DEBAT

af forskellig art

 

Bent Christensen

 

 

 

Denne side er senest blevet opdateret 13.06.19: LØGNENS DAG - endnu en gang. - I anledning af syvårsdagen (12.06.19) for autoriseringen af ritualet for vielse af personer af samme køn.

 

 

NB! Se også min blog i avisen.dk: Jeg er ellers ikke blogger …:

 

http://www.avisen.dk/blogs/bentchristensen/default.aspx

 

Teksterne i denne blog kan i høj grad svare til teksterne på de forskellige undersider her, ja, måske ligefrem være identiske med nogle af dem. Det kan være nærværende underside ("Debat"). Eller det kan være undersiden "Kirke og teologi" eller undersiden "Diverse". Men det vil nok ofte være tekster, der enten svarer til eller er identiske med tekster på undersiden "Mit totaldigt".

 

Jeg henviser også til undersiden "Facebook", hvor der er mange kommentarer til mange forskellige ting,

dog især fra min første tid i Facebook. - LINK til min Facebook-profil:

 

https://www.facebook.com/bent.christensen.505

 

-

 

På nærværende underside indsættes forskellige debatindlæg og kommentarer, fortrinsvis sådanne, som ikke er sat ind på en (eller flere) af de særlige undersider. - Det gælder som regel også tekster, der tidligere nok ville være blevet sat på undersiden ”Fremmedpolitik”, som jeg helst ikke vil bruge mere, idet jeg jo i princippet har erklæret mig ude af denne debat.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

INDHOLD PÅ DENNE UNDERSIDE

 

Men se også de indsatte tekster fra den nedlagte underside ”Klumme” og indholdsfortegnelsen dertil nederst på denne side. Indholdsfortegnelsen står både allernederst på siden og lige før klumme-teksterne.

 

Ældst nederst – yngst øverst.

 

 

LØGNENS DAG - endnu en gang. - I anledning af syvårsdagen (12.06.19) for autoriseringen af ritualet for vielse af personer af samme køn.

 

OM LIDT GÅR JEG I "FØR SØNDAG-MODE"! (Og siger farvel til politik og valgkamp for denne uge). - På Facebook-væg og her den 11. maj 2019.

 

DET ER FORBANDET ... - En fjerdepåskedagsbetragtning på baggrund af situationen omkring Rasmus Paludan og terroranslagene i Sri Lanka. - Her og på min Facebook-væg 24.04.19.

 

MAN KAN SPYTTE SÅ LÆNGE PÅ EN STEN ... - Kommentar i tråden til DR 2 Deadlines opslag af indslaget med Politiforbundets formand Claus Oxfeldt den 17. april 2019.

 

DET BESATTE DANMARK. Besættere, medkæmpere og slatne politikere og debattører. Kommentar i en P1 Debat-Facebook-tråd 16.04.19.

 

RADIO24SYV I NYKØBING? - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 10.04.19.

 

Om HELTER SKELTER. Jens-Martin Eriksens nye roman om situationen i verden - og indvandringsdanmark - 2026. - Sat på her 11.03.19. - Med mit 2004-foredrag om poesi og ideologi som tillæg. Hvori Jens-Martin Eriksen til sidst omtales og roses.

 

JEG ER VRED OG KRÆNKET. - Læserbrev i Folketidende 07.03.19.

 

OM PRÆSTEHÅNDTRYK. - 18.02.19.

 

BADEHOTELLET ER, SOM DEN SKAL VÆRE. Men anmelderne ser nok DF-spøgelser alle vegne. - Kommentar på seriens Facebook-side 04.02.19.

 

MIDDELALDER IGEN? - Læserbrev i Folketidende 21.12.18. Om Den danske sang er en ung blond pige-sagen.

 

OM MIN EGEN SITUATION I SEPTEMBER 2018 - og om noget fra min sygesengsradiolytten 14-16.09.18.

 

EN "KUNSTNER OG INTELLEKTUEL", DER PRØVER AT FORSTÅ DEM, DER STEMMER PÅ DE HØJRENATIONALE PARTIER. - 14.09.18. - På min egen Facebook-væg og i DR 2 Deadline-tråden.

 

DET TYSKE HAR SEJRET. - Læserbrev i Folketidende 08.09.18. (Om den sprogligt ukorrekte ændring af endelsen i bla. stednavnet Tillitse til det tyskprægede "-itze").

 

REJS DIG, MAND! - Utrykt kronikforslag i anledning af oplysningen om, at kvinderne fravælger hver femte danske mand. - 27.08.18.

 

INDVANDRINGEN HAR ALLEREDE ÆNDRET MEGET. - Stop for al yderligere indvandring, men hverken særlige regler for eller særlige hensyn til nogen. - Kommentar i Mikkel Andersson-tråd efter P1 Debat fredag den 3. august 2018.

 

GLEM IKKE JØDERNE! - GLEM IKKE GRUNDTVIGS GÖTEBORG-TANKE! - Min kommentar til DR P1's "Supertankers" udsendelse om vand "Vi er vand" 30.07.18.

 

VOR TIDS MAGTKIRKE. - En kommentar til genudsendelsen af "Franks Femkamp" (med Helmuth Nyborg) i Radio24syv mandag den 23. juli 2018.

 

LØGNENS DAG 2018. Min dagbogsoptegnelse i anledning af årsdagen for autoriseringen af et ritual for vielse af personer af samme køn (2012).

 

ANTALLET, IKKE BESKÆFTIGELSESGRADEN ER AFGØRENDE. - Kommentar til indslag i DR 2 Deadline 02.06.18.

 

STEDNAVNET TILLITSE OG ET PAR HISTORIER. Et artikelmanuskript, der uddyber, hvad der står i det tidligere indsatte læserbrev. - 24.04.18.

 

TILLITSE ER DET RIGTIGE. - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 24.04.18.

 

JEG ER DYBT RYSTET OVER MARIE KRARUP. - Efter DR2 Deadline 22.02.18.

 

EN AFORISME OG NOGLE BETRAGTNINGER I ANLEDNING AF PRINS HENRIKS DØD OG BISÆTTELSE. - På bisættelsesdagen tirsdag den 20. februar 2018.

 

UGENS AFORISME - MED EN LÆNGERE KOMMENTAR. - Opslag på min Facebook-profil 05.02.18.

 

DET SÆRLIGT DANSKE ER DET SÆRLIGT DANSKE. Kommentar til DR Deadline 02.02.18.

 

INGENTING SÅ GALT ... Om juleafslutningsgudstjenesten, der blev væk. - Sat på her 11.12.17.

 

REPUBLIKKEN, DER BLEV VÆK. Kommentar til sagen om "Jul i republikken", den satiriske julekalender, DR ikke turde sende. - Sat på her - og på DR2 Deadlines og min egen Facebook-side 05/06.12.17.

 

JEG ER KED AF OG FLOV OVER, AT VI HAR EN SÅ SLAP STATSMAGT. Kommentar i DR 2 Deadlines tråd til udsendelsen 07.11.17 (indslaget om den såkaldte bandekonflikt).

 

VÆLGERMØDET DEN 18. OKTOBER 2017. Indlæg i vor beboerforenings blad FUGLSE BLADET oktober 2017. - Sat her på siden 30.10.17.

 

BURKAFORBUD OG LIGNENDE ER EN DÅRLIG IDÉ. - 06.10.17.

 

SOLIDARITET MED INGER STØJBERG. - 28.09.17

 

SOCIALDEMOKRATERNE OG BEKYMRINGERNE. - 27.09.17.

 

VOR MONARKISKE STATSFORM OVERLEVER. - I anledning af prins Henriks også for ham selv meget uheldige optræden. - 09.08.17.

 

I P1 DEBAT OM POLITISK KUNST. - Kommentarer og referat af min deltagelse. - Anledningen var, at man havde ladet Den kinesiske kunstner Ai Weiwei pakke Kunsthal Charlottenborg ind i redningsveste fra flygtninge i Middelhavet - 18.07.17. - Med en tilføjelse 19.07.17.

 

LØGNENS DAG. 12. JUNI. - Sat på her 12.06.17.

 

HAR TERROREN PÅVIRKET UK-VALGET? - 09.06.17.

 

SOCIALKONSTRUKTIVISTISK NEWSPEAK-LØGN. - Kommentar i Deadline-tråden, på min egen Facebook-væg og her til Deadlines diskussion 29.05.17 mellem to tidehvervsfolk om vielse af personer af samme køn.

 

P1 DEBAT OM KONFIRMATIONEN - MED FB-BIDRAG FRA MIG. - Fredag den 26. maj 2017.

 

NU KLUDRER MARIE KRARUP IGEN. - Den kristne mission skal ikke spændes for nogen som helst politisk vogn. Men den kristne kirkes karakter og universalitet står over alt andet. Slået op på min Facebook-væg og sendt til Kristeligt Dagblad 24.05.17.

 

JEG BRÆKKER MIG IKKE. - Efter terrorhandlingen i Manchester den 22. maj 2017.

 

NEJ, VI SKAL IKKE SENDE FLERE SOLDATER. - Kommentar til P1 Debats udsendelse torsdag den 11. maj 2017: "Skal vi sende flere soldater til Afghanistan?".

 

SÆNK KONGEHUSET? Min kommentar til P1 Debats udsendelse med denne titel den 5. maj 2017.

 

EN 1. MAJ-HILSEN. Et digt og en kommentar.- Sat på 01.5.17.

 

DET HANDLER IKKE OM GUD, MEN OM TERROR. Min deltagelse i P1 Debat om blasfemiparagraffen 27.04.17 - med til slut et forslag til en mere ærlig version af § 140 i den danske straffelov.

 

KØDSPISNING ER NOK EN INDRØMMELSE TIL VIRKELIGHEDEN. - Kommentar i tråden til P1 Debats Facebook-opslag "Bliver kødspiserne de næste rygere?" 27.03.17.

 

LONDON 22. MARTS. - Sat på her 23.03.17.

 

DETTE ER NOK MIN ENDELIGE FREMMEDPOLITISKE ERKLÆRING. - Sat på her 21.03.17.

 

ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM. - 18.03.17.

 

TO BEMÆRKNINGER I MARTS 2017. Om det kulturelle folkeselvmord og om Tyrkiet i Europa. - Sat på her 13.03.17.

 

KAN DF'S TILNÆRMELSE TIL S RÆKKE HELT UD TIL EL? - Kommentar til DR 2 Deadline 03.03.17: Enhedslisten er blevet bovlam.

 

ROS TIL BADEHOTELLET. - Sat her på siden 24.02.17.

 

"KÆRE OLE JENSEN, LAD VÆRE AT FALDE I FJENDEBILLEDTEGNINGENS FRYGTELIGE GRØFT!". Kommentar i Kristeligt Dagblad 26.01.17.

 

TILFØJELSE TIL MIN "ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE". - 23.01.17.

 

ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE. - Lørdag den 21. januar 2017.

 

EN TEOLOGISK OG KIRKEHISTORISK VAMPYR- OG SPLATTERROMAN. En slags lille anmeldelse af Peter Tudvad: "Manteuffel" (2016). - Sat på her 16.01.17.

 

Kommentarer (med statistik nederst) til artikel i Kristeligt Dagblad: "DANSK FOLKEPARTI FORESLÅR FORBUD MOD MINARETER". - 05.01.17.

 

OM ESTABLISHMENT, FOLKELIGHED OG KIRKELIGHED. På min Facebook-profil 21.12.16.

 

ER KIRKE OG STAT ET STÆRKT ÆGTESKAB? - Kommentarer til en udsendelse i P1 Debat 13. december 2016.

 

ER EUROPOL-FORBINDELSESOFFICEREN REN HÆVN? - Kommentar i P1 Debat-tråd 08.12.16.

 

TIL ET FOLK DE ALLE HØRE ... 1848 og nu - over en bred skala. - Kommentar på min væg til den af mig Facebook-delte artikel på dr.dk "Udskældt test måler udlændinges danskhed igen" 01.12.16.

 

BETRAGTNINGER FRA EN TIL DELS KONSERVATIV SIDELINJE. Den uforkortede version af mit bidrag til debatbogen 'Jeg' er fandme til! (2016) efter Marianne Stidsens disputats Den ny mimesis (2015). - Sat på her 23.11.16.

 

EN LØS KANON. Betragtninger i anledning af lanceringen af Danmarkskanon. - 16.11.16.

 

VERDEN MED TRUMP. - 15.11.16 efter (bekymret) at have hørt Verden ifølge Gram på DR P 1.

 

MIN KOMMENTAR TIL PRÆSIDENTVALGET I USA. - Skrevet 09.11.16.

 

YTRINGSFRIHED OG TERROR. Kommentar til DR Deadline 29.10.16 (Flemming Rose og JP).

 

VENSTREFLØJEN OG VOLDEN. Kommentar til DR Deadlines indslag om Peter Øvig Knudsens BZ-bog 04.10.16.

 

ET LÆNGERE INDLÆG! Kommentar til indslaget "Hvornår er man dansk?" i DR 2 Deadline 26.09.16.

 

VI SKAL NØJES MED AT TALE OM ANTALLET. - Efter P1 Debat 22.08.16 med temaet "Venlig eller væmmelig?", om Venligboerne, der nu af den modsatte side bliver kaldt væm'ligboerne. Og i det hele taget om de to siders måde at tale om og til (men ikke så meget med!) hinanden på.

 

EN OND JULIUS. - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 18.08.16 om "Julius’" satiretegning om (mod) Dansk Folkepartis forslag til øget grænsekontrol.

 

SANDHEDENS TIME. - Større tekst om EU- og folkevandringskrisen. - 17.08.16.

 

SIKKERHEDSVENTIL - MEN HELST EN HELT ANDEN SLAGS POLITIKERE. - Kommentar i DR Deadline-tråd 15.08.16.

 

MUSLIMSTOP. - 29.07.16.

 

DE HØRER HJEMME I SKAMMENS MØRKE OG PÅ HISTORIENS LOSSEPLADS. - Kommentar i tråden til DR Deadlines omtale i Facebook af indslaget om terrorhandlingen i München. - 22.07.16.

 

SÅ KLAR SOM SITUATIONEN (læserbrev om Dansk Folkepartis politik fsva. regeringsdeltagelse og EU-afstemning). - Lolland-Falsters Folketidende 20.07.06.

 

FOLKEAFSTEMNINGER - OG NYE POLITIKERE. - Kommentar i Facebook-tråd 19.07.16.

 

IKKE SAMMENBRUD, MEN ET NYT EF! - Min seneste kommentar til situationen i og omkring EU - og omkring Dansk Folkepartis moderate og pragmatiske EU-politik. - 04.07.16.

 

EN AKTUEL AFORISME. - 29.06.16.

 

BREXIT. - Min dagbogsoptegnelse ved middagstid dagen efter den britiske folkeafstemning. - 24.06.16.

 

IGEN-IGEN - Lovgivningen mod had-imamerne er noget af det dummeste. Kommentar i DR Deadlines Facebook-tråd 03.06.16.

 

VI SKAL IKKE STERILISERE SAMFUNDET. - Min kommentar til P1 Debat 07.04.16, hvor det blev debatteret, om vi skal frygte kristen fundamentalisme.

 

KAPITALISMEN SKAL HAVE ET MODSPIL. - I Deadline-tråden om Panama-skattelysagen. - 04.04.16.

 

SV-REGERING STØTTET AF DF. - Et forslag og måske en spådom i anledning af udmeldingerne fra LA. - 02.04.16.

 

VIDERE! - Opslag på min Facebook-væg formiddag 31.03.16.

 

JO VÆRRE, JO BEDRE! Politikerne skal lade muslimerne være i fred. - Opslag på min Facebook-væg 30.03.16.

 

LAD MUSLIMERNE GØRE, HVAD DE VIL! - Kommentar i TV 2 Tirsdagsanalysens Facebook-side 29.03.16.

 

ER DANSK KULTUR NOGET SÆRLIGT? - Forhåndskommentar (med to tilføjelser) 26.03.16 (påskelørdag) til dagens udgave af P1 Debat Special: Danmark over grænsen.

 

NATURVIDENSKABEN DÆKKER IKKE ALT, MEN SKAL STYRKES SOM DANNELSESFAG. - Min kommentar til indslaget i DR 2 Deadline 22.03.16 med Eske Willerslev og Kristian Leth i anledning af deres bog Historien om det hele.

 

VI SKAL BARE BLIVE VED AT LEVE. - Min Facebook-kommentar til DR P 1 Debat's spørgsmål: Hvad skal en Danmarkskanon indeholde? - 16.03.16

 

55 % ØNSKER KIRKEN ADSKILT FRA STATEN. - Og det hilser jeg velkommen! - 29.02.16.

 

KNUD DEN STORES RIGE I TÆT TILKNYTNING TIL EU? - I P 1 Debats tråd om UK's forhold til EU. 18.02.16.

 

PROLETARER, FORÉN JER! - Om de facto-alliancen mellem venstrefløjen og erhvervslivet. - Sat på her 18.02.16.

 

BLASFEMI I DET 21. ÅRHUNDREDE. - Kommentar i tråden til Rasmus Jarlovs Facebook-opslag 11.02.16 om Flemming Nielsens blasfemi-dom. - Sat på her 13-02.16. - NB! Det var vist en racisme-dom!

 

SKAL JEG FORTRYDE? - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende i anledning af Ingolf Gabolds på kultursiden 04.02.16 gengivne udtalelser om tv-serien 1864. - 06.02.16.

 

MEN LIGE NU REDIGERER JEG DIGTSAMLING! - Om kristendom og folkevandringspolitik. - Slået op på min Facebook-væg fredag den 29. januar 2016.

 

STATUS I FOLKEVANDRINGSKRISEN. - 27.01.16.

 

ONLINEKOMMENTAR TIL KD-ARTIKLEN "Middelmådig ph.d. sætter fingeren på tidens grundtvigske kulturkamp". - 02-12-15

 

LATTERLIGGØRELSE ER DET VIGTIGSTE VÅBEN. - Kommentar, også på min Facebook-væg, til terrorhandlingerne i Paris 13.11.15.

 

GROTESK - MEN KUNNE HAVE VÆRET HÅNDTERET BEDRE. - Om kritikken af, at Folkekirkedanmark har fået en troende forskningsminister. - 12.11.15.

 

SVÆRMERI KAN OGSÅ NU FÅ FATALE KONSEKVENSER - Kommentar til situationen i Tyskland. - 19.10.15.

 

TIÅRET FOR MUHAMMEDTEGNINGERNE. - 30.09.15.

 

SÅ MÅ VI STØTTE DE ØSTLIGE EU-LANDE. - 17.09.15.

 

De, der nu byder folkevandrerne velkommen, minder mig om dem, der stod med blomster i hænderne den 9. april 1940. - I Deadline-tråd 12.09.15.

 

SURREALISTISK! Om migrationssituationen og de rådvilde danske og europæiske politikere. - I Deadlines Facebook-tråd og på min egen væg. - 09.09.15.

 

HVIS DETTE FORTSÆTTER, GÅR HELE EUROPA NED. - 08.09.15.

 

LIGNELSEN OM DEN BARMHJERTIGE SAMARITANER OG DEN AKTUELLE FOLKEVANDRINGSSITUATION. - Her og på min egen Facebook-væg og i en Facebook-vens tråd. - 31.08.15.

 

FOLKEVANDRINGEN. Vi bør alle overveje og drøfte på en frisk. - 25.08.15.

 

DEADLINE, GRUNDTVIG - OG MIG! - Kommentar til indslaget med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i DR 2 Deadline 03.08.15.

 

DANMARK SOM KRISTENT LAND OG EN TEOLOG SOM FORSKNINGSMINISTER. - Kommentarer til DR 2 Deadline 22.07.15

 

MIN INTUITION OM FREMTIDEN OMKRING OG I IRAN. Det kan måske udvikle sig rigtig godt! - 14.07.15.

 

HVOR DUM KAN MAN VÆRE?! Om de skoledrengeagtige angreb på den teologiske uddannelses- og forskningsminister.

 

ER DANMARK ET KRISTENT LAND? - I P 1 Debat-tråd om Danmark som kristent land. - Udsendelsen 08.07.15. - 07.07.15.

 

TILLYKKE, PIA! - 03.07.15.

 

VED MEDDELELSEN OM, AT VI FÅR EN REN VENSTRE-REGERING. - 26.06.15.

 

VI KAN GODT FØRE EN BEDRE SAMTALE, SELV OM NOGLE AF OS IKKE GÅR PÅ KOMPROMIS. Ny kommentar i Facebook-tråd 24.06.15.

 

MEN KAN VI KOMME VIDERE? - Kommentar i Facebook-tråd til de voldsomme reaktioner på Dansk Folkepartis fremgang ved valget. - 24.06.15.

 

JA, LAD OS BARE FÅ NOGLE ANDRE BOGSTAVKOMBINATIONER! - Lørdag den 20. juni 2015.

 

LØGNENS DAG - 12. juni. - Dagbogsoptegnelse på treårsdagen for autoriseringen af ritualet for kirkelig vielse af personer af samme køn. - 12.06.15.

 

GARANTIER EFTER UKRAINE? - Ikke optaget læserbrev. Sat på her 09.04.15.

 

LIBERALITITIS? EN NY SLAGS STOCKHOLM-SYNDROM? - Om Birthe Rønn Hornbechs indlæg i Politiken: "Kapløbet om at overhale DF højre om, er Venstre ikke alene om". - 19.03.15.

 

STRATEGISK SFÆRE OG KULTURSFÆRE. I forbindelse med situationen omkring Ukraine. - 19.02.15.

 

MIT SIDSTE ORD OM ISLAM OG INDVANDRINGEN? - 19.02.15.

 

DE ENKELTE GALNINGE - OG NÆSTEKÆRLIGHEDEN. - På min Facebook-væg og her 17.02.15.

 

DE TO EUROPÆISKE FRONTER. Opslag i Dansk-Ukrainsk Selskabs Facebook-gruppe og på min egen Facebook-væg. - 16.02.15.

 

HILSEN TIL MIN FACEBOOK-VEN LARS VILKS. - 14.02.15.

 

FACEBOOK-KOMMENTARER DAGEN EFTER MINSK 2.0. - Sat på 13.02.15.

 

KÆRE RUSSISKE VENNER! - Internethilsen på dansk og russisk til alle i Den Russiske Føderation.

 

SOM AT STÅ OVER FOR EN GAL HUND. - Kommentar 29.01.15 i Facebook til den russiske OSCE-repræsentant Andrei Kelin trussel mod Vesten, hvis man ikke stopper støtten til Kiev-regeringen.

 

VERDEN IFØLGE GRAM. Om Ukraine og Rusland. - Opslag på min Facebook-væg formiddag 27.01.15.

 

MULTIKULTI OG PRIVATSKOLER. - Min kommentar til Deadline 22.01.15, indslaget om flugten til privatskolerne.

 

MIN KOMMENTAR TIL DEADLINE-DISKUSSION OM LANDSFORRÆDERBEGREBET. - Sat på der (også i tråd på min egen væg) og her 29.01.15.

 

ZENIA STAMPES TALK-TOG. - På min Facebook-væg og her 20.01.15.

 

KOMMENTAR TIL INDSLAGET OM DE DANSKE FRIHEDSRETTIGHEDER I DEADLINE 19.01.15.

 

SKYLDES DE PROGRESSIVES VANSKELIGHEDER, AT DE HAR HAFT EN SKJULT DAGSORDEN? - Kommentar til DR 2 Deadline 18.01.15.

 

FORSKELLIGE FACEBOOK-TEKSTER M.M. 16. JANUAR 2015. To indledninger. - Min nye genre Tegninger uden streger. - En aforisme om humanisterne som Komiske Ali'er. - Facebook-kommentaren "Pest, kolera, tyfus - og AIDS". - 16.01.15.

 

TALK-TOG (om Zenia Stampes humanismekampagne). - 16.01.15.

 

PEST, KOLERA, TYFUS - OG AIDS. - (Om islamismen, Putin, de Putin-venlige vestlige højrekræfter - og vore egne indvandringstilhængere og islam-venner). - 16.01.15.

 

HUMANISTEN ZENIA STAMPE I DEADLINE. - 14.01.15.

 

MERE OM CHARLIE-FORSIDEN I MORGEN. - 13.01.15.

 

TERRORISMEN OG KORANEN. - I Deadline 12.01.15 diskuterede Jørgen Bæk Simonsen og Tina Magaard, i hvilket omfang terrorismen udspringer af Koranen.

 

Ugens digt med kommentarer som debatindlæg: FØDSELSOVERVEJELSER I JANUAR 2015.

 

I ANLEDNING AF TERRORANGREBET MOD CHARLIE HEBDO. - Nogle af de ting, jeg i dagene 7.-8. januar 2015 har skrevet i Facebook. Med et par tilføjelser 10.01.15.

 

VOR FREMTID MED RUSLAND. - Min kommentar 30.12.14 til en britisk professors kritik af Vestens politik over for Rusland.

 

OM SIDSTE AFSNIT AF "1864". - Lolland-Falsters Folketidende 03.12.14. - Plus Facebook-kommentar.

 

UMIDDELBARE BEMÆRKNINGER TIL SIDSTE AFSNIT AF "1864". - 01.12.14

 

SÅ FORSTÅ DOG DEN SERIE! - Om "1864" og kritikken af den. - Lolland-Falsters Folketidende tirsdag den 25. november 2014.

 

GAMMELDAGS GEOPOLITISKE INTERESSER OG VÆRDIMÆSSIG ASYMMETRI. - Deadline 22.30 lørdag den 22. november.

 

TAK, IB MICHAEL! - For indlægget i Politiken om kritikken af "1864" den 18. oktober 2014: "Kritikken af '1864' er en pærevælling af patetisk vrøvl". - 22.11.14.

 

"1864" - EN MELLEMFALDENDE BETRAGTNING. - 22.11.14

 

Om Ukraine i Deadline 12.11.14: UKRAINE OG RUSLAND - igen-igen. - 12.11.14.

 

NY KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje del og læsning af flere anmeldelser og lignende

 

KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje afsnit. - 27.10.14.

 

MIN KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINE 17.10.14. Om Rusland/Ukraine og IS. - I Deadline-tråden, DUS-opslag og hos mig selv.

 

MIN KOMMENTAR TIL SITUATIONEN OMKRING AFTALEN MELLEM EU, UKRAINE - OG RUSLAND. - Med to links. - 16.09.14.

 

MIN KOMMENTAR TIL MELDINGERNE OM EN VÅBENHVILEAFTALE I UKRAINE. - 03.09.14.

 

"ARM UKRAINE OR SURRENDER". Min kommentar til en artikel i the New York Times med denne titel. - 01.09.14.

 

SØREN PIND VAR I DEADLINE. 29.08.14. Om situationen i og omkring Ukraine.

 

INTET UGENS DIGT. På grund af situationen i Ukraine. - Opslag på min Facebook-væg 28.08.14.

 

KOMMENTAR TIL ARTIKEL I DEN POLSKE AVIS GAZETA WYBORCZA OM SITUATIONEN I ØSTUKRAINE. - 26.08.14.

 

DET LYDER IKKE SÅ GODT. Kommentar i Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd om de separatistiske/russiske modangreb og det kommende topmøde i Minsk. - 25.08.14.

 

ET MULIGT UKRAINE-SCENARIE. - 18.08.14.

 

JØDERNES RET OG FOLKET OG SKOLEN. TO DISKUSSIONER I DEADLINE. - 15. august 2014.

 

HVAD KAN PUTIN FÅ UD AF SIN OVERPLATTE HUMANITÆRE MANØVRE? - Kommentarer til Deadline 22.30 den 12. august 2014.

 

HVAD GØR VI?. Kommentar til BBC-artikel om en mulig russisk invasion i Ukraine. - 09.08.14.

 

EKSISTENS-TANKER I AUGUST 2014. Efter at have hørt DR P 1 Eksistens' udsendelse "Sex, køn og afslutningen på det normale". - 05.08.14.

 

STRATEGIEN I SØNDAGSFROKOSTEN. I Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd 04.08.14.

 

NU SKRUER JEG NED FOR BLUSSET! Jeg er træt af den måde, Ukraine-krigen føres på i Facebook. I en Facebook-tråd, her og på undersiden "Facebook" 01.08.14.

 

MIN UKRAINE-KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINES INDSLAG 30. JULI 2014 OM SITUATIONEN I UKRAINE. - 30.07.14.

 

SKAL JEG TIL DEMONSTRATION FOR FØRSTE GANG I MIT LIV? To Facebook-kommentarer til situationen i Ukraine 23.07.14

 

Facebook-kommentarer til situationen i Ukraine 07.07.14.

 

To Facebook-kommentarer om EU og NATO og Rusland lidt over midnat den 1. juli 2014.

 

Deadline 28.06.14. - PUTIN OG DEN VESTLIGE HØJREFLØJ. - 28.06.14.

 

RUSLAND SOM KINAS VASALSTAT? - Aforismeagtig Rusland-kommentar på dagen, hvor Frihandels- og associeringsaftalen mellem EU, Ukraine, Moldova og Georgien blev underskrevet. - 27.06.14.

 

ALEKSANDER KWAŚNIEWSKI OM POLEN, UKRAINE OG RUSLAND. - Opslag på min Facebook-væg ud på de små timer natten efter Kristi himmelfarts dag (30.05.14).

 

UKRAINE - I TRÅD TIL SALMEOPSLAG. - Om Ukraine i salme-sammenhæng. - 28.05.14.

 

BEMÆRKNING TIL SITUATIONEN OMKRING DET UKRAINSKE VALG FÅ TIMER FØR VALGSTEDERNE LUKKER. - 25.05.14.

 

KAMPAGNEN MOD DF GØR DET NØDVENDIGT AT STEMME PÅ DETTE PARTI - TRODS DETS UKRAINE-POLITIK. - Kommentar 23.05.14 i tråden til mit opslag af linket til en side med det sjove kort "Putins europakort 2014".

 

To kommentarer til DR-udsendelser om Ukraine og Polen. - 17.05.14

 

LAD OS SATSE STORT FOR AT GØRE OS UAFHÆNGIGE! Vi skal kaste os ud i udviklingen af alternativer til russisk gas og mellemøstlig olie, som om det var en krig, vi gik ind i. - Opslag på min Facebook-væg 13.05.14.

 

FRISK POLSK ANALYSE AF SITUATIONEN I UKRAINE. Med to senere "videre"-kommentarer. - Opslag på min Facebook-væg 12.05.14

 

ER EU-TILHÆNGERPARTIERNE VED AT LAVE EN NY "NYRUP"? - Facebook-kommentar i Søren Pind-tråd. - 10.05.14.

 

EN UKRAINE-KOMMENTAR TIL EN FACEBOOK-VEN. - 08.05.14

 

ET PAR NYE FACEBOOK-INDLÆG OM SITUATIONEN I OG OMKRING UKRAINE. ER VI VED ET VENDEPUNKT? - 08.05.14 (skrevet 07.05.14).

 

ET FACEBOOK-INDLÆG I UKRAINE-DEBATTEN. - 24.04.14.

 

MICHNIK OG JEG OM RUSLAND. Verden har brug for Rusland. Rusland har ikke brug for Putin. - Sat på her 10.03.14.

 

"VI" ER VESTEN - OG DANMARK. - Svar til en Facebook-debattør i tråd om forholdet til Ukraine og Rusland. - 04.03.14.

 

LUK FOR GASSEN! - Kommentar i DR 2 Deadlines tråd om indslaget om situationen i og omkring Ukraine. - 03.03.14.

 

FØRSTE TANKER EFTER PÅBEGYNDT LÆSNING AF ULVE, FÅR OG VOGTERE. - 28.02.14.

 

KOMMENTAR TIL DÆKNINGEN AF BENT JENSENS KOLDKRIGSBOG I DR 2 DEADLINE. - 26. februar 2014.

 

CHRISTIANIA-SAGEN. - Sagen om Retsudvalgets besøg i Christiania, der førte til justitsminister Morten Bødskovs fald. - 10.12.13

 

YAHYA HASSAN ER FØRST OG FREMMEST DIGTER, OG DET DANSKE DEBATNIVEAU ER UTROLIG LAVT. - Fremmed Facebook-tråd, egen Facebook-væg og her 02.12.13.

 

DEJLIGT AT HØRE EN MARXIST! - Kommentar til Deadline 2. sektion 04.11.13. Adam Holms interview med nymarxisten Mikkel Bolt

 

PÅ UNIVERSITETSBETINGELSER. - Om eventuel universitetsuddannelse af vordende imamer. - Kommentar til artikel i Kristeligt Dagblad 24.10.13.

 

TRE KOMMENTARER TIL ARTIKLER I KRISTELIGT DAGBLAD OM GRUNDTVIG. - KD Onlinedebat og Facebook. - 08.10.13.

 

MAN FØRER KRIGE UDE OG SER STORT PÅ DEN EGENTLIGE TRUSSEL - DEN PSEUDORELIGIØSE "MORALISME" ER FÆLLESNÆVNEREN. - 12.09.13. - Også i Facebook.

 

ALLE BLIVER MERE ENS. SKAL MAN LE, GRÆDE ELLER GIVE ET RÅD? - I min avisen.dk-blog og (tilpasset) i online-kommentar til artikel i Kristeligt Dagblad 11.07.13.

 

GRUNDTVIG SKAL IND I UDDANNELSESDEBATTEN. - I min avisen.dk-blog 29.06.13.

 

OM AT RISIKERE AT BLIVE SLÅET IHJEL FOR ANDET END FÆDRELANDET. - I Facebook-tråd om Hans Hauges bog Danmark og hans medvirken i en Apropos-udsendelse.

 

ER DET BEDST AT TIE? - Vil det tjene vor sag bedst, hvis vi, der hidtil har ført os frem, stiller os tavst iagttagende og afventende på sidelinjen og lader indvandringstilhængerne og islamofilerne stå alene med problemerne og ansvaret? Og idet vi så ellers koncentrerer os om fremtidens virkelige og helt store problemer. - Tekst indsat her på siden 12.02.13.

 

FORVENTELIGE REAKTIONER. - Kommentar og hilsen til Lars Hedegaard i Sappho 09.02.13. - Med tilføjelser om en sørgelig udtalelse af Erik A. Nielsen.

 

IND PÅ MODERNITETENS TORV. Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om fremtidens fællesskab(er). - Dansk Kirketidende 04.04.12.

 

FØRST BETALINGSRINGEN, SÅ VIELSESRINGEN. - En "I øvrigt" i Ekstra Bladet 26.02.12.

 

DET KOMMER HELT AN PÅ OS SELV. - Kommentar til Bent Jensen-klumme i "Sappho".

 

BOYKOT KIRKEN! (Erstat vielsen i kirken med en udvidet bordbøn før bryllupsmiddagen).

 

FLERTALLET HAR MAGTEN. - KD Onlinedebat til biskopperne Holm og Drejergaards "Partnerskab er ægteskab" i Kristeligt Dagblad 11.10.11. - Med senere tilføjelser.

 

VIGTIGT SYMBOL. - Onlinekommentar til BT-artiklen "Regeringen vil skrive Margrethe ud af grundloven". 11.10.11.

 

VI MÅ VENTE PÅ ET KULTURELT PARADIGMESKIFT. - Om at gymnasiet opdrager eleverne til at blive venstreorienterede - KD Onlinedebat 13.09.11. - Teksten er - her på siden - ledsaget af nogle mere eller mindre aktuelle yderligere betragtninger.

 

NYTÆNKNING. - "Det er ulideligt at høre om, at det private forbrug skal stimuleres til gavn for beskæftigelsen". - Lolland-Falsters Folketidende 23.08.11.

 

DEJLIGT. - Kommentar til Christian Skovs artikel i Sappho "Den højreradikale". - 16.08.11.

 

DET MESTE ER RIGTIGT. - Kommentar til kronikken "En bedre borgerlig værdikamp" af Mette Bock og Merete Riisager. - 16.08.11.

 

DET STERILISEREDE SAMFUND. - Online-kommentar til artikel i KD om modstand mod klokkeringningen. - 15-08.11.

 

NY ERKLÆRING. Lad skammens mørke sænke sig. - Opslag på min Facebook-væg 01.08.11.

 

ERKLÆRING OM SØRGETID. - Opslag på min Facebook-væg 29.07.11.

 

STATUS EFTER UGERNINGEN I NORGE. - Opslag på min Facebook-væg 25.07.11.

 

EB I øvrigt ... Om Tøger Seidenfaden. Ekstra Bladet 25.06.11. Sat på her 27.06.11.

 

VI KAN BLIVE PRESSET TIL DET (Folkekirken til at oprette egne skoler). - KD Onlinedebat 24.06.11.

 

To kommentarer til artikler i Trykkefrihedsselskabets "Sappho. - 31.05.11

 

DET SÆRLIGT DANSKE. - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 06.04.11.

 

MURENS FALD - IGEN. - Blandt andet om de unge arabiske frihedskæmperes forhold til tradition og historie. - Lolland-Falsters Folketidende 22.02.11.

 

MEN ISÆR DET HELT NYE. - Om de intellektuelles rolle lige nu. - Utrykt debatindlæg. Sat på her 28.12.10.

 

MYREKUGLEN? - Lolland-Falsters FOLKETIDENDE 10.11.10

 

ISLAM, KOMMUNISME OG NAZISME. - Også på undersiden ”Debat”, men desuden i ”Islamkritisk Netværk” og som Facebook-note.

 

VELKOMMEN! - Til ateistkonferencen. - KD Onlinedebat 16.06.10.

 

HAR VI FORTJENT KORSET I FLAGET? - KD Onlinedebat 15.06.10.

 

I ØVRIGT MENER ... Om kors, Dannebrog og Maria-stjerner. - Ekstra Bladet 12.06.10.

 

HONNØR FOR KURT VESTERGAARD! - Onlinekommentar til JP-artikel 10.06.10.

 

HONNØR FOR KURT GUTTERMAND. Tak til Kurt Vestergaard. Men nu skal muslimerne ignoreres; de betyder intet, og vi må videre. - Kommentar til Mikael Jalvings JP-blog. - Sat på her 08.06.10.

 

SOM EN AF OS. - Utrykt læserbrev. Sat her på siden 08.03.10.

 

SNEHVIDE OG NIKOLINENIKKI. - Dansk Kirketidende 04.03.10.

 

ANALYSE OG ALTERNATIV. - Jyllands-Posten 23.09.09. - I anledning af situationen omkring besættelsen af Brorsons Kirke, men i langt videre perspektiv.

 

I GRUNDTVIGS KAMP. – Læserbrev i Politiken 10.09.02.

 

GO’ MORGEN DANMARK. – Indlæg i Præsteforeningens Blad 2002/41 11.10.02.

 

DEN FALSKE FINHED. Kommentar til Katrine Marie Guldager: »Den falske helhed. Det skizo-paranoide samfund«, »KRITIK« nr. 157. - Skrevet her til hjemmesiden 03.06.02. – Men let modificeret version sendt til KRITIK 04.06.02.

 

AUTONOMI UDEN OVERANSTRENGELSE. - Kommentar til Klaus Wivel: »Er der nogen?« i »Bøger« til WA 52/2001. - Skrevet 07.01.02. Sat på nærværende underside 23.05.02.

 

JEG ER TRÆT. (Kommentar til leder i Weekendavisen nr. 43/2001: »Kristne korsfarere«). - Skrevet 26.10.01. Sat på nærværende underside 05.06.02)

 

-

 

NB! Se teksterne fra den nedlagte underside ”Klumme” og indholdsfortegnelsen dertil nederst på denne underside! Indholdsfortegnelsen til disse tekster står allernederst.

 

 

 

*  *  *       *  *  *

 

 

 

LØGNENS DAG - endnu en gang

 

Den 13. juni 2019 slog jeg (men altså med én dags forsinkelse) blandt andet nedenstående op på min Facebook-væg:

 

LØGNENS DAG (12/6, dvs. i går) nævner jeg kun lige. (Jeg kunne ikke nå det i går på selve dagen, hvor jeg blandt andet deltog i Lolland-Falsters Stifts landemode (årsmøde). Se eventuelt nærmere derom på min hjemmeside, undersiden "Erindringer - DAGBOG"). - Jeg er træt af at beskæftige mig med denne tåbelige sag, som ikke har nogen særlig praktisk betydning for Folkekirken i det store perspektiv. Men det var altså den 12. juni 2012, Dronningen autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn, og jeg har nærmest svoret, at jeg vil blive ved med at markere denne dag som "Løgnens dag". For det helt afgørende er, at dette kun er ét eksempel på ideologisk newspeak, og de, der har magten i meningsdannelsen, og flertallet i Folketinget, skal ikke uden videre kunne slippe af sted med fx at stjæle ordet "ægteskab" fra den almindelige sprogbrug og tradition.

 

 

*  *  *

 

 

 

OM LIDT GÅR JEG I "FØR SØNDAG-MODE"!

 

Det var overskriften på et opslag på min Facebook-væg først på formiddagen den 11. maj 2019. Og jeg fortsatte:

 

 - Jeg slår min salme til i morgen op. Og så skal der ikke være andet på væggen indtil mandag formiddag. Medmindre noget helt ekstraordinært indtræffer.

 

Men den måske mest spændende valgkamp nogensinde fortsætter, og det kan komme til at præge opslagene i næste uge. Jeg er ganske vist også selv træt af, at det politiske fylder så meget på min væg. Det skal helst være digte og tilsvarende.

 

I øvrigt tænker jeg også selv over forholdet mellem den gode evangeliske kristendom i mine salmer og den barske politiske tone i mine aforismer og bemærkninger. Men jeg gentager, hvad den kloge præst skrev for nu flere år siden, nemlig, at det, at man er kristen, ikke skal være ensbetydende med, at man slår realitetssansen og fornuften fra, når man opererer i den dilemmafyldte politiske virkelighed.

 

Da jeg i 1960'erne og 1970'erne var først reserveofficer, dernæst feltpræst i den danske hær, tænkte jeg også over forholdet mellem krig og kristendom. Og det var med stor glæde og stolthed, jeg sluttede mine femten mere eller mindre aktive år med et halvt års FN-tjenete. Men jeg mente, at hvis man ellers havde bidraget til en politik, der ikke var krigerisk, kunne man med ret god samvittighed skyde på Warszawapagt-soldater, der var gået i land i Køge Bugt. Og i dag er det ikke kampvogne, men barnevogne, vi bliver angrebet med. Uanset hvordan man ser på indvandrerne, betyder selve antallet (også i de følgende generationer), at det danske folk til sidst bliver et mindretal i sit eget land, og at den danske livsform bliver undertrykt. Der er tale om eksistenskamp. Og så tillader jeg mig at forsvare mit land og mit folk. Som jeg ville have tilladt mig det, hvis det var kampvogne, vi var blevet angrebet med.

 

Samtidig går jeg selvfølgelig ind for, at Danmark og EU skal bidrage kraftigt til verdenssamfundets bestræbelser på at mindske nøden og elendigheden ude i verden. Men det forudsætter jo, at Danmark og EU eksisterer og fungerer godt.

 

Hermed farvel til det politiske i denne uge!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Det er forbandet ...

 

Så er vi ude af selve påskens hovedfest. Men det er jo stadig påske - lige til vi går over i pinsen. Og det sidste, jeg slog op (i går 23/4) var de to versioner af påskebørnesalmen. Det er derfor forbandet, at jeg de kommende dage skal slå de aforismer og lignende op, der er kommet til mig på baggrund af situationen omkring Rasmus Paludans demonstrationer. Men jeg er nødt til det. Det er dansk og europæisk eksistenskamp, og jeg må gøre min pligt. Og jeg gentager (citeret efter hukommelsen), hvad en klog dansk præst har sagt: Det, at man lever i og ud af Guds kærlighed, skal ikke være ensbetydende med, at man slår fornuften fra, når man taler og handler i den forfærdelige politiske virkelighed. - Hvis man ikke vil drage den konklusion af Evangeliet, at grænserne skal være helt åbne for alle, må man sætte grænsen et sted. Også selv om der er mange dilemmaer i det. Sådan er virkeligheden: fyldt med ubehagelige dilemmaer.



Jeg gentager også, at jeg med hele mit teologiske syn gerne vil anerkende, at mange troende muslimske enkeltpersoner, der ikke kender til andet, nok lever deres gudsforhold i deres muslimske tro. Lad mig citere Augustin: "Gud, du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig." Dette gælder også den oprigtigt troende muslim. Og jeg siger som min tidligere biskop Steen Skovsgaard, nemlig, at så længe muslimen mener at finde hvile i sin tro, må han gøre det, men at hvis/når han ikke finder hvile deri, har vi kristne et godt tilbud til ham.



Derfor er jeg umiddelbart ikke meget for koranafbrændinger og den slags. Men man kan (også under indtryk af terroranslagene i Sri Lanka) vende det om og sige, at når terroristerne påberåber sig Koranen som grundlag for deres handlinger, kan den også ses som en farlig bog på linje med fx Hitlers "Mein Kampf", så at det alligevel giver mening af udtrykke sin foragt for den - og især sige og vise, at den vil man ikke have til at herske her i Danmark og Europa. Hvortil kommer hele den undertrykkelse, der ligger i islam og hele den forandring af Danmark og Europa, et stort muslimsk befolkningselement kommer til at indebære.



Og videre: Hvad man end mener om Rasmus Paludan og hans demonstrationer, er det jo ikke ham og hans tilhængere, der har sat sig på københavnske gader med vold. Derfor er denne gadeterror det langt alvorligste problem, ja, det forhold, at områder i Danmark er besat, og at danske sympatisører understøtter denne besættelse. Jeg gentager også, at jeg gerne så, at alle voldsbøllerne blev frihedsberøvet, så at der til sidst ikke var flere tilbage i gaderne. Men jeg kender jo den danske mentalitet (som et langt stykke også er min), og jeg ved, hvad realpolitik er. Og jeg forstår udmærket politiets følelser. Et af mine mange principper er, at jeg aldrig er modig på andres vegne. Jeg forudser, at der bliver fundet en "dansk løsning" på selve situationen omkring Rasmus Paludan. Og så må man indrømme, at det er sådan og koncentrere sig om en massiv fordømmelse af voldsbøllerne - og lade den modvilje, man føler, komme til udtryk i et totalt stop for al indvandring (med de nødvendige undtagelser).



Dette er min efter påske-bemærkning her fjerde påskedag. Fortsat glædelig påske!

 

-

 

TILFØJELSE BÅDE HER OG DER SENERE 24/4:

 

OG ENDNU ET ELEMENT: Det er ikke bare rent, om man så må sige, kvalitativt eller etisk, det er forbandet, det er også al den tid, der bliver brugt til debat om indvandringen og dens følger. Se, hvor meget det fylder i nyhedsudsendelserne, DR P1 Debat og i DR2 Deadline! Tænk på, hvad det tager pladsen op for af vigtige politiske, kulturelle og videnskabelige emner. - Og jeg kunne på denne fjerdepåskedag have sat en dybt eksistentiel eller sjovt vinklet aforisme på, ja, måske ligefrem et digt. Det stjæler vores tid. - Nogle vil selvfølgelig sige, at både jeg og de andre bare kan lade være. Men der dukker jo hele tiden noget forfærdeligt op. Og så er det altså det danske folks og den europæiske kulturs eksistens, der er truet, og så kan jeg ikke tie (selv om jeg prøver at bruge så lidt tid og kræfter på det som muligt). - De, der mener noget andet, er enten naive eller (mere eller mindre bevidst) ude med en helt anden dagsorden, en venstreorienteret eller kulturradikal dagsorden, hvor man enten endnu håber at kunne bruge indvandringen til at fremme sin egen kamp mod traditionsdanskerne eller forbereder sig på at skulle underkaste sig. Hvad det sidste angår, behøver der ikke være tale om det rene kalifat, det kan også være en tilstand, hvor kapitalen opretholder en multikulturel orden, hvor det danske territorium leverer infrastruktur og arbejdskraft. Kapitalen er fuldstændig ligeglad med det danske folk!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Man kan spytte så længe på en sten ...

 

Kommentar i tråden til DR 2 Deadlines opslag af indslaget med Politiforbundets formand Claus Oxfeldt den 17. april 2019.

 

Jeg forstår godt politiets frustration. Jeg misunder dem virkelig ikke. Og jeg ville aldrig selv optræde, som Rasmus Paludan gør. Jeg har altid sagt, at jeg respekterer den enkelte muslims gudstro. Der er jo enten ingen Gud eller kun én Gud. At jeg som kristen må betragte islam som et stort kætteri, Muhammeds opkog og bearbejdelse af, hvad han kendte fra jødedommen og kristendommen, er en anden sag. Man kan i flere henseender sammenligne islam med mormonismen (påberåbelse af en særlig åbenbaring og dyrkelsen af en særlig helligskrift). Forskellen er, at momonerne ikke udøver vold og ikke prøver at tyrannisere andre. Og islam har altså virkelig et problem her, som er noget andet end den enkelte muslims tro på Gud. Man kan godt betragte Koranen som et farligt skrift på linje med fx Hitlers "Mein Kampf". - I den aktuelle situation er det helt afgørende, at muslimer og autonome (vi får ikke rigtig at vide, hvordan gruppen af voldsbøller er sammensat) udøver grov og farlig vold for at lukke munden på en modstander. Der er områder i Danmark, der er besat af en fremmed magt, så at den danske statsmagt ikke kan opretholde lov og orden. Jeg forstår godt politiets frygt for, at både de selv og fredelige borgere kan risikere at blive slået ihjel. Men så skal man bare indrømme det og på det skarpeste tage afstand fra det. Voldsbøllerne skal først og fremmest mødes med alle os andre borgeres fordømmelse og foragt. Så må det vise sig, om samfundet kan genvinde kontrollen. Men kan samfundet (ordensmagten) ikke det, kan det næste blive selvtægt fra danske borgeres side. Danskerne er heldigvis et fredeligt og langmodigt, ja, konfliktsky folk. Men man kan spytte så længe på en sten, at den bliver våd. Jeg henviser igen til Jens-Martin Eriksens fremragende dystopiske roman "Helter Skelter" - hvor der ganske vist også optræder en anden farlig magt (som jeg gerne ser beskrevet nærmere i en anden den af romanen).

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Det besatte Danmark

 

Besættere, medkæmpere og slatne politikere og debattører

 

Kommentar i en P1 Debat-Facebook-tråd 16.04.19.

 

Danmark er i en eller anden grad besat. Der er områder, hvor voldsbøller af forskellig grad behersker gaderne. Vi får aldrig at vide, hvordan de er etnisk sammensat, men jeg har det indtryk, at der både er tale om besættere med anden etnisk baggrund end dansk og etnisk danske bøller, der kæmper på de fremmede besætteres side. Jeg forstår godt, at politiet er frustreret, og jeg forudser, at der bliver sat en stopper for Rasmus Paludans demonstrationer. Så må vi bare erkende, at det er sådan. Men efter min mening burde voldsbøllerne frihedsberøves og samles i særlige fængsler eller lignende. Det kommer dog næppe til at ske. Det næstbedste er, at samtlige politikere og debattører tager klart og skarpt afstand fra voldsbøllerne. Det er utåleligt, at så mange viser forståelse for dem.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Radio24syv i Nykøbing?

 

Læserbrev i Lolland-Falsters FOLKETIDENDE 10.04.19

 

Her i huset lytter vi meget til både DR P1 og Radio24syv. De to kanaler supplerer hinanden godt, og vi vil nødig undvære nogen af dem. Vi forestiller os ikke, at vi vil lytte med samme interesse til en provinsradio eller "jyderadio".

 

Vi ser Radio24syv som en af de friskeste medienyskabelser i vor tid og finder det ærgerligt, at udbudsregler og politiske krav skal kunne få kanalen til at ophøre.

 

Der foreligger nu et tilbud fra vort eget parti (DF) om, at Radio24syv kan fortsætte som DAB-radio. En anden mulighed kunne være, at Radio24syv blev sendt over Internettet. Men det bliver ikke det samme.

 

Vi er selv ærke-provinsboer (lollikker) - med et godt øje til den særlige øst for Valby Bakke-provinsialisme - og vi ser gerne, at der kommer nogle nye vinkler på tingene. Men det kan også ske ved en mindre udflytning - måske til Nykøbing, som vist ligger 111 km fra København!

 

Det helt afgørende er, at der kommer mere frihed og diversitet i den såkaldte elite.

 

Anna og Bent Christensen

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Om HELTER SKELTER

 

Om Jens-Martin Eriksens nye roman om situationen i verden - og indvandringsdanmark - 2026. - Nogle 2019-bemærkninger om Jens-Martin Eriksens roman. Med mit 2004-foredrag om poesi og utopi som tillæg. Se også det! Altså efter 2019-bemærkningerne

 

NB! Disse bemærkninger kan blive udvidet. Det vil i så fald blive sagt øverst på siden (senest opdateret).

 

I lørdags [9/3] satte jeg nedenstående på min internetunderside "Erindringer - DAGBOG":

 

Jens-Martin Eriksens roman "Helter Skelter".

 

Jeg så om den i DR2 Deadline og købte den straks. Jeg har kommenteret den i hans Facebook-tråd til Kristeligt Dagblads anmeldelse og har også haft den glæde at udveksle nogle beskeder om den med ham selv. I dag satte jeg denne kommentar ind i hans Facebook-tråd:

 

"Jeg har nu læst bogen. Og nogle anmeldelser. Noget af kritikken af det formelle må Jens-Martin tage til sig. Men det er en helt særlig slags roman, og man skal altid spørge, om et værk udfylder sin genre. Det mener jeg 'Helter Skelte'r i høj grad gør. Den kunne måske være gået dybere i den eksistentielle dæmoni. Men som politisk dystopi er den fremragende. Man skal bare have galgenhumoristisk sans. Og de, der er uenige, har sjældent hverken den ene eller den anden form for humoristisk sans. Der er ting, der er så alvorlige, at man kun kan forholde sig humoristisk til dem. - Jeg opfordrer Jens-Martin til at skrive en Anden del - hvis han ikke allerede er i gang med det. Her kunne vi komme ind i Instituttet og over til Rusland og Visegrad-landene. Det ville være alle tiders. Og kunne give balance. - Og under alle omstændigheder viser allerede 'Helter Skelter', at vi skal gøre alt for at undgå både pest og kolera!".

 

TILFØJELSE 11.03.19: "Helter Skelter" rumsterer stadig i mit hoved. Jeg tænker på, hvor retfærdig kritikken af det formelle er. Det er rigtigt, at der ikke uden videre er tale om en "oplevelsesroman". Det er jo en politisk dystopi, hvor det dokumentariske spiller en stor rolle og fylder meget, også hvad den store tragedie, der ligger bag migrationen angår. Og så er det sådan. Men inde i den almindelige dystopi står Torsten Vahlgren. Og man kan føle sig skuffet over, at den dæmoni, der virker omkring og i ham, ikke bliver fremstillet dybere. Men det er måske netop en hovedpointe, at man ser en person, der er hverken værre eller bedre - eller dybere - end Torsten Vahlgren, stå midt i det hele. - I øvrigt vil jeg gentage, at der med fordel kan komme en Anden del. Her vil især den dæmoni - og hvad det ellers er - der ligger i og bag "Instituttet" kunne blive fremstillet. - Endelig vil jeg fremhæve den vidunderlige, men jo også dybt skræmmende, måde, den "newspeak" bliver vist på, som karakteriserer de politisk korrekte, indvandrings- og islamvennerne, ja, de selvforagtende og selvdestruktive lands- og kulturforrædere. Det er stærk karikatur. Men meget af det hører man hver dag her i 2019. Hvordan man glider og snyder i udtrykkene og kategorierne osv. Da jeg o. 2000 begyndte at gå til modstand, var det ikke mindst disse ting, der havde ophidset mig. Uanset det alvorlige forhold, at vi faktisk står i en eksistenskamp, kan jeg alene rent intellektuelt ikke klare et sådant tankerod!

 

-

 

Fra undersiden "Poetik før oktober 2011", indsætter jeg her mit gamle konventsforedrag fra 2004: "POESI OG UTOPI. Digteres forhold til utopi og ideologi. Fra Immanuel Kant til Jens-Martin Eriksen". - Foredrag i Maribo Domprovstis Konvent 04.10.04.

 

 

POESI OG UTOPI - Digteres forhold til utopi og ideologi

 

Fra Immanuel Kant til Jens-Martin Eriksen

 

Foredrag i Maribo Domprovstis Konvent 04.10.04 i Rubbeløkke Præstegård hos sognepræst Jesper Bacher

 

Se også ”grund-versionen” (den uforkortede kladde) på undersiden ”Diverse”!

 

 

Jesper og jeg har - på baggrund af den helt aktuelle situation - talt om digternes og kulturelitens overvejende tilbøjelighed til at ligge politisk og holdningsmæssigt til venstre (eller til, ikke at markere en kritik af eller et alternativ dertil), og så navnlig om de eksempler, der er på, at digtere og kulturfolk i en hel del tilfælde totalt har underkastet sig en totalitær ideologi som kommunismen.

 

Og det er klart, at det især er det sidstnævnte fænomen der sigtes til i dette foredrags titel. Men ikke mindst i netop den aktuelle situation er den mere almindelige tilbøjelighed nok så interessant, så jeg har valgt at gøre sigtet både bredere og længere, hvilket vil sige, at dette foredrag får skikkelse af et meget stort overblik helt tilbage fra oplysningstiden af og frem til i dag.

 

Fra i morgen kan foredraget her læses på min hjemmeside, undersiden ”Poetik”. Og den uforkortede, ca. tre gange så lange, grund-version af det kan læses på undersiden ”Diverse”. I denne grund- eller kladde-version kan man også finde flere og længere citater samt kildeangivelser. - Adressen er: www.bentchristensen.dk.

 

-

 

Eksemplet Pablo Neruda

 

Jeg vil begynde med at citere nogle linier fra en tekst, Jesper i sin tid viste mig, nemlig af den chilenske nobelpristager i litteratur (1971) Pablo Neruda, der regnes for en af vor tids betydeligste og mest originale sydamerikanske digtere. Han sluttede sin store ”Canto general” med en veritabel lovsang til det kommunistiske parti: ”Til mit parti”, hvori forekommer linier som:

 

...

Du har givet mig alle de levendes styrke.

...

Du har givet mig den frihed som den ensomme ikke ejer.

...

Du fik mig til at bygge på virkeligheden som på en klippe.

...

Du lod mig erkende verdens lys og glædens muligheder.

Du gjorde mig uforgængelig fordi jeg[,] med dig i mig[,] selv er uden

ende.

 

Dette er et klart eksempel på, hvordan ideologien og dens parti i selve det litterære værk optræder som en direkte erstatning for religion og trossamfund.

 

 

Lidt mere om perspektivet og sigtet

 

Men inden vi går til nogle tilsvarende danske eksempler, skal vi tilbage til den tyske Oplysning og den tyske romantik! Jeg mener nemlig, at vi skal se også den helt aktuelle situation som resultatet af det kæmpestore frigørelsesprojekt, der - på godt og ondt! - har været tale om i den europæiske kultur ikke bare helt tilbage fra oplysningstiden af, men jo helt tilbage fra renæssancen af.

 

Sådan som det hele har været, har det store europæiske frigørelsesprojekt i høj grad været en bevægelse væk fra den desværre ofte ganske uhellige alliance mellem kristendommen og magten og dermed en bevægelse frem mod, at det frigjorte menneske skulle kunne alting selv, ja, på grundlag af sig selv. Humanismen! - At kristendommen så hele tiden har været baggrund for og faktor i udviklingen, ”kultur-faktor”, er en anden sag. Selve vor kultur som sådan må betegnes som hverken mere eller mindre end ”post-kristen”! - At man, i rent ud sagt sit syndige oprør mod Gud, også gerne har villet bygge på sig selv, er atter en anden sag.

 

Da den store frigørelsesproces, det ”moderne”, humanistiske projekt, først var gået i gang, fortsatte den i sin egen kraft. Det eneste virkelige og mulige alternativ, jeg kender, er Grundtvig. Og ham har vi som sagt stadigvæk som et stort reservoir og et stort pejlemærke. Men vi må ikke glemme, at uanset den kolossale virkningshistorie, han har haft, lykkedes det ikke for ham, endsige for hans disciple, at få et alternativ til at stå helt oppe på det niveau, vi taler om her i dag.

 

 

Den tyske oplysning

 

Der er to ting, der er afgørende ved oplysningstiden, nemlig for det første troen på fornuften og oplysningen, og for det andet troen på, at udviklingen bevæger sig frem mod et stort endemål, eller i hvert fald bevæger sig i en sådan bestemt retning.

 

Fra nu af vil jeg - for korthedens og tydelighedens skyld - groft referere og citere uden kildeangivelse. Men I kan se det alt sammen i grund-versionen på min hjemmeside.

 

Immanuel Kant definerer ”Aufklärung” som ”Ausgang des Menschen aus seiner selbst verschuldeten Unmündigkeit”, og som en videre fremadskriden i oplysningen, frem mod frigørelsen til en fri eksistens. For Kant var oplysningen en altomfattende verdenshistorisk proces frem mod det endelige mål: ”das aufgeklärte Zeitalter”.

 

 

Forholdet til Den franske Revolution

 

Og så er der forholdet til Den franske Revolution. Det er jo det, der svarer til forholdet til Den russiske Revolution. Og til at begynde med var de tyske oplysningsfolk og de unge tyske romantikere jo for revolutionen. Der var også en jakobinerlitteratur i Tyskland, ja, mindst eet eksempel på tilsvarende udbrud af revolution i Tyskland. Men det tjener til de tyske romantikeres ære, at de stod af, da revolutionen i Frankrig begyndte at udvikle sig i retning af terrorregime. Og en Napoleon-dyrkelse, der svarer til 1930’rnes Stalin-dyrkelse blev det af gode grunde ikke til i Tyskland. Tværtimod førte Napoleons krig mod og besættelse af Tyskland jo romantikerne over i en tysk patriotisme og nationalisme.

 

 

Den tyske romantik

 

Men hvad nu selve det romantiske program angår (og jeg kan her slet ikke tage hensyn til, hvor broget det hele var), vil jeg gerne indsætte et meget vigtigt Grundtvig-citat:

 

Man vilde Synd og Umueligheder og sprængde sig derfor snart; men man angav en Tone, som ei kan hendøe, om Mennesket skal leve; man slog paa Strænge, der ere de eneste, som, med Christendommens Hjelp, og under dens Haand, kan sætte Liv i Folkene. - (Grundtvig i Verdenskrøniken 1817 om romantikkens hovedmænd i Tyskland, US III 725)

 

Dette er stort set af Grundtvig. For uanset med hvor stor velvilje man vil betragte Oplysningen, var den jo for snæver. Det var derfor romantikken, der blev den første altomfattende udfoldelse af det, der var begyndt allerede i renæssancen. Romantikken var langtfra blot en reaktion mod Oplysningen, men i høj grad også dens udvidede fortsættelse. Romantikken er det første altomfattende forsøg på at udfolde en kultur, som er rent menneskeskabt, og som i hvert fald ikke bygger på egentlig kirkelig kristendom! Og altså en kultur, hvor kunsten overtager religionens plads. Og uanset at det romantiske projekt ikke lykkedes, så er det alligevel dette forsøg, der sammen med arven mere direkte fra oplysningstiden er grundlaget for hele den moderne kultur.

 

Det nye i romantikken er ikke mindst den overordnede rolle, som poesien og kunsten kommer til at spille. Poesien bliver den nye religion og digteren bliver den nye profet og præst.

 

Men her skal vi tænke på ordene i Grundtvig-citatet lige før: ”og sprængde sig derfor snart”. Det er mærkeligt at tænke på, at de digtere, der udfoldede, hvad der den dag i dag må betragtes som begyndelsen på den modernitet, vi lever i, ikke selv fortsatte med at leve på, hvad de i deres ungdom havde proklameret! - Lad os se, hvordan det gik nogle af de største navne:

 

Fr .Schlegel konverterede i 1808 til katolicismen. - Wackenroder døde som 25-årig. - Novalis døde som 29-årig. - Hölderlin sank helt ned i sindssygen som 37-årig. - Brentano, som fra begyndelsen af havde været katolik, vendte tilbage til troen i 1816/17, hvorefter han bla. nedskrev nonnen Katharina Emmericks visioner - som jo Mel Gibsons ”The passion” bygger på! (SIDSTE: Hun er netop blevet saligkåret af Paven!). Og han fornægtede nu hele sin litterære produktion. - Joseph von Eichendorff er interessant derved, at han vel fra sin ungdom af var med i den romantiske bevægelse, men samtidig hele sit liv var troende katolik og som sådan på sine gamle dage skrev en kritisk litteraturhistorie over romantikken. - Endelig må det nævnes, at Henrik Steffens allerede i begyndelsen af 1820’rne bekendte sin omvendelse til luthersk kristendom.

 

Romantikkens hovedmænd fik altså enten ikke lejlighed til at vise, de selv kunne leve på de store tanker, de havde udkastet i deres ungdom, eller også vendte de sig senere fra dem. Alligevel blev det syn på poesien og kunsten som en slags ny religion, de havde udkastet, grundlaget for den rolle, ”kulturen” er kommet til at spille indtil den dag i dag. Hvor det altså så ofte har vist sig, at når kunsten ikke slog til, er man faldet tilbage på et totalitært system som kommunismen.

 

Hvad kunstens overordnede betydning angår, har allerede Schiller udtalt sig, nemlig i Über die ästhetische Erziehung des Menschen (1795). Schiller krævede frihed gennem ”höhere Kunst” og ”ästhetische Erziehung”.

 

Men den fulde udfoldelse får dette i romantikernes store ”gesamt-syn” på poesien som ”progressive Universalpoesi”. Hos brødrene Schlegel og hos Novalis finder man forestillingen om et ”gesamt-kunstværk”, hvor alle kunstarter og filosofien og naturvidenskaben går sammen. Der er tale om en trang til helhed, hvor det gælder en regeneration af hele tilværelsen gennem en ny filosofi og poesi, ja, en ny religion! Fx erklærede Novalis og Brentano sig for en ”Romantisierung” af alt med henblik på at erkende den oprindelige mening med tilværelsen. Ifølge Fr. Schlegel skal den ”progressive universalpoesi” udbredes over flere og flere livsområder, så at hele livet til sidst bliver digtning. Hele tilværelsen skal genfødes ved poesiens ånd. Ja, Fr. Schlegel skrev ligefrem til Novalis, at

 

Ich denke eine Religion zu stiften oder vielmehr zu helfen ... Vielleicht hast Du noch die Wahl, mein Freund, entweder der letzte Christ, der Brutus der alten Religion, oder der Christus des neuen Evangeliums zu sein (her efter PVL 7, 36).

 

Og dette er efter min mening af helt grundlæggende betydning: Der sker en overanstrengelse af kunsten som religionserstatning, hvorefter i hvert fald nogle falder tilbage på enten kristendommen som sådan eller på Romerkirken som autoritær institution - og senere på en autoritær ideologi som kommunismen og en autoritær institution som Det Kommunistiske Parti. Andre falder tilsvarende tilbage på ”humanismen”.

 

I denne forbindelse må vi heller ikke glemme, at netop marxismen kan ses som en udløber af romantikken eller af den tyske idealisme. Der går en linie fra Fichte over Schelling og Hegel til Marx. Eller som det også ofte bliver sagt: Marx er Hegel vendt på hovedet. Eller vi kan her i vor sammenhæng sige, at marxismen er en yderste konsekvens af bevægelsen i retning mod en altomfattende, af kristendommen uafhængig helhedstolkning af tilværelsen. Og vi skal om lidt se eksempler på, at marxismen netop også ser sig selv som humanismens og fornuftens højeste trin og ypperste udfoldelse. Her har vi en vigtig del af forklaringen på, hvorfor grænsen kan flyde en hel del mellem den i grunden borgerlige oplysning og kulturradikalisme, og så kommunismen. Og en af de fælles ting er troen på, at historien har en bestemt retning mod et bestemt mål, og at der er tale om ikke alene en bestemt, men også en irreversibel proces. Deraf også fællesbetegnelsen ”progressiv”!

 

 

Romantikken i Danmark

 

Romantikken i Danmark - eller den danske guldalder - var ikke revolutionær eller utopisk i en forstand, der svarer til det, vi beskæftiger os med her. Tværtimod, må man sige. I Gyldendals meget marxistiske danske litteraturhistorie fra 1983 konstateres det, at Oehlenschläger i sit oprør mod 1700-tallets ”dydspatriotisme” ikke havde kunnet formulere et alternativ (medens Steffens dog kunne indkredse problemet, idet han talte om talentets ”Collision med det borgerlige Selskab”). Resultatet bliver, at der i ‘naturpatriotismen’ sker en genoprettelse af den patriotiske fællesskabsfølelse i en ny og politisk urevolutionær form, en form, der var uden udviklingsmulighed og deri skrøbelig. ”Den kunne for en kort tid danne grundlag for fantasifulde filosofier og selvberuste naturdigtninge, men rummede i netop denne form ingen mulighed for andre til at placere sig ind i fællesskabet”.

 

Men også i Danmark er romantikken alligevel modernitetens grundlag - igen på baggrund af Oplysningen. I de dannede og toneangivende kredse var det - som Grundtvig fik det at føle - tidens idealistiske og kosmopolitiske ånd, der herskede.

 

Vigtigt er synet på poesiens og digterens rolle, ja, i det hele taget på ”kulturen” som det medium, hvorigennem den store virkelighed åbenbarer sig. Vi kan her bare tænke på, hvordan Grundtvig har betegnet digteren (om end udtrykkeligt den kristne) som ”Livets kaarne Speider” (”Fortaleriim” til ”Roskilde-Saga”, US II 622).

 

 

Det moderne gennembrud

 

Uanset hvad man vil mene om den marxistiske vinkel, der anlægges i den netop citerede litteraturhistorie, er det klart, at den danske guldalder- og biedermeier-tid måtte afløses af noget, der svarede til det moderne gennembrud og naturalismen. Og nu skete dette altså ved Georg Brandes. Og vi har hermed linien: oplysning - romantik - moderne gennembrud, den linie, som kulturradikalismen blev næste punkt på.

 

Selve det moderne gennembrud og dets forfattere vil jeg ikke komme nærmere ind på. Jeg mener ikke, man kan finde eksempler på forskrivelse til totalitarisme hos nogen af forfatterne her. At Brandes gik til angreb på det bestående samfund og den bestående kultur, er en anden - og på sin vis ærlig - sag. Men der var ikke nogen af de store forfattere, der blev partisoldater.

 

 

1920’rne og 1930’erne

 

Der er i tiden efter Første Verdenskrig mange forsøg på at dyrke det æstetiske eller poesien. Men dels viste det sig igen, at det ikke er så nemt endda at bruge kunsten eller poesien som religionserstatning, dels gjorde de sociale og politiske problemer i almindelighed og fascismens og nazismens opkomst i særdeleshed det vanskeligt at blive i elfenbenstårnet.

 

Som Tom Kristensen sagde i radioforedraget ”Kunst, Økonomi, Politik” (1932): ”Ungdommen må blive politisk”. - Jfr. Poul Henningsens udtalelse - godt nok helt oppe i 1938 - i særnummeret af - ”Kulturkampen” (nr. 6-7): ”Det er romantik og falsum at tale om en upolitisk kunst”.

 

Jeg vil nu trække fire forfattere frem, som på mere eller mindre forskellig måde viser, hvordan det i denne situation kunne gå. (Det bliver en slags første runde; vi vender tilbage til tre af dem i det afsnit, der bygger på Bent Jensens bog om Stalinismens fascination).

 

 

Martin Andersen Nexø

 

Der er - også kronologisk - først Martin Andersen Nexø (1869-1954), hvis udgangspunkt jo var en elementær solidaritet med det proletariat, han selv tilhørte, og en religiøs tro på proletarens, ”Det nøgne Menneske”s vandring mod lyset. Og i denne forbindelse en tro på det gode i mennesket.

 

Allerede mødet med anarkistiske organiserede landarbejdere i Spanien omkring århundredskiftet fik betydning for hans politiske udvikling. Nexø så med skepsis på det danske Socialdemokratis opsugning i det parlamentariske system, og efter den russiske revolution i 1917 brød han med Socialdemokratiet og blev medstifter af Socialistisk Arbejderparti, en forløber for Danmarks Kommunistiske Parti. I 1951 flyttede han til DDR, hvor han boede til sin død. - ”Pelle Erobreren” (1906-10). ”Ditte Menneskebarn” (1917-21). ”Erindringer” (1932-39).

 

Det er ikke så svært at forstå, at det kunne gå Nexø sådan - til at begynde med. Det svære er at forstå, at han - med en fuldstændig blind tro blev ved at holde fast ved Sovjet- og DDR-kommunismen.

 

I vintrene 1891-1893 var Nexø elev på Askov Højskole, men lærernes forsøg på at få kristendommen til at forliges med darwinismen kom til at virke mod hensigten - hvilket dog ikke hindrede ham i, hensynsløst at bruge det kristne billedsprog (som han kendte mere eller mindre udenad fra Bibelen og salmebogen) i sin senere socialistiske og kommunistiske forkyndelse. Fx lader han i romanen Morten hin Røde” (1945) titelpersonen sige om den unge sovjetstat, at ”Vi skal tro paa det derovre ... Slipper vi troen paa det, kan vi lige saa godt opgi alting”. Og videre, at ”vi jo alle sammen har drømt om Lenin [...] han rummer i sig alt hvad vi har lidt - og vore forfædre med - i to tusend Aar. Han vil gøre Kristi Løfter til Virkelighed - og han kan det!”.

 

 

Hans Kirk

 

Herefter er vil jeg nævne Hans Kirk (1898-1962), som ganske vist var lægesøn og selv akademiker (cand. jur.), men hvis far faktisk var bror til Tabita fra ”Fiskerne”! (1928). Og gennem sin fars virke som læge i Hadsund lærte han menneskers fattigdom og sult at kende. Senere kom han på Sorø Akademi, hvorved hans politiske bevidsthed blev skabt og hans oppositionstrang styrket. Hans Kirk betegnes som periodens mest konsekvent marxistiske digter, og selv om han selv hævdede, at det var solidaritetsfølelsen med det jævne folk, der havde bragt ham dertil, må man sige, at han jo i kraft af sin baggrund og uddannelse også er typen på den intellektuelle kommunist.

 

Hans Kirk så Indre Mission som en proletarbevægelse, hvis samfundskritik var afsporet i religiøs retning, og uanset ”afsporingen” er det ligefrem blevet sagt, at hans fascination af Indre Mission skyldes, at han så en lighed mellem denne organisation og det kommunistiske parti!

 

Hans Kirk var 1934-41 en stærkt partitro medarbejder ved det kommunistiske dagblad ”Arbejderbladet”, og fra 1945 ved det kommunistiske ”Land og Folk”.

 

Af særlig interesse i vor sammenhæng er romanen Vredens Søn (1959), Kristi historie betragtet i datidens sociale og politiske lys, men som en analogi til vor egen tid. Bogen munder ud i en tro på, at folket en dag vil blive sin egen Messias!

 

 

Otto Gelsted

 

Med Otto Gelsted (1888-1968) er vi - på en anden måde, end det var tilfældet med Nexø og Kirk - helt inde centrum af den gåde, det - i hvert fald ved første øjekast - er, at følsomt poetiske og højt dannede mennesker kan forskrive sig til en totalitær ideologi som kommunismen.

 

Gelsted udgav sin første digtsamling i 1920: ”De evige ting” - en titel, vi jo ikke kan undgå at lægge mærke til. Samlingen er dog tydeligt præget af forbilledet, den panteistiske Thøger Larsen. Et andet forbillede var Johannes V. Jensen, om hvem Gelsted skrev en biografi allerede i 1913. Sin første kunstbog udgav Gelsted i 1919: ”Ekspressionisme”.

 

Gelsted havde også sit ungdoms-møde med kristendommen, nemlig gymnasieårene på Jesuiterskolen i Ordrup! Ligesom Nexø på Askov blev Gelsted her - mutatis mutandis - af skolens polemik mod darwinismen drevet i armene på denne. Og, som det hedder, ”Jesuiternes skarpe logik blev vendt mod dem selv”. Men hans interesse for filosofien var blevet vakt. Og hans græsklærer kom, som det videre hedder, ”for skade at åbne ham døren ud til Grækenlands sol og blå hav”. (Vi kan sikkert også godt lægge noget særligt i, at både Gelsted og Paul la Cour dyrkede Grækenland: skønhedens og tankens ikke-kristne del af vor civilisations dobbelte fundament).

 

Men i 1918 var Gelsted med til at udgive en samling Brorson-digte! Og der tales også om en Brorson-tone i hans naturdigte.

 

Nu kan vi jo mildest talt ikke gå i detaljer her, men allerede disse skitse-rids tegner et billede af en mand, for hvem kristendommen var blevet lukket land, og som forgæves prøvede at finde hvile i naturlyrikken - som fx i digtet ”Det evige tomme” (”Henimod Klarhed” (1931)), hvor den truende tomhed med dens dødsbegær manes bort med linierne:

 

Ud til de fjerneste sole,

ind i de mindste fnug

hører jeg skabelsen suse

som et eneste vældigt

fødselssuk.

(DDL 168)

 

Heller ikke det græske engagement gav Gelsted ro, og allerede inden han i studentertiden lærte Hans Kirk at kende, var han - ad filosofisk vej (via Kants kriticisme!) - nået frem til marxismen, som han vist bekendte sig til allerede i 1924, og i 1928 rejste han til Sovjetunionen. Han skrev i venstreradikale og kulturradikale tidsskrifter, og fra 1936 til sin død i 1968 var han medarbejder ved de kommunistiske dagblade.

 

Gelsteds nære samarbejde med Poul Henningsen (som han efter sigende løbende opdaterede ud af sin omfattende dannelse) og kulturradikalismen må nærmest betragtes som knudepunkt-et i det dobbeltspor, jeg her forsøger at tegne. Men helt nemt var det ikke. Vel lykkedes det i vid udstrækning kommunisterne at styre de fælles progressive aktiviteter, men det var ikke alle, der lod sig styre. Så vidt jeg er orienteret, holdt PH selv sin sti ren, for så vidt angår holdningen til stalinismen. Men altså ikke mere, end at han havde et meget tæt forhold til og samarbejde med Otto Gelsted.

 

Til sidst et eksempel på, hvad det følsomme og højt dannede menneske Otto Gelsted kunne bringe sig selv til at sige i kommunismens navn. Han betegnede i en artikel i tidsskriftet ”Kulturkampen” sit standpunkt som ”revolutionær humanisme” og erklærede i den forbindelse, at ”jeg kan gå med til vold, diktatur og terror, sådan som man kan gå med til en livsfarlig operation. Men det er i det højeste nødvendige onder, der kun kan forsvares som gennemgangsled til en ny, rimeligere samfundsorden”.

 

 

Paul la Cour

 

Som et bidrag til forklaringen af gåden Otto Gelsted nogle få ord om Paul la Cour (1902-1956), hvis digtsamlinger fra 1920’rne rummer en traditionel skønhedsdyrkende lyrik. Men fra og med samlingen ”Den tredie Dag” fra 1928 bevæger han sig frem mod en lyrik, som er et forsøg på at trænge frem mod en enhedsoplevelse af ”tingenes tale”, ”de fortryllede dage”, ”det åbne” osv. Hans lyriske bestræbelse kan ses som en stadig gentaget og fordybet kamp for at realisere det symbolsprog, som udtrykker og rummer hans inderste livsoplevelse, hans livstolkning: livet som den rene modsætningsløse væren.

 

Men fra begyndelsen af 1930’rne bevæger han sig over mod en social digtning, der skal træde i et tjenende forhold til den krisehærgede samtid. Det er blevet sagt, at han nærmest tog det sociale engagement på sig som et kors, ja, at der i samlingen ”Dette er vort liv” fra 1936 udtrykkes en skyldfølelse og et ansvar over for den yngre generation, nu hvor man står over for truslen fra fascisme og krig. I 1949 opgav han sin tilknytning til kredsen omkring Heretica (se nf.) og knyttede sig til det kommunistiske parti.

 

-

 

1930’rne var i det hele taget ikke demokratiets store årti. Der var som bekendt også folk, der sværmede for fascismen og nazismen eller havde tilbøjeligheder i den retning. Ud af individualismen og æsteticismen søgte man mod det autoritære. Og netop i vor sammenhæng er det værd at lægge mærke til, hvordan Tom Kristensen i romanen ”Hærværk” fra 1930 lader både katolicismen (som dog helt afvises) og kommunismen (som måske forbliver en mulighed) være udveje for den rådvilde Ole Jastrau. - Læg mærke til, at det hele tiden netop er Romerkirken som autoritær institution, snarere end selve kristendommen som sådan, der frembyder sig som en mulighed!

 

 

Bent Jensen og hans stalinisme-bog

 

En - på flere måder! - god overgang fra 1930’rne til perioden fra 1945 til i dag vil være at se lidt på Bent Jensens berømte - og i det gode selskab berygtede - bog ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”. Ja, netop det forhold, at det nærmest er endt med, at Bent Jensen selv er blevet skurken i denne sag, siger meget om sammenhængen mellem 1930’rne og den aktuelle situation. Men det vigtigste er selvfølgelig denne bogs lange række af eksempler på, hvad venstreorienterede intellektuelle har kunnet få sig selv til at sige. Jeg vil om lidt citere noget af, hvad Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Otto Gelsted har sagt. Endelig præsenterer Bent Jensen i bogens sidste kapitel en bred vifte af mulige forklaringer på, hvorfor det har kunnet gå så galt for så mange af de bedst begavede.

 

Af pladsgrunde må jeg her i foredraget nøjes med eet eksempel pr. forfatter.

 

Martin Andersen Nexø følte sig under en rejse til Sovjetunionen hensat til ”en tur gennem Tusind og een nat, bolsjeviseret - fortryllende vågen”, og efter rejsen sendte han mange tanker til ”den ny verden, Sovjetunionen, hvor livets flod rinder uhæmmet og ren over krystalklar bund” [fremh. her]. - NB! Jfr. Åb. 22,1!

 

Hans Kirk hyldede i anledning af hans 70-års fødselsdag i 1949 Stalin som ”det forbilledlige menneske”, ”Folkets kærlighed”, ”en stor humanistisk skikkelse”, ”elsket og beundret af dem, der tror på socialismen”.

 

I en artikel med titlen ”Sandhedens magt” ser Otto Gelsted sovjetsamfundet som en opfyldelse af drømmen om et bedre og fornuftigere samfund idet han ser Stalin som ”det store menneske”, der førte masserne ”bort fra forældede traditioner og hen imod fornuftens lys”. ”Stor er fornuftens magt, og den vil sejre”. - Bemærk de tre gange fornuftig/fornuft!

 

I kapitlet ”Forklaringer på fascinationen” gør Bent Jensen - bla. ved at citere den polske filosof Leszek Kolakowski, der oprindelig var professor i marxisme ved universitetet i Warszawa - forholdet op således:

 

Blandt motiverne til dette selvbedrag nævner Kolakowski en desperat tro på drømmen om menneskehedens broderskab, typiske intellektuelle illusioner om ”historiens fremskridt” (manifesteret i stalinismen), længsel efter en universalnøgle til at åbne for alle hemmeligheder i historien, videnskaben og politikken, et ønske om at ride med på historiens bølge - dvs. være på de sejrendes side - og dyrkelse af vold, som ifølge Kolakowski (der har mange års førstehåndserfaringer fra Polen) øver så stor tiltrækning på mange intellektuelle. Hertil kan føjes trang til at underkaste sig magtfulde bevægelser og institutioner, frustrerede politiske ambitioner, intellektuel forfængelighed og skyldfølelse på grund af en privilegeret tilværelse. Alle disse motiver synes at kunne sammenfattes i behovet for en erstatningsreligion, der igen hænger sammen med et undertrykt religiøst behov og en angst for at leve livet på eget ansvar, ubehaget ved selv at skulle søge sandheden. Stalinismen var en religion forklædt som videnskab, der gav nogle en følelse af at kunne forstå og forklare alt (SF 198f).

 

Og jeg har sådan set ikke noget at føje til her, men jeg vil fremhæve det med de frustrerede politiske ambitioner og den intellektuelle forfængelighed. Jeg har i hvert fald ofte selv overvejet, om de intellektuelles og kunstnernes nærmest hadefulde holdning til vort eget samfund og dets autoriteter, herunder traditionens autoritet, kan skyldes det forhold, at de pdes. betragter sig selv som de sande autoriteter og ledere, men pdas. må erkende, at de jo ikke selv udøver nogen direkte politisk magt. Det er i denne henseende værd at notere sig, hvad Niels Barfoed i sin bog (”I unåde”) om den - på grund af den kommunistiske antisemitisme - frafaldne kommunist Peter P. Rohde drager frem om dennes følelse af netop magt ved at være i besiddelse af den kommunistiske forståelse af historiens gang og ved at være med i den dertil svarende kommunistiske verdensbevægelse (foreløbig ikke stedfæstet).

 

Bent Jensens bog blev genudgivet i 2002, og i en Efterskrift til denne udgave beretter Bent Jensen om, med hvilket had og hvilken forargelse førsteudgaven i 1984 var blevet modtaget. Jeg har dog ikke kunnet finde digtere blandt de navne, Bent Jensen opregner. Det er typisk journalister, debattører og ikke-kunstner-intellektuelle, der har ført sig frem - bla. Mogens Fog som, jo også er et af de store navne i selve bogen.

 

En vigtig side af denne sag er, at Bent Jensen udtrykker sin undren over, ”hvor mange der holdt mund”. Ja, det er en afgørende side af det billede, jeg har forsøgt at ridse op i hele dette foredrag. For een ting er, at det er en gåde, at så mange intellektuelle og kunstnere direkte har kunnet hengive sig til den totalitære kommunisme. Noget andet - og endnu mere gådefuldt - er, at hele mainstream-klimaet har været sådan, at kun meget få er trådt kritisk op mod kommunisterne og deres sympatisører.

 

 

Fra kulturradikalisme til nyradikalisme

 

Det ville være meget interessant at komme nærmere ind på kredsen omkring tidsskriftet Heretica. Man forsøgte her et opgør med naturalismen, ideologierne og ”Tilværelsens totale Politisering” (Bjørn Poulsen), og positivt havde man et bredere og dybere eksistentielt og poetisk sigte, for nogles vedkommende ligefrem et kristent. I vor sammenhæng er det interessant, at digtere som Paul la Cour og Erik Knudsen på et tidspunkt var knyttet til Heretica, men ret hurtigt forlod det til fordel for det det marxistisk-radikale tidsskrift ”Dialog”.

 

Heretica blev en - om end på mange måder sympatisk - parentes i den danske ånds- og litteraturhistorie. Her kunne være skabt et alternativ, og i et vist omfang blev der det jo også. Men fra 1960’erne blev det den såkaldte nyradikalisme og modernismen, der kom til at give tonen an. Man kan sige, at nyradikalismen blev en slags statsanerkendt og statsstøttet opposition.

 

Og så kommer den nye politisering fra slutningen af 1960’erne af og op gennem 1970’erne.

 

 

Bente Hansen, Erik Knudsen og Ivan Malinovski

 

På et tidspunkt stødte jeg på en henvisning til Bente Hansens bog ”Forfattere i/mod kapitalismen” fra 1975. Og den viste sig at være en ren guldgrube, idet den dels i sig selv er et gribende eksempel på 1970’ernes universitetsmarxisme, dels i såvel sin omtale af de to forfattere og deres forfatterskaber som i interview’ene med dem giver et godt indtryk af det forhold mellem poesi og utopi, der her er tale om. Af tidsgrunde må jeg desværre i høj grad henvise til referaterne og citaterne i grund-versionen på min hjemmeside.

 

 

Erik Knudsen

 

Erik Knudsen (f. 1922) er blevet sammenlignet med Otto Gelsted i den forstand, at også Erik Knudsen ”tog afsked med ‘poesien’ for at blive en samtidig digter” (dvs. netop ”samtidig”, ikke blot ”moderne”; se PDL 4 (1966), s. 80), idet dog hans kunstneriske løsning måtte blive en anden. Erik Knudsens digtning blev meget direkte agitatorisk.

 

I interview’et med Bente Hansen siger Erik Knudsen, at hans socialistiske engagement begyndte allerede i hans gymnasietid, hvor han ”sådan set” var stalinist.

 

Om det forhold, at det er ret små kredse af befolkningen, han kommer i forbindelse med, siger Erik Knudsen (jfr. Bent Jensen og Leszek Kolakowski), at

 

det kan godt være det er erfaringerne og læren fra Lenin og den russiske bolsjevisme som spiller ind der - men de var i sandhed også ganske få kredse - og de fik dog udrettet et og andet. Det er jo klart, at man som marxist er overbevist om begrebet det dialektiske omslag - at det der i dag er de ganske små kredse, det blir en dag flertallet. Hvis man ikke havde den overbevisning at mindretallet i dag er flertallet af i morgen, så ville man blive hæmmet i sit arbejde (FIK 85).

 

Erik Knudsen var som nævnt ”socialist/kommunist” allerede i gymnasietiden, så at man altså ikke kan sige, at han er en digter, der er faldet tilbage på ideologien efter at have forsøgt at leve på poesien. Snarere må man sige, at der fra begyndelsen af har været en konflikt hos ham mellem det rent poetiske, lyriske, og så det politiske engagement. Det berømte digt Blomsten og sværdet (i samlingen med denne titel fra 1949) viser, hvordan han som digter går fra en mere rent lyrisk periode til en socialistisk kæmpende og forkyndende periode. Men hvis vi går helt tilbage til hans barneår, hvor han ville være maler, kan vi finde den tiltrækning af den landskabelige idyl, som han bevarede livet igennem, men som kom i konflikt med hans politiske engagement.

 

I det allerede omtalte titeldigt fra Blomsten og Sværdet (1949) vises konflikten mellem idyllen/poesien og kampen således:

 

Gå ind i skoven? Nej jeg tør ikke gå

Hvor drømmens grønne kobbertræer gror

Lyt til fuglene! Nej jeg tør ikke tro

Så rene toner. Skønhed gør mig gal

Og vellyd ringer grusomt i mit øre

 

Hvad vil jeg i et skyggefuldt bedrag

Hvor solen sliber sine blanke løgne

Og blomsten dårligt skjuler sin foragt?

 

Farvel valdhorn, bukkar og kildevand

Farvel vor lille frokost i det grønne

 

Fra marken høres råb og våbenbrag

Ud hvor alt er nøgen dag

Hvor sværd lyner, spyd fletter

Himlens tag

Hvor faner brænder, trommer kalder

Fugl af reden

 

Ud hvor sejrens morgenrøde flygter

Og nederlagets sorte majestæt

Står fast

(Her efter FIK 49)

 

I Bente Hansen-interview’et erklærer Erik Knudsen, at han identificerer sig 100% med det vietnamesiske folk. At støtte dem er simpelt hen ”at redde mit eget liv - også at redde Danmark. [...] fra imperialisme og fascistisk reaktion” (FIK 84). Denne solidaritet udtrykker han i digtet ”Til FNL”:

 

I bekæmper imperialismen udefra

Vi forsøger det samme indefra

Uden illusioner om modstanderens styrke

og vor egen svaghed

går vi til det daglige

underminerings- og oplysningsarbejde

inspireret af jeres stolthed

og i tillid til et eller andet

i os og vore landsmænd

som ikke er til salg.

(Her efter FIK 76)

 

 

Ivan Malinovski (1926-1989)

 

I Bente Hansen-interview’et fortæller Ivan Malinovski (1926-1989), at han blev politisk bevidst, da han som ung flygtning, efter visse aktiviteter i modstandsbevægelsen, i Sverige kom ind i en kommunistisk studiekreds. Men allerede inden da havde han under sin deltagelse i arbejdet med at redde de danske jøder til Sverige oplevet forfærdelige ting, som gjorde, at han fra da af ”automatisk [har] været på de forfulgtes, de undertryktes, de Nederstes side” (brev af 03.03.73 til Bente Hansen).

 

Ivan Malinowski har altså - som Erik Knudsen - været socialist fra begyndelsen af. Men hans to første digtsamlinger (fra 1945 og 1947), som han i øvrigt senere slettede af forfatterskabet, var, som det hedder, ”stærkt præget af hans flygtningetids indtryk af svensk lyrisk fyrtiotalisme og af ungdommelig patos”.

 

Gennembrudsdigtsamlingen Galgenfrist (1958) er en modernistisk, nihilistisk digtsamling, som dog er præget af det for Malinovski karakteristiske håb.

 

Med samlingen ”Åbne Digte” fra 1963 træder Malinovski ud af den modernistiske lukkethed, han - trods sin socialistiske overbevisning - som lyriker har befundet sig i. Digtene bliver udadvendte med konkret samtidsaktuel adresse, og håbet får en klart politisk karakter. I senere samlinger handler digtene om Vietnamkrigen, demonstrationer og arbejdskampe. Påvirkningen fra Brecht er tydelig.

 

Af særlig interesse for os er det til dels temmelig ”konfirmandteologiske” digt fra ”Åbne digte” ”Åbent digt til vorherre”, hvor Gud - som ikke er verdens skaber, men kun dens ødelægger - anklages for at være årsag til den splittelse i verden, som Malinovski havde skildret allerede i digtet Disjecta membra (”Galgenfrist”, 1958). Der er dér tale om hele tilværelsens nihilisme, hvor ”ingen / enhed er den sidste ingen grænse urokkelig”, ”hvor alting kun består af sine yderpunkter / hvor ingenting følgelig består”, men til allersidst udtrykkes alligevel et trodsigt håb: ”men dette splittede blod vil ikke dø / og ukueligt er kødet der klynger sig til sit ben”.

 

”Åbent digt til vorherre” er udformet som en slags anti-fadervor:

 

Fader vor

Du som er i himlen

Her har du anrettet Mer end nok [...]

 

Men Malinovski går dybere end den sædvanlige konfirmandteologi på teodicé-problemet, så det er ikke selve korstogene, inkvisitionen, koncentrationslejrene og gaskamrene eller ”Det Bedste” osv., han vil anklage Gud for; nej, han vil anklage ham for at være ”den egentlige årsag / Til al denne elendighed”, for,

 

Stupid som en guillotine

Som en kæmpemæssig slagtekniv

At have flækket en samdrægtig verden

[...]

Denne ubarmhjertige skilsmisse

Dette dybe blødende snitsår i universet

Ja fader vor

Du som er i himlen

Bliv deroppe

Så bliver vi her

Og prøver at begynde forfra.

(DDL 3, 280)

 

I 1950’erne besøgte Malinovski bla. Rumænien

 

det her store brogede, ret progressive bondesamfund, hvor man alligevel i en utrolig grad havde bevaret en kulturel integritet, hvor samfundet stort set fungerede på folkets vilkår så at sige. Det var i 55. Rumænien - jeg tror, det er et af de lande i Vesten der har en chance

 

Malinovski ser nemlig ikke det mindste håb for Vesten. Men han ”er sikker på at menneskeheden går en strålende, ufattelig fremtid i møde, en fremtid vi ikke kan forestille os i vor vildeste fantasi, og at den fremtid er lige om hjørnet”.

 

 

Efter halvfjerdserne

 

Fra 1980’erne af er der vist ikke eksempler, der svarer til Erik Knudsens og Ivan Malinovskis. Tværtimod kom der - af let forståelige grunde - en reaktion mod halvfjerdsermarxismen og den plat samfundsrelaterede litteratur. Og efter Berlinmurens fald og såvel Sovjetimperiets som selve Sovjetunionens sammenbrud i årene omkring 1990 ligger det ikke sådan lige for at føre sig voldsomt frem med selve den kommunistiske utopi.

 

Det er min egen opfattelse, at selve litteraturens hovedstrøm nu er æstetisk, formalistisk. postmoderne (jfr. her også begrebet ”kropsmodernisme”!), men at det stadig er arven fra kulturradikalismen og nyradikalismen, man føler sig forpligtet på, når og hvis man vil eller skal markere sit politiske og ideologiske ståsted.

 

-

 

Det eneste - men til gengæld meget stærke - eksempel, jeg kender, på, at en forfatter har talt imod dén ”venstre-humanistiske” orientering, der tydeligvis stadig er herskende blandt kunstnere og intellektuelle er Jens-Martin Eriksens indlæg i KRITIK 159: ”Taktiske fortielser og strategiske løgne. Om multikulturalisme og politisk korrekthed”, og det vil jeg til slut referere og citere noget fra. Der er mere på hjemmesiden.

 

Jens-Martin Eriksen (f. 1955) indleder sit KRITIK-indlæg med at betegne den ”progressive” politiske korrekthed omkring multikulturalismen som en farceagtig gentagelse af halvfjerdsernes selvforståelse. For der er nu den samme rædsel for at blive stigmatiseret som reaktionær eller borgerlig, som der var dengang - bortset fra, at dengang var det mest på universitetet; ”nu har lammelsen bredt sig til hele samfundet”.

 

Jens-Martin Eriksen betegner multikulturalismen som et begreb, der i de progressive kredse ”betragtes som en indgangsbøn [fremh. her], man afæskes for at blive anerkendt i offentligheden som et tolerant menneske”. ”Vover man [...] at sige, at man ikke er multikulturalist [...] er man dømt moralsk uren. Derfor er der heller ikke nogen i den kulturelle verden, blandt dannede mennesker og andre selskabsløver, som vover at sige sådan noget” (s. 66).

 

Hermed er vor store tur fra oplysningstiden til i dag slut. Jeg håber, I har fået noget ud af den - og henviser endnu en gang til grund-versionen på min hjemmeside.

 

 

_______________________

 

 

FORKORTELSER

 

DDL F.J. Billeskov Jansen (udg.): Den danske Lyrik III (1966)

 

FIK   Bente Hansen: Forfattere i/mod kapitalismen. Omkring Erik Knudsen og Ivan

        Malinovski (1975)

 

PDL  Politikens ”Dansk litteratur historie” (1966)

 

PVL  Politikens ”Verdens litteratur historie” (1972)

 

US   N.F.S Grundtvig ”Udvalgte Skrifter”

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Jeg er vred og krænket

 

[Læserbrev i Folketidende 07.03.19. Samme dag sat på min Facebook-væg og internetundersiden "Debat"].

 

Måske skulle jeg bare have trukket på smilebåndet og rystet på hovedet, da jeg tirsdag den 5. marts for første gang hørte om de kønsneutrale trafiklys. Og jeg troede faktisk først, der var tale om et indslag i et satireprogram. Men da det gik op for mig, at virkeligheden i dette tilfælde overgik satiren, blev jeg grebet af en voldsom vrede - som varede hele dagen og fik mig til at skrive nogle meget grove digte og aforismer. Det første digt er så groft, at jeg aldrig vil offentliggøre det!

 

Jeg har undret mig over, at en så lille og latterlig sag har kunnet gøre mig så vred. Men forklaringen er nok, at der er tale om den berømte dråbe ...

 

De mennesker, ikke mindst fra Det Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten, der fører dette og tilsvarende ting frem, gør simpelt hen grin med alle os andre. Jeg føler mig dybt krænket!

 

Bent Christensen

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Om præstehåndtryk

 

Også på undersiden "Kirke og teologi". - 18.02.19.

 

Den 18. februar 2019 hørte jeg kirke- og kulturminister Mette Bock i DR P1’s program Ring til regeringen, og det førte til, at jeg skrev et spørgsmål i Facebook-tråden til dette program. Jeg slog det også op på min egen væg:

 

Kirkeministeren er i P1 Debat. Og igen er spørgsmålet om forholdet mellem håndtrykket ved statsborgerskabsceremonien og håndtrykket mellem mandlige og kvindelige præster blevet bragt på bane. Jeg har derfor sat dette spørgsmål i programmets FB-tråd:

 

Hvorfor gør kirkeministeren ikke opmærksom på, at det håndtryk, nogle præster (som jeg ikke er enig med) ikke vil give, er håndtrykket i forbindelse med præstevielsen (ordinationen). De vil simpelt hen ikke deltage i overdragelsen af præsteembedet til en kvinde, når de nu (forkert!) mener, at kvinder ikke kan være præster. - Hvad nogle af disse mandlige præster måtte gøre, når de møder kvindelige præster i andre sammenhænge og der altså er tale om et almindeligt goddag eller farvel, er noget andet. Men er der eksempler på det?

 

-

 

Efter udsendelsen satte jeg dette i et kommentarfelt til opslaget med mit oprindelige spørgsmål:

 

Mit spørgsmål kom ikke med i programmet, men jeg håber, redaktionen har set det og har nu også sat det på mine internetundersider "Kirke og teologi" og "Debat". - Det er utroligt, at man altid får rodet kategorier og ting sammen, når der fx drøftes udlændinge og kirke. - Statsborgerskabsceremonien er indrettet, som den er, fordi man har besluttet, at sådan skal det være. I Danmark (som de pågældende har søgt om statsborgerskab i) er håndtrykket en vigtig del af en aftale, og det, at man ikke ønsker at udføre denne del af ceremonien, kan ses som et udtryk for, at man ikke ønsker at indgå helt i den danske sammenhæng. Man kan også sige, man fra regeringens og Folketingets side har besluttet, at man ikke vil give statsborgerskab til personer, der ikke vil deltage helt og fuldt i denne ceremoni og dermed repræsenterer en holdning, man ikke ønsker indført i Danmark. - Håndtrykket ved præstevielsen (ordinationen), hvor de (som regel mange) almindelige præster, der er med oppe i koret, "trykker med" på det håndtryk, den ordinerende biskop har givet ordinanden, er også et udtryk for, at disse præster byder den nyordinerede velkommen i det præstelige fællesskab. Men det forudsætter jo, at de mandlige præster kan anerkende en nyordineret kvinde som deres embedssøster. Og det kan de jo ikke, hvis de har den teologiske holdning, at kvinder ikke kan blive præster. Vi må i den forbindelse ikke glemme, at det kun er i vise mindre kirkesamfund, kvinder kan blive præster. I den store romersk-katolske og i den store østlige (ortodokse) del af Kirken (og vel i en hel del mindre konfessioner) kan kvinder ikke blive præster. Jeg hørte engang en russisk ortodoks præst sige: Hos os kan man ikke engang STILLE dette spørgsmål! - Min holdning til dette er, at kvinder selvfølgelig kan blive præster i fx et evangelisk-luthersk kirkesamfund. Katolikkerne og de ortodokse (og altså nok flere) ser præsten som repræsentant for Kristus. Og Jesus var jo en mand! Men har Kristus = den anden person i Treenigheden et køn? Har Gud Fader et køn? Har Helligånden et køn? Selvfølgelig ikke. Gud omfatter alt og dermed også begge køn. Gud har en faders kraft og en moders kærlighed, kan man sige. Allerede her er modstanderne af kvindelige præster altså sådan set forkert på den. Men dertil kommer, at præsten heller ikke på den måde skal ses som repræsentant for Kristus. Præsten er en person i menigheden, der har fået overdraget en bestemt funktion. Og når man ser sådan på det, kan det lige så godt være en kvinde, hvilket dog ikke betyder, at det ikke er en helt særlig funktion, et helt særligt embede, den person, der bliver kaldet til at være præst, får. Derfor får en kommende præst også en særlig indvielse af den ordinerende biskop, en indvielse, de tilstedeværende almindelige præster også deltager noget i. Som præst står man med sin tjeneste virkelig i en kæde, der går helt tilbage til de første apostle og biskopper. Men det er altså MED SIN TJENESTE! Man bliver som person ved med at være det samme almindelige menneske, som man var før ordinationen. Det kan jeg bevidne! - Hvad Paulus har sagt om kvindernes rolle i menighederne, kan man efter min bedste overbevisning se helt bort fra. Den unge kristne Kirke ville - med det syn på kvinder, man havde dengang - simpelt hen have gjort sig selv til grin, hvis den havde gjort kvinder til ledere! - Men i selve Evangeliet ligger, at der ikke er forskel på mand og kvinde, jøde og græker, træl og fri! Og i det lange løb er det jo også denne helt grundlæggende ligestilling, der har sejret i de lande, hvor der er evangelisk kristendom, altså ikke mindst i Danmark og de andre nordiske lande. - Jeg spørger mig selv, hvordan problemet med håndtryk i forbindelse med ordination af kvinder kan opstå. Modstanderne af kvindelige præster kan jo bare holde sig væk! Kan det dreje sig om tilfælde, hvor en eller flere mænd og en eller flere kvinder er blevet ordineret samtidig? - Til spørgsmålet om, hvorfor man ikke bare kan vedtage ved lov, at man ikke kan blive eller være præst i Folkekirken, hvis man ikke anerkender kvindelige præster, vil jeg sige, at det kunne man selvfølgelig godt. Der ville så bare ske det, at en del både præster og lægfolk ville træde ud og oprette frimenigheder. Og det er nu engang vor tradition her i Danmark, at man ønsker frihed og fællesskab, så vidt det overhovedet er muligt.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Badehotellet er, som den skal være

Men anmelderne ser nok DF-spøgelser alle vegne

 

Kommentar på seriens Facebook-side 04.02.19

 

Der er noget, der er helt galt, når mange anmeldere ikke kan lide Badehotellet. En anmelder bør vide, at et kunstværk skal bedømmes efter sin genre. Men har de fået det hele galt i halsen, fordi de tror, det er DF-nostalgi, der bør bekæmpes, når og hvor man møder den? - Serien er for det første bogstavelig talt billed-skøn. Skagensmaleri på film. - For det andet er tidsbilledet jo korrekt. Min mor drev selv kro under og lige efter krigen. Jeg er født 1943, men husker tilsvarende kaffe- og spisegæster fra Sakskøbings borgerskab i anden halvdel af 1940'erne. Og min mors køkken! - Man siger, der overspilles, og at tidsdetaljerne virker som parodier. Men det er netop sådan, det skal være i denne serie. Jeg elsker alle personerne (på en måde også dem, der ikke bør elskes). Men jeg elsker ikke mindst Madsen og Weyse, netop i deres overspillethed. - Og det er kvalmende, når en anmelder roser, at der nu direkte kommer noget om jøderne og KZ-lejrene. Hvad var det man sagde i forbindelse med Oscar-nomineringen? Der skal være stærke kvinder - og ofre! Men nazismen og folks manglende evne og vilje til at forstå, hvad der var på vej, har jo ligget og luret hele tiden. Meget fint. Og meget alvorligt. - Anna og jeg glæder os til resten af sæsonen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Middelalder igen?

 

[Læserbrev i Folketidende 21.12.18]

 

At Den danske sang er en ung blond pige-sagen nok er ved at få boomerang-effekt, er godt. Det vil være dejligt, hvis hele krænkelsestyranniet kan blive fulgt til dørs af en god dansk latter.

 

Men så let går det nok ikke. Politisk korrekthed-ideologien står stærkt og har også indflydelse på andre områder, og det er før set, at et målbevidst mindretal med en ideologi, der lyder godt, kan tiltage sig helt uforholdsmæssigt stor magt.

 

Jeg mindes marxismens hærgen på universiteterne i 1970’erne. Men vi kan jo også tænke helt tilbage på middelalderen, hvor videnskabelige forskningsresultater kunne bringe forskeren på bålet.

 

Historien viser også, at tyranniet skal kvæles i starten, så selv om det kan lyde som en overdramatisering, vil jeg ikke undlade at slutte med at spørge, om vi kan risikere at komme ind i en ny mørk middelalder.

 

Bent Christensen

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

 

*  *  *

 

 

 

En "kunstner og intellektuel", der prøver at forstå dem, der stemmer på de højrenationale partier

 

14.09.18

 

Natten mellem 12. og 13. september 2018 slog jeg min sædvane tro en tekst op på min Facebook-væg. Den så således ud:

 

 

Ugens aforisme

 

Det var slemt nok, da det var halal-hippierne, vi var oppe imod, men det er faktisk værre med de halal-liberale.

 

07.09.18

 

Ovenstående vil, som de andre nye digte m.m., der er blevet slået op her, efter planen blive trykt i "Digte og aforismer 2018-20??". Vil efter planen nok blive udgivet inden for det næste par år.

 

Men da jeg 13.09.18 i DR 2 Deadline så om uroen i Venstre, gav jeg mit opslag denne kommentar:

 

Ha! Sidder netop og ser om uroen i Venstre i Deadline!

 

Og derefter slog jeg dette nye opslag op:

 

I FORLÆNGELSE AF UGENS AFORISME OG MIN KOMMENTAR TIL DEN:

 

Men der var jo mere i Deadline, nemlig interviewet med Jens Christian Grøndahl. Jeg bringer her først Deadlines foromtale, dernæst min egen kommentar

 

Her er foromtalen:

Forfatteren Jens Christian Grøndahl har i flere år rejst Europa tyndt for at forstå, hvad det er som samler os som europæere. Men også hvorfor så mange europæere i disse år tiltrækkes af højrenationale partier. Og rejserne har fået Grøndahl til at erkende, at man ikke skal dæmonisere disse mennesker.

 

Her er min kommentar:

Jens Christian Grøndahl var udmærket - selv om han tydeligvis gik noget balancegang. Man skal jo være forsigtig i de kredse. - "Kunstner og intellektuel"! Jeg kunne nok selv betegne mig sådan. Men jeg gør det aldrig. Jeg er jo i forvejen præst - i den kristne kirke.

 

Interviewet kan ses på Deadlines Facebook-side.

 

Og da jeg havde lavet ovenstående, kom jeg til at tænke på, at der var noget, jeg havde glemt at sige i forbindelse med interviewet. Jeg måtte derfor sætte denne nye kommentar i Deadline-tråden (og en tilsvarende i tråde til opslaget på min egen væg):

 

TILFØJELSE: Jeg er helt enig med Jens Christian Grøndahl i, at man sagtens kan være både dansker og europæer. Ja, jeg vil stramme lidt og sige: Som dansker ER man også europæer. Hvad ellers? Hvor svært kan det være? - Men det er man jo uanset EU, og det skal naturligvis ikke hindre en i at ønske EU reformeret - mindre ideologi, mere demokrati, større gennemsigtighed.

 

 

 

*  *  *

 

 

OM MIN EGEN SITUATION I SEPTEMBER 2018

 - og om noget fra min sygesengsradiolytten 14-16.09.18

 

Der er altså tale om blandede bekendtgørelser, men jeg har - for sammenhængens skyld - valgt at sætte det hele på her.

 

To Facebook-opslag 17.09.18

 

Første opslag:

 

NÆST-NÆSTE OPSLAG BLIVER ENDNU EN AFORISME

 

Når jeg lidt senere i dag slår endnu en aforisme - eller "aforisme" - op, er jeg også selv træt af det. Men jeg har i nogen tid være optaget af flere forskellige ting og har samtidig brugt en del tid på min igangværende oversættelse af Adam Mickiewicz's "Konrad Wallenrod". Størstedelen af den til rådighed værende tid har jeg dog brugt på redigeringen af "Mit Dannevirke. Betragtninger om allehånde", som jo skal udgives i begyndelsen af januar 2019, nemlig 200 år efter udgivelsen af fjerde og sidste bind af Grundtvigs "Danne-Virke" (1816-1819).

 

Jeg havde dog planlagt at skrive et nyt digt, som jeg kunne slå op i dag. Men fredag blev jeg ramt af en hurtig forkølelse med en voldsom hoste, så det blev ikke til noget med digtet. I stedet hørte jeg en del radio, mens jeg lå i sengen, og det er det, der har ført til endnu et værdipolitisk slagord (som dog først kommer efter endnu et opslag af bredere karakter).

 

Ellers er min situation sådan, at det går fint med "Konrad Wallenrod". Jeg er nu midt på side 27 af i alt 60 sider. Og jeg skal jo bare nå at blive færdig med det, mens jeg endnu kan. Og indtil videre går det fint. Og det går fint med "Mit Dannevirke". Dette betyder, at jeg nu snart kan sætte fuld turbo på digtningen - og efterhånden også på "Min poetik". Det er disse to ting, det især gælder om nu - selv om jeg også har nogle andre ting på bedding.

 

Jeg siger ikke, at jeg er - eller bliver - en stor digter. Jeg ville gerne. Men jeg vil give alt, hvad jeg har i mig (og som ikke er kommet rigtig frem før), og så må det blive, som det kan. Det er for det første absolut vigtigt, at jeg får det hele ud. Men det er også sådan, at jeg helt principielt er nødt til at have et lyrisk centrum i min samlede produktion.

 

Nu kan de, der måtte interessere sig for, hvad jeg laver, se dette og tygge lidt på det. Derefter kan man se det følgende opslag, der er en slags bredere referat af nogle af de ting, jeg har hørt i radioen de sidste tre dage.

 

NB! Mine børn prøver at lære mig, at den typiske Facebook-bruger ikke læser tekster, der består af mere end fx fem linjer, og ikke ser albummer, der består af mere end fem billeder. Men mine venner kender mig og ved, at jeg for det meste ikke kan nøjes med fem linjer!

 

Apropos billedalbummer. Anna og jeg skulle i lørdags have været til den årlige højtidelighed på Slaglille Kirkegård. Og det er jo 75-året for nedskydningen af RAF-Halifaxen med polsk besætning. Og vil skulle endnu en gang have mødt Eugeniusz Kasprzaks lillebor Zbigniew. Og ambassadør Henryka Mościcka-Dendys skulle deltage. Og det ville i det hele taget blive stort. Men der var ikke noget at gøre. Jeg kunne ikke tage nogen steder. Ærgerligt!

 

-

 

I mellemtiden slog jeg Roman Smigielskis Slaglille-album op. - På undersiden "Internationalt" kan man se mere om Anden Verdenskrig-gravene på Slaglille Kirkegård og de årlige højtideligheder dér. Seneste tekst er: "DYBT BEVÆGENDE SLAGLILLE-HØJTIDELIGHED 2017. Lillebror til en af de på Slaglille Kirkegård begravede polske RAF-flyvere deltog ledsaget af børnebørn". Det er albumteksten til mit Facebook-billedalbum med m titel.

 

-

 

Mere så kom andet opslag:

 

ANDET OPSLAG - MED NOGET FRA MIN SYGESENGS-RADIOLYTTEN

 

NB! Dette opslag kom på noget senere end først planlagt. For i mellemtiden var jeg blevet i stand til at slå Informator Polski-redaktør Roman Smigielskis album fra Slaglille i lørdags op ved hjælp af et link. - Se det lige herunder!

 

Mens jeg fredag til søndag lå en hel del i sengen med min i forrige opslag omtalte forkølelse, fik jeg som sagt hørt en del radio (hvad jeg i øvrigt ofte gør, når jeg hviler mig). Og det er selvfølgelig dels DR P1, dels Radio24syv. Jeg kan anbefale alle at gøre noget tilsvarende. Det er selvfølgelig ikke alle programmer, jeg er lige begejstret for, men der er langt flere rigtig gode udsendelser, end jeg kan nå at høre. Man bliver virkelig klog og velorienteret af det.

 

De almindelige oplysende og tilsvarende programmer vil jeg ikke komme nærmere ind på. Og det er vist kun P1's Orientering Europa i går, jeg refererer fra - forskellige indslag. Der er særlig ét indslag, jeg vil nævne, og det er det med en repræsentant for Amnesty International, hvor det især var den kommende forfatningsændring i Rumænien (men også tilsvarende forhold i andre central- og østeuropæiske lande), der var tale om.

 

Men her må jeg allerførst gøre opmærksom på, at mange forskellige ting er på banen, lige fra den vel kommende rumænske forfatningsændring og den ungarske grænsekontrol, til de virkelig forfærdelige ting, hvad ytringsfrihed, medier og domstole m.m. angår. Og de her sidst nævnte ting må jeg selvfølgelig tage absolut og kraftigt afstand fra. Det var derfor en stor skuffelse for mig at høre, at DF's medlemmer af Europa-Parlamentet havde stemt imod vedtagelsen af opfordringen til, at der indledes en artikel 7-procedure mod Ungarn. Jeg går ud fra, at det med grænsekontrollen har været afgørende for dem, men så kunne de have sagt det og alligevel have stemt for. Jeg har det virkelig dårligt med, at mit parti ikke klart og utvetydigt tager afstand fra de brud på den demokratiske og retsstatsmæssige orden, der finder sted i Ungarn og mit elskede Polen. I Polen er der heldigvis en stærk opposition mod de ting, der finder sted. Og den skal vi støtte. Så skal der nok komme bedre tider. Polakkerne har oplevet mange frygtelige ting, og man er altid kommet godt gennem det.

 

Så er det sagt. Helt klart!

 

Men der er meget mudder i den måde, disse forhold omtales på. Det gjaldt ikke mindst i indslaget med Amnesty International-repræsentanten, som var meget forarget over, at man i Rumænien vil have det til at stå i den nye forfatning, at et ægteskab er et forhold mellem en mand og en kvinde. Der blev ikke sparet på ord som homofobi og homofobisk.

 

Men det er som sagt mudret. For man må jo skelne mellem behandlingen af de homoseksuelle (og de andre seksuelle mindretal) overhovedet, og så brugen af ordet ægteskab om et forhold mellem to af samme køn.

 

Nu er jeg jo også sprogmand, og jeg kan ikke udstå, at man på værste newspeak-vis bruger ordet ægteskab om forhold mellem personer af samme køn. Det er allerede historisk og sprogligt forkert. Et frygteligt eksempel på den omsiggribende konstruktivisme.

 

At alle mennesker skal behandles ordentligt, og at alle mindretal skal have deres rettigheder, er noget andet.

 

Prideparaderne har jeg for nogle dage siden udtalt mig om i denne aforisme:

 

Alle kommer løbende til prideparaderne, og ingen tør forholde sig kritisk til dem. Her var vi det allerhelligste i den humanistiske tro.

 

18.08.18

 

Prideparaderne skal ikke forbydes. Men man skal have lov at sige det, hvis man synes, de bogstavelig talt er "for meget"!

 

Og så var der et indslag med noget om en revision af grænsen mellem Serbien og Kosovo  (albansk: Kosova), der skulle føre til, at kosovanere, der nu bør i Serbien, kom til Kosovo, og Serbere, der nu bor i Kosovo, kom til Serbien. Det lyder jo umiddelbart ganske fornuftigt. Jf. hvordan grænsen mellem den danske og den tyske del af Slesvig kom til at gå i 1920. Men det fremgik af indslaget, at nogle har betegnet dette som etnisk udrensning. Ja, der skal i USA have været en, der har betegnet det som svarende til folkedrab!

 

Jeg refererer her efter hukommelsen, men jeg mener, jeg har hørt og husket rigtigt. Og det er frygteligt, at man kan bruge sådanne ord om en efter alt at dømme fornuftig ordning - bare fordi det handler om national identitet. - Jeg udelukker ikke, at ordningen måske (af grunde, som jeg ikke kender) alligevel kan være kritisabel, men jeg tror ikke, der er noget, der berettiger til den her refererede sprogbrug.

 

Dette er kun nogle eksempler. Men man hører det jo hele tiden. Man bør lægge ideologien væk og koncentrere sig om de virkelig alvorlige ting, altså fx bruddene på demokrati og retsorden i Ungarn og Polen.

 

Senere slår jeg som sagt en aforisme eller værdipolitisk ytring om et af de her nævnte forhold op.

 

-

 

Og næste opslag blev:

 

Ugens aforisme - med henvisning til forrige opslag.

 

De progressive konstruktivister har stjålet ordet ægteskab fra os.

 

17.09.18

 

Ovenstående vil, som de andre nye digte m.m., der er blevet slået op her, efter planen blive trykt i "Digte og aforismer 2018-20??". Vil efter planen nok blive udgivet inden for det næste par år.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

DET TYSKE HAR SEJRET

 

Læserbrev i Folketidende 08.09.18.

Samme dag slået op på min Facebook-væg.

 

Efter på folketidende.dk at have læst Stednavneudvalgets Johnny G.G. Jakobsens redegørelse for udvalgets overvejelser frem til indstillingen om, at Lolland Kommunes ansøgning om ændring af -itse til -itze i tre lokale stednavne imødekommes, ønsker jeg at udstøde dette lille hjertesuk.

 

Det drejer sig som bekendt om stednavnene Kramnitse, Tillitse og Kuditse, der formodentlig nu bliver ændret til Kramnitze, Tillitze og Kuditze. Jeg har tidligere, nemlig i et læserbrev her i Folketidende den 24. april 2018 med overskriften "Tillitse er det rigtige", påvist, at -itse-formen er den, der svarer til de slaviske (vendiske) navne, der er tale om for Tillitses og Kuditses vedkommende. Og at navnet Kramnitse nok har en anden, dansk, baggrund, men er blevet "vendificeret", giver kun endnu mindre grund til at vælge den jo tyske endelse -itze.

 

Jeg bor ikke i området, men har fx ofte været organistvikar dér - og har haft nulevende vendere på besøg dér! - og jeg er dog borger i Lolland Kommune, så jeg vil beklage, at der nu er truffet en ikke sproghistorisk, men faktisk politisk beslutning, og jeg kan ikke frigøre mig for en mistanke om, at det i disse postmoderne tider ses som "finere" og mere specielt at bruge de altså senere tyskprægede tz-former

 

Bent Christensen

slavist

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

SUPPLERENDE BEMÆRKNING [til Facebook-opslaget af ovenstående]: Når jeg til sidst henviser til den måske også postmodernistiske baggrund for folkekravet om tz i stedet for det korrekte ts, er det, fordi jeg ikke bare er ked af det som lollik og slavist, men også ser dette som en lille del af den langt større postmoderne kultur, hvor man er ligeglad med sandheden og virkeligheden, bare det lyder godt og tager sig "fint" ud. - Kampen for genvindingen af respekten for sandheden og virkeligheden er et hovedpunkt for mig.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

REJS DIG, MAND!

 

Denne tekst er et utrykt kronikforslag. Slået op på min Facebook-profil og sat på her 27.08.18.

 

Den 7. august 2018 så jeg i DR 2 Deadline et indslag, hvis foromtale begyndte med ordene: "Flere og flere mænd ender med at leve et liv som barnløse". Og jeg blev klar over, at det for tiden drejer sig om hver femte mand - og hver tredje ufaglært mand.

 

Jeg fandt dette meget uhyggeligt og sørgeligt og gav mig til at overveje, hvad der kan gøres ved det, også så vi i det hele taget kan få en sand balance mellem det mandlige og det kvindelige.

 

Vi skal helst undgå en kønnenes kamp. Meningen er, at vi skal kunne leve godt og positivt sammen, både i parforholdet og i hele kulturen. Det er derfor først og fremmest den feministiske ideologi, tankegang og praksis, der skal bekæmpes, en ideologi, tankegang og praksis, der jo ikke bare findes hos kvinderne, men også hos mange mænd. Meget af det er historisk set udtænkt af mænd! Og det er i høj grad nogle udmærkede idealer om frihed og ligestilling, der bare er kommet ud i det absurde.

 

Vi skal også gøre os klart, at den teknologiske og samfundsmæssige udvikling i sig selv fører store ændringer med sig. Vi er allerede nu i en situation, der i mange henseender stiller mændene i en svagere position. Mændene er ikke længere nødvendige som forsvarere og forsørgere. Og de er altså nu heller ikke nødvendige som fædre på den naturlige måde! Hvortil kommer, at kvinderne er ved at overhale mændene, hvad videregående uddannelser angår. Dette sidste er dog ikke nødvendigvis en tendens, der vil vare ved. Det kan tænkes, at det nuværende uddannelsessystem er feminiseret i en sådan grad, at det favoriserer de dygtige piger, men at virkeligheden i fremtiden vil stille nogle krav, der øger efterspørgslen efter de mandlige kvaliteter.

 

Det er vel allerede nu sådan, at kvinderne i højere grad går ind i mændenes roller end omvendt. Men da der kommer mange helt nye former for arbejde, gør det ikke noget. Måske vil hvert køn bidrage med noget særligt på de sådan set kønsneutrale områder, måske ikke. Det er ligegyldigt, bare alt foregår i fuld frihed, så at hver person kommer til at bidrage med, hvad han eller hun har i sig.

 

Jeg har somme tider spurgt mig selv, om der også er sket en feminisering af forskningen? Man kunne gå tilbage til fx 1945 og registrere alle magister- licentiat-, ph.d.- og doktorafhandlinger og inddele dem i grupper efter "hårdhedsgrad". Måske ville man så finde en overvægt af nok især "bløde" ph.d.-afhandlinger her i de senere årtier.

 

Det kan være, virkeligheden vil gøre sig gældende på en sådan måde, at parforholdet og kernefamilien får en renæssance. Det er umuligt at forudsige fremtiden. Alt kan skifte. Det kan også være, det modsatte bliver tilfældet, altså at det faste parforhold og kernefamilien forsvinder, og at det offentlige måske helt overtager børnene.

 

Jeg kan som en mand, der har fejret guldbryllup og har fire børn og syv børnebørn, nogle gange med et glimt i øjet sige, at det er så besværligt, at jeg er lige ved at fortryde det! Men jeg er indtil nu altid kommet til den konklusion, at alternativet er værre. Så jeg har virkelig ondt af de mænd, der aldrig vil komme til at opleve alle de gode ting, jeg har oplevet siden 1965.

 

Jeg mener ikke, det svækker ens identitet som person at være indordnet i det fællesskab, en familie er. Man må selvfølgelig altid afgive selvstændighed, når man indgår i et fællesskab. Men hvis man er opdraget på den rette måde med henblik på at indgå i et parforhold og et familiefællesskab, og hvis parterne på baggrund af denne opdragelse gør sig umage for at unde hinanden alt, hvad de med rimelighed bør unde hinanden, skal det nok gå. Men man skal jo også være indstillet på, at det skal gå! Dette er en afgørende side af sagen, som desværre nok er ved at være glemt. Men så må vi gamle minde de unge om det, mens vi er her.

 

I øvrigt kan jeg i denne forbindelse kun anbefale, at man gifter sig (danner par) så tidligt som muligt, så man virkelig kan komme til at udfolde en fælles kultur sammen. Det er dog under alle omstændigheder en fordel, at man i forbindelse med pardannelsen stiler efter en vis kulturel og holdningsmæssig overensstemmelse. Så bliver der ikke så mange kompromiser at skulle indgå. Det er dog ikke et spørgsmål om at være nærmest ens. Det vil kunne blive for kedeligt. Det afgørende er en tilstrækkelig grad af fælles grundholdning.

 

I øvrigt er det jo ikke kun familien, der tager frihed fra en. Der er alle mulige kræfter, der vil lægge beslag på en, og dem står man altså stærkere over for, når man indgår i en familie. I en atomiseret single-kultur vil den enkelte stå svagt over for det offentlige, over for arbejdspladsen - og over for alle de mange slags menneskefiskere, der vil have fat i folk.

 

Da der er cirka lige mange mænd og kvinder, vil et mere positivt syn på parforholdet og familielivet og en virkelighedsmanifestation, der fremmer et sådant syn, faktisk tvinge kvinderne til at finde sig en mand. Og tvinge mændene til at tage sig sammen!

 

Samfundet eller staten kan ikke beordre kvinder til at gifte sig eller indgå i faste parforhold! Og mændene kan ikke begynde at tage kvinder til sig med magt og holde dem som en slags sexslaver. Prostitution er heller ikke en rar løsning. Avancerede sexrobotter heller ikke. Det afgørende er hele det menneskelige fællesskab omkring den i virkeligheden ret lille del af tiden, det rent seksuelle normalt optager. Det, vi mænd allerhelst vil have af kvinden, er sødme og livsfællesskab. Og kvinderne vil selvfølgelig have noget tilsvarende.

 

I gamle dage tænkte man ikke på sig selv som et køn, men som et menneske. Det skal vi tilbage til. Der skal ikke tales om køn hele tiden. Og der skal helst være lige mange mænd og kvinder i hele pædagog- og lærergruppen. Der er også en hel del ideologi, der skal ud af uddannelsessystemet. Hvis alt går naturligt til, skal de sande kønskarakterer nok komme frem.

 

Men at alt går naturligt til, vil også sige, at forældre, bedsteforældre og andre opdragere, opdrager drenge til at blive mænd og piger til at blive kvinder. Hele den biologiske evolution og hele menneskeslægtens historiske erfaring ligger bag dette. Også selv om konstruktivisterne påstår noget andet, fordi de ikke kan udstå, at der er noget, der simpelt hen er givet. Hvad dette så vil sige i den fremtid, der tegner sig! Der skal altid tages hensyn til virkeligheden. Men livet, samfundet og hele kulturen vil blive fattigere, hvis en idelogisk betinget kønsneutralisering eller ligefrem feminisering sejrer.

 

Når den fravalgstruede mand rejser sig og vælger sig selv, øges chancen for, at han bliver tilvalgt! Den eneste gode løsning på fravalgsproblemet, er, at mændene rejser sig og folder alt det ud, der bor i dem. Jeg er sikker på, at de allerfleste kvinder, når det kommer til stykket, gerne vil have en rigtig mand som partner og som far til sine børn. Som en yngre kvinde engang sagde til mig: "Vi vil ikke have den moderne mand. Men vi har jo selv kastreret ham".

 

Mændene skal selvfølgelig ikke rejse sig bare for at blive tilvalgt af kvinderne! Det ville være for ynkeligt. Og det gælder på dette som på alle områder, at hvis man kun går efter bi-effekten, kommer der ikke en hoved-effekt, der er stærk nok til at få bi-effekter!

 

Det vigtigste er, at mændene i parforholdet, familielivet, arbejdslivet og overalt, holder op med at tage hensyn til den feministiske ideologi eller ligestillingsideologien. Og jeg taler altså her om det ideologiske, ikke om selve den ligestilling, der selvfølgelig betyder, at hver part skal bære sin del af den samlede byrde - hvilket bare ikke nødvendigvis betyder, at manden altid skal sætte hver anden tallerken i opvaskemaskinen.

 

Noget helt andet er, at hvor højt man end sætter ægteskabet/parforholdet og familien - og i øvrigt alle former for fællesskaber - skal der altid være så meget luft, at der også er plads til, at hver enkelt kan leve som et individ, som en person, der har noget for sig selv.

 

Bent Christensen

forfatter, pastor emeritus,

dr. theol. & cand. mag.

 

11.08.18

 

 

 

*  *  *

 

 

 

INDVANDRINGEN HAR ALLEREDE ÆNDRET MEGET

 

Kommentar i Mikkel Andersson-tråd efter P1 Debat fredag den 3. august 2018.

 

Debatten omkring indvandringsproblematikken fylder enormt og tager plads op for mange vigtige emner. Og den tvinger os ud en lovgivning m.m., vi aldrig ville have kunnet forestille os, og som sagtens kan ende med at blive vendt mod os selv. Indvandringen skal standses. Der skal ikke være nogen form for særregler. Og de indvandrere, der ender med at være her, må selv finde ud af, hvordan de vil indordne sig.

 

Jeg hørte det. Af pligt! - Jeg hører til dem, der i årevis har forudsagt, at indvandringen ville medføre store ændringer af menneskelivet i Danmark, og en af dem er, at indvandringsproblematikken fylder enormt i debatten. Det er helt umiddelbart ikke til at holde ud. Men, hvad værre er, det optager kostbar plads. Der er mange andre ting, der bør drøftes, fx hele kulturlivet og forskningen og undervisningen i den fremtid, der venter os. Eller uligheden og kapitalmagten! Eller forholdene på arbejdspladserne, hvor flere og flere bliver syge af at arbejde - Men det er jo også en ændring af vort liv, når indvandringen og de forskellige med den forbundne problemer, mere eller mindre tvinger os til lovgivning, vi ellers aldrig ville have kunnet forestille os - og som også kan komme til at ramme os selv, os ganske almindelige danskere. Der er jo blandt vore egne også en del, der gerne vil kontrollere os. - Der er efter min mening ikke så meget at diskutere. Der skal for enhver pris sættes stop for al yderligere indvandring, og de indvandrere, der kan sendes tilbage, skal sendes tilbage. Så har vi stadig en masse indvandrere. Men de skal overholde de samme love, som alle skal overholde, og så ellers finde ud af, hvordan de vil leve her i landet, så vi andre kan holde dem ud. Der skal ikke laves særlove eller tages særlige hensyn i nogen som helst henseende. Og indvandrerne skal vide, at en meget stor del af danskerne gerne så, at de aldrig var kommet. Det er deres problem, hvordan de vil indpasse sig.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

GLEM IKKE JØDERNE! - GLEM IKKE GRUNDTVIGS GÖTEBORG-TANKE!

 

Nedenstående er min kommentar til DR P1's "Supertankers" udsendelse om vand "Vi er vand" 30.07.18.

 

Allerførst vil jeg sige tak for Supertanker, som jeg ofte hører med glæde. Men jeg kan ikke lade være at føle mig krænket på jødernes vegne, når I i udsendelsen Vi er vand mindst én gang omtalte det, vi kristne kalder Det Gamle Testamente, som et kristent skrift. Det er jo først et jødisk skrift - der senere er blevet en del af den kristne skriftsamling. Og tilsvarende nævnte I islam og kristendommen som ørkenreligioner. Det er jødedommen, der er en ørkenreligion, som kristendommen så er udgået fra, fordi Jesus og de første kristne var jøder. - Jeg vil dog også specielt takke for, at I understregede nødvendigheden af samtale mellem naturvidenskab og humaniora. Det var som talt ud af Grundtvigs og mit hjerte. Jeg tænker her især på Grundvigs (desværre endnu ikke realiserede) plan om et stort fællesnordisk superuniversitet i Göteborg, hvor der udtrykkeligt skulle være både en humanistisk og en naturvidenskabelig afdeling. Selv om Grundtvig selv jo så afgjort var teolog og humanist. Jeg benytter enhver given lejlighed, altså også denne, til at tale for, at vi på en eller anden måde realiserer denne plan. Om det så skal begynde med en særlig Facebook-side!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

VOR TIDS MAGTKIRKE

 

En kommentar til genudsendelsen af "Franks Femkamp" (med Helmuth Nyborg) i Radio24syv mandag den 23. juli 2018. - Blev først sat i en tråd om udsendelsen på Helmuth Nyborgs Facebook-profil.

 

Jeg hørte genudsendelsen af Franks Femkamp i dag mandag 23/7 kl. 1405. En hel del af det, der blev sagt, vidste jeg godt. Men der var mange interessante nye ting, også fra Helmuth Nyborgs personlige liv, og heldigvis også ganske fornøjelige. - Her vil jeg nøjes med at gentage, hvad jeg har sagt i flere år, nemlig at det ikke kun var i den mørke middelalder, der var en kirke, der bestemte, hvad man måtte forske i, og hvilke resultater man måtte nå frem til. Vor tids nye "kirke" er ikke en institution som Romerkirken. Det er en tidsånd og en ideologi (i flere varianter), som gennemsyrer mange af de almindelige institutioner, og som præger debatten. Og jeg vil som teolog godt kalde det en nyfarisæistisk pseudoreligion, hvis tilhængere næsten hellere vil dø end opgive troen, men som jo først vil prøve, om de kan få modstanderne til at dø, fx ved karaktermord. - Der er mange konkrete politiske problemer, der skal løses. Men oven over det hele gælder det om at få genindsat respekten for sandheden og virkeligheden.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

LØGNENS DAG 2018.

 

Min dagbogsoptegnelse i anledning af årsdagen for autoriseringen af et ritual for vielse af personer af samme køn (2012).

 

Tirsdag den 12. juni 2018. - Løgnens Dag. - Den 12. juni 2012 autoriserede Dronningen ritualet for vielse af par af samme køn. Og jeg erklærede dengang, at jeg hvert år ville markere denne dato som "Løgnens Dag". Det afgørende for mig var - og er - at der er tale om et eksempel på vor tids newspeak. Det er virkelig selve usandheden i det, der er det afgørende for mig. Det at betegne to af samme køn som et ægtepar er selv for den mest velvillige betragtning a step too far. Selve fænomenet homoseksualitet afstår jeg sådan set at forholde mig til. Men jeg må jo tage til efterretning, at det findes. Desuden har jeg ikke tillid til, at der kan blive tale om ordentlig forskning på området. Anerkendelse af homoseksualitet er i dag en af de helligste progressivitetsmarkører, og det vil derfor være alt andet end karrierefremmende at nå frem til forskningsresultater, der lader homoseksualitet være en biologisk fejl eller ligefrem en sygdom. Når jeg alligevel ikke er helt ligeglad, er det, fordi jeg spørger, om der måske er en mellemzone, hvor den måde, man taler om homoseksualitet på, kan få nogle til at svinge over til den side, som ellers ville have kunnet leve et godt heteroseksuelt liv. Jeg mener, dette spørgsmål bør stilles. Men ellers tager jeg til efterretning, at der utvivlsomt er en hel del mennesker, der virkelig og uhjælpeligt er homoseksuelt orienteret. Og dem skal vi andre selvfølgelig ikke være onde ved. Det eneste, man bør sige, er, at ligesom der under alle omstændigheder skal gælde etiske regler på det heteroseksuelle område, skal der også gælde etiske regler på det homoseksuelle område. Også dette er det vanskeligt at tale om i vor tid. Men alle kan vel være enige om, at man ikke må gøre hinanden fortræd. - Da homoseksualitet for en hel del menneskers vedkommende åbenbart er en uhjælpelig kendsgerning, må denne kendsgerning tages til efterretning i den forstand, at samfundet accepterer homoseksuel praksis og i den forbindelse giver mulighed for, at par af samme køn kan leve i registreret partnerskab. Men dér går min grænse. Og partnerskab er et godt ord. Livsfællesskab kunne også være det. Det blev også i sin tid nævnt som en mulighed. Men jeg havde helst set, at man var blevet stående ved den borgerlige indgåelse af registreret partnerskab. For når der kommer til at foregå noget i kirken, også selv om det kun ville være en velsignelse af det borgerligt indgåede partnerskab, vil der reelt, i praksis blive tale om en høj grad af ligestilling mellem partnerskab og ægteskab. Og jeg taler her ikke om forholdet til Gud, udelukkende om den ligestilling, der i opfattelsen af det, der sker, er tale om. Men skulle det endelig være, kunne jeg måske nok alligevel acceptere en velsignelse ved en gudstjeneste i kirken af et borgerligt indgået partnerskab. Bare to af samme køn ikke blev kaldt ægtefolk. Det er vigtigt, at man holder synet på ægteskabet ude fra synet på, hvordan alle mennesker står over for Gud - og Gud over for dem. Homoseksuelle har naturligvis også Guds nåde. Jeg betragter ikke homoseksualitet som en synd. Homoseksualitet er for mig en biologisk afvigelse. Men skulle man endelig betragte homoseksualitet som en synd, så ville det jo ikke være den eneste eller værste synd. Hvad gør vi ikke mod hinanden hver dag? Eller hvad forsømmer vi ikke at gøre hver dag? På alle mulige områder. Også på heteroseksualitetens område. Og nøglebegrebet er altså for mig det, ikke at gøre hinanden fortræd. Og uanset hvad overgår Guds nåde alt! - Hvis jeg holder op med at markere Løgnens Dag hvert år den 12. juni, vil det være, fordi der reelt ikke er tale om et problem. For det moderne samfund som sådant betyder det intet, at der praktiseres homoseksualitet - eller alle mulige andre former for seksualitet, der hidtil ikke har været accepteret. Så længe der altså ikke er tale om undertrykkelse, overgreb og fortræd. Og bortset fra det sprogligt og begrebsmæssige i sagen har det heller ikke nogen særlig betydning for hverken samfundet eller kirken, at der hvert finder et lille antal vielser af par af samme køn sted i Folkekirken (så længe den enkelte præst står frit). Der er faktisk andre og langt alvorligere problemer at bruge kræfterne på. Men newspeak er altså ikke godt! - Når jeg ikke har slået noget om dette op på min Facebook-væg i dag, skyldes det især, at jeg vil have min omtale af det store roepolakjubilæum i lørdags (se forrige optegnelse) stående uforstyrret på væggen. Indtil jeg slår noget op om udgivelsen af min nye digtsamling Digte og aforismer 2016-2018. Jeg vil kort sagt give det positive forrang fremfor det negative. - Måske vil jeg for princippets skyld under alle omstændigheder lave en lille Løgnens Dag-dagbogsoptegnelse hvert år den 12. juni.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

ANTALLET, IKKE BESKÆFTIGELSESGRADEN ER AFGØRENDE

 

Kommentar til indslaget i DR 2 Deadline 02.06.18 om, at "Integrationen har det meget bedre end sit rygte". Med udgangspunkt i Hans Lassen ph.d.-afhandling om spørgsmålet.

 

Det afgørende er, hvad vi altså er nogle der for kortheds skyld kalder befolkningsudskiftningen, hvormed vi jo mener den voldsomme ændring af befolkningens sammensætning, der kan ende med, at vi etniske danskere (herunder mine efterkommere) bliver et mindretal i vort eget land. Og det er naturligvis særlig alvorligt, når det nye flertal repræsenterer en helt anden kultur. Også hvis 100 % af dem taler dansk og er i beskæftigelse! - Mange vil kalde dette "racistisk", men en bedre betegnelse vil være "etnicistisk" eller måske "kulturalistisk". - Den store fordel ved dette standpunkt er, at det udelukkende ser selve indvandringen, og altså antallet, som et problem. Der er ikke brug for at finde alt muligt dårligt hos indvandrerne. Og der er ikke brug for alle mulige former for "insektsex"-symbolpolitik. Standpunktet er kort sagt renfærdigt. - At internationalistiske venstrefløjsutopister, "anstændige og liberale borgerlige" og erhvervslivet/kapitalen ser anderledes på det, er en helt anden sag.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Stednavnet Tillitse og et par historier

 

24.04.18

 

Et artikelmanuskript, der uddyber, hvad der står i nedenstående læserbrev.

 

Som slavist må jeg insistere på, at det vendiske stednavn Tillitse staves med -tse. Den anden stavemåde må, som i mange personnavne, stamme fra tysk. Jævnfør også de mange oprindelige slaviske stednavne i Tyskland, der ender på -itz. I de slaviske sprog står bogstavet z for stemt s.

 

Mange kender den store sydpolske by Katowice og ved, at c'et udtales ts (som i Fredericia), og at trykket som næsten altid i polsk ligger på næstsidste stavelse. Tillitse er et navn af samme type og skal derfor staves med ts på dansk.

 

Gennem mange år har Anna og jeg været venner med de nuværende vendere (officielt sorbere) i Bundesland Sachsen, især med dem i den lille kommune, hvis tyske navn er Nebelschütz, men hvis vendiske/sorbiske navn er Njebjelčicy (hvor c også udtales ts, men som bare ender på y). De er øvresorbere. Sorberne i Bundesland Brandenburg kaldes nedersorbere. De har hver sit, men jo ikke så forskellige, slaviske sprog, der ligner polsk og tjekkisk. - Der var for tusind år siden femogtyve slaviske stammer nede syd for Østersøen, men engang i 1700-tallet var kun de nuværende sorbere tilbage. Alle de andre var blevet opslugt af de indvandrede tyskere. Men nogle af de nordlige vendere havde slået sig ned på Lolland-Falster, hvad de ret mange slaviske stednavne her vidner om, foruden Tillitse fx Kuditse, Glukse, Binnitse og Korselitse.

 

Venderne tilbage på Lolland-Falster

 

I maj 2001 havde jeg arrangeret et besøg på Lolland-Falster af en vendisk/sorbisk tremandsdelegation bestående af Domowina-formand Jan Nuck (Jan Nuk), borgmester og amtsrådsmedlem (Kreistagsabgeordneter) Thomas Zschornak (Tomaš Čornak) samt journalist og musiker Martin Wetzlich (Měrćin Weclich). "Domowina" eller "Bund Lausitzer Sorben" er sorbernes folkelige organisation.

 

5. søndag efter påske deltog vi i højmessen i den eneste kirke i Danmark med et vendisk navn, nemlig Tillitse Kirke. Provst Holger Villadsen forrettede gudstjenesten og havde valgt salmer med tyske melodier – som vore tre romersk-katolske gæster sang flot med på.  Efter prædikenen fremførte Jan Nuck en smuk hilsen fra menigheden hjemme i Lausitz. Lige før altergangen hviskede jeg til dem, at de da var velkomne, men at jeg jo godt vidste, at de som katolikker ... De deltog alle tre!

 

Hjemme i Kappel præstegård havde provstinde, sognepræst og medlem af Det Mellemkirkelige Udvalg Anne Birgitte Villadsen kirkefrokosten parat til både "os vendere", en ekspert i slaviske stednavne og folk fra sogn og kommune, bla. menighedsrådsformanden, lokalhistorikeren, borgmesteren og kommunaldirektøren.

 

Til sidst kørte vi en tur rundt og så "vendiske steder", som netop den gamle Rudbjerg kommune altså har den største koncentration af. Her optrådte den lokale lokalhistoriker sammen med ph.d. i vendiske stednavne Friederike Housted, hvis bog Stednavne af slavisk oprindelse på Lolland, Falster og Møn (1994) jeg henviser til.

 

Tylice i Polen

 

Men jeg har også en anden historie. I 2010 var Anna og jeg efter en begivenhedsrig tur rundt i Polen på vej til endnu en international byfest i den ovenfor omtalte vendiske kommune Nebelschütz/Njebjelčicy. Under et stop ikke langt fra grænsen til Tyskland kom vi i snak med et par håndværkere, som fik hele remsen med gammel sprogofficer og venderne på Lolland-Falster og venderne i Lausitz, som vi var på vej til. Og jeg havde blandt andet nævnt Tillitse. ”Tillitse”, sagde de, ”den ligger jo lige hernede syd for Zgorzelec!”. (Den tyske del af denne grænseby hedder Görlitz). Og de viste på kortet, hvor det var. Den landsby måtte vi besøge. Selv om den jo hedder Tylice [tylitse] med y, så det nok ikke er (helt) det samme. Men alligevel!

 

Mit sidste ord skal være, at det selvfølgelig er Stednavneudvalget, der er den øverste autoritet, og at jeg har tillid til, at de rådfører sig med folk, der ved mere end jeg. Det kan være, de beslutter sig for at følge det lokale folkekrav og at tage hensyn til, at den tyske stavemåde har vundet hævd. Men sprogligt korrekt er det ikke.

 

Bent Christensen

 

-  -  -

 

Om mig:

 

Tidligere sognepræst i Døllefjelde Bent Christensen har siden 2003 boet ved Holeby og virket som forfatter, oversætter fra polsk og organistvikar. Han blev sprogløjtnant med russisk i 1964 og cand. mag. i dansk/russisk i 1968. Med en supplerende teologisk uddannelse blev han præst på Bornholm i 1971, men kom allerede i 1974 hjem til Østlolland. Fra 1990 var han aktiv i mellemkirkeligt og mellemfolkeligt arbejde i og med de øst- og vestslaviske lande. Han har studeret lidt ukrainsk og i forskelligt omfang alle de vestslaviske sprog, især polsk og øvresorbisk.

 

-

 

Billedtekster (i det Facebook-album, jeg 24.04.18 oprettede til denne tekst)

 

1. På vej ind i landsbyen Tylice i det sydvestligste Polen. Bemærk forfatterens blå bil.

 

2. Busstoppested og butik i Tylice. Bemærk forfatterens blå bil.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Tillitse er det rigtige

 

Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 24.04.18

 

Hvad Tillitze-/Tillitse-sagen angår, vil jeg som slavist med et særligt forhold til venderne sige, at der ingen tvivl kan være om, at den gamle vendiske lokalitet Tillitse skal staves med ts. Det andet må, som i mange personnavne, stamme fra tysk.

 

Mange kender den store sydpolske by Katowice og ved, at c'et udtales ts (som i Fredericia). Tillitse er et navn af samme type og skal derfor staves med ts på dansk.

 

Gennem mange år har Anna og jeg været venner med de nuværende vendere (officielt sorbere) i Bundesland Sachsen, især den lille kommune, hvis tyske navn er Nebelschütz, men hvis vendiske/sorbiske navn er Njebjelčicy (hvor c også udtales ts, men som bare ender på y). Og i 2001 besøgte en tremandsdelegation dernedefra bla. Tillitse. Men vi var også rundt til de andre vendiske steder i den gamle Rudbjerg Kommune.

 

Bent Christensen

slavist

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

 

*  *  *

 

 

 

JEG ER DYBT RYSTET OVER MARIE KRARUP

 

Torsdag den 22. februar 2018.

 

Jeg så Marie Krarup i Deadline og hørte igen hendes ubegribelige udtalelser om Rusland. Jeg måtte altså sætte denne kommentar i tråden på Deadlines Facebook-side: "Som medlem af Dansk Folkeparti er jeg dybt rystet over, at Marie Krarup bliver ved. Jeg er selv slavist og har haft en del med Rusland at gøre, både her og der. Og jeg ønsker på langt sigt et godt forhold til vore russiske medeuropæere. Men vi er nødt til at træde op mod Putin-regimet nu".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

En aforisme og nogle betragtninger i anledning af Prins Henriks død og bisættelse

 

Sat på her på bisættelsesdagen tirsdag den 20. februar.

 

Jeg havde ellers ikke foretaget mig noget i anledning af Prins Henriks død og ville nok heller ikke være kommet til det, hvis det ikke var, fordi jeg 16/2 under indtryk af hele den ejendommelige situation var kommet til at lave denne aforisme: "Aldrig før i den danske offentligheds historie har så mange så hurtigt haft en mand at takke for så meget". Jeg slog den op på min Facebook-væg 19/2, dagen før bisættelsen og satte den også ind i aforismesamlingen i Digte og aforismer 2016-2018, som regner med at udgive sidst på året. Og da flere havde reageret positivt på opslaget, føjede jeg i et kommentarfelt denne lille andenhåndshistorie fra mit gamle pastorat til: "På et tidspunkt [under en militærøvelse på Lolland, som kronprins Frederik deltog i, og som hans far besøgte] kom nogle tv-folk ind i Musse Købmandshandel og spurgte: "Er der nogen, der ved, hvor prins Henrik er henne?". Hvortil købmand Tove Wriedt svarede: "Ha’ står li’e derhenne!". - Prinsen var åbenbart løbet tør for smøger og var gået ind i Musse Købmandshandel for at købe nogle". - Se mere på undersiden "Erindringer - BILAG.

 

På selve bisættelsesdagen 20/2 I dag slog jeg yderligere to ting op. Den første var en almindelig markering af, at Prins Henrik nu blev bisat. Den anden var, sidst på eftermiddagen, denne betragtning:

 

EN STATSBEGIVENHED OG NATIONAL BEGIVENHED ER SLUT

 

Uanset alt andet har Prins Henriks død og bisættelse været en statsbegivenhed og national begivenhed.

 

Kongehuset med Dronningen i spidsen er statens og nationens symbol.

 

Og uden at komme ind på de særlige forhold omkring Prins Henrik, især i hans sidste tid, kan jeg ikke lade være at bemærke, at alt det, så mange har fortalt om deres oplevelser med ham, viser, at kongehuset også er symbol i den meget brede forstand, der er tale om i forbindelse med besøg, omgang, protektorater og lignende.

 

Når vi dyrker kongehuset, dyrker vi os selv, også i alle de sammenhænge, jeg lige har nævnt. For det er jo os - og vore forfædre og formødre og efterkommere - der er nationen. Og staten er vores stat.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Ugens aforisme - med en længere kommentar

 

Opslag på min Facebook-profil 05.02.18

 

AFORISMEN:

 

Det særligt danske er det særligt danske.

 

03.02.18

 

KOMMENTAREN:

 

Det er overskriften til min kommentar i lørdags (3/2) til DR 2 Deadline fredag aften [se nf.], jeg her har gjort til aforisme. Meningen er selvfølgelig, at det særligt danske i sig selv er en kendsgerning, uanset om vi kan sætte ord på det og definere det. Men der er to sider af sagen. Når man hører spørgsmålet "Hvad er så det særligt danske?", er det som regel et spørgsmål, der fremsættes af indvandringstilhængere og indvandrede med det formål at sætte indvandringsmodstanderne i forlegenhed, når de har svært ved at sætte ord på, og hvor deres konklusion så bliver, at hvis man ikke lige kan sætte ord på, så er det i orden med fortsat indvandring og fortsat islamisering. - Og læg mærke til, at det ikke kun er et spørgsmål om selve det præg, indvandringen direkte sætte på vort liv her i Danmark, der er også det forhold, at den fremmedpolitiske debat og andre ting, der har med indvandringen at gøre, fylder så meget i mediebilledet. Man kan (lidt overdrevent sagt) snart ikke åbne for radio eller tv, uden at det er noget af den slags, det handler om. Tænk på, hvor mange vigtige og i mange tilfælde mere positive ting sendetiden kunne have været brugt på! Alene dette forhold har i meget høj grad ændret vort liv her i Danmark.

 

Og her er det, jeg nu siger, at skal vi ikke skal lade os lokke i "Hvad er så det særligt danske"-fælden. For selv om der ikke var nogen som helst forskel på den kultur, vi har her i Danmark, og kulturen i de andre europæiske lande, ville det stadig være nødvendigt at stoppe indvandringen og islamiseringen - for den fælleseuropæiske og fællesvestlige kulturs skyld. Nu er der imidlertid helt åbenbart forskel på den måde, vi lever på her i Danmark, og den måde, man lever på i vore nabolande. Det gælder allerede den måde, hvorpå vi lever og omgås hinanden i de helt små og nære sammenhænge, men det gælder også den måde, hvorpå vi lever og arbejder på arbejdspladserne og i institutionerne. Og uanset hele den fremmedpolitiske debat er det interessant at se nærmere på, hvordan den kultur, der har udviklet sig hos os siden vikingetiden, er. Dette kræver et omfattende kulturelt og antropologisk studium. Og det bør vi tage op. Der er allerede sket noget på området, men det vil være umagen værd at gøre mere ved det, altså af rent kulturelle grunde, som et humanistisk og humanvidenskabeligt studium. Og det gælder, selv om det jo også er helt åbenbart, at vi siden vikingetiden har modtaget mange ting udefra. Det interessante er ikke, hvor tingene kommer fra (selv om det jo også er interessant), men hvad de er blevet til her hos os.

 

Dette er skrevet mandag den 5. februar 2018, den dag, hvor Socialdemokratiet fremlagde sit store fremmedpolitiske udspil. Vi, der i årtier har været modstandere af indvandringen og islamiseringen, har altså vundet rent politisk. Hej Poul Nyrup Rasmussen! Hej Uffe Ellemann-Jensen! Hej alle I andre!

 

Og jeg vil ikke være med til at prøve at nedgøre, hvad det genopstandne Kongelig Danske Socialdemokrati nu spiller ud med, bare fordi de har været længe om at komme tilbage til virkeligheden. Vi på vor side skal ikke være smålige og partiegoistiske. Det er Danmark, det gælder.

 

At de, der har villet spille gode og fine, stadig vil komme til at stå som de gode og fine, og at vi andre stadig vil komme til at stå som "sorte", er der ikke noget at gøre ved. Vi ser noget lignende, for så vidt angår dem, der var på den forkerte side under Den Kolde Krig. De urealistiske ideologiske plusord har en stor magt. Hvis dette forhold skal ændres, skal der en stor idémæssig ændring til. Men det kan også komme, selv om den slags tager lang tid og kræver en intellektuel indsats på også de højeste niveauer. Det er nok dem, der går i gymnasiet nu, der skal gøre dette arbejde. Og det skal først og fremmest være et arbejde, der gøres helt positivt, for livets, sandhedens og virkelighedens skyld. Men mens vi venter, prøver jeg for mit vedkommende at gøre mit. "Mit Dannevirke", som jeg regner med at udgive sidst på året, vil være et vigtigt bidrag fra min side. Og det er netop helt overvejende rent positive "betragtninger om allehånde" (med det poetiske i centrum) - selv om der selvfølgelig også er en del polemiske elementer i det. Vent og se!

 

Men nu vil jeg lige oversætte et par strofer Mickiewicz. Og jeg slår nok dagens Mickiewicz-romance op senere i dag.

 

05.02.18

 

 

 

*  *  *

 

 

 

DET SÆRLIGT DANSKE ER DET SÆRLIGT DANSKE

 

Under denne overskrift blev nedenstående tekst sat i DR Deadlines tråd om formiddagen lørdag den 3. februar 2018. Men jeg slog den også op på min egen Facebook-profil, hvor den fik denne overskrift og indledning:

 

DET SÆRLIGT DANSKE - ET INDSKUD MELLEM SALMERNE TIL KYNDELMISSE OG SEKSAGESIMA

 

Da der igen i går var en ret utilfredsstllende diskussion i DR 2 Deadline om "det særligt danske" (dog med visse gode tilløb på højre side), har jeg her til morgen måttet skrive nedenstående betragtninger, som jeg lige har sat i tråden til indslaget på Deadlines side, og som jeg nu slår op her. Min salme til søndag seksagesima (som også markerer mit otteårsjubilæum, hvad salmeopslag her angår!) slår jeg op senere i dag lørdag. Her er mine betragtninger om "det særligt danske":

 

Så fik vi igen en temmelig dårlig diskussion om "det særligt danske" (Deadline 02.02.18). Niels Jespersen og Aurelija Aniulyte kom sagen lidt nærmere, end det som regel er tilfældet, men jeg vil prøve at komme den endnu nærmere.

 

Allerførst vil jeg konstatere, at spørgsmålet "Hvad er det særligt danske" for det meste stilles af danske identitetsfornægtere (-bekæmpere) og indvandrere. Lidt groft sagt ligger det i denne måde at spørge på, at hvis vi, der ønsker at bevare og videreudvikle vor danske identitet, ikke kan komme med en eller flere gode definitioner, er der ingen grund til at være imod indvandringen og islamiseringen. Men denne fælde skal vi ikke lade os lokke i. Vi har ingen pligt til at komme med definitioner. Vi har ret til at sige, at nu er vi sådan, som vi er, og at det vil vi blive ved at være.

 

Men uanset alt andet er det selvfølgelig interessant at prøve at få indkredset, hvad der er det særlige, vi danskere - i al vor forskellighed - er fælles om, og som er den fælles bund under alle forskellighederne. Og det er jo noget andet og mere kvalitativt end de almindelige friheds-, ligheds- og demokrativærdier, der ofte nævnes, men som jo stort set er fælles vestlige værdier.

 

En virkelig indkredsning af "det særligt danske" er mulig. Men det vil kræve et stort antropologisk forskningsarbejde. Man skal fx undersøge, hvordan man omgås hinanden i alle mulige sammenhænge - og så sammenligne det med, hvordan man tilsvarende omgås hinanden i de andre nordiske lande og i Tyskland og Storbritannien.

 

Det kan være i familierne, herunder ved familiefesterne (hvor det fx er noget meget særligt dansk, at man skriver sin egne festsange med hyldest til festens midtpunkt). Men altså også hele bord- og måltidskulturen osv.

 

Og det kan være den måde, man udveksler bemærkninger på, når man mødes, eller når man står i køen ved kassebåndet.

 

Man kan også gå til litteraturen. Man kan fx sammenligne Adam Oehlenschlägers digtning med tilsvarende digteres i de ovf. nævnte lande. Noget andet er salmedigtningen. Her kan man fx sammenligne Kingo og Brorson med tilsvarende udenlandske salmedigtere. Og så er der Grundtvig! Både som salmedigter og i det hele taget. Jeg tror også, man ville kunne nå til interessante resultater, hvad nutidige digtere og forfattere angår.

 

Et meget vigtigt område er arbejdspladserne, både i hele den offentlige sektor (institutionerne) og i den private sektor. Her vil man nok også kunne nå til interessante resultater. Jeg kan særligt pege på hele uddannelses- og forskningsområdet, altså alt fra daginstitutionerne til universiteterne.

 

De områder, jeg kender af egen voksen erfaring, er Folkekirken og Hæren. Og hvad begge angår, har jeg (især som slavist) et vist erfaringsgrundlag. Jeg har siden 1990 haft et ret stærkt mellemkirkeligt engagement, især for så vidt angår Polen og Rusland (med Kazakhstan), men også for så vidt angår de andre nordiske lande, Tjekkiet, Slovakiet og Tyskland (herunder de slavisktalende sorbere (vendere) i Bundesland Sachsen). Og det er helt klart, at Den Danske Folkekirke er noget helt særligt. På alle måder og på både godt og ondt. Og jeg var i vinterhalvåret 1976/77 feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern. Her kom man virkelig til at se det særligt danske! Vi kunne forene den danske hygge med stor militær effektivitet, hvilket tilsammen bla. gjorde os særdeles velegnede til at dæmpe gemytterne, når det var nødvendigt. Og jeg gjorde også interessante kirkelige erfaringer, såvel inden for hele UNFICYP som i forhold til den lokale ortodokse kirke.

 

Pladsen tillader ikke, at jeg går i yderligere detaljer.

 

Endelig er der forholdet mellem fortid, nutid og fremtid. Det er klart, at vi mere eller mindre kulturkonservative "identitetsdanskere" lægger stor vægt på fortiden, hvilket for mig at se vil sige hele perioden fra vikingetiden til i dag. Men det betyder jo ikke, at vi vil gå tilbage i fortiden og begrave os statisk i den. Mit personlige slagord (altså også for så vidt angår mit eget liv) er, at man ikke skal gå tilbage til sin fortid, men have den med sig.

 At være konservativ er at se hele historien, dvs. både fortiden, nutiden og fremtiden som en helhed. Også for os konservative bevæger tiden sig jo fra sekund til sekund. Vi går alle hele tiden ind i fremtiden. Men til det har jeg også et slagord: Indvandringen betyder, at vore efterkommere kommer til at leve i en anden kultur end den, der ville have udviklet sig under naturlige omstændigheder. Og det er det, kampen drejer sig om, retten til at leve og udvikle sig under naturlige omstændigheder - hvilket også vil sige i en naturlig vekselvirkning med vore naboer og resten af verden.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

INGENTING SÅ GALT ...

 

Om juleafslutningsgudstjenesten, der blev væk

 

Det er med blandede følelser, jeg hører om den i hvert fald indtil videre afskaffede juleafslutningsgudstjeneste for skolebørn i Græsted. På den ene side må jeg se det som endnu et eksempel på, hvordan indvandringen skridt for skridt forandrer menneskelivet i Danmark. Men på den anden side, det vil sige kirkeligt set, hilser jeg det velkommen, at man nøjes med at holde lidt førjuleferiehygge i skolen (så længe man ellers kan det). De kristne familier har jo hele juletiden at kunne gå i kirke i, og det vil være dejligt at se nogle flere til julens gudstjenester.

 

Indvandringens indflydelse på menneskelivet i Danmark var vi nogle der advarede om for allerede flere årtier siden. Men vi fik at vide, at modtagelsen af nogle få flygtninge, da ikke kunne betyde noget. Nu siger den samme slags mennesker triumferende, at vi må bøje os for, at vi lever i et multikulturelt samfund.

 

Og de triumferende tilhængere af indvandring og multikultur har ret. Vi lever i et multikulturelt samfund. Og vi, der ikke vil have opdraget vore efterkommere i større og større kulturel sterilitet, må derfor efterhånden oprette vore egne skoler og andre institutioner. Dermed vil vi jo også kun styrke den multikultur, så mange toneangivende mennesker gerne vil have. Men det er sørgeligt. Det bliver selv i bedste fald et meget andet Danmark, end det ville være blevet uden indvandringen.

 

Men hvad lige netop de såkaldte julegudstjenester før den 24. december angår, må jeg altså hilse beslutningen velkommen! Jeg har altid været og vil altid være indædt modstander af førjuleri i kirken. Og jeg ser med stor misbilligelse på, hvad der igen i år foregår af juleri i hele adventstiden (som dermed bliver mere eller mindre udvisket).

 

Det er slemt nok, at juleaften er kommet til at fylde så meget her i Danmark. At man holder en lille helligaftensandagt i forbindelse med kimningen før både jule-, påske- og pinsedag, er OK. Men det er altså den 25. december, der i kirkeårsmæssig forstand er Kristi fødsels dag i hele den kristne kirke (oprindelig den romerske solguds fest, den virkelige dato kender vi ikke), så det er meget uheldigt, at opvarmningsøvelsen den 24. december bliver gjort til julegudstjenestEN - og at man i øvrigt har julet så meget siden anden halvdel af november, at ingen orker at holde jul i selve juletiden, der altså kirkeårsmæssigt set slutter med helligtrekongers dag den 6. januar.

 

Bent Christensen

forfatter, pastor emeritus

dr. theol. & cand. mag.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

REPUBLIKKEN, DER BLEV VÆK

 

Dette indlæg blev påbegyndt tirsdag den 5. december lidt efter DR2 Deadline. Jeg havde godt hørt både spotsene om "Jul i republikken" og interviewet med DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen i morges. Og jeg havde før Deadline læst noget om sagen på Nettet. Nu kom instruktør Lotte Svendsen så i Deadline i samtale med Niels Krause-Kjær.

 

Inden jeg går videre, må jeg oplyse, at jeg siden midten af 1960'erne har frygtet og kritiseret, hvad jeg dengang betegnede som "venstreorienteringen". Jeg var især kritisk over for "de venstreorienteredes" (fra De Radikale og dele af Socialdemokratiet og derudad) holdning til sovjetkommunismen. Men jeg var også kritisk over for de totalitære tendenser på venstrefløjen og i de venstreorienterede miljøer. Og når vi nu bagefter hører, hvordan det gik til i disse miljøer, må man sige, at min kritik ikke var ubegrundet. Jeg må også oplyse, at jeg selv af holdning er konservativ. Og man kan godt sætte både national-, kultur- og social- foran. Der er dog først og fremmest tale om en grundholdning, som det vil føre for vidt at komme nærmere ind på her. Det vigtigste for mig var frihed og demokrati og retsstat. Og et stærkt forbehold over for al slags idelogi. Og en historisk og pragmatisk holdning. Jeg er også tilhænger af den konstitutionelt monarkiske statsform, vi har. Og nå ja, jeg er også medlem af Dansk Folkeparti, ja, var for nogle år siden lokalformand her i Lolland Kommune. Jeg er forresten også gammel Grundtvig-forsker med både en licentiatafhandling (ph.d.) og en doktordisputats bag mig, men nu "discipel af Grundtvig" som mig selv. Så har jeg nogenlunde fået placeret mig. - Hvis man vil vide mere, kan man gå på min Facebook-profil og min hjemmeside www.bentchristensen.dk Og man kan søge på mine bøger på bibliotekerne og hos boghandlerne, især saxo.com

 

Hvad denne julekalendersag kalder frem i mig, kunne jeg også sige meget om. Men jeg vil for det første sige, at der er noget ved den, jeg aldeles ikke bryder mig om. Det lugter langt væk af censur - og af frygt for det kommende medieforlig. Hvordan man end forholder sig - på begge sider - er det ikke sådan, man skal gøre.

 

Jeg bruger DR meget. Og er stort set meget tilfreds. Især med DR Radios P1. Og jeg mener, der generelt er en fin bredde og mangfoldighed i programmerne. Noget andet er, at der tydeligvis stadig er megen "venstreorientering" blandt "kunstnere og intellektuelle", og sikkert også hos mange i DR. Men hvad skal man gøre ved det?

 

Censur og brud på armslængdeprincippet er ikke løsningen. Så bliver vi jo selv som vore modstandere! Hvis der i kulturlivet, herunder i DR, kan konstateres direkte magtmisbrug, så at fx folk med almindelige mainstreamholdninger eller højreorienterede holdninger bliver holdt ude eller underkastet censur, må man selvfølgelig prøve at stoppe det på alle rimelige måder. Men hvis det nu faktisk er sådan, at folk med talent ofte er venstreorienterede, så må vi andre faktisk finde os i det. Indtil der kommer til at blæse andre holdningsmæssige vinde, så at der kommer mere bredde i talentmassen.

 

Ja, det eneste, der kan bringe os videre, er, at unge talenter af sig selv begynder at tænke på andre måder. Jeg tænker selvfølgelig ikke på sådan noget som højreorienteret agitprop-kunst. Vorherrebevares! Nej, jeg tænker simpelt hen på, at de nye unge begynder at forholde sig åbent og bredt til virkeligheden.

 

Et legitimt middel er selvfølgelig hele idé- og kulturdebatten - som jeg selv prøver at bidrage til. Der skal drives ideologikritik. Og det bliver der efterhånden også gjort. I stigende omfang. Men de fleste af mainstream- eller højrefløjsdebattørerne er ikke hverken kunstnere eller intellektuelle på et niveau, der går højt og dybt nok. Her må vi vente. Og det afgørende er naturligvis ikke kritikken af de andre, men hvad man selv bidrager positivt med. - Hvilket niveau jeg selv befinder mig på, ved jeg ikke. På en måde kunne jeg godt betegne mig selv som både kunstner (digter og tidligere amatørjazzmusiker) og intellektuel. Men hvad det første angår, ville jeg gerne befinde mig på et højere niveau, og hvad det andet angår, lyder en af mine aforismer: "Jeg betegner mig aldrig som intellektuel. Jeg er i forvejen præst - i den kristne kirke". Nu har jeg imidlertid skrevet også dette indlæg, og så må vi ellers se.

 

Jeg ville give meget for at høre hele "Jul i republikken". Jeg kunne måske blive forarget. Men jeg ville nok også more mig. I hvert fald over en stor del af det. Jeg er meget utilfreds med, at jeg ikke kommer til at høre denne julekalender.

 

Bent Christensen

forfatter, pastor emeritus

dr. theol. & cand. mag.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Jeg er ked af og flov over, at vi har en så slap statsmagt.

 

Kommentar i DR 2 Deadlines tråd til udsendelsen 07.11.17 (indslaget om den såkaldte bandekonflikt).

 

Det er ynkeligt at høre både politikerne og kommentatorerne. Man kan få den tanke, at de er truet af banderne! Jeg siger ikke, at jeg tror, de er det. Men det er mærkeligt, at de står så opgivende med armene ned langs siden.

 

Jeg er ked af og flov over, at vi har en så slap statsmagt. Det er utåleligt, at nogle grupper, hvis medlemmer man i vid udstrækning kender, skal have magten i gaderne.

 

Jeg går ind for, at sådanne voldelige grupperinger skal forbydes - og i det hele taget holdes nede på alle mulige måder. Og sættes i fængsel eller samles på en øde ø.

 

 Hvad Grundloven angår, er det efter min mening ikke et spørgsmål om, hvorvidt sådan noget strider mod den. Grundloven siger tværtimod klart, at organisationer, der virker ved vold, skal opløses. Jeg ved godt, at det først og fremmest er politiske organisationer, der er tænkt på. Og det er naturligvis endnu vigtigere. Men kriminelle bander, der også mere eller mindre fører sig organiseret og uniformeret åbenlyst frem, er altså også utålelige.

 

Endelig vil jeg sige, at jeg altid lytter til jurister og andre, der advarer mod de utilsigtede konsekvenser af indgreb som dem, der her er tale om. Og jeg forholder mig selv kritisk til nogle af de ting, man i sin berettigede fortvivlelse prøver at gøre i forhold til muslimerne. Jeg går meget stærkt ind for retsstaten og retssikkerheden. Men hvis man sætter gode politikere og skarpe jurister sammen, vil man godt kunne få strikket noget sammen, der kun rammer dem, der må og skal rammes.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Vælgermødet den 18. oktober 2017

 

Indlæg i vor beboerforenings blad FUGLSE BLADET oktober 2017

 

Måske har nogle bemærket, at jeg fører en slags offentlig dagbog, nemlig undersiden "Erindringer - DAGBOG", på min hjemmeside www.bentchristensen.dk Jeg skriver dog sjældent om private ting, men så godt som udelukkende om begivenheder af professionel eller offentlig karakter. Nogle gange er det også en kommentar. Nedenstående optegnelse er lidt af hvert. Og egentlig ville jeg have nøjedes med at sætte den på internetundersiden. Men Anna var med i affattelsen, og da jeg havde læst den færdige tekst op, sagde hun, at vi burde sende den til Fuglse Bladet. Det er underordnet, om den bliver læst før eller efter kommunalbestyrelsesvalget. Det afgørende er jo, at der er tale om et indlæg til fordel for ikke mindst det lokale politiske engagement - med også rent fysisk tilstedeværelse og samvær. Og navnlig er det et opråb til de yngre og unge. Vi ved, hvor travlt de har. Men hvis demokratiet skal bevares og styrkes, er det nødvendigt, at man investerer tid og kræfter i det. Og som det viste sig den 18. oktober 2017, kan man også få nogle virkelig gode oplevelser ud af det. Jeg er selv en ret ivrig Facebook-bruger, men mennesket lever ikke af Facebook alene. På et tidspunkt vil også de unge få trang til at være virkeligt sammen med andre mennesker.

 

Optegnelse i "Erindringer - DAGBOG":

 

Onsdag den 18. oktober 2017. - Anna og jeg var til et helt lokalt vælgermøde arrangeret af Fuglse Beboerforening. Det var i Fuglse Beboerhus, og panelet bestod af: Viceborgmester Henrik Høegh, Venstre. - Gruppeformand Vibeke Grave, Socialdemokratiet. - Leo Christensen, Lokallisten. - Eric Steffensen, Dansk Folkeparti. - Anette Egelund, Borgerlisten. - Stig Øhl var ordstyrer. - - Der var ikke så mange deltagere, som der burde have været, og ingen helt unge. Men det var et rigtig godt møde. Stemningen var god og fordragelig, både i panelet og blandt tilhørerne. Det var Lolland, når det er bedst. Anna og jeg lærte meget om vor kommune og vort lokalområde og var mere optimistiske på begges vegne, da vi gik, end da vi kom. - Vi har meget travlt for tiden og kunne godt være blevet hjemme, men vi havde sagt til os selv, at når vi gang på gang siger, at demokratiet kun kan fungere, hvis man også rent fysisk deltager i de politiske aktiviteter, ikke mindst lokalt, var det simpelt hen vor pligt at møde op. Men bagefter følte vi meget mere end tilfredshed med, at vi havde gjort vor pligt. Det var en lærerig, god og hyggelig folkelig begivenhed. Der var ingen af kandidaterne, vi ville være kede af at se i kommunalbestyrelsen efter valget den 21. november. At vi har vort eget partimæssige tilhørsforhold, er noget andet.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Burkaforbud og lignende er en dårlig idé

 

06.10.17

 

Jeg bliver mere og mere enig med de borgerlige superliberalister og venstrefløjen. Af ideelle grunde. Men dernæst også af mere kyniske grunde. For det første er det spild af tid at diskutere disse småting. For det andet sætter det os, der er indvandrings- og islamkritiske, i en dårlig taktisk position, hvor vi bliver tvunget i defensiven. Og for det tredje - og mest kyniske! - ser jeg sådan på det, at jo mere synlig islam bliver i samfundet, jo mere vil modviljen mod indvandringen og islam vokse, så vi dels kan nå frem til et stop for indvandring fra ikke-vestlige lande, dels kan få en stærk folkelig modstand (verbale og følelsesmæssige udtryk for modvilje) mod dem, der ikke vil indordne sig.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

SOLIDARITET MED INGER STØJBERG

 

I tråden til Inger Støjbergs opslag og (udvidet) på min egen Facebook-væg. Og med en senere kommentar.

 

28.09.17

 

Jeg opfordrer alle til at gøre som jeg. Og jeg ser på Inger Støjbergs profil, at mange simpelt hen har delt hendes opslag af billedet med Kurt Vestergaards tegning som baggrund på hendes iPad. Og endnu mange, mange flere har syntes godt om. MEN i tråden til hendes opslag er der rigtignok også mange der er imod, i mange tilfælde på en både dum og ubehagelig måde. Men nu slår jeg altså også TEGNINGEN op her på min væg. Alle frihedselskende danskere bør gøre det. - Her er hvad jeg har skrevet i tråden til Inger Støjbergs opslag:

 

"Kære Inger Støjberg! Det var modigt. Tak! - Og i solidaritet slår jeg nu også det billede, jeg har liggende, op på min væg. - Ja, der er grund til at være bange, men det tågesnakslør, de fleste prøver at dække sig bag, er ulideligt. Den frygtelige sandhed, at vi har mennesker her i vort land og her i Europa, der vil tyrannisere os, må frem i lyset. Hvad der jo i øvrigt var det oprindelige formål med JP-tegningerne. Hvor "hån, spot og latterliggørelse" desuden faktisk var inkluderende ment, nemlig på den måde, at når man, som vi gammeldanskere, er rede til at tåle dette, så er man en del af samfundet".

 

Jeg er spændt på, hvordan det billede, jeg har haft liggende siden 2010, vil komme til at tage sig ud. Men nu har jeg gjort, hvad jeg lige kunne. Mens jeg hører debatten i DR 2 Deadline. Min 2010-kommentar til billedet ser også ud til at komme med.

 

Gud bevare Danmark!

 

SENERE KOMMENTAR MED NOGLE SVAR:

 

Kære alle, der har kommenteret mit opslag! - Det er naturligvis i orden, at Frode ikke vil føle sig repræsenteret af Inger Støjberg, men det er efter min bedste overbevisning ikke korrekt at sige "provokation for provokationens skyld"; hun og vi, der er enige med hende, mener, der står noget afgørende vigtigt på spil. - Og til Mogens: Ja, det er på tide at komme videre. Vi skal en gang for alle vise, at vi ikke vil finde os i terrorist-censur. I sin tid var USA lunken. Hvis det kommer til en ny større konfrontation nu, vil USA nok støtte os mere. Og både hele EU og hele NATO bør også gøre det. Nok bortset fra NATO-landet og det vel nu tidligere EU-kandidatland Tyrkiet! - Endelig til Jonna: Som præst i Folkekirken er jeg åben og positiv over for ethvert muslimsk menneske. (At jeg er imod den store ændring af Danmark og Europa, som masseindvandringen allerede har medført, og som selv i bedste fald vil fortsætte, er noget andet. Det er et folkeligt, nationalt og kulturelt synspunkt). MEN det har aldrig været kristen teologi at lade mordere bestemme, hvad der må siges og gøres i samfundet. - Når vi skal videre, skal det også indebære, at vi får "grøden" ud af debatten. Det er utroligt, så megen tågesnak der bliver fyret af, uden logisk sammenhæng og uden hensyn til realiteterne.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

SOCIALDEMOKRATERNE OG BEKYMRINGERNE

 

Nu har jeg for jeg ved ikke hvilken gang hørt Christel Schaldemose tale om, at de socialdemokratiske politikere i Europa skal blive bedre til at lytte til folks bekymringer. Hun kan bare ikke forstå, at man kun vil stemme på dem, hvis de virkelig SELV er bekymrede.

 

Først slået op på min Facebook-væg om morgenen 27.09.17.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Vor monarkiske statsform overlever

 

Onsdag aften den 9. august 2017 slog jeg nedenstående kommentar op på min egen Facebook-væg - til det P1 Debat-opslag, jeg havde delt.

 

Efter at have hørt mange - nogle også meget dumme - kommentarer til prins Henriks meget uheldige optræden har jeg ikke kunnet lade være at dele P1 Debats opslag om udsendelsen i morgen torsdag kl. 12.15. Og jeg må også her hos mig selv ledsage det med den kommentar, jeg lige har givet det i P1 Debat-tråden:

 

At et medlem af kongehuset skejer ud - på den ene eller den anden måde - ændrer ikke min tilslutning til den statsform, vi har nu. Se på de kongeliges historie gennem tusind år!!! - Jeg hører til dem, der beder medierne lade prins Henrik være i fred. - I øvrigt mener jeg, at det er typisk for debatniveauet i disse år, at man blander forfatningsspørgsmålet og kongehusets organisation sammen med det almindelige spørgsmål om ligestilling mellem kønnene i et ægteskab. Margrethe er regerende dronning (formelt den første hos os) og altså statsoverhoved, og det kan hendes mand aldrig blive ligestillet med. - Hvad titulaturen angår, er spørgsmålet i høj grad af historisk og sproglig karakter. Når kronprinsesse Mary (vel) bliver tiltalt "Deres majestæt", når hun bliver dronning, kan man sige, at prins Henrik også burde tiltales "Deres majestæt". Det ville jeg ikke have noget imod. Anderledes forholder det sig med titlerne konge og dronning. I gamle dage var det så vidt muligt en mand, der var konge. Og hans kone var dronning = "konginde". Når en kvinde undtagelsesvis blev regent, blev hun også kaldt dronning, regerende dronning (vi har bare aldrig før haft sådan en i Danmark). Hvad en regerende dronnings mand angår, mangler vi simpelt hen et ord! Man kunne for min skyld godt opfinde et. "Konge-gemal" er efter min bedste overbevisning både grimt og (allerede dermed) umuligt. Men hvad så? Jeg kan altså ikke lige finde et allerede eksisterende ord. Men man kunne konstruere et. Som da H.C. Ørsted konstruerede de danske ord for hydrogen og oxygen, nemlig brint (jf. brænde) og ilt (jf. ild). Men kan det blive u-grimt? Her er nogle fattige forsøg: Regmand. Dronmand. Men man kunne nok lave nogle mere kønne! Og altså med tiltalen "Deres majestæt". - Er det endelig rigtigt, at det er noget, dronningen kan bestemme? Det kan godt være, hun i givet fald vil have udspillet. Men det skal vel i det mindste godkendes af regeringen og folketinget, ja, måske afvente en grundlovsændring. Med al min respekt for monarkiet, som vi har det i dag, ville jeg i hvert fald ikke finde mig i, at sådanne ændringer ikke skulle i det mindste godkendes af regering og folketing - eller altså eventuelt ved hele grundlovsændringsproceduren, inkl. en folkeafstemning. - Men prins Henrik er altså ikke ved at aflive monarkiet. Han afliver kun sig selv. Ærgerligt nok. For han har haft mange gode og hyggelige kvaliteter, der faktisk passede ganske godt til Danmark.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kunst og politik

 

Nedenstående er slået op på min personlige Facebook-profil, sat på her- og omtalt på min internetunderside "Erindringer - DAGBOG".

 

JEG VAR MED I P1 DEBAT

 

P1 Debat 18.07.17

 

-

 

P1 DEBATS FACEBOOK-OPSLAG:

 

Er redningsveste kunst?

 Den kinesiske kunstner Ai Weiwei har pakket Kunsthal Charlottenborg ind i redningsveste fra flygtninge i Middelhavet – er det kunst eller politisk agitation?

 Billedhugger Jens Galschiøt har åbnet en udstilling om religion og radikalisering i Bruxelles – er det kunst eller venstresnoede politiske budskaber?

 Filminstruktør og kunstmaler Simone Aaberg Kern producerer krigskunst – Skal kunst og politik adskilles?

 P1 Debat tirsdag 12.15

 

-

 

BC KOMMENTAR:

 

Mit princip er, at fx den centrale lyrik kun skal forholde sig rent til eksistensen og ikke være bærer af et budskab til andre. - Der kan godt skrives forkyndende digte. Men de befinder sig i periferien i forhold til den centrale lyrik. - Noget helt andet er, at selve ordet "kunst" og en simpel symbolik kan være en billig måde at promovere sig selv på. Især når budskabet ligger inden for de gunstige rammer.

 

-

 

P1 DEBATS SVAR:

 

Hej Bent - må vi evt ringe til dig i dagens udsendelse, ml 12.15 og 13? Ellers ring selv gerne på 70211919

 

-

 

BC SVAR PÅ DET:

 

Mange tak! I må meget gerne ringe på 5469 6080. Jeg er selv en slags digter, der også laver poetik. Og jeg går meget op i disse forhold. Alt er selvfølgelig tilladt. Men noget ligger mere i centrum end andet. Og noget er mere plat end andet! - I øvrigt er min baggrund teologisk - med mange år som Grundtvig-forsker (med teologisk doktorgrad), hvilket jo også har meget med poesi og poetik at gøre. Men nu prøver jeg (som pastor emeritus) at føre mig frem som discipel af Grundtvig og på hans skuldre. Altså på en, som Grundtvig selv udtrykker det, til tidens tarv og vilkår passende måde, dvs. ganske moderne. Grundtvig advarede kraftigt mod alle former for efterligning og efterabning. - Jeg har foreløbig udgivet bla. to digtsamlinger. - Og jeg er jo en af jeres glade og trofaste lyttere.

 

-

 

BC AFSLUTTENDE BEMÆRKNING HER:

 

Jeg nåede lige at komme ind i debatten, efter at de havde ringet mig op og koblet mig på og jeg længe havde fulgt debatten i studiet i telefonen.

 

Jeg snakkede som et maskingevær, da jeg kunne se, at klokken snart var et. Og jeg nåede at få karakteriseret Jens Galschiøt som teolog på ikke bare gymnasieelev-plan (hvad Rune Selsing havde gjort), men på mellemskoleelev-plan (i min tid svarende til 6. til 9. kl.). Men fik også sagt lidt, der svarede til ovenstående om forholdet mellem centrum og periferi i kunsten. Også derved, at jeg sagde, at selvfølgelig kan man også skrive fx politiske digte. Hvad jeg også selv gør. Det er så bare ude i periferien. Jeg fik også nævnt, at jeg er salmedigter, og at salmer er noget helt andet en almindelig lyrik. Desuden sagde jeg, at når man laver politisk kunst, må man finde sig i at blive politisk modsagt. Til sidst spurgte Gitte Hansen mig (som hun havde spurgt dem i studiet), om jeg var venstreorienteret. Hvad jeg besvarede med et kraftigt Nej. - I forbindelse med min karakteristik af Jens Galschiøts fundamentalisme-kunstværk fik jeg sagt, at det svarede til oplysningstidens måde at sidestille jødedommen, kristendommen og islam på, fx i Lessings "Nathan der Weise". Men hvis jeg havde haft mere tid, skulle jeg have sagt, at det måske forholdt sig modsat. Lessing mente, at de tre monoteistiske religioner i grunden var lige gode. Galschiøt mener vel, efter hvad der blev sagt i udsendelsen, at de i grunden er lige slemme. At den ene i hvert fald ikke har noget at lade de andre høre - og vel derfor hellere skal forlade fundamentalismen og give sig til at leve i fred (hvilket sidste jeg jo helt kan tilslutte mig). Men de Jesus-eksempler, der blev nævnt, var helt ude i skoven. Galschiøt er som teologiserende kunstner virkelig på allerhøjst mellemskoleniveau.

 

UDSENDELSEN KAN HØRES HER:

 

http://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2017-07-18

 

Jeg er selvfølgelig mest enig med Søren Martinsen og Rune Selsing. Men mit egentlige anliggende i dagens sammenhæng er altså påpegningen af, at der må skelnes mellem den centrale kunst og den forkyndende eller propaganderende (ofte billigt platte) kunst ude i periferien.

 

-

 

TILFØJELSE (på begge de nævnte Facebook-sider og nu, 19.07.17, her): Jeg har hørt udsendelsen igen og er først nu blevet helt klar over, at Jens Galschiøts opstilling udtrykkeligt har både en positiv forside/yderside og en negativ bagside/inderside. Ydersiden svarer altså til Lessings harmoniseringsforsøg (alle de tre monoteistiske religioner er lige gode). Men bagsiden viser - eller skulle vise - at alle tre også rummer nogle uhyggelige, dystre og væmmelige ting. Der er bare det ved det, at hverken jøderne eller de kristne praktiserer de uhyggelige ting i Det Gamle Testamente. Hvortil kommer, at der ikke er sådanne lovbud i Det Nye Testamente, tværtimod. Jesus-citatet om de ufrugtbare grene, der skal brændes, er brugt på en helt vanvittig måde. Jesus kunne godt tale hårdt - og i tidens sprog. Men summen af alt, hvad Jesus sagde og gjorde, er tilgivelse og kærlighed. Jo, Jesus talte også, og altså nogle gange i tidens prog, om dommen og dommedag. Og det er jo nødvendigt, når det Onde nu engang er en realitet i verden (hvad der ganske vist er nogle der ikke vil indrømme). Det vil føre for vidt at komme nærmere ind på dette her. - At den såkaldte Kristenhed rent faktisk har gjort mange grimme og onde ting, er desværre en kendsgerning. Dybt anfægtende! Men der er ikke noget af det, der kan føres tilbage til Det Nye Testamente, endsige til Jesus. - Alle, der udtaler sig om kristendommen, bør begynde at gå i kirke (i Folkekirken) hver søn- og helligdag, så de kan høre, hvad det er man samles om. Det gælder salmerne, de bibelske læsninger, prædikenen og nadveren. Hvis de oplever det, vil de ikke kunne udtale sig så tåbeligt og mellemskoledrengeharmoniserende, som mange af dem gør nu.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

LØGNENS DAG - 12. juni

 

12.06.17

 

Jeg genbrugte på min Facebook-profil min 2015-tekst (se nf. under 12. juni 2015) om det, at et forhold mellem to af samme køn nu kaldes et ægteskab, men med denne indledning:

 

Det er i dag fem år siden Dronningen autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn.

 

Jeg satte den 12. juni 2015 nedenstående optegnelse på min internetunderside "Erindringer - DAGBOG" (og tilsvarende på undersiden "Debat"). Og jeg genbruger den nu her i 2017. Der er ingen grund til at ændre noget eller føje noget til. Det eneste, jeg vil sige nu, er, at jeg bliver mere og mere træt af at beskæftige mig med denne sag. Når jeg bliver ved, er det, fordi jeg har lovet mig selv at gøre det. De, der har vedtaget denne socialkonstruktivistiske newspeak-løgn, skal hele tiden mindes om, at der er nogle, der ikke vil bøje sig. Her er 2015-optegnelsen:

 

 

*  *  *

 

 

 

HAR TERROREN PÅVIRKET UK-VALGET?

 

09.06.17

 

Jeg har ikke hørt nogen sige det endnu. Men jeg har selvfølgelig ikke hørt alle kommentarer. Under alle omstændigheder siger jeg nu her, at man må spørge, om det ikke er terroranslagene og Jeremy Corbyns udtalelser om, at det (mere eller mindre) er UK, der har nedkaldt dem over sig ved at deltage i krigen mod Islamisk Stat, der har fremkaldt det meget overraskende valgresultat i UK. Da jeg hørte Corbyn sige det, opfattede jeg det umiddelbart som i hvert fald meget dristigt og måske også forræderisk. Man skal ikke bøje sig for terroren dvs. for fjendens femte kolonne i ens eget land. Men Corbyn har jo ret. Krig er krig, og fjenden vil selvfølgelig svare igen med de midler, han har. I dette tilfælde de soldater, han har i Europa, herunder UK.

 

Terroren og Corbyns udtalelse er det eneste nye, der er kommet til, siden Theresa May udskrev valget under indtryk af særdeles gunstige meningsmålinger! Det må i hvert fald være en meget vigtig faktor. For der er jo også de indenrigspolitiske Labour-ting. Men de har været der hele tiden.

 

Men det er frygteligt. Hvis vi ser bort fra terroren her i Europa, skulle vi efter min mening holde os helt ude af såvel Afghanistan som Mellemøsten og Nordafrika. Intet af det har haft positive virkninger, tværtimod. Og hvorfor skal vore soldater dø og lemlæstes, når det er de pågældende landes og områders eget problem.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

SOCIALKONSTRUKTIVISTISK NEWSPEAK-LØGN

 

Kommentar i Deadline-tråden, på min egen Facebook-væg og her.

 

Min kommentar til Deadlines diskussion 29.05.17 mellem to tidehvervsfolk om vielse af personer af samme køn var:

 

Det er rigtigt, at et ægteskab, der er indgået på rådhuset, er det samme som et ægteskab, der er indgået i kirken - og omvendt. Derfor er der for mig lige så megen grund til at protestere mod, at et forhold mellem personer af samme køn kaldes et ægteskab på rådhuset, som at det kaldes et ægteskab i kirken. Jeg må som borger i det danske samfund protestere lige så meget mod det ene, som jeg som medlem af Folkekirken protesterer mod det andet. - Min protest er sådan set rent sproglig eller begrebsmæssig. Jeg ser det at kalde et forhold mellem personer af samme køn et ægteskab som et eksempel på konstruktivistisk newspeak. Det er den konstruktivistiske newspeak, jeg protesterer imod - som imod alle de andre eksempler derpå, fx det, at kønnet skulle være en social konstruktion. Når jeg for det meste især har protesteret mod, at personer af samme køn kaldes ægtefolk i kirken, er det, fordi det er særlig utåleligt for mig, at vi har en newspeak-løgn trykt i Ritualbogen. - Det registrerede partnerskab er ikke en newspeak-løgn, men en fornuftig måde at indrette sig efter virkeligheden på.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

P1 Debat om konfirmationen - med FB-bidrag fra mig

 

Fredag den 26. maj 2017 (dagen efter Kristi himmelfarts dag) handlede P1 Debat om konfirmationen. I Facebook-opslaget skrev redaktionen:

 

"Er konfirmander dumme?

 

 Gør vi konfirmanderne dummere end de er, når vi tror, at de kun går efter grunkerne og ikke Gud, når de bekræfter dåben i kirken? Er der flere værdier og mindre kapitalspekulation i at blive nonfirmeret?

 

 P1 Debattører: Jan Grønborg præst, Mette Gramstrup præst, Lone Ree Milkær formand for Humanistisk samfund, formand for Ateistisk selskab Anders Stjernholm, Suzette Munksgaard projektleder i Center for Ungdomsstudier. Vært: Bente Dalsbæk. Lyttere kan ringe ind på 70211919".

 

-

 

Min kommentar i tråden til opslaget blev citeret hen mod udsendelsens slutning. Den lød:

 

"Vi skal ikke undervurdere konfirmanderne, men tværtimod sørge for at give dem den ægte vare på største og dybeste måde. Det gælder på en helt særlig måde præsterne, men det gælder også forældrene og alle andre. - Ateismen/humanismen er en legitim holdning. Efter min mening det eneste alternativ til kristendommen for moderne mennesker. Jeg har selv været ateist i nogle af mine ungdomsår. Og jeg går ikke ud med hån og spot og platte argumenter mod dem. Hvorfor er de så så aggressive mod os kristne?".

 

Anders Stjernholm svarede, at han ikke mente, han var aggressiv. Og det var vist så det. Men jeg var selvfølgelig glad for, at min kommentar blev læst op.

 

I øvrigt mener jeg, at det var en efter tidens forhold god debat. Anna og jeg var især godt tilfredse med Suzette Munksgaard, som vi mente sagde mange gode og interessante ting, især ting, der viste, at man gør forkert, når man undervurderer konfirmanderne. (Jeg har selv undervist og konfirmeret konfirmander 1971-2003). Annas og min kommentar her i køkkenet var, at vi måske nok har skrabet bunden, men at det så kun kan gå fremad, ja, på flere måder er begyndt at gøre det.

 

Om de to præster vil jeg sige, at de på én måde svarede godt for sig, men på en anden måde var for svage. Om trosbekendelsen burde de have sagt, at den er en historisk tekst, som man ikke skal ændre i, men som man til gengæld hele tiden må prøve at forholde sig til og udlægge, som man hver især bedst kan. Hvad de jo faktisk også sagde. Jeg er pudsigt nok selv ved at udgive en bog med titlen "Mit teologiske testamente. Dogmatik og betragtninger". (Vil nok være tilgængelig på Saxo Publish om nogle uger). I denne bogs første del udlægger jeg hele den apostolske trosbekendelse (med inddragelse af dele af den nikænske). Og jeg gør det under mit motto "traditionalist til tiden". Et gennemgående træk er, at jeg ofte taler om "den kristne påstand" og tager al tvivl og anfægtelse og alle indvendinger alvorligt. Men jeg skelner med min store lærefader Grundtvig mellem spørgsmålet om kristendommens sandhed (er der dækning for påstanden, hvilket først vil vise sig indiskutabelt ved verdens ende) og spørgsmålet "hvad går den sande kristendom ud på". Og hvad det sidste angår, siger jeg, at vi jo har Bibelen og de oldkirkelige bekendelser samt Luthers Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse (Folkekirkens bekendelsesskrifter), og at vi deri kan se en bestemt kerne og en bestemt struktur, som vi uanset alle forskellige forestillinger og tanker må holde fast ved, hvis vi ønsker at være kristne - eller prøve på at være det. - Men selv om Trosbekendelsen ikke skal skrives om, kan vi jo godt prøve at parafrasere den. Det har man også gjort. I min salmesamling "Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage" (2015) har jeg selv gjort dette forsøg på at gendigte Den Apostolske Trosbekendelse:

 

TROSBEKENDELSEN GENDIGTET

 

Mel.: Op til Guds hus vi gå (DDK 447)

 

Vi vender ryggen til,

hvad Løgne-Magten vil,

og kaster os mod Gud:

Fri os fra ondskab ud!

 

Vi tror på Altings Grund

og siger med vor mund

helt barnligt: Kære Far,

fra dig vi livet har!

 

Vi tror på Sandheds Magt,

al mening evigt sagt;

du kom og blev vor Bror;

Maria var din mor!

 

Du gik den hårde vej,

alt vort tog du på dig,

igennem synd og død

du udvej for os brød!

 

Fra døden stod du op

og viste os din krop;

vi håber, det er sandt,

at liv og sandhed vandt!

 

Vi ser dig ikke mer,

dog er du stadig her;

for overalt er du,

i evighed og nu!

 

Når verden er forbi,

og tiden lukkes i,

da kommer du igen

som dommer og som ven!

 

Vi tror på Sandheds Ånd

som Kærlighedens bånd,

som Søn og Fader her,

i ordets kraft os nær!

 

Guds legeme er vi,

som Ånden lever i;

det store folk på jord,

der samles af Guds ord!

 

For skyld vi kendes fri,

og livet er deri;

når døden lægges ned

er glæden evighed!

 

2002

 

Ja, de, der kender mig, ved, at jeg ynder at skrive lange indlæg. Men det er jo alvor for mig. Jeg er stadig præst, selv om jeg nu er pensioneret. Derfor vil jeg heller ikke undskylde, at jeg faktisk reklamerer for de her omtalte to bøger. Jeg har ikke skrevet dem for sjov og kan kun ønske, at disse mine bidrag bliver kendt og læst - og brugt.

 

Med førpinse-hilsen til alle

 

Bent Christensen

 

Bent Christensen

forfatter, pastor emeritus

dr. theol. & cand. mag.

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

+45 5469 6080

 

bc@bentchristensen.dk

 

www.bentchristensen.dk

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Nu kludrer Marie Krarup igen

 

Den kristne mission skal ikke spændes for nogen som helst politisk vogn. Men den kristne kirkes karakter og universalitet står over alt andet.

 

Sendt til Kristeligt Dagblad 24.05.17. Men ikke optaget. Slået op på min Facebook-væg 02.06.17.

 

Ifølge TV2’s hjemmeside har Marie Krarup (DF) (som jeg allerede kritiserer for hendes Rusland-politik) sagt, at der snarere (end for et øget NATO-engagement i Irak og Syrien) er "behov for egentlig kristen missionering blandt muslimer, der befinder sig i Danmark". Og hun siger, at staten måske kan støtte yderligere kirkelige missionsaktiviteter.

 

Men selv om det selvfølgelig vil være godt for både (og først og fremmest) muslimerne selv og os andre, hvis de bliver kristne, må jeg som kristen sige klart fra her. Den kristne mission skal ikke besudles ved at blive spændt for nogen som helst politisk vogn!

 

Dette er den første og vigtigste grund til, at jeg må afvise og stærkt kritisere Marie Krarups forslag. Men der er jo også flere andre grunde til, at vi må træde varsomt, når vi forkynder Kristus for muslimerne - hvad vi dog selvfølgelig skal. Vi må føre Evangeliet frem og prøve at være et godt eksempel ved vor måde at leve som kristne på. Uden at lade den ene hånd vide, hvad den anden gør! Og vi må sige til hver enkelt muslim, at hvis han eller hun kommer til tro på Jesus Kristus eller ønsker at vide mere, skal han/hun være hjerteligt velkommen. Jeg er stærkt imod den store muslimske tilstedeværelse i Danmark (hvad der jo gør missionen vanskelig for mig), men jeg kan som kristen ikke sige til nogen, heller ikke til nogen muslim, at han/hun ikke er velkommen i den kristne menighed. (Jeg ser her bort fra den mulighed, at der kunne være tale om bekvemmeligheds- og på skrømt-konversioner). Den kristne kirkes karakter og universalitet står over alt andet.

 

Det militære engagement i Irak og Syrien er jeg i øvrigt også imod. Det er de mellemøstlige landes problem. Vi skal trække os ud (også af det håbløse afghanske projekt) og bruge kræfterne på at lukke Europas grænser for muslimsk indvandring.

 

Bent Christensen

forfatter, pastor emeritus

dr. theol. & cand. mag.

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Jeg brækker mig ikke

 

Dagen efter terrorhandlingen i Manchester den 22. maj 2017 skrev jeg denne aforisme, som jeg både slog op på min Facebook-væg og satte i manuskriptet til min samling Nye digte og aforismer, som formodentlig vil blive udgivet i 2018:

 

Jeg brækker mig ikke over politikernes udtalelser, når der har været en islamistisk terrorhandling. Jeg slukker, inden de begynder.

 

Og senere satte jeg dette i tråden under opslaget:

 

I øvrigt mener jeg, at vi skal holde os ude af krigen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien. Ligesom jeg i sin tid advarede mod, at vi gik med i Irak-krigen - som jo er årsagen til, at IS kunne vinde frem i Irak. Jeg støtter præsident Trump, der siger, at det er dem i regionen, der skal gå forrest. Det er deres problem. Men jeg skærper altså standpunktet, idet jeg siger sådan. De må selv ligge og rode med det. Vi skal også ud af Afghanistan. Det er et håbløst projekt. - I stedet skal vi bruge kræfterne på at lukke Europas og Danmarks grænser for indvandring fra muslimske lande.

 

 

 

*  *  *

 

 

Nej, vi skal ikke sende flere soldater

 

Torsdag den 11. maj 2017 annoncerede P1 Debat sin udsendelse således på sin Facebook-side:

 

Skal vi sende flere soldater til Afghanistan?

 

Danmark har fået en amerikansk forespørgsel om at sende flere soldater til Afghanistan, og regeringen med Claus Hjort Frederiksen i spidsen har sagt ja. Den danske indsats i Afghanistan har varet 15 år, kostet 13 milliarder og har involveret hele 750 danske soldater. Er det den rigtige beslutning at fortsætte det, som kritikerne betegner som ”den uendelige krig”?

 

Min kommentar var:

 

Jeg mener, at alt, hvad vi har gjort, er slået fejl. Vi skulle aldrig have involveret os i Afghanistan på denne måde. Et håbløst projekt. Det minder mig om Vietnam. USA (og andre) prøvede at støtte Sydvietnam, som havde en stor og veludrustet hær. Men de ønskede ikke at kæmpe for friheden. (At det nuværende Vietnam nok har en fremtid, er en anden sag. Mon det kunne være endt sådan, hvis man bare havde ladet Nordvietnam og Viet Cong vinde?). Hvad Afghanistan angår, er det underligt, at det kun er Taleban, der kæmper godt. De afghanske regeringsstyrker skulle vel være lige så gode soldater. Dette gamle, uovervindelige krigerfolk! Irak-krigen, som jeg i sin tid advarede kraftigt mod, var en katastrofe, Den førte til IS. Og Libyen! Vi skal holde os væk og lade de pågældende befolkninger selv finde ud af, hvad de vil. I stedet skal vi bruge kræfterne på at beskytte Europas grænser og på at udvikle alternativer til olien.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

SÆNK KONGEHUSET?

 

Dette var titlen på P1 Debat den 5. maj 2017, og jeg satte nedenstående kommentar i tråden til programopslaget på Facebook og slog det derefter op på min egen væg:

 

De republikanske småargumenter er ligegyldige. Enten ønsker vi et monarki som det nuværende, eller også ønsker vi det ikke. Alternativet er vel et præsidentembede som det tyske. Og det kunne jeg godt leve med. Men jeg foretrækker det konstitutionelle monarki, vi har. Det er først og fremmest et stort nationalt symbol, et symbol på nationen gennem tusind år og ind i fremtiden. Men det er også statsmagtens symbol, et udtryk for, at alle politikere og ansatte i staten tjener nationen. Ordet minister betyder tjener. Derfor er dronningerunden noget af det allervigtigste. Men det er også praktisk - og demokratiunderstøttende, - at processen frem mod en regeringsdannelse foregår i forhold til en sådan uvildig instans med dygtige folk til at sikre, at alt går rigtigt til. Det samme gælder det, at Dronningen skal underskrive lovene og udnævne ministre og højere TJENESTE-mænd. Så er der alle de situationer, hvor vi møder de kongelige. Her dyrker vi også nationen - og dermed os selv. Ja, vi dyrker os selv i symbolet. - Da jeg blev promoveret til dr. theol. ved Københavns Universitet, indebar dette også et håndtryk fra dronningen. Det var godt. Det eneste, der ærgrede mig, var, at jeg glemte at bukke for hende. Dagen efter læste jeg i avisen, at i hvert fald flere af de kvindelige doktorer (som vel alle de øvrige mandlige) havde bukket (ikke nejet). Men som eneste dr. theol. var jeg jo den første! Jeg tror, Hendes Majestæt har tilgivet mig. Men det ærgrer mig, hvis man har troet, jeg var republikaner!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

En 1. maj-hilsen

 

Den 1. maj 2017 slog jeg nedenstående op på min Facebook-væg. - Og der kom en TILFØJELSE i anledning af, at min kommentar til P1 Debats opslag om deres særlige 1. maj-udsendelse var blevet læst op. Denne tilføjelse står nu allernederst i teksten her.

 

GENOPSLAG - en 1. maj-hilsen

 

Da jeg lige nu bruger al min tid på anden produktion, har jeg ikke fået skrevet et nyt digt til denne uge. Men jeg kan så passende genbruge dette fra "Digte og aforismer 1966-2016":

 

1. MAJ 2009

 

Denne dag blev måske valgt tilfældigt

men det er jo også den første dag

i den sidste forårsmåned

allerede forsommer

med gode muligheder for godt demonstrationsvejr

dybere set et håbets punkt

nu lysner det brødre

det somres

vi ville indtage vor plads i solen

sælge mindre af vort livs tid

og få mere for det

ikke kun penge

også agtelsen

det er jo os der laver det alt sammen

man kan sige vi ville være medborgere

men vi ville også have vort eget liv frem

arbejderkultur sagde vi

det blev det dog ikke rigtig til noget med

så vi må nøjes med at være medborgere

heller ikke så ringe endda

selv om nogle selvfølgelig er mere med end andre

og mand og mand imellem

især på arbejdspladserne

har vi da vor egen omgangsform

og vort eget sprog

det er ikke helt ad helvede til

men det kan blive noget i den retning

når nogle bliver funktionærer

solidariske med sig selv

og andre bliver sat ud af funktion.

 

01/02.05.09.

 

Trykt i "Digte og aforismer 1966-2016".

 

-

 

Og i KOMMENTARFELT skrev jeg:

 

1. MAJ - PLIGT OG RET TIL AT FEJRE

 

Det er især slutredigeringen af "Mit teologiske testamente. Dogmatik og betragtninger", der tager al min tid. For den SKAL altså ud i denne måned!

 

Men det er heller ikke så dårligt, at jeg på denne måde får givet mit bidrag til 1. maj. Jeg havde i går en samtale med en om 1. maj og grundlovsdag som fridage. Vi var enige om, at begge bør være fridage. Vi gik begge stærkt ind for såvel fagbevægelsen (og i det hele taget lønmodtagerorganisationerne) som Grundloven. Og vi så begge trusler i horisonten mod lønmodtagerne og demokratiet.

 

Vi var også enige om, at forholdene er anderledes nu end i forrige århundrede. Det betyder, at mange ting må gøres på nye måder, fx på den måde, at der bliver større afstand mellem lønmodtagerorganisationerne og bestemte politiske partier. Jeg kan dog ikke se, hvordan man kan komme uden om et aktivt engagement med også ens krops fysiske tilstedeværelse i såvel lønmodtagerorganisationer som vælgerforeninger.

 

Jeg har TV2 News gående, mens jeg sidder og skriver dette. De er fyldt af 1. maj. Men de får mig til at tænke på, hvor grænsen går mellem dem, der har både pligt og ret til at fejre 1. maj, og dem, der ikke har, ja, måske hører til på modstandersiden. Har statsminister Lars Løkke Rasmussen ret til at klage over, at han er lukket ude af det gode selskab? Mange arbejdere stemmer faktisk på hans parti? Men kan vi andre ikke også mene, at Venstre og de andre borgerlige partier i høj grad varetager kapitalens interesser?

 

Hvor står jeg selv? Jeg har altid været medlem af Akademikernes Centralorganisation? Og det er da en lønmodtagerorganisation. Men ville en af vore få lov til at tale ved en 1. maj-demonstration? Og ville det være rimeligt? - Måske skal problemet løses derved, at 1. maj forbeholdes dem, der på nogen måde kan kaldes det 20. århundredes arbejderklasses efterkommere. Og at vi andre lønmodtagere står solidarisk på sidelinjen. Man kunne også sige, at alle, der af et ærligt hjerte følte sig berettiget og forpligtet til at fejre 1. maj, kunne gøre det, selv om det ikke i alle tilfælde blev på samme sted.

 

Det afgørende er, at ikke bare uligheden, men også kapitalens magt bogstavelig talt er en stor udfordring i vor tid, og at dette bør få alle os, der ikke repræsenterer kapitalen, til at forene os - selv om det nok vil blive med en vis opdeling.

 

Til sidst vil jeg udtrykke min glæde over, at jeg er PRÆST, altså tilhører "den gejstlige stand" (selv om denne betegnelse betød noget andet i sin tid). I dag betyder det at være præst, at man faktisk står noget uden for det hele, ja, perspektivmæssigt lidt over det hele. Men derfra kan man så også betragte det hele. Og derfra kan jeg ønske alle rette vedkommende en god 1. maj!

 

TILFØJELSE. Klokken ca. 13 kunne jeg sætte nedenstående i en ny kommentarfelt i min egen tråd (men altså fra P1 Debat-tråden).

 

Og jeg var igen i P1 Debat! - Programmet spurgte i sit FB-opslag: "Hvem er dit arbejderparti?". - I et kommentarfelt havde jeg svaret:

"Mit arbejderparti er DF - som jeg gerne ser i tæt samarbejde med et Henrik Sass Larsen-Socialdemokratiet. - Både rød og blå blok er døde. Hvis Socialdemokratiet flytter sig tilstrækkeligt på det fremmedpolitiske område og dermed løsgør sig fra De Radikale, vil en socialdemokratisk mindretalsregering kunne være en god mulighed efter næste valg".

På et tidspunkt blev denne kommentar læst op og forelagt panelet. Mit svar i FB-svarfeltet var:

"Tak for, at denne kommentar blev citeret og kommenteret i udsendelsen! Jeg havde dog gerne hørt mere om muligheden af en socialdemokratisk (fra Radikale løsgjort, men af DF støttet) mindretalsregering. - Jeg ville også gerne have hørt, om nogle mente, blokkene stadig var i live".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

DET HANDLER IKKE OM GUD, MEN OM TERROR

 

Min deltagelse i P1 Debat om blasfemiparagraffen 27.04.17 - med til slut et forslag til en mere ærlig version af § 140 i den danske straffelov

 

P1 Debats Facebook-opslag om udsendelsen blev annonceret således:

 

"Er blasfemiparagraffen godt for noget? PET siger, at det er skidt for sikkerheden at afskaffe blasfemiparagraffen. Internationale organisationer siger, at i den globale kamp for ytringsfrihed, sender det et forkert signal at beholde den. Skal blasfemiparagraffen beskytte de religiøse følelser eller skærme os andre fra de krænkedes vrede? Kan den overhovedet bruges til noget?".

 

Min deltagelse i debatten begyndte med, at jeg satte denne i tråden til opslaget om udsendelsen:

 

"Undskyld, jeg citerer mig selv, men her er en af mine aforismer: ‘På Christian IV’s tid lovgav man mod blasfemi og den slags for ikke at påkalde sig Guds vrede og straf. Nu gør man det for ikke at påkalde sig terrorangreb’".

 

Og så kom denne fra redaktionen:

 

" P1 Debat - DR  Bent Christensen Vil du ikke ringe ind i dag med den pointe, Bent?".

 

Men da jeg midt i udsendelsen fik en længere og vigtig telefonsamtale, så jeg først denne opfordring kl. ca. 12.50. Jeg skyndte mig imidlertid at ringe ind og nåede lige at komme med. Jeg nåede at læse min aforisme op - og mener, jeg fik tilføjet noget i retning af, at det i virkeligheden er hele denne diskussion, der er gudsbespottelig, da den jo intet har med Gud at gøre, kun med frygten for terror. - Men interesserede kan nå at høre det på Nettet eller ved en genudsendelse. Jeg skal selv høre hele udsendelsen, da jeg jo gik glip af den midterste del.

 

Der var også en, der kommenterede min aforisme i Facebook-tråden med disse kloge ord:

 

"Sludder, blasfemiparagraffen blev indført i 1866, da havde man vist ikke lige muslimerne i tankerne".

 

Hertil svarede jeg:

 

"Jeg har ikke undersøgt det, men jeg er sikker på, at der altid, også før 1866, har været forbud mod blasfemi, altså vel at mærke for ikke at spotte Gud og nedkalde hans vrede og straf over landet. Og min pointe er, at diskussionen i dag intet har med Gud at gøre, men med krænkelseskulturen og frygt for terror. Diskussionen er med andre ord latterlig!".

 

Efter udsendelsen nåede jeg - i stor hast, inden jeg skulle til en aftale i Maribo - at skrive:

 

" P1 Debat - DR - Tak for opfordringen! Jeg havde en telefonsamtale midt i udsendelsen, men nåede det lige. Og jeg gentager, hvad jeg også nåede at få sagt, nemlig at hele situationen og diskussionen om denne paragraf selv nærmer sig det gudsbespottelige. Det, man diskuterer, har jo intet med Gud at gøre, men kun med frygt for terror og uro og voldelighed. - Jeg er pensioneret folkekirkepræst, men for min skyld kan man brænde bjerge af Bibler af i sine baghaver eller på torvene. Jeg kommer i hvert fald ikke med hverken kniv, gevær eller bombe. - Men nu skal jeg i byen".

 

Da jeg var kommet hjem, gav jeg mig til at søge efter eksempler på ældre lovgivning mod blasfemi, og jeg fandt dette referat af "blasfemiparagraffen" i Danske Lov fra 1683: "Spotte Gud eller Bibelen: Forbryderens tunge skæres af. Herefter halshugges han, og tungen sættes på en stage".

 

Jeg fandt ikke noget direkte om blasfemilovgivning fra Christian IV’s tid (regerede 1588-1648). Men indirekte fremgår det, at der også i hans tid har været forbud mod gudsbespottelse, ja, bare mod afvigelser fra den rette lære. Og hans positive motto er velkendt: "Regna firmat pietas" (fromhed styrker rigerne). I gamle dage var man simpelt hen bange for at nedkalde Guds straf over lande og riger. Jeg er sikker på, at der helt tilbage fra Harald Blåtands tid (regerede ca. 958-987) har været strenge straffe for gudsbespttelse. Jeg tror også helt bestemt, at der før den tid har været forbud mod bespottelse af de gamle nordiske guder. Sådan har det altid været. Men det var altså Gud eller guderne, man var bange for at krænke!

 

Jeg har ikke tid til at søge efter mere nu. Men referatet af "blasfemiparagraffen" i Danske Lov må også være nok.

 

KONKLUSION: Som kristen præst kan jeg naturligvis ikke billige, at man spotter Gud. Men det må enhver afgøre med sin samvittighed. Og hvis Gud selv skulle have lyst til at straffe dem, der spotter ham, er det også hans afgørelse! I det moderne samfund kan det ikke nytte noget at have en blasfemiparagraf, da den jo kun bliver brugt rent politisk. Det mest ærlige ville være, at man skrev § 140 i den danske straffelov om, så den kom til at lyde: "Den, der offentligt driver spot med islam eller fornærmer herboende muslimer eller muslimer ude i verden, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kødspisning er nok en indrømmelse til virkeligheden

 

Kommentar i tråden til P1 Debats Facebook-opslag "Bliver kødspiserne de næste rygere?" 27.03.17.

 

 

Jo mere jeg omgås min søns hunde, som ofte er på ferie her, og "teologiserer" over slægtskabet mellem dem og mig, jo mere tænker jeg (også helt uden "hundeteologi") over, hvad det egentlig er man gør, når man spiser (især) pattedyr. Jeg skriver faktisk en del om det i "Mit teologiske testamente. Dogmatik og betragtninger", som jeg agter at udgive inden så længe. Jeg henviser bla. til 1 Mos 1,29-30, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at det fra begyndelsen ikke var meningen, at mennesker skulle spise dyr, eller at dyrene skulle æde hinanden. Alle skulle kun spise planter. Man kan også tænke på profetien i Es 11,7: "Og løven æder strå som oksen". Men ellers spises der jo kød i hele Bibelen. Jøderne var et hyrdefolk! Og de ofrede lam m.m. til Herren. Man må gå ud fra, at Jesus også har spist lammekød fx skærtorsdag aften. Og i det hele taget (selv om det vist kun er fisk, der udtrykkeligt nævnes). - Jeg er af den opfattelse, at det, at vi spiser kød, er en del af virkeligheden her i den faldne verden. En af mange "indrømmelser" til virkeligheden. Så jeg bliver ved. I hvert fald indtil videre. (Den måde, vi behandler dyrene på, er naturligvis også en del af problematikken). - MEN når det kommer til ressource argumenterne, kan jeg ikke være med. Der skal simpelt hen være færre mennesker på jorden! Hvad der også skal af mange andre grunde. Og som teolog kan jeg naturligvis også se pseudoreligiøsiteten i denne og flere andre sammenhænge. Jeg må afvise disse former for selvplageri og gerningsretfærdighed.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

LONDON 22. MARTS

 

Slået op på min Facebook-væg og sat på her 23.03.17.

 

Uanset alt, hvad der ellers vil kunne siges - og vi ved jo ikke alt endnu - må ens tanker gå til ofrene for det, der skete ved det britiske parlament, og deres pårørende.

 

Og det, der er sket, må tale for sig selv, efterhånden som det bliver opklaret.

 

Men hvad terroren generelt angår, hvad enten den er stærkt organiseret, eller den er udført af selvradikaliserede ensomme ulve, skurrer det lidt i mine ører, når vore politikere og andre, der ytrer sig, taler om den meningsløse vold mod uskyldige mennesker. Vi er jo i krig! Danmark har fx nogle hundrede soldater indsat i kampen mod Islamisk Stat. Og vore modstandere svarer igen med de midler, de har, hvilket ikke skulle kunne overraske os. Det, der adskiller denne krig fra andre slags krige, er, at fjenden denne gang også har sine soldater placeret rundt omkring inde i vore lande.

 

SENERE NOTE (indsat ved 15-tiden 23.03.17): ISLAMISK STAT SIGER NU, AT DET VAR EN AF DERES SOLDATER. - I flere medier oplyses det nu, at Islamisk Stat har taget ansvaret for terrorhandlingen i London i går. Og i de tekster, jeg har set, siger IS udtrykkeligt, at det er en af deres soldater, der har udført handlingen. Her er en AP-tekst (The Associated Press) fra kl. 13.22: "Islamic State group says through its Aaamaq news agency that the London attacker was a 'soldier of the Islamic State'".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

DETTE ER NOK MIN ENDELIGE FREMMEDPOLITISKE ERKLÆRING

 

Det er allerede meget sent. 21,6 % af alle nyfødte børn i Danmark har nu en mor, der enten er indvandrer eller efterkommer. Men vi kan i hvert fald gøre følgende:

 

1. Vi skal både nationalt og europæisk stræbe mod et totalt stop for enhver form for indvandring, altså også af flygtninge, der jo næsten altid ender som indvandrere. Og jeg gentager: Både nationalt og europæisk! På længere sigt hjælper selv de mest hermetisk lukkede danske grænser intet, hvis resten af Europa er blevet Eurabia. Men så længe ikke hele EU vil, må vi i hvert fald lukke de danske grænser; det er også en del af presset på EU. Selvfølgelig med en hel del nødvendige undtagelser.

 

2. De mange millioner ulykkelige flygtninge og andre ulykkelige mennesker ude i verden er et FN- og verdenssamfundsanliggende. - Det kan være, det bliver nødvendigt at oprette et "De Demokratiske Landes Fællesskab". - Danmark og EU skal selvfølgelig give et stort bidrag til både intelligente og effektive løsninger. Såvel den almindelige udviklingsbistand som de forskellige forsøg på militær indgriben er jo i vidt omfang slået fejl. Det bliver ikke let. Men at flytte millionvis af disse mennesker til Europa er ikke en løsning. Det vil føre til den ene og/eller anden form for katastrofe. Til gengæld skal det med at hjælpe ude i verden (i det omfang, det overhovedet er muligt) ikke bare være noget, man siger. Det skal gøres. Af verdenssamfundet. Men med store bidrag fra Danmark og EU.

 

3. Internt i Danmark, og helst i hele Europa, skal der være totalt ens rettigheder og pligter for alle. Alle former for, hvad jeg kalder "insektsex-chikane", skal ophøre. Alle, især alle statsborgere, skal have lov at gøre, hvad de vil. Vi skal ikke pille ved vore retsprincipper. Og i det hele taget ikke ændre noget som helst. Vi danskere eller i det hele taget europæere skal således heller ikke "integreres". De mennesker med udenlandsk baggrund, der opholder sig her, må selv finde ud af, hvad de vil. Men selvfølgelig alt inden for lovens grænser.

 

4. Men der skal kun tildeles statsborgerskab i stærkt begrænset omfang. Og dobbelt statsborgerskab skal afskaffes.

 

Disse fire punkter er den mest renfærdige løsning. De diskriminerer ikke - heller ikke os danskere/europæere. Nogle vil selvfølgelig hævde, at et totalt indvandringsstop med nødvendige undtagelser vil blive diskriminerende. Men det er altså ikke sådan, at alle bare kan slå sig ned, hvor de vil. Og det er de interne forhold i Danmark og Europa, jeg tænker på, når jeg siger, at ingen skal diskrimineres eller have hverken negativ eller positiv særbehandling. - Og så må det vise sig, hvad der sker. Det er måske endnu ikke for sent. - De, der ikke går ind for det, jeg siger her, eller måske ligefrem af egne ideologiske grunde ønsker noget helt andet, vil efter min bedste overbevisning pådrage sig et meget stort ansvar. Historien vil dømme dem.

 

20.03.17

 

 

 

*  *  *

 

 

 

ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM

 

Jeg slog lørdag den 18. marts 2017 nedenstående op på min Facebook-væg, inden jeg efter min sædvane slog min salme til søndagen op (i dette tilfælde et lille faste-lovprisningsvers til at synge før evangelielæsningen på 3. søndag i fasten efter første tekstrække).

 

ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM: Nogle af mine venner og besøgende vil nok spørge, hvordan det kan gå til, at jeg i ugens løb nogle gange kan slå noget op, hvor jeg erklærer mig for et totalt stop for al indvandring til Danmark (selvfølgelig med nødvendige undtagelser), for så om lørdagen (i dag lidt senere) at slå en salme eller et salme-vers op og dermed føre mig frem som kristen præst og teolog. Og jeg kender også godt selv spørgsmålet, tænker faktisk over det hver dag. Men jeg er overbevist om, at jeg med min modstand mod den nuværende indvandrings, dvs. "befolkningsudskiftnings", fortsættelse gør det gode. En fortsættelse vil føre til den ene eller den anden form for katastrofe i Europa og Danmark - uden at hjælpe de mange mennesker i nød ude i verden, tværtimod, for hvem skal så hjælpe dem? Flygtninge- og overbefolkningssituationen ude i verden er et FN- eller verdenssamfundsanliggende. Men vi i Danmark og Europa skal selvfølgelig være aktivt og stærkt med. På en intelligent og effektiv måde. Mere vil jeg ikke sige her. Og jeg må for min egen og min egen litterære produktions skyld prøve at begrænse min deltagelse i debatten. - Det eneste, jeg til slut vil sige, er, at en af mine bedste venner er blevet meget fortørnet over min brug af ordet "befolkningsudskiftning". Jeg har prøvet at forklare ham og hans andre venner, at jeg selvfølgelig ikke dermed påstår, at vi danskere bliver deporteret, men at det er et kort og stærkt billedord, der bla. henviser til Danmarks Statistiks oplysning om, at 21,6 % af alle nyfødte nu har en mor med udenlandsk baggrund, så at det altså kun er et spørgsmål om ret kort tid, før de etniske danskere, hvis udviklingen fortsætter, bliver et mindretal i deres eget land. Det har ikke overbevist ham. Men selve sagen er den samme. Nogle, som fx Zenia Stampe og Sherin Khankan, synes ligefrem, det er en god og berigende udvikling. Men nu må vi se. Civilisationer er før gået ned. Og vi kristne har før levet som mindretal, oven i købet stærkt forfulgte mindretal - som det i dette øjeblik er tilfældet for mine kristne brødre og søstre i flere muslimske lande. - Min samvittighed er altså ret god. Men jeg frygter det værste, især for mine efterkommere. - Men i morgen er det søndag, og den vil jeg fejre med glæde. Jeg skal være organist i to kirker på Falster. Jeg ønsker også alle mine venner og besøgende her en god 3. søndag i fasten!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

TO BEMÆRKNINGER I MARTS 2017.

Om det kulturelle folkeselvmord og om Tyrkiet i Europa.

 

1.

Min ugens aforisme, uge 11 2017

 

Man kunne kalde det, der sker som følge af masseindvandringen, et kulturelt folkedrab. Men det er ikke helt rigtigt. Det er ikke drab. Det er selvmord.

 

Skrevet, sat på min Facebook-væg og sat på her 13.03.17.

 

 

2.

Kommentar i P1 Debat-tråd

 

Søndag den 12. marts 2017 handlede P1 Debats Søndagsfrokosten bla. om spørgsmålet "Er Holland racistisk og hollænderne fascistiske, når de nægter tyrkiske ministre at holde valgmøder i Holland?". Jeg satte denne kommentar ind i en af trådene til debatten på P1 Debats Facebook-side:

 

Jeg venter stadig på at høre, hvad eksperterne i international ret siger. Enten er det legalt, at en udenlandsk politiker opererer i et andet land, eller også er det ikke legalt. - Men i øvrigt har Geert Wilders vel ret, når han betegner det, der sker i Tyrkiet, som islamofascisme. Så vidt jeg kan se, svarer det til, hvad Hitler gjorde i 1933.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kan DF's tilnærmelse til S række helt ud til EL?

 

Først i Deadline-tråd og på min egen Facebook-profil, men nu 04.03.17 her på "Debat".

 

Natten mellem 3/3 og 4/3 2017 kommenterede jeg Deadlines indslag om blandt andet Enhedslistens (repræsenteret ved Maria Gjerding) stilling i forhold til optøjerne i København på tiårsdagen for rydningen af Ungdomshuset. Jeg bringer her min oprindelige kommentar, min tilføjelse og et par af mine svar til dem, der besvarede mine ting.

 

-

 

KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINE 03.03.17: Enhedslisten er blevet bovlam.

Med bla. Maria Gjerding, EL.

 

Hvis jeg kan være sikker på, at Enhedslisten går 100 % ind for frihed og parlamentarisk demokrati (og altså forsager alt, hvad der bare ligner marxismen-leninismen), vil jeg godt kunne samarbejde med dem. For en halv snes år siden, mens jeg var lokalformand for DF i Lolland Kommune, sagde jeg fra talerstolen på DF's årsmøde, at vi måtte lade det komme an på en prøve, om Marx havde ret i, at kapitalen ikke kan styres ad parlamentarisk demokratisk vej. Der må ikke være noget over eller ved siden af folkestyret. Jeg vil ikke have ideologi. Jeg er pragmatisk social-konservativ. Men vi skal have teori og viden. Vi skal have folk, der ved, hvordan vi kan styre kapitalen. Vi skal have en helt ny forskning og debat. Privat erhvervsliv virker. Men det skal virke i tjeneste for folket. Vi skal have genoplivet fagbevægelsen. Også internationalt. Og vi skal have genoplivet vælgerforeningerne. Vi skal have opstillet folk, der virkelig repræsenterer den del af folket, som de pågældende partimedlemmer er en del af. Osv. Der er meget at gå i gang med. - Tilnærmelsen mellem DF og S kan også komme til at omfatte SF og EL. Det er et spørgsmål om at sætte folkets vel over ideologien. - Og jeg kunne blive ved. Lad os se, om der kan komme noget virkeligt nyt og virkelig nødvendigt i gang.

 

-

 

TILFØJELSE:

 

Hvis vi ellers er enige om det med frihed og demokrati, vil det største problem være fremmedpolitikken. Her har Enhedslisten en kosmopolitisk og multikulturalistisk holdning. Hvad det sidste så ellers vil sige. For mig vil det sige, at vi kommer til at leve i forskellige religiøse og kulturelle grupperinger. Og det er jeg rede til. Og jeg håber og beder til, at vi aldrig mister friheden dertil! Jeg har fx siden midten af 1970'erne været fortaler for kirkens adskillelse fra staten, så at vi evangelisk-lutherske kristne kan leve som et selvstændigt og selvstyrende kirkesamfund. Jeg kan også forestille mig en situation, hvor vi kristne og vi "traditionsdanskere" (det er ikke uden videre det samme!) på forskellig måde og i forskellig grad opretter vore egne skoler og andre institutioner. Jeg vil under ingen omstændigheder underkaste mig en muslimsk eller blot en steriliseret kultur. Så kan andre grupper gøre noget tilsvarende, hvis det altså ender med, at de offentlige institutioner bliver så steriliserede, at der ikke kan leves et godt liv i dem og på grundlag af dem. - Vi skal dog i videst muligt omfang alle kunne mødes som samfundsborgere ude på det fælles torv og dér se, om vi alligevel også kan blive enige om nogle fælles, fx kulturelle, ting.

 

Men hvad nu fremmedpolitikken angår, har jeg en mistanke om, at man på venstrefløjen ikke bare ønsker at være humanistisk og god, men også (mere eller mindre bevidst) ser indvandringen som en faktor, der kan fremme ens egen ideologi. Idet man nok tror (eller har troet), at fx de muslimske indvandrere til sidst vil ende som gode venstrefløjsfolk. Det kan nogle af dem måske også gøre. Og så tillykke med det!

 

Men jeg forstår alligevel ikke, at "progressive" venstrefløjsfolk i den grad kan de facto-allierede dig med noget så reaktionært som islam. Hvis man i fx Enhedslisten begynder at se mere realistisk på tingene, vil vi måske også kunne opnå en større grad af enighed her. Og globalt set kan man jo sagtens være åben og engageret, selv om man ikke nedlægger sit eget folk. Jeg har altid selv været internationalt engageret. Husk, at noget af det særligt danske er, at vi er en søfarts- og handelsnation. Vi gør os rigtig godt ude i verden!

 

Mit eget teologiske syn på islam er, at det er et på Muhammeds kendskab til jødedommen og kristendommen byggende kætteri (i mange henseender svarende til mormonismen). Tilsvarende ser muslimerne jo jøderne og os kristne som nogle, der har forvansket den sande religion. Men der ligger en relativ anerkendelse i dette (fra begge sider). Vi kalder jo ikke hinanden hedninger! Det værste ved islam er lovdyrkelsen og skriftfundamentalismen. Mit første råd til mine muslimske medmennesker er, at de, selv om de fastholder skriftfundamentalismen, siger, at sådan talte Gud altså i 600-tallet, men at vi, der lever i 2000-tallet, har både ret og pligt til at fortolke det ind i vor tid. Man vil kunne komme langt ad den vej. - Jeg har ved enkelte lejligheder drøftet teologi med muslimer. Og det er gået meget godt. Og jeg forbeholder mig i det hele taget retten til at møde ethvert menneske med venlighed og åbenhed. Det betyder bare ikke, at jeg ønsker mit eget folk udsat for noget, der faktisk kan ende som en slags kulturelt folkedrab.

 

-

 

OG ET PAR AF MINE SVAR TIL ANDRE:

 

Jo, n.n., jeg er interesseret i dine synspunkter. Men jeg skynder mig også at henvise til det uddybende "svar til mig selv", jeg skriver om lidt (og for den sags skyld til den salme, jeg lige har slået op!). Jeg er glad for, at du anerkender min tilgang. Så er der "tonen" tilbage. Jeg kan begynde med at citere en af mine egne aforismer:

 

"Nu snakker de igen om tonen. Men vi hører det ikke. Vi er blevet tonedøve" (fra "Digte og aforismer 1966-2016")

 

Når jeg skriver "vi", er det, fordi det var min kone, der først sagde noget i den retning.

 

Vi er nemlig trætte af, at man altid kommer med "tonen", når vi skal til at diskutere realiteterne.

 

Men du har vel bemærket, at jeg vist aldrig anvender en upassende "tone". Og jeg kan også godt røbe, at jeg (uanset alle fine fornemmelser) er træt af den "insekt-sex", der præger debatten og de politiske tiltag. Jeg er fx imod den såkaldte imam-lov og tilsvarende ting. Ikke fordi jeg ikke kan se problemerne, men dels af rent principielle grunde, dels, fordi sådanne love på et tidspunkt også vil kunne komme til at ramme fx os kristne.

 

Det afgørende for mig er selve befolkningsudskiftningen, dvs. hele den ændring af livet i Danmark og hele Europa, en fortsat masseindvandring vil komme til at medføre og allerede nu har medført. Der behøver ikke være noget særligt i vejen med de enkelte indvandrere fra tredjeverdenslande og især muslimske lande. Selv om alle er søde og rare og flittige på arbejdsmarkedet, vil alene tilstedeværelsen af et meget stort mindretal - og til sidst et flertal - ændre hele vort liv. Alle de enkeltproblemer, der vitterligt også er, er noget, der kommer oveni.

 

Mit svar er altså, at jeg ønsker en ordentlig tone og lige rettigheder for alle, der opholder sig i Danmark, især alle dem, vi har gjort til statsborgere, også selv om jeg helst havde set, at de slet ikke var her. Bordet fanger! Og hvis vi begynder at diskriminere, rammer vi altså også os selv.

 

Til sidst: I Deadline-sammenhængen her vil jeg sige, at en af indvandringens skadevirkninger er, at vi snart bruger alle vore kræfter på at diskutere den, så at vi glemmer både forholdet til Putin-Rusland og truslen fra den flydende globale kapital og dermed også hele den konkurrencestatstænkning, der fx præger universitetsforskningen. Men der er meget mere; vi skulle også bruge meget mere tid og mange flere kræfter på hele tænkningen og diskussionen om, hvordan vi kan bruge teknologien som grundlag for at komme til at leve et godt menneskeliv, et menneskeliv, der består i meget mere end arbejde og forbrug. Jeg prøver selv - fra min plads på min store lærefader Grundtvigs skuldre, men mange flere skulle være med. Dog, det kan komme.

 

Jeg håber, du kan være nogenlunde tilfreds med dette svar. Og undskyld længden! - Men se altså også den kommentar til mit opslag, jeg begynder at skrive nu.

 

-

 

Kære n.n.! Idet jeg henviser til mit lange svar til n.n. [her lige ovf.] - og altså også til den uddybning af min egen kommentar, jeg skriver om lidt - siger jeg tak for den enighed, du tilkendegiver. Det ser ud til, at du og jeg befinder os på nogenlunde samme sted. - Men nu bliver det igen langt! - "Forandre for at bevare". Jeg husker godt dette konservative motto og forstår også godt meningen, men jeg har aldrig været begejstret for denne formulering. Vi er jo alle, også uanset hvor konservative vi er, undergivet det vilkår, at fremtiden indfinder sig hvert eneste sekund. Jeg siger ofte, også med henblik på mit eget liv, at man selvfølgelig ikke skal gå tilbage til fortiden, men at det er godt at have den med sig. Og nogle af mine andre slagord er: pragmatisme, respekt for virkeligheden, at spille bolden derfra, hvor den ligger. Men det udelukker jo ikke hverken nytænkning eller fx en positiv holdning til det store eventyr, som den teknologiske udvikling er. Idet der dog også er ting i denne, der kan virke skræmmende, og som man derfor også må skulle forholde sig kritisk til, i hvert fald med hensyn til, hvordan man vil bruge dem. - Ønsket om at sikre en naturlig udvikling af livet i Danmark er heller ikke ensbetydende med, at man vil "lukke sig om sig selv". Det er et fugleskræmsel, kosmopolitterne sætter op. Man kan sagtens være verdensåben, selv om man ikke udskifter befolkningen. Jeg er selv meget internationalt aktiv.

 

-

 

Selv tak, n.n.! Men jeg mener, du gør DF uret. Der er jo mange reelle problemer, og man prøver at tackle dem, så godt man kan, dvs. under de givne forhold, som jo betyder, at det er vanskeligt, simpelt hen at stoppe indvandringen. - Ja, jeg er "partigænger". Jeg var 2006-2008 formand for Dansk Folkeparti Lolland (DF i Lolland Kommune). Jeg kender altså partiet ret godt indefra og mener, at der er tale om skikkelige og fredelige, demokratisk sindede mennesker. - Det værste ved DF lige nu er min sprogofficerskollega Marie Krarups blødhed over for Putin-Rusland. Jeg har klaget til partitoppen over hende. Og jeg har spurgt hende, hvad det er hun vil give Putin nu. Uden at få svar. - At vi på langt sigt skal prøve at få et godt forhold til vore russiske medeuropæere, er en anden sagt. Jeg hørte, også fordi jeg havde brugt nogle af mine bedste ungdomsår på at forberede mig på krig med Sovjetunionen, til de meget fredseuforiske efter Murens fald, og jeg brugte i 1990'erne megen tid og mange kræfter på et russisk engagement både her og der. Anna og jeg har besøgt Rusland to gange. I 1997 var vi på en otte ugers af Demokratifonden støttet tur til Rusland og Kazakhstan (hvor jeg kendte den russisk-ortodokse ærkebiskop og den etnisk muslimske kvindelige formand for kulturarbejdernes fagforening). Jeg forelæste på unversiteter og talte i kirker og kirkelige sammenhænge. Det var stort. Vi har haft mange dejlige stunder og mange store oplevelser sammen med russere. Men nu er jeg skuffet. Rusland skal holde op med at tryne sine naboer. Og skal også se at få et ordentlig samfund og en ordentlig stat hjemme hos sig selv.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Ros til Badehotellet

 

Sat her på siden 24.02.17.

 

Forundret og irriteret over, hvad jeg havde hørt af kritik af tv-serien Badehotellet, sendte jeg 21.02.17 denne mail til TV2:

 

Kære TV2! Kære alle i og bag Badehotellet!

 

Nu bliver jeg nødt til at skrive. Min kone og jeg har hele tiden nydt Badehotellet. Vi blev derfor meget forundrede, da vi for nogen tid siden blev klar over, at kritikerne og andre har bedømt serien meget negativt. Vi forstår det ikke.

 

Serien er i alle henseender fremragende i sin genre. Det er vanskeligt at fremhæve det ene fremfor det andet. Men lad mig i hvert fald nævne billedskønheden, skagensmaleri på film. Men kan det være den, der får kritikerne til at tale om "idyl"?! Det er jo et tids- og miljøbillede fra mellemkrigstiden, som vel (meget fint) et langt stykke er i komediens form (og genre er genre), men som både som sådan og også derudover viser mange alvorlige ting, både almenmenneskeligt (herunder socialt) og tidsbilledmæssigt. Siden vi blev opmærksomme på kritikken, har vi selv prøvet at tage de kritiske briller på, men har ikke kunne finde noget, der var kritisabelt eller ved siden af, hverken i manuskriptet eller i skuespillerpræstationerne eller overhovedet. Vi finder som sagt det hele fremragende!

 

Som gammel jazzpianist vil jeg også nævne musikken, herunder hr. Weyes præstationer ved klaveret (vi bliver i øvrigt mere og mere begejstrede for den karakter). Men vi nyder alle personerne og dermed også alle skuespillerpræstationerne.

 

KONKLUSION: Det lyder vanvittigt, men den eneste forklaring, vi kan finde på den kritik, der er blevet fremført, er, at kritikerne må være drevet af en anti-idyl-ideologi, ja, måske ligefrem en anti-danskheds-ideologi (hvilket sidste er helt ubegribeligt, da der jo ikke forekommer noget som helst, der ligger ud over, hvad der naturligt og uudtalt ligger i en sådan serie, altså absolut ingen "forstemmende hensigt"). Man kunne måske også sige "anti-Morten Korch", men med al respekt for det gode, der er i de rigtignok på mange måder ikke håndværksmæssigt vellykkede Morten Korch-film, må vi sige, at Badehotellet er langt, langt over Morten Korch-niveau. Jeg er ikke dialekt-ekspert, men har også hæftet mig ved, at det jysk i forskellige grader, der tales i serien, virker ægte (i modsætning til det "provins-dansk", der ofte tales i Morten Korch-filmene).

 

Må jeg til slut nævne, at min mor, da jeg var 1½ til 7 år (ca. 1944-1950) drev Oreby Kro ved Sakskøbing Fjord, og at jeg gang på gang under køkkenscenerne har sagt: "Det er næsten min mors køkken og som i min mors køkken!" Det gælder altså i høj grad også ledelses- og omgangsformen. Jeg mener at kunne garantere for realismen.

 

Med mange venlige og taknemmelige hilsener

 

Bent Christensen

pastor emeritus og forfatter

dr. theol. & cand. mag. (dansk/russisk)

Fuglsevej 5, 4960 Holeby

 

 

 

*  *  *

 

 

 

"Kære Ole Jensen - Lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft"

 

Mit svar på Ole Jensens kritik af bla. os såkaldte højrefløjspræster.

 

Kristeligt Dagblad 26.01.17

 

Min gamle domprovst og skabelsesteologiske lærefader Ole Jensen sagde i et fødselsdagsinterview i Kristeligt Dagblad den 23. januar 2017 under overskriften "Jeg savner modige teologer, som tør tale imod nationalegoismen" nogle ting om os såkaldte højrefløjspræster: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/jeg-savner-modige-teologer-som-toer-tale-imod-nationalegoismen - Jeg skrev straks en kommentar, som under overskriften "Kære Ole Jensen - Lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft" var i avisen den 26. januar 2017: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/lad-vaere-falde-i-fjendebilledtegningens-frygtelige-groeft - I den såkaldte manchet stod: "Kære Ole Jensen, lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft! Som det hele ser ud nu, gælder det om, at alle vi, der går ind for frihed, retsstat og demokrati, rykker sammen og diskuterer de problemer og dilemmaer, der er, på en ordentlig og venskabelig måde, skriver Bent Christensen til professoren". - Min kommentar var lidt forkortet (men på en måde, jeg kan leve med). Hele den oprindelige tekst kommer her:

 

 

Stort set enig - men ...

 

I fødselsdagsinterviewet i Kristeligt Dagblad den 23. januar siger min gamle domprovst Ole Jensen, som også er en af mine skabelsesteologiske lærefædre, en masse ting, som jeg er enig i, og jeg kan derfor trøste ham med, at det nok er med rette, han ikke er "voldsomt bekymret". Hans modstandere er nemlig heldigvis ikke så slemme, som han vil gøre dem til.

 

Jeg kan i hvert fald for mit eget vedkommende forsikre ham om, at jeg ikke går ind for anden nationalegoisme end den, der går ud på bevare den danske nation som et fællesskab, der på tidens og fremtidens vilkår viderefører, hvad der ligger i vor karakter og historie. Alene vor størrelse garanterer i hvert fald, at vi ikke kommer til at dyrke en chauvinisme, der fx indebærer angreb på Sverige og Tyskland for at få Skåne og Sydslesvig tilbage! Og skulle jeg ønske Knud den Stores rige genskabt (hvad jeg somme tider nævner muligheden af), skulle det være på den måde, at Danmark, Norge og Storbritannien kom til at danne en særlig gruppe et eller andet sted omkring et Rest-EU's grænse.

 

Ja, jeg hører til EU-kritikerne, selv om jeg i mange år fra 1972 af var stærk tilhænger, nemlig af i videste forstand sikkerhedspolitiske grunde. Dengang var det venstrefløjen (som vi andre i spøg kaldte "national-socialisterne"), der var imod, hvad jeg i høj grad måtte se som et udtryk for, at man - i det mindste som "nyttige idioter" - gik Sovjetunionens ærinde. Og som verden ser ud i dag, er jeg stadig tilhænger af et europæisk fællesskab og ser helst, at det nuværende EU bliver reformeret og demokratiseret, så vi, der er tilbage, kan blive i det. Jeg bryder mig aldeles ikke om de nye højrebevægelser og -partier, der af for mig ubegribelige grunde mere eller mindre allierer sig med Putin og hans Rusland.

 

Så er der indvandringsproblematikken tilbage. Og her vil jeg sige, at det simpelt hen ikke kan nytte noget, at vi får en befolkningsudskiftning i Europa og dermed Danmark, der ændrer alt og med stor sandsynlighed kan få alt til at bryde sammen.

 

Jeg ved ikke, hvorfor Ole Jensen har set sig så gal på netop Søren Hviid Pedersen. Jeg har set og hørt ham i mange debatter og med grundlæggende sympati, selv om han ofte udtrykker sig på en anden måde, end jeg selv ville have gjort. Og jeg har bemærket, at han som erklæret konservativ tager stærkt afstand fra liberalismen. Konservatisme er også social-konservatisme og dermed aldeles ikke egoisme.

 

Jeg er enig med Ole Jensen i, hvad han siger om naturretsetikken og kristendommens forhold til den og dermed også i, hvad han siger om henholdsvis den platte politisering fra prædikestolene og den nødvendige, også fra selve Evangeliet stammende etik på det politiske område. Ja, jeg har altid taget afstand fra den forståelse af næstekærlighedsbudet, ifølge hvilken det kun skulle gælde forholdet til den helt konkrete og meget nære næste.

 

Jeg er også enig i, at vi må have de yngre og unge teologer og præster stærkere og mere velfunderet på banen - uanset hvor de så placerer sig.

 

Så altså, kære Ole Jensen, lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft! Som det hele ser ud nu, gælder det om, at alle vi, der går ind for frihed, retsstat og demokrati, rykker sammen og diskuterer de problemer og dilemmaer, der er, på en ordentlig og venskabelig måde. Tillykke med de 80 år!

 

Bent Christensen

 

Bent Christensen

forfatter, pastor emeritus

dr. theol. & cand. mag.

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

 

*  *  *

 

 

 

TILFØJELSE TIL MIN "ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE"

 

I min erklæring i lørdags (21.01.17) skrev jeg bla.: "Hvis Trump (hvad jeg dog ikke har fantasi til at forestille mig) skulle begynde at pille bare den mindste smule ved de demokratiske institutioner og procedurer, får han mig til fjende".

 

Nu ser det ud til, at virkeligheden er ved at overgå fantasien. Jeg tænker her på den ellers i sig selv ret uinteressante, ja, ligefrem latterlige diskussion om, hvor mange tilskuere der var til Donald Trumps indsættelse i fredags. For jeg tænker på det virkelig alvorlige forhold, at Det Hvide Hus' talsmand kategorisk fremførte urigtige påstande om antallet. Og selv om vi jo lever i en virkelighed, hvor det mere og mere bliver bare påstand mod påstand, tillader jeg mig at antage, at det var forkert, hvad talsmanden sagde, og det gør jeg, fordi jeg senere så Donald Trumps personlige rådgiver Kellyanne Conway snakke udenom i et interview med tv-stationen NBC. Hvis hun bare selv havde troet på, hvad pressetalsmanden havde sagt, ville hun ikke i den grad have snakket udenom og fx være begyndt at tale om antallet af personer, der havde fulgt indsættelsen i tv. Og hun sluttede med at sige, at der fra Det Hvide Hus' side var tale om "alternative fakta".

 

Jeg hører stadig til dem, der vil give præsident Trump en chance. Men min velvilje fik allerede et knæk, da jeg hørte hans tale ved indsættelsen. Sådan taler man ikke ved en lejlighed som denne. Kategorisk fremførte urigtige påstande fra Det Hvide Hus' pressetalsmands side er imidlertid langt værre. Det er faktisk at begynde at pille ved de demokratiske institutioner og procedurer. Og den, der gør det, får som sagt mig til fjende.

 

Jeg håber, vi ikke kommer til at se mere af den slags.

 

Mandag den 23. januar 2017, Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE

 

Jeg er imponeret over den måde, præsident Obama overdrog embedet på.

 

Jeg er skuffet over de voldelige demonstrationer i Washingtons gader.

 

Jeg er skuffet over den negative side af præsident Trumps tale.

 

Jeg forholder mig åbent afventende til de ting, den nye præsident bebudede.

 

Hvis Trump (hvad jeg dog ikke har fantasi til at forestille mig) skulle begynde at pille bare den mindste smule ved de demokratiske institutioner og procedurer, får han mig til fjende.

 

Jeg vil i endnu højere grad end hidtil gøre min egen EU-kritik positiv. Der skal efter min mening ske store ting i EU i retning af mere demokrati og mindre gammel ideologi. Der skal nok også ske institutionelle ændringer, og der skal efterhånden (ved de kommende valg) ske personudskiftninger. Navnet skal måske ændres tilbage til EF! Ja, der skal måske ske en eller anden form for opdeling. MEN jeg ønsker ikke sammenbrud og kaos. Make Europe great again! Vi var i forvejen nødt til at skulle stå sammen. Nu er det vigtigere end nogensinde før. Gud bevare Europa!

 

Lørdag den 21. januar 2017, Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

En teologisk og kirkehistorisk vampyr- og splatterroman

 

En slags lille anmeldelse af Peter Tudvad: "Manteuffel" (2016).

 

Sat på her 16.01.17.

 

Jeg har nu læst Peter Tudvads "Manteuffel". Men desværre ret hurtigt. Jeg har derfor ikke kunnet skrive en egentlig anmeldelse og foretage en egentlig litterær, teologisk og kirkehistorisk analyse.

 

Men jeg viger ikke tilbage fra at betegne denne roman som et mesterværk. Allerede det faktisk geniale forord sætter en fantastisk ramme, som bliver fyldt ud af de indholdsmættede og overordentlig velskrevne dokumenter. Ja, velskrevne! Hvad dokumenternes sprog angår, har Tudvad dækket sig godt ind med, hvad han i forordet skriver om oversættelsen fra det gamle tysk til moderne tysk og videre til dansk. Resten bliver så et spørgsmål om konsekvens. Og jeg mener, man må sige, at han virkelig holder sig på samme niveau og i samme tone hele vejen igennem. Jeg læste som sagt hurtigt og mener kun, jeg ganske få steder har studset over ting, der måske er brud. Men det er småting. Og han har altså dækket sig ind, så at det ikke giver den store mening at forske i, hvordan teksten i også videre sproglig forstand forholder sig til, hvordan man skrev dengang. Men jeg er overbevist om, at han i alle henseender har forsket og researchet godt. Det virker i hvert fald overbevisende.

 

Det giver heller ikke den store mening at begynde at kritisere "teologien", jo især Manteuffels egen. Ej heller at lede efter fejl og selvmodsigelser. Det er jo en teologi, der er mere end ført ad absurdum. Så jo værre, jo bedre! Men man må alligevel spørge, hvor megen mening der er i galskaben. Og det spørgsmål melder sig hurtigt, hvor meget Tudvad der er i Manteuffel! Jeg mener, det er åbenlyst, at der hos Manteuffel (Man(n)-Teufel) er Tudvad-ting, der er ført ad absurdum - eller ad Diabolem! Og dermed har jeg også sagt, hvad der skal siges om den kritik af Luther og lutherdommen, der ligger i bogen.

 

"Manteuffel" er en vampyr- og splatterroman med al den Greuel, der hører til genren. Også i den grad! Men det er altså også en teologisk og kirkehistorisk og historisk roman, ja, en eksistentiel roman, hvor ikke bare anfægtelse og kritik i forhold til kristendommen og lutherdommen, men også nogle eksistentielle grundspørgsmål er ført til mere end det yderste. Og altså nok også nogle spørgsmål, der rumsterer i Peter Tudvads egen hjerne og hans eget hjerte - og i en eller anden grad i alles hjerner og hjerter. Man kunne sige, at der er tale om blasfemi. Og det, ja, mere end det, er der også tale om hos mennesket Manteuffel. Hvilket imidlertid ikke er ensbetydende med, at der er tale om blasfemi fra forfatteren Peter Tudvads side. Litteratur er litteratur. Og det er legitimt at gøre et sådant helt vildt tankeeksperiment.

 

Hvor djævelsk - eller besat - Manteuffel end er, er han et menneske, som man griber sig selv i at have ondt af. Ja, selv med ham kan man identificere sig, som det altid i en eller anden grad er tilfældet med en hovedperson (fx også i gangsterromaner og -film). Og da jeg var kommet til brevvekslingen med Maria, troede jeg en tid, at der måske var ved at blive lagt op til en Gretchen-Faust-agtig forløsning. Som jeg skrev i en foreløbig kommentar dengang: Alt kan ske! Men der kom ikke nogen forløsning, og hvis jeg har forstået "Israel von Bitschas anden optegnelse" ret, lever Manteuffel og han "den dag i dag". Og hvilken forkyndelse - eller mangel på samme - ligger der så i det?

 

Det er naturligvis ikke et tilfælde, at bogen er udkommet op til tese-jubilæumsåret 2017, og at den dermed skal ses som en til det yderste dreven kritik af dette jubilæum. Men næsten alle i bogen er jo skurke, så der er også tale om en kritisk beskrivelse af hele verdens og kirkens skæve gang - og af den særlige side af sagen, som kristendommens forvikling med magten er.

 

Der er naturligvis også en forbindelse mellem tyskeren Manteuffel og nazismen. Og den har jeg intet at indvende mod!

 

Jeg kunne sige meget mere. Jeg kunne fx gå ind i fortolkninger af enkeltsteder og enkeltsymboler og -temaer. Men det tillader min tid mig ikke. Og det er som sagt heller ikke så vigtigt. Tingene tegner sig i høj grad af sig selv under læsningen. Hvad citater fra Luther og kirkefædrene og Bibelen angår, kan jeg også kun gentage, at det ikke giver nogen mening at begynde at påvise, at det og det er fordrejet og/eller citeret ude af kontekst. Det er jo netop meningen! Men jeg kan slutte med at sige, at bogen også er en velfortjent udstilling af, hvad en bibelfundamentalistisk brug af enkeltsteder kan føre til.

 

Jeg må ønske Peter Tudvad tillykke med bogen! Den kan måske blive en også international sællert.

 

Tilbage står spørgsmålet: Hvad bliver det næste? Først en teologisk Kirkegaard-spændings- og kriminalroman. Så en eksistentiel, teologisk og kirke- og almenhistorisk splatterroman. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad det næste kan blive. Men det skulle ikke undre mig, om Peter Tudvad har.

 

Bent Christensen, forfatter, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kommentarer (med statistik nederst) til artikel i Kristeligt Dagblad:

 

"Dansk Folkeparti foreslår forbud mod minareter"

 

03.01.17

 

 

Dette er heller ikke en god idé. Jeg tænker jo også på imam-loven. Når først indvandrerne er lukket ind, skal de nyde alle frihedsrettigheder. Ellers kommer det også til at gå ud over os andre. Samfundet bliver steriliseret. - Men vi skulle aldrig have lukket dem ind. Og jeg har fra nu af kun ét fremmedpolitisk krav: Der skal lukkes totalt for indvandring fra ikke-vestlige lande! Så er man også fri for de ulidelige diskussioner om, at fx alle muslimer bliver skåret over én kam. Det er selve befolkningsudskiftningen, ja, det etniske og kulturelle folkedrab, der er problemet, eller med andre ord antallet. For når der hele tiden bliver flere og flere indvandrere, vil de på et tidspunkt komme til at udgøre flertallet. Og lige meget hvor søde og rare og arbejdsaktive de er, vil vort samfund blive ændret totalt. Hvad der så måtte være i vejen med grupper af indvandrere, er noget, der kommer oveni. - Jeg vil kraftigt fraråde Dansk Folkeparti at gå videre med disse uheldige småtterier. Jo flere minareter og jo mere kald til bøn, jo bedre. Så kan vælgerne se, hvad der er ved at ske.

 

 

-  -  -

 

Svar på svar 04.01.17:

 

Kære n.n.! Jeg er ikke god til at huske tal og har ikke tid til at lede efter statistikkerne lige nu. Men jeg mener, man taler om årtier, inden der bliver indvandrerflertal (inkl. efterkommere) her i Danmark. Jeg bliver nødt til at finde tallene senere. Men allerede nu præger indvandrerne og islam livet i Danmark meget. Se nu bare denne diskussion. Men det dukker op alle vegne, godt hjulpet af de "progressive" og "humanistiske" kræfter, der bruger indvandringen til at fremme deres egen dagorden. - Hvad Skåne angår, skete der, så vidt jeg er orienteret, efter indlemmelsen i Sverige en meget hårdhændet tvangsforsvenskning af de danske skåninger, og det er beklageligt. Men at blive svensker er trods alt ikke det værste, der kan ske med en.

 

-

 

STATISTIK

 

Men man skal lægge mærke til, at "efterkommere" kun er andengenerationsindvandrere!

 

Danmarks Statistik pr. 1. oktober 2016

 

https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/indvandrere-og-efterkommere/indvandrere-og-efterkommere

 

1. oktober 2016

 

Indvandrere fra ikke-vestlige lande: 330.388

 

Efterkommere fra ikke-vestlige lande 142.380

 

I alt: 472.768

 

-

 

Danmarks Statistik befolkningsfremskrivning til 2060

 

http://www.statistikbanken.dk/10024

 

2060

 

Indvandrere fra ikke-vestlige lande 507.246

 

Efterkommere fra ikke-vestlige lande 342.390

 

I alt: 849.636

 

Stigning 2016-2060: 376.868

 

MEN hvis man regner med efterkommere overhovedet, vil antallet af indbyggere i Danmark med en ikke-vestlig baggrund være langt højere. - Fra Danmarks Statistik Introduktion:

 

"En person har dansk oprindelse, hvis han eller hun har mindst én forælder, som både er dansk statsborger og født i Danmark. Hverken indvandrere eller efterkommere har én forælder, som både er dansk statsborger og født i Danmark. Forskellen mellem indvandrere og efterkommere er, at indvandrere er født i udlandet, mens efterkommere er født i Danmark".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

OM ESTABLISHMENT, FOLKELIGHED OG KIRKELIGHED

På min Facebook-profil 21.12.16

 

Ugens aforisme (uge 51/2016)

 

Man skal ikke være imod, at der er et establishment, men hvis det har isoleret sig fra befolkningen og virkeligheden, skal det tænke om og/eller udskiftes.

 

17.12.16

 

(Denne aforisme vil efter planen blive trykt i de Nye digte og aforismer, som forhåbentlig vil blive udgivet senest i 2018).

 

-

 

Og i et kommentarfelt gav jeg nedenstående

 

UDDYBNING: Man kan ikke være imod, at der er et Folketing, der giver lovene, og at der er en regering, som ikke må have et folketingsflertal imod sig. Men allerede opstillingen af kandidater til Folketinget skal ske på en sådan måde, at det er folket, dvs. medlemmerne af de forskellige partier, der vælger folk, der repræsenterer dem. Og så må folket gøre sig den ulejlighed at melde sig ind i de respektive partier efter anskuelse. Der er ingen anden vej! Sagt på en anden måde: Folkestyret kan kun fungere, hvis folket ønsker at styre. - Hvad så i øvrigt tænkningen og meningerne angår, må alle give sig til at tænke og ytre sig, så det ikke kun er nogle få, der styrer debatten. - Og hvad dem, der modtager de højere uddannelser, angår, må de dels bestræbe sig på at tænke frit og respektere virkeligheden, dels bevare loyaliteten mod det folk, de er udgået fra. Det er flovt at have modtaget en høj uddannelse, men ikke kunne andet end efterplapre de "rigtige" meninger. Og det er både dumt og flovt at isolere sig fra, ja, måske ligefrem se ned på dem, der ikke har modtaget en højere teoretisk uddannelse. - Det er farligt at tage sig selv som eksempel, men nu gør jeg det alligevel. Jeg er førstegangsakademiker, og jeg glemmer ikke, hvor jeg kommer fra. Desuden har jeg været folkekirkepræst det meste af mit voksne liv, så jeg kender og respekterer mennesker af alle slags. Jeg er stolt over at være sprogofficer og cand. mag., over at have modtaget en supplerende teologisk uddannelse og over at have fået den teologiske licentiatgrad (ph.d.) og den teologiske doktorgrad. Man kan sådan set ikke komme højere! Men jeg tænker aldrig på mig selv som "elite". Jeg er en mand af folket, der ikke alene ser det som min pligt, men også af hjertet ønsker at bruge mine evner og det, jeg har lært, i såvel det kirkelige som det folkelige fællesskabs tjeneste. - Og jeg er ikke pladderdemokrat! Der er nogle, der kan nogle særlige ting og får et særligt ansvar og nogle særlige beføjelser. Men det er alt sammen i tjeneste. Og folket skal altid have den øverste magt. - I kirken er Evangeliet den øverste magt, men også der skal der være frihed og demokrati. Man skal ikke kunne undertrykke hinanden i Evangeliets navn, men i fællesskab stå under Evangeliet. Kan man ikke finde ud af det, må man dele sig op. Men jeg ønsker selvfølgelig, at den nuværende evangelisk-lutherske folkekirkemenighed bliver sammen i udstrakt rummelighed og frihed med fx muligheden for at danne valgmenigheder. Man skal bare gøre sig klart, at et rum har vægge, så at der altså er grænser for, hvad der kan rummes i et evangelisk-luthersk kirkesamfund. Men man skal helt ud til den yderste grænse prøve at løse problemerne gennem en fri diskussion. - Osv.

 

-

 

Og senere tilføjede jeg dette:

 

Og jeg vil føje til, at der også skal være repræsentanter for alle dele af folket, der stiller op til såvel Folketinget som kommunalbestyrelserne m.m. Og læg mærke til ordet REPRÆSENTANTER! Demokratiet er repræsentativt, en repræsentation af folket (græsk: demos). Udøvelsen af demokratiet skal ikke være en profession. - Men igen: Jeg er ikke pladderdemokrat. Det tjener folkets interesse(r), at der også er en hel del "professionalisme" hos folkets valgte repræsentanter. Men selv den dygtigste og mest erfarne og dermed mest "professionelle" politiker skal vide, at han er folkets tjener. Ellers skal folket minde ham om det. Eventuelt ved at vælge en anden. - I denne forbindelse vil jeg også nævne det konstitutionelle monarkis betydning. Den er rent symbolsk. (Medmindre der opstår en statskup-situation eller lignende, hvor Monarken kan have ét skud i bøssen i forsvaret for demokratiet og Grundloven). Men der er en stor og god symbolik i dronningerunderne og den kongelige udnævnelse af ministre og højere tjenestemænd. Det viser, at de som (symbolsk) monarkens tjenere er nationens og folkets tjenere. Husk, at det latinske ord "minister" betyder "tjener"!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Er kirke og stat et stærkt ægteskab?

 

Både her og på undersiden "Kirke og teologi".

 

Sådan var titlen på P1 Debats Facebook-side tirsdag den 13. december 2016. Og foromtalen af udsendelsen lød:

 

"Staten skal ikke betale præstelønninger, og civilregistreringen skal fremover foregå i kommunerne. Er disse udmeldinger fra den nye kirkeminister Mette Bock med til langsomt at løsne båndene mellem stat og kirke? Hvad har det i så fald af konsekvenser? Og er det egentlig ikke på tide at gøre op med folkekirkens særstatus i Danmark?

 Gæster: Kirkeminister Mette Bock (LA), sognepræst Marie Høgh, formand for Konservativ Ungdom i Randers Jesper Holm Frederiksen og tidligere kirkeminister Manu Sareen (Å)".

 

Før udsendelsen satte jeg en kommentar ind i tråden. Og jeg delte opslaget, så at det altså også kom til at stå på min Facebook-profil. Her er denne kommentar:

 

"Mette Bock er på rette vej! Det er af rent kirkelige og teologiske grunde nødvendigt, at det store evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark begynder at bevæge sig i retning af fuld selvstændighed. Men det kan også gå sådan, at andre gennemtvinger kirkens adskillelse fra staten, og så skal vi være parat til det, hvad enten vi selv ønsker det eller ej. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol".

 

I udsendelsen udtalte Mette Bock sig på en måde, der viser, at hun er en varm tilhænger af den nuværende stats-folkekirke, men bare ønsker nogle justeringer, især for så vidt angår statens betaling af 40 % af præsternes løn og personregistreringen. (Jeg indskyder lige, at det med de 40 % til præstelønningerne var noget staten i begyndelsen af 1900-tallet forpligtede sig til, fordi den havde taget det meste af kirkens jord). Men hun blev af nogle anklaget for, at selv disse justeringer i det lange løb ville føre til en adskillelse mellem stat og kirke.

 

I den sidste del af udsendelsen blev min kommentar læst op og diskuteret, og jeg måtte derfor skrive en ny kommentar både hos P1 Debat og mig selv:

 

"Min kommentar blev læst op i programmet. Og tak for det! Jeg kunne ikke nå at ringe ind. Men jeg bliver nødt til at sige, at jeg har beskæftiget mig med dette spørgsmål siden midten af 1970'erne, både under min tjeneste som præst i Folkekirken og i min Grundtvig-forskning. Jeg kender altså også de argumenter mod den evangelisk-lutherske kirkes selvstændiggørelse, der nu igen blev ført frem. Og jeg siger ikke, at der ikke er nogle farer her. Dem må vi så bare prøve at afværge. Og Danmark er altså ikke Sverige! Jeg har i mange år, i både alvor og spøg, sagt, at når vi får den kirkeforfatning, der stadig er tale om i den såkaldte løfteparagraf (Grundlovens § 66: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov"), må denne forfatnings allerførste paragraf for min skyld gerne lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med eller udtale sig om andet end kirkens egne anliggender". Dette gælder også "synoden", dvs. landskirkerådet. Noget helt andet er, at præster af alle slags (inkl. biskopperne) frit skal kunne udtale sig om alt muligt. Selvfølgelig som samfundsborgere i den almindelige debat, men også som forkyndere. Bare de gør det som enkeltpersoner og ikke på kirkens vegne. Et organ kan ikke forkynde, kun vedtage kompromis-tilblevne resolutioner. Og jeg vil i det hele taget ikke finde mig i, at et kirkeligt organ udtaler sig på mine vegne. - Så er der spørgsmålet om rummeligheden. Den må vi også stå vagt om. Selv om et rum altså har vægge, så at der heller ikke i dag er plads til hvad som helst. Om præstefriheden sagde Grundtvig (kort refereret), at vi må risikere at lade præster forkynde noget forkert; ellers kan vi ikke vide, om de mener det, de siger. Vi skal i det hele taget føre alt det gode, vi i dag har i Folkekirken, med over i den kommende ordning, herunder den fra Grundtvig stammende mulighed for at danne valgmenigheder. Og jeg kan ikke se, at kirkens selvstændiggørelse skulle føre til ensretning. Vi vil jo blive ved at være lige så forskellige, som vi er nu, både teologisk og politisk. - Den vigtigste grund til, at jeg ønsker det evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark selvstændiggjort, er, at det på denne måde bliver tydeligt, at de døbte og troendes fællesskab er et virkeligt fællesskab. Vi bliver jo i dåben lemmer på den store organisme, Kirken (nu med stort!) er, Kristi legeme i verden. Det er meget stort sagt. Men sådan er det. Og enhver kan formulere det, som han vil, og leve med i det, som han vil. Og der skal ikke mindst være plads til den berømte lille mand med den lille tro, ja, ikke mindst han skal vide, at han er med i dette store fællesskab. Sagt på en anden måde: Det er ikke nok at have et statskirkeskelet, som sikrer "Evangeliets forkyndelse". Kirken er ikke en offentlig undervisningsinstitution, men et levende fællesskab, først og fremmest i gudstjenesten, men også i det hele taget. - Endelig vil jeg sige, at når staten er sekulær og en meget stor, og stigende, del af befolkningen ikke er medlemmer, må den evangelisk-lutherske menighed med nødvendighed komme til at fremstå som en særlig størrelse, en særlig organisme. - Jeg kunne blive ved, men slutter her".

 

Ja, jeg sluttede dér. Og jeg vil ikke føje andet til, end at vi må se, hvordan det kommer til at gå. En afgørende faktor er den fortsatte indvandring og det stigende antal af indvandrerefterkommere. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil de etniske danskere komme i mindretal om et vist antal årtier - for slet ikke at tale om de kristne. Denne situation må vi forberede os på, så vi kan leve godt som kristen menighed i en sådan mindretalssituation. Idet vi både håber og insisterer på, at religionsfriheden og mindretalsbeskyttelsen bevares. Men når vi ser, hvad der fx sker med de kristne i Egypten lige nu, kan vi godt blive bange. - Vi kan selvfølgelig håbe, at de indvandrede muslimer og deres efterkommere i stort tal kommer til tro på Jesus Kristus. Men denne side af sagen er meget vanskelig. Vi skal selvfølgelig forkynde Jesus Kristus for muslimerne som for alle andre. Men det skal være på en ordentlig og fri måde. Vi skal under ingen omstændigheder prøve at lokke eller presse dem til at blive kristne med det formål at sikre os selv. Og noget helt andet er, at det som bekendt i princippet er livsfarligt for en muslim at forlade islam. - Jeg blander nødig den kirkelige drøftelse og den fremmedpolitiske debat sammen. Og jeg ville have det samme kirkesyn, hvis der ikke var en eneste muslim i Danmark.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

ER EUROPOL-FORBINDELSESOFFICEREN REN HÆVN?

 

Kommentar i P1 Debat-tråd 08.12.16

 

Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor det rent tekniske Europol-samarbejde ikke kan fortsætte som hidtil? Er der nogen teknisk grund til, at søgningerne skal foretages gennem en forbindelsesofficer? Eller er det ren hævn - og advarsel til andre, der måtte have ønsker om særordninger? - Jeg forstår ikke, at i det mindste DF og EL ikke siger rend og hop til EU-kommissionen. I det lange løb kan Europol heller ikke undvære Danmark. - Jeg er træt af EU-systemet og vore egne EU-glade politikere. Jeg går ind for et europæisk samarbejde. Måske en ny slags EF. Eventuelt delt op i flere grupper. Jeg ønsker ikke kaos. Men der skal noget nyt til.

 

 

 

TIL ET FOLK DE ALLE HØRE ...

1848 og nu - over en bred skala

 

Kommentar på min væg til den af mig Facebook-delte artikel på dr.dk "Udskældt test måler udlændinges danskhed igen" 01.12.16.

 

Hvad myndighederne skal gøre, ved jeg snart ikke. Enhver form for prøve bliver jo hurtigt latterlig. Grundproblemet er, at vi overhovedet har lukket så mange med en fundamentalt anderledes kultur ind. - Men hvad spørgsmålet i øvrigt angår (og dermed vort forhold til hinanden ude i virkeligheden), er jeg kommet til det resultat, at vi skal holde op med at operere med modsætningen enten dansk eller ikke dansk. Reelt er der jo tale om en bred, ikke let definerlig skala, som dækker alt mellem 0 og 100 procent. Og så må man se, hvordan det går med at leve sammen i praksis. - Jeg benytter lejligheden til at citere hele den så ofte misciterede (kun delvis citerede) Grundtvig-strofe: "Til et folk de alle høre, / som sig regne selv dertil, / har for modersmålet øre, / har for fædrelandet ild; / resten selv som dragedukker / sig fra folket udelukker, / lyse selv sig ud af æt, / nægte selv sig indfødsret". - En "dragedukke" er ifølge Ordbog over det danske Sprog en "lille dukke af mandragoraplantens rod, som mentes at have evne til at drage penge, lykke olgn. til huse". Men meningen her i sangen er nok, at de, der ikke har øre for modersmålet og ild for fædrelandet, i forhold til det at være dansk er som en slags nisser. - I øvrigt er det digt, sangen er taget fra, skrevet i 1848, så at det er det slesvigske problem, der er tale om, dvs. spørgsmålet om, hvorvidt en slesviger var dansk(sindet) eller tysk(sindet). Og hvor alvorlig sagen end var dengang (to krige!), var forskellen mellem de forskellige slags slesvigere meget lille i forhold til, hvad der er tale om nu.

 

-

 

TILFØJELSE 02.12.16 (egl. kommentar til genopslag af et digt på min Facebook-væg):

 

Jeg genopslår dette digt, fordi det i går måtte vige pladsen for min deling af opslaget om indfødsretsprøven på dr.dk. De, der ikke har set min vigtige kommentar til dette opslag, bør se den! - Jeg skriver bla., at det er den store tilstedeværelse af mennesker med en fundamentalt anderledes kultur, der er problemet. Et sådant problem har vi ikke haft med jøder, huguenotter, kartoffeltyskere, hollændere og polakker. - Og selv en lille ting som det, at mit digt har måttet vige pladsen for noget med relation til indvandringen, viser, hvordan hele vort liv bliver præget af den. Det er ikke bare alle de penge, den koster, og alle de mere håndgribelige problemer, den volder. Den beslaglægger også tid og ressourcer i meget stor målestok. En meget stor del af de gange, man åbner for et medie, er det indvandringsrelaterede ting, man kommer til at høre og se. Det er uhyggeligt at tænke på, hvor meget klogere man kunne være blevet, og hvor mange gode ting der kunne være blevet produceret, hvis de indvandringsrelaterede ting ikke havde fyldt så meget. Jeg for mit vedkommende prøver at beskæftige mig så lidt som muligt med det og nøjes med at kræve totalt indvandringsstop med jævne mellemrum. Ikke for at være menneskefjendsk, men fordi det simpelt hen ikke er godt med en sådan kulturudskiftning.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Betragtninger fra en til dels konservativ sidelinje

 

Af Bent Christensen

 

Dette er den uforkortede version af mit bidrag til debatbogen 'Jeg' er fandme til! (2016) efter Marianne Stidsens disputats Den ny mimesis (2015).

 

 

Spørgsmålet om identitet kan deles op i mange underspørgsmål. Man kan begynde med at skelne mellem individuel og kollektiv identitet. Dernæst kan man skelne mellem de forskellige holdninger til identitetsspørgsmålet. Er identiteten (den individuelle og/eller den kollektive) et fængsel, det gælder om at bryde ud af? Eller er tabet af identitet (igen den individuelle og/eller den kollektive) en ulykke, det gælder om at overvinde? Endelig kan man spørge, om der i litteraturen, hvad den individuelle identitet angår, kan være tale om simpelt hen en leg, et maskespil, der dog på sin måde kan komme til at vise nogle ting om menneskelivet.

 

Man kan også spørge, om identiteten bare er en indbildning eller konstruktion. Men der kan vel ikke være tale om, at et menneskeligt individ, der ikke er ekstremt sygt, ikke mener det, når han siger "jeg" om sig selv, eller ikke oplever det legeme, hans bevidsthed er et fænomen i forbindelse med, som sit. Eller man kan sige, at den, der siger "Jeg er ikke mig", allerede ved at sige denne sætning har modbevist sin påstand. Spørgsmålet om identiteten er altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt "jeg" er til, men et spørgsmål om, i hvilken grad individet oplever sig selv som en person, der er et særligt fænomen i Universet.

 

Hvad den kollektive identitet angår, er spørgsmålet et andet. Det er ikke direkte meningsløst at hævde, at man fx ikke har en national eller folkelig identitet. Og det er ikke direkte meningsløst at sige, at nu vil jeg simpelt hen være verdensborger, en enkeltperson blandt alle de andre enkeltpersoner i verden. Og dog. Der er næppe nogen, der ikke på en eller anden måde er præget af den sammenhæng, han er vokset op i og har levet i frem til det tidspunkt, hvor han erklærer sig som verdensborger. Og der kan ikke være nogen, der er vokset op eller har levet sit hidtidige liv i samtlige nationer, folk og kulturer i hele verden.

 

Men er identiteten et fængsel, det gælder om at komme ud af, eller hvis mure det gælder om at få brudt ned? Det kan man mene, hvis det er de forskellige former for kollektiv identitet, der er tale om. Og man kan mene det, hvis den individuelle identitet ses som en rolle, der er påtvunget den enkelte af omgivelserne og omstændighederne? Hele det moderne frigørelsesprojekt skulle jo netop gå ud på, at hvert enkelt individ kommer til at leve i en frihed, der i ordets allerstørste betydning er en personlig frihed.

 

De forskellige, store og små, kollektive identiteter kan man mene om, hvad man vil. Jeg vil hævde, at en eller anden grad af forankring i kollektiv identitet er en direkte forudsætning for den personlige frihed. Uden nogen form for kollektiv identitet eller forankring i et eller nok snarere flere fællesskaber bliver individet jo et atom, der er langt mere sårbart, end det ellers ville have været, over for de kræfter, der vil tage magten over det, det være sig staten eller arbejdspladsen eller andre strukturer. Og det gælder især, hvis også alle de andre er atomer, der indgår i en amorf masse. Jeg vil her helt grundlæggende pege på kernefamilien. Og hvis jeg skal være mere moderne, kan jeg føje til: eller hvad dertil kommer til at svare. Hvad ved jeg? Når vi taler om fremtiden, må vi være forberedt på meget store ændringer. Men desto vigtige kan forskellige former for forankring blive.

 

Jeg vil også mene, at den folkelige og nationale identitet, til husbehov og på en til tiden passende måde, giver en forankring, der ikke alene giver en et rum at være sig selv i, men også er et godt udgangspunkt for vekselvirkning med og aktivitet i hele resten af verden. Jeg tillader mig igen at komme med et personligt eksempel. I vinterhalvåret 1976/77 havde jeg den ære og glæde at være feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern, og i dette halve år kom jeg til at opleve det særligt danske utrolig stærkt, ikke mindst hos de unge konstabler. Vi kunne forene den helt bløde danske hygge med en allerhøjeste grad af militær effektivitet og dermed også være virkelig gode til at optræde som bevæbnede diplomater og dæmpere af gemytterne. Vor selvtillid var stor. Og vi var højt respekterede fra alle sider. Og det var helt klart, at vi repræsenterede det særligt danske. Men det gjorde vi altså i FN’s tjeneste. Og det var stort, at vi til vor medaljeparade havde både Dannebrog og FN-flaget som faner. Og noget tilsvarende gælder alle andre danske, der tjener eller er aktive ude i verden. Hvor svært kan det være?

 

Men så er der spørgsmålet om det tab af identitet, der på forskellige også helt ufrivillige måder har været tale om siden 1945. Og dette spørgsmål gælder ikke alene, for så vidt som der såvel i litteraturen som blandt mennesker i almindelighed er tale om noget, der bevidst erkendes som et tab, men også for så vidt som det hos dem, der ikke mener, de har tabt noget, kan give sig nogle uheldige udslag, det være sig overdreven dyrkelse af arbejde og karriere (som det jo nu hedder for alles vedkommende), forbrugerisme, livsstilsdemonstration eller (også destruktiv) optagethed af egen krop. Og det er ikke er let at sige, hvad vi kan stille op mod dette tab; der ligger jo ikke kun idémæssige og ideologiske faktorer bag, men også nogle meget håndgribelige teknologiske, produktionsmæssige, sociogeografiske og sociale faktorer, som ikke kan tænkes eller tales væk, men som man må prøve at forholde sig til, så godt man kan. Og hvad med den udvikling, vi allerede nu kan se tegne sig forude?

 

Jeg ville gerne have fortalt lidt om min egen personlige historie for at vise, hvad jeg mener, når jeg taler om den sidelinje, nærværende betragtninger bliver skudt ind fra. Men jeg må nøjes med at nævne nogle ganske få ting og i øvrigt henvise til de "Erindringer", der ligger på min hjemmeside www.bentchristensen.dk, undersiden "Erindringer". Jeg har allerede i geografisk og social forstand altid befundet mig på et spor, hvor min personlige identitet ikke har været truet, og hvorfra jeg i stor frihed har kunnet betragte, hvad der er sket inde på hovedsporet. Og jeg blev i 1971 præst i Folkekirken, hvad der i mange henseender er en helt særlig sideposition, men samtidig en position, hvor man som akademiker på en helt særlig måde deler livet med mennesker af alle slags. Men ellers vil jeg nævne, at jeg fra min barndom af har beskæftiget mig en del med naturvidenskab (en tid også i tilknytning til Forum Teologi Naturvidenskab, Aarhus Universitet), at jeg fra omkring konfirmationsalderen var pianist i den efter lollandske forhold ganske avancerede neobop-kvintet The Strangers, hvor vi i det mindste havde som ideal at være radikalt moderne, at jeg lidt senere og indtil engang i min tid som stud. mag. i dansk/russisk (med sprogofficersbaggrund) levede i, hvad jeg betegner som min forsinkede konfirmand-ateisme, og at jeg i perioden 1972-2002 (med lidt efterslæt 2011-2013) var Grundtvig-forsker med særligt henblik på "menneskelivets og dets verdens plads og betydning" i Grundtvigs kristendomsforståelse (Christensen 1987 og 1998). Det er på denne baggrund, jeg betegner min sidelinje som hverken mere eller mindre end "til dels konservativ". Men jeg må nu gå over til mine særlige indskud i den sammenhæng, der er tale om i og omkring Den ny mimesis.

 

Jeg vil begynde med et par ideologikritiske bemærkninger til dele af det idégrundlag, der ligger under kampen mod identiteterne. Kan der for det første i identitetsbenægtelsen være tale om en modvilje mod, at noget er givet? Det måske mest ekstreme eksempel på dette er benægtelsen af, at det menneskelige køn skulle være en biologisk givet størrelse. Der er jo det særlige ved ordet "givet", at det både kan betegne det, der simpelt hen er tilfældet, og noget, der er givet af nogen, fx af Gud. Og én ting er, at man ikke vil vide af, at noget skulle være givet af Gud, noget andet, og langt mere bemærkelsesværdigt, er, at man heller ikke vil vide af, at noget skulle være givet af, ja, være en del eller side af, naturen. Dette gælder så meget desto mere, som man umiddelbart må forestille sig, at de, der ikke vil vide af, at noget skulle være givet af Gud, i høj grad fører naturvidenskabernes resultater frem som bevis for, at der ikke er nogen Gud. Eller gør de det? Bunder den livsanskuelsesmæssige humanisme (som konstruktivismen må ses som en ekstrem del af) i en naturvidenskabelig verdensanskuelse? Eller er den i virkeligheden bare et postulat? Jeg må i hvert fald som teologisk religions- og ideologikritiker have en stærk mistanke om, at de, der ikke engang vil tage de biologiske kendsgerninger som noget i biologisk forstand givet, i virkeligheden postulerer, at mennesket er et fænomen, der ikke slet og ret er en del af Kosmos. - Hvad personligheden som noget biologisk givet angår, kan jeg henvise til, hvad jeg oplever med min søns to gravhunde, som ofte er på ferie hos os. Det er utroligt, så klart og stærkt forskellige disse to’s personligheder er!

 

Hvad de livsanskuelsesmæssige faktorer angår, der har haft indvirkning på identitetstabet, vil jeg også pege på, at den kristne opstandelsestro har haft afgørende betydning for forståelsen af det enkelte menneske som enestående individ med bogstavelig talt evig gyldighed og værdi, også uanset hvilke mere konkrete forestillinger den har været ledsaget af eller ikke været ledsaget af, og at denne virkning af kristendommen (som så mange andre) lever videre i en postkristen sammenhæng, hvor der så dog efterhånden mere og mere kan blive tale om en smertelig oplevelse af et tab, efterhånden som den afskårne gren visner.

 

Men der er jo den kristne gudstro overhovedet. Hvordan er det man siger? Først døde Gud, så døde den menneskelige person, og så opløstes den omgivende virkelighed. I det sidste forhold er det selve den egentlige mimesis-problematik, der direkte bliver tale om, altså den problematik, der for mig er det egentlig interessante, idet jeg jo selv i min mørkeste og tommeste nihilistiske periode aldrig har tvivlet om, at jeg var mig, og at det var mig som person, der oplevede en så voldsom protest mod intetheden.

 

Det er i øvrigt ejendommeligt, at sjælevandringstroen er så udbredt i vor tid. Det er underligt, at det moderne menneske pdes. har så store problemer med identiteten, men at så mange pdas. hænger så meget ved deres personlighed, at de er rede til at se bort fra alt, hvad man ellers regner for sandt, for i det mindste at kunne forestille sig en gentagelse af deres sjæls liv i flere omgange.

 

Som mit helt særlige indskud i den problematik, der tegner sig i og omkring Marianne Stidsens disputats vil jeg nu skitsere min egen poetik og mit eget (eller Grundtvigs!) syn på erkendelsen og dannelsen.

 

Når jeg som kristen bliver sendt ud fra gudstjenesterummet og det teologiske studerekammer for at leve ude i verden og dér opnå den erkendelse, der dels udfylder mit gudsforhold overhovedet, dels både er forudforståelse for og udfyldning af hele den særlige kristne frelsestale, så er det "statholdermarken", jeg bliver sendt ud på. Billedet af verden som en "statholdermark" har jeg lånt fra Grundtvig (Grundtvig 1817, 164 f), og der er naturligvis tale om et udtryk for menneskets stilling som Guds tjener og verdens herre. Men i min teologi og poetik er "statholdermarken" ganske særligt det sted, hvor mennesket overhovedet, men helt særligt i sin erkendelsesaktivitet (spændende fra fysik til poesi), skal gå direkte og helt nøgent og forudsætningsløst til den foreliggende virkelighed, altså uden forsøg på kristelig overklistring af virkeligheden og uden en kristelig facitliste i baglommen. Dette betyder, at alle videnskabelige resultater skal tages til efterretning som hverken mere eller mindre end, hvad de er, og at der ikke skal lægges teologi ind i selve de metodiske rum. Hvilket altså også betyder, at videnskaberne må anerkende, at de kun beskæftiger sig med dele af hele Eksistensens samlede virkelighed. Allerede den daglige eksistensoplevelse er større, end videnskabernes område. Men videnskaberne er selvfølgelig i mange henseender en enorm udvidelse af dagliglivets erkendelse af virkeligheden. Poesien og i det hele taget litteraturen (som er den vigtigste kunstart, ja, mere end bare en kunstart) er en højere form for erkendelse. Men også den skal - ude på den statholdermark, hvor autonomien hersker - dyrkes nøgent og forudsætningsløst. Man kan godt skrive kristelige digte, men det er noget andet; så er man ikke kommet ret langt væk fra de to nævnte døre.

 

Når jeg står på mit særlige punkt ude på statholdermarken, befinder jeg mig også på det sted, hvor mit livs-rør munder ud. Hver enkelt menneskelig persons liv kan ses som et livs-rør, der bevæger sig gennem rum-tiden fra undfangelse til død. I rørets midte er det det genetisk givne, der udfolder og udvikler sig. Og ved rørets yderside sker vekselvirkningen med omgivelserne på alle de både direkte og indirekte måder, der er tale om, berør‑ingen mellem individet og omgivelserne. Men inde i røret er det individet overhovedet, der udfolder og udvikler sig, idet der altså hele tiden kommer noget ind udefra og kommer til at høre med til den pågældende persons samlede virkelighed (så at man fx ikke skal se det biologisk givne som en helt isoleret streng inde i rørets midte, men altså dog som det biologisk givne, i vekselvirkning med alt det andet). Der ligger en såvel biologisk som personlig og historisk forståelse af den menneskelige persons virkelighed i denne måde at betragte hvert enkelt individ på. Den yderste modsætning til dette er at forestille sig, at det enkelte menneske fra fødsel til død levede i total isolation.

 

Når vi står ude på Tilværelsens åbne mark, må vi alle se os som dele af det fysiske Kosmos, men herunder jo ikke mindst den biologisk forståede biosfære - med menneskeslægten som det øverste niveau. Og det betyder, at vi ikke kan postulere en humanisme, der ikke bunder i Kosmos. Vi må sige, at det forunderlige fænomen, som menneskelivet er, er en manifestation af noget, der ligger i Kosmos.

 

Jeg vil i denne forbindelse videre sige, at jeg på dette grundlag som bidrag til det dannelsesspørgsmål, der er en vigtig del af Marianne Stidsens projekt, kraftigt må gøre mig til talsmand for et krav om, at naturvidenskaberne kommer til at få en vigtig rolle som dannelsesfag. Det er også frygteligt, at ordet "forskning" er ved at være ensbetydende med "teknologiudvikling". Jeg er en stor beundrer af teknologien og ser også teknologi-historien som en overordentlig spændende og vigtig del af menneskeslægtens historie, men naturvidenskaberne skal først og fremmest dyrkes for erkendelsens skyld. Det er meget vigtigt, at vi hele tiden ved så meget som muligt om Kosmos og om os selv som dele af det. Og dertil kommer, at alles fortrolighed med den naturvidenskabelige metode (og med noget filosofi og logik, jf. det gamle Filosofikum som indgangen til ethvert akademisk studium) vil kunne spare os for meget bullshit i den måde, vi taler og debatterer med hinanden på.

 

Men hvad især lyrikken angår, vil jeg videre sige, at når digteren altså står i sit punkt på "statholdermarken", så skal han se både sig selv (med sit livs-rør bag sig) og alt, hvad han har omkring sig, som manifestationer af den samme fælles grund, altså den store grund under hele Kosmos, så at det at se dele af virkeligheden som motiver er et møde mellem to manifestationer af det samme. Men der kan selvfølgelig ikke skelnes skarpt mellem subjekt og objekt. Når en del af virkeligheden bliver et motiv, kommer meget af betydningen jo fra digteren, ja, det kan være dele af digterens egen virkelighed, der bliver motiv (hvorved de pågældende dele så alligevel bliver objekt). Hertil kommer imidlertid, at allerede når processen frem mod digtet går i gang, men selvfølgelig helt særligt når selve digtet går i gang, bliver der tale om et nyt og tredje manifestationssted, idet digtet også kommer til at leve sit eget liv, ikke i isolation fra virkeligheden, men netop som en ny manifestation af den, idet "digtets eget liv" jo har sine love fra det hele. Det er i denne forbindelse vigtigt, at selv om et digt godt kan være (næsten) rent, og altså for så vidt passivt, tydende, så ligger der i princippet også en måske endda meget høj grad af forholden sig i den lyriske proces.

 

I epikken og især dramaet er det på en helt anden måde mennesket og menneskelivet, det drejer sig om, men de her skitserede principper gælder også dér.

 

Jeg vil til sidst sige lidt mere om - eller til! - Marianne Stidsens humanistiske dannelsesprojekt. Jeg kunne sådan set nøjes med at sige, at jeg tilslutter mig det. For når jeg i visse sammenhænge bruger ordet "humanisme" som nærmest et skældsord, betyder det jo ikke, at jeg ikke anerkender dyrkelsen af selve det at være menneske, uanset hvilken tro eller anskuelse, man i øvrigt har. Og jeg vil meget gerne vekselvirke og samarbejde med humanister af Marianne Stidsens slags og tilsvarende. Men jeg vil også godt føre Grundtvig og arven fra ham frem, ikke mindst den del af arven, som endnu ikke er indløst.

 

Når jeg har givet min disputats titlen "Omkring Grundtvigs Vidskab" (Christensen 1998), er det, fordi der i den er tale om en bred undersøgelse af hele Grundtvigs erkendelses- og oplysningsprogram, også de endnu ikke realiserede dele af det. Grundtvigs egentlige drøm var jo, at der, hvad erkendelsen og dannelsen angår, skulle være en stor sammenhæng, der gik lige fra det fællesnordiske superuniversitet i Göteborg (som Nordens særlige bidrag til den fællesmenneskelige videnskabelighed i videste og mest omfattende forstand) over det danske folkelige universitet (højskole) i Sorø (som noget andet end det i høj grad embedsmandsuddannende universitet i København) og ned til den folkelige uddannelse og oplysning af de unge og børnene rundt omkring i landet. Og så opad igen. Og nedad igen. I en stor og stadig vekselvirkning. Og jeg understreger, at selv om den videnskabelighed, Grundtvig talte om, først og fremmest var den humanistiske (mytologi, historie, filologi osv.), regnede han udtrykkeligt med en stærk repræsentation af naturvidenskaberne i Göteborg. Til gengæld nævner han ikke teologien. Den er jo ikke en del af den rent menneskelige videnskabelighed. Men andre steder taler han klart om, at selv den mindste kristne menighed af også dybt kristne grunde må skulle drive en altomfattende almindelig videnskabelighed. Og selv om Grundtvigs program blev udformet i 1800-tallet, bør vi i netop den situation, vi befinder os i nu, bruge det som et forbillede, såvel hvad angår den store universelle erkendelsesvirksomhed på topplanet, som hvad angår den livsoplysning, der skal udbredes til alle

 

Men i hele Grundtvigs - og mit - syn ligger, at poesien, og i det hele taget skønlitteraturen, er en vigtig del af erkendelsen eller tydningen af Eksistensen. Og det gælder faktisk litteraturen af enhver art. Forfatterne og digterne må selvfølgelig skrive, som de vil, og som de finder det vigtigt. Og med det syn på digtningen som erkendelse, jeg har, vil selv de ting, der ligger længst fra mine idealer, jo være udslag af menneskelivet og af nogle menneskers måde at forholde sig på. Det gælder selv de mest tekstcentrerede og fra den ydre virkelighed afskårne ting. Men jeg vil naturligvis kraftigt anbefale, at man - med eller uden kristen tro - især koncentrerer sig om det menneskelige subjekts forhold til hele det Kosmos, det er en del af, og altså om mimesis i allerstørste forstand.

 

-

 

LITTERATUR, HVORTIL DER HENVISES

 

Christensen, Bent (1987), Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832, København: Gad.

 

Christensen, Bent (1998), Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement, København: Gad.

 

Grundtvig, N.F.S. (1817), Danne-Virke bd. 2. København. Fotografisk optryk 1983.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

EN LØS KANON

 

Betragtninger i anledning af lanceringen af Danmarkskanon

 

Sat på min Facebook-profil og her 15.11.16. (Her dog over midnat).

 

Jeg har - bortset fra de bibelske! - aldrig brudt mig om kanon'er, men den danmarkskanon, der er blevet sendt til afstemning den 15. november 2016, er vist den værste. Det er hele idéen, der er gal. Som om man skulle kunne fremme noget som helst ved at skrive det op i punkter. Og ved at sætte det til afstemning! Men de "værdier" (jeg hader det ord!), man er nået frem til, er stort set en gang latterlige almindeligheder. Jeg vil nu opregne dem og karakterisere dem:

 

Det danske sprog. - Ja, hvad ellers?

 

Hygge. - Ja, det er da rigtigt. Men det bliver uhyggeligt, når man begynder at snakke - og stemme! - om det.

 

Frihed. - Ja, vi danskere er da nok nogle af de mest frihedselskende, men frihed er altså en universel værdi (for nu alligevel at bruge det ord).

 

Frisind. - Se til forrige værdi.

 

Den kristne kulturarv. - Den har de vel også i de andre kristne lande. Og jeg bryder mig ikke meget om det begreb. Det afgørende er, om der er nogle kristne i det pågældende land. Og hvis de er gode kristne, får det selvfølgelig nogle sidevirkninger. Men det er nærmest sygt at dyrke det som "kulturarv". Det lugter af museum.

 

Lighed for loven. - Det skulle der sandelig gerne være i alle retsstater!

 

Tillid. - Fint. Men her gælder det samme som for de andre tilsvarende "værdier".

 

Folkeoplysning. - Det har de vel også i andre lande. Det særlige, vi, takket være Grundtvig, har, eller har haft, her i Danmark, hedder mere nøjagtigt "folkelig livsoplysning", og det er noget andet og mere - som i øvrigt også er blevet eksporteret til adskillige andre lande. Men i den dybe grundtvigske forstand er det noget, vi virkelig trænger til, så det vil jeg godt stemme for. Men jeg vil hellere skrive om det - sammen med hele spørgsmålet om erkendelse og dannelse. Jeg har gjort det i mine to Grundtvig-afhandlinger og i flere opfølgningsskrifter, og jeg agter at gøre det i den aktuelle, dårlige situation, hvor der virkelig er brug for det. Jeg må bare gentage, at ordet "folkeoplysning" er et alt for fattigt, ja, egentlig ret nedladende ord.

 

Kønsligestilling. - Ja, hvad ellers? Og det er et universelt princip.

 

Landskaber og bygningskultur. - Det har man vel også i alle andre lande. Og det siger sig selv, at vi skal passe på vort landskab og vore bygninger.

 

Kort magtdistance. - Ja, det er nok noget ret særligt dansk, noget, der er en del af hele vor traditionelle måde at være folk og nation på. Den skal vi bevare.

 

Deltagende folkestyre. - Se til forrige "værdi". Men det er alligevel underligt at se det i denne sammenhæng. Og hvis jeg skal være rigtig ondskabsfuld og galgenhumoristisk, kan jeg henvise til, hvad Ghandi svarede en journalist, der spurgte ham, hvad han mente om den vestlige civilisation: "Ja, det ville være en god idé!". Men spøg til side, det er nok rigtigt, at vi endnu har det.

 

Foreningsliv og frivillighed. - Ja, det er i høj grad noget særligt dansk. Foreningsdanmark! Det skal vi bevare og have mere af. Og de andre må gerne lære af det.

 

Danmark i verden. - Ja, Danmark er en del af verden!

 

Plads til forskellighed. - Det går jeg stærkt ind for. Men det skulle også gerne være et universelt princip. Der skal bare også være plads til flertalskulturen.

 

Håndværk. - Jeg har altid beundret håndværkere, men jeg tror også, der er håndværkere i andre lande. Mere alvorligt talt er det dog nok rigtigt, at det særligt danske i meget høj grad findes i håndværkets traditioner, som de har udviklet sig, efter at vi har hentet dem eller fået dem fra ikke mindst Tyskland. Og det samme gælder for alle tilsvarende områder. Jeg prøver at skrive en internetunderside om "det særligt danske", og en af de ting, jeg er nået frem til, er, at det er på arbejdspladserne og i institutionerne, man helt særligt (endnu!) kan finde det særligt danske. Jeg har gjort mig til talsmand for, at nogle interesserede og kvalificerede og egnede antropologer blev sat til at sammenligne disse forhold. Det ville også i det hele taget blive interessant - for alle.

 

Medmenneskelighed. - Jeg vil ikke kommentere det!

 

Andelstanken. - Jeg føler mig igen som på museum. Men gør jeg nogen uret?

 

Velfærdssamfundet. - Jeg går stærkt ind for det, idet jeg må tilføje, at der jo er mange måder at være velfærdssamfund på, og at det ikke er alle, der er lige hensigtsmæssige. Desuden er det vel heller ikke så helt særligt dansk igen. - Jeg betegner nu fast mig selv som social-konservativ (og til husbehov national-konservativ) og derfor medlem af Dansk Folkeparti. Og jeg går stærkt ind for samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

 

Folkelige bevægelser. - Ja. For selv om sådanne også findes i andre lande, er det nok noget meget særligt dansk. Som vi ikke må miste, men tværtimod skal have genoplivet.

 

-

 

Ja, der er mange gode ting, men mange af dem er universelle og/eller de rene almindeligheder og selvfølgeligheder. Nogle af dem peger dog på noget særligt dansk. Og især blandt dem er der mange ting, det ikke alene gælder om at bevare, men også at få genoplivet. Men jeg synes stadig, det er latterligt at sætte dem op i en kanon - og sætte dem til afstemning.

 

Det, der ligger bag dette forsøg, er selvfølgelig indvandringen og den globale kapitalisme og den kosmopolitiske ideologi til både venstre og højre (i en meget mærkelig alliance). Men vi skal ad almindelig politisk vej have standset indvandringen og sat kapitalismen under demokratisk kontrol. Og den kosmopolitiske ideologi må vi kritisere. Idet vi selvfølgelig også skal samtale med dem, der så gerne vil være verdensborgere. Måske kan vi blive enige om, at man godt kan være både det ene og det andet. Så må hver lægge vægten, som han vil. Jeg for mit vedkommende vil meget gerne være både dansker og verdensborger - og gå ud i verden for at bidrage med det særligt danske, og hvad jeg ellers kan, men selvfølgelig også for at opleve og lære. Det er egentlig såre simpelt.

 

Og hvad indholdet af det at være dansker angår, er der kun én måde, nemlig at koncentrere sig om at LEVE. Uden at tænke over det. Men selvfølgelig tænke over de ting, i hvis sags natur det ligger, at der skal tænkes over dem! Jeg har ofte brugt den sammenligning, at det er, som når man kører på cykel. Hvis man begynder at tænke over det, kører man i grøften.

 

Men jeg har også sammenlignet det at være dansk med det at trække vejret. Det tænker man jo heller ikke over, før der er nogen, der trækker en plastikpose ned over hovedet på en! Så vi skal selvfølgelig bekæmpe alle, der vil gøre noget i den retning ved os, også vore egne ideologer. Idet dog kampen fra vor side kun skal føres med tanker og ord. Medmindre de andre griber til tvang og vold. Men så er det en sag for poltiet.

 

Det gælder for det særligt danske som for alt andet, at det bevæger sig med tiden. Som jeg også har sagt: Kun nogle tåber tror, at der er nogle tåber, der tror, at man kan få tiden til at stå stille. Vi må altså leve vort liv i alle sammenhænge, mens vi bevæger os frem med tiden, lige fra det mest banale dagligdags møde med en lille snak om vejr og vind og op til den højeste kulturelle produktion. Og altså uden at tænke på, at vi skal være og gøre på en særlig dansk måde. Vi skal bare være og gøre, som vi er, og for at leve og gøre det så godt som muligt. Så bliver det nok også dansk.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

OM VERDEN MED TRUMP

 

Slået op på min Facebook-profil 15.11.16.

 

Har lige hørt Verden ifølge Gram på DR P1. Det handlede selvfølgelig om Trump og USA. Og noget af det, der blev sagt, har foruroliget mig. Kommentatorer kan selvfølgelig have deres egen dagsorden, og jeg kan stadig godte mig over, at alle dem med de "rigtige" meninger har fået en øretæve. MEN jeg må gentage, at jeg frygter en amerikansk realpolitik, der kan lade Rusland få mere frit spil i forhold til Ukraine og de baltiske lande (osv.), OG jeg må give den kvindelige kommentator ret, når hun pegede på, at der mange steder i Vesten er tendenser til at forene nationalisme med sympati for Rusland og Putin. Jeg forstår det ikke. Men vi ser det jo. Og vi ser, at dette i nogle lande går hånd i hånd med en bevægelse mod mere autoritære styreformer. Dette kan ikke nægtes.

 

Heroverfor vil jeg igen erklære, at retsstat, frihed og demokrati må bevares og beskyttes med alle midler, der ikke selv strider derimod, dvs. først og fremmest gennem den idémæssige og politiske debat, og at vi ikke kan tillade Rusland at tyrannisere eller måske ligefrem kontrollere eller erobre sine naboer. Hvis USA virkelig vil lade Europa mere eller mindre sejle sin egen sø, må Europa tage sig sammen og dels lægge pres på USA (ikke mindst inden for NATO), dels udbygge sin egen militære kapacitet. Det er sørgeligt, at Europa, og især EU, befinder sig i en så alvorlig krise, som det er tilfældet. Og jeg er selv fortsat meget kritisk over for meget i EU, både det ideologiske og det praktiske. Men vi må prøve at forene kampen for en reform af EU (evt. med en form for opdeling) med en styrkelse af det europæiske sammenhold på de helt vitale områder. Vi skal bla. se at få nogle nye folk på posterne, både nationalt og i EU-systemet. Men altså ikke Putin-venlige nationalister! Det er et bredt og dybt folkeligt funderet demokrati, vi skal have, både nationalt og europæisk.

 

TILFØJELSE: At vi ikke viderefører den fejlslagne krigspolitik gennem de sidste femten år, hilser jeg velkommen. Det er svært at se, hvad vi skal gøre i forhold til Syrien. Men idet vi prøver at lære af vore fejltagelser, må vi prøve at finde en løsning. Islamisk Stat kan vi et langt stykke takke os selv for, men vi bliver nødt til at være med til at nedkæmpe dem. Bagefter skal vi så vidt muligt holde os fra den del af verden. Idet vi dog fortsat skal prøve at hjælpe de demokratiske grupper i disse lande på alle mulige ikke-militære måder, ikke mindst gennem samtale og meningsudveksling. Det er jo frihed og demokrati, der har fremtiden for sig. Historien viser, at det andet ikke virker i det lange løb. - Osv.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MIN KOMMENTAR TIL PRÆSIDENTVALGET I USA

 

Skrevet ved middagstid den 9. november 2016.

 

Også jeg er overrasket og (lidt) bekymret. Men jeg godter mig over, at det vestlige politiske establishment har fået endnu en øretæve.

 

Overrasket. Jeg har undervurderet frustrationen hos flertallet af USA's borgere.

 

Bekymret. Men kun lidt. Allerede Trumps første tale som president elect viste, at han også kan spille statsmandens rolle. Og jeg håber, han i den kommende tid også vil være dygtig til at vælge ministre, rådgivere osv. Man kan ikke helt sammenligne Trump med Reagan, som jo havde været guvernør i California i otte år. Men jeg håber, han vil kunne lave en slags Reagan, altså vise sig at blive en dygtig præsident.

 

Godter mig. Der er tydeligvis noget galt med det politiske og debatledende establishment i næsten hele Vesten. Magten skal ligge hos hele folket. Jeg håber og tror, der ikke bliver tale om nogen som helst form for statsretligt og demokratisk urent trav for Trumps vedkommende, som vi jo ser tendenser til andre steder. Og uanset hvad der sker og kommer til at ske både her og der, vil jeg selv kridte skoene og stå fast på retsstaten, friheden og demokratiet - og for det europæiske fællesskab under nye og bedre former.

 

God bless America! - Gud bevare Danmark! - Alle gode ønsker for Europa!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Ytringsfrihed og terror

 

Kommentar til DR Deadline 29.10.16.

 

Ytringsfrihed er egentlig et spørgsmål om forholdet mellem borgerne og statsmagten (jf. Grundlovens § 77). - I Flemming Roses og JP's tilfælde er der tale om en terrortrussel. Og terror virker. Det skal man bare indrømme - og så ellers i fællesskab bekæmpe den på den lange bane med alle midler, ikke mindst ved at få den ideologiske vind taget ud af sejlene på terroristerne.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

VENSTREFLØJEN OG VOLDEN

 

Kommentar til DR Deadlines indslag om Peter Øvig Knudsens BZ-bog 04.10.16

 

Det principielt interessante ved dette er, at når man bare er på venstrefløjen og garnerer det med utopistiske plusord og lidt sang og musik, er alt tilladt, ja, ligefrem godt. Og det allerværste er, at der er forskellige grader af sympati for dette langt ind i de toneangivende kredse. - Der er simpelt hen nogle mennesker, der har behov for at finde nogle sager, der kan begrunde deres trang til utopisk kamp helt ud i det voldelige. Og altså mennesker, der ikke selv er direkte voldelige, men alligevel sympatiserer med voldsudøvelsen og dækker over den med en fantastisk tvetunget måde at tale på. - Både udøvere og sympatisører bør mødes med foragt fra resten af samfundet.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

ET LÆNGERE INDLÆG!

 

Kommentar til indslaget "Hvornår er man dansk?" i DR 2 Deadline 26.09.16.

 

Ja, undskyld! Det er virkelig blevet langt. Men jeg følte det som min pligt at få sat nogle ting på plads. Det bliver aldrig gjort (helt) i de debatter, der føres i medierne - med blandt andet evindeligt afbrydende studieværter (og jo kort tid). Og de, der ikke orker at læse nedenstående, kan jo bare lade være. Jeg vil dog kraftigt anbefale virkelig interesserede at læse det!

 

Martin Henriksen klarede sig efter omstændighederne ret godt. Det lykkedes ham blandt andet at afvise nogle af Sigge Winther Nielsens mest tåbelige spørgsmål. Men jeg vil supplere med følgende:

 

Det er klart, at man ikke i kulturel og folkelig forstand er (helt) dansker, bare fordi man er født i Danmark, har dansk statsborgerskab og taler flydende dansk. Men man kan selvfølgelig tale om forskellige grader af danskhed - som kan udvikle sig fra generation til generation.

 

Der er to ting, der som regel går galt, når man drøfter dette spørgsmål. Man glemmer for det første næsten altid at skelne mellem de almindelige vestlige værdier, og så det helt særligt danske. At overtage de almindelige vestlige værdier er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at kunne være en del af det danske fællesskab. Og det går for det andet galt, når man begynder at tale om definitioner og den slags. Jeg har ofte brugt den sammenligning, at man jo heller ikke kan køre på cykel ved hjælp af definitioner. Hvis man begynder at prøve at definere og opregne alle de ting, der sker, når man cykler, ender man i grøften!

 

Man skal også huske, at man kan være helt dansk på mange forskellige måder. Jeg føler mig selv på mange måder på afstand af dem i Enhedslisten og Det Radikale Venstre. Men jeg anerkender, at de og jeg har en fælles grund, ja, at man ikke skal så forfærdelig langt ned under overfladen for at finde det fælles. Man kan dog også sige det på den måde, at der godt kan være meget alvorlige politiske og idémæssige modsætninger mellem forskellige grupper af danskere. Hvad dem i Enhedslisten angår, kan man prøve at sammenligne dem med tilsvarende venstrefløjsfolk i andre lande. Jeg er sikker på, at dem i Enhedslisten er venstreorienterede på en særlig dansk måde. I øvrigt er det vist også noget særligt dansk, at politikere fra de forskellige fløje kan omgås venskabeligt uden for debatterne, ja, ligefrem være personlige venner. Nogle af mine bedste venner er venstreorienterede! Hvad Det Radikale Venstre angår, er der ligefrem tale om noget af en gåde. Der er fx de grundtvigsk-radikale. De må siges at være meget danske, hvis man lige kommer ned under deres kosmopolitiske og indvandringsvenlige partiholdninger. Og jeg har for mange år siden hørt eller læst, at der ikke i hele verden findes et politisk parti, der svarer til Det Radikale Venstre. Man kan derfor sige, at Det Radikale Venstre er noget af det mest særligt danske, der findes!

 

Men ellers vil jeg henvise til nogle linjer af Grundtvig, der ofte citeres - og til de linjer, der følger efter, men som man for det meste glemmer at tage med:

 

Til et Folk de alle hører,

Som sig regne selv dertil,

Har for Modersmaalet Øre,

Har for Fædrelandet Ild.

(Fra sangen "Folkeligt skal alt nu være", 1848).

 

Man glemmer, at det for Grundtvig ikke er nok, at man selv erklærer sig for dansker; man skal også have øre for danskernes modersmål (altså ikke bare kunne det) og brænde af kærlighed til fædrelandet. Og så skal man lægge mærke til, at sangen er fra 1848, hvilket betyder, at det helt særligt er slesvigerne, det drejer sig om, altså om, hvorvidt den enkelte slesviger er dansk eller tysk. Og hvor alvorlig modsætningen mellem dansk og tysk dengang var, kan den jo slet ikke sammenlignes med den afstand, der er mellem fx mellemøstlig og europæisk (herunder dansk) kultur.

 

Men det går selvfølgelig også galt, hvis man tror, man kan og skal måle gehøret og hjertetemperaturen på dem, der gerne vil komme til at tilhøre det danske folk. Den slags ting kan selvfølgelig ikke måles. De må simpelt hen vise sig, både hos dem, der vil gå ind i det danske folkelige fællesskab, og hos dem, der skal modtage dem i det. Så i virkeligheden skal man snakke så lidt som muligt om det. Det skal i givet fald bare ske.

 

Men hvad er så det særligt danske, spørger man alligevel. Det er som sagt nærmest umuligt at svare på. Det strækker sig lige fra den måde, man omgås hinanden på i de mest hverdagsagtige situationer og op til de helt store folkelige og nationale sammenhænge. Den måde, man ping pong'er på med bemærkninger og vittigheder. Og følelsen af loyalitet over for det danske folk og den danske nation gennem såvel hele den forgangne som hele den fremtidige del af Danmarks historie. Også, ja, især, når denne følelse er helt ubevidst.

 

At kortlægge dette bare nogenlunde vil kræve store antropologiske undersøgelser - altså også af de lande og folk, man skal sammenligne Danmark og danskerne med, hvis man vil prøve at fange det helt særligt danske (og altså ikke bare det vestlige eller europæiske). Og det er selvfølgelig først og fremmest vore naboer, man vil skulle sammenligne os med: nordmændene, svenskerne, tyskerne og englænderne (og de andre briter).

 

Man kan også tage sådan noget som kulturen (i videste forstand) i institutionerne og på arbejdspladserne. Jeg er helt sikker på, at der er væsentlige forskelle. Jeg har selv især oplevet dette under min tjeneste som feltpræst på Cypern i vinteren 1976/77. Det var helt tydeligt, at vi i DANCON/UNFICYP både udførte vor tjeneste på en helt særlig måde og ned i de mindste detaljer levede og omgikkes hinanden på en helt særlig måde. Og vi var altså ret gode til det. Vi var gode til at klare perioderne ude på observationsposterne. Jeg måtte under et af de månedlige FN-feltpræstekonventer oplyse de andre om, at jeg aldrig havde brug for at trøste mine OP-folk, som faktisk aldrig havde psykiske problemer. Og vi var i al ubeskedenhed også virkelig gode til at dæmpe gemytterne, når der opstod spændinger ude ved frontlinjen. Vi var højt respekteret fra alle sider. - Men jeg siger ikke, at vi var bedre soldater end fx vore naboer til højre: Den britiske First Batallion of the Parachute Regiment! Vi var bare anderledes.

 

Og jeg kunne tage nogle danske forfattere. Først og fremmest Grundtvig. Ham er der ikke nogen i hele verden der rigtig ligner (selv om han med sin enorme viden selv havde modtaget meget udefra). Men vi kunne også tage salmedigteren Brorson og lægge nogle af hans salmer ved siden af tyske pietistiske salmer. Eller oplysningsmanden Holberg (inkl. komedierne) og lægge ham ved siden af fx franske og tyske oplysningsfolk). Eller Oehlenschläger og sammenligne ham med de tyske romantikere.

 

Osv. Der er helt klart en masse ting, der er særligt danske, selv om det vil kræve et stort arbejde at komme bare et stykke af vejen, hvis det skal komme til at ligne videnskabelige definitioner.

 

Og til allersidst vil jeg gentage: Det er ikke snakken, der afgør det, men det virkelige liv, vi lever med hinanden - også dem, der gerne vil være danskere sammen med os.

 

Og jeg kunne have sluttet med disse ret positive ord, der jo ikke udelukker, at folk, der kommer udefra, kan ende som virkelige danskere (evt. i løbet af nogle generationer). Men i sandhedens navn bliver jeg nødt til at sige, at en stor tilstedeværelse, ja, en fortsat stor tilstrømning af folk fra ikke-vestlige kulturer selv i bedste fald vil ændre menneskelivet i Danmark. Dette er der nogle, der ud fra deres ideologiske utopi, ligefrem ønsker. Men jeg og vist et stort flertal af danskerne ser gerne, at antallet bliver så lavt, at vor måde at leve på her i Danmark stort set kommer til at udvikle sig på samme måde, som den ville gøre uden indvandring.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

VI SKAL NØJES MED AT TALE OM ANTALLET

 

Efter P1 Debat 22.08.16, der blev annonceret således:

 

 

Venlig eller væmmelig?

 

Landsforræder, klamme smatso og zionistiske skøge …

De hårde ord er flygtningedebattens faste følgesvend.

Er det venligt eller væmmeligt at hjælpe flygtninge?

Hvorfor har højrefløjen det så svært med godhed?

Og kan debattens parter overhovedet høre hinanden?

 

Gæster: Anne Lise Marstrand Jørgensen, Venligboerne, Pernille Vermund, Nye Borgerlige, Michala Bendixen, Refugees Welcome, Marie Høgh, sognepræst, Dennis Nørmark, antropolog.

 

Nedenstående er min kommentar i Facebook-tråden til opslaget om udsendelsen, som jeg i indholdsfortegnelsen har karakteriseret således:

 

Efter P1 Debat 22.08.16 med temaet "Venlig eller væmmelig?", om Venligboerne, der nu af den modsatte side bliver kaldt væm'ligboerne. Og i det hele taget om de to siders måde at tale om og til (men ikke så meget med!) hinanden på.

 

-

 

For mig kan de to sider i den fremmedpolitiske debat bredest og bedst defineres som henholdsvis folkevandringsfremmere og folkevandringsmodstandere.

 

Desværre er modstanderne blevet fanget ind i fremmernes måde at tale på. Problemet består jo ikke primært i, hvad der eventuelt er i vejen med folkevandrerne. Det er en problematik, der kan komme oveni. Problemet er selve befolkningsudskiftningen, altså det forhold, at fx den etnisk danske befolkning i løbet af et antal årtier vil komme i mindretal i deres eget land, hvis den nuværende politik fortsætter. Man kan jo bare tegne en kurve over antallet af indvandrere og efterkommere fra fx 1986 til i dag og se, hvor den vil ende, hvis det fortsætter på denne måde. Og antallet er altafgørende. Jeg ville selvfølgelig bedre kunne leve med en million svenskere, briter eller tyskere i Danmark end med en million mennesker fra Mellemøsten og Nordafrika, men ikke engang det ville jeg bryde mig om.

 

Europa og Danmark står i en kulturel eksistenskamp. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, går vi kulturelt ned. Der er i virkeligheden tale om en slags langsomt kulturelt folke- og civilisationsdrab. Oven i købet som i høj grad et selvmord.

 

Jeg foreslår altså, at vi folkevandringsmodstandere nøjes med at sige, at vi ikke vil have flere indvandrere fra ikke-vestlige lande til Europa og Danmark. Og så må det vise sig, hvad der bliver flertal for ved valgene.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

En ond Julius

 

Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 18.08.16. Med den note, det blev ledsaget med i opslaget på min Facebook-væg.

 

Her i huset elsker vi "Julius". Men den 15. august var han ikke sjov. Teksten lød: "Dansk Folkeparti har nu fremlagt deres plan for nye udlændingestramninger". Og tegningen viste et billede af den grænsespærring, DF foreslår. Der er sat tekst på de forskellige elementer: "KOGENDE OLIE - 8 M HØJ MUR - SPIDSET BAMBUS - MERE PIGTRÅD - VANDGRAV - 10000 V - MINEFELT - PIGTRÅD".

 

Ønsket om grænsekontrol fremstilles som noget ondt. Og de to, der forklarer deres ønsker for den lille tykke Lars Løkke, fremstår også som onde, Martin Henriksen med vel "Bjørnebanden-briller" og Kristian Thulesen Dahl med en lang og spids variant af Trump-hårtotten.

 

En bladtegner har ret, ja, pligt til at overdrive. Og han har ret til at have sin egen mening om spørgsmålet grænsekontrol. Men jeg synes, situationen er for alvorlig til, at de, der vil prøve at redde Danmark, skal fremstilles på den måde.

 

Der i øjeblikket er en massiv anti-DF-kampagne i gang. Det så og hørte vi også i Nykøbing F. Revyen i lørdags, hvor et af numrene var ren Rød Blok-propaganda mod DF på vers. Det var heller ikke sjovt.

 

Bent Christensen

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

-

 

NOTE: "Julius" er tegneren med den daglige satiretegning i bla. Lolland-Falsters Folketidende. Og det er rigtigt, at Anna og jeg elsker ham. Han er mange gange rent ud genial. Men måske er det, fordi vi snart ikke tåler mere bullshit i denne dybt alvorlige situation; vi syntes virkelig ikke, den tegning var sjov. Det samme gjaldt Kristian Thulesen Dahl-sangen i Nykøbing F. Revyen, som vi ellers også elsker og naturligvis vil fortsætte med at se hvert år. Om ikke andet så for "Henning fra Nørre Alslevs" skyld (Flemming Krøll). Men der er jo meget andet virkelig godt i vor Nykøbing-revy. Det gælder også musikken!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Sandhedens time

 

17.08.16.

 

Det er sandhedens time. Europa befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen omkring Murens fald i 1989. Der er selvfølgelig tale om to meget forskellige situationer. Men hvis man skal være rigtig ondskabsfuld, kan man sige, at EU-systemets krise minder om Sovjetimperiets! Nej, det er naturligvis selve karakteren af historisk vendepunkt, jeg tænker på. For EU-systemets krise er jo også, og meget alvorligere, en del af den store folkevandringskrise, som kan true hele den europæiske civilisation med sammenbrud og undergang. Derfor er nedenstående betragtninger i høj grad et forsøg på at analysere folkevandringsfremmernes, som jeg nu konsekvent siger, motiver og utopiske ideologi (samt visse politikeres og erhvervsfolks kyniske strategiske og kommercielle interesser).

 

Situationen omkring 1989 var meget glædelig, mens den aktuelle situation er meget truende. Det har været almindeligt at foretage sammenligninger med "noget, der skete i 30'erne". Men det har været indvandringstilhængernes måde at dæmonisere os andre på. Når jeg nu begynder at sammenligne den aktuelle situation med situationen i 1920'rne og 1930'rne, er det finanskrisen og den almindelige demokratiske krise, jeg tænker på. Og når jeg videre tænker på fascismens og nazismens opkomst, er det altså ikke mig og mine ligesindede, jeg har i tankerne, men dels det totalitære drag, der er over folkevandringsfremmerne, som jeg nu siger, og EU-systemet og dettes fortalere, dels de modsatte politiske bevægelser, der for fleres vedkommende blandt andet udmærker sig ved at være mere eller mindre i alliance med Putin-Rusland. Og det kan blive meget værre. Og Islamismen er i mange henseender, blandt andet jødehadet, det, der virkelig minder om de to nævnte bevægelser i mellemkrigstiden. Jeg er for længst gået i stilling med henblik på (mindst) en tofrontskrig mod både pest og kolera.

 

Når jeg taler om folkevandringsfremmernes totalitære drag, er det, fordi det for mig er helt tydeligt, at "de progressive", dvs. henholdsvis venstrefløjens (post)marxister og de mere eller mindre kulturradikale, der påberåber sig arven fra oplysningstiden og den franske revolution(!), har det til fælles, at de netop er "progressive", dvs. kender historiens uundgåelige fremskriden og ved sig i overensstemmelse med den, hvorfor de med nødvendighed må regne alle, der mener og vil noget andet, for reaktionære mørkemænd, der er en trussel mod fremskridtet, og som man derfor ikke kan fordømme og dæmonisere nok. Her gælder hensynet til "tonen" ikke. For man har jo ret i det helt store historiske perspektiv.

 

Noget andet, der er karakteristisk for "de progressive", er, at de på forskellig måde og i forskellig grad er præget af en utopisk ideologi. Og jeg vil i denne forbindelse tillade mig at sætte en af mine egne aforismer ind: "Det lyder godt, når man fyrer plusord af oppe i utopiens rene sfære, men unægtelig knap så godt, når man argumenterer realistisk nede i den beskidte virkelighed" (vil komme til at indgå i min næste samling af digte og aforismer, 2017 eller 2018).

 

Hvad den marxistiske og postmarxistiske venstrefløj angår, spiller den praktiserede socialismes også helt bogstavelige fallit efter 1989 nok også en vigtig rolle i den forstand, at den store utopi dermed blev skudt ud i en meget fjern fremtid. Jeg ved godt, at det i dag er svært et finde nogen, der vil indrømme, at han gik ind for sovjetkommunismen. Men jeg tror, at der selv hos en del gode socialdemokrater alligevel på en eller anden mærkelig måde er opstået et savn efter 1989. Måske fordi man har set, at den socialistiske model heller ikke rent praktisk fungerede særlig godt. Den store utopi er derfor afløst af en faktisk helt religiøs dyrkelse af miljø og klima. Og af en "humanistisk" fremmedpolitik. 1990'erne blev (vist af den stuerene Poul Nyrup Rasmussen) udråbt til "moralens årti".

 

Der findes også folkevandringsfremmere, der simpelt hen bare ønsker at være gode. Og denne gruppe kan pr. definition tænkes at have ret, ikke mindst ud fra en kristen betragtning, og jeg overvejer denne mulighed faktisk hver dag. Hvis vi går tilbage til, hvad Jesus sagde, kan vi finde et udsagn som: "Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen" (Matt 5,40). Det kunne altså tænkes, at det rigtige for os kristne (og de post-kristne humanister) vil være at lægge sig fladt ned og lade alle tage, som de vil. Og at være rede til at lide det kristne martyrium, som altså i yderste konsekvens består i, at man selv lider døden, idet man beder for dem, der slår én ihjel. Hvilket så også må gælde det kulturelle folkedrab, som allerede den nuværende indvandring vil føre til, hvis den fortsætter. - "Ved rettens hjælp" kan oversættes til "ved konventionernes hjælp ".

 

Vi skal dog huske på, at det, Jesus har sagt, altid stammer fra konkrete tilspidsede situationer og sammenhænge, og at Jesus i sin menneskelighed troede, at denne verden ville gå under og Guds Rige indtræde endnu i hans generation, og at Den Kristne Kirke ved sin grundlæggelse og ca. tre århundreder frem var en lille forfulgt sekt, som ikke havde nogen som helst anledning til at tænke politisk (bortset fra, at man sagde, at de kristne skulle være lydige mod øvrighederne). Jeg vil derfor fra nu af sådan set holde kristendommen udenfor, idet jeg siger, at det, at man lever i og ud af Kristi kærlighed (og helst med Kristi kærlighed levende ud af sig), det ikke er ensbetydende med, at man skal koble fornuften og realitetssansen fra, når man bevæger sig ud i den politiske virkelighed. Jeg understreger, at jeg ikke forstår den såkaldte toregimentelære på den måde, at den kristne skal leve i en slags skizofreni med kristendommen som noget rent indre og det politiske som noget rent ydre. Hver enkelt kristen må have Jesu ord i hovedet hele tiden. Men ude i den almindelige virkelighed og debat må han prøve at navigere med saglig analyse og saglige argumenter. Hvilket ikke er det samme, som at kristendommen skal holdes ude af det offentlige rum. De kristne har både ret og pligt til at forkynde overalt, herunder til at pege på samfundsmæssige konsekvenser af gudstroen og Evangeliet. Det afgørende er, at ingen må bruge Gud som trumf, altså prøve at give sin stemme øget vægt ved at påberåbe sig Gud.

 

For os kristne er hjælpen til verdens mange flygtninge og andre nødlidende en klar pligt. Jeg hører ikke til dem, der reducerer næstekærlighedsbudet til noget med at gnide sin syge moster på ryggen med en ulden klud. Men igen: Man kan ikke gøre det gode, hvis man kobler realitetssansen og fornuften fra. Jeg kan ikke her udfolde et stort politisk program for hele denne side af sagen, men jeg vil helt kort sige, at alle former for nødhjælp i princippet er FN's og verdenssamfundets sag, som vi i EU selvfølgelig skal bidrage godt til, men som fx de rige olielande også skal tilskyndes til at bidrage til, ligesom det først og fremmest må være de muslimske landes pligt at tage imod deres flygtende trosfæller. - I øjeblikket bærer Libanon og Jordan en meget stor byrde, og de skal på alle mulige måder støttes af verdenssamfundet. Og jeg kunne blive ved. Hele situationen er overmåde vanskelig. Under det hele ligger den enorme befolkningstilvækst i Mellemøsten og Afrika. Den skal bremses. Og vi må sige til fx Den Romersk-Katolske Kirke, at det er umenneskeligt at tale imod prævention. - Jeg vil føje til, at når man nu taler så meget om næstekærlighed, er det så næstekærligt at blive ved at sætte børn i verden, som man ved andre kommer til at forsørge, ja, blive oversvømmet af med egen undergang til følge?

 

Endnu en aforisme: "Der er tre slags islam-venner: De gode, de bange og de kyniske" (fra min samling Digte og aforismer 1966-2016 (2016)). De gode har jeg sagt noget om. Men så er der de bange. Dem har vi set i renkultur siden Muhammedkrisen, hvor mange af dem, der udtalte sig, uden tvivl har forsøgt at skjule deres frygt for at få halsen skåret over bag uendelige strømme af moralistiske ord. Men jeg tror også, der tales ud af frygt i den aktuelle situation. Det kan endnu være selve den sociale frygt, altså frygten for at blive lukket ude af det gode selskab, hvis man siger noget "forkert". Det er fx nok endnu sådan, at det at sige de "forkerte" ting i den fremmedpolitiske debat og værdidebatten ikke ligefrem er karrierefremmende. Men det kan også være, man mere eller mindre bevidst føler, at befolkningsudskiftningen er en uafvendelig realitet, så at det gælder om, ikke at lægge sig ud med fremtidens flertal. Jeg har for mit eget vedkommende ikke kunnet lade være at tænke på dem, der den 9. april 1940 bød den tyske besættelsesmagt velkommen, når jeg har set, hvordan nogle har budt vor tids invasionsstyrke velkommen.

 

Og så er der altså de kyniske. Her tænker jeg på de politikere, der tænker strategisk i forhold til lande som fx Tyrkiet og Saudi-Arabien. Men jeg tænker især på de erhvervsfolk, der med fedtede miner fyrer humanistiske plusord af, mens de i virkeligheden tænker på de muslimske markeder og billig udenlandsk arbejdskraft.

 

Det er sandhedens time. Jeg ønsker, at alle de her nævnte grupper af folkevandringsfremmere omvender sig. Og jeg ønsker en dybtgående reform af EU, først og fremmest, hvad selve ånden angår, men dermed også, hvad besættelsen af de forskellige poster angår, såvel i selve EU-systemet som i de nationale parlamenter og regeringer. Og det vil nok også blive nødvendigt med visse ændringer i selve institutionerne. For vi kan jo rigtignok ikke undvære et europæisk samarbejde. Det skal bare være på en ny måde, evt. med en opdeling af fællesskabet i en nordlig (og østlig?) og en sydlig del. Mentalitetsforskellene og forskellene i politisk kultur er store. - Hvad en eventuel nordlig del angår, har jeg i nogen tid i både spøg og alvor sagt, at vi kunne genskabe Knud den Stores rige, altså danne en særlig gruppe i et nyt europæisk fællesskab, bestående af Danmark, Storbritannien og Norge, en gruppe, som måske kunne få et særligt forhold til fx et omvendt Sverige, Finland, de baltiske lande og Visegrad-landene (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn). Hvad den sidste gruppe angår, må vi dog være forbeholdne over for de for tiden ikke så heldige interne forhold i nogle af de pågældende lande.

 

Dette er nogle betragtninger i august 2016. Jeg håber, vi kan undgå katastrofen. Også af hensyn til verdens nødlidende, som vil blive meget dårligt stillet, hvis Vest- og Centraleuropa bryder sammen.

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Sikkerhedsventil - men helst en helt anden slags politikere

 

Jeg har altid været meget forbeholden over for folkeafstemninger. Bla. fordi der ikke er nogen at gøre ansvarlig bagefter. Jeg er altså grundlæggende en stor tilhænger af det repræsentative demokrati. Men der er noget galt. Det er, som om de fleste politikere bliver styret af noget, når de først er blevet valgt. Derfor er folkeafstemningerne nu demokratiets sikkerhedsventil. Men det bedste ville være at få valgt en helt anden slags politikere, der kun føler sig forpligtet over for deres samvittighed og deres vælgere. Jeg opfordrer endnu en gang til, at man genopliver vælgerforeningerne og samles dér og diskuterer - og (selv!) opstiller nogle kandidater, der virkelig kan være folkets valgte repræsentanter. Og nøje følger med i, om de faktisk er det. Og ellers skifter dem ud næste gang.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MUSLIMSTOP

 

Dette er den version (med særlig indledning), jeg 29.07.16 også slog op på min egen Facebook-væg.

 

Selv om jeg af flere grunde (ikke mindst de tidsmæssige) prøver at deltage så lidt som muligt i debatten, har jeg været nødt til at skrive nedenstående kommentar i P1 Debats FB-opslag om udsendelsen i dag, der handlede om Søren Espersens forslag om totalt stop for indvandring af muslimer:

 

Efter at have hørt udsendelsen må jeg konstatere, at alle, også Martin Henriksen, er blevet så tyranniserede, at de ikke tør sige rent ud, at det største og grundlæggende problem er indvandringen af folk fra andre kulturer som sådan. Hver enkelt kan være nok så skikkelig og sød og rar og være aktiv på arbejdsmarkedet osv. Men allerede nu har tilstedeværelsen af ca. 300.000 muslimer (det tal blev nævnt i udsendelsen) ændret livet i Danmark i betydelig grad. Og det er som sagt, hvis den nuværende vækst i antallet af muslimer (og for den sags skyld andre) fortsætter, kun et spørgsmål om årtier, før vi bliver et mindretal i vort eget land. Dette er grundproblemet. Men det bliver jo ikke bedre af, at alle de andre problemer kommer oveni. Jo, måske! For hvis grupper af muslimer fører sig frem, som det er tilfældet nu, kan det i virkeligheden være en hjælp i forhold til grundproblemet!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

De hører hjemme i skammens mørke og på historiens losseplads

 

Nedenstående kommentar satte jeg lidt efter klokken 23 den 22. juli 2016 i tråden til DR Deadlines omtale i Facebook af aftenens indslag om den da endnu uopklarede terrorhandling i München.

 

Der blev også brugt en hel del tid på, hvad der skete i Norge for fem år siden. Og dermed på, hvad jeg betegner som "den unævnelige udådsmand". Jeg mener altså, at en sådan person bør sænkes ned i den navnløse skams uendelige dyb. - Egentlig mener jeg, det samme bør gælde alle andre terrorister. De bør i hvert fald ikke opnå herostratisk berømmelse med navns nævnelse og ikke have deres budskab frem. - Men det er selvfølgelig ikke så ligetil. Man er jo nødt til at omtale terroren for at kunne bekæmpe den, hvilket dybest set og i sidste ende kun kan ske med ord. Men mit ord her i aften er altså, at terrorister af enhver art hører hjemme i skammens mørke og på historiens losseplads.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Så klar som situationen

 

Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 20.07.16

 

I lederen 19. juli gentager K.E. Watz de sædvanlige fraser, der skal tjene til at nedgøre Dansk Folkeparti i den aktuelle situation, hvor det ikke ser så godt ud for det nuværende EU og de nuværende EU-positive politikere i blandt andet Danmark. Og det kan godt være, denne massive kampagne kan svække Dansk Folkeparti på kortere sigt. Men det bliver den ikke mere rigtig af.

 

Det er klart, at DF ikke hidtil har kunnet gå i regering, når nemlig situationen omkring såvel indvandringen som EU har været så unormal, som det har været tilfældet. Men med den stigende erkendelse af indvandringens alvor og de nye muligheder, der tegner sig efter Brexit, er der opstået en ny situation - som dog først bliver afklaret, når Storbritanniens forhold til EU er forhandlet på plads.

 

Derfor er Dansk Folkepartis politik lige nu præcis så klar som situationen.

 

Bent Christensen

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Folkeafstemninger - og nye politikere.

 

Kommentar i Facebook-tråd 19.07.16.

 

Der er helt åbenbart noget galt. Hverken vore hjemlige magtbærende politikere eller dem i EU-systemet varetager befolkningernes interesser. De ligger under for andre ting. - Jeg har altid været meget forbeholden over for folkeafstemninger. Ikke mindst, fordi de er anonyme, så man ikke kan placere ansvaret hos nogen. Men efterhånden som min mistanke vokser om, at i hvert fald de politikere, der har magten, er styret af andre ting, må jeg se folkeafstemningerne som en demokratisk nødvendighed. Men mange af dem i både Folketinget og EU skal også hurtigst muligt skiftes ud. Hvorefter vi skal hjælpe dem til, ikke at komme i andre kræfters vold!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

IKKE SAMMENBRUD, MEN ET NYT EF!

 

Den 4. juli 2016 kl. ca. 21 slog jeg dette op på min Facebook-væg.

 

Kommentaren nedenfor har jeg netop sat i DR Deadlines tråd til foromtalen af udsendelsen i aften kl. 22.30, som lyder:

 

Mener Dansk Folkeparti, at vi skal have en folkeafstemning som i Storbritannien? Er det et krav for at gå i regering? Niels Krause-Kjær spørger i aften Jesper Thobo-Carlsen fra Politiken og Hans Mortensen fra Weekendavisen, hvordan DFs meldinger skal forstås.

 

OG HER ER MIN KOMMENTAR:

 

Jeg er træt af de dumme angreb på DF. Enhver, der ikke sidder fast i den ideologiske mode fra i går (eller varetager nogle andre interesser end befolkningernes), kan se, at DF har en moderat og pragmatisk tilgang, og at der af gode grunde ikke kan meldes klarere ud lige nu. Der er mange muligheder, og det hele vil blive afklaret efterhånden. Men det kan kun gå fremad. Jeg håber dog, der kommer så meget fornuft og respekt i såvel EU's som de nationale ledere (og at vi efterhånden får nogle nye og bedre), at et totalt sammenbrud kan undgås. For selvfølgelig skal vi have et europæisk samarbejde. Jeg ville gerne kalde det et nyt EF! - De kommende år bliver meget spændende.

 

-

 

TILFØJELSE HER:

Jeg føjer til her på siden, at det kun er en mindre del af mine bidrag til den aktuelle EU-debat, jeg har sat her på siden. Jeg har skrevet mange kommentarer i især DR Deadline's og DR P 1 Debats tråde. - Det er i det hele taget kun en del af dens slags kommentarer, jeg sætter på her. Jeg har egentlig slet ikke tid til at debattere. Jeg skal koncentrere mig om mit forfatterskab. Men vi har ikke siden Murens fald været i en tilsvarende situation, og jeg vil gerne give mit lille bidrag.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

En aktuel aforisme

 

Når en af vore politikere siger, at det nu gælder om at lytte til folks bekymringer, skal vi spørge vedkommende: "Er du selv bekymret?". - 29.06.16.

 

Først sat i P 1 Debats tråd til udsendelsen næste dag, dernæst på min egen Facebook-væg - og så i dokumentet med ting til min næste samling af digte og aforismer, som tænkes udgivet måske allerede i 2017.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Min dagbogsoptegnelse ved middagstid dagen efter den britiske folkeafstemning

 

Fredag den 24. juni 2016. - Brexit. - Det var en spændende morgen, og vi var længe usikre på, om der virkelig var flertal for Leave. Men vi i Dansk Folkeparti har jo hele tiden haft den holdning, at med den britiske premierministers forhandlingsresultat og hele røret rundt omkring i EU-landene, ville både det ene og det andet resultat være et fremskridt. Og nu må vi se. Jeg ønsker ikke EU opløst. Men jeg ønsker måske et EU i flere grupperinger. Mentalitetsforskellene og forskellene i politisk kultur er meget store. Jeg har længe i både spøg og alvor sagt, at de lande, der indgik i Knud den Stores rige, nemlig Danmark, Norge og England (nu Storbritannien), måske på en eller anden måde skulle samle sig i en særlig gruppe (evt. sammen med yderligere nogle ligesindede lande), som enten kunne udgøre en særlig gruppe inden for EU eller kunne stå samlet udenfor, men i en passende tilknytning til EU. - Jeg håber, at en ny udvikling nu er begyndt. Men det kan være, tilhængerpolitikerne og EU-systemet skal have endnu nogle skud for boven. En korrespondent i Bruxelles sagde, mens hun pegede over mod EU-institutionernes blærebygninger, at folkene derovre ikke i deres sjæle kunne forstå, hvad der lå bag det britiske afstemningsresultat. Og det samme gælder de nationale tilhængerpolitikere. Jeg har fx lagt mærke til, at man taler om "bekymringerne" i store dele af befolkningerne, og at dem bør man tage hensyn til. Men det er alligevel på en nedladende måde. De pågældende politikere er åbenbart ikke selv bekymrede! Der er behov for en udskiftning af såvel de nationale politikere som folkene i EU-systemet, ja, behov for en helt ny ånd i EU. Der er nok også behov for en udskiftning af den nuværende traktat, som låser EU fast på en bestemt politik. Måske skal det være noget andet end en traktat. Men jeg har ikke noget imod et fortsat formaliseret samarbejde. Det er for mig heller ikke uden videre et spørgsmål om mere eller mindre. Det gælder ikke graden af samarbejde, men måden og ånden.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

IGEN-IGEN

 

Lovgivningen mod had-imamerne er noget af det dummeste. Jeg har 03.06.16 sat nedenstående i DR Deadlines tråd.

 

Jeg må, for jeg ved ikke hvilken gang, gentage, at det er en dårlig idé. Det er ulideligt at høre alle vore modstandere slå os med "ytringsfriheden" osv. Se bare kommentarerne her i tråden!. Vi bringer os i en forsvarsposition og fremmer dermed vore modstanderes sag. Det er indvandringen, der skal standes. Og opbakningen til det vil vokse, jo værre had-imamerne og deres tilhængere opfører sig. - Principperne er selvfølgelig også vigtige, men grundlovsfædrene har ikke kunnet forestille sig en situation som den, vi er i nu. - Noget helt tredje er, at en sådan lovgivning kan virke som en boomerang. Jeg kan sagtens forestille mig en situation, hvor et venstrefløjs- og kulturradikalt flertal vil gribe ind i traditionsdanskeres og kristnes liv i organisationer, menigheder og famlier. - Dette er simpelt hen noget af det dummeste, man har gjort.

 

 

 

-

 

 

 

Vi skal ikke sterilisere samfundet

 

Min kommentar til P1 Debat 07.04.16, hvor det blev debatteret, om vi skal frygte kristen fundamentalisme.

 

Jeg havde ventet noget i denne retning. Men nok ikke, at det ville komme så hurtigt. - Jeg har i mange år sagt, at en af indvandringens følger ville blive om ikke en islamisering af samfundet, så dog en STERILISERING, nemlig i den forstand, at der bliver tale om en generel ensretning - til fordel for den i mange henseender herskende humanistiske tro. Jeg gentager derfor, at politikerne skal afstå fra alle forsøg på at kontrollere muslimerne, medmindre, selvfølgelig, der er tale om ting, der direkte strider mod grundloven og straffeloven. Problemet er, at muslimerne ER her, men vi skal sørge for, at samfundet som sådant bliver ændret så lidt som muligt af det.

 

 

*  *  *

 

 

 

KAPITALISMEN SKAL HAVE ET MODSPIL.

 

I Deadline-tråden om Panama-skattelysagen. - 04.04.16.

 

Jeg er ikke socialist. Og slet ikke marxist. Men jeg er heller ikke liberalist - endsige kapitalist! Nej, jeg er vel social-konservativ (og fattig pensionist). Og dermed pragmatiker (ikke ideolog). Men den globale kapital og kapitalisme skal have et demokratisk modspil. Vi må altså lægge hovederne i blød. Især folk med forstand på den slags. Utopi er ikke nok. Pragmatisme og indsigt er nødvendig.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

SV-REGERING STØTTET AF DF

 

Sat på min Facebook-væg formiddag 02.04.16. Men er sat på også her, nemlig for historiens skyld, dvs. for det tilfælde, at mit forslag kommer til at vise sig som en spådom!

 

Har lige hørt Anders Samuelsens forslag om en borgerlig flertalsregering og benytter lejligheden til noget andet, nemlig at pege på en SV-regering med Mette Frederiksen som statsminister og DF som (fortsat kritisk) parlamentarisk grundlag. Det afgørende er, om S fortsætter sin fremmedpolitiske udvikling frem mod realisme, ja, sand socialdemokratisk politik. I så fald har DF meget mere til fælles med S end med LA. - DF skal under igen omstændigheder i regering nu! - Dette er et forslag fra min side lige nu. Men det kan også være en spådom.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

VIDERE!

 

Opslag på min Facebook-væg formiddag 31.03.16.

 

Jeg orker ikke at beskæftige mig mere med islam! Ulovlige handlinger (og opfordringer dertil) skal straffes. Væmmelige ytringer skal frem i lyset og mødes med foragt. Al indvandring af muslimer skal stoppe. Det vigtigste er, at EU's ydre grænser lukkes, men indtil det sker, må Danmark og de andre enkeltlande lukke deres. Og vi (både Danmark og hele EU) skal tage et opgør med Menneskerettighederne og konventionerne, når de i realiteten betyder kulturelt folkedrab på os. - SLUT!

 

Om lidt slår jeg Ugens aforisme op. Men jeg ser, at den også har lidt med denne problematik at gøre. Den står imidlertid øverst i min lagertabel. I morgen kommer der et almindeligt digt.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

JO VÆRRE, JO BEDRE!

 

Politikerne skal lade muslimerne være i fred

 

Opslag på min Facebook-væg 30.03.16

 

Jeg undgår så vidt muligt at slå debat-ting op her på væggen. Især indlæg i den fremmedpolitiske debat. Jeg vil helst nøjes med at slå salmer, digte, aforismer og den slags op. Og indvandrings- og islamrelaterede ting fylder i det hele taget rigeligt. Jeg sagde allerede omkring år 2000, at indvandringen ville komme til at ændre livet i Danmark, så det blev noget helt andet, end det ellers ville være blevet. Og nu kan enhver se, hvor megen sendetid og spalteplads, der optages af disse ting, men som kunne være brugt til information eller debat om andre og måske mere positive ting. Det er faktisk en meget alvorlig ændring. Men nu slår jeg dette op. I anledning af politikernes aktuelle fortvivlede antiradikaliseringsforsøg.

 

Det vil måske undre nogle af mine venner og besøgende, at jeg hører til dem, der advarer mod, at der tages skridt mod ting, der ikke er direkte kriminelle og dermed omfattet af allerede gældende lov. Men jeg mener altså, at hvis staten i dag prøver at styre muslimerne, bliver det næste måske Jehovas Vidner og det næste igen bibelfundamentalistiske kristne samfund, og at det kan ende med, at staten også vil regulere den måde, vi almindelige kristne opdrager vore børn på. Vi har jo i de senere år set, hvor glad staten er for at regulere borgernes adfærd. For mange år siden brugte jeg også det eksempel, at hvis man en dag vil forbyde, at der kaldes til muslimsk bøn fra højttalere i minareterne, vil man også blive nødt til at forbyde ringning med kirkeklokkerne. Man må jo ikke diskriminere! Og jeg sagde i samme forbindelse, at hvis vi ikke ligefrem får et islamiseret samfund, får vi måske et steriliseret samfund.

 

En anden grund til, at jeg fraråder politikerne at prøve at styre, hvad der foregår i moskeerne og de muslimske friskoler osv., er, at dette så mere eller mindre går hen og bliver politikernes ansvar ud over, hvad der ligger i normal lovgivning og forvaltning.

 

Men den vigtigste grund til, at man skal lade muslimerne sige og gøre, hvad de vil, (medmindre det er strafbart i henhold til gældende lov), er, at det kun er en fordel, at det bliver tydeligt, hvad det er vore politikere har lukket ind i landet gennem de seneste årtier. Det vil forstærke den danske befolknings modvilje og dermed kunne tvinge politikerne til at lukke for yderligere muslimsk indvandring.

 

Det er nemlig indvandringen af muslimer som sådan, der er hovedproblemet. For uanset hvor skikkelige de indvandrede vil være, vil selve deres tilstedeværelse ændre livet i Danmark på afgørende måde. Med den nuværende indvandring og de nuværende fødselstal i de respektive etniske grupper vil man kunne regne ud, hvornår der bliver muslimsk flertal i Danmark. Nogle har vist allerede gjort det, men jeg har ikke årstallet her. Og der vil måske komme muslimsk flertal i ikke alene Danmark, men også hele Europa alene på grund af forskellen i fødselsrate. Eurabia! Men hvis indvandringen bliver stoppet nu, vil vi dog vinde tid.

 

Nu har jeg udtalt mig. Og jeg går tilbage til arbejdet med min næste bogudgivelse.

 

Gud bevare Danmark! Gud bevare Europa!

 

-

 

TILFØJELSE:

 

Der var i dagens løb lidt kommentarvekslinger i tråden til ovenstående (og nogle Synes godt om'er). Da jeg havde set Deadline, skrev jeg en ny kommentar, som jeg med en tilføjet indledning satte i Deadlines tråd, hvor der i forvejen var mange kommentarer. Her er den:

 

I tråden til et opslag på min egen væg - med overskriften JO VÆRRE, JO BEDRE! - har jeg i dagens løb drøftet med mine venner, hvad jeg har sagt om, at man skal lade muslimerne være i fred, så det kan blive klart for alle, hvad det er man har fået lukket ind i landet, og den danske befolknings harme dermed blive yderligere vakt. Jeg har også sagt, at hvis man gennemfører det, politikerne nu taler om, vil det også kunne blive brugt af den kontrolglade stat mod fx kristne friskoler, hvor der læres noget, humanisterne ikke bryder sig om, ja, til sidst mod den måde, vi almindelige danske kristne opdrager vore børn på. - Men her er den kommentar, jeg satte ind i tråden efter at have set aftenens Deadline:

 

Kære alle her! - Jeg har lige set Deadline og har fået bekræftet, hvor umuligt eller i hvert fald uhensigtsmæssigt politikernes fortvivlede, sprællende forsøg på at vise handlekraft er. De har alle, lige fra Mchangama til talsmanden for Hizb ut-Tahrir (frække karl!), imod sig, og de vil hele tiden få situationen omkring Muhammed-tegningerne m.m. revet i næsen. - Der er allerede nu en hel del ting, der er strafbare, og man vil nok kunne få nogle flere til at blive det, men man vil aldrig kunne komme ondet til livs ad denne vej. Så mit råd er stadig: Lad dem skabe sig så tosset, de vil, så længe de ikke direkte begår eller opfordrer til strafbare handlinger. Det afgørende er, at befolkningens harme vækkes over, at tidligere politikere (presset af Menneskerettighederne og konventionerne) har lukket dette fremmedelement ind i landet. Så kan imamerne og deres menigheder (som jo møder op for at høre på dem!) blive omgivet af det omgivende samfunds moralske foragt. Og så kan vore nuværende politikere blive presset til at lukke grænserne (både Danmarks og EU's) hermetisk. Hvorefter vi må se, hvordan det ellers går.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Lad muslimerne gøre, hvad de vil!

 

Kommentar i TV 2 Tirsdagsanalysens Facebook-side 29.03.16.

 

Hele situationen omring moskeerne og friskolerne viser, hvad vi var nogle der sagde for 16 år siden, nemlig at selve indvandringen som sådan ville ændre Danmark. Hverken grundlovsfædrene eller menneskerettighedernes og konventionernes fædre havde fantasi til at forestille sig en sådan situation. - Peter Mogensen havde ret, da han (ganske vist noget snørklet) sagde, at det, man ønsker at gøre mod imamerne osv., vil ende med at ramme os alle. Jeg har fx i mange år sagt, at hvis man vil forbyde kald til bøn fra højttalere i minareterne, må man også forbyde, at der ringes med kirkeklokkerne. Og vil man gribe ind mod de muslimske friskoler, ender man også med at gribe ind mod nogle ukorrekte ting i andre friskoler. Osv. - Mit forslag til løsning er, at man måske nok ser på sådan noget som direkte økonomisk støtte ("til grin for vore egne penge"), men at man ellers lader imamerne og lærerne sige, hvad de vil (og hvad moskemenighederne åbenbart gerne vil høre). Så bliver det nemlig mere og mere tydeligt, hvad det er vore politikere har lukket ind. Og så vil modviljen i den danske befolkning blive større og større, så vi i det mindste kan få stoppet for yderligere muslimsk indvandring. - Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil det ende i den ene eller den anden form for katastrofe. Også i hele Europa.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Er dansk kultur noget særligt?

 

Forhåndskommentar 26.03.16 (påskelørdag) til dagens udgave af P1 Debat Special: Danmark over grænsen.

 

Jeg siger altid, at det med det særligt danske er, som når man kører på cykel; hvis man begynder at tænke over det, ender man i grøften. - Og det nytter ikke noget, at man begynder at fremføre en masse fællesvestlige ting, selv om livet i Danmark jo i høj grad er præget af dem. Hvis man alligevel skal prøve at bestemme det særligt danske, skal man først og fremmest sammenligne med de øvrige nordiske lande, Storbritannien og Tyskland. Og det vil kræve store antropologiske feltstudier. Fx af den måde, vi udveksler bemærkninger på, når vi mødes ved kassebåndet, eller når vi er til fest sammen (hjemmelavede festsange!). Osv. Men det er også en gammel tanke hos mig, at man skulle lave sammenlignende undersøgelser af kulturen på arbejdspladserne og i de offentlige institutioner. Et personligt eksempel: Da jeg i vinteren 1976/77 var feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern, kunne vi helt klart se en hel del særligt danske ting. Vi var højt respekterede, hvad selve tjenesten angår. Dels i al almindelighed, fordi vi var gode soldater, dels, fordi vi på alle niveauer var gode til at få tingene til at falde til ro. Og så var der den særlige danske hyggekultur. Stenene langs vore lejrgader lå altid net og var altid hvidkalkede. Og der blev lavet dejlig mad i de veludstyrede køkkener ude på observationsposterne, som det altid var en fornøjelse at besøge. På mindst én observationspost dyrkede man køkkenhave, og på én holdt man høns. Og vore OP-besætninger havde aldrig psykiske problemer. Ved et af FN-feltpræstekorpsets månedlige konventer havde de andre feltpræster snakket meget om, hvordan de hjalp deres OP-besætninger. Men de undrede sig over, at jeg - undtagelsesvis! - ikke sagde noget. Jeg sagde så, at i DANCON, var det ikke præsten, der trøstede OP-besætningerne, snarere omvendt! - Og sådan kunne man blive ved. Der kunne godt laves antropologiske undersøgelser over dette. Selv om de nok ikke kunne få alt med. - I øvrigt har vi ingen pligt til at skulle definere det særligt danske over for indvandrerne og de kosmopolitiske og multikulturelle ideologer; vi skal bare stå på vor ret til at leve, som vi plejer, og lade vor livsform udvikle sig naturligt. De skal simpelt hen holde fingrene væk og lade os leve og udvikle os i fred! Hvilket vel at mærke også indebærer verdensåbenhed. Jeg henviser igen til danskernes tjeneste på forskellige måde ude i verden. Og vi er en gammel søfarts- og handelsnation. Det er sygt, at man (som erhvervsfolkene i udsendelsen i går gjorde til ulidelighed) bliver ved at gentage, at vi lukker os om os selv, når vi ikke vil have flere indvandrere. De pågældende erhvervsfolk kan flytte til Mellemøsten eller Afrika!

 

-

 

TILFØJELSE:

 

Nå, det var mest kulturen i snævrere forstand, der skulle være tale om. I min første kommentar tænkte jeg på kulturen i videste forstand, hele livsformen. Men med kulturen i snævrere forstand, altså litteratur og kunst m.m. er det meget nemmere. Der var engang et fag, der hed "sammenlignende litteratur". Og vi kunne jo nu tage salmedigtere som Kingo og Brorson (og sammenligne sidstnævnte med især tyske pietistiske salmedigtere, men også Kingo med tilsvarende salmedigtere ude i Europa). Og der er Grundtvig! Han var bredt og dybt orienteret i europæisk kultur og var påvirket af mange europæiske ting. Fx den (tyske!") lutherske reformation! Men også den tyske romantik m.m. Men var meget andet og mere end det, han hadve studeret og lært af. Må man nok sige! (Og der er hele Grundtvigs virkningshistorie). Og så er der Oehlenschläger og hans forhold til den tyske romantik. Eller det moderne gennembrud. Man kan sammenligne J.P. Jacobsen og senere Henrik Pontoppidan med tilsvarende europæiske forfattere. Og senere igen Klaus Rfibjerg, for slet ikke at tale om Benny Andersen(!), med tilsvarende europæiske digtere osv. Jeg har ikke undersøgt det særligt, dog Grundtvitg en hel del! Men der er efter min fornemmelse helt klart tale om særligt danske udmøntninger af (især) det fælles europæiske. Og tilsvarende med alle de andre kunstarter. - Jeg måtte gå fra udsendelsen, men har optaget den og hører den lige om lidt.

 

-

 

ENDNU EN TILFØJELSE:

 

TILFØJELSE TIL MINE TO FORRIGE: Jeg har nu hørt hele udsendelsen. Det var altså helt særligt aktuel dansk kultur i snævrere forstand det drejede sig om (litteratur, kunst og musik osv.). Og der blev sagt mange interessante ting. I en enighed, som overraskede ordstyreren. Men her gælder det samme, som jeg var inde på i min anden kommentar. Der er stof til mange universitetsspecialer, ph.d.-afhandlinger, ja, ligefrem doktordisputatser, i sammenlignende undersøgelser af alle slags kulturprodukter. - Men vi skal selvfølgelig ikke overdrive. Jeg henviser til mit eksempel i min første kommentar, det med, at man ender i grøften, hvis man tænker for meget over, hvad man gør, når man kører på cykel. Når vi laver kulturprodukter, skal vi bare gøre, hvad vi finder sandt - og prøve at gøre det så godt som overhovedet muligt. Så må det vise sig, om det er særligt dansk. Hvad det nok  mange tilfælde vil være. Men skulle det bare være fx god jazz uden noget særligt dansk præg, er det også ok. - Jeg spillede selv neobop-jazz som ung. Og i vor kvintet prøvede vi at være så moderne og selvstændige som muligt. Men vi tænkte aldrig på at være særligt danske! Vi havde vore amerikanske forbilleder, som vi stræbte efter at komme i nærheden af på vor måde. Men vi var da en Nakskov-gruppe, som indgik i det lolland-falsterske jazzliv o. 1960! - Og jeg gentager: Det afgørende er, at vi udfolder os frit, uden pres fra indvandrere og kosmopolitiske ideologer. - I den aktuelle situation vil jeg helst ikke udtale mig om "berigelse" fra indvandrere. Men den vil selvfølgelig kunne forekomme. Og forekommer allerede. Bare situationen var normal! Jeg tænker på antallet og på det ideologiske pres fra multikulturalisterne. - Både Kingo og Oehlenschläger havde indvandrerbaggrund. Dog kun hhv. skotsk og tysk, og det er tæt på.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Naturvidenskaben dækker ikke alt, men skal styrkes som dannelsesfag

 

Min kommentar til indslaget i DR 2 Deadline 21.03.16 med Eske Willerslev og Kristian Leth i anledning af deres bog Historien om det hele.

 

Ja, meget interessant. Og man bør læse bogen. Man kan naturligvis ikke komme hele vejen rundt i et indslag som dette. - Hvis jeg ikke desto mindre som kristen teolog, der har beskæftiget mig en del med forholdet mellem den kristne tro og hele menneskets samlede erkendelsesvirksomhed (som er meget mere end naturvidenskaberne, fx kunsten), skal sige noget på grundlag af selve dette indslag, skal det for det første være, at kristendommen er det 180 grader modsatte af "religion" og dermed bla. (sammen med arven fra den græske filosofi) har været en vigtig forudsætning for den vestlige naturvidenskabelighed. Og det skal for det andet være, at selv om jeg som moderne kristen ser med meget stor skepsis på mange af påstandene om "mere mellem himmel og jord", er jeg enig i, at man må forholde sig til hele virkeligheden, som den er, herunder i, at Vestens seneste forsøg på at lave nationbuilding i Irak og Afghanistan vidner om en enorm overfladiskhed og historieløshed osv. Hvormed ikke være sagt, at de værdier, vi betragter som universelle, ikke et meget langt stykke også er det og dermed bør udbredes til hele verden. Vi skal bare forstå, hvor vanskeligt og tidkrævende det er. Endelig vil jeg sige, at jeg ikke mener, tilværelsesanskuelsen her i Danmark er for stærkt præget af naturvidenskabelig viden. Mange tror, de bygger på naturvidenskaberne, men det er på en meget fattigere måde, end hvad der egentlig ligger i den rigtig store naturvidenskabelighed - med bla. alskens moderne overtro, pseudoreligiøsitet og humanistisk nyfarisæisme til følge. KONKLUSION: Vi skal selvfølgelig indse, at naturvidenskabernes område kun dækker en del af vor totale virkelighed, men vi skal også indse, at den vestlige naturvidenskabelighed inden for sit område er et vidunderligt fænomen, og at fortrolighed med den naturvidenskabelige arbejds- og tænkemåde er en umistelig del af den moderne dannelse. I forhold til vor tids store optagethed af den til teknologiske, vareproducerende formål anvendte naturvidenskab ("fra forskning til faktura") må jeg som kristen "erkendelsesteolog" direkte kræve, at naturvidenskabens stilling som dannelsesfag styrkes kraftigt. Hvis hele befolkningen var mere fortrolig med logik og naturvidenskabelighed, ville vi være sparet for meget vrøvl i den offentlige debat.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Vi skal bare blive ved at leve

 

Min Facebook-kommentar til DR P 1 Debat's spørgsmål: Hvad skal en Danmarkskanon indeholde?

 

16.03.16 (udsendelsen 17.03.16).

 

Jeg mener, man er på vildspor, når man spørger sådan og vil lave en sådan kanon. Jeg har ofte sammenlignet dette med det at køre på cykel: Hvis man begynder at tænke over det, ender man i grøften. - NB! Dette betyder ikke, at jeg ikke mener, der er noget særligt dansk, som vi skal forsvare mod indvandringen og mod den kosmopolitiske ideologi. Det, jeg mener, er, at den måde, vi er mennesker og et folk og en nation på her i Danmark, bare skal have lov at være i fred, så den kan udvikle sig ind i fremtiden på den måde, det ville have været tilfældet uden de ovenfor omtalte angreb. Man bliver syg af at betragte sig selv på denne måde! - Jeg ser kanon-mageriet som en af de mange uheldige følger af indvandringen og presset fra den kosmopolitiske ideologi. Vi skal simpelt hen bare blive ved at leve som de enkeltpersoner og det folk, vi er. Så vil det særligt danske både blive bevaret og udvikle og udfolde sig videre. Og så vil det særligt danske også kunne indgå i alle mulige former for interessant og spændende og frugtbar vekselvirkning med resten af verden.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

55 % ønsker kirken adskilt fra staten

 

29.02.16

 

En frisk meningsmåling viser, at 55 % af befolkningen ønsker en adskillelse af stat og kirke. Det hilser jeg velkommen! Jeg har i hvert fald talt for en kirkeforfatning, altså for, at folkekirkemedlemmerne skal være herre i eget hus, siden midten af 1970'erne.

 

Det er for kirkens egen skyld, jeg ønsker dette. De gamle statskirketider med praktisk talt sammenfald mellem folk og menighed er forbi. Men folkekirkemenigheden trænger også til en styrket bevidsthed om, hvad det vil sige at være døbt ind i den kristne menighed. Og da adskillelsen jo kommer på et tidspunkt, hvad enten vi ønsker det eller ej, må vi også af den grund i gang med at styrke os, først og fremmest ved at gå i kirke om søndagen, men også ved i det hele taget at fordybe os i den kristne troslære og ved at få en øget forståelse af kirkens forhold.

 

Jeg ønsker selvfølgelig i princippet, at alle mine landsmænd (og alle mennesker i verden) ønsker at være kristne. Og det kan ikke udelukkes, at hele den situation, vi er i nu, i hvert fald kan føre til, at måske mindst lige så mange som de nuværende godt 76 %, når det kommer til stykket, ønsker at leve som evangelisk-lutherske kristne. Men ingen ved det. Og folk må jo selv finde ud af det. I fuld frihed. Det eneste, vi ved, er, at kristendommen kun lever i Danmark i det omfang, der er kristne i landet, og i det omfang, de faktisk er kristne.

 

Under alle omstændigheder må vi, der ønsker at forblive evangelisk-lutherske kristne, fordybe os. Man skal altid fordybe sig!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Knud den Stores rige i tæt tilknytning til EU?

 

I P 1 Debats tråd om UK's forhold til EU. 18.02.16.

 

Jeg har ofte - i spøg og alvor - sagt, at vi måske skulle genskabe Knud den Stores rige, altså et rige bestående af Danmark, Norge og England (UK), og lade denne gruppe stå uden for EU, men i tæt tilknytning til den. Mentalitetsforskellene i Europa er store, så det vil måske være bedst på den måde. - Knud havde også dele af Sverige. Kunne et omvendt Sverige også være med? Og Finland? Færøerne og Island og Grønland hører historisk sammen med Danmark-Norge. - Jeg gentager, at det er alvor i spøg. Men det er en interessant tanke. Og vi kunne have særlige bånd til de baltiske lande og Polen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Proletarer, forén jer!

 

Denne aforisme satte jeg i P 1 Debats Facebook-tråd 17.02.16 og dagen efter på min egen Facebook-væg:

 

Når man ser de facto-alliancen mellem venstrefløjskosmopolitterne og erhvervslivet, fristes man til at foreslå venstrefløjen dette nye slogan: Proletarer i alle lande, forén jer - med kapitalen!

 

17.02.16.

 

 

*  *  *

 

 

 

BLASFEMI I DET 21. ÅRHUNDREDE

 

Kommentar i tråden til Rasmus Jarlovs Facebook-opslag 11.02.16 om Flemming Nielsens blasfemi-dom. - Men det var vist en racisme-dom!

 

-

 

Jeg tillader mig at citere mig selv (fra min samling "Digte og aforismer 1966-2016", som er ved at udkomme):

 

På Christian IV’s tid lovgav man mod blasfemi og den slags for ikke at påkalde sig Guds vrede og straf. Nu gør man det for ikke at påkalde sig terrorangreb.

 

OG JEG FØJER TIL HER:

 

Det er besynderligt, at det ofte er den samme slags mennesker, som i over hundrede år har haft travlt med at bekæmpe kristendommen, der nu er så ømskindede på islams vegne. Det kan jo næppe være, fordi de deler værdier med islam. Så er der to forklaringer tilbage: 1. Man bruger indvandringen og islam i sin fortsatte kamp mod kristendommen og traditionel dansk kultur. - 2. Man er simpelt hen bange for at få halsen skåret over eller blive sprængt i luften. - Og så er der selvfølgelig erhvervslivets kræmmere.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Skal jeg fortryde?

 

Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende i anledning af Ingolf Gabolds på kultursiden 04.02.16 gengivne udtalelser om tv-serien 1864. - 06.02.16.

 

Skal jeg fortryde, at jeg i sin tid forsvarede tv-serien "1864" tre gange her i Folketidende? - Sådan måtte jeg spørge, da jeg på kultursiden torsdag den 4. februar læste Ritzau-artiklen om, hvordan tidligere DR-dramachef Ingolf Gabold nu åbent har indrømmet, at serien i hans øjne var et stykke politisk dramatik, ja, (i hvert fald ifølge artiklens overskrift) "et slag mod DF".

 

Men jeg fortryder ikke mit forsvar. Jeg tilkendegav, at jeg klart så den politiske tendens i serien, og da især "sigøjnernes gode kosmopolitisme". Og jeg sagde også, at jeg hellere ville have haft en mere straight historisk serie. Det, der fik mig til tasterne, var, at store dele af kritikken i høj grad og helt urimeligt kritiserede, ja, nedgjorde selve den kunstneriske udførelse. Man er jo vant til, at kunstnere ligger ideologisk til venstre, men alligevel kan være gode kunstnere. Og Ole Bornedal fik på sine præmisser lavet en på mange måder god, meget symbolsk serie.

 

Store dele af klassen "kunstnere og intellektuelle" bærer ideologisk uniform. Det ser vi også i den aktuelle folkevandringssituation. Men det kan kun ændres derved, at nye årgange får et mere selvstændigt og realistisk syn på virkeligheden. De ældre vil åbenbart hellere dø end smide uniformen.

 

Bent Christensen

Fuglsevej 5

4960 Holeby

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MEN LIGE NU REDIGERER JEG DIGTSAMLING!

 

Slået op på min Facebook-væg fredag den 29. januar 2016.

 

MEN LIGE NU REDIGERER JEG DIGTSAMLING! - Jeg håber, den bliver tilgængelig på gopubli.sh engang i februar måned. Den bliver i hvert fald færdig og uploadet i februar måned. - "Digte og aforismer 1966-2016".

 

OG I MORGEN SLÅR JEG EVANGELIESALMEN TIL SØNDAG SEKSAGESIMA OP! - Hvormed jeg i øvrigt fejrer mit seks kirkeårs-jubilæum som "Facebook-salmedigter".

 

MEN HVAD SÅ MED MINE INDLÆG I FOLKEVANDRINGSDEBATTEN?

 

Jeg spørger også hver dag mig selv, om jeg er skizofren, når jeg på den ene side i salmerne kan gengive Jesu og apostlenes tale om kærligheden og tage den til mig og på den anden side være hardliner i debatten her i folkevandringssituationen.

 

Og det nemmeste for mig ville selvfølgelig være at nøjes med salmedigtningen, ja, måske følge den op med nogle kærlige ord om, hvordan vi bare skal tage imod mennesker i nød, der kommer til os.

 

Men det ville jeg heller ikke have det godt med. Jeg ville ganske vist i manges øjne komme til at stå som en god og kærlig kristen. Men hvad med følgerne? Er man god og kærlig, hvis man af bekvemmelighed lader stå til og lader katastrofen komme? Den katastrofe, der også vil blive en katastrofe for dem, vi skal være med til at hjælpe.

 

Jesu og apostlenes ord kan vi ikke ændre. Og vi må lade dem lyde til os og tage dem med ud i livet. Men ude i livet må vi også tage hele denne verdens såre blandede virkelighed i betragtning. En klog præst har for ikke så længe siden skrevet (vist i Præsteforeningens Blad), at det, at man er en god og kærlig kristen, ikke er ensbetydende med, at man skal slå fornuften fra, når man agerer politisk ude i virkeligheden.

 

Jeg er overbevist om, at den nuværende europæiske lade-stå-til-politik bærer katastrofen i sig, og dermed overbevist om, at det mest menneskekærlige ville have været, at EU fra allerførst af havde fulgt Australiens eksempel, men samtidig havde givet sit store bidrag til den samlede indsats, der ikke kun er et europæisk anliggende, men hele verdenssamfundets, FN's, anliggende. - For det, man her i sandhedens time begynder på nu, med Sverige i spidsen, ja, også de fortvivlede ting, vi her i Danmark har måttet gribe til, er rigtignok uværdigt for alle parter og virkelig synd for dem, der nu skal sendes tilbage efter i god tro at være kommet til fx verdens humanistiske supermagt.

 

I øvrigt mener jeg, at FN også skal se at komme i gang for alvor med at gøre noget ved den befolkningstilvækst, der jo er den store bombe under det hele!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

STATUS I FOLKEVANDRINGSKRISEN

 

27.01.16

 

Jeg har ellers besluttet at holde mig mest muligt ude af debatten og i stedet koncentrere mig om at få gjort mit liv og forfatterskab færdigt. Men i den aktuelle situation kan jeg ikke lade være at give et lille pip en gang imellem. Som regel gør jeg det i DR 2 Deadlines og DR P 1 Debats tråde. Men i dag har jeg slået dette op på min egen Facebook-væg og sat det i en tråd på TV 2 News' hjemmeside:

 

Da jeg havde set det Frits Clausen-agtige billede i tv, slog jeg denne op på min væg:

 

Når medier ude i verden fremstiller Danmark som nazistisk, er min største frygt, at det vil tiltrække en hel masse islamister.

 

En meget utiltalende karikatur i (vist) det britiske The Guardian viste en stor(!) og fed, og altså Frits Clausen-agtig, person som den danske statsminister. Med et meget naziagtigt, men også Dannebrog-agtigt, armbind. Og forskellige ting, der skulle vise, at nu var vor eksport af øl, svinekød og legoklodser truet.

 

Det er utroligt, at man kan tegne Danmark sådan. Og jeg er ikke i tvivl om, at vore egne indvandringspositive, men nu dybt frustrerede politikere bærer en stor del af ansvaret for, at det er kommet dertil. De bruger simpelt hen de udenlandske medier m.m. til at styrke deres indvandringsvenlige politik i Danmark. De vil hellere dø end indrømme, at de har taget fejl og desuden nu udgør et sekterisk element i dansk politik. - Og politiserende eksperter gør et stort nummer ud af at sammenligne med Muhammedkrisen. Som vi imidlertid skal være stolte over. Det er, hvad Muhammedkrisen angår, vore feje og kyniske allierede, ikke mindst USA, der skal skamme sig.

 

Jeg er ikke lige så stolt over de ting, den danske regering og det danske folketingsflertal lige nu i desperation ser sig nødsaget til at gøre. Det rigtige er selvfølgelig, at et land selv bestemmer, hvem de vil lukke ind, og behandler dem, der er blevet lukket ind med sædvanlig dansk venlighed og hjælpsomhed. Men nu kan vi ikke selv bestemme. Og EU har ikke styr på de ydre grænser eller noget som helst. Derfor må vi gribe til nogle sådan set for alle mindre værdige foranstaltninger. Og derfor ønsker regeringen ikke for alvor at sige noget, der kan ændre vort image som fremmedfjendsk land. Desuden er Dansk Folkeparti hæmmet af sin principielle modvilje mod EU (som jeg ikke deler). Det rigtige ville være at standse folkevandrerne ved grænsen og lade dem blive i det Merkel-hellige Tyskland og så ellers konstant råbe og skrige og slå i bordet for at få EU til at lukke de ydre grænser. Det er grotesk, at det er os, der skal stå skoleret i EU, når det er EU, der har svigtet. - Konklusion: Den mest værdige løsning er en, hvor EU optræder på en måde, der svarer til den måde, Australien optræder på, altså med fast hånd afviser folkevandrerne ved de ydre grænser. Hvad der så ellers skal gøres for de mennesker, der vitterligt er i den ene eller anden form for nød, fordi de lever i dysfunktionelle eller borgerkrigshærgede stater, er overordnet en FN-sag. Men EU skal naturligvis bidrage i forhold til sin evne. Men sammen med alle verdens lande, herunder ikke mindst de rige olielande i Mellemøsten. Desuden skal der tages fat på det helt underliggende problem: befolkningstilvæksten!

 

Men nu må vi se. Jeg ser 2016 som et skæbneår, hvor det kan gå både den ene og den anden vej. Civilisationer er før gået ned på grund af folkevandring. Det kan også ske for Europa. Især hvis stærke kræfter hos os selv bliver ved med at arbejde for det. Men min intuition siger mig, at Europa og Vesten ikke er derhenne nu. Vi har stadig et stort potentiale. Jeg ser også lige, at der nu er gået hul på bylden i Sverige, altså at debatten er blevet fri. Jeg byder vort nordiske broderland velkommen tilbage i familien! Der må i øvrigt også være lande og partier og medier ude i Europa, der er på Danmarks side nu. Hvorfor får vi ikke noget at vide om det? Ungarn. Polen. Front National. Osv. Og jeg glæder mig til at se, hvad de kommende valg rundt omkring i Europa, og til sin tid til Europaparlamentet, vil vise. - Konklusion: Enten får vi styr på situationen, eller også går vi ned som civilisation.

 

Med disse ord vil jeg gå videre med klargøringen af min næste udgivelse: "Digte og aforismer 1966-2016". Den skal efter planen udkomme i februar 2016. - Den danske kultur vil under alle omstændigheder være her en tid endnu. Og kommer sammenbruddet, vil der måske overleve noget på en eller anden måde eller et eller andet sted. Ellers er det bare ærgerligt. Men til sidst kommer Guds Rige!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

ONLINEKOMMENTAR TIL KD-ARTIKLEN "Middelmådig ph.d. sætter fingeren på tidens grundtvigske kulturkamp".

 

02-12-15

 

Undskyld, men jeg kan ikke lade være at henvise til min egen disputats fra 1998 "Omkring Grundtvigs Vidskab". Her præsenteres og analyseres Grundtvigs også rent teologiske tanker om erkendelse og (livs)oplysning. Jeg forholdt mig taknemmeligt, men kritisk til Kaj Thanings disputats "Menneske først- " fra 1963. Den havde der i det hele taget været skrevet og debatteret meget om. Men den tid var ved at være forbi, så jeg sagde til min kone: "Det er godt, at jeg er nået hertil. Men det er både for sent og for tidligt. Der vil dog nok komme en tid, hvor man igen interesserer sig for disse ting". - Og jeg har længe ment, at den tid nu var inde. Jeg har forskellige steder forsøgt at gøre Grundtvigs tanker om hele den store sammenhæng fra supervidenskabeligheden på det fællesnordiske Göteborg-universitet (som desværre ikke blev til noget) og ned til den jævneste folkelige livsoplysning gældende i den aktuelle debat, men uden at der endnu er kommet noget ud af det. Derfor glæder det mig at se, hvad der siges i denne artikel om Grundtvigs aktualitet på netop forsknings- og dannelsesområdet. Jeg håber virkelig, vi endnu en gang kan få gavn og glæde af Grundtvig! - Bent Christensen, forfatter, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

LATTERLIGGØRELSE ER DET VIGTIGSTE VÅBEN

 

14.11.15 - Også på min Facebook-væg.

 

I går blev Paris ramt af nye og større terrorangreb. Og min kommentar til det er: Vive la France! Vive la liberté! Vive l'Europe! Gud bevare Danmark! - Og jeg er enig med præsident Hollande, når han siger, at terroristerne skal bekæmpes med alle retsstatens midler. - MEN nogle få hensynsløse terrorister (åbenbart repræsenterende IS) har nu fået sat Frankrig i undtagelsestilstand og gjort alle bange og har fået sat alle mulige bekostelige og ubehagelige forholdsregler i gang i hele Europa og mere eller mindre hele verden. OG selv om man fik sendt alle muslimer ud af Europa, ville det ikke kunne hindre kommende terrorhandlinger udført af små beslutsomme og veltrænede grupper. SÅ vi kan altså ikke komme dette onde til livs alene ved anvendelsen af "alle retsstatens midler". Hvormed jeg altså ikke siger, at vi ikke skal anvende dem. Det, jeg siger, er, at dette ikke er nok. - Sidst vi havde terror i Europa, var den rød. Og selv om jeg ikke lige nu har styr på detaljerne, vil jeg mene, at det, der gjorde en ende på den røde terror, helt overordnet var kommunismens økonomiske, politiske og moralske fallit. - DERFOR vil jeg nu drage denne KONKLUSION: Den islamistiske terrorisme kan kun nedkæmpes helt ved hjælp af LATTERLIGGØRELSE! Hermed mener jeg ikke (bliver jeg jo nødt til at sige), at alle muslimer skal latterliggøres som personer eller på en eller anden måde presses til at afsværge deres tro på Gud. Jeg mener ganske vist, at islam er et kæmpe kætteri i forhold til jødedommen og kristendommen, som Muhammed jo helt åbenbart byggede på og imod. Men hvis muslimerne vil opgive deres tro og fx blive enten humanistiske ateister eller kristne, skal det ske helt frivilligt. Tro kan ifølge sagens natur kun finde sted i fuld frihed. NEJ, det er islam som politisk projekt, der skal latterliggøres. Vi andre skal for det første sige helt klart og tydeligt, at vi ikke vil have en muslimsk samfundsorden og en muslimsk stat. Helt klart og tydeligt! Og heller ikke en halv eller i anden grad delvis muslimsk samfundsorden og muslimsk stat. Og vi skal for det andet benytte enhver lejlighed til at pege på, hvor elendigt livet leves i de lande, hvor islam hersker. Vi kan jo først og fremmest pege på, at det er de lande, så mange flygter fra. Og ikke omvendt. Ligesom det jo før 1989 var de kommunistiske lande, mennesker flygtede fra og ikke omvendt. - Dette betyder også, at vore egne islamofiler eller støttende nyttige idioter bør stikke piben ind og helt og fuldt tale imod islam som politisk mulighed. Og det betyder, at alle, der har en muslimsk gudstro, skal være med til at afvise islam som muligt grundlag for samfundets og statens indretning. Kun ved en altomfattende afvisning og LATTERLIGGØRELSE kan terrorismen nedkæmpes og rekrutteringen ophøre. - SAGT PÅ EN ANDEN MÅDE: Terroristerne skal ikke engang have den ære at blive udråbt til farlige fjender. De skal selvfølgelig mødes med alle de magtmidler, retsstaten har. Men de skal først og fremmest GØRES TIL GRIN, udråbes til LATTERLIGE IDIOTER der kæmper for en tabt og håbløs sag!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Grotesk - men kunne have været håndteret bedre

 

Om kritikken af, at Folkekirkedanmark har fået en troende forskningsminister

 

Kommentar til KD-artiklen "Eksperter: Esben Lunde Larsen har et troværdighedsproblem".

 

http://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/eksperter-esben-lunde-larsen-har-et-trovaerdighedsproblem?utm_source=Kristeligt+Dagblads+nyhedsbreve&utm_campaign=940934913a-1511121441&utm_medium=email&utm_term=0_58a9ab1b8d-940934913a-123856577&mc_cid=940934913a&mc_eid=9554367b28

 

Står også på undersiden "Kirke og teologi".

 

 

I udgangspunktet er det grotesk, at det i et stats-folkekirkeligt land, hvor regeringen og folketinget er kirkens øverste organer, skal være et problem, at en minister er troende kristen. Og det er endnu mere grotesk, når man tager i betragtning, at Esben Lunde Larsens teologiske ph.d.-afhandling har titlen "Frihed for Loke saavelsom for Thor. N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv" (2012). Og at forfatteren tydeligvis deler Grundtvigs frihedssyn, hvori religionsfriheden er fundamental. Jeg har læst den med interesse og glæde og inddraget den i min seneste artikel om Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitik (Grundtvig-Studer 2013). - Vi må i den forbindelse ikke glemme, at den humanistiske ateisme i en højere fællesnævner er en livsanskuelse på samme måde, som kristendommen og religionerne er det, og derfor kommer i konflikt med religionsfriheden, hvis den kræver mere eller mindre eneret. - Men Esben Lunde Larsen kunne nok have håndteret denne altså fra begyndelsen af groteske sag bedre. Det er jo ikke noget problem for os kristne at sige, at der selvfølgelig skal herske total autonomi og forskningsfrihed inden for det videnskabelige, herunder naturvidenskabelige, felt. Det siger sig selv. Det er lissom idéen med videnskaben. Sandheden og respekten for sandheden er en umistelig del af kristendommen. Og så kan man jo som kristen ikke stille med hverken krav eller facitliste over for videnskaben. Men videnskabens autonomi gælder, lige så selvfølgeligt, kun inden for det særlige videnskabelige felt, som kun er en del af hele den menneskelige måde at forholde sig til virkeligheden på. Og her tænker jeg på selve den menneskelige eksistens som sådan. Det videnskabelige felt er mindre end eksistensens felt. Og det er hele det eksistentielle felt, der indgår i gudsforholdet, ikke kun det langt snævrere videnskabelige felt. "Videnskab" og "tro" er ikke sideordnede, ligeberettigede dimensioner. Osv. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

SVÆRMERI KAN OGSÅ NU FÅ FATALE KONSEKVENSER

 

Jeg har netop sat denne kommentar ind i Deadlines tråd om situationen i Tyskland:

 

De frelste taler stadig om "bekymring" og kan ikke forestille sig, at mange almindelige tyskere ser folkevandringen som et reelt problem, endsige at den faktisk skulle være et reelt problem! - Men det er frygteligt, hvis en egentlig, dvs. udemokratisk og voldelig, højreradikalisme fremmes. Så kommer vi til at stå i en tofrontskrig mellem pest og kolera. - Og endelig: Jeg er selv kristen præst og teolog, men netop som teolog kan jeg forstå, at den kristne kærlighed ikke kan sætte den politiske realisme og fornuft ud af kraft. Bundeskanzler Merkels tale om "christlich" er et sværmeri, der som tidligere eksempler derpå kan få fatale konsekvenser.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Tiåret for Muhammedtegningerne

 

30.09.15

 

Ved et tilfælde kom jeg til at se, at Naser Khader havde slået JP-forsiden for ti år siden op på sin Facebook-væg. Det skyndte jeg mig at synes godt om og rose ham for. Men jeg måtte jo også dele den. Og denne deling gav jeg disse kommentarer til på min egen væg (som til dels svarer til, hvad jeg havde skrevet i Naser-tråden):

 

-

 

Jeg har rost og takket Naser. Nu har jeg også støttet ham ved at dele siden. Vi skal selvfølgelig se, hvad det er vi mindes. Selv DR (vel Deadline) viste siden i går aftes. - NEJ, det var vist kun TV 2, 22 Skammelsen, eller hvad det hedder.

 

-

 

Og lidt senere satte jeg denne kommentar ind i min egen tråd (oprindelig skrevet i Naser-tråden):

 

Nu har jeg også delt dette opslag. Det synes jeg man bør. Det glæder mig at se, at der lige nu er 537 delinger. - Jeg skal også huske at takke Naser for, at han i dag gav den fuldstændig korrekte forklaring på, hvad det var JP ville, nemlig undersøge, om der var frygt og selvcensur hos bladtegnerne efter mordet i Holland og umuligheden af at finde en tegner til en uskyldig bog om Muhammed. Det er sjældent, man får denne forklaring. Der er aldrig blevet vrøvlet og løjet så meget her i Danmark som i de sidste 15-20 år mht. indvandring og islam.

 

-

 

Her kl. 1658 var der 683 delinger af Nasers opslag. - Men jeg så også en, der åbent indrømmede, at han ikke turde og dermed lå under for terroren.

 

-

 

Jeg har netop rettet i min første kommentar til dette opslag. Det var TV 2, 22 Skammelsen, eller hvad det hedder, der viste JP-siden i dag (uden tegninger!) og den fra for ti år siden, med tegningerne, altså den, jeg har delt her (heldigvis sammen med flere og flere). Vist altså ikke DR Deadline. Jeg har nok simpelt hen haft en erindringsforskydning. Men den oprindelige JP-side blev altså vist på landsdækkende TV i går. - Så, nu gentages Presselogen Special på TV 2 News. Det var dér, jeg så klippet fra TV 2 i går. - Den bedste er Mads Brügger fra Radio24syv. Ærgerligt, at han i høj grad bliver overdøvet af de andre. Ham fra TV 2 er også ret god. Jeg ser nu, at det er nyhedschef Mikkel Hertz. Jarlner fra Politiken vrøvler og lyver bare videre. Bjerager fra Kristeligt Dagblad er heller ikke for god. - Det drejer sig jo ikke om hensyn og pænhed, men udelukkende om frygt for at få skåret halsen over eller blive sprængt i luften. Medmindre man da direkte har en proislamisk eller mulitikulturalistisk dagsorden. Det er frygteligt, at vi er endt dér. Det er slemt nok, at man er bange og giver efter for sin frygt. Men så skal man indrømme det. Alle pænhedsbortforklaringerne er simpelt hen bare for pinlige. Lige siden tiden o. 2000 er det helt særligt alt dette vrøvl og alle disse løgne, der har ophidset mig og fået mig til at gå ind i debatten.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Så må vi støtte de østlige EU-lande

 

17.09-15

 

Hvis Tyskland og andre i EU truer de østlige medlemslande økonomisk, bør bla. Danmark dirigere sin støtte om til dem! - Disse stakkels lande er lige sluppet fri af det kommunistiske diktatur og skal ikke lide under, at tyskerne nu skal spille hellige pga. deres fortid.- Solidaritet, siger tyskerne. Spurgte de os andre, inden de begyndte at gabe over mere, end de kunne klare?

 

 

 

*  *  *

 

 

 

1940 - 2015

 

De, der nu byder folkevandrerne velkommen, minder mig om dem, der stod med blomster i hænderne den 9. april 1940. - I Deadline-tråd 12.09.15.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Surrealistisk!

 

09.09.15 - I Deadlines Facebook-tråd og på min egen væg.

 

Hele denne situation er det mest "surrealistiske", jeg har oplevet i hele mit 72 år lange liv. Politikerne i Danmark og hele Europa aner ikke, hvad de skal stille op, og lader bare deres munde løbe med de sædvanlige, men nu helt forældede floskler. Det er ikke sjovt at skulle ledes af sådanne mennesker! - Og jeg hører, at der nu er nogle af de "gode", vist også tilkomne fra Tyskland, der angriber vort politi. - Tyskland! Jeg har virkelig haft respekt for Efterkrigstyskland. MEN en modvilje mod Tyskland ligger ikke ret langt under overfladen hos os danskere, og jeg kan mærke, den er begyndt at bevæge sig opad.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Hvis dette fortsætter, går hele Europa ned.

 

08.09.15 - på min egen Facebook-væg

 

Sådan skrev jeg i DR P 1 Debats tråd til opslaget om dagens drøftelse af især tilstrømningen af migranter til Danmark. - Og der var en, der svarede, at hvis der ikke skulle mere til at få Europa til at gå ned, var det ok. - Dertil svarede jeg:

 

Jeg siger: Hvis dette fortsætter. Og jeg ser det i årtiers perspektiv. Så lad os nu se. - Hvad i øvrigt situationen i og omkring Syrien angår, er der klart tale om en international skandale. FN er lammet af Rusland, som kun tænker på sin flådebase. Og vel tillige af Kina? Men så må resten af det såkaldte verdenssamfund slå sig sammen. Det er ikke let. Slet ikke, som tingene har udviklet sig i Syrien. Men verdenssamfundet må gøre alt, hvad der kan gøres, for at få borgerkrigen i Syrien standset. Og for at hjælpe stakkels Libanon og Jordan. Det er helt urimeligt, at disse to lande skal bære en så stor byrde uden massiv hjælp fra resten af verden. EU og EU-landene skal selvfølgelig bidrage med både det ene og det andet, men altså også med at få hele verdenssamfundet på banen. Det gælder ikke mindst den arabiske verden. - Der skal tænkes (og handles) stort nu!

 

TILFØJELSE i kommentarfelt i min egen tråd:

Nu har jeg også sat dette på min internetunderside "Debat". - Det er helt "surrealistisk" at høre politikerne snakke, både vore egne og dem i de andre EU-lande og dem i EU-systemet. Enten må de tage sig sammen, eller også må vi se at få valgt nogle andre. - Jeg siger ikke, at vi ikke skal være medmenneskelige. Men i denne situation skal vi holde hjertet varmt, hovedet koldt og øjnene åbne.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner og den aktuelle folkevandringssituation

 

Slået op på min egen Facebook-væg og sat i en god Facebook-vens tråd og på min egen hjemmeside, undersiden "Debat".

 

-

 

Som kristen kritiker af den indvandringspolitik, der bare vil åbne Europas grænser for folkevandringen, har jeg naturligvis tænkt meget over tingene i forbindelse med, at jeg i lørdags slog min evangeliesalme til 13. søndag efter trinitatis op på min Facebook-væg. Det er ikke bare det, at jeg forestiller mig, hvad indvandringstilhængerne vil sige, når de ser, hvad jeg skriver i henholdsvis min salme og mine migrationspolitiske indlæg. Jeg er faktisk allerede på forhånd en slags menneske, ja, en slags kristent menneske, som nødvendigvis må tænke over, hvordan vi må forholde os, når vi med Jesu ord i ørerne ser ud over verden og prøver at forholde os politisk til det, der sker, og til de muligheder, vi har. Og jeg hører ikke til dem, der vil prøve at få tingene til at gå op ved at nedskrive eller indsnævre det, Jesu har sagt til noget i retning af, at vi skal hjælpe vor syge nabo her på vejen. Det, Jesus har sagt, gælder ubegrænset, dvs. i forhold til alle, vi kan hjælpe. Det gør det i hvert fald, når vi hører det, og som det står, så at det ikke skal skrives ned til, hvad vi sådan mener, vi kan overkomme. Og det gør det selvfølgelig hele tiden, også når vi står i den konkrete politiske situation. Så hvis vi i den konkrete politiske situation ser os nødsaget til at sætte grænser for, hvad vi kan eller vil gøre, skal vi med åbne øjne (og altså ører) indrømme, at det ikke, og i hvert fald ikke uden videre, svarer til, hvad Jesus har sagt og holdt op for os.

 

Det nemmeste for mig som kristen præst og teolog ville altså være at nøjes med at sige, hvad jeg har skrevet i min salme, og tilsvarende gode kristne ting, og så ellers lade tingene gå, som de vil. Altså gå i en slags fint kristent indre eksil og lade de andre prøve at klare problemerne, mens jeg bevarede min "hellighed" ved at blive ved at sige de store næstekærlige ting. Men dette er ikke etisk problemfrit. Det er i virkeligheden bare at stille sig op på "hellighedens" piedestal og være helt usolidarisk med alle parter i de forfærdelige og truende begivenheder, der finder sted. Det gælder på dette som på alle andre områder, at de kristne må forholde sig til virkeligheden og prøve at agere i den på en måde, der fører til det bedst mulige - eller mindst dårlige! - for alle parter. I solidaritet med både Danmarks og Europas befolkninger og de nødlidende ude i verden.

 

Man kan have forskellige holdninger til indvandringsproblematikken i såvel lille Danmark som hele Europa. (Og jeg taler mere og mere om Europa som helhed, idet Danmark jo også er en del af Europa, og idet jeg giver dem ret, der siger, at der kun findes fælles europæiske løsninger. Jeg siger også, at de, der er imod både indvandringen og EU, kommer til at kæmpe med den ene arm bundet på ryggen. Mindst!).

 

Man kan have forskellige holdninger. Det ene yderpunkt er den absolutte verdensborgertankegang, ifølge hvilken det ikke har nogen som helst betydning, hvor folk bor, og hvem der bor hvor, ja, ifølge hvilken det nærmest ikke kan gå hurtigt nok med at få udslettet det særligt europæiske og det særligt danske. Det andet yderpunkt er den absolut egoistiske nationalisme eller "europæisme", som bare vil holde alle ude, og som ikke føler noget som helst ansvar for dem, der lider nød eller lever i elendighed ude i verden.

 

Min holdning er, at kultur og mentalitet betyder noget. Og jeg mener også, det er en holdning, der er blevet bekræftet af, hvad der er sket siden 1989. Det gælder, for så vidt angår hele spørgsmålet om livsform og kulturel identitet, værdimæssigt forstået. Og det gælder i den snævrere forstand, som angår betingelserne for at have et ordentligt samfund med en ordentlig stat. Hvad det første angår, vil selv en ret lille indvandring af folk med en bare noget anden kultur være et problem. Hvad det andet angår, skal der mere til, før det bliver et problem, men også dér vil der være en grænse. Og grænsen går i det hele taget dér, hvor de europæiske lande og dermed hele Europa bryder sammen.

 

Hvis man som kristen vil leve med Jesu ord i ørerne og prøve at gøre noget godt i den uhyre vanskelige virkelighed, må man altså se hele virkeligheden i øjnene og prøve at gøre noget, der er godt for alle, og som i hvert fald ikke fører til kaos, sammenbrud og borgerkrig - og dermed bortfald af muligheden for at gøre noget som helst ude i verden. Jeg mener derfor, at vi lige så godt først som sidst kan standse den folkevandring, som kun lige er begyndt. Det kan blive meget ubehageligt og stride mod den følelse og tankegang, vi alle er opdraget med og til. Men alternativet er værre.

 

Men vi skal med hele det kulturelle, politiske og økonomiske overskud, vi har, også hjælpe dem, der har behov for det. Og ikke bare som nogle tiltag, der skal forhindre folk i at strømme op til os. Vi skulle naturligvis også hjælpe, selv om der ingen folkevandringstrussel var. Altså simpelt hen fordi der er nogle, der har behov for hjælp, og fordi vi er i stand til at hjælpe.

 

Men hvordan skal vi hjælpe? Da jeg var teenager (og i øvrigt som jazzmusiker en stor beundrer af den sorte race) troede jeg, at når vi i nogle årtier havde hjulpet fx Afrika, ville de komme til at leve på stort set samme måde som vi. Og jeg glædede mig til det. Jeg glædede mig til at se, hvordan kulturen i det sorte Afrika ville udvikle sig. Men sådan er det ikke gået. Jo, er der nok nogle lommer (vel mere kulturelle og sociologiske end geografiske), hvor noget i den retning udvikler sig. Det hørte jeg noget om i radioen forleden. Og det er godt. Så kan man bygge videre på det. Men ellers går det jo elendigt.

 

Og der er hele befolkningseksplosionen. Jeg kan ikke lige huske, hvor mange årtier man taler om, før Afrikas befolkning er FORDOBLET! Men det bliver i hvert fald i dette århundrede, hvis der ikke gøres noget. Min konklusion er derfor, at det ikke er nok at sende flere penge. Det er også vigtigt, hvad pengene bruges til, og hvordan. Og der er andet end penge at sende, altså især inspiration til udviklingen af en mentalitet, der fører til ordentlige samfund og ordentlige stater med en dertil hørende god økonomi. Afrika er jo et utrolig rigt kontinent! Og så er der altså fødselskontrollen. Få tør rigtig snakke om det. Men det er jo ud fra enhver betragtning en ren forbrydelse at lade Afrikas befolkning fordoble sig inden for få årtier.

 

Dette var nogle mandagstanker på den sidste dag i august 2015. Og det er det bedste, jeg kan bidrage med.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Folkevandringen

Vi bør alle overveje og drøfte på en frisk

 

KOMMENTARER EFTER DEADLINE 24.08.15

 

Min første kommentar - her med indledningen i opslaget på min egen væg:

 

Jeg afbrød en episode af "The Americans" på Netflix for at se Deadline med bla. Martin Henriksen, DF. Og det fik mig til at sætte denne kommentar i Deadline-tråden:

 Kun få tør sige rent ud, hvor alvorlig situationen er. Det kan ende meget værre, end det gjorde for Det Vestromerske Rige for 1600 år siden. Det gik under. Og nu er det måske vores tur. Men deres indvandring fra nord var på langt sigt ikke så slem. Der kom det moderne Vesteuropa ud af det. Hvad vil der komme ud af det, der er begyndt nu? - At vi (ikke bare Danmark eller EU, men hele verdenssamfundet) skal prøve at gøre noget for at hjælpe mennesker og lande, der har det dårligt, er en anden, selvfølgelig sag. Men vi har jo set, hvor næsten umuligt det er. Og så er der befolkningseksplosionen. Hvorfor er der næsten aldrig nogen, der taler om den?

 

-

 

Svar på kommentar i min egen tråd:

 

Nej, n.n., det mener jeg ikke man kan sige om Martin Henriksen i dette Deadline-indslag. Han var meget forsigtig. DF vil gerne være stuerene. Og de kæmper med den ene arm bundet på ryggen, fordi de ikke bryder sig om, at EU skal spille den nødvendige rolle. Sagen er, at det, der er i gang nu, er af en hidtil uset størrelsesorden. Og selve dette faktum indrømmer de fleste, der udtaler sig. Mange siger: Den største udfordring siden tiden lige efter Anden Verdenskrig. Men det er jo for lidt at sige. Vi skal helt tilbage til "the decline and fall of the Roman Empire", før vi har noget, der svarer til det, der er ved at begynde nu. Eller hvis jeg skal udtrykke det mere forsigtigt, så kan vi i hvert fald risikere, at det det er sådan, det er. - Så kan vi diskutere, hvordan vi vil forholde os til det. Nogle vil gerne have den australske model. Som jo skal køres af EU, hvis det skal kunne lade sig gøre. Det er der andre der ikke vil. Og vi må jo alle være enige om, at uanset hvordan vi forholder os, er det en meget ubehagelig situation, vi befinder os i og vil komme til at befinde os i. Også i forhold til de idealer, vi alle grundlæggende hylder. Medmindre vi bare giver op. - Men jeg havde i forvejen gjort mig nogle videre tanker, og dem vil jeg skrive ned i Word - i ro og mag - og sætte ind i et senere kommentarfelt.

 

-

 

Og endnu et svar i samme tråd - hvor jeg mod sædvane afslører min diskussionspartners identitet, idet han jo er min gamle gymnasierektors søn!

 

Og til Mikael! Må jeg sige, at du er søn af min gamle rektor på Maribo Gymnasium, Henrik Hertig? Og at vi jo gennem årene har haft nogle kommentarudvekslinger her i Facebook, som ikke altid har været udtryk for enighed? Men vi har da kunnet diskutere i rimelig fredsommelighed. Og sådan skal det være. Ikke mindst nu, hvor tavlen efter min mening er ved at blive vasket ren og vi sammen må forholde os til den nye enorme udfordring på en måde, så vi i enhver henseende, altså både kulturelt og etisk, bevarer de værdier (jeg bryder mig efterhånden ikke meget om det ord!), vi som tidligere sagt alle er grundlæggende enige om. - Men da jeg så dit navn, tænkte jeg: Nu får jeg tæsk! Det glæder mig derfor, at du hører til dem, der kan se, at vi med befolkningseksplosionen står over for et stort problem. - Må jeg om Afrika sige, at jeg jo, da jeg gik på din fars gymnasium og havde ham i tysk og latin - og måske også lidt i oldtidskundskab, hvor vi i hvert fald brugte hans lærebog - var stærkt engageret jazzmusiker og beundrede de sorte nærmest grænseløst, og at det både dengang og en del år frem fik mig til at se frem til det sorte Afrikas udvikling med stor forventning og glæde. Jeg troede, vi ville få noget (næsten) lige så storslået som jazzen at se. Men efterhånden blev jeg skuffet, meget skuffet. Jeg troede, at med afkolonialiseringen og bare nogle få årtiers udviklingsbistand ville alt blive virkelig godt. Men også jeg undervurderede dengang kulturen i videste forstand's betydning. Det er først efter 1989, vi rigtig har fået at se, hvor meget historien og det, folk har inde i deres hoveder, betyder. Og det må vi tage til efterretning. Når vi skal hjælpe Afrika, hvad vi jo under alle omstændigheder skal, også uanset folkevandringstruslen, skal vi derfor ikke først og fremmest tænke i penge, men i langt højere grad tænke i støtte og inspiration mht. udviklingen af ordentlige samfund og ordentlige, velfungerende stater. Hvor vi så også skal forstå, at vi ikke bare skal presse vort eget 100% ned over hovederne på dem, men netop inspirere dem, inspirere dem til at udvikle ordentlige samfund og stater i forlængelse af deres egen tradition. Det vil blive meget svært, men vi er nødt til at forsøge. Vi skal bare gøre det i respekt for virkeligheden. - Men jeg er stadig ikke kommet i gang med den betragtning, jeg bebudede i mit svar til n.n.

 

-

 

Den kommentar, jeg supplerede min første Deadline-kommentar og mit eget opslag med:

 

 

VIDERE BETRAGTNINGER

 

Som bebudet, i hvert fald i min egen tråd efter mit opslag i både Deadline-tråden og hos mig selv, bringer jeg her nogle videre betragtninger:

 

Da jeg var stået op i dag tirsdag den 25. august, rumlede det stadig i mit hoved i forlængelse af den kommentar til indslaget i Deadline om folkevandringsproblematikken, jeg aftenen før havde sat ind i Deadlines tråd og slået op på min egen væg. Og jeg har - ud over de svar til meddebattører, jeg har sat ind ovenfor (i hvert fald i min egen tråd) - nu dette at føje til:

 

Allerførst vil jeg sige, at det vil glæde mig (men jo først og fremmest være overordentlig gavnligt), hvis den folkevandringssituation, vi nu står i, kan få vasket tavlen ren, så vi alle, uanset de uenigheder, der formodentlig stadig vil være tale om, begynder forfra med at se virkeligheden i øjnene. Hvilket også vil sige, at vi ser i øjnene, at situationen er, og i stigende grad vil blive, meget ubehagelig for alle parter. Også for de mennesker, der af let forståelige grunde flygter fra ikke bare krig og tilsvarende, men også fra dysfunktionelle samfund med dysfunktionelle stater. Men jo også ubehagelig for os og vore værdier, idet jeg med det efterhånden noget slidte ord "værdier" på én gang tænker på hele vor europæiske kultur i videste forstand og på de etiske principper, vi jo alle hylder. Og det vil jeg gerne gentage: De etiske principper, vi jo alle hylder. Dæmoniseringen af modstanderne må høre op. Der er vel nogle få, der, i hvert fald tilsyneladende, ikke hylder de værdier, vi alle er blevet opdraget med og til, men de betyder intet.

 

Men der er altså to ydermuligheder: Enten overtager EU (og det skal være EU) den australske model og lykkes med det, så folkevandringen standses. Eller også giver vi op og lader folkevandringen finde sted.

 

Man skulle sådan set tro, at alle nu ville gå ind for den australske model, altså udført af EU-landene i fællesskab. Selvfølgelig ledsaget af en massiv, men realistisk hjælp og inspiration til de lande, der fungerer dårligt, en hjælp og inspiration, der også omfatter fødselskontrol. En hjælp og inspiration, vi som de stærke og rige under alle omstændigheder skal yde. Men altså i respekt for virkeligheden. Megen udviklingsbistand og "nationbuilding" er jo slået fuldstændig fejl. Det må kunne gøres klogere. MEN jeg tror ikke, alle vil gå ind for den australske model eller noget dertil svarende. Jeg tror, at mange hænger så fast i de tankemønstre og ord, der i årtier har præget den ene side i debatten, at de ikke vil kunne holde op med at udtale deres "humanistiske" mantraer. Jeg tror også, at mange, uanset ideologi, bare vil give op. Man hører i hvert fald mange eksperter (eller "eksperter") sige, at folkevandringsstrømmen ikke KAN standses. Jeg har ganske vist ofte den fornemmelse, at det, de mener, er, at de ikke ØNSKER den standset, at de i hvert fald ikke vil være med til at tage de nødvendige midler i anvendelse. Så er der selvfølgelig dem, der vil være med til at prøve lidt af hvert. Men er det mere realistisk end af prøve at standse den egentlige folkevandring HELT?

 

Men det, jeg egentlig havde i hovedet i morges, gælder det, jeg allerede var inde på i min første kommentar, nemlig forholdet mellem Det Vestromerske Riges undergang for 1600 år siden, og det, der vil ske nu, hvis folkevandringen får Europa til at bryde sammen i kaos og/eller borgerkrig. Jeg skrev, at det jo i det længere perspektiv ikke gik så galt endda efter Det Vestromerske Riges undergang.

 

(Jeg kan, også som discipel af Grundtvig, indskyde, at Romerriget jo sådan set med fordel kunne afløses af noget andet. Jeg foretrækker langt det nuværende Europa for oldtidens Romerrige. Men lighedspunktet er, at der dog var/er tale om en civilisation og en orden).

 

Ja, jeg har nævnt Grundtvig, og han sagde (refereret efter hukommelsen), at det var de nye "rå" folk, der fra nord trængte ind i Romerriget. Med "rå" har han nok også ment "stærke", men jeg tror, ordet først og fremmest skal forstås i betydningen "friske". I 400-tallet var folkene nord for Romerriget jo helt uden en kultur og religion, der kunne stå mål med, hvad der (trods alt) var i Romerriget. Så folkevandrerne overtog både kulturen, religionen (kristendommen) og sproget, så at sidstnævnte udviklede sig til fransk, portugisisk, spansk og italiensk. Men alligevel var de et frisk input. Og o. 800 havde vi med Karl den Store et nyt rige, hvoraf det moderne Vesteuropa udviklede sig. På godt og ondt! Men altså til et stærkt og rigt område. Og selvkritik er og bør være et af den europæiske kulturs særkender. - De folkevandrere, der nu strømmer ind i Europa, er ikke "rå" i en tilsvarende forstand. De medbringer for de flestes vedkommende nogle tankesæt og en mentalitet, som i en helt anden (på sin vis imponerende) grad vil være modstandsdygtige over for kulturen i den civilisation, de har invaderet.

 

Spørgsmålet er så, om der alligevel kan ske noget, der svarer til det, der skete i århundrederne før Karl den Store, hvis det nuværende Europa bryder sammen på grund af folkevandringen. Nå, historien gentager sig jo aldrig på helt samme måde. Nogle tror, at Europa kan absorbere de vandrende folkemasser, uden at det kommer til kaos og sammenbrud. Og selv om det bliver et helt andet Europa, end det ellers ville være blevet tilfældet, vil de stille sig tilfreds med det. En del er desuden så kulturelt selvhadende, at de vil hilse et sådant resultat med glæde.

 

Men mange vil, også med det værste scenarie tegnende sig for dem, for det første gentage de berømte ord "efter os syndfloden" og leve i behagelig velstand og i behagelig fornemmelse af deres gode meninger og smukke ord, indtil deres (eller deres efterkommeres) verden bryder sammen, og så i øvrigt stadig håbe på, at den globale (men jo i grunden vestlige) kultur vil overleve.

 

Jeg tror også, at den vestlig-globale kultur vil overleve, i hvert fald i en eller anden forstand. Om det bliver i en forstand, jeg vil ønske, mine efterkommere skal leve i, er så noget andet. Det er mange ting i allerede den nuværende vestlige og globale kultur, jeg heller ikke bryder mig om.

 

På baggrund af, hvad jeg her har skitseret, er det helt afgørende, at vi i det mindste kan begrænse indvandringen til Europa så meget, at vi undgår kaos og måske borgerkrig, og videreføre vor kultur på en måde, der i høj grad svarer til, hvad der ville have været tilfældet uden indvandring. For hvad glæde kan vi og vore børn og børnebørn have af, at der måske om nogle hundrede år kommer en slags nyt Karl den Stores rige, hvis vi kommer til at leve vore egne personlige liv i kaos og undergang, eller i det mindste med en ændring af vort samfund og vor kultur, vi slet ikke bryder os om? - Og læg mærke til, at jeg skrev "videreføre"! En fastfrysning af "det Danmark, vi kender", er der jo ingen kloge mennesker, der ønsker. Livet bevæger sig altid fremad. Men det skulle gerne være vort eget liv i fred og frihed. Fred og retsstat og frihed er det alt afgørende. Så kan tanker og meninger og nye måder at gøre tingene på udvikle sig frit og frugtbart. Og der er som sagt også allerede nu mange ting at drøfte, hvad vor nuværende vestlige livsform angår. Men så længe vi har friheden og et velfungerende samfund, skal der nok komme noget godt ud af det. Også selv om vi måske (også uanset indvandringen) kommer til at leve mere kulturelt opdelt, end vi hidtil har gjort. Så kan enhver jo glæde sig over det frie liv i sin egen kultursfære.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Deadline, Grundtvig - og mig!

 

Kommentar til indslaget med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i DR 2 Deadline 03.08.15.

 

Grundtvig blev nævnt. Og det er godt. For han kunne i sin tænkning forene hensynet til eliten med hensynet til bredden. Desværre er Grundtvigs tanker om dannelse og kultur, uddannelse og oplysning ikke blevet fuldt realiseret. Måske fordi nogle i den "latinske" elite ikke brød sig om (og bryder sig om) Grundtvigs tanker om den brede, ja, alle omfattende, folkelige livsoplysning, og fordi nogle i den grundtvigske lejr ikke brød sig om (og bryder sig om) de tanker, Grundtvig havde om et fællesnordisk eliteuniversitet i Göteborg. Pdes. sagde Grundtvig, at vil alle ville dø af sult, hvis alle blev professorer, idet han vel at mærke samtidig talte om en i grunden ens dannelse for alle, hvoraf enhver (her citeret efter hukommelsen) kan tage, hvad han nemmer. Men pdas. opererede han altså med tanken om,  at, hvad der dengang skulle være nogle hundrede af de bedste hoveder fra hele Norden, skulle samles i et moderne akademi a la Platons eller et nordisk Oxford i Göteborg (i hjørnet mellem Danmark, Norge og Sverige). Og dette superuniversitet (som jeg kalder det) skulle dels være Nordens bidrag til den fællesmenneskelige videnskabelighed, dels være toppen i et system (et meget ugrundtvigsk ord!), hvor resultaterne af "superprofessorernes" forskning og indbyrdes samtale blev formidlet nedad, det være sig i form at de skrifter, der blev produceret, eller i form af det, gæster på dette universitet kunne tage med sig hjem. Det bør nævnes, at naturvidenskaberne (som Grundtvig ikke personligt beskæftigede sig med eller havde noget særligt forhold til) udtrykkeligt anvises en plads på deres side. Men alt, hvad der kom fra superuniversitetet i Göteborg, kom i sin formidling nedad i forbindelse med den nationale dannelse, som efter Grundtvigs plan først og fremmest skulle finde sted på det danske folkelige universitet (højskole) i Sorø, men som jo skulle udbredes til og leve i hele folket - hvorfra de nye danske superprofessorer jo så igen skulle rekrutteres. - Hvis man vil vide mere, kan man læse min  disputats "Omkring Grundtvigs Vidskab" (1998). Måske er dens tid ved at være inde! Jeg sagde dengang til min kone: Det er meget godt, at jeg har fået skrevet denne afhandling, men den er kommet både for sent og for tidligt. Der vil i hvert fald gå nogle år, før man igen vil være interesseret i de ting, den handler om. - Jeg gentager: Det vil være nyttigt om de, der nu skal arbejde på områderne videnskab og dannelse, læser min bog!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Danmark som kristent land og en teolog som forskningsminister.

 

Kommentarer til DR 2 Deadline 22.07.15

 

Kulturelt - og i verdensmålestok - er Danmark klart et kristent land. Og knapt 80% er stadig medlemmer af den evangelisk-lutherske Folkekirke. Hvortil kommer de andre kristne kirkesamfund med det romersk-katolske som det største. Og der er stadig megen kristendom "i luften". Jeg har som præst i Folkekirken siden 1971 ofte sagt, at der trods alt er et mildt evangelisk lys over menneskelivet i Danmark. Men antallet af kristne er vigende. På grund af indvandringen. Men også af andre grunde. Også indholdsmæssigt er der meget, der ikke er så godt i Folkekirken. Og når man skriver i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land, er det jo et udtryk for, at der er noget galt. - Vi kristne, mange eller få, skal nok klare os. Hvordan det danske samfund og den danske nation skal klare sig, vil vise sig. Det vigtigste er, at vi bevarer friheden.

 

-  -

 

Men man diskuterede jo også det store problem, som det for nogle er, at vi har fået en troende teolog (med ph.d.-grad i Grundtvigs frihedssyn!) som forskningsminister. Måske har Esben Lunde Larsen selv båret ved til bålet ved at udtrykke sig uklart. Men han kunne selvfølgelig ikke drømme om at foretage sig noget som helst, der ville antaste videnskabernes autonomi inde på deres eget område. - Men der siges meget dumt om forholdet mellem kristendom og videnskabelighed. Man glemmer, at det ikke er sådan, at kristendom og fx naturvidenskab står lige over for hinanden. Kristendommen, den kristne tro, forholder sig til hele eksistensen overhovedet, dvs. også alt det, der har med ethvert menneskes helt elementære eksistentielle hverdagserfaring at gøre, og med sådan noget som hele den humanistiske videnskabelighed og hele kunstens måde at erfare på, men så også det, hvor såvel naturvidenskaberne som videnskabeligheden i videste forstand kommer ind. En af pointerne i det, jeg siger her, er, at især naturvidenskaberne også fra deres side ydmygt skal kende deres plads som kun én af den menneskelige erkendelses kilder. Hvormed jeg altså IKKE mener, at fx partikelfysikken, astrofysikken, geologien og biologien i selve den forskning, der bedrives, skal lade sig lede af noget som helst andet end det, der ligger i de respektive fags metode. Man skal bare ikke gøre videnskab til religion eller altomfattende tilværelsesforklaring. Jeg har selv siden min barndom interesseret mig meget for naturvidenskab og er fuld af beundring for de resultater, man har opnået. Lad os bare taget sådan noget som Niels Bohrs atommodel for hundrede år siden. Fantastisk! Men man bliver altså ikke meget klogere på menneskelivet og eksistensen af at "kigge" ind i et atom! På den anden side spiller det en stor rolle, også for mig som person og som digter, at man kan se sig selv i sin legemlighed som forankret i biologien og partikelfysikken og astrofysikken. At vide noget om disse ting er nødvendigt for ens forståelse af, hvad det vil sige at være menneske i verden. Men igen: Det siger ikke alt om den menneskelige eksistens. Selv om man ikke regner med noget andet end selve Universet som i grunden ren fysik, må man indrømme, at det er i mennesket og den menneskelige kultur, de menneskelige sammenhænge, man har den højeste manifestation af, hvad der ligger i Universet.

 

-

 

TILFØJELSE formiddag 23.07.15:

 

Ja, n.n., jeg tror ikke engang, de gamle jødiske teologer, der har skrevet skabelsesberetningerne (der er jo TO!), har opfattet dem som "videnskab". De er selvfølgelig præget af, hvad man dengang forestillede sig. Men læg mærke til, at de to skabelsesberetninger i 1 Mos kap. 1 og 2 er direkte modsatte i deres mytiske grund. Den første (og yngste, mest "moderne") bygger på en mesopotamisk mytologi, hvor ur-kaos er vand og mudder. Den anden (og ældste, mest naive) bygger på en ørken-mytologi, hvor udgangspunktet er den tørre jord, der bliver vandet af en kilde/flod. Senest da man samlede de to beretninger i det, vi kristne nu kalder Det Gamle Testamente, har man klart kunnet se, at disse to i det ydre direkte modstridende beretninger ikke har skullet tages bogstaveligt. - Jeg er, kære n.n., lidt ked af, at du nøjes med at betegne deres synspunkt som "etisk". Det er teologisk! Med det hele! - Jeg må slutte nu. Du, og evt. andre her i tråden, skal lige tage Bibelen frem og repetere skabelsesberetningerne. Så vil I også se, at nærheden mellem dyr og mennesker begge steder og på hver sin måde er meget smukt understreget. Sammenlign havdyrenes og menneskenes velsignelse! Og overvej, hvad det betyder, at velsignelsen af landdyrene er sprunget over! Ja, overvej, hvad det betyder, at Adam måske KUNNE have fundet sig en medhjælp blandt dyrene! (1 Mos 2,18-20). Bemærk endelig, at det ses som den oprindelige "skabelsesorden", at både dyr og mennesker skal leve af planter (1 Mos 1,29-30). - Det mest utrolige i hele denne debat er, hvor dumme, de, der betragter sig selv som den højeste oplysnings repræsentanter, er.

 

-

 

Og lidt senere også denne:

 

Kære n.n.! Der er desværre meget rigtigt i det, du siger om forholdet mellem religion og magt. Jeg hører til dem, der mener, at kristendommen er det 180 grader modsatte af "religion". I "religion" dyrker mennesket Gud (eller hvad dertil svarer) for at opnå noget. I kristendommen kommer Gud til mennesket for at give os alt. Men fra og med kejser Konstantin (fra 312 af) blev kristendommen taget i magtens tjeneste. Uhyggeligt! - Og jeg bryder mig som kristen teolog heller ikke om meget af det, der aktuelt bliver sagt om kristendommens betydning for Danmark. Gud sendte ikke sin Søn til verden for at sikre sammenhængskraften i Danmark, men for at frelse verden og bringe Guds Rige nær! - Sagen er dog mere kompliceret end som så. For hvor meget kristendommen end er blevet taget i magtens tjeneste, har den dog bevaret sit sande indhold, og det har haft stor og gavnlig betydning for menneskelivet, ikke mindst her i Danmark. - Grundtvig vidste godt, hvad kristendommen egentlig gik ud på, men han elskede også Danmark og danskerne, og var klar over, at den egentlige kristendom også - "til en side" - havde velsignede virkninger på menneskelivet i fx (og ikke mindst!) Danmark. Jeg er selv Grundtvig-forsker og har især dyrket hans og min "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement". Der er ikke nogen modsætning mellem at vente på Guds Riges komme og at elske tilværelsen her og nu. Guds Rige er jo, at den skabte, men faldne verden, bliver reddet ud af det Ondes magt. Og vi kan allerede her og nu se og opleve meget af, hvad der højtideligt sagt betegnes som "skabelsens herlighed". - Jeg siger ikke, at du skal tro på skabelsen og syndefaldet og frelsen (men kan kraftigt anbefale det). Jeg prøver bare at præsentere, hvad der ligger i det, jeg tror på.

 

-

 

Og senere på dagen denne:

 

Godt, n.n., så siger jeg selv tak! Men jeg vil lige nå at sige, at selv om der både bagude i tiden og mange steder ude i verden desværre er mange eksempler på, hvad du siger, vil jeg for det første bede dig holde dig til kristendommen i den diskussion, vi har her, og for det andet koncentrere dig om det, vi har her i Danmark, især den danske evangelisk-lutherske kristendomsform. Ja, du kan begynde med sådan en som mig. Jeg er vist i de henseender, der her er tale om, ganske repræsentativ. Kan du påvise nogen af de dårlige ting, du taler om, hos mig og dem, der ligner mig? Det være sig i Folkekirken eller i de andre kristne kirkesamfund her i Danmark? Det er ikke sikkert, alle er lige så konsekvente, hvad kravet om frihed angår, og hvad den totale åbenhed over for videnskaberne og deres resultater angår. Der er gradsforskelle. Men kan du nævne bare ét eksempel her i Danmark på noget, der er så slemt som det, du opregner? Og så har jeg slet ikke nævnt de vitterligt positive ting, der følger af især evangelisk-luthersk kristendom. Men lad mig spørge dig, om der måske ikke er en sammenhæng mellem den evangeliske kristendomsform og de samfund, vi har i Tyskland (hvor også den katolske kristendom er påvirket af den evangeliske), Norden og Storbritannien (hvis anglikanske kristendomsform og forhold i det hele taget ganske vist har en noget anderledes karakter og historie). Jeg er helt med på, at det kan være svært at skelne mellem årsag og virkning (om vi er, som vi er, fordi vi har evangelisk kristendom, eller om vi har evangelisk kristendom, fordi vi er, som vi er), men det er alligevel påfaldende, at de nævnte lande er nogle af de bedste at leve i her i verden.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Min intuition om fremtiden omkring og i Iran

 

Det kan måske udvikle sig rigtig godt!

 

14.07.15

 

Kommentar i en Facebook-tråd

 

Tja-tja, n.n., jeg er ikke ekspert. Men jeg sidder netop og ser om aftalen i Deadline, og jeg føler mig bekræftet i, hvad min intuition siger mig. Jeg tror, der trods alt er noget mere rationalitet i iranerne end i araberne (herunder saudierne!) - og pakistanerne og afghanerne. Jeg tænker også på, hvad en iransk kvinde engang sagde til en fra vor familie, der boede i samme opgang: "Husk, jeg er iraner, ikke araber". Jeg mener også, de herboende iranere generelt virker mere fornuftige og tiltalende. - Så, nu er det Lars Erslev Andersen! Og en herboende iraner. - Det er ikke så meget "præstestyret", jeg tænker på. Selv om der vel - efter omstændighederne! - er mere rationalitet i det end som så. Nej, jeg tænker på befolkningen, især de yngre og veluddannede. De vil vel gerne have en vestlig livsform. Nu taler Lars Erslev også om middelklassen. Han er dog forsigtig. Men jeg tænker, eller altså føler, på længere sigt. - Nu taler en iransk politiker om den fælles front mod Islamisk Stat. Det var da vist ligefrem udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif. - Men så er der jo forholdet til Assad! Det taler de om nu. Men også om, at det kan være positivt at få Iran med i processen omkring Syrien. - Og både Saudi-Arabien og Israel er afhængige af USA, som er den store garant. (At vi her kan tænke på de garantier, Ukraine fik, da de afleverede deres kernevåben, er vel ikke helt det samme). - Men jeg gentager, at det hos mig er intuitionen, der taler - på langt sigt. Hvis vi lever længe nok, får vi se!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

HVOR DUM KAN MAN VÆRE?!

 

Om de skoledrengeagtige angreb på den teologiske uddannelses- og forskningsminister.

 

11.07.15. - Opslag på først TV 2 News', dernæst uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsens og til sidst min egen Facebook-profil. - Nu også både her og på undersiden "Kirke og teologi".

 

Kære Esben! Må jeg have lov at slå min kommentar til denne aftens Ugen på spidsen (TV 2 News) op her? Jeg har jo også (i Grundtvig-Studier) beskæftiget mig lidt med din ph.d-afhandling »Frihed for Loke saavelsom for Thor - N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv«. Så jeg føler, jeg har en vis ret til det. Og jeg vil jo også gerne støtte dig lidt. Selv om jeg er overbevist om, at du tager de tåbelige angreb på dig let. Her er min kommentar til indslaget i Ugen på spidsen, som du jo også kan være udmærket tilfreds med:

 

Har lige set indslaget om den nye uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i Ugen på spidsen. Om angrebene på ham, fordi han som teolog med en teologisk ph.d.-grad (på en afhandling om Grundtvigs frihedssyn!) og som troende kristen er blevet forskningens minister. Heldigvis udtalte de to i studiet sig udmærket om disse, som det også blev sagt, nyinkvisitoriske angreb. Men det er altså uhyggeligt, at vi har fået en måske ikke så stor, men højtråbende gruppe af mennesker, der tydeligvis mener om sig selv, at de besidder den højeste dannelse og indsigt, men alligevel fører sig frem på den mest skoledrengeagtige måde. - Jeg er selv teolog og pensioneret præst og har den teologiske doktorgrad for en afhandling om Grundtvigs videnskabssyn. Og jeg kan udmærket på én gang være en i mange henseender traditionalistisk kristen og dybt optaget af naturvidenskaberne og deres resultater, også biologien. Noget af det bedste, jeg har oplevet i mit liv, var deltagelsen for nu en del år siden i Forum Teologi Naturvidenskabs seminarer ved Århus Universitet. Her deltog folk af alle slags, både fagligt og livsanskuelsesmæssigt. Et af vore slagord var: Vi mødes i hjernen! Men vi talte frit og venskabeligt og frugtbart om alt muligt. Jeg husker blandt mange interessante samtaler én med en virkelig hardcore materialist, altså materialist i den yderste filosofisk-fysiske forstand. Vi talte fint sammen. - Hvis jeg til allersidst skal henvise til Grundtvig, kan jeg pege på, at han i sin, desværre (endnu) ikke realiserede, plan om et fællesnordisk superuniversitet i Göteborg udtrykkeligt nævnte naturvidenskaberne, og at han et andet sted har udtalt sig om naturvidenskabernes hjemstedsret i den jo langt mere omfattende videnskabelighed, han opererede med - og som vi jo også bør operere med. Naturvidenskaberne skal jo ikke bare afgrænses i forhold til troen. Det er først og fremmest de øvrige videnskaber, altså især de humanistiske, de skal afgrænses i forhold til, og de kunstneriske erkendeformer, og i det hele taget menneskets samlede eksistensforhold. Ja, det er i virkeligheden her, grænsen går. Troen, og fx den kristne teologi, forholder sig ikke specielt til naturvidenskaberne, men til netop hele eksistensforholdet, hvori den naturvidenskabelige erkendelse kun indgår som en af flere kilder. - Kort sagt: Hvor dum kan man være?!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Er Danmark et kristent land?

 

I P 1 Debat-tråd om Danmark som kristent land. - Udsendelsen 08.07.15. - Også i "Kirke og teologi". - Delt på min Facebook-væg. - 07.07.15.

 

Det var tåbeligt at skrive det ind i regeringsgrundlaget. For det er rigtigt, som andre her i tråden allerede har sagt, at kun mennesker, ikke lande, endsige stater, kan være kristne. Men hvis vi ser bort fra det med regeringsgrundlaget - og fra hele den betændte debatsituation - er spørgsmålet mere kompliceret end som så. - Der kan siges meget dårligt om Folkekirken. Og jeg kan selv udtale mig særdeles kritisk - efter at have tjent som præst i den siden 1971. Men det betyder ikke, at netop det meget sekulære Danmark ikke er dybt og bredt præget af over tusind års kristendom og snart fem hundrede års evangelisk-luthersk kristendom. Jeg vil stadig påstå, at der hviler et mildt evangelisk skær over menneskelivet i Danmark, og at sådan noget som hele vort frihedssyn og vor arbejdsmoral og mangel på korruption osv. i høj grad bygger på især de fem hundrede års evangelisk kristendom. Lad mig også lige nævne Grundtvig! - Men vi skal videre. Og som det hele er, går jeg ind for kirkens adskillelse fra staten, og det har jeg gjort siden 1970'erne. Den evangelisk-lutherske menighed i Danmark må nu fremtræde som, ja, leve som, en selvstændig og selvstyrende organisme. Så må det vise sig, hvor mange vi ender med at blive. Ligesom det må vise sig, hvor meget liv, der kommer til at være i os. En levende evangelisk menighed vil kunne sprede meget lys og liv i Danmark. I fuld frihed. Og uden statsmagten i ryggen. Og Gud skal naturligvis ikke bruges som trumf i det politiske. Her må man simpelt hen argumentere for sine synspunkter. Hver mand en stemme! Men bare 50 eller 25 % levende kristne vil sætte et præg. Jeg mener også, det var netop Grundtvig, der sagde, at et land er kristent, som det har kristne til. - Det er ikke til at forudsige, hvordan det kommer til at gå. Men de kristne vil, få eller mange, altid have det godt. Så må de ikke-kristne finde ud af, hvad de vil bygge og leve på. Men vi skal selvfølgelig alle kunne samarbejde mest muligt, både kulturelt og politisk. Det sagde Grundtvig også. - Vi må se!

 

-

 

Og et svar på en kommentar i samme tråd:

 

Ja, n.n., vi har unægtelig fået en ny religion i Danmark, eller i hvert fald en ny moralisme. (I forlængelse af min kommentar skulle jeg nok hellere sige et nyt kætteri, en ny farisæisme, for det er jo i hvert fald et post-kristent fænomen). Men det er der ikke andet at gøre ved end at tage debatten, ja, udøve religionskritik - og først og sidst forkynde Evangeliet. Hvis folk vil være humanister, skal de have lov til det. Vi skal ikke prøve at tilsløre virkeligheden ved krampagtigt at holde fast i den statskirkelighed, hvis tid under alle omstændigheder er forbi. Et selvstændigt evangelisk-luthersk kirkesamfund vil først og fremmest være godt for de evangelisk-luthersk kristne selv. Men et sådan kirkesamfund vil også rumme mennesker, der i stort og småt kan bidrage rigtig godt til menneskelivet i Danmark. - At være kristen vil ganske vist først og fremmest sige at leve i troen på Jesus Kristus, mens vi venter på Guds Riges komme (hvordan vi så ellers kan, eller ikke kan, forestille os det). Jesus kom jo ikke til verden for fx at sikre sammenhængskraften i Danmark, men for at frelse menneskeslægten. MEN når det er sagt, vil kristendommen, for igen at referere Grundtvig, mens vi venter, have mange gode "virkninger til en side". Hele min Grundtvig-forskning og dermed forbundne teologiske tænkning i øvrigt har i høj grad handlet om, hvad jeg fx har kaldt "det kristeligt nødvendige livsengagement". For når Jesus Kristus er kommet for at frelse menneskelivet, har menneskelivet jo også betydning her og nu! For at sige det kort.

 

-

 

Yderligere kommentar 08.07.15

 

Nu kom debatten så. Og hvad skal jeg sige? Jeg har sådan set ikke noget at føje til. - Og lige nu sender TV 2 News om den græske krise! - Jeg mener fortsat, at det ikke burde have været skrevet ind i regeringsprogrammet, at Danmark er et kristent land. Og at det har karakter af besværgelse, fordi Danmark jo lige nu er ved at blive et andet land, end det hidtil har været, ikke mindst pga. den store indvandring af muslimer. Men på den anden side er Danmark stadig i høj grad et kristent land, både mentalt og institutionelt. Og knapt 78 % af befolkningen er medlemmer af den evangelisk-lutherske Danske Folkekirke. Hvortil kommer de kristne, der ikke er medlemmer af Folkekirken. Det er derfor ikke så ligetil at sige, at den danske stat skal være religiøst neutral. I en vis forstand skal staten selvfølgelig være religiøst neutral, alle statsborgeres stat. Og det mener jeg er tilfældet, og sådan ønsker jeg, det skal være. Men så længe et stort flertal er kristne, kan det ikke undgås, at der alligevel kommer kristendom ind mange steder. Det skal heller ikke være sådan, at halen logrer med hunden, altså at mindretallet bestemmer over flertallet. - Men personlig er jeg ligeglad. Jeg har i mange år indstillet mig på at skulle leve i et multietnisk, multikulturelt og multireligiøst samfund. Derfor er det afgørende for mig, at det evangelisk-lutherske kirkesamfund bliver løsgjort fra staten, så det kan komme til at fremstå som en selvstændig og selvstyrende organisme med det antal medlemmer, det nu har og ender med at have. Og tilsvarende ligger det i det multikulturelle, at de kristne kan oprette deres egne skoler og andre institutioner, ligesom alle andre kan. Det er muligt, at vi også kommer til at sige farvel til Folkeskolen. - Men det må vise sig. Én ting har vi lært fra og med Murens fald: Alt kan ske. På godt såvel som på ondt. - Men under alle omstændigheder må vi kristne prøve at holde os til troen på Jesus Kristus, mens vi venter på Guds Rige, idet vi samtidig prøver at leve et godt liv, også sammen med vore ikke-kristne medborgere, som vi jo på mange områder både kan og skal samarbejde med i det store fælles samfund og under den fælles stat. Det vigtigste er, at FRIHEDEN i alle henseender bevares!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

TILLYKKE, PIA!

 

Denne lykønskning har jeg netop slået op på Dansk Folkepartis profil, på min egen og andre steder, også her på min hjemmeside: