|
DEBAT af
forskellig art Bent Christensen |
Denne side er senest blevet opdateret 23.12.20: LAD OS SAMLES VED
HØJTTALERNE OG SKÆRMENE!
NB! Se også min blog i avisen.dk: Jeg er ellers ikke blogger …:
http://www.avisen.dk/blogs/bentchristensen/default.aspx
Teksterne i denne blog kan i høj grad
svare til teksterne på de forskellige undersider her, ja, måske ligefrem være
identiske med nogle af dem. Det kan være nærværende underside
("Debat"). Eller det kan være undersiden "Kirke og teologi"
eller undersiden "Diverse". Men det vil nok ofte være tekster, der
enten svarer til eller er identiske med tekster på undersiden "Mit
totaldigt".
Jeg henviser også til undersiden "Facebook",
hvor der er mange kommentarer til mange forskellige ting,
dog især fra min første tid i Facebook. - LINK
til min Facebook-profil:
https://www.facebook.com/bent.christensen.505
-
* * *
Men se også de indsatte tekster fra den nedlagte
underside ”Klumme” og
indholdsfortegnelsen dertil nederst på denne side. Indholdsfortegnelsen står
både allernederst på siden og lige før klumme-teksterne.
Ældst nederst – yngst øverst.
LAD
OS SAMLES VED HØJTTALERNE OG SKÆRMENE! - 23.12.20.
AFLYS
ALLE GUDSTJENESTER NU! - 17.12.20.
EU
skal stå sammen med Frankrig. - 30.10.20.
NOGLE
BEMÆRKNINGER I SEXISMEDEBATTEN. - 22.09.20.
ET
LILLE SNIT. Utrykt læserbrev om omskærelsen skrevet 08.09.20. - Sat på her
15.09.20.
HVORDAN
MERE KRISTENDOM? - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 07.08.20.
ULIDELIG
DEBAT, DER OPTAGER PLADSEN (i dag om tildækningsforbudet).
- Opslag i Facebook-gruppen Fri Debat 06.08.20.
"STAFETTEN
MED CLEMENT" - ET POSITIVT EKSEMPEL. - 01.08.20.
FORBRUGERBOYKOT
AF KVOTEFILM OG LIGNENDE? - Kommentar til opslag i Facebook-gruppen Fri Debat
29.07.20.
HVOR STORT ER TIDSÅNDENS TRYK PÅ MEDIER OG
FORSKNING? - En opfordring til unge (eller ældre) medie- og/eller
videnskabssociologer. - 19. juli 2020 på Facebook-siden Fri Debat.
BLIVER
DET NÆSTE LANGELANDSPØLSEN? - Min "I øvrigt" i Ekstra Bladets
"nationen!" 17.07.20.
EN
ADVARSEL FRA HØJRE. - Læserbrev, til dagbladet Information 06.07.20, som ikke
blev trykt. Især om kunstens åbenhed og autonomi. Sat på her 08.07.20.
TREDJE
BØLGE? - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende om, hvordan dårlige kræfter
nu snylter på Black lives matter-bevægelsen. - 01.07.20.
DET KAN ENDE MED, AT VI IKKE MÅ RINGE MED
KIRKEKLOKKERNE. - Opslag i Facebook-gruppen Fri Debat 29.06.20.
ALLIANCE OF DEMOCRACIES.
Om Anders Fogh Rasmussens opfordring til, at alle verdens frie og demokratiske
lande danner en sådan alliance. - Her og på min Facebook-væg 19.06.20.
COVID-19-DRØM
14.04.20 før kl. 2156.
DEMOKRATIET
ER STÆRKEST I DEN SIDSTE ENDE. Kommentar til et Facebook-opslag, hvori der
peges på, at kineserne forstår at stå sammen og løfte i flok uden at stille
spørgsmål og dermed er mere effektive end demokratierne. - 04.04.20.
GUDSTJENESTEN
I COVID-19-SITUATIONEN. En gudstjeneste er i covid-19-situationen en offentlig
begivenhed som alle andre. Kommentar til et Facebook-opslag fra Ateistisk
Selskab 04.04.20
HVAD
BLIVER DET NÆSTE? - I anledning af, at en venstreborgmester har sammenlignet
statsborgerskab-håndslaget med den (påtvungne) heilende nazihilsen. - I en
andens Facebook-tråd og her 26.02.20.
VIRUSFLAGET OG STEEN NØRSKOV.
Om Jyllands-Postens kinesiske virusflag og den kinesiske reaktion på det og
Søren Espersens reaktion på Steen Nørskovs interview med
Trykkefrihedsselskab-formand. - På min Facebook-væg og her 28.01.20.
JEG ER HOLDT OP MED AT SE
DEM. Om film, der - harmløst og feministisk - er designet til verdensmarkedet.
- 21.12.19.
RELIGION
OG RELIGIONSKRITIK. - Lolland-Falsters Folketidende 19.12.19. - Efter
Deadline-indslag om Jürgen Habermas 17.12.19.
OM SKIFTET FRA RADIO24SYV
TIL R4DIO. Et nekrologdigt og nogle kommentarer. - Sat på her 01.11.19.
KRISTENDOMMEN DÆMPER
ANGSTEN. Læserbrev i Folketidende 19.10.19.
FØR FOLKETINGETS ÅBNING.
Ægte mangfoldighed må betyde, at man samles til hver sine gudstjenester eller
højtideligheder, inden man går over i Folketingssalen. - Så på her 04.10.19.
STATSMINISTEREN HAR SKADET
DANMARK. - På min Facebook-væg og her 21/22.08.19.
LØGNENS DAG - endnu en
gang. - I anledning af syvårsdagen (12.06.19) for autoriseringen af ritualet
for vielse af personer af samme køn.
OM LIDT GÅR JEG I "FØR SØNDAG-MODE"! (Og
siger farvel til politik og valgkamp for denne uge). - På Facebook-væg og her
den 11. maj 2019.
DET ER FORBANDET ... - En fjerdepåskedagsbetragtning
på baggrund af situationen omkring Rasmus Paludan og terroranslagene i Sri
Lanka. - Her og på min Facebook-væg 24.04.19.
MAN KAN SPYTTE SÅ LÆNGE PÅ EN STEN ... - Kommentar i
tråden til DR 2 Deadlines opslag af indslaget med Politiforbundets
formand Claus Oxfeldt den 17. april 2019.
DET BESATTE DANMARK. Besættere, medkæmpere og slatne politikere og debattører. Kommentar
i en P1 Debat-Facebook-tråd 16.04.19.
RADIO24SYV I NYKØBING? - Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende 10.04.19.
Om HELTER SKELTER. Jens-Martin Eriksens nye roman om situationen i
verden - og indvandringsdanmark - 2026. - Sat på her
11.03.19. - Med mit 2004-foredrag om poesi og ideologi som tillæg. Hvori
Jens-Martin Eriksen til sidst omtales og roses.
JEG ER VRED OG KRÆNKET. - Læserbrev i Folketidende 07.03.19.
OM PRÆSTEHÅNDTRYK. - 18.02.19.
BADEHOTELLET ER, SOM DEN SKAL VÆRE. Men anmelderne ser
nok DF-spøgelser alle vegne. - Kommentar på seriens Facebook-side 04.02.19.
MIDDELALDER IGEN? -
Læserbrev i Folketidende 21.12.18. Om Den danske sang er en ung blond
pige-sagen.
OM MIN EGEN SITUATION I
SEPTEMBER 2018 - og om noget fra min sygesengsradiolytten 14-16.09.18.
EN "KUNSTNER OG INTELLEKTUEL", DER PRØVER AT
FORSTÅ DEM, DER STEMMER PÅ DE HØJRENATIONALE PARTIER.
- 14.09.18. - På min egen Facebook-væg og i DR 2 Deadline-tråden.
DET TYSKE HAR SEJRET. - Læserbrev i Folketidende
08.09.18. (Om den sprogligt ukorrekte ændring af endelsen i bla. stednavnet
Tillitse til det tyskprægede "-itze").
REJS DIG, MAND! - Utrykt kronikforslag i anledning af
oplysningen om, at kvinderne fravælger hver femte danske mand. - 27.08.18.
INDVANDRINGEN HAR ALLEREDE ÆNDRET MEGET. - Stop for al
yderligere indvandring, men hverken særlige regler for eller særlige hensyn til
nogen. - Kommentar i Mikkel Andersson-tråd efter P1 Debat fredag den 3. august
2018.
GLEM IKKE JØDERNE! - GLEM IKKE GRUNDTVIGS
GÖTEBORG-TANKE! - Min kommentar til DR P1's "Supertankers" udsendelse
om vand "Vi er vand" 30.07.18.
VOR TIDS MAGTKIRKE. - En
kommentar til genudsendelsen af "Franks Femkamp" (med Helmuth Nyborg)
i Radio24syv mandag den 23. juli 2018.
LØGNENS DAG 2018. Min dagbogsoptegnelse i anledning af
årsdagen for autoriseringen af et ritual for vielse af personer af samme køn
(2012).
ANTALLET, IKKE
BESKÆFTIGELSESGRADEN ER AFGØRENDE. - Kommentar til indslag i DR 2 Deadline
02.06.18.
STEDNAVNET TILLITSE OG ET PAR HISTORIER. Et
artikelmanuskript, der uddyber, hvad der står i det tidligere indsatte
læserbrev. - 24.04.18.
TILLITSE ER DET RIGTIGE. - Læserbrev i
Lolland-Falsters Folketidende 24.04.18.
JEG ER DYBT RYSTET OVER
MARIE KRARUP. - Efter DR2 Deadline 22.02.18.
EN AFORISME OG NOGLE
BETRAGTNINGER I ANLEDNING AF PRINS HENRIKS DØD OG BISÆTTELSE. - På
bisættelsesdagen tirsdag den 20. februar 2018.
UGENS AFORISME - MED EN LÆNGERE KOMMENTAR. - Opslag på
min Facebook-profil 05.02.18.
DET SÆRLIGT DANSKE ER DET SÆRLIGT DANSKE. Kommentar
til DR Deadline 02.02.18.
INGENTING SÅ GALT ... Om juleafslutningsgudstjenesten,
der blev væk. - Sat på her 11.12.17.
REPUBLIKKEN, DER BLEV VÆK.
Kommentar til sagen om "Jul i republikken", den satiriske
julekalender, DR ikke turde sende. - Sat på her - og på DR2 Deadlines og min
egen Facebook-side 05/06.12.17.
JEG ER KED AF OG FLOV OVER, AT VI HAR EN SÅ SLAP
STATSMAGT. Kommentar i DR 2 Deadlines tråd til udsendelsen 07.11.17 (indslaget
om den såkaldte bandekonflikt).
VÆLGERMØDET DEN 18. OKTOBER 2017. Indlæg i vor
beboerforenings blad FUGLSE BLADET oktober 2017. - Sat her på siden 30.10.17.
BURKAFORBUD OG LIGNENDE ER EN DÅRLIG IDÉ. - 06.10.17.
SOLIDARITET MED INGER STØJBERG. - 28.09.17
SOCIALDEMOKRATERNE OG BEKYMRINGERNE. - 27.09.17.
VOR MONARKISKE STATSFORM OVERLEVER. - I anledning af
prins Henriks også for ham selv meget uheldige optræden. - 09.08.17.
NATURVIDENSKABERNE
I DET GRUNDTVIGSKE DANNELSESPROJEKT (artikel i Dansk Kirketidende nr. 7, august
2017).
I P1 DEBAT OM POLITISK KUNST. - Kommentarer og referat
af min deltagelse. - Anledningen var, at man havde ladet Den kinesiske kunstner
Ai Weiwei pakke Kunsthal Charlottenborg ind i
redningsveste fra flygtninge i Middelhavet - 18.07.17. - Med en tilføjelse
19.07.17.
LØGNENS DAG. 12. JUNI. - Sat på her 12.06.17.
HAR TERROREN PÅVIRKET
UK-VALGET? - 09.06.17.
SOCIALKONSTRUKTIVISTISK NEWSPEAK-LØGN. - Kommentar i
Deadline-tråden, på min egen Facebook-væg og her til Deadlines diskussion
29.05.17 mellem to tidehvervsfolk om vielse af personer af samme køn.
P1 DEBAT OM KONFIRMATIONEN - MED FB-BIDRAG FRA MIG. -
Fredag den 26. maj 2017.
NU KLUDRER MARIE KRARUP IGEN. - Den kristne mission
skal ikke spændes for nogen som helst politisk vogn. Men den kristne kirkes
karakter og universalitet står over alt andet. Slået op på min Facebook-væg og
sendt til Kristeligt Dagblad 24.05.17.
JEG BRÆKKER MIG IKKE. - Efter terrorhandlingen i
Manchester den 22. maj 2017.
NEJ, VI SKAL IKKE SENDE FLERE SOLDATER. - Kommentar til
P1 Debats udsendelse torsdag den 11. maj 2017: "Skal vi sende flere
soldater til Afghanistan?".
SÆNK KONGEHUSET? Min kommentar til P1 Debats
udsendelse med denne titel den 5. maj 2017.
EN 1. MAJ-HILSEN. Et digt og en kommentar.-
Sat på 01.5.17.
DET HANDLER IKKE OM GUD, MEN OM TERROR. Min deltagelse
i P1 Debat om blasfemiparagraffen 27.04.17 - med til slut et forslag til en
mere ærlig version af § 140 i den danske straffelov.
KØDSPISNING ER NOK EN
INDRØMMELSE TIL VIRKELIGHEDEN. - Kommentar i tråden til P1 Debats
Facebook-opslag "Bliver kødspiserne de næste rygere?" 27.03.17.
LONDON 22. MARTS. - Sat på her 23.03.17.
DETTE ER NOK MIN ENDELIGE FREMMEDPOLITISKE ERKLÆRING.
- Sat på her 21.03.17.
ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM. - 18.03.17.
TO BEMÆRKNINGER I MARTS
2017. Om det kulturelle folkeselvmord og om Tyrkiet i Europa. - Sat på her
13.03.17.
KAN DF'S TILNÆRMELSE TIL S
RÆKKE HELT UD TIL EL? - Kommentar til DR 2 Deadline 03.03.17: Enhedslisten er
blevet bovlam.
ROS TIL BADEHOTELLET. - Sat
her på siden 24.02.17.
"KÆRE OLE JENSEN, LAD
VÆRE AT FALDE I FJENDEBILLEDTEGNINGENS FRYGTELIGE
GRØFT!". Kommentar i Kristeligt Dagblad 26.01.17.
TILFØJELSE TIL MIN
"ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE". - 23.01.17.
ERKLÆRING EFTER DEN
AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE. - Lørdag den 21. januar 2017.
EN TEOLOGISK OG KIRKEHISTORISK VAMPYR- OG
SPLATTERROMAN. En slags lille anmeldelse af Peter Tudvad:
"Manteuffel" (2016). - Sat på her 16.01.17.
Kommentarer (med statistik
nederst) til artikel i Kristeligt Dagblad: "DANSK FOLKEPARTI FORESLÅR
FORBUD MOD MINARETER". - 05.01.17.
OM ESTABLISHMENT, FOLKELIGHED OG KIRKELIGHED. På min
Facebook-profil 21.12.16.
ER KIRKE OG STAT ET STÆRKT ÆGTESKAB? - Kommentarer til
en udsendelse i P1 Debat 13. december 2016.
ER
EUROPOL-FORBINDELSESOFFICEREN REN HÆVN? - Kommentar i P1 Debat-tråd 08.12.16.
TIL ET FOLK DE ALLE HØRE ... 1848 og nu - over en bred
skala. - Kommentar på min væg til den af mig Facebook-delte artikel på dr.dk
"Udskældt test måler udlændinges danskhed igen" 01.12.16.
BETRAGTNINGER FRA EN TIL DELS KONSERVATIV SIDELINJE.
Den uforkortede version af mit bidrag til debatbogen 'Jeg' er fandme til! (2016) efter Marianne Stidsens disputats Den ny mimesis (2015). - Sat på her
23.11.16.
EN LØS KANON. Betragtninger i anledning af lanceringen
af Danmarkskanon. - 16.11.16.
VERDEN MED TRUMP. - 15.11.16 efter (bekymret) at have
hørt Verden ifølge Gram på DR P 1.
MIN KOMMENTAR TIL PRÆSIDENTVALGET I USA. - Skrevet
09.11.16.
YTRINGSFRIHED OG TERROR. Kommentar til DR Deadline
29.10.16 (Flemming Rose og JP).
VENSTREFLØJEN OG VOLDEN. Kommentar til DR Deadlines
indslag om Peter Øvig Knudsens BZ-bog 04.10.16.
ET LÆNGERE INDLÆG!
Kommentar til indslaget "Hvornår er man dansk?" i DR 2 Deadline
26.09.16.
VI SKAL NØJES MED AT TALE
OM ANTALLET. - Efter P1 Debat 22.08.16 med temaet "Venlig eller
væmmelig?", om Venligboerne, der nu af den modsatte side bliver kaldt væm'ligboerne. Og i det hele taget om de to siders måde at
tale om og til (men ikke så meget med!) hinanden på.
EN OND JULIUS. - Læserbrev
i Lolland-Falsters Folketidende 18.08.16 om "Julius’" satiretegning
om (mod) Dansk Folkepartis forslag til øget grænsekontrol.
SANDHEDENS TIME. - Større
tekst om EU- og folkevandringskrisen. - 17.08.16.
SIKKERHEDSVENTIL - MEN HELST EN HELT ANDEN SLAGS
POLITIKERE. - Kommentar i DR Deadline-tråd 15.08.16.
MUSLIMSTOP. - 29.07.16.
DE HØRER HJEMME I SKAMMENS MØRKE OG PÅ HISTORIENS LOSSEPLADS.
- Kommentar i tråden til DR Deadlines omtale i Facebook af indslaget om
terrorhandlingen i München. - 22.07.16.
SÅ KLAR SOM SITUATIONEN (læserbrev om Dansk
Folkepartis politik fsva. regeringsdeltagelse og
EU-afstemning). - Lolland-Falsters Folketidende 20.07.06.
FOLKEAFSTEMNINGER - OG NYE
POLITIKERE. - Kommentar i Facebook-tråd 19.07.16.
IKKE SAMMENBRUD, MEN ET NYT EF! - Min seneste
kommentar til situationen i og omkring EU - og omkring Dansk Folkepartis
moderate og pragmatiske EU-politik. - 04.07.16.
EN AKTUEL AFORISME. - 29.06.16.
BREXIT. - Min
dagbogsoptegnelse ved middagstid dagen efter den britiske folkeafstemning. -
24.06.16.
IGEN-IGEN - Lovgivningen mod
had-imamerne er noget af det dummeste. Kommentar i DR Deadlines Facebook-tråd
03.06.16.
VI SKAL IKKE STERILISERE SAMFUNDET. - Min kommentar
til P1 Debat 07.04.16, hvor det blev debatteret, om vi skal frygte kristen
fundamentalisme.
KAPITALISMEN SKAL HAVE ET MODSPIL. - I Deadline-tråden
om Panama-skattelysagen. - 04.04.16.
SV-REGERING STØTTET AF DF. - Et forslag og måske en
spådom i anledning af udmeldingerne fra LA. - 02.04.16.
VIDERE! - Opslag på min Facebook-væg formiddag
31.03.16.
JO VÆRRE, JO BEDRE! Politikerne skal lade muslimerne
være i fred. - Opslag på min Facebook-væg 30.03.16.
LAD MUSLIMERNE GØRE, HVAD DE VIL! - Kommentar i TV 2
Tirsdagsanalysens Facebook-side 29.03.16.
ER DANSK KULTUR NOGET SÆRLIGT? - Forhåndskommentar
(med to tilføjelser) 26.03.16 (påskelørdag) til dagens udgave af P1 Debat
Special: Danmark over grænsen.
NATURVIDENSKABEN DÆKKER IKKE ALT, MEN SKAL STYRKES SOM
DANNELSESFAG. - Min kommentar til indslaget i DR 2 Deadline 22.03.16 med Eske
Willerslev og Kristian Leth i anledning af deres bog Historien om det hele.
VI SKAL BARE BLIVE VED AT
LEVE. - Min Facebook-kommentar til DR P 1 Debat's
spørgsmål: Hvad skal en Danmarkskanon indeholde? - 16.03.16
55 % ØNSKER KIRKEN ADSKILT
FRA STATEN. - Og det hilser jeg velkommen! - 29.02.16.
KNUD DEN STORES RIGE I TÆT
TILKNYTNING TIL EU? - I P 1 Debats tråd om UK's
forhold til EU. 18.02.16.
PROLETARER, FORÉN JER! - Om
de facto-alliancen mellem venstrefløjen og erhvervslivet. - Sat på her
18.02.16.
BLASFEMI I DET 21. ÅRHUNDREDE. - Kommentar i tråden
til Rasmus Jarlovs Facebook-opslag 11.02.16 om Flemming Nielsens blasfemi-dom.
- Sat på her 13-02.16. - NB! Det var vist en racisme-dom!
SKAL JEG FORTRYDE? - Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende i anledning af Ingolf Gabolds på kultursiden 04.02.16 gengivne
udtalelser om tv-serien 1864. -
06.02.16.
MEN LIGE NU REDIGERER JEG DIGTSAMLING! - Om kristendom
og folkevandringspolitik. - Slået op på min Facebook-væg fredag den 29. januar
2016.
STATUS I FOLKEVANDRINGSKRISEN. - 27.01.16.
ONLINEKOMMENTAR TIL KD-ARTIKLEN "Middelmådig
ph.d. sætter fingeren på tidens grundtvigske kulturkamp". - 02-12-15
LATTERLIGGØRELSE ER DET VIGTIGSTE VÅBEN. - Kommentar,
også på min Facebook-væg, til terrorhandlingerne i Paris 13.11.15.
GROTESK - MEN KUNNE HAVE
VÆRET HÅNDTERET BEDRE. - Om kritikken af, at Folkekirkedanmark
har fået en troende forskningsminister. - 12.11.15.
SVÆRMERI KAN OGSÅ NU FÅ
FATALE KONSEKVENSER - Kommentar til situationen i Tyskland. - 19.10.15.
TIÅRET FOR MUHAMMEDTEGNINGERNE. - 30.09.15.
SÅ MÅ VI STØTTE DE ØSTLIGE EU-LANDE. - 17.09.15.
De, der nu byder folkevandrerne velkommen, minder mig
om dem, der stod med blomster i hænderne den 9. april 1940. - I Deadline-tråd
12.09.15.
SURREALISTISK! Om migrationssituationen og de rådvilde
danske og europæiske politikere. - I Deadlines Facebook-tråd og på min egen
væg. - 09.09.15.
HVIS DETTE FORTSÆTTER, GÅR
HELE EUROPA NED. - 08.09.15.
LIGNELSEN OM DEN
BARMHJERTIGE SAMARITANER OG DEN AKTUELLE FOLKEVANDRINGSSITUATION. - Her og på
min egen Facebook-væg og i en Facebook-vens tråd. - 31.08.15.
FOLKEVANDRINGEN. Vi bør
alle overveje og drøfte på en frisk. - 25.08.15.
DEADLINE, GRUNDTVIG - OG MIG! - Kommentar til
indslaget med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i DR 2
Deadline 03.08.15.
DANMARK SOM KRISTENT LAND OG EN TEOLOG SOM
FORSKNINGSMINISTER. - Kommentarer til DR 2 Deadline 22.07.15
MIN INTUITION OM FREMTIDEN OMKRING OG I IRAN. Det kan
måske udvikle sig rigtig godt! - 14.07.15.
HVOR DUM KAN MAN VÆRE?! Om
de skoledrengeagtige angreb på den teologiske uddannelses- og
forskningsminister.
ER DANMARK ET KRISTENT
LAND? - I P 1 Debat-tråd om Danmark som kristent land. - Udsendelsen 08.07.15.
- 07.07.15.
TILLYKKE, PIA! - 03.07.15.
VED MEDDELELSEN OM, AT VI FÅR EN REN VENSTRE-REGERING.
- 26.06.15.
VI KAN GODT FØRE EN BEDRE SAMTALE, SELV OM NOGLE AF OS
IKKE GÅR PÅ KOMPROMIS. Ny kommentar i Facebook-tråd 24.06.15.
MEN KAN VI KOMME VIDERE? -
Kommentar i Facebook-tråd til de voldsomme reaktioner på Dansk Folkepartis
fremgang ved valget. - 24.06.15.
JA, LAD OS BARE FÅ NOGLE
ANDRE BOGSTAVKOMBINATIONER! - Lørdag den 20. juni 2015.
LØGNENS DAG - 12. juni. -
Dagbogsoptegnelse på treårsdagen for autoriseringen af ritualet for kirkelig
vielse af personer af samme køn. - 12.06.15.
GARANTIER EFTER UKRAINE? - Ikke optaget læserbrev. Sat
på her 09.04.15.
LIBERALITITIS? EN NY SLAGS STOCKHOLM-SYNDROM? - Om
Birthe Rønn Hornbechs indlæg i Politiken: "Kapløbet om at overhale DF
højre om, er Venstre ikke alene om". - 19.03.15.
STRATEGISK SFÆRE OG KULTURSFÆRE. I forbindelse med
situationen omkring Ukraine. - 19.02.15.
MIT SIDSTE ORD OM ISLAM OG INDVANDRINGEN? - 19.02.15.
DE ENKELTE GALNINGE - OG NÆSTEKÆRLIGHEDEN. - På min
Facebook-væg og her 17.02.15.
DE TO EUROPÆISKE FRONTER. Opslag i Dansk-Ukrainsk
Selskabs Facebook-gruppe og på min egen Facebook-væg. - 16.02.15.
HILSEN TIL MIN
FACEBOOK-VEN LARS VILKS. - 14.02.15.
FACEBOOK-KOMMENTARER DAGEN
EFTER MINSK 2.0. - Sat på 13.02.15.
KÆRE RUSSISKE VENNER! -
Internethilsen på dansk og russisk til alle i Den Russiske Føderation.
SOM AT STÅ OVER FOR EN GAL
HUND. - Kommentar 29.01.15 i Facebook til den russiske OSCE-repræsentant
Andrei Kelin trussel mod Vesten, hvis man ikke
stopper støtten til Kiev-regeringen.
VERDEN IFØLGE GRAM. Om
Ukraine og Rusland. - Opslag på min Facebook-væg formiddag 27.01.15.
MULTIKULTI OG
PRIVATSKOLER. - Min kommentar til Deadline 22.01.15, indslaget om flugten til
privatskolerne.
MIN KOMMENTAR TIL DEADLINE-DISKUSSION OM LANDSFORRÆDERBEGREBET.
- Sat på der (også i tråd på min egen væg) og her 29.01.15.
ZENIA STAMPES TALK-TOG. - På min Facebook-væg og her
20.01.15.
KOMMENTAR TIL INDSLAGET OM DE DANSKE
FRIHEDSRETTIGHEDER I DEADLINE 19.01.15.
SKYLDES DE PROGRESSIVES VANSKELIGHEDER, AT DE HAR HAFT
EN SKJULT DAGSORDEN? - Kommentar til DR 2 Deadline 18.01.15.
FORSKELLIGE
FACEBOOK-TEKSTER M.M. 16. JANUAR 2015. To indledninger. - Min nye genre
Tegninger uden streger. - En aforisme om humanisterne som Komiske Ali'er. - Facebook-kommentaren "Pest, kolera, tyfus -
og AIDS". - 16.01.15.
TALK-TOG (om Zenia Stampes
humanismekampagne). - 16.01.15.
PEST, KOLERA, TYFUS - OG
AIDS. - (Om islamismen, Putin, de Putin-venlige vestlige højrekræfter
- og vore egne indvandringstilhængere og islam-venner). - 16.01.15.
HUMANISTEN ZENIA STAMPE I
DEADLINE. - 14.01.15.
MERE OM CHARLIE-FORSIDEN I
MORGEN. - 13.01.15.
TERRORISMEN OG KORANEN. - I Deadline 12.01.15
diskuterede Jørgen Bæk Simonsen og Tina Magaard, i hvilket omfang terrorismen
udspringer af Koranen.
Ugens digt med kommentarer
som debatindlæg: FØDSELSOVERVEJELSER I JANUAR 2015.
I ANLEDNING AF
TERRORANGREBET MOD CHARLIE HEBDO. - Nogle af de ting, jeg i dagene 7.-8. januar
2015 har skrevet i Facebook. Med et par tilføjelser 10.01.15.
VOR FREMTID MED RUSLAND. -
Min kommentar 30.12.14 til en britisk professors kritik af Vestens politik over
for Rusland.
OM SIDSTE AFSNIT AF "1864". -
Lolland-Falsters Folketidende 03.12.14. - Plus Facebook-kommentar.
UMIDDELBARE BEMÆRKNINGER TIL SIDSTE AFSNIT AF
"1864". - 01.12.14
SÅ
FORSTÅ DOG DEN SERIE! - Om "1864" og kritikken af den. -
Lolland-Falsters Folketidende tirsdag den 25. november 2014.
GAMMELDAGS GEOPOLITISKE
INTERESSER OG VÆRDIMÆSSIG ASYMMETRI. - Deadline 22.30 lørdag den 22. november.
TAK, IB MICHAEL! - For
indlægget i Politiken om kritikken af "1864" den 18. oktober 2014:
"Kritikken af '1864' er en pærevælling af patetisk vrøvl". -
22.11.14.
"1864" - EN
MELLEMFALDENDE BETRAGTNING. - 22.11.14
Om Ukraine i Deadline
12.11.14: UKRAINE OG RUSLAND - igen-igen. - 12.11.14.
NY KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje del og
læsning af flere anmeldelser og lignende
KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje afsnit. -
27.10.14.
MIN KOMMENTAR TIL DR 2
DEADLINE 17.10.14. Om Rusland/Ukraine og IS. - I Deadline-tråden, DUS-opslag og
hos mig selv.
MIN
KOMMENTAR TIL SITUATIONEN OMKRING AFTALEN MELLEM EU, UKRAINE - OG RUSLAND. -
Med to links. - 16.09.14.
MIN KOMMENTAR TIL
MELDINGERNE OM EN VÅBENHVILEAFTALE I UKRAINE. - 03.09.14.
"ARM
UKRAINE OR SURRENDER". Min kommentar til en
artikel i the New York Times med denne titel. - 01.09.14.
SØREN
PIND VAR I DEADLINE. 29.08.14. Om situationen i og omkring Ukraine.
INTET
UGENS DIGT. På grund af situationen i Ukraine. - Opslag på min Facebook-væg
28.08.14.
KOMMENTAR
TIL ARTIKEL I DEN POLSKE AVIS GAZETA WYBORCZA OM
SITUATIONEN I ØSTUKRAINE. - 26.08.14.
DET
LYDER IKKE SÅ GODT. Kommentar i Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd om de
separatistiske/russiske modangreb og det kommende topmøde i Minsk. - 25.08.14.
ET
MULIGT UKRAINE-SCENARIE. - 18.08.14.
JØDERNES
RET OG FOLKET OG SKOLEN. TO DISKUSSIONER I DEADLINE. - 15. august 2014.
HVAD
KAN PUTIN FÅ UD AF SIN OVERPLATTE HUMANITÆRE MANØVRE? - Kommentarer til
Deadline 22.30 den 12. august 2014.
HVAD
GØR VI? - Kommentar til BBC-artikel om en mulig russisk invasion i Ukraine. -
09.08.14.
EKSISTENS-TANKER
I AUGUST 2014. Efter at have hørt DR P 1 Eksistens' udsendelse "Sex, køn
og afslutningen på det normale". - 05.08.14.
STRATEGIEN I SØNDAGSFROKOSTEN. I Dansk-Ukrainsk
Selskab-tråd 04.08.14.
NU SKRUER JEG NED FOR BLUSSET! Jeg er træt af den
måde, Ukraine-krigen føres på i Facebook. I en Facebook-tråd, her og på
undersiden "Facebook" 01.08.14.
MIN
UKRAINE-KOMMENTAR TIL DR 2 DEADLINES INDSLAG 30. JULI 2014 OM SITUATIONEN I
UKRAINE. - 30.07.14.
SKAL JEG TIL DEMONSTRATION FOR FØRSTE GANG I MIT
LIV? To Facebook-kommentarer til situationen i Ukraine 23.07.14
Facebook-kommentarer til situationen i Ukraine
07.07.14.
To
Facebook-kommentarer om EU og NATO og Rusland lidt over midnat den 1. juli
2014.
Deadline
28.06.14. - PUTIN OG DEN VESTLIGE HØJREFLØJ. - 28.06.14.
RUSLAND
SOM KINAS VASALSTAT? - Aforismeagtig Rusland-kommentar på dagen, hvor
Frihandels- og associeringsaftalen mellem EU, Ukraine, Moldova og Georgien blev
underskrevet. - 27.06.14.
ALEKSANDER KWAŚNIEWSKI OM POLEN, UKRAINE OG RUSLAND. - Opslag på
min Facebook-væg ud på de små timer natten efter Kristi himmelfarts dag
(30.05.14).
UKRAINE - I TRÅD TIL SALMEOPSLAG. - Om Ukraine i salme-sammenhæng. -
28.05.14.
BEMÆRKNING TIL SITUATIONEN OMKRING DET UKRAINSKE VALG FÅ TIMER FØR
VALGSTEDERNE LUKKER. - 25.05.14.
KAMPAGNEN MOD DF GØR DET NØDVENDIGT AT STEMME PÅ DETTE PARTI - TRODS
DETS UKRAINE-POLITIK. - Kommentar 23.05.14 i tråden til mit opslag af linket
til en side med det sjove kort "Putins europakort 2014".
To kommentarer til
DR-udsendelser om Ukraine og Polen. - 17.05.14
LAD
OS SATSE STORT FOR AT GØRE OS UAFHÆNGIGE! Vi skal kaste os ud i udviklingen af
alternativer til russisk gas og mellemøstlig olie, som om det var en krig, vi
gik ind i. - Opslag på min Facebook-væg 13.05.14.
FRISK POLSK ANALYSE AF
SITUATIONEN I UKRAINE. Med to senere "videre"-kommentarer.
- Opslag på min Facebook-væg 12.05.14
ER EU-TILHÆNGERPARTIERNE
VED AT LAVE EN NY "NYRUP"? - Facebook-kommentar i Søren Pind-tråd. -
10.05.14.
EN UKRAINE-KOMMENTAR TIL
EN FACEBOOK-VEN. - 08.05.14
ET
PAR NYE FACEBOOK-INDLÆG OM SITUATIONEN I OG OMKRING UKRAINE. ER VI VED ET
VENDEPUNKT? - 08.05.14 (skrevet 07.05.14).
ET
FACEBOOK-INDLÆG I UKRAINE-DEBATTEN. - 24.04.14.
MICHNIK OG JEG OM RUSLAND.
Verden har brug for Rusland. Rusland har ikke brug for Putin. - Sat på her
10.03.14.
"VI" ER VESTEN - OG DANMARK. - Svar til en
Facebook-debattør i tråd om forholdet til Ukraine og Rusland. - 04.03.14.
LUK
FOR GASSEN! - Kommentar i DR 2 Deadlines tråd om indslaget om situationen i og
omkring Ukraine. - 03.03.14.
FØRSTE
TANKER EFTER PÅBEGYNDT LÆSNING AF ULVE,
FÅR OG VOGTERE. - 28.02.14.
KOMMENTAR
TIL DÆKNINGEN AF BENT JENSENS KOLDKRIGSBOG I DR 2 DEADLINE. - 26. februar 2014.
CHRISTIANIA-SAGEN.
- Sagen om Retsudvalgets besøg i Christiania, der førte til justitsminister
Morten Bødskovs fald. - 10.12.13
YAHYA
HASSAN ER FØRST OG FREMMEST DIGTER, OG DET DANSKE DEBATNIVEAU ER UTROLIG LAVT.
- Fremmed Facebook-tråd, egen Facebook-væg og her 02.12.13.
DEJLIGT
AT HØRE EN MARXIST! - Kommentar til Deadline 2. sektion 04.11.13. Adam Holms
interview med nymarxisten Mikkel Bolt
PÅ
UNIVERSITETSBETINGELSER. - Om eventuel universitetsuddannelse af vordende
imamer. - Kommentar til artikel i Kristeligt Dagblad 24.10.13.
TRE KOMMENTARER TIL ARTIKLER I KRISTELIGT DAGBLAD OM GRUNDTVIG.
- KD Onlinedebat og Facebook. - 08.10.13.
MAN
FØRER KRIGE UDE OG SER STORT PÅ DEN EGENTLIGE TRUSSEL - DEN PSEUDORELIGIØSE
"MORALISME" ER FÆLLESNÆVNEREN. - 12.09.13. - Også i Facebook.
ALLE
BLIVER MERE ENS. SKAL MAN LE, GRÆDE ELLER GIVE ET RÅD? - I min avisen.dk-blog og (tilpasset) i online-kommentar til
artikel i Kristeligt Dagblad 11.07.13.
GRUNDTVIG
SKAL IND I UDDANNELSESDEBATTEN. - I min avisen.dk-blog
29.06.13.
OM
AT RISIKERE AT BLIVE SLÅET IHJEL FOR ANDET END FÆDRELANDET. - I Facebook-tråd
om Hans Hauges bog Danmark og hans medvirken i en Apropos-udsendelse.
ER
DET BEDST AT TIE? - Vil det tjene vor sag bedst, hvis vi, der hidtil har ført
os frem, stiller os tavst iagttagende og afventende på sidelinjen og lader
indvandringstilhængerne og islamofilerne stå alene
med problemerne og ansvaret? Og idet vi så ellers koncentrerer os om fremtidens
virkelige og helt store problemer. - Tekst indsat her på siden 12.02.13.
FORVENTELIGE
REAKTIONER. - Kommentar og hilsen til Lars Hedegaard i Sappho
09.02.13. - Med tilføjelser om en sørgelig udtalelse af Erik
A. Nielsen.
IND
PÅ MODERNITETENS TORV. Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om
fremtidens fællesskab(er). - Dansk Kirketidende 04.04.12.
FØRST BETALINGSRINGEN, SÅ
VIELSESRINGEN. - En "I øvrigt" i Ekstra Bladet 26.02.12.
DET
KOMMER HELT AN PÅ OS SELV. - Kommentar til Bent Jensen-klumme i "Sappho".
BOYKOT
KIRKEN! (Erstat vielsen i kirken med en udvidet bordbøn før bryllupsmiddagen).
FLERTALLET HAR MAGTEN. - KD Onlinedebat til
biskopperne Holm og Drejergaards "Partnerskab er
ægteskab" i Kristeligt Dagblad 11.10.11. - Med senere tilføjelser.
VIGTIGT SYMBOL. - Onlinekommentar til BT-artiklen
"Regeringen vil skrive Margrethe ud af grundloven". 11.10.11.
VI MÅ VENTE PÅ ET KULTURELT PARADIGMESKIFT. - Om at
gymnasiet opdrager eleverne til at blive venstreorienterede - KD Onlinedebat
13.09.11. - Teksten er - her på siden - ledsaget af nogle mere eller mindre
aktuelle yderligere betragtninger.
NYTÆNKNING. - "Det er ulideligt at høre om, at
det private forbrug skal stimuleres til gavn for beskæftigelsen". -
Lolland-Falsters Folketidende 23.08.11.
DEJLIGT. - Kommentar til Christian Skovs artikel i Sappho "Den højreradikale". - 16.08.11.
DET MESTE ER RIGTIGT. - Kommentar til kronikken
"En bedre borgerlig værdikamp" af Mette Bock og Merete Riisager. -
16.08.11.
DET STERILISEREDE SAMFUND. - Online-kommentar til
artikel i KD om modstand mod klokkeringningen. - 15-08.11.
NY ERKLÆRING. Lad skammens mørke sænke sig. - Opslag
på min Facebook-væg 01.08.11.
ERKLÆRING OM SØRGETID. - Opslag på min Facebook-væg
29.07.11.
STATUS EFTER UGERNINGEN I NORGE. - Opslag på min
Facebook-væg 25.07.11.
EB I øvrigt ... Om Tøger Seidenfaden. Ekstra Bladet
25.06.11. Sat på her 27.06.11.
VI KAN BLIVE PRESSET TIL DET (Folkekirken til at
oprette egne skoler). - KD Onlinedebat 24.06.11.
To kommentarer til artikler i Trykkefrihedsselskabets
"Sappho. - 31.05.11
DET SÆRLIGT DANSKE. - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende
06.04.11.
MURENS FALD - IGEN. - Blandt andet om de unge arabiske
frihedskæmperes forhold til tradition og historie. - Lolland-Falsters
Folketidende 22.02.11.
MEN ISÆR DET HELT NYE. - Om de intellektuelles rolle
lige nu. - Utrykt debatindlæg. Sat på her 28.12.10.
MYREKUGLEN? - Lolland-Falsters FOLKETIDENDE 10.11.10
ISLAM, KOMMUNISME OG NAZISME. - Også på undersiden
”Debat”, men desuden i ”Islamkritisk Netværk” og som Facebook-note.
VELKOMMEN! - Til ateistkonferencen. - KD Onlinedebat
16.06.10.
HAR VI FORTJENT KORSET I FLAGET? - KD Onlinedebat
15.06.10.
I ØVRIGT MENER ... Om kors, Dannebrog og
Maria-stjerner. - Ekstra Bladet 12.06.10.
HONNØR FOR KURT VESTERGAARD! - Onlinekommentar til
JP-artikel 10.06.10.
HONNØR FOR KURT
GUTTERMAND. Tak til Kurt Vestergaard. Men nu skal muslimerne ignoreres; de
betyder intet, og vi må videre. - Kommentar til Mikael Jalvings JP-blog. - Sat
på her 08.06.10.
SOM EN AF OS. - Utrykt læserbrev. Sat her på siden
08.03.10.
SNEHVIDE
OG NIKOLINENIKKI. - Dansk Kirketidende 04.03.10.
ANALYSE OG ALTERNATIV. - Jyllands-Posten 23.09.09. - I
anledning af situationen omkring besættelsen af Brorsons Kirke, men i langt
videre perspektiv.
I
GRUNDTVIGS KAMP. – Læserbrev i Politiken 10.09.02.
GO’
MORGEN DANMARK. – Indlæg i Præsteforeningens Blad 2002/41 11.10.02.
DEN
FALSKE FINHED. Kommentar til Katrine Marie Guldager: »Den falske helhed. Det skizo-paranoide samfund«, »KRITIK« nr. 157. - Skrevet her
til hjemmesiden 03.06.02. – Men let modificeret version sendt til KRITIK
04.06.02.
AUTONOMI
UDEN OVERANSTRENGELSE. - Kommentar til Klaus Wivel: »Er der nogen?« i »Bøger«
til WA 52/2001. - Skrevet 07.01.02. Sat på nærværende
underside 23.05.02.
JEG
ER TRÆT. (Kommentar til leder i Weekendavisen nr. 43/2001: »Kristne
korsfarere«). - Skrevet 26.10.01. Sat på nærværende underside 05.06.02)
-
NB! Se
teksterne fra den nedlagte underside ”Klumme” og indholdsfortegnelsen dertil
nederst på denne underside! Indholdsfortegnelsen til disse tekster står allernederst.
* * * * * *
LAD OS SAMLES VED
HØJTTALERNE OG SKÆRMENE!
Opslag på min Facebook-væg lillejuleaften
2020.
Det er ulideligt at høre, hvad fortalerne for fysiske gudstjenester i
julen siger. Jeg er ikke selv den store juleaftensdyrker. Det er jo juledag
(25/12), der er KRISTI FØDSELS DAG. Og en midnatsgudstjeneste natten mellem 24/12
og 25/12 vil være den rette begyndelse. Men så selvfølgelig højmessen 25/12. Og
så er der alle julegudstjenesterne frem til helligtrekonger (6/1) eller i hvert
fald til nu helligtrekongers søndag (3/1).
Jeg kan næsten kun høre magtsyge i det, fortalerne for fysiske
gudstjenester i julen siger. De skal ikke belære mig om, hvad juleevangeliet og
i det hele taget Evangeliet betyder! Men med de restriktioner, der nu gælder,
vil de for det store flertal så vigtige juleaftensgudstjenester jo slet ikke
blive, hvad de plejer at være. Og de fleste vil være lukket ude.
Jeg foreslår derfor, at alle bliver hjemme og sætter sig ved radioen
eller fjernsynet fra juleaften af og frem til og med helligtrekongers søndag
(3/1). Så vil hele denne store del af den danske menighed ikke bare kunne
opleve dette som en særlig husstandsgudstjeneste, men også som en gudstjeneste,
hvor man er sammen med alle de andre i hele landet. Anna og jeg vil gøre dette
hele julefesten igennem og vil have det godt med det. Det vil blive noget, vi
alle vil mindes resten af livet.
Om lidt slår jeg mine første julesalmer op, men allerede nu ønsker jeg
alle en glædelig julefest og et godt og forhåbentlig coronafrit
2021.
NYT OPSLAG LILLEJULEAFTEN KLOKKEN CIRKA 22:
GUDSTJENESTERNE DE FACTO AFLYST
Og det er godt. At afholde dem ville have været smittemæssigt
uforsvarligt. Men bemærk, at regeringen har undgået at forbyde dem, bare har
ladet sundhedsmyndighederne gøre det så bøvlet, at biskopperne og de
forskellige foreninger har anbefalet at aflyse dem. Så har man undgået at gøre
de mange tilhængere alt for vrede. Politik!
Jeg måtte jo skrive dette opslag, men senest i morgen genopslår jeg mine
julesalmer. Måske kan nogle have jule-glæde af dem. Men selv om jeg ikke vil
ringeagte de mange digitale julegudstjenester, gentager jeg også min opfordring
til, at mange af os samles ved højttalerne og skærmene for på denne at være
landsdækkende til gudstjeneste sammen helt frem til helligtrekongers søndag. Og
måske længere. - Men når mange nok er blevet vaccineret, vil vi igen kunne
samles i kirkerummene, hvad der naturligvis er det helt rigtige. Anna og jeg
glæder os selv meget til igen at kunne sidde på kirkebænken og være med i det
hele.
* * *
AFLYS ALLE GUDSTJENESTER NU!
Opslag på min Facebook-væg 17.12.20.
Anna og jeg er begyndt. Vi har meddelt
præsten, at vi holder kirkegangspause fra på søndag af til, efter at vi er
blevet vaccineret. Men jo ikke gudstjenestepause! Vi havde også en
kirkegangspause i begyndelsen af corona-forløbet. Og
vi fik mange gode gudstjenesteoplevelser ved højttaleren og skærmen. Men desto
dejligere var det selvfølgelig at sidde på kirkebænken igen og at kunne gå til
alters - indtil nu, hvor situationen er så forværret.
Man skal - heller ikke i det hele taget! -
være så hysterisk med hensyn til juleaftensgudstjenesten. Og slet ikke kalde
den JULEGUDSTJENESTEN! Det irriterer mig som præst. Liturgisk set er
gudstjenesten juleaften kun en lille optaktsgudstjeneste. Det er den 25.
december, der er JULEDAG, KRISTI FØDSELS DAG. Og julefesten varer til og med 6.
januar, helligtrekongers dag.
Hvis man ikke lukker kirkerne, kan det ende i
en skandale på størrelse med minkskandalen!
Og hermed ønsker jeg alle en fortsat god
adventstid og en glædelig julefest - ved radio og fjernsyn og ved bordene, selv
om vi ikke bliver så mange. Vi får ikke børn på besøg, men holder på et
tidspunkt en Zoom-sammenkomst med dem. Det har vi det meget fint med.
* * *
EU skal stå sammen med Frankrig
Mens jeg 30.10.20 hørte radio og så fjernsyn,
kom jeg helt spontant til at slå dette op på min Facebook-væg:
JA, HELE EU SKAL STÅ SAMMEN MED FRANKRIG OG
SVARE IGEN PÅ TRUSLER FRA MUSLIMSKE LANDE. OM DET SÅ SKAL INDEBÆRE AFBRYDELSE
AF AL SAMHANDEL MELLEM DEM OG EU. NU ER DET NOK!
Og resten af den vestlige verden bør være
med, ikke mindst USA. Vi skal ikke tolerere lunkenhed, som da Danmark blev
angrebet.
* * *
NOGLE BEMÆRKNINGER I SEXISMEDEBATTEN
22.09.20. - JEG HAR LIGE SAT DENNE KOMMENTAR
I TRÅDEN TIL INGER STØJBERGS OPSLAG OM SEXISME-SITUATIONEN.
Men jeg mener stadig, at der er noget, der
klinger forkert i meget af det, der bliver sagt og skrevet. Som med Black lives
matter bliver der puttet noget dårligt ind i fremførelsen af en ellers god sag.
Jeg råder de fortalere, jeg her tænker på, til at tænke sig godt om, så de ikke
kommer til at skade sagen
-
Men her er min nye kommentar i
Støjberg-tråden:
Siden min kommentar i går er jeg begyndt at indse,
at det nok alligevel ikke er så godt, at en overordnet eller en stærkere i
systemet roser andres udseende og påklædning. I hvert fald slet ikke nu.
Men jeg har også den kommentar til det med
MAGTEN, at det er mærkeligt, at alle nu om dage går så meget op i det med
magten, både de, der udøver den, og de, der beundrer den eller er fascineret af
den. (Det var jo også det sidste, Trump talte om, da han sagde "You can grab them
by the pussy!). - Jeg har kun beklædt beskedne
ledende stillinger, men har altid haft den indgroede følelse, at man slet ikke
skal tænke på sig selv, som en, der har magt, men altid ydmygt skal bestræbe
sig på at udføre sin tjeneste til gavn for helheden og alle, når man bestrider
et embede. Tænke på at gøre det rigtige.
Magt er for mig en negativt ord. Jeg får det
altid dårligt i maven, når man taler om magt. Jeg er ellers ikke sprogrenser,
men jeg kunne godt tænke mig, at fx journalister og kommentatorer holdt op med
at bruge det og i stedet talte om indflydelse og indflydelsesrige stillinger
eller nøglepositioner osv.
-
Senere skrev jeg dette i et kommentarfelt til
opslaget:
TO AFORISMER. OM MAGTLIDERLIGHED OG
LEDELSESDYRKELSE
Jeg har tænkt videre og er nået frem til disse
to aforismer om magtliderlighed og ledelsesdyrkelse. - NB! Når jeg taler om
liderligheden over for magten, er det ikke først og fremmest det seksuelle, jeg
tænker på, men i det hele taget den benovelse, der så tydeligt skinner igennem
alle vegne. - Og hvad forholdet til ledelse angår, er det igen fascinationen,
benovelsen og dyrkelsen, jeg er ude efter, ikke selve det, at der naturligvis
skal være nogle, der leder. Det tragikomiske er, at der nu alle disse år efter
'68 har indfundet sig en stor underdanighed - der måske på en eller anden
mærkelig måde er forbundet med individualiseringen.
EN MAGTAFORISME
Det skal være flovt at være magtliderlig. Men
det skal også være flovt at blive liderlig, når man møder magten.
22.09.20
EN LEDELSESAFORISME
Ledelse er ofte bare forvaltning. Men så skal
der forvaltes godt. Hvis ledelse er at sætte et projekt igennem, skal dette
være større end lederen selv.
22.09.20
Ovenstående aforismer kommer med i min
samling Digte og aforismer 2018-2020.
-
TILFØJELSE 30.10.20: Jeg har, siden jeg satte
ovenstående på her, både fulgt debatten og begivenhederne og selv tænkt videre,
og jeg mener nu, at mange af de ting, der berettes om, og hele kulturen, er af
en sådan karakter, at der må skelnes meget skarpt mellem hhv. de egentlige
krænkelser og hele den dårlige kultur og den videre brug, ja, misbruget af en i
sig selv helt berettiget og påkrævet dagsorden. Jeg vil aldrig sige noget, der
kan bidrage til at bagatellisere det, der virkelig er uacceptabelt. - Men jeg
vil også gerne have mere klarhed, fx over, i hvilket omfang der er tale om en
hel kultur. Er det store flertal af mændene seriekrænkere,
eller er det kun ret få?
* * *
Utrykt
læserbrev skrevet 08.09.20. Nu på min Facebook-væg og her på såvel undersiden
"Debat" som undersiden "Kirke og teologi".
Det
er mærkeligt, at i hvert fald jeg ikke har hørt nogen nævne denne mulighed i
den verserende debat om omskærelsen. Jeg har hørt om den for nok flere år
siden. Og den består i, at man i stedet for at fjerne hele forhuden på de små
drengebørn nøjes med et lille snit, der får blod til at flyde og efterlader et
ar.
Dette
svarer fuldstændig til, at man i de fleste vestlige kirkesamfund har opgivet
dåbens jo ellers teologisk stærke fuldstændige neddykning tre gange og i stedet
nøjes med tre overøsninger af hovedet. Og jeg er sikker på, at Abrahams og
Isaks og Jakobs Gud, Vor Herres Jesu Kristi Far, godtager begge disse
løsninger.
Omskærelsen
er et fire tusind år gammelt pagtstegn, der er
umisteligt for jøderne. Men et tegn er et tegn, så et ar er også et tegn. Det
afgørende er, hvad det er tegn for.
Bent
Christensen
forfatter,
pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej
5, 4960 Holeby
* * *
Hvordan mere kristendom?
Læserbrev i Lolland-Falsters FOLKETIDENDE
07.08.20
Det er udmærket, at Morten Messerschmidt
ønsker mere kristendom i Danmark. Spørgsmålet er bare, på hvilken måde og i
hvilket omfang det kan og bør ske ad politisk vej. Jeg har været medlem af
Dansk Folkeparti siden 2002, og jeg hører til dem, der maner til omtanke og
forsigtighed.
Det vigtigste, politikerne kan gøre, er at se
til, at der ikke er nogen, der tiltager sig en urimelig og uforholdsmæssig magt
på det værdimæssige og kulturelle område. Men det er også en legitim politisk
sag, at man fx ønsker at styrke kristendomsfaget som dannelsesfag i Folkeskolen
og ønsker at gøre det obligatorisk. Og der kan nok nævnes andre tilsvarende
ting.
Men ellers kan der jo ifølge sagens natur kun
komme mere kristendom i Danmark, hvis flere danskere bliver mere bevidste i den
kristne tro og lader deres liv gennemsyre af det. Et land er så kristent, som
det har kristne til.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5, 4960 Holeby
* * *
ULIDELIG DEBAT, DER OPTAGER PLADSEN
Opslag i Facebook-gruppen Fri Debat 06.08.20
Jeg hørte P1 Debat kl. 12.15. Det handlede
igen-igen-igen om islam og politikernes forsøg på at begrænse islams synlighed.
I dag var det tildækningsforbudet. Jeg sendte
nedenstående sms - som dog ikke kom med:
"Disse debatter optager kostbar sendetid
- og er ulidelige. Lad alle gøre, hvad de vil. Jo synligere islam bliver, jo
mere vil modviljen vokse, så al indvandring fra ikke-vestlige lande kan
stoppes".
* * *
"STAFETTEN MED
CLEMENT" - ET POSITIVT EKSEMPEL
01.08.20
Dette, der først blev slået op i Facebook-gruppen Fri Debat, men som nu også er sat ind her på siden, kan ses som et bidrag til vor drøftelse af mulighederne for, at vi får mere, bredere og dybere drøftende debat i vor gruppe.
Det kan godt være, at "Fri Debat" fra begyndelsen af først og fremmest har stået for selve ytringsfriheden - vel især for så vidt angår de trusler mod denne, der kommer fra enten rene terrorister eller fra gode mennesker, der benytter sig af deres godhed og deres gode sager til at erobre magten i offentligheden og dermed få uforholdsmæssigt stor indflydelse på såvel offentlige institutioner som erhvervslivet (og dermed også få kvalt alle, der mener noget andet). Og dette er desværre stadig nødvendigt. - MEN jeg mener, vi med fordel kan udvide perspektivet. Den frie debat, ja, samtale og drøftelse, trues jo også af, at det ikke alene hele tiden er de samme ret få temaer, man beskæftiger sig med, så at der simpelt hen bliver meget lidt plads til andet, men at det også går sådan, at man enten samles helt i hver sine ekkorum eller - som vel her i vor gruppe - polariserer sig i en slags dobbelt ekkorum, hvor man råber ad hinanden fra hjørne til hjørne og overdænger hinanden med (meget ofte engelsksprogede) links.
Jeg vil derfor gerne fortælle om midt middagshvil i dag (01.08.20). Jeg hører næsten altid radio, når jeg hviler mig (ellers springer jeg bare op med fx et digt i hovedet). Og der er mange gode ting i både DR P1 og R4DIO. Og som jeg siger: Enten falder jeg i søvn, eller også bliver jeg klogere. - De seneste lørdage har jeg på DR P1 hørt STAFETTEN MED CLEMENT. I dag var det vist desværre for sidste gang (i hvert fald i denne omgang). Men man kan jo høre alle udsendelserne på Nettet. - https://www.dr.dk/radio/p1/clement-pa-p1-p1d
Og det var i dag - foruden Clement, der gør sig virkelig godt her, intelligent og hurtig i både bredden og dybden - med forfatteren og (nu) taleskriveren Kaspar Colling, musikeren Jenny "Lydmor" Rossander og biologen og naturformidleren Vicky Knudsen. Det var noget af et trekløver, og det var især en udfordring for mig gamle mand (77) at følge med i, hvad Jenny Rossander sagde. Hun er et virkelig moderne og globalt menneske. Men jeg er jo nødt til at tage tiden på pulsen, så jeg holdt ud - og blev fascineret, selv om hun jo er langt forude. Hun er utvivlsomt et stort talent (selv om jeg også allerede som gammel jazzpianist også rent genremæssigt er på stor afstand).
Men navnlig noget
henne i den syv kvarter lange udsendelse blev det virkelig interessant. Det var
dejligt at høre, hvordan disse tre vidt forskellige mennesker kunne føre en
rigtig samtale. - Jeg kan anbefale alle at følge ovenstående link og (om
muligt) høre alle udsendelserne. Det er et fremragende eksempel på i bedste
forstand fri debat! Vi kan lære af det her i gruppen.
* * *
FORBRUGERBOYKOT AF KVOTEFILM OG LIGNENDE?
Min kommentar 29.07.20 i Facebook-gruppen Fri
Debat til et opslag om kvotering af køn og andre identiteter i filmverdenen:
Tager de det selv alvorligt? I så fald er det
næsten det værste. Man kunne bedre tilgive dem, hvis det var jokes, der skulle
bruges til at finde ud af, hvor hurtigt man kunne få jaget offentligheden rundt
i manegen.
Almindelige fornuftige mennesker må samle sig
i en form for boykot. Jeg for mit vedkommende har for længst erklæret, at jeg
fx ikke vil se kønskvotefilm. Det er allerede slemt nok, at der næsten altid
skal være en kvindelig partner med i actionfilm. Man kan selvfølgelig nyde det
sexistisk, fx nyde de forskellige størrelser patter i våde undertrøjer. Men
selv det bliver for kedeligt i længden.
Forbrugerboykot er moderne. Måske kunne man
lave en FB-gruppe, hvor man advarede mod ideologiske film og anbefalede
almindelige film. - Kunne man samle kapital til et eller flere filmselskaber,
der bare interesserede sig for tilværelsen, som den er, og for at lave god
filmkunst? - Men vil censuren allerede være for stærk? Så må vi gå massivt til
modangreb på den!
* * *
HVOR STORT ER TIDSÅNDENS TRYK PÅ MEDIER OG FORSKNING?
Den 19. juli 2020 slog jeg nedenstående op på
Facebook-siden Fri Debat:
DETTE MÅ GERNE DELES SÅ MEGET SOM MULIGT!
Medie- og/eller videnskabssociolog søges.
Hvor er den unge kandidat i et fag, der kan
omfatte medie- og/eller videnskabssociologi, der kan lave en
undersøgelse af, i hvor høj grad mediefolk og/eller forskere er påvirket
af tidsånden i deres arbejde, så der er ting, de ikke tør skrive om eller
forske i - og resultater, de ikke tør lægge frem?
Det kan kan være
en, der skal skrive ph.d., men det kan jo også være en ældre forsker.
Der kunne bygges på en anonym
spørgeskemaundersøgelse. Men hvis nogle tør, ville interviews også være godt.
Der kunne også ses på, hvad der faktisk er offentliggjort inden for områderne
journalistik og/eller forskning.
Det kan være, de rette personer ikke ser
dette opslag. Men så er der måske nogle af dem, der ser det, der kender egnede
personer og kan spørge dem.
* * *
BLIVER DET NÆSTE LANGELANDSPØLSEN?
Fredag den 17. juli 2020 slog jeg dette op på
min Facebook-væg:
MAN ER I EKSTRA
BLADET
- heldigvis dog kun
med en "I øvrigt" i nationen!
Her er den:
I øvrigt mener
[jeg], at efter Eskimo-is kan turen komme til Langelænderen. Der skal nok være
nogle på Langeland, der føler sig krænket over at have en pølse opkaldt efter
sig. Eller nogle, der føler sig krænket på langelændernes vegne.
-
Og der var to andre
tilsvarende. Godt! De skal også grines ihjel.
Denne "I øvrigt" vil også blive sat
ind som aforisme i min næste samling: "Digte og aforismer 2018-2020".
* * *
EN ADVARSEL FRA HØJRE
Læserbrev, der blev sendt til dagbladet Information
06.07.20, som valgte ikke at trykke det. Nu (08.07.20) er det sat på her og i
et kommentarfelt til Ugens digt 01 på min Facebook-profil.
Information skal have stor tak for, at man har åbnet spalterne for højreorienterede stemmer. Der er i det hele taget meget, Information skal have tak for. Jeg følger den på nogen afstand, men har på fornemmelsen, at den måske kan blive en del af løsningen på problemet. Åbenheden og viljen og evnen til at se på virkeligheden hele vejen rundt er afgørende.
Hvad den første stemme angår, Eva Selsings, kan jeg et meget langt stykke erklære mig enig. Det er især fint, at hun har bemærket det nye værdipolitiske fællesskab mellem pdes. venstrefløjen og pdas. erhvervslivet, kapitalen og de liberalistiske politikere.
Men når det gælder kunsten, må jeg advare. Det er rigtigt, at hvis man skal gøre sig som "kunstner og intellektuel", hører der et bestemt sæt meninger til, og at de, der ikke har dem, ofte vælger at tie. Det kan også være, der er en vis ensidighed i selve kunsten. Men det kan ikke nytte noget at ønske en "traditionel" kunst tilbage.
Kunsten skal ikke moralisere eller opdrage - hverken til højre eller til venstre. Jeg kommer somme tider selv til at skrive politiske digte. Men dem placerer jeg udtrykkeligt i den lyriske periferi. Kunstneren skal være en, der ser ting, de andre ikke ser - og viser dem dem. Eller kunsten skal være livets udvidelse med andre midler (for nu at lave en halv Clausewitz).
Det, vi, der kan siges at høre til på højre side, må forlange af både os selv og alle andre, er en total åbenhed og nøgenhed i kunsten. Og så er alt muligt. Men vi skal selvfølgelig også forlange af "kunstnerne og de intellektuelle" (og wannabeerne), at de frigør sig for det indbyrdes klassetyranni og kommer ud af ekkokammeret.
Bent Christensen
pastor emeritus,
forfatter og oversætter
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Tredje
bølge?
Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 0.07.20.
Fra o. 1965 af, over 1968 og op gennem 1970'erne oplevede vi en første
bølge af venstreorientering - bredt forstået. Med totalitære træk og
forskellige grader af de facto-alliance med sovjetkommunismen.
Med Murens fald og det kommunistiske imperiums opløsning havde i hvert
fald kommunismen bogstavelig talt spillet fallit. Men de utopistiske
og ideologiske typer fandt hurtigt et nyt middel til at realisere en utopi,
skabelsen af en helt ny kultur, nemlig indvandringen og multikulturalismen.
Med især Dansk Folkepartis fremgang og kursskiftet i Socialdemokratiet
led man igen et nederlag. Men så kom Black lives matter-bevægelsen. Og den
repræsenterer jo helt direkte en ubestrideligt god sag - på en rædselsvækkende
baggrund. Der er bare det ved det, at den bliver udnyttet af forskellige
ideologiske kræfter, der i høj grad svarer til, hvad der lå i de to første her
omtalte bølger. Læg mærke til, hvad man vil udsætte os for! Jeg frygter, at der
bliver tale om en tredje bølge af totalitarisme.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
Og her er INDLEDNINGEN TIL OPSLAGET AF OVENSTÅENDE PÅ MIN FACEBOOK-VÆG:
Jeg håber, alle forstår, at det naturligvis ikke er Black lives
matter-bevægelsen i sig selv, jeg er ude efter, men de forskellige kræfter, der
snylter på den. Jeg benytter lejligheden til at udtrykke min dybe skuffelse
over, at den amerikanske vicepræsident ikke ville tage ordene "Black lives
matter" i sin mund, men bare gled pinligt af ved at sige "All lives
matter". - Og så minder jeg om, at jeg er gammel neobop-jazzpianist og
siden min jazz-ungdom har haft de store sorte musikere som nærmest forgudede
idoler, ja, har læst deres biografier og almindelige sorte romaner, hvor der er
mange uhyggelige eksempler på racediskriminationen.
* * *
DET
KAN ENDE MED, AT VI IKKE MÅ RINGE MED KIRKEKLOKKERNE
Vi hører i princippet altid P1 Debat. Igen i dag havde det noget med
den muslimske indvandring af gøre, nemlig spørgsmålet om højttalerforstærket
bønnekald. - Som jeg ofte har sagt: Alene det, at indvandringsproblematikken
fylder så meget i debatten - og altså tager pladsen op for andet - viser, at
Danmark allerede nu er blevet et andet land.- Der blev stort set sagt det sædvanlige fra
alle sider, og det blev igen demonstreret, at insekt-sex (for at sige det lidt
pænere), altså punktvise forsøg på at inddæmme islam, nærmest gør det værre. Vi
bliver jo hele tiden konfronteret med Grundloven og konventionerne. Og for så
vidt med rette! Danmark er ikke beregnet på en indvandring, som den, vi har
haft og stadig har. Der står jo ikke noget i Grundloven om, at fremmede
kulturer fir kan IMPORTERES til Danmark. Noget sådant har grundlovsfædrene ikke
haft fantasi til at forestille sig. Meningen med fx religionsfrihedsparagraffen
er selvfølgelig, at borgerne i Danmark frit kan vælge eller grundlægge en anden
religion - eller fravælge religion. Men når vi først har fx islam i Danmark, må
frihedsrettighederne være ens for alle. (Det er i øvrigt, kynisk set, kun en
fordel, at islam bliver så synlig - og hørlig - som muligt). - Jeg sendte
nedenstående sms til programmet, men lidt sent, og jeg havde i første gang
glemt at skrive "P1" før selve teksten, så den blev ikke læst op.
Her er min sms til P1 Debat af 29.06.20:
"Problemet er, at vi har fået så mange indvandrere. Det vil gøre
Danmark til et helt andet land. Og det nytter ikke at prøve at inddæmme enkelte
ting. Indvandringen skal standses. Det kan ende med, at vi ikke må ringe med
kirkeklokkerne".
* * *
ALLIANCE
OF DEMOCRACIES
Kort før midnat 19/20.06.20 slog jeg dette op på min Facebook-væg.
Det var dejligt at se og høre Anders Fogh Rasmussen i Deadlines sidste
indslag i aften (19.06.20). Jeg var især glad for at høre hans udtrykkelige
opfordring til, at alle frie og demokratiske lande i verden slutter sig sammen
i netop en "Demokratiernes alliance", ikke som en erstatning for FN,
men som et supplement til det. Som det refereres i en Wikipedia-artikel om
idéen: "According to Rasmussen, the new alliance
of democracies would not be a new U.N. but rather an organisation that would supplement it". - Og Anders Fogh Rasmussen har
jo allerede sin "Alliance of Democracies (AoD) foundation".
Når jeg er så begejstret for dette, er det, fordi jeg i mange år selv
har været blandt dem, der kraftigt har opfordret til dannelsen af en sådan
alliance!
Vi skal ikke bare sidde og klynke over, at demokratiet er trængt. Vi
skal gøre alt for at forsvare og styrke det. Også det sidste. Også internt hos
os selv. Fra den mindste vandværksbestyrelse i Danmark og op til EU's top.
* * *
SELV
DEN BEDSTE SAG KAN MISBRUGES
Den 13. juni 2020 satte jeg denne kommentar i en tråd på Facebook-siden
"Fri Debat". men da stod salmen til 1. søndag efter trinitatis
allerede på min egen væg, så det var først mandag den 15. juni, jeg slog den op
dér. - Jeg sørger over, at kampen mod racisme risikerer at blive overtaget af
totalitære kræfter.
Der er nogle, der har kritiseret kravene om censur og politisk
redigering, og der er blevet sagt en del gode ting. Men det afgørende er vist
kun sjældent blevet sagt, nemlig, at censur og politisk redigering først og
fremmest er et angreb på SANDHEDEN! - I middelalderen var der ting, man ikke
måtte sige for den katolske kirke, i Sovjetunionen redigerede man rask væk i
historien, også i historiske billeder, nu risikerer vi en ny totalitarisme. -
Black lives matter er selvfølgelig en protest, der er mere end berettiget, men
selv den bedste sag kan misbruges og overtages af totalitære kræfter.
* * *
COVID-19-DRØM 14.04.20 før
kl. 2156
Man skal ikke fortælle om sine drømme. Vel først og fremmest for ikke at trætte og plage de andre. Men vel også for ikke at udlevere sig selv. Alligevel skynder jeg mig at skrive denne ned. Den udviskes allerede. Jeg er lige vågnet af mit aftenhvil med lytning til DR P1. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, hvad jeg har hørt før og under min søvn. Men så kan det være, hvad jeg i det hele taget har hørt.
Jeg anklager ikke nogen, fx det danske politiske system. Jeg var jo selv anklaget. Men der må være en grund til, at jeg har haft denne drøm.
Jeg husker ikke, hvad det begyndte med. Og det er nok netop pointen. Men jeg må have overtrådt en eller anden lille ting, måske have glemt at vaske hænder. Pludselig var kommunen efter mig. Og jeg gik i panik, Flygtede til et stort skur længere nede på grunden. Fandt nogle tæpper at kunne gemme mig i og varme mig i. Men de to mænd fra kommunen fandt mig.
De førte mig tilbage til huset, og det kom til en slags forhør. De var flinke nok, de to unge mænd. Men jeg måtte forsvare mig. Jeg kan ikke huske, hvad de venligt truede med. Men min sag og jeg selv skulle undersøges nærmere.
Jeg kunne ikke huske, hvad jeg skulle forsvare mig for. Jeg var bare anklaget. Jeg kunne ikke se begyndelsen for mig. Men jeg var anklaget. Jeg sagde Kafka inde i mig selv. Og så vågnede jeg.
Nu har jeg fortalt min drøm.
-
Ovenstående blev sat på min FB-væg
14.04.20 kl. ca. 2215.
* * *
GUDSTJENESTEN I
COVID-19-SITUATIONEN
En gudstjeneste er i
covid-19-situationen en offentlig begivenhed som alle andre
Kommentar til et Facebook-opslag fra Ateistisk Selskab 04.04.20. - Også
på undersiden "Kirke og teologi".
Nå, det er Ateistisk Selskab! Men man behøver ikke være ateist for at
ønske, at gudstjenester ligestilles med alle andre offentlige begivenheder. Eller
for at ønske at inddæmme og forsinke spredningen af virussen. (Medmindre man
hurtigt får lavet og masseproduceret en vaccine, må vi jo stile efter
flokimmunitet gennem kontrolleret smitte).
Jeg er pastor emeritus og går naturligvis i kirke alle søn- og
helligdage. Men nu klarer min kone og jeg os udmærket med radio- og
tv-gudstjenester. Vi har det også fint med en "principiel" deltagelse
i nadveren, altså uden knækbrød og vin hjemme ved sofabordet. (Jeg har i både
spøg og alvor sagt, at jeg jo godt kunne holde en husgudstjeneste med nadver.
Men medmindre helt særlige omstændigheder skulle tale for det, vil jeg ikke
gøre det).
Jeg holder også med dem, der peger på, at gudstjenestefejring i
kirkerne med begrænset deltagelse vil være en meget dårlig idé. Det vil være
meget mærkeligt, hvis kirketjeneren skal holde folk ude, fordi der allerede er
det tilladte antal i kirken.
Hvad det betyder at bede til Gud om, at det snart må gå over, er et
uløseligt teologisk spørgsmål. Men jeg beder alligevel. For min familie, for
Danmark og for verden. Vel vidende, at det hele stort set går sin sædvanlige
skæve gang - også i alle andre henseender.
Jeg glæder mig til de kommende gudstjenester. Vi må ikke prøve at krybe
uden om langfredag, hvor Jesus jo gik helt ind i dødens og det ondes kerne. Vi
må have hele langfredagsbetydningen med. Men jeg glæder mig jo så især til
påskedag, hvor sprængningens af det ondes og dødens magt blev fuldbyrdet. Det
hele går - meget anfægtende - stadig sin skæve gang. Men påskeevangeliet giver
os en lysende trods og et levende håb. Det er kristendommens afgørende
"påstand".
Med ønsket om en glædelig påskefest!
Bent
* * *
Demokratiet
er stærkest i den sidste ende
Kommentar til et Facebook-opslag, hvori der peges på, at kineserne
forstår at stå sammen og løfte i flok uden at stille spørgsmål og dermed er
mere effektive end demokratierne.
Men husk, at friheden og demokratiet altid er stærkest i den sidste
ende. Det skal bare føres ud i livet. Af bla. os her. Men jo især af alle dem,
der forsker og sætter i værk og sørger for retsstat og god offentlig
forvaltning.
* * *
HVAD BLIVER DET NÆSTE?
26.02.20
Kommentar i en andens Facebook-tråd, hvor en artikel fra dr.dk
var slået op. Artiklens titel og undertitel var:
Borgmester dropper
håndtryk: Det minder mig meget om nazisme
En række borgmestre dropper at deltage i
grundlovsceremonier for nye statsborgere.
Og her er, hvad Aabenraas venstreborgmester Thomas Andresen har sagt:
Det minder mig meget om nazisme, hvor man for at komme i brød og arbejde skulle hellige sig en bestemt politisk ideologi mod ens overbevisning. Jeg synes, det her er at øve overmagt over for andre mennesker, og det minder mig for meget om, at man tidligere har øvet overmagt mod andre mennesker, der skulle strække højre arm.
Han indtager førstepladsen, men der var også meget mere almindeligt vrøvl, fx sammenblandingen med måden at hilse på.
-
HER ER MIN KOMMENTAR I FB-TRÅDEN
Nu også dette! Vi har hørt en del i radioen. Og det er utroligt, så megen hjernegrød og så megen udenomssnak man må lægge øre til, når der er tale om fremmedpolitik. - Men at sammenligne med nazisme!
Ofte taler modstanderne om sagen, som om loven gik ud på at tvinge folk til at hilse på hinanden ved at give hånd, når de mødes på gaden. Men det er jo slet ikke en hilsen. Det er et (enestående) HÅNDSLAG! Jf. hestehandel og brude- og præstevielse. Og der er sikkert andre eksempler.
Og man må sige, at hvis nogen ikke kan få sig selv til at give et sådant håndslag som led i en ceremoni, hører han/hun ikke hjemme i det danske fællesskab.
I øvrigt mener jeg, at vi
ikke får styr på fremmedpolitikken, før venstrefløjen, de kulturradikale og
halal-liberalisterne får lagt ideologien væk og set virkeligheden i øjnene!
* * *
VIRUSFLAGET
OG STEEN NØRSKOV
Der er to ting, jeg bliver nødt til at kommentere i dag. Den ene er
Jyllands-Postens kinesiske virusflag og den kinesiske reaktion på det. Den
anden er Søren Espersens reaktion på Steen Nørskovs interview med
Trykkefrihedsselskab-formand Aia Fogh, i anledning af, at
Trykkefrihedsselskabet havde givet den engelske islam-kritiker Tommy Robinson
ytringsfrihedsprisen.
Nogle vil nok sige: Jyllands-Posten har gjort det igen! Men jeg mener,
der er stor forskel på virusflaget og Muhammedtegningerne.
Formålet med Muhammedtegningerne bliver sjældent forklaret ordentligt.
Det var jo ikke at udsætte en minoritet i Danmark for hån, spot og
latterliggørelse, men at undersøge, om danske bladtegnere ville afstå fra at
lave satiretegninger - eller overhovedet tegninger - af Muhammed, fordi de var
bange for at få halsen skåret over. Og hvad ordene "hån, spot og
latterliggørelse" angår, var meningen jo den i virkeligheden ganske
positive, at hvis muslimerne vil være en del af det danske samfund, må de finde
sig i dette på samme måde, som alle andre i Danmark må finde sig i det. Der var
derfor ikke noget at komme efter i denne sag. Man der blev kommet! Det siger
bare mere om islam end om Jyllands-Posten.
Der er mange, der har sagt, at de i øvrigt syntes Kurt Vestergaards
tegning var dårlig. Men det er efter min mening helt forkert. Det er en fin og
sjov tegning, og bomben var velfortjent. Der er blevet sprængt mange bomber af
profeten Muhammeds tilhængere. Men det har været typisk for mange af deltagerne
i debatten om tegningerne, og i det hele taget for mange debattører, at man, så
vidt jeg kan se, er så bange for at få halsen skåret over, at man ikke engang
tør sige, at man er bange for at få halsen skåret over.
Men hvad Jyllands-Postens nye tegning angår, må jeg indrømme, at jeg
finder den upassende. Jeg synes ikke, det er sjovt at spøge med den slags. Som
stor tilhænger og bruger af sort humor smilede jeg vist et kort øjeblik, da jeg
så virus-flaget, men det gik hurtigt over. Hvis jeg repræsenterede
Jyllands-Posten, ville jeg godt sige undskyld og indrømme, at man var kommet
til at gå over stregen. MEN der er den vanskelighed her, at Kina er begyndt at
føre sig frem og kræve censur alle vegne, og at det er et kæmpe problem, som
hele den frie verden må stå sammen om at træde op imod. Den slags vil vi ikke
finde os i!
Så er der Steen Nørskov og Søren Espersen-sagen. Her må jeg kritisere
min gode partifælle Søren. Jeg husker godt, at Steen Nørskov gik hårdt på Aia
Fogh og blev ved at bore i bestemte ting på en måske ret uskøn måde. Og Søren
Espersen har selvfølgelig ret til at mene noget lignende, selv om man i Dansk
Folkeparti skal tænke sig godt om, når man går tæt på medierne. Det gale er, at
han ligefrem har sagt, at Steen Nørskov burde fjernes fra Deadline. Det er at
skyde sig selv i foden. Det er først og fremmest forkert at sige sådan, men det
giver for det andet også vore modstandere farlig ammunition.
Jeg er glad for DR, især radioens P1 og fjernsynets Deadline, som vi i
princippet ser hver aften. Og jeg er ikke mindst glad for Steen Nørskov, som er
en meget dygtig journalist. Jeg mener ikke, man kan tale om røde lejesvende i
DR i dag, men jeg vil slutte med at sige, at jeg hellere vil høre ting i DR,
jeg ikke bryder mig om, hvis de bare er et udtryk for, hvad medarbejderne helt
ærligt finder rigtigt, end jeg vil høre ting, jeg er enig i - eller se tandløse
tv-serier - fordi man i DR er bange for DF. Jeg vil hellere have et DR, jeg er
uenig med, end et DR, hvis troværdighed jeg kan tvivle på, fordi jeg kan
mistænke medarbejderne for at være drevet af frygt.
28.01.20, Bent Christensen
PS - Efter at jeg havde slået ovenstående op på min Facebook-væg, hørte
jeg P1 Debats udsendelse med blandt andet Søren Espersen i anledning af dennes
udtalelser. Det føg med beskyldninger og fakta - eller påståede eller
fortolkede fakta. Jeg ser frem til, at alt dette bliver faktatjekket og
analyseret på en fair måde. Men uanset hvad der derefter kan siges om Steen
Nørskovs måde at interviewe på og om Søren Espersens kritik af interviewet, må
jeg fastholde, at det var forkert af Søren Espersen at begynde at tale om
fjernelse af Steen Nørskov. Jeg fastholder også, at det er et problem, hvis man
skal kunne have en berettiget mistanke om, at DR ligger under for frygt. Jeg
kan komme med et nyt slagord: Hellere ti røde lejesvende, der frit gør, hvad de
finder rigtigt, end én DR-medarbejder, der retter sin virksomhed ind efter
frygt! De eventuelle ti røde lejesvende eller tilsvarende må man imødegå i en
fri debat, der ikke rokker ved armslængdeprincippet.
PPS senere tirsdag den 28. januar 2020. - Det bliver ofte sagt, at
Trykkefrihedsselskabet bare er en antiislamisk forening. Men hvor har der i
dette selskabs tid været en magt, der bare tilnærmelsesvis truede folk så groft
og farligt som islam? Nu kan jeg imidlertid se en fremtid for mig, hvor
Trykkefrihedsselskabet kommer til at uddele priser til personer og
institutioner, der nægter at bøje sig for kinesisk pres. Og det er Kinas øgede
rolle generelt som ny verdenscensurmagt, jeg tænker på. Virusflaget har jeg
udtalt mig om, og hvis der skal siges undskyld for det, skal det være, fordi
man har indset, at tegningen var upassende, ikke fordi man bøjer sig for det
store Kinas magt.
PPPS - Det er
almindeligt at sige, at det og det minder en om noget fra 1930ʼerne. Så nu
vil jeg også prøve: Hvis man begynder at bøje sig mere og mere for Kina, vil
det minde mig om, hvordan vi her i Danmark dengang bøjede os for, hvad
Nazityskland mente burde stå i vore aviser.
Ovenstående er også slået op på min Facebook-væg.
* * *
JEG
ER HOLDT OP MED AT SE DEM
Om film, der - harmløst og feministisk - er designet til
verdensmarkedet.
Dette er opslaget på min Facebook-væg 21.12.19.
Jeg så indslaget om Disneys måde at lave film på i Deadline i går - og
gav det denne kommentar i deres tråd:
Ja, man kan i det hele taget se, at film nu er designet til
verdensmarkedet. Kampen står for det meste mellem de gode og de onde inden for
egen organisation eller mellem diverse tjenester og narkoorganisationer. På den
måde kommer man ikke til at støde fremmede lande. Og der er næsten altid en
stærk kvinde med i helte-makkerparret. Lad dem så lave den slags. Jeg ser det
bare ikke mere. Jeg håber, der kommer en eller flere streamingtjenester, der
viser rigtige spændingsfilm. Er der allerede nogen/nogle? Jeg vil i så fald
gerne have anbefalinger og links her.
* * *
Religion
og religionskritik
den tyske filosof Jürgen Habermas og hans store nye bog. Denne gamle fornuftsforkæmper er efterhånden blevet mere åben over for religionen. Men jeg blev forstemt. Jeg spurgte, om Gud nu blev rørt over, at Habermas måske ville give ham en chance.
Men jeg blev også forstemt, fordi man hele tiden bare talte om
"religion". Jeg bryder mig ikke om religion. Jeg ville godt have hørt
noget om, hvordan Habermas ser på kristendommen. For kristendommen er jo det
180 grader modsatte af religion. Religion handler om, hvad mennesket kan gøre
for Gud eller dog for at bringe sig selv i en gunstigere position i
tilværelsen. Kristendommen handler om, at Gud har gjort alt for os.
Jeg frygter, at menneskelivet vil blive druknet i alle mulige former for
religiøs sovs. Helt aktuel er klimareligiøsiteten med apokalypse, askese, gode
gerninger og fordømmelse af de vantro. Religionskritikken må derfor nu blive en
meget vigtig side af den kristne forkyndelse.
Bent Christensen
pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
OM
SKIFTET FRA RADIO24SYV TIL R4DIO.
Et
nekrologdigt og nogle kommentarer.
Sat på her 01.11.19.
Alle mine digte og aforismer bliver slået op på min Facebook-væg. Her
er
Ugens digt 2 [uge 44]
RADIO24SYV IN MEMORIAM
Radio24syv var god,
den største medienyskabelse i vor tid.
Kunne man ikke tåle det nye?
Kirsten Birgit kunne rigtignok være grov,
men jeg kunne tåle det,
næsten det hele.
Der var også programmer,
jeg ikke ville høre.
Men sådan er det jo.
Og der var mere godt,
end jeg havde tid til at høre.
Men jeg hørte i hvert fald
24 Spørgsmål til Professoren,
24syv Morgen,
Bedste Fjender For Evigt,
Cordua & Steno,
Den Blå Bog,
Den Korte Radioavis,
Det Næste Kapitel,
Det Røde Felt,
Det, vi taler om,
Europa i Flammer,
Finnsk Terapi,
Hitlers Æselører,
Huxi og det Gode Gamle Folketing,
Jeppesens Bibelskole,
Kampagnesporet,
Pharaos Cigarer,
Q&A,
RomerRiget,
Spørge Jørgen,
Stram Diskurs,
Søndagspolitikken og
The Brexit Club.
Jeg hørte også meget i DR P1;
de to kanaler supplerede hinanden godt.
Og P1 skulle ikke have prøvet at efterligne.
Ære være Radio24syv
og især de her nævnte programmer!
Er der et liv efter døden?
Vi får høre.
25.10.19
Ovenstående vil, som de andre nye digte m.m., der er blevet slået op
her, efter planen blive trykt i "Digte og aforismer 2018-2020".
MIN EGEN FØRSTE KOMMENTAR I TRÅDEN TIL OPSLAGET: Digtet er skrevet
25/10. Siden er der kommet en hel del oplysninger om, at programmer fortsætter
andre steder. Godt! Der kommer selvfølgelig en oversigt over det hele. Vi her i
huset vil blive ved at lytte.
I NYT KOMMENTARFELT: Jeg kan nu (1/11 kl. 0924) føje til, at Anna og
jeg gennem hele natten og morgenen har lyttet til R4DIO (flot logo!). Men det
var let at få sovepauser indimellem. Det mest spændende var deres tekniske
problemer, som de håndterede på en charmerende måde. Jeg har også set på dagens
programoversigt. Titlerne er ret gode. De står i Radio24syv-traditionen. Men
programmernes karakter og foromtalerne bekræfter mine værste forventninger. Det
ser ud til, at vi alle steder skal kunne se os selv og vores hverdag, gerne ude
i provinsen (som jeg også kender i forvejen: jeg er født på Lolland og har boet
det meste af mit liv her). - Men lad os nu se. Jeg var faktisk også ganske
kritisk, da Radio24syv startede. Vi vil give R4DIO en chance. Og ønske dem held
og lykke! - Men vi vil først og fremmest lytte videre på P1 og til de mange
Radio24syv-programmer, der nu vil kunne høres på Nettet.
* * *
KRISTENDOMMEN
DÆMPER ANGSTEN
[Læserbrev i Folketidende 19.10.19. Også i "Kirke og teologi"
og på min Facebook-væg].
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
FØR
FOLKETINGETS ÅBNING
Ægte mangfoldighed må betyde, at man samles til hver sine gudstjenester
eller højtideligheder, inden man går over i Folketingssalen.
Jeg fik desværre ikke set gudstjenesten før Folketingets åbning. Og den
humanistiske ceremoni blev vist ikke transmitteret. Jeg så den i hvert fald
ikke og har kun set meget sparsomme referater. Men under oprydning i min
mail-indbakke så jeg nyhedsbrevet fra Folkekirken.dk med hele biskop Henrik
Wigh-Poulsens fine prædiken og de salmer, han havde valgt.
Det er godt, at vi har denne tradition. Også uanset forholdet mellem
stat og kirke. Men vi må jo erkende, at Danmark er blevet et multireligiøst
land, så at der er folketingsmedlemmer, der ikke lige
kan deltage i en kristen gudstjeneste.
Humanisterne ønsker efter alt at dømme, at der enten slet ikke bliver
nogen gudstjeneste eller højtidelighed før Folketingets åbning, eller at alle
samles til en neutral ceremoni, der kan "samle alle". Men en sådan
ceremoni vil blive ret tom. Hvis jeg skulle deltage, ville det være for at
studere. Jeg ville næppe blive opbygget på en måde, der på nogen måde svarede
til, hvad jeg nu har fået ved bare at læse biskop Henrik Wigh-Poulsens prædiken
og se hans salmevalg.
Man kan selvfølgelig vælge nulløsningen. I ligestillingens hellige
navn. Men mange vil nok savne den kristne gudstjeneste. Så jeg foreslår, at de,
der ønsker at deltage i en gudstjeneste eller højtidelighed før Folketingets
åbning, går hver til sit - i kirke, moske eller teater. Det vil være den ægte
mangfoldighed! Og på det grundlag kan man så samles i Folketingssalen og se,
hvad man kan nå frem til dér.
* * *
STATSMINISTEREN HAR SKADET
DANMARK
På min Facebook-væg og her 21/22.08.19.
De danske politikeres reaktion på præsident Trumps rigtignok usædvanlige (men jo ikke enestående) udsagn om, at han kunne tænke sig at købe Grønland, kom hurtigt til at undre mig mere og mere. Og at statsminister Mette Frederiksen brugte ordet "absurd", var højdepunktet. Jeg sagde til mig selv, at uanset hvor vanvittig man synes Trump er, må man selv prøve at forholde sig rationelt til situationen. Men der syntes nærmest at være et kapløb mellem de danske politikere om at reagere skarpt og nedladende på den amerikanske præsidents udspil. Jeg tror, der er indre grunde til dette. Det er blevet så god tone i Danmark at tale dårligt om Trump, at man har været helt blind for konsekvenserne. Og dertil er kommet frygten for, ikke at tage grønlændernes rettigheder som folk alvorligt.
Har Mette Frederiksen ikke haft rådgivere? Har de ikke advaret hende? Nu har hun - men forhåbentlig kun for en tid - slået skår i forholdet mellem Danmark og USA.
Hvis Lars Løkke ikke havde ytret sig på en tilsvarende måde, kunne han måske have genvundet regeringsmagten på denne sag. Og Dansk Folkeparti har heller ikke holdt sig tilbage.
Denne eneste politiker, jeg har hørt udtale sig fornuftigt om sagen, er Naser Khader.
Men lad os nu se, hvad der sker i sagens videre forløb.
* * *
LØGNENS
DAG - endnu en gang
Den 13. juni 2019 slog jeg (men altså med én dags forsinkelse) blandt
andet nedenstående op på min Facebook-væg:
LØGNENS
DAG (12/6, dvs. i går) nævner jeg kun lige. (Jeg kunne ikke nå det i går på
selve dagen, hvor jeg blandt andet deltog i Lolland-Falsters Stifts landemode
(årsmøde). Se eventuelt nærmere derom på min hjemmeside, undersiden
"Erindringer - DAGBOG"). - Jeg er træt af at beskæftige mig med denne
tåbelige sag, som ikke har nogen særlig praktisk betydning for Folkekirken i
det store perspektiv. Men det var altså den 12. juni 2012, Dronningen
autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn, og jeg har nærmest
svoret, at jeg vil blive ved med at markere denne dag som "Løgnens
dag". For det helt afgørende er, at dette kun er ét eksempel på ideologisk
newspeak, og de, der har magten i meningsdannelsen, og flertallet i
Folketinget, skal ikke uden videre kunne slippe af sted med fx at stjæle ordet
"ægteskab" fra den almindelige sprogbrug og tradition.
* * *
OM LIDT GÅR JEG I "FØR SØNDAG-MODE"!
Det var overskriften på et opslag på min Facebook-væg først på formiddagen den 11. maj 2019. Og jeg fortsatte:
- Jeg slår min salme til i morgen op. Og så skal der ikke være andet på væggen indtil mandag formiddag. Medmindre noget helt ekstraordinært indtræffer.
Men den måske mest spændende valgkamp nogensinde fortsætter, og det kan komme til at præge opslagene i næste uge. Jeg er ganske vist også selv træt af, at det politiske fylder så meget på min væg. Det skal helst være digte og tilsvarende.
I øvrigt tænker jeg også selv over forholdet mellem den gode evangeliske kristendom i mine salmer og den barske politiske tone i mine aforismer og bemærkninger. Men jeg gentager, hvad den kloge præst skrev for nu flere år siden, nemlig, at det, at man er kristen, ikke skal være ensbetydende med, at man slår realitetssansen og fornuften fra, når man opererer i den dilemmafyldte politiske virkelighed.
Da jeg i 1960'erne og 1970'erne var først reserveofficer, dernæst feltpræst i den danske hær, tænkte jeg også over forholdet mellem krig og kristendom. Og det var med stor glæde og stolthed, jeg sluttede mine femten mere eller mindre aktive år med et halvt års FN-tjenete. Men jeg mente, at hvis man ellers havde bidraget til en politik, der ikke var krigerisk, kunne man med ret god samvittighed skyde på Warszawapagt-soldater, der var gået i land i Køge Bugt. Og i dag er det ikke kampvogne, men barnevogne, vi bliver angrebet med. Uanset hvordan man ser på indvandrerne, betyder selve antallet (også i de følgende generationer), at det danske folk til sidst bliver et mindretal i sit eget land, og at den danske livsform bliver undertrykt. Der er tale om eksistenskamp. Og så tillader jeg mig at forsvare mit land og mit folk. Som jeg ville have tilladt mig det, hvis det var kampvogne, vi var blevet angrebet med.
Samtidig går jeg selvfølgelig ind for, at Danmark og EU skal bidrage kraftigt til verdenssamfundets bestræbelser på at mindske nøden og elendigheden ude i verden. Men det forudsætter jo, at Danmark og EU eksisterer og fungerer godt.
Hermed farvel til det politiske i
denne uge!
* * *
Det er forbandet ...
Så er vi ude af selve påskens hovedfest. Men det er jo stadig påske - lige til vi går over i pinsen. Og det sidste, jeg slog op (i går 23/4) var de to versioner af påskebørnesalmen. Det er derfor forbandet, at jeg de kommende dage skal slå de aforismer og lignende op, der er kommet til mig på baggrund af situationen omkring Rasmus Paludans demonstrationer. Men jeg er nødt til det. Det er dansk og europæisk eksistenskamp, og jeg må gøre min pligt. Og jeg gentager (citeret efter hukommelsen), hvad en klog dansk præst har sagt: Det, at man lever i og ud af Guds kærlighed, skal ikke være ensbetydende med, at man slår fornuften fra, når man taler og handler i den forfærdelige politiske virkelighed. - Hvis man ikke vil drage den konklusion af Evangeliet, at grænserne skal være helt åbne for alle, må man sætte grænsen et sted. Også selv om der er mange dilemmaer i det. Sådan er virkeligheden: fyldt med ubehagelige dilemmaer.
Jeg gentager også, at jeg med hele mit teologiske syn gerne vil anerkende, at mange troende muslimske enkeltpersoner, der ikke kender til andet, nok lever deres gudsforhold i deres muslimske tro. Lad mig citere Augustin: "Gud, du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig." Dette gælder også den oprigtigt troende muslim. Og jeg siger som min tidligere biskop Steen Skovsgaard, nemlig, at så længe muslimen mener at finde hvile i sin tro, må han gøre det, men at hvis/når han ikke finder hvile deri, har vi kristne et godt tilbud til ham.
Derfor er jeg umiddelbart ikke meget for koranafbrændinger og den slags. Men man kan (også under indtryk af terroranslagene i Sri Lanka) vende det om og sige, at når terroristerne påberåber sig Koranen som grundlag for deres handlinger, kan den også ses som en farlig bog på linje med fx Hitlers "Mein Kampf", så at det alligevel giver mening af udtrykke sin foragt for den - og især sige og vise, at den vil man ikke have til at herske her i Danmark og Europa. Hvortil kommer hele den undertrykkelse, der ligger i islam og hele den forandring af Danmark og Europa, et stort muslimsk befolkningselement kommer til at indebære.
Og videre: Hvad man end mener om Rasmus Paludan og hans demonstrationer, er det jo ikke ham og hans tilhængere, der har sat sig på københavnske gader med vold. Derfor er denne gadeterror det langt alvorligste problem, ja, det forhold, at områder i Danmark er besat, og at danske sympatisører understøtter denne besættelse. Jeg gentager også, at jeg gerne så, at alle voldsbøllerne blev frihedsberøvet, så at der til sidst ikke var flere tilbage i gaderne. Men jeg kender jo den danske mentalitet (som et langt stykke også er min), og jeg ved, hvad realpolitik er. Og jeg forstår udmærket politiets følelser. Et af mine mange principper er, at jeg aldrig er modig på andres vegne. Jeg forudser, at der bliver fundet en "dansk løsning" på selve situationen omkring Rasmus Paludan. Og så må man indrømme, at det er sådan og koncentrere sig om en massiv fordømmelse af voldsbøllerne - og lade den modvilje, man føler, komme til udtryk i et totalt stop for al indvandring (med de nødvendige undtagelser).
Dette er min efter påske-bemærkning her fjerde påskedag. Fortsat glædelig påske!
-
TILFØJELSE BÅDE HER OG DER SENERE 24/4:
OG ENDNU ET ELEMENT: Det er ikke
bare rent, om man så må sige, kvalitativt eller etisk, det er forbandet, det er
også al den tid, der bliver brugt til debat om indvandringen og dens følger.
Se, hvor meget det fylder i nyhedsudsendelserne, DR P1 Debat og i DR2 Deadline!
Tænk på, hvad det tager pladsen op for af vigtige politiske, kulturelle og
videnskabelige emner. - Og jeg kunne på denne fjerdepåskedag have sat en dybt
eksistentiel eller sjovt vinklet aforisme på, ja, måske ligefrem et digt. Det
stjæler vores tid. - Nogle vil selvfølgelig sige, at både jeg og de andre bare
kan lade være. Men der dukker jo hele tiden noget forfærdeligt op. Og så er det
altså det danske folks og den europæiske kulturs eksistens, der er truet, og så
kan jeg ikke tie (selv om jeg prøver at bruge så lidt tid og kræfter på det som
muligt). - De, der mener noget andet, er enten naive eller (mere eller mindre
bevidst) ude med en helt anden dagsorden, en venstreorienteret eller
kulturradikal dagsorden, hvor man enten endnu håber at kunne bruge
indvandringen til at fremme sin egen kamp mod traditionsdanskerne eller
forbereder sig på at skulle underkaste sig. Hvad det sidste angår, behøver der
ikke være tale om det rene kalifat, det kan også være en tilstand, hvor
kapitalen opretholder en multikulturel orden, hvor det danske territorium
leverer infrastruktur og arbejdskraft. Kapitalen er fuldstændig ligeglad med
det danske folk!
* * *
Man kan spytte så længe på en sten ...
Kommentar i tråden til DR
2 Deadlines opslag af indslaget med Politiforbundets
formand Claus Oxfeldt den 17. april 2019.
Jeg forstår godt politiets frustration.
Jeg misunder dem virkelig ikke. Og jeg ville aldrig selv optræde, som Rasmus
Paludan gør. Jeg har altid sagt, at jeg respekterer den enkelte muslims
gudstro. Der er jo enten ingen Gud eller kun én Gud. At jeg som kristen må
betragte islam som et stort kætteri, Muhammeds opkog og bearbejdelse af, hvad
han kendte fra jødedommen og kristendommen, er en anden sag. Man kan i flere
henseender sammenligne islam med mormonismen (påberåbelse af en særlig
åbenbaring og dyrkelsen af en særlig helligskrift). Forskellen er, at momonerne ikke udøver vold og ikke prøver at tyrannisere
andre. Og islam har altså virkelig et problem her, som er noget andet end den
enkelte muslims tro på Gud. Man kan godt betragte Koranen som et farligt skrift
på linje med fx Hitlers "Mein Kampf". - I
den aktuelle situation er det helt afgørende, at muslimer og autonome (vi får
ikke rigtig at vide, hvordan gruppen af voldsbøller er sammensat) udøver grov
og farlig vold for at lukke munden på en modstander. Der er områder i Danmark,
der er besat af en fremmed magt, så at den danske
statsmagt ikke kan opretholde lov og orden. Jeg forstår godt politiets frygt
for, at både de selv og fredelige borgere kan risikere at blive slået ihjel.
Men så skal man bare indrømme det og på det skarpeste tage afstand fra det.
Voldsbøllerne skal først og fremmest mødes med alle os andre borgeres
fordømmelse og foragt. Så må det vise sig, om samfundet kan genvinde
kontrollen. Men kan samfundet (ordensmagten) ikke det, kan det næste blive
selvtægt fra danske borgeres side. Danskerne er heldigvis et fredeligt og
langmodigt, ja, konfliktsky folk. Men man kan spytte så længe på en sten, at
den bliver våd. Jeg henviser igen til Jens-Martin Eriksens fremragende
dystopiske roman "Helter Skelter"
- hvor der ganske vist også optræder en anden farlig magt (som jeg gerne ser
beskrevet nærmere i en anden den af romanen).
* * *
Det besatte Danmark
Besættere, medkæmpere og slatne politikere og
debattører
Kommentar i en P1 Debat-Facebook-tråd 16.04.19.
Danmark er i en eller anden grad
besat. Der er områder, hvor voldsbøller af forskellig grad behersker gaderne.
Vi får aldrig at vide, hvordan de er etnisk sammensat, men jeg har det indtryk,
at der både er tale om besættere med anden etnisk baggrund end dansk og etnisk
danske bøller, der kæmper på de fremmede besætteres side. Jeg forstår godt, at
politiet er frustreret, og jeg forudser, at der bliver sat en stopper for
Rasmus Paludans demonstrationer. Så må vi bare erkende, at det er sådan. Men
efter min mening burde voldsbøllerne frihedsberøves og samles i særlige
fængsler eller lignende. Det kommer dog næppe til at ske. Det næstbedste er, at
samtlige politikere og debattører tager klart og skarpt afstand fra
voldsbøllerne. Det er utåleligt, at så mange viser forståelse for dem.
* * *
Radio24syv i Nykøbing?
Læserbrev i
Lolland-Falsters FOLKETIDENDE 10.04.19
Her i huset lytter vi meget til både DR P1 og Radio24syv. De to kanaler supplerer hinanden godt, og vi vil nødig undvære nogen af dem. Vi forestiller os ikke, at vi vil lytte med samme interesse til en provinsradio eller "jyderadio".
Vi ser Radio24syv som en af de friskeste medienyskabelser i vor tid og finder det ærgerligt, at udbudsregler og politiske krav skal kunne få kanalen til at ophøre.
Der foreligger nu et tilbud fra vort eget parti (DF) om, at Radio24syv kan fortsætte som DAB-radio. En anden mulighed kunne være, at Radio24syv blev sendt over Internettet. Men det bliver ikke det samme.
Vi er selv ærke-provinsboer (lollikker) - med et godt øje til den særlige øst for Valby Bakke-provinsialisme - og vi ser gerne, at der kommer nogle nye vinkler på tingene. Men det kan også ske ved en mindre udflytning - måske til Nykøbing, som vist ligger 111 km fra København!
Det helt afgørende er, at der kommer mere frihed og diversitet i den såkaldte elite.
Anna og Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Om HELTER SKELTER
Om Jens-Martin Eriksens
nye roman om situationen i verden - og indvandringsdanmark
- 2026. - Nogle 2019-bemærkninger om Jens-Martin Eriksens roman. Med mit
2004-foredrag om poesi og utopi som tillæg. Se også det! Altså efter
2019-bemærkningerne
NB! Disse bemærkninger kan blive udvidet. Det vil i så fald
blive sagt øverst på siden (senest opdateret).
I lørdags [9/3] satte jeg nedenstående på min internetunderside "Erindringer - DAGBOG":
Jens-Martin Eriksens roman "Helter Skelter".
Jeg så om den i DR2 Deadline og købte den straks. Jeg har kommenteret den i hans Facebook-tråd til Kristeligt Dagblads anmeldelse og har også haft den glæde at udveksle nogle beskeder om den med ham selv. I dag satte jeg denne kommentar ind i hans Facebook-tråd:
"Jeg har nu læst bogen. Og nogle anmeldelser. Noget af kritikken af det formelle må Jens-Martin tage til sig. Men det er en helt særlig slags roman, og man skal altid spørge, om et værk udfylder sin genre. Det mener jeg 'Helter Skelte'r i høj grad gør. Den kunne måske være gået dybere i den eksistentielle dæmoni. Men som politisk dystopi er den fremragende. Man skal bare have galgenhumoristisk sans. Og de, der er uenige, har sjældent hverken den ene eller den anden form for humoristisk sans. Der er ting, der er så alvorlige, at man kun kan forholde sig humoristisk til dem. - Jeg opfordrer Jens-Martin til at skrive en Anden del - hvis han ikke allerede er i gang med det. Her kunne vi komme ind i Instituttet og over til Rusland og Visegrad-landene. Det ville være alle tiders. Og kunne give balance. - Og under alle omstændigheder viser allerede 'Helter Skelter', at vi skal gøre alt for at undgå både pest og kolera!".
TILFØJELSE 11.03.19: "Helter Skelter" rumsterer stadig i mit hoved. Jeg tænker på, hvor retfærdig kritikken af det formelle er. Det er rigtigt, at der ikke uden videre er tale om en "oplevelsesroman". Det er jo en politisk dystopi, hvor det dokumentariske spiller en stor rolle og fylder meget, også hvad den store tragedie, der ligger bag migrationen angår. Og så er det sådan. Men inde i den almindelige dystopi står Torsten Vahlgren. Og man kan føle sig skuffet over, at den dæmoni, der virker omkring og i ham, ikke bliver fremstillet dybere. Men det er måske netop en hovedpointe, at man ser en person, der er hverken værre eller bedre - eller dybere - end Torsten Vahlgren, stå midt i det hele. - I øvrigt vil jeg gentage, at der med fordel kan komme en Anden del. Her vil især den dæmoni - og hvad det ellers er - der ligger i og bag "Instituttet" kunne blive fremstillet. - Endelig vil jeg fremhæve den vidunderlige, men jo også dybt skræmmende, måde, den "newspeak" bliver vist på, som karakteriserer de politisk korrekte, indvandrings- og islamvennerne, ja, de selvforagtende og selvdestruktive lands- og kulturforrædere. Det er stærk karikatur. Men meget af det hører man hver dag her i 2019. Hvordan man glider og snyder i udtrykkene og kategorierne osv. Da jeg o. 2000 begyndte at gå til modstand, var det ikke mindst disse ting, der havde ophidset mig. Uanset det alvorlige forhold, at vi faktisk står i en eksistenskamp, kan jeg alene rent intellektuelt ikke klare et sådant tankerod!
-
Fra undersiden "Poetik før oktober 2011", indsætter jeg her mit gamle konventsforedrag
fra 2004: "POESI OG UTOPI. Digteres forhold til utopi og ideologi. Fra Immanuel Kant til
Jens-Martin Eriksen". - Foredrag i Maribo Domprovstis Konvent 04.10.04.
Foredrag i Maribo Domprovstis Konvent 04.10.04 i Rubbeløkke Præstegård hos sognepræst Jesper Bacher
Se også ”grund-versionen”
(den uforkortede kladde) på undersiden ”Diverse”!
Jesper og jeg har - på baggrund af den helt aktuelle situation - talt om digternes og kulturelitens overvejende tilbøjelighed til at ligge politisk og holdningsmæssigt til venstre (eller til, ikke at markere en kritik af eller et alternativ dertil), og så navnlig om de eksempler, der er på, at digtere og kulturfolk i en hel del tilfælde totalt har underkastet sig en totalitær ideologi som kommunismen.
Og det er klart, at det især er det sidstnævnte fænomen der sigtes til i dette foredrags titel. Men ikke mindst i netop den aktuelle situation er den mere almindelige tilbøjelighed nok så interessant, så jeg har valgt at gøre sigtet både bredere og længere, hvilket vil sige, at dette foredrag får skikkelse af et meget stort overblik helt tilbage fra oplysningstiden af og frem til i dag.
Fra i morgen kan foredraget her læses på min hjemmeside, undersiden ”Poetik”. Og den uforkortede, ca. tre gange så lange, grund-version af det kan læses på undersiden ”Diverse”. I denne grund- eller kladde-version kan man også finde flere og længere citater samt kildeangivelser. - Adressen er: www.bentchristensen.dk.
-
Jeg vil begynde med at citere nogle linier fra en tekst, Jesper i sin tid viste mig, nemlig af den chilenske nobelpristager i litteratur (1971) Pablo Neruda, der regnes for en af vor tids betydeligste og mest originale sydamerikanske digtere. Han sluttede sin store ”Canto general” med en veritabel lovsang til det kommunistiske parti: ”Til mit parti”, hvori forekommer linier som:
...
Du har givet mig alle de levendes styrke.
...
Du har givet mig den frihed som den ensomme ikke ejer.
...
Du fik mig til at bygge på virkeligheden som på en klippe.
...
Du lod mig erkende verdens lys og glædens muligheder.
Du gjorde mig uforgængelig fordi jeg[,] med dig i mig[,] selv er uden
ende.
Dette er et klart eksempel på, hvordan ideologien og dens parti i selve det litterære værk optræder som en direkte erstatning for religion og trossamfund.
Men inden vi går til nogle tilsvarende danske eksempler, skal vi tilbage til den tyske Oplysning og den tyske romantik! Jeg mener nemlig, at vi skal se også den helt aktuelle situation som resultatet af det kæmpestore frigørelsesprojekt, der - på godt og ondt! - har været tale om i den europæiske kultur ikke bare helt tilbage fra oplysningstiden af, men jo helt tilbage fra renæssancen af.
Sådan som det hele har været, har det store europæiske frigørelsesprojekt i høj grad været en bevægelse væk fra den desværre ofte ganske uhellige alliance mellem kristendommen og magten og dermed en bevægelse frem mod, at det frigjorte menneske skulle kunne alting selv, ja, på grundlag af sig selv. Humanismen! - At kristendommen så hele tiden har været baggrund for og faktor i udviklingen, ”kultur-faktor”, er en anden sag. Selve vor kultur som sådan må betegnes som hverken mere eller mindre end ”post-kristen”! - At man, i rent ud sagt sit syndige oprør mod Gud, også gerne har villet bygge på sig selv, er atter en anden sag.
Da den store frigørelsesproces, det ”moderne”, humanistiske projekt, først var gået i gang, fortsatte den i sin egen kraft. Det eneste virkelige og mulige alternativ, jeg kender, er Grundtvig. Og ham har vi som sagt stadigvæk som et stort reservoir og et stort pejlemærke. Men vi må ikke glemme, at uanset den kolossale virkningshistorie, han har haft, lykkedes det ikke for ham, endsige for hans disciple, at få et alternativ til at stå helt oppe på det niveau, vi taler om her i dag.
Der er to ting, der er afgørende ved oplysningstiden, nemlig for det første troen på fornuften og oplysningen, og for det andet troen på, at udviklingen bevæger sig frem mod et stort endemål, eller i hvert fald bevæger sig i en sådan bestemt retning.
Fra nu af vil jeg - for korthedens og tydelighedens skyld - groft referere og citere uden kildeangivelse. Men I kan se det alt sammen i grund-versionen på min hjemmeside.
Immanuel Kant definerer ”Aufklärung” som ”Ausgang des Menschen aus seiner selbst verschuldeten Unmündigkeit”, og som en videre fremadskriden i oplysningen, frem mod frigørelsen til en fri eksistens. For Kant var oplysningen en altomfattende verdenshistorisk proces frem mod det endelige mål: ”das aufgeklärte Zeitalter”.
Og så er der forholdet til Den franske Revolution. Det er jo det, der svarer til forholdet til Den russiske Revolution. Og til at begynde med var de tyske oplysningsfolk og de unge tyske romantikere jo for revolutionen. Der var også en jakobinerlitteratur i Tyskland, ja, mindst eet eksempel på tilsvarende udbrud af revolution i Tyskland. Men det tjener til de tyske romantikeres ære, at de stod af, da revolutionen i Frankrig begyndte at udvikle sig i retning af terrorregime. Og en Napoleon-dyrkelse, der svarer til 1930’rnes Stalin-dyrkelse blev det af gode grunde ikke til i Tyskland. Tværtimod førte Napoleons krig mod og besættelse af Tyskland jo romantikerne over i en tysk patriotisme og nationalisme.
Men hvad nu selve det romantiske program angår (og jeg kan her slet ikke tage hensyn til, hvor broget det hele var), vil jeg gerne indsætte et meget vigtigt Grundtvig-citat:
Man vilde Synd og Umueligheder og sprængde sig derfor snart; men man angav en Tone, som ei kan hendøe, om Mennesket skal leve; man slog paa Strænge, der ere de eneste, som, med Christendommens Hjelp, og under dens Haand, kan sætte Liv i Folkene. - (Grundtvig i Verdenskrøniken 1817 om romantikkens hovedmænd i Tyskland, US III 725)
Dette er stort set af Grundtvig. For uanset med hvor stor velvilje man vil betragte Oplysningen, var den jo for snæver. Det var derfor romantikken, der blev den første altomfattende udfoldelse af det, der var begyndt allerede i renæssancen. Romantikken var langtfra blot en reaktion mod Oplysningen, men i høj grad også dens udvidede fortsættelse. Romantikken er det første altomfattende forsøg på at udfolde en kultur, som er rent menneskeskabt, og som i hvert fald ikke bygger på egentlig kirkelig kristendom! Og altså en kultur, hvor kunsten overtager religionens plads. Og uanset at det romantiske projekt ikke lykkedes, så er det alligevel dette forsøg, der sammen med arven mere direkte fra oplysningstiden er grundlaget for hele den moderne kultur.
Det nye i romantikken er ikke mindst den overordnede rolle, som poesien og kunsten kommer til at spille. Poesien bliver den nye religion og digteren bliver den nye profet og præst.
Men her skal vi tænke på ordene i Grundtvig-citatet lige før: ”og sprængde sig derfor snart”. Det er mærkeligt at tænke på, at de digtere, der udfoldede, hvad der den dag i dag må betragtes som begyndelsen på den modernitet, vi lever i, ikke selv fortsatte med at leve på, hvad de i deres ungdom havde proklameret! - Lad os se, hvordan det gik nogle af de største navne:
Fr .Schlegel konverterede i 1808 til katolicismen. - Wackenroder døde som 25-årig. - Novalis døde som 29-årig. - Hölderlin sank helt ned i sindssygen som 37-årig. - Brentano, som fra begyndelsen af havde været katolik, vendte tilbage til troen i 1816/17, hvorefter han bla. nedskrev nonnen Katharina Emmericks visioner - som jo Mel Gibsons ”The passion” bygger på! (SIDSTE: Hun er netop blevet saligkåret af Paven!). Og han fornægtede nu hele sin litterære produktion. - Joseph von Eichendorff er interessant derved, at han vel fra sin ungdom af var med i den romantiske bevægelse, men samtidig hele sit liv var troende katolik og som sådan på sine gamle dage skrev en kritisk litteraturhistorie over romantikken. - Endelig må det nævnes, at Henrik Steffens allerede i begyndelsen af 1820’rne bekendte sin omvendelse til luthersk kristendom.
Romantikkens hovedmænd fik altså enten ikke lejlighed til at vise, de selv kunne leve på de store tanker, de havde udkastet i deres ungdom, eller også vendte de sig senere fra dem. Alligevel blev det syn på poesien og kunsten som en slags ny religion, de havde udkastet, grundlaget for den rolle, ”kulturen” er kommet til at spille indtil den dag i dag. Hvor det altså så ofte har vist sig, at når kunsten ikke slog til, er man faldet tilbage på et totalitært system som kommunismen.
Hvad kunstens overordnede betydning angår, har allerede Schiller udtalt sig, nemlig i ”Über die ästhetische Erziehung des Menschen” (1795). Schiller krævede frihed gennem ”höhere Kunst” og ”ästhetische Erziehung”.
Men den fulde udfoldelse får dette i romantikernes store ”gesamt-syn” på poesien som ”progressive Universalpoesi”. Hos brødrene Schlegel og hos Novalis finder man forestillingen om et ”gesamt-kunstværk”, hvor alle kunstarter og filosofien og naturvidenskaben går sammen. Der er tale om en trang til helhed, hvor det gælder en regeneration af hele tilværelsen gennem en ny filosofi og poesi, ja, en ny religion! Fx erklærede Novalis og Brentano sig for en ”Romantisierung” af alt med henblik på at erkende den oprindelige mening med tilværelsen. Ifølge Fr. Schlegel skal den ”progressive universalpoesi” udbredes over flere og flere livsområder, så at hele livet til sidst bliver digtning. Hele tilværelsen skal genfødes ved poesiens ånd. Ja, Fr. Schlegel skrev ligefrem til Novalis, at
Ich denke eine
Religion zu stiften oder vielmehr zu helfen ... Vielleicht hast Du noch die
Wahl, mein Freund, entweder der letzte Christ, der Brutus der alten Religion,
oder der Christus des neuen Evangeliums zu sein (her efter PVL 7, 36).
Og dette er efter min mening af helt grundlæggende betydning: Der sker en overanstrengelse af kunsten som religionserstatning, hvorefter i hvert fald nogle falder tilbage på enten kristendommen som sådan eller på Romerkirken som autoritær institution - og senere på en autoritær ideologi som kommunismen og en autoritær institution som Det Kommunistiske Parti. Andre falder tilsvarende tilbage på ”humanismen”.
I denne forbindelse må vi heller ikke glemme, at netop marxismen kan ses som en udløber af romantikken eller af den tyske idealisme. Der går en linie fra Fichte over Schelling og Hegel til Marx. Eller som det også ofte bliver sagt: Marx er Hegel vendt på hovedet. Eller vi kan her i vor sammenhæng sige, at marxismen er en yderste konsekvens af bevægelsen i retning mod en altomfattende, af kristendommen uafhængig helhedstolkning af tilværelsen. Og vi skal om lidt se eksempler på, at marxismen netop også ser sig selv som humanismens og fornuftens højeste trin og ypperste udfoldelse. Her har vi en vigtig del af forklaringen på, hvorfor grænsen kan flyde en hel del mellem den i grunden borgerlige oplysning og kulturradikalisme, og så kommunismen. Og en af de fælles ting er troen på, at historien har en bestemt retning mod et bestemt mål, og at der er tale om ikke alene en bestemt, men også en irreversibel proces. Deraf også fællesbetegnelsen ”progressiv”!
Romantikken i Danmark - eller den danske guldalder - var ikke revolutionær eller utopisk i en forstand, der svarer til det, vi beskæftiger os med her. Tværtimod, må man sige. I Gyldendals meget marxistiske danske litteraturhistorie fra 1983 konstateres det, at Oehlenschläger i sit oprør mod 1700-tallets ”dydspatriotisme” ikke havde kunnet formulere et alternativ (medens Steffens dog kunne indkredse problemet, idet han talte om talentets ”Collision med det borgerlige Selskab”). Resultatet bliver, at der i ‘naturpatriotismen’ sker en genoprettelse af den patriotiske fællesskabsfølelse i en ny og politisk urevolutionær form, en form, der var uden udviklingsmulighed og deri skrøbelig. ”Den kunne for en kort tid danne grundlag for fantasifulde filosofier og selvberuste naturdigtninge, men rummede i netop denne form ingen mulighed for andre til at placere sig ind i fællesskabet”.
Men også i Danmark er romantikken alligevel modernitetens grundlag - igen på baggrund af Oplysningen. I de dannede og toneangivende kredse var det - som Grundtvig fik det at føle - tidens idealistiske og kosmopolitiske ånd, der herskede.
Vigtigt er synet på poesiens og digterens rolle, ja, i det hele taget på ”kulturen” som det medium, hvorigennem den store virkelighed åbenbarer sig. Vi kan her bare tænke på, hvordan Grundtvig har betegnet digteren (om end udtrykkeligt den kristne) som ”Livets kaarne Speider” (”Fortaleriim” til ”Roskilde-Saga”, US II 622).
Uanset hvad man vil mene om den marxistiske vinkel, der anlægges i den netop citerede litteraturhistorie, er det klart, at den danske guldalder- og biedermeier-tid måtte afløses af noget, der svarede til det moderne gennembrud og naturalismen. Og nu skete dette altså ved Georg Brandes. Og vi har hermed linien: oplysning - romantik - moderne gennembrud, den linie, som kulturradikalismen blev næste punkt på.
Selve det moderne gennembrud og dets forfattere vil jeg ikke komme nærmere ind på. Jeg mener ikke, man kan finde eksempler på forskrivelse til totalitarisme hos nogen af forfatterne her. At Brandes gik til angreb på det bestående samfund og den bestående kultur, er en anden - og på sin vis ærlig - sag. Men der var ikke nogen af de store forfattere, der blev partisoldater.
Der er i tiden efter Første Verdenskrig mange forsøg på at dyrke det æstetiske eller poesien. Men dels viste det sig igen, at det ikke er så nemt endda at bruge kunsten eller poesien som religionserstatning, dels gjorde de sociale og politiske problemer i almindelighed og fascismens og nazismens opkomst i særdeleshed det vanskeligt at blive i elfenbenstårnet.
Som Tom Kristensen sagde i radioforedraget ”Kunst, Økonomi, Politik” (1932): ”Ungdommen må blive politisk”. - Jfr. Poul Henningsens udtalelse - godt nok helt oppe i 1938 - i særnummeret af - ”Kulturkampen” (nr. 6-7): ”Det er romantik og falsum at tale om en upolitisk kunst”.
Jeg vil nu trække fire forfattere frem, som på mere eller mindre forskellig måde viser, hvordan det i denne situation kunne gå. (Det bliver en slags første runde; vi vender tilbage til tre af dem i det afsnit, der bygger på Bent Jensens bog om Stalinismens fascination).
Der er - også kronologisk - først Martin Andersen Nexø (1869-1954), hvis udgangspunkt jo var en elementær solidaritet med det proletariat, han selv tilhørte, og en religiøs tro på proletarens, ”Det nøgne Menneske”s vandring mod lyset. Og i denne forbindelse en tro på det gode i mennesket.
Allerede mødet med anarkistiske organiserede landarbejdere i Spanien omkring århundredskiftet fik betydning for hans politiske udvikling. Nexø så med skepsis på det danske Socialdemokratis opsugning i det parlamentariske system, og efter den russiske revolution i 1917 brød han med Socialdemokratiet og blev medstifter af Socialistisk Arbejderparti, en forløber for Danmarks Kommunistiske Parti. I 1951 flyttede han til DDR, hvor han boede til sin død. - ”Pelle Erobreren” (1906-10). ”Ditte Menneskebarn” (1917-21). ”Erindringer” (1932-39).
Det er ikke så svært at forstå, at det kunne gå Nexø sådan - til at begynde med. Det svære er at forstå, at han - med en fuldstændig blind tro blev ved at holde fast ved Sovjet- og DDR-kommunismen.
I vintrene 1891-1893 var Nexø elev på Askov Højskole, men lærernes forsøg på at få kristendommen til at forliges med darwinismen kom til at virke mod hensigten - hvilket dog ikke hindrede ham i, hensynsløst at bruge det kristne billedsprog (som han kendte mere eller mindre udenad fra Bibelen og salmebogen) i sin senere socialistiske og kommunistiske forkyndelse. Fx lader han i romanen ”Morten hin Røde” (1945) titelpersonen sige om den unge sovjetstat, at ”Vi skal tro paa det derovre ... Slipper vi troen paa det, kan vi lige saa godt opgi alting”. Og videre, at ”vi jo alle sammen har drømt om Lenin [...] han rummer i sig alt hvad vi har lidt - og vore forfædre med - i to tusend Aar. Han vil gøre Kristi Løfter til Virkelighed - og han kan det!”.
Hans Kirk
Herefter er vil jeg nævne Hans Kirk (1898-1962), som ganske vist var lægesøn og selv akademiker (cand. jur.), men hvis far faktisk var bror til Tabita fra ”Fiskerne”! (1928). Og gennem sin fars virke som læge i Hadsund lærte han menneskers fattigdom og sult at kende. Senere kom han på Sorø Akademi, hvorved hans politiske bevidsthed blev skabt og hans oppositionstrang styrket. Hans Kirk betegnes som periodens mest konsekvent marxistiske digter, og selv om han selv hævdede, at det var solidaritetsfølelsen med det jævne folk, der havde bragt ham dertil, må man sige, at han jo i kraft af sin baggrund og uddannelse også er typen på den intellektuelle kommunist.
Hans Kirk så Indre Mission som en proletarbevægelse, hvis samfundskritik var afsporet i religiøs retning, og uanset ”afsporingen” er det ligefrem blevet sagt, at hans fascination af Indre Mission skyldes, at han så en lighed mellem denne organisation og det kommunistiske parti!
Hans Kirk var 1934-41 en stærkt partitro medarbejder ved det kommunistiske dagblad ”Arbejderbladet”, og fra 1945 ved det kommunistiske ”Land og Folk”.
Af særlig interesse i vor sammenhæng er romanen Vredens Søn (1959), Kristi historie betragtet i datidens sociale og politiske lys, men som en analogi til vor egen tid. Bogen munder ud i en tro på, at folket en dag vil blive sin egen Messias!
Otto Gelsted
Med Otto Gelsted (1888-1968) er vi - på en anden måde, end det var tilfældet med Nexø og Kirk - helt inde centrum af den gåde, det - i hvert fald ved første øjekast - er, at følsomt poetiske og højt dannede mennesker kan forskrive sig til en totalitær ideologi som kommunismen.
Gelsted udgav sin første digtsamling i 1920: ”De evige ting” - en titel, vi jo ikke kan undgå at lægge mærke til. Samlingen er dog tydeligt præget af forbilledet, den panteistiske Thøger Larsen. Et andet forbillede var Johannes V. Jensen, om hvem Gelsted skrev en biografi allerede i 1913. Sin første kunstbog udgav Gelsted i 1919: ”Ekspressionisme”.
Gelsted havde også sit ungdoms-møde med kristendommen, nemlig gymnasieårene på Jesuiterskolen i Ordrup! Ligesom Nexø på Askov blev Gelsted her - mutatis mutandis - af skolens polemik mod darwinismen drevet i armene på denne. Og, som det hedder, ”Jesuiternes skarpe logik blev vendt mod dem selv”. Men hans interesse for filosofien var blevet vakt. Og hans græsklærer kom, som det videre hedder, ”for skade at åbne ham døren ud til Grækenlands sol og blå hav”. (Vi kan sikkert også godt lægge noget særligt i, at både Gelsted og Paul la Cour dyrkede Grækenland: skønhedens og tankens ikke-kristne del af vor civilisations dobbelte fundament).
Men i 1918 var Gelsted med til at udgive en samling Brorson-digte! Og der tales også om en Brorson-tone i hans naturdigte.
Nu kan vi jo mildest talt ikke gå i detaljer her, men allerede disse skitse-rids tegner et billede af en mand, for hvem kristendommen var blevet lukket land, og som forgæves prøvede at finde hvile i naturlyrikken - som fx i digtet ”Det evige tomme” (”Henimod Klarhed” (1931)), hvor den truende tomhed med dens dødsbegær manes bort med linierne:
Ud til de fjerneste sole,
ind i de mindste fnug
hører jeg skabelsen suse
som et eneste vældigt
fødselssuk.
(DDL 168)
Heller ikke det græske engagement gav Gelsted ro, og allerede inden han i studentertiden lærte Hans Kirk at kende, var han - ad filosofisk vej (via Kants kriticisme!) - nået frem til marxismen, som han vist bekendte sig til allerede i 1924, og i 1928 rejste han til Sovjetunionen. Han skrev i venstreradikale og kulturradikale tidsskrifter, og fra 1936 til sin død i 1968 var han medarbejder ved de kommunistiske dagblade.
Gelsteds nære samarbejde med Poul Henningsen (som han efter sigende løbende opdaterede ud af sin omfattende dannelse) og kulturradikalismen må nærmest betragtes som knudepunkt-et i det dobbeltspor, jeg her forsøger at tegne. Men helt nemt var det ikke. Vel lykkedes det i vid udstrækning kommunisterne at styre de fælles progressive aktiviteter, men det var ikke alle, der lod sig styre. Så vidt jeg er orienteret, holdt PH selv sin sti ren, for så vidt angår holdningen til stalinismen. Men altså ikke mere, end at han havde et meget tæt forhold til og samarbejde med Otto Gelsted.
Til sidst et eksempel på, hvad det følsomme og højt
dannede menneske Otto Gelsted kunne bringe sig selv til at sige i kommunismens
navn. Han betegnede i en artikel i tidsskriftet ”Kulturkampen” sit standpunkt som ”revolutionær humanisme” og
erklærede i den forbindelse, at ”jeg kan gå med til vold, diktatur og terror,
sådan som man kan gå med til en livsfarlig operation. Men det er i det højeste
nødvendige onder, der kun kan forsvares som gennemgangsled til en ny,
rimeligere samfundsorden”.
Som et bidrag til forklaringen af gåden Otto Gelsted nogle få ord om Paul la Cour (1902-1956), hvis digtsamlinger fra 1920’rne rummer en traditionel skønhedsdyrkende lyrik. Men fra og med samlingen ”Den tredie Dag” fra 1928 bevæger han sig frem mod en lyrik, som er et forsøg på at trænge frem mod en enhedsoplevelse af ”tingenes tale”, ”de fortryllede dage”, ”det åbne” osv. Hans lyriske bestræbelse kan ses som en stadig gentaget og fordybet kamp for at realisere det symbolsprog, som udtrykker og rummer hans inderste livsoplevelse, hans livstolkning: livet som den rene modsætningsløse væren.
Men fra begyndelsen af 1930’rne bevæger han sig over mod en social digtning, der skal træde i et tjenende forhold til den krisehærgede samtid. Det er blevet sagt, at han nærmest tog det sociale engagement på sig som et kors, ja, at der i samlingen ”Dette er vort liv” fra 1936 udtrykkes en skyldfølelse og et ansvar over for den yngre generation, nu hvor man står over for truslen fra fascisme og krig. I 1949 opgav han sin tilknytning til kredsen omkring Heretica (se nf.) og knyttede sig til det kommunistiske parti.
-
1930’rne var i det hele taget ikke demokratiets store årti. Der var som bekendt også folk, der sværmede for fascismen og nazismen eller havde tilbøjeligheder i den retning. Ud af individualismen og æsteticismen søgte man mod det autoritære. Og netop i vor sammenhæng er det værd at lægge mærke til, hvordan Tom Kristensen i romanen ”Hærværk” fra 1930 lader både katolicismen (som dog helt afvises) og kommunismen (som måske forbliver en mulighed) være udveje for den rådvilde Ole Jastrau. - Læg mærke til, at det hele tiden netop er Romerkirken som autoritær institution, snarere end selve kristendommen som sådan, der frembyder sig som en mulighed!
Bent Jensen
og hans stalinisme-bog
En - på flere måder! - god overgang fra 1930’rne til perioden fra 1945 til i dag vil være at se lidt på Bent Jensens berømte - og i det gode selskab berygtede - bog ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”. Ja, netop det forhold, at det nærmest er endt med, at Bent Jensen selv er blevet skurken i denne sag, siger meget om sammenhængen mellem 1930’rne og den aktuelle situation. Men det vigtigste er selvfølgelig denne bogs lange række af eksempler på, hvad venstreorienterede intellektuelle har kunnet få sig selv til at sige. Jeg vil om lidt citere noget af, hvad Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Otto Gelsted har sagt. Endelig præsenterer Bent Jensen i bogens sidste kapitel en bred vifte af mulige forklaringer på, hvorfor det har kunnet gå så galt for så mange af de bedst begavede.
Af pladsgrunde må jeg her i foredraget nøjes med eet eksempel pr. forfatter.
Martin Andersen Nexø følte sig under en rejse til Sovjetunionen hensat til ”en tur gennem Tusind og een nat, bolsjeviseret - fortryllende vågen”, og efter rejsen sendte han mange tanker til ”den ny verden, Sovjetunionen, hvor livets flod rinder uhæmmet og ren over krystalklar bund” [fremh. her]. - NB! Jfr. Åb. 22,1!
Hans Kirk hyldede i anledning af hans 70-års fødselsdag i 1949 Stalin som ”det forbilledlige menneske”, ”Folkets kærlighed”, ”en stor humanistisk skikkelse”, ”elsket og beundret af dem, der tror på socialismen”.
I en artikel med titlen ”Sandhedens magt” ser Otto Gelsted sovjetsamfundet som en opfyldelse af drømmen om et bedre og fornuftigere samfund idet han ser Stalin som ”det store menneske”, der førte masserne ”bort fra forældede traditioner og hen imod fornuftens lys”. ”Stor er fornuftens magt, og den vil sejre”. - Bemærk de tre gange fornuftig/fornuft!
I kapitlet ”Forklaringer på fascinationen” gør Bent Jensen - bla. ved at citere den polske filosof Leszek Kolakowski, der oprindelig var professor i marxisme ved universitetet i Warszawa - forholdet op således:
Blandt motiverne til dette selvbedrag nævner Kolakowski en desperat tro på drømmen om menneskehedens
broderskab, typiske intellektuelle illusioner om ”historiens fremskridt”
(manifesteret i stalinismen), længsel efter en universalnøgle til at åbne for
alle hemmeligheder i historien, videnskaben og politikken, et ønske om at ride
med på historiens bølge - dvs. være på de sejrendes side - og dyrkelse af vold,
som ifølge Kolakowski (der har mange års
førstehåndserfaringer fra Polen) øver så stor tiltrækning på mange
intellektuelle. Hertil kan føjes trang til at underkaste sig magtfulde
bevægelser og institutioner, frustrerede politiske ambitioner, intellektuel
forfængelighed og skyldfølelse på grund af en privilegeret tilværelse. Alle
disse motiver synes at kunne sammenfattes i behovet for en erstatningsreligion, der igen hænger sammen
med et undertrykt religiøst behov og en angst for at leve livet på eget ansvar,
ubehaget ved selv at skulle søge sandheden. Stalinismen var en religion
forklædt som videnskab, der gav nogle en følelse af at kunne forstå og forklare
alt (SF
Og jeg har sådan set ikke noget at føje til her, men jeg vil fremhæve det med de frustrerede politiske ambitioner og den intellektuelle forfængelighed. Jeg har i hvert fald ofte selv overvejet, om de intellektuelles og kunstnernes nærmest hadefulde holdning til vort eget samfund og dets autoriteter, herunder traditionens autoritet, kan skyldes det forhold, at de pdes. betragter sig selv som de sande autoriteter og ledere, men pdas. må erkende, at de jo ikke selv udøver nogen direkte politisk magt. Det er i denne henseende værd at notere sig, hvad Niels Barfoed i sin bog (”I unåde”) om den - på grund af den kommunistiske antisemitisme - frafaldne kommunist Peter P. Rohde drager frem om dennes følelse af netop magt ved at være i besiddelse af den kommunistiske forståelse af historiens gang og ved at være med i den dertil svarende kommunistiske verdensbevægelse (foreløbig ikke stedfæstet).
Bent Jensens bog blev genudgivet i 2002, og i en Efterskrift til denne udgave beretter Bent Jensen om, med hvilket had og hvilken forargelse førsteudgaven i 1984 var blevet modtaget. Jeg har dog ikke kunnet finde digtere blandt de navne, Bent Jensen opregner. Det er typisk journalister, debattører og ikke-kunstner-intellektuelle, der har ført sig frem - bla. Mogens Fog som, jo også er et af de store navne i selve bogen.
En vigtig side af denne sag er, at Bent Jensen udtrykker sin undren over, ”hvor mange der holdt mund”. Ja, det er en afgørende side af det billede, jeg har forsøgt at ridse op i hele dette foredrag. For een ting er, at det er en gåde, at så mange intellektuelle og kunstnere direkte har kunnet hengive sig til den totalitære kommunisme. Noget andet - og endnu mere gådefuldt - er, at hele mainstream-klimaet har været sådan, at kun meget få er trådt kritisk op mod kommunisterne og deres sympatisører.
Fra
kulturradikalisme til nyradikalisme
Det ville være meget interessant at komme nærmere ind på kredsen omkring tidsskriftet ”Heretica”. Man forsøgte her et opgør med naturalismen, ideologierne og ”Tilværelsens totale Politisering” (Bjørn Poulsen), og positivt havde man et bredere og dybere eksistentielt og poetisk sigte, for nogles vedkommende ligefrem et kristent. I vor sammenhæng er det interessant, at digtere som Paul la Cour og Erik Knudsen på et tidspunkt var knyttet til ”Heretica”, men ret hurtigt forlod det til fordel for det det marxistisk-radikale tidsskrift ”Dialog”.
Heretica blev en - om end på mange måder sympatisk - parentes i den danske ånds- og litteraturhistorie. Her kunne være skabt et alternativ, og i et vist omfang blev der det jo også. Men fra 1960’erne blev det den såkaldte nyradikalisme og modernismen, der kom til at give tonen an. Man kan sige, at nyradikalismen blev en slags statsanerkendt og statsstøttet opposition.
Og så kommer den nye politisering fra slutningen af 1960’erne af og op gennem 1970’erne.
Bente Hansen, Erik Knudsen og Ivan Malinovski
På et tidspunkt stødte jeg på en henvisning til Bente Hansens bog ”Forfattere i/mod kapitalismen” fra 1975. Og den viste sig at være en ren guldgrube, idet den dels i sig selv er et gribende eksempel på 1970’ernes universitetsmarxisme, dels i såvel sin omtale af de to forfattere og deres forfatterskaber som i interview’ene med dem giver et godt indtryk af det forhold mellem poesi og utopi, der her er tale om. Af tidsgrunde må jeg desværre i høj grad henvise til referaterne og citaterne i grund-versionen på min hjemmeside.
Erik Knudsen
Erik Knudsen (f. 1922) er blevet sammenlignet med Otto Gelsted i den forstand, at også Erik Knudsen ”tog afsked med ‘poesien’ for at blive en samtidig digter” (dvs. netop ”samtidig”, ikke blot ”moderne”; se PDL 4 (1966), s. 80), idet dog hans kunstneriske løsning måtte blive en anden. Erik Knudsens digtning blev meget direkte agitatorisk.
I interview’et med Bente Hansen siger Erik Knudsen, at hans socialistiske engagement begyndte allerede i hans gymnasietid, hvor han ”sådan set” var stalinist.
Om det forhold, at det er ret små kredse af befolkningen, han kommer i forbindelse med, siger Erik Knudsen (jfr. Bent Jensen og Leszek Kolakowski), at
det kan godt være det er erfaringerne og læren fra Lenin og den russiske bolsjevisme som spiller ind der - men de var i sandhed også ganske få kredse - og de fik dog udrettet et og andet. Det er jo klart, at man som marxist er overbevist om begrebet det dialektiske omslag - at det der i dag er de ganske små kredse, det blir en dag flertallet. Hvis man ikke havde den overbevisning at mindretallet i dag er flertallet af i morgen, så ville man blive hæmmet i sit arbejde (FIK 85).
Erik Knudsen var som nævnt ”socialist/kommunist” allerede i gymnasietiden, så at man altså ikke kan sige, at han er en digter, der er faldet tilbage på ideologien efter at have forsøgt at leve på poesien. Snarere må man sige, at der fra begyndelsen af har været en konflikt hos ham mellem det rent poetiske, lyriske, og så det politiske engagement. Det berømte digt Blomsten og sværdet (i samlingen med denne titel fra 1949) viser, hvordan han som digter går fra en mere rent lyrisk periode til en socialistisk kæmpende og forkyndende periode. Men hvis vi går helt tilbage til hans barneår, hvor han ville være maler, kan vi finde den tiltrækning af den landskabelige idyl, som han bevarede livet igennem, men som kom i konflikt med hans politiske engagement.
I det allerede omtalte titeldigt fra Blomsten og Sværdet (1949) vises konflikten mellem idyllen/poesien og kampen således:
Gå ind i skoven? Nej jeg tør ikke gå
Hvor drømmens grønne kobbertræer gror
Lyt til fuglene! Nej jeg tør ikke tro
Så rene toner. Skønhed gør mig gal
Og vellyd ringer grusomt i mit øre
Hvad vil jeg i et skyggefuldt bedrag
Hvor solen sliber sine blanke løgne
Og blomsten dårligt skjuler sin foragt?
Farvel valdhorn, bukkar og kildevand
Farvel vor lille frokost i det grønne
Fra marken høres råb og våbenbrag
Ud hvor alt er nøgen dag
Hvor sværd lyner, spyd fletter
Himlens tag
Hvor faner brænder, trommer kalder
Fugl af reden
Ud hvor sejrens morgenrøde flygter
Og nederlagets sorte majestæt
Står fast
(Her efter FIK 49)
I Bente Hansen-interview’et
erklærer Erik Knudsen, at han identificerer sig 100% med det vietnamesiske
folk. At støtte dem er simpelt hen ”at redde mit eget liv - også at redde
Danmark. [...] fra imperialisme og fascistisk reaktion” (FIK 84). Denne
solidaritet udtrykker han i digtet ”Til FNL”:
I bekæmper imperialismen udefra
Vi forsøger det samme indefra
Uden illusioner om modstanderens styrke
og vor egen svaghed
går vi til det daglige
underminerings- og oplysningsarbejde
inspireret af jeres stolthed
og i tillid til et eller andet
i os og vore landsmænd
som ikke er til salg.
(Her efter FIK 76)
Ivan
Malinovski (1926-1989)
I Bente Hansen-interview’et fortæller Ivan Malinovski (1926-1989), at han blev politisk bevidst, da han som ung flygtning, efter visse aktiviteter i modstandsbevægelsen, i Sverige kom ind i en kommunistisk studiekreds. Men allerede inden da havde han under sin deltagelse i arbejdet med at redde de danske jøder til Sverige oplevet forfærdelige ting, som gjorde, at han fra da af ”automatisk [har] været på de forfulgtes, de undertryktes, de Nederstes side” (brev af 03.03.73 til Bente Hansen).
Ivan Malinowski har altså - som Erik Knudsen - været socialist fra begyndelsen af. Men hans to første digtsamlinger (fra 1945 og 1947), som han i øvrigt senere slettede af forfatterskabet, var, som det hedder, ”stærkt præget af hans flygtningetids indtryk af svensk lyrisk fyrtiotalisme og af ungdommelig patos”.
Gennembrudsdigtsamlingen Galgenfrist (1958) er en modernistisk, nihilistisk digtsamling, som dog er præget af det for Malinovski karakteristiske håb.
Med samlingen ”Åbne Digte” fra 1963 træder Malinovski ud af den modernistiske lukkethed, han - trods sin socialistiske overbevisning - som lyriker har befundet sig i. Digtene bliver udadvendte med konkret samtidsaktuel adresse, og håbet får en klart politisk karakter. I senere samlinger handler digtene om Vietnamkrigen, demonstrationer og arbejdskampe. Påvirkningen fra Brecht er tydelig.
Af særlig interesse for os er det til dels temmelig ”konfirmandteologiske” digt fra ”Åbne digte” ”Åbent digt til vorherre”, hvor Gud - som ikke er verdens skaber, men kun dens ødelægger - anklages for at være årsag til den splittelse i verden, som Malinovski havde skildret allerede i digtet ”Disjecta membra” (”Galgenfrist”, 1958). Der er dér tale om hele tilværelsens nihilisme, hvor ”ingen / enhed er den sidste ingen grænse urokkelig”, ”hvor alting kun består af sine yderpunkter / hvor ingenting følgelig består”, men til allersidst udtrykkes alligevel et trodsigt håb: ”men dette splittede blod vil ikke dø / og ukueligt er kødet der klynger sig til sit ben”.
”Åbent digt til vorherre” er udformet som en slags anti-fadervor:
Fader vor
Du som er i himlen
Her har du anrettet Mer end nok [...]
Men Malinovski går dybere end den sædvanlige konfirmandteologi på teodicé-problemet, så det er ikke selve korstogene, inkvisitionen, koncentrationslejrene og gaskamrene eller ”Det Bedste” osv., han vil anklage Gud for; nej, han vil anklage ham for at være ”den egentlige årsag / Til al denne elendighed”, for,
Stupid som en guillotine
Som en kæmpemæssig slagtekniv
At have flækket en samdrægtig verden
[...]
Denne ubarmhjertige skilsmisse
Dette dybe blødende snitsår i universet
Ja fader vor
Du som er i himlen
Bliv deroppe
Så bliver vi her
Og prøver at begynde forfra.
(DDL 3, 280)
I 1950’erne besøgte Malinovski bla. Rumænien
det her store brogede, ret progressive bondesamfund, hvor man alligevel i en utrolig grad havde bevaret en kulturel integritet, hvor samfundet stort set fungerede på folkets vilkår så at sige. Det var i 55. Rumænien - jeg tror, det er et af de lande i Vesten der har en chance
Malinovski ser nemlig ikke det mindste håb for Vesten. Men han ”er sikker på at menneskeheden går en strålende, ufattelig fremtid i møde, en fremtid vi ikke kan forestille os i vor vildeste fantasi, og at den fremtid er lige om hjørnet”.
Efter
halvfjerdserne
Fra 1980’erne af er der vist ikke eksempler, der svarer til Erik Knudsens og Ivan Malinovskis. Tværtimod kom der - af let forståelige grunde - en reaktion mod halvfjerdsermarxismen og den plat samfundsrelaterede litteratur. Og efter Berlinmurens fald og såvel Sovjetimperiets som selve Sovjetunionens sammenbrud i årene omkring 1990 ligger det ikke sådan lige for at føre sig voldsomt frem med selve den kommunistiske utopi.
Det er min egen opfattelse, at selve litteraturens hovedstrøm nu er æstetisk, formalistisk. postmoderne (jfr. her også begrebet ”kropsmodernisme”!), men at det stadig er arven fra kulturradikalismen og nyradikalismen, man føler sig forpligtet på, når og hvis man vil eller skal markere sit politiske og ideologiske ståsted.
-
Det eneste - men til gengæld meget stærke - eksempel, jeg kender, på, at en forfatter har talt imod dén ”venstre-humanistiske” orientering, der tydeligvis stadig er herskende blandt kunstnere og intellektuelle er Jens-Martin Eriksens indlæg i KRITIK 159: ”Taktiske fortielser og strategiske løgne. Om multikulturalisme og politisk korrekthed”, og det vil jeg til slut referere og citere noget fra. Der er mere på hjemmesiden.
Jens-Martin Eriksen (f. 1955) indleder sit KRITIK-indlæg med at betegne den ”progressive” politiske korrekthed omkring multikulturalismen som en farceagtig gentagelse af halvfjerdsernes selvforståelse. For der er nu den samme rædsel for at blive stigmatiseret som reaktionær eller borgerlig, som der var dengang - bortset fra, at dengang var det mest på universitetet; ”nu har lammelsen bredt sig til hele samfundet”.
Jens-Martin Eriksen betegner multikulturalismen som et begreb, der i de progressive kredse ”betragtes som en indgangsbøn [fremh. her], man afæskes for at blive anerkendt i offentligheden som et tolerant menneske”. ”Vover man [...] at sige, at man ikke er multikulturalist [...] er man dømt moralsk uren. Derfor er der heller ikke nogen i den kulturelle verden, blandt dannede mennesker og andre selskabsløver, som vover at sige sådan noget” (s. 66).
Hermed er vor store tur fra oplysningstiden til i dag slut. Jeg håber, I har fået noget ud af den - og henviser endnu en gang til grund-versionen på min hjemmeside.
_______________________
DDL F.J. Billeskov Jansen (udg.): Den danske Lyrik III (1966)
FIK Bente Hansen: Forfattere i/mod kapitalismen. Omkring Erik Knudsen og Ivan
Malinovski (1975)
PDL Politikens ”Dansk litteratur historie” (1966)
PVL Politikens ”Verdens litteratur historie” (1972)
US N.F.S Grundtvig ”Udvalgte Skrifter”
* * *
Jeg er vred og krænket
[Læserbrev i Folketidende 07.03.19. Samme dag sat på min Facebook-væg og internetundersiden "Debat"].
Måske skulle jeg bare have trukket på smilebåndet og rystet på hovedet, da jeg tirsdag den 5. marts for første gang hørte om de kønsneutrale trafiklys. Og jeg troede faktisk først, der var tale om et indslag i et satireprogram. Men da det gik op for mig, at virkeligheden i dette tilfælde overgik satiren, blev jeg grebet af en voldsom vrede - som varede hele dagen og fik mig til at skrive nogle meget grove digte og aforismer. Det første digt er så groft, at jeg aldrig vil offentliggøre det!
Jeg har undret mig over, at en så lille og latterlig sag har kunnet gøre mig så vred. Men forklaringen er nok, at der er tale om den berømte dråbe ...
De mennesker, ikke mindst fra Det Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten, der fører dette og tilsvarende ting frem, gør simpelt hen grin med alle os andre. Jeg føler mig dybt krænket!
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Om præstehåndtryk
Også på
undersiden "Kirke og teologi". - 18.02.19.
Den 18. februar
2019 hørte jeg kirke- og kulturminister Mette Bock i DR P1’s program Ring til
regeringen, og det førte til, at jeg skrev et spørgsmål i Facebook-tråden til
dette program. Jeg slog det også op på min egen væg:
Kirkeministeren
er i P1 Debat. Og igen er spørgsmålet om forholdet mellem håndtrykket ved
statsborgerskabsceremonien og håndtrykket mellem mandlige og kvindelige præster
blevet bragt på bane. Jeg har derfor sat dette spørgsmål i programmets FB-tråd:
Hvorfor gør kirkeministeren
ikke opmærksom på, at det håndtryk, nogle præster (som jeg ikke er enig med)
ikke vil give, er håndtrykket i forbindelse med præstevielsen (ordinationen).
De vil simpelt hen ikke deltage i overdragelsen af præsteembedet til en kvinde,
når de nu (forkert!) mener, at kvinder ikke kan være præster. - Hvad nogle af
disse mandlige præster måtte gøre, når de møder kvindelige præster i andre
sammenhænge og der altså er tale om et almindeligt goddag eller farvel, er
noget andet. Men er der eksempler på det?
-
Efter
udsendelsen satte jeg dette i et kommentarfelt til opslaget med mit oprindelige
spørgsmål:
Mit spørgsmål
kom ikke med i programmet, men jeg håber, redaktionen har set det og har nu
også sat det på mine internetundersider "Kirke og teologi" og
"Debat". - Det er utroligt, at man altid får rodet kategorier og ting
sammen, når der fx drøftes udlændinge og kirke. - Statsborgerskabsceremonien er
indrettet, som den er, fordi man har besluttet, at sådan skal det være. I
Danmark (som de pågældende har søgt om statsborgerskab i) er håndtrykket en
vigtig del af en aftale, og det, at man ikke ønsker at udføre denne del af
ceremonien, kan ses som et udtryk for, at man ikke ønsker at indgå helt i den
danske sammenhæng. Man kan også sige, man fra regeringens og Folketingets side
har besluttet, at man ikke vil give statsborgerskab til personer, der ikke vil
deltage helt og fuldt i denne ceremoni og dermed repræsenterer en holdning, man
ikke ønsker indført i Danmark. - Håndtrykket ved præstevielsen (ordinationen),
hvor de (som regel mange) almindelige præster, der er med oppe i koret,
"trykker med" på det håndtryk, den ordinerende biskop har givet
ordinanden, er også et udtryk for, at disse præster byder den nyordinerede velkommen i det præstelige fællesskab. Men det
forudsætter jo, at de mandlige præster kan anerkende en nyordineret
kvinde som deres embedssøster. Og det kan de jo ikke, hvis de har den
teologiske holdning, at kvinder ikke kan blive præster. Vi må i den forbindelse
ikke glemme, at det kun er i vise mindre kirkesamfund, kvinder kan blive
præster. I den store romersk-katolske og i den store østlige (ortodokse) del af
Kirken (og vel i en hel del mindre konfessioner) kan kvinder ikke blive
præster. Jeg hørte engang en russisk ortodoks præst sige: Hos os kan man ikke
engang STILLE dette spørgsmål! - Min holdning til dette er, at kvinder
selvfølgelig kan blive præster i fx et evangelisk-luthersk kirkesamfund.
Katolikkerne og de ortodokse (og altså nok flere) ser præsten som repræsentant
for Kristus. Og Jesus var jo en mand! Men har Kristus = den anden person i
Treenigheden et køn? Har Gud Fader et køn? Har Helligånden et køn? Selvfølgelig
ikke. Gud omfatter alt og dermed også begge køn. Gud har en faders kraft og en
moders kærlighed, kan man sige. Allerede her er modstanderne af kvindelige
præster altså sådan set forkert på den. Men dertil kommer, at præsten heller
ikke på den måde skal ses som repræsentant for Kristus. Præsten er en person i
menigheden, der har fået overdraget en bestemt funktion. Og når man ser sådan
på det, kan det lige så godt være en kvinde, hvilket dog ikke betyder, at det
ikke er en helt særlig funktion, et helt særligt embede, den person, der bliver
kaldet til at være præst, får. Derfor får en kommende præst også en særlig indvielse
af den ordinerende biskop, en indvielse, de tilstedeværende almindelige præster
også deltager noget i. Som præst står man med sin tjeneste virkelig i en kæde,
der går helt tilbage til de første apostle og biskopper. Men det er altså MED
SIN TJENESTE! Man bliver som person ved med at være det samme almindelige
menneske, som man var før ordinationen. Det kan jeg bevidne! - Hvad Paulus har
sagt om kvindernes rolle i menighederne, kan man efter min bedste overbevisning
se helt bort fra. Den unge kristne Kirke ville - med det syn på kvinder, man
havde dengang - simpelt hen have gjort sig selv til grin, hvis den havde gjort
kvinder til ledere! - Men i selve Evangeliet ligger, at der ikke er forskel på
mand og kvinde, jøde og græker, træl og fri! Og i det lange løb er det jo også
denne helt grundlæggende ligestilling, der har sejret i de lande, hvor der er
evangelisk kristendom, altså ikke mindst i Danmark og de andre nordiske lande.
- Jeg spørger mig selv, hvordan problemet med håndtryk i forbindelse med ordination
af kvinder kan opstå. Modstanderne af kvindelige præster kan jo bare holde sig
væk! Kan det dreje sig om tilfælde, hvor en eller flere mænd og en eller flere
kvinder er blevet ordineret samtidig? - Til spørgsmålet om, hvorfor man ikke
bare kan vedtage ved lov, at man ikke kan blive eller være præst i Folkekirken,
hvis man ikke anerkender kvindelige præster, vil jeg sige, at det kunne man
selvfølgelig godt. Der ville så bare ske det, at en del både præster og lægfolk
ville træde ud og oprette frimenigheder. Og det er nu engang vor tradition her
i Danmark, at man ønsker frihed og fællesskab, så vidt det overhovedet er
muligt.
* * *
Badehotellet er, som den skal være
Men anmelderne ser nok DF-spøgelser alle vegne
Kommentar på seriens Facebook-side 04.02.19
Der er noget, der er helt galt, når
mange anmeldere ikke kan lide Badehotellet. En anmelder bør vide, at et
kunstværk skal bedømmes efter sin genre. Men har de fået det hele galt i
halsen, fordi de tror, det er DF-nostalgi, der bør bekæmpes, når og hvor man
møder den? - Serien er for det første bogstavelig talt billed-skøn.
Skagensmaleri på film. - For det andet er
tidsbilledet jo korrekt. Min mor drev selv kro under og lige efter krigen. Jeg
er født 1943, men husker tilsvarende kaffe- og spisegæster fra Sakskøbings
borgerskab i anden halvdel af 1940'erne. Og min mors køkken! - Man siger, der
overspilles, og at tidsdetaljerne virker som parodier. Men det er netop sådan,
det skal være i denne serie. Jeg elsker alle personerne (på en måde også dem,
der ikke bør elskes). Men jeg elsker ikke mindst Madsen og Weyse, netop i deres
overspillethed. - Og det er kvalmende, når en
anmelder roser, at der nu direkte kommer noget om jøderne og KZ-lejrene. Hvad var det man sagde i forbindelse med
Oscar-nomineringen? Der skal være stærke kvinder - og ofre! Men nazismen og
folks manglende evne og vilje til at forstå, hvad der var på vej, har jo ligget
og luret hele tiden. Meget fint. Og meget alvorligt. - Anna og jeg glæder os
til resten af sæsonen.
* * *
Middelalder igen?
[Læserbrev i Folketidende 21.12.18]
At Den danske sang er en ung blond pige-sagen nok er ved at få boomerang-effekt, er godt. Det vil være dejligt, hvis hele krænkelsestyranniet kan blive fulgt til dørs af en god dansk latter.
Men så let går det nok ikke. Politisk korrekthed-ideologien står stærkt og har også indflydelse på andre områder, og det er før set, at et målbevidst mindretal med en ideologi, der lyder godt, kan tiltage sig helt uforholdsmæssigt stor magt.
Jeg mindes marxismens hærgen på universiteterne i 1970’erne. Men vi kan jo også tænke helt tilbage på middelalderen, hvor videnskabelige forskningsresultater kunne bringe forskeren på bålet.
Historien viser også, at tyranniet skal kvæles i starten, så selv om det kan lyde som en overdramatisering, vil jeg ikke undlade at slutte med at spørge, om vi kan risikere at komme ind i en ny mørk middelalder.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
En "kunstner og intellektuel", der prøver at forstå dem, der
stemmer på de højrenationale partier
14.09.18
Natten mellem 12. og 13. september 2018
slog jeg min sædvane tro en tekst op på min Facebook-væg. Den så således ud:
Ugens
aforisme
Det var
slemt nok, da det var halal-hippierne, vi var oppe imod,
men det er faktisk værre med de halal-liberale.
07.09.18
Ovenstående
vil, som de andre nye digte m.m., der er blevet slået op her, efter planen
blive trykt i "Digte og aforismer 2018-20??". Vil efter planen nok
blive udgivet inden for det næste par år.
Men da jeg 13.09.18 i DR 2 Deadline så om
uroen i Venstre, gav jeg mit opslag denne kommentar:
Ha! Sidder
netop og ser om uroen i Venstre i Deadline!
Og derefter slog jeg dette nye opslag op:
I
FORLÆNGELSE AF UGENS AFORISME OG MIN KOMMENTAR TIL DEN:
Men der var
jo mere i Deadline, nemlig interviewet med Jens Christian Grøndahl. Jeg bringer
her først Deadlines foromtale, dernæst min egen kommentar
Her er
foromtalen:
Forfatteren
Jens Christian Grøndahl har i flere år rejst Europa tyndt for at forstå, hvad
det er som samler os som europæere. Men også hvorfor så mange europæere i disse
år tiltrækkes af højrenationale partier. Og rejserne
har fået Grøndahl til at erkende, at man ikke skal dæmonisere disse mennesker.
Her er min
kommentar:
Jens
Christian Grøndahl var udmærket - selv om han tydeligvis gik noget balancegang.
Man skal jo være forsigtig i de kredse. - "Kunstner og intellektuel"!
Jeg kunne nok selv betegne mig sådan. Men jeg gør det aldrig. Jeg er jo i
forvejen præst - i den kristne kirke.
Interviewet kan ses på Deadlines
Facebook-side.
Og da jeg havde lavet ovenstående, kom jeg
til at tænke på, at der var noget, jeg havde glemt at sige i forbindelse med interviewet.
Jeg måtte derfor sætte denne nye kommentar i Deadline-tråden (og en tilsvarende
i tråde til opslaget på min egen væg):
TILFØJELSE:
Jeg er helt enig med Jens Christian Grøndahl i, at man sagtens kan være både
dansker og europæer. Ja, jeg vil stramme lidt og sige: Som dansker ER man også
europæer. Hvad ellers? Hvor svært kan det være? - Men det er man jo uanset EU,
og det skal naturligvis ikke hindre en i at ønske EU reformeret - mindre
ideologi, mere demokrati, større gennemsigtighed.
* * *
OM MIN EGEN SITUATION I SEPTEMBER 2018
- og om noget
fra min sygesengsradiolytten 14-16.09.18
Der er altså tale om blandede bekendtgørelser, men jeg har - for
sammenhængens skyld - valgt at sætte det hele på her.
To Facebook-opslag 17.09.18
Første opslag:
NÆST-NÆSTE OPSLAG BLIVER ENDNU EN AFORISME
Når jeg lidt senere i dag slår endnu en
aforisme - eller "aforisme" - op, er jeg også selv træt af det. Men
jeg har i nogen tid være optaget af flere forskellige ting og har samtidig
brugt en del tid på min igangværende oversættelse af Adam Mickiewicz's
"Konrad Wallenrod". Størstedelen af den til rådighed værende tid har
jeg dog brugt på redigeringen af "Mit Dannevirke. Betragtninger om
allehånde", som jo skal udgives i begyndelsen af januar 2019, nemlig 200
år efter udgivelsen af fjerde og sidste bind af Grundtvigs
"Danne-Virke" (1816-1819).
Jeg havde dog planlagt at skrive et nyt
digt, som jeg kunne slå op i dag. Men fredag blev jeg ramt af en hurtig
forkølelse med en voldsom hoste, så det blev ikke til noget med digtet. I
stedet hørte jeg en del radio, mens jeg lå i sengen, og det er det, der har
ført til endnu et værdipolitisk slagord (som dog først kommer efter endnu et
opslag af bredere karakter).
Ellers er min situation sådan, at det går
fint med "Konrad Wallenrod". Jeg er nu midt på side 27 af i alt 60
sider. Og jeg skal jo bare nå at blive færdig med det, mens jeg endnu kan. Og
indtil videre går det fint. Og det går fint med "Mit Dannevirke".
Dette betyder, at jeg nu snart kan sætte fuld turbo på digtningen - og
efterhånden også på "Min poetik". Det er disse to ting, det især
gælder om nu - selv om jeg også har nogle andre ting på bedding.
Jeg siger ikke, at jeg er - eller bliver -
en stor digter. Jeg ville gerne. Men jeg vil give alt, hvad jeg har i mig (og
som ikke er kommet rigtig frem før), og så må det blive, som det kan. Det er
for det første absolut vigtigt, at jeg får det hele ud. Men det er også sådan,
at jeg helt principielt er nødt til at have et lyrisk centrum i min samlede
produktion.
Nu kan de, der måtte interessere sig for,
hvad jeg laver, se dette og tygge lidt på det. Derefter kan man se det følgende
opslag, der er en slags bredere referat af nogle af de ting, jeg har hørt i
radioen de sidste tre dage.
NB! Mine børn prøver at lære mig, at den
typiske Facebook-bruger ikke læser tekster, der består af mere end fx fem
linjer, og ikke ser albummer, der består af mere end fem billeder. Men mine
venner kender mig og ved, at jeg for det meste ikke kan nøjes med fem linjer!
Apropos billedalbummer. Anna og jeg skulle
i lørdags have været til den årlige højtidelighed på Slaglille Kirkegård. Og
det er jo 75-året for nedskydningen af RAF-Halifaxen
med polsk besætning. Og vil skulle endnu en gang have mødt Eugeniusz
Kasprzaks lillebor
Zbigniew. Og ambassadør Henryka Mościcka-Dendys skulle deltage. Og det
ville i det hele taget blive stort. Men der var ikke noget at gøre. Jeg kunne
ikke tage nogen steder. Ærgerligt!
-
I mellemtiden slog jeg Roman Smigielskis
Slaglille-album op. - På undersiden "Internationalt" kan man se mere
om Anden Verdenskrig-gravene på Slaglille Kirkegård og de årlige
højtideligheder dér. Seneste tekst er: "DYBT BEVÆGENDE
SLAGLILLE-HØJTIDELIGHED 2017. Lillebror til en af de på Slaglille Kirkegård
begravede polske RAF-flyvere deltog ledsaget af børnebørn". Det er
albumteksten til mit Facebook-billedalbum med m titel.
-
Mere så kom andet opslag:
ANDET OPSLAG - MED NOGET FRA MIN
SYGESENGS-RADIOLYTTEN
NB! Dette opslag kom på noget senere end
først planlagt. For i mellemtiden var jeg blevet i stand til at slå Informator
Polski-redaktør Roman Smigielskis album fra Slaglille
i lørdags op ved hjælp af et link. - Se det lige herunder!
Mens jeg fredag til søndag lå en hel del i
sengen med min i forrige opslag omtalte forkølelse, fik jeg som sagt hørt en
del radio (hvad jeg i øvrigt ofte gør, når jeg hviler mig). Og det er
selvfølgelig dels DR P1, dels Radio24syv. Jeg kan anbefale alle at gøre noget
tilsvarende. Det er selvfølgelig ikke alle programmer, jeg er lige begejstret
for, men der er langt flere rigtig gode udsendelser, end jeg kan nå at høre.
Man bliver virkelig klog og velorienteret af det.
De almindelige oplysende og tilsvarende
programmer vil jeg ikke komme nærmere ind på. Og det er vist kun P1's
Orientering Europa i går, jeg refererer fra - forskellige indslag. Der er
særlig ét indslag, jeg vil nævne, og det er det med en repræsentant for Amnesty
International, hvor det især var den kommende forfatningsændring i Rumænien
(men også tilsvarende forhold i andre central- og østeuropæiske lande), der var
tale om.
Men her må jeg allerførst gøre opmærksom
på, at mange forskellige ting er på banen, lige fra den vel kommende rumænske
forfatningsændring og den ungarske grænsekontrol, til de virkelig forfærdelige
ting, hvad ytringsfrihed, medier og domstole m.m. angår. Og de her sidst nævnte
ting må jeg selvfølgelig tage absolut og kraftigt afstand fra. Det var derfor
en stor skuffelse for mig at høre, at DF's medlemmer af Europa-Parlamentet
havde stemt imod vedtagelsen af opfordringen til, at der indledes en artikel
7-procedure mod Ungarn. Jeg går ud fra, at det med grænsekontrollen har været
afgørende for dem, men så kunne de have sagt det og alligevel have stemt for.
Jeg har det virkelig dårligt med, at mit parti ikke klart og utvetydigt tager
afstand fra de brud på den demokratiske og retsstatsmæssige orden, der finder
sted i Ungarn og mit elskede Polen. I Polen er der heldigvis en stærk
opposition mod de ting, der finder sted. Og den skal vi støtte. Så skal der nok
komme bedre tider. Polakkerne har oplevet mange frygtelige ting, og man er
altid kommet godt gennem det.
Så er det sagt. Helt klart!
Men der er meget mudder i den måde, disse
forhold omtales på. Det gjaldt ikke mindst i indslaget med Amnesty
International-repræsentanten, som var meget forarget over, at man i Rumænien
vil have det til at stå i den nye forfatning, at et ægteskab er et forhold
mellem en mand og en kvinde. Der blev ikke sparet på ord som homofobi og
homofobisk.
Men det er som sagt mudret. For man må jo
skelne mellem behandlingen af de homoseksuelle (og de andre seksuelle
mindretal) overhovedet, og så brugen af ordet ægteskab om et forhold mellem to
af samme køn.
Nu er jeg jo også sprogmand, og jeg kan
ikke udstå, at man på værste newspeak-vis bruger ordet ægteskab om forhold
mellem personer af samme køn. Det er allerede historisk og sprogligt forkert.
Et frygteligt eksempel på den omsiggribende konstruktivisme.
At alle mennesker skal behandles
ordentligt, og at alle mindretal skal have deres rettigheder, er noget andet.
Prideparaderne har jeg for nogle dage siden
udtalt mig om i denne aforisme:
Alle kommer
løbende til prideparaderne, og ingen tør forholde sig kritisk til dem. Her var
vi det allerhelligste i den humanistiske tro.
18.08.18
Prideparaderne skal ikke forbydes. Men man
skal have lov at sige det, hvis man synes, de bogstavelig talt er "for
meget"!
Og så var der et indslag med noget om en
revision af grænsen mellem Serbien og Kosovo
(albansk: Kosova), der skulle føre til, at kosovanere, der nu bør i Serbien, kom til Kosovo, og
Serbere, der nu bor i Kosovo, kom til Serbien. Det lyder jo umiddelbart ganske
fornuftigt. Jf. hvordan grænsen mellem den danske og den tyske del af Slesvig
kom til at gå i 1920. Men det fremgik af indslaget, at nogle har betegnet dette
som etnisk udrensning. Ja, der skal i USA have været en, der har betegnet det
som svarende til folkedrab!
Jeg refererer her efter hukommelsen, men
jeg mener, jeg har hørt og husket rigtigt. Og det er frygteligt, at man kan
bruge sådanne ord om en efter alt at dømme fornuftig ordning - bare fordi det
handler om national identitet. - Jeg udelukker ikke, at ordningen måske (af
grunde, som jeg ikke kender) alligevel kan være kritisabel, men jeg tror ikke,
der er noget, der berettiger til den her refererede sprogbrug.
Dette er kun nogle eksempler. Men man hører
det jo hele tiden. Man bør lægge ideologien væk og koncentrere sig om de
virkelig alvorlige ting, altså fx bruddene på demokrati og retsorden i Ungarn
og Polen.
Senere slår jeg som sagt en aforisme eller
værdipolitisk ytring om et af de her nævnte forhold op.
-
Og næste opslag blev:
Ugens
aforisme - med henvisning til forrige opslag.
De progressive
konstruktivister har stjålet ordet ægteskab fra os.
17.09.18
Ovenstående
vil, som de andre nye digte m.m., der er blevet slået op her, efter planen
blive trykt i "Digte og aforismer 2018-20??". Vil efter planen nok
blive udgivet inden for det næste par år.
* * *
DET TYSKE HAR SEJRET
Læserbrev i Folketidende 08.09.18.
Samme dag slået op på min Facebook-væg.
Efter på folketidende.dk at have læst
Stednavneudvalgets Johnny G.G. Jakobsens redegørelse
for udvalgets overvejelser frem til indstillingen om, at Lolland Kommunes
ansøgning om ændring af -itse til -itze i tre lokale stednavne imødekommes, ønsker jeg at
udstøde dette lille hjertesuk.
Det drejer sig som bekendt om stednavnene
Kramnitse, Tillitse og Kuditse, der formodentlig nu bliver ændret til
Kramnitze, Tillitze og Kuditze. Jeg har tidligere,
nemlig i et læserbrev her i Folketidende den 24. april 2018 med overskriften
"Tillitse er det rigtige", påvist, at -itse-formen
er den, der svarer til de slaviske (vendiske) navne, der er tale om for
Tillitses og Kuditses vedkommende. Og at navnet Kramnitse nok har en anden,
dansk, baggrund, men er blevet "vendificeret",
giver kun endnu mindre grund til at vælge den jo tyske endelse -itze.
Jeg bor ikke i området, men har fx ofte
været organistvikar dér - og har haft nulevende vendere på besøg dér! - og jeg
er dog borger i Lolland Kommune, så jeg vil beklage, at der nu er truffet en
ikke sproghistorisk, men faktisk politisk beslutning, og jeg kan ikke frigøre
mig for en mistanke om, at det i disse postmoderne tider ses som
"finere" og mere specielt at bruge de altså senere tyskprægede tz-former
Bent Christensen
slavist
Fuglsevej 5
4960 Holeby
SUPPLERENDE BEMÆRKNING [til Facebook-opslaget
af ovenstående]: Når jeg til sidst henviser til den måske også
postmodernistiske baggrund for folkekravet om tz i
stedet for det korrekte ts, er det, fordi jeg ikke bare er ked af det som
lollik og slavist, men også ser dette som en lille del af den langt større
postmoderne kultur, hvor man er ligeglad med sandheden og virkeligheden, bare
det lyder godt og tager sig "fint" ud. - Kampen for genvindingen af
respekten for sandheden og virkeligheden er et hovedpunkt for mig.
* * *
REJS DIG, MAND!
Denne tekst er et utrykt kronikforslag. Slået op på min Facebook-profil
og sat på her 27.08.18.
Den 7. august 2018 så jeg i DR 2 Deadline
et indslag, hvis foromtale begyndte med ordene: "Flere og flere mænd ender
med at leve et liv som barnløse". Og jeg blev klar over, at det for tiden
drejer sig om hver femte mand - og hver tredje ufaglært mand.
Jeg fandt dette meget uhyggeligt og
sørgeligt og gav mig til at overveje, hvad der kan gøres ved det, også så vi i
det hele taget kan få en sand balance mellem det mandlige og det kvindelige.
Vi skal helst undgå en kønnenes kamp.
Meningen er, at vi skal kunne leve godt og positivt sammen, både i parforholdet
og i hele kulturen. Det er derfor først og fremmest den feministiske ideologi,
tankegang og praksis, der skal bekæmpes, en ideologi, tankegang og praksis, der
jo ikke bare findes hos kvinderne, men også hos mange mænd. Meget af det er
historisk set udtænkt af mænd! Og det er i høj grad nogle udmærkede idealer om
frihed og ligestilling, der bare er kommet ud i det absurde.
Vi skal også gøre os klart, at den
teknologiske og samfundsmæssige udvikling i sig selv fører store ændringer med
sig. Vi er allerede nu i en situation, der i mange henseender stiller mændene i
en svagere position. Mændene er ikke længere nødvendige som forsvarere og
forsørgere. Og de er altså nu heller ikke nødvendige som fædre på den naturlige
måde! Hvortil kommer, at kvinderne er ved at overhale mændene, hvad
videregående uddannelser angår. Dette sidste er dog ikke nødvendigvis en
tendens, der vil vare ved. Det kan tænkes, at det nuværende uddannelsessystem
er feminiseret i en sådan grad, at det favoriserer de dygtige piger, men at
virkeligheden i fremtiden vil stille nogle krav, der øger efterspørgslen efter
de mandlige kvaliteter.
Det er vel allerede nu sådan, at kvinderne
i højere grad går ind i mændenes roller end omvendt. Men da der kommer mange
helt nye former for arbejde, gør det ikke noget. Måske vil hvert køn bidrage
med noget særligt på de sådan set kønsneutrale områder, måske ikke. Det er
ligegyldigt, bare alt foregår i fuld frihed, så at hver person kommer til at
bidrage med, hvad han eller hun har i sig.
Jeg har somme tider spurgt mig selv, om der
også er sket en feminisering af forskningen? Man kunne gå tilbage til fx 1945
og registrere alle magister- licentiat-, ph.d.- og doktorafhandlinger og
inddele dem i grupper efter "hårdhedsgrad". Måske ville man så finde
en overvægt af nok især "bløde" ph.d.-afhandlinger her i de senere
årtier.
Det kan være, virkeligheden vil gøre sig
gældende på en sådan måde, at parforholdet og kernefamilien får en renæssance.
Det er umuligt at forudsige fremtiden. Alt kan skifte. Det kan også være, det
modsatte bliver tilfældet, altså at det faste parforhold og kernefamilien
forsvinder, og at det offentlige måske helt overtager børnene.
Jeg kan som en mand, der har fejret
guldbryllup og har fire børn og syv børnebørn, nogle gange med et glimt i øjet sige,
at det er så besværligt, at jeg er lige ved at fortryde det! Men jeg er indtil
nu altid kommet til den konklusion, at alternativet er værre. Så jeg har
virkelig ondt af de mænd, der aldrig vil komme til at opleve alle de gode ting,
jeg har oplevet siden 1965.
Jeg mener ikke, det svækker ens identitet
som person at være indordnet i det fællesskab, en familie er. Man må
selvfølgelig altid afgive selvstændighed, når man indgår i et fællesskab. Men
hvis man er opdraget på den rette måde med henblik på at indgå i et parforhold
og et familiefællesskab, og hvis parterne på baggrund af denne opdragelse gør
sig umage for at unde hinanden alt, hvad de med rimelighed bør unde hinanden,
skal det nok gå. Men man skal jo også være indstillet på, at det skal gå! Dette er en afgørende side af
sagen, som desværre nok er ved at være glemt. Men så må vi gamle minde de unge
om det, mens vi er her.
I øvrigt kan jeg i denne forbindelse kun
anbefale, at man gifter sig (danner par) så tidligt som muligt, så man virkelig
kan komme til at udfolde en fælles kultur sammen. Det er dog under alle
omstændigheder en fordel, at man i forbindelse med pardannelsen stiler efter en
vis kulturel og holdningsmæssig overensstemmelse. Så bliver der ikke så mange
kompromiser at skulle indgå. Det er dog ikke et spørgsmål om at være nærmest
ens. Det vil kunne blive for kedeligt. Det afgørende er en tilstrækkelig grad
af fælles grundholdning.
I øvrigt er det jo ikke kun familien, der
tager frihed fra en. Der er alle mulige kræfter, der vil lægge beslag på en, og
dem står man altså stærkere over for, når man indgår i en familie. I en
atomiseret single-kultur vil den enkelte stå svagt over for det offentlige,
over for arbejdspladsen - og over for alle de mange slags menneskefiskere, der
vil have fat i folk.
Da der er cirka lige mange mænd og kvinder,
vil et mere positivt syn på parforholdet og familielivet og en
virkelighedsmanifestation, der fremmer et sådant syn, faktisk tvinge kvinderne
til at finde sig en mand. Og tvinge mændene til at tage sig sammen!
Samfundet eller staten kan ikke beordre
kvinder til at gifte sig eller indgå i faste parforhold! Og mændene kan ikke
begynde at tage kvinder til sig med magt og holde dem som en slags sexslaver.
Prostitution er heller ikke en rar løsning. Avancerede sexrobotter heller ikke.
Det afgørende er hele det menneskelige fællesskab omkring den i virkeligheden
ret lille del af tiden, det rent seksuelle normalt optager. Det, vi mænd
allerhelst vil have af kvinden, er sødme og livsfællesskab. Og kvinderne vil selvfølgelig
have noget tilsvarende.
I gamle dage tænkte man ikke på sig selv
som et køn, men som et menneske. Det skal vi tilbage til. Der skal ikke tales
om køn hele tiden. Og der skal helst være lige mange mænd og kvinder i hele
pædagog- og lærergruppen. Der er også en hel del ideologi, der skal ud af
uddannelsessystemet. Hvis alt går naturligt til, skal de sande kønskarakterer
nok komme frem.
Men at alt går naturligt til, vil også
sige, at forældre, bedsteforældre og andre opdragere, opdrager drenge til at
blive mænd og piger til at blive kvinder. Hele den biologiske evolution og hele
menneskeslægtens historiske erfaring ligger bag dette. Også selv om
konstruktivisterne påstår noget andet, fordi de ikke kan udstå, at der er
noget, der simpelt hen er givet. Hvad dette så vil sige i den fremtid, der
tegner sig! Der skal altid tages hensyn til virkeligheden. Men livet, samfundet
og hele kulturen vil blive fattigere, hvis en idelogisk
betinget kønsneutralisering eller ligefrem feminisering sejrer.
Når den fravalgstruede mand rejser sig og
vælger sig selv, øges chancen for, at han bliver tilvalgt! Den eneste gode
løsning på fravalgsproblemet, er, at mændene rejser sig og folder alt det ud,
der bor i dem. Jeg er sikker på, at de allerfleste kvinder, når det kommer til
stykket, gerne vil have en rigtig mand som partner og som far til sine børn.
Som en yngre kvinde engang sagde til mig: "Vi vil ikke have den moderne
mand. Men vi har jo selv kastreret ham".
Mændene skal selvfølgelig ikke rejse sig
bare for at blive tilvalgt af kvinderne! Det ville være for ynkeligt. Og det
gælder på dette som på alle områder, at hvis man kun går efter bi-effekten,
kommer der ikke en hoved-effekt, der er stærk nok til at få bi-effekter!
Det vigtigste er, at mændene i parforholdet,
familielivet, arbejdslivet og overalt, holder op med at tage hensyn til den
feministiske ideologi eller ligestillingsideologien. Og jeg taler altså her om
det ideologiske, ikke om selve den ligestilling, der selvfølgelig betyder, at
hver part skal bære sin del af den samlede byrde - hvilket bare ikke
nødvendigvis betyder, at manden altid skal sætte hver anden tallerken i
opvaskemaskinen.
Noget helt andet er, at hvor højt man end
sætter ægteskabet/parforholdet og familien - og i øvrigt alle former for fællesskaber
- skal der altid være så meget luft, at der også er plads til, at hver enkelt
kan leve som et individ, som en person, der har noget for sig selv.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus,
dr. theol. & cand. mag.
11.08.18
* * *
INDVANDRINGEN HAR ALLEREDE ÆNDRET MEGET
Kommentar i Mikkel Andersson-tråd efter P1
Debat fredag den 3. august 2018.
Debatten omkring indvandringsproblematikken
fylder enormt og tager plads op for mange vigtige emner. Og den tvinger os ud
en lovgivning m.m., vi aldrig ville have kunnet forestille os, og som sagtens
kan ende med at blive vendt mod os selv. Indvandringen skal standses. Der skal
ikke være nogen form for særregler. Og de indvandrere, der ender med at være
her, må selv finde ud af, hvordan de vil indordne sig.
Jeg hørte det. Af
pligt! - Jeg hører til dem, der i årevis har forudsagt, at indvandringen ville
medføre store ændringer af menneskelivet i Danmark, og en af dem er, at
indvandringsproblematikken fylder enormt i debatten. Det er helt umiddelbart
ikke til at holde ud. Men, hvad værre er, det optager kostbar plads. Der er
mange andre ting, der bør drøftes, fx hele kulturlivet og forskningen og
undervisningen i den fremtid, der venter os. Eller uligheden og kapitalmagten!
Eller forholdene på arbejdspladserne, hvor flere og flere bliver syge af at
arbejde - Men det er jo også en ændring af vort liv, når indvandringen og de
forskellige med den forbundne problemer, mere eller mindre tvinger os til
lovgivning, vi ellers aldrig ville have kunnet forestille os - og som også kan
komme til at ramme os selv, os ganske almindelige danskere. Der er jo blandt
vore egne også en del, der gerne vil kontrollere os. - Der er efter min mening
ikke så meget at diskutere. Der skal for enhver pris sættes stop for al
yderligere indvandring, og de indvandrere, der kan sendes tilbage, skal sendes
tilbage. Så har vi stadig en masse indvandrere. Men de skal overholde de samme
love, som alle skal overholde, og så ellers finde ud af, hvordan de vil leve
her i landet, så vi andre kan holde dem ud. Der skal ikke laves særlove eller
tages særlige hensyn i nogen som helst henseende. Og indvandrerne skal vide, at
en meget stor del af danskerne gerne så, at de aldrig var kommet. Det er deres
problem, hvordan de vil indpasse sig.
* * *
GLEM IKKE JØDERNE! - GLEM IKKE GRUNDTVIGS
GÖTEBORG-TANKE!
Nedenstående er min kommentar til DR P1's
"Supertankers" udsendelse om vand "Vi er vand" 30.07.18.
Allerførst vil jeg sige tak for Supertanker, som jeg ofte hører med
glæde. Men jeg kan ikke lade være at føle mig krænket på jødernes vegne, når I i udsendelsen Vi er vand mindst én gang omtalte det, vi
kristne kalder Det Gamle Testamente, som et kristent skrift. Det er jo først et
jødisk skrift - der senere er blevet en del af den kristne skriftsamling. Og
tilsvarende nævnte I islam og kristendommen som ørkenreligioner. Det er
jødedommen, der er en ørkenreligion, som kristendommen så er udgået fra, fordi
Jesus og de første kristne var jøder. - Jeg vil dog også specielt takke for, at
I understregede nødvendigheden af samtale mellem naturvidenskab og humaniora.
Det var som talt ud af Grundtvigs og mit hjerte. Jeg tænker her især på Grundvigs (desværre endnu ikke realiserede) plan om et
stort fællesnordisk superuniversitet i Göteborg, hvor der udtrykkeligt skulle
være både en humanistisk og en naturvidenskabelig afdeling. Selv om Grundtvig
selv jo så afgjort var teolog og humanist. Jeg benytter enhver given lejlighed,
altså også denne, til at tale for, at vi på en eller anden måde realiserer denne
plan. Om det så skal begynde med en særlig Facebook-side!
* * *
VOR TIDS MAGTKIRKE
En kommentar til genudsendelsen af
"Franks Femkamp" (med Helmuth Nyborg) i Radio24syv mandag den 23. juli
2018. - Blev først sat i en tråd om udsendelsen på Helmuth Nyborgs
Facebook-profil.
Jeg hørte genudsendelsen af Franks Femkamp i dag mandag 23/7 kl. 1405.
En hel del af det, der blev sagt, vidste jeg godt. Men der var mange
interessante nye ting, også fra Helmuth Nyborgs personlige liv, og heldigvis
også ganske fornøjelige. - Her vil jeg nøjes med at gentage, hvad jeg har sagt
i flere år, nemlig at det ikke kun var i den mørke middelalder, der var en
kirke, der bestemte, hvad man måtte forske i, og hvilke resultater man måtte nå
frem til. Vor tids nye "kirke" er ikke en institution som
Romerkirken. Det er en tidsånd og en ideologi (i flere varianter), som
gennemsyrer mange af de almindelige institutioner, og som præger debatten. Og
jeg vil som teolog godt kalde det en nyfarisæistisk
pseudoreligion, hvis tilhængere næsten hellere vil dø end opgive troen, men som
jo først vil prøve, om de kan få modstanderne til at dø, fx ved karaktermord. -
Der er mange konkrete politiske problemer, der skal løses. Men oven over det
hele gælder det om at få genindsat respekten for sandheden og virkeligheden.
* * *
LØGNENS DAG 2018.
Min dagbogsoptegnelse i anledning
af årsdagen for autoriseringen af et ritual for vielse af personer af samme køn
(2012).
Tirsdag den 12. juni 2018. - Løgnens Dag. - Den 12. juni 2012 autoriserede Dronningen ritualet for vielse af par
af samme køn. Og jeg erklærede dengang, at jeg hvert år ville markere denne
dato som "Løgnens Dag". Det afgørende for mig var - og er - at der er
tale om et eksempel på vor tids newspeak. Det er virkelig selve usandheden i
det, der er det afgørende for mig. Det at betegne to af samme køn som et ægtepar
er selv for den mest velvillige betragtning a
step too far. Selve fænomenet homoseksualitet
afstår jeg sådan set at forholde mig til. Men jeg må jo tage til efterretning,
at det findes. Desuden har jeg ikke tillid til, at der kan blive tale om
ordentlig forskning på området. Anerkendelse af homoseksualitet er i dag en af
de helligste progressivitetsmarkører, og det vil derfor være alt andet end
karrierefremmende at nå frem til forskningsresultater, der lader
homoseksualitet være en biologisk fejl eller ligefrem en sygdom. Når jeg
alligevel ikke er helt ligeglad, er det, fordi jeg spørger, om der måske er en
mellemzone, hvor den måde, man taler om homoseksualitet på, kan få nogle til at
svinge over til den side, som ellers ville have kunnet leve et godt heteroseksuelt
liv. Jeg mener, dette spørgsmål bør stilles. Men ellers tager jeg til
efterretning, at der utvivlsomt er en hel del mennesker, der virkelig og
uhjælpeligt er homoseksuelt orienteret. Og dem skal vi andre selvfølgelig ikke
være onde ved. Det eneste, man bør sige, er, at ligesom der under alle
omstændigheder skal gælde etiske regler på det heteroseksuelle område, skal der
også gælde etiske regler på det homoseksuelle område. Også dette er det
vanskeligt at tale om i vor tid. Men alle kan vel være enige om, at man ikke må
gøre hinanden fortræd. - Da homoseksualitet for en hel del menneskers
vedkommende åbenbart er en uhjælpelig kendsgerning, må denne kendsgerning tages
til efterretning i den forstand, at samfundet accepterer homoseksuel praksis og
i den forbindelse giver mulighed for, at par af samme køn kan leve i
registreret partnerskab. Men dér går min grænse. Og partnerskab er et godt ord.
Livsfællesskab kunne også være det. Det blev også i sin tid nævnt som en
mulighed. Men jeg havde helst set, at man var blevet stående ved den borgerlige
indgåelse af registreret partnerskab. For når der kommer til at foregå noget i
kirken, også selv om det kun ville være en velsignelse af det borgerligt
indgåede partnerskab, vil der reelt, i praksis blive tale om en høj grad af
ligestilling mellem partnerskab og ægteskab. Og jeg taler her ikke om forholdet
til Gud, udelukkende om den ligestilling, der i opfattelsen af det, der sker,
er tale om. Men skulle det endelig være, kunne jeg måske nok alligevel acceptere
en velsignelse ved en gudstjeneste i kirken af et borgerligt indgået
partnerskab. Bare to af samme køn ikke blev kaldt ægtefolk. Det er vigtigt, at
man holder synet på ægteskabet ude fra synet på, hvordan alle mennesker står
over for Gud - og Gud over for dem. Homoseksuelle har naturligvis også Guds
nåde. Jeg betragter ikke homoseksualitet som en synd. Homoseksualitet er for
mig en biologisk afvigelse. Men skulle man endelig betragte homoseksualitet som
en synd, så ville det jo ikke være den eneste eller værste synd. Hvad gør vi
ikke mod hinanden hver dag? Eller hvad forsømmer vi ikke at gøre hver dag? På
alle mulige områder. Også på heteroseksualitetens område. Og nøglebegrebet er
altså for mig det, ikke at gøre hinanden fortræd. Og uanset hvad overgår Guds
nåde alt! - Hvis jeg holder op med at markere Løgnens Dag hvert år den 12.
juni, vil det være, fordi der reelt ikke er tale om et problem. For det moderne
samfund som sådant betyder det intet, at der praktiseres homoseksualitet -
eller alle mulige andre former for seksualitet, der hidtil ikke har været
accepteret. Så længe der altså ikke er tale om undertrykkelse, overgreb og
fortræd. Og bortset fra det sprogligt og begrebsmæssige i sagen har det heller
ikke nogen særlig betydning for hverken samfundet eller kirken, at der hvert
finder et lille antal vielser af par af samme køn sted i Folkekirken (så længe
den enkelte præst står frit). Der er faktisk andre og langt alvorligere
problemer at bruge kræfterne på. Men newspeak er altså ikke godt! - Når jeg ikke
har slået noget om dette op på min Facebook-væg i dag, skyldes det især, at jeg
vil have min omtale af det store roepolakjubilæum i lørdags (se forrige
optegnelse) stående uforstyrret på væggen. Indtil jeg slår noget op om udgivelsen af min nye digtsamling Digte og aforismer 2016-2018. Jeg vil kort sagt give det positive forrang fremfor det negative. -
Måske vil jeg for princippets skyld under alle omstændigheder lave en lille
Løgnens Dag-dagbogsoptegnelse hvert år den 12. juni.
* * *
ANTALLET, IKKE BESKÆFTIGELSESGRADEN ER AFGØRENDE
Kommentar til indslaget i DR 2 Deadline 02.06.18 om, at
"Integrationen har det meget bedre end sit rygte". Med udgangspunkt i
Hans Lassen ph.d.-afhandling om spørgsmålet.
Det afgørende er, hvad vi altså er nogle der for kortheds skyld kalder
befolkningsudskiftningen, hvormed vi jo mener den voldsomme ændring af
befolkningens sammensætning, der kan ende med, at vi etniske danskere (herunder
mine efterkommere) bliver et mindretal i vort eget land. Og det er naturligvis
særlig alvorligt, når det nye flertal repræsenterer en helt anden kultur. Også
hvis 100 % af dem taler dansk og er i beskæftigelse! - Mange vil kalde dette
"racistisk", men en bedre betegnelse vil være "etnicistisk" eller måske "kulturalistisk".
- Den store fordel ved dette standpunkt er, at det udelukkende ser selve
indvandringen, og altså antallet, som et problem. Der er ikke brug for at finde
alt muligt dårligt hos indvandrerne. Og der er ikke brug for alle mulige former
for "insektsex"-symbolpolitik. Standpunktet
er kort sagt renfærdigt. - At internationalistiske venstrefløjsutopister,
"anstændige og liberale borgerlige" og erhvervslivet/kapitalen ser
anderledes på det, er en helt anden sag.
* * *
Stednavnet
Tillitse og et par historier
24.04.18
Et
artikelmanuskript, der uddyber, hvad der står i nedenstående læserbrev.
Som slavist må jeg insistere på, at det vendiske stednavn
Tillitse staves med -tse. Den anden stavemåde må, som
i mange personnavne, stamme fra tysk. Jævnfør også de mange oprindelige
slaviske stednavne i Tyskland, der ender på -itz. I
de slaviske sprog står bogstavet z for stemt s.
Mange kender den store sydpolske by Katowice og ved, at
c'et udtales ts (som i Fredericia), og at trykket som næsten altid i polsk
ligger på næstsidste stavelse. Tillitse er et navn af samme type og skal derfor
staves med ts på dansk.
Gennem mange år har Anna og jeg været venner med de
nuværende vendere (officielt sorbere) i Bundesland
Sachsen, især med dem i den lille kommune, hvis tyske navn er Nebelschütz, men hvis vendiske/sorbiske navn er Njebjelčicy (hvor c også udtales ts, men som bare
ender på y). De er øvresorbere. Sorberne i Bundesland Brandenburg kaldes nedersorbere.
De har hver sit, men jo ikke så forskellige, slaviske sprog, der ligner polsk
og tjekkisk. - Der var for tusind år siden femogtyve slaviske stammer nede syd
for Østersøen, men engang i 1700-tallet var kun de nuværende sorbere tilbage.
Alle de andre var blevet opslugt af de indvandrede tyskere. Men nogle af de
nordlige vendere havde slået sig ned på Lolland-Falster, hvad de ret mange
slaviske stednavne her vidner om, foruden Tillitse fx Kuditse, Glukse, Binnitse og Korselitse.
Venderne tilbage på Lolland-Falster
I maj 2001 havde jeg arrangeret et besøg på
Lolland-Falster af en vendisk/sorbisk tremandsdelegation bestående af Domowina-formand Jan Nuck (Jan Nuk), borgmester og amtsrådsmedlem (Kreistagsabgeordneter)
Thomas Zschornak (Tomaš Čornak) samt journalist og musiker Martin Wetzlich (Měrćin Weclich). "Domowina"
eller "Bund Lausitzer Sorben"
er sorbernes folkelige organisation.
5.
søndag efter påske deltog vi i højmessen i den eneste kirke i Danmark med et
vendisk navn, nemlig Tillitse Kirke. Provst Holger Villadsen forrettede
gudstjenesten og havde valgt salmer med tyske melodier – som vore tre
romersk-katolske gæster sang flot med på.
Efter prædikenen fremførte Jan Nuck en smuk
hilsen fra menigheden hjemme i Lausitz. Lige før
altergangen hviskede jeg til dem, at de da var velkomne, men at jeg jo godt
vidste, at de som katolikker ... De deltog alle tre!
Hjemme i
Kappel præstegård havde provstinde, sognepræst og medlem af Det Mellemkirkelige
Udvalg Anne Birgitte Villadsen kirkefrokosten parat til både "os vendere",
en ekspert i slaviske stednavne og folk fra sogn og kommune, bla.
menighedsrådsformanden, lokalhistorikeren, borgmesteren og kommunaldirektøren.
Til
sidst kørte vi en tur rundt og så "vendiske steder", som netop den
gamle Rudbjerg kommune altså har den største koncentration af. Her optrådte den
lokale lokalhistoriker sammen med ph.d. i vendiske stednavne Friederike Housted, hvis bog Stednavne af slavisk oprindelse på Lolland, Falster
og Møn (1994) jeg henviser til.
Tylice i Polen
Men jeg har også en anden historie. I 2010
var Anna og jeg efter en begivenhedsrig tur rundt i Polen på vej til endnu en
international byfest i den ovenfor omtalte vendiske kommune Nebelschütz/Njebjelčicy. Under et stop ikke langt fra grænsen til Tyskland kom vi i snak med et
par håndværkere, som fik hele remsen med gammel sprogofficer og venderne på
Lolland-Falster og venderne i Lausitz, som vi var på
vej til. Og jeg havde blandt andet nævnt Tillitse. ”Tillitse”, sagde de, ”den
ligger jo lige hernede syd for Zgorzelec!”. (Den
tyske del af denne grænseby hedder Görlitz). Og de
viste på kortet, hvor det var. Den landsby måtte vi besøge. Selv om den jo
hedder Tylice [tylitse] med
y, så det nok ikke er (helt) det samme. Men alligevel!
Mit sidste ord skal være, at det
selvfølgelig er Stednavneudvalget, der er den øverste autoritet, og at jeg har
tillid til, at de rådfører sig med folk, der ved mere end jeg. Det kan være, de
beslutter sig for at følge det lokale folkekrav og at tage hensyn til, at den
tyske stavemåde har vundet hævd. Men sprogligt korrekt er det ikke.
Bent Christensen
-
- -
Om mig:
Tidligere sognepræst i Døllefjelde Bent
Christensen har siden 2003 boet ved Holeby og virket som forfatter, oversætter
fra polsk og organistvikar. Han blev sprogløjtnant med russisk i 1964 og cand.
mag. i dansk/russisk i 1968. Med en supplerende teologisk uddannelse blev han
præst på Bornholm i 1971, men kom allerede i 1974 hjem til Østlolland. Fra 1990
var han aktiv i mellemkirkeligt og mellemfolkeligt arbejde i og med de øst- og
vestslaviske lande. Han har studeret lidt ukrainsk og i forskelligt omfang alle
de vestslaviske sprog, især polsk og øvresorbisk.
-
Billedtekster (i det Facebook-album, jeg 24.04.18 oprettede til denne
tekst)
1. På vej ind i landsbyen Tylice i det sydvestligste Polen.
Bemærk forfatterens blå bil.
2. Busstoppested og butik i Tylice. Bemærk forfatterens blå bil.
* * *
Tillitse er det rigtige
Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 24.04.18
Hvad Tillitze-/Tillitse-sagen angår, vil jeg som slavist med et særligt
forhold til venderne sige, at der ingen tvivl kan være om, at den gamle
vendiske lokalitet Tillitse skal staves med ts. Det andet må, som i mange
personnavne, stamme fra tysk.
Mange kender den store sydpolske by Katowice og ved, at c'et udtales ts
(som i Fredericia). Tillitse er et navn af samme type og skal derfor staves med
ts på dansk.
Gennem mange år har Anna og jeg været venner med de nuværende vendere
(officielt sorbere) i Bundesland Sachsen, især den
lille kommune, hvis tyske navn er Nebelschütz, men
hvis vendiske/sorbiske navn er Njebjelčicy (hvor
c også udtales ts, men som bare ender på y). Og i 2001 besøgte en
tremandsdelegation dernedefra bla. Tillitse. Men vi var også rundt til de andre
vendiske steder i den gamle Rudbjerg Kommune.
Bent Christensen
slavist
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
JEG ER DYBT RYSTET OVER MARIE KRARUP
Torsdag
den 22. februar 2018.
Jeg så
Marie Krarup i Deadline og hørte igen hendes ubegribelige udtalelser om
Rusland. Jeg måtte altså sætte denne kommentar i tråden på Deadlines
Facebook-side: "Som medlem af Dansk Folkeparti er jeg dybt rystet over, at
Marie Krarup bliver ved. Jeg er selv slavist og har haft en del med Rusland at
gøre, både her og der. Og jeg ønsker på langt sigt et godt forhold til vore
russiske medeuropæere. Men vi er nødt til at træde op mod Putin-regimet
nu".
* * *
En aforisme og nogle betragtninger i
anledning af Prins Henriks død og bisættelse
Sat på her på bisættelsesdagen tirsdag den 20. februar.
Jeg
havde ellers ikke foretaget mig noget i anledning af Prins Henriks død og ville
nok heller ikke være kommet til det, hvis det ikke var, fordi jeg 16/2 under
indtryk af hele den ejendommelige situation var kommet til at lave denne
aforisme: "Aldrig før i den danske offentligheds historie har så mange så
hurtigt haft en mand at takke for så meget". Jeg slog den op på min Facebook-væg
19/2, dagen før bisættelsen og satte den også ind i aforismesamlingen i Digte og aforismer 2016-2018, som regner
med at udgive sidst på året. Og da flere havde reageret positivt på opslaget,
føjede jeg i et kommentarfelt denne lille andenhåndshistorie
fra mit gamle pastorat til: "På et tidspunkt [under en militærøvelse på Lolland, som
kronprins Frederik deltog i, og som hans far besøgte] kom nogle tv-folk ind i
Musse Købmandshandel og spurgte: "Er der nogen, der ved, hvor prins Henrik
er henne?". Hvortil købmand Tove Wriedt svarede: "Ha’ står li’e derhenne!". - Prinsen var åbenbart løbet tør for
smøger og var gået ind i Musse Købmandshandel for at købe nogle". - Se mere på undersiden
"Erindringer - BILAG.
På selve
bisættelsesdagen 20/2 I dag slog jeg yderligere to ting op. Den første var en
almindelig markering af, at Prins Henrik nu blev bisat. Den anden var, sidst på
eftermiddagen, denne betragtning:
EN
STATSBEGIVENHED OG NATIONAL BEGIVENHED ER SLUT
Uanset
alt andet har Prins Henriks død og bisættelse været en statsbegivenhed og
national begivenhed.
Kongehuset
med Dronningen i spidsen er statens og nationens symbol.
Og uden at
komme ind på de særlige forhold omkring Prins Henrik, især i hans sidste tid,
kan jeg ikke lade være at bemærke, at alt det, så mange har fortalt om deres
oplevelser med ham, viser, at kongehuset også er symbol i den meget brede
forstand, der er tale om i forbindelse med besøg, omgang, protektorater og
lignende.
Når vi
dyrker kongehuset, dyrker vi os selv, også i alle de sammenhænge, jeg lige har
nævnt. For det er jo os - og vore forfædre og formødre og efterkommere - der er
nationen. Og staten er vores stat.
* * *
Ugens aforisme - med en længere kommentar
Opslag på min Facebook-profil 05.02.18
AFORISMEN:
Det særligt danske er det særligt danske.
03.02.18
KOMMENTAREN:
Det er overskriften til min kommentar i lørdags (3/2) til DR 2 Deadline
fredag aften [se nf.], jeg her har gjort til aforisme. Meningen er
selvfølgelig, at det særligt danske i sig selv er en kendsgerning, uanset om vi
kan sætte ord på det og definere det. Men der er to sider af sagen. Når man
hører spørgsmålet "Hvad er så det særligt danske?", er det som regel
et spørgsmål, der fremsættes af indvandringstilhængere og indvandrede med det
formål at sætte indvandringsmodstanderne i forlegenhed, når de har svært ved at
sætte ord på, og hvor deres konklusion så bliver, at hvis man ikke lige kan
sætte ord på, så er det i orden med fortsat indvandring og fortsat
islamisering. - Og læg mærke til, at det ikke kun er et spørgsmål om selve det
præg, indvandringen direkte sætte på vort liv her i Danmark, der er også det
forhold, at den fremmedpolitiske debat og andre ting, der har med indvandringen
at gøre, fylder så meget i mediebilledet. Man kan (lidt overdrevent sagt) snart
ikke åbne for radio eller tv, uden at det er noget af den slags, det handler
om. Tænk på, hvor mange vigtige og i mange tilfælde mere positive ting
sendetiden kunne have været brugt på! Alene dette forhold har i meget høj grad
ændret vort liv her i Danmark.
Og her er det, jeg nu siger, at skal vi ikke skal lade os lokke i
"Hvad er så det særligt danske"-fælden. For
selv om der ikke var nogen som helst forskel på den kultur, vi har her i
Danmark, og kulturen i de andre europæiske lande, ville det stadig være nødvendigt
at stoppe indvandringen og islamiseringen - for den fælleseuropæiske og
fællesvestlige kulturs skyld. Nu er der imidlertid helt åbenbart forskel på den
måde, vi lever på her i Danmark, og den måde, man lever på i vore nabolande.
Det gælder allerede den måde, hvorpå vi lever og omgås hinanden i de helt små
og nære sammenhænge, men det gælder også den måde, hvorpå vi lever og arbejder
på arbejdspladserne og i institutionerne. Og uanset hele den fremmedpolitiske
debat er det interessant at se nærmere på, hvordan den kultur, der har udviklet
sig hos os siden vikingetiden, er. Dette kræver et omfattende kulturelt og
antropologisk studium. Og det bør vi tage op. Der er allerede sket noget på
området, men det vil være umagen værd at gøre mere ved det, altså af rent
kulturelle grunde, som et humanistisk og humanvidenskabeligt studium. Og det
gælder, selv om det jo også er helt åbenbart, at vi siden vikingetiden har
modtaget mange ting udefra. Det interessante er ikke, hvor tingene kommer fra
(selv om det jo også er interessant), men hvad de er blevet til her hos os.
Dette er skrevet mandag den 5. februar 2018, den dag, hvor
Socialdemokratiet fremlagde sit store fremmedpolitiske udspil. Vi, der i årtier
har været modstandere af indvandringen og islamiseringen, har altså vundet rent
politisk. Hej Poul Nyrup Rasmussen! Hej Uffe Ellemann-Jensen! Hej alle I andre!
Og jeg vil ikke være med til at prøve at nedgøre, hvad det genopstandne
Kongelig Danske Socialdemokrati nu spiller ud med, bare fordi de har været længe
om at komme tilbage til virkeligheden. Vi på vor side skal ikke være smålige og
partiegoistiske. Det er Danmark, det gælder.
At de, der har villet spille gode og fine, stadig vil komme til at stå
som de gode og fine, og at vi andre stadig vil komme til at stå som
"sorte", er der ikke noget at gøre ved. Vi ser noget lignende, for så
vidt angår dem, der var på den forkerte side under Den Kolde Krig. De
urealistiske ideologiske plusord har en stor magt. Hvis dette forhold skal
ændres, skal der en stor idémæssig ændring til. Men det kan også komme, selv om
den slags tager lang tid og kræver en intellektuel indsats på også de højeste
niveauer. Det er nok dem, der går i gymnasiet nu, der skal gøre dette arbejde.
Og det skal først og fremmest være et arbejde, der gøres helt positivt, for
livets, sandhedens og virkelighedens skyld. Men mens vi venter, prøver jeg for
mit vedkommende at gøre mit. "Mit Dannevirke", som jeg regner med at
udgive sidst på året, vil være et vigtigt bidrag fra min side. Og det er netop
helt overvejende rent positive "betragtninger om allehånde" (med det
poetiske i centrum) - selv om der selvfølgelig også er en del polemiske
elementer i det. Vent og se!
Men nu vil jeg lige oversætte et par strofer Mickiewicz. Og jeg slår
nok dagens Mickiewicz-romance op senere i dag.
05.02.18
* * *
DET SÆRLIGT DANSKE ER DET SÆRLIGT DANSKE
Under
denne overskrift blev nedenstående tekst sat i DR Deadlines tråd om formiddagen
lørdag den 3. februar 2018. Men jeg slog den også op på min egen Facebook-profil,
hvor den fik denne overskrift og indledning:
DET
SÆRLIGT DANSKE - ET INDSKUD MELLEM SALMERNE TIL KYNDELMISSE OG SEKSAGESIMA
Da
der igen i går var en ret utilfredsstllende
diskussion i DR 2 Deadline om "det særligt danske" (dog med visse
gode tilløb på højre side), har jeg her til morgen måttet skrive nedenstående
betragtninger, som jeg lige har sat i tråden til indslaget på Deadlines side,
og som jeg nu slår op her. Min salme til søndag seksagesima (som også markerer
mit otteårsjubilæum, hvad salmeopslag her angår!) slår jeg op senere i dag
lørdag. Her er mine betragtninger om "det særligt danske":
Så fik vi igen en temmelig dårlig diskussion om "det særligt
danske" (Deadline 02.02.18). Niels Jespersen og Aurelija
Aniulyte kom sagen lidt nærmere, end det som regel er
tilfældet, men jeg vil prøve at komme den endnu nærmere.
Allerførst vil jeg konstatere, at spørgsmålet "Hvad er det særligt
danske" for det meste stilles af danske identitetsfornægtere (-bekæmpere) og indvandrere. Lidt groft sagt ligger det i
denne måde at spørge på, at hvis vi, der ønsker at bevare og videreudvikle vor
danske identitet, ikke kan komme med en eller flere gode definitioner, er der
ingen grund til at være imod indvandringen og islamiseringen. Men denne fælde
skal vi ikke lade os lokke i. Vi har ingen pligt til at komme med definitioner.
Vi har ret til at sige, at nu er vi sådan, som vi er, og at det vil vi blive
ved at være.
Men uanset alt andet er det selvfølgelig interessant at prøve at få
indkredset, hvad der er det særlige, vi danskere - i al vor forskellighed - er
fælles om, og som er den fælles bund under alle forskellighederne. Og det er jo
noget andet og mere kvalitativt end de almindelige friheds-, ligheds- og
demokrativærdier, der ofte nævnes, men som jo stort set er fælles vestlige
værdier.
En virkelig indkredsning af "det særligt danske" er mulig.
Men det vil kræve et stort antropologisk forskningsarbejde. Man skal fx
undersøge, hvordan man omgås hinanden i alle mulige sammenhænge - og så
sammenligne det med, hvordan man tilsvarende omgås hinanden i de andre nordiske
lande og i Tyskland og Storbritannien.
Det kan være i familierne, herunder ved familiefesterne (hvor det fx er
noget meget særligt dansk, at man skriver sin egne festsange med hyldest til
festens midtpunkt). Men altså også hele bord- og måltidskulturen osv.
Og det kan være den måde, man udveksler bemærkninger på, når man mødes,
eller når man står i køen ved kassebåndet.
Man kan også gå til litteraturen. Man kan fx sammenligne Adam
Oehlenschlägers digtning med tilsvarende digteres i de ovf. nævnte lande. Noget
andet er salmedigtningen. Her kan man fx sammenligne Kingo og Brorson med
tilsvarende udenlandske salmedigtere. Og så er der Grundtvig! Både som
salmedigter og i det hele taget. Jeg tror også, man ville kunne nå til
interessante resultater, hvad nutidige digtere og forfattere angår.
Et meget vigtigt område er arbejdspladserne, både i hele den offentlige
sektor (institutionerne) og i den private sektor. Her vil man nok også kunne nå
til interessante resultater. Jeg kan særligt pege på hele uddannelses- og
forskningsområdet, altså alt fra daginstitutionerne til universiteterne.
De områder, jeg kender af egen voksen erfaring, er Folkekirken og
Hæren. Og hvad begge angår, har jeg (især som slavist) et vist
erfaringsgrundlag. Jeg har siden 1990 haft et ret stærkt mellemkirkeligt
engagement, især for så vidt angår Polen og Rusland (med Kazakhstan), men også
for så vidt angår de andre nordiske lande, Tjekkiet, Slovakiet og Tyskland
(herunder de slavisktalende sorbere (vendere) i Bundesland
Sachsen). Og det er helt klart, at Den Danske Folkekirke er noget helt særligt.
På alle måder og på både godt og ondt. Og jeg var i vinterhalvåret 1976/77
feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern. Her kom man virkelig til at
se det særligt danske! Vi kunne forene den danske hygge med stor militær
effektivitet, hvilket tilsammen bla. gjorde os særdeles velegnede til at dæmpe
gemytterne, når det var nødvendigt. Og jeg gjorde også interessante kirkelige
erfaringer, såvel inden for hele UNFICYP som i
forhold til den lokale ortodokse kirke.
Pladsen tillader ikke, at jeg går i yderligere detaljer.
Endelig er der forholdet mellem fortid, nutid og fremtid. Det er klart,
at vi mere eller mindre kulturkonservative "identitetsdanskere"
lægger stor vægt på fortiden, hvilket for mig at se vil sige hele perioden fra
vikingetiden til i dag. Men det betyder jo ikke, at vi vil gå tilbage i
fortiden og begrave os statisk i den. Mit personlige slagord (altså også for så
vidt angår mit eget liv) er, at man ikke skal gå tilbage til sin fortid, men
have den med sig.
At være konservativ er at se
hele historien, dvs. både fortiden, nutiden og fremtiden som en helhed. Også
for os konservative bevæger tiden sig jo fra sekund til sekund. Vi går alle
hele tiden ind i fremtiden. Men til det har jeg også et slagord: Indvandringen
betyder, at vore efterkommere kommer til at leve i en anden kultur end den, der
ville have udviklet sig under naturlige omstændigheder. Og det er det, kampen
drejer sig om, retten til at leve og udvikle sig under naturlige omstændigheder
- hvilket også vil sige i en naturlig vekselvirkning med vore naboer og resten
af verden.
* * *
INGENTING SÅ GALT ...
Om juleafslutningsgudstjenesten, der blev væk
Det er med blandede følelser, jeg hører om den
i hvert fald indtil videre afskaffede juleafslutningsgudstjeneste for skolebørn
i Græsted. På den ene side må jeg se det som endnu et eksempel på, hvordan
indvandringen skridt for skridt forandrer menneskelivet i Danmark. Men på den
anden side, det vil sige kirkeligt set, hilser jeg det velkommen, at man nøjes
med at holde lidt førjuleferiehygge i skolen (så
længe man ellers kan det). De kristne familier har jo hele juletiden at kunne
gå i kirke i, og det vil være dejligt at se nogle flere til julens gudstjenester.
Indvandringens indflydelse på menneskelivet
i Danmark var vi nogle der advarede om for allerede flere årtier siden. Men vi
fik at vide, at modtagelsen af nogle få flygtninge, da ikke kunne betyde noget.
Nu siger den samme slags mennesker triumferende, at vi må bøje os for, at vi
lever i et multikulturelt samfund.
Og de triumferende tilhængere af
indvandring og multikultur har ret. Vi lever i et multikulturelt samfund. Og
vi, der ikke vil have opdraget vore efterkommere i større og større kulturel
sterilitet, må derfor efterhånden oprette vore egne skoler og andre
institutioner. Dermed vil vi jo også kun styrke den multikultur, så mange
toneangivende mennesker gerne vil have. Men det er sørgeligt. Det bliver selv i
bedste fald et meget andet Danmark, end det ville være blevet uden
indvandringen.
Men hvad lige netop de såkaldte
julegudstjenester før den 24. december angår, må jeg altså hilse beslutningen
velkommen! Jeg har altid været og vil altid være indædt modstander af førjuleri i kirken. Og jeg ser med stor misbilligelse på,
hvad der igen i år foregår af juleri i hele adventstiden (som dermed bliver
mere eller mindre udvisket).
Det er slemt nok, at juleaften er kommet
til at fylde så meget her i Danmark. At man holder en lille helligaftensandagt
i forbindelse med kimningen før både jule-, påske- og
pinsedag, er OK. Men det er altså den 25. december, der i kirkeårsmæssig
forstand er Kristi fødsels dag i hele den kristne kirke (oprindelig den
romerske solguds fest, den virkelige dato kender vi ikke), så det er meget
uheldigt, at opvarmningsøvelsen den 24. december bliver gjort til julegudstjenestEN - og at man i øvrigt har julet så meget
siden anden halvdel af november, at ingen orker at holde jul i selve juletiden,
der altså kirkeårsmæssigt set slutter med helligtrekongers dag den 6. januar.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol.
& cand. mag.
* * *
REPUBLIKKEN, DER BLEV VÆK
Dette indlæg blev påbegyndt tirsdag den 5. december lidt efter DR2 Deadline. Jeg havde godt hørt både spotsene om "Jul i republikken" og interviewet med DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen i morges. Og jeg havde før Deadline læst noget om sagen på Nettet. Nu kom instruktør Lotte Svendsen så i Deadline i samtale med Niels Krause-Kjær.
Inden jeg går videre, må jeg oplyse,
at jeg siden midten af 1960'erne har frygtet og kritiseret, hvad jeg dengang
betegnede som "venstreorienteringen". Jeg var især kritisk over for
"de venstreorienteredes" (fra De Radikale og dele af
Socialdemokratiet og derudad) holdning til sovjetkommunismen. Men jeg var også
kritisk over for de totalitære tendenser på venstrefløjen og i de
venstreorienterede miljøer. Og når vi nu bagefter hører, hvordan det gik til i
disse miljøer, må man sige, at min kritik ikke var ubegrundet. Jeg må også
oplyse, at jeg selv af holdning er konservativ. Og man kan godt sætte både
national-, kultur- og social- foran. Der er dog først og fremmest tale om en
grundholdning, som det vil føre for vidt at komme nærmere ind på her. Det
vigtigste for mig var frihed og demokrati og retsstat. Og et stærkt forbehold
over for al slags idelogi. Og en historisk og
pragmatisk holdning. Jeg er også tilhænger af den konstitutionelt monarkiske
statsform, vi har. Og nå ja, jeg er også medlem af Dansk Folkeparti, ja, var
for nogle år siden lokalformand her i Lolland Kommune. Jeg er forresten også
gammel Grundtvig-forsker med både en licentiatafhandling (ph.d.) og en
doktordisputats bag mig, men nu "discipel af Grundtvig" som mig selv.
Så har jeg nogenlunde fået placeret mig. - Hvis man vil vide mere, kan man gå
på min Facebook-profil og min hjemmeside www.bentchristensen.dk
Og man kan søge på mine bøger på bibliotekerne og hos boghandlerne, især
saxo.com
Hvad denne julekalendersag kalder frem i mig, kunne jeg også sige meget
om. Men jeg vil for det første sige, at der er noget ved den, jeg aldeles ikke
bryder mig om. Det lugter langt væk af censur - og af frygt for det kommende
medieforlig. Hvordan man end forholder sig - på begge sider - er det ikke
sådan, man skal gøre.
Jeg bruger DR meget. Og er stort set meget tilfreds. Især med DR Radios
P1. Og jeg mener, der generelt er en fin bredde og mangfoldighed i
programmerne. Noget andet er, at der tydeligvis stadig er megen
"venstreorientering" blandt "kunstnere og intellektuelle",
og sikkert også hos mange i DR. Men hvad skal man gøre ved det?
Censur og brud på armslængdeprincippet er ikke løsningen. Så bliver vi
jo selv som vore modstandere! Hvis der i kulturlivet, herunder i DR, kan
konstateres direkte magtmisbrug, så at fx folk med almindelige
mainstreamholdninger eller højreorienterede holdninger bliver holdt ude eller
underkastet censur, må man selvfølgelig prøve at stoppe det på alle rimelige
måder. Men hvis det nu faktisk er sådan, at folk med talent ofte er
venstreorienterede, så må vi andre faktisk finde os i det. Indtil der kommer
til at blæse andre holdningsmæssige vinde, så at der kommer mere bredde i
talentmassen.
Ja, det eneste, der kan bringe os videre, er, at unge talenter af sig
selv begynder at tænke på andre måder. Jeg tænker selvfølgelig ikke på sådan
noget som højreorienteret agitprop-kunst. Vorherrebevares!
Nej, jeg tænker simpelt hen på, at de nye unge begynder at forholde sig åbent
og bredt til virkeligheden.
Et legitimt middel er selvfølgelig hele idé- og kulturdebatten - som
jeg selv prøver at bidrage til. Der skal drives ideologikritik. Og det bliver
der efterhånden også gjort. I stigende omfang. Men de fleste af mainstream-
eller højrefløjsdebattørerne er ikke hverken kunstnere eller intellektuelle på
et niveau, der går højt og dybt nok. Her må vi vente. Og det afgørende er
naturligvis ikke kritikken af de andre, men hvad man selv bidrager positivt
med. - Hvilket niveau jeg selv befinder mig på, ved jeg ikke. På en måde kunne
jeg godt betegne mig selv som både kunstner (digter og tidligere
amatørjazzmusiker) og intellektuel. Men hvad det første angår, ville jeg gerne
befinde mig på et højere niveau, og hvad det andet angår, lyder en af mine
aforismer: "Jeg betegner mig aldrig som intellektuel. Jeg er i forvejen
præst - i den kristne kirke". Nu har jeg imidlertid skrevet også dette
indlæg, og så må vi ellers se.
Jeg ville give meget for at høre hele "Jul i republikken".
Jeg kunne måske blive forarget. Men jeg ville nok også more mig. I hvert fald
over en stor del af det. Jeg er meget utilfreds med, at jeg ikke kommer til at
høre denne julekalender.
Bent Christensen
forfatter, pastor
emeritus
dr. theol. &
cand. mag.
* * *
Jeg er ked af og flov over, at vi har en så slap
statsmagt.
Kommentar i DR 2 Deadlines tråd til udsendelsen 07.11.17 (indslaget om
den såkaldte bandekonflikt).
Det er ynkeligt at høre både politikerne og kommentatorerne. Man kan få
den tanke, at de er truet af banderne! Jeg siger ikke, at jeg tror, de er det.
Men det er mærkeligt, at de står så opgivende med armene ned langs siden.
Jeg er ked af og flov over, at vi har en så slap statsmagt. Det er
utåleligt, at nogle grupper, hvis medlemmer man i vid udstrækning kender, skal
have magten i gaderne.
Jeg går ind for, at sådanne voldelige grupperinger skal forbydes - og i
det hele taget holdes nede på alle mulige måder. Og sættes i fængsel eller
samles på en øde ø.
Hvad Grundloven angår, er det
efter min mening ikke et spørgsmål om, hvorvidt sådan noget strider mod den.
Grundloven siger tværtimod klart, at organisationer, der virker ved vold, skal
opløses. Jeg ved godt, at det først og fremmest er politiske organisationer,
der er tænkt på. Og det er naturligvis endnu vigtigere. Men kriminelle bander,
der også mere eller mindre fører sig organiseret og uniformeret åbenlyst frem,
er altså også utålelige.
Endelig vil jeg sige, at jeg altid lytter til jurister og andre, der
advarer mod de utilsigtede konsekvenser af indgreb som dem, der her er tale om.
Og jeg forholder mig selv kritisk til nogle af de ting, man i sin berettigede
fortvivlelse prøver at gøre i forhold til muslimerne. Jeg går meget stærkt ind
for retsstaten og retssikkerheden. Men hvis man sætter gode politikere og
skarpe jurister sammen, vil man godt kunne få strikket noget sammen, der kun
rammer dem, der må og skal rammes.
* * *
Vælgermødet den 18. oktober 2017
Indlæg i vor beboerforenings blad FUGLSE
BLADET oktober 2017
Måske har nogle bemærket, at jeg fører en
slags offentlig dagbog, nemlig undersiden "Erindringer - DAGBOG", på
min hjemmeside www.bentchristensen.dk Jeg skriver dog sjældent om private ting,
men så godt som udelukkende om begivenheder af professionel eller offentlig
karakter. Nogle gange er det også en kommentar. Nedenstående optegnelse er lidt
af hvert. Og egentlig ville jeg have nøjedes med at sætte den på
internetundersiden. Men Anna var med i affattelsen, og da jeg havde læst den
færdige tekst op, sagde hun, at vi burde sende den til Fuglse Bladet. Det er
underordnet, om den bliver læst før eller efter kommunalbestyrelsesvalget. Det
afgørende er jo, at der er tale om et indlæg til fordel for ikke mindst det
lokale politiske engagement - med også rent fysisk tilstedeværelse og samvær.
Og navnlig er det et opråb til de yngre og unge. Vi ved, hvor travlt de har.
Men hvis demokratiet skal bevares og styrkes, er det nødvendigt, at man
investerer tid og kræfter i det. Og som det viste sig den 18. oktober 2017, kan
man også få nogle virkelig gode oplevelser ud af det. Jeg er selv en ret ivrig
Facebook-bruger, men mennesket lever ikke af Facebook alene. På et tidspunkt
vil også de unge få trang til at være virkeligt sammen med andre mennesker.
Optegnelse i "Erindringer - DAGBOG":
Onsdag den
18. oktober 2017. - Anna og jeg var til et helt lokalt vælgermøde arrangeret af
Fuglse Beboerforening. Det var i Fuglse Beboerhus, og panelet bestod af:
Viceborgmester Henrik Høegh, Venstre. - Gruppeformand Vibeke Grave,
Socialdemokratiet. - Leo Christensen, Lokallisten. - Eric Steffensen, Dansk
Folkeparti. - Anette Egelund, Borgerlisten. - Stig Øhl
var ordstyrer. - - Der var ikke så mange deltagere, som der burde have været,
og ingen helt unge. Men det var et rigtig godt møde. Stemningen var god og
fordragelig, både i panelet og blandt tilhørerne. Det var Lolland, når det er
bedst. Anna og jeg lærte meget om vor kommune og vort lokalområde og var mere
optimistiske på begges vegne, da vi gik, end da vi kom. - Vi har meget travlt
for tiden og kunne godt være blevet hjemme, men vi havde sagt til os selv, at
når vi gang på gang siger, at demokratiet kun kan fungere, hvis man også rent
fysisk deltager i de politiske aktiviteter, ikke mindst lokalt, var det simpelt
hen vor pligt at møde op. Men bagefter følte vi meget mere end tilfredshed med,
at vi havde gjort vor pligt. Det var en lærerig, god og hyggelig folkelig
begivenhed. Der var ingen af kandidaterne, vi ville være kede af at se i
kommunalbestyrelsen efter valget den 21. november. At vi har vort eget
partimæssige tilhørsforhold, er noget andet.
* * *
Burkaforbud og lignende er en dårlig idé
06.10.17
Jeg bliver mere og mere enig med de borgerlige superliberalister og
venstrefløjen. Af ideelle grunde. Men dernæst også af mere kyniske grunde. For
det første er det spild af tid at diskutere disse småting. For det andet sætter
det os, der er indvandrings- og islamkritiske, i en dårlig taktisk position,
hvor vi bliver tvunget i defensiven. Og for det tredje - og mest kyniske! - ser
jeg sådan på det, at jo mere synlig islam bliver i samfundet, jo mere vil
modviljen mod indvandringen og islam vokse, så vi dels kan nå frem til et stop
for indvandring fra ikke-vestlige lande, dels kan få en stærk folkelig modstand
(verbale og følelsesmæssige udtryk for modvilje) mod dem, der ikke vil indordne
sig.
* * *
SOLIDARITET MED INGER STØJBERG
I tråden til Inger Støjbergs opslag og (udvidet) på min egen
Facebook-væg. Og med en senere kommentar.
28.09.17
Jeg opfordrer alle til at gøre som jeg. Og jeg ser på Inger Støjbergs
profil, at mange simpelt hen har delt hendes opslag af billedet med Kurt
Vestergaards tegning som baggrund på hendes iPad. Og endnu mange, mange flere
har syntes godt om. MEN i tråden til hendes opslag er der rigtignok også mange
der er imod, i mange tilfælde på en både dum og ubehagelig måde. Men nu slår
jeg altså også TEGNINGEN op her på min væg. Alle frihedselskende danskere bør
gøre det. - Her er hvad jeg har skrevet i tråden til Inger Støjbergs opslag:
"Kære Inger Støjberg! Det var modigt. Tak! - Og i solidaritet slår
jeg nu også det billede, jeg har liggende, op på min væg. - Ja, der er grund
til at være bange, men det tågesnakslør, de fleste prøver at dække sig bag, er
ulideligt. Den frygtelige sandhed, at vi har mennesker her i vort land og her i
Europa, der vil tyrannisere os, må frem i lyset. Hvad der jo i øvrigt var det
oprindelige formål med JP-tegningerne. Hvor "hån, spot og
latterliggørelse" desuden faktisk var inkluderende ment, nemlig på den
måde, at når man, som vi gammeldanskere, er rede til at tåle dette, så er man
en del af samfundet".
Jeg er spændt på, hvordan det billede, jeg har haft liggende siden
2010, vil komme til at tage sig ud. Men nu har jeg gjort, hvad jeg lige kunne.
Mens jeg hører debatten i DR 2 Deadline. Min 2010-kommentar til billedet ser
også ud til at komme med.
Gud bevare Danmark!
SENERE KOMMENTAR MED NOGLE SVAR:
Kære
alle, der har kommenteret mit opslag! - Det er naturligvis i orden, at Frode
ikke vil føle sig repræsenteret af Inger Støjberg, men det er efter min bedste
overbevisning ikke korrekt at sige "provokation for provokationens
skyld"; hun og vi, der er enige med hende, mener, der står noget afgørende
vigtigt på spil. - Og til Mogens: Ja, det er på tide at komme videre. Vi skal
en gang for alle vise, at vi ikke vil finde os i terrorist-censur. I sin tid
var USA lunken. Hvis det kommer til en ny større konfrontation nu, vil USA nok
støtte os mere. Og både hele EU og hele NATO bør også gøre det. Nok bortset fra
NATO-landet og det vel nu tidligere EU-kandidatland Tyrkiet! - Endelig til
Jonna: Som præst i Folkekirken er jeg åben og positiv over for ethvert muslimsk
menneske. (At jeg er imod den store ændring af Danmark og Europa, som
masseindvandringen allerede har medført, og som selv i bedste fald vil
fortsætte, er noget andet. Det er et folkeligt, nationalt og kulturelt
synspunkt). MEN det har aldrig været kristen teologi at lade mordere bestemme,
hvad der må siges og gøres i samfundet. - Når vi skal videre, skal det også
indebære, at vi får "grøden" ud af debatten. Det er utroligt, så
megen tågesnak der bliver fyret af, uden logisk sammenhæng og uden hensyn til
realiteterne.
* * *
SOCIALDEMOKRATERNE OG BEKYMRINGERNE
Nu har jeg for jeg ved ikke hvilken gang hørt Christel Schaldemose tale
om, at de socialdemokratiske politikere i Europa skal blive bedre til at lytte
til folks bekymringer. Hun kan bare ikke forstå, at man kun vil stemme på dem,
hvis de virkelig SELV er bekymrede.
Først slået op på min Facebook-væg om morgenen 27.09.17.
* * *
Vor monarkiske statsform overlever
Onsdag aften den 9. august 2017 slog jeg
nedenstående kommentar op på min egen Facebook-væg - til det P1 Debat-opslag,
jeg havde delt.
Efter at have hørt mange - nogle også meget dumme - kommentarer til
prins Henriks meget uheldige optræden har jeg ikke kunnet lade være at dele P1
Debats opslag om udsendelsen i morgen torsdag kl. 12.15. Og jeg må også her hos
mig selv ledsage det med den kommentar, jeg lige har givet det i P1
Debat-tråden:
At et medlem af kongehuset skejer ud - på den ene eller den anden måde
- ændrer ikke min tilslutning til den statsform, vi har nu. Se på de kongeliges
historie gennem tusind år!!! - Jeg hører til dem, der beder medierne lade prins
Henrik være i fred. - I øvrigt mener jeg, at det er typisk for debatniveauet i
disse år, at man blander forfatningsspørgsmålet og kongehusets organisation
sammen med det almindelige spørgsmål om ligestilling mellem kønnene i et
ægteskab. Margrethe er regerende dronning (formelt den første hos os) og altså
statsoverhoved, og det kan hendes mand aldrig blive ligestillet med. - Hvad
titulaturen angår, er spørgsmålet i høj grad af historisk og sproglig karakter.
Når kronprinsesse Mary (vel) bliver tiltalt "Deres majestæt", når hun
bliver dronning, kan man sige, at prins Henrik også burde tiltales "Deres
majestæt". Det ville jeg ikke have noget imod. Anderledes forholder det
sig med titlerne konge og dronning. I gamle dage var det så vidt muligt en
mand, der var konge. Og hans kone var dronning = "konginde".
Når en kvinde undtagelsesvis blev regent, blev hun også kaldt dronning,
regerende dronning (vi har bare aldrig før haft sådan en i Danmark). Hvad en
regerende dronnings mand angår, mangler vi simpelt hen et ord! Man kunne for
min skyld godt opfinde et. "Konge-gemal" er efter min bedste overbevisning
både grimt og (allerede dermed) umuligt. Men hvad så? Jeg kan altså ikke lige
finde et allerede eksisterende ord. Men man kunne konstruere et. Som da H.C.
Ørsted konstruerede de danske ord for hydrogen og oxygen, nemlig brint (jf.
brænde) og ilt (jf. ild). Men kan det blive u-grimt? Her er nogle fattige
forsøg: Regmand. Dronmand.
Men man kunne nok lave nogle mere kønne! Og altså med tiltalen "Deres
majestæt". - Er det endelig rigtigt, at det er noget, dronningen kan
bestemme? Det kan godt være, hun i givet fald vil have udspillet. Men det skal
vel i det mindste godkendes af regeringen og folketinget, ja, måske afvente en
grundlovsændring. Med al min respekt for monarkiet, som vi har det i dag, ville
jeg i hvert fald ikke finde mig i, at sådanne ændringer ikke skulle i det
mindste godkendes af regering og folketing - eller altså eventuelt ved hele
grundlovsændringsproceduren, inkl. en folkeafstemning. - Men prins Henrik er
altså ikke ved at aflive monarkiet. Han afliver kun sig selv. Ærgerligt nok.
For han har haft mange gode og hyggelige kvaliteter, der faktisk passede ganske
godt til Danmark.
* * *
Naturvidenskaberne i det
grundtvigske dannelsesprojekt
Artikel i Dansk Kirketidende nr. 7, august 2017
TEKST: BENT CHRISTENSEN, PASTOR EMERITUS OG FORFATTER, DR. THEOL. &
CAND. MAG.
Det var med stor interesse og glæde, jeg læste de to artikler i nr.
5/2017 om Grundtvig og Ørsted. Og det er ikke bare, fordi jeg selv har
behandlet polemikken mellem Grundtvig og Ørsted i min disputats Omkring Grundtvigs Vidskab (1998). Jeg
vil tværtimod lade denne tidlige polemik ude af betragtning, idet det afgørende
for mig hele tiden har været Grundtvigs eget, senere altomfattende program for
kultur, videnskabelighed og livsoplysning. I den aktuelle situation er det
nemlig mere nødvendigt end nogensinde at føre dette langtfra realiserede,
program frem. På en til tidens tarv og vilkår passende måde, som Grundtvig selv
ville sige.
Det, den ældre Grundtvig ønskede, var en altomfattende erkendelses- og
dannelsesstruktur med det fællesnordiske superuniversitet i Göteborg på det
øverste niveau i den nordiske kulturkreds, men også som det særlige nordiske
bidrag til den fællesmenneskelige kultur og videnskabelighed, idet han også
forudså fx ikke bare fælleseuropæiske, men faktisk globale konferencer på det
allerøverste niveau (se fremtidsdigtet "Dansk Ravne-Galder", Udvalgte Skrifter X 364-482).
På næstøverste niveau skulle det danske folkelige universitet i Sorø
have været - ved siden af det almindelige universitet i København. Og dernæst
de forskellige uddannelser af børn og unge, som selvfølgelig skulle bibringe
eleverne både det, vi i dag kalder faglige kompetencer, og bred og dyb
livsoplysning. Og hele det folkelige liv med møder og foredrag osv. Hvad de
faglige kompetencer angår, kan jeg henvise til, hvad Grundtvig har sagt,
nemlig, at hvis alle var professorer, ville vi dø af sult alle sammen. Han
kunne også have sagt, hvis vi alle var kunstnere og intellektuelle.
Grundtvig beundrede i øvrigt al slags bedrift, også på det teknologiske
område. Han så fx damphamrene i de engelske fabrikker som stumper af Thors
hammer. Og jeg elsker selv teknologihistorien, især den del af den, der handler
om enkeltpersoners opfindelser. Men det er jo også imponerende, hvad vore dages
teams opfinder. Jeg har derfor ikke som sådan noget imod, at der også er en vej, der hedder fra forskning
til faktura. Det, jeg har noget imod, er, at ordet forskning er ved at være
blevet synonymt med teknologi- og produktudvikling. Vi bliver en kulturelt
fattig civilisation, hvis den rene erkendelsesforskning på alle områder bliver
forsømt. Og jeg ser bort fra de spinoff-virkninger, også videnskabsmændene selv
i deres kamp for bevillinger ofte taler om, altså fra, at de rene
faktura-mennesker saver den gren over, de selv sidder på. Det vigtigste er
selve det at samle viden om Kosmos og eksistensen. Også med "samle" i
betydningen sætte i sammenhæng. - Noget helt tredje er, at vi er nået dertil,
hvor vi må drøfte, hvor stor en del af vort liv vi vil bruge på at producere og
forbruge varer.
Det materielle grundlag skal selvfølgelig være i orden. Men med dette
grundlag i orden var det så menneskelivet og dets oplysning, det gjaldt om for
Grundtvig. Og det ville for ham dengang helt særligt sige den danske folkelige
livs-oplysning, en oplysning, der skulle tjene det at leve som menneske i
verden, hvilket altså i hele situationen dengang først og fremmest ville sige
det at leve et dansk menneskeliv i Danmark.
Det sidste skal man ikke hænge sig mere i end højst nødvendigt. Det er
alt for nemt og billigt at sætte Grundtvig ud på et sidespor, fordi han set med
de seneste årtiers øjne var en fæl nationalist. Og det er sørgeligt, at han er
blevet det, når man netop nu har så stærkt brug for hans tanker om
videnskabelighed og dannelse. Jeg har altid oversat "det folkelige"
til "menneskelivet som konkret forløb". Og jeg vil ikke komme nærmere
ind på, at det folkelige og nationalstaten i øvrigt nok ikke er så ringe endda.
Jeg vil i stedet pege på, at det danske og det nordiske for Grundtvig også
indgik i en universel sammenhæng.
Hvad forholdet mellem det, vi i dag kalder den kulturelle elite, og hele
folket angår, vil jeg minde om, hvad Grundtvig skrev i Indledningen til Nordens Mythologi
(1832), hvor han for første gang udfoldede grundlaget for sit kulturprogram:
Paa een Gang at ville giøre alle Folk
lige kloge, er en Daarskab, som naar
den alvorlig prøvedes, kun vilde tiene til at giøre alle Folk lige dumme, men at udbrede en i Grunden eensartet Oplysning i alle Stænder, og aabne
Alle Løbe-Banen til bestandige Fremskridt, det er,
som alt hvad der leder til Kræfternes fri men ordenlige
Udvikling, ikke blot klogt, men, hvor Folk og Stater skal trives, nu aldeles
nødvendigt (Udvalgte Skrifter V 408).
Dette er noget, vi har brug for at lægge os på sinde lige netop nu, hvor
vi ser de dårlige frugter af, at man på en forkert måde har villet
demokratisere den akademiske dannelse og finkulturen. Målet er ikke, at alle
skal være miniakademikere, miniintellektuelle og minikunstnere.
Drengevidenskabelighed sagde Grundtvig. Og vi kan udvide begrebet, så det også
kommer til at omfatte de andre kulturområder. Det, der sker i den akademiske
verden og i finkulturen, skal selvfølgelig være tilgængeligt for alle i også
helt direkte forstand. Men det vigtigste er, at det forplanter sig nedad på
også alle mulige indirekte måder, nemlig som elementer i den folkelige eller
almindelige livsoplysning. Det kan ske i den særlige folkehøjskolesammenhæng.
Men det skal under alle omstændigheder også ske i hele det almindelige
undervisningssystem, fra børnehaven af og opefter.
Men nu til naturvidenskabernes plads i alt dette, vel at mærke deres
rette plads. Naturvidenskabernes betydning skal hverken over- eller
undervurderes. Det er klart - med eller uden Grundtvig - at det er
menneskelivet, der er det øverste niveau i hele vort tilværelsesengagement, så
at det også er kunsten og litteraturen og den humanistiske videnskabelighed,
der er det vigtigste og højeste i hele dannelsesprojektet. Men det er lige så
klart, at naturvidenskaberne også er dannelsesfag. Alle skal vide noget om hele
det kosmos, vi bor i, og som vi med vore legemer er en del af. Og det gælder
alt, lige fra astrofysikken og partikel- og højenergifysikken til hele
biologien inklusive hjerneforskningen.
Selve det at vide noget om hele Kosmos er det vigtigste. Men en vigtig
sidegevinst ved fortroligheden med naturvidenskaberne kommer af det, der ligger
i deres karakter af eksakte videnskaber
Hvis denne side af sagen havde været stærkere inde i alles bevidsthed, ville vi
have været sparet for megen bullshit i den offentlige debat. Og jeg benytter i
denne forbindelse lejligheden til også at fremføre mit gamle ønske om en
genindførelse af examen philosophicum
som ikke alene et alment erkendelsesmæssigt og almenkulturelt grundkursus, men
også et kursus i logikken og metodelæren.
Grundtvig nævnte udtrykkeligt naturvidenskaberne som dele af det, der
skulle dyrkes på superuniversitetet i Göteborg:
Ved et saadant frit Nordisk Universitet, hvis Sæde Regieringerne maatte erklære for
en Fristad, vilde Collegierne
eller Museerne være deelt mellem de Historiske og Physiske Videnskaber, for at
samle Kræfterne paa begge Sider til den stærkest muelige Anstrængelse og Vexelvirkning; thi Menneskelivet
i kraftig Virksomhed med Ord og Gierning danner
en egen Kundskabs-Kreds, der kiendelig adskiller sig saavel
fra Dyrekredsen, som i det Hele fra Synskredsen i sandselig
Forstand[, så] at der med Nödvendighed finder en vis
Modsætning Sted mellem de Historiske og Physiske
Videnskaber, skiöndt det fölger
af sig selv, baade at en tilstrækkelig Oplysning vil
hæve den, og at Universal-Historien,
ved at omfatte hele den menneskelige
Virksomhed, ogsaa omfatter alle Menneske-Slægtens
videnskabelige Bestræbelser (Grundtvigs
skoleverden II 148 f).
Og så behøver der egentlig ikke siges mere. Det siger sig selv, at det
samme forhold skal gøre sig gældende på alle niveauer i den oplysning,
Göteborg-universitetet skulle give sit store bidrag til. Men det kan også være
interessant at se, hvad Grundtvig allerede i Danne-Virke (1816-1819) sagde om disse forhold. Først om
matematikkens og fysikkens plads:
Mathematiken og Physiken skal ikke vove at bestige en Dronningstol
Historien nægter dem al Adkomst til, men de skal og derfor undgaae
den Mistanke og Harme Historien kaster tilbage paa
deres daarlige og hoffærdige Dyrkere; i Historiens Ledebaand skal de naae det Maal og den Dybde de ere
skikkede til, uden at forvilde sig i Skyerne, eller fordybe sig i Afgrunden (Danne-Virke I 239).
Grundtvig taler her bare om historien, men forholdet er selvfølgelig det
samme, hvis vi taler om hele den humanistiske videnskabelighed. Og det kan også
være nyttigt at se, hvad Grundtvig siger om det, vi kalder
reduktionisme-problemet. I afhandlingen "Om mennesket i verden" har
Grundtvig først i et tankeeksperiment forsøgt at spore overgangene fra det
livløse til det levende nedefra og op, men det fører til denne erklæring:
Her see vi da, at
det er af Planterne vi skal lære at kiende Jorden,
Planterne igien af Dyrene, Dyrene af Mennesket, og hvor bagvendt man altsaa hidindtil for det meste har drevet
Videnskabeligheden, da man vilde begribe
det Større i det Mindre, forklare det Høiere af
det Lavere, det Levende af det Livløse, det Fornuftige af det Umælende, vi see, at allerede i Sandse-Verdenen
driver Alt os tilbage til os selv, og Naturen afviser alle vore Spørgsmål med
det Tørre: spørg dig selv! og overgaaer det din
Forstand, da spørg min Hovmester, som
jo ogsaa er din! (Danne-Virke
II 151).
Grundtvig spiller her til sidst på den gennemgående replik i Ludvig
Holbergs komedie Den pantsatte Bonde-Dreng, og pointen er, at den, som ikke er noget i
sig selv, må henvise til den virkelige herre!
Grundtvig selv var absolut ikke naturvidenskabeligt minded, men det er
godt at se, at han tager det hele med. Og jeg vil for mit eget vedkommende
understrege, at vi selvfølgelig kun får den nytte og glæde, vi skal have af
naturvidenskaberne i hele livsoplysnings- og dannelsesprojektet, når de har
fuld autonomi på deres eget felt. Den menneskelige eksistens’ og kunst og
humanioras forrang indebærer ikke, at naturvidenskaberne skal have noget som
helst foreskrevet ovenfra. De skal frit kunne virke opad. Og det samme gælder,
hvad troen og teologien angår. Troen og teologien har jo ikke noget direkte
mellemværende med naturvidenskaberne. Den kristne påstand (som jeg ynder at
sige) står ikke direkte over for naturvidenskaberne eller på niveau med dem,
men over for hele menneskets oplevelse af sin eksistens, i hvilken oplevelse
den viden, naturvidenskaberne skaffer os, kun er en - men altså nødvendig -
del.
* * *
Kunst og politik
Nedenstående er slået op på min personlige
Facebook-profil, sat på her- og omtalt på min internetunderside
"Erindringer - DAGBOG".
JEG VAR MED I P1 DEBAT
P1 Debat 18.07.17
-
P1 DEBATS FACEBOOK-OPSLAG:
Er redningsveste kunst?
Den
kinesiske kunstner Ai Weiwei har pakket Kunsthal
Charlottenborg ind i redningsveste fra flygtninge i Middelhavet – er det kunst
eller politisk agitation?
Billedhugger Jens Galschiøt har åbnet en
udstilling om religion og radikalisering i Bruxelles – er det kunst eller
venstresnoede politiske budskaber?
Filminstruktør og kunstmaler Simone Aaberg
Kern producerer krigskunst – Skal kunst og politik adskilles?
P1
Debat tirsdag 12.15
-
BC KOMMENTAR:
Mit princip er, at fx den centrale lyrik
kun skal forholde sig rent til eksistensen og ikke være bærer af et budskab til
andre. - Der kan godt skrives forkyndende digte. Men de befinder sig i
periferien i forhold til den centrale lyrik. - Noget helt andet er, at selve
ordet "kunst" og en simpel symbolik kan være en billig måde at
promovere sig selv på. Især når budskabet ligger inden for de gunstige rammer.
-
P1 DEBATS SVAR:
Hej Bent - må vi evt
ringe til dig i dagens udsendelse, ml 12.15 og 13? Ellers ring selv gerne på
70211919
-
BC SVAR PÅ DET:
Mange tak! I må meget gerne ringe på 5469
6080. Jeg er selv en slags digter, der også laver poetik. Og jeg går meget op i
disse forhold. Alt er selvfølgelig tilladt. Men noget ligger mere i centrum end
andet. Og noget er mere plat end andet! - I øvrigt er min baggrund teologisk -
med mange år som Grundtvig-forsker (med teologisk doktorgrad), hvilket jo også
har meget med poesi og poetik at gøre. Men nu prøver jeg (som pastor emeritus)
at føre mig frem som discipel af Grundtvig og på hans skuldre. Altså på en, som
Grundtvig selv udtrykker det, til tidens tarv og vilkår passende måde, dvs.
ganske moderne. Grundtvig advarede kraftigt mod alle former for efterligning og
efterabning. - Jeg har foreløbig udgivet bla. to digtsamlinger. - Og jeg er jo
en af jeres glade og trofaste lyttere.
-
BC AFSLUTTENDE BEMÆRKNING HER:
Jeg nåede lige at komme ind i debatten,
efter at de havde ringet mig op og koblet mig på og jeg længe havde fulgt
debatten i studiet i telefonen.
Jeg snakkede som et maskingevær, da jeg
kunne se, at klokken snart var et. Og jeg nåede at få karakteriseret Jens
Galschiøt som teolog på ikke bare gymnasieelev-plan (hvad Rune Selsing havde
gjort), men på mellemskoleelev-plan (i min tid svarende til 6. til 9. kl.). Men
fik også sagt lidt, der svarede til ovenstående om forholdet mellem centrum og
periferi i kunsten. Også derved, at jeg sagde, at selvfølgelig kan man også
skrive fx politiske digte. Hvad jeg også selv gør. Det er så bare ude i
periferien. Jeg fik også nævnt, at jeg er salmedigter, og at salmer er noget
helt andet en almindelig lyrik. Desuden sagde jeg, at når man laver politisk
kunst, må man finde sig i at blive politisk modsagt. Til sidst spurgte Gitte
Hansen mig (som hun havde spurgt dem i studiet), om jeg var venstreorienteret.
Hvad jeg besvarede med et kraftigt Nej. - I forbindelse med min karakteristik
af Jens Galschiøts fundamentalisme-kunstværk fik jeg sagt, at det svarede til
oplysningstidens måde at sidestille jødedommen, kristendommen og islam på, fx i
Lessings "Nathan der Weise". Men hvis jeg havde haft mere tid, skulle
jeg have sagt, at det måske forholdt sig modsat. Lessing mente, at de tre
monoteistiske religioner i grunden var lige gode. Galschiøt mener vel, efter
hvad der blev sagt i udsendelsen, at de i grunden er lige slemme. At den ene i
hvert fald ikke har noget at lade de andre høre - og vel derfor hellere skal
forlade fundamentalismen og give sig til at leve i fred (hvilket sidste jeg jo
helt kan tilslutte mig). Men de Jesus-eksempler, der blev nævnt, var helt ude i
skoven. Galschiøt er som teologiserende kunstner
virkelig på allerhøjst mellemskoleniveau.
UDSENDELSEN KAN HØRES HER:
http://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2017-07-18
Jeg er selvfølgelig mest enig med Søren
Martinsen og Rune Selsing. Men mit egentlige anliggende i dagens sammenhæng er
altså påpegningen af, at der må skelnes mellem den centrale kunst og den
forkyndende eller propaganderende (ofte billigt platte) kunst ude i periferien.
-
TILFØJELSE (på begge de nævnte
Facebook-sider og nu, 19.07.17, her): Jeg har hørt udsendelsen igen og er først
nu blevet helt klar over, at Jens Galschiøts opstilling udtrykkeligt har både
en positiv forside/yderside og en negativ bagside/inderside. Ydersiden svarer
altså til Lessings harmoniseringsforsøg (alle de tre monoteistiske religioner
er lige gode). Men bagsiden viser - eller skulle vise - at alle tre også rummer
nogle uhyggelige, dystre og væmmelige ting. Der er bare det ved det, at hverken
jøderne eller de kristne praktiserer de uhyggelige ting i Det Gamle Testamente.
Hvortil kommer, at der ikke er sådanne lovbud i Det Nye Testamente, tværtimod.
Jesus-citatet om de ufrugtbare grene, der skal brændes, er brugt på en helt
vanvittig måde. Jesus kunne godt tale hårdt - og i tidens sprog. Men summen af
alt, hvad Jesus sagde og gjorde, er tilgivelse og kærlighed. Jo, Jesus talte
også, og altså nogle gange i tidens prog, om dommen
og dommedag. Og det er jo nødvendigt, når det Onde nu engang er en realitet i
verden (hvad der ganske vist er nogle der ikke vil indrømme). Det vil føre for
vidt at komme nærmere ind på dette her. - At den såkaldte Kristenhed rent
faktisk har gjort mange grimme og onde ting, er desværre en kendsgerning. Dybt
anfægtende! Men der er ikke noget af det, der kan føres tilbage til Det Nye
Testamente, endsige til Jesus. - Alle, der udtaler sig om kristendommen, bør
begynde at gå i kirke (i Folkekirken) hver søn- og helligdag, så de kan høre,
hvad det er man samles om. Det gælder salmerne, de bibelske læsninger,
prædikenen og nadveren. Hvis de oplever det, vil de ikke kunne udtale sig så
tåbeligt og mellemskoledrengeharmoniserende, som mange af dem gør nu.
* * *
LØGNENS
DAG - 12. juni
12.06.17
Jeg genbrugte på min Facebook-profil min 2015-tekst (se nf. under 12.
juni 2015) om det, at et forhold mellem to af samme køn nu kaldes et ægteskab,
men med denne indledning:
Det er i dag fem år siden Dronningen autoriserede ritualet
for vielse af par af samme køn.
Jeg satte den 12. juni 2015 nedenstående
optegnelse på min internetunderside "Erindringer - DAGBOG" (og
tilsvarende på undersiden "Debat"). Og jeg genbruger den nu her i
2017. Der er ingen grund til at ændre noget eller føje noget til. Det eneste,
jeg vil sige nu, er, at jeg bliver mere og mere træt af at beskæftige mig med
denne sag. Når jeg bliver ved, er det, fordi jeg har lovet mig selv at gøre
det. De, der har vedtaget denne socialkonstruktivistiske newspeak-løgn, skal
hele tiden mindes om, at der er nogle, der ikke vil bøje sig. Her er
2015-optegnelsen:
* * *
HAR TERROREN PÅVIRKET UK-VALGET?
09.06.17
Jeg har ikke hørt nogen sige det endnu. Men jeg har selvfølgelig ikke hørt alle kommentarer. Under alle omstændigheder siger jeg nu her, at man må spørge, om det ikke er terroranslagene og Jeremy Corbyns udtalelser om, at det (mere eller mindre) er UK, der har nedkaldt dem over sig ved at deltage i krigen mod Islamisk Stat, der har fremkaldt det meget overraskende valgresultat i UK. Da jeg hørte Corbyn sige det, opfattede jeg det umiddelbart som i hvert fald meget dristigt og måske også forræderisk. Man skal ikke bøje sig for terroren dvs. for fjendens femte kolonne i ens eget land. Men Corbyn har jo ret. Krig er krig, og fjenden vil selvfølgelig svare igen med de midler, han har. I dette tilfælde de soldater, han har i Europa, herunder UK.
Terroren og Corbyns udtalelse er det eneste nye, der er kommet til, siden Theresa May udskrev valget under indtryk af særdeles gunstige meningsmålinger! Det må i hvert fald være en meget vigtig faktor. For der er jo også de indenrigspolitiske Labour-ting. Men de har været der hele tiden.
Men det er frygteligt. Hvis vi ser
bort fra terroren her i Europa, skulle vi efter min mening holde os helt ude af
såvel Afghanistan som Mellemøsten og Nordafrika. Intet af det har haft positive
virkninger, tværtimod. Og hvorfor skal vore soldater dø og lemlæstes, når det
er de pågældende landes og områders eget problem.
* * *
SOCIALKONSTRUKTIVISTISK NEWSPEAK-LØGN
Kommentar i Deadline-tråden, på min egen Facebook-væg og her.
Min kommentar til Deadlines diskussion 29.05.17 mellem to
tidehvervsfolk om vielse af personer af samme køn var:
Det er rigtigt, at et ægteskab, der er indgået på rådhuset, er det
samme som et ægteskab, der er indgået i kirken - og omvendt. Derfor er der for
mig lige så megen grund til at protestere mod, at et forhold mellem personer af
samme køn kaldes et ægteskab på rådhuset, som at det kaldes et ægteskab i
kirken. Jeg må som borger i det danske samfund protestere lige så meget mod det
ene, som jeg som medlem af Folkekirken protesterer mod det andet. - Min protest
er sådan set rent sproglig eller begrebsmæssig. Jeg ser det at kalde et forhold
mellem personer af samme køn et ægteskab som et eksempel på konstruktivistisk
newspeak. Det er den konstruktivistiske newspeak, jeg protesterer imod - som
imod alle de andre eksempler derpå, fx det, at kønnet skulle være en social
konstruktion. Når jeg for det meste især har protesteret mod, at personer af
samme køn kaldes ægtefolk i kirken, er det, fordi det er særlig utåleligt for
mig, at vi har en newspeak-løgn trykt i Ritualbogen. - Det registrerede
partnerskab er ikke en newspeak-løgn, men en fornuftig måde at indrette sig
efter virkeligheden på.
* * *
P1 Debat om konfirmationen - med FB-bidrag fra mig
Fredag den 26. maj 2017 (dagen efter Kristi himmelfarts dag) handlede
P1 Debat om konfirmationen. I Facebook-opslaget skrev redaktionen:
"Er konfirmander dumme?
Gør vi konfirmanderne dummere
end de er, når vi tror, at de kun går efter grunkerne og ikke Gud, når de
bekræfter dåben i kirken? Er der flere værdier og mindre kapitalspekulation i
at blive nonfirmeret?
P1 Debattører: Jan Grønborg
præst, Mette Gramstrup præst, Lone Ree Milkær formand
for Humanistisk samfund, formand for Ateistisk selskab Anders Stjernholm,
Suzette Munksgaard projektleder i Center for Ungdomsstudier. Vært: Bente Dalsbæk. Lyttere kan ringe ind på 70211919".
-
Min kommentar i tråden til opslaget blev citeret hen mod udsendelsens
slutning. Den lød:
"Vi skal ikke undervurdere konfirmanderne, men tværtimod sørge for
at give dem den ægte vare på største og dybeste måde. Det gælder på en helt
særlig måde præsterne, men det gælder også forældrene og alle andre. -
Ateismen/humanismen er en legitim holdning. Efter min mening det eneste alternativ
til kristendommen for moderne mennesker. Jeg har selv været ateist i nogle af
mine ungdomsår. Og jeg går ikke ud med hån og spot og platte argumenter mod
dem. Hvorfor er de så så aggressive mod os kristne?".
Anders Stjernholm svarede, at han ikke mente, han var aggressiv. Og det
var vist så det. Men jeg var selvfølgelig glad for, at min kommentar blev læst
op.
I øvrigt mener jeg, at det var en efter tidens forhold god debat. Anna
og jeg var især godt tilfredse med Suzette Munksgaard, som vi mente sagde mange
gode og interessante ting, især ting, der viste, at man gør forkert, når man
undervurderer konfirmanderne. (Jeg har selv undervist og konfirmeret
konfirmander 1971-2003). Annas og min kommentar her i køkkenet var, at vi måske
nok har skrabet bunden, men at det så kun kan gå fremad, ja, på flere måder er
begyndt at gøre det.
Om de to præster vil jeg sige, at de på én måde svarede godt for sig,
men på en anden måde var for svage. Om trosbekendelsen burde de have sagt, at
den er en historisk tekst, som man ikke skal ændre i, men som man til gengæld
hele tiden må prøve at forholde sig til og udlægge, som man hver især bedst
kan. Hvad de jo faktisk også sagde. Jeg er pudsigt nok selv ved at udgive en
bog med titlen "Mit teologiske testamente. Dogmatik og
betragtninger". (Vil nok være tilgængelig på Saxo Publish om nogle uger).
I denne bogs første del udlægger jeg hele den apostolske trosbekendelse (med
inddragelse af dele af den nikænske). Og jeg gør det under mit motto
"traditionalist til tiden". Et gennemgående træk er, at jeg ofte
taler om "den kristne påstand" og tager al tvivl og anfægtelse og
alle indvendinger alvorligt. Men jeg skelner med min store lærefader Grundtvig
mellem spørgsmålet om kristendommens sandhed (er der dækning for påstanden,
hvilket først vil vise sig indiskutabelt ved verdens ende) og spørgsmålet
"hvad går den sande kristendom ud på". Og hvad det sidste angår,
siger jeg, at vi jo har Bibelen og de oldkirkelige bekendelser samt Luthers
Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse (Folkekirkens
bekendelsesskrifter), og at vi deri kan se en bestemt kerne og en bestemt
struktur, som vi uanset alle forskellige forestillinger og tanker må holde fast
ved, hvis vi ønsker at være kristne - eller prøve på at være det. - Men selv om
Trosbekendelsen ikke skal skrives om, kan vi jo godt prøve at parafrasere den.
Det har man også gjort. I min salmesamling "Salmer. Evangeliesalmer og
andet til alle søn- og helligdage" (2015) har jeg selv gjort dette forsøg
på at gendigte Den Apostolske Trosbekendelse:
TROSBEKENDELSEN GENDIGTET
Mel.: Op til Guds hus vi gå (DDK 447)
Vi vender ryggen til,
hvad Løgne-Magten vil,
og kaster os mod Gud:
Fri os fra ondskab ud!
Vi tror på Altings Grund
og siger med vor mund
helt barnligt: Kære Far,
fra dig vi livet har!
Vi tror på Sandheds Magt,
al mening evigt sagt;
du kom og blev vor Bror;
Maria var din mor!
Du gik den hårde vej,
alt vort tog du på dig,
igennem synd og død
du udvej for os brød!
Fra døden stod du op
og viste os din krop;
vi håber, det er sandt,
at liv og sandhed vandt!
Vi ser dig ikke mer,
dog er du stadig her;
for overalt er du,
i evighed og nu!
Når verden er forbi,
og tiden lukkes i,
da kommer du igen
som dommer og som ven!
Vi tror på Sandheds Ånd
som Kærlighedens bånd,
som Søn og Fader her,
i ordets kraft os nær!
Guds legeme er vi,
som Ånden lever i;
det store folk på jord,
der samles af Guds ord!
For skyld vi kendes fri,
og livet er deri;
når døden lægges ned
er glæden evighed!
2002
Ja, de, der kender mig, ved, at jeg ynder at skrive lange indlæg. Men
det er jo alvor for mig. Jeg er stadig præst, selv om jeg nu er pensioneret.
Derfor vil jeg heller ikke undskylde, at jeg faktisk reklamerer for de her
omtalte to bøger. Jeg har ikke skrevet dem for sjov og kan kun ønske, at disse
mine bidrag bliver kendt og læst - og brugt.
Med førpinse-hilsen til alle
Bent Christensen
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
+45 5469 6080
bc@bentchristensen.dk
www.bentchristensen.dk
* * *
Nu kludrer Marie Krarup igen
Den kristne mission skal ikke spændes for nogen som
helst politisk vogn. Men den kristne kirkes karakter og universalitet står over
alt andet.
Sendt til Kristeligt Dagblad 24.05.17. Men ikke optaget. Slået op på
min Facebook-væg 02.06.17.
Ifølge TV2’s hjemmeside har Marie Krarup (DF) (som jeg allerede
kritiserer for hendes Rusland-politik) sagt, at der snarere (end for et øget
NATO-engagement i Irak og Syrien) er "behov for egentlig kristen missionering blandt muslimer, der befinder sig i
Danmark". Og hun siger, at staten måske kan støtte yderligere kirkelige
missionsaktiviteter.
Men selv om det selvfølgelig vil være godt for både (og først og
fremmest) muslimerne selv og os andre, hvis de bliver kristne, må jeg som
kristen sige klart fra her. Den kristne mission skal ikke besudles ved at blive
spændt for nogen som helst politisk vogn!
Dette er den første og vigtigste grund til, at jeg må afvise og stærkt
kritisere Marie Krarups forslag. Men der er jo også flere andre grunde til, at
vi må træde varsomt, når vi forkynder Kristus for muslimerne - hvad vi dog
selvfølgelig skal. Vi må føre Evangeliet frem og prøve at være et godt eksempel
ved vor måde at leve som kristne på. Uden at lade den ene hånd vide, hvad den
anden gør! Og vi må sige til hver enkelt muslim, at hvis han eller hun kommer
til tro på Jesus Kristus eller ønsker at vide mere, skal han/hun være
hjerteligt velkommen. Jeg er stærkt imod den store muslimske tilstedeværelse i
Danmark (hvad der jo gør missionen vanskelig for mig), men jeg kan som kristen
ikke sige til nogen, heller ikke til nogen muslim, at han/hun ikke er velkommen
i den kristne menighed. (Jeg ser her bort fra den mulighed, at der kunne være
tale om bekvemmeligheds- og på skrømt-konversioner). Den kristne kirkes
karakter og universalitet står over alt andet.
Det militære engagement i Irak og Syrien er jeg i øvrigt også imod. Det
er de mellemøstlige landes problem. Vi skal trække os ud (også af det håbløse
afghanske projekt) og bruge kræfterne på at lukke Europas grænser for muslimsk
indvandring.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Jeg brækker mig ikke
Dagen efter
terrorhandlingen i Manchester den 22. maj 2017 skrev jeg denne aforisme, som
jeg både slog op på min Facebook-væg og satte i manuskriptet til min samling Nye digte og aforismer, som formodentlig
vil blive udgivet i 2018:
Jeg brækker mig ikke over politikernes udtalelser, når der har været en
islamistisk terrorhandling. Jeg slukker, inden de begynder.
Og senere
satte jeg dette i tråden under opslaget:
I
øvrigt mener jeg, at vi skal holde os ude af krigen mod Islamisk Stat i Irak og
Syrien. Ligesom jeg i sin tid advarede mod, at vi gik med i Irak-krigen - som
jo er årsagen til, at IS kunne vinde frem i Irak. Jeg støtter præsident Trump,
der siger, at det er dem i regionen, der skal gå forrest. Det er deres problem.
Men jeg skærper altså standpunktet, idet jeg siger sådan. De må selv ligge og
rode med det. Vi skal også ud af Afghanistan. Det er et håbløst projekt. - I stedet
skal vi bruge kræfterne på at lukke Europas og Danmarks grænser for indvandring
fra muslimske lande.
* * *
Nej, vi skal ikke sende flere soldater
Torsdag den 11. maj 2017 annoncerede P1 Debat sin udsendelse således på
sin Facebook-side:
Skal
vi sende flere soldater til Afghanistan?
Danmark har fået en amerikansk forespørgsel
om at sende flere soldater til Afghanistan, og regeringen med Claus Hjort
Frederiksen i spidsen har sagt ja. Den danske indsats i Afghanistan har varet
15 år, kostet 13 milliarder og har involveret hele 750 danske soldater. Er det
den rigtige beslutning at fortsætte det, som kritikerne betegner som ”den
uendelige krig”?
Min kommentar var:
Jeg mener, at alt, hvad vi har gjort, er slået fejl. Vi skulle aldrig
have involveret os i Afghanistan på denne måde. Et håbløst projekt. Det minder
mig om Vietnam. USA (og andre) prøvede at støtte Sydvietnam, som havde en stor
og veludrustet hær. Men de ønskede ikke at kæmpe for friheden. (At det
nuværende Vietnam nok har en fremtid, er en anden sag. Mon det kunne være endt
sådan, hvis man bare havde ladet Nordvietnam og Viet Cong vinde?). Hvad
Afghanistan angår, er det underligt, at det kun er Taleban, der kæmper godt. De
afghanske regeringsstyrker skulle vel være lige så gode soldater. Dette gamle,
uovervindelige krigerfolk! Irak-krigen, som jeg i sin tid advarede kraftigt
mod, var en katastrofe, Den førte til IS. Og Libyen! Vi skal holde os væk og
lade de pågældende befolkninger selv finde ud af, hvad de vil. I stedet skal vi
bruge kræfterne på at beskytte Europas grænser og på at udvikle alternativer
til olien.
* * *
SÆNK KONGEHUSET?
Dette var titlen på P1 Debat den 5. maj 2017, og jeg satte nedenstående
kommentar i tråden til programopslaget på Facebook og slog det derefter op på
min egen væg:
De republikanske småargumenter er ligegyldige. Enten ønsker vi et
monarki som det nuværende, eller også ønsker vi det ikke. Alternativet er vel
et præsidentembede som det tyske. Og det kunne jeg godt leve med. Men jeg
foretrækker det konstitutionelle monarki, vi har. Det er først og fremmest et
stort nationalt symbol, et symbol på nationen gennem tusind år og ind i
fremtiden. Men det er også statsmagtens symbol, et udtryk for, at alle
politikere og ansatte i staten tjener nationen. Ordet minister betyder tjener.
Derfor er dronningerunden noget af det allervigtigste. Men det er også praktisk
- og demokratiunderstøttende, - at processen frem mod en regeringsdannelse
foregår i forhold til en sådan uvildig instans med dygtige folk til at sikre,
at alt går rigtigt til. Det samme gælder det, at Dronningen skal underskrive
lovene og udnævne ministre og højere TJENESTE-mænd.
Så er der alle de situationer, hvor vi møder de kongelige. Her dyrker vi også
nationen - og dermed os selv. Ja, vi dyrker os selv i symbolet. - Da jeg blev
promoveret til dr. theol. ved Københavns Universitet, indebar dette også et
håndtryk fra dronningen. Det var godt. Det eneste, der ærgrede mig, var, at jeg
glemte at bukke for hende. Dagen efter læste jeg i avisen, at i hvert fald
flere af de kvindelige doktorer (som vel alle de øvrige mandlige) havde bukket
(ikke nejet). Men som eneste dr. theol. var jeg jo den første! Jeg tror, Hendes
Majestæt har tilgivet mig. Men det ærgrer mig, hvis man har troet, jeg var
republikaner!
* * *
En 1. maj-hilsen
Den 1.
maj 2017 slog jeg nedenstående op på min Facebook-væg. - Og der kom en TILFØJELSE i anledning af, at min kommentar til P1
Debats opslag om deres særlige 1. maj-udsendelse var blevet læst op. Denne
tilføjelse står nu allernederst i teksten her.
GENOPSLAG - en 1. maj-hilsen
Da jeg lige nu bruger al min tid på anden produktion, har jeg ikke fået
skrevet et nyt digt til denne uge. Men jeg kan så passende genbruge dette fra
"Digte og aforismer 1966-2016":
1. MAJ 2009
Denne dag blev måske valgt tilfældigt
men det er jo også den første dag
i den sidste forårsmåned
allerede forsommer
med gode muligheder for godt demonstrationsvejr
dybere set et håbets punkt
nu lysner det brødre
det somres
vi ville indtage vor plads i solen
sælge mindre af vort livs tid
og få mere for det
ikke kun penge
også agtelsen
det er jo os der laver det alt sammen
man kan sige vi ville være medborgere
men vi ville også have vort eget liv frem
arbejderkultur sagde vi
det blev det dog ikke rigtig til noget med
så vi må nøjes med at være medborgere
heller ikke så ringe endda
selv om nogle selvfølgelig er mere med end andre
og mand og mand imellem
især på arbejdspladserne
har vi da vor egen omgangsform
og vort eget sprog
det er ikke helt ad helvede til
men det kan blive noget i den retning
når nogle bliver funktionærer
solidariske med sig selv
og andre bliver sat ud af funktion.
01/02.05.09.
Trykt i "Digte og aforismer 1966-2016".
-
Og i KOMMENTARFELT skrev jeg:
1. MAJ - PLIGT OG RET TIL AT FEJRE
Det er især slutredigeringen af "Mit teologiske testamente.
Dogmatik og betragtninger", der tager al min tid. For den SKAL altså ud i
denne måned!
Men det er heller ikke så dårligt, at jeg på denne måde får givet mit
bidrag til 1. maj. Jeg havde i går en samtale med en om 1. maj og grundlovsdag
som fridage. Vi var enige om, at begge bør være fridage. Vi gik begge stærkt
ind for såvel fagbevægelsen (og i det hele taget lønmodtagerorganisationerne)
som Grundloven. Og vi så begge trusler i horisonten mod lønmodtagerne og
demokratiet.
Vi var også enige om, at forholdene er anderledes nu end i forrige
århundrede. Det betyder, at mange ting må gøres på nye måder, fx på den måde,
at der bliver større afstand mellem lønmodtagerorganisationerne og bestemte
politiske partier. Jeg kan dog ikke se, hvordan man kan komme uden om et aktivt
engagement med også ens krops fysiske tilstedeværelse i såvel lønmodtagerorganisationer
som vælgerforeninger.
Jeg har TV2 News gående, mens jeg sidder og skriver dette. De er fyldt
af 1. maj. Men de får mig til at tænke på, hvor grænsen går mellem dem, der har
både pligt og ret til at fejre 1. maj, og dem, der ikke har, ja, måske hører
til på modstandersiden. Har statsminister Lars Løkke Rasmussen ret til at klage
over, at han er lukket ude af det gode selskab? Mange arbejdere stemmer faktisk
på hans parti? Men kan vi andre ikke også mene, at Venstre og de andre
borgerlige partier i høj grad varetager kapitalens interesser?
Hvor står jeg selv? Jeg har altid været medlem af Akademikernes
Centralorganisation? Og det er da en lønmodtagerorganisation. Men ville en af
vore få lov til at tale ved en 1. maj-demonstration?
Og ville det være rimeligt? - Måske skal problemet løses derved, at 1. maj
forbeholdes dem, der på nogen måde kan kaldes det 20. århundredes
arbejderklasses efterkommere. Og at vi andre lønmodtagere står solidarisk på
sidelinjen. Man kunne også sige, at alle, der af et ærligt hjerte følte sig
berettiget og forpligtet til at fejre 1. maj, kunne gøre det, selv om det ikke
i alle tilfælde blev på samme sted.
Det afgørende er, at ikke bare uligheden, men også kapitalens magt
bogstavelig talt er en stor udfordring i vor tid, og at dette bør få alle os,
der ikke repræsenterer kapitalen, til at forene os - selv om det nok vil blive
med en vis opdeling.
Til sidst vil jeg udtrykke min glæde over, at jeg er PRÆST, altså
tilhører "den gejstlige stand" (selv om denne betegnelse betød noget
andet i sin tid). I dag betyder det at være præst, at man faktisk står noget
uden for det hele, ja, perspektivmæssigt lidt over det hele. Men derfra kan man
så også betragte det hele. Og derfra kan jeg ønske alle rette vedkommende en
god 1. maj!
TILFØJELSE. Klokken ca. 13 kunne jeg sætte nedenstående i en ny
kommentarfelt i min egen tråd (men altså fra P1 Debat-tråden).
Og jeg
var igen i P1 Debat! - Programmet spurgte i sit FB-opslag: "Hvem er dit
arbejderparti?". - I et kommentarfelt havde jeg svaret:
"Mit arbejderparti er DF - som jeg gerne ser i tæt samarbejde med et
Henrik Sass Larsen-Socialdemokratiet. - Både rød og blå blok er døde. Hvis
Socialdemokratiet flytter sig tilstrækkeligt på det fremmedpolitiske område og
dermed løsgør sig fra De Radikale, vil en socialdemokratisk mindretalsregering
kunne være en god mulighed efter næste valg".
På et tidspunkt blev denne kommentar læst op og forelagt panelet. Mit svar i
FB-svarfeltet var:
"Tak for, at denne kommentar blev citeret og kommenteret i udsendelsen!
Jeg havde dog gerne hørt mere om muligheden af en socialdemokratisk (fra
Radikale løsgjort, men af DF støttet) mindretalsregering. - Jeg ville også
gerne have hørt, om nogle mente, blokkene stadig var i live".
* * *
DET HANDLER IKKE OM GUD, MEN OM TERROR
Min deltagelse i P1
Debat om blasfemiparagraffen 27.04.17 - med til slut et forslag til en mere
ærlig version af § 140 i den danske straffelov
P1 Debats Facebook-opslag
om udsendelsen blev annonceret således:
"Er
blasfemiparagraffen godt for noget? PET siger, at det er skidt for sikkerheden
at afskaffe blasfemiparagraffen. Internationale organisationer siger, at i den
globale kamp for ytringsfrihed, sender det et forkert signal at beholde den.
Skal blasfemiparagraffen beskytte de religiøse følelser eller skærme os andre
fra de krænkedes vrede? Kan den overhovedet bruges til noget?".
Min deltagelse i
debatten begyndte med, at jeg satte denne i tråden til opslaget om udsendelsen:
"Undskyld, jeg citerer mig selv, men her er en af mine
aforismer: ‘På Christian IV’s tid lovgav man mod blasfemi og den slags for ikke
at påkalde sig Guds vrede og straf. Nu gør man det for ikke at påkalde sig
terrorangreb’".
Og så kom denne
fra redaktionen:
" P1 Debat - DR Bent Christensen
Vil du ikke ringe ind i dag med den pointe, Bent?".
Men da jeg midt
i udsendelsen fik en længere og vigtig telefonsamtale, så jeg først denne
opfordring kl. ca. 12.50. Jeg skyndte mig imidlertid at ringe ind og nåede lige
at komme med. Jeg nåede at læse min aforisme op - og mener, jeg fik tilføjet
noget i retning af, at det i virkeligheden er hele denne diskussion, der er
gudsbespottelig, da den jo intet har med Gud at gøre, kun med frygten for
terror. - Men interesserede kan nå at høre det på Nettet eller ved en
genudsendelse. Jeg skal selv høre hele udsendelsen, da jeg jo gik glip af den
midterste del.
Der var også en,
der kommenterede min aforisme i Facebook-tråden med disse kloge ord:
"Sludder,
blasfemiparagraffen blev indført i 1866, da havde man vist ikke lige muslimerne
i tankerne".
Hertil svarede
jeg:
"Jeg har
ikke undersøgt det, men jeg er sikker på, at der altid, også før 1866, har
været forbud mod blasfemi, altså vel at mærke for ikke at spotte Gud og
nedkalde hans vrede og straf over landet. Og min pointe er, at diskussionen i
dag intet har med Gud at gøre, men med krænkelseskulturen og frygt for terror.
Diskussionen er med andre ord latterlig!".
Efter
udsendelsen nåede jeg - i stor hast, inden jeg skulle til en aftale i Maribo -
at skrive:
" P1 Debat - DR - Tak for opfordringen! Jeg havde en telefonsamtale midt i
udsendelsen, men nåede det lige. Og jeg gentager, hvad jeg også nåede at få
sagt, nemlig at hele situationen og diskussionen om denne paragraf selv nærmer
sig det gudsbespottelige. Det, man diskuterer, har jo intet med Gud at gøre,
men kun med frygt for terror og uro og voldelighed. - Jeg er pensioneret
folkekirkepræst, men for min skyld kan man brænde bjerge af Bibler af i sine
baghaver eller på torvene. Jeg kommer i hvert fald ikke med hverken kniv, gevær
eller bombe. - Men nu skal jeg i byen".
Da jeg var
kommet hjem, gav jeg mig til at søge efter eksempler på ældre lovgivning mod
blasfemi, og jeg fandt dette referat af "blasfemiparagraffen" i
Danske Lov fra 1683: "Spotte Gud eller Bibelen: Forbryderens tunge skæres
af. Herefter halshugges han, og tungen sættes på en stage".
Jeg fandt ikke noget
direkte om blasfemilovgivning fra Christian IV’s tid (regerede 1588-1648). Men
indirekte fremgår det, at der også i hans tid har været forbud mod
gudsbespottelse, ja, bare mod afvigelser fra den rette lære. Og hans positive
motto er velkendt: "Regna firmat
pietas" (fromhed styrker rigerne). I gamle dage
var man simpelt hen bange for at nedkalde Guds straf over lande og riger. Jeg
er sikker på, at der helt tilbage fra Harald Blåtands tid (regerede ca.
958-987) har været strenge straffe for gudsbespttelse.
Jeg tror også helt bestemt, at der før den tid har været forbud mod bespottelse
af de gamle nordiske guder. Sådan har det altid været. Men det var altså Gud
eller guderne, man var bange for at krænke!
Jeg har ikke tid
til at søge efter mere nu. Men referatet af "blasfemiparagraffen" i
Danske Lov må også være nok.
KONKLUSION: Som
kristen præst kan jeg naturligvis ikke billige, at man spotter Gud. Men det må
enhver afgøre med sin samvittighed. Og hvis Gud selv skulle have lyst til at
straffe dem, der spotter ham, er det også hans afgørelse! I det moderne samfund
kan det ikke nytte noget at have en blasfemiparagraf, da den jo kun bliver
brugt rent politisk. Det mest ærlige ville være, at man skrev § 140 i den
danske straffelov om, så den kom til at lyde: "Den, der offentligt driver
spot med islam eller fornærmer herboende muslimer eller muslimer ude i verden,
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder".
* * *
Kødspisning
er nok en indrømmelse til virkeligheden
Kommentar i tråden til P1
Debats Facebook-opslag "Bliver kødspiserne de næste rygere?"
27.03.17.
Jo mere jeg omgås min søns
hunde, som ofte er på ferie her, og "teologiserer"
over slægtskabet mellem dem og mig, jo mere tænker jeg (også helt uden
"hundeteologi") over, hvad det egentlig er man gør, når man spiser
(især) pattedyr. Jeg skriver faktisk en del om det i "Mit teologiske
testamente. Dogmatik og betragtninger", som jeg agter at udgive inden så
længe. Jeg henviser bla. til 1 Mos 1,29-30, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at
det fra begyndelsen ikke var meningen, at mennesker skulle spise dyr, eller at
dyrene skulle æde hinanden. Alle skulle kun spise planter. Man kan også tænke
på profetien i Es 11,7: "Og løven æder strå som oksen". Men ellers
spises der jo kød i hele Bibelen. Jøderne var et hyrdefolk! Og de ofrede lam
m.m. til Herren. Man må gå ud fra, at Jesus også har spist lammekød fx
skærtorsdag aften. Og i det hele taget (selv om det vist kun er fisk, der
udtrykkeligt nævnes). - Jeg er af den opfattelse, at det, at vi spiser kød, er
en del af virkeligheden her i den faldne verden. En af mange
"indrømmelser" til virkeligheden. Så jeg bliver ved. I hvert fald
indtil videre. (Den måde, vi behandler dyrene på, er naturligvis også en del af
problematikken). - MEN når det kommer til ressource argumenterne, kan jeg ikke
være med. Der skal simpelt hen være færre mennesker på jorden! Hvad der også
skal af mange andre grunde. Og som teolog kan jeg naturligvis også se
pseudoreligiøsiteten i denne og flere andre sammenhænge. Jeg må afvise disse
former for selvplageri og gerningsretfærdighed.
* * *
LONDON 22. MARTS
Slået op på min Facebook-væg og sat på her 23.03.17.
Uanset alt, hvad der ellers vil kunne siges - og vi ved jo ikke alt
endnu - må ens tanker gå til ofrene for det, der skete ved det britiske
parlament, og deres pårørende.
Og det, der er sket, må tale for sig selv, efterhånden som det bliver
opklaret.
Men hvad terroren generelt angår, hvad enten
den er stærkt organiseret, eller den er udført af selvradikaliserede ensomme
ulve, skurrer det lidt i mine ører, når vore politikere og andre, der ytrer
sig, taler om den meningsløse vold mod uskyldige mennesker. Vi er jo i krig!
Danmark har fx nogle hundrede soldater indsat i kampen mod Islamisk Stat. Og
vore modstandere svarer igen med de midler, de har, hvilket ikke skulle kunne
overraske os. Det, der adskiller denne krig fra andre slags krige, er, at
fjenden denne gang også har sine soldater placeret rundt omkring inde i vore
lande.
SENERE NOTE (indsat ved 15-tiden 23.03.17):
ISLAMISK STAT SIGER NU, AT DET VAR EN AF DERES SOLDATER. - I flere medier oplyses det nu, at Islamisk
Stat har taget ansvaret for terrorhandlingen i London i går. Og i de tekster,
jeg har set, siger IS udtrykkeligt, at det er en af deres soldater, der har
udført handlingen. Her er en AP-tekst (The Associated Press) fra
kl. 13.22: "Islamic State group says through its Aaamaq news agency that the London attacker was a 'soldier
of the Islamic State'".
* * *
DETTE ER NOK MIN ENDELIGE
FREMMEDPOLITISKE ERKLÆRING
Det er allerede meget sent. 21,6 % af alle nyfødte børn i Danmark har nu
en mor, der enten er indvandrer eller efterkommer. Men vi kan i hvert fald gøre
følgende:
1. Vi skal både nationalt og europæisk stræbe mod et totalt stop for
enhver form for indvandring, altså også af flygtninge, der jo næsten altid
ender som indvandrere. Og jeg gentager: Både nationalt og europæisk! På længere
sigt hjælper selv de mest hermetisk lukkede danske grænser intet, hvis resten
af Europa er blevet Eurabia. Men så længe ikke hele
EU vil, må vi i hvert fald lukke de danske grænser; det er også en del af
presset på EU. Selvfølgelig med en hel del nødvendige undtagelser.
2. De mange millioner ulykkelige flygtninge og andre ulykkelige
mennesker ude i verden er et FN- og verdenssamfundsanliggende. - Det kan være,
det bliver nødvendigt at oprette et "De Demokratiske Landes
Fællesskab". - Danmark og EU skal selvfølgelig give et stort bidrag til
både intelligente og effektive løsninger. Såvel den almindelige
udviklingsbistand som de forskellige forsøg på militær indgriben er jo i vidt
omfang slået fejl. Det bliver ikke let. Men at flytte millionvis af disse mennesker
til Europa er ikke en løsning. Det vil føre til den ene og/eller anden form for
katastrofe. Til gengæld skal det med at hjælpe ude i verden (i det omfang, det
overhovedet er muligt) ikke bare være noget, man siger. Det skal gøres. Af
verdenssamfundet. Men med store bidrag fra Danmark og EU.
3. Internt i Danmark, og helst i hele Europa, skal der være totalt ens
rettigheder og pligter for alle. Alle former for, hvad jeg kalder
"insektsex-chikane", skal ophøre. Alle, især alle statsborgere, skal
have lov at gøre, hvad de vil. Vi skal ikke pille ved vore retsprincipper. Og i
det hele taget ikke ændre noget som helst. Vi danskere eller i det hele taget
europæere skal således heller ikke "integreres". De mennesker med
udenlandsk baggrund, der opholder sig her, må selv finde ud af, hvad de vil.
Men selvfølgelig alt inden for lovens grænser.
4. Men der skal kun tildeles statsborgerskab i stærkt begrænset omfang.
Og dobbelt statsborgerskab skal afskaffes.
Disse fire punkter er den mest renfærdige løsning. De diskriminerer ikke
- heller ikke os danskere/europæere. Nogle vil selvfølgelig hævde, at et totalt
indvandringsstop med nødvendige undtagelser vil blive diskriminerende. Men det
er altså ikke sådan, at alle bare kan slå sig ned, hvor de vil. Og det er de
interne forhold i Danmark og Europa, jeg tænker på, når jeg siger, at ingen
skal diskrimineres eller have hverken negativ eller positiv særbehandling. - Og
så må det vise sig, hvad der sker. Det er måske endnu ikke for sent. - De, der
ikke går ind for det, jeg siger her, eller måske ligefrem af egne ideologiske
grunde ønsker noget helt andet, vil efter min bedste overbevisning pådrage sig
et meget stort ansvar. Historien vil dømme dem.
20.03.17
* * *
ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM
Jeg slog lørdag den 18. marts 2017
nedenstående op på min Facebook-væg, inden jeg efter min sædvane slog min salme
til søndagen op (i dette tilfælde et lille faste-lovprisningsvers til at synge
før evangelielæsningen på 3. søndag i fasten efter første tekstrække).
ERKLÆRING OM INDVANDRING OG KRISTENDOM: Nogle af mine venner og besøgende vil nok spørge, hvordan det kan gå til, at jeg i ugens løb nogle gange kan slå noget op, hvor jeg erklærer mig for et totalt stop for al indvandring til Danmark (selvfølgelig med nødvendige undtagelser), for så om lørdagen (i dag lidt senere) at slå en salme eller et salme-vers op og dermed føre mig frem som kristen præst og teolog. Og jeg kender også godt selv spørgsmålet, tænker faktisk over det hver dag. Men jeg er overbevist om, at jeg med min modstand mod den nuværende indvandrings, dvs. "befolkningsudskiftnings", fortsættelse gør det gode. En fortsættelse vil føre til den ene eller den anden form for katastrofe i Europa og Danmark - uden at hjælpe de mange mennesker i nød ude i verden, tværtimod, for hvem skal så hjælpe dem? Flygtninge- og overbefolkningssituationen ude i verden er et FN- eller verdenssamfundsanliggende. Men vi i Danmark og Europa skal selvfølgelig være aktivt og stærkt med. På en intelligent og effektiv måde. Mere vil jeg ikke sige her. Og jeg må for min egen og min egen litterære produktions skyld prøve at begrænse min deltagelse i debatten. - Det eneste, jeg til slut vil sige, er, at en af mine bedste venner er blevet meget fortørnet over min brug af ordet "befolkningsudskiftning". Jeg har prøvet at forklare ham og hans andre venner, at jeg selvfølgelig ikke dermed påstår, at vi danskere bliver deporteret, men at det er et kort og stærkt billedord, der bla. henviser til Danmarks Statistiks oplysning om, at 21,6 % af alle nyfødte nu har en mor med udenlandsk baggrund, så at det altså kun er et spørgsmål om ret kort tid, før de etniske danskere, hvis udviklingen fortsætter, bliver et mindretal i deres eget land. Det har ikke overbevist ham. Men selve sagen er den samme. Nogle, som fx Zenia Stampe og Sherin Khankan, synes ligefrem, det er en god og berigende udvikling. Men nu må vi se. Civilisationer er før gået ned. Og vi kristne har før levet som mindretal, oven i købet stærkt forfulgte mindretal - som det i dette øjeblik er tilfældet for mine kristne brødre og søstre i flere muslimske lande. - Min samvittighed er altså ret god. Men jeg frygter det værste, især for mine efterkommere. - Men i morgen er det søndag, og den vil jeg fejre med glæde. Jeg skal være organist i to kirker på Falster. Jeg ønsker også alle mine venner og besøgende her en god 3. søndag i fasten!
* * *
TO BEMÆRKNINGER I MARTS
2017.
Om
det kulturelle folkeselvmord og om Tyrkiet i Europa.
1.
Min ugens aforisme, uge 11 2017
Man kunne kalde det, der sker som følge af masseindvandringen, et
kulturelt folkedrab. Men det er ikke helt rigtigt. Det er ikke drab. Det er
selvmord.
Skrevet, sat på min Facebook-væg og sat på her
13.03.17.
2.
Kommentar i P1 Debat-tråd
Søndag den 12. marts 2017 handlede P1 Debats Søndagsfrokosten bla. om
spørgsmålet "Er Holland racistisk og hollænderne fascistiske, når de
nægter tyrkiske ministre at holde valgmøder i Holland?". Jeg satte denne
kommentar ind i en af trådene til debatten på P1 Debats Facebook-side:
Jeg venter stadig på at høre, hvad eksperterne i international ret
siger. Enten er det legalt, at en udenlandsk politiker opererer i et andet
land, eller også er det ikke legalt. - Men i øvrigt har Geert Wilders vel ret,
når han betegner det, der sker i Tyrkiet, som islamofascisme.
Så vidt jeg kan se, svarer det til, hvad Hitler gjorde i 1933.
* * *
Kan DF's tilnærmelse til S
række helt ud til EL?
Først i Deadline-tråd og på min egen Facebook-profil, men nu 04.03.17
her på "Debat".
Natten mellem 3/3 og 4/3 2017 kommenterede jeg Deadlines indslag om blandt
andet Enhedslistens (repræsenteret ved Maria Gjerding) stilling i forhold til
optøjerne i København på tiårsdagen for rydningen af Ungdomshuset. Jeg bringer
her min oprindelige kommentar, min tilføjelse og et par af mine svar til dem,
der besvarede mine ting.
-
KOMMENTAR TIL DR 2
DEADLINE 03.03.17: Enhedslisten er blevet bovlam.
Med bla. Maria Gjerding, EL.
Hvis jeg kan være sikker på, at Enhedslisten går 100 % ind for frihed og
parlamentarisk demokrati (og altså forsager alt, hvad der bare ligner
marxismen-leninismen), vil jeg godt kunne samarbejde med dem. For en halv snes
år siden, mens jeg var lokalformand for DF i Lolland Kommune, sagde jeg fra
talerstolen på DF's årsmøde, at vi måtte lade det komme an på en prøve, om Marx
havde ret i, at kapitalen ikke kan styres ad parlamentarisk demokratisk vej.
Der må ikke være noget over eller ved siden af folkestyret. Jeg vil ikke have
ideologi. Jeg er pragmatisk social-konservativ. Men vi skal have teori og
viden. Vi skal have folk, der ved, hvordan vi kan styre kapitalen. Vi skal have
en helt ny forskning og debat. Privat erhvervsliv virker. Men det skal virke i
tjeneste for folket. Vi skal have genoplivet fagbevægelsen. Også internationalt.
Og vi skal have genoplivet vælgerforeningerne. Vi skal have opstillet folk, der
virkelig repræsenterer den del af folket, som de pågældende partimedlemmer er
en del af. Osv. Der er meget at gå i gang med. - Tilnærmelsen mellem DF og S
kan også komme til at omfatte SF og EL. Det er et spørgsmål om at sætte folkets
vel over ideologien. - Og jeg kunne blive ved. Lad os se, om der kan komme
noget virkeligt nyt og virkelig nødvendigt i gang.
-
TILFØJELSE:
Hvis vi ellers er enige om det med frihed og demokrati, vil det største
problem være fremmedpolitikken. Her har Enhedslisten en kosmopolitisk og multikulturalistisk holdning. Hvad det sidste så ellers vil
sige. For mig vil det sige, at vi kommer til at leve i forskellige religiøse og
kulturelle grupperinger. Og det er jeg rede til. Og jeg håber og beder til, at
vi aldrig mister friheden dertil! Jeg har fx siden midten af 1970'erne været
fortaler for kirkens adskillelse fra staten, så at vi evangelisk-lutherske
kristne kan leve som et selvstændigt og selvstyrende kirkesamfund. Jeg kan også
forestille mig en situation, hvor vi kristne og vi
"traditionsdanskere" (det er ikke uden videre det samme!) på
forskellig måde og i forskellig grad opretter vore egne skoler og andre
institutioner. Jeg vil under ingen omstændigheder underkaste mig en muslimsk
eller blot en steriliseret kultur. Så kan andre grupper gøre noget tilsvarende,
hvis det altså ender med, at de offentlige institutioner bliver så
steriliserede, at der ikke kan leves et godt liv i dem og på grundlag af dem. -
Vi skal dog i videst muligt omfang alle kunne mødes som samfundsborgere ude på
det fælles torv og dér se, om vi alligevel også kan blive enige om nogle
fælles, fx kulturelle, ting.
Men hvad nu fremmedpolitikken angår, har jeg en mistanke om, at man på
venstrefløjen ikke bare ønsker at være humanistisk og god, men også (mere eller
mindre bevidst) ser indvandringen som en faktor, der kan fremme ens egen
ideologi. Idet man nok tror (eller har troet), at fx de muslimske indvandrere
til sidst vil ende som gode venstrefløjsfolk. Det kan nogle af dem måske også
gøre. Og så tillykke med det!
Men jeg forstår alligevel ikke, at "progressive"
venstrefløjsfolk i den grad kan de facto-allierede dig med noget så reaktionært
som islam. Hvis man i fx Enhedslisten begynder at se mere realistisk på
tingene, vil vi måske også kunne opnå en større grad af enighed her. Og globalt
set kan man jo sagtens være åben og engageret, selv om man ikke nedlægger sit
eget folk. Jeg har altid selv været internationalt engageret. Husk, at noget af
det særligt danske er, at vi er en søfarts- og handelsnation. Vi gør os rigtig
godt ude i verden!
Mit eget teologiske syn på islam er, at det er et på Muhammeds kendskab
til jødedommen og kristendommen byggende kætteri (i mange henseender svarende
til mormonismen). Tilsvarende ser muslimerne jo jøderne og os kristne som
nogle, der har forvansket den sande religion. Men der ligger en relativ
anerkendelse i dette (fra begge sider). Vi kalder jo ikke hinanden hedninger!
Det værste ved islam er lovdyrkelsen og skriftfundamentalismen. Mit første råd
til mine muslimske medmennesker er, at de, selv om de fastholder
skriftfundamentalismen, siger, at sådan talte Gud altså i 600-tallet, men at
vi, der lever i 2000-tallet, har både ret og pligt til at fortolke det ind i
vor tid. Man vil kunne komme langt ad den vej. - Jeg har ved enkelte
lejligheder drøftet teologi med muslimer. Og det er gået meget godt. Og jeg
forbeholder mig i det hele taget retten til at møde ethvert menneske med
venlighed og åbenhed. Det betyder bare ikke, at jeg ønsker mit eget folk udsat
for noget, der faktisk kan ende som en slags kulturelt folkedrab.
-
OG ET PAR AF MINE
SVAR TIL ANDRE:
Jo, n.n., jeg er interesseret i dine
synspunkter. Men jeg skynder mig også at henvise til det uddybende "svar
til mig selv", jeg skriver om lidt (og for den sags skyld til den salme,
jeg lige har slået op!). Jeg er glad for, at du anerkender min tilgang. Så er
der "tonen" tilbage. Jeg kan begynde med at citere en af mine egne
aforismer:
"Nu snakker de igen om tonen. Men vi hører det ikke. Vi er blevet
tonedøve" (fra "Digte og aforismer 1966-2016")
Når jeg skriver "vi", er det, fordi det var min kone, der
først sagde noget i den retning.
Vi er nemlig trætte af, at man altid kommer med "tonen", når
vi skal til at diskutere realiteterne.
Men du har vel bemærket, at jeg vist aldrig anvender en upassende
"tone". Og jeg kan også godt røbe, at jeg (uanset alle fine
fornemmelser) er træt af den "insekt-sex", der præger debatten og de
politiske tiltag. Jeg er fx imod den såkaldte imam-lov
og tilsvarende ting. Ikke fordi jeg ikke kan se problemerne, men dels af rent
principielle grunde, dels, fordi sådanne love på et tidspunkt også vil kunne
komme til at ramme fx os kristne.
Det afgørende for mig er selve befolkningsudskiftningen, dvs. hele den
ændring af livet i Danmark og hele Europa, en fortsat masseindvandring vil
komme til at medføre og allerede nu har medført. Der behøver ikke være noget
særligt i vejen med de enkelte indvandrere fra tredjeverdenslande og især
muslimske lande. Selv om alle er søde og rare og flittige på arbejdsmarkedet,
vil alene tilstedeværelsen af et meget stort mindretal - og til sidst et
flertal - ændre hele vort liv. Alle de enkeltproblemer, der vitterligt også er,
er noget, der kommer oveni.
Mit svar er altså, at jeg ønsker en ordentlig tone og lige rettigheder
for alle, der opholder sig i Danmark, især alle dem, vi har gjort til
statsborgere, også selv om jeg helst havde set, at de slet ikke var her. Bordet
fanger! Og hvis vi begynder at diskriminere, rammer vi altså også os selv.
Til sidst: I Deadline-sammenhængen her vil jeg sige, at en af
indvandringens skadevirkninger er, at vi snart bruger alle vore kræfter på at diskutere
den, så at vi glemmer både forholdet til Putin-Rusland og truslen fra den
flydende globale kapital og dermed også hele den konkurrencestatstænkning, der
fx præger universitetsforskningen. Men der er meget mere; vi skulle også bruge
meget mere tid og mange flere kræfter på hele tænkningen og diskussionen om,
hvordan vi kan bruge teknologien som grundlag for at komme til at leve et godt
menneskeliv, et menneskeliv, der består i meget mere end arbejde og forbrug.
Jeg prøver selv - fra min plads på min store lærefader Grundtvigs skuldre, men
mange flere skulle være med. Dog, det kan komme.
Jeg håber, du kan være nogenlunde tilfreds med dette svar. Og undskyld
længden! - Men se altså også den kommentar til mit opslag, jeg begynder at
skrive nu.
-
Kære n.n.! Idet jeg henviser til mit lange
svar til n.n. [her lige ovf.] - og altså også til den
uddybning af min egen kommentar, jeg skriver om lidt - siger jeg tak for den
enighed, du tilkendegiver. Det ser ud til, at du og jeg befinder os på
nogenlunde samme sted. - Men nu bliver det igen langt! - "Forandre for at
bevare". Jeg husker godt dette konservative motto og forstår også godt
meningen, men jeg har aldrig været begejstret for denne formulering. Vi er jo
alle, også uanset hvor konservative vi er, undergivet det vilkår, at fremtiden
indfinder sig hvert eneste sekund. Jeg siger ofte, også med henblik på mit eget
liv, at man selvfølgelig ikke skal gå tilbage til fortiden, men at det er godt
at have den med sig. Og nogle af mine andre slagord er: pragmatisme, respekt
for virkeligheden, at spille bolden derfra, hvor den ligger. Men det udelukker
jo ikke hverken nytænkning eller fx en positiv holdning til det store eventyr,
som den teknologiske udvikling er. Idet der dog også er ting i denne, der kan
virke skræmmende, og som man derfor også må skulle forholde sig kritisk til, i
hvert fald med hensyn til, hvordan man vil bruge dem. - Ønsket om at sikre en
naturlig udvikling af livet i Danmark er heller ikke ensbetydende med, at man
vil "lukke sig om sig selv". Det er et fugleskræmsel, kosmopolitterne
sætter op. Man kan sagtens være verdensåben, selv om man ikke udskifter
befolkningen. Jeg er selv meget internationalt aktiv.
-
Selv tak, n.n.! Men jeg mener, du gør DF uret.
Der er jo mange reelle problemer, og man prøver at tackle dem, så godt man kan,
dvs. under de givne forhold, som jo betyder, at det er vanskeligt, simpelt hen
at stoppe indvandringen. - Ja, jeg er "partigænger". Jeg var
2006-2008 formand for Dansk Folkeparti Lolland (DF i Lolland Kommune). Jeg kender
altså partiet ret godt indefra og mener, at der er tale om skikkelige og
fredelige, demokratisk sindede mennesker. - Det værste ved DF lige nu er min
sprogofficerskollega Marie Krarups blødhed over for Putin-Rusland. Jeg har
klaget til partitoppen over hende. Og jeg har spurgt hende, hvad det er hun vil
give Putin nu. Uden at få svar. - At vi på langt sigt skal prøve at få et godt
forhold til vore russiske medeuropæere, er en anden sagt. Jeg hørte, også fordi
jeg havde brugt nogle af mine bedste ungdomsår på at forberede mig på krig med
Sovjetunionen, til de meget fredseuforiske efter Murens fald, og jeg brugte i
1990'erne megen tid og mange kræfter på et russisk engagement både her og der.
Anna og jeg har besøgt Rusland to gange. I 1997 var vi på en otte ugers af
Demokratifonden støttet tur til Rusland og Kazakhstan (hvor jeg kendte den
russisk-ortodokse ærkebiskop og den etnisk muslimske kvindelige formand for
kulturarbejdernes fagforening). Jeg forelæste på unversiteter
og talte i kirker og kirkelige sammenhænge. Det var stort. Vi har haft mange
dejlige stunder og mange store oplevelser sammen med russere. Men nu er jeg
skuffet. Rusland skal holde op med at tryne sine naboer. Og skal også se at få
et ordentlig samfund og en ordentlig stat hjemme hos sig selv.
* * *
Ros til Badehotellet
Sat her på siden 24.02.17.
Forundret og irriteret over, hvad jeg havde
hørt af kritik af tv-serien Badehotellet,
sendte jeg 21.02.17 denne mail til TV2:
Kære TV2! Kære alle i og bag Badehotellet!
Nu bliver jeg nødt til at skrive. Min kone og jeg har hele tiden nydt
Badehotellet. Vi blev derfor meget forundrede, da vi for nogen tid siden blev
klar over, at kritikerne og andre har bedømt serien meget negativt. Vi forstår
det ikke.
Serien er i alle henseender fremragende i sin genre. Det er vanskeligt
at fremhæve det ene fremfor det andet. Men lad mig i hvert fald nævne
billedskønheden, skagensmaleri på film. Men kan det
være den, der får kritikerne til at tale om "idyl"?! Det er jo et
tids- og miljøbillede fra mellemkrigstiden, som vel (meget fint) et langt
stykke er i komediens form (og genre er genre), men som både som sådan og også
derudover viser mange alvorlige ting, både almenmenneskeligt (herunder socialt)
og tidsbilledmæssigt. Siden vi blev opmærksomme på kritikken, har vi selv
prøvet at tage de kritiske briller på, men har ikke kunne finde noget, der var
kritisabelt eller ved siden af, hverken i manuskriptet eller i
skuespillerpræstationerne eller overhovedet. Vi finder som sagt det hele
fremragende!
Som gammel jazzpianist vil jeg også nævne musikken, herunder hr. Weyes præstationer ved klaveret (vi bliver i øvrigt mere og
mere begejstrede for den karakter). Men vi nyder alle personerne og dermed også
alle skuespillerpræstationerne.
KONKLUSION: Det lyder vanvittigt, men den eneste forklaring, vi kan
finde på den kritik, der er blevet fremført, er, at kritikerne må være drevet
af en anti-idyl-ideologi, ja, måske ligefrem en anti-danskheds-ideologi (hvilket
sidste er helt ubegribeligt, da der jo ikke forekommer noget som helst, der
ligger ud over, hvad der naturligt og uudtalt ligger i en sådan serie, altså
absolut ingen "forstemmende hensigt"). Man kunne måske også sige
"anti-Morten Korch", men med al respekt for
det gode, der er i de rigtignok på mange måder ikke håndværksmæssigt vellykkede
Morten Korch-film, må vi sige, at Badehotellet er langt, langt over Morten
Korch-niveau. Jeg er ikke dialekt-ekspert, men har også hæftet mig ved, at det
jysk i forskellige grader, der tales i serien, virker ægte (i modsætning til
det "provins-dansk", der ofte tales i Morten Korch-filmene).
Må jeg til slut nævne, at min mor, da jeg var 1½ til 7 år (ca.
1944-1950) drev Oreby Kro ved Sakskøbing Fjord, og at jeg gang på gang under
køkkenscenerne har sagt: "Det er næsten min mors køkken og som i min mors
køkken!" Det gælder altså i høj grad også ledelses- og omgangsformen. Jeg
mener at kunne garantere for realismen.
Med mange venlige og taknemmelige hilsener
Bent Christensen
pastor emeritus og forfatter
dr. theol. & cand. mag. (dansk/russisk)
Fuglsevej 5, 4960 Holeby
* * *
"Kære Ole Jensen - Lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft"
Mit svar på Ole Jensens kritik af bla. os
såkaldte højrefløjspræster.
Kristeligt Dagblad
26.01.17
Min gamle domprovst
og skabelsesteologiske lærefader Ole Jensen sagde i et fødselsdagsinterview i
Kristeligt Dagblad den 23. januar 2017 under overskriften "Jeg
savner modige teologer, som tør tale imod nationalegoismen" nogle ting om os såkaldte
højrefløjspræster: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/jeg-savner-modige-teologer-som-toer-tale-imod-nationalegoismen
- Jeg skrev straks en kommentar, som under overskriften "Kære Ole
Jensen - Lad være at falde i fjendebilledtegningens
frygtelige grøft" var i avisen
den 26. januar 2017: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/lad-vaere-falde-i-fjendebilledtegningens-frygtelige-groeft
- I den såkaldte manchet stod: "Kære Ole Jensen, lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft! Som det hele ser
ud nu, gælder det om, at alle vi, der går ind for frihed, retsstat og
demokrati, rykker sammen og diskuterer de problemer og dilemmaer, der er, på en
ordentlig og venskabelig måde, skriver Bent Christensen til professoren".
- Min kommentar var lidt forkortet (men på en måde, jeg kan leve med). Hele den
oprindelige tekst kommer her:
Stort set enig - men ...
I fødselsdagsinterviewet i Kristeligt Dagblad den 23. januar siger min gamle domprovst Ole Jensen, som også er en af mine skabelsesteologiske lærefædre, en masse ting, som jeg er enig i, og jeg kan derfor trøste ham med, at det nok er med rette, han ikke er "voldsomt bekymret". Hans modstandere er nemlig heldigvis ikke så slemme, som han vil gøre dem til.
Jeg kan i hvert fald for mit eget vedkommende forsikre ham om, at jeg ikke går ind for anden nationalegoisme end den, der går ud på bevare den danske nation som et fællesskab, der på tidens og fremtidens vilkår viderefører, hvad der ligger i vor karakter og historie. Alene vor størrelse garanterer i hvert fald, at vi ikke kommer til at dyrke en chauvinisme, der fx indebærer angreb på Sverige og Tyskland for at få Skåne og Sydslesvig tilbage! Og skulle jeg ønske Knud den Stores rige genskabt (hvad jeg somme tider nævner muligheden af), skulle det være på den måde, at Danmark, Norge og Storbritannien kom til at danne en særlig gruppe et eller andet sted omkring et Rest-EU's grænse.
Ja, jeg hører til EU-kritikerne, selv om jeg i mange år fra 1972 af var stærk tilhænger, nemlig af i videste forstand sikkerhedspolitiske grunde. Dengang var det venstrefløjen (som vi andre i spøg kaldte "national-socialisterne"), der var imod, hvad jeg i høj grad måtte se som et udtryk for, at man - i det mindste som "nyttige idioter" - gik Sovjetunionens ærinde. Og som verden ser ud i dag, er jeg stadig tilhænger af et europæisk fællesskab og ser helst, at det nuværende EU bliver reformeret og demokratiseret, så vi, der er tilbage, kan blive i det. Jeg bryder mig aldeles ikke om de nye højrebevægelser og -partier, der af for mig ubegribelige grunde mere eller mindre allierer sig med Putin og hans Rusland.
Så er der indvandringsproblematikken tilbage. Og her vil jeg sige, at det simpelt hen ikke kan nytte noget, at vi får en befolkningsudskiftning i Europa og dermed Danmark, der ændrer alt og med stor sandsynlighed kan få alt til at bryde sammen.
Jeg ved ikke, hvorfor Ole Jensen har set sig så gal på netop Søren Hviid Pedersen. Jeg har set og hørt ham i mange debatter og med grundlæggende sympati, selv om han ofte udtrykker sig på en anden måde, end jeg selv ville have gjort. Og jeg har bemærket, at han som erklæret konservativ tager stærkt afstand fra liberalismen. Konservatisme er også social-konservatisme og dermed aldeles ikke egoisme.
Jeg er enig med Ole Jensen i, hvad han siger om naturretsetikken og kristendommens forhold til den og dermed også i, hvad han siger om henholdsvis den platte politisering fra prædikestolene og den nødvendige, også fra selve Evangeliet stammende etik på det politiske område. Ja, jeg har altid taget afstand fra den forståelse af næstekærlighedsbudet, ifølge hvilken det kun skulle gælde forholdet til den helt konkrete og meget nære næste.
Jeg er også enig i, at vi må have de yngre og unge teologer og præster stærkere og mere velfunderet på banen - uanset hvor de så placerer sig.
Så altså, kære Ole Jensen, lad være at falde i fjendebilledtegningens frygtelige grøft! Som det hele ser ud nu, gælder det om, at alle vi, der går ind for frihed, retsstat og demokrati, rykker sammen og diskuterer de problemer og dilemmaer, der er, på en ordentlig og venskabelig måde. Tillykke med de 80 år!
Bent Christensen
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol.
& cand. mag.
Fuglsevej
5
4960 Holeby
* * *
TILFØJELSE TIL MIN "ERKLÆRING EFTER DEN
AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE"
I min erklæring i lørdags (21.01.17) skrev jeg bla.: "Hvis Trump (hvad jeg dog ikke har fantasi til at forestille mig) skulle begynde at pille bare den mindste smule ved de demokratiske institutioner og procedurer, får han mig til fjende".
Nu ser det ud til, at virkeligheden er ved at overgå fantasien. Jeg tænker her på den ellers i sig selv ret uinteressante, ja, ligefrem latterlige diskussion om, hvor mange tilskuere der var til Donald Trumps indsættelse i fredags. For jeg tænker på det virkelig alvorlige forhold, at Det Hvide Hus' talsmand kategorisk fremførte urigtige påstande om antallet. Og selv om vi jo lever i en virkelighed, hvor det mere og mere bliver bare påstand mod påstand, tillader jeg mig at antage, at det var forkert, hvad talsmanden sagde, og det gør jeg, fordi jeg senere så Donald Trumps personlige rådgiver Kellyanne Conway snakke udenom i et interview med tv-stationen NBC. Hvis hun bare selv havde troet på, hvad pressetalsmanden havde sagt, ville hun ikke i den grad have snakket udenom og fx være begyndt at tale om antallet af personer, der havde fulgt indsættelsen i tv. Og hun sluttede med at sige, at der fra Det Hvide Hus' side var tale om "alternative fakta".
Jeg hører stadig til dem, der vil give præsident Trump en chance. Men min velvilje fik allerede et knæk, da jeg hørte hans tale ved indsættelsen. Sådan taler man ikke ved en lejlighed som denne. Kategorisk fremførte urigtige påstande fra Det Hvide Hus' pressetalsmands side er imidlertid langt værre. Det er faktisk at begynde at pille ved de demokratiske institutioner og procedurer. Og den, der gør det, får som sagt mig til fjende.
Jeg håber, vi ikke kommer til at se mere af den slags.
Mandag den 23. januar 2017, Bent Christensen
* * *
ERKLÆRING EFTER DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTINDSÆTTELSE
Jeg er imponeret over den måde, præsident Obama overdrog embedet på.
Jeg er skuffet over de voldelige demonstrationer i Washingtons gader.
Jeg er skuffet over den negative side af præsident Trumps tale.
Jeg forholder mig åbent afventende til de ting, den nye præsident bebudede.
Hvis Trump (hvad jeg dog ikke har fantasi til at forestille mig) skulle begynde at pille bare den mindste smule ved de demokratiske institutioner og procedurer, får han mig til fjende.
Jeg vil i endnu højere grad end hidtil gøre min egen EU-kritik positiv. Der skal efter min mening ske store ting i EU i retning af mere demokrati og mindre gammel ideologi. Der skal nok også ske institutionelle ændringer, og der skal efterhånden (ved de kommende valg) ske personudskiftninger. Navnet skal måske ændres tilbage til EF! Ja, der skal måske ske en eller anden form for opdeling. MEN jeg ønsker ikke sammenbrud og kaos. Make Europe great again! Vi var i forvejen nødt til at skulle stå sammen. Nu er det vigtigere end nogensinde før. Gud bevare Europa!
Lørdag den 21. januar 2017, Bent
Christensen
* * *
En teologisk og kirkehistorisk vampyr- og
splatterroman
En slags lille
anmeldelse af Peter Tudvad: "Manteuffel"
(2016).
Sat på her 16.01.17.
Jeg har nu læst Peter Tudvads "Manteuffel". Men desværre ret hurtigt. Jeg har derfor ikke kunnet skrive en egentlig anmeldelse og foretage en egentlig litterær, teologisk og kirkehistorisk analyse.
Men jeg viger ikke tilbage fra at betegne denne roman som et mesterværk. Allerede det faktisk geniale forord sætter en fantastisk ramme, som bliver fyldt ud af de indholdsmættede og overordentlig velskrevne dokumenter. Ja, velskrevne! Hvad dokumenternes sprog angår, har Tudvad dækket sig godt ind med, hvad han i forordet skriver om oversættelsen fra det gamle tysk til moderne tysk og videre til dansk. Resten bliver så et spørgsmål om konsekvens. Og jeg mener, man må sige, at han virkelig holder sig på samme niveau og i samme tone hele vejen igennem. Jeg læste som sagt hurtigt og mener kun, jeg ganske få steder har studset over ting, der måske er brud. Men det er småting. Og han har altså dækket sig ind, så at det ikke giver den store mening at forske i, hvordan teksten i også videre sproglig forstand forholder sig til, hvordan man skrev dengang. Men jeg er overbevist om, at han i alle henseender har forsket og researchet godt. Det virker i hvert fald overbevisende.
Det giver heller ikke den store mening at begynde at kritisere "teologien", jo især Manteuffels egen. Ej heller at lede efter fejl og selvmodsigelser. Det er jo en teologi, der er mere end ført ad absurdum. Så jo værre, jo bedre! Men man må alligevel spørge, hvor megen mening der er i galskaben. Og det spørgsmål melder sig hurtigt, hvor meget Tudvad der er i Manteuffel! Jeg mener, det er åbenlyst, at der hos Manteuffel (Man(n)-Teufel) er Tudvad-ting, der er ført ad absurdum - eller ad Diabolem! Og dermed har jeg også sagt, hvad der skal siges om den kritik af Luther og lutherdommen, der ligger i bogen.
"Manteuffel" er en vampyr- og splatterroman med al den Greuel, der hører til genren. Også i den grad! Men det er altså også en teologisk og kirkehistorisk og historisk roman, ja, en eksistentiel roman, hvor ikke bare anfægtelse og kritik i forhold til kristendommen og lutherdommen, men også nogle eksistentielle grundspørgsmål er ført til mere end det yderste. Og altså nok også nogle spørgsmål, der rumsterer i Peter Tudvads egen hjerne og hans eget hjerte - og i en eller anden grad i alles hjerner og hjerter. Man kunne sige, at der er tale om blasfemi. Og det, ja, mere end det, er der også tale om hos mennesket Manteuffel. Hvilket imidlertid ikke er ensbetydende med, at der er tale om blasfemi fra forfatteren Peter Tudvads side. Litteratur er litteratur. Og det er legitimt at gøre et sådant helt vildt tankeeksperiment.
Hvor djævelsk - eller besat - Manteuffel end er, er han et menneske, som man griber sig selv i at have ondt af. Ja, selv med ham kan man identificere sig, som det altid i en eller anden grad er tilfældet med en hovedperson (fx også i gangsterromaner og -film). Og da jeg var kommet til brevvekslingen med Maria, troede jeg en tid, at der måske var ved at blive lagt op til en Gretchen-Faust-agtig forløsning. Som jeg skrev i en foreløbig kommentar dengang: Alt kan ske! Men der kom ikke nogen forløsning, og hvis jeg har forstået "Israel von Bitschas anden optegnelse" ret, lever Manteuffel og han "den dag i dag". Og hvilken forkyndelse - eller mangel på samme - ligger der så i det?
Det er naturligvis ikke et tilfælde, at bogen er udkommet op til tese-jubilæumsåret 2017, og at den dermed skal ses som en til det yderste dreven kritik af dette jubilæum. Men næsten alle i bogen er jo skurke, så der er også tale om en kritisk beskrivelse af hele verdens og kirkens skæve gang - og af den særlige side af sagen, som kristendommens forvikling med magten er.
Der er naturligvis også en forbindelse mellem tyskeren Manteuffel og nazismen. Og den har jeg intet at indvende mod!
Jeg kunne sige meget mere. Jeg kunne fx gå ind i fortolkninger af enkeltsteder og enkeltsymboler og -temaer. Men det tillader min tid mig ikke. Og det er som sagt heller ikke så vigtigt. Tingene tegner sig i høj grad af sig selv under læsningen. Hvad citater fra Luther og kirkefædrene og Bibelen angår, kan jeg også kun gentage, at det ikke giver nogen mening at begynde at påvise, at det og det er fordrejet og/eller citeret ude af kontekst. Det er jo netop meningen! Men jeg kan slutte med at sige, at bogen også er en velfortjent udstilling af, hvad en bibelfundamentalistisk brug af enkeltsteder kan føre til.
Jeg må ønske Peter Tudvad tillykke med bogen! Den kan måske blive en også international sællert.
Tilbage står spørgsmålet: Hvad bliver det næste? Først en teologisk Kirkegaard-spændings- og kriminalroman. Så en eksistentiel, teologisk og kirke- og almenhistorisk splatterroman. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad det næste kan blive. Men det skulle ikke undre mig, om Peter Tudvad har.
Bent Christensen, forfatter, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
* * *
Kommentarer (med statistik nederst) til artikel i
Kristeligt Dagblad:
"Dansk Folkeparti foreslår forbud mod
minareter"
03.01.17
Dette er heller ikke en god idé. Jeg tænker jo også på imam-loven. Når først indvandrerne er lukket ind, skal de nyde alle frihedsrettigheder. Ellers kommer det også til at gå ud over os andre. Samfundet bliver steriliseret. - Men vi skulle aldrig have lukket dem ind. Og jeg har fra nu af kun ét fremmedpolitisk krav: Der skal lukkes totalt for indvandring fra ikke-vestlige lande! Så er man også fri for de ulidelige diskussioner om, at fx alle muslimer bliver skåret over én kam. Det er selve befolkningsudskiftningen, ja, det etniske og kulturelle folkedrab, der er problemet, eller med andre ord antallet. For når der hele tiden bliver flere og flere indvandrere, vil de på et tidspunkt komme til at udgøre flertallet. Og lige meget hvor søde og rare og arbejdsaktive de er, vil vort samfund blive ændret totalt. Hvad der så måtte være i vejen med grupper af indvandrere, er noget, der kommer oveni. - Jeg vil kraftigt fraråde Dansk Folkeparti at gå videre med disse uheldige småtterier. Jo flere minareter og jo mere kald til bøn, jo bedre. Så kan vælgerne se, hvad der er ved at ske.
- - -
Svar på svar
04.01.17:
Kære n.n.! Jeg er ikke god til at huske tal og har ikke tid til at lede efter statistikkerne lige nu. Men jeg mener, man taler om årtier, inden der bliver indvandrerflertal (inkl. efterkommere) her i Danmark. Jeg bliver nødt til at finde tallene senere. Men allerede nu præger indvandrerne og islam livet i Danmark meget. Se nu bare denne diskussion. Men det dukker op alle vegne, godt hjulpet af de "progressive" og "humanistiske" kræfter, der bruger indvandringen til at fremme deres egen dagorden. - Hvad Skåne angår, skete der, så vidt jeg er orienteret, efter indlemmelsen i Sverige en meget hårdhændet tvangsforsvenskning af de danske skåninger, og det er beklageligt. Men at blive svensker er trods alt ikke det værste, der kan ske med en.
-
STATISTIK
Men man skal lægge mærke til, at "efterkommere" kun er andengenerationsindvandrere!
Danmarks Statistik
pr. 1. oktober 2016
https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/indvandrere-og-efterkommere/indvandrere-og-efterkommere
1. oktober 2016
Indvandrere fra ikke-vestlige lande: 330.388
Efterkommere fra ikke-vestlige lande 142.380
I alt: 472.768
-
Danmarks Statistik
befolkningsfremskrivning til 2060
http://www.statistikbanken.dk/10024
2060
Indvandrere fra ikke-vestlige lande 507.246
Efterkommere fra ikke-vestlige lande 342.390
I alt: 849.636
Stigning 2016-2060: 376.868
MEN hvis man regner med efterkommere overhovedet, vil antallet af indbyggere i Danmark med en ikke-vestlig baggrund være langt højere. - Fra Danmarks Statistik Introduktion:
"En person har dansk oprindelse, hvis han eller hun har mindst én forælder, som både er dansk statsborger og født i Danmark. Hverken indvandrere eller efterkommere har én forælder, som både er dansk statsborger og født i Danmark. Forskellen mellem indvandrere og efterkommere er, at indvandrere er født i udlandet, mens efterkommere er født i Danmark".
* * *
OM ESTABLISHMENT, FOLKELIGHED OG KIRKELIGHED
På min
Facebook-profil 21.12.16
Ugens aforisme (uge
51/2016)
Man skal ikke være imod, at der er et establishment, men hvis det har isoleret sig fra befolkningen og virkeligheden, skal det tænke om og/eller udskiftes.
17.12.16
(Denne aforisme vil efter
planen blive trykt i de Nye digte og
aforismer, som forhåbentlig vil blive udgivet senest i 2018).
-
Og i et kommentarfelt
gav jeg nedenstående
UDDYBNING: Man kan ikke være imod, at der er et Folketing, der giver lovene, og at der er en regering, som ikke må have et folketingsflertal imod sig. Men allerede opstillingen af kandidater til Folketinget skal ske på en sådan måde, at det er folket, dvs. medlemmerne af de forskellige partier, der vælger folk, der repræsenterer dem. Og så må folket gøre sig den ulejlighed at melde sig ind i de respektive partier efter anskuelse. Der er ingen anden vej! Sagt på en anden måde: Folkestyret kan kun fungere, hvis folket ønsker at styre. - Hvad så i øvrigt tænkningen og meningerne angår, må alle give sig til at tænke og ytre sig, så det ikke kun er nogle få, der styrer debatten. - Og hvad dem, der modtager de højere uddannelser, angår, må de dels bestræbe sig på at tænke frit og respektere virkeligheden, dels bevare loyaliteten mod det folk, de er udgået fra. Det er flovt at have modtaget en høj uddannelse, men ikke kunne andet end efterplapre de "rigtige" meninger. Og det er både dumt og flovt at isolere sig fra, ja, måske ligefrem se ned på dem, der ikke har modtaget en højere teoretisk uddannelse. - Det er farligt at tage sig selv som eksempel, men nu gør jeg det alligevel. Jeg er førstegangsakademiker, og jeg glemmer ikke, hvor jeg kommer fra. Desuden har jeg været folkekirkepræst det meste af mit voksne liv, så jeg kender og respekterer mennesker af alle slags. Jeg er stolt over at være sprogofficer og cand. mag., over at have modtaget en supplerende teologisk uddannelse og over at have fået den teologiske licentiatgrad (ph.d.) og den teologiske doktorgrad. Man kan sådan set ikke komme højere! Men jeg tænker aldrig på mig selv som "elite". Jeg er en mand af folket, der ikke alene ser det som min pligt, men også af hjertet ønsker at bruge mine evner og det, jeg har lært, i såvel det kirkelige som det folkelige fællesskabs tjeneste. - Og jeg er ikke pladderdemokrat! Der er nogle, der kan nogle særlige ting og får et særligt ansvar og nogle særlige beføjelser. Men det er alt sammen i tjeneste. Og folket skal altid have den øverste magt. - I kirken er Evangeliet den øverste magt, men også der skal der være frihed og demokrati. Man skal ikke kunne undertrykke hinanden i Evangeliets navn, men i fællesskab stå under Evangeliet. Kan man ikke finde ud af det, må man dele sig op. Men jeg ønsker selvfølgelig, at den nuværende evangelisk-lutherske folkekirkemenighed bliver sammen i udstrakt rummelighed og frihed med fx muligheden for at danne valgmenigheder. Man skal bare gøre sig klart, at et rum har vægge, så at der altså er grænser for, hvad der kan rummes i et evangelisk-luthersk kirkesamfund. Men man skal helt ud til den yderste grænse prøve at løse problemerne gennem en fri diskussion. - Osv.
-
Og senere tilføjede
jeg dette:
Og jeg vil føje til, at der også skal være repræsentanter for alle dele
af folket, der stiller op til såvel Folketinget som kommunalbestyrelserne m.m.
Og læg mærke til ordet REPRÆSENTANTER! Demokratiet er repræsentativt, en
repræsentation af folket (græsk: demos). Udøvelsen af demokratiet skal ikke være
en profession. - Men igen: Jeg er ikke pladderdemokrat. Det tjener folkets
interesse(r), at der også er en hel del "professionalisme" hos
folkets valgte repræsentanter. Men selv den dygtigste og mest erfarne og dermed
mest "professionelle" politiker skal vide, at han er folkets tjener.
Ellers skal folket minde ham om det. Eventuelt ved at vælge en anden. - I denne
forbindelse vil jeg også nævne det konstitutionelle monarkis betydning. Den er
rent symbolsk. (Medmindre der opstår en statskup-situation eller lignende, hvor
Monarken kan have ét skud i bøssen i forsvaret for demokratiet og Grundloven).
Men der er en stor og god symbolik i dronningerunderne og den kongelige
udnævnelse af ministre og højere tjenestemænd. Det viser, at de som (symbolsk)
monarkens tjenere er nationens og folkets tjenere. Husk, at det latinske ord
"minister" betyder "tjener"!
* * *
Er kirke og stat et stærkt ægteskab?
Både her og på
undersiden "Kirke og teologi".
Sådan var titlen på P1 Debats Facebook-side tirsdag den 13. december 2016. Og foromtalen af udsendelsen lød:
"Staten skal ikke betale præstelønninger, og civilregistreringen skal fremover foregå i kommunerne. Er disse udmeldinger fra den nye kirkeminister Mette Bock med til langsomt at løsne båndene mellem stat og kirke? Hvad har det i så fald af konsekvenser? Og er det egentlig ikke på tide at gøre op med folkekirkens særstatus i Danmark?
Gæster: Kirkeminister Mette Bock (LA), sognepræst Marie Høgh, formand for Konservativ Ungdom i Randers Jesper Holm Frederiksen og tidligere kirkeminister Manu Sareen (Å)".
Før udsendelsen satte jeg en kommentar ind i tråden. Og jeg delte opslaget, så at det altså også kom til at stå på min Facebook-profil. Her er denne kommentar:
"Mette Bock er på rette vej! Det er af rent kirkelige og teologiske grunde nødvendigt, at det store evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark begynder at bevæge sig i retning af fuld selvstændighed. Men det kan også gå sådan, at andre gennemtvinger kirkens adskillelse fra staten, og så skal vi være parat til det, hvad enten vi selv ønsker det eller ej. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol".
I udsendelsen udtalte Mette Bock sig på en måde, der viser, at hun er en varm tilhænger af den nuværende stats-folkekirke, men bare ønsker nogle justeringer, især for så vidt angår statens betaling af 40 % af præsternes løn og personregistreringen. (Jeg indskyder lige, at det med de 40 % til præstelønningerne var noget staten i begyndelsen af 1900-tallet forpligtede sig til, fordi den havde taget det meste af kirkens jord). Men hun blev af nogle anklaget for, at selv disse justeringer i det lange løb ville føre til en adskillelse mellem stat og kirke.
I den sidste del af udsendelsen blev min kommentar læst op og diskuteret, og jeg måtte derfor skrive en ny kommentar både hos P1 Debat og mig selv:
"Min kommentar blev læst op i programmet. Og tak for det! Jeg kunne ikke nå at ringe ind. Men jeg bliver nødt til at sige, at jeg har beskæftiget mig med dette spørgsmål siden midten af 1970'erne, både under min tjeneste som præst i Folkekirken og i min Grundtvig-forskning. Jeg kender altså også de argumenter mod den evangelisk-lutherske kirkes selvstændiggørelse, der nu igen blev ført frem. Og jeg siger ikke, at der ikke er nogle farer her. Dem må vi så bare prøve at afværge. Og Danmark er altså ikke Sverige! Jeg har i mange år, i både alvor og spøg, sagt, at når vi får den kirkeforfatning, der stadig er tale om i den såkaldte løfteparagraf (Grundlovens § 66: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov"), må denne forfatnings allerførste paragraf for min skyld gerne lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med eller udtale sig om andet end kirkens egne anliggender". Dette gælder også "synoden", dvs. landskirkerådet. Noget helt andet er, at præster af alle slags (inkl. biskopperne) frit skal kunne udtale sig om alt muligt. Selvfølgelig som samfundsborgere i den almindelige debat, men også som forkyndere. Bare de gør det som enkeltpersoner og ikke på kirkens vegne. Et organ kan ikke forkynde, kun vedtage kompromis-tilblevne resolutioner. Og jeg vil i det hele taget ikke finde mig i, at et kirkeligt organ udtaler sig på mine vegne. - Så er der spørgsmålet om rummeligheden. Den må vi også stå vagt om. Selv om et rum altså har vægge, så at der heller ikke i dag er plads til hvad som helst. Om præstefriheden sagde Grundtvig (kort refereret), at vi må risikere at lade præster forkynde noget forkert; ellers kan vi ikke vide, om de mener det, de siger. Vi skal i det hele taget føre alt det gode, vi i dag har i Folkekirken, med over i den kommende ordning, herunder den fra Grundtvig stammende mulighed for at danne valgmenigheder. Og jeg kan ikke se, at kirkens selvstændiggørelse skulle føre til ensretning. Vi vil jo blive ved at være lige så forskellige, som vi er nu, både teologisk og politisk. - Den vigtigste grund til, at jeg ønsker det evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark selvstændiggjort, er, at det på denne måde bliver tydeligt, at de døbte og troendes fællesskab er et virkeligt fællesskab. Vi bliver jo i dåben lemmer på den store organisme, Kirken (nu med stort!) er, Kristi legeme i verden. Det er meget stort sagt. Men sådan er det. Og enhver kan formulere det, som han vil, og leve med i det, som han vil. Og der skal ikke mindst være plads til den berømte lille mand med den lille tro, ja, ikke mindst han skal vide, at han er med i dette store fællesskab. Sagt på en anden måde: Det er ikke nok at have et statskirkeskelet, som sikrer "Evangeliets forkyndelse". Kirken er ikke en offentlig undervisningsinstitution, men et levende fællesskab, først og fremmest i gudstjenesten, men også i det hele taget. - Endelig vil jeg sige, at når staten er sekulær og en meget stor, og stigende, del af befolkningen ikke er medlemmer, må den evangelisk-lutherske menighed med nødvendighed komme til at fremstå som en særlig størrelse, en særlig organisme. - Jeg kunne blive ved, men slutter her".
Ja, jeg sluttede dér. Og jeg vil ikke føje andet til, end at vi må se, hvordan det kommer til at gå. En afgørende faktor er den fortsatte indvandring og det stigende antal af indvandrerefterkommere. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil de etniske danskere komme i mindretal om et vist antal årtier - for slet ikke at tale om de kristne. Denne situation må vi forberede os på, så vi kan leve godt som kristen menighed i en sådan mindretalssituation. Idet vi både håber og insisterer på, at religionsfriheden og mindretalsbeskyttelsen bevares. Men når vi ser, hvad der fx sker med de kristne i Egypten lige nu, kan vi godt blive bange. - Vi kan selvfølgelig håbe, at de indvandrede muslimer og deres efterkommere i stort tal kommer til tro på Jesus Kristus. Men denne side af sagen er meget vanskelig. Vi skal selvfølgelig forkynde Jesus Kristus for muslimerne som for alle andre. Men det skal være på en ordentlig og fri måde. Vi skal under ingen omstændigheder prøve at lokke eller presse dem til at blive kristne med det formål at sikre os selv. Og noget helt andet er, at det som bekendt i princippet er livsfarligt for en muslim at forlade islam. - Jeg blander nødig den kirkelige drøftelse og den fremmedpolitiske debat sammen. Og jeg ville have det samme kirkesyn, hvis der ikke var en eneste muslim i Danmark.
* * *
ER EUROPOL-FORBINDELSESOFFICEREN REN HÆVN?
Kommentar i P1 Debat-tråd 08.12.16
Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor det rent tekniske
Europol-samarbejde ikke kan fortsætte som hidtil? Er der nogen teknisk grund
til, at søgningerne skal foretages gennem en forbindelsesofficer? Eller er det
ren hævn - og advarsel til andre, der måtte have ønsker om særordninger? - Jeg
forstår ikke, at i det mindste DF og EL ikke siger rend og hop til
EU-kommissionen. I det lange løb kan Europol heller ikke undvære Danmark. - Jeg
er træt af EU-systemet og vore egne EU-glade politikere. Jeg går ind for et
europæisk samarbejde. Måske en ny slags EF. Eventuelt delt op i flere grupper.
Jeg ønsker ikke kaos. Men der skal noget nyt til.
TIL ET FOLK DE ALLE HØRE ...
1848 og nu - over en bred skala
Kommentar på min væg til den af mig Facebook-delte artikel på dr.dk "Udskældt test måler udlændinges danskhed igen" 01.12.16.
Hvad myndighederne skal gøre, ved jeg snart ikke. Enhver form for prøve bliver jo hurtigt latterlig. Grundproblemet er, at vi overhovedet har lukket så mange med en fundamentalt anderledes kultur ind. - Men hvad spørgsmålet i øvrigt angår (og dermed vort forhold til hinanden ude i virkeligheden), er jeg kommet til det resultat, at vi skal holde op med at operere med modsætningen enten dansk eller ikke dansk. Reelt er der jo tale om en bred, ikke let definerlig skala, som dækker alt mellem 0 og 100 procent. Og så må man se, hvordan det går med at leve sammen i praksis. - Jeg benytter lejligheden til at citere hele den så ofte misciterede (kun delvis citerede) Grundtvig-strofe: "Til et folk de alle høre, / som sig regne selv dertil, / har for modersmålet øre, / har for fædrelandet ild; / resten selv som dragedukker / sig fra folket udelukker, / lyse selv sig ud af æt, / nægte selv sig indfødsret". - En "dragedukke" er ifølge Ordbog over det danske Sprog en "lille dukke af mandragoraplantens rod, som mentes at have evne til at drage penge, lykke olgn. til huse". Men meningen her i sangen er nok, at de, der ikke har øre for modersmålet og ild for fædrelandet, i forhold til det at være dansk er som en slags nisser. - I øvrigt er det digt, sangen er taget fra, skrevet i 1848, så at det er det slesvigske problem, der er tale om, dvs. spørgsmålet om, hvorvidt en slesviger var dansk(sindet) eller tysk(sindet). Og hvor alvorlig sagen end var dengang (to krige!), var forskellen mellem de forskellige slags slesvigere meget lille i forhold til, hvad der er tale om nu.
-
TILFØJELSE 02.12.16 (egl. kommentar til genopslag af
et digt på min Facebook-væg):
Jeg genopslår dette digt, fordi det i går måtte vige pladsen for min deling af opslaget om indfødsretsprøven på dr.dk. De, der ikke har set min vigtige kommentar til dette opslag, bør se den! - Jeg skriver bla., at det er den store tilstedeværelse af mennesker med en fundamentalt anderledes kultur, der er problemet. Et sådant problem har vi ikke haft med jøder, huguenotter, kartoffeltyskere, hollændere og polakker. - Og selv en lille ting som det, at mit digt har måttet vige pladsen for noget med relation til indvandringen, viser, hvordan hele vort liv bliver præget af den. Det er ikke bare alle de penge, den koster, og alle de mere håndgribelige problemer, den volder. Den beslaglægger også tid og ressourcer i meget stor målestok. En meget stor del af de gange, man åbner for et medie, er det indvandringsrelaterede ting, man kommer til at høre og se. Det er uhyggeligt at tænke på, hvor meget klogere man kunne være blevet, og hvor mange gode ting der kunne være blevet produceret, hvis de indvandringsrelaterede ting ikke havde fyldt så meget. Jeg for mit vedkommende prøver at beskæftige mig så lidt som muligt med det og nøjes med at kræve totalt indvandringsstop med jævne mellemrum. Ikke for at være menneskefjendsk, men fordi det simpelt hen ikke er godt med en sådan kulturudskiftning.
* * *
Betragtninger
fra en til dels konservativ sidelinje
Af Bent Christensen
Dette er den uforkortede
version af mit bidrag til debatbogen 'Jeg' er fandme til! (2016) efter
Marianne Stidsens disputats Den ny mimesis (2015).
Spørgsmålet om identitet kan deles op i mange underspørgsmål. Man kan
begynde med at skelne mellem individuel og kollektiv identitet. Dernæst kan man
skelne mellem de forskellige holdninger til identitetsspørgsmålet. Er
identiteten (den individuelle og/eller den kollektive) et fængsel, det gælder
om at bryde ud af? Eller er tabet af identitet (igen den individuelle og/eller
den kollektive) en ulykke, det gælder om at overvinde? Endelig kan man spørge,
om der i litteraturen, hvad den individuelle identitet angår, kan være tale om
simpelt hen en leg, et maskespil, der dog på sin måde kan komme til at vise
nogle ting om menneskelivet.
Man kan også spørge, om identiteten bare er en indbildning eller
konstruktion. Men der kan vel ikke være tale om, at et menneskeligt individ,
der ikke er ekstremt sygt, ikke mener det, når han siger "jeg" om sig
selv, eller ikke oplever det legeme, hans bevidsthed er et fænomen i
forbindelse med, som sit. Eller man kan sige, at den, der siger "Jeg er
ikke mig", allerede ved at sige denne sætning har modbevist sin påstand.
Spørgsmålet om identiteten er altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt
"jeg" er til, men et spørgsmål om, i hvilken grad individet oplever
sig selv som en person, der er et særligt fænomen i Universet.
Hvad den kollektive identitet angår, er spørgsmålet et andet. Det er
ikke direkte meningsløst at hævde, at man fx ikke har en national eller folkelig
identitet. Og det er ikke direkte meningsløst at sige, at nu vil jeg simpelt
hen være verdensborger, en enkeltperson blandt alle de andre enkeltpersoner i
verden. Og dog. Der er næppe nogen, der ikke på en eller anden måde er præget
af den sammenhæng, han er vokset op i og har levet i frem til det tidspunkt,
hvor han erklærer sig som verdensborger. Og der kan ikke være nogen, der er
vokset op eller har levet sit hidtidige liv i samtlige nationer, folk og
kulturer i hele verden.
Men er identiteten et fængsel, det gælder om at komme ud af, eller hvis
mure det gælder om at få brudt ned? Det kan man mene, hvis det er de
forskellige former for kollektiv identitet, der er tale om. Og man kan mene
det, hvis den individuelle identitet ses som en rolle, der er påtvunget den
enkelte af omgivelserne og omstændighederne? Hele det moderne
frigørelsesprojekt skulle jo netop gå ud på, at hvert enkelt individ kommer til
at leve i en frihed, der i ordets allerstørste betydning er en personlig
frihed.
De forskellige, store og små, kollektive identiteter kan man mene om,
hvad man vil. Jeg vil hævde, at en eller anden grad af forankring i kollektiv
identitet er en direkte forudsætning for den personlige frihed. Uden nogen form
for kollektiv identitet eller forankring i et eller nok snarere flere
fællesskaber bliver individet jo et atom, der er langt mere sårbart, end det
ellers ville have været, over for de kræfter, der vil tage magten over det, det
være sig staten eller arbejdspladsen eller andre strukturer. Og det gælder
især, hvis også alle de andre er atomer, der indgår i en amorf masse. Jeg vil
her helt grundlæggende pege på kernefamilien. Og hvis jeg skal være mere
moderne, kan jeg føje til: eller hvad dertil kommer til at svare. Hvad ved jeg?
Når vi taler om fremtiden, må vi være forberedt på meget store ændringer. Men
desto vigtige kan forskellige former for forankring blive.
Jeg vil også mene, at den folkelige og nationale identitet, til husbehov
og på en til tiden passende måde, giver en forankring, der ikke alene giver en
et rum at være sig selv i, men også er et godt udgangspunkt for vekselvirkning
med og aktivitet i hele resten af verden. Jeg tillader mig igen at komme med et
personligt eksempel. I vinterhalvåret 1976/77 havde jeg den ære og glæde at
være feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern, og i dette halve år kom
jeg til at opleve det særligt danske utrolig stærkt, ikke mindst hos de unge
konstabler. Vi kunne forene den helt bløde danske hygge med en allerhøjeste
grad af militær effektivitet og dermed også være virkelig gode til at optræde
som bevæbnede diplomater og dæmpere af gemytterne. Vor selvtillid var stor. Og
vi var højt respekterede fra alle sider. Og det var helt klart, at vi
repræsenterede det særligt danske. Men det gjorde vi altså i FN’s tjeneste. Og
det var stort, at vi til vor medaljeparade havde både Dannebrog og FN-flaget
som faner. Og noget tilsvarende gælder alle andre danske, der tjener eller er
aktive ude i verden. Hvor svært kan det være?
Men så er der spørgsmålet om det tab af identitet, der på forskellige
også helt ufrivillige måder har været tale om siden 1945. Og dette spørgsmål
gælder ikke alene, for så vidt som der såvel i litteraturen som blandt
mennesker i almindelighed er tale om noget, der bevidst erkendes som et tab,
men også for så vidt som det hos dem, der ikke mener, de har tabt noget, kan
give sig nogle uheldige udslag, det være sig overdreven dyrkelse af arbejde og
karriere (som det jo nu hedder for alles vedkommende), forbrugerisme,
livsstilsdemonstration eller (også destruktiv) optagethed af egen krop. Og det
er ikke er let at sige, hvad vi kan stille op mod dette tab; der ligger jo ikke
kun idémæssige og ideologiske faktorer bag, men også nogle meget håndgribelige
teknologiske, produktionsmæssige, sociogeografiske og sociale faktorer, som
ikke kan tænkes eller tales væk, men som man må prøve at forholde sig til, så
godt man kan. Og hvad med den udvikling, vi allerede nu kan se tegne sig
forude?
Jeg ville gerne have fortalt lidt om min egen personlige historie for at
vise, hvad jeg mener, når jeg taler om den sidelinje, nærværende betragtninger
bliver skudt ind fra. Men jeg må nøjes med at nævne nogle ganske få ting og i
øvrigt henvise til de "Erindringer", der ligger på min hjemmeside
www.bentchristensen.dk, undersiden "Erindringer". Jeg har allerede i
geografisk og social forstand altid befundet mig på et spor, hvor min
personlige identitet ikke har været truet, og hvorfra jeg i stor frihed har
kunnet betragte, hvad der er sket inde på hovedsporet. Og jeg blev i 1971 præst
i Folkekirken, hvad der i mange henseender er en helt særlig sideposition, men
samtidig en position, hvor man som akademiker på en helt særlig måde deler
livet med mennesker af alle slags. Men ellers vil jeg nævne, at jeg fra min
barndom af har beskæftiget mig en del med naturvidenskab (en tid også i
tilknytning til Forum Teologi Naturvidenskab, Aarhus Universitet), at jeg fra
omkring konfirmationsalderen var pianist i den efter lollandske forhold ganske
avancerede neobop-kvintet The Strangers, hvor vi i
det mindste havde som ideal at være radikalt moderne, at jeg lidt senere og
indtil engang i min tid som stud. mag. i dansk/russisk (med
sprogofficersbaggrund) levede i, hvad jeg betegner som min forsinkede
konfirmand-ateisme, og at jeg i perioden 1972-2002 (med lidt efterslæt
2011-2013) var Grundtvig-forsker med særligt henblik på "menneskelivets og
dets verdens plads og betydning" i Grundtvigs kristendomsforståelse
(Christensen 1987 og 1998). Det er på denne baggrund, jeg betegner min
sidelinje som hverken mere eller mindre end "til dels konservativ".
Men jeg må nu gå over til mine særlige indskud i den sammenhæng, der er tale om
i og omkring Den ny mimesis.
Jeg vil begynde med et par ideologikritiske bemærkninger til dele af det
idégrundlag, der ligger under kampen mod identiteterne. Kan der for det første
i identitetsbenægtelsen være tale om en modvilje mod, at noget er givet? Det måske mest ekstreme eksempel
på dette er benægtelsen af, at det menneskelige køn skulle være en biologisk
givet størrelse. Der er jo det særlige ved ordet "givet", at det både
kan betegne det, der simpelt hen er tilfældet, og noget, der er givet af nogen,
fx af Gud. Og én ting er, at man ikke vil vide af, at noget skulle være givet
af Gud, noget andet, og langt mere bemærkelsesværdigt, er, at man heller ikke
vil vide af, at noget skulle være givet af, ja, være en del eller side af,
naturen. Dette gælder så meget desto mere, som man umiddelbart må forestille
sig, at de, der ikke vil vide af, at noget skulle være givet af Gud, i høj grad
fører naturvidenskabernes resultater frem som bevis for, at der ikke er nogen
Gud. Eller gør de det? Bunder den livsanskuelsesmæssige humanisme (som
konstruktivismen må ses som en ekstrem del af) i en naturvidenskabelig
verdensanskuelse? Eller er den i virkeligheden bare et postulat? Jeg må i hvert
fald som teologisk religions- og ideologikritiker
have en stærk mistanke om, at de, der ikke engang vil tage de biologiske
kendsgerninger som noget i biologisk forstand givet, i virkeligheden postulerer,
at mennesket er et fænomen, der ikke slet og ret er en del af Kosmos. - Hvad
personligheden som noget biologisk givet angår, kan jeg henvise til, hvad jeg
oplever med min søns to gravhunde, som ofte er på ferie hos os. Det er
utroligt, så klart og stærkt forskellige disse to’s
personligheder er!
Hvad de livsanskuelsesmæssige faktorer angår, der har haft indvirkning
på identitetstabet, vil jeg også pege på, at den kristne opstandelsestro har
haft afgørende betydning for forståelsen af det enkelte menneske som enestående
individ med bogstavelig talt evig gyldighed og værdi, også uanset hvilke mere
konkrete forestillinger den har været ledsaget af eller ikke været ledsaget af,
og at denne virkning af kristendommen (som så mange andre) lever videre i en
postkristen sammenhæng, hvor der så dog efterhånden mere og mere kan blive tale
om en smertelig oplevelse af et tab, efterhånden som den afskårne gren visner.
Men der er jo den kristne gudstro overhovedet. Hvordan er det man siger?
Først døde Gud, så døde den menneskelige person, og så opløstes den omgivende
virkelighed. I det sidste forhold er det selve den egentlige
mimesis-problematik, der direkte bliver tale om, altså den problematik, der for
mig er det egentlig interessante, idet jeg jo selv i min mørkeste og tommeste nihilistiske periode aldrig har tvivlet om, at jeg
var mig, og at det var mig som person, der oplevede en så voldsom protest mod
intetheden.
Det er i øvrigt ejendommeligt, at sjælevandringstroen er så udbredt i
vor tid. Det er underligt, at det moderne menneske pdes. har så store problemer
med identiteten, men at så mange pdas. hænger så meget ved deres personlighed,
at de er rede til at se bort fra alt, hvad man ellers regner for sandt, for i
det mindste at kunne forestille sig en gentagelse af deres sjæls liv i flere
omgange.
Som mit helt særlige indskud i den problematik, der tegner sig i og
omkring Marianne Stidsens disputats vil jeg nu skitsere min egen poetik og mit
eget (eller Grundtvigs!) syn på erkendelsen og dannelsen.
Når jeg som kristen bliver sendt ud fra gudstjenesterummet og det
teologiske studerekammer for at leve ude i verden og dér opnå den erkendelse,
der dels udfylder mit gudsforhold overhovedet, dels både er forudforståelse
for og udfyldning af hele den særlige kristne frelsestale, så er det
"statholdermarken", jeg bliver sendt ud på. Billedet af verden som en
"statholdermark" har jeg lånt fra Grundtvig (Grundtvig 1817, 164 f),
og der er naturligvis tale om et udtryk for menneskets stilling som Guds tjener
og verdens herre. Men i min teologi og poetik er "statholdermarken"
ganske særligt det sted, hvor mennesket overhovedet, men helt særligt i sin
erkendelsesaktivitet (spændende fra fysik til poesi), skal gå direkte og helt
nøgent og forudsætningsløst til den foreliggende virkelighed, altså uden forsøg
på kristelig overklistring af virkeligheden og uden en kristelig facitliste i
baglommen. Dette betyder, at alle videnskabelige resultater skal tages til
efterretning som hverken mere eller mindre end, hvad de er, og at der ikke skal
lægges teologi ind i selve de metodiske rum. Hvilket altså også betyder, at
videnskaberne må anerkende, at de kun beskæftiger sig med dele af hele
Eksistensens samlede virkelighed. Allerede den daglige eksistensoplevelse er
større, end videnskabernes område. Men videnskaberne er selvfølgelig i mange
henseender en enorm udvidelse af dagliglivets erkendelse af virkeligheden.
Poesien og i det hele taget litteraturen (som er den vigtigste kunstart, ja,
mere end bare en kunstart) er en højere form for erkendelse. Men også den skal
- ude på den statholdermark, hvor autonomien hersker - dyrkes nøgent og
forudsætningsløst. Man kan godt skrive kristelige digte, men det er noget
andet; så er man ikke kommet ret langt væk fra de to nævnte døre.
Når jeg står på mit særlige punkt ude på statholdermarken, befinder jeg
mig også på det sted, hvor mit livs-rør
munder ud. Hver enkelt menneskelig persons liv kan ses som et livs-rør, der
bevæger sig gennem rum-tiden fra undfangelse til død. I rørets midte er det det
genetisk givne, der udfolder og udvikler sig. Og ved rørets yderside sker
vekselvirkningen med omgivelserne på alle de både direkte og indirekte måder,
der er tale om, be‑rør‑ingen
mellem individet og omgivelserne. Men inde i røret er det individet overhovedet,
der udfolder og udvikler sig, idet der altså hele tiden kommer noget ind udefra
og kommer til at høre med til den pågældende persons samlede virkelighed (så at
man fx ikke skal se det biologisk givne som en helt isoleret streng inde i
rørets midte, men altså dog som det biologisk givne, i vekselvirkning med alt
det andet). Der ligger en såvel biologisk som personlig og historisk forståelse
af den menneskelige persons virkelighed i denne måde at betragte hvert enkelt
individ på. Den yderste modsætning til dette er at forestille sig, at det
enkelte menneske fra fødsel til død levede i total isolation.
Når vi står ude på Tilværelsens åbne mark, må vi alle se os som dele af
det fysiske Kosmos, men herunder jo ikke mindst den biologisk forståede biosfære
- med menneskeslægten som det øverste niveau. Og det betyder, at vi ikke kan
postulere en humanisme, der ikke bunder i Kosmos. Vi må sige, at det
forunderlige fænomen, som menneskelivet er, er en manifestation af noget, der
ligger i Kosmos.
Jeg vil i denne forbindelse videre sige, at jeg på dette grundlag som
bidrag til det dannelsesspørgsmål, der er en vigtig del af Marianne Stidsens
projekt, kraftigt må gøre mig til talsmand for et krav om, at
naturvidenskaberne kommer til at få en vigtig rolle som dannelsesfag. Det er
også frygteligt, at ordet "forskning" er ved at være ensbetydende med
"teknologiudvikling". Jeg er en stor beundrer af teknologien og ser
også teknologi-historien som en overordentlig spændende og vigtig del af
menneskeslægtens historie, men naturvidenskaberne skal først og fremmest dyrkes
for erkendelsens skyld. Det er meget vigtigt, at vi hele tiden ved så meget som
muligt om Kosmos og om os selv som dele af det. Og dertil kommer, at alles
fortrolighed med den naturvidenskabelige metode (og med noget filosofi og
logik, jf. det gamle Filosofikum som indgangen til ethvert akademisk studium)
vil kunne spare os for meget bullshit i den måde, vi taler og debatterer med
hinanden på.
Men hvad især lyrikken angår, vil jeg videre sige, at når digteren altså
står i sit punkt på "statholdermarken", så skal han se både sig selv
(med sit livs-rør bag sig) og alt, hvad han har omkring sig, som
manifestationer af den samme fælles grund, altså den store grund under hele
Kosmos, så at det at se dele af virkeligheden som motiver er et møde mellem to
manifestationer af det samme. Men der kan selvfølgelig ikke skelnes skarpt
mellem subjekt og objekt. Når en del af virkeligheden bliver et motiv, kommer
meget af betydningen jo fra digteren, ja, det kan være dele af digterens egen
virkelighed, der bliver motiv (hvorved de pågældende dele så alligevel bliver
objekt). Hertil kommer imidlertid, at allerede når processen frem mod digtet
går i gang, men selvfølgelig helt særligt når selve digtet går i gang, bliver
der tale om et nyt og tredje manifestationssted, idet digtet også kommer til at
leve sit eget liv, ikke i isolation fra virkeligheden, men netop som en ny
manifestation af den, idet "digtets eget liv" jo har sine love fra
det hele. Det er i denne forbindelse vigtigt, at selv om et digt godt kan være
(næsten) rent, og altså for så vidt passivt, tydende, så ligger der i
princippet også en måske endda meget høj grad af forholden sig i den lyriske
proces.
I epikken og især dramaet er det på en helt anden måde mennesket og
menneskelivet, det drejer sig om, men de her skitserede principper gælder også
dér.
Jeg vil til sidst sige lidt mere om - eller til! - Marianne Stidsens
humanistiske dannelsesprojekt. Jeg kunne sådan set nøjes med at sige, at jeg
tilslutter mig det. For når jeg i visse sammenhænge bruger ordet
"humanisme" som nærmest et skældsord, betyder det jo ikke, at jeg
ikke anerkender dyrkelsen af selve det at være menneske, uanset hvilken tro
eller anskuelse, man i øvrigt har. Og jeg vil meget gerne vekselvirke og
samarbejde med humanister af Marianne Stidsens slags og tilsvarende. Men jeg
vil også godt føre Grundtvig og arven fra ham frem, ikke mindst den del af
arven, som endnu ikke er indløst.
Når jeg har givet min disputats titlen "Omkring Grundtvigs
Vidskab" (Christensen 1998), er det, fordi der i den er tale om en bred
undersøgelse af hele Grundtvigs erkendelses- og oplysningsprogram, også de
endnu ikke realiserede dele af det. Grundtvigs egentlige drøm var jo, at der,
hvad erkendelsen og dannelsen angår, skulle være en stor sammenhæng, der gik
lige fra det fællesnordiske superuniversitet i Göteborg (som Nordens særlige
bidrag til den fællesmenneskelige videnskabelighed i videste og mest omfattende
forstand) over det danske folkelige universitet (højskole) i Sorø (som noget
andet end det i høj grad embedsmandsuddannende universitet i København) og ned
til den folkelige uddannelse og oplysning af de unge og børnene rundt omkring i
landet. Og så opad igen. Og nedad igen. I en stor og stadig vekselvirkning. Og
jeg understreger, at selv om den videnskabelighed, Grundtvig talte om, først og
fremmest var den humanistiske (mytologi, historie, filologi osv.), regnede han
udtrykkeligt med en stærk repræsentation af naturvidenskaberne i Göteborg. Til
gengæld nævner han ikke teologien. Den er jo ikke en del af den rent
menneskelige videnskabelighed. Men andre steder taler han klart om, at selv den
mindste kristne menighed af også dybt kristne grunde må skulle drive en
altomfattende almindelig videnskabelighed. Og selv om Grundtvigs program blev
udformet i 1800-tallet, bør vi i netop den situation, vi befinder os i nu,
bruge det som et forbillede, såvel hvad angår den store universelle
erkendelsesvirksomhed på topplanet, som hvad angår den livsoplysning, der skal
udbredes til alle
Men i hele Grundtvigs - og mit - syn ligger, at poesien, og i det hele
taget skønlitteraturen, er en vigtig del af erkendelsen eller tydningen af
Eksistensen. Og det gælder faktisk litteraturen af enhver art. Forfatterne og
digterne må selvfølgelig skrive, som de vil, og som de finder det vigtigt. Og
med det syn på digtningen som erkendelse, jeg har, vil selv de ting, der ligger
længst fra mine idealer, jo være udslag af menneskelivet og af nogle menneskers
måde at forholde sig på. Det gælder selv de mest tekstcentrerede og fra den
ydre virkelighed afskårne ting. Men jeg vil naturligvis kraftigt anbefale, at
man - med eller uden kristen tro - især koncentrerer sig om det menneskelige
subjekts forhold til hele det Kosmos, det er en del af, og altså om mimesis i allerstørste forstand.
-
LITTERATUR, HVORTIL DER
HENVISES
Christensen, Bent (1987), Fra drøm til program. Menneskelivets og dets
verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra
Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832, København:
Gad.
Christensen, Bent (1998), Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af
N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt
nødvendige livsengagement, København: Gad.
Grundtvig, N.F.S. (1817), Danne-Virke bd. 2. København. Fotografisk
optryk 1983.
* * *
EN LØS KANON
Betragtninger i
anledning af lanceringen af Danmarkskanon
Sat på min Facebook-profil og her 15.11.16. (Her dog over midnat).
Jeg har - bortset fra de bibelske! - aldrig brudt mig om kanon'er, men den danmarkskanon, der er blevet sendt til afstemning den 15. november 2016, er vist den værste. Det er hele idéen, der er gal. Som om man skulle kunne fremme noget som helst ved at skrive det op i punkter. Og ved at sætte det til afstemning! Men de "værdier" (jeg hader det ord!), man er nået frem til, er stort set en gang latterlige almindeligheder. Jeg vil nu opregne dem og karakterisere dem:
Det danske sprog. - Ja, hvad ellers?
Hygge. - Ja, det er da rigtigt. Men det bliver uhyggeligt, når man begynder at snakke - og stemme! - om det.
Frihed. - Ja, vi danskere er da nok nogle af de mest frihedselskende, men frihed er altså en universel værdi (for nu alligevel at bruge det ord).
Frisind. - Se til forrige værdi.
Den kristne kulturarv. - Den har de vel også i de andre kristne lande. Og jeg bryder mig ikke meget om det begreb. Det afgørende er, om der er nogle kristne i det pågældende land. Og hvis de er gode kristne, får det selvfølgelig nogle sidevirkninger. Men det er nærmest sygt at dyrke det som "kulturarv". Det lugter af museum.
Lighed for loven. - Det skulle der sandelig gerne være i alle retsstater!
Tillid. - Fint. Men her gælder det samme som for de andre tilsvarende "værdier".
Folkeoplysning. - Det har de vel også i andre lande. Det særlige, vi, takket være Grundtvig, har, eller har haft, her i Danmark, hedder mere nøjagtigt "folkelig livsoplysning", og det er noget andet og mere - som i øvrigt også er blevet eksporteret til adskillige andre lande. Men i den dybe grundtvigske forstand er det noget, vi virkelig trænger til, så det vil jeg godt stemme for. Men jeg vil hellere skrive om det - sammen med hele spørgsmålet om erkendelse og dannelse. Jeg har gjort det i mine to Grundtvig-afhandlinger og i flere opfølgningsskrifter, og jeg agter at gøre det i den aktuelle, dårlige situation, hvor der virkelig er brug for det. Jeg må bare gentage, at ordet "folkeoplysning" er et alt for fattigt, ja, egentlig ret nedladende ord.
Kønsligestilling. - Ja, hvad ellers? Og det er et universelt princip.
Landskaber og bygningskultur. - Det har man vel også i alle andre lande. Og det siger sig selv, at vi skal passe på vort landskab og vore bygninger.
Kort magtdistance. - Ja, det er nok noget ret særligt dansk, noget, der er en del af hele vor traditionelle måde at være folk og nation på. Den skal vi bevare.
Deltagende folkestyre. - Se til forrige "værdi". Men det er alligevel underligt at se det i denne sammenhæng. Og hvis jeg skal være rigtig ondskabsfuld og galgenhumoristisk, kan jeg henvise til, hvad Ghandi svarede en journalist, der spurgte ham, hvad han mente om den vestlige civilisation: "Ja, det ville være en god idé!". Men spøg til side, det er nok rigtigt, at vi endnu har det.
Foreningsliv og frivillighed. - Ja, det er i høj grad noget særligt dansk. Foreningsdanmark! Det skal vi bevare og have mere af. Og de andre må gerne lære af det.
Danmark i verden. - Ja, Danmark er en del af verden!
Plads til forskellighed. - Det går jeg stærkt ind for. Men det skulle også gerne være et universelt princip. Der skal bare også være plads til flertalskulturen.
Håndværk. - Jeg har altid beundret håndværkere, men jeg tror også, der er håndværkere i andre lande. Mere alvorligt talt er det dog nok rigtigt, at det særligt danske i meget høj grad findes i håndværkets traditioner, som de har udviklet sig, efter at vi har hentet dem eller fået dem fra ikke mindst Tyskland. Og det samme gælder for alle tilsvarende områder. Jeg prøver at skrive en internetunderside om "det særligt danske", og en af de ting, jeg er nået frem til, er, at det er på arbejdspladserne og i institutionerne, man helt særligt (endnu!) kan finde det særligt danske. Jeg har gjort mig til talsmand for, at nogle interesserede og kvalificerede og egnede antropologer blev sat til at sammenligne disse forhold. Det ville også i det hele taget blive interessant - for alle.
Medmenneskelighed. - Jeg vil ikke kommentere det!
Andelstanken. - Jeg føler mig igen som på museum. Men gør jeg nogen uret?
Velfærdssamfundet. - Jeg går stærkt ind for det, idet jeg må tilføje, at der jo er mange måder at være velfærdssamfund på, og at det ikke er alle, der er lige hensigtsmæssige. Desuden er det vel heller ikke så helt særligt dansk igen. - Jeg betegner nu fast mig selv som social-konservativ (og til husbehov national-konservativ) og derfor medlem af Dansk Folkeparti. Og jeg går stærkt ind for samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Folkelige bevægelser. - Ja. For selv om sådanne også findes i andre lande, er det nok noget meget særligt dansk. Som vi ikke må miste, men tværtimod skal have genoplivet.
-
Ja, der er mange gode ting, men mange af dem er universelle og/eller de rene almindeligheder og selvfølgeligheder. Nogle af dem peger dog på noget særligt dansk. Og især blandt dem er der mange ting, det ikke alene gælder om at bevare, men også at få genoplivet. Men jeg synes stadig, det er latterligt at sætte dem op i en kanon - og sætte dem til afstemning.
Det, der ligger bag dette forsøg, er selvfølgelig indvandringen og den globale kapitalisme og den kosmopolitiske ideologi til både venstre og højre (i en meget mærkelig alliance). Men vi skal ad almindelig politisk vej have standset indvandringen og sat kapitalismen under demokratisk kontrol. Og den kosmopolitiske ideologi må vi kritisere. Idet vi selvfølgelig også skal samtale med dem, der så gerne vil være verdensborgere. Måske kan vi blive enige om, at man godt kan være både det ene og det andet. Så må hver lægge vægten, som han vil. Jeg for mit vedkommende vil meget gerne være både dansker og verdensborger - og gå ud i verden for at bidrage med det særligt danske, og hvad jeg ellers kan, men selvfølgelig også for at opleve og lære. Det er egentlig såre simpelt.
Og hvad indholdet af det at være dansker angår, er der kun én måde, nemlig at koncentrere sig om at LEVE. Uden at tænke over det. Men selvfølgelig tænke over de ting, i hvis sags natur det ligger, at der skal tænkes over dem! Jeg har ofte brugt den sammenligning, at det er, som når man kører på cykel. Hvis man begynder at tænke over det, kører man i grøften.
Men jeg har også sammenlignet det at være dansk med det at trække vejret. Det tænker man jo heller ikke over, før der er nogen, der trækker en plastikpose ned over hovedet på en! Så vi skal selvfølgelig bekæmpe alle, der vil gøre noget i den retning ved os, også vore egne ideologer. Idet dog kampen fra vor side kun skal føres med tanker og ord. Medmindre de andre griber til tvang og vold. Men så er det en sag for poltiet.
Det gælder for det særligt danske som for alt andet, at det bevæger sig med tiden. Som jeg også har sagt: Kun nogle tåber tror, at der er nogle tåber, der tror, at man kan få tiden til at stå stille. Vi må altså leve vort liv i alle sammenhænge, mens vi bevæger os frem med tiden, lige fra det mest banale dagligdags møde med en lille snak om vejr og vind og op til den højeste kulturelle produktion. Og altså uden at tænke på, at vi skal være og gøre på en særlig dansk måde. Vi skal bare være og gøre, som vi er, og for at leve og gøre det så godt som muligt. Så bliver det nok også dansk.
* * *
OM VERDEN MED TRUMP
Slået op på min Facebook-profil 15.11.16.
Har lige hørt Verden ifølge Gram på DR P1. Det handlede selvfølgelig om
Trump og USA. Og noget af det, der blev sagt, har foruroliget mig.
Kommentatorer kan selvfølgelig have deres egen dagsorden, og jeg kan stadig
godte mig over, at alle dem med de "rigtige" meninger har fået en
øretæve. MEN jeg må gentage, at jeg frygter en amerikansk realpolitik, der kan
lade Rusland få mere frit spil i forhold til Ukraine og de baltiske lande (osv.),
OG jeg må give den kvindelige kommentator ret, når hun pegede på, at der mange
steder i Vesten er tendenser til at forene nationalisme med sympati for Rusland
og Putin. Jeg forstår det ikke. Men vi ser det jo. Og vi ser, at dette i nogle
lande går hånd i hånd med en bevægelse mod mere autoritære styreformer. Dette
kan ikke nægtes.
Heroverfor vil jeg igen erklære, at retsstat, frihed og demokrati må
bevares og beskyttes med alle midler, der ikke selv strider derimod, dvs. først
og fremmest gennem den idémæssige og politiske debat, og at vi ikke kan tillade
Rusland at tyrannisere eller måske ligefrem kontrollere eller erobre sine
naboer. Hvis USA virkelig vil lade Europa mere eller mindre sejle sin egen sø,
må Europa tage sig sammen og dels lægge pres på USA (ikke mindst inden for
NATO), dels udbygge sin egen militære kapacitet. Det er sørgeligt, at Europa,
og især EU, befinder sig i en så alvorlig krise, som det er tilfældet. Og jeg
er selv fortsat meget kritisk over for meget i EU, både det ideologiske og det
praktiske. Men vi må prøve at forene kampen for en reform af EU (evt. med en
form for opdeling) med en styrkelse af det europæiske sammenhold på de helt
vitale områder. Vi skal bla. se at få nogle nye folk på posterne, både
nationalt og i EU-systemet. Men altså ikke Putin-venlige nationalister! Det er
et bredt og dybt folkeligt funderet demokrati, vi skal have, både nationalt og
europæisk.
TILFØJELSE: At vi ikke viderefører den fejlslagne krigspolitik gennem
de sidste femten år, hilser jeg velkommen. Det er svært at se, hvad vi skal
gøre i forhold til Syrien. Men idet vi prøver at lære af vore fejltagelser, må
vi prøve at finde en løsning. Islamisk Stat kan vi et langt stykke takke os
selv for, men vi bliver nødt til at være med til at nedkæmpe dem. Bagefter skal
vi så vidt muligt holde os fra den del af verden. Idet vi dog fortsat skal
prøve at hjælpe de demokratiske grupper i disse lande på alle mulige
ikke-militære måder, ikke mindst gennem samtale og meningsudveksling. Det er jo
frihed og demokrati, der har fremtiden for sig. Historien viser, at det andet
ikke virker i det lange løb. - Osv.
* * *
MIN KOMMENTAR TIL PRÆSIDENTVALGET I USA
Skrevet ved middagstid den 9. november 2016.
Også jeg er overrasket og (lidt) bekymret. Men jeg godter mig over, at
det vestlige politiske establishment har fået endnu en øretæve.
Overrasket. Jeg har undervurderet frustrationen hos flertallet af USA's
borgere.
Bekymret. Men kun lidt. Allerede Trumps første tale som president elect viste, at han
også kan spille statsmandens rolle. Og jeg håber, han i den kommende tid også
vil være dygtig til at vælge ministre, rådgivere osv. Man kan ikke helt
sammenligne Trump med Reagan, som jo havde været guvernør i California
i otte år. Men jeg håber, han vil kunne lave en slags Reagan, altså vise sig at
blive en dygtig præsident.
Godter mig. Der er tydeligvis noget galt med det politiske og
debatledende establishment i næsten hele Vesten. Magten skal ligge hos hele
folket. Jeg håber og tror, der ikke bliver tale om nogen som helst form for
statsretligt og demokratisk urent trav for Trumps vedkommende, som vi jo ser
tendenser til andre steder. Og uanset hvad der sker og kommer til at ske både
her og der, vil jeg selv kridte skoene og stå fast på retsstaten, friheden og
demokratiet - og for det europæiske fællesskab under nye og bedre former.
God bless America! - Gud bevare Danmark! -
Alle gode ønsker for Europa!
* * *
Ytringsfrihed og terror
Kommentar til DR Deadline 29.10.16.
Ytringsfrihed er egentlig et spørgsmål om forholdet mellem borgerne og
statsmagten (jf. Grundlovens § 77). - I Flemming Roses og JP's tilfælde er der
tale om en terrortrussel. Og terror virker. Det skal man bare indrømme - og så
ellers i fællesskab bekæmpe den på den lange bane med alle midler, ikke mindst
ved at få den ideologiske vind taget ud af sejlene på terroristerne.
* * *
VENSTREFLØJEN OG VOLDEN
Kommentar til DR Deadlines indslag om Peter Øvig Knudsens BZ-bog
04.10.16
Det principielt interessante ved dette er, at når man bare er på
venstrefløjen og garnerer det med utopistiske plusord
og lidt sang og musik, er alt tilladt, ja, ligefrem godt. Og det allerværste
er, at der er forskellige grader af sympati for dette langt ind i de
toneangivende kredse. - Der er simpelt hen nogle mennesker, der har behov for
at finde nogle sager, der kan begrunde deres trang til utopisk kamp helt ud i
det voldelige. Og altså mennesker, der ikke selv er direkte voldelige, men
alligevel sympatiserer med voldsudøvelsen og dækker over den med en fantastisk
tvetunget måde at tale på. - Både udøvere og sympatisører bør mødes med foragt
fra resten af samfundet.
* * *
ET LÆNGERE INDLÆG!
Kommentar til
indslaget "Hvornår er man dansk?" i DR 2 Deadline 26.09.16.
Ja, undskyld! Det er virkelig blevet langt. Men jeg følte det som min pligt at få sat nogle ting på plads. Det bliver aldrig gjort (helt) i de debatter, der føres i medierne - med blandt andet evindeligt afbrydende studieværter (og jo kort tid). Og de, der ikke orker at læse nedenstående, kan jo bare lade være. Jeg vil dog kraftigt anbefale virkelig interesserede at læse det!
Martin Henriksen klarede sig efter omstændighederne ret godt. Det lykkedes ham blandt andet at afvise nogle af Sigge Winther Nielsens mest tåbelige spørgsmål. Men jeg vil supplere med følgende:
Det er klart, at man ikke i kulturel og folkelig forstand er (helt) dansker, bare fordi man er født i Danmark, har dansk statsborgerskab og taler flydende dansk. Men man kan selvfølgelig tale om forskellige grader af danskhed - som kan udvikle sig fra generation til generation.
Der er to ting, der som regel går galt, når man drøfter dette spørgsmål. Man glemmer for det første næsten altid at skelne mellem de almindelige vestlige værdier, og så det helt særligt danske. At overtage de almindelige vestlige værdier er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at kunne være en del af det danske fællesskab. Og det går for det andet galt, når man begynder at tale om definitioner og den slags. Jeg har ofte brugt den sammenligning, at man jo heller ikke kan køre på cykel ved hjælp af definitioner. Hvis man begynder at prøve at definere og opregne alle de ting, der sker, når man cykler, ender man i grøften!
Man skal også huske, at man kan være helt dansk på mange forskellige måder. Jeg føler mig selv på mange måder på afstand af dem i Enhedslisten og Det Radikale Venstre. Men jeg anerkender, at de og jeg har en fælles grund, ja, at man ikke skal så forfærdelig langt ned under overfladen for at finde det fælles. Man kan dog også sige det på den måde, at der godt kan være meget alvorlige politiske og idémæssige modsætninger mellem forskellige grupper af danskere. Hvad dem i Enhedslisten angår, kan man prøve at sammenligne dem med tilsvarende venstrefløjsfolk i andre lande. Jeg er sikker på, at dem i Enhedslisten er venstreorienterede på en særlig dansk måde. I øvrigt er det vist også noget særligt dansk, at politikere fra de forskellige fløje kan omgås venskabeligt uden for debatterne, ja, ligefrem være personlige venner. Nogle af mine bedste venner er venstreorienterede! Hvad Det Radikale Venstre angår, er der ligefrem tale om noget af en gåde. Der er fx de grundtvigsk-radikale. De må siges at være meget danske, hvis man lige kommer ned under deres kosmopolitiske og indvandringsvenlige partiholdninger. Og jeg har for mange år siden hørt eller læst, at der ikke i hele verden findes et politisk parti, der svarer til Det Radikale Venstre. Man kan derfor sige, at Det Radikale Venstre er noget af det mest særligt danske, der findes!
Men ellers vil jeg henvise til nogle linjer af Grundtvig, der ofte citeres - og til de linjer, der følger efter, men som man for det meste glemmer at tage med:
Til et Folk de alle hører,
Som sig regne selv dertil,
Har for Modersmaalet Øre,
Har for Fædrelandet Ild.
(Fra sangen "Folkeligt skal alt nu være", 1848).
Man glemmer, at det for Grundtvig ikke er nok, at man selv erklærer sig for dansker; man skal også have øre for danskernes modersmål (altså ikke bare kunne det) og brænde af kærlighed til fædrelandet. Og så skal man lægge mærke til, at sangen er fra 1848, hvilket betyder, at det helt særligt er slesvigerne, det drejer sig om, altså om, hvorvidt den enkelte slesviger er dansk eller tysk. Og hvor alvorlig modsætningen mellem dansk og tysk dengang var, kan den jo slet ikke sammenlignes med den afstand, der er mellem fx mellemøstlig og europæisk (herunder dansk) kultur.
Men det går selvfølgelig også galt, hvis man tror, man kan og skal måle gehøret og hjertetemperaturen på dem, der gerne vil komme til at tilhøre det danske folk. Den slags ting kan selvfølgelig ikke måles. De må simpelt hen vise sig, både hos dem, der vil gå ind i det danske folkelige fællesskab, og hos dem, der skal modtage dem i det. Så i virkeligheden skal man snakke så lidt som muligt om det. Det skal i givet fald bare ske.
Men hvad er så det særligt danske, spørger man alligevel. Det er som sagt nærmest umuligt at svare på. Det strækker sig lige fra den måde, man omgås hinanden på i de mest hverdagsagtige situationer og op til de helt store folkelige og nationale sammenhænge. Den måde, man ping pong'er på med bemærkninger og vittigheder. Og følelsen af loyalitet over for det danske folk og den danske nation gennem såvel hele den forgangne som hele den fremtidige del af Danmarks historie. Også, ja, især, når denne følelse er helt ubevidst.
At kortlægge dette bare nogenlunde vil kræve store antropologiske undersøgelser - altså også af de lande og folk, man skal sammenligne Danmark og danskerne med, hvis man vil prøve at fange det helt særligt danske (og altså ikke bare det vestlige eller europæiske). Og det er selvfølgelig først og fremmest vore naboer, man vil skulle sammenligne os med: nordmændene, svenskerne, tyskerne og englænderne (og de andre briter).
Man kan også tage sådan noget som kulturen (i videste forstand) i institutionerne og på arbejdspladserne. Jeg er helt sikker på, at der er væsentlige forskelle. Jeg har selv især oplevet dette under min tjeneste som feltpræst på Cypern i vinteren 1976/77. Det var helt tydeligt, at vi i DANCON/UNFICYP både udførte vor tjeneste på en helt særlig måde og ned i de mindste detaljer levede og omgikkes hinanden på en helt særlig måde. Og vi var altså ret gode til det. Vi var gode til at klare perioderne ude på observationsposterne. Jeg måtte under et af de månedlige FN-feltpræstekonventer oplyse de andre om, at jeg aldrig havde brug for at trøste mine OP-folk, som faktisk aldrig havde psykiske problemer. Og vi var i al ubeskedenhed også virkelig gode til at dæmpe gemytterne, når der opstod spændinger ude ved frontlinjen. Vi var højt respekteret fra alle sider. - Men jeg siger ikke, at vi var bedre soldater end fx vore naboer til højre: Den britiske First Batallion of the Parachute Regiment! Vi var bare anderledes.
Og jeg kunne tage nogle danske forfattere. Først og fremmest Grundtvig. Ham er der ikke nogen i hele verden der rigtig ligner (selv om han med sin enorme viden selv havde modtaget meget udefra). Men vi kunne også tage salmedigteren Brorson og lægge nogle af hans salmer ved siden af tyske pietistiske salmer. Eller oplysningsmanden Holberg (inkl. komedierne) og lægge ham ved siden af fx franske og tyske oplysningsfolk). Eller Oehlenschläger og sammenligne ham med de tyske romantikere.
Osv. Der er helt klart en masse ting, der er særligt danske, selv om det vil kræve et stort arbejde at komme bare et stykke af vejen, hvis det skal komme til at ligne videnskabelige definitioner.
Og til allersidst vil jeg gentage: Det er ikke snakken, der afgør det, men det virkelige liv, vi lever med hinanden - også dem, der gerne vil være danskere sammen med os.
Og jeg kunne have sluttet med disse
ret positive ord, der jo ikke udelukker, at folk, der kommer udefra, kan ende
som virkelige danskere (evt. i løbet af nogle generationer). Men i sandhedens
navn bliver jeg nødt til at sige, at en stor tilstedeværelse, ja, en fortsat
stor tilstrømning af folk fra ikke-vestlige kulturer selv i bedste fald vil
ændre menneskelivet i Danmark. Dette er der nogle, der ud fra deres ideologiske
utopi, ligefrem ønsker. Men jeg og vist et stort flertal af danskerne ser
gerne, at antallet bliver så lavt, at vor måde at leve på her i Danmark stort
set kommer til at udvikle sig på samme måde, som den ville gøre uden
indvandring.
* * *
VI SKAL NØJES MED AT TALE OM ANTALLET
Efter P1 Debat 22.08.16, der blev annonceret således:
Venlig eller væmmelig?
Landsforræder, klamme
smatso og zionistiske skøge …
De hårde ord er
flygtningedebattens faste følgesvend.
Er det venligt eller
væmmeligt at hjælpe flygtninge?
Hvorfor har
højrefløjen det så svært med godhed?
Og kan debattens
parter overhovedet høre hinanden?
Gæster: Anne Lise
Marstrand Jørgensen, Venligboerne, Pernille Vermund, Nye Borgerlige, Michala
Bendixen, Refugees Welcome,
Marie Høgh, sognepræst, Dennis Nørmark, antropolog.
Nedenstående er min kommentar i Facebook-tråden til opslaget om udsendelsen, som jeg i indholdsfortegnelsen har karakteriseret således:
Efter P1 Debat 22.08.16 med
temaet "Venlig eller væmmelig?", om Venligboerne, der nu af den
modsatte side bliver kaldt væm'ligboerne. Og i det
hele taget om de to siders måde at tale om og til (men ikke så meget med!)
hinanden på.
-
For mig kan de to sider i den fremmedpolitiske debat bredest og bedst defineres som henholdsvis folkevandringsfremmere og folkevandringsmodstandere.
Desværre er modstanderne blevet fanget ind i fremmernes måde at tale på. Problemet består jo ikke primært i, hvad der eventuelt er i vejen med folkevandrerne. Det er en problematik, der kan komme oveni. Problemet er selve befolkningsudskiftningen, altså det forhold, at fx den etnisk danske befolkning i løbet af et antal årtier vil komme i mindretal i deres eget land, hvis den nuværende politik fortsætter. Man kan jo bare tegne en kurve over antallet af indvandrere og efterkommere fra fx 1986 til i dag og se, hvor den vil ende, hvis det fortsætter på denne måde. Og antallet er altafgørende. Jeg ville selvfølgelig bedre kunne leve med en million svenskere, briter eller tyskere i Danmark end med en million mennesker fra Mellemøsten og Nordafrika, men ikke engang det ville jeg bryde mig om.
Europa og Danmark står i en kulturel eksistenskamp. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, går vi kulturelt ned. Der er i virkeligheden tale om en slags langsomt kulturelt folke- og civilisationsdrab. Oven i købet som i høj grad et selvmord.
Jeg foreslår altså, at vi folkevandringsmodstandere nøjes med at sige, at vi ikke vil have flere indvandrere fra ikke-vestlige lande til Europa og Danmark. Og så må det vise sig, hvad der bliver flertal for ved valgene.
* * *
En ond Julius
Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 18.08.16. Med den note, det
blev ledsaget med i opslaget på min Facebook-væg.
Her i huset elsker vi "Julius". Men den 15. august var han
ikke sjov. Teksten lød: "Dansk Folkeparti har nu fremlagt deres plan for
nye udlændingestramninger". Og tegningen viste et billede af den
grænsespærring, DF foreslår. Der er sat tekst på de forskellige elementer:
"KOGENDE OLIE - 8 M HØJ MUR - SPIDSET BAMBUS - MERE PIGTRÅD - VANDGRAV -
10000 V - MINEFELT - PIGTRÅD".
Ønsket om grænsekontrol fremstilles som noget ondt. Og de to, der
forklarer deres ønsker for den lille tykke Lars Løkke, fremstår også som onde,
Martin Henriksen med vel "Bjørnebanden-briller"
og Kristian Thulesen Dahl med en lang og spids variant af Trump-hårtotten.
En bladtegner har ret, ja, pligt til at overdrive. Og han har ret til
at have sin egen mening om spørgsmålet grænsekontrol. Men jeg synes,
situationen er for alvorlig til, at de, der vil prøve at redde Danmark, skal
fremstilles på den måde.
Der i øjeblikket er en massiv anti-DF-kampagne
i gang. Det så og hørte vi også i Nykøbing F. Revyen i lørdags, hvor et af
numrene var ren Rød Blok-propaganda mod DF på vers. Det var heller ikke sjovt.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
-
NOTE: "Julius" er tegneren med den daglige satiretegning i bla.
Lolland-Falsters Folketidende. Og det er rigtigt, at Anna og jeg elsker ham.
Han er mange gange rent ud genial. Men måske er det, fordi vi snart ikke tåler
mere bullshit i denne dybt alvorlige situation; vi syntes virkelig ikke, den
tegning var sjov. Det samme gjaldt Kristian Thulesen Dahl-sangen i Nykøbing F.
Revyen, som vi ellers også elsker og naturligvis vil fortsætte med at se hvert
år. Om ikke andet så for "Henning fra Nørre Alslevs" skyld (Flemming
Krøll). Men der er jo meget andet virkelig godt i vor Nykøbing-revy. Det gælder
også musikken!
* * *
Sandhedens time
17.08.16.
Det er sandhedens time. Europa befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen omkring Murens fald i 1989. Der er selvfølgelig tale om to meget forskellige situationer. Men hvis man skal være rigtig ondskabsfuld, kan man sige, at EU-systemets krise minder om Sovjetimperiets! Nej, det er naturligvis selve karakteren af historisk vendepunkt, jeg tænker på. For EU-systemets krise er jo også, og meget alvorligere, en del af den store folkevandringskrise, som kan true hele den europæiske civilisation med sammenbrud og undergang. Derfor er nedenstående betragtninger i høj grad et forsøg på at analysere folkevandringsfremmernes, som jeg nu konsekvent siger, motiver og utopiske ideologi (samt visse politikeres og erhvervsfolks kyniske strategiske og kommercielle interesser).
Situationen omkring 1989 var meget glædelig, mens den aktuelle situation er meget truende. Det har været almindeligt at foretage sammenligninger med "noget, der skete i 30'erne". Men det har været indvandringstilhængernes måde at dæmonisere os andre på. Når jeg nu begynder at sammenligne den aktuelle situation med situationen i 1920'rne og 1930'rne, er det finanskrisen og den almindelige demokratiske krise, jeg tænker på. Og når jeg videre tænker på fascismens og nazismens opkomst, er det altså ikke mig og mine ligesindede, jeg har i tankerne, men dels det totalitære drag, der er over folkevandringsfremmerne, som jeg nu siger, og EU-systemet og dettes fortalere, dels de modsatte politiske bevægelser, der for fleres vedkommende blandt andet udmærker sig ved at være mere eller mindre i alliance med Putin-Rusland. Og det kan blive meget værre. Og Islamismen er i mange henseender, blandt andet jødehadet, det, der virkelig minder om de to nævnte bevægelser i mellemkrigstiden. Jeg er for længst gået i stilling med henblik på (mindst) en tofrontskrig mod både pest og kolera.
Når jeg taler om folkevandringsfremmernes totalitære drag, er det, fordi det for mig er helt tydeligt, at "de progressive", dvs. henholdsvis venstrefløjens (post)marxister og de mere eller mindre kulturradikale, der påberåber sig arven fra oplysningstiden og den franske revolution(!), har det til fælles, at de netop er "progressive", dvs. kender historiens uundgåelige fremskriden og ved sig i overensstemmelse med den, hvorfor de med nødvendighed må regne alle, der mener og vil noget andet, for reaktionære mørkemænd, der er en trussel mod fremskridtet, og som man derfor ikke kan fordømme og dæmonisere nok. Her gælder hensynet til "tonen" ikke. For man har jo ret i det helt store historiske perspektiv.
Noget andet, der er karakteristisk for "de progressive", er, at de på forskellig måde og i forskellig grad er præget af en utopisk ideologi. Og jeg vil i denne forbindelse tillade mig at sætte en af mine egne aforismer ind: "Det lyder godt, når man fyrer plusord af oppe i utopiens rene sfære, men unægtelig knap så godt, når man argumenterer realistisk nede i den beskidte virkelighed" (vil komme til at indgå i min næste samling af digte og aforismer, 2017 eller 2018).
Hvad den marxistiske og postmarxistiske venstrefløj angår, spiller den praktiserede socialismes også helt bogstavelige fallit efter 1989 nok også en vigtig rolle i den forstand, at den store utopi dermed blev skudt ud i en meget fjern fremtid. Jeg ved godt, at det i dag er svært et finde nogen, der vil indrømme, at han gik ind for sovjetkommunismen. Men jeg tror, at der selv hos en del gode socialdemokrater alligevel på en eller anden mærkelig måde er opstået et savn efter 1989. Måske fordi man har set, at den socialistiske model heller ikke rent praktisk fungerede særlig godt. Den store utopi er derfor afløst af en faktisk helt religiøs dyrkelse af miljø og klima. Og af en "humanistisk" fremmedpolitik. 1990'erne blev (vist af den stuerene Poul Nyrup Rasmussen) udråbt til "moralens årti".
Der findes også folkevandringsfremmere, der simpelt hen bare ønsker at være gode. Og denne gruppe kan pr. definition tænkes at have ret, ikke mindst ud fra en kristen betragtning, og jeg overvejer denne mulighed faktisk hver dag. Hvis vi går tilbage til, hvad Jesus sagde, kan vi finde et udsagn som: "Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen" (Matt 5,40). Det kunne altså tænkes, at det rigtige for os kristne (og de post-kristne humanister) vil være at lægge sig fladt ned og lade alle tage, som de vil. Og at være rede til at lide det kristne martyrium, som altså i yderste konsekvens består i, at man selv lider døden, idet man beder for dem, der slår én ihjel. Hvilket så også må gælde det kulturelle folkedrab, som allerede den nuværende indvandring vil føre til, hvis den fortsætter. - "Ved rettens hjælp" kan oversættes til "ved konventionernes hjælp ".
Vi skal dog huske på, at det, Jesus har sagt, altid stammer fra konkrete tilspidsede situationer og sammenhænge, og at Jesus i sin menneskelighed troede, at denne verden ville gå under og Guds Rige indtræde endnu i hans generation, og at Den Kristne Kirke ved sin grundlæggelse og ca. tre århundreder frem var en lille forfulgt sekt, som ikke havde nogen som helst anledning til at tænke politisk (bortset fra, at man sagde, at de kristne skulle være lydige mod øvrighederne). Jeg vil derfor fra nu af sådan set holde kristendommen udenfor, idet jeg siger, at det, at man lever i og ud af Kristi kærlighed (og helst med Kristi kærlighed levende ud af sig), det ikke er ensbetydende med, at man skal koble fornuften og realitetssansen fra, når man bevæger sig ud i den politiske virkelighed. Jeg understreger, at jeg ikke forstår den såkaldte toregimentelære på den måde, at den kristne skal leve i en slags skizofreni med kristendommen som noget rent indre og det politiske som noget rent ydre. Hver enkelt kristen må have Jesu ord i hovedet hele tiden. Men ude i den almindelige virkelighed og debat må han prøve at navigere med saglig analyse og saglige argumenter. Hvilket ikke er det samme, som at kristendommen skal holdes ude af det offentlige rum. De kristne har både ret og pligt til at forkynde overalt, herunder til at pege på samfundsmæssige konsekvenser af gudstroen og Evangeliet. Det afgørende er, at ingen må bruge Gud som trumf, altså prøve at give sin stemme øget vægt ved at påberåbe sig Gud.
For os kristne er hjælpen til verdens mange flygtninge og andre nødlidende en klar pligt. Jeg hører ikke til dem, der reducerer næstekærlighedsbudet til noget med at gnide sin syge moster på ryggen med en ulden klud. Men igen: Man kan ikke gøre det gode, hvis man kobler realitetssansen og fornuften fra. Jeg kan ikke her udfolde et stort politisk program for hele denne side af sagen, men jeg vil helt kort sige, at alle former for nødhjælp i princippet er FN's og verdenssamfundets sag, som vi i EU selvfølgelig skal bidrage godt til, men som fx de rige olielande også skal tilskyndes til at bidrage til, ligesom det først og fremmest må være de muslimske landes pligt at tage imod deres flygtende trosfæller. - I øjeblikket bærer Libanon og Jordan en meget stor byrde, og de skal på alle mulige måder støttes af verdenssamfundet. Og jeg kunne blive ved. Hele situationen er overmåde vanskelig. Under det hele ligger den enorme befolkningstilvækst i Mellemøsten og Afrika. Den skal bremses. Og vi må sige til fx Den Romersk-Katolske Kirke, at det er umenneskeligt at tale imod prævention. - Jeg vil føje til, at når man nu taler så meget om næstekærlighed, er det så næstekærligt at blive ved at sætte børn i verden, som man ved andre kommer til at forsørge, ja, blive oversvømmet af med egen undergang til følge?
Endnu en aforisme: "Der er tre slags islam-venner: De gode, de bange og de kyniske" (fra min samling Digte og aforismer 1966-2016 (2016)). De gode har jeg sagt noget om. Men så er der de bange. Dem har vi set i renkultur siden Muhammedkrisen, hvor mange af dem, der udtalte sig, uden tvivl har forsøgt at skjule deres frygt for at få halsen skåret over bag uendelige strømme af moralistiske ord. Men jeg tror også, der tales ud af frygt i den aktuelle situation. Det kan endnu være selve den sociale frygt, altså frygten for at blive lukket ude af det gode selskab, hvis man siger noget "forkert". Det er fx nok endnu sådan, at det at sige de "forkerte" ting i den fremmedpolitiske debat og værdidebatten ikke ligefrem er karrierefremmende. Men det kan også være, man mere eller mindre bevidst føler, at befolkningsudskiftningen er en uafvendelig realitet, så at det gælder om, ikke at lægge sig ud med fremtidens flertal. Jeg har for mit eget vedkommende ikke kunnet lade være at tænke på dem, der den 9. april 1940 bød den tyske besættelsesmagt velkommen, når jeg har set, hvordan nogle har budt vor tids invasionsstyrke velkommen.
Og så er der altså de kyniske. Her tænker jeg på de politikere, der tænker strategisk i forhold til lande som fx Tyrkiet og Saudi-Arabien. Men jeg tænker især på de erhvervsfolk, der med fedtede miner fyrer humanistiske plusord af, mens de i virkeligheden tænker på de muslimske markeder og billig udenlandsk arbejdskraft.
Det er sandhedens time. Jeg ønsker, at alle de her nævnte grupper af folkevandringsfremmere omvender sig. Og jeg ønsker en dybtgående reform af EU, først og fremmest, hvad selve ånden angår, men dermed også, hvad besættelsen af de forskellige poster angår, såvel i selve EU-systemet som i de nationale parlamenter og regeringer. Og det vil nok også blive nødvendigt med visse ændringer i selve institutionerne. For vi kan jo rigtignok ikke undvære et europæisk samarbejde. Det skal bare være på en ny måde, evt. med en opdeling af fællesskabet i en nordlig (og østlig?) og en sydlig del. Mentalitetsforskellene og forskellene i politisk kultur er store. - Hvad en eventuel nordlig del angår, har jeg i nogen tid i både spøg og alvor sagt, at vi kunne genskabe Knud den Stores rige, altså danne en særlig gruppe i et nyt europæisk fællesskab, bestående af Danmark, Storbritannien og Norge, en gruppe, som måske kunne få et særligt forhold til fx et omvendt Sverige, Finland, de baltiske lande og Visegrad-landene (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn). Hvad den sidste gruppe angår, må vi dog være forbeholdne over for de for tiden ikke så heldige interne forhold i nogle af de pågældende lande.
Dette er nogle betragtninger i august 2016. Jeg håber, vi kan undgå katastrofen. Også af hensyn til verdens nødlidende, som vil blive meget dårligt stillet, hvis Vest- og Centraleuropa bryder sammen.
Bent Christensen
* * *
Sikkerhedsventil - men helst en helt anden slags
politikere
Jeg har altid været
meget forbeholden over for folkeafstemninger. Bla. fordi der ikke er nogen at
gøre ansvarlig bagefter. Jeg er altså grundlæggende en stor tilhænger af det
repræsentative demokrati. Men der er noget galt. Det er, som om de fleste
politikere bliver styret af noget, når de først er blevet valgt. Derfor er
folkeafstemningerne nu demokratiets sikkerhedsventil. Men det bedste ville være
at få valgt en helt anden slags politikere, der kun føler sig forpligtet over
for deres samvittighed og deres vælgere. Jeg opfordrer endnu en gang til, at
man genopliver vælgerforeningerne og samles dér og diskuterer - og (selv!)
opstiller nogle kandidater, der virkelig kan være folkets valgte
repræsentanter. Og nøje følger med i, om de faktisk er det. Og ellers skifter
dem ud næste gang.
* * *
MUSLIMSTOP
Dette er den version (med
særlig indledning), jeg 29.07.16 også slog op på min egen Facebook-væg.
Selv om jeg af flere
grunde (ikke mindst de tidsmæssige) prøver at deltage så lidt som muligt i
debatten, har jeg været nødt til at skrive nedenstående kommentar i P1 Debats
FB-opslag om udsendelsen i dag, der handlede om Søren Espersens forslag om
totalt stop for indvandring af muslimer:
Efter at have hørt
udsendelsen må jeg konstatere, at alle, også Martin Henriksen, er blevet så
tyranniserede, at de ikke tør sige rent ud, at det største og grundlæggende
problem er indvandringen af folk fra andre kulturer som sådan. Hver enkelt kan
være nok så skikkelig og sød og rar og være aktiv på arbejdsmarkedet osv. Men
allerede nu har tilstedeværelsen af ca. 300.000 muslimer (det tal blev nævnt i
udsendelsen) ændret livet i Danmark i betydelig grad. Og det er som sagt, hvis
den nuværende vækst i antallet af muslimer (og for den sags skyld andre)
fortsætter, kun et spørgsmål om årtier, før vi bliver et mindretal i vort eget
land. Dette er grundproblemet. Men det bliver jo ikke bedre af, at alle de
andre problemer kommer oveni. Jo, måske! For hvis grupper af muslimer fører sig
frem, som det er tilfældet nu, kan det i virkeligheden være en hjælp i forhold
til grundproblemet!
* * *
De hører hjemme i skammens mørke og på historiens
losseplads
Nedenstående kommentar satte jeg lidt efter
klokken 23 den 22. juli 2016 i tråden til DR Deadlines omtale i Facebook af
aftenens indslag om den da endnu uopklarede terrorhandling i München.
Der blev også brugt
en hel del tid på, hvad der skete i Norge for fem år siden. Og dermed på, hvad
jeg betegner som "den unævnelige udådsmand". Jeg mener altså, at en
sådan person bør sænkes ned i den navnløse skams uendelige dyb. - Egentlig
mener jeg, det samme bør gælde alle andre terrorister. De bør i hvert fald ikke
opnå herostratisk berømmelse med navns nævnelse og ikke have deres budskab
frem. - Men det er selvfølgelig ikke så ligetil. Man er jo nødt til at omtale
terroren for at kunne bekæmpe den, hvilket dybest set og i sidste ende kun kan
ske med ord. Men mit ord her i aften er altså, at terrorister af enhver art
hører hjemme i skammens mørke og på historiens losseplads.
* * *
Så klar som situationen
Læserbrev i
Lolland-Falsters Folketidende 20.07.16
I lederen 19. juli gentager K.E. Watz de sædvanlige fraser, der skal tjene til at nedgøre Dansk Folkeparti i den aktuelle situation, hvor det ikke ser så godt ud for det nuværende EU og de nuværende EU-positive politikere i blandt andet Danmark. Og det kan godt være, denne massive kampagne kan svække Dansk Folkeparti på kortere sigt. Men det bliver den ikke mere rigtig af.
Det er klart, at DF ikke hidtil har kunnet gå i regering, når nemlig situationen omkring såvel indvandringen som EU har været så unormal, som det har været tilfældet. Men med den stigende erkendelse af indvandringens alvor og de nye muligheder, der tegner sig efter Brexit, er der opstået en ny situation - som dog først bliver afklaret, når Storbritanniens forhold til EU er forhandlet på plads.
Derfor er Dansk Folkepartis politik lige nu præcis så klar som situationen.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Folkeafstemninger - og nye politikere.
Kommentar i
Facebook-tråd 19.07.16.
Der er helt åbenbart
noget galt. Hverken vore hjemlige magtbærende politikere eller dem i
EU-systemet varetager befolkningernes interesser. De ligger under for andre
ting. - Jeg har altid været meget forbeholden over for folkeafstemninger. Ikke
mindst, fordi de er anonyme, så man ikke kan placere ansvaret hos nogen. Men
efterhånden som min mistanke vokser om, at i hvert fald de politikere, der har
magten, er styret af andre ting, må jeg se folkeafstemningerne som en
demokratisk nødvendighed. Men mange af dem i både Folketinget og EU skal også
hurtigst muligt skiftes ud. Hvorefter vi skal hjælpe dem til, ikke at komme i
andre kræfters vold!
* * *
IKKE SAMMENBRUD, MEN ET NYT EF!
Den
4. juli 2016 kl. ca. 21 slog jeg dette op på min Facebook-væg.
Kommentaren nedenfor har jeg netop sat i DR Deadlines tråd til
foromtalen af udsendelsen i aften kl. 22.30, som lyder:
Mener Dansk Folkeparti, at vi skal have en
folkeafstemning som i Storbritannien? Er det et krav for at gå i regering?
Niels Krause-Kjær spørger i aften Jesper Thobo-Carlsen fra Politiken og Hans
Mortensen fra Weekendavisen, hvordan DFs meldinger
skal forstås.
OG HER ER MIN KOMMENTAR:
Jeg er træt af de dumme angreb på DF. Enhver, der ikke sidder fast i
den ideologiske mode fra i går (eller varetager nogle andre interesser end
befolkningernes), kan se, at DF har en moderat og pragmatisk tilgang, og at der
af gode grunde ikke kan meldes klarere ud lige nu. Der er mange muligheder, og
det hele vil blive afklaret efterhånden. Men det kan kun gå fremad. Jeg håber
dog, der kommer så meget fornuft og respekt i såvel EU's som de nationale
ledere (og at vi efterhånden får nogle nye og bedre), at et totalt sammenbrud
kan undgås. For selvfølgelig skal vi have et europæisk samarbejde. Jeg ville
gerne kalde det et nyt EF! - De kommende år bliver meget spændende.
-
TILFØJELSE HER:
Jeg
føjer til her på siden, at det kun er en mindre del af mine bidrag til den
aktuelle EU-debat, jeg har sat her på siden. Jeg har skrevet mange kommentarer
i især DR Deadline's og DR P 1 Debats tråde. - Det er
i det hele taget kun en del af dens slags kommentarer, jeg sætter på her. Jeg
har egentlig slet ikke tid til at debattere. Jeg skal koncentrere mig om mit
forfatterskab. Men vi har ikke siden Murens fald været i en tilsvarende
situation, og jeg vil gerne give mit lille bidrag.
* * *
En aktuel aforisme
Når en af vore
politikere siger, at det nu gælder om at lytte til folks bekymringer, skal vi
spørge vedkommende: "Er du selv bekymret?". - 29.06.16.
Først sat i P 1 Debats
tråd til udsendelsen næste dag, dernæst på min egen Facebook-væg - og så i
dokumentet med ting til min næste samling af digte og aforismer, som tænkes
udgivet måske allerede i 2017.
* * *
Min dagbogsoptegnelse ved middagstid dagen efter den britiske
folkeafstemning
Fredag den 24. juni 2016. - Brexit. - Det var en spændende morgen, og vi var længe usikre på, om der virkelig var flertal for Leave. Men vi i Dansk Folkeparti har jo hele tiden haft den holdning, at med den britiske premierministers forhandlingsresultat og hele røret rundt omkring i EU-landene, ville både det ene og det andet resultat være et fremskridt. Og nu må vi se. Jeg ønsker ikke EU opløst. Men jeg ønsker måske et EU i flere grupperinger. Mentalitetsforskellene og forskellene i politisk kultur er meget store. Jeg har længe i både spøg og alvor sagt, at de lande, der indgik i Knud den Stores rige, nemlig Danmark, Norge og England (nu Storbritannien), måske på en eller anden måde skulle samle sig i en særlig gruppe (evt. sammen med yderligere nogle ligesindede lande), som enten kunne udgøre en særlig gruppe inden for EU eller kunne stå samlet udenfor, men i en passende tilknytning til EU. - Jeg håber, at en ny udvikling nu er begyndt. Men det kan være, tilhængerpolitikerne og EU-systemet skal have endnu nogle skud for boven. En korrespondent i Bruxelles sagde, mens hun pegede over mod EU-institutionernes blærebygninger, at folkene derovre ikke i deres sjæle kunne forstå, hvad der lå bag det britiske afstemningsresultat. Og det samme gælder de nationale tilhængerpolitikere. Jeg har fx lagt mærke til, at man taler om "bekymringerne" i store dele af befolkningerne, og at dem bør man tage hensyn til. Men de