|
DEBAT af
forskellig art Bent Christensen |
Denne side er senest blevet opdateret 24.04.18: TILLITSE ER
DET RIGTIGE. - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 24.04.18.
NB! Se også min blog i avisen.dk: Jeg er ellers ikke blogger …:
http://www.avisen.dk/blogs/bentchristensen/default.aspx
Teksterne i denne blog kan i høj grad
svare til teksterne på de forskellige undersider her, ja, måske ligefrem være
identiske med nogle af dem. Det kan være nærværende underside
("Debat"). Eller det kan være undersiden "Kirke og teologi"
eller undersiden "Diverse". Men det vil nok ofte være tekster, der
enten svarer til eller er identiske med tekster på undersiden "Mit
totaldigt".
Jeg henviser også til undersiden "Facebook",
hvor der er mange kommentarer til mange forskellige ting,
dog især fra min første tid i Facebook. - LINK
til min Facebook-profil:
https://www.facebook.com/bent.christensen.505
-
* * *
Men se også de indsatte tekster fra den nedlagte
underside ”Klumme” og
indholdsfortegnelsen dertil nederst på denne side. Indholdsfortegnelsen står
både allernederst på siden og lige før klumme-teksterne.
Ældst nederst – yngst øverst.
TILLITSE ER DET RIGTIGE. - Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende 24.04.18.
JEG ER DYBT RYSTET OVER
MARIE KRARUP. - Efter DR2 Deadline 22.02.18.
EN AFORISME OG NOGLE
BETRAGTNINGER I ANLEDNING AF PRINS HENRIKS DØD OG BISÆTTELSE. - På
bisættelsesdagen tirsdag den 20. februar 2018.
UGENS AFORISME - MED EN LÆNGERE KOMMENTAR. - Opslag på
min Facebook-profil 05.02.18.
DET SÆRLIGT DANSKE ER DET SÆRLIGT DANSKE. Kommentar
til DR Deadline 02.02.18.
INGENTING SÅ GALT ... Om juleafslutningsgudstjenesten,
der blev væk. - Sat på her 11.12.17.
REPUBLIKKEN, DER BLEV VÆK.
Kommentar til sagen om "Jul i republikken", den satiriske
julekalender, DR ikke turde sende. - Sat på her - og på DR2 Deadlines og min
egen Facebook-side 05/06.12.17.
JEG ER KED AF OG FLOV OVER, AT VI HAR EN SÅ SLAP
STATSMAGT. Kommentar i DR 2 Deadlines tråd til udsendelsen 07.11.17 (indslaget
om den såkaldte bandekonflikt).
VÆLGERMØDET DEN 18. OKTOBER 2017. Indlæg i vor
beboerforenings blad FUGLSE BLADET oktober 2017. - Sat her på siden 30.10.17.
BURKAFORBUD OG LIGNENDE ER EN DÅRLIG IDÉ. - 06.10.17.
SOLIDARITET MED INGER STØJBERG. - 28.09.17
SOCIALDEMOKRATERNE OG BEKYMRINGERNE. - 27.09.17.
VOR MONARKISKE STATSFORM OVERLEVER. - I anledning af
prins Henriks også for ham selv meget uheldige optræden. - 09.08.17.
I P1 DEBAT OM POLITISK KUNST. - Kommentarer og referat
af min deltagelse. - Anledningen var, at man havde ladet Den kinesiske kunstner
Ai Weiwei pakke Kunsthal Charlottenborg ind i redningsveste fra flygtninge i
Middelhavet - 18.07.17. - Med en tilføjelse 19.07.17.
LØGNENS DAG. 12. JUNI. - Sat på her 12.06.17.
HAR TERROREN PÅVIRKET
UK-VALGET? - 09.06.17.
SOCIALKONSTRUKTIVISTISK NEWSPEAK-LØGN. - Kommentar i
Deadline-tråden, på min egen Facebook-væg og her til Deadlines diskussion
29.05.17 mellem to tidehvervsfolk om vielse af personer af samme køn.
P1 DEBAT OM KONFIRMATIONEN - MED FB-BIDRAG FRA MIG. -
Fredag den 26. maj 2017.
NU KLUDRER MARIE KRARUP IGEN. - Den kristne mission
skal ikke spændes for nogen som helst politisk vogn. Men den kristne kirkes karakter
og universalitet står over alt andet. Slået op på min Facebook-væg og sendt til
Kristeligt Dagblad 24.05.17.
JEG BRÆKKER MIG IKKE. - Efter terrorhandlingen i
Manchester den 22. maj 2017.
NEJ, VI SKAL IKKE SENDE FLERE SOLDATER. - Kommentar til
P1 Debats udsendelse torsdag den 11. maj 2017: "Skal vi sende flere
soldater til Afghanistan?".
SÆNK KONGEHUSET? Min kommentar til P1 Debats
udsendelse med denne titel den 5. maj 2017.
EN 1. MAJ-HILSEN. Et digt og en kommentar.- Sat på
01.5.17.
DET HANDLER IKKE OM GUD, MEN OM TERROR. Min deltagelse
i P1 Debat om blasfemiparagraffen 27.04.17 - med til slut et forslag til en
mere ærlig version af § 140 i den danske straffelov.
KØDSPISNING ER NOK EN
INDRØMMELSE TIL VIRKELIGHEDEN. - Kommentar i tråden til P1 Debats
Facebook-opslag "Bliver kødspiserne de næste rygere?" 27.03.17.
LONDON 22. MARTS. - Sat på her 23.03.17.
DETTE ER NOK MIN ENDELIGE FREMMEDPOLITISKE ERKLÆRING.
- Sat på her 21.03.17.
ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM. - 18.03.17.
TO BEMÆRKNINGER I MARTS
2017. Om det kulturelle folkeselvmord og om Tyrkiet i Europa. - Sat på her
13.03.17.
KAN DF'S TILNÆRMELSE TIL S
RÆKKE HELT UD TIL EL? - Kommentar til DR 2 Deadline 03.03.17: Enhedslisten er
blevet bovlam.
ROS TIL BADEHOTELLET. -
Sat her på siden 24.02.17.
"KÆRE OLE JENSEN, LAD
VÆRE AT FALDE I FJENDEBILLEDTEGNINGENS FRYGTELIGE GRØFT!". Kommentar i
Kristeligt Dagblad 26.01.17.
TILFØJELSE TIL MIN
"ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE". - 23.01.17.
ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE
PRÆSIDENTINDSÆTTELSE. - Lørdag den 21. januar 2017.
EN TEOLOGISK OG KIRKEHISTORISK VAMPYR- OG
SPLATTERROMAN. En slags lille anmeldelse af Peter Tudvad:
"Manteuffel" (2016). - Sat på her 16.01.17.
Kommentarer (med statistik
nederst) til artikel i Kristeligt Dagblad: "DANSK FOLKEPARTI FORESLÅR
FORBUD MOD MINARETER". - 05.01.17.
OM ESTABLISHMENT, FOLKELIGHED OG KIRKELIGHED. På min
Facebook-profil 21.12.16.
ER KIRKE OG STAT ET STÆRKT ÆGTESKAB? - Kommentarer til
en udsendelse i P1 Debat 13. december 2016.
ER
EUROPOL-FORBINDELSESOFFICEREN REN HÆVN? - Kommentar i P1 Debat-tråd 08.12.16.
TIL ET FOLK DE ALLE HØRE ... 1848 og nu - over en bred
skala. - Kommentar på min væg til den af mig Facebook-delte artikel på dr.dk
"Udskældt test måler udlændinges danskhed igen" 01.12.16.
BETRAGTNINGER FRA EN TIL DELS KONSERVATIV SIDELINJE.
Den uforkortede version af mit bidrag til debatbogen 'Jeg' er fandme til! (2016) efter Marianne Stidsens disputats Den ny mimesis (2015). - Sat på her 23.11.16.
EN LØS KANON. Betragtninger i anledning af lanceringen
af Danmarkskanon. - 16.11.16.
VERDEN MED TRUMP. - 15.11.16 efter (bekymret) at have hørt Verden ifølge Gram på DR P 1.
MIN KOMMENTAR TIL PRÆSIDENTVALGET I USA. - Skrevet
09.11.16.
YTRINGSFRIHED OG TERROR. Kommentar til DR Deadline 29.10.16 (Flemming Rose og JP).
VENSTREFLØJEN OG VOLDEN. Kommentar til DR Deadlines
indslag om Peter Øvig Knudsens BZ-bog 04.10.16.
ET LÆNGERE INDLÆG!
Kommentar til indslaget "Hvornår er man dansk?" i DR 2 Deadline
26.09.16.
VI SKAL NØJES MED AT TALE
OM ANTALLET. - Efter P1 Debat 22.08.16 med temaet "Venlig eller
væmmelig?", om Venligboerne, der nu af den modsatte side bliver kaldt
væm'ligboerne. Og i det hele taget om de to siders måde at tale
om og til (men ikke så meget med!) hinanden på.
EN OND JULIUS. - Læserbrev
i Lolland-Falsters Folketidende 18.08.16 om "Julius’" satiretegning
om (mod) Dansk Folkepartis forslag til øget grænsekontrol.
SANDHEDENS TIME. - Større
tekst om EU- og folkevandringskrisen. - 17.08.16.
SIKKERHEDSVENTIL - MEN HELST EN HELT ANDEN SLAGS
POLITIKERE. - Kommentar i DR Deadline-tråd 15.08.16.
MUSLIMSTOP. - 29.07.16.
DE HØRER HJEMME I SKAMMENS MØRKE OG PÅ HISTORIENS
LOSSEPLADS. - Kommentar i tråden til DR Deadlines omtale i Facebook af indslaget
om terrorhandlingen i München. - 22.07.16.
SÅ KLAR SOM SITUATIONEN (læserbrev
om Dansk Folkepartis politik fsva. regeringsdeltagelse og
EU-afstemning). - Lolland-Falsters Folketidende 20.07.06.
FOLKEAFSTEMNINGER - OG NYE
POLITIKERE. - Kommentar i Facebook-tråd 19.07.16.
IKKE SAMMENBRUD, MEN ET NYT EF! - Min seneste
kommentar til situationen i og omkring EU - og omkring Dansk Folkepartis
moderate og pragmatiske EU-politik. - 04.07.16.
EN AKTUEL AFORISME. - 29.06.16.
BREXIT. - Min
dagbogsoptegnelse ved middagstid dagen efter den britiske folkeafstemning. -
24.06.16.
IGEN-IGEN - Lovgivningen
mod had-imamerne er noget af det dummeste. Kommentar i DR Deadlines
Facebook-tråd 03.06.16.
VI SKAL IKKE STERILISERE SAMFUNDET. - Min kommentar
til P1 Debat 07.04.16, hvor det blev debatteret, om vi skal frygte kristen
fundamentalisme.
KAPITALISMEN SKAL HAVE ET MODSPIL. - I Deadline-tråden
om Panama-skattelysagen. - 04.04.16.
SV-REGERING STØTTET AF DF. - Et forslag og måske en
spådom i anledning af udmeldingerne fra LA. - 02.04.16.
VIDERE! - Opslag på min Facebook-væg formiddag
31.03.16.
JO VÆRRE, JO BEDRE! Politikerne skal lade muslimerne
være i fred. - Opslag på min Facebook-væg 30.03.16.
LAD MUSLIMERNE GØRE, HVAD DE VIL! - Kommentar i TV 2 Tirsdagsanalysens
Facebook-side 29.03.16.
ER DANSK KULTUR NOGET SÆRLIGT? - Forhåndskommentar
(med to tilføjelser) 26.03.16 (påskelørdag) til dagens udgave af P1 Debat
Special: Danmark over grænsen.
NATURVIDENSKABEN DÆKKER IKKE ALT, MEN SKAL STYRKES SOM
DANNELSESFAG. - Min kommentar til indslaget i DR 2 Deadline 22.03.16 med Eske
Willerslev og Kristian Leth i anledning af deres bog Historien om det hele.
VI SKAL BARE BLIVE VED AT
LEVE. - Min Facebook-kommentar til DR P 1 Debat's spørgsmål: Hvad skal en Danmarkskanon
indeholde? - 16.03.16
55 % ØNSKER KIRKEN ADSKILT
FRA STATEN. - Og det hilser jeg velkommen! - 29.02.16.
KNUD DEN STORES RIGE I TÆT
TILKNYTNING TIL EU? - I P 1 Debats tråd om UK's forhold til EU. 18.02.16.
PROLETARER, FORÉN JER! - Om de facto-alliancen mellem
venstrefløjen og erhvervslivet. - Sat på her 18.02.16.
BLASFEMI I DET 21. ÅRHUNDREDE. - Kommentar i tråden
til Rasmus Jarlovs Facebook-opslag 11.02.16 om Flemming Nielsens blasfemi-dom.
- Sat på her 13-02.16. - NB! Det var vist en racisme-dom!
SKAL JEG FORTRYDE? - Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende i anledning af Ingolf Gabolds på kultursiden 04.02.16 gengivne
udtalelser om tv-serien 1864. -
06.02.16.
MEN LIGE NU REDIGERER JEG DIGTSAMLING! - Om kristendom
og folkevandringspolitik. - Slået op på min Facebook-væg fredag den 29. januar
2016.
STATUS I FOLKEVANDRINGSKRISEN. - 27.01.16.
ONLINEKOMMENTAR TIL KD-ARTIKLEN "Middelmådig
ph.d. sætter fingeren på tidens grundtvigske kulturkamp". - 02-12-15
LATTERLIGGØRELSE ER DET VIGTIGSTE VÅBEN. - Kommentar,
også på min Facebook-væg, til terrorhandlingerne i Paris 13.11.15.
GROTESK - MEN KUNNE HAVE
VÆRET HÅNDTERET BEDRE. - Om kritikken af, at Folkekirkedanmark har fået en
troende forskningsminister. - 12.11.15.
SVÆRMERI KAN OGSÅ NU FÅ
FATALE KONSEKVENSER - Kommentar til situationen i Tyskland. - 19.10.15.
TIÅRET FOR MUHAMMEDTEGNINGERNE. - 30.09.15.
SÅ MÅ VI STØTTE DE ØSTLIGE EU-LANDE. - 17.09.15.
De, der nu byder folkevandrerne velkommen, minder mig
om dem, der stod med blomster i hænderne den 9. april 1940. - I Deadline-tråd
12.09.15.
SURREALISTISK! Om migrationssituationen og de rådvilde
danske og europæiske politikere. - I Deadlines Facebook-tråd og på min egen
væg. - 09.09.15.
HVIS DETTE FORTSÆTTER, GÅR
HELE EUROPA NED. - 08.09.15.
LIGNELSEN OM DEN
BARMHJERTIGE SAMARITANER OG DEN AKTUELLE FOLKEVANDRINGSSITUATION. - Her og på
min egen Facebook-væg og i en Facebook-vens tråd. - 31.08.15.
FOLKEVANDRINGEN. Vi bør
alle overveje og drøfte på en frisk. - 25.08.15.
DEADLINE, GRUNDTVIG - OG MIG! - Kommentar til
indslaget med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i DR 2
Deadline 03.08.15.
DANMARK SOM KRISTENT LAND OG EN TEOLOG SOM
FORSKNINGSMINISTER. - Kommentarer til DR 2 Deadline 22.07.15
MIN INTUITION OM FREMTIDEN OMKRING OG I IRAN. Det kan
måske udvikle sig rigtig godt! - 14.07.15.
HVOR DUM KAN MAN VÆRE?! Om
de skoledrengeagtige angreb på den teologiske uddannelses- og
forskningsminister.
ER DANMARK ET KRISTENT
LAND? - I P 1 Debat-tråd om Danmark som kristent land. - Udsendelsen 08.07.15.
- 07.07.15.
TILLYKKE, PIA! - 03.07.15.
VED MEDDELELSEN OM, AT VI FÅR EN REN VENSTRE-REGERING.
- 26.06.15.
VI KAN GODT FØRE EN BEDRE SAMTALE, SELV OM NOGLE AF OS
IKKE GÅR PÅ KOMPROMIS. Ny kommentar i Facebook-tråd 24.06.15.
MEN KAN VI KOMME VIDERE? -
Kommentar i Facebook-tråd til de voldsomme reaktioner på Dansk Folkepartis
fremgang ved valget. - 24.06.15.
JA, LAD OS BARE FÅ NOGLE
ANDRE BOGSTAVKOMBINATIONER! - Lørdag den 20. juni 2015.
LØGNENS DAG - 12. juni. -
Dagbogsoptegnelse på treårsdagen for autoriseringen af ritualet for kirkelig
vielse af personer af samme køn. - 12.06.15.
GARANTIER EFTER UKRAINE? - Ikke optaget læserbrev. Sat
på her 09.04.15.
LIBERALITITIS? EN NY SLAGS STOCKHOLM-SYNDROM? - Om
Birthe Rønn Hornbechs indlæg i Politiken: "Kapløbet om at overhale DF
højre om, er Venstre ikke alene om". - 19.03.15.
STRATEGISK SFÆRE OG KULTURSFÆRE. I forbindelse med
situationen omkring Ukraine. - 19.02.15.
MIT SIDSTE ORD OM ISLAM OG INDVANDRINGEN? - 19.02.15.
DE ENKELTE GALNINGE - OG NÆSTEKÆRLIGHEDEN. - På min
Facebook-væg og her 17.02.15.
DE TO EUROPÆISKE FRONTER. Opslag i Dansk-Ukrainsk
Selskabs Facebook-gruppe og på min egen Facebook-væg. - 16.02.15.
HILSEN TIL MIN
FACEBOOK-VEN LARS VILKS. - 14.02.15.
FACEBOOK-KOMMENTARER DAGEN
EFTER MINSK 2.0. - Sat på 13.02.15.
KÆRE RUSSISKE VENNER! -
Internethilsen på dansk og russisk til alle i Den Russiske Føderation.
SOM AT STÅ OVER FOR EN GAL
HUND. - Kommentar 29.01.15 i Facebook til den russiske OSCE-repræsentant Andrei
Kelin trussel mod Vesten, hvis man ikke stopper støtten til Kiev-regeringen.
VERDEN IFØLGE GRAM. Om
Ukraine og Rusland. - Opslag på min Facebook-væg formiddag 27.01.15.
MULTIKULTI OG
PRIVATSKOLER. - Min kommentar til Deadline 22.01.15, indslaget om flugten til
privatskolerne.
MIN KOMMENTAR TIL DEADLINE-DISKUSSION OM
LANDSFORRÆDERBEGREBET. - Sat på der (også i tråd på min egen væg) og her
29.01.15.
ZENIA STAMPES TALK-TOG. - På min Facebook-væg og her
20.01.15.
KOMMENTAR TIL INDSLAGET OM DE DANSKE
FRIHEDSRETTIGHEDER I DEADLINE 19.01.15.
SKYLDES DE PROGRESSIVES VANSKELIGHEDER, AT DE HAR HAFT
EN SKJULT DAGSORDEN? - Kommentar til DR 2 Deadline 18.01.15.
FORSKELLIGE FACEBOOK-TEKSTER
M.M. 16. JANUAR 2015. To indledninger. - Min nye genre Tegninger uden streger.
- En aforisme om humanisterne som Komiske Ali'er. - Facebook-kommentaren
"Pest, kolera, tyfus - og AIDS". - 16.01.15.
TALK-TOG (om Zenia Stampes
humanismekampagne). - 16.01.15.
PEST, KOLERA, TYFUS - OG
AIDS. - (Om islamismen, Putin, de Putin-venlige vestlige højrekræfter - og vore
egne indvandringstilhængere og islam-venner). - 16.01.15.
HUMANISTEN ZENIA STAMPE I
DEADLINE. - 14.01.15.
MERE OM CHARLIE-FORSIDEN I
MORGEN. - 13.01.15.
TERRORISMEN OG KORANEN. - I Deadline 12.01.15
diskuterede Jørgen Bæk Simonsen og Tina Magaard, i hvilket omfang terrorismen
udspringer af Koranen.
Ugens digt med kommentarer
som debatindlæg: FØDSELSOVERVEJELSER I JANUAR 2015.
I ANLEDNING AF TERRORANGREBET
MOD CHARLIE HEBDO. - Nogle af de ting, jeg i dagene 7.-8. januar 2015 har
skrevet i Facebook. Med et par tilføjelser 10.01.15.
VOR FREMTID MED RUSLAND. -
Min kommentar 30.12.14 til en britisk professors
kritik af Vestens politik over for Rusland.
OM SIDSTE AFSNIT AF "1864". -
Lolland-Falsters Folketidende 03.12.14. - Plus Facebook-kommentar.
UMIDDELBARE BEMÆRKNINGER TIL SIDSTE AFSNIT AF
"1864". - 01.12.14
SÅ
FORSTÅ DOG DEN SERIE! - Om "1864" og kritikken af den. -
Lolland-Falsters Folketidende tirsdag den 25. november 2014.
GAMMELDAGS GEOPOLITISKE
INTERESSER OG VÆRDIMÆSSIG ASYMMETRI. - Deadline 22.30 lørdag den 22. november.
TAK, IB MICHAEL! - For
indlægget i Politiken om kritikken af "1864" den 18. oktober 2014:
"Kritikken af '1864' er en pærevælling af patetisk vrøvl". - 22.11.14.
"1864" - EN
MELLEMFALDENDE BETRAGTNING. - 22.11.14
Om Ukraine i Deadline 12.11.14: UKRAINE OG RUSLAND - igen-igen. - 12.11.14.
NY KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje del og
læsning af flere anmeldelser og lignende
KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje afsnit. - 27.10.14.
MIN KOMMENTAR TIL DR 2
DEADLINE 17.10.14. Om Rusland/Ukraine og IS. - I
Deadline-tråden, DUS-opslag og hos mig selv.
MIN
KOMMENTAR TIL SITUATIONEN OMKRING AFTALEN MELLEM EU, UKRAINE - OG RUSLAND. -
Med to links. - 16.09.14.
MIN KOMMENTAR TIL
MELDINGERNE OM EN VÅBENHVILEAFTALE I UKRAINE. - 03.09.14.
"ARM
UKRAINE OR SURRENDER". Min kommentar til en artikel i the New York Times
med denne titel. - 01.09.14.
SØREN
PIND VAR I DEADLINE. 29.08.14. Om situationen i og omkring Ukraine.
INTET
UGENS DIGT. På grund af situationen i Ukraine. - Opslag på min Facebook-væg
28.08.14.
KOMMENTAR
TIL ARTIKEL I DEN POLSKE AVIS GAZETA WYBORCZA OM SITUATIONEN I ØSTUKRAINE. -
26.08.14.
DET
LYDER IKKE SÅ GODT. Kommentar i Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd om de
separatistiske/russiske modangreb og det kommende topmøde i Minsk. - 25.08.14.
ET
MULIGT UKRAINE-SCENARIE. - 18.08.14.
JØDERNES
RET OG FOLKET OG SKOLEN. TO DISKUSSIONER I DEADLINE. - 15. august 2014.
HVAD
KAN PUTIN FÅ UD AF SIN OVERPLATTE HUMANITÆRE MANØVRE? - Kommentarer til
Deadline 22.30 den 12. august 2014.
HVAD
GØR VI?. Kommentar til BBC-artikel om en mulig russisk
invasion i Ukraine. - 09.08.14.
EKSISTENS-TANKER
I AUGUST 2014. Efter at have hørt DR P 1 Eksistens'
udsendelse "Sex, køn og afslutningen på det normale". - 05.08.14.
STRATEGIEN I SØNDAGSFROKOSTEN. I Dansk-Ukrainsk
Selskab-tråd 04.08.14.
NU SKRUER JEG NED FOR BLUSSET! Jeg er træt af den
måde, Ukraine-krigen føres på i Facebook. I en Facebook-tråd, her og på
undersiden "Facebook" 01.08.14.
MIN
UKRAINE-KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINES INDSLAG 30. JULI 2014 OM SITUATIONEN I
UKRAINE. - 30.07.14.
SKAL JEG TIL DEMONSTRATION FOR FØRSTE GANG I MIT
LIV? To Facebook-kommentarer til situationen i Ukraine 23.07.14
Facebook-kommentarer til situationen i Ukraine
07.07.14.
To
Facebook-kommentarer om EU og NATO og Rusland lidt over midnat den 1. juli
2014.
Deadline
28.06.14. - PUTIN OG DEN VESTLIGE HØJREFLØJ. - 28.06.14.
RUSLAND
SOM KINAS VASALSTAT? - Aforismeagtig Rusland-kommentar på dagen, hvor
Frihandels- og associeringsaftalen mellem EU, Ukraine, Moldova og Georgien blev
underskrevet. - 27.06.14.
ALEKSANDER
KWAŚNIEWSKI OM POLEN, UKRAINE OG RUSLAND. - Opslag på min Facebook-væg ud
på de små timer natten efter Kristi himmelfarts dag (30.05.14).
UKRAINE - I TRÅD TIL SALMEOPSLAG. - Om Ukraine i salme-sammenhæng. -
28.05.14.
BEMÆRKNING TIL SITUATIONEN OMKRING DET UKRAINSKE VALG FÅ TIMER FØR
VALGSTEDERNE LUKKER. - 25.05.14.
KAMPAGNEN MOD DF GØR DET NØDVENDIGT AT STEMME PÅ DETTE PARTI - TRODS
DETS UKRAINE-POLITIK. - Kommentar 23.05.14 i tråden til mit opslag af linket
til en side med det sjove kort "Putins europakort 2014".
To kommentarer til DR-udsendelser
om Ukraine og Polen. - 17.05.14
LAD
OS SATSE STORT FOR AT GØRE OS UAFHÆNGIGE! Vi skal kaste os ud i udviklingen af
alternativer til russisk gas og mellemøstlig olie, som om det var en krig, vi
gik ind i. - Opslag på min Facebook-væg 13.05.14.
FRISK POLSK ANALYSE AF
SITUATIONEN I UKRAINE. Med to senere "videre"-kommentarer. - Opslag
på min Facebook-væg 12.05.14
ER EU-TILHÆNGERPARTIERNE
VED AT LAVE EN NY "NYRUP"? - Facebook-kommentar i Søren Pind-tråd. -
10.05.14.
EN UKRAINE-KOMMENTAR TIL EN
FACEBOOK-VEN. - 08.05.14
ET
PAR NYE FACEBOOK-INDLÆG OM SITUATIONEN I OG OMKRING UKRAINE. ER VI VED ET
VENDEPUNKT? - 08.05.14 (skrevet 07.05.14).
ET
FACEBOOK-INDLÆG I UKRAINE-DEBATTEN. - 24.04.14.
MICHNIK OG JEG OM RUSLAND.
Verden har brug for Rusland. Rusland har ikke brug for Putin. - Sat på her
10.03.14.
"VI" ER VESTEN - OG DANMARK. - Svar til en
Facebook-debattør i tråd om forholdet til Ukraine og Rusland. - 04.03.14.
LUK
FOR GASSEN! - Kommentar i DR 2 Deadlines tråd om indslaget om situationen i og
omkring Ukraine. - 03.03.14.
FØRSTE
TANKER EFTER PÅBEGYNDT LÆSNING AF ULVE,
FÅR OG VOGTERE. - 28.02.14.
KOMMENTAR
TIL DÆKNINGEN AF BENT JENSENS KOLDKRIGSBOG I DR 2 DEADLINE. - 26. februar 2014.
CHRISTIANIA-SAGEN.
- Sagen om Retsudvalgets besøg i Christiania, der førte til justitsminister
Morten Bødskovs fald. - 10.12.13
YAHYA
HASSAN ER FØRST OG FREMMEST DIGTER, OG DET DANSKE DEBATNIVEAU ER UTROLIG LAVT.
- Fremmed Facebook-tråd, egen Facebook-væg og her 02.12.13.
DEJLIGT
AT HØRE EN MARXIST! - Kommentar til Deadline 2. sektion 04.11.13. Adam Holms
interview med nymarxisten Mikkel Bolt
PÅ
UNIVERSITETSBETINGELSER. - Om eventuel universitetsuddannelse af vordende
imamer. - Kommentar til artikel i Kristeligt Dagblad 24.10.13.
TRE KOMMENTARER TIL ARTIKLER I KRISTELIGT DAGBLAD OM
GRUNDTVIG. - KD Onlinedebat og Facebook. - 08.10.13.
MAN
FØRER KRIGE UDE OG SER STORT PÅ DEN EGENTLIGE TRUSSEL - DEN PSEUDORELIGIØSE
"MORALISME" ER FÆLLESNÆVNEREN. - 12.09.13. - Også i Facebook.
ALLE
BLIVER MERE ENS. SKAL MAN LE, GRÆDE ELLER GIVE ET RÅD? - I min avisen.dk-blog
og (tilpasset) i online-kommentar til artikel i Kristeligt Dagblad 11.07.13.
GRUNDTVIG
SKAL IND I UDDANNELSESDEBATTEN. - I min avisen.dk-blog 29.06.13.
OM
AT RISIKERE AT BLIVE SLÅET IHJEL FOR ANDET END FÆDRELANDET. - I Facebook-tråd
om Hans Hauges bog Danmark og hans medvirken i en Apropos-udsendelse.
ER
DET BEDST AT TIE? - Vil det tjene vor sag bedst, hvis vi, der hidtil har ført
os frem, stiller os tavst iagttagende og afventende på sidelinjen og lader
indvandringstilhængerne og islamofilerne stå alene med problemerne og ansvaret?
Og idet vi så ellers koncentrerer os om fremtidens virkelige og helt store
problemer. - Tekst indsat her på siden 12.02.13.
FORVENTELIGE
REAKTIONER. - Kommentar og hilsen til Lars Hedegaard i Sappho 09.02.13. - Med tilføjelser om en
sørgelig udtalelse af Erik A. Nielsen.
IND
PÅ MODERNITETENS TORV. Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om
fremtidens fællesskab(er). - Dansk Kirketidende 04.04.12.
FØRST BETALINGSRINGEN, SÅ VIELSESRINGEN. - En "I
øvrigt" i Ekstra Bladet 26.02.12.
DET
KOMMER HELT AN PÅ OS SELV. - Kommentar til Bent Jensen-klumme i
"Sappho".
BOYKOT
KIRKEN! (Erstat vielsen i kirken med en udvidet bordbøn før bryllupsmiddagen).
FLERTALLET HAR MAGTEN. - KD Onlinedebat til
biskopperne Holm og Drejergaards "Partnerskab er ægteskab" i
Kristeligt Dagblad 11.10.11. - Med senere tilføjelser.
VIGTIGT SYMBOL. - Onlinekommentar til BT-artiklen
"Regeringen vil skrive Margrethe ud af grundloven". 11.10.11.
VI MÅ VENTE PÅ ET KULTURELT PARADIGMESKIFT. - Om at
gymnasiet opdrager eleverne til at blive venstreorienterede - KD Onlinedebat
13.09.11. - Teksten er - her på siden - ledsaget af nogle mere eller mindre
aktuelle yderligere betragtninger.
NYTÆNKNING. - "Det er ulideligt at høre om, at
det private forbrug skal stimuleres til gavn for beskæftigelsen". -
Lolland-Falsters Folketidende 23.08.11.
DEJLIGT. - Kommentar til Christian Skovs artikel i
Sappho "Den højreradikale". - 16.08.11.
DET MESTE ER RIGTIGT. - Kommentar til kronikken
"En bedre borgerlig værdikamp" af Mette Bock og Merete Riisager. -
16.08.11.
DET STERILISEREDE SAMFUND. - Online-kommentar til
artikel i KD om modstand mod klokkeringningen. - 15-08.11.
NY ERKLÆRING. Lad skammens mørke sænke sig. - Opslag
på min Facebook-væg 01.08.11.
ERKLÆRING OM SØRGETID. - Opslag på min Facebook-væg
29.07.11.
STATUS EFTER UGERNINGEN I NORGE. - Opslag på min
Facebook-væg 25.07.11.
EB I øvrigt ... Om Tøger Seidenfaden. Ekstra Bladet 25.06.11.
Sat på her 27.06.11.
VI KAN BLIVE PRESSET TIL DET (Folkekirken til at
oprette egne skoler). - KD Onlinedebat 24.06.11.
To kommentarer til artikler i Trykkefrihedsselskabets
"Sappho. - 31.05.11
DET SÆRLIGT DANSKE. - Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende 06.04.11.
MURENS FALD - IGEN. - Blandt andet om de unge arabiske
frihedskæmperes forhold til tradition og historie. - Lolland-Falsters
Folketidende 22.02.11.
MEN ISÆR DET HELT NYE. - Om de intellektuelles rolle
lige nu. - Utrykt debatindlæg. Sat på her 28.12.10.
MYREKUGLEN? - Lolland-Falsters FOLKETIDENDE 10.11.10
ISLAM, KOMMUNISME OG NAZISME. - Også på undersiden
”Debat”, men desuden i ”Islamkritisk Netværk” og som Facebook-note.
VELKOMMEN! - Til ateistkonferencen. - KD Onlinedebat
16.06.10.
HAR VI FORTJENT KORSET I FLAGET? - KD Onlinedebat
15.06.10.
I ØVRIGT MENER ... Om kors, Dannebrog og
Maria-stjerner. - Ekstra Bladet 12.06.10.
HONNØR FOR KURT VESTERGAARD! - Onlinekommentar til
JP-artikel 10.06.10.
HONNØR FOR KURT
GUTTERMAND. Tak til Kurt Vestergaard. Men nu skal muslimerne ignoreres; de
betyder intet, og vi må videre. - Kommentar til Mikael Jalvings JP-blog. - Sat
på her 08.06.10.
SOM EN AF OS. - Utrykt læserbrev. Sat her på siden
08.03.10.
SNEHVIDE
OG NIKOLINENIKKI. - Dansk Kirketidende 04.03.10.
ANALYSE OG ALTERNATIV. - Jyllands-Posten 23.09.09. - I
anledning af situationen omkring besættelsen af Brorsons Kirke, men i langt
videre perspektiv.
I
GRUNDTVIGS KAMP. – Læserbrev i Politiken 10.09.02.
GO’
MORGEN DANMARK. – Indlæg i Præsteforeningens Blad 2002/41 11.10.02.
DEN
FALSKE FINHED. Kommentar til Katrine Marie Guldager: »Den falske helhed. Det
skizo-paranoide samfund«, »KRITIK« nr. 157. - Skrevet her til hjemmesiden
03.06.02. – Men let modificeret version sendt til KRITIK 04.06.02.
AUTONOMI
UDEN OVERANSTRENGELSE. - Kommentar til Klaus Wivel: »Er der nogen?« i »Bøger«
til WA 52/2001. - Skrevet 07.01.02. Sat på nærværende underside 23.05.02.
JEG
ER TRÆT. (Kommentar til leder i Weekendavisen nr. 43/2001: »Kristne
korsfarere«). - Skrevet 26.10.01. Sat på nærværende
underside 05.06.02)
-
NB!
Se teksterne fra den nedlagte underside ”Klumme” og indholdsfortegnelsen dertil
nederst på denne underside! Indholdsfortegnelsen til disse tekster står allernederst.
Tillitse er det rigtige
Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 24.04.18
Hvad Tillitze-/Tillitse-sagen angår, vil jeg som slavist med et særligt
forhold til venderne sige, at der ingen tvivl kan være om, at den gamle
vendiske lokalitet Tillitse skal staves med ts. Det andet må, som i mange personnavne,
stamme fra tysk.
Mange kender den store sydpolske by Katowice og ved, at c'et udtales ts
(som i Fredericia). Tillitse er et navn af samme type og skal derfor staves med
ts på dansk.
Gennem mange år har Anna og jeg været venner med de nuværende vendere
(officielt sorbere) i Bundesland Sachsen, især den lille kommune, hvis tyske
navn er Nebelschütz, men hvis vendiske/sorbiske navn er Njebjelčicy (hvor
c også udtales ts, men som bare ender på y). Og i 2001 besøgte en
tremandsdelegation dernedefra bla. Tillitse. Men vi var også rundt til de andre
vendiske steder i den gamle Rudbjerg Kommune.
Bent Christensen
slavist
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* *
*
JEG ER DYBT RYSTET OVER MARIE KRARUP
Torsdag
den 22. februar 2018.
Jeg så
Marie Krarup i Deadline og hørte igen hendes ubegribelige udtalelser om
Rusland. Jeg måtte altså sætte denne kommentar i tråden på Deadlines
Facebook-side: "Som medlem af Dansk Folkeparti er jeg dybt rystet over, at
Marie Krarup bliver ved. Jeg er selv slavist og har haft en del med Rusland at
gøre, både her og der. Og jeg ønsker på langt sigt et godt forhold til vore
russiske medeuropæere. Men vi er nødt til at træde op mod Putin-regimet
nu".
* *
*
En aforisme og nogle betragtninger i
anledning af Prins Henriks død og bisættelse
Sat på her på bisættelsesdagen tirsdag den 20. februar.
Jeg havde
ellers ikke foretaget mig noget i anledning af Prins Henriks død og ville nok
heller ikke være kommet til det, hvis det ikke var, fordi jeg 16/2 under
indtryk af hele den ejendommelige situation var kommet til at lave denne
aforisme: "Aldrig før i den danske offentligheds historie har så mange så
hurtigt haft en mand at takke for så meget". Jeg slog den op på min
Facebook-væg 19/2, dagen før bisættelsen og satte den også ind i
aforismesamlingen i Digte og aforismer
2016-2018, som regner med at udgive sidst på året. Og da flere havde
reageret positivt på opslaget, føjede jeg i et kommentarfelt denne lille
andenhåndshistorie fra mit gamle pastorat til: "På et tidspunkt [under en
militærøvelse på Lolland, som kronprins Frederik deltog i, og som hans far besøgte]
kom nogle tv-folk ind i Musse Købmandshandel og spurgte: "Er der nogen,
der ved, hvor prins Henrik er henne?". Hvortil købmand Tove Wriedt
svarede: "Ha’ står li’e derhenne!". - Prinsen var åbenbart løbet tør
for smøger og var gået ind i Musse Købmandshandel for at købe nogle". - Se mere på undersiden
"Erindringer - BILAG.
På selve
bisættelsesdagen 20/2 I dag slog jeg yderligere to ting op. Den første var en
almindelig markering af, at Prins Henrik nu blev bisat. Den anden var, sidst på
eftermiddagen, denne betragtning:
EN
STATSBEGIVENHED OG NATIONAL BEGIVENHED ER SLUT
Uanset
alt andet har Prins Henriks død og bisættelse været en statsbegivenhed og
national begivenhed.
Kongehuset
med Dronningen i spidsen er statens og nationens symbol.
Og uden
at komme ind på de særlige forhold omkring Prins Henrik, især i hans sidste
tid, kan jeg ikke lade være at bemærke, at alt det, så mange har fortalt om
deres oplevelser med ham, viser, at kongehuset også er symbol i den meget brede
forstand, der er tale om i forbindelse med besøg, omgang, protektorater og
lignende.
Når vi
dyrker kongehuset, dyrker vi os selv, også i alle de sammenhænge, jeg lige har
nævnt. For det er jo os - og vore forfædre og formødre og efterkommere - der er
nationen. Og staten er vores stat.
* *
*
Ugens aforisme - med en længere kommentar
Opslag på min Facebook-profil 05.02.18
AFORISMEN:
Det særligt danske er det særligt danske.
03.02.18
KOMMENTAREN:
Det er overskriften til min kommentar i lørdags (3/2) til DR 2 Deadline
fredag aften [se nf.], jeg her har gjort til aforisme. Meningen er
selvfølgelig, at det særligt danske i sig selv er en kendsgerning, uanset om vi
kan sætte ord på det og definere det. Men der er to sider af sagen. Når man
hører spørgsmålet "Hvad er så det særligt danske?", er det som regel
et spørgsmål, der fremsættes af indvandringstilhængere og indvandrede med det
formål at sætte indvandringsmodstanderne i forlegenhed, når de har svært ved at
sætte ord på, og hvor deres konklusion så bliver, at hvis man ikke lige kan
sætte ord på, så er det i orden med fortsat indvandring og fortsat
islamisering. - Og læg mærke til, at det ikke kun er et spørgsmål om selve det
præg, indvandringen direkte sætte på vort liv her i Danmark, der er også det
forhold, at den fremmedpolitiske debat og andre ting, der har med indvandringen
at gøre, fylder så meget i mediebilledet. Man kan (lidt overdrevent sagt) snart
ikke åbne for radio eller tv, uden at det er noget af den slags, det handler
om. Tænk på, hvor mange vigtige og i mange tilfælde mere positive ting
sendetiden kunne have været brugt på! Alene dette forhold har i meget høj grad
ændret vort liv her i Danmark.
Og her er det, jeg nu siger, at skal vi ikke skal
lade os lokke i "Hvad er så det særligt danske"-fælden. For selv om
der ikke var nogen som helst forskel på den kultur, vi har her i Danmark, og
kulturen i de andre europæiske lande, ville det stadig være nødvendigt at
stoppe indvandringen og islamiseringen - for den fælleseuropæiske og
fællesvestlige kulturs skyld. Nu er der imidlertid helt åbenbart forskel på den
måde, vi lever på her i Danmark, og den måde, man lever på i vore nabolande.
Det gælder allerede den måde, hvorpå vi lever og omgås hinanden i de helt små
og nære sammenhænge, men det gælder også den måde, hvorpå vi lever og arbejder
på arbejdspladserne og i institutionerne. Og uanset hele den fremmedpolitiske
debat er det interessant at se nærmere på, hvordan den kultur, der har udviklet
sig hos os siden vikingetiden, er. Dette kræver et omfattende kulturelt og
antropologisk studium. Og det bør vi tage op. Der er allerede sket noget på
området, men det vil være umagen værd at gøre mere ved det, altså af rent
kulturelle grunde, som et humanistisk og humanvidenskabeligt studium. Og det
gælder, selv om det jo også er helt åbenbart, at vi siden vikingetiden har
modtaget mange ting udefra. Det interessante er ikke, hvor tingene kommer fra
(selv om det jo også er interessant), men hvad de er blevet til her hos os.
Dette er skrevet mandag den 5. februar 2018, den dag, hvor
Socialdemokratiet fremlagde sit store fremmedpolitiske udspil. Vi, der i årtier
har været modstandere af indvandringen og islamiseringen, har altså vundet rent
politisk. Hej Poul Nyrup Rasmussen! Hej Uffe Ellemann-Jensen! Hej alle I andre!
Og jeg vil ikke være med til at prøve at nedgøre, hvad det genopstandne
Kongelig Danske Socialdemokrati nu spiller ud med, bare fordi de har været
længe om at komme tilbage til virkeligheden. Vi på vor side skal ikke være
smålige og partiegoistiske. Det er Danmark, det gælder.
At de, der har villet spille gode og fine, stadig vil komme til at stå
som de gode og fine, og at vi andre stadig vil komme til at stå som
"sorte", er der ikke noget at gøre ved. Vi ser noget lignende, for så
vidt angår dem, der var på den forkerte side under Den Kolde Krig. De
urealistiske ideologiske plusord har en stor magt. Hvis dette forhold skal
ændres, skal der en stor idémæssig ændring til. Men det kan også komme, selv om
den slags tager lang tid og kræver en intellektuel indsats på også de højeste
niveauer. Det er nok dem, der går i gymnasiet nu, der skal gøre dette arbejde.
Og det skal først og fremmest være et arbejde, der gøres helt positivt, for
livets, sandhedens og virkelighedens skyld. Men mens vi venter, prøver jeg for
mit vedkommende at gøre mit. "Mit Dannevirke", som jeg regner med at
udgive sidst på året, vil være et vigtigt bidrag fra min side. Og det er netop
helt overvejende rent positive "betragtninger om allehånde" (med det
poetiske i centrum) - selv om der selvfølgelig også er en del polemiske
elementer i det. Vent og se!
Men nu vil jeg lige oversætte et par strofer Mickiewicz. Og jeg slår
nok dagens Mickiewicz-romance op senere i dag.
05.02.18
* *
*
DET SÆRLIGT DANSKE ER DET SÆRLIGT DANSKE
Under
denne overskrift blev nedenstående tekst sat i DR Deadlines tråd om formiddagen
lørdag den 3. februar 2018. Men jeg slog den også op på min egen
Facebook-profil, hvor den fik denne overskrift og indledning:
DET
SÆRLIGT DANSKE - ET INDSKUD MELLEM SALMERNE TIL KYNDELMISSE OG SEKSAGESIMA
Da
der igen i går var en ret utilfredsstllende diskussion i DR 2 Deadline om
"det særligt danske" (dog med visse gode tilløb på højre side), har
jeg her til morgen måttet skrive nedenstående betragtninger, som jeg lige har sat
i tråden til indslaget på Deadlines side, og som jeg nu slår op her. Min salme
til søndag seksagesima (som også markerer mit otteårsjubilæum, hvad salmeopslag
her angår!) slår jeg op senere i dag lørdag. Her er mine betragtninger om
"det særligt danske":
Så fik vi igen en temmelig dårlig diskussion om "det særligt
danske" (Deadline 02.02.18). Niels Jespersen og Aurelija Aniulyte kom
sagen lidt nærmere, end det som regel er tilfældet, men jeg vil prøve at komme
den endnu nærmere.
Allerførst vil jeg konstatere, at spørgsmålet "Hvad er det særligt
danske" for det meste stilles af danske identitetsfornægtere (-bekæmpere)
og indvandrere. Lidt groft sagt ligger det i denne måde at spørge på, at hvis
vi, der ønsker at bevare og videreudvikle vor danske identitet, ikke kan komme
med en eller flere gode definitioner, er der ingen grund til at være imod
indvandringen og islamiseringen. Men denne fælde skal vi ikke lade os lokke i.
Vi har ingen pligt til at komme med definitioner. Vi har ret til at sige, at nu er vi sådan, som vi er, og at
det vil vi blive ved at være.
Men uanset alt andet er det selvfølgelig interessant at prøve at få
indkredset, hvad der er det særlige, vi danskere - i al vor forskellighed - er
fælles om, og som er den fælles bund under alle forskellighederne. Og det er jo
noget andet og mere kvalitativt end de almindelige friheds-, ligheds- og
demokrativærdier, der ofte nævnes, men som jo stort set er fælles vestlige
værdier.
En virkelig indkredsning af "det særligt danske" er mulig.
Men det vil kræve et stort antropologisk forskningsarbejde. Man skal fx
undersøge, hvordan man omgås hinanden i alle mulige sammenhænge - og så
sammenligne det med, hvordan man tilsvarende omgås hinanden i de andre nordiske
lande og i Tyskland og Storbritannien.
Det kan være i familierne, herunder ved familiefesterne (hvor det fx er
noget meget særligt dansk, at man skriver sin egne festsange med hyldest til
festens midtpunkt). Men altså også hele bord- og måltidskulturen osv.
Og det kan være den måde, man udveksler bemærkninger på, når man mødes,
eller når man står i køen ved kassebåndet.
Man kan også gå til litteraturen. Man kan fx sammenligne Adam
Oehlenschlägers digtning med tilsvarende digteres i de ovf. nævnte lande. Noget
andet er salmedigtningen. Her kan man fx sammenligne Kingo og Brorson med
tilsvarende udenlandske salmedigtere. Og så er der Grundtvig! Både som
salmedigter og i det hele taget. Jeg tror også, man ville kunne nå til
interessante resultater, hvad nutidige digtere og forfattere angår.
Et meget vigtigt område er arbejdspladserne, både i hele den offentlige
sektor (institutionerne) og i den private sektor. Her vil man nok også kunne nå
til interessante resultater. Jeg kan særligt pege på hele uddannelses- og
forskningsområdet, altså alt fra daginstitutionerne til universiteterne.
De områder, jeg kender af egen voksen erfaring, er Folkekirken og
Hæren. Og hvad begge angår, har jeg (især som slavist) et vist
erfaringsgrundlag. Jeg har siden 1990 haft et ret stærkt mellemkirkeligt engagement,
især for så vidt angår Polen og Rusland (med Kazakhstan), men også for så vidt
angår de andre nordiske lande, Tjekkiet, Slovakiet og Tyskland (herunder de
slavisktalende sorbere (vendere) i Bundesland Sachsen). Og det er helt klart,
at Den Danske Folkekirke er noget helt særligt. På alle måder og på både godt
og ondt. Og jeg var i vinterhalvåret 1976/77 feltpræst for det danske
FN-kontingent på Cypern. Her kom man virkelig til at se det særligt danske! Vi
kunne forene den danske hygge med stor militær effektivitet, hvilket tilsammen
bla. gjorde os særdeles velegnede til at dæmpe gemytterne, når det var
nødvendigt. Og jeg gjorde også interessante kirkelige erfaringer, såvel inden
for hele UNFICYP som i forhold til den lokale ortodokse kirke.
Pladsen tillader ikke, at jeg går i yderligere detaljer.
Endelig er der forholdet mellem fortid, nutid og fremtid. Det er klart,
at vi mere eller mindre kulturkonservative "identitetsdanskere"
lægger stor vægt på fortiden, hvilket for mig at se vil sige hele perioden fra
vikingetiden til i dag. Men det betyder jo ikke, at vi vil gå tilbage i
fortiden og begrave os statisk i den. Mit personlige slagord (altså også for så
vidt angår mit eget liv) er, at man ikke skal gå tilbage til sin fortid, men
have den med sig.
At være konservativ er at se
hele historien, dvs. både fortiden, nutiden og fremtiden som en helhed. Også
for os konservative bevæger tiden sig jo fra sekund til sekund. Vi går alle
hele tiden ind i fremtiden. Men til det har jeg også et slagord: Indvandringen
betyder, at vore efterkommere kommer til at leve i en anden kultur end den, der
ville have udviklet sig under naturlige omstændigheder. Og det er det, kampen
drejer sig om, retten til at leve og udvikle sig under naturlige omstændigheder
- hvilket også vil sige i en naturlig vekselvirkning med vore naboer og resten
af verden.
* *
*
INGENTING SÅ GALT ...
Om juleafslutningsgudstjenesten, der blev væk
Det er med blandede følelser, jeg hører om
den i hvert fald indtil videre afskaffede juleafslutningsgudstjeneste for
skolebørn i Græsted. På den ene side må jeg se det som endnu et eksempel på,
hvordan indvandringen skridt for skridt forandrer menneskelivet i Danmark. Men
på den anden side, det vil sige kirkeligt set, hilser jeg det velkommen, at man
nøjes med at holde lidt førjuleferiehygge i skolen (så længe man ellers kan
det). De kristne familier har jo hele juletiden at kunne gå i kirke i, og det
vil være dejligt at se nogle flere til julens gudstjenester.
Indvandringens indflydelse på menneskelivet
i Danmark var vi nogle der advarede om for allerede flere årtier siden. Men vi
fik at vide, at modtagelsen af nogle få flygtninge, da ikke kunne betyde noget.
Nu siger den samme slags mennesker triumferende, at vi må bøje os for, at vi
lever i et multikulturelt samfund.
Og de triumferende tilhængere af
indvandring og multikultur har ret. Vi lever i et multikulturelt samfund. Og
vi, der ikke vil have opdraget vore efterkommere i større og større kulturel
sterilitet, må derfor efterhånden oprette vore egne skoler og andre
institutioner. Dermed vil vi jo også kun styrke den multikultur, så mange
toneangivende mennesker gerne vil have. Men det er sørgeligt. Det bliver selv i
bedste fald et meget andet Danmark, end det ville være blevet uden indvandringen.
Men hvad lige netop de såkaldte
julegudstjenester før den 24. december angår, må jeg altså hilse beslutningen
velkommen! Jeg har altid været og vil altid være indædt modstander af førjuleri
i kirken. Og jeg ser med stor misbilligelse på, hvad der igen i år foregår af
juleri i hele adventstiden (som dermed bliver mere eller mindre udvisket).
Det er slemt nok, at juleaften er kommet
til at fylde så meget her i Danmark. At man holder en lille helligaftensandagt
i forbindelse med kimningen før både jule-, påske- og pinsedag, er OK. Men det
er altså den 25. december, der i kirkeårsmæssig forstand er Kristi fødsels dag
i hele den kristne kirke (oprindelig den romerske solguds fest, den virkelige
dato kender vi ikke), så det er meget uheldigt, at opvarmningsøvelsen den 24.
december bliver gjort til julegudstjenestEN - og at man i øvrigt har julet så
meget siden anden halvdel af november, at ingen orker at holde jul i selve
juletiden, der altså kirkeårsmæssigt set slutter med helligtrekongers dag den
6. januar.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol.
& cand. mag.
* *
*
REPUBLIKKEN, DER BLEV VÆK
Dette indlæg blev påbegyndt tirsdag den 5. december lidt efter DR2 Deadline. Jeg havde godt hørt både spotsene om "Jul i republikken" og interviewet med DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen i morges. Og jeg havde før Deadline læst noget om sagen på Nettet. Nu kom instruktør Lotte Svendsen så i Deadline i samtale med Niels Krause-Kjær.
Inden jeg går videre, må jeg oplyse,
at jeg siden midten af 1960'erne har frygtet og kritiseret, hvad jeg dengang
betegnede som "venstreorienteringen". Jeg var især kritisk over for
"de venstreorienteredes" (fra De Radikale og dele af
Socialdemokratiet og derudad) holdning til sovjetkommunismen. Men jeg var også
kritisk over for de totalitære tendenser på venstrefløjen og i de
venstreorienterede miljøer. Og når vi nu bagefter hører, hvordan det gik til i
disse miljøer, må man sige, at min kritik ikke var ubegrundet. Jeg må også
oplyse, at jeg selv af holdning er konservativ. Og man kan godt sætte både
national-, kultur- og social- foran. Der er dog først og fremmest tale om en
grundholdning, som det vil føre for vidt at komme nærmere ind på her. Det
vigtigste for mig var frihed og demokrati og retsstat. Og et stærkt forbehold
over for al slags idelogi. Og en historisk og pragmatisk holdning. Jeg er også
tilhænger af den konstitutionelt monarkiske statsform, vi har. Og nå ja, jeg er
også medlem af Dansk Folkeparti, ja, var for nogle år siden lokalformand her i
Lolland Kommune. Jeg er forresten også gammel Grundtvig-forsker med både en
licentiatafhandling (ph.d.) og en doktordisputats bag mig, men nu
"discipel af Grundtvig" som mig selv. Så har jeg nogenlunde fået
placeret mig. - Hvis man vil vide mere, kan man gå på min Facebook-profil og
min hjemmeside www.bentchristensen.dk
Og man kan søge på mine bøger på bibliotekerne og hos boghandlerne, især
saxo.com
Hvad denne julekalendersag kalder frem i mig, kunne jeg også sige meget
om. Men jeg vil for det første sige, at der er noget ved den, jeg aldeles ikke
bryder mig om. Det lugter langt væk af censur - og af frygt for det kommende
medieforlig. Hvordan man end forholder sig - på begge sider - er det ikke
sådan, man skal gøre.
Jeg bruger DR meget. Og er stort set meget tilfreds. Især med DR Radios
P1. Og jeg mener, der generelt er en fin bredde og mangfoldighed i
programmerne. Noget andet er, at der tydeligvis stadig er megen
"venstreorientering" blandt "kunstnere og intellektuelle",
og sikkert også hos mange i DR. Men hvad skal man gøre ved det?
Censur og brud på armslængdeprincippet er ikke løsningen. Så bliver vi
jo selv som vore modstandere! Hvis der i kulturlivet, herunder i DR, kan
konstateres direkte magtmisbrug, så at fx folk med almindelige mainstreamholdninger
eller højreorienterede holdninger bliver holdt ude eller underkastet censur, må
man selvfølgelig prøve at stoppe det på alle rimelige måder. Men hvis det nu
faktisk er sådan, at folk med talent ofte er venstreorienterede, så må vi andre
faktisk finde os i det. Indtil der kommer til at blæse andre holdningsmæssige
vinde, så at der kommer mere bredde i talentmassen.
Ja, det eneste, der kan bringe os videre, er, at unge talenter af sig
selv begynder at tænke på andre måder. Jeg tænker selvfølgelig ikke på sådan
noget som højreorienteret agitprop-kunst. Vorherrebevares! Nej, jeg tænker
simpelt hen på, at de nye unge begynder at forholde sig åbent og bredt til
virkeligheden.
Et legitimt middel er selvfølgelig hele idé- og kulturdebatten - som
jeg selv prøver at bidrage til. Der skal drives ideologikritik. Og det bliver
der efterhånden også gjort. I stigende omfang. Men de fleste af mainstream-
eller højrefløjsdebattørerne er ikke hverken kunstnere eller intellektuelle på
et niveau, der går højt og dybt nok. Her må vi vente. Og det afgørende er
naturligvis ikke kritikken af de andre, men hvad man selv bidrager positivt
med. - Hvilket niveau jeg selv befinder mig på, ved jeg ikke. På en måde kunne
jeg godt betegne mig selv som både kunstner (digter og tidligere
amatørjazzmusiker) og intellektuel. Men hvad det første angår, ville jeg gerne
befinde mig på et højere niveau, og hvad det andet angår, lyder en af mine
aforismer: "Jeg betegner mig aldrig som intellektuel. Jeg er i forvejen
præst - i den kristne kirke". Nu har jeg imidlertid skrevet også dette
indlæg, og så må vi ellers se.
Jeg ville give meget for at høre hele "Jul i republikken".
Jeg kunne måske blive forarget. Men jeg ville nok også more mig. I hvert fald over
en stor del af det. Jeg er meget utilfreds med, at jeg ikke kommer til at høre
denne julekalender.
Bent Christensen
forfatter, pastor
emeritus
dr. theol. &
cand. mag.
* *
*
Jeg er ked af og flov over, at vi har en så slap
statsmagt.
Kommentar i DR 2 Deadlines tråd til udsendelsen 07.11.17 (indslaget om
den såkaldte bandekonflikt).
Det er ynkeligt at høre både politikerne og kommentatorerne. Man kan få
den tanke, at de er truet af banderne! Jeg siger ikke, at jeg tror, de er det.
Men det er mærkeligt, at de står så opgivende med armene ned langs siden.
Jeg er ked af og flov over, at vi har en så slap statsmagt. Det er
utåleligt, at nogle grupper, hvis medlemmer man i vid udstrækning kender, skal
have magten i gaderne.
Jeg går ind for, at sådanne voldelige grupperinger skal forbydes - og i
det hele taget holdes nede på alle mulige måder. Og sættes i fængsel eller
samles på en øde ø.
Hvad Grundloven angår, er det
efter min mening ikke et spørgsmål om, hvorvidt sådan noget strider mod den.
Grundloven siger tværtimod klart, at organisationer, der virker ved vold, skal
opløses. Jeg ved godt, at det først og fremmest er politiske organisationer,
der er tænkt på. Og det er naturligvis endnu vigtigere. Men kriminelle bander,
der også mere eller mindre fører sig organiseret og uniformeret åbenlyst frem,
er altså også utålelige.
Endelig vil jeg sige, at jeg altid lytter til jurister og andre, der
advarer mod de utilsigtede konsekvenser af indgreb som dem, der her er tale om.
Og jeg forholder mig selv kritisk til nogle af de ting, man i sin berettigede
fortvivlelse prøver at gøre i forhold til muslimerne. Jeg går meget stærkt ind
for retsstaten og retssikkerheden. Men hvis man sætter gode politikere og
skarpe jurister sammen, vil man godt kunne få strikket noget sammen, der kun
rammer dem, der må og skal rammes.
* *
*
Vælgermødet den 18. oktober 2017
Indlæg i vor beboerforenings blad FUGLSE
BLADET oktober 2017
Måske har nogle bemærket, at jeg fører en
slags offentlig dagbog, nemlig undersiden "Erindringer - DAGBOG", på
min hjemmeside www.bentchristensen.dk Jeg skriver dog sjældent om private ting,
men så godt som udelukkende om begivenheder af professionel eller offentlig
karakter. Nogle gange er det også en kommentar. Nedenstående optegnelse er lidt
af hvert. Og egentlig ville jeg have nøjedes med at sætte den på
internetundersiden. Men Anna var med i affattelsen, og da jeg havde læst den
færdige tekst op, sagde hun, at vi burde sende den til Fuglse Bladet. Det er
underordnet, om den bliver læst før eller efter kommunalbestyrelsesvalget. Det
afgørende er jo, at der er tale om et indlæg til fordel for ikke mindst det
lokale politiske engagement - med også rent fysisk tilstedeværelse og samvær.
Og navnlig er det et opråb til de yngre og unge. Vi ved, hvor travlt de har.
Men hvis demokratiet skal bevares og styrkes, er det nødvendigt, at man
investerer tid og kræfter i det. Og som det viste sig den 18. oktober 2017, kan
man også få nogle virkelig gode oplevelser ud af det. Jeg er selv en ret ivrig Facebook-bruger,
men mennesket lever ikke af Facebook alene. På et tidspunkt vil også de unge få
trang til at være virkeligt sammen med andre mennesker.
Optegnelse i "Erindringer - DAGBOG":
Onsdag den
18. oktober 2017. - Anna og jeg var til et helt lokalt vælgermøde arrangeret af
Fuglse Beboerforening. Det var i Fuglse Beboerhus, og panelet bestod af:
Viceborgmester Henrik Høegh, Venstre. - Gruppeformand Vibeke Grave,
Socialdemokratiet. - Leo Christensen, Lokallisten. - Eric Steffensen, Dansk
Folkeparti. - Anette Egelund, Borgerlisten. - Stig Øhl var ordstyrer. - - Der
var ikke så mange deltagere, som der burde have været, og ingen helt unge. Men
det var et rigtig godt møde. Stemningen var god og fordragelig, både i panelet
og blandt tilhørerne. Det var Lolland, når det er bedst. Anna og jeg lærte
meget om vor kommune og vort lokalområde og var mere optimistiske på begges
vegne, da vi gik, end da vi kom. - Vi har meget travlt for tiden og kunne godt
være blevet hjemme, men vi havde sagt til os selv, at når vi gang på gang
siger, at demokratiet kun kan fungere, hvis man også rent fysisk deltager i de
politiske aktiviteter, ikke mindst lokalt, var det simpelt hen vor pligt at
møde op. Men bagefter følte vi meget mere end tilfredshed med, at vi havde
gjort vor pligt. Det var en lærerig, god og hyggelig folkelig begivenhed. Der
var ingen af kandidaterne, vi ville være kede af at se i kommunalbestyrelsen
efter valget den 21. november. At vi har vort eget partimæssige tilhørsforhold,
er noget andet.
* *
*
Burkaforbud og lignende er en dårlig idé
06.10.17
Jeg bliver mere og mere enig med de borgerlige superliberalister og
venstrefløjen. Af ideelle grunde. Men dernæst også af mere kyniske grunde. For
det første er det spild af tid at diskutere disse småting. For det andet sætter
det os, der er indvandrings- og islamkritiske, i en dårlig taktisk position,
hvor vi bliver tvunget i defensiven. Og for det tredje - og mest kyniske! - ser
jeg sådan på det, at jo mere synlig islam bliver i samfundet, jo mere vil modviljen
mod indvandringen og islam vokse, så vi dels kan nå frem til et stop for
indvandring fra ikke-vestlige lande, dels kan få en stærk folkelig modstand
(verbale og følelsesmæssige udtryk for modvilje) mod dem, der ikke vil indordne
sig.
* *
*
SOLIDARITET MED INGER STØJBERG
I tråden til Inger Støjbergs opslag og (udvidet) på min egen
Facebook-væg. Og med en senere kommentar.
28.09.17
Jeg opfordrer alle til at gøre som jeg. Og jeg ser på Inger Støjbergs
profil, at mange simpelt hen har delt hendes opslag af billedet med Kurt
Vestergaards tegning som baggrund på hendes iPad. Og endnu mange, mange flere
har syntes godt om. MEN i tråden til hendes opslag er der rigtignok også mange
der er imod, i mange tilfælde på en både dum og ubehagelig måde. Men nu slår
jeg altså også TEGNINGEN op her på min væg. Alle frihedselskende danskere bør
gøre det. - Her er hvad jeg har skrevet i tråden til Inger Støjbergs opslag:
"Kære Inger Støjberg! Det var modigt. Tak! - Og i solidaritet slår
jeg nu også det billede, jeg har liggende, op på min væg. - Ja, der er grund
til at være bange, men det tågesnakslør, de fleste prøver at dække sig bag, er
ulideligt. Den frygtelige sandhed, at vi har mennesker her i vort land og her i
Europa, der vil tyrannisere os, må frem i lyset. Hvad der jo i øvrigt var det
oprindelige formål med JP-tegningerne. Hvor "hån, spot og
latterliggørelse" desuden faktisk var inkluderende ment, nemlig på den
måde, at når man, som vi gammeldanskere, er rede til at tåle dette, så er man en
del af samfundet".
Jeg er spændt på, hvordan det billede, jeg har haft liggende siden
2010, vil komme til at tage sig ud. Men nu har jeg gjort, hvad jeg lige kunne.
Mens jeg hører debatten i DR 2 Deadline. Min 2010-kommentar til billedet ser
også ud til at komme med.
Gud bevare Danmark!
SENERE KOMMENTAR MED NOGLE SVAR:
Kære
alle, der har kommenteret mit opslag! - Det er naturligvis i orden, at Frode
ikke vil føle sig repræsenteret af Inger Støjberg, men det er efter min bedste
overbevisning ikke korrekt at sige "provokation for provokationens
skyld"; hun og vi, der er enige med hende, mener, der står noget afgørende
vigtigt på spil. - Og til Mogens: Ja, det er på tide at komme videre. Vi skal
en gang for alle vise, at vi ikke vil finde os i terrorist-censur. I sin tid
var USA lunken. Hvis det kommer til en ny større konfrontation nu, vil USA nok
støtte os mere. Og både hele EU og hele NATO bør også gøre det. Nok bortset fra
NATO-landet og det vel nu tidligere EU-kandidatland Tyrkiet! - Endelig til
Jonna: Som præst i Folkekirken er jeg åben og positiv over for ethvert muslimsk
menneske. (At jeg er imod den store ændring af Danmark og Europa, som
masseindvandringen allerede har medført, og som selv i bedste fald vil
fortsætte, er noget andet. Det er et folkeligt, nationalt og kulturelt
synspunkt). MEN det har aldrig været kristen teologi at lade mordere bestemme,
hvad der må siges og gøres i samfundet. - Når vi skal videre, skal det også
indebære, at vi får "grøden" ud af debatten. Det er utroligt, så
megen tågesnak der bliver fyret af, uden logisk sammenhæng og uden hensyn til
realiteterne.
* *
*
SOCIALDEMOKRATERNE OG BEKYMRINGERNE
Nu har jeg for jeg ved ikke hvilken gang hørt Christel Schaldemose tale
om, at de socialdemokratiske politikere i Europa skal blive bedre til at lytte
til folks bekymringer. Hun kan bare ikke forstå, at man kun vil stemme på dem,
hvis de virkelig SELV er bekymrede.
Først slået op på min Facebook-væg om morgenen 27.09.17.
* *
*
Vor monarkiske statsform overlever
Onsdag aften den 9. august 2017 slog jeg
nedenstående kommentar op på min egen Facebook-væg - til det P1 Debat-opslag,
jeg havde delt.
Efter at have hørt mange - nogle også meget dumme - kommentarer til
prins Henriks meget uheldige optræden har jeg ikke kunnet lade være at dele P1
Debats opslag om udsendelsen i morgen torsdag kl. 12.15. Og jeg må også her hos
mig selv ledsage det med den kommentar, jeg lige har givet det i P1
Debat-tråden:
At et medlem af kongehuset skejer ud - på den ene eller den anden måde
- ændrer ikke min tilslutning til den statsform, vi har nu. Se på de kongeliges
historie gennem tusind år!!! - Jeg hører til dem, der
beder medierne lade prins Henrik være i fred. - I øvrigt mener jeg, at det er
typisk for debatniveauet i disse år, at man blander forfatningsspørgsmålet og
kongehusets organisation sammen med det almindelige spørgsmål om ligestilling
mellem kønnene i et ægteskab. Margrethe er regerende dronning (formelt den
første hos os) og altså statsoverhoved, og det kan hendes mand aldrig blive
ligestillet med. - Hvad titulaturen angår, er spørgsmålet i høj grad af
historisk og sproglig karakter. Når kronprinsesse Mary (vel) bliver tiltalt
"Deres majestæt", når hun bliver dronning, kan man sige, at prins
Henrik også burde tiltales "Deres majestæt". Det ville jeg ikke have
noget imod. Anderledes forholder det sig med titlerne konge og dronning. I
gamle dage var det så vidt muligt en mand, der var konge. Og hans kone var
dronning = "konginde". Når en kvinde undtagelsesvis blev regent, blev
hun også kaldt dronning, regerende dronning (vi har bare aldrig før haft sådan
en i Danmark). Hvad en regerende dronnings mand angår, mangler vi simpelt hen
et ord! Man kunne for min skyld godt opfinde et. "Konge-gemal" er
efter min bedste overbevisning både grimt og (allerede dermed) umuligt. Men
hvad så? Jeg kan altså ikke lige finde et allerede eksisterende ord. Men man
kunne konstruere et. Som da H.C. Ørsted konstruerede de danske ord for hydrogen
og oxygen, nemlig brint (jf. brænde) og ilt (jf. ild). Men kan det blive
u-grimt? Her er nogle fattige forsøg: Regmand. Dronmand. Men man kunne nok lave
nogle mere kønne! Og altså med tiltalen "Deres majestæt". - Er det
endelig rigtigt, at det er noget, dronningen kan bestemme? Det kan godt være,
hun i givet fald vil have udspillet. Men det skal vel i det mindste godkendes
af regeringen og folketinget, ja, måske afvente en grundlovsændring. Med al min
respekt for monarkiet, som vi har det i dag, ville jeg i hvert fald ikke finde
mig i, at sådanne ændringer ikke skulle i det mindste godkendes af regering og
folketing - eller altså eventuelt ved hele grundlovsændringsproceduren, inkl.
en folkeafstemning. - Men prins Henrik er altså ikke ved at aflive monarkiet.
Han afliver kun sig selv. Ærgerligt nok. For han har haft mange gode og
hyggelige kvaliteter, der faktisk passede ganske godt til Danmark.
* *
*
Kunst og politik
Nedenstående er slået op på min personlige Facebook-profil,
sat på her- og omtalt på min internetunderside "Erindringer -
DAGBOG".
JEG VAR MED I P1 DEBAT
P1 Debat 18.07.17
-
P1 DEBATS FACEBOOK-OPSLAG:
Er redningsveste kunst?
Den
kinesiske kunstner Ai Weiwei har pakket Kunsthal Charlottenborg ind i
redningsveste fra flygtninge i Middelhavet – er det kunst eller politisk
agitation?
Billedhugger Jens Galschiøt har åbnet en
udstilling om religion og radikalisering i Bruxelles – er det kunst eller
venstresnoede politiske budskaber?
Filminstruktør og kunstmaler Simone Aaberg
Kern producerer krigskunst – Skal kunst og politik adskilles?
P1
Debat tirsdag 12.15
-
BC KOMMENTAR:
Mit princip er, at fx den centrale lyrik
kun skal forholde sig rent til eksistensen og ikke være bærer af et budskab til
andre. - Der kan godt skrives forkyndende digte. Men de befinder sig i
periferien i forhold til den centrale lyrik. - Noget helt andet er, at selve
ordet "kunst" og en simpel symbolik kan være en billig måde at
promovere sig selv på. Især når budskabet ligger inden for de gunstige rammer.
-
P1 DEBATS SVAR:
Hej Bent - må vi evt ringe til dig i dagens
udsendelse, ml 12.15 og 13? Ellers ring selv gerne på 70211919
-
BC SVAR PÅ DET:
Mange tak! I må meget gerne ringe på 5469 6080.
Jeg er selv en slags digter, der også laver poetik. Og jeg går meget op i disse
forhold. Alt er selvfølgelig tilladt. Men noget ligger mere i centrum end
andet. Og noget er mere plat end andet! - I øvrigt er min baggrund teologisk -
med mange år som Grundtvig-forsker (med teologisk doktorgrad), hvilket jo også
har meget med poesi og poetik at gøre. Men nu prøver jeg (som pastor emeritus)
at føre mig frem som discipel af Grundtvig og på hans skuldre. Altså på en, som
Grundtvig selv udtrykker det, til tidens tarv og vilkår passende måde, dvs.
ganske moderne. Grundtvig advarede kraftigt mod alle former for efterligning og
efterabning. - Jeg har foreløbig udgivet bla. to
digtsamlinger. - Og jeg er jo en af jeres glade og trofaste lyttere.
-
BC AFSLUTTENDE BEMÆRKNING HER:
Jeg nåede lige at komme ind i debatten,
efter at de havde ringet mig op og koblet mig på og jeg længe havde fulgt
debatten i studiet i telefonen.
Jeg snakkede som et maskingevær, da jeg
kunne se, at klokken snart var et. Og jeg nåede at få karakteriseret Jens
Galschiøt som teolog på ikke bare gymnasieelev-plan (hvad Rune Selsing havde
gjort), men på mellemskoleelev-plan (i min tid svarende til 6. til 9. kl.). Men
fik også sagt lidt, der svarede til ovenstående om forholdet mellem centrum og
periferi i kunsten. Også derved, at jeg sagde, at selvfølgelig kan man også skrive fx politiske digte. Hvad
jeg også selv gør. Det er så bare ude i periferien. Jeg fik også nævnt, at jeg
er salmedigter, og at salmer er noget helt andet en almindelig lyrik. Desuden
sagde jeg, at når man laver politisk kunst, må man finde sig i at blive
politisk modsagt. Til sidst spurgte Gitte Hansen mig (som hun havde spurgt dem
i studiet), om jeg var venstreorienteret. Hvad jeg besvarede med et kraftigt
Nej. - I forbindelse med min karakteristik af Jens Galschiøts
fundamentalisme-kunstværk fik jeg sagt, at det svarede til oplysningstidens
måde at sidestille jødedommen, kristendommen og islam på, fx i Lessings
"Nathan der Weise". Men hvis jeg havde haft mere tid, skulle jeg have
sagt, at det måske forholdt sig modsat. Lessing mente, at de tre monoteistiske
religioner i grunden var lige gode. Galschiøt mener vel, efter hvad der blev
sagt i udsendelsen, at de i grunden er lige slemme. At den ene i hvert fald
ikke har noget at lade de andre høre - og vel derfor hellere skal forlade
fundamentalismen og give sig til at leve i fred (hvilket sidste jeg jo helt kan
tilslutte mig). Men de Jesus-eksempler, der blev nævnt, var helt ude i skoven.
Galschiøt er som teologiserende kunstner virkelig på allerhøjst
mellemskoleniveau.
UDSENDELSEN KAN HØRES HER:
http://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2017-07-18
Jeg er selvfølgelig mest enig med Søren
Martinsen og Rune Selsing. Men mit egentlige anliggende i dagens sammenhæng er
altså påpegningen af, at der må skelnes mellem den centrale kunst og den
forkyndende eller propaganderende (ofte billigt platte) kunst ude i periferien.
-
TILFØJELSE (på begge de nævnte Facebook-sider
og nu, 19.07.17, her): Jeg har hørt udsendelsen igen og er først nu blevet helt
klar over, at Jens Galschiøts opstilling udtrykkeligt har både en positiv
forside/yderside og en negativ bagside/inderside. Ydersiden svarer altså til
Lessings harmoniseringsforsøg (alle de tre monoteistiske religioner er lige
gode). Men bagsiden viser - eller skulle vise - at alle tre også rummer nogle
uhyggelige, dystre og væmmelige ting. Der er bare det ved det, at hverken
jøderne eller de kristne praktiserer de uhyggelige ting i Det Gamle Testamente.
Hvortil kommer, at der ikke er sådanne lovbud i Det Nye Testamente, tværtimod.
Jesus-citatet om de ufrugtbare grene, der skal brændes, er brugt på en helt
vanvittig måde. Jesus kunne godt tale hårdt - og i tidens sprog. Men summen af
alt, hvad Jesus sagde og gjorde, er tilgivelse og kærlighed. Jo, Jesus talte
også, og altså nogle gange i tidens prog, om dommen og dommedag. Og det er jo
nødvendigt, når det Onde nu engang er en realitet i verden (hvad der ganske
vist er nogle der ikke vil indrømme). Det vil føre for vidt at komme nærmere
ind på dette her. - At den såkaldte Kristenhed rent faktisk har gjort mange
grimme og onde ting, er desværre en kendsgerning. Dybt anfægtende! Men der er
ikke noget af det, der kan føres tilbage til Det Nye Testamente, endsige til
Jesus. - Alle, der udtaler sig om kristendommen, bør begynde at gå i kirke (i
Folkekirken) hver søn- og helligdag, så de kan høre, hvad det er man samles om.
Det gælder salmerne, de bibelske læsninger, prædikenen og nadveren. Hvis de
oplever det, vil de ikke kunne udtale sig så tåbeligt og
mellemskoledrengeharmoniserende, som mange af dem gør nu.
* *
*
LØGNENS
DAG - 12. juni
12.06.17
Jeg genbrugte på min Facebook-profil min 2015-tekst
(se nf. under 12. juni 2015) om det, at et forhold mellem to af samme
køn nu kaldes et ægteskab, men med denne indledning:
Det er i dag fem år siden Dronningen autoriserede ritualet
for vielse af par af samme køn.
Jeg satte den 12. juni 2015 nedenstående
optegnelse på min internetunderside "Erindringer - DAGBOG" (og
tilsvarende på undersiden "Debat"). Og jeg genbruger den nu her i
2017. Der er ingen grund til at ændre noget eller føje noget til. Det eneste,
jeg vil sige nu, er, at jeg bliver mere og mere træt af at beskæftige mig med
denne sag. Når jeg bliver ved, er det, fordi jeg har lovet mig selv at gøre
det. De, der har vedtaget denne socialkonstruktivistiske newspeak-løgn, skal
hele tiden mindes om, at der er nogle, der ikke vil bøje sig. Her er 2015-optegnelsen:
* *
*
HAR TERROREN PÅVIRKET UK-VALGET?
09.06.17
Jeg har ikke hørt nogen sige det endnu. Men jeg har selvfølgelig ikke hørt alle kommentarer. Under alle omstændigheder siger jeg nu her, at man må spørge, om det ikke er terroranslagene og Jeremy Corbyns udtalelser om, at det (mere eller mindre) er UK, der har nedkaldt dem over sig ved at deltage i krigen mod Islamisk Stat, der har fremkaldt det meget overraskende valgresultat i UK. Da jeg hørte Corbyn sige det, opfattede jeg det umiddelbart som i hvert fald meget dristigt og måske også forræderisk. Man skal ikke bøje sig for terroren dvs. for fjendens femte kolonne i ens eget land. Men Corbyn har jo ret. Krig er krig, og fjenden vil selvfølgelig svare igen med de midler, han har. I dette tilfælde de soldater, han har i Europa, herunder UK.
Terroren og Corbyns udtalelse er det eneste nye, der er kommet til, siden Theresa May udskrev valget under indtryk af særdeles gunstige meningsmålinger! Det må i hvert fald være en meget vigtig faktor. For der er jo også de indenrigspolitiske Labour-ting. Men de har været der hele tiden.
Men det er frygteligt. Hvis vi ser
bort fra terroren her i Europa, skulle vi efter min mening holde os helt ude af
såvel Afghanistan som Mellemøsten og Nordafrika. Intet af det har haft positive
virkninger, tværtimod. Og hvorfor skal vore soldater dø og lemlæstes, når det
er de pågældende landes og områders eget problem.
* *
*
SOCIALKONSTRUKTIVISTISK NEWSPEAK-LØGN
Kommentar i Deadline-tråden, på min egen Facebook-væg og her.
Min kommentar til Deadlines diskussion 29.05.17 mellem to
tidehvervsfolk om vielse af personer af samme køn var:
Det er rigtigt, at et ægteskab, der er indgået på rådhuset, er det
samme som et ægteskab, der er indgået i kirken - og omvendt. Derfor er der for
mig lige så megen grund til at protestere mod, at et forhold mellem personer af
samme køn kaldes et ægteskab på rådhuset, som at det kaldes et ægteskab i
kirken. Jeg må som borger i det danske samfund protestere lige så meget mod det
ene, som jeg som medlem af Folkekirken protesterer mod det andet. - Min protest
er sådan set rent sproglig eller begrebsmæssig. Jeg ser det at kalde et forhold
mellem personer af samme køn et ægteskab som et eksempel på konstruktivistisk
newspeak. Det er den konstruktivistiske newspeak, jeg protesterer imod - som
imod alle de andre eksempler derpå, fx det, at kønnet skulle være en social
konstruktion. Når jeg for det meste især har protesteret mod, at personer af
samme køn kaldes ægtefolk i kirken, er det, fordi det er særlig utåleligt for
mig, at vi har en newspeak-løgn trykt i Ritualbogen. - Det registrerede
partnerskab er ikke en newspeak-løgn, men en fornuftig måde at indrette sig
efter virkeligheden på.
* *
*
P1 Debat om konfirmationen - med FB-bidrag fra mig
Fredag den 26. maj 2017 (dagen efter Kristi himmelfarts dag) handlede
P1 Debat om konfirmationen. I Facebook-opslaget skrev redaktionen:
"Er konfirmander dumme?
Gør vi konfirmanderne dummere
end de er, når vi tror, at de kun går efter grunkerne og ikke Gud, når de
bekræfter dåben i kirken? Er der flere værdier og mindre kapitalspekulation i
at blive nonfirmeret?
P1 Debattører: Jan Grønborg
præst, Mette Gramstrup præst, Lone Ree Milkær formand for Humanistisk samfund,
formand for Ateistisk selskab Anders Stjernholm, Suzette Munksgaard
projektleder i Center for Ungdomsstudier. Vært: Bente Dalsbæk. Lyttere kan
ringe ind på 70211919".
-
Min kommentar i tråden til opslaget blev citeret hen mod udsendelsens
slutning. Den lød:
"Vi skal ikke undervurdere konfirmanderne, men tværtimod sørge for
at give dem den ægte vare på største og dybeste måde. Det gælder på en helt
særlig måde præsterne, men det gælder også forældrene og alle andre. -
Ateismen/humanismen er en legitim holdning. Efter min mening det eneste
alternativ til kristendommen for moderne mennesker. Jeg har selv været ateist i
nogle af mine ungdomsår. Og jeg går ikke ud med hån og spot og platte
argumenter mod dem. Hvorfor er de så så aggressive mod os kristne?".
Anders Stjernholm svarede, at han ikke mente, han var aggressiv. Og det
var vist så det. Men jeg var selvfølgelig glad for, at min kommentar blev læst
op.
I øvrigt mener jeg, at det var en efter tidens forhold god debat. Anna
og jeg var især godt tilfredse med Suzette Munksgaard, som vi mente sagde mange
gode og interessante ting, især ting, der viste, at man gør forkert, når man
undervurderer konfirmanderne. (Jeg har selv undervist og konfirmeret konfirmander
1971-2003). Annas og min kommentar her i køkkenet var, at vi måske nok har
skrabet bunden, men at det så kun kan gå fremad, ja, på flere måder er begyndt
at gøre det.
Om de to præster vil jeg sige, at de på én måde svarede godt for sig,
men på en anden måde var for svage. Om trosbekendelsen burde de have sagt, at
den er en historisk tekst, som man ikke skal ændre i, men som man til gengæld
hele tiden må prøve at forholde sig til og udlægge, som man hver især bedst
kan. Hvad de jo faktisk også sagde. Jeg er pudsigt nok selv ved at udgive en
bog med titlen "Mit teologiske testamente. Dogmatik og
betragtninger". (Vil nok være tilgængelig på Saxo Publish om nogle uger).
I denne bogs første del udlægger jeg hele den apostolske trosbekendelse (med
inddragelse af dele af den nikænske). Og jeg gør det under mit motto
"traditionalist til tiden". Et gennemgående træk er, at jeg ofte
taler om "den kristne påstand" og tager al tvivl og anfægtelse og
alle indvendinger alvorligt. Men jeg skelner med min store lærefader Grundtvig
mellem spørgsmålet om kristendommens sandhed (er der dækning for påstanden,
hvilket først vil vise sig indiskutabelt ved verdens ende) og spørgsmålet
"hvad går den sande kristendom ud på". Og hvad det sidste angår,
siger jeg, at vi jo har Bibelen og de oldkirkelige bekendelser samt Luthers
Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse (Folkekirkens
bekendelsesskrifter), og at vi deri kan se en bestemt kerne og en bestemt
struktur, som vi uanset alle forskellige forestillinger og tanker må holde fast
ved, hvis vi ønsker at være kristne - eller prøve på at være det. - Men selv om
Trosbekendelsen ikke skal skrives om, kan vi jo godt prøve at parafrasere den.
Det har man også gjort. I min salmesamling "Salmer. Evangeliesalmer og
andet til alle søn- og helligdage" (2015) har jeg selv gjort dette forsøg
på at gendigte Den Apostolske Trosbekendelse:
TROSBEKENDELSEN GENDIGTET
Mel.: Op til Guds hus vi gå (DDK 447)
Vi vender ryggen til,
hvad Løgne-Magten vil,
og kaster os mod Gud:
Fri os fra ondskab ud!
Vi tror på Altings Grund
og siger med vor mund
helt barnligt: Kære Far,
fra dig vi livet har!
Vi tror på Sandheds Magt,
al mening evigt sagt;
du kom og blev vor Bror;
Maria var din mor!
Du gik den hårde vej,
alt vort tog du på dig,
igennem synd og død
du udvej for os brød!
Fra døden stod du op
og viste os din krop;
vi håber, det er sandt,
at liv og sandhed vandt!
Vi ser dig ikke mer,
dog er du stadig her;
for overalt er du,
i evighed og nu!
Når verden er forbi,
og tiden lukkes i,
da kommer du igen
som dommer og som ven!
Vi tror på Sandheds Ånd
som Kærlighedens bånd,
som Søn og Fader her,
i ordets kraft os nær!
Guds legeme er vi,
som Ånden lever i;
det store folk på jord,
der samles af Guds ord!
For skyld vi kendes fri,
og livet er deri;
når døden lægges ned
er glæden evighed!
2002
Ja, de, der kender mig, ved, at jeg ynder at skrive lange indlæg. Men
det er jo alvor for mig. Jeg er stadig præst, selv om jeg nu er pensioneret.
Derfor vil jeg heller ikke undskylde, at jeg faktisk reklamerer for de her
omtalte to bøger. Jeg har ikke skrevet dem for sjov og kan kun ønske, at disse
mine bidrag bliver kendt og læst - og brugt.
Med førpinse-hilsen til alle
Bent Christensen
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
+45 5469 6080
bc@bentchristensen.dk
www.bentchristensen.dk
* *
*
Nu kludrer Marie Krarup igen
Den kristne mission skal ikke spændes for nogen som helst
politisk vogn. Men den kristne kirkes karakter og universalitet står over alt
andet.
Sendt til Kristeligt Dagblad 24.05.17. Men ikke optaget. Slået op på
min Facebook-væg 02.06.17.
Ifølge TV2’s hjemmeside har Marie Krarup (DF) (som jeg allerede kritiserer
for hendes Rusland-politik) sagt, at der snarere (end for et øget
NATO-engagement i Irak og Syrien) er "behov for egentlig kristen
missionering blandt muslimer, der befinder sig i Danmark". Og hun siger,
at staten måske kan støtte yderligere kirkelige missionsaktiviteter.
Men selv om det selvfølgelig vil være godt for både (og først og
fremmest) muslimerne selv og os andre, hvis de bliver kristne, må jeg som
kristen sige klart fra her. Den kristne mission skal ikke besudles ved at blive
spændt for nogen som helst politisk vogn!
Dette er den første og vigtigste grund til, at jeg må afvise og stærkt
kritisere Marie Krarups forslag. Men der er jo også flere andre grunde til, at
vi må træde varsomt, når vi forkynder Kristus for muslimerne - hvad vi dog
selvfølgelig skal. Vi må føre Evangeliet frem og prøve at være et godt eksempel
ved vor måde at leve som kristne på. Uden at lade den ene hånd vide, hvad den
anden gør! Og vi må sige til hver enkelt muslim, at hvis han eller hun kommer
til tro på Jesus Kristus eller ønsker at vide mere, skal han/hun være
hjerteligt velkommen. Jeg er stærkt imod den store muslimske tilstedeværelse i
Danmark (hvad der jo gør missionen vanskelig for mig), men jeg kan som kristen
ikke sige til nogen, heller ikke til nogen muslim, at han/hun ikke er velkommen
i den kristne menighed. (Jeg ser her bort fra den mulighed, at der kunne være
tale om bekvemmeligheds- og på skrømt-konversioner). Den kristne kirkes
karakter og universalitet står over alt andet.
Det militære engagement i Irak og Syrien er jeg i øvrigt også imod. Det
er de mellemøstlige landes problem. Vi skal trække os ud (også af det håbløse
afghanske projekt) og bruge kræfterne på at lukke Europas grænser for muslimsk
indvandring.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* *
*
Jeg brækker mig ikke
Dagen efter
terrorhandlingen i Manchester den 22. maj 2017 skrev jeg denne aforisme, som
jeg både slog op på min Facebook-væg og satte i manuskriptet til min samling Nye digte og aforismer, som formodentlig
vil blive udgivet i 2018:
Jeg brækker mig ikke over politikernes udtalelser, når der har været en
islamistisk terrorhandling. Jeg slukker, inden de begynder.
Og senere
satte jeg dette i tråden under opslaget:
I
øvrigt mener jeg, at vi skal holde os ude af krigen mod Islamisk Stat i Irak og
Syrien. Ligesom jeg i sin tid advarede mod, at vi gik med i Irak-krigen - som
jo er årsagen til, at IS kunne vinde frem i Irak. Jeg støtter præsident Trump,
der siger, at det er dem i regionen, der skal gå forrest. Det er deres problem.
Men jeg skærper altså standpunktet, idet jeg siger sådan. De må selv ligge og
rode med det. Vi skal også ud af Afghanistan. Det er et håbløst projekt. - I
stedet skal vi bruge kræfterne på at lukke Europas og Danmarks grænser for
indvandring fra muslimske lande.
* *
*
Nej, vi skal ikke sende flere soldater
Torsdag den 11. maj 2017 annoncerede P1 Debat sin udsendelse således på
sin Facebook-side:
Skal
vi sende flere soldater til Afghanistan?
Danmark har fået en amerikansk forespørgsel
om at sende flere soldater til Afghanistan, og regeringen med Claus Hjort
Frederiksen i spidsen har sagt ja. Den danske indsats i Afghanistan har varet
15 år, kostet 13 milliarder og har involveret hele 750 danske soldater. Er det
den rigtige beslutning at fortsætte det, som kritikerne betegner som ”den
uendelige krig”?
Min kommentar var:
Jeg mener, at alt, hvad vi har gjort, er slået fejl. Vi skulle aldrig
have involveret os i Afghanistan på denne måde. Et håbløst projekt. Det minder
mig om Vietnam. USA (og andre) prøvede at støtte Sydvietnam, som havde en stor
og veludrustet hær. Men de ønskede ikke at kæmpe for friheden. (At det
nuværende Vietnam nok har en fremtid, er en anden sag. Mon det kunne være endt
sådan, hvis man bare havde ladet Nordvietnam og Viet Cong vinde?). Hvad
Afghanistan angår, er det underligt, at det kun er Taleban, der kæmper godt. De
afghanske regeringsstyrker skulle vel være lige så gode soldater. Dette gamle,
uovervindelige krigerfolk! Irak-krigen, som jeg i sin tid advarede kraftigt
mod, var en katastrofe, Den førte til IS. Og Libyen! Vi skal holde os væk og
lade de pågældende befolkninger selv finde ud af, hvad de vil. I stedet skal vi
bruge kræfterne på at beskytte Europas grænser og på at udvikle alternativer
til olien.
* *
*
SÆNK KONGEHUSET?
Dette var titlen på P1 Debat den 5. maj 2017, og jeg satte nedenstående
kommentar i tråden til programopslaget på Facebook og slog det derefter op på
min egen væg:
De republikanske småargumenter er ligegyldige. Enten ønsker vi et
monarki som det nuværende, eller også ønsker vi det ikke. Alternativet er vel
et præsidentembede som det tyske. Og det kunne jeg godt leve med. Men jeg
foretrækker det konstitutionelle monarki, vi har. Det er først og fremmest et
stort nationalt symbol, et symbol på nationen gennem tusind år og ind i
fremtiden. Men det er også statsmagtens symbol, et udtryk for, at alle
politikere og ansatte i staten tjener nationen. Ordet minister betyder tjener.
Derfor er dronningerunden noget af det allervigtigste. Men det er også praktisk
- og demokratiunderstøttende, - at processen frem mod en regeringsdannelse
foregår i forhold til en sådan uvildig instans med dygtige folk til at sikre,
at alt går rigtigt til. Det samme gælder det, at Dronningen skal underskrive
lovene og udnævne ministre og højere TJENESTE-mænd. Så er der alle de
situationer, hvor vi møder de kongelige. Her dyrker vi også nationen - og
dermed os selv. Ja, vi dyrker os selv i symbolet. - Da jeg blev promoveret til
dr. theol. ved Københavns Universitet, indebar dette også et håndtryk fra
dronningen. Det var godt. Det eneste, der ærgrede mig, var, at jeg glemte at
bukke for hende. Dagen efter læste jeg i avisen, at i hvert fald flere af de
kvindelige doktorer (som vel alle de øvrige mandlige) havde bukket (ikke
nejet). Men som eneste dr. theol. var jeg jo den første! Jeg tror, Hendes
Majestæt har tilgivet mig. Men det ærgrer mig, hvis man har troet, jeg var
republikaner!
* *
*
En 1. maj-hilsen
Den
1. maj 2017 slog jeg nedenstående op på min Facebook-væg. - Og der kom en TILFØJELSE i anledning af, at min kommentar til P1
Debats opslag om deres særlige 1. maj-udsendelse var blevet læst op. Denne tilføjelse
står nu allernederst i teksten her.
GENOPSLAG - en 1. maj-hilsen
Da jeg lige nu bruger al min tid på anden produktion, har jeg ikke fået
skrevet et nyt digt til denne uge. Men jeg kan så passende genbruge dette fra
"Digte og aforismer 1966-2016":
1. MAJ 2009
Denne dag blev måske valgt tilfældigt
men det er jo også den første dag
i den sidste forårsmåned
allerede forsommer
med gode muligheder for godt demonstrationsvejr
dybere set et håbets punkt
nu lysner det brødre
det somres
vi ville indtage vor plads i solen
sælge mindre af vort livs tid
og få mere for det
ikke kun penge
også agtelsen
det er jo os der laver det alt sammen
man kan sige vi ville være medborgere
men vi ville også have vort eget liv frem
arbejderkultur sagde vi
det blev det dog ikke rigtig til noget med
så vi må nøjes med at være medborgere
heller ikke så ringe endda
selv om nogle selvfølgelig er mere med end andre
og mand og mand imellem
især på arbejdspladserne
har vi da vor egen omgangsform
og vort eget sprog
det er ikke helt ad helvede til
men det kan blive noget i den retning
når nogle bliver funktionærer
solidariske med sig selv
og andre bliver sat ud af funktion.
01/02.05.09.
Trykt i "Digte og aforismer 1966-2016".
-
Og i KOMMENTARFELT skrev jeg:
1. MAJ - PLIGT OG RET TIL AT FEJRE
Det er især slutredigeringen af "Mit teologiske testamente.
Dogmatik og betragtninger", der tager al min tid. For den SKAL altså ud i
denne måned!
Men det er heller ikke så dårligt, at jeg på denne måde får givet mit
bidrag til 1. maj. Jeg havde i går en samtale med en om 1. maj og grundlovsdag
som fridage. Vi var enige om, at begge bør være fridage. Vi gik begge stærkt
ind for såvel fagbevægelsen (og i det hele taget lønmodtagerorganisationerne)
som Grundloven. Og vi så begge trusler i horisonten mod lønmodtagerne og
demokratiet.
Vi var også enige om, at forholdene er anderledes nu end i forrige
århundrede. Det betyder, at mange ting må gøres på nye måder, fx på den måde,
at der bliver større afstand mellem lønmodtagerorganisationerne og bestemte
politiske partier. Jeg kan dog ikke se, hvordan man kan komme uden om et aktivt
engagement med også ens krops fysiske tilstedeværelse i såvel
lønmodtagerorganisationer som vælgerforeninger.
Jeg har TV2 News gående, mens jeg sidder og skriver dette. De er fyldt
af 1. maj. Men de får mig til at tænke på, hvor grænsen går mellem dem, der har
både pligt og ret til at fejre 1. maj, og dem, der ikke har, ja, måske hører
til på modstandersiden. Har statsminister Lars Løkke Rasmussen ret til at klage
over, at han er lukket ude af det gode selskab? Mange arbejdere stemmer faktisk
på hans parti? Men kan vi andre ikke også mene, at Venstre og de andre
borgerlige partier i høj grad varetager kapitalens interesser?
Hvor står jeg selv? Jeg har altid været medlem af Akademikernes
Centralorganisation? Og det er da en lønmodtagerorganisation. Men ville en af
vore få lov til at tale ved en 1. maj-demonstration? Og ville det være
rimeligt? - Måske skal problemet løses derved, at 1. maj forbeholdes dem, der
på nogen måde kan kaldes det 20. århundredes arbejderklasses efterkommere. Og
at vi andre lønmodtagere står solidarisk på sidelinjen. Man kunne også sige, at
alle, der af et ærligt hjerte følte sig berettiget og forpligtet til at fejre
1. maj, kunne gøre det, selv om det ikke i alle tilfælde blev på samme sted.
Det afgørende er, at ikke bare uligheden, men også kapitalens magt
bogstavelig talt er en stor udfordring i vor tid, og at dette bør få alle os,
der ikke repræsenterer kapitalen, til at forene os - selv om det nok vil blive
med en vis opdeling.
Til sidst vil jeg udtrykke min glæde over, at jeg er PRÆST, altså
tilhører "den gejstlige stand" (selv om denne betegnelse betød noget
andet i sin tid). I dag betyder det at være præst, at man faktisk står noget
uden for det hele, ja, perspektivmæssigt lidt over det hele. Men derfra kan man
så også betragte det hele. Og derfra kan jeg ønske alle rette vedkommende en
god 1. maj!
TILFØJELSE. Klokken ca. 13 kunne jeg sætte nedenstående i en ny
kommentarfelt i min egen tråd (men altså fra P1 Debat-tråden).
Og jeg
var igen i P1 Debat! - Programmet spurgte i sit FB-opslag: "Hvem er dit
arbejderparti?". - I et kommentarfelt havde jeg svaret:
"Mit arbejderparti er DF - som jeg gerne ser i tæt samarbejde med et
Henrik Sass Larsen-Socialdemokratiet. - Både rød og blå blok er døde. Hvis
Socialdemokratiet flytter sig tilstrækkeligt på det fremmedpolitiske område og
dermed løsgør sig fra De Radikale, vil en socialdemokratisk mindretalsregering
kunne være en god mulighed efter næste valg".
På et tidspunkt blev denne kommentar læst op og forelagt panelet. Mit svar i
FB-svarfeltet var:
"Tak for, at denne kommentar blev citeret og kommenteret i udsendelsen!
Jeg havde dog gerne hørt mere om muligheden af en socialdemokratisk (fra
Radikale løsgjort, men af DF støttet) mindretalsregering. - Jeg ville også
gerne have hørt, om nogle mente, blokkene stadig var i live".
* *
*
DET HANDLER IKKE OM GUD, MEN OM TERROR
Min deltagelse i P1
Debat om blasfemiparagraffen 27.04.17 - med til slut et forslag til en mere
ærlig version af § 140 i den danske straffelov
P1 Debats
Facebook-opslag om udsendelsen blev annonceret således:
"Er
blasfemiparagraffen godt for noget? PET siger, at det er skidt for sikkerheden
at afskaffe blasfemiparagraffen. Internationale organisationer siger, at i den
globale kamp for ytringsfrihed, sender det et forkert signal at beholde den.
Skal blasfemiparagraffen beskytte de religiøse følelser eller skærme os andre
fra de krænkedes vrede? Kan den overhovedet bruges til noget?".
Min deltagelse i
debatten begyndte med, at jeg satte denne i tråden til opslaget om udsendelsen:
"Undskyld, jeg citerer mig selv, men her er en af mine aforismer:
‘På Christian IV’s tid lovgav man mod blasfemi og den slags for ikke at påkalde
sig Guds vrede og straf. Nu gør man det for ikke at påkalde sig terrorangreb’".
Og så kom denne
fra redaktionen:
" P1 Debat - DR Bent Christensen Vil
du ikke ringe ind i dag med den pointe, Bent?".
Men da jeg midt
i udsendelsen fik en længere og vigtig telefonsamtale, så jeg først denne
opfordring kl. ca. 12.50. Jeg skyndte mig imidlertid at ringe ind og nåede lige
at komme med. Jeg nåede at læse min aforisme op - og mener, jeg fik tilføjet
noget i retning af, at det i virkeligheden er hele denne diskussion, der er
gudsbespottelig, da den jo intet har med Gud at gøre, kun med frygten for
terror. - Men interesserede kan nå at høre det på Nettet eller ved en genudsendelse.
Jeg skal selv høre hele udsendelsen, da jeg jo gik glip af den midterste del.
Der var også en,
der kommenterede min aforisme i Facebook-tråden med disse kloge ord:
"Sludder,
blasfemiparagraffen blev indført i 1866, da havde man vist ikke lige muslimerne
i tankerne".
Hertil svarede
jeg:
"Jeg har
ikke undersøgt det, men jeg er sikker på, at der altid, også før 1866, har
været forbud mod blasfemi, altså vel at mærke for ikke at spotte Gud og
nedkalde hans vrede og straf over landet. Og min pointe er, at diskussionen i
dag intet har med Gud at gøre, men med krænkelseskulturen og frygt for terror.
Diskussionen er med andre ord latterlig!".
Efter
udsendelsen nåede jeg - i stor hast, inden jeg skulle til en aftale i Maribo -
at skrive:
" P1 Debat - DR - Tak for opfordringen! Jeg havde en telefonsamtale midt i
udsendelsen, men nåede det lige. Og jeg gentager, hvad jeg også nåede at få
sagt, nemlig at hele situationen og diskussionen om denne paragraf selv nærmer
sig det gudsbespottelige. Det, man diskuterer, har jo intet med Gud at gøre,
men kun med frygt for terror og uro og voldelighed. - Jeg er pensioneret
folkekirkepræst, men for min skyld kan man brænde bjerge af Bibler af i sine
baghaver eller på torvene. Jeg kommer i hvert fald ikke med hverken kniv, gevær
eller bombe. - Men nu skal jeg i byen".
Da jeg var
kommet hjem, gav jeg mig til at søge efter eksempler på ældre lovgivning mod
blasfemi, og jeg fandt dette referat af "blasfemiparagraffen" i
Danske Lov fra 1683: "Spotte Gud eller Bibelen: Forbryderens tunge skæres
af. Herefter halshugges han, og tungen sættes på en stage".
Jeg fandt ikke
noget direkte om blasfemilovgivning fra Christian IV’s tid (regerede
1588-1648). Men indirekte fremgår det, at der også i hans tid har været forbud
mod gudsbespottelse, ja, bare mod afvigelser fra den rette lære. Og hans
positive motto er velkendt: "Regna firmat pietas" (fromhed styrker
rigerne). I gamle dage var man simpelt hen bange for at nedkalde Guds straf
over lande og riger. Jeg er sikker på, at der helt tilbage fra Harald Blåtands
tid (regerede ca. 958-987) har været strenge straffe for gudsbespttelse. Jeg
tror også helt bestemt, at der før den tid har været forbud mod bespottelse af
de gamle nordiske guder. Sådan har det altid været. Men det var altså Gud eller
guderne, man var bange for at krænke!
Jeg har ikke tid
til at søge efter mere nu. Men referatet af "blasfemiparagraffen" i
Danske Lov må også være nok.
KONKLUSION: Som
kristen præst kan jeg naturligvis ikke billige, at man spotter Gud. Men det må enhver
afgøre med sin samvittighed. Og hvis Gud selv skulle have lyst til at straffe
dem, der spotter ham, er det også hans afgørelse! I det moderne samfund kan det
ikke nytte noget at have en blasfemiparagraf, da den jo kun bliver brugt rent
politisk. Det mest ærlige ville være, at man skrev § 140 i den danske
straffelov om, så den kom til at lyde: "Den, der offentligt driver spot
med islam eller fornærmer herboende muslimer eller muslimer ude i verden,
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder".
* *
*
Kødspisning
er nok en indrømmelse til virkeligheden
Kommentar i tråden til P1
Debats Facebook-opslag "Bliver kødspiserne de næste rygere?"
27.03.17.
Jo mere jeg omgås min søns
hunde, som ofte er på ferie her, og "teologiserer" over slægtskabet
mellem dem og mig, jo mere tænker jeg (også helt uden "hundeteologi")
over, hvad det egentlig er man gør, når man spiser (især) pattedyr. Jeg skriver
faktisk en del om det i "Mit teologiske testamente. Dogmatik og betragtninger",
som jeg agter at udgive inden så længe. Jeg henviser bla. til 1 Mos 1,29-30,
hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at det fra begyndelsen ikke var meningen, at
mennesker skulle spise dyr, eller at dyrene skulle æde hinanden. Alle skulle
kun spise planter. Man kan også tænke på profetien i Es 11,7: "Og løven
æder strå som oksen". Men ellers spises der jo kød i hele Bibelen. Jøderne
var et hyrdefolk! Og de ofrede lam m.m. til Herren. Man må gå ud fra, at Jesus
også har spist lammekød fx skærtorsdag aften. Og i det hele taget (selv om det
vist kun er fisk, der udtrykkeligt nævnes). - Jeg er af den opfattelse, at det,
at vi spiser kød, er en del af virkeligheden her i den faldne verden. En af
mange "indrømmelser" til virkeligheden. Så jeg bliver ved. I hvert
fald indtil videre. (Den måde, vi behandler dyrene på, er naturligvis også en
del af problematikken). - MEN når det kommer til ressource argumenterne, kan
jeg ikke være med. Der skal simpelt hen være færre mennesker på jorden! Hvad
der også skal af mange andre grunde. Og som teolog kan jeg naturligvis også se
pseudoreligiøsiteten i denne og flere andre sammenhænge. Jeg må afvise disse
former for selvplageri og gerningsretfærdighed.
* *
*
LONDON 22. MARTS
Slået op på min Facebook-væg og sat på her 23.03.17.
Uanset alt, hvad der ellers vil kunne siges - og vi ved jo ikke alt
endnu - må ens tanker gå til ofrene for det, der skete ved det britiske
parlament, og deres pårørende.
Og det, der er sket, må tale for sig selv, efterhånden som det bliver
opklaret.
Men hvad terroren generelt angår, hvad enten
den er stærkt organiseret, eller den er udført af selvradikaliserede ensomme
ulve, skurrer det lidt i mine ører, når vore politikere og andre, der ytrer
sig, taler om den meningsløse vold mod uskyldige mennesker. Vi er jo i krig!
Danmark har fx nogle hundrede soldater indsat i kampen mod Islamisk Stat. Og
vore modstandere svarer igen med de midler, de har, hvilket ikke skulle kunne
overraske os. Det, der adskiller denne krig fra andre slags krige, er, at
fjenden denne gang også har sine soldater placeret rundt omkring inde i vore
lande.
SENERE NOTE (indsat ved 15-tiden 23.03.17):
ISLAMISK STAT SIGER NU, AT DET VAR EN AF DERES SOLDATER. - I flere medier oplyses det nu, at Islamisk
Stat har taget ansvaret for terrorhandlingen i London i går. Og i de tekster,
jeg har set, siger IS udtrykkeligt, at det er en af deres soldater, der har
udført handlingen. Her er en AP-tekst (The Associated Press) fra kl. 13.22:
"Islamic State group says through its Aaamaq
news agency that the London attacker was a 'soldier of the Islamic
State'".
* *
*
DETTE ER NOK MIN ENDELIGE
FREMMEDPOLITISKE ERKLÆRING
Det er allerede meget sent. 21,6 % af alle nyfødte børn i Danmark har nu
en mor, der enten er indvandrer eller efterkommer. Men vi kan i hvert fald gøre
følgende:
1. Vi skal både nationalt og europæisk stræbe mod et totalt stop for
enhver form for indvandring, altså også af flygtninge, der jo næsten altid
ender som indvandrere. Og jeg gentager: Både nationalt og europæisk! På længere
sigt hjælper selv de mest hermetisk lukkede danske grænser intet, hvis resten
af Europa er blevet Eurabia. Men så længe ikke hele EU vil, må vi i hvert fald
lukke de danske grænser; det er også en del af presset på EU. Selvfølgelig med
en hel del nødvendige undtagelser.
2. De mange millioner ulykkelige flygtninge og andre ulykkelige
mennesker ude i verden er et FN- og verdenssamfundsanliggende. - Det kan være,
det bliver nødvendigt at oprette et "De Demokratiske Landes
Fællesskab". - Danmark og EU skal selvfølgelig give et stort bidrag til
både intelligente og effektive løsninger. Såvel den almindelige
udviklingsbistand som de forskellige forsøg på militær indgriben er jo i vidt
omfang slået fejl. Det bliver ikke let. Men at flytte millionvis af disse
mennesker til Europa er ikke en løsning. Det vil føre til den ene og/eller
anden form for katastrofe. Til gengæld skal det med at hjælpe ude i verden (i
det omfang, det overhovedet er muligt) ikke bare være noget, man siger. Det
skal gøres. Af verdenssamfundet. Men med store bidrag fra Danmark og EU.
3. Internt i Danmark, og helst i hele Europa, skal der være totalt ens
rettigheder og pligter for alle. Alle former for, hvad jeg kalder
"insektsex-chikane", skal ophøre. Alle, især alle statsborgere, skal
have lov at gøre, hvad de vil. Vi skal ikke pille ved vore retsprincipper. Og i
det hele taget ikke ændre noget som helst. Vi danskere
eller i det hele taget europæere skal således heller ikke
"integreres". De mennesker med udenlandsk baggrund, der opholder sig
her, må selv finde ud af, hvad de vil. Men selvfølgelig alt inden for lovens
grænser.
4. Men der skal kun tildeles statsborgerskab i stærkt begrænset omfang.
Og dobbelt statsborgerskab skal afskaffes.
Disse fire punkter er den mest renfærdige løsning. De diskriminerer ikke
- heller ikke os danskere/europæere. Nogle vil selvfølgelig hævde, at et totalt
indvandringsstop med nødvendige undtagelser vil blive diskriminerende. Men det
er altså ikke sådan, at alle bare kan slå sig ned, hvor de vil. Og det er de
interne forhold i Danmark og Europa, jeg tænker på, når jeg siger, at ingen
skal diskrimineres eller have hverken negativ eller positiv særbehandling. - Og
så må det vise sig, hvad der sker. Det er måske endnu ikke for sent. - De, der
ikke går ind for det, jeg siger her, eller måske ligefrem af egne ideologiske
grunde ønsker noget helt andet, vil efter min bedste overbevisning pådrage sig
et meget stort ansvar. Historien vil dømme dem.
20.03.17
* *
*
ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM
Jeg slog lørdag den 18. marts 2017
nedenstående op på min Facebook-væg, inden jeg efter min sædvane slog min salme
til søndagen op (i dette tilfælde et lille faste-lovprisningsvers til at synge
før evangelielæsningen på 3. søndag i fasten efter første tekstrække).
ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM: Nogle af mine venner og besøgende vil nok spørge, hvordan det kan gå til, at jeg i ugens løb nogle gange kan slå noget op, hvor jeg erklærer mig for et totalt stop for al indvandring til Danmark (selvfølgelig med nødvendige undtagelser), for så om lørdagen (i dag lidt senere) at slå en salme eller et salme-vers op og dermed føre mig frem som kristen præst og teolog. Og jeg kender også godt selv spørgsmålet, tænker faktisk over det hver dag. Men jeg er overbevist om, at jeg med min modstand mod den nuværende indvandrings, dvs. "befolkningsudskiftnings", fortsættelse gør det gode. En fortsættelse vil føre til den ene eller den anden form for katastrofe i Europa og Danmark - uden at hjælpe de mange mennesker i nød ude i verden, tværtimod, for hvem skal så hjælpe dem? Flygtninge- og overbefolkningssituationen ude i verden er et FN- eller verdenssamfundsanliggende. Men vi i Danmark og Europa skal selvfølgelig være aktivt og stærkt med. På en intelligent og effektiv måde. Mere vil jeg ikke sige her. Og jeg må for min egen og min egen litterære produktions skyld prøve at begrænse min deltagelse i debatten. - Det eneste, jeg til slut vil sige, er, at en af mine bedste venner er blevet meget fortørnet over min brug af ordet "befolkningsudskiftning". Jeg har prøvet at forklare ham og hans andre venner, at jeg selvfølgelig ikke dermed påstår, at vi danskere bliver deporteret, men at det er et kort og stærkt billedord, der bla. henviser til Danmarks Statistiks oplysning om, at 21,6 % af alle nyfødte nu har en mor med udenlandsk baggrund, så at det altså kun er et spørgsmål om ret kort tid, før de etniske danskere, hvis udviklingen fortsætter, bliver et mindretal i deres eget land. Det har ikke overbevist ham. Men selve sagen er den samme. Nogle, som fx Zenia Stampe og Sherin Khankan, synes ligefrem, det er en god og berigende udvikling. Men nu må vi se. Civilisationer er før gået ned. Og vi kristne har før levet som mindretal, oven i købet stærkt forfulgte mindretal - som det i dette øjeblik er tilfældet for mine kristne brødre og søstre i flere muslimske lande. - Min samvittighed er altså ret god. Men jeg frygter det værste, især for mine efterkommere. - Men i morgen er det søndag, og den vil jeg fejre med glæde. Jeg skal være organist i to kirker på Falster. Jeg ønsker også alle mine venner og besøgende her en god 3. søndag i fasten!
* *
*
TO BEMÆRKNINGER I MARTS
2017.
Om
det kulturelle folkeselvmord og om Tyrkiet i Europa.
1.
Min ugens aforisme, uge 11 2017
Man kunne kalde det, der sker som følge af masseindvandringen, et
kulturelt folkedrab. Men det er ikke helt rigtigt. Det er ikke drab. Det er
selvmord.
Skrevet, sat på min Facebook-væg og sat på her
13.03.17.
2.
Kommentar i P1 Debat-tråd
Søndag den 12. marts 2017 handlede P1 Debats Søndagsfrokosten bla. om
spørgsmålet "Er Holland racistisk og hollænderne fascistiske, når de
nægter tyrkiske ministre at holde valgmøder i Holland?". Jeg satte denne
kommentar ind i en af trådene til debatten på P1 Debats Facebook-side:
Jeg venter stadig på at høre, hvad eksperterne i international ret
siger. Enten er det legalt, at en udenlandsk politiker opererer i et andet
land, eller også er det ikke legalt. - Men i øvrigt har Geert Wilders vel ret,
når han betegner det, der sker i Tyrkiet, som islamofascisme. Så vidt jeg kan
se, svarer det til, hvad Hitler gjorde i 1933.
* *
*
Kan DF's tilnærmelse til S
række helt ud til EL?
Først i Deadline-tråd og på min egen Facebook-profil, men nu 04.03.17
her på "Debat".
Natten mellem 3/3 og 4/3 2017 kommenterede jeg Deadlines indslag om
blandt andet Enhedslistens (repræsenteret ved Maria Gjerding) stilling i
forhold til optøjerne i København på tiårsdagen for rydningen af Ungdomshuset.
Jeg bringer her min oprindelige kommentar, min tilføjelse og et par af mine
svar til dem, der besvarede mine ting.
-
KOMMENTAR TIL DR 2
DEADLINE 03.03.17: Enhedslisten er blevet bovlam.
Med bla. Maria Gjerding, EL.
Hvis jeg kan være sikker på, at Enhedslisten går 100 % ind for frihed og
parlamentarisk demokrati (og altså forsager alt, hvad der bare ligner
marxismen-leninismen), vil jeg godt kunne samarbejde med dem. For en halv snes
år siden, mens jeg var lokalformand for DF i Lolland Kommune, sagde jeg fra
talerstolen på DF's årsmøde, at vi måtte lade det komme an på en prøve, om Marx
havde ret i, at kapitalen ikke kan styres ad parlamentarisk demokratisk vej.
Der må ikke være noget over eller ved siden af folkestyret. Jeg vil ikke have
ideologi. Jeg er pragmatisk social-konservativ. Men vi skal have teori og
viden. Vi skal have folk, der ved, hvordan vi kan styre kapitalen. Vi skal have
en helt ny forskning og debat. Privat erhvervsliv virker. Men det skal virke i
tjeneste for folket. Vi skal have genoplivet fagbevægelsen. Også
internationalt. Og vi skal have genoplivet vælgerforeningerne. Vi skal have
opstillet folk, der virkelig repræsenterer den del af folket, som de pågældende
partimedlemmer er en del af. Osv. Der er meget at gå i gang med. - Tilnærmelsen
mellem DF og S kan også komme til at omfatte SF og EL. Det er et spørgsmål om
at sætte folkets vel over ideologien. - Og jeg kunne blive ved. Lad os se, om
der kan komme noget virkeligt nyt og virkelig nødvendigt i gang.
-
TILFØJELSE:
Hvis vi ellers er enige om det med frihed og demokrati, vil det største
problem være fremmedpolitikken. Her har Enhedslisten en kosmopolitisk og
multikulturalistisk holdning. Hvad det sidste så ellers vil sige. For mig vil
det sige, at vi kommer til at leve i forskellige religiøse og kulturelle
grupperinger. Og det er jeg rede til. Og jeg håber og beder til, at vi aldrig
mister friheden dertil! Jeg har fx siden midten af 1970'erne været fortaler for
kirkens adskillelse fra staten, så at vi evangelisk-lutherske kristne kan leve
som et selvstændigt og selvstyrende kirkesamfund. Jeg kan også forestille mig
en situation, hvor vi kristne og vi "traditionsdanskere" (det er ikke
uden videre det samme!) på forskellig måde og i forskellig grad opretter vore
egne skoler og andre institutioner. Jeg vil under ingen omstændigheder
underkaste mig en muslimsk eller blot en steriliseret kultur. Så kan andre
grupper gøre noget tilsvarende, hvis det altså ender med, at de offentlige
institutioner bliver så steriliserede, at der ikke kan leves et godt liv i dem
og på grundlag af dem. - Vi skal dog i videst muligt omfang alle kunne mødes
som samfundsborgere ude på det fælles torv og dér se, om vi alligevel også kan
blive enige om nogle fælles, fx kulturelle, ting.
Men hvad nu fremmedpolitikken angår, har jeg en mistanke om, at man på
venstrefløjen ikke bare ønsker at være humanistisk og god, men også (mere eller
mindre bevidst) ser indvandringen som en faktor, der kan fremme ens egen
ideologi. Idet man nok tror (eller har troet), at fx de muslimske indvandrere
til sidst vil ende som gode venstrefløjsfolk. Det kan nogle af dem måske også
gøre. Og så tillykke med det!
Men jeg forstår alligevel ikke, at "progressive"
venstrefløjsfolk i den grad kan de facto-allierede dig med noget så reaktionært
som islam. Hvis man i fx Enhedslisten begynder at se mere realistisk på
tingene, vil vi måske også kunne opnå en større grad af enighed her. Og globalt
set kan man jo sagtens være åben og engageret, selv om man ikke nedlægger sit
eget folk. Jeg har altid selv været internationalt engageret. Husk, at noget af
det særligt danske er, at vi er en søfarts- og handelsnation. Vi gør os rigtig
godt ude i verden!
Mit eget teologiske syn på islam er, at det er et på Muhammeds kendskab
til jødedommen og kristendommen byggende kætteri (i mange henseender svarende
til mormonismen). Tilsvarende ser muslimerne jo jøderne og os kristne som
nogle, der har forvansket den sande religion. Men der ligger en relativ
anerkendelse i dette (fra begge sider). Vi kalder jo ikke hinanden hedninger!
Det værste ved islam er lovdyrkelsen og skriftfundamentalismen. Mit første råd
til mine muslimske medmennesker er, at de, selv om de fastholder
skriftfundamentalismen, siger, at sådan talte Gud altså i 600-tallet, men at
vi, der lever i 2000-tallet, har både ret og pligt til at fortolke det ind i
vor tid. Man vil kunne komme langt ad den vej. - Jeg har ved enkelte
lejligheder drøftet teologi med muslimer. Og det er gået meget godt. Og jeg
forbeholder mig i det hele taget retten til at møde ethvert menneske med
venlighed og åbenhed. Det betyder bare ikke, at jeg ønsker mit eget folk udsat
for noget, der faktisk kan ende som en slags kulturelt folkedrab.
-
OG ET PAR AF MINE
SVAR TIL ANDRE:
Jo, n.n., jeg er interesseret i dine synspunkter. Men jeg skynder mig
også at henvise til det uddybende "svar til mig selv", jeg skriver om
lidt (og for den sags skyld til den salme, jeg lige har slået op!). Jeg er glad
for, at du anerkender min tilgang. Så er der "tonen" tilbage. Jeg kan
begynde med at citere en af mine egne aforismer:
"Nu snakker de igen om tonen. Men vi hører det ikke. Vi er blevet
tonedøve" (fra "Digte og aforismer 1966-2016")
Når jeg skriver "vi", er det, fordi det var min kone, der
først sagde noget i den retning.
Vi er nemlig trætte af, at man altid kommer med "tonen", når
vi skal til at diskutere realiteterne.
Men du har vel bemærket, at jeg vist aldrig anvender en upassende
"tone". Og jeg kan også godt røbe, at jeg (uanset alle fine
fornemmelser) er træt af den "insekt-sex", der præger debatten og de
politiske tiltag. Jeg er fx imod den såkaldte imam-lov og tilsvarende ting.
Ikke fordi jeg ikke kan se problemerne, men dels af rent principielle grunde,
dels, fordi sådanne love på et tidspunkt også vil kunne komme til at ramme fx
os kristne.
Det afgørende for mig er selve befolkningsudskiftningen, dvs. hele den
ændring af livet i Danmark og hele Europa, en fortsat masseindvandring vil
komme til at medføre og allerede nu har medført. Der behøver ikke være noget
særligt i vejen med de enkelte indvandrere fra tredjeverdenslande og især
muslimske lande. Selv om alle er søde og rare og flittige på arbejdsmarkedet,
vil alene tilstedeværelsen af et meget stort mindretal - og til sidst et
flertal - ændre hele vort liv. Alle de enkeltproblemer, der vitterligt også er,
er noget, der kommer oveni.
Mit svar er altså, at jeg ønsker en ordentlig tone og lige rettigheder
for alle, der opholder sig i Danmark, især alle dem, vi har gjort til statsborgere,
også selv om jeg helst havde set, at de slet ikke var her. Bordet fanger! Og
hvis vi begynder at diskriminere, rammer vi altså også os selv.
Til sidst: I Deadline-sammenhængen her vil jeg sige, at en af
indvandringens skadevirkninger er, at vi snart bruger alle vore kræfter på at
diskutere den, så at vi glemmer både forholdet til Putin-Rusland og truslen fra
den flydende globale kapital og dermed også hele den konkurrencestatstænkning,
der fx præger universitetsforskningen. Men der er meget mere; vi skulle også
bruge meget mere tid og mange flere kræfter på hele tænkningen og diskussionen
om, hvordan vi kan bruge teknologien som grundlag for at komme til at leve et
godt menneskeliv, et menneskeliv, der består i meget mere end arbejde og forbrug.
Jeg prøver selv - fra min plads på min store lærefader Grundtvigs skuldre, men
mange flere skulle være med. Dog, det kan komme.
Jeg håber, du kan være nogenlunde tilfreds med dette svar. Og undskyld
længden! - Men se altså også den kommentar til mit opslag, jeg begynder at
skrive nu.
-
Kære n.n.! Idet jeg henviser til mit lange svar til n.n. [her lige ovf.]
- og altså også til den uddybning af min egen kommentar, jeg skriver om lidt -
siger jeg tak for den enighed, du tilkendegiver. Det ser ud til, at du og jeg
befinder os på nogenlunde samme sted. - Men nu bliver det igen langt! -
"Forandre for at bevare". Jeg husker godt dette konservative motto og
forstår også godt meningen, men jeg har aldrig været begejstret for denne
formulering. Vi er jo alle, også uanset hvor konservative vi er, undergivet det
vilkår, at fremtiden indfinder sig hvert eneste sekund. Jeg siger ofte, også
med henblik på mit eget liv, at man selvfølgelig ikke skal gå tilbage til
fortiden, men at det er godt at have den med sig. Og nogle af mine andre
slagord er: pragmatisme, respekt for virkeligheden, at spille bolden derfra,
hvor den ligger. Men det udelukker jo ikke hverken nytænkning eller fx en
positiv holdning til det store eventyr, som den teknologiske udvikling er. Idet
der dog også er ting i denne, der kan virke skræmmende, og som man derfor også
må skulle forholde sig kritisk til, i hvert fald med hensyn til, hvordan man
vil bruge dem. - Ønsket om at sikre en naturlig udvikling af livet i Danmark er
heller ikke ensbetydende med, at man vil "lukke sig om sig selv". Det
er et fugleskræmsel, kosmopolitterne sætter op. Man kan sagtens være
verdensåben, selv om man ikke udskifter befolkningen. Jeg er selv meget
internationalt aktiv.
-
Selv tak, n.n.! Men jeg mener, du gør DF uret. Der er jo mange reelle
problemer, og man prøver at tackle dem, så godt man kan, dvs. under de givne
forhold, som jo betyder, at det er vanskeligt, simpelt hen at stoppe
indvandringen. - Ja, jeg er "partigænger". Jeg var 2006-2008 formand
for Dansk Folkeparti Lolland (DF i Lolland Kommune). Jeg kender altså partiet
ret godt indefra og mener, at der er tale om skikkelige og fredelige,
demokratisk sindede mennesker. - Det værste ved DF lige nu er min
sprogofficerskollega Marie Krarups blødhed over for Putin-Rusland. Jeg har
klaget til partitoppen over hende. Og jeg har spurgt hende, hvad det er hun vil
give Putin nu. Uden at få svar. - At vi på langt sigt skal prøve at få et godt
forhold til vore russiske medeuropæere, er en anden sagt. Jeg hørte, også fordi
jeg havde brugt nogle af mine bedste ungdomsår på at forberede mig på krig med
Sovjetunionen, til de meget fredseuforiske efter Murens fald, og jeg brugte i
1990'erne megen tid og mange kræfter på et russisk engagement både her og der.
Anna og jeg har besøgt Rusland to gange. I 1997 var vi på en otte ugers af
Demokratifonden støttet tur til Rusland og Kazakhstan (hvor jeg kendte den
russisk-ortodokse ærkebiskop og den etnisk muslimske kvindelige formand for
kulturarbejdernes fagforening). Jeg forelæste på unversiteter og talte i kirker
og kirkelige sammenhænge. Det var stort. Vi har haft mange dejlige stunder og
mange store oplevelser sammen med russere. Men nu er jeg skuffet. Rusland skal
holde op med at tryne sine naboer. Og skal også se at få et ordentlig
samfund og en ordentlig stat hjemme hos sig selv.
* *
*
Ros til Badehotellet
Sat her på siden 24.02.17.
Forundret og irriteret over, hvad jeg havde
hørt af kritik af tv-serien Badehotellet,
sendte jeg 21.02.17 denne mail til TV2:
Kære TV2! Kære alle i og bag Badehotellet!
Nu bliver jeg nødt til at skrive. Min kone og jeg har hele tiden nydt
Badehotellet. Vi blev derfor meget forundrede, da vi for nogen tid siden blev klar
over, at kritikerne og andre har bedømt serien meget negativt. Vi forstår det
ikke.
Serien er i alle henseender fremragende i sin genre. Det er vanskeligt
at fremhæve det ene fremfor det andet. Men lad mig i hvert fald nævne
billedskønheden, skagensmaleri på film. Men kan det være den, der får
kritikerne til at tale om "idyl"?! Det er jo et tids- og miljøbillede
fra mellemkrigstiden, som vel (meget fint) et langt stykke er i komediens form
(og genre er genre), men som både som sådan og også derudover viser mange
alvorlige ting, både almenmenneskeligt (herunder socialt) og tidsbilledmæssigt.
Siden vi blev opmærksomme på kritikken, har vi selv prøvet at tage de kritiske
briller på, men har ikke kunne finde noget, der var kritisabelt eller ved siden
af, hverken i manuskriptet eller i skuespillerpræstationerne eller overhovedet.
Vi finder som sagt det hele fremragende!
Som gammel jazzpianist vil jeg også nævne musikken, herunder hr. Weyes
præstationer ved klaveret (vi bliver i øvrigt mere og mere begejstrede for den
karakter). Men vi nyder alle personerne og dermed også alle
skuespillerpræstationerne.
KONKLUSION: Det lyder vanvittigt, men den eneste forklaring, vi kan
finde på den kritik, der er blevet fremført, er, at kritikerne må være drevet
af en anti-idyl-ideologi, ja, måske ligefrem en anti-danskheds-ideologi
(hvilket sidste er helt ubegribeligt, da der jo ikke forekommer noget som
helst, der ligger ud over, hvad der naturligt og uudtalt ligger i en sådan
serie, altså absolut ingen "forstemmende hensigt"). Man kunne måske
også sige "anti-Morten Korch", men med al respekt for det gode, der
er i de rigtignok på mange måder ikke håndværksmæssigt vellykkede Morten
Korch-film, må vi sige, at Badehotellet er langt, langt over Morten Korch-niveau.
Jeg er ikke dialekt-ekspert, men har også hæftet mig ved, at det jysk i
forskellige grader, der tales i serien, virker ægte (i modsætning til det
"provins-dansk", der ofte tales i Morten Korch-filmene).
Må jeg til slut nævne, at min mor, da jeg var 1½ til 7 år (ca. 1944-1950)
drev Oreby Kro ved Sakskøbing Fjord, og at jeg gang på gang under
køkkenscenerne har sagt: "Det er næsten min mors køkken og som i min mors
køkken!" Det gælder altså i høj grad også ledelses- og omgangsformen. Jeg
mener at kunne garantere for realismen.
Med mange venlige og taknemmelige hilsener
Bent Christensen
pastor emeritus og forfatter
dr. theol. & cand. mag. (dansk/russisk)
Fuglsevej 5, 4960 Holeby
* *
*
"Kære Ole Jensen - Lad være at falde i
fjendebilledtegningens frygtelige grøft"
Mit svar på Ole Jensens kritik af bla. os såkaldte højrefløjspræster.
Kristeligt Dagblad
26.01.17
Min gamle domprovst
og skabelsesteologiske lærefader Ole Jensen sagde i et fødselsdagsinterview i Kristeligt
Dagblad den 23. januar 2017 under overskriften "Jeg savner modige
teologer, som tør tale imod nationalegoismen" nogle ting om os såkaldte højrefløjspræster: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/jeg-savner-modige-teologer-som-toer-tale-imod-nationalegoismen
- Jeg skrev straks en kommentar, som under overskriften "Kære Ole
Jensen - Lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft" var i avisen den 26. januar 2017: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/lad-vaere-falde-i-fjendebilledtegningens-frygtelige-groeft
- I den såkaldte manchet stod: "Kære Ole Jensen, lad være at falde i
fjendebilledtegningens frygtelige grøft! Som det hele ser ud nu, gælder det om,
at alle vi, der går ind for frihed, retsstat og demokrati, rykker sammen og
diskuterer de problemer og dilemmaer, der er, på en ordentlig og venskabelig
måde, skriver Bent Christensen til professoren". - Min kommentar var lidt
forkortet (men på en måde, jeg kan leve med). Hele den oprindelige tekst kommer
her:
Stort set enig - men ...
I fødselsdagsinterviewet i Kristeligt Dagblad den 23. januar siger min gamle domprovst Ole Jensen, som også er en af mine skabelsesteologiske lærefædre, en masse ting, som jeg er enig i, og jeg kan derfor trøste ham med, at det nok er med rette, han ikke er "voldsomt bekymret". Hans modstandere er nemlig heldigvis ikke så slemme, som han vil gøre dem til.
Jeg kan i hvert fald for mit eget vedkommende forsikre ham om, at jeg ikke går ind for anden nationalegoisme end den, der går ud på bevare den danske nation som et fællesskab, der på tidens og fremtidens vilkår viderefører, hvad der ligger i vor karakter og historie. Alene vor størrelse garanterer i hvert fald, at vi ikke kommer til at dyrke en chauvinisme, der fx indebærer angreb på Sverige og Tyskland for at få Skåne og Sydslesvig tilbage! Og skulle jeg ønske Knud den Stores rige genskabt (hvad jeg somme tider nævner muligheden af), skulle det være på den måde, at Danmark, Norge og Storbritannien kom til at danne en særlig gruppe et eller andet sted omkring et Rest-EU's grænse.
Ja, jeg hører til EU-kritikerne, selv om jeg i mange år fra 1972 af var stærk tilhænger, nemlig af i videste forstand sikkerhedspolitiske grunde. Dengang var det venstrefløjen (som vi andre i spøg kaldte "national-socialisterne"), der var imod, hvad jeg i høj grad måtte se som et udtryk for, at man - i det mindste som "nyttige idioter" - gik Sovjetunionens ærinde. Og som verden ser ud i dag, er jeg stadig tilhænger af et europæisk fællesskab og ser helst, at det nuværende EU bliver reformeret og demokratiseret, så vi, der er tilbage, kan blive i det. Jeg bryder mig aldeles ikke om de nye højrebevægelser og -partier, der af for mig ubegribelige grunde mere eller mindre allierer sig med Putin og hans Rusland.
Så er der indvandringsproblematikken tilbage. Og her vil jeg sige, at det simpelt hen ikke kan nytte noget, at vi får en befolkningsudskiftning i Europa og dermed Danmark, der ændrer alt og med stor sandsynlighed kan få alt til at bryde sammen.
Jeg ved ikke, hvorfor Ole Jensen har set sig så gal på netop Søren Hviid Pedersen. Jeg har set og hørt ham i mange debatter og med grundlæggende sympati, selv om han ofte udtrykker sig på en anden måde, end jeg selv ville have gjort. Og jeg har bemærket, at han som erklæret konservativ tager stærkt afstand fra liberalismen. Konservatisme er også social-konservatisme og dermed aldeles ikke egoisme.
Jeg er enig med Ole Jensen i, hvad han siger om naturretsetikken og kristendommens forhold til den og dermed også i, hvad han siger om henholdsvis den platte politisering fra prædikestolene og den nødvendige, også fra selve Evangeliet stammende etik på det politiske område. Ja, jeg har altid taget afstand fra den forståelse af næstekærlighedsbudet, ifølge hvilken det kun skulle gælde forholdet til den helt konkrete og meget nære næste.
Jeg er også enig i, at vi må have de yngre og unge teologer og præster stærkere og mere velfunderet på banen - uanset hvor de så placerer sig.
Så altså, kære Ole Jensen, lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft! Som det hele ser ud nu, gælder det om, at alle vi, der går ind for frihed, retsstat og demokrati, rykker sammen og diskuterer de problemer og dilemmaer, der er, på en ordentlig og venskabelig måde. Tillykke med de 80 år!
Bent Christensen
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* *
*
TILFØJELSE TIL MIN "ERKLÆRING EFTER DEN
AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE"
I min erklæring i lørdags (21.01.17) skrev jeg bla.: "Hvis Trump (hvad jeg dog ikke har fantasi til at forestille mig) skulle begynde at pille bare den mindste smule ved de demokratiske institutioner og procedurer, får han mig til fjende".
Nu ser det ud til, at virkeligheden er ved at overgå fantasien. Jeg tænker her på den ellers i sig selv ret uinteressante, ja, ligefrem latterlige diskussion om, hvor mange tilskuere der var til Donald Trumps indsættelse i fredags. For jeg tænker på det virkelig alvorlige forhold, at Det Hvide Hus' talsmand kategorisk fremførte urigtige påstande om antallet. Og selv om vi jo lever i en virkelighed, hvor det mere og mere bliver bare påstand mod påstand, tillader jeg mig at antage, at det var forkert, hvad talsmanden sagde, og det gør jeg, fordi jeg senere så Donald Trumps personlige rådgiver Kellyanne Conway snakke udenom i et interview med tv-stationen NBC. Hvis hun bare selv havde troet på, hvad pressetalsmanden havde sagt, ville hun ikke i den grad have snakket udenom og fx være begyndt at tale om antallet af personer, der havde fulgt indsættelsen i tv. Og hun sluttede med at sige, at der fra Det Hvide Hus' side var tale om "alternative fakta".
Jeg hører stadig til dem, der vil give præsident Trump en chance. Men min velvilje fik allerede et knæk, da jeg hørte hans tale ved indsættelsen. Sådan taler man ikke ved en lejlighed som denne. Kategorisk fremførte urigtige påstande fra Det Hvide Hus' pressetalsmands side er imidlertid langt værre. Det er faktisk at begynde at pille ved de demokratiske institutioner og procedurer. Og den, der gør det, får som sagt mig til fjende.
Jeg håber, vi ikke kommer til at se mere af den slags.
Mandag den 23. januar 2017, Bent Christensen
* *
*
ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE
Jeg er imponeret over den måde, præsident Obama overdrog embedet på.
Jeg er skuffet over de voldelige demonstrationer i Washingtons gader.
Jeg er skuffet over den negative side af præsident Trumps tale.
Jeg forholder mig åbent afventende til de ting, den nye præsident bebudede.
Hvis Trump (hvad jeg dog ikke har fantasi til at forestille mig) skulle begynde at pille bare den mindste smule ved de demokratiske institutioner og procedurer, får han mig til fjende.
Jeg vil i endnu højere grad end hidtil gøre min egen EU-kritik positiv. Der skal efter min mening ske store ting i EU i retning af mere demokrati og mindre gammel ideologi. Der skal nok også ske institutionelle ændringer, og der skal efterhånden (ved de kommende valg) ske personudskiftninger. Navnet skal måske ændres tilbage til EF! Ja, der skal måske ske en eller anden form for opdeling. MEN jeg ønsker ikke sammenbrud og kaos. Make Europe great again! Vi var i forvejen nødt til at skulle stå sammen. Nu er det vigtigere end nogensinde før. Gud bevare Europa!
Lørdag den 21. januar 2017, Bent
Christensen
* *
*
En teologisk og kirkehistorisk vampyr- og
splatterroman
En slags lille
anmeldelse af Peter Tudvad: "Manteuffel" (2016).
Sat på her 16.01.17.
Jeg har nu læst Peter Tudvads "Manteuffel". Men desværre ret hurtigt. Jeg har derfor ikke kunnet skrive en egentlig anmeldelse og foretage en egentlig litterær, teologisk og kirkehistorisk analyse.
Men jeg viger ikke tilbage fra at betegne denne roman som et mesterværk. Allerede det faktisk geniale forord sætter en fantastisk ramme, som bliver fyldt ud af de indholdsmættede og overordentlig velskrevne dokumenter. Ja, velskrevne! Hvad dokumenternes sprog angår, har Tudvad dækket sig godt ind med, hvad han i forordet skriver om oversættelsen fra det gamle tysk til moderne tysk og videre til dansk. Resten bliver så et spørgsmål om konsekvens. Og jeg mener, man må sige, at han virkelig holder sig på samme niveau og i samme tone hele vejen igennem. Jeg læste som sagt hurtigt og mener kun, jeg ganske få steder har studset over ting, der måske er brud. Men det er småting. Og han har altså dækket sig ind, så at det ikke giver den store mening at forske i, hvordan teksten i også videre sproglig forstand forholder sig til, hvordan man skrev dengang. Men jeg er overbevist om, at han i alle henseender har forsket og researchet godt. Det virker i hvert fald overbevisende.
Det giver heller ikke den store mening at begynde at kritisere "teologien", jo især Manteuffels egen. Ej heller at lede efter fejl og selvmodsigelser. Det er jo en teologi, der er mere end ført ad absurdum. Så jo værre, jo bedre! Men man må alligevel spørge, hvor megen mening der er i galskaben. Og det spørgsmål melder sig hurtigt, hvor meget Tudvad der er i Manteuffel! Jeg mener, det er åbenlyst, at der hos Manteuffel (Man(n)-Teufel) er Tudvad-ting, der er ført ad absurdum - eller ad Diabolem! Og dermed har jeg også sagt, hvad der skal siges om den kritik af Luther og lutherdommen, der ligger i bogen.
"Manteuffel" er en vampyr- og splatterroman med al den Greuel, der hører til genren. Også i den grad! Men det er altså også en teologisk og kirkehistorisk og historisk roman, ja, en eksistentiel roman, hvor ikke bare anfægtelse og kritik i forhold til kristendommen og lutherdommen, men også nogle eksistentielle grundspørgsmål er ført til mere end det yderste. Og altså nok også nogle spørgsmål, der rumsterer i Peter Tudvads egen hjerne og hans eget hjerte - og i en eller anden grad i alles hjerner og hjerter. Man kunne sige, at der er tale om blasfemi. Og det, ja, mere end det, er der også tale om hos mennesket Manteuffel. Hvilket imidlertid ikke er ensbetydende med, at der er tale om blasfemi fra forfatteren Peter Tudvads side. Litteratur er litteratur. Og det er legitimt at gøre et sådant helt vildt tankeeksperiment.
Hvor djævelsk - eller besat - Manteuffel end er, er han et menneske, som man griber sig selv i at have ondt af. Ja, selv med ham kan man identificere sig, som det altid i en eller anden grad er tilfældet med en hovedperson (fx også i gangsterromaner og -film). Og da jeg var kommet til brevvekslingen med Maria, troede jeg en tid, at der måske var ved at blive lagt op til en Gretchen-Faust-agtig forløsning. Som jeg skrev i en foreløbig kommentar dengang: Alt kan ske! Men der kom ikke nogen forløsning, og hvis jeg har forstået "Israel von Bitschas anden optegnelse" ret, lever Manteuffel og han "den dag i dag". Og hvilken forkyndelse - eller mangel på samme - ligger der så i det?
Det er naturligvis ikke et tilfælde, at bogen er udkommet op til tese-jubilæumsåret 2017, og at den dermed skal ses som en til det yderste dreven kritik af dette jubilæum. Men næsten alle i bogen er jo skurke, så der er også tale om en kritisk beskrivelse af hele verdens og kirkens skæve gang - og af den særlige side af sagen, som kristendommens forvikling med magten er.
Der er naturligvis også en forbindelse mellem tyskeren Manteuffel og nazismen. Og den har jeg intet at indvende mod!
Jeg kunne sige meget mere. Jeg kunne fx gå ind i fortolkninger af enkeltsteder og enkeltsymboler og -temaer. Men det tillader min tid mig ikke. Og det er som sagt heller ikke så vigtigt. Tingene tegner sig i høj grad af sig selv under læsningen. Hvad citater fra Luther og kirkefædrene og Bibelen angår, kan jeg også kun gentage, at det ikke giver nogen mening at begynde at påvise, at det og det er fordrejet og/eller citeret ude af kontekst. Det er jo netop meningen! Men jeg kan slutte med at sige, at bogen også er en velfortjent udstilling af, hvad en bibelfundamentalistisk brug af enkeltsteder kan føre til.
Jeg må ønske Peter Tudvad tillykke med bogen! Den kan måske blive en også international sællert.
Tilbage står spørgsmålet: Hvad bliver det næste? Først en teologisk Kirkegaard-spændings- og kriminalroman. Så en eksistentiel, teologisk og kirke- og almenhistorisk splatterroman. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad det næste kan blive. Men det skulle ikke undre mig, om Peter Tudvad har.
Bent Christensen, forfatter, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
* *
*
Kommentarer (med statistik nederst) til artikel i
Kristeligt Dagblad:
"Dansk Folkeparti foreslår forbud mod
minareter"
03.01.17
Dette er heller ikke en god idé. Jeg tænker jo også på imam-loven. Når først indvandrerne er lukket ind, skal de nyde alle frihedsrettigheder. Ellers kommer det også til at gå ud over os andre. Samfundet bliver steriliseret. - Men vi skulle aldrig have lukket dem ind. Og jeg har fra nu af kun ét fremmedpolitisk krav: Der skal lukkes totalt for indvandring fra ikke-vestlige lande! Så er man også fri for de ulidelige diskussioner om, at fx alle muslimer bliver skåret over én kam. Det er selve befolkningsudskiftningen, ja, det etniske og kulturelle folkedrab, der er problemet, eller med andre ord antallet. For når der hele tiden bliver flere og flere indvandrere, vil de på et tidspunkt komme til at udgøre flertallet. Og lige meget hvor søde og rare og arbejdsaktive de er, vil vort samfund blive ændret totalt. Hvad der så måtte være i vejen med grupper af indvandrere, er noget, der kommer oveni. - Jeg vil kraftigt fraråde Dansk Folkeparti at gå videre med disse uheldige småtterier. Jo flere minareter og jo mere kald til bøn, jo bedre. Så kan vælgerne se, hvad der er ved at ske.
- - -
Svar på svar
04.01.17:
Kære n.n.! Jeg er ikke god til at huske tal og har ikke tid til at lede efter statistikkerne lige nu. Men jeg mener, man taler om årtier, inden der bliver indvandrerflertal (inkl. efterkommere) her i Danmark. Jeg bliver nødt til at finde tallene senere. Men allerede nu præger indvandrerne og islam livet i Danmark meget. Se nu bare denne diskussion. Men det dukker op alle vegne, godt hjulpet af de "progressive" og "humanistiske" kræfter, der bruger indvandringen til at fremme deres egen dagorden. - Hvad Skåne angår, skete der, så vidt jeg er orienteret, efter indlemmelsen i Sverige en meget hårdhændet tvangsforsvenskning af de danske skåninger, og det er beklageligt. Men at blive svensker er trods alt ikke det værste, der kan ske med en.
-
STATISTIK
Men man skal lægge mærke til, at "efterkommere" kun er andengenerationsindvandrere!
Danmarks Statistik
pr. 1. oktober 2016
https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/indvandrere-og-efterkommere/indvandrere-og-efterkommere
1. oktober 2016
Indvandrere fra ikke-vestlige lande: 330.388
Efterkommere fra ikke-vestlige lande 142.380
I alt: 472.768
-
Danmarks Statistik
befolkningsfremskrivning til 2060
http://www.statistikbanken.dk/10024
2060
Indvandrere fra ikke-vestlige lande 507.246
Efterkommere fra ikke-vestlige lande 342.390
I alt: 849.636
Stigning 2016-2060: 376.868
MEN hvis man regner med efterkommere overhovedet, vil antallet af indbyggere i Danmark med en ikke-vestlig baggrund være langt højere. - Fra Danmarks Statistik Introduktion:
"En person har dansk oprindelse, hvis han eller hun har mindst én forælder, som både er dansk statsborger og født i Danmark. Hverken indvandrere eller efterkommere har én forælder, som både er dansk statsborger og født i Danmark. Forskellen mellem indvandrere og efterkommere er, at indvandrere er født i udlandet, mens efterkommere er født i Danmark".
* *
*
OM ESTABLISHMENT, FOLKELIGHED OG KIRKELIGHED
På min
Facebook-profil 21.12.16
Ugens aforisme (uge
51/2016)
Man skal ikke være imod, at der er et establishment, men hvis det har isoleret sig fra befolkningen og virkeligheden, skal det tænke om og/eller udskiftes.
17.12.16
(Denne aforisme vil efter
planen blive trykt i de Nye digte og
aforismer, som forhåbentlig vil blive udgivet senest i 2018).
-
Og i et kommentarfelt
gav jeg nedenstående
UDDYBNING: Man kan ikke være imod, at der er et Folketing, der giver lovene, og at der er en regering, som ikke må have et folketingsflertal imod sig. Men allerede opstillingen af kandidater til Folketinget skal ske på en sådan måde, at det er folket, dvs. medlemmerne af de forskellige partier, der vælger folk, der repræsenterer dem. Og så må folket gøre sig den ulejlighed at melde sig ind i de respektive partier efter anskuelse. Der er ingen anden vej! Sagt på en anden måde: Folkestyret kan kun fungere, hvis folket ønsker at styre. - Hvad så i øvrigt tænkningen og meningerne angår, må alle give sig til at tænke og ytre sig, så det ikke kun er nogle få, der styrer debatten. - Og hvad dem, der modtager de højere uddannelser, angår, må de dels bestræbe sig på at tænke frit og respektere virkeligheden, dels bevare loyaliteten mod det folk, de er udgået fra. Det er flovt at have modtaget en høj uddannelse, men ikke kunne andet end efterplapre de "rigtige" meninger. Og det er både dumt og flovt at isolere sig fra, ja, måske ligefrem se ned på dem, der ikke har modtaget en højere teoretisk uddannelse. - Det er farligt at tage sig selv som eksempel, men nu gør jeg det alligevel. Jeg er førstegangsakademiker, og jeg glemmer ikke, hvor jeg kommer fra. Desuden har jeg været folkekirkepræst det meste af mit voksne liv, så jeg kender og respekterer mennesker af alle slags. Jeg er stolt over at være sprogofficer og cand. mag., over at have modtaget en supplerende teologisk uddannelse og over at have fået den teologiske licentiatgrad (ph.d.) og den teologiske doktorgrad. Man kan sådan set ikke komme højere! Men jeg tænker aldrig på mig selv som "elite". Jeg er en mand af folket, der ikke alene ser det som min pligt, men også af hjertet ønsker at bruge mine evner og det, jeg har lært, i såvel det kirkelige som det folkelige fællesskabs tjeneste. - Og jeg er ikke pladderdemokrat! Der er nogle, der kan nogle særlige ting og får et særligt ansvar og nogle særlige beføjelser. Men det er alt sammen i tjeneste. Og folket skal altid have den øverste magt. - I kirken er Evangeliet den øverste magt, men også der skal der være frihed og demokrati. Man skal ikke kunne undertrykke hinanden i Evangeliets navn, men i fællesskab stå under Evangeliet. Kan man ikke finde ud af det, må man dele sig op. Men jeg ønsker selvfølgelig, at den nuværende evangelisk-lutherske folkekirkemenighed bliver sammen i udstrakt rummelighed og frihed med fx muligheden for at danne valgmenigheder. Man skal bare gøre sig klart, at et rum har vægge, så at der altså er grænser for, hvad der kan rummes i et evangelisk-luthersk kirkesamfund. Men man skal helt ud til den yderste grænse prøve at løse problemerne gennem en fri diskussion. - Osv.
-
Og senere tilføjede
jeg dette:
Og jeg vil føje til, at der også skal være repræsentanter for alle dele
af folket, der stiller op til såvel Folketinget som kommunalbestyrelserne m.m.
Og læg mærke til ordet REPRÆSENTANTER! Demokratiet er repræsentativt, en
repræsentation af folket (græsk: demos). Udøvelsen af demokratiet skal ikke
være en profession. - Men igen: Jeg er ikke pladderdemokrat. Det tjener folkets
interesse(r), at der også er en hel del "professionalisme" hos
folkets valgte repræsentanter. Men selv den dygtigste og mest erfarne og dermed
mest "professionelle" politiker skal vide, at han er folkets tjener.
Ellers skal folket minde ham om det. Eventuelt ved at vælge en anden. - I denne
forbindelse vil jeg også nævne det konstitutionelle monarkis betydning. Den er
rent symbolsk. (Medmindre der opstår en statskup-situation eller lignende, hvor
Monarken kan have ét skud i bøssen i forsvaret for demokratiet og Grundloven).
Men der er en stor og god symbolik i dronningerunderne og den kongelige
udnævnelse af ministre og højere tjenestemænd. Det viser, at de som (symbolsk)
monarkens tjenere er nationens og folkets tjenere. Husk, at det latinske ord
"minister" betyder "tjener"!
* *
*
Er kirke og stat et stærkt ægteskab?
Både her og på
undersiden "Kirke og teologi".
Sådan var titlen på P1 Debats Facebook-side tirsdag den 13. december 2016. Og foromtalen af udsendelsen lød:
"Staten skal ikke betale præstelønninger, og civilregistreringen skal fremover foregå i kommunerne. Er disse udmeldinger fra den nye kirkeminister Mette Bock med til langsomt at løsne båndene mellem stat og kirke? Hvad har det i så fald af konsekvenser? Og er det egentlig ikke på tide at gøre op med folkekirkens særstatus i Danmark?
Gæster: Kirkeminister Mette Bock (LA), sognepræst Marie Høgh, formand for Konservativ Ungdom i Randers Jesper Holm Frederiksen og tidligere kirkeminister Manu Sareen (Å)".
Før udsendelsen satte jeg en kommentar ind i tråden. Og jeg delte opslaget, så at det altså også kom til at stå på min Facebook-profil. Her er denne kommentar:
"Mette Bock er på rette vej! Det er af rent kirkelige og teologiske grunde nødvendigt, at det store evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark begynder at bevæge sig i retning af fuld selvstændighed. Men det kan også gå sådan, at andre gennemtvinger kirkens adskillelse fra staten, og så skal vi være parat til det, hvad enten vi selv ønsker det eller ej. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol".
I udsendelsen udtalte Mette Bock sig på en måde, der viser, at hun er en varm tilhænger af den nuværende stats-folkekirke, men bare ønsker nogle justeringer, især for så vidt angår statens betaling af 40 % af præsternes løn og personregistreringen. (Jeg indskyder lige, at det med de 40 % til præstelønningerne var noget staten i begyndelsen af 1900-tallet forpligtede sig til, fordi den havde taget det meste af kirkens jord). Men hun blev af nogle anklaget for, at selv disse justeringer i det lange løb ville føre til en adskillelse mellem stat og kirke.
I den sidste del af udsendelsen blev min kommentar læst op og diskuteret, og jeg måtte derfor skrive en ny kommentar både hos P1 Debat og mig selv:
"Min kommentar blev læst op i programmet. Og tak for det! Jeg kunne ikke nå at ringe ind. Men jeg bliver nødt til at sige, at jeg har beskæftiget mig med dette spørgsmål siden midten af 1970'erne, både under min tjeneste som præst i Folkekirken og i min Grundtvig-forskning. Jeg kender altså også de argumenter mod den evangelisk-lutherske kirkes selvstændiggørelse, der nu igen blev ført frem. Og jeg siger ikke, at der ikke er nogle farer her. Dem må vi så bare prøve at afværge. Og Danmark er altså ikke Sverige! Jeg har i mange år, i både alvor og spøg, sagt, at når vi får den kirkeforfatning, der stadig er tale om i den såkaldte løfteparagraf (Grundlovens § 66: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov"), må denne forfatnings allerførste paragraf for min skyld gerne lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med eller udtale sig om andet end kirkens egne anliggender". Dette gælder også "synoden", dvs. landskirkerådet. Noget helt andet er, at præster af alle slags (inkl. biskopperne) frit skal kunne udtale sig om alt muligt. Selvfølgelig som samfundsborgere i den almindelige debat, men også som forkyndere. Bare de gør det som enkeltpersoner og ikke på kirkens vegne. Et organ kan ikke forkynde, kun vedtage kompromis-tilblevne resolutioner. Og jeg vil i det hele taget ikke finde mig i, at et kirkeligt organ udtaler sig på mine vegne. - Så er der spørgsmålet om rummeligheden. Den må vi også stå vagt om. Selv om et rum altså har vægge, så at der heller ikke i dag er plads til hvad som helst. Om præstefriheden sagde Grundtvig (kort refereret), at vi må risikere at lade præster forkynde noget forkert; ellers kan vi ikke vide, om de mener det, de siger. Vi skal i det hele taget føre alt det gode, vi i dag har i Folkekirken, med over i den kommende ordning, herunder den fra Grundtvig stammende mulighed for at danne valgmenigheder. Og jeg kan ikke se, at kirkens selvstændiggørelse skulle føre til ensretning. Vi vil jo blive ved at være lige så forskellige, som vi er nu, både teologisk og politisk. - Den vigtigste grund til, at jeg ønsker det evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark selvstændiggjort, er, at det på denne måde bliver tydeligt, at de døbte og troendes fællesskab er et virkeligt fællesskab. Vi bliver jo i dåben lemmer på den store organisme, Kirken (nu med stort!) er, Kristi legeme i verden. Det er meget stort sagt. Men sådan er det. Og enhver kan formulere det, som han vil, og leve med i det, som han vil. Og der skal ikke mindst være plads til den berømte lille mand med den lille tro, ja, ikke mindst han skal vide, at han er med i dette store fællesskab. Sagt på en anden måde: Det er ikke nok at have et statskirkeskelet, som sikrer "Evangeliets forkyndelse". Kirken er ikke en offentlig undervisningsinstitution, men et levende fællesskab, først og fremmest i gudstjenesten, men også i det hele taget. - Endelig vil jeg sige, at når staten er sekulær og en meget stor, og stigende, del af befolkningen ikke er medlemmer, må den evangelisk-lutherske menighed med nødvendighed komme til at fremstå som en særlig størrelse, en særlig organisme. - Jeg kunne blive ved, men slutter her".
Ja, jeg sluttede dér. Og jeg vil ikke føje andet til, end at vi må se, hvordan det kommer til at gå. En afgørende faktor er den fortsatte indvandring og det stigende antal af indvandrerefterkommere. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil de etniske danskere komme i mindretal om et vist antal årtier - for slet ikke at tale om de kristne. Denne situation må vi forberede os på, så vi kan leve godt som kristen menighed i en sådan mindretalssituation. Idet vi både håber og insisterer på, at religionsfriheden og mindretalsbeskyttelsen bevares. Men når vi ser, hvad der fx sker med de kristne i Egypten lige nu, kan vi godt blive bange. - Vi kan selvfølgelig håbe, at de indvandrede muslimer og deres efterkommere i stort tal kommer til tro på Jesus Kristus. Men denne side af sagen er meget vanskelig. Vi skal selvfølgelig forkynde Jesus Kristus for muslimerne som for alle andre. Men det skal være på en ordentlig og fri måde. Vi skal under ingen omstændigheder prøve at lokke eller presse dem til at blive kristne med det formål at sikre os selv. Og noget helt andet er, at det som bekendt i princippet er livsfarligt for en muslim at forlade islam. - Jeg blander nødig den kirkelige drøftelse og den fremmedpolitiske debat sammen. Og jeg ville have det samme kirkesyn, hvis der ikke var en eneste muslim i Danmark.
* *
*
ER EUROPOL-FORBINDELSESOFFICEREN REN HÆVN?
Kommentar i P1 Debat-tråd 08.12.16
Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor det rent tekniske
Europol-samarbejde ikke kan fortsætte som hidtil? Er der nogen teknisk grund
til, at søgningerne skal foretages gennem en forbindelsesofficer? Eller er det
ren hævn - og advarsel til andre, der måtte have ønsker om særordninger? - Jeg
forstår ikke, at i det mindste DF og EL ikke siger rend og hop til
EU-kommissionen. I det lange løb kan Europol heller ikke undvære Danmark. - Jeg
er træt af EU-systemet og vore egne EU-glade politikere. Jeg går ind for et
europæisk samarbejde. Måske en ny slags EF. Eventuelt delt op i flere grupper.
Jeg ønsker ikke kaos. Men der skal noget nyt til.
TIL ET FOLK DE ALLE HØRE ...
1848 og nu - over en bred skala
Kommentar på min væg til den af mig Facebook-delte artikel på dr.dk "Udskældt test måler udlændinges danskhed igen" 01.12.16.
Hvad myndighederne skal gøre, ved jeg snart ikke. Enhver form for prøve bliver jo hurtigt latterlig. Grundproblemet er, at vi overhovedet har lukket så mange med en fundamentalt anderledes kultur ind. - Men hvad spørgsmålet i øvrigt angår (og dermed vort forhold til hinanden ude i virkeligheden), er jeg kommet til det resultat, at vi skal holde op med at operere med modsætningen enten dansk eller ikke dansk. Reelt er der jo tale om en bred, ikke let definerlig skala, som dækker alt mellem 0 og 100 procent. Og så må man se, hvordan det går med at leve sammen i praksis. - Jeg benytter lejligheden til at citere hele den så ofte misciterede (kun delvis citerede) Grundtvig-strofe: "Til et folk de alle høre, / som sig regne selv dertil, / har for modersmålet øre, / har for fædrelandet ild; / resten selv som dragedukker / sig fra folket udelukker, / lyse selv sig ud af æt, / nægte selv sig indfødsret". - En "dragedukke" er ifølge Ordbog over det danske Sprog en "lille dukke af mandragoraplantens rod, som mentes at have evne til at drage penge, lykke olgn. til huse". Men meningen her i sangen er nok, at de, der ikke har øre for modersmålet og ild for fædrelandet, i forhold til det at være dansk er som en slags nisser. - I øvrigt er det digt, sangen er taget fra, skrevet i 1848, så at det er det slesvigske problem, der er tale om, dvs. spørgsmålet om, hvorvidt en slesviger var dansk(sindet) eller tysk(sindet). Og hvor alvorlig sagen end var dengang (to krige!), var forskellen mellem de forskellige slags slesvigere meget lille i forhold til, hvad der er tale om nu.
-
TILFØJELSE 02.12.16 (egl. kommentar til genopslag af
et digt på min Facebook-væg):
Jeg genopslår dette digt, fordi det i går måtte vige pladsen for min deling af opslaget om indfødsretsprøven på dr.dk. De, der ikke har set min vigtige kommentar til dette opslag, bør se den! - Jeg skriver bla., at det er den store tilstedeværelse af mennesker med en fundamentalt anderledes kultur, der er problemet. Et sådant problem har vi ikke haft med jøder, huguenotter, kartoffeltyskere, hollændere og polakker. - Og selv en lille ting som det, at mit digt har måttet vige pladsen for noget med relation til indvandringen, viser, hvordan hele vort liv bliver præget af den. Det er ikke bare alle de penge, den koster, og alle de mere håndgribelige problemer, den volder. Den beslaglægger også tid og ressourcer i meget stor målestok. En meget stor del af de gange, man åbner for et medie, er det indvandringsrelaterede ting, man kommer til at høre og se. Det er uhyggeligt at tænke på, hvor meget klogere man kunne være blevet, og hvor mange gode ting der kunne være blevet produceret, hvis de indvandringsrelaterede ting ikke havde fyldt så meget. Jeg for mit vedkommende prøver at beskæftige mig så lidt som muligt med det og nøjes med at kræve totalt indvandringsstop med jævne mellemrum. Ikke for at være menneskefjendsk, men fordi det simpelt hen ikke er godt med en sådan kulturudskiftning.
* *
*
Betragtninger
fra en til dels konservativ sidelinje
Af Bent Christensen
Dette er den uforkortede
version af mit bidrag til debatbogen 'Jeg' er fandme til! (2016) efter
Marianne Stidsens disputats Den ny mimesis (2015).
Spørgsmålet om identitet kan deles op i mange underspørgsmål. Man kan
begynde med at skelne mellem individuel og kollektiv identitet. Dernæst kan man
skelne mellem de forskellige holdninger til identitetsspørgsmålet. Er identiteten
(den individuelle og/eller den kollektive) et fængsel, det gælder om at bryde
ud af? Eller er tabet af identitet (igen den individuelle og/eller den
kollektive) en ulykke, det gælder om at overvinde? Endelig kan man spørge, om
der i litteraturen, hvad den individuelle identitet angår, kan være tale om
simpelt hen en leg, et maskespil, der dog på sin måde kan komme til at vise
nogle ting om menneskelivet.
Man kan også spørge, om identiteten bare er en indbildning eller
konstruktion. Men der kan vel ikke være tale om, at et menneskeligt individ,
der ikke er ekstremt sygt, ikke mener det, når han siger "jeg" om sig
selv, eller ikke oplever det legeme, hans bevidsthed er et fænomen i
forbindelse med, som sit. Eller man kan sige, at den, der siger "Jeg er
ikke mig", allerede ved at sige denne sætning har modbevist sin påstand.
Spørgsmålet om identiteten er altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt
"jeg" er til, men et spørgsmål om, i hvilken grad individet oplever
sig selv som en person, der er et særligt fænomen i Universet.
Hvad den kollektive identitet angår, er spørgsmålet et andet. Det er
ikke direkte meningsløst at hævde, at man fx ikke har en national eller
folkelig identitet. Og det er ikke direkte meningsløst at sige, at nu vil jeg simpelt hen være verdensborger,
en enkeltperson blandt alle de andre enkeltpersoner i verden. Og dog. Der er
næppe nogen, der ikke på en eller anden måde er præget af den sammenhæng, han
er vokset op i og har levet i frem til det tidspunkt, hvor han erklærer sig som
verdensborger. Og der kan ikke være nogen, der er vokset op eller har levet sit
hidtidige liv i samtlige nationer, folk og kulturer i hele verden.
Men er identiteten et fængsel, det gælder om at komme ud af, eller hvis
mure det gælder om at få brudt ned? Det kan man mene, hvis det er de
forskellige former for kollektiv identitet, der er tale om. Og man kan mene
det, hvis den individuelle identitet ses som en rolle, der er påtvunget den
enkelte af omgivelserne og omstændighederne? Hele det moderne frigørelsesprojekt
skulle jo netop gå ud på, at hvert enkelt individ kommer til at leve i en
frihed, der i ordets allerstørste betydning er en personlig frihed.
De forskellige, store og små, kollektive identiteter kan man mene om,
hvad man vil. Jeg vil hævde, at en eller anden grad af forankring i kollektiv
identitet er en direkte forudsætning for den personlige frihed. Uden nogen form
for kollektiv identitet eller forankring i et eller nok snarere flere
fællesskaber bliver individet jo et atom, der er langt mere sårbart, end det
ellers ville have været, over for de kræfter, der vil tage magten over det, det
være sig staten eller arbejdspladsen eller andre strukturer. Og det gælder
især, hvis også alle de andre er atomer, der indgår i en amorf masse. Jeg vil
her helt grundlæggende pege på kernefamilien. Og hvis jeg skal være mere
moderne, kan jeg føje til: eller hvad dertil kommer til at svare. Hvad ved jeg?
Når vi taler om fremtiden, må vi være forberedt på meget store ændringer. Men
desto vigtige kan forskellige former for forankring blive.
Jeg vil også mene, at den folkelige og nationale identitet, til husbehov
og på en til tiden passende måde, giver en forankring, der ikke alene giver en
et rum at være sig selv i, men også er et godt udgangspunkt for vekselvirkning med
og aktivitet i hele resten af verden. Jeg tillader mig igen at komme med et
personligt eksempel. I vinterhalvåret 1976/77 havde jeg den ære og glæde at
være feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern, og i dette halve år kom
jeg til at opleve det særligt danske utrolig stærkt, ikke mindst hos de unge
konstabler. Vi kunne forene den helt bløde danske hygge med en allerhøjeste
grad af militær effektivitet og dermed også være virkelig gode til at optræde
som bevæbnede diplomater og dæmpere af gemytterne. Vor selvtillid var stor. Og
vi var højt respekterede fra alle sider. Og det var helt klart, at vi
repræsenterede det særligt danske. Men det gjorde vi altså i FN’s tjeneste. Og
det var stort, at vi til vor medaljeparade havde både Dannebrog og FN-flaget
som faner. Og noget tilsvarende gælder alle andre danske, der tjener eller er
aktive ude i verden. Hvor svært kan det være?
Men så er der spørgsmålet om det tab af identitet, der på forskellige
også helt ufrivillige måder har været tale om siden 1945. Og dette spørgsmål
gælder ikke alene, for så vidt som der såvel i litteraturen som blandt
mennesker i almindelighed er tale om noget, der bevidst erkendes som et tab,
men også for så vidt som det hos dem, der ikke mener, de har tabt noget, kan
give sig nogle uheldige udslag, det være sig overdreven dyrkelse af arbejde og
karriere (som det jo nu hedder for alles vedkommende), forbrugerisme,
livsstilsdemonstration eller (også destruktiv) optagethed af egen krop. Og det
er ikke er let at sige, hvad vi kan stille op mod dette tab; der ligger jo ikke
kun idémæssige og ideologiske faktorer bag, men også nogle meget håndgribelige
teknologiske, produktionsmæssige, sociogeografiske og sociale faktorer, som
ikke kan tænkes eller tales væk, men som man må prøve at forholde sig til, så
godt man kan. Og hvad med den udvikling, vi allerede nu kan se tegne sig
forude?
Jeg ville gerne have fortalt lidt om min egen personlige historie for at
vise, hvad jeg mener, når jeg taler om den sidelinje, nærværende betragtninger
bliver skudt ind fra. Men jeg må nøjes med at nævne nogle ganske få ting og i
øvrigt henvise til de "Erindringer", der ligger på min hjemmeside
www.bentchristensen.dk, undersiden "Erindringer". Jeg har allerede i
geografisk og social forstand altid befundet mig på et spor, hvor min
personlige identitet ikke har været truet, og hvorfra jeg i stor frihed har
kunnet betragte, hvad der er sket inde på hovedsporet. Og jeg blev i 1971 præst
i Folkekirken, hvad der i mange henseender er en helt særlig sideposition, men
samtidig en position, hvor man som akademiker på en helt særlig måde deler
livet med mennesker af alle slags. Men ellers vil jeg nævne, at jeg fra min
barndom af har beskæftiget mig en del med naturvidenskab (en tid også i
tilknytning til Forum Teologi Naturvidenskab, Aarhus Universitet), at jeg fra
omkring konfirmationsalderen var pianist i den efter lollandske forhold ganske
avancerede neobop-kvintet The Strangers, hvor vi i det mindste havde som ideal
at være radikalt moderne, at jeg lidt senere og indtil engang i min tid som
stud. mag. i dansk/russisk (med sprogofficersbaggrund) levede i, hvad jeg
betegner som min forsinkede konfirmand-ateisme, og at jeg i perioden 1972-2002
(med lidt efterslæt 2011-2013) var Grundtvig-forsker med særligt henblik på "menneskelivets
og dets verdens plads og betydning" i Grundtvigs kristendomsforståelse
(Christensen 1987 og 1998). Det er på denne baggrund, jeg betegner min
sidelinje som hverken mere eller mindre end "til dels konservativ".
Men jeg må nu gå over til mine særlige indskud i den sammenhæng, der er tale om
i og omkring Den ny mimesis.
Jeg vil begynde med et par ideologikritiske bemærkninger til dele af det
idégrundlag, der ligger under kampen mod identiteterne. Kan der for det første
i identitetsbenægtelsen være tale om en modvilje mod, at noget er givet? Det måske mest ekstreme eksempel
på dette er benægtelsen af, at det menneskelige køn skulle være en biologisk
givet størrelse. Der er jo det særlige ved ordet "givet", at det både
kan betegne det, der simpelt hen er tilfældet, og noget, der er givet af nogen,
fx af Gud. Og én ting er, at man ikke vil vide af, at noget skulle være givet
af Gud, noget andet, og langt mere bemærkelsesværdigt, er, at man heller ikke
vil vide af, at noget skulle være givet af, ja, være en del eller side af,
naturen. Dette gælder så meget desto mere, som man umiddelbart må forestille
sig, at de, der ikke vil vide af, at noget skulle være givet af Gud, i høj grad
fører naturvidenskabernes resultater frem som bevis for, at der ikke er nogen
Gud. Eller gør de det? Bunder den livsanskuelsesmæssige humanisme (som
konstruktivismen må ses som en ekstrem del af) i en naturvidenskabelig
verdensanskuelse? Eller er den i virkeligheden bare et postulat? Jeg må i hvert
fald som teologisk religions- og ideologikritiker have en stærk mistanke om, at
de, der ikke engang vil tage de biologiske kendsgerninger som noget i biologisk
forstand givet, i virkeligheden postulerer, at mennesket er et fænomen, der
ikke slet og ret er en del af Kosmos. - Hvad personligheden som noget biologisk
givet angår, kan jeg henvise til, hvad jeg oplever med min søns to gravhunde,
som ofte er på ferie hos os. Det er utroligt, så klart og stærkt forskellige
disse to’s personligheder er!
Hvad de livsanskuelsesmæssige faktorer angår, der har haft indvirkning
på identitetstabet, vil jeg også pege på, at den kristne opstandelsestro har
haft afgørende betydning for forståelsen af det enkelte menneske som enestående
individ med bogstavelig talt evig gyldighed og værdi, også uanset hvilke mere
konkrete forestillinger den har været ledsaget af eller ikke været ledsaget af,
og at denne virkning af kristendommen (som så mange andre) lever videre i en
postkristen sammenhæng, hvor der så dog efterhånden mere og mere kan blive tale
om en smertelig oplevelse af et tab, efterhånden som den afskårne gren visner.
Men der er jo den kristne gudstro overhovedet. Hvordan er det man siger?
Først døde Gud, så døde den menneskelige person, og så opløstes den omgivende
virkelighed. I det sidste forhold er det selve den egentlige
mimesis-problematik, der direkte bliver tale om, altså den problematik, der for
mig er det egentlig interessante, idet jeg jo selv i min mørkeste og tommeste
nihilistiske periode aldrig har tvivlet om, at jeg var mig, og at det var mig
som person, der oplevede en så voldsom protest mod intetheden.
Det er i øvrigt ejendommeligt, at sjælevandringstroen er så udbredt i
vor tid. Det er underligt, at det moderne menneske pdes. har så store problemer
med identiteten, men at så mange pdas. hænger så meget ved deres personlighed,
at de er rede til at se bort fra alt, hvad man ellers regner for sandt, for i
det mindste at kunne forestille sig en gentagelse af deres sjæls liv i flere
omgange.
Som mit helt særlige indskud i den problematik, der tegner sig i og
omkring Marianne Stidsens disputats vil jeg nu skitsere min egen poetik og mit
eget (eller Grundtvigs!) syn på erkendelsen og dannelsen.
Når jeg som kristen bliver sendt ud fra gudstjenesterummet og det
teologiske studerekammer for at leve ude i verden og dér opnå den erkendelse,
der dels udfylder mit gudsforhold overhovedet, dels både er forudforståelse for
og udfyldning af hele den særlige kristne frelsestale, så er det
"statholdermarken", jeg bliver sendt ud på. Billedet af verden som en
"statholdermark" har jeg lånt fra Grundtvig (Grundtvig 1817, 164 f),
og der er naturligvis tale om et udtryk for menneskets stilling som Guds tjener
og verdens herre. Men i min teologi og poetik er "statholdermarken"
ganske særligt det sted, hvor mennesket overhovedet, men helt særligt i sin
erkendelsesaktivitet (spændende fra fysik til poesi), skal gå direkte og helt
nøgent og forudsætningsløst til den foreliggende virkelighed, altså uden forsøg
på kristelig overklistring af virkeligheden og uden en kristelig facitliste i
baglommen. Dette betyder, at alle videnskabelige resultater skal tages til
efterretning som hverken mere eller mindre end, hvad de er, og at der ikke skal
lægges teologi ind i selve de metodiske rum. Hvilket altså også betyder, at videnskaberne
må anerkende, at de kun beskæftiger sig med dele af hele Eksistensens samlede
virkelighed. Allerede den daglige eksistensoplevelse er større, end
videnskabernes område. Men videnskaberne er selvfølgelig i mange henseender en
enorm udvidelse af dagliglivets erkendelse af virkeligheden. Poesien og i det
hele taget litteraturen (som er den vigtigste kunstart, ja, mere end bare en
kunstart) er en højere form for erkendelse. Men også den skal - ude på den
statholdermark, hvor autonomien hersker - dyrkes nøgent og forudsætningsløst.
Man kan godt skrive kristelige digte, men det er noget andet; så er man ikke
kommet ret langt væk fra de to nævnte døre.
Når jeg står på mit særlige punkt ude på statholdermarken, befinder jeg
mig også på det sted, hvor mit livs-rør
munder ud. Hver enkelt menneskelig persons liv kan ses som et livs-rør, der
bevæger sig gennem rum-tiden fra undfangelse til død. I rørets midte er det det
genetisk givne, der udfolder og udvikler sig. Og ved rørets yderside sker
vekselvirkningen med omgivelserne på alle de både direkte og indirekte måder,
der er tale om, be‑rør‑ingen
mellem individet og omgivelserne. Men inde i røret er det individet
overhovedet, der udfolder og udvikler sig, idet der altså hele tiden kommer
noget ind udefra og kommer til at høre med til den pågældende persons samlede
virkelighed (så at man fx ikke skal se det biologisk givne som en helt isoleret
streng inde i rørets midte, men altså dog som det biologisk givne, i
vekselvirkning med alt det andet). Der ligger en såvel biologisk som personlig
og historisk forståelse af den menneskelige persons virkelighed i denne måde at
betragte hvert enkelt individ på. Den yderste modsætning til dette er at
forestille sig, at det enkelte menneske fra fødsel til død levede i total
isolation.
Når vi står ude på Tilværelsens åbne mark, må vi alle se os som dele af
det fysiske Kosmos, men herunder jo ikke mindst den biologisk forståede
biosfære - med menneskeslægten som det øverste niveau. Og det betyder, at vi
ikke kan postulere en humanisme, der ikke bunder i Kosmos. Vi må sige, at det
forunderlige fænomen, som menneskelivet er, er en manifestation af noget, der
ligger i Kosmos.
Jeg vil i denne forbindelse videre sige, at jeg på dette grundlag som
bidrag til det dannelsesspørgsmål, der er en vigtig del af Marianne Stidsens
projekt, kraftigt må gøre mig til talsmand for et krav om, at
naturvidenskaberne kommer til at få en vigtig rolle som dannelsesfag. Det er
også frygteligt, at ordet "forskning" er ved at være ensbetydende med
"teknologiudvikling". Jeg er en stor beundrer af teknologien og ser
også teknologi-historien som en overordentlig spændende og vigtig del af
menneskeslægtens historie, men naturvidenskaberne skal først og fremmest dyrkes
for erkendelsens skyld. Det er meget vigtigt, at vi hele tiden ved så meget som
muligt om Kosmos og om os selv som dele af det. Og dertil kommer, at alles
fortrolighed med den naturvidenskabelige metode (og med noget filosofi og
logik, jf. det gamle Filosofikum som indgangen til ethvert akademisk studium)
vil kunne spare os for meget bullshit i den måde, vi taler og debatterer med
hinanden på.
Men hvad især lyrikken angår, vil jeg videre sige, at når digteren altså
står i sit punkt på "statholdermarken", så skal han se både sig selv
(med sit livs-rør bag sig) og alt, hvad han har omkring sig, som
manifestationer af den samme fælles grund, altså den store grund under hele
Kosmos, så at det at se dele af virkeligheden som motiver er et møde mellem to
manifestationer af det samme. Men der kan selvfølgelig ikke skelnes skarpt
mellem subjekt og objekt. Når en del af virkeligheden bliver et motiv, kommer
meget af betydningen jo fra digteren, ja, det kan være dele af digterens egen
virkelighed, der bliver motiv (hvorved de pågældende dele så alligevel bliver
objekt). Hertil kommer imidlertid, at allerede når processen frem mod digtet
går i gang, men selvfølgelig helt særligt når selve digtet går i gang, bliver
der tale om et nyt og tredje manifestationssted, idet digtet også kommer til at
leve sit eget liv, ikke i isolation fra virkeligheden, men netop som en ny
manifestation af den, idet "digtets eget liv" jo har sine love fra
det hele. Det er i denne forbindelse vigtigt, at selv om et digt godt kan være
(næsten) rent, og altså for så vidt passivt, tydende, så ligger der i
princippet også en måske endda meget høj grad af forholden sig i den lyriske
proces.
I epikken og især dramaet er det på en helt anden måde mennesket og
menneskelivet, det drejer sig om, men de her skitserede principper gælder også
dér.
Jeg vil til sidst sige lidt mere om - eller til! - Marianne Stidsens
humanistiske dannelsesprojekt. Jeg kunne sådan set nøjes med at sige, at jeg
tilslutter mig det. For når jeg i visse sammenhænge bruger ordet
"humanisme" som nærmest et skældsord, betyder det jo ikke, at jeg
ikke anerkender dyrkelsen af selve det at være menneske, uanset hvilken tro
eller anskuelse, man i øvrigt har. Og jeg vil meget gerne vekselvirke og
samarbejde med humanister af Marianne Stidsens slags og tilsvarende. Men jeg
vil også godt føre Grundtvig og arven fra ham frem, ikke mindst den del af
arven, som endnu ikke er indløst.
Når jeg har givet min disputats titlen "Omkring Grundtvigs
Vidskab" (Christensen 1998), er det, fordi der i den er tale om en bred undersøgelse
af hele Grundtvigs erkendelses- og oplysningsprogram, også de endnu ikke
realiserede dele af det. Grundtvigs egentlige drøm var jo, at der, hvad
erkendelsen og dannelsen angår, skulle være en stor sammenhæng, der gik lige
fra det fællesnordiske superuniversitet i Göteborg (som Nordens særlige bidrag
til den fællesmenneskelige videnskabelighed i videste og mest omfattende
forstand) over det danske folkelige universitet (højskole) i Sorø (som noget
andet end det i høj grad embedsmandsuddannende universitet i København) og ned
til den folkelige uddannelse og oplysning af de unge
og børnene rundt omkring i landet. Og så opad igen. Og nedad igen. I en stor og
stadig vekselvirkning. Og jeg understreger, at selv om den videnskabelighed,
Grundtvig talte om, først og fremmest var den humanistiske (mytologi, historie,
filologi osv.), regnede han udtrykkeligt med en stærk repræsentation af
naturvidenskaberne i Göteborg. Til gengæld nævner han ikke teologien. Den er jo
ikke en del af den rent menneskelige videnskabelighed. Men andre steder taler
han klart om, at selv den mindste kristne menighed af også dybt kristne grunde
må skulle drive en altomfattende almindelig videnskabelighed. Og selv om
Grundtvigs program blev udformet i 1800-tallet, bør vi i netop den situation,
vi befinder os i nu, bruge det som et forbillede, såvel hvad angår den store
universelle erkendelsesvirksomhed på topplanet, som hvad angår den
livsoplysning, der skal udbredes til alle
Men i hele Grundtvigs - og mit - syn ligger, at poesien, og i det hele
taget skønlitteraturen, er en vigtig del af erkendelsen eller tydningen af
Eksistensen. Og det gælder faktisk litteraturen af enhver art. Forfatterne og
digterne må selvfølgelig skrive, som de vil, og som de finder det vigtigt. Og
med det syn på digtningen som erkendelse, jeg har, vil selv de ting, der ligger
længst fra mine idealer, jo være udslag af menneskelivet og af nogle menneskers
måde at forholde sig på. Det gælder selv de mest tekstcentrerede og fra den
ydre virkelighed afskårne ting. Men jeg vil naturligvis kraftigt anbefale, at
man - med eller uden kristen tro - især koncentrerer sig om det menneskelige
subjekts forhold til hele det Kosmos, det er en del af, og altså om mimesis i allerstørste forstand.
-
LITTERATUR, HVORTIL DER HENVISES
Christensen, Bent (1987), Fra drøm til program. Menneskelivets og dets
verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra
Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832, København:
Gad.
Christensen, Bent (1998), Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af
N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt
nødvendige livsengagement, København: Gad.
Grundtvig, N.F.S. (1817), Danne-Virke bd. 2. København. Fotografisk
optryk 1983.
* *
*
EN LØS KANON
Betragtninger i
anledning af lanceringen af Danmarkskanon
Sat på min Facebook-profil og her 15.11.16. (Her dog over midnat).
Jeg har - bortset fra de bibelske! - aldrig brudt mig om kanon'er, men den danmarkskanon, der er blevet sendt til afstemning den 15. november 2016, er vist den værste. Det er hele idéen, der er gal. Som om man skulle kunne fremme noget som helst ved at skrive det op i punkter. Og ved at sætte det til afstemning! Men de "værdier" (jeg hader det ord!), man er nået frem til, er stort set en gang latterlige almindeligheder. Jeg vil nu opregne dem og karakterisere dem:
Det danske sprog. - Ja, hvad ellers?
Hygge. - Ja, det er da rigtigt. Men det bliver uhyggeligt, når man begynder at snakke - og stemme! - om det.
Frihed. - Ja, vi danskere er da nok nogle af de mest frihedselskende, men frihed er altså en universel værdi (for nu alligevel at bruge det ord).
Frisind. - Se til forrige værdi.
Den kristne kulturarv. - Den har de vel også i de andre kristne lande. Og jeg bryder mig ikke meget om det begreb. Det afgørende er, om der er nogle kristne i det pågældende land. Og hvis de er gode kristne, får det selvfølgelig nogle sidevirkninger. Men det er nærmest sygt at dyrke det som "kulturarv". Det lugter af museum.
Lighed for loven. - Det skulle der sandelig gerne være i alle retsstater!
Tillid. - Fint. Men her gælder det samme som for de andre tilsvarende "værdier".
Folkeoplysning. - Det har de vel også i andre lande. Det særlige, vi, takket være Grundtvig, har, eller har haft, her i Danmark, hedder mere nøjagtigt "folkelig livsoplysning", og det er noget andet og mere - som i øvrigt også er blevet eksporteret til adskillige andre lande. Men i den dybe grundtvigske forstand er det noget, vi virkelig trænger til, så det vil jeg godt stemme for. Men jeg vil hellere skrive om det - sammen med hele spørgsmålet om erkendelse og dannelse. Jeg har gjort det i mine to Grundtvig-afhandlinger og i flere opfølgningsskrifter, og jeg agter at gøre det i den aktuelle, dårlige situation, hvor der virkelig er brug for det. Jeg må bare gentage, at ordet "folkeoplysning" er et alt for fattigt, ja, egentlig ret nedladende ord.
Kønsligestilling. - Ja, hvad ellers? Og det er et universelt princip.
Landskaber og bygningskultur. - Det har man vel også i alle andre lande. Og det siger sig selv, at vi skal passe på vort landskab og vore bygninger.
Kort magtdistance. - Ja, det er nok noget ret særligt dansk, noget, der er en del af hele vor traditionelle måde at være folk og nation på. Den skal vi bevare.
Deltagende folkestyre. - Se til forrige "værdi". Men det er alligevel underligt at se det i denne sammenhæng. Og hvis jeg skal være rigtig ondskabsfuld og galgenhumoristisk, kan jeg henvise til, hvad Ghandi svarede en journalist, der spurgte ham, hvad han mente om den vestlige civilisation: "Ja, det ville være en god idé!". Men spøg til side, det er nok rigtigt, at vi endnu har det.
Foreningsliv og frivillighed. - Ja, det er i høj grad noget særligt dansk. Foreningsdanmark! Det skal vi bevare og have mere af. Og de andre må gerne lære af det.
Danmark i verden. - Ja, Danmark er en del af verden!
Plads til forskellighed. - Det går jeg stærkt ind for. Men det skulle også gerne være et universelt princip. Der skal bare også være plads til flertalskulturen.
Håndværk. - Jeg har altid beundret håndværkere, men jeg tror også, der er håndværkere i andre lande. Mere alvorligt talt er det dog nok rigtigt, at det særligt danske i meget høj grad findes i håndværkets traditioner, som de har udviklet sig, efter at vi har hentet dem eller fået dem fra ikke mindst Tyskland. Og det samme gælder for alle tilsvarende områder. Jeg prøver at skrive en internetunderside om "det særligt danske", og en af de ting, jeg er nået frem til, er, at det er på arbejdspladserne og i institutionerne, man helt særligt (endnu!) kan finde det særligt danske. Jeg har gjort mig til talsmand for, at nogle interesserede og kvalificerede og egnede antropologer blev sat til at sammenligne disse forhold. Det ville også i det hele taget blive interessant - for alle.
Medmenneskelighed. - Jeg vil ikke kommentere det!
Andelstanken. - Jeg føler mig igen som på museum. Men gør jeg nogen uret?
Velfærdssamfundet. - Jeg går stærkt ind for det, idet jeg må tilføje, at der jo er mange måder at være velfærdssamfund på, og at det ikke er alle, der er lige hensigtsmæssige. Desuden er det vel heller ikke så helt særligt dansk igen. - Jeg betegner nu fast mig selv som social-konservativ (og til husbehov national-konservativ) og derfor medlem af Dansk Folkeparti. Og jeg går stærkt ind for samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Folkelige bevægelser. - Ja. For selv om sådanne også findes i andre lande, er det nok noget meget særligt dansk. Som vi ikke må miste, men tværtimod skal have genoplivet.
-
Ja, der er mange gode ting, men mange af dem er universelle og/eller de rene almindeligheder og selvfølgeligheder. Nogle af dem peger dog på noget særligt dansk. Og især blandt dem er der mange ting, det ikke alene gælder om at bevare, men også at få genoplivet. Men jeg synes stadig, det er latterligt at sætte dem op i en kanon - og sætte dem til afstemning.
Det, der ligger bag dette forsøg, er selvfølgelig indvandringen og den globale kapitalisme og den kosmopolitiske ideologi til både venstre og højre (i en meget mærkelig alliance). Men vi skal ad almindelig politisk vej have standset indvandringen og sat kapitalismen under demokratisk kontrol. Og den kosmopolitiske ideologi må vi kritisere. Idet vi selvfølgelig også skal samtale med dem, der så gerne vil være verdensborgere. Måske kan vi blive enige om, at man godt kan være både det ene og det andet. Så må hver lægge vægten, som han vil. Jeg for mit vedkommende vil meget gerne være både dansker og verdensborger - og gå ud i verden for at bidrage med det særligt danske, og hvad jeg ellers kan, men selvfølgelig også for at opleve og lære. Det er egentlig såre simpelt.
Og hvad indholdet af det at være dansker angår, er der kun én måde, nemlig at koncentrere sig om at LEVE. Uden at tænke over det. Men selvfølgelig tænke over de ting, i hvis sags natur det ligger, at der skal tænkes over dem! Jeg har ofte brugt den sammenligning, at det er, som når man kører på cykel. Hvis man begynder at tænke over det, kører man i grøften.
Men jeg har også sammenlignet det at være dansk med det at trække vejret. Det tænker man jo heller ikke over, før der er nogen, der trækker en plastikpose ned over hovedet på en! Så vi skal selvfølgelig bekæmpe alle, der vil gøre noget i den retning ved os, også vore egne ideologer. Idet dog kampen fra vor side kun skal føres med tanker og ord. Medmindre de andre griber til tvang og vold. Men så er det en sag for poltiet.
Det gælder for det særligt danske som for alt andet, at det bevæger sig med tiden. Som jeg også har sagt: Kun nogle tåber tror, at der er nogle tåber, der tror, at man kan få tiden til at stå stille. Vi må altså leve vort liv i alle sammenhænge, mens vi bevæger os frem med tiden, lige fra det mest banale dagligdags møde med en lille snak om vejr og vind og op til den højeste kulturelle produktion. Og altså uden at tænke på, at vi skal være og gøre på en særlig dansk måde. Vi skal bare være og gøre, som vi er, og for at leve og gøre det så godt som muligt. Så bliver det nok også dansk.
* *
*
OM VERDEN MED TRUMP
Slået op på min Facebook-profil 15.11.16.
Har lige hørt Verden ifølge Gram på DR P1. Det handlede selvfølgelig om
Trump og USA. Og noget af det, der blev sagt, har foruroliget mig.
Kommentatorer kan selvfølgelig have deres egen dagsorden, og jeg kan stadig
godte mig over, at alle dem med de "rigtige" meninger har fået en
øretæve. MEN jeg må gentage, at jeg frygter en amerikansk realpolitik, der kan
lade Rusland få mere frit spil i forhold til Ukraine og de baltiske lande
(osv.), OG jeg må give den kvindelige kommentator ret, når hun pegede på, at
der mange steder i Vesten er tendenser til at forene nationalisme med sympati
for Rusland og Putin. Jeg forstår det ikke. Men vi ser det jo. Og vi ser, at
dette i nogle lande går hånd i hånd med en bevægelse mod mere autoritære
styreformer. Dette kan ikke nægtes.
Heroverfor vil jeg igen erklære, at retsstat, frihed og demokrati må
bevares og beskyttes med alle midler, der ikke selv strider derimod, dvs. først
og fremmest gennem den idémæssige og politiske debat, og at vi ikke kan tillade
Rusland at tyrannisere eller måske ligefrem kontrollere eller erobre sine
naboer. Hvis USA virkelig vil lade Europa mere eller mindre sejle sin egen sø,
må Europa tage sig sammen og dels lægge pres på USA (ikke mindst inden for
NATO), dels udbygge sin egen militære kapacitet. Det er sørgeligt, at Europa,
og især EU, befinder sig i en så alvorlig krise, som det er tilfældet. Og jeg
er selv fortsat meget kritisk over for meget i EU, både det ideologiske og det
praktiske. Men vi må prøve at forene kampen for en reform af EU (evt. med en
form for opdeling) med en styrkelse af det europæiske sammenhold på de helt
vitale områder. Vi skal bla. se at få nogle nye folk på posterne, både
nationalt og i EU-systemet. Men altså ikke Putin-venlige nationalister! Det er
et bredt og dybt folkeligt funderet demokrati, vi skal have, både nationalt og
europæisk.
TILFØJELSE: At vi ikke viderefører den fejlslagne krigspolitik gennem
de sidste femten år, hilser jeg velkommen. Det er svært at se, hvad vi skal
gøre i forhold til Syrien. Men idet vi prøver at lære af vore fejltagelser, må
vi prøve at finde en løsning. Islamisk Stat kan vi et langt stykke takke os
selv for, men vi bliver nødt til at være med til at nedkæmpe dem. Bagefter skal
vi så vidt muligt holde os fra den del af verden. Idet vi dog fortsat skal
prøve at hjælpe de demokratiske grupper i disse lande på alle mulige
ikke-militære måder, ikke mindst gennem samtale og meningsudveksling. Det er jo
frihed og demokrati, der har fremtiden for sig. Historien viser, at det andet
ikke virker i det lange løb. - Osv.
* *
*
MIN KOMMENTAR TIL PRÆSIDENTVALGET I USA
Skrevet ved middagstid den 9. november 2016.
Også jeg er overrasket og (lidt) bekymret. Men jeg godter mig over, at
det vestlige politiske establishment har fået endnu en øretæve.
Overrasket. Jeg har undervurderet frustrationen hos flertallet af USA's
borgere.
Bekymret. Men kun lidt. Allerede Trumps første tale som president elect
viste, at han også kan spille statsmandens rolle. Og jeg håber, han i den
kommende tid også vil være dygtig til at vælge ministre, rådgivere osv. Man kan
ikke helt sammenligne Trump med Reagan, som jo havde været guvernør i
California i otte år. Men jeg håber, han vil kunne lave en slags Reagan, altså
vise sig at blive en dygtig præsident.
Godter mig. Der er tydeligvis noget galt med det politiske og debatledende
establishment i næsten hele Vesten. Magten skal ligge hos hele folket. Jeg
håber og tror, der ikke bliver tale om nogen som helst form for statsretligt og
demokratisk urent trav for Trumps vedkommende, som vi jo ser tendenser til
andre steder. Og uanset hvad der sker og kommer til at ske både her og der, vil
jeg selv kridte skoene og stå fast på retsstaten, friheden og demokratiet - og
for det europæiske fællesskab under nye og bedre former.
God bless America! - Gud bevare Danmark! -
Alle gode ønsker for Europa!
* *
*
Ytringsfrihed og terror
Kommentar til DR Deadline 29.10.16.
Ytringsfrihed er egentlig et spørgsmål om forholdet mellem borgerne og
statsmagten (jf. Grundlovens § 77). - I Flemming Roses og JP's tilfælde er der
tale om en terrortrussel. Og terror virker. Det skal man bare indrømme - og så
ellers i fællesskab bekæmpe den på den lange bane med alle midler, ikke mindst
ved at få den ideologiske vind taget ud af sejlene på terroristerne.
* *
*
VENSTREFLØJEN OG VOLDEN
Kommentar til DR Deadlines indslag om Peter Øvig Knudsens BZ-bog
04.10.16
Det principielt interessante ved dette er, at når man bare er på
venstrefløjen og garnerer det med utopistiske plusord og lidt sang og musik, er
alt tilladt, ja, ligefrem godt. Og det allerværste er, at der er forskellige
grader af sympati for dette langt ind i de toneangivende kredse. - Der er
simpelt hen nogle mennesker, der har behov for at finde nogle sager, der kan
begrunde deres trang til utopisk kamp helt ud i det voldelige. Og altså
mennesker, der ikke selv er direkte voldelige, men alligevel sympatiserer med
voldsudøvelsen og dækker over den med en fantastisk tvetunget måde at tale på.
- Både udøvere og sympatisører bør mødes med foragt fra resten af samfundet.
* *
*
ET LÆNGERE INDLÆG!
Kommentar til
indslaget "Hvornår er man dansk?" i DR 2 Deadline 26.09.16.
Ja, undskyld! Det er virkelig blevet langt. Men jeg følte det som min pligt at få sat nogle ting på plads. Det bliver aldrig gjort (helt) i de debatter, der føres i medierne - med blandt andet evindeligt afbrydende studieværter (og jo kort tid). Og de, der ikke orker at læse nedenstående, kan jo bare lade være. Jeg vil dog kraftigt anbefale virkelig interesserede at læse det!
Martin Henriksen klarede sig efter omstændighederne ret godt. Det lykkedes ham blandt andet at afvise nogle af Sigge Winther Nielsens mest tåbelige spørgsmål. Men jeg vil supplere med følgende:
Det er klart, at man ikke i kulturel og folkelig forstand er (helt) dansker, bare fordi man er født i Danmark, har dansk statsborgerskab og taler flydende dansk. Men man kan selvfølgelig tale om forskellige grader af danskhed - som kan udvikle sig fra generation til generation.
Der er to ting, der som regel går galt, når man drøfter dette spørgsmål. Man glemmer for det første næsten altid at skelne mellem de almindelige vestlige værdier, og så det helt særligt danske. At overtage de almindelige vestlige værdier er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at kunne være en del af det danske fællesskab. Og det går for det andet galt, når man begynder at tale om definitioner og den slags. Jeg har ofte brugt den sammenligning, at man jo heller ikke kan køre på cykel ved hjælp af definitioner. Hvis man begynder at prøve at definere og opregne alle de ting, der sker, når man cykler, ender man i grøften!
Man skal også huske, at man kan være helt dansk på mange forskellige måder. Jeg føler mig selv på mange måder på afstand af dem i Enhedslisten og Det Radikale Venstre. Men jeg anerkender, at de og jeg har en fælles grund, ja, at man ikke skal så forfærdelig langt ned under overfladen for at finde det fælles. Man kan dog også sige det på den måde, at der godt kan være meget alvorlige politiske og idémæssige modsætninger mellem forskellige grupper af danskere. Hvad dem i Enhedslisten angår, kan man prøve at sammenligne dem med tilsvarende venstrefløjsfolk i andre lande. Jeg er sikker på, at dem i Enhedslisten er venstreorienterede på en særlig dansk måde. I øvrigt er det vist også noget særligt dansk, at politikere fra de forskellige fløje kan omgås venskabeligt uden for debatterne, ja, ligefrem være personlige venner. Nogle af mine bedste venner er venstreorienterede! Hvad Det Radikale Venstre angår, er der ligefrem tale om noget af en gåde. Der er fx de grundtvigsk-radikale. De må siges at være meget danske, hvis man lige kommer ned under deres kosmopolitiske og indvandringsvenlige partiholdninger. Og jeg har for mange år siden hørt eller læst, at der ikke i hele verden findes et politisk parti, der svarer til Det Radikale Venstre. Man kan derfor sige, at Det Radikale Venstre er noget af det mest særligt danske, der findes!
Men ellers vil jeg henvise til nogle linjer af Grundtvig, der ofte citeres - og til de linjer, der følger efter, men som man for det meste glemmer at tage med:
Til et Folk de alle hører,
Som sig regne selv dertil,
Har for Modersmaalet Øre,
Har for Fædrelandet Ild.
(Fra sangen "Folkeligt skal alt nu være", 1848).
Man glemmer, at det for Grundtvig ikke er nok, at man selv erklærer sig for dansker; man skal også have øre for danskernes modersmål (altså ikke bare kunne det) og brænde af kærlighed til fædrelandet. Og så skal man lægge mærke til, at sangen er fra 1848, hvilket betyder, at det helt særligt er slesvigerne, det drejer sig om, altså om, hvorvidt den enkelte slesviger er dansk eller tysk. Og hvor alvorlig modsætningen mellem dansk og tysk dengang var, kan den jo slet ikke sammenlignes med den afstand, der er mellem fx mellemøstlig og europæisk (herunder dansk) kultur.
Men det går selvfølgelig også galt, hvis man tror, man kan og skal måle gehøret og hjertetemperaturen på dem, der gerne vil komme til at tilhøre det danske folk. Den slags ting kan selvfølgelig ikke måles. De må simpelt hen vise sig, både hos dem, der vil gå ind i det danske folkelige fællesskab, og hos dem, der skal modtage dem i det. Så i virkeligheden skal man snakke så lidt som muligt om det. Det skal i givet fald bare ske.
Men hvad er så det særligt danske, spørger man alligevel. Det er som sagt nærmest umuligt at svare på. Det strækker sig lige fra den måde, man omgås hinanden på i de mest hverdagsagtige situationer og op til de helt store folkelige og nationale sammenhænge. Den måde, man ping pong'er på med bemærkninger og vittigheder. Og følelsen af loyalitet over for det danske folk og den danske nation gennem såvel hele den forgangne som hele den fremtidige del af Danmarks historie. Også, ja, især, når denne følelse er helt ubevidst.
At kortlægge dette bare nogenlunde vil kræve store antropologiske undersøgelser - altså også af de lande og folk, man skal sammenligne Danmark og danskerne med, hvis man vil prøve at fange det helt særligt danske (og altså ikke bare det vestlige eller europæiske). Og det er selvfølgelig først og fremmest vore naboer, man vil skulle sammenligne os med: nordmændene, svenskerne, tyskerne og englænderne (og de andre briter).
Man kan også tage sådan noget som kulturen (i videste forstand) i institutionerne og på arbejdspladserne. Jeg er helt sikker på, at der er væsentlige forskelle. Jeg har selv især oplevet dette under min tjeneste som feltpræst på Cypern i vinteren 1976/77. Det var helt tydeligt, at vi i DANCON/UNFICYP både udførte vor tjeneste på en helt særlig måde og ned i de mindste detaljer levede og omgikkes hinanden på en helt særlig måde. Og vi var altså ret gode til det. Vi var gode til at klare perioderne ude på observationsposterne. Jeg måtte under et af de månedlige FN-feltpræstekonventer oplyse de andre om, at jeg aldrig havde brug for at trøste mine OP-folk, som faktisk aldrig havde psykiske problemer. Og vi var i al ubeskedenhed også virkelig gode til at dæmpe gemytterne, når der opstod spændinger ude ved frontlinjen. Vi var højt respekteret fra alle sider. - Men jeg siger ikke, at vi var bedre soldater end fx vore naboer til højre: Den britiske First Batallion of the Parachute Regiment! Vi var bare anderledes.
Og jeg kunne tage nogle danske forfattere. Først og fremmest Grundtvig. Ham er der ikke nogen i hele verden der rigtig ligner (selv om han med sin enorme viden selv havde modtaget meget udefra). Men vi kunne også tage salmedigteren Brorson og lægge nogle af hans salmer ved siden af tyske pietistiske salmer. Eller oplysningsmanden Holberg (inkl. komedierne) og lægge ham ved siden af fx franske og tyske oplysningsfolk). Eller Oehlenschläger og sammenligne ham med de tyske romantikere.
Osv. Der er helt klart en masse ting, der er særligt danske, selv om det vil kræve et stort arbejde at komme bare et stykke af vejen, hvis det skal komme til at ligne videnskabelige definitioner.
Og til allersidst vil jeg gentage: Det er ikke snakken, der afgør det, men det virkelige liv, vi lever med hinanden - også dem, der gerne vil være danskere sammen med os.
Og jeg kunne have sluttet med disse
ret positive ord, der jo ikke udelukker, at folk, der kommer udefra, kan ende
som virkelige danskere (evt. i løbet af nogle generationer). Men i sandhedens
navn bliver jeg nødt til at sige, at en stor tilstedeværelse, ja, en fortsat
stor tilstrømning af folk fra ikke-vestlige kulturer selv i bedste fald vil
ændre menneskelivet i Danmark. Dette er der nogle, der ud fra deres ideologiske
utopi, ligefrem ønsker. Men jeg og vist et stort flertal af danskerne ser
gerne, at antallet bliver så lavt, at vor måde at leve på her i Danmark stort
set kommer til at udvikle sig på samme måde, som den ville gøre uden
indvandring.
* *
*
VI SKAL NØJES MED AT TALE OM ANTALLET
Efter P1 Debat 22.08.16, der blev annonceret således:
Venlig eller væmmelig?
Landsforræder, klamme smatso
og zionistiske skøge …
De hårde ord er
flygtningedebattens faste følgesvend.
Er det venligt eller
væmmeligt at hjælpe flygtninge?
Hvorfor har
højrefløjen det så svært med godhed?
Og kan debattens
parter overhovedet høre hinanden?
Gæster: Anne Lise
Marstrand Jørgensen, Venligboerne, Pernille Vermund, Nye Borgerlige, Michala
Bendixen, Refugees Welcome, Marie Høgh, sognepræst, Dennis Nørmark, antropolog.
Nedenstående er min kommentar i Facebook-tråden til opslaget om udsendelsen, som jeg i indholdsfortegnelsen har karakteriseret således:
Efter P1 Debat 22.08.16 med
temaet "Venlig eller væmmelig?", om Venligboerne, der nu af den
modsatte side bliver kaldt væm'ligboerne. Og i det hele taget om de to siders
måde at tale om og til (men ikke så meget med!)
hinanden på.
-
For mig kan de to sider i den fremmedpolitiske debat bredest og bedst defineres som henholdsvis folkevandringsfremmere og folkevandringsmodstandere.
Desværre er modstanderne blevet fanget ind i fremmernes måde at tale på. Problemet består jo ikke primært i, hvad der eventuelt er i vejen med folkevandrerne. Det er en problematik, der kan komme oveni. Problemet er selve befolkningsudskiftningen, altså det forhold, at fx den etnisk danske befolkning i løbet af et antal årtier vil komme i mindretal i deres eget land, hvis den nuværende politik fortsætter. Man kan jo bare tegne en kurve over antallet af indvandrere og efterkommere fra fx 1986 til i dag og se, hvor den vil ende, hvis det fortsætter på denne måde. Og antallet er altafgørende. Jeg ville selvfølgelig bedre kunne leve med en million svenskere, briter eller tyskere i Danmark end med en million mennesker fra Mellemøsten og Nordafrika, men ikke engang det ville jeg bryde mig om.
Europa og Danmark står i en kulturel eksistenskamp. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, går vi kulturelt ned. Der er i virkeligheden tale om en slags langsomt kulturelt folke- og civilisationsdrab. Oven i købet som i høj grad et selvmord.
Jeg foreslår altså, at vi folkevandringsmodstandere nøjes med at sige, at vi ikke vil have flere indvandrere fra ikke-vestlige lande til Europa og Danmark. Og så må det vise sig, hvad der bliver flertal for ved valgene.
* *
*
En ond Julius
Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 18.08.16. Med den note, det blev
ledsaget med i opslaget på min Facebook-væg.
Her i huset elsker vi "Julius". Men den 15. august var han
ikke sjov. Teksten lød: "Dansk Folkeparti har nu fremlagt deres plan for
nye udlændingestramninger". Og tegningen viste et billede af den grænsespærring,
DF foreslår. Der er sat tekst på de forskellige elementer: "KOGENDE OLIE -
8 M HØJ MUR - SPIDSET BAMBUS - MERE PIGTRÅD - VANDGRAV - 10000
V - MINEFELT - PIGTRÅD".
Ønsket om grænsekontrol fremstilles som noget ondt. Og de to, der
forklarer deres ønsker for den lille tykke Lars Løkke, fremstår også som onde,
Martin Henriksen med vel "Bjørnebanden-briller" og Kristian Thulesen
Dahl med en lang og spids variant af Trump-hårtotten.
En bladtegner har ret, ja, pligt til at overdrive. Og han har ret til at
have sin egen mening om spørgsmålet grænsekontrol. Men jeg synes, situationen
er for alvorlig til, at de, der vil prøve at redde Danmark, skal fremstilles på
den måde.
Der i øjeblikket er en massiv anti-DF-kampagne i gang. Det så og hørte
vi også i Nykøbing F. Revyen i lørdags, hvor et af numrene var ren Rød
Blok-propaganda mod DF på vers. Det var heller ikke sjovt.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
-
NOTE: "Julius" er tegneren med den daglige satiretegning i
bla. Lolland-Falsters Folketidende. Og det er rigtigt, at Anna og jeg elsker
ham. Han er mange gange rent ud genial. Men måske er det, fordi vi snart ikke
tåler mere bullshit i denne dybt alvorlige situation; vi syntes virkelig ikke,
den tegning var sjov. Det samme gjaldt Kristian Thulesen Dahl-sangen i Nykøbing
F. Revyen, som vi ellers også elsker og naturligvis vil fortsætte med at se
hvert år. Om ikke andet så for "Henning fra Nørre Alslevs" skyld
(Flemming Krøll). Men der er jo meget andet virkelig godt i vor Nykøbing-revy.
Det gælder også musikken!
* *
*
Sandhedens time
17.08.16.
Det er sandhedens time. Europa befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen omkring Murens fald i 1989. Der er selvfølgelig tale om to meget forskellige situationer. Men hvis man skal være rigtig ondskabsfuld, kan man sige, at EU-systemets krise minder om Sovjetimperiets! Nej, det er naturligvis selve karakteren af historisk vendepunkt, jeg tænker på. For EU-systemets krise er jo også, og meget alvorligere, en del af den store folkevandringskrise, som kan true hele den europæiske civilisation med sammenbrud og undergang. Derfor er nedenstående betragtninger i høj grad et forsøg på at analysere folkevandringsfremmernes, som jeg nu konsekvent siger, motiver og utopiske ideologi (samt visse politikeres og erhvervsfolks kyniske strategiske og kommercielle interesser).
Situationen omkring 1989 var meget glædelig, mens den aktuelle situation er meget truende. Det har været almindeligt at foretage sammenligninger med "noget, der skete i 30'erne". Men det har været indvandringstilhængernes måde at dæmonisere os andre på. Når jeg nu begynder at sammenligne den aktuelle situation med situationen i 1920'rne og 1930'rne, er det finanskrisen og den almindelige demokratiske krise, jeg tænker på. Og når jeg videre tænker på fascismens og nazismens opkomst, er det altså ikke mig og mine ligesindede, jeg har i tankerne, men dels det totalitære drag, der er over folkevandringsfremmerne, som jeg nu siger, og EU-systemet og dettes fortalere, dels de modsatte politiske bevægelser, der for fleres vedkommende blandt andet udmærker sig ved at være mere eller mindre i alliance med Putin-Rusland. Og det kan blive meget værre. Og Islamismen er i mange henseender, blandt andet jødehadet, det, der virkelig minder om de to nævnte bevægelser i mellemkrigstiden. Jeg er for længst gået i stilling med henblik på (mindst) en tofrontskrig mod både pest og kolera.
Når jeg taler om folkevandringsfremmernes totalitære drag, er det, fordi det for mig er helt tydeligt, at "de progressive", dvs. henholdsvis venstrefløjens (post)marxister og de mere eller mindre kulturradikale, der påberåber sig arven fra oplysningstiden og den franske revolution(!), har det til fælles, at de netop er "progressive", dvs. kender historiens uundgåelige fremskriden og ved sig i overensstemmelse med den, hvorfor de med nødvendighed må regne alle, der mener og vil noget andet, for reaktionære mørkemænd, der er en trussel mod fremskridtet, og som man derfor ikke kan fordømme og dæmonisere nok. Her gælder hensynet til "tonen" ikke. For man har jo ret i det helt store historiske perspektiv.
Noget andet, der er karakteristisk for "de progressive", er, at de på forskellig måde og i forskellig grad er præget af en utopisk ideologi. Og jeg vil i denne forbindelse tillade mig at sætte en af mine egne aforismer ind: "Det lyder godt, når man fyrer plusord af oppe i utopiens rene sfære, men unægtelig knap så godt, når man argumenterer realistisk nede i den beskidte virkelighed" (vil komme til at indgå i min næste samling af digte og aforismer, 2017 eller 2018).
Hvad den marxistiske og postmarxistiske venstrefløj angår, spiller den praktiserede socialismes også helt bogstavelige fallit efter 1989 nok også en vigtig rolle i den forstand, at den store utopi dermed blev skudt ud i en meget fjern fremtid. Jeg ved godt, at det i dag er svært et finde nogen, der vil indrømme, at han gik ind for sovjetkommunismen. Men jeg tror, at der selv hos en del gode socialdemokrater alligevel på en eller anden mærkelig måde er opstået et savn efter 1989. Måske fordi man har set, at den socialistiske model heller ikke rent praktisk fungerede særlig godt. Den store utopi er derfor afløst af en faktisk helt religiøs dyrkelse af miljø og klima. Og af en "humanistisk" fremmedpolitik. 1990'erne blev (vist af den stuerene Poul Nyrup Rasmussen) udråbt til "moralens årti".
Der findes også folkevandringsfremmere, der simpelt hen bare ønsker at være gode. Og denne gruppe kan pr. definition tænkes at have ret, ikke mindst ud fra en kristen betragtning, og jeg overvejer denne mulighed faktisk hver dag. Hvis vi går tilbage til, hvad Jesus sagde, kan vi finde et udsagn som: "Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen" (Matt 5,40). Det kunne altså tænkes, at det rigtige for os kristne (og de post-kristne humanister) vil være at lægge sig fladt ned og lade alle tage, som de vil. Og at være rede til at lide det kristne martyrium, som altså i yderste konsekvens består i, at man selv lider døden, idet man beder for dem, der slår én ihjel. Hvilket så også må gælde det kulturelle folkedrab, som allerede den nuværende indvandring vil føre til, hvis den fortsætter. - "Ved rettens hjælp" kan oversættes til "ved konventionernes hjælp ".
Vi skal dog huske på, at det, Jesus har sagt, altid stammer fra konkrete tilspidsede situationer og sammenhænge, og at Jesus i sin menneskelighed troede, at denne verden ville gå under og Guds Rige indtræde endnu i hans generation, og at Den Kristne Kirke ved sin grundlæggelse og ca. tre århundreder frem var en lille forfulgt sekt, som ikke havde nogen som helst anledning til at tænke politisk (bortset fra, at man sagde, at de kristne skulle være lydige mod øvrighederne). Jeg vil derfor fra nu af sådan set holde kristendommen udenfor, idet jeg siger, at det, at man lever i og ud af Kristi kærlighed (og helst med Kristi kærlighed levende ud af sig), det ikke er ensbetydende med, at man skal koble fornuften og realitetssansen fra, når man bevæger sig ud i den politiske virkelighed. Jeg understreger, at jeg ikke forstår den såkaldte toregimentelære på den måde, at den kristne skal leve i en slags skizofreni med kristendommen som noget rent indre og det politiske som noget rent ydre. Hver enkelt kristen må have Jesu ord i hovedet hele tiden. Men ude i den almindelige virkelighed og debat må han prøve at navigere med saglig analyse og saglige argumenter. Hvilket ikke er det samme, som at kristendommen skal holdes ude af det offentlige rum. De kristne har både ret og pligt til at forkynde overalt, herunder til at pege på samfundsmæssige konsekvenser af gudstroen og Evangeliet. Det afgørende er, at ingen må bruge Gud som trumf, altså prøve at give sin stemme øget vægt ved at påberåbe sig Gud.
For os kristne er hjælpen til verdens mange flygtninge og andre nødlidende en klar pligt. Jeg hører ikke til dem, der reducerer næstekærlighedsbudet til noget med at gnide sin syge moster på ryggen med en ulden klud. Men igen: Man kan ikke gøre det gode, hvis man kobler realitetssansen og fornuften fra. Jeg kan ikke her udfolde et stort politisk program for hele denne side af sagen, men jeg vil helt kort sige, at alle former for nødhjælp i princippet er FN's og verdenssamfundets sag, som vi i EU selvfølgelig skal bidrage godt til, men som fx de rige olielande også skal tilskyndes til at bidrage til, ligesom det først og fremmest må være de muslimske landes pligt at tage imod deres flygtende trosfæller. - I øjeblikket bærer Libanon og Jordan en meget stor byrde, og de skal på alle mulige måder støttes af verdenssamfundet. Og jeg kunne blive ved. Hele situationen er overmåde vanskelig. Under det hele ligger den enorme befolkningstilvækst i Mellemøsten og Afrika. Den skal bremses. Og vi må sige til fx Den Romersk-Katolske Kirke, at det er umenneskeligt at tale imod prævention. - Jeg vil føje til, at når man nu taler så meget om næstekærlighed, er det så næstekærligt at blive ved at sætte børn i verden, som man ved andre kommer til at forsørge, ja, blive oversvømmet af med egen undergang til følge?
Endnu en aforisme: "Der er tre slags islam-venner: De gode, de bange og de kyniske" (fra min samling Digte og aforismer 1966-2016 (2016)). De gode har jeg sagt noget om. Men så er der de bange. Dem har vi set i renkultur siden Muhammedkrisen, hvor mange af dem, der udtalte sig, uden tvivl har forsøgt at skjule deres frygt for at få halsen skåret over bag uendelige strømme af moralistiske ord. Men jeg tror også, der tales ud af frygt i den aktuelle situation. Det kan endnu være selve den sociale frygt, altså frygten for at blive lukket ude af det gode selskab, hvis man siger noget "forkert". Det er fx nok endnu sådan, at det at sige de "forkerte" ting i den fremmedpolitiske debat og værdidebatten ikke ligefrem er karrierefremmende. Men det kan også være, man mere eller mindre bevidst føler, at befolkningsudskiftningen er en uafvendelig realitet, så at det gælder om, ikke at lægge sig ud med fremtidens flertal. Jeg har for mit eget vedkommende ikke kunnet lade være at tænke på dem, der den 9. april 1940 bød den tyske besættelsesmagt velkommen, når jeg har set, hvordan nogle har budt vor tids invasionsstyrke velkommen.
Og så er der altså de kyniske. Her tænker jeg på de politikere, der tænker strategisk i forhold til lande som fx Tyrkiet og Saudi-Arabien. Men jeg tænker især på de erhvervsfolk, der med fedtede miner fyrer humanistiske plusord af, mens de i virkeligheden tænker på de muslimske markeder og billig udenlandsk arbejdskraft.
Det er sandhedens time. Jeg ønsker, at alle de her nævnte grupper af folkevandringsfremmere omvender sig. Og jeg ønsker en dybtgående reform af EU, først og fremmest, hvad selve ånden angår, men dermed også, hvad besættelsen af de forskellige poster angår, såvel i selve EU-systemet som i de nationale parlamenter og regeringer. Og det vil nok også blive nødvendigt med visse ændringer i selve institutionerne. For vi kan jo rigtignok ikke undvære et europæisk samarbejde. Det skal bare være på en ny måde, evt. med en opdeling af fællesskabet i en nordlig (og østlig?) og en sydlig del. Mentalitetsforskellene og forskellene i politisk kultur er store. - Hvad en eventuel nordlig del angår, har jeg i nogen tid i både spøg og alvor sagt, at vi kunne genskabe Knud den Stores rige, altså danne en særlig gruppe i et nyt europæisk fællesskab, bestående af Danmark, Storbritannien og Norge, en gruppe, som måske kunne få et særligt forhold til fx et omvendt Sverige, Finland, de baltiske lande og Visegrad-landene (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn). Hvad den sidste gruppe angår, må vi dog være forbeholdne over for de for tiden ikke så heldige interne forhold i nogle af de pågældende lande.
Dette er nogle betragtninger i august 2016. Jeg håber, vi kan undgå katastrofen. Også af hensyn til verdens nødlidende, som vil blive meget dårligt stillet, hvis Vest- og Centraleuropa bryder sammen.
Bent Christensen
* *
*
Sikkerhedsventil - men helst en helt anden slags
politikere
Jeg har altid været
meget forbeholden over for folkeafstemninger. Bla. fordi der
ikke er nogen at gøre ansvarlig bagefter. Jeg er altså grundlæggende en
stor tilhænger af det repræsentative demokrati. Men der er noget galt. Det er,
som om de fleste politikere bliver styret af noget, når de først er blevet
valgt. Derfor er folkeafstemningerne nu demokratiets sikkerhedsventil. Men det
bedste ville være at få valgt en helt anden slags politikere, der kun føler sig
forpligtet over for deres samvittighed og deres vælgere. Jeg opfordrer endnu en
gang til, at man genopliver vælgerforeningerne og samles dér og diskuterer - og
(selv!) opstiller nogle kandidater, der virkelig kan være folkets valgte
repræsentanter. Og nøje følger med i, om de faktisk er det. Og ellers skifter
dem ud næste gang.
* *
*
MUSLIMSTOP
Dette er den version (med
særlig indledning), jeg 29.07.16 også slog op på min egen Facebook-væg.
Selv om jeg af flere
grunde (ikke mindst de tidsmæssige) prøver at deltage så lidt som muligt i debatten,
har jeg været nødt til at skrive nedenstående kommentar i P1 Debats FB-opslag
om udsendelsen i dag, der handlede om Søren Espersens forslag om totalt stop
for indvandring af muslimer:
Efter at have hørt
udsendelsen må jeg konstatere, at alle, også Martin Henriksen, er blevet så
tyranniserede, at de ikke tør sige rent ud, at det største og grundlæggende
problem er indvandringen af folk fra andre kulturer som sådan. Hver enkelt kan
være nok så skikkelig og sød og rar og være aktiv på arbejdsmarkedet osv. Men
allerede nu har tilstedeværelsen af ca. 300.000 muslimer (det tal blev nævnt i
udsendelsen) ændret livet i Danmark i betydelig grad. Og det er som sagt, hvis
den nuværende vækst i antallet af muslimer (og for den sags skyld andre)
fortsætter, kun et spørgsmål om årtier, før vi bliver et mindretal i vort eget
land. Dette er grundproblemet. Men det bliver jo ikke bedre af, at alle de
andre problemer kommer oveni. Jo, måske! For hvis grupper af muslimer fører sig
frem, som det er tilfældet nu, kan det i virkeligheden være en hjælp i forhold
til grundproblemet!
* *
*
De hører hjemme i skammens mørke og på historiens
losseplads
Nedenstående kommentar satte jeg lidt efter
klokken 23 den 22. juli 2016 i tråden til DR Deadlines omtale i Facebook af
aftenens indslag om den da endnu uopklarede terrorhandling i München.
Der blev også brugt
en hel del tid på, hvad der skete i Norge for fem år siden. Og dermed på, hvad
jeg betegner som "den unævnelige udådsmand". Jeg mener altså, at en
sådan person bør sænkes ned i den navnløse skams uendelige dyb. - Egentlig
mener jeg, det samme bør gælde alle andre terrorister. De bør i hvert fald ikke
opnå herostratisk berømmelse med navns nævnelse og ikke have deres budskab
frem. - Men det er selvfølgelig ikke så ligetil. Man er jo nødt til at omtale
terroren for at kunne bekæmpe den, hvilket dybest set og i sidste ende kun kan
ske med ord. Men mit ord her i aften er altså, at terrorister af enhver art
hører hjemme i skammens mørke og på historiens losseplads.
*
*
*
Så klar som situationen
Læserbrev i
Lolland-Falsters Folketidende 20.07.16
I lederen 19. juli gentager K.E. Watz de sædvanlige fraser, der skal tjene til at nedgøre Dansk Folkeparti i den aktuelle situation, hvor det ikke ser så godt ud for det nuværende EU og de nuværende EU-positive politikere i blandt andet Danmark. Og det kan godt være, denne massive kampagne kan svække Dansk Folkeparti på kortere sigt. Men det bliver den ikke mere rigtig af.
Det er klart, at DF ikke hidtil har kunnet gå i regering, når nemlig situationen omkring såvel indvandringen som EU har været så unormal, som det har været tilfældet. Men med den stigende erkendelse af indvandringens alvor og de nye muligheder, der tegner sig efter Brexit, er der opstået en ny situation - som dog først bliver afklaret, når Storbritanniens forhold til EU er forhandlet på plads.
Derfor er Dansk Folkepartis politik lige nu præcis så klar som situationen.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* *
*
Folkeafstemninger - og nye politikere.
Kommentar i
Facebook-tråd 19.07.16.
Der er helt åbenbart
noget galt. Hverken vore hjemlige magtbærende politikere eller dem i
EU-systemet varetager befolkningernes interesser. De ligger under for andre
ting. - Jeg har altid været meget forbeholden over for folkeafstemninger. Ikke
mindst, fordi de er anonyme, så man ikke kan placere ansvaret hos nogen. Men
efterhånden som min mistanke vokser om, at i hvert fald de politikere, der har
magten, er styret af andre ting, må jeg se folkeafstemningerne som en
demokratisk nødvendighed. Men mange af dem i både Folketinget og EU skal også
hurtigst muligt skiftes ud. Hvorefter vi skal hjælpe dem til, ikke at komme i
andre kræfters vold!
* *
*
IKKE SAMMENBRUD, MEN ET NYT EF!
Den
4. juli 2016 kl. ca. 21 slog jeg dette op på min Facebook-væg.
Kommentaren nedenfor har jeg netop sat i DR Deadlines tråd til
foromtalen af udsendelsen i aften kl. 22.30, som lyder:
Mener Dansk Folkeparti, at vi skal have en
folkeafstemning som i Storbritannien? Er det et krav for at gå i regering?
Niels Krause-Kjær spørger i aften Jesper Thobo-Carlsen fra Politiken og Hans
Mortensen fra Weekendavisen, hvordan DFs meldinger skal forstås.
OG HER ER MIN KOMMENTAR:
Jeg er træt af de dumme angreb på DF. Enhver, der ikke sidder fast i
den ideologiske mode fra i går (eller varetager nogle andre interesser end
befolkningernes), kan se, at DF har en moderat og pragmatisk tilgang, og at der
af gode grunde ikke kan meldes klarere ud lige nu. Der er mange muligheder, og
det hele vil blive afklaret efterhånden. Men det kan kun gå fremad. Jeg håber
dog, der kommer så meget fornuft og respekt i såvel EU's som de nationale
ledere (og at vi efterhånden får nogle nye og bedre), at et totalt sammenbrud
kan undgås. For selvfølgelig skal vi have et europæisk samarbejde. Jeg ville
gerne kalde det et nyt EF! - De kommende år bliver meget spændende.
-
TILFØJELSE HER:
Jeg føjer
til her på siden, at det kun er en mindre del af mine bidrag til den aktuelle
EU-debat, jeg har sat her på siden. Jeg har skrevet mange kommentarer i især DR
Deadline's og DR P 1 Debats tråde. - Det er i det hele taget kun en del af dens
slags kommentarer, jeg sætter på her. Jeg har egentlig slet ikke tid til at
debattere. Jeg skal koncentrere mig om mit forfatterskab. Men vi har ikke siden
Murens fald været i en tilsvarende situation, og jeg vil gerne give mit lille
bidrag.
* *
*
En aktuel aforisme
Når en af vore
politikere siger, at det nu gælder om at lytte til folks bekymringer, skal vi
spørge vedkommende: "Er du selv bekymret?". - 29.06.16.
Først sat i P 1
Debats tråd til udsendelsen næste dag, dernæst på min egen Facebook-væg - og så
i dokumentet med ting til min næste samling af digte og aforismer, som tænkes
udgivet måske allerede i 2017.
* *
*
Min dagbogsoptegnelse ved middagstid dagen efter den
britiske folkeafstemning
Fredag den 24. juni 2016. - Brexit.
- Det var en spændende morgen, og vi var længe usikre på, om der virkelig
var flertal for Leave. Men vi i Dansk
Folkeparti har jo hele tiden haft den holdning, at med den britiske
premierministers forhandlingsresultat og hele røret rundt omkring i EU-landene,
ville både det ene og det andet resultat være et fremskridt. Og nu må vi se.
Jeg ønsker ikke EU opløst. Men jeg ønsker måske et EU i flere grupperinger.
Mentalitetsforskellene og forskellene i politisk kultur er meget store. Jeg har
længe i både spøg og alvor sagt, at de lande, der indgik i Knud den Stores
rige, nemlig Danmark, Norge og England (nu Storbritannien), måske på en eller
anden måde skulle samle sig i en særlig gruppe (evt. sammen med yderligere
nogle ligesindede lande), som enten kunne udgøre en særlig gruppe inden for EU
eller kunne stå samlet udenfor, men i en passende tilknytning til EU. - Jeg
håber, at en ny udvikling nu er begyndt. Men det kan være, tilhængerpolitikerne
og EU-systemet skal have endnu nogle skud for boven. En korrespondent i
Bruxelles sagde, mens hun pegede over mod EU-institutionernes blærebygninger,
at folkene derovre ikke i deres sjæle kunne forstå, hvad der lå bag det
britiske afstemningsresultat. Og det samme gælder de nationale
tilhængerpolitikere. Jeg har fx lagt mærke til, at man taler om
"bekymringerne" i store dele af befolkningerne, og at
dem bør man tage hensyn til. Men det er alligevel på
en nedladende måde. De pågældende politikere er åbenbart ikke selv bekymrede! Der er behov for en
udskiftning af såvel de nationale politikere som folkene i EU-systemet, ja,
behov for en helt ny ånd i EU. Der er nok også behov for en udskiftning af den
nuværende traktat, som låser EU fast på en bestemt politik. Måske skal det være
noget andet end en traktat. Men jeg har ikke noget imod et fortsat formaliseret
samarbejde. Det er for mig heller ikke uden videre et spørgsmål om mere eller
mindre. Det gælder ikke graden af
samarbejde, men måden og ånden.
* *
*
IGEN-IGEN
Lovgivningen mod had-imamerne
er noget af det dummeste. Jeg har 03.06.16 sat nedenstående i DR Deadlines
tråd.
Jeg må, for jeg ved
ikke hvilken gang, gentage, at det er en dårlig idé. Det er ulideligt at høre
alle vore modstandere slå os med "ytringsfriheden" osv. Se bare
kommentarerne her i tråden!. Vi bringer os i en forsvarsposition
og fremmer dermed vore modstanderes sag. Det er indvandringen, der skal
standes. Og opbakningen til det vil vokse, jo værre had-imamerne og deres
tilhængere opfører sig. - Principperne er selvfølgelig også vigtige, men
grundlovsfædrene har ikke kunnet forestille sig en situation som den, vi er i
nu. - Noget helt tredje er, at en sådan lovgivning kan virke som en boomerang.
Jeg kan sagtens forestille mig en situation, hvor et venstrefløjs- og
kulturradikalt flertal vil gribe ind i traditionsdanskeres og kristnes liv i
organisationer, menigheder og famlier. - Dette er simpelt hen noget af det
dummeste, man har gjort.
-
Vi skal ikke sterilisere samfundet
Min kommentar til P1 Debat 07.04.16, hvor det blev debatteret, om vi skal
frygte kristen fundamentalisme.
Jeg havde ventet noget i denne retning. Men nok ikke, at det ville
komme så hurtigt. - Jeg har i mange år sagt, at en af indvandringens følger
ville blive om ikke en islamisering af samfundet, så dog en STERILISERING, nemlig
i den forstand, at der bliver tale om en generel ensretning - til fordel for
den i mange henseender herskende humanistiske tro. Jeg gentager derfor, at
politikerne skal afstå fra alle forsøg på at kontrollere muslimerne, medmindre,
selvfølgelig, der er tale om ting, der direkte strider mod grundloven og
straffeloven. Problemet er, at muslimerne ER her, men vi skal sørge for, at
samfundet som sådant bliver ændret så lidt som muligt af det.
* *
*
KAPITALISMEN SKAL HAVE ET MODSPIL.
I Deadline-tråden om
Panama-skattelysagen. - 04.04.16.
Jeg er ikke socialist. Og slet ikke marxist. Men jeg er heller ikke
liberalist - endsige kapitalist! Nej, jeg er vel social-konservativ (og fattig
pensionist). Og dermed pragmatiker (ikke ideolog). Men den globale kapital og
kapitalisme skal have et demokratisk modspil. Vi må altså lægge hovederne i
blød. Især folk med forstand på den slags. Utopi er ikke nok. Pragmatisme og
indsigt er nødvendig.
* *
*
SV-REGERING STØTTET AF DF
Sat på min Facebook-væg formiddag 02.04.16.
Men er sat på også her, nemlig for historiens skyld, dvs. for det tilfælde, at
mit forslag kommer til at vise sig som en spådom!
Har lige hørt Anders Samuelsens forslag om en borgerlig
flertalsregering og benytter lejligheden til noget andet, nemlig at pege på en
SV-regering med Mette Frederiksen som statsminister og DF som (fortsat kritisk)
parlamentarisk grundlag. Det afgørende er, om S fortsætter sin fremmedpolitiske
udvikling frem mod realisme, ja, sand socialdemokratisk politik. I så fald har
DF meget mere til fælles med S end med LA. - DF skal under igen omstændigheder
i regering nu! - Dette er et forslag fra min side lige nu. Men det kan også
være en spådom.
* *
*
VIDERE!
Opslag på min Facebook-væg formiddag 31.03.16.
Jeg orker ikke at beskæftige mig mere med islam! Ulovlige handlinger
(og opfordringer dertil) skal straffes. Væmmelige ytringer skal frem i lyset og
mødes med foragt. Al indvandring af muslimer skal stoppe. Det vigtigste er, at
EU's ydre grænser lukkes, men indtil det sker, må Danmark og de andre
enkeltlande lukke deres. Og vi (både Danmark og hele EU) skal tage et opgør med
Menneskerettighederne og konventionerne, når de i realiteten betyder kulturelt
folkedrab på os. - SLUT!
Om lidt slår jeg Ugens aforisme op. Men jeg ser, at den også har lidt
med denne problematik at gøre. Den står imidlertid øverst i min lagertabel. I
morgen kommer der et almindeligt digt.
* *
*
JO VÆRRE, JO BEDRE!
Politikerne skal lade muslimerne være i fred
Opslag på min Facebook-væg 30.03.16
Jeg undgår så vidt muligt at slå debat-ting op her på væggen. Især indlæg i den fremmedpolitiske debat. Jeg vil helst nøjes med at slå salmer, digte, aforismer og den slags op. Og indvandrings- og islamrelaterede ting fylder i det hele taget rigeligt. Jeg sagde allerede omkring år 2000, at indvandringen ville komme til at ændre livet i Danmark, så det blev noget helt andet, end det ellers ville være blevet. Og nu kan enhver se, hvor megen sendetid og spalteplads, der optages af disse ting, men som kunne være brugt til information eller debat om andre og måske mere positive ting. Det er faktisk en meget alvorlig ændring. Men nu slår jeg dette op. I anledning af politikernes aktuelle fortvivlede antiradikaliseringsforsøg.
Det vil måske undre nogle af mine venner og besøgende, at jeg hører til dem, der advarer mod, at der tages skridt mod ting, der ikke er direkte kriminelle og dermed omfattet af allerede gældende lov. Men jeg mener altså, at hvis staten i dag prøver at styre muslimerne, bliver det næste måske Jehovas Vidner og det næste igen bibelfundamentalistiske kristne samfund, og at det kan ende med, at staten også vil regulere den måde, vi almindelige kristne opdrager vore børn på. Vi har jo i de senere år set, hvor glad staten er for at regulere borgernes adfærd. For mange år siden brugte jeg også det eksempel, at hvis man en dag vil forbyde, at der kaldes til muslimsk bøn fra højttalere i minareterne, vil man også blive nødt til at forbyde ringning med kirkeklokkerne. Man må jo ikke diskriminere! Og jeg sagde i samme forbindelse, at hvis vi ikke ligefrem får et islamiseret samfund, får vi måske et steriliseret samfund.
En anden grund til, at jeg fraråder politikerne at prøve at styre, hvad der foregår i moskeerne og de muslimske friskoler osv., er, at dette så mere eller mindre går hen og bliver politikernes ansvar ud over, hvad der ligger i normal lovgivning og forvaltning.
Men den vigtigste grund til, at man skal lade muslimerne sige og gøre, hvad de vil, (medmindre det er strafbart i henhold til gældende lov), er, at det kun er en fordel, at det bliver tydeligt, hvad det er vore politikere har lukket ind i landet gennem de seneste årtier. Det vil forstærke den danske befolknings modvilje og dermed kunne tvinge politikerne til at lukke for yderligere muslimsk indvandring.
Det er nemlig indvandringen af muslimer som sådan, der er hovedproblemet. For uanset hvor skikkelige de indvandrede vil være, vil selve deres tilstedeværelse ændre livet i Danmark på afgørende måde. Med den nuværende indvandring og de nuværende fødselstal i de respektive etniske grupper vil man kunne regne ud, hvornår der bliver muslimsk flertal i Danmark. Nogle har vist allerede gjort det, men jeg har ikke årstallet her. Og der vil måske komme muslimsk flertal i ikke alene Danmark, men også hele Europa alene på grund af forskellen i fødselsrate. Eurabia! Men hvis indvandringen bliver stoppet nu, vil vi dog vinde tid.
Nu har jeg udtalt mig. Og jeg går tilbage til arbejdet med min næste bogudgivelse.
Gud bevare Danmark! Gud bevare Europa!
-
TILFØJELSE:
Der var i dagens løb lidt kommentarvekslinger i tråden til ovenstående (og nogle Synes godt om'er). Da jeg havde set Deadline, skrev jeg en ny kommentar, som jeg med en tilføjet indledning satte i Deadlines tråd, hvor der i forvejen var mange kommentarer. Her er den:
I tråden til et opslag på min egen væg - med overskriften JO VÆRRE, JO BEDRE! - har jeg i dagens løb drøftet med mine venner, hvad jeg har sagt om, at man skal lade muslimerne være i fred, så det kan blive klart for alle, hvad det er man har fået lukket ind i landet, og den danske befolknings harme dermed blive yderligere vakt. Jeg har også sagt, at hvis man gennemfører det, politikerne nu taler om, vil det også kunne blive brugt af den kontrolglade stat mod fx kristne friskoler, hvor der læres noget, humanisterne ikke bryder sig om, ja, til sidst mod den måde, vi almindelige danske kristne opdrager vore børn på. - Men her er den kommentar, jeg satte ind i tråden efter at have set aftenens Deadline:
Kære alle her! - Jeg har lige set Deadline og har fået bekræftet, hvor umuligt eller i hvert fald uhensigtsmæssigt politikernes fortvivlede, sprællende forsøg på at vise handlekraft er. De har alle, lige fra Mchangama til talsmanden for Hizb ut-Tahrir (frække karl!), imod sig, og de vil hele tiden få situationen omkring Muhammed-tegningerne m.m. revet i næsen. - Der er allerede nu en hel del ting, der er strafbare, og man vil nok kunne få nogle flere til at blive det, men man vil aldrig kunne komme ondet til livs ad denne vej. Så mit råd er stadig: Lad dem skabe sig så tosset, de vil, så længe de ikke direkte begår eller opfordrer til strafbare handlinger. Det afgørende er, at befolkningens harme vækkes over, at tidligere politikere (presset af Menneskerettighederne og konventionerne) har lukket dette fremmedelement ind i landet. Så kan imamerne og deres menigheder (som jo møder op for at høre på dem!) blive omgivet af det omgivende samfunds moralske foragt. Og så kan vore nuværende politikere blive presset til at lukke grænserne (både Danmarks og EU's) hermetisk. Hvorefter vi må se, hvordan det ellers går.
* *
*
Lad muslimerne gøre, hvad de vil!
Kommentar i TV 2 Tirsdagsanalysens
Facebook-side 29.03.16.
Hele situationen omring moskeerne og friskolerne viser, hvad vi var
nogle der sagde for 16 år siden, nemlig at selve indvandringen som sådan ville
ændre Danmark. Hverken grundlovsfædrene eller menneskerettighedernes og
konventionernes fædre havde fantasi til at forestille sig en sådan situation. -
Peter Mogensen havde ret, da han (ganske vist noget snørklet) sagde, at det,
man ønsker at gøre mod imamerne osv., vil ende med at ramme os alle. Jeg har fx
i mange år sagt, at hvis man vil forbyde kald til bøn fra højttalere i
minareterne, må man også forbyde, at der ringes med kirkeklokkerne. Og vil man
gribe ind mod de muslimske friskoler, ender man også med at gribe ind mod nogle
ukorrekte ting i andre friskoler. Osv. - Mit forslag til løsning er, at man
måske nok ser på sådan noget som direkte økonomisk støtte ("til grin for
vore egne penge"), men at man ellers lader imamerne og lærerne sige, hvad
de vil (og hvad moskemenighederne åbenbart gerne vil høre). Så bliver det
nemlig mere og mere tydeligt, hvad det er vore politikere har lukket ind. Og så
vil modviljen i den danske befolkning blive større og større, så vi i det
mindste kan få stoppet for yderligere muslimsk indvandring. - Hvis den
nuværende udvikling fortsætter, vil det ende i den ene eller den anden form for
katastrofe. Også i hele Europa.
* *
*
Er dansk kultur noget særligt?
Forhåndskommentar 26.03.16 (påskelørdag) til
dagens udgave af P1 Debat Special: Danmark over grænsen.
Jeg siger altid, at det med det særligt danske er, som når man kører på
cykel; hvis man begynder at tænke over det, ender man i grøften. - Og det
nytter ikke noget, at man begynder at fremføre en masse fællesvestlige ting,
selv om livet i Danmark jo i høj grad er præget af dem. Hvis man alligevel skal
prøve at bestemme det særligt danske, skal man først og fremmest sammenligne
med de øvrige nordiske lande, Storbritannien og Tyskland. Og det vil kræve
store antropologiske feltstudier. Fx af den måde, vi udveksler bemærkninger på,
når vi mødes ved kassebåndet, eller når vi er til fest sammen (hjemmelavede
festsange!). Osv. Men det er også en gammel tanke hos mig, at man skulle lave
sammenlignende undersøgelser af kulturen på arbejdspladserne og i de offentlige
institutioner. Et personligt eksempel: Da jeg i vinteren 1976/77 var feltpræst
for det danske FN-kontingent på Cypern, kunne vi helt klart se en hel del
særligt danske ting. Vi var højt respekterede, hvad selve tjenesten angår. Dels
i al almindelighed, fordi vi var gode soldater, dels, fordi vi på alle niveauer
var gode til at få tingene til at falde til ro. Og så var der den særlige
danske hyggekultur. Stenene langs vore lejrgader lå altid net og var altid
hvidkalkede. Og der blev lavet dejlig mad i de veludstyrede køkkener ude på
observationsposterne, som det altid var en fornøjelse at besøge. På mindst én
observationspost dyrkede man køkkenhave, og på én
holdt man høns. Og vore OP-besætninger havde aldrig psykiske problemer. Ved et
af FN-feltpræstekorpsets månedlige konventer havde de andre feltpræster snakket
meget om, hvordan de hjalp deres OP-besætninger. Men de undrede sig over, at
jeg - undtagelsesvis! - ikke sagde noget. Jeg sagde så, at i DANCON, var det
ikke præsten, der trøstede OP-besætningerne, snarere omvendt! - Og sådan kunne
man blive ved. Der kunne godt laves antropologiske undersøgelser over dette.
Selv om de nok ikke kunne få alt med. - I øvrigt har vi ingen pligt til at
skulle definere det særligt danske over for indvandrerne og de kosmopolitiske
og multikulturelle ideologer; vi skal bare stå på vor ret til at leve, som vi
plejer, og lade vor livsform udvikle sig naturligt. De skal simpelt hen holde
fingrene væk og lade os leve og udvikle os i fred! Hvilket vel at mærke også
indebærer verdensåbenhed. Jeg henviser igen til danskernes tjeneste på
forskellige måde ude i verden. Og vi er en gammel søfarts- og handelsnation.
Det er sygt, at man (som erhvervsfolkene i udsendelsen i går gjorde til
ulidelighed) bliver ved at gentage, at vi lukker os om os selv, når vi ikke vil
have flere indvandrere. De pågældende erhvervsfolk kan flytte til Mellemøsten
eller Afrika!
-
TILFØJELSE:
Nå, det var mest kulturen i snævrere forstand, der skulle være tale om.
I min første kommentar tænkte jeg på kulturen i videste forstand, hele livsformen.
Men med kulturen i snævrere forstand, altså litteratur og kunst m.m. er det
meget nemmere. Der var engang et fag, der hed "sammenlignende
litteratur". Og vi kunne jo nu tage salmedigtere som Kingo og Brorson (og
sammenligne sidstnævnte med især tyske pietistiske salmedigtere, men også Kingo
med tilsvarende salmedigtere ude i Europa). Og der er Grundtvig! Han var bredt
og dybt orienteret i europæisk kultur og var påvirket af mange europæiske ting.
Fx den (tyske!") lutherske reformation! Men også den tyske romantik m.m.
Men var meget andet og mere end det, han hadve studeret og lært af. Må man nok
sige! (Og der er hele Grundtvigs virkningshistorie). Og så er der
Oehlenschläger og hans forhold til den tyske romantik. Eller det moderne
gennembrud. Man kan sammenligne J.P. Jacobsen og senere Henrik Pontoppidan med
tilsvarende europæiske forfattere. Og senere igen Klaus Rfibjerg, for slet ikke
at tale om Benny Andersen(!), med tilsvarende
europæiske digtere osv. Jeg har ikke undersøgt det særligt, dog Grundtvitg en
hel del! Men der er efter min fornemmelse helt klart tale om særligt danske
udmøntninger af (især) det fælles europæiske. Og tilsvarende med alle de andre
kunstarter. - Jeg måtte gå fra udsendelsen, men har optaget den og hører den
lige om lidt.
-
ENDNU EN TILFØJELSE:
TILFØJELSE TIL MINE TO FORRIGE: Jeg har nu hørt hele udsendelsen. Det
var altså helt særligt aktuel dansk kultur i snævrere forstand det drejede sig
om (litteratur, kunst og musik osv.). Og der blev sagt mange interessante ting.
I en enighed, som overraskede ordstyreren. Men her gælder det samme, som jeg
var inde på i min anden kommentar. Der er stof til mange universitetsspecialer,
ph.d.-afhandlinger, ja, ligefrem doktordisputatser, i sammenlignende
undersøgelser af alle slags kulturprodukter. - Men vi skal selvfølgelig ikke
overdrive. Jeg henviser til mit eksempel i min første kommentar, det med, at
man ender i grøften, hvis man tænker for meget over, hvad man gør, når man
kører på cykel. Når vi laver kulturprodukter, skal vi bare gøre, hvad vi finder
sandt - og prøve at gøre det så godt som overhovedet muligt. Så må det vise
sig, om det er særligt dansk. Hvad det nok mange tilfælde vil være. Men skulle
det bare være fx god jazz uden noget særligt dansk præg, er det også ok. - Jeg
spillede selv neobop-jazz som ung. Og i vor kvintet prøvede vi at være så
moderne og selvstændige som muligt. Men vi tænkte aldrig på at være særligt
danske! Vi havde vore amerikanske forbilleder, som vi stræbte efter at komme i
nærheden af på vor måde. Men vi var da en Nakskov-gruppe, som indgik i det
lolland-falsterske jazzliv o. 1960! - Og jeg gentager: Det afgørende er, at vi
udfolder os frit, uden pres fra indvandrere og kosmopolitiske ideologer. - I
den aktuelle situation vil jeg helst ikke udtale mig om "berigelse"
fra indvandrere. Men den vil selvfølgelig kunne forekomme. Og forekommer
allerede. Bare situationen var normal! Jeg tænker på antallet og på det
ideologiske pres fra multikulturalisterne. - Både Kingo og Oehlenschläger havde
indvandrerbaggrund. Dog kun hhv. skotsk og tysk, og det er tæt på.
* *
*
Naturvidenskaben dækker ikke alt, men skal styrkes som
dannelsesfag
Min kommentar til indslaget i DR 2 Deadline
21.03.16 med Eske Willerslev og Kristian Leth i anledning af deres bog Historien om det hele.
Ja, meget interessant. Og man bør læse bogen. Man kan naturligvis ikke
komme hele vejen rundt i et indslag som dette. - Hvis jeg ikke desto mindre som
kristen teolog, der har beskæftiget mig en del med forholdet mellem den kristne
tro og hele menneskets samlede erkendelsesvirksomhed (som er meget mere end
naturvidenskaberne, fx kunsten), skal sige noget på grundlag af selve dette
indslag, skal det for det første være, at kristendommen er det 180 grader
modsatte af "religion" og dermed bla. (sammen med arven fra den
græske filosofi) har været en vigtig forudsætning for den vestlige
naturvidenskabelighed. Og det skal for det andet være, at selv om jeg som
moderne kristen ser med meget stor skepsis på mange af påstandene om "mere
mellem himmel og jord", er jeg enig i, at man må forholde sig til hele
virkeligheden, som den er, herunder i, at Vestens seneste forsøg på at lave nationbuilding i Irak og Afghanistan
vidner om en enorm overfladiskhed og historieløshed osv. Hvormed ikke være
sagt, at de værdier, vi betragter som universelle, ikke et meget langt stykke
også er det og dermed bør udbredes til hele verden. Vi skal bare forstå, hvor
vanskeligt og tidkrævende det er. Endelig vil jeg sige, at jeg ikke mener,
tilværelsesanskuelsen her i Danmark er for stærkt præget af naturvidenskabelig
viden. Mange tror, de bygger på naturvidenskaberne, men det er på en meget
fattigere måde, end hvad der egentlig ligger i den rigtig store
naturvidenskabelighed - med bla. alskens moderne overtro, pseudoreligiøsitet og
humanistisk nyfarisæisme til følge. KONKLUSION: Vi skal selvfølgelig indse, at
naturvidenskabernes område kun dækker en del af vor totale virkelighed, men vi
skal også indse, at den vestlige naturvidenskabelighed inden for sit område er
et vidunderligt fænomen, og at fortrolighed med den naturvidenskabelige
arbejds- og tænkemåde er en umistelig del af den moderne dannelse. I forhold
til vor tids store optagethed af den til teknologiske, vareproducerende formål
anvendte naturvidenskab ("fra forskning til faktura") må jeg som
kristen "erkendelsesteolog" direkte kræve, at naturvidenskabens
stilling som dannelsesfag styrkes kraftigt. Hvis hele befolkningen var mere
fortrolig med logik og naturvidenskabelighed, ville vi være sparet for meget
vrøvl i den offentlige debat.
* *
*
Vi skal bare blive ved at leve
Min Facebook-kommentar til DR P 1 Debat's
spørgsmål: Hvad skal en Danmarkskanon indeholde?
16.03.16 (udsendelsen 17.03.16).
Jeg mener, man er på vildspor, når man spørger sådan og vil lave en
sådan kanon. Jeg har ofte sammenlignet dette med det at køre på cykel: Hvis man
begynder at tænke over det, ender man i grøften. - NB! Dette betyder ikke, at
jeg ikke mener, der er noget særligt dansk, som vi skal forsvare mod
indvandringen og mod den kosmopolitiske ideologi. Det, jeg mener, er, at den
måde, vi er mennesker og et folk og en nation på her i Danmark, bare skal have
lov at være i fred, så den kan udvikle sig ind i fremtiden på den måde, det
ville have været tilfældet uden de ovenfor omtalte angreb. Man bliver syg af at
betragte sig selv på denne måde! - Jeg ser kanon-mageriet som en af de mange
uheldige følger af indvandringen og presset fra den kosmopolitiske ideologi. Vi
skal simpelt hen bare blive ved at leve som de enkeltpersoner og det folk, vi
er. Så vil det særligt danske både blive bevaret og udvikle og udfolde sig
videre. Og så vil det særligt danske også kunne indgå i alle mulige former for
interessant og spændende og frugtbar vekselvirkning med resten af verden.
* *
*
55 % ønsker kirken adskilt fra staten
29.02.16
En frisk meningsmåling viser, at 55 % af befolkningen ønsker en
adskillelse af stat og kirke. Det hilser jeg velkommen! Jeg har i hvert fald
talt for en kirkeforfatning, altså for, at folkekirkemedlemmerne skal være
herre i eget hus, siden midten af 1970'erne.
Det er for kirkens egen skyld, jeg ønsker dette. De gamle
statskirketider med praktisk talt sammenfald mellem folk og menighed er forbi.
Men folkekirkemenigheden trænger også til en styrket bevidsthed om, hvad det
vil sige at være døbt ind i den kristne menighed. Og da adskillelsen jo kommer
på et tidspunkt, hvad enten vi ønsker det eller ej, må vi også af den grund i
gang med at styrke os, først og fremmest ved at gå i kirke om søndagen, men
også ved i det hele taget at fordybe os i den kristne troslære og ved at få en
øget forståelse af kirkens forhold.
Jeg ønsker selvfølgelig i princippet, at alle mine landsmænd (og alle
mennesker i verden) ønsker at være kristne. Og det kan ikke udelukkes, at hele
den situation, vi er i nu, i hvert fald kan føre til, at måske mindst lige så
mange som de nuværende godt 76 %, når det kommer til stykket, ønsker at leve
som evangelisk-lutherske kristne. Men ingen ved det. Og folk må jo selv finde
ud af det. I fuld frihed. Det eneste, vi ved, er, at kristendommen kun lever i
Danmark i det omfang, der er kristne i landet, og i det omfang, de faktisk er
kristne.
Under alle omstændigheder må vi, der ønsker at forblive
evangelisk-lutherske kristne, fordybe os. Man skal altid fordybe sig!
* *
*
Knud den Stores rige i tæt tilknytning til EU?
I P 1 Debats tråd om UK's forhold til EU. 18.02.16.
Jeg har ofte - i spøg og alvor - sagt, at vi måske skulle genskabe Knud
den Stores rige, altså et rige bestående af Danmark, Norge og England (UK), og
lade denne gruppe stå uden for EU, men i tæt tilknytning til den.
Mentalitetsforskellene i Europa er store, så det vil måske være bedst på den
måde. - Knud havde også dele af Sverige. Kunne et omvendt Sverige også være
med? Og Finland? Færøerne og Island og Grønland hører historisk sammen med
Danmark-Norge. - Jeg gentager, at det er alvor i spøg. Men det er en
interessant tanke. Og vi kunne have særlige bånd til de baltiske lande og
Polen.
* *
*
Proletarer, forén jer!
Denne aforisme satte jeg i P 1 Debats Facebook-tråd 17.02.16 og dagen efter på min egen Facebook-væg:
Når man ser de facto-alliancen mellem venstrefløjskosmopolitterne og erhvervslivet, fristes man til at foreslå venstrefløjen dette nye slogan: Proletarer i alle lande, forén jer - med kapitalen!
17.02.16.
* *
*
BLASFEMI I DET 21. ÅRHUNDREDE
Kommentar i tråden til Rasmus Jarlovs Facebook-opslag 11.02.16 om
Flemming Nielsens blasfemi-dom. - Men det var vist en racisme-dom!
-
Jeg tillader mig at citere mig selv (fra min samling "Digte og
aforismer 1966-2016", som er ved at udkomme):
På Christian IV’s tid lovgav man mod blasfemi og den slags for ikke at
påkalde sig Guds vrede og straf. Nu gør man det for ikke at påkalde sig
terrorangreb.
OG JEG FØJER TIL HER:
Det er besynderligt, at det ofte er den samme slags mennesker, som i
over hundrede år har haft travlt med at bekæmpe kristendommen, der nu er så
ømskindede på islams vegne. Det kan jo næppe være, fordi de deler værdier med
islam. Så er der to forklaringer tilbage: 1. Man bruger indvandringen og islam
i sin fortsatte kamp mod kristendommen og traditionel dansk kultur. - 2. Man er
simpelt hen bange for at få halsen skåret over eller blive sprængt i luften. -
Og så er der selvfølgelig erhvervslivets kræmmere.
* *
*
Skal jeg fortryde?
Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende i anledning af Ingolf Gabolds på kultursiden 04.02.16 gengivne
udtalelser om tv-serien 1864. - 06.02.16.
Skal jeg fortryde, at jeg i sin tid forsvarede tv-serien "1864" tre gange her i Folketidende? - Sådan måtte jeg spørge, da jeg på kultursiden torsdag den 4. februar læste Ritzau-artiklen om, hvordan tidligere DR-dramachef Ingolf Gabold nu åbent har indrømmet, at serien i hans øjne var et stykke politisk dramatik, ja, (i hvert fald ifølge artiklens overskrift) "et slag mod DF".
Men jeg fortryder ikke mit forsvar. Jeg tilkendegav, at jeg klart så den politiske tendens i serien, og da især "sigøjnernes gode kosmopolitisme". Og jeg sagde også, at jeg hellere ville have haft en mere straight historisk serie. Det, der fik mig til tasterne, var, at store dele af kritikken i høj grad og helt urimeligt kritiserede, ja, nedgjorde selve den kunstneriske udførelse. Man er jo vant til, at kunstnere ligger ideologisk til venstre, men alligevel kan være gode kunstnere. Og Ole Bornedal fik på sine præmisser lavet en på mange måder god, meget symbolsk serie.
Store dele af klassen "kunstnere og intellektuelle" bærer ideologisk uniform. Det ser vi også i den aktuelle folkevandringssituation. Men det kan kun ændres derved, at nye årgange får et mere selvstændigt og realistisk syn på virkeligheden. De ældre vil åbenbart hellere dø end smide uniformen.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* *
*
MEN LIGE NU REDIGERER JEG DIGTSAMLING!
Slået
op på min Facebook-væg fredag den 29. januar 2016.
MEN LIGE NU REDIGERER JEG DIGTSAMLING! - Jeg håber, den bliver
tilgængelig på gopubli.sh engang i februar måned. Den bliver i hvert fald
færdig og uploadet i februar måned. - "Digte og aforismer 1966-2016".
OG I MORGEN SLÅR JEG EVANGELIESALMEN TIL SØNDAG SEKSAGESIMA OP! -
Hvormed jeg i øvrigt fejrer mit seks kirkeårs-jubilæum som
"Facebook-salmedigter".
MEN HVAD SÅ MED MINE INDLÆG I FOLKEVANDRINGSDEBATTEN?
Jeg spørger også hver dag mig selv, om jeg er skizofren, når jeg på den
ene side i salmerne kan gengive Jesu og apostlenes tale om kærligheden og tage
den til mig og på den anden side være hardliner i debatten her i
folkevandringssituationen.
Og det nemmeste for mig ville selvfølgelig være at nøjes med
salmedigtningen, ja, måske følge den op med nogle kærlige ord om, hvordan vi
bare skal tage imod mennesker i nød, der kommer til os.
Men det ville jeg heller ikke have det godt med. Jeg ville ganske vist
i manges øjne komme til at stå som en god og kærlig kristen. Men hvad med følgerne?
Er man god og kærlig, hvis man af bekvemmelighed lader stå til og lader
katastrofen komme? Den katastrofe, der også vil blive en katastrofe for dem, vi
skal være med til at hjælpe.
Jesu og apostlenes ord kan vi ikke ændre. Og vi må lade dem lyde til os
og tage dem med ud i livet. Men ude i livet må vi også tage hele denne verdens
såre blandede virkelighed i betragtning. En klog præst har for ikke så længe
siden skrevet (vist i Præsteforeningens Blad), at det, at man er en god og
kærlig kristen, ikke er ensbetydende med, at man skal slå fornuften fra, når
man agerer politisk ude i virkeligheden.
Jeg er overbevist om, at den nuværende europæiske lade-stå-til-politik
bærer katastrofen i sig, og dermed overbevist om, at det mest menneskekærlige
ville have været, at EU fra allerførst af havde fulgt Australiens eksempel, men
samtidig havde givet sit store bidrag til den samlede indsats, der ikke kun er
et europæisk anliggende, men hele verdenssamfundets, FN's, anliggende. - For
det, man her i sandhedens time begynder på nu, med Sverige i spidsen, ja, også
de fortvivlede ting, vi her i Danmark har måttet gribe til, er rigtignok
uværdigt for alle parter og virkelig synd for dem, der nu skal sendes tilbage
efter i god tro at være kommet til fx verdens humanistiske supermagt.
I øvrigt mener jeg, at FN også skal se at komme i gang for alvor med at
gøre noget ved den befolkningstilvækst, der jo er den store bombe under det
hele!
* *
*
STATUS I FOLKEVANDRINGSKRISEN
27.01.16
Jeg har ellers besluttet at holde mig mest muligt ude af debatten og i
stedet koncentrere mig om at få gjort mit liv og forfatterskab færdigt. Men i
den aktuelle situation kan jeg ikke lade være at give et lille pip en gang
imellem. Som regel gør jeg det i DR 2 Deadlines og DR P 1 Debats tråde. Men i
dag har jeg slået dette op på min egen Facebook-væg og sat det i en tråd på TV
2 News' hjemmeside:
Da
jeg havde set det Frits Clausen-agtige billede i tv, slog jeg denne op på min
væg:
Når medier ude i verden fremstiller Danmark som nazistisk, er min største frygt, at det vil tiltrække en hel masse islamister.
En meget utiltalende karikatur i (vist) det britiske The Guardian viste
en stor(!) og fed, og altså Frits Clausen-agtig, person som den danske
statsminister. Med et meget naziagtigt, men også Dannebrog-agtigt, armbind. Og
forskellige ting, der skulle vise, at nu var vor eksport af øl, svinekød og legoklodser truet.
Det er utroligt, at man kan tegne Danmark sådan. Og jeg er ikke i tvivl
om, at vore egne indvandringspositive, men nu dybt frustrerede politikere bærer
en stor del af ansvaret for, at det er kommet dertil. De bruger simpelt hen de
udenlandske medier m.m. til at styrke deres indvandringsvenlige politik i
Danmark. De vil hellere dø end indrømme, at de har
taget fejl og desuden nu udgør et sekterisk element i dansk politik. - Og
politiserende eksperter gør et stort nummer ud af at sammenligne med
Muhammedkrisen. Som vi imidlertid skal være stolte over. Det er, hvad
Muhammedkrisen angår, vore feje og kyniske allierede, ikke mindst USA, der skal
skamme sig.
Jeg er ikke lige så stolt over de ting, den danske regering og det
danske folketingsflertal lige nu i desperation ser sig nødsaget til at gøre.
Det rigtige er selvfølgelig, at et land selv bestemmer, hvem de vil lukke ind,
og behandler dem, der er blevet lukket ind med sædvanlig dansk venlighed og
hjælpsomhed. Men nu kan vi ikke selv bestemme. Og EU har ikke styr på de ydre
grænser eller noget som helst. Derfor må vi gribe til nogle sådan set for alle
mindre værdige foranstaltninger. Og derfor ønsker regeringen ikke for alvor at
sige noget, der kan ændre vort image som fremmedfjendsk land. Desuden er Dansk
Folkeparti hæmmet af sin principielle modvilje mod EU (som jeg ikke deler). Det
rigtige ville være at standse folkevandrerne ved grænsen og lade dem blive i
det Merkel-hellige Tyskland og så ellers konstant råbe og skrige og slå i
bordet for at få EU til at lukke de ydre grænser. Det er grotesk, at det er os,
der skal stå skoleret i EU, når det er EU, der har svigtet. - Konklusion: Den
mest værdige løsning er en, hvor EU optræder på en måde, der svarer til den
måde, Australien optræder på, altså med fast hånd afviser folkevandrerne ved de
ydre grænser. Hvad der så ellers skal gøres for de mennesker, der vitterligt er
i den ene eller anden form for nød, fordi de lever i dysfunktionelle eller
borgerkrigshærgede stater, er overordnet en FN-sag. Men EU skal naturligvis
bidrage i forhold til sin evne. Men sammen med alle verdens lande, herunder
ikke mindst de rige olielande i Mellemøsten. Desuden skal der tages fat på det
helt underliggende problem: befolkningstilvæksten!
Men nu må vi se. Jeg ser 2016 som et skæbneår, hvor det kan gå både den
ene og den anden vej. Civilisationer er før gået ned på grund af folkevandring.
Det kan også ske for Europa. Især hvis stærke kræfter hos os selv bliver ved
med at arbejde for det. Men min intuition siger mig, at Europa og Vesten ikke
er derhenne nu. Vi har stadig et stort potentiale. Jeg ser også lige, at der nu
er gået hul på bylden i Sverige, altså at debatten er blevet fri. Jeg byder
vort nordiske broderland velkommen tilbage i familien! Der må i øvrigt også
være lande og partier og medier ude i Europa, der er på Danmarks side nu.
Hvorfor får vi ikke noget at vide om det? Ungarn. Polen. Front National. Osv.
Og jeg glæder mig til at se, hvad de kommende valg rundt omkring i Europa, og
til sin tid til Europaparlamentet, vil vise. - Konklusion: Enten får vi styr på
situationen, eller også går vi ned som civilisation.
Med disse ord vil jeg gå videre med klargøringen af min næste
udgivelse: "Digte og aforismer 1966-2016". Den skal efter planen
udkomme i februar 2016. - Den danske kultur vil under alle omstændigheder være
her en tid endnu. Og kommer sammenbruddet, vil der måske overleve noget på en
eller anden måde eller et eller andet sted. Ellers er det bare ærgerligt. Men
til sidst kommer Guds Rige!
* *
*
ONLINEKOMMENTAR TIL KD-ARTIKLEN "Middelmådig
ph.d. sætter fingeren på tidens grundtvigske kulturkamp".
02-12-15
Undskyld, men jeg kan ikke lade være at henvise til min egen disputats fra 1998 "Omkring Grundtvigs Vidskab". Her præsenteres og analyseres Grundtvigs også rent teologiske tanker om erkendelse og (livs)oplysning. Jeg forholdt mig taknemmeligt, men kritisk til Kaj Thanings disputats "Menneske først- " fra 1963. Den havde der i det hele taget været skrevet og debatteret meget om. Men den tid var ved at være forbi, så jeg sagde til min kone: "Det er godt, at jeg er nået hertil. Men det er både for sent og for tidligt. Der vil dog nok komme en tid, hvor man igen interesserer sig for disse ting". - Og jeg har længe ment, at den tid nu var inde. Jeg har forskellige steder forsøgt at gøre Grundtvigs tanker om hele den store sammenhæng fra supervidenskabeligheden på det fællesnordiske Göteborg-universitet (som desværre ikke blev til noget) og ned til den jævneste folkelige livsoplysning gældende i den aktuelle debat, men uden at der endnu er kommet noget ud af det. Derfor glæder det mig at se, hvad der siges i denne artikel om Grundtvigs aktualitet på netop forsknings- og dannelsesområdet. Jeg håber virkelig, vi endnu en gang kan få gavn og glæde af Grundtvig! - Bent Christensen, forfatter, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
* *
*
LATTERLIGGØRELSE ER DET VIGTIGSTE VÅBEN
14.11.15 - Også på min Facebook-væg.
I går blev Paris ramt af nye og større terrorangreb. Og min kommentar til det er: Vive la France! Vive la liberté! Vive l'Europe! Gud bevare Danmark! - Og jeg er enig med præsident Hollande, når han siger, at terroristerne skal bekæmpes med alle retsstatens midler. - MEN nogle få hensynsløse terrorister (åbenbart repræsenterende IS) har nu fået sat Frankrig i undtagelsestilstand og gjort alle bange og har fået sat alle mulige bekostelige og ubehagelige forholdsregler i gang i hele Europa og mere eller mindre hele verden. OG selv om man fik sendt alle muslimer ud af Europa, ville det ikke kunne hindre kommende terrorhandlinger udført af små beslutsomme og veltrænede grupper. SÅ vi kan altså ikke komme dette onde til livs alene ved anvendelsen af "alle retsstatens midler". Hvormed jeg altså ikke siger, at vi ikke skal anvende dem. Det, jeg siger, er, at dette ikke er nok. - Sidst vi havde terror i Europa, var den rød. Og selv om jeg ikke lige nu har styr på detaljerne, vil jeg mene, at det, der gjorde en ende på den røde terror, helt overordnet var kommunismens økonomiske, politiske og moralske fallit. - DERFOR vil jeg nu drage denne KONKLUSION: Den islamistiske terrorisme kan kun nedkæmpes helt ved hjælp af LATTERLIGGØRELSE! Hermed mener jeg ikke (bliver jeg jo nødt til at sige), at alle muslimer skal latterliggøres som personer eller på en eller anden måde presses til at afsværge deres tro på Gud. Jeg mener ganske vist, at islam er et kæmpe kætteri i forhold til jødedommen og kristendommen, som Muhammed jo helt åbenbart byggede på og imod. Men hvis muslimerne vil opgive deres tro og fx blive enten humanistiske ateister eller kristne, skal det ske helt frivilligt. Tro kan ifølge sagens natur kun finde sted i fuld frihed. NEJ, det er islam som politisk projekt, der skal latterliggøres. Vi andre skal for det første sige helt klart og tydeligt, at vi ikke vil have en muslimsk samfundsorden og en muslimsk stat. Helt klart og tydeligt! Og heller ikke en halv eller i anden grad delvis muslimsk samfundsorden og muslimsk stat. Og vi skal for det andet benytte enhver lejlighed til at pege på, hvor elendigt livet leves i de lande, hvor islam hersker. Vi kan jo først og fremmest pege på, at det er de lande, så mange flygter fra. Og ikke omvendt. Ligesom det jo før 1989 var de kommunistiske lande, mennesker flygtede fra og ikke omvendt. - Dette betyder også, at vore egne islamofiler eller støttende nyttige idioter bør stikke piben ind og helt og fuldt tale imod islam som politisk mulighed. Og det betyder, at alle, der har en muslimsk gudstro, skal være med til at afvise islam som muligt grundlag for samfundets og statens indretning. Kun ved en altomfattende afvisning og LATTERLIGGØRELSE kan terrorismen nedkæmpes og rekrutteringen ophøre. - SAGT PÅ EN ANDEN MÅDE: Terroristerne skal ikke engang have den ære at blive udråbt til farlige fjender. De skal selvfølgelig mødes med alle de magtmidler, retsstaten har. Men de skal først og fremmest GØRES TIL GRIN, udråbes til LATTERLIGE IDIOTER der kæmper for en tabt og håbløs sag!
* *
*
Grotesk - men kunne have været håndteret bedre
Om kritikken af, at Folkekirkedanmark har fået en
troende forskningsminister
Kommentar til KD-artiklen "Eksperter: Esben Lunde Larsen har et troværdighedsproblem".
Står også på undersiden "Kirke og teologi".
I udgangspunktet er det grotesk, at det i et stats-folkekirkeligt land, hvor regeringen og folketinget er kirkens øverste organer, skal være et problem, at en minister er troende kristen. Og det er endnu mere grotesk, når man tager i betragtning, at Esben Lunde Larsens teologiske ph.d.-afhandling har titlen "Frihed for Loke saavelsom for Thor. N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv" (2012). Og at forfatteren tydeligvis deler Grundtvigs frihedssyn, hvori religionsfriheden er fundamental. Jeg har læst den med interesse og glæde og inddraget den i min seneste artikel om Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitik (Grundtvig-Studer 2013). - Vi må i den forbindelse ikke glemme, at den humanistiske ateisme i en højere fællesnævner er en livsanskuelse på samme måde, som kristendommen og religionerne er det, og derfor kommer i konflikt med religionsfriheden, hvis den kræver mere eller mindre eneret. - Men Esben Lunde Larsen kunne nok have håndteret denne altså fra begyndelsen af groteske sag bedre. Det er jo ikke noget problem for os kristne at sige, at der selvfølgelig skal herske total autonomi og forskningsfrihed inden for det videnskabelige, herunder naturvidenskabelige, felt. Det siger sig selv. Det er lissom idéen med videnskaben. Sandheden og respekten for sandheden er en umistelig del af kristendommen. Og så kan man jo som kristen ikke stille med hverken krav eller facitliste over for videnskaben. Men videnskabens autonomi gælder, lige så selvfølgeligt, kun inden for det særlige videnskabelige felt, som kun er en del af hele den menneskelige måde at forholde sig til virkeligheden på. Og her tænker jeg på selve den menneskelige eksistens som sådan. Det videnskabelige felt er mindre end eksistensens felt. Og det er hele det eksistentielle felt, der indgår i gudsforholdet, ikke kun det langt snævrere videnskabelige felt. "Videnskab" og "tro" er ikke sideordnede, ligeberettigede dimensioner. Osv. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* *
*
SVÆRMERI KAN OGSÅ NU FÅ FATALE KONSEKVENSER
Jeg har netop sat denne kommentar ind i Deadlines tråd om situationen i
Tyskland:
De frelste taler stadig om "bekymring" og kan ikke forestille
sig, at mange almindelige tyskere ser folkevandringen som et reelt problem,
endsige at den faktisk skulle være et reelt problem! - Men det er frygteligt,
hvis en egentlig, dvs. udemokratisk og voldelig, højreradikalisme fremmes. Så
kommer vi til at stå i en tofrontskrig mellem pest og kolera. - Og endelig: Jeg
er selv kristen præst og teolog, men netop som teolog kan jeg forstå, at den
kristne kærlighed ikke kan sætte den politiske realisme og fornuft ud af kraft.
Bundeskanzler Merkels tale om "christlich" er et sværmeri, der som
tidligere eksempler derpå kan få fatale konsekvenser.
* *
*
Tiåret for Muhammedtegningerne
30.09.15
Ved et tilfælde kom
jeg til at se, at Naser Khader havde slået JP-forsiden for ti år siden op
på sin Facebook-væg. Det skyndte jeg mig at synes godt om og rose ham for. Men
jeg måtte jo også dele den. Og denne deling gav jeg disse kommentarer til på
min egen væg (som til dels svarer til, hvad jeg havde skrevet i Naser-tråden):
-
Jeg har rost og takket Naser. Nu har jeg også støttet ham ved at dele siden. Vi skal selvfølgelig se, hvad det er vi mindes. Selv DR (vel Deadline) viste siden i går aftes. - NEJ, det var vist kun TV 2, 22 Skammelsen, eller hvad det hedder.
-
Og lidt senere satte
jeg denne kommentar ind i min egen tråd (oprindelig skrevet i Naser-tråden):
Nu har jeg også delt dette opslag. Det synes jeg man bør. Det glæder mig at se, at der lige nu er 537 delinger. - Jeg skal også huske at takke Naser for, at han i dag gav den fuldstændig korrekte forklaring på, hvad det var JP ville, nemlig undersøge, om der var frygt og selvcensur hos bladtegnerne efter mordet i Holland og umuligheden af at finde en tegner til en uskyldig bog om Muhammed. Det er sjældent, man får denne forklaring. Der er aldrig blevet vrøvlet og løjet så meget her i Danmark som i de sidste 15-20 år mht. indvandring og islam.
-
Her kl. 1658 var der 683 delinger af Nasers opslag. - Men jeg så også en, der åbent indrømmede, at han ikke turde og dermed lå under for terroren.
-
Jeg har netop rettet i min første kommentar til dette opslag. Det var TV 2, 22 Skammelsen, eller hvad det hedder, der viste JP-siden i dag (uden tegninger!) og den fra for ti år siden, med tegningerne, altså den, jeg har delt her (heldigvis sammen med flere og flere). Vist altså ikke DR Deadline. Jeg har nok simpelt hen haft en erindringsforskydning. Men den oprindelige JP-side blev altså vist på landsdækkende TV i går. - Så, nu gentages Presselogen Special på TV 2 News. Det var dér, jeg så klippet fra TV 2 i går. - Den bedste er Mads Brügger fra Radio24syv. Ærgerligt, at han i høj grad bliver overdøvet af de andre. Ham fra TV 2 er også ret god. Jeg ser nu, at det er nyhedschef Mikkel Hertz. Jarlner fra Politiken vrøvler og lyver bare videre. Bjerager fra Kristeligt Dagblad er heller ikke for god. - Det drejer sig jo ikke om hensyn og pænhed, men udelukkende om frygt for at få skåret halsen over eller blive sprængt i luften. Medmindre man da direkte har en proislamisk eller mulitikulturalistisk dagsorden. Det er frygteligt, at vi er endt dér. Det er slemt nok, at man er bange og giver efter for sin frygt. Men så skal man indrømme det. Alle pænhedsbortforklaringerne er simpelt hen bare for pinlige. Lige siden tiden o. 2000 er det helt særligt alt dette vrøvl og alle disse løgne, der har ophidset mig og fået mig til at gå ind i debatten.
* *
*
Så må vi støtte de østlige EU-lande
17.09-15
Hvis Tyskland og andre i EU truer de østlige medlemslande økonomisk,
bør bla. Danmark dirigere sin støtte om til dem! -
Disse stakkels lande er lige sluppet fri af det kommunistiske diktatur og skal
ikke lide under, at tyskerne nu skal spille hellige pga. deres fortid.-
Solidaritet, siger tyskerne. Spurgte de os andre, inden de begyndte at gabe
over mere, end de kunne klare?
* *
*
1940 - 2015
De, der nu byder folkevandrerne velkommen, minder mig om dem, der stod med
blomster i hænderne den 9. april 1940. - I Deadline-tråd 12.09.15.
* *
*
Surrealistisk!
09.09.15 - I Deadlines Facebook-tråd og på min egen væg.
Hele denne situation er det mest "surrealistiske", jeg har
oplevet i hele mit 72 år lange liv. Politikerne i Danmark og hele Europa aner
ikke, hvad de skal stille op, og lader bare deres munde løbe med de sædvanlige,
men nu helt forældede floskler. Det er ikke sjovt at skulle ledes af sådanne
mennesker! - Og jeg hører, at der nu er nogle af de "gode", vist også
tilkomne fra Tyskland, der angriber vort politi. - Tyskland! Jeg har virkelig
haft respekt for Efterkrigstyskland. MEN en modvilje mod Tyskland ligger ikke
ret langt under overfladen hos os danskere, og jeg kan mærke, den er begyndt at
bevæge sig opad.
* *
*
Hvis dette fortsætter, går hele Europa ned.
08.09.15 - på min egen Facebook-væg
Sådan skrev jeg i DR P 1 Debats tråd til opslaget om dagens drøftelse
af især tilstrømningen af migranter til Danmark. - Og der var en, der svarede, at
hvis der ikke skulle mere til at få Europa til at gå ned, var det ok. - Dertil
svarede jeg:
Jeg siger: Hvis dette fortsætter. Og jeg ser det i årtiers perspektiv.
Så lad os nu se. - Hvad i øvrigt situationen i og omkring Syrien angår, er der
klart tale om en international skandale. FN er lammet af Rusland, som kun
tænker på sin flådebase. Og vel tillige af Kina? Men så må resten af det
såkaldte verdenssamfund slå sig sammen. Det er ikke let. Slet ikke, som tingene
har udviklet sig i Syrien. Men verdenssamfundet må gøre alt, hvad der kan
gøres, for at få borgerkrigen i Syrien standset. Og for at hjælpe
stakkels Libanon og Jordan. Det er helt urimeligt, at disse to lande skal bære
en så stor byrde uden massiv hjælp fra resten af verden. EU og EU-landene skal
selvfølgelig bidrage med både det ene og det andet, men altså også med at få
hele verdenssamfundet på banen. Det gælder ikke mindst den arabiske verden. -
Der skal tænkes (og handles) stort nu!
TILFØJELSE i kommentarfelt i min egen tråd:
Nu har jeg også sat dette på min internetunderside "Debat". - Det er
helt "surrealistisk" at høre politikerne snakke, både vore egne og
dem i de andre EU-lande og dem i EU-systemet. Enten må de tage sig sammen,
eller også må vi se at få valgt nogle andre. - Jeg siger ikke, at vi ikke skal
være medmenneskelige. Men i denne situation skal vi holde hjertet varmt,
hovedet koldt og øjnene åbne.
* *
*
Lignelsen om den barmhjertige samaritaner og den
aktuelle folkevandringssituation
Slået op på min egen Facebook-væg og sat i en god Facebook-vens tråd og på min egen hjemmeside, undersiden "Debat".
-
Som kristen kritiker af den indvandringspolitik, der bare vil åbne Europas grænser for folkevandringen, har jeg naturligvis tænkt meget over tingene i forbindelse med, at jeg i lørdags slog min evangeliesalme til 13. søndag efter trinitatis op på min Facebook-væg. Det er ikke bare det, at jeg forestiller mig, hvad indvandringstilhængerne vil sige, når de ser, hvad jeg skriver i henholdsvis min salme og mine migrationspolitiske indlæg. Jeg er faktisk allerede på forhånd en slags menneske, ja, en slags kristent menneske, som nødvendigvis må tænke over, hvordan vi må forholde os, når vi med Jesu ord i ørerne ser ud over verden og prøver at forholde os politisk til det, der sker, og til de muligheder, vi har. Og jeg hører ikke til dem, der vil prøve at få tingene til at gå op ved at nedskrive eller indsnævre det, Jesu har sagt til noget i retning af, at vi skal hjælpe vor syge nabo her på vejen. Det, Jesus har sagt, gælder ubegrænset, dvs. i forhold til alle, vi kan hjælpe. Det gør det i hvert fald, når vi hører det, og som det står, så at det ikke skal skrives ned til, hvad vi sådan mener, vi kan overkomme. Og det gør det selvfølgelig hele tiden, også når vi står i den konkrete politiske situation. Så hvis vi i den konkrete politiske situation ser os nødsaget til at sætte grænser for, hvad vi kan eller vil gøre, skal vi med åbne øjne (og altså ører) indrømme, at det ikke, og i hvert fald ikke uden videre, svarer til, hvad Jesus har sagt og holdt op for os.
Det nemmeste for mig som kristen præst og teolog ville altså være at nøjes med at sige, hvad jeg har skrevet i min salme, og tilsvarende gode kristne ting, og så ellers lade tingene gå, som de vil. Altså gå i en slags fint kristent indre eksil og lade de andre prøve at klare problemerne, mens jeg bevarede min "hellighed" ved at blive ved at sige de store næstekærlige ting. Men dette er ikke etisk problemfrit. Det er i virkeligheden bare at stille sig op på "hellighedens" piedestal og være helt usolidarisk med alle parter i de forfærdelige og truende begivenheder, der finder sted. Det gælder på dette som på alle andre områder, at de kristne må forholde sig til virkeligheden og prøve at agere i den på en måde, der fører til det bedst mulige - eller mindst dårlige! - for alle parter. I solidaritet med både Danmarks og Europas befolkninger og de nødlidende ude i verden.
Man kan have forskellige holdninger til indvandringsproblematikken i såvel lille Danmark som hele Europa. (Og jeg taler mere og mere om Europa som helhed, idet Danmark jo også er en del af Europa, og idet jeg giver dem ret, der siger, at der kun findes fælles europæiske løsninger. Jeg siger også, at de, der er imod både indvandringen og EU, kommer til at kæmpe med den ene arm bundet på ryggen. Mindst!).
Man kan have forskellige holdninger. Det ene yderpunkt er den absolutte verdensborgertankegang, ifølge hvilken det ikke har nogen som helst betydning, hvor folk bor, og hvem der bor hvor, ja, ifølge hvilken det nærmest ikke kan gå hurtigt nok med at få udslettet det særligt europæiske og det særligt danske. Det andet yderpunkt er den absolut egoistiske nationalisme eller "europæisme", som bare vil holde alle ude, og som ikke føler noget som helst ansvar for dem, der lider nød eller lever i elendighed ude i verden.
Min holdning er, at kultur og mentalitet betyder noget. Og jeg mener også, det er en holdning, der er blevet bekræftet af, hvad der er sket siden 1989. Det gælder, for så vidt angår hele spørgsmålet om livsform og kulturel identitet, værdimæssigt forstået. Og det gælder i den snævrere forstand, som angår betingelserne for at have et ordentligt samfund med en ordentlig stat. Hvad det første angår, vil selv en ret lille indvandring af folk med en bare noget anden kultur være et problem. Hvad det andet angår, skal der mere til, før det bliver et problem, men også dér vil der være en grænse. Og grænsen går i det hele taget dér, hvor de europæiske lande og dermed hele Europa bryder sammen.
Hvis man som kristen vil leve med Jesu ord i ørerne og prøve at gøre noget godt i den uhyre vanskelige virkelighed, må man altså se hele virkeligheden i øjnene og prøve at gøre noget, der er godt for alle, og som i hvert fald ikke fører til kaos, sammenbrud og borgerkrig - og dermed bortfald af muligheden for at gøre noget som helst ude i verden. Jeg mener derfor, at vi lige så godt først som sidst kan standse den folkevandring, som kun lige er begyndt. Det kan blive meget ubehageligt og stride mod den følelse og tankegang, vi alle er opdraget med og til. Men alternativet er værre.
Men vi skal med hele det kulturelle, politiske og økonomiske overskud, vi har, også hjælpe dem, der har behov for det. Og ikke bare som nogle tiltag, der skal forhindre folk i at strømme op til os. Vi skulle naturligvis også hjælpe, selv om der ingen folkevandringstrussel var. Altså simpelt hen fordi der er nogle, der har behov for hjælp, og fordi vi er i stand til at hjælpe.
Men hvordan skal vi hjælpe? Da jeg var teenager (og i øvrigt som jazzmusiker en stor beundrer af den sorte race) troede jeg, at når vi i nogle årtier havde hjulpet fx Afrika, ville de komme til at leve på stort set samme måde som vi. Og jeg glædede mig til det. Jeg glædede mig til at se, hvordan kulturen i det sorte Afrika ville udvikle sig. Men sådan er det ikke gået. Jo, er der nok nogle lommer (vel mere kulturelle og sociologiske end geografiske), hvor noget i den retning udvikler sig. Det hørte jeg noget om i radioen forleden. Og det er godt. Så kan man bygge videre på det. Men ellers går det jo elendigt.
Og der er hele befolkningseksplosionen. Jeg kan ikke lige huske, hvor mange årtier man taler om, før Afrikas befolkning er FORDOBLET! Men det bliver i hvert fald i dette århundrede, hvis der ikke gøres noget. Min konklusion er derfor, at det ikke er nok at sende flere penge. Det er også vigtigt, hvad pengene bruges til, og hvordan. Og der er andet end penge at sende, altså især inspiration til udviklingen af en mentalitet, der fører til ordentlige samfund og ordentlige stater med en dertil hørende god økonomi. Afrika er jo et utrolig rigt kontinent! Og så er der altså fødselskontrollen. Få tør rigtig snakke om det. Men det er jo ud fra enhver betragtning en ren forbrydelse at lade Afrikas befolkning fordoble sig inden for få årtier.
Dette var nogle mandagstanker på den sidste dag i august 2015. Og det er det bedste, jeg kan bidrage med.
* *
*
Folkevandringen
Vi bør alle overveje og drøfte på en frisk
KOMMENTARER EFTER
DEADLINE 24.08.15
Min første kommentar
- her med indledningen i opslaget på min egen væg:
Jeg afbrød en episode af "The Americans" på Netflix for at se Deadline med bla. Martin Henriksen, DF. Og det fik mig til at sætte denne kommentar i Deadline-tråden:
Kun få tør sige rent ud, hvor alvorlig situationen er. Det kan ende meget værre, end det gjorde for Det Vestromerske Rige for 1600 år siden. Det gik under. Og nu er det måske vores tur. Men deres indvandring fra nord var på langt sigt ikke så slem. Der kom det moderne Vesteuropa ud af det. Hvad vil der komme ud af det, der er begyndt nu? - At vi (ikke bare Danmark eller EU, men hele verdenssamfundet) skal prøve at gøre noget for at hjælpe mennesker og lande, der har det dårligt, er en anden, selvfølgelig sag. Men vi har jo set, hvor næsten umuligt det er. Og så er der befolkningseksplosionen. Hvorfor er der næsten aldrig nogen, der taler om den?
-
Svar på kommentar i
min egen tråd:
Nej, n.n., det mener jeg ikke man kan sige om Martin Henriksen i dette Deadline-indslag. Han var meget forsigtig. DF vil gerne være stuerene. Og de kæmper med den ene arm bundet på ryggen, fordi de ikke bryder sig om, at EU skal spille den nødvendige rolle. Sagen er, at det, der er i gang nu, er af en hidtil uset størrelsesorden. Og selve dette faktum indrømmer de fleste, der udtaler sig. Mange siger: Den største udfordring siden tiden lige efter Anden Verdenskrig. Men det er jo for lidt at sige. Vi skal helt tilbage til "the decline and fall of the Roman Empire", før vi har noget, der svarer til det, der er ved at begynde nu. Eller hvis jeg skal udtrykke det mere forsigtigt, så kan vi i hvert fald risikere, at det det er sådan, det er. - Så kan vi diskutere, hvordan vi vil forholde os til det. Nogle vil gerne have den australske model. Som jo skal køres af EU, hvis det skal kunne lade sig gøre. Det er der andre der ikke vil. Og vi må jo alle være enige om, at uanset hvordan vi forholder os, er det en meget ubehagelig situation, vi befinder os i og vil komme til at befinde os i. Også i forhold til de idealer, vi alle grundlæggende hylder. Medmindre vi bare giver op. - Men jeg havde i forvejen gjort mig nogle videre tanker, og dem vil jeg skrive ned i Word - i ro og mag - og sætte ind i et senere kommentarfelt.
-
Og endnu et svar i
samme tråd - hvor jeg mod sædvane afslører min diskussionspartners identitet,
idet han jo er min gamle gymnasierektors søn!
Og til Mikael! Må jeg sige, at du er søn af min gamle rektor på Maribo Gymnasium, Henrik Hertig? Og at vi jo gennem årene har haft nogle kommentarudvekslinger her i Facebook, som ikke altid har været udtryk for enighed? Men vi har da kunnet diskutere i rimelig fredsommelighed. Og sådan skal det være. Ikke mindst nu, hvor tavlen efter min mening er ved at blive vasket ren og vi sammen må forholde os til den nye enorme udfordring på en måde, så vi i enhver henseende, altså både kulturelt og etisk, bevarer de værdier (jeg bryder mig efterhånden ikke meget om det ord!), vi som tidligere sagt alle er grundlæggende enige om. - Men da jeg så dit navn, tænkte jeg: Nu får jeg tæsk! Det glæder mig derfor, at du hører til dem, der kan se, at vi med befolkningseksplosionen står over for et stort problem. - Må jeg om Afrika sige, at jeg jo, da jeg gik på din fars gymnasium og havde ham i tysk og latin - og måske også lidt i oldtidskundskab, hvor vi i hvert fald brugte hans lærebog - var stærkt engageret jazzmusiker og beundrede de sorte nærmest grænseløst, og at det både dengang og en del år frem fik mig til at se frem til det sorte Afrikas udvikling med stor forventning og glæde. Jeg troede, vi ville få noget (næsten) lige så storslået som jazzen at se. Men efterhånden blev jeg skuffet, meget skuffet. Jeg troede, at med afkolonialiseringen og bare nogle få årtiers udviklingsbistand ville alt blive virkelig godt. Men også jeg undervurderede dengang kulturen i videste forstand's betydning. Det er først efter 1989, vi rigtig har fået at se, hvor meget historien og det, folk har inde i deres hoveder, betyder. Og det må vi tage til efterretning. Når vi skal hjælpe Afrika, hvad vi jo under alle omstændigheder skal, også uanset folkevandringstruslen, skal vi derfor ikke først og fremmest tænke i penge, men i langt højere grad tænke i støtte og inspiration mht. udviklingen af ordentlige samfund og ordentlige, velfungerende stater. Hvor vi så også skal forstå, at vi ikke bare skal presse vort eget 100% ned over hovederne på dem, men netop inspirere dem, inspirere dem til at udvikle ordentlige samfund og stater i forlængelse af deres egen tradition. Det vil blive meget svært, men vi er nødt til at forsøge. Vi skal bare gøre det i respekt for virkeligheden. - Men jeg er stadig ikke kommet i gang med den betragtning, jeg bebudede i mit svar til n.n.
-
Den kommentar, jeg
supplerede min første Deadline-kommentar og mit eget opslag med:
VIDERE BETRAGTNINGER
Som bebudet, i hvert fald i min egen tråd efter mit opslag i både Deadline-tråden og hos mig selv, bringer jeg her nogle videre betragtninger:
Da jeg var stået op i dag tirsdag den 25. august, rumlede det stadig i mit hoved i forlængelse af den kommentar til indslaget i Deadline om folkevandringsproblematikken, jeg aftenen før havde sat ind i Deadlines tråd og slået op på min egen væg. Og jeg har - ud over de svar til meddebattører, jeg har sat ind ovenfor (i hvert fald i min egen tråd) - nu dette at føje til:
Allerførst vil jeg sige, at det vil glæde mig (men jo først og fremmest være overordentlig gavnligt), hvis den folkevandringssituation, vi nu står i, kan få vasket tavlen ren, så vi alle, uanset de uenigheder, der formodentlig stadig vil være tale om, begynder forfra med at se virkeligheden i øjnene. Hvilket også vil sige, at vi ser i øjnene, at situationen er, og i stigende grad vil blive, meget ubehagelig for alle parter. Også for de mennesker, der af let forståelige grunde flygter fra ikke bare krig og tilsvarende, men også fra dysfunktionelle samfund med dysfunktionelle stater. Men jo også ubehagelig for os og vore værdier, idet jeg med det efterhånden noget slidte ord "værdier" på én gang tænker på hele vor europæiske kultur i videste forstand og på de etiske principper, vi jo alle hylder. Og det vil jeg gerne gentage: De etiske principper, vi jo alle hylder. Dæmoniseringen af modstanderne må høre op. Der er vel nogle få, der, i hvert fald tilsyneladende, ikke hylder de værdier, vi alle er blevet opdraget med og til, men de betyder intet.
Men der er altså to ydermuligheder: Enten overtager EU (og det skal være EU) den australske model og lykkes med det, så folkevandringen standses. Eller også giver vi op og lader folkevandringen finde sted.
Man skulle sådan set tro, at alle nu ville gå ind for den australske model, altså udført af EU-landene i fællesskab. Selvfølgelig ledsaget af en massiv, men realistisk hjælp og inspiration til de lande, der fungerer dårligt, en hjælp og inspiration, der også omfatter fødselskontrol. En hjælp og inspiration, vi som de stærke og rige under alle omstændigheder skal yde. Men altså i respekt for virkeligheden. Megen udviklingsbistand og "nationbuilding" er jo slået fuldstændig fejl. Det må kunne gøres klogere. MEN jeg tror ikke, alle vil gå ind for den australske model eller noget dertil svarende. Jeg tror, at mange hænger så fast i de tankemønstre og ord, der i årtier har præget den ene side i debatten, at de ikke vil kunne holde op med at udtale deres "humanistiske" mantraer. Jeg tror også, at mange, uanset ideologi, bare vil give op. Man hører i hvert fald mange eksperter (eller "eksperter") sige, at folkevandringsstrømmen ikke KAN standses. Jeg har ganske vist ofte den fornemmelse, at det, de mener, er, at de ikke ØNSKER den standset, at de i hvert fald ikke vil være med til at tage de nødvendige midler i anvendelse. Så er der selvfølgelig dem, der vil være med til at prøve lidt af hvert. Men er det mere realistisk end af prøve at standse den egentlige folkevandring HELT?
Men det, jeg egentlig havde i hovedet i morges, gælder det, jeg allerede var inde på i min første kommentar, nemlig forholdet mellem Det Vestromerske Riges undergang for 1600 år siden, og det, der vil ske nu, hvis folkevandringen får Europa til at bryde sammen i kaos og/eller borgerkrig. Jeg skrev, at det jo i det længere perspektiv ikke gik så galt endda efter Det Vestromerske Riges undergang.
(Jeg kan, også som discipel af Grundtvig, indskyde, at Romerriget jo sådan set med fordel kunne afløses af noget andet. Jeg foretrækker langt det nuværende Europa for oldtidens Romerrige. Men lighedspunktet er, at der dog var/er tale om en civilisation og en orden).
Ja, jeg har nævnt Grundtvig, og han sagde (refereret efter hukommelsen), at det var de nye "rå" folk, der fra nord trængte ind i Romerriget. Med "rå" har han nok også ment "stærke", men jeg tror, ordet først og fremmest skal forstås i betydningen "friske". I 400-tallet var folkene nord for Romerriget jo helt uden en kultur og religion, der kunne stå mål med, hvad der (trods alt) var i Romerriget. Så folkevandrerne overtog både kulturen, religionen (kristendommen) og sproget, så at sidstnævnte udviklede sig til fransk, portugisisk, spansk og italiensk. Men alligevel var de et frisk input. Og o. 800 havde vi med Karl den Store et nyt rige, hvoraf det moderne Vesteuropa udviklede sig. På godt og ondt! Men altså til et stærkt og rigt område. Og selvkritik er og bør være et af den europæiske kulturs særkender. - De folkevandrere, der nu strømmer ind i Europa, er ikke "rå" i en tilsvarende forstand. De medbringer for de flestes vedkommende nogle tankesæt og en mentalitet, som i en helt anden (på sin vis imponerende) grad vil være modstandsdygtige over for kulturen i den civilisation, de har invaderet.
Spørgsmålet er så, om der alligevel kan ske noget, der svarer til det, der skete i århundrederne før Karl den Store, hvis det nuværende Europa bryder sammen på grund af folkevandringen. Nå, historien gentager sig jo aldrig på helt samme måde. Nogle tror, at Europa kan absorbere de vandrende folkemasser, uden at det kommer til kaos og sammenbrud. Og selv om det bliver et helt andet Europa, end det ellers ville være blevet tilfældet, vil de stille sig tilfreds med det. En del er desuden så kulturelt selvhadende, at de vil hilse et sådant resultat med glæde.
Men mange vil, også med det værste scenarie tegnende sig for dem, for det første gentage de berømte ord "efter os syndfloden" og leve i behagelig velstand og i behagelig fornemmelse af deres gode meninger og smukke ord, indtil deres (eller deres efterkommeres) verden bryder sammen, og så i øvrigt stadig håbe på, at den globale (men jo i grunden vestlige) kultur vil overleve.
Jeg tror også, at den vestlig-globale kultur vil overleve, i hvert fald i en eller anden forstand. Om det bliver i en forstand, jeg vil ønske, mine efterkommere skal leve i, er så noget andet. Det er mange ting i allerede den nuværende vestlige og globale kultur, jeg heller ikke bryder mig om.
På baggrund af, hvad jeg her har skitseret, er det helt afgørende, at vi i det mindste kan begrænse indvandringen til Europa så meget, at vi undgår kaos og måske borgerkrig, og videreføre vor kultur på en måde, der i høj grad svarer til, hvad der ville have været tilfældet uden indvandring. For hvad glæde kan vi og vore børn og børnebørn have af, at der måske om nogle hundrede år kommer en slags nyt Karl den Stores rige, hvis vi kommer til at leve vore egne personlige liv i kaos og undergang, eller i det mindste med en ændring af vort samfund og vor kultur, vi slet ikke bryder os om? - Og læg mærke til, at jeg skrev "videreføre"! En fastfrysning af "det Danmark, vi kender", er der jo ingen kloge mennesker, der ønsker. Livet bevæger sig altid fremad. Men det skulle gerne være vort eget liv i fred og frihed. Fred og retsstat og frihed er det alt afgørende. Så kan tanker og meninger og nye måder at gøre tingene på udvikle sig frit og frugtbart. Og der er som sagt også allerede nu mange ting at drøfte, hvad vor nuværende vestlige livsform angår. Men så længe vi har friheden og et velfungerende samfund, skal der nok komme noget godt ud af det. Også selv om vi måske (også uanset indvandringen) kommer til at leve mere kulturelt opdelt, end vi hidtil har gjort. Så kan enhver jo glæde sig over det frie liv i sin egen kultursfære.
* *
*
Deadline, Grundtvig - og mig!
Kommentar til indslaget med uddannelses- og forskningsminister Esben
Lunde Larsen i DR 2 Deadline 03.08.15.
Grundtvig blev nævnt. Og det er godt. For han kunne i sin tænkning
forene hensynet til eliten med hensynet til bredden. Desværre er Grundtvigs
tanker om dannelse og kultur, uddannelse og oplysning ikke blevet fuldt
realiseret. Måske fordi nogle i den "latinske" elite ikke brød sig om
(og bryder sig om) Grundtvigs tanker om den brede, ja, alle omfattende,
folkelige livsoplysning, og fordi nogle i den grundtvigske lejr ikke brød sig
om (og bryder sig om) de tanker, Grundtvig havde om et fællesnordisk
eliteuniversitet i Göteborg. Pdes. sagde Grundtvig, at vil alle ville dø af
sult, hvis alle blev professorer, idet han vel at mærke samtidig talte om en i
grunden ens dannelse for alle, hvoraf enhver (her citeret efter hukommelsen)
kan tage, hvad han nemmer. Men pdas. opererede han altså med tanken om, at, hvad der
dengang skulle være nogle hundrede af de bedste hoveder fra hele Norden, skulle
samles i et moderne akademi a la Platons eller et nordisk Oxford i Göteborg (i
hjørnet mellem Danmark, Norge og Sverige). Og dette superuniversitet (som jeg
kalder det) skulle dels være Nordens bidrag til den fællesmenneskelige
videnskabelighed, dels være toppen i et system (et meget ugrundtvigsk ord!),
hvor resultaterne af "superprofessorernes" forskning og indbyrdes
samtale blev formidlet nedad, det være sig i form at de skrifter, der blev
produceret, eller i form af det, gæster på dette universitet kunne tage med sig
hjem. Det bør nævnes, at naturvidenskaberne (som Grundtvig ikke personligt beskæftigede
sig med eller havde noget særligt forhold til) udtrykkeligt anvises en plads på
deres side. Men alt, hvad der kom fra superuniversitetet i Göteborg, kom i sin
formidling nedad i forbindelse med den nationale dannelse, som efter Grundtvigs
plan først og fremmest skulle finde sted på det danske folkelige universitet
(højskole) i Sorø, men som jo skulle udbredes til og leve i hele folket -
hvorfra de nye danske superprofessorer jo så igen skulle rekrutteres. - Hvis
man vil vide mere, kan man læse min disputats "Omkring Grundtvigs
Vidskab" (1998). Måske er dens tid ved at være inde! Jeg sagde dengang til
min kone: Det er meget godt, at jeg har fået skrevet denne afhandling, men den
er kommet både for sent og for tidligt. Der vil i hvert fald gå nogle år, før
man igen vil være interesseret i de ting, den handler om. - Jeg gentager: Det
vil være nyttigt om de, der nu skal arbejde på områderne videnskab og dannelse,
læser min bog!
* *
*
Danmark som kristent land og en teolog som
forskningsminister.
Kommentarer til DR 2 Deadline 22.07.15
Kulturelt - og i verdensmålestok - er Danmark klart et kristent land.
Og knapt 80% er stadig medlemmer af den
evangelisk-lutherske Folkekirke. Hvortil kommer de andre kristne kirkesamfund
med det romersk-katolske som det største. Og der er
stadig megen kristendom "i luften". Jeg har som præst i Folkekirken
siden 1971 ofte sagt, at der trods alt er et mildt evangelisk lys over
menneskelivet i Danmark. Men antallet af kristne er vigende. På grund af
indvandringen. Men også af andre grunde. Også indholdsmæssigt er der meget, der
ikke er så godt i Folkekirken. Og når man skriver i regeringsgrundlaget, at
Danmark er et kristent land, er det jo et udtryk for, at der er noget galt. -
Vi kristne, mange eller få, skal nok klare os. Hvordan det danske samfund og
den danske nation skal klare sig, vil vise sig. Det vigtigste er, at vi bevarer
friheden.
- -
Men man diskuterede jo også det store problem, som det for nogle er, at
vi har fået en troende teolog (med ph.d.-grad i Grundtvigs frihedssyn!) som
forskningsminister. Måske har Esben Lunde Larsen selv båret ved til bålet ved
at udtrykke sig uklart. Men han kunne selvfølgelig ikke drømme om at foretage
sig noget som helst, der ville antaste videnskabernes autonomi inde på deres
eget område. - Men der siges meget dumt om forholdet mellem kristendom og
videnskabelighed. Man glemmer, at det ikke er sådan, at kristendom og fx
naturvidenskab står lige over for hinanden. Kristendommen, den kristne tro,
forholder sig til hele eksistensen overhovedet, dvs. også alt det, der har med
ethvert menneskes helt elementære eksistentielle hverdagserfaring at gøre, og
med sådan noget som hele den humanistiske videnskabelighed og hele kunstens
måde at erfare på, men så også det, hvor såvel naturvidenskaberne som
videnskabeligheden i videste forstand kommer ind. En af pointerne i det, jeg
siger her, er, at især naturvidenskaberne også fra deres side ydmygt skal kende
deres plads som kun én af den menneskelige erkendelses kilder. Hvormed jeg
altså IKKE mener, at fx partikelfysikken, astrofysikken, geologien og biologien
i selve den forskning, der bedrives, skal lade sig lede af noget som helst
andet end det, der ligger i de respektive fags metode. Man skal bare ikke gøre
videnskab til religion eller altomfattende tilværelsesforklaring. Jeg har selv
siden min barndom interesseret mig meget for naturvidenskab og er fuld af
beundring for de resultater, man har opnået. Lad os bare taget sådan noget som
Niels Bohrs atommodel for hundrede år siden. Fantastisk! Men man bliver altså
ikke meget klogere på menneskelivet og eksistensen af at "kigge" ind
i et atom! På den anden side spiller det en stor rolle, også for mig som person
og som digter, at man kan se sig selv i sin legemlighed som forankret i biologien
og partikelfysikken og astrofysikken. At vide noget om disse ting er nødvendigt
for ens forståelse af, hvad det vil sige at være menneske i verden. Men igen:
Det siger ikke alt om den menneskelige eksistens. Selv om man ikke regner med
noget andet end selve Universet som i grunden ren fysik, må man indrømme, at
det er i mennesket og den menneskelige kultur, de menneskelige sammenhænge, man
har den højeste manifestation af, hvad der ligger i Universet.
-
TILFØJELSE formiddag 23.07.15:
Ja, n.n., jeg tror ikke engang, de gamle jødiske teologer, der har
skrevet skabelsesberetningerne (der er jo TO!), har opfattet dem som
"videnskab". De er selvfølgelig præget af, hvad man dengang
forestillede sig. Men læg mærke til, at de to skabelsesberetninger i 1 Mos kap.
1 og 2 er direkte modsatte i deres mytiske grund. Den første (og yngste, mest
"moderne") bygger på en mesopotamisk mytologi, hvor ur-kaos er vand
og mudder. Den anden (og ældste, mest naive) bygger på en ørken-mytologi, hvor
udgangspunktet er den tørre jord, der bliver vandet af en kilde/flod. Senest da
man samlede de to beretninger i det, vi kristne nu kalder Det Gamle Testamente,
har man klart kunnet se, at disse to i det ydre direkte modstridende
beretninger ikke har skullet tages bogstaveligt. - Jeg er, kære n.n., lidt ked
af, at du nøjes med at betegne deres synspunkt som "etisk". Det er
teologisk! Med det hele! - Jeg må slutte nu. Du, og evt. andre her i tråden,
skal lige tage Bibelen frem og repetere skabelsesberetningerne. Så vil I også
se, at nærheden mellem dyr og mennesker begge steder og på hver sin måde er
meget smukt understreget. Sammenlign havdyrenes og menneskenes velsignelse! Og
overvej, hvad det betyder, at velsignelsen af landdyrene er sprunget over! Ja,
overvej, hvad det betyder, at Adam måske KUNNE have fundet sig en medhjælp
blandt dyrene! (1 Mos 2,18-20). Bemærk endelig, at det ses som den oprindelige
"skabelsesorden", at både dyr og mennesker skal leve af planter (1
Mos 1,29-30). - Det mest utrolige i hele denne debat er, hvor dumme, de, der
betragter sig selv som den højeste oplysnings repræsentanter, er.
-
Og lidt senere også denne:
Kære n.n.! Der er desværre meget rigtigt i det, du siger om forholdet
mellem religion og magt. Jeg hører til dem, der mener, at kristendommen er det
180 grader modsatte af "religion". I "religion" dyrker
mennesket Gud (eller hvad dertil svarer) for at opnå noget. I kristendommen
kommer Gud til mennesket for at give os alt. Men fra og med kejser Konstantin
(fra 312 af) blev kristendommen taget i magtens tjeneste. Uhyggeligt! - Og jeg
bryder mig som kristen teolog heller ikke om meget af det, der aktuelt bliver
sagt om kristendommens betydning for Danmark. Gud sendte ikke sin Søn til
verden for at sikre sammenhængskraften i Danmark, men for at frelse verden og
bringe Guds Rige nær! - Sagen er dog mere kompliceret end som så. For hvor
meget kristendommen end er blevet taget i magtens tjeneste, har den dog bevaret
sit sande indhold, og det har haft stor og gavnlig betydning for menneskelivet,
ikke mindst her i Danmark. - Grundtvig vidste godt, hvad kristendommen egentlig
gik ud på, men han elskede også Danmark og danskerne, og var klar over, at den
egentlige kristendom også - "til en side" - havde velsignede
virkninger på menneskelivet i fx (og ikke mindst!) Danmark. Jeg er selv
Grundtvig-forsker og har især dyrket hans og min "teologi om det
kristeligt nødvendige livsengagement". Der er ikke nogen modsætning mellem
at vente på Guds Riges komme og at elske tilværelsen her og nu. Guds Rige er
jo, at den skabte, men faldne verden, bliver reddet ud af det Ondes magt. Og vi
kan allerede her og nu se og opleve meget af, hvad der højtideligt sagt
betegnes som "skabelsens herlighed". - Jeg siger ikke, at du skal tro
på skabelsen og syndefaldet og frelsen (men kan kraftigt anbefale det). Jeg
prøver bare at præsentere, hvad der ligger i det, jeg tror på.
-
Og senere på dagen denne:
Godt, n.n., så siger jeg selv tak! Men jeg vil lige nå at sige, at selv
om der både bagude i tiden og mange steder ude i verden desværre er mange
eksempler på, hvad du siger, vil jeg for det første bede dig holde dig til
kristendommen i den diskussion, vi har her, og for det andet koncentrere dig om
det, vi har her i Danmark, især den danske evangelisk-lutherske
kristendomsform. Ja, du kan begynde med sådan en som mig. Jeg er vist i de
henseender, der her er tale om, ganske repræsentativ. Kan du påvise nogen af de
dårlige ting, du taler om, hos mig og dem, der ligner mig? Det være sig i
Folkekirken eller i de andre kristne kirkesamfund her i Danmark? Det er ikke
sikkert, alle er lige så konsekvente, hvad kravet om frihed angår, og hvad den
totale åbenhed over for videnskaberne og deres resultater angår. Der er
gradsforskelle. Men kan du nævne bare ét eksempel her i Danmark på noget, der
er så slemt som det, du opregner? Og så har jeg slet ikke nævnt de vitterligt
positive ting, der følger af især evangelisk-luthersk kristendom. Men lad mig
spørge dig, om der måske ikke er en sammenhæng mellem den evangeliske
kristendomsform og de samfund, vi har i Tyskland (hvor også den katolske
kristendom er påvirket af den evangeliske), Norden og Storbritannien (hvis
anglikanske kristendomsform og forhold i det hele taget ganske vist har en noget
anderledes karakter og historie). Jeg er helt med på, at det kan være svært at
skelne mellem årsag og virkning (om vi er, som vi er, fordi vi har evangelisk
kristendom, eller om vi har evangelisk kristendom, fordi vi er, som vi er), men
det er alligevel påfaldende, at de nævnte lande er nogle af de bedste at leve i
her i verden.
* *
*
Min intuition om fremtiden omkring og i Iran
Det kan måske udvikle sig rigtig godt!
14.07.15
Kommentar i en Facebook-tråd
Tja-tja,
n.n., jeg er ikke ekspert. Men jeg sidder netop og ser om aftalen i Deadline,
og jeg føler mig bekræftet i, hvad min intuition siger mig. Jeg tror, der trods
alt er noget mere rationalitet i iranerne end i araberne (herunder saudierne!)
- og pakistanerne og afghanerne. Jeg tænker også på, hvad en iransk kvinde
engang sagde til en fra vor familie, der boede i samme opgang: "Husk, jeg
er iraner, ikke araber". Jeg mener også, de herboende iranere generelt
virker mere fornuftige og tiltalende. - Så, nu er det Lars Erslev Andersen! Og
en herboende iraner. - Det er ikke så meget "præstestyret", jeg
tænker på. Selv om der vel - efter omstændighederne! - er mere rationalitet i
det end som så. Nej, jeg tænker på befolkningen, især de yngre og veluddannede.
De vil vel gerne have en vestlig livsform. Nu taler Lars Erslev også om
middelklassen. Han er dog forsigtig. Men jeg tænker, eller altså føler, på
længere sigt. - Nu taler en iransk politiker om den fælles front mod Islamisk
Stat. Det var da vist ligefrem udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif. - Men så
er der jo forholdet til Assad! Det taler de om nu. Men også om, at det kan være
positivt at få Iran med i processen omkring Syrien. - Og både Saudi-Arabien og
Israel er afhængige af USA, som er den store garant. (At vi her kan tænke på de
garantier, Ukraine fik, da de afleverede deres kernevåben, er vel ikke helt det
samme). - Men jeg gentager, at det hos mig er intuitionen, der taler - på langt
sigt. Hvis vi lever længe nok, får vi se!
* *
*
HVOR DUM KAN MAN VÆRE?!
Om de skoledrengeagtige angreb på den teologiske
uddannelses- og forskningsminister.
11.07.15. - Opslag på først TV 2 News', dernæst uddannelses- og
forskningsminister Esben Lunde Larsens og til sidst min egen Facebook-profil. -
Nu også både her og på undersiden "Kirke og teologi".
Kære Esben! Må jeg have lov at slå min kommentar til denne aftens Ugen
på spidsen (TV 2 News) op her? Jeg har jo også (i Grundtvig-Studier)
beskæftiget mig lidt med din ph.d-afhandling »Frihed for Loke saavelsom for
Thor - N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt
perspektiv«. Så jeg føler, jeg har en vis ret til det. Og jeg vil jo også gerne
støtte dig lidt. Selv om jeg er overbevist om, at du tager de tåbelige angreb
på dig let. Her er min kommentar til indslaget i Ugen på spidsen, som du jo
også kan være udmærket tilfreds med:
Har lige set indslaget om den nye uddannelses- og forskningsminister
Esben Lunde Larsen i Ugen på spidsen. Om angrebene på ham, fordi han som teolog
med en teologisk ph.d.-grad (på en afhandling om Grundtvigs frihedssyn!) og som
troende kristen er blevet forskningens minister. Heldigvis udtalte de to i
studiet sig udmærket om disse, som det også blev sagt, nyinkvisitoriske angreb.
Men det er altså uhyggeligt, at vi har fået en måske ikke så stor, men
højtråbende gruppe af mennesker, der tydeligvis mener om sig selv, at de
besidder den højeste dannelse og indsigt, men alligevel fører sig frem på den
mest skoledrengeagtige måde. - Jeg er selv teolog og pensioneret præst og har
den teologiske doktorgrad for en afhandling om Grundtvigs videnskabssyn. Og jeg
kan udmærket på én gang være en i mange henseender traditionalistisk kristen og
dybt optaget af naturvidenskaberne og deres resultater, også biologien. Noget af
det bedste, jeg har oplevet i mit liv, var deltagelsen for nu en del år siden i
Forum Teologi Naturvidenskabs seminarer ved Århus Universitet. Her deltog folk
af alle slags, både fagligt og livsanskuelsesmæssigt. Et af vore slagord var:
Vi mødes i hjernen! Men vi talte frit og venskabeligt og frugtbart om alt
muligt. Jeg husker blandt mange interessante samtaler én med en virkelig
hardcore materialist, altså materialist i den yderste filosofisk-fysiske
forstand. Vi talte fint sammen. - Hvis jeg til allersidst skal henvise til
Grundtvig, kan jeg pege på, at han i sin, desværre (endnu) ikke realiserede,
plan om et fællesnordisk superuniversitet i Göteborg udtrykkeligt nævnte
naturvidenskaberne, og at han et andet sted har udtalt sig om
naturvidenskabernes hjemstedsret i den jo langt mere omfattende
videnskabelighed, han opererede med - og som vi jo også bør operere med.
Naturvidenskaberne skal jo ikke bare afgrænses i forhold til troen. Det er
først og fremmest de øvrige videnskaber, altså især de humanistiske, de skal
afgrænses i forhold til, og de kunstneriske erkendeformer, og i det hele taget
menneskets samlede eksistensforhold. Ja, det er i virkeligheden her, grænsen
går. Troen, og fx den kristne teologi, forholder sig ikke specielt til
naturvidenskaberne, men til netop hele eksistensforholdet, hvori den
naturvidenskabelige erkendelse kun indgår som en af flere kilder. - Kort sagt:
Hvor dum kan man være?!
* *
*
Er Danmark et kristent land?
I P 1 Debat-tråd om
Danmark som kristent land. - Udsendelsen 08.07.15. - Også i "Kirke og
teologi". - Delt på min Facebook-væg. - 07.07.15.
Det var tåbeligt at skrive det ind i regeringsgrundlaget. For det er rigtigt, som andre her i tråden allerede har sagt, at kun mennesker, ikke lande, endsige stater, kan være kristne. Men hvis vi ser bort fra det med regeringsgrundlaget - og fra hele den betændte debatsituation - er spørgsmålet mere kompliceret end som så. - Der kan siges meget dårligt om Folkekirken. Og jeg kan selv udtale mig særdeles kritisk - efter at have tjent som præst i den siden 1971. Men det betyder ikke, at netop det meget sekulære Danmark ikke er dybt og bredt præget af over tusind års kristendom og snart fem hundrede års evangelisk-luthersk kristendom. Jeg vil stadig påstå, at der hviler et mildt evangelisk skær over menneskelivet i Danmark, og at sådan noget som hele vort frihedssyn og vor arbejdsmoral og mangel på korruption osv. i høj grad bygger på især de fem hundrede års evangelisk kristendom. Lad mig også lige nævne Grundtvig! - Men vi skal videre. Og som det hele er, går jeg ind for kirkens adskillelse fra staten, og det har jeg gjort siden 1970'erne. Den evangelisk-lutherske menighed i Danmark må nu fremtræde som, ja, leve som, en selvstændig og selvstyrende organisme. Så må det vise sig, hvor mange vi ender med at blive. Ligesom det må vise sig, hvor meget liv, der kommer til at være i os. En levende evangelisk menighed vil kunne sprede meget lys og liv i Danmark. I fuld frihed. Og uden statsmagten i ryggen. Og Gud skal naturligvis ikke bruges som trumf i det politiske. Her må man simpelt hen argumentere for sine synspunkter. Hver mand en stemme! Men bare 50 eller 25 % levende kristne vil sætte et præg. Jeg mener også, det var netop Grundtvig, der sagde, at et land er kristent, som det har kristne til. - Det er ikke til at forudsige, hvordan det kommer til at gå. Men de kristne vil, få eller mange, altid have det godt. Så må de ikke-kristne finde ud af, hvad de vil bygge og leve på. Men vi skal selvfølgelig alle kunne samarbejde mest muligt, både kulturelt og politisk. Det sagde Grundtvig også. - Vi må se!
-
Og et svar på en
kommentar i samme tråd:
Ja, n.n., vi har unægtelig fået en ny religion i Danmark, eller i hvert fald en ny moralisme. (I forlængelse af min kommentar skulle jeg nok hellere sige et nyt kætteri, en ny farisæisme, for det er jo i hvert fald et post-kristent fænomen). Men det er der ikke andet at gøre ved end at tage debatten, ja, udøve religionskritik - og først og sidst forkynde Evangeliet. Hvis folk vil være humanister, skal de have lov til det. Vi skal ikke prøve at tilsløre virkeligheden ved krampagtigt at holde fast i den statskirkelighed, hvis tid under alle omstændigheder er forbi. Et selvstændigt evangelisk-luthersk kirkesamfund vil først og fremmest være godt for de evangelisk-luthersk kristne selv. Men et sådan kirkesamfund vil også rumme mennesker, der i stort og småt kan bidrage rigtig godt til menneskelivet i Danmark. - At være kristen vil ganske vist først og fremmest sige at leve i troen på Jesus Kristus, mens vi venter på Guds Riges komme (hvordan vi så ellers kan, eller ikke kan, forestille os det). Jesus kom jo ikke til verden for fx at sikre sammenhængskraften i Danmark, men for at frelse menneskeslægten. MEN når det er sagt, vil kristendommen, for igen at referere Grundtvig, mens vi venter, have mange gode "virkninger til en side". Hele min Grundtvig-forskning og dermed forbundne teologiske tænkning i øvrigt har i høj grad handlet om, hvad jeg fx har kaldt "det kristeligt nødvendige livsengagement". For når Jesus Kristus er kommet for at frelse menneskelivet, har menneskelivet jo også betydning her og nu! For at sige det kort.
-
Yderligere kommentar 08.07.15
Nu kom debatten så. Og hvad skal jeg sige? Jeg har sådan set ikke noget
at føje til. - Og lige nu sender TV 2 News om den græske krise! - Jeg mener
fortsat, at det ikke burde have været skrevet ind i regeringsprogrammet, at
Danmark er et kristent land. Og at det har karakter af besværgelse, fordi
Danmark jo lige nu er ved at blive et andet land, end det hidtil har været,
ikke mindst pga. den store indvandring af muslimer. Men på den anden side er
Danmark stadig i høj grad et kristent land, både mentalt og institutionelt. Og
knapt 78 % af befolkningen er medlemmer af den evangelisk-lutherske Danske
Folkekirke. Hvortil kommer de kristne, der ikke er medlemmer af Folkekirken. Det er derfor ikke så ligetil at sige, at den danske stat
skal være religiøst neutral. I en vis forstand skal staten selvfølgelig være
religiøst neutral, alle statsborgeres stat. Og det mener jeg er tilfældet, og
sådan ønsker jeg, det skal være. Men så længe et stort flertal er kristne, kan
det ikke undgås, at der alligevel kommer kristendom ind mange steder. Det skal
heller ikke være sådan, at halen logrer med hunden, altså at mindretallet
bestemmer over flertallet. - Men personlig er jeg ligeglad. Jeg har i mange år
indstillet mig på at skulle leve i et multietnisk, multikulturelt og
multireligiøst samfund. Derfor er det afgørende for mig, at det evangelisk-lutherske
kirkesamfund bliver løsgjort fra staten, så det kan komme til at fremstå som en
selvstændig og selvstyrende organisme med det antal medlemmer, det nu har og
ender med at have. Og tilsvarende ligger det i det multikulturelle, at de
kristne kan oprette deres egne skoler og andre institutioner, ligesom alle
andre kan. Det er muligt, at vi også kommer til at sige farvel til Folkeskolen.
- Men det må vise sig. Én ting har vi lært fra og med Murens fald: Alt kan ske.
På godt såvel som på ondt. - Men under alle omstændigheder må vi kristne prøve
at holde os til troen på Jesus Kristus, mens vi venter på Guds Rige, idet vi
samtidig prøver at leve et godt liv, også sammen med vore ikke-kristne
medborgere, som vi jo på mange områder både kan og skal samarbejde med i det
store fælles samfund og under den fælles stat. Det vigtigste er, at FRIHEDEN i
alle henseender bevares!
* *
*
TILLYKKE, PIA!
Denne lykønskning har jeg netop slået op på Dansk Folkepartis profil,
på min egen og andre steder, også her på min hjemmeside:
Tillykke, Pia! Jeg ved, at du vil sætte hele din viljestyrke og al din
dygtighed ind på at blive en virkelig god formand for hele Folketinget. Held og
lykke!
03.07.15
* *
*
Ved meddelelsen om, at vi får en ren Venstre-regering
26.06.15. - Også i Facebook og "Erindringer - DAGBOG".
Lars Løkke er på TV 2 News og siger, at han nok vil præsentere en ren
Venstre-regering på søndag. Jeg er særdeles tilfreds. - I øvrigt er hele
verdenssituationen så alvorlig, at det ikke betyder så meget med den ene eller
den anden regering i Danmark. Kun EU kan stille noget op. Hvis de kan. Og vil.
Ellers går Europa måske til grunde. - Min egen konklusion er, at jeg vil
koncentrere mig om at skrive og udgive. Så jeg får efterladt mig noget. Noget,
som nogle måske vil kunne bruge til noget, altså få noget liv ud af. Og som
måske nogle af dem, der lige er blevet studenter, kan blive inspireret af.
Nogle ganske, få, ja, måske bare en enkelt, vil være nok. Der bliver vel under
alle omstændigheder en form for liv tilbage. Ellers må vi jo, hvad vi under
alle omstændigheder skal, vente på Guds Rige (uanset hvordan vi så prøver at
forestille os, hvad det nærmere vil sige). - Det er min mening. Jeg gider ikke
deltage i den uværdige diskussion om valgresultatet m.m. Jeg gider ikke! Der er
nogle, der ikke vil lade sig overbevise af hverken argumenter eller
virkeligheden selv. Men jeg håber, deres antal og indflydelse efterhånden vil
blive reduceret til naturlig størrelse, og at der kommer nye unge frem med
klarere hjerner og øjne. - Jeg går nu videre med min Frie Lollandsonet nr. 10
"Vesterborg"!
* *
*
VI KAN GODT FØRE EN BEDRE SAMTALE, SELV OM NOGLE AF OS
IKKE GÅR PÅ KOMPROMIS
Ny kommentar i Facebook-tråd 24.06.15.
Jeg ved ikke, om jeg kan føje noget til som svar til dig, n.n.. Jeg
skal også ud og lufte min søns ferierende hunde og slå græs og derefter arbejde
lidt på min kommende udgivelse af Knud Berlins og min oversættelse af Adam
Mickiewicz's "Krimsonetter". Og meget mere. Jeg har som sagt i
virkeligheden ikke tid. Og dem, der virkelig er hardcore, overbeviser man
aldrig. De andre vil virkeligheden overbevise. Men jeg kan henvise til Deadline
i går aftes og - især - til DR (radio) P 1 Debat i dag. Her kan man høre, at
der er nogle, der begynder at forstå i hvert fald mere af den virkelighed, der
ligger bag DF's valgsejr. - Hvad det med at komme videre angår, vil jeg sige,
at jeg stort set har trukket mig ud af den politiske debat for at hellige mig
min fortsatte produktion af både den ene og den anden slags tekster og
udgivelsen af såvel de ting, jeg allerede har på bedding, som de nye ting. Og
jeg må også indrømme, at jeg ikke er meget for at gå på kompromis. Jf. hele den
regeringsdannelsessituation, der er det særlige udgangspunkt for vor diskussion
her. Men både debatten og politikken kunne alligevel godt føres på et bedre
grundlag. Jeg venter først og fremmest på, at vore hidtidige modstandere kommer
til at indse, at de selv hører med til dem, der har nogle meget store
problemer. Det er jo hele Europa - og for så vidt hele verden. Og selv om vi er
nogle, der ikke vil gå på kompromis mht. den politik, vi ønsker, kunne samtalen
godt blive bedre. Vi kunne være fælles om at indse virkelighedens og
problemernes karakter. Fælles om at erkende, at de også stiller os over for
nogle meget ubehagelige etiske dilemmaer. Og fælles om at erkende, at
problemernes løsning under alle omstændigheder er uhyre vanskelig. Så kunne vi
i al fordragelighed komme med vore bud. Og så kunne nu i første omgang den nye
regering Rasmussen -
eller Rasmussen-Frederiksen eller Frederiksen-Rasmussen? - (for min skyld gerne
en ren vestreregering eller altså en VS eller SV-regering) udmønte tingene i en
praksis, der kan samle et flertal i Folketinget. Idet vi jo også skal erkende,
at Danmark alene ikke kan løse noget som helst, højst holde stillingen lidt
endnu. Nej, hvad vi end mener om EU, må vi erkende, at kun EU (helst i en
reformeret skikkelse) er stor nok til at løse problemerne, herunder også
problemerne om forholdet mellem den globale flydende kapital og
demokratiet. - Til allersidst vil jeg
sige, at hovedproblemet i indvandringsspørgsmålet ikke er, hvad der måtte være
i vejen med de ikkevestlige, især muslimske, indvandrere, men selve det, jeg
tillader mig at betegne som befolkningsudskiftningen. Som det fremgår, er jeg
noget slavist, nu især på det polske område. Jeg er også en så god lutheraner,
at jeg er økumenisk engageret, altså især med den romersk-katolske kirke i
Polen. Men jeg siger undertiden til mine polske og katolske venner, at medens
jeg nu glæder mig meget over den polske tilstedeværelse i Danmark (og virkelig
elsker polakkerne højt, et fantastisk folk), ville jeg blive bekymret, hvis vi
fik 1 million polske katolikker her i Danmark. Det ville gøre Danmark til et andet
land. Det samme ville gælde, hvis det var 1 million svenskere, nordmænd, briter
eller tyskere. Og altså for slet ikke at tale om 1
million muslimer fra Mellemøsten osv. Også selv om det var de sødeste og
rareste og flittigste og mest demokratiske mennesker. - Men nu skal jeg altså
ud med hundene!
* *
*
MEN KAN VI KOMME VIDERE?
Kommentar i Facebook-tråd til de voldsomme reaktioner
på Dansk Folkepartis fremgang ved valget. - 24.06.15.
Hvorfor siger jeg overhovedet noget her? Det må være, fordi sagen
optager mig alvorligt. Og har gjort det siden o. 2000. Jeg gentager, at man
ikke kan gennemføre en overbevisende analyse i en FB-kommentar. Det bliver
altså påstand mod påstand eller fornemmelse mod fornemmelse. Men jeg har levet
med i dette i mindst 15 år. Og det er virkelig min ærlige overbevisning, at der
er tale om andet og mere end bare en almindelig politisk diskussion. Det må de
andre her i tråden jo også give mig ret i, når de taler om racisme og
højrepopulisme og måske det, der er værre. Og i princippet kunne de jo have
ret. Men hvilke ord vil de finde frem, hvis der skulle dukke et virkelig ugly
højreradikalt parti op? Man kan mene, hvad man vil om DF, men det er ikke et
højreradikalt parti. DF og dets vælgere har bare et andet syn på indvandringen
og islam og EU end den kreative klasse og wannabe'erne. Og hvorfor er det ikke
et politisk standpunkt som så mange andre? Hvorfor skal det mødes af en så
voldsom moralsk fordømmelse? - Jeg vil ikke beskylde nogen i den
"progressive" lejr for at have været eller være tilhængere af
sovjetkommunismen. Det var kun nogle få. Og jeg vil slet ikke beskylde
Socialdemokraterne (som Socialdemokratiet jo nu hedder) for det. Men jeg er
ikke den eneste, der peger på, at Murens fald og Sovjetunionens opløsning, og
altså, hvad der skulle være den realiserede socialismes, helt bogstavelige
fallit, alligevel har haft stor betydning. Pludselig stod markedsøkonomien og
kapitalismen jo alene tilbage som den store sejrherre. (Jeg ønsker selv et, om
ikke direkte socialistisk, så dog i vid forstand social-konservativt alternativ
til den nu herskende kapitalisme). Og så udråbte Poul Nyrup 1990'erne til
Moralens Årti. Og så kastede de "progressive" sig over miljø og klima.
Og blev moralister. Jeg er overbevist om, at det er sådanne mekanismer, der har
gjort og stadig gør sig gældende. Og hos de borgerlige pakker man ønsket om
udbud af billig arbejdskraft m.m. ind i "anstændighed". - Jeg
gentager, at dette ikke er en analytisk bevisførelse. Men nu kan I andre i
hvert fald se, hvordan jeg som et nogenlunde oplyst og godt menneske vurderer
det, der bliver sagt i disse dage. - Jeg foreslår, at vi lægger fordommene og
skældsordene bort og giver os til at drøfte, hvordan vi skal klare de mange
store udfordringer, vi vitterligt står over for. Og det gælder både
folkevandringen (som kun lige er begyndt), EU's vitterlige problemer og den
globale flydende kapitals magt. Det burde vi kunne gøre netop i Danmark (inkl.
n.n. og andre i [...] og evt. andre steder i udlandet). - Undskyld længden! Men
jeg prøver måske at sige noget, der kan bringe os videre.
* *
*
Ja, lad os bare få nogle andre bogstavkombinationer!
(Andre end VOIC).
Lørdag den 20. juni 2015
NEDENSTÅENDE HAR JEG NETOP SAT I DR P 1 SØNDAGSFROKOSTENS TRÅD (og jeg
glæder mig som altid til at skulle høre denne debatudsendelse). Desuden på
Dansk Folkepartis Facebook-væg. Og i en af mine egne valgdebat-Facebook-tråde.
Det, jeg hentyder til, er forskellige bogstavlege (som svarer til, hvad jeg
selv har gået og tænkt på), som skal kunne give de borgerlige partier et
flertal med Socialdemokraterne og evt. De Radikale. Jeg tror ikke disse
bogstavlege var venligt ment. De skulle nok snarere advare DF mod at komme til
at føle sig for store. Men jeg mener selv i fuldeste alvor, at Dansk Folkeparti
skal holde sig ude af regeringsdeltagelse og overlade det til de mere
indvandrings- og EU-venlige partier med den store ansvarlighed at finde ud af
det. Så kan Dansk Folkeparti måske stadig tage ansvar og få indflydelse fra sag
til sag. Men ellers må vi bare vente, til vi ved næste valg får endnu større
fremgang. Det er jo dér, den virkelige indflydelse ligger. I at tage vælgerne
fra de partier, der vil noget andet end befolkningen (og jo, hvad endnu langt
værre er, noget andet, end hvad virkeligheden tilsiger). Men her er, hvad jeg
har sat på de nævnte steder:
Som DF'er synes jeg godt om de forslag til alternativ
regeringsdannelse, der er fremsat her i tråden. DF skal efter min bedste
overbevisning ikke være gidsel i en regering. - Mange, der ellers slet ikke
sympatiserer med os, er meget ivrige efter at få os i regering og taler
højtideligt om pligten til at tage ansvar. Og man forstår godt, hvad det er de
ønsker. Men en sådan pligt er mig bekendt ikke nævnt i Grundloven. Og ansvar
kan man tage (og indflydelse kan man få) fra sag til sag. Og endnu mere
indflydelse kan man få, hvis de andre partier ikke fortsætter deres fremmed- og
EU-politiske omvendelsesproces, idet de så nemlig kommer til at afgive flere
stemmer ved næste valg. - Jeg vil også lige sige, at det meget omtalte forhold,
at mange af meningsmålingernes adspurgte ikke tør sige, at de vil stemme på DF,
er en skamplet på det danske demokrati. Det var i høj grad den nedladende behandling
af DF og dets vælgere - med Poul Nyrups stuerenhedserklæring som topmålet - der
i sin tid fik mig til at melde mig ind i Dansk Folkeparti. - Virkeligheden vil
tvinge vore modstandere til at give os ret. I praksis. Men det vil komme til at
holde hårdt, og de fine humanistiske nymoralister (farisæere) vil aldrig
nogensinde komme til at regne os andre for ligeværdige.
* *
*
LØGNENS
DAG - 12. juni
Jeg satte den 12. juni 2015 denne optegnelse på undersiden
"Erindringer - DAGBOG" (og jeg har også siden markeret denne dag
hvert år):
Fredag den 12. juni 2015. - Løgnens
dag! - Det er i dag tre år siden Dronningen autoriserede ritualet
for vielse af par af samme køn (12.06.12). Og jeg erklærede dengang, at jeg
hvert år ville markere denne dato som "løgnens dag". Hvad jeg så også
gør nu. For princippets skyld. Altså, fordi det er utåleligt, at vi skal have
den newspeak-løgn i vor Ritualbog, at to mennesker af samme køn bliver betegnet
som ægtefolk og bliver gjort til "ægtefolk" ved et ritual, der ligner
det rigtige vielsesritual. Det er dog lige så utåleligt for mig som borger i
den danske stat, at der allerede er et tilsvarende borgerligt
ægteforeningsritual. Løgn er løgn, uanset hvor den udtales. Men alle føler jo,
at der med det kirkelige ritual er tale om den ultimative sidestilling af
forholdet mellem to af samme køn og ægteskabet. Det var tydeligvis også det,
der gjorde det så vigtigt for "de progressive" at få dette ritual
indført i Folkekirken. - Men jeg er træt af at beskæftige mig med denne sag.
For nogen særlig praktisk betydning for livet i Folkekirken har den jo ikke.
Mon man ved, hvor mange par af samme køn, der er blevet gjort til
"ægtefolk" i Folkekirken siden sidste 12. juni? Vi har mange
problemer i Folkekirken, det er langt vigtigere at beskæftige sig med og bruge
kræfterne på. - Selve spørgsmålet om, hvordan man skal se på fænomenet
homoseksualitet, har jeg altid erklæret jeg ikke ville beskæftige mig med. Dels
interesserer jeg mig ikke for det, dels er det formodentlig for tiden umuligt
at få en objektiv forskning og diskussion på dette område. Ligestillingen af
homoseksualitet og heteroseksualitet er blevet progressivitetsmarkøren over
alle progressivitetsmarkører, noget af det helligste i vort samfund. Ja, man
kan nok næsten sige, at en kritisk holdning til homoseksualitet nu nærmest
svarer til synden mod Helligånden. Det vil i hvert fald ikke være
karrierefremmende for en forsker at beskæftige sig med fænomenet
homoseksualitet på en måde, der får det til at fremstå som en slags sygdom. -
Det har heller ikke været karrierefremmende for mig at stå offentligt frem med
de her fremlagte synspunkter. Især ikke, når jeg samtidig har udtalt mig
kritisk om indvandringen og islam. For vel er der, som den igangværende
valgkamp viser, sket en vis udvikling på de her sidst nævnte områder, men vil
man fremme sin egen sag og plads i det gode selskab, er det nok stadig klogest
at forholde sig positivt eller i hvert fald afstå fra at ytre sig negativt i
den offentlige debat. Og indvandrerne strømmer stadig ind. - Jamen er det ikke
ukristeligt at gå ind for, at fx de afrikanske bådeflygtningen skal sejles
tilbage til Afrika igen? Det er det måske. Men hvis det er det, må det sandt
kristne så være, at grænserne skal være helt åbne, hvilket vil betyde, at
forholdene her i Europa vil ende med at blive, som de nu er i Afrika. Jeg har i
år skrevet en evangeliesalme om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31) til 1.
søndag efter trinitatis. Og det var ikke let. Det spørgsmål lå jo hele tiden og
gnavede, om vi ikke havde pligt til at lukke alle Afrikas hundreder af
millioner Lazarus'er ind i Europa. Der er dog også andre måder, hvorpå man kan
gøre, hvad den rige mand i lignelsen burde have gjort. Men det er svært at
komme til det på en måde, der virkelig batter. Det er jo hele den kultur, disse
stakkels Lazarus'er har inde i deres hoveder, der er årsagen til, at de har det
så elendigt. Afrika er et rigt kontinent, og det skulle sagtens kunne lade sig
gøre at leve et godt liv dér. Og det er naturligvis vor pligt som kristne -
eller dog post-kristne humanister - at prøve at hjælpe, både akut og på langt
sigt. Vi kan bare ikke hjælpe, hvis vi nedlægger os selv. Og vi kan heller ikke
hjælpe, hvis vi ikke ser virkeligheden, hele virkeligheden, i øjnene. Det er
ikke nok at mene noget godt. Det er heller ikke nok at gøre noget, der fremstår
som godt, hvis det ikke fører til noget godt. At være kristen har ikke kun
noget med kærligheden at gøre; det har også med sandheden at gøre, og altså med
det sande forhold til virkeligheden. Det samme burde gælde for de postkristne
humanister. - Ja, nu blev denne dagbogsoptegnelse et debatindlæg. Jeg har
derfor ikke alene slået den op på min Facebook-væg, men også sat den på
undersiderne "Kirke og teologi" og "Debat".
* *
*
Garantier efter Ukraine?
Ikke optaget læserbrev. Sat
på her 09.04.15.
Man vil vel også garantere Irans suverænitet og integritet. Men kan iranerne bruge det til noget, når de ser, hvad ukrainerne har fået ud af de garantier, de i 1994 fik mod til gengæld at aflevere de atomvåben, de havde fra sovjettiden af?
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* *
*
Liberalititis? En ny slags Stockholm-syndrom?
DR 2 DEADLINES FACEBOOK-OPSLAG I AFTEN:
Der henvises til Birthe Rønn Hornbechs indlæg i Politiken:
"Kapløbet om at overhale DF højre om, er Venstre ikke alene om".
Og her er min kommentar før udsendelsen:
Det, Birthe Rønn Hornbech i sit indlæg siger om, hvad Folketinget og partierne er blevet til, er desværre rigtigt. Men hendes begejstring for indvandringen er ubegribelig. Jeg har det med Birthe Rønn Hornbech som med Uffe Ellemann-Jensen. Engang beundrede jeg dem. Og det gør jeg for så vidt stadig, nemlig bortset fra deres altså helt ubegribelige fremmedpolitiske holdning. Er de angrebet af liberalititis? Eller har de fået, hvad man med en ny betydning af ordet kan kalde et fremmedpolitisk Stockholm-syndrom? At denne hæderskvinde og denne hædersmand på dette område optræder på en faktisk landsforræderisk måde! - Men lad os nu høre, hvad Birthe Rønn Hornbech har at sige til sit forsvar! - I øvrigt spår jeg, at Dansk Folkeparti bliver landets største parti ved det kommende valg. Vi skal bare under ingen omstændigheder i regering.
Og her er min kommentar efter udsendelsen:
Ja, integration mig her, integration mig der! Venstre vil blive straffet på valgdagen, hvis de er bløde i fremmedpolitikken. - Men alt, hvad hun sagde om folkestyrets krise, var godt og rigtigt. Det er kun, hvad jeg har sagt i årevis!
* *
*
Strategisk sfære og kultursfære
I forbindelse med
situationen omkring Ukraine er mange både store og små skrivebordsstrateger
umådelig imponerede over begreberne strategiske interesser og
indflydelsessfærer. Jeg erklærer denne tankegang for gammeldags og vil i stedet
anlægge en folkeretlig, moralsk og i videste forstand kulturel vinkel. Der er
ingen tvivl om, at Ukraine rent folkeretligt og moralsk har ret til at leve
uantastet inden for sine internationalt garanterede grænser. Men dertil kommer,
at den ukrainske befolkning langt foretrækker at leve inden for den vestlige
kultursfære med retsstat, frihed, demokrati, modernitet og velstand. Hvem
ønsker at leve i en Putin-stat? - Sagt på en anden måde: Putin-Rusland og
Vesten står ikke moralsk og kulturelt lige. Ingen almindelig ukrainer ønsker at
leve i et samfund, der ligner det russiske. Derfor ligger Ukraine inden for den
vestlige kultursfære. Når de altså selv ønsker det. Vi skal jo ikke tvinge
nogen ind i vor sfære. Men vi har moralsk og kulturelt både ret og pligt til at
støtte ukrainerne i deres frie valg. Ukraine ligger i Vestens kulturelle
nærområde.
Når jeg siger
"ingen almindelig ukrainer", ser jeg bort fra de utvivlsomt både
hjernevaskede og tyranniserede indbyggere i det separatist- og
russiskbeherskede Donbass og på den annekterede Krim-halvø, hvis mening aldrig
er blevet hørt ved en fri og ordentlig afstemning. - Og når jeg siger, at vi
ikke skal tvinge nogen ind i vor sfære, tænker jeg på Afghanistan, Mellemøsten
og Nordafrika, hvor helt særlige forhold gør sig gældende (for at sige det
mildt), og hvor vi aldrig skulle have grebet militært ind. Befolkningerne i
disse områder må selv finde ud af, hvad de vil. Og der ser fx ikke ud til at
være den store opbakning i de arabiske befolkninger til krigen mod ISIL.
* *
*
Mit sidste ord om islam og indvandringen?
19.02.15
Efter at have hørt P 1
Debat 19.02.15, hvor emnet var "Er der en lige
linje fra islam til terror?" satte jeg en kommentar i tråden til P 1
Debats eget opslag og til min egen deling af det på min væg, og i min egen tråd
satte jeg endnu en kommentar. Disse to kommentarer har jeg nu sat sammen
således:
Synet på Koranen og traditionen er naturligvis muslimernes eget problem. Ligesom det er deres problem, hvordan de vil leve med hinanden og os andre. Find ud af det! - Men jeg vil godt føje til, at et voksende muslimsk befolkningselement i Danmark og det øvrige Europa selv i allerbedste fald vil gøre vore samfund til noget helt andet, end de ellers ville være blevet til. Dette er i sig selv et argument for at standse indvandringen.
Ja, jeg er virkelig træt af muslimdebatten. Så jeg tror, jeg for fremtiden vil nøjes med at gentage ovenstående kommentar. Og så ellers bruge kræfterne på at få gjort mit eget liv og forfatterskab færdigt. Det haster snart! - Og så vil jeg også gentage, hvad jeg flere gange tidligere har sagt, at det er de yngre og unge her i Danmark og Europa, der må finde ud af, hvilket samfund og hvilken kultur de vil leve i og have deres efterkommere til at leve i.
* *
*
De enkelte galninge - og næstekærligheden
På min Facebook-væg og her
17.02.15.
Indvandringstilhængerne taler altid om en enkelt eller enkelte galninge. Men nu hører vi, at radikalisering er et stort problem i fængslerne, og at PET ikke reagerede på fængselsvæsnets advarsel om, at 14. februar-attentatmanden kunne være farlig, fordi det er umuligt at overvåge alle de personer, der kan være potentielle terrorister. Og det ser også ud til, at attentatmanden har haft medsammensvorne og et bagland. For slet ikke at tale om de tilkendegivelser af sympati med attentatmanden, der nu kommer frem. - Alle siger, at vi nu skal stå sammen. Men om hvad?
Senere i dag slår jeg min evangeliesalme til i morgen askeonsdag op. Og jeg overvejer selv, om der er en modsætning mellem det, jeg siger i denne salme, og min modstand mod indvandring af muslimer. Og navnlig kan jeg forestille mig, at indvandringstilhængerne vil trække næstekærlighedskortet. Ordet næstekærlighed er jo efterhånden blevet et ord, man bruger til at slå sine politiske modstandere med. Men mit modspørgsmål er, om det er næstekærligt at bringe Danmark og Europa i den situation, vi allerede nu er i, og at fortsætte med en politik, der kan føre til en endnu langt værre situation.
* *
*
Der gik 21 timer.
Allerede tidligt lørdag den 14. februar 2015 spurgte Anna og jeg hinanden, hvor mange timer der mon ville gå, før vi hørte den første sige, at hvis bare Lars Vilks ikke havde tegnet den tegning, ville det nok ikke være kommet til attentatet mod mødet i Krudttønden. Der gik ca. 21 timer, før jeg hørte ikke bare én, men to sige noget i den retning. Det var i P 1 Debats Søndagsfrokosten, hvor både teaterdirektør Jon Stephensen og erhvervsrådgiver Soulaima Gourani fremførte ytringsfrihed-men-synspunkter. Til gengæld holdt murer og socialdemokrat Mattias Tesfaye frihedsfanen højt. På en meget klar og stærk måde. Tak for det! - Jeg er bange for, at ytringsfrihed-men-synspunkterne kan vinde frem. De lyder jo nok stadig sødt og godt i manges ører. Og dermed er det jo så også en særdeles velegnet måde at skjule sin frygt på. Men jeg håber, meget store dele af den danske befolkning står sammen i en ubetinget kamp for friheden og ytringsfriheden. Altså for genvindelsen deraf. For meget er allerede sat over styr. Der bliver nok ikke fred og frihed i min levetid (f. 1943).
* *
*
De to europæiske fronter
Opslag i Dansk-Ukrainsk
Selskabs Facebook-gruppe og på min egen Facebook-væg 16.02.15.
I DYB RESPEKT FOR
OFRENE I KØBENHAVN I LØRDAGS - og i fuld klarhed over terrorsituationens alvor:
Har I bemærket, at
det, vi hører på lydoptagelsen fra Krudttønden, er den kvindelige (vist
topløs-demonstrant!) ukrainske deltagers tale? Og har I lagt mærke til, at
skuddene falder, lige da hun (citeret efter hukommelsen) har sagt:" Many
say: 'Freedom of expression, BUT ...'. This BUT is the decisive point".
(Den sidste sætning var nok anderledes). - Det er stærkt, at det netop er en
ukrainer, der siger dette. Og det er altså også stærkt, at det er lige netop
her, skuddene falder!
To døde og fem
sårede er selvfølgelig ikke meget i forhold til, hvad ukrainerne lider. Men det
er alligevel ofre på den anden europæiske front. Og det er meget her i Danmark.
* *
*
Hilsen til min Facebook-ven Lars Vilks
For lidt siden slog
jeg denne hilsen op på min FB-ven Lars Vilks væg (og i en tråd på min egen
væg):
Sympati herfra! Vi må
holde ud. Men det er ikke sjovt. Friheden vil dog altid vinde til sidst. -
Mange hilsner fra både Anna og Bent Christensen, Lolland, Danmark.
* *
*
INTERNETHILSEN TIL MINE RUSSISKE VENNER
I Facebook og på undersiden
RUSSKIJ 05.02.15.
Kære russiske venner!
Ja, jeg skriver til jer som mine venner. Jeg har altid regnet de
russiske mennesker for mine venner. Allerede 1962-1964, hvor jeg blev uddannet
til sprogofficer (efterretningsofficer af reserven) elskede jeg det smukke
russiske sprog og den russiske litteratur og var kun NATO-soldat for at hindre,
at Vesteuropa, herunder Danmark skulle blive "befriet" til
kommunismen. Og jeg så frem til den dag, hvor også det russiske folk skulle
være frit.
Jeg blev glad, da Mikhail Gorbatjov kom til magten, og jeg håbede, det
ville lykkes ham at omdanne det kommunistiske Sovjetunionen til en slags
socialdemokratisk frit fællesskab. Det lykkedes ham ikke. Men jeg glædede mig
over, at kommunismen tabte magten.
I 1968 blev jeg magister i dansk og russisk filologi, og i 1971 blev jeg
efter en supplerende teologisk uddannelse præst i den evangelisk-lutherske
Danske Folkekirke. I 1990'erne brugte jeg mine russiskkundskaber til en del
aktiviteter i forhold til herboende russere og Rusland og Kazakhstan, ikke
mindst af økumenisk karakter.
Fra 2000 af måtte jeg koncentrere mig om andre ting, men jeg fulgte
fortsat med interesse, hvad der skete i Rusland. Efterhånden begyndte Vladimir
Putin at skuffe mig. Det var ikke et sådant autoritært styre, jeg havde ønsket for
mine russiske venner.
Begivenhederne i Ukraine betyder, at det nu er svært for mig at regne
russerne for mine venner!
Jeg beder indtrængende alle i Den Russiske Føderation om at opgive de
håbløst gammeldags imperiale drømme og begynde at leve i fred og venskab med
deres naboer og de andre europæiske lande - og at sætte deres ære i en
udvikling af det russiske samfund - politik, økonomi og kultur. Det bliver godt
for os alle sammen.
Men det haster. Hver dag, der går, betyder, at de negative følelser mod
Rusland vokser, og at den nødvendige forsoning bliver vanskeligere og
vanskeligere.
Kære venner! Jeg beder jer!
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
www.bentchristensen.dk
- - -
Дoрогие русские
друзья!
Да, я пишу к
Вам, как к своим
друзьям. Я
всегда считал русских людей своими друзьями. Уже в 1962-1964 годах, когда
я обучался
на так
называемого языкового
офицера (разведывательного
офицера запаса), я любил красивый русский
язык и
русскую
литературу и только был солдатом
НАТО, чтобы
предотвратить
"освобождение" Западной Европы, в том
числе Дании, к
коммунизму. И я ожидал того дня,
когда и
российский народ будет свободный.
Я
был рад, когда Михаил Горбачев пришел к
власти, и надеялся, что удастся
ему
превратить коммунистический Советский
Союз в
какое-то социал-демократическое свободное сообщество. Не
удалось ему.
Но я был рад тому, что коммунизм
потерял
власть.
В
1968
г. я стал магистром
датской и русской
филологии, а в 1971 г. (после
дополнительного богословского
образования) пастором в евангелическо-лютеранской
Датской Народной Церкви. В 1990-е
годы я использовал свое
знание
русского
языка в
своей экуменической
и межкультурнoй
деятельности
в Дании,
России и
Казахстане.
С 2000 г. я должен
был сосредоточиться
на других
вещах, но я
продолжал с
интересом
следить за тем, что
происходило в
России. Постепенно
Владимир
Путин разочаровал
меня. Не такого авторитарного
режима, я хотел для своих русских
друзей.
События в Украине значат,
что сейчас
мне трудно
считать россиян своими
друзьями!
Я
призываю
всех в
Российской Федерации
отказаться
от безнадежно
старомодной имперской мечты и
начать жить в мире и
дружбе со
своими
соседями и
остальными европейскими
народами - и гордиться развитием российского
общества - политики, хозяйства
и культуры. Это
будет хорошо для всех
нас.
Но это
срочно. Kаждый
день,
который
проходит,
значит, что негативные
чувства по
отношению к России растут, и что необходимое примирение будет все более
и более
трудным.
Дорогие
друзья! Я
прошу вас!
Bent
Christensen / Бент Кристенсен
Пастор (в
отставке), доктор
богословия
www.bentchristensen.dk
* *
*
FACEBOOK-KOMMENTARER DAGEN EFTER MINSK 2.0
13.02.15
Min kommentar i en Facebook-tråd til Politiken-artiklen
"Rusland-ekspert: Putin brugte »Mørkets Fyrste« til udspekuleret
spil":
Ja, man har det underligt. Ingen glæde eller begejstring. Men vi må se. Og ikke blive trætte.
-
Og et svar på en kommentar til den:
Ja, n.n., og vi er i hvert fald enige i, at vi ikke må blive trætte. Hvis der kan blive rimelig ro på østfronten, vil Ukraines egen politiske og økonomiske og kulturelle udvikling være helt afgørende. - Vi hørte P 1 Debat i dag med Per Stig Møller, Søren Riishøj og en russisk gift ekspert, hvis navn jeg ikke husker. Vi holdt med Per Stig, der sagde, at først skal Putin og RF have at vide, at nu er det hertil og ikke længere, og først derefter skal vi begynde at tænke på en normalisering af forholdet til (et normalt) Rusland. - I øvrigt skal vi være opmærksomme på, at flere af Rusland-eksperterne selv har russiske interesser (fx koner), og at mange akademikere, der sidder på deres kontorer og læser bøger og studerer kort, måske bliver grebet af den geopolitiske realpolitiks storhed og glemmer, at den slags bør være fortid - og navnlig glemmer hele den, om man så må sige, indenrigspolitiske og kulturelle side af sagen, nemlig den side af sagen, at kun få i RF's nabolande ønsker at leve under russiske forhold, men foretrækker den vestlige kultur og livsform. Mit eget slagord er: Hellere Danmark med bøssebryllup end Rusland med Putin!
* *
*
SOM AT STÅ OVER FOR EN GAL HUND
Kommentar i Facebook til den russiske
OSCE-repræsentant Andrei Kelin trussel mod Vesten, hvis man ikke stopper
støtten til Kiev-regeringen (ifølge et Reuters-telegram): "Only a big
catastrophe can result from such developments".
Ja, [Facebook-ven
n.n.], den, der truer, har måske ikke noget at have det i, men nogle af os har
ofte sammenlignet med situationen i 1938, og desværre er det sådan, at Putin
har betydeligt mere at have det i, end Hitler havde, kort sagt: atomvåben! -
Jeg gentager, at jeg ikke agter at lade mig skræmme af Putin og hans folk. Men
jeg må indrømme, at jeg, hvad jeg også har sagt flere gange før, ikke kan lade
være at tænke på juli og august 1914. - Det er som at stå over for en gal hund
eller en rotte, der er trængt op i en krog. Ja, Putin må virkelig være trængt
nu! Og så skal man optræde både fast og klogt. - Jeg vil umiddelbart sige:
Jernnæven i fløjlshandsken. Vi kan jo sagtens minde Putin om, at hvis det
skulle komme til en stor militær konfrontation, vil han hurtigt være totalt
færdig. Og lad os bare gøre det. - Måske er det i virkeligheden ikke så dårligt
at fortsætte sanktionerne nogenlunde på det nuværende niveau. Og støtte Ukraine
med våben på en passende måde. Og selvfølgelig penge m.m. I forhold til
befolkningen i RF har vi vel tiden på vor side. Jo mindre de hidser sig op, og
lader sig hidse op, mod os, jo bedre. Men jo mere de bliver trætte af de
økonomiske og prestigemæssige virkninger af Putins politik, jo også bedre. Og
hvad siger kloge folk i og omkring Kreml? Hvad siger de kloge blandt
generalerne? - Og jeg bliver ved at tale om tv-stationen. Men med den
udmelding, der er kommet her, haster det mere end nogensinde før. - Det er min
spontane mening.
* *
*
VERDEN IFØLGE GRAM
Om Ukraine og Rusland
Opslag på min
Facebook-væg formiddag 27.01.15.
Jeg har lige hørt
denne tirsdags Verden ifølge Gram på DR (radio) P 1. Og det er jeg ikke blevet
i godt humør af. Det var bla. den, kan man vist godt sige, ukrainsk-russiske
(stammende fra Dnepropetrovsk i Ukraine) Svetlana Petersen, DR-korrespondent
Matilde Kimer og Ukraine-ekspert, tidligere dansk militærattache i Kiev Claus
Mathiesen, Steffen Gram havde i studiet, og stort set alt, hvad de sagde var dystert, både om Ukraines egen meget dårlige
situation og om den hjernevaskede russiske befolknings tilbøjelighed til at
slutte op om Putin. Her er en af mine kommentarer til udsendelsen. Forkortelsen
RF står for Den Russiske Føderation, som det, vi kalder Rusland, jo egentlig
hedder, i sig selv et etnisk kludetæppe. - Men jeg har altså skrevet:
Bortset fra den
dystre vurdering af Ukraines egen situation var det også skræmmende at høre, hvad
der blev sagt om en mulig udelukkelse af Rusland fra SWIFT. - Dels det, at
Rusland vil betragte det som en i hvert fald økonomisk krigshandling. Det blev
vist sagt som en trussel i Davos. Og selv om jeg ikke mener, vi skal lade os
styre af russiske trusler, er det alligevel uhyggeligt at tænke på, hvad et
desperat Putin-styre vil kunne finde på. - Dels det, at et økonomisk
sammenbrud, ja, måske kollaps og opløsning i RF også er et meget ubehageligt
scenarie. - Og udsendelsen gav ikke meget håb om, at man vil kunne omvende
flertallet af RF-befolkningen, som åbenbart lever i gamle imperiale drømme og
fjendebilleder, som er videreført fra Den Kolde Krigs tid. Og som under pres
vil slutte op om deres store og stærke dejlige leder - Som De Nattergale sagde
i deres julekalender: What Dælen do we do?!
* *
*
Multikulti og privatskoler
Min kommentar til Deadline
22.01.15, dvs. til indslaget om flugten til privatskolerne:
De, der ønsker et
multikulturelt samfund, må være glade.
* *
*
Kommentar til Deadline 20.01.15 om begrebet
landsforræder
Fra Deadlines Facebook-profil: Hvad stiller man op imod en trussel, der lever
iblandt os – er ’landsforræder’ det rigtige mærkat at sætte på danske
statsborgere, der bekender sig til islamismen? Claus Bundgård Christensen, Hans
Davidsen-Nielsen og Helle Merete Brix er gæster i Deadline 22.30. Jacob
Rosenkrands er vært.
MIN KOMMENTAR: Det vigtigste er, at alle former for
antidemokratisk virksomhed mødes af en enig fordømmelse fra alle sider i det
danske samfund. Og denne fordømmelse vil blive enigere og kraftigere, jo mere
antidemokraterne ytrer sig. (Medmindre selvfølgelig nogen lader sig terrorisere
til at tie stille eller snakke udenom af frygt). - Men den direkte
terrorvirksomhed og den direkte, bevislige forberedelse dertil skal mødes med
jernnæven. - Jeg har vist aldrig virkelig brugt ordet landsforræder om nogen,
men har jeg gjort det, og skulle jeg komme til at gøre det, er det om de
etniske danskere, der enten bagatelliserer den ekstremistiske trussel eller
forholder sig tvetydigt til den.
* *
*
ZENIA STAMPES TALK-TOG
Slået op på min Facebook-væg
20.01.15.
Zenia Stampes
humanismekampagne kan vel ikke betegnes som et korstog, men måske som et
talk-tog.
* *
*
Kommentar til indslaget om de danske
frihedsrettigheder i Deadline 19.01.15
Jacob Rosenkrands spillede virkelig rollen som Djævelens advokat. Og i denne alvorlige situation er det også godt, at man, som det også blev sagt af en af deltagerne, ikke vælger en medicin, der er værre end sygdommen. Derfor lytter jeg altid til, hvad jurister siger, også når jeg ikke uden videre eller til at begynde med er enig med dem. Men når man så har lyttet til alle argumenterne, må man se på virkeligheden og træffe en beslutning. Jeg synes, Rasmus Jarlov og Henrik Dahl sagde mange gode og fornuftige ting. Og én ting er det vigtigt at få understreget, nemlig at frihedsrettighederne i Danmark ikke er ensbetydende med, at alt og alle har ret til at blive lukket ind i Danmark.
Jeg hører til dem, der i hvert fald siden o. 2000 har været imod en stor indvandring overhovedet. Jeg sagde allerede dengang, at en stor indvandring i sig selv ville ændre Danmark på en måde, der ikke ville være tilfældet uden en sådan indvandring. Og det gælder også, hvis der er tale om fx en million søde og rare og arbejdsmarkedsaktive indvandrere og efterkommere med en meget anderledes kultur. Jeg siger fx til mine højt elskede polske venner, som jeg har meget med at gøre både her og dér, at jeg ikke ville bryde mig om at få en million katolske polakker til Danmark ved indvandring. For med al respekt og kærlighed og dybfølt økumenisk engagement, ville det gøre det evangelisk-lutherske Danmark til et andet land. Det ville svække Reformationens landvindinger. Og hvor meget stærkere vil virkningen af en million muslimske indvandrere og efterkommere så ikke være. For slet ikke at tale om mennesker, der klart er programmeret med en antidemokratisk og autoritær tankegang. Jeg køber altså ikke påstanden om, at respekt for frihedsrettighederne internt i Danmark skal være ensbetydende med, at alt og alle skal have ret til at blive lukket ind i Danmark.
Men man skal ikke diskriminere, siges det. Så kan man bare lukke kraftigt ned for al indvandring. Hvilket ikke udelukker, at udlændinge, hvis arbejdskraft man har brug for, kan få lov til at finde sig et arbejde i Danmark. Også i disse tilfælde behøver man dog ikke at løbe foran sig selv.
Hvad bekæmpelsen af islamistiske aktiviteter i Danmark, angår, er jeg i høj grad af den opfattelse, at når et folketingsflertal nu har lukket disse mennesker ind, så må de stort set være omfattet af alle de danske frihedsrettigheder (der dog som bekendt ikke er grænseløse). Jeg har fx altid vendt mig mod idéen om, at man skulle forbyde moskéer og den slags. Dels gælder Grundlovens bestemmelse om religionsfrihed jo også muslimerne (med de indskrænkninger, der ligger i § 67's ord om, at der intet må "læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden"). Og netop fordi jeg altså grundlæggende er imod masseindvandring overhovedet, ser jeg det også med de mere kyniske briller på som en fordel, at det bliver så tydeligt som muligt, hvordan vort samfund er ved at blive ændret. Det samme gælder et langt stykke også tilkendegivelserne af sympati med terroristerne. Lad os bare se, hvad det er vi har fået. Men det skal selvfølgelig være inden for grænserne af gældende og ikke mod Grundloven stridende lov.
* *
*
Skyldes de progressives vanskeligheder, at de har haft
en skjult dagsorden?
I DR 2 Deadline havde søndag afden 18/1 et indslag, der blev annonceret således:
Hvorfor er
venstrefløjen så tavs, når det kommer til religionskritik? Har angrebet på det
franske satire-blad Charlie Hebdo ændret på det? Se med i aften. Niels
Krause-Kjær er vært.
Jeg satte denne kommentar i Deadline-tråden 19.01.15 lige før klokken 12:
Det er utroligt, at det har skullet tage i hvert fald foreløbig nogle af de "progressive" så lang tid at indse, at islamismen er reaktionær, ja, højreradikal. Forklaringen kan efter min mening kun være, at man mere eller mindre bevidst har haft en skjult dagsorden, nemlig den, at indvandringen og den store hensyntagen til det stakkels muslimske mindretal skulle omdanne det trods alt stadig ret traditionelle danske samfund til et helt andet samfund, som ville kunne kontrolleres af de "progressive".
* *
*
Forskellige Facebook-tekster m.m. 16. januar 2015
To indledninger. -
Min nye genre Tegninger uden streger.
- En aforisme om humanisterne som Komiske Ali'er. - Facebook-kommentaren
"Pest, kolera, tyfus ‑ og AIDS".
Er også sat på som
blog-tekst i min avisen.dk-blog "Jeg er ellers ikke blogger.
Det hele udvikler sig, og det gør det også i mit hoved. Det er frygteligt, hvad der her den 16. januar 2015 næsten time for time sker i Europa - hvortil kommer sådan noget som Boko Harams fremgang og ugerninger i Afrika og de voldsomme demonstrationer ved den franske ambassade i Karachi, Pakistan, men jo også en lang række andre ting. Og det bliver ikke bedre af, at det på verdensplan i høj grad også er muslimer, der bliver ofre for terroren. Derfor må vi i det mindste begynde at se virkeligheden i øjnene og kalde tingene ved deres rette navn. Jeg er fx enig med Salman Rushdie, når han (citeret og oversat efter hukommelsen) siger: "Når nogen siger: 'Ytringsfrihed, men ...', holder jeg op med at høre efter". Og jeg holder med Jyllands-Posten, når den i lederen siger: "Vold virker". Derfor vil jeg også til enhver tid sige "Jeg er JP". Hvilket altså også betyder, at heller ikke jeg ville stå op mod en meget direkte trussel om at blive slået ihjel. Vi må indrømme, at vi er bange, men så ellers tage den derfra, som man siger, og på alle mulige måder arbejde for, at der kommer en tid, hvor vi ikke behøver at være bange.
I denne situation støtter jeg selvfølgelig alle sider af kampen mod selve den islamistiske terrorisme, lige fra den moralske imødegåelse med ord til den nødvendige anvendelse af våbenmagt. Med "våbenmagt" tænker jeg dog især på politiets indsats mod terrorismen i vore egne lande. Krige som dem i Afghanistan og Irak m.m. er jeg særdeles forbeholden over for. Det ideelle ville være, at vi holdt os helt udenfor og lod befolkningerne i disse lande selv finde ud af, hvordan de vil leve deres liv - hvilket dog ikke udelukker, at vi støtter menneskerettigheds- og demokratiforkæmpere i disse lange. Men det, jeg især vil bruge mine egne kræfter på, er kampen mod dem i vor egen lejr, altså i Danmark og Europa, der enten direkte står på terroristernes side eller dog på den ene eller den anden måde de facto støtter dem eller er bløde over for dem. Det minder mig i høj grad om situationen under Den Kolde Krig, hvor det vel trods alt kun var ret få, der nærede et dybtfølt ønske om at fremme sovjetkommunismen, men hvor mange enten førte sig grumset frem eller i det mindste var nyttige idioter. (Der er i hvert fald mange af de endnu levende fra dengang, der i dag meget kraftigt erklærer, at de sandelig var modstandere af sovjetkommunismen).
Vore egne landsforrædere (i dette ords også meget brede betydning) og nyttige idioter er altså min hovedmodstander. For vi kommer aldrig videre, hvis de fortsat skal have så stor indflydelse. De skal imødegås på alle måder, både med flere og kraftigere fremsatte modargumenter og med - meget aktuelt - hån, spot og latterliggørelse. Jeg bruger nødigt de sidste ord; der jo gentagne gange er blevet pillet ud af sammenhængen i Jyllands-Postens tekst i sin tid, hvor det, det drejede sig om, var at se, om der var nogen, der efter mordet på den hollandske islamkritiker Theo van Gogh i 2004 og Kåre Bluitgens problemer med at finde en tegner til sin bog Koranen og profeten Muhammeds liv, turde få offentliggjort en satirisk tegning af Muhammed. Men netop i min egen aktuelle sammenhæng bruger jeg altså alligevel ordene "hån, spot og latterliggørelse". Og det gør jeg blandt andet for at ære Charlie Hebdo-tegnerne, de levende såvel som de døde. Men deri ligger også, at det er i Charlie Hebdos ånd at pille de dårlige autoriteter ned ved hjælp af humor og satire. Og selv om det, som blandt andet Zenia Stampe har indset, er gået noget tilbage for indvandringstilhængerne og dem, der er bløde over for islam og islamismen, har strømmen af "humanistiske" plusord stadig stor indflydelse. Derfor er blandt andet autoritetskritik gennem hån, spot og latterliggørelse altså formålstjenlig.
Min egen godhed og strategiske og indenrigpolitiske klogskab, for så vidt angår forholdet til verdens, Europas og Danmarks mange muslimer, vil jeg ikke lufte her. Nu gælder det først kampen mod dem, der udgør den største hindring for, at vi kan få en i alle ordets betydninger ordentlig fælles holdning og politik på disse områder.
Torsdag den 15. januar 2015 fik jeg en idé. Jeg ved ikke, om jeg er den første, der har fået den. Det nærmeste tilsvarende, jeg kender til, er Felix Mendelssohn-Bartholdys Lieder ohne Worte. Men for mit vedkommende blev det altså påbegyndelsen af en række Tegninger uden streger, ja, oprettelsen af en internetunderside med denne titel. Jeg vil også sætte disse "tegninger" på min Facebook-væg. - Jeg sætter nu indledningen til denne række og side ind:
TEGNINGER UDEN
STREGER
Har jeg opfundet en ny genre? Den er i hvert fald ny for mig. Jeg har altid beundret vittigheds- og satiretegnerne. Og uanset hvad jeg under fredelige omstændigheder ville mene om det jo meget grove venstreorienterede blad Charlie Hebdo, har dette blad og dets tegnere, både de endnu levende og de døde, også gjort et stærkt indtryk på mig. Der er tale om en helt særlig fransk tradition, og i mange tilfælde har ofrene for satiren virkelig selv bedt om at blive hængt ud. Forholdene i Frankrig er i mange henseender meget anderledes end forholdene i Danmark. Desuden virker Charlie Hebdo-folkene på mange måder særdeles sympatiske. Og de er helt uafviseligt intelligente og dygtige. Men også bedre og mere bløde, end man umiddelbart skulle tro. Det er i hvert fald mit klare indtryk her den 16. januar 2015. Jeg har gennem Ekstra Bladet bestilt et eksemplar af det første nummer efter attentatet, og jeg håber, jeg får det, og glæder mig til i givet fald at studere det nøje.
Men jeg kan desværre ikke selv tegne. Derfor har jeg besluttet at prøve at lave en serie Tegninger uden streger (jf. Felix Mendelssohn-Bartholdys Lieder ohne Worte). Og det vil selvfølgelig sige, at jeg med ord prøver at beskrive det billede, jeg gerne ville have kunnet tegne, og dernæst skriver, hvad der (eventuelt) skulle have stået i en eller flere talebobler, hvorefter jeg (normalt) vil forsyne "tegningen" med en undertekst.
I første omgang vil mine "tegninger" nok helt overvejende komme til at handle om situationen omkring terroranslaget i Paris 7/1 og om den videre fremmed- og værdipolitiske problematik, ikke mindst her i Danmark. Men det kan ikke udelukkes, at jeg vil prøve at bruge denne genre, og altså denne nye underside, til alle mulige former for satire og humor.
Så vidt indledningen. Her er den første "tegning uden streg":
Tegning nr. 1 - Johanne Schmidt Nielsen
I forgrunden Johanne Schmidt-Nielsen, der i taleboblen siger: "Bare nogle få tosser". Men i den mørke baggrund bag sig har hun en stor flok elefanthueklædte mænd, der svinger deres Kalasjnikov'er i luften. Teksten under "billedet" er: "Hun er stadig ikke bange. Men hun er jo også deres ven". - 16.01.15.
-
Men jeg har også fået andre idéer. Her er:
Dagens aforisme
16.01.15
Efterhånden
som den europæiske terrorsituation udvikler sig, kommer vore humanister mere og
mere til at minde om Iraks Komiske Ali.
-
Og
her er en Facebook-kommentar, som jeg lige over midnat 15./16. januar 2015
skrev i en tråd, hvor det var forholdet til Putin-Rusland, det drejede sig om:
PEST, KOLERA, TYFUS -
OG AIDS
Vi kæmper mod både pest (islamismen) og kolera (Putin) - og så vel mod tyfus, altså de vestlige højrekræfter, der støtter og støttes af Rusland (efter sigende bla. Front National i Frankrig, ærgerligt). Nå ja, jeg kunne jo også have nævnt en sygdom for vore egne indvandringstilhængere og islam-støtter. Det kunne være AIDS!!!
* *
*
Pest, kolera, tyfus - og AIDS
Facebook-kommentar lige over midnat 15./16. januar
2015 til noget, en ven havde skrevet
Vi kæmper mod både pest (islamismen) og kolera (Putin) - og så vel med tyfus, altså de vestlige højrekræfter, der støtter og støttes af Rusland (efter sigende bla. Front National i Frankrig, ærgerligt). Nå ja, jeg kunne jo også have nævnt en sygdom for vore egne indvandringstilhængere og islam-støtter. Det kunne være AIDS!!!
* *
*
TALK-TOG
EKSTRA BEMÆRKNING
TIL ZENIA STAMPES NYE HUMANISMEKAMPAGNE
Facebook-opslag med
midnatstid 15/16.01.15.
I forlængelse af
mine kommentarer til Zenia Stampes optræden i Deadline i onsdags vil jeg dels (senere)
bebude et nyt større strategisk initiativ fra min side, dels straks præsentere
et nyt ord, jeg har opfundet. Jeg kom i en Facebook-kommentar til at skrive
følgende til en ven, der havde været til et Niels Helveg Petersen-foredrag,
hvor blandt andet nationalismen var blevet omtalt som humanismens modsætning
(eller noget i den retning).
"Ja, de bliver
ved. Nu altså med Niels Helvegs partifælle Zenia Stampe i spidsen for det
humanistiske korstog. - Nå nej, man kan vel ikke tale om et humanistisk KORSTOG!
Kan jeg hurtigt finde et bedre ord? Måske: Det humanistiske TALK-tog. Hvor
"TALK" altså er det engelske ord for tale eller snak. Indtil videre
vil jeg bruge det".
Og her er altså mit
ny ord for de helliges kampagne: TALK-TOG.
* *
*
SIDSTE: Humanisten Zenia Stampe i Deadline.
Dette svarer til opslaget på
min egen Facebook-væg 14.01.15.
Men det blev også
meddelt, at den programsatte dokumentar om Charlie Hebdo måtte udgå, fordi man
ikke var færdig med at granske indholdet!
Indslaget om humanismen
blev på Deadlines profil annoncereret således:
Deadline - DR
Hvad er humanisme og
mangler vi den i Danmark?
Zenia Stampe fra De
Radikale vil gøre 2015 til året, hvor humanismen slår tilbage, og bliver genindført
i blandt andet udlændingedebatten. Men dermed tager Zenia Stampe patent på
humanismebegrebet lyder skudsmålet fra Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.
Debat mellem de to i
aftens Deadline, hvor vi også får filosof Anders Fogh Jensen til at forklare
det komplicerede humanisme-begreb til seere såvel som vært Niels Krause-Kjær.
MINE KOMMENTARER I
TRÅDEN TIL OPSLAGET:
Jamen det passer jo
fint til, at man åbenbart ikke tør vise den annoncerede dokumentar om Charlie
Hebdo!
-
Men jeg bebrejder
ikke nogen, at man er bange for at blive slået ihjel. Jeg forlanger kun, at man
skal sige sandheden. Som Jyllands-Posten har gjort. Så vil man kunne sige
"Jeg er Jyllands-Posten"! - Og mit svar på en kommentar til dette:
Ja, n.n., men det er jo det, der sker, når man er bange for at blive slået
ihjel. Og det, jeg forlanger, er, at man indrømmer det. Så kan vi tage den
derfra og prøve at arbejde os frem mod en tilstand, hvor ingen behøver at være
bange.
-
Zenia Stampe har
stadig intet lært. Plusordene vælter ud af hende. Men hun bliver forhåbentlig
belært på valgdagen.
_
OG MIN KOMMENTAR
TIL, HVAD MAN HAVDE VALGT AT BRINGE I STEDET FOR CHARLIE-DOKUMENTAREN:
Business as Usual!
Den er god!
* *
*
MERE OM CHARLIE-FORSIDEN I MORGEN
13.01.15 - I forlængelse af et tidligere opslag på min Facebook-væg i anledning af, at jeg i dag har skiftet Charlie Hebdos 2011-forside ud med 14.01.15-forsiden som mit midlertidige profilbillede.
I den britiske "PressGazettes" internetudgave (link nederst, [men ikke her på denne side]) har jeg fundet denne udlægning af Charlie Hebdos bladforside i morgen 14/1:
It shows a bearded man in a white turban with a tear streaming down his cheek, and holding a sign reading "Je suis Charlie". Overhead is the phrase "Tout est Pardonne" (All is Forgiven), which French media interpreted as meaning Muhammad is forgiving the cartoonists for lampooning him.
(Den viser en skægget mand med en hvid turban og med en tåre løbende ned ad kinden. Han holder er skilt med teksten "Je suis Charlie" [Jeg er Charlie]. Over hans hoved står sætningen "Tout est Pardonné" (Alt er tilgivet), hvilket franske medier har fortolket på den måde, at Muhammed nu tilgiver tegnerne, at de har latterliggjort ham).
Og det er altså denne bladforside, jeg nu bruger som profilbillede. Måske vil jeg skifte det ud hver uge. Men hvis der ikke ligefrem kommer en ny terrorhandling eller lignende, vil jeg nok sætte mig selv på igen 8/2. Den slags har aldrig været min stil. Jeg har ikke engang brugt det ukrainske flag sådan, selv om jeg for så vidt har haft lyst til det. Når jeg nu bruger disse billeder, er det, fordi jeg er af den opfattelse, at jo mere terror modparten fører sig frem med, jo flere billeder skal de have. Jeg er lige ved at tilslutte mig det forslag (fra jeg husker ikke hvem), der går ud på, at man skulle læsse anti-ISIL-alliancens fly med tegninger i stedet for bomber og smide dem ud over ISIL's stillinger.
Med fare for at ødelægge noget for nogen vil jeg prøve at fortolke lidt videre. Der er nok flere lag i det. Det er tvetydigt, hvad der ligger i, at den profet, i hvis navn og for hvis æres skyld tolv mennesker på og ved Charlie Hebdos redaktion er blevet dræbt, nu ikke alene tilgiver ofrene, men også identificerer sig med dem. Det er efter min mening først og fremmest den mest udsøgte hån mod Muhammed og hans terroristiske tilhængere. (At ordene "Alt er tilgivet" skulle betyde, at Charlie Hebdo tilgiver Muhammed, tror jeg ikke på. Men det kunne selvfølgelig betyde, at man tilgiver ham den ugerning, der er begået i hans navn, fordi han nu har omvendt sig og identificeret sig med Charlie, selv om det jo naturligvis ikke er tilfældet i virkeligheden. Jeg tror dog ikke, at det er meningen, i hvert fald ikke den primære mening, for i kunst på det niveau, der her er tale om, kan flere mulige betydninger godt stå og blafre på én gang). Men der er også en anden side. Det kan også være en bitter pille mod alle dem, der pludselig fik så travlt med at sige "Je suis Charlie". (Jf. den hjemlige debat om dette, fx den kritik Jacob Mchangama har fremført). Man kan også tænke på de topfolk fra en lang række lande, hvor der absolut ikke er pressefrihed, der deltog i marchen i Paris i søndags. Det var vel topmålet af hykleri! Og så er meningen altså, at når alle de andre, der enten ikke har vist et mod, der bare tilnærmelsesvis har kunnet måle sig med det mod, Charlie Hebdo har vist og er kommet til at betale prisen for, eller som direkte står for det modsatte, har ført sig frem med "Je suis Charlie", så kan man lige så godt tage det sidste skridt med og lade Muhammed selv melde sig under fanerne - eller altså Je suis Charlie-skiltene. Og så kan "Alt er tilgivet" måske betyde, at nu skal vi bare fortsætte med at tale om og demonstrere for tolerance, som det fx er sket i Tyskland i dag med forbundspræsidenten og forbundskansleren i spidsen. - Men man kan blive ved at se på billedet og tænke over teksterne og få endnu mere til at stå og blafre. - Før 7/1 kendte jeg kun bladet af omtale. Blandt andet for, at det i solidaritet med Jyllandsposten og Danmark i sin tid trykte Muhammed-tegningerne. Men nu har jeg set lidt mere. Og jeg må indrømme, at der bogstavelig talt er tale om grove løjer. Det er fx ikke småting, den katolske kirke, og dermed kristendommen bliver udsat for. Men meget af det har den katolske kirke virkelig selv bedt om. Og præsident Hollande. Han er blevet vist med åben gylp og dryppende tissemand. Ja, jeg bruger dette ord, selv om det vist ikke er tis, der drypper ud af den! Men sådan er den tradition, dette venstreorienterede franske satireblad står i. Og når vi trods alt ikke har noget helt tilsvarende i Danmark, kan det jo skyldes, at der ikke er tilsvarende grove ting at gøre grin med. Men når alt dette er sagt, er det mit indtryk, at Charlie Hebdos stab består (og bestod) af nogle meget dygtige og intelligente mennesker med en humor, der midt i alle grohederne er meget fin, og som i virkeligheden nok er mindst lige så gode og rare som os andre. Jeg har gennem Ekstra Bladet bestilt et eksemplar af det nummer, der udkommer i morgen. Det sagde chefredaktør Poul Madsen i TV 2 News' Presselogen at man ville kunne, og jeg har fået en venlig svarmail, hvori man lover at tage sig af min bestilling. I dag hører jeg, at også Bladkompagniet vil distribuere bladet. Jeg glæder mig til at kunne ære både de døde og de overlevende ved at tage dette nummer i hånden, og jeg glæder mig også til at studere det nærmere. Hvad man end vil synes om det, er det et enestående fænomen i den europæiske bladverden. Jeg ved dog ikke, om det ligefrem ender med, at jeg tegner abonnement.
* *
*
Terrorismen og Koranen.
I Deadline 12.01.15 diskuterede Jørgen Bæk Simonsen og
Tina Magaard, i hvilket omfang terrorismen udspringer af Koranen. Min kommentar
såvel i tråden til Deadlines Facebook-opslag som i tråden til et af mine egne
opslag - og nu her - er:
Det er klart, at ekstremismen vokser ud af islam og Koranen. Derfor er det først og fremmest muslimernes eget problem, hvordan de vil forhindre det. Men vi andre kan jo give dem nogle gode råd, både for deres og vores egen skyld. Det vigtigste er, at de opgiver tanken om, at den jordiske Koran er en nøjagtig kopi af den himmelske. Så kan de stadig tro, at der er tale om åbenbaring. Men så kan de også sige, at det og det hører hjemme på Profetens tid og ikke kan have gyldighed for os nu. Og så kan de i det hele taget forholde sig frit til traditionen. - Jeg vil ikke råde muslimerne til at blive ateister. De må prøve at leve i den monoteistiske gudstro, der stadig vil ligge i det. - Om jeg da ikke vil råde dem til at komme til tro på Kristus? Jo da! Men da troen på Kristus kun kan komme i stand i total frihed, kan det blive en lang proces. Hvis man overhovedet ønsker det. Der er jo i det hele taget mange mennesker, der ikke ønsker at tro på Jesus Kristus.- Noget mere kritisk vil jeg dog tillade mig at udtale min undren over, at der, når islam er den sande religion, leves så dårligt i de muslimske lande, at man i millionvis skal flygte til det rådne kristne Vesten. En bred og dyb selvkritik var nok på sin plads. Man kunne også søge inspiration i den muslimske storhedstid i de første århundreder og prøve at producere både kulturelle og materielle værdier i stedet for overvejende at dyrke volds- og dødskulturen. - Ja, det var nogle råd og bemærkninger. Også for min egen skyld. For vi kan jo ikke fjerne terrorismens problem med væbnet magt alene. Selv om enhver stat jo, når det kommer dertil, må beskytte sig selv og sine borgere med alle til rådighed stående midler.
* *
*
Ugens digt med kommentarer som debatindlæg
Dette er mit Ugens digt, uge 3/2015, som det, med såvel en særlig, til digtet knyttet, kommentar som en mere almindelig kommentar (i et kommentarfelt) den 12. januar 2015 blev slået op på min Facebook-væg og sat på undersiden "Litterære tekster". I betragtning af 7/1-situationens særlige karakter har jeg også sat det hele ind her på undersiden "Debat".
Ugens digt, uge
3/2015
Indledt således på min
Facebook-væg: "UGENS LOLLANDSONET BLIVER FØRST SLÅET OP I MORGEN.
NEDENSTÅENDE DIGT MÅTTE JO PÅ I DAG. - Se de undtagelsesvise kommentarer efter
digtet".
FØDSELSOVERVEJELSER I JANUAR 2015
Erantissens lille gule nakke er klar til fødslen,
og luften er mere end varm nok.
Men stormen raser deroppe,
og det er ikke til at vide,
hvad den kommende uge vil bringe.
Det klogeste er at dukke sig lidt endnu.
Ja, er det muligt at gå i sin knold igen?
11.01.15
KOMMENTAR:
Normalt skal digteren ikke ødelægge sit digt og læserens læsning af det ved at
kommentere det. Men der er jo ingen tvivl om, at det syn, der er tale om i
dette digt, er påvirket af situationen omkring 7/1. Derfor vil jeg tillade mig
at sige, at selv om det ikke er en af verdenslitteraturens største tekster, er
det dog et syn, et digt, som er mere end agitprop. Vil jeg mene. Jeg ved jo
også, at det blev til som et syn af erantissen og selv skrev sig videre.
I KOMMENTARFELT I TRÅDEN TIL OPSLAGET AF DETTE DIGT:
Og
med fare for, at digtet bliver yderligere ødelagt, vil jeg her i dette
kommentarfelt vise, hvad jeg netop har skrevet i en besked til en god FB-ven:
Kære
n.n.! Tak for denne! Og der skete heldigvis ikke noget. Jeg åndede dog lettet
op, da VIP'erne var blevet kørt væk. Og Anna og jeg kunne glæde os over
parisernes og de andre deltageres meget sympatiske opfindsomhed. Der var
selvfølgelig kæmpeblyanten. Men en anden, mindre, ting, der fangede mit blik,
var den unge kvinde med vist tre blyanter stukket i sin hårknold. Franskmændene
(som jeg på flere måder kan have et kritisk forhold til) scorede points hos
mig. - Og dette fører mig til, hvad jeg vil sige fra nu af, og altså allerførst
til dig her: Vel skal staterne beskytte sig selv og deres borgere med al
nødvendig fysisk magt, men det er kun en beskyttelse mod problemets virkninger,
og en beskyttelse, som aldrig kan blive total. Nogle ganske få terrorister kan
terrorisere et helt samfund. Og der vil altid komme nye til, så længe det
underliggende problem eksisterer. Derfor er, hvad man højtideligt kan kalde den
åndelige kamp, det eneste, der kan løse problemet helt. Og den består jo dels
i, at vi på alle måder styrker vort eget liv (også, og ikke mindst, måder, der
er rent positive, for netop livets egen skyld, og ikke sker med tanke på truslerne),
dels i, at vi overbeviser muslimerne om, at de, ja, lad mig bare sige det på
den måde, skal se at få sig et liv! Du har vel set mit råd til dem angående
Koran-fundamentalismen (og de autoritære traditioner, altså sharia osv.). Det
er det grundlæggende. Men jeg vil også råde dem til andre ting. De skal
selvfølgelig se at ankomme til den moderne verden. De kan tage mig som
forbillede! Jeg er i nogle henseender meget kulturkonservativ, eller kan
betragtes som sådan, men jeg mener alligevel, jeg er til stede i den moderne
verden. Og en anden ting er, at de i stedet for volds- og dødskulturen bør
studere deres egen historie. For uanset alt, hvad der ellers kan siges, havde
islam en storhedstid gennem flere århundreder. Og på det grundlag kan de gå ind
i en fredelig kappestrid med os andre. - Endelig kan jeg dog heller ikke lade
være at pege på, at det er underligt, at den religion, der i den grad påberåber
sig at være den eneste sande åbenbaring, giver sine tilhængere så dårlige
levevilkår, at de i så stort tal skal flygte til det rådne kristne Vesten! Det
svarer til, at der under Den Kolde Krig ikke var mange, der flygtede fra Vesten
til det socialistiske paradis. - Om lidt slår jeg det Ugens digt op, jeg skrev
natten til søndag. Der er ingen tvivl om, at det syn, der er tale om, er
påvirket af situationen omkring 7/1, men selv om det ikke er en af
verdenslitteraturens største tekster, er det dog et syn, et digt, som er mere
end agitprop. Vil jeg mene. Jeg ved jo også, at det blev til som et syn af erantissen
og selv skrev sig videre. Her er det - med venlig hilsen fra din ven Bent
* *
*
I ANLEDNING AF TERRORANGREBET MOD CHARLIE HEBDO
Her er nogle af de
ting, jeg i dagene 7.-8. januar 2015 har skrevet i Facebook.
Jeg begyndte vist i en
vens tråd:
Tak, n.n.! Der er nok nuancer i vor forståelse af visse sider af situationen. Det er vigtigt, at vi ikke bøjer os. Men der skal mod til at blive ved at tegne. Vi må indrømme, at vi er under pres fra den muslimske terror, og at vi i en vis udstrækning giver efter. Ja, det må vi indrømme. Og bare alle de "hellige" ville spare os for deres bortforklaringer. - Hvad der videre kommer til at ske, ved jeg ikke. Og jeg er snart en gammel mand. De unge europæere må finde ud af, hvad for et Europa de vil leve i.
Og min næste
kommentar var:
Det er vel mig, du skriver til i forrige kommentar. Jeg er under normale omstændigheder en fredens mand, men jeg har altid været imod selve indvandringen, befolkningsudskiftningen. Og så kunne jeg egentlig godt have betegnet dem, der fremmer indvandringen, som landsforrædere, nogle, der arbejder på noget, der vil gøre danskerne til en minoritet i deres eget land. Navnlig når man tænker på, hvad disse "hellige" har betegnet os som. Og når man så lægger den muslimske terror oveni. Men jeg holder mig nu så vidt muligt ude af debatten - under slagordet: De yngre og unge må selv afgøre, hvilket Danmark og hvilket Europa de vil leve i.
Og jeg kopierede ovennævnte vens profilbillede og gjorde det til mit også (Charlie Hebdo-forsiden fra oktober 2011 "CHARIA HEBDO", hvor Muhammed er gjort til chefredaktør og siger: "100 piskeslag, hvis I ikke dør af grin!").
Derefter slog jeg dette op på min egen væg:
MIT SVAR PÅ DET MUSLIMSKE TERRORANGREB I PARIS SKAL I FØRSTE OMGANG VÆRE MIT NYE PROFILBILLEDE. JEG HAR KOPIERET DET FRA MIN VEN N.N. - Og jeg vil sådan set opfordre andre til at gøre noget lignende. At vise billeder og billeder og billeder er et godt modangreb. Men vi skal først og fremmest vise vor solidaritet med det franske blad.
Ellers er mit motto, at jeg (på vej mod 72) holder mig ude af debatten og siger til de yngre og unge, at det er deres sag at finde ud af, hvilket Danmark og hvilket Europa de vil leve i.
Og jeg satte denne
kommentar i Deadlines opslag til 22.30-udsendelsen den 7. januar:
Jeg har lige set Deadline, og jeg har sat denne kommentar i deres tråd:
Der bliver stadig snakket udenom, især på den måde, at man begrunder en hensyntagen til islam med en hensyntagen til det stakkels muslimske mindretal. Man må simpelt hen indrømme, at vi er under et terroristisk pres, og at vi giver efter, fordi vi er bange. - Andet ønsker jeg ikke at sige. Jeg er født i 1943 og siger, at det er op til de yngre og unge at tage stilling til, hvilket Europa og hvilket Danmark de vil leve i.
Og senere (i tråden
til mit eget opslag af ovenstående):
Sidder her kl. 2354 og ser TV 2 News. Så vidt jeg har nået at opfatte det, er der grund til at være tilfreds med de danske avisers reaktion på terrorhandlingen i deres udgaver i morgen. - Hvad siger Bo Lidegaard? Hvordan skal Politikens forside forstås? Den går i hvert fald ikke direkte til modangreb. - Men store amerikanske medier, vist bla. CNN, vil ikke vise Charlie Hebdos tegninger. For ikke at støde muslimerne!!! - Jeg gentager: Nu må vi se, hvordan de europæiske befolkninger reagerer. - Jeg mener, at der skal udråbes skam, skam og atter skam over islamismen. Disse mennesker skal vide, at de hører til på historiens losseplads. - Men hvad så med alle de mange almindelige muslimer, der bare vil leve deres liv? De må også finde ud af, hvor de vil stå.
-
MERE OM MIT NYE
PROFILBILLEDE
Jeg overtog helt spontant mit nye profilbillede fra min meget gode Facebook-ven n.n. Men jeg ville jo gerne vide helt nøjagtigt, hvad det var jeg havde overtaget, så jeg bad ham give mig de relevante oplysninger. Han svarede:
»Vores portræt er fra 1. nov. 2011, teksten lyder i dansk oversættelse: "100 piskeslag, hvis du ikke dør af grin!" Tegningen var en reaktion på en islamistisk valgsucces i Tunesien«.
Jeg er ved at forske videre i sagen og har foreløbig fundet ud af, at når der øverst i billedet står "CHARIA HEBDO" (SHARIA HEBDO), er der tale om en omdøbning af dette nummer af bladet fra "Carlie Hebdo" til altså "Sharia Hebdo". Og det betyder, at man har gjort Muhammed til dette nummers chefredaktør, og at det er ham, der i denne sammenhæng siger: "100 coups de fouet, si vous n'êtes pas morts de rire!" (100 piskeslag, hvis du ikke dør af grin!).
Jeg sætter om lidt mere ind i et kommentarfelt, herunder et link til den franske Wikipedia-artikel, jeg har fundet. Jeg skal bare have oversat de vigtigste dele af den franske tekst.
Så, nu kom Anna hjem fra byen med Berlingske. Den vil jeg også kommentere senere. Det er en rigtig god forside. Og på s. 10-11 bringes en række af Charlie Hebdos forsider.
-
MERE OM NUMMERET BAG
MIT NYE PROFILBILLEDE
Jeg har nu prøvet at oversætte det relevante afsnit af Wikipedia-artiklen om det nummer af Charlie Hebdo, som gengives i mit nye profilbillede. Jeg håber, der ikke er fejl i det. Franskkyndige kan selv bruge linket og tjekke. Her er afsnittet:
Den 31. oktober 2011 går nummer 1011 af Charlie Hebdo i trykken, to dage før det skal udkomme. Bladet, som nu er omdøbt til Charia Hebdo for at "fejre" det islamistiske parti Ennahdha's valgsejr i Tunesien, fremkalder blandede reaktioner, især i de sociale medier. Muhammed, islams grundlægger, er karikeret af tegneren Luz, mens han siger: "100 piskeslag, hvis De/I ikke dør af grin!". Det satiriske ugemagasin meddeler, at profeten også er "ekstraordinær chefredaktør af dette nummer", og at det "ikke krævede megen overtalelse, hvad vi takker ham for". ... Der blev solgt 110000 eksemplarer af nummeret. // Hvad "Charlie" i magasinets navn står for, ved jeg ikke, men "Hebdo" er en forkortelse af det på græsk byggende franske ord "hebdomadaire", som betyder "ugentlig" eller "uge-". På engelsk gengives det "Charlie Weekly".
-
SENESTE OM CHARLIE
HEBDO - FRA BERLINGSKE
Jeg har nu studeret Berlingskes 8. januar-udgave.
Forsiden har alle vel set i tv. Men her gengives altså et stykke papir, vel en bladside, hvorpå der med store bogstaver står: CHARLIE HEBDO - og som har tolv skudhuller, svarende til antallet af dræbte ved terrorangrebet den 7. januar. Meningen er tydeligvis: Tolv personer er dræbt, men det er bladet som sådant ikke. Der er nemlig ingen skudhuller i selve bogstaverne. - Under denne tegning står et citat fra Berlingskes leder på side 2: "Demokrati og ytringsfrihed må og skal ikke kues. Der er dog ingen tvivl om, at det for mange efter gårsdagens feje terrorangreb vil være en nærliggende konklusion at holde lav profil, at dække sig, undgå at provokere stærke følelser. Men vi skal ikke dukke os, for så kommer vi til at give efter for en uacceptabel trusselskultur".
Inde i avisen, s. 10-11, gengives, omkring en artikel med overskriften "Satirebladet på ytringsfrihedens yderste forpost", tolv Charlie Hebdo-forsider, en for hver af de tolv personer, der blev dræbt ved angrebet. Det er dog ikke sådan, at der er tale om forsider, der er tegnet af tolv dræbte tegnere. For det første var ikke alle navnene på de dræbte kendt, da denne dobbeltside blev lavet. For det andet var ikke alle de dræbte tegnere.
Nederst på dobbeltsiden bringes (med korte tekster) billeder af de seks kendte ofre: Stéphane Charbonnier (Charb), chefredaktør og tegner. Jean Cabut (Cabu), tegner. Georges Wolinski, tegner. Bernard Verlhac (Tignous), tegner. Bernard Maris (Oncle Bernard), journalist, medstifter og medejer. Michel Renaud, tilfældig gæst.
Tegneren Renald Luzier (Luz), som blandt andet har tegnet den forside, jeg nu har som profilbillede (nr. 5 af nedennævnte), kunne også have været blandt de dræbte, men han havde sovet over sig og var derfor ikke til stede på redaktionsmødet ved attentatet. Tegneren Laurent Sourisseau (Riss), som har tegnet nedennævnte nr. 12, blev såret, men ikke dræbt. - I teksten under nedennævnte nr. 5 (altså nu mit profilbillede) står blandt andet, at det var dette nummer, der i 2011 førte til, at der blev kastet brandbomber mod bygningen, hvor magasinet havde til huse, og at dets webside blev hacket.
Jeg opregner nu, fra nederst til venstre de tolv tegninger
med tal og tegnernes navne i parentes: 1 (Luz). 2 (Luz). 3 (Cabu). 4 (Luz), det
nyeste nummer, altså det fra 7. januar. 5 (Luz). 6 (Luz). 7 (Charb). 8 (Luz). 9
(Tignous). 10 (Wolinski). 11 (Charb). 12 (Riss). - Det er uklart for mig, efter
hvilke kriterier disse tolv tegninger er valgt. Det kan ikke være de tolv
sidste. Charlie Hebdo er jo et ugemagasin, og vi ved, at nr. 5 er fra 2011. Og
nr. 4 er altså det nyeste nummer, dvs. fra 07.01.15. Alle fire dræbte tegnere
er repræsenteret, Charb med to forsider. Men Luz, der altså ikke var til stede
under attentatet, er repræsenteret ved seks forsider. Jeg tror, de tolv
forsider er valgt med henblik på at få vist en række gode, men forskellige
forsider, så magasinets karakter og bredde bliver fint repræsenteret.
MERE OM MAGASINETS
NAVN OG HISTORIE
Charlie Hebdo (engelsk:
Charlie Weekly, dvs. Ugemagasinet
Charlie) stammer fra månedsmagasinet Hara-Kiri (jf. den særlige japanske
selvmordsmetode harakiri), som opstod i 1960. I slutningen af 1960'erne kom
ugemagasinet L'Hebdo Hara-Kiri (hvor "Hebdo" altså står for "hebdomadaire" = uge(magasin)). Men ved præsident
Charles de Gaulles død i 1970 kom man i problemer. Man lavede en forside, der
satte de Gaulles død i forhold til mediedækningen af en diskoteksbrand nogle
dage forinden. Og så lukkede indenrigsministeren magasinet!
Bladet tog dog bare
et nyt navn, nemlig det nuværende: Charlie Hebdo, hvor Charlie ifølge
Berlingske dels spiller på præsident de Gaulles fornavn, dels henviser til
tegneseriefiguren Charlie Brown.
-
SENERE - I KOMMENTARFELT OM OVENSTÅENDE MED MERE:
Jeg har her sidst på eftermiddagen den 8. januar samlet det meste af, hvad jeg har skrevet både her og der i Facebook, og dels sat det på min internetunderside "Debat", dels brugt det som tekst i min avisen.dk-blog "Jeg er ellers ikke blogger ...". - Dette har jeg gjort for at opnå den størst mulige effekt. Dette er jo krig. Fra min side ikke med fysiske våben. Men desto mere må man prøve at bruge ordets magt. - Jeg har dog begrænsede muligheder. Jeg skal også tænke på Ukraine og Putin. Og jeg er nødt til at skulle gøre mit eget liv og forfatterskab færdigt. Det lyder som en luksus. Og er det måske også. Men jeg bilder mig ind, at det, jeg forhåbentlig kommer til at efterlade mig, på en både dyb og omfattende måde vil kunne berige fremtidens liv i Danmark. For flere eller færre, men forhåbentlig for nogle. - Jeg har siden 1965 (Den Kolde Krig) brugt megen kostbar tid på forsvar, og jeg har somme tider spurgt mig selv, om jeg burde have grebet det an på en anden måde, altså fx i min ungdom færre læserbreve og mindre politik og mere studium og bedre arbejde i dybden. Vor livsform skal jo ikke bare forsvares, men også leves. Netop i de sammenhænge, der er tale om her, er selve livets styrke også en væsentlig del af forsvaret! - Men over for terrorismen skal vi selvfølgelig bruge alle midler, også våbenmagt, og det giver jeg min fulde opbakning til.
-
Og sidst på aftenen
skrev jeg følgende på såvel DR 2 Deadlines som min egen profil:
Hvor
ynkelig kan man være, Bo Lidegaard?!
-
JP ville i sin tid prøve, om der efter mordet på den hollandske islamkritiker og en dansk forfatters forgæves forsøg på at finde en tegner til sin bog om Muhammed var nogen, der turde tegne Muhammed. Det glemmer man altid. Man vil ikke indrømme, at man simpelt hen er bange og derfor bøjer sig for terroren og terrortruslerne. I stedet ævler man løs om hensynet til det muslimske mindretal. Jeg væmmes!
-
Og en tilføjelse
10.01.15. Det er en kommentar til en god Facebook-ven, der havde slået en hel
masse eksempler på meningerne i folkedybet op, eksempler han havde fundet i
Facebook.
Ja, det er
folkedybet. Og det er muligt, nogle af udtrykkene ikke er så pæne. Men helt
forkert er det jo ikke. Hvis alle de pæne bliver ved at fremture i deres
pænhed, bliver både problemerne og tonen værre. Men det overrasker mig ikke, at
man bliver ved. Måske ligger der også en slags besværgelse i det. Jøderne i
Nazityskland blev også ved at sige til hinanden, at det nok ikke var så slemt.
- Der er for mig ingen tvivl om, at indvandringen af muslimer bør begrænses
mest muligt, og at der skal strammes op på en række punkter. - Så er der det
helt aktuelle spørgsmål, hvordan vi skal forholde os til såvel de muslimer, der
allerede er i såvel Danmark og Europa som i verden i øvrigt. Hvad skal vi sige
til dem? Vi må allerførst sige til dem, at de for deres egen skyld skal se at
få brudt med selve Koran-fundamentalismen, altså med dogmet om, at den jordiske
Koran er en nøjagtig kopi af den himmelske. De kan godt tro, at der er
åbenbaring i Koranen. Men de skal for deres egen skyld indse, at denne
åbenbaring er modtaget af mennesket Muhammed og derfor ikke er 100% guddommelig, hvilket igen vil sige, at man så kan
skille ting ud som betingede af Profeten og hans tid, og at man kan fortolke det
hele. Svarende til, hvordan alle vi almindelige kristne forholder os til
Bibelen. Så vil de måske kunne leve et godt liv i den særlige form for
monoteistisk gudstro, islam fortsat vil være. - Det allerbedste råd, jeg kunne
give muslimerne, var selvfølgelig, at de skulle komme til tro på Jesus Kristus.
Men hvad det angår, er jeg meget tilbageholdende. Til tro på Kristus kan man jo
kun komme i total frihed. Og jeg vil sige, som min biskop (Steen Skovsgaard,
Lolland-Falster, tidligere sognepræst og provst i Gellerup) engang sagde til en
muslim, der havde spurgt ham, hvad han havde at tilbyde ham, nemlig at han ikke
havde noget at tilbyde ham, så længe han var mæt og tilfreds i sin muslimske
tro, men at hvis han en dag ikke længere var det, så havde han noget til ham. -
Da jeg heller ikke vil anbefale muslimerne at blive ateister, er mit bedste råd
til dem altså, hvad jeg har skitseret ovenfor. - Undskyld længden, men jeg vil
af et oprigtigt hjerte også gerne prøve at sige noget positivt.
Og senere i samme tråd:
Allerførst vil jeg
nævne, at noget af det første, jeg hørte i radioen i morges, var omtalen af
Boko Harams massakre på en landsby. Ok, Boko Haram er ikke alle muslimer, men
dog et af mange eksempler på, hvad der kan vokse ud af islam. - Men ellers vil
jeg sige, at når jeg giver mine islamtroende medmennesker det oprigtigt og vel
mente råd at frigøre sig fra Koran-fundamentalismen, så er det ikke en
teologisk detalje. Fundamentalismen er roden til alt ondt. Det ser vi også i
kristne sammenhænge. For hvad indebærer fundamentalismen altid i realiteten?
Den indebærer, at nogle mennesker kan stille sig op og påberåbe sig, at de
taler nøjagtig på Guds vegne, hvilket igen vil sige, at de så kan tage magten
over andre. Man skal jo adlyde Gud! Sådan er det altid, og det bliver kun
værre, jo frommere og mere rettroende man stiller sig an. - Over for enhver
form for fundamentalisme må man gøre gældende, at ingen har hørt direkte, hvad
Gud siger. Påstanden om, at Koranen skulle være en kopi af den himmelske Koran,
er kun en påstand. Enhver kan skrive en bog og påstå, at den fra ende til anden
er Guds direkte tale. Det at høre Guds tale er, som realiteterne i denne verden
er, en langt mere kompliceret proces, som til syvende og sidst finder sted i
hvert enkelt menneskes hjerte. - Dette gælder også Bibelen. Jeg siger ikke, at
Gud ikke taler til os i Bibelen. Men jeg siger, at hele Bibelen vitterligt er
skrevet af mennesker, også Det Nye Testamente. Det Nye Testamente er for mig
som kristen et vidnesbyrd om det store nedslag i menneskeslægtens historie, der
fandt sted i Jesu fødsel, liv, død og opstandelse - og i pinsebegivenheden.
Hvordan vi så i øvrigt vil prøve at forstå alt dette. Ingen kan bevise, at der
faktisk var tale om et sådant "nedslag". Det er for så vidt også en
"påstand". Men når jeg er kristen, er det, fordi jeg i mit hjerte er
overbevist om, at der er så meget liv og sandhed i denne "påstand",
at det er godt at leve i troen på den. Jeg siger det ofte på den måde, at der
er tale om en "struktur", der i mødet med mig i hele min menneskelige
eksistens, godtgør sig som liv og sandhed, lys og håb. Men det er en
stedsevarende proces. - Jeg må slutte her, men det afgørende her i sammenhængen
er, at jeg ikke med min måde at tro på ønsker magt over noget andet menneske.
Jeg væmmes faktisk ved den blotte tanke om at skulle tage andre mennesker i min
magt. Lige så meget som ved tanken om, at andre skal tage mig i deres magt. -
Men til allersidst: Jeg skærer naturligvis ikke alle 1,6 mia. muslimer over én
kam. Selvfølgelig vil de allerfleste bare gerne leve et godt og fredeligt liv.
Men så længe man har Koran-fundamentalismen og i øvrigt et autoritært tankesæt,
vil forskellige grader af totalitarisme og magtsyge altid have en klangbund.
Sådan er det altid, også i andre sammenhænge. - Jeg kunne blive ved, men
slutter her.
Og (forhåbentlig) sidste i denne tråd:
Kære n.n.! Jeg ved
ikke, om du havde læst mine tidligere kommentarer, da du skrev den, der
begynder med "Hvis du ikke jævnfører muslimer med de gale mordere i Paris".
Ellers må du gøre det. Hvis du derefter bliver ved, hjælper flere svar fra mig
ikke. - Jo, jeg vil lige svare, at jeg er imod en stor, unaturlig (ikke
begrundet i arbejdskraftens bevægelighed) indvandring af enhver slags, ja,
heller ikke er tilhænger af en alt for stor indvandring af frit bevægelig
arbejdskraft. Jeg ville ikke bryde mig om, at der pludselig var en million
englændere eller tyskere i Danmark. Jeg siger også til mine polske venner (jeg
har som slavist en vis position i det dansk-polske forhold), at jeg elsker dem,
og at jeg også stiller mig kærligt (om end også kritisk) ved siden af mine
romersk-katolske brødre og søstre i Herren, men at jeg ikke ville være glad,
hvis der var en million katolske polakker i Danmark, der ville prøve at dreje uret
tilbage til før Reformationen. - Al erfaring viser, at den muslimske
indvandring er den, der giver størst problemer. - Men enten forstår du dette,
eller også kan/vil du ikke forstå det.
* *
*
Vor fremtid med Rusland
Min kommentar (30.12.14) til et opslag på Dansk-Ukrainsk Selskabs Facebook-profil, nemlig af en artikel i Information, hvis overskrift og "manchet" lyder:
’Vesten har drevet
Rusland væk fra sig’
Ruslands annektering
af Krim og alt der fulgte efter af krig og sanktioner, er en katastrofe for
både Ukraine, EU og Rusland, siger den britiske professor og Ruslands-kender
Richard Sakwa. Men hvordan blev et oprindeligt pro-europæisk Rusland drevet så
vidt? Sakwa er ikke i tvivl om, hvem der bærer hovedansvaret: Vesten
-
Hvad skal man sige? Selvransagelse er altid godt. Og det, at vi i Vesten kan være selvkritiske, er en
væsentlig del af vor styrke. Desuden hører jeg til dem, der nu siger, at hvis
det virkelig lykkes at tvinge Rusland til at holde fingrene væk fra Ukraine -
og til at holde op med at prøve at tryne sine andre naboer - så skal vi arbejde
for at få et godt forhold til Rusland, vel at mærke et Rusland, der slår ind på
frihedens og demokratiets vej, og som ikke er frygtet af sine naboer, et
Rusland, der har lagt sine håbløst gammeldags imperiale drømme bag sig. Og det
siger sig selv, at et Rusland, der efter Putin bryder sammen i kaos (og måske
ender med at få et endnu værre styre) ikke er i nogens interesse. - MEN Richard
Sakwa glemmer, at der jo ikke er tale om en aggressiv udvidelsespolitik fra
Vestens side. De lande, der tidligere indgik i eller var i først Tsar-Ruslands,
siden Sovjetunionens magt, har næsten desperat ønsket at blive knyttet til
Vesten, ja, at blive medlemmer af både EU og NATO, så deres frygtelige historie
ikke skal gentage sig. - Jeg husker endnu, hvad mine polske venner sagde, da
Anna og jeg i 1994 var i Polen for første gang, nemlig: "I svigter os nok
igen". Hvortil jeg svarede, at stod det til mig, skulle Polen med i såvel
EU som NATO hellere i dag end i morgen, og at de nu ikke skulle være så sikre
på, at vi ville svigte dem. - Russerne skal forstå, at deres imperium er blevet
opløst. Man kan godt sammenligne det med, hvordan kolonierne i det britiske
imperium (og de andre europæiske kolonisystemer) har fået deres frihed. - Og nu
må vi se fremad, som man siger. Og det betyder altså, at vi fra Vestens side
skal være parat til at leve godt med et reformeret Rusland, der også selv ser
fremad - og fx begynder at interessere sig for at producere varer i stedet for
at drømme om genskabelsen af fortidens imperiale magt.
* *
*
Om sidste afsnit af "1864"
Efter at have set sidste afsnit af "1864" to gange vil jeg sige, at det var en rimelig slutning - på Bornedals præmisser. Jeg spørger dog, om det er rimeligt at lade en så ussel person som Didrich fylde så meget. Og jeg konstaterer, at der er en tendens i serien mod Monrads sindssyge nationalliberalisme og for sigøjnernes gode kosmopolitisme. Bornedal har også selv sagt, at serien er en afvisning af tanken om, at Danmark skulle være Guds udvalgte folk.
"1864" er en række med den brede pensel malede ret små billeder af personer og situationer, der er hæftet på nogle tråde i såvel den store, virkelige som den lille, fiktive historie.
Temaet i sidste afsnit er: at komme videre. I den store historie kommer Bismarck videre ved krigen mod Østrig i 1866. Men Monrad kommer ikke videre, tværtimod er han den eneste, der forbliver tro mod sine idealer. I den lille historie er der Didrichs og Inges og hendes forældres, især den iskolde moders, måde at komme videre på. Didrichs far drager den på sin vis hæderlige konsekvens at skyde sig selv.
Men der er også Peters og hans families måde. Og man må sige, at Bornedal ikke giver den for lidt her. Men det er en kendsgerning, at mange i det jævne folk har en utrolig evne til at komme sundt gennem både store og små tragedier. Så jeg tager det hele til mig, også den lille nye Laust og den lille nye Peter, der begynder på ny, som Laust og Peter begyndte i afsnit 1.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
TILFØJELSE I
KOMMENTARFELT:
Jeg har fortrudt, at jeg om Didrichs plads i serien ikke skrev "være en så central figur" (i stedet for bare "fylde så meget"). For netop jeg, som i så høj grad ser serien som en række symbolske billeder, bør jo se Didrich som det helt centrale negative symbol i den lille histories tråd. At han også er offer, fremgår af såvel de to første som det sidste afsnit. Men han er jo helt igennem en led person, uanset hvor meget hans far har pacet ham frem, eller hvad. Og hans venner! Især sammen med dem kommer han til at repræsentere en totalt degenereret adelsstand og -kultur. Tilsammen kommer Monrad og hans støtter (inklusive fru Heiberg) og Didrich og hans venner (med faderen i baggrunden) til at repræsentere det sindssyge og rådne nationalistiske Danmark og især de sindssyge og rådne højere og højeste lag. Og lad gå med, at Monrad-figuren kommer til at repræsentere vanviddet i den nationalliberale politik. Men jeg bryder mig ikke om, at hele den danske adelsstand og hele det danske officerskorps i den grad skal repræsenteres af en person som Didrich. Sekondløjtnant Dinesen (som jo også tilhørte de højere lag) retter noget op på det. Og der er linjeofficererne de Meza, du Plat og Møller. Men de fylder jo ikke på samme måde som Didrich. - Man kan sige, at der er tale om en stærk symbolik i kontrasten mellem Didrich og Laust og Peter, men prisen er høj. Der har været mange gode og trofaste og tapre adelige officerer af både linjen og reserven med i den krig. Og dem er det synd for. Bornedal burde, hvad det angår, have fundet en anden løsning.
* *
*
Umiddelbare bemærkninger til sidste afsnit af
"1864"
Her og på min Facebook-væg 01.12.14.
Søndag aften den 31. november var jeg forhindret i at se sidste afsnit af "1864", da det blev sendt, og det blev over midnat, før jeg fik set min optagelse af det. Her mandag har jeg både genset det meste af afsnit 7 (på Nettet) og min videooptagelse hele afsnit 8.
SANGENE I AFSNIT 7
Hvad afsnit 7 angår, kan jeg helt tilslutte mig, hvad et både militær- og filmkyndigt familiemedlem har sagt: Krigsfilm i verdensklasse! - Men når jeg genså dette afsnit, var det helt særligt for at høre, om det virkelig var den frække sang, en Facebook-kommentator havde givet mig teksten til, soldaterne sang ude i skansen, lige før det gik løs. Det var det. Jeg kan ikke garantere for alle detaljer, men det var virkelig den, og nu er det så et spørgsmål, om den (og i denne version) forelå på dansk i 1864. Her har vi en helt særlig detalje, hvis historiske korrekthed må undersøges. Jeg vil selv prøve senere. Der findes vel ikke beretninger om, at denne sang har været sunget af soldaterne? Og på lige det tidspunkt? Ja, er scenen overhovedet realistisk? Jeg citerer lige første strofe (hvorefter det jo bliver værre og værre!):
Da manden ind i gården kom, oh se, oh se, oh se,
tre garderheste stod på rad og en og to og tre,
da manden spurgte konen, hvad de garderheste var?:
se det er tre malkekøer, som min mor hun sendte mig,
oh, oh, oh, lad gå, malkekøer med sadler på,
jeg er en mand, som alting kan forstå.
Men når jeg gør så meget ud af dette, er det, fordi denne grove sang indgår i en større sammenhæng. Det begynder med, at man ganske svagt hører en harmonika spille "Dagen går med raske fjed" (2003-salmebogens nr. 771). Det kan måske være en mundharmonika, men det vil passe bedst, hvis det er den samme harmonika, som akkompagnerer "Da manden ind i gården kom"! Derefter synger Laust Grundtvigs Willemoes-sang "Kommer hid, I piger små" for sin kammerat Erasmus (som under stormen går amok og dræber eller sårer mange af de preussere, der trænger ind i skansen; en situation, der er forekommet i virkeligheden). Men så sætter Erasmus i med, hvad han kan, nemlig "Da manden ind i gården kom". Og her stemmer alle kammeraterne i, også Laust, akkompagneret af harmonikaen. Og det er altså uden betydning, om en sådan scene virkelig har fundet sted eller er sandsynlig. Det, der bliver vist, er hele bredden i de danske soldaters åndelige baggrund, fra en kristen aftensang af Ingemann, over Grundtvigs heltesang og til den grove vise. Det er virkelig gribende. - Jeg minder også om, hvordan Inge synger "Nu lukker sig mit øje" for den dødende soldat (2003-salmebogens nr. 789).
OTTENDE AFSNIT
Men det var seriens ottende og sidste afsnit, jeg ville kommentere her. Da jeg så det i nat, var jeg umiddelbart skuffet. Jeg vil her se bort fra, at det er underligt, at de blodige kampe på Als i slutningen af juni måned egentlig ikke er med i billedet. Jeg mente, det personlige fik for meget, og at det også var for meget, at Peter skulle blive gift med sigøjnerpigen Sofia og dermed overtage Didrichs barn - selv om det jo var fremgået af et tidligere afsnit, at dette ville ske. Og at Peter også (udrykkeligt som far) overtog Laust og Inges lille dreng - der var blevet anbragt på et usselt børnehjem, for at Inge kunne blive gift med Didrich. Men i dag har Anna og jeg set afsnittet igen, og derved kom det til at stå stærkere. Man kan sige meget om Peter og Laust og Inge og Sofia og Didrichs lille historie i historien, og det er virkelig meget, at den ualmindelige nedrige og feje Didrich er kommet til at fylde så meget i en serie om Danmark i 1864, som om det var den typiske adelsmand og officer, og det retter ikke meget op på det, at der også er blevet vist fine officerstyper som sekondløjtnant Dinesen, oberst Møller (som denne person i serien hedder) og general du Plat. Men de indvendinger, man kan have, ændrer ikke noget ved, at denne lille historie (og dens fortsættelse helt frem til Inges død i 1939 og baron Severins til sidst i afsnittet) står ganske stærkt - sammen med, hvad der vises om de andre personers reaktioner: Monrad og hans kone, krigsminister Lundbye, Johanne Luise Heiberg.
Det fælles tema er: At komme videre. Og mange af de nævnte prøver at komme videre på hver deres usle eller ynkelige måde. På en måde får Monrad her en form for oprejsning. Han er den eneste, der forbliver tro mod det, han kæmpede for (men ses vist til sidst i spændetrøje, altså som sindssyg). Alle de andre tyr til fortrængning og/eller nye illusioner. Lundbye har dog ret et langt stykke, når han bliver ved at gentage: "Indad" (jf. mottoet fra dengang: Hvad udadtil er tabt, må indad vindes). For det var, hvad danskerne faktisk gjorde. Med stor succes. Og uden den lukken sig om sig selv, som nogle af værdikæmperne bliver ved at fable om. For desværre kan man ikke lade være at mistænke dette for at være et indlæg i den aktuelle værdidebat fra Ole Bornedals side.
Det er uhyggeligt, hvordan Didrich og Inge og hendes forældre (især den kolde og ambitiøse moder) kommer videre. Didrichs far (som nok har presset sønnen ind i en rolle, han ikke kunne klare) drager den på sin vis hæderlige konsekvens, at han skyder sig selv. - Det skal bemærkes, at Inge skriver, at for hvert barn, de får, bliver Didrich lidt mere menneskelig.
Men så er der Peter og hans familie, især Peter selv. Her har vi det sunde jævne folks måde at komme videre på. Kritikerne vil kunne sige, at den ikke får for lidt. Men min erfaring som landpræst i Folkekirken gennem over tredive år rummer mange eksempler på dette sind. Men det er selvfølgelig virkelig meget, at Peter finder sin brors søn og tager ham til sig som sin egen - sammen med Sofias barn, som Didrich er voldtægtsfar til. Og de ser lærken sammen. Og lille Laust løber på kornet. Ja, vi ser lille Peter og lille Laust som en gentagelse af det liv, serien åbnede med. Men Anna og jeg blev grebet af det. Måske også fordi vi selv har en sønnesøn i den alder og med et tilsvarende væsen.
På Ole Bornedals præmisser fik det personlige ikke for meget. Der var faktisk også en rimelig balance mellem den lille og den store historie, herunder den tyske. Ja, det, at Preussens krig i 1866 med den tidligere allierede Østrig blev nævnt og dermed hele Bismarcks strategi, i hvilken krigen mod Danmark i 1864 kun var en første brik, kastede også et formildende skær over den tilsyneladende vanvittige danske politik. Men selve den lille historie, historien om mennesker, som Ole Bornedal selv siger, blev i hvert fald gjort færdig. Og for sidste gang: Det er ikke et almindeligt realistisk drama; det er en række symbolske billeder på en handlingstråd og af nogle menneske-typer. Og budskabet er, at det jævne folks liv går sin egen gang trods alt, hvad de store finder på.
* *
*
Så forstå dog den serie!
Lolland-Falsters Folketidende tirsdag den 25. november 2014.
Når også den ellers af mig højt respekterede K.E. Watz er så negativ over for serien "1864" (senest i "synspunkt" den 22. november), bliver jeg nødt til at skrive et par ord.
Folketinget har utvivlsomt ønsket en mere traditionel realistisk serie. Det har jeg også. I hvert fald i udgangspunktet. For nu ved jeg snart ikke. Jeg er dybt grebet af den. Også af de to første afsnit, hvor døden og tragedien lurer i den sydfynske idyl. Og af nutidshandlingen (baron Severin og frøken Claudia).
Ole Bornedal har lavet noget andet end en traditionel realistisk serie. Og så skal bedømmelsen gå på, om det er lykkedes ham at lave en god symbolsk billedrække. Det mener jeg det er.
Men så er der den hårde kritik fra næsten alle sider. Det er et fænomen, der for mig står som en af de største gåder i nyere tid. Der er så godt som ingen, der har forstået seriens karakter. Og mange skriver småligt, dumt og også sprogligt dårligt. Er det en kollektiv psykose med en bred vifte af vidt forskellige motiver? Hvis perspektivet blev udvidet til at omfatte hele den politiske og kulturelle situation her i begyndelsen af det 21. århundrede, kunne der sagtens komme en ph.d.-afhandling ud af at undersøge det.
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag
gammel sprogofficer
og feltpræst
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* *
*
Gammeldags geopolitiske interesser og værdimæssig
asymmetri.
Selve nedenstående tekst blev skrevet som kommentar på Deadlines Facebook-væg. Og derefter slog jeg den op på Dansk-Ukrainsk Selskabs gruppeprofil (med den her indsatte indledning). Og endelig satte jeg DUS-versionen her på "Debat".
-
DEADLINE 22.30 LØRDAG DEN 22. NOVEMBER
Adam Holm havde Søren Riishøj og Flemming Rose i studiet. Temaet var: "Er det Vestens politik i Østeuropa, der tvinger Rusland til at reagere? / Der er gået 25 år siden murens fald, i aften spørger Deadline om vi står på tærsklen til en ny kold krig".
Umiddelbart efter udsendelsen satte jeg denne kommentar i tråden til den, og jeg har også sat den på min internetunderside "Debat":
Et ganske godt indslag, som gjorde en klogere - om end ikke gladere. Jeg tænker her på, hvad der blev sagt om Tjekkiets, Slovakiets og Ungarns holdning. Og jeg vil føje til, at det er meget godt med al den snak om, at man skal respektere Ruslands interesser. Her er der bare den asymmetri i det, at der i Rusland og i de lande, Rusland mere eller mindre dominerer, er meget dårlige forhold, for så vidt angår frihed og demokrati. Derfor kommer det at respektere Ruslands såkaldte (men jo håbløst gammeldags) geopolitiske interesser faktisk til at minde om situationen efter Anden Verdenskrig, hvor en lang række øst- og centraleuropæiske lande af geopolitiske hensyn blev solgt som slaver under kommunismen. Frihed, menneskerettigheder (herunder retten til national suverænitet) og demokrati er de afgørende faktorer her i 2014. Og Putin har jo sådan set ret, når han siger, at den russiske samfundsmodel er truet af de vestlige værdier! Og i det lange løb vil han tabe. Til stor fordel for russerne og de andre folkeslag derovre. Så kan vi alle leve lykkeligt og fredeligt med hinanden. Jeg plejer at sammenligne med forholdene omkring Tyskland. Der er i dag ingen af Tysklands naboer, der har grund til at tænke på deres geopolitiske interesser i forhold til Tyskland.
* *
*
Tak, Ib Michael!
For indlægget i Politiken om kritikken af
"1864" den 18. oktober 2014: "Kritikken af '1864' er en
pærevælling af patetisk vrøvl".
Tak, Ib Michael! Jeg har først læst din kommentar lige nu
lørdag den 22. november. Jeg er mere end enig. På forhånd havde jeg - som
formodentlig Folketinget - forventet en almindelig nærmest dramadokumentarisk
serie. I hvert fald 1:1-realisme, som man siger. Men nu har vi fået noget
andet, nemlig nærmest en række symbolske billeder. Det er i orden, hvis man er
meget utilfreds med det. Men så skal man sige det og lade været at
detailkritisere den faktisk foreliggende serie, som om den var det produkt, man
hellere ville have haft. Det er børnelærdom, at man, når man bedømmer et værk,
først finder ud af, hvad kunstneren ville, og derefter vurderer, om det er
lykkedes ham at realisere sin intention. Og jeg synes, det her er lykkedes for
Bornedal. Man kan altid finde detaljer at kritisere. Og det er muligt, der er
en tendens, der ligger til venstre for mig. Men både min kone og jeg har ladet
os gribe af serien, hvis enkelte afsnit vi har set 2-3 gange. - Undskyld mig,
men jeg kan ikke lade være at oplyse, at jeg selv er gammel reserveofficer og
feltpræst og af mange vil blive betragtet som kulturkonservativ. Men det er jo
ikke det samme som at være utilfreds med en skildring af 1864 som den
foreliggende. Netop som soldat kan man identificere sig med denne skildring af
såvel krigens politiske baggrund som dens virkelighed. - Bortset fra selve mit
engagement i serien selv er jeg blevet optaget af kritikkens og debattens
væsen. Der er efter min mening noget, der er helt galt. Er man fra højre til
venstre blevet grebet af en kollektiv psykose? Er der tale om en bred vifte af
vidt forskellige motiver? Det fremstår for mig som en af de største gåder i
nyere tid. Jeg har peget på, at hvis man inddrog de noget bredere politiske og
kulturelle perspektiver i de seneste to årtier, kunne en undersøgelse af sagen
sagtens blive til en ph.d.-afhandling.
* *
*
"1864" - en mellemfaldende betragtning
22.11.14
Jeg har ellers fra første færd sagt, at jeg ikke ville udtale mig om "1864", før jeg havde set sidste afsnit. Men jeg har ikke kunnet lade være, og her er nogle betragtninger, efter at min kone og jeg har genset første afsnit på Nettet (for mit vedkommende er det vist tredje gang).
Der er noget, der er helt galt i kritikken af DR's dramaserie "1864". Jeg ville også selv, i hvert fald i udgangspunktet, have foretrukket et mere traditionelt realistisk dramadokumentarisk produkt. Og det er utvivlsomt også det, Folketinget har ønsket. Men Ole Bornedal har altså valgt en anden genre, en symbolsk billedrække. Og det er jo børnelærdom, at når man skal bedømme et litterært eller dramatisk værk, så skal man se på, hvad det er forfatteren/instruktøren har villet. Så kan man sige, at han burde have villet noget andet. Men derefter skal man se på, om det er lykkedes for ham. Og jeg mener, det i høj grad er lykkedes for Bornedal. Der er måske en "venstreorienteret" tendens i det. Navnlig kan man spørge, om sigøjnerelementet er et indlæg i den aktuelle fremmedpolitiske debat. Og man kan spørge, om personen Inge er en 1900-tals kulturradikal person, der er sat ind i denne 1800-talssammenhæng. Men alt er jo symbolsk, ikke i almindelig forstand realistisk. Og man kan spørge, om Monrad har fået en for hård behandling. Og om det er rimeligt, at også oberst Müller (eller hvem; hans identitet er uklar for mig) skal ses med hagen i sin mad, mens han taler med sekondløjtnant Dinesen. Og der kunne nævnes flere eksempler. Jeg er måske selv kulturkonservativ, men så af den hensynsløst moderne slags, for at sige det kort. Og jeg er gammel (sprog)reserveofficer og feltpræst. Men netop derfor accepterer jeg Bornedals måde at vise 1864-krigens vanvid på. Og det er måske netop som gammel soldat, jeg bliver så stærkt grebet. Jeg afviser ikke, at de danske politikere stod over for en meget vanskelig opgave i 1863, men jeg finder det rimeligt, at det bliver vist, hvor frygtelige begivenhederne blev, og at de to første afsnit lægger op til det, ja, tegner linjen fra den uholdbare udgang på den første krig til den, måske nærmest uundgåelige anden krig. Jeg mener, det fra og med første afsnit er blevet vist, hvad det drejede sig om, og hvor frygteligt det var, at det idylliske Danmark skulle komme ind i denne krig.
Det, der efterhånden optager mig allermest, er imidlertid, hvad der kan ligge bag alle de negative anmeldelser af serien. Det er en af mine allerstørste gåder i nyere tid. Hvis jeg var yngre, ville jeg selv prøve at finde ud af det. Men nu vil jeg udtrykke ønsket om, at måske en eller anden ph.d.-studerende vil skrive en afhandling om det. Det er mystisk, at alle, lige fra Pia Kjærsgaard og Alex Ahrendtsen af og langt ud til venstre er enige om at kritisere serien. Er der en fællesnævner? Eller er der mange forskellige, måske modsatte motiver? Jeg synes, de fleste anmeldelser er smålige og dårligt skrevne og helt uden forståelse for, hvad Ole Bornedal har prøvet at lave - og i høj grad har haft held med. Kan ét af motiverne, for folk fra højre og langt ind over midten, være, at man ikke bryder sig om, at der bliver sat spørgsmålstegn ved Danmark som krigsførende nation - når vi jo kun vil det gode og egentlig slet ikke er i krig, men bare ud for at gøre en forskel? Eller er mange, der ellers har ligget underdrejet under den såkaldte værdikamp, skuffede over, at der ikke har været mere "Dengang jeg drog afsted" i serien? Eller ville man bare have haft et mere Hollywood-agtigt produkt? Hvorfor er der ingen anmeldere, der i automatreaktion har ønsket at sige det modsatte af Pia Kjærsgaard og Alex Ahrendtsen? Jeg tror, der er tale om mange faktorer.
Da jeg første (men ikke sidste) gang så første afsnit, der indledtes med efterskoleklassen på Dybbøl, frygtede jeg det værste. Men nu kan jeg se storheden i det. Pusheren, der læser mindestenen og (med god grund) ikke forstår eufemismen "faldet". Og Claudia, hvis bror er "faldet" i Afghanistan. Både min kone og jeg finder også hele Claudia-og-baronen-delen helt i orden og meget bevægende. Og den slags er jo ret almindeligt i film.
Hypnosen og isklumpen? Det kan man mene om, hvad man vil. Men den måde, det er blevet kritiseret på, er smålig og dum. Det er jo postmoderne. Og det er en stor misforståelse, når man bedømmer det på en realistisk skala (selv om jeg da godt kunne have undværet det).
Hvis jeg skal sige mere, vil jeg helst vente, til serien er slut.
Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand.
mag, gammel sprogofficer og feltpræst
* *
*
Om Ukraine i Deadline 12.11.14
I kommentarfelt til mit opslag af Ugens digt:
UKRAINE OG RUSLAND -
igen-igen
Jeg har lige slået mit digt op. Og jeg har ikke lavet noget Ukraine- og debat-opslag i denne uge. Derfor viser jeg her, hvad jeg lige har skrevet i tråden til aftenens Deadline på DR 2 og også lige har slået op på Dansk-Ukrainsk Selskab-gruppens væg:
Men der var jo også indslaget om Ukraine og Rusland med Peter Viggo Jakobsen. Han er nok lidt for kynisk geopolitisk efter min smag, men måske dermed også mere realistisk. Efter min mening skal Putin-Ruslands efter deres egen mening vigtige geopolitiske interesser ikke have betydning for, hvordan menneskene i de tidligere sovjetrepublikker skal leve deres liv. Og Peter Viggo Jakobsen sagde noget helt afgørende, da han påpegede, at Putins Rusland ikke kan konkurrere med Vesten på hverken økonomi, værdier eller kultur og dermed være en tiltrækkende partner for deres naboer. De har kun deres militære magt, som godt nok er beskeden, men som de er villige til at bruge (som en skal omkring et tomt hul). - Men hvordan forholder vi os til Ukraine nu? Skal vi bare lade Putin få dem, eller skal vi blive ved med at støtte deres frie valg? Og hjælpe og støtte dem på deres vanskelige vej frem mod et ordentligt samfund og en ordentlig stat? - Noget helt andet er, at vi på længere sigt også skal støtte de gode kræfter i Rusland, så også dette store land i frihed og fred kan komme med i det fælles europæiske familieliv - hvorved alle geopolitiske problemer falder bort. Det store spørgsmål er bare: Hvad gør vi for Ukraine nu?
* *
*
Ny kommentar til "1864" efter tredje del og
læsning af flere anmeldelser og lignende
Der er et eller andet, der er helt galt i Danmark lige nu. Er det også vort aktuelle, meget mærkelige forhold til det at være i krig, der spiller ind? Kan man fx sammenligne utålmodigheden med hensyn til at få 1864-krigen til at bryde ud i serien med utålmodigheden med at få vore F 16'ener i kamp i Irak?
Vi har læst flere anmeldelser og forstår stadig ikke, hvad det er der har grebet de vidt forskellige kritikere. Vi har bemærket, at Carsten Jensen ligger på linje med os i sin vurdering. - Jeg har slet ikke tid til at gå så meget op i dette, men det er måske alligevel vigtigt. Det er, for nu at sige det på den måde, ikke det, at Bornedal bliver kritiseret; det er måden, man kritiserer ham på. Jeg har altid været dårlig til at anmelde, men hvis jeg tog mig tid til det, ville jeg nok kunne skrive en anmeldelse af de første tre afsnit, der delte sol og vind lige på en langt rimeligere måde, end det har været tilfældet i de fleste af anmeldelserne. Jeg ville selvfølgelig prøve at analysere, om der er tale om en urimelig inddragelse af den aktuelle fremmed- og værdipolitiske situation. Og jeg ville spørge, om det-og-det nu også burde have været med. Jeg ville også have spurgt til personen Inge, en mærkelig skikkelse i den tid. Har hun et virkeligt forlæg? Eller hvad bygger Bornedal på? Men jeg ville sige, at alt i alt lægger de første tre afsnit meget godt op til den tragedie, som krigen i 1864 var. - Til flere af anmeldelserne vil jeg sige: Hvorfor er I så forhippede på at få krigen i gang? Kan I ikke se, at vi også skal have hele baggrunden, lige fra Monrad og nedefter? Hvad det var for et Danmark, der kom i krig. - Om Bornedals måde at fortælle historien - og lægge en symbolsk grund - på, vil jeg sige, at vel afviger den fra, hvad man kalder 1:1-realisme (også mere, end jeg egentlig bryder mig om), men nu er det sådan, og så må man som seer gå ind i det. Og hvad man end mener om fx de forskellige seksuelle ting - fra Laust og Inge og ned til Didrichs kammerat og koen! - er de også med til at bringe de dybere lag frem. Noget tilsvarende gælder det ikke grundlæggende urealistiske kanonskud (som vel må have været en granat, på den afstand) og de dræbte og lemlæstede grise. Man kan kalde det overtydeligt, men det er en ret god måde at vise på, hvad der kom til at ske på ikke mindst slagtebænk Dybbøl.
* *
*
KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje afsnit
Efter i går søndag at have set andet afsnit igen på DR K kl. 19 og derefter tredje afsnit på DR 1 kl. 20 er vi for det første blevet nærmest begejstret for serien (og endnu mere irriteret på de smålige automatkritikere) og for det andet kommet til den opfattelse, at serien i høj grad er en sammenstilling af forholdsvis selvstændige ret symbolske billeder og situationer. Der er selvfølgelig stadig et episk-dramatisk forløb, for så vidt angår både den store historie og de små historier. Men det går som tråde gennem det hele, og billederne bliver sat op på disse tråde på en måde, der betyder, at der bliver tale om noget andet end blot et simpelt kontinuerligt forløb. - Jeg kan kraftigt anbefale alle at blive ved at se serien eller begynde at gøre det. De allerede udsendte dele kan ses her:
http://www.dr.dk/tv/se/1864/1864-1-8
* * *
MIN KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINE 17.10.14
I Deadline-tråden, DUS-opslag og hos mig selv.
Man blev ikke i godt humør af aftenens Deadline. Og her er det altså emnerne, jeg tænker på, både Rusland/Ukraine og IS og hele situationen omkring den. Man fristes til at gå i en slags indre eksil, for så vidt angår disse og tilsvarende ting. Det ville i hvert fald være godt, hvis vi kunne lade være at have noget med den muslimske verden at gøre. - Men Ukraine vil jeg ikke uden videre opgive. Det er så synd for de stakkels ukrainere, der i århundreder har været ofre for alt muligt, at de ikke kan komme ud af den postsovjetiske elendighed. Men det, Anna Libak og Flemming Rose sagde, gjorde mig ked af det. Skal oligarker og korrupte embedsmænd og politikere virkelig have lov at blive ved at misrøgte landet? Og skal Putin-Rusland have lov til at blive ved at spille sit spil? Jeg mener, EU og det øvrige Vesten stadig har både pligt til og mulighed for af håndhæve nogle principper. Og jeg mener, at alle vi borgere, der tænker sådan, skal gøre alt for at holde vore valgte politikere fast på principperne. Desuden mener jeg, at alle, der har mulighed for det, personligt skal gøre noget for at støtte ukrainerne. Jeg agter fortsat at tage til Ukraine til næste år for at vise min støtte og forhåbentlig kunne give lidt inspiration.
* * *
TO UKRAINE-LINKS MED MIN KOMMENTAR
http://time.com/3374922/ukraine-eu-trade-deal/
http://euromaidanpress.com/2014/09/16/kremlin-demand-for-role-in-ukraine-unheard-of/
De er fra et opslag på Dansk-Ukrainsk Selskabs gruppeprofil, hvortil jeg har givet min kommentar.
-
Tak, n.n.! Det gør da en en hel del klogere. Og noget af det ser ikke så godt ud. Men andet ser bedre ud, fx dette fra Euromaidan-siden: "‘If a country as similar to us as Ukraine is will be able earlier than we to overcome the post-Soviet syndrome and to become a successful contemporary state, its example could prove infectious for Russia. In this case, the victory of Ukraine [would be] a stimulus for changes in Russia,” Kunadze [deputy foreign minister of the Russian Federation at the beginning of the Yeltsin period] says." - Men der står jo også: "The former diplomat says he hopes very much that Moscow will not try to apply its Ukrainian approach in Kazakhstan or elsewhere. Trying to do so, he suggests, would be “a catastrophe.” But given the direction Putin has moved first in Georgia and now in Ukraine, there is reason to fear that he will not stop." - Og det slutter: "Moreover, he continues, Russia has lost the “soft force” war by its actions. It cannot attract anyone to its banner but instead pushes people away. In the end, Russia “won’t be able to win in Ukraine. This issue instead is whether it will be able to lose in a worthy fashion” and thus escape the disastrous situation its own policies have created." - Hvis vi ser på principperne, er det altså noget rod. Og det er sørgeligt, hvis alle de døde og sårede har lidt forgæves. Og kritikerne af UE's oprindelige politik dermed har fået delvis ret. Men er det hele sandheden? Anneksionen af Krim og krigen i Østukraine har, som det også bliver sagt, fremkaldt et nyt Ukraine med en helt ny national bevidsthed, som kan danne grundlaget for udviklingen af et ordentligt samfund med en ordentlig stat. Hvortil kommer muligheden af, at en god udvikling i Ukraine med tiden kan føre til en god udvikling i Rusland. - Og hvem siger, at det aktuelle kompromis, der åbenbart er tale om, er så helt dårligt endda? Eller at det svarer til, at EU havde gjort, hvad kritikerne har ment den skulle gøre, in the first place? Er der ikke fortsat gode muligheder? Alt andet end det handelsmæssige træder jo i kraft med det samme? Jeg kan ikke gennemskue det, men jeg tillader mig at nære en ikke ringe optimisme. Det gælder jo også om, at vi i Vesten, også og ikke mindst, opinionen står fast på at støtte Ukraines ret til at leve sit eget liv. - Hvem har kommentarer til dette?
* * *
MIN KOMMENTAR TIL MELDINGERNE OM EN VÅBENHVILEAFTALE I UKRAINE
03.09.14.
Nu må vi se. Det siger bla. jeg hele tiden. Men lige nu er det mere sandt end nogensinde. - Er det Putin, der ønsker det, fordi han frygter NATO's og EU's næste træk? Eller der det Porosjenko, der vil køre sig i stilling op til NATO-topmødet? Eller er det noget et eller andet sted (eller flere steder?) på en linje derimellem? Vi ved d