til, og hvordan. Og der er andet end penge at sende, altså især inspiration til udviklingen af en mentalitet, der fører til ordentlige samfund og ordentlige stater med en dertil hørende god økonomi. Afrika er jo et utrolig rigt kontinent! Og så er der altså fødselskontrollen. Få tør rigtig snakke om det. Men det er jo ud fra enhver betragtning en ren forbrydelse at lade Afrikas befolkning fordoble sig inden for få årtier.

 

Dette var nogle mandagstanker på den sidste dag i august 2015. Og det er det bedste, jeg kan bidrage med.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Folkevandringen

Vi bør alle overveje og drøfte på en frisk

 

KOMMENTARER EFTER DEADLINE 24.08.15

 

Min første kommentar - her med indledningen i opslaget på min egen væg:

 

Jeg afbrød en episode af "The Americans" på Netflix for at se Deadline med bla. Martin Henriksen, DF. Og det fik mig til at sætte denne kommentar i Deadline-tråden:

 Kun få tør sige rent ud, hvor alvorlig situationen er. Det kan ende meget værre, end det gjorde for Det Vestromerske Rige for 1600 år siden. Det gik under. Og nu er det måske vores tur. Men deres indvandring fra nord var på langt sigt ikke så slem. Der kom det moderne Vesteuropa ud af det. Hvad vil der komme ud af det, der er begyndt nu? - At vi (ikke bare Danmark eller EU, men hele verdenssamfundet) skal prøve at gøre noget for at hjælpe mennesker og lande, der har det dårligt, er en anden, selvfølgelig sag. Men vi har jo set, hvor næsten umuligt det er. Og så er der befolkningseksplosionen. Hvorfor er der næsten aldrig nogen, der taler om den?

 

-

 

Svar på kommentar i min egen tråd:

 

Nej, n.n., det mener jeg ikke man kan sige om Martin Henriksen i dette Deadline-indslag. Han var meget forsigtig. DF vil gerne være stuerene. Og de kæmper med den ene arm bundet på ryggen, fordi de ikke bryder sig om, at EU skal spille den nødvendige rolle. Sagen er, at det, der er i gang nu, er af en hidtil uset størrelsesorden. Og selve dette faktum indrømmer de fleste, der udtaler sig. Mange siger: Den største udfordring siden tiden lige efter Anden Verdenskrig. Men det er jo for lidt at sige. Vi skal helt tilbage til "the decline and fall of the Roman Empire", før vi har noget, der svarer til det, der er ved at begynde nu. Eller hvis jeg skal udtrykke det mere forsigtigt, så kan vi i hvert fald risikere, at det det er sådan, det er. - Så kan vi diskutere, hvordan vi vil forholde os til det. Nogle vil gerne have den australske model. Som jo skal køres af EU, hvis det skal kunne lade sig gøre. Det er der andre der ikke vil. Og vi må jo alle være enige om, at uanset hvordan vi forholder os, er det en meget ubehagelig situation, vi befinder os i og vil komme til at befinde os i. Også i forhold til de idealer, vi alle grundlæggende hylder. Medmindre vi bare giver op. - Men jeg havde i forvejen gjort mig nogle videre tanker, og dem vil jeg skrive ned i Word - i ro og mag - og sætte ind i et senere kommentarfelt.

 

-

 

Og endnu et svar i samme tråd - hvor jeg mod sædvane afslører min diskussionspartners identitet, idet han jo er min gamle gymnasierektors søn!

 

Og til Mikael! Må jeg sige, at du er søn af min gamle rektor på Maribo Gymnasium, Henrik Hertig? Og at vi jo gennem årene har haft nogle kommentarudvekslinger her i Facebook, som ikke altid har været udtryk for enighed? Men vi har da kunnet diskutere i rimelig fredsommelighed. Og sådan skal det være. Ikke mindst nu, hvor tavlen efter min mening er ved at blive vasket ren og vi sammen må forholde os til den nye enorme udfordring på en måde, så vi i enhver henseende, altså både kulturelt og etisk, bevarer de værdier (jeg bryder mig efterhånden ikke meget om det ord!), vi som tidligere sagt alle er grundlæggende enige om. - Men da jeg så dit navn, tænkte jeg: Nu får jeg tæsk! Det glæder mig derfor, at du hører til dem, der kan se, at vi med befolkningseksplosionen står over for et stort problem. - Må jeg om Afrika sige, at jeg jo, da jeg gik på din fars gymnasium og havde ham i tysk og latin - og måske også lidt i oldtidskundskab, hvor vi i hvert fald brugte hans lærebog - var stærkt engageret jazzmusiker og beundrede de sorte nærmest grænseløst, og at det både dengang og en del år frem fik mig til at se frem til det sorte Afrikas udvikling med stor forventning og glæde. Jeg troede, vi ville få noget (næsten) lige så storslået som jazzen at se. Men efterhånden blev jeg skuffet, meget skuffet. Jeg troede, at med afkolonialiseringen og bare nogle få årtiers udviklingsbistand ville alt blive virkelig godt. Men også jeg undervurderede dengang kulturen i videste forstand's betydning. Det er først efter 1989, vi rigtig har fået at se, hvor meget historien og det, folk har inde i deres hoveder, betyder. Og det må vi tage til efterretning. Når vi skal hjælpe Afrika, hvad vi jo under alle omstændigheder skal, også uanset folkevandringstruslen, skal vi derfor ikke først og fremmest tænke i penge, men i langt højere grad tænke i støtte og inspiration mht. udviklingen af ordentlige samfund og ordentlige, velfungerende stater. Hvor vi så også skal forstå, at vi ikke bare skal presse vort eget 100% ned over hovederne på dem, men netop inspirere dem, inspirere dem til at udvikle ordentlige samfund og stater i forlængelse af deres egen tradition. Det vil blive meget svært, men vi er nødt til at forsøge. Vi skal bare gøre det i respekt for virkeligheden. - Men jeg er stadig ikke kommet i gang med den betragtning, jeg bebudede i mit svar til n.n.

 

-

 

Den kommentar, jeg supplerede min første Deadline-kommentar og mit eget opslag med:

 

 

VIDERE BETRAGTNINGER

 

Som bebudet, i hvert fald i min egen tråd efter mit opslag i både Deadline-tråden og hos mig selv, bringer jeg her nogle videre betragtninger:

 

Da jeg var stået op i dag tirsdag den 25. august, rumlede det stadig i mit hoved i forlængelse af den kommentar til indslaget i Deadline om folkevandringsproblematikken, jeg aftenen før havde sat ind i Deadlines tråd og slået op på min egen væg. Og jeg har - ud over de svar til meddebattører, jeg har sat ind ovenfor (i hvert fald i min egen tråd) - nu dette at føje til:

 

Allerførst vil jeg sige, at det vil glæde mig (men jo først og fremmest være overordentlig gavnligt), hvis den folkevandringssituation, vi nu står i, kan få vasket tavlen ren, så vi alle, uanset de uenigheder, der formodentlig stadig vil være tale om, begynder forfra med at se virkeligheden i øjnene. Hvilket også vil sige, at vi ser i øjnene, at situationen er, og i stigende grad vil blive, meget ubehagelig for alle parter. Også for de mennesker, der af let forståelige grunde flygter fra ikke bare krig og tilsvarende, men også fra dysfunktionelle samfund med dysfunktionelle stater. Men jo også ubehagelig for os og vore værdier, idet jeg med det efterhånden noget slidte ord "værdier" på én gang tænker på hele vor europæiske kultur i videste forstand og på de etiske principper, vi jo alle hylder. Og det vil jeg gerne gentage: De etiske principper, vi jo alle hylder. Dæmoniseringen af modstanderne må høre op. Der er vel nogle få, der, i hvert fald tilsyneladende, ikke hylder de værdier, vi alle er blevet opdraget med og til, men de betyder intet.

 

Men der er altså to ydermuligheder: Enten overtager EU (og det skal være EU) den australske model og lykkes med det, så folkevandringen standses. Eller også giver vi op og lader folkevandringen finde sted.

 

Man skulle sådan set tro, at alle nu ville gå ind for den australske model, altså udført af EU-landene i fællesskab. Selvfølgelig ledsaget af en massiv, men realistisk hjælp og inspiration til de lande, der fungerer dårligt, en hjælp og inspiration, der også omfatter fødselskontrol. En hjælp og inspiration, vi som de stærke og rige under alle omstændigheder skal yde. Men altså i respekt for virkeligheden. Megen udviklingsbistand og "nationbuilding" er jo slået fuldstændig fejl. Det må kunne gøres klogere. MEN jeg tror ikke, alle vil gå ind for den australske model eller noget dertil svarende. Jeg tror, at mange hænger så fast i de tankemønstre og ord, der i årtier har præget den ene side i debatten, at de ikke vil kunne holde op med at udtale deres "humanistiske" mantraer. Jeg tror også, at mange, uanset ideologi, bare vil give op. Man hører i hvert fald mange eksperter (eller "eksperter") sige, at folkevandringsstrømmen ikke KAN standses. Jeg har ganske vist ofte den fornemmelse, at det, de mener, er, at de ikke ØNSKER den standset, at de i hvert fald ikke vil være med til at tage de nødvendige midler i anvendelse. Så er der selvfølgelig dem, der vil være med til at prøve lidt af hvert. Men er det mere realistisk end af prøve at standse den egentlige folkevandring HELT?

 

Men det, jeg egentlig havde i hovedet i morges, gælder det, jeg allerede var inde på i min første kommentar, nemlig forholdet mellem Det Vestromerske Riges undergang for 1600 år siden, og det, der vil ske nu, hvis folkevandringen får Europa til at bryde sammen i kaos og/eller borgerkrig. Jeg skrev, at det jo i det længere perspektiv ikke gik så galt endda efter Det Vestromerske Riges undergang.

 

(Jeg kan, også som discipel af Grundtvig, indskyde, at Romerriget jo sådan set med fordel kunne afløses af noget andet. Jeg foretrækker langt det nuværende Europa for oldtidens Romerrige. Men lighedspunktet er, at der dog var/er tale om en civilisation og en orden).

 

Ja, jeg har nævnt Grundtvig, og han sagde (refereret efter hukommelsen), at det var de nye "rå" folk, der fra nord trængte ind i Romerriget. Med "rå" har han nok også ment "stærke", men jeg tror, ordet først og fremmest skal forstås i betydningen "friske". I 400-tallet var folkene nord for Romerriget jo helt uden en kultur og religion, der kunne stå mål med, hvad der (trods alt) var i Romerriget. Så folkevandrerne overtog både kulturen, religionen (kristendommen) og sproget, så at sidstnævnte udviklede sig til fransk, portugisisk, spansk og italiensk. Men alligevel var de et frisk input. Og o. 800 havde vi med Karl den Store et nyt rige, hvoraf det moderne Vesteuropa udviklede sig. På godt og ondt! Men altså til et stærkt og rigt område. Og selvkritik er og bør være et af den europæiske kulturs særkender. - De folkevandrere, der nu strømmer ind i Europa, er ikke "rå" i en tilsvarende forstand. De medbringer for de flestes vedkommende nogle tankesæt og en mentalitet, som i en helt anden (på sin vis imponerende) grad vil være modstandsdygtige over for kulturen i den civilisation, de har invaderet.

 

Spørgsmålet er så, om der alligevel kan ske noget, der svarer til det, der skete i århundrederne før Karl den Store, hvis det nuværende Europa bryder sammen på grund af folkevandringen. Nå, historien gentager sig jo aldrig på helt samme måde. Nogle tror, at Europa kan absorbere de vandrende folkemasser, uden at det kommer til kaos og sammenbrud. Og selv om det bliver et helt andet Europa, end det ellers ville være blevet tilfældet, vil de stille sig tilfreds med det. En del er desuden så kulturelt selvhadende, at de vil hilse et sådant resultat med glæde.

 

Men mange vil, også med det værste scenarie tegnende sig for dem, for det første gentage de berømte ord "efter os syndfloden" og leve i behagelig velstand og i behagelig fornemmelse af deres gode meninger og smukke ord, indtil deres (eller deres efterkommeres) verden bryder sammen, og så i øvrigt stadig håbe på, at den globale (men jo i grunden vestlige) kultur vil overleve.

 

Jeg tror også, at den vestlig-globale kultur vil overleve, i hvert fald i en eller anden forstand. Om det bliver i en forstand, jeg vil ønske, mine efterkommere skal leve i, er så noget andet. Det er mange ting i allerede den nuværende vestlige og globale kultur, jeg heller ikke bryder mig om.

 

På baggrund af, hvad jeg her har skitseret, er det helt afgørende, at vi i det mindste kan begrænse indvandringen til Europa så meget, at vi undgår kaos og måske borgerkrig, og videreføre vor kultur på en måde, der i høj grad svarer til, hvad der ville have været tilfældet uden indvandring. For hvad glæde kan vi og vore børn og børnebørn have af, at der måske om nogle hundrede år kommer en slags nyt Karl den Stores rige, hvis vi kommer til at leve vore egne personlige liv i kaos og undergang, eller i det mindste med en ændring af vort samfund og vor kultur, vi slet ikke bryder os om? - Og læg mærke til, at jeg skrev "videreføre"! En fastfrysning af "det Danmark, vi kender", er der jo ingen kloge mennesker, der ønsker. Livet bevæger sig altid fremad. Men det skulle gerne være vort eget liv i fred og frihed. Fred og retsstat og frihed er det alt afgørende. Så kan tanker og meninger og nye måder at gøre tingene på udvikle sig frit og frugtbart. Og der er som sagt også allerede nu mange ting at drøfte, hvad vor nuværende vestlige livsform angår. Men så længe vi har friheden og et velfungerende samfund, skal der nok komme noget godt ud af det. Også selv om vi måske (også uanset indvandringen) kommer til at leve mere kulturelt opdelt, end vi hidtil har gjort. Så kan enhver jo glæde sig over det frie liv i sin egen kultursfære.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Deadline, Grundtvig - og mig!

 

Kommentar til indslaget med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i DR 2 Deadline 03.08.15.

 

Grundtvig blev nævnt. Og det er godt. For han kunne i sin tænkning forene hensynet til eliten med hensynet til bredden. Desværre er Grundtvigs tanker om dannelse og kultur, uddannelse og oplysning ikke blevet fuldt realiseret. Måske fordi nogle i den "latinske" elite ikke brød sig om (og bryder sig om) Grundtvigs tanker om den brede, ja, alle omfattende, folkelige livsoplysning, og fordi nogle i den grundtvigske lejr ikke brød sig om (og bryder sig om) de tanker, Grundtvig havde om et fællesnordisk eliteuniversitet i Göteborg. Pdes. sagde Grundtvig, at vil alle ville dø af sult, hvis alle blev professorer, idet han vel at mærke samtidig talte om en i grunden ens dannelse for alle, hvoraf enhver (her citeret efter hukommelsen) kan tage, hvad han nemmer. Men pdas. opererede han altså med tanken om,  at, hvad der dengang skulle være nogle hundrede af de bedste hoveder fra hele Norden, skulle samles i et moderne akademi a la Platons eller et nordisk Oxford i Göteborg (i hjørnet mellem Danmark, Norge og Sverige). Og dette superuniversitet (som jeg kalder det) skulle dels være Nordens bidrag til den fællesmenneskelige videnskabelighed, dels være toppen i et system (et meget ugrundtvigsk ord!), hvor resultaterne af "superprofessorernes" forskning og indbyrdes samtale blev formidlet nedad, det være sig i form at de skrifter, der blev produceret, eller i form af det, gæster på dette universitet kunne tage med sig hjem. Det bør nævnes, at naturvidenskaberne (som Grundtvig ikke personligt beskæftigede sig med eller havde noget særligt forhold til) udtrykkeligt anvises en plads på deres side. Men alt, hvad der kom fra superuniversitetet i Göteborg, kom i sin formidling nedad i forbindelse med den nationale dannelse, som efter Grundtvigs plan først og fremmest skulle finde sted på det danske folkelige universitet (højskole) i Sorø, men som jo skulle udbredes til og leve i hele folket - hvorfra de nye danske superprofessorer jo så igen skulle rekrutteres. - Hvis man vil vide mere, kan man læse min  disputats "Omkring Grundtvigs Vidskab" (1998). Måske er dens tid ved at være inde! Jeg sagde dengang til min kone: Det er meget godt, at jeg har fået skrevet denne afhandling, men den er kommet både for sent og for tidligt. Der vil i hvert fald gå nogle år, før man igen vil være interesseret i de ting, den handler om. - Jeg gentager: Det vil være nyttigt om de, der nu skal arbejde på områderne videnskab og dannelse, læser min bog!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Danmark som kristent land og en teolog som forskningsminister.

 

Kommentarer til DR 2 Deadline 22.07.15

 

Kulturelt - og i verdensmålestok - er Danmark klart et kristent land. Og knapt 80% er stadig medlemmer af den evangelisk-lutherske Folkekirke. Hvortil kommer de andre kristne kirkesamfund med det romersk-katolske som det største. Og der er stadig megen kristendom "i luften". Jeg har som præst i Folkekirken siden 1971 ofte sagt, at der trods alt er et mildt evangelisk lys over menneskelivet i Danmark. Men antallet af kristne er vigende. På grund af indvandringen. Men også af andre grunde. Også indholdsmæssigt er der meget, der ikke er så godt i Folkekirken. Og når man skriver i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land, er det jo et udtryk for, at der er noget galt. - Vi kristne, mange eller få, skal nok klare os. Hvordan det danske samfund og den danske nation skal klare sig, vil vise sig. Det vigtigste er, at vi bevarer friheden.

 

-  -

 

Men man diskuterede jo også det store problem, som det for nogle er, at vi har fået en troende teolog (med ph.d.-grad i Grundtvigs frihedssyn!) som forskningsminister. Måske har Esben Lunde Larsen selv båret ved til bålet ved at udtrykke sig uklart. Men han kunne selvfølgelig ikke drømme om at foretage sig noget som helst, der ville antaste videnskabernes autonomi inde på deres eget område. - Men der siges meget dumt om forholdet mellem kristendom og videnskabelighed. Man glemmer, at det ikke er sådan, at kristendom og fx naturvidenskab står lige over for hinanden. Kristendommen, den kristne tro, forholder sig til hele eksistensen overhovedet, dvs. også alt det, der har med ethvert menneskes helt elementære eksistentielle hverdagserfaring at gøre, og med sådan noget som hele den humanistiske videnskabelighed og hele kunstens måde at erfare på, men så også det, hvor såvel naturvidenskaberne som videnskabeligheden i videste forstand kommer ind. En af pointerne i det, jeg siger her, er, at især naturvidenskaberne også fra deres side ydmygt skal kende deres plads som kun én af den menneskelige erkendelses kilder. Hvormed jeg altså IKKE mener, at fx partikelfysikken, astrofysikken, geologien og biologien i selve den forskning, der bedrives, skal lade sig lede af noget som helst andet end det, der ligger i de respektive fags metode. Man skal bare ikke gøre videnskab til religion eller altomfattende tilværelsesforklaring. Jeg har selv siden min barndom interesseret mig meget for naturvidenskab og er fuld af beundring for de resultater, man har opnået. Lad os bare taget sådan noget som Niels Bohrs atommodel for hundrede år siden. Fantastisk! Men man bliver altså ikke meget klogere på menneskelivet og eksistensen af at "kigge" ind i et atom! På den anden side spiller det en stor rolle, også for mig som person og som digter, at man kan se sig selv i sin legemlighed som forankret i biologien og partikelfysikken og astrofysikken. At vide noget om disse ting er nødvendigt for ens forståelse af, hvad det vil sige at være menneske i verden. Men igen: Det siger ikke alt om den menneskelige eksistens. Selv om man ikke regner med noget andet end selve Universet som i grunden ren fysik, må man indrømme, at det er i mennesket og den menneskelige kultur, de menneskelige sammenhænge, man har den højeste manifestation af, hvad der ligger i Universet.

 

-

 

TILFØJELSE formiddag 23.07.15:

 

Ja, n.n., jeg tror ikke engang, de gamle jødiske teologer, der har skrevet skabelsesberetningerne (der er jo TO!), har opfattet dem som "videnskab". De er selvfølgelig præget af, hvad man dengang forestillede sig. Men læg mærke til, at de to skabelsesberetninger i 1 Mos kap. 1 og 2 er direkte modsatte i deres mytiske grund. Den første (og yngste, mest "moderne") bygger på en mesopotamisk mytologi, hvor ur-kaos er vand og mudder. Den anden (og ældste, mest naive) bygger på en ørken-mytologi, hvor udgangspunktet er den tørre jord, der bliver vandet af en kilde/flod. Senest da man samlede de to beretninger i det, vi kristne nu kalder Det Gamle Testamente, har man klart kunnet se, at disse to i det ydre direkte modstridende beretninger ikke har skullet tages bogstaveligt. - Jeg er, kære n.n., lidt ked af, at du nøjes med at betegne deres synspunkt som "etisk". Det er teologisk! Med det hele! - Jeg må slutte nu. Du, og evt. andre her i tråden, skal lige tage Bibelen frem og repetere skabelsesberetningerne. Så vil I også se, at nærheden mellem dyr og mennesker begge steder og på hver sin måde er meget smukt understreget. Sammenlign havdyrenes og menneskenes velsignelse! Og overvej, hvad det betyder, at velsignelsen af landdyrene er sprunget over! Ja, overvej, hvad det betyder, at Adam måske KUNNE have fundet sig en medhjælp blandt dyrene! (1 Mos 2,18-20). Bemærk endelig, at det ses som den oprindelige "skabelsesorden", at både dyr og mennesker skal leve af planter (1 Mos 1,29-30). - Det mest utrolige i hele denne debat er, hvor dumme, de, der betragter sig selv som den højeste oplysnings repræsentanter, er.

 

-

 

Og lidt senere også denne:

 

Kære n.n.! Der er desværre meget rigtigt i det, du siger om forholdet mellem religion og magt. Jeg hører til dem, der mener, at kristendommen er det 180 grader modsatte af "religion". I "religion" dyrker mennesket Gud (eller hvad dertil svarer) for at opnå noget. I kristendommen kommer Gud til mennesket for at give os alt. Men fra og med kejser Konstantin (fra 312 af) blev kristendommen taget i magtens tjeneste. Uhyggeligt! - Og jeg bryder mig som kristen teolog heller ikke om meget af det, der aktuelt bliver sagt om kristendommens betydning for Danmark. Gud sendte ikke sin Søn til verden for at sikre sammenhængskraften i Danmark, men for at frelse verden og bringe Guds Rige nær! - Sagen er dog mere kompliceret end som så. For hvor meget kristendommen end er blevet taget i magtens tjeneste, har den dog bevaret sit sande indhold, og det har haft stor og gavnlig betydning for menneskelivet, ikke mindst her i Danmark. - Grundtvig vidste godt, hvad kristendommen egentlig gik ud på, men han elskede også Danmark og danskerne, og var klar over, at den egentlige kristendom også - "til en side" - havde velsignede virkninger på menneskelivet i fx (og ikke mindst!) Danmark. Jeg er selv Grundtvig-forsker og har især dyrket hans og min "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement". Der er ikke nogen modsætning mellem at vente på Guds Riges komme og at elske tilværelsen her og nu. Guds Rige er jo, at den skabte, men faldne verden, bliver reddet ud af det Ondes magt. Og vi kan allerede her og nu se og opleve meget af, hvad der højtideligt sagt betegnes som "skabelsens herlighed". - Jeg siger ikke, at du skal tro på skabelsen og syndefaldet og frelsen (men kan kraftigt anbefale det). Jeg prøver bare at præsentere, hvad der ligger i det, jeg tror på.

 

-

 

Og senere på dagen denne:

 

Godt, n.n., så siger jeg selv tak! Men jeg vil lige nå at sige, at selv om der både bagude i tiden og mange steder ude i verden desværre er mange eksempler på, hvad du siger, vil jeg for det første bede dig holde dig til kristendommen i den diskussion, vi har her, og for det andet koncentrere dig om det, vi har her i Danmark, især den danske evangelisk-lutherske kristendomsform. Ja, du kan begynde med sådan en som mig. Jeg er vist i de henseender, der her er tale om, ganske repræsentativ. Kan du påvise nogen af de dårlige ting, du taler om, hos mig og dem, der ligner mig? Det være sig i Folkekirken eller i de andre kristne kirkesamfund her i Danmark? Det er ikke sikkert, alle er lige så konsekvente, hvad kravet om frihed angår, og hvad den totale åbenhed over for videnskaberne og deres resultater angår. Der er gradsforskelle. Men kan du nævne bare ét eksempel her i Danmark på noget, der er så slemt som det, du opregner? Og så har jeg slet ikke nævnt de vitterligt positive ting, der følger af især evangelisk-luthersk kristendom. Men lad mig spørge dig, om der måske ikke er en sammenhæng mellem den evangeliske kristendomsform og de samfund, vi har i Tyskland (hvor også den katolske kristendom er påvirket af den evangeliske), Norden og Storbritannien (hvis anglikanske kristendomsform og forhold i det hele taget ganske vist har en noget anderledes karakter og historie). Jeg er helt med på, at det kan være svært at skelne mellem årsag og virkning (om vi er, som vi er, fordi vi har evangelisk kristendom, eller om vi har evangelisk kristendom, fordi vi er, som vi er), men det er alligevel påfaldende, at de nævnte lande er nogle af de bedste at leve i her i verden.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Min intuition om fremtiden omkring og i Iran

 

Det kan måske udvikle sig rigtig godt!

 

14.07.15

 

Kommentar i en Facebook-tråd

 

Tja-tja, n.n., jeg er ikke ekspert. Men jeg sidder netop og ser om aftalen i Deadline, og jeg føler mig bekræftet i, hvad min intuition siger mig. Jeg tror, der trods alt er noget mere rationalitet i iranerne end i araberne (herunder saudierne!) - og pakistanerne og afghanerne. Jeg tænker også på, hvad en iransk kvinde engang sagde til en fra vor familie, der boede i samme opgang: "Husk, jeg er iraner, ikke araber". Jeg mener også, de herboende iranere generelt virker mere fornuftige og tiltalende. - Så, nu er det Lars Erslev Andersen! Og en herboende iraner. - Det er ikke så meget "præstestyret", jeg tænker på. Selv om der vel - efter omstændighederne! - er mere rationalitet i det end som så. Nej, jeg tænker på befolkningen, især de yngre og veluddannede. De vil vel gerne have en vestlig livsform. Nu taler Lars Erslev også om middelklassen. Han er dog forsigtig. Men jeg tænker, eller altså føler, på længere sigt. - Nu taler en iransk politiker om den fælles front mod Islamisk Stat. Det var da vist ligefrem udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif. - Men så er der jo forholdet til Assad! Det taler de om nu. Men også om, at det kan være positivt at få Iran med i processen omkring Syrien. - Og både Saudi-Arabien og Israel er afhængige af USA, som er den store garant. (At vi her kan tænke på de garantier, Ukraine fik, da de afleverede deres kernevåben, er vel ikke helt det samme). - Men jeg gentager, at det hos mig er intuitionen, der taler - på langt sigt. Hvis vi lever længe nok, får vi se!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

HVOR DUM KAN MAN VÆRE?!

 

Om de skoledrengeagtige angreb på den teologiske uddannelses- og forskningsminister.

 

11.07.15. - Opslag på først TV 2 News', dernæst uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsens og til sidst min egen Facebook-profil. - Nu også både her og på undersiden "Kirke og teologi".

 

Kære Esben! Må jeg have lov at slå min kommentar til denne aftens Ugen på spidsen (TV 2 News) op her? Jeg har jo også (i Grundtvig-Studier) beskæftiget mig lidt med din ph.d-afhandling »Frihed for Loke saavelsom for Thor - N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv«. Så jeg føler, jeg har en vis ret til det. Og jeg vil jo også gerne støtte dig lidt. Selv om jeg er overbevist om, at du tager de tåbelige angreb på dig let. Her er min kommentar til indslaget i Ugen på spidsen, som du jo også kan være udmærket tilfreds med:

 

Har lige set indslaget om den nye uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i Ugen på spidsen. Om angrebene på ham, fordi han som teolog med en teologisk ph.d.-grad (på en afhandling om Grundtvigs frihedssyn!) og som troende kristen er blevet forskningens minister. Heldigvis udtalte de to i studiet sig udmærket om disse, som det også blev sagt, nyinkvisitoriske angreb. Men det er altså uhyggeligt, at vi har fået en måske ikke så stor, men højtråbende gruppe af mennesker, der tydeligvis mener om sig selv, at de besidder den højeste dannelse og indsigt, men alligevel fører sig frem på den mest skoledrengeagtige måde. - Jeg er selv teolog og pensioneret præst og har den teologiske doktorgrad for en afhandling om Grundtvigs videnskabssyn. Og jeg kan udmærket på én gang være en i mange henseender traditionalistisk kristen og dybt optaget af naturvidenskaberne og deres resultater, også biologien. Noget af det bedste, jeg har oplevet i mit liv, var deltagelsen for nu en del år siden i Forum Teologi Naturvidenskabs seminarer ved Århus Universitet. Her deltog folk af alle slags, både fagligt og livsanskuelsesmæssigt. Et af vore slagord var: Vi mødes i hjernen! Men vi talte frit og venskabeligt og frugtbart om alt muligt. Jeg husker blandt mange interessante samtaler én med en virkelig hardcore materialist, altså materialist i den yderste filosofisk-fysiske forstand. Vi talte fint sammen. - Hvis jeg til allersidst skal henvise til Grundtvig, kan jeg pege på, at han i sin, desværre (endnu) ikke realiserede, plan om et fællesnordisk superuniversitet i Göteborg udtrykkeligt nævnte naturvidenskaberne, og at han et andet sted har udtalt sig om naturvidenskabernes hjemstedsret i den jo langt mere omfattende videnskabelighed, han opererede med - og som vi jo også bør operere med. Naturvidenskaberne skal jo ikke bare afgrænses i forhold til troen. Det er først og fremmest de øvrige videnskaber, altså især de humanistiske, de skal afgrænses i forhold til, og de kunstneriske erkendeformer, og i det hele taget menneskets samlede eksistensforhold. Ja, det er i virkeligheden her, grænsen går. Troen, og fx den kristne teologi, forholder sig ikke specielt til naturvidenskaberne, men til netop hele eksistensforholdet, hvori den naturvidenskabelige erkendelse kun indgår som en af flere kilder. - Kort sagt: Hvor dum kan man være?!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Er Danmark et kristent land?

 

I P 1 Debat-tråd om Danmark som kristent land. - Udsendelsen 08.07.15. - Også i "Kirke og teologi". - Delt på min Facebook-væg. - 07.07.15.

 

Det var tåbeligt at skrive det ind i regeringsgrundlaget. For det er rigtigt, som andre her i tråden allerede har sagt, at kun mennesker, ikke lande, endsige stater, kan være kristne. Men hvis vi ser bort fra det med regeringsgrundlaget - og fra hele den betændte debatsituation - er spørgsmålet mere kompliceret end som så. - Der kan siges meget dårligt om Folkekirken. Og jeg kan selv udtale mig særdeles kritisk - efter at have tjent som præst i den siden 1971. Men det betyder ikke, at netop det meget sekulære Danmark ikke er dybt og bredt præget af over tusind års kristendom og snart fem hundrede års evangelisk-luthersk kristendom. Jeg vil stadig påstå, at der hviler et mildt evangelisk skær over menneskelivet i Danmark, og at sådan noget som hele vort frihedssyn og vor arbejdsmoral og mangel på korruption osv. i høj grad bygger på især de fem hundrede års evangelisk kristendom. Lad mig også lige nævne Grundtvig! - Men vi skal videre. Og som det hele er, går jeg ind for kirkens adskillelse fra staten, og det har jeg gjort siden 1970'erne. Den evangelisk-lutherske menighed i Danmark må nu fremtræde som, ja, leve som, en selvstændig og selvstyrende organisme. Så må det vise sig, hvor mange vi ender med at blive. Ligesom det må vise sig, hvor meget liv, der kommer til at være i os. En levende evangelisk menighed vil kunne sprede meget lys og liv i Danmark. I fuld frihed. Og uden statsmagten i ryggen. Og Gud skal naturligvis ikke bruges som trumf i det politiske. Her må man simpelt hen argumentere for sine synspunkter. Hver mand en stemme! Men bare 50 eller 25 % levende kristne vil sætte et præg. Jeg mener også, det var netop Grundtvig, der sagde, at et land er kristent, som det har kristne til. - Det er ikke til at forudsige, hvordan det kommer til at gå. Men de kristne vil, få eller mange, altid have det godt. Så må de ikke-kristne finde ud af, hvad de vil bygge og leve på. Men vi skal selvfølgelig alle kunne samarbejde mest muligt, både kulturelt og politisk. Det sagde Grundtvig også. - Vi må se!

 

-

 

Og et svar på en kommentar i samme tråd:

 

Ja, n.n., vi har unægtelig fået en ny religion i Danmark, eller i hvert fald en ny moralisme. (I forlængelse af min kommentar skulle jeg nok hellere sige et nyt kætteri, en ny farisæisme, for det er jo i hvert fald et post-kristent fænomen). Men det er der ikke andet at gøre ved end at tage debatten, ja, udøve religionskritik - og først og sidst forkynde Evangeliet. Hvis folk vil være humanister, skal de have lov til det. Vi skal ikke prøve at tilsløre virkeligheden ved krampagtigt at holde fast i den statskirkelighed, hvis tid under alle omstændigheder er forbi. Et selvstændigt evangelisk-luthersk kirkesamfund vil først og fremmest være godt for de evangelisk-luthersk kristne selv. Men et sådan kirkesamfund vil også rumme mennesker, der i stort og småt kan bidrage rigtig godt til menneskelivet i Danmark. - At være kristen vil ganske vist først og fremmest sige at leve i troen på Jesus Kristus, mens vi venter på Guds Riges komme (hvordan vi så ellers kan, eller ikke kan, forestille os det). Jesus kom jo ikke til verden for fx at sikre sammenhængskraften i Danmark, men for at frelse menneskeslægten. MEN når det er sagt, vil kristendommen, for igen at referere Grundtvig, mens vi venter, have mange gode "virkninger til en side". Hele min Grundtvig-forskning og dermed forbundne teologiske tænkning i øvrigt har i høj grad handlet om, hvad jeg fx har kaldt "det kristeligt nødvendige livsengagement". For når Jesus Kristus er kommet for at frelse menneskelivet, har menneskelivet jo også betydning her og nu! For at sige det kort.

 

-

 

Yderligere kommentar 08.07.15

 

Nu kom debatten så. Og hvad skal jeg sige? Jeg har sådan set ikke noget at føje til. - Og lige nu sender TV 2 News om den græske krise! - Jeg mener fortsat, at det ikke burde have været skrevet ind i regeringsprogrammet, at Danmark er et kristent land. Og at det har karakter af besværgelse, fordi Danmark jo lige nu er ved at blive et andet land, end det hidtil har været, ikke mindst pga. den store indvandring af muslimer. Men på den anden side er Danmark stadig i høj grad et kristent land, både mentalt og institutionelt. Og knapt 78 % af befolkningen er medlemmer af den evangelisk-lutherske Danske Folkekirke. Hvortil kommer de kristne, der ikke er medlemmer af Folkekirken. Det er derfor ikke så ligetil at sige, at den danske stat skal være religiøst neutral. I en vis forstand skal staten selvfølgelig være religiøst neutral, alle statsborgeres stat. Og det mener jeg er tilfældet, og sådan ønsker jeg, det skal være. Men så længe et stort flertal er kristne, kan det ikke undgås, at der alligevel kommer kristendom ind mange steder. Det skal heller ikke være sådan, at halen logrer med hunden, altså at mindretallet bestemmer over flertallet. - Men personlig er jeg ligeglad. Jeg har i mange år indstillet mig på at skulle leve i et multietnisk, multikulturelt og multireligiøst samfund. Derfor er det afgørende for mig, at det evangelisk-lutherske kirkesamfund bliver løsgjort fra staten, så det kan komme til at fremstå som en selvstændig og selvstyrende organisme med det antal medlemmer, det nu har og ender med at have. Og tilsvarende ligger det i det multikulturelle, at de kristne kan oprette deres egne skoler og andre institutioner, ligesom alle andre kan. Det er muligt, at vi også kommer til at sige farvel til Folkeskolen. - Men det må vise sig. Én ting har vi lært fra og med Murens fald: Alt kan ske. På godt såvel som på ondt. - Men under alle omstændigheder må vi kristne prøve at holde os til troen på Jesus Kristus, mens vi venter på Guds Rige, idet vi samtidig prøver at leve et godt liv, også sammen med vore ikke-kristne medborgere, som vi jo på mange områder både kan og skal samarbejde med i det store fælles samfund og under den fælles stat. Det vigtigste er, at FRIHEDEN i alle henseender bevares!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

TILLYKKE, PIA!

 

Denne lykønskning har jeg netop slået op på Dansk Folkepartis profil, på min egen og andre steder, også her på min hjemmeside:

 

Tillykke, Pia! Jeg ved, at du vil sætte hele din viljestyrke og al din dygtighed ind på at blive en virkelig god formand for hele Folketinget. Held og lykke!

 

03.07.15

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Ved meddelelsen om, at vi får en ren Venstre-regering

 

26.06.15. - Også i Facebook og "Erindringer - DAGBOG".

 

Lars Løkke er på TV 2 News og siger, at han nok vil præsentere en ren Venstre-regering på søndag. Jeg er særdeles tilfreds. - I øvrigt er hele verdenssituationen så alvorlig, at det ikke betyder så meget med den ene eller den anden regering i Danmark. Kun EU kan stille noget op. Hvis de kan. Og vil. Ellers går Europa måske til grunde. - Min egen konklusion er, at jeg vil koncentrere mig om at skrive og udgive. Så jeg får efterladt mig noget. Noget, som nogle måske vil kunne bruge til noget, altså få noget liv ud af. Og som måske nogle af dem, der lige er blevet studenter, kan blive inspireret af. Nogle ganske, få, ja, måske bare en enkelt, vil være nok. Der bliver vel under alle omstændigheder en form for liv tilbage. Ellers må vi jo, hvad vi under alle omstændigheder skal, vente på Guds Rige (uanset hvordan vi så prøver at forestille os, hvad det nærmere vil sige). - Det er min mening. Jeg gider ikke deltage i den uværdige diskussion om valgresultatet m.m. Jeg gider ikke! Der er nogle, der ikke vil lade sig overbevise af hverken argumenter eller virkeligheden selv. Men jeg håber, deres antal og indflydelse efterhånden vil blive reduceret til naturlig størrelse, og at der kommer nye unge frem med klarere hjerner og øjne. - Jeg går nu videre med min Frie Lollandsonet nr. 10 "Vesterborg"!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

VI KAN GODT FØRE EN BEDRE SAMTALE, SELV OM NOGLE AF OS IKKE GÅR PÅ KOMPROMIS

 

Ny kommentar i Facebook-tråd 24.06.15.

 

Jeg ved ikke, om jeg kan føje noget til som svar til dig, n.n.. Jeg skal også ud og lufte min søns ferierende hunde og slå græs og derefter arbejde lidt på min kommende udgivelse af Knud Berlins og min oversættelse af Adam Mickiewicz's "Krimsonetter". Og meget mere. Jeg har som sagt i virkeligheden ikke tid. Og dem, der virkelig er hardcore, overbeviser man aldrig. De andre vil virkeligheden overbevise. Men jeg kan henvise til Deadline i går aftes og - især - til DR (radio) P 1 Debat i dag. Her kan man høre, at der er nogle, der begynder at forstå i hvert fald mere af den virkelighed, der ligger bag DF's valgsejr. - Hvad det med at komme videre angår, vil jeg sige, at jeg stort set har trukket mig ud af den politiske debat for at hellige mig min fortsatte produktion af både den ene og den anden slags tekster og udgivelsen af såvel de ting, jeg allerede har på bedding, som de nye ting. Og jeg må også indrømme, at jeg ikke er meget for at gå på kompromis. Jf. hele den regeringsdannelsessituation, der er det særlige udgangspunkt for vor diskussion her. Men både debatten og politikken kunne alligevel godt føres på et bedre grundlag. Jeg venter først og fremmest på, at vore hidtidige modstandere kommer til at indse, at de selv hører med til dem, der har nogle meget store problemer. Det er jo hele Europa - og for så vidt hele verden. Og selv om vi er nogle, der ikke vil gå på kompromis mht. den politik, vi ønsker, kunne samtalen godt blive bedre. Vi kunne være fælles om at indse virkelighedens og problemernes karakter. Fælles om at erkende, at de også stiller os over for nogle meget ubehagelige etiske dilemmaer. Og fælles om at erkende, at problemernes løsning under alle omstændigheder er uhyre vanskelig. Så kunne vi i al fordragelighed komme med vore bud. Og så kunne nu i første omgang den nye regering Rasmussen  - eller Rasmussen-Frederiksen eller Frederiksen-Rasmussen? - (for min skyld gerne en ren vestreregering eller altså en VS eller SV-regering) udmønte tingene i en praksis, der kan samle et flertal i Folketinget. Idet vi jo også skal erkende, at Danmark alene ikke kan løse noget som helst, højst holde stillingen lidt endnu. Nej, hvad vi end mener om EU, må vi erkende, at kun EU (helst i en reformeret skikkelse) er stor nok til at løse problemerne, herunder også problemerne om forholdet mellem den globale flydende kapital og demokratiet.  - Til allersidst vil jeg sige, at hovedproblemet i indvandringsspørgsmålet ikke er, hvad der måtte være i vejen med de ikkevestlige, især muslimske, indvandrere, men selve det, jeg tillader mig at betegne som befolkningsudskiftningen. Som det fremgår, er jeg noget slavist, nu især på det polske område. Jeg er også en så god lutheraner, at jeg er økumenisk engageret, altså især med den romersk-katolske kirke i Polen. Men jeg siger undertiden til mine polske og katolske venner, at medens jeg nu glæder mig meget over den polske tilstedeværelse i Danmark (og virkelig elsker polakkerne højt, et fantastisk folk), ville jeg blive bekymret, hvis vi fik 1 million polske katolikker her i Danmark. Det ville gøre Danmark til et andet land. Det samme ville gælde, hvis det var 1 million svenskere, nordmænd, briter eller tyskere. Og altså for slet ikke at tale om 1 million muslimer fra Mellemøsten osv. Også selv om det var de sødeste og rareste og flittigste og mest demokratiske mennesker. - Men nu skal jeg altså ud med hundene!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MEN KAN VI KOMME VIDERE?

 

Kommentar i Facebook-tråd til de voldsomme reaktioner på Dansk Folkepartis fremgang ved valget. - 24.06.15.

 

Hvorfor siger jeg overhovedet noget her? Det må være, fordi sagen optager mig alvorligt. Og har gjort det siden o. 2000. Jeg gentager, at man ikke kan gennemføre en overbevisende analyse i en FB-kommentar. Det bliver altså påstand mod påstand eller fornemmelse mod fornemmelse. Men jeg har levet med i dette i mindst 15 år. Og det er virkelig min ærlige overbevisning, at der er tale om andet og mere end bare en almindelig politisk diskussion. Det må de andre her i tråden jo også give mig ret i, når de taler om racisme og højrepopulisme og måske det, der er værre. Og i princippet kunne de jo have ret. Men hvilke ord vil de finde frem, hvis der skulle dukke et virkelig ugly højreradikalt parti op? Man kan mene, hvad man vil om DF, men det er ikke et højreradikalt parti. DF og dets vælgere har bare et andet syn på indvandringen og islam og EU end den kreative klasse og wannabe'erne. Og hvorfor er det ikke et politisk standpunkt som så mange andre? Hvorfor skal det mødes af en så voldsom moralsk fordømmelse? - Jeg vil ikke beskylde nogen i den "progressive" lejr for at have været eller være tilhængere af sovjetkommunismen. Det var kun nogle få. Og jeg vil slet ikke beskylde Socialdemokraterne (som Socialdemokratiet jo nu hedder) for det. Men jeg er ikke den eneste, der peger på, at Murens fald og Sovjetunionens opløsning, og altså, hvad der skulle være den realiserede socialismes, helt bogstavelige fallit, alligevel har haft stor betydning. Pludselig stod markedsøkonomien og kapitalismen jo alene tilbage som den store sejrherre. (Jeg ønsker selv et, om ikke direkte socialistisk, så dog i vid forstand social-konservativt alternativ til den nu herskende kapitalisme). Og så udråbte Poul Nyrup 1990'erne til Moralens Årti. Og så kastede de "progressive" sig over miljø og klima. Og blev moralister. Jeg er overbevist om, at det er sådanne mekanismer, der har gjort og stadig gør sig gældende. Og hos de borgerlige pakker man ønsket om udbud af billig arbejdskraft m.m. ind i "anstændighed". - Jeg gentager, at dette ikke er en analytisk bevisførelse. Men nu kan I andre i hvert fald se, hvordan jeg som et nogenlunde oplyst og godt menneske vurderer det, der bliver sagt i disse dage. - Jeg foreslår, at vi lægger fordommene og skældsordene bort og giver os til at drøfte, hvordan vi skal klare de mange store udfordringer, vi vitterligt står over for. Og det gælder både folkevandringen (som kun lige er begyndt), EU's vitterlige problemer og den globale flydende kapitals magt. Det burde vi kunne gøre netop i Danmark (inkl. n.n. og andre i [...] og evt. andre steder i udlandet). - Undskyld længden! Men jeg prøver måske at sige noget, der kan bringe os videre.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Ja, lad os bare få nogle andre bogstavkombinationer!

(Andre end VOIC).

 

Lørdag den 20. juni 2015

 

NEDENSTÅENDE HAR JEG NETOP SAT I DR P 1 SØNDAGSFROKOSTENS TRÅD (og jeg glæder mig som altid til at skulle høre denne debatudsendelse). Desuden på Dansk Folkepartis Facebook-væg. Og i en af mine egne valgdebat-Facebook-tråde. Det, jeg hentyder til, er forskellige bogstavlege (som svarer til, hvad jeg selv har gået og tænkt på), som skal kunne give de borgerlige partier et flertal med Socialdemokraterne og evt. De Radikale. Jeg tror ikke disse bogstavlege var venligt ment. De skulle nok snarere advare DF mod at komme til at føle sig for store. Men jeg mener selv i fuldeste alvor, at Dansk Folkeparti skal holde sig ude af regeringsdeltagelse og overlade det til de mere indvandrings- og EU-venlige partier med den store ansvarlighed at finde ud af det. Så kan Dansk Folkeparti måske stadig tage ansvar og få indflydelse fra sag til sag. Men ellers må vi bare vente, til vi ved næste valg får endnu større fremgang. Det er jo dér, den virkelige indflydelse ligger. I at tage vælgerne fra de partier, der vil noget andet end befolkningen (og jo, hvad endnu langt værre er, noget andet, end hvad virkeligheden tilsiger). Men her er, hvad jeg har sat på de nævnte steder:

 

Som DF'er synes jeg godt om de forslag til alternativ regeringsdannelse, der er fremsat her i tråden. DF skal efter min bedste overbevisning ikke være gidsel i en regering. - Mange, der ellers slet ikke sympatiserer med os, er meget ivrige efter at få os i regering og taler højtideligt om pligten til at tage ansvar. Og man forstår godt, hvad det er de ønsker. Men en sådan pligt er mig bekendt ikke nævnt i Grundloven. Og ansvar kan man tage (og indflydelse kan man få) fra sag til sag. Og endnu mere indflydelse kan man få, hvis de andre partier ikke fortsætter deres fremmed- og EU-politiske omvendelsesproces, idet de så nemlig kommer til at afgive flere stemmer ved næste valg. - Jeg vil også lige sige, at det meget omtalte forhold, at mange af meningsmålingernes adspurgte ikke tør sige, at de vil stemme på DF, er en skamplet på det danske demokrati. Det var i høj grad den nedladende behandling af DF og dets vælgere - med Poul Nyrups stuerenhedserklæring som topmålet - der i sin tid fik mig til at melde mig ind i Dansk Folkeparti. - Virkeligheden vil tvinge vore modstandere til at give os ret. I praksis. Men det vil komme til at holde hårdt, og de fine humanistiske nymoralister (farisæere) vil aldrig nogensinde komme til at regne os andre for ligeværdige.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

LØGNENS DAG - 12. juni

 

Jeg satte den 12. juni 2015 denne optegnelse på undersiden "Erindringer - DAGBOG":

 

Fredag den 12. juni 2015. - Løgnens dag! - Det er i dag tre år siden Dronningen autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn (12.06.12). Og jeg erklærede dengang, at jeg hvert år ville markere denne dato som "løgnens dag". Hvad jeg så også gør nu. For princippets skyld. Altså, fordi det er utåleligt, at vi skal have den newspeak-løgn i vor Ritualbog, at to mennesker af samme køn bliver betegnet som ægtefolk og bliver gjort til "ægtefolk" ved et ritual, der ligner det rigtige vielsesritual. Det er dog lige så utåleligt for mig som borger i den danske stat, at der allerede er et tilsvarende borgerligt ægteforeningsritual. Løgn er løgn, uanset hvor den udtales. Men alle føler jo, at der med det kirkelige ritual er tale om den ultimative sidestilling af forholdet mellem to af samme køn og ægteskabet. Det var tydeligvis også det, der gjorde det så vigtigt for "de progressive" at få dette ritual indført i Folkekirken. - Men jeg er træt af at beskæftige mig med denne sag. For nogen særlig praktisk betydning for livet i Folkekirken har den jo ikke. Mon man ved, hvor mange par af samme køn, der er blevet gjort til "ægtefolk" i Folkekirken siden sidste 12. juni? Vi har mange problemer i Folkekirken, det er langt vigtigere at beskæftige sig med og bruge kræfterne på. - Selve spørgsmålet om, hvordan man skal se på fænomenet homoseksualitet, har jeg altid erklæret jeg ikke ville beskæftige mig med. Dels interesserer jeg mig ikke for det, dels er det formodentlig for tiden umuligt at få en objektiv forskning og diskussion på dette område. Ligestillingen af homoseksualitet og heteroseksualitet er blevet progressivitetsmarkøren over alle progressivitetsmarkører, noget af det helligste i vort samfund. Ja, man kan nok næsten sige, at en kritisk holdning til homoseksualitet nu nærmest svarer til synden mod Helligånden. Det vil i hvert fald ikke være karrierefremmende for en forsker at beskæftige sig med fænomenet homoseksualitet på en måde, der får det til at fremstå som en slags sygdom. - Det har heller ikke været karrierefremmende for mig at stå offentligt frem med de her fremlagte synspunkter. Især ikke, når jeg samtidig har udtalt mig kritisk om indvandringen og islam. For vel er der, som den igangværende valgkamp viser, sket en vis udviklingen på de her sidst nævnte områder, men vil man fremme sin egen sag og plads i det gode selskab, er det nok stadig klogest at forholde sig positivt eller i hvert fald afstå fra at ytre sig negativt i den offentlige debat. Og indvandrerne strømmer stadig ind. - Jamen er det ikke ukristeligt at gå ind for, at fx de afrikanske bådeflygtningen skal sejles tilbage til Afrika igen? Det er det måske. Men hvis det er det, må det sandt kristne så være, at grænserne skal være helt åbne, hvilket vil betyde, at forholdene her i Europa vil ende med at blive, som de nu er i Afrika. Jeg har i år skrevet en evangeliesalme om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31) til 1. søndag efter trinitatis. Og det var ikke let. Det spørgsmål lå jo hele tiden og gnavede, om vi ikke havde pligt til at lukke alle Afrikas hundreder af millioner Lazarus'er ind i Europa. Der er dog også andre måder, hvorpå man kan gøre, hvad den rige mand i lignelsen burde have gjort. Men det er svært at komme til det på en måde, der virkelig batter. Det er jo hele den kultur, disse stakkels Lazarus'er har inde i deres hoveder, der er årsagen til, at de har det så elendigt. Afrika er et rigt kontinent, og det skulle sagtens kunne lade sig gøre at leve et godt liv dér. Og det er naturligvis vor pligt som kristne - eller dog post-kristne humanister - at prøve at hjælpe, både akut og på langt sigt. Vi kan bare ikke hjælpe, hvis vi nedlægger os selv. Og vi kan heller ikke hjælpe, hvis vi ikke ser virkeligheden, hele virkeligheden, i øjnene. Det er ikke nok at mene noget godt. Det er heller ikke nok at gøre noget, der fremstår som godt, hvis det ikke fører til noget godt. At være kristen har ikke kun noget med kærligheden at gøre; det har også med sandheden at gøre, og altså med det sande forhold til virkeligheden. Det samme burde gælde for de postkristne humanister. - Ja, nu blev denne dagbogsoptegnelse et debatindlæg. Jeg har derfor ikke alene slået den op på min Facebook-væg, men også sat den på undersiderne "Kirke og teologi" og "Debat".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Garantier efter Ukraine?

 

Ikke optaget læserbrev. Sat på her 09.04.15.

 

Man vil vel også garantere Irans suverænitet og integritet. Men kan iranerne bruge det til noget, når de ser, hvad ukrainerne har fået ud af de garantier, de i 1994 fik mod til gengæld at aflevere de atomvåben, de havde fra sovjettiden af?

 

Bent Christensen

pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Liberalititis? En ny slags Stockholm-syndrom?

 

DR 2 DEADLINES FACEBOOK-OPSLAG I AFTEN:

 

Der henvises til Birthe Rønn Hornbechs indlæg i Politiken:

 

"Kapløbet om at overhale DF højre om, er Venstre ikke alene om".

 

Og her er min kommentar før udsendelsen:

 

Det, Birthe Rønn Hornbech i sit indlæg siger om, hvad Folketinget og partierne er blevet til, er desværre rigtigt. Men hendes begejstring for indvandringen er ubegribelig. Jeg har det med Birthe Rønn Hornbech som med Uffe Ellemann-Jensen. Engang beundrede jeg dem. Og det gør jeg for så vidt stadig, nemlig bortset fra deres altså helt ubegribelige fremmedpolitiske holdning. Er de angrebet af liberalititis? Eller har de fået, hvad man med en ny betydning af ordet kan kalde et fremmedpolitisk Stockholm-syndrom? At denne hæderskvinde og denne hædersmand på dette område optræder på en faktisk landsforræderisk måde! - Men lad os nu høre, hvad Birthe Rønn Hornbech har at sige til sit forsvar! - I øvrigt spår jeg, at Dansk Folkeparti bliver landets største parti ved det kommende valg. Vi skal bare under ingen omstændigheder i regering.

 

Og her er min kommentar efter udsendelsen:

 

Ja, integration mig her, integration mig der! Venstre vil blive straffet på valgdagen, hvis de er bløde i fremmedpolitikken. - Men alt, hvad hun sagde om folkestyrets krise, var godt og rigtigt. Det er kun, hvad jeg har sagt i årevis!

 

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Strategisk sfære og kultursfære

 

I forbindelse med situationen omkring Ukraine er mange både store og små skrivebordsstrateger umådelig imponerede over begreberne strategiske interesser og indflydelsessfærer. Jeg erklærer denne tankegang for gammeldags og vil i stedet anlægge en folkeretlig, moralsk og i videste forstand kulturel vinkel. Der er ingen tvivl om, at Ukraine rent folkeretligt og moralsk har ret til at leve uantastet inden for sine internationalt garanterede grænser. Men dertil kommer, at den ukrainske befolkning langt foretrækker at leve inden for den vestlige kultursfære med retsstat, frihed, demokrati, modernitet og velstand. Hvem ønsker at leve i en Putin-stat? - Sagt på en anden måde: Putin-Rusland og Vesten står ikke moralsk og kulturelt lige. Ingen almindelig ukrainer ønsker at leve i et samfund, der ligner det russiske. Derfor ligger Ukraine inden for den vestlige kultursfære. Når de altså selv ønsker det. Vi skal jo ikke tvinge nogen ind i vor sfære. Men vi har moralsk og kulturelt både ret og pligt til at støtte ukrainerne i deres frie valg. Ukraine ligger i Vestens kulturelle nærområde.

 

Når jeg siger "ingen almindelig ukrainer", ser jeg bort fra de utvivlsomt både hjernevaskede og tyranniserede indbyggere i det separatist- og russiskbeherskede Donbass og på den annekterede Krim-halvø, hvis mening aldrig er blevet hørt ved en fri og ordentlig afstemning. - Og når jeg siger, at vi ikke skal tvinge nogen ind i vor sfære, tænker jeg på Afghanistan, Mellemøsten og Nordafrika, hvor helt særlige forhold gør sig gældende (for at sige det mildt), og hvor vi aldrig skulle have grebet militært ind. Befolkningerne i disse områder må selv finde ud af, hvad de vil. Og der ser fx ikke ud til at være den store opbakning i de arabiske befolkninger til krigen mod ISIL.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Mit sidste ord om islam og indvandringen?

 

19.02.15

 

Efter at have hørt P 1 Debat 19.02.15, hvor emnet var "Er der en lige linje fra islam til terror?" satte jeg en kommentar i tråden til P 1 Debats eget opslag og til min egen deling af det på min væg, og i min egen tråd satte jeg endnu en kommentar. Disse to kommentarer har jeg nu sat sammen således:

 

Synet på Koranen og traditionen er naturligvis muslimernes eget problem. Ligesom det er deres problem, hvordan de vil leve med hinanden og os andre. Find ud af det! - Men jeg vil godt føje til, at et voksende muslimsk befolkningselement i Danmark og det øvrige Europa selv i allerbedste fald vil gøre vore samfund til noget helt andet, end de ellers ville være blevet til. Dette er i sig selv et argument for at standse indvandringen.

 

Ja, jeg er virkelig træt af muslimdebatten. Så jeg tror, jeg for fremtiden vil nøjes med at gentage ovenstående kommentar. Og så ellers bruge kræfterne på at få gjort mit eget liv og forfatterskab færdigt. Det haster snart! - Og så vil jeg også gentage, hvad jeg flere gange tidligere har sagt, at det er de yngre og unge her i Danmark og Europa, der må finde ud af, hvilket samfund og hvilken kultur de vil leve i og have deres efterkommere til at leve i.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

De enkelte galninge - og næstekærligheden

På min Facebook-væg og her 17.02.15.

 

Indvandringstilhængerne taler altid om en enkelt eller enkelte galninge. Men nu hører vi, at radikalisering er et stort problem i fængslerne, og at PET ikke reagerede på fængselsvæsnets advarsel om, at 14. februar-attentatmanden kunne være farlig, fordi det er umuligt at overvåge alle de personer, der kan være potentielle terrorister. Og det ser også ud til, at attentatmanden har haft medsammensvorne og et bagland. For slet ikke at tale om de tilkendegivelser af sympati med attentatmanden, der nu kommer frem. - Alle siger, at vi nu skal stå sammen. Men om hvad?

 

Senere i dag slår jeg min evangeliesalme til i morgen askeonsdag op. Og jeg overvejer selv, om der er en modsætning mellem det, jeg siger i denne salme, og min modstand mod indvandring af muslimer. Og navnlig kan jeg forestille mig, at indvandringstilhængerne vil trække næstekærlighedskortet. Ordet næstekærlighed er jo efterhånden blevet et ord, man bruger til at slå sine politiske modstandere med. Men mit modspørgsmål er, om det er næstekærligt at bringe Danmark og Europa i den situation, vi allerede nu er i, og at fortsætte med en politik, der kan føre til en endnu langt værre situation.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Der gik 21 timer.

 

Allerede tidligt lørdag den 14. februar 2015 spurgte Anna og jeg hinanden, hvor mange timer der mon ville gå, før vi hørte den første sige, at hvis bare Lars Vilks ikke havde tegnet den tegning, ville det nok ikke være kommet til attentatet mod mødet i Krudttønden. Der gik ca. 21 timer, før jeg hørte ikke bare én, men to sige noget i den retning. Det var i P 1 Debats Søndagsfrokosten, hvor både teaterdirektør Jon Stephensen og erhvervsrådgiver Soulaima Gourani fremførte ytringsfrihed-men-synspunkter. Til gengæld holdt murer og socialdemokrat Mattias Tesfaye frihedsfanen højt. På en meget klar og stærk måde. Tak for det! - Jeg er bange for, at ytringsfrihed-men-synspunkterne kan vinde frem. De lyder jo nok stadig sødt og godt i manges ører. Og dermed er det jo så også en særdeles velegnet måde at skjule sin frygt på. Men jeg håber, meget store dele af den danske befolkning står sammen i en ubetinget kamp for friheden og ytringsfriheden. Altså for genvindelsen deraf. For meget er allerede sat over styr. Der bliver nok ikke fred og frihed i min levetid (f. 1943).

 

 

 

*  *  *

 

 

 

De to europæiske fronter

 

Opslag i Dansk-Ukrainsk Selskabs Facebook-gruppe og på min egen Facebook-væg 16.02.15.

 

I DYB RESPEKT FOR OFRENE I KØBENHAVN I LØRDAGS - og i fuld klarhed over terrorsituationens alvor:

 

Har I bemærket, at det, vi hører på lydoptagelsen fra Krudttønden, er den kvindelige (vist topløs-demonstrant!) ukrainske deltagers tale? Og har I lagt mærke til, at skuddene falder, lige da hun (citeret efter hukommelsen) har sagt:" Many say: 'Freedom of expression, BUT ...'. This BUT is the decisive point". (Den sidste sætning var nok anderledes). - Det er stærkt, at det netop er en ukrainer, der siger dette. Og det er altså også stærkt, at det er lige netop her, skuddene falder!

 

To døde og fem sårede er selvfølgelig ikke meget i forhold til, hvad ukrainerne lider. Men det er alligevel ofre på den anden europæiske front. Og det er meget her i Danmark.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Hilsen til min Facebook-ven Lars Vilks

 

For lidt siden slog jeg denne hilsen op på min FB-ven Lars Vilks væg (og i en tråd på min egen væg):

 

Sympati herfra! Vi må holde ud. Men det er ikke sjovt. Friheden vil dog altid vinde til sidst. - Mange hilsner fra både Anna og Bent Christensen, Lolland, Danmark.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

INTERNETHILSEN TIL MINE RUSSISKE VENNER

 

I Facebook og på undersiden RUSSKIJ 05.02.15.

 

Kære russiske venner!

 

Ja, jeg skriver til jer som mine venner. Jeg har altid regnet de russiske mennesker for mine venner. Allerede 1962-1964, hvor jeg blev uddannet til sprogofficer (efterretningsofficer af reserven) elskede jeg det smukke russiske sprog og den russiske litteratur og var kun NATO-soldat for at hindre, at Vesteuropa, herunder Danmark skulle blive "befriet" til kommunismen. Og jeg så frem til den dag, hvor også det russiske folk skulle være frit.

 

Jeg blev glad, da Mikhail Gorbatjov kom til magten, og jeg håbede, det ville lykkes ham at omdanne det kommunistiske Sovjetunionen til en slags socialdemokratisk frit fællesskab. Det lykkedes ham ikke. Men jeg glædede mig over, at kommunismen tabte magten.

 

I 1968 blev jeg magister i dansk og russisk filologi, og i 1971 blev jeg efter en supplerende teologisk uddannelse præst i den evangelisk-lutherske Danske Folkekirke. I 1990'erne brugte jeg mine russiskkundskaber til en del aktiviteter i forhold til herboende russere og Rusland og Kazakhstan, ikke mindst af økumenisk karakter.

 

Fra 2000 af måtte jeg koncentrere mig om andre ting, men jeg fulgte fortsat med interesse, hvad der skete i Rusland. Efterhånden begyndte Vladimir Putin at skuffe mig. Det var ikke et sådant autoritært styre, jeg havde ønsket for mine russiske venner.

 

Begivenhederne i Ukraine betyder, at det nu er svært for mig at regne russerne for mine venner!

 

Jeg beder indtrængende alle i Den Russiske Føderation om at opgive de håbløst gammeldags imperiale drømme og begynde at leve i fred og venskab med deres naboer og de andre europæiske lande - og at sætte deres ære i en udvikling af det russiske samfund - politik, økonomi og kultur. Det bliver godt for os alle sammen.

 

Men det haster. Hver dag, der går, betyder, at de negative følelser mod Rusland vokser, og at den nødvendige forsoning bliver vanskeligere og vanskeligere.

 

Kære venner! Jeg beder jer!

 

Bent Christensen

pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.

 

www.bentchristensen.dk

 

-  -  -

 

Дoрогие русские друзья!

 

Да, я пишу к Вам, как к своим друзьям. Я всегда считал русских людей своими друзьями. Уже в 1962-1964 годах, когда я обучался на так называемого языкового офицера (разведывательного офицера запаса), я любил красивый русский язык и русскую литературу и только был солдатом НАТО, чтобы предотвратить "освобождение" Западной Европы, в том числе Дании, к коммунизму. И я ожидал того дня, когда и российский народ будет свободный.

 

Я был рад, когда Михаил Горбачев пришел к власти, и надеялся, что удастся ему превратить коммунистический Советский Союз в какое-то социал-демократическое свободное сообщество. Не удалось ему. Но я был рад тому, что коммунизм потерял власть.

 

В 1968 г. я стал магистром датской и русской филологии, а в 1971 г. (после дополнительного богословского образования) пастором в евангелическо-лютеранской Датской Народной Церкви. В 1990-е годы я использовал свое знание русского языка в своей экуменической и межкультурнoй деятельности в Дании, России и Казахстане.

 

С 2000 г. я должен был сосредоточиться на других вещах, но я продолжал с интересом следить за тем, что происходило в России. Постепенно Владимир Путин разочаровал меня. Не такого авторитарного режима, я хотел для своих русских друзей.

 

События в Украине значат, что сейчас мне трудно считать россиян своими друзьями!

 

Я призываю всех в Российской Федерации отказаться от безнадежно старомодной имперской мечты и начать жить в мире и дружбе со своими соседями и остальными европейскими народами - и гордиться развитием российского общества - политики, хозяйства и культуры. Это будет хорошо для всех нас.

 

Но это срочно. Kаждый день, который проходит, значит, что негативные чувства по отношению к России растут, и что необходимое примирение будет все более и более трудным.

 

Дорогие друзья! Я прошу вас!

 

Bent Christensen / Бент Кристенсен

Пастор (в отставке), доктор богословия

www.bentchristensen.dk

 

 

 

*  *  *

 

 

 

FACEBOOK-KOMMENTARER DAGEN EFTER MINSK 2.0

 

13.02.15

 

Min kommentar i en Facebook-tråd til Politiken-artiklen "Rusland-ekspert: Putin brugte »Mørkets Fyrste« til udspekuleret spil":

 

Ja, man har det underligt. Ingen glæde eller begejstring. Men vi må se. Og ikke blive trætte.

 

-

 

Og et svar på en kommentar til den:

 

Ja, n.n., og vi er i hvert fald enige i, at vi ikke må blive trætte. Hvis der kan blive rimelig ro på østfronten, vil Ukraines egen politiske og økonomiske og kulturelle udvikling være helt afgørende. - Vi hørte P 1 Debat i dag med Per Stig Møller, Søren Riishøj og en russisk gift ekspert, hvis navn jeg ikke husker. Vi holdt med Per Stig, der sagde, at først skal Putin og RF have at vide, at nu er det hertil og ikke længere, og først derefter skal vi begynde at tænke på en normalisering af forholdet til (et normalt) Rusland. - I øvrigt skal vi være opmærksomme på, at flere af Rusland-eksperterne selv har russiske interesser (fx koner), og at mange akademikere, der sidder på deres kontorer og læser bøger og studerer kort, måske bliver grebet af den geopolitiske realpolitiks storhed og glemmer, at den slags bør være fortid - og navnlig glemmer hele den, om man så må sige, indenrigspolitiske og kulturelle side af sagen, nemlig den side af sagen, at kun få i RF's nabolande ønsker at leve under russiske forhold, men foretrækker den vestlige kultur og livsform. Mit eget slagord er: Hellere Danmark med bøssebryllup end Rusland med Putin!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

SOM AT STÅ OVER FOR EN GAL HUND

 

Kommentar i Facebook til den russiske OSCE-repræsentant Andrei Kelin trussel mod Vesten, hvis man ikke stopper støtten til Kiev-regeringen (ifølge et Reuters-telegram): "Only a big catastrophe can result from such developments".

 

Ja, [Facebook-ven n.n.], den, der truer, har måske ikke noget at have det i, men nogle af os har ofte sammenlignet med situationen i 1938, og desværre er det sådan, at Putin har betydeligt mere at have det i, end Hitler havde, kort sagt: atomvåben! - Jeg gentager, at jeg ikke agter at lade mig skræmme af Putin og hans folk. Men jeg må indrømme, at jeg, hvad jeg også har sagt flere gange før, ikke kan lade være at tænke på juli og august 1914. - Det er som at stå over for en gal hund eller en rotte, der er trængt op i en krog. Ja, Putin må virkelig være trængt nu! Og så skal man optræde både fast og klogt. - Jeg vil umiddelbart sige: Jernnæven i fløjlshandsken. Vi kan jo sagtens minde Putin om, at hvis det skulle komme til en stor militær konfrontation, vil han hurtigt være totalt færdig. Og lad os bare gøre det. - Måske er det i virkeligheden ikke så dårligt at fortsætte sanktionerne nogenlunde på det nuværende niveau. Og støtte Ukraine med våben på en passende måde. Og selvfølgelig penge m.m. I forhold til befolkningen i RF har vi vel tiden på vor side. Jo mindre de hidser sig op, og lader sig hidse op, mod os, jo bedre. Men jo mere de bliver trætte af de økonomiske og prestigemæssige virkninger af Putins politik, jo også bedre. Og hvad siger kloge folk i og omkring Kreml? Hvad siger de kloge blandt generalerne? - Og jeg bliver ved at tale om tv-stationen. Men med den udmelding, der er kommet her, haster det mere end nogensinde før. - Det er min spontane mening.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

VERDEN IFØLGE GRAM

 

Om Ukraine og Rusland

 

Opslag på min Facebook-væg formiddag 27.01.15.

 

Jeg har lige hørt denne tirsdags Verden ifølge Gram på DR (radio) P 1. Og det er jeg ikke blevet i godt humør af. Det var bla. den, kan man vist godt sige, ukrainsk-russiske (stammende fra Dnepropetrovsk i Ukraine) Svetlana Petersen, DR-korrespondent Matilde Kimer og Ukraine-ekspert, tidligere dansk militærattache i Kiev Claus Mathiesen, Steffen Gram havde i studiet, og stort set alt, hvad de sagde var dystert, både om Ukraines egen meget dårlige situation og om den hjernevaskede russiske befolknings tilbøjelighed til at slutte op om Putin. Her er en af mine kommentarer til udsendelsen. Forkortelsen RF står for Den Russiske Føderation, som det, vi kalder Rusland, jo egentlig hedder, i sig selv et etnisk kludetæppe. - Men jeg har altså skrevet:

 

Bortset fra den dystre vurdering af Ukraines egen situation var det også skræmmende at høre, hvad der blev sagt om en mulig udelukkelse af Rusland fra SWIFT. - Dels det, at Rusland vil betragte det som en i hvert fald økonomisk krigshandling. Det blev vist sagt som en trussel i Davos. Og selv om jeg ikke mener, vi skal lade os styre af russiske trusler, er det alligevel uhyggeligt at tænke på, hvad et desperat Putin-styre vil kunne finde på. - Dels det, at et økonomisk sammenbrud, ja, måske kollaps og opløsning i RF også er et meget ubehageligt scenarie. - Og udsendelsen gav ikke meget håb om, at man vil kunne omvende flertallet af RF-befolkningen, som åbenbart lever i gamle imperiale drømme og fjendebilleder, som er videreført fra Den Kolde Krigs tid. Og som under pres vil slutte op om deres store og stærke dejlige leder - Som De Nattergale sagde i deres julekalender: What Dælen do we do?!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Multikulti og privatskoler

 

Min kommentar til Deadline 22.01.15, dvs. til indslaget om flugten til privatskolerne:

 

De, der ønsker et multikulturelt samfund, må være glade.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kommentar til Deadline 20.01.15 om begrebet landsforræder

 

Fra Deadlines Facebook-profil: Hvad stiller man op imod en trussel, der lever iblandt os – er ’landsforræder’ det rigtige mærkat at sætte på danske statsborgere, der bekender sig til islamismen? Claus Bundgård Christensen, Hans Davidsen-Nielsen og Helle Merete Brix er gæster i Deadline 22.30. Jacob Rosenkrands er vært.

 

MIN KOMMENTAR: Det vigtigste er, at alle former for antidemokratisk virksomhed mødes af en enig fordømmelse fra alle sider i det danske samfund. Og denne fordømmelse vil blive enigere og kraftigere, jo mere antidemokraterne ytrer sig. (Medmindre selvfølgelig nogen lader sig terrorisere til at tie stille eller snakke udenom af frygt). - Men den direkte terrorvirksomhed og den direkte, bevislige forberedelse dertil skal mødes med jernnæven. - Jeg har vist aldrig virkelig brugt ordet landsforræder om nogen, men har jeg gjort det, og skulle jeg komme til at gøre det, er det om de etniske danskere, der enten bagatelliserer den ekstremistiske trussel eller forholder sig tvetydigt til den.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

ZENIA STAMPES TALK-TOG

 

Slået op på min Facebook-væg 20.01.15.

 

Zenia Stampes humanismekampagne kan vel ikke betegnes som et korstog, men måske som et talk-tog.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kommentar til indslaget om de danske frihedsrettigheder i Deadline 19.01.15

 

Jacob Rosenkrands spillede virkelig rollen som Djævelens advokat. Og i denne alvorlige situation er det også godt, at man, som det også blev sagt af en af deltagerne, ikke vælger en medicin, der er værre end sygdommen. Derfor lytter jeg altid til, hvad jurister siger, også når jeg ikke uden videre eller til at begynde med er enig med dem. Men når man så har lyttet til alle argumenterne, må man se på virkeligheden og træffe en beslutning. Jeg synes, Rasmus Jarlov og Henrik Dahl sagde mange gode og fornuftige ting. Og én ting er det vigtigt at få understreget, nemlig at frihedsrettighederne i Danmark ikke er ensbetydende med, at alt og alle har ret til at blive lukket ind i Danmark.

 

Jeg hører til dem, der i hvert fald siden o. 2000 har været imod en stor indvandring overhovedet. Jeg sagde allerede dengang, at en stor indvandring i sig selv ville ændre Danmark på en måde, der ikke ville være tilfældet uden en sådan indvandring. Og det gælder også, hvis der er tale om fx en million søde og rare og arbejdsmarkedsaktive indvandrere og efterkommere med en meget anderledes kultur. Jeg siger fx til mine højt elskede polske venner, som jeg har meget med at gøre både her og dér, at jeg ikke ville bryde mig om at få en million katolske polakker til Danmark ved indvandring. For med al respekt og kærlighed og dybfølt økumenisk engagement, ville det gøre det evangelisk-lutherske Danmark til et andet land. Det ville svække Reformationens landvindinger. Og hvor meget stærkere vil virkningen af en million muslimske indvandrere og efterkommere så ikke være. For slet ikke at tale om mennesker, der klart er programmeret med en antidemokratisk og autoritær tankegang. Jeg køber altså ikke påstanden om, at respekt for frihedsrettighederne internt i Danmark skal være ensbetydende med, at alt og alle skal have ret til at blive lukket ind i Danmark.

 

Men man skal ikke diskriminere, siges det. Så kan man bare lukke kraftigt ned for al indvandring. Hvilket ikke udelukker, at udlændinge, hvis arbejdskraft man har brug for, kan få lov til at finde sig et arbejde i Danmark. Også i disse tilfælde behøver man dog ikke at løbe foran sig selv.

 

Hvad bekæmpelsen af islamistiske aktiviteter i Danmark, angår, er jeg i høj grad af den opfattelse, at når et folketingsflertal nu har lukket disse mennesker ind, så må de stort set være omfattet af alle de danske frihedsrettigheder (der dog som bekendt ikke er grænseløse). Jeg har fx altid vendt mig mod idéen om, at man skulle forbyde moskéer og den slags. Dels gælder Grundlovens bestemmelse om religionsfrihed jo også muslimerne (med de indskrænkninger, der ligger i § 67's ord om, at der intet må "læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden"). Og netop fordi jeg altså grundlæggende er imod masseindvandring overhovedet, ser jeg det også med de mere kyniske briller på som en fordel, at det bliver så tydeligt som muligt, hvordan vort samfund er ved at blive ændret. Det samme gælder et langt stykke også tilkendegivelserne af sympati med terroristerne. Lad os bare se, hvad det er vi har fået. Men det skal selvfølgelig være inden for grænserne af gældende og ikke mod Grundloven stridende lov.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Skyldes de progressives vanskeligheder, at de har haft en skjult dagsorden?

 

I DR 2 Deadline havde søndag afden 18/1 et indslag, der blev annonceret således:

 

Hvorfor er venstrefløjen så tavs, når det kommer til religionskritik? Har angrebet på det franske satire-blad Charlie Hebdo ændret på det? Se med i aften. Niels Krause-Kjær er vært.

 

Jeg satte denne kommentar i Deadline-tråden 19.01.15 lige før klokken 12:

 

Det er utroligt, at det har skullet tage i hvert fald foreløbig nogle af de "progressive" så lang tid at indse, at islamismen er reaktionær, ja, højreradikal. Forklaringen kan efter min mening kun være, at man mere eller mindre bevidst har haft en skjult dagsorden, nemlig den, at indvandringen og den store hensyntagen til det stakkels muslimske mindretal skulle omdanne det trods alt stadig ret traditionelle danske samfund til et helt andet samfund, som ville kunne kontrolleres af de "progressive".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Forskellige Facebook-tekster m.m. 16. januar 2015

 

To indledninger. - Min nye genre Tegninger uden streger. - En aforisme om humanisterne som Komiske Ali'er. - Facebook-kommentaren "Pest, kolera, tyfus ‑ og AIDS".

 

Er også sat på som blog-tekst i min avisen.dk-blog "Jeg er ellers ikke blogger.

 

Det hele udvikler sig, og det gør det også i mit hoved. Det er frygteligt, hvad der her den 16. januar 2015 næsten time for time sker i Europa - hvortil kommer sådan noget som Boko Harams fremgang og ugerninger i Afrika og de voldsomme demonstrationer ved den franske ambassade i Karachi, Pakistan, men jo også en lang række andre ting. Og det bliver ikke bedre af, at det på verdensplan i høj grad også er muslimer, der bliver ofre for terroren. Derfor må vi i det mindste begynde at se virkeligheden i øjnene og kalde tingene ved deres rette navn. Jeg er fx enig med Salman Rushdie, når han (citeret og oversat efter hukommelsen) siger: "Når nogen siger: 'Ytringsfrihed, men ...', holder jeg op med at høre efter". Og jeg holder med Jyllands-Posten, når den i lederen siger: "Vold virker". Derfor vil jeg også til enhver tid sige "Jeg er JP". Hvilket altså også betyder, at heller ikke jeg ville stå op mod en meget direkte trussel om at blive slået ihjel. Vi må indrømme, at vi er bange, men så ellers tage den derfra, som man siger, og på alle mulige måder arbejde for, at der kommer en tid, hvor vi ikke behøver at være bange.

 

I denne situation støtter jeg selvfølgelig alle sider af kampen mod selve den islamistiske terrorisme, lige fra den moralske imødegåelse med ord til den nødvendige anvendelse af våbenmagt. Med "våbenmagt" tænker jeg dog især på politiets indsats mod terrorismen i vore egne lande. Krige som dem i Afghanistan og Irak m.m. er jeg særdeles forbeholden over for. Det ideelle ville være, at vi holdt os helt udenfor og lod befolkningerne i disse lande selv finde ud af, hvordan de vil leve deres liv - hvilket dog ikke udelukker, at vi støtter menneskerettigheds- og demokratiforkæmpere i disse lange. Men det, jeg især vil bruge mine egne kræfter på, er kampen mod dem i vor egen lejr, altså i Danmark og Europa, der enten direkte står på terroristernes side eller dog på den ene eller den anden måde de facto støtter dem eller er bløde over for dem. Det minder mig i høj grad om situationen under Den Kolde Krig, hvor det vel trods alt kun var ret få, der nærede et dybtfølt ønske om at fremme sovjetkommunismen, men hvor mange enten førte sig grumset frem eller i det mindste var nyttige idioter. (Der er i hvert fald mange af de endnu levende fra dengang, der i dag meget kraftigt erklærer, at de sandelig var modstandere af sovjetkommunismen).

 

Vore egne landsforrædere (i dette ords også meget brede betydning) og nyttige idioter er altså min hovedmodstander. For vi kommer aldrig videre, hvis de fortsat skal have så stor indflydelse. De skal imødegås på alle måder, både med flere og kraftigere fremsatte modargumenter og med - meget aktuelt - hån, spot og latterliggørelse. Jeg bruger nødigt de sidste ord; der jo gentagne gange er blevet pillet ud af sammenhængen i Jyllands-Postens tekst i sin tid, hvor det, det drejede sig om, var at se, om der var nogen, der efter mordet på den hollandske islamkritiker Theo van Gogh i 2004 og Kåre Bluitgens problemer med at finde en tegner til sin bog Koranen og profeten Muhammeds liv, turde få offentliggjort en satirisk tegning af Muhammed. Men netop i min egen aktuelle sammenhæng bruger jeg altså alligevel ordene "hån, spot og latterliggørelse". Og det gør jeg blandt andet for at ære Charlie Hebdo-tegnerne, de levende såvel som de døde. Men deri ligger også, at det er i Charlie Hebdos ånd at pille de dårlige autoriteter ned ved hjælp af humor og satire. Og selv om det, som blandt andet Zenia Stampe har indset, er gået noget tilbage for indvandringstilhængerne og dem, der er bløde over for islam og islamismen, har strømmen af "humanistiske" plusord stadig stor indflydelse. Derfor er blandt andet autoritetskritik gennem hån, spot og latterliggørelse altså formålstjenlig.

 

Min egen godhed og strategiske og indenrigpolitiske klogskab, for så vidt angår forholdet til verdens, Europas og Danmarks mange muslimer, vil jeg ikke lufte her. Nu gælder det først kampen mod dem, der udgør den største hindring for, at vi kan få en i alle ordets betydninger ordentlig fælles holdning og politik på disse områder.

 

Torsdag den 15. januar 2015 fik jeg en idé. Jeg ved ikke, om jeg er den første, der har fået den. Det nærmeste tilsvarende, jeg kender til, er Felix Mendelssohn-Bartholdys Lieder ohne Worte. Men for mit vedkommende blev det altså påbegyndelsen af en række Tegninger uden streger, ja, oprettelsen af en internetunderside med denne titel. Jeg vil også sætte disse "tegninger" på min Facebook-væg. - Jeg sætter nu indledningen til denne række og side ind:

 

TEGNINGER UDEN STREGER

 

Har jeg opfundet en ny genre? Den er i hvert fald ny for mig. Jeg har altid beundret vittigheds- og satiretegnerne. Og uanset hvad jeg under fredelige omstændigheder ville mene om det jo meget grove venstreorienterede blad Charlie Hebdo, har dette blad og dets tegnere, både de endnu levende og de døde, også gjort et stærkt indtryk på mig. Der er tale om en helt særlig fransk tradition, og i mange tilfælde har ofrene for satiren virkelig selv bedt om at blive hængt ud. Forholdene i Frankrig er i mange henseender meget anderledes end forholdene i Danmark. Desuden virker Charlie Hebdo-folkene på mange måder særdeles sympatiske. Og de er helt uafviseligt intelligente og dygtige. Men også bedre og mere bløde, end man umiddelbart skulle tro. Det er i hvert fald mit klare indtryk her den 16. januar 2015. Jeg har gennem Ekstra Bladet bestilt et eksemplar af det første nummer efter attentatet, og jeg håber, jeg får det, og glæder mig til i givet fald at studere det nøje.

 

Men jeg kan desværre ikke selv tegne. Derfor har jeg besluttet at prøve at lave en serie Tegninger uden streger (jf. Felix Mendelssohn-Bartholdys Lieder ohne Worte). Og det vil selvfølgelig sige, at jeg med ord prøver at beskrive det billede, jeg gerne ville have kunnet tegne, og dernæst skriver, hvad der (eventuelt) skulle have stået i en eller flere talebobler, hvorefter jeg (normalt) vil forsyne "tegningen" med en undertekst.

 

I første omgang vil mine "tegninger" nok helt overvejende komme til at handle om situationen omkring terroranslaget i Paris 7/1 og om den videre fremmed- og værdipolitiske problematik, ikke mindst her i Danmark. Men det kan ikke udelukkes, at jeg vil prøve at bruge denne genre, og altså denne nye underside, til alle mulige former for satire og humor.

 

Så vidt indledningen. Her er den første "tegning uden streg":

 

Tegning nr. 1 - Johanne Schmidt Nielsen

 

I forgrunden Johanne Schmidt-Nielsen, der i taleboblen siger: "Bare nogle få tosser". Men i den mørke baggrund bag sig har hun en stor flok elefanthueklædte mænd, der svinger deres Kalasjnikov'er i luften. Teksten under "billedet" er: "Hun er stadig ikke bange. Men hun er jo også deres ven". - 16.01.15.

 

-

 

Men jeg har også fået andre idéer. Her er:

 

Dagens aforisme 16.01.15

 

Efterhånden som den europæiske terrorsituation udvikler sig, kommer vore humanister mere og mere til at minde om Iraks Komiske Ali.

 

-

 

Og her er en Facebook-kommentar, som jeg lige over midnat 15./16. januar 2015 skrev i en tråd, hvor det var forholdet til Putin-Rusland, det drejede sig om:

 

PEST, KOLERA, TYFUS - OG AIDS

 

Vi kæmper mod både pest (islamismen) og kolera (Putin) - og så vel mod tyfus, altså de vestlige højrekræfter, der støtter og støttes af Rusland (efter sigende bla. Front National i Frankrig, ærgerligt). Nå ja, jeg kunne jo også have nævnt en sygdom for vore egne indvandringstilhængere og islam-støtter. Det kunne være AIDS!!!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Pest, kolera, tyfus - og AIDS

 

Facebook-kommentar lige over midnat 15./16. januar 2015 til noget, en ven havde skrevet

 

Vi kæmper mod både pest (islamismen) og kolera (Putin) - og så vel med tyfus, altså de vestlige højrekræfter, der støtter og støttes af Rusland (efter sigende bla. Front National i Frankrig, ærgerligt). Nå ja, jeg kunne jo også have nævnt en sygdom for vore egne indvandringstilhængere og islam-støtter. Det kunne være AIDS!!!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

TALK-TOG

 

EKSTRA BEMÆRKNING TIL ZENIA STAMPES NYE HUMANISMEKAMPAGNE

 

Facebook-opslag med midnatstid 15/16.01.15.

 

I forlængelse af mine kommentarer til Zenia Stampes optræden i Deadline i onsdags vil jeg dels (senere) bebude et nyt større strategisk initiativ fra min side, dels straks præsentere et nyt ord, jeg har opfundet. Jeg kom i en Facebook-kommentar til at skrive følgende til en ven, der havde været til et Niels Helveg Petersen-foredrag, hvor blandt andet nationalismen var blevet omtalt som humanismens modsætning (eller noget i den retning).

 

"Ja, de bliver ved. Nu altså med Niels Helvegs partifælle Zenia Stampe i spidsen for det humanistiske korstog. - Nå nej, man kan vel ikke tale om et humanistisk KORSTOG! Kan jeg hurtigt finde et bedre ord? Måske: Det humanistiske TALK-tog. Hvor "TALK" altså er det engelske ord for tale eller snak. Indtil videre vil jeg bruge det".

 

Og her er altså mit ny ord for de helliges kampagne: TALK-TOG.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

SIDSTE: Humanisten Zenia Stampe i Deadline.

 

Dette svarer til opslaget på min egen Facebook-væg 14.01.15.

 

Men det blev også meddelt, at den programsatte dokumentar om Charlie Hebdo måtte udgå, fordi man ikke var færdig med at granske indholdet!

 

Indslaget om humanismen blev på Deadlines profil annoncereret således:

 

Deadline - DR

 

Hvad er humanisme og mangler vi den i Danmark?

 

Zenia Stampe fra De Radikale vil gøre 2015 til året, hvor humanismen slår tilbage, og bliver genindført i blandt andet udlændingedebatten. Men dermed tager Zenia Stampe patent på humanismebegrebet lyder skudsmålet fra Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

 

Debat mellem de to i aftens Deadline, hvor vi også får filosof Anders Fogh Jensen til at forklare det komplicerede humanisme-begreb til seere såvel som vært Niels Krause-Kjær.

 

MINE KOMMENTARER I TRÅDEN TIL OPSLAGET:

 

Jamen det passer jo fint til, at man åbenbart ikke tør vise den annoncerede dokumentar om Charlie Hebdo!

-

Men jeg bebrejder ikke nogen, at man er bange for at blive slået ihjel. Jeg forlanger kun, at man skal sige sandheden. Som Jyllands-Posten har gjort. Så vil man kunne sige "Jeg er Jyllands-Posten"! - Og mit svar på en kommentar til dette: Ja, n.n., men det er jo det, der sker, når man er bange for at blive slået ihjel. Og det, jeg forlanger, er, at man indrømmer det. Så kan vi tage den derfra og prøve at arbejde os frem mod en tilstand, hvor ingen behøver at være bange.

-

Zenia Stampe har stadig intet lært. Plusordene vælter ud af hende. Men hun bliver forhåbentlig belært på valgdagen.

_

 

OG MIN KOMMENTAR TIL, HVAD MAN HAVDE VALGT AT BRINGE I STEDET FOR CHARLIE-DOKUMENTAREN:

 

Business as Usual! Den er god!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MERE OM CHARLIE-FORSIDEN I MORGEN

 

13.01.15 - I forlængelse af et tidligere opslag på min Facebook-væg i anledning af, at jeg i dag har skiftet Charlie Hebdos 2011-forside ud med 14.01.15-forsiden som mit midlertidige profilbillede.

 

I den britiske "PressGazettes" internetudgave (link nederst, [men ikke her på denne side]) har jeg fundet denne udlægning af Charlie Hebdos bladforside i morgen 14/1:

 

It shows a bearded man in a white turban with a tear streaming down his cheek, and holding a sign reading "Je suis Charlie". Overhead is the phrase "Tout est Pardonne" (All is Forgiven), which French media interpreted as meaning Muhammad is forgiving the cartoonists for lampooning him.

 

(Den viser en skægget mand med en hvid turban og med en tåre løbende ned ad kinden. Han holder er skilt med teksten "Je suis Charlie" [Jeg er Charlie]. Over hans hoved står sætningen "Tout est Pardonné" (Alt er tilgivet), hvilket franske medier har fortolket på den måde, at Muhammed nu tilgiver tegnerne, at de har latterliggjort ham).

 

Og det er altså denne bladforside, jeg nu bruger som profilbillede. Måske vil jeg skifte det ud hver uge. Men hvis der ikke ligefrem kommer en ny terrorhandling eller lignende, vil jeg nok sætte mig selv på igen 8/2. Den slags har aldrig været min stil. Jeg har ikke engang brugt det ukrainske flag sådan, selv om jeg for så vidt har haft lyst til det. Når jeg nu bruger disse billeder, er det, fordi jeg er af den opfattelse, at jo mere terror modparten fører sig frem med, jo flere billeder skal de have. Jeg er lige ved at tilslutte mig det forslag (fra jeg husker ikke hvem), der går ud på, at man skulle læsse anti-ISIL-alliancens fly med tegninger i stedet for bomber og smide dem ud over ISIL's stillinger.

 

Med fare for at ødelægge noget for nogen vil jeg prøve at fortolke lidt videre. Der er nok flere lag i det. Det er tvetydigt, hvad der ligger i, at den profet, i hvis navn og for hvis æres skyld tolv mennesker på og ved Charlie Hebdos redaktion er blevet dræbt, nu ikke alene tilgiver ofrene, men også identificerer sig med dem. Det er efter min mening først og fremmest den mest udsøgte hån mod Muhammed og hans terroristiske tilhængere. (At ordene "Alt er tilgivet" skulle betyde, at Charlie Hebdo tilgiver Muhammed, tror jeg ikke på. Men det kunne selvfølgelig betyde, at man tilgiver ham den ugerning, der er begået i hans navn, fordi han nu har omvendt sig og identificeret sig med Charlie, selv om det jo naturligvis ikke er tilfældet i virkeligheden. Jeg tror dog ikke, at det er meningen, i hvert fald ikke den primære mening, for i kunst på det niveau, der her er tale om, kan flere mulige betydninger godt stå og blafre på én gang). Men der er også en anden side. Det kan også være en bitter pille mod alle dem, der pludselig fik så travlt med at sige "Je suis Charlie". (Jf. den hjemlige debat om dette, fx den kritik Jacob Mchangama har fremført). Man kan også tænke på de topfolk fra en lang række lande, hvor der absolut ikke er pressefrihed, der deltog i marchen i Paris i søndags. Det var vel topmålet af hykleri! Og så er meningen altså, at når alle de andre, der enten ikke har vist et mod, der bare tilnærmelsesvis har kunnet måle sig med det mod, Charlie Hebdo har vist og er kommet til at betale prisen for, eller som direkte står for det modsatte, har ført sig frem med "Je suis Charlie", så kan man lige så godt tage det sidste skridt med og lade Muhammed selv melde sig under fanerne - eller altså Je suis Charlie-skiltene. Og så kan "Alt er tilgivet" måske betyde, at nu skal vi bare fortsætte med at tale om og demonstrere for tolerance, som det fx er sket i Tyskland i dag med forbundspræsidenten og forbundskansleren i spidsen. - Men man kan blive ved at se på billedet og tænke over teksterne og få endnu mere til at stå og blafre. - Før 7/1 kendte jeg kun bladet af omtale. Blandt andet for, at det i solidaritet med Jyllandsposten og Danmark i sin tid trykte Muhammed-tegningerne. Men nu har jeg set lidt mere. Og jeg må indrømme, at der bogstavelig talt er tale om grove løjer. Det er fx ikke småting, den katolske kirke, og dermed kristendommen bliver udsat for. Men meget af det har den katolske kirke virkelig selv bedt om. Og præsident Hollande. Han er blevet vist med åben gylp og dryppende tissemand. Ja, jeg bruger dette ord, selv om det vist ikke er tis, der drypper ud af den! Men sådan er den tradition, dette venstreorienterede franske satireblad står i. Og når vi trods alt ikke har noget helt tilsvarende i Danmark, kan det jo skyldes, at der ikke er tilsvarende grove ting at gøre grin med. Men når alt dette er sagt, er det mit indtryk, at Charlie Hebdos stab består (og bestod) af nogle meget dygtige og intelligente mennesker med en humor, der midt i alle grohederne er meget fin, og som i virkeligheden nok er mindst lige så gode og rare som os andre. Jeg har gennem Ekstra Bladet bestilt et eksemplar af det nummer, der udkommer i morgen. Det sagde chefredaktør Poul Madsen i TV 2 News' Presselogen at man ville kunne, og jeg har fået en venlig svarmail, hvori man lover at tage sig af min bestilling. I dag hører jeg, at også Bladkompagniet vil distribuere bladet. Jeg glæder mig til at kunne ære både de døde og de overlevende ved at tage dette nummer i hånden, og jeg glæder mig også til at studere det nærmere. Hvad man end vil synes om det, er det et enestående fænomen i den europæiske bladverden. Jeg ved dog ikke, om det ligefrem ender med, at jeg tegner abonnement.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Terrorismen og Koranen.

 

I Deadline 12.01.15 diskuterede Jørgen Bæk Simonsen og Tina Magaard, i hvilket omfang terrorismen udspringer af Koranen. Min kommentar såvel i tråden til Deadlines Facebook-opslag som i tråden til et af mine egne opslag - og nu her - er:

 

Det er klart, at ekstremismen vokser ud af islam og Koranen. Derfor er det først og fremmest muslimernes eget problem, hvordan de vil forhindre det. Men vi andre kan jo give dem nogle gode råd, både for deres og vores egen skyld. Det vigtigste er, at de opgiver tanken om, at den jordiske Koran er en nøjagtig kopi af den himmelske. Så kan de stadig tro, at der er tale om åbenbaring. Men så kan de også sige, at det og det hører hjemme på Profetens tid og ikke kan have gyldighed for os nu. Og så kan de i det hele taget forholde sig frit til traditionen. - Jeg vil ikke råde muslimerne til at blive ateister. De må prøve at leve i den monoteistiske gudstro, der stadig vil ligge i det. - Om jeg da ikke vil råde dem til at komme til tro på Kristus? Jo da! Men da troen på Kristus kun kan komme i stand i total frihed, kan det blive en lang proces. Hvis man overhovedet ønsker det. Der er jo i det hele taget mange mennesker, der ikke ønsker at tro på Jesus Kristus.- Noget mere kritisk vil jeg dog tillade mig at udtale min undren over, at der, når islam er den sande religion, leves så dårligt i de muslimske lande, at man i millionvis skal flygte til det rådne kristne Vesten. En bred og dyb selvkritik var nok på sin plads. Man kunne også søge inspiration i den muslimske storhedstid i de første århundreder og prøve at producere både kulturelle og materielle værdier i stedet for overvejende at dyrke volds- og dødskulturen. - Ja, det var nogle råd og bemærkninger. Også for min egen skyld. For vi kan jo ikke fjerne terrorismens problem med væbnet magt alene. Selv om enhver stat jo, når det kommer dertil, må beskytte sig selv og sine borgere med alle til rådighed stående midler.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Ugens digt med kommentarer som debatindlæg

 

Dette er mit Ugens digt, uge 3/2015, som det, med såvel en særlig, til digtet knyttet, kommentar som en mere almindelig kommentar (i et kommentarfelt) den 12. januar 2015 blev slået op på min Facebook-væg og sat på undersiden "Litterære tekster". I betragtning af 7/1-situationens særlige karakter har jeg også sat det hele ind her på undersiden "Debat".

 

Ugens digt, uge 3/2015

 

Indledt således på min Facebook-væg: "UGENS LOLLANDSONET BLIVER FØRST SLÅET OP I MORGEN. NEDENSTÅENDE DIGT MÅTTE JO PÅ I DAG. - Se de undtagelsesvise kommentarer efter digtet".

 

FØDSELSOVERVEJELSER I JANUAR 2015

 

Erantissens lille gule nakke er klar til fødslen,

og luften er mere end varm nok.

Men stormen raser deroppe,

og det er ikke til at vide,

hvad den kommende uge vil bringe.

Det klogeste er at dukke sig lidt endnu.

Ja, er det muligt at gå i sin knold igen?

 

11.01.15

 

KOMMENTAR: Normalt skal digteren ikke ødelægge sit digt og læserens læsning af det ved at kommentere det. Men der er jo ingen tvivl om, at det syn, der er tale om i dette digt, er påvirket af situationen omkring 7/1. Derfor vil jeg tillade mig at sige, at selv om det ikke er en af verdenslitteraturens største tekster, er det dog et syn, et digt, som er mere end agitprop. Vil jeg mene. Jeg ved jo også, at det blev til som et syn af erantissen og selv skrev sig videre.

 

I KOMMENTARFELT I TRÅDEN TIL OPSLAGET AF DETTE DIGT:

 

Og med fare for, at digtet bliver yderligere ødelagt, vil jeg her i dette kommentarfelt vise, hvad jeg netop har skrevet i en besked til en god FB-ven:

 

Kære n.n.! Tak for denne! Og der skete heldigvis ikke noget. Jeg åndede dog lettet op, da VIP'erne var blevet kørt væk. Og Anna og jeg kunne glæde os over parisernes og de andre deltageres meget sympatiske opfindsomhed. Der var selvfølgelig kæmpeblyanten. Men en anden, mindre, ting, der fangede mit blik, var den unge kvinde med vist tre blyanter stukket i sin hårknold. Franskmændene (som jeg på flere måder kan have et kritisk forhold til) scorede points hos mig. - Og dette fører mig til, hvad jeg vil sige fra nu af, og altså allerførst til dig her: Vel skal staterne beskytte sig selv og deres borgere med al nødvendig fysisk magt, men det er kun en beskyttelse mod problemets virkninger, og en beskyttelse, som aldrig kan blive total. Nogle ganske få terrorister kan terrorisere et helt samfund. Og der vil altid komme nye til, så længe det underliggende problem eksisterer. Derfor er, hvad man højtideligt kan kalde den åndelige kamp, det eneste, der kan løse problemet helt. Og den består jo dels i, at vi på alle måder styrker vort eget liv (også, og ikke mindst, måder, der er rent positive, for netop livets egen skyld, og ikke sker med tanke på truslerne), dels i, at vi overbeviser muslimerne om, at de, ja, lad mig bare sige det på den måde, skal se at få sig et liv! Du har vel set mit råd til dem angående Koran-fundamentalismen (og de autoritære traditioner, altså sharia osv.). Det er det grundlæggende. Men jeg vil også råde dem til andre ting. De skal selvfølgelig se at ankomme til den moderne verden. De kan tage mig som forbillede! Jeg er i nogle henseender meget kulturkonservativ, eller kan betragtes som sådan, men jeg mener alligevel, jeg er til stede i den moderne verden. Og en anden ting er, at de i stedet for volds- og dødskulturen bør studere deres egen historie. For uanset alt, hvad der ellers kan siges, havde islam en storhedstid gennem flere århundreder. Og på det grundlag kan de gå ind i en fredelig kappestrid med os andre. - Endelig kan jeg dog heller ikke lade være at pege på, at det er underligt, at den religion, der i den grad påberåber sig at være den eneste sande åbenbaring, giver sine tilhængere så dårlige levevilkår, at de i så stort tal skal flygte til det rådne kristne Vesten! Det svarer til, at der under Den Kolde Krig ikke var mange, der flygtede fra Vesten til det socialistiske paradis. - Om lidt slår jeg det Ugens digt op, jeg skrev natten til søndag. Der er ingen tvivl om, at det syn, der er tale om, er påvirket af situationen omkring 7/1, men selv om det ikke er en af verdenslitteraturens største tekster, er det dog et syn, et digt, som er mere end agitprop. Vil jeg mene. Jeg ved jo også, at det blev til som et syn af erantissen og selv skrev sig videre. Her er det - med venlig hilsen fra din ven Bent

 

 

 

*  *  *

 

 

 

I ANLEDNING AF TERRORANGREBET MOD CHARLIE HEBDO

 

Her er nogle af de ting, jeg i dagene 7.-8. januar 2015 har skrevet i Facebook.

 

Jeg begyndte vist i en vens tråd:

 

Tak, n.n.! Der er nok nuancer i vor forståelse af visse sider af situationen. Det er vigtigt, at vi ikke bøjer os. Men der skal mod til at blive ved at tegne. Vi må indrømme, at vi er under pres fra den muslimske terror, og at vi i en vis udstrækning giver efter. Ja, det må vi indrømme. Og bare alle de "hellige" ville spare os for deres bortforklaringer. - Hvad der videre kommer til at ske, ved jeg ikke. Og jeg er snart en gammel mand. De unge europæere må finde ud af, hvad for et Europa de vil leve i.

 

Og min næste kommentar var:

 

Det er vel mig, du skriver til i forrige kommentar. Jeg er under normale omstændigheder en fredens mand, men jeg har altid været imod selve indvandringen, befolkningsudskiftningen. Og så kunne jeg egentlig godt have betegnet dem, der fremmer indvandringen, som landsforrædere, nogle, der arbejder på noget, der vil gøre danskerne til en minoritet i deres eget land. Navnlig når man tænker på, hvad disse "hellige" har betegnet os som. Og når man så lægger den muslimske terror oveni. Men jeg holder mig nu så vidt muligt ude af debatten - under slagordet: De yngre og unge må selv afgøre, hvilket Danmark og hvilket Europa de vil leve i.

 

Og jeg kopierede ovennævnte vens profilbillede og gjorde det til mit også (Charlie Hebdo-forsiden fra oktober 2011 "CHARIA HEBDO", hvor Muhammed er gjort til chefredaktør og siger: "100 piskeslag, hvis I ikke dør af grin!").

 

Derefter slog jeg dette op på min egen væg:

 

MIT SVAR PÅ DET MUSLIMSKE TERRORANGREB I PARIS SKAL I FØRSTE OMGANG VÆRE MIT NYE PROFILBILLEDE. JEG HAR KOPIERET DET FRA MIN VEN N.N. - Og jeg vil sådan set opfordre andre til at gøre noget lignende. At vise billeder og billeder og billeder er et godt modangreb. Men vi skal først og fremmest vise vor solidaritet med det franske blad.

 

 Ellers er mit motto, at jeg (på vej mod 72) holder mig ude af debatten og siger til de yngre og unge, at det er deres sag at finde ud af, hvilket Danmark og hvilket Europa de vil leve i.

 

Og jeg satte denne kommentar i Deadlines opslag til 22.30-udsendelsen den 7. januar:

 

Jeg har lige set Deadline, og jeg har sat denne kommentar i deres tråd:

 

Der bliver stadig snakket udenom, især på den måde, at man begrunder en hensyntagen til islam med en hensyntagen til det stakkels muslimske mindretal. Man må simpelt hen indrømme, at vi er under et terroristisk pres, og at vi giver efter, fordi vi er bange. - Andet ønsker jeg ikke at sige. Jeg er født i 1943 og siger, at det er op til de yngre og unge at tage stilling til, hvilket Europa og hvilket Danmark de vil leve i.

 

Og senere (i tråden til mit eget opslag af ovenstående):

 

Sidder her kl. 2354 og ser TV 2 News. Så vidt jeg har nået at opfatte det, er der grund til at være tilfreds med de danske avisers reaktion på terrorhandlingen i deres udgaver i morgen. - Hvad siger Bo Lidegaard? Hvordan skal Politikens forside forstås? Den går i hvert fald ikke direkte til modangreb. - Men store amerikanske medier, vist bla. CNN, vil ikke vise Charlie Hebdos tegninger. For ikke at støde muslimerne!!! - Jeg gentager: Nu må vi se, hvordan de europæiske befolkninger reagerer. - Jeg mener, at der skal udråbes skam, skam og atter skam over islamismen. Disse mennesker skal vide, at de hører til på historiens losseplads. - Men hvad så med alle de mange almindelige muslimer, der bare vil leve deres liv? De må også finde ud af, hvor de vil stå.

 

-

 

MERE OM MIT NYE PROFILBILLEDE

 

Jeg overtog helt spontant mit nye profilbillede fra min meget gode Facebook-ven n.n. Men jeg ville jo gerne vide helt nøjagtigt, hvad det var jeg havde overtaget, så jeg bad ham give mig de relevante oplysninger. Han svarede:

 

»Vores portræt er fra 1. nov. 2011, teksten lyder i dansk oversættelse: "100 piskeslag, hvis du ikke dør af grin!" Tegningen var en reaktion på en islamistisk valgsucces i Tunesien«.

 

Jeg er ved at forske videre i sagen og har foreløbig fundet ud af, at når der øverst i billedet står "CHARIA HEBDO" (SHARIA HEBDO), er der tale om en omdøbning af dette nummer af bladet fra "Carlie Hebdo" til altså "Sharia Hebdo". Og det betyder, at man har gjort Muhammed til dette nummers chefredaktør, og at det er ham, der i denne sammenhæng siger: "100 coups de fouet, si vous n'êtes pas morts de rire!" (100 piskeslag, hvis du ikke dør af grin!).

 

Jeg sætter om lidt mere ind i et kommentarfelt, herunder et link til den franske Wikipedia-artikel, jeg har fundet. Jeg skal bare have oversat de vigtigste dele af den franske tekst.

 

Så, nu kom Anna hjem fra byen med Berlingske. Den vil jeg også kommentere senere. Det er en rigtig god forside. Og på s. 10-11 bringes en række af Charlie Hebdos forsider.

 

-

 

MERE OM NUMMERET BAG MIT NYE PROFILBILLEDE

 

Jeg har nu prøvet at oversætte det relevante afsnit af Wikipedia-artiklen om det nummer af Charlie Hebdo, som gengives i mit nye profilbillede. Jeg håber, der ikke er fejl i det. Franskkyndige kan selv bruge linket og tjekke. Her er afsnittet:

 

Den 31. oktober 2011 går nummer 1011 af Charlie Hebdo i trykken, to dage før det skal udkomme. Bladet, som nu er omdøbt til Charia Hebdo for at "fejre" det islamistiske parti Ennahdha's valgsejr i Tunesien, fremkalder blandede reaktioner, især i de sociale medier. Muhammed, islams grundlægger, er karikeret af tegneren Luz, mens han siger: "100 piskeslag, hvis De/I ikke dør af grin!". Det satiriske ugemagasin meddeler, at profeten også er "ekstraordinær chefredaktør af dette nummer", og at det "ikke krævede megen overtalelse, hvad vi takker ham for". ... Der blev solgt 110000 eksemplarer af nummeret. // Hvad "Charlie" i magasinets navn står for, ved jeg ikke, men "Hebdo" er en forkortelse af det på græsk byggende franske ord "hebdomadaire", som betyder "ugentlig" eller "uge-". På engelsk gengives det "Charlie Weekly".

 

-

 

SENESTE OM CHARLIE HEBDO - FRA BERLINGSKE

 

Jeg har nu studeret Berlingskes 8. januar-udgave.

 

Forsiden har alle vel set i tv. Men her gengives altså et stykke papir, vel en bladside, hvorpå der med store bogstaver står: CHARLIE HEBDO - og som har tolv skudhuller, svarende til antallet af dræbte ved terrorangrebet den 7. januar. Meningen er tydeligvis: Tolv personer er dræbt, men det er bladet som sådant ikke. Der er nemlig ingen skudhuller i selve bogstaverne. - Under denne tegning står et citat fra Berlingskes leder på side 2: "Demokrati og ytringsfrihed må og skal ikke kues. Der er dog ingen tvivl om, at det for mange efter gårsdagens feje terrorangreb vil være en nærliggende konklusion at holde lav profil, at dække sig, undgå at provokere stærke følelser. Men vi skal ikke dukke os, for så kommer vi til at give efter for en uacceptabel trusselskultur".

 

Inde i avisen, s. 10-11, gengives, omkring en artikel med overskriften "Satirebladet på ytringsfrihedens yderste forpost", tolv Charlie Hebdo-forsider, en for hver af de tolv personer, der blev dræbt ved angrebet. Det er dog ikke sådan, at der er tale om forsider, der er tegnet af tolv dræbte tegnere. For det første var ikke alle navnene på de dræbte kendt, da denne dobbeltside blev lavet. For det andet var ikke alle de dræbte tegnere.

 

Nederst på dobbeltsiden bringes (med korte tekster) billeder af de seks kendte ofre: Stéphane Charbonnier (Charb), chefredaktør og tegner. Jean Cabut (Cabu), tegner. Georges Wolinski, tegner. Bernard Verlhac (Tignous), tegner. Bernard Maris (Oncle Bernard), journalist, medstifter og medejer. Michel Renaud, tilfældig gæst.

 

Tegneren Renald Luzier (Luz), som blandt andet har tegnet den forside, jeg nu har som profilbillede (nr. 5 af nedennævnte), kunne også have været blandt de dræbte, men han havde sovet over sig og var derfor ikke til stede på redaktionsmødet ved attentatet. Tegneren Laurent Sourisseau (Riss), som har tegnet nedennævnte nr. 12, blev såret, men ikke dræbt. - I teksten under nedennævnte nr. 5 (altså nu mit profilbillede) står blandt andet, at det var dette nummer, der i 2011 førte til, at der blev kastet brandbomber mod bygningen, hvor magasinet havde til huse, og at dets webside blev hacket.

 

Jeg opregner nu, fra nederst til venstre de tolv tegninger med tal og tegnernes navne i parentes: 1 (Luz). 2 (Luz). 3 (Cabu). 4 (Luz), det nyeste nummer, altså det fra 7. januar. 5 (Luz). 6 (Luz). 7 (Charb). 8 (Luz). 9 (Tignous). 10 (Wolinski). 11 (Charb). 12 (Riss). - Det er uklart for mig, efter hvilke kriterier disse tolv tegninger er valgt. Det kan ikke være de tolv sidste. Charlie Hebdo er jo et ugemagasin, og vi ved, at nr. 5 er fra 2011. Og nr. 4 er altså det nyeste nummer, dvs. fra 07.01.15. Alle fire dræbte tegnere er repræsenteret, Charb med to forsider. Men Luz, der altså ikke var til stede under attentatet, er repræsenteret ved seks forsider. Jeg tror, de tolv forsider er valgt med henblik på at få vist en række gode, men forskellige forsider, så magasinets karakter og bredde bliver fint repræsenteret.

 

MERE OM MAGASINETS NAVN OG HISTORIE

 

Charlie Hebdo (engelsk: Charlie Weekly, dvs. Ugemagasinet Charlie) stammer fra månedsmagasinet Hara-Kiri (jf. den særlige japanske selvmordsmetode harakiri), som opstod i 1960. I slutningen af 1960'erne kom ugemagasinet L'Hebdo Hara-Kiri (hvor "Hebdo" altså står for "hebdomadaire" = uge(magasin)). Men ved præsident Charles de Gaulles død i 1970 kom man i problemer. Man lavede en forside, der satte de Gaulles død i forhold til mediedækningen af en diskoteksbrand nogle dage forinden. Og så lukkede indenrigsministeren magasinet!

 

Bladet tog dog bare et nyt navn, nemlig det nuværende: Charlie Hebdo, hvor Charlie ifølge Berlingske dels spiller på præsident de Gaulles fornavn, dels henviser til tegneseriefiguren Charlie Brown.

 

-

 

SENERE - I KOMMENTARFELT OM OVENSTÅENDE MED MERE:

 

Jeg har her sidst på eftermiddagen den 8. januar samlet det meste af, hvad jeg har skrevet både her og der i Facebook, og dels sat det på min internetunderside "Debat", dels brugt det som tekst i min avisen.dk-blog "Jeg er ellers ikke blogger ...". - Dette har jeg gjort for at opnå den størst mulige effekt. Dette er jo krig. Fra min side ikke med fysiske våben. Men desto mere må man prøve at bruge ordets magt. - Jeg har dog begrænsede muligheder. Jeg skal også tænke på Ukraine og Putin. Og jeg er nødt til at skulle gøre mit eget liv og forfatterskab færdigt. Det lyder som en luksus. Og er det måske også. Men jeg bilder mig ind, at det, jeg forhåbentlig kommer til at efterlade mig, på en både dyb og omfattende måde vil kunne berige fremtidens liv i Danmark. For flere eller færre, men forhåbentlig for nogle. - Jeg har siden 1965 (Den Kolde Krig) brugt megen kostbar tid på forsvar, og jeg har somme tider spurgt mig selv, om jeg burde have grebet det an på en anden måde, altså fx i min ungdom færre læserbreve og mindre politik og mere studium og bedre arbejde i dybden. Vor livsform skal jo ikke bare forsvares, men også leves. Netop i de sammenhænge, der er tale om her, er selve livets styrke også en væsentlig del af forsvaret! - Men over for terrorismen skal vi selvfølgelig bruge alle midler, også våbenmagt, og det giver jeg min fulde opbakning til.

 

-

 

Og sidst på aftenen skrev jeg følgende på såvel DR 2 Deadlines som min egen profil:

 

Hvor ynkelig kan man være, Bo Lidegaard?!

 

-

 

JP ville i sin tid prøve, om der efter mordet på den hollandske islamkritiker og en dansk forfatters forgæves forsøg på at finde en tegner til sin bog om Muhammed var nogen, der turde tegne Muhammed. Det glemmer man altid. Man vil ikke indrømme, at man simpelt hen er bange og derfor bøjer sig for terroren og terrortruslerne. I stedet ævler man løs om hensynet til det muslimske mindretal. Jeg væmmes!

 

-

 

Og en tilføjelse 10.01.15. Det er en kommentar til en god Facebook-ven, der havde slået en hel masse eksempler på meningerne i folkedybet op, eksempler han havde fundet i Facebook.

 

Ja, det er folkedybet. Og det er muligt, nogle af udtrykkene ikke er så pæne. Men helt forkert er det jo ikke. Hvis alle de pæne bliver ved at fremture i deres pænhed, bliver både problemerne og tonen værre. Men det overrasker mig ikke, at man bliver ved. Måske ligger der også en slags besværgelse i det. Jøderne i Nazityskland blev også ved at sige til hinanden, at det nok ikke var så slemt. - Der er for mig ingen tvivl om, at indvandringen af muslimer bør begrænses mest muligt, og at der skal strammes op på en række punkter. - Så er der det helt aktuelle spørgsmål, hvordan vi skal forholde os til såvel de muslimer, der allerede er i såvel Danmark og Europa som i verden i øvrigt. Hvad skal vi sige til dem? Vi må allerførst sige til dem, at de for deres egen skyld skal se at få brudt med selve Koran-fundamentalismen, altså med dogmet om, at den jordiske Koran er en nøjagtig kopi af den himmelske. De kan godt tro, at der er åbenbaring i Koranen. Men de skal for deres egen skyld indse, at denne åbenbaring er modtaget af mennesket Muhammed og derfor ikke er 100% guddommelig, hvilket igen vil sige, at man så kan skille ting ud som betingede af Profeten og hans tid, og at man kan fortolke det hele. Svarende til, hvordan alle vi almindelige kristne forholder os til Bibelen. Så vil de måske kunne leve et godt liv i den særlige form for monoteistisk gudstro, islam fortsat vil være. - Det allerbedste råd, jeg kunne give muslimerne, var selvfølgelig, at de skulle komme til tro på Jesus Kristus. Men hvad det angår, er jeg meget tilbageholdende. Til tro på Kristus kan man jo kun komme i total frihed. Og jeg vil sige, som min biskop (Steen Skovsgaard, Lolland-Falster, tidligere sognepræst og provst i Gellerup) engang sagde til en muslim, der havde spurgt ham, hvad han havde at tilbyde ham, nemlig at han ikke havde noget at tilbyde ham, så længe han var mæt og tilfreds i sin muslimske tro, men at hvis han en dag ikke længere var det, så havde han noget til ham. - Da jeg heller ikke vil anbefale muslimerne at blive ateister, er mit bedste råd til dem altså, hvad jeg har skitseret ovenfor. - Undskyld længden, men jeg vil af et oprigtigt hjerte også gerne prøve at sige noget positivt.

 

Og senere i samme tråd:

 

Allerførst vil jeg nævne, at noget af det første, jeg hørte i radioen i morges, var omtalen af Boko Harams massakre på en landsby. Ok, Boko Haram er ikke alle muslimer, men dog et af mange eksempler på, hvad der kan vokse ud af islam. - Men ellers vil jeg sige, at når jeg giver mine islamtroende medmennesker det oprigtigt og vel mente råd at frigøre sig fra Koran-fundamentalismen, så er det ikke en teologisk detalje. Fundamentalismen er roden til alt ondt. Det ser vi også i kristne sammenhænge. For hvad indebærer fundamentalismen altid i realiteten? Den indebærer, at nogle mennesker kan stille sig op og påberåbe sig, at de taler nøjagtig på Guds vegne, hvilket igen vil sige, at de så kan tage magten over andre. Man skal jo adlyde Gud! Sådan er det altid, og det bliver kun værre, jo frommere og mere rettroende man stiller sig an. - Over for enhver form for fundamentalisme må man gøre gældende, at ingen har hørt direkte, hvad Gud siger. Påstanden om, at Koranen skulle være en kopi af den himmelske Koran, er kun en påstand. Enhver kan skrive en bog og påstå, at den fra ende til anden er Guds direkte tale. Det at høre Guds tale er, som realiteterne i denne verden er, en langt mere kompliceret proces, som til syvende og sidst finder sted i hvert enkelt menneskes hjerte. - Dette gælder også Bibelen. Jeg siger ikke, at Gud ikke taler til os i Bibelen. Men jeg siger, at hele Bibelen vitterligt er skrevet af mennesker, også Det Nye Testamente. Det Nye Testamente er for mig som kristen et vidnesbyrd om det store nedslag i menneskeslægtens historie, der fandt sted i Jesu fødsel, liv, død og opstandelse - og i pinsebegivenheden. Hvordan vi så i øvrigt vil prøve at forstå alt dette. Ingen kan bevise, at der faktisk var tale om et sådant "nedslag". Det er for så vidt også en "påstand". Men når jeg er kristen, er det, fordi jeg i mit hjerte er overbevist om, at der er så meget liv og sandhed i denne "påstand", at det er godt at leve i troen på den. Jeg siger det ofte på den måde, at der er tale om en "struktur", der i mødet med mig i hele min menneskelige eksistens, godtgør sig som liv og sandhed, lys og håb. Men det er en stedsevarende proces. - Jeg må slutte her, men det afgørende her i sammenhængen er, at jeg ikke med min måde at tro på ønsker magt over noget andet menneske. Jeg væmmes faktisk ved den blotte tanke om at skulle tage andre mennesker i min magt. Lige så meget som ved tanken om, at andre skal tage mig i deres magt. - Men til allersidst: Jeg skærer naturligvis ikke alle 1,6 mia. muslimer over én kam. Selvfølgelig vil de allerfleste bare gerne leve et godt og fredeligt liv. Men så længe man har Koran-fundamentalismen og i øvrigt et autoritært tankesæt, vil forskellige grader af totalitarisme og magtsyge altid have en klangbund. Sådan er det altid, også i andre sammenhænge. - Jeg kunne blive ved, men slutter her.

 

Og (forhåbentlig) sidste i denne tråd:

 

Kære n.n.! Jeg ved ikke, om du havde læst mine tidligere kommentarer, da du skrev den, der begynder med "Hvis du ikke jævnfører muslimer med de gale mordere i Paris". Ellers må du gøre det. Hvis du derefter bliver ved, hjælper flere svar fra mig ikke. - Jo, jeg vil lige svare, at jeg er imod en stor, unaturlig (ikke begrundet i arbejdskraftens bevægelighed) indvandring af enhver slags, ja, heller ikke er tilhænger af en alt for stor indvandring af frit bevægelig arbejdskraft. Jeg ville ikke bryde mig om, at der pludselig var en million englændere eller tyskere i Danmark. Jeg siger også til mine polske venner (jeg har som slavist en vis position i det dansk-polske forhold), at jeg elsker dem, og at jeg også stiller mig kærligt (om end også kritisk) ved siden af mine romersk-katolske brødre og søstre i Herren, men at jeg ikke ville være glad, hvis der var en million katolske polakker i Danmark, der ville prøve at dreje uret tilbage til før Reformationen. - Al erfaring viser, at den muslimske indvandring er den, der giver størst problemer. - Men enten forstår du dette, eller også kan/vil du ikke forstå det.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Vor fremtid med Rusland

 

Min kommentar (30.12.14) til et opslag på Dansk-Ukrainsk Selskabs Facebook-profil, nemlig af en artikel i Information, hvis overskrift og "manchet" lyder:

 

’Vesten har drevet Rusland væk fra sig’

 

Ruslands annektering af Krim og alt der fulgte efter af krig og sanktioner, er en katastrofe for både Ukraine, EU og Rusland, siger den britiske professor og Ruslands-kender Richard Sakwa. Men hvordan blev et oprindeligt pro-europæisk Rusland drevet så vidt? Sakwa er ikke i tvivl om, hvem der bærer hovedansvaret: Vesten

 

-

 

Hvad skal man sige? Selvransagelse er altid godt. Og det, at vi i Vesten kan være selvkritiske, er en væsentlig del af vor styrke. Desuden hører jeg til dem, der nu siger, at hvis det virkelig lykkes at tvinge Rusland til at holde fingrene væk fra Ukraine - og til at holde op med at prøve at tryne sine andre naboer - så skal vi arbejde for at få et godt forhold til Rusland, vel at mærke et Rusland, der slår ind på frihedens og demokratiets vej, og som ikke er frygtet af sine naboer, et Rusland, der har lagt sine håbløst gammeldags imperiale drømme bag sig. Og det siger sig selv, at et Rusland, der efter Putin bryder sammen i kaos (og måske ender med at få et endnu værre styre) ikke er i nogens interesse. - MEN Richard Sakwa glemmer, at der jo ikke er tale om en aggressiv udvidelsespolitik fra Vestens side. De lande, der tidligere indgik i eller var i først Tsar-Ruslands, siden Sovjetunionens magt, har næsten desperat ønsket at blive knyttet til Vesten, ja, at blive medlemmer af både EU og NATO, så deres frygtelige historie ikke skal gentage sig. - Jeg husker endnu, hvad mine polske venner sagde, da Anna og jeg i 1994 var i Polen for første gang, nemlig: "I svigter os nok igen". Hvortil jeg svarede, at stod det til mig, skulle Polen med i såvel EU som NATO hellere i dag end i morgen, og at de nu ikke skulle være så sikre på, at vi ville svigte dem. - Russerne skal forstå, at deres imperium er blevet opløst. Man kan godt sammenligne det med, hvordan kolonierne i det britiske imperium (og de andre europæiske kolonisystemer) har fået deres frihed. - Og nu må vi se fremad, som man siger. Og det betyder altså, at vi fra Vestens side skal være parat til at leve godt med et reformeret Rusland, der også selv ser fremad - og fx begynder at interessere sig for at producere varer i stedet for at drømme om genskabelsen af fortidens imperiale magt.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Om sidste afsnit af "1864"

 

Efter at have set sidste afsnit af "1864" to gange vil jeg sige, at det var en rimelig slutning - på Bornedals præmisser. Jeg spørger dog, om det er rimeligt at lade en så ussel person som Didrich fylde så meget. Og jeg konstaterer, at der er en tendens i serien mod Monrads sindssyge nationalliberalisme og for sigøjnernes gode kosmopolitisme. Bornedal har også selv sagt, at serien er en afvisning af tanken om, at Danmark skulle være Guds udvalgte folk.

 

"1864" er en række med den brede pensel malede ret små billeder af personer og situationer, der er hæftet på nogle tråde i såvel den store, virkelige som den lille, fiktive historie.

 

Temaet i sidste afsnit er: at komme videre. I den store historie kommer Bismarck videre ved krigen mod Østrig i 1866. Men Monrad kommer ikke videre, tværtimod er han den eneste, der forbliver tro mod sine idealer. I den lille historie er der Didrichs og Inges og hendes forældres, især den iskolde moders, måde at komme videre på. Didrichs far drager den på sin vis hæderlige konsekvens at skyde sig selv.

 

Men der er også Peters og hans families måde. Og man må sige, at Bornedal ikke giver den for lidt her. Men det er en kendsgerning, at mange i det jævne folk har en utrolig evne til at komme sundt gennem både store og små tragedier. Så jeg tager det hele til mig, også den lille nye Laust og den lille nye Peter, der begynder på ny, som Laust og Peter begyndte i afsnit 1.

 

Bent Christensen

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

TILFØJELSE I KOMMENTARFELT:

 

Jeg har fortrudt, at jeg om Didrichs plads i serien ikke skrev "være en så central figur" (i stedet for bare "fylde så meget"). For netop jeg, som i så høj grad ser serien som en række symbolske billeder, bør jo se Didrich som det helt centrale negative symbol i den lille histories tråd. At han også er offer, fremgår af såvel de to første som det sidste afsnit. Men han er jo helt igennem en led person, uanset hvor meget hans far har pacet ham frem, eller hvad. Og hans venner! Især sammen med dem kommer han til at repræsentere en totalt degenereret adelsstand og -kultur. Tilsammen kommer Monrad og hans støtter (inklusive fru Heiberg) og Didrich og hans venner (med faderen i baggrunden) til at repræsentere det sindssyge og rådne nationalistiske Danmark og især de sindssyge og rådne højere og højeste lag. Og lad gå med, at Monrad-figuren kommer til at repræsentere vanviddet i den nationalliberale politik. Men jeg bryder mig ikke om, at hele den danske adelsstand og hele det danske officerskorps i den grad skal repræsenteres af en person som Didrich. Sekondløjtnant Dinesen (som jo også tilhørte de højere lag) retter noget op på det. Og der er linjeofficererne de Meza, du Plat og Møller. Men de fylder jo ikke på samme måde som Didrich. - Man kan sige, at der er tale om en stærk symbolik i kontrasten mellem Didrich og Laust og Peter, men prisen er høj. Der har været mange gode og trofaste og tapre adelige officerer af både linjen og reserven med i den krig. Og dem er det synd for. Bornedal burde, hvad det angår, have fundet en anden løsning.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Umiddelbare bemærkninger til sidste afsnit af "1864"

 

Her og på min Facebook-væg 01.12.14.

 

Søndag aften den 31. november var jeg forhindret i at se sidste afsnit af "1864", da det blev sendt, og det blev over midnat, før jeg fik set min optagelse af det. Her mandag har jeg både genset det meste af afsnit 7 (på Nettet) og min videooptagelse hele afsnit 8.

 

SANGENE I AFSNIT 7

 

Hvad afsnit 7 angår, kan jeg helt tilslutte mig, hvad et både militær- og filmkyndigt familiemedlem har sagt: Krigsfilm i verdensklasse! - Men når jeg genså dette afsnit, var det helt særligt for at høre, om det virkelig var den frække sang, en Facebook-kommentator havde givet mig teksten til, soldaterne sang ude i skansen, lige før det gik løs. Det var det. Jeg kan ikke garantere for alle detaljer, men det var virkelig den, og nu er det så et spørgsmål, om den (og i denne version) forelå på dansk i 1864. Her har vi en helt særlig detalje, hvis historiske korrekthed må undersøges. Jeg vil selv prøve senere. Der findes vel ikke beretninger om, at denne sang har været sunget af soldaterne? Og på lige det tidspunkt? Ja, er scenen overhovedet realistisk? Jeg citerer lige første strofe (hvorefter det jo bliver værre og værre!):

 

Da manden ind i gården kom, oh se, oh se, oh se,

tre garderheste stod på rad og en og to og tre,

da manden spurgte konen, hvad de garderheste var?:

se det er tre malkekøer, som min mor hun sendte mig,

oh, oh, oh, lad gå, malkekøer med sadler på,

jeg er en mand, som alting kan forstå.

 

Men når jeg gør så meget ud af dette, er det, fordi denne grove sang indgår i en større sammenhæng. Det begynder med, at man ganske svagt hører en harmonika spille "Dagen går med raske fjed" (2003-salmebogens nr. 771). Det kan måske være en mundharmonika, men det vil passe bedst, hvis det er den samme harmonika, som akkompagnerer "Da manden ind i gården kom"! Derefter synger Laust Grundtvigs Willemoes-sang "Kommer hid, I piger små" for sin kammerat Erasmus (som under stormen går amok og dræber eller sårer mange af de preussere, der trænger ind i skansen; en situation, der er forekommet i virkeligheden). Men så sætter Erasmus i med, hvad han kan, nemlig "Da manden ind i gården kom". Og her stemmer alle kammeraterne i, også Laust, akkompagneret af harmonikaen. Og det er altså uden betydning, om en sådan scene virkelig har fundet sted eller er sandsynlig. Det, der bliver vist, er hele bredden i de danske soldaters åndelige baggrund, fra en kristen aftensang af Ingemann, over Grundtvigs heltesang og til den grove vise. Det er virkelig gribende. - Jeg minder også om, hvordan Inge synger "Nu lukker sig mit øje" for den dødende soldat (2003-salmebogens nr. 789).

 

OTTENDE AFSNIT

 

Men det var seriens ottende og sidste afsnit, jeg ville kommentere her. Da jeg så det i nat, var jeg umiddelbart skuffet. Jeg vil her se bort fra, at det er underligt, at de blodige kampe på Als i slutningen af juni måned egentlig ikke er med i billedet. Jeg mente, det personlige fik for meget, og at det også var for meget, at Peter skulle blive gift med sigøjnerpigen Sofia og dermed overtage Didrichs barn - selv om det jo var fremgået af et tidligere afsnit, at dette ville ske. Og at Peter også (udrykkeligt som far) overtog Laust og Inges lille dreng - der var blevet anbragt på et usselt børnehjem, for at Inge kunne blive gift med Didrich. Men i dag har Anna og jeg set afsnittet igen, og derved kom det til at stå stærkere. Man kan sige meget om Peter og Laust og Inge og Sofia og Didrichs lille historie i historien, og det er virkelig meget, at den ualmindelige nedrige og feje Didrich er kommet til at fylde så meget i en serie om Danmark i 1864, som om det var den typiske adelsmand og officer, og det retter ikke meget op på det, at der også er blevet vist fine officerstyper som sekondløjtnant Dinesen, oberst Møller (som denne person i serien hedder) og general du Plat. Men de indvendinger, man kan have, ændrer ikke noget ved, at denne lille historie (og dens fortsættelse helt frem til Inges død i 1939 og baron Severins til sidst i afsnittet) står ganske stærkt - sammen med, hvad der vises om de andre personers reaktioner: Monrad og hans kone, krigsminister Lundbye, Johanne Luise Heiberg.

 

Det fælles tema er: At komme videre. Og mange af de nævnte prøver at komme videre på hver deres usle eller ynkelige måde. På en måde får Monrad her en form for oprejsning. Han er den eneste, der forbliver tro mod det, han kæmpede for (men ses vist til sidst i spændetrøje, altså som sindssyg). Alle de andre tyr til fortrængning og/eller nye illusioner. Lundbye har dog ret et langt stykke, når han bliver ved at gentage: "Indad" (jf. mottoet fra dengang: Hvad udadtil er tabt, må indad vindes). For det var, hvad danskerne faktisk gjorde. Med stor succes. Og uden den lukken sig om sig selv, som nogle af værdikæmperne bliver ved at fable om. For desværre kan man ikke lade være at mistænke dette for at være et indlæg i den aktuelle værdidebat fra Ole Bornedals side.

 

Det er uhyggeligt, hvordan Didrich og Inge og hendes forældre (især den kolde og ambitiøse moder) kommer videre. Didrichs far (som nok har presset sønnen ind i en rolle, han ikke kunne klare) drager den på sin vis hæderlige konsekvens, at han skyder sig selv. - Det skal bemærkes, at Inge skriver, at for hvert barn, de får, bliver Didrich lidt mere menneskelig.

 

Men så er der Peter og hans familie, især Peter selv. Her har vi det sunde jævne folks måde at komme videre på. Kritikerne vil kunne sige, at den ikke får for lidt. Men min erfaring som landpræst i Folkekirken gennem over tredive år rummer mange eksempler på dette sind. Men det er selvfølgelig virkelig meget, at Peter finder sin brors søn og tager ham til sig som sin egen - sammen med Sofias barn, som Didrich er voldtægtsfar til. Og de ser lærken sammen. Og lille Laust løber på kornet. Ja, vi ser lille Peter og lille Laust som en gentagelse af det liv, serien åbnede med. Men Anna og jeg blev grebet af det. Måske også fordi vi selv har en sønnesøn i den alder og med et tilsvarende væsen.

 

På Ole Bornedals præmisser fik det personlige ikke for meget. Der var faktisk også en rimelig balance mellem den lille og den store historie, herunder den tyske. Ja, det, at Preussens krig i 1866 med den tidligere allierede Østrig blev nævnt og dermed hele Bismarcks strategi, i hvilken krigen mod Danmark i 1864 kun var en første brik, kastede også et formildende skær over den tilsyneladende vanvittige danske politik. Men selve den lille historie, historien om mennesker, som Ole Bornedal selv siger, blev i hvert fald gjort færdig. Og for sidste gang: Det er ikke et almindeligt realistisk drama; det er en række symbolske billeder på en handlingstråd og af nogle menneske-typer. Og budskabet er, at det jævne folks liv går sin egen gang trods alt, hvad de store finder på.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Så forstå dog den serie!

 

Lolland-Falsters Folketidende tirsdag den 25. november 2014.

 

Når også den ellers af mig højt respekterede K.E. Watz er så negativ over for serien "1864" (senest i "synspunkt" den 22. november), bliver jeg nødt til at skrive et par ord.

 

Folketinget har utvivlsomt ønsket en mere traditionel realistisk serie. Det har jeg også. I hvert fald i udgangspunktet. For nu ved jeg snart ikke. Jeg er dybt grebet af den. Også af de to første afsnit, hvor døden og tragedien lurer i den sydfynske idyl. Og af nutidshandlingen (baron Severin og frøken Claudia).

 

Ole Bornedal har lavet noget andet end en traditionel realistisk serie. Og så skal bedømmelsen gå på, om det er lykkedes ham at lave en god symbolsk billedrække. Det mener jeg det er.

 

Men så er der den hårde kritik fra næsten alle sider. Det er et fænomen, der for mig står som en af de største gåder i nyere tid. Der er så godt som ingen, der har forstået seriens karakter. Og mange skriver småligt, dumt og også sprogligt dårligt. Er det en kollektiv psykose med en bred vifte af vidt forskellige motiver? Hvis perspektivet blev udvidet til at omfatte hele den politiske og kulturelle situation her i begyndelsen af det 21. århundrede, kunne der sagtens komme en ph.d.-afhandling ud af at undersøge det.

 

Bent Christensen

pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag

gammel sprogofficer

og feltpræst

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Gammeldags geopolitiske interesser og værdimæssig asymmetri.

 

Selve nedenstående tekst blev skrevet som kommentar på Deadlines Facebook-væg. Og derefter slog jeg den op på Dansk-Ukrainsk Selskabs gruppeprofil (med den her indsatte indledning). Og endelig satte jeg DUS-versionen her på "Debat".

 

-

 

DEADLINE 22.30 LØRDAG DEN 22. NOVEMBER

 

Adam Holm havde Søren Riishøj og Flemming Rose i studiet. Temaet var: "Er det Vestens politik i Østeuropa, der tvinger Rusland til at reagere? / Der er gået 25 år siden murens fald, i aften spørger Deadline om vi står på tærsklen til en ny kold krig".

 

Umiddelbart efter udsendelsen satte jeg denne kommentar i tråden til den, og jeg har også sat den på min internetunderside "Debat":

 

Et ganske godt indslag, som gjorde en klogere - om end ikke gladere. Jeg tænker her på, hvad der blev sagt om Tjekkiets, Slovakiets og Ungarns holdning. Og jeg vil føje til, at det er meget godt med al den snak om, at man skal respektere Ruslands interesser. Her er der bare den asymmetri i det, at der i Rusland og i de lande, Rusland mere eller mindre dominerer, er meget dårlige forhold, for så vidt angår frihed og demokrati. Derfor kommer det at respektere Ruslands såkaldte (men jo håbløst gammeldags) geopolitiske interesser faktisk til at minde om situationen efter Anden Verdenskrig, hvor en lang række øst- og centraleuropæiske lande af geopolitiske hensyn blev solgt som slaver under kommunismen. Frihed, menneskerettigheder (herunder retten til national suverænitet) og demokrati er de afgørende faktorer her i 2014. Og Putin har jo sådan set ret, når han siger, at den russiske samfundsmodel er truet af de vestlige værdier! Og i det lange løb vil han tabe. Til stor fordel for russerne og de andre folkeslag derovre. Så kan vi alle leve lykkeligt og fredeligt med hinanden. Jeg plejer at sammenligne med forholdene omkring Tyskland. Der er i dag ingen af Tysklands naboer, der har grund til at tænke på deres geopolitiske interesser i forhold til Tyskland.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Tak, Ib Michael!

 

For indlægget i Politiken om kritikken af "1864" den 18. oktober 2014: "Kritikken af '1864' er en pærevælling af patetisk vrøvl".

 

Tak, Ib Michael! Jeg har først læst din kommentar lige nu lørdag den 22. november. Jeg er mere end enig. På forhånd havde jeg - som formodentlig Folketinget - forventet en almindelig nærmest dramadokumentarisk serie. I hvert fald 1:1-realisme, som man siger. Men nu har vi fået noget andet, nemlig nærmest en række symbolske billeder. Det er i orden, hvis man er meget utilfreds med det. Men så skal man sige det og lade været at detailkritisere den faktisk foreliggende serie, som om den var det produkt, man hellere ville have haft. Det er børnelærdom, at man, når man bedømmer et værk, først finder ud af, hvad kunstneren ville, og derefter vurderer, om det er lykkedes ham at realisere sin intention. Og jeg synes, det her er lykkedes for Bornedal. Man kan altid finde detaljer at kritisere. Og det er muligt, der er en tendens, der ligger til venstre for mig. Men både min kone og jeg har ladet os gribe af serien, hvis enkelte afsnit vi har set 2-3 gange. - Undskyld mig, men jeg kan ikke lade være at oplyse, at jeg selv er gammel reserveofficer og feltpræst og af mange vil blive betragtet som kulturkonservativ. Men det er jo ikke det samme som at være utilfreds med en skildring af 1864 som den foreliggende. Netop som soldat kan man identificere sig med denne skildring af såvel krigens politiske baggrund som dens virkelighed. - Bortset fra selve mit engagement i serien selv er jeg blevet optaget af kritikkens og debattens væsen. Der er efter min mening noget, der er helt galt. Er man fra højre til venstre blevet grebet af en kollektiv psykose? Er der tale om en bred vifte af vidt forskellige motiver? Det fremstår for mig som en af de største gåder i nyere tid. Jeg har peget på, at hvis man inddrog de noget bredere politiske og kulturelle perspektiver i de seneste to årtier, kunne en undersøgelse af sagen sagtens blive til en ph.d.-afhandling.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

"1864" - en mellemfaldende betragtning

 

22.11.14

 

Jeg har ellers fra første færd sagt, at jeg ikke ville udtale mig om "1864", før jeg havde set sidste afsnit. Men jeg har ikke kunnet lade være, og her er nogle betragtninger, efter at min kone og jeg har genset første afsnit på Nettet (for mit vedkommende er det vist tredje gang).

 

Der er noget, der er helt galt i kritikken af DR's dramaserie "1864". Jeg ville også selv, i hvert fald i udgangspunktet, have foretrukket et mere traditionelt realistisk dramadokumentarisk produkt. Og det er utvivlsomt også det, Folketinget har ønsket. Men Ole Bornedal har altså valgt en anden genre, en symbolsk billedrække. Og det er jo børnelærdom, at når man skal bedømme et litterært eller dramatisk værk, så skal man se på, hvad det er forfatteren/instruktøren har villet. Så kan man sige, at han burde have villet noget andet. Men derefter skal man se på, om det er lykkedes for ham. Og jeg mener, det i høj grad er lykkedes for Bornedal. Der er måske en "venstreorienteret" tendens i det. Navnlig kan man spørge, om sigøjnerelementet er et indlæg i den aktuelle fremmedpolitiske debat. Og man kan spørge, om personen Inge er en 1900-tals kulturradikal person, der er sat ind i denne 1800-talssammenhæng. Men alt er jo symbolsk, ikke i almindelig forstand realistisk. Og man kan spørge, om Monrad har fået en for hård behandling. Og om det er rimeligt, at også oberst Müller (eller hvem; hans identitet er uklar for mig) skal ses med hagen i sin mad, mens han taler med sekondløjtnant Dinesen. Og der kunne nævnes flere eksempler. Jeg er måske selv kulturkonservativ, men så af den hensynsløst moderne slags, for at sige det kort. Og jeg er gammel (sprog)reserveofficer og feltpræst. Men netop derfor accepterer jeg Bornedals måde at vise 1864-krigens vanvid på. Og det er måske netop som gammel soldat, jeg bliver så stærkt grebet. Jeg afviser ikke, at de danske politikere stod over for en meget vanskelig opgave i 1863, men jeg finder det rimeligt, at det bliver vist, hvor frygtelige begivenhederne blev, og at de to første afsnit lægger op til det, ja, tegner linjen fra den uholdbare udgang på den første krig til den, måske nærmest uundgåelige anden krig. Jeg mener, det fra og med første afsnit er blevet vist, hvad det drejede sig om, og hvor frygteligt det var, at det idylliske Danmark skulle komme ind i denne krig.

 

Det, der efterhånden optager mig allermest, er imidlertid, hvad der kan ligge bag alle de negative anmeldelser af serien. Det er en af mine allerstørste gåder i nyere tid. Hvis jeg var yngre, ville jeg selv prøve at finde ud af det. Men nu vil jeg udtrykke ønsket om, at måske en eller anden ph.d.-studerende vil skrive en afhandling om det. Det er mystisk, at alle, lige fra Pia Kjærsgaard og Alex Ahrendtsen af og langt ud til venstre er enige om at kritisere serien. Er der en fællesnævner? Eller er der mange forskellige, måske modsatte motiver? Jeg synes, de fleste anmeldelser er smålige og dårligt skrevne og helt uden forståelse for, hvad Ole Bornedal har prøvet at lave - og i høj grad har haft held med. Kan ét af motiverne, for folk fra højre og langt ind over midten, være, at man ikke bryder sig om, at der bliver sat spørgsmålstegn ved Danmark som krigsførende nation - når vi jo kun vil det gode og egentlig slet ikke er i krig, men bare ud for at gøre en forskel? Eller er mange, der ellers har ligget underdrejet under den såkaldte værdikamp, skuffede over, at der ikke har været mere "Dengang jeg drog afsted" i serien? Eller ville man bare have haft et mere Hollywood-agtigt produkt? Hvorfor er der ingen anmeldere, der i automatreaktion har ønsket at sige det modsatte af Pia Kjærsgaard og Alex Ahrendtsen? Jeg tror, der er tale om mange faktorer.

 

Da jeg første (men ikke sidste) gang så første afsnit, der indledtes med efterskoleklassen på Dybbøl, frygtede jeg det værste. Men nu kan jeg se storheden i det. Pusheren, der læser mindestenen og (med god grund) ikke forstår eufemismen "faldet". Og Claudia, hvis bror er "faldet" i Afghanistan. Både min kone og jeg finder også hele Claudia-og-baronen-delen helt i orden og meget bevægende. Og den slags er jo ret almindeligt i film.

 

Hypnosen og isklumpen? Det kan man mene om, hvad man vil. Men den måde, det er blevet kritiseret på, er smålig og dum. Det er jo postmoderne. Og det er en stor misforståelse, når man bedømmer det på en realistisk skala (selv om jeg da godt kunne have undværet det).

 

Hvis jeg skal sige mere, vil jeg helst vente, til serien er slut.

 

Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag, gammel sprogofficer og feltpræst

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Om Ukraine i Deadline 12.11.14

 

I kommentarfelt til mit opslag af Ugens digt:

 

UKRAINE OG RUSLAND - igen-igen

 

Jeg har lige slået mit digt op. Og jeg har ikke lavet noget Ukraine- og debat-opslag i denne uge. Derfor viser jeg her, hvad jeg lige har skrevet i tråden til aftenens Deadline på DR 2 og også lige har slået op på Dansk-Ukrainsk Selskab-gruppens væg:

 

Men der var jo også indslaget om Ukraine og Rusland med Peter Viggo Jakobsen. Han er nok lidt for kynisk geopolitisk efter min smag, men måske dermed også mere realistisk. Efter min mening skal Putin-Ruslands efter deres egen mening vigtige geopolitiske interesser ikke have betydning for, hvordan menneskene i de tidligere sovjetrepublikker skal leve deres liv. Og Peter Viggo Jakobsen sagde noget helt afgørende, da han påpegede, at Putins Rusland ikke kan konkurrere med Vesten på hverken økonomi, værdier eller kultur og dermed være en tiltrækkende partner for deres naboer. De har kun deres militære magt, som godt nok er beskeden, men som de er villige til at bruge (som en skal omkring et tomt hul). - Men hvordan forholder vi os til Ukraine nu? Skal vi bare lade Putin få dem, eller skal vi blive ved med at støtte deres frie valg? Og hjælpe og støtte dem på deres vanskelige vej frem mod et ordentligt samfund og en ordentlig stat? - Noget helt andet er, at vi på længere sigt også skal støtte de gode kræfter i Rusland, så også dette store land i frihed og fred kan komme med i det fælles europæiske familieliv - hvorved alle geopolitiske problemer falder bort. Det store spørgsmål er bare: Hvad gør vi for Ukraine nu?

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Ny kommentar til "1864" efter tredje del og læsning af flere anmeldelser og lignende

 

Der er et eller andet, der er helt galt i Danmark lige nu. Er det også vort aktuelle, meget mærkelige forhold til det at være i krig, der spiller ind? Kan man fx sammenligne utålmodigheden med hensyn til at få 1864-krigen til at bryde ud i serien med utålmodigheden med at få vore F 16'ener i kamp i Irak?

 

Vi har læst flere anmeldelser og forstår stadig ikke, hvad det er der har grebet de vidt forskellige kritikere. Vi har bemærket, at Carsten Jensen ligger på linje med os i sin vurdering. - Jeg har slet ikke tid til at gå så meget op i dette, men det er måske alligevel vigtigt. Det er, for nu at sige det på den måde, ikke det, at Bornedal bliver kritiseret; det er måden, man kritiserer ham på. Jeg har altid været dårlig til at anmelde, men hvis jeg tog mig tid til det, ville jeg nok kunne skrive en anmeldelse af de første tre afsnit, der delte sol og vind lige på en langt rimeligere måde, end det har været tilfældet i de fleste af anmeldelserne. Jeg ville selvfølgelig prøve at analysere, om der er tale om en urimelig inddragelse af den aktuelle fremmed- og værdipolitiske situation. Og jeg ville spørge, om det-og-det nu også burde have været med. Jeg ville også have spurgt til personen Inge, en mærkelig skikkelse i den tid. Har hun et virkeligt forlæg? Eller hvad bygger Bornedal på? Men jeg ville sige, at alt i alt lægger de første tre afsnit meget godt op til den tragedie, som krigen i 1864 var. - Til flere af anmeldelserne vil jeg sige: Hvorfor er I så forhippede på at få krigen i gang? Kan I ikke se, at vi også skal have hele baggrunden, lige fra Monrad og nedefter? Hvad det var for et Danmark, der kom i krig. - Om Bornedals måde at fortælle historien - og lægge en symbolsk grund - på, vil jeg sige, at vel afviger den fra, hvad man kalder 1:1-realisme (også mere, end jeg egentlig bryder mig om), men nu er det sådan, og så må man som seer gå ind i det. Og hvad man end mener om fx de forskellige seksuelle ting - fra Laust og Inge og ned til Didrichs kammerat og koen! - er de også med til at bringe de dybere lag frem. Noget tilsvarende gælder det ikke grundlæggende urealistiske kanonskud (som vel må have været en granat, på den afstand) og de dræbte og lemlæstede grise. Man kan kalde det overtydeligt, men det er en ret god måde at vise på, hvad der kom til at ske på ikke mindst slagtebænk Dybbøl.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje afsnit

 

Efter i går søndag at have set andet afsnit igen på DR K kl. 19 og derefter tredje afsnit på DR 1 kl. 20 er vi for det første blevet nærmest begejstret for serien (og endnu mere irriteret på de smålige automatkritikere) og for det andet kommet til den opfattelse, at serien i høj grad er en sammenstilling af forholdsvis selvstændige ret symbolske billeder og situationer. Der er selvfølgelig stadig et episk-dramatisk forløb, for så vidt angår både den store historie og de små historier. Men det går som tråde gennem det hele, og billederne bliver sat op på disse tråde på en måde, der betyder, at der bliver tale om noget andet end blot et simpelt kontinuerligt forløb. - Jeg kan kraftigt anbefale alle at blive ved at se serien eller begynde at gøre det. De allerede udsendte dele kan ses her:

http://www.dr.dk/tv/se/1864/1864-1-8

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MIN KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINE 17.10.14

 

I Deadline-tråden, DUS-opslag og hos mig selv.

 

Man blev ikke i godt humør af aftenens Deadline. Og her er det altså emnerne, jeg tænker på, både Rusland/Ukraine og IS og hele situationen omkring den. Man fristes til at gå i en slags indre eksil, for så vidt angår disse og tilsvarende ting. Det ville i hvert fald være godt, hvis vi kunne lade være at have noget med den muslimske verden at gøre. - Men Ukraine vil jeg ikke uden videre opgive. Det er så synd for de stakkels ukrainere, der i århundreder har været ofre for alt muligt, at de ikke kan komme ud af den postsovjetiske elendighed. Men det, Anna Libak og Flemming Rose sagde, gjorde mig ked af det. Skal oligarker og korrupte embedsmænd og politikere virkelig have lov at blive ved at misrøgte landet? Og skal Putin-Rusland have lov til at blive ved at spille sit spil? Jeg mener, EU og det øvrige Vesten stadig har både pligt til og mulighed for af håndhæve nogle principper. Og jeg mener, at alle vi borgere, der tænker sådan, skal gøre alt for at holde vore valgte politikere fast på principperne. Desuden mener jeg, at alle, der har mulighed for det, personligt skal gøre noget for at støtte ukrainerne. Jeg agter fortsat at tage til Ukraine til næste år for at vise min støtte og forhåbentlig kunne give lidt inspiration.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

TO UKRAINE-LINKS MED MIN KOMMENTAR

 

http://time.com/3374922/ukraine-eu-trade-deal/

 

http://euromaidanpress.com/2014/09/16/kremlin-demand-for-role-in-ukraine-unheard-of/

 

De er fra et opslag på Dansk-Ukrainsk Selskabs gruppeprofil, hvortil jeg har givet min kommentar.

 

-

 

Tak, n.n.! Det gør da en en hel del klogere. Og noget af det ser ikke så godt ud. Men andet ser bedre ud, fx dette fra Euromaidan-siden: "‘If a country as similar to us as Ukraine is will be able earlier than we to overcome the post-Soviet syndrome and to become a successful contemporary state, its example could prove infectious for Russia. In this case, the victory of Ukraine [would be] a stimulus for changes in Russia,” Kunadze [deputy foreign minister of the Russian Federation at the beginning of the Yeltsin period] says." - Men der står jo også: "The former diplomat says he hopes very much that Moscow will not try to apply its Ukrainian approach in Kazakhstan or elsewhere. Trying to do so, he suggests, would be “a catastrophe.”  But given the direction Putin has moved first in Georgia and now in Ukraine, there is reason to fear that he will not stop." - Og det slutter: "Moreover, he continues, Russia has lost the “soft force” war by its actions. It cannot attract anyone to its banner but instead pushes people away. In the end, Russia “won’t be able to win in Ukraine. This issue instead is whether it will be able to lose in a worthy fashion” and thus escape the disastrous situation its own policies have created." - Hvis vi ser på principperne, er det altså noget rod. Og det er sørgeligt, hvis alle de døde og sårede har lidt forgæves. Og kritikerne af UE's oprindelige politik dermed har fået delvis ret. Men er det hele sandheden? Anneksionen af Krim og krigen i Østukraine har, som det også bliver sagt, fremkaldt et nyt Ukraine med en helt ny national bevidsthed, som kan danne grundlaget for udviklingen af et ordentligt samfund med en ordentlig stat. Hvortil kommer muligheden af, at en god udvikling i Ukraine med tiden kan føre til en god udvikling i Rusland. - Og hvem siger, at det aktuelle kompromis, der åbenbart er tale om, er så helt dårligt endda? Eller at det svarer til, at EU havde gjort, hvad kritikerne har ment den skulle gøre, in the first place? Er der ikke fortsat gode muligheder? Alt andet end det handelsmæssige træder jo i kraft med det samme? Jeg kan ikke gennemskue det, men jeg tillader mig at nære en ikke ringe optimisme. Det gælder jo også om, at vi i Vesten, også og ikke mindst, opinionen står fast på at støtte Ukraines ret til at leve sit eget liv. - Hvem har kommentarer til dette?

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MIN KOMMENTAR TIL MELDINGERNE OM EN VÅBENHVILEAFTALE I UKRAINE

 

03.09.14.

 

Nu må vi se. Det siger bla. jeg hele tiden. Men lige nu er det mere sandt end nogensinde. - Er det Putin, der ønsker det, fordi han frygter NATO's og EU's næste træk? Eller der det Porosjenko, der vil køre sig i stilling op til NATO-topmødet? Eller er det noget et eller andet sted (eller flere steder?) på en linje derimellem? Vi ved det ikke. - Det afgørende er, at det lange, seje pres på Rusland skal fortsætte. Vi kan ikke gribe militært ind i Ukraine. Højst med en eller anden form for våbenhjælp og former for mere indirekte støtte. Ukraine er og bliver offer. Og kommer til at betale en frygtelig pris i menneskeliv m.m., hvis der ikke faktisk kommer en våbenhvile. Men uanset hvad der sker på slagmarken, er det det lange, stigende pres på Rusland, der er afgørende. Rusland skal ikke på langt sigt slippe af sted med de, de gør!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

"Arm Ukraine or Surrender":

 

MIN KOMMENTAR TIL EN ARTIKEL I NEW YORK TIMES (link nederst)

- med titlen "Arm Ukraine or Surrender":

 

Fra min egen og Dansk-Ukrainsk Selskabs Facebook-profil.

 

Det er en uhyggelig, men klar artikel. Og alle her ved, at jeg er dybt berørt af de store ukrainske tab (og de civile tab, og for den sags skyld også tabene på den anden side). Derfor gentager jeg, at vi i Vesten må bruge alle de andre midler, vi har, for at få russerne til at stoppe. Men jeg siger (desværre) ikke, at vi ikke skal støtte Ukraine med efterretninger, rådgivning, udstyr og våben af alle slags. Hørte jeg rigtigt, når jeg mener, at Anders Fogh sagde, at NATO (som organisation) jo ikke kan give Ukraine våbenhjælp, men at det må være op til de enkelte lande? Og fx Ungarn har vist allerede givet nogle gamle, men velegnede sovjetiske ting. - Det eneste, vi ikke må gøre, er at lade ukrainerne bløde til ingen verdens nytte. - Det er også uhyggeligt, hvis forfatteren har ret i, at eftergivenhed over for Putin vil føre til et enormt geopolitisk tilbageslag for Vesten. Jeg nævner ofte München 1938. Man ville have "peace in our time", men fik - i dag for 75 år siden! - Anden Verdenskrig. - Der må være intelligente måder at gribe det an på. Måske er tiden på Ukraines og vor side. På den måde, at en forholdsvis moderat optræden nu, men sammen med hårde sanktioner osv., måske kan svække Putin på hjemmefronten, ja, måske til sidst vælte ham. - Det, jeg mener, er, at alt for voldsomme militære ting i hurtig rækkefølge kan både provokere og styrke Putin, men at sanktioner m.m. og militære forberedelser (også i fx Georgien, jf. hvad Anders Fogh oplyste på pressekonferencen) kan lægge et vedvarende og stadigt stigende pres på Rusland, som ikke indebærer en større krigsfare, men langsomt tvinger Rusland i knæ og måske kan vælte Putin. Guleroden skal være, hvad jeg også af hjertet mener, at Rusland efter Putin skal genindtræde i et frugtbart fælleseuropæisk sam-liv og samarbejde. Bare med mindre afhængighed af russisk olie og gas! Det må være en pris, de allerede har betalt. - Hvad de lande, der allerede er medlemmer af NATO, angår, altså fx de baltiske lande og Polen, må der ikke være nogen tvivl. Russerne skal vide, at en trussel mod eller et angreb på dem vil blive imødegået på alle passende måder (flexible response, men uden overgrænse). Det er frygteligt at skulle sige det, men vi kan under ingen omstændigheder tillade noget som helst i forhold til lande, der er medlem af NATO. Gør vi det, er vi færdige! - Der må være folk i Rusland, politikere og generaler, der ikke vil risikere en tredje verdenskrig med atomvåben. Men de skal vide, at det er det, de risikerer, hvis de begynder på noget af alt det der. Og Vestens overmagt er knusende, på alle niveauer!

 

SUPPLEMENT: Så vidt jeg husker, står der også i artiklen, at Putin ikke er rationel. Det er nok det virkelig farlige. Altså at han ikke bare lider af storhedsvanvid, men også er vanvittig i al almindelighed. Så er det jo som at stå i en gård med en hund, der lider af hundegalskab. Det kan være nødvendigt med en vis forsigtighed. - Jeg var i sin tid soldat og officer og civil koldkrigsdebattør, og jeg mener, de sovjetiske ledere opførte sig rationelt i forhold til, hvad Putin er i gang med nu. - Min konklusion er altså, at en god strategi vil sigte mod at få Putins egne topfolk til at vælte ham.

 

LINK TIL NEW YORK TIMES-ARTIKLEN:

 

http://www.nytimes.com/2014/09/01/opinion/arm-ukraine-or-surrender.html?partner=rss&emc=rss&smid=tw-nytimesworld&_r=1

 

 

 

*  *  *

 

 

 

SØREN PIND VAR I DEADLINE

29.08.14

 

Bagefter satte jeg dette på både hans, Deadlines og Dansk-Ukrainsk selskabs profiler og i en tråd på min egen profil:

 

Jamen du sagde jo alle de rigtige ting, Søren. Men selv om det er sent nu, må vi ikke give op. Vi kan ikke acceptere en opførsel som Ruslands i Europa i 2014. Det er jo en regulær angrebskrig. - Det siger sig selv, at NATO ikke kan gå ind med militære styrker. Hvad Putin jo også kynisk udnytter. Men så kan vi gøre alt muligt andet: sanktioner, isolation og pariagørelse af Rusland. Og vi kan sælge våben til Ukraine. Jf. USA's lease and lend act i forhold til Storbritannien før 1941. Det fik du formuleret meget fint. Men jeg lægger mest vægt på sanktioner osv. Det er uhyggeligt at tænke på alle ofrene, på begge sider, for slet ikke at tale om civilbefolkningen, i noget, der minder om en stedfortræderkrig. Vi må bruge fantasien. Og vi (EU) må straks gå i gang med en storstilet udvikling af ting, der kan erstatte russisk olie og gas. Alene det, at vi begynder, vil lægge et meget stærkt pres på Rusland, herunder de personer og institutioner i Rusland, der bliver ramt. Den store opbakning til Putin kan meget vel dale, hvis det for alvor begynder at gøre ondt. Vi må se frem til et Rusland efter Putin - og give til kende, at et sådant Rusland vil vi meget gerne leve i venskab og samarbejde med. Men jeg indrømmer naturligvis, at det er svært. Men tak for det, du sagde!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

INTET UGENS DIGT

 

På grund af situationen i Ukraine. - Opslag på min Facebook-væg 28.08.14.

 

På grund af situationen i Ukraine undlader jeg at sætte et ugens digt på i dag. Jeg vil nøjes med at slå Ukraine-ting op. Det er frygteligt. Den polske udenrigsminister siger, at det er den alvorligste situation i Europa i årtier. Og han tænker vel på krigene i Exjugoslavien. Men jeg mener, det i hvert fald er den alvorligste situation siden Sovjetunionens og de øvrige Warszawapagt-landes invasion i Tjekkoslovakiet i 1968. Og det var jo kun en besættelse, ikke direkte krig. Jeg mener, der er tale om det værste siden Anden Verdenskrig. - Som i 1968 kan vi ikke sætte NATO-tropper ind. Det kan vi bare ikke. Men så må vi gøre alt muligt andet. Og jeg mener ALT! Et stort land kan ikke tillade sig at gøre sådan mod en nabo i 2014. Der må indføres sanktioner, Rusland må isoleres og gøres til en parianation. Og det skal vare, til den sidste russiske soldat har forladt Ukraine - og støtten til oprørerne er hørt op. Og så er der Krim. Den skal russerne heller ikke bare kunne beholde. Rusland skal straffes. Om det så skal vare i årtier. - Og en vis militær opbygning med NATO-styrker i Polen og de baltiske lande vil også være en god idé. Det er et signal. Og det vil stresse russerne. Hvortil kommer, at det jo ikke kan udelukkes, at Putin i sit storhedsvanvid vil prøve noget i forhold til de baltiske lande, som jo er medlemmer af NATO og dermed omfattet af "musketereden". Det skal Putin ikke et sekund være i tvivl om. Gør han noget dér, falder hammeren. - Det er frygteligt at skulle sidde og skrive sådan, men det er altså også frygteligt, som Putin-Rusland fører sig frem!

 

TILFØJELSE I KOMMENTARFELT: I opslaget glemte jeg at nævne Ungarn 1956. Det var jo en massiv og brutal sovjetisk nedkæmpelse af et oprør. Det er en nærmere parallel. Men det var trods alt inden for det, alle regnede for østblokken. Og altså i Den Kolde Krigs fastlåste og opdelte situation. Det var meget slemt, men med Ukraine er det på flere måder noget andet. Ikke mindst fordi vi er i 2014, hvor den slags skulle være utænkeligt. I øvrigt er det ikke vigtigt at spekulere over, hvad der er værst. Det afgørende er, at det, der sker I Ukraine nu, er meget slemt og i hvert fald det værste siden den forrige kolde krigs afslutning.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

KOMMENTAR TIL ARTIKEL I DEN POLSKE AVIS GAZETA WYBORCZA OM SITUATIONEN I ØSTUKRAINE

 

Nu har jeg lige delt denne fra den polske Gazeta Wyborcza:

 

Rosja żąda zawieszenia broni, ale wspiera separatystów na Ukrainie

(Rusland kræver våbenstilstand, men støtter separatisterne i Ukraine.).

 

MIN KOMMENTAR TIL DELINGSOPSLAGET PÅ MIN PROFIL:

Her er en artikel fra den store polske avis Gazeta Wyborcza. Her står der bla., at russerne nu støtter separatisterne i Østukraine massivt. De var ellers hårdt trængt. Der står også, at den russiske udenrigsminister Sergiej Lavrov kræver øjeblikkelig og betingelsesløs våbenstilstand. Han erklærer desuden, at russerne agter at sende en ny nødhjælpskonvoj ind i Ukraine. Den første vendte ifølge ukrainerne tilbage med tyvekoster: radarudstyr og andre ting fra den ukrainske våbenindustri i området. - Fra andre kilder oplyses det, at ukrainske enheder er hårdt trængt, ja, truet af udslettelse. - Det er forfærdeligt! En efterhånden ret stor krig her i Europa. Og ingen gør rigtig noget. Jeg frygter, at Vesten er rede til at lave en slags München med Putin, dvs. give ham lov til at bevare kontrollen med de besatte områder i Østukraine. Nogle polakker siger, at i 1939 sluttede Hitler og Stalin (Ribbentrop og Molotov) en pagt, nu er det Merkel og Putin: Merkel-Putin-pagten! Vi må håbe, at USA står fast. I EU er det nærmest kun Sverige, Litauen og Polen, der rigtig siger noget. - Rusland bør have flere sanktioner og isoleres og hænges ud som parianation på alle mulige måder. Det kan få uoverskuelige følger, hvis Putin bliver klar over, at han bare kan føre sig frem. Vi må håbe, at i det mindste USA forstår dette. Men USA har nok at se til i Irak (IS).

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Det lyder ikke så godt

 

Kommentar i Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd om de separatistiske/russiske modangreb og det kommende topmøde i Minsk. - 25.08.14.

 

 

Det lyder ikke så godt. For ikke så længe siden troede jeg, at man ville finde en forhandlingsløsning med en meget svag Putin, som bare skulle have lidt for at undgå at tabe ansigt (især over for sine egne derhjemme). - Det er utroligt, hvis det virkelig er den meget omtalte nødhjælpskolonne, der har hjulpet Putin. Men i vore nymoralistiske, ja, moral-religiøse dage har ordet "nødhjælp" en næsten magisk virkning. Læg også mærke til, hvordan visse politikere bruger ordet eller ordene "humanitær hjælp" for at snakke udenom, hvis det er en militær indsats, der er tale om. Disse ord har en religiøs karakter. Med dem kan man på en gang besværge en alvorlig militær situation og føle sig selv god, ja, tro, at hvis man gør noget, der får en til at føle sig god, kan man måske derved afværge truslen. - Og spørgsmålet er altså ikke, om der har været våben i de hvidmalede lastbiler eller ej. Det afgørende er det, der er kommet eller er blevet skudt ind over grænsen, mens alle har været optaget af de hvide biler. Desuden er lidt våbenhvile til separatisternes/russernes fordel. Og så er der det rene tyveri (som på Krim) af ukrainsk ejendom. Putin er ikke alene en morder, han er også en tyv! Endelig er der den bebudede anden konvoj. Og der kan komme flere. Herved vinder russerne hævd på at komme og gå på ukrainsk territorium. Med både det ene og det andet. - Nej, det ser ikke godt ud. Jeg mener, det er i polsk tv, jeg har hørt nogen tale om Hitler-Stalin-pagten for 75 år siden og Merkel-Putin-pagten i dag. - Jeg frygter, at Tyskland og EU er svage. Men hvad siger USA? De har jo også IS m.m. at tænke på. Verden er i en værre tilstand end længe set.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Et muligt Ukraine-scenarie

 

18.08.14

 

Jeg har et bud på, hvad det kan ende med, og det gælder altså blandt andet forhandlingerne i Berlin (som polakkerne i øvrigt er sure over ikke at være med i): 1. Man lader Putin beholde Krim, eller lader i det mindste spørgsmålet om Krim stå hen. - 2. Man får sluttet en fred i Østukraine, som indebærer, at separatisterne som personer slipper nogenlunde godt ud af det (hvad det så vil sige; Putin vil vel ikke have dem). - 3. Man garanterer over for Putin, at de russisksindede i området får al den sikkerhed og alle de rettigheder, de kan få inden for en sammenhængende ukrainsk stat (hvad de jo skulle have alligevel). - 4. Man lader de hvidsprøjtede russiske lastbiler aflevere alt, hvad der måtte være i dem af nødhjælp.

 

Dette lyder måske ikke af så meget. Især ikke, hvis man nøjes med at lade spørgsmålet om Krim "stå hen" (se nedenfor). Men hvis det bliver præsenteret på den rigtige måde, kan det give Putin en mulighed for at komme ud af det uden at tabe alt for meget ansigt.

 

Jeg siger ikke, at jeg er sikker på, det ender sådan. Men jeg bygger dette "bud" (hverken mere eller mindre) på, at der er så underlig stille om sagen blandt de vestlige politikere.

 

Jeg siger heller ikke, at dette er mit eget ønskescenarie. Men hvis Ukraine og Vesten står fast og lader Putin forstå, at han har tabt, og at han vil tabe endnu mere, hvis han fortsætter, kan det være til at leve med. Og på langt sigt (også ind i tiden efter Putin) vil det kunne danne udgangspunktet for en positiv udvikling af forholdet mellem russerne og os andre, både i Ukraine og i hele Europa/Verden. - Men det afgørende er, at der skal være tale om en tilbagetogsvej for den slagne Putin. En af hans fejlvurderinger har jo været ukrainernes vilje til at kæmpe for friheden og uafhængigheden.

 

Hvad Krim angår, siger jeg (men helst ikke alt for offentligt), at Khrusjtjovs gestus i 1954(?) var af en helt særlig (sentimental? politisk?) karakter og jo ikke havde nogen praktisk betydning, så længe Sovjetunionen eksisterede. For mig er Krim i hvert fald noget helt andet end de østukrainske oblaster. Det helt gale er måden, hvorpå Rusland annekterede Krim. Blandt andet den latterlige "folkeafstemning". Det er i meget høj grad et principspørgsmål. Når jeg for mit vedkommende taler om at lade Krim "stå hen", forestiller jeg mig fx, at man efter et passende stykke tid fra det internationale samfunds side siger, at spørgsmålet må afgøres ved en virkelig folkeafstemning efter alle kunstens regler, herunder massiv international overvågning. Og jeg er kynisk nok til at sige, at jo længere Krim har været under russisk administration, jo større chance bliver der for, at befolkningen vil ønske at komme tilbage til Ukraine. Man kunne også forestille sig en slags selvstændig status for Krim. Under alle omstændigheder skal der også dér være solide garantier for alle etniske grupper:

 

Men vi får se. Det er bare nogle tanker, jeg har gjort mig under den mærkelige stilhed, der har hersket - alle andre steder end på slagmarken. Stakkels ukrainere. Men denne krig er nu blevet deres skæbne.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Jødernes ret og folket og skolen. To diskussioner i Deadline

 

15. august 2014.

 

I Deadline diskuteredes demonstrationen i morgen til fordel for jødernes ret til at kunne færdes frit i Danmark og folkeskolen.

 

Til den første diskussion var der mange kommentarer, og mange, der gik på at demonstrationen var en unødig provokation. Min kommentar var: "Jo, det er en nødvendig diskussion. Vi troede, at Anden Verdenskrig havde gjort en ende på den slags, men nu er det her igen".

 

Til den anden diskussion var min kommentar:

 

" Men der var jo også diskussionen om folkeskolen. Jeg har netop i dag læst Alexander von Oettingens artikel "Er folkeskolen stadig folkets skole?" i Dansk Kirketidende. Han er måske lidt svær at forstå. Men jeg tror, jeg ved, hvad han mener. Han skriver fx: "Vi har folkeskolen, for at generationer kan blive indført i en fælles kultur, fælles sprog, fælles viden, færdigheder, værdier og holdninger ... sådan at forstå, at vi skal kunne forholde os individuelt til det, der forbinder os. Vi har i vores kulturelle overlevering et grundprincip for skolen ... at de, som lever sammen, også skal undervises sammen. Ikke fordi de skal mene det samme, men fordi de deler en fælles tilværelse, som de sammen må tage stilling til og udvikle. I læringsdiskursen er dette princip erstattet med det individuelle princip om at blive så dygtig, som man kan" (Dansk Kirketidende 7/2014 s. 9). - Hertil kan man føje det spørgsmål, om dette stadig er muligt. Måske findes folket ikke mere. Måske er der et dybereliggende spørgsmål: Er befolkningen stadig et folk? Det skulle dog stadig være muligt at sige, at børnene "deler en fælles tilværelse, som de sammen må tage stilling til og udvikle". Ellers har vi multikulturen, og så må de forskellige del-folk jo have hver deres skoler. Og prøve, om de kan leve sammen som hverken mere eller mindre end befolkning, idet de respekterer det minimum af regler, der er nødvendige, hvis det skal kunne lade sig gøre. - Jeg har ikke villet sætte dette på som et særligt opslag. Og det har jo sådan set også noget at gøre med diskussionen om, hvordan vi skal kunne være her alle sammen".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Hvad kan Putin få ud af sin overplatte humanitære manøvre?

 

Er også sat på undersiden "Facebook".

 

Deadline 22.30 den 12. august 2014. Jeg satte disse to kommentarer på deres profil (og senere på Dansk-Ukrainsk Selskabs og min egen profil), den første før udsendelsen, den anden efter:

 

Der kommer forhåbentlig noget om Ukraine. Det er spændende, hvad Putin kan få ud af sin overplatte humanitære manøvre. Har man lagt mærke til indersiden af de hvidmalede lastbilers bagsmække? Vil Vestens politikere lade sig snøre? Måske få sig et lille München? Det vil være godt med en kyndig analyse af situationen.

 

-

 

Nå, der var jo et indslag om den russiske konvoj. Og det var ganske interessant at høre Røde Kors' mening om sagen. Jeg ville dog også gerne have haft en militær og politisk analyse. Vi må jo ikke glemme, at selve den våbenstilstand, der må være forudsætningen for en omfattende hjælp til befolkningen i området, vil være til fordel for de nu hårdt trængte separatister og deres russiske hjælpere. Det er en forbandet situation. Vi må se, hvad der sker, og håbe det bedste.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Hvad gør vi?

 

Kommentar i Dansk-Ukrainsk Selskab-facebooktråd til BBC-artikel om en mulig russisk invasion i Ukraine. Også på undersiden "Facebook".

 

Men hvad kan vi gøre i tilfælde af en russisk invasion? På den ene side mener jeg, at en regulær militær indgriben fra NATO's side er udelukket, og at det nok også vil være både vanskeligt og for farligt at få en ikke-natokoalition til det. Det kan jo ikke blive FN, når aggressoren sidder i Sikkerhedsrådet. Men på den anden side er det også utåleligt, at Putin skal kunne kalkulere med, at der ikke vil ske noget, hvis han går ind i Ukraine. Hvor meget kan vi hjælpe Ukraine med penge og materiel, herunder våben? Så at Ukraine altså selv må betale med døde og sårede. Men vi må også prøve at mobilisere alt andet. Hvis russerne invaderer Ukraine, må i hvert fald store dele af det internationale samfund kunne gå sammen i omfattende og hårde sanktioner - og være enige om at gøre Rusland til verdens største parianation. Der er nogle, der mener, at dette sidste vil kunne have stor effekt. Især hvis det omfatter udelukkelse fra alle kultur- og sportsarrangementer og den slags. Endelig er der også det middel, Reagan vel brugte i 1980'erne, da det var Polen, det gjaldt, og hvor Vesten jo heller ikke kunne gribe direkte ind (jf. Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet 1968), men hvor Sovjetunionen blev drevet ud i fallitten ved kaprustningen. - Og jeg gentager, at vi ikke må pive over sanktionernes omkostninger for os selv. Det er ikke nær så slemt som rigtig krig. Og vi må kunne finde både solidariske og smarte løsninger. - Mange vil nok være (eller blive) så kyniske, at de vil være rede til at ofre Ukraine. Men så er det "ren 1938" (München). Vi er nødt til at stoppe Putin nu.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Eksistens-tanker i august 2014

 

Her, på min Facebook-væg og på min avisen.dk-blog "Jeg er ellers ikke blogger ..." (avisen.dk) 05.08.14.

 

Jeg hørte DR P 1 Eksistens i dag (4. august 2014). Titlen var "Sex, køn og afslutningen på det normale". Og på programmets internetside var der denne foromtale:

 

Den Skæggede Dame, Conchita Wurst, vandt Melodi Grand Prix - en begivenhed der gennem en årrække har været en fest i homoseksuelle miljøer. I 2008 præsenterede Oprah Winfrey en gravid mand på sit talkshow, og på amerikansk Facebook kan man i dag vælge mellem op til 50 forskellige kønsidentiteter, når man opretter en profil. Vores opfattelser af køn og kønsidentitet er i skred og Eksistens kigger på nogle af de aspekter det berører. Vært og tilrettelægger: Carsten Ortmann.

 

Jeg hørte hele udsendelsen. Dog ikke særlig intenst. Og jeg er sådan set også ligeglad med detaljerne, hvor opmærksomhedsvækkende mange af dem end er. Det afgørende for mig er, her som i andre sammenhænge, forholdet mellem virkelighed og ideologi (eller i hvert fald "meninger").

 

Og hvad nu alt det med køn angår, vil jeg stadig hævde, at kønnet og den kønnede forplantning er en afgørende del af den biologiske virkelighed. Uden den ville hverken vi mennesker eller de levende organismer, vi kan sammenligne os med, være her. Og selv om jeg godt kender, og for så vidt anerkender, den neodarwinistiske lære om, at evolutionen ikke er styret af et formål, men udelukkende af "tilfældighed og nødvendighed", vil jeg alligevel tillade mig at betegne de forskellige afvigelser som biologiske fejlskud. Dette gælder i hvert fald de afvigelser, der betyder, at de pågældende organismer ikke får afkom. Selv om der jo nok skal være eller komme forskere, der kan vise, at det er en evolutionær fordel for en art at have sådanne afvigelser, og jo da i hvert fald for arten homo sapiens.

 

Hertil kommer imidlertid den teknologiske, sociale og kulturelle udvikling hos mennesket. Og her er det klart, at der, uanset hvad man vil sige og mene om det, er kommet en hel del nye omstændigheder til, som går ud over det rent biologiske. Man kan sige, at vi i det moderne - eller postmoderne - samfund simpelt hen har råd til at acceptere en hel masse ting, man ikke havde råd til at acceptere i de traditionelle samfund. Og jeg for mit vedkommende er sådan set rede til at acceptere dette, i hvert fald i den forstand, at jeg tager til efterretning, at det er sådan.

 

Jeg vil altså sådan set godt være med til at sige, at nu lever vi i den postmoderne virkelighed, hvor alt må betragtes på en ny måde. At vi altså så at sige visker den værdimæssige tavle ren og ser fuldstændig fordomsfrit på den nu faktisk foreliggende virkelighed. Det eneste, jeg kræver, er, at alle andre gør det samme.

 

Men jeg vil også insistere på, at hele historien og hele traditionen betragtes som en del af virkeligheden i videre forstand. Uanset hvordan vi så ellers vil forholde os til den.

 

Og jeg vil navnlig insistere på, at man skelner mellem pdes. den fordomsfri betragtning af hele virkeligheden og pdas. ideologi og "meninger". Ja, jeg vil tillade mig at protestere mod enhver form for forsøg på at udnytte den postmoderne situation til at bringe noget, der ikke med nødvendighed følger af den, til at herske i samfundet.

 

Det er muligt, at det traditionelle parforholds og den traditionelle kernefamilies tid er forbi. Men det kan jo også være, at i hvert fald mange mennesker ønsker at leve i sådanne forhold og familier - måske oven i købet under hensyntagen til, hvad man kan lære af historien og traditionen. Og det skal de så, selvfølgelig, have lov til. Og hvis det viser sig, at flertallet ønsker at indrette sig på andre måder, må også dette skulle ske i frihed, altså uden at ideologer og meningsmennesker presser noget ned over hovedet på dem.

 

Det store spørgsmål er, hvad der skal ske med børnene. Én mulig yderste konsekvens af, at alle eller et stort flertal lever som singler, kan blive, at staten (eller det offentlige) overtager børnene. Man kunne dog også forestille sig, at man indrettede sig i forskellige mere private (kollektive) ordninger. Hvad ved jeg?

 

Og ingen kan vide, hvilke følger den reproduktionsteknologiske udvikling kan få. Jeg kan huske min mors (f. 1903) reaktion, da jeg som mellemskoleelev i 1950'erne delagtiggjorde hende i min læsning af Aldous Huxleys Fagre nye verden. Det var en hovedrystende afvisning af den i denne bog beskrevne reproduktionsteknologi som det mest vanvittige nonsens. Men nu kan vi se, at alt efterhånden vil blive muligt. Og de andre ting i Fagre nye verden er der jo også en del ting, der peger frem imod!

 

Jeg vil altså ikke alene være med til at se helt fordomsfrit på den aktuelle situation, men vil også pege på, at der i en måske ikke særlig fjern fremtid vil komme til at foreligge en situation, der kan få vore diskussioner lige nu til at ligne hyggesnak omkring landsbyens gadekær, og det er ganske særligt med henblik på denne fremtidssituation, jeg finder det nødvendigt at pege på også den historiske del af virkeligheden. Det kunne jo vise sig nyttigt at have fortiden og traditionen som en slags pejlelinje og som en slags reservoir.

 

Men det helt afgørende i enhver situation vil for mig være, at det er virkeligheden, man forholder sig til, og ikke nogle ideologiske konstruktioner, som i virkeligheden har deres egne formål, måske af en i videre forstand religiøs eller kvasireligiøs art. Jeg tænker her på, at der kan være tale om menneskets trang til at ville være sin egen skaber, ikke bare i forhold til den Gud, man regner for død, men også i forhold til naturen. - I øvrigt kan jeg heller ikke lade være at spørge mig selv, om der ikke også kan være meget simpelt modemageri i disse "meninger", altså om der ikke er en del, der mere eller mindre bevidst slår sig op som bogsælgende og medieoptrædende modefilosoffer og "mode-menere" med nogle kontroversielle, men tilpas progressive meninger.

 

Og når jeg ser på den måske nærmest småborgerlige konservatisme, der vel i mange henseender har præget min egen livsform, så ser jeg ikke den som bare en trang til at ville blive ved det gode gamle, men også som en modvilje mod at skulle blive påtvunget en ideologi eller et tankesæt af den her omtalte art. Jeg ser denne konservatisme som det bedste grundlag og udgangspunkt for et liv i fuld individuel frihed, også selv om vejen kommer til at føre til noget meget anderledes. Jeg kan måske sige det på den måde, at når man lever traditionelt i den forstand, jeg her taler om, så slipper man både for at komme til at skabe sig og for at komme til at blive skabt af andre.

 

Ingen kan standse den teknologiske udvikling. Ingen kan i hvert fald fjerne de teknologiske muligheder. Og det samme gælder i høj grad de af teknologien følgende samfundsmæssige omstændigheder. Der er i hvert fald tale om en virkelighed, man bliver nødt til at forholde sig til. Så må det vise sig, hvordan menneskene finder ud af at indrette sig. Men jeg gentager, at det skal være under en helt åben hensyntagen til hele virkeligheden, man skal indrette sig, herunder en åben og dyb hensyntagen til, hvad det vil sige at være menneske, en hensyntagen til, hvad der populært sagt giver den sande og dybe livskvalitet. Og til allersidst vil jeg pege på den gyldne regel om, at man skal forholde sig til sit medmenneske, som man ønsker, det skal forholde sig til en selv, eller altså til, at ingen må bruge friheden til at indskrænke de andres frihed eller til at undertrykke, udnytte og misbruge dem.

 

Og så vil jeg ellers lade ideologerne og meningsmenneskene snakke, mens jeg prøver at forholde mig åbent og dybt til virkeligheden gennem de ikke så mange sidste år af mit liv. Idet jeg håber, at mine børn og børnebørn og generationerne efter dem vil gøre noget tilsvarende. Og jeg tænker jo ikke kun på mine direkte efterkommere. Jeg håber selvfølgelig også, at der vil være andre, der viderefører en tilsvarende måde at forholde sig på. Men jeg misunder dem ikke. I min barndom (lige efter Anden Verdenskrig) og ungdom (frem til o. 1965) var optimismen og troen på fremtiden næsten grænseløs. I dag er det, så vidt jeg kan se, temmelig anderledes. Men som en af mine sønner har sagt: "Tag det roligt, Far; mennesket er en foranderlig størrelse". Det er aldeles ikke udelukket, at kommende generationer vil kunne finde ud af at leve et godt menneskeliv under omstændigheder, jeg ikke kan forestille mig. Men mere kunstigt vil det blive, og jeg vil håbe for dem, at de vil kunne bevare både en jord- og en fortidsforbindelse.

 

Nogle vil spørge, hvorfor jeg gamle mand går så meget op i fremtiden. Men det gør gamle mennesker faktisk. Fremtiden er jo også vor fremtid, ja, på en måde vort livs fortsættelse, efter at vi er døde. Og desuden har jeg lært af Grundtvig, at historien ikke bare er fortiden, men også hele fremtiden, lige til tidens ende. Og selv om jeg med samme Grundtvig venter noget absolut godt ude bag tidens ende, tillægger jeg med ham også menneskelivet i resten af denne verdens tid ret stor betydning.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Strategien i Søndagsfrokosten

 

I Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd 04.08.14.

 

Mange, også ellers gode folk, ligger under for det med hensynet til Ruslands strategiske interesser. Vi hører altid DR P 1 Søndagsfrokosten. I går var det med Paula Larrain, Christiania-advokat Knud Foldschack og Asger Aamund. Et af punkterne var EU's og USA's sanktioner mod Rusland. Man var vist enige i, at sanktioner aldrig virker, men at det at gøre Rusland til en paria-stat (som i sin tid Sydafrika) ville kunne få en langt større effekt. Men det, jeg vil nævne her, er, at Asger Aamund lige nåede at få indskudt, at Rusland jo har sine strategiske interesser i Østeuropa, ligesom USA har sine i Latinamerika. Og enhver, der nøjes med at se gennem strategiske briller, kan se, at det er der noget om. Det spørgsmål, jeg stiller, er imidlertid, hvad vi kan bruge dette til i den aktuelle ukrainske situation. Ukraine er et suverænt land. Og det fik i 1994 (var det vel), da man afleverede kernevåbnene, garantier fra alle sider for sin suverænitet og integritet. Og det er vel ret klart, hvad (det store flertal af) befolkningen i Ukraine ønsker. Kan man så her i 2014 på nogen måde acceptere, hvad russerne gør i Ukraine, og ind over grænsen til Ukraine? Vi må derfor fra vestlig side gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at få Putin-Rusland til at holde fingrene væk fra Ukraine. Idet jeg altså mener, at en vestlig militær indgriben (jeg havde nær sagt desværre) er udelukket. Det ville blive helt uoverskueligt. Og det ved Putin. Men så må vi straffe ham på alle mulige andre måder. Og blive ved. Så må de stakkels ukrainere selv bære selve den militære krigs byrder. Og det er frygteligt. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Og jeg tænker selvfølgelig ikke alene på de ukrainske soldater, men også på civilbefolkningen i de besatte områder, som vist ikke bakker meget op om de bevæbnede separatister, men som i realiteten er gidsler. Det er alt sammen frygteligt. Og de danske medier, fx TV 2 News, som vi ser meget, dækker næsten ikke selve krigen, men nøjes med at fortælle om indsamlingen af ligrester og personlige ejendele i flynedstyrtningsområdet. Den slags er åbenbart godt stof.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

NU SKRUER JEG NED FOR BLUSSET!

 

Jeg er træt af den måde, Ukraine-krigen føres på i Facebook.

 

I en Facebook-tråd, her og på undersiden "Facebook" 01.08.14.

 

 

Der er noget galt i den måde, denne krig diskuteres på, ikke mindst her i Facebook. Lad mig skynde mig at sige, at jeg holder med fx Ivan og har tillid til, hvad han siger. Og lad mig også sige, at en af grundene til, at vi har denne underlige debat med alle mulige påstande og facts eller "facts", kan være, at den russiske side satser massivt på påvirkningselementet i denne krig. Det har hele tiden undret mig, hvor meget de prorussere, der optræder i Facebook og i forskellige telefonprogrammer olgn., ligner hinanden og siger det samme hele tiden. Og der er alle mulige (konspirations)teorier og store strategiske, geopolitiske og historiske overblik. Alle gør sig kloge. Det gør jeg måske også. Men jeg tror også, jeg selv vil skrue ned for blusset. Jeg vil koncentrere mig om nyheder og analyser og vurderinger fra medier og personer, jeg har tillid til. Og så længe det ikke får mig til at skifte holdning, vil jeg prøve at gøre min indflydelse gældende til fordel for Ukraine - og for fred og ret i Europa. - Det er måske, fordi jeg er teolog. Man kender jo noget lignende i den måde, hvorpå man kan slå hinanden i hovedet med løsrevne bibelcitater. Det gider jeg ikke. Jeg vil have en helhedsvurdering, der bygger på de bedst mulige oplysninger fra de bedst mulige kilder, og altså på analyser og vurderinger fra folk, jeg har tillid til. Det er hovedsagen, det drejer sig om, og det er den ukrainske befolknings (ukrainsk eller russisk eller andet) ret til, selv at bestemme sit liv og sin fremtid. Jeg tænker på, hvad Luther sagde om Bibelen: Hvis de spiller Skriften ud mod Kristus, spiller jeg Kristus ud mod Skriften. Det kan lyde blasfemisk at inddrage dette. Men det er en sammenligning. Og sammenligningspunktet er, at der altid er en hovedsag og en hovedsammenhæng, og at den skal man ikke prøve at pille i stykker med alle mulige detaljer, ikke engang når de måske isoleret set er sande. Det er altid hovedsagen og hovedsammenhængen, det kommer an på. - Med disse ord bebuder jeg, at jeg fortsat vil besøge denne profil og se de mange spændende og relevante oplysninger, der bringes, men at jeg vil prøve at undgå at deltage i flere af de ørkesløse debatter, der er karakteristiske for Facebook og denne europæiske krig og for denne europæiske krig, som den føres i Facebook.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MIN UKRAINE-KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINES INDSLAG 30. JULI 2014 OM SITUATIONEN I UKRAINE

 

Jeg har lige sat denne kommentar ind i tråden til Deadlines eneste opslag (om Gaza) til udsendelsen i aften:

 

Nå, der var også et langt indslag om situationen i Ukraine. Og det er sikkert rigtigt, at hverken Putin eller hans folk eller hans vælgere vil bøje sig for sanktionerne. Men så må de i det mindste tage dem som en straf. Jeg har fx set og hørt, at russerne støtter oprørerne massivt med artilleriild, herunder ild fra stalinorgler (Grad), ind over grænsen. Og mit spørgsmål er, hvorfor det såkaldte internationale samfund ikke reagerer langt kraftigere på dette. Det er uhyrligt at et land gør sådan mod et naboland. Og det er - med al respekt for alvoren i Gaza-konflikten og alle de andre grimme ting, der lige nu sker i verden - altså noget, der sker her i Europa, ikke langt fra os. Noget, der gøres mod et land, der ønsker tilnærmelse til og senere medlemskab af EU. Vi skal ikke finde os i det. Så må sanktionerne, også yderligere, endnu skrappere, og udvidet økonomisk hjælp til Ukraine, koste os, hvad de vil. Det er i enhver henseende billigere end rigtig krig, og der er jo mange grunde til, at vi ikke kan gribe militært ind. Men stakkels ukrainere. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvordan ukrainske soldater bliver dræbt og lemlæstet af granater og raketter, som russiske artillerister i fuldstændig sikkerhed kan affyre inde fra russisk område.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Skal jeg til demonstration for første gang i mit liv?

 

To Facebook-kommentarer til situationen i Ukraine 23.07.14. - På undersiderne "Debat" og "Facebook".

 

TILFØJELSE 30.07.14: Se nederst her og på undersiden "Erindringer - DAGBOG" om, at vi endte med at deltage i demonstrationen foran den russiske ambassade den 24. juli.

 

Men jeg kommenterer flittigt, både på min egen profil, på Dansk-Ukrainsk Selskab-profilen og nogle andre steder. Det er kun eksempler, jeg får sat her på siden. - Som nævnt nedenfor overvejer Anna og jeg mere og mere alvorligt at tage til København i morgen torsdag den 24. juli 2014 for at deltage i demonstrationen "mod Ruslands opførsel i Ukraine" i morgen. LINK: https://www.facebook.com/events/658036717599503/?ref=22

 

Men her er et par kommentareksempler fra 23.07.14:

 

Nå, vi er stadig ikke enige, n.n. Men vi må se. Desværre er der nok for megen svaghed og splittelse i EU-landenes kreds. Men på længere sigt har Putin under alle omstændigheder tabt. Han kan også, måske før vi tror det, tabe præsidentposten. Hvor vi altså så dog kan frygte, at han bliver afløst af en, der er endnu værre. Men på det rigtig lange sigt vil moderniteten og demokratiet ikke være til at holde ude af Rusland (og Hviderusland). Jeg glemmer ikke min gamle kærlighed til Rusland og ønsker også dette store land alt godt. Anna og jeg har haft mange dejlige oplevelser dér og tilsvarende med russere på besøg her i Danmark, også i Døllefjelde og på Lolland-Falster. Men det har jo været folk på den gode side! - For mig bliver det nu mere og mere afgørende, at så længe Rusland sender våben m.m. ind i Ukraine, vil kampene fortsætte og mange mennesker dø og blive lemlæstet. Det er ikke til at holde ud! - Anna og jeg overvejer mere og mere alvorligt at sætte alt til side og tage til demonstrationen ved den russiske ambassade i morgen. Det bliver første gang, vi deltager i en demonstration.

 

-

 

TILFØJELSE: Jeg forstår stadig ikke, at der er så mange her i Vesten, der mener, at Rusland skulle have ret til at blande sig i Ukraines (og de andre tidligere sovjetrepublikkers indre forhold). Ej heller forstår jeg, at man kan se noget godt i en mand som Putin og hans autoritære styre. Vejen frem for Rusland er frihed og demokrati og et venskabeligt og frugtbart forhold til resten af Europa. Jeg forstår simpelt hen ikke, at der er så mange Putin-venner i Vesteuropa. Det foruroliger mig.

 

-

 

OG TIL RASMUS JARLOV I DEMONSTRATIONENS EGEN TRÅD:

 

Anna og jeg overvejer mere og mere at sætte alt til side for at komme til stede i morgen. Det bliver så første gang i vore lange liv, vi deltager i en demonstration. Vi melder os måske som sikre deltagere om ganske kort tid. - Og det skal vi i øvrigt huske: Mange af os, der støtter Ukraines kamp for integritet og frihed, hører ikke til dem, der demonstrerer. Vi nøjes med at skrive læserbreve og den slags. Og at stemme ved valgene. (Ved næste valg kommer kandidaternes holdning i denne konflikt til at spille en stor rolle for Anna og mig). Derfor skal vi ikke være kede af det, hvis demonstrationen i morgen ikke bliver så stor. - Men de, der plejer at demonstrere, burde også møde op. Jeg håber, de gør det.

 

-

 

Og jeg har haft denne i en tråd til demonstrationsopslaget:

 

Man kan håbe, at Shekhovtsov overdriver (se link til artikel nedenfor). Ud fra, hvad der her i Danmark er blevet sagt om Dansk Folkeparti (som jeg er medlem af), har jeg tænkt, at så blev de andre nok også udsat for falske beskyldninger. - Selv om der er en anden holdning til den ukrainske situation i Dansk Folkeparti end min og der utvivlsomt er en hel del DF-medlemmer, der ikke har noget imod, at Putin overtager Ukraine, bla. fordi de er forblindede af deres modvilje mod eller ligefrem had til EU, mener jeg, med det nogenlunde kendskab, jeg har til DF, at dette parti ikke på nogen måde kan sammenlignes med de i artiklen her omtalte højrepartier, som partiet derfor heller ikke bør samarbejde med, hvad det vel heller ikke gør). Og jeg erklærer herved, at jeg for mit vedkommende intet vil have at gøre med nogen, der ser Putin som en helt. - Når jeg er tilbøjelig til at betragte Shekhovtsovs artikel som ret tilforladelig, er det, fordi det er det eneste, der kan forklare, hvorfor så mange - ikke bare på den yderste højrefløj, men også på den almindelige og ellers helt demokratiske højre side - er Putin og Putin-Rusland så venligt stemt, noget der har stået for mig som en af de største gåder i nyere tid. - Man har ofte henvist til 1930'rne, når man har villet nedgøre indvandrings- og islamkritikerne. Men hvad de her omtalte højrefløjsfolk angår, er der en slående lighed. Det gælder også fascinationen af den stærke mand. Der var dengang langt ind i de pæne kredse en stor Hitler-fascination. - Men der var jo også en Stalin-fascination. Dengang var det kommunismen og fascismen og nazismen, der truede demokratiet. Nu er det islam og "putismen". Igen må vi andre stå fast og kæmpe for frihed, retsstat og demokrati til begge sider! - Og hvor står den europæiske venstrefløj? (Der er lidt om det i artiklen). I 1930'rne var det heller ikke altid så ligetil at se forskel på det yderste venstre og det yderste højre.

 

LINK til Anton Shekhovtsovs artikel:

https://www.opendemocracy.net/od-russia/anton-shekhovtsov/kremlin%E2%80%99s-marriage-of-convenience-with-european-far-right

 

-

 

Og endnu en kommentar:

 

Det er rigtigt, at selve det at etablere en våbenhvile vil være i russernes favør. Man taler om forhandlingsbordet. Men der er ikke noget at forhandle med Putin om, når det gælder Ukraine. Noget helt andet er forholdene for de russisksindede borgere i Ukraine. - Hvor forfærdeligt det end er, er der nok ingen anden tilfredsstillende løsning end fortsatte ATO-operationer i de tilbageværende separatistbesatte områder og fortsat pres på Rusland, indtil man får den sidste fingerspids ud af Ukraine. - Det er frygteligt for mig at se mig selv skrive sådan! Men skal der spares menneskeliv, må Vesten slå i bordet for Putin med den store kæp NU!

 

-

 

NOGET HELT ANDET ER, at det undrer mig, at der næsten aldrig bliver sagt noget om den almindelige befolkning i de separatistbesatte områder. Så vidt jeg kan se, har de bevæbnede separatister (og deres hjælpere) ikke nogen folkelig opbakning. Hvis det var tilfældet, skulle vi nok få det at se. Der er vel dårligt nok nogle arrangerede og klippede ting, hvor man ser indbyggere demonstrere til fordel for separatisterne? - Og kynisk set kan man vel sige, at jo længere den stakkels civilbefolkning kommer til at leve under russisk herredømme, jo gladere vil de blive for at leve i et moderne, frit og demokratisk, til EU knyttet Ukraine, når alt dette har lagt sig. - I øvrigt ved jeg ikke, hvor flov jeg er over at tale for nedkæmpelse af oprørerne. Det er utåleligt for enhver stat at have bevæbnede grupper til at opkaste sig til herrer over dele af landets territorium. Det mest menneskevenlige er altså, at Vesten så hurtigt som muligt får presset Putin til at glemme alt om herredømme over Ukraine eller dele af det.

 

-

 

TILFØJELSE 30.07.14: Anna og jeg deltog i demonstrationen foran den russiske ambassade den 24. juli. Se referatet på undersiden "Erindringer - DAGBOG" under denne dato.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Facebook-kommentar til situationen i Ukraine 07.07.14

 

I et kommentarfelt i tråden til mit ugentlige "OPSLAGS-OPSLAG", som jeg sætter på hver mandag for at gøre det muligt for andre at skrive noget på min væg, selv om jeg har lukket for andre opslags end mine egne, idet jeg nemlig altid vil have mine digte og salmer og andre vigtige egne opslag til at stå øverst:

 

Jeg lægger selv ud med denne kommentar til et opslag på Dansk-Ukrainsk Selskabs (DUS) profil (se linket nederst):

 

Ja, det ser ret godt ud. Men det er også rigtigt, at man ikke kan vide, hvad Putin kan finde på. Dog, der er måske kræfter bag ham, der ser mere på det økonomiske. - Ukraine i NATO er efter min mening hverken ønskeligt eller nødvendigt. Vi har, som man kan se, også andre midler. - Men Ukraine fortsat på vej ind i EU er godt! Så skal det nok også blive til noget med den ukrainske økonomi. Vi kan håbe, at Ukraine får en udvikling som den, Polen har haft siden 1990. Mon ikke den ånd, Putin har fremkaldt, kan hjælpe?

 

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=644600565636682&set=gm.667723306646007&type=1&theater

 

Og i et nyt kommentarfelt føjede jeg til:

 

I øvrigt mener jeg, det er skandaløst, at de danske medier i så ringe grad dækker en efterhånden ret stor krig i Europa. Det er jo nok også ret stor europæisk historie der skrives i disse dage. - Men DUS-profilen giver mange gode oplysninger - som selvfølgelig ofte er ting, ukrainere og venner af Ukraine gerne vil vise. Men så må man supplere med mere uafhængige medier, fx tyske og engelsksprogede. Sådanne er der også ofte links til på DUS-profilen.

 

Og senere denne:

 

Vi sidder netop og ser [den ukrainske] "5 Kanal". Jeg er kommet til at tænke på, at det, ukrainerne gennemlever nu, minder om det, vi danskere gennemlevede i 1848. - Der kan siges meget forskelligt om hele det slesvig-holstenske problem i 1848. Men jo mere kritisk vi forholder os til vor egen rolle dengang, jo mere uhyrligt bliver det, Putin-Rusland nu har forsøgt i Ukraine. - Jeg er teolog og har lært, at lignelser og andre tilsvarende sammenligninger kun eller overvejende har ét sammenligningspunkt (i modsætning til allegorier, der kan "oversættes" punkt for punkt), og hvad Danmark 1848 og Ukraine 2014 angår, er sammenligningspunktet, at en konflikt og et ydre pres får en nation og et demokrati til at opstå.- Det er i hvert fald mit ønske, at det, vi er vidne til i denne tid, er den moderne og demokratiske ukrainske nations fødsel.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

To Facebook-kommentarer om EU og NATO og Rusland lidt over midnat den 1. juli 2014.

 

Først skrev jeg denne - uden overskrift - i både en Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd og i min egen debat-tråd for uge 27/2014:

 

Anna og jeg har lige kigget på kortet - og set på EU-landene og NATO-landene. Og Ukraine og Rusland. Jeg sagde til Anna: "Se Ukraine. Du kan godt se, hvor ondt det må gøre på Putin og hans ligesindede at skulle miste Ukraine". Det nægtede hun først. Hun ville ikke sætte sig ind i en så ond og dum og gammeldags tankegang. Men hårdt presset kunne hun jo godt se det. KONKLUSION: Der skal meget til, før Putin og hans ligesindede giver op! Men hvor meget? Og er vi i Vesten villige til at levere det? Og hvor meget vil ukrainerne selv ofre? Ikke mindst i menneskeliv. - For en ordens skyld vil jeg understrege, at vel så vi på kortene over både EU og NATO, men jeg mener ikke, at et NATO-medlemskab for Ukraine er ønskeligt. Og heller ikke nødvendigt. Hvad EU-medlemskabet, og foreløbig processen hen imod det, til gengæld er. Hvis Putin-Rusland fremturer, skal vi alligevel bruge alt anden end militære midler. Men så til gengæld, om nødvendigt, virkelig alt andet. - Og til sidst gentager jeg, at jeg er en gammel ven af Rusland og ikke ønsker russerne noget ondt. Tværtimod ønsker jeg dem en udvikling frem mod demokrati og gode kår, ikke i modspil mod os andre, men i medspil. Rusland hverken kan eller skal selvfølgelig være medlem af EU. Det er det simpelt hen for stort til. Den Russiske Føderation kan være sit eget modsvar til EU (sammen med Hviderusland og Kazakstan og evt. andre, der måtte ønske det). Og så skal vi ellers bare leve sammen i fred og venskab og samarbejde. Hvor Rusland så skal vise sin storhed ved at bidrage med alt muligt godt. Så enkelt er det. Og det kan se svært ud nu, men på længere sigt er det ikke umuligt. Det vil den enkelte russer også kunne indse, når han får tænkt sig om.

 

 

Og så videre denne:

 

EU-TANKER DEN 1. JULI 2014

 

I forbindelse med vort kortstudium (se min forrige kommentar) talte Anna og jeg også om EU og om det store had til samme i store dele af de europæiske befolkninger. Vor konklusion var i al sin enkelhed:

 

Det er nødvendigt, at EU findes, altså at de europæiske demokratier står sammen. De kan vi se, når vi ser på globussen. Og det kan vi se, når vi ser på de store globale selskaber. Og vi kan helt aktuelt se det, når vi ser på begivenhederne i og omkring Ukraine. - Og så er der jo det indre marked og alle de mange indlysende praktiske ting, der må samarbejdes om.

 

Men der skal herske en anden ånd i EU. Væk med EU-ideologien og al den anden bedrevidenhed! Og frem med respekten for medlemslandenes befolkninger.

 

Og frem med demokratiet! Rådet (stats- og regeringscheferne), som repræsenterer medlemslandenes vælgere, skal have det afgørende ord, suppleret af Parlamentet. Kommissionen skal være et embedsmandsorgan, der udfører sin tjeneste efter Rådets og Parlamentets anvisninger.

 

Og så skal der være så meget nationalstat som muligt. Det er i nationalstaterne, demokratiet er født, og dér, det trives bedst. Det er også i forhold til nationalstaterne, embeds- og tjenestemændene har de bedste betingelser for at udøve deres tjeneste loyalt og uden korruption. Og det er først og fremmest i nationalstaterne, den natulige sociale solidaritet findes.

 

Og alt dette skal kunne drøftes frit, dvs. uden at de, der helst vil have meget lidt EU og meget mere nationalstat, bliver ned- og mistænkeliggjort.

 

Og de, der har de helt store visioner og er meget ivrige, må finde sig i, at alt skal foregå på en sådan måde og i et sådant tempo, at befolkningerne kan følge med. Det er simpelt hen demokratiets vilkår, og det er også kun det, der på langt sigt kan give det nødvendige EU den nødvendige styrke.

 

Der tales meget om en drejning mod det totalitære i hvert fald i visse EU-lande. Måske er det ikke helt så slemt, som man siger. Vi er jo vant til, at de, der mener noget andet end de progressive, næsten automatisk bliver betegnet som fascister. Men i hvert fald i Ungarn ser det slemt ud. Sørgeligt for os, der husker 1956! Og det er en kendsgerning, at der er en hel del, der støtter Putin eller ser en slags alliancepartner i ham. Og det er slet ikke godt. Der må derfor skelnes skarpt mellem de gode og fredelige og demokratiske mennesker, der bare er kritiske over for blandt andet de ting i og ved EU, jeg her har nævnt, og så de mennesker, der nærer nogle tanker, der er en trussel mod det liberale demokrati. De sidste skal imødegås med alle midler, der ikke er i modstrid med netop det liberale demokrati, altså først og fremmest gennem debat. Men skulle det komme til det værste, med SA-lignende formationer i gaderne og den slags, må demokratiet kunne slå igen med alle midler.

 

Så enkelt er det! I praksis kan det nok blive en hel del mere kompliceret. Men det må det så være. På langt sigt er det kun den demokratiske metode, der kan løse problemerne, herunder de meget alvorlige økonomiske og sociale problemer i de lande, der er hårdest ramt af krisen.

 

Bent Christensen, lidt over midnat den 1. juli 2014.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Deadline 28.06.14. - PUTIN OG DEN VESTLIGE HØJREFLØJ

 

I tråden til min egen søndagens salme (som jeg ikke vil have noget til at stå over) og som opslag på Dansk-Ukrainsk Selskabs Facebook-væg skrev jeg:

 

Nu bliver jeg igen nødt til at sætte politik ind i en salme-tråd. Men det var rystende at høre Deadline om alliancen mellem Putin-Rusland og den vesteuropæiske højrefløj. Jeg satte denne kommentar ind i Deadline-tråden:

 

"Det var uhyggeligt at høre. Men formodentlig rigtigt. Det er det eneste, der kan forklare, at der er mange i Danmark og det øvrige Vesteuropa, der ikke alene i hvert fald et langt stykke støtter Putins gammelimperiale og aggressive fremfærd over for Ukraine, men også gør dette ud fra et tydeligt direkte had til EU. Jeg har altid grundlæggende været tilhænger af EF og EU (til at begynde med, fordi jeg var for alt, hvad der kunne samle og styrke det demokratiske Vesteuropa over for Sovjetunionen og dennes vasalstater i Warszawapagten), men jeg har på det senere været blandt kritikerne af de ideologiske og folkeforagtende tendenser i EU. Nu må jeg imidlertid lægge min kritik af EU lidt på hylden. Hvilket dog ikke betyder, at jeg ikke fortsat vil arbejde for en reform af EU i retning af mere demokrati og mindre ideologi".

 

Det var i øvrigt også uhyggeligt at høre første del - om mordet i Sarajevo for hundrede år siden og om alene selve tanken om, at en lille gnist (fx i eller omkring Ukraine) igen kan få verden til at bryde i brand. Her er linket til Deadlines profil:

 

https://www.facebook.com/DR2Deadline?fref=ts

 

 

 

*  *  *

 

 

 

RUSLAND SOM KINAS VASALSTAT?

 

27.06.14 - Også på min Facebook-væg og på Dansk-Ukrainsk Selskab-profilen og i "Aforismer".

 

En aforismeagtig Rusland-kommentar på dagen, hvor Frihandels- og associeringsaftalen mellem EU, Ukraine, Moldova og Georgien blev underskrevet:

 

Putin spiller stor ved at alliere sig med Kina mod Vesten for at bevare tidligere sovjetrepublikker som vasalstater. Men han skal passe på, Rusland ikke ender som Kinas vasalstat. - 27.06.14

 

I FACEBOOK-KOMMENTARFELTER: Jeg ønsker Ukraine, Moldova, Georgien og EU tillykke!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

ALEKSANDER KWAŚNIEWSKI OM POLEN, UKRAINE OG RUSLAND

 

Opslag på min Facebook-væg ud på de små timer natten efter Kristi himmelfarts dag (30.05.14).

 

 

Her ved totiden natten til fredag skulle jeg lige se, hvad der var af nyt om situationen i Ukraine. Og det er jo ikke rare ting. Det er en lille borgerkrig - med indblanding udefra. Fra flere sider tales der om, at der hele tiden kommer krigsvante soldater ind over grænsen, heriblandt formodentlig folk fra Tjetjenien og Ossetien. Men meget tyder også på, at ukrainerne går hårdere og hårdere, mere beslutsomt til værks. Det er uhyggeligt og sørgeligt, men efter min mening har ukrainerne intet andet valg. Ingen stat kan tolerere en tilstand som den, der hersker i visse dele af det østlige Ukraine. - Men det mest interessante, jeg fandt (det var på Radio Svobodas (Radio Libertys) russiske hjemmeside) var et langt interview med den polske tidligere kommunistiske minister og demokratiske præsident Aleksander Kwaśniewski: "Fremtidens Europa begynder i Polen". Jeg kan ikke begynde at referere det nu, endsige oversætte det, men jeg kan sige, at alt, hvad Kwaśniewski siger om både Polen (og den store fremtid med stor betydning for Europa dette land har foran sig), Ukraine og Rusland, svarer nøje til, hvad jeg mener. Ukrainerne har ret til, selv at bestemme deres fremtid, og de ønsker at knytte sig til Vesten. Og det skal russerne respektere. Men når det er sagt, så taler han også fint om, hvordan forholdet mellem russerne og os skal være, nemlig fredeligt og venskabeligt og i gensidig respekt og med gensidig forståelse af hinandens historie og mentalitet. Men altså uden magt-krav og anvendelse af magt. Og han kender altså virkelig russerne. Og ønsker dem alt godt. Det har været en helt særlig oplevelse af læse dette interview, som også handler om Polens og Kwaśniewskis historie helt tilbage fra kommunisttiden af, især 1980'erne og overgangen til demokrati i 1989/90. For mine russiskkyndige venners skyld sætter jeg linket ind her:

http://www.svoboda.org/content/article/25402857.html

 

 

 

*  *  *

 

 

 

UKRAINE - I tråd til salmeopslag

 

Nedenstående skrev jeg 28.05.14 i et kommentarfelt til opslaget på min Facebook-væg af salme-verset til Kristi himmelfarts dag og evangeliesalmen til 6. søndag efter påske. I den forrige kommentar havde jeg skrevet noget om, at vi jo ikke måtte glemme stakkels Ukraine. Jeg har nemlig det princip, at jeg så vidt overhovedet muligt ikke vil have noget til at stå over mine digte og salmer, især ikke over salmerne, som bør stå øverst søndagen over. I ugens løb er det noget andet. Da kommer eventuelle andre opslag ikke til at stå over digtene, men snarere ved siden af dem. For der kan jo være både kirkelige og andre ting, jeg også gerne vil præsentere på min væg, og i disse uger slår jeg ofte noget op om situationen i og omkring Ukraine.

 

 

UKRAINE - Jeg har ikke hørt eller set noget nyt her onsdag morgen, men de ting, jeg hørte og så i går var uhyggelige. Det er jo en lille krig. Jeg hører, at russerne vist ligefrem lader kamperfarne tjetjenere og ossetiere sive ind i Ukraine. Og det ukrainske militær sætter hårdt ind. Med jagerbombere, kamphelikoptere og morterer. Måske også artilleri (kanoner). Mortererne har jeg selv set blive affyret. - Det er underligt at skrive om dette i tråden til et salme-opslag. Og jeg kan i hvert fald sige, at når jeg udtaler mig om krig og anden anvendelse af våbenmagt, prøver jeg at holde Gud udenfor. Der skal i hvert fald ikke være nogen "velsignelse af våbnene" eller "kristen krigsideologi" fra min side. - Det eneste, jeg vil sige, er, at ingen - og ingen stat - vel kan acceptere, at bevæbnede grupper, mere eller mindre styret og støttet fra et naboland, begynder at tage magten i dele af landet og begynder at terrorisere befolkningen. Hvis man skulle være "pacifist" her, ville det jo føre til rent kaos og anarki og den stærkestes (den stærkeste bandes) ret. Det er virkelig svært. Det nemmeste for mig ville være at forholde mig helt passivt eller bare hælde noget fromt vand ud af ørerne. - Jeg går helt og fuldt ind for alle mulige mindretalsrettigheder for de etniske russere i Ukraine. Det gør EU og hele Vesten jo også. Og skulle det endelig være (som måske for Krims vedkommende; det er noget helt særligt), kunne jeg også gå ind for en løsning a la vores Slesvig-løsning i 1920. Hvis der ellers er noget område i det østlige Ukraine, hvor der er et prorussisk flertal. Men det ville jo netop vise sig ved en i alle henseender ordentlig og ordentligt gennemført folkeafstemning. Man kan ikke bare komme og tage land med våbenmagt. - Vi må håbe, at Putin-Rusland kan bringes til at holde fingrene væk, og at det vil lykkes for den nye ukrainske præsident Petro Porosjenko at få forhandlet en løsning med de ikke-voldelige etniske russere. Det sidste skulle ikke være umuligt. Mange af dem ønsker også et liv i frihed, tryghed og velstand for sig selv og deres børn. Samtidig med, at de kan bevare deres sprog og identitet. - Men slut nu. Jeg håber ikke, der er nogen af mine venner, der har fundet dette alt for upassende i en salme-tråd. Det ville som sagt være det letteste for mig, bare at være passiv eller "from". Men vi kristne kan jo ikke melde os ud af verden (selv om man ofte kunne fristes til det!). Og man pådrager sig også et ansvar ved ikke at gøre noget og bare lade dem med geværerne løbe med det hele. - Med ønsket om en glædelig Kristi himmelfartsfest, påskens kulmination, og en god 6. søndag efter påske og en god vente-tid frem mod pinsedag!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

BEMÆRKNING TIL SITUATIONEN OMKRING DET UKRAINSKE VALG FÅ TIMER FØR VALGSTEDERNE LUKKER.

 

Kommentar i min egen Facebook-debattråd efter kl. 16 den 25. maj 2014.

 

 

Denne kommentar begyndte jeg at skrive søndag kl. 16.10. - Jeg har prøvet at danne mig et indtryk af situationen i Ukraine. Men det er svært. Jeg har fulgt danske medier, den ukrainske "5 Kanal" og Radio Libertys (Radio Svobodas) ukrainske og russiske hjemmeside, men alle steder er der stor set kun enkeltnyheder, altså intet overblik ingen samlet vurdering. Jo, lidt på TV 2 News for en time eller to siden. - Så vidt jeg har kunnet se, gennemføres valget i meget begrænset omfang i Donetsk- og Lugansk-regionen, men vist stort set normalt i det øvrige Ukraine. Jeg har i "5 Kanal" lige set nogle meget ubehagelige billeder, hvor prorussiske militsfolk stod og skød sejrsstolt op i luften - vist efter at de havde erobret endnu en bygning. - Mit store spørgsmål er: Hvad laver det ukrainske politi og den regulære ukrainske hær? Det ser ud til, at man ikke prøver at skride organiseret ind mod de prorussiske oprørere. Og når man endelig gør noget (med tab i døde og sårede til følge), er det efter alt at dømme ikke enheder af den regulære hær, men dele af Nationalgarden og lignende. Jeg frygter, at selve den ukrainske hær ikke vil gå ind i kampen, altså ikke vil være med til at sikre lov og orden (og det demokratiske valg). Og jeg forstår selvfølgelig sådan set godt, at man ikke vil bruges mod noget, der bare på nogen måde er landets egen befolkning. Men hvis jeg var soldat, ville jeg altså godt være med til at skride ind mod væbnede grupper, der prøvede at forhindre folk i at stemme ved et demokratisk valg! Noget andet er, at oprørerne i realiteten bruger civilbefolkningen som skjold. Hæren kunne jo sagtens nedkæmpe de ret få oprørsstyrker, hvis den indsatte kampvogne, artilleri og fly. Men det vil betyde store civile tab. - Alt i alt er det måske efter omstændighederne meget godt at det går, som det går. Der er jo også OSCE-observatører til stede (bla. Holger K. NIelsen, som var i TV 2 News tidligere i dag). Så får det alt overvejende flertal valgt en ny præsident. Og skammen kommer til at falde på oprørerne. Og på Putin, selv om han måske ikke længere helt kan styre, hvad han har sat i gang. - Det er mit indtryk, at Petro Porosjenko, som står til at vinde valget (måske allerede i dag, i første runde) straks vil gå i dialog med repræsentanter for de østlige områder, som ikke kunne komme til at stemme i fuldt omfang. Og vi må i det hele taget håbe på og opmuntre til, at der kommer en ordentlig politisk proces og opbygning i gang. Ja, vi skal, lidt brutalt sagt, sige til ukrainerne, at nu har de fået chancen, men at nu må de også spille med, både høj og lav - ELLERS KAN PUTIN FÅ DEM! Og jeg mener det faktisk. Vi skal ikke hælde milliarder af euro og dollars i et bundløst hul. En afgørende del af hjælpen skal også være, at vi inspirerer ukrainerne til at komme i gang med at danne et ordentligt samfund med en ordentlig stat. - Men om få timer lukker valgstederne i både Ukraine (allerede kl. 19 dansk tid) og Europa, og så skal Anna og jeg holde en dobbelt valgaften med fiskekonserves og ost og øl og snaps, som vi har gjort det i mange, mange år. - Vi skal dog passe på, for i morgen får vi et storslået "canadisk familiebesøg med sovjetisk Anden Verdenskrig-baggrund" - hvad jeg naturligvis vil fortælle om  her på væggen. - Fortsat god søndag! Gud bevare Ukraine! Gud bevare Europa!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kampagnen mod DF gør det nødvendigt at stemme på dette parti - trods dets Ukraine-politik

 

Kommentar i tråden til mit opslag af linket til en side med det sjove kort "Putins europakort 2014". - Fulgt af min kommentar i en vens tråd om forholdet mellem idealisme, "international ret" og magtpolitik. - 23.05.14.

 

Som nogle af vennerne vil have set, er jeg utilfreds med mit partis Ukraine-politik. Men med den kampagne, der fra flere andre partiers side, senest Socialdemokraternes, nu føres mod DF, bliver jeg nok nødt til at stemme på en af vore kandidater på søndag. Jeg siger dog af princip aldrig direkte, hvordan jeg stemmer. - Jeg har siden 1972 (hvor alt, hvad der kunne styrke det frie Vesteuropa i forhold til Sovjetimperiet, var godt for mig, men jo ikke godt for den tids "national-socialistiske" venstrefløj) været tilhænger af, at EF/EU fandtes, og at vi var med. Og det er også, hvad DF-kandidaterne med Morten Messerschmidt i spidsen siger. Jeg er dog nok en af de mest EU-positive i DF, men jeg ønsker et reformeret EU, evt. et EU i flere hastigheder. Og det helt afgørende er, at EU kun kan være stærkt, også på den globale scene, hvis det har befolkningerne med. Dette er lige nu det helt afgørende for mig.

 

-

 

Og lige før dette skrev jeg i en af mine strategisk tænkende FB-venners tråd:

 

Kære n.n. og n.n.! Det er desværre rigtigt hvad I skriver. Og det er rigtigt, at en virkelig international ret, der blev håndhævet af en verdensregering med store magtmidler (eget militær og politi), ville kunne blive et verdensdiktatur. Det er ikke nemt at leve i denne onde verden. - Men man kan da godt tale om nogle spilleregler, der er nogenlunde enighed om, både mellem staterne og i befolkningerne, fx at grænser ikke skal flyttes med magt. - Men OK, lad os så bare tale magtens sprog: Putin og Putin-Rusland vil dominere Ukraine og havde Ukraine ind i sin mere eller mindre neosovjetiske (told)union. Det ønsker et meget stort flertal af Ukraines befolkning ikke. Og Vesten støtter dem. Så må vi se, hvem der er stærkest. - Det seneste, jeg ser og hører fra Ukraine, er, at forberedelserne til præsidentvalget på søndag fortsætter, og at det stort set vil blive gennemført. Nogle områder i det sydøstlige Ukraine er dog stadig i separatisternes og mere eller mindre kriminelle banders kontrol. Og der er blodige kampe rundt omkring. Men lad os se, hvor meget kontrol den provisoriske regering får over situationen. - I min ukrainske Kanal 5 var den danske og norske udenrigsministers støtte-besøg omtalt i løbebåndet, men der var ikke billeder af dem, mens jeg så deres nyheder. - Se også mit opslag med linket til et sjovt europakort med Putins mening om de forskellige områder og lande. Bemærk ikke mindst den nye version af Hammer og Segl! - Men lige om lidt slår jeg salmen til på søndag op, og så skal det være i Putin-kort-tråden, der diskuteres Ukraine.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

To kommentarer til DR-udsendelser om Ukraine og Polen

 

17.05.14

 

Jeg har i dag sat nedenstående kommentarer i min særlige weekend-debattråd i Facebook:

 

Hørte i morges "Verden ifølge Gram" på DR Radios P 1. Hvad kvaliteten af vurderingerne angår, var det yderst tilfredsstillende. Men hvad Ukraines tilstand og fremtid angår, også uanset Putin, var det skræmmende. Men vi (EU m. fl.) må prøve at hjælpe dette stakkels misrøgtede land. Vi er ukrainernes eneste håb. Og vor hjælp skal blandt andet bestå i, at vi inspirerer både høj og lav til at tage sig sammen og tænke på deres land. - [Og så satte jeg linket til udsendelsen på].

 

-

 

Vi har lige set Ellemann | Lykketoft på videoen. Fra Warszawa. Det var dejligt at høre deres respekt for Polen. Og for Polens rolle i forhold til den ukrainske krise. Og det var dejligt at se dem på de steder, vi selv har besøgt senest i 2010. - Som jeg sluttede mit foredrag om forholdet mellem Polen og Danmark fra Erik af Pommern til i dag på Szczecin Universitet for et par år siden med at sige: "Za czym tęsknię najbardziej, to, aby nie tylko w duńskim systemie politycznym, lecz także wśród całej duńskiej ludności dostrzegano wiele zalet i wielki potencjał Polski i Polaków. Ale to nastąpi. Przewiduję świetlaną przyszłość dla stosunków między Polską a Danią, starymi sąsiadami bałtyckimi". - "Det, jeg længes mest efter, er, at man ikke alene i det danske politiske system, men også i hele den danske befolkning får øjnene op for Polens og polakkernes mange dyder og store potentiale. Men det vil komme. Jeg forudser en lys fremtid for forholdet mellem de to gamle Østersø-naboer Polen og Danmark".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

LAD OS SATSE STORT FOR AT GØRE OS UAFHÆNGIGE!

 

Vi skal kaste os ud i udviklingen af alternativer til russisk gas og mellemøstlig olie, som om det var en krig, vi gik ind i.

 

Opslag på min Facebook-væg 13.05.14. Og i min avisen.dk-blog.

 

Her lige inden jeg slår mine salme-ting op til bededag og 4. søndag efter påske (ja, undskyld mig, men jeg er altså både borger og præst!) - og lige efter at jeg har set pressemødet med den ukrainske premierminister Arsenij Jatsenjuk og EU-kommissionsformand José Manuel Barroso, og efter at jeg i går så kortet over, hvor mange lande der er helt eller delvis afhængige af russisk gas - vil jeg gentage, at vi hellere i dag end i morgen må gå i gang med en massiv energipolitik på alle områder for at gøre os uafhængige af russisk gas og mellemøstlig olie. Med samme begejstring, som en krig kan udløse. Men uden døde og sårede! - Lige nu er det den russiske gas, der er det vigtigste. Uanset hvordan man vurderer situationen i og omkring Ukraine, er det skandaløst, at Europa har gjort sig i den grad afhængig af energileverancer fra et land som Rusland - eller for den sags skyld fra et hvilket som helst land. Dog, netop Putin-Rusland bevæger sig nu i en mere og mere neosovjetisk og/eller neotsaristisk retning, og det er utåleligt, at vi på grund af gassen skal stå svagt over for et sådant land. - Når jeg siger "massiv energipolitik", tænker jeg på ALT, lige fra de allermindste besparelser i hverdagen til de allermest avancerede nye teknologier. Russerne skal vide, at de er ved at grave deres egen grav. Når Putin har kunnet levere en vis velstandsforøgelse og har kunnet få en ny middelklasse til at fremstå, er det jo udelukkende på grund af eksporten af gas og andre råstoffer. Rusland er en kæmpe bananrepublik. Hvor det altså bare er gasledningerne, der er bananerne. - Jeg gentager også, at en stor indsats på energiområdet vil være et spændende projekt, der ikke alene vil kunne give omfattende beskæftigelse, men også vil kunne give os en stor sag at være begejstret for. Det er også i sig selv lige, hvad vi mangler. Men altså noget helt andet end de krige, vi har haft nok af. - Kan vi hurtigt konvertere olie til gas? Kan vi ret hurtigt lave gas af fx de polske kul? Hvor megen skifergas kan der sejles fra USA til Europa? Hvor hurtigt kan vi producere brint ved hjælp af vindmølle- og anden alternativ el? Men hvor hurtigt kan vi også forøge produktionen af el fra kulkraftværker? Vi må skelne mellem pdes. en række måske hver især ganske beskedne løsninger, der virker med det samme, og pdas. de langsigtede løsninger på grundlag af også helt nye og spændende teknologier. - Og lad os så komme i gang!

 

 

*  *  *

 

 

 

FRISK POLSK ANALYSE AF SITUATIONEN I UKRAINE

 

Opslag på min Facebook-væg 12.05.14

 

Jeg har lige set og hørt en polsk ekspert analysere situationen i den polske kanal TVP Info's nyhedsudsendelse. Det virkede som en meget sober og kyndig analyse. Eksperten sagde blandt andet, at tiden er på Kiev-regeringens side, men at Ukraine helt åbenlyst er i store vanskeligheder, næsten en failed state. Han henviste også til den af mig flere gange omtalte militære opbygning, blandt andet af nationalgarden. Jeg mener også, det var ham, der mente, at præsidentvalget den 25. maj vil blive afholdt, om end nok ikke i de sydøstlige dele af landet (for slet ikke at tale om Krim!). Ifølge meningsmålingerne fører Petro Porosjenko stort, selv om han nok ikke når op på over 50 % i første runde. Men Putin og hans folk vil gøre alt for at forhindre, at valget kommer til at finde sted. En nyvalgt og dermed legitim ukrainsk præsident er det værste, Putin kan ønske sig. (Vi skal jo også, siger jeg, huske, at parlamentet er legitimt, hvilket vil sige, at parlamentsformand Turtjinov, der er fungerende præsident, og premierminister Jatseniuk egentlig allerede er legitime som netop fungerende). Han betegnede i øvrigt situationen som en quasi-krig, hvor Rusland opererer med separatisterne og egne folk inde på ukrainsk område. Men han pegede, som flere andre, herunder jeg selv, på, at det ikke er sikkert, Putin kan kontrollere "terroristerne" (ukrainernes konsekvente betegnelse). Der er også tale om forskellige mere eller mindre bandelignende kriminelle grupperinger. De kontrollerer heller ikke området som sådant, kun nogle besatte punkter, hvorfra de dog (siger jeg) kan udøve en ikke ringe kontrol over befolkningen. - MIN KONKLUSION: Situationen er meget farlig og kan udvikle sig til hvad som helst.

 

-

 

VIDERE (i kommentarfelt til ovenstående): Jeg har i dag tænkt videre over sagen. Også efter meddelelsen om de nye EU-sanktioner. De lyder ikke af så meget, men måske er det klogt at "påvirke aftrækkeren med et stadig stigende tryk", som vi i sin tid lærte. I bogstavelig forstand er det jo for ikke at rykke i våbnet under aftrækket. Men i den overførte betydning, der her er tale om, er det altså for at kombinere signalværdien med noget, der for det første nok kan mærkes mere, end man umiddelbart vil tro (især i kredsen omkring Putin, men også ved den kapitalflugt og manglende tilførsel af kapital og know how, der jo allerede er tale om), og som for det andet viser Putin, at der vil komme mere hele tiden, hvis han ikke bakker ud. Det gør han dog nok ikke. Det kan godt ende med, at det sydøstlige Ukraine enten bliver helt annekteret (som Krim) eller på anden måde kommer under russisk kontrol - eller i hvert ud af Kiev-regeringens kontrol. Men så skal det også ende med, at Rusland får meget alvorlige økonomiske problemer og bliver en paria-stat i mange år. Det internationale samfund, helst alle andre lande end Rusland, skal vise, at man ikke vil tolerere nogen form for landhugst her i det 21. århundrede. Det er også en principspørgsmål af global betydning. - Vi hverken kan, skal eller vil jo gå militært ind.

 

-

 

OG: Vi (EU) skal gøre alt, hvad vi kan, for at støtte Ukraine. Dette stakkels mishandlede land skal have en chance. Og EU er deres eneste mulighed. Min intuition (som sjældent svigter) siger mig, at det kan nytte. Jeg tror, denne situation har givet ukrainerne en rystelse, som kan få både høj og lav til at tage sig sammen. - Og jeg gentager, at Anna og jeg overvejer at lade vor måske sidste store rejse gå gennem det nordøstlige Polen (som vi endnu ikke har besøgt) og ned til Ukraine (som vi kun har været ved grænsen af, uden at kunne komme ind, da vi var i det sydøstlige Polen). Det kan blive vor guldbryllupsrejse i 2015. - Vi har set ukrainsk tv de seneste uger og har fået et ualmindelig godt indtryk af ukrainerne. De er noget helt særligt, anderledes end både russerne og polakkerne, men meget charmerende på en stille og rolig måde. Desuden er store områder i den vestlige del af landet jo gammelt polsk område, som Stalin huggede i 1945. Hvorefter den polske del af befolkningen blev tvangsforflyttet til de nye områder bag Oder-Neisse-grænsen.

 

-

 

Og den sidste 12. maj-kommentar (også sat i Deadlines Facebook-tråd):

 

Og så har jeg set Deadline. Hende den radikale kan have nok så meget ret i det med det frie gasmarked - under normale omstændigheder. Men omstændighederne er ikke normale! Jeg holder med den polske premierminister Donald Tusk (som vi ofte ser i polsk tv, og som altid virker pæn og fornuftig). EU bør altså have en fælles indkøbspolitik, når det gælder den russiske gas. - Det var i øvrigt rystende at se det gaskort, de viste i Deadline! Jeg har hele tiden (altså også før den ukrainske krise) sagt, at selv om jeg som teolog har et godt øje til "CO 2-religionen", kan det jo godt være rigtigt, hvad de siger, men at vi under alle omstændigheder skal gøre alt, hvad vi kan, for at gøre os uafhængige af de fossile brændstoffer. Måske har jeg til at begynde med mest tænkt på olien fra Mellemøsten. Men jeg har også hele tiden tænkt på gassen fra Rusland. Det er uhyggeligt, at så meget af energien ligger i rådne lande! - Jeg har også hele tiden sagt, at vi (så vidt overhovedet muligt) ikke skal bruge militær magt noget af stederne, men at vi jo godt kunne betragte bestræbelsen på at opnå energiuafhængighed som noget, der svarer til krig. Hvormed jeg mener, at når man er i krig, skyer man ingen anstrengelse. Hvorfor kan vi så ikke forholde os på samme måde til energiproblematikken? Vi trænger desuden til noget stort at kunne begejstres for. Og arbejde for. Det vil i alle henseender være meget bedre og sundere at bruge kræfterne på en massiv udvikling af og investering i alternativ energi (men for min skyld også gerne fx polske kul; hellere nogle døde pga. kulfyrede kraftværker eller kul-gasværker(?) end mange flere døde i krig! Og når jeg siger "bedre", mener jeg i forhold til en bevidstløs produktion og et bevidstløst forbrug af ligegyldige varer. Der er rigtig meget i dette. Men kan vi tænke stort?

 

 

 

*  *  *

 

 

 

ER EU-TILHÆNGERPARTIERNE VED AT LAVE EN NY "NYRUP"?

 

Facebook-kommentar i Søren Pind-tråd:

 

De borgerlige partiers panikreaktion vil få DF-stemmerne til at strømme ind. - Den med, at DF ingen indflydelse vil få, er helt ude i hampen. Logikken synes at være: Hvis du har et standpunkt A, som der for tiden er et mindretal for, må du hellere stemme for det modsatte standpunkt (B), så du kan få indflydelse. Jeg tror, de borgerlige partier er ved at lave en ny Nyrup ("stuerene bliver I aldrig"). - Jeg er vel at mærke grundlæggende for EU (som bare skal reformeres og demokratiseres), og jeg er vred på DF i forbindelse med situationen i og omkring Ukraine, men den massive og forløjede anti-DF-propaganda, der nu kører, kan få mig til at stemme på DF alligevel. Hvorfor skal tilhængerpartierne altid lyve?

 

 

 

*  *  *

 

 

 

En Ukraine-kommentar til en Facebook-ven

 

08.05.14

 

Hvad mener du, n.n.? Og hvad mener dit parti i øvrigt og mere præcist om situationen i og omkring Ukraine og EU's rolle i forhold dertil? Det ville jeg gerne vide her op til EP-valget, hvor jeg vil stemme på den mest proukrainske kandidat, jeg kan finde. - Men du er altså også en af de store geopolitiske tænkere, der forstår Ruslands magtinteresser. Den slags har vi hørt meget af på det sidste. Fra både venstre og højre. Det første er gammelkendt. Det sidste er nyt - og for mig ubegribeligt (selv om det jo også er svært at se Putin som lige venstrefløjens mand ; nå ja, han kan jo selvfølgelig godt minde lidt om Stalin). - Jeg kender noget til Ukraines historie, "kulturpolak", som jeg jo er. Og den er mere kompliceret, end Rusland og Ruslands venner i vesten mener. Men det helt afgørende er, at Ukraine nu er en selvstændig stat, og at det selvfølgelig suverænt er Ukraines befolkning, der skal bestemme over landets fremtid. - Jeg følger situationen nøje i alle medier, bla. en ukrainsk tv-kanal og Radio Svobodas / Radio Libertys ukrainske hjemmeside. Jeg kan jo russisk og polsk og har beskæftiget mig en smule med ukrainsk også, så det er ret let for mig at følge med, især selvfølgelig i de mange skriftlige ting. Jeg har lige set et interview på sidstnævnte hjemmeside, hvor en ukrainsk sociolog bekræfter, hvad både jeg og flere andre længe har sagt, nemlig at Putin simpelt hen ikke har opbakning i den øst- og sydukrainske befolkning. Der har ingen store prorussiske demonstrationer været, men tværtimod demonstrationer med flere tusinde deltagere FOR Ukrainsk enhed. De er så bare blevet truet og tæsket af de få, men velbevæbnede russiske separatister. - Endelig vil jeg også her sige, at det af de ukrainske tv-udsendelser tydeligt fremgår, at Ukraine nu er ved at rejse sig, med styrket patriotisme og styrket optimisme. De har bla fået dannet nogle nye militære enheder, som både vil og kan slås. Men de går forsigtigt frem. Som én sagde, ville det jo være en nem sag at nedkæmpe de få hundrede separatister med fly, kamphelikoptere, kampvogne og artilleri, men at det afstår man selvfølgelig fra for at undgå civile tab. I realiteten bruger separatisterne altså civilbefolkningen som levende skjold. - Begivenhederne i Odessa 2/5 begyndte med, at prorussiske (og russiske?) bøller skulle til at angribe en fredelig demonstration FOR ukrainsk enhed. - Jeg tror, Putin har forregnet sig. Der er bla. ting, der tyder på, at han ikke uden videre har de russiske generaler med sig. Hvor ville det være dejligt, hvis dette kunne føre til hans fald! Jeg er jo selv fra gammel tid en ven af Rusland. Og jeg ser russerne som Putins første offer. Når Putin er væk, skal vi have Rusland med ind i det fælles europæiske venskab og samarbejde. Rusland har intet at vinde, men alt at tabe ved at køre dette gamle magtspil. - Du må sætte dig mere ind i tingene!

 

-

 

Senere svar på kommentar til ovenstående:

 

Tak, n.n.! Men jeg synes stadig, du er for "geopolitisk" i din tankegang. Selv om altså både du og partiet går ind for folkenes selvbestemmelsesret og de givne grænsers ukrænkelighed. Og jeg ser ikke noget særligt hos hverken dig eller Mette Bock om EU's rolle. Den er jo også vigtig, når det gælder det russiske mindretals legitime interesser, men i det hele taget, hvis det indtil nu sørgeligt misrøgtede Ukraine skal have en fremtid som et ordentligt samfund med en ordentlig stat. Hvad det russiske sprogs status angår, mener jeg helt bestemt, at det trods alt ikke kom længere end til et (godt nok dumt og forkert) lovforslag, som blev standset af den fungerende præsident, og at der selvfølgelig ikke var tale om, at russisk skulle forbydes, men blot om netop dets officielle status. Ret mig, hvis jeg husker forkert. Jeg husker, at Anna Libak har skrevet noget om det, og det vil jeg prøve at finde. - Og jeg gentager, at det ud fra enhver betragtning gælder om at få etableret et nyt og godt forhold til Rusland, når vi er kommet ud af denne situation. Rusland er en del af Europa (selv om de store områder øst for Uralbjergene i geografisk-definitorisk forstand ligger i Asien). Det er på ingen måde i Ruslands interessere at forstå sig selv i modsætning til resten af Europa. Det er simpelt hen håbløst gammeldags.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Er vi ved det vendepunkt?

 

Her er et par af mine (mange) Facebook-kommentarer 07.05.14 til situationen i og omkring Ukraine:

 

PUTIN ER VED AT SKABE EN UKRAINSK NATION

 

Her er Samuel Rachlins referat af en russisk artikel. - Min vurdering, eller i hvert fald mit håb, er, at forfatteren Marija Snegovaja har ret (hun er jo heller ikke hvem som helst), og at Putin og hans folk altså har fejlvurderet situationen, og at hans handlinger får flertallet af ukrainske borgere til at stå sammen for et frit og forenet Ukraine i samarbejde med Vesten. - Bemærk dog den kommentar i tråden, hvor en af Samuels venner spørger, om de vestlige medier ikke (i hvert fald mere eller mindre) er lige så fulde af løgn som de russiske! Det er utroligt, så mange Putin-venlige folk, vi har blandt vore egne. Mon det er den samme slags mennesker som i sin tid var sovjetvenlige? Det er dog pinligt, at denne person kan henvise til løgnene forud for Irak-krigen. Jeg var imod den krig, før den begyndte, og er meget ked af, at den nu kan bruges imod os. Så vidt jeg kan se, har Marija Snegovajas analyse dog meget for sig. Jeg følger det hele ret nøje, også på den ukrainske Channel 5, som det sidste par dage har fået et vældigt kvalitetsløft, og som giver indtryk af, at der nu hersker en helt ny ånd i Ukraine. Jeg kan russisk og polsk og har tidligere beskæftiget mig en lille smule med ukrainsk og kan dermed nogenlunde følge med i det ukrainske, især i de mange skrevne tekster. I går (var det vist) bragte de også et Voice of America-program. OK, både det en og det andet kan også være propaganda, og er det selvfølgelig i et vist omfang, i hvert fald, hvad valget af nyheder m.m. angår, og helt siden den med kuvøserne i den første Golfkrig er jeg holdt op med at tro 100 % på nogen. Men jeg er i hvert fald overbevist om, at Marija Snegovaja har ret, når hun siger, at den russiske indblanding og de russiske trusler har skabt en ny ånd i Ukraine. Man kan mærke, at de nu på en helt anden måde har både viljen og evnen til at forsvare sig. - Men vi må se. Intet er afgjort, men jeg både håber og tror, Putin kan gå hen og tabe.

 

-

 

ER VI VED ET VENDEPUNKT?

 

 Samuel er altid velinformeret og skarp i analysen. Et eller andet er i hvert fald ved at ske. Jeg følger selv udviklingen i ukrainsk tv, og alt tyder på, at Ukraine er ved at rejse sig og få selvtillid. Måske har OSCE-formanden også sagt noget til Putin. Og Putin har måske i det hele taget måttet indse, at han har fejlvurderet situationen, blandt andet og måske ikke mindst befolkningens holdning i de østlige og sydlige områder af Ukraine. - Men det er for tidligt at hengive sig til en voldsom optimisme. Putin kan stadig have noget oppe i ærmet, og han giver nok ikke op uden videre. Det kan dog også være, nogle af hans egne hjemme i Rusland er ved at være kritiske. Men vi må se. Gud bevare Ukraine!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Et Facebook-indlæg i Ukraine-debatten

 

 

DEN KOLDE KRIG IGEN

 

24.04.14

 

Selv om jeg har erklæret, at jeg ville holde en debatpause, er jeg blevet så provokeret af, at en af mine ellers særdeles gode venner har ført den gamle "fredsforsker" Jan Øberg i marken, at jeg har skrevet nedenstående kommentar, som jeg nu også sætter på her. Jeg har jo ikke tid til det, men når jeg nu har skrevet den, vil jeg også gerne bruge den her. Og det er altså virkelig uhyggeligt, hvor meget debatten omkring Ukraine minder om Den Kolde Krigs tid. Jeg får den fornemmelse, at mange har gået dybt frustrerede rundt og ventet på en situation som denne, hvor man kan gå imod frihed og demokrati og støtte et autoritært system. Jeg vil prøve at sætte noget af det, jeg reagerer imod ind i et kommentarfelt til dette opslag. - MEN HER ER MIN JAN ØBERG-KOMMENTAR:

 

I øvrigt husker jeg Jan Øberg fra Den Kolde Krigs tid. Som en, der også dengang var (mere eller mindre) på den forkerte side. Det er, som om de, der dengang var på den forkerte side - og deres "åndelige" efterkommere - nu lever op igen. Vel er Putin ikke Brezjnev, men det er da lidt af det samme. Det er uhyggeligt at være vidne til! - Se nedenstående link. Bemærk især, at Øberg  var generalsekretær for Den Danske Fredsfond i København. Denne fond havde jeg fremme før og ville også have givet et link til den, men nu kan jeg ikke finde siden. Se også litteraturlisten.

 

Men jeg har nu slået Jan Øberg op i Bent Jensens "Ulve, får og vogtere", hvor han omtales flere steder: Bind 1 s. 444, 573, 636 og 655. Bind 2 s. 480 og 497. Jeg har især hæftet mig ved tekstboksen bd. 1 s. 573, hvor der bla. står, at Jan Øberg, der flere gange rejste til Sovjetunionen, var medlem af den af Danmarks Kommunistiske Parti kontrollerede "Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerheds" (SAK) styrelse og af redaktionen for det til blandt til denne komite knyttede tidsskrift "Forsvar - Militærkritisk Magasin". Bent Jensen sætter konsekvent anførselstegn omkring ordet "fredsforsker" foran Jan Øbergs navn og er i det hele taget kritisk over for ham. Bd. 1 s. 444 skriver han fx: "I 1980 udgav »fredsforsker« Jan Øberg "Myter om vor Sikkerhed. En kritik af dansk forsvarspolitik i et udviklingsperspektiv" ... [den sovjetiske atomfysiker og fredsforkæmper, men ikke af sovjetsystemet vellidte] Andrej Sakharov var ikke nævnt på de 337 sider, selv om han på det tidspunkt i mange år havde gjort sig tanker om en fredeligere verden".

 

http://da.wikipedia.org/wiki/Jan_%C3%98berg

 

Men det er frygteligt. Jeg har ikke tid!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Michnik og jeg om Rusland

 

Verden har brug for Rusland. Rusland har ikke brug for Putin.

 

Sat på her 10.03.14.

 

Først lidt om Gazeta Wyborcza og det sidste af tidligere chefredaktør Adam Michniks kommentar i denne avis 08.03.14

 

Den store polske avis Gazeta Wyborcza (da. "valgavisen'") er et landsdækkende polsk dagblad, et af Polens største. Det opstod i 1989 og havde til 2004 Adam Michnik som chefredaktør. Avisen anses for at være en af de mest indflydelsesrige og meningsdannende i Polen. Politisk er avisen socialliberal.

 

Gazeta Wyborcza opstod som følge af rundbordsforhandlingerne i 1989 og skulle være organ for oppositionen tilknyttet Solidarność under valgkampen (heraf navnet) op til parlamentsvalget samme år.

 

Adam Michniks kommentar i Gazeta Wyborcza 08.03.14

 

I dag (08.03.14) slutter tidligere chefredaktør Adam Michnik en kommentar til situationen i og omkring Ukraine således:

 

"Denne 'indre bevægelse' [oppositionen i Rusland mod Putin] er en stræben mod demokrati og retsstat. Det russiske folk har samme ret til et liv i de europæiske værdiers verden som ukrainerne eller polakkerne. Europa og verden har brug for et uafhængigt, demokratisk og stabilt Ukraine. Vi tror på et sådant Ukraine. Men vi må også sige: Europa og verden har brug for et uafhængigt, demokratisk og stabilt Rusland - et land med store muligheder og herlige mennesker. Selv om det helt sikkert bliver et Rusland uden Putin. Verden har brug for Rusland. Rusland har ikke brug for Putin. - Vi tror på et sådant Rusland".

 

Ten "ruch wewnętrzny" to dążenie do demokracji i państwa prawa. Naród rosyjski ma takie samo prawo do życia w świecie wartości europejskich jak Ukraińcy czy Polacy. Europie i światu potrzebna jest niepodległa, demokratyczna i stabilna Ukraina. Wierzymy w taką Ukrainę. Dopowiedzmy jednak: Europie i światu potrzebna jest niepodległa, demokratyczna i stabilna Rosja - kraj wielkich możliwości i wspaniałych ludzi. Choć będzie to zapewne Rosja bez Putina. Rosja potrzebna jest światu. Putin niepotrzebny jest Rosji.

 

W taką Rosję wierzymy.

 

Min kommentar til opslaget af ovenstående på min Facebook-profil:

 

Men jeg så også Deadine søndag aften (09.03.14). Og det var nedslående. De tre kommentatorers vurdering var, at Rusland nu er ved at være, hvad man kan kalde et neosovjetisk land - med en gammel KGB-officer i spidsen. - Jeg sørger. I 1990'erne brugte jeg megen tid og mange kræfter på at fremme et godt og venskabeligt forhold til Rusland (støttet af Folkekirken og Demokratifonden). Det var storslået. For Adam Michnik har ret, når han skriver, at der er mange herlige mennesker i Rusland. Men dengang i 1990'erne sagde flere af disse til mig, at det ville tage generationer at få gjort Rusland til et normalt land. - Nu må vi se. Hvis Putin fremturer og der kommer hårde sanktioner fra Vesten, kan den økonomiske nedgang, det kommer til at betyde for Rusland, måske vælte ham. Men man må desværre skelne mellem de ret små oplyste kredse, og så de store masser, der bliver ensrettet af de Putin-styrede medier, som næsten har monopol på nyhedsformidlingen. Og det er, mildt sagt, ikke nemt at være i opposition til Putin. - Men man må heller ikke glemme, at en imperial tankegang ligger dybt i russerne, også i mange af de Putin-kritiske. Og at Rusland gennem historien har været udsat for meget ondt fra vestlig side. De nyeste tilfælde: Napoleon 1812. Krimkrigen(!) 1853-1856, hvor Englænderne og franskmændene var i alliance med tyrkerne. Nazityskland 1941 (som ellers havde været i alliance med Sovjetunionen, som det havde delt Polen med i 1939). - Ruslands fremtid ligger ikke i en konfrontation med resten af Europa, men i et frit og venskabeligt sam-liv og samarbejde.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

"Vi" er Vesten - og Danmark

 

En debattør i en Facebook-tråd spurgte, hvad jeg i en kommentar mente med "vi", når jeg skrev om forholdet til begivenhederne i og omkring Ukraine og til Rusland. Jeg svarede:

 

Med "vi" mener jeg overordnet set hele Vesten, dvs. EU og NATO, men selvfølgelig også specielt Danmark. - Jeg kender som sagt også Ukraines og Ruslands historie gennem de sidste 1200 år og kan sådan set godt forstå de russiske menneskers følelser. Mere køligt forstår jeg selvfølgelig også den gamle KGB-officer Vladimir Putins tankegang mht. "det nære udland", altså ønsket om at kontrollere alle de tidligere sovjetrepublikker. Men jeg insisterer på, at de tidligere sovjetrepublikker frit skal kunne bestemme, hvad de vil, om de fx vil knytte sig til EU, ja, søge om optagelse i EU. Og jeg vil vende det om og sige, at hvis Putin mener, han har særlige interesser, så mener jeg noget tilsvarende, nemlig at vi dels må insistere på demokrati og ordnede, retsstatslige osv. forhold internt i de nu selvstændige lande, herunder selvfølgelig fulde borgerrettigheder for de russiske mindretal, dels må insistere på disse landes ret til at bestemme over sig selv. Og denne vestlige interesse er hæderlig i forhold til de rå magtinteresser, Putin påberåber sig. - Der er nok også nogle af de etniske russere i Ukraine, der gerne vil leve under mere vestlige forhold, hvorunder de jo kan forblive russere. Der er som bekendt også en hel del mennesker i Rusland, der gerne ser Putins styre erstattet af et sandt demokratisk styre. Og hvis vi (herunder russerne) er heldige, kan alt dette måske fremskynde reformer i Rusland! - Mit valgsprog siden Murens fald i 1989 er: Alt kan ske. På både godt og ondt.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Luk for gassen!

 

Nedenstående er min kommentar i DR 2 Deadlines tråd om indslaget mandag aften den 3. marts 2014 om situationen i og omkring Ukraine med lektor fra Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen og seniorforsker fra Dansk Institut for Internationale Studier Hans Mouritzen.

 

 

Det, Rusland gør nu, er utåleligt. Og det bliver nok værre. Vi hverken kan eller vil gribe militært ind. Det gjorde vi ikke i Ungarn 1956, i Tjekkoslovakiet 1968, Polen 1981 eller Georgien 2008. Og jeg tager tingene fra Sovjetunionens tid med, for Putin og hans styre minder meget om dengang. Men vi kan ikke tolerere, at Rusland påberåber sig retten til at regere over deres nabolande. Hvis de ikke holder op, må vi reagere med alle de sanktioner og lignende, der kan blive tale om. Vi burde også lukke for gassen! Og så prøve at klare os igennem, indtil vi får andre energikilder, fx polske kul! Det er en skandale, at vi ikke alene er afhængige af arabisk olie, men også af russisk gas. En ting er CO 2 og drivhuseffekten, men jeg har i flere år sagt, at uanset hvad der kan siges om det, burde vi for længst have sat massivt ind med udviklingen af andre energikilder. Og uanset hvad der sker i og omkring Ukraine nu, skal vi se at komme i gang.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Første tanker efter påbegyndt læsning af Ulve, får og vogtere

 

Sat på her samt på egen Facebook-væg og i et par andre tråde 28.02.14.

 

 

Jeg har her ved middagstid [28.02.14] fået bogen [Bent Jensens "Ulve, får og vogtere"] og er begyndt at læse den. - Det er klart, at der allerede fra og med tilegnelsen "til alle dem, der ville og vil bevare Danmark" og fra forordets første sætning: "Jeg er barn af Den Kolde Krig", er tale om en STIL, der adskiller sig fra, hvad der er almindeligt i akademiske fremstillinger. Og det er en slags blottelse. Men man kan ikke slutte derfra og til, at omgangen med kilderne og analyserne og konklusionerne er forkert. Det tror jeg ikke der er tale om. Bent Jensen indbyder i forordet også selv alle, der måtte blive opmærksomme på fejl, til at påpege dem. Og det hører altså med i hele billedet og hele den overordnede vurdering, at sovjetkommunismen virkelig var et forfærdeligt system, som det ikke på nogen måde var rimeligt at sidestille Vesten med og lægge sig i en neutral midterposition i forhold til. Jeg ved det. Jeg var selv, som Bent Jensen, sprogofficer og har selv beskæftiget mig med Sovjetunionen, Rusland, Polen og Østtyskland lige siden. Ikke mindst Polens historie fra 1939 af (hvor Hitler og Stalin var allierede og delte Polen mellem sig) og fra 1945 af, hvor bla. Polen (som jeg har beskæftiget mig mest med) blev underkastet et frygteligt kommunistisk åg, har bekræftet, hvor frygteligt det var. - Jeg har sådan set ikke lært meget nyt. Men det har været interessant at se, hvordan "fredsbevægelserne" (både de direkte kommunistisk styrede og de andre) i realiteten gik Moskvas ærinde i det skakspil, der jo i høj grad var tale om. Bent Jensen siger ikke, at lederne i Kreml virkelig ønskede at udføre et angreb mod Vesteuropa, herunder Danmark. Men de havde nogle meget uhyggelige planer for det. Og de havde midlerne til det. Og de øvede sig på det. Men det helt afgørende var, at det ville have været en stor fordel for Moskva i det, jeg altså kalder skakspillet, hvis NATO var blevet forhindret i at opstille mellemdistanceraketter som modtræk mod de SS 20're, Warszawapagten allerede havde stillet op, og hvis Danmark var blevet mere eller mindre "finlandiseret". Det er der ingen tvivl om. - Det var uhyggeligt, at man ikke alene havde store konventionelle styrker stående over for hinanden (med stor overvægt til Warszawapagten), men også alle kernevåbnene. Men den måde, "fredsbevægelserne", og Socialdemokratiet under fodnotepolitikken i 1980'erne, greb det an på, var ikke god. Jeg husker det. Det var meget ubehageligt. Og det nytter ikke noget, at mange af dem, der dengang var på den forkerte side, nu bedyrer, hvor sovjetkritiske de også var. Hele stemningen i alt, hvad der blev sagt og gjort, var klart til fordel for Sovjetunionen. - Jeg vil læse videre. Det mest interessante bliver de dele, hvor der gøres rede for hhv. de mere grimme ting fra venstrefløjens og medløbernes side og "flertalsdanmarks" (som Bent Jensen siger) forsøg på at imødegå både dem og de sovjetiske forsøg på manipulation og afpresning.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kommentar til dækningen af Bent Jensens koldkrigsbog i DR 2 Deadline

 

26. februar 2014 - I Deadlines og Henrik Dahls Facebook-tråde og på min egen Facebook-væg og altså nu her. - Jeg har også deltaget i nogle debatter i andre Facebook-tråde, men vil ikke sætte de kommentarer på her.

 

 

Meget klogere blev man jo ikke, især ikke, når man har læst de fleste af anmeldelserne. Jeg får bogen om en dag eller to og vil så læse den, idet jeg også vil følge diskussionen omkring den, først og fremmest på det faghistoriske niveau. Det afgørende er jo, om faghistorikere, hvis upartiskhed man kan have tillid til, vil kunne finde forkert omgang med kildematerialet og forkerte analyser og konklusioner. Jeg ser gerne, at diskussionen kommer til at strække sig over lang tid, så det hele kan blive belyst og krydsbelyst meget grundigt. Jeg er ikke specielt hævngerrig, men det vil være rimeligt, at så meget som muligt bliver afdækket, også af hensyn til lignende forhold i nutiden og fremtiden. - Hvad den militære trussel fra Sovjetunionens/Warszawapagtens side angår, må man huske et af grundprincipperne i efterretningstjenesten, nemlig at man ikke kan kende den potentielle fjendes hensigter (der jo sidder oppe i hovedet på beslutningstagerne og i øvrigt hurtigt kan skifte), hvorimod man godt kan danne sig et billede af den potentielle fjendes muligheder. Og det var jo sådan, at Warszawapagten ved et overraskelsesangreb kunne være stødt hurtigt og langt frem gennem Tyskland og måske også hurtigt ville have kunnet sætte sig på Danmark. Jeg tror dog ikke, sovjetlederne havde lyst til at gøre forsøget. - Hvad følgerne af fodnotepolitikken angår, vil jeg mene, at NATO uanset Danmarks status ville have været nødt til at forholde sig til det danske område ud fra kolde strategiske interesser. Man ville nok i en tilspidset situation have mineret stræderne fra luften. Man ville nok også have gjort alt for at komme til at sidde på Jylland, så man dels havde en flankestilling dér, når Warszawapagt-styrkerne var nået frem til Hamborg, dels kunne beherske Skagerrak og dermed holde Warszawapagtens flådestyrker inde i Kattegat. Men hvad ved jeg? Bent Jensen nævnte selv Skagerrak-muligheden, som altså forudsatte, at NATO i det mindste sad på Vendsyssel.

 

TILFØJELSE på min egen Facebook-væg (i kommentarfelt): Mon det ville have været nok at sidde på Sydnorge? Det ville jo nok ikke have været så nemt at sidde på Vendsyssel, hvis Warszawapagt-styrkerne stod lige syd for Limfjorden. Jeg tror, man ville have gjort alt for at sidde på så meget af Jylland som muligt. Det var jo i den almindelige NATO-planlægning forudsat, at den tyske 6. Panzergrenadierdivision og Jyske Division, når Warszawapagt-styrkerne var trængt frem til Hamborg, skulle trække sig kæmpende op i Jylland, mens der blev landsat allierede forstærkninger. Og noget i den retning ville man vel i givet fald have forsøgt, også uden dansk deltagelse. - Men det vigtigste er selvfølgelig hele det propagandistiske og politiske spil, der faktisk fandt sted.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Christiania-sagen

 

(Sagen om Retsudvalgets besøg i Christiania, der førte til justitsminister Morten Bødskovs fald).