|
DEBAT af
forskellig art Bent Christensen |
Denne side er senest blevet opdateret 27.04.22: Biskoppen er usolidarisk. -
Lolland-Falsters Folketidende 27.04.22. Opslag på min Facebook-væg 27.04.22.
NB! Se også min blog i avisen.dk: Jeg er ellers ikke blogger …:
http://www.avisen.dk/blogs/bentchristensen/default.aspx
Teksterne i denne blog kan i høj grad
svare til teksterne på de forskellige undersider her, ja, måske ligefrem være
identiske med nogle af dem. Det kan være nærværende underside
("Debat"). Eller det kan være undersiden "Kirke og teologi"
eller undersiden "Diverse". Men det vil nok ofte være tekster, der
enten svarer til eller er identiske med tekster på undersiden "Mit
totaldigt".
Jeg henviser også til undersiden "Facebook",
hvor der er mange kommentarer til mange forskellige ting,
dog især fra min første tid i Facebook. - LINK
til min Facebook-profil:
https://www.facebook.com/bent.christensen.505
-
* * *
Men se også de indsatte tekster fra den nedlagte
underside ”Klumme” og
indholdsfortegnelsen dertil nederst på denne side. Indholdsfortegnelsen står
både allernederst på siden og lige før klumme-teksterne.
Ældst nederst – yngst øverst.
Biskoppen er
usolidarisk. - Lolland-Falsters Folketidende 27.04.22. Opslag på min
Facebook-væg 27.04.22.
En Ukraine-kommentar 20. april 2022. - Det kan være svært at se en ende på denne krig. Men nogle muligheder opregnes. - Opslag på min Facebook-væg 20.04.22.
EN LILLE LORT. - Facebook-opslag 25.03.22 om vor irritation over, at en
lille anakronistisk imperieromantiker havde kunnet få sat hele topmødeapparatet
24.03.22 i gang.
EN UKRAINE-KOMMENTAR. - Facebook-opslag 22.03.22. - "Men hvad skal jeg sige?".
DAGENS UKRAINE-KOMMENTAR. - Facebook-opslag 15.03.22. - Hvordan ville
jeg have det, hvis jeg var feltpræst i den ukrainske hær?
DAGENS UKRAINE-KOMMENTAR - Facebook-opslag 14.03.22. - En aforisme om russernes måde at lyve på.
DAGENS
UKRAINE-KOMMENTAR - "Den geopolitiske realitet nu". - Læserbrev i
Folketidende og Facebook-opslag 11.03.22.
DAGENS
UKRAINE-KOMMENTAR - Facebook-opslag 10.03.22. - "Jeg har i dagens løb hørt
tre forklaringer på bombningen af børnehospitalet i Mariupol".
DAGENS
UKRAINE-KOMMENTAR - Facebook-opslag 09.03.22.
UGENS
UNIVERSITETSDEBATINDLÆG - a (Facebook-opslag 09.04.21). ET FORSØG MED LIDT
MOTIVFORSKNING
UGENS
UNIVERSITETSDEBATINDLÆG. EN RYGENDE PISTOL. - Uge 12 (24/3). Rune
Selsing-blogindlæg om en artikel i tidsskriftet Women,
Gender and Research: "Making
Ripples and Waves through Feminist Knowledge Production
and Activism".
UGENS
UNIVERSITETSDEBATINDLÆG - Uge 11/2021 (16/3). Om benægtelsen af, at der er et
problem. Og et par små eksempler.
KÆRE
GYMNASIEELEVER! - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 11.03.21 om
forholdene på universiteterne. Også slået op på min egen Facebook-væg og i
Facebook-gruppen Fri Debat.
HVIS
VI HAVDE FÅET KOMMUNISTISKE PARALLELSAMFUND. - Opslag i Fri Debat 15.02.21.
ANSATTES
YTRINGSFRIHED. - Opslag i Fri Debat og på min egen Facebook-væg 12.02.21.
LAD
OS SAMLES VED HØJTTALERNE OG SKÆRMENE! - 23.12.20.
AFLYS
ALLE GUDSTJENESTER NU! - 17.12.20.
EU
SKAL STÅ SAMMEN MED FRANKRIG. - 30.10.20.
NOGLE
BEMÆRKNINGER I SEXISMEDEBATTEN. - 22.09.20.
ET
LILLE SNIT. Utrykt læserbrev om omskærelsen skrevet 08.09.20. - Sat på her
15.09.20.
HVORDAN
MERE KRISTENDOM? - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 07.08.20.
ULIDELIG
DEBAT, DER OPTAGER PLADSEN (i dag om tildækningsforbudet).
- Opslag i Facebook-gruppen Fri Debat 06.08.20.
"STAFETTEN
MED CLEMENT" - ET POSITIVT EKSEMPEL. - 01.08.20.
FORBRUGERBOYKOT
AF KVOTEFILM OG LIGNENDE? - Kommentar til opslag i Facebook-gruppen Fri Debat
29.07.20.
HVOR STORT ER TIDSÅNDENS TRYK PÅ MEDIER OG
FORSKNING? - En opfordring til unge (eller ældre) medie- og/eller
videnskabssociologer. - 19. juli 2020 på Facebook-siden Fri Debat.
BLIVER
DET NÆSTE LANGELANDSPØLSEN? - Min "I øvrigt" i Ekstra Bladets
"nationen!" 17.07.20.
EN
ADVARSEL FRA HØJRE. - Læserbrev, til dagbladet Information 06.07.20, som ikke
blev trykt. Især om kunstens åbenhed og autonomi. Sat på her 08.07.20.
TREDJE
BØLGE? - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende om, hvordan dårlige kræfter
nu snylter på Black lives matter-bevægelsen. - 01.07.20.
DET KAN ENDE MED, AT VI IKKE MÅ RINGE MED
KIRKEKLOKKERNE. - Opslag i Facebook-gruppen Fri Debat 29.06.20.
ALLIANCE OF DEMOCRACIES.
Om Anders Fogh Rasmussens opfordring til, at alle verdens frie og demokratiske
lande danner en sådan alliance. - Her og på min Facebook-væg 19.06.20.
COVID-19-DRØM
14.04.20 før kl. 2156.
DEMOKRATIET
ER STÆRKEST I DEN SIDSTE ENDE. Kommentar til et Facebook-opslag, hvori der
peges på, at kineserne forstår at stå sammen og løfte i flok uden at stille
spørgsmål og dermed er mere effektive end demokratierne. - 04.04.20.
GUDSTJENESTEN
I COVID-19-SITUATIONEN. En gudstjeneste er i covid-19-situationen en offentlig
begivenhed som alle andre. Kommentar til et Facebook-opslag fra Ateistisk
Selskab 04.04.20
HVAD
BLIVER DET NÆSTE? - I anledning af, at en venstreborgmester har sammenlignet
statsborgerskab-håndslaget med den (påtvungne) heilende nazihilsen. - I en
andens Facebook-tråd og her 26.02.20.
VIRUSFLAGET OG STEEN
NØRSKOV. Om Jyllands-Postens kinesiske virusflag og den kinesiske reaktion på
det og Søren Espersens reaktion på Steen Nørskovs interview med
Trykkefrihedsselskab-formand. - På min Facebook-væg og her 28.01.20.
JEG ER HOLDT OP MED AT SE
DEM. Om film, der - harmløst og feministisk - er designet til verdensmarkedet.
- 21.12.19.
RELIGION
OG RELIGIONSKRITIK. - Lolland-Falsters Folketidende 19.12.19. - Efter
Deadline-indslag om Jürgen Habermas 17.12.19.
OM SKIFTET FRA RADIO24SYV
TIL R4DIO. Et nekrologdigt og nogle kommentarer. - Sat på her 01.11.19.
KRISTENDOMMEN DÆMPER
ANGSTEN. Læserbrev i Folketidende 19.10.19.
FØR FOLKETINGETS ÅBNING.
Ægte mangfoldighed må betyde, at man samles til hver sine gudstjenester eller
højtideligheder, inden man går over i Folketingssalen. - Så på her 04.10.19.
STATSMINISTEREN HAR SKADET
DANMARK. - På min Facebook-væg og her 21/22.08.19.
LØGNENS DAG - endnu en
gang. - I anledning af syvårsdagen (12.06.19) for autoriseringen af ritualet
for vielse af personer af samme køn.
OM LIDT GÅR JEG I "FØR SØNDAG-MODE"! (Og
siger farvel til politik og valgkamp for denne uge). - På Facebook-væg og her
den 11. maj 2019.
DET ER FORBANDET ... - En fjerdepåskedagsbetragtning
på baggrund af situationen omkring Rasmus Paludan og terroranslagene i Sri
Lanka. - Her og på min Facebook-væg 24.04.19.
MAN KAN SPYTTE SÅ LÆNGE PÅ EN STEN ... - Kommentar i
tråden til DR 2 Deadlines opslag af indslaget med Politiforbundets
formand Claus Oxfeldt den 17. april 2019.
DET BESATTE DANMARK. Besættere, medkæmpere og slatne
politikere og debattører. Kommentar i en P1 Debat-Facebook-tråd 16.04.19.
RADIO24SYV I NYKØBING? - Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende 10.04.19.
Om HELTER SKELTER. Jens-Martin Eriksens nye roman om situationen i
verden - og indvandringsdanmark - 2026. - Sat på her
11.03.19. - Med mit 2004-foredrag om poesi og ideologi som tillæg. Hvori
Jens-Martin Eriksen til sidst omtales og roses.
JEG ER VRED OG KRÆNKET. - Læserbrev i Folketidende 07.03.19.
OM PRÆSTEHÅNDTRYK. - 18.02.19.
BADEHOTELLET ER, SOM DEN SKAL VÆRE. Men anmelderne ser
nok DF-spøgelser alle vegne. - Kommentar på seriens Facebook-side 04.02.19.
MIDDELALDER IGEN? -
Læserbrev i Folketidende 21.12.18. Om Den danske sang er en ung blond
pige-sagen.
OM MIN EGEN SITUATION I
SEPTEMBER 2018 - og om noget fra min sygesengsradiolytten 14-16.09.18.
EN "KUNSTNER OG INTELLEKTUEL", DER PRØVER AT
FORSTÅ DEM, DER STEMMER PÅ DE HØJRENATIONALE PARTIER.
- 14.09.18. - På min egen Facebook-væg og i DR 2 Deadline-tråden.
DET TYSKE HAR SEJRET. - Læserbrev i Folketidende
08.09.18. (Om den sprogligt ukorrekte ændring af endelsen i bla. stednavnet
Tillitse til det tyskprægede "-itze").
REJS DIG, MAND! - Utrykt kronikforslag i anledning af
oplysningen om, at kvinderne fravælger hver femte danske mand. - 27.08.18.
INDVANDRINGEN HAR ALLEREDE ÆNDRET MEGET. - Stop for al
yderligere indvandring, men hverken særlige regler for eller særlige hensyn til
nogen. - Kommentar i Mikkel Andersson-tråd efter P1 Debat fredag den 3. august
2018.
GLEM IKKE JØDERNE! - GLEM IKKE GRUNDTVIGS
GÖTEBORG-TANKE! - Min kommentar til DR P1's "Supertankers" udsendelse
om vand "Vi er vand" 30.07.18.
VOR TIDS MAGTKIRKE. - En
kommentar til genudsendelsen af "Franks Femkamp" (med Helmuth Nyborg)
i Radio24syv mandag den 23. juli 2018.
LØGNENS DAG 2018. Min dagbogsoptegnelse i anledning af
årsdagen for autoriseringen af et ritual for vielse af personer af samme køn
(2012).
ANTALLET, IKKE
BESKÆFTIGELSESGRADEN ER AFGØRENDE. - Kommentar til indslag i DR 2 Deadline
02.06.18.
STEDNAVNET TILLITSE OG ET PAR HISTORIER. Et
artikelmanuskript, der uddyber, hvad der står i det tidligere indsatte
læserbrev. - 24.04.18.
TILLITSE ER DET RIGTIGE. - Læserbrev i
Lolland-Falsters Folketidende 24.04.18.
JEG ER DYBT RYSTET OVER
MARIE KRARUP. - Efter DR2 Deadline 22.02.18.
EN AFORISME OG NOGLE
BETRAGTNINGER I ANLEDNING AF PRINS HENRIKS DØD OG BISÆTTELSE. - På
bisættelsesdagen tirsdag den 20. februar 2018.
UGENS AFORISME - MED EN LÆNGERE KOMMENTAR. - Opslag på
min Facebook-profil 05.02.18.
DET SÆRLIGT DANSKE ER DET SÆRLIGT DANSKE. Kommentar
til DR Deadline 02.02.18.
INGENTING SÅ GALT ... Om juleafslutningsgudstjenesten,
der blev væk. - Sat på her 11.12.17.
REPUBLIKKEN, DER BLEV VÆK.
Kommentar til sagen om "Jul i republikken", den satiriske
julekalender, DR ikke turde sende. - Sat på her - og på DR2 Deadlines og min
egen Facebook-side 05/06.12.17.
JEG ER KED AF OG FLOV OVER, AT VI HAR EN SÅ SLAP
STATSMAGT. Kommentar i DR 2 Deadlines tråd til udsendelsen 07.11.17 (indslaget
om den såkaldte bandekonflikt).
VÆLGERMØDET DEN 18. OKTOBER 2017. Indlæg i vor
beboerforenings blad FUGLSE BLADET oktober 2017. - Sat her på siden 30.10.17.
BURKAFORBUD OG LIGNENDE ER EN DÅRLIG IDÉ. - 06.10.17.
SOLIDARITET MED INGER STØJBERG. - 28.09.17
SOCIALDEMOKRATERNE OG BEKYMRINGERNE. - 27.09.17.
VOR MONARKISKE STATSFORM OVERLEVER. - I anledning af
prins Henriks også for ham selv meget uheldige optræden. - 09.08.17.
NATURVIDENSKABERNE
I DET GRUNDTVIGSKE DANNELSESPROJEKT (artikel i Dansk Kirketidende nr. 7, august
2017).
I P1 DEBAT OM POLITISK KUNST. - Kommentarer og referat
af min deltagelse. - Anledningen var, at man havde ladet Den kinesiske kunstner
Ai Weiwei pakke Kunsthal Charlottenborg ind i
redningsveste fra flygtninge i Middelhavet - 18.07.17. - Med en tilføjelse
19.07.17.
LØGNENS DAG. 12. JUNI. - Sat på her 12.06.17.
HAR TERROREN PÅVIRKET
UK-VALGET? - 09.06.17.
SOCIALKONSTRUKTIVISTISK NEWSPEAK-LØGN. - Kommentar i
Deadline-tråden, på min egen Facebook-væg og her til Deadlines diskussion
29.05.17 mellem to tidehvervsfolk om vielse af personer af samme køn.
P1 DEBAT OM KONFIRMATIONEN - MED FB-BIDRAG FRA MIG. -
Fredag den 26. maj 2017.
NU KLUDRER MARIE KRARUP IGEN. - Den kristne mission
skal ikke spændes for nogen som helst politisk vogn. Men den kristne kirkes
karakter og universalitet står over alt andet. Slået op på min Facebook-væg og
sendt til Kristeligt Dagblad 24.05.17.
JEG BRÆKKER MIG IKKE. - Efter terrorhandlingen i
Manchester den 22. maj 2017.
NEJ, VI SKAL IKKE SENDE FLERE SOLDATER. - Kommentar
til P1 Debats udsendelse torsdag den 11. maj 2017: "Skal vi sende flere
soldater til Afghanistan?".
SÆNK KONGEHUSET? Min kommentar til P1 Debats
udsendelse med denne titel den 5. maj 2017.
EN 1. MAJ-HILSEN. Et digt og en kommentar.-
Sat på 01.5.17.
DET HANDLER IKKE OM GUD, MEN OM TERROR. Min deltagelse
i P1 Debat om blasfemiparagraffen 27.04.17 - med til slut et forslag til en
mere ærlig version af § 140 i den danske straffelov.
KØDSPISNING ER NOK EN
INDRØMMELSE TIL VIRKELIGHEDEN. - Kommentar i tråden til P1 Debats
Facebook-opslag "Bliver kødspiserne de næste rygere?" 27.03.17.
LONDON 22. MARTS. - Sat på her 23.03.17.
DETTE ER NOK MIN ENDELIGE FREMMEDPOLITISKE ERKLÆRING.
- Sat på her 21.03.17.
ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM. - 18.03.17.
TO BEMÆRKNINGER I MARTS 2017.
Om det kulturelle folkeselvmord og om Tyrkiet i Europa. - Sat på her 13.03.17.
KAN DF'S TILNÆRMELSE TIL S
RÆKKE HELT UD TIL EL? - Kommentar til DR 2 Deadline 03.03.17: Enhedslisten er
blevet bovlam.
ROS TIL BADEHOTELLET. -
Sat her på siden 24.02.17.
"KÆRE OLE JENSEN, LAD
VÆRE AT FALDE I FJENDEBILLEDTEGNINGENS FRYGTELIGE
GRØFT!". Kommentar i Kristeligt Dagblad 26.01.17.
TILFØJELSE TIL MIN
"ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE". - 23.01.17.
ERKLÆRING EFTER DEN
AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE. - Lørdag den 21. januar 2017.
EN TEOLOGISK OG KIRKEHISTORISK VAMPYR- OG
SPLATTERROMAN. En slags lille anmeldelse af Peter Tudvad:
"Manteuffel" (2016). - Sat på her 16.01.17.
Kommentarer (med statistik
nederst) til artikel i Kristeligt Dagblad: "DANSK FOLKEPARTI FORESLÅR
FORBUD MOD MINARETER". - 05.01.17.
OM ESTABLISHMENT, FOLKELIGHED OG KIRKELIGHED. På min
Facebook-profil 21.12.16.
ER KIRKE OG STAT ET STÆRKT ÆGTESKAB? - Kommentarer til
en udsendelse i P1 Debat 13. december 2016.
ER EUROPOL-FORBINDELSESOFFICEREN
REN HÆVN? - Kommentar i P1 Debat-tråd 08.12.16.
TIL ET FOLK DE ALLE HØRE ... 1848 og nu - over en bred
skala. - Kommentar på min væg til den af mig Facebook-delte artikel på dr.dk
"Udskældt test måler udlændinges danskhed igen" 01.12.16.
BETRAGTNINGER FRA EN TIL DELS KONSERVATIV SIDELINJE.
Den uforkortede version af mit bidrag til debatbogen 'Jeg' er fandme til! (2016) efter Marianne Stidsens disputats Den ny mimesis (2015). - Sat på her
23.11.16.
EN LØS KANON. Betragtninger i anledning af lanceringen
af Danmarkskanon. - 16.11.16.
VERDEN MED TRUMP. - 15.11.16 efter (bekymret) at have
hørt Verden ifølge Gram på DR P 1.
MIN KOMMENTAR TIL PRÆSIDENTVALGET I USA. - Skrevet
09.11.16.
YTRINGSFRIHED OG TERROR. Kommentar til DR Deadline
29.10.16 (Flemming Rose og JP).
VENSTREFLØJEN OG VOLDEN. Kommentar til DR Deadlines
indslag om Peter Øvig Knudsens BZ-bog 04.10.16.
ET LÆNGERE INDLÆG!
Kommentar til indslaget "Hvornår er man dansk?" i DR 2 Deadline
26.09.16.
VI SKAL NØJES MED AT TALE
OM ANTALLET. - Efter P1 Debat 22.08.16 med temaet "Venlig eller
væmmelig?", om Venligboerne, der nu af den modsatte side bliver kaldt væm'ligboerne. Og i det hele taget om de to siders måde at
tale om og til (men ikke så meget med!) hinanden på.
EN OND JULIUS. - Læserbrev
i Lolland-Falsters Folketidende 18.08.16 om "Julius’" satiretegning
om (mod) Dansk Folkepartis forslag til øget grænsekontrol.
SANDHEDENS TIME. - Større
tekst om EU- og folkevandringskrisen. - 17.08.16.
SIKKERHEDSVENTIL - MEN HELST EN HELT ANDEN SLAGS
POLITIKERE. - Kommentar i DR Deadline-tråd 15.08.16.
MUSLIMSTOP. - 29.07.16.
DE HØRER HJEMME I SKAMMENS MØRKE OG PÅ HISTORIENS
LOSSEPLADS. - Kommentar i tråden til DR Deadlines omtale i Facebook af
indslaget om terrorhandlingen i München. - 22.07.16.
SÅ KLAR SOM SITUATIONEN (læserbrev om Dansk
Folkepartis politik fsva. regeringsdeltagelse og
EU-afstemning). - Lolland-Falsters Folketidende 20.07.06.
FOLKEAFSTEMNINGER - OG NYE
POLITIKERE. - Kommentar i Facebook-tråd 19.07.16.
IKKE SAMMENBRUD, MEN ET NYT EF! - Min seneste
kommentar til situationen i og omkring EU - og omkring Dansk Folkepartis
moderate og pragmatiske EU-politik. - 04.07.16.
EN AKTUEL AFORISME. - 29.06.16.
BREXIT. - Min dagbogsoptegnelse
ved middagstid dagen efter den britiske folkeafstemning. - 24.06.16.
IGEN-IGEN - Lovgivningen
mod had-imamerne er noget af det dummeste. Kommentar i DR Deadlines
Facebook-tråd 03.06.16.
VI SKAL IKKE STERILISERE SAMFUNDET. - Min kommentar
til P1 Debat 07.04.16, hvor det blev debatteret, om vi skal frygte kristen
fundamentalisme.
KAPITALISMEN SKAL HAVE ET MODSPIL. - I Deadline-tråden
om Panama-skattelysagen. - 04.04.16.
SV-REGERING STØTTET AF DF. - Et forslag og måske en
spådom i anledning af udmeldingerne fra LA. - 02.04.16.
VIDERE! - Opslag på min Facebook-væg formiddag
31.03.16.
JO VÆRRE, JO BEDRE! Politikerne skal lade muslimerne
være i fred. - Opslag på min Facebook-væg 30.03.16.
LAD MUSLIMERNE GØRE, HVAD DE VIL! - Kommentar i TV 2
Tirsdagsanalysens Facebook-side 29.03.16.
ER DANSK KULTUR NOGET SÆRLIGT? - Forhåndskommentar
(med to tilføjelser) 26.03.16 (påskelørdag) til dagens udgave af P1 Debat
Special: Danmark over grænsen.
NATURVIDENSKABEN DÆKKER IKKE ALT, MEN SKAL STYRKES SOM
DANNELSESFAG. - Min kommentar til indslaget i DR 2 Deadline 22.03.16 med Eske
Willerslev og Kristian Leth i anledning af deres bog Historien om det hele.
VI SKAL BARE BLIVE VED AT
LEVE. - Min Facebook-kommentar til DR P 1 Debat's
spørgsmål: Hvad skal en Danmarkskanon indeholde? - 16.03.16
55 % ØNSKER KIRKEN ADSKILT
FRA STATEN. - Og det hilser jeg velkommen! - 29.02.16.
KNUD DEN STORES RIGE I TÆT
TILKNYTNING TIL EU? - I P 1 Debats tråd om UK's
forhold til EU. 18.02.16.
PROLETARER, FORÉN JER! - Om
de facto-alliancen mellem venstrefløjen og erhvervslivet. - Sat på her
18.02.16.
BLASFEMI I DET 21. ÅRHUNDREDE. - Kommentar i tråden
til Rasmus Jarlovs Facebook-opslag 11.02.16 om Flemming Nielsens blasfemi-dom.
- Sat på her 13-02.16. - NB! Det var vist en racisme-dom!
SKAL JEG FORTRYDE? - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende
i anledning af Ingolf Gabolds på kultursiden 04.02.16 gengivne udtalelser om
tv-serien 1864. - 06.02.16.
MEN LIGE NU REDIGERER JEG DIGTSAMLING! - Om kristendom
og folkevandringspolitik. - Slået op på min Facebook-væg fredag den 29. januar
2016.
STATUS I FOLKEVANDRINGSKRISEN. - 27.01.16.
ONLINEKOMMENTAR TIL KD-ARTIKLEN "Middelmådig
ph.d. sætter fingeren på tidens grundtvigske kulturkamp". - 02-12-15
LATTERLIGGØRELSE ER DET VIGTIGSTE VÅBEN. - Kommentar,
også på min Facebook-væg, til terrorhandlingerne i Paris 13.11.15.
GROTESK - MEN KUNNE HAVE
VÆRET HÅNDTERET BEDRE. - Om kritikken af, at Folkekirkedanmark
har fået en troende forskningsminister. - 12.11.15.
SVÆRMERI KAN OGSÅ NU FÅ
FATALE KONSEKVENSER - Kommentar til situationen i Tyskland. - 19.10.15.
TIÅRET FOR MUHAMMEDTEGNINGERNE. - 30.09.15.
SÅ MÅ VI STØTTE DE ØSTLIGE EU-LANDE. - 17.09.15.
De, der nu byder folkevandrerne velkommen, minder mig
om dem, der stod med blomster i hænderne den 9. april 1940. - I Deadline-tråd
12.09.15.
SURREALISTISK! Om migrationssituationen og de rådvilde
danske og europæiske politikere. - I Deadlines Facebook-tråd og på min egen
væg. - 09.09.15.
HVIS DETTE FORTSÆTTER, GÅR
HELE EUROPA NED. - 08.09.15.
LIGNELSEN OM DEN
BARMHJERTIGE SAMARITANER OG DEN AKTUELLE FOLKEVANDRINGSSITUATION. - Her og på
min egen Facebook-væg og i en Facebook-vens tråd. - 31.08.15.
FOLKEVANDRINGEN. Vi bør
alle overveje og drøfte på en frisk. - 25.08.15.
DEADLINE, GRUNDTVIG - OG MIG! - Kommentar til
indslaget med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i DR 2
Deadline 03.08.15.
DANMARK SOM KRISTENT LAND OG EN TEOLOG SOM
FORSKNINGSMINISTER. - Kommentarer til DR 2 Deadline 22.07.15
MIN INTUITION OM FREMTIDEN OMKRING OG I IRAN. Det kan
måske udvikle sig rigtig godt! - 14.07.15.
HVOR DUM KAN MAN VÆRE?! Om
de skoledrengeagtige angreb på den teologiske uddannelses- og
forskningsminister.
ER DANMARK ET KRISTENT
LAND? - I P 1 Debat-tråd om Danmark som kristent land. - Udsendelsen 08.07.15.
- 07.07.15.
TILLYKKE, PIA! - 03.07.15.
VED MEDDELELSEN OM, AT VI FÅR EN REN VENSTRE-REGERING.
- 26.06.15.
VI KAN GODT FØRE EN BEDRE SAMTALE, SELV OM NOGLE AF OS
IKKE GÅR PÅ KOMPROMIS. Ny kommentar i Facebook-tråd 24.06.15.
MEN KAN VI KOMME VIDERE? -
Kommentar i Facebook-tråd til de voldsomme reaktioner på Dansk Folkepartis
fremgang ved valget. - 24.06.15.
JA, LAD OS BARE FÅ NOGLE
ANDRE BOGSTAVKOMBINATIONER! - Lørdag den 20. juni 2015.
LØGNENS DAG - 12. juni. -
Dagbogsoptegnelse på treårsdagen for autoriseringen af ritualet for kirkelig
vielse af personer af samme køn. - 12.06.15.
GARANTIER EFTER UKRAINE? - Ikke optaget læserbrev. Sat
på her 09.04.15.
LIBERALITITIS? EN NY SLAGS STOCKHOLM-SYNDROM? - Om
Birthe Rønn Hornbechs indlæg i Politiken: "Kapløbet om at overhale DF
højre om, er Venstre ikke alene om". - 19.03.15.
STRATEGISK SFÆRE OG KULTURSFÆRE. I forbindelse med
situationen omkring Ukraine. - 19.02.15.
MIT SIDSTE ORD OM ISLAM OG INDVANDRINGEN? - 19.02.15.
DE ENKELTE GALNINGE - OG NÆSTEKÆRLIGHEDEN. - På min
Facebook-væg og her 17.02.15.
DE TO EUROPÆISKE FRONTER. Opslag i Dansk-Ukrainsk
Selskabs Facebook-gruppe og på min egen Facebook-væg. - 16.02.15.
HILSEN TIL MIN
FACEBOOK-VEN LARS VILKS. - 14.02.15.
FACEBOOK-KOMMENTARER DAGEN
EFTER MINSK 2.0. - Sat på 13.02.15.
KÆRE RUSSISKE VENNER! -
Internethilsen på dansk og russisk til alle i Den Russiske Føderation.
SOM AT STÅ OVER FOR EN GAL
HUND. - Kommentar 29.01.15 i Facebook til den russiske OSCE-repræsentant
Andrei Kelin trussel mod Vesten, hvis man ikke
stopper støtten til Kiev-regeringen.
VERDEN IFØLGE GRAM. Om
Ukraine og Rusland. - Opslag på min Facebook-væg formiddag 27.01.15.
MULTIKULTI OG PRIVATSKOLER.
- Min kommentar til Deadline 22.01.15, indslaget om flugten til privatskolerne.
MIN KOMMENTAR TIL DEADLINE-DISKUSSION OM
LANDSFORRÆDERBEGREBET. - Sat på der (også i tråd på min egen væg) og her
29.01.15.
ZENIA STAMPES TALK-TOG. - På min Facebook-væg og her
20.01.15.
KOMMENTAR TIL INDSLAGET OM DE DANSKE
FRIHEDSRETTIGHEDER I DEADLINE 19.01.15.
SKYLDES DE PROGRESSIVES VANSKELIGHEDER, AT DE HAR HAFT
EN SKJULT DAGSORDEN? - Kommentar til DR 2 Deadline 18.01.15.
FORSKELLIGE
FACEBOOK-TEKSTER M.M. 16. JANUAR 2015. To indledninger. - Min nye genre
Tegninger uden streger. - En aforisme om humanisterne som Komiske Ali'er. - Facebook-kommentaren "Pest, kolera, tyfus -
og AIDS". - 16.01.15.
TALK-TOG (om Zenia Stampes
humanismekampagne). - 16.01.15.
PEST, KOLERA, TYFUS - OG
AIDS. - (Om islamismen, Putin, de Putin-venlige vestlige højrekræfter
- og vore egne indvandringstilhængere og islam-venner). - 16.01.15.
HUMANISTEN ZENIA STAMPE I
DEADLINE. - 14.01.15.
MERE OM CHARLIE-FORSIDEN I
MORGEN. - 13.01.15.
TERRORISMEN OG KORANEN. - I Deadline 12.01.15
diskuterede Jørgen Bæk Simonsen og Tina Magaard, i hvilket omfang terrorismen
udspringer af Koranen.
Ugens digt med kommentarer
som debatindlæg: FØDSELSOVERVEJELSER I JANUAR 2015.
I ANLEDNING AF TERRORANGREBET
MOD CHARLIE HEBDO. - Nogle af de ting, jeg i dagene 7.-8. januar 2015 har
skrevet i Facebook. Med et par tilføjelser 10.01.15.
VOR FREMTID MED RUSLAND. -
Min kommentar 30.12.14 til en britisk professors kritik af Vestens politik over
for Rusland.
OM SIDSTE AFSNIT AF "1864". -
Lolland-Falsters Folketidende 03.12.14. - Plus Facebook-kommentar.
UMIDDELBARE BEMÆRKNINGER TIL SIDSTE AFSNIT AF
"1864". - 01.12.14
SÅ
FORSTÅ DOG DEN SERIE! - Om "1864" og kritikken af den. -
Lolland-Falsters Folketidende tirsdag den 25. november 2014.
GAMMELDAGS GEOPOLITISKE
INTERESSER OG VÆRDIMÆSSIG ASYMMETRI. - Deadline 22.30 lørdag den 22. november.
TAK, IB MICHAEL! - For
indlægget i Politiken om kritikken af "1864" den 18. oktober 2014:
"Kritikken af '1864' er en pærevælling af patetisk vrøvl". -
22.11.14.
"1864" - EN
MELLEMFALDENDE BETRAGTNING. - 22.11.14
Om Ukraine i Deadline
12.11.14: UKRAINE OG RUSLAND - igen-igen. - 12.11.14.
NY KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje del og læsning
af flere anmeldelser og lignende
KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje afsnit. -
27.10.14.
MIN KOMMENTAR TIL DR 2
DEADLINE 17.10.14. Om Rusland/Ukraine og IS. - I Deadline-tråden, DUS-opslag og
hos mig selv.
MIN
KOMMENTAR TIL SITUATIONEN OMKRING AFTALEN MELLEM EU, UKRAINE - OG RUSLAND. -
Med to links. - 16.09.14.
MIN KOMMENTAR TIL
MELDINGERNE OM EN VÅBENHVILEAFTALE I UKRAINE. - 03.09.14.
"ARM
UKRAINE OR SURRENDER". Min kommentar til en
artikel i the New York Times med denne titel. - 01.09.14.
SØREN
PIND VAR I DEADLINE. 29.08.14. Om situationen i og omkring Ukraine.
INTET
UGENS DIGT. På grund af situationen i Ukraine. - Opslag på min Facebook-væg
28.08.14.
KOMMENTAR
TIL ARTIKEL I DEN POLSKE AVIS GAZETA WYBORCZA OM
SITUATIONEN I ØSTUKRAINE. - 26.08.14.
DET
LYDER IKKE SÅ GODT. Kommentar i Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd om de
separatistiske/russiske modangreb og det kommende topmøde i Minsk. - 25.08.14.
ET
MULIGT UKRAINE-SCENARIE. - 18.08.14.
JØDERNES
RET OG FOLKET OG SKOLEN. TO DISKUSSIONER I DEADLINE. - 15. august 2014.
HVAD
KAN PUTIN FÅ UD AF SIN OVERPLATTE HUMANITÆRE MANØVRE? - Kommentarer til
Deadline 22.30 den 12. august 2014.
HVAD
GØR VI? - Kommentar til BBC-artikel om en mulig russisk invasion i Ukraine. -
09.08.14.
EKSISTENS-TANKER
I AUGUST 2014. Efter at have hørt DR P 1 Eksistens' udsendelse "Sex, køn
og afslutningen på det normale". - 05.08.14.
STRATEGIEN I SØNDAGSFROKOSTEN. I Dansk-Ukrainsk
Selskab-tråd 04.08.14.
NU SKRUER JEG NED FOR BLUSSET! Jeg er træt af den
måde, Ukraine-krigen føres på i Facebook. I en Facebook-tråd, her og på
undersiden "Facebook" 01.08.14.
MIN
UKRAINE-KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINES INDSLAG 30. JULI 2014 OM SITUATIONEN I
UKRAINE. - 30.07.14.
SKAL JEG TIL DEMONSTRATION FOR FØRSTE GANG I MIT
LIV? To Facebook-kommentarer til situationen i Ukraine 23.07.14
Facebook-kommentarer til situationen i Ukraine
07.07.14.
To
Facebook-kommentarer om EU og NATO og Rusland lidt over midnat den 1. juli
2014.
Deadline
28.06.14. - PUTIN OG DEN VESTLIGE HØJREFLØJ. - 28.06.14.
RUSLAND
SOM KINAS VASALSTAT? - Aforismeagtig Rusland-kommentar på dagen, hvor
Frihandels- og associeringsaftalen mellem EU, Ukraine, Moldova og Georgien blev
underskrevet. - 27.06.14.
ALEKSANDER KWAŚNIEWSKI OM POLEN, UKRAINE OG RUSLAND. - Opslag på
min Facebook-væg ud på de små timer natten efter Kristi himmelfarts dag
(30.05.14).
UKRAINE - I TRÅD TIL SALMEOPSLAG. - Om Ukraine i salme-sammenhæng. -
28.05.14.
BEMÆRKNING TIL SITUATIONEN OMKRING DET UKRAINSKE VALG FÅ TIMER FØR
VALGSTEDERNE LUKKER. - 25.05.14.
KAMPAGNEN MOD DF GØR DET NØDVENDIGT AT STEMME PÅ DETTE PARTI - TRODS
DETS UKRAINE-POLITIK. - Kommentar 23.05.14 i tråden til mit opslag af linket
til en side med det sjove kort "Putins europakort 2014".
To kommentarer til
DR-udsendelser om Ukraine og Polen. - 17.05.14
LAD
OS SATSE STORT FOR AT GØRE OS UAFHÆNGIGE! Vi skal kaste os ud i udviklingen af
alternativer til russisk gas og mellemøstlig olie, som om det var en krig, vi
gik ind i. - Opslag på min Facebook-væg 13.05.14.
FRISK POLSK ANALYSE AF
SITUATIONEN I UKRAINE. Med to senere "videre"-kommentarer.
- Opslag på min Facebook-væg 12.05.14
ER EU-TILHÆNGERPARTIERNE
VED AT LAVE EN NY "NYRUP"? - Facebook-kommentar i Søren Pind-tråd. -
10.05.14.
EN UKRAINE-KOMMENTAR TIL
EN FACEBOOK-VEN. - 08.05.14
ET
PAR NYE FACEBOOK-INDLÆG OM SITUATIONEN I OG OMKRING UKRAINE. ER VI VED ET
VENDEPUNKT? - 08.05.14 (skrevet 07.05.14).
ET
FACEBOOK-INDLÆG I UKRAINE-DEBATTEN. - 24.04.14.
MICHNIK OG JEG OM RUSLAND.
Verden har brug for Rusland. Rusland har ikke brug for Putin. - Sat på her
10.03.14.
"VI" ER VESTEN - OG DANMARK. - Svar til en
Facebook-debattør i tråd om forholdet til Ukraine og Rusland. - 04.03.14.
LUK
FOR GASSEN! - Kommentar i DR 2 Deadlines tråd om indslaget om situationen i og
omkring Ukraine. - 03.03.14.
FØRSTE
TANKER EFTER PÅBEGYNDT LÆSNING AF ULVE,
FÅR OG VOGTERE. - 28.02.14.
KOMMENTAR
TIL DÆKNINGEN AF BENT JENSENS KOLDKRIGSBOG I DR 2 DEADLINE. - 26. februar 2014.
CHRISTIANIA-SAGEN.
- Sagen om Retsudvalgets besøg i Christiania, der førte til justitsminister
Morten Bødskovs fald. - 10.12.13
YAHYA
HASSAN ER FØRST OG FREMMEST DIGTER, OG DET DANSKE DEBATNIVEAU ER UTROLIG LAVT.
- Fremmed Facebook-tråd, egen Facebook-væg og her 02.12.13.
DEJLIGT
AT HØRE EN MARXIST! - Kommentar til Deadline 2. sektion 04.11.13. Adam Holms
interview med nymarxisten Mikkel Bolt
PÅ
UNIVERSITETSBETINGELSER. - Om eventuel universitetsuddannelse af vordende
imamer. - Kommentar til artikel i Kristeligt Dagblad 24.10.13.
TRE KOMMENTARER TIL ARTIKLER I KRISTELIGT DAGBLAD OM
GRUNDTVIG. - KD Onlinedebat og Facebook. - 08.10.13.
MAN
FØRER KRIGE UDE OG SER STORT PÅ DEN EGENTLIGE TRUSSEL - DEN PSEUDORELIGIØSE
"MORALISME" ER FÆLLESNÆVNEREN. - 12.09.13. - Også i Facebook.
ALLE
BLIVER MERE ENS. SKAL MAN LE, GRÆDE ELLER GIVE ET RÅD? - I min avisen.dk-blog og (tilpasset) i online-kommentar til
artikel i Kristeligt Dagblad 11.07.13.
GRUNDTVIG
SKAL IND I UDDANNELSESDEBATTEN. - I min avisen.dk-blog
29.06.13.
OM
AT RISIKERE AT BLIVE SLÅET IHJEL FOR ANDET END FÆDRELANDET. - I Facebook-tråd
om Hans Hauges bog Danmark og hans medvirken i en Apropos-udsendelse.
ER
DET BEDST AT TIE? - Vil det tjene vor sag bedst, hvis vi, der hidtil har ført
os frem, stiller os tavst iagttagende og afventende på sidelinjen og lader
indvandringstilhængerne og islamofilerne stå alene
med problemerne og ansvaret? Og idet vi så ellers koncentrerer os om fremtidens
virkelige og helt store problemer. - Tekst indsat her på siden 12.02.13.
FORVENTELIGE
REAKTIONER. - Kommentar og hilsen til Lars Hedegaard i Sappho
09.02.13. - Med tilføjelser om en sørgelig udtalelse af Erik
A. Nielsen.
IND
PÅ MODERNITETENS TORV. Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om
fremtidens fællesskab(er). - Dansk Kirketidende 04.04.12.
FØRST BETALINGSRINGEN, SÅ
VIELSESRINGEN. - En "I øvrigt" i Ekstra Bladet 26.02.12.
DET
KOMMER HELT AN PÅ OS SELV. - Kommentar til Bent Jensen-klumme i "Sappho".
BOYKOT
KIRKEN! (Erstat vielsen i kirken med en udvidet bordbøn før bryllupsmiddagen).
FLERTALLET HAR MAGTEN. - KD Onlinedebat til
biskopperne Holm og Drejergaards "Partnerskab er
ægteskab" i Kristeligt Dagblad 11.10.11. - Med senere tilføjelser.
VIGTIGT SYMBOL. - Onlinekommentar til BT-artiklen
"Regeringen vil skrive Margrethe ud af grundloven". 11.10.11.
VI MÅ VENTE PÅ ET KULTURELT PARADIGMESKIFT. - Om at
gymnasiet opdrager eleverne til at blive venstreorienterede - KD Onlinedebat
13.09.11. - Teksten er - her på siden - ledsaget af nogle mere eller mindre
aktuelle yderligere betragtninger.
NYTÆNKNING. - "Det er ulideligt at høre om, at
det private forbrug skal stimuleres til gavn for beskæftigelsen". -
Lolland-Falsters Folketidende 23.08.11.
DEJLIGT. - Kommentar til Christian Skovs artikel i Sappho "Den højreradikale". - 16.08.11.
DET MESTE ER RIGTIGT. - Kommentar til kronikken
"En bedre borgerlig værdikamp" af Mette Bock og Merete Riisager. -
16.08.11.
DET STERILISEREDE SAMFUND. - Online-kommentar til
artikel i KD om modstand mod klokkeringningen. - 15-08.11.
NY ERKLÆRING. Lad skammens mørke sænke sig. - Opslag
på min Facebook-væg 01.08.11.
ERKLÆRING OM SØRGETID. - Opslag på min Facebook-væg
29.07.11.
STATUS EFTER UGERNINGEN I NORGE. - Opslag på min
Facebook-væg 25.07.11.
EB I øvrigt ... Om Tøger Seidenfaden. Ekstra Bladet
25.06.11. Sat på her 27.06.11.
VI KAN BLIVE PRESSET TIL DET (Folkekirken til at oprette
egne skoler). - KD Onlinedebat 24.06.11.
To kommentarer til artikler i Trykkefrihedsselskabets
"Sappho. - 31.05.11
DET SÆRLIGT DANSKE. - Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende 06.04.11.
MURENS FALD - IGEN. - Blandt andet om de unge arabiske
frihedskæmperes forhold til tradition og historie. - Lolland-Falsters
Folketidende 22.02.11.
MEN ISÆR DET HELT NYE. - Om de intellektuelles rolle
lige nu. - Utrykt debatindlæg. Sat på her 28.12.10.
MYREKUGLEN? - Lolland-Falsters FOLKETIDENDE 10.11.10
ISLAM, KOMMUNISME OG NAZISME. - Også på undersiden
”Debat”, men desuden i ”Islamkritisk Netværk” og som Facebook-note.
VELKOMMEN! - Til ateistkonferencen. - KD Onlinedebat
16.06.10.
HAR VI FORTJENT KORSET I FLAGET? - KD Onlinedebat
15.06.10.
I ØVRIGT MENER ... Om kors, Dannebrog og
Maria-stjerner. - Ekstra Bladet 12.06.10.
HONNØR FOR KURT VESTERGAARD! - Onlinekommentar til
JP-artikel 10.06.10.
HONNØR FOR KURT
GUTTERMAND. Tak til Kurt Vestergaard. Men nu skal muslimerne ignoreres; de
betyder intet, og vi må videre. - Kommentar til Mikael Jalvings JP-blog. - Sat
på her 08.06.10.
SOM EN AF OS. - Utrykt læserbrev. Sat her på siden
08.03.10.
SNEHVIDE
OG NIKOLINENIKKI. - Dansk Kirketidende 04.03.10.
ANALYSE OG ALTERNATIV. - Jyllands-Posten 23.09.09. - I
anledning af situationen omkring besættelsen af Brorsons Kirke, men i langt
videre perspektiv.
I
GRUNDTVIGS KAMP. – Læserbrev i Politiken 10.09.02.
GO’
MORGEN DANMARK. – Indlæg i Præsteforeningens Blad 2002/41 11.10.02.
DEN
FALSKE FINHED. Kommentar til Katrine Marie Guldager: »Den falske helhed. Det skizo-paranoide samfund«, »KRITIK« nr. 157. - Skrevet her
til hjemmesiden 03.06.02. – Men let modificeret version sendt til KRITIK
04.06.02.
AUTONOMI
UDEN OVERANSTRENGELSE. - Kommentar til Klaus Wivel: »Er der nogen?« i »Bøger«
til WA 52/2001. - Skrevet 07.01.02. Sat på nærværende
underside 23.05.02.
JEG
ER TRÆT. (Kommentar til leder i Weekendavisen nr. 43/2001: »Kristne
korsfarere«). - Skrevet 26.10.01. Sat på nærværende underside 05.06.02)
-
NB!
Se teksterne fra den nedlagte underside ”Klumme” og indholdsfortegnelsen dertil
nederst på denne underside! Indholdsfortegnelsen til disse tekster står allernederst.
* * * * * *
Biskoppen
er usolidarisk
Lolland-Falsters Folketidende 27.04.22
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5, 4960 Holeby
Mandag var vor biskop Marianne Gaarden i DR 2 Deadline for at forklare
sin kritik af regeringens og folketingsflertallets asylpolitik.
Hun begyndte med den helt store kristelige patos. Ondt i hjertet.
Ukristelig præmis. Men hun mente alligevel ikke, at vi bare skulle lade
grænserne være helt åbne. Dog uden at blive mere konkret. Og det er dette, jeg
mener er udtryk for manglende solidaritet, manglende solidaritet med dem, der
så skal træffe nogle konkrete politiske beslutninger.
Vi står alle under Jesu ord om, at den, der tager imod en fremmed,
tager imod ham, og at den, der ikke tager imod en fremmed, ikke tager imod ham.
"Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke
gjort mod mig!" (Matt 25,45). Og det kan ikke nedskrives til noget
overkommeligt. Det gælder også de tilsvarende ting, Jesus har sagt andre
steder. Vi må simpelt hen have det stående over os, når vi går ud i
virkeligheden.
Men derude bliver vi nødt til at sætte nogle grænser. Ellers nedlægger
og opløser vi både Danmark og Europa. Vi står i en eksistenskamp - hvor vi som
modstandere også har de landsmænd og medeuropæere, der af ideologiske grunde
gerne ser dette ske.
At hjælpe verdens uhyggeligt mange flygtninge er ikke Danmarks og
Europas problem, mere end det fx er Saudi-Arabiens problem. Vort problem består
i, at det er os, man kommer til, fordi vore lande (endnu) er rige og
velordnede. Men vi skal selvfølgelig give vort bidrag til, at verdenssamfundet,
inklusive fx Saudi-Arabien, hjælper flygtningene. Så vidt muligt også derved,
at vi forhindrer de krige og lignende, der gør mennesker til flygtninge.
*
* *
En Ukraine-kommentar 20. april 2022
Slået op på min Facebook-væg 22.03.22.
Vi her i Vesten har mange grunde til at sige,
at russerne ikke skal have noget som helst ud af den frygtelige og
folkeretsstridige krig, de har startet.
Men det er jo det samme som at sige, at vi
vil kæmpe til sidste ukrainer. Ukrainerne må selv afgøre, hvor store ofre de
vil bringe. Med stor våbenhjælp fra vestlige lande.
Så kan vi sige, at hvis Putin beholder Krim
og på en eller anden måde får de to såkaldte udbryderrepublikker, vil det kunne
betyde, at han ikke taber så meget ansigt, at han ikke kan leve med det.
Alternativet er jo, at han ikke holder op, men fx bliver ved at terrorbombe
Ukraine.
Men hvad siger ukrainerne til det? Og hvad
siger før 2014-befolkningerne i Donbass til det? -
Hvordan vil en ny, OECD-overvåget folkeafstemning kunne organiseres? - Meget
tyder på, at selv russisktalende, etniske russere i Ukraine efterhånden vil
betakke sig for at komme under Putins magt.
Det kan være svært at se en ende på denne krig.
Forfærdeligt!
Vil et regimeskifte i Rusland være nok? Vil
Putins efterfølger/efterfølgere kunne leve med at være blevet drevet ud af
Ukraine?
Jeg har hørt en kommentator sige, at det
måske (foreløbig, men hvor længe?) kunne ende med en "koreansk" løsning,
dvs. en våbenstilstand med de nuværende frontlinjer som våbenstilstandslinjer.
Man kan håbe på, at de unge russere
efterhånden indser, hvor meget de skader sig selv ved at blive ved på denne
fuldstændig forældede og blindgydeagtige måde, indser, at et fredeligt, frit og
demokratisk Rusland kan få en strålende fremtid som del af Det Europæiske Hus.
Men hvor lang tid vil det selv i bedste fald tage?
20.04.22
*
* *
EN
LILLE LORT
Opslag på min Facebook-væg 25.03.22
Anna og jeg fulgte den store topmødetorsdag tæt. Og vi glædede os over
det stærke sammenhold. Men efterhånden blev vi fyldt af stor irritation over,
at det var en lille anakronistisk imperieromantisk lort, der havde kunnet få
hele dette apparat sat i gang.
*
* *
EN UKRAINE-KOMMENTAR
Slået op på min Facebook-væg 22.03.22.
Men hvad skal jeg sige? Hvad skal vi sige?
Det er frygteligt! Og hvordan skal/kan det
ende?
Jeg beundrer ukrainerne. Lige fra præsident Zelenskij og nedefter, både soldaterne og de civile. Men
jeg lider også med dem.
Jeg gentager, at jeg som gammel sprogofficer
med russisk ikke kan lade være med at følge det hele nøje, men at jeg gør det
fyldt med rædsel.
Jeg tænker også på de russiske soldater, der
er sat ind uden at vide hvorfor. Og jeg tænker på, hvad deres generaler mon
siger. I hvert fald nogle af dem må også have det forfærdeligt. - Kan
generalerne afsætte Putin? Men hvad vil hans efterfølger kunne gå med til?
I torsdags deltog jeg, i min egenskab af
medlem af Dansk-Ukrainsk Selskab, i en stor konference på Christiansborg. Midt
i hele elendigheden var det sidste indlæg opmuntrende. Den unge kvindelige
direktør for det danske ungdomshus i Kyiv fortalte
mange gode ting om den ukrainske ungdom. Vi må håbe, de kan få en god fremtid i
et frit og uafhængigt Ukraine.
*
* *
DAGENS
UKRAINE-KOMMENTAR
På min Facebook-væg 15.03.22
Hvordan ville jeg have det, hvis jeg var feltpræst i den ukrainske hær?
Jeg ville være bange. Jeg har været mere eller mindre aktiv i den
danske hær i femten år, og jeg har fulgt mange krige i medierne, men intet har
fyldt mig med så stor rædsel som den aktuelle russisk-ukrainske krig. Måske er
det, fordi døden bliver mere konkret, når man når min alder. Men det er også,
fordi der er noget helt særlig frygteligt ved denne krig. Og vi danskere føler,
at ukrainerne står os meget nær.
Jeg har selvfølgelig også ondt af de unge russiske soldater, der er
blevet beordret ind i Ukraine. Og hvordan har deres officerer det?
*
* *
DAGENS
UKRAINE-KOMMENTAR
Eller dagens aforisme
Russerne lyver så stærkt, at de ikke kan nå at koordinere det.
11.03.22
Slået op på min Facebook-væg 14.03.22, men vil efter planen også blive
trykt i "Digte og aforismer 2020-2022".
*
* *
Facebook-opslag 11.03.22
MAN ER I FOLKETIDENDE
- ELLER DAGENS UKRAINE-KOMMENTAR - 03
Den
geopolitiske realitet nu
Der er stadig en del skrivebordsstrateger, der kan blive ved at snakke
om Ruslands legitime interesser i det postsovjetiske område og post-Warszawapagtområdet. Og jeg kan selvfølgelig som gammel
sprogofficer og cand. mag. i russisk også godt forstå,
at det ser sådan ud for Putin og hans støtter. Men det er en forældet måde at
se det på. I et nutidigt perspektiv er det frihedstrangen i de lande, der har
været undertrykt af Moskva-Rusland og Sovjetunionen, det kommer an på. Intet af
disse lande vil ind under Moskvas magt igen. Ingen ønsker at leve, som man gør
i Hviderusland/Belarus, heller ikke dette lands befolkning, ja, på længere sigt
heller ikke Ruslands egen befolkning. Det er den geopolitiske realitet i 2022.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
*
* *
DAGENS
UKRAINE-KOMMENTAR - 02
- Jeg har i dagens løb hørt tre forklaringer på bombningen af
børnehospitalet i Mariupol.
Opslag på min Facebook-væg 10.03.22.
Jeg har i dagens løb hørt tre forklaringer på bombningen af
børnehospitalet i Mariupol.
Ukrainerne siger, at det var russerne, der havde bombet det.
Efter nogen tid indrømmede russerne, at de havde bombet hospitalet, men
at de havde gjort det, fordi det var blevet overtaget af den ukrainske Azov-bataljon.
Senere sagde den russiske militærtalsmand, at det var ukrainerne selv,
der havde bragt nogle sprængladninger til eksplosion og havde fået det til at
se ud, som om det var russerne, der havde bombet hospitalet.
*
* *
DAGENS UKRAINE-KOMMENTAR - 01
Opslag på min Facebook-væg 09.03.22.
Jeg kan ikke tage mere! Fra nu af og indtil videre vil jeg hver dag slå
en kommentar op om situationen i og omkring Ukraine og desuden sætte den på min
hjemmeside, undersiden "Debat".
UNCONDITIONAL SURRENDER
På Casablancakonferencen i januar 1943 erklærede den amerikanske
præsident Franklin D. Roosevelt, at krigen kun kunne slutte på én måde, nemlig
med aksemagternes ubetingede kapitulation. Og selv om situationen nu er en
anden, må noget tilsvarende gælde med hensyn til præsident Vladimir Putins krig
i Ukraine.
Jeg siger ikke, at jeg er villig til at kæmpe til sidste ukrainer! Det
må gå i Ukraine, som det kan. Men verdenssamfundet har nu kun én mulighed,
nemlig at fastholde og intensivere sanktionerne mod Rusland, indtil Putin er
blevet afsat og den sidste russiske soldat er ude af Ukraine.
Dette gælder også gasvåbnet. Jeg er enig i, at NATO ikke kan sætte
tropper ind i Ukraine. Vi kan ikke risikere en storkrig med Rusland. Men de
afsavn, vi vil komme til at lide ved at afbryde al handel med Rusland, er for
intet at regne mod, hvad en stor krig ville indebære, så det offer må vi
bringe.
Russerne er nødt til at skulle tabe. De har allerede tabt ukrainerne
som noget, der bare kan ligne et broderfolk. Og en eventuel indsættelse af et
Quisling-regime vil ikke ændre noget ved dette. Og de er gået så langt, at de
ikke bør få nogen som helst indrømmelser.
Det værste er, at Putin måske er blevet rigtig sindssyg og vil forsøge
at starte en atomkrig. Men her sætter jeg min lid til de russiske generaler.
Putins atomknap er jo ikke en knap, han kan affyre raketter med, men en knap,
der kan fjerne spærringen af det, der er forberedt nede i systemet. Og jeg tror
altså ikke, generalerne - og i det hele taget officererne i det russiske
strategiske missilsystem - vil adlyde en ordre om at gøre raketterne klar til
affyring. Nej, de vil arrestere Putin. Eller skyde ham.
*
* *
UGENS
UNIVERSITETSDEBATINDLÆG - a
(Facebook-opslag
09.04.21)
ET
FORSØG MED LIDT MOTIVFORSKNING
I det sidste indlæg før påske i denne række, bebudede jeg, at jeg efter
påske ville prøve at drive lidt motivforskning: "Mener disse mennesker det
virkelig alvorligt. Eller er det én stor spøg-konspiration? Vi man bare prøve
at se, hvor mange gange man kan jage velmenende mennesker rundt i manegen?
Eller er det virkelig alvorligt ment? Er det virkelig vor tids revolutionære
bevægelse?".
Jeg vil nu prøve at se bort fra den mulighed, at der bare er tale om én
stor spøg-konspiration. Men i så fald er det sådan set, hvad vi, da jeg var
dreng, kaldte god gas. Men er det alvorligt ment, kan vi grine af dem. Det er
godt nok alvorligt. Og det har allerede ødelagt meget. Men jeg har længe sagt,
at over for den slags er latteren et godt våben.
Men når jeg nu vil prøve at motivforske, må jeg igen gå tilbage til
situationen efter Murens fald og Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud.
Mange af dem, der de facto støttede Sovjetunionen og modarbejdede Vesten, NATO
og Danmark, siger ganske vist nu, at de skam var imod den sovjetiske stalinisme
og post-stalinisme, men bare var for fred og afspænding og imod den amerikanske
imperialisme. Og måske er det rigtigt, når de siger det. Så har de bare været
nyttige idioter. Men det er helt tydeligt, at Sovjetunionens og Warszawapagtens
sammenbrud også for dem, der måske har været endog meget kritiske, har været
ensbetydende med den socialistiske utopis fallit. I hvert fald indtil videre.
Og hvad havde man så af muligheder, når man havde utopi og kritik af det
bestående i sit hjerte? Man havde moralen! Poul Nyrup Rasmussen udråbte
1990'erne til moralens årti.
Når man er utopist og revolutionær, er det en vigtig del af ens
selvforståelse, at man er progressiv, har historien på sin side og dermed er
klogere end de andre - der ikke har gennemskuet virkeligheden. Men man er også
bedre, moralsk bedre.
Det første område, de progressive kunne kaste sig over, var
fremmedpolitikkens område. Her kunne man i hvert fald fremstå som god. Men jeg
tror også, man så et revolutionært potentiale i den indvandring, der kunne
hjælpe en til at bryde det bestående ned og skabe et helt nyt samfund og en
helt ny kultur. En multietnisk og multikulturel kultur. Multi-religiøs
skulle kulturen vel ikke være på længere sigt. På længere sigt kunne man
selvfølgelig ikke virkelig alliere sig med den dybt reaktionære muslimske
religion og kultur. Men man har troet, at når først indvandrerne kom ind i
landet og kom med i den revolutionære proces, ville de blive gode progressive.
Eller de kunne komme til at udgøre et proletariat, de progressive kunne være
fortrop for.
En del af kampen mod det bestående var den religiøse, folkelige og
nationale identitetspolitik. Og den føres stadig - selv om den møder større og
større folkelig modstand og Socialdemokratiet langt om længe har stillet sig på
folkets side. Men nu har man så fået sat, hvad man vel med en samlebetegnelse
kan kalde woke-politikken på dagsordenen, alt det,
der har med race, køn, kolonialisme osv. at gøre.
Og man må sige, at selv om den gamle, mere eller mindre marxistiske
utopi også havde vidtgående kulturelle perspektiver, ja, i sovjetkommunismen
direkte så hen mod skabelsen af et helt nyt menneske, homo sovjeticus,
var den alligevel af en anden karakter, end woke-ideologien
synes at være. Woke-ideologien er af altopløsende
karakter. Det er ikke bare den helt grundlæggende opløsning af opdelingen af
menneskeslægten i (normalt) to køn. Det er også en opløsning af hele
virkelighedsforståelsen, herunder den universitære videnskabelighed. Alt gøres
til et spørgsmål om magt. Og meningen må jo være, at det skal være woke-bevægelsen og dens ledende skikkelser, der skal
overtage magten.
Og magten ligger i høj grad i sproget. Derfor er det meste af, hvad woke-folkene siger, et stort anlagt forsøg på at få
nedbrudt det traditionelle sprog og de traditionelle begrebsdannelser. Alt skal
relativeres. Og alt skal sættes på samme niveau. På kønsområdet bruger man et
lille antal afvigelser fra det normale til at gøre det normale til bare én af
flere muligheder - på linje med alle de andre. Det, der i gamle dage hed at
være normal, skal vist nu hedde at være "cisheteroseksuel".
Og det er så kun én af de 30 kønsidentitetsbetegnelser, der opereres med i LGBT
Danmarks "LGBT-ordbogen".
Man kunne sige, at det var en større sproglig analyse værd at se på,
hvordan der jongleres med sproget i woke-folkenes
tekster. Men der skal faktisk ikke nogen særlig analyse til. Det springer lige
i øjnene. Da jeg gik til den artikel, der blev henvist til i forrige opslag,
fandt jeg dette allerede i indledningen: "We hope to strengthen the academic voices which challenge patriarchal, masculine, white, cis-, and heteronormative norms, which
for so long have been the invisible
backdrop from which everyone else in academia has been cast as deviant outsiders". Længere nede lyder opremsningen af
det, der skal udfordres, således: "sexism, racism, colonialism, heteronormativity and cis-/hetero-normativity".
- Et gennemgående træk ved den måde, der skrives på, er, at alt relativeres,
alt flyder. Der skal ikke være nogen fast virkelighed - og da slet ikke noget,
der skal være normalt, bortset selvfølgelig fra den nye woke-norm.
- Og der tales hele tiden om "vidensproduktion"
og "aktivisme".
Men man kan selv læse teksterne - eller kigge på dem, så længe man kan
holde det ud. - Her er linket til den artikel, hvis titel på dansk
lyder: "At lave krusninger og bølger gennem feministisk vidensproduktion og aktivisme":
https://tidsskrift.dk/KKF/article/view/124891/171714
Så jeg vil slutte med at spørge, hvor alle disse mennesker dog får den
kolossale energi fra. For selv om der heldigvis kun er tale om ret få mennesker
(hvoraf mange vist er hvide midaldrende middelklassekvinder?), vrimler det med
henvisninger og citater. Men der er altså åbenbart en gruppe mennesker, der har
behov for at leve i et sådant engagement. Man kan kalde det pseudoreligiøsitet.
Man er i hvert fald en slags vor tids moralske farisæere, der gerne vil se sig
selv og ses af andre som moralsk overlegne. Men der er måske også noget
eskatologi i det, altså en drøm om et woke-paradis på
jord. Og helt yderst er der måske tale om en følelse af at udøve magt på i
hvert fald noget i retning af guds vegne. Jeg kan i hvert fald blive helt forpustet,
når jeg ser, hvor megen energi der lægges i arbejdet for denne bevægelse.
Og hermed (foreløbig) slut med motivforskningen.
*
* *
UGENS UNIVERSITETSDEBATINDLÆG -
EN RYGENDE PISTOL
Nu har jeg fundet en rygende pistol. Og jeg
kan se, der er flere. Jeg vil finde flere af Rune Selsings indlæg og præsentere
dem i mine ugentlige opslag.
Men i det første opslag efter påske, vil jeg
prøve lidt motivforskning. Mener disse mennesker det virkelig alvorligt. Eller er det én stor spøg-konspiration? Vil man bare prøve
at se, hvor mange gange man kan jage velmenende mennesker rundt i manegen?
Eller er det virkelig alvorligt ment? Er det virkelig vor tids revolutionære
bevægelse?
Men her er et konkret eksempel. Det er Rune
Selsings blog i JP 28.02.2021.
Indlæggets første afsnit lyder:
"For en uges tid siden skrev jeg om de
venstreekstreme forskningscentre på danske universiteter, der ikke laver
forskning, men politisk aktivisme.
Min egen baggrund for at udtale mig er
kendskabet til de teorier, de dyrker på holdningsfabrikkerne. Men hvordan
dokumenterer man, at det er holdningspåvirkning og ikke reel forskning, de
beskæftiger sig med? Jeg har besluttet at starte helt lavpraktisk ved at
gennemgå eksempler på, hvad de sender ud i verden.
Aalborg Universitet har eksempelvis centret
Freia, der er dedikeret til studier i racer, opløsning af kønnene,
postkolonialisme og den slags. Går man ind på Freias liste over publikationer,
ligger artiklen 'At lave krusninger og bølger gennem feministisk vidensproduktion og aktivisme' øverst oppe. Den er
publiceret i tidsskriftet Women, Gender
and Research, der udkommer fire gange om året og angiveligt er et såkaldt
videnskabeligt peer reviewed tidskift.
Artiklen har tre forfattere fra danske
universiteter, der samtidig også har redigeret tidsskriftet. De erklærer, at
publikationen handler om at skabe forandring. Det er allerede sådan, at
feministiske forskere og aktivister skaber krusninger i samfundet, men
forfatterne ønsker at gøre disse små krusninger til 'store bølger af
forandringer' med 'revolutionært potentiale'".
Herefter følger Rune Selsings grundige
gennemgang af artiklen.
FREIA er et tværfagligt forskningscenter ved
Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet.
Men se nu først hele Rune Selsings
blog-tekst. Og klik helst også på linkene i den. Så vidt jeg kan se, kan man
kun få den pågældende artikel på engelsk: "Making
Ripples and Waves through Feminist Knowledge Production
and Activism".
* * *
UGENS UNIVERSITETSDEBATINDLÆG
Uge 11/2021 (16/3)
Jeg er nu begyndt (i princippet hver uge) at
slå noget op på min Facebook-væg om situationen på universiteterne (og hele
ytringsfrihedssituationen, fx i medierne). Jeg vil, om ikke altid, så dog ofte,
også sætte disse tekster ind her på undersiden.
OM BENÆGTELSEN AF, AT DER ER ET PROBLEM. OG
ET PAR SMÅ EKSEMPLER. MEN JEG VIL PRØVE AT FINDE FLERE. - OG SITUATIONEN I US,
CANADA, UK OG FRANKRIG ER SÅ SKRÆMMENDE, AT DER UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER ER
GRUND TIL AT PRØVE AT FORHINDRE, AT VI FÅR DE SAMME TILSTANDE HER I DANMARK.
Når man forsvarer de nuværende forhold på
universiteterne, beskylder man kritikerne for selv at ville kontrollere
forskningen og undervisningen gennem politisk indgriben. Men jeg må erklære, at
jeg absolut ikke ønsker noget sådant og aldrig vil alliere mig med nogen, der
gør det. Det er friheden og respekten for de videnskabelige principper, jeg er
forkæmper for.
Man hævder også, at kritikken er ubegrundet,
idet man henviser til de gældende regler (som man altså må hævde bliver fulgt
til punkt og prikke). Men jeg tror, at fx Henrik Dahl har noget at bygge sin
kritik på. Et eksempel, der i sin tid oprørte mig meget, var, at nogle
studerende i december 2018 havde klaget over en KU-lærers statistikeksempler om
mænd og kvinder. De var upassende, fordi de studerende, der ikke kunne
identificere sig som mænd eller kvinder, kunne føle sig stødt! Jeg refererer
her en artikel i Politiken, jeg (med datoen 14. januar 2019) har fundet på
Nettet. Og så var der jo sagen om de mexicanske sombrero-hatte ved en rusfest.
Det har ikke direkte noget med forskning af gøre, men siger noget om den ånd,
der er begyndt at herske.
Og når man ser på forholdene i USA,
Storbritannien og Frankrig, er der virkelig noget at frygte, virkelig grund til
at advare mod, at sådanne tilstande kan komme til at herske på danske
universiteter. Jeg kommer i den forbindelse også til at tænke på, hvad jeg selv
har hørt topgenetikeren Eske Willerslev sige i radioen, nemlig, at han var
kommet til at sige noget "forkert" på University of Cambridge, hvor
han også er ansat (jeg mener ikke, han udtrykkeligt nævnte, hvad det var), så
at en studerende havde klaget over ham. Sagen kom ikke længere, fordi den
pågældende ikke havde ønsket at indgive en skriftlig klage. Men Eske Willerslev
sagde i radioen, at han nu ville overveje sin sprogbrug nøjere!
-
I kommentarfelter satte jeg blandt andet dette link ind (SPIKED-artiklen "The free-speech
crisis in universities is
not a ‘right-wing myth’"):
* * *
KÆRE GYMNASIEELEVER!
Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 11.03.21 om forholdene på
universiteterne. Også slået op på min egen Facebook-væg og i Facebook-gruppen
Fri Debat.
Kære gymnasieelever! Jeg skriver til jer, fordi jeg er dybt bekymret over de ting, der kommer frem om ideologisk ensretning på universiteterne. Nogle politikere taler om at gribe ind for at sikre forsknings- og undervisningsfriheden. Sådan gør man ganske vist ikke normalt. Men situationen er ikke normal, så det kan måske blive nødvendigt.
Under alle omstændigheder gælder det imidlertid først og fremmest om, at studerende, undervisere og forskere er besjælet af respekt for sandheden, logikken og virkeligheden. Og det skal begynde hos jer, der går i gymnasiet nu. Mere eller mindre bevidst er I godt klar over, at I kan blive nødt til at indrette jer efter visse spilleregler, hvis I vil gøre karriere og have forskningsbevillinger. Men I skal stå dette imod. Og I skal ignorere pseudo- og fupvidenskab og søge andre steder hen.
Hvis man vil være videnskabsmand, skal man søge sandheden. Man spilder sit liv, hvis man afviger fra denne søgen. Spilder sit liv!
Venlig hilsen
Bent Christensen
forfatter, dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
HVIS
VI HAVDE FÅET KOMMUNISTISKE PARALLELSAMFUND
Opslag i Fri Debat 15.02.21
Diskussionen omkring nu senest betingelserne
for tildeling af statsborgerskab, men også de mange tilsvarende diskussioner,
viser, at vi befinder os i en situation, hverken grundlovsfædrene eller folkene
bag Menneskerettighederne kunne forudse. Så hver gang de ansvarlige partier i
deres desperation kommer med et eller andet udspil, havner de straks i en
forsvarsposition i forhold til indvandringstilhængernes kritik.
Men allerførst vil jeg sige, at Danmarks
Riges Grundlov ikke handler om indvandring. Den handler om det danske
statsapparats opbygning og forholdet mellem dette og borgerne.
Religionsfriheden består i borgernes ret til at forene sig i samfund for at
dyrke Gud, som de ønsker - vel at mærke, så længe intet læres eller foretages,
som forbryder sig imod sædeligheden eller den offentlige orden (§67). Der står
intet om, at en hvilken som helst religion (eller ideologi) har ret til at
blive udbredt i Danmark gennem indvandring.
Men det, jeg især er kommet til at tænke på,
er, at den situation, vi er i nu, svarer til, at afhoppere fra Sovjetunionen og
Warszawapagt-landene under Den Kolde Krig i stort tal
havde fået asyl i Danmark og derefter (i hvert fald for en stor dels
vedkommende) havde samlet sig i parallelsamfund og givet sig til at virke for
indførelsen af kommunismen i Danmark.
Danmark Kommunistiske Parti var noget andet.
Dets medlemmer var danske borgere, der havde antaget den kommunistiske
ideologi. Det var ikke et resultat af en stor indvandring. Men det kunne måske
have været gjort ulovligt, fordi ideologien gik ud på en omstyrtning af
samfundet ved vold. Men der var forskellige, også pragmatiske, grunde til, at
dette ikke skete. Ligesom de forskellige nazipartier ikke var blevet forbudt i
trediverne. Og det er stadig tilladt at være nazist i Danmark.
Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre ved det. Men
vi kan i hvert fald begynde med at blive enige om, at de begreber, der normalt har
været gældende, ikke svarer til den udfordring, vi står over for. Og vi kan
blive enige om at få standset al indvandring fra ikke-vestlige lande.
* * *
ANSATTES YTRINGSFRIHED
Opslag i Fri Debat og på min egen
Facebook-væg 12.02.21.
Forsvarsminister Trine Bramsens behandling af
forsvarschefen og Forsvaret bør føre til en stor drøftelse af ALLE ansattes
ytringsfrihed, altså både offentligt og privat ansatte.
Der er selvfølgelig ting, ansatte ikke kan
udtale sig offentligt om. Men det skal defineres, hvor grænsen går. Og de
faglige organisationer skal varetage deres medlemmers interesser. Det skal ikke
være muligt bare at gå efter enkeltpersoner, der har udtalt sig for meget.
Dette er først og fremmest vigtigt for hele
samfundets skyld. Demokratiet kan kun virke, hvis så mange som muligt af dem,
der ved noget om noget, udtaler sig.
PS - Jeg havde aldrig troet, jeg skulle komme
i de krænkedes selskab. Men med i praksis 26 måneders værnepligtstid og tretten
år i reserven med årlige indkommanderinger og et halvt års FN-tjeneste på
Cypern bag mig fik jeg ondt langt ned i maven, da jeg hørte, at
forsvarsministeren havde betegnet Forsvaret som en styrelse og forsvarschefen
som en styrelseschef. - Er både statsministeren og forsvarsministeren ramt af en
særlig form for magtsyge?
* * *
LAD OS SAMLES VED
HØJTTALERNE OG SKÆRMENE!
Opslag på min Facebook-væg lillejuleaften
2020.
Det er ulideligt at høre, hvad fortalerne for fysiske gudstjenester i
julen siger. Jeg er ikke selv den store juleaftensdyrker. Det er jo juledag
(25/12), der er KRISTI FØDSELS DAG. Og en midnatsgudstjeneste natten mellem
24/12 og 25/12 vil være den rette begyndelse. Men så selvfølgelig højmessen
25/12. Og så er der alle julegudstjenesterne frem til helligtrekonger (6/1)
eller i hvert fald til nu helligtrekongers søndag (3/1).
Jeg kan næsten kun høre magtsyge i det, fortalerne for fysiske
gudstjenester i julen siger. De skal ikke belære mig om, hvad juleevangeliet og
i det hele taget Evangeliet betyder! Men med de restriktioner, der nu gælder,
vil de for det store flertal så vigtige juleaftensgudstjenester jo slet ikke
blive, hvad de plejer at være. Og de fleste vil være lukket ude.
Jeg foreslår derfor, at alle bliver hjemme og sætter sig ved radioen
eller fjernsynet fra juleaften af og frem til og med helligtrekongers søndag
(3/1). Så vil hele denne store del af den danske menighed ikke bare kunne
opleve dette som en særlig husstandsgudstjeneste, men også som en gudstjeneste,
hvor man er sammen med alle de andre i hele landet. Anna og jeg vil gøre dette
hele julefesten igennem og vil have det godt med det. Det vil blive noget, vi
alle vil mindes resten af livet.
Om lidt slår jeg mine første julesalmer op, men allerede nu ønsker jeg
alle en glædelig julefest og et godt og forhåbentlig coronafrit
2021.
NYT OPSLAG LILLEJULEAFTEN KLOKKEN CIRKA 22:
GUDSTJENESTERNE DE FACTO AFLYST
Og det er godt. At afholde dem ville have været smittemæssigt
uforsvarligt. Men bemærk, at regeringen har undgået at forbyde dem, bare har
ladet sundhedsmyndighederne gøre det så bøvlet, at biskopperne og de
forskellige foreninger har anbefalet at aflyse dem. Så har man undgået at gøre
de mange tilhængere alt for vrede. Politik!
Jeg måtte jo skrive dette opslag, men senest i morgen genopslår jeg
mine julesalmer. Måske kan nogle have jule-glæde af dem. Men selv om jeg ikke
vil ringeagte de mange digitale julegudstjenester, gentager jeg også min
opfordring til, at mange af os samles ved højttalerne og skærmene for på denne
at være landsdækkende til gudstjeneste sammen helt frem til helligtrekongers
søndag. Og måske længere. - Men når mange nok er blevet vaccineret, vil vi igen
kunne samles i kirkerummene, hvad der naturligvis er det helt rigtige. Anna og
jeg glæder os selv meget til igen at kunne sidde på kirkebænken og være med i
det hele.
* * *
AFLYS ALLE GUDSTJENESTER NU!
Opslag på min Facebook-væg 17.12.20.
Anna og jeg er begyndt. Vi har meddelt
præsten, at vi holder kirkegangspause fra på søndag af til, efter at vi er
blevet vaccineret. Men jo ikke gudstjenestepause! Vi havde også en
kirkegangspause i begyndelsen af corona-forløbet. Og
vi fik mange gode gudstjenesteoplevelser ved højttaleren og skærmen. Men desto
dejligere var det selvfølgelig at sidde på kirkebænken igen og at kunne gå til
alters - indtil nu, hvor situationen er så forværret.
Man skal - heller ikke i det hele taget! -
være så hysterisk med hensyn til juleaftensgudstjenesten. Og slet ikke kalde
den JULEGUDSTJENESTEN! Det irriterer mig som præst. Liturgisk set er
gudstjenesten juleaften kun en lille optaktsgudstjeneste. Det er den 25.
december, der er JULEDAG, KRISTI FØDSELS DAG. Og julefesten varer til og med 6.
januar, helligtrekongers dag.
Hvis man ikke lukker kirkerne, kan det ende i
en skandale på størrelse med minkskandalen!
Og hermed ønsker jeg alle en fortsat god
adventstid og en glædelig julefest - ved radio og fjernsyn og ved bordene, selv
om vi ikke bliver så mange. Vi får ikke børn på besøg, men holder på et
tidspunkt en Zoom-sammenkomst med dem. Det har vi det meget fint med.
* * *
EU skal stå sammen med Frankrig
Mens jeg 30.10.20 hørte radio og så fjernsyn,
kom jeg helt spontant til at slå dette op på min Facebook-væg:
JA, HELE EU SKAL STÅ SAMMEN MED FRANKRIG OG
SVARE IGEN PÅ TRUSLER FRA MUSLIMSKE LANDE. OM DET SÅ SKAL INDEBÆRE AFBRYDELSE
AF AL SAMHANDEL MELLEM DEM OG EU. NU ER DET NOK!
Og resten af den vestlige verden bør være
med, ikke mindst USA. Vi skal ikke tolerere lunkenhed, som da Danmark blev
angrebet.
* * *
NOGLE BEMÆRKNINGER I SEXISMEDEBATTEN
22.09.20. - JEG HAR LIGE SAT DENNE KOMMENTAR
I TRÅDEN TIL INGER STØJBERGS OPSLAG OM SEXISME-SITUATIONEN.
Men jeg mener stadig, at der er noget, der
klinger forkert i meget af det, der bliver sagt og skrevet. Som med Black lives
matter bliver der puttet noget dårligt ind i fremførelsen af en ellers god sag.
Jeg råder de fortalere, jeg her tænker på, til at tænke sig godt om, så de ikke
kommer til at skade sagen
-
Men her er min nye kommentar i
Støjberg-tråden:
Siden min kommentar i går er jeg begyndt at indse,
at det nok alligevel ikke er så godt, at en overordnet eller en stærkere i
systemet roser andres udseende og påklædning. I hvert fald slet ikke nu.
Men jeg har også den kommentar til det med
MAGTEN, at det er mærkeligt, at alle nu om dage går så meget op i det med
magten, både de, der udøver den, og de, der beundrer den eller er fascineret af
den. (Det var jo også det sidste, Trump talte om, da han sagde "You can grab them
by the pussy!). - Jeg har kun beklædt beskedne
ledende stillinger, men har altid haft den indgroede følelse, at man slet ikke
skal tænke på sig selv, som en, der har magt, men altid ydmygt skal bestræbe
sig på at udføre sin tjeneste til gavn for helheden og alle, når man bestrider
et embede. Tænke på at gøre det rigtige.
Magt er for mig en negativt ord. Jeg får det
altid dårligt i maven, når man taler om magt. Jeg er ellers ikke sprogrenser,
men jeg kunne godt tænke mig, at fx journalister og kommentatorer holdt op med
at bruge det og i stedet talte om indflydelse og indflydelsesrige stillinger
eller nøglepositioner osv.
-
Senere skrev jeg dette i et kommentarfelt til
opslaget:
TO AFORISMER. OM MAGTLIDERLIGHED OG
LEDELSESDYRKELSE
Jeg har tænkt videre og er nået frem til
disse to aforismer om magtliderlighed og ledelsesdyrkelse. - NB! Når jeg taler
om liderligheden over for magten, er det ikke først og fremmest det seksuelle,
jeg tænker på, men i det hele taget den benovelse, der så tydeligt skinner
igennem alle vegne. - Og hvad forholdet til ledelse angår, er det igen
fascinationen, benovelsen og dyrkelsen, jeg er ude efter, ikke selve det, at
der naturligvis skal være nogle, der leder. Det tragikomiske er, at der nu alle
disse år efter '68 har indfundet sig en stor underdanighed - der måske på en
eller anden mærkelig måde er forbundet med individualiseringen.
EN MAGTAFORISME
Det skal være flovt at være magtliderlig. Men
det skal også være flovt at blive liderlig, når man møder magten.
22.09.20
EN LEDELSESAFORISME
Ledelse er ofte bare forvaltning. Men så skal
der forvaltes godt. Hvis ledelse er at sætte et projekt igennem, skal dette
være større end lederen selv.
22.09.20
Ovenstående aforismer kommer med i min
samling Digte og aforismer 2018-2020.
-
TILFØJELSE 30.10.20: Jeg har, siden jeg satte
ovenstående på her, både fulgt debatten og begivenhederne og selv tænkt videre,
og jeg mener nu, at mange af de ting, der berettes om, og hele kulturen, er af
en sådan karakter, at der må skelnes meget skarpt mellem hhv. de egentlige
krænkelser og hele den dårlige kultur og den videre brug, ja, misbruget af en i
sig selv helt berettiget og påkrævet dagsorden. Jeg vil aldrig sige noget, der
kan bidrage til at bagatellisere det, der virkelig er uacceptabelt. - Men jeg
vil også gerne have mere klarhed, fx over, i hvilket omfang der er tale om en
hel kultur. Er det store flertal af mændene seriekrænkere,
eller er det kun ret få?
* * *
Utrykt
læserbrev skrevet 08.09.20. Nu på min Facebook-væg og her på såvel undersiden
"Debat" som undersiden "Kirke og teologi".
Det
er mærkeligt, at i hvert fald jeg ikke har hørt nogen nævne denne mulighed i
den verserende debat om omskærelsen. Jeg har hørt om den for nok flere år
siden. Og den består i, at man i stedet for at fjerne hele forhuden på de små
drengebørn nøjes med et lille snit, der får blod til at flyde og efterlader et
ar.
Dette
svarer fuldstændig til, at man i de fleste vestlige kirkesamfund har opgivet
dåbens jo ellers teologisk stærke fuldstændige neddykning tre gange og i stedet
nøjes med tre overøsninger af hovedet. Og jeg er sikker på, at Abrahams og
Isaks og Jakobs Gud, Vor Herres Jesu Kristi Far, godtager begge disse
løsninger.
Omskærelsen
er et fire tusind år gammelt pagtstegn, der er umisteligt
for jøderne. Men et tegn er et tegn, så et ar er også et tegn. Det afgørende
er, hvad det er tegn for.
Bent
Christensen
forfatter,
pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej
5, 4960 Holeby
* * *
Hvordan mere kristendom?
Læserbrev i Lolland-Falsters FOLKETIDENDE
07.08.20
Det er udmærket, at Morten Messerschmidt
ønsker mere kristendom i Danmark. Spørgsmålet er bare, på hvilken måde og i
hvilket omfang det kan og bør ske ad politisk vej. Jeg har været medlem af
Dansk Folkeparti siden 2002, og jeg hører til dem, der maner til omtanke og
forsigtighed.
Det vigtigste, politikerne kan gøre, er at se
til, at der ikke er nogen, der tiltager sig en urimelig og uforholdsmæssig magt
på det værdimæssige og kulturelle område. Men det er også en legitim politisk
sag, at man fx ønsker at styrke kristendomsfaget som dannelsesfag i Folkeskolen
og ønsker at gøre det obligatorisk. Og der kan nok nævnes andre tilsvarende
ting.
Men ellers kan der jo ifølge sagens natur kun
komme mere kristendom i Danmark, hvis flere danskere bliver mere bevidste i den
kristne tro og lader deres liv gennemsyre af det. Et land er så kristent, som
det har kristne til.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5, 4960 Holeby
* * *
ULIDELIG DEBAT, DER OPTAGER PLADSEN
Opslag i Facebook-gruppen Fri Debat 06.08.20
Jeg hørte P1 Debat kl. 12.15. Det handlede
igen-igen-igen om islam og politikernes forsøg på at begrænse islams synlighed.
I dag var det tildækningsforbudet. Jeg sendte
nedenstående sms - som dog ikke kom med:
"Disse debatter optager kostbar sendetid
- og er ulidelige. Lad alle gøre, hvad de vil. Jo synligere islam bliver, jo
mere vil modviljen vokse, så al indvandring fra ikke-vestlige lande kan
stoppes".
* * *
"STAFETTEN MED
CLEMENT" - ET POSITIVT EKSEMPEL
01.08.20
Dette, der først blev slået op i Facebook-gruppen Fri Debat, men som nu også er sat ind her på siden, kan ses som et bidrag til vor drøftelse af mulighederne for, at vi får mere, bredere og dybere drøftende debat i vor gruppe.
Det kan godt være, at "Fri Debat" fra begyndelsen af først og fremmest har stået for selve ytringsfriheden - vel især for så vidt angår de trusler mod denne, der kommer fra enten rene terrorister eller fra gode mennesker, der benytter sig af deres godhed og deres gode sager til at erobre magten i offentligheden og dermed få uforholdsmæssigt stor indflydelse på såvel offentlige institutioner som erhvervslivet (og dermed også få kvalt alle, der mener noget andet). Og dette er desværre stadig nødvendigt. - MEN jeg mener, vi med fordel kan udvide perspektivet. Den frie debat, ja, samtale og drøftelse, trues jo også af, at det ikke alene hele tiden er de samme ret få temaer, man beskæftiger sig med, så at der simpelt hen bliver meget lidt plads til andet, men at det også går sådan, at man enten samles helt i hver sine ekkorum eller - som vel her i vor gruppe - polariserer sig i en slags dobbelt ekkorum, hvor man råber ad hinanden fra hjørne til hjørne og overdænger hinanden med (meget ofte engelsksprogede) links.
Jeg vil derfor gerne fortælle om midt middagshvil i dag (01.08.20). Jeg hører næsten altid radio, når jeg hviler mig (ellers springer jeg bare op med fx et digt i hovedet). Og der er mange gode ting i både DR P1 og R4DIO. Og som jeg siger: Enten falder jeg i søvn, eller også bliver jeg klogere. - De seneste lørdage har jeg på DR P1 hørt STAFETTEN MED CLEMENT. I dag var det vist desværre for sidste gang (i hvert fald i denne omgang). Men man kan jo høre alle udsendelserne på Nettet. - https://www.dr.dk/radio/p1/clement-pa-p1-p1d
Og det var i dag - foruden Clement, der gør sig virkelig godt her, intelligent og hurtig i både bredden og dybden - med forfatteren og (nu) taleskriveren Kaspar Colling, musikeren Jenny "Lydmor" Rossander og biologen og naturformidleren Vicky Knudsen. Det var noget af et trekløver, og det var især en udfordring for mig gamle mand (77) at følge med i, hvad Jenny Rossander sagde. Hun er et virkelig moderne og globalt menneske. Men jeg er jo nødt til at tage tiden på pulsen, så jeg holdt ud - og blev fascineret, selv om hun jo er langt forude. Hun er utvivlsomt et stort talent (selv om jeg også allerede som gammel jazzpianist også rent genremæssigt er på stor afstand).
Men navnlig noget
henne i den syv kvarter lange udsendelse blev det virkelig interessant. Det var
dejligt at høre, hvordan disse tre vidt forskellige mennesker kunne føre en
rigtig samtale. - Jeg kan anbefale alle at følge ovenstående link og (om
muligt) høre alle udsendelserne. Det er et fremragende eksempel på i bedste
forstand fri debat! Vi kan lære af det her i gruppen.
* * *
FORBRUGERBOYKOT AF KVOTEFILM OG LIGNENDE?
Min kommentar 29.07.20 i Facebook-gruppen Fri
Debat til et opslag om kvotering af køn og andre identiteter i filmverdenen:
Tager de det selv alvorligt? I så fald er det
næsten det værste. Man kunne bedre tilgive dem, hvis det var jokes, der skulle
bruges til at finde ud af, hvor hurtigt man kunne få jaget offentligheden rundt
i manegen.
Almindelige fornuftige mennesker må samle sig
i en form for boykot. Jeg for mit vedkommende har for længst erklæret, at jeg
fx ikke vil se kønskvotefilm. Det er allerede slemt nok, at der næsten altid
skal være en kvindelig partner med i actionfilm. Man kan selvfølgelig nyde det
sexistisk, fx nyde de forskellige størrelser patter i våde undertrøjer. Men
selv det bliver for kedeligt i længden.
Forbrugerboykot er moderne. Måske kunne man
lave en FB-gruppe, hvor man advarede mod ideologiske film og anbefalede
almindelige film. - Kunne man samle kapital til et eller flere filmselskaber,
der bare interesserede sig for tilværelsen, som den er, og for at lave god
filmkunst? - Men vil censuren allerede være for stærk? Så må vi gå massivt til
modangreb på den!
* * *
HVOR STORT ER TIDSÅNDENS TRYK PÅ MEDIER OG FORSKNING?
Den 19. juli 2020 slog jeg nedenstående op på
Facebook-siden Fri Debat:
DETTE MÅ GERNE DELES SÅ MEGET SOM MULIGT!
Medie- og/eller videnskabssociolog søges.
Hvor er den unge kandidat i et fag, der kan
omfatte medie- og/eller videnskabssociologi, der kan lave en undersøgelse af, i
hvor høj grad mediefolk og/eller forskere er påvirket af tidsånden i deres
arbejde, så der er ting, de ikke tør skrive om eller forske i - og resultater,
de ikke tør lægge frem?
Det kan kan være
en, der skal skrive ph.d., men det kan jo også være en ældre forsker.
Der kunne bygges på en anonym spørgeskemaundersøgelse.
Men hvis nogle tør, ville interviews også være godt. Der kunne også ses på,
hvad der faktisk er offentliggjort inden for områderne journalistik og/eller
forskning.
Det kan være, de rette personer ikke ser
dette opslag. Men så er der måske nogle af dem, der ser det, der kender egnede
personer og kan spørge dem.
* * *
BLIVER DET NÆSTE LANGELANDSPØLSEN?
Fredag den 17. juli 2020 slog jeg dette op på
min Facebook-væg:
MAN ER I EKSTRA
BLADET
- heldigvis dog kun
med en "I øvrigt" i nationen!
Her er den:
I øvrigt mener
[jeg], at efter Eskimo-is kan turen komme til Langelænderen. Der skal nok være
nogle på Langeland, der føler sig krænket over at have en pølse opkaldt efter
sig. Eller nogle, der føler sig krænket på langelændernes vegne.
-
Og der var to andre
tilsvarende. Godt! De skal også grines ihjel.
Denne "I øvrigt" vil også blive sat
ind som aforisme i min næste samling: "Digte og aforismer 2018-2020".
* * *
EN ADVARSEL FRA HØJRE
Læserbrev, der blev sendt til dagbladet Information
06.07.20, som valgte ikke at trykke det. Nu (08.07.20) er det sat på her og i
et kommentarfelt til Ugens digt 01 på min Facebook-profil.
Information skal have stor tak for, at man har åbnet spalterne for højreorienterede stemmer. Der er i det hele taget meget, Information skal have tak for. Jeg følger den på nogen afstand, men har på fornemmelsen, at den måske kan blive en del af løsningen på problemet. Åbenheden og viljen og evnen til at se på virkeligheden hele vejen rundt er afgørende.
Hvad den første stemme angår, Eva Selsings, kan jeg et meget langt stykke erklære mig enig. Det er især fint, at hun har bemærket det nye værdipolitiske fællesskab mellem pdes. venstrefløjen og pdas. erhvervslivet, kapitalen og de liberalistiske politikere.
Men når det gælder kunsten, må jeg advare. Det er rigtigt, at hvis man skal gøre sig som "kunstner og intellektuel", hører der et bestemt sæt meninger til, og at de, der ikke har dem, ofte vælger at tie. Det kan også være, der er en vis ensidighed i selve kunsten. Men det kan ikke nytte noget at ønske en "traditionel" kunst tilbage.
Kunsten skal ikke moralisere eller opdrage - hverken til højre eller til venstre. Jeg kommer somme tider selv til at skrive politiske digte. Men dem placerer jeg udtrykkeligt i den lyriske periferi. Kunstneren skal være en, der ser ting, de andre ikke ser - og viser dem dem. Eller kunsten skal være livets udvidelse med andre midler (for nu at lave en halv Clausewitz).
Det, vi, der kan siges at høre til på højre side, må forlange af både os selv og alle andre, er en total åbenhed og nøgenhed i kunsten. Og så er alt muligt. Men vi skal selvfølgelig også forlange af "kunstnerne og de intellektuelle" (og wannabeerne), at de frigør sig for det indbyrdes klassetyranni og kommer ud af ekkokammeret.
Bent Christensen
pastor emeritus,
forfatter og oversætter
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Tredje
bølge?
Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 0.07.20.
Fra o. 1965 af, over 1968 og op gennem 1970'erne oplevede vi en første bølge
af venstreorientering - bredt forstået. Med totalitære træk og forskellige
grader af de facto-alliance med sovjetkommunismen.
Med Murens fald og det kommunistiske imperiums opløsning havde i hvert
fald kommunismen bogstavelig talt spillet fallit. Men de utopistiske
og ideologiske typer fandt hurtigt et nyt middel til at realisere en utopi,
skabelsen af en helt ny kultur, nemlig indvandringen og multikulturalismen.
Med især Dansk Folkepartis fremgang og kursskiftet i Socialdemokratiet
led man igen et nederlag. Men så kom Black lives matter-bevægelsen. Og den
repræsenterer jo helt direkte en ubestrideligt god sag - på en rædselsvækkende
baggrund. Der er bare det ved det, at den bliver udnyttet af forskellige
ideologiske kræfter, der i høj grad svarer til, hvad der lå i de to første her
omtalte bølger. Læg mærke til, hvad man vil udsætte os for! Jeg frygter, at der
bliver tale om en tredje bølge af totalitarisme.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
Og her er INDLEDNINGEN TIL OPSLAGET AF OVENSTÅENDE PÅ MIN FACEBOOK-VÆG:
Jeg håber, alle forstår, at det naturligvis ikke er Black lives
matter-bevægelsen i sig selv, jeg er ude efter, men de forskellige kræfter, der
snylter på den. Jeg benytter lejligheden til at udtrykke min dybe skuffelse
over, at den amerikanske vicepræsident ikke ville tage ordene "Black lives
matter" i sin mund, men bare gled pinligt af ved at sige "All lives
matter". - Og så minder jeg om, at jeg er gammel neobop-jazzpianist og
siden min jazz-ungdom har haft de store sorte musikere som nærmest forgudede
idoler, ja, har læst deres biografier og almindelige sorte romaner, hvor der er
mange uhyggelige eksempler på racediskriminationen.
* * *
DET
KAN ENDE MED, AT VI IKKE MÅ RINGE MED KIRKEKLOKKERNE
Vi hører i princippet altid P1 Debat. Igen i dag havde det noget med
den muslimske indvandring af gøre, nemlig spørgsmålet om højttalerforstærket
bønnekald. - Som jeg ofte har sagt: Alene det, at indvandringsproblematikken
fylder så meget i debatten - og altså tager pladsen op for andet - viser, at
Danmark allerede nu er blevet et andet land.- Der blev stort set sagt det sædvanlige fra
alle sider, og det blev igen demonstreret, at insekt-sex (for at sige det lidt
pænere), altså punktvise forsøg på at inddæmme islam, nærmest gør det værre. Vi
bliver jo hele tiden konfronteret med Grundloven og konventionerne. Og for så
vidt med rette! Danmark er ikke beregnet på en indvandring, som den, vi har
haft og stadig har. Der står jo ikke noget i Grundloven om, at fremmede
kulturer fir kan IMPORTERES til Danmark. Noget sådant har grundlovsfædrene ikke
haft fantasi til at forestille sig. Meningen med fx religionsfrihedsparagraffen
er selvfølgelig, at borgerne i Danmark frit kan vælge eller grundlægge en anden
religion - eller fravælge religion. Men når vi først har fx islam i Danmark, må
frihedsrettighederne være ens for alle. (Det er i øvrigt, kynisk set, kun en
fordel, at islam bliver så synlig - og hørlig - som muligt). - Jeg sendte
nedenstående sms til programmet, men lidt sent, og jeg havde i første gang
glemt at skrive "P1" før selve teksten, så den blev ikke læst op.
Her er min sms til P1 Debat af 29.06.20:
"Problemet er, at vi har fået så mange indvandrere. Det vil gøre
Danmark til et helt andet land. Og det nytter ikke at prøve at inddæmme enkelte
ting. Indvandringen skal standses. Det kan ende med, at vi ikke må ringe med
kirkeklokkerne".
* * *
ALLIANCE
OF DEMOCRACIES
Kort før midnat 19/20.06.20 slog jeg dette op på min Facebook-væg.
Det var dejligt at se og høre Anders Fogh Rasmussen i Deadlines sidste
indslag i aften (19.06.20). Jeg var især glad for at høre hans udtrykkelige
opfordring til, at alle frie og demokratiske lande i verden slutter sig sammen
i netop en "Demokratiernes alliance", ikke som en erstatning for FN,
men som et supplement til det. Som det refereres i en Wikipedia-artikel om
idéen: "According to Rasmussen, the new alliance
of democracies would not be a new U.N. but rather an organisation that would supplement it". - Og Anders Fogh Rasmussen har
jo allerede sin "Alliance of Democracies (AoD) foundation".
Når jeg er så begejstret for dette, er det, fordi jeg i mange år selv
har været blandt dem, der kraftigt har opfordret til dannelsen af en sådan
alliance!
Vi skal ikke bare sidde og klynke over, at demokratiet er trængt. Vi
skal gøre alt for at forsvare og styrke det. Også det sidste. Også internt hos
os selv. Fra den mindste vandværksbestyrelse i Danmark og op til EU's top.
* * *
SELV
DEN BEDSTE SAG KAN MISBRUGES
Den 13. juni 2020 satte jeg denne kommentar i en tråd på Facebook-siden
"Fri Debat". men da stod salmen til 1. søndag efter trinitatis
allerede på min egen væg, så det var først mandag den 15. juni, jeg slog den op
dér. - Jeg sørger over, at kampen mod racisme risikerer at blive overtaget af
totalitære kræfter.
Der er nogle, der har kritiseret kravene om censur og politisk
redigering, og der er blevet sagt en del gode ting. Men det afgørende er vist
kun sjældent blevet sagt, nemlig, at censur og politisk redigering først og
fremmest er et angreb på SANDHEDEN! - I middelalderen var der ting, man ikke
måtte sige for den katolske kirke, i Sovjetunionen redigerede man rask væk i
historien, også i historiske billeder, nu risikerer vi en ny totalitarisme. -
Black lives matter er selvfølgelig en protest, der er mere end berettiget, men
selv den bedste sag kan misbruges og overtages af totalitære kræfter.
* * *
COVID-19-DRØM 14.04.20 før
kl. 2156
Man skal ikke fortælle om sine drømme. Vel først og fremmest for ikke at trætte og plage de andre. Men vel også for ikke at udlevere sig selv. Alligevel skynder jeg mig at skrive denne ned. Den udviskes allerede. Jeg er lige vågnet af mit aftenhvil med lytning til DR P1. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, hvad jeg har hørt før og under min søvn. Men så kan det være, hvad jeg i det hele taget har hørt.
Jeg anklager ikke nogen, fx det danske politiske system. Jeg var jo selv anklaget. Men der må være en grund til, at jeg har haft denne drøm.
Jeg husker ikke, hvad det begyndte med. Og det er nok netop pointen. Men jeg må have overtrådt en eller anden lille ting, måske have glemt at vaske hænder. Pludselig var kommunen efter mig. Og jeg gik i panik, Flygtede til et stort skur længere nede på grunden. Fandt nogle tæpper at kunne gemme mig i og varme mig i. Men de to mænd fra kommunen fandt mig.
De førte mig tilbage til huset, og det kom til en slags forhør. De var flinke nok, de to unge mænd. Men jeg måtte forsvare mig. Jeg kan ikke huske, hvad de venligt truede med. Men min sag og jeg selv skulle undersøges nærmere.
Jeg kunne ikke huske, hvad jeg skulle forsvare mig for. Jeg var bare anklaget. Jeg kunne ikke se begyndelsen for mig. Men jeg var anklaget. Jeg sagde Kafka inde i mig selv. Og så vågnede jeg.
Nu har jeg fortalt min drøm.
-
Ovenstående blev sat på min FB-væg
14.04.20 kl. ca. 2215.
* * *
GUDSTJENESTEN I
COVID-19-SITUATIONEN
En gudstjeneste er i
covid-19-situationen en offentlig begivenhed som alle andre
Kommentar til et Facebook-opslag fra Ateistisk Selskab 04.04.20. - Også
på undersiden "Kirke og teologi".
Nå, det er Ateistisk Selskab! Men man behøver ikke være ateist for at
ønske, at gudstjenester ligestilles med alle andre offentlige begivenheder.
Eller for at ønske at inddæmme og forsinke spredningen af virussen. (Medmindre
man hurtigt får lavet og masseproduceret en vaccine, må vi jo stile efter
flokimmunitet gennem kontrolleret smitte).
Jeg er pastor emeritus og går naturligvis i kirke alle søn- og
helligdage. Men nu klarer min kone og jeg os udmærket med radio- og
tv-gudstjenester. Vi har det også fint med en "principiel" deltagelse
i nadveren, altså uden knækbrød og vin hjemme ved sofabordet. (Jeg har i både
spøg og alvor sagt, at jeg jo godt kunne holde en husgudstjeneste med nadver.
Men medmindre helt særlige omstændigheder skulle tale for det, vil jeg ikke
gøre det).
Jeg holder også med dem, der peger på, at gudstjenestefejring i
kirkerne med begrænset deltagelse vil være en meget dårlig idé. Det vil være
meget mærkeligt, hvis kirketjeneren skal holde folk ude, fordi der allerede er
det tilladte antal i kirken.
Hvad det betyder at bede til Gud om, at det snart må gå over, er et
uløseligt teologisk spørgsmål. Men jeg beder alligevel. For min familie, for
Danmark og for verden. Vel vidende, at det hele stort set går sin sædvanlige
skæve gang - også i alle andre henseender.
Jeg glæder mig til de kommende gudstjenester. Vi må ikke prøve at krybe
uden om langfredag, hvor Jesus jo gik helt ind i dødens og det ondes kerne. Vi
må have hele langfredagsbetydningen med. Men jeg glæder mig jo så især til
påskedag, hvor sprængningens af det ondes og dødens magt blev fuldbyrdet. Det
hele går - meget anfægtende - stadig sin skæve gang. Men påskeevangeliet giver
os en lysende trods og et levende håb. Det er kristendommens afgørende
"påstand".
Med ønsket om en glædelig påskefest!
Bent
* * *
Demokratiet
er stærkest i den sidste ende
Kommentar til et Facebook-opslag, hvori der peges på, at kineserne
forstår at stå sammen og løfte i flok uden at stille spørgsmål og dermed er
mere effektive end demokratierne.
Men husk, at friheden og demokratiet altid er stærkest i den sidste
ende. Det skal bare føres ud i livet. Af bla. os her. Men jo især af alle dem,
der forsker og sætter i værk og sørger for retsstat og god offentlig
forvaltning.
* * *
HVAD BLIVER DET NÆSTE?
26.02.20
Kommentar i en andens Facebook-tråd, hvor en artikel fra
dr.dk var slået op. Artiklens titel og undertitel var:
Borgmester dropper
håndtryk: Det minder mig meget om nazisme
En række borgmestre dropper at deltage i
grundlovsceremonier for nye statsborgere.
Og her er, hvad Aabenraas venstreborgmester Thomas Andresen har sagt:
Det minder mig meget om nazisme, hvor man for at komme i brød og arbejde skulle hellige sig en bestemt politisk ideologi mod ens overbevisning. Jeg synes, det her er at øve overmagt over for andre mennesker, og det minder mig for meget om, at man tidligere har øvet overmagt mod andre mennesker, der skulle strække højre arm.
Han indtager førstepladsen, men der var også meget mere almindeligt vrøvl, fx sammenblandingen med måden at hilse på.
-
HER ER MIN KOMMENTAR I FB-TRÅDEN
Nu også dette! Vi har hørt en del i radioen. Og det er utroligt, så megen hjernegrød og så megen udenomssnak man må lægge øre til, når der er tale om fremmedpolitik. - Men at sammenligne med nazisme!
Ofte taler modstanderne om sagen, som om loven gik ud på at tvinge folk til at hilse på hinanden ved at give hånd, når de mødes på gaden. Men det er jo slet ikke en hilsen. Det er et (enestående) HÅNDSLAG! Jf. hestehandel og brude- og præstevielse. Og der er sikkert andre eksempler.
Og man må sige, at hvis nogen ikke kan få sig selv til at give et sådant håndslag som led i en ceremoni, hører han/hun ikke hjemme i det danske fællesskab.
I øvrigt mener jeg, at vi
ikke får styr på fremmedpolitikken, før venstrefløjen, de kulturradikale og
halal-liberalisterne får lagt ideologien væk og set virkeligheden i øjnene!
* * *
VIRUSFLAGET
OG STEEN NØRSKOV
Der er to ting, jeg bliver nødt til at kommentere i dag. Den ene er
Jyllands-Postens kinesiske virusflag og den kinesiske reaktion på det. Den
anden er Søren Espersens reaktion på Steen Nørskovs interview med
Trykkefrihedsselskab-formand Aia Fogh, i anledning af, at
Trykkefrihedsselskabet havde givet den engelske islam-kritiker Tommy Robinson
ytringsfrihedsprisen.
Nogle vil nok sige: Jyllands-Posten har gjort det igen! Men jeg mener, der
er stor forskel på virusflaget og Muhammedtegningerne.
Formålet med Muhammedtegningerne bliver sjældent forklaret ordentligt.
Det var jo ikke at udsætte en minoritet i Danmark for hån, spot og
latterliggørelse, men at undersøge, om danske bladtegnere ville afstå fra at
lave satiretegninger - eller overhovedet tegninger - af Muhammed, fordi de var
bange for at få halsen skåret over. Og hvad ordene "hån, spot og
latterliggørelse" angår, var meningen jo den i virkeligheden ganske
positive, at hvis muslimerne vil være en del af det danske samfund, må de finde
sig i dette på samme måde, som alle andre i Danmark må finde sig i det. Der var
derfor ikke noget at komme efter i denne sag. Man der blev kommet! Det siger
bare mere om islam end om Jyllands-Posten.
Der er mange, der har sagt, at de i øvrigt syntes Kurt Vestergaards
tegning var dårlig. Men det er efter min mening helt forkert. Det er en fin og
sjov tegning, og bomben var velfortjent. Der er blevet sprængt mange bomber af
profeten Muhammeds tilhængere. Men det har været typisk for mange af deltagerne
i debatten om tegningerne, og i det hele taget for mange debattører, at man, så
vidt jeg kan se, er så bange for at få halsen skåret over, at man ikke engang
tør sige, at man er bange for at få halsen skåret over.
Men hvad Jyllands-Postens nye tegning angår, må jeg indrømme, at jeg
finder den upassende. Jeg synes ikke, det er sjovt at spøge med den slags. Som
stor tilhænger og bruger af sort humor smilede jeg vist et kort øjeblik, da jeg
så virus-flaget, men det gik hurtigt over. Hvis jeg repræsenterede
Jyllands-Posten, ville jeg godt sige undskyld og indrømme, at man var kommet
til at gå over stregen. MEN der er den vanskelighed her, at Kina er begyndt at
føre sig frem og kræve censur alle vegne, og at det er et kæmpe problem, som
hele den frie verden må stå sammen om at træde op imod. Den slags vil vi ikke
finde os i!
Så er der Steen Nørskov og Søren Espersen-sagen. Her må jeg kritisere
min gode partifælle Søren. Jeg husker godt, at Steen Nørskov gik hårdt på Aia
Fogh og blev ved at bore i bestemte ting på en måske ret uskøn måde. Og Søren
Espersen har selvfølgelig ret til at mene noget lignende, selv om man i Dansk
Folkeparti skal tænke sig godt om, når man går tæt på medierne. Det gale er, at
han ligefrem har sagt, at Steen Nørskov burde fjernes fra Deadline. Det er at
skyde sig selv i foden. Det er først og fremmest forkert at sige sådan, men det
giver for det andet også vore modstandere farlig ammunition.
Jeg er glad for DR, især radioens P1 og fjernsynets Deadline, som vi i
princippet ser hver aften. Og jeg er ikke mindst glad for Steen Nørskov, som er
en meget dygtig journalist. Jeg mener ikke, man kan tale om røde lejesvende i
DR i dag, men jeg vil slutte med at sige, at jeg hellere vil høre ting i DR,
jeg ikke bryder mig om, hvis de bare er et udtryk for, hvad medarbejderne helt
ærligt finder rigtigt, end jeg vil høre ting, jeg er enig i - eller se tandløse
tv-serier - fordi man i DR er bange for DF. Jeg vil hellere have et DR, jeg er
uenig med, end et DR, hvis troværdighed jeg kan tvivle på, fordi jeg kan
mistænke medarbejderne for at være drevet af frygt.
28.01.20, Bent Christensen
PS - Efter at jeg havde slået ovenstående op på min Facebook-væg, hørte
jeg P1 Debats udsendelse med blandt andet Søren Espersen i anledning af dennes
udtalelser. Det føg med beskyldninger og fakta - eller påståede eller
fortolkede fakta. Jeg ser frem til, at alt dette bliver faktatjekket og
analyseret på en fair måde. Men uanset hvad der derefter kan siges om Steen Nørskovs
måde at interviewe på og om Søren Espersens kritik af interviewet, må jeg
fastholde, at det var forkert af Søren Espersen at begynde at tale om fjernelse
af Steen Nørskov. Jeg fastholder også, at det er et problem, hvis man skal
kunne have en berettiget mistanke om, at DR ligger under for frygt. Jeg kan
komme med et nyt slagord: Hellere ti røde lejesvende, der frit gør, hvad de
finder rigtigt, end én DR-medarbejder, der retter sin virksomhed ind efter
frygt! De eventuelle ti røde lejesvende eller tilsvarende må man imødegå i en
fri debat, der ikke rokker ved armslængdeprincippet.
PPS senere tirsdag den 28. januar 2020. - Det bliver ofte sagt, at
Trykkefrihedsselskabet bare er en antiislamisk forening. Men hvor har der i
dette selskabs tid været en magt, der bare tilnærmelsesvis truede folk så groft
og farligt som islam? Nu kan jeg imidlertid se en fremtid for mig, hvor
Trykkefrihedsselskabet kommer til at uddele priser til personer og
institutioner, der nægter at bøje sig for kinesisk pres. Og det er Kinas øgede
rolle generelt som ny verdenscensurmagt, jeg tænker på. Virusflaget har jeg
udtalt mig om, og hvis der skal siges undskyld for det, skal det være, fordi
man har indset, at tegningen var upassende, ikke fordi man bøjer sig for det
store Kinas magt.
PPPS - Det er
almindeligt at sige, at det og det minder en om noget fra 1930ʼerne. Så nu
vil jeg også prøve: Hvis man begynder at bøje sig mere og mere for Kina, vil
det minde mig om, hvordan vi her i Danmark dengang bøjede os for, hvad
Nazityskland mente burde stå i vore aviser.
Ovenstående er også slået op på min Facebook-væg.
* * *
JEG
ER HOLDT OP MED AT SE DEM
Om film, der - harmløst og feministisk - er designet til
verdensmarkedet.
Dette er opslaget på min Facebook-væg 21.12.19.
Jeg så indslaget om Disneys måde at lave film på i Deadline i går - og
gav det denne kommentar i deres tråd:
Ja, man kan i det hele taget se, at film nu er designet til
verdensmarkedet. Kampen står for det meste mellem de gode og de onde inden for
egen organisation eller mellem diverse tjenester og narkoorganisationer. På den
måde kommer man ikke til at støde fremmede lande. Og der er næsten altid en
stærk kvinde med i helte-makkerparret. Lad dem så lave den slags. Jeg ser det
bare ikke mere. Jeg håber, der kommer en eller flere streamingtjenester, der
viser rigtige spændingsfilm. Er der allerede nogen/nogle? Jeg vil i så fald
gerne have anbefalinger og links her.
* * *
Religion
og religionskritik
den tyske filosof Jürgen Habermas og hans store nye bog. Denne gamle fornuftsforkæmper er efterhånden blevet mere åben over for religionen. Men jeg blev forstemt. Jeg spurgte, om Gud nu blev rørt over, at Habermas måske ville give ham en chance.
Men jeg blev også forstemt, fordi man hele tiden bare talte om
"religion". Jeg bryder mig ikke om religion. Jeg ville godt have hørt
noget om, hvordan Habermas ser på kristendommen. For kristendommen er jo det
180 grader modsatte af religion. Religion handler om, hvad mennesket kan gøre
for Gud eller dog for at bringe sig selv i en gunstigere position i
tilværelsen. Kristendommen handler om, at Gud har gjort alt for os.
Jeg frygter, at menneskelivet vil blive druknet i alle mulige former for
religiøs sovs. Helt aktuel er klimareligiøsiteten med apokalypse, askese, gode
gerninger og fordømmelse af de vantro. Religionskritikken må derfor nu blive en
meget vigtig side af den kristne forkyndelse.
Bent Christensen
pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
OM
SKIFTET FRA RADIO24SYV TIL R4DIO.
Et
nekrologdigt og nogle kommentarer.
Sat på her 01.11.19.
Alle mine digte og aforismer bliver slået op på min Facebook-væg. Her
er
Ugens digt 2 [uge 44]
RADIO24SYV IN MEMORIAM
Radio24syv var god,
den største medienyskabelse i vor tid.
Kunne man ikke tåle det nye?
Kirsten Birgit kunne rigtignok være grov,
men jeg kunne tåle det,
næsten det hele.
Der var også programmer,
jeg ikke ville høre.
Men sådan er det jo.
Og der var mere godt,
end jeg havde tid til at høre.
Men jeg hørte i hvert fald
24 Spørgsmål til Professoren,
24syv Morgen,
Bedste Fjender For Evigt,
Cordua & Steno,
Den Blå Bog,
Den Korte Radioavis,
Det Næste Kapitel,
Det Røde Felt,
Det, vi taler om,
Europa i Flammer,
Finnsk Terapi,
Hitlers Æselører,
Huxi og det Gode Gamle Folketing,
Jeppesens Bibelskole,
Kampagnesporet,
Pharaos Cigarer,
Q&A,
RomerRiget,
Spørge Jørgen,
Stram Diskurs,
Søndagspolitikken og
The Brexit Club.
Jeg hørte også meget i DR P1;
de to kanaler supplerede hinanden godt.
Og P1 skulle ikke have prøvet at efterligne.
Ære være Radio24syv
og især de her nævnte programmer!
Er der et liv efter døden?
Vi får høre.
25.10.19
Ovenstående vil, som de andre nye digte m.m., der er blevet slået op
her, efter planen blive trykt i "Digte og aforismer 2018-2020".
MIN EGEN FØRSTE KOMMENTAR I TRÅDEN TIL OPSLAGET: Digtet er skrevet
25/10. Siden er der kommet en hel del oplysninger om, at programmer fortsætter
andre steder. Godt! Der kommer selvfølgelig en oversigt over det hele. Vi her i
huset vil blive ved at lytte.
I NYT KOMMENTARFELT: Jeg kan nu (1/11 kl. 0924) føje til, at Anna og
jeg gennem hele natten og morgenen har lyttet til R4DIO (flot logo!). Men det
var let at få sovepauser indimellem. Det mest spændende var deres tekniske
problemer, som de håndterede på en charmerende måde. Jeg har også set på dagens
programoversigt. Titlerne er ret gode. De står i Radio24syv-traditionen. Men
programmernes karakter og foromtalerne bekræfter mine værste forventninger. Det
ser ud til, at vi alle steder skal kunne se os selv og vores hverdag, gerne ude
i provinsen (som jeg også kender i forvejen: jeg er født på Lolland og har boet
det meste af mit liv her). - Men lad os nu se. Jeg var faktisk også ganske
kritisk, da Radio24syv startede. Vi vil give R4DIO en chance. Og ønske dem held
og lykke! - Men vi vil først og fremmest lytte videre på P1 og til de mange
Radio24syv-programmer, der nu vil kunne høres på Nettet.
* * *
KRISTENDOMMEN
DÆMPER ANGSTEN
[Læserbrev i Folketidende 19.10.19. Også i "Kirke og teologi"
og på min Facebook-væg].
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
FØR
FOLKETINGETS ÅBNING
Ægte mangfoldighed må betyde, at man samles til hver sine gudstjenester
eller højtideligheder, inden man går over i Folketingssalen.
Jeg fik desværre ikke set gudstjenesten før Folketingets åbning. Og den
humanistiske ceremoni blev vist ikke transmitteret. Jeg så den i hvert fald
ikke og har kun set meget sparsomme referater. Men under oprydning i min
mail-indbakke så jeg nyhedsbrevet fra Folkekirken.dk med hele biskop Henrik
Wigh-Poulsens fine prædiken og de salmer, han havde valgt.
Det er godt, at vi har denne tradition. Også uanset forholdet mellem
stat og kirke. Men vi må jo erkende, at Danmark er blevet et multireligiøst
land, så at der er folketingsmedlemmer, der ikke lige kan deltage i en kristen
gudstjeneste.
Humanisterne ønsker efter alt at dømme, at der enten slet ikke bliver nogen
gudstjeneste eller højtidelighed før Folketingets åbning, eller at alle samles
til en neutral ceremoni, der kan "samle alle". Men en sådan ceremoni
vil blive ret tom. Hvis jeg skulle deltage, ville det være for at studere. Jeg
ville næppe blive opbygget på en måde, der på nogen måde svarede til, hvad jeg
nu har fået ved bare at læse biskop Henrik Wigh-Poulsens prædiken og se hans
salmevalg.
Man kan selvfølgelig vælge nulløsningen. I ligestillingens hellige
navn. Men mange vil nok savne den kristne gudstjeneste. Så jeg foreslår, at de,
der ønsker at deltage i en gudstjeneste eller højtidelighed før Folketingets
åbning, går hver til sit - i kirke, moske eller teater. Det vil være den ægte
mangfoldighed! Og på det grundlag kan man så samles i Folketingssalen og se,
hvad man kan nå frem til dér.
* * *
STATSMINISTEREN HAR SKADET
DANMARK
På min Facebook-væg og her 21/22.08.19.
De danske politikeres reaktion på præsident Trumps rigtignok usædvanlige (men jo ikke enestående) udsagn om, at han kunne tænke sig at købe Grønland, kom hurtigt til at undre mig mere og mere. Og at statsminister Mette Frederiksen brugte ordet "absurd", var højdepunktet. Jeg sagde til mig selv, at uanset hvor vanvittig man synes Trump er, må man selv prøve at forholde sig rationelt til situationen. Men der syntes nærmest at være et kapløb mellem de danske politikere om at reagere skarpt og nedladende på den amerikanske præsidents udspil. Jeg tror, der er indre grunde til dette. Det er blevet så god tone i Danmark at tale dårligt om Trump, at man har været helt blind for konsekvenserne. Og dertil er kommet frygten for, ikke at tage grønlændernes rettigheder som folk alvorligt.
Har Mette Frederiksen ikke haft rådgivere? Har de ikke advaret hende? Nu har hun - men forhåbentlig kun for en tid - slået skår i forholdet mellem Danmark og USA.
Hvis Lars Løkke ikke havde ytret sig på en tilsvarende måde, kunne han måske have genvundet regeringsmagten på denne sag. Og Dansk Folkeparti har heller ikke holdt sig tilbage.
Denne eneste politiker, jeg har hørt udtale sig fornuftigt om sagen, er Naser Khader.
Men lad os nu se, hvad der sker i sagens videre forløb.
* * *
LØGNENS
DAG - endnu en gang
Den 13. juni 2019 slog jeg (men altså med én dags forsinkelse) blandt
andet nedenstående op på min Facebook-væg:
LØGNENS
DAG (12/6, dvs. i går) nævner jeg kun lige. (Jeg kunne ikke nå det i går på
selve dagen, hvor jeg blandt andet deltog i Lolland-Falsters Stifts landemode
(årsmøde). Se eventuelt nærmere derom på min hjemmeside, undersiden
"Erindringer - DAGBOG"). - Jeg er træt af at beskæftige mig med denne
tåbelige sag, som ikke har nogen særlig praktisk betydning for Folkekirken i
det store perspektiv. Men det var altså den 12. juni 2012, Dronningen
autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn, og jeg har nærmest
svoret, at jeg vil blive ved med at markere denne dag som "Løgnens
dag". For det helt afgørende er, at dette kun er ét eksempel på ideologisk
newspeak, og de, der har magten i meningsdannelsen, og flertallet i
Folketinget, skal ikke uden videre kunne slippe af sted med fx at stjæle ordet
"ægteskab" fra den almindelige sprogbrug og tradition.
* * *
OM LIDT GÅR JEG I "FØR SØNDAG-MODE"!
Det var overskriften på et opslag på min Facebook-væg først på formiddagen den 11. maj 2019. Og jeg fortsatte:
- Jeg slår min salme til i morgen op. Og så skal der ikke være andet på væggen indtil mandag formiddag. Medmindre noget helt ekstraordinært indtræffer.
Men den måske mest spændende valgkamp nogensinde fortsætter, og det kan komme til at præge opslagene i næste uge. Jeg er ganske vist også selv træt af, at det politiske fylder så meget på min væg. Det skal helst være digte og tilsvarende.
I øvrigt tænker jeg også selv over forholdet mellem den gode evangeliske kristendom i mine salmer og den barske politiske tone i mine aforismer og bemærkninger. Men jeg gentager, hvad den kloge præst skrev for nu flere år siden, nemlig, at det, at man er kristen, ikke skal være ensbetydende med, at man slår realitetssansen og fornuften fra, når man opererer i den dilemmafyldte politiske virkelighed.
Da jeg i 1960'erne og 1970'erne var først reserveofficer, dernæst feltpræst i den danske hær, tænkte jeg også over forholdet mellem krig og kristendom. Og det var med stor glæde og stolthed, jeg sluttede mine femten mere eller mindre aktive år med et halvt års FN-tjenete. Men jeg mente, at hvis man ellers havde bidraget til en politik, der ikke var krigerisk, kunne man med ret god samvittighed skyde på Warszawapagt-soldater, der var gået i land i Køge Bugt. Og i dag er det ikke kampvogne, men barnevogne, vi bliver angrebet med. Uanset hvordan man ser på indvandrerne, betyder selve antallet (også i de følgende generationer), at det danske folk til sidst bliver et mindretal i sit eget land, og at den danske livsform bliver undertrykt. Der er tale om eksistenskamp. Og så tillader jeg mig at forsvare mit land og mit folk. Som jeg ville have tilladt mig det, hvis det var kampvogne, vi var blevet angrebet med.
Samtidig går jeg selvfølgelig ind for, at Danmark og EU skal bidrage kraftigt til verdenssamfundets bestræbelser på at mindske nøden og elendigheden ude i verden. Men det forudsætter jo, at Danmark og EU eksisterer og fungerer godt.
Hermed farvel til det politiske i
denne uge!
* * *
Det er forbandet ...
Så er vi ude af selve påskens hovedfest. Men det er jo stadig påske - lige til vi går over i pinsen. Og det sidste, jeg slog op (i går 23/4) var de to versioner af påskebørnesalmen. Det er derfor forbandet, at jeg de kommende dage skal slå de aforismer og lignende op, der er kommet til mig på baggrund af situationen omkring Rasmus Paludans demonstrationer. Men jeg er nødt til det. Det er dansk og europæisk eksistenskamp, og jeg må gøre min pligt. Og jeg gentager (citeret efter hukommelsen), hvad en klog dansk præst har sagt: Det, at man lever i og ud af Guds kærlighed, skal ikke være ensbetydende med, at man slår fornuften fra, når man taler og handler i den forfærdelige politiske virkelighed. - Hvis man ikke vil drage den konklusion af Evangeliet, at grænserne skal være helt åbne for alle, må man sætte grænsen et sted. Også selv om der er mange dilemmaer i det. Sådan er virkeligheden: fyldt med ubehagelige dilemmaer.
Jeg gentager også, at jeg med hele mit teologiske syn gerne vil anerkende, at mange troende muslimske enkeltpersoner, der ikke kender til andet, nok lever deres gudsforhold i deres muslimske tro. Lad mig citere Augustin: "Gud, du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig." Dette gælder også den oprigtigt troende muslim. Og jeg siger som min tidligere biskop Steen Skovsgaard, nemlig, at så længe muslimen mener at finde hvile i sin tro, må han gøre det, men at hvis/når han ikke finder hvile deri, har vi kristne et godt tilbud til ham.
Derfor er jeg umiddelbart ikke meget for koranafbrændinger og den slags. Men man kan (også under indtryk af terroranslagene i Sri Lanka) vende det om og sige, at når terroristerne påberåber sig Koranen som grundlag for deres handlinger, kan den også ses som en farlig bog på linje med fx Hitlers "Mein Kampf", så at det alligevel giver mening af udtrykke sin foragt for den - og især sige og vise, at den vil man ikke have til at herske her i Danmark og Europa. Hvortil kommer hele den undertrykkelse, der ligger i islam og hele den forandring af Danmark og Europa, et stort muslimsk befolkningselement kommer til at indebære.
Og videre: Hvad man end mener om Rasmus Paludan og hans demonstrationer, er det jo ikke ham og hans tilhængere, der har sat sig på københavnske gader med vold. Derfor er denne gadeterror det langt alvorligste problem, ja, det forhold, at områder i Danmark er besat, og at danske sympatisører understøtter denne besættelse. Jeg gentager også, at jeg gerne så, at alle voldsbøllerne blev frihedsberøvet, så at der til sidst ikke var flere tilbage i gaderne. Men jeg kender jo den danske mentalitet (som et langt stykke også er min), og jeg ved, hvad realpolitik er. Og jeg forstår udmærket politiets følelser. Et af mine mange principper er, at jeg aldrig er modig på andres vegne. Jeg forudser, at der bliver fundet en "dansk løsning" på selve situationen omkring Rasmus Paludan. Og så må man indrømme, at det er sådan og koncentrere sig om en massiv fordømmelse af voldsbøllerne - og lade den modvilje, man føler, komme til udtryk i et totalt stop for al indvandring (med de nødvendige undtagelser).
Dette er min efter påske-bemærkning her fjerde påskedag. Fortsat glædelig påske!
-
TILFØJELSE BÅDE HER OG DER SENERE 24/4:
OG ENDNU ET ELEMENT: Det er ikke bare
rent, om man så må sige, kvalitativt eller etisk, det er forbandet, det er også
al den tid, der bliver brugt til debat om indvandringen og dens følger. Se,
hvor meget det fylder i nyhedsudsendelserne, DR P1 Debat og i DR2 Deadline!
Tænk på, hvad det tager pladsen op for af vigtige politiske, kulturelle og
videnskabelige emner. - Og jeg kunne på denne fjerdepåskedag have sat en dybt
eksistentiel eller sjovt vinklet aforisme på, ja, måske ligefrem et digt. Det
stjæler vores tid. - Nogle vil selvfølgelig sige, at både jeg og de andre bare
kan lade være. Men der dukker jo hele tiden noget forfærdeligt op. Og så er det
altså det danske folks og den europæiske kulturs eksistens, der er truet, og så
kan jeg ikke tie (selv om jeg prøver at bruge så lidt tid og kræfter på det som
muligt). - De, der mener noget andet, er enten naive eller (mere eller mindre
bevidst) ude med en helt anden dagsorden, en venstreorienteret eller
kulturradikal dagsorden, hvor man enten endnu håber at kunne bruge
indvandringen til at fremme sin egen kamp mod traditionsdanskerne eller
forbereder sig på at skulle underkaste sig. Hvad det sidste angår, behøver der
ikke være tale om det rene kalifat, det kan også være en tilstand, hvor
kapitalen opretholder en multikulturel orden, hvor det danske territorium
leverer infrastruktur og arbejdskraft. Kapitalen er fuldstændig ligeglad med
det danske folk!
* * *
Man kan spytte så længe på en sten ...
Kommentar i tråden til DR 2
Deadlines opslag af indslaget med Politiforbundets
formand Claus Oxfeldt den 17. april 2019.
Jeg forstår godt politiets
frustration. Jeg misunder dem virkelig ikke. Og jeg ville aldrig selv optræde,
som Rasmus Paludan gør. Jeg har altid sagt, at jeg respekterer den enkelte
muslims gudstro. Der er jo enten ingen Gud eller kun én Gud. At jeg som kristen
må betragte islam som et stort kætteri, Muhammeds opkog og bearbejdelse af,
hvad han kendte fra jødedommen og kristendommen, er en anden sag. Man kan i
flere henseender sammenligne islam med mormonismen (påberåbelse af en særlig
åbenbaring og dyrkelsen af en særlig helligskrift). Forskellen er, at momonerne ikke udøver vold og ikke prøver at tyrannisere
andre. Og islam har altså virkelig et problem her, som er noget andet end den
enkelte muslims tro på Gud. Man kan godt betragte Koranen som et farligt skrift
på linje med fx Hitlers "Mein Kampf". - I
den aktuelle situation er det helt afgørende, at muslimer og autonome (vi får ikke
rigtig at vide, hvordan gruppen af voldsbøller er sammensat) udøver grov og
farlig vold for at lukke munden på en modstander. Der er områder i Danmark, der
er besat af en fremmed magt, så at den danske statsmagt ikke kan opretholde lov
og orden. Jeg forstår godt politiets frygt for, at både de selv og fredelige
borgere kan risikere at blive slået ihjel. Men så skal man bare indrømme det og
på det skarpeste tage afstand fra det. Voldsbøllerne skal først og fremmest
mødes med alle os andre borgeres fordømmelse og foragt. Så må det vise sig, om
samfundet kan genvinde kontrollen. Men kan samfundet (ordensmagten) ikke det,
kan det næste blive selvtægt fra danske borgeres side. Danskerne er heldigvis
et fredeligt og langmodigt, ja, konfliktsky folk. Men man kan spytte så længe
på en sten, at den bliver våd. Jeg henviser igen til Jens-Martin Eriksens
fremragende dystopiske roman "Helter Skelter" - hvor der ganske vist også optræder en anden
farlig magt (som jeg gerne ser beskrevet nærmere i en anden den af romanen).
* * *
Det besatte Danmark
Besættere, medkæmpere og slatne politikere og
debattører
Kommentar i en P1 Debat-Facebook-tråd 16.04.19.
Danmark er i en eller anden grad
besat. Der er områder, hvor voldsbøller af forskellig grad behersker gaderne.
Vi får aldrig at vide, hvordan de er etnisk sammensat, men jeg har det indtryk,
at der både er tale om besættere med anden etnisk baggrund end dansk og etnisk
danske bøller, der kæmper på de fremmede besætteres side. Jeg forstår godt, at
politiet er frustreret, og jeg forudser, at der bliver sat en stopper for
Rasmus Paludans demonstrationer. Så må vi bare erkende, at det er sådan. Men
efter min mening burde voldsbøllerne frihedsberøves og samles i særlige
fængsler eller lignende. Det kommer dog næppe til at ske. Det næstbedste er, at
samtlige politikere og debattører tager klart og skarpt afstand fra
voldsbøllerne. Det er utåleligt, at så mange viser forståelse for dem.
* * *
Radio24syv i Nykøbing?
Læserbrev i Lolland-Falsters
FOLKETIDENDE 10.04.19
Her i huset lytter vi meget til både DR P1 og Radio24syv. De to kanaler supplerer hinanden godt, og vi vil nødig undvære nogen af dem. Vi forestiller os ikke, at vi vil lytte med samme interesse til en provinsradio eller "jyderadio".
Vi ser Radio24syv som en af de friskeste medienyskabelser i vor tid og finder det ærgerligt, at udbudsregler og politiske krav skal kunne få kanalen til at ophøre.
Der foreligger nu et tilbud fra vort eget parti (DF) om, at Radio24syv kan fortsætte som DAB-radio. En anden mulighed kunne være, at Radio24syv blev sendt over Internettet. Men det bliver ikke det samme.
Vi er selv ærke-provinsboer (lollikker) - med et godt øje til den særlige øst for Valby Bakke-provinsialisme - og vi ser gerne, at der kommer nogle nye vinkler på tingene. Men det kan også ske ved en mindre udflytning - måske til Nykøbing, som vist ligger 111 km fra København!
Det helt afgørende er, at der kommer mere frihed og diversitet i den såkaldte elite.
Anna og Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Om HELTER SKELTER
Om Jens-Martin
Eriksens nye roman om situationen i verden - og indvandringsdanmark
- 2026. - Nogle 2019-bemærkninger om Jens-Martin Eriksens roman. Med mit
2004-foredrag om poesi og utopi som tillæg. Se også det! Altså efter
2019-bemærkningerne
NB! Disse bemærkninger kan blive udvidet. Det vil i så fald
blive sagt øverst på siden (senest opdateret).
I lørdags [9/3] satte jeg nedenstående på min internetunderside "Erindringer - DAGBOG":
Jens-Martin Eriksens roman "Helter Skelter".
Jeg så om den i DR2 Deadline og købte den straks. Jeg har kommenteret den i hans Facebook-tråd til Kristeligt Dagblads anmeldelse og har også haft den glæde at udveksle nogle beskeder om den med ham selv. I dag satte jeg denne kommentar ind i hans Facebook-tråd:
"Jeg har nu læst bogen. Og nogle anmeldelser. Noget af kritikken af det formelle må Jens-Martin tage til sig. Men det er en helt særlig slags roman, og man skal altid spørge, om et værk udfylder sin genre. Det mener jeg 'Helter Skelte'r i høj grad gør. Den kunne måske være gået dybere i den eksistentielle dæmoni. Men som politisk dystopi er den fremragende. Man skal bare have galgenhumoristisk sans. Og de, der er uenige, har sjældent hverken den ene eller den anden form for humoristisk sans. Der er ting, der er så alvorlige, at man kun kan forholde sig humoristisk til dem. - Jeg opfordrer Jens-Martin til at skrive en Anden del - hvis han ikke allerede er i gang med det. Her kunne vi komme ind i Instituttet og over til Rusland og Visegrad-landene. Det ville være alle tiders. Og kunne give balance. - Og under alle omstændigheder viser allerede 'Helter Skelter', at vi skal gøre alt for at undgå både pest og kolera!".
TILFØJELSE 11.03.19: "Helter Skelter" rumsterer stadig i mit hoved. Jeg tænker på, hvor retfærdig kritikken af det formelle er. Det er rigtigt, at der ikke uden videre er tale om en "oplevelsesroman". Det er jo en politisk dystopi, hvor det dokumentariske spiller en stor rolle og fylder meget, også hvad den store tragedie, der ligger bag migrationen angår. Og så er det sådan. Men inde i den almindelige dystopi står Torsten Vahlgren. Og man kan føle sig skuffet over, at den dæmoni, der virker omkring og i ham, ikke bliver fremstillet dybere. Men det er måske netop en hovedpointe, at man ser en person, der er hverken værre eller bedre - eller dybere - end Torsten Vahlgren, stå midt i det hele. - I øvrigt vil jeg gentage, at der med fordel kan komme en Anden del. Her vil især den dæmoni - og hvad det ellers er - der ligger i og bag "Instituttet" kunne blive fremstillet. - Endelig vil jeg fremhæve den vidunderlige, men jo også dybt skræmmende, måde, den "newspeak" bliver vist på, som karakteriserer de politisk korrekte, indvandrings- og islamvennerne, ja, de selvforagtende og selvdestruktive lands- og kulturforrædere. Det er stærk karikatur. Men meget af det hører man hver dag her i 2019. Hvordan man glider og snyder i udtrykkene og kategorierne osv. Da jeg o. 2000 begyndte at gå til modstand, var det ikke mindst disse ting, der havde ophidset mig. Uanset det alvorlige forhold, at vi faktisk står i en eksistenskamp, kan jeg alene rent intellektuelt ikke klare et sådant tankerod!
-
Fra undersiden "Poetik før oktober 2011", indsætter jeg her mit gamle konventsforedrag
fra 2004: "POESI OG UTOPI. Digteres forhold til utopi og ideologi. Fra Immanuel Kant til
Jens-Martin Eriksen". - Foredrag i Maribo Domprovstis Konvent 04.10.04.
Foredrag i Maribo Domprovstis Konvent 04.10.04 i Rubbeløkke Præstegård hos sognepræst Jesper Bacher
Se også ”grund-versionen”
(den uforkortede kladde) på undersiden ”Diverse”!
Jesper og jeg har - på baggrund af den helt aktuelle situation - talt om digternes og kulturelitens overvejende tilbøjelighed til at ligge politisk og holdningsmæssigt til venstre (eller til, ikke at markere en kritik af eller et alternativ dertil), og så navnlig om de eksempler, der er på, at digtere og kulturfolk i en hel del tilfælde totalt har underkastet sig en totalitær ideologi som kommunismen.
Og det er klart, at det især er det sidstnævnte fænomen der sigtes til i dette foredrags titel. Men ikke mindst i netop den aktuelle situation er den mere almindelige tilbøjelighed nok så interessant, så jeg har valgt at gøre sigtet både bredere og længere, hvilket vil sige, at dette foredrag får skikkelse af et meget stort overblik helt tilbage fra oplysningstiden af og frem til i dag.
Fra i morgen kan foredraget her læses på min hjemmeside, undersiden ”Poetik”. Og den uforkortede, ca. tre gange så lange, grund-version af det kan læses på undersiden ”Diverse”. I denne grund- eller kladde-version kan man også finde flere og længere citater samt kildeangivelser. - Adressen er: www.bentchristensen.dk.
-
Jeg vil begynde med at citere nogle linier fra en tekst, Jesper i sin tid viste mig, nemlig af den chilenske nobelpristager i litteratur (1971) Pablo Neruda, der regnes for en af vor tids betydeligste og mest originale sydamerikanske digtere. Han sluttede sin store ”Canto general” med en veritabel lovsang til det kommunistiske parti: ”Til mit parti”, hvori forekommer linier som:
...
Du har givet mig alle de levendes styrke.
...
Du har givet mig den frihed som den ensomme ikke ejer.
...
Du fik mig til at bygge på virkeligheden som på en klippe.
...
Du lod mig erkende verdens lys og glædens muligheder.
Du gjorde mig uforgængelig fordi jeg[,] med dig i mig[,] selv er uden
ende.
Dette er et klart eksempel på, hvordan ideologien og dens parti i selve det litterære værk optræder som en direkte erstatning for religion og trossamfund.
Men inden vi går til nogle tilsvarende danske eksempler, skal vi tilbage til den tyske Oplysning og den tyske romantik! Jeg mener nemlig, at vi skal se også den helt aktuelle situation som resultatet af det kæmpestore frigørelsesprojekt, der - på godt og ondt! - har været tale om i den europæiske kultur ikke bare helt tilbage fra oplysningstiden af, men jo helt tilbage fra renæssancen af.
Sådan som det hele har været, har det store europæiske frigørelsesprojekt i høj grad været en bevægelse væk fra den desværre ofte ganske uhellige alliance mellem kristendommen og magten og dermed en bevægelse frem mod, at det frigjorte menneske skulle kunne alting selv, ja, på grundlag af sig selv. Humanismen! - At kristendommen så hele tiden har været baggrund for og faktor i udviklingen, ”kultur-faktor”, er en anden sag. Selve vor kultur som sådan må betegnes som hverken mere eller mindre end ”post-kristen”! - At man, i rent ud sagt sit syndige oprør mod Gud, også gerne har villet bygge på sig selv, er atter en anden sag.
Da den store frigørelsesproces, det ”moderne”, humanistiske projekt, først var gået i gang, fortsatte den i sin egen kraft. Det eneste virkelige og mulige alternativ, jeg kender, er Grundtvig. Og ham har vi som sagt stadigvæk som et stort reservoir og et stort pejlemærke. Men vi må ikke glemme, at uanset den kolossale virkningshistorie, han har haft, lykkedes det ikke for ham, endsige for hans disciple, at få et alternativ til at stå helt oppe på det niveau, vi taler om her i dag.
Der er to ting, der er afgørende ved oplysningstiden, nemlig for det første troen på fornuften og oplysningen, og for det andet troen på, at udviklingen bevæger sig frem mod et stort endemål, eller i hvert fald bevæger sig i en sådan bestemt retning.
Fra nu af vil jeg - for korthedens og tydelighedens skyld - groft referere og citere uden kildeangivelse. Men I kan se det alt sammen i grund-versionen på min hjemmeside.
Immanuel Kant definerer ”Aufklärung” som ”Ausgang des Menschen aus seiner selbst verschuldeten Unmündigkeit”, og som en videre fremadskriden i oplysningen, frem mod frigørelsen til en fri eksistens. For Kant var oplysningen en altomfattende verdenshistorisk proces frem mod det endelige mål: ”das aufgeklärte Zeitalter”.
Og så er der forholdet til Den franske Revolution. Det er jo det, der svarer til forholdet til Den russiske Revolution. Og til at begynde med var de tyske oplysningsfolk og de unge tyske romantikere jo for revolutionen. Der var også en jakobinerlitteratur i Tyskland, ja, mindst eet eksempel på tilsvarende udbrud af revolution i Tyskland. Men det tjener til de tyske romantikeres ære, at de stod af, da revolutionen i Frankrig begyndte at udvikle sig i retning af terrorregime. Og en Napoleon-dyrkelse, der svarer til 1930’rnes Stalin-dyrkelse blev det af gode grunde ikke til i Tyskland. Tværtimod førte Napoleons krig mod og besættelse af Tyskland jo romantikerne over i en tysk patriotisme og nationalisme.
Men hvad nu selve det romantiske program angår (og jeg kan her slet ikke tage hensyn til, hvor broget det hele var), vil jeg gerne indsætte et meget vigtigt Grundtvig-citat:
Man vilde Synd og Umueligheder og sprængde sig derfor snart; men man angav en Tone, som ei kan hendøe, om Mennesket skal leve; man slog paa Strænge, der ere de eneste, som, med Christendommens Hjelp, og under dens Haand, kan sætte Liv i Folkene. - (Grundtvig i Verdenskrøniken 1817 om romantikkens hovedmænd i Tyskland, US III 725)
Dette er stort set af Grundtvig. For uanset med hvor stor velvilje man vil betragte Oplysningen, var den jo for snæver. Det var derfor romantikken, der blev den første altomfattende udfoldelse af det, der var begyndt allerede i renæssancen. Romantikken var langtfra blot en reaktion mod Oplysningen, men i høj grad også dens udvidede fortsættelse. Romantikken er det første altomfattende forsøg på at udfolde en kultur, som er rent menneskeskabt, og som i hvert fald ikke bygger på egentlig kirkelig kristendom! Og altså en kultur, hvor kunsten overtager religionens plads. Og uanset at det romantiske projekt ikke lykkedes, så er det alligevel dette forsøg, der sammen med arven mere direkte fra oplysningstiden er grundlaget for hele den moderne kultur.
Det nye i romantikken er ikke mindst den overordnede rolle, som poesien og kunsten kommer til at spille. Poesien bliver den nye religion og digteren bliver den nye profet og præst.
Men her skal vi tænke på ordene i Grundtvig-citatet lige før: ”og sprængde sig derfor snart”. Det er mærkeligt at tænke på, at de digtere, der udfoldede, hvad der den dag i dag må betragtes som begyndelsen på den modernitet, vi lever i, ikke selv fortsatte med at leve på, hvad de i deres ungdom havde proklameret! - Lad os se, hvordan det gik nogle af de største navne:
Fr .Schlegel konverterede i 1808 til katolicismen. - Wackenroder døde som 25-årig. - Novalis døde som 29-årig. - Hölderlin sank helt ned i sindssygen som 37-årig. - Brentano, som fra begyndelsen af havde været katolik, vendte tilbage til troen i 1816/17, hvorefter han bla. nedskrev nonnen Katharina Emmericks visioner - som jo Mel Gibsons ”The passion” bygger på! (SIDSTE: Hun er netop blevet saligkåret af Paven!). Og han fornægtede nu hele sin litterære produktion. - Joseph von Eichendorff er interessant derved, at han vel fra sin ungdom af var med i den romantiske bevægelse, men samtidig hele sit liv var troende katolik og som sådan på sine gamle dage skrev en kritisk litteraturhistorie over romantikken. - Endelig må det nævnes, at Henrik Steffens allerede i begyndelsen af 1820’rne bekendte sin omvendelse til luthersk kristendom.
Romantikkens hovedmænd fik altså enten ikke lejlighed til at vise, de selv kunne leve på de store tanker, de havde udkastet i deres ungdom, eller også vendte de sig senere fra dem. Alligevel blev det syn på poesien og kunsten som en slags ny religion, de havde udkastet, grundlaget for den rolle, ”kulturen” er kommet til at spille indtil den dag i dag. Hvor det altså så ofte har vist sig, at når kunsten ikke slog til, er man faldet tilbage på et totalitært system som kommunismen.
Hvad kunstens overordnede betydning angår, har allerede Schiller udtalt sig, nemlig i ”Über die ästhetische Erziehung des Menschen” (1795). Schiller krævede frihed gennem ”höhere Kunst” og ”ästhetische Erziehung”.
Men den fulde udfoldelse får dette i romantikernes store ”gesamt-syn” på poesien som ”progressive Universalpoesi”. Hos brødrene Schlegel og hos Novalis finder man forestillingen om et ”gesamt-kunstværk”, hvor alle kunstarter og filosofien og naturvidenskaben går sammen. Der er tale om en trang til helhed, hvor det gælder en regeneration af hele tilværelsen gennem en ny filosofi og poesi, ja, en ny religion! Fx erklærede Novalis og Brentano sig for en ”Romantisierung” af alt med henblik på at erkende den oprindelige mening med tilværelsen. Ifølge Fr. Schlegel skal den ”progressive universalpoesi” udbredes over flere og flere livsområder, så at hele livet til sidst bliver digtning. Hele tilværelsen skal genfødes ved poesiens ånd. Ja, Fr. Schlegel skrev ligefrem til Novalis, at
Ich denke eine
Religion zu stiften oder vielmehr zu helfen ... Vielleicht hast Du noch die
Wahl, mein Freund, entweder der letzte Christ, der Brutus der alten Religion,
oder der Christus des neuen Evangeliums zu sein (her efter PVL 7, 36).
Og dette er efter min mening af helt grundlæggende betydning: Der sker en overanstrengelse af kunsten som religionserstatning, hvorefter i hvert fald nogle falder tilbage på enten kristendommen som sådan eller på Romerkirken som autoritær institution - og senere på en autoritær ideologi som kommunismen og en autoritær institution som Det Kommunistiske Parti. Andre falder tilsvarende tilbage på ”humanismen”.
I denne forbindelse må vi heller ikke glemme, at netop marxismen kan ses som en udløber af romantikken eller af den tyske idealisme. Der går en linie fra Fichte over Schelling og Hegel til Marx. Eller som det også ofte bliver sagt: Marx er Hegel vendt på hovedet. Eller vi kan her i vor sammenhæng sige, at marxismen er en yderste konsekvens af bevægelsen i retning mod en altomfattende, af kristendommen uafhængig helhedstolkning af tilværelsen. Og vi skal om lidt se eksempler på, at marxismen netop også ser sig selv som humanismens og fornuftens højeste trin og ypperste udfoldelse. Her har vi en vigtig del af forklaringen på, hvorfor grænsen kan flyde en hel del mellem den i grunden borgerlige oplysning og kulturradikalisme, og så kommunismen. Og en af de fælles ting er troen på, at historien har en bestemt retning mod et bestemt mål, og at der er tale om ikke alene en bestemt, men også en irreversibel proces. Deraf også fællesbetegnelsen ”progressiv”!
Romantikken i Danmark - eller den danske guldalder - var ikke revolutionær eller utopisk i en forstand, der svarer til det, vi beskæftiger os med her. Tværtimod, må man sige. I Gyldendals meget marxistiske danske litteraturhistorie fra 1983 konstateres det, at Oehlenschläger i sit oprør mod 1700-tallets ”dydspatriotisme” ikke havde kunnet formulere et alternativ (medens Steffens dog kunne indkredse problemet, idet han talte om talentets ”Collision med det borgerlige Selskab”). Resultatet bliver, at der i ‘naturpatriotismen’ sker en genoprettelse af den patriotiske fællesskabsfølelse i en ny og politisk urevolutionær form, en form, der var uden udviklingsmulighed og deri skrøbelig. ”Den kunne for en kort tid danne grundlag for fantasifulde filosofier og selvberuste naturdigtninge, men rummede i netop denne form ingen mulighed for andre til at placere sig ind i fællesskabet”.
Men også i Danmark er romantikken alligevel modernitetens grundlag - igen på baggrund af Oplysningen. I de dannede og toneangivende kredse var det - som Grundtvig fik det at føle - tidens idealistiske og kosmopolitiske ånd, der herskede.
Vigtigt er synet på poesiens og digterens rolle, ja, i det hele taget på ”kulturen” som det medium, hvorigennem den store virkelighed åbenbarer sig. Vi kan her bare tænke på, hvordan Grundtvig har betegnet digteren (om end udtrykkeligt den kristne) som ”Livets kaarne Speider” (”Fortaleriim” til ”Roskilde-Saga”, US II 622).
Uanset hvad man vil mene om den marxistiske vinkel, der anlægges i den netop citerede litteraturhistorie, er det klart, at den danske guldalder- og biedermeier-tid måtte afløses af noget, der svarede til det moderne gennembrud og naturalismen. Og nu skete dette altså ved Georg Brandes. Og vi har hermed linien: oplysning - romantik - moderne gennembrud, den linie, som kulturradikalismen blev næste punkt på.
Selve det moderne gennembrud og dets forfattere vil jeg ikke komme nærmere ind på. Jeg mener ikke, man kan finde eksempler på forskrivelse til totalitarisme hos nogen af forfatterne her. At Brandes gik til angreb på det bestående samfund og den bestående kultur, er en anden - og på sin vis ærlig - sag. Men der var ikke nogen af de store forfattere, der blev partisoldater.
Der er i tiden efter Første Verdenskrig mange forsøg på at dyrke det æstetiske eller poesien. Men dels viste det sig igen, at det ikke er så nemt endda at bruge kunsten eller poesien som religionserstatning, dels gjorde de sociale og politiske problemer i almindelighed og fascismens og nazismens opkomst i særdeleshed det vanskeligt at blive i elfenbenstårnet.
Som Tom Kristensen sagde i radioforedraget ”Kunst, Økonomi, Politik” (1932): ”Ungdommen må blive politisk”. - Jfr. Poul Henningsens udtalelse - godt nok helt oppe i 1938 - i særnummeret af - ”Kulturkampen” (nr. 6-7): ”Det er romantik og falsum at tale om en upolitisk kunst”.
Jeg vil nu trække fire forfattere frem, som på mere eller mindre forskellig måde viser, hvordan det i denne situation kunne gå. (Det bliver en slags første runde; vi vender tilbage til tre af dem i det afsnit, der bygger på Bent Jensens bog om Stalinismens fascination).
Der er - også kronologisk - først Martin Andersen Nexø (1869-1954), hvis udgangspunkt jo var en elementær solidaritet med det proletariat, han selv tilhørte, og en religiøs tro på proletarens, ”Det nøgne Menneske”s vandring mod lyset. Og i denne forbindelse en tro på det gode i mennesket.
Allerede mødet med anarkistiske organiserede landarbejdere i Spanien omkring århundredskiftet fik betydning for hans politiske udvikling. Nexø så med skepsis på det danske Socialdemokratis opsugning i det parlamentariske system, og efter den russiske revolution i 1917 brød han med Socialdemokratiet og blev medstifter af Socialistisk Arbejderparti, en forløber for Danmarks Kommunistiske Parti. I 1951 flyttede han til DDR, hvor han boede til sin død. - ”Pelle Erobreren” (1906-10). ”Ditte Menneskebarn” (1917-21). ”Erindringer” (1932-39).
Det er ikke så svært at forstå, at det kunne gå Nexø sådan - til at begynde med. Det svære er at forstå, at han - med en fuldstændig blind tro blev ved at holde fast ved Sovjet- og DDR-kommunismen.
I vintrene 1891-1893 var Nexø elev på Askov Højskole, men lærernes forsøg på at få kristendommen til at forliges med darwinismen kom til at virke mod hensigten - hvilket dog ikke hindrede ham i, hensynsløst at bruge det kristne billedsprog (som han kendte mere eller mindre udenad fra Bibelen og salmebogen) i sin senere socialistiske og kommunistiske forkyndelse. Fx lader han i romanen ”Morten hin Røde” (1945) titelpersonen sige om den unge sovjetstat, at ”Vi skal tro paa det derovre ... Slipper vi troen paa det, kan vi lige saa godt opgi alting”. Og videre, at ”vi jo alle sammen har drømt om Lenin [...] han rummer i sig alt hvad vi har lidt - og vore forfædre med - i to tusend Aar. Han vil gøre Kristi Løfter til Virkelighed - og han kan det!”.
Hans Kirk
Herefter er vil jeg nævne Hans Kirk (1898-1962), som ganske vist var lægesøn og selv akademiker (cand. jur.), men hvis far faktisk var bror til Tabita fra ”Fiskerne”! (1928). Og gennem sin fars virke som læge i Hadsund lærte han menneskers fattigdom og sult at kende. Senere kom han på Sorø Akademi, hvorved hans politiske bevidsthed blev skabt og hans oppositionstrang styrket. Hans Kirk betegnes som periodens mest konsekvent marxistiske digter, og selv om han selv hævdede, at det var solidaritetsfølelsen med det jævne folk, der havde bragt ham dertil, må man sige, at han jo i kraft af sin baggrund og uddannelse også er typen på den intellektuelle kommunist.
Hans Kirk så Indre Mission som en proletarbevægelse, hvis samfundskritik var afsporet i religiøs retning, og uanset ”afsporingen” er det ligefrem blevet sagt, at hans fascination af Indre Mission skyldes, at han så en lighed mellem denne organisation og det kommunistiske parti!
Hans Kirk var 1934-41 en stærkt partitro medarbejder ved det kommunistiske dagblad ”Arbejderbladet”, og fra 1945 ved det kommunistiske ”Land og Folk”.
Af særlig interesse i vor sammenhæng er romanen Vredens Søn (1959), Kristi historie betragtet i datidens sociale og politiske lys, men som en analogi til vor egen tid. Bogen munder ud i en tro på, at folket en dag vil blive sin egen Messias!
Otto Gelsted
Med Otto Gelsted (1888-1968) er vi - på en anden måde, end det var tilfældet med Nexø og Kirk - helt inde centrum af den gåde, det - i hvert fald ved første øjekast - er, at følsomt poetiske og højt dannede mennesker kan forskrive sig til en totalitær ideologi som kommunismen.
Gelsted udgav sin første digtsamling i 1920: ”De evige ting” - en titel, vi jo ikke kan undgå at lægge mærke til. Samlingen er dog tydeligt præget af forbilledet, den panteistiske Thøger Larsen. Et andet forbillede var Johannes V. Jensen, om hvem Gelsted skrev en biografi allerede i 1913. Sin første kunstbog udgav Gelsted i 1919: ”Ekspressionisme”.
Gelsted havde også sit ungdoms-møde med kristendommen, nemlig gymnasieårene på Jesuiterskolen i Ordrup! Ligesom Nexø på Askov blev Gelsted her - mutatis mutandis - af skolens polemik mod darwinismen drevet i armene på denne. Og, som det hedder, ”Jesuiternes skarpe logik blev vendt mod dem selv”. Men hans interesse for filosofien var blevet vakt. Og hans græsklærer kom, som det videre hedder, ”for skade at åbne ham døren ud til Grækenlands sol og blå hav”. (Vi kan sikkert også godt lægge noget særligt i, at både Gelsted og Paul la Cour dyrkede Grækenland: skønhedens og tankens ikke-kristne del af vor civilisations dobbelte fundament).
Men i 1918 var Gelsted med til at udgive en samling Brorson-digte! Og der tales også om en Brorson-tone i hans naturdigte.
Nu kan vi jo mildest talt ikke gå i detaljer her, men allerede disse skitse-rids tegner et billede af en mand, for hvem kristendommen var blevet lukket land, og som forgæves prøvede at finde hvile i naturlyrikken - som fx i digtet ”Det evige tomme” (”Henimod Klarhed” (1931)), hvor den truende tomhed med dens dødsbegær manes bort med linierne:
Ud til de fjerneste sole,
ind i de mindste fnug
hører jeg skabelsen suse
som et eneste vældigt
fødselssuk.
(DDL 168)
Heller ikke det græske engagement gav Gelsted ro, og allerede inden han i studentertiden lærte Hans Kirk at kende, var han - ad filosofisk vej (via Kants kriticisme!) - nået frem til marxismen, som han vist bekendte sig til allerede i 1924, og i 1928 rejste han til Sovjetunionen. Han skrev i venstreradikale og kulturradikale tidsskrifter, og fra 1936 til sin død i 1968 var han medarbejder ved de kommunistiske dagblade.
Gelsteds nære samarbejde med Poul Henningsen (som han efter sigende løbende opdaterede ud af sin omfattende dannelse) og kulturradikalismen må nærmest betragtes som knudepunkt-et i det dobbeltspor, jeg her forsøger at tegne. Men helt nemt var det ikke. Vel lykkedes det i vid udstrækning kommunisterne at styre de fælles progressive aktiviteter, men det var ikke alle, der lod sig styre. Så vidt jeg er orienteret, holdt PH selv sin sti ren, for så vidt angår holdningen til stalinismen. Men altså ikke mere, end at han havde et meget tæt forhold til og samarbejde med Otto Gelsted.
Til sidst et eksempel på, hvad det følsomme og højt
dannede menneske Otto Gelsted kunne bringe sig selv til at sige i kommunismens
navn. Han betegnede i en artikel i tidsskriftet ”Kulturkampen” sit standpunkt som ”revolutionær humanisme” og
erklærede i den forbindelse, at ”jeg kan gå med til vold, diktatur og terror,
sådan som man kan gå med til en livsfarlig operation. Men det er i det højeste
nødvendige onder, der kun kan forsvares som gennemgangsled til en ny,
rimeligere samfundsorden”.
Som et bidrag til forklaringen af gåden Otto Gelsted nogle få ord om Paul la Cour (1902-1956), hvis digtsamlinger fra 1920’rne rummer en traditionel skønhedsdyrkende lyrik. Men fra og med samlingen ”Den tredie Dag” fra 1928 bevæger han sig frem mod en lyrik, som er et forsøg på at trænge frem mod en enhedsoplevelse af ”tingenes tale”, ”de fortryllede dage”, ”det åbne” osv. Hans lyriske bestræbelse kan ses som en stadig gentaget og fordybet kamp for at realisere det symbolsprog, som udtrykker og rummer hans inderste livsoplevelse, hans livstolkning: livet som den rene modsætningsløse væren.
Men fra begyndelsen af 1930’rne bevæger han sig over mod en social digtning, der skal træde i et tjenende forhold til den krisehærgede samtid. Det er blevet sagt, at han nærmest tog det sociale engagement på sig som et kors, ja, at der i samlingen ”Dette er vort liv” fra 1936 udtrykkes en skyldfølelse og et ansvar over for den yngre generation, nu hvor man står over for truslen fra fascisme og krig. I 1949 opgav han sin tilknytning til kredsen omkring Heretica (se nf.) og knyttede sig til det kommunistiske parti.
-
1930’rne var i det hele taget ikke demokratiets store årti. Der var som bekendt også folk, der sværmede for fascismen og nazismen eller havde tilbøjeligheder i den retning. Ud af individualismen og æsteticismen søgte man mod det autoritære. Og netop i vor sammenhæng er det værd at lægge mærke til, hvordan Tom Kristensen i romanen ”Hærværk” fra 1930 lader både katolicismen (som dog helt afvises) og kommunismen (som måske forbliver en mulighed) være udveje for den rådvilde Ole Jastrau. - Læg mærke til, at det hele tiden netop er Romerkirken som autoritær institution, snarere end selve kristendommen som sådan, der frembyder sig som en mulighed!
Bent Jensen
og hans stalinisme-bog
En - på flere måder! - god overgang fra 1930’rne til perioden fra 1945 til i dag vil være at se lidt på Bent Jensens berømte - og i det gode selskab berygtede - bog ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”. Ja, netop det forhold, at det nærmest er endt med, at Bent Jensen selv er blevet skurken i denne sag, siger meget om sammenhængen mellem 1930’rne og den aktuelle situation. Men det vigtigste er selvfølgelig denne bogs lange række af eksempler på, hvad venstreorienterede intellektuelle har kunnet få sig selv til at sige. Jeg vil om lidt citere noget af, hvad Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Otto Gelsted har sagt. Endelig præsenterer Bent Jensen i bogens sidste kapitel en bred vifte af mulige forklaringer på, hvorfor det har kunnet gå så galt for så mange af de bedst begavede.
Af pladsgrunde må jeg her i foredraget nøjes med eet eksempel pr. forfatter.
Martin Andersen Nexø følte sig under en rejse til Sovjetunionen hensat til ”en tur gennem Tusind og een nat, bolsjeviseret - fortryllende vågen”, og efter rejsen sendte han mange tanker til ”den ny verden, Sovjetunionen, hvor livets flod rinder uhæmmet og ren over krystalklar bund” [fremh. her]. - NB! Jfr. Åb. 22,1!
Hans Kirk hyldede i anledning af hans 70-års fødselsdag i 1949 Stalin som ”det forbilledlige menneske”, ”Folkets kærlighed”, ”en stor humanistisk skikkelse”, ”elsket og beundret af dem, der tror på socialismen”.
I en artikel med titlen ”Sandhedens magt” ser Otto Gelsted sovjetsamfundet som en opfyldelse af drømmen om et bedre og fornuftigere samfund idet han ser Stalin som ”det store menneske”, der førte masserne ”bort fra forældede traditioner og hen imod fornuftens lys”. ”Stor er fornuftens magt, og den vil sejre”. - Bemærk de tre gange fornuftig/fornuft!
I kapitlet ”Forklaringer på fascinationen” gør Bent Jensen - bla. ved at citere den polske filosof Leszek Kolakowski, der oprindelig var professor i marxisme ved universitetet i Warszawa - forholdet op således:
Blandt motiverne til dette selvbedrag nævner Kolakowski en desperat tro på drømmen om menneskehedens
broderskab, typiske intellektuelle illusioner om ”historiens fremskridt”
(manifesteret i stalinismen), længsel efter en universalnøgle til at åbne for
alle hemmeligheder i historien, videnskaben og politikken, et ønske om at ride
med på historiens bølge - dvs. være på de sejrendes side - og dyrkelse af vold,
som ifølge Kolakowski (der har mange års førstehåndserfaringer
fra Polen) øver så stor tiltrækning på mange intellektuelle. Hertil kan føjes
trang til at underkaste sig magtfulde bevægelser og institutioner, frustrerede
politiske ambitioner, intellektuel forfængelighed og skyldfølelse på grund af
en privilegeret tilværelse. Alle disse motiver synes at kunne sammenfattes i
behovet for en erstatningsreligion, der
igen hænger sammen med et undertrykt religiøst behov og en angst for at leve
livet på eget ansvar, ubehaget ved selv at skulle søge sandheden. Stalinismen
var en religion forklædt som videnskab, der gav nogle en følelse af at kunne
forstå og forklare alt (SF
Og jeg har sådan set ikke noget at føje til her, men jeg vil fremhæve det med de frustrerede politiske ambitioner og den intellektuelle forfængelighed. Jeg har i hvert fald ofte selv overvejet, om de intellektuelles og kunstnernes nærmest hadefulde holdning til vort eget samfund og dets autoriteter, herunder traditionens autoritet, kan skyldes det forhold, at de pdes. betragter sig selv som de sande autoriteter og ledere, men pdas. må erkende, at de jo ikke selv udøver nogen direkte politisk magt. Det er i denne henseende værd at notere sig, hvad Niels Barfoed i sin bog (”I unåde”) om den - på grund af den kommunistiske antisemitisme - frafaldne kommunist Peter P. Rohde drager frem om dennes følelse af netop magt ved at være i besiddelse af den kommunistiske forståelse af historiens gang og ved at være med i den dertil svarende kommunistiske verdensbevægelse (foreløbig ikke stedfæstet).
Bent Jensens bog blev genudgivet i 2002, og i en Efterskrift til denne udgave beretter Bent Jensen om, med hvilket had og hvilken forargelse førsteudgaven i 1984 var blevet modtaget. Jeg har dog ikke kunnet finde digtere blandt de navne, Bent Jensen opregner. Det er typisk journalister, debattører og ikke-kunstner-intellektuelle, der har ført sig frem - bla. Mogens Fog som, jo også er et af de store navne i selve bogen.
En vigtig side af denne sag er, at Bent Jensen udtrykker sin undren over, ”hvor mange der holdt mund”. Ja, det er en afgørende side af det billede, jeg har forsøgt at ridse op i hele dette foredrag. For een ting er, at det er en gåde, at så mange intellektuelle og kunstnere direkte har kunnet hengive sig til den totalitære kommunisme. Noget andet - og endnu mere gådefuldt - er, at hele mainstream-klimaet har været sådan, at kun meget få er trådt kritisk op mod kommunisterne og deres sympatisører.
Fra
kulturradikalisme til nyradikalisme
Det ville være meget interessant at komme nærmere ind på kredsen omkring tidsskriftet ”Heretica”. Man forsøgte her et opgør med naturalismen, ideologierne og ”Tilværelsens totale Politisering” (Bjørn Poulsen), og positivt havde man et bredere og dybere eksistentielt og poetisk sigte, for nogles vedkommende ligefrem et kristent. I vor sammenhæng er det interessant, at digtere som Paul la Cour og Erik Knudsen på et tidspunkt var knyttet til ”Heretica”, men ret hurtigt forlod det til fordel for det det marxistisk-radikale tidsskrift ”Dialog”.
Heretica blev en - om end på mange måder sympatisk - parentes i den danske ånds- og litteraturhistorie. Her kunne være skabt et alternativ, og i et vist omfang blev der det jo også. Men fra 1960’erne blev det den såkaldte nyradikalisme og modernismen, der kom til at give tonen an. Man kan sige, at nyradikalismen blev en slags statsanerkendt og statsstøttet opposition.
Og så kommer den nye politisering fra slutningen af 1960’erne af og op gennem 1970’erne.
Bente Hansen, Erik Knudsen og Ivan Malinovski
På et tidspunkt stødte jeg på en henvisning til Bente Hansens bog ”Forfattere i/mod kapitalismen” fra 1975. Og den viste sig at være en ren guldgrube, idet den dels i sig selv er et gribende eksempel på 1970’ernes universitetsmarxisme, dels i såvel sin omtale af de to forfattere og deres forfatterskaber som i interview’ene med dem giver et godt indtryk af det forhold mellem poesi og utopi, der her er tale om. Af tidsgrunde må jeg desværre i høj grad henvise til referaterne og citaterne i grund-versionen på min hjemmeside.
Erik Knudsen
Erik Knudsen (f. 1922) er blevet sammenlignet med Otto Gelsted i den forstand, at også Erik Knudsen ”tog afsked med ‘poesien’ for at blive en samtidig digter” (dvs. netop ”samtidig”, ikke blot ”moderne”; se PDL 4 (1966), s. 80), idet dog hans kunstneriske løsning måtte blive en anden. Erik Knudsens digtning blev meget direkte agitatorisk.
I interview’et med Bente Hansen siger Erik Knudsen, at hans socialistiske engagement begyndte allerede i hans gymnasietid, hvor han ”sådan set” var stalinist.
Om det forhold, at det er ret små kredse af befolkningen, han kommer i forbindelse med, siger Erik Knudsen (jfr. Bent Jensen og Leszek Kolakowski), at
det kan godt være det er erfaringerne og læren fra Lenin og den russiske bolsjevisme som spiller ind der - men de var i sandhed også ganske få kredse - og de fik dog udrettet et og andet. Det er jo klart, at man som marxist er overbevist om begrebet det dialektiske omslag - at det der i dag er de ganske små kredse, det blir en dag flertallet. Hvis man ikke havde den overbevisning at mindretallet i dag er flertallet af i morgen, så ville man blive hæmmet i sit arbejde (FIK 85).
Erik Knudsen var som nævnt ”socialist/kommunist” allerede i gymnasietiden, så at man altså ikke kan sige, at han er en digter, der er faldet tilbage på ideologien efter at have forsøgt at leve på poesien. Snarere må man sige, at der fra begyndelsen af har været en konflikt hos ham mellem det rent poetiske, lyriske, og så det politiske engagement. Det berømte digt Blomsten og sværdet (i samlingen med denne titel fra 1949) viser, hvordan han som digter går fra en mere rent lyrisk periode til en socialistisk kæmpende og forkyndende periode. Men hvis vi går helt tilbage til hans barneår, hvor han ville være maler, kan vi finde den tiltrækning af den landskabelige idyl, som han bevarede livet igennem, men som kom i konflikt med hans politiske engagement.
I det allerede omtalte titeldigt fra Blomsten og Sværdet (1949) vises konflikten mellem idyllen/poesien og kampen således:
Gå ind i skoven? Nej jeg tør ikke gå
Hvor drømmens grønne kobbertræer gror
Lyt til fuglene! Nej jeg tør ikke tro
Så rene toner. Skønhed gør mig gal
Og vellyd ringer grusomt i mit øre
Hvad vil jeg i et skyggefuldt bedrag
Hvor solen sliber sine blanke løgne
Og blomsten dårligt skjuler sin foragt?
Farvel valdhorn, bukkar og kildevand
Farvel vor lille frokost i det grønne
Fra marken høres råb og våbenbrag
Ud hvor alt er nøgen dag
Hvor sværd lyner, spyd fletter
Himlens tag
Hvor faner brænder, trommer kalder
Fugl af reden
Ud hvor sejrens morgenrøde flygter
Og nederlagets sorte majestæt
Står fast
(Her efter FIK 49)
I Bente Hansen-interview’et
erklærer Erik Knudsen, at han identificerer sig 100% med det vietnamesiske
folk. At støtte dem er simpelt hen ”at redde mit eget liv - også at redde
Danmark. [...] fra imperialisme og fascistisk reaktion” (FIK 84). Denne
solidaritet udtrykker han i digtet ”Til FNL”:
I bekæmper imperialismen udefra
Vi forsøger det samme indefra
Uden illusioner om modstanderens styrke
og vor egen svaghed
går vi til det daglige
underminerings- og oplysningsarbejde
inspireret af jeres stolthed
og i tillid til et eller andet
i os og vore landsmænd
som ikke er til salg.
(Her efter FIK 76)
Ivan
Malinovski (1926-1989)
I Bente Hansen-interview’et fortæller Ivan Malinovski (1926-1989), at han blev politisk bevidst, da han som ung flygtning, efter visse aktiviteter i modstandsbevægelsen, i Sverige kom ind i en kommunistisk studiekreds. Men allerede inden da havde han under sin deltagelse i arbejdet med at redde de danske jøder til Sverige oplevet forfærdelige ting, som gjorde, at han fra da af ”automatisk [har] været på de forfulgtes, de undertryktes, de Nederstes side” (brev af 03.03.73 til Bente Hansen).
Ivan Malinowski har altså - som Erik Knudsen - været socialist fra begyndelsen af. Men hans to første digtsamlinger (fra 1945 og 1947), som han i øvrigt senere slettede af forfatterskabet, var, som det hedder, ”stærkt præget af hans flygtningetids indtryk af svensk lyrisk fyrtiotalisme og af ungdommelig patos”.
Gennembrudsdigtsamlingen Galgenfrist (1958) er en modernistisk, nihilistisk digtsamling, som dog er præget af det for Malinovski karakteristiske håb.
Med samlingen ”Åbne Digte” fra 1963 træder Malinovski ud af den modernistiske lukkethed, han - trods sin socialistiske overbevisning - som lyriker har befundet sig i. Digtene bliver udadvendte med konkret samtidsaktuel adresse, og håbet får en klart politisk karakter. I senere samlinger handler digtene om Vietnamkrigen, demonstrationer og arbejdskampe. Påvirkningen fra Brecht er tydelig.
Af særlig interesse for os er det til dels temmelig ”konfirmandteologiske” digt fra ”Åbne digte” ”Åbent digt til vorherre”, hvor Gud - som ikke er verdens skaber, men kun dens ødelægger - anklages for at være årsag til den splittelse i verden, som Malinovski havde skildret allerede i digtet ”Disjecta membra” (”Galgenfrist”, 1958). Der er dér tale om hele tilværelsens nihilisme, hvor ”ingen / enhed er den sidste ingen grænse urokkelig”, ”hvor alting kun består af sine yderpunkter / hvor ingenting følgelig består”, men til allersidst udtrykkes alligevel et trodsigt håb: ”men dette splittede blod vil ikke dø / og ukueligt er kødet der klynger sig til sit ben”.
”Åbent digt til vorherre” er udformet som en slags anti-fadervor:
Fader vor
Du som er i himlen
Her har du anrettet Mer end nok [...]
Men Malinovski går dybere end den sædvanlige konfirmandteologi på teodicé-problemet, så det er ikke selve korstogene, inkvisitionen, koncentrationslejrene og gaskamrene eller ”Det Bedste” osv., han vil anklage Gud for; nej, han vil anklage ham for at være ”den egentlige årsag / Til al denne elendighed”, for,
Stupid som en guillotine
Som en kæmpemæssig slagtekniv
At have flækket en samdrægtig verden
[...]
Denne ubarmhjertige skilsmisse
Dette dybe blødende snitsår i universet
Ja fader vor
Du som er i himlen
Bliv deroppe
Så bliver vi her
Og prøver at begynde forfra.
(DDL 3, 280)
I 1950’erne besøgte Malinovski bla. Rumænien
det her store brogede, ret progressive bondesamfund, hvor man alligevel i en utrolig grad havde bevaret en kulturel integritet, hvor samfundet stort set fungerede på folkets vilkår så at sige. Det var i 55. Rumænien - jeg tror, det er et af de lande i Vesten der har en chance
Malinovski ser nemlig ikke det mindste håb for Vesten. Men han ”er sikker på at menneskeheden går en strålende, ufattelig fremtid i møde, en fremtid vi ikke kan forestille os i vor vildeste fantasi, og at den fremtid er lige om hjørnet”.
Efter
halvfjerdserne
Fra 1980’erne af er der vist ikke eksempler, der svarer til Erik Knudsens og Ivan Malinovskis. Tværtimod kom der - af let forståelige grunde - en reaktion mod halvfjerdsermarxismen og den plat samfundsrelaterede litteratur. Og efter Berlinmurens fald og såvel Sovjetimperiets som selve Sovjetunionens sammenbrud i årene omkring 1990 ligger det ikke sådan lige for at føre sig voldsomt frem med selve den kommunistiske utopi.
Det er min egen opfattelse, at selve litteraturens hovedstrøm nu er æstetisk, formalistisk. postmoderne (jfr. her også begrebet ”kropsmodernisme”!), men at det stadig er arven fra kulturradikalismen og nyradikalismen, man føler sig forpligtet på, når og hvis man vil eller skal markere sit politiske og ideologiske ståsted.
-
Det eneste - men til gengæld meget stærke - eksempel, jeg kender, på, at en forfatter har talt imod dén ”venstre-humanistiske” orientering, der tydeligvis stadig er herskende blandt kunstnere og intellektuelle er Jens-Martin Eriksens indlæg i KRITIK 159: ”Taktiske fortielser og strategiske løgne. Om multikulturalisme og politisk korrekthed”, og det vil jeg til slut referere og citere noget fra. Der er mere på hjemmesiden.
Jens-Martin Eriksen (f. 1955) indleder sit KRITIK-indlæg med at betegne den ”progressive” politiske korrekthed omkring multikulturalismen som en farceagtig gentagelse af halvfjerdsernes selvforståelse. For der er nu den samme rædsel for at blive stigmatiseret som reaktionær eller borgerlig, som der var dengang - bortset fra, at dengang var det mest på universitetet; ”nu har lammelsen bredt sig til hele samfundet”.
Jens-Martin Eriksen betegner multikulturalismen som et begreb, der i de progressive kredse ”betragtes som en indgangsbøn [fremh. her], man afæskes for at blive anerkendt i offentligheden som et tolerant menneske”. ”Vover man [...] at sige, at man ikke er multikulturalist [...] er man dømt moralsk uren. Derfor er der heller ikke nogen i den kulturelle verden, blandt dannede mennesker og andre selskabsløver, som vover at sige sådan noget” (s. 66).
Hermed er vor store tur fra oplysningstiden til i dag slut. Jeg håber, I har fået noget ud af den - og henviser endnu en gang til grund-versionen på min hjemmeside.
_______________________
DDL F.J. Billeskov Jansen (udg.): Den danske Lyrik III (1966)
FIK Bente Hansen: Forfattere i/mod kapitalismen. Omkring Erik Knudsen og Ivan
Malinovski (1975)
PDL Politikens ”Dansk litteratur historie” (1966)
PVL Politikens ”Verdens litteratur historie” (1972)
US N.F.S Grundtvig ”Udvalgte Skrifter”
* * *
Jeg er vred og krænket
[Læserbrev i Folketidende 07.03.19. Samme dag sat på min Facebook-væg og internetundersiden "Debat"].
Måske skulle jeg bare have trukket på smilebåndet og rystet på hovedet, da jeg tirsdag den 5. marts for første gang hørte om de kønsneutrale trafiklys. Og jeg troede faktisk først, der var tale om et indslag i et satireprogram. Men da det gik op for mig, at virkeligheden i dette tilfælde overgik satiren, blev jeg grebet af en voldsom vrede - som varede hele dagen og fik mig til at skrive nogle meget grove digte og aforismer. Det første digt er så groft, at jeg aldrig vil offentliggøre det!
Jeg har undret mig over, at en så lille og latterlig sag har kunnet gøre mig så vred. Men forklaringen er nok, at der er tale om den berømte dråbe ...
De mennesker, ikke mindst fra Det Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten, der fører dette og tilsvarende ting frem, gør simpelt hen grin med alle os andre. Jeg føler mig dybt krænket!
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Om præstehåndtryk
Også på
undersiden "Kirke og teologi". - 18.02.19.
Den 18. februar
2019 hørte jeg kirke- og kulturminister Mette Bock i DR P1’s program Ring til
regeringen, og det førte til, at jeg skrev et spørgsmål i Facebook-tråden til
dette program. Jeg slog det også op på min egen væg:
Kirkeministeren
er i P1 Debat. Og igen er spørgsmålet om forholdet mellem håndtrykket ved
statsborgerskabsceremonien og håndtrykket mellem mandlige og kvindelige præster
blevet bragt på bane. Jeg har derfor sat dette spørgsmål i programmets FB-tråd:
Hvorfor gør
kirkeministeren ikke opmærksom på, at det håndtryk, nogle præster (som jeg ikke
er enig med) ikke vil give, er håndtrykket i forbindelse med præstevielsen
(ordinationen). De vil simpelt hen ikke deltage i overdragelsen af
præsteembedet til en kvinde, når de nu (forkert!) mener, at kvinder ikke kan
være præster. - Hvad nogle af disse mandlige præster måtte gøre, når de møder
kvindelige præster i andre sammenhænge og der altså er tale om et almindeligt
goddag eller farvel, er noget andet. Men er der eksempler på det?
-
Efter udsendelsen
satte jeg dette i et kommentarfelt til opslaget med mit oprindelige spørgsmål:
Mit spørgsmål
kom ikke med i programmet, men jeg håber, redaktionen har set det og har nu
også sat det på mine internetundersider "Kirke og teologi" og
"Debat". - Det er utroligt, at man altid får rodet kategorier og ting
sammen, når der fx drøftes udlændinge og kirke. - Statsborgerskabsceremonien er
indrettet, som den er, fordi man har besluttet, at sådan skal det være. I
Danmark (som de pågældende har søgt om statsborgerskab i) er håndtrykket en
vigtig del af en aftale, og det, at man ikke ønsker at udføre denne del af
ceremonien, kan ses som et udtryk for, at man ikke ønsker at indgå helt i den
danske sammenhæng. Man kan også sige, man fra regeringens og Folketingets side
har besluttet, at man ikke vil give statsborgerskab til personer, der ikke vil
deltage helt og fuldt i denne ceremoni og dermed repræsenterer en holdning, man
ikke ønsker indført i Danmark. - Håndtrykket ved præstevielsen (ordinationen),
hvor de (som regel mange) almindelige præster, der er med oppe i koret,
"trykker med" på det håndtryk, den ordinerende biskop har givet
ordinanden, er også et udtryk for, at disse præster byder den nyordinerede velkommen i det præstelige fællesskab. Men det
forudsætter jo, at de mandlige præster kan anerkende en nyordineret
kvinde som deres embedssøster. Og det kan de jo ikke, hvis de har den
teologiske holdning, at kvinder ikke kan blive præster. Vi må i den forbindelse
ikke glemme, at det kun er i vise mindre kirkesamfund, kvinder kan blive
præster. I den store romersk-katolske og i den store østlige (ortodokse) del af
Kirken (og vel i en hel del mindre konfessioner) kan kvinder ikke blive
præster. Jeg hørte engang en russisk ortodoks præst sige: Hos os kan man ikke
engang STILLE dette spørgsmål! - Min holdning til dette er, at kvinder
selvfølgelig kan blive præster i fx et evangelisk-luthersk kirkesamfund.
Katolikkerne og de ortodokse (og altså nok flere) ser præsten som repræsentant
for Kristus. Og Jesus var jo en mand! Men har Kristus = den anden person i
Treenigheden et køn? Har Gud Fader et køn? Har Helligånden et køn? Selvfølgelig
ikke. Gud omfatter alt og dermed også begge køn. Gud har en faders kraft og en
moders kærlighed, kan man sige. Allerede her er modstanderne af kvindelige
præster altså sådan set forkert på den. Men dertil kommer, at præsten heller
ikke på den måde skal ses som repræsentant for Kristus. Præsten er en person i
menigheden, der har fået overdraget en bestemt funktion. Og når man ser sådan på
det, kan det lige så godt være en kvinde, hvilket dog ikke betyder, at det ikke
er en helt særlig funktion, et helt særligt embede, den person, der bliver
kaldet til at være præst, får. Derfor får en kommende præst også en særlig
indvielse af den ordinerende biskop, en indvielse, de tilstedeværende
almindelige præster også deltager noget i. Som præst står man med sin tjeneste
virkelig i en kæde, der går helt tilbage til de første apostle og biskopper.
Men det er altså MED SIN TJENESTE! Man bliver som person ved med at være det
samme almindelige menneske, som man var før ordinationen. Det kan jeg bevidne!
- Hvad Paulus har sagt om kvindernes rolle i menighederne, kan man efter min
bedste overbevisning se helt bort fra. Den unge kristne Kirke ville - med det
syn på kvinder, man havde dengang - simpelt hen have gjort sig selv til grin,
hvis den havde gjort kvinder til ledere! - Men i selve Evangeliet ligger, at
der ikke er forskel på mand og kvinde, jøde og græker, træl og fri! Og i det
lange løb er det jo også denne helt grundlæggende ligestilling, der har sejret
i de lande, hvor der er evangelisk kristendom, altså ikke mindst i Danmark og
de andre nordiske lande. - Jeg spørger mig selv, hvordan problemet med håndtryk
i forbindelse med ordination af kvinder kan opstå. Modstanderne af kvindelige
præster kan jo bare holde sig væk! Kan det dreje sig om tilfælde, hvor en eller
flere mænd og en eller flere kvinder er blevet ordineret samtidig? - Til
spørgsmålet om, hvorfor man ikke bare kan vedtage ved lov, at man ikke kan
blive eller være præst i Folkekirken, hvis man ikke anerkender kvindelige
præster, vil jeg sige, at det kunne man selvfølgelig godt. Der ville så bare
ske det, at en del både præster og lægfolk ville træde ud og oprette
frimenigheder. Og det er nu engang vor tradition her i Danmark, at man ønsker
frihed og fællesskab, så vidt det overhovedet er muligt.
* * *
Badehotellet er, som den skal være
Men anmelderne ser nok DF-spøgelser alle vegne
Kommentar på seriens Facebook-side 04.02.19
Der er noget, der er helt galt, når
mange anmeldere ikke kan lide Badehotellet. En anmelder bør vide, at et
kunstværk skal bedømmes efter sin genre. Men har de fået det hele galt i
halsen, fordi de tror, det er DF-nostalgi, der bør bekæmpes, når og hvor man
møder den? - Serien er for det første bogstavelig talt billed-skøn.
Skagensmaleri på film. - For det andet er
tidsbilledet jo korrekt. Min mor drev selv kro under og lige efter krigen. Jeg
er født 1943, men husker tilsvarende kaffe- og spisegæster fra Sakskøbings
borgerskab i anden halvdel af 1940'erne. Og min mors køkken! - Man siger, der
overspilles, og at tidsdetaljerne virker som parodier. Men det er netop sådan,
det skal være i denne serie. Jeg elsker alle personerne (på en måde også dem,
der ikke bør elskes). Men jeg elsker ikke mindst Madsen og Weyse, netop i deres
overspillethed. - Og det er kvalmende, når en
anmelder roser, at der nu direkte kommer noget om jøderne og KZ-lejrene. Hvad var det man sagde i forbindelse med
Oscar-nomineringen? Der skal være stærke kvinder - og ofre! Men nazismen og
folks manglende evne og vilje til at forstå, hvad der var på vej, har jo ligget
og luret hele tiden. Meget fint. Og meget alvorligt. - Anna og jeg glæder os
til resten af sæsonen.
* * *
Middelalder igen?
[Læserbrev i Folketidende 21.12.18]
At Den danske sang er en ung blond pige-sagen nok er ved at få boomerang-effekt, er godt. Det vil være dejligt, hvis hele krænkelsestyranniet kan blive fulgt til dørs af en god dansk latter.
Men så let går det nok ikke. Politisk korrekthed-ideologien står stærkt og har også indflydelse på andre områder, og det er før set, at et målbevidst mindretal med en ideologi, der lyder godt, kan tiltage sig helt uforholdsmæssigt stor magt.
Jeg mindes marxismens hærgen på universiteterne i 1970’erne. Men vi kan jo også tænke helt tilbage på middelalderen, hvor videnskabelige forskningsresultater kunne bringe forskeren på bålet.
Historien viser også, at tyranniet skal kvæles i starten, så selv om det kan lyde som en overdramatisering, vil jeg ikke undlade at slutte med at spørge, om vi kan risikere at komme ind i en ny mørk middelalder.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
En "kunstner og intellektuel", der prøver at forstå dem, der
stemmer på de højrenationale partier
14.09.18
Natten mellem 12. og 13. september 2018
slog jeg min sædvane tro en tekst op på min Facebook-væg. Den så således ud:
Ugens
aforisme
Det var
slemt nok, da det var halal-hippierne, vi var oppe imod, men det er faktisk
værre med de halal-liberale.
07.09.18
Ovenstående vil,
som de andre nye digte m.m., der er blevet slået op her, efter planen blive
trykt i "Digte og aforismer 2018-20??". Vil efter planen nok blive
udgivet inden for det næste par år.
Men da jeg 13.09.18 i DR 2 Deadline så om
uroen i Venstre, gav jeg mit opslag denne kommentar:
Ha! Sidder
netop og ser om uroen i Venstre i Deadline!
Og derefter slog jeg dette nye opslag op:
I
FORLÆNGELSE AF UGENS AFORISME OG MIN KOMMENTAR TIL DEN:
Men der var
jo mere i Deadline, nemlig interviewet med Jens Christian Grøndahl. Jeg bringer
her først Deadlines foromtale, dernæst min egen kommentar
Her er
foromtalen:
Forfatteren
Jens Christian Grøndahl har i flere år rejst Europa tyndt for at forstå, hvad
det er som samler os som europæere. Men også hvorfor så mange europæere i disse
år tiltrækkes af højrenationale partier. Og rejserne
har fået Grøndahl til at erkende, at man ikke skal dæmonisere disse mennesker.
Her er min
kommentar:
Jens
Christian Grøndahl var udmærket - selv om han tydeligvis gik noget balancegang.
Man skal jo være forsigtig i de kredse. - "Kunstner og intellektuel"!
Jeg kunne nok selv betegne mig sådan. Men jeg gør det aldrig. Jeg er jo i
forvejen præst - i den kristne kirke.
Interviewet kan ses på Deadlines
Facebook-side.
Og da jeg havde lavet ovenstående, kom jeg
til at tænke på, at der var noget, jeg havde glemt at sige i forbindelse med
interviewet. Jeg måtte derfor sætte denne nye kommentar i Deadline-tråden (og
en tilsvarende i tråde til opslaget på min egen væg):
TILFØJELSE:
Jeg er helt enig med Jens Christian Grøndahl i, at man sagtens kan være både
dansker og europæer. Ja, jeg vil stramme lidt og sige: Som dansker ER man også
europæer. Hvad ellers? Hvor svært kan det være? - Men det er man jo uanset EU,
og det skal naturligvis ikke hindre en i at ønske EU reformeret - mindre
ideologi, mere demokrati, større gennemsigtighed.
* * *
OM MIN EGEN SITUATION I SEPTEMBER 2018
- og om noget
fra min sygesengsradiolytten 14-16.09.18
Der er altså tale om blandede bekendtgørelser, men jeg har - for
sammenhængens skyld - valgt at sætte det hele på her.
To Facebook-opslag 17.09.18
Første opslag:
NÆST-NÆSTE OPSLAG BLIVER ENDNU EN AFORISME
Når jeg lidt senere i dag slår endnu en
aforisme - eller "aforisme" - op, er jeg også selv træt af det. Men
jeg har i nogen tid være optaget af flere forskellige ting og har samtidig
brugt en del tid på min igangværende oversættelse af Adam Mickiewicz's
"Konrad Wallenrod". Størstedelen af den til rådighed værende tid har
jeg dog brugt på redigeringen af "Mit Dannevirke. Betragtninger om
allehånde", som jo skal udgives i begyndelsen af januar 2019, nemlig 200
år efter udgivelsen af fjerde og sidste bind af Grundtvigs
"Danne-Virke" (1816-1819).
Jeg havde dog planlagt at skrive et nyt
digt, som jeg kunne slå op i dag. Men fredag blev jeg ramt af en hurtig
forkølelse med en voldsom hoste, så det blev ikke til noget med digtet. I
stedet hørte jeg en del radio, mens jeg lå i sengen, og det er det, der har ført
til endnu et værdipolitisk slagord (som dog først kommer efter endnu et opslag
af bredere karakter).
Ellers er min situation sådan, at det går
fint med "Konrad Wallenrod". Jeg er nu midt på side 27 af i alt 60
sider. Og jeg skal jo bare nå at blive færdig med det, mens jeg endnu kan. Og
indtil videre går det fint. Og det går fint med "Mit Dannevirke".
Dette betyder, at jeg nu snart kan sætte fuld turbo på digtningen - og
efterhånden også på "Min poetik". Det er disse to ting, det især
gælder om nu - selv om jeg også har nogle andre ting på bedding.
Jeg siger ikke, at jeg er - eller bliver -
en stor digter. Jeg ville gerne. Men jeg vil give alt, hvad jeg har i mig (og
som ikke er kommet rigtig frem før), og så må det blive, som det kan. Det er
for det første absolut vigtigt, at jeg får det hele ud. Men det er også sådan,
at jeg helt principielt er nødt til at have et lyrisk centrum i min samlede
produktion.
Nu kan de, der måtte interessere sig for,
hvad jeg laver, se dette og tygge lidt på det. Derefter kan man se det følgende
opslag, der er en slags bredere referat af nogle af de ting, jeg har hørt i
radioen de sidste tre dage.
NB! Mine børn prøver at lære mig, at den typiske
Facebook-bruger ikke læser tekster, der består af mere end fx fem linjer, og
ikke ser albummer, der består af mere end fem billeder. Men mine venner kender
mig og ved, at jeg for det meste ikke kan nøjes med fem linjer!
Apropos billedalbummer. Anna og jeg skulle
i lørdags have været til den årlige højtidelighed på Slaglille Kirkegård. Og
det er jo 75-året for nedskydningen af RAF-Halifaxen
med polsk besætning. Og vil skulle endnu en gang have mødt Eugeniusz
Kasprzaks lillebor
Zbigniew. Og ambassadør Henryka Mościcka-Dendys skulle deltage. Og det
ville i det hele taget blive stort. Men der var ikke noget at gøre. Jeg kunne
ikke tage nogen steder. Ærgerligt!
-
I mellemtiden slog jeg Roman Smigielskis
Slaglille-album op. - På undersiden "Internationalt" kan man se mere
om Anden Verdenskrig-gravene på Slaglille Kirkegård og de årlige
højtideligheder dér. Seneste tekst er: "DYBT BEVÆGENDE
SLAGLILLE-HØJTIDELIGHED 2017. Lillebror til en af de på Slaglille Kirkegård
begravede polske RAF-flyvere deltog ledsaget af børnebørn". Det er
albumteksten til mit Facebook-billedalbum med m titel.
-
Mere så kom andet opslag:
ANDET OPSLAG - MED NOGET FRA MIN
SYGESENGS-RADIOLYTTEN
NB! Dette opslag kom på noget senere end
først planlagt. For i mellemtiden var jeg blevet i stand til at slå Informator
Polski-redaktør Roman Smigielskis album fra Slaglille
i lørdags op ved hjælp af et link. - Se det lige herunder!
Mens jeg fredag til søndag lå en hel del i
sengen med min i forrige opslag omtalte forkølelse, fik jeg som sagt hørt en
del radio (hvad jeg i øvrigt ofte gør, når jeg hviler mig). Og det er
selvfølgelig dels DR P1, dels Radio24syv. Jeg kan anbefale alle at gøre noget
tilsvarende. Det er selvfølgelig ikke alle programmer, jeg er lige begejstret
for, men der er langt flere rigtig gode udsendelser, end jeg kan nå at høre.
Man bliver virkelig klog og velorienteret af det.
De almindelige oplysende og tilsvarende
programmer vil jeg ikke komme nærmere ind på. Og det er vist kun P1's
Orientering Europa i går, jeg refererer fra - forskellige indslag. Der er
særlig ét indslag, jeg vil nævne, og det er det med en repræsentant for Amnesty
International, hvor det især var den kommende forfatningsændring i Rumænien
(men også tilsvarende forhold i andre central- og østeuropæiske lande), der var
tale om.
Men her må jeg allerførst gøre opmærksom
på, at mange forskellige ting er på banen, lige fra den vel kommende rumænske
forfatningsændring og den ungarske grænsekontrol, til de virkelig forfærdelige
ting, hvad ytringsfrihed, medier og domstole m.m. angår. Og de her sidst nævnte
ting må jeg selvfølgelig tage absolut og kraftigt afstand fra. Det var derfor
en stor skuffelse for mig at høre, at DF's medlemmer af Europa-Parlamentet
havde stemt imod vedtagelsen af opfordringen til, at der indledes en artikel
7-procedure mod Ungarn. Jeg går ud fra, at det med grænsekontrollen har været
afgørende for dem, men så kunne de have sagt det og alligevel have stemt for.
Jeg har det virkelig dårligt med, at mit parti ikke klart og utvetydigt tager
afstand fra de brud på den demokratiske og retsstatsmæssige orden, der finder
sted i Ungarn og mit elskede Polen. I Polen er der heldigvis en stærk
opposition mod de ting, der finder sted. Og den skal vi støtte. Så skal der nok
komme bedre tider. Polakkerne har oplevet mange frygtelige ting, og man er
altid kommet godt gennem det.
Så er det sagt. Helt klart!
Men der er meget mudder i den måde, disse
forhold omtales på. Det gjaldt ikke mindst i indslaget med Amnesty
International-repræsentanten, som var meget forarget over, at man i Rumænien
vil have det til at stå i den nye forfatning, at et ægteskab er et forhold
mellem en mand og en kvinde. Der blev ikke sparet på ord som homofobi og
homofobisk.
Men det er som sagt mudret. For man må jo
skelne mellem behandlingen af de homoseksuelle (og de andre seksuelle
mindretal) overhovedet, og så brugen af ordet ægteskab om et forhold mellem to
af samme køn.
Nu er jeg jo også sprogmand, og jeg kan
ikke udstå, at man på værste newspeak-vis bruger ordet ægteskab om forhold
mellem personer af samme køn. Det er allerede historisk og sprogligt forkert.
Et frygteligt eksempel på den omsiggribende konstruktivisme.
At alle mennesker skal behandles ordentligt,
og at alle mindretal skal have deres rettigheder, er noget andet.
Prideparaderne har jeg for nogle dage siden
udtalt mig om i denne aforisme:
Alle kommer
løbende til prideparaderne, og ingen tør forholde sig kritisk til dem. Her var
vi det allerhelligste i den humanistiske tro.
18.08.18
Prideparaderne skal ikke forbydes. Men man
skal have lov at sige det, hvis man synes, de bogstavelig talt er "for
meget"!
Og så var der et indslag med noget om en
revision af grænsen mellem Serbien og Kosovo (albansk: Kosova),
der skulle føre til, at kosovanere, der nu bør i
Serbien, kom til Kosovo, og Serbere, der nu bor i Kosovo, kom til Serbien. Det
lyder jo umiddelbart ganske fornuftigt. Jf. hvordan grænsen mellem den danske
og den tyske del af Slesvig kom til at gå i 1920. Men det fremgik af indslaget,
at nogle har betegnet dette som etnisk udrensning. Ja, der skal i USA have
været en, der har betegnet det som svarende til folkedrab!
Jeg refererer her efter hukommelsen, men
jeg mener, jeg har hørt og husket rigtigt. Og det er frygteligt, at man kan
bruge sådanne ord om en efter alt at dømme fornuftig ordning - bare fordi det
handler om national identitet. - Jeg udelukker ikke, at ordningen måske (af
grunde, som jeg ikke kender) alligevel kan være kritisabel, men jeg tror ikke,
der er noget, der berettiger til den her refererede sprogbrug.
Dette er kun nogle eksempler. Men man hører
det jo hele tiden. Man bør lægge ideologien væk og koncentrere sig om de
virkelig alvorlige ting, altså fx bruddene på demokrati og retsorden i Ungarn
og Polen.
Senere slår jeg som sagt en aforisme eller
værdipolitisk ytring om et af de her nævnte forhold op.
-
Og næste opslag blev:
Ugens
aforisme - med henvisning til forrige opslag.
De
progressive konstruktivister har stjålet ordet ægteskab fra os.
17.09.18
Ovenstående
vil, som de andre nye digte m.m., der er blevet slået op her, efter planen
blive trykt i "Digte og aforismer 2018-20??". Vil efter planen nok blive
udgivet inden for det næste par år.
* * *
DET TYSKE HAR SEJRET
Læserbrev i Folketidende 08.09.18.
Samme dag slået op på min Facebook-væg.
Efter på folketidende.dk at have læst
Stednavneudvalgets Johnny G.G. Jakobsens redegørelse
for udvalgets overvejelser frem til indstillingen om, at Lolland Kommunes
ansøgning om ændring af -itse til -itze i tre lokale stednavne imødekommes, ønsker jeg at
udstøde dette lille hjertesuk.
Det drejer sig som bekendt om stednavnene
Kramnitse, Tillitse og Kuditse, der formodentlig nu bliver ændret til
Kramnitze, Tillitze og Kuditze. Jeg har tidligere,
nemlig i et læserbrev her i Folketidende den 24. april 2018 med overskriften
"Tillitse er det rigtige", påvist, at -itse-formen
er den, der svarer til de slaviske (vendiske) navne, der er tale om for
Tillitses og Kuditses vedkommende. Og at navnet Kramnitse nok har en anden,
dansk, baggrund, men er blevet "vendificeret",
giver kun endnu mindre grund til at vælge den jo tyske endelse -itze.
Jeg bor ikke i området, men har fx ofte
været organistvikar dér - og har haft nulevende vendere på besøg dér! - og jeg
er dog borger i Lolland Kommune, så jeg vil beklage, at der nu er truffet en
ikke sproghistorisk, men faktisk politisk beslutning, og jeg kan ikke frigøre
mig for en mistanke om, at det i disse postmoderne tider ses som
"finere" og mere specielt at bruge de altså senere tyskprægede tz-former
Bent Christensen
slavist
Fuglsevej 5
4960 Holeby
SUPPLERENDE BEMÆRKNING [til
Facebook-opslaget af ovenstående]: Når jeg til sidst henviser til den måske
også postmodernistiske baggrund for folkekravet om tz
i stedet for det korrekte ts, er det, fordi jeg ikke bare er ked af det som
lollik og slavist, men også ser dette som en lille del af den langt større
postmoderne kultur, hvor man er ligeglad med sandheden og virkeligheden, bare
det lyder godt og tager sig "fint" ud. - Kampen for genvindingen af
respekten for sandheden og virkeligheden er et hovedpunkt for mig.
* * *
REJS DIG, MAND!
Denne tekst er et utrykt kronikforslag. Slået op på min Facebook-profil
og sat på her 27.08.18.
Den 7. august 2018 så jeg i DR 2 Deadline
et indslag, hvis foromtale begyndte med ordene: "Flere og flere mænd ender
med at leve et liv som barnløse". Og jeg blev klar over, at det for tiden
drejer sig om hver femte mand - og hver tredje ufaglært mand.
Jeg fandt dette meget uhyggeligt og
sørgeligt og gav mig til at overveje, hvad der kan gøres ved det, også så vi i
det hele taget kan få en sand balance mellem det mandlige og det kvindelige.
Vi skal helst undgå en kønnenes kamp.
Meningen er, at vi skal kunne leve godt og positivt sammen, både i parforholdet
og i hele kulturen. Det er derfor først og fremmest den feministiske ideologi,
tankegang og praksis, der skal bekæmpes, en ideologi, tankegang og praksis, der
jo ikke bare findes hos kvinderne, men også hos mange mænd. Meget af det er
historisk set udtænkt af mænd! Og det er i høj grad nogle udmærkede idealer om
frihed og ligestilling, der bare er kommet ud i det absurde.
Vi skal også gøre os klart, at den
teknologiske og samfundsmæssige udvikling i sig selv fører store ændringer med
sig. Vi er allerede nu i en situation, der i mange henseender stiller mændene i
en svagere position. Mændene er ikke længere nødvendige som forsvarere og
forsørgere. Og de er altså nu heller ikke nødvendige som fædre på den naturlige
måde! Hvortil kommer, at kvinderne er ved at overhale mændene, hvad
videregående uddannelser angår. Dette sidste er dog ikke nødvendigvis en
tendens, der vil vare ved. Det kan tænkes, at det nuværende uddannelsessystem
er feminiseret i en sådan grad, at det favoriserer de dygtige piger, men at
virkeligheden i fremtiden vil stille nogle krav, der øger efterspørgslen efter
de mandlige kvaliteter.
Det er vel allerede nu sådan, at kvinderne
i højere grad går ind i mændenes roller end omvendt. Men da der kommer mange
helt nye former for arbejde, gør det ikke noget. Måske vil hvert køn bidrage
med noget særligt på de sådan set kønsneutrale områder, måske ikke. Det er
ligegyldigt, bare alt foregår i fuld frihed, så at hver person kommer til at
bidrage med, hvad han eller hun har i sig.
Jeg har somme tider spurgt mig selv, om der
også er sket en feminisering af forskningen? Man kunne gå tilbage til fx 1945
og registrere alle magister- licentiat-, ph.d.- og doktorafhandlinger og
inddele dem i grupper efter "hårdhedsgrad". Måske ville man så finde
en overvægt af nok især "bløde" ph.d.-afhandlinger her i de senere
årtier.
Det kan være, virkeligheden vil gøre sig gældende
på en sådan måde, at parforholdet og kernefamilien får en renæssance. Det er
umuligt at forudsige fremtiden. Alt kan skifte. Det kan også være, det modsatte
bliver tilfældet, altså at det faste parforhold og kernefamilien forsvinder, og
at det offentlige måske helt overtager børnene.
Jeg kan som en mand, der har fejret
guldbryllup og har fire børn og syv børnebørn, nogle gange med et glimt i øjet
sige, at det er så besværligt, at jeg er lige ved at fortryde det! Men jeg er
indtil nu altid kommet til den konklusion, at alternativet er værre. Så jeg har
virkelig ondt af de mænd, der aldrig vil komme til at opleve alle de gode ting,
jeg har oplevet siden 1965.
Jeg mener ikke, det svækker ens identitet
som person at være indordnet i det fællesskab, en familie er. Man må
selvfølgelig altid afgive selvstændighed, når man indgår i et fællesskab. Men
hvis man er opdraget på den rette måde med henblik på at indgå i et parforhold
og et familiefællesskab, og hvis parterne på baggrund af denne opdragelse gør sig
umage for at unde hinanden alt, hvad de med rimelighed bør unde hinanden, skal
det nok gå. Men man skal jo også være indstillet på, at det skal gå! Dette er en afgørende side af
sagen, som desværre nok er ved at være glemt. Men så må vi gamle minde de unge
om det, mens vi er her.
I øvrigt kan jeg i denne forbindelse kun
anbefale, at man gifter sig (danner par) så tidligt som muligt, så man virkelig
kan komme til at udfolde en fælles kultur sammen. Det er dog under alle
omstændigheder en fordel, at man i forbindelse med pardannelsen stiler efter en
vis kulturel og holdningsmæssig overensstemmelse. Så bliver der ikke så mange
kompromiser at skulle indgå. Det er dog ikke et spørgsmål om at være nærmest
ens. Det vil kunne blive for kedeligt. Det afgørende er en tilstrækkelig grad
af fælles grundholdning.
I øvrigt er det jo ikke kun familien, der
tager frihed fra en. Der er alle mulige kræfter, der vil lægge beslag på en, og
dem står man altså stærkere over for, når man indgår i en familie. I en
atomiseret single-kultur vil den enkelte stå svagt over for det offentlige,
over for arbejdspladsen - og over for alle de mange slags menneskefiskere, der
vil have fat i folk.
Da der er cirka lige mange mænd og kvinder,
vil et mere positivt syn på parforholdet og familielivet og en
virkelighedsmanifestation, der fremmer et sådant syn, faktisk tvinge kvinderne
til at finde sig en mand. Og tvinge mændene til at tage sig sammen!
Samfundet eller staten kan ikke beordre
kvinder til at gifte sig eller indgå i faste parforhold! Og mændene kan ikke
begynde at tage kvinder til sig med magt og holde dem som en slags sexslaver.
Prostitution er heller ikke en rar løsning. Avancerede sexrobotter heller ikke.
Det afgørende er hele det menneskelige fællesskab omkring den i virkeligheden
ret lille del af tiden, det rent seksuelle normalt optager. Det, vi mænd
allerhelst vil have af kvinden, er sødme og livsfællesskab. Og kvinderne vil
selvfølgelig have noget tilsvarende.
I gamle dage tænkte man ikke på sig selv
som et køn, men som et menneske. Det skal vi tilbage til. Der skal ikke tales
om køn hele tiden. Og der skal helst være lige mange mænd og kvinder i hele
pædagog- og lærergruppen. Der er også en hel del ideologi, der skal ud af
uddannelsessystemet. Hvis alt går naturligt til, skal de sande kønskarakterer
nok komme frem.
Men at alt går naturligt til, vil også
sige, at forældre, bedsteforældre og andre opdragere, opdrager drenge til at
blive mænd og piger til at blive kvinder. Hele den biologiske evolution og hele
menneskeslægtens historiske erfaring ligger bag dette. Også selv om
konstruktivisterne påstår noget andet, fordi de ikke kan udstå, at der er
noget, der simpelt hen er givet. Hvad dette så vil sige i den fremtid, der
tegner sig! Der skal altid tages hensyn til virkeligheden. Men livet, samfundet
og hele kulturen vil blive fattigere, hvis en idelogisk
betinget kønsneutralisering eller ligefrem feminisering sejrer.
Når den fravalgstruede mand rejser sig og
vælger sig selv, øges chancen for, at han bliver tilvalgt! Den eneste gode
løsning på fravalgsproblemet, er, at mændene rejser sig og folder alt det ud,
der bor i dem. Jeg er sikker på, at de allerfleste kvinder, når det kommer til
stykket, gerne vil have en rigtig mand som partner og som far til sine børn.
Som en yngre kvinde engang sagde til mig: "Vi vil ikke have den moderne
mand. Men vi har jo selv kastreret ham".
Mændene skal selvfølgelig ikke rejse sig
bare for at blive tilvalgt af kvinderne! Det ville være for ynkeligt. Og det
gælder på dette som på alle områder, at hvis man kun går efter bi-effekten,
kommer der ikke en hoved-effekt, der er stærk nok til at få bi-effekter!
Det vigtigste er, at mændene i parforholdet,
familielivet, arbejdslivet og overalt, holder op med at tage hensyn til den
feministiske ideologi eller ligestillingsideologien. Og jeg taler altså her om
det ideologiske, ikke om selve den ligestilling, der selvfølgelig betyder, at
hver part skal bære sin del af den samlede byrde - hvilket bare ikke
nødvendigvis betyder, at manden altid skal sætte hver anden tallerken i
opvaskemaskinen.
Noget helt andet er, at hvor højt man end
sætter ægteskabet/parforholdet og familien - og i øvrigt alle former for
fællesskaber - skal der altid være så meget luft, at der også er plads til, at
hver enkelt kan leve som et individ, som en person, der har noget for sig selv.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus,
dr. theol. & cand. mag.
11.08.18
* * *
INDVANDRINGEN HAR ALLEREDE ÆNDRET MEGET
Kommentar i Mikkel Andersson-tråd efter P1
Debat fredag den 3. august 2018.
Debatten omkring indvandringsproblematikken
fylder enormt og tager plads op for mange vigtige emner. Og den tvinger os ud
en lovgivning m.m., vi aldrig ville have kunnet forestille os, og som sagtens
kan ende med at blive vendt mod os selv. Indvandringen skal standses. Der skal
ikke være nogen form for særregler. Og de indvandrere, der ender med at være
her, må selv finde ud af, hvordan de vil indordne sig.
Jeg hørte det. Af
pligt! - Jeg hører til dem, der i årevis har forudsagt, at indvandringen ville
medføre store ændringer af menneskelivet i Danmark, og en af dem er, at
indvandringsproblematikken fylder enormt i debatten. Det er helt umiddelbart
ikke til at holde ud. Men, hvad værre er, det optager kostbar plads. Der er
mange andre ting, der bør drøftes, fx hele kulturlivet og forskningen og
undervisningen i den fremtid, der venter os. Eller uligheden og kapitalmagten!
Eller forholdene på arbejdspladserne, hvor flere og flere bliver syge af at
arbejde - Men det er jo også en ændring af vort liv, når indvandringen og de
forskellige med den forbundne problemer, mere eller mindre tvinger os til
lovgivning, vi ellers aldrig ville have kunnet forestille os - og som også kan
komme til at ramme os selv, os ganske almindelige danskere. Der er jo blandt
vore egne også en del, der gerne vil kontrollere os. - Der er efter min mening
ikke så meget at diskutere. Der skal for enhver pris sættes stop for al
yderligere indvandring, og de indvandrere, der kan sendes tilbage, skal sendes
tilbage. Så har vi stadig en masse indvandrere. Men de skal overholde de samme
love, som alle skal overholde, og så ellers finde ud af, hvordan de vil leve
her i landet, så vi andre kan holde dem ud. Der skal ikke laves særlove eller
tages særlige hensyn i nogen som helst henseende. Og indvandrerne skal vide, at
en meget stor del af danskerne gerne så, at de aldrig var kommet. Det er deres
problem, hvordan de vil indpasse sig.
* * *
GLEM IKKE JØDERNE! - GLEM IKKE GRUNDTVIGS
GÖTEBORG-TANKE!
Nedenstående er min kommentar til DR P1's
"Supertankers" udsendelse om vand "Vi er vand" 30.07.18.
Allerførst vil jeg sige tak for Supertanker, som jeg ofte hører med
glæde. Men jeg kan ikke lade være at føle mig krænket på jødernes vegne, når I i udsendelsen Vi er vand mindst én gang omtalte det, vi
kristne kalder Det Gamle Testamente, som et kristent skrift. Det er jo først et
jødisk skrift - der senere er blevet en del af den kristne skriftsamling. Og
tilsvarende nævnte I islam og kristendommen som ørkenreligioner. Det er
jødedommen, der er en ørkenreligion, som kristendommen så er udgået fra, fordi
Jesus og de første kristne var jøder. - Jeg vil dog også specielt takke for, at
I understregede nødvendigheden af samtale mellem naturvidenskab og humaniora.
Det var som talt ud af Grundtvigs og mit hjerte. Jeg tænker her især på Grundvigs (desværre endnu ikke realiserede) plan om et
stort fællesnordisk superuniversitet i Göteborg, hvor der udtrykkeligt skulle
være både en humanistisk og en naturvidenskabelig afdeling. Selv om Grundtvig
selv jo så afgjort var teolog og humanist. Jeg benytter enhver given lejlighed,
altså også denne, til at tale for, at vi på en eller anden måde realiserer
denne plan. Om det så skal begynde med en særlig Facebook-side!
* * *
VOR TIDS MAGTKIRKE
En kommentar til genudsendelsen af
"Franks Femkamp" (med Helmuth Nyborg) i Radio24syv mandag den 23.
juli 2018. - Blev først sat i en tråd om udsendelsen på Helmuth Nyborgs
Facebook-profil.
Jeg hørte genudsendelsen af Franks Femkamp i dag mandag 23/7 kl. 1405.
En hel del af det, der blev sagt, vidste jeg godt. Men der var mange
interessante nye ting, også fra Helmuth Nyborgs personlige liv, og heldigvis
også ganske fornøjelige. - Her vil jeg nøjes med at gentage, hvad jeg har sagt
i flere år, nemlig at det ikke kun var i den mørke middelalder, der var en kirke,
der bestemte, hvad man måtte forske i, og hvilke resultater man måtte nå frem
til. Vor tids nye "kirke" er ikke en institution som Romerkirken. Det
er en tidsånd og en ideologi (i flere varianter), som gennemsyrer mange af de
almindelige institutioner, og som præger debatten. Og jeg vil som teolog godt
kalde det en nyfarisæistisk pseudoreligion, hvis
tilhængere næsten hellere vil dø end opgive troen, men som jo først vil prøve,
om de kan få modstanderne til at dø, fx ved karaktermord. - Der er mange konkrete
politiske problemer, der skal løses. Men oven over det hele gælder det om at få
genindsat respekten for sandheden og virkeligheden.
* * *
LØGNENS DAG 2018.
Min dagbogsoptegnelse i
anledning af årsdagen for autoriseringen af et ritual for vielse af personer af
samme køn (2012).
Tirsdag den 12. juni 2018. - Løgnens Dag. - Den 12. juni 2012 autoriserede Dronningen ritualet for vielse af par
af samme køn. Og jeg erklærede dengang, at jeg hvert år ville markere denne
dato som "Løgnens Dag". Det afgørende for mig var - og er - at der er
tale om et eksempel på vor tids newspeak. Det er virkelig selve usandheden i
det, der er det afgørende for mig. Det at betegne to af samme køn som et
ægtepar er selv for den mest velvillige betragtning a step too far. Selve fænomenet
homoseksualitet afstår jeg sådan set at forholde mig til. Men jeg må jo tage
til efterretning, at det findes. Desuden har jeg ikke tillid til, at der kan
blive tale om ordentlig forskning på området. Anerkendelse af homoseksualitet
er i dag en af de helligste progressivitetsmarkører, og det vil derfor være alt
andet end karrierefremmende at nå frem til forskningsresultater, der lader
homoseksualitet være en biologisk fejl eller ligefrem en sygdom. Når jeg
alligevel ikke er helt ligeglad, er det, fordi jeg spørger, om der måske er en
mellemzone, hvor den måde, man taler om homoseksualitet på, kan få nogle til at
svinge over til den side, som ellers ville have kunnet leve et godt
heteroseksuelt liv. Jeg mener, dette spørgsmål bør stilles. Men ellers tager
jeg til efterretning, at der utvivlsomt er en hel del mennesker, der virkelig
og uhjælpeligt er homoseksuelt orienteret. Og dem skal vi andre selvfølgelig
ikke være onde ved. Det eneste, man bør sige, er, at ligesom der under alle
omstændigheder skal gælde etiske regler på det heteroseksuelle område, skal der
også gælde etiske regler på det homoseksuelle område. Også dette er det
vanskeligt at tale om i vor tid. Men alle kan vel være enige om, at man ikke må
gøre hinanden fortræd. - Da homoseksualitet for en hel del menneskers
vedkommende åbenbart er en uhjælpelig kendsgerning, må denne kendsgerning tages
til efterretning i den forstand, at samfundet accepterer homoseksuel praksis og
i den forbindelse giver mulighed for, at par af samme køn kan leve i
registreret partnerskab. Men dér går min grænse. Og partnerskab er et godt ord.
Livsfællesskab kunne også være det. Det blev også i sin tid nævnt som en
mulighed. Men jeg havde helst set, at man var blevet stående ved den borgerlige
indgåelse af registreret partnerskab. For når der kommer til at foregå noget i
kirken, også selv om det kun ville være en velsignelse af det borgerligt
indgåede partnerskab, vil der reelt, i praksis blive tale om en høj grad af
ligestilling mellem partnerskab og ægteskab. Og jeg taler her ikke om forholdet
til Gud, udelukkende om den ligestilling, der i opfattelsen af det, der sker,
er tale om. Men skulle det endelig være, kunne jeg måske nok alligevel
acceptere en velsignelse ved en gudstjeneste i kirken af et borgerligt indgået
partnerskab. Bare to af samme køn ikke blev kaldt ægtefolk. Det er vigtigt, at
man holder synet på ægteskabet ude fra synet på, hvordan alle mennesker står
over for Gud - og Gud over for dem. Homoseksuelle har naturligvis også Guds
nåde. Jeg betragter ikke homoseksualitet som en synd. Homoseksualitet er for
mig en biologisk afvigelse. Men skulle man endelig betragte homoseksualitet som
en synd, så ville det jo ikke være den eneste eller værste synd. Hvad gør vi
ikke mod hinanden hver dag? Eller hvad forsømmer vi ikke at gøre hver dag? På
alle mulige områder. Også på heteroseksualitetens område. Og nøglebegrebet er
altså for mig det, ikke at gøre hinanden fortræd. Og uanset hvad overgår Guds
nåde alt! - Hvis jeg holder op med at markere Løgnens Dag hvert år den 12.
juni, vil det være, fordi der reelt ikke er tale om et problem. For det moderne
samfund som sådant betyder det intet, at der praktiseres homoseksualitet -
eller alle mulige andre former for seksualitet, der hidtil ikke har været
accepteret. Så længe der altså ikke er tale om undertrykkelse, overgreb og
fortræd. Og bortset fra det sprogligt og begrebsmæssige i sagen har det heller
ikke nogen særlig betydning for hverken samfundet eller kirken, at der hvert
finder et lille antal vielser af par af samme køn sted
i Folkekirken (så længe den enkelte præst står frit). Der er faktisk andre og
langt alvorligere problemer at bruge kræfterne på. Men newspeak er altså ikke
godt! - Når jeg ikke har slået noget om dette op på min Facebook-væg i dag, skyldes
det især, at jeg vil have min omtale af det store roepolakjubilæum i lørdags
(se forrige optegnelse) stående uforstyrret på væggen. Indtil jeg slår noget op om
udgivelsen af min nye digtsamling Digte
og aforismer 2016-2018. Jeg vil kort sagt
give det positive forrang fremfor det negative. - Måske vil jeg for princippets
skyld under alle omstændigheder lave en lille Løgnens Dag-dagbogsoptegnelse
hvert år den 12. juni.
* * *
ANTALLET, IKKE BESKÆFTIGELSESGRADEN ER AFGØRENDE
Kommentar til indslaget i DR 2 Deadline 02.06.18 om, at
"Integrationen har det meget bedre end sit rygte". Med udgangspunkt i
Hans Lassen ph.d.-afhandling om spørgsmålet.
Det afgørende er, hvad vi altså er nogle der for kortheds skyld kalder
befolkningsudskiftningen, hvormed vi jo mener den voldsomme ændring af
befolkningens sammensætning, der kan ende med, at vi etniske danskere (herunder
mine efterkommere) bliver et mindretal i vort eget land. Og det er naturligvis
særlig alvorligt, når det nye flertal repræsenterer en helt anden kultur. Også
hvis 100 % af dem taler dansk og er i beskæftigelse! - Mange vil kalde dette
"racistisk", men en bedre betegnelse vil være "etnicistisk" eller måske "kulturalistisk".
- Den store fordel ved dette standpunkt er, at det udelukkende ser selve
indvandringen, og altså antallet, som et problem. Der er ikke brug for at finde
alt muligt dårligt hos indvandrerne. Og der er ikke brug for alle mulige former
for "insektsex"-symbolpolitik. Standpunktet
er kort sagt renfærdigt. - At internationalistiske venstrefløjsutopister,
"anstændige og liberale borgerlige" og erhvervslivet/kapitalen ser
anderledes på det, er en helt anden sag.
* * *
Stednavnet
Tillitse og et par historier
24.04.18
Et
artikelmanuskript, der uddyber, hvad der står i nedenstående læserbrev.
Som slavist må jeg insistere på, at det vendiske stednavn
Tillitse staves med -tse. Den anden stavemåde må, som
i mange personnavne, stamme fra tysk. Jævnfør også de mange oprindelige
slaviske stednavne i Tyskland, der ender på -itz. I
de slaviske sprog står bogstavet z for stemt s.
Mange kender den store sydpolske by Katowice og ved, at
c'et udtales ts (som i Fredericia), og at trykket som næsten altid i polsk
ligger på næstsidste stavelse. Tillitse er et navn af samme type og skal derfor
staves med ts på dansk.
Gennem mange år har Anna og jeg været venner med de
nuværende vendere (officielt sorbere) i Bundesland
Sachsen, især med dem i den lille kommune, hvis tyske navn er Nebelschütz, men hvis vendiske/sorbiske navn er Njebjelčicy (hvor c også udtales ts, men som bare
ender på y). De er øvresorbere. Sorberne i Bundesland Brandenburg kaldes nedersorbere.
De har hver sit, men jo ikke så forskellige, slaviske sprog, der ligner polsk
og tjekkisk. - Der var for tusind år siden femogtyve slaviske stammer nede syd
for Østersøen, men engang i 1700-tallet var kun de nuværende sorbere tilbage.
Alle de andre var blevet opslugt af de indvandrede tyskere. Men nogle af de
nordlige vendere havde slået sig ned på Lolland-Falster, hvad de ret mange
slaviske stednavne her vidner om, foruden Tillitse fx Kuditse, Glukse, Binnitse og Korselitse.
Venderne tilbage på Lolland-Falster
I maj 2001 havde jeg arrangeret et besøg på
Lolland-Falster af en vendisk/sorbisk tremandsdelegation bestående af Domowina-formand Jan Nuck (Jan Nuk), borgmester og amtsrådsmedlem (Kreistagsabgeordneter)
Thomas Zschornak (Tomaš Čornak) samt journalist og musiker Martin Wetzlich (Měrćin Weclich). "Domowina"
eller "Bund Lausitzer Sorben"
er sorbernes folkelige organisation.
5.
søndag efter påske deltog vi i højmessen i den eneste kirke i Danmark med et
vendisk navn, nemlig Tillitse Kirke. Provst Holger Villadsen forrettede
gudstjenesten og havde valgt salmer med tyske melodier – som vore tre
romersk-katolske gæster sang flot med på.
Efter prædikenen fremførte Jan Nuck en smuk
hilsen fra menigheden hjemme i Lausitz. Lige før
altergangen hviskede jeg til dem, at de da var velkomne, men at jeg jo godt
vidste, at de som katolikker ... De deltog alle tre!
Hjemme i
Kappel præstegård havde provstinde, sognepræst og medlem af Det Mellemkirkelige
Udvalg Anne Birgitte Villadsen kirkefrokosten parat til både "os vendere",
en ekspert i slaviske stednavne og folk fra sogn og kommune, bla.
menighedsrådsformanden, lokalhistorikeren, borgmesteren og kommunaldirektøren.
Til
sidst kørte vi en tur rundt og så "vendiske steder", som netop den
gamle Rudbjerg kommune altså har den største koncentration af. Her optrådte den
lokale lokalhistoriker sammen med ph.d. i vendiske stednavne Friederike Housted, hvis bog Stednavne af slavisk oprindelse på Lolland, Falster
og Møn (1994) jeg henviser til.
Tylice i Polen
Men jeg har også en anden historie. I 2010
var Anna og jeg efter en begivenhedsrig tur rundt i Polen på vej til endnu en
international byfest i den ovenfor omtalte vendiske kommune Nebelschütz/Njebjelčicy. Under et stop ikke langt fra grænsen til Tyskland kom vi i snak med et
par håndværkere, som fik hele remsen med gammel sprogofficer og venderne på
Lolland-Falster og venderne i Lausitz, som vi var på
vej til. Og jeg havde blandt andet nævnt Tillitse. ”Tillitse”, sagde de, ”den
ligger jo lige hernede syd for Zgorzelec!”. (Den
tyske del af denne grænseby hedder Görlitz). Og de
viste på kortet, hvor det var. Den landsby måtte vi besøge. Selv om den jo
hedder Tylice [tylitse] med
y, så det nok ikke er (helt) det samme. Men alligevel!
Mit sidste ord skal være, at det
selvfølgelig er Stednavneudvalget, der er den øverste autoritet, og at jeg har
tillid til, at de rådfører sig med folk, der ved mere end jeg. Det kan være, de
beslutter sig for at følge det lokale folkekrav og at tage hensyn til, at den
tyske stavemåde har vundet hævd. Men sprogligt korrekt er det ikke.
Bent Christensen
-
- -
Om mig:
Tidligere sognepræst i Døllefjelde Bent
Christensen har siden 2003 boet ved Holeby og virket som forfatter, oversætter
fra polsk og organistvikar. Han blev sprogløjtnant med russisk i 1964 og cand. mag. i dansk/russisk i 1968. Med en supplerende
teologisk uddannelse blev han præst på Bornholm i 1971, men kom allerede i 1974
hjem til Østlolland. Fra 1990 var han aktiv i mellemkirkeligt og
mellemfolkeligt arbejde i og med de øst- og vestslaviske lande. Han har
studeret lidt ukrainsk og i forskelligt omfang alle de vestslaviske sprog, især
polsk og øvresorbisk.
-
Billedtekster (i det Facebook-album, jeg 24.04.18 oprettede til denne
tekst)
1. På vej ind i landsbyen Tylice i det sydvestligste Polen.
Bemærk forfatterens blå bil.
2. Busstoppested og butik i Tylice. Bemærk forfatterens blå bil.
* * *
Tillitse er det rigtige
Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 24.04.18
Hvad Tillitze-/Tillitse-sagen angår, vil jeg som slavist med et særligt
forhold til venderne sige, at der ingen tvivl kan være om, at den gamle
vendiske lokalitet Tillitse skal staves med ts. Det andet må, som i mange
personnavne, stamme fra tysk.
Mange kender den store sydpolske by Katowice og ved, at c'et udtales ts
(som i Fredericia). Tillitse er et navn af samme type og skal derfor staves med
ts på dansk.
Gennem mange år har Anna og jeg været venner med de nuværende vendere
(officielt sorbere) i Bundesland Sachsen, især den
lille kommune, hvis tyske navn er Nebelschütz, men
hvis vendiske/sorbiske navn er Njebjelčicy (hvor
c også udtales ts, men som bare ender på y). Og i 2001 besøgte en
tremandsdelegation dernedefra bla. Tillitse. Men vi var også rundt til de andre
vendiske steder i den gamle Rudbjerg Kommune.
Bent Christensen
slavist
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
JEG ER DYBT RYSTET OVER MARIE KRARUP
Torsdag
den 22. februar 2018.
Jeg så
Marie Krarup i Deadline og hørte igen hendes ubegribelige udtalelser om
Rusland. Jeg måtte altså sætte denne kommentar i tråden på Deadlines
Facebook-side: "Som medlem af Dansk Folkeparti er jeg dybt rystet over, at
Marie Krarup bliver ved. Jeg er selv slavist og har haft en del med Rusland at
gøre, både her og der. Og jeg ønsker på langt sigt et godt forhold til vore
russiske medeuropæere. Men vi er nødt til at træde op mod Putin-regimet
nu".
* * *
En aforisme og nogle betragtninger i
anledning af Prins Henriks død og bisættelse
Sat på her på bisættelsesdagen tirsdag den 20. februar.
Jeg
havde ellers ikke foretaget mig noget i anledning af Prins Henriks død og ville
nok heller ikke være kommet til det, hvis det ikke var, fordi jeg 16/2 under
indtryk af hele den ejendommelige situation var kommet til at lave denne
aforisme: "Aldrig før i den danske offentligheds historie har så mange så
hurtigt haft en mand at takke for så meget". Jeg slog den op på min Facebook-væg
19/2, dagen før bisættelsen og satte den også ind i aforismesamlingen i Digte og aforismer 2016-2018, som regner
med at udgive sidst på året. Og da flere havde reageret positivt på opslaget,
føjede jeg i et kommentarfelt denne lille andenhåndshistorie
fra mit gamle pastorat til: "På et tidspunkt [under en militærøvelse på Lolland, som
kronprins Frederik deltog i, og som hans far besøgte] kom nogle tv-folk ind i
Musse Købmandshandel og spurgte: "Er der nogen, der ved, hvor prins Henrik
er henne?". Hvortil købmand Tove Wriedt svarede: "Ha’ står li’e derhenne!". - Prinsen var åbenbart løbet tør for
smøger og var gået ind i Musse Købmandshandel for at købe nogle". - Se mere på undersiden
"Erindringer - BILAG.
På selve
bisættelsesdagen 20/2 I dag slog jeg yderligere to ting op. Den første var en
almindelig markering af, at Prins Henrik nu blev bisat. Den anden var, sidst på
eftermiddagen, denne betragtning:
EN
STATSBEGIVENHED OG NATIONAL BEGIVENHED ER SLUT
Uanset
alt andet har Prins Henriks død og bisættelse været en statsbegivenhed og
national begivenhed.
Kongehuset
med Dronningen i spidsen er statens og nationens symbol.
Og uden at
komme ind på de særlige forhold omkring Prins Henrik, især i hans sidste tid,
kan jeg ikke lade være at bemærke, at alt det, så mange har fortalt om deres
oplevelser med ham, viser, at kongehuset også er symbol i den meget brede
forstand, der er tale om i forbindelse med besøg, omgang, protektorater og
lignende.
Når vi
dyrker kongehuset, dyrker vi os selv, også i alle de sammenhænge, jeg lige har
nævnt. For det er jo os - og vore forfædre og formødre og efterkommere - der er
nationen. Og staten er vores stat.
* * *
Ugens aforisme - med en længere kommentar
Opslag på min Facebook-profil 05.02.18
AFORISMEN:
Det særligt danske er det særligt danske.
03.02.18
KOMMENTAREN:
Det er overskriften til min kommentar i lørdags (3/2) til DR 2 Deadline
fredag aften [se nf.], jeg her har gjort til aforisme. Meningen er
selvfølgelig, at det særligt danske i sig selv er en kendsgerning, uanset om vi
kan sætte ord på det og definere det. Men der er to sider af sagen. Når man
hører spørgsmålet "Hvad er så det særligt danske?", er det som regel
et spørgsmål, der fremsættes af indvandringstilhængere og indvandrede med det
formål at sætte indvandringsmodstanderne i forlegenhed, når de har svært ved at
sætte ord på, og hvor deres konklusion så bliver, at hvis man ikke lige kan
sætte ord på, så er det i orden med fortsat indvandring og fortsat
islamisering. - Og læg mærke til, at det ikke kun er et spørgsmål om selve det
præg, indvandringen direkte sætte på vort liv her i Danmark, der er også det
forhold, at den fremmedpolitiske debat og andre ting, der har med indvandringen
at gøre, fylder så meget i mediebilledet. Man kan (lidt overdrevent sagt) snart
ikke åbne for radio eller tv, uden at det er noget af den slags, det handler
om. Tænk på, hvor mange vigtige og i mange tilfælde mere positive ting
sendetiden kunne have været brugt på! Alene dette forhold har i meget høj grad
ændret vort liv her i Danmark.
Og her er det, jeg nu siger, at skal vi ikke skal lade os lokke i
"Hvad er så det særligt danske"-fælden. For
selv om der ikke var nogen som helst forskel på den kultur, vi har her i
Danmark, og kulturen i de andre europæiske lande, ville det stadig være
nødvendigt at stoppe indvandringen og islamiseringen - for den fælleseuropæiske
og fællesvestlige kulturs skyld. Nu er der imidlertid helt åbenbart forskel på
den måde, vi lever på her i Danmark, og den måde, man lever på i vore
nabolande. Det gælder allerede den måde, hvorpå vi lever og omgås hinanden i de
helt små og nære sammenhænge, men det gælder også den måde, hvorpå vi lever og
arbejder på arbejdspladserne og i institutionerne. Og uanset hele den
fremmedpolitiske debat er det interessant at se nærmere på, hvordan den kultur,
der har udviklet sig hos os siden vikingetiden, er. Dette kræver et omfattende
kulturelt og antropologisk studium. Og det bør vi tage op. Der er allerede sket
noget på området, men det vil være umagen værd at gøre mere ved det, altså af
rent kulturelle grunde, som et humanistisk og humanvidenskabeligt studium. Og
det gælder, selv om det jo også er helt åbenbart, at vi siden vikingetiden har
modtaget mange ting udefra. Det interessante er ikke, hvor tingene kommer fra
(selv om det jo også er interessant), men hvad de er blevet til her hos os.
Dette er skrevet mandag den 5. februar 2018, den dag, hvor
Socialdemokratiet fremlagde sit store fremmedpolitiske udspil. Vi, der i årtier
har været modstandere af indvandringen og islamiseringen, har altså vundet rent
politisk. Hej Poul Nyrup Rasmussen! Hej Uffe Ellemann-Jensen! Hej alle I andre!
Og jeg vil ikke være med til at prøve at nedgøre, hvad det genopstandne
Kongelig Danske Socialdemokrati nu spiller ud med, bare fordi de har været
længe om at komme tilbage til virkeligheden. Vi på vor side skal ikke være
smålige og partiegoistiske. Det er Danmark, det gælder.
At de, der har villet spille gode og fine, stadig vil komme til at stå
som de gode og fine, og at vi andre stadig vil komme til at stå som
"sorte", er der ikke noget at gøre ved. Vi ser noget lignende, for så
vidt angår dem, der var på den forkerte side under Den Kolde Krig. De
urealistiske ideologiske plusord har en stor magt. Hvis dette forhold skal
ændres, skal der en stor idémæssig ændring til. Men det kan også komme, selv om
den slags tager lang tid og kræver en intellektuel indsats på også de højeste
niveauer. Det er nok dem, der går i gymnasiet nu, der skal gøre dette arbejde.
Og det skal først og fremmest være et arbejde, der gøres helt positivt, for
livets, sandhedens og virkelighedens skyld. Men mens vi venter, prøver jeg for
mit vedkommende at gøre mit. "Mit Dannevirke", som jeg regner med at
udgive sidst på året, vil være et vigtigt bidrag fra min side. Og det er netop
helt overvejende rent positive "betragtninger om allehånde" (med det
poetiske i centrum) - selv om der selvfølgelig også er en del polemiske
elementer i det. Vent og se!
Men nu vil jeg lige oversætte et par strofer Mickiewicz. Og jeg slår
nok dagens Mickiewicz-romance op senere i dag.
05.02.18
* * *
DET SÆRLIGT DANSKE ER DET SÆRLIGT DANSKE
Under
denne overskrift blev nedenstående tekst sat i DR Deadlines tråd om formiddagen
lørdag den 3. februar 2018. Men jeg slog den også op på min egen
Facebook-profil, hvor den fik denne overskrift og indledning:
DET
SÆRLIGT DANSKE - ET INDSKUD MELLEM SALMERNE TIL KYNDELMISSE OG SEKSAGESIMA
Da
der igen i går var en ret utilfredsstllende
diskussion i DR 2 Deadline om "det særligt danske" (dog med visse
gode tilløb på højre side), har jeg her til morgen måttet skrive nedenstående
betragtninger, som jeg lige har sat i tråden til indslaget på Deadlines side,
og som jeg nu slår op her. Min salme til søndag seksagesima (som også markerer
mit otteårsjubilæum, hvad salmeopslag her angår!) slår jeg op senere i dag
lørdag. Her er mine betragtninger om "det særligt danske":
Så fik vi igen en temmelig dårlig diskussion om "det særligt
danske" (Deadline 02.02.18). Niels Jespersen og Aurelija
Aniulyte kom sagen lidt nærmere, end det som regel er
tilfældet, men jeg vil prøve at komme den endnu nærmere.
Allerførst vil jeg konstatere, at spørgsmålet "Hvad er det særligt
danske" for det meste stilles af danske identitetsfornægtere (-bekæmpere) og indvandrere. Lidt groft sagt ligger det i
denne måde at spørge på, at hvis vi, der ønsker at bevare og videreudvikle vor
danske identitet, ikke kan komme med en eller flere gode definitioner, er der
ingen grund til at være imod indvandringen og islamiseringen. Men denne fælde
skal vi ikke lade os lokke i. Vi har ingen pligt til at komme med definitioner.
Vi har ret til at sige, at nu er vi sådan, som vi er, og at det vil vi blive
ved at være.
Men uanset alt andet er det selvfølgelig interessant at prøve at få indkredset,
hvad der er det særlige, vi danskere - i al vor forskellighed - er fælles om,
og som er den fælles bund under alle forskellighederne. Og det er jo noget
andet og mere kvalitativt end de almindelige friheds-, ligheds- og
demokrativærdier, der ofte nævnes, men som jo stort set er fælles vestlige
værdier.
En virkelig indkredsning af "det særligt danske" er mulig.
Men det vil kræve et stort antropologisk forskningsarbejde. Man skal fx
undersøge, hvordan man omgås hinanden i alle mulige sammenhænge - og så
sammenligne det med, hvordan man tilsvarende omgås hinanden i de andre nordiske
lande og i Tyskland og Storbritannien.
Det kan være i familierne, herunder ved familiefesterne (hvor det fx er
noget meget særligt dansk, at man skriver sin egne festsange med hyldest til
festens midtpunkt). Men altså også hele bord- og måltidskulturen osv.
Og det kan være den måde, man udveksler bemærkninger på, når man mødes,
eller når man står i køen ved kassebåndet.
Man kan også gå til litteraturen. Man kan fx sammenligne Adam
Oehlenschlägers digtning med tilsvarende digteres i de ovf. nævnte lande. Noget
andet er salmedigtningen. Her kan man fx sammenligne Kingo og Brorson med
tilsvarende udenlandske salmedigtere. Og så er der Grundtvig! Både som
salmedigter og i det hele taget. Jeg tror også, man ville kunne nå til
interessante resultater, hvad nutidige digtere og forfattere angår.
Et meget vigtigt område er arbejdspladserne, både i hele den offentlige
sektor (institutionerne) og i den private sektor. Her vil man nok også kunne nå
til interessante resultater. Jeg kan særligt pege på hele uddannelses- og
forskningsområdet, altså alt fra daginstitutionerne til universiteterne.
De områder, jeg kender af egen voksen erfaring, er Folkekirken og
Hæren. Og hvad begge angår, har jeg (især som slavist) et vist
erfaringsgrundlag. Jeg har siden 1990 haft et ret stærkt mellemkirkeligt
engagement, især for så vidt angår Polen og Rusland (med Kazakhstan), men også
for så vidt angår de andre nordiske lande, Tjekkiet, Slovakiet og Tyskland
(herunder de slavisktalende sorbere (vendere) i Bundesland
Sachsen). Og det er helt klart, at Den Danske Folkekirke er noget helt særligt.
På alle måder og på både godt og ondt. Og jeg var i vinterhalvåret 1976/77
feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern. Her kom man virkelig til at
se det særligt danske! Vi kunne forene den danske hygge med stor militær
effektivitet, hvilket tilsammen bla. gjorde os særdeles velegnede til at dæmpe
gemytterne, når det var nødvendigt. Og jeg gjorde også interessante kirkelige
erfaringer, såvel inden for hele UNFICYP som i
forhold til den lokale ortodokse kirke.
Pladsen tillader ikke, at jeg går i yderligere detaljer.
Endelig er der forholdet mellem fortid, nutid og fremtid. Det er klart,
at vi mere eller mindre kulturkonservative "identitetsdanskere"
lægger stor vægt på fortiden, hvilket for mig at se vil sige hele perioden fra
vikingetiden til i dag. Men det betyder jo ikke, at vi vil gå tilbage i
fortiden og begrave os statisk i den. Mit personlige slagord (altså også for så
vidt angår mit eget liv) er, at man ikke skal gå tilbage til sin fortid, men
have den med sig.
At være konservativ er at se
hele historien, dvs. både fortiden, nutiden og fremtiden som en helhed. Også
for os konservative bevæger tiden sig jo fra sekund til sekund. Vi går alle
hele tiden ind i fremtiden. Men til det har jeg også et slagord: Indvandringen
betyder, at vore efterkommere kommer til at leve i en anden kultur end den, der
ville have udviklet sig under naturlige omstændigheder. Og det er det, kampen
drejer sig om, retten til at leve og udvikle sig under naturlige omstændigheder
- hvilket også vil sige i en naturlig vekselvirkning med vore naboer og resten
af verden.
* * *
INGENTING SÅ GALT ...
Om juleafslutningsgudstjenesten, der blev væk
Det er med blandede følelser, jeg hører om
den i hvert fald indtil videre afskaffede juleafslutningsgudstjeneste for
skolebørn i Græsted. På den ene side må jeg se det som endnu et eksempel på,
hvordan indvandringen skridt for skridt forandrer menneskelivet i Danmark. Men
på den anden side, det vil sige kirkeligt set, hilser jeg det velkommen, at man
nøjes med at holde lidt førjuleferiehygge i skolen
(så længe man ellers kan det). De kristne familier har jo hele juletiden at
kunne gå i kirke i, og det vil være dejligt at se nogle flere til julens
gudstjenester.
Indvandringens indflydelse på menneskelivet
i Danmark var vi nogle der advarede om for allerede flere årtier siden. Men vi
fik at vide, at modtagelsen af nogle få flygtninge, da ikke kunne betyde noget.
Nu siger den samme slags mennesker triumferende, at vi må bøje os for, at vi
lever i et multikulturelt samfund.
Og de triumferende tilhængere af
indvandring og multikultur har ret. Vi lever i et multikulturelt samfund. Og
vi, der ikke vil have opdraget vore efterkommere i større og større kulturel
sterilitet, må derfor efterhånden oprette vore egne skoler og andre
institutioner. Dermed vil vi jo også kun styrke den multikultur, så mange
toneangivende mennesker gerne vil have. Men det er sørgeligt. Det bliver selv i
bedste fald et meget andet Danmark, end det ville være blevet uden
indvandringen.
Men hvad lige netop de såkaldte
julegudstjenester før den 24. december angår, må jeg altså hilse beslutningen
velkommen! Jeg har altid været og vil altid være indædt modstander af førjuleri i kirken. Og jeg ser med stor misbilligelse på,
hvad der igen i år foregår af juleri i hele adventstiden (som dermed bliver
mere eller mindre udvisket).
Det er slemt nok, at juleaften er kommet
til at fylde så meget her i Danmark. At man holder en lille helligaftensandagt
i forbindelse med kimningen før både jule-, påske- og
pinsedag, er OK. Men det er altså den 25. december, der i kirkeårsmæssig
forstand er Kristi fødsels dag i hele den kristne
kirke (oprindelig den romerske solguds fest, den virkelige dato kender vi
ikke), så det er meget uheldigt, at opvarmningsøvelsen den 24. december bliver
gjort til julegudstjenestEN - og at man i øvrigt har
julet så meget siden anden halvdel af november, at ingen orker at holde jul i
selve juletiden, der altså kirkeårsmæssigt set slutter med helligtrekongers dag
den 6. januar.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
* * *
REPUBLIKKEN, DER BLEV VÆK
Dette indlæg blev påbegyndt tirsdag den 5. december lidt efter DR2 Deadline. Jeg havde godt hørt både spotsene om "Jul i republikken" og interviewet med DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen i morges. Og jeg havde før Deadline læst noget om sagen på Nettet. Nu kom instruktør Lotte Svendsen så i Deadline i samtale med Niels Krause-Kjær.
Inden jeg går videre, må jeg oplyse,
at jeg siden midten af 1960'erne har frygtet og kritiseret, hvad jeg dengang
betegnede som "venstreorienteringen". Jeg var især kritisk over for
"de venstreorienteredes" (fra De Radikale og dele af
Socialdemokratiet og derudad) holdning til sovjetkommunismen. Men jeg var også
kritisk over for de totalitære tendenser på venstrefløjen og i de
venstreorienterede miljøer. Og når vi nu bagefter hører, hvordan det gik til i
disse miljøer, må man sige, at min kritik ikke var ubegrundet. Jeg må også
oplyse, at jeg selv af holdning er konservativ. Og man kan godt sætte både
national-, kultur- og social- foran. Der er dog først og fremmest tale om en
grundholdning, som det vil føre for vidt at komme nærmere ind på her. Det
vigtigste for mig var frihed og demokrati og retsstat. Og et stærkt forbehold
over for al slags idelogi. Og en historisk og
pragmatisk holdning. Jeg er også tilhænger af den konstitutionelt monarkiske
statsform, vi har. Og nå ja, jeg er også medlem af Dansk Folkeparti, ja, var
for nogle år siden lokalformand her i Lolland Kommune. Jeg er forresten også
gammel Grundtvig-forsker med både en licentiatafhandling (ph.d.) og en doktordisputats
bag mig, men nu "discipel af Grundtvig" som mig selv. Så har jeg
nogenlunde fået placeret mig. - Hvis man vil vide mere, kan man gå på min
Facebook-profil og min hjemmeside www.bentchristensen.dk
Og man kan søge på mine bøger på bibliotekerne og hos boghandlerne, især
saxo.com
Hvad denne julekalendersag kalder frem i mig, kunne jeg også sige meget
om. Men jeg vil for det første sige, at der er noget ved den, jeg aldeles ikke
bryder mig om. Det lugter langt væk af censur - og af frygt for det kommende
medieforlig. Hvordan man end forholder sig - på begge sider - er det ikke
sådan, man skal gøre.
Jeg bruger DR meget. Og er stort set meget tilfreds. Især med DR Radios
P1. Og jeg mener, der generelt er en fin bredde og mangfoldighed i
programmerne. Noget andet er, at der tydeligvis stadig er megen
"venstreorientering" blandt "kunstnere og intellektuelle",
og sikkert også hos mange i DR. Men hvad skal man gøre ved det?
Censur og brud på armslængdeprincippet er ikke løsningen. Så bliver vi
jo selv som vore modstandere! Hvis der i kulturlivet, herunder i DR, kan
konstateres direkte magtmisbrug, så at fx folk med almindelige
mainstreamholdninger eller højreorienterede holdninger bliver holdt ude eller
underkastet censur, må man selvfølgelig prøve at stoppe det på alle rimelige
måder. Men hvis det nu faktisk er sådan, at folk med talent ofte er
venstreorienterede, så må vi andre faktisk finde os i det. Indtil der kommer
til at blæse andre holdningsmæssige vinde, så at der kommer mere bredde i
talentmassen.
Ja, det eneste, der kan bringe os videre, er, at unge talenter af sig
selv begynder at tænke på andre måder. Jeg tænker selvfølgelig ikke på sådan
noget som højreorienteret agitprop-kunst. Vorherrebevares!
Nej, jeg tænker simpelt hen på, at de nye unge begynder at forholde sig åbent
og bredt til virkeligheden.
Et legitimt middel er selvfølgelig hele idé- og kulturdebatten - som
jeg selv prøver at bidrage til. Der skal drives ideologikritik. Og det bliver
der efterhånden også gjort. I stigende omfang. Men de fleste af mainstream-
eller højrefløjsdebattørerne er ikke hverken kunstnere eller intellektuelle på
et niveau, der går højt og dybt nok. Her må vi vente. Og det afgørende er
naturligvis ikke kritikken af de andre, men hvad man selv bidrager positivt
med. - Hvilket niveau jeg selv befinder mig på, ved jeg ikke. På en måde kunne
jeg godt betegne mig selv som både kunstner (digter og tidligere
amatørjazzmusiker) og intellektuel. Men hvad det første angår, ville jeg gerne
befinde mig på et højere niveau, og hvad det andet angår, lyder en af mine
aforismer: "Jeg betegner mig aldrig som intellektuel. Jeg er i forvejen
præst - i den kristne kirke". Nu har jeg imidlertid skrevet også dette
indlæg, og så må vi ellers se.
Jeg ville give meget for at høre hele "Jul i republikken".
Jeg kunne måske blive forarget. Men jeg ville nok også more mig. I hvert fald
over en stor del af det. Jeg er meget utilfreds med, at jeg ikke kommer til at
høre denne julekalender.
Bent Christensen
forfatter, pastor
emeritus
dr.
theol. & cand. mag.
* * *
Jeg er ked af og flov over, at vi har en så slap
statsmagt.
Kommentar i DR 2 Deadlines tråd til udsendelsen 07.11.17 (indslaget om
den såkaldte bandekonflikt).
Det er ynkeligt at høre både politikerne og kommentatorerne. Man kan få
den tanke, at de er truet af banderne! Jeg siger ikke, at jeg tror, de er det.
Men det er mærkeligt, at de står så opgivende med armene ned langs siden.
Jeg er ked af og flov over, at vi har en så slap statsmagt. Det er
utåleligt, at nogle grupper, hvis medlemmer man i vid udstrækning kender, skal
have magten i gaderne.
Jeg går ind for, at sådanne voldelige grupperinger skal forbydes - og i
det hele taget holdes nede på alle mulige måder. Og sættes i fængsel eller
samles på en øde ø.
Hvad Grundloven angår, er det
efter min mening ikke et spørgsmål om, hvorvidt sådan noget strider mod den.
Grundloven siger tværtimod klart, at organisationer, der virker ved vold, skal
opløses. Jeg ved godt, at det først og fremmest er politiske organisationer,
der er tænkt på. Og det er naturligvis endnu vigtigere. Men kriminelle bander,
der også mere eller mindre fører sig organiseret og uniformeret åbenlyst frem,
er altså også utålelige.
Endelig vil jeg sige, at jeg altid lytter til jurister og andre, der
advarer mod de utilsigtede konsekvenser af indgreb som dem, der her er tale om.
Og jeg forholder mig selv kritisk til nogle af de ting, man i sin berettigede
fortvivlelse prøver at gøre i forhold til muslimerne. Jeg går meget stærkt ind
for retsstaten og retssikkerheden. Men hvis man sætter gode politikere og
skarpe jurister sammen, vil man godt kunne få strikket noget sammen, der kun
rammer dem, der må og skal rammes.
* * *
Vælgermødet den 18. oktober 2017
Indlæg i vor beboerforenings blad FUGLSE
BLADET oktober 2017
Måske har nogle bemærket, at jeg fører en
slags offentlig dagbog, nemlig undersiden "Erindringer - DAGBOG", på
min hjemmeside www.bentchristensen.dk Jeg skriver dog sjældent om private ting,
men så godt som udelukkende om begivenheder af professionel eller offentlig
karakter. Nogle gange er det også en kommentar. Nedenstående optegnelse er lidt
af hvert. Og egentlig ville jeg have nøjedes med at sætte den på
internetundersiden. Men Anna var med i affattelsen, og da jeg havde læst den
færdige tekst op, sagde hun, at vi burde sende den til Fuglse Bladet. Det er
underordnet, om den bliver læst før eller efter kommunalbestyrelsesvalget. Det
afgørende er jo, at der er tale om et indlæg til fordel for ikke mindst det
lokale politiske engagement - med også rent fysisk tilstedeværelse og samvær.
Og navnlig er det et opråb til de yngre og unge. Vi ved, hvor travlt de har.
Men hvis demokratiet skal bevares og styrkes, er det nødvendigt, at man
investerer tid og kræfter i det. Og som det viste sig den 18. oktober 2017, kan
man også få nogle virkelig gode oplevelser ud af det. Jeg er selv en ret ivrig
Facebook-bruger, men mennesket lever ikke af Facebook alene. På et tidspunkt
vil også de unge få trang til at være virkeligt sammen med andre mennesker.
Optegnelse i "Erindringer - DAGBOG":
Onsdag den
18. oktober 2017. - Anna og jeg var til et helt lokalt vælgermøde arrangeret af
Fuglse Beboerforening. Det var i Fuglse Beboerhus, og panelet bestod af:
Viceborgmester Henrik Høegh, Venstre. - Gruppeformand Vibeke Grave,
Socialdemokratiet. - Leo Christensen, Lokallisten. - Eric Steffensen, Dansk
Folkeparti. - Anette Egelund, Borgerlisten. - Stig Øhl
var ordstyrer. - - Der var ikke så mange deltagere, som der burde have været,
og ingen helt unge. Men det var et rigtig godt møde. Stemningen var god og
fordragelig, både i panelet og blandt tilhørerne. Det var Lolland, når det er
bedst. Anna og jeg lærte meget om vor kommune og vort lokalområde og var mere
optimistiske på begges vegne, da vi gik, end da vi kom. - Vi har meget travlt
for tiden og kunne godt være blevet hjemme, men vi havde sagt til os selv, at
når vi gang på gang siger, at demokratiet kun kan fungere, hvis man også rent
fysisk deltager i de politiske aktiviteter, ikke mindst lokalt, var det simpelt
hen vor pligt at møde op. Men bagefter følte vi meget mere end tilfredshed med,
at vi havde gjort vor pligt. Det var en lærerig, god og hyggelig folkelig
begivenhed. Der var ingen af kandidaterne, vi ville være kede af at se i
kommunalbestyrelsen efter valget den 21. november. At vi har vort eget
partimæssige tilhørsforhold, er noget andet.
* * *
Burkaforbud og lignende er en dårlig idé
06.10.17
Jeg bliver mere og mere enig med de borgerlige superliberalister og
venstrefløjen. Af ideelle grunde. Men dernæst også af mere kyniske grunde. For
det første er det spild af tid at diskutere disse småting. For det andet sætter
det os, der er indvandrings- og islamkritiske, i en dårlig taktisk position,
hvor vi bliver tvunget i defensiven. Og for det tredje - og mest kyniske! - ser
jeg sådan på det, at jo mere synlig islam bliver i samfundet, jo mere vil
modviljen mod indvandringen og islam vokse, så vi dels kan nå frem til et stop
for indvandring fra ikke-vestlige lande, dels kan få en stærk folkelig modstand
(verbale og følelsesmæssige udtryk for modvilje) mod dem, der ikke vil indordne
sig.
* * *
SOLIDARITET MED INGER STØJBERG
I tråden til Inger Støjbergs opslag og (udvidet) på min egen
Facebook-væg. Og med en senere kommentar.
28.09.17
Jeg opfordrer alle til at gøre som jeg. Og jeg ser på Inger Støjbergs
profil, at mange simpelt hen har delt hendes opslag af billedet med Kurt
Vestergaards tegning som baggrund på hendes iPad. Og endnu mange, mange flere
har syntes godt om. MEN i tråden til hendes opslag er der rigtignok også mange
der er imod, i mange tilfælde på en både dum og ubehagelig måde. Men nu slår
jeg altså også TEGNINGEN op her på min væg. Alle frihedselskende danskere bør
gøre det. - Her er hvad jeg har skrevet i tråden til Inger Støjbergs opslag:
"Kære Inger Støjberg! Det var modigt. Tak! - Og i solidaritet slår
jeg nu også det billede, jeg har liggende, op på min væg. - Ja, der er grund
til at være bange, men det tågesnakslør, de fleste prøver at dække sig bag, er
ulideligt. Den frygtelige sandhed, at vi har mennesker her i vort land og her i
Europa, der vil tyrannisere os, må frem i lyset. Hvad der jo i øvrigt var det
oprindelige formål med JP-tegningerne. Hvor "hån, spot og
latterliggørelse" desuden faktisk var inkluderende ment, nemlig på den
måde, at når man, som vi gammeldanskere, er rede til at tåle dette, så er man
en del af samfundet".
Jeg er spændt på, hvordan det billede, jeg har haft liggende siden
2010, vil komme til at tage sig ud. Men nu har jeg gjort, hvad jeg lige kunne.
Mens jeg hører debatten i DR 2 Deadline. Min 2010-kommentar til billedet ser
også ud til at komme med.
Gud bevare Danmark!
SENERE KOMMENTAR MED NOGLE SVAR:
Kære
alle, der har kommenteret mit opslag! - Det er naturligvis i orden, at Frode
ikke vil føle sig repræsenteret af Inger Støjberg, men det er efter min bedste
overbevisning ikke korrekt at sige "provokation for provokationens
skyld"; hun og vi, der er enige med hende, mener, der står noget afgørende
vigtigt på spil. - Og til Mogens: Ja, det er på tide at komme videre. Vi skal
en gang for alle vise, at vi ikke vil finde os i terrorist-censur. I sin tid
var USA lunken. Hvis det kommer til en ny større konfrontation nu, vil USA nok
støtte os mere. Og både hele EU og hele NATO bør også gøre det. Nok bortset fra
NATO-landet og det vel nu tidligere EU-kandidatland Tyrkiet! - Endelig til
Jonna: Som præst i Folkekirken er jeg åben og positiv over for ethvert muslimsk
menneske. (At jeg er imod den store ændring af Danmark og Europa, som
masseindvandringen allerede har medført, og som selv i bedste fald vil
fortsætte, er noget andet. Det er et folkeligt, nationalt og kulturelt synspunkt).
MEN det har aldrig været kristen teologi at lade mordere bestemme, hvad der må
siges og gøres i samfundet. - Når vi skal videre, skal det også indebære, at vi
får "grøden" ud af debatten. Det er utroligt, så megen tågesnak der
bliver fyret af, uden logisk sammenhæng og uden hensyn til realiteterne.
* * *
SOCIALDEMOKRATERNE OG BEKYMRINGERNE
Nu har jeg for jeg ved ikke hvilken gang hørt Christel Schaldemose tale
om, at de socialdemokratiske politikere i Europa skal blive bedre til at lytte
til folks bekymringer. Hun kan bare ikke forstå, at man kun vil stemme på dem,
hvis de virkelig SELV er bekymrede.
Først slået op på min Facebook-væg om morgenen 27.09.17.
* * *
Vor monarkiske statsform overlever
Onsdag aften den 9. august 2017 slog jeg
nedenstående kommentar op på min egen Facebook-væg - til det P1 Debat-opslag,
jeg havde delt.
Efter at have hørt mange - nogle også meget dumme - kommentarer til prins
Henriks meget uheldige optræden har jeg ikke kunnet lade være at dele P1 Debats
opslag om udsendelsen i morgen torsdag kl. 12.15. Og jeg må også her hos mig
selv ledsage det med den kommentar, jeg lige har givet det i P1 Debat-tråden:
At et medlem af kongehuset skejer ud - på den ene eller den anden måde
- ændrer ikke min tilslutning til den statsform, vi har nu. Se på de kongeliges
historie gennem tusind år!!! - Jeg hører til dem, der beder medierne lade prins
Henrik være i fred. - I øvrigt mener jeg, at det er typisk for debatniveauet i
disse år, at man blander forfatningsspørgsmålet og kongehusets organisation
sammen med det almindelige spørgsmål om ligestilling mellem kønnene i et
ægteskab. Margrethe er regerende dronning (formelt den første hos os) og altså
statsoverhoved, og det kan hendes mand aldrig blive ligestillet med. - Hvad
titulaturen angår, er spørgsmålet i høj grad af historisk og sproglig karakter.
Når kronprinsesse Mary (vel) bliver tiltalt "Deres majestæt", når hun
bliver dronning, kan man sige, at prins Henrik også burde tiltales "Deres
majestæt". Det ville jeg ikke have noget imod. Anderledes forholder det
sig med titlerne konge og dronning. I gamle dage var det så vidt muligt en
mand, der var konge. Og hans kone var dronning = "konginde".
Når en kvinde undtagelsesvis blev regent, blev hun også kaldt dronning,
regerende dronning (vi har bare aldrig før haft sådan en i Danmark). Hvad en
regerende dronnings mand angår, mangler vi simpelt hen et ord! Man kunne for
min skyld godt opfinde et. "Konge-gemal" er efter min bedste
overbevisning både grimt og (allerede dermed) umuligt. Men hvad så? Jeg kan
altså ikke lige finde et allerede eksisterende ord. Men man kunne konstruere
et. Som da H.C. Ørsted konstruerede de danske ord for hydrogen og oxygen,
nemlig brint (jf. brænde) og ilt (jf. ild). Men kan det blive u-grimt? Her er
nogle fattige forsøg: Regmand. Dronmand.
Men man kunne nok lave nogle mere kønne! Og altså med tiltalen "Deres
majestæt". - Er det endelig rigtigt, at det er noget, dronningen kan
bestemme? Det kan godt være, hun i givet fald vil have udspillet. Men det skal
vel i det mindste godkendes af regeringen og folketinget, ja, måske afvente en
grundlovsændring. Med al min respekt for monarkiet, som vi har det i dag, ville
jeg i hvert fald ikke finde mig i, at sådanne ændringer ikke skulle i det
mindste godkendes af regering og folketing - eller altså eventuelt ved hele
grundlovsændringsproceduren, inkl. en folkeafstemning. - Men prins Henrik er
altså ikke ved at aflive monarkiet. Han afliver kun sig selv. Ærgerligt nok.
For han har haft mange gode og hyggelige kvaliteter, der faktisk passede ganske
godt til Danmark.
* * *
Naturvidenskaberne i det
grundtvigske dannelsesprojekt
Artikel i Dansk Kirketidende nr. 7, august 2017
TEKST: BENT CHRISTENSEN, PASTOR EMERITUS OG FORFATTER, DR. THEOL. & CAND. MAG.
Det var med stor interesse og glæde, jeg læste de to artikler i nr.
5/2017 om Grundtvig og Ørsted. Og det er ikke bare, fordi jeg selv har
behandlet polemikken mellem Grundtvig og Ørsted i min disputats Omkring Grundtvigs Vidskab (1998). Jeg
vil tværtimod lade denne tidlige polemik ude af betragtning, idet det afgørende
for mig hele tiden har været Grundtvigs eget, senere altomfattende program for
kultur, videnskabelighed og livsoplysning. I den aktuelle situation er det
nemlig mere nødvendigt end nogensinde at føre dette langtfra realiserede,
program frem. På en til tidens tarv og vilkår passende måde, som Grundtvig selv
ville sige.
Det, den ældre Grundtvig ønskede, var en altomfattende erkendelses- og
dannelsesstruktur med det fællesnordiske superuniversitet i Göteborg på det
øverste niveau i den nordiske kulturkreds, men også som det særlige nordiske
bidrag til den fællesmenneskelige kultur og videnskabelighed, idet han også
forudså fx ikke bare fælleseuropæiske, men faktisk globale konferencer på det
allerøverste niveau (se fremtidsdigtet "Dansk Ravne-Galder", Udvalgte Skrifter X 364-482).
På næstøverste niveau skulle det danske folkelige universitet i Sorø
have været - ved siden af det almindelige universitet i København. Og dernæst
de forskellige uddannelser af børn og unge, som selvfølgelig skulle bibringe
eleverne både det, vi i dag kalder faglige kompetencer, og bred og dyb
livsoplysning. Og hele det folkelige liv med møder og foredrag osv. Hvad de
faglige kompetencer angår, kan jeg henvise til, hvad Grundtvig har sagt,
nemlig, at hvis alle var professorer, ville vi dø af sult alle sammen. Han
kunne også have sagt, hvis vi alle var kunstnere og intellektuelle.
Grundtvig beundrede i øvrigt al slags bedrift, også på det teknologiske
område. Han så fx damphamrene i de engelske fabrikker som stumper af Thors
hammer. Og jeg elsker selv teknologihistorien, især den del af den, der handler
om enkeltpersoners opfindelser. Men det er jo også imponerende, hvad vore dages
teams opfinder. Jeg har derfor ikke som sådan noget imod, at der også er en vej, der hedder fra forskning
til faktura. Det, jeg har noget imod, er, at ordet forskning er ved at være
blevet synonymt med teknologi- og produktudvikling. Vi bliver en kulturelt
fattig civilisation, hvis den rene erkendelsesforskning på alle områder bliver
forsømt. Og jeg ser bort fra de spinoff-virkninger, også videnskabsmændene selv
i deres kamp for bevillinger ofte taler om, altså fra, at de rene
faktura-mennesker saver den gren over, de selv sidder på. Det vigtigste er
selve det at samle viden om Kosmos og eksistensen. Også med "samle"
i betydningen sætte i sammenhæng. - Noget helt tredje er, at vi er nået dertil,
hvor vi må drøfte, hvor stor en del af vort liv vi vil bruge på at producere og
forbruge varer.
Det materielle grundlag skal selvfølgelig være i orden. Men med dette
grundlag i orden var det så menneskelivet og dets oplysning, det gjaldt om for
Grundtvig. Og det ville for ham dengang helt særligt sige den danske folkelige
livs-oplysning, en oplysning, der skulle tjene det at leve som menneske i
verden, hvilket altså i hele situationen dengang først og fremmest ville sige
det at leve et dansk menneskeliv i Danmark.
Det sidste skal man ikke hænge sig mere i end højst nødvendigt. Det er
alt for nemt og billigt at sætte Grundtvig ud på et sidespor, fordi han set med
de seneste årtiers øjne var en fæl nationalist. Og det er sørgeligt, at han er
blevet det, når man netop nu har så stærkt brug for hans tanker om
videnskabelighed og dannelse. Jeg har altid oversat "det folkelige"
til "menneskelivet som konkret forløb". Og jeg vil ikke komme nærmere
ind på, at det folkelige og nationalstaten i øvrigt nok ikke er så ringe endda.
Jeg vil i stedet pege på, at det danske og det nordiske for Grundtvig også
indgik i en universel sammenhæng.
Hvad forholdet mellem det, vi i dag kalder den kulturelle elite, og hele
folket angår, vil jeg minde om, hvad Grundtvig skrev i Indledningen til Nordens Mythologi
(1832), hvor han for første gang udfoldede grundlaget for sit kulturprogram:
Paa een Gang at ville giøre alle Folk
lige kloge, er en Daarskab, som naar
den alvorlig prøvedes, kun vilde tiene til at giøre alle Folk lige dumme, men at udbrede en i Grunden eensartet Oplysning i alle Stænder, og aabne
Alle Løbe-Banen til bestandige Fremskridt, det er,
som alt hvad der leder til Kræfternes fri men ordenlige
Udvikling, ikke blot klogt, men, hvor Folk og Stater skal trives, nu aldeles
nødvendigt (Udvalgte Skrifter V 408).
Dette er noget, vi har brug for at lægge os på sinde lige netop nu, hvor
vi ser de dårlige frugter af, at man på en forkert måde har villet
demokratisere den akademiske dannelse og finkulturen. Målet er ikke, at alle
skal være miniakademikere, miniintellektuelle og minikunstnere.
Drengevidenskabelighed sagde Grundtvig. Og vi kan udvide begrebet, så det også
kommer til at omfatte de andre kulturområder. Det, der sker i den akademiske
verden og i finkulturen, skal selvfølgelig være tilgængeligt for alle i også
helt direkte forstand. Men det vigtigste er, at det forplanter sig nedad på
også alle mulige indirekte måder, nemlig som elementer i den folkelige eller
almindelige livsoplysning. Det kan ske i den særlige folkehøjskolesammenhæng.
Men det skal under alle omstændigheder også ske i hele det almindelige
undervisningssystem, fra børnehaven af og opefter.
Men nu til naturvidenskabernes plads i alt dette, vel at mærke deres
rette plads. Naturvidenskabernes betydning skal hverken over- eller
undervurderes. Det er klart - med eller uden Grundtvig - at det er
menneskelivet, der er det øverste niveau i hele vort tilværelsesengagement, så
at det også er kunsten og litteraturen og den humanistiske videnskabelighed,
der er det vigtigste og højeste i hele dannelsesprojektet. Men det er lige så
klart, at naturvidenskaberne også er dannelsesfag. Alle skal vide noget om hele
det kosmos, vi bor i, og som vi med vore legemer er en del af. Og det gælder
alt, lige fra astrofysikken og partikel- og højenergifysikken til hele
biologien inklusive hjerneforskningen.
Selve det at vide noget om hele Kosmos er det vigtigste. Men en vigtig
sidegevinst ved fortroligheden med naturvidenskaberne kommer af det, der ligger
i deres karakter af eksakte videnskaber
Hvis denne side af sagen havde været stærkere inde i alles bevidsthed, ville vi
have været sparet for megen bullshit i den offentlige debat. Og jeg benytter i
denne forbindelse lejligheden til også at fremføre mit gamle ønske om en
genindførelse af examen philosophicum
som ikke alene et alment erkendelsesmæssigt og almenkulturelt grundkursus, men
også et kursus i logikken og metodelæren.
Grundtvig nævnte udtrykkeligt naturvidenskaberne som dele af det, der
skulle dyrkes på superuniversitetet i Göteborg:
Ved et saadant frit Nordisk Universitet, hvis Sæde Regieringerne maatte erklære for
en Fristad, vilde Collegierne
eller Museerne være deelt mellem de Historiske og Physiske Videnskaber, for at
samle Kræfterne paa begge Sider til den stærkest muelige Anstrængelse og Vexelvirkning; thi Menneskelivet
i kraftig Virksomhed med Ord og Gierning danner
en egen Kundskabs-Kreds, der kiendelig adskiller sig saavel
fra Dyrekredsen, som i det Hele fra Synskredsen i sandselig
Forstand[, så] at der med Nödvendighed finder en vis
Modsætning Sted mellem de Historiske og Physiske
Videnskaber, skiöndt det fölger
af sig selv, baade at en tilstrækkelig Oplysning vil
hæve den, og at Universal-Historien,
ved at omfatte hele den menneskelige
Virksomhed, ogsaa omfatter alle Menneske-Slægtens
videnskabelige Bestræbelser (Grundtvigs
skoleverden II 148 f).
Og så behøver der egentlig ikke siges mere. Det siger sig selv, at det
samme forhold skal gøre sig gældende på alle niveauer i den oplysning,
Göteborg-universitetet skulle give sit store bidrag til. Men det kan også være
interessant at se, hvad Grundtvig allerede i Danne-Virke (1816-1819) sagde om disse forhold. Først om
matematikkens og fysikkens plads:
Mathematiken og Physiken skal ikke vove at bestige en Dronningstol
Historien nægter dem al Adkomst til, men de skal og derfor undgaae
den Mistanke og Harme Historien kaster tilbage paa
deres daarlige og hoffærdige Dyrkere; i Historiens Ledebaand skal de naae det Maal og den Dybde de ere
skikkede til, uden at forvilde sig i Skyerne, eller fordybe sig i Afgrunden (Danne-Virke I 239).
Grundtvig taler her bare om historien, men forholdet er selvfølgelig det
samme, hvis vi taler om hele den humanistiske videnskabelighed. Og det kan også
være nyttigt at se, hvad Grundtvig siger om det, vi kalder
reduktionisme-problemet. I afhandlingen "Om mennesket i verden" har
Grundtvig først i et tankeeksperiment forsøgt at spore overgangene fra det
livløse til det levende nedefra og op, men det fører til denne erklæring:
Her see vi da, at
det er af Planterne vi skal lære at kiende Jorden,
Planterne igien af Dyrene, Dyrene af Mennesket, og hvor bagvendt man altsaa hidindtil for det meste har drevet
Videnskabeligheden, da man vilde begribe
det Større i det Mindre, forklare det Høiere af
det Lavere, det Levende af det Livløse, det Fornuftige af det Umælende, vi see, at allerede i Sandse-Verdenen
driver Alt os tilbage til os selv, og Naturen afviser alle vore Spørgsmål med
det Tørre: spørg dig selv! og overgaaer det din
Forstand, da spørg min Hovmester, som
jo ogsaa er din! (Danne-Virke
II 151).
Grundtvig spiller her til sidst på den gennemgående replik i Ludvig
Holbergs komedie Den pantsatte Bonde-Dreng, og pointen er, at den, som ikke er noget i
sig selv, må henvise til den virkelige herre!
Grundtvig selv var absolut ikke naturvidenskabeligt minded, men det er
godt at se, at han tager det hele med. Og jeg vil for mit eget vedkommende
understrege, at vi selvfølgelig kun får den nytte og glæde, vi skal have af
naturvidenskaberne i hele livsoplysnings- og dannelsesprojektet, når de har
fuld autonomi på deres eget felt. Den menneskelige eksistens’ og kunst og
humanioras forrang indebærer ikke, at naturvidenskaberne skal have noget som
helst foreskrevet ovenfra. De skal frit kunne virke opad. Og det samme gælder,
hvad troen og teologien angår. Troen og teologien har jo ikke noget direkte
mellemværende med naturvidenskaberne. Den kristne påstand (som jeg ynder at
sige) står ikke direkte over for naturvidenskaberne eller på niveau med dem,
men over for hele menneskets oplevelse af sin eksistens, i hvilken oplevelse
den viden, naturvidenskaberne skaffer os, kun er en - men altså nødvendig -
del.
* * *
Kunst og politik
Nedenstående er slået op på min personlige
Facebook-profil, sat på her- og omtalt på min internetunderside
"Erindringer - DAGBOG".
JEG VAR MED I P1 DEBAT
P1 Debat 18.07.17
-
P1 DEBATS FACEBOOK-OPSLAG:
Er redningsveste kunst?
Den
kinesiske kunstner Ai Weiwei har pakket Kunsthal
Charlottenborg ind i redningsveste fra flygtninge i Middelhavet – er det kunst
eller politisk agitation?
Billedhugger Jens Galschiøt har åbnet en
udstilling om religion og radikalisering i Bruxelles – er det kunst eller
venstresnoede politiske budskaber?
Filminstruktør og kunstmaler Simone Aaberg
Kern producerer krigskunst – Skal kunst og politik adskilles?
P1
Debat tirsdag 12.15
-
BC KOMMENTAR:
Mit princip er, at fx den centrale lyrik
kun skal forholde sig rent til eksistensen og ikke være bærer af et budskab til
andre. - Der kan godt skrives forkyndende digte. Men de befinder sig i
periferien i forhold til den centrale lyrik. - Noget helt andet er, at selve
ordet "kunst" og en simpel symbolik kan være en billig måde at
promovere sig selv på. Især når budskabet ligger inden for de gunstige rammer.
-
P1 DEBATS SVAR:
Hej Bent - må vi evt
ringe til dig i dagens udsendelse, ml 12.15 og 13? Ellers ring selv gerne på
70211919
-
BC SVAR PÅ DET:
Mange tak! I må meget gerne ringe på 5469
6080. Jeg er selv en slags digter, der også laver poetik. Og jeg går meget op i
disse forhold. Alt er selvfølgelig tilladt. Men noget ligger mere i centrum end
andet. Og noget er mere plat end andet! - I øvrigt er min baggrund teologisk -
med mange år som Grundtvig-forsker (med teologisk doktorgrad), hvilket jo også
har meget med poesi og poetik at gøre. Men nu prøver jeg (som pastor emeritus)
at føre mig frem som discipel af Grundtvig og på hans skuldre. Altså på en, som
Grundtvig selv udtrykker det, til tidens tarv og vilkår passende måde, dvs.
ganske moderne. Grundtvig advarede kraftigt mod alle former for efterligning og
efterabning. - Jeg har foreløbig udgivet bla. to digtsamlinger. - Og jeg er jo
en af jeres glade og trofaste lyttere.
-
BC AFSLUTTENDE BEMÆRKNING HER:
Jeg nåede lige at komme ind i debatten,
efter at de havde ringet mig op og koblet mig på og jeg længe havde fulgt
debatten i studiet i telefonen.
Jeg snakkede som et maskingevær, da jeg
kunne se, at klokken snart var et. Og jeg nåede at få karakteriseret Jens
Galschiøt som teolog på ikke bare gymnasieelev-plan (hvad Rune Selsing havde
gjort), men på mellemskoleelev-plan (i min tid svarende til 6. til 9. kl.). Men
fik også sagt lidt, der svarede til ovenstående om forholdet mellem centrum og
periferi i kunsten. Også derved, at jeg sagde, at selvfølgelig kan man også
skrive fx politiske digte. Hvad jeg også selv gør. Det er så bare ude i
periferien. Jeg fik også nævnt, at jeg er salmedigter, og at salmer er noget
helt andet en almindelig lyrik. Desuden sagde jeg, at når man laver politisk
kunst, må man finde sig i at blive politisk modsagt. Til sidst spurgte Gitte
Hansen mig (som hun havde spurgt dem i studiet), om jeg var venstreorienteret.
Hvad jeg besvarede med et kraftigt Nej. - I forbindelse med min karakteristik
af Jens Galschiøts fundamentalisme-kunstværk fik jeg sagt, at det svarede til
oplysningstidens måde at sidestille jødedommen, kristendommen og islam på, fx i
Lessings "Nathan der Weise". Men hvis jeg havde haft mere tid, skulle
jeg have sagt, at det måske forholdt sig modsat. Lessing mente, at de tre
monoteistiske religioner i grunden var lige gode. Galschiøt mener vel, efter
hvad der blev sagt i udsendelsen, at de i grunden er lige slemme. At den ene i
hvert fald ikke har noget at lade de andre høre - og vel derfor hellere skal
forlade fundamentalismen og give sig til at leve i fred (hvilket sidste jeg jo
helt kan tilslutte mig). Men de Jesus-eksempler, der blev nævnt, var helt ude i
skoven. Galschiøt er som teologiserende kunstner
virkelig på allerhøjst mellemskoleniveau.
UDSENDELSEN KAN HØRES HER:
http://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2017-07-18
Jeg er selvfølgelig mest enig med Søren
Martinsen og Rune Selsing. Men mit egentlige anliggende i dagens sammenhæng er
altså påpegningen af, at der må skelnes mellem den centrale kunst og den
forkyndende eller propaganderende (ofte billigt platte) kunst ude i periferien.
-
TILFØJELSE (på begge de nævnte
Facebook-sider og nu, 19.07.17, her): Jeg har hørt udsendelsen igen og er først
nu blevet helt klar over, at Jens Galschiøts opstilling udtrykkeligt har både
en positiv forside/yderside og en negativ bagside/inderside. Ydersiden svarer
altså til Lessings harmoniseringsforsøg (alle de tre monoteistiske religioner
er lige gode). Men bagsiden viser - eller skulle vise - at alle tre også rummer
nogle uhyggelige, dystre og væmmelige ting. Der er bare det ved det, at hverken
jøderne eller de kristne praktiserer de uhyggelige ting i Det Gamle Testamente.
Hvortil kommer, at der ikke er sådanne lovbud i Det Nye Testamente, tværtimod.
Jesus-citatet om de ufrugtbare grene, der skal brændes, er brugt på en helt
vanvittig måde. Jesus kunne godt tale hårdt - og i tidens sprog. Men summen af
alt, hvad Jesus sagde og gjorde, er tilgivelse og kærlighed. Jo, Jesus talte
også, og altså nogle gange i tidens prog, om dommen
og dommedag. Og det er jo nødvendigt, når det Onde nu engang er en realitet i
verden (hvad der ganske vist er nogle der ikke vil indrømme). Det vil føre for
vidt at komme nærmere ind på dette her. - At den såkaldte Kristenhed rent
faktisk har gjort mange grimme og onde ting, er desværre en kendsgerning. Dybt
anfægtende! Men der er ikke noget af det, der kan føres tilbage til Det Nye
Testamente, endsige til Jesus. - Alle, der udtaler sig om kristendommen, bør
begynde at gå i kirke (i Folkekirken) hver søn- og helligdag, så de kan høre,
hvad det er man samles om. Det gælder salmerne, de bibelske læsninger,
prædikenen og nadveren. Hvis de oplever det, vil de ikke kunne udtale sig så
tåbeligt og mellemskoledrengeharmoniserende, som mange af dem gør nu.
* * *
LØGNENS
DAG - 12. juni
12.06.17
Jeg genbrugte på min Facebook-profil min 2015-tekst (se nf. under 12.
juni 2015) om det, at et forhold mellem to af samme køn nu kaldes et ægteskab,
men med denne indledning:
Det er i dag fem år siden Dronningen autoriserede ritualet
for vielse af par af samme køn.
Jeg satte den 12. juni 2015 nedenstående
optegnelse på min internetunderside "Erindringer - DAGBOG" (og
tilsvarende på undersiden "Debat"). Og jeg genbruger den nu her i
2017. Der er ingen grund til at ændre noget eller føje noget til. Det eneste,
jeg vil sige nu, er, at jeg bliver mere og mere træt af at beskæftige mig med
denne sag. Når jeg bliver ved, er det, fordi jeg har lovet mig selv at gøre
det. De, der har vedtaget denne socialkonstruktivistiske newspeak-løgn, skal
hele tiden mindes om, at der er nogle, der ikke vil bøje sig. Her er
2015-optegnelsen:
* * *
HAR TERROREN PÅVIRKET UK-VALGET?
09.06.17
Jeg har ikke hørt nogen sige det endnu. Men jeg har selvfølgelig ikke hørt alle kommentarer. Under alle omstændigheder siger jeg nu her, at man må spørge, om det ikke er terroranslagene og Jeremy Corbyns udtalelser om, at det (mere eller mindre) er UK, der har nedkaldt dem over sig ved at deltage i krigen mod Islamisk Stat, der har fremkaldt det meget overraskende valgresultat i UK. Da jeg hørte Corbyn sige det, opfattede jeg det umiddelbart som i hvert fald meget dristigt og måske også forræderisk. Man skal ikke bøje sig for terroren dvs. for fjendens femte kolonne i ens eget land. Men Corbyn har jo ret. Krig er krig, og fjenden vil selvfølgelig svare igen med de midler, han har. I dette tilfælde de soldater, han har i Europa, herunder UK.
Terroren og Corbyns udtalelse er det eneste nye, der er kommet til, siden Theresa May udskrev valget under indtryk af særdeles gunstige meningsmålinger! Det må i hvert fald være en meget vigtig faktor. For der er jo også de indenrigspolitiske Labour-ting. Men de har været der hele tiden.
Men det er frygteligt. Hvis vi ser
bort fra terroren her i Europa, skulle vi efter min mening holde os helt ude af
såvel Afghanistan som Mellemøsten og Nordafrika. Intet af det har haft positive
virkninger, tværtimod. Og hvorfor skal vore soldater dø og lemlæstes, når det
er de pågældende landes og områders eget problem.
* * *
SOCIALKONSTRUKTIVISTISK NEWSPEAK-LØGN
Kommentar i Deadline-tråden, på min egen Facebook-væg og her.
Min kommentar til Deadlines diskussion 29.05.17 mellem to
tidehvervsfolk om vielse af personer af samme køn var:
Det er rigtigt, at et ægteskab, der er indgået på rådhuset, er det
samme som et ægteskab, der er indgået i kirken - og omvendt. Derfor er der for
mig lige så megen grund til at protestere mod, at et forhold mellem personer af
samme køn kaldes et ægteskab på rådhuset, som at det kaldes et ægteskab i
kirken. Jeg må som borger i det danske samfund protestere lige så meget mod det
ene, som jeg som medlem af Folkekirken protesterer mod det andet. - Min protest
er sådan set rent sproglig eller begrebsmæssig. Jeg ser det at kalde et forhold
mellem personer af samme køn et ægteskab som et eksempel på konstruktivistisk
newspeak. Det er den konstruktivistiske newspeak, jeg protesterer imod - som
imod alle de andre eksempler derpå, fx det, at kønnet skulle være en social
konstruktion. Når jeg for det meste især har protesteret mod, at personer af
samme køn kaldes ægtefolk i kirken, er det, fordi det er særlig utåleligt for
mig, at vi har en newspeak-løgn trykt i Ritualbogen. - Det registrerede
partnerskab er ikke en newspeak-løgn, men en fornuftig måde at indrette sig
efter virkeligheden på.
* * *
P1 Debat om konfirmationen - med FB-bidrag fra mig
Fredag den 26. maj 2017 (dagen efter Kristi himmelfarts dag) handlede
P1 Debat om konfirmationen. I Facebook-opslaget skrev redaktionen:
"Er konfirmander dumme?
Gør vi konfirmanderne dummere
end de er, når vi tror, at de kun går efter grunkerne og ikke Gud, når de
bekræfter dåben i kirken? Er der flere værdier og mindre kapitalspekulation i
at blive nonfirmeret?
P1 Debattører: Jan Grønborg
præst, Mette Gramstrup præst, Lone Ree Milkær formand
for Humanistisk samfund, formand for Ateistisk selskab Anders Stjernholm,
Suzette Munksgaard projektleder i Center for Ungdomsstudier. Vært: Bente Dalsbæk. Lyttere kan ringe ind på 70211919".
-
Min kommentar i tråden til opslaget blev citeret hen mod udsendelsens
slutning. Den lød:
"Vi skal ikke undervurdere konfirmanderne, men tværtimod sørge for
at give dem den ægte vare på største og dybeste måde. Det gælder på en helt
særlig måde præsterne, men det gælder også forældrene
og alle andre. - Ateismen/humanismen er en legitim holdning. Efter min mening
det eneste alternativ til kristendommen for moderne mennesker. Jeg har selv
været ateist i nogle af mine ungdomsår. Og jeg går ikke ud med hån og spot og
platte argumenter mod dem. Hvorfor er de så så aggressive mod os
kristne?".
Anders Stjernholm svarede, at han ikke mente, han var aggressiv. Og det
var vist så det. Men jeg var selvfølgelig glad for, at min kommentar blev læst
op.
I øvrigt mener jeg, at det var en efter tidens forhold god debat. Anna
og jeg var især godt tilfredse med Suzette Munksgaard, som vi mente sagde mange
gode og interessante ting, især ting, der viste, at man gør forkert, når man
undervurderer konfirmanderne. (Jeg har selv undervist og konfirmeret
konfirmander 1971-2003). Annas og min kommentar her i køkkenet var, at vi måske
nok har skrabet bunden, men at det så kun kan gå fremad, ja, på flere måder er
begyndt at gøre det.
Om de to præster vil jeg sige, at de på én måde svarede godt for sig,
men på en anden måde var for svage. Om trosbekendelsen burde de have sagt, at
den er en historisk tekst, som man ikke skal ændre i, men som man til gengæld
hele tiden må prøve at forholde sig til og udlægge, som man hver især bedst
kan. Hvad de jo faktisk også sagde. Jeg er pudsigt nok selv ved at udgive en
bog med titlen "Mit teologiske testamente. Dogmatik og
betragtninger". (Vil nok være tilgængelig på Saxo Publish om nogle uger).
I denne bogs første del udlægger jeg hele den apostolske trosbekendelse (med
inddragelse af dele af den nikænske). Og jeg gør det under mit motto
"traditionalist til tiden". Et gennemgående træk er, at jeg ofte
taler om "den kristne påstand" og tager al tvivl og anfægtelse og
alle indvendinger alvorligt. Men jeg skelner med min store lærefader Grundtvig
mellem spørgsmålet om kristendommens sandhed (er der dækning for påstanden,
hvilket først vil vise sig indiskutabelt ved verdens ende) og spørgsmålet
"hvad går den sande kristendom ud på". Og hvad det sidste angår,
siger jeg, at vi jo har Bibelen og de oldkirkelige bekendelser samt Luthers
Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse (Folkekirkens
bekendelsesskrifter), og at vi deri kan se en bestemt kerne og en bestemt
struktur, som vi uanset alle forskellige forestillinger og tanker må holde fast
ved, hvis vi ønsker at være kristne - eller prøve på at være det. - Men selv om
Trosbekendelsen ikke skal skrives om, kan vi jo godt prøve at parafrasere den.
Det har man også gjort. I min salmesamling "Salmer. Evangeliesalmer og
andet til alle søn- og helligdage" (2015) har jeg selv gjort dette forsøg
på at gendigte Den Apostolske Trosbekendelse:
TROSBEKENDELSEN GENDIGTET
Mel.: Op til Guds hus vi gå (DDK 447)
Vi vender ryggen til,
hvad Løgne-Magten vil,
og kaster os mod Gud:
Fri os fra ondskab ud!
Vi tror på Altings Grund
og siger med vor mund
helt barnligt: Kære Far,
fra dig vi livet har!
Vi tror på Sandheds Magt,
al mening evigt sagt;
du kom og blev vor Bror;
Maria var din mor!
Du gik den hårde vej,
alt vort tog du på dig,
igennem synd og død
du udvej for os brød!
Fra døden stod du op
og viste os din krop;
vi håber, det er sandt,
at liv og sandhed vandt!
Vi ser dig ikke mer,
dog er du stadig her;
for overalt er du,
i evighed og nu!
Når verden er forbi,
og tiden lukkes i,
da kommer du igen
som dommer og som ven!
Vi tror på Sandheds Ånd
som Kærlighedens bånd,
som Søn og Fader her,
i ordets kraft os nær!
Guds legeme er vi,
som Ånden lever i;
det store folk på jord,
der samles af Guds ord!
For skyld vi kendes fri,
og livet er deri;
når døden lægges ned
er glæden evighed!
2002
Ja, de, der kender mig, ved, at jeg ynder at skrive lange indlæg. Men
det er jo alvor for mig. Jeg er stadig præst, selv om jeg nu er pensioneret.
Derfor vil jeg heller ikke undskylde, at jeg faktisk reklamerer for de her
omtalte to bøger. Jeg har ikke skrevet dem for sjov og kan kun ønske, at disse
mine bidrag bliver kendt og læst - og brugt.
Med førpinse-hilsen til alle
Bent Christensen
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
+45 5469 6080
bc@bentchristensen.dk
www.bentchristensen.dk
* * *
Nu kludrer Marie Krarup igen
Den kristne mission skal ikke spændes for nogen som
helst politisk vogn. Men den kristne kirkes karakter og universalitet står over
alt andet.
Sendt til Kristeligt Dagblad 24.05.17. Men ikke optaget. Slået op på
min Facebook-væg 02.06.17.
Ifølge TV2’s hjemmeside har Marie Krarup (DF) (som jeg allerede
kritiserer for hendes Rusland-politik) sagt, at der snarere (end for et øget
NATO-engagement i Irak og Syrien) er "behov for egentlig kristen missionering blandt muslimer, der befinder sig i
Danmark". Og hun siger, at staten måske kan støtte yderligere kirkelige
missionsaktiviteter.
Men selv om det selvfølgelig vil være godt for både (og først og
fremmest) muslimerne selv og os andre, hvis de bliver kristne, må jeg som
kristen sige klart fra her. Den kristne mission skal ikke besudles ved at blive
spændt for nogen som helst politisk vogn!
Dette er den første og vigtigste grund til, at jeg må afvise og stærkt
kritisere Marie Krarups forslag. Men der er jo også flere andre grunde til, at
vi må træde varsomt, når vi forkynder Kristus for muslimerne - hvad vi dog
selvfølgelig skal. Vi må føre Evangeliet frem og prøve at være et godt eksempel
ved vor måde at leve som kristne på. Uden at lade den ene hånd vide, hvad den
anden gør! Og vi må sige til hver enkelt muslim, at hvis han eller hun kommer
til tro på Jesus Kristus eller ønsker at vide mere, skal han/hun være
hjerteligt velkommen. Jeg er stærkt imod den store muslimske tilstedeværelse i
Danmark (hvad der jo gør missionen vanskelig for mig), men jeg kan som kristen
ikke sige til nogen, heller ikke til nogen muslim, at han/hun ikke er velkommen
i den kristne menighed. (Jeg ser her bort fra den mulighed, at der kunne være
tale om bekvemmeligheds- og på skrømt-konversioner). Den kristne kirkes
karakter og universalitet står over alt andet.
Det militære engagement i Irak og Syrien er jeg i øvrigt også imod. Det
er de mellemøstlige landes problem. Vi skal trække os ud (også af det håbløse
afghanske projekt) og bruge kræfterne på at lukke Europas grænser for muslimsk
indvandring.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Jeg brækker mig ikke
Dagen efter
terrorhandlingen i Manchester den 22. maj 2017 skrev jeg denne aforisme, som
jeg både slog op på min Facebook-væg og satte i manuskriptet til min samling Nye digte og aforismer, som formodentlig
vil blive udgivet i 2018:
Jeg brækker mig ikke over politikernes udtalelser, når der har været en
islamistisk terrorhandling. Jeg slukker, inden de begynder.
Og senere
satte jeg dette i tråden under opslaget:
I
øvrigt mener jeg, at vi skal holde os ude af krigen mod Islamisk Stat i Irak og
Syrien. Ligesom jeg i sin tid advarede mod, at vi gik med i Irak-krigen - som
jo er årsagen til, at IS kunne vinde frem i Irak. Jeg støtter præsident Trump,
der siger, at det er dem i regionen, der skal gå forrest. Det er deres problem.
Men jeg skærper altså standpunktet, idet jeg siger sådan. De må selv ligge og
rode med det. Vi skal også ud af Afghanistan. Det er et håbløst projekt. - I
stedet skal vi bruge kræfterne på at lukke Europas og Danmarks grænser for
indvandring fra muslimske lande.
* * *
Nej, vi skal ikke sende flere soldater
Torsdag den 11. maj 2017 annoncerede P1 Debat sin udsendelse således på
sin Facebook-side:
Skal
vi sende flere soldater til Afghanistan?
Danmark har fået en amerikansk forespørgsel
om at sende flere soldater til Afghanistan, og regeringen med Claus Hjort
Frederiksen i spidsen har sagt ja. Den danske indsats i Afghanistan har varet
15 år, kostet 13 milliarder og har involveret hele 750 danske soldater. Er det
den rigtige beslutning at fortsætte det, som kritikerne betegner som ”den
uendelige krig”?
Min kommentar var:
Jeg mener, at alt, hvad vi har gjort, er slået fejl. Vi skulle aldrig
have involveret os i Afghanistan på denne måde. Et håbløst projekt. Det minder
mig om Vietnam. USA (og andre) prøvede at støtte Sydvietnam, som havde en stor
og veludrustet hær. Men de ønskede ikke at kæmpe for friheden. (At det
nuværende Vietnam nok har en fremtid, er en anden sag. Mon det kunne være endt
sådan, hvis man bare havde ladet Nordvietnam og Viet Cong vinde?). Hvad
Afghanistan angår, er det underligt, at det kun er Taleban, der kæmper godt. De
afghanske regeringsstyrker skulle vel være lige så gode soldater. Dette gamle,
uovervindelige krigerfolk! Irak-krigen, som jeg i sin tid advarede kraftigt
mod, var en katastrofe, Den førte til IS. Og Libyen! Vi skal holde os væk og
lade de pågældende befolkninger selv finde ud af, hvad de vil. I stedet skal vi
bruge kræfterne på at beskytte Europas grænser og på at udvikle alternativer
til olien.
* * *
SÆNK KONGEHUSET?
Dette var titlen på P1 Debat den 5. maj 2017, og jeg satte nedenstående
kommentar i tråden til programopslaget på Facebook og slog det derefter op på
min egen væg:
De republikanske småargumenter er ligegyldige. Enten ønsker vi et
monarki som det nuværende, eller også ønsker vi det ikke. Alternativet er vel
et præsidentembede som det tyske. Og det kunne jeg godt leve med. Men jeg
foretrækker det konstitutionelle monarki, vi har. Det er først og fremmest et
stort nationalt symbol, et symbol på nationen gennem tusind år og ind i
fremtiden. Men det er også statsmagtens symbol, et udtryk for, at alle
politikere og ansatte i staten tjener nationen. Ordet minister betyder tjener.
Derfor er dronningerunden noget af det allervigtigste. Men det er også praktisk
- og demokratiunderstøttende, - at processen frem mod en regeringsdannelse
foregår i forhold til en sådan uvildig instans med dygtige folk til at sikre,
at alt går rigtigt til. Det samme gælder det, at Dronningen skal underskrive
lovene og udnævne ministre og højere TJENESTE-mænd.
Så er der alle de situationer, hvor vi møder de kongelige. Her dyrker vi også
nationen - og dermed os selv. Ja, vi dyrker os selv i symbolet. - Da jeg blev
promoveret til dr. theol. ved Københavns Universitet,
indebar dette også et håndtryk fra dronningen. Det var godt. Det eneste, der
ærgrede mig, var, at jeg glemte at bukke for hende. Dagen efter læste jeg i
avisen, at i hvert fald flere af de kvindelige doktorer (som vel alle de øvrige
mandlige) havde bukket (ikke nejet). Men som eneste dr.
theol. var jeg jo den første! Jeg tror, Hendes Majestæt har tilgivet
mig. Men det ærgrer mig, hvis man har troet, jeg var republikaner!
* * *
En 1. maj-hilsen
Den
1. maj 2017 slog jeg nedenstående op på min Facebook-væg. - Og der kom en TILFØJELSE i anledning af, at min kommentar til P1
Debats opslag om deres særlige 1. maj-udsendelse var blevet læst op. Denne
tilføjelse står nu allernederst i teksten her.
GENOPSLAG - en 1. maj-hilsen
Da jeg lige nu bruger al min tid på anden produktion, har jeg ikke fået
skrevet et nyt digt til denne uge. Men jeg kan så passende genbruge dette fra
"Digte og aforismer 1966-2016":
1. MAJ 2009
Denne dag blev måske valgt tilfældigt
men det er jo også den første dag
i den sidste forårsmåned
allerede forsommer
med gode muligheder for godt demonstrationsvejr
dybere set et håbets punkt
nu lysner det brødre
det somres
vi ville indtage vor plads i solen
sælge mindre af vort livs tid
og få mere for det
ikke kun penge
også agtelsen
det er jo os der laver det alt sammen
man kan sige vi ville være medborgere
men vi ville også have vort eget liv frem
arbejderkultur sagde vi
det blev det dog ikke rigtig til noget med
så vi må nøjes med at være medborgere
heller ikke så ringe endda
selv om nogle selvfølgelig er mere med end andre
og mand og mand imellem
især på arbejdspladserne
har vi da vor egen omgangsform
og vort eget sprog
det er ikke helt ad helvede til
men det kan blive noget i den retning
når nogle bliver funktionærer
solidariske med sig selv
og andre bliver sat ud af funktion.
01/02.05.09.
Trykt i "Digte og aforismer 1966-2016".
-
Og i KOMMENTARFELT skrev jeg:
1. MAJ - PLIGT OG RET TIL AT FEJRE
Det er især slutredigeringen af "Mit teologiske testamente.
Dogmatik og betragtninger", der tager al min tid. For den SKAL altså ud i
denne måned!
Men det er heller ikke så dårligt, at jeg på denne måde får givet mit
bidrag til 1. maj. Jeg havde i går en samtale med en om 1. maj og grundlovsdag
som fridage. Vi var enige om, at begge bør være fridage. Vi gik begge stærkt
ind for såvel fagbevægelsen (og i det hele taget lønmodtagerorganisationerne)
som Grundloven. Og vi så begge trusler i horisonten mod lønmodtagerne og
demokratiet.
Vi var også enige om, at forholdene er anderledes nu end i forrige
århundrede. Det betyder, at mange ting må gøres på nye måder, fx på den måde,
at der bliver større afstand mellem lønmodtagerorganisationerne og bestemte
politiske partier. Jeg kan dog ikke se, hvordan man kan komme uden om et aktivt
engagement med også ens krops fysiske tilstedeværelse i såvel lønmodtagerorganisationer
som vælgerforeninger.
Jeg har TV2 News gående, mens jeg sidder og skriver dette. De er fyldt
af 1. maj. Men de får mig til at tænke på, hvor grænsen går mellem dem, der har
både pligt og ret til at fejre 1. maj, og dem, der ikke har, ja, måske hører
til på modstandersiden. Har statsminister Lars Løkke Rasmussen ret til at klage
over, at han er lukket ude af det gode selskab? Mange arbejdere stemmer faktisk
på hans parti? Men kan vi andre ikke også mene, at Venstre og de andre
borgerlige partier i høj grad varetager kapitalens interesser?
Hvor står jeg selv? Jeg har altid været medlem af Akademikernes
Centralorganisation? Og det er da en lønmodtagerorganisation. Men ville en af
vore få lov til at tale ved en 1. maj-demonstration?
Og ville det være rimeligt? - Måske skal problemet løses derved, at 1. maj
forbeholdes dem, der på nogen måde kan kaldes det 20. århundredes
arbejderklasses efterkommere. Og at vi andre lønmodtagere står solidarisk på
sidelinjen. Man kunne også sige, at alle, der af et ærligt hjerte følte sig
berettiget og forpligtet til at fejre 1. maj, kunne gøre det, selv om det ikke
i alle tilfælde blev på samme sted.
Det afgørende er, at ikke bare uligheden, men også kapitalens magt
bogstavelig talt er en stor udfordring i vor tid, og at dette bør få alle os,
der ikke repræsenterer kapitalen, til at forene os - selv om det nok vil blive
med en vis opdeling.
Til sidst vil jeg udtrykke min glæde over, at jeg er PRÆST, altså
tilhører "den gejstlige stand" (selv om denne betegnelse betød noget
andet i sin tid). I dag betyder det at være præst, at man faktisk står noget
uden for det hele, ja, perspektivmæssigt lidt over det hele. Men derfra kan man
så også betragte det hele. Og derfra kan jeg ønske alle rette vedkommende en
god 1. maj!
TILFØJELSE. Klokken ca. 13 kunne jeg sætte nedenstående i en ny
kommentarfelt i min egen tråd (men altså fra P1 Debat-tråden).
Og jeg
var igen i P1 Debat! - Programmet spurgte i sit FB-opslag: "Hvem er dit
arbejderparti?". - I et kommentarfelt havde jeg svaret:
"Mit arbejderparti er DF - som jeg gerne ser i tæt samarbejde med et
Henrik Sass Larsen-Socialdemokratiet. - Både rød og blå blok er døde. Hvis
Socialdemokratiet flytter sig tilstrækkeligt på det fremmedpolitiske område og
dermed løsgør sig fra De Radikale, vil en socialdemokratisk mindretalsregering
kunne være en god mulighed efter næste valg".
På et tidspunkt blev denne kommentar læst op og forelagt panelet. Mit svar i
FB-svarfeltet var:
"Tak for, at denne kommentar blev citeret og kommenteret i udsendelsen!
Jeg havde dog gerne hørt mere om muligheden af en socialdemokratisk (fra
Radikale løsgjort, men af DF støttet) mindretalsregering. - Jeg ville også
gerne have hørt, om nogle mente, blokkene stadig var i live".
* * *
DET HANDLER IKKE OM GUD, MEN OM TERROR
Min deltagelse i P1
Debat om blasfemiparagraffen 27.04.17 - med til slut et forslag til en mere
ærlig version af § 140 i den danske straffelov
P1 Debats Facebook-opslag
om udsendelsen blev annonceret således:
"Er
blasfemiparagraffen godt for noget? PET siger, at det er skidt for sikkerheden
at afskaffe blasfemiparagraffen. Internationale organisationer siger, at i den
globale kamp for ytringsfrihed, sender det et forkert signal at beholde den.
Skal blasfemiparagraffen beskytte de religiøse følelser eller skærme os andre
fra de krænkedes vrede? Kan den overhovedet bruges til noget?".
Min deltagelse i
debatten begyndte med, at jeg satte denne i tråden til opslaget om udsendelsen:
"Undskyld, jeg citerer mig selv, men her er en af mine
aforismer: ‘På Christian IV’s tid lovgav man mod blasfemi og den slags for ikke
at påkalde sig Guds vrede og straf. Nu gør man det for ikke at påkalde sig
terrorangreb’".
Og så kom denne
fra redaktionen:
" P1 Debat - DR
Bent Christensen Vil du ikke ringe ind i dag med den pointe,
Bent?".
Men da jeg midt
i udsendelsen fik en længere og vigtig telefonsamtale, så jeg først denne
opfordring kl. ca. 12.50. Jeg skyndte mig imidlertid at ringe ind og nåede lige
at komme med. Jeg nåede at læse min aforisme op - og mener, jeg fik tilføjet
noget i retning af, at det i virkeligheden er hele denne diskussion, der er
gudsbespottelig, da den jo intet har med Gud at gøre, kun med frygten for
terror. - Men interesserede kan nå at høre det på Nettet eller ved en
genudsendelse. Jeg skal selv høre hele udsendelsen, da jeg jo gik glip af den
midterste del.
Der var også en,
der kommenterede min aforisme i Facebook-tråden med disse kloge ord:
"Sludder,
blasfemiparagraffen blev indført i 1866, da havde man vist ikke lige muslimerne
i tankerne".
Hertil svarede
jeg:
"Jeg har
ikke undersøgt det, men jeg er sikker på, at der altid, også før 1866, har
været forbud mod blasfemi, altså vel at mærke for ikke at spotte Gud og
nedkalde hans vrede og straf over landet. Og min pointe er, at diskussionen i
dag intet har med Gud at gøre, men med krænkelseskulturen og frygt for terror.
Diskussionen er med andre ord latterlig!".
Efter
udsendelsen nåede jeg - i stor hast, inden jeg skulle til en aftale i Maribo -
at skrive:
" P1 Debat - DR - Tak for opfordringen! Jeg havde en telefonsamtale midt i
udsendelsen, men nåede det lige. Og jeg gentager, hvad jeg også nåede at få
sagt, nemlig at hele situationen og diskussionen om denne paragraf selv nærmer
sig det gudsbespottelige. Det, man diskuterer, har jo intet med Gud at gøre,
men kun med frygt for terror og uro og voldelighed. - Jeg er pensioneret
folkekirkepræst, men for min skyld kan man brænde bjerge af Bibler af i sine
baghaver eller på torvene. Jeg kommer i hvert fald ikke med hverken kniv, gevær
eller bombe. - Men nu skal jeg i byen".
Da jeg var
kommet hjem, gav jeg mig til at søge efter eksempler på ældre lovgivning mod
blasfemi, og jeg fandt dette referat af "blasfemiparagraffen" i
Danske Lov fra 1683: "Spotte Gud eller Bibelen: Forbryderens tunge skæres
af. Herefter halshugges han, og tungen sættes på en stage".
Jeg fandt ikke noget
direkte om blasfemilovgivning fra Christian IV’s tid (regerede 1588-1648). Men
indirekte fremgår det, at der også i hans tid har været forbud mod
gudsbespottelse, ja, bare mod afvigelser fra den rette lære. Og hans positive
motto er velkendt: "Regna firmat
pietas" (fromhed styrker rigerne). I gamle dage
var man simpelt hen bange for at nedkalde Guds straf over lande og riger. Jeg
er sikker på, at der helt tilbage fra Harald Blåtands tid (regerede ca.
958-987) har været strenge straffe for gudsbespttelse.
Jeg tror også helt bestemt, at der før den tid har været forbud mod bespottelse
af de gamle nordiske guder. Sådan har det altid været. Men det var altså Gud
eller guderne, man var bange for at krænke!
Jeg har ikke tid
til at søge efter mere nu. Men referatet af "blasfemiparagraffen" i
Danske Lov må også være nok.
KONKLUSION: Som
kristen præst kan jeg naturligvis ikke billige, at man spotter Gud. Men det må
enhver afgøre med sin samvittighed. Og hvis Gud selv skulle have lyst til at
straffe dem, der spotter ham, er det også hans afgørelse! I det moderne samfund
kan det ikke nytte noget at have en blasfemiparagraf, da den jo kun bliver
brugt rent politisk. Det mest ærlige ville være, at man skrev § 140 i den
danske straffelov om, så den kom til at lyde: "Den, der offentligt driver
spot med islam eller fornærmer herboende muslimer eller muslimer ude i verden,
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder".
* * *
Kødspisning
er nok en indrømmelse til virkeligheden
Kommentar i tråden til P1
Debats Facebook-opslag "Bliver kødspiserne de næste rygere?"
27.03.17.
Jo mere jeg omgås min søns
hunde, som ofte er på ferie her, og "teologiserer"
over slægtskabet mellem dem og mig, jo mere tænker jeg (også helt uden
"hundeteologi") over, hvad det egentlig er man gør, når man spiser
(især) pattedyr. Jeg skriver faktisk en del om det i "Mit teologiske
testamente. Dogmatik og betragtninger", som jeg agter at udgive inden så
længe. Jeg henviser bla. til 1 Mos 1,29-30, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at
det fra begyndelsen ikke var meningen, at mennesker skulle spise dyr, eller at
dyrene skulle æde hinanden. Alle skulle kun spise planter. Man kan også tænke
på profetien i Es 11,7: "Og løven æder strå som oksen". Men ellers
spises der jo kød i hele Bibelen. Jøderne var et hyrdefolk! Og de ofrede lam
m.m. til Herren. Man må gå ud fra, at Jesus også har spist lammekød fx
skærtorsdag aften. Og i det hele taget (selv om det vist kun er fisk, der
udtrykkeligt nævnes). - Jeg er af den opfattelse, at det, at vi spiser kød, er
en del af virkeligheden her i den faldne verden. En af mange
"indrømmelser" til virkeligheden. Så jeg bliver ved. I hvert fald
indtil videre. (Den måde, vi behandler dyrene på, er naturligvis også en del af
problematikken). - MEN når det kommer til ressource
argumenterne, kan jeg ikke være med. Der skal simpelt hen være færre
mennesker på jorden! Hvad der også skal af mange andre grunde. Og som teolog
kan jeg naturligvis også se pseudoreligiøsiteten i denne og flere andre
sammenhænge. Jeg må afvise disse former for selvplageri og
gerningsretfærdighed.
* * *
LONDON 22. MARTS
Slået op på min Facebook-væg og sat på her 23.03.17.
Uanset alt, hvad der ellers vil kunne siges - og vi ved jo ikke alt
endnu - må ens tanker gå til ofrene for det, der skete ved det britiske
parlament, og deres pårørende.
Og det, der er sket, må tale for sig selv, efterhånden som det bliver
opklaret.
Men hvad terroren generelt angår, hvad enten
den er stærkt organiseret, eller den er udført af selvradikaliserede ensomme
ulve, skurrer det lidt i mine ører, når vore politikere og andre, der ytrer
sig, taler om den meningsløse vold mod uskyldige mennesker. Vi er jo i krig!
Danmark har fx nogle hundrede soldater indsat i kampen mod Islamisk Stat. Og
vore modstandere svarer igen med de midler, de har, hvilket ikke skulle kunne
overraske os. Det, der adskiller denne krig fra andre slags krige, er, at
fjenden denne gang også har sine soldater placeret rundt omkring inde i vore
lande.
SENERE NOTE (indsat ved 15-tiden 23.03.17):
ISLAMISK STAT SIGER NU, AT DET VAR EN AF DERES SOLDATER. - I flere medier oplyses det nu, at Islamisk
Stat har taget ansvaret for terrorhandlingen i London i går. Og i de tekster,
jeg har set, siger IS udtrykkeligt, at det er en af deres soldater, der har
udført handlingen. Her er en AP-tekst (The Associated Press) fra
kl. 13.22: "Islamic State group says through its Aaamaq news agency that the London attacker was a 'soldier
of the Islamic State'".
* * *
DETTE ER NOK MIN ENDELIGE
FREMMEDPOLITISKE ERKLÆRING
Det er allerede meget sent. 21,6 % af alle nyfødte børn i Danmark har nu
en mor, der enten er indvandrer eller efterkommer. Men vi kan i hvert fald gøre
følgende:
1. Vi skal både nationalt og europæisk stræbe mod et totalt stop for
enhver form for indvandring, altså også af flygtninge, der jo næsten altid
ender som indvandrere. Og jeg gentager: Både nationalt og europæisk! På længere
sigt hjælper selv de mest hermetisk lukkede danske grænser intet, hvis resten
af Europa er blevet Eurabia. Men så længe ikke hele
EU vil, må vi i hvert fald lukke de danske grænser; det er også en del af
presset på EU. Selvfølgelig med en hel del nødvendige undtagelser.
2. De mange millioner ulykkelige flygtninge og andre ulykkelige
mennesker ude i verden er et FN- og verdenssamfundsanliggende. - Det kan være,
det bliver nødvendigt at oprette et "De Demokratiske Landes
Fællesskab". - Danmark og EU skal selvfølgelig give et stort bidrag til
både intelligente og effektive løsninger. Såvel den almindelige
udviklingsbistand som de forskellige forsøg på militær indgriben er jo i vidt
omfang slået fejl. Det bliver ikke let. Men at flytte millionvis af disse mennesker
til Europa er ikke en løsning. Det vil føre til den ene og/eller anden form for
katastrofe. Til gengæld skal det med at hjælpe ude i verden (i det omfang, det
overhovedet er muligt) ikke bare være noget, man siger. Det skal gøres. Af
verdenssamfundet. Men med store bidrag fra Danmark og EU.
3. Internt i Danmark, og helst i hele Europa, skal der være totalt ens
rettigheder og pligter for alle. Alle former for, hvad jeg kalder
"insektsex-chikane", skal ophøre. Alle, især alle statsborgere, skal
have lov at gøre, hvad de vil. Vi skal ikke pille ved vore retsprincipper. Og i
det hele taget ikke ændre noget som helst. Vi danskere eller i det hele taget
europæere skal således heller ikke "integreres". De mennesker med
udenlandsk baggrund, der opholder sig her, må selv finde ud af, hvad de vil.
Men selvfølgelig alt inden for lovens grænser.
4. Men der skal kun tildeles statsborgerskab i stærkt begrænset omfang.
Og dobbelt statsborgerskab skal afskaffes.
Disse fire punkter er den mest renfærdige løsning. De diskriminerer ikke
- heller ikke os danskere/europæere. Nogle vil selvfølgelig hævde, at et totalt
indvandringsstop med nødvendige undtagelser vil blive diskriminerende. Men det
er altså ikke sådan, at alle bare kan slå sig ned, hvor de vil. Og det er de
interne forhold i Danmark og Europa, jeg tænker på, når jeg siger, at ingen
skal diskrimineres eller have hverken negativ eller positiv særbehandling. - Og
så må det vise sig, hvad der sker. Det er måske endnu ikke for sent. - De, der
ikke går ind for det, jeg siger her, eller måske ligefrem af egne ideologiske
grunde ønsker noget helt andet, vil efter min bedste overbevisning pådrage sig
et meget stort ansvar. Historien vil dømme dem.
20.03.17
* * *
ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM
Jeg slog lørdag den 18. marts 2017
nedenstående op på min Facebook-væg, inden jeg efter min sædvane slog min salme
til søndagen op (i dette tilfælde et lille faste-lovprisningsvers til at synge
før evangelielæsningen på 3. søndag i fasten efter første tekstrække).
ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM: Nogle af mine venner og besøgende vil nok spørge, hvordan det kan gå til, at jeg i ugens løb nogle gange kan slå noget op, hvor jeg erklærer mig for et totalt stop for al indvandring til Danmark (selvfølgelig med nødvendige undtagelser), for så om lørdagen (i dag lidt senere) at slå en salme eller et salme-vers op og dermed føre mig frem som kristen præst og teolog. Og jeg kender også godt selv spørgsmålet, tænker faktisk over det hver dag. Men jeg er overbevist om, at jeg med min modstand mod den nuværende indvandrings, dvs. "befolkningsudskiftnings", fortsættelse gør det gode. En fortsættelse vil føre til den ene eller den anden form for katastrofe i Europa og Danmark - uden at hjælpe de mange mennesker i nød ude i verden, tværtimod, for hvem skal så hjælpe dem? Flygtninge- og overbefolkningssituationen ude i verden er et FN- eller verdenssamfundsanliggende. Men vi i Danmark og Europa skal selvfølgelig være aktivt og stærkt med. På en intelligent og effektiv måde. Mere vil jeg ikke sige her. Og jeg må for min egen og min egen litterære produktions skyld prøve at begrænse min deltagelse i debatten. - Det eneste, jeg til slut vil sige, er, at en af mine bedste venner er blevet meget fortørnet over min brug af ordet "befolkningsudskiftning". Jeg har prøvet at forklare ham og hans andre venner, at jeg selvfølgelig ikke dermed påstår, at vi danskere bliver deporteret, men at det er et kort og stærkt billedord, der bla. henviser til Danmarks Statistiks oplysning om, at 21,6 % af alle nyfødte nu har en mor med udenlandsk baggrund, så at det altså kun er et spørgsmål om ret kort tid, før de etniske danskere, hvis udviklingen fortsætter, bliver et mindretal i deres eget land. Det har ikke overbevist ham. Men selve sagen er den samme. Nogle, som fx Zenia Stampe og Sherin Khankan, synes ligefrem, det er en god og berigende udvikling. Men nu må vi se. Civilisationer er før gået ned. Og vi kristne har før levet som mindretal, oven i købet stærkt forfulgte mindretal - som det i dette øjeblik er tilfældet for mine kristne brødre og søstre i flere muslimske lande. - Min samvittighed er altså ret god. Men jeg frygter det værste, især for mine efterkommere. - Men i morgen er det søndag, og den vil jeg fejre med glæde. Jeg skal være organist i to kirker på Falster. Jeg ønsker også alle mine venner og besøgende her en god 3. søndag i fasten!
* * *
TO BEMÆRKNINGER I MARTS
2017.
Om
det kulturelle folkeselvmord og om Tyrkiet i Europa.
1.
Min ugens aforisme, uge 11 2017
Man kunne kalde det, der sker som følge af masseindvandringen, et kulturelt
folkedrab. Men det er ikke helt rigtigt. Det er ikke drab. Det er selvmord.
Skrevet, sat på min Facebook-væg og sat på her
13.03.17.
2.
Kommentar i P1 Debat-tråd
Søndag den 12. marts 2017 handlede P1 Debats Søndagsfrokosten bla. om
spørgsmålet "Er Holland racistisk og hollænderne fascistiske, når de
nægter tyrkiske ministre at holde valgmøder i Holland?". Jeg satte denne
kommentar ind i en af trådene til debatten på P1 Debats Facebook-side:
Jeg venter stadig på at høre, hvad eksperterne i international ret
siger. Enten er det legalt, at en udenlandsk politiker opererer i et andet
land, eller også er det ikke legalt. - Men i øvrigt har Geert Wilders vel ret,
når han betegner det, der sker i Tyrkiet, som islamofascisme.
Så vidt jeg kan se, svarer det til, hvad Hitler gjorde i 1933.
* * *
Kan DF's tilnærmelse til S
række helt ud til EL?
Først i Deadline-tråd og på min egen Facebook-profil, men nu 04.03.17
her på "Debat".
Natten mellem 3/3 og 4/3 2017 kommenterede jeg Deadlines indslag om
blandt andet Enhedslistens (repræsenteret ved Maria Gjerding) stilling i
forhold til optøjerne i København på tiårsdagen for rydningen af Ungdomshuset.
Jeg bringer her min oprindelige kommentar, min tilføjelse og et par af mine
svar til dem, der besvarede mine ting.
-
KOMMENTAR TIL DR 2
DEADLINE 03.03.17: Enhedslisten er blevet bovlam.
Med bla. Maria Gjerding, EL.
Hvis jeg kan være sikker på, at Enhedslisten går 100 % ind for frihed og
parlamentarisk demokrati (og altså forsager alt, hvad der bare ligner
marxismen-leninismen), vil jeg godt kunne samarbejde med dem. For en halv snes
år siden, mens jeg var lokalformand for DF i Lolland Kommune, sagde jeg fra
talerstolen på DF's årsmøde, at vi måtte lade det komme an på en prøve, om Marx
havde ret i, at kapitalen ikke kan styres ad parlamentarisk demokratisk vej.
Der må ikke være noget over eller ved siden af folkestyret. Jeg vil ikke have
ideologi. Jeg er pragmatisk social-konservativ. Men vi skal have teori og
viden. Vi skal have folk, der ved, hvordan vi kan styre kapitalen. Vi skal have
en helt ny forskning og debat. Privat erhvervsliv virker. Men det skal virke i tjeneste
for folket. Vi skal have genoplivet fagbevægelsen. Også internationalt. Og vi
skal have genoplivet vælgerforeningerne. Vi skal have opstillet folk, der
virkelig repræsenterer den del af folket, som de pågældende partimedlemmer er
en del af. Osv. Der er meget at gå i gang med. - Tilnærmelsen mellem DF og S
kan også komme til at omfatte SF og EL. Det er et spørgsmål om at sætte folkets
vel over ideologien. - Og jeg kunne blive ved. Lad os se, om der kan komme
noget virkeligt nyt og virkelig nødvendigt i gang.
-
TILFØJELSE:
Hvis vi ellers er enige om det med frihed og demokrati, vil det største
problem være fremmedpolitikken. Her har Enhedslisten en kosmopolitisk og multikulturalistisk holdning. Hvad det sidste så ellers vil
sige. For mig vil det sige, at vi kommer til at leve i forskellige religiøse og
kulturelle grupperinger. Og det er jeg rede til. Og jeg håber og beder til, at
vi aldrig mister friheden dertil! Jeg har fx siden midten af 1970'erne været
fortaler for kirkens adskillelse fra staten, så at vi evangelisk-lutherske
kristne kan leve som et selvstændigt og selvstyrende kirkesamfund. Jeg kan også
forestille mig en situation, hvor vi kristne og vi
"traditionsdanskere" (det er ikke uden videre det samme!) på
forskellig måde og i forskellig grad opretter vore egne skoler og andre
institutioner. Jeg vil under ingen omstændigheder underkaste mig en muslimsk
eller blot en steriliseret kultur. Så kan andre grupper gøre noget tilsvarende,
hvis det altså ender med, at de offentlige institutioner bliver så
steriliserede, at der ikke kan leves et godt liv i dem og på grundlag af dem. -
Vi skal dog i videst muligt omfang alle kunne mødes som samfundsborgere ude på
det fælles torv og dér se, om vi alligevel også kan blive enige om nogle
fælles, fx kulturelle, ting.
Men hvad nu fremmedpolitikken angår, har jeg en mistanke om, at man på
venstrefløjen ikke bare ønsker at være humanistisk og god, men også (mere eller
mindre bevidst) ser indvandringen som en faktor, der kan fremme ens egen
ideologi. Idet man nok tror (eller har troet), at fx de muslimske indvandrere
til sidst vil ende som gode venstrefløjsfolk. Det kan nogle af dem måske også
gøre. Og så tillykke med det!
Men jeg forstår alligevel ikke, at "progressive"
venstrefløjsfolk i den grad kan de facto-allierede dig med noget så reaktionært
som islam. Hvis man i fx Enhedslisten begynder at se mere realistisk på
tingene, vil vi måske også kunne opnå en større grad af enighed her. Og globalt
set kan man jo sagtens være åben og engageret, selv om man ikke nedlægger sit
eget folk. Jeg har altid selv været internationalt engageret. Husk, at noget af
det særligt danske er, at vi er en søfarts- og handelsnation. Vi gør os rigtig
godt ude i verden!
Mit eget teologiske syn på islam er, at det er et på Muhammeds kendskab
til jødedommen og kristendommen byggende kætteri (i mange henseender svarende
til mormonismen). Tilsvarende ser muslimerne jo jøderne og os kristne som
nogle, der har forvansket den sande religion. Men der ligger en relativ
anerkendelse i dette (fra begge sider). Vi kalder jo ikke hinanden hedninger!
Det værste ved islam er lovdyrkelsen og skriftfundamentalismen. Mit første råd
til mine muslimske medmennesker er, at de, selv om de fastholder
skriftfundamentalismen, siger, at sådan talte Gud altså i 600-tallet, men at
vi, der lever i 2000-tallet, har både ret og pligt til at fortolke det ind i
vor tid. Man vil kunne komme langt ad den vej. - Jeg har ved enkelte
lejligheder drøftet teologi med muslimer. Og det er gået meget godt. Og jeg
forbeholder mig i det hele taget retten til at møde ethvert menneske med
venlighed og åbenhed. Det betyder bare ikke, at jeg ønsker mit eget folk udsat
for noget, der faktisk kan ende som en slags kulturelt folkedrab.
-
OG ET PAR AF MINE
SVAR TIL ANDRE:
Jo, n.n., jeg er interesseret i dine
synspunkter. Men jeg skynder mig også at henvise til det uddybende "svar
til mig selv", jeg skriver om lidt (og for den sags skyld til den salme,
jeg lige har slået op!). Jeg er glad for, at du anerkender min tilgang. Så er
der "tonen" tilbage. Jeg kan begynde med at citere en af mine egne
aforismer:
"Nu snakker de igen om tonen. Men vi hører det ikke. Vi er blevet
tonedøve" (fra "Digte og aforismer 1966-2016")
Når jeg skriver "vi", er det, fordi det var min kone, der
først sagde noget i den retning.
Vi er nemlig trætte af, at man altid kommer med "tonen", når
vi skal til at diskutere realiteterne.
Men du har vel bemærket, at jeg vist aldrig anvender en upassende
"tone". Og jeg kan også godt røbe, at jeg (uanset alle fine
fornemmelser) er træt af den "insekt-sex", der præger debatten og de
politiske tiltag. Jeg er fx imod den såkaldte imam-lov
og tilsvarende ting. Ikke fordi jeg ikke kan se problemerne, men dels af rent principielle
grunde, dels, fordi sådanne love på et tidspunkt også vil kunne komme til at
ramme fx os kristne.
Det afgørende for mig er selve befolkningsudskiftningen, dvs. hele den
ændring af livet i Danmark og hele Europa, en fortsat masseindvandring vil
komme til at medføre og allerede nu har medført. Der behøver ikke være noget
særligt i vejen med de enkelte indvandrere fra tredjeverdenslande og især
muslimske lande. Selv om alle er søde og rare og flittige på arbejdsmarkedet,
vil alene tilstedeværelsen af et meget stort mindretal - og til sidst et
flertal - ændre hele vort liv. Alle de enkeltproblemer, der vitterligt også er,
er noget, der kommer oveni.
Mit svar er altså, at jeg ønsker en ordentlig tone og lige rettigheder
for alle, der opholder sig i Danmark, især alle dem, vi har gjort til
statsborgere, også selv om jeg helst havde set, at de slet ikke var her. Bordet
fanger! Og hvis vi begynder at diskriminere, rammer vi altså også os selv.
Til sidst: I Deadline-sammenhængen her vil jeg sige, at en af
indvandringens skadevirkninger er, at vi snart bruger alle vore kræfter på at
diskutere den, så at vi glemmer både forholdet til Putin-Rusland og truslen fra
den flydende globale kapital og dermed også hele den konkurrencestatstænkning,
der fx præger universitetsforskningen. Men der er meget mere; vi skulle også
bruge meget mere tid og mange flere kræfter på hele tænkningen og diskussionen
om, hvordan vi kan bruge teknologien som grundlag for at komme til at leve et
godt menneskeliv, et menneskeliv, der består i meget mere end arbejde og
forbrug. Jeg prøver selv - fra min plads på min store lærefader Grundtvigs
skuldre, men mange flere skulle være med. Dog, det kan komme.
Jeg håber, du kan være nogenlunde tilfreds med dette svar. Og undskyld
længden! - Men se altså også den kommentar til mit opslag, jeg begynder at
skrive nu.
-
Kære n.n.! Idet jeg henviser til mit lange
svar til n.n. [her lige ovf.] - og altså også til den
uddybning af min egen kommentar, jeg skriver om lidt - siger jeg tak for den
enighed, du tilkendegiver. Det ser ud til, at du og jeg befinder os på
nogenlunde samme sted. - Men nu bliver det igen langt! - "Forandre for at
bevare". Jeg husker godt dette konservative motto og forstår også godt
meningen, men jeg har aldrig været begejstret for denne formulering. Vi er jo
alle, også uanset hvor konservative vi er, undergivet det vilkår, at fremtiden
indfinder sig hvert eneste sekund. Jeg siger ofte, også med henblik på mit eget
liv, at man selvfølgelig ikke skal gå tilbage til fortiden, men at det er godt
at have den med sig. Og nogle af mine andre slagord er: pragmatisme, respekt
for virkeligheden, at spille bolden derfra, hvor den ligger. Men det udelukker
jo ikke hverken nytænkning eller fx en positiv holdning til det store eventyr,
som den teknologiske udvikling er. Idet der dog også er ting i denne, der kan
virke skræmmende, og som man derfor også må skulle forholde sig kritisk til, i
hvert fald med hensyn til, hvordan man vil bruge dem. - Ønsket om at sikre en
naturlig udvikling af livet i Danmark er heller ikke ensbetydende med, at man
vil "lukke sig om sig selv". Det er et fugleskræmsel, kosmopolitterne
sætter op. Man kan sagtens være verdensåben, selv om man ikke udskifter
befolkningen. Jeg er selv meget internationalt aktiv.
-
Selv tak, n.n.! Men jeg mener, du gør DF uret.
Der er jo mange reelle problemer, og man prøver at tackle dem, så godt man kan,
dvs. under de givne forhold, som jo betyder, at det er vanskeligt, simpelt hen
at stoppe indvandringen. - Ja, jeg er "partigænger". Jeg var
2006-2008 formand for Dansk Folkeparti Lolland (DF i Lolland Kommune). Jeg
kender altså partiet ret godt indefra og mener, at der er tale om skikkelige og
fredelige, demokratisk sindede mennesker. - Det værste ved DF lige nu er min
sprogofficerskollega Marie Krarups blødhed over for Putin-Rusland. Jeg har
klaget til partitoppen over hende. Og jeg har spurgt hende, hvad det er hun vil
give Putin nu. Uden at få svar. - At vi på langt sigt skal prøve at få et godt
forhold til vore russiske medeuropæere, er en anden sagt. Jeg hørte, også fordi
jeg havde brugt nogle af mine bedste ungdomsår på at forberede mig på krig med
Sovjetunionen, til de meget fredseuforiske efter Murens fald, og jeg brugte i
1990'erne megen tid og mange kræfter på et russisk engagement både her og der.
Anna og jeg har besøgt Rusland to gange. I 1997 var vi på en
otte ugers af Demokratifonden støttet tur til Rusland og Kazakhstan
(hvor jeg kendte den russisk-ortodokse ærkebiskop og den etnisk muslimske
kvindelige formand for kulturarbejdernes fagforening). Jeg forelæste på unversiteter og talte i kirker og kirkelige sammenhænge.
Det var stort. Vi har haft mange dejlige stunder og mange store oplevelser
sammen med russere. Men nu er jeg skuffet. Rusland skal holde op med at tryne
sine naboer. Og skal også se at få et ordentlig samfund og en ordentlig stat
hjemme hos sig selv.
* * *
Ros til Badehotellet
Sat her på siden 24.02.17.
Forundret og irriteret over, hvad jeg havde
hørt af kritik af tv-serien Badehotellet,
sendte jeg 21.02.17 denne mail til TV2:
Kære TV2! Kære alle i og bag Badehotellet!
Nu bliver jeg nødt til at skrive. Min kone og jeg har hele tiden nydt
Badehotellet. Vi blev derfor meget forundrede, da vi for nogen tid siden blev
klar over, at kritikerne og andre har bedømt serien meget negativt. Vi forstår
det ikke.
Serien er i alle henseender fremragende i sin genre. Det er vanskeligt
at fremhæve det ene fremfor det andet. Men lad mig i hvert fald nævne
billedskønheden, skagensmaleri på film. Men kan det
være den, der får kritikerne til at tale om "idyl"?! Det er jo et
tids- og miljøbillede fra mellemkrigstiden, som vel (meget fint) et langt
stykke er i komediens form (og genre er genre), men som både som sådan og også
derudover viser mange alvorlige ting, både almenmenneskeligt (herunder socialt)
og tidsbilledmæssigt. Siden vi blev opmærksomme på kritikken, har vi selv
prøvet at tage de kritiske briller på, men har ikke kunne finde noget, der var
kritisabelt eller ved siden af, hverken i manuskriptet eller i
skuespillerpræstationerne eller overhovedet. Vi finder som sagt det hele
fremragende!
Som gammel jazzpianist vil jeg også nævne musikken, herunder hr. Weyes præstationer ved klaveret (vi bliver i øvrigt mere og
mere begejstrede for den karakter). Men vi nyder alle personerne og dermed også
alle skuespillerpræstationerne.
KONKLUSION: Det lyder vanvittigt, men den eneste forklaring, vi kan
finde på den kritik, der er blevet fremført, er, at kritikerne må være drevet
af en anti-idyl-ideologi, ja, måske ligefrem en anti-danskheds-ideologi
(hvilket sidste er helt ubegribeligt, da der jo ikke forekommer noget som
helst, der ligger ud over, hvad der naturligt og uudtalt ligger i en sådan
serie, altså absolut ingen "forstemmende hensigt"). Man kunne måske også
sige "anti-Morten Korch", men med al
respekt for det gode, der er i de rigtignok på mange måder ikke
håndværksmæssigt vellykkede Morten Korch-film, må vi sige, at Badehotellet er
langt, langt over Morten Korch-niveau. Jeg er ikke dialekt-ekspert, men har
også hæftet mig ved, at det jysk i forskellige grader, der tales i serien,
virker ægte (i modsætning til det "provins-dansk", der ofte tales i
Morten Korch-filmene).
Må jeg til slut nævne, at min mor, da jeg var 1½ til 7 år (ca.
1944-1950) drev Oreby Kro ved Sakskøbing Fjord, og at jeg gang på gang under
køkkenscenerne har sagt: "Det er næsten min mors køkken og som i min mors
køkken!" Det gælder altså i høj grad også ledelses- og omgangsformen. Jeg
mener at kunne garantere for realismen.
Med mange venlige og taknemmelige hilsener
Bent Christensen
pastor emeritus og forfatter
dr. theol. & cand. mag. (dansk/russisk)
Fuglsevej 5, 4960 Holeby
* * *
"Kære Ole Jensen - Lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft"
Mit svar på Ole Jensens kritik af bla. os
såkaldte højrefløjspræster.
Kristeligt Dagblad
26.01.17
Min gamle domprovst
og skabelsesteologiske lærefader Ole Jensen sagde i et fødselsdagsinterview i
Kristeligt Dagblad den 23. januar 2017 under overskriften "Jeg
savner modige teologer, som tør tale imod nationalegoismen" nogle ting om os såkaldte
højrefløjspræster: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/jeg-savner-modige-teologer-som-toer-tale-imod-nationalegoismen
- Jeg skrev straks en kommentar, som under overskriften "Kære Ole
Jensen - Lad være at falde i fjendebilledtegningens
frygtelige grøft" var i avisen
den 26. januar 2017: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/lad-vaere-falde-i-fjendebilledtegningens-frygtelige-groeft
- I den såkaldte manchet stod: "Kære Ole Jensen, lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft! Som det hele ser
ud nu, gælder det om, at alle vi, der går ind for frihed, retsstat og
demokrati, rykker sammen og diskuterer de problemer og dilemmaer, der er, på en
ordentlig og venskabelig måde, skriver Bent Christensen til professoren".
- Min kommentar var lidt forkortet (men på en måde, jeg kan leve med). Hele den
oprindelige tekst kommer her:
Stort set enig - men ...
I fødselsdagsinterviewet i Kristeligt Dagblad den 23. januar siger min gamle domprovst Ole Jensen, som også er en af mine skabelsesteologiske lærefædre, en masse ting, som jeg er enig i, og jeg kan derfor trøste ham med, at det nok er med rette, han ikke er "voldsomt bekymret". Hans modstandere er nemlig heldigvis ikke så slemme, som han vil gøre dem til.
Jeg kan i hvert fald for mit eget vedkommende forsikre ham om, at jeg ikke går ind for anden nationalegoisme end den, der går ud på bevare den danske nation som et fællesskab, der på tidens og fremtidens vilkår viderefører, hvad der ligger i vor karakter og historie. Alene vor størrelse garanterer i hvert fald, at vi ikke kommer til at dyrke en chauvinisme, der fx indebærer angreb på Sverige og Tyskland for at få Skåne og Sydslesvig tilbage! Og skulle jeg ønske Knud den Stores rige genskabt (hvad jeg somme tider nævner muligheden af), skulle det være på den måde, at Danmark, Norge og Storbritannien kom til at danne en særlig gruppe et eller andet sted omkring et Rest-EU's grænse.
Ja, jeg hører til EU-kritikerne, selv om jeg i mange år fra 1972 af var stærk tilhænger, nemlig af i videste forstand sikkerhedspolitiske grunde. Dengang var det venstrefløjen (som vi andre i spøg kaldte "national-socialisterne"), der var imod, hvad jeg i høj grad måtte se som et udtryk for, at man - i det mindste som "nyttige idioter" - gik Sovjetunionens ærinde. Og som verden ser ud i dag, er jeg stadig tilhænger af et europæisk fællesskab og ser helst, at det nuværende EU bliver reformeret og demokratiseret, så vi, der er tilbage, kan blive i det. Jeg bryder mig aldeles ikke om de nye højrebevægelser og -partier, der af for mig ubegribelige grunde mere eller mindre allierer sig med Putin og hans Rusland.
Så er der indvandringsproblematikken tilbage. Og her vil jeg sige, at det simpelt hen ikke kan nytte noget, at vi får en befolkningsudskiftning i Europa og dermed Danmark, der ændrer alt og med stor sandsynlighed kan få alt til at bryde sammen.
Jeg ved ikke, hvorfor Ole Jensen har set sig så gal på netop Søren Hviid Pedersen. Jeg har set og hørt ham i mange debatter og med grundlæggende sympati, selv om han ofte udtrykker sig på en anden måde, end jeg selv ville have gjort. Og jeg har bemærket, at han som erklæret konservativ tager stærkt afstand fra liberalismen. Konservatisme er også social-konservatisme og dermed aldeles ikke egoisme.
Jeg er enig med Ole Jensen i, hvad han siger om naturretsetikken og kristendommens forhold til den og dermed også i, hvad han siger om henholdsvis den platte politisering fra prædikestolene og den nødvendige, også fra selve Evangeliet stammende etik på det politiske område. Ja, jeg har altid taget afstand fra den forståelse af næstekærlighedsbudet, ifølge hvilken det kun skulle gælde forholdet til den helt konkrete og meget nære næste.
Jeg er også enig i, at vi må have de yngre og unge teologer og præster stærkere og mere velfunderet på banen - uanset hvor de så placerer sig.
Så altså, kære Ole Jensen, lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft! Som det hele ser ud nu, gælder det om, at alle vi, der går ind for frihed, retsstat og demokrati, rykker sammen og diskuterer de problemer og dilemmaer, der er, på en ordentlig og venskabelig måde. Tillykke med de 80 år!
Bent Christensen
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol.
& cand. mag.
Fuglsevej
5
4960 Holeby
* * *
TILFØJELSE TIL MIN "ERKLÆRING EFTER DEN
AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE"
I min erklæring i lørdags (21.01.17) skrev jeg bla.: "Hvis Trump (hvad jeg dog ikke har fantasi til at forestille mig) skulle begynde at pille bare den mindste smule ved de demokratiske institutioner og procedurer, får han mig til fjende".
Nu ser det ud til, at virkeligheden er ved at overgå fantasien. Jeg tænker her på den ellers i sig selv ret uinteressante, ja, ligefrem latterlige diskussion om, hvor mange tilskuere der var til Donald Trumps indsættelse i fredags. For jeg tænker på det virkelig alvorlige forhold, at Det Hvide Hus' talsmand kategorisk fremførte urigtige påstande om antallet. Og selv om vi jo lever i en virkelighed, hvor det mere og mere bliver bare påstand mod påstand, tillader jeg mig at antage, at det var forkert, hvad talsmanden sagde, og det gør jeg, fordi jeg senere så Donald Trumps personlige rådgiver Kellyanne Conway snakke udenom i et interview med tv-stationen NBC. Hvis hun bare selv havde troet på, hvad pressetalsmanden havde sagt, ville hun ikke i den grad have snakket udenom og fx være begyndt at tale om antallet af personer, der havde fulgt indsættelsen i tv. Og hun sluttede med at sige, at der fra Det Hvide Hus' side var tale om "alternative fakta".
Jeg hører stadig til dem, der vil give præsident Trump en chance. Men min velvilje fik allerede et knæk, da jeg hørte hans tale ved indsættelsen. Sådan taler man ikke ved en lejlighed som denne. Kategorisk fremførte urigtige påstande fra Det Hvide Hus' pressetalsmands side er imidlertid langt værre. Det er faktisk at begynde at pille ved de demokratiske institutioner og procedurer. Og den, der gør det, får som sagt mig til fjende.
Jeg håber, vi ikke kommer til at se mere af den slags.
Mandag den 23. januar 2017, Bent Christensen
* * *
ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE
Jeg er imponeret over den måde, præsident Obama overdrog embedet på.
Jeg er skuffet over de voldelige demonstrationer i Washingtons gader.
Jeg er skuffet over den negative side af præsident Trumps tale.
Jeg forholder mig åbent afventende til de ting, den nye præsident bebudede.
Hvis Trump (hvad jeg dog ikke har fantasi til at forestille mig) skulle begynde at pille bare den mindste smule ved de demokratiske institutioner og procedurer, får han mig til fjende.
Jeg vil i endnu højere grad end hidtil gøre min egen EU-kritik positiv. Der skal efter min mening ske store ting i EU i retning af mere demokrati og mindre gammel ideologi. Der skal nok også ske institutionelle ændringer, og der skal efterhånden (ved de kommende valg) ske personudskiftninger. Navnet skal måske ændres tilbage til EF! Ja, der skal måske ske en eller anden form for opdeling. MEN jeg ønsker ikke sammenbrud og kaos. Make Europe great again! Vi var i forvejen nødt til at skulle stå sammen. Nu er det vigtigere end nogensinde før. Gud bevare Europa!
Lørdag den 21. januar 2017, Bent
Christensen
* * *
En teologisk og kirkehistorisk vampyr- og
splatterroman
En slags lille
anmeldelse af Peter Tudvad: "Manteuffel"
(2016).
Sat på her 16.01.17.
Jeg har nu læst Peter Tudvads "Manteuffel". Men desværre ret hurtigt. Jeg har derfor ikke kunnet skrive en egentlig anmeldelse og foretage en egentlig litterær, teologisk og kirkehistorisk analyse.
Men jeg viger ikke tilbage fra at betegne denne roman som et mesterværk. Allerede det faktisk geniale forord sætter en fantastisk ramme, som bliver fyldt ud af de indholdsmættede og overordentlig velskrevne dokumenter. Ja, velskrevne! Hvad dokumenternes sprog angår, har Tudvad dækket sig godt ind med, hvad han i forordet skriver om oversættelsen fra det gamle tysk til moderne tysk og videre til dansk. Resten bliver så et spørgsmål om konsekvens. Og jeg mener, man må sige, at han virkelig holder sig på samme niveau og i samme tone hele vejen igennem. Jeg læste som sagt hurtigt og mener kun, jeg ganske få steder har studset over ting, der måske er brud. Men det er småting. Og han har altså dækket sig ind, så at det ikke giver den store mening at forske i, hvordan teksten i også videre sproglig forstand forholder sig til, hvordan man skrev dengang. Men jeg er overbevist om, at han i alle henseender har forsket og researchet godt. Det virker i hvert fald overbevisende.
Det giver heller ikke den store mening at begynde at kritisere "teologien", jo især Manteuffels egen. Ej heller at lede efter fejl og selvmodsigelser. Det er jo en teologi, der er mere end ført ad absurdum. Så jo værre, jo bedre! Men man må alligevel spørge, hvor megen mening der er i galskaben. Og det spørgsmål melder sig hurtigt, hvor meget Tudvad der er i Manteuffel! Jeg mener, det er åbenlyst, at der hos Manteuffel (Man(n)-Teufel) er Tudvad-ting, der er ført ad absurdum - eller ad Diabolem! Og dermed har jeg også sagt, hvad der skal siges om den kritik af Luther og lutherdommen, der ligger i bogen.
"Manteuffel" er en vampyr- og splatterroman med al den Greuel, der hører til genren. Også i den grad! Men det er altså også en teologisk og kirkehistorisk og historisk roman, ja, en eksistentiel roman, hvor ikke bare anfægtelse og kritik i forhold til kristendommen og lutherdommen, men også nogle eksistentielle grundspørgsmål er ført til mere end det yderste. Og altså nok også nogle spørgsmål, der rumsterer i Peter Tudvads egen hjerne og hans eget hjerte - og i en eller anden grad i alles hjerner og hjerter. Man kunne sige, at der er tale om blasfemi. Og det, ja, mere end det, er der også tale om hos mennesket Manteuffel. Hvilket imidlertid ikke er ensbetydende med, at der er tale om blasfemi fra forfatteren Peter Tudvads side. Litteratur er litteratur. Og det er legitimt at gøre et sådant helt vildt tankeeksperiment.
Hvor djævelsk - eller besat - Manteuffel end er, er han et menneske, som man griber sig selv i at have ondt af. Ja, selv med ham kan man identificere sig, som det altid i en eller anden grad er tilfældet med en hovedperson (fx også i gangsterromaner og -film). Og da jeg var kommet til brevvekslingen med Maria, troede jeg en tid, at der måske var ved at blive lagt op til en Gretchen-Faust-agtig forløsning. Som jeg skrev i en foreløbig kommentar dengang: Alt kan ske! Men der kom ikke nogen forløsning, og hvis jeg har forstået "Israel von Bitschas anden optegnelse" ret, lever Manteuffel og han "den dag i dag". Og hvilken forkyndelse - eller mangel på samme - ligger der så i det?
Det er naturligvis ikke et tilfælde, at bogen er udkommet op til tese-jubilæumsåret 2017, og at den dermed skal ses som en til det yderste dreven kritik af dette jubilæum. Men næsten alle i bogen er jo skurke, så der er også tale om en kritisk beskrivelse af hele verdens og kirkens skæve gang - og af den særlige side af sagen, som kristendommens forvikling med magten er.
Der er naturligvis også en forbindelse mellem tyskeren Manteuffel og nazismen. Og den har jeg intet at indvende mod!
Jeg kunne sige meget mere. Jeg kunne fx gå ind i fortolkninger af enkeltsteder og enkeltsymboler og -temaer. Men det tillader min tid mig ikke. Og det er som sagt heller ikke så vigtigt. Tingene tegner sig i høj grad af sig selv under læsningen. Hvad citater fra Luther og kirkefædrene og Bibelen angår, kan jeg også kun gentage, at det ikke giver nogen mening at begynde at påvise, at det og det er fordrejet og/eller citeret ude af kontekst. Det er jo netop meningen! Men jeg kan slutte med at sige, at bogen også er en velfortjent udstilling af, hvad en bibelfundamentalistisk brug af enkeltsteder kan føre til.
Jeg må ønske Peter Tudvad tillykke med bogen! Den kan måske blive en også international sællert.
Tilbage står spørgsmålet: Hvad bliver det næste? Først en teologisk Kirkegaard-spændings- og kriminalroman. Så en eksistentiel, teologisk og kirke- og almenhistorisk splatterroman. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad det næste kan blive. Men det skulle ikke undre mig, om Peter Tudvad har.
Bent Christensen, forfatter, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
* * *
Kommentarer (med statistik nederst) til artikel i
Kristeligt Dagblad:
"Dansk Folkeparti foreslår forbud mod
minareter"
03.01.17
Dette er heller ikke en god idé. Jeg tænker jo også på imam-loven. Når først indvandrerne er lukket ind, skal de nyde alle frihedsrettigheder. Ellers kommer det også til at gå ud over os andre. Samfundet bliver steriliseret. - Men vi skulle aldrig have lukket dem ind. Og jeg har fra nu af kun ét fremmedpolitisk krav: Der skal lukkes totalt for indvandring fra ikke-vestlige lande! Så er man også fri for de ulidelige diskussioner om, at fx alle muslimer bliver skåret over én kam. Det er selve befolkningsudskiftningen, ja, det etniske og kulturelle folkedrab, der er problemet, eller med andre ord antallet. For når der hele tiden bliver flere og flere indvandrere, vil de på et tidspunkt komme til at udgøre flertallet. Og lige meget hvor søde og rare og arbejdsaktive de er, vil vort samfund blive ændret totalt. Hvad der så måtte være i vejen med grupper af indvandrere, er noget, der kommer oveni. - Jeg vil kraftigt fraråde Dansk Folkeparti at gå videre med disse uheldige småtterier. Jo flere minareter og jo mere kald til bøn, jo bedre. Så kan vælgerne se, hvad der er ved at ske.
- - -
Svar på svar
04.01.17:
Kære n.n.! Jeg er ikke god til at huske tal og har ikke tid til at lede efter statistikkerne lige nu. Men jeg mener, man taler om årtier, inden der bliver indvandrerflertal (inkl. efterkommere) her i Danmark. Jeg bliver nødt til at finde tallene senere. Men allerede nu præger indvandrerne og islam livet i Danmark meget. Se nu bare denne diskussion. Men det dukker op alle vegne, godt hjulpet af de "progressive" og "humanistiske" kræfter, der bruger indvandringen til at fremme deres egen dagorden. - Hvad Skåne angår, skete der, så vidt jeg er orienteret, efter indlemmelsen i Sverige en meget hårdhændet tvangsforsvenskning af de danske skåninger, og det er beklageligt. Men at blive svensker er trods alt ikke det værste, der kan ske med en.
-
STATISTIK
Men man skal lægge mærke til, at "efterkommere" kun er andengenerationsindvandrere!
Danmarks Statistik
pr. 1. oktober 2016
https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/indvandrere-og-efterkommere/indvandrere-og-efterkommere
1. oktober 2016
Indvandrere fra ikke-vestlige lande: 330.388
Efterkommere fra ikke-vestlige lande 142.380
I alt: 472.768
-
Danmarks Statistik
befolkningsfremskrivning til 2060
http://www.statistikbanken.dk/10024
2060
Indvandrere fra ikke-vestlige lande 507.246
Efterkommere fra ikke-vestlige lande 342.390
I alt: 849.636
Stigning 2016-2060: 376.868
MEN hvis man regner med efterkommere overhovedet, vil antallet af indbyggere i Danmark med en ikke-vestlig baggrund være langt højere. - Fra Danmarks Statistik Introduktion:
"En person har dansk oprindelse, hvis han eller hun har mindst én forælder, som både er dansk statsborger og født i Danmark. Hverken indvandrere eller efterkommere har én forælder, som både er dansk statsborger og født i Danmark. Forskellen mellem indvandrere og efterkommere er, at indvandrere er født i udlandet, mens efterkommere er født i Danmark".
* * *
OM ESTABLISHMENT, FOLKELIGHED OG KIRKELIGHED
På min
Facebook-profil 21.12.16
Ugens aforisme (uge
51/2016)
Man skal ikke være imod, at der er et establishment, men hvis det har isoleret sig fra befolkningen og virkeligheden, skal det tænke om og/eller udskiftes.
17.12.16
(Denne aforisme vil efter
planen blive trykt i de Nye digte og
aforismer, som forhåbentlig vil blive udgivet senest i 2018).
-
Og i et kommentarfelt
gav jeg nedenstående
UDDYBNING: Man kan ikke være imod, at der er et Folketing, der giver lovene, og at der er en regering, som ikke må have et folketingsflertal imod sig. Men allerede opstillingen af kandidater til Folketinget skal ske på en sådan måde, at det er folket, dvs. medlemmerne af de forskellige partier, der vælger folk, der repræsenterer dem. Og så må folket gøre sig den ulejlighed at melde sig ind i de respektive partier efter anskuelse. Der er ingen anden vej! Sagt på en anden måde: Folkestyret kan kun fungere, hvis folket ønsker at styre. - Hvad så i øvrigt tænkningen og meningerne angår, må alle give sig til at tænke og ytre sig, så det ikke kun er nogle få, der styrer debatten. - Og hvad dem, der modtager de højere uddannelser, angår, må de dels bestræbe sig på at tænke frit og respektere virkeligheden, dels bevare loyaliteten mod det folk, de er udgået fra. Det er flovt at have modtaget en høj uddannelse, men ikke kunne andet end efterplapre de "rigtige" meninger. Og det er både dumt og flovt at isolere sig fra, ja, måske ligefrem se ned på dem, der ikke har modtaget en højere teoretisk uddannelse. - Det er farligt at tage sig selv som eksempel, men nu gør jeg det alligevel. Jeg er førstegangsakademiker, og jeg glemmer ikke, hvor jeg kommer fra. Desuden har jeg været folkekirkepræst det meste af mit voksne liv, så jeg kender og respekterer mennesker af alle slags. Jeg er stolt over at være sprogofficer og cand. mag., over at have modtaget en supplerende teologisk uddannelse og over at have fået den teologiske licentiatgrad (ph.d.) og den teologiske doktorgrad. Man kan sådan set ikke komme højere! Men jeg tænker aldrig på mig selv som "elite". Jeg er en mand af folket, der ikke alene ser det som min pligt, men også af hjertet ønsker at bruge mine evner og det, jeg har lært, i såvel det kirkelige som det folkelige fællesskabs tjeneste. - Og jeg er ikke pladderdemokrat! Der er nogle, der kan nogle særlige ting og får et særligt ansvar og nogle særlige beføjelser. Men det er alt sammen i tjeneste. Og folket skal altid have den øverste magt. - I kirken er Evangeliet den øverste magt, men også der skal der være frihed og demokrati. Man skal ikke kunne undertrykke hinanden i Evangeliets navn, men i fællesskab stå under Evangeliet. Kan man ikke finde ud af det, må man dele sig op. Men jeg ønsker selvfølgelig, at den nuværende evangelisk-lutherske folkekirkemenighed bliver sammen i udstrakt rummelighed og frihed med fx muligheden for at danne valgmenigheder. Man skal bare gøre sig klart, at et rum har vægge, så at der altså er grænser for, hvad der kan rummes i et evangelisk-luthersk kirkesamfund. Men man skal helt ud til den yderste grænse prøve at løse problemerne gennem en fri diskussion. - Osv.
-
Og senere tilføjede
jeg dette:
Og jeg vil føje til, at der også skal være repræsentanter for alle dele
af folket, der stiller op til såvel Folketinget som kommunalbestyrelserne m.m.
Og læg mærke til ordet REPRÆSENTANTER! Demokratiet er repræsentativt, en
repræsentation af folket (græsk: demos). Udøvelsen af demokratiet skal ikke være
en profession. - Men igen: Jeg er ikke pladderdemokrat. Det tjener folkets
interesse(r), at der også er en hel del "professionalisme" hos
folkets valgte repræsentanter. Men selv den dygtigste og mest erfarne og dermed
mest "professionelle" politiker skal vide, at han er folkets tjener.
Ellers skal folket minde ham om det. Eventuelt ved at vælge en anden. - I denne
forbindelse vil jeg også nævne det konstitutionelle monarkis betydning. Den er
rent symbolsk. (Medmindre der opstår en statskup-situation eller lignende, hvor
Monarken kan have ét skud i bøssen i forsvaret for demokratiet og Grundloven).
Men der er en stor og god symbolik i dronningerunderne og den kongelige
udnævnelse af ministre og højere tjenestemænd. Det viser, at de som (symbolsk)
monarkens tjenere er nationens og folkets tjenere. Husk, at det latinske ord
"minister" betyder "tjener"!
* * *
Er kirke og stat et stærkt ægteskab?
Både her og på
undersiden "Kirke og teologi".
Sådan var titlen på P1 Debats Facebook-side tirsdag den 13. december 2016. Og foromtalen af udsendelsen lød:
"Staten skal ikke betale præstelønninger, og civilregistreringen skal fremover foregå i kommunerne. Er disse udmeldinger fra den nye kirkeminister Mette Bock med til langsomt at løsne båndene mellem stat og kirke? Hvad har det i så fald af konsekvenser? Og er det egentlig ikke på tide at gøre op med folkekirkens særstatus i Danmark?
Gæster: Kirkeminister Mette Bock (LA), sognepræst Marie Høgh, formand for Konservativ Ungdom i Randers Jesper Holm Frederiksen og tidligere kirkeminister Manu Sareen (Å)".
Før udsendelsen satte jeg en kommentar ind i tråden. Og jeg delte opslaget, så at det altså også kom til at stå på min Facebook-profil. Her er denne kommentar:
"Mette Bock er på rette vej! Det er af rent kirkelige og teologiske grunde nødvendigt, at det store evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark begynder at bevæge sig i retning af fuld selvstændighed. Men det kan også gå sådan, at andre gennemtvinger kirkens adskillelse fra staten, og så skal vi være parat til det, hvad enten vi selv ønsker det eller ej. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol".
I udsendelsen udtalte Mette Bock sig på en måde, der viser, at hun er en varm tilhænger af den nuværende stats-folkekirke, men bare ønsker nogle justeringer, især for så vidt angår statens betaling af 40 % af præsternes løn og personregistreringen. (Jeg indskyder lige, at det med de 40 % til præstelønningerne var noget staten i begyndelsen af 1900-tallet forpligtede sig til, fordi den havde taget det meste af kirkens jord). Men hun blev af nogle anklaget for, at selv disse justeringer i det lange løb ville føre til en adskillelse mellem stat og kirke.
I den sidste del af udsendelsen blev min kommentar læst op og diskuteret, og jeg måtte derfor skrive en ny kommentar både hos P1 Debat og mig selv:
"Min kommentar blev læst op i programmet. Og tak for det! Jeg kunne ikke nå at ringe ind. Men jeg bliver nødt til at sige, at jeg har beskæftiget mig med dette spørgsmål siden midten af 1970'erne, både under min tjeneste som præst i Folkekirken og i min Grundtvig-forskning. Jeg kender altså også de argumenter mod den evangelisk-lutherske kirkes selvstændiggørelse, der nu igen blev ført frem. Og jeg siger ikke, at der ikke er nogle farer her. Dem må vi så bare prøve at afværge. Og Danmark er altså ikke Sverige! Jeg har i mange år, i både alvor og spøg, sagt, at når vi får den kirkeforfatning, der stadig er tale om i den såkaldte løfteparagraf (Grundlovens § 66: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov"), må denne forfatnings allerførste paragraf for min skyld gerne lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med eller udtale sig om andet end kirkens egne anliggender". Dette gælder også "synoden", dvs. landskirkerådet. Noget helt andet er, at præster af alle slags (inkl. biskopperne) frit skal kunne udtale sig om alt muligt. Selvfølgelig som samfundsborgere i den almindelige debat, men også som forkyndere. Bare de gør det som enkeltpersoner og ikke på kirkens vegne. Et organ kan ikke forkynde, kun vedtage kompromis-tilblevne resolutioner. Og jeg vil i det hele taget ikke finde mig i, at et kirkeligt organ udtaler sig på mine vegne. - Så er der spørgsmålet om rummeligheden. Den må vi også stå vagt om. Selv om et rum altså har vægge, så at der heller ikke i dag er plads til hvad som helst. Om præstefriheden sagde Grundtvig (kort refereret), at vi må risikere at lade præster forkynde noget forkert; ellers kan vi ikke vide, om de mener det, de siger. Vi skal i det hele taget føre alt det gode, vi i dag har i Folkekirken, med over i den kommende ordning, herunder den fra Grundtvig stammende mulighed for at danne valgmenigheder. Og jeg kan ikke se, at kirkens selvstændiggørelse skulle føre til ensretning. Vi vil jo blive ved at være lige så forskellige, som vi er nu, både teologisk og politisk. - Den vigtigste grund til, at jeg ønsker det evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark selvstændiggjort, er, at det på denne måde bliver tydeligt, at de døbte og troendes fællesskab er et virkeligt fællesskab. Vi bliver jo i dåben lemmer på den store organisme, Kirken (nu med stort!) er, Kristi legeme i verden. Det er meget stort sagt. Men sådan er det. Og enhver kan formulere det, som han vil, og leve med i det, som han vil. Og der skal ikke mindst være plads til den berømte lille mand med den lille tro, ja, ikke mindst han skal vide, at han er med i dette store fællesskab. Sagt på en anden måde: Det er ikke nok at have et statskirkeskelet, som sikrer "Evangeliets forkyndelse". Kirken er ikke en offentlig undervisningsinstitution, men et levende fællesskab, først og fremmest i gudstjenesten, men også i det hele taget. - Endelig vil jeg sige, at når staten er sekulær og en meget stor, og stigende, del af befolkningen ikke er medlemmer, må den evangelisk-lutherske menighed med nødvendighed komme til at fremstå som en særlig størrelse, en særlig organisme. - Jeg kunne blive ved, men slutter her".
Ja, jeg sluttede dér. Og jeg vil ikke føje andet til, end at vi må se, hvordan det kommer til at gå. En afgørende faktor er den fortsatte indvandring og det stigende antal af indvandrerefterkommere. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil de etniske danskere komme i mindretal om et vist antal årtier - for slet ikke at tale om de kristne. Denne situation må vi forberede os på, så vi kan leve godt som kristen menighed i en sådan mindretalssituation. Idet vi både håber og insisterer på, at religionsfriheden og mindretalsbeskyttelsen bevares. Men når vi ser, hvad der fx sker med de kristne i Egypten lige nu, kan vi godt blive bange. - Vi kan selvfølgelig håbe, at de indvandrede muslimer og deres efterkommere i stort tal kommer til tro på Jesus Kristus. Men denne side af sagen er meget vanskelig. Vi skal selvfølgelig forkynde Jesus Kristus for muslimerne som for alle andre. Men det skal være på en ordentlig og fri måde. Vi skal under ingen omstændigheder prøve at lokke eller presse dem til at blive kristne med det formål at sikre os selv. Og noget helt andet er, at det som bekendt i princippet er livsfarligt for en muslim at forlade islam. - Jeg blander nødig den kirkelige drøftelse og den fremmedpolitiske debat sammen. Og jeg ville have det samme kirkesyn, hvis der ikke var en eneste muslim i Danmark.
* * *
ER EUROPOL-FORBINDELSESOFFICEREN REN HÆVN?
Kommentar i P1 Debat-tråd 08.12.16
Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor det rent tekniske
Europol-samarbejde ikke kan fortsætte som hidtil? Er der nogen teknisk grund
til, at søgningerne skal foretages gennem en forbindelsesofficer? Eller er det
ren hævn - og advarsel til andre, der måtte have ønsker om særordninger? - Jeg
forstår ikke, at i det mindste DF og EL ikke siger rend og hop til
EU-kommissionen. I det lange løb kan Europol heller ikke undvære Danmark. - Jeg
er træt af EU-systemet og vore egne EU-glade politikere. Jeg går ind for et
europæisk samarbejde. Måske en ny slags EF. Eventuelt delt op i flere grupper.
Jeg ønsker ikke kaos. Men der skal noget nyt til.
TIL ET FOLK DE ALLE HØRE ...
1848 og nu - over en bred skala
Kommentar på min væg til den af mig Facebook-delte artikel på dr.dk "Udskældt test måler udlændinges danskhed igen" 01.12.16.
Hvad myndighederne skal gøre, ved jeg snart ikke. Enhver form for prøve bliver jo hurtigt latterlig. Grundproblemet er, at vi overhovedet har lukket så mange med en fundamentalt anderledes kultur ind. - Men hvad spørgsmålet i øvrigt angår (og dermed vort forhold til hinanden ude i virkeligheden), er jeg kommet til det resultat, at vi skal holde op med at operere med modsætningen enten dansk eller ikke dansk. Reelt er der jo tale om en bred, ikke let definerlig skala, som dækker alt mellem 0 og 100 procent. Og så må man se, hvordan det går med at leve sammen i praksis. - Jeg benytter lejligheden til at citere hele den så ofte misciterede (kun delvis citerede) Grundtvig-strofe: "Til et folk de alle høre, / som sig regne selv dertil, / har for modersmålet øre, / har for fædrelandet ild; / resten selv som dragedukker / sig fra folket udelukker, / lyse selv sig ud af æt, / nægte selv sig indfødsret". - En "dragedukke" er ifølge Ordbog over det danske Sprog en "lille dukke af mandragoraplantens rod, som mentes at have evne til at drage penge, lykke olgn. til huse". Men meningen her i sangen er nok, at de, der ikke har øre for modersmålet og ild for fædrelandet, i forhold til det at være dansk er som en slags nisser. - I øvrigt er det digt, sangen er taget fra, skrevet i 1848, så at det er det slesvigske problem, der er tale om, dvs. spørgsmålet om, hvorvidt en slesviger var dansk(sindet) eller tysk(sindet). Og hvor alvorlig sagen end var dengang (to krige!), var forskellen mellem de forskellige slags slesvigere meget lille i forhold til, hvad der er tale om nu.
-
TILFØJELSE 02.12.16 (egl. kommentar til genopslag af
et digt på min Facebook-væg):
Jeg genopslår dette digt, fordi det i går måtte vige pladsen for min deling af opslaget om indfødsretsprøven på dr.dk. De, der ikke har set min vigtige kommentar til dette opslag, bør se den! - Jeg skriver bla., at det er den store tilstedeværelse af mennesker med en fundamentalt anderledes kultur, der er problemet. Et sådant problem har vi ikke haft med jøder, huguenotter, kartoffeltyskere, hollændere og polakker. - Og selv en lille ting som det, at mit digt har måttet vige pladsen for noget med relation til indvandringen, viser, hvordan hele vort liv bliver præget af den. Det er ikke bare alle de penge, den koster, og alle de mere håndgribelige problemer, den volder. Den beslaglægger også tid og ressourcer i meget stor målestok. En meget stor del af de gange, man åbner for et medie, er det indvandringsrelaterede ting, man kommer til at høre og se. Det er uhyggeligt at tænke på, hvor meget klogere man kunne være blevet, og hvor mange gode ting der kunne være blevet produceret, hvis de indvandringsrelaterede ting ikke havde fyldt så meget. Jeg for mit vedkommende prøver at beskæftige mig så lidt som muligt med det og nøjes med at kræve totalt indvandringsstop med jævne mellemrum. Ikke for at være menneskefjendsk, men fordi det simpelt hen ikke er godt med en sådan kulturudskiftning.
* * *
Betragtninger
fra en til dels konservativ sidelinje
Af Bent Christensen
Dette er den uforkortede
version af mit bidrag til debatbogen 'Jeg' er fandme til! (2016) efter
Marianne Stidsens disputats Den ny mimesis (2015).
Spørgsmålet om identitet kan deles op i mange underspørgsmål. Man kan
begynde med at skelne mellem individuel og kollektiv identitet. Dernæst kan man
skelne mellem de forskellige holdninger til identitetsspørgsmålet. Er
identiteten (den individuelle og/eller den kollektive) et fængsel, det gælder
om at bryde ud af? Eller er tabet af identitet (igen den individuelle og/eller
den kollektive) en ulykke, det gælder om at overvinde? Endelig kan man spørge,
om der i litteraturen, hvad den individuelle identitet angår, kan være tale om
simpelt hen en leg, et maskespil, der dog på sin måde kan komme til at vise
nogle ting om menneskelivet.
Man kan også spørge, om identiteten bare er en indbildning eller
konstruktion. Men der kan vel ikke være tale om, at et menneskeligt individ,
der ikke er ekstremt sygt, ikke mener det, når han siger "jeg" om sig
selv, eller ikke oplever det legeme, hans bevidsthed er et fænomen i
forbindelse med, som sit. Eller man kan sige, at den, der siger "Jeg er
ikke mig", allerede ved at sige denne sætning har modbevist sin påstand.
Spørgsmålet om identiteten er altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt
"jeg" er til, men et spørgsmål om, i hvilken grad individet oplever
sig selv som en person, der er et særligt fænomen i Universet.
Hvad den kollektive identitet angår, er spørgsmålet et andet. Det er
ikke direkte meningsløst at hævde, at man fx ikke har en national eller
folkelig identitet. Og det er ikke direkte meningsløst at sige, at nu vil jeg
simpelt hen være verdensborger, en enkeltperson blandt alle de andre
enkeltpersoner i verden. Og dog. Der er næppe nogen, der ikke på en eller anden
måde er præget af den sammenhæng, han er vokset op i og har levet i frem til
det tidspunkt, hvor han erklærer sig som verdensborger. Og der kan ikke være
nogen, der er vokset op eller har levet sit hidtidige liv i samtlige nationer,
folk og kulturer i hele verden.
Men er identiteten et fængsel, det gælder om at komme ud af, eller hvis
mure det gælder om at få brudt ned? Det kan man mene, hvis det er de
forskellige former for kollektiv identitet, der er tale om. Og man kan mene
det, hvis den individuelle identitet ses som en rolle, der er påtvunget den
enkelte af omgivelserne og omstændighederne? Hele det moderne
frigørelsesprojekt skulle jo netop gå ud på, at hvert enkelt individ kommer til
at leve i en frihed, der i ordets allerstørste betydning er en personlig frihed.
De forskellige, store og små, kollektive identiteter kan man mene om,
hvad man vil. Jeg vil hævde, at en eller anden grad af forankring i kollektiv
identitet er en direkte forudsætning for den personlige frihed. Uden nogen form
for kollektiv identitet eller forankring i et eller nok snarere flere
fællesskaber bliver individet jo et atom, der er langt mere sårbart, end det
ellers ville have været, over for de kræfter, der vil tage magten over det, det
være sig staten eller arbejdspladsen eller andre strukturer. Og det gælder
især, hvis også alle de andre er atomer, der indgår i en amorf masse. Jeg vil
her helt grundlæggende pege på kernefamilien. Og hvis jeg skal være mere
moderne, kan jeg føje til: eller hvad dertil kommer til at svare. Hvad ved jeg?
Når vi taler om fremtiden, må vi være forberedt på meget store ændringer. Men
desto vigtige kan forskellige former for forankring blive.
Jeg vil også mene, at den folkelige og nationale identitet, til husbehov
og på en til tiden passende måde, giver en forankring, der ikke alene giver en
et rum at være sig selv i, men også er et godt udgangspunkt for vekselvirkning
med og aktivitet i hele resten af verden. Jeg tillader mig igen at komme med et
personligt eksempel. I vinterhalvåret 1976/77 havde jeg den ære og glæde at
være feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern, og i dette halve år kom
jeg til at opleve det særligt danske utrolig stærkt, ikke mindst hos de unge
konstabler. Vi kunne forene den helt bløde danske hygge med en allerhøjeste
grad af militær effektivitet og dermed også være virkelig gode til at optræde
som bevæbnede diplomater og dæmpere af gemytterne. Vor selvtillid var stor. Og
vi var højt respekterede fra alle sider. Og det var helt klart, at vi
repræsenterede det særligt danske. Men det gjorde vi altså i FN’s tjeneste. Og
det var stort, at vi til vor medaljeparade havde både Dannebrog og FN-flaget
som faner. Og noget tilsvarende gælder alle andre danske, der tjener eller er
aktive ude i verden. Hvor svært kan det være?
Men så er der spørgsmålet om det tab af identitet, der på forskellige
også helt ufrivillige måder har været tale om siden 1945. Og dette spørgsmål
gælder ikke alene, for så vidt som der såvel i litteraturen som blandt
mennesker i almindelighed er tale om noget, der bevidst erkendes som et tab,
men også for så vidt som det hos dem, der ikke mener, de har tabt noget, kan
give sig nogle uheldige udslag, det være sig overdreven dyrkelse af arbejde og
karriere (som det jo nu hedder for alles vedkommende), forbrugerisme, livsstilsdemonstration
eller (også destruktiv) optagethed af egen krop. Og det er ikke er let at sige,
hvad vi kan stille op mod dette tab; der ligger jo ikke kun idémæssige og
ideologiske faktorer bag, men også nogle meget håndgribelige teknologiske,
produktionsmæssige, sociogeografiske og sociale faktorer, som ikke kan tænkes
eller tales væk, men som man må prøve at forholde sig til, så godt man kan. Og
hvad med den udvikling, vi allerede nu kan se tegne sig forude?
Jeg ville gerne have fortalt lidt om min egen personlige historie for at
vise, hvad jeg mener, når jeg taler om den sidelinje, nærværende betragtninger
bliver skudt ind fra. Men jeg må nøjes med at nævne nogle ganske få ting og i
øvrigt henvise til de "Erindringer", der ligger på min hjemmeside
www.bentchristensen.dk, undersiden "Erindringer". Jeg har allerede i
geografisk og social forstand altid befundet mig på et spor, hvor min
personlige identitet ikke har været truet, og hvorfra jeg i stor frihed har
kunnet betragte, hvad der er sket inde på hovedsporet. Og jeg blev i 1971 præst
i Folkekirken, hvad der i mange henseender er en helt særlig sideposition, men
samtidig en position, hvor man som akademiker på en helt særlig måde deler
livet med mennesker af alle slags. Men ellers vil jeg nævne, at jeg fra min
barndom af har beskæftiget mig en del med naturvidenskab (en tid også i
tilknytning til Forum Teologi Naturvidenskab, Aarhus Universitet), at jeg fra
omkring konfirmationsalderen var pianist i den efter lollandske forhold ganske
avancerede neobop-kvintet The Strangers, hvor vi i
det mindste havde som ideal at være radikalt moderne, at jeg lidt senere og
indtil engang i min tid som stud. mag. i dansk/russisk (med
sprogofficersbaggrund) levede i, hvad jeg betegner som min forsinkede
konfirmand-ateisme, og at jeg i perioden 1972-2002 (med lidt efterslæt
2011-2013) var Grundtvig-forsker med særligt henblik på "menneskelivets og
dets verdens plads og betydning" i Grundtvigs kristendomsforståelse
(Christensen 1987 og 1998). Det er på denne baggrund, jeg betegner min
sidelinje som hverken mere eller mindre end "til dels konservativ".
Men jeg må nu gå over til mine særlige indskud i den sammenhæng, der er tale om
i og omkring Den ny mimesis.
Jeg vil begynde med et par ideologikritiske bemærkninger til dele af det
idégrundlag, der ligger under kampen mod identiteterne. Kan der for det første
i identitetsbenægtelsen være tale om en modvilje mod, at noget er givet? Det måske mest ekstreme eksempel
på dette er benægtelsen af, at det menneskelige køn skulle være en biologisk
givet størrelse. Der er jo det særlige ved ordet "givet", at det både
kan betegne det, der simpelt hen er tilfældet, og noget, der er givet af nogen,
fx af Gud. Og én ting er, at man ikke vil vide af, at noget skulle være givet
af Gud, noget andet, og langt mere bemærkelsesværdigt, er, at man heller ikke
vil vide af, at noget skulle være givet af, ja, være en del eller side af,
naturen. Dette gælder så meget desto mere, som man umiddelbart må forestille
sig, at de, der ikke vil vide af, at noget skulle være givet af Gud, i høj grad
fører naturvidenskabernes resultater frem som bevis for, at der ikke er nogen
Gud. Eller gør de det? Bunder den livsanskuelsesmæssige humanisme (som
konstruktivismen må ses som en ekstrem del af) i en naturvidenskabelig
verdensanskuelse? Eller er den i virkeligheden bare et postulat? Jeg må i hvert
fald som teologisk religions- og ideologikritiker
have en stærk mistanke om, at de, der ikke engang vil tage de biologiske
kendsgerninger som noget i biologisk forstand givet, i virkeligheden
postulerer, at mennesket er et fænomen, der ikke slet og ret er en del af
Kosmos. - Hvad personligheden som noget biologisk givet angår, kan jeg henvise
til, hvad jeg oplever med min søns to gravhunde, som ofte er på ferie hos os.
Det er utroligt, så klart og stærkt forskellige disse to’s
personligheder er!
Hvad de livsanskuelsesmæssige faktorer angår, der har haft indvirkning
på identitetstabet, vil jeg også pege på, at den kristne opstandelsestro har
haft afgørende betydning for forståelsen af det enkelte menneske som enestående
individ med bogstavelig talt evig gyldighed og værdi, også uanset hvilke mere
konkrete forestillinger den har været ledsaget af eller ikke været ledsaget af,
og at denne virkning af kristendommen (som så mange andre) lever videre i en
postkristen sammenhæng, hvor der så dog efterhånden mere og mere kan blive tale
om en smertelig oplevelse af et tab, efterhånden som den afskårne gren visner.
Men der er jo den kristne gudstro overhovedet. Hvordan er det man siger?
Først døde Gud, så døde den menneskelige person, og så opløstes den omgivende
virkelighed. I det sidste forhold er det selve den egentlige
mimesis-problematik, der direkte bliver tale om, altså den problematik, der for
mig er det egentlig interessante, idet jeg jo selv i min mørkeste og tommeste nihilistiske periode aldrig har tvivlet om, at jeg
var mig, og at det var mig som person, der oplevede en så voldsom protest mod
intetheden.
Det er i øvrigt ejendommeligt, at sjælevandringstroen er så udbredt i
vor tid. Det er underligt, at det moderne menneske pdes. har så store problemer
med identiteten, men at så mange pdas. hænger så meget ved deres personlighed,
at de er rede til at se bort fra alt, hvad man ellers regner for sandt, for i
det mindste at kunne forestille sig en gentagelse af deres sjæls liv i flere
omgange.
Som mit helt særlige indskud i den problematik, der tegner sig i og
omkring Marianne Stidsens disputats vil jeg nu skitsere min egen poetik og mit
eget (eller Grundtvigs!) syn på erkendelsen og dannelsen.
Når jeg som kristen bliver sendt ud fra gudstjenesterummet og det
teologiske studerekammer for at leve ude i verden og dér opnå den erkendelse,
der dels udfylder mit gudsforhold overhovedet, dels både er forudforståelse
for og udfyldning af hele den særlige kristne frelsestale, så er det
"statholdermarken", jeg bliver sendt ud på. Billedet af verden som en
"statholdermark" har jeg lånt fra Grundtvig (Grundtvig 1817, 164 f),
og der er naturligvis tale om et udtryk for menneskets stilling som Guds tjener
og verdens herre. Men i min teologi og poetik er "statholdermarken"
ganske særligt det sted, hvor mennesket overhovedet, men helt særligt i sin
erkendelsesaktivitet (spændende fra fysik til poesi), skal gå direkte og helt
nøgent og forudsætningsløst til den foreliggende virkelighed, altså uden forsøg
på kristelig overklistring af virkeligheden og uden en kristelig facitliste i
baglommen. Dette betyder, at alle videnskabelige resultater skal tages til
efterretning som hverken mere eller mindre end, hvad de er, og at der ikke skal
lægges teologi ind i selve de metodiske rum. Hvilket altså også betyder, at
videnskaberne må anerkende, at de kun beskæftiger sig med dele af hele
Eksistensens samlede virkelighed. Allerede den daglige eksistensoplevelse er
større, end videnskabernes område. Men videnskaberne er selvfølgelig i mange
henseender en enorm udvidelse af dagliglivets erkendelse af virkeligheden.
Poesien og i det hele taget litteraturen (som er den vigtigste kunstart, ja,
mere end bare en kunstart) er en højere form for erkendelse. Men også den skal
- ude på den statholdermark, hvor autonomien hersker - dyrkes nøgent og
forudsætningsløst. Man kan godt skrive kristelige digte, men det er noget
andet; så er man ikke kommet ret langt væk fra de to nævnte døre.
Når jeg står på mit særlige punkt ude på statholdermarken, befinder jeg
mig også på det sted, hvor mit livs-rør
munder ud. Hver enkelt menneskelig persons liv kan ses som et livs-rør, der
bevæger sig gennem rum-tiden fra undfangelse til død. I rørets midte er det det
genetisk givne, der udfolder og udvikler sig. Og ved rørets yderside sker
vekselvirkningen med omgivelserne på alle de både direkte og indirekte måder,
der er tale om, be‑rør‑ingen
mellem individet og omgivelserne. Men inde i røret er det individet
overhovedet, der udfolder og udvikler sig, idet der altså hele tiden kommer
noget ind udefra og kommer til at høre med til den pågældende persons samlede
virkelighed (så at man fx ikke skal se det biologisk givne som en helt isoleret
streng inde i rørets midte, men altså dog som det biologisk givne, i
vekselvirkning med alt det andet). Der ligger en såvel biologisk som personlig
og historisk forståelse af den menneskelige persons virkelighed i denne måde at
betragte hvert enkelt individ på. Den yderste modsætning til dette er at
forestille sig, at det enkelte menneske fra fødsel til død levede i total
isolation.
Når vi står ude på Tilværelsens åbne mark, må vi alle se os som dele af
det fysiske Kosmos, men herunder jo ikke mindst den biologisk forståede
biosfære - med menneskeslægten som det øverste niveau. Og det betyder, at vi
ikke kan postulere en humanisme, der ikke bunder i Kosmos. Vi må sige, at det
forunderlige fænomen, som menneskelivet er, er en manifestation af noget, der
ligger i Kosmos.
Jeg vil i denne forbindelse videre sige, at jeg på dette grundlag som
bidrag til det dannelsesspørgsmål, der er en vigtig del af Marianne Stidsens
projekt, kraftigt må gøre mig til talsmand for et krav om, at
naturvidenskaberne kommer til at få en vigtig rolle som dannelsesfag. Det er
også frygteligt, at ordet "forskning" er ved at være ensbetydende med
"teknologiudvikling". Jeg er en stor beundrer af teknologien og ser
også teknologi-historien som en overordentlig spændende og vigtig del af
menneskeslægtens historie, men naturvidenskaberne skal først og fremmest dyrkes
for erkendelsens skyld. Det er meget vigtigt, at vi hele tiden ved så meget som
muligt om Kosmos og om os selv som dele af det. Og dertil kommer, at alles
fortrolighed med den naturvidenskabelige metode (og med noget filosofi og
logik, jf. det gamle Filosofikum som indgangen til ethvert akademisk studium)
vil kunne spare os for meget bullshit i den måde, vi taler og debatterer med
hinanden på.
Men hvad især lyrikken angår, vil jeg videre sige, at når digteren altså
står i sit punkt på "statholdermarken", så skal han se både sig selv
(med sit livs-rør bag sig) og alt, hvad han har omkring sig, som
manifestationer af den samme fælles grund, altså den store grund under hele Kosmos,
så at det at se dele af virkeligheden som motiver er et møde mellem to
manifestationer af det samme. Men der kan selvfølgelig ikke skelnes skarpt
mellem subjekt og objekt. Når en del af virkeligheden bliver et motiv, kommer
meget af betydningen jo fra digteren, ja, det kan være dele af digterens egen
virkelighed, der bliver motiv (hvorved de pågældende dele så alligevel bliver
objekt). Hertil kommer imidlertid, at allerede når processen frem mod digtet
går i gang, men selvfølgelig helt særligt når selve digtet går i gang, bliver
der tale om et nyt og tredje manifestationssted, idet digtet også kommer til at
leve sit eget liv, ikke i isolation fra virkeligheden, men netop som en ny
manifestation af den, idet "digtets eget liv" jo har sine love fra
det hele. Det er i denne forbindelse vigtigt, at selv om et digt godt kan være
(næsten) rent, og altså for så vidt passivt, tydende, så ligger der i
princippet også en måske endda meget høj grad af forholden sig i den lyriske
proces.
I epikken og især dramaet er det på en helt anden måde
mennesket og menneskelivet, det drejer sig om, men de her skitserede
principper gælder også dér.
Jeg vil til sidst sige lidt mere om - eller til! - Marianne Stidsens
humanistiske dannelsesprojekt. Jeg kunne sådan set nøjes med at sige, at jeg
tilslutter mig det. For når jeg i visse sammenhænge bruger ordet
"humanisme" som nærmest et skældsord, betyder det jo ikke, at jeg
ikke anerkender dyrkelsen af selve det at være menneske, uanset hvilken tro
eller anskuelse, man i øvrigt har. Og jeg vil meget gerne vekselvirke og
samarbejde med humanister af Marianne Stidsens slags og tilsvarende. Men jeg
vil også godt føre Grundtvig og arven fra ham frem, ikke mindst den del af
arven, som endnu ikke er indløst.
Når jeg har givet min disputats titlen "Omkring Grundtvigs
Vidskab" (Christensen 1998), er det, fordi der i den er tale om en bred
undersøgelse af hele Grundtvigs erkendelses- og oplysningsprogram, også de
endnu ikke realiserede dele af det. Grundtvigs egentlige drøm var jo, at der,
hvad erkendelsen og dannelsen angår, skulle være en stor sammenhæng, der gik
lige fra det fællesnordiske superuniversitet i Göteborg (som Nordens særlige
bidrag til den fællesmenneskelige videnskabelighed i videste og mest omfattende
forstand) over det danske folkelige universitet (højskole) i Sorø (som noget
andet end det i høj grad embedsmandsuddannende universitet i København) og ned
til den folkelige uddannelse og oplysning af de unge og børnene rundt omkring i
landet. Og så opad igen. Og nedad igen. I en stor og stadig vekselvirkning. Og
jeg understreger, at selv om den videnskabelighed, Grundtvig talte om, først og
fremmest var den humanistiske (mytologi, historie, filologi osv.), regnede han
udtrykkeligt med en stærk repræsentation af naturvidenskaberne i Göteborg. Til
gengæld nævner han ikke teologien. Den er jo ikke en del af den rent
menneskelige videnskabelighed. Men andre steder taler han klart om, at selv den
mindste kristne menighed af også dybt kristne grunde må skulle drive en
altomfattende almindelig videnskabelighed. Og selv om Grundtvigs program blev
udformet i 1800-tallet, bør vi i netop den situation, vi befinder os i nu,
bruge det som et forbillede, såvel hvad angår den store universelle
erkendelsesvirksomhed på topplanet, som hvad angår den livsoplysning, der skal
udbredes til alle
Men i hele Grundtvigs - og mit - syn ligger, at poesien, og i det hele
taget skønlitteraturen, er en vigtig del af erkendelsen eller tydningen af
Eksistensen. Og det gælder faktisk litteraturen af enhver art. Forfatterne og
digterne må selvfølgelig skrive, som de vil, og som de finder det vigtigt. Og
med det syn på digtningen som erkendelse, jeg har, vil selv de ting, der ligger
længst fra mine idealer, jo være udslag af menneskelivet og af nogle menneskers
måde at forholde sig på. Det gælder selv de mest tekstcentrerede og fra den
ydre virkelighed afskårne ting. Men jeg vil naturligvis kraftigt anbefale, at
man - med eller uden kristen tro - især koncentrerer sig om det menneskelige subjekts
forhold til hele det Kosmos, det er en del af, og altså om mimesis i allerstørste forstand.
-
LITTERATUR, HVORTIL DER
HENVISES
Christensen, Bent (1987), Fra drøm til program. Menneskelivets og dets
verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra
Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832, København:
Gad.
Christensen, Bent (1998), Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af
N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige
livsengagement, København: Gad.
Grundtvig, N.F.S. (1817), Danne-Virke bd. 2. København. Fotografisk
optryk 1983.
* * *
EN LØS KANON
Betragtninger i
anledning af lanceringen af Danmarkskanon
Sat på min Facebook-profil og her 15.11.16. (Her dog over midnat).
Jeg har - bortset fra de bibelske! - aldrig brudt mig om kanon'er, men den danmarkskanon, der er blevet sendt til afstemning den 15. november 2016, er vist den værste. Det er hele idéen, der er gal. Som om man skulle kunne fremme noget som helst ved at skrive det op i punkter. Og ved at sætte det til afstemning! Men de "værdier" (jeg hader det ord!), man er nået frem til, er stort set en gang latterlige almindeligheder. Jeg vil nu opregne dem og karakterisere dem:
Det danske sprog. - Ja, hvad ellers?
Hygge. - Ja, det er da rigtigt. Men det bliver uhyggeligt, når man begynder at snakke - og stemme! - om det.
Frihed. - Ja, vi danskere er da nok nogle af de mest frihedselskende, men frihed er altså en universel værdi (for nu alligevel at bruge det ord).
Frisind. - Se til forrige værdi.
Den kristne kulturarv. - Den har de vel også i de andre kristne lande. Og jeg bryder mig ikke meget om det begreb. Det afgørende er, om der er nogle kristne i det pågældende land. Og hvis de er gode kristne, får det selvfølgelig nogle sidevirkninger. Men det er nærmest sygt at dyrke det som "kulturarv". Det lugter af museum.
Lighed for loven. - Det skulle der sandelig gerne være i alle retsstater!
Tillid. - Fint. Men her gælder det samme som for de andre tilsvarende "værdier".
Folkeoplysning. - Det har de vel også i andre lande. Det særlige, vi, takket være Grundtvig, har, eller har haft, her i Danmark, hedder mere nøjagtigt "folkelig livsoplysning", og det er noget andet og mere - som i øvrigt også er blevet eksporteret til adskillige andre lande. Men i den dybe grundtvigske forstand er det noget, vi virkelig trænger til, så det vil jeg godt stemme for. Men jeg vil hellere skrive om det - sammen med hele spørgsmålet om erkendelse og dannelse. Jeg har gjort det i mine to Grundtvig-afhandlinger og i flere opfølgningsskrifter, og jeg agter at gøre det i den aktuelle, dårlige situation, hvor der virkelig er brug for det. Jeg må bare gentage, at ordet "folkeoplysning" er et alt for fattigt, ja, egentlig ret nedladende ord.
Kønsligestilling. - Ja, hvad ellers? Og det er et universelt princip.
Landskaber og bygningskultur. - Det har man vel også i alle andre lande. Og det siger sig selv, at vi skal passe på vort landskab og vore bygninger.
Kort magtdistance. - Ja, det er nok noget ret særligt dansk, noget, der er en del af hele vor traditionelle måde at være folk og nation på. Den skal vi bevare.
Deltagende folkestyre. - Se til forrige "værdi". Men det er alligevel underligt at se det i denne sammenhæng. Og hvis jeg skal være rigtig ondskabsfuld og galgenhumoristisk, kan jeg henvise til, hvad Ghandi svarede en journalist, der spurgte ham, hvad han mente om den vestlige civilisation: "Ja, det ville være en god idé!". Men spøg til side, det er nok rigtigt, at vi endnu har det.
Foreningsliv og frivillighed. - Ja, det er i høj grad noget særligt dansk. Foreningsdanmark! Det skal vi bevare og have mere af. Og de andre må gerne lære af det.
Danmark i verden. - Ja, Danmark er en del af verden!
Plads til forskellighed. - Det går jeg stærkt ind for. Men det skulle også gerne være et universelt princip. Der skal bare også være plads til flertalskulturen.
Håndværk. - Jeg har altid beundret håndværkere, men jeg tror også, der er håndværkere i andre lande. Mere alvorligt talt er det dog nok rigtigt, at det særligt danske i meget høj grad findes i håndværkets traditioner, som de har udviklet sig, efter at vi har hentet dem eller fået dem fra ikke mindst Tyskland. Og det samme gælder for alle tilsvarende områder. Jeg prøver at skrive en internetunderside om "det særligt danske", og en af de ting, jeg er nået frem til, er, at det er på arbejdspladserne og i institutionerne, man helt særligt (endnu!) kan finde det særligt danske. Jeg har gjort mig til talsmand for, at nogle interesserede og kvalificerede og egnede antropologer blev sat til at sammenligne disse forhold. Det ville også i det hele taget blive interessant - for alle.
Medmenneskelighed. - Jeg vil ikke kommentere det!
Andelstanken. - Jeg føler mig igen som på museum. Men gør jeg nogen uret?
Velfærdssamfundet. - Jeg går stærkt ind for det, idet jeg må tilføje, at der jo er mange måder at være velfærdssamfund på, og at det ikke er alle, der er lige hensigtsmæssige. Desuden er det vel heller ikke så helt særligt dansk igen. - Jeg betegner nu fast mig selv som social-konservativ (og til husbehov national-konservativ) og derfor medlem af Dansk Folkeparti. Og jeg går stærkt ind for samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Folkelige bevægelser. - Ja. For selv om sådanne også findes i andre lande, er det nok noget meget særligt dansk. Som vi ikke må miste, men tværtimod skal have genoplivet.
-
Ja, der er mange gode ting, men mange af dem er universelle og/eller de rene almindeligheder og selvfølgeligheder. Nogle af dem peger dog på noget særligt dansk. Og især blandt dem er der mange ting, det ikke alene gælder om at bevare, men også at få genoplivet. Men jeg synes stadig, det er latterligt at sætte dem op i en kanon - og sætte dem til afstemning.
Det, der ligger bag dette forsøg, er selvfølgelig indvandringen og den globale kapitalisme og den kosmopolitiske ideologi til både venstre og højre (i en meget mærkelig alliance). Men vi skal ad almindelig politisk vej have standset indvandringen og sat kapitalismen under demokratisk kontrol. Og den kosmopolitiske ideologi må vi kritisere. Idet vi selvfølgelig også skal samtale med dem, der så gerne vil være verdensborgere. Måske kan vi blive enige om, at man godt kan være både det ene og det andet. Så må hver lægge vægten, som han vil. Jeg for mit vedkommende vil meget gerne være både dansker og verdensborger - og gå ud i verden for at bidrage med det særligt danske, og hvad jeg ellers kan, men selvfølgelig også for at opleve og lære. Det er egentlig såre simpelt.
Og hvad indholdet af det at være dansker angår, er der kun én måde, nemlig at koncentrere sig om at LEVE. Uden at tænke over det. Men selvfølgelig tænke over de ting, i hvis sags natur det ligger, at der skal tænkes over dem! Jeg har ofte brugt den sammenligning, at det er, som når man kører på cykel. Hvis man begynder at tænke over det, kører man i grøften.
Men jeg har også sammenlignet det at være dansk med det at trække vejret. Det tænker man jo heller ikke over, før der er nogen, der trækker en plastikpose ned over hovedet på en! Så vi skal selvfølgelig bekæmpe alle, der vil gøre noget i den retning ved os, også vore egne ideologer. Idet dog kampen fra vor side kun skal føres med tanker og ord. Medmindre de andre griber til tvang og vold. Men så er det en sag for poltiet.
Det gælder for det særligt danske som for alt andet, at det bevæger sig med tiden. Som jeg også har sagt: Kun nogle tåber tror, at der er nogle tåber, der tror, at man kan få tiden til at stå stille. Vi må altså leve vort liv i alle sammenhænge, mens vi bevæger os frem med tiden, lige fra det mest banale dagligdags møde med en lille snak om vejr og vind og op til den højeste kulturelle produktion. Og altså uden at tænke på, at vi skal være og gøre på en særlig dansk måde. Vi skal bare være og gøre, som vi er, og for at leve og gøre det så godt som muligt. Så bliver det nok også dansk.
* * *
OM VERDEN MED TRUMP
Slået op på min Facebook-profil 15.11.16.
Har lige hørt Verden ifølge Gram på DR P1. Det handlede selvfølgelig om
Trump og USA. Og noget af det, der blev sagt, har foruroliget mig.
Kommentatorer kan selvfølgelig have deres egen dagsorden, og jeg kan stadig
godte mig over, at alle dem med de "rigtige" meninger har fået en
øretæve. MEN jeg må gentage, at jeg frygter en amerikansk realpolitik, der kan
lade Rusland få mere frit spil i forhold til Ukraine og de baltiske lande (osv.),
OG jeg må give den kvindelige kommentator ret, når hun pegede på, at der mange
steder i Vesten er tendenser til at forene nationalisme med sympati for Rusland
og Putin. Jeg forstår det ikke. Men vi ser det jo. Og vi ser, at dette i nogle
lande går hånd i hånd med en bevægelse mod mere autoritære styreformer. Dette
kan ikke nægtes.
Heroverfor vil jeg igen erklære, at retsstat, frihed og demokrati må
bevares og beskyttes med alle midler, der ikke selv strider derimod, dvs. først
og fremmest gennem den idémæssige og politiske debat, og at vi ikke kan tillade
Rusland at tyrannisere eller måske ligefrem kontrollere eller erobre sine
naboer. Hvis USA virkelig vil lade Europa mere eller mindre sejle sin egen sø,
må Europa tage sig sammen og dels lægge pres på USA (ikke mindst inden for
NATO), dels udbygge sin egen militære kapacitet. Det er sørgeligt, at Europa,
og især EU, befinder sig i en så alvorlig krise, som det er tilfældet. Og jeg
er selv fortsat meget kritisk over for meget i EU, både det ideologiske og det
praktiske. Men vi må prøve at forene kampen for en reform af EU (evt. med en
form for opdeling) med en styrkelse af det europæiske sammenhold på de helt
vitale områder. Vi skal bla. se at få nogle nye folk på posterne, både
nationalt og i EU-systemet. Men altså ikke Putin-venlige nationalister! Det er
et bredt og dybt folkeligt funderet demokrati, vi skal have, både nationalt og
europæisk.
TILFØJELSE: At vi ikke viderefører den fejlslagne krigspolitik gennem
de sidste femten år, hilser jeg velkommen. Det er svært at se, hvad vi skal
gøre i forhold til Syrien. Men idet vi prøver at lære af vore fejltagelser, må
vi prøve at finde en løsning. Islamisk Stat kan vi et langt stykke takke os
selv for, men vi bliver nødt til at være med til at nedkæmpe dem. Bagefter skal
vi så vidt muligt holde os fra den del af verden. Idet vi dog fortsat skal
prøve at hjælpe de demokratiske grupper i disse lande på alle mulige
ikke-militære måder, ikke mindst gennem samtale og meningsudveksling. Det er jo
frihed og demokrati, der har fremtiden for sig. Historien viser, at det andet
ikke virker i det lange løb. - Osv.
* * *
MIN KOMMENTAR TIL PRÆSIDENTVALGET I USA
Skrevet ved middagstid den 9. november 2016.
Også jeg er overrasket og (lidt) bekymret. Men jeg godter mig over, at
det vestlige politiske establishment har fået endnu en øretæve.
Overrasket. Jeg har undervurderet frustrationen hos flertallet af USA's
borgere.
Bekymret. Men kun lidt. Allerede Trumps første tale som president elect viste, at han
også kan spille statsmandens rolle. Og jeg håber, han i den kommende tid også
vil være dygtig til at vælge ministre, rådgivere osv. Man kan ikke helt
sammenligne Trump med Reagan, som jo havde været guvernør i California
i otte år. Men jeg håber, han vil kunne lave en slags Reagan, altså vise sig at
blive en dygtig præsident.
Godter mig. Der er tydeligvis noget galt med det politiske og
debatledende establishment i næsten hele Vesten. Magten skal ligge hos hele
folket. Jeg håber og tror, der ikke bliver tale om nogen som helst form for
statsretligt og demokratisk urent trav for Trumps vedkommende, som vi jo ser
tendenser til andre steder. Og uanset hvad der sker og kommer til at ske både
her og der, vil jeg selv kridte skoene og stå fast på retsstaten, friheden og
demokratiet - og for det europæiske fællesskab under nye og bedre former.
God bless America! - Gud bevare Danmark! -
Alle gode ønsker for Europa!
* * *
Ytringsfrihed og terror
Kommentar til DR Deadline 29.10.16.
Ytringsfrihed er egentlig et spørgsmål om forholdet mellem borgerne og
statsmagten (jf. Grundlovens § 77). - I Flemming Roses og JP's tilfælde er der
tale om en terrortrussel. Og terror virker. Det skal man bare indrømme - og så
ellers i fællesskab bekæmpe den på den lange bane med alle midler, ikke mindst
ved at få den ideologiske vind taget ud af sejlene på terroristerne.
* * *
VENSTREFLØJEN OG VOLDEN
Kommentar til DR Deadlines indslag om Peter Øvig Knudsens BZ-bog
04.10.16
Det principielt interessante ved dette er, at når man bare er på
venstrefløjen og garnerer det med utopistiske plusord
og lidt sang og musik, er alt tilladt, ja, ligefrem godt. Og det allerværste
er, at der er forskellige grader af sympati for dette langt ind i de
toneangivende kredse. - Der er simpelt hen nogle mennesker, der har behov for
at finde nogle sager, der kan begrunde deres trang til utopisk kamp helt ud i
det voldelige. Og altså mennesker, der ikke selv er direkte voldelige, men
alligevel sympatiserer med voldsudøvelsen og dækker over den med en fantastisk
tvetunget måde at tale på. - Både udøvere og sympatisører bør mødes med foragt
fra resten af samfundet.
* * *
ET LÆNGERE INDLÆG!
Kommentar til
indslaget "Hvornår er man dansk?" i DR 2 Deadline 26.09.16.
Ja, undskyld! Det er virkelig blevet langt. Men jeg følte det som min pligt at få sat nogle ting på plads. Det bliver aldrig gjort (helt) i de debatter, der føres i medierne - med blandt andet evindeligt afbrydende studieværter (og jo kort tid). Og de, der ikke orker at læse nedenstående, kan jo bare lade være. Jeg vil dog kraftigt anbefale virkelig interesserede at læse det!
Martin Henriksen klarede sig efter omstændighederne ret godt. Det lykkedes ham blandt andet at afvise nogle af Sigge Winther Nielsens mest tåbelige spørgsmål. Men jeg vil supplere med følgende:
Det er klart, at man ikke i kulturel og folkelig forstand er (helt) dansker, bare fordi man er født i Danmark, har dansk statsborgerskab og taler flydende dansk. Men man kan selvfølgelig tale om forskellige grader af danskhed - som kan udvikle sig fra generation til generation.
Der er to ting, der som regel går galt, når man drøfter dette spørgsmål. Man glemmer for det første næsten altid at skelne mellem de almindelige vestlige værdier, og så det helt særligt danske. At overtage de almindelige vestlige værdier er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at kunne være en del af det danske fællesskab. Og det går for det andet galt, når man begynder at tale om definitioner og den slags. Jeg har ofte brugt den sammenligning, at man jo heller ikke kan køre på cykel ved hjælp af definitioner. Hvis man begynder at prøve at definere og opregne alle de ting, der sker, når man cykler, ender man i grøften!
Man skal også huske, at man kan være helt dansk på mange forskellige måder. Jeg føler mig selv på mange måder på afstand af dem i Enhedslisten og Det Radikale Venstre. Men jeg anerkender, at de og jeg har en fælles grund, ja, at man ikke skal så forfærdelig langt ned under overfladen for at finde det fælles. Man kan dog også sige det på den måde, at der godt kan være meget alvorlige politiske og idémæssige modsætninger mellem forskellige grupper af danskere. Hvad dem i Enhedslisten angår, kan man prøve at sammenligne dem med tilsvarende venstrefløjsfolk i andre lande. Jeg er sikker på, at dem i Enhedslisten er venstreorienterede på en særlig dansk måde. I øvrigt er det vist også noget særligt dansk, at politikere fra de forskellige fløje kan omgås venskabeligt uden for debatterne, ja, ligefrem være personlige venner. Nogle af mine bedste venner er venstreorienterede! Hvad Det Radikale Venstre angår, er der ligefrem tale om noget af en gåde. Der er fx de grundtvigsk-radikale. De må siges at være meget danske, hvis man lige kommer ned under deres kosmopolitiske og indvandringsvenlige partiholdninger. Og jeg har for mange år siden hørt eller læst, at der ikke i hele verden findes et politisk parti, der svarer til Det Radikale Venstre. Man kan derfor sige, at Det Radikale Venstre er noget af det mest særligt danske, der findes!
Men ellers vil jeg henvise til nogle linjer af Grundtvig, der ofte citeres - og til de linjer, der følger efter, men som man for det meste glemmer at tage med:
Til et Folk de alle hører,
Som sig regne selv dertil,
Har for Modersmaalet Øre,
Har for Fædrelandet Ild.
(Fra sangen "Folkeligt skal alt nu være", 1848).
Man glemmer, at det for Grundtvig ikke er nok, at man selv erklærer sig for dansker; man skal også have øre for danskernes modersmål (altså ikke bare kunne det) og brænde af kærlighed til fædrelandet. Og så skal man lægge mærke til, at sangen er fra 1848, hvilket betyder, at det helt særligt er slesvigerne, det drejer sig om, altså om, hvorvidt den enkelte slesviger er dansk eller tysk. Og hvor alvorlig modsætningen mellem dansk og tysk dengang var, kan den jo slet ikke sammenlignes med den afstand, der er mellem fx mellemøstlig og europæisk (herunder dansk) kultur.
Men det går selvfølgelig også galt, hvis man tror, man kan og skal måle gehøret og hjertetemperaturen på dem, der gerne vil komme til at tilhøre det danske folk. Den slags ting kan selvfølgelig ikke måles. De må simpelt hen vise sig, både hos dem, der vil gå ind i det danske folkelige fællesskab, og hos dem, der skal modtage dem i det. Så i virkeligheden skal man snakke så lidt som muligt om det. Det skal i givet fald bare ske.
Men hvad er så det særligt danske, spørger man alligevel. Det er som sagt nærmest umuligt at svare på. Det strækker sig lige fra den måde, man omgås hinanden på i de mest hverdagsagtige situationer og op til de helt store folkelige og nationale sammenhænge. Den måde, man ping pong'er på med bemærkninger og vittigheder. Og følelsen af loyalitet over for det danske folk og den danske nation gennem såvel hele den forgangne som hele den fremtidige del af Danmarks historie. Også, ja, især, når denne følelse er helt ubevidst.
At kortlægge dette bare nogenlunde vil kræve store antropologiske undersøgelser - altså også af de lande og folk, man skal sammenligne Danmark og danskerne med, hvis man vil prøve at fange det helt særligt danske (og altså ikke bare det vestlige eller europæiske). Og det er selvfølgelig først og fremmest vore naboer, man vil skulle sammenligne os med: nordmændene, svenskerne, tyskerne og englænderne (og de andre briter).
Man kan også tage sådan noget som kulturen (i videste forstand) i institutionerne og på arbejdspladserne. Jeg er helt sikker på, at der er væsentlige forskelle. Jeg har selv især oplevet dette under min tjeneste som feltpræst på Cypern i vinteren 1976/77. Det var helt tydeligt, at vi i DANCON/UNFICYP både udførte vor tjeneste på en helt særlig måde og ned i de mindste detaljer levede og omgikkes hinanden på en helt særlig måde. Og vi var altså ret gode til det. Vi var gode til at klare perioderne ude på observationsposterne. Jeg måtte under et af de månedlige FN-feltpræstekonventer oplyse de andre om, at jeg aldrig havde brug for at trøste mine OP-folk, som faktisk aldrig havde psykiske problemer. Og vi var i al ubeskedenhed også virkelig gode til at dæmpe gemytterne, når der opstod spændinger ude ved frontlinjen. Vi var højt respekteret fra alle sider. - Men jeg siger ikke, at vi var bedre soldater end fx vore naboer til højre: Den britiske First Batallion of the Parachute Regiment! Vi var bare anderledes.
Og jeg kunne tage nogle danske forfattere. Først og fremmest Grundtvig. Ham er der ikke nogen i hele verden der rigtig ligner (selv om han med sin enorme viden selv havde modtaget meget udefra). Men vi kunne også tage salmedigteren Brorson og lægge nogle af hans salmer ved siden af tyske pietistiske salmer. Eller oplysningsmanden Holberg (inkl. komedierne) og lægge ham ved siden af fx franske og tyske oplysningsfolk). Eller Oehlenschläger og sammenligne ham med de tyske romantikere.
Osv. Der er helt klart en masse ting, der er særligt danske, selv om det vil kræve et stort arbejde at komme bare et stykke af vejen, hvis det skal komme til at ligne videnskabelige definitioner.
Og til allersidst vil jeg gentage: Det er ikke snakken, der afgør det, men det virkelige liv, vi lever med hinanden - også dem, der gerne vil være danskere sammen med os.
Og jeg kunne have sluttet med disse
ret positive ord, der jo ikke udelukker, at folk, der kommer udefra, kan ende
som virkelige danskere (evt. i løbet af nogle generationer). Men i sandhedens
navn bliver jeg nødt til at sige, at en stor tilstedeværelse, ja, en fortsat
stor tilstrømning af folk fra ikke-vestlige kulturer selv i bedste fald vil
ændre menneskelivet i Danmark. Dette er der nogle, der ud fra deres ideologiske
utopi, ligefrem ønsker. Men jeg og vist et stort flertal af danskerne ser
gerne, at antallet bliver så lavt, at vor måde at leve på her i Danmark stort
set kommer til at udvikle sig på samme måde, som den ville gøre uden
indvandring.
* * *
VI SKAL NØJES MED AT TALE OM ANTALLET
Efter P1 Debat 22.08.16, der blev annonceret således:
Venlig eller væmmelig?
Landsforræder, klamme
smatso og zionistiske skøge …
De hårde ord er
flygtningedebattens faste følgesvend.
Er det venligt eller
væmmeligt at hjælpe flygtninge?
Hvorfor har højrefløjen
det så svært med godhed?
Og kan debattens
parter overhovedet høre hinanden?
Gæster: Anne Lise
Marstrand Jørgensen, Venligboerne, Pernille Vermund, Nye Borgerlige, Michala
Bendixen, Refugees Welcome,
Marie Høgh, sognepræst, Dennis Nørmark, antropolog.
Nedenstående er min kommentar i Facebook-tråden til opslaget om udsendelsen, som jeg i indholdsfortegnelsen har karakteriseret således:
Efter P1 Debat 22.08.16 med
temaet "Venlig eller væmmelig?", om Venligboerne, der nu af den
modsatte side bliver kaldt væm'ligboerne. Og i det
hele taget om de to siders måde at tale om og til (men ikke så meget med!)
hinanden på.
-
For mig kan de to sider i den fremmedpolitiske debat bredest og bedst defineres som henholdsvis folkevandringsfremmere og folkevandringsmodstandere.
Desværre er modstanderne blevet fanget ind i fremmernes måde at tale på. Problemet består jo ikke primært i, hvad der eventuelt er i vejen med folkevandrerne. Det er en problematik, der kan komme oveni. Problemet er selve befolkningsudskiftningen, altså det forhold, at fx den etnisk danske befolkning i løbet af et antal årtier vil komme i mindretal i deres eget land, hvis den nuværende politik fortsætter. Man kan jo bare tegne en kurve over antallet af indvandrere og efterkommere fra fx 1986 til i dag og se, hvor den vil ende, hvis det fortsætter på denne måde. Og antallet er altafgørende. Jeg ville selvfølgelig bedre kunne leve med en million svenskere, briter eller tyskere i Danmark end med en million mennesker fra Mellemøsten og Nordafrika, men ikke engang det ville jeg bryde mig om.
Europa og Danmark står i en kulturel eksistenskamp. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, går vi kulturelt ned. Der er i virkeligheden tale om en slags langsomt kulturelt folke- og civilisationsdrab. Oven i købet som i høj grad et selvmord.
Jeg foreslår altså, at vi folkevandringsmodstandere nøjes med at sige, at vi ikke vil have flere indvandrere fra ikke-vestlige lande til Europa og Danmark. Og så må det vise sig, hvad der bliver flertal for ved valgene.
* * *
En ond Julius
Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 18.08.16. Med den note, det
blev ledsaget med i opslaget på min Facebook-væg.
Her i huset elsker vi "Julius". Men den 15. august var han
ikke sjov. Teksten lød: "Dansk Folkeparti har nu fremlagt deres plan for
nye udlændingestramninger". Og tegningen viste et billede af den
grænsespærring, DF foreslår. Der er sat tekst på de forskellige elementer:
"KOGENDE OLIE - 8 M HØJ MUR - SPIDSET BAMBUS - MERE PIGTRÅD - VANDGRAV -
10000 V - MINEFELT - PIGTRÅD".
Ønsket om grænsekontrol fremstilles som noget ondt. Og de to, der
forklarer deres ønsker for den lille tykke Lars Løkke, fremstår også som onde,
Martin Henriksen med vel "Bjørnebanden-briller"
og Kristian Thulesen Dahl med en lang og spids variant af Trump-hårtotten.
En bladtegner har ret, ja, pligt til at overdrive. Og han har ret til
at have sin egen mening om spørgsmålet grænsekontrol. Men jeg synes,
situationen er for alvorlig til, at de, der vil prøve at redde Danmark, skal
fremstilles på den måde.
Der i øjeblikket er en massiv anti-DF-kampagne
i gang. Det så og hørte vi også i Nykøbing F. Revyen i lørdags, hvor et af
numrene var ren Rød Blok-propaganda mod DF på vers. Det var heller ikke sjovt.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
-
NOTE: "Julius" er tegneren med den daglige satiretegning i
bla. Lolland-Falsters Folketidende. Og det er rigtigt, at Anna og jeg elsker
ham. Han er mange gange rent ud genial. Men måske er det, fordi vi snart ikke
tåler mere bullshit i denne dybt alvorlige situation; vi syntes virkelig ikke,
den tegning var sjov. Det samme gjaldt Kristian Thulesen Dahl-sangen i Nykøbing
F. Revyen, som vi ellers også elsker og naturligvis vil fortsætte med at se
hvert år. Om ikke andet så for "Henning fra Nørre Alslevs" skyld (Flemming
Krøll). Men der er jo meget andet virkelig godt i vor Nykøbing-revy. Det gælder
også musikken!
* * *
Sandhedens time
17.08.16.
Det er sandhedens time. Europa befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen omkring Murens fald i 1989. Der er selvfølgelig tale om to meget forskellige situationer. Men hvis man skal være rigtig ondskabsfuld, kan man sige, at EU-systemets krise minder om Sovjetimperiets! Nej, det er naturligvis selve karakteren af historisk vendepunkt, jeg tænker på. For EU-systemets krise er jo også, og meget alvorligere, en del af den store folkevandringskrise, som kan true hele den europæiske civilisation med sammenbrud og undergang. Derfor er nedenstående betragtninger i høj grad et forsøg på at analysere folkevandringsfremmernes, som jeg nu konsekvent siger, motiver og utopiske ideologi (samt visse politikeres og erhvervsfolks kyniske strategiske og kommercielle interesser).
Situationen omkring 1989 var meget glædelig, mens den aktuelle situation er meget truende. Det har været almindeligt at foretage sammenligninger med "noget, der skete i 30'erne". Men det har været indvandringstilhængernes måde at dæmonisere os andre på. Når jeg nu begynder at sammenligne den aktuelle situation med situationen i 1920'rne og 1930'rne, er det finanskrisen og den almindelige demokratiske krise, jeg tænker på. Og når jeg videre tænker på fascismens og nazismens opkomst, er det altså ikke mig og mine ligesindede, jeg har i tankerne, men dels det totalitære drag, der er over folkevandringsfremmerne, som jeg nu siger, og EU-systemet og dettes fortalere, dels de modsatte politiske bevægelser, der for fleres vedkommende blandt andet udmærker sig ved at være mere eller mindre i alliance med Putin-Rusland. Og det kan blive meget værre. Og Islamismen er i mange henseender, blandt andet jødehadet, det, der virkelig minder om de to nævnte bevægelser i mellemkrigstiden. Jeg er for længst gået i stilling med henblik på (mindst) en tofrontskrig mod både pest og kolera.
Når jeg taler om folkevandringsfremmernes totalitære drag, er det, fordi det for mig er helt tydeligt, at "de progressive", dvs. henholdsvis venstrefløjens (post)marxister og de mere eller mindre kulturradikale, der påberåber sig arven fra oplysningstiden og den franske revolution(!), har det til fælles, at de netop er "progressive", dvs. kender historiens uundgåelige fremskriden og ved sig i overensstemmelse med den, hvorfor de med nødvendighed må regne alle, der mener og vil noget andet, for reaktionære mørkemænd, der er en trussel mod fremskridtet, og som man derfor ikke kan fordømme og dæmonisere nok. Her gælder hensynet til "tonen" ikke. For man har jo ret i det helt store historiske perspektiv.
Noget andet, der er karakteristisk for "de progressive", er, at de på forskellig måde og i forskellig grad er præget af en utopisk ideologi. Og jeg vil i denne forbindelse tillade mig at sætte en af mine egne aforismer ind: "Det lyder godt, når man fyrer plusord af oppe i utopiens rene sfære, men unægtelig knap så godt, når man argumenterer realistisk nede i den beskidte virkelighed" (vil komme til at indgå i min næste samling af digte og aforismer, 2017 eller 2018).
Hvad den marxistiske og postmarxistiske venstrefløj angår, spiller den praktiserede socialismes også helt bogstavelige fallit efter 1989 nok også en vigtig rolle i den forstand, at den store utopi dermed blev skudt ud i en meget fjern fremtid. Jeg ved godt, at det i dag er svært et finde nogen, der vil indrømme, at han gik ind for sovjetkommunismen. Men jeg tror, at der selv hos en del gode socialdemokrater alligevel på en eller anden mærkelig måde er opstået et savn efter 1989. Måske fordi man har set, at den socialistiske model heller ikke rent praktisk fungerede særlig godt. Den store utopi er derfor afløst af en faktisk helt religiøs dyrkelse af miljø og klima. Og af en "humanistisk" fremmedpolitik. 1990'erne blev (vist af den stuerene Poul Nyrup Rasmussen) udråbt til "moralens årti".
Der findes også folkevandringsfremmere, der simpelt hen bare ønsker at være gode. Og denne gruppe kan pr. definition tænkes at have ret, ikke mindst ud fra en kristen betragtning, og jeg overvejer denne mulighed faktisk hver dag. Hvis vi går tilbage til, hvad Jesus sagde, kan vi finde et udsagn som: "Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen" (Matt 5,40). Det kunne altså tænkes, at det rigtige for os kristne (og de post-kristne humanister) vil være at lægge sig fladt ned og lade alle tage, som de vil. Og at være rede til at lide det kristne martyrium, som altså i yderste konsekvens består i, at man selv lider døden, idet man beder for dem, der slår én ihjel. Hvilket så også må gælde det kulturelle folkedrab, som allerede den nuværende indvandring vil føre til, hvis den fortsætter. - "Ved rettens hjælp" kan oversættes til "ved konventionernes hjælp ".
Vi skal dog huske på, at det, Jesus har sagt, altid stammer fra konkrete tilspidsede situationer og sammenhænge, og at Jesus i sin menneskelighed troede, at denne verden ville gå under og Guds Rige indtræde endnu i hans generation, og at Den Kristne Kirke ved sin grundlæggelse og ca. tre århundreder frem var en lille forfulgt sekt, som ikke havde nogen som helst anledning til at tænke politisk (bortset fra, at man sagde, at de kristne skulle være lydige mod øvrighederne). Jeg vil derfor fra nu af sådan set holde kristendommen udenfor, idet jeg siger, at det, at man lever i og ud af Kristi kærlighed (og helst med Kristi kærlighed levende ud af sig), det ikke er ensbetydende med, at man skal koble fornuften og realitetssansen fra, når man bevæger sig ud i den politiske virkelighed. Jeg understreger, at jeg ikke forstår den såkaldte toregimentelære på den måde, at den kristne skal leve i en slags skizofreni med kristendommen som noget rent indre og det politiske som noget rent ydre. Hver enkelt kristen må have Jesu ord i hovedet hele tiden. Men ude i den almindelige virkelighed og debat må han prøve at navigere med saglig analyse og saglige argumenter. Hvilket ikke er det samme, som at kristendommen skal holdes ude af det offentlige rum. De kristne har både ret og pligt til at forkynde overalt, herunder til at pege på samfundsmæssige konsekvenser af gudstroen og Evangeliet. Det afgørende er, at ingen må bruge Gud som trumf, altså prøve at give sin stemme øget vægt ved at påberåbe sig Gud.
For os kristne er hjælpen til verdens mange flygtninge og andre nødlidende en klar pligt. Jeg hører ikke til dem, der reducerer næstekærlighedsbudet til noget med at gnide sin syge moster på ryggen med en ulden klud. Men igen: Man kan ikke gøre det gode, hvis man kobler realitetssansen og fornuften fra. Jeg kan ikke her udfolde et stort politisk program for hele denne side af sagen, men jeg vil helt kort sige, at alle former for nødhjælp i princippet er FN's og verdenssamfundets sag, som vi i EU selvfølgelig skal bidrage godt til, men som fx de rige olielande også skal tilskyndes til at bidrage til, ligesom det først og fremmest må være de muslimske landes pligt at tage imod deres flygtende trosfæller. - I øjeblikket bærer Libanon og Jordan en meget stor byrde, og de skal på alle mulige måder støttes af verdenssamfundet. Og jeg kunne blive ved. Hele situationen er overmåde vanskelig. Under det hele ligger den enorme befolkningstilvækst i Mellemøsten og Afrika. Den skal bremses. Og vi må sige til fx Den Romersk-Katolske Kirke, at det er umenneskeligt at tale imod prævention. - Jeg vil føje til, at når man nu taler så meget om næstekærlighed, er det så næstekærligt at blive ved at sætte børn i verden, som man ved andre kommer til at forsørge, ja, blive oversvømmet af med egen undergang til følge?
Endnu en aforisme: "Der er tre slags islam-venner: De gode, de bange og de kyniske" (fra min samling Digte og aforismer 1966-2016 (2016)). De gode har jeg sagt noget om. Men så er der de bange. Dem har vi set i renkultur siden Muhammedkrisen, hvor mange af dem, der udtalte sig, uden tvivl har forsøgt at skjule deres frygt for at få halsen skåret over bag uendelige strømme af moralistiske ord. Men jeg tror også, der tales ud af frygt i den aktuelle situation. Det kan endnu være selve den sociale frygt, altså frygten for at blive lukket ude af det gode selskab, hvis man siger noget "forkert". Det er fx nok endnu sådan, at det at sige de "forkerte" ting i den fremmedpolitiske debat og værdidebatten ikke ligefrem er karrierefremmende. Men det kan også være, man mere eller mindre bevidst føler, at befolkningsudskiftningen er en uafvendelig realitet, så at det gælder om, ikke at lægge sig ud med fremtidens flertal. Jeg har for mit eget vedkommende ikke kunnet lade være at tænke på dem, der den 9. april 1940 bød den tyske besættelsesmagt velkommen, når jeg har set, hvordan nogle har budt vor tids invasionsstyrke velkommen.
Og så er der altså de kyniske. Her tænker jeg på de politikere, der tænker strategisk i forhold til lande som fx Tyrkiet og Saudi-Arabien. Men jeg tænker især på de erhvervsfolk, der med fedtede miner fyrer humanistiske plusord af, mens de i virkeligheden tænker på de muslimske markeder og billig udenlandsk arbejdskraft.
Det er sandhedens time. Jeg ønsker, at alle de her nævnte grupper af folkevandringsfremmere omvender sig. Og jeg ønsker en dybtgående reform af EU, først og fremmest, hvad selve ånden angår, men dermed også, hvad besættelsen af de forskellige poster angår, såvel i selve EU-systemet som i de nationale parlamenter og regeringer. Og det vil nok også blive nødvendigt med visse ændringer i selve institutionerne. For vi kan jo rigtignok ikke undvære et europæisk samarbejde. Det skal bare være på en ny måde, evt. med en opdeling af fællesskabet i en nordlig (og østlig?) og en sydlig del. Mentalitetsforskellene og forskellene i politisk kultur er store. - Hvad en eventuel nordlig del angår, har jeg i nogen tid i både spøg og alvor sagt, at vi kunne genskabe Knud den Stores rige, altså danne en særlig gruppe i et nyt europæisk fællesskab, bestående af Danmark, Storbritannien og Norge, en gruppe, som måske kunne få et særligt forhold til fx et omvendt Sverige, Finland, de baltiske lande og Visegrad-landene (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn). Hvad den sidste gruppe angår, må vi dog være forbeholdne over for de for tiden ikke så heldige interne forhold i nogle af de pågældende lande.
Dette er nogle betragtninger i august 2016. Jeg håber, vi kan undgå katastrofen. Også af hensyn til verdens nødlidende, som vil blive meget dårligt stillet, hvis Vest- og Centraleuropa bryder sammen.
Bent Christensen
* * *
Sikkerhedsventil - men helst en helt anden slags
politikere
Jeg har altid været
meget forbeholden over for folkeafstemninger. Bla. fordi der ikke er nogen at
gøre ansvarlig bagefter. Jeg er altså grundlæggende en stor tilhænger af det
repræsentative demokrati. Men der er noget galt. Det er, som om de fleste
politikere bliver styret af noget, når de først er blevet valgt. Derfor er
folkeafstemningerne nu demokratiets sikkerhedsventil. Men det bedste ville være
at få valgt en helt anden slags politikere, der kun føler sig forpligtet over
for deres samvittighed og deres vælgere. Jeg opfordrer endnu en gang til, at
man genopliver vælgerforeningerne og samles dér og diskuterer - og (selv!)
opstiller nogle kandidater, der virkelig kan være folkets valgte
repræsentanter. Og nøje følger med i, om de faktisk er det. Og ellers skifter
dem ud næste gang.
* * *
MUSLIMSTOP
Dette er den version (med særlig
indledning), jeg 29.07.16 også slog op på min egen Facebook-væg.
Selv om jeg af flere
grunde (ikke mindst de tidsmæssige) prøver at deltage så lidt som muligt i
debatten, har jeg været nødt til at skrive nedenstående kommentar i P1 Debats
FB-opslag om udsendelsen i dag, der handlede om Søren Espersens forslag om
totalt stop for indvandring af muslimer:
Efter at have hørt
udsendelsen må jeg konstatere, at alle, også Martin Henriksen, er blevet så
tyranniserede, at de ikke tør sige rent ud, at det største og grundlæggende
problem er indvandringen af folk fra andre kulturer som sådan. Hver enkelt kan
være nok så skikkelig og sød og rar og være aktiv på arbejdsmarkedet osv. Men
allerede nu har tilstedeværelsen af ca. 300.000 muslimer (det tal blev nævnt i
udsendelsen) ændret livet i Danmark i betydelig grad. Og det er som sagt, hvis
den nuværende vækst i antallet af muslimer (og for den sags skyld andre)
fortsætter, kun et spørgsmål om årtier, før vi bliver et mindretal i vort eget
land. Dette er grundproblemet. Men det bliver jo ikke bedre af, at alle de
andre problemer kommer oveni. Jo, måske! For hvis grupper af muslimer fører sig
frem, som det er tilfældet nu, kan det i virkeligheden være en hjælp i forhold
til grundproblemet!
* * *
De hører hjemme i skammens mørke og på historiens
losseplads
Nedenstående kommentar satte jeg lidt efter
klokken 23 den 22. juli 2016 i tråden til DR Deadlines omtale i Facebook af
aftenens indslag om den da endnu uopklarede terrorhandling i München.
Der blev også brugt
en hel del tid på, hvad der skete i Norge for fem år siden. Og dermed på, hvad
jeg betegner som "den unævnelige udådsmand". Jeg mener altså, at en
sådan person bør sænkes ned i den navnløse skams uendelige dyb. - Egentlig
mener jeg, det samme bør gælde alle andre terrorister. De bør i hvert fald ikke
opnå herostratisk berømmelse med navns nævnelse og ikke have deres budskab
frem. - Men det er selvfølgelig ikke så ligetil. Man er jo nødt til at omtale
terroren for at kunne bekæmpe den, hvilket dybest set og i sidste ende kun kan
ske med ord. Men mit ord her i aften er altså, at terrorister af enhver art
hører hjemme i skammens mørke og på historiens losseplads.
* * *
Så klar som situationen
Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende 20.07.16
I lederen 19. juli gentager K.E. Watz de sædvanlige fraser, der skal tjene til at nedgøre Dansk Folkeparti i den aktuelle situation, hvor det ikke ser så godt ud for det nuværende EU og de nuværende EU-positive politikere i blandt andet Danmark. Og det kan godt være, denne massive kampagne kan svække Dansk Folkeparti på kortere sigt. Men det bliver den ikke mere rigtig af.
Det er klart, at DF ikke hidtil har kunnet gå i regering, når nemlig situationen omkring såvel indvandringen som EU har været så unormal, som det har været tilfældet. Men med den stigende erkendelse af indvandringens alvor og de nye muligheder, der tegner sig efter Brexit, er der opstået en ny situation - som dog først bliver afklaret, når Storbritanniens forhold til EU er forhandlet på plads.
Derfor er Dansk Folkepartis politik lige nu præcis så klar som situationen.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Folkeafstemninger - og nye politikere.
Kommentar i
Facebook-tråd 19.07.16.
Der er helt åbenbart
noget galt. Hverken vore hjemlige magtbærende politikere eller dem i
EU-systemet varetager befolkningernes interesser. De ligger under for andre
ting. - Jeg har altid været meget forbeholden over for folkeafstemninger. Ikke
mindst, fordi de er anonyme, så man ikke kan placere ansvaret hos nogen. Men
efterhånden som min mistanke vokser om, at i hvert fald de politikere, der har
magten, er styret af andre ting, må jeg se folkeafstemningerne som en
demokratisk nødvendighed. Men mange af dem i både Folketinget og EU skal også
hurtigst muligt skiftes ud. Hvorefter vi skal hjælpe dem til, ikke at komme i
andre kræfters vold!
* * *
IKKE SAMMENBRUD, MEN ET NYT EF!
Den 4.
juli 2016 kl. ca. 21 slog jeg dette op på min Facebook-væg.
Kommentaren nedenfor har jeg netop sat i DR Deadlines tråd til
foromtalen af udsendelsen i aften kl. 22.30, som lyder:
Mener Dansk Folkeparti, at vi skal have en
folkeafstemning som i Storbritannien? Er det et krav for at gå i regering?
Niels Krause-Kjær spørger i aften Jesper Thobo-Carlsen fra Politiken og Hans
Mortensen fra Weekendavisen, hvordan DFs
meldinger skal forstås.
OG HER ER MIN KOMMENTAR:
Jeg er træt af de dumme angreb på DF. Enhver, der ikke sidder fast i
den ideologiske mode fra i går (eller varetager nogle andre interesser end
befolkningernes), kan se, at DF har en moderat og pragmatisk tilgang, og at der
af gode grunde ikke kan meldes klarere ud lige nu. Der er mange muligheder, og
det hele vil blive afklaret efterhånden. Men det kan kun gå fremad. Jeg håber
dog, der kommer så meget fornuft og respekt i såvel EU's som de nationale
ledere (og at vi efterhånden får nogle nye og bedre), at et totalt sammenbrud
kan undgås. For selvfølgelig skal vi have et europæisk samarbejde. Jeg ville
gerne kalde det et nyt EF! - De kommende år bliver meget spændende.
-
TILFØJELSE HER:
Jeg
føjer til her på siden, at det kun er en mindre del af mine bidrag til den
aktuelle EU-debat, jeg har sat her på siden. Jeg har skrevet mange kommentarer
i især DR Deadline's og DR P
1 Debats tråde. - Det er i det hele taget kun en del af dens slags kommentarer,
jeg sætter på her. Jeg har egentlig slet ikke tid til at debattere. Jeg skal
koncentrere mig om mit forfatterskab. Men vi har ikke siden Murens fald været i
en tilsvarende situation, og jeg vil gerne give mit lille bidrag.
* * *
En aktuel aforisme
Når en af vore politikere
siger, at det nu gælder om at lytte til folks bekymringer, skal vi spørge
vedkommende: "Er du selv bekymret?". - 29.06.16.
Først sat i P 1
Debats tråd til udsendelsen næste dag, dernæst på min egen Facebook-væg - og så
i dokumentet med ting til min næste samling af digte og aforismer, som tænkes
udgivet måske allerede i 2017.
* * *
Min dagbogsoptegnelse ved middagstid dagen efter den
britiske folkeafstemning
Fredag den 24. juni 2016. - Brexit.
- Det var en spændende morgen, og vi var længe usikre på, om der virkelig
var flertal for Leave.
Men vi i Dansk Folkeparti har jo hele tiden haft den holdning, at med den
britiske premierministers forhandlingsresultat og hele røret rundt omkring i
EU-landene, ville både det ene og det andet resultat være et fremskridt. Og nu
må vi se. Jeg ønsker ikke EU opløst. Men jeg ønsker måske et EU i flere
grupperinger. Mentalitetsforskellene og forskellene i politisk kultur er meget
store. Jeg har længe i både spøg og alvor sagt, at de lande, der indgik i Knud
den Stores rige, nemlig Danmark, Norge og England (nu Storbritannien), måske på
en eller anden måde skulle samle sig i en særlig gruppe (evt. sammen med
yderligere nogle ligesindede lande), som enten kunne udgøre en særlig gruppe
inden for EU eller kunne stå samlet udenfor, men i en passende tilknytning til
EU. - Jeg håber, at en ny udvikling nu er begyndt. Men det kan være,
tilhængerpolitikerne og EU-systemet skal have endnu nogle skud for boven. En
korrespondent i Bruxelles sagde, mens hun pegede over mod EU-institutionernes
blærebygninger, at folkene derovre ikke i deres sjæle kunne forstå, hvad der lå
bag det britiske afstemningsresultat. Og det samme gælder de nationale
tilhængerpolitikere. Jeg har fx lagt mærke til, at man taler om
"bekymringerne" i store dele af befolkningerne, og at dem bør man
tage hensyn til. Men det er alligevel på en nedladende måde. De pågældende
politikere er åbenbart ikke selv
bekymrede! Der er behov for en udskiftning af såvel de nationale politikere som
folkene i EU-systemet, ja, behov for en helt ny ånd i EU. Der er nok også behov
for en udskiftning af den nuværende traktat, som låser EU fast på en bestemt
politik. Måske skal det være noget andet end en traktat. Men jeg har ikke noget
imod et fortsat formaliseret samarbejde. Det er for mig heller ikke uden videre
et spørgsmål om mere eller mindre. Det gælder ikke graden af samarbejde, men måden
og ånden.
* * *
IGEN-IGEN
Lovgivningen mod had-imamerne
er noget af det dummeste. Jeg har 03.06.16 sat nedenstående i DR Deadlines
tråd.
Jeg må, for jeg ved
ikke hvilken gang, gentage, at det er en dårlig idé. Det er ulideligt at høre
alle vore modstandere slå os med "ytringsfriheden" osv. Se bare kommentarerne
her i tråden!. Vi bringer os i en forsvarsposition og
fremmer dermed vore modstanderes sag. Det er indvandringen, der skal standes.
Og opbakningen til det vil vokse, jo værre had-imamerne og deres tilhængere
opfører sig. - Principperne er selvfølgelig også vigtige, men grundlovsfædrene
har ikke kunnet forestille sig en situation som den, vi er i nu. - Noget helt
tredje er, at en sådan lovgivning kan virke som en boomerang. Jeg kan sagtens
forestille mig en situation, hvor et venstrefløjs- og kulturradikalt flertal
vil gribe ind i traditionsdanskeres og kristnes liv i organisationer,
menigheder og famlier. - Dette er simpelt hen noget
af det dummeste, man har gjort.
-
Vi skal ikke sterilisere samfundet
Min kommentar til P1 Debat 07.04.16, hvor det blev debatteret, om vi
skal frygte kristen fundamentalisme.
Jeg havde ventet noget i denne retning. Men nok ikke, at det ville
komme så hurtigt. - Jeg har i mange år sagt, at en af indvandringens følger
ville blive om ikke en islamisering af samfundet, så dog en STERILISERING,
nemlig i den forstand, at der bliver tale om en generel ensretning - til fordel
for den i mange henseender herskende humanistiske tro. Jeg gentager derfor, at
politikerne skal afstå fra alle forsøg på at kontrollere muslimerne, medmindre,
selvfølgelig, der er tale om ting, der direkte strider mod grundloven og
straffeloven. Problemet er, at muslimerne ER her, men vi skal sørge for, at
samfundet som sådant bliver ændret så lidt som muligt af det.
* * *
KAPITALISMEN SKAL HAVE ET MODSPIL.
I Deadline-tråden om
Panama-skattelysagen. - 04.04.16.
Jeg er ikke socialist. Og slet ikke marxist. Men jeg er heller ikke
liberalist - endsige kapitalist! Nej, jeg er vel social-konservativ (og fattig
pensionist). Og dermed pragmatiker (ikke ideolog). Men den globale kapital og
kapitalisme skal have et demokratisk modspil. Vi må altså lægge hovederne i
blød. Især folk med forstand på den slags. Utopi er ikke nok. Pragmatisme og
indsigt er nødvendig.
* * *
SV-REGERING STØTTET AF DF
Sat på min Facebook-væg formiddag 02.04.16.
Men er sat på også her, nemlig for historiens skyld, dvs. for det tilfælde, at mit
forslag kommer til at vise sig som en spådom!
Har lige hørt Anders Samuelsens forslag om en borgerlig
flertalsregering og benytter lejligheden til noget andet, nemlig at pege på en
SV-regering med Mette Frederiksen som statsminister og DF som (fortsat kritisk)
parlamentarisk grundlag. Det afgørende er, om S fortsætter sin fremmedpolitiske
udvikling frem mod realisme, ja, sand socialdemokratisk politik. I så fald har
DF meget mere til fælles med S end med LA. - DF skal under igen omstændigheder
i regering nu! - Dette er et forslag fra min side lige nu. Men det kan også
være en spådom.
* * *
VIDERE!
Opslag på min Facebook-væg formiddag 31.03.16.
Jeg orker ikke at beskæftige mig mere med islam! Ulovlige handlinger
(og opfordringer dertil) skal straffes. Væmmelige ytringer skal frem i lyset og
mødes med foragt. Al indvandring af muslimer skal stoppe. Det vigtigste er, at
EU's ydre grænser lukkes, men indtil det sker, må Danmark og de andre
enkeltlande lukke deres. Og vi (både Danmark og hele EU) skal tage et opgør med
Menneskerettighederne og konventionerne, når de i realiteten betyder kulturelt
folkedrab på os. - SLUT!
Om lidt slår jeg Ugens aforisme op. Men jeg ser, at den også har lidt
med denne problematik at gøre. Den står imidlertid øverst i min lagertabel. I
morgen kommer der et almindeligt digt.
* * *
JO VÆRRE, JO BEDRE!
Politikerne skal lade muslimerne være i fred
Opslag på min Facebook-væg 30.03.16
Jeg undgår så vidt muligt at slå debat-ting op her på væggen. Især indlæg i den fremmedpolitiske debat. Jeg vil helst nøjes med at slå salmer, digte, aforismer og den slags op. Og indvandrings- og islamrelaterede ting fylder i det hele taget rigeligt. Jeg sagde allerede omkring år 2000, at indvandringen ville komme til at ændre livet i Danmark, så det blev noget helt andet, end det ellers ville være blevet. Og nu kan enhver se, hvor megen sendetid og spalteplads, der optages af disse ting, men som kunne være brugt til information eller debat om andre og måske mere positive ting. Det er faktisk en meget alvorlig ændring. Men nu slår jeg dette op. I anledning af politikernes aktuelle fortvivlede antiradikaliseringsforsøg.
Det vil måske undre nogle af mine venner og besøgende, at jeg hører til dem, der advarer mod, at der tages skridt mod ting, der ikke er direkte kriminelle og dermed omfattet af allerede gældende lov. Men jeg mener altså, at hvis staten i dag prøver at styre muslimerne, bliver det næste måske Jehovas Vidner og det næste igen bibelfundamentalistiske kristne samfund, og at det kan ende med, at staten også vil regulere den måde, vi almindelige kristne opdrager vore børn på. Vi har jo i de senere år set, hvor glad staten er for at regulere borgernes adfærd. For mange år siden brugte jeg også det eksempel, at hvis man en dag vil forbyde, at der kaldes til muslimsk bøn fra højttalere i minareterne, vil man også blive nødt til at forbyde ringning med kirkeklokkerne. Man må jo ikke diskriminere! Og jeg sagde i samme forbindelse, at hvis vi ikke ligefrem får et islamiseret samfund, får vi måske et steriliseret samfund.
En anden grund til, at jeg fraråder politikerne at prøve at styre, hvad der foregår i moskeerne og de muslimske friskoler osv., er, at dette så mere eller mindre går hen og bliver politikernes ansvar ud over, hvad der ligger i normal lovgivning og forvaltning.
Men den vigtigste grund til, at man skal lade muslimerne sige og gøre, hvad de vil, (medmindre det er strafbart i henhold til gældende lov), er, at det kun er en fordel, at det bliver tydeligt, hvad det er vore politikere har lukket ind i landet gennem de seneste årtier. Det vil forstærke den danske befolknings modvilje og dermed kunne tvinge politikerne til at lukke for yderligere muslimsk indvandring.
Det er nemlig indvandringen af muslimer som sådan, der er hovedproblemet. For uanset hvor skikkelige de indvandrede vil være, vil selve deres tilstedeværelse ændre livet i Danmark på afgørende måde. Med den nuværende indvandring og de nuværende fødselstal i de respektive etniske grupper vil man kunne regne ud, hvornår der bliver muslimsk flertal i Danmark. Nogle har vist allerede gjort det, men jeg har ikke årstallet her. Og der vil måske komme muslimsk flertal i ikke alene Danmark, men også hele Europa alene på grund af forskellen i fødselsrate. Eurabia! Men hvis indvandringen bliver stoppet nu, vil vi dog vinde tid.
Nu har jeg udtalt mig. Og jeg går tilbage til arbejdet med min næste bogudgivelse.
Gud bevare Danmark! Gud bevare Europa!
-
TILFØJELSE:
Der var i dagens løb lidt kommentarvekslinger i tråden til ovenstående (og nogle Synes godt om'er). Da jeg havde set Deadline, skrev jeg en ny kommentar, som jeg med en tilføjet indledning satte i Deadlines tråd, hvor der i forvejen var mange kommentarer. Her er den:
I tråden til et opslag på min egen væg - med overskriften JO VÆRRE, JO BEDRE! - har jeg i dagens løb drøftet med mine venner, hvad jeg har sagt om, at man skal lade muslimerne være i fred, så det kan blive klart for alle, hvad det er man har fået lukket ind i landet, og den danske befolknings harme dermed blive yderligere vakt. Jeg har også sagt, at hvis man gennemfører det, politikerne nu taler om, vil det også kunne blive brugt af den kontrolglade stat mod fx kristne friskoler, hvor der læres noget, humanisterne ikke bryder sig om, ja, til sidst mod den måde, vi almindelige danske kristne opdrager vore børn på. - Men her er den kommentar, jeg satte ind i tråden efter at have set aftenens Deadline:
Kære alle her! - Jeg har lige set Deadline og har fået bekræftet, hvor umuligt eller i hvert fald uhensigtsmæssigt politikernes fortvivlede, sprællende forsøg på at vise handlekraft er. De har alle, lige fra Mchangama til talsmanden for Hizb ut-Tahrir (frække karl!), imod sig, og de vil hele tiden få situationen omkring Muhammed-tegningerne m.m. revet i næsen. - Der er allerede nu en hel del ting, der er strafbare, og man vil nok kunne få nogle flere til at blive det, men man vil aldrig kunne komme ondet til livs ad denne vej. Så mit råd er stadig: Lad dem skabe sig så tosset, de vil, så længe de ikke direkte begår eller opfordrer til strafbare handlinger. Det afgørende er, at befolkningens harme vækkes over, at tidligere politikere (presset af Menneskerettighederne og konventionerne) har lukket dette fremmedelement ind i landet. Så kan imamerne og deres menigheder (som jo møder op for at høre på dem!) blive omgivet af det omgivende samfunds moralske foragt. Og så kan vore nuværende politikere blive presset til at lukke grænserne (både Danmarks og EU's) hermetisk. Hvorefter vi må se, hvordan det ellers går.
* * *
Lad muslimerne gøre, hvad de vil!
Kommentar i TV 2 Tirsdagsanalysens Facebook-side
29.03.16.
Hele situationen omring moskeerne og friskolerne viser, hvad vi var
nogle der sagde for 16 år siden, nemlig at selve indvandringen som sådan ville
ændre Danmark. Hverken grundlovsfædrene eller menneskerettighedernes og
konventionernes fædre havde fantasi til at forestille sig en sådan situation. -
Peter Mogensen havde ret, da han (ganske vist noget snørklet) sagde, at det,
man ønsker at gøre mod imamerne osv., vil ende med at ramme os alle. Jeg har fx
i mange år sagt, at hvis man vil forbyde kald til bøn fra højttalere i
minareterne, må man også forbyde, at der ringes med kirkeklokkerne. Og vil man
gribe ind mod de muslimske friskoler, ender man også med at gribe ind mod nogle
ukorrekte ting i andre friskoler. Osv. - Mit forslag til løsning er, at man
måske nok ser på sådan noget som direkte økonomisk støtte ("til grin for
vore egne penge"), men at man ellers lader imamerne og lærerne sige, hvad
de vil (og hvad moskemenighederne åbenbart gerne vil høre). Så bliver det
nemlig mere og mere tydeligt, hvad det er vore politikere har lukket ind. Og så
vil modviljen i den danske befolkning blive større og større, så vi i det
mindste kan få stoppet for yderligere muslimsk indvandring. - Hvis den
nuværende udvikling fortsætter, vil det ende i den ene eller den anden form for
katastrofe. Også i hele Europa.
* * *
Er dansk kultur noget særligt?
Forhåndskommentar 26.03.16 (påskelørdag) til
dagens udgave af P1 Debat Special: Danmark over grænsen.
Jeg siger altid, at det med det særligt danske er, som når man kører på
cykel; hvis man begynder at tænke over det, ender man i grøften. - Og det
nytter ikke noget, at man begynder at fremføre en masse fællesvestlige ting,
selv om livet i Danmark jo i høj grad er præget af dem. Hvis man alligevel skal
prøve at bestemme det særligt danske, skal man først og fremmest sammenligne
med de øvrige nordiske lande, Storbritannien og Tyskland. Og det vil kræve
store antropologiske feltstudier. Fx af den måde, vi udveksler bemærkninger på,
når vi mødes ved kassebåndet, eller når vi er til fest sammen (hjemmelavede
festsange!). Osv. Men det er også en gammel tanke hos mig, at man skulle lave
sammenlignende undersøgelser af kulturen på arbejdspladserne og i de offentlige
institutioner. Et personligt eksempel: Da jeg i vinteren 1976/77 var feltpræst
for det danske FN-kontingent på Cypern, kunne vi helt klart se en hel del
særligt danske ting. Vi var højt respekterede, hvad selve tjenesten angår. Dels
i al almindelighed, fordi vi var gode soldater, dels, fordi vi på alle niveauer
var gode til at få tingene til at falde til ro. Og så var der den særlige
danske hyggekultur. Stenene langs vore lejrgader lå altid net og var altid
hvidkalkede. Og der blev lavet dejlig mad i de veludstyrede køkkener ude på
observationsposterne, som det altid var en fornøjelse at besøge. På mindst én
observationspost dyrkede man køkkenhave, og på én holdt man høns. Og vore
OP-besætninger havde aldrig psykiske problemer. Ved et af FN-feltpræstekorpsets
månedlige konventer havde de andre feltpræster snakket meget om, hvordan de
hjalp deres OP-besætninger. Men de undrede sig over, at jeg - undtagelsesvis! -
ikke sagde noget. Jeg sagde så, at i DANCON, var det ikke præsten, der trøstede
OP-besætningerne, snarere omvendt! - Og sådan kunne man blive ved. Der kunne
godt laves antropologiske undersøgelser over dette. Selv om de nok ikke kunne
få alt med. - I øvrigt har vi ingen pligt til at skulle definere det særligt
danske over for indvandrerne og de kosmopolitiske og multikulturelle ideologer;
vi skal bare stå på vor ret til at leve, som vi plejer, og lade vor livsform
udvikle sig naturligt. De skal simpelt hen holde fingrene væk og lade os leve
og udvikle os i fred! Hvilket vel at mærke også indebærer verdensåbenhed. Jeg
henviser igen til danskernes tjeneste på forskellige måde ude i verden. Og vi
er en gammel søfarts- og handelsnation. Det er sygt, at man (som
erhvervsfolkene i udsendelsen i går gjorde til ulidelighed) bliver ved at
gentage, at vi lukker os om os selv, når vi ikke vil have flere indvandrere. De
pågældende erhvervsfolk kan flytte til Mellemøsten eller Afrika!
-
TILFØJELSE:
Nå, det var mest kulturen i snævrere forstand, der skulle være tale om.
I min første kommentar tænkte jeg på kulturen i videste forstand, hele
livsformen. Men med kulturen i snævrere forstand, altså litteratur og kunst
m.m. er det meget nemmere. Der var engang et fag, der hed "sammenlignende
litteratur". Og vi kunne jo nu tage salmedigtere som Kingo og Brorson (og
sammenligne sidstnævnte med især tyske pietistiske salmedigtere, men også Kingo
med tilsvarende salmedigtere ude i Europa). Og der er Grundtvig! Han var bredt
og dybt orienteret i europæisk kultur og var påvirket af mange europæiske ting.
Fx den (tyske!") lutherske reformation! Men også den tyske romantik m.m.
Men var meget andet og mere end det, han hadve
studeret og lært af. Må man nok sige! (Og der er hele Grundtvigs
virkningshistorie). Og så er der Oehlenschläger og hans forhold til den tyske
romantik. Eller det moderne gennembrud. Man kan sammenligne J.P. Jacobsen og
senere Henrik Pontoppidan med tilsvarende europæiske forfattere. Og senere igen
Klaus Rfibjerg, for slet ikke at tale om Benny
Andersen(!), med tilsvarende europæiske digtere osv. Jeg har ikke undersøgt det
særligt, dog Grundtvitg en hel del! Men der er efter
min fornemmelse helt klart tale om særligt danske udmøntninger af (især) det
fælles europæiske. Og tilsvarende med alle de andre kunstarter. - Jeg måtte gå
fra udsendelsen, men har optaget den og hører den lige om lidt.
-
ENDNU EN TILFØJELSE:
TILFØJELSE TIL MINE TO FORRIGE: Jeg har nu hørt hele udsendelsen. Det
var altså helt særligt aktuel dansk kultur i snævrere forstand det drejede sig
om (litteratur, kunst og musik osv.). Og der blev sagt mange interessante ting.
I en enighed, som overraskede ordstyreren. Men her gælder det samme, som jeg
var inde på i min anden kommentar. Der er stof til mange universitetsspecialer,
ph.d.-afhandlinger, ja, ligefrem doktordisputatser, i sammenlignende undersøgelser
af alle slags kulturprodukter. - Men vi skal selvfølgelig ikke overdrive. Jeg
henviser til mit eksempel i min første kommentar, det med, at man ender i
grøften, hvis man tænker for meget over, hvad man gør, når man kører på cykel.
Når vi laver kulturprodukter, skal vi bare gøre, hvad vi finder sandt - og
prøve at gøre det så godt som overhovedet muligt. Så må det vise sig, om det er
særligt dansk. Hvad det nok
mange tilfælde vil være. Men skulle det bare være fx god jazz
uden noget særligt dansk præg, er det også ok. - Jeg spillede selv neobop-jazz
som ung. Og i vor kvintet prøvede vi at være så moderne og selvstændige som
muligt. Men vi tænkte aldrig på at være særligt danske! Vi havde vore
amerikanske forbilleder, som vi stræbte efter at komme i nærheden af på vor
måde. Men vi var da en Nakskov-gruppe, som indgik i det lolland-falsterske
jazzliv o. 1960! - Og jeg gentager: Det afgørende er, at vi udfolder os frit,
uden pres fra indvandrere og kosmopolitiske ideologer. - I den aktuelle
situation vil jeg helst ikke udtale mig om "berigelse" fra
indvandrere. Men den vil selvfølgelig kunne forekomme. Og forekommer allerede.
Bare situationen var normal! Jeg tænker på antallet og på det ideologiske pres
fra multikulturalisterne. - Både Kingo og Oehlenschläger
havde indvandrerbaggrund. Dog kun hhv. skotsk og tysk, og det er tæt på.
* * *
Naturvidenskaben dækker ikke alt, men skal styrkes som
dannelsesfag
Min kommentar til indslaget i DR 2 Deadline
21.03.16 med Eske Willerslev og Kristian Leth i anledning af deres bog Historien om det hele.
Ja, meget interessant. Og man bør læse bogen. Man kan naturligvis ikke
komme hele vejen rundt i et indslag som dette. - Hvis jeg ikke desto mindre som
kristen teolog, der har beskæftiget mig en del med forholdet mellem den kristne
tro og hele menneskets samlede erkendelsesvirksomhed (som er meget mere end
naturvidenskaberne, fx kunsten), skal sige noget på grundlag af selve dette
indslag, skal det for det første være, at kristendommen er det 180 grader modsatte
af "religion" og dermed bla. (sammen med arven fra den græske
filosofi) har været en vigtig forudsætning for den vestlige
naturvidenskabelighed. Og det skal for det andet være, at selv om jeg som
moderne kristen ser med meget stor skepsis på mange af påstandene om "mere
mellem himmel og jord", er jeg enig i, at man må forholde sig til hele
virkeligheden, som den er, herunder i, at Vestens seneste forsøg på at lave nationbuilding i
Irak og Afghanistan vidner om en enorm overfladiskhed og historieløshed osv.
Hvormed ikke være sagt, at de værdier, vi betragter som universelle, ikke et
meget langt stykke også er det og dermed bør udbredes til hele verden. Vi skal
bare forstå, hvor vanskeligt og tidkrævende det er. Endelig vil jeg sige, at
jeg ikke mener, tilværelsesanskuelsen her i Danmark er for stærkt præget af
naturvidenskabelig viden. Mange tror, de bygger på naturvidenskaberne, men det
er på en meget fattigere måde, end hvad der egentlig ligger i den rigtig store
naturvidenskabelighed - med bla. alskens moderne overtro, pseudoreligiøsitet og
humanistisk nyfarisæisme til følge. KONKLUSION: Vi skal selvfølgelig indse, at
naturvidenskabernes område kun dækker en del af vor totale virkelighed, men vi
skal også indse, at den vestlige naturvidenskabelighed inden for sit område er
et vidunderligt fænomen, og at fortrolighed med den naturvidenskabelige
arbejds- og tænkemåde er en umistelig del af den moderne dannelse. I forhold
til vor tids store optagethed af den til teknologiske, vareproducerende formål
anvendte naturvidenskab ("fra forskning til faktura") må jeg som
kristen "erkendelsesteolog" direkte kræve, at naturvidenskabens
stilling som dannelsesfag styrkes kraftigt. Hvis hele befolkningen var mere
fortrolig med logik og naturvidenskabelighed, ville vi være sparet for meget
vrøvl i den offentlige debat.
* * *
Vi skal bare blive ved at leve
Min Facebook-kommentar til DR P 1 Debat's spørgsmål: Hvad skal en
Danmarkskanon indeholde?
16.03.16 (udsendelsen 17.03.16).
Jeg mener, man er på vildspor, når man spørger sådan og vil lave en
sådan kanon. Jeg har ofte sammenlignet dette med det at køre på cykel: Hvis man
begynder at tænke over det, ender man i grøften. - NB! Dette betyder ikke, at
jeg ikke mener, der er noget særligt dansk, som vi skal forsvare mod
indvandringen og mod den kosmopolitiske ideologi. Det, jeg mener, er, at den
måde, vi er mennesker og et folk og en nation på her i Danmark, bare skal have
lov at være i fred, så den kan udvikle sig ind i fremtiden på den måde, det
ville have været tilfældet uden de ovenfor omtalte angreb. Man bliver syg af at
betragte sig selv på denne måde! - Jeg ser kanon-mageriet
som en af de mange uheldige følger af indvandringen og presset fra den
kosmopolitiske ideologi. Vi skal simpelt hen bare blive ved at leve som de
enkeltpersoner og det folk, vi er. Så vil det særligt danske både blive bevaret
og udvikle og udfolde sig videre. Og så vil det særligt danske også kunne indgå
i alle mulige former for interessant og spændende og frugtbar vekselvirkning
med resten af verden.
* * *
55 % ønsker kirken adskilt fra staten
29.02.16
En frisk meningsmåling viser, at 55 % af befolkningen ønsker en
adskillelse af stat og kirke. Det hilser jeg velkommen! Jeg har i hvert fald
talt for en kirkeforfatning, altså for, at folkekirkemedlemmerne skal være
herre i eget hus, siden midten af 1970'erne.
Det er for kirkens egen skyld, jeg ønsker dette. De gamle
statskirketider med praktisk talt sammenfald mellem folk og menighed er forbi.
Men folkekirkemenigheden trænger også til en styrket bevidsthed om, hvad det
vil sige at være døbt ind i den kristne menighed. Og da adskillelsen jo kommer
på et tidspunkt, hvad enten vi ønsker det eller ej, må vi også af den grund i
gang med at styrke os, først og fremmest ved at gå i kirke om søndagen, men
også ved i det hele taget at fordybe os i den kristne troslære og ved at få en
øget forståelse af kirkens forhold.
Jeg ønsker selvfølgelig i princippet, at alle mine landsmænd (og alle
mennesker i verden) ønsker at være kristne. Og det kan ikke udelukkes, at hele
den situation, vi er i nu, i hvert fald kan føre til, at måske mindst lige så
mange som de nuværende godt 76 %, når det kommer til stykket, ønsker at leve
som evangelisk-lutherske kristne. Men ingen ved det. Og folk må jo selv finde
ud af det. I fuld frihed. Det eneste, vi ved, er, at kristendommen kun lever i
Danmark i det omfang, der er kristne i landet, og i det omfang, de faktisk er
kristne.
Under alle omstændigheder må vi, der ønsker at forblive
evangelisk-lutherske kristne, fordybe os. Man skal altid fordybe sig!
* * *
Knud den Stores rige i tæt tilknytning til EU?
I P 1 Debats tråd om UK's forhold til EU.
18.02.16.
Jeg har ofte - i spøg og alvor - sagt, at vi måske skulle genskabe Knud
den Stores rige, altså et rige bestående af Danmark, Norge og England (UK), og
lade denne gruppe stå uden for EU, men i tæt tilknytning til den.
Mentalitetsforskellene i Europa er store, så det vil måske være bedst på den
måde. - Knud havde også dele af Sverige. Kunne et omvendt Sverige også være
med? Og Finland? Færøerne og Island og Grønland hører historisk sammen med
Danmark-Norge. - Jeg gentager, at det er alvor i spøg. Men det er en
interessant tanke. Og vi kunne have særlige bånd til de baltiske lande og
Polen.
* * *
Proletarer, forén jer!
Denne aforisme satte jeg i P 1 Debats Facebook-tråd 17.02.16 og dagen efter på min egen Facebook-væg:
Når man ser de facto-alliancen mellem venstrefløjskosmopolitterne og erhvervslivet, fristes man til at foreslå venstrefløjen dette nye slogan: Proletarer i alle lande, forén jer - med kapitalen!
17.02.16.
* * *
BLASFEMI I DET 21. ÅRHUNDREDE
Kommentar i tråden til Rasmus Jarlovs Facebook-opslag 11.02.16 om
Flemming Nielsens blasfemi-dom. - Men det var vist en racisme-dom!
-
Jeg tillader mig at citere mig selv (fra min samling "Digte og
aforismer 1966-2016", som er ved at udkomme):
På Christian IV’s tid lovgav man mod blasfemi og den slags for ikke at
påkalde sig Guds vrede og straf. Nu gør man det for ikke at påkalde sig
terrorangreb.
OG JEG FØJER TIL HER:
Det er besynderligt, at det ofte er den samme slags mennesker, som i
over hundrede år har haft travlt med at bekæmpe kristendommen, der nu er så
ømskindede på islams vegne. Det kan jo næppe være, fordi de deler værdier med
islam. Så er der to forklaringer tilbage: 1. Man bruger indvandringen og islam
i sin fortsatte kamp mod kristendommen og traditionel dansk kultur. - 2. Man er
simpelt hen bange for at få halsen skåret over eller blive sprængt i luften. -
Og så er der selvfølgelig erhvervslivets kræmmere.
* * *
Skal jeg fortryde?
Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende i anledning af Ingolf Gabolds på kultursiden 04.02.16 gengivne
udtalelser om tv-serien 1864. - 06.02.16.
Skal jeg fortryde, at jeg i sin tid forsvarede tv-serien "1864" tre gange her i Folketidende? - Sådan måtte jeg spørge, da jeg på kultursiden torsdag den 4. februar læste Ritzau-artiklen om, hvordan tidligere DR-dramachef Ingolf Gabold nu åbent har indrømmet, at serien i hans øjne var et stykke politisk dramatik, ja, (i hvert fald ifølge artiklens overskrift) "et slag mod DF".
Men jeg fortryder ikke mit forsvar. Jeg tilkendegav, at jeg klart så den politiske tendens i serien, og da især "sigøjnernes gode kosmopolitisme". Og jeg sagde også, at jeg hellere ville have haft en mere straight historisk serie. Det, der fik mig til tasterne, var, at store dele af kritikken i høj grad og helt urimeligt kritiserede, ja, nedgjorde selve den kunstneriske udførelse. Man er jo vant til, at kunstnere ligger ideologisk til venstre, men alligevel kan være gode kunstnere. Og Ole Bornedal fik på sine præmisser lavet en på mange måder god, meget symbolsk serie.
Store dele af klassen "kunstnere og intellektuelle" bærer ideologisk uniform. Det ser vi også i den aktuelle folkevandringssituation. Men det kan kun ændres derved, at nye årgange får et mere selvstændigt og realistisk syn på virkeligheden. De ældre vil åbenbart hellere dø end smide uniformen.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
MEN LIGE NU REDIGERER JEG DIGTSAMLING!
Slået
op på min Facebook-væg fredag den 29. januar 2016.
MEN LIGE NU REDIGERER JEG DIGTSAMLING! - Jeg håber, den bliver
tilgængelig på gopubli.sh engang i februar måned. Den bliver i hvert fald
færdig og uploadet i februar måned. - "Digte og aforismer 1966-2016".
OG I MORGEN SLÅR JEG EVANGELIESALMEN TIL SØNDAG SEKSAGESIMA OP! -
Hvormed jeg i øvrigt fejrer mit seks kirkeårs-jubilæum som
"Facebook-salmedigter".
MEN HVAD SÅ MED MINE INDLÆG I FOLKEVANDRINGSDEBATTEN?
Jeg spørger også hver dag mig selv, om jeg er skizofren, når jeg på den
ene side i salmerne kan gengive Jesu og apostlenes tale om kærligheden og tage
den til mig og på den anden side være hardliner i debatten her i
folkevandringssituationen.
Og det nemmeste for mig ville selvfølgelig være at nøjes med
salmedigtningen, ja, måske følge den op med nogle kærlige ord om, hvordan vi
bare skal tage imod mennesker i nød, der kommer til os.
Men det ville jeg heller ikke have det godt med. Jeg ville ganske vist
i manges øjne komme til at stå som en god og kærlig kristen. Men hvad med
følgerne? Er man god og kærlig, hvis man af bekvemmelighed lader stå til og
lader katastrofen komme? Den katastrofe, der også vil blive en katastrofe for
dem, vi skal være med til at hjælpe.
Jesu og apostlenes ord kan vi ikke ændre. Og vi må lade dem lyde til os
og tage dem med ud i livet. Men ude i livet må vi også tage hele denne verdens
såre blandede virkelighed i betragtning. En klog præst har for ikke så længe
siden skrevet (vist i Præsteforeningens Blad), at det, at man er en god og
kærlig kristen, ikke er ensbetydende med, at man skal slå fornuften fra, når
man agerer politisk ude i virkeligheden.
Jeg er overbevist om, at den nuværende europæiske lade-stå-til-politik
bærer katastrofen i sig, og dermed overbevist om, at det mest menneskekærlige
ville have været, at EU fra allerførst af havde fulgt Australiens eksempel, men
samtidig havde givet sit store bidrag til den samlede indsats, der ikke kun er
et europæisk anliggende, men hele verdenssamfundets, FN's, anliggende. - For
det, man her i sandhedens time begynder på nu, med Sverige i spidsen, ja, også
de fortvivlede ting, vi her i Danmark har måttet gribe til, er rigtignok
uværdigt for alle parter og virkelig synd for dem, der nu skal sendes tilbage
efter i god tro at være kommet til fx verdens humanistiske supermagt.
I øvrigt mener jeg, at FN også skal se at komme i gang for alvor med at
gøre noget ved den befolkningstilvækst, der jo er den store bombe under det
hele!
* * *
STATUS I FOLKEVANDRINGSKRISEN
27.01.16
Jeg har ellers besluttet at holde mig mest muligt ude af debatten og i
stedet koncentrere mig om at få gjort mit liv og forfatterskab færdigt. Men i
den aktuelle situation kan jeg ikke lade være at give et lille pip en gang
imellem. Som regel gør jeg det i DR 2 Deadlines og DR P 1 Debats tråde. Men i
dag har jeg slået dette op på min egen Facebook-væg og sat det i en tråd på TV
2 News' hjemmeside:
Da
jeg havde set det Frits Clausen-agtige billede i tv, slog jeg denne op på min
væg:
Når medier ude i verden fremstiller Danmark som nazistisk, er min største frygt, at det vil tiltrække en hel masse islamister.
En meget utiltalende karikatur i (vist) det britiske The Guardian viste
en stor(!) og fed, og altså Frits Clausen-agtig, person som den danske
statsminister. Med et meget naziagtigt, men også
Dannebrog-agtigt, armbind. Og forskellige ting, der skulle vise, at nu var vor
eksport af øl, svinekød og legoklodser truet.
Det er utroligt, at man kan tegne Danmark sådan. Og jeg er ikke i tvivl
om, at vore egne indvandringspositive, men nu dybt frustrerede politikere bærer
en stor del af ansvaret for, at det er kommet dertil. De bruger simpelt hen de
udenlandske medier m.m. til at styrke deres indvandringsvenlige politik i
Danmark. De vil hellere dø end indrømme, at de har taget fejl og desuden nu
udgør et sekterisk element i dansk politik. - Og politiserende eksperter gør et
stort nummer ud af at sammenligne med Muhammedkrisen. Som vi imidlertid skal
være stolte over. Det er, hvad Muhammedkrisen angår, vore feje og kyniske
allierede, ikke mindst USA, der skal skamme sig.
Jeg er ikke lige så stolt over de ting, den danske regering og det
danske folketingsflertal lige nu i desperation ser sig nødsaget til at gøre.
Det rigtige er selvfølgelig, at et land selv bestemmer, hvem de vil lukke ind,
og behandler dem, der er blevet lukket ind med sædvanlig dansk venlighed og hjælpsomhed.
Men nu kan vi ikke selv bestemme. Og EU har ikke styr på de ydre grænser eller
noget som helst. Derfor må vi gribe til nogle sådan set for alle mindre værdige
foranstaltninger. Og derfor ønsker regeringen ikke for alvor at sige noget, der
kan ændre vort image som fremmedfjendsk land. Desuden er Dansk Folkeparti
hæmmet af sin principielle modvilje mod EU (som jeg ikke deler). Det rigtige
ville være at standse folkevandrerne ved grænsen og lade dem blive i det
Merkel-hellige Tyskland og så ellers konstant råbe og skrige og slå i bordet
for at få EU til at lukke de ydre grænser. Det er grotesk, at det er os, der
skal stå skoleret i EU, når det er EU, der har svigtet. - Konklusion: Den mest
værdige løsning er en, hvor EU optræder på en måde, der svarer til den måde,
Australien optræder på, altså med fast hånd afviser folkevandrerne ved de ydre
grænser. Hvad der så ellers skal gøres for de mennesker, der vitterligt er i
den ene eller anden form for nød, fordi de lever i dysfunktionelle eller
borgerkrigshærgede stater, er overordnet en FN-sag. Men EU skal naturligvis
bidrage i forhold til sin evne. Men sammen med alle verdens lande, herunder
ikke mindst de rige olielande i Mellemøsten. Desuden skal der tages fat på det
helt underliggende problem: befolkningstilvæksten!
Men nu må vi se. Jeg ser 2016 som et skæbneår, hvor det kan gå både den
ene og den anden vej. Civilisationer er før gået ned på grund af folkevandring.
Det kan også ske for Europa. Især hvis stærke kræfter hos os selv bliver ved
med at arbejde for det. Men min intuition siger mig, at Europa og Vesten ikke
er derhenne nu. Vi har stadig et stort potentiale. Jeg ser også lige, at der nu
er gået hul på bylden i Sverige, altså at debatten er blevet fri. Jeg byder
vort nordiske broderland velkommen tilbage i familien! Der må i øvrigt også
være lande og partier og medier ude i Europa, der er på Danmarks side nu.
Hvorfor får vi ikke noget at vide om det? Ungarn. Polen. Front National. Osv.
Og jeg glæder mig til at se, hvad de kommende valg rundt omkring i Europa, og
til sin tid til Europaparlamentet, vil vise. -
Konklusion: Enten får vi styr på situationen, eller også går vi ned som
civilisation.
Med disse ord vil jeg gå videre med klargøringen af min næste
udgivelse: "Digte og aforismer 1966-2016". Den skal efter planen
udkomme i februar 2016. - Den danske kultur vil under alle omstændigheder være
her en tid endnu. Og kommer sammenbruddet, vil der måske overleve noget på en
eller anden måde eller et eller andet sted. Ellers er det bare ærgerligt. Men
til sidst kommer Guds Rige!
* * *
ONLINEKOMMENTAR TIL KD-ARTIKLEN "Middelmådig
ph.d. sætter fingeren på tidens grundtvigske kulturkamp".
02-12-15
Undskyld, men jeg kan ikke lade være at henvise til min egen disputats fra 1998 "Omkring Grundtvigs Vidskab". Her præsenteres og analyseres Grundtvigs også rent teologiske tanker om erkendelse og (livs)oplysning. Jeg forholdt mig taknemmeligt, men kritisk til Kaj Thanings disputats "Menneske først- " fra 1963. Den havde der i det hele taget været skrevet og debatteret meget om. Men den tid var ved at være forbi, så jeg sagde til min kone: "Det er godt, at jeg er nået hertil. Men det er både for sent og for tidligt. Der vil dog nok komme en tid, hvor man igen interesserer sig for disse ting". - Og jeg har længe ment, at den tid nu var inde. Jeg har forskellige steder forsøgt at gøre Grundtvigs tanker om hele den store sammenhæng fra supervidenskabeligheden på det fællesnordiske Göteborg-universitet (som desværre ikke blev til noget) og ned til den jævneste folkelige livsoplysning gældende i den aktuelle debat, men uden at der endnu er kommet noget ud af det. Derfor glæder det mig at se, hvad der siges i denne artikel om Grundtvigs aktualitet på netop forsknings- og dannelsesområdet. Jeg håber virkelig, vi endnu en gang kan få gavn og glæde af Grundtvig! - Bent Christensen, forfatter, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
* * *
LATTERLIGGØRELSE ER DET VIGTIGSTE VÅBEN
14.11.15 - Også på min Facebook-væg.
I går blev Paris ramt af nye og større terrorangreb. Og min kommentar til det er: Vive la France! Vive la liberté! Vive l'Europe! Gud bevare Danmark! - Og jeg er enig med præsident Hollande, når han siger, at terroristerne skal bekæmpes med alle retsstatens midler. - MEN nogle få hensynsløse terrorister (åbenbart repræsenterende IS) har nu fået sat Frankrig i undtagelsestilstand og gjort alle bange og har fået sat alle mulige bekostelige og ubehagelige forholdsregler i gang i hele Europa og mere eller mindre hele verden. OG selv om man fik sendt alle muslimer ud af Europa, ville det ikke kunne hindre kommende terrorhandlinger udført af små beslutsomme og veltrænede grupper. SÅ vi kan altså ikke komme dette onde til livs alene ved anvendelsen af "alle retsstatens midler". Hvormed jeg altså ikke siger, at vi ikke skal anvende dem. Det, jeg siger, er, at dette ikke er nok. - Sidst vi havde terror i Europa, var den rød. Og selv om jeg ikke lige nu har styr på detaljerne, vil jeg mene, at det, der gjorde en ende på den røde terror, helt overordnet var kommunismens økonomiske, politiske og moralske fallit. - DERFOR vil jeg nu drage denne KONKLUSION: Den islamistiske terrorisme kan kun nedkæmpes helt ved hjælp af LATTERLIGGØRELSE! Hermed mener jeg ikke (bliver jeg jo nødt til at sige), at alle muslimer skal latterliggøres som personer eller på en eller anden måde presses til at afsværge deres tro på Gud. Jeg mener ganske vist, at islam er et kæmpe kætteri i forhold til jødedommen og kristendommen, som Muhammed jo helt åbenbart byggede på og imod. Men hvis muslimerne vil opgive deres tro og fx blive enten humanistiske ateister eller kristne, skal det ske helt frivilligt. Tro kan ifølge sagens natur kun finde sted i fuld frihed. NEJ, det er islam som politisk projekt, der skal latterliggøres. Vi andre skal for det første sige helt klart og tydeligt, at vi ikke vil have en muslimsk samfundsorden og en muslimsk stat. Helt klart og tydeligt! Og heller ikke en halv eller i anden grad delvis muslimsk samfundsorden og muslimsk stat. Og vi skal for det andet benytte enhver lejlighed til at pege på, hvor elendigt livet leves i de lande, hvor islam hersker. Vi kan jo først og fremmest pege på, at det er de lande, så mange flygter fra. Og ikke omvendt. Ligesom det jo før 1989 var de kommunistiske lande, mennesker flygtede fra og ikke omvendt. - Dette betyder også, at vore egne islamofiler eller støttende nyttige idioter bør stikke piben ind og helt og fuldt tale imod islam som politisk mulighed. Og det betyder, at alle, der har en muslimsk gudstro, skal være med til at afvise islam som muligt grundlag for samfundets og statens indretning. Kun ved en altomfattende afvisning og LATTERLIGGØRELSE kan terrorismen nedkæmpes og rekrutteringen ophøre. - SAGT PÅ EN ANDEN MÅDE: Terroristerne skal ikke engang have den ære at blive udråbt til farlige fjender. De skal selvfølgelig mødes med alle de magtmidler, retsstaten har. Men de skal først og fremmest GØRES TIL GRIN, udråbes til LATTERLIGE IDIOTER der kæmper for en tabt og håbløs sag!
* * *
Grotesk - men kunne have været håndteret bedre
Om kritikken af, at Folkekirkedanmark
har fået en troende forskningsminister
Kommentar til KD-artiklen "Eksperter: Esben Lunde Larsen har et troværdighedsproblem".
Står også på undersiden "Kirke og teologi".
I udgangspunktet er det grotesk, at det i et stats-folkekirkeligt land, hvor regeringen og folketinget er kirkens øverste organer, skal være et problem, at en minister er troende kristen. Og det er endnu mere grotesk, når man tager i betragtning, at Esben Lunde Larsens teologiske ph.d.-afhandling har titlen "Frihed for Loke saavelsom for Thor. N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv" (2012). Og at forfatteren tydeligvis deler Grundtvigs frihedssyn, hvori religionsfriheden er fundamental. Jeg har læst den med interesse og glæde og inddraget den i min seneste artikel om Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitik (Grundtvig-Studer 2013). - Vi må i den forbindelse ikke glemme, at den humanistiske ateisme i en højere fællesnævner er en livsanskuelse på samme måde, som kristendommen og religionerne er det, og derfor kommer i konflikt med religionsfriheden, hvis den kræver mere eller mindre eneret. - Men Esben Lunde Larsen kunne nok have håndteret denne altså fra begyndelsen af groteske sag bedre. Det er jo ikke noget problem for os kristne at sige, at der selvfølgelig skal herske total autonomi og forskningsfrihed inden for det videnskabelige, herunder naturvidenskabelige, felt. Det siger sig selv. Det er lissom idéen med videnskaben. Sandheden og respekten for sandheden er en umistelig del af kristendommen. Og så kan man jo som kristen ikke stille med hverken krav eller facitliste over for videnskaben. Men videnskabens autonomi gælder, lige så selvfølgeligt, kun inden for det særlige videnskabelige felt, som kun er en del af hele den menneskelige måde at forholde sig til virkeligheden på. Og her tænker jeg på selve den menneskelige eksistens som sådan. Det videnskabelige felt er mindre end eksistensens felt. Og det er hele det eksistentielle felt, der indgår i gudsforholdet, ikke kun det langt snævrere videnskabelige felt. "Videnskab" og "tro" er ikke sideordnede, ligeberettigede dimensioner. Osv. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
SVÆRMERI KAN OGSÅ NU FÅ FATALE KONSEKVENSER
Jeg har netop sat denne kommentar ind i Deadlines tråd om situationen i
Tyskland:
De frelste taler stadig om "bekymring" og kan ikke forestille
sig, at mange almindelige tyskere ser folkevandringen som et reelt problem,
endsige at den faktisk skulle være et reelt problem! - Men det er frygteligt,
hvis en egentlig, dvs. udemokratisk og voldelig, højreradikalisme fremmes. Så
kommer vi til at stå i en tofrontskrig mellem pest og kolera. - Og endelig: Jeg
er selv kristen præst og teolog, men netop som teolog kan jeg forstå, at den
kristne kærlighed ikke kan sætte den politiske realisme og fornuft ud af kraft.
Bundeskanzler Merkels tale om "christlich" er et sværmeri, der som tidligere
eksempler derpå kan få fatale konsekvenser.
* * *
Tiåret for Muhammedtegningerne
30.09.15
Ved et tilfælde kom
jeg til at se, at Naser Khader havde slået JP-forsiden for ti år siden op
på sin Facebook-væg. Det skyndte jeg mig at synes godt om og rose ham for. Men
jeg måtte jo også dele den. Og denne deling gav jeg disse kommentarer til på
min egen væg (som til dels svarer til, hvad jeg havde skrevet i Naser-tråden):
-
Jeg har rost og takket Naser. Nu har jeg også støttet ham ved at dele siden. Vi skal selvfølgelig se, hvad det er vi mindes. Selv DR (vel Deadline) viste siden i går aftes. - NEJ, det var vist kun TV 2, 22 Skammelsen, eller hvad det hedder.
-
Og lidt senere satte
jeg denne kommentar ind i min egen tråd (oprindelig skrevet i Naser-tråden):
Nu har jeg også delt dette opslag. Det synes jeg man bør. Det glæder mig at se, at der lige nu er 537 delinger. - Jeg skal også huske at takke Naser for, at han i dag gav den fuldstændig korrekte forklaring på, hvad det var JP ville, nemlig undersøge, om der var frygt og selvcensur hos bladtegnerne efter mordet i Holland og umuligheden af at finde en tegner til en uskyldig bog om Muhammed. Det er sjældent, man får denne forklaring. Der er aldrig blevet vrøvlet og løjet så meget her i Danmark som i de sidste 15-20 år mht. indvandring og islam.
-
Her kl. 1658 var der 683 delinger af Nasers opslag. - Men jeg så også en, der åbent indrømmede, at han ikke turde og dermed lå under for terroren.
-
Jeg har netop rettet i min første kommentar til dette opslag. Det var TV 2, 22 Skammelsen, eller hvad det hedder, der viste JP-siden i dag (uden tegninger!) og den fra for ti år siden, med tegningerne, altså den, jeg har delt her (heldigvis sammen med flere og flere). Vist altså ikke DR Deadline. Jeg har nok simpelt hen haft en erindringsforskydning. Men den oprindelige JP-side blev altså vist på landsdækkende TV i går. - Så, nu gentages Presselogen Special på TV 2 News. Det var dér, jeg så klippet fra TV 2 i går. - Den bedste er Mads Brügger fra Radio24syv. Ærgerligt, at han i høj grad bliver overdøvet af de andre. Ham fra TV 2 er også ret god. Jeg ser nu, at det er nyhedschef Mikkel Hertz. Jarlner fra Politiken vrøvler og lyver bare videre. Bjerager fra Kristeligt Dagblad er heller ikke for god. - Det drejer sig jo ikke om hensyn og pænhed, men udelukkende om frygt for at få skåret halsen over eller blive sprængt i luften. Medmindre man da direkte har en proislamisk eller mulitikulturalistisk dagsorden. Det er frygteligt, at vi er endt dér. Det er slemt nok, at man er bange og giver efter for sin frygt. Men så skal man indrømme det. Alle pænhedsbortforklaringerne er simpelt hen bare for pinlige. Lige siden tiden o. 2000 er det helt særligt alt dette vrøvl og alle disse løgne, der har ophidset mig og fået mig til at gå ind i debatten.
* * *
Så må vi støtte de østlige EU-lande
17.09-15
Hvis Tyskland og andre i EU truer de østlige medlemslande økonomisk, bør
bla. Danmark dirigere sin støtte om til dem! - Disse stakkels lande er lige
sluppet fri af det kommunistiske diktatur og skal ikke lide under, at tyskerne
nu skal spille hellige pga. deres fortid.-
Solidaritet, siger tyskerne. Spurgte de os andre, inden de begyndte at gabe
over mere, end de kunne klare?
* * *
1940 - 2015
De, der nu byder folkevandrerne velkommen, minder mig om dem, der stod
med blomster i hænderne den 9. april 1940. - I Deadline-tråd 12.09.15.
* * *
Surrealistisk!
09.09.15 - I Deadlines Facebook-tråd og på min egen væg.
Hele denne situation er det mest "surrealistiske", jeg har
oplevet i hele mit 72 år lange liv. Politikerne i Danmark og hele Europa aner
ikke, hvad de skal stille op, og lader bare deres munde løbe med de sædvanlige,
men nu helt forældede floskler. Det er ikke sjovt at skulle ledes af sådanne
mennesker! - Og jeg hører, at der nu er nogle af de "gode", vist også
tilkomne fra Tyskland, der angriber vort politi. - Tyskland! Jeg har virkelig
haft respekt for Efterkrigstyskland. MEN en modvilje mod Tyskland ligger ikke
ret langt under overfladen hos os danskere, og jeg kan mærke, den er begyndt at
bevæge sig opad.
* * *
Hvis dette fortsætter, går hele Europa ned.
08.09.15 - på min egen Facebook-væg
Sådan skrev jeg i DR P 1 Debats tråd til opslaget om dagens drøftelse
af især tilstrømningen af migranter til Danmark. - Og der var en, der svarede,
at hvis der ikke skulle mere til at få Europa til at gå ned, var det ok. -
Dertil svarede jeg:
Jeg siger: Hvis dette fortsætter. Og jeg ser det i årtiers perspektiv.
Så lad os nu se. - Hvad i øvrigt situationen i og omkring Syrien angår, er der
klart tale om en international skandale. FN er lammet af Rusland, som kun
tænker på sin flådebase. Og vel tillige af Kina? Men så må resten af det
såkaldte verdenssamfund slå sig sammen. Det er ikke let. Slet ikke, som tingene
har udviklet sig i Syrien. Men verdenssamfundet må gøre alt, hvad der kan
gøres, for at få borgerkrigen i Syrien standset. Og for at hjælpe stakkels
Libanon og Jordan. Det er helt urimeligt, at disse to lande skal bære en så
stor byrde uden massiv hjælp fra resten af verden. EU og EU-landene skal
selvfølgelig bidrage med både det ene og det andet, men altså også med at få
hele verdenssamfundet på banen. Det gælder ikke mindst den arabiske verden. -
Der skal tænkes (og handles) stort nu!
TILFØJELSE i kommentarfelt i min egen tråd:
Nu har jeg også sat dette på min internetunderside "Debat". - Det er
helt "surrealistisk" at høre politikerne snakke, både vore egne og
dem i de andre EU-lande og dem i EU-systemet. Enten må de tage sig sammen,
eller også må vi se at få valgt nogle andre. - Jeg siger ikke, at vi ikke skal
være medmenneskelige. Men i denne situation skal vi holde hjertet varmt,
hovedet koldt og øjnene åbne.
* * *
Lignelsen om den barmhjertige samaritaner og den
aktuelle folkevandringssituation
Slået op på min egen Facebook-væg og sat i en god Facebook-vens tråd og på min egen hjemmeside, undersiden "Debat".
-
Som kristen kritiker af den indvandringspolitik, der bare vil åbne Europas grænser for folkevandringen, har jeg naturligvis tænkt meget over tingene i forbindelse med, at jeg i lørdags slog min evangeliesalme til 13. søndag efter trinitatis op på min Facebook-væg. Det er ikke bare det, at jeg forestiller mig, hvad indvandringstilhængerne vil sige, når de ser, hvad jeg skriver i henholdsvis min salme og mine migrationspolitiske indlæg. Jeg er faktisk allerede på forhånd en slags menneske, ja, en slags kristent menneske, som nødvendigvis må tænke over, hvordan vi må forholde os, når vi med Jesu ord i ørerne ser ud over verden og prøver at forholde os politisk til det, der sker, og til de muligheder, vi har. Og jeg hører ikke til dem, der vil prøve at få tingene til at gå op ved at nedskrive eller indsnævre det, Jesu har sagt til noget i retning af, at vi skal hjælpe vor syge nabo her på vejen. Det, Jesus har sagt, gælder ubegrænset, dvs. i forhold til alle, vi kan hjælpe. Det gør det i hvert fald, når vi hører det, og som det står, så at det ikke skal skrives ned til, hvad vi sådan mener, vi kan overkomme. Og det gør det selvfølgelig hele tiden, også når vi står i den konkrete politiske situation. Så hvis vi i den konkrete politiske situation ser os nødsaget til at sætte grænser for, hvad vi kan eller vil gøre, skal vi med åbne øjne (og altså ører) indrømme, at det ikke, og i hvert fald ikke uden videre, svarer til, hvad Jesus har sagt og holdt op for os.
Det nemmeste for mig som kristen præst og teolog ville altså være at nøjes med at sige, hvad jeg har skrevet i min salme, og tilsvarende gode kristne ting, og så ellers lade tingene gå, som de vil. Altså gå i en slags fint kristent indre eksil og lade de andre prøve at klare problemerne, mens jeg bevarede min "hellighed" ved at blive ved at sige de store næstekærlige ting. Men dette er ikke etisk problemfrit. Det er i virkeligheden bare at stille sig op på "hellighedens" piedestal og være helt usolidarisk med alle parter i de forfærdelige og truende begivenheder, der finder sted. Det gælder på dette som på alle andre områder, at de kristne må forholde sig til virkeligheden og prøve at agere i den på en måde, der fører til det bedst mulige - eller mindst dårlige! - for alle parter. I solidaritet med både Danmarks og Europas befolkninger og de nødlidende ude i verden.
Man kan have forskellige holdninger til indvandringsproblematikken i såvel lille Danmark som hele Europa. (Og jeg taler mere og mere om Europa som helhed, idet Danmark jo også er en del af Europa, og idet jeg giver dem ret, der siger, at der kun findes fælles europæiske løsninger. Jeg siger også, at de, der er imod både indvandringen og EU, kommer til at kæmpe med den ene arm bundet på ryggen. Mindst!).
Man kan have forskellige holdninger. Det ene yderpunkt er den absolutte verdensborgertankegang, ifølge hvilken det ikke har nogen som helst betydning, hvor folk bor, og hvem der bor hvor, ja, ifølge hvilken det nærmest ikke kan gå hurtigt nok med at få udslettet det særligt europæiske og det særligt danske. Det andet yderpunkt er den absolut egoistiske nationalisme eller "europæisme", som bare vil holde alle ude, og som ikke føler noget som helst ansvar for dem, der lider nød eller lever i elendighed ude i verden.
Min holdning er, at kultur og mentalitet betyder noget. Og jeg mener også, det er en holdning, der er blevet bekræftet af, hvad der er sket siden 1989. Det gælder, for så vidt angår hele spørgsmålet om livsform og kulturel identitet, værdimæssigt forstået. Og det gælder i den snævrere forstand, som angår betingelserne for at have et ordentligt samfund med en ordentlig stat. Hvad det første angår, vil selv en ret lille indvandring af folk med en bare noget anden kultur være et problem. Hvad det andet angår, skal der mere til, før det bliver et problem, men også dér vil der være en grænse. Og grænsen går i det hele taget dér, hvor de europæiske lande og dermed hele Europa bryder sammen.
Hvis man som kristen vil leve med Jesu ord i ørerne og prøve at gøre noget godt i den uhyre vanskelige virkelighed, må man altså se hele virkeligheden i øjnene og prøve at gøre noget, der er godt for alle, og som i hvert fald ikke fører til kaos, sammenbrud og borgerkrig - og dermed bortfald af muligheden for at gøre noget som helst ude i verden. Jeg mener derfor, at vi lige så godt først som sidst kan standse den folkevandring, som kun lige er begyndt. Det kan blive meget ubehageligt og stride mod den følelse og tankegang, vi alle er opdraget med og til. Men alternativet er værre.
Men vi skal med hele det kulturelle, politiske og økonomiske overskud, vi har, også hjælpe dem, der har behov for det. Og ikke bare som nogle tiltag, der skal forhindre folk i at strømme op til os. Vi skulle naturligvis også hjælpe, selv om der ingen folkevandringstrussel var. Altså simpelt hen fordi der er nogle, der har behov for hjælp, og fordi vi er i stand til at hjælpe.
Men hvordan skal vi hjælpe? Da jeg var teenager (og i øvrigt som jazzmusiker en stor beundrer af den sorte race) troede jeg, at når vi i nogle årtier havde hjulpet fx Afrika, ville de komme til at leve på stort set samme måde som vi. Og jeg glædede mig til det. Jeg glædede mig til at se, hvordan kulturen i det sorte Afrika ville udvikle sig. Men sådan er det ikke gået. Jo, er der nok nogle lommer (vel mere kulturelle og sociologiske end geografiske), hvor noget i den retning udvikler sig. Det hørte jeg noget om i radioen forleden. Og det er godt. Så kan man bygge videre på det. Men ellers går det jo elendigt.
Og der er hele befolkningseksplosionen. Jeg kan ikke lige huske, hvor mange årtier man taler om, før Afrikas befolkning er FORDOBLET! Men det bliver i hvert fald i dette århundrede, hvis der ikke gøres noget. Min konklusion er derfor, at det ikke er nok at sende flere penge. Det er også vigtigt, hvad pengene bruges til, og hvordan. Og der er andet end penge at sende, altså især inspiration til udviklingen af en mentalitet, der fører til ordentlige samfund og ordentlige stater med en dertil hørende god økonomi. Afrika er jo et utrolig rigt kontinent! Og så er der altså fødselskontrollen. Få tør rigtig snakke om det. Men det er jo ud fra enhver betragtning en ren forbrydelse at lade Afrikas befolkning fordoble sig inden for få årtier.
Dette var nogle mandagstanker på den sidste dag i august 2015. Og det er det bedste, jeg kan bidrage med.
* * *
Folkevandringen
Vi bør alle overveje og drøfte på en frisk
KOMMENTARER EFTER
DEADLINE 24.08.15
Min første kommentar
- her med indledningen i opslaget på min egen væg:
Jeg afbrød en episode af "The Americans" på Netflix for at se Deadline med bla. Martin Henriksen, DF. Og det fik mig til at sætte denne kommentar i Deadline-tråden:
Kun få tør sige rent ud, hvor alvorlig situationen er. Det kan ende meget værre, end det gjorde for Det Vestromerske Rige for 1600 år siden. Det gik under. Og nu er det måske vores tur. Men deres indvandring fra nord var på langt sigt ikke så slem. Der kom det moderne Vesteuropa ud af det. Hvad vil der komme ud af det, der er begyndt nu? - At vi (ikke bare Danmark eller EU, men hele verdenssamfundet) skal prøve at gøre noget for at hjælpe mennesker og lande, der har det dårligt, er en anden, selvfølgelig sag. Men vi har jo set, hvor næsten umuligt det er. Og så er der befolkningseksplosionen. Hvorfor er der næsten aldrig nogen, der taler om den?
-
Svar på kommentar i
min egen tråd:
Nej, n.n., det mener jeg ikke man kan sige om Martin Henriksen i dette Deadline-indslag. Han var meget forsigtig. DF vil gerne være stuerene. Og de kæmper med den ene arm bundet på ryggen, fordi de ikke bryder sig om, at EU skal spille den nødvendige rolle. Sagen er, at det, der er i gang nu, er af en hidtil uset størrelsesorden. Og selve dette faktum indrømmer de fleste, der udtaler sig. Mange siger: Den største udfordring siden tiden lige efter Anden Verdenskrig. Men det er jo for lidt at sige. Vi skal helt tilbage til "the decline and fall of the Roman Empire", før vi har noget, der svarer til det, der er ved at begynde nu. Eller hvis jeg skal udtrykke det mere forsigtigt, så kan vi i hvert fald risikere, at det det er sådan, det er. - Så kan vi diskutere, hvordan vi vil forholde os til det. Nogle vil gerne have den australske model. Som jo skal køres af EU, hvis det skal kunne lade sig gøre. Det er der andre der ikke vil. Og vi må jo alle være enige om, at uanset hvordan vi forholder os, er det en meget ubehagelig situation, vi befinder os i og vil komme til at befinde os i. Også i forhold til de idealer, vi alle grundlæggende hylder. Medmindre vi bare giver op. - Men jeg havde i forvejen gjort mig nogle videre tanker, og dem vil jeg skrive ned i Word - i ro og mag - og sætte ind i et senere kommentarfelt.
-
Og endnu et svar i
samme tråd - hvor jeg mod sædvane afslører min diskussionspartners identitet,
idet han jo er min gamle gymnasierektors søn!
Og til Mikael! Må jeg sige, at du er søn af min gamle rektor på Maribo Gymnasium, Henrik Hertig? Og at vi jo gennem årene har haft nogle kommentarudvekslinger her i Facebook, som ikke altid har været udtryk for enighed? Men vi har da kunnet diskutere i rimelig fredsommelighed. Og sådan skal det være. Ikke mindst nu, hvor tavlen efter min mening er ved at blive vasket ren og vi sammen må forholde os til den nye enorme udfordring på en måde, så vi i enhver henseende, altså både kulturelt og etisk, bevarer de værdier (jeg bryder mig efterhånden ikke meget om det ord!), vi som tidligere sagt alle er grundlæggende enige om. - Men da jeg så dit navn, tænkte jeg: Nu får jeg tæsk! Det glæder mig derfor, at du hører til dem, der kan se, at vi med befolkningseksplosionen står over for et stort problem. - Må jeg om Afrika sige, at jeg jo, da jeg gik på din fars gymnasium og havde ham i tysk og latin - og måske også lidt i oldtidskundskab, hvor vi i hvert fald brugte hans lærebog - var stærkt engageret jazzmusiker og beundrede de sorte nærmest grænseløst, og at det både dengang og en del år frem fik mig til at se frem til det sorte Afrikas udvikling med stor forventning og glæde. Jeg troede, vi ville få noget (næsten) lige så storslået som jazzen at se. Men efterhånden blev jeg skuffet, meget skuffet. Jeg troede, at med afkolonialiseringen og bare nogle få årtiers udviklingsbistand ville alt blive virkelig godt. Men også jeg undervurderede dengang kulturen i videste forstand's betydning. Det er først efter 1989, vi rigtig har fået at se, hvor meget historien og det, folk har inde i deres hoveder, betyder. Og det må vi tage til efterretning. Når vi skal hjælpe Afrika, hvad vi jo under alle omstændigheder skal, også uanset folkevandringstruslen, skal vi derfor ikke først og fremmest tænke i penge, men i langt højere grad tænke i støtte og inspiration mht. udviklingen af ordentlige samfund og ordentlige, velfungerende stater. Hvor vi så også skal forstå, at vi ikke bare skal presse vort eget 100% ned over hovederne på dem, men netop inspirere dem, inspirere dem til at udvikle ordentlige samfund og stater i forlængelse af deres egen tradition. Det vil blive meget svært, men vi er nødt til at forsøge. Vi skal bare gøre det i respekt for virkeligheden. - Men jeg er stadig ikke kommet i gang med den betragtning, jeg bebudede i mit svar til n.n.
-
Den kommentar, jeg
supplerede min første Deadline-kommentar og mit eget opslag med:
VIDERE BETRAGTNINGER
Som bebudet, i hvert fald i min egen tråd efter mit opslag i både Deadline-tråden og hos mig selv, bringer jeg her nogle videre betragtninger:
Da jeg var stået op i dag tirsdag den 25. august, rumlede det stadig i mit hoved i forlængelse af den kommentar til indslaget i Deadline om folkevandringsproblematikken, jeg aftenen før havde sat ind i Deadlines tråd og slået op på min egen væg. Og jeg har - ud over de svar til meddebattører, jeg har sat ind ovenfor (i hvert fald i min egen tråd) - nu dette at føje til:
Allerførst vil jeg sige, at det vil glæde mig (men jo først og fremmest være overordentlig gavnligt), hvis den folkevandringssituation, vi nu står i, kan få vasket tavlen ren, så vi alle, uanset de uenigheder, der formodentlig stadig vil være tale om, begynder forfra med at se virkeligheden i øjnene. Hvilket også vil sige, at vi ser i øjnene, at situationen er, og i stigende grad vil blive, meget ubehagelig for alle parter. Også for de mennesker, der af let forståelige grunde flygter fra ikke bare krig og tilsvarende, men også fra dysfunktionelle samfund med dysfunktionelle stater. Men jo også ubehagelig for os og vore værdier, idet jeg med det efterhånden noget slidte ord "værdier" på én gang tænker på hele vor europæiske kultur i videste forstand og på de etiske principper, vi jo alle hylder. Og det vil jeg gerne gentage: De etiske principper, vi jo alle hylder. Dæmoniseringen af modstanderne må høre op. Der er vel nogle få, der, i hvert fald tilsyneladende, ikke hylder de værdier, vi alle er blevet opdraget med og til, men de betyder intet.
Men der er altså to ydermuligheder: Enten overtager EU (og det skal være EU) den australske model og lykkes med det, så folkevandringen standses. Eller også giver vi op og lader folkevandringen finde sted.
Man skulle sådan set tro, at alle nu ville gå ind for den australske model, altså udført af EU-landene i fællesskab. Selvfølgelig ledsaget af en massiv, men realistisk hjælp og inspiration til de lande, der fungerer dårligt, en hjælp og inspiration, der også omfatter fødselskontrol. En hjælp og inspiration, vi som de stærke og rige under alle omstændigheder skal yde. Men altså i respekt for virkeligheden. Megen udviklingsbistand og "nationbuilding" er jo slået fuldstændig fejl. Det må kunne gøres klogere. MEN jeg tror ikke, alle vil gå ind for den australske model eller noget dertil svarende. Jeg tror, at mange hænger så fast i de tankemønstre og ord, der i årtier har præget den ene side i debatten, at de ikke vil kunne holde op med at udtale deres "humanistiske" mantraer. Jeg tror også, at mange, uanset ideologi, bare vil give op. Man hører i hvert fald mange eksperter (eller "eksperter") sige, at folkevandringsstrømmen ikke KAN standses. Jeg har ganske vist ofte den fornemmelse, at det, de mener, er, at de ikke ØNSKER den standset, at de i hvert fald ikke vil være med til at tage de nødvendige midler i anvendelse. Så er der selvfølgelig dem, der vil være med til at prøve lidt af hvert. Men er det mere realistisk end af prøve at standse den egentlige folkevandring HELT?
Men det, jeg egentlig havde i hovedet i morges, gælder det, jeg allerede var inde på i min første kommentar, nemlig forholdet mellem Det Vestromerske Riges undergang for 1600 år siden, og det, der vil ske nu, hvis folkevandringen får Europa til at bryde sammen i kaos og/eller borgerkrig. Jeg skrev, at det jo i det længere perspektiv ikke gik så galt endda efter Det Vestromerske Riges undergang.
(Jeg kan, også som discipel af Grundtvig, indskyde, at Romerriget jo sådan set med fordel kunne afløses af noget andet. Jeg foretrækker langt det nuværende Europa for oldtidens Romerrige. Men lighedspunktet er, at der dog var/er tale om en civilisation og en orden).
Ja, jeg har nævnt Grundtvig, og han sagde (refereret efter hukommelsen), at det var de nye "rå" folk, der fra nord trængte ind i Romerriget. Med "rå" har han nok også ment "stærke", men jeg tror, ordet først og fremmest skal forstås i betydningen "friske". I 400-tallet var folkene nord for Romerriget jo helt uden en kultur og religion, der kunne stå mål med, hvad der (trods alt) var i Romerriget. Så folkevandrerne overtog både kulturen, religionen (kristendommen) og sproget, så at sidstnævnte udviklede sig til fransk, portugisisk, spansk og italiensk. Men alligevel var de et frisk input. Og o. 800 havde vi med Karl den Store et nyt rige, hvoraf det moderne Vesteuropa udviklede sig. På godt og ondt! Men altså til et stærkt og rigt område. Og selvkritik er og bør være et af den europæiske kulturs særkender. - De folkevandrere, der nu strømmer ind i Europa, er ikke "rå" i en tilsvarende forstand. De medbringer for de flestes vedkommende nogle tankesæt og en mentalitet, som i en helt anden (på sin vis imponerende) grad vil være modstandsdygtige over for kulturen i den civilisation, de har invaderet.
Spørgsmålet er så, om der alligevel kan ske noget, der svarer til det, der skete i århundrederne før Karl den Store, hvis det nuværende Europa bryder sammen på grund af folkevandringen. Nå, historien gentager sig jo aldrig på helt samme måde. Nogle tror, at Europa kan absorbere de vandrende folkemasser, uden at det kommer til kaos og sammenbrud. Og selv om det bliver et helt andet Europa, end det ellers ville være blevet tilfældet, vil de stille sig tilfreds med det. En del er desuden så kulturelt selvhadende, at de vil hilse et sådant resultat med glæde.
Men mange vil, også med det værste scenarie tegnende sig for dem, for det første gentage de berømte ord "efter os syndfloden" og leve i behagelig velstand og i behagelig fornemmelse af deres gode meninger og smukke ord, indtil deres (eller deres efterkommeres) verden bryder sammen, og så i øvrigt stadig håbe på, at den globale (men jo i grunden vestlige) kultur vil overleve.
Jeg tror også, at den vestlig-globale kultur vil overleve, i hvert fald i en eller anden forstand. Om det bliver i en forstand, jeg vil ønske, mine efterkommere skal leve i, er så noget andet. Det er mange ting i allerede den nuværende vestlige og globale kultur, jeg heller ikke bryder mig om.
På baggrund af, hvad jeg her har skitseret, er det helt afgørende, at vi i det mindste kan begrænse indvandringen til Europa så meget, at vi undgår kaos og måske borgerkrig, og videreføre vor kultur på en måde, der i høj grad svarer til, hvad der ville have været tilfældet uden indvandring. For hvad glæde kan vi og vore børn og børnebørn have af, at der måske om nogle hundrede år kommer en slags nyt Karl den Stores rige, hvis vi kommer til at leve vore egne personlige liv i kaos og undergang, eller i det mindste med en ændring af vort samfund og vor kultur, vi slet ikke bryder os om? - Og læg mærke til, at jeg skrev "videreføre"! En fastfrysning af "det Danmark, vi kender", er der jo ingen kloge mennesker, der ønsker. Livet bevæger sig altid fremad. Men det skulle gerne være vort eget liv i fred og frihed. Fred og retsstat og frihed er det alt afgørende. Så kan tanker og meninger og nye måder at gøre tingene på udvikle sig frit og frugtbart. Og der er som sagt også allerede nu mange ting at drøfte, hvad vor nuværende vestlige livsform angår. Men så længe vi har friheden og et velfungerende samfund, skal der nok komme noget godt ud af det. Også selv om vi måske (også uanset indvandringen) kommer til at leve mere kulturelt opdelt, end vi hidtil har gjort. Så kan enhver jo glæde sig over det frie liv i sin egen kultursfære.
* * *
Deadline, Grundtvig - og mig!
Kommentar til indslaget med uddannelses- og forskningsminister Esben
Lunde Larsen i DR 2 Deadline 03.08.15.
Grundtvig blev nævnt. Og det er godt. For han kunne i sin tænkning
forene hensynet til eliten med hensynet til bredden. Desværre er Grundtvigs
tanker om dannelse og kultur, uddannelse og oplysning ikke blevet fuldt
realiseret. Måske fordi nogle i den "latinske" elite ikke brød sig om
(og bryder sig om) Grundtvigs tanker om den brede, ja, alle omfattende,
folkelige livsoplysning, og fordi nogle i den grundtvigske lejr ikke brød sig
om (og bryder sig om) de tanker, Grundtvig havde om et fællesnordisk eliteuniversitet
i Göteborg. Pdes. sagde Grundtvig, at vil alle ville dø af sult, hvis alle blev
professorer, idet han vel at mærke samtidig talte om en i grunden ens dannelse
for alle, hvoraf enhver (her citeret efter hukommelsen) kan tage, hvad han
nemmer. Men pdas. opererede han altså med tanken om, at, hvad der dengang skulle være nogle
hundrede af de bedste hoveder fra hele Norden, skulle samles i et moderne
akademi a la Platons eller et nordisk Oxford i Göteborg (i hjørnet mellem
Danmark, Norge og Sverige). Og dette superuniversitet (som jeg kalder det)
skulle dels være Nordens bidrag til den fællesmenneskelige videnskabelighed,
dels være toppen i et system (et meget ugrundtvigsk
ord!), hvor resultaterne af "superprofessorernes" forskning og
indbyrdes samtale blev formidlet nedad, det være sig i form at de skrifter, der
blev produceret, eller i form af det, gæster på dette universitet kunne tage
med sig hjem. Det bør nævnes, at naturvidenskaberne (som Grundtvig ikke
personligt beskæftigede sig med eller havde noget særligt forhold til)
udtrykkeligt anvises en plads på deres side. Men alt, hvad der kom fra
superuniversitetet i Göteborg, kom i sin formidling nedad i forbindelse med den
nationale dannelse, som efter Grundtvigs plan først og fremmest skulle finde sted
på det danske folkelige universitet (højskole) i Sorø, men som jo skulle
udbredes til og leve i hele folket - hvorfra de nye danske superprofessorer jo
så igen skulle rekrutteres. - Hvis man vil vide mere, kan man læse min disputats
"Omkring Grundtvigs Vidskab" (1998). Måske er dens tid ved at være
inde! Jeg sagde dengang til min kone: Det er meget godt, at jeg har fået
skrevet denne afhandling, men den er kommet både for sent og for tidligt. Der
vil i hvert fald gå nogle år, før man igen vil være interesseret i de ting, den
handler om. - Jeg gentager: Det vil være nyttigt om de, der nu skal arbejde på
områderne videnskab og dannelse, læser min bog!
* * *
Danmark som kristent land og en teolog som
forskningsminister.
Kommentarer til DR 2 Deadline 22.07.15
Kulturelt - og i verdensmålestok - er Danmark klart et kristent land.
Og knapt 80% er stadig medlemmer af den evangelisk-lutherske Folkekirke.
Hvortil kommer de andre kristne kirkesamfund med det romersk-katolske som det
største. Og der er stadig megen kristendom "i luften". Jeg har som
præst i Folkekirken siden 1971 ofte sagt, at der trods alt er et mildt
evangelisk lys over menneskelivet i Danmark. Men antallet af kristne er
vigende. På grund af indvandringen. Men også af andre grunde. Også indholdsmæssigt
er der meget, der ikke er så godt i Folkekirken. Og når man skriver i
regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land, er det jo et udtryk for,
at der er noget galt. - Vi kristne, mange eller få, skal nok klare os. Hvordan
det danske samfund og den danske nation skal klare sig, vil vise sig. Det
vigtigste er, at vi bevarer friheden.
- -
Men man diskuterede jo også det store problem, som det for nogle er, at
vi har fået en troende teolog (med ph.d.-grad i Grundtvigs frihedssyn!) som forskningsminister.
Måske har Esben Lunde Larsen selv båret ved til bålet ved at udtrykke sig
uklart. Men han kunne selvfølgelig ikke drømme om at foretage sig noget som
helst, der ville antaste videnskabernes autonomi inde på deres eget område. -
Men der siges meget dumt om forholdet mellem kristendom og videnskabelighed.
Man glemmer, at det ikke er sådan, at kristendom og fx naturvidenskab står lige
over for hinanden. Kristendommen, den kristne tro, forholder sig til hele
eksistensen overhovedet, dvs. også alt det, der har med ethvert menneskes helt
elementære eksistentielle hverdagserfaring at gøre, og med sådan noget som hele
den humanistiske videnskabelighed og hele kunstens måde at erfare på, men så
også det, hvor såvel naturvidenskaberne som videnskabeligheden i videste
forstand kommer ind. En af pointerne i det, jeg siger her, er, at især
naturvidenskaberne også fra deres side ydmygt skal kende deres plads som kun én
af den menneskelige erkendelses kilder. Hvormed jeg altså IKKE mener, at fx
partikelfysikken, astrofysikken, geologien og biologien i selve den forskning,
der bedrives, skal lade sig lede af noget som helst andet end det, der ligger i
de respektive fags metode. Man skal bare ikke gøre videnskab til religion eller
altomfattende tilværelsesforklaring. Jeg har selv siden min barndom
interesseret mig meget for naturvidenskab og er fuld af beundring for de
resultater, man har opnået. Lad os bare taget sådan noget som Niels Bohrs
atommodel for hundrede år siden. Fantastisk! Men man bliver altså ikke meget
klogere på menneskelivet og eksistensen af at "kigge" ind i et atom!
På den anden side spiller det en stor rolle, også for mig som person og som
digter, at man kan se sig selv i sin legemlighed som forankret i biologien og
partikelfysikken og astrofysikken. At vide noget om disse ting er nødvendigt
for ens forståelse af, hvad det vil sige at være menneske i verden. Men igen:
Det siger ikke alt om den menneskelige eksistens. Selv om man ikke regner med
noget andet end selve Universet som i grunden ren fysik, må man indrømme, at
det er i mennesket og den menneskelige kultur, de menneskelige sammenhænge, man
har den højeste manifestation af, hvad der ligger i Universet.
-
TILFØJELSE formiddag 23.07.15:
Ja, n.n., jeg tror ikke engang, de gamle
jødiske teologer, der har skrevet skabelsesberetningerne (der er jo TO!), har
opfattet dem som "videnskab". De er selvfølgelig præget af, hvad man
dengang forestillede sig. Men læg mærke til, at de to skabelsesberetninger i 1
Mos kap. 1 og 2 er direkte modsatte i deres mytiske grund. Den første (og
yngste, mest "moderne") bygger på en mesopotamisk mytologi, hvor
ur-kaos er vand og mudder. Den anden (og ældste, mest naive) bygger på en
ørken-mytologi, hvor udgangspunktet er den tørre jord, der bliver vandet af en
kilde/flod. Senest da man samlede de to beretninger i det, vi kristne nu kalder
Det Gamle Testamente, har man klart kunnet se, at disse to i det ydre direkte
modstridende beretninger ikke har skullet tages bogstaveligt. - Jeg er, kære n.n., lidt ked af, at du nøjes med at betegne deres
synspunkt som "etisk". Det er teologisk! Med det hele! - Jeg må
slutte nu. Du, og evt. andre her i tråden, skal lige tage Bibelen frem og
repetere skabelsesberetningerne. Så vil I også se, at nærheden mellem dyr og mennesker
begge steder og på hver sin måde er meget smukt understreget. Sammenlign
havdyrenes og menneskenes velsignelse! Og overvej, hvad det betyder, at
velsignelsen af landdyrene er sprunget over! Ja, overvej, hvad det betyder, at
Adam måske KUNNE have fundet sig en medhjælp blandt dyrene! (1 Mos 2,18-20).
Bemærk endelig, at det ses som den oprindelige "skabelsesorden", at
både dyr og mennesker skal leve af planter (1 Mos 1,29-30). - Det mest utrolige
i hele denne debat er, hvor dumme, de, der betragter sig selv som den højeste
oplysnings repræsentanter, er.
-
Og lidt senere også denne:
Kære n.n.! Der er desværre meget rigtigt i det,
du siger om forholdet mellem religion og magt. Jeg hører til dem, der mener, at
kristendommen er det 180 grader modsatte af "religion". I
"religion" dyrker mennesket Gud (eller hvad dertil svarer) for at
opnå noget. I kristendommen kommer Gud til mennesket for at give os alt. Men
fra og med kejser Konstantin (fra 312 af) blev kristendommen taget i magtens
tjeneste. Uhyggeligt! - Og jeg bryder mig som kristen teolog heller ikke om
meget af det, der aktuelt bliver sagt om kristendommens betydning for Danmark.
Gud sendte ikke sin Søn til verden for at sikre sammenhængskraften i Danmark,
men for at frelse verden og bringe Guds Rige nær! - Sagen er dog mere
kompliceret end som så. For hvor meget kristendommen end er blevet taget i
magtens tjeneste, har den dog bevaret sit sande indhold, og det har haft stor
og gavnlig betydning for menneskelivet, ikke mindst her i Danmark. - Grundtvig
vidste godt, hvad kristendommen egentlig gik ud på, men han elskede også
Danmark og danskerne, og var klar over, at den egentlige kristendom også -
"til en side" - havde velsignede virkninger på menneskelivet i fx (og
ikke mindst!) Danmark. Jeg er selv Grundtvig-forsker og har især dyrket hans og
min "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement". Der er
ikke nogen modsætning mellem at vente på Guds Riges komme og at elske
tilværelsen her og nu. Guds Rige er jo, at den skabte, men faldne verden,
bliver reddet ud af det Ondes magt. Og vi kan allerede her og nu se og opleve
meget af, hvad der højtideligt sagt betegnes som "skabelsens
herlighed". - Jeg siger ikke, at du skal tro på skabelsen og syndefaldet
og frelsen (men kan kraftigt anbefale det). Jeg prøver bare at præsentere, hvad
der ligger i det, jeg tror på.
-
Og senere på dagen denne:
Godt, n.n., så siger jeg selv tak! Men jeg
vil lige nå at sige, at selv om der både bagude i tiden og mange steder ude i
verden desværre er mange eksempler på, hvad du siger, vil jeg for det første
bede dig holde dig til kristendommen i den diskussion, vi har her, og for det
andet koncentrere dig om det, vi har her i Danmark, især den danske
evangelisk-lutherske kristendomsform. Ja, du kan begynde med sådan en som mig.
Jeg er vist i de henseender, der her er tale om, ganske repræsentativ. Kan du
påvise nogen af de dårlige ting, du taler om, hos mig og dem, der ligner mig?
Det være sig i Folkekirken eller i de andre kristne kirkesamfund her i Danmark?
Det er ikke sikkert, alle er lige så konsekvente, hvad kravet om frihed angår,
og hvad den totale åbenhed over for videnskaberne og deres resultater angår.
Der er gradsforskelle. Men kan du nævne bare ét eksempel her i Danmark på
noget, der er så slemt som det, du opregner? Og så har jeg slet ikke nævnt de
vitterligt positive ting, der følger af især evangelisk-luthersk kristendom.
Men lad mig spørge dig, om der måske ikke er en sammenhæng mellem den
evangeliske kristendomsform og de samfund, vi har i Tyskland (hvor også den
katolske kristendom er påvirket af den evangeliske), Norden og Storbritannien
(hvis anglikanske kristendomsform og forhold i det hele taget ganske vist har
en noget anderledes karakter og historie). Jeg er helt med på, at det kan være
svært at skelne mellem årsag og virkning (om vi er, som vi er, fordi vi har
evangelisk kristendom, eller om vi har evangelisk kristendom, fordi vi er, som
vi er), men det er alligevel påfaldende, at de nævnte lande er nogle af de
bedste at leve i her i verden.
* * *
Min intuition om fremtiden omkring og i Iran
Det kan måske udvikle sig rigtig godt!
14.07.15
Kommentar i en Facebook-tråd
Tja-tja,
n.n., jeg er ikke ekspert. Men jeg sidder netop og
ser om aftalen i Deadline, og jeg føler mig bekræftet i, hvad min intuition
siger mig. Jeg tror, der trods alt er noget mere rationalitet i iranerne end i
araberne (herunder saudierne!) - og pakistanerne og afghanerne. Jeg tænker også
på, hvad en iransk kvinde engang sagde til en fra vor familie, der boede i
samme opgang: "Husk, jeg er iraner, ikke araber". Jeg mener også, de
herboende iranere generelt virker mere fornuftige og tiltalende. - Så, nu er
det Lars Erslev Andersen! Og en herboende iraner. - Det er ikke så meget
"præstestyret", jeg tænker på. Selv om der vel - efter
omstændighederne! - er mere rationalitet i det end som så. Nej, jeg tænker på
befolkningen, især de yngre og veluddannede. De vil vel gerne have en vestlig
livsform. Nu taler Lars Erslev også om middelklassen. Han er dog forsigtig. Men
jeg tænker, eller altså føler, på længere sigt. - Nu taler en iransk politiker
om den fælles front mod Islamisk Stat. Det var da vist ligefrem
udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif. - Men så er
der jo forholdet til Assad! Det taler de om nu. Men også om, at det kan være
positivt at få Iran med i processen omkring Syrien. - Og både Saudi-Arabien og
Israel er afhængige af USA, som er den store garant. (At vi her kan tænke på de
garantier, Ukraine fik, da de afleverede deres kernevåben, er vel ikke helt det
samme). - Men jeg gentager, at det hos mig er intuitionen, der taler - på langt
sigt. Hvis vi lever længe nok, får vi se!
* * *
HVOR DUM KAN MAN VÆRE?!
Om de skoledrengeagtige angreb på den teologiske
uddannelses- og forskningsminister.
11.07.15. - Opslag på først TV 2 News', dernæst uddannelses- og
forskningsminister Esben Lunde Larsens og til sidst min egen Facebook-profil. -
Nu også både her og på undersiden "Kirke og teologi".
Kære Esben! Må jeg have lov at slå min kommentar til denne aftens Ugen
på spidsen (TV 2 News) op her? Jeg har jo også (i Grundtvig-Studier)
beskæftiget mig lidt med din ph.d-afhandling
»Frihed for Loke saavelsom for Thor - N.F.S.
Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv«. Så jeg
føler, jeg har en vis ret til det. Og jeg vil jo også gerne støtte dig lidt.
Selv om jeg er overbevist om, at du tager de tåbelige angreb på dig let. Her er
min kommentar til indslaget i Ugen på spidsen, som du jo også kan være udmærket
tilfreds med:
Har lige set indslaget om den nye uddannelses- og forskningsminister
Esben Lunde Larsen i Ugen på spidsen. Om angrebene på ham, fordi han som teolog
med en teologisk ph.d.-grad (på en afhandling om Grundtvigs frihedssyn!) og som
troende kristen er blevet forskningens minister. Heldigvis udtalte de to i
studiet sig udmærket om disse, som det også blev sagt, nyinkvisitoriske
angreb. Men det er altså uhyggeligt, at vi har fået en måske ikke så stor, men
højtråbende gruppe af mennesker, der tydeligvis mener om sig selv, at de
besidder den højeste dannelse og indsigt, men alligevel fører sig frem på den
mest skoledrengeagtige måde. - Jeg er selv teolog og pensioneret præst og har
den teologiske doktorgrad for en afhandling om Grundtvigs videnskabssyn. Og jeg
kan udmærket på én gang være en i mange henseender traditionalistisk kristen og
dybt optaget af naturvidenskaberne og deres resultater, også biologien. Noget af
det bedste, jeg har oplevet i mit liv, var deltagelsen for nu en del år siden i
Forum Teologi Naturvidenskabs seminarer ved Århus Universitet. Her deltog folk
af alle slags, både fagligt og livsanskuelsesmæssigt. Et af vore slagord var:
Vi mødes i hjernen! Men vi talte frit og venskabeligt og frugtbart om alt
muligt. Jeg husker blandt mange interessante samtaler én med en virkelig
hardcore materialist, altså materialist i den yderste filosofisk-fysiske
forstand. Vi talte fint sammen. - Hvis jeg til allersidst skal henvise til
Grundtvig, kan jeg pege på, at han i sin, desværre (endnu) ikke realiserede,
plan om et fællesnordisk superuniversitet i Göteborg udtrykkeligt nævnte
naturvidenskaberne, og at han et andet sted har udtalt sig om
naturvidenskabernes hjemstedsret i den jo langt mere omfattende
videnskabelighed, han opererede med - og som vi jo også bør operere med.
Naturvidenskaberne skal jo ikke bare afgrænses i forhold til troen. Det er
først og fremmest de øvrige videnskaber, altså især de humanistiske, de skal
afgrænses i forhold til, og de kunstneriske erkendeformer, og i det hele taget
menneskets samlede eksistensforhold. Ja, det er i virkeligheden her, grænsen
går. Troen, og fx den kristne teologi, forholder sig ikke specielt til
naturvidenskaberne, men til netop hele eksistensforholdet, hvori den
naturvidenskabelige erkendelse kun indgår som en af flere kilder. - Kort sagt:
Hvor dum kan man være?!
* * *
Er Danmark et kristent land?
I P 1 Debat-tråd om
Danmark som kristent land. - Udsendelsen 08.07.15. - Også i "Kirke og
teologi". - Delt på min Facebook-væg. - 07.07.15.
Det var tåbeligt at skrive det ind i regeringsgrundlaget. For det er rigtigt, som andre her i tråden allerede har sagt, at kun mennesker, ikke lande, endsige stater, kan være kristne. Men hvis vi ser bort fra det med regeringsgrundlaget - og fra hele den betændte debatsituation - er spørgsmålet mere kompliceret end som så. - Der kan siges meget dårligt om Folkekirken. Og jeg kan selv udtale mig særdeles kritisk - efter at have tjent som præst i den siden 1971. Men det betyder ikke, at netop det meget sekulære Danmark ikke er dybt og bredt præget af over tusind års kristendom og snart fem hundrede års evangelisk-luthersk kristendom. Jeg vil stadig påstå, at der hviler et mildt evangelisk skær over menneskelivet i Danmark, og at sådan noget som hele vort frihedssyn og vor arbejdsmoral og mangel på korruption osv. i høj grad bygger på især de fem hundrede års evangelisk kristendom. Lad mig også lige nævne Grundtvig! - Men vi skal videre. Og som det hele er, går jeg ind for kirkens adskillelse fra staten, og det har jeg gjort siden 1970'erne. Den evangelisk-lutherske menighed i Danmark må nu fremtræde som, ja, leve som, en selvstændig og selvstyrende organisme. Så må det vise sig, hvor mange vi ender med at blive. Ligesom det må vise sig, hvor meget liv, der kommer til at være i os. En levende evangelisk menighed vil kunne sprede meget lys og liv i Danmark. I fuld frihed. Og uden statsmagten i ryggen. Og Gud skal naturligvis ikke bruges som trumf i det politiske. Her må man simpelt hen argumentere for sine synspunkter. Hver mand en stemme! Men bare 50 eller 25 % levende kristne vil sætte et præg. Jeg mener også, det var netop Grundtvig, der sagde, at et land er kristent, som det har kristne til. - Det er ikke til at forudsige, hvordan det kommer til at gå. Men de kristne vil, få eller mange, altid have det godt. Så må de ikke-kristne finde ud af, hvad de vil bygge og leve på. Men vi skal selvfølgelig alle kunne samarbejde mest muligt, både kulturelt og politisk. Det sagde Grundtvig også. - Vi må se!
-
Og et svar på en
kommentar i samme tråd:
Ja, n.n., vi har unægtelig fået en ny religion i Danmark, eller i hvert fald en ny moralisme. (I forlængelse af min kommentar skulle jeg nok hellere sige et nyt kætteri, en ny farisæisme, for det er jo i hvert fald et post-kristent fænomen). Men det er der ikke andet at gøre ved end at tage debatten, ja, udøve religionskritik - og først og sidst forkynde Evangeliet. Hvis folk vil være humanister, skal de have lov til det. Vi skal ikke prøve at tilsløre virkeligheden ved krampagtigt at holde fast i den statskirkelighed, hvis tid under alle omstændigheder er forbi. Et selvstændigt evangelisk-luthersk kirkesamfund vil først og fremmest være godt for de evangelisk-luthersk kristne selv. Men et sådan kirkesamfund vil også rumme mennesker, der i stort og småt kan bidrage rigtig godt til menneskelivet i Danmark. - At være kristen vil ganske vist først og fremmest sige at leve i troen på Jesus Kristus, mens vi venter på Guds Riges komme (hvordan vi så ellers kan, eller ikke kan, forestille os det). Jesus kom jo ikke til verden for fx at sikre sammenhængskraften i Danmark, men for at frelse menneskeslægten. MEN når det er sagt, vil kristendommen, for igen at referere Grundtvig, mens vi venter, have mange gode "virkninger til en side". Hele min Grundtvig-forskning og dermed forbundne teologiske tænkning i øvrigt har i høj grad handlet om, hvad jeg fx har kaldt "det kristeligt nødvendige livsengagement". For når Jesus Kristus er kommet for at frelse menneskelivet, har menneskelivet jo også betydning her og nu! For at sige det kort.
-
Yderligere kommentar 08.07.15
Nu kom debatten så. Og hvad skal jeg sige? Jeg har sådan set ikke noget
at føje til. - Og lige nu sender TV 2 News om den græske krise! - Jeg mener
fortsat, at det ikke burde have været skrevet ind i regeringsprogrammet, at
Danmark er et kristent land. Og at det har karakter af besværgelse, fordi
Danmark jo lige nu er ved at blive et andet land, end det hidtil har været,
ikke mindst pga. den store indvandring af muslimer. Men på den anden side er
Danmark stadig i høj grad et kristent land, både mentalt og institutionelt. Og
knapt 78 % af befolkningen er medlemmer af den evangelisk-lutherske Danske
Folkekirke. Hvortil kommer de kristne, der ikke er medlemmer af Folkekirken.
Det er derfor ikke så ligetil at sige, at den danske stat skal være religiøst
neutral. I en vis forstand skal staten selvfølgelig være religiøst neutral,
alle statsborgeres stat. Og det mener jeg er tilfældet, og sådan ønsker jeg,
det skal være. Men så længe et stort flertal er kristne, kan det ikke undgås,
at der alligevel kommer kristendom ind mange steder. Det skal heller ikke være
sådan, at halen logrer med hunden, altså at mindretallet bestemmer over
flertallet. - Men personlig er jeg ligeglad. Jeg har i mange år indstillet mig
på at skulle leve i et multietnisk, multikulturelt og multireligiøst samfund.
Derfor er det afgørende for mig, at det evangelisk-lutherske kirkesamfund
bliver løsgjort fra staten, så det kan komme til at fremstå som en selvstændig
og selvstyrende organisme med det antal medlemmer, det nu har og ender med at
have. Og tilsvarende ligger det i det multikulturelle, at de kristne kan
oprette deres egne skoler og andre institutioner, ligesom alle andre kan. Det
er muligt, at vi også kommer til at sige farvel til Folkeskolen. - Men det må
vise sig. Én ting har vi lært fra og med Murens fald: Alt kan ske. På godt
såvel som på ondt. - Men under alle omstændigheder må vi kristne prøve at holde
os til troen på Jesus Kristus, mens vi venter på Guds Rige, idet vi samtidig
prøver at leve et godt liv, også sammen med vore ikke-kristne medborgere, som
vi jo på mange områder både kan og skal samarbejde med i det store fælles
samfund og under den fælles stat. Det vigtigste er, at FRIHEDEN i alle
henseender bevares!
* * *
TILLYKKE, PIA!
Denne lykønskning har jeg netop slået op på Dansk Folkepartis profil,
på min egen og andre steder, også her på min hjemmeside:
Tillykke, Pia! Jeg ved, at du vil sætte hele din viljestyrke og al din
dygtighed ind på at blive en virkelig god formand for hele Folketinget. Held og
lykke!
03.07.15
* * *
Ved meddelelsen om, at vi får en ren Venstre-regering
26.06.15. - Også i Facebook og "Erindringer - DAGBOG".
Lars Løkke er på TV 2 News og siger, at han nok vil præsentere en ren
Venstre-regering på søndag. Jeg er særdeles tilfreds. - I øvrigt er hele
verdenssituationen så alvorlig, at det ikke betyder så meget med den ene eller
den anden regering i Danmark. Kun EU kan stille noget op. Hvis de kan. Og vil.
Ellers går Europa måske til grunde. - Min egen konklusion er, at jeg vil
koncentrere mig om at skrive og udgive. Så jeg får efterladt mig noget. Noget,
som nogle måske vil kunne bruge til noget, altså få noget liv ud af. Og som
måske nogle af dem, der lige er blevet studenter, kan blive inspireret af.
Nogle ganske, få, ja, måske bare en enkelt, vil være nok. Der bliver vel under
alle omstændigheder en form for liv tilbage. Ellers må vi jo, hvad vi under
alle omstændigheder skal, vente på Guds Rige (uanset hvordan vi så prøver at
forestille os, hvad det nærmere vil sige). - Det er min mening. Jeg gider ikke
deltage i den uværdige diskussion om valgresultatet m.m. Jeg gider ikke! Der er
nogle, der ikke vil lade sig overbevise af hverken argumenter eller
virkeligheden selv. Men jeg håber, deres antal og indflydelse efterhånden vil
blive reduceret til naturlig størrelse, og at der kommer nye unge frem med
klarere hjerner og øjne. - Jeg går nu videre med min Frie Lollandsonet nr. 10
"Vesterborg"!
* * *
VI KAN GODT FØRE EN BEDRE SAMTALE, SELV OM NOGLE AF OS
IKKE GÅR PÅ KOMPROMIS
Ny kommentar i Facebook-tråd 24.06.15.
Jeg ved ikke, om jeg kan føje noget til som svar til dig, n.n.. Jeg
skal også ud og lufte min søns ferierende hunde og slå
græs og derefter arbejde lidt på min kommende udgivelse af Knud Berlins og min
oversættelse af Adam Mickiewicz's "Krimsonetter". Og meget mere. Jeg
har som sagt i virkeligheden ikke tid. Og dem, der virkelig er hardcore,
overbeviser man aldrig. De andre vil virkeligheden overbevise. Men jeg kan
henvise til Deadline i går aftes og - især - til DR (radio) P 1 Debat i dag.
Her kan man høre, at der er nogle, der begynder at forstå i hvert fald mere af
den virkelighed, der ligger bag DF's valgsejr. - Hvad det med at komme videre
angår, vil jeg sige, at jeg stort set har trukket mig ud af den politiske debat
for at hellige mig min fortsatte produktion af både den ene og den anden slags
tekster og udgivelsen af såvel de ting, jeg allerede har på bedding, som de nye
ting. Og jeg må også indrømme, at jeg ikke er meget for at gå på kompromis. Jf.
hele den regeringsdannelsessituation, der er det særlige udgangspunkt for vor
diskussion her. Men både debatten og politikken kunne alligevel godt føres på
et bedre grundlag. Jeg venter først og fremmest på, at vore hidtidige
modstandere kommer til at indse, at de selv hører med til dem, der har nogle
meget store problemer. Det er jo hele Europa - og for så vidt hele verden. Og
selv om vi er nogle, der ikke vil gå på kompromis mht. den politik, vi ønsker,
kunne samtalen godt blive bedre. Vi kunne være fælles om at indse
virkelighedens og problemernes karakter. Fælles om at erkende, at de også
stiller os over for nogle meget ubehagelige etiske dilemmaer. Og fælles om at
erkende, at problemernes løsning under alle omstændigheder er uhyre vanskelig.
Så kunne vi i al fordragelighed komme med vore bud. Og så kunne nu i første
omgang den nye regering Rasmussen - eller Rasmussen-Frederiksen eller
Frederiksen-Rasmussen? - (for min skyld gerne en ren vestreregering eller altså
en VS eller SV-regering) udmønte tingene i en praksis, der kan samle et flertal
i Folketinget. Idet vi jo også skal erkende, at Danmark alene ikke kan løse
noget som helst, højst holde stillingen lidt endnu. Nej, hvad vi end mener om
EU, må vi erkende, at kun EU (helst i en reformeret skikkelse) er stor nok til
at løse problemerne, herunder også problemerne om forholdet mellem den globale
flydende kapital og demokratiet. - Til
allersidst vil jeg sige, at hovedproblemet i indvandringsspørgsmålet ikke er,
hvad der måtte være i vejen med de ikkevestlige, især muslimske, indvandrere,
men selve det, jeg tillader mig at betegne som befolkningsudskiftningen. Som
det fremgår, er jeg noget slavist, nu især på det polske område. Jeg er også en
så god lutheraner, at jeg er økumenisk engageret, altså især med den
romersk-katolske kirke i Polen. Men jeg siger undertiden til mine polske og
katolske venner, at medens jeg nu glæder mig meget over den polske
tilstedeværelse i Danmark (og virkelig elsker polakkerne højt, et fantastisk
folk), ville jeg blive bekymret, hvis vi fik 1 million polske katolikker her i
Danmark. Det ville gøre Danmark til et andet land. Det samme ville gælde, hvis
det var 1 million svenskere, nordmænd, briter eller tyskere. Og altså for slet
ikke at tale om 1 million muslimer fra Mellemøsten osv. Også selv om det var de
sødeste og rareste og flittigste og mest demokratiske mennesker. - Men nu skal
jeg altså ud med hundene!
* * *
MEN KAN VI KOMME VIDERE?
Kommentar i Facebook-tråd til de voldsomme reaktioner
på Dansk Folkepartis fremgang ved valget. - 24.06.15.
Hvorfor siger jeg overhovedet noget her? Det må være, fordi sagen
optager mig alvorligt. Og har gjort det siden o. 2000. Jeg gentager, at man
ikke kan gennemføre en overbevisende analyse i en FB-kommentar. Det bliver
altså påstand mod påstand eller fornemmelse mod fornemmelse. Men jeg har levet
med i dette i mindst 15 år. Og det er virkelig min ærlige overbevisning, at der
er tale om andet og mere end bare en almindelig politisk diskussion. Det må de
andre her i tråden jo også give mig ret i, når de taler om racisme og højrepopulisme og måske det, der er værre. Og i princippet
kunne de jo have ret. Men hvilke ord vil de finde frem, hvis der skulle dukke
et virkelig ugly højreradikalt parti op? Man kan
mene, hvad man vil om DF, men det er ikke et højreradikalt parti. DF og dets
vælgere har bare et andet syn på indvandringen og islam og EU end den kreative
klasse og wannabe'erne. Og hvorfor er det ikke et
politisk standpunkt som så mange andre? Hvorfor skal det mødes af en så voldsom
moralsk fordømmelse? - Jeg vil ikke beskylde nogen i den
"progressive" lejr for at have været eller være tilhængere af
sovjetkommunismen. Det var kun nogle få. Og jeg vil slet ikke beskylde
Socialdemokraterne (som Socialdemokratiet jo nu hedder) for det. Men jeg er
ikke den eneste, der peger på, at Murens fald og Sovjetunionens opløsning, og
altså, hvad der skulle være den realiserede socialismes, helt bogstavelige
fallit, alligevel har haft stor betydning. Pludselig stod markedsøkonomien og
kapitalismen jo alene tilbage som den store sejrherre. (Jeg ønsker selv et, om
ikke direkte socialistisk, så dog i vid forstand social-konservativt alternativ
til den nu herskende kapitalisme). Og så udråbte Poul Nyrup 1990'erne til
Moralens Årti. Og så kastede de "progressive" sig over miljø og klima.
Og blev moralister. Jeg er overbevist om, at det er sådanne mekanismer, der har
gjort og stadig gør sig gældende. Og hos de borgerlige pakker man ønsket om
udbud af billig arbejdskraft m.m. ind i "anstændighed". - Jeg
gentager, at dette ikke er en analytisk bevisførelse. Men nu kan I andre i
hvert fald se, hvordan jeg som et nogenlunde oplyst og godt menneske vurderer
det, der bliver sagt i disse dage. - Jeg foreslår, at vi lægger fordommene og
skældsordene bort og giver os til at drøfte, hvordan vi skal klare de mange
store udfordringer, vi vitterligt står over for. Og det gælder både
folkevandringen (som kun lige er begyndt), EU's vitterlige problemer og den
globale flydende kapitals magt. Det burde vi kunne gøre netop i Danmark (inkl. n.n. og andre i [...] og evt. andre steder i udlandet). -
Undskyld længden! Men jeg prøver måske at sige noget, der kan bringe os videre.
* * *
Ja, lad os bare få nogle andre bogstavkombinationer!
(Andre end VOIC).
Lørdag den 20. juni 2015
NEDENSTÅENDE HAR JEG NETOP SAT I DR P 1 SØNDAGSFROKOSTENS TRÅD (og jeg
glæder mig som altid til at skulle høre denne debatudsendelse). Desuden på
Dansk Folkepartis Facebook-væg. Og i en af mine egne valgdebat-Facebook-tråde.
Det, jeg hentyder til, er forskellige bogstavlege (som svarer til, hvad jeg
selv har gået og tænkt på), som skal kunne give de borgerlige partier et
flertal med Socialdemokraterne og evt. De Radikale. Jeg tror ikke disse
bogstavlege var venligt ment. De skulle nok snarere advare DF mod at komme til
at føle sig for store. Men jeg mener selv i fuldeste alvor, at Dansk Folkeparti
skal holde sig ude af regeringsdeltagelse og overlade det til de mere
indvandrings- og EU-venlige partier med den store ansvarlighed at finde ud af
det. Så kan Dansk Folkeparti måske stadig tage ansvar og få indflydelse fra sag
til sag. Men ellers må vi bare vente, til vi ved næste valg får endnu større
fremgang. Det er jo dér, den virkelige indflydelse ligger. I at tage vælgerne
fra de partier, der vil noget andet end befolkningen (og jo, hvad endnu langt
værre er, noget andet, end hvad virkeligheden tilsiger). Men her er, hvad jeg
har sat på de nævnte steder:
Som DF'er synes jeg godt om de forslag til
alternativ regeringsdannelse, der er fremsat her i tråden. DF skal efter min
bedste overbevisning ikke være gidsel i en regering. - Mange, der ellers slet
ikke sympatiserer med os, er meget ivrige efter at få os i regering og taler
højtideligt om pligten til at tage ansvar. Og man forstår godt, hvad det er de
ønsker. Men en sådan pligt er mig bekendt ikke nævnt i Grundloven. Og ansvar
kan man tage (og indflydelse kan man få) fra sag til sag. Og endnu mere
indflydelse kan man få, hvis de andre partier ikke fortsætter deres fremmed- og
EU-politiske omvendelsesproces, idet de så nemlig kommer til at afgive flere
stemmer ved næste valg. - Jeg vil også lige sige, at det meget omtalte forhold,
at mange af meningsmålingernes adspurgte ikke tør sige, at de vil stemme på DF,
er en skamplet på det danske demokrati. Det var i høj grad den nedladende behandling
af DF og dets vælgere - med Poul Nyrups stuerenhedserklæring som topmålet - der
i sin tid fik mig til at melde mig ind i Dansk Folkeparti. - Virkeligheden vil
tvinge vore modstandere til at give os ret. I praksis. Men det vil komme til at
holde hårdt, og de fine humanistiske nymoralister (farisæere) vil aldrig
nogensinde komme til at regne os andre for ligeværdige.
* * *
LØGNENS
DAG - 12. juni
Jeg satte den 12. juni 2015 denne optegnelse på undersiden
"Erindringer - DAGBOG" (og jeg har også siden markeret denne dag
hvert år):
Fredag den 12. juni 2015. - Løgnens
dag! - Det er i dag tre år siden Dronningen autoriserede ritualet
for vielse af par af samme køn (12.06.12). Og jeg erklærede dengang, at jeg
hvert år ville markere denne dato som "løgnens dag". Hvad jeg så også
gør nu. For princippets skyld. Altså, fordi det er utåleligt, at vi skal have
den newspeak-løgn i vor Ritualbog, at to mennesker af samme køn bliver betegnet
som ægtefolk og bliver gjort til "ægtefolk" ved et ritual, der ligner
det rigtige vielsesritual. Det er dog lige så utåleligt for mig som borger i
den danske stat, at der allerede er et tilsvarende borgerligt ægteforeningsritual.
Løgn er løgn, uanset hvor den udtales. Men alle føler jo, at der med det
kirkelige ritual er tale om den ultimative sidestilling af forholdet mellem to
af samme køn og ægteskabet. Det var tydeligvis også det, der gjorde det så
vigtigt for "de progressive" at få dette ritual indført i
Folkekirken. - Men jeg er træt af at beskæftige mig med denne sag. For nogen
særlig praktisk betydning for livet i Folkekirken har den jo ikke. Mon man ved,
hvor mange par af samme køn, der er blevet gjort til "ægtefolk" i Folkekirken
siden sidste 12. juni? Vi har mange problemer i Folkekirken, det er langt
vigtigere at beskæftige sig med og bruge kræfterne på. - Selve spørgsmålet om,
hvordan man skal se på fænomenet homoseksualitet, har jeg altid erklæret jeg
ikke ville beskæftige mig med. Dels interesserer jeg mig ikke for det, dels er
det formodentlig for tiden umuligt at få en objektiv forskning og diskussion på
dette område. Ligestillingen af homoseksualitet og heteroseksualitet er blevet
progressivitetsmarkøren over alle progressivitetsmarkører, noget af det
helligste i vort samfund. Ja, man kan nok næsten sige, at en kritisk holdning
til homoseksualitet nu nærmest svarer til synden mod Helligånden. Det vil i
hvert fald ikke være karrierefremmende for en forsker at beskæftige sig med
fænomenet homoseksualitet på en måde, der får det til at fremstå som en slags
sygdom. - Det har heller ikke været karrierefremmende for mig at stå offentligt
frem med de her fremlagte synspunkter. Især ikke, når jeg samtidig har udtalt
mig kritisk om indvandringen og islam. For vel er der, som den igangværende
valgkamp viser, sket en vis udvikling på de her sidst nævnte områder, men vil
man fremme sin egen sag og plads i det gode selskab, er det nok stadig klogest
at forholde sig positivt eller i hvert fald afstå fra at ytre sig negativt i
den offentlige debat. Og indvandrerne strømmer stadig ind. - Jamen er det ikke
ukristeligt at gå ind for, at fx de afrikanske bådeflygtningen
skal sejles tilbage til Afrika igen? Det er det måske. Men hvis det er det, må
det sandt kristne så være, at grænserne skal være helt åbne, hvilket vil
betyde, at forholdene her i Europa vil ende med at blive, som de nu er i
Afrika. Jeg har i år skrevet en evangeliesalme om den rige mand og Lazarus (Luk
16,19-31) til 1. søndag efter trinitatis. Og det var ikke let. Det spørgsmål lå
jo hele tiden og gnavede, om vi ikke havde pligt til at lukke alle Afrikas
hundreder af millioner Lazarus'er ind i Europa. Der
er dog også andre måder, hvorpå man kan gøre, hvad den rige mand i lignelsen
burde have gjort. Men det er svært at komme til det på en måde, der virkelig
batter. Det er jo hele den kultur, disse stakkels Lazarus'er
har inde i deres hoveder, der er årsagen til, at de har det så elendigt. Afrika
er et rigt kontinent, og det skulle sagtens kunne lade sig gøre at leve et godt
liv dér. Og det er naturligvis vor pligt som kristne - eller dog post-kristne
humanister - at prøve at hjælpe, både akut og på langt sigt. Vi kan bare ikke
hjælpe, hvis vi nedlægger os selv. Og vi kan heller ikke hjælpe, hvis vi ikke
ser virkeligheden, hele virkeligheden, i øjnene. Det er ikke nok at mene noget
godt. Det er heller ikke nok at gøre noget, der fremstår som godt, hvis det
ikke fører til noget godt. At være kristen har ikke kun noget med kærligheden
at gøre; det har også med sandheden at gøre, og altså med det sande forhold til
virkeligheden. Det samme burde gælde for de postkristne humanister. - Ja, nu
blev denne dagbogsoptegnelse et debatindlæg. Jeg har derfor ikke alene slået
den op på min Facebook-væg, men også sat den på undersiderne "Kirke og
teologi" og "Debat".
* * *
Garantier efter Ukraine?
Ikke optaget læserbrev. Sat
på her 09.04.15.
Man vil vel også garantere Irans suverænitet og integritet. Men kan iranerne bruge det til noget, når de ser, hvad ukrainerne har fået ud af de garantier, de i 1994 fik mod til gengæld at aflevere de atomvåben, de havde fra sovjettiden af?
Bent
Christensen
pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Liberalititis? En ny slags Stockholm-syndrom?
DR 2 DEADLINES FACEBOOK-OPSLAG I AFTEN:
Der henvises til Birthe Rønn Hornbechs indlæg i Politiken:
"Kapløbet om at overhale DF højre om, er Venstre ikke alene om".
Og her er min kommentar før udsendelsen:
Det, Birthe Rønn Hornbech i sit indlæg siger om, hvad Folketinget og partierne er blevet til, er desværre rigtigt. Men hendes begejstring for indvandringen er ubegribelig. Jeg har det med Birthe Rønn Hornbech som med Uffe Ellemann-Jensen. Engang beundrede jeg dem. Og det gør jeg for så vidt stadig, nemlig bortset fra deres altså helt ubegribelige fremmedpolitiske holdning. Er de angrebet af liberalititis? Eller har de fået, hvad man med en ny betydning af ordet kan kalde et fremmedpolitisk Stockholm-syndrom? At denne hæderskvinde og denne hædersmand på dette område optræder på en faktisk landsforræderisk måde! - Men lad os nu høre, hvad Birthe Rønn Hornbech har at sige til sit forsvar! - I øvrigt spår jeg, at Dansk Folkeparti bliver landets største parti ved det kommende valg. Vi skal bare under ingen omstændigheder i regering.
Og her er min kommentar efter udsendelsen:
Ja, integration mig her, integration mig der! Venstre vil blive straffet på valgdagen, hvis de er bløde i fremmedpolitikken. - Men alt, hvad hun sagde om folkestyrets krise, var godt og rigtigt. Det er kun, hvad jeg har sagt i årevis!
*
* *
Strategisk sfære og kultursfære
I forbindelse med
situationen omkring Ukraine er mange både store og små skrivebordsstrateger
umådelig imponerede over begreberne strategiske interesser og
indflydelsessfærer. Jeg erklærer denne tankegang for gammeldags og vil i stedet
anlægge en folkeretlig, moralsk og i videste forstand kulturel vinkel. Der er
ingen tvivl om, at Ukraine rent folkeretligt og moralsk har ret til at leve
uantastet inden for sine internationalt garanterede grænser. Men dertil kommer,
at den ukrainske befolkning langt foretrækker at leve inden for den vestlige
kultursfære med retsstat, frihed, demokrati, modernitet og velstand. Hvem ønsker
at leve i en Putin-stat? - Sagt på en anden måde: Putin-Rusland og Vesten står
ikke moralsk og kulturelt lige. Ingen almindelig ukrainer ønsker at leve i et
samfund, der ligner det russiske. Derfor ligger Ukraine inden for den vestlige
kultursfære. Når de altså selv ønsker det. Vi skal jo ikke tvinge nogen ind i
vor sfære. Men vi har moralsk og kulturelt både ret og pligt til at støtte
ukrainerne i deres frie valg. Ukraine ligger i Vestens kulturelle nærområde.
Når jeg siger "ingen
almindelig ukrainer", ser jeg bort fra de utvivlsomt både hjernevaskede og
tyranniserede indbyggere i det separatist- og russiskbeherskede Donbass og på den annekterede Krim-halvø, hvis mening
aldrig er blevet hørt ved en fri og ordentlig afstemning. - Og når jeg siger,
at vi ikke skal tvinge nogen ind i vor sfære, tænker jeg på Afghanistan,
Mellemøsten og Nordafrika, hvor helt særlige forhold gør sig gældende (for at
sige det mildt), og hvor vi aldrig skulle have grebet militært ind.
Befolkningerne i disse områder må selv finde ud af, hvad de vil. Og der ser fx
ikke ud til at være den store opbakning i de arabiske befolkninger til krigen
mod ISIL.
*
* *
Mit sidste ord om islam og indvandringen?
19.02.15
Efter at have hørt P 1
Debat 19.02.15, hvor emnet var "Er der en lige
linje fra islam til terror?" satte jeg en kommentar i tråden til P
1 Debats eget opslag og til min egen deling af det på min væg, og i min egen
tråd satte jeg endnu en kommentar. Disse to kommentarer har jeg nu sat sammen
således:
Synet på Koranen og traditionen er naturligvis muslimernes eget problem. Ligesom det er deres problem, hvordan de vil leve med hinanden og os andre. Find ud af det! - Men jeg vil godt føje til, at et voksende muslimsk befolkningselement i Danmark og det øvrige Europa selv i allerbedste fald vil gøre vore samfund til noget helt andet, end de ellers ville være blevet til. Dette er i sig selv et argument for at standse indvandringen.
Ja, jeg er virkelig træt af muslimdebatten. Så jeg tror, jeg for fremtiden vil nøjes med at gentage ovenstående kommentar. Og så ellers bruge kræfterne på at få gjort mit eget liv og forfatterskab færdigt. Det haster snart! - Og så vil jeg også gentage, hvad jeg flere gange tidligere har sagt, at det er de yngre og unge her i Danmark og Europa, der må finde ud af, hvilket samfund og hvilken kultur de vil leve i og have deres efterkommere til at leve i.
*
* *
De enkelte galninge - og næstekærligheden
På min Facebook-væg og her
17.02.15.
Indvandringstilhængerne taler altid om en enkelt eller enkelte galninge. Men nu hører vi, at radikalisering er et stort problem i fængslerne, og at PET ikke reagerede på fængselsvæsnets advarsel om, at 14. februar-attentatmanden kunne være farlig, fordi det er umuligt at overvåge alle de personer, der kan være potentielle terrorister. Og det ser også ud til, at attentatmanden har haft medsammensvorne og et bagland. For slet ikke at tale om de tilkendegivelser af sympati med attentatmanden, der nu kommer frem. - Alle siger, at vi nu skal stå sammen. Men om hvad?
Senere i dag slår jeg min evangeliesalme til i morgen askeonsdag op. Og jeg overvejer selv, om der er en modsætning mellem det, jeg siger i denne salme, og min modstand mod indvandring af muslimer. Og navnlig kan jeg forestille mig, at indvandringstilhængerne vil trække næstekærlighedskortet. Ordet næstekærlighed er jo efterhånden blevet et ord, man bruger til at slå sine politiske modstandere med. Men mit modspørgsmål er, om det er næstekærligt at bringe Danmark og Europa i den situation, vi allerede nu er i, og at fortsætte med en politik, der kan føre til en endnu langt værre situation.
*
* *
Der gik 21 timer.
Allerede tidligt lørdag den 14. februar 2015 spurgte Anna og jeg hinanden, hvor mange timer der mon ville gå, før vi hørte den første sige, at hvis bare Lars Vilks ikke havde tegnet den tegning, ville det nok ikke være kommet til attentatet mod mødet i Krudttønden. Der gik ca. 21 timer, før jeg hørte ikke bare én, men to sige noget i den retning. Det var i P 1 Debats Søndagsfrokosten, hvor både teaterdirektør Jon Stephensen og erhvervsrådgiver Soulaima Gourani fremførte ytringsfrihed-men-synspunkter. Til gengæld holdt murer og socialdemokrat Mattias Tesfaye frihedsfanen højt. På en meget klar og stærk måde. Tak for det! - Jeg er bange for, at ytringsfrihed-men-synspunkterne kan vinde frem. De lyder jo nok stadig sødt og godt i manges ører. Og dermed er det jo så også en særdeles velegnet måde at skjule sin frygt på. Men jeg håber, meget store dele af den danske befolkning står sammen i en ubetinget kamp for friheden og ytringsfriheden. Altså for genvindelsen deraf. For meget er allerede sat over styr. Der bliver nok ikke fred og frihed i min levetid (f. 1943).
*
* *
De to europæiske fronter
Opslag i Dansk-Ukrainsk
Selskabs Facebook-gruppe og på min egen Facebook-væg 16.02.15.
I DYB RESPEKT FOR
OFRENE I KØBENHAVN I LØRDAGS - og i fuld klarhed over terrorsituationens alvor:
Har I bemærket, at
det, vi hører på lydoptagelsen fra Krudttønden, er den kvindelige (vist
topløs-demonstrant!) ukrainske deltagers tale? Og har I lagt mærke til, at
skuddene falder, lige da hun (citeret efter hukommelsen) har sagt:" Many say: 'Freedom of expression, BUT ...'. This BUT is
the decisive point". (Den sidste sætning var nok anderledes). - Det er
stærkt, at det netop er en ukrainer, der siger dette. Og det er altså også
stærkt, at det er lige netop her, skuddene falder!
To døde og fem sårede
er selvfølgelig ikke meget i forhold til, hvad ukrainerne lider. Men det er
alligevel ofre på den anden europæiske front. Og det er meget her i Danmark.
*
* *
Hilsen til min Facebook-ven Lars Vilks
For lidt siden slog
jeg denne hilsen op på min FB-ven Lars Vilks væg (og
i en tråd på min egen væg):
Sympati herfra! Vi
må holde ud. Men det er ikke sjovt. Friheden vil dog altid vinde til sidst. -
Mange hilsner fra både Anna og Bent Christensen, Lolland, Danmark.
*
* *
INTERNETHILSEN TIL MINE RUSSISKE VENNER
I Facebook og på undersiden
RUSSKIJ 05.02.15.
Kære russiske venner!
Ja, jeg skriver til jer som mine venner. Jeg har altid regnet de
russiske mennesker for mine venner. Allerede 1962-1964, hvor jeg blev uddannet
til sprogofficer (efterretningsofficer af reserven) elskede jeg det smukke
russiske sprog og den russiske litteratur og var kun NATO-soldat for at hindre,
at Vesteuropa, herunder Danmark skulle blive "befriet" til
kommunismen. Og jeg så frem til den dag, hvor også det russiske folk skulle
være frit.
Jeg blev glad, da Mikhail Gorbatjov kom til magten, og jeg håbede, det
ville lykkes ham at omdanne det kommunistiske Sovjetunionen til en slags socialdemokratisk
frit fællesskab. Det lykkedes ham ikke. Men jeg glædede mig over, at
kommunismen tabte magten.
I 1968 blev jeg magister i dansk og russisk filologi, og i 1971 blev jeg
efter en supplerende teologisk uddannelse præst i den evangelisk-lutherske
Danske Folkekirke. I 1990'erne brugte jeg mine russiskkundskaber til en del
aktiviteter i forhold til herboende russere og Rusland og Kazakhstan, ikke
mindst af økumenisk karakter.
Fra 2000 af måtte jeg koncentrere mig om andre ting, men jeg fulgte
fortsat med interesse, hvad der skete i Rusland. Efterhånden begyndte Vladimir
Putin at skuffe mig. Det var ikke et sådant autoritært styre, jeg havde ønsket
for mine russiske venner.
Begivenhederne i Ukraine betyder, at det nu er svært for mig at regne russerne
for mine venner!
Jeg beder indtrængende alle i Den Russiske Føderation om at opgive de
håbløst gammeldags imperiale drømme og begynde at leve i fred og venskab med
deres naboer og de andre europæiske lande - og at sætte deres ære i en
udvikling af det russiske samfund - politik, økonomi og kultur. Det bliver godt
for os alle sammen.
Men det haster. Hver dag, der går, betyder, at de negative følelser mod
Rusland vokser, og at den nødvendige forsoning bliver vanskeligere og
vanskeligere.
Kære venner! Jeg beder jer!
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol.
& cand. mag.
www.bentchristensen.dk
- - -
Дoрогие русские
друзья!
Да, я пишу к
Вам, как к своим
друзьям. Я
всегда
считал русских
людей своими
друзьями. Уже в 1962-1964
годах, когда
я обучался
на так
называемого
языкового офицера (разведывательного
офицера запаса),
я любил красивый русский
язык и
русскую
литературу и только был солдатом
НАТО,
чтобы
предотвратить
"освобождение"
Западной
Европы, в
том числе Дании,
к
коммунизму. И я ожидал
того дня,
когда и
российский народ
будет свободный.
Я
был рад, когда
Михаил Горбачев
пришел к
власти, и
надеялся, что
удастся ему
превратить коммунистический
Советский
Союз в
какое-то
социал-демократическое
свободное
сообщество.
Не
удалось ему.
Но я был рад
тому, что коммунизм
потерял
власть.
В
1968 г. я стал магистром
датской и
русской
филологии, а в 1971 г. (после
дополнительного
богословского
образования)
пастором в евангелическо-лютеранской
Датской
Народной
Церкви. В
1990-е годы я использовал
свое знание
русского
языка в
своей экуменической
и межкультурнoй
деятельности в Дании,
России и
Казахстане.
С
2000 г. я
должен был сосредоточиться
на других
вещах, но
я продолжал с
интересом
следить за тем, что
происходило
в России. Постепенно
Владимир
Путин разочаровал
меня. Не
такого авторитарного
режима, я хотел
для своих
русских
друзей.
События в Украине
значат,
что сейчас
мне трудно
считать россиян
своими
друзьями!
Я
призываю
всех в
Российской Федерации
отказаться
от безнадежно
старомодной
имперской
мечты и
начать жить в мире и
дружбе со
своими
соседями и
остальными
европейскими
народами - и
гордиться развитием
российского
общества -
политики,
хозяйства и культуры. Это будет
хорошо для
всех нас.
Но это
срочно. Kаждый
день,
который
проходит,
значит, что негативные
чувства по
отношению к
России растут,
и что необходимое
примирение
будет все
более и более
трудным.
Дорогие
друзья! Я
прошу вас!
Bent Christensen / Бент Кристенсен
Пастор
(в отставке), доктор
богословия
www.bentchristensen.dk
*
* *
FACEBOOK-KOMMENTARER DAGEN EFTER MINSK 2.0
13.02.15
Min kommentar i en Facebook-tråd til Politiken-artiklen
"Rusland-ekspert: Putin brugte »Mørkets Fyrste« til udspekuleret
spil":
Ja, man har det underligt. Ingen glæde eller begejstring. Men vi må se. Og ikke blive trætte.
-
Og et svar på en kommentar til den:
Ja, n.n., og vi er i hvert fald enige i, at vi ikke må blive trætte. Hvis der kan blive rimelig ro på østfronten, vil Ukraines egen politiske og økonomiske og kulturelle udvikling være helt afgørende. - Vi hørte P 1 Debat i dag med Per Stig Møller, Søren Riishøj og en russisk gift ekspert, hvis navn jeg ikke husker. Vi holdt med Per Stig, der sagde, at først skal Putin og RF have at vide, at nu er det hertil og ikke længere, og først derefter skal vi begynde at tænke på en normalisering af forholdet til (et normalt) Rusland. - I øvrigt skal vi være opmærksomme på, at flere af Rusland-eksperterne selv har russiske interesser (fx koner), og at mange akademikere, der sidder på deres kontorer og læser bøger og studerer kort, måske bliver grebet af den geopolitiske realpolitiks storhed og glemmer, at den slags bør være fortid - og navnlig glemmer hele den, om man så må sige, indenrigspolitiske og kulturelle side af sagen, nemlig den side af sagen, at kun få i RF's nabolande ønsker at leve under russiske forhold, men foretrækker den vestlige kultur og livsform. Mit eget slagord er: Hellere Danmark med bøssebryllup end Rusland med Putin!
*
* *
SOM AT STÅ OVER FOR EN GAL HUND
Kommentar i Facebook til den russiske OSCE-repræsentant Andrei Kelin
trussel mod Vesten, hvis man ikke stopper støtten til Kiev-regeringen (ifølge
et Reuters-telegram): "Only a big catastrophe can result from such developments".
Ja, [Facebook-ven n.n.], den, der truer, har måske ikke noget at have det i,
men nogle af os har ofte sammenlignet med situationen i 1938, og desværre er
det sådan, at Putin har betydeligt mere at have det i, end Hitler havde, kort
sagt: atomvåben! - Jeg gentager, at jeg ikke agter at lade mig skræmme af Putin
og hans folk. Men jeg må indrømme, at jeg, hvad jeg også har sagt flere gange
før, ikke kan lade være at tænke på juli og august 1914. - Det er som at stå
over for en gal hund eller en rotte, der er trængt op i en krog. Ja, Putin må
virkelig være trængt nu! Og så skal man optræde både fast og klogt. - Jeg vil
umiddelbart sige: Jernnæven i fløjlshandsken. Vi kan jo sagtens minde Putin om,
at hvis det skulle komme til en stor militær konfrontation, vil han hurtigt
være totalt færdig. Og lad os bare gøre det. - Måske er det i virkeligheden
ikke så dårligt at fortsætte sanktionerne nogenlunde på det nuværende niveau.
Og støtte Ukraine med våben på en passende måde. Og selvfølgelig penge m.m. I
forhold til befolkningen i RF har vi vel tiden på vor side. Jo mindre de hidser
sig op, og lader sig hidse op, mod os, jo bedre. Men jo mere de bliver trætte
af de økonomiske og prestigemæssige virkninger af Putins politik, jo også
bedre. Og hvad siger kloge folk i og omkring Kreml? Hvad siger de kloge blandt
generalerne? - Og jeg bliver ved at tale om tv-stationen. Men med den
udmelding, der er kommet her, haster det mere end nogensinde før. - Det er min
spontane mening.
*
* *
VERDEN IFØLGE GRAM
Om Ukraine og Rusland
Opslag på min
Facebook-væg formiddag 27.01.15.
Jeg har lige hørt denne
tirsdags Verden ifølge Gram på DR (radio) P 1. Og det er jeg ikke blevet i godt
humør af. Det var bla. den, kan man vist godt sige, ukrainsk-russiske
(stammende fra Dnepropetrovsk i Ukraine) Svetlana Petersen, DR-korrespondent
Matilde Kimer og Ukraine-ekspert, tidligere dansk militærattache i Kiev Claus
Mathiesen, Steffen Gram havde i studiet, og stort set alt, hvad de sagde var
dystert, både om Ukraines egen meget dårlige situation og om den hjernevaskede
russiske befolknings tilbøjelighed til at slutte op om Putin. Her er en af mine
kommentarer til udsendelsen. Forkortelsen RF står for Den Russiske Føderation,
som det, vi kalder Rusland, jo egentlig hedder, i sig selv et etnisk
kludetæppe. - Men jeg har altså skrevet:
Bortset fra den
dystre vurdering af Ukraines egen situation var det også skræmmende at høre,
hvad der blev sagt om en mulig udelukkelse af Rusland fra SWIFT. - Dels det, at
Rusland vil betragte det som en i hvert fald økonomisk krigshandling. Det blev
vist sagt som en trussel i Davos. Og selv om jeg ikke
mener, vi skal lade os styre af russiske trusler, er det alligevel uhyggeligt
at tænke på, hvad et desperat Putin-styre vil kunne finde på. - Dels det, at et
økonomisk sammenbrud, ja, måske kollaps og opløsning i RF også er et meget ubehageligt
scenarie. - Og udsendelsen gav ikke meget håb om, at man vil kunne omvende
flertallet af RF-befolkningen, som åbenbart lever i gamle imperiale drømme og
fjendebilleder, som er videreført fra Den Kolde Krigs tid. Og som under pres
vil slutte op om deres store og stærke dejlige leder - Som De Nattergale sagde
i deres julekalender: What Dælen do we do?!
*
* *
Multikulti og privatskoler
Min kommentar til Deadline
22.01.15, dvs. til indslaget om flugten til privatskolerne:
De, der ønsker et
multikulturelt samfund, må være glade.
*
* *
Kommentar til Deadline 20.01.15 om begrebet
landsforræder
Fra Deadlines Facebook-profil: Hvad stiller man op imod en trussel, der lever
iblandt os – er ’landsforræder’ det rigtige mærkat at sætte på danske
statsborgere, der bekender sig til islamismen? Claus Bundgård Christensen, Hans
Davidsen-Nielsen og Helle Merete Brix er gæster i Deadline 22.30. Jacob
Rosenkrands er vært.
MIN KOMMENTAR: Det vigtigste er, at alle former for
antidemokratisk virksomhed mødes af en enig fordømmelse fra alle sider i det
danske samfund. Og denne fordømmelse vil blive enigere
og kraftigere, jo mere antidemokraterne ytrer sig. (Medmindre selvfølgelig
nogen lader sig terrorisere til at tie stille eller snakke udenom af frygt). -
Men den direkte terrorvirksomhed og den direkte, bevislige forberedelse dertil
skal mødes med jernnæven. - Jeg har vist aldrig virkelig brugt ordet
landsforræder om nogen, men har jeg gjort det, og skulle jeg komme til at gøre
det, er det om de etniske danskere, der enten bagatelliserer den ekstremistiske
trussel eller forholder sig tvetydigt til den.
*
* *
ZENIA STAMPES TALK-TOG
Slået op på min Facebook-væg
20.01.15.
Zenia Stampes
humanismekampagne kan vel ikke betegnes som et korstog, men måske som et
talk-tog.
*
* *
Kommentar til indslaget om de danske
frihedsrettigheder i Deadline 19.01.15
Jacob Rosenkrands spillede virkelig rollen som Djævelens advokat. Og i denne alvorlige situation er det også godt, at man, som det også blev sagt af en af deltagerne, ikke vælger en medicin, der er værre end sygdommen. Derfor lytter jeg altid til, hvad jurister siger, også når jeg ikke uden videre eller til at begynde med er enig med dem. Men når man så har lyttet til alle argumenterne, må man se på virkeligheden og træffe en beslutning. Jeg synes, Rasmus Jarlov og Henrik Dahl sagde mange gode og fornuftige ting. Og én ting er det vigtigt at få understreget, nemlig at frihedsrettighederne i Danmark ikke er ensbetydende med, at alt og alle har ret til at blive lukket ind i Danmark.
Jeg hører til dem, der i hvert fald siden o. 2000 har været imod en stor indvandring overhovedet. Jeg sagde allerede dengang, at en stor indvandring i sig selv ville ændre Danmark på en måde, der ikke ville være tilfældet uden en sådan indvandring. Og det gælder også, hvis der er tale om fx en million søde og rare og arbejdsmarkedsaktive indvandrere og efterkommere med en meget anderledes kultur. Jeg siger fx til mine højt elskede polske venner, som jeg har meget med at gøre både her og dér, at jeg ikke ville bryde mig om at få en million katolske polakker til Danmark ved indvandring. For med al respekt og kærlighed og dybfølt økumenisk engagement, ville det gøre det evangelisk-lutherske Danmark til et andet land. Det ville svække Reformationens landvindinger. Og hvor meget stærkere vil virkningen af en million muslimske indvandrere og efterkommere så ikke være. For slet ikke at tale om mennesker, der klart er programmeret med en antidemokratisk og autoritær tankegang. Jeg køber altså ikke påstanden om, at respekt for frihedsrettighederne internt i Danmark skal være ensbetydende med, at alt og alle skal have ret til at blive lukket ind i Danmark.
Men man skal ikke diskriminere, siges det. Så kan man bare lukke kraftigt ned for al indvandring. Hvilket ikke udelukker, at udlændinge, hvis arbejdskraft man har brug for, kan få lov til at finde sig et arbejde i Danmark. Også i disse tilfælde behøver man dog ikke at løbe foran sig selv.
Hvad bekæmpelsen af islamistiske aktiviteter i Danmark, angår, er jeg i høj grad af den opfattelse, at når et folketingsflertal nu har lukket disse mennesker ind, så må de stort set være omfattet af alle de danske frihedsrettigheder (der dog som bekendt ikke er grænseløse). Jeg har fx altid vendt mig mod idéen om, at man skulle forbyde moskéer og den slags. Dels gælder Grundlovens bestemmelse om religionsfrihed jo også muslimerne (med de indskrænkninger, der ligger i § 67's ord om, at der intet må "læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden"). Og netop fordi jeg altså grundlæggende er imod masseindvandring overhovedet, ser jeg det også med de mere kyniske briller på som en fordel, at det bliver så tydeligt som muligt, hvordan vort samfund er ved at blive ændret. Det samme gælder et langt stykke også tilkendegivelserne af sympati med terroristerne. Lad os bare se, hvad det er vi har fået. Men det skal selvfølgelig være inden for grænserne af gældende og ikke mod Grundloven stridende lov.
*
* *
Skyldes de progressives vanskeligheder, at de har haft
en skjult dagsorden?
I DR 2 Deadline havde søndag afden 18/1 et indslag, der blev annonceret således:
Hvorfor er
venstrefløjen så tavs, når det kommer til religionskritik? Har angrebet på det
franske satire-blad Charlie Hebdo ændret på det? Se med i aften. Niels
Krause-Kjær er vært.
Jeg satte denne kommentar i Deadline-tråden 19.01.15 lige før klokken 12:
Det er utroligt, at det har skullet tage i hvert fald foreløbig nogle af de "progressive" så lang tid at indse, at islamismen er reaktionær, ja, højreradikal. Forklaringen kan efter min mening kun være, at man mere eller mindre bevidst har haft en skjult dagsorden, nemlig den, at indvandringen og den store hensyntagen til det stakkels muslimske mindretal skulle omdanne det trods alt stadig ret traditionelle danske samfund til et helt andet samfund, som ville kunne kontrolleres af de "progressive".
*
* *
Forskellige Facebook-tekster m.m. 16. januar 2015
To indledninger. -
Min nye genre Tegninger uden streger.
- En aforisme om humanisterne som Komiske Ali'er. - Facebook-kommentaren
"Pest, kolera, tyfus ‑ og AIDS".
Er også sat på som
blog-tekst i min avisen.dk-blog "Jeg er ellers
ikke blogger.
Det hele udvikler sig, og det gør det også i mit hoved. Det er frygteligt, hvad der her den 16. januar 2015 næsten time for time sker i Europa - hvortil kommer sådan noget som Boko Harams fremgang og ugerninger i Afrika og de voldsomme demonstrationer ved den franske ambassade i Karachi, Pakistan, men jo også en lang række andre ting. Og det bliver ikke bedre af, at det på verdensplan i høj grad også er muslimer, der bliver ofre for terroren. Derfor må vi i det mindste begynde at se virkeligheden i øjnene og kalde tingene ved deres rette navn. Jeg er fx enig med Salman Rushdie, når han (citeret og oversat efter hukommelsen) siger: "Når nogen siger: 'Ytringsfrihed, men ...', holder jeg op med at høre efter". Og jeg holder med Jyllands-Posten, når den i lederen siger: "Vold virker". Derfor vil jeg også til enhver tid sige "Jeg er JP". Hvilket altså også betyder, at heller ikke jeg ville stå op mod en meget direkte trussel om at blive slået ihjel. Vi må indrømme, at vi er bange, men så ellers tage den derfra, som man siger, og på alle mulige måder arbejde for, at der kommer en tid, hvor vi ikke behøver at være bange.
I denne situation støtter jeg selvfølgelig alle sider af kampen mod selve den islamistiske terrorisme, lige fra den moralske imødegåelse med ord til den nødvendige anvendelse af våbenmagt. Med "våbenmagt" tænker jeg dog især på politiets indsats mod terrorismen i vore egne lande. Krige som dem i Afghanistan og Irak m.m. er jeg særdeles forbeholden over for. Det ideelle ville være, at vi holdt os helt udenfor og lod befolkningerne i disse lande selv finde ud af, hvordan de vil leve deres liv - hvilket dog ikke udelukker, at vi støtter menneskerettigheds- og demokratiforkæmpere i disse lange. Men det, jeg især vil bruge mine egne kræfter på, er kampen mod dem i vor egen lejr, altså i Danmark og Europa, der enten direkte står på terroristernes side eller dog på den ene eller den anden måde de facto støtter dem eller er bløde over for dem. Det minder mig i høj grad om situationen under Den Kolde Krig, hvor det vel trods alt kun var ret få, der nærede et dybtfølt ønske om at fremme sovjetkommunismen, men hvor mange enten førte sig grumset frem eller i det mindste var nyttige idioter. (Der er i hvert fald mange af de endnu levende fra dengang, der i dag meget kraftigt erklærer, at de sandelig var modstandere af sovjetkommunismen).
Vore egne landsforrædere (i dette ords også meget brede betydning) og nyttige idioter er altså min hovedmodstander. For vi kommer aldrig videre, hvis de fortsat skal have så stor indflydelse. De skal imødegås på alle måder, både med flere og kraftigere fremsatte modargumenter og med - meget aktuelt - hån, spot og latterliggørelse. Jeg bruger nødigt de sidste ord; der jo gentagne gange er blevet pillet ud af sammenhængen i Jyllands-Postens tekst i sin tid, hvor det, det drejede sig om, var at se, om der var nogen, der efter mordet på den hollandske islamkritiker Theo van Gogh i 2004 og Kåre Bluitgens problemer med at finde en tegner til sin bog Koranen og profeten Muhammeds liv, turde få offentliggjort en satirisk tegning af Muhammed. Men netop i min egen aktuelle sammenhæng bruger jeg altså alligevel ordene "hån, spot og latterliggørelse". Og det gør jeg blandt andet for at ære Charlie Hebdo-tegnerne, de levende såvel som de døde. Men deri ligger også, at det er i Charlie Hebdos ånd at pille de dårlige autoriteter ned ved hjælp af humor og satire. Og selv om det, som blandt andet Zenia Stampe har indset, er gået noget tilbage for indvandringstilhængerne og dem, der er bløde over for islam og islamismen, har strømmen af "humanistiske" plusord stadig stor indflydelse. Derfor er blandt andet autoritetskritik gennem hån, spot og latterliggørelse altså formålstjenlig.
Min egen godhed og strategiske og indenrigpolitiske klogskab, for så vidt angår forholdet til verdens, Europas og Danmarks mange muslimer, vil jeg ikke lufte her. Nu gælder det først kampen mod dem, der udgør den største hindring for, at vi kan få en i alle ordets betydninger ordentlig fælles holdning og politik på disse områder.
Torsdag den 15. januar 2015 fik jeg en idé. Jeg ved ikke, om jeg er den første, der har fået den. Det nærmeste tilsvarende, jeg kender til, er Felix Mendelssohn-Bartholdys Lieder ohne Worte. Men for mit vedkommende blev det altså påbegyndelsen af en række Tegninger uden streger, ja, oprettelsen af en internetunderside med denne titel. Jeg vil også sætte disse "tegninger" på min Facebook-væg. - Jeg sætter nu indledningen til denne række og side ind:
TEGNINGER UDEN
STREGER
Har jeg opfundet en ny genre? Den er i hvert fald ny for mig. Jeg har altid beundret vittigheds- og satiretegnerne. Og uanset hvad jeg under fredelige omstændigheder ville mene om det jo meget grove venstreorienterede blad Charlie Hebdo, har dette blad og dets tegnere, både de endnu levende og de døde, også gjort et stærkt indtryk på mig. Der er tale om en helt særlig fransk tradition, og i mange tilfælde har ofrene for satiren virkelig selv bedt om at blive hængt ud. Forholdene i Frankrig er i mange henseender meget anderledes end forholdene i Danmark. Desuden virker Charlie Hebdo-folkene på mange måder særdeles sympatiske. Og de er helt uafviseligt intelligente og dygtige. Men også bedre og mere bløde, end man umiddelbart skulle tro. Det er i hvert fald mit klare indtryk her den 16. januar 2015. Jeg har gennem Ekstra Bladet bestilt et eksemplar af det første nummer efter attentatet, og jeg håber, jeg får det, og glæder mig til i givet fald at studere det nøje.
Men jeg kan desværre ikke selv tegne. Derfor har jeg besluttet at prøve at lave en serie Tegninger uden streger (jf. Felix Mendelssohn-Bartholdys Lieder ohne Worte). Og det vil selvfølgelig sige, at jeg med ord prøver at beskrive det billede, jeg gerne ville have kunnet tegne, og dernæst skriver, hvad der (eventuelt) skulle have stået i en eller flere talebobler, hvorefter jeg (normalt) vil forsyne "tegningen" med en undertekst.
I første omgang vil mine "tegninger" nok helt overvejende komme til at handle om situationen omkring terroranslaget i Paris 7/1 og om den videre fremmed- og værdipolitiske problematik, ikke mindst her i Danmark. Men det kan ikke udelukkes, at jeg vil prøve at bruge denne genre, og altså denne nye underside, til alle mulige former for satire og humor.
Så vidt indledningen. Her er den første "tegning uden streg":
Tegning nr. 1 - Johanne Schmidt Nielsen
I forgrunden Johanne Schmidt-Nielsen, der i taleboblen siger: "Bare nogle få tosser". Men i den mørke baggrund bag sig har hun en stor flok elefanthueklædte mænd, der svinger deres Kalasjnikov'er i luften. Teksten under "billedet" er: "Hun er stadig ikke bange. Men hun er jo også deres ven". - 16.01.15.
-
Men jeg har også fået andre idéer. Her er:
Dagens aforisme
16.01.15
Efterhånden
som den europæiske terrorsituation udvikler sig, kommer vore humanister mere og
mere til at minde om Iraks Komiske Ali.
-
Og
her er en Facebook-kommentar, som jeg lige over midnat 15./16. januar 2015
skrev i en tråd, hvor det var forholdet til Putin-Rusland, det drejede sig om:
PEST, KOLERA, TYFUS -
OG AIDS
Vi kæmper mod både pest (islamismen) og kolera (Putin) - og så vel mod tyfus, altså de vestlige højrekræfter, der støtter og støttes af Rusland (efter sigende bla. Front National i Frankrig, ærgerligt). Nå ja, jeg kunne jo også have nævnt en sygdom for vore egne indvandringstilhængere og islam-støtter. Det kunne være AIDS!!!
*
* *
Pest, kolera, tyfus - og AIDS
Facebook-kommentar lige over midnat 15./16. januar
2015 til noget, en ven havde skrevet
Vi kæmper mod både pest (islamismen) og kolera (Putin) - og så vel med tyfus, altså de vestlige højrekræfter, der støtter og støttes af Rusland (efter sigende bla. Front National i Frankrig, ærgerligt). Nå ja, jeg kunne jo også have nævnt en sygdom for vore egne indvandringstilhængere og islam-støtter. Det kunne være AIDS!!!
*
* *
TALK-TOG
EKSTRA BEMÆRKNING
TIL ZENIA STAMPES NYE HUMANISMEKAMPAGNE
Facebook-opslag med
midnatstid 15/16.01.15.
I forlængelse af mine
kommentarer til Zenia Stampes optræden i Deadline i onsdags vil jeg dels
(senere) bebude et nyt større strategisk initiativ fra min side, dels straks
præsentere et nyt ord, jeg har opfundet. Jeg kom i en Facebook-kommentar til at
skrive følgende til en ven, der havde været til et Niels Helveg
Petersen-foredrag, hvor blandt andet nationalismen var blevet omtalt som
humanismens modsætning (eller noget i den retning).
"Ja, de bliver
ved. Nu altså med Niels Helvegs partifælle Zenia Stampe i spidsen for det
humanistiske korstog. - Nå nej, man kan vel ikke tale om et humanistisk
KORSTOG! Kan jeg hurtigt finde et bedre ord? Måske: Det humanistiske TALK-tog.
Hvor "TALK" altså er det engelske ord for tale eller snak. Indtil
videre vil jeg bruge det".
Og her er altså mit
ny ord for de helliges kampagne: TALK-TOG.
*
* *
SIDSTE: Humanisten Zenia Stampe i Deadline.
Dette svarer til opslaget på
min egen Facebook-væg 14.01.15.
Men det blev også
meddelt, at den programsatte dokumentar om Charlie Hebdo måtte udgå, fordi man
ikke var færdig med at granske indholdet!
Indslaget om
humanismen blev på Deadlines profil annoncereret således:
Deadline - DR
Hvad er humanisme og
mangler vi den i Danmark?
Zenia Stampe fra De Radikale
vil gøre 2015 til året, hvor humanismen slår tilbage, og bliver genindført i
blandt andet udlændingedebatten. Men dermed tager Zenia Stampe patent på
humanismebegrebet lyder skudsmålet fra Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.
Debat mellem de to i
aftens Deadline, hvor vi også får filosof Anders Fogh Jensen til at forklare
det komplicerede humanisme-begreb til seere såvel som vært Niels Krause-Kjær.
MINE KOMMENTARER I
TRÅDEN TIL OPSLAGET:
Jamen det passer jo
fint til, at man åbenbart ikke tør vise den annoncerede dokumentar om Charlie
Hebdo!
-
Men jeg bebrejder
ikke nogen, at man er bange for at blive slået ihjel. Jeg forlanger kun, at man
skal sige sandheden. Som Jyllands-Posten har gjort. Så vil man kunne sige
"Jeg er Jyllands-Posten"! - Og mit svar på en kommentar til dette:
Ja, n.n., men det er jo det, der sker, når man er
bange for at blive slået ihjel. Og det, jeg forlanger, er, at man indrømmer
det. Så kan vi tage den derfra og prøve at arbejde os frem mod en tilstand,
hvor ingen behøver at være bange.
-
Zenia Stampe har
stadig intet lært. Plusordene vælter ud af hende. Men hun bliver forhåbentlig
belært på valgdagen.
_
OG MIN KOMMENTAR
TIL, HVAD MAN HAVDE VALGT AT BRINGE I STEDET FOR CHARLIE-DOKUMENTAREN:
Business as Usual! Den er god!
*
* *
MERE OM CHARLIE-FORSIDEN I MORGEN
13.01.15 - I forlængelse af et tidligere opslag på min Facebook-væg i anledning af, at jeg i dag har skiftet Charlie Hebdos 2011-forside ud med 14.01.15-forsiden som mit midlertidige profilbillede.
I den britiske "PressGazettes" internetudgave (link nederst, [men ikke her på denne side]) har jeg fundet denne udlægning af Charlie Hebdos bladforside i morgen 14/1:
It shows a
bearded man in a white turban with a tear streaming down his cheek,
and holding a sign reading "Je suis Charlie". Overhead is the
phrase "Tout est Pardonne"
(All is Forgiven), which French media interpreted as meaning Muhammad is
forgiving the cartoonists for lampooning him.
(Den viser en skægget mand med en hvid turban og med en tåre løbende ned ad kinden. Han holder er skilt med teksten "Je suis Charlie" [Jeg er Charlie]. Over hans hoved står sætningen "Tout est Pardonné" (Alt er tilgivet), hvilket franske medier har fortolket på den måde, at Muhammed nu tilgiver tegnerne, at de har latterliggjort ham).
Og det er altså denne bladforside, jeg nu bruger som profilbillede. Måske vil jeg skifte det ud hver uge. Men hvis der ikke ligefrem kommer en ny terrorhandling eller lignende, vil jeg nok sætte mig selv på igen 8/2. Den slags har aldrig været min stil. Jeg har ikke engang brugt det ukrainske flag sådan, selv om jeg for så vidt har haft lyst til det. Når jeg nu bruger disse billeder, er det, fordi jeg er af den opfattelse, at jo mere terror modparten fører sig frem med, jo flere billeder skal de have. Jeg er lige ved at tilslutte mig det forslag (fra jeg husker ikke hvem), der går ud på, at man skulle læsse anti-ISIL-alliancens fly med tegninger i stedet for bomber og smide dem ud over ISIL's stillinger.
Med fare for at ødelægge noget for nogen vil jeg prøve at fortolke lidt videre. Der er nok flere lag i det. Det er tvetydigt, hvad der ligger i, at den profet, i hvis navn og for hvis æres skyld tolv mennesker på og ved Charlie Hebdos redaktion er blevet dræbt, nu ikke alene tilgiver ofrene, men også identificerer sig med dem. Det er efter min mening først og fremmest den mest udsøgte hån mod Muhammed og hans terroristiske tilhængere. (At ordene "Alt er tilgivet" skulle betyde, at Charlie Hebdo tilgiver Muhammed, tror jeg ikke på. Men det kunne selvfølgelig betyde, at man tilgiver ham den ugerning, der er begået i hans navn, fordi han nu har omvendt sig og identificeret sig med Charlie, selv om det jo naturligvis ikke er tilfældet i virkeligheden. Jeg tror dog ikke, at det er meningen, i hvert fald ikke den primære mening, for i kunst på det niveau, der her er tale om, kan flere mulige betydninger godt stå og blafre på én gang). Men der er også en anden side. Det kan også være en bitter pille mod alle dem, der pludselig fik så travlt med at sige "Je suis Charlie". (Jf. den hjemlige debat om dette, fx den kritik Jacob Mchangama har fremført). Man kan også tænke på de topfolk fra en lang række lande, hvor der absolut ikke er pressefrihed, der deltog i marchen i Paris i søndags. Det var vel topmålet af hykleri! Og så er meningen altså, at når alle de andre, der enten ikke har vist et mod, der bare tilnærmelsesvis har kunnet måle sig med det mod, Charlie Hebdo har vist og er kommet til at betale prisen for, eller som direkte står for det modsatte, har ført sig frem med "Je suis Charlie", så kan man lige så godt tage det sidste skridt med og lade Muhammed selv melde sig under fanerne - eller altså Je suis Charlie-skiltene. Og så kan "Alt er tilgivet" måske betyde, at nu skal vi bare fortsætte med at tale om og demonstrere for tolerance, som det fx er sket i Tyskland i dag med forbundspræsidenten og forbundskansleren i spidsen. - Men man kan blive ved at se på billedet og tænke over teksterne og få endnu mere til at stå og blafre. - Før 7/1 kendte jeg kun bladet af omtale. Blandt andet for, at det i solidaritet med Jyllandsposten og Danmark i sin tid trykte Muhammed-tegningerne. Men nu har jeg set lidt mere. Og jeg må indrømme, at der bogstavelig talt er tale om grove løjer. Det er fx ikke småting, den katolske kirke, og dermed kristendommen bliver udsat for. Men meget af det har den katolske kirke virkelig selv bedt om. Og præsident Hollande. Han er blevet vist med åben gylp og dryppende tissemand. Ja, jeg bruger dette ord, selv om det vist ikke er tis, der drypper ud af den! Men sådan er den tradition, dette venstreorienterede franske satireblad står i. Og når vi trods alt ikke har noget helt tilsvarende i Danmark, kan det jo skyldes, at der ikke er tilsvarende grove ting at gøre grin med. Men når alt dette er sagt, er det mit indtryk, at Charlie Hebdos stab består (og bestod) af nogle meget dygtige og intelligente mennesker med en humor, der midt i alle grohederne er meget fin, og som i virkeligheden nok er mindst lige så gode og rare som os andre. Jeg har gennem Ekstra Bladet bestilt et eksemplar af det nummer, der udkommer i morgen. Det sagde chefredaktør Poul Madsen i TV 2 News' Presselogen at man ville kunne, og jeg har fået en venlig svarmail, hvori man lover at tage sig af min bestilling. I dag hører jeg, at også Bladkompagniet vil distribuere bladet. Jeg glæder mig til at kunne ære både de døde og de overlevende ved at tage dette nummer i hånden, og jeg glæder mig også til at studere det nærmere. Hvad man end vil synes om det, er det et enestående fænomen i den europæiske bladverden. Jeg ved dog ikke, om det ligefrem ender med, at jeg tegner abonnement.
*
* *
Terrorismen og Koranen.
I Deadline 12.01.15 diskuterede Jørgen Bæk Simonsen og
Tina Magaard, i hvilket omfang terrorismen udspringer af Koranen. Min kommentar
såvel i tråden til Deadlines Facebook-opslag som i tråden til et af mine egne
opslag - og nu her - er:
Det er klart, at ekstremismen vokser ud af islam og Koranen. Derfor er det først og fremmest muslimernes eget problem, hvordan de vil forhindre det. Men vi andre kan jo give dem nogle gode råd, både for deres og vores egen skyld. Det vigtigste er, at de opgiver tanken om, at den jordiske Koran er en nøjagtig kopi af den himmelske. Så kan de stadig tro, at der er tale om åbenbaring. Men så kan de også sige, at det og det hører hjemme på Profetens tid og ikke kan have gyldighed for os nu. Og så kan de i det hele taget forholde sig frit til traditionen. - Jeg vil ikke råde muslimerne til at blive ateister. De må prøve at leve i den monoteistiske gudstro, der stadig vil ligge i det. - Om jeg da ikke vil råde dem til at komme til tro på Kristus? Jo da! Men da troen på Kristus kun kan komme i stand i total frihed, kan det blive en lang proces. Hvis man overhovedet ønsker det. Der er jo i det hele taget mange mennesker, der ikke ønsker at tro på Jesus Kristus.- Noget mere kritisk vil jeg dog tillade mig at udtale min undren over, at der, når islam er den sande religion, leves så dårligt i de muslimske lande, at man i millionvis skal flygte til det rådne kristne Vesten. En bred og dyb selvkritik var nok på sin plads. Man kunne også søge inspiration i den muslimske storhedstid i de første århundreder og prøve at producere både kulturelle og materielle værdier i stedet for overvejende at dyrke volds- og dødskulturen. - Ja, det var nogle råd og bemærkninger. Også for min egen skyld. For vi kan jo ikke fjerne terrorismens problem med væbnet magt alene. Selv om enhver stat jo, når det kommer dertil, må beskytte sig selv og sine borgere med alle til rådighed stående midler.
*
* *
Ugens digt med kommentarer som debatindlæg
Dette er mit Ugens digt, uge 3/2015, som det, med såvel en særlig, til digtet knyttet, kommentar som en mere almindelig kommentar (i et kommentarfelt) den 12. januar 2015 blev slået op på min Facebook-væg og sat på undersiden "Litterære tekster". I betragtning af 7/1-situationens særlige karakter har jeg også sat det hele ind her på undersiden "Debat".
Ugens digt, uge
3/2015
Indledt således på min
Facebook-væg: "UGENS LOLLANDSONET BLIVER FØRST SLÅET OP I MORGEN.
NEDENSTÅENDE DIGT MÅTTE JO PÅ I DAG. - Se de undtagelsesvise kommentarer efter
digtet".
FØDSELSOVERVEJELSER I JANUAR 2015
Erantissens lille gule nakke er klar til fødslen,
og luften er mere end varm nok.
Men stormen raser deroppe,
og det er ikke til at vide,
hvad den kommende uge vil bringe.
Det klogeste er at dukke sig lidt endnu.
Ja, er det muligt at gå i sin knold igen?
11.01.15
KOMMENTAR:
Normalt skal digteren ikke ødelægge sit digt og læserens læsning af det ved at
kommentere det. Men der er jo ingen tvivl om, at det syn, der er tale om i
dette digt, er påvirket af situationen omkring 7/1. Derfor vil jeg tillade mig
at sige, at selv om det ikke er en af verdenslitteraturens største tekster, er
det dog et syn, et digt, som er mere end agitprop. Vil jeg mene. Jeg ved jo
også, at det blev til som et syn af erantissen og selv skrev sig videre.
I KOMMENTARFELT I TRÅDEN TIL OPSLAGET AF DETTE DIGT:
Og med
fare for, at digtet bliver yderligere ødelagt, vil jeg her i dette
kommentarfelt vise, hvad jeg netop har skrevet i en besked til en god FB-ven:
Kære n.n.! Tak for denne! Og der skete heldigvis ikke noget. Jeg
åndede dog lettet op, da VIP'erne var blevet kørt væk. Og Anna og jeg kunne
glæde os over parisernes og de andre deltageres meget sympatiske opfindsomhed.
Der var selvfølgelig kæmpeblyanten. Men en anden, mindre, ting, der fangede mit
blik, var den unge kvinde med vist tre blyanter stukket i sin hårknold.
Franskmændene (som jeg på flere måder kan have et kritisk forhold til) scorede
points hos mig. - Og dette fører mig til, hvad jeg vil sige fra nu af, og altså
allerførst til dig her: Vel skal staterne beskytte sig selv og deres borgere
med al nødvendig fysisk magt, men det er kun en beskyttelse mod problemets
virkninger, og en beskyttelse, som aldrig kan blive total. Nogle ganske få
terrorister kan terrorisere et helt samfund. Og der vil altid komme nye til, så
længe det underliggende problem eksisterer. Derfor er, hvad man højtideligt kan
kalde den åndelige kamp, det eneste, der kan løse problemet helt. Og den består
jo dels i, at vi på alle måder styrker vort eget liv (også, og ikke mindst,
måder, der er rent positive, for netop livets egen skyld, og ikke sker med
tanke på truslerne), dels i, at vi overbeviser muslimerne om, at de, ja, lad
mig bare sige det på den måde, skal se at få sig et liv! Du har vel set mit råd
til dem angående Koran-fundamentalismen (og de autoritære traditioner, altså sharia
osv.). Det er det grundlæggende. Men jeg vil også råde dem til andre ting. De
skal selvfølgelig se at ankomme til den moderne verden. De kan tage mig som
forbillede! Jeg er i nogle henseender meget kulturkonservativ, eller kan
betragtes som sådan, men jeg mener alligevel, jeg er til stede i den moderne
verden. Og en anden ting er, at de i stedet for volds- og dødskulturen bør
studere deres egen historie. For uanset alt, hvad der ellers kan siges, havde
islam en storhedstid gennem flere århundreder. Og på det grundlag kan de gå ind
i en fredelig kappestrid med os andre. - Endelig kan jeg dog heller ikke lade
være at pege på, at det er underligt, at den religion, der i den grad påberåber
sig at være den eneste sande åbenbaring, giver sine tilhængere så dårlige
levevilkår, at de i så stort tal skal flygte til det rådne kristne Vesten! Det
svarer til, at der under Den Kolde Krig ikke var mange, der flygtede fra Vesten
til det socialistiske paradis. - Om lidt slår jeg det Ugens digt op, jeg skrev
natten til søndag. Der er ingen tvivl om, at det syn, der er tale om, er
påvirket af situationen omkring 7/1, men selv om det ikke er en af
verdenslitteraturens største tekster, er det dog et syn, et digt, som er mere
end agitprop. Vil jeg mene. Jeg ved jo også, at det blev til som et syn af
erantissen og selv skrev sig videre. Her er det - med venlig hilsen fra din ven
Bent
*
* *
I ANLEDNING AF TERRORANGREBET MOD CHARLIE HEBDO
Her er nogle af de
ting, jeg i dagene 7.-8. januar 2015 har skrevet i Facebook.
Jeg begyndte vist i
en vens tråd:
Tak, n.n.! Der er nok nuancer i vor forståelse af visse sider af situationen. Det er vigtigt, at vi ikke bøjer os. Men der skal mod til at blive ved at tegne. Vi må indrømme, at vi er under pres fra den muslimske terror, og at vi i en vis udstrækning giver efter. Ja, det må vi indrømme. Og bare alle de "hellige" ville spare os for deres bortforklaringer. - Hvad der videre kommer til at ske, ved jeg ikke. Og jeg er snart en gammel mand. De unge europæere må finde ud af, hvad for et Europa de vil leve i.
Og min næste
kommentar var:
Det er vel mig, du skriver til i forrige kommentar. Jeg er under normale omstændigheder en fredens mand, men jeg har altid været imod selve indvandringen, befolkningsudskiftningen. Og så kunne jeg egentlig godt have betegnet dem, der fremmer indvandringen, som landsforrædere, nogle, der arbejder på noget, der vil gøre danskerne til en minoritet i deres eget land. Navnlig når man tænker på, hvad disse "hellige" har betegnet os som. Og når man så lægger den muslimske terror oveni. Men jeg holder mig nu så vidt muligt ude af debatten - under slagordet: De yngre og unge må selv afgøre, hvilket Danmark og hvilket Europa de vil leve i.
Og jeg kopierede ovennævnte vens profilbillede og gjorde det til mit også (Charlie Hebdo-forsiden fra oktober 2011 "CHARIA HEBDO", hvor Muhammed er gjort til chefredaktør og siger: "100 piskeslag, hvis I ikke dør af grin!").
Derefter slog jeg dette op på min egen væg:
MIT SVAR PÅ DET MUSLIMSKE TERRORANGREB I PARIS SKAL I FØRSTE OMGANG VÆRE MIT NYE PROFILBILLEDE. JEG HAR KOPIERET DET FRA MIN VEN N.N. - Og jeg vil sådan set opfordre andre til at gøre noget lignende. At vise billeder og billeder og billeder er et godt modangreb. Men vi skal først og fremmest vise vor solidaritet med det franske blad.
Ellers er mit motto, at jeg (på vej mod 72) holder mig ude af debatten og siger til de yngre og unge, at det er deres sag at finde ud af, hvilket Danmark og hvilket Europa de vil leve i.
Og jeg satte denne
kommentar i Deadlines opslag til 22.30-udsendelsen den 7. januar:
Jeg har lige set Deadline, og jeg har sat denne kommentar i deres tråd:
Der bliver stadig snakket udenom, især på den måde, at man begrunder en hensyntagen til islam med en hensyntagen til det stakkels muslimske mindretal. Man må simpelt hen indrømme, at vi er under et terroristisk pres, og at vi giver efter, fordi vi er bange. - Andet ønsker jeg ikke at sige. Jeg er født i 1943 og siger, at det er op til de yngre og unge at tage stilling til, hvilket Europa og hvilket Danmark de vil leve i.
Og senere (i tråden
til mit eget opslag af ovenstående):
Sidder her kl. 2354 og ser TV 2 News. Så vidt jeg har nået at opfatte det, er der grund til at være tilfreds med de danske avisers reaktion på terrorhandlingen i deres udgaver i morgen. - Hvad siger Bo Lidegaard? Hvordan skal Politikens forside forstås? Den går i hvert fald ikke direkte til modangreb. - Men store amerikanske medier, vist bla. CNN, vil ikke vise Charlie Hebdos tegninger. For ikke at støde muslimerne!!! - Jeg gentager: Nu må vi se, hvordan de europæiske befolkninger reagerer. - Jeg mener, at der skal udråbes skam, skam og atter skam over islamismen. Disse mennesker skal vide, at de hører til på historiens losseplads. - Men hvad så med alle de mange almindelige muslimer, der bare vil leve deres liv? De må også finde ud af, hvor de vil stå.
-
MERE OM MIT NYE
PROFILBILLEDE
Jeg overtog helt spontant mit nye profilbillede fra min meget gode Facebook-ven n.n. Men jeg ville jo gerne vide helt nøjagtigt, hvad det var jeg havde overtaget, så jeg bad ham give mig de relevante oplysninger. Han svarede:
»Vores portræt er fra 1. nov. 2011, teksten lyder i dansk oversættelse: "100 piskeslag, hvis du ikke dør af grin!" Tegningen var en reaktion på en islamistisk valgsucces i Tunesien«.
Jeg er ved at forske videre i sagen og har foreløbig fundet ud af, at når der øverst i billedet står "CHARIA HEBDO" (SHARIA HEBDO), er der tale om en omdøbning af dette nummer af bladet fra "Carlie Hebdo" til altså "Sharia Hebdo". Og det betyder, at man har gjort Muhammed til dette nummers chefredaktør, og at det er ham, der i denne sammenhæng siger: "100 coups de fouet, si vous n'êtes pas morts de rire!" (100 piskeslag, hvis du ikke dør af grin!).
Jeg sætter om lidt mere ind i et kommentarfelt, herunder et link til den franske Wikipedia-artikel, jeg har fundet. Jeg skal bare have oversat de vigtigste dele af den franske tekst.
Så, nu kom Anna hjem fra byen med Berlingske. Den vil jeg også kommentere senere. Det er en rigtig god forside. Og på s. 10-11 bringes en række af Charlie Hebdos forsider.
-
MERE OM NUMMERET BAG
MIT NYE PROFILBILLEDE
Jeg har nu prøvet at oversætte det relevante afsnit af Wikipedia-artiklen om det nummer af Charlie Hebdo, som gengives i mit nye profilbillede. Jeg håber, der ikke er fejl i det. Franskkyndige kan selv bruge linket og tjekke. Her er afsnittet:
Den 31. oktober 2011 går nummer 1011 af Charlie Hebdo i trykken, to dage før det skal udkomme. Bladet, som nu er omdøbt til Charia Hebdo for at "fejre" det islamistiske parti Ennahdha's valgsejr i Tunesien, fremkalder blandede reaktioner, især i de sociale medier. Muhammed, islams grundlægger, er karikeret af tegneren Luz, mens han siger: "100 piskeslag, hvis De/I ikke dør af grin!". Det satiriske ugemagasin meddeler, at profeten også er "ekstraordinær chefredaktør af dette nummer", og at det "ikke krævede megen overtalelse, hvad vi takker ham for". ... Der blev solgt 110000 eksemplarer af nummeret. // Hvad "Charlie" i magasinets navn står for, ved jeg ikke, men "Hebdo" er en forkortelse af det på græsk byggende franske ord "hebdomadaire", som betyder "ugentlig" eller "uge-". På engelsk gengives det "Charlie Weekly".
-
SENESTE OM CHARLIE
HEBDO - FRA BERLINGSKE
Jeg har nu studeret Berlingskes 8. januar-udgave.
Forsiden har alle vel set i tv. Men her gengives altså et stykke papir, vel en bladside, hvorpå der med store bogstaver står: CHARLIE HEBDO - og som har tolv skudhuller, svarende til antallet af dræbte ved terrorangrebet den 7. januar. Meningen er tydeligvis: Tolv personer er dræbt, men det er bladet som sådant ikke. Der er nemlig ingen skudhuller i selve bogstaverne. - Under denne tegning står et citat fra Berlingskes leder på side 2: "Demokrati og ytringsfrihed må og skal ikke kues. Der er dog ingen tvivl om, at det for mange efter gårsdagens feje terrorangreb vil være en nærliggende konklusion at holde lav profil, at dække sig, undgå at provokere stærke følelser. Men vi skal ikke dukke os, for så kommer vi til at give efter for en uacceptabel trusselskultur".
Inde i avisen, s. 10-11, gengives, omkring en artikel med overskriften "Satirebladet på ytringsfrihedens yderste forpost", tolv Charlie Hebdo-forsider, en for hver af de tolv personer, der blev dræbt ved angrebet. Det er dog ikke sådan, at der er tale om forsider, der er tegnet af tolv dræbte tegnere. For det første var ikke alle navnene på de dræbte kendt, da denne dobbeltside blev lavet. For det andet var ikke alle de dræbte tegnere.
Nederst på dobbeltsiden bringes (med korte tekster) billeder af de seks kendte ofre: Stéphane Charbonnier (Charb), chefredaktør og tegner. Jean Cabut (Cabu), tegner. Georges Wolinski, tegner. Bernard Verlhac (Tignous), tegner. Bernard Maris (Oncle Bernard), journalist, medstifter og medejer. Michel Renaud, tilfældig gæst.
Tegneren Renald Luzier (Luz), som blandt andet har tegnet den forside, jeg nu har som profilbillede (nr. 5 af nedennævnte), kunne også have været blandt de dræbte, men han havde sovet over sig og var derfor ikke til stede på redaktionsmødet ved attentatet. Tegneren Laurent Sourisseau (Riss), som har tegnet nedennævnte nr. 12, blev såret, men ikke dræbt. - I teksten under nedennævnte nr. 5 (altså nu mit profilbillede) står blandt andet, at det var dette nummer, der i 2011 førte til, at der blev kastet brandbomber mod bygningen, hvor magasinet havde til huse, og at dets webside blev hacket.
Jeg opregner nu, fra nederst til venstre de tolv tegninger
med tal og tegnernes navne i parentes: 1 (Luz). 2 (Luz). 3 (Cabu).
4 (Luz), det nyeste nummer, altså det fra 7. januar. 5 (Luz). 6 (Luz). 7 (Charb). 8 (Luz). 9 (Tignous). 10
(Wolinski). 11 (Charb). 12
(Riss). - Det er uklart for mig, efter hvilke
kriterier disse tolv tegninger er valgt. Det kan ikke være de tolv sidste.
Charlie Hebdo er jo et ugemagasin, og vi ved, at nr. 5 er fra 2011. Og nr. 4 er
altså det nyeste nummer, dvs. fra 07.01.15. Alle fire dræbte tegnere er
repræsenteret, Charb med to forsider. Men Luz, der
altså ikke var til stede under attentatet, er repræsenteret ved seks forsider.
Jeg tror, de tolv forsider er valgt med henblik på at få vist en række gode,
men forskellige forsider, så magasinets karakter og bredde bliver fint repræsenteret.
MERE OM MAGASINETS
NAVN OG HISTORIE
Charlie Hebdo
(engelsk: Charlie Weekly, dvs. Ugemagasinet Charlie) stammer fra
månedsmagasinet Hara-Kiri (jf. den særlige japanske
selvmordsmetode harakiri), som opstod i 1960. I slutningen af 1960'erne kom
ugemagasinet L'Hebdo Hara-Kiri
(hvor "Hebdo" altså står for "hebdomadaire" = uge(magasin)). Men ved præsident
Charles de Gaulles død i 1970 kom man i problemer. Man lavede en forside, der
satte de Gaulles død i forhold til mediedækningen af en diskoteksbrand nogle
dage forinden. Og så lukkede indenrigsministeren magasinet!
Bladet tog dog bare
et nyt navn, nemlig det nuværende: Charlie Hebdo, hvor Charlie ifølge
Berlingske dels spiller på præsident de Gaulles fornavn, dels henviser til
tegneseriefiguren Charlie Brown.
-
SENERE - I KOMMENTARFELT OM OVENSTÅENDE MED MERE:
Jeg har her sidst på eftermiddagen den 8. januar samlet det meste af, hvad jeg har skrevet både her og der i Facebook, og dels sat det på min internetunderside "Debat", dels brugt det som tekst i min avisen.dk-blog "Jeg er ellers ikke blogger ...". - Dette har jeg gjort for at opnå den størst mulige effekt. Dette er jo krig. Fra min side ikke med fysiske våben. Men desto mere må man prøve at bruge ordets magt. - Jeg har dog begrænsede muligheder. Jeg skal også tænke på Ukraine og Putin. Og jeg er nødt til at skulle gøre mit eget liv og forfatterskab færdigt. Det lyder som en luksus. Og er det måske også. Men jeg bilder mig ind, at det, jeg forhåbentlig kommer til at efterlade mig, på en både dyb og omfattende måde vil kunne berige fremtidens liv i Danmark. For flere eller færre, men forhåbentlig for nogle. - Jeg har siden 1965 (Den Kolde Krig) brugt megen kostbar tid på forsvar, og jeg har somme tider spurgt mig selv, om jeg burde have grebet det an på en anden måde, altså fx i min ungdom færre læserbreve og mindre politik og mere studium og bedre arbejde i dybden. Vor livsform skal jo ikke bare forsvares, men også leves. Netop i de sammenhænge, der er tale om her, er selve livets styrke også en væsentlig del af forsvaret! - Men over for terrorismen skal vi selvfølgelig bruge alle midler, også våbenmagt, og det giver jeg min fulde opbakning til.
-
Og sidst på aftenen
skrev jeg følgende på såvel DR 2 Deadlines som min egen profil:
Hvor
ynkelig kan man være, Bo Lidegaard?!
-
JP ville i sin tid prøve, om der efter mordet på den hollandske islamkritiker og en dansk forfatters forgæves forsøg på at finde en tegner til sin bog om Muhammed var nogen, der turde tegne Muhammed. Det glemmer man altid. Man vil ikke indrømme, at man simpelt hen er bange og derfor bøjer sig for terroren og terrortruslerne. I stedet ævler man løs om hensynet til det muslimske mindretal. Jeg væmmes!
-
Og en tilføjelse
10.01.15. Det er en kommentar til en god Facebook-ven, der havde slået en hel
masse eksempler på meningerne i folkedybet op, eksempler han havde fundet i
Facebook.
Ja, det er folkedybet.
Og det er muligt, nogle af udtrykkene ikke er så pæne. Men helt forkert er det
jo ikke. Hvis alle de pæne bliver ved at fremture i deres pænhed, bliver både
problemerne og tonen værre. Men det overrasker mig ikke, at man bliver ved.
Måske ligger der også en slags besværgelse i det. Jøderne i Nazityskland blev
også ved at sige til hinanden, at det nok ikke var så slemt. - Der er for mig
ingen tvivl om, at indvandringen af muslimer bør begrænses mest muligt, og at
der skal strammes op på en række punkter. - Så er der det helt aktuelle
spørgsmål, hvordan vi skal forholde os til såvel de muslimer, der allerede er i
såvel Danmark og Europa som i verden i øvrigt. Hvad skal vi sige til dem? Vi må
allerførst sige til dem, at de for deres egen skyld skal se at få brudt med
selve Koran-fundamentalismen, altså med dogmet om, at den jordiske Koran er en
nøjagtig kopi af den himmelske. De kan godt tro, at der er åbenbaring i
Koranen. Men de skal for deres egen skyld indse, at denne åbenbaring er
modtaget af mennesket Muhammed og derfor ikke er 100% guddommelig, hvilket igen
vil sige, at man så kan skille ting ud som betingede af
Profeten og hans tid, og at man kan fortolke det hele. Svarende til, hvordan
alle vi almindelige kristne forholder os til Bibelen. Så vil de måske kunne
leve et godt liv i den særlige form for monoteistisk gudstro, islam fortsat vil
være. - Det allerbedste råd, jeg kunne give muslimerne, var selvfølgelig, at de
skulle komme til tro på Jesus Kristus. Men hvad det angår, er jeg meget
tilbageholdende. Til tro på Kristus kan man jo kun komme i total frihed. Og jeg
vil sige, som min biskop (Steen Skovsgaard, Lolland-Falster, tidligere
sognepræst og provst i Gellerup) engang sagde til en muslim, der havde spurgt
ham, hvad han havde at tilbyde ham, nemlig at han ikke havde noget at tilbyde
ham, så længe han var mæt og tilfreds i sin muslimske tro, men at hvis han en
dag ikke længere var det, så havde han noget til ham. - Da jeg heller ikke vil
anbefale muslimerne at blive ateister, er mit bedste råd til dem altså, hvad
jeg har skitseret ovenfor. - Undskyld længden, men jeg vil af et oprigtigt
hjerte også gerne prøve at sige noget positivt.
Og senere i samme tråd:
Allerførst vil jeg
nævne, at noget af det første, jeg hørte i radioen i morges, var omtalen af Boko Harams massakre på en
landsby. Ok, Boko Haram er ikke alle muslimer, men
dog et af mange eksempler på, hvad der kan vokse ud af islam. - Men ellers vil
jeg sige, at når jeg giver mine islamtroende medmennesker det oprigtigt og vel
mente råd at frigøre sig fra Koran-fundamentalismen, så er det ikke en
teologisk detalje. Fundamentalismen er roden til alt ondt. Det ser vi også i
kristne sammenhænge. For hvad indebærer fundamentalismen altid i realiteten?
Den indebærer, at nogle mennesker kan stille sig op og påberåbe sig, at de
taler nøjagtig på Guds vegne, hvilket igen vil sige, at de så kan tage magten
over andre. Man skal jo adlyde Gud! Sådan er det altid, og det bliver kun
værre, jo frommere og mere rettroende man stiller sig an. - Over for enhver
form for fundamentalisme må man gøre gældende, at ingen har hørt direkte, hvad
Gud siger. Påstanden om, at Koranen skulle være en kopi af den himmelske Koran,
er kun en påstand. Enhver kan skrive en bog og påstå, at den fra ende til anden
er Guds direkte tale. Det at høre Guds tale er, som realiteterne i denne verden
er, en langt mere kompliceret proces, som til syvende og sidst finder sted i
hvert enkelt menneskes hjerte. - Dette gælder også Bibelen. Jeg siger ikke, at
Gud ikke taler til os i Bibelen. Men jeg siger, at hele Bibelen vitterligt er
skrevet af mennesker, også Det Nye Testamente. Det Nye Testamente er for mig
som kristen et vidnesbyrd om det store nedslag i menneskeslægtens historie, der
fandt sted i Jesu fødsel, liv, død og opstandelse - og i pinsebegivenheden.
Hvordan vi så i øvrigt vil prøve at forstå alt dette. Ingen kan bevise, at der
faktisk var tale om et sådant "nedslag". Det er for så vidt også en
"påstand". Men når jeg er kristen, er det, fordi jeg i mit hjerte er
overbevist om, at der er så meget liv og sandhed i denne "påstand",
at det er godt at leve i troen på den. Jeg siger det ofte på den måde, at der
er tale om en "struktur", der i mødet med mig i hele min menneskelige
eksistens, godtgør sig som liv og sandhed, lys og håb. Men det er en
stedsevarende proces. - Jeg må slutte her, men det afgørende her i sammenhængen
er, at jeg ikke med min måde at tro på ønsker magt over noget andet menneske.
Jeg væmmes faktisk ved den blotte tanke om at skulle tage andre mennesker i min
magt. Lige så meget som ved tanken om, at andre skal tage mig i deres magt. -
Men til allersidst: Jeg skærer naturligvis ikke alle 1,6 mia. muslimer over én
kam. Selvfølgelig vil de allerfleste bare gerne leve et godt og fredeligt liv.
Men så længe man har Koran-fundamentalismen og i øvrigt et autoritært tankesæt,
vil forskellige grader af totalitarisme og magtsyge altid have en klangbund.
Sådan er det altid, også i andre sammenhænge. - Jeg kunne blive ved, men
slutter her.
Og (forhåbentlig) sidste i denne tråd:
Kære n.n.! Jeg ved ikke, om du havde læst mine tidligere
kommentarer, da du skrev den, der begynder med "Hvis du ikke jævnfører
muslimer med de gale mordere i Paris". Ellers må du gøre det. Hvis du
derefter bliver ved, hjælper flere svar fra mig ikke. - Jo, jeg vil lige svare,
at jeg er imod en stor, unaturlig (ikke begrundet i arbejdskraftens
bevægelighed) indvandring af enhver slags, ja, heller ikke er tilhænger af en
alt for stor indvandring af frit bevægelig arbejdskraft. Jeg ville ikke bryde
mig om, at der pludselig var en million englændere eller tyskere i Danmark. Jeg
siger også til mine polske venner (jeg har som slavist en vis position i det
dansk-polske forhold), at jeg elsker dem, og at jeg også stiller mig kærligt
(om end også kritisk) ved siden af mine romersk-katolske brødre og søstre i
Herren, men at jeg ikke ville være glad, hvis der var en million katolske
polakker i Danmark, der ville prøve at dreje uret tilbage til før
Reformationen. - Al erfaring viser, at den muslimske indvandring er den, der
giver størst problemer. - Men enten forstår du dette, eller også kan/vil du
ikke forstå det.
*
* *
Vor fremtid med Rusland
Min kommentar (30.12.14) til et opslag på Dansk-Ukrainsk Selskabs Facebook-profil, nemlig af en artikel i Information, hvis overskrift og "manchet" lyder:
’Vesten har drevet
Rusland væk fra sig’
Ruslands annektering
af Krim og alt der fulgte efter af krig og sanktioner, er en katastrofe for
både Ukraine, EU og Rusland, siger den britiske professor og Ruslands-kender
Richard Sakwa. Men hvordan blev et oprindeligt
pro-europæisk Rusland drevet så vidt? Sakwa er ikke i
tvivl om, hvem der bærer hovedansvaret: Vesten
-
Hvad skal man sige? Selvransagelse er altid godt. Og det, at
vi i Vesten kan være selvkritiske, er en væsentlig del af vor styrke. Desuden
hører jeg til dem, der nu siger, at hvis det virkelig lykkes at tvinge Rusland
til at holde fingrene væk fra Ukraine - og til at holde op med at prøve at
tryne sine andre naboer - så skal vi arbejde for at få et godt forhold til
Rusland, vel at mærke et Rusland, der slår ind på frihedens og demokratiets
vej, og som ikke er frygtet af sine naboer, et Rusland, der har lagt sine
håbløst gammeldags imperiale drømme bag sig. Og det siger sig selv, at et
Rusland, der efter Putin bryder sammen i kaos (og måske ender med at få et
endnu værre styre) ikke er i nogens interesse. - MEN Richard Sakwa glemmer, at der jo ikke er tale om en aggressiv
udvidelsespolitik fra Vestens side. De lande, der tidligere indgik i eller var
i først Tsar-Ruslands, siden Sovjetunionens magt, har næsten desperat ønsket at
blive knyttet til Vesten, ja, at blive medlemmer af både EU og NATO, så deres
frygtelige historie ikke skal gentage sig. - Jeg husker endnu, hvad mine polske
venner sagde, da Anna og jeg i 1994 var i Polen for første gang, nemlig:
"I svigter os nok igen". Hvortil jeg svarede, at stod det til mig,
skulle Polen med i såvel EU som NATO hellere i dag end i morgen, og at de nu
ikke skulle være så sikre på, at vi ville svigte dem. - Russerne skal forstå,
at deres imperium er blevet opløst. Man kan godt sammenligne det med, hvordan
kolonierne i det britiske imperium (og de andre europæiske kolonisystemer) har
fået deres frihed. - Og nu må vi se fremad, som man siger. Og det betyder
altså, at vi fra Vestens side skal være parat til at leve godt med et
reformeret Rusland, der også selv ser fremad - og fx begynder at interessere
sig for at producere varer i stedet for at drømme om genskabelsen af fortidens
imperiale magt.
*
* *
Om sidste afsnit af "1864"
Efter at have set sidste afsnit af "1864" to gange vil jeg sige, at det var en rimelig slutning - på Bornedals præmisser. Jeg spørger dog, om det er rimeligt at lade en så ussel person som Didrich fylde så meget. Og jeg konstaterer, at der er en tendens i serien mod Monrads sindssyge nationalliberalisme og for sigøjnernes gode kosmopolitisme. Bornedal har også selv sagt, at serien er en afvisning af tanken om, at Danmark skulle være Guds udvalgte folk.
"1864" er en række med den brede pensel malede ret små billeder af personer og situationer, der er hæftet på nogle tråde i såvel den store, virkelige som den lille, fiktive historie.
Temaet i sidste afsnit er: at komme videre. I den store historie kommer Bismarck videre ved krigen mod Østrig i 1866. Men Monrad kommer ikke videre, tværtimod er han den eneste, der forbliver tro mod sine idealer. I den lille historie er der Didrichs og Inges og hendes forældres, især den iskolde moders, måde at komme videre på. Didrichs far drager den på sin vis hæderlige konsekvens at skyde sig selv.
Men der er også Peters og hans families måde. Og man må sige, at Bornedal ikke giver den for lidt her. Men det er en kendsgerning, at mange i det jævne folk har en utrolig evne til at komme sundt gennem både store og små tragedier. Så jeg tager det hele til mig, også den lille nye Laust og den lille nye Peter, der begynder på ny, som Laust og Peter begyndte i afsnit 1.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
TILFØJELSE I
KOMMENTARFELT:
Jeg har fortrudt, at jeg om Didrichs plads i serien ikke skrev "være en så central figur" (i stedet for bare "fylde så meget"). For netop jeg, som i så høj grad ser serien som en række symbolske billeder, bør jo se Didrich som det helt centrale negative symbol i den lille histories tråd. At han også er offer, fremgår af såvel de to første som det sidste afsnit. Men han er jo helt igennem en led person, uanset hvor meget hans far har pacet ham frem, eller hvad. Og hans venner! Især sammen med dem kommer han til at repræsentere en totalt degenereret adelsstand og -kultur. Tilsammen kommer Monrad og hans støtter (inklusive fru Heiberg) og Didrich og hans venner (med faderen i baggrunden) til at repræsentere det sindssyge og rådne nationalistiske Danmark og især de sindssyge og rådne højere og højeste lag. Og lad gå med, at Monrad-figuren kommer til at repræsentere vanviddet i den nationalliberale politik. Men jeg bryder mig ikke om, at hele den danske adelsstand og hele det danske officerskorps i den grad skal repræsenteres af en person som Didrich. Sekondløjtnant Dinesen (som jo også tilhørte de højere lag) retter noget op på det. Og der er linjeofficererne de Meza, du Plat og Møller. Men de fylder jo ikke på samme måde som Didrich. - Man kan sige, at der er tale om en stærk symbolik i kontrasten mellem Didrich og Laust og Peter, men prisen er høj. Der har været mange gode og trofaste og tapre adelige officerer af både linjen og reserven med i den krig. Og dem er det synd for. Bornedal burde, hvad det angår, have fundet en anden løsning.
*
* *
Umiddelbare bemærkninger til sidste afsnit af
"1864"
Her og på min Facebook-væg 01.12.14.
Søndag aften den 31. november var jeg forhindret i at se sidste afsnit af "1864", da det blev sendt, og det blev over midnat, før jeg fik set min optagelse af det. Her mandag har jeg både genset det meste af afsnit 7 (på Nettet) og min videooptagelse hele afsnit 8.
SANGENE I AFSNIT 7
Hvad afsnit 7 angår, kan jeg helt tilslutte mig, hvad et både militær- og filmkyndigt familiemedlem har sagt: Krigsfilm i verdensklasse! - Men når jeg genså dette afsnit, var det helt særligt for at høre, om det virkelig var den frække sang, en Facebook-kommentator havde givet mig teksten til, soldaterne sang ude i skansen, lige før det gik løs. Det var det. Jeg kan ikke garantere for alle detaljer, men det var virkelig den, og nu er det så et spørgsmål, om den (og i denne version) forelå på dansk i 1864. Her har vi en helt særlig detalje, hvis historiske korrekthed må undersøges. Jeg vil selv prøve senere. Der findes vel ikke beretninger om, at denne sang har været sunget af soldaterne? Og på lige det tidspunkt? Ja, er scenen overhovedet realistisk? Jeg citerer lige første strofe (hvorefter det jo bliver værre og værre!):
Da manden ind i gården kom, oh se, oh se, oh se,
tre garderheste stod på rad og en og to og tre,
da manden spurgte konen, hvad de garderheste var?:
se det er tre malkekøer, som min mor hun sendte mig,
oh, oh, oh, lad gå, malkekøer med sadler på,
jeg er en mand, som alting kan forstå.
Men når jeg gør så meget ud af dette, er det, fordi denne grove sang indgår i en større sammenhæng. Det begynder med, at man ganske svagt hører en harmonika spille "Dagen går med raske fjed" (2003-salmebogens nr. 771). Det kan måske være en mundharmonika, men det vil passe bedst, hvis det er den samme harmonika, som akkompagnerer "Da manden ind i gården kom"! Derefter synger Laust Grundtvigs Willemoes-sang "Kommer hid, I piger små" for sin kammerat Erasmus (som under stormen går amok og dræber eller sårer mange af de preussere, der trænger ind i skansen; en situation, der er forekommet i virkeligheden). Men så sætter Erasmus i med, hvad han kan, nemlig "Da manden ind i gården kom". Og her stemmer alle kammeraterne i, også Laust, akkompagneret af harmonikaen. Og det er altså uden betydning, om en sådan scene virkelig har fundet sted eller er sandsynlig. Det, der bliver vist, er hele bredden i de danske soldaters åndelige baggrund, fra en kristen aftensang af Ingemann, over Grundtvigs heltesang og til den grove vise. Det er virkelig gribende. - Jeg minder også om, hvordan Inge synger "Nu lukker sig mit øje" for den dødende soldat (2003-salmebogens nr. 789).
OTTENDE AFSNIT
Men det var seriens ottende og sidste afsnit, jeg ville kommentere her. Da jeg så det i nat, var jeg umiddelbart skuffet. Jeg vil her se bort fra, at det er underligt, at de blodige kampe på Als i slutningen af juni måned egentlig ikke er med i billedet. Jeg mente, det personlige fik for meget, og at det også var for meget, at Peter skulle blive gift med sigøjnerpigen Sofia og dermed overtage Didrichs barn - selv om det jo var fremgået af et tidligere afsnit, at dette ville ske. Og at Peter også (udrykkeligt som far) overtog Laust og Inges lille dreng - der var blevet anbragt på et usselt børnehjem, for at Inge kunne blive gift med Didrich. Men i dag har Anna og jeg set afsnittet igen, og derved kom det til at stå stærkere. Man kan sige meget om Peter og Laust og Inge og Sofia og Didrichs lille historie i historien, og det er virkelig meget, at den ualmindelige nedrige og feje Didrich er kommet til at fylde så meget i en serie om Danmark i 1864, som om det var den typiske adelsmand og officer, og det retter ikke meget op på det, at der også er blevet vist fine officerstyper som sekondløjtnant Dinesen, oberst Møller (som denne person i serien hedder) og general du Plat. Men de indvendinger, man kan have, ændrer ikke noget ved, at denne lille historie (og dens fortsættelse helt frem til Inges død i 1939 og baron Severins til sidst i afsnittet) står ganske stærkt - sammen med, hvad der vises om de andre personers reaktioner: Monrad og hans kone, krigsminister Lundbye, Johanne Luise Heiberg.
Det fælles tema er: At komme videre. Og mange af de nævnte prøver at komme videre på hver deres usle eller ynkelige måde. På en måde får Monrad her en form for oprejsning. Han er den eneste, der forbliver tro mod det, han kæmpede for (men ses vist til sidst i spændetrøje, altså som sindssyg). Alle de andre tyr til fortrængning og/eller nye illusioner. Lundbye har dog ret et langt stykke, når han bliver ved at gentage: "Indad" (jf. mottoet fra dengang: Hvad udadtil er tabt, må indad vindes). For det var, hvad danskerne faktisk gjorde. Med stor succes. Og uden den lukken sig om sig selv, som nogle af værdikæmperne bliver ved at fable om. For desværre kan man ikke lade være at mistænke dette for at være et indlæg i den aktuelle værdidebat fra Ole Bornedals side.
Det er uhyggeligt, hvordan Didrich og Inge og hendes forældre (især den kolde og ambitiøse moder) kommer videre. Didrichs far (som nok har presset sønnen ind i en rolle, han ikke kunne klare) drager den på sin vis hæderlige konsekvens, at han skyder sig selv. - Det skal bemærkes, at Inge skriver, at for hvert barn, de får, bliver Didrich lidt mere menneskelig.
Men så er der Peter og hans familie, især Peter selv. Her har vi det sunde jævne folks måde at komme videre på. Kritikerne vil kunne sige, at den ikke får for lidt. Men min erfaring som landpræst i Folkekirken gennem over tredive år rummer mange eksempler på dette sind. Men det er selvfølgelig virkelig meget, at Peter finder sin brors søn og tager ham til sig som sin egen - sammen med Sofias barn, som Didrich er voldtægtsfar til. Og de ser lærken sammen. Og lille Laust løber på kornet. Ja, vi ser lille Peter og lille Laust som en gentagelse af det liv, serien åbnede med. Men Anna og jeg blev grebet af det. Måske også fordi vi selv har en sønnesøn i den alder og med et tilsvarende væsen.
På Ole Bornedals præmisser fik det personlige ikke for meget. Der var faktisk også en rimelig balance mellem den lille og den store historie, herunder den tyske. Ja, det, at Preussens krig i 1866 med den tidligere allierede Østrig blev nævnt og dermed hele Bismarcks strategi, i hvilken krigen mod Danmark i 1864 kun var en første brik, kastede også et formildende skær over den tilsyneladende vanvittige danske politik. Men selve den lille historie, historien om mennesker, som Ole Bornedal selv siger, blev i hvert fald gjort færdig. Og for sidste gang: Det er ikke et almindeligt realistisk drama; det er en række symbolske billeder på en handlingstråd og af nogle menneske-typer. Og budskabet er, at det jævne folks liv går sin egen gang trods alt, hvad de store finder på.
*
* *
Så forstå dog den serie!
Lolland-Falsters Folketidende tirsdag den 25. november 2014.
Når også den ellers af mig højt respekterede K.E. Watz er så negativ over for serien "1864" (senest i "synspunkt" den 22. november), bliver jeg nødt til at skrive et par ord.
Folketinget har utvivlsomt ønsket en mere traditionel realistisk serie. Det har jeg også. I hvert fald i udgangspunktet. For nu ved jeg snart ikke. Jeg er dybt grebet af den. Også af de to første afsnit, hvor døden og tragedien lurer i den sydfynske idyl. Og af nutidshandlingen (baron Severin og frøken Claudia).
Ole Bornedal har lavet noget andet end en traditionel realistisk serie. Og så skal bedømmelsen gå på, om det er lykkedes ham at lave en god symbolsk billedrække. Det mener jeg det er.
Men så er der den hårde kritik fra næsten alle sider. Det er et fænomen, der for mig står som en af de største gåder i nyere tid. Der er så godt som ingen, der har forstået seriens karakter. Og mange skriver småligt, dumt og også sprogligt dårligt. Er det en kollektiv psykose med en bred vifte af vidt forskellige motiver? Hvis perspektivet blev udvidet til at omfatte hele den politiske og kulturelle situation her i begyndelsen af det 21. århundrede, kunne der sagtens komme en ph.d.-afhandling ud af at undersøge det.
Bent
Christensen
pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag
gammel sprogofficer
og feltpræst
Fuglsevej 5
4960 Holeby
*
* *
Gammeldags geopolitiske interesser og værdimæssig
asymmetri.
Selve nedenstående tekst blev skrevet som kommentar på Deadlines Facebook-væg. Og derefter slog jeg den op på Dansk-Ukrainsk Selskabs gruppeprofil (med den her indsatte indledning). Og endelig satte jeg DUS-versionen her på "Debat".
-
DEADLINE 22.30 LØRDAG DEN 22. NOVEMBER
Adam Holm havde Søren Riishøj og Flemming Rose i studiet. Temaet var: "Er det Vestens politik i Østeuropa, der tvinger Rusland til at reagere? / Der er gået 25 år siden murens fald, i aften spørger Deadline om vi står på tærsklen til en ny kold krig".
Umiddelbart efter udsendelsen satte jeg denne kommentar i tråden til den, og jeg har også sat den på min internetunderside "Debat":
Et ganske godt indslag, som gjorde en klogere - om end ikke gladere. Jeg tænker her på, hvad der blev sagt om Tjekkiets, Slovakiets og Ungarns holdning. Og jeg vil føje til, at det er meget godt med al den snak om, at man skal respektere Ruslands interesser. Her er der bare den asymmetri i det, at der i Rusland og i de lande, Rusland mere eller mindre dominerer, er meget dårlige forhold, for så vidt angår frihed og demokrati. Derfor kommer det at respektere Ruslands såkaldte (men jo håbløst gammeldags) geopolitiske interesser faktisk til at minde om situationen efter Anden Verdenskrig, hvor en lang række øst- og centraleuropæiske lande af geopolitiske hensyn blev solgt som slaver under kommunismen. Frihed, menneskerettigheder (herunder retten til national suverænitet) og demokrati er de afgørende faktorer her i 2014. Og Putin har jo sådan set ret, når han siger, at den russiske samfundsmodel er truet af de vestlige værdier! Og i det lange løb vil han tabe. Til stor fordel for russerne og de andre folkeslag derovre. Så kan vi alle leve lykkeligt og fredeligt med hinanden. Jeg plejer at sammenligne med forholdene omkring Tyskland. Der er i dag ingen af Tysklands naboer, der har grund til at tænke på deres geopolitiske interesser i forhold til Tyskland.
*
* *
Tak, Ib Michael!
For indlægget i Politiken om kritikken af
"1864" den 18. oktober 2014: "Kritikken af '1864' er en pærevælling
af patetisk vrøvl".
Tak, Ib Michael! Jeg har først læst din kommentar lige nu
lørdag den 22. november. Jeg er mere end enig. På forhånd havde jeg - som
formodentlig Folketinget - forventet en almindelig nærmest dramadokumentarisk
serie. I hvert fald 1:1-realisme, som man siger. Men nu har vi fået noget
andet, nemlig nærmest en række symbolske billeder. Det er i orden, hvis man er
meget utilfreds med det. Men så skal man sige det og lade været at
detailkritisere den faktisk foreliggende serie, som om den var det produkt, man
hellere ville have haft. Det er børnelærdom, at man, når man bedømmer et værk,
først finder ud af, hvad kunstneren ville, og derefter vurderer, om det er
lykkedes ham at realisere sin intention. Og jeg synes, det her er lykkedes for
Bornedal. Man kan altid finde detaljer at kritisere. Og det er muligt, der er
en tendens, der ligger til venstre for mig. Men både min kone og jeg har ladet
os gribe af serien, hvis enkelte afsnit vi har set 2-3 gange. - Undskyld mig,
men jeg kan ikke lade være at oplyse, at jeg selv er gammel reserveofficer og
feltpræst og af mange vil blive betragtet som kulturkonservativ. Men det er jo
ikke det samme som at være utilfreds med en skildring af 1864 som den
foreliggende. Netop som soldat kan man identificere sig med denne skildring af
såvel krigens politiske baggrund som dens virkelighed. - Bortset fra selve mit
engagement i serien selv er jeg blevet optaget af kritikkens og debattens
væsen. Der er efter min mening noget, der er helt galt. Er man fra højre til
venstre blevet grebet af en kollektiv psykose? Er der tale om en bred vifte af
vidt forskellige motiver? Det fremstår for mig som en af de største gåder i
nyere tid. Jeg har peget på, at hvis man inddrog de noget bredere politiske og
kulturelle perspektiver i de seneste to årtier, kunne en undersøgelse af sagen
sagtens blive til en ph.d.-afhandling.
*
* *
"1864" - en mellemfaldende betragtning
22.11.14
Jeg har ellers fra første færd sagt, at jeg ikke ville udtale mig om "1864", før jeg havde set sidste afsnit. Men jeg har ikke kunnet lade være, og her er nogle betragtninger, efter at min kone og jeg har genset første afsnit på Nettet (for mit vedkommende er det vist tredje gang).
Der er noget, der er helt galt i kritikken af DR's dramaserie "1864". Jeg ville også selv, i hvert fald i udgangspunktet, have foretrukket et mere traditionelt realistisk dramadokumentarisk produkt. Og det er utvivlsomt også det, Folketinget har ønsket. Men Ole Bornedal har altså valgt en anden genre, en symbolsk billedrække. Og det er jo børnelærdom, at når man skal bedømme et litterært eller dramatisk værk, så skal man se på, hvad det er forfatteren/instruktøren har villet. Så kan man sige, at han burde have villet noget andet. Men derefter skal man se på, om det er lykkedes for ham. Og jeg mener, det i høj grad er lykkedes for Bornedal. Der er måske en "venstreorienteret" tendens i det. Navnlig kan man spørge, om sigøjnerelementet er et indlæg i den aktuelle fremmedpolitiske debat. Og man kan spørge, om personen Inge er en 1900-tals kulturradikal person, der er sat ind i denne 1800-talssammenhæng. Men alt er jo symbolsk, ikke i almindelig forstand realistisk. Og man kan spørge, om Monrad har fået en for hård behandling. Og om det er rimeligt, at også oberst Müller (eller hvem; hans identitet er uklar for mig) skal ses med hagen i sin mad, mens han taler med sekondløjtnant Dinesen. Og der kunne nævnes flere eksempler. Jeg er måske selv kulturkonservativ, men så af den hensynsløst moderne slags, for at sige det kort. Og jeg er gammel (sprog)reserveofficer og feltpræst. Men netop derfor accepterer jeg Bornedals måde at vise 1864-krigens vanvid på. Og det er måske netop som gammel soldat, jeg bliver så stærkt grebet. Jeg afviser ikke, at de danske politikere stod over for en meget vanskelig opgave i 1863, men jeg finder det rimeligt, at det bliver vist, hvor frygtelige begivenhederne blev, og at de to første afsnit lægger op til det, ja, tegner linjen fra den uholdbare udgang på den første krig til den, måske nærmest uundgåelige anden krig. Jeg mener, det fra og med første afsnit er blevet vist, hvad det drejede sig om, og hvor frygteligt det var, at det idylliske Danmark skulle komme ind i denne krig.
Det, der efterhånden optager mig allermest, er imidlertid, hvad der kan ligge bag alle de negative anmeldelser af serien. Det er en af mine allerstørste gåder i nyere tid. Hvis jeg var yngre, ville jeg selv prøve at finde ud af det. Men nu vil jeg udtrykke ønsket om, at måske en eller anden ph.d.-studerende vil skrive en afhandling om det. Det er mystisk, at alle, lige fra Pia Kjærsgaard og Alex Ahrendtsen af og langt ud til venstre er enige om at kritisere serien. Er der en fællesnævner? Eller er der mange forskellige, måske modsatte motiver? Jeg synes, de fleste anmeldelser er smålige og dårligt skrevne og helt uden forståelse for, hvad Ole Bornedal har prøvet at lave - og i høj grad har haft held med. Kan ét af motiverne, for folk fra højre og langt ind over midten, være, at man ikke bryder sig om, at der bliver sat spørgsmålstegn ved Danmark som krigsførende nation - når vi jo kun vil det gode og egentlig slet ikke er i krig, men bare ud for at gøre en forskel? Eller er mange, der ellers har ligget underdrejet under den såkaldte værdikamp, skuffede over, at der ikke har været mere "Dengang jeg drog afsted" i serien? Eller ville man bare have haft et mere Hollywood-agtigt produkt? Hvorfor er der ingen anmeldere, der i automatreaktion har ønsket at sige det modsatte af Pia Kjærsgaard og Alex Ahrendtsen? Jeg tror, der er tale om mange faktorer.
Da jeg første (men ikke sidste) gang så første afsnit, der indledtes med efterskoleklassen på Dybbøl, frygtede jeg det værste. Men nu kan jeg se storheden i det. Pusheren, der læser mindestenen og (med god grund) ikke forstår eufemismen "faldet". Og Claudia, hvis bror er "faldet" i Afghanistan. Både min kone og jeg finder også hele Claudia-og-baronen-delen helt i orden og meget bevægende. Og den slags er jo ret almindeligt i film.
Hypnosen og isklumpen? Det kan man mene om, hvad man vil. Men den måde, det er blevet kritiseret på, er smålig og dum. Det er jo postmoderne. Og det er en stor misforståelse, når man bedømmer det på en realistisk skala (selv om jeg da godt kunne have undværet det).
Hvis jeg skal sige mere, vil jeg helst vente, til serien er slut.
Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag, gammel
sprogofficer og feltpræst
*
* *
Om Ukraine i Deadline 12.11.14
I kommentarfelt til mit opslag af Ugens digt:
UKRAINE OG RUSLAND -
igen-igen
Jeg har lige slået mit digt op. Og jeg har ikke lavet noget Ukraine- og debat-opslag i denne uge. Derfor viser jeg her, hvad jeg lige har skrevet i tråden til aftenens Deadline på DR 2 og også lige har slået op på Dansk-Ukrainsk Selskab-gruppens væg:
Men der var jo også indslaget om Ukraine og Rusland med Peter Viggo Jakobsen. Han er nok lidt for kynisk geopolitisk efter min smag, men måske dermed også mere realistisk. Efter min mening skal Putin-Ruslands efter deres egen mening vigtige geopolitiske interesser ikke have betydning for, hvordan menneskene i de tidligere sovjetrepublikker skal leve deres liv. Og Peter Viggo Jakobsen sagde noget helt afgørende, da han påpegede, at Putins Rusland ikke kan konkurrere med Vesten på hverken økonomi, værdier eller kultur og dermed være en tiltrækkende partner for deres naboer. De har kun deres militære magt, som godt nok er beskeden, men som de er villige til at bruge (som en skal omkring et tomt hul). - Men hvordan forholder vi os til Ukraine nu? Skal vi bare lade Putin få dem, eller skal vi blive ved med at støtte deres frie valg? Og hjælpe og støtte dem på deres vanskelige vej frem mod et ordentligt samfund og en ordentlig stat? - Noget helt andet er, at vi på længere sigt også skal støtte de gode kræfter i Rusland, så også dette store land i frihed og fred kan komme med i det fælles europæiske familieliv - hvorved alle geopolitiske problemer falder bort. Det store spørgsmål er bare: Hvad gør vi for Ukraine nu?
*
* *
Ny kommentar til "1864" efter tredje del og
læsning af flere anmeldelser og lignende
Der er et eller andet, der er helt galt i Danmark lige nu. Er det også vort aktuelle, meget mærkelige forhold til det at være i krig, der spiller ind? Kan man fx sammenligne utålmodigheden med hensyn til at få 1864-krigen til at bryde ud i serien med utålmodigheden med at få vore F 16'ener i kamp i Irak?
Vi har læst flere anmeldelser og forstår stadig ikke, hvad det er der har grebet de vidt forskellige kritikere. Vi har bemærket, at Carsten Jensen ligger på linje med os i sin vurdering. - Jeg har slet ikke tid til at gå så meget op i dette, men det er måske alligevel vigtigt. Det er, for nu at sige det på den måde, ikke det, at Bornedal bliver kritiseret; det er måden, man kritiserer ham på. Jeg har altid været dårlig til at anmelde, men hvis jeg tog mig tid til det, ville jeg nok kunne skrive en anmeldelse af de første tre afsnit, der delte sol og vind lige på en langt rimeligere måde, end det har været tilfældet i de fleste af anmeldelserne. Jeg ville selvfølgelig prøve at analysere, om der er tale om en urimelig inddragelse af den aktuelle fremmed- og værdipolitiske situation. Og jeg ville spørge, om det-og-det nu også burde have været med. Jeg ville også have spurgt til personen Inge, en mærkelig skikkelse i den tid. Har hun et virkeligt forlæg? Eller hvad bygger Bornedal på? Men jeg ville sige, at alt i alt lægger de første tre afsnit meget godt op til den tragedie, som krigen i 1864 var. - Til flere af anmeldelserne vil jeg sige: Hvorfor er I så forhippede på at få krigen i gang? Kan I ikke se, at vi også skal have hele baggrunden, lige fra Monrad og nedefter? Hvad det var for et Danmark, der kom i krig. - Om Bornedals måde at fortælle historien - og lægge en symbolsk grund - på, vil jeg sige, at vel afviger den fra, hvad man kalder 1:1-realisme (også mere, end jeg egentlig bryder mig om), men nu er det sådan, og så må man som seer gå ind i det. Og hvad man end mener om fx de forskellige seksuelle ting - fra Laust og Inge og ned til Didrichs kammerat og koen! - er de også med til at bringe de dybere lag frem. Noget tilsvarende gælder det ikke grundlæggende urealistiske kanonskud (som vel må have været en granat, på den afstand) og de dræbte og lemlæstede grise. Man kan kalde det overtydeligt, men det er en ret god måde at vise på, hvad der kom til at ske på ikke mindst slagtebænk Dybbøl.
*
* *
KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje afsnit
Efter i går søndag at have set andet afsnit igen på DR K kl. 19 og derefter tredje afsnit på DR 1 kl. 20 er vi for det første blevet nærmest begejstret for serien (og endnu mere irriteret på de smålige automatkritikere) og for det andet kommet til den opfattelse, at serien i høj grad er en sammenstilling af forholdsvis selvstændige ret symbolske billeder og situationer. Der er selvfølgelig stadig et episk-dramatisk forløb, for så vidt angår både den store historie og de små historier. Men det går som tråde gennem det hele, og billederne bliver sat op på disse tråde på en måde, der betyder, at der bliver tale om noget andet end blot et simpelt kontinuerligt forløb. - Jeg kan kraftigt anbefale alle at blive ved at se serien eller begynde at gøre det. De allerede udsendte dele kan ses her:
http://www.dr.dk/tv/se/1864/1864-1-8
* * *
MIN KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINE 17.10.14
I Deadline-tråden, DUS-opslag og hos mig selv.
Man blev ikke i godt humør af aftenens Deadline. Og her er det altså emnerne, jeg tænker på, både Rusland/Ukraine og IS og hele situationen omkring den. Man fristes til at gå i en slags indre eksil, for så vidt angår disse og tilsvarende ting. Det ville i hvert fald være godt, hvis vi kunne lade være at have noget med den muslimske verden at gøre. - Men Ukraine vil jeg ikke uden videre opgive. Det er så synd for de stakkels ukrainere, der i århundreder har været ofre for alt muligt, at de ikke kan komme ud af den postsovjetiske elendighed. Men det, Anna Libak og Flemming Rose sagde, gjorde mig ked af det. Skal oligarker og korrupte embedsmænd og politikere virkelig have lov at blive ved at misrøgte landet? Og skal Putin-Rusland have lov til at blive ved at spille sit spil? Jeg mener, EU og det øvrige Vesten stadig har både pligt til og mulighed for af håndhæve nogle principper. Og jeg mener, at alle vi borgere, der tænker sådan, skal gøre alt for at holde vore valgte politikere fast på principperne. Desuden mener jeg, at alle, der har mulighed for det, personligt skal gøre noget for at støtte ukrainerne. Jeg agter fortsat at tage til Ukraine til næste år for at vise min støtte og forhåbentlig kunne give lidt inspiration.
* * *
TO UKRAINE-LINKS MED MIN KOMMENTAR
http://time.com/3374922/ukraine-eu-trade-deal/
http://euromaidanpress.com/2014/09/16/kremlin-demand-for-role-in-ukraine-unheard-of/
De er fra et opslag på Dansk-Ukrainsk Selskabs gruppeprofil, hvortil jeg har givet min kommentar.
-
Tak, n.n.! Det gør da en en hel del klogere. Og noget af det ser ikke så godt ud. Men andet ser bedre ud, fx dette fra Euromaidan-siden: "‘If a country as similar to us as Ukraine is will be able earlier than we to overcome the post-Soviet syndrome and to become a successful contemporary state, its example could prove infectious for Russia. In this case, the victory of Ukraine [would be] a stimulus for changes in Russia,” Kunadze [deputy foreign minister of the Russian Federation at the beginning of the Yeltsin period] says." - Men der står jo også: "The former diplomat says he hopes very much that Moscow will not try to apply its Ukrainian approach in Kazakhstan or elsewhere. Trying to do so, he suggests, would be “a catastrophe.” But given the direction Putin has moved first in Georgia and now in Ukraine, there is reason to fear that he will not stop." - Og det slutter: "Moreover, he continues, Russia has lost the “soft force” war by its actions. It cannot attract anyone to its banner but instead pushes people away. In the end, Russia “won’t be able to win in Ukraine. This issue instead is whether it will be able to lose in a worthy fashion” and thus escape the disastrous situation its own policies have created." - Hvis vi ser på principperne, er det altså noget rod. Og det er sørgeligt, hvis alle de døde og sårede har lidt forgæves. Og kritikerne af UE's oprindelige politik dermed har fået delvis ret. Men er det hele sandheden? Anneksionen af Krim og krigen i Østukraine har, som det også bliver sagt, fremkaldt et nyt Ukraine med en helt ny national bevidsthed, som kan danne grundlaget for udviklingen af et ordentligt samfund med en ordentlig stat. Hvortil kommer muligheden af, at en god udvikling i Ukraine med tiden kan føre til en god udvikling i Rusland. - Og hvem siger, at det aktuelle kompromis, der åbenbart er tale om, er så helt dårligt endda? Eller at det svarer til, at EU havde gjort, hvad kritikerne har ment den skulle gøre, in the first place? Er der ikke fortsat gode muligheder? Alt andet end det handelsmæssige træder jo i kraft med det samme? Jeg kan ikke gennemskue det, men jeg tillader mig at nære en ikke ringe optimisme. Det gælder jo også om, at vi i Vesten, også og ikke mindst, opinionen står fast på at støtte Ukraines ret til at leve sit eget liv. - Hvem har kommentarer til dette?
* * *
MIN KOMMENTAR TIL MELDINGERNE OM EN VÅBENHVILEAFTALE I UKRAINE
03.09.14.
Nu må vi se. Det siger bla. jeg hele tiden. Men lige nu er det mere sandt end nogensinde. - Er det Putin, der ønsker det, fordi han frygter NATO's og EU's næste træk? Eller der det Porosjenko, der vil køre sig i stilling op til NATO-topmødet? Eller er det noget et eller andet sted (eller flere steder?) på en linje derimellem? Vi ved det ikke. - Det afgørende er, at det lange, seje pres på Rusland skal fortsætte. Vi kan ikke gribe militært ind i Ukraine. Højst med en eller anden form for våbenhjælp og former for mere indirekte støtte. Ukraine er og bliver offer. Og kommer til at betale en frygtelig pris i menneskeliv m.m., hvis der ikke faktisk kommer en våbenhvile. Men uanset hvad der sker på slagmarken, er det det lange, stigende pres på Rusland, der er afgørende. Rusland skal ikke på langt sigt slippe af sted med de, de gør!
* * *
"Arm Ukraine or Surrender":
MIN KOMMENTAR TIL EN ARTIKEL I NEW YORK TIMES (link
nederst)
- med titlen "Arm Ukraine or Surrender":
Fra min egen og
Dansk-Ukrainsk Selskabs Facebook-profil.
Det er en uhyggelig, men klar artikel. Og alle her ved, at jeg er dybt berørt af de store ukrainske tab (og de civile tab, og for den sags skyld også tabene på den anden side). Derfor gentager jeg, at vi i Vesten må bruge alle de andre midler, vi har, for at få russerne til at stoppe. Men jeg siger (desværre) ikke, at vi ikke skal støtte Ukraine med efterretninger, rådgivning, udstyr og våben af alle slags. Hørte jeg rigtigt, når jeg mener, at Anders Fogh sagde, at NATO (som organisation) jo ikke kan give Ukraine våbenhjælp, men at det må være op til de enkelte lande? Og fx Ungarn har vist allerede givet nogle gamle, men velegnede sovjetiske ting. - Det eneste, vi ikke må gøre, er at lade ukrainerne bløde til ingen verdens nytte. - Det er også uhyggeligt, hvis forfatteren har ret i, at eftergivenhed over for Putin vil føre til et enormt geopolitisk tilbageslag for Vesten. Jeg nævner ofte München 1938. Man ville have "peace in our time", men fik - i dag for 75 år siden! - Anden Verdenskrig. - Der må være intelligente måder at gribe det an på. Måske er tiden på Ukraines og vor side. På den måde, at en forholdsvis moderat optræden nu, men sammen med hårde sanktioner osv., måske kan svække Putin på hjemmefronten, ja, måske til sidst vælte ham. - Det, jeg mener, er, at alt for voldsomme militære ting i hurtig rækkefølge kan både provokere og styrke Putin, men at sanktioner m.m. og militære forberedelser (også i fx Georgien, jf. hvad Anders Fogh oplyste på pressekonferencen) kan lægge et vedvarende og stadigt stigende pres på Rusland, som ikke indebærer en større krigsfare, men langsomt tvinger Rusland i knæ og måske kan vælte Putin. Guleroden skal være, hvad jeg også af hjertet mener, at Rusland efter Putin skal genindtræde i et frugtbart fælleseuropæisk sam-liv og samarbejde. Bare med mindre afhængighed af russisk olie og gas! Det må være en pris, de allerede har betalt. - Hvad de lande, der allerede er medlemmer af NATO, angår, altså fx de baltiske lande og Polen, må der ikke være nogen tvivl. Russerne skal vide, at en trussel mod eller et angreb på dem vil blive imødegået på alle passende måder (flexible response, men uden overgrænse). Det er frygteligt at skulle sige det, men vi kan under ingen omstændigheder tillade noget som helst i forhold til lande, der er medlem af NATO. Gør vi det, er vi færdige! - Der må være folk i Rusland, politikere og generaler, der ikke vil risikere en tredje verdenskrig med atomvåben. Men de skal vide, at det er det, de risikerer, hvis de begynder på noget af alt det der. Og Vestens overmagt er knusende, på alle niveauer!
SUPPLEMENT: Så vidt jeg husker, står der også i artiklen, at Putin ikke er rationel. Det er nok det virkelig farlige. Altså at han ikke bare lider af storhedsvanvid, men også er vanvittig i al almindelighed. Så er det jo som at stå i en gård med en hund, der lider af hundegalskab. Det kan være nødvendigt med en vis forsigtighed. - Jeg var i sin tid soldat og officer og civil koldkrigsdebattør, og jeg mener, de sovjetiske ledere opførte sig rationelt i forhold til, hvad Putin er i gang med nu. - Min konklusion er altså, at en god strategi vil sigte mod at få Putins egne topfolk til at vælte ham.
LINK TIL NEW YORK TIMES-ARTIKLEN:
* * *
SØREN PIND VAR I DEADLINE
29.08.14
Bagefter satte jeg dette på både hans, Deadlines og Dansk-Ukrainsk selskabs profiler og i en tråd på min egen profil:
Jamen du sagde jo alle de rigtige ting, Søren. Men selv om det er sent nu, må vi ikke give op. Vi kan ikke acceptere en opførsel som Ruslands i Europa i 2014. Det er jo en regulær angrebskrig. - Det siger sig selv, at NATO ikke kan gå ind med militære styrker. Hvad Putin jo også kynisk udnytter. Men så kan vi gøre alt muligt andet: sanktioner, isolation og pariagørelse af Rusland. Og vi kan sælge våben til Ukraine. Jf. USA's lease and lend act i forhold til Storbritannien før 1941. Det fik du formuleret meget fint. Men jeg lægger mest vægt på sanktioner osv. Det er uhyggeligt at tænke på alle ofrene, på begge sider, for slet ikke at tale om civilbefolkningen, i noget, der minder om en stedfortræderkrig. Vi må bruge fantasien. Og vi (EU) må straks gå i gang med en storstilet udvikling af ting, der kan erstatte russisk olie og gas. Alene det, at vi begynder, vil lægge et meget stærkt pres på Rusland, herunder de personer og institutioner i Rusland, der bliver ramt. Den store opbakning til Putin kan meget vel dale, hvis det for alvor begynder at gøre ondt. Vi må se frem til et Rusland efter Putin - og give til kende, at et sådant Rusland vil vi meget gerne leve i venskab og samarbejde med. Men jeg indrømmer naturligvis, at det er svært. Men tak for det, du sagde!
* * *
INTET UGENS DIGT
På grund af situationen i Ukraine. - Opslag på min Facebook-væg 28.08.14.
På grund af situationen i Ukraine undlader jeg at sætte et ugens digt på i dag. Jeg vil nøjes med at slå Ukraine-ting op. Det er frygteligt. Den polske udenrigsminister siger, at det er den alvorligste situation i Europa i årtier. Og han tænker vel på krigene i Exjugoslavien. Men jeg mener, det i hvert fald er den alvorligste situation siden Sovjetunionens og de øvrige Warszawapagt-landes invasion i Tjekkoslovakiet i 1968. Og det var jo kun en besættelse, ikke direkte krig. Jeg mener, der er tale om det værste siden Anden Verdenskrig. - Som i 1968 kan vi ikke sætte NATO-tropper ind. Det kan vi bare ikke. Men så må vi gøre alt muligt andet. Og jeg mener ALT! Et stort land kan ikke tillade sig at gøre sådan mod en nabo i 2014. Der må indføres sanktioner, Rusland må isoleres og gøres til en parianation. Og det skal vare, til den sidste russiske soldat har forladt Ukraine - og støtten til oprørerne er hørt op. Og så er der Krim. Den skal russerne heller ikke bare kunne beholde. Rusland skal straffes. Om det så skal vare i årtier. - Og en vis militær opbygning med NATO-styrker i Polen og de baltiske lande vil også være en god idé. Det er et signal. Og det vil stresse russerne. Hvortil kommer, at det jo ikke kan udelukkes, at Putin i sit storhedsvanvid vil prøve noget i forhold til de baltiske lande, som jo er medlemmer af NATO og dermed omfattet af "musketereden". Det skal Putin ikke et sekund være i tvivl om. Gør han noget dér, falder hammeren. - Det er frygteligt at skulle sidde og skrive sådan, men det er altså også frygteligt, som Putin-Rusland fører sig frem!
TILFØJELSE I KOMMENTARFELT: I opslaget glemte jeg at nævne Ungarn 1956. Det var jo en massiv og brutal sovjetisk nedkæmpelse af et oprør. Det er en nærmere parallel. Men det var trods alt inden for det, alle regnede for østblokken. Og altså i Den Kolde Krigs fastlåste og opdelte situation. Det var meget slemt, men med Ukraine er det på flere måder noget andet. Ikke mindst fordi vi er i 2014, hvor den slags skulle være utænkeligt. I øvrigt er det ikke vigtigt at spekulere over, hvad der er værst. Det afgørende er, at det, der sker I Ukraine nu, er meget slemt og i hvert fald det værste siden den forrige kolde krigs afslutning.
* * *
KOMMENTAR TIL ARTIKEL I DEN POLSKE AVIS GAZETA WYBORCZA OM SITUATIONEN I ØSTUKRAINE
Nu har jeg lige delt denne fra den polske Gazeta Wyborcza:
Rosja żąda zawieszenia broni, ale
wspiera separatystów na Ukrainie
(Rusland kræver våbenstilstand, men støtter separatisterne i Ukraine.).
MIN KOMMENTAR TIL DELINGSOPSLAGET PÅ MIN PROFIL:
Her er en artikel fra den store polske avis Gazeta Wyborcza. Her står der bla., at russerne nu støtter separatisterne i Østukraine massivt. De var ellers hårdt trængt. Der står også, at den russiske udenrigsminister Sergiej Lavrov kræver øjeblikkelig og betingelsesløs våbenstilstand. Han erklærer desuden, at russerne agter at sende en ny nødhjælpskonvoj ind i Ukraine. Den første vendte ifølge ukrainerne tilbage med tyvekoster: radarudstyr og andre ting fra den ukrainske våbenindustri i området. - Fra andre kilder oplyses det, at ukrainske enheder er hårdt trængt, ja, truet af udslettelse. - Det er forfærdeligt! En efterhånden ret stor krig her i Europa. Og ingen gør rigtig noget. Jeg frygter, at Vesten er rede til at lave en slags München med Putin, dvs. give ham lov til at bevare kontrollen med de besatte områder i Østukraine. Nogle polakker siger, at i 1939 sluttede Hitler og Stalin (Ribbentrop og Molotov) en pagt, nu er det Merkel og Putin: Merkel-Putin-pagten! Vi må håbe, at USA står fast. I EU er det nærmest kun Sverige, Litauen og Polen, der rigtig siger noget. - Rusland bør have flere sanktioner og isoleres og hænges ud som parianation på alle mulige måder. Det kan få uoverskuelige følger, hvis Putin bliver klar over, at han bare kan føre sig frem. Vi må håbe, at i det mindste USA forstår dette. Men USA har nok at se til i Irak (IS).
* * *
Det lyder ikke så godt
Kommentar i Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd om de
separatistiske/russiske modangreb og det kommende topmøde i Minsk. - 25.08.14.
Det lyder ikke så godt. For ikke så længe siden troede jeg, at man ville finde en forhandlingsløsning med en meget svag Putin, som bare skulle have lidt for at undgå at tabe ansigt (især over for sine egne derhjemme). - Det er utroligt, hvis det virkelig er den meget omtalte nødhjælpskolonne, der har hjulpet Putin. Men i vore nymoralistiske, ja, moral-religiøse dage har ordet "nødhjælp" en næsten magisk virkning. Læg også mærke til, hvordan visse politikere bruger ordet eller ordene "humanitær hjælp" for at snakke udenom, hvis det er en militær indsats, der er tale om. Disse ord har en religiøs karakter. Med dem kan man på en gang besværge en alvorlig militær situation og føle sig selv god, ja, tro, at hvis man gør noget, der får en til at føle sig god, kan man måske derved afværge truslen. - Og spørgsmålet er altså ikke, om der har været våben i de hvidmalede lastbiler eller ej. Det afgørende er det, der er kommet eller er blevet skudt ind over grænsen, mens alle har været optaget af de hvide biler. Desuden er lidt våbenhvile til separatisternes/russernes fordel. Og så er der det rene tyveri (som på Krim) af ukrainsk ejendom. Putin er ikke alene en morder, han er også en tyv! Endelig er der den bebudede anden konvoj. Og der kan komme flere. Herved vinder russerne hævd på at komme og gå på ukrainsk territorium. Med både det ene og det andet. - Nej, det ser ikke godt ud. Jeg mener, det er i polsk tv, jeg har hørt nogen tale om Hitler-Stalin-pagten for 75 år siden og Merkel-Putin-pagten i dag. - Jeg frygter, at Tyskland og EU er svage. Men hvad siger USA? De har jo også IS m.m. at tænke på. Verden er i en værre tilstand end længe set.
* * *
Et muligt Ukraine-scenarie
18.08.14
Jeg har et bud på, hvad det kan ende med, og det gælder altså blandt andet forhandlingerne i Berlin (som polakkerne i øvrigt er sure over ikke at være med i): 1. Man lader Putin beholde Krim, eller lader i det mindste spørgsmålet om Krim stå hen. - 2. Man får sluttet en fred i Østukraine, som indebærer, at separatisterne som personer slipper nogenlunde godt ud af det (hvad det så vil sige; Putin vil vel ikke have dem). - 3. Man garanterer over for Putin, at de russisksindede i området får al den sikkerhed og alle de rettigheder, de kan få inden for en sammenhængende ukrainsk stat (hvad de jo skulle have alligevel). - 4. Man lader de hvidsprøjtede russiske lastbiler aflevere alt, hvad der måtte være i dem af nødhjælp.
Dette lyder måske ikke af så meget. Især ikke, hvis man nøjes med at lade spørgsmålet om Krim "stå hen" (se nedenfor). Men hvis det bliver præsenteret på den rigtige måde, kan det give Putin en mulighed for at komme ud af det uden at tabe alt for meget ansigt.
Jeg siger ikke, at jeg er sikker på, det ender sådan. Men jeg bygger dette "bud" (hverken mere eller mindre) på, at der er så underlig stille om sagen blandt de vestlige politikere.
Jeg siger heller ikke, at dette er mit eget ønskescenarie. Men hvis Ukraine og Vesten står fast og lader Putin forstå, at han har tabt, og at han vil tabe endnu mere, hvis han fortsætter, kan det være til at leve med. Og på langt sigt (også ind i tiden efter Putin) vil det kunne danne udgangspunktet for en positiv udvikling af forholdet mellem russerne og os andre, både i Ukraine og i hele Europa/Verden. - Men det afgørende er, at der skal være tale om en tilbagetogsvej for den slagne Putin. En af hans fejlvurderinger har jo været ukrainernes vilje til at kæmpe for friheden og uafhængigheden.
Hvad Krim angår, siger jeg (men helst ikke alt for offentligt), at Khrusjtjovs gestus i 1954(?) var af en helt særlig (sentimental? politisk?) karakter og jo ikke havde nogen praktisk betydning, så længe Sovjetunionen eksisterede. For mig er Krim i hvert fald noget helt andet end de østukrainske oblaster. Det helt gale er måden, hvorpå Rusland annekterede Krim. Blandt andet den latterlige "folkeafstemning". Det er i meget høj grad et principspørgsmål. Når jeg for mit vedkommende taler om at lade Krim "stå hen", forestiller jeg mig fx, at man efter et passende stykke tid fra det internationale samfunds side siger, at spørgsmålet må afgøres ved en virkelig folkeafstemning efter alle kunstens regler, herunder massiv international overvågning. Og jeg er kynisk nok til at sige, at jo længere Krim har været under russisk administration, jo større chance bliver der for, at befolkningen vil ønske at komme tilbage til Ukraine. Man kunne også forestille sig en slags selvstændig status for Krim. Under alle omstændigheder skal der også dér være solide garantier for alle etniske grupper:
Men vi får se. Det er bare nogle tanker, jeg har gjort mig under den mærkelige stilhed, der har hersket - alle andre steder end på slagmarken. Stakkels ukrainere. Men denne krig er nu blevet deres skæbne.
* * *
Jødernes ret og folket og skolen. To diskussioner i
Deadline
15. august 2014.
I Deadline diskuteredes demonstrationen i morgen til fordel for
jødernes ret til at kunne færdes frit i Danmark og folkeskolen.
Til den første diskussion var der mange kommentarer, og mange, der gik
på at demonstrationen var en unødig provokation. Min kommentar var: "Jo,
det er en nødvendig diskussion. Vi troede, at Anden Verdenskrig havde gjort en
ende på den slags, men nu er det her igen".
Til den anden diskussion var min kommentar:
" Men der var jo
også diskussionen om folkeskolen. Jeg har netop i dag læst Alexander von Oettingens artikel "Er folkeskolen stadig folkets
skole?" i Dansk Kirketidende. Han er måske lidt svær at forstå. Men jeg
tror, jeg ved, hvad han mener. Han skriver fx: "Vi har folkeskolen, for at
generationer kan blive indført i en fælles kultur, fælles sprog, fælles viden,
færdigheder, værdier og holdninger ... sådan at forstå, at vi skal kunne
forholde os individuelt til det, der forbinder os. Vi har i vores kulturelle
overlevering et grundprincip for skolen ... at de, som lever sammen, også skal
undervises sammen. Ikke fordi de skal mene det samme, men fordi de deler en
fælles tilværelse, som de sammen må tage stilling til og udvikle. I
læringsdiskursen er dette princip erstattet med det individuelle princip om at
blive så dygtig, som man kan" (Dansk Kirketidende 7/2014 s. 9). - Hertil
kan man føje det spørgsmål, om dette stadig er muligt. Måske findes folket ikke
mere. Måske er der et dybereliggende spørgsmål: Er befolkningen stadig et folk?
Det skulle dog stadig være muligt at sige, at børnene "deler en fælles
tilværelse, som de sammen må tage stilling til og udvikle". Ellers har vi
multikulturen, og så må de forskellige del-folk jo have hver deres skoler. Og
prøve, om de kan leve sammen som hverken mere eller mindre end befolkning, idet
de respekterer det minimum af regler, der er nødvendige, hvis det skal kunne
lade sig gøre. - Jeg har ikke villet sætte dette på som et særligt opslag. Og
det har jo sådan set også noget at gøre med diskussionen om, hvordan vi skal
kunne være her alle sammen".
* * *
Hvad kan Putin få ud af sin overplatte humanitære manøvre?
Er også sat på undersiden "Facebook".
Deadline 22.30 den 12. august 2014. Jeg satte disse to kommentarer på deres profil (og senere på Dansk-Ukrainsk Selskabs og min egen profil), den første før udsendelsen, den anden efter:
Der
kommer forhåbentlig noget om Ukraine. Det er spændende, hvad Putin kan få ud af
sin overplatte humanitære manøvre. Har man lagt mærke til indersiden af de
hvidmalede lastbilers bagsmække? Vil Vestens
politikere lade sig snøre? Måske få sig et lille München? Det vil være godt med
en kyndig analyse af situationen.
-
Nå, der var jo et indslag om den russiske konvoj. Og det var ganske interessant at høre Røde Kors' mening om sagen. Jeg ville dog også gerne have haft en militær og politisk analyse. Vi må jo ikke glemme, at selve den våbenstilstand, der må være forudsætningen for en omfattende hjælp til befolkningen i området, vil være til fordel for de nu hårdt trængte separatister og deres russiske hjælpere. Det er en forbandet situation. Vi må se, hvad der sker, og håbe det bedste.
* * *
Hvad gør vi?
Kommentar i
Dansk-Ukrainsk Selskab-facebooktråd til BBC-artikel om en mulig russisk
invasion i Ukraine. Også på undersiden "Facebook".
Men hvad kan vi gøre i tilfælde af en russisk invasion? På den ene side mener jeg, at en regulær militær indgriben fra NATO's side er udelukket, og at det nok også vil være både vanskeligt og for farligt at få en ikke-natokoalition til det. Det kan jo ikke blive FN, når aggressoren sidder i Sikkerhedsrådet. Men på den anden side er det også utåleligt, at Putin skal kunne kalkulere med, at der ikke vil ske noget, hvis han går ind i Ukraine. Hvor meget kan vi hjælpe Ukraine med penge og materiel, herunder våben? Så at Ukraine altså selv må betale med døde og sårede. Men vi må også prøve at mobilisere alt andet. Hvis russerne invaderer Ukraine, må i hvert fald store dele af det internationale samfund kunne gå sammen i omfattende og hårde sanktioner - og være enige om at gøre Rusland til verdens største parianation. Der er nogle, der mener, at dette sidste vil kunne have stor effekt. Især hvis det omfatter udelukkelse fra alle kultur- og sportsarrangementer og den slags. Endelig er der også det middel, Reagan vel brugte i 1980'erne, da det var Polen, det gjaldt, og hvor Vesten jo heller ikke kunne gribe direkte ind (jf. Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet 1968), men hvor Sovjetunionen blev drevet ud i fallitten ved kaprustningen. - Og jeg gentager, at vi ikke må pive over sanktionernes omkostninger for os selv. Det er ikke nær så slemt som rigtig krig. Og vi må kunne finde både solidariske og smarte løsninger. - Mange vil nok være (eller blive) så kyniske, at de vil være rede til at ofre Ukraine. Men så er det "ren 1938" (München). Vi er nødt til at stoppe Putin nu.
* * *
Eksistens-tanker i august 2014
Her, på min Facebook-væg og på min avisen.dk-blog "Jeg er ellers ikke blogger ..." (avisen.dk) 05.08.14.
Jeg hørte DR P 1 Eksistens i dag (4. august 2014). Titlen var "Sex, køn og afslutningen på det normale". Og på programmets internetside var der denne foromtale:
Den Skæggede Dame,
Conchita Wurst, vandt Melodi Grand
Prix - en begivenhed der gennem en årrække har været en fest i
homoseksuelle miljøer. I 2008 præsenterede Oprah Winfrey en gravid mand på sit talkshow, og på amerikansk
Facebook kan man i dag vælge mellem op til 50 forskellige kønsidentiteter, når
man opretter en profil. Vores opfattelser af køn og kønsidentitet er i skred og
Eksistens kigger på nogle af de aspekter det berører. Vært og tilrettelægger:
Carsten Ortmann.
Jeg hørte hele udsendelsen. Dog ikke særlig intenst. Og jeg er sådan set også ligeglad med detaljerne, hvor opmærksomhedsvækkende mange af dem end er. Det afgørende for mig er, her som i andre sammenhænge, forholdet mellem virkelighed og ideologi (eller i hvert fald "meninger").
Og hvad nu alt det med køn angår, vil jeg stadig hævde, at kønnet og den kønnede forplantning er en afgørende del af den biologiske virkelighed. Uden den ville hverken vi mennesker eller de levende organismer, vi kan sammenligne os med, være her. Og selv om jeg godt kender, og for så vidt anerkender, den neodarwinistiske lære om, at evolutionen ikke er styret af et formål, men udelukkende af "tilfældighed og nødvendighed", vil jeg alligevel tillade mig at betegne de forskellige afvigelser som biologiske fejlskud. Dette gælder i hvert fald de afvigelser, der betyder, at de pågældende organismer ikke får afkom. Selv om der jo nok skal være eller komme forskere, der kan vise, at det er en evolutionær fordel for en art at have sådanne afvigelser, og jo da i hvert fald for arten homo sapiens.
Hertil kommer imidlertid den teknologiske, sociale og kulturelle udvikling hos mennesket. Og her er det klart, at der, uanset hvad man vil sige og mene om det, er kommet en hel del nye omstændigheder til, som går ud over det rent biologiske. Man kan sige, at vi i det moderne - eller postmoderne - samfund simpelt hen har råd til at acceptere en hel masse ting, man ikke havde råd til at acceptere i de traditionelle samfund. Og jeg for mit vedkommende er sådan set rede til at acceptere dette, i hvert fald i den forstand, at jeg tager til efterretning, at det er sådan.
Jeg vil altså sådan set godt være med til at sige, at nu lever vi i den postmoderne virkelighed, hvor alt må betragtes på en ny måde. At vi altså så at sige visker den værdimæssige tavle ren og ser fuldstændig fordomsfrit på den nu faktisk foreliggende virkelighed. Det eneste, jeg kræver, er, at alle andre gør det samme.
Men jeg vil også insistere på, at hele historien og hele traditionen betragtes som en del af virkeligheden i videre forstand. Uanset hvordan vi så ellers vil forholde os til den.
Og jeg vil navnlig insistere på, at man skelner mellem pdes. den fordomsfri betragtning af hele virkeligheden og pdas. ideologi og "meninger". Ja, jeg vil tillade mig at protestere mod enhver form for forsøg på at udnytte den postmoderne situation til at bringe noget, der ikke med nødvendighed følger af den, til at herske i samfundet.
Det er muligt, at det traditionelle parforholds og den traditionelle kernefamilies tid er forbi. Men det kan jo også være, at i hvert fald mange mennesker ønsker at leve i sådanne forhold og familier - måske oven i købet under hensyntagen til, hvad man kan lære af historien og traditionen. Og det skal de så, selvfølgelig, have lov til. Og hvis det viser sig, at flertallet ønsker at indrette sig på andre måder, må også dette skulle ske i frihed, altså uden at ideologer og meningsmennesker presser noget ned over hovedet på dem.
Det store spørgsmål er, hvad der skal ske med børnene. Én mulig yderste konsekvens af, at alle eller et stort flertal lever som singler, kan blive, at staten (eller det offentlige) overtager børnene. Man kunne dog også forestille sig, at man indrettede sig i forskellige mere private (kollektive) ordninger. Hvad ved jeg?
Og ingen kan vide, hvilke følger den reproduktionsteknologiske udvikling kan få. Jeg kan huske min mors (f. 1903) reaktion, da jeg som mellemskoleelev i 1950'erne delagtiggjorde hende i min læsning af Aldous Huxleys Fagre nye verden. Det var en hovedrystende afvisning af den i denne bog beskrevne reproduktionsteknologi som det mest vanvittige nonsens. Men nu kan vi se, at alt efterhånden vil blive muligt. Og de andre ting i Fagre nye verden er der jo også en del ting, der peger frem imod!
Jeg vil altså ikke alene være med til at se helt fordomsfrit på den aktuelle situation, men vil også pege på, at der i en måske ikke særlig fjern fremtid vil komme til at foreligge en situation, der kan få vore diskussioner lige nu til at ligne hyggesnak omkring landsbyens gadekær, og det er ganske særligt med henblik på denne fremtidssituation, jeg finder det nødvendigt at pege på også den historiske del af virkeligheden. Det kunne jo vise sig nyttigt at have fortiden og traditionen som en slags pejlelinje og som en slags reservoir.
Men det helt afgørende i enhver situation vil for mig være, at det er virkeligheden, man forholder sig til, og ikke nogle ideologiske konstruktioner, som i virkeligheden har deres egne formål, måske af en i videre forstand religiøs eller kvasireligiøs art. Jeg tænker her på, at der kan være tale om menneskets trang til at ville være sin egen skaber, ikke bare i forhold til den Gud, man regner for død, men også i forhold til naturen. - I øvrigt kan jeg heller ikke lade være at spørge mig selv, om der ikke også kan være meget simpelt modemageri i disse "meninger", altså om der ikke er en del, der mere eller mindre bevidst slår sig op som bogsælgende og medieoptrædende modefilosoffer og "mode-menere" med nogle kontroversielle, men tilpas progressive meninger.
Og når jeg ser på den måske nærmest småborgerlige konservatisme, der vel i mange henseender har præget min egen livsform, så ser jeg ikke den som bare en trang til at ville blive ved det gode gamle, men også som en modvilje mod at skulle blive påtvunget en ideologi eller et tankesæt af den her omtalte art. Jeg ser denne konservatisme som det bedste grundlag og udgangspunkt for et liv i fuld individuel frihed, også selv om vejen kommer til at føre til noget meget anderledes. Jeg kan måske sige det på den måde, at når man lever traditionelt i den forstand, jeg her taler om, så slipper man både for at komme til at skabe sig og for at komme til at blive skabt af andre.
Ingen kan standse den teknologiske udvikling. Ingen kan i hvert fald fjerne de teknologiske muligheder. Og det samme gælder i høj grad de af teknologien følgende samfundsmæssige omstændigheder. Der er i hvert fald tale om en virkelighed, man bliver nødt til at forholde sig til. Så må det vise sig, hvordan menneskene finder ud af at indrette sig. Men jeg gentager, at det skal være under en helt åben hensyntagen til hele virkeligheden, man skal indrette sig, herunder en åben og dyb hensyntagen til, hvad det vil sige at være menneske, en hensyntagen til, hvad der populært sagt giver den sande og dybe livskvalitet. Og til allersidst vil jeg pege på den gyldne regel om, at man skal forholde sig til sit medmenneske, som man ønsker, det skal forholde sig til en selv, eller altså til, at ingen må bruge friheden til at indskrænke de andres frihed eller til at undertrykke, udnytte og misbruge dem.
Og så vil jeg ellers lade ideologerne og meningsmenneskene snakke, mens jeg prøver at forholde mig åbent og dybt til virkeligheden gennem de ikke så mange sidste år af mit liv. Idet jeg håber, at mine børn og børnebørn og generationerne efter dem vil gøre noget tilsvarende. Og jeg tænker jo ikke kun på mine direkte efterkommere. Jeg håber selvfølgelig også, at der vil være andre, der viderefører en tilsvarende måde at forholde sig på. Men jeg misunder dem ikke. I min barndom (lige efter Anden Verdenskrig) og ungdom (frem til o. 1965) var optimismen og troen på fremtiden næsten grænseløs. I dag er det, så vidt jeg kan se, temmelig anderledes. Men som en af mine sønner har sagt: "Tag det roligt, Far; mennesket er en foranderlig størrelse". Det er aldeles ikke udelukket, at kommende generationer vil kunne finde ud af at leve et godt menneskeliv under omstændigheder, jeg ikke kan forestille mig. Men mere kunstigt vil det blive, og jeg vil håbe for dem, at de vil kunne bevare både en jord- og en fortidsforbindelse.
Nogle vil spørge, hvorfor jeg gamle mand går så meget op i fremtiden. Men det gør gamle mennesker faktisk. Fremtiden er jo også vor fremtid, ja, på en måde vort livs fortsættelse, efter at vi er døde. Og desuden har jeg lært af Grundtvig, at historien ikke bare er fortiden, men også hele fremtiden, lige til tidens ende. Og selv om jeg med samme Grundtvig venter noget absolut godt ude bag tidens ende, tillægger jeg med ham også menneskelivet i resten af denne verdens tid ret stor betydning.
* * *
Strategien i Søndagsfrokosten
I Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd 04.08.14.
Mange, også ellers gode folk, ligger under for det med hensynet til Ruslands strategiske interesser. Vi hører altid DR P 1 Søndagsfrokosten. I går var det med Paula Larrain, Christiania-advokat Knud Foldschack og Asger Aamund. Et af punkterne var EU's og USA's sanktioner mod Rusland. Man var vist enige i, at sanktioner aldrig virker, men at det at gøre Rusland til en paria-stat (som i sin tid Sydafrika) ville kunne få en langt større effekt. Men det, jeg vil nævne her, er, at Asger Aamund lige nåede at få indskudt, at Rusland jo har sine strategiske interesser i Østeuropa, ligesom USA har sine i Latinamerika. Og enhver, der nøjes med at se gennem strategiske briller, kan se, at det er der noget om. Det spørgsmål, jeg stiller, er imidlertid, hvad vi kan bruge dette til i den aktuelle ukrainske situation. Ukraine er et suverænt land. Og det fik i 1994 (var det vel), da man afleverede kernevåbnene, garantier fra alle sider for sin suverænitet og integritet. Og det er vel ret klart, hvad (det store flertal af) befolkningen i Ukraine ønsker. Kan man så her i 2014 på nogen måde acceptere, hvad russerne gør i Ukraine, og ind over grænsen til Ukraine? Vi må derfor fra vestlig side gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at få Putin-Rusland til at holde fingrene væk fra Ukraine. Idet jeg altså mener, at en vestlig militær indgriben (jeg havde nær sagt desværre) er udelukket. Det ville blive helt uoverskueligt. Og det ved Putin. Men så må vi straffe ham på alle mulige andre måder. Og blive ved. Så må de stakkels ukrainere selv bære selve den militære krigs byrder. Og det er frygteligt. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Og jeg tænker selvfølgelig ikke alene på de ukrainske soldater, men også på civilbefolkningen i de besatte områder, som vist ikke bakker meget op om de bevæbnede separatister, men som i realiteten er gidsler. Det er alt sammen frygteligt. Og de danske medier, fx TV 2 News, som vi ser meget, dækker næsten ikke selve krigen, men nøjes med at fortælle om indsamlingen af ligrester og personlige ejendele i flynedstyrtningsområdet. Den slags er åbenbart godt stof.
* * *
NU SKRUER JEG NED FOR BLUSSET!
Jeg er træt af den måde, Ukraine-krigen føres på i Facebook.
I en Facebook-tråd, her og på undersiden "Facebook" 01.08.14.
Der er noget galt i den måde, denne krig diskuteres på, ikke mindst her i Facebook. Lad mig skynde mig at sige, at jeg holder med fx Ivan og har tillid til, hvad han siger. Og lad mig også sige, at en af grundene til, at vi har denne underlige debat med alle mulige påstande og facts eller "facts", kan være, at den russiske side satser massivt på påvirkningselementet i denne krig. Det har hele tiden undret mig, hvor meget de prorussere, der optræder i Facebook og i forskellige telefonprogrammer olgn., ligner hinanden og siger det samme hele tiden. Og der er alle mulige (konspirations)teorier og store strategiske, geopolitiske og historiske overblik. Alle gør sig kloge. Det gør jeg måske også. Men jeg tror også, jeg selv vil skrue ned for blusset. Jeg vil koncentrere mig om nyheder og analyser og vurderinger fra medier og personer, jeg har tillid til. Og så længe det ikke får mig til at skifte holdning, vil jeg prøve at gøre min indflydelse gældende til fordel for Ukraine - og for fred og ret i Europa. - Det er måske, fordi jeg er teolog. Man kender jo noget lignende i den måde, hvorpå man kan slå hinanden i hovedet med løsrevne bibelcitater. Det gider jeg ikke. Jeg vil have en helhedsvurdering, der bygger på de bedst mulige oplysninger fra de bedst mulige kilder, og altså på analyser og vurderinger fra folk, jeg har tillid til. Det er hovedsagen, det drejer sig om, og det er den ukrainske befolknings (ukrainsk eller russisk eller andet) ret til, selv at bestemme sit liv og sin fremtid. Jeg tænker på, hvad Luther sagde om Bibelen: Hvis de spiller Skriften ud mod Kristus, spiller jeg Kristus ud mod Skriften. Det kan lyde blasfemisk at inddrage dette. Men det er en sammenligning. Og sammenligningspunktet er, at der altid er en hovedsag og en hovedsammenhæng, og at den skal man ikke prøve at pille i stykker med alle mulige detaljer, ikke engang når de måske isoleret set er sande. Det er altid hovedsagen og hovedsammenhængen, det kommer an på. - Med disse ord bebuder jeg, at jeg fortsat vil besøge denne profil og se de mange spændende og relevante oplysninger, der bringes, men at jeg vil prøve at undgå at deltage i flere af de ørkesløse debatter, der er karakteristiske for Facebook og denne europæiske krig og for denne europæiske krig, som den føres i Facebook.
* * *
MIN
UKRAINE-KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINES INDSLAG 30. JULI 2014 OM SITUATIONEN I
UKRAINE
Jeg har lige sat denne kommentar ind i tråden til Deadlines eneste opslag (om Gaza) til udsendelsen i aften:
Nå, der var også et langt indslag om situationen i Ukraine. Og det er sikkert rigtigt, at hverken Putin eller hans folk eller hans vælgere vil bøje sig for sanktionerne. Men så må de i det mindste tage dem som en straf. Jeg har fx set og hørt, at russerne støtter oprørerne massivt med artilleriild, herunder ild fra stalinorgler (Grad), ind over grænsen. Og mit spørgsmål er, hvorfor det såkaldte internationale samfund ikke reagerer langt kraftigere på dette. Det er uhyrligt at et land gør sådan mod et naboland. Og det er - med al respekt for alvoren i Gaza-konflikten og alle de andre grimme ting, der lige nu sker i verden - altså noget, der sker her i Europa, ikke langt fra os. Noget, der gøres mod et land, der ønsker tilnærmelse til og senere medlemskab af EU. Vi skal ikke finde os i det. Så må sanktionerne, også yderligere, endnu skrappere, og udvidet økonomisk hjælp til Ukraine, koste os, hvad de vil. Det er i enhver henseende billigere end rigtig krig, og der er jo mange grunde til, at vi ikke kan gribe militært ind. Men stakkels ukrainere. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvordan ukrainske soldater bliver dræbt og lemlæstet af granater og raketter, som russiske artillerister i fuldstændig sikkerhed kan affyre inde fra russisk område.
* * *
Skal jeg til demonstration for første gang i mit liv?
To
Facebook-kommentarer til situationen i Ukraine 23.07.14. - På undersiderne
"Debat" og "Facebook".
TILFØJELSE 30.07.14: Se nederst her og på
undersiden "Erindringer - DAGBOG" om, at vi endte med at deltage i
demonstrationen foran den russiske ambassade den 24. juli.
Men jeg kommenterer flittigt, både på min egen profil, på Dansk-Ukrainsk Selskab-profilen og nogle andre steder. Det er kun eksempler, jeg får sat her på siden. - Som nævnt nedenfor overvejer Anna og jeg mere og mere alvorligt at tage til København i morgen torsdag den 24. juli 2014 for at deltage i demonstrationen "mod Ruslands opførsel i Ukraine" i morgen. LINK: https://www.facebook.com/events/658036717599503/?ref=22
Men her er et par
kommentareksempler fra 23.07.14:
Nå, vi er stadig ikke enige, n.n. Men vi må se. Desværre er der nok for megen svaghed og splittelse i EU-landenes kreds. Men på længere sigt har Putin under alle omstændigheder tabt. Han kan også, måske før vi tror det, tabe præsidentposten. Hvor vi altså så dog kan frygte, at han bliver afløst af en, der er endnu værre. Men på det rigtig lange sigt vil moderniteten og demokratiet ikke være til at holde ude af Rusland (og Hviderusland). Jeg glemmer ikke min gamle kærlighed til Rusland og ønsker også dette store land alt godt. Anna og jeg har haft mange dejlige oplevelser dér og tilsvarende med russere på besøg her i Danmark, også i Døllefjelde og på Lolland-Falster. Men det har jo været folk på den gode side! - For mig bliver det nu mere og mere afgørende, at så længe Rusland sender våben m.m. ind i Ukraine, vil kampene fortsætte og mange mennesker dø og blive lemlæstet. Det er ikke til at holde ud! - Anna og jeg overvejer mere og mere alvorligt at sætte alt til side og tage til demonstrationen ved den russiske ambassade i morgen. Det bliver første gang, vi deltager i en demonstration.
-
TILFØJELSE: Jeg forstår stadig ikke, at der er så mange her i Vesten, der mener, at Rusland skulle have ret til at blande sig i Ukraines (og de andre tidligere sovjetrepublikkers indre forhold). Ej heller forstår jeg, at man kan se noget godt i en mand som Putin og hans autoritære styre. Vejen frem for Rusland er frihed og demokrati og et venskabeligt og frugtbart forhold til resten af Europa. Jeg forstår simpelt hen ikke, at der er så mange Putin-venner i Vesteuropa. Det foruroliger mig.
-
OG TIL RASMUS JARLOV
I DEMONSTRATIONENS EGEN TRÅD:
Anna og jeg overvejer mere og mere at sætte alt til side for at komme til stede i morgen. Det bliver så første gang i vore lange liv, vi deltager i en demonstration. Vi melder os måske som sikre deltagere om ganske kort tid. - Og det skal vi i øvrigt huske: Mange af os, der støtter Ukraines kamp for integritet og frihed, hører ikke til dem, der demonstrerer. Vi nøjes med at skrive læserbreve og den slags. Og at stemme ved valgene. (Ved næste valg kommer kandidaternes holdning i denne konflikt til at spille en stor rolle for Anna og mig). Derfor skal vi ikke være kede af det, hvis demonstrationen i morgen ikke bliver så stor. - Men de, der plejer at demonstrere, burde også møde op. Jeg håber, de gør det.
-
Og jeg har haft denne
i en tråd til demonstrationsopslaget:
Man kan håbe, at Shekhovtsov overdriver (se link til artikel nedenfor). Ud fra, hvad der her i Danmark er blevet sagt om Dansk Folkeparti (som jeg er medlem af), har jeg tænkt, at så blev de andre nok også udsat for falske beskyldninger. - Selv om der er en anden holdning til den ukrainske situation i Dansk Folkeparti end min og der utvivlsomt er en hel del DF-medlemmer, der ikke har noget imod, at Putin overtager Ukraine, bla. fordi de er forblindede af deres modvilje mod eller ligefrem had til EU, mener jeg, med det nogenlunde kendskab, jeg har til DF, at dette parti ikke på nogen måde kan sammenlignes med de i artiklen her omtalte højrepartier, som partiet derfor heller ikke bør samarbejde med, hvad det vel heller ikke gør). Og jeg erklærer herved, at jeg for mit vedkommende intet vil have at gøre med nogen, der ser Putin som en helt. - Når jeg er tilbøjelig til at betragte Shekhovtsovs artikel som ret tilforladelig, er det, fordi det er det eneste, der kan forklare, hvorfor så mange - ikke bare på den yderste højrefløj, men også på den almindelige og ellers helt demokratiske højre side - er Putin og Putin-Rusland så venligt stemt, noget der har stået for mig som en af de største gåder i nyere tid. - Man har ofte henvist til 1930'rne, når man har villet nedgøre indvandrings- og islamkritikerne. Men hvad de her omtalte højrefløjsfolk angår, er der en slående lighed. Det gælder også fascinationen af den stærke mand. Der var dengang langt ind i de pæne kredse en stor Hitler-fascination. - Men der var jo også en Stalin-fascination. Dengang var det kommunismen og fascismen og nazismen, der truede demokratiet. Nu er det islam og "putismen". Igen må vi andre stå fast og kæmpe for frihed, retsstat og demokrati til begge sider! - Og hvor står den europæiske venstrefløj? (Der er lidt om det i artiklen). I 1930'rne var det heller ikke altid så ligetil at se forskel på det yderste venstre og det yderste højre.
LINK til Anton Shekhovtsovs artikel:
-
Og endnu en
kommentar:
Det er rigtigt, at selve det at etablere en våbenhvile vil være i russernes favør. Man taler om forhandlingsbordet. Men der er ikke noget at forhandle med Putin om, når det gælder Ukraine. Noget helt andet er forholdene for de russisksindede borgere i Ukraine. - Hvor forfærdeligt det end er, er der nok ingen anden tilfredsstillende løsning end fortsatte ATO-operationer i de tilbageværende separatistbesatte områder og fortsat pres på Rusland, indtil man får den sidste fingerspids ud af Ukraine. - Det er frygteligt for mig at se mig selv skrive sådan! Men skal der spares menneskeliv, må Vesten slå i bordet for Putin med den store kæp NU!
-
NOGET HELT ANDET ER, at det undrer mig, at der næsten aldrig bliver sagt noget om den almindelige befolkning i de separatistbesatte områder. Så vidt jeg kan se, har de bevæbnede separatister (og deres hjælpere) ikke nogen folkelig opbakning. Hvis det var tilfældet, skulle vi nok få det at se. Der er vel dårligt nok nogle arrangerede og klippede ting, hvor man ser indbyggere demonstrere til fordel for separatisterne? - Og kynisk set kan man vel sige, at jo længere den stakkels civilbefolkning kommer til at leve under russisk herredømme, jo gladere vil de blive for at leve i et moderne, frit og demokratisk, til EU knyttet Ukraine, når alt dette har lagt sig. - I øvrigt ved jeg ikke, hvor flov jeg er over at tale for nedkæmpelse af oprørerne. Det er utåleligt for enhver stat at have bevæbnede grupper til at opkaste sig til herrer over dele af landets territorium. Det mest menneskevenlige er altså, at Vesten så hurtigt som muligt får presset Putin til at glemme alt om herredømme over Ukraine eller dele af det.
-
TILFØJELSE 30.07.14: Anna og jeg deltog i demonstrationen foran den russiske ambassade den 24. juli. Se referatet på undersiden "Erindringer - DAGBOG" under denne dato.
* * *
Facebook-kommentar til situationen i Ukraine 07.07.14
I et
kommentarfelt i tråden til mit ugentlige "OPSLAGS-OPSLAG", som jeg
sætter på hver mandag for at gøre det muligt for andre at skrive noget på min
væg, selv om jeg har lukket for andre opslags end mine egne, idet jeg nemlig
altid vil have mine digte og salmer og andre vigtige egne opslag til at stå
øverst:
Jeg
lægger selv ud med denne kommentar til et opslag på Dansk-Ukrainsk Selskabs
(DUS) profil (se linket nederst):
Ja, det ser ret godt ud. Men det er også rigtigt, at man ikke kan vide, hvad Putin kan finde på. Dog, der er måske kræfter bag ham, der ser mere på det økonomiske. - Ukraine i NATO er efter min mening hverken ønskeligt eller nødvendigt. Vi har, som man kan se, også andre midler. - Men Ukraine fortsat på vej ind i EU er godt! Så skal det nok også blive til noget med den ukrainske økonomi. Vi kan håbe, at Ukraine får en udvikling som den, Polen har haft siden 1990. Mon ikke den ånd, Putin har fremkaldt, kan hjælpe?
https://www.facebook.com/photo.php?fbid=644600565636682&set=gm.667723306646007&type=1&theater
Og i et nyt
kommentarfelt føjede jeg til:
I øvrigt mener jeg, det er skandaløst, at de danske medier i så ringe grad dækker en efterhånden ret stor krig i Europa. Det er jo nok også ret stor europæisk historie der skrives i disse dage. - Men DUS-profilen giver mange gode oplysninger - som selvfølgelig ofte er ting, ukrainere og venner af Ukraine gerne vil vise. Men så må man supplere med mere uafhængige medier, fx tyske og engelsksprogede. Sådanne er der også ofte links til på DUS-profilen.
Og senere denne:
Vi sidder netop og ser [den ukrainske] "5 Kanal". Jeg er kommet til at tænke på, at det, ukrainerne gennemlever nu, minder om det, vi danskere gennemlevede i 1848. - Der kan siges meget forskelligt om hele det slesvig-holstenske problem i 1848. Men jo mere kritisk vi forholder os til vor egen rolle dengang, jo mere uhyrligt bliver det, Putin-Rusland nu har forsøgt i Ukraine. - Jeg er teolog og har lært, at lignelser og andre tilsvarende sammenligninger kun eller overvejende har ét sammenligningspunkt (i modsætning til allegorier, der kan "oversættes" punkt for punkt), og hvad Danmark 1848 og Ukraine 2014 angår, er sammenligningspunktet, at en konflikt og et ydre pres får en nation og et demokrati til at opstå.- Det er i hvert fald mit ønske, at det, vi er vidne til i denne tid, er den moderne og demokratiske ukrainske nations fødsel.
* * *
To
Facebook-kommentarer om EU og NATO og Rusland lidt over midnat den 1. juli
2014.
Først skrev jeg denne
- uden overskrift - i både en Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd og i min egen
debat-tråd for uge 27/2014:
Anna og jeg har lige kigget på kortet - og set på EU-landene og NATO-landene. Og Ukraine og Rusland. Jeg sagde til Anna: "Se Ukraine. Du kan godt se, hvor ondt det må gøre på Putin og hans ligesindede at skulle miste Ukraine". Det nægtede hun først. Hun ville ikke sætte sig ind i en så ond og dum og gammeldags tankegang. Men hårdt presset kunne hun jo godt se det. KONKLUSION: Der skal meget til, før Putin og hans ligesindede giver op! Men hvor meget? Og er vi i Vesten villige til at levere det? Og hvor meget vil ukrainerne selv ofre? Ikke mindst i menneskeliv. - For en ordens skyld vil jeg understrege, at vel så vi på kortene over både EU og NATO, men jeg mener ikke, at et NATO-medlemskab for Ukraine er ønskeligt. Og heller ikke nødvendigt. Hvad EU-medlemskabet, og foreløbig processen hen imod det, til gengæld er. Hvis Putin-Rusland fremturer, skal vi alligevel bruge alt anden end militære midler. Men så til gengæld, om nødvendigt, virkelig alt andet. - Og til sidst gentager jeg, at jeg er en gammel ven af Rusland og ikke ønsker russerne noget ondt. Tværtimod ønsker jeg dem en udvikling frem mod demokrati og gode kår, ikke i modspil mod os andre, men i medspil. Rusland hverken kan eller skal selvfølgelig være medlem af EU. Det er det simpelt hen for stort til. Den Russiske Føderation kan være sit eget modsvar til EU (sammen med Hviderusland og Kazakstan og evt. andre, der måtte ønske det). Og så skal vi ellers bare leve sammen i fred og venskab og samarbejde. Hvor Rusland så skal vise sin storhed ved at bidrage med alt muligt godt. Så enkelt er det. Og det kan se svært ud nu, men på længere sigt er det ikke umuligt. Det vil den enkelte russer også kunne indse, når han får tænkt sig om.
Og så videre denne:
EU-TANKER DEN 1. JULI 2014
I forbindelse med vort kortstudium (se min forrige kommentar) talte Anna og jeg også om EU og om det store had til samme i store dele af de europæiske befolkninger. Vor konklusion var i al sin enkelhed:
Det er nødvendigt, at EU findes, altså at de europæiske demokratier står sammen. De kan vi se, når vi ser på globussen. Og det kan vi se, når vi ser på de store globale selskaber. Og vi kan helt aktuelt se det, når vi ser på begivenhederne i og omkring Ukraine. - Og så er der jo det indre marked og alle de mange indlysende praktiske ting, der må samarbejdes om.
Men der skal herske en anden ånd i EU. Væk med EU-ideologien og al den anden bedrevidenhed! Og frem med respekten for medlemslandenes befolkninger.
Og frem med demokratiet! Rådet (stats- og regeringscheferne), som repræsenterer medlemslandenes vælgere, skal have det afgørende ord, suppleret af Parlamentet. Kommissionen skal være et embedsmandsorgan, der udfører sin tjeneste efter Rådets og Parlamentets anvisninger.
Og så skal der være så meget nationalstat som muligt. Det er i nationalstaterne, demokratiet er født, og dér, det trives bedst. Det er også i forhold til nationalstaterne, embeds- og tjenestemændene har de bedste betingelser for at udøve deres tjeneste loyalt og uden korruption. Og det er først og fremmest i nationalstaterne, den natulige sociale solidaritet findes.
Og alt dette skal kunne drøftes frit, dvs. uden at de, der helst vil have meget lidt EU og meget mere nationalstat, bliver ned- og mistænkeliggjort.
Og de, der har de helt store visioner og er meget ivrige, må finde sig i, at alt skal foregå på en sådan måde og i et sådant tempo, at befolkningerne kan følge med. Det er simpelt hen demokratiets vilkår, og det er også kun det, der på langt sigt kan give det nødvendige EU den nødvendige styrke.
Der tales meget om en drejning mod det totalitære i hvert fald i visse EU-lande. Måske er det ikke helt så slemt, som man siger. Vi er jo vant til, at de, der mener noget andet end de progressive, næsten automatisk bliver betegnet som fascister. Men i hvert fald i Ungarn ser det slemt ud. Sørgeligt for os, der husker 1956! Og det er en kendsgerning, at der er en hel del, der støtter Putin eller ser en slags alliancepartner i ham. Og det er slet ikke godt. Der må derfor skelnes skarpt mellem de gode og fredelige og demokratiske mennesker, der bare er kritiske over for blandt andet de ting i og ved EU, jeg her har nævnt, og så de mennesker, der nærer nogle tanker, der er en trussel mod det liberale demokrati. De sidste skal imødegås med alle midler, der ikke er i modstrid med netop det liberale demokrati, altså først og fremmest gennem debat. Men skulle det komme til det værste, med SA-lignende formationer i gaderne og den slags, må demokratiet kunne slå igen med alle midler.
Så enkelt er det! I praksis kan det nok blive en hel del mere kompliceret. Men det må det så være. På langt sigt er det kun den demokratiske metode, der kan løse problemerne, herunder de meget alvorlige økonomiske og sociale problemer i de lande, der er hårdest ramt af krisen.
Bent Christensen, lidt over midnat den 1. juli 2014.
* * *
Deadline 28.06.14. - PUTIN OG DEN VESTLIGE HØJREFLØJ
I tråden til min egen søndagens salme (som
jeg ikke vil have noget til at stå over) og som opslag på Dansk-Ukrainsk
Selskabs Facebook-væg skrev jeg:
Nu bliver jeg igen nødt til at sætte politik ind i en salme-tråd. Men det var rystende at høre Deadline om alliancen mellem Putin-Rusland og den vesteuropæiske højrefløj. Jeg satte denne kommentar ind i Deadline-tråden:
"Det var uhyggeligt at høre. Men formodentlig rigtigt. Det er det eneste, der kan forklare, at der er mange i Danmark og det øvrige Vesteuropa, der ikke alene i hvert fald et langt stykke støtter Putins gammelimperiale og aggressive fremfærd over for Ukraine, men også gør dette ud fra et tydeligt direkte had til EU. Jeg har altid grundlæggende været tilhænger af EF og EU (til at begynde med, fordi jeg var for alt, hvad der kunne samle og styrke det demokratiske Vesteuropa over for Sovjetunionen og dennes vasalstater i Warszawapagten), men jeg har på det senere været blandt kritikerne af de ideologiske og folkeforagtende tendenser i EU. Nu må jeg imidlertid lægge min kritik af EU lidt på hylden. Hvilket dog ikke betyder, at jeg ikke fortsat vil arbejde for en reform af EU i retning af mere demokrati og mindre ideologi".
Det var i øvrigt også uhyggeligt at høre første del - om mordet i Sarajevo for hundrede år siden og om alene selve tanken om, at en lille gnist (fx i eller omkring Ukraine) igen kan få verden til at bryde i brand. Her er linket til Deadlines profil:
https://www.facebook.com/DR2Deadline?fref=ts
*
* *
RUSLAND SOM KINAS VASALSTAT?
27.06.14 - Også på min
Facebook-væg og på Dansk-Ukrainsk Selskab-profilen og i "Aforismer".
En aforismeagtig Rusland-kommentar på dagen, hvor Frihandels- og associeringsaftalen mellem EU, Ukraine, Moldova og Georgien blev underskrevet:
Putin spiller stor ved at alliere sig med Kina mod Vesten for at bevare tidligere sovjetrepublikker som vasalstater. Men han skal passe på, Rusland ikke ender som Kinas vasalstat. - 27.06.14
I FACEBOOK-KOMMENTARFELTER: Jeg ønsker Ukraine, Moldova, Georgien og EU tillykke!
* * *
ALEKSANDER KWAŚNIEWSKI
OM POLEN, UKRAINE OG RUSLAND
Opslag på min
Facebook-væg ud på de små timer natten efter Kristi himmelfarts dag (30.05.14).
Her ved totiden natten til fredag skulle jeg lige se, hvad der var
af nyt om situationen i Ukraine. Og det er jo ikke rare ting. Det er en lille
borgerkrig - med indblanding udefra. Fra flere sider tales der om, at der hele
tiden kommer krigsvante soldater ind over grænsen, heriblandt formodentlig folk
fra Tjetjenien og Ossetien. Men meget tyder også på,
at ukrainerne går hårdere og hårdere, mere beslutsomt til værks. Det er
uhyggeligt og sørgeligt, men efter min mening har ukrainerne intet andet valg.
Ingen stat kan tolerere en tilstand som den, der hersker i visse dele af det
østlige Ukraine. - Men det mest interessante, jeg fandt (det var på Radio Svobodas (Radio Libertys) russiske hjemmeside) var et langt
interview med den polske tidligere kommunistiske minister og demokratiske
præsident Aleksander Kwaśniewski:
"Fremtidens Europa begynder i Polen". Jeg kan ikke begynde at
referere det nu, endsige oversætte det, men jeg kan sige, at alt, hvad Kwaśniewski siger om både Polen (og den store fremtid
med stor betydning for Europa dette land har foran sig), Ukraine og Rusland,
svarer nøje til, hvad jeg mener. Ukrainerne har ret til, selv at bestemme deres
fremtid, og de ønsker at knytte sig til Vesten. Og det skal russerne
respektere. Men når det er sagt, så taler han også fint om, hvordan forholdet
mellem russerne og os skal være, nemlig fredeligt og venskabeligt og i gensidig
respekt og med gensidig forståelse af hinandens historie og mentalitet. Men
altså uden magt-krav og anvendelse af magt. Og han kender altså virkelig
russerne. Og ønsker dem alt godt. Det har været en helt særlig oplevelse af
læse dette interview, som også handler om Polens og Kwaśniewskis
historie helt tilbage fra kommunisttiden af, især 1980'erne og overgangen til
demokrati i 1989/90. For mine russiskkyndige venners skyld sætter jeg linket
ind her:
http://www.svoboda.org/content/article/25402857.html
* * *
UKRAINE - I tråd til salmeopslag
Nedenstående skrev jeg
28.05.14 i et kommentarfelt til opslaget på min Facebook-væg af salme-verset
til Kristi himmelfarts dag og evangeliesalmen til 6. søndag efter påske. I den
forrige kommentar havde jeg skrevet noget om, at vi jo ikke måtte glemme
stakkels Ukraine. Jeg har nemlig det princip, at jeg så vidt overhovedet muligt
ikke vil have noget til at stå over mine digte og salmer, især ikke over
salmerne, som bør stå øverst søndagen over. I ugens løb er det noget andet. Da
kommer eventuelle andre opslag ikke til at stå over digtene, men snarere ved
siden af dem. For der kan jo være både kirkelige og andre ting, jeg også gerne
vil præsentere på min væg, og i disse uger slår jeg ofte noget op om
situationen i og omkring Ukraine.
UKRAINE - Jeg har ikke hørt eller set noget nyt her onsdag morgen, men de ting, jeg hørte og så i går var uhyggelige. Det er jo en lille krig. Jeg hører, at russerne vist ligefrem lader kamperfarne tjetjenere og ossetiere sive ind i Ukraine. Og det ukrainske militær sætter hårdt ind. Med jagerbombere, kamphelikoptere og morterer. Måske også artilleri (kanoner). Mortererne har jeg selv set blive affyret. - Det er underligt at skrive om dette i tråden til et salme-opslag. Og jeg kan i hvert fald sige, at når jeg udtaler mig om krig og anden anvendelse af våbenmagt, prøver jeg at holde Gud udenfor. Der skal i hvert fald ikke være nogen "velsignelse af våbnene" eller "kristen krigsideologi" fra min side. - Det eneste, jeg vil sige, er, at ingen - og ingen stat - vel kan acceptere, at bevæbnede grupper, mere eller mindre styret og støttet fra et naboland, begynder at tage magten i dele af landet og begynder at terrorisere befolkningen. Hvis man skulle være "pacifist" her, ville det jo føre til rent kaos og anarki og den stærkestes (den stærkeste bandes) ret. Det er virkelig svært. Det nemmeste for mig ville være at forholde mig helt passivt eller bare hælde noget fromt vand ud af ørerne. - Jeg går helt og fuldt ind for alle mulige mindretalsrettigheder for de etniske russere i Ukraine. Det gør EU og hele Vesten jo også. Og skulle det endelig være (som måske for Krims vedkommende; det er noget helt særligt), kunne jeg også gå ind for en løsning a la vores Slesvig-løsning i 1920. Hvis der ellers er noget område i det østlige Ukraine, hvor der er et prorussisk flertal. Men det ville jo netop vise sig ved en i alle henseender ordentlig og ordentligt gennemført folkeafstemning. Man kan ikke bare komme og tage land med våbenmagt. - Vi må håbe, at Putin-Rusland kan bringes til at holde fingrene væk, og at det vil lykkes for den nye ukrainske præsident Petro Porosjenko at få forhandlet en løsning med de ikke-voldelige etniske russere. Det sidste skulle ikke være umuligt. Mange af dem ønsker også et liv i frihed, tryghed og velstand for sig selv og deres børn. Samtidig med, at de kan bevare deres sprog og identitet. - Men slut nu. Jeg håber ikke, der er nogen af mine venner, der har fundet dette alt for upassende i en salme-tråd. Det ville som sagt være det letteste for mig, bare at være passiv eller "from". Men vi kristne kan jo ikke melde os ud af verden (selv om man ofte kunne fristes til det!). Og man pådrager sig også et ansvar ved ikke at gøre noget og bare lade dem med geværerne løbe med det hele. - Med ønsket om en glædelig Kristi himmelfartsfest, påskens kulmination, og en god 6. søndag efter påske og en god vente-tid frem mod pinsedag!
* * *
BEMÆRKNING TIL SITUATIONEN OMKRING DET UKRAINSKE VALG FÅ TIMER FØR
VALGSTEDERNE LUKKER.
Kommentar i min egen
Facebook-debattråd efter kl. 16 den 25. maj 2014.
Denne kommentar
begyndte jeg at skrive søndag kl. 16.10. - Jeg har prøvet at danne mig et indtryk
af situationen i Ukraine. Men det er svært. Jeg har fulgt danske medier, den
ukrainske "5 Kanal" og Radio Libertys (Radio Svobodas)
ukrainske og russiske hjemmeside, men alle steder er der stor set kun
enkeltnyheder, altså intet overblik ingen samlet vurdering. Jo, lidt på TV 2
News for en time eller to siden. - Så vidt jeg har kunnet se, gennemføres
valget i meget begrænset omfang i Donetsk- og Lugansk-regionen,
men vist stort set normalt i det øvrige Ukraine. Jeg har i "5 Kanal"
lige set nogle meget ubehagelige billeder, hvor prorussiske
militsfolk stod og skød sejrsstolt op i luften - vist efter at de havde erobret
endnu en bygning. - Mit store spørgsmål er: Hvad laver det ukrainske politi og
den regulære ukrainske hær? Det ser ud til, at man ikke prøver at skride
organiseret ind mod de prorussiske oprørere. Og når
man endelig gør noget (med tab i døde og sårede til følge), er det efter alt at
dømme ikke enheder af den regulære hær, men dele af Nationalgarden og lignende.
Jeg frygter, at selve den ukrainske hær ikke vil gå ind i kampen, altså ikke
vil være med til at sikre lov og orden (og det demokratiske valg). Og jeg
forstår selvfølgelig sådan set godt, at man ikke vil bruges mod noget, der bare
på nogen måde er landets egen befolkning. Men hvis jeg var soldat, ville jeg
altså godt være med til at skride ind mod væbnede grupper, der prøvede at
forhindre folk i at stemme ved et demokratisk valg! Noget andet er, at
oprørerne i realiteten bruger civilbefolkningen som skjold. Hæren kunne jo
sagtens nedkæmpe de ret få oprørsstyrker, hvis den indsatte kampvogne,
artilleri og fly. Men det vil betyde store civile tab. - Alt i alt er det måske
efter omstændighederne meget godt at det går, som det går. Der er jo også OSCE-observatører til stede (bla. Holger K. NIelsen, som var i TV 2 News tidligere i dag). Så får det
alt overvejende flertal valgt en ny præsident. Og skammen kommer til at falde
på oprørerne. Og på Putin, selv om han måske ikke længere helt kan styre, hvad
han har sat i gang. - Det er mit indtryk, at Petro Porosjenko,
som står til at vinde valget (måske allerede i dag, i første runde) straks vil
gå i dialog med repræsentanter for de østlige områder, som ikke kunne komme til
at stemme i fuldt omfang. Og vi må i det hele taget håbe på og opmuntre til, at
der kommer en ordentlig politisk proces og opbygning i gang. Ja, vi skal, lidt
brutalt sagt, sige til ukrainerne, at nu har de fået chancen, men at nu må de
også spille med, både høj og lav - ELLERS KAN PUTIN FÅ DEM! Og jeg mener det
faktisk. Vi skal ikke hælde milliarder af euro og dollars i et bundløst hul. En
afgørende del af hjælpen skal også være, at vi inspirerer ukrainerne til at
komme i gang med at danne et ordentligt samfund med en ordentlig stat. - Men om
få timer lukker valgstederne i både Ukraine (allerede kl. 19 dansk tid) og
Europa, og så skal Anna og jeg holde en dobbelt valgaften med fiskekonserves og
ost og øl og snaps, som vi har gjort det i mange, mange år. - Vi skal dog passe
på, for i morgen får vi et storslået "canadisk familiebesøg med sovjetisk
Anden Verdenskrig-baggrund" - hvad jeg naturligvis vil fortælle om her på væggen. -
Fortsat god søndag! Gud bevare Ukraine! Gud bevare Europa!
* * *
Kampagnen mod DF gør det nødvendigt at stemme på dette
parti - trods dets Ukraine-politik
Kommentar i tråden
til mit opslag af linket til en side med det sjove kort "Putins europakort
2014". - Fulgt af min kommentar i en vens tråd om forholdet mellem
idealisme, "international ret" og magtpolitik. - 23.05.14.
Som nogle af
vennerne vil have set, er jeg utilfreds med mit partis Ukraine-politik. Men med
den kampagne, der fra flere andre partiers side, senest Socialdemokraternes, nu
føres mod DF, bliver jeg nok nødt til at stemme på en af vore kandidater på
søndag. Jeg siger dog af princip aldrig direkte, hvordan jeg stemmer. - Jeg har
siden 1972 (hvor alt, hvad der kunne styrke det frie Vesteuropa i forhold til
Sovjetimperiet, var godt for mig, men jo ikke godt for den tids "national-socialistiske" venstrefløj) været tilhænger
af, at EF/EU fandtes, og at vi var med. Og det er også, hvad DF-kandidaterne
med Morten Messerschmidt i spidsen siger. Jeg er dog nok en af de mest
EU-positive i DF, men jeg ønsker et reformeret EU, evt. et EU i flere
hastigheder. Og det helt afgørende er, at EU kun kan være stærkt, også på den
globale scene, hvis det har befolkningerne med. Dette er lige nu det helt
afgørende for mig.
-
Og lige før dette skrev jeg i en af mine
strategisk tænkende FB-venners tråd:
Kære n.n. og n.n.! Det er desværre
rigtigt hvad I skriver. Og det er rigtigt, at en virkelig international ret,
der blev håndhævet af en verdensregering med store magtmidler (eget militær og
politi), ville kunne blive et verdensdiktatur. Det er ikke nemt at leve i denne
onde verden. - Men man kan da godt tale om nogle
spilleregler, der er nogenlunde enighed om, både mellem staterne og i
befolkningerne, fx at grænser ikke skal flyttes med magt. - Men OK, lad os så
bare tale magtens sprog: Putin og Putin-Rusland vil dominere Ukraine og havde
Ukraine ind i sin mere eller mindre neosovjetiske
(told)union. Det ønsker et meget stort flertal af Ukraines befolkning ikke. Og
Vesten støtter dem. Så må vi se, hvem der er stærkest. - Det seneste, jeg ser
og hører fra Ukraine, er, at forberedelserne til præsidentvalget på søndag
fortsætter, og at det stort set vil blive gennemført. Nogle områder i det
sydøstlige Ukraine er dog stadig i separatisternes og mere eller mindre
kriminelle banders kontrol. Og der er blodige kampe rundt omkring. Men lad os
se, hvor meget kontrol den provisoriske regering får over situationen. - I min
ukrainske Kanal 5 var den danske og norske udenrigsministers støtte-besøg
omtalt i løbebåndet, men der var ikke billeder af dem, mens jeg så deres
nyheder. - Se også mit opslag med linket til et sjovt europakort med Putins
mening om de forskellige områder og lande. Bemærk ikke mindst den nye version
af Hammer og Segl! - Men lige om lidt slår jeg salmen til på søndag op, og så
skal det være i Putin-kort-tråden, der diskuteres Ukraine.
* * *
To kommentarer til DR-udsendelser om Ukraine og Polen
17.05.14
Jeg har i dag sat
nedenstående kommentarer i min særlige weekend-debattråd i Facebook:
Hørte i morges "Verden
ifølge Gram" på DR Radios P 1. Hvad kvaliteten af vurderingerne angår, var
det yderst tilfredsstillende. Men hvad Ukraines tilstand og fremtid angår, også
uanset Putin, var det skræmmende. Men vi (EU m. fl.)
må prøve at hjælpe dette
stakkels misrøgtede land. Vi er ukrainernes eneste håb. Og vor hjælp skal
blandt andet bestå i, at vi inspirerer både høj og lav til at tage sig sammen
og tænke på deres land. - [Og så satte jeg linket til udsendelsen på].
-
Vi har lige set
Ellemann | Lykketoft på videoen. Fra Warszawa. Det var dejligt at høre deres
respekt for Polen. Og for Polens rolle i forhold til den ukrainske krise. Og
det var dejligt at se dem på de steder, vi selv har besøgt senest i 2010. - Som
jeg sluttede mit foredrag om forholdet mellem Polen og Danmark fra Erik af Pommern til i dag på Szczecin Universitet for et par år
siden med at sige: "Za czym tęsknię
najbardziej, to, aby nie tylko w duńskim
systemie politycznym, lecz także wśród całej duńskiej ludności dostrzegano wiele zalet i wielki potencjał Polski i Polaków.
Ale to nastąpi. Przewiduję
świetlaną przyszłość
dla stosunków między Polską a Danią, starymi sąsiadami bałtyckimi".
- "Det, jeg længes mest efter, er, at man ikke alene i det danske
politiske system, men også i hele den danske befolkning får øjnene op for
Polens og polakkernes mange dyder og store potentiale. Men det vil komme. Jeg
forudser en lys fremtid for forholdet mellem de to gamle Østersø-naboer Polen
og Danmark".
* * *
LAD OS SATSE STORT FOR AT GØRE OS UAFHÆNGIGE!
Vi skal kaste os ud i udviklingen af
alternativer til russisk gas og mellemøstlig olie, som om det var en krig, vi
gik ind i.
Opslag på min
Facebook-væg 13.05.14. Og i min avisen.dk-blog.
Her lige inden jeg
slår mine salme-ting op til bededag og 4. søndag efter påske (ja, undskyld mig,
men jeg er altså både borger og præst!) - og lige efter at jeg har set
pressemødet med den ukrainske premierminister Arsenij
Jatsenjuk og EU-kommissionsformand José Manuel Barroso, og efter at jeg i går så kortet over, hvor mange
lande der er helt eller delvis afhængige af russisk gas - vil jeg gentage, at
vi hellere i dag end i morgen må gå i gang med en massiv energipolitik på alle
områder for at gøre os uafhængige af russisk gas og mellemøstlig olie. Med
samme begejstring, som en krig kan udløse. Men uden døde og sårede! - Lige nu
er det den russiske gas, der er det vigtigste. Uanset hvordan man vurderer
situationen i og omkring Ukraine, er det skandaløst, at Europa har gjort sig i
den grad afhængig af energileverancer fra et land som Rusland - eller for den
sags skyld fra et hvilket som helst land. Dog, netop Putin-Rusland bevæger sig
nu i en mere og mere neosovjetisk og/eller
neotsaristisk retning, og det er utåleligt, at vi på grund af gassen skal stå
svagt over for et sådant land. - Når jeg siger "massiv
energipolitik", tænker jeg på ALT, lige fra de allermindste besparelser i
hverdagen til de allermest avancerede nye teknologier. Russerne skal vide, at
de er ved at grave deres egen grav. Når Putin har kunnet levere en vis
velstandsforøgelse og har kunnet få en ny middelklasse til at fremstå, er det
jo udelukkende på grund af eksporten af gas og andre råstoffer. Rusland er en
kæmpe bananrepublik. Hvor det altså bare er gasledningerne, der er bananerne. -
Jeg gentager også, at en stor indsats på energiområdet vil være et spændende
projekt, der ikke alene vil kunne give omfattende beskæftigelse, men også vil
kunne give os en stor sag at være begejstret for. Det er også i sig selv lige,
hvad vi mangler. Men altså noget helt andet end de krige, vi har haft nok af. -
Kan vi hurtigt konvertere olie til gas? Kan vi ret hurtigt lave gas af fx de
polske kul? Hvor megen skifergas kan der sejles fra USA til Europa? Hvor
hurtigt kan vi producere brint ved hjælp af vindmølle- og anden alternativ el?
Men hvor hurtigt kan vi også forøge produktionen af el fra kulkraftværker? Vi
må skelne mellem pdes. en række måske hver især ganske beskedne løsninger, der
virker med det samme, og pdas. de langsigtede løsninger på grundlag af også
helt nye og spændende teknologier. - Og lad os så komme i gang!
* * *
FRISK POLSK ANALYSE AF SITUATIONEN I UKRAINE
Opslag på min Facebook-væg 12.05.14
Jeg har lige set og
hørt en polsk ekspert analysere situationen i den polske kanal TVP Info's
nyhedsudsendelse. Det virkede som en meget sober og kyndig analyse. Eksperten
sagde blandt andet, at tiden er på Kiev-regeringens side, men at Ukraine helt
åbenlyst er i store vanskeligheder, næsten en failed state. Han henviste også til den af mig flere gange omtalte
militære opbygning, blandt andet af nationalgarden. Jeg mener også, det var
ham, der mente, at præsidentvalget den 25. maj vil blive afholdt, om end nok
ikke i de sydøstlige dele af landet (for slet ikke at tale om Krim!). Ifølge
meningsmålingerne fører Petro Porosjenko stort, selv
om han nok ikke når op på over 50 % i første runde. Men Putin og hans folk vil
gøre alt for at forhindre, at valget kommer til at finde sted. En nyvalgt og
dermed legitim ukrainsk præsident er det værste, Putin kan ønske sig. (Vi skal
jo også, siger jeg, huske, at parlamentet er legitimt, hvilket vil sige, at
parlamentsformand Turtjinov, der er fungerende
præsident, og premierminister Jatseniuk egentlig
allerede er legitime som netop fungerende). Han betegnede i øvrigt situationen
som en quasi-krig, hvor Rusland opererer med
separatisterne og egne folk inde på ukrainsk område. Men han pegede, som flere
andre, herunder jeg selv, på, at det ikke er sikkert, Putin kan kontrollere
"terroristerne" (ukrainernes konsekvente betegnelse). Der er også
tale om forskellige mere eller mindre bandelignende kriminelle grupperinger. De
kontrollerer heller ikke området som sådant, kun nogle besatte punkter, hvorfra
de dog (siger jeg) kan udøve en ikke ringe kontrol over befolkningen. - MIN
KONKLUSION: Situationen er meget farlig og kan udvikle sig til hvad som helst.
-
VIDERE (i
kommentarfelt til ovenstående): Jeg har i dag tænkt videre over sagen. Også
efter meddelelsen om de nye EU-sanktioner. De lyder ikke af så meget, men måske
er det klogt at "påvirke aftrækkeren med et stadig stigende tryk",
som vi i sin tid lærte. I bogstavelig forstand er det jo for ikke at rykke i
våbnet under aftrækket. Men i den overførte betydning, der her er tale om, er
det altså for at kombinere signalværdien med noget, der for det første nok kan
mærkes mere, end man umiddelbart vil tro (især i kredsen omkring Putin, men
også ved den kapitalflugt og manglende tilførsel af kapital og know how, der jo allerede er tale
om), og som for det andet viser Putin, at der vil komme mere hele tiden, hvis
han ikke bakker ud. Det gør han dog nok ikke. Det kan godt ende med, at det
sydøstlige Ukraine enten bliver helt annekteret (som Krim) eller på anden måde
kommer under russisk kontrol - eller i hvert ud af Kiev-regeringens kontrol.
Men så skal det også ende med, at Rusland får meget alvorlige økonomiske
problemer og bliver en paria-stat i mange år. Det internationale samfund, helst
alle andre lande end Rusland, skal vise, at man ikke vil tolerere nogen form
for landhugst her i det 21. århundrede. Det er også en principspørgsmål af
global betydning. - Vi hverken kan, skal eller vil jo gå militært ind.
-
OG: Vi (EU) skal
gøre alt, hvad vi kan, for at støtte Ukraine. Dette stakkels mishandlede land
skal have en chance. Og EU er deres eneste mulighed. Min intuition (som
sjældent svigter) siger mig, at det kan nytte. Jeg tror, denne situation har
givet ukrainerne en rystelse, som kan få både høj og lav til at tage sig
sammen. - Og jeg gentager, at Anna og jeg overvejer at lade vor måske sidste
store rejse gå gennem det nordøstlige Polen (som vi endnu ikke har besøgt) og
ned til Ukraine (som vi kun har været ved grænsen af, uden at kunne komme ind,
da vi var i det sydøstlige Polen). Det kan blive vor guldbryllupsrejse i 2015.
- Vi har set ukrainsk tv de seneste uger og har fået et ualmindelig godt
indtryk af ukrainerne. De er noget helt særligt, anderledes end både russerne
og polakkerne, men meget charmerende på en stille og rolig måde. Desuden er
store områder i den vestlige del af landet jo gammelt polsk område, som Stalin
huggede i 1945. Hvorefter den polske del af befolkningen blev tvangsforflyttet
til de nye områder bag Oder-Neisse-grænsen.
-
Og den sidste 12.
maj-kommentar (også sat i Deadlines Facebook-tråd):
Og så har jeg set
Deadline. Hende den radikale kan have nok så meget ret i det med det frie gasmarked
- under normale omstændigheder. Men omstændighederne er ikke normale! Jeg
holder med den polske premierminister Donald Tusk (som vi ofte ser i polsk tv,
og som altid virker pæn og fornuftig). EU bør altså have en fælles
indkøbspolitik, når det gælder den russiske gas. - Det var i øvrigt rystende at
se det gaskort, de viste i Deadline! Jeg har hele tiden (altså også før den
ukrainske krise) sagt, at selv om jeg som teolog har et godt øje til "CO
2-religionen", kan det jo godt være rigtigt, hvad de siger, men at vi
under alle omstændigheder skal gøre alt, hvad vi kan, for at gøre os uafhængige
af de fossile brændstoffer. Måske har jeg til at begynde med mest tænkt på
olien fra Mellemøsten. Men jeg har også hele tiden tænkt på gassen fra Rusland.
Det er uhyggeligt, at så meget af energien ligger i rådne lande! - Jeg har også
hele tiden sagt, at vi (så vidt overhovedet muligt) ikke skal bruge militær
magt noget af stederne, men at vi jo godt kunne betragte bestræbelsen på at
opnå energiuafhængighed som noget, der svarer til krig. Hvormed jeg mener, at
når man er i krig, skyer man ingen anstrengelse. Hvorfor kan vi så ikke
forholde os på samme måde til energiproblematikken? Vi trænger desuden til
noget stort at kunne begejstres for. Og arbejde for. Det vil i alle henseender
være meget bedre og sundere at bruge kræfterne på en massiv udvikling af og
investering i alternativ energi (men for min skyld også gerne fx polske kul;
hellere nogle døde pga. kulfyrede kraftværker eller kul-gasværker(?) end mange
flere døde i krig! Og når jeg siger "bedre", mener jeg i forhold til
en bevidstløs produktion og et bevidstløst forbrug af ligegyldige varer. Der er
rigtig meget i dette. Men kan vi tænke stort?
* * *
ER EU-TILHÆNGERPARTIERNE VED AT LAVE EN NY
"NYRUP"?
Facebook-kommentar i
Søren Pind-tråd:
De borgerlige
partiers panikreaktion vil få DF-stemmerne til at strømme ind. - Den med, at DF
ingen indflydelse vil få, er helt ude i hampen. Logikken synes at være: Hvis du
har et standpunkt A, som der for tiden er et mindretal for, må du hellere
stemme for det modsatte standpunkt (B), så du kan få indflydelse. Jeg tror, de
borgerlige partier er ved at lave en ny Nyrup ("stuerene bliver I
aldrig"). - Jeg er vel at mærke grundlæggende for EU (som bare skal
reformeres og demokratiseres), og jeg er vred på DF i forbindelse med
situationen i og omkring Ukraine, men den massive og forløjede anti-DF-propaganda, der nu kører, kan få mig til at stemme
på DF alligevel. Hvorfor skal tilhængerpartierne altid lyve?
* * *
En Ukraine-kommentar til en Facebook-ven
08.05.14
Hvad mener du, n.n.? Og hvad mener dit parti i øvrigt og mere præcist om
situationen i og omkring Ukraine og EU's rolle i forhold dertil? Det ville jeg
gerne vide her op til EP-valget, hvor jeg vil stemme på den mest proukrainske kandidat, jeg kan finde. - Men du er altså
også en af de store geopolitiske tænkere, der forstår Ruslands magtinteresser.
Den slags har vi hørt meget af på det sidste. Fra både venstre og højre. Det
første er gammelkendt. Det sidste er nyt - og for mig ubegribeligt (selv om det
jo også er svært at se Putin som lige venstrefløjens mand ; nå ja, han kan jo
selvfølgelig godt minde lidt om Stalin). - Jeg kender noget til Ukraines
historie, "kulturpolak", som jeg jo er. Og den er mere kompliceret,
end Rusland og Ruslands venner i vesten mener. Men det helt afgørende er, at
Ukraine nu er en selvstændig stat, og at det selvfølgelig suverænt er Ukraines
befolkning, der skal bestemme over landets fremtid. - Jeg følger situationen
nøje i alle medier, bla. en ukrainsk tv-kanal og Radio Svobodas
/ Radio Libertys ukrainske hjemmeside. Jeg kan jo russisk og polsk og har
beskæftiget mig en smule med ukrainsk også, så det er ret let for mig at følge
med, især selvfølgelig i de mange skriftlige ting. Jeg har lige set et
interview på sidstnævnte hjemmeside, hvor en ukrainsk sociolog bekræfter, hvad
både jeg og flere andre længe har sagt, nemlig at Putin simpelt hen ikke har
opbakning i den øst- og sydukrainske befolkning. Der har ingen store prorussiske demonstrationer været, men tværtimod
demonstrationer med flere tusinde deltagere FOR Ukrainsk enhed. De er så bare
blevet truet og tæsket af de få, men velbevæbnede russiske separatister. -
Endelig vil jeg også her sige, at det af de ukrainske tv-udsendelser tydeligt
fremgår, at Ukraine nu er ved at rejse sig, med styrket patriotisme og styrket
optimisme. De har bla fået dannet nogle nye militære enheder, som både vil og
kan slås. Men de går forsigtigt frem. Som én sagde, ville det jo være en nem
sag at nedkæmpe de få hundrede separatister med fly, kamphelikoptere, kampvogne
og artilleri, men at det afstår man selvfølgelig fra for at undgå civile tab. I
realiteten bruger separatisterne altså civilbefolkningen som levende skjold. -
Begivenhederne i Odessa 2/5 begyndte med, at prorussiske
(og russiske?) bøller skulle til at angribe en fredelig demonstration FOR
ukrainsk enhed. - Jeg tror, Putin har forregnet sig. Der er bla. ting, der
tyder på, at han ikke uden videre har de russiske generaler med sig. Hvor ville
det være dejligt, hvis dette kunne føre til hans fald! Jeg er jo selv fra
gammel tid en ven af Rusland. Og jeg ser russerne som Putins første offer. Når
Putin er væk, skal vi have Rusland med ind i det fælles europæiske venskab og
samarbejde. Rusland har intet at vinde, men alt at tabe ved at køre dette gamle
magtspil. - Du må sætte dig mere ind i tingene!
-
Senere svar på kommentar til ovenstående:
Tak, n.n.! Men jeg synes stadig, du er for
"geopolitisk" i din tankegang. Selv om altså både du og partiet går
ind for folkenes selvbestemmelsesret og de givne grænsers ukrænkelighed. Og jeg
ser ikke noget særligt hos hverken dig eller Mette Bock om EU's rolle. Den er
jo også vigtig, når det gælder det russiske mindretals legitime interesser, men
i det hele taget, hvis det indtil nu sørgeligt misrøgtede Ukraine skal have en
fremtid som et ordentligt samfund med en ordentlig stat. Hvad det russiske
sprogs status angår, mener jeg helt bestemt, at det trods alt ikke kom længere
end til et (godt nok dumt og forkert) lovforslag, som blev standset af den
fungerende præsident, og at der selvfølgelig ikke var tale om, at russisk
skulle forbydes, men blot om netop dets officielle status. Ret mig, hvis jeg
husker forkert. Jeg husker, at Anna Libak har skrevet noget om det, og det vil
jeg prøve at finde. - Og jeg gentager, at det ud fra enhver betragtning gælder
om at få etableret et nyt og godt forhold til Rusland, når vi er kommet ud af
denne situation. Rusland er en del af Europa (selv om de store områder øst for
Uralbjergene i geografisk-definitorisk forstand ligger i Asien). Det er på
ingen måde i Ruslands interessere at forstå sig selv i modsætning til resten af
Europa. Det er simpelt hen håbløst gammeldags.
* * *
Er vi ved det vendepunkt?
Her er et par af mine
(mange) Facebook-kommentarer 07.05.14 til situationen i og omkring Ukraine:
PUTIN ER VED AT SKABE EN UKRAINSK NATION
Her er Samuel Rachlins referat af en russisk artikel. - Min vurdering, eller i hvert fald mit håb, er, at forfatteren Marija Snegovaja har ret (hun er jo heller ikke hvem som helst), og at Putin og hans folk altså har fejlvurderet situationen, og at hans handlinger får flertallet af ukrainske borgere til at stå sammen for et frit og forenet Ukraine i samarbejde med Vesten. - Bemærk dog den kommentar i tråden, hvor en af Samuels venner spørger, om de vestlige medier ikke (i hvert fald mere eller mindre) er lige så fulde af løgn som de russiske! Det er utroligt, så mange Putin-venlige folk, vi har blandt vore egne. Mon det er den samme slags mennesker som i sin tid var sovjetvenlige? Det er dog pinligt, at denne person kan henvise til løgnene forud for Irak-krigen. Jeg var imod den krig, før den begyndte, og er meget ked af, at den nu kan bruges imod os. Så vidt jeg kan se, har Marija Snegovajas analyse dog meget for sig. Jeg følger det hele ret nøje, også på den ukrainske Channel 5, som det sidste par dage har fået et vældigt kvalitetsløft, og som giver indtryk af, at der nu hersker en helt ny ånd i Ukraine. Jeg kan russisk og polsk og har tidligere beskæftiget mig en lille smule med ukrainsk og kan dermed nogenlunde følge med i det ukrainske, især i de mange skrevne tekster. I går (var det vist) bragte de også et Voice of America-program. OK, både det en og det andet kan også være propaganda, og er det selvfølgelig i et vist omfang, i hvert fald, hvad valget af nyheder m.m. angår, og helt siden den med kuvøserne i den første Golfkrig er jeg holdt op med at tro 100 % på nogen. Men jeg er i hvert fald overbevist om, at Marija Snegovaja har ret, når hun siger, at den russiske indblanding og de russiske trusler har skabt en ny ånd i Ukraine. Man kan mærke, at de nu på en helt anden måde har både viljen og evnen til at forsvare sig. - Men vi må se. Intet er afgjort, men jeg både håber og tror, Putin kan gå hen og tabe.
-
ER VI VED ET VENDEPUNKT?
Samuel er altid velinformeret og skarp i analysen. Et eller andet er i hvert fald ved at ske. Jeg følger selv udviklingen i ukrainsk tv, og alt tyder på, at Ukraine er ved at rejse sig og få selvtillid. Måske har OSCE-formanden også sagt noget til Putin. Og Putin har måske i det hele taget måttet indse, at han har fejlvurderet situationen, blandt andet og måske ikke mindst befolkningens holdning i de østlige og sydlige områder af Ukraine. - Men det er for tidligt at hengive sig til en voldsom optimisme. Putin kan stadig have noget oppe i ærmet, og han giver nok ikke op uden videre. Det kan dog også være, nogle af hans egne hjemme i Rusland er ved at være kritiske. Men vi må se. Gud bevare Ukraine!
* * *
Et Facebook-indlæg i Ukraine-debatten
DEN KOLDE KRIG IGEN
24.04.14
Selv om jeg har erklæret,
at jeg ville holde en debatpause, er jeg blevet så provokeret af, at en af mine
ellers særdeles gode venner har ført den gamle "fredsforsker" Jan
Øberg i marken, at jeg har skrevet nedenstående kommentar, som jeg nu også
sætter på her. Jeg har jo ikke tid til det, men når jeg nu har skrevet den, vil
jeg også gerne bruge den her. Og det er altså virkelig uhyggeligt, hvor meget
debatten omkring Ukraine minder om Den Kolde Krigs tid. Jeg får den
fornemmelse, at mange har gået dybt frustrerede rundt og ventet på en situation
som denne, hvor man kan gå imod frihed og demokrati og støtte et autoritært
system. Jeg vil prøve at sætte noget af det, jeg reagerer imod ind i et
kommentarfelt til dette opslag. - MEN HER ER MIN JAN ØBERG-KOMMENTAR:
I øvrigt husker jeg
Jan Øberg fra Den Kolde Krigs tid. Som en, der også dengang var (mere eller
mindre) på den forkerte side. Det er, som om de, der dengang var på den
forkerte side - og deres "åndelige" efterkommere - nu lever op igen.
Vel er Putin ikke Brezjnev, men det er da lidt af det
samme. Det er uhyggeligt at være vidne til! - Se nedenstående link. Bemærk
især, at Øberg var
generalsekretær for Den Danske Fredsfond i København. Denne fond havde jeg
fremme før og ville også have givet et link til den, men nu kan jeg ikke finde
siden. Se også litteraturlisten.
Men jeg har nu slået
Jan Øberg op i Bent Jensens "Ulve, får og vogtere", hvor han omtales
flere steder: Bind 1 s. 444, 573, 636 og 655. Bind 2 s. 480 og 497. Jeg har
især hæftet mig ved tekstboksen bd. 1 s. 573, hvor der bla. står, at Jan Øberg,
der flere gange rejste til Sovjetunionen, var medlem af den af Danmarks
Kommunistiske Parti kontrollerede "Samarbejdskomiteen for Fred og
Sikkerheds" (SAK) styrelse og af redaktionen for det til blandt til denne
komite knyttede tidsskrift "Forsvar - Militærkritisk Magasin". Bent
Jensen sætter konsekvent anførselstegn omkring ordet "fredsforsker"
foran Jan Øbergs navn og er i det hele taget kritisk over for ham. Bd. 1 s. 444
skriver han fx: "I 1980 udgav »fredsforsker« Jan Øberg "Myter om vor
Sikkerhed. En kritik af dansk forsvarspolitik i et udviklingsperspektiv"
... [den sovjetiske atomfysiker og fredsforkæmper, men ikke af sovjetsystemet
vellidte] Andrej Sakharov var ikke nævnt på de 337
sider, selv om han på det tidspunkt i mange år havde gjort sig tanker om en
fredeligere verden".
http://da.wikipedia.org/wiki/Jan_%C3%98berg
Men det er
frygteligt. Jeg har ikke tid!
* * *
Michnik og jeg om Rusland
Verden har brug for Rusland. Rusland har
ikke brug for Putin.
Sat på her 10.03.14.
Først lidt om Gazeta Wyborcza
og det sidste af tidligere chefredaktør Adam Michniks kommentar i denne avis
08.03.14
Den store polske avis Gazeta Wyborcza (da. "valgavisen'") er et landsdækkende polsk dagblad, et af Polens største. Det opstod i 1989 og havde til 2004 Adam Michnik som chefredaktør. Avisen anses for at være en af de mest indflydelsesrige og meningsdannende i Polen. Politisk er avisen socialliberal.
Gazeta Wyborcza opstod som følge af rundbordsforhandlingerne i 1989 og skulle være organ for oppositionen tilknyttet Solidarność under valgkampen (heraf navnet) op til parlamentsvalget samme år.
Adam Michniks kommentar i Gazeta Wyborcza 08.03.14
I dag (08.03.14) slutter tidligere chefredaktør Adam Michnik en kommentar til situationen i og omkring Ukraine således:
"Denne 'indre bevægelse' [oppositionen i Rusland mod Putin] er en stræben mod demokrati og retsstat. Det russiske folk har samme ret til et liv i de europæiske værdiers verden som ukrainerne eller polakkerne. Europa og verden har brug for et uafhængigt, demokratisk og stabilt Ukraine. Vi tror på et sådant Ukraine. Men vi må også sige: Europa og verden har brug for et uafhængigt, demokratisk og stabilt Rusland - et land med store muligheder og herlige mennesker. Selv om det helt sikkert bliver et Rusland uden Putin. Verden har brug for Rusland. Rusland har ikke brug for Putin. - Vi tror på et sådant Rusland".
Ten
"ruch wewnętrzny" to dążenie do demokracji i państwa
prawa. Naród rosyjski ma takie samo prawo do życia w świecie
wartości europejskich jak Ukraińcy czy Polacy. Europie i światu
potrzebna jest niepodległa, demokratyczna i stabilna Ukraina. Wierzymy w
taką Ukrainę. Dopowiedzmy jednak: Europie i światu potrzebna
jest niepodległa, demokratyczna i stabilna Rosja - kraj wielkich
możliwości i wspaniałych ludzi. Choć będzie to zapewne
Rosja bez Putina. Rosja potrzebna jest światu. Putin niepotrzebny jest Rosji.
W taką
Rosję wierzymy.
Min kommentar til opslaget af ovenstående på min
Facebook-profil:
Men jeg så også Deadine søndag aften (09.03.14). Og det var nedslående. De tre kommentatorers vurdering var, at Rusland nu er ved at være, hvad man kan kalde et neosovjetisk land - med en gammel KGB-officer i spidsen. - Jeg sørger. I 1990'erne brugte jeg megen tid og mange kræfter på at fremme et godt og venskabeligt forhold til Rusland (støttet af Folkekirken og Demokratifonden). Det var storslået. For Adam Michnik har ret, når han skriver, at der er mange herlige mennesker i Rusland. Men dengang i 1990'erne sagde flere af disse til mig, at det ville tage generationer at få gjort Rusland til et normalt land. - Nu må vi se. Hvis Putin fremturer og der kommer hårde sanktioner fra Vesten, kan den økonomiske nedgang, det kommer til at betyde for Rusland, måske vælte ham. Men man må desværre skelne mellem de ret små oplyste kredse, og så de store masser, der bliver ensrettet af de Putin-styrede medier, som næsten har monopol på nyhedsformidlingen. Og det er, mildt sagt, ikke nemt at være i opposition til Putin. - Men man må heller ikke glemme, at en imperial tankegang ligger dybt i russerne, også i mange af de Putin-kritiske. Og at Rusland gennem historien har været udsat for meget ondt fra vestlig side. De nyeste tilfælde: Napoleon 1812. Krimkrigen(!) 1853-1856, hvor Englænderne og franskmændene var i alliance med tyrkerne. Nazityskland 1941 (som ellers havde været i alliance med Sovjetunionen, som det havde delt Polen med i 1939). - Ruslands fremtid ligger ikke i en konfrontation med resten af Europa, men i et frit og venskabeligt sam-liv og samarbejde.
* * *
"Vi" er Vesten - og Danmark
En debattør i en Facebook-tråd spurgte, hvad jeg i en
kommentar mente med "vi", når jeg skrev om forholdet til
begivenhederne i og omkring Ukraine og til Rusland. Jeg svarede:
Med "vi"
mener jeg overordnet set hele Vesten, dvs. EU og NATO, men selvfølgelig også
specielt Danmark. - Jeg kender som sagt også Ukraines og Ruslands historie
gennem de sidste 1200 år og kan sådan set godt forstå de russiske menneskers
følelser. Mere køligt forstår jeg selvfølgelig også den gamle KGB-officer
Vladimir Putins tankegang mht. "det nære udland", altså ønsket om at
kontrollere alle de tidligere sovjetrepublikker. Men jeg insisterer på, at de
tidligere sovjetrepublikker frit skal kunne bestemme, hvad de vil, om de fx vil
knytte sig til EU, ja, søge om optagelse i EU. Og jeg vil vende det om og sige,
at hvis Putin mener, han har særlige interesser, så mener jeg noget
tilsvarende, nemlig at vi dels må insistere på demokrati og ordnede,
retsstatslige osv. forhold internt i de nu selvstændige lande, herunder
selvfølgelig fulde borgerrettigheder for de russiske mindretal, dels må
insistere på disse landes ret til at bestemme over sig selv. Og denne vestlige
interesse er hæderlig i forhold til de rå magtinteresser, Putin påberåber sig.
- Der er nok også nogle af de etniske russere i Ukraine, der gerne vil leve
under mere vestlige forhold, hvorunder de jo kan forblive russere. Der er som
bekendt også en hel del mennesker i Rusland, der gerne ser Putins styre
erstattet af et sandt demokratisk styre. Og hvis vi (herunder russerne) er
heldige, kan alt dette måske fremskynde reformer i Rusland! - Mit valgsprog siden
Murens fald i 1989 er: Alt kan ske. På både godt og ondt.
* * *
Luk for gassen!
Nedenstående er min kommentar i DR 2 Deadlines tråd om
indslaget mandag aften den 3. marts 2014 om situationen i og omkring Ukraine
med lektor fra Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen og seniorforsker fra
Dansk Institut for Internationale Studier Hans Mouritzen.
Det, Rusland gør nu,
er utåleligt. Og det bliver nok værre. Vi hverken kan eller vil gribe militært
ind. Det gjorde vi ikke i Ungarn 1956, i Tjekkoslovakiet 1968, Polen 1981 eller
Georgien 2008. Og jeg tager tingene fra Sovjetunionens tid med, for Putin og
hans styre minder meget om dengang. Men vi kan ikke tolerere, at Rusland
påberåber sig retten til at regere over deres nabolande. Hvis de ikke holder op,
må vi reagere med alle de sanktioner og lignende, der kan blive tale om. Vi
burde også lukke for gassen! Og så prøve at klare os igennem, indtil vi får
andre energikilder, fx polske kul! Det er en skandale, at vi ikke alene er
afhængige af arabisk olie, men også af russisk gas. En ting er CO 2 og
drivhuseffekten, men jeg har i flere år sagt, at uanset hvad der kan siges om
det, burde vi for længst have sat massivt ind med udviklingen af andre
energikilder. Og uanset hvad der sker i og omkring Ukraine nu, skal vi se at
komme i gang.
* * *
Første tanker efter påbegyndt læsning af Ulve, får og vogtere
Sat på her samt på
egen Facebook-væg og i et par andre tråde 28.02.14.
Jeg har her ved middagstid [28.02.14] fået bogen [Bent Jensens "Ulve, får og vogtere"] og er begyndt at læse den. - Det er klart, at der allerede fra og med tilegnelsen "til alle dem, der ville og vil bevare Danmark" og fra forordets første sætning: "Jeg er barn af Den Kolde Krig", er tale om en STIL, der adskiller sig fra, hvad der er almindeligt i akademiske fremstillinger. Og det er en slags blottelse. Men man kan ikke slutte derfra og til, at omgangen med kilderne og analyserne og konklusionerne er forkert. Det tror jeg ikke der er tale om. Bent Jensen indbyder i forordet også selv alle, der måtte blive opmærksomme på fejl, til at påpege dem. Og det hører altså med i hele billedet og hele den overordnede vurdering, at sovjetkommunismen virkelig var et forfærdeligt system, som det ikke på nogen måde var rimeligt at sidestille Vesten med og lægge sig i en neutral midterposition i forhold til. Jeg ved det. Jeg var selv, som Bent Jensen, sprogofficer og har selv beskæftiget mig med Sovjetunionen, Rusland, Polen og Østtyskland lige siden. Ikke mindst Polens historie fra 1939 af (hvor Hitler og Stalin var allierede og delte Polen mellem sig) og fra 1945 af, hvor bla. Polen (som jeg har beskæftiget mig mest med) blev underkastet et frygteligt kommunistisk åg, har bekræftet, hvor frygteligt det var. - Jeg har sådan set ikke lært meget nyt. Men det har været interessant at se, hvordan "fredsbevægelserne" (både de direkte kommunistisk styrede og de andre) i realiteten gik Moskvas ærinde i det skakspil, der jo i høj grad var tale om. Bent Jensen siger ikke, at lederne i Kreml virkelig ønskede at udføre et angreb mod Vesteuropa, herunder Danmark. Men de havde nogle meget uhyggelige planer for det. Og de havde midlerne til det. Og de øvede sig på det. Men det helt afgørende var, at det ville have været en stor fordel for Moskva i det, jeg altså kalder skakspillet, hvis NATO var blevet forhindret i at opstille mellemdistanceraketter som modtræk mod de SS 20're, Warszawapagten allerede havde stillet op, og hvis Danmark var blevet mere eller mindre "finlandiseret". Det er der ingen tvivl om. - Det var uhyggeligt, at man ikke alene havde store konventionelle styrker stående over for hinanden (med stor overvægt til Warszawapagten), men også alle kernevåbnene. Men den måde, "fredsbevægelserne", og Socialdemokratiet under fodnotepolitikken i 1980'erne, greb det an på, var ikke god. Jeg husker det. Det var meget ubehageligt. Og det nytter ikke noget, at mange af dem, der dengang var på den forkerte side, nu bedyrer, hvor sovjetkritiske de også var. Hele stemningen i alt, hvad der blev sagt og gjort, var klart til fordel for Sovjetunionen. - Jeg vil læse videre. Det mest interessante bliver de dele, hvor der gøres rede for hhv. de mere grimme ting fra venstrefløjens og medløbernes side og "flertalsdanmarks" (som Bent Jensen siger) forsøg på at imødegå både dem og de sovjetiske forsøg på manipulation og afpresning.
* * *
Kommentar til dækningen af Bent Jensens koldkrigsbog i
DR 2 Deadline
26. februar 2014 - I
Deadlines og Henrik Dahls Facebook-tråde og på min egen Facebook-væg og altså
nu her. - Jeg har også deltaget i nogle debatter i andre Facebook-tråde, men
vil ikke sætte de kommentarer på her.
Meget klogere blev man jo ikke, især ikke, når man har læst de fleste af anmeldelserne. Jeg får bogen om en dag eller to og vil så læse den, idet jeg også vil følge diskussionen omkring den, først og fremmest på det faghistoriske niveau. Det afgørende er jo, om faghistorikere, hvis upartiskhed man kan have tillid til, vil kunne finde forkert omgang med kildematerialet og forkerte analyser og konklusioner. Jeg ser gerne, at diskussionen kommer til at strække sig over lang tid, så det hele kan blive belyst og krydsbelyst meget grundigt. Jeg er ikke specielt hævngerrig, men det vil være rimeligt, at så meget som muligt bliver afdækket, også af hensyn til lignende forhold i nutiden og fremtiden. - Hvad den militære trussel fra Sovjetunionens/Warszawapagtens side angår, må man huske et af grundprincipperne i efterretningstjenesten, nemlig at man ikke kan kende den potentielle fjendes hensigter (der jo sidder oppe i hovedet på beslutningstagerne og i øvrigt hurtigt kan skifte), hvorimod man godt kan danne sig et billede af den potentielle fjendes muligheder. Og det var jo sådan, at Warszawapagten ved et overraskelsesangreb kunne være stødt hurtigt og langt frem gennem Tyskland og måske også hurtigt ville have kunnet sætte sig på Danmark. Jeg tror dog ikke, sovjetlederne havde lyst til at gøre forsøget. - Hvad følgerne af fodnotepolitikken angår, vil jeg mene, at NATO uanset Danmarks status ville have været nødt til at forholde sig til det danske område ud fra kolde strategiske interesser. Man ville nok i en tilspidset situation have mineret stræderne fra luften. Man ville nok også have gjort alt for at komme til at sidde på Jylland, så man dels havde en flankestilling dér, når Warszawapagt-styrkerne var nået frem til Hamborg, dels kunne beherske Skagerrak og dermed holde Warszawapagtens flådestyrker inde i Kattegat. Men hvad ved jeg? Bent Jensen nævnte selv Skagerrak-muligheden, som altså forudsatte, at NATO i det mindste sad på Vendsyssel.
TILFØJELSE på min egen Facebook-væg (i kommentarfelt): Mon det ville have været nok at sidde på Sydnorge? Det ville jo nok ikke have været så nemt at sidde på Vendsyssel, hvis Warszawapagt-styrkerne stod lige syd for Limfjorden. Jeg tror, man ville have gjort alt for at sidde på så meget af Jylland som muligt. Det var jo i den almindelige NATO-planlægning forudsat, at den tyske 6. Panzergrenadierdivision og Jyske Division, når Warszawapagt-styrkerne var trængt frem til Hamborg, skulle trække sig kæmpende op i Jylland, mens der blev landsat allierede forstærkninger. Og noget i den retning ville man vel i givet fald have forsøgt, også uden dansk deltagelse. - Men det vigtigste er selvfølgelig hele det propagandistiske og politiske spil, der faktisk fandt sted.
* * *
Christiania-sagen
(Sagen om Retsudvalgets besøg i Christiania, der førte til justitsminister Morten Bødskovs fald).
10.12.13 - Til Søren Pind-blog, på egen væg og her.
HAR LIGE GIVET SØREN
PINDS BERLINGSKE-BLOG OM CHRISTIANIA-SAGEN DENNE KOMMENTAR:
Det er rigtigt, at det stats- og forvaltningsretlige er ubetinget vigtigt. Men det må ikke skygge for det også absolut alvorlige problem, at der er steder her i Danmark, hvor vold og trusler om vold hersker. Den egentlige og største skurk i denne sag er Christiania. Jeg har fra første begyndelse fundet det utåleligt, at der, hvad Christiania angår, skulle være dobbelte standarder i Danmark, én standard for almindelige fredelige og lovlydige borgere og en anden standard for selvtægtsfolk og revolutionsromantikere og utopister, der kan pakke selvtægten og volden og truslerne ind i ord, som i hvert fald mange synes lyder godt. Jeg håber, denne sag får et alvorligt efterspil mht. såvel Christiania som de andre områder.
* * *
Yahya Hassan er først og fremmest digter, og det
danske debatniveau er utrolig lavt
I en anden Facebook-tråd, på min egen væg og her. 02.12.13.
"Manchetten" med store bogstaver er kun med i opslaget på min egen Facebook-væg.
YAHYA HASSAN ER FØRST OG FREMMEST DIGTER, MEN OGSÅ EN DYGTIG DEBATTØR. MODSTANDERNE AF ALLE SLAGS HAR DOG, IGEN-IGEN, I HØJ GRAD HAFT HELD TIL AT KVÆLE SAGEN I DE GAMLE ORD "GENERALISERE" OG "OVER EN KAM". - HER ER, HVAD JEG LIGE HAR SAT IND I EN HANS HAUGE-TRÅD:
Jeg har selv fra starten valgt, ikke at bruge Yahya Hassan i den fremmedpolitiske debat. Idet jeg for det første har ønsket at betragte ham som digter (godt nok med et særligt tema), og idet jeg for det andet har sagt, at den virkelighed, han digter om, har kunnet ses af alle, der har villet se. - Jeg har ikke (endnu) nærlæst digtsamlingen (som jeg selvfølgelig straks købte) med henblik på, mere eller mindre at anmelde den, hvad jeg sådan set gerne ville. Det er muligt, men ikke sikkert, at digtene kan kritiseres for mangel på struktur. Men de har til gengæld helt klart en ægte poetisk karakter mange steder. (Og jeg elsker hans måde at "koranrecitere" dem på). - Hvad debatten angår, vil jeg for det første sige, at Yahya Hassan fremtræder som en meget dygtig 18-årig debattør, men for det andet, at det igen i høj grad er lykkedes for hans modstandere af alle slags, at kvæle hans skildringer ved hjælp af de gamle våben "generalisere" og "over en kam". Det er utroligt, så langt man kan nå ved denne primitive form for ordmagi. Der står jo intet generaliserende i digtene. Og i debatten siger Yahya Hassan selv hele tiden, at det, der er spørgsmålet, er, om der faktisk findes en (del)virkelighed som den, han beskriver, eller om der ikke gør det. - Det danske debatniveau er utrolig lavt.
* * *
Dejligt at høre en marxist!
Kommentar til Deadline 2. sektion 04.11.13.
Adam Holms interview med nymarxisten Mikkel Bolt
I Deadline 2. sektions Facebook-tråd, min avisen.dk-blog, her og i et kommentarfelt under mit Facebook-opslag af Ugens digt, uge 45/2013: FORFRA (som også står på undersiden "Litterære tekster").
Meget interessant! Og at jeg af alle skulle sidde og glæde mig over at høre ægte marxistisk tale igen! Nemlig i forhold til de etablerede venstrefløjspartiers ynkelige tilbagefald på moralisme ("moralens årti"), indvandringspolitik, multikulturalisme, miljø og klima. Hvorfor fører Enhedslisten sig ikke frem med en omfattende og sammenhængende marxistisk vision? Men min glæde blev dog begrænset, da jeg hørte Mikkel Bolt bekende sig til revolutionen. Jeg har selv meget tidligt udtalt mig kritisk mod den kapitalistiske udvikling gennem de senere år. Men jeg har altid insisteret på, at modstanden mod kapitalens magt skulle ske folkeligt og inden for rammerne af det parlamentariske demokrati. Jeg har sagt, at vi skulle gøre Marx's påstand til skamme om, at et folkeligt og demokratisk opgør med kapitalmagten ikke er muligt. Hvad revolutionen og proletariatets diktatur vil sige, har vi set, nemlig først "fortroppens" (partielitens) diktatur, siden et simpelt diktatur for selve diktaturets skyld (Stalin). Det må kunne lade sig gøre at inddæmme og begrænse kapitalmagten med folkelige og demokratiske midler. Og her kan vi trænge til en ikke-marxistisk, altså demokratisk og pragmatisk nytænkning. Lykkes det ikke, eller lykkes det kun i begrænset omfang, vil jeg hellere leve under kapitalismen end under et socialistisk diktatur. Men hvis en demokratisk socialisme kunne virkeliggøres - og virke rent økonomisk - kunne jeg godt leve under den.
* * *
På universitetsbetingelser
KD Onlinedebat, min Facebook-væg, undersiden "Debat" og i min avisen.dk-blog 24.10.13
Til artiklen i Kristeligt Dagblad 24.10.13 "Minister efterlyser muslimer i debat om imam-studium"
Jeg havde gerne set, at der ikke var kommet så mange muslimer til Danmark, og ønsker, at der i fremtiden skal komme så få som muligt. Og det samme gælder alle mulige andre fremmede, der kommer til i store tal på, hvad jeg vil kalde en unaturlig måde, dvs. på andre betingelser end dem, der er uundgåelige i det, vi kalder den globaliserede verden. Men det er, fordi jeg ikke ønsker mit og mine efterkommenres land forandret på, hvad jeg altså kalder en unaturlig måde. Og nu har vi et stort antal muslimer i Danmark, som har brug for veluddannede religiøse ledere. Og vi har forslaget om at oprette en universitetsuddannelse for sådanne - svarende til den kristne teologiske universitetsuddannelse, hvilket jo betyder, at denne uddannelse ikke i sig selv er en imam- eller præsteuddannelse, men hverken mere eller mindre end en videnskabelig, forskningsbaseret uddannelse i teologi. Det videre finder for vordende folkekirkepræsters vedkommende sted på Patoralseminariet, og noget tilsvarende vil selvfølgelig blive tilfældet for evt. kommende muslimske cand. theol.ers vedkommende. Eller hvordan man nu vil betegne sådanne kandidater; det arabiske ord "Allah" betyder jo Gud, på græsk Theos, og uanset hvor meget jeg regner islam for et stort kætteri (ligesom muslimerne jo regner jøderne og os kristne for forvanskere af den oprindelige sande tro), så ligger det jo i ordet "kætteri", at der er tale om et forsøg på at forholde sig til den ene Gud, der er (eller evt. ikke er!); der er én Gud eller ingen Gud. Men i praksis, ikke mindst for at undgå forvekslinger, vil det nok være bedst at finde en anden titel. Det helt afgørende er imidlertid, at alt, hvad der foregår på et universitet, skal foregå på universitetsbetingelser, altså med kildekritik og frihed til at drøfte og stille spørgsmål ved alt osv. Her kan der ikke fires. Det ville være en farce. Om kommende imamer vil underkaste sig disse betingelser, må i givet fald vise sig. Men med lidt held kunne der nok komme noget godt ud af det. I medmenneskelighedens navn kunne jeg godt ønske for ikke alene Danmarks, men alle verdens mange muslimer, at deres religiøse ledere fik en virkelig, dvs. fri og videnskabelig, universitetsuddannelse. Og det vil også være til fordel for os andre. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Tre kommentarer til artikler i Kristeligt Dagblad om
Grundtvig
KD Onlinedebat og
Facebook. - 08.10.13.
Den politiske højrefløj har overtaget Grundtvig
Da der er en
sammenhæng mellem disse tre kommentarer, har jeg også sat dem alle tre på
undersiderne "Kirke og teologi" og "Debat". - Lidt senere
på dagen satte jeg disse tre kommentarer i min avisen.dk-blog
under den fælles overskrift "Grundtvig, de politiske fløje og
kirkestyrelsen".
Venstrefløjen har forladt ham
Nu har jeg ikke mit dankort her. Og jeg benytter lejligheden til, endnu en gang at beklage, at man ikke længere har klippekortet! - Men foreløbig vil jeg sige, at det er venstrefløjen, der har forladt Grundtvig. - Omkring 1972 herskede, hvad nogle af os kaldte "national-socialismen". Dengang hadede venstrefløjen EF og brugte nationalisten Grundtvig i sin kamp. Nu er dagsordenen en anden. Og hvis jeg igen skal være ondskabsfuld, vil jeg sige, at man nu i hvert fald i SF er glad for EU, og at det måske skyldes, at man ikke længere har Sovjetunionen, så at EU er det nærmeste, man kan komme det. Men spøg til side, jeg har altid været tilhænger af EF og EU, altså af, at dette fællesskab findes, for jeg er rigtignok mere og mere kritisk over for mange ting. Det er for ideologisk og folkeforagtende, for at sige det kort. - Og hvad Grundtvig angår, kan vi jo alle lade os inspirere af ham. Helt aktuelt er der meget at hente, for så vidt angår uddannelsespolitikken. Grundtvig sagde jo, at hvis alle var professorer, ville vi dø af sult, men gik i stedet ind for, at en i grunden ensartet dannelse skulle udbredes i alle samfundslag. Måske vender jeg tilbage. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (i Grundtvig).
-
Ikke noget at føje til
Nu har jeg læst artiklen. Og det eneste, jeg har at føje til, er, at når venstrefløjen (marxister og kulturradikale, for at sige det kort) i årtier har haft bekæmpelsen af dansk nationalitet og folkelighed som et af sine vigtigste projekter, så er der ikke noget at sige til, at det kun er på den anden side, man holder af Grundtvig. Det kan på mange områder være svært at sige, hvad Grundtvig ville mene i dag, men der kan ikke være den ringeste tvivl om, at han ville være imod indvandringen og kosmopolitismen. - Grundtvig var nationalist. Også i den grad. Men sådan var tiden. Og det særlige ved Grundtvig var, at han så sit elskede Danmarks rolle i et verdenshistorisk perspektiv. Den nordiske videnskabelighed (Göteborg-universitetet) skulle være den nordiske folkestammes bidrag til den fællesmenneskelige videnskabelighed. Der er også store økumeniske (mellemkirkelige) perspektiver i Grundtvigs teologi og salmedigtning. Der er masser at øse af. Og man kan som sagt lade sig inspirere, som man vil. En af de ting, Grundtvig virkelig bekæmpede, var efteraberiet. Han sagde også, at hans åndelige efterkommere skulle stå på hans skuldre - og altså være kommet videre. Jeg håber, vi kan få en Grundtvig-renæssance. - Nu går jeg til artiklen om Grundtvig og kirkeforfatningen. Det spørgsmål er noget mere kompliceret. Jeg henviser til min kommentar til den. - FB-TILFØJELSE: Ja, se det næste opslag!
-
Ville Grundtvig være imod et kirkeråd?
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/528395:Kirke---tro--Ville-Grundtvig-vaere-imod-et-kirkeraad
Sune Auken kommer
nærmest
Denne artikel er et stærkt eksempel på, at Grundtvig kan tages til indtægt for alt. Men jeg mener, at Sune Auken er den, der kommer nærmest. - Jeg har selv beskæftiget mig meget med Grundtvigs kirketeologi, kirkesyn og kirkepolitik, ja, regner med at få en stor artikel om det i det kommende nummer af Grundtvig-Studier, som jeg tillader mig at henvise til. Jeg henviser også til Grundtvig-Selskabets årsmøde den 23. november, hvor jeg skal give det indledende oplæg til drøftelsen om netop forholdet mellem Grundtvig og den aktuelle kirkepolitiske situation. Men jeg kan i al korthed sige så meget her, at Grundtvig rigtignok var imod en kirkeforfatning. Men det var han blandt andet, fordi han slet ikke regnede Folkekirken for et kristent kirkesamfund. Folkekirken var for ham en slags offentlig religionsanstalt, hvor der nærmest skulle være plads til alt muligt, der på nogen måde kunne betegnes som kristeligt. Han regnede kun ganske få for egentlige kristne (Jesu Kristi frimenighed), og de kunne så samles omkring de (også få) rettroende præster, ofte gennem sognebåndsløsning. Og det var så det! Apparatet sørgede staten for, og så kunne de få rettroende bare samles om de få rettroende præster. Men Grundtvig holdt også hele tiden den mulighed åben, at de få rettroende kunne bryde ud og danne en frikirke. Det er derfor meget sandsynligt, at Grundtvig ville have været frikirkemand i dag. - Jeg regner selv Grundtvig for min store teologiske lærefader. Men jeg er uenig med ham i kirkepolitikken. Grundtvig havde på den ene side en meget øm samvittighed med hensyn til, hvad han ville lægge navn til. Derfor var han nødt til at sige, at Folkekirken ikke var en kristen kirke. Men på den anden side havde han også sit store folkelige og kulturelle program, og det kunne han bedre arbejde for, hvis man blev i den statslige religionsanstalt Folkekirken. - Hvad jeg selv mener? Jeg mener, at Folkekirken er et evangelisk-luthersk kirkesamfund, ja, de døbtes fællesskab og dermed en organisme, der skal styre sig selv. Derfor går jeg i den aktuelle situation ind for kirkestyrelsesudvalgets model 3 (den mest vidtgående), og på længere sigt går jeg ind for, at den evangelisk-lutherske menighed i Danmark skal have fuld selvstændighed, altså adskilles fra staten. Jeg har ikke Grundtvigs ømme samvittighed. Jeg bliver fx i Folkekirken på trods af, hvad jeg betegner som "løgnevielsesritualet". Og først og fremmest ønsker jeg at være solidarisk med den berømte lille mand med den lille tro. Også han skal imidlertid være klar over, hvad det er han ved dåben blev indlemmet i. Hvis der er medlemmer, der efter moden overvejelse finder ud af, at de ikke ønsker at være med i de døbtes Kristus-fællesskab, bliver de nødt til at melde sig ud. Men jeg opfordrer ikke nogen til det. Sagen kan beskrives på flere måder, og jeg vil gerne være i menighed sammen med alle, der på nogen måde vil være med til at prøve at samles om det, der er indholdet i den trosbekendelse, vi blev døbt på. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (i Grundtvig). - www.bentchristensen.dk
* * *
MAN FØRER KRIGE UDE OG SER STORT PÅ DEN EGENTLIGE
TRUSSEL - DEN PSEUDORELIGIØSE "MORALISME" ER FÆLLESNÆVNEREN
Dette er nu også sat på her
(12.09.13 kl. 1135). For en ordens skyld gør jeg opmærksom på, at den
oprindelige kommentar måske ikke er kommet i Søren Espersen-tråden. Måske pga.
en teknisk fejl hos mig selv. På det tidspunkt, hvor jeg satte dette på her,
havde jeg ikke foretaget mig yderligere.
-
Nedenstående har jeg
lige sat som kommentar til Søren Espersens opslag kl. ca. 10 i dag torsdag
12/9, hvori Søren gør sig lystig over, at udenrigsminister Villy Søvndal nu
markedsføres som den, der nærmest har hovedæren for den (måske) gunstige
udvikling i den syrienpolitiske situation. Men da det er noget, jeg gerne vil
delagtiggøre så mange venner som muligt i, slår jeg det også op her. - Og jeg
tilføjer, at de samme politikere, som sender vore soldater ud til død og
lemlæstelse i håbløse krige i lande, der (i hvert fald for flertallets
vedkommende; stakkels oplyste mindretal!) ikke hverken kan eller vil finde en
ordentlig samfunds- og statsform, samtidig fremmer det, der er vor tids store
trussel mod vor egen livs- og samfundsform: indvandringen. Egentlig
ubegribeligt, men fællesnævneren er "moralismen" (bredt og
pseudoreligiøst forstået).
-
Selv om dette er en
noget bredere kommentar, sætter jeg den alligevel ind her. Jeg har i nogle dage
haft lyst til at sige netop dette.
Ved et tilfælde er
jeg kommet til at læse Patrick J. Buchanan: "Churchill, Hitler, and the Unnecessary War. How
Britain Lost Its Empire and the West Lost the World". Det er en lang historie om 1900-tallets
dumheder og tragedier. (VK 1 og 2 ses som én krig). Men den slutter i nutiden,
hvor USA har været ved at gentage nogle af dumhederne, drevet af den blandt
andet neokonservative helt religiøse og fundamentalistiske demokratisme (for at
sige det kort).
Men det er som sagt
en lang historie. Det afgørende er, at jeg nu har fået en forklaring på den
gåde, at Danmark nu er et af de mest krigsliderlige lande i verden, ja, at
partier som SF og Radikale nærmest fører an, de partier, som under Den Kolde
Krig, da vor frihed og eksistens virkelig var på spil, gjorde alt, hvad de
kunne, for at svække vort beredskab mod den sovjetkommunistiske trussel.
Da Muren faldt og Sovjetimperiet
og Sovjetunionen brød sammen, forsvandt den politiske utopi (også for dem, der
ikke lige havde sympatiseret med den realiserede socialisme i dens sovjetiske
form). Og hvad kom i stedet? "Moralens årti"! Moralisme, miljø,
indvandring, klima - og aktivistisk udenrigspolitik. Krige, der ikke måtte
kaldes krige, men i hvilke vi bare "skulle gøre en forskel". Krigene
sås som en særlig form for udviklingsbistand. Fællesnævneren er moralisme, en
slags lille utopi som erstatning for den tabte store.
Jeg siger ikke, at
vi ikke skal føle et globalt ansvar. Jeg siger heller ikke, at det aldrig kan
blive nødvendigt at anvende militær magt. Men jeg siger, at netop når vi vil
gøre det gode, skal vi handle klogt og på et så realistisk grundlag som
overhovedet muligt. Og pragmatisk. Uden en ideologi eller måske ligefrem
pseudoreligion, der gør os blinde. Og jeg tror mere på udbredelse af idéer og
information end på krig.
Undskyld, men jeg
har ønsket at sige dette, siden jeg for nogle dage siden blev færdig med
Buchanans ret provokerende og indtil det kyniske realpolitiske, men på mange
måder også oplysende bog.
* * *
Alle bliver mere ens. Skal man le, græde eller give et
råd?
Jeg har lige læst denne artikel i Kristeligt Dagblad:
Danskerne lever
stadig mere ens
LINK:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/517153:Danmark--Danskerne-lever-stadig-mere-ens
Og jeg citerer lige det første af denne artikel:
Det koster at stikke ud i dag, hvor
holdningen til, hvad det gode liv er, bliver stadig mere snæver, mener forskere
Lær dig selv at kende ved at kigge på din
nabo. For vi lever mere ens i Danmark, uddanner os mere ens og forbruger mere
på samme måde. Og dem, der stikker ud, bliver i stigende grad fordømt.
Sådan lyder det fra en række forskere, som oplever en standardisering af livsformerne i disse år. Det sker på stort set alle fronter og er udtryk for en mere strømlinet tilgang til livet, forklarer sociolog Emilia van Hauen.
Og min første tanke var, at jeg jo kunne genbruge den aforisme, jeg skrev den 21. juni:
Når man er blevet så
gammel, at man kan se, hvordan mode og meninger har skiftet gennem årene,
griner man hele vejen hen til graven.
Men jeg kunne selvfølgelig også bare sætte mig hen og sørge over, hvor fattigt livet er blevet. Og så i øvrigt fortsætte det liv, jeg lever for, simpelt hen at leve.
Der var imidlertid noget i artiklen, der fik mig til at sige til mig selv, at jeg jo også kunne prøve at give alle de ens individualister er godt råd. Det var dette sted i en af kommentarerne fra forskningsleder på Center for Ungdomsforskning ved Aarhus Universitet, Noemi Katznelson:
Vi lever efter helt andre lighedsidealer end tidligere og dyrker idoler og ikoner, fordi vi ikke automatisk er del af et fællesskab, der kan definere en identitet.
Og det var især det sidste om, at "vi ikke automatisk er del af et fællesskab, der kan definere en identitet". Nu drejer jeg det måske lidt. Men det fik mig i hvert fald til at tænke på, hvad ikke bare jeg selv, men også andre har sagt, nemlig at den gamle kultur, hvor man levede, ja, hvilede i såvel de ganske nære fællesskaber som det store folkelige og nationale fællesskab, var forudsætningen for, at hver enkelt af os kunne leve som dem, vi var, uden at skulle tænke på at gøre os specielle, ja, "skabe os".
Men hvor sandt dette sikkert er, er det jo ikke nok bare at sige det. Den slags er bogstavelig talt lettere sagt end gjort. Og man kommer jo bare fra asken og i ilden, hvis man kunstigt begynder at dyrke "det fælles". Men man kan da begynde med at erkende virkeligheden. Og holde op med at foragte og bekæmpe, hvad der endnu måtte være tilbage af fælles sammenhænge. Og så kan man begynde at lægge mærke til disse sammenhænge og tænke over dem - samtidig med, at man holder op med at ville "skabe sig". Idet man giver sig til, bare simpelt hen at leve som den, man nu engang er, i de fællesskaber, der endnu måtte være tilbage. Så skal det, man faktisk er, nok komme til at udfolde sig. Og så skal de fællesskaber, der faktisk (endnu) er, nok komme til at trives, ja, nye komme til at opstå.
Jeg vil slutte med endnu en af mine seneste aforismer. Den gælder ganske vist spørgsmålet om kønsidentiteten, men reglen gælder også for de ting, der her er tale om:
Kønskampen kan afsluttes, hvis alle individer lader være med at tænke på deres køn og bare gør, hvad de hver især har lyst til - og får lov til det. - 03.07.13.
Og selv om det næsten er synd, kan jeg godt "oversætte" den:
Den latterlige amorfe, atomiserede individualismekultur kan afløses af en sand personlighedskultur, hvis alle individer holder op med at "skabe sig" og giver sig til at leve som dem, de er - simpelt hen for bare at leve.
* * *
Grundtvig skal ind i uddannelsesdebatten
I min avisen.dk-blog
29.06.13
For at sige det rent ud, og i al ubeskedenhed, så handlede min teologiske doktordisputats "Omkring Grundtvigs Vidskab" også om hele Grundtvigs program for, hvad han kaldte "den folkelige livsoplysning". Min afhandling havde ellers undertitlen "En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement". Men dermed handler den i hvert fald også om forholdene på universiteterne (hvor det jo er forfærdeligt, at der snart næsten kun tales om forskning som noget, der kan anvendes til produktion af varer).
Men helt kort sagt, så havde Grundtvig en stor vision (som man ville sige i dag) eller en drøm eller et program. Lad mig skitsere det fra neden. Det begynder med de danske børn, der løber og leger med hinanden og får sproget og den danske livsform i sig. Så får de (på den ene eller den anden måde) den grundlæggende skoleuddannelse. Og så kommer i hvert fald nogle af dem på det statslige "akademi" eller den statslige "folke-højskole" (= folke-universitet) i Sorø, ja, i det nuværende Sorø Akademis bygninger. (Dengang hed universitet jo på dansk "højskole", jfr. de tidligere Landbohøjskolen, Tandlægehøjskolen, Danmarks Tekniske Højskole (DTU) osv.). Andre kom (også) på Københavns Universitet, hvor de især blev uddannet til præster, sagførere, læger, embedsmænd og lærere. (Hvad Grundtvig forestillede sig som direkte afløsning for den gamle latinskole, altså svarende til det nuværende gymnasium, kan jeg ikke umiddelbart sige; jeg skriver dette lige ud af hovedet). Jeg kan heller ikke sige, hvad Grundtvig har tænkt om forskningen på det nationale universitet. Men han har først og fremmest set det som det højeste nationale uddannelsessted på især de her nævnte områder. Der må dog skulle have været tale om i det mindste også videregående studier i de klassiske akademiske discipliner.
Men over alt dette drømte Grundtvig om, hvad jeg betegner som "et fællesnordisk superuniversitet" i Göteborg, dvs. i det hjørne, hvor det gamle Østdanmark, Norge og Sverige stødte sammen. Her skulle nogle hundrede af Nordens ypperste videnskabsmænd (både humanister og naturvidenskabsfolk) sidde og studere, forske og tænke - og tale med hinanden, altså totalt tværfagligt. Grundtvig så dette "akademi" (i Platon'sk forstand) eller "superuniversitet" som "den nordiske folkestammes" bidrag til verdenskulturen, hele menneskeslægtens kultur. For vel var Grundtvig nationalist, men han var også (verdens)historiker, ja, anså sig i høj grad for netop historiker; han prøvede også, men jo uden held, at blive universitetsprofessor i historie. - Grundtvigs digt "Dansk Ravne-Galder" er en fremtidsvision om en situation i 1910, hvor lærde fra en række europæiske lande - og én fra Indien! - har været til international videnskabelig kongres i København! Det kan man læse om i min disputats. Men digtet er, så vidt jeg ved, på vej til at blive udgivet med kommentarer.
Men "superprofessorerne" skulle jo også "formidle". Det kunne de gøre gennem de bøger m.m., de skrev. Men de skulle også have "gæster" eller "studerende", især folk, der havde en uddannelse fra et af de nationale universiteter. Og disse "gæster" kunne så dels lytte (til "superprofessorernes" forelæsninger og samtaler med hinanden), dels selv indgå i samtaler med disse. Og så kunne disse "gæster" tage hjem og formidle videre (idet folk hjemme i de enkelte lande jo også læste, hvad "superprofessorerne" havde skrevet). Grundtvig tillagde her præsterne en afgørende rolle. De var jo tættest på folket.
Som bekendt lykkedes hverken det ene eller det andet for Grundtvig! Han fik hverken sit "superuniversitet" i Göteborg eller sit folke-universitet i Sorø. Han fik kun de mange små folkehøjskoler rundt omkring. Og Gud ske tak for dem! Det er godt. Men ikke godt nok. Vi skal videre! - Jeg bliver for mit eget vedkommende især ved med at lufte tanken om en eller anden form for nordisk superuniversitet.
Det store ved hele denne "struktur" eller hele dette "system" (ellers et grimt ord i Grundtvig-sammenhæng!) er, at der pdes. tænkes folkeligt helt fra grunden af, men pdas. til det yderste (højeste) elitært. Men altså i en alle omfattende helhedssammenhæng. - Mærkeligt nok læste jeg netop i morges 1. Korintherbrev kap. 12 "Om Åndens gaver". Her er det jo ganske vist forholdene i selve den kristne menighed, det drejer sig om, men i princippet gælder det jo alle organiske fællesskaber, altså også det folkelige eller nationale fællesskab. Og Paulus påpeger jo, at der er forskel på både nådegaver og tjenester, men at der kun er én Ånd, én Herre og ét legeme. "Øjet kan ikke sige til hånden: 'Jeg har ikke brug for dig,' eller hovedet til fødderne: 'Jeg har ikke brug for jer.' ... Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære, for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden" (1 Kor 12,21.24-25).
Jeg gengiver nu det helt afgørende efter hukommelsen, også når det står i anførselstegn: Der skulle være en absolut videnskabelig (altså både humanistisk og naturvidenskabelig) elite i toppen. MEN "hvis alle var professorer, ville vi alle dø af sult"! Og det var jo ikke alle, der kunne kapere lige meget. Det afgørende var, at "en i grunden ensartet kultur og dannelse" skulle udbredes til alle. Så kan enhver "tage, som han nemmer".
Aktuelt betyder dette, at man går helt forkert, hvis man bare uden videre vil "demokratisere" de højere klassers kultur. Vi hverken kan eller skal være "professorer" alle sammen. Og dette gælder jo også spørgsmålet om, hvor mange der skal i lige netop gymnasiet. Til gengæld skal alle - og altså ALLE - have størst mulig del i den fælles dannelse og kultur.
Dette betyder altså noget allerede i Folkeskolen. Selvfølgelig vil alle også dø af sult, hvis børnene ikke lærer noget nyttigt allerede i Folkeskolen. Og selvfølgelig skal vi kunne klare os i den globale konkurrence. (Jeg har selv fra barndommen af interesseret mig meget for naturvidenskab og teknologi). Men når vi så sørger for at kunne det, må vi jo også spørge, hvad vi ellers skal, dvs. hvad - højtideligt sagt - hele menneskelivet går ud på. Vi skal vel ikke bare leve for at producere og forbruge mere eller mindre unyttige eller dog undværlige ting? Det hele skal da tjene til, at vi kan leve et dybt og rigt liv som mennesker. Der skal altså dannelse med i Folkeskolen, lige fra nulte klasse. Og videre op gennem hele systemet, ja, alle systemerne.
Dette betyder også, og nu bliver det virkelig aktuelt, at de unge, der allerede har modtaget en menneskelig dannelse i Folkeskolen, og som kommer på erhvervsuddannelserne (hvad mange, og mange dygtige, jo skal, hvis vi ikke mere eller mindre skal dø af sult), de skal fortsat modtage "dannelse". Der skal altså så at sige indbygges en folkehøjskoledimension i erhvervsuddannelserne, ja, i alle uddannelser efter Folkeskolen, herunder i de gymnasiale uddannelser. Alle skal blive kloge på, hvad det vil sige (og hvad det gennem hele historien har villet sige) at være menneske. - I øvrigt bemærker jeg med glæde og tilslutning, at man er begyndt at overveje, hvordan man også skal gøre erhvervsuddannelserne "åbne i den anden ende", så man ikke låser sig uhjælpeligt fast, når man begynder på en speciel erhvervsuddannelse. Men det skal hele tiden understreges, at det ikke bare er nødvendigt at have faglærte arbejdere, men at den faglærte arbejder også er en, der i sig selv virkelig er noget. Det gjaldt allerede de gamle håndværkere, som jeg altid har haft stor respekt for. - Men det gælder enhver, der giver, hvad han har i sig, og gør sig umage. Det vender jeg tilbage til om lidt.
Den fælles dannelse skal også indbygges i de videregående uddannelser af alle slags. Man fik afskaffet Filosofikum som et forstudium, alle skulle gennemgå, inden de gik videre med deres særlige universitetsstudium. Men man burde indføre noget lignende igen, bare bredere, så alle fik en bred grundorientering på højt niveau. Det er jo mere og mere nødvendigt, efterhånden som både uddannelse og forskning bliver mere og mere specialiseret. Jeg mener, det er K.E. Løgstrup, der har sagt, at når meget går så galt, selv om der er mange meget dygtige folk på de forskellige enkeltområde, er det, fordi ingen har overblik. Men igen: Det er vigtigt, at alle, også alle i høje stillinger, både i det offentlige og i erhvervslivet, har den bredest og dybest mulige forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, først og fremmest for deres egen skyld, men også for de andres og hele fællesskabets skyld.
Ordet "folkelig" (om det, der omfatter hele folket, fra de højeste til de laveste lag) er kommet i miskredit. Men vi skal bare forstå det og bruge det rigtigt. - Hele diskussionen om det nationale og "særligt danske" kommer jeg ikke ind på her, men det i denne forstand "folkelige" er også vigtigt og udelukker altså på ingen måde et internationalt og globalt engagement.
Det skal også understreges, at selv det mest beskedne, men nødvendige arbejde er meningsfuldt, nemlig allerede derved, at det simpelt hen er nødvendigt. Jeg minder også om den såkaldte lutherske arbejdsetik, ifølge hvilken arbejdet til gavn for fællesskabet, dvs. arbejdet til gavn for Næsten, direkte ses som en tjeneste for Gud (gennem Næsten); tjenesten gennem Næsten, på den ene eller den anden måde, er som bekendt den eneste måde, Gud ønsker vi skal tjene ham på! Ellers er det jo ham, der tjener os og giver os alt.
Disse tanker - lige ud af hovedet, men byggende på mange års tjeneste som præst og mange års beskæftigelse med Grundtvig - er meget aktuelle og meget nødvendige lige netop nu. Det gælder klart det helt super-elitæres nødvendighed. Men alle er med. Alle skal have deres del af "livs-dannelsen". Og der er ikke plads til nogen form for snobberi eller seen ned på nogen. Det er det, vi har brug for lige netop nu!
Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
- - -
Mon man også kan bruge dette
LINK:
http://www.avisen.dk/blogs/bentchristensen/grundtvig-skal-ind-i-uddannelsesdebatten_41543.aspx
* * *
Om
at risikere at blive slået ihjel for andet end fædrelandet.
I
Facebook-tråd om Hans Hauges bog Danmark og hans medvirken i en
Apropos-udsendelse. - 29.05.13.
Men jeg vil her kommentere
det, du [Hans Hauge] sagde om, at man kun vil gå i døden for fædrelandet, ikke
fx for EU. Nu vil jeg altså hellere sige "risikere at blive slået
ihjel". - Jeg gentager, at da jeg 1962-1964 blev uddannet til og gjorde
tjeneste som sprogløjtnant (russisk) - med senere rådighedstjeneste og
indkommanderinger - var det virkelig friheden, jeg tænkte på, ikke den danske
nation. Min militære karriere sluttede med, at jeg i vinterhalvåret 1976/77 var
feltpræst for den danske FN-bataljon på Cypern (DANCON/UNFICYP
XXVI). Og i stor respekt for de yngre kammerater, der har været og stadig er i
helt skarp indsats (uanset hvad der kan siges om de forskellige krige, vi er og
har været involveret i), vil jeg sige, at mine kammerater og jeg også var rede
til at sætte livet på spil "in the service of peace"
og for idéen om, at FN kunne forhindre krig. - Om jeg ville sætte livet på spil
for EU? Nej, vel ikke for institutionen EU sammenlignet med mit fædreland
Danmark, men dog for vor frie vestlige livsform. - I øvrigt mener jeg, at vi nu
tager alt for sorgløst, ja, måske kynisk, på spørgsmålet om krig og fred. Vi,
der hverken er venstreorienterede eller på anden måde "flippere",
burde tage en stor og grundig diskussion om dette. - Men det var jo ikke det spørgsmål,
det drejede sig om i radioudsendelsen, og det er selvfølgelig rigtigt, at vi
ikke føler på samme måde for EU som for den danske nation. Og da slet ikke med
den måde, EU nu bliver kørt på! Men Europa ER noget. Tænk på, hvordan det var i
middelalderen!
* * *
Er
det bedst at tie?
Vil det tjene vor sag
bedst, hvis vi, der hidtil har ført os frem, stiller os tavst iagttagende og
afventende på sidelinjen og lader indvandringstilhængerne og islamofilerne stå alene med problemerne og ansvaret? Og
idet vi så ellers koncentrerer os om fremtidens virkelige og helt store
problemer. - Tekst indsat her på siden 12.02.13.
Dette er ikke et
udtryk for, at jeg mener, vi her efter det formodentlige attentat mod Lars
Hedegaard skal bøje os for den islamistiske terror. Det er tværtimod et udtryk
for, at jeg mener, islam er uinteressant og ikke værd for os at bruge tid og
kræfter på, så meget desto mere, som indvandringstilhængerne og islamofilerne blandt vore egne kun får styrket deres
identitet, når de kan bruge os andre som fjendebillede.
Hvad nu først islam
angår, mener jeg selvfølgelig ikke, at islam er fuldstændig uinteressant som
religionshistorisk fænomen betragtet, så meget desto mere som det er en
religion med langt over en milliard troende. Og jeg mener slet ikke, at den
enkelte muslim er uinteressant som menneske, ja, som monoteistisk troende
menneske. Det er ikke mange gange, jeg har ført en interreligiøs
samtale med muslimer, men de få gange, jeg har gjort det, er det faktisk gået
meget godt, og det har været interessant. Sagt på en anden måde: Jeg betragter
islam som et af Muhammed konstrueret kætteri, der på flere måder kan
sammenlignes med mormonismen (påberåbelse af særlig åbenbaring, egen hellig
skrift). Og som kætteri - eller fra kristendommen afvigende tro, om man vil -
er islam principielt hverken mere eller mindre interessant end mormonismen.
Der er imidlertid
(foruden antallet) én afgørende forskel. Mormonismen forsøger ikke at varetage
sine interesser ved hjælp af terror og vold og trusler om vold og udgør i det
hele taget ingen trussel mod vor livsform. Men det gør islam, ikke alene ved
sine militante repræsentanter, men også ved sine regeringer, fx i FN, hvor man
forsøger at få religionskritik, dvs. kritik af islam, forbudt. Og der må i det
hele taget skelnes mellem pdes. almindelig interreligiøs
og mellemmenneskelig interesse og pdas. det nødvendige forsvar mod noget, der i
praksis er en totalitær og ekspansiv politisk ideologi.
I det store
civilisatoriske og geopolitiske spil frygter jeg imidlertid ikke islam og
islamismen. Islam gør sig jo ikke nævneværdigt gældende på andre måder end ved
folkevandring og vold og terror. Hvilke videnskabelige opdagelser eller
teknologiske opfindelser har den muslimske verden bidraget med? Hvilke varer
har den produceret og sendt på verdensmarkedet? Og man kan her først og
fremmest sammenligne med Kina, men også med i hvert fald nogle af de andre
BRIK-lande. Ja, man kan sammenligne pdes. Pakistan og Bangladesh (det tidligere
Østpakistan) og pdas. Indien. Alle tre stater stammer fra det tidligere
britiske Indien. - I øvrigt er det vist ret almindeligt at definere
fundamentalister af enhver slags som nogle, der inderst inde godt ved, at
historiens tog er kørt fra dem.
Jeg siger ikke, at
der ikke fortsat kan blive alvorlige problemer såvel med de muslimske lande
rundt omkring i verden (og den verdensomspændende militante islamisme) som med
mere eller mindre militante muslimer i vore vestlige lande. Det kan der blive i
adskillige årtier. Man kan bare tænke på Nordirland og Baskerlandet. Der skal
ikke så forfærdelig mange militante til for at udgøre et alvorligt, ja, farligt
problem. Men det er ikke det samme, som at muslimerne kan tage magten i vore
lande. - Jeg ser her bort fra den mulighed, at de simpelt hen kommer til at
udgøre et måske oven i købet stort flertal. Men selv
da vil det være et spørgsmål, hvor muslimsk - eller islamistisk - flertallet af
dette flertal vil være. - Jeg siger ikke hermed, at jeg er ligeglad med selve
befolkningsudskiftningen som sådan, men det er en anden sag. Og det hele
afhænger jo af, hvordan vi selv stiller os, mens vi endnu har mulighed for at
afgøre tingene.
Og det er netop,
hvad det sidste angår, jeg nu lufter den tanke, eller dog leger med det
tankeeksperiment, at i hvert fald alle vi indvandrings- og
islamiseringsmodstandere på over 50 år helt holdt op med at sige noget. Idet vi
altså sagde, at nu ville vi bare stille os op og se, hvordan
indvandringstilhængerne og islamofilerne vil se på
situationen, når de ikke længere kan bruge os som forfærdelige skræmmebilleder.
Og idet vi sagde, at det er op til de unge og yngre at afgøre, hvilket land de
selv og deres efterkommere skal leve i.
Jeg skal nok her
indskyde, at når jeg betegner nogle af mine modstandere som "islamofiler", er det selvfølgelig ikke, fordi jeg
tror, de virkelig elsker islam. Det kan meget vel være, at jeg forstår islam
som gudstro betragtet bedre, end de gør. Nej, jeg tror, det et måske langt
stykke er af generelle tolerancegrunde. Men jeg tror også, det, mere eller mindre
bevidst, og med en flydende grænse, er for at relativere og svække
kristendommen og den traditionelle danske kultur og livsform, som man i sin
store progressivitet ønsker at bekæmpe. Idet de jo så samtidig har nogle mere
eller mindre klare forestillinger om, at også de muslimske indvandrere med
tiden vil blive progressive som de selv. Noget i den retning. Men det vigtigste
i den sammenhæng, jeg skriver i her, er, at det nok i høj grad simpelt hen er
et spørgsmål om identitet for "de progressive" at kunne definere sig
selv i forhold til os almindelige mere eller mindre traditionalistiske
pragmatikere.
Men så må vi lade disse
progressive stå med problemerne. I hvert fald så længe de har et flertal i
Folketinget bag sig. Meget vil nok komme til at se anderledes ud efter næste
valg. Selv om vi skal huske på, at der også findes "liberale
progressive" og "borgerligt anstændige". - Og det er i det hele
taget lidt indviklet. Hvis de unge og yngre skal afgøre Danmarks fremtid, skal
der jo også være mulighed for, at de kan stemme på et eller flere partier, der
ønsker så lidt indvandring og islamisering som muligt. Men ellers har de jo
også den mulighed, at de kan "stemme med fødderne", altså ikke mindst
for så vidt angår valget af skoler. Og vi må håbe, at "systemet" ikke
får held til at fratage dem denne og tilsvarende muligheder. - Man kunne være
så ondskabsfuld, at man sagde, at så kunne "de progressive" og
muslimerne ende med at holde skole sammen i resterne af folkeskolen, men der er
i hvert fald nogle af dem, der allerede nu selv sender deres børn i
privatskole.
Men mit egentlige
anliggende med denne tekst er at gentage, at jeg for mit eget vedkommende så
vidt muligt vil holde mig ude af såvel den fremmedpolitiske debat som den
såkaldte værdikamp og den almindelige politiske debat. Jeg vil så vidt muligt
koncentrere mig om min deltagelse i "den kirkelige proces" (og min
salmedigtning), mit eget "storpoetiske" hovedprojekt og (dog i
aftagende omfang) mit slaviske, nu stort set kun polske, engagement. For det
første er det både min ret og min pligt at prøve at få mit eget liv gjort så
færdigt som muligt, og for det andet vil det også kun være sådan noget som fx
det, jeg prøver at lave, der virkelig kan bidrage til et kulturskifte. Med det
sidste vil jeg altså sige, at selv om det virkelig er den størst mulige
færdiggørelse af mit eget liv, det helt afgørende gælder om for mig, kan jeg
gøre det med så meget desto bedre samvittighed, som det nok også er derved, jeg
bedst kan bidrage til en ny kultur, hvor det ikke er nødvendigt at have den
nuværende kulturelites holdninger for at høre til det gode og fine selskab. Om
ikke andet er det et hovedpunkt for mig at insistere på en sand og fri
pluralitet i samfundet - hvor "pluralitet" altså ikke er ensbetydende
med bestemte holdningers over-magt.
Men når man arbejder
med de ting, jeg, i høj grad også som discipel af Grundtvig, arbejder med,
kommer man jo ikke uden om at tænke på også fremtidens menneskeliv. Og så er
islam og islamismen altså ikke det egentlige problem. Nej, det er sådan noget
som den økonomiske krise, vi befinder os i nu, og som måske kun er begyndelsen.
Og sådan noget som konkurrencen fra Kina og de andre BRIK-lande m.m. Ikke fordi
jeg ikke ønsker kineserne og de andre alt godt, men fordi det kan blive en stor
udfordring for os, på én gang at skulle kunne klare os i den rent økonomiske
konkurrence og finde en menneskeværdig livsform, hvor det hele ikke går op i
produktion og forbrug. (Jeg ønsker naturligvis
også indbyggerne i de muslimske lande alt godt, idet jeg selvfølgelig ønsker,
at fx det arabiske forår må føre til både politisk og økonomisk bedre forhold). (Muligheden for en ny konfrontation med Kina
a la Den Kolde Krig, for slet ikke at tale om en konfrontation, der ender i en
varm (verdens)krig, nævner jeg kun lige. Der er også brug for en stor drøftelse
af hele spørgsmålet og krig og fred; det er i hvert fald på en alt for sorgløs
måde, vi allerede nu er krigsdeltagere). Jeg nævner også kun lige de ting, der
nu sker i universitetsverdenen. Det er selvfølgelig nødvendigt, at vi bruger
vore kræfter og vor snilde på at sikre os rent økonomisk. Men det må ikke ende
i bare "fra forskning til faktura". Hvad skal vi så leve for? I
øvrigt går vi også i stå rent teknologisk, hvis vi ikke har en fri
grundforskning, der drives af det rene ønske om at forstå verden. Og den
ikke-naturvidenskabelige forskning kan foruden sin primære kulturelle betydning
også give nogle mere praktiske, økonomiske sidegevinster, så meget desto mere,
som forståelsen af selve den måde menneskene lever og organiserer sig på, er af
måske endnu større også økonomisk betydning end forståelsen af fysikken, kemien
og biologien. Men da menneskelivet er det hidtil højeste fænomen, vi kender i
universet, er den erkendelsesmæssige beskæftigelse med det
faktisk videnskabelighed på allerhøjeste niveau. Selv om det altså her
ikke er så nemt at skelne mellem erkendelse og kultur.
Mit ideal er, at vi
pdes. skal bruge de nødvendige kræfter på det rent økonomiske område, men pdas.
bruge den frihed, vi dermed erhverver os, til at leve et så sandt og rigt
menneskeliv som muligt.
Dette lyder banalt.
Men mange store sandheder lyder banalt. Og jeg vil for mit eget vedkommende
optræde så lidt programmatisk som muligt. Menneskelivet skal først og fremmest
udfolde sig af sig selv og i frihed. Men til menneskelivet hører altså også en
vis drøftelse og fælles planlægning. Jeg har dog i det hele taget svært ved at
finde på noget at sige om fremtidens menneskeliv i Danmark. Jeg synes, meget af
det, jeg kan se forude, ser overordentlig skræmmende ud. Meget højtideligt sagt
kan jeg frygte, at individets, personens tid og demokratiets tid er ved at være
forbi. Og her er det altså ikke islam, jeg tænker på. Nej, det er
"samfundets" magt og kontrol, virksomhedernes mere og mere totale
beslaglæggelse af deres "human ressources", symbiosen mellem menneske
og computer - og så den biologiske teknologi, herunder muligheden for
genmanipulation med mennesket.
Det er selvfølgelig
muligt, at en ny "homo manipulatus" kommer
til at leve lykkeligt. Men selv i bedste fald vil det efterlade homo sapiens'er
som mig og mine tilbage på historiens vejkant som en ny slags neandertalere. Og
hvad skal jeg så sige?
Det eneste, jeg kan
gøre, er at arbejde videre med mine ting og efterlade dem som en arv. Som en
slags model, der både som helhed og i sine enkelte dele måske vil kunne bidrage
til de yngres og i det hele taget mine efterkommeres liv. De vil dog måske være
interesserede i at se, hvor de kommer fra. Ja, vil måske føle et ganske særligt
behov for det. - Jeg bruger ofte ordet "model" om det, jeg producerer
på mit særlige hovedområde. Med en vis henspilning på
min betegnelse af Grundtvig som "totaldigter" betegner jeg også det
meste af det som "Mit Totaldigt" (se undersiden med denne titel). Og
jeg kan godt lide ordet "model". Det er noget andet end både utopi,
ideologi og program, men dog mere end blot et rent "æstetisk"
univers. Det kan godt være, det er noget, der kan betegnes som en
"verden", jeg prøver at samle og opbygge i mit "Totaldigt".
Men i forhold til mig selv vil jeg mene (og i hvert fald håbe), det er noget
andet end fantasteri, og i forhold til alle andre, vil jeg mene og insistere
på, at det netop er hverken mere eller mindre end en samling af noget, der frit
kan betragtes og bruges som "model" - idet det først og fremmest
simpelt hen er noget opsamlet liv, der bliver sat ind i fællesskabet til fri
afbenyttelse. - Men jeg henviser altså til den pågældende underside.
Det er disse ting,
det virkelig gælder om. Alt det andet må løses hen ad vejen. Indtil den helt ny
virkelighed formodentlig efterlader også det på historiens vejkant.
12.02.13
* * *
Forventelige reaktioner
[Kommentar til Lars
Hedegaards artikel i Sappho 09.02.13]
Reaktionerne var forventelige.
Det er dog glædeligt, at Liberal Alliance også virkelig er på ytringsfrihedens
side. - Hermed også mine varmeste hilsener til Lars Hedegaard. Med alle gode
ønsker for hans besværlige fremtid. - Bent Christensen
TILFØJELSE: Jeg kom i forbindelse hermed også til at se dette citat fra professor
Erik A. Nielsens udtalelse i Berlingske:
Lars Hedegaard, Kurt Westergaard og Jyllands-Posten er ikke i stand til
at skelne mellem ytringsfrihed og retten til at fornærme og udtale sig
blasfemisk om muslimerne. Det er dem, der har bragt Danmark så højt op i
fanatiske muslimers aggressioner. Hvad har deres forkomne begreb om frihed ikke
kostet alle danskere i forhøjet trusselsbillede og kæmpemæssige stigninger til
efterretningsudgifter? Lars Hedegaard er ikke et tragisk offer, han er et
patetisk fjols!
Det er sørgeligt! I
andre sammenhænge sætter jeg stor pris på Erik A. Nielsen. Ja, jeg har så sent
som i går i en drøftelse om gudstjenesteudbuddet osv., for jeg ved ikke hvilken
gang, citeret ham for hans uforlignelige (som jeg altid siger) bestemmelse af
gudstjenesten som "re-præsenteret frelseshistorie". Hvordan kan det
gå til, at et så godt menneske optræder så demokratifjendsk og nærmest
landsforræderisk?! Erik A. Nielsen taler her direkte og demagogisk til den
indre feje hund! - Heldigvis er der vist ved at blive længere mellem den slags
udtalelser. Men frygten og fejheden er vigtige faktorer, som terroren kan
spille på. Og mange skjuler deres nøgne frygt bag de fine ord (som altså i
dette tilfælde ikke er så fine endda). Ja, undskyld, men jeg er virkelig
rystet.
Dette fik mig til,
senere at sætte denne TILFØJELSE - med
titlen "Erik A. Nielsen" - på som en ny kommentar til Lars
Hedegaards tekst:
TILFØJELSE (til min første kommentar "Forventelige reaktioner"):
Men jeg blev rystet over det citat fra Berlingske, der står i en boks på Sapphos forside (må det vel være) - hvor professor Erik A.
Nielsen, den pæne mand, som jeg i øvrigt sætter stor pris på, betegner Lars
Hedegaard som "ikke et tragisk offer", men et "patetisk
fjols". Efter at han om Lars Hedegaard, Kurt Westergaard og
Jyllands-Posten har sagt, at "Det er dem, der har bragt Danmark så højt op
i fanatiske muslimers aggressioner", og derefter spørger: "Hvad har
deres forkomne begreb om frihed ikke kostet alle danskere i forhøjet
trusselsbillede og kæmpemæssige stigninger til efterretningsudgifter?".
Her taler Erik A. Nielsen rent demagogisk til danskernes "indre feje
hund". Det er slemt, at vi skal presses af den islamistiske terror, men
endnu værre, at den understøttes af sådanne femte kolonne-udtalelser. - Bent
Christensen
* * *
Ind på modernitetens torv
Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om
fremtidens fællesskab(er)
[Dansk Kirketidende
04.04.12. - Manuskriptets titel og undertitel var: Fremtidens fællesskab(er).
Nogle krav, ønsker og tilbud af programmatisk karakter. - Mellemrubrikkerne er
dels manuskriptets, dels redaktørens. - Denne tekst står nu på mine
internetundersider "Debat" og "Program"].
Af Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
Er også sat på
undersiden "Kirke og teologi", hvor den supplerer såvel de to Livsengagement
og poesi-artikler som min vigtigste nyere kirkesynsmæssige og kirkepolitiske
tekst "Den næstbedste drøm" (som der i øvrigt også er en ældre
version eller forgænger til). Det hele hænger jo sammen, og selv om det
allervigtigste er, hvordan vi lever som kirke, kan dette ikke adskilles fra
spørgsmålet, hvordan vi overhovedet lever som kristne i verden.
Man kan bare sende sine egne ting ud og se, hvad der sker. Men det er alligevel også nødvendigt at formulere nogle krav, ønsker og tilbud til fællesskabet. Jeg vil derfor præsentere nogle programmatiske punkter, for så vidt angår livet i fremtidens danske samfund, lige fra de allermest omfattende politiske områder af og til de områder, hvor det drejer sig om mine ligesindedes og mit eget liv, ja, om mit eget helt personlige "storpoetiske" projekt.
Insistér på demokratiet
Murens fald i 1989 er det store skillepunkt. Vi har i århundreder haft meget forskellige holdninger her Danmark, men det er først i de seneste årtier, vi har oplevet en så voldsom polarisering. Måske har vi hidtil trods alt har haft så meget fælles, at kampen først og fremmest har været en kamp om at få sat sit præg på det fælles. Men efter det store sammenbrud ikke alene for kommunismen, men for enhver form for utopi og "stor fortælling" har der for de toneangivende ikke været andet tilbage end miljø, klima, moralisme og kampen for egen identitet og position. Og den kulturkonservatisme, som har gjort sig gældende hos mange, har endnu ikke kunnet yde et egentligt modspil. Man har højst kunnet sætte hælene i på det mere eller mindre politiske plan.
I denne situation vil jeg først og fremmest insistere på demokratiet - med de mindretalsrettigheder, det i vor tradition også indebærer. Og så er jeg ellers rede til - på både mine egne og mine efterkommeres vegne - at gå ind i det, der så må blive en sand pluralitet, idet jeg vil bekæmpe enhver tendens til, at "værdierne" bliver en ny tvangs-statsreligion.
Ind i pluraliteten
Det ligger dybt i menneskene, at man er mest tryg ved, at alle tror og mener stort set det samme, og staten vil også altid være interesseret i, at det er sådan. Men hvis nu borgerne i et land faktisk tror og mener vidt forskellige ting og der samtidig skal være frihed, så er den sande pluralitet den eneste mulighed. Og jeg er rede. Jeg er rede til at gå i en eller flere subkulturer. Og det vil først og fremmest være det kommende frie evangelisk-lutherske kirkesamfund. Men det kan også være et eller flere "traditionsdanske" og tilsvarende fællesskaber med egne foreninger og institutioner, fx skoler. For det er jo ikke alene en ny tvangs-statsreligion, der kan blive tale om; det kan også blive en så stor sterilitet, at folk af min slags ikke kan leve i den og ikke ønsker at lade deres børn blive opdraget i den. Et springende punkt bliver, i hvilket omfang staten vil tillade forældrene at bestemme, hvordan deres børn skal opdrages.
Mødet på modernitetens torv
Men det behøver ikke komme til det yderste. En enhedskultur som den, vi altså trods alt har haft i tusind år, får vi nok ikke igen. Men vi kunne måske ende i en slags mellemting, nemlig i et møde i fri meningsudveksling og kappestrid på modernitetens torv! Med moderniteten som det fælles vilkår. Nogle af mine bedste Facebook-venner er ateister, og til dem siger jeg, at ligesom Grundtvig var åben over for et kulturelt samarbejde med "naturalister med ånd", er jeg åben over for et kulturelt samarbejde med "åbne og ærlige ateister". Det er de mest oplagte samarbejdspartnere. Men også folk, der har en anden religion, skulle vi kunne mødes med i den således forståede modernitet.
Hvad det kulturelle grundlag for og indhold i de fælles institutioner angår, altså for eksempel hele uddannelsessystemet, må det i høj grad også komme an på de rent politiske (magt)forhold. Der må være grænser for, hvor lille en hale der skal kunne logre med hele hunden. Men det er ikke til at forudsige, hvad der bliver hale, og hvad der bliver hund! Jeg og mine ligesindede kan godt ende med at komme til at udgøre et ret lille mindretal.
"Traditionsdansk"
Men uanset hvordan det kommer til at gå, vil jeg for mit - og mine yngre ligesindedes - vedkommende dels leve mit liv i det evangelisk-lutherske (men økumenisk åbne) kristne kirkefællesskab, dels forbeholde mig retten til at være så "kulturkonservativ" og "traditionsdansk", jeg har lyst til. Men jeg er altså nødt til at sætte begge disse sidste ord i anførselstegn. For det ligger i hele mit program, at det af helt indre grunde og uanset alt, hvad modstanderne kan finde på, er nødvendigt at se helt frit og uhildet på virkeligheden. Konservatisme er først og fremmest en afvisning af alt kunstigt, ideologisk hjernespind og en forholden sig til virkeligheden, som den er. Og traditionalismen står og falder derfor med, om der faktisk er eller ikke er forhold i virkeligheden, der er større end det enkelte individ og den enkelte generation. Både principielt og aktuelt må alt dette simpelt hen vise sig og godtgøre sin virkelighed og betydning på ny. Modstanderne har haft travlt med at tale om Morten Korch-Danmark. Men tradition kan aldrig være en fastlåsning af en bestemt tilstand, endsige en tilbageføring til en sådan, men udelukkende en naturlig fortsættelse af vort liv på de til enhver tid givne betingelser. Nogle vil være mere kosmopolitisk indstillet end andre. Men hvis der ikke går ideologi og magtkamp i det, skulle det ikke være et stort problem i en gammel søfarts- og handelsnation som vor.
Et kristent bidrag
Hvad nu til sidst selve mit eget projekt angår, så er det altså egentlig et ganske personligt poetisk projekt - hvor "poetisk" dog skal forstås meget bredt, så det kommer til at omfatte alt, lige fra ethvert menneskes livsfølelse til det enkelte konkrete centrallyriske digt. Men jeg præsenterer det her, fordi det kan ses som et eksempel på, hvad vi kristne kan bidrage med. For det er teologisk begrundet, nemlig i den (i høj grad hos Grundtvig fundne) "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", ifølge hvilken den elskende og kendende forholden sig til livet her i verden uden for gudstjenesten, fromhedslivet og teologien er en nødvendig forudsætning for, at den særlige kristne tale skal blive andet end "tomme ord og lyde". Og det gælder altså engagementet i "livets levelse" overhovedet. Men med en særlig betoning af fordybelsen og refleksionen. Først derefter - og i vekselvirkning dermed - kommer den særlige poesi som "livets udvidelse med andre midler" og som en særlig erkendelsesaktivitet.
Helt afgørende er, at livsengagementet og den derved opnåede erkendelse skal ske "uafvidende", altså uden kristelig overklistring og uden kristelig facitliste. Kun derved opnås nemlig den erkendelse af den givne virkelighed, som kan betydningsudfylde den særlige rent kristne tale. For den kristne ligger kristendommen naturligvis omkring det hele, med Guds Rige som den yderste horisont. Og det er fra kirkedøren og den teologiske studerekammerdør, han bliver sendt ud på den mark, hvor det uafvidende livsengagement skal finde sted. Men så er det ellers forholdet til den foreliggende virkelighed, det gælder. Og det er let at se, at den kristne godt kan så at sige dele mark med den ikke-kristne eller indbyde den ikke-kristne til at være med i denne uafvidende forholden sig til virkeligheden. Det afgørende er, at poesien (og jo overhovedet kunsten) dyrkes for livets skyld, og ikke for ideologiske eller politiske formåls skyld eller som religionserstatning eller som social statusmarkør.
For mit eget vedkommende går den videre vej først og fremmest mod en centrallyrisk poesi. Udgangspunktet er bogstavelig talt et punkt på livsengagementets mark, hvor jeg står og venter på, at min livsfølelse skal blive opfyldt og udfyldt gennem det møde med virkeligheden uden for mig, der nu skal finde sted. Men det rum, hvori dette møde skal finde sted, er jo ikke bare den rent fysiske verden omkring mig. Jeg bliver nødt til at se og opleve det som det eksistensens rum, der omfatter den virkelighed, der er større, end hvad fysikken kan beskrive, og som først og fremmest viser sig i den måde, hvorpå jeg helt elementært lever som menneske.
Se så dybt som muligt
Der er ingen metafysik i dette. Det er hverken mere eller mindre end min menneskelige eksistens og dens fysiske verden, jeg forholder mig til. Men det gælder jo om at se så dybt i det hele som muligt, og om at få ting til at tegne sig, som ellers ikke ses. Og dette kan ske, fordi jeg selv som person (poetisk Jeg) og det, der er omkring, mig bunder i den samme grund. Det kan der siges meget kristeligt om. Men det skal der ikke gøres ude på livsengagementets mark. Og desuden gælder det samme jo for en rent naturalistisk betragtning.
Subjektet og objektet er manifestationer af den samme virkelighed. Og allerede i selve det poetiske møde mellem subjekt og objekt bliver virkeligheden større. Men på et tidspunkt bliver det poetiske mødested jo til digtets sted, og så sker der endnu mere. Digtet kommer til at leve sit eget liv, digtet bliver et nyt, tredje manifestationssted. På en måde er det jo ganske vist inde i digteren, digtet bliver til. Men motivets strukturer kommer jo (også) udefra. Og alle de strukturer, der således er til stede, er dele af, om man så må sige, hele den samlede eksistens-struktur. Man kan sammenligne det, der sker i "digtets eget liv", med det, der sker, når sprogbrugeren pludselig danner et helt nyt ord på grundlag af det sprog, han lever i. Og så må det ellers vise sig, hvad der kommer til at manifestere sig i digt efter digt. Her er heller intet jo foreskrevet på forhånd. Alle mulige motiver kan komme til at vise sig, og alle mulige slags digte kan komme til at skrive sig. Således bliver teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement opfyldt i det poetiske felt.
Digteren og det
fælles liv
Men der er mere at sige. Poesien som del af det kristeligt nødvendige livsengagement er jo også en del af menneskelivet, det menneskeliv, som ikke bare er simpel omverden, men er det særlige livsfællesskab, digteren med sit eget liv er en del af. Og det betyder ikke bare, at det er i den menneskelige eksistens' rum, poesien finder sted, og at menneskelige motiver m.m. naturligvis får den helt afgørende betydning i poesien. Det betyder også, at den poetiske aktivitet i en eller anden grad bliver en sammenfletning af digterens personlige liv og det fælles liv. Jo mere det poetiske møde bliver et møde mellem digter-jeg'et og det menneskelige fællesskab, jo mere bliver der tale om et vekselvirkningsforhold, hvor digteren sætter sig selv og sit eget liv ind i fællesskabet. Og så bliver der i en eller anden grad tale om noget, der i hvert fald kommer til at minde om, hvad der i helt enestående grad var tilfældet for Grundtvigs vedkommende, nemlig for så vidt som hele hans digtning jo kan læses som én stor sammenfletning af hans og det danske folks liv, med Grundtvigs digtning som også et "handlende ord". Jeg kan her henvise til såvel Flemming Lundgreen-Nielsens litterære Grundtvig-disputats "Det handlende ord" som min egen artikel i det seneste nummer af Grundtvig-Studier "Totaldigteren Grundtvig". Og selv om jeg for mit vedkommende, hvor meget jeg end påberåber mig mit discipelforhold til Grundtvig, optræder både meget minimalistisk og ikke specielt bundet til "det folkelige", er dette en vigtig indre grund til, at jeg må interessere mig programmatisk for det fælles liv ude i kulturen og samfundet.
* * *
Først
betalingsringen, så vielsesringen
Ekstra Bladet (nationen!) 26-02-12:
I øvrigt mener jeg/n!
at hvis ligestillings- og kirkeministeren bliver ved at føre sig så magtfuldkomment frem, kan regeringen få et nyt ring-nederlag - først betalingsringen, så vielsesringen.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
DET KOMMER HELT AN PÅ OS SELV
21. november 2011
Kommentar til Bent
Jensen-klumme i "Sappho", hvis titel og
"manchet lyder:
Hver djævel har sin tid - Sådan
hedder det i salmen. De totalitære djævelskaber i det
20. århundrede er væk. Nu gælder det den totalitære islam.
http://www.sappho.dk/hver-djavel-har-sin-tid.htm
Jeg kan
sådan set helt tilslutte mig Bent Jensens analyse. Men jeg vil understrege, at
vel krævede det en hel forfærdelig verdenskrig
at få nedkæmpet Nazi-Tyskland. Og desværre sammen med det andet forfærdelige
diktatur - hvis alliance med Nazi-Tyskland fra 1939 ikke holdt længere end til
1941 (hvor jo Nazi-Tyskland brød den). Men dette diktatur, Sovjetimperiet, brød
sammen af sig selv. Og tilsvarende mener jeg, islam er en magt uden fremtid.
Det er jo helt andre steder, den økonomiske udvikling m.m. finder sted. Det er
altså stort set kun os selv, det kommer an på. Måske er vi så dekadente, at vor
civilisations tid er forbi. Og der er, som Bent Jensen påviser, en lang række
træk, der peger i den retning. Det afgørende er, om vi kan tage os sammen og
fortsætte vort politiske, økonomiske og kulturelle (i videste og dybeste
forstand) liv.
Et helt afgørende element bliver den
evangelisk-lutherske menighed i Danmarks fremtid efter kirkeforfatningen (som
jeg i årtier har talt for, for menighedens egen skyld). Og jeg taler
naturligvis ikke teokratisk! Og menigheden som sådan er heller ikke til for
samfundets skyld. Den lever først og fremmest sit liv i håbet og forventningen
om Guds Riges komme. Men det er ikke det samme som mangel på livsengagement her
og nu. I skabelses- og genløsningstroen hænger tingene sammen. Så den kristne
menighed, stor eller lille, vil være en god befolkningsdel i ethvert samfund.
Hvortil kommer det, Grundtvig vist kaldte "kristendommens virkning til en
side". Sammen med alle andre gode kræfter, ikke mindst gode ateister, der
ikke er blevet hårde dyrkere af en erstatningsreligion. For en af Evangeliets velsignede
sidevirkninger er jo, at det lægger grunden til en virkelig religionskritik. -
Men mange andre ting kunne nævnes. Alt afhænger af, hvad de yngste generationer
vil. Og det gælder på en særlig måde de velbegavede unge, der nu går i
gymnasiet eller lige er begyndt på universitetet. Hvis de får øje for sandheden
og virkeligheden, kan alt endnu reddes. - Undskyld længden!
* * *
Boykot kirken!
Slået op på min Facebook-væg
og sat på her samt på undersiden "Kirke og teologi" 12.10.11.
Jeg vil ikke træde ud af Folkekirken, hvis Folketinget vedtager, at der kan indgås ægteskaber mellem personer af samme køn, eller vedtager indførelse af et kønsneutralt ægteskab. Det er sagen trods alt for lille til. Den ændrer jo fx ikke noget ved den apostolske trosbekendelse, som vi alle er blevet døbt på. Men jeg har i årevis sagt, at hvis noget sådant bliver indført, vil jeg om nødvendigt løse sognebånd til en præst, der erklærer, at han ikke vil forrette sådanne vielser. Og jeg har sagt, at jeg måske vil være med til at danne en homovielsesfri valgmenighed. En valgmenighed er jo en menighed i Folkekirken. Her vil man efter Folkekirkens skik kunne bruge det hidtidige vielsesritual.
Det afgørende er, at selv om tidsånden, staten og de mange sværmere i Folkekirken vinder, skal modstanden fortsætte. Flertallet skal hele tiden være klar over, at det ikke repræsenterer hele Folkekirken. Jeg bruger (undskyld mig!) et militært billede: Kan man ikke vinde, kan man rykke sammen i nogle modstandslommer eller gå i flankestillinger, så modstanderens sejr ikke bliver total.
Men der er endnu en mulighed. Hvis forholdet mellem to personer af samme køn i Folkekirken bliver betegnet som et ægteskab, har Folkekirken dermed kompromitteret sig selv, hvad dette angår, og altså i den folkekirkelige sammenhæng givet selve ordet "ægteskab" en anden betydning, end det hidtil har haft. Man kunne derfor også vise sin modstand ved at boykotte ægteskabsindgåelsen i Folkekirken - som jo ikke på nogen måde er nødvendig. Unge kristne par kunne sørge for at få formaliteterne bragt i orden hos kommunen og indlede bryllupsmiddagen med en slags udvidet bordbøn. Jeg kunne forestille mig fx følgende (forestået af et medlem af familien eller vennekredsen, ikke en præst):
Salme (fx DDS 706 "I blev skabt som mand og kvinde").
Oplæsning af kommunens ægteskabsattest.
Læsning af 1. Mos. 1,27f + 2,18 + 3,16f.
Læsning af Matt. 19,4-6.
Bøn med tak for livet og bøn for ægteparret.
Salme (fx DDS 703 "Det er så yndigt at følges ad").
Når jeg siger, at det ikke skal være en præst, der leder denne udvidede bordbøn, er det, fordi det ikke skal være en kirkesplittende handling, men netop en privat indledning til bryllupsmiddagen.
Det ville ikke være så dårligt, hvis statsfolkekirken oplevede, at i hvert fald en hel del par boykottede dens vielsesgudstjeneste.
Men jeg kender jo danskerne og er overbevist om, at de fleste vil blive i flokken. Spørgsmålet om homovielser er jo for tiden noget af det helligste, progressivitetsmarkøren over alle progressivitetsmarkører. Og som det hele er, vil det at modsige eller ligefrem foretage protesthandlinger mod homovielser heller ikke virke ligefrem befordrende på hverken karrieremulighederne eller den sociale status.
Og jeg orker heller ikke at beskæftige mig mere med denne dumme sag, som de fleste folkekirkemedlemmer i praksis ikke vil komme til at mærke meget til. Nu gælder det kirkeforfatningen. Den er af altoverskyggende vigtighed nu. Og når vi har fået den, vil det vise sig, hvad kirkens egne organer vil beslutte, fsva. vielser.
* * *
Flertallet har magten
KD Onlinedebat til
biskopperne Holm og Drejergaards "Partnerskab er
ægteskab" i Kristeligt Dagblad 11.10.11. - Står også på undersiden
"Kirke og teologi".
Det er beskæmmende at høre to biskopper argumentere på denne måde. Men jeg orker ikke at gå ind i det. Man er blevet snakket næsten ihjel i den mest ordrige kirkelige debat i nyere tid. Det vil vise sig, om der bliver flertal i Folketinget for at lade parforholdet blive kønsneutralt. Det bliver så ved en ny "parforholdslov". Men hvis Folketinget også vil tvinge Folkekirken til - mere eller mindre formelt eller de facto - at skrive et eller to dertil svarende ritual(er) ind i Ritualbogen, protesterer jeg. Så længe vi har en statskirke, kan Folketinget gøre det. Og man er selvfølgelig heller ikke så dum, at man vil gøre det obligatorisk for præsterne at forrette sådanne handlinger (skulle man alligevel gøre det, træder jeg ud). Men hvorfor venter man ikke, til vi får den kirkeforfatning, man heldigvis vil begynde at forberede? Så kan staten kalde de parforhold, den registrerer, hvad den vil, og så kan kirken selv beslutte, hvilke velsignelseshandlinger den vil have i sin ritualbog. Men flertallet har magten, og hvis der (formelt eller de facto) bliver indført homovielse i Folkekirken, vil jeg, hvis min i øvrigt gode sognepræst erklærer sig villig til at forrette den, løse sognebånd til en præst, der ikke vil, ja, jeg vil måske deltage i dannelsen af en homovielsesfri valgmenighed. Flertallet har magten, men den kan modsiges. De, der vil presse denne uhyrlighed ned over os, skal altid vide, at de ikke har hele Folkekirken bag sig, at deres sejr aldrig bliver total. Der kan jo også komme andre og bedre tider for kirken. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
TILFØJELSE [i ny kommentar]: Jeg er som sagt træt af denne sag. Jeg forudser, at vi - under de nuværende forhold - får homovielser eller kønsneutralt ægteskab i både staten og Folkekirken. Man har snakket os næsten ihjel. Og det at gå ind for homovielse er progressivitetsmarkøren over alle progressivitetsmarkører, nærmest det helligste af alt. Kun forholdsvis få vil protestere aktivt. Jeg kender danskerne. Og det vil jo ikke komme til at få stor praktisk betydning. Hvor mange par af samme køn vil i det lange løb faktisk benytte sig af muligheden? Når de nu (om end ikke uimodsagt) opnår den ultimative anerkendelse! Og de, der vil gøre det, vil nok søge til bestemte præster. I mit eget pastorat vil vi måske aldrig komme ud for det. Og der er unægtelig andre og vigtigere ting at engagere sig i, nemlig kirkeforfatningsspørgsmålet og spørgsmålet om kirkens forhold til staten. Det vil jeg også hellere bruge kræfterne på. Jeg vil, når det kommer så vidt, markere min protest. Så er jeg med til at opretholde nogle modstandslommer, og så har jeg gjort mit. Og der kan som sagt komme bedre tider, i hvert fald i den kommende selvstændige evangelisk-lutherske kirke - selv om ikke engang det er sikkert.
SÆRLIG TILFØJELSE - KUN PÅ DE TO UNDERSIDER HER: Jeg bør nok virkelig indstille min deltagelse i denne debat som sådan. I hvert fald så vidt overhovedet muligt. Det må gå, som det vil. Sagen er ganske vist uhyggelig, men den er som sagt i sig selv og i praksis ganske lille i forhold til, hvad vi ellers har at tage stilling til. Det værste er, at vi skal have en løgn i Ritualbogen. Nej, jeg bør bruge mine kræfter på at give mit bidrag til såvel drøftelsen op til den kommende kirkeforfatning som - naturligvis især! - det liv, der i fremtiden her i denne verdens tid skal leves i den nye, videreførte evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Og jo så ellers på mit eget projekt. Men jeg vil til sin tid markere min bebudede protest og opfordre alle andre modstandere til at gøre det samme. Jeg er dog næsten sikker på, at mange gode kirkemedlemmer vil vige tilbage for at tage et sådant skridt. Men bare der bliver en synlig modstand og protest. Modstandslommer, flankestillinger. Indtil der måske kommer bedre tider. Og det kan hurtigt ske. De seneste årtier har vist, at alt kan ske, og at det dummeste, man kan være, er opportunist. Idet dog "de hellige" og pinaforeadmiralerne har en forbløffende evne til at komme fint(!) igennem alle omskiftelser. Og jeg er 68 nu. Snart bliver det de næste generationers sag at finde ud af det.
-
Svar på kommentar til
ovenstående Online-indlæg:
Kære N.N.! - Nej, jeg er jo ikke biskop. Og jeg ved ikke, om jeg skal sige heldigvis eller desværre! I min første kommentar satte jeg mine titler på: "pastor emeritus, dr. theol.". Og jeg kan yderligere oplyse, at jeg var sognepræst i Folkekirken fra 1971 til 2003, hvor jeg som 60-årig gik på pension for at bruge pensionen som "arbejdsstipendium" i forhold til fortsat teologisk, kirkeligt, litterært og internationalt/mellemkirkeligt engagement (især i forhold til det polske, både her og dér; jeg er også slavist). Og det hele hænger sammen. - Men det afgørende her er, at det øverste og mest omfattende af det alt sammen naturligvis er kirken, dens liv og dens fremtid. Jeg har i al min tid tjent loyalt i forhold til alle i mine menigheder og i hele Folkekirken. Men det er jo ikke det samme som ukritisk, så jeg har siden 1970'erne talt for, at Folkekirken (den evangelisk-lutherske kirke i Danmark) skulle have sin egen forfatning og adskilles fra staten. Sin egen forfatning bør kirken under alle omstændigheder have. Det står jo også ligefrem i Grundloven (§ 66 er det vist). Jeg hilser altså det nye flertals bebudelse af nedsættelse af en forfatningskommission velkommen og agter at deltage meget aktivt i debatten. - Jeg er enig med dig i, hvad du siger om, at den evangelisk-lutherske kirke i Danmark er en del af Jesu Kristi Kirke, Jesu Kristi legeme i verden. Det er afgørende vigtigt, at alle, der fortsat vil være med, er enige om det. Hver på sin måde! Jeg går naturligvis ikke ind for sindelagskontrol eller krav om, at alle skal kunne give en udførlig teologisk redegørelse for deres måde at tro på. Men alle skal være enige om, hvad den store "struktur" i det hele er - og i hvert fald ikke direkte tro på noget andet. - Når jeg siger, at jeg er træt af debatten om homovielser, er det, fordi jeg ikke tror, vi kommer længere. Nu må vi se, hvad der bliver flertal for i Folketinget. Det er jo en statskirke, vi har. Hvis Folketinget - mod al forventning - vil gøre det til en pligt for alle præster i Folkekirken at forrette homovielser eller kønsneutrale vielser, må jeg træde ud. Men ellers vil jeg markere min protest. Jeg vil, om nødvendigt, løse sognebånd til en præst, der ikke vil forrette sådanne vielser. Ja, jeg vil måske være med til at danne en homovielsesfri valgmenighed. Det værste er jo, at vi får en løgn ind i Ritualbogen. Derfor er det vigtigt, at denne løgn aldrig kommer til at stå uimodsagt. Alle modstandere bør gå i de her omtalte "modstandslommer" eller "flankestillinger", så tilhængerne aldrig vinder den totale sejr. Og så må vi ellers se, hvad der videre sker. Det kan jo tænkes, at en selvstændig evangelisk-luthersk kirke vil afskaffe det igen. Men i praksis er det jo kun en lille sag. Der bliver nok aldrig ret mange af den slags vielser. Og man vil formodentlig benytte sig af et forholdsvis lille antal særligt villige præster. - Derfor vil jeg hellere bruge mine kræfter i hele den ovenfor omtalte proces overhovedet. Den gamle statsfolkekirketid er forbi. Vi står foran det største vendepunkt i den danske kirkes historie siden 1536 (reformationens indførelse). Og vi kan få en stor fremtid med en stor opblomstring, hvis "alle gode kræfter" gør deres til, at alle, der overhovedet vil være med, kommer til at leve i et klart kirkesamfunds-fællesskab og med en høj bevidsthed om dette. Håber, du er tilfreds med dette svar. - Venlig hilsen, Bent
-
TILFØJELSE [som ny kommentar]: Jeg er kommet til at tænke på, at der kan ske det, at det nuværende vielsesritual ryger helt ud af Ritualbogen, så at vi kan risikere, at der, når en sådan ny ritualbog autoriseres, bliver tale om et kønsneutralt vielsesritual. Men der er tradition for, at gamle ritualer ikke gøres ugyldige, når nye indføres. Enhver præst skulle altså forsat kunne bruge det nuværende, rigtige vielsesritual. Skulle dette ikke blive tilfældet, må jeg igen overveje min stilling. Jeg ville i så fald i det mindste opfordre alle modstandere til, simpelt hen at lade være at lade sig vie i kirken. Jeg ville i hvert fald ikke selv giftes efter et kønsneutralt ritual! - Det er heldigvis slet ikke nødvendigt at lade sit ægteskab blive indgået i kirken. Med de mange ulækre selviscenesatte bryllupper, man efterhånden har, kunne det ligefrem være en fordel, helt at afskaffe den kirkelige vielse! Men man skal selvfølgelig ikke afskaffe en gammel skik, bare fordi der i et tidsrum har været nogle dårlige ting forbundet med den. Men med en afskaffelse ville der jo i hvert fald blive ligestilling!
* * *
Vigtigt symbol
Onlinekommentar til
BT-artiklen "Regeringen vil skrive Margrethe ud af grundloven".
11.10.11
Det er klart, at for skoledrengelogikken er en republikansk forfatning det mest nærliggende. Men nu har vi vort konstitutionelle monarki. Hvor Regenten ingen reel magt har og naturligvis ingen reel magt skal have. Kongehuset er et symbol. Et symbol for det nationale fællesskab i historiens fortid og fremtid og i hele nutidens bredde. Noget af det vigtigste er "dronningerunden", som understreger, at regeringen og ministrene ikke er samfundets herrer, men samfundets tjenere. I Danmark ville alt omkring regeringsdannelsen selvfølgelig også gå rigtigt og ordentlig til, hvis vi ikke havde monarkiet, men det er alligevel også en ekstra praktisk garanti, at vi har denne instans. Det samme gælder det forhold, at Regenten skal underskrive lovene og udnævne de højere embedsmænd og tjenestemænd. Hvortil kommer hele symbolværdien i bredeste forstand, fx i forbindelse med de kongeliges besøg rundt omkring i landet. Hvor mange også optræder med noget. Man kan sige, at når vi dyrker Kongehuset, dyrker vi os selv, os selv som nation. Hvor dum (skoledrengeklog) kan man være?
* * *
Vi må vente på et kulturelt paradigmeskift
Kommentar til artiklen i Kisteligt Dagblad "Unge bliver venstreorienterede i gymnasiet".
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/432375:Danmark--Unge-bliver-venstreorienterede-i-gymnasiet
Dette overrasker ikke mig. Det ligger i hele den herskende kultur. På godt og ondt, vil jeg sige. Det gode, eller naturlige, er, at de mere eller mindre intellektuelle står i et vist kritisk forhold til såvel samfunds- som pengemagten (det kan jeg også selv gøre). Det dårlige er, at gruppen af "kunstnere og intellektuelle" i den grad ligger under for utopi og ideologi, at de ofte kommer til at alliere sig med eller i hvert fald at være bløde i forhold til totalitære kræfter som kommunisme og islam. Der ligger en særlig identitet i at være "progressiv". Der er i høj grad tale om en religionserstatning. Det eneste, der kan ændre dette forhold, er et omfattende og dybtgående kulturelt paradigmeskift. Og jeg kan da godt her i Kristeligt Dagblad sige, at kristendommen vil være en god hjælp her. Den kristne har ikke brug for religionserstatning eller nymoralisme, men kan - og skal - gå helt sagligt til virkeligheden. Det gælder også den globale kapitalisme. Den skal have et demokratisk modspil. Men altså demokratisk!
13.09.11
- -
BEMÆRKNING HER:
Jeg vil ledsage dette med en
bemærkning, som også er en bemærkning til hele min måde at forholde mig på lige
nu, hvor valgkampen er inde i sin sidste fase.
Jeg deltager ikke så meget i den
politiske debat. Jeg har sat forskellige kommentarer ind i forskellige
Facebook-tråde. Og har også selv haft slået et par ting op. Nogle få af dem har
jeg sat på undersiden "Facebook". Overordnet set betragter jeg den
fremmedpolitiske kamp, jeg gik ind i i 2001 som
vundet. Man kan bare se på, hvordan S og SF forholder sig i deres bestræbelse
på at få regeringsmagten. Og man kan se på, hvad der sker i Nordafrika og
Mellemøsten. Den fortsat alt for store indvandring af muslimer kan endnu nå at
give anledning til megen uro og mange problemer, men den store fare for en
islamisering af Europa er drevet over. Modstanden viser sig også i de andre
europæiske lande. Det store problem nu er, hvordan vi skal komme igennem den
økonomiske krise og klare os i konkurrencen med de nye fremstormende økonomier.
Jeg ønsker naturligvis kineserne, inderne og brasilianerne alt godt. Og
russerne! Men den store udfordring for os bliver, hvordan vi pdes. skal sikre en
rimelig økonomi og pdas. gøre det på en måde, så vi kan leve et godt liv, ikke
bare som en masse vildt og blindt producerende og forbrugende myrer. - Når jeg
(også i selve ovenstående indlæg) taler om den "den globale
kapitalisme", tænker jeg på det fænomen, man (husker ikke hvem) har
betegnet som "Imperiet".
Som sagt i en af mine aforismer
(se undersiden "Aforismer") betegner jeg aldrig mig selv som
"intellektuel" - jeg er jo i forvejen præst, nemlig i den kristne
Kirke! Og fra gammel tid har den gejstlige stand jo været en særlig stand, ja,
klasse. Men ellers tilhører jeg jo på mange måder gruppen af "kunstnere og
intellektuelle". Og i mange henseender kan jeg ikke alene forstå dem, men
også være på linie med dem. Man vil fx aldrig komme
til at se mig skrive hyldestdigte til Lars Løkke Rasmussen eller Pia
Kjærsgaard. I hvert fald ikke på dén måde. Man kan jo aldrig vide, om man kunne
komme til at skrive noget i retning af en fødselsdagssang. Og jeg gentager her,
at når den muslimske trussel er væk, bliver den store trussel den globale
kapitalisme - hvis det da ikke bliver det store sammenbrud. Vi kan ikke vide,
om Vesten er på vej til at blive så dekadent, at det hele bryder sammen. Jeg
tror dog, Vesten har meget i sig endnu.
Det, jeg bebrejder de venstreorienterede
og medløbende "kunstnere og intellektuelle" er deres fascination af
eller svaghed over for de forskellige former for totalitarisme. Og deres egen
totalitære måde at optræde på. Vel har den store utopi fået det dårligt efter
1989, men holdningen er der endnu - i form af følelsen af, alligevel at være på
Historiens og Fremskridtets side, og af i det mindste at være både finere og
klogere og bedre end os andre. Der er masser af (pseudo)religion, (ny)moralisme
og "identitet" i deres holdning. Jeg er faktisk selv kritisk. Jeg
står jo i flere henseender uden for det hele. Men jeg er ikke kritisk af
princip. Jeg bliver først kritisk, når jeg ser noget kritisabelt. Ellers
forholder jeg mig til virkeligheden, som den er. Spiller bolden derfra, hvor
den ligger. Jeg støttede fx Gorbatjovs forsøg på at reformere Sovjetunionen. Så
konservativ er jeg! Desværre var det naivt. Jeg var ikke klar over, at
Sovjetunionens Kommunistiske Parti var så
råddent og så svagt.
Jeg kan også sige, at når jeg i
praksis på mange måder er nærmest (små)borgerlig og faktisk ser 1950'erne som
et af de bedste årtier i danmarkshistorien, er det, fordi dette er en god
sammenhæng, med en rimelig grad af fællesskab, men samtidig med gode muligheder
for individuel udfoldelse. Jeg er på mange måder hensynsløst moderne. Se bare
mit syn på Folkekirken og dens fremtid! (Undersiden "Kirke og
teologi"). At jeg samtidig er "traditionalist", er en anden sag.
Tradition er jo hverken stilstand eller tilbagegang, men et liv i en stor
sammenhæng. Hvor det dog selvfølgelig må understreges, at kristendommen
grundlæggende er givet en gang for alle - selv om den jo også løbende gives i
Kirkens historiske liv. Men dette sidste er ikke det samme, som at man, fx
gennem afstemninger i demokratisk valgte råd, kan konstruere en "ny
kristendom".
Jeg kunne blive ved, men slutter
her. Jeg ser valget i møde med sindsro. Danmark går ikke til grunde, hvis Rød
Blok vinder. De vil jo netop bare have magten. Og de vil gerne genvælges om
fire år. Så de vil naturligvis gøre sig umage. Og skulle det gå helt galt,
kommer de højst til at sidde i fire år. I øvrigt har jeg stor respekt for den
klassiske Danmark-for-folket-socialdemokratisme, og
jeg tror da også, at SF er et demokratisk parti (selv om de jo er udgået fra
DKP og har den sidste (egentlige) DKP-formand på en fremtrædende plads. Og så
vil jeg ellers prøve at koncentrere mig om mine egne centrale ting. Det er jo
også noget af den slags, der skal til, hvis vi skal have et kulturelt
paradigmeskift. Det er bare ikke derfor, jeg arbejder med det. Jeg arbejder,
højtideligt sagt, med det "for livets skyld" - også i betydningen
"færdiggørelsen af mit eget liv". Og både det ene og det andet bliver
ødelagt, hvis jeg lader mit projekt blive et middel i en "kulturkamp".
Jeg har vel et kulturprogram, i også meget vid forstand. Men jeg gør alt for at
holde det ude fra mit egentlige "storpoetiske" projekt. Jeg vil
slutte med at sige, at mit "kulturprogram" jo nok i mange henseender udgår fra, hvad der sker inde på mit
centrale poetiske område; det må bare aldrig komme til at indgå i det!
* * *
Nytænkning
[Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 23.08.11. - Facebook-note samme dag]
Det er tid til bred nytænkning. Det er ulideligt at høre om, at det private forbrug skal stimuleres til gavn for beskæftigelsen. Det er værre end det med at sætte nogle til at grave huller og andre til at fylde dem igen; det forbruger dog ikke andre ressourcer end maden til muskelkraften. Det kan ikke være rigtigt, at man først vil sætte folk til at bruge livets kostbare tid på at producere egentlig overflødige varer, for at de dernæst skal bruge livets kostbare tid på at forbruge dem.
Produktionsræset og forbrugerismen var i forvejen spild af liv. Men nu har vi et incitament til at tænke nyt. Selvfølgelig skal vi tilstræbe en vis materiel standard. Og selvfølgelig skal vi fortsat udvikle ny teknologi. Men det ideelle må være, at vi på den ene side udvikler en mere og mere avanceret teknologi og på den anden side udnytter de muligheder, vi får derved, til at leve et liv, der består i andet end at forbruge.
Dette er ikke kun et spørgsmål om politik, men om en stor mentalitetsændring i form af lyst til at leve et dybere og rigere liv. Mere fritid med ægte indhold er et indlysende gode. Og hvis nogle er bange for fritiden, kan de begynde med at bruge søndag formiddag til at gå i kirke; det dæmper angsten og inspirerer til livsfordybelse. Arbejdet vil fortsat være en vigtig del af livet. Men der er masser af andre opgaver end produktion af overflødige ting, for eksempel på hele omsorgs- og serviceområdet. Og der er, som en meget vigtig del af og forudsætning for et rigt menneskeliv, hele undervisnings- og oplysningsområdet helt op til universiteterne og den rene grundforskning.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Dejligt
Kommentar til Christian Skovs
artikel "Den højreradikale" i Sappho
http://www.sappho.dk/den-hojreradikale.htm
Dejligt at se en ung mand udlægge konservatismen så fint - og samtidig påvise, at der ikke alene ikke går nogen lige linie fra konservatismen til den såkaldte højreradikalisme, men at der tværtimod ligger en dyb afgrund mellem konservatismen og alle radikale ideologier. Den politiske virkelighed har mange dimensioner. Tre er vist ikke engang nok. Mon ikke det mere eller mindre er en kommunistisk opfindelse, at der kun er én dimension, og at jo længere man fjerner sig fra kommunismen - eller "det progressive" - jo mere nærmer man sig "fascismen". (Man siger jo som oftest "fascismen", fordi man ikke kan lide at sige "nazismen" = national-socialismen). Jeg ønsker Christian held og lykke!
16.08.11
* * *
Det meste er rigtigt
Kommentar til kronikken "En bedre borgerlig
værdikamp" af Mette Bock og Merete Riisager, folketingskandidater (LA). -
Læst i 180grader
Det meste er rigtigt. Man må skelne mellem den klassiske folkelige solidaritet og taberfabrik-omklamringen. Og selv om værdikampen efter 2001 var bedre end 1990'ernes socialdemokratiske moralisme, var den ikke nok. Der skal mere til. Også meget mere, end hvad der kan klares med politik alene. Men det er fint, at forfatterne her nøjes med det politiske. Det store kulturelle paradigmeskift skal andre lægge grunden til - samtidig med, at det også skal finde sted i hele den måde, vi alle lever og tænker og taler med hinanden på. Grundtvig blev nævnt i kronikken. Og arven og inspirationen fra ham kan, tilegnet og udmøntet på den rigtige måde, spille en stor rolle her. Lad mig bare nævne hele den store sammenhæng fra Göteborg-superuniversitetet og nedefter, han arbejdede for, altså stormenneskelig videnskab (inkl. naturvidenskab) og folkelig livsoplysning - med en i grunden ens dannelse for alle. Det skal selvfølgelig alt sammen "oversættes" til vor tids betingelser. Men der er meget at hente og meget at arbejde videre fra.
16.08.11
* * *
DET STERILISEREDE SAMFUND
Jeg har sagt det længe: På grund
af indvandringen (og den også på grund af den revitaliserede ateisme) risikerer
vi at ende i det steriliserede samfund. Men så med "værdierne" som en
ny tvangs-statsreligion.
Kommentar til artikel i Kristeligt
Dagblad:
Står også på undersiden
"Kirke og teologi". Blev også sat på min Facebook-profil.
* * *
Ny erklæring i forbindelse med den danske
debatsituation efter ugerningen i Norge
På Facebook-væg 01.08.11. - Og på undersiderne "Facebook" og "Debat".
NY ERKLÆRING:
Efter at have holdt søndag og have fulgt debatten lidt er jeg kommet til den konklusion, at det klogeste nok er at lade skammens mørke sænke sig over såvel den norske ugerningsmand (hvis navn jeg bevidst aldrig nævner) som (trods alt i øvrigt uden sammenligning) Anita Bay Bundegaard og alle hendes lige. - Se også kommentaren nedenfor:
- - -
Jeg fornemmer, at mange forholder sig kritisk til Anita Bay Bundegaard m.fl., så at der ikke er grund til at vise dem, endsige den unævnelige, mere og mere helt åbenbart sindssyge norske ugerningsmand, mere opmærksomhed. - Men jeg vil godt sige, at vi måske er på vej ind i en "tofrontskrig" - på ord, men om nødvendigt med alle samfundets magtmidler. Voldelige ekstremister, og sindssyge personer, der i virkeligheden kan bruge en hvilken som helst sag til at gøre sig selv til en slags gud, skal foragtes og bekæmpes. - Men debatten skal fortsat være fri. Jeg vil dog godt gentage min for længst fremsatte opfordring til alle på vor side om at passe på sproget, ja, "tonen"! For det første, fordi vi jo skal respektere alle menneskers lige menneskeværd, men for det andet fordi dårlig "tone" jo bare flytter fokus fra de mange reelle problemer. - Hvad de ideologi- og klasseforblindede "fine" debattører angår, må vi først og fremmest drive "ideologikritik". De skal afsløres og pilles ned. I en lang, grundig og dybtgående proces. I virkeligheden har de jo tabt. De har ikke vælgerne bag sig, hverken i Danmark eller ude i Europa. Men de har, af mange grunde, en særlig position. Den skal vi tage fra dem. Vi skal nå frem til, at man fx ikke behøver at have et bestemt sæt meninger, hvis man er "kunstner og intellektuel". Der er megen "klassesociologi" i dette. De "fine" og "progressive" dyrker deres identitet ved at blive ved at gentage deres mantraer. - Alle kan bidrage! Jeg opfordrer alle på vor side til at køre frem med henvisninger til virkeligheden og analyser og kritik. Hver med sit næb. - Nu vil jeg arbejde videre med mit "storpoetiske" projekt.
* * *
Erklæring om sørgetid
Sat på min FB-væg og her lidt over midnat 29.07.11. Og selvfølgelig
også på undersiden "Facebook".
ERKLÆRING:
Som meddelt andre steder er jeg gået i sørgetid. Efter at have udtalt min absolutte foragt for den unævnelige udådsmand i Norge og alle, der måtte gå i lignende tanker. Jeg vil ikke svare dem, der nu slår plat på den ufattelige norske tragedie. Men senere går jeg ind i kampen igen. Den demokratiske proces skal fortsætte som hidtil.
29.07.11
* * *
Status efter ugerningen i Norge
Opslag på min
Facebook-væg. Står også på undersiden "Facebook".
Måske skulle man slet intet sige - ud over sympatitilkendegivelser til nordmændene. Når jeg alligevel slår dette op på min væg - og sætter det på min hjemmeside - er det, fordi der er to ting, der er vigtige, nemlig dels at hindre bare selve sådanne syge tanker i at opstå og at hindre tilgangen til de syge miljøer, dels at sikre, at den frie debat i det normale samfund kan fortsætte uhindret.
Hvad det første angår, er det vigtigt, at alle i det normale samfund udtrykker deres foragt for folk som den norske galning (hvis navn ikke fortjener at blive nævnt) og står sammen i forsvaret af vort demokratiske samfund, med alle midler, både de bløde og, om nødvendigt, de hårde. Pointen er, at disse syge mennesker, herunder dem, der bare er på vej i den retning, ikke skal bilde sig ind, at de repræsenterer noget eller nogen som helst i det normale samfund. Her kan massiv og enigt udtrykt foragt nok have betydning.
Hvad det andet angår, er det vigtigt at understrege, at det, at en galning betegner sig selv som kristen og nationalist, ikke giver ham noget som helst ejerskab til hverken kristendommen eller fædrelandet. Ugerningen i Norge må ikke føre til indskrænkninger i den normale debat og den normale demokratiske proces. Det er nu som før legitimt at bekende sin kristne tro og at give udtryk for kærlighed til fædrelandet og modstand mod indvandringen og islamiseringen. Det er vist en kommunistisk opfindelse, at virkeligheden er så enstrenget, at jo længere man fjerner sig kommunismen (og i det hele taget "det progressive"), jo nærmere kommer man fascismen. Men virkeligheden er ikke enstrenget. En kristen og fædrelandskærlig nordmand står ikke denne galning nærmere end en ateistisk og kosmopolitisk nordmand. Den store afgrund ligger mellem dem, der ved udøvelse af terror i virkeligheden gør sig selv til en slags gud, og dem, der lever og virker normalt i det normale samfund. I det perspektiv er alle andre forskelle uden betydning.
25.07.11
* * *
Ekstra Bladet 25-06-11:
I øvrigt mener n
at vel var Tøger Seidenfaden på sin vis en begavet mand, men at det jo ikke nytter noget, ens bil har 500 hk, hvis den kører den forkerte vej.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Vi kan blive presset til det
24.06.11 - KD Online-indlæg til artiklen om Morten Kvists skoleforslag:
Præst: Folkekirken bør oprette sine egne skoler.
Morten Kvists tanker kan selvfølgelig virke skræmmende. Men både han og vi andre, der har overvejet dette, vil selvfølgelig allerhelst bevare folkeskolefællesskabet. Så sagen er snarere, at vi, der vil "have et forhold til kristendommen" kan risikere at blive presset ud af en folkeskole, der i bedste fald bliver en helt steril institution, i værste fald bliver en skole med en ny statsreligion: "værdierne". - Jeg kan sagtens forestille mig en fremtid, hvor de kristne ikke alene bliver organiseret i et selvstændigt kirkeligt fællesskab, men også bliver nødt til at oprette egne skoler og andre institutioner. På den måde kan vi blive en del af det pluralistiske samfund, så mange taler for. Og på den måde kan vi videreføre så meget som muligt af vor tusindårige kristne tradition. - At der både sideløbende og overlappende hermed kan komme til at ske noget tilsvarende, for så vidt angår videreførelsen af hele den folkelige tradition, er en anden sag. Det skal ikke være kirkeligt det hele, og der er jo også gode ikke-kristne, der gerne vil videreføre den folkelige tradition. Osv.
* * *
To kommentarer til artikler i Trykkefrihedsselskabets
"Sappho
- - -
Til Jeppe Juhls Sappho-klumme:
"Den sunde fornuft er død og borte. Æret været dens minde". - Min
overskrift var (vist): "Men vi har vundet".
Mange tak til Jeppe
Juhl for analysen - og alternativet! Men også tak for det ærlige vidnesbyrd! Vi
er nok mange, der har mærket det samme, nemlig at der er et særligt sæt
meninger, man skal have, hvis man vil høre til det gode selskab. Jeg nåede selv
at komme på barrikaderne allerede i begyndelsen af 2001, fordi jeg ikke kunne
holde ud at høre på de "hellige". Og jeg har betalt en vis pris for
det - som jeg har haft råd til at betale. Vi skal nok heller ikke forvente, at
de, der (igen, jfr. Den Kolde Krig) har været på den forkerte side, bliver sat
i skammekrogen, endsige selv begynder at skamme sig. Der skal en helt ny
intellektuel kultur til, uden utopisk ideologi og uden "kunstnere og
intellektuelle" som et selvbestaltet præsteskab. Men det kan komme. Og
hvad den fremmedpolitiske debat angår, har vi jo vundet. Også selv om det mange
steder nok stadig er bedst at have de før omtalte "rigtige" meninger.
- - -
Kun utopien kan forklare det
Til interview i
Trykkefrihedsselskabets "Sappho" om
benspændet for Bent Jensen m.fl.s
koldkrigsbog:
Det var mærkeligt
for mig at læse dette interview. Jeg havde lige læst Jeppe Juhls klumme om den
afdøde sunde fornuft. Og i min kommentar til den bla. skrevet: "Vi skal
nok heller ikke forvente, at de, der (igen, jfr. Den Kolde Krig) har været på
den forkerte side, bliver sat i skammekrogen, endsige selv begynder at skamme
sig". Det, der kommer frem i interview'et her, illustrerer dette. Hvis man har haft
utopien (og måske stadig har nogle rødgrønne og multikulturalistiske
rester af den), er man pr. definition både klog og god - hvor meget man end i
praksis har taget fejl. Jeg gentager, at vi skal have en helt ny intellektuel
kultur. Jeg arbejder selv en del med disse ting, også (litteratur- og idé-) historisk.
Og jeg er kommet til den erkendelse, at vi på en måde skal gå helt bag om den
jo for tiden så højt berømmede oplysningstid (med masser af utopi) og tegne en
ny linie fra den førmoderne
tid af. Og det afgørende er opgøret med den utopiske tænkning. - For en
sikkerheds skyld: Jeg mener ikke, vi skal skrue tiden tilbage til før 1700! Og
jeg mener selvfølgelig, der er sket mange virkelige fremskridt siden dengang.
Noget af det første, vi skal lære, er imidlertid at skelne mellem
"Fremskridt" 1 (det vitterlige, fx teknologiske fremskridt) og
"Fremskridt 2", hvor selve troen på fremskridtet og på, at man selv
er på dettes side, spiller en hovedrolle. - Og endelig: Sig ikke, at disse ting
ikke hører hjemme her. Utopiens rolle (som en slags religionserstatning) er det
eneste, der kan forklare, hvorfor så mange velbegavede og i øvrigt udmærkede
mennesker har kunnet tage så meget fejl og har kunnet fremture på en så
autoritær og hadsk måde i deres fejltagelse!
31.05.11
* * *
Det særligt danske
[Lolland-Falsters Folketidende 06.04.11. - Står også på undersiden "Facebook".]
I Deadline 2. sektion søndag den 3. april blev det igen-igen diskuteret, hvad "det særligt danske" eventuelt måtte være - af Malene Busk og Michael Böss i anledning af sidstnævntes bog ”Republikken Danmark”.
Malene Busk sagde alle de sædvanlige kosmopolitiske ting, og Michael Böss var for svag, idet han stort set holdt sig til nogle - i sig selv udmærkede - almindeligheder om statsborger- og medborgerskab i en nationalstat.
Danskhedsmodstanderne forsøger ofte at sætte deres debatpartnere til vægs ved at spørge: "Hvad er så det særligt danske?". Hvilket som regel lykkes, idet svaret bliver en opremsning af almindelige vestlige samfundsmæssige spilleregler.
Måske skal man bare nægte at besvare spørgsmålet, idet man siger, at det er, som når man kører på cykel; hvis man tvinges til at forklare, hvordan man bærer sig ad med det, ender man i grøften! Eller man kan sige, at det er ligesom med det at trække vejret. Det tænker man jo heller ikke over, før nogen trækker en plastikpose ned over hovedet på en. I grunden skal man bare fortsætte med at leve sit liv som det, det nu engang er, nemlig et dansk liv. Og insistere på retten til det. Så vil det vise sig, hvad der kommer ud af det.
Det er dog også både muligt og nødvendigt at se nærmere på spørgsmålet. Og jeg tror, jeg vil gøre det. I blandt andet et stort historisk perspektiv. Det kan sagtens blive en side af, hvad jeg i forvejen arbejder med. Vi får brug for det i den fremtid, der tegner sig, og hvor der selv i bedste fald kan blive tale om en stor kunstighed og overfladiskhed. Der er bare ikke plads til mere lige her.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Murens fald - igen
[Lolland-Falsters
Folketidende 22.02.11. - Også sat på min Facebook-væg og på undersiden
"Facebook"]
Det var fantastisk at opleve det kommunistiske imperiums fald,
begyndende med Murens fald i 1989. Og det er fantastisk at opleve noget
lignende nu her 22 år senere. Det er en anden slags mur, der nu falder i
Nordafrika og Mellemøsten. Frygtens mur. Og den er selv i allerværste fald væk.
Måske vil de eksisterende - eller nye? - tyrannier en kort tid kunne
terrorisere befolkningerne. Men verden bliver aldrig den samme igen.
Vi må dog håbe, det går godt i alle de lande, hvor frihedstrangen nu
slår igennem. Og vi må hjælpe disse medmennesker (men dermed også os selv) på
alle mulige måder. Idet vi naturligvis er klar over, at problemerne og farerne
er enormt store. Det var jo langtfra alle lande, der fik (virkeligt) demokrati
og fremgang efter kommunismens fald. Men her er så noget, vi kan lære af.
Det helt afgørende er, at der kommer en økonomisk udvikling i gang i de
befriede lande. Og her kan vi bidrage med både penge, handel og knowhow.
Naturligvis i overensstemmelse med disse befolkningers egne ønsker og i respekt
for deres egen historie. Der er meget at kritisere i disse landes tradition,
men ingen kan bare kappe sin fortid af, og det vil være en ulykke, hvis de unge
mennesker dér bare helt rodløst bliver hvirvlet ind i en historieløs globalistisk kultur.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Men især det helt nye
[Sendt til Jyllands-Posten 16.12.10, men ikke trykt. - Sat på her 28.12.10]
I Deadline den 15. december drøftede man de yngre venstreorienterede intellektuelles fravær i den såkaldte kulturkamp. Men også situationen på højre side. Og jeg vil i den forbindelse tillade mig at citere en af mine egne aforismer: ”Jeg betegner aldrig mig selv som ’intellektuel’; jeg er jo allerede præst - i den kristne kirke”. For det særlige begreb ”intellektuel” betegner jo en slags præst - eller profet - i den pseudoreligiøse sammenhæng, der har tegnet sig siden oplysningstiden og romantikken. Men samtidig har jeg også sagt, at de kristne og/eller borgerlige ikke kan være ”intellektuelle” på denne måde.
Det, der adskiller de venstreorienterede og de venstreorienterede intellektuelle fra os andre, er dels den ofte ganske religiøse (eller religionserstattende) betydning, de tillægger netop hele den intellektuelle og/eller kunstneriske aktivitet, dels den utopiske tankegang og det historiesyn, der tilsammen får dem til at se Historien som et forløb, der dels er enstrenget, dels bevæger sig frem mod et i grunden ganske bestemt mål. Og af alt dette følger en totalitær tankegang.
Da jeg som kristen har mit håb og min etik forankret et højere sted, kan jeg se ganske nøgternt og pragmatisk på det politiske. Jeg kan godt lide det konservative princip, der går ud på, at man spiller bolden derfra, hvor den ligger. Og jeg er tilhænger af, at man først og fremmest sørger for, at det bestående består, men så ellers prøver at gøre tingene bedre hen ad vejen. De egentlige fremskridt skabes ikke ved politik, men ved nye tanker og ny teknologi.
Hvad marxisterne og de kulturradikale vil gøre, må være deres problem, men med min ikke-totalitære tankegang under jeg gerne folk med modsatte meninger en plads i både samfundet og debatten, især hvis de kan være virkelig åbne over for både mig og vor fælles virkelighed.
Men jeg savner et mere kvalificeret bidrag fra det, man sædvanligvis kalder højre side. Den ”kulturkamp”, der har været ført siden 2001, har gjort begrænset gavn. Den har gjort det lidt lettere for os andre også at være her. Men den har jo stort set været af politisk karakter. Når det går højt, er der nogle borgerlige debattører og kommentatorer, der siger nogle i og for sig gode ting, jeg som regel er enig i. Men det er ikke nok. Det mere, der skal til, er bare ikke noget, man kan beslutte sig til eller kalde frem ved at efterlyse det i den offentlige debat. Det eneste, der kan give noget nyt, er, at der kommer nye unge til, der dybt i deres hjerter og hjerner, finder andre måder at forholde sig til det hele på end dem, der har været herskende siden oplysningstiden. Jeg er 67 år, men arbejder selv med nogle ting. De kan ses på min hjemmeside. Men jeg må slutte med at forsikre, at det naturligvis ikke er et opgør med den sande oplysning og det sande fremskridt, jeg ønsker, men kun en erstatning for den bestemte, enstrengede og autoritære overbygning, det vitterlige fremskridt har været belastet af.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol. & cand. mag.
www.bentchristensen.dk
* * *
Myrekuglen?
[Lolland-Falsters FOLKETIDENDE 10.11.10. - Og på min Facebook-væg den dag]
Er der nogen, der savner mine fremmedpolitiske læserbreve? Jeg gør ikke! Jeg har aftjent min værnepligt: Ordet er nu frit, og tingene taler for sig selv. Nu må de unge vælge, hvilket samfund de og deres børn skal leve i.
Næste udfordring er globaliseringen. Skal jorden ende som en kriblende kugle af uafbrudt producerende og forbrugende myrer? Er det det, livet går ud på?
Også dette må de unge finde ud af. Jeg lever mit liv. Personligt og i de sammenhænge, jeg indgår i. Og så prøver jeg at producere nogle teologiske og poetiske ting, der forhåbentlig kan være bidrag til en større livsfylde.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
ISLAM, KOMMUNISME OG NAZISME
Notat fra sommeren 2010, renskrevet og forsynet med indledning 16.08.10.
Til både Facebook og Islamkritisk Netværk. Er også sat på min hjemmeside, undersiderne ”Kirke og teologi” og ”Debat”.
Indledning om hele den aktuelle situation
Dette er nogle betragtninger, jeg (for de flestes vedkommende) flere gange tidligere - mere eller mindre spredt - har fremsat i forskellige sammenhænge, og som jeg gerne vil sætte ind her før selve betragtningerne om forholdet mellem islam, kommunisme og nazisme
Forud for selve indskrivningen af den fra tidligere på sommeren foreliggende håndskrevne tekst vil jeg understrege, at jeg af flere grunde i princippet er stået af såvel den fremmedpolitiske debat overhovedet som selve islam-kritikken. Den næstvigtigste grund er, at jeg nu pdes. endelig er ved at få styr på det livsprojekt (i enhver betydning af ordet), jeg har haft siden 1961(!) og pdas. netop er fyldt 67, så at jeg er nødt til at forbeholde mig retten til, rent ud sagt at (i videst muligt omfang) gøre mit eget liv færdigt. Men den allervigtigste grund er, at det måske er en fordel, at vi gamle fremmedpolitiske debattører og islamkritikere indstiller skydningen.
Hermed mener jeg ikke, at alle problemerne er løst! Nej, der kan på det praktiske plan komme mange dårlige ting, lige fra et Danmark og Europa præget af ghettoer og muslimske parallelsamfund, til opløsning og/eller borgerkrig. Men jeg mener, at situationen her i 2010 er afgørende anderledes, end den var i 2001, hvor både jeg selv og mange af de andre ”kæmpere” begyndte at træde frem. Dengang havde vi fx en biskop i Folkekirken, der prædikede et særligt ”integrationsevangelium”, og dengang var kritikerne af den førte indvandringspolitik udsat for en massiv undertrykkelse. Min egen deltagelse i debatten har kostet mig en hel del på såvel det personlige som det mere professionelle plan. Det sidste kan være svært at bevise, men jeg er overbevist om det. Nu er det anderledes. Det kan nok stadig være mindre karrierebefordrende at træde alt for stærkt frem med kritik af indvandringen og islam. Der sidder jo stadig mange ”humanister” på posterne rundt omkring, og det er stadig nemt at fremstå som moralsk bedre og mere rigtig, hvis man siger de ”rigtige” ting om disse forhold. Men det er blevet nemmere at komme frem med kritiske meninger, og navnlig er der en lang række kommentatorer og debattører, der er begyndt at tale på en ny måde, ja, der er kommet helt nye kommentatorer og debattører til.
Og når jeg siger, at det nok kan være en fordel, hvis vi gamle trækker os mere eller mindre tilbage, så tænker jeg på, at så har ”humanisterne” og de ”nok-er-nok-borgerlige” ikke os at kunne profilere sig i forhold til; så kommer de på en helt anden måde til, selv at stå over for problemerne, og til, selv at bære ansvaret for det, de gør eller ikke gør.
Jeg synes også jeg er begyndt at høre nye toner fra liberalt hold, ja, fra Liberal Alliance!
Og jeg siger, at nu har jeg siden 2001 været med til at bryde undertrykkelsen og holde debatten åben, og så har jeg gjort mit; nu er det op til mine børn og børnebørn og deres jævnaldrende at gøre op med sig selv, hvad de vil finde sig i, og hvad for et samfund og hvad for en kultur, de og deres børn og børnebørn skal leve i. På alle områder er ”selvansvarlighedspricippet” et stærkt princip, og det gælder også her. Vi gamle kan som noget af det sidste sige til de yngre og unge: Hvad vil I?
Endelig bliver det dag for dag mere klart, at uanset hvor mange ulykker islam endnu vil kunne nå at anrette, har denne religion og den deraf afledede ideologi og politik ingen plads i historien. Hvad der efter min bedste overbevisning kan blive tale om, er, at muslimerne prøver at gå ind i den globale modernitet uden helt at kappe forbindelsen bagud. Jeg kan ikke forlange, at de skal blive kristne, men kan kun sige, at jeg kraftigt kan anbefale dem det. Ellers må jeg give dem det råd, at de prøver at gå ind i moderniteten med en historisk forståelse af islam og deres kultur i behold. De skal altså som minimum kunne sige til sig selv, at Muhammeds åbenbaringer jo under alle omstændigheder fandt sted hos et ganske bestemt menneske i en ganske bestemt historisk situation, så at det alene af den grund er nødvendigt at forholde sig frit og kritisk til dem. Men videre kan de jo godt bevare en eller anden form for monoteistisk gudstro med baggrund i islam. På samme måde som mange i Kristenheden den dag i dag har en eller anden form for gudstro med baggrund i kristendommen! Jeg kan i hvert fald ikke anbefale muslimerne at kappe alt, hvad de har bag sig, og kaste sig ind i den rene nykapitalistiske og globalistiske tomhed.
Men islam som sådan er altså ikke en magt, der kan overtage noget som helst. Vi ser jo, hvordan den muslimske verden dag for dag sakker agterud i forhold til ikke alene Vesten (som selv har sine store problemer), men også til lande og kulturer, den snarere kunne sammenligne sig med, altså ikke mindst de såkaldte BRIK-lande, men også i det hele taget de sydamerikanske og asiatiske lande og kulturer. Hvorfor er det fx gang på gang Indien, man hører om som et land i rivende udvikling, og ikke Pakistan?
Jeg under alle mennesker alt godt og ønsker virkelig fx BRIK-landene held og lykke, og jeg kan på den anden side godt frygte, at Vesten er blevet dekadent og træt. Men lad os nu se! Jeg tror, der er mange reserver i den vestlige kultur endnu, fremfor alt FRIHEDEN, som jo gang på gang har vist sig at være forudsætningen for også den virkelig avancerede teknologi. Senest så vi, hvordan sovjetkommunismen godt kunne nå op på et efter omstændighederne og på sin vis højt niveau - for så ellers at gå fallit!
Jeg vil afstå fra at sige mere her om den vestlige kulturs muligheder. Andet end, at vi alle sammen hellere skal bruge vore kræfter på overvejelser her end på fortsættelsen af den golde kritik af en religion og kultur, der alligevel ikke kommer til at betyde noget. Men jeg kan jo henvise til hele den produktion, jeg erklærer, jeg vil bruge mine sidste arbejds-år på. Den kan også betragtes som mit kulturelle testamente, til fri afbenyttelse!
Specielt om islam, kommunisme og nazisme
Dette er stort set det håndskrevne notat fra tidligere på sommeren 2010
Nu har jeg måske en ny afklaring af spørgsmålet om ”samme Gud” eller ej og af forholdet mellem (nævnt i kronologisk, historisk orden) islam, kommunisme og nazisme. - Den italienske fascisme og andre lignende fænomener betragter jeg som værende af i denne henseende ikke principiel interesse. Men jeg gentager, at det er interessant, at man fra kommunistisk (fx sovjetisk) og tilsvarende hold næsten altid taler om ”fascismen”, sjældent om ”nazismen”. Om ikke andre, så har min svigerfar gjort opmærksom på, at det nok skyldes, at man ikke har brudt sig om ordet ”nazisme”, fordi det jo er en forkortelse af ordet ”nationalsocialisme”, og altså ikke har brudt sig om at blive mindet om, at der på sin vis var socialistiske elementer i den nazistiske bevægelse før 1933.
Jeg fastholder, at jeg, uanset alt hvad der så ellers både kan og skal siges, anerkender, at den fromme muslim i sin muslimske praksis forholder sig til den samme Gud, som jeg i min tro og praksis forholder mig til. For der er een Gud eller ingen, og selv i det største kætteri (som netop islam kristeligt set i enhver henseende må siges at være), er det dog intentionen eller påstanden, at det er den ene sande Gud, man forholder sig til.
Noget lignende kan man sige om den troende kommunist. Han forkaster, ja, bekæmper ganske vist helt det gudsbillede, jøden, den kristne og muslimen altså i en vis forstand er fælles om, men det gør han jo, fordi han mener at tro på den sande sandhed og at repræsentere den dybeste fornuft og den højeste humanisme. Kommunistens had til religionen svarer til hans had til socialdemokratismen; der er i begge tilfælde tale om had og nid i forhold til den nærmeste konkurrent.
Nazismen kan man derimod ikke sige noget tilsvarende om. Og det er ikke mindst derfor, det er alt for letkøbt at skære kommunismen og nazismen over en kam, idet man betegner dem som to alen af samme totalitære stykke. Der er intet universelt i nazismen. Den er en ren røverideologi på vulgærdarwinistisk grundlag. Så hvis man skulle sige noget positivt om en nazist, skulle det enten være noget, han havde på trods af den ideologi, han var forført eller tvunget ind i, eller at hans troskab mod idéen, nationen og Føreren var en vildført og misbrugt form for pligttroskab. - Jeg har ofte sagt, at en de af tragiske sider ved den nazistiske historie er, at der var tale om et djævelsk misbrug af nogle af de bedste tyske dyder. Nazismen var en snylter, ligesom Djævelen selv jo kun er en snylter, der kun kan pervertere og ødelægge det, der allerede er skabt.
Nazismen er der altså intet positivt at sige om, hvorimod man om islam og kommunismen kan sige, at dyrkerne kan være i bogstavelig talt god tro, men at det så er frugterne eller midlerne, der kan kritiseres og ses som udtryk for, at der altså alligevel også er noget i vejen med den gode tros genstand. Her kan vel først og fremmest ”den gyldne regel” holdes op som en prøvesten.
I hvilket omfang og i hvilken grad man kan gøre egentlig filosofiske argumenter gældende mod islam og kommunismen, ved jeg ikke. Begge kunne vel sådan set være sande. Begge står og falder jo med den pågældende åbenbarings sandhed. Ja, jeg regner altså også den historiske- og dialektiske materialismes indsigt for en slags åbenbaring, idet jeg jo her med ”åbenbaring” mener det, der for den pågældende tro selv står som åbenbaring af eller altså indsigt i Sandheden.
Islam står og falder i hvert fald med den påstands sandhed, at den jordiske Koran skulle være en nøjagtig kopi af den himmelske, og at Muhammed vel også i øvrigt skulle være medium for en særlig åbenbaring.
Kommunismen derimod påstås at være videnskab, så den må kunne udsættes for en filosofisk og videnskabelig kritik. Men det er jo svært at gendrive noget, der ligger uden for selve de eksakte videnskabers område. Alle påstande kan sådan set være sande, og mange ”filosofier” kan betragtes som i det mindste nogle vinkler på Virkeligheden, der bidrager til billedet af den.
Den afgørende prøve for alle påstande om Sandheden er den løbende virkelighedsprøve og forholdet til Den Gyldne Regel. Og med ”virkelighedsprøve” mener jeg ikke bare en prøve med hensyn til den rent fysiske virkelighed, nej, jeg mener naturligvis også prøven med hensyn til den totale eksistentielle virkelighed, med alt, lige fra den simpleste og mest fundamentale fysik, over Den Gyldne Regel og op til den allerhøjeste livsfølelse eller menneskehjertets allerdybeste længsler. Og hvad man nu ellers kan kalde alt dette. Betegnelserne er underordnede. Det afgørende er, at alt, hvad der træder frem med påstanden om at være eller dog repræsentere Sandheden, løbende udsættes for alle dele og sider af Totalvirkelighedens og Totaleksistensens store sandheds- og virkelighedsprøve.
Det, jeg siger her, gælder naturligvis også kristendommen. Ja, det er jo på grundlag af netop den, jeg siger, som jeg gør. Det sandhedskrav, der ligger i kristendommen, er sådan indrettet, at det hele tiden står nøgent overfor Sandheden som netop Sandheden - hvor nøgent betyder ”kunne måske være forkert” eller ”underkastes hele tiden sandheds- og virkelighedsprøven”. Jeg tænker i denne forbindelse ofte på det Jesus-ord, jeg nu citerer efter Lukas: ”Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag” (Luk. 17,23f).
Men i kristendommen er sandheden jo også den korsfæstede sandhed, den sandhed, der giver afkald på al anden magt end den - jo altså så også totale - magt, der ligger i selve det at være sandheden. Hvad der jo så altså virkelig skal være tale om. Men selv i værste fald kan en sådan sandheds-påstand i det mindste aldrig komme til at regere som en falsk sandhed, der kun støtter sig på forførelse og magt. Og der kan aldrig blive tale om, at man betragter sandheden som ”min” eller ”vores” sandhed som en slags besiddelse. Når sandheds-påstanden selv i dén grad er underlagt de ting, jeg her har nævnt, hvor meget mere må de, der bekender sig til denne sandheds-påstand, så ikke stå under dem?!
Man kunne indvende, at dette bare er en raffineret måde at styrke det kristne sandhedskrav på. Men enhver, der læser det med god vilje, kan se, at der virkelig er tale om, at man underlægger sig Sandheden som sådan, så at det altså virkelig er som Sandheden man tror på Jesus Kristus, og at det ligger i det her citerede lyn-billede, at kristendommens Jesus Kristus i princippet kunne erstattes af en anden repræsentant for eller manifestation af Sandheden, men at hvis det skulle ske, så ville der mindst skulle være tale om noget, der klart overstrålede kristendommens Jesus Kristus!
Slutning den 16. august 2010
Jeg står nu af. Jeg kan i det hele taget ikke holde den aktuelle debat ud. Måske er der, fx blandt de liberale, begyndt at lyde nye toner rundt omkring. Og der kan komme mere. Forhåbentlig. Men ellers vil jeg koncentrere mig om mit eget - hvori dog også ligger studiet af mange ting i både historien og nutiden.
Selv nu er der trods alt mere at studere end den debat, som jo også mere og mere har fået karakter af underholdning på samme måde, som fx en boksekamp er underholdning. Ligesom der er professionelle boksere, er der folk, der lever af at indtage forskellige standpunkter og føre dem frem i nogle offentlige dyster.
Jeg fortsætter også mine slaviske aktiviteter i forhold til polakker her og der og i forhold til mine ”vendiske” venner i Bundesland Sachsen. Dem kan man læse om på undersiderne ”Internationalt”, ”POLSKI” og ”Vendere - sorbere”.
Men ellers kan man, om man vil, prøve at følge med i, hvad jeg sætter på (især) undersiderne ”Erindringer” (og tilhørende), ”Mit eksistens-rum”, ”Poetik”, ”Litterære tekster”, ”Aforismer”, ”Min lyrik- og poetikhistorie”, ”Eichendorff” og ”Kirke og teologi”.
* * *
Velkommen!
[KD Online 16.06.10.
I anledning af den internationale ateist-konference i København fredag til søndag
18.-20. juni. - Står også på
undersiden ”Kirke og teologi”]
Ateisterne skal være velkomne. Hvis jeg ikke var kristen,
ville jeg naturligvis være ateist. Det er det eneste seriøse alternativ til
kristendommen (eller jødedommen, som jo er noget helt særligt). Og den
adskillelse, I ønsker, har jeg - for kirkens skyld - ønsket i årtier. Og lad os
så få en kvalificeret samtale, ja, gerne også et kulturelt samarbejde inde i
den fælles modernitet. Grundtvig talte i sin tid om samarbejdet mellem de
kristne og naturalisterne med ånd, jeg taler om samarbejdet mellem de kristne
og ”åbne og ærlige ateister/humanister”. Men vil I så ikke godt lade være at
skyde efter højre-”kristne” amerikanske spurve med
jeres kanoner, mens I er her i Danmark, hvor der i hvert fald i Folkekirken
vist ikke er nogen, der er så dum og ond! - Venlig hilsen, Bent Christensen,
pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Har vi fortjent korset i flaget?
Onlinekommentar til
KD-artiklen ”Birthe Rønn vil blæse på
menneskerettighedsdomstol”. - 15.06.10.
Udmærket at kunne
skelne mellem Europarådet og EU, men det er den samme slags mennesker og den
samme mentalitet, den samme ”grød”. Det hele er så tåbeligt og totalitært, at
man i afsky må vende sig fra alt det europæiske nede i syd.
Og det er rigtigt, at man da kunne begynde med at fjerne Maria-stjernerne fra EU-flaget. Dem føler jeg mig som evangelisk kristen meget krænket af.
Noget helt tredje er, om vi overhovedet har fortjent at have korset i vort flag. Når en biskop kan (bort)forklare det, som Kjeld Holm har gjort, er det virkelig et spørgsmål.
Jeg er lige fyldt 67 og har sådan set trukket mig ud af debatten for at gøre mine egne ting færdig. Jeg vil overlade det til de unge at tage stilling til, hvilket samfund de selv vil leve i og give videre til deres børn og børnebørn - som jo ganske vist er/bliver mine børnebørn og oldebørn!
Gud bevare os alle!
Bent Christensen
* * *
I ØVRIGT ... . - Ekstra
Bladet 12.06.10
at man, inden man forbyder korset i Dannebrog, skal se at få fjernet Maria-stjernerne fra EU-flaget.
Bent Christensen
Fuglsevej 5, Holeby
-
Ovenstående kan suppleres med denne
kommentar i en tråd om denne sag hos min Facebook-ven Jens Rohde:
Jeg gentager (fra anden tråd), at EU og Europarådet overordnet set er samme ”grød”, så at sagen viser, hvad vi i det hele taget er oppe imod. Jeg gentager også, at når man nu er kommet dertil, så skulle man hellere se på Maria-stjernerne i EU-flaget (jfr. Johs. Åb. 12,1). Jeg er ganske vist en meget økumenisk åben præst, ikke mindst i forhold til mine romersk-katolske medkristne (især i de polske sammenhænge, jeg som slavist er så stærkt engageret i), men når det kommer til det store og vanvittige kætteri, som Maria-dyrkelsen er, står jeg af - eller sætter i hvert fald mit ”økumeniske filter” på. Hvis jeg ønskede at dyrke krænkelseskulturen (hvad jeg dog ikke gør), ville jeg sige, at jeg følte mig dybt krænket af disse Maria-stjerner. Det er altså mest for at drille, jeg siger det. Men jo alvorligt taget for at udtrykke min dybe modvilje mod den befolkningsforagtende kultur, der hersker i EU-systemet (og altså tilsvarende i fx Europarådet). Jeg har siden 1972 været stærk tilhænger af EF og EU, men er siden Østrig-sagen blevet mere og mere skeptisk. Jeg tror, Jens Rohde er enig og vil bruge sin indflydelse til at fremme en anden kultur i EU.
* * *
Honnør for Kurt Vestergaard!
Onlinekommentar til
JP-artikel 10.06.10 - Men kom den på?
Honnør for Kurt Vestergaard! Han har betalt en stor pris for
os alle. - Jyllands-Posten er kommet noget mindre flot ud af det. Men terror
virker altså. Det skal vi så bare indrømme. Avisens måde at presse Kurt
Vestergaard ud på er på sin vis det ultimative resultat af den test, man i sin
tid satte i gang. - Bent Christensen
* * *
HONNØR FOR KURT GUTTERMAND.
Tak til Kurt Vestergaard. Men nu skal muslimerne
ignoreres; de betyder intet, og vi må videre
Nedenstående (der også står som note på min Facebook-profil) er min kommentar til Mikael Jalvings blog i JP "Kurt Guttermand" - på baggrund af omtalen af Kurt Vestergaards afgang fra JP i Trykkefrihedsselskabets "Sappho".
-
Også jeg gør honnør for Kurt Vestergaard. Jeg er glad og stolt over, at jeg tilfældigvis fik den ære at sidde lige bag ham, da han blev æresmedlem af Trykkefrihedsselskabet, og jeg kan kun gentage min store tak. - Jyllandspostens måde at sige farvel på fortjener derimod at blive forbigået i tavshed. Men man kan da i hvert fald konstatere, at terror virker. Og det må man så konstatere, uden på nogen måde at besmykke den måde, man bliver nødt til at optræde på. - Det er jo, som hvis man står på en mark fyldt med vilde tyre. Da må man også prøve at optræde på en sådan måde, at man ikke bliver trampet ned eller spiddet på et horn. Man skal altså bare indrømme, at det er undvigeforanstaltninger i forhold til vilde tyre, der er tale om, og ikke alle mulige former for borgerlig anstændighed eller den slags. Og så må man ellers vente, til tyrene falder til ro eller man får opbygget et effektivt værn mod dem. - Hvad det sidste angår, bliver det mere og mere min opfattelse, at islam og muslimerne i videst muligt omfang skal IGNORERES, hvilket ikke betyder, at man fortsat (endsige i endnu hørere grad) skal bøje sig for dem, men at man tværtimod netop skal lade være at tage hensyn til deres krav. Islam er overhovedet ikke et interessant fænomen. Der er ingen særlig grund til at beskæftige sig med islam. - Det, vi i stedet skal se at komme i gang med at forholde os til, er dels de såkaldte BRIK-landes fremtidige rolle og vort forhold til dem, dels - og ikke mindst - de kolossale muligheder og udfordringer, den forventelige teknologiske udvikling stiller os over for. Når man først er kommet til at indse dette, kommer den debat, der siden ”moralens årti”, 1990’erne, har været ført her i Danmark, for alvor til at fremstå som fortidsforankret og provinsiel. Jeg læser ikke så meget debat mere, og Mikael Jalving har måske allerede været inde på noget af dette. Ellers vil jeg opfordre ham til at gå i gang med det. - Men under alle omstændigheder tak for denne hyldest-blog til Kurt Vestergaard, som jeg endnu engang udtrykker min varme tilslutning til. - Bent Christensen
Sappho-linket er: http://www.sappho.dk/kurt-Vestergaard-stopper-pa-jyllands-posten.htm
Mikael Jalving-linket er: http://blogs.jp.dk/frontalt/2010/06/07/kurt-guttermand/
* * *
Som en af os
[Utrykt læserbrev. Sat her på siden 08.03.10]
Engang var Carsten Jensen en af de mest modbydelige for os. Så så vi ham i fjernsynet i anledning af Vi, de druknede og hørte ham tale om Marstal og så ham hjemme i Marstal. Og vi sagde: ”Jamen han er jo som en af os!”. Og vi gav hinanden bogen i julegave og nød den og forstod den - tilsyneladende også bedre end de fleste anmeldere. For mit eget vedkommende er forklaringen måske, at jeg (f. 1943) ikke alene er vokset op ved en fjord, hvor skibene sejlede til og fra Verden, men nærmere betegnet ved Sakskøbing Fjord, hvor mine bedste kammerater var havnelods Svanes to sønner, i hvis hjem jeg opholdt mig meget. Og de var jo marstallere. Så jeg lærte i hvert fald at holde af sproget og stemningen i det hjem. Men ellers vidste jeg jo ikke noget om Marstal på den måde, så dette forhold er i virkeligheden mest en biomstændighed. Måske skyldes Carsten Jensens had til det danske, at hans forfædre blev skubbet ud i vandet og dermed ud på verdenshavene af de færøske bønder? Men alligevel? At være rigtig dansk er jo at have noget af både bonden og sømanden i sig. Så, kære Carsten Jensen, skulle vi dog ikke prøve at lære at elske hinanden?
* * *
Snehvide og Nikolinenikki
Facebook er også et nyt folkeligt mødested, hvor man
kan komme direkte fra Kurt Vestergaard til Grundtvig-gruppe
Af Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
[Dansk Kirketidende 03 | 2010 | marts | 162. årgang. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”. - "Westergaard" er både i denne tekst og overalt på denne side rettet til det efter alt at dømme korrekte "Vestergaard"].
Det var mærkeligt for mig at læse Jens Bruns Snehvide dot.com-betragtninger. i nr. 2. Jeg var nemlig lige selv kommet på Facebook. Jeg har ellers altid erklæret, at her ville man aldrig komme til at finde mig. Men den 19. januar 2010 var der i Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift Sapphos nyhedsbrev et link til en video, hvor en ung sangerinde ved (kunstner)navn Nikolinenikki udtrykte sin støtte og kærlighed til tegneren Kurt Vestergaard efter mordforsøget på ham nytårsdag og auktionshuset Lauritz.com’s afvisning af hans Haiti-støttetegning. Videoen hedder Farlig romance - med Kurt Vestergaard og kan findes på YouTube.
Vi blev her i huset meget begejstrede for denne video. Den er et lille Gesamtkunstwerk, en forening af ord, toner, videoeffekter og - må man nok sige! - kropssprog. Og Nikoline Astrid Nielsen, som denne 17-årige HF-studerende hedder, laver det hele selv, undtagen den underliggende (karaoke)musik, altså også alt det videotekniske.
Et par citater:
”Du tænder mig / ... / Vil ha’ din fame, ja, din berømthed, / selv om Mellemøsten ikk’ gi’r dig fred”. - ”Nikki, Nikki, ooh-la-la, / det her er farligt. / Terror, terror, fuck det, Baby, / tegneren er smuk, ja, nemlig. / Terror, terror, fuck det, Baby, / det sker ogs’ uden din tegning”.
Da jeg hørte, at Nikoline havde modtaget trusler, og at der var oprettet en støttegruppe for hende på Facebook, gik jeg på og ind i støttegruppen Nikoline Astrid Nielsen Official Support Group. - Der er senere ført kampagne mod Nikoline i blandt andet Modkraft.dk, men hun har svaret igen ved at lave en ny video, en parodi på en autonom pige med titlen Jeg føler mig lidt gusten.
Et citat:
"Jeg går ud i nat - og husker mit bat. Nu skal jeg kaste med brooosten”.
Ven med Nikoline
Jeg skrev også et læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende:
”Lyspunktet Nikolinenikki”. For Nikolinenikki
er virkelig et stærkt symbol midt i de etableredes mange pinlige omsvøb og
bortforklaringer. Og min kommentar på YouTube til den engelske version Risky Romance - With Kurt Vestergaard sluttede med ordene: ”I hope it will be known and enjoyed
worldwide - as a new Danish contribution to freedom”.
Jeg blev også almindelig Facebook-ven med Nikoline, så jeg kunne følge med i hendes diskussioner med nogle af hendes nu over to tusind(!) ”venner”, ja, jeg har ligefrem ved et par lejligheder deltaget i diskussionerne. Meget interessant. Men jeg var jo også blevet ”ven” på Facebook i al almindelighed, og kom blandt andet straks i kontakt med både gamle virkelige venner og medlemmer af min familie. Jeg erklærede dog, at jeg kun ville være på Facebook, så længe situationen omkring Nikolinenikki og hendes videoer var aktuel.
Efterhånden opdagede jeg imidlertid, hvor mange muligheder der i det hele taget er i dette medie, lige fra de allermindste hygge-sammenhænge i familien (som vi virkelig har fået smag for!) til de allerstørste offentlige sammenhænge. Jeg begyndte derfor hurtigt at lege med tanken om at udvide min tilstedeværelse på Facebook i stedet for at afbryde den!
På Grundtvigs skuldre
Det første, jeg gjorde, var at få sat det rent private ind i en anden profil. Det næste var, at jeg indførte nogle procedurer, der sikrer, at jeg kun får ”venner”, der virkelig ønsker at have kontakt med netop mig. Og jeg lægger ikke skjul på, at jeg helst vil diskutere de ting, der har med mit hovedprojekt at gøre, altså mit Grundtvig-inspirerede livs- og litterærpoetiske projekt og program med tilstødende områder (”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”). Jeg skriver hver uge et lille digt, som jeg sætter på min ”væg”.
Selvfølgelig smutter der noget fremmedpolitik og værdikamp ind. Det startede jo med Nikolinenikki og Kurt Vestergaard. Men navnlig får jeg drøftet ”kirke og teologi”. Måske kan dette ende med at blive ret stort! Der er i øvrigt snart heller ikke en politiker eller tilsvarende med respekt for sig selv, der ikke er på Facebook.
Endelig har jeg benyttet mig af muligheden for at oprette en såkaldt Facebook-gruppe, vel at mærke en lukket diskussionsgruppe med navnet På Grundtvigs skuldre, hvortil jeg vil invitere særligt interesserede.
Men jeg kan naturligvis udmærket se, hvad Jens Brun taler
om. Det er bare ikke noget, specielt Facebook er skyld i, men ting, der i det
hele taget kendetegner vor tid, og jeg kan ikke helt sige mig fri for den
tanke, at der for Facebooks vedkommende, midt i al overfladiskheden og selvudstillelsen, kan blive tale om et nyt folkeligt
mødested, ja, om i mange henseender et vor tids forsamlingshus - som måske
ligefrem kan føre videre til en genoptagelse af samværet i kød og blod i det
rigtige forsamlingshus!
* * *
Analyse og alternativ
Af pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag. Bent Christensen
[Jyllands-Posten 23.09.09. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
Situationen omkring og efter besættelsen af Brorsons Kirke viser på mange måder, at uanset hvad man ellers mener om fremmedpolitikken, og uanset hvordan man ellers vil se på de involverede irakere og deres skæbne, så er der kun tale om et stykke af overfladen på en langt dybere og mere omfattende konflikt.
Jeg kan ikke give en egentlig analyse af dette forhold her. Mit formål med dette indlæg er tværtimod at opfordre alle, der har mulighed for det, til at foretage deres egne analyser. Jo flere og mere forskellige faglige vinkler vi kan få, jo bedre.
Jeg er overbevist om, at vi i virkeligheden skal helt tilbage til overgangen fra middelalderen til nyere tid, hvor man med rette begyndte at arbejde frit på hele erkendelsesområdet, især på filosofiens og naturvidenskabernes område. Desværre endte dette i ”Oplysningen”.
Der er naturligvis også mange gode ting at sige om oplysningstiden, men det afgørende i den sammenhæng, jeg her bevæger mig i, er den tro på fornuften og fremskridtet, ja den utopi, der blev tale om. Det er her, grunden til en i virkeligheden totalitær tankegang blev lagt. For når man, tror, man med sin fornuft kan gennemskue virkeligheden, og tror, man kender historiens eneste mulige gang, bliver det umuligt for en at anerkende folk, der mener noget andet, som ligeberettigede. Senere kom så marxismens store utopi til, en materialistisk religion.
Romantikken var et opgør med ”Oplysningen”, men også en videreførelse af den, og navnlig indebar romantikken en opfattelse af kunsten, især poesien, som en ny religion med kunstnerne som et nyt præsteskab.
Hvis vi går til den danske udvikling og springer frem til Det Moderne Gennembrud i 1870’erne, så ser vi en udvikling derfra og frem til efterkrigstiden, hvor ”kunstnere og intellektuelle” efterhånden blev Socialdemokratiets ideologiske overbygning og dermed et statsautoriseret kritisk præsteskab.
I 2001 kom et rent politisk opgør mod den herskende ideologi. Og siden da har den oprørske befolkning fået mere og mere politisk magt. Men selv om der efterhånden er kommet en del debattører frem, der mener det samme som befolkningsflertallet, og selv om regeringsflertallet har forsøgt sig med den såkaldte kulturkamp, er der ingen ændring sket i præsteskabet af ”intellektuelle og kunstnere”. Tværtimod ser vi en desperat vrede gribe dem og deres tilbageværende politiske meningsfæller.
Vi bliver derfor nødt til at føre opgøret med den hidtil herskende klasse dybere. Først med en dybtgående og detaljeret analyse af, hvordan det er gået til, at alle disse vitterligt begavede mennesker igen (jfr. Den Kolde Krig) har kunnet tage så grusomt fejl, dernæst med et egentligt alternativ, altså med skabelsen af et kulturelt alternativ, der på en måde går bag om eller begynder forfra i forhold til den her omtalte side af udviklingen siden reformationstiden. Men et sådant alternativ opstår naturligvis ikke, bare fordi man siger, at nu vil man lave et alternativ til den hidtidige kultur. Det opstår kun, hvis og når der af helt dybe livs-grunde, rent positivt opstår en trang dertil - hos nogle, der også har evnerne.
* * *
[Debatindlæg i Præsteforeningens Blad 2002/41, 11.10.02]
[Oprindelig manuskript-titel: LENE SJØRUP OG LENE GIEL]
Der er to ting i nr. 2002/37, jeg gerne vil kommentere.
Den første er Lene Sjørups anmeldelse af Ralf
Pittelkows "Efter 11. september". Og til
den vil jeg sige, at det naturligvis er udmærket, at der – ikke mindst her i
bladet - ses kritisk såvel på Ralf Pittelkows
forståelse af oplysningstiden og religionen som på hans forståelse af forholdet
mellem oplysnings-værdierne og kristendommen.
Men hvor vil Lene Sjørup hen med sine betragtninger
i slutningen af anmeldelsen? Hvad hjælper det, at grønthandleren trofast henter
grøntsager til sine kunder, når den religion, han og hans børn er programmeret
med, i en eller anden grad udgør såvel baggrunden som arbejdsmarken
(rekrutteringsgrundlaget) for de militante muslimer? Vi kender det – i mildere
grad – fra vor egen folkekirkelige sammenhæng, hvor "de stærke i
troen" et langt stykke kan køre med de svagere – også med dem, der sådan
set selv tænker og føler på en helt anden måde. Derfor nytter den banale
konstatering af, at der er både gode og dårlige muslimer, heller ikke meget.
Og uanset hvad man vil mene om Ralf Pittelkows forståelse af religionens væsen og betydning, så
har han ret i, at det er, hvad han kalder oplysnings-værdierne, vi nu må stå
sammen om: den sekulære stat og afvisningen af religionen som magtfaktor i det
offentlige rum. Det gælder også uanset den muslimske indvandring. Vi er jo selv
langt inde i en pluralistisk situation, hvor vi pdes. må være enige om nogle
fælles spilleregler, alle må respektere, og hvor vi pdas. må danne hver vor
egen "sub-kultur" – på lidt længere sigt
med egne skoler og kulturelle institutioner. Og så ellers prøve at leve i
borgerlig fred med hinanden, idet vi efter Grundtvigs gode anvisning fører vore
diskussioner og udkæmper vore kampe med åndelige våben (argumenter og eksempel).
Herefter må samfundet og kulturen blive så muslimsk, humanistisk eller kristen,
som der er muslimer, humanister og kristne til, både kvantitativt og
kvalitativt.
Mit eget bud på en Grundtvig-inspireret kristen sub-kultur har jeg i flere år lagt skitser frem til – også
uanset indvandringen. Det drejer sig kort fortalt om en "evangelisk
minimal-katolicitet" og derindenfor
udfoldelsen af "det kristeligt nødvendige livsengagement" (med
særligt henblik på "poetisk livsfølelse og litterær poesi"). Interesserede
vil kunne se, hvad jeg siden 1998 har lagt offentligt frem herom, på min
hjemmeside: www.bentchristensen.dk.
Og et aktuelt indskud: Dette indlæg er skrevet den
16. september, hvor jeg i TV 2’s "Go’ morgen Danmark", så
kirkeminister Tove Fergo og Bent Flemming Nielsens diskussion om klapning i
kirken i forbindelse med fx vielser. Her gav kirkeministerens holdning
yderligere næring til min overbevisning om, at udviklingen i Folkekirken i
øjeblikket uafvendeligt bevæger sig i retning mod en delvis amerikaniseret
stemnings-, lefle- og service-kirke, en kirke, hvor man med kirkeministerens
ord skal være "menneskelig". Over for denne udvikling vil jeg pege på
den mulighed, at vi "traditionalister" efterhånden danner
valgmenigheder, inden for hvilke vi kan fejre gudstjeneste på en i traditionel
forstand Gud-centreret måde. I mit eget gammeldags landpastorat går det
foreløbig godt. Men jeg tænker også langt ud i fremtiden, ja, helt ud på den
efter-statskirkelige situation, hvor en udstrakt brug af
valgmenigheds-muligheden utvivlsomt vil være en afgørende forudsætning for at
bevare den evangelisk-lutherske kirke i Danmark som eet
kirkesamfund. Vi behøver jo ikke være uvenner, fordi vi er blevet så pluraliserede, at vi hellere må samles hver for sig til
visse ting. Hvilket altså også gælder på alle andre områder, dvs. i samfundet
som helhed. Jeg vil faktisk sige: Skal vi være postmoderne og pluralistiske, så
lad os være postmoderne og pluralistiske!
Men så til det spørgsmål i anledning af Lene Giels indlæg i nr. 34, Anders Pedersen har stillet i
nr. 37: "Trykker Præsteforeningens Blad alt, der sendes ind".
Som det vil være nogle læsere bekendt, deltog jeg i
sin tid også i debatten om "kirkelig velsignelse af registreret
partnerskab". Hvor en af mine overskrifter var: "Political
correctness er usandhed". Og her er en
fællesnævner for mit engagement i såvel denne som den fremmedpolitiske sag:
Bortset fra selve den pågældende sags reelle alvor kan jeg simpelt hen ikke
klare alle de løgne og al den kategorisammenrodning, "de frisindede"
eller "humanisterne", eller hvad de ellers hedder, fører sig frem
med. Og så hele deres meningstyranni. Som Anders Pedersens indlæg er et typisk
eksempel på. For det er jo ikke censur, denne pæne mand vil indføre; Lene Giels indlæg har bare efter hans mening været på et så lavt
niveau, at man ikke engang kan være bekendt at have det pågældende nummer
liggende fremme, når familie og venner er på besøg! Når man er så overbevist om
at være "rigtig" og "god", kan man simpelt hen ikke se, at
folk med en anden mening også kan høre til i det gode selskab.
Jeg har nu gen-læst Lene Giels indlæg, og jeg mener fortsat, det tegner et
sandfærdigt billede af situationen i Danmark, for så vidt angår det
"humanistiske" meningstyranni og dettes magt også i Folkekirken. Hvad
Anders Pedersens indlæg altså kun yderligere bekræfter.
Bent Christensen
Døllefjelde-Musse-Herritslev, L-F Stift
* * *
I
Grundtvigs kamp
Foranlediget af Ole Vinds kronik den 8. september "I
Grundtvigs fædreland" må jeg lige sige, at det afgørende, for så vidt
angår Grundtvig og den aktuelle situation, ikke er, hvordan man forholder sig
til den tidsbetingede ordlyd hos Grundtvig, når han talte om det folkelige og
det nationale. Her har jeg altid sagt, at vi skal "hæve det op i højere
nævnere". Nej, det afgørende er, at det grundlæggende er den samme kamp
mellem abstrakt og konkret, utopi (luftkasteller, ville Grundtvig sige) og
virkelighed, der finder sted nu, som den, Grundtvig stod i. Og jeg holder også
i dag med Grundtvig – dvs. med virkeligheden.
* * *
Det er i og for sig udmærket, at KRITIK har gjort den ekstreme serbiske nationalisme til tema for sit nr. 157 – og i forbindelse dermed præsenterer en række skribenter fra »det andet Serbien«, den liberale, demokratiske opposition. Men det er knap så udmærket, at det sker netop nu – og med den udtrykkelige begrundelse til sidst i den redaktionelle indledningsartikel, at den grundige analyse af den genfødte serbiske nationalisme også er nødvendig, fordi den kan være lærerig for os »i et Europa med andre, fremstormende nationalismer«.
Nu kan jeg ikke her komme ind på hele Balkans historie fra den tyrkiske erobring af og frem til i dag. Og jeg vil slet ikke give mig til at forsvare den postkommunistiske nationalisme i Ex-Jugoslavien, endsige forsøgene på etnisk udrensning og folkedrab. Men jeg vil tillade mig at spørge, om der ikke er andre vinkler på vor egen aktuelle problematik at anlægge, når man – med rette – frygter balkanagtige tilstande i Vesteuropa? Man kunne i hvert fald også sige, at en beskæftigelse med Balkans problemer kan være lærerig for os i et Europa, som står over for endnu en muslimsk invasion!
Men nu ellers lige til Katrine Marie Guldagers artikel, som er et skoleeksempel på, hvordan man fra det, jeg vil kalde »de fines« side forholder sig til den aktuelle vesteuropæiske problematik, og i dette tilfælde til Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard. Og når jeg skriver »de fines«, så mener jeg – og naturligvis spydigt – dermed det lag af veluddannede mennesker, især inden for »kulturens« område, i hvis selvforståelse det at være »fin« og »rigtig« og »god« spiller en meget stor rolle. Der er en social, en kulturel og en moralsk dimension i denne selvforståelse. Men det helt afgørende er, at man alt i alt er så overbevist om sin egen – ikke mindst moralske - »rigtighed«, at hvis nogle mener noget andet, end man selv gør, så må de pr. definition være dumme og/eller onde – eller altså syge! I sin artikel her må Katrine Marie Guldager derfor underkaste Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard en særlig gruppeproces-psykoanalyse.
Nu skriver Katrine Marie Guldager ganske vist, at man ikke skal blive forskrækket over den »små-patologiske navngivning«, der er tale om i de perspektiver, hun bruger – hentet fra den svenske(!) psykoanalytiker Ludvig Igra, som igen har dem fra psykoanalytikeren Melanie Klein, men som altså bruger dem på »gruppeprocesser, specifikt i forhold til nazismen[!]«.
De to »indre positioner«, der i den pågældende psykoanalytiske model arbejdes med, har altså nok nogle patologiske navne, men de findes og er nødvendige hos alle, idet »et modent og harmonisk menneske [dog vil] være domineret af det, der kaldes den depressive position« (fremh. her), som er den, »hvor man er i stand til at rumme sine egne skyldfølelser, tænke i helheder og leve med, at verden ikke er perfekt«. Den skizo-paranoide position er derimod den, hvor man »skyder det onde ud i omverdenen« og »fralægger sig ansvaret for en uperfekt verden«. Hvis den skizo-paranoide position dominerer, er der altså tale om en både syg og farlig tilstand.
Men man skal ikke blive forskrækket; Katrine Marie Guldager dækker sig hele tiden ind, om end så klodset, at det i sig selv – og formodentlig ret bevidst - er en hån.
At artiklen overhovedet optræder i et temanummer, som handler om den serbiske nationalisme og dens etniske udrensninger, er i sig selv en grovhed uden lige. Men Katrine Marie Guldagers garderinger er også slemme.
Det var og er stadig »fristende at affeje [Dansk Folkeparti] som gale højreekstremister«, men der er »grund til at erkende, at nogle af de ting, de står for, faktisk findes i hjertet af det politiske liv«. (Når det kun er »fristende« at kalde Dansk Folkepartis folk højreekstremister, er det altså ikke, fordi man i dette parti ikke faktisk er netop så slemme; nej, det er, fordi det forholder sig meget værre, idet de altså repræsenterer mere end en lille randgruppe). – Og det er altså ikke, fordi Katrine Marie Guldager vil gøre Dansk Folkeparti til et nazistisk parti; det er bare sådan, at »den kleinianske analyse åbner for interessante aspekter af et fænomen som Pia Kjærsgaard«.
Når Pia Kjærsgaard – og Venstre - »spiller på angsten for de fremmede, angsten for, at vi skal blive tilintetgjort af indvandrende muslimer«, er der »tale om en legitimering af primitive angstforsvar«. Men igen: »Ikke at der ikke findes en reel trussel fra fundamentalistiske muslimer. Og ikke at man ikke kan mene, at vi skal begrænse indvandringen i Danmark«. Det er slet ikke det, der er spørgsmålet. Men et samfund forudsætter nu nok den »depressive« position, hvor der ikke reageres ud fra angst, men ud fra omtanke. Og i det følgende afsnit sammenlignes Dansk Folkepartis holdning til »visse indvandrergrupper« med nazismens afspaltning af jøder, homoseksuelle og handicappede!
Og artiklens sidste afsnit begynder med en erklæring om, at det ikke har været Katrine Marie Guldagers mening at »dømme Dansk Folkepartis konkrete politiske holdninger«; hun har blot villet »måske advare om, at nogle af de mekanismer og gruppeprocesser et parti som Dansk Folkeparti kan være med til at sætte igen, kan være direkte skadelige for demokratiet«.
Men en ting er disse slet garderede beskyldninger mod Dansk Folkeparti, noget andet er, at der her er tale om et ekstremt eksempel på, at de reelle problemer i forbindelse med indvandringen bagatelliseres. I en af garderingerne tales der om truslen fra fundamentalistiske muslimer - underforstået: fra nogle små gruppers side. Men hvad med den islamisering af hele det danske samfund og af hele Europa, der vil finde sted, hvis indvandringen ikke bliver standset? Det er jo det, der er problemet. Og det er det, en person som Katrine Marie Guldager ikke vil se. Derfor må de befolkningsgrupper, som er imod denne udvikling, altså være syge. For det nytter jo heller ikke noget, at Katrine Marie Guldager garderer sig ved at sige, at de to pågældende positioner – trods deres skræmmende navne - er helt normale, når den normale tilstand altså består i, at den depressive position dominerer over den skizo-paranoide. For slet ikke altså at tale om, hvordan hun skamløst jævnfører Dansk Folkeparti og de tyske nazister.
Og Dansk Folkepartis vælgere er jo de »underprivilegerede befolkningsgrupper, som føler sig truet på deres eksistens og svigtet af Socialdemokratiet«. Igen med en gardering hedder så ganske vist, at det er »den fundamentale angst, som findes i os alle sammen«, der bliver en »politisk medspiller«, men det er jo altså ganske særligt disse underprivilegerede grupper, der lider af denne angst – den skizo-paranoide positions angst for tilintegørelse. Og underforstået må jo være, at egentlig er der ikke noget at være bange for. Det egentlige problem er, at fx en Pia Kjærsgaard kan spille på og manipulere med små og dumme menneskers sygelige angst.
Artiklen slutter som nævnt med en advarsel om, at »nogle af de mekanismer og gruppeprocesser, et parti som Dansk Folkeparti kan være med til at sætte i gang, kan være direkte skadelige for demokratiet« (bemærk de faktisk fire garderinger: nogle af, et parti som, og de to gange »kan«), ja, så er man garderet, inden man i den afsluttende begrundelse herfor fører teorien om Dansk Folkepartis og dets vælgeres skizo-paranoia ud i det yderste:
»Udspaltningen af det onde hører nemlig aldrig op. Selv hvis alle udlændinge forlod Danmark, ville Dansk Folkeparti formentlig ikke være stillet tilfreds. Formentlig ville man bare pege på nogle andre som de onde: Homoseksuelle, kommunister, skolelærere, hvem det nu måtte være. Listen er endeløs. Og vi ville aldrig komme frem til en seriøs diskussion om, hvordan vi skal løse vore politiske problemer«. (Det er nemlig en af Katrine Marie Guldagers påstande, at den – efter hendes mening åbenbart stort set ubegrundede – angst for indvandringen skal tjene til en idyllisering af det danske samfund, som det er – eller ville være – i sig selv; det er det, der er den falske helhed).
Kommet hertil spørger jeg nu mig selv, hvorfor jeg egentlig har brugt min tid på at skrive disse ting ind her. Det er jo simpelt hen for dumt. Ja, jeg vil ikke vige tilbage for at sige sygt! Men det er desværre kun et særlig ekstremt eksempel på holdningen hos mange af de »fine« i kunstens og kulturens verden. Og så er det ikke nok at sige noget i retning af, at »du kan selv være dum«, eller »det er dig, der er syg«. Det er heller ikke nok at pege på den oplyste selvgodhed og selvretfærdighed, der præger disse kredse. Der må trods alt være et ædlere motiv også. Og det tror jeg Ralf Pittelkow har fundet, når han i kapitlet om »Den svære debat« i sin nye bog »Efter 11. september« taler om den åndelige sikkerhedszone, man i den europæiske debat har lagt rundt om de spørgsmål, der er forbundet med indvandringen af blandt andet muslimer, idet man anskuer drøftelsen af disse spørgsmål ud fra synsvinklen: »Tænk, hvad en sådan debat i sidste ende kan føre til«. Og man har ment at måtte »skulle blokere debatten i god tid, før den blev rigtig slem og begyndte at minde om mellemkrigstiden« (s. 136).
Men, siger Ralf Pittelkow, »Det er en fatal misforståelse, når politikere og meningsdannere har behandlet [de europæiske befolkningers legitime bekymring], som om den var et forstadie til ukontrollable fremmedfjendtlige folkestemninger – hvorefter man har rullet det moralske pigtrådshegn ud for at beskytte den åndelige sikkerhedszone« (s. 137).
Jeg vil derfor prøve at slutte mere forsonligt med at udtrykke håbet om, at Katrine Marie Guldager og KRITIK’s redaktion og alle de mange andre fine og kloge og gode mennesker, der har så travlt med at diagnosticere os andre, til sidst må kunne se ud over pigtråden og ud på virkeligheden, så de bl.a. indser, at det ikke bare er os folkelige traditionalister (eller dog tilhængere af en fri videreførelse af den europæiske civilisation), der får smadret vores livsform, hvis indvandringen ikke standses; det gør de også selv. Ikke fordi jeg tror, at Europa og dermed Danmark vil komme til at indgå i det store kalifat. For der vil nok ske mange ting, inden det kommer så vidt. Men det vil jo også – og i meget bogstavelig forstand – blive en smadring. Og her kan vi godt se de senere års begivenheder på Balkan som et advarende eksempel.
* * *
Da Klaus Wivels artikel i »Bøger« til nr. 52/2001 åbenbart ikke var mere spøg, end der godt kan svares på den, vil jeg gerne give et bidrag til løsningen af den store gåde, som udgøres af kunstnernes og kulturpersonlighedernes optræden i nyere tid, sidst i LO-annoncen forud for valget den 20. november 2001.
Henvisningen til den rent økonomiske interesse i at holde
Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre ved magten er under alle
omstændigheder ganske morsom, især fordi den jo peger på det helt særligt
paradoksale i, at disse samfundskritikere på denne måde optræder i alliance med
den aktuelle politiske magt, hvilket dog også har sin forklaring i, at netop
denne politiske magt opfatter sig og opfattes som »progressiv«. Men der er
selvfølgelig andre motiver bag de former for optræden, der har været tale om i
1930’rne, under Den kolde Krig og nu her omkring 2001-valget.
Farisæer- eller medløbereffekten spiller naturligvis en stor rolle,
altså den gode følelse, det giver at optræde offentligt sammen med andre fine
og gode og rigtige mennesker (jfr. Matt. 6,5).
Og så er der jo det forhold, Siggi Kaldan så rigtigt peger på i »Bøger«
til nr.1/2002, at det ligger i kunstens natur at udtrykke sig »op imod et
etableret samfund«. Men heller ikke dette forhold kan forklare, at så mange
kunstnere og kulturpersonligheder har optrådt politisk på lige netop de måder,
det har været tilfældet i de her nævnte sammenhænge.
For det er jo ikke bare det, at de pågældende har optrådt kritisk; det
store spørgsmål er, hvorfor de på een gang har kunnet
optræde med et ligefremt had til vor egen tradition og vor egen identitet og
med en i forhold hertil ubegribelig fascination af og logren
for de totalitære og undertrykkende magter, der har udgjort en trussel mod os
og vort.
Forklaringen på dette forhold skal findes i disse kunstneres og
kulturpersonligheders forhold til Magten. Og det gælder lige fra Gud og
nedefter.
Det kan godt være, at nogle af dem, der fx har været med i LO-annoncen,
er kristne. Men grundlæggende er den holdning, der her er tale om, jo
ikke-kristen, humanistisk. Og hvis man ikke kan sætte sit håb til Gud, så må
man jo sætte sit håb til sig selv og sine egne store og gode gerninger. Der
bliver tale om en overanstrengelse af såvel kunsten og kulturen som moralen -
med stor selvhøjtidelighed til følge.
Men så er der også forholdet til de jordiske magtinstanser og kræfter.
Det er utilfredsstillende for disse store personligheder, at ikke alene
politikerne, men også det jævne folk, vælgerne, skal have så megen magt, når
det nu er kulturpersonlighederne, der ved bedst. Og det er ubehageligt, at
national og folkelig identitet og tradition ikke alene er faktorer på et højere
plan her og nu, men også er faktorer, der gør sig gældende gennem
generationerne, altså i enhver henseende er noget, der er meget større end den
enkelte kulturpersonlighed og hans tanker.
Og det værste er, at netop når man indtager kunstnerens eller den
intellektuelles rolle, så er man jo pr. definition afskåret fra at udøve
magten. Man kan ikke både »skrive op mod samfundet« og styre eller administrere
det. Men man kan opnå en følelse af, alligevel at have magt, ved dels at
kritisere og træde op imod sit eget lands tradition og magtstrukturer, dels at
gå mere eller mindre i alliance med magter, der udgør en trussel mod ens eget
land og folk. I 1930’erne og under Den Kolde Krig var det kommunismen. I dag er
det indvandringen og islam.
Kun på denne måde kan kulturpersonlighedernes fascination af
kommunismen og tolerance over for islam forstås. For de må selvfølgelig selv
have været og være klar over, at alt det, de selv står
for, ikke ville have en chance i et kommunistisk eller muslimsk samfund.
Jeg er desværre ikke kunstner. Jeg ved heller ikke, om jeg er kultur-
eller åndsperson. Men jeg er da gejstlig! Og jeg har i det meste af mit voksne
liv arbejdet med Grundtvig, vel at mærke på en måde, der nu er gået over i en
beskæftigelse med poetik, ikke alene hos Grundtvig, men også hos andre - og i
det hele taget. Så selv om jeg ikke direkte kan melde mig selv som en borgerlig
forfatter, kan jeg godt sige lidt om, hvordan en sådan kunne være.
Desværre tillader pladsen her ikke en nærmere udfoldelse af mine
resultater. Men jeg kan da henvise til min artikel »Livspoetisk Indledning« i
Dansk Kirketidende 15 og 16/2000, ligesom jeg kan invitere eventuelle
interesserede til at henvende sig til mig på min email-adresse.
Ganske kort kan jeg dog sige, at den poetik, jeg arbejder med og på, er
en poetik, der gælder den poetiske side af, hvad jeg som Grundtvig-discipel
kalder »det kristeligt nødvendige livsengagement«. Og inden for det samlede
livsengagement, der her er tale om, spiller poesien, men også i det hele taget
kunsten, en meget stor rolle. Vel at mærke i en autonomi, der ifølge sagens
natur er og skal være total inden for de rammer, som sættes af selve
kristendommen, hvis tro og håb netop skal hente sin betydningsfylde
fra det således nødvendige dennesidige livsengagement.
Inden for disse rammer bliver poesien, kunsten og kulturen ikke overanstrengt. For intet af det skal spille andet end sin
egen rolle. Og så bliver kunstneren »borgerlig«, dog ikke i hverken betydningen
»småborgerlig« eller som direkte del af det økonomiske og politiske magtsystem;
også i denne sammenhæng vil kunstneren stå i en afstand fra og i en anden
vinkel til det borgerlige. Men kunstneren bliver »borgerlig« i betydningen aideologisk, og i denne forstand føler jeg i al beskedenhed
også selv en helt elementær befrielse her efter regeringsskiftet. Ikke fordi
jeg med min baggrund og i min stand har noget særligt interessefællesskab med
de borgerlige i økonomisk forstand (i videre samfundsmæssig forstand, dvs. i
forhold til Nationen og Staten, er det noget andet), men fordi det simpelt hen
er velgørende at se og høre mennesker, der ikke hele tiden skal markere
humanisme og progressivitet.
* * *
I anledning af Henrik Wivels leder »Kristne korsfarere« i nr. 43 vil jeg som præst i Den Danske Folkekirke sige, at jeg for det første er træt af diskussionen om forholdet mellem hhv. kristendommens og Oplysningens del af æren for de moderne vestlige idealer om frihed og tolerance, og at jeg for det andet er træt af at høre ordene korstog og korsfarere brugt imod os moderne kristne vesteuropæere.
Hvad det første angår, kan vi så ikke bare konstatere, at nu havde vi altså disse kristne broderkrige i 1600-tallet, og det blev vi enige om at holde op med? Og at vi ligeledes er blevet enige om at holde op med at bruge henvisningen til Gud som middel til at udøve politisk magt? Bortset fra, at jeg naturligvis ønsker alt det bedste for mine landsmænd, må de virkelig selv finde ud af om de vil være kristne eller ej. Men friheden kan vi vel være fælles om?
Og hvad det andet angår, vil jeg minde om, at uanset hvad der ellers kan siges om korstogene og korsfarerne, så var der altså ikke tale om, at man i Kristenheden sådan pludselig og lige uden videre havde fået lyst til at kaste sig over dele af en fredelig muslimsk verden.
Prøv at se på nogle historiske kort! Før 634, hvor Omar ibn al-Khattab blev valgt til kalif over det muslimske Arabien, var Palæstina en del af det kristne byzantinske rige. Men ved hans død i 644 var det indlemmet i det arabiske rige - sammen med Ægypten og Syrien m.m. Og så gik det slag i slag. 732 var de muslimske erobrere nået helt op midt i Frankrig, hvor de blev standset i slaget ved Poitiers. (At det ved de første korsfareres erobring af Jerusalem i 1099 var de tyrkiske seldsjukker, der havde magten i området, spiller i denne forbindelse ingen rolle).
Korstogene var nok ikke særlig kristelige. Men det er ikke dem, jeg først kommer til at tænke på, hvis jeg som kristen vesteuropæer skal prøve at finde noget at skamme mig over!
* * *
|
»KLUMME« Bent Christensen |
* * * * * *
Ældst nederst – yngst øverst.
* * *
Ved sognepræst Bent Christensen
[Sat her på denne underside 28.12.02]
Ved et tilfælde er jeg blevet daglig abonnent på en amerikansk hjemmeside, der hver morgen ved nitiden automatisk sender mig et udbud af artikler om mange forskellige emner. Den pågældende hjemmesides adresse er: www.lewrockwell.com. Og dens navn er tilsvarende: "LewRockwell.com". Den redigeres af en mand, der hedder Lew Rockwell (Llewellyn H. Rockwell, jr.),og som også er direktør i nogle institutter eller tænketanke af "libertariansk" observans (amerikansk: "libertarian", som betegnelse for en særlig form for liberalistisk holdning og tænkning).
Hvis man kort skal gøre rede for, hvad denne "libertarianisme" indebærer, er det bedst at bruge bevægelsens egne slagord og sige, at libertarianismen (således i hvert fald LewRockwell) er "for det frie marked og mod den centralistiske stat med dens krige og socialisme". I helt aktuel sammenhæng udmærker LewRockwell-hjemmesiden sig ved at gå stærkt imod Bush-regeringens planer om en krig mod Irak.
I øvrigt kan interesserede (der kan læse engelsk) selv danne sig et indtryk ved at besøge hjemmesiden på den ovenfor angivne adresse. Hvori ikke ligger nogen anbefaling fra min side. Jeg er, som det vil være dem, der kender mig, bekendt, ikke selv liberalist. Det er virkelig et tilfælde, at jeg er blevet abonnent, og jeg har ikke haft tid til at læse ret mange af det dusin artikler, jeg får hver dag. Men der er ikke noget af det, jeg har set, der har virket direkte frastødende på mig. Det eneste negative, jeg vil sige om den renlivede liberalisme, libertarianerne og "LewRockwell.com" står for, er at den nok ikke kan realiseres i denne verden, og at der således – uanset alt andet – er noget utopisk og lettere sekterisk over det. Men det er under alle omstændigheder sympatisk at man konsekvent er mod krig, og navnlig er det dejligt at læse de mange forskellige slags – altid meget velskrevne - artikler om mange forskellige emner. I en hel del tilfælde er der også tale om artikler, der er hentet udefra, bla. fra forskellige aviser og tidsskrifter. Men fælles for dem alle er, at de anlægger nogle for en almindelig dansker til tider meget alternative, ja, direkte skæve vinkler på de forskellige emner. Og det er forfriskende – i forhold til den ret endimensionale danske debat. Uanset om man så ellers i øvrigt er enig eller uenig.
Den artikel, som nu skal refereres og citeres, lever i hvert fald op til prædikatet "alternative eller skæve vinkler"! Den var med nyheds-mailen juledag(!) og er skrevet af Lew Rockwell selv. Titlen er: "Bethlehem’s Economic Lessons", hvilket på dansk kan gengives som: Den økonomiske lære, der kan drages af begivenhederne i Betlehem. (Det bør dog også nævnes, at såvel Lukas' som Johannes’ juleevangelium var med i denne juledags-nyhedsmail. De kom frem, når man klikkede på titlen: "Good Tidings of Great Joy. This day is born to you a Saviour, who is Christ the Lord" (Forkyndelse af en stor glæde. I dag er der født jer en frelser; han er Kristus, Herren).
Indledning,
referat og kommentarer ved Bent Christensen
[Skrevet
til undersiden her og sat på 26.10.02]
Vi
befinder os i en situation uden sidestykke i vor hidtidige historie.
[Skrevet
og sat her på denne side 01.10.02]
Men
for et mere indgående blik er multikulti tværtimod den perfekte
legitimering af de værste sider af globaliseringen, hævder Bauman. For den
går altid hånd i hånd med retten til ligegyldighed, som han siger.
Multikulti går ganske rigtigt ud på, at de andre skal have lov til at
opføre sig, som de vil – men dybest set gør den det, fordi jeg er ligeglad
med dem og ikke vil forpligtes på at interessere mig for dem – og fordi de
andre så heller ikke skal have lov at blande sig i, hvad jeg foretager mig.
Multikulturalismen er således en kynisk, ideologisk overbygning på
ligegyldigheden, den er vor tids mere godlidende variant af racismen, og
dens konsekvens – som Bauman kalder multikommunitarismen – er så det
resultat, at verden kommer til at bestå af ghettoer, der indadtil er
meningsterroristiske (mod deres egne medlemmer) og udadtil er ligeglade,
hvis da ikke det kommer til konfrontation med andre multifællesskaber.
For
den kommer så til at foregå pr. skydevåben, fordi alle de indadvendte
fællesskaber forlængst har glemt, hvad offentlig diskussion, almenvel, stat
og så videre er. Offentlig diskussion fordrer nemlig evnen til at antage
helhedens synspunkt. På den måde bliver den hypertolerante
multikulturalisme i virkeligheden, ofte uden måske selv at ane det, til et
forsvar for samfundets fortsatte opløsning med stammekrigen som horisont.
Dén kommunitarisme, som mange amerikanere ser som kuren mod
liberaliseringens bagsider, bærer således kun ved til bålet, om det er i
Bronx-ghetto-udgaver, eller om det omvendt er i de rige amerikaneres
udgaver, hvor man opretter »portfællesskaber« med overvågningsudstyr og
vagtpersonale, der skal holde gadeuordenen og de fattige væk fra hjemmene.
Og
så er det jo i dag også nimånedersdagen for terroranslaget mod World Trade
Centre og Pentagon.
Så
vidt disse betragtninger den 11. juni 2002.