VENDERE - SORBERE

 

Bent Christensen

 

 

På nærværende underside er samlet forskellige tekster, der handler om slaverne mellem Oderen og Elben i fortid og nutid.

 

Siden er senest blevet opdateret 20.05.2012: - Ømålsordbogen om det vendiske ord "at kampe sig" i falstersk dialekt.

 

 

Se også undersiden »Internationalt«, hvor andre rejseberetninger m.m. er samlet. - Samt undersiden DEUTSCH, hvor tekster på tysk i forbindelse med mit sorbiske engagement står, ikke mindst mine "Ansprachen" ved gudstjenesterne hos vore venner i Nebelschütz/Njebjelčicy.

 

 

YDERLIGERE HENVISNINGER (herunder www-links):

 

I de ældste af de artikler på undersiden »Internationalt«, som der henvises til ovenfor, har jeg skrevet en smule om vor historie med »vore« vendere. Men man kan også finde noget i almindelige fremstillinger af danmarkshistorien. Og i Saxos Danmarkskrønike.

 

Desuden henvises der til den i 2002 udgivne bog: »Venner og Fjender. Dansk-vendiske forbindelser i vikingetid og tidlig middelalder« (Næstved 2002). Der er her tale om »Resultater fra et forsknings- og formidlingsprojekt inden for Storstrøms Amt & Indlæg fra et tværvidenskabeligt seminar i Stubbekøbing d. 25.-26. september 2000«.

 

 

LINKS:

 

»VENner & FjenDER. De dansk-vendiske forbindelser i vikingetid og tidlig middelalder. Et forsknings- og formidlingsprojekt i Storstrøms Amt«:

www.aabne-samlinger.dk/venderprojekt/

 

KORT, der viser grænsen mellem sakserne og obodritterne i området syd for Danmark:

http://pl.wikipedia.org/w/index.php?title=Plik:Limes.saxoniae.wmt.png&filetimestamp=20050823210457

 

Og et par adresser til omtale af sorberne i almindelighed, og hvorfra der er mange links videre ud:

www.sorben-wenden.de

www.serbski-institut.de.

 

Vor sorbiske venskabskommunes hjemmeside, Gemeinde Nebelschütz / Gmejna Njebjelčicy:

www.nebelschuetz.de

 

Facebook-billedalbummet "Mine vendiske venner" (lysbilledforedrag, dvs. billeder med en hel del tekst):

http://www.facebook.com/media/set/?set=a.192273737473166.47758.100000716224349&type=1&l=885eec3c22

 

 

Min tyske oversættelse af slutningen af artikel i "Informator Polski", hvori jeg fortæller "Informators" læsere om, hvordan vi sluttede vor ferie i Polen med et besøg hos vore vendiske venner. Denne oversættelse sendte jeg til vennerne i Nebelschütz for at vise dem, hvordan de var omtalt, og de blev så glade for den, at de straks satte den på deres hjemmeside (under omtalen af de internationale byfester), og der stod den endnu i oktober 2011:

http://www.nebelschuetz.de/index.php?id=1246&L=%2F..%2F..%2F..%2F..%2F..%2F..%2F..%2F&fb_source=message

 

 

 

*  *  *

 

 

 

INDHOLD PÅ NÆRVÆRENDE UNDERSIDE

 

Ældst nederst – yngst øverst. – Allerøverst står dog altid teksten »INDLEDNING«, som vil være under stadig opdatering.

 

 

INDLEDNING - Altid øverst.

Om de gamle, fra også danmarkshistorien kendte, vendere og om »sorberne« i de tyske forbundslande Brandenburg og Sachsen, som er de eneste endnu slavisktalende efterkommere efter de slaviske stammer, som fra anden halvdel af det første årtusinde af befolkede området mellem Oderen og Elben. – Sat her på nærværende underside 19.08.02, men bliver løbende udvidet.

 

LINK til Facebook-billedalbummet MINE VENDISKE VENNER. - Altid næstøverst.

 

VENDERNE OG BORNHOLM. - Grundlagt 29.10.11. Vil løbende bliver opdateret - hvis/når jeg finder mere.

 

VENDER-FERIE - SOMMER 2002 - I TYSKLAND OG POLEN

En stor samlet beretning – skrevet specielt til nærværende underside om min kones og mine oplevelser hos »vendere« (sorbere) og polakker i såvel det tyske som det polske Lausitz/Łużyce.

- Se også nedenfor de kortere beretninger i de to ret forskellige artikler med titlen Nyt besøg hos sorberne – med spændende efterspil i Polen. - Ældst (pr. ca. 26.09.02) er versionen i »Informator Polski«, yngst versionen i »Dansk Kirketidende« 1/2003).

 

NYT BESØG HOS SORBERNE – MED SPÆNDENDE EFTERSPIL I POLEN. - Version 2 – »Dansk Kirketidende« 1/2003

 

NYT BESØG HOS SORBERNE – MED SPÆNDENDE EFTERSPIL I POLEN. - Version 1 – »Informator Polski« nr. 2-3 (40-41) 2002.

 

LOLLAND-FALSTER OG SLAVERNE – FOR TUSIND ÅR SIDEN OG NU. - »Informator Polski« nr. 1 (39) 2002.

 

NY KONTAKT MELLEM VENDERNE OG LOLLAND-FALSTER.  (Vedføjet digtet »Lollandsk tilegnelse«). - Dansk Kirketidende nr. 23/2001.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

INDLEDNING

 

Om de gamle, fra også danmarkshistorien kendte, vendere og om »sorberne« i de tyske forbundslande Brandenburg og Sachsen, som er de eneste endnu slavisktalende efterkommere efter de slaviske stammer, som fra anden halvdel af det første årtusinde af befolkede området mellem Oderen og Elben. – Sat her på nærværende underside 19.08.02, men bliver løbende udvidet.

 

 

 

 

-  -  -

 

 

VENDISKE LÅNEORD I FALSTERSK OG ØSTLOLLANDSK

 

Fra Friederike Housteds bog (her fra foredrag på: http://static.sdu.dk/mediafiles//Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/Projekter/Middelalderstudier/Venderne_og_Danmark.pdf ):

 

I Molbechs Dansk Dialekt Lexikon fra 1841 er der kun et enkelt ord, som er lånt fra slavisk, at kampe sig, "bade", registreret i Sydfalster. Ømålsamlingen har også registreret ordet i det østlige Lolland, med overleveringer, der tidsmæssigt går op til midten af 20. årh. At kampe sig går tilbage til det plb.-pom. *kå/ëpati s´/ , "bade".

 

BC: På polsk hedder "at bade" kąpać [udt. kåmpatj, altså, som næsten altid på polsk, med tryk på næstsidste stavelse], fx kąpać dziecko = bade et barn. Hvis det er subjektet selv, der bader eller tager et bad, bruges formen kąpać się = bade sig.

 

20.05.12: Ømålsordbogen har dertil (lydskriften er her, forhåbentlig rigtigt, omskrevet til almindelig stavning og kursiveret, eller udeladt, forkortelser er i de fleste tilfælde skrevet helt ud, og der er ændret lidt i tegnsætningen):

 

kampe II verbum - Falster (Væggerløse, Skelby), Lolland (Toreby). Bøjning: ede-bøjning. - 1) gå i vandet, bade (i fri luft, jf. bade I.2) i forb. kampe sig Falster (Kippinge, Væggerløse, Skelby]), Lolland (Toreby, LollO): vil du med ned i stranden og kampe dig? - jeg har kampet mig én gang i dag (Falster (Væggerløse), nu skal vi ned og kampe vos Lolland (Toreby), der er mange ude og kampe dem i dag, smst, I må godt kampe jer, men I må ikke sænke jer (dvs drukne), formaning til børnene, der vil i vandet, "alm talemåde" Falster (Skelby); også om at bade sig i solen (jf bade I.3) Falster (SFalst. Molb.S). - 2) i forb kampe heste bade, lade heste svømme (i stranden) Falster (Skelby) i går havde vi hestene i stranden og kampe dem smst. - Fra slavisk, jf 80 Ord: 64f. [80 Ord = 80 Ord til Christian Lisse 12. januar 1992 (Udg. af Selskab for Nordisk Filologi. Kbh 1992)].

 

Friederike Housted er PhD i vendiske stednavne på Lolland-Falster. Hendes bog, som udkom i 1994, hedder "Stednavne af slavisk oprindelse på Lolland, Falster og Møn". - Hun deltog i det møde med en delegation af nulevende "vendere" (sorbere), som omtales på nærværende underside i to artikler, nemlig

 

- "Lolland-Falster og slaverne – for tusind år siden og nu" (»Informator Polski« nr. 1 (39) 2002).

 

- "Ny kontakt mellem venderne og Lolland-Falster". (Dansk Kirketidende nr. 23/2001).

 

 

-  -  -

 

 

OM DE NUVÆRENDE SORBERE/VENDERE OG DERES PLADS I HISTORIEN OG BLANDT DE SLAVISKE FOLK

 

Som omtalt i beretningen om mine oplevelser 2002, købte jeg denne gang endnu mere materiale om sorbernes og deres sprog. (Undersiden »Internationalt«, teksten »Vender-ferie - sommer 2002 - i Tyskland og Polen«).

 

En af de bøger, jeg købte i den sorbiske boghandel i Bautzen/Budyšin, var en lærebog i sorbisk, hvis tyske titel (med typisk sorbisk humor) er: »Obersorbisch. Ein Sprachkurs im Selbststudium für Unerschrockene«. (For kolorittens – og eventuelle slaviskkyndige læseres – skyld anfører jeg også den sorbiske version af denne titel: »Hornjoserbšćina. Rĕčny kurs za samostudij za njebojaznych«). Men det, der i indeværende sammenhæng er interessant ved denne lærebog, er den fremragende indledning over kun to sider. Her får man (pr. bogens udgivelsesår: 2000) et godt billede af både historien og den aktuelle situation. Og denne indledning danner grundlaget for den følgende tekst – hvori jeg også har indsat en del oplysninger, jeg har andre steder fra. For læservenlighedens skyld skriver jeg alt uden anførselstegn o.lign. – uanset om jeg har refereret eller blot oversat.

INDSKUD 24.10.11: På en polsk Wikipedia-side har jeg fundet denne forklaring på det i første omgang overraskende sammenfald med navnet på balkanlandet Serbien og dets indbyggere:

Pochodzenie nazwy

Nazwa Serbowie pokrewna jest polskiemu słowu pasierb (staropolskie pasierb, pasierzb, pasirzb 1391, n.os. Pasirb 1475, n.m. Pasirbice 1310, od psł. *pa-sṝbъ, od sṝbъ[1] "prawowity potomek-dziedzic, pełnoprawny członek rodu" utworzony za pomocą prasłowiańskiego prefiksu pa-; jak pagórek, pasynek, pascórka=pasierbica; w znaczeniu "syn nieprawowity, urodzony z nałożnicy, dziedziczący tylko w razie braku synów prawowitych"[2]) i pierwotnie oznaczała współplemieńca (tego, który ssał mleko tej samej matki). Niewyjaśniona jest kwestia pokrewieństwa Serbów bałkańskich i Serbów łużyckich (zbieżność nazw prawdopodobnie nie jest przypadkowa). Według jednej z hipotez, uwiarygodnionej kroniką Konstantyna Porfirogenety wspólni przodkowie wszystkich Serbów, po opuszczeniu w VII wieku (w latach 622-627[3]) swojej prasłowiańskiej ojczyzny Białej Serbii rozdzielili się na dwie grupy. Jedna z grup dotarła przez Karpaty na Bałkany, podczas gdy druga (przodkowie Serbołużyczan) osiedliła się nad środkową Łabą. Wg Heinza Schustera-Šewca (wg którego określenie Serbowi miało oznaczać krewnych) Serbowie (różne plemiona) występowali pod nazwą jedynie na rubieżach ziem zajętych przez Słowian (podobnie jak w przypadku etnosów używających jako nazwy własnej ogólnego słowiańskiego desygnatu: Słowacy, Słoweńcy, Słowińcy, Słowienie)[4]. -

Nazwa "Łużyce" (niem. Lausitz), oznaczająca pierwotnie ziemię bagnistą, pochodzi prawdopodobnie od słowa "ług" (zbiornik wodny, kałuża), wskazując tym samym, że okolica bogata jest w wodę (rozlewiska Łaby i Sprewy).

http://pl.wikipedia.org/wiki/Serbo%C5%82u%C5%BCyczanie

I det sidste afsnit forklares også hele områdets navn, tysk: Die Lausitz, polsk: Łużyce, sorbisk: Łužica. Det har nok noget med "vådområde" at gøre. jfr. det nedersorbiske område syd for Berlin Spreewald! - Men hvad selve folkenavnet angår, forklares det, at "serber" oprindelig betyder "stammefælle", og at de jugoslaviske serbere og sorberne, i hvert fald ifølge én hypotese, oprindelig kommer samme sted fra, fra området "Biała Serbia" - hvilket så faktisk betyder, at det er sorberne, der mere eller mindre er blevet boende i det oprindelige område og de jugoslaviske serbere, der er vandret mod syd, jfr. at Jugoslavien betyder Sydslavien. - Men se kort med engelsk tekst på: http://pl.wikipedia.org/wiki/Bia%C5%82a_Serbia - Der er bare noget, der stadig virker lidt underligt. Det er, som om den polske Wikipedia-tekst ovf. til dels også blander grønt og gult sammen (jfr. dette kort). Det fremgår også af pilene på kortet, at i hvert fald nogle af sydslaverne kan være kommet direkte fra det, der på dette kort vises som det oprindelige "protoslaviske" område, hovedsagelig i det nuværende Ukraine. - Jeg supplerer med dette fra Den Store Danskes artikel om de slaviske sprogs historie:

De slaviske sprog har udviklet sig fra protoslavisk, hvis kerneområde frem til 400-t. sandsynligvis lå omkring floden Dnepr i det nuværende Ukraine. [...] I den sene protoslaviske eller fællesslaviske periode fra 400-t. til ca. 1000 bredte slaverne sig mod nord til Ishavet, mod vest til Elben og mod syd ned over Balkan til det græske område.

OG EN YDERLIGERE TILFØJELSE: Det her er af gode grunde svært. Og jeg er ikke helt sikker på, at der ikke - også(?), mere eller mindre(?) - kan være tale om, at de mennesker, der i dag er hhv. sorbere i området mellem Berlin og Tjekkiet, og serbere i det tidligere Jugoslavien (Sydslavien), for begge parters vedkommende er udgået fra de slavere, der boede i og omkring det nuværende Ukraine, så at de, der blev til vore dages sorbere, vandrede mod vest, og de, der blev til vore dages serbere, vandrede mod syd. Klik evt. på linket i feltet lige her ovenfor til "kort med engelsk tekst", og se især på det gule. - Hvis/når jeg bliver klogere, må jeg også prøve at sætte noget ind på den store tekst til billedalbummet "Mine vendiske venner" (hedder det vist). - Og så er jeg jo slet ikke kommet ind på den meget dyrkede sorbiske sagnfigur Krabat (tryk på første stavelse), hvis navn kommer af navnet på det andet sydslaviske folk: kroaterne. Men det er en helt andet og langt senere historie. Interesserede kan læse om Krabat og vor deltagelse i en Krabat-fest nede hos vore sorbiske venner længere nede på denne side.

 

 

Der er kun ca. 65.000 sorbisktalende personer tilbage. Og så fordeler dette lille mindretal sig endda på to forskellige sprog (og der er, så vidt jeg kan se – jeg har set meget lidt på det mindste af dem – virkelig tale om sprog, ikke bare dialekter): »Obersorbisch«, som tales af ca. 40.000, og »Niedersorbisch«, som tales af kun ca. 15.000.

 

Sorberne bor i det område i det sydøstlige hjørne af det tidligere DDR, som kaldes »Die Lausitz«. I dag ligger det øvresorbiske sprogområde (inkl. de nordlige grænsedialekter) inden for det område, der begrænses af de byer, hvis tyske navne er: Löbau-Bautzen-Bischofswerda-Kamenz-Hoyerswerda-Senftenberg-Spremberg-Weißwasser-Niesky (altså et område øst og nordøst for Dresden). Bautzen (sorbisk: Budyšin) er øvresorbernes kulturelle centrum). I de fleste landsbyer er det dog kun den ældre generation, der taler sorbisk. Stærkest står sproget i de katolske landsbyer (hvortil »min« Nebelschütz (sorbisk: Njebjelčicy) hører) i det trekantområde, som begrænses af Kamenz-Bautzen-Hoyerswerda. (Man har fortalt mig, at dette – umiddelbart ikke indlysende forhold – bl.a. skyldes, at de katolske præster jo af gode grunde ikke kan falde for fristelsen til at gifte sig med tyske kvinder). – Det nedersorbiske område ligger nord for det øvresorbiske og har byen Cottbus (Chośebuz) som centrum. Især nedersorberne bruger i dag også ordet »vendere« om sig selv, selv om det er et ikke-slavisk ord, der ofte har været brugt i nedsættende betydning. Ifølge Ordbog over det danske Sprog findes det tilsvarende ord for slaviske folk ikke alene i alle germanske sprog, men også i latin (»vendi« eller »veneti«), ja, i græsk: ouénethai. Dets oprindelse betegnes som »uvis«.

 

I den lærebogsindledning, der som nævnt har været udgangspunktet for nærværende indledning, gøres der rede for den slaviske sprogfamilies opdeling i de tre grene: østslavisk (russisk, hviderussisk, ukrainsk), sydslavisk (bl.a. bulgarsk, serbokroatisk og slovensk) og vestslavisk, som udgøres af tjekkisk, slovakisk og polsk – og så altså sorbisk, som altså igen (hvor utroligt det end lyder) består af hhv. øvre- og nedersorbisk. Der er i øvrigt endnu et lille nutidigt vestslavisk sprog, nemlig kasjubisk, som tales i området omkring Wislas udmunding ved Gdansk, men som dog af nogle opfattes blot som en polsk dialekt.

 

Blandt de vestslaviske sprog nævnes desuden det nu uddøde sprog polabisk, som indtil 1700-tallet blev talt i området Wendland(!) sydøst for Lüneburg. – Og jeg kan hertil straks føje, at da jeg i februar 2002 var med en gruppe præster her fra Lolland-Falsters Stift til et seminar hos vore lutherske naboer i Landeskirche Mecklenburg (se foredraget på undersiden »DEUTSCH«), og spurgte, hvad man dér kendte til venderne, var man lidt forbeholden, når jeg begejstret fortalte om min kontakt med sorberne langt nede mod syd. De rigtige vendere (altså dem, der havde været hos os) havde jo boet i bl.a. deres område. Og de nævnte straks Wendland, hvor der skulle være en særlig bygningsstil og nogle også stadig særprægede mennesker – om end de altså ikke længere talte slavisk. Og jeg kan yderligere føje til, at da jeg i forbindelse med udarbejdelsen af første version af denne tekst skulle checke internetadressen til Nebelschütz Kommune og kom til at kigge lidt rundt på deres meget righoldige hjemmeside, så jeg, at sidste års kirkeudflugt bl.a. havde omfattet et besøg i Wendland-området!

 

I den tidlige middelalder strakte det af slaviske stammer beboede område sig fra Østersøen i nord til floden Main i syd. Mange bynavne i området er oprindelig slaviske, fx Rostock (af slavisk: roz-tok, dvs. noget, der flyder fra hinanden), eller Leipzig (slavisk: Lipsk, af lipa, lindetræ).

 

Helt oppe i 1500-tallet klagede Martin Luther i Wittenberg over, at de vendiske bønder ude på landet ikke kunne forstå hans fine tysk!

 

Men de tyske nybyggere trængte mere og mere frem, og efterhånden blev den slaviske befolkning assimileret, så de mistede deres sprog. – Endnu et indskud: Som nævnt i den ovf. omtalte 2002-rejseberetning (undersiden »Internationalt«) blev jeg ved et tilfælde klar over, at der også har været et »østsorbisk« område helt inde i det nuværende Polen, og under mine studier der (i byen Żary, »hovedstaden i det polske Lausitz«) kom jeg bl.a. til at tale med biblioteksdirektør og historiemagister Jan Tyra, som fortalte, at der oprindelig havde været 25 forskellige stammer i området vest for Polen, og at det havde været disse vestslavers ulykke, at de aldrig havde fået dannet en stat.

 

Trediveårskrigen 1618-1648 blev en katastrofe for den slaviske befolkning. En meget stor del af befolkningen i det østlige Tyskland mistede livet, og tomrummet blev overvejende fyldt op af nye tyske bosættere. Og da de sidste slavisktalende mennesker i det ovf. omtalte Wendland var døde (i 1700-tallet), var der kun øvre- og nedersorberne tilbage. Men de har så også overlevet, bevaret deres sprog og kultur, gennem tusind år som mindretal med tyskere til alle sider. Øvre- og nedersorbisk er moderne skriftsprog med ordbøger, grammatikker, lærebøger osv., og sproget bruges i både trykte og elektroniske medier.

 

Den første sorbiske fyrste, der optræder i historien, er en vis Derwan, som i en gammel krønike optræder i året 631. De ældste på skrift overleverede sorbiske ord, er de såkaldte »Magdeburger Glossen« fra 1100-tallet. Den ældste bevarede sammenhængende sorbiske tekst er den såkaldte »Borger-ed« fra Bautzen (1532).

 

I løbet af 1600- og 1700-tallet udvikledes det sorbiske skriftsprog (om end i hhv. et katolsk og et evangelisk spor). I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet konsoliderede et øvresorbisk enhedsskriftsprog sig. Hvilket især skyldtes den i 1847 stiftede videnskabelige sorbiske sprogforening »Maćica Serbska« (kan vel oversættes: »Det Sorbiske Modersmålsselskab«, selv om »maćica«, ifølge min ordbog, på moderne øvresorbisk betyder »møtrik«; man skal desuden lægge mærke til, at »sorbisk« på sorbisk (i maskulinum) hedder »serbski«, hvilket dog, efter hvad jeg har hørt, på slavisk egentlig bare betyder »som hører til folket« el. lign., svarende til, at inuitterne med dette ord kalder sig »mennesker«!).

 

Allerede i 1600- og 1700-tallet var der kommet bibeloversættelser på sorbisk, men først i løbet af 1800-tallet kommer der verdslig litteratur og skønlitteratur i større omfang. De vigtigste øvresorbiske digtere fra denne tid er Handrij Zejler (1804-1872) og Jakub Bart-Ćišinski (1856-1909).

 

I DDR fik sorberne – som slavisk folk (og, siger jeg, vel som en ufarlig demonstration af denne stats fortræffelighed) – ved den såkaldte Sorbengesetz fra 1948 en ganske positiv særbehandling, og i det nye, genforenede Tyskland er deres rettigheder sikret i såvel Bundesland Sachsens som Bundesland Brandenburgs forfatning. Men de nye tider er ikke gunstige for dem. Bl.a. søger mange af deres unge mod vest for at få arbejde.

 

Men man gør meget for at overleve som folk med eget sprog. Et af de nyeste projekter er det såkaldte WITAJ-initiativ (»witaj« betyder »(du er) velkommen«. Her prøver man – efter Bretagne’sk forbillede – at »lege« det sorbiske sprog ind i børnehavebørnene. Jeg har selv set (og bragt med hjem) farvestrålende og muntre reklamefoldere for dette program. Og så fortsætter man op gennem skolesystemet, ligesom man kæmper for (reelt) at bevare det sorbiske sprogs status som offentligt sprog. I de ovf. nævnte områder er alle vejskilte tosprogede, tysk øverst, sorbisk nederst, og man skulle i princippet kunne kommunikere med myndighederne på sorbisk.

 

Og jeg vil slutte med at fortælle, at en af de gæster, jeg fik op her til Lolland-Falster i maj 2001, var journalisten og musikeren Martin Wetzlich (Měrcin Weclich), som ikke alene havde sin harmonika med, så han under besøget kunne demonstrere både ældre og nyere sorbiske sange, men også nogle af de CD’ere, han har indspillet, bl.a. med tekster skrevet af ham selv – moderne sange på sorbisk. Ved Nebelschütz-festivalen 2002 oplevede vi ham både som journalist ved underskrivelsen af en partnerskabsaftale mellem Nebelschütz og den ungarske kommune Ladánybene og som forrygende konferencier på (mest) sorbisk og tysk ved det store kultur- og folkloreprogram søndag eftermiddag.

 

[INDLEDNING slut]

 

 

 

*  *  *

 

 

 

LINK TIL FOREDRAGET "MINE VENDISKE VENNER"

 

Hvis man klikker på dette link, skulle man kunne komme til mit Facebook-billedforedrag MINE VENDISKE VENNER, holdt 07.03.11 i Rytterskolen, Toreby:

 

http://www.facebook.com/album.php?aid=47758&id=100000716224349&l=885eec3c22

 

Jeg har selv prøvet. Men hvis man får en tom side frem, skal man klikke på "Gå til Facebook ...".

 

 

Ovenstående tekster og links vil altid stå øverst på denne side!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

VENDERNE OG BORNHOLM.

Grundlagt 29.10.11. Vil løbende bliver opdateret - hvis/når jeg finder mere.

 

Da en af mine svenske (skånske) Facebook-venner havde klikket "Synes godt om" til mit FB-billedalbum, takkede jeg for interessen og spurgte, hvordan det lå med venderne og Sverige (vel især de oprindelig danske områder). Og så kom jeg til at tænke på "mit eget" Bornholm (hvor jeg 1964-1974 har været reserveofficer og senere præst). Jeg måtte indrømme, at det vidste jeg ikke noget om, men erklærede, at det måtte jeg nu prøve at undersøge. Foreløbig har jeg fundet nogle ting ved Google-søgning. Men hvis nogen, der læser dette, ved mere, beder jeg vedkommende meddele mig det på mail-adressen bc [det særlige a] bentchristensen [punktum dk]. - Men her er, hvad jeg har fundet:

 

 

Fra Bornholms Museums Bornholms Historie

 

På grund af øens beliggenhed har Bornholm siden oldtiden haft behov for et stærkt kystforsvar. I Knytlingesaga fortælles, hvordan kongens høvedsmand Blod Egil skulle sørge for øens sø-forsvar, og hvad der ellers påligger kongen. Egil levede på stormandsvis med lige så mange mænd/krigsfolk som kongen. Om sommeren lå han til stadighed på krigstogt og plyndrede i Vendland med 18 skibe. Efter at Knud den Hellige omkring 1085 havde fået ham hængt for sørøveri, hans mænd dræbt, lemlæstet eller drevet ud af landet, blev Bornholm igen udsat for vendiske plyndringer. Knytlingesaga beretter desuden, at der blev hærget meget i Danmark på kong Niels’ tid (1104-1134) af hedninger fra Østerleden. Disse lå længe ude på krigstogt om sommeren og udplyndrede købmænd eller landenes folk. Indtil 1185 kom truslen især fra det pommerske område syd for Bornholm (Vendland), og indtil erobringen af Estland i 1219 og den tyske underlæggelse af Kurland i 1230 desuden fra de baltiske lande.

http://www.bornholmsmuseum.dk/middelalderen.pdf

 

Hvad Blod Egil angår, kan jeg (med nødvendigt forbehold) henvise til denne måske private slægts-side, hvor der også står noget om Egil og venderne:

http://www.moliin.dk/Regnarsen/Blod-Egil.html

 

-

 

Fra Den Store Danske:

 

Bornholm var af strategisk betydning for den danske kongemagt, der omkring 1150 opførte Lilleborg som afløser for det nærliggende Gamleborg. I 1149 havde kongen måttet afgive tre af de fire herreder til Lunds ærkebispesæde, som omkring 1250 byggede det mægtige Hammershus og med vendernes hjælp i 1259 stormede Lilleborg, hvorved Rønne Herred også blev indtaget.

http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Bornholm/Bornholm/Bornholm_(Historie)

 

Fortsættes

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Vender-ferie - sommer 2002 - i Tyskland og Polen

 

I sommeren 2002 lykkedes det for Anna og mig at komme til at deltage i den internationale Nebelschütz-festival, vi pga. sygdom ikke kom til i 2001. Og denne gang i sagnfiguren Krabats tegn. Men oven i dette fik vi på vej hjem gennem Polen en helt uventet polsk, dvs. »øst-lusisisk« vinkel på sagen!

 

NB! Denne artikel er en sammenskrivning af forskelligt materiale, hvoraf noget vil blive eller har været trykt (i til dels forkortet skikkelse), andet kun er skrevet her. Artiklen vil blive opdateret, når/hvis jeg kommer i tanker om nye ting, som bør med.

 

Artiklen er sat på 01.08.02 og er senest opdateret 01.08.02.

 

Jeg håber, alle besøgende/læsere vil få de såkaldte diakritiske tegn i de sorbiske og polske navne og ord frem. Skulle det ikke være tilfældet, må man forstå, at der altså skulle stå et sådant særligt bogstav, hvor der måske nu står et mystisk, helt forkert tegn! – Men for kolorittens skyld prøver jeg at bevare disse tegn i de dele af teksten, der oprindelig er skrevet til et polsk tidsskrift.

 

 

 

*  *  *

 

 

For så vidt angår forhistorien henvises der til de to ældre artikler her på siden: »Ny kontakt mellem venderne og Lolland-Falster« (Dansk Kirketidende nr. 23/2001) og »Lolland-Falster og slaverne – for tusind år siden og nu« (Informator Polski« nr. 1 (39) 2002).

 

Men til allersidst i sidstnævnte artikel udtrykte jeg jo håbet om, at det ville lykkes for min kone Anna og mig at komme til at deltage i sorbernes internationale Nebelschütz-festival 2002. Og det gjorde det. Men hvad mere er; der kom denne gang en helt særlig polsk vinkel på.

 

 

Polsk optakt

Allerede på vej til Nebelschütz havde vor – af private grunde noget forkortede – tur en polsk vinkel. Vi havde hele tiden regnet med, at vi skulle »gøre Polen« på både ud- og hjemturen, så da vi lige havde været en tur igennem Berlin for at se, hvordan den så ud nu, kørte vi ind i Polen ved grænseovergangen Forst/Olszyna, hvorefter vi kørte mod syd ved Iłowa og fik en dejlig tur til Zgorzelec ad den udmærkede landevej 296 gennem et skovområde med lysninger og landsbyer.

 

Zgorzelec skulle være vort springbræt til Nebelschütz. Men hvor skulle vi sove de to nætter? Vi købte et kort over Zgorzelec og omegn på en tankstation og begyndte af se efter, hvor vi måske kunne finde et motel. Men det så manden på tankstationen, som kom ud og spurgte, om han kunne hjælpe os. Og snart stod vi med en reklame for det nyetablerede Hotel Pawłowski på vejen med det fine navn ul. Reymonta. Det bedste minde fra dette hotel – som vi også overnattede i på hjemvejen – var den bevogtede parkeringsplads, dvs. de to hunde og deres »far«. Den havde vi udsigt til fra værelset, og vi brugte megen tid på at nyde de tre: den meget rare og hyggelige mand (med fuld kontrol over hundene), den ældre, adstadige rottweiler, og den endnu hvalpede ulvehund, som gik mere ivrigt rundt på pladsen – og herunder satte sine »markeringer« på de parkerede bilers hjul!

 

Europa-By Görlitz/Zgorzelec havde vi flere gange set noget fra i tysk fjernsyn, men Zgorzelec var mindre, end vi havde forestillet os, så vi henlagde vor bogindkøbstur til Jelenia Góra – hvorved vi også fik en dejlig tur på den nye EU-vej med udsigt til bjergene mod syd, som mindede os om vore besøg i 1994 og 1999 hos vore lutherske konfessionsfæller i Bielsko-Biała, Cieszyn og Wisła. Desuden dvælede vi et øjeblik ved årtusindskifte-monumentet i nærheden af Lubań. I den ret store boghandel i Jelenia Góra kunne jeg ikke få hverken en antologi af nutid polsk lyrik eller en almindelig lyriksamling, men da jeg bad om et typisk eksempel på aktuel polsk litteratur anbefalede ekspeditricen mig Olga Tokarczuk: »Gra na wielu bębenkach«, som skulle være et godt udtryk for »nowy trend«, så den købte jeg. Jeg ville også købe et nyt eksemplar af den polske messebog (»mszał«) (det, jeg i sin tid fik af pater Dudek i Næstved, er blevet noget slidt ved mange års flittig brug), men det måtte jeg hen i en særlig butik med alle mulige katolske ting for at få (i nærheden af kirken – św. Erazma i Pankracego). Til gengæld var det så 2001-udgaven med en særlig hilsen fra pave Jan Paweł II i samt en del ting, der ikke var med i den gamle.

 

(En meget vigtig del af mit polskstudium, men jo især en vigtig del af mine økumeniske og liturgiske studier, er arbejdet med denne messebog, som jeg efterhånden har en fuldstændig glosesamling til (i næsten en hel brevordner), og som jeg bruger, når jeg følger messetransmissionen i den polske radios Program 1 søndag morgen kl. 9, hvad jeg gør, så ofte jeg overhovedet har mulighed for det, det vil sige de temmelig mange gange om året, hvor jeg ikke selv har gudstjeneste på det tidspunkt. Jeg kan stort set vældig godt lide den polske måde at fejre messe på. For jeg er jo en så god lutheraner, at jeg bare filtrerer alt det med messeofferet, Maria-dyrkelsen osv. fra og tager for mig af alt det gode. Fx holder jeg meget af den måde, nadverliturgien bliver messet på, en smuk, noget vemodig slavisk tone. Prædikenerne er lige lovlig moraliserende og »kirkemagtprægede« efter min evangeliske smag, men som jeg ofte siger: Hvad hvis Polen ikke engang havde sin katolske kirke i den meget vanskelige situation, landet befinder sig i; der er jo nok at advare imod, også de mange dårlige ting i den vestlige kultur, som nu vælter ind i det postkommunistiske tomrum. Jeg er først og fremmest Grundtvig-discipel, og som sådan ønsker jeg Polen og de andre postkommunistiske lande, herunder det tidligere DDR, alt muligt godt mht. at bevare og nyudvikle egen identitet).

 

Bautzen/Budyšin

Fredag formiddag den 12. juli 2002 satte vi kursen mod Nebelschütz/Njebjelčicy via Bautzen/Budyšin, hvor vi genså Domowina-hovedkvarteret (sorbernes folkelig-kulturelle organisation) og den sorbiske boghandel, som vi havde besøgt i 1999. I Domowinas butik købte jeg de tre sidste kassetter (dækkende perioden fra Oplysningstiden til nutiden) i video-serien (på i alt 9 kassetter) »Słowianske ludy mjez Wódru a Łobjom« (De slaviske folk mellem Oderen og Elben. Jeg havde i forvejen »Zasydlenie« (Bosættelsen) og »Reformacija a pismowstwo« (Reformationen og skriftsproget). I boghandlen købte jeg bl.a. en lærebog i øvresorbisk med tilhørende CD, en disputats om »Sorbische Lyrik des 20. Jahrhunderts«, en »Kurze Geschichte der Sorben« og en samling af nyere sorbisk litteratur, både digte og små prosastykker. Ellers havde jeg kun haft Det Ny Testamente og tilsendte avisudklip at læse sorbisk i. – Ude på festpladsen i Nebelschütz købte vi i denne boghandels bod den tyske udgave af historien om den »Krabat«, vi jo nu nødvendigvis måtte vide noget mere om, se nf.)

 

Nebelschütz/Njebjelčicy

Nebelschütz-festivalen 2002 var vi med i allerede fra om fredagen, så vi kom til at opleve den højtidelige åbning med »Bieranstich« – i år med en særlig ny »Krabat-Trunk« (Krabatowy Napoj) i tønderne (brygget på Domowina-formand Jan Nucks bryggeri!). Men så også det store indledende »Festumzug« (Swjedźenski ćah) med scener fra Krabats historie i optogets mange indslag. Denne festival var nemlig ikke kun den 11. i rækken af internationale Nebelschütz-festivaler, men samtidig den første i den række af årlige »Krabat-fester«, man havde besluttet at lade gå på omgang mellem områdets byer.

 

Ved det første aftensmåltid sluttede vi os til den polske gruppe, som bestod af et par aktive katolske lægfolk, en kultur- og turistmand og en polsk-tysk tolk. Sidstnævnte måtte jeg selvfølgelig have lidt hjælp af indimellem, for mit talte polsk er ikke så godt – selv om hver eneste dag i Polen eller sammen med polakker gør underværker. For jeg har jo min bifagseksamen og en del erfaring i russisk, og jeg har læst og hørt en del polsk (og efterhånden lidt tjekkisk, slovakisk og altså sorbisk) siden 1990, så jeg har ret meget liggende, der bare skal aktiveres! En af de katolske lægfolk havde vi også været sammen med i 1999, og ved den højtidelige undertegnelse af partnerskabsaftalen mellem Nebelschütz og den ungarske kommune Ladánybene sad polakkerne, tjekkerne og vi to danskere med ved panelbordet. Tjekkerne nåede vi også at få talt en smule med – fra min side på polsk. Til ære for den danske tomandsdelegation var også det danske flag med på festpladsen - ved siden af EU-flaget; Danmark var jo formandsland i andet halvår af 2002!

 

Under festmiddagen efter underskrivelsen af partnerskabsaftalen blev vi så gode venner med borgmesteren i Ladánybene, at han på stedet indbød os til at deltage i en tilsvarende festival dér den 27. juli! Her måtte vi dog sætte grænsen. Ikke fordi vi jo ikke i og for sig var parat til at tage af sted, men fordi vi jo desværre tværtimod er nødt til at indskrænke vort internationale engagement. Hvortil kommer, at med al vor respekt for ungarerne (som bekræftede, at de både sprogligt og på anden måde kan sammenlignes med finnerne), ligger de jo uden for det slaviske område!

 

Men vi udvekslede adresser, og jeg sendte en mail til dem, da jeg kom hjem, hvori jeg nærmere forklarede vor stilling, men lovede at ville være formidler af evt. kontakt med andre. Og jeg kan da benytte lejligheden til at opfordre besøgende her på siden til at kontakte mig, hvis de mener at have interesse i og forudsætninger for at kunne knytte forbindelse til denne by i dette spændende land. Se min mail-adresse i startsidens hoved!

 

Et særligt udtryk for den ungarske charme havde vi i øvrigt oplevet efter deres folklore-ensembles flotte optræden, hvor en af drengene pludselig stod henne ved Anna og med et nærmest bedende udtryk i ansigtet rakte hånden frem mod hende. Uden at vi i øvrigt havde bemærket det, var ensemblets medlemmer gået ned blandt publikum for at opfordre særligt udvalgte til en ekstra dans. Efter et øjebliks betænkning indså Anna, at der ikke var andet at gøre end at sige ja tak! Borgmester Zschornak var selvfølgelig blevet budt op af den flotte – og i helt fantastisk flot folkedragt klædte – solodanserinde. Jeg fik taget et meget fint billede med begge bar på.

 

Krabat

Sagnfiguren Krabat (tryk på første stavelse) spiller en stor rolle i sorbernes selvforståelse og bestræbelser netop nu. Vi kender jo ordet »krabat« i vort eget sprog. Men det kommer fra tysk, hvor det egentlig har betydet »kroat« og især har været sat i forbindelse med de kroatiske deltagere i Trediveårskrigen, som blev berygtede pga. deres store vildskab.

 

Men den sorbiske sagnfigur Krabat stammer fra tiden efter Trediveårskrigen, hvor der ikke mindst i sorbernes land herskede stor nød og elendighed. Han var søn af en fattig hyrde og kom som ung i tjeneste hos »Den sorte møller«, en forfærdelig troldkarl, som var i pagt med den Onde selv. Men det lykkedes ham at flygte fra ham - medbringende hans tryllebog. Og herefter optrådte han gennem sit lange liv som »den gode sorbiske troldmand«, der i den ene fantastiske episode efter den anden især hjalp fattige mennesker. Til sidst forvandlede han sumpe og heder til frugtbart land og gav jorden på det gods, han havde erhvervet sig, til bønderne.

 

Da Krabat døde og blev begravet, fløj en svanelignende fugl op af graven og blev til en hvid sky på himlen, så bønderne kunne sige, at det var Krabats ånd, som på denne måde ville blive hos dem og sørge for, at de kunne komme til at leve som et frit og lykkeligt folk.

 

Krabats symbolværdi i sorbernes aktuelle situation er indlysende, og man har ikke alene - på det bryggeri, som ejes af Domowina-formand Jan Nuck! - fremstillet en særlig »Krabat-øl« (som naturligvis blev tappet for første gang ved festivalens »Bieranstich«) og en »Krabat-likør«, men også startet et omfattende udviklingsprogram i »Krabat-Regionen« under mottoet »I Krabats fodspor«. Under festivalen blev der under dette motto afholdt et internationalt symposium om »regionalmanagement og erhvervsfremme«. I sorbernes folkekarakter indgår således både megen humor og et stort gåpåmod.

 

Der var mange andre ting - i og uden for selve festivalens program - jeg kunne fortælle om, men jeg vil slutte med at fortælle om festgudstjenesten søndag morgen, som jeg igen havde fået lov at deltage aktivt i. Nebelschütz ligger i den katolske del af Lausitz, så jeg kunne desværre ikke deltage i selve nadvermåltidet - hvad de to medvirkende præster personligt beklagede, men jo ikke kunne lave om på. Men med i processionen både ind og ud gik jeg da, og ved gudstjenestens slutning fik jeg den store ære at stå ved alteret sammen med de to præster og lyse velsignelsen.

 

Og som i 1999 fik jeg lejlighed til (på tysk) at fremføre en kort »hilsen«, som jeg havde kunnet forberede hjemmefra, idet jeg ved hjælp af min polske messebog og den polske radios transmissioner af messen hver søndag klokken 9 følger det katolske kirkeår ganske nøje. Ved hjælp af min polske messebog kunne jeg også sagtens følge med i messen her - som vel at mærke blev celebreret på sorbisk (»vendisk«)! Og tilfældigvis var det igen 15. almindelige søndag efter tekstrække A - med Lignelsen om sædemanden. Så jeg kunne igen bruge min egen urimede oversættelse til tysk af Den Danske Salmebogs nr. 134, vers 11 - som jo også kan forstås i et økumenisk perspektiv:

 

Med grads-forskel i herlighed

vor Faders hus har sale mange,

men overalt er liv og fred

og evigsøde frydesange.

 

Men jeg måtte jo også have noget nyt, så jeg fortsatte - i samme perspektiv - med et referat af nr. 278 (»Midt iblandt os er Guds rige«), vers 6 og 7, og en oversættelse af vers 8, hvor grundlaget for, at Herrens himmel-glæde gennemstrømmer os og Guds rige blomstrer op og bærer frugt for os, jo er, at

 

... den gode jord hernede:

tro og håb og kærlighed,

rense vil Gud selv og frede

til en himmelsk frugtbarhed.

 

Min hilsen mundede ud i, at jeg - på mit bedste begynder-sorbisk - med apostelen Paulus ønskede: »Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft« (Rom 15,13).

 

Nu kan man jo i den katolske menighed det der med at klappe i kirken, uden at det virker forkert, og man takkede for min hilsen og mit gode ønske med et stort bifald.

 

 

[Hele den ovenfor refererede lille »Ansprache« kan læses på undersiden »DEUTSCH« under titlen »Die Heilige Messe mit den “Wenden”«].

 

 

Polsk efterspil

Sent søndag eftermiddag forlod vi Nebelschütz og kørte tilbage til vor base i Zgorzelec. Det var dejligt at gense vore vagthunde og deres »far«, som vi efterhånden fik talt en del med, og som vi ved afskeden gav en miniflaske »dansk vodka« (en Rød Aalborg »snapsekylling«) og en stor turistbrochure over Lolland-Falster, hvor vi på kortet udpegede Døllefjelde, så han kunne se, hvor vi kom fra. – på den anden side af Østersøen.

 

Men det var altså mandag, og vi skulle køre hjem til Danmark om torsdagen. Efter vor plan kørte vi nordpå ad den samme vej, vi var kommet til Zgorzelec ad om onsdagen, og vi skulle nu bare se at finde et sted, hvor vi kunne hvile, læse, høre polsk radio og se polsk fjernsyn – samt færdes lidt i lokalområdet og få oplevet nogle ting og talt lidt polsk. (Anna har ikke nogen slavistisk baggrund og bruger ikke tid på et egentligt studium af polsk; det er simpelt hen også for svært, men hun nyder at »følge med«, følge tråden og fange stemningen, når vi er ude at handle eller på anden måde er sammen med polakker, for det skal der jo ikke så meget til før man kan).

 

Og Anna kørte, mens jeg sad og granskede kortene og vi gjorde os vore overvejelser. Vi ville også gerne køre hjem gennem Tyskland ad samme vej, som vi var kommet. Så skete der imidlertid det, at jeg begyndte at kigge i en gammel turistbrochure om Województwo Zielonogórskie, jeg bestemt mener at kunne huske jeg havde fået den måske allerførste gang vi var til noget i Polsk Forening i Maribo, og som vi tilfældigvis havde taget med. Og pludselig faldt mine øjne på siden om »Żary – stolica polskich Łużyc« (Żary – hovedstaden i det polske Lausitz)! Dér måtte vi naturligvis hen. Ingen tvivl om det. Vi havde aldrig hørt noget om et »polsk Lausitz« før, så det måtte studeres!

 

Efter lidt rekognoscering i og uden for byen, fandt vi et spændende, nyistandsat gammelt hotel i den nordlige udkant: Hotel Park. Vi havde jo stadigvæk vor oprindelige plan i hovedet med hvile og lidt gåture og den slags. Men sådan skulle det ikke blive. Det blev i stedet en forrygende afslutning på vort »lusisiske« eventyr. - (For at undgå at skulle skrive enten »lausitz’sk« eller »łużyc’sk« – som mere eller mindre hjemmelavede fordanskninger af hhv. tysk og polsk – prøver jeg at bruge tillægsordet »lusisisk«, som jeg har intet ringere sted fra end Den Store Danske Encyklopædi, som i sin opregning af de slaviske sprog efter tjekkisk og slovakisk anfører sorbisk, men tilføjer: »tidligere kaldet vendisk eller lusisisk«! Så vidt, så godt, men hjemmelavet er det måske nok, når jeg om de folk, som på polsk kaldes »serbołużyczanie«, prøver at bruge navnet »lusisere«!).

 

Allerede den første dag spurgte jeg damerne i receptionen, om de kendte noget til det med området som »polsk Lausitz«, og om der var nogen steder, man kunne henvende sig. Jo, det gjorde de, og der var da både biblioteket, kulturhuset og et eller andet sted med noget udstilling. Og allerede samme eftermiddag kom jeg ind i »Dom kultury«, hvor damen i videoteket sagde, jeg nok ville kunne træffe direktøren næste dag kl. 10. Det blev dog først kl. 11, til gengæld nåede jeg så at komme ind på biblioteket allerede inden da og både få læsesalens næsten halve meter bøger om mit emne lagt frem til mig og få en samtale med biblioteksdirektøren på dennes kontor.

 

Biblioteksdirektør Jan Tyra var nemlig ikke alene meget venlig over for denne mærkelige gæst fra Danmark, han var også magister i historie! Og meget pædagogisk og tydeligt, så jeg forstod hvert eneste ord, forklarede han mig hovedtrækkene af de ca. 25 slaviske stammers historie, som fra anden halvdel af det første årtusinde af havde levet mellem Oderen og Elben. Og han gav mig en del både historisk og aktuelt materiale om emnet og byen, ikke mindst bogen »Łużyce. Bogactwo kultur pogranicza« med mange artikler i om »østlusisernes« sprog og historie. En anden bog fik jeg lejlighed til at købe, Jerzy Piotr Majchrzak: »Terra Sarove. Ziemia Żarska – Czas i Ludzie«. Om eftermiddagen gennemså jeg bøgerne på læsesalen, gjorde nogle notater og fik taget nogle fotokopier – så jeg bl.a. næste dag kunne gå hen på den udstilling, receptionsdamerne havde talt om og købe den ledende lokale eksperts nyeste bog om emnet, Witold Piwoński: »Łużyce wschodnie«.

 

Men kl. 11 var jeg hos kulturhusdirektør Roman Krzywotulski på dennes kontor. Her fik jeg en god orientering om den aktuelle situation, herunder det kulturelle samarbejde med nedersorberne (som jo direkte kalder sig »Wenden«, vendere) inde i Cottbus-området på den anden side af grænsen. Men forholdene er jo efter 1945 noget vanskelige, idet de »lusisere«, der var (eller måtte have været) tilbage øst for Nysa/Neiße jo blev regnet for tyskere og fordrevet. Sådan har jeg i hvert fald forstået det.

 

(Jeg må se at få sat mig ind i det nuværende Vestpolens historie – fra folkevandringstiden af og fremefter).

 

Direktør Roman Krzywotulski gav mig to vigtige kontakter. For det første til den ovenfor nævnte ekspert Witold Piwoński, som han lovede at ville få til at skrive til mig. Og for det andet til den lokale evangeliske præst, som jeg pludselig fik i telefonrøret på direktør Krzywotulskis kontor. Jeg fortalte om min og Lolland-Falsters Stifts kontakt med hans kirke siden 1990 (Kościół Ewangelicko-Augsburski), herunder, at daværende stiftsbiskop, senere »kirkebiskop« Jan Szarek i 1990 have boet i Døllefjelde Præstegård. »Jamen han har da både døbt og konfirmeret mig!«.

 

Der var altså kontakt med det samme, og om eftermiddagen mødtes pastor Andrzej Dyczek og jeg i Kulturhuset, hvorfra vi kørte til hans lille kirke (et tidligere kirkegårdskapel) og til hans præstebolig, hvor vi fik hilst på hans kone, hvorefter vi var til kaffe hos et af menighedens medlemmer, en tysk kvinde, som var blevet boende i Żary efter krigen. Blandt gæsterne ved dette kaffebord var også slægtninge ovre fra Tyskland, som vi fik en interessant samtale med om forholdene der, både før »die Wende« og nu. (Jeg kender også lidt til denne problematik gennem Lolland-Falsters Stifts kontakt med vor lutherske nabo på den anden side Østersøen Landeskirche Mecklenburg; som postkommunistisk område – og altså tillige det område, hvor mine sorbiske, »vendiske« venner bor – hører det tidligere DDR klart til mit centraleuropæiske interesseområde). Og en af de tyske gæster gav os et vigtigt til: Når vi kørte på motorvejen mod Berlin, skulle vi ca. midtvejs se mod syd; her var der en rekonstruktion af en gammel vendisk borg. Og ganske rigtigt; noget, der først lignede en stor tømmerstabel antog efterhånden en cirkelrund form, og da vi var ud for den, kunne vi læse skiltet, hvorpå der stod »Slawenburg«!

 

Den sidste dag i Żary brugte vi på en udflugt til frilandsmuseet »Skansen«, som kulturhusdirektøren havde henvist til. Det ligger i landsbyen Buczyny helt ude ved Nysa-floden og ikke ret langt syd for Forst/Olszyna-grænseovergangen. (Det lykkedes mig ikke at få nogen forklaring, medens vi var i området, på, hvorfor det hed netop »Skansen«, men efter hjemkomsten har jeg ved opslag i såvel min store polske som min svenske ordbog fundet ud af, at der simpelt hen er tale om en betegnelse for et frilandsmuseum – efter et sådant museum med dette navn ved Stockholm i Sverige!).

 

Dette museum så ud til at have kendt bedre dage, men der var et interessant lille bibliotek med en del ældre materiale om de østlige lusisere, og der var en lille udstilling, hvor vi bl.a. så et stort billede af »vor ven Krabat« (se ovf.), og hvor der var et stort historisk kort over de gamle slaviske stammers placering m.m. Det lykkedes mig at få taget nogle gode billeder af dette kort.

 

Hjemme i Døllefjelde skal jeg nu prøve at få ordnet min efterhånden ret omfattende samling af litteratur m.m. om de slaviske stammer i området syd for os – i fortid og nutid. Og så må jeg ellers se, hvor meget jeg får gjort ved studiet. Slavistikken, og hvad dertil hører, er jo i forvejen bogstavelig talt mit bifag – som jeg for tiden prøver at sætte på vågeblus til fordel for mine teologiske og litterære m.m. hovedaktiviteter. Og herindenfor er beskæftigelsen med »venderne« sådan set kun en lille niche. Men for det første har den en lokalhistorisk Lolland-Falster-vinkel – og efter Żary oven i købet en ganske direkte sammenhæng med den aktuelle, også lokale, polske vinkel – og for det andet er der jo tale om nogle utrolig spændende og charmerende ting, med stor både symbolsk og praktisk betydning i det nye Europa, så jeg vil prøve at gøre forholdet til og studiet af sorberne/venderne/lusiserne og deres historie til en højere form for hobby gennem hele resten af mit liv.

 

[»Vender-ferie – sommer 2002« slut]

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Nyt besøg hos sorberne – med spændende efterspil i Polen

 

[Særtryk af artikel, som blev bragt i Dansk Kirketidende 1/2003]

 

 

I nummer 23/2001 havde jeg den glæde at få lov at fortælle om mit første besøg hos »venderne«, det vil sige sorberne helt nede i Bundesland Sachsen, landskabet Lausitz, i sommeren 1999 og om et besøg dernedefra her på Lolland-Falster i maj 2001. (Efterkommerne af de vendere, som boede lige på den anden side af Østersøen, og som havde med os på Lolland-Falster at gøre, var allerede midt i 1700-tallet totalt fortyskede. Der var oprindelig nogleogtyve forskellige slaviske stammer mellem Oderen og Elben. Men sorberne i området mellem Berlin og Tjekkiet kaldes og kalder sig også vendere, især nedersorberne i området omkring Cottbus. Og det er altså dem, der stadig taler slavisk).

 

I dette nummer har jeg fået lov at fortælle om Annas og mine seneste oplevelser dernede, i sommeren 2002. Redaktøren har bedt mig lægge særlig vægt på vor deltagelse i og mit bidrag til Nebelschütz-menighedens[1] og festival-gæsternes gudstjeneste den 14. juli 2002. Men vi skal også lige have lidt med om den folkelige side af sagen hos dette lille undergangstruede folk, herunder noget om sagnfiguren Krabat, som er et stort symbol for dem, og endelig en beretning om den fantastiske polske afslutning, dette års tur fik.

 

 

Byfest i Krabats tegn

 

Nebelschütz-festivalen 2002 var vi med i allerede fra om fredagen, så denne gang kom vi til at opleve festivalens åbning med »Bieranstich« og dette års særlig store »Festumzug« (optog), hvor alle indslagene var over temaet »Auf den Spuren des Krabat« (I Krabats fodspor), idet festivalen samtidig var den første i den række af årlige »Krabat-fester«, man havde besluttet at lade gå på omgang mellem områdets byer.

 

»Bieranstich« er den højtidelige isætning af tappen i spunshullet på øltønderne, og det var den sachsiske Landtagspräsident, der sammen med borgmesteren forestod denne ceremoni. Den fine ølvogn, som var højt belæsset med mange tønder, blev trukket af seks meget smukt pyntede bryggerheste, og da honoratiores og gæster havde fået fyldt deres bægre, kørte vognen ud på gaden, så hele folket kunne komme til tønderne. Gratis øl til alle. Og dette år naturligvis et helt nyt mærke: »Krabat-Trunk«!

 

Sagnfiguren Krabat (tryk på første stavelse) spiller en stor rolle i sorbernes selvforståelse og bestræbelser netop nu. Vi kender jo ordet »krabat« i vort eget sprog. Men det kommer fra tysk, hvor det egentlig har betydet »kroat« og især har været sat i forbindelse med de kroatiske deltagere i Trediveårskrigen, som blev berygtede pga. deres store vildskab.

 

Men den sorbiske sagnfigur Krabat stammer fra tiden efter Trediveårskrigen, hvor der ikke mindst i sorbernes land herskede stor nød og elendighed. Han var søn af en fattig hyrde og kom som ung i tjeneste hos »Den sorte møller«, en forfærdelig troldkarl, som var i pagt med den Onde selv. Men det lykkedes ham at flygte fra ham - medbringende hans tryllebog. Og herefter optrådte han gennem sit lange liv som »den gode sorbiske troldmand«, der i den ene fantastiske episode efter den anden især hjalp fattige mennesker. Til sidst forvandlede han sumpe og heder til frugtbart land og gav jorden på det gods, han havde erhvervet sig, til bønderne.

 

Da Krabat døde og blev begravet, fløj en svanelignende fugl op af graven og blev til en hvid sky på himlen, så bønderne kunne sige, at det var Krabats ånd, som på denne måde ville blive hos dem og sørge for, at de kunne komme til at leve som et frit og lykkeligt folk.

 

Krabats symbolværdi i sorbernes aktuelle situation er indlysende, og man har ikke alene - på det bryggeri, som ejes af Domowina-formand[2] Jan Nuck! - brygget den allerede omtalte særlige »Krabat-øl«, og fremstillet en særlig »Krabat-likør«, men også startet et omfattende udviklingsprogram i »Krabat-Regionen« under mottoet »I Krabats fodspor«. Under festivalen blev der under dette motto afholdt et internationalt symposium om »regionalmanagement og erhvervsfremme«. I sorbernes folkekarakter indgår således både megen humor og et stort gåpåmod.

 

 

Lørdag aften – kirkeligt og folkeligt

 

Nebelschütz ligger i den katolske del af Lausitz. Der er også mange lutheranere blandt sorberne, men efter hvad man har fortalt mig, står den sorbiske identitet stærkest i de katolske sogne, blandt andet på grund af det forhold, at en katolsk præst jo ikke kan komme til at gifte sig med en tysk kvinde – en ejendommelig virkning af cølibatet! Og ligeledes et ejendommeligt udtryk for, hvordan den romerske verdenskirke kan forbinde sig med det folkelige, og på en helt særlig måde, når det folkelige er truet.

 

Jeg oplevede det selv lørdag aften, hvor jeg opsøgte pastor Michael Bresan for at aftale min medvirken ved messen næste dag. Jeg fandt ham på sognegårdens terrasse, hvor han sad og fik et glas øl sammen med et par sognebørn. Men inden vi kom i gang med vort, skulle han lige hjælpe et par konfirmander med et eller andet telefon-problem. Og hele samtalen med dem foregik altså på sorbisk!

 

Jeg var dog ikke helt sikker på, om de to søde unge piger ikke helst ville have talt tysk – eller ville have haft lettest ved det. Og jeg fornemmede i den kærligt insisterende måde, pastor Bresan gennemførte samtalen på, måske en slags signal i retning af: »Det nytter jeg altså ikke noget, piger, I skal kunne tale sorbisk!«. Bagefter sagde han i hvert fald til mig: »Vi er nu den sidste skanse. Der fødes snart heller ikke nogen børn hos os mere!«.

 

Ifølge de nyeste tal, jeg har set, er der nu kun ca. 55.000 sorbisktalende personer tilbage. Og så fordeler dette lille mindretal sig endda på to forskellige sprog: »Obersorbisch«, som tales af ca. 40.000, og »Niedersorbisch«, som tales af kun ca. 15.000. Og hvor utroligt det end lyder, er der, så vidt jeg kan se, virkelig tale om sprog, ikke bare dialekter! Jeg har aldrig haft med nedersorberne at gøre, men jeg har en ordbog over deres sprog, og en parlør, og det ser virkelig meget forskelligt ud.

 

Og Tysklands genforening har ikke været til fordel for dem. Vel er deres rettigheder sikret af såvel Bundesland Brandenburgs som Bundesland Sachsens forfatninger, men assimilationspresset vokser, og mange unge søger mod vest for at finde arbejde.

 

I en måske sidste anstrengelse har man iværksat det såkaldte WITAJ-initiativ (»witaj« betyder »(du er) velkommen«. Her prøver man – efter Bretagne’sk(!) forbillede – at »lege« det sorbiske sprog ind i børnehavebørnene. Jeg har selv set (og bragt med hjem) farvestrålende og muntre reklamefoldere for dette program. Og så fortsætter man op gennem skolesystemet, ligesom man kæmper for (reelt) at bevare det sorbiske sprogs status som offentligt sprog.

 

Men efter at pastor Bresan og jeg havde talt lidt om disse alvorlige problemer, gik vi over til de ting, vi skulle aftale med hensyn til messen næste morgen. Det var let nok, for det skulle stort set være som sidst. Dog med det nye, at pastor Bresan denne gang indbød mig til at være med til at lyse velsignelsen til sidst i gudstjenesten sammen med ham og den anden lokale præst, der skulle medvirke.

 

Det var jeg meget rørt over, for jeg huskede jo, hvordan det havde været i 1999, da jeg første gang opsøgte ham med henblik på den deltagelse i gudstjenesten, borgmesteren i sit brev havde inviteret mig til. Her havde pastor Bresan nærmest været lidt nervøs eller utilpas ved at skulle gøre mig opmærksom på, at jeg altså ikke skulle komme for tæt på alteret, endsige deltage i kommunionen. Men jeg havde straks beroliget ham med, at det vidste jeg alt om, og at jeg (uanset at jeg jo måtte beklage det manglende nadverfællesskab) nok skulle optræde, så der ingen problemer blev.

 

 

Vendisk messe med Grundtvig-hilsen fra Danmark

 

Næste morgen erklærede begge præster, at hvis det ikke havde været for reglerne, ville de personligt gerne have haft os med til kommunionen. Men med i processionen både ind og ud gik jeg da, og det var en stærk økumenisk oplevelse, da jeg ved gudstjenestens slutning stod ved alteret sammen med de to præster og var med til at lyse velsignelsen.

 

Under messen sad Anna et sted nede midt i kirken, som var fyldt af en tydeligt kirkevant menighed, heriblandt en halv snes ældre kvinder i folkedragter. Også for hende var det en god økumenisk oplevelse. Da processionen gik ind – med mig i kjole og krave – stod alles øjne nærmest helt bogstavelig talt på stilke, og der blev også kigget en del op på mig, mens jeg sad i min stol oppe i koret under messen

 

Hen mod messens slutning fik jeg som i 1999 lejlighed til (på tysk) at fremføre en kort »hilsen«, som jeg havde kunnet forberede hjemmefra, idet jeg ved hjælp af min polske messebog og den polske radios transmissioner af messen hver søndag klokken 9 følger det katolske kirkeår ganske nøje og altså på forhånd havde vidst, hvad søndag det var, med hvilke tekster. Ved hjælp af min polske messebog kunne jeg også sagtens følge med i messen her - som vel at mærke blev celebreret på sorbisk! Jeg havde også igen snuppet en salmebog (med noder) ude i sakristiet. Og selv om det nu var anden gang, gav det gåsehud, når jeg kom til at tænke på, at her sad jeg gamle lollik og sang med – på »vendisk«!

 

Tilfældigvis var det igen 15. almindelige søndag efter tekstrække A (Romerkirken har jo tre tekstrækker) - med Lignelsen om sædemanden. Så jeg kunne igen bruge min egen urimede oversættelse til tysk af Den Danske Salmebogs nr. 134, vers 11 - som jo også kan forstås i et økumenisk perspektiv:

 

Med grads-forskel i herlighed

vor Faders hus har sale mange,

men overalt er liv og fred

og evigsøde frydesange.

 

Men jeg måtte jo også have noget nyt, så jeg fortsatte - i samme perspektiv - med et referat af nr. 278 (»Midt iblandt os er Guds rige«), vers 6 og 7, og en oversættelse[3] af vers 8, hvor grundlaget for, at Herrens himmel-glæde gennemstrømmer os og Guds rige blomstrer op og bærer frugt for os, jo er, at

 

... den gode jord hernede:

tro og håb og kærlighed,

rense vil Gud selv og frede

til en himmelsk frugtbarhed.

 

Herefter sagde jeg: »Også denne strofe kan vi her i dag forstå økumenisk – som et ønske fra den lutherske kirke i Danmark for såvel Jer her i denne katolske menighed som for de evangeliske sorbere her i Lausitz, og for os alle«.

 

Min hilsen mundede ud i, at jeg - på mit bedste begynder-sorbisk - med apostelen Paulus ønskede: »Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft« (Rom 15,13).

 

Nu kan man jo i den katolske menighed det der med at klappe i kirken, uden at det virker forkert, og man takkede for min hilsen og mit gode ønske med et stort bifald. – Uden sammenligning i øvrigt(!) oplevede jeg godt en måneds tid senere dette fænomen for fuld styrke, om end kun gennem højttaleren, nemlig da jeg i den polske radio fulgte Pavens besøg i sit fædreland. Her var stemningen helt euforisk, og man klappede begejstret, hver gang Paven sagde noget, der hævede sig den mindste smule over det helt almindelige. Det er dog ikke en skik, jeg ville ønske indført hos os!

 

 

Polsk efterspil

 

Vi brugte et hotel i Zgorzelec (den polske del af den dobbeltby på begge sider af Neisse-floden, hvis tyske del hedder Görlitz) som base, og da vi tirsdag morgen kørte mod nord derfra, skulle vi bare se at finde et sted, hvor vi det sidste par dage kunne hvile og studere – samt færdes lidt i lokalområdet og få oplevet nogle ting og talt lidt polsk. Men i en gammel turistbrochure faldt mine øjne pludselig på siden om »Zary – hovedstaden i det polske Lausitz (der skal egentlig en diakritisk prik over Z'et i »Zary«; det udtales som J’et i fransk »Jean«). Dér måtte vi naturligvis hen. Vi havde aldrig hørt noget om et »polsk Lausitz« før, så det måtte studeres!

 

Jeg spurgte damerne i hotellets reception, om de kendte noget til det med området som »polsk Lausitz«, og om der var nogen steder, man kunne henvende sig. Jo, det gjorde de, og der var da både biblioteket, kulturhuset og et eller andet sted med noget udstilling. Og jeg nåede at forberede tingene lidt, så at jeg næste dag fik møder med såvel biblioteks- som kulturhusdirektøren, ligesom jeg fik adgang til at studere bibliotekslæsesalens næsten halve meter bøger om emnet.

 

Biblioteksdirektøren var magister i historie! Og han forklarede mig hovedtrækkene i de slaviske stammers historie, som fra anden halvdel af det første årtusinde af havde levet mellem Oderen og Elben. Især det skæbnesvangre forhold, at de aldrig fik dannet en stat. Og jeg fik og købte en del både historisk og aktuelt materiale om emnet.

 

Kulturhusdirektøren orienterede om den aktuelle situation (efter 1945!), herunder det kulturelle samarbejde med nedersorberne inde i Cottbus-området på den anden side af grænsen. Og han lovede at lægge min adresse til den førende lokale ekspert på området. Men han ville også sætte mig i forbindelse med den lokale evangeliske præst, som jeg pludselig fik i telefonen. Jeg fortalte om min og Lolland-Falsters Stifts kontakt med hans kirke siden 1990 (Den Evangelisk-Augsburgske Kirke i Republikken Polen), herunder at daværende stiftsbiskop, senere »kirkebiskop«, Jan Szarek i 1990 have boet i Døllefjelde Præstegård. »Jamen han har da både døbt og konfirmeret mig!«.

 

Om eftermiddagen besøgte vi pastor Andrzej Dyczeks lille kirke (et tidligere kirkegårdskapel) og hans præstebolig, hvor vi fik hilst på hans kone, hvorefter vi var til kaffe hos et af menighedens medlemmer, en tysk kvinde, som var blevet boende i Zary efter krigen. Blandt gæsterne ved dette kaffebord var også slægtninge ovre fra Tyskland, som gav os et interessant tip: Når vi kørte på motorvejen mod Berlin, skulle vi ca. midtvejs se mod syd; her var der en rekonstruktion af en gammel vendisk borg. Det gjorde vi så. Og ganske rigtigt; noget, der først lignede en stor tømmerstabel, antog efterhånden en cirkelrund form, og da vi var ud for den, kunne vi læse skiltet, hvorpå der stod »Slawenburg«!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Nyt besøg hos sorberne – med spændende efterspil i Polen

 

[Særtryk af artikel i »Informator Polski« nr. 2-3 (40-41) 2002 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Fedederacja »Polonia«). Jeg modtog mit eksemplar 26.09.02]

 

Til allersidst i min artikel »Lolland-Falster og slaverne – for tusind år siden og nu« (»Informator« nr. 1 (39)) udtrykte jeg håbet om, at det ville lykkes for min kone Anna og mig at komme til at deltage i sorbernes internationale Nebelschütz-festival 2002. Og det gjorde det – med et storslået efterspil i Polen.

 

Læsere, som ikke længere har »Informator« nr. 1 (39), men som har adgang til Internettet, vil kunne læse den første artikel på undersiden »Internationalt« på min hjemmeside: www.bentchristensen.dk. Her står der også andre artikler om mit engagement i de vest- og østslaviske lande siden 1990, herunder en mere udførlig beretning om vore 2002-oplevelser.

 

 

Polsk optakt

 

Allerede på vej til Nebelschütz havde vor – af private grunde noget forkortede – tur en polsk vinkel. Vi kørte vi ind i Polen ved grænseovergangen Forst/Olszyna, hvorefter vi kørte mod syd ved Iłowa og fik en dejlig tur til Zgorzelec ad den udmærkede landevej 296 gennem et skovområde med lysninger og landsbyer.

 

Zgorzelec skulle være vort springbræt til Nebelschütz, og vi kom til at bo på det nyetablerede Hotel Pawłowski på vejen med det fine navn ul. Reymonta. Det bedste minde fra dette hotel – som vi også overnattede i på hjemvejen – var den bevogtede parkeringsplads, dvs. de to hunde og deres »far«. Den havde vi udsigt til fra værelset, og vi brugte megen tid på at nyde de tre: den meget rare og hyggelige mand (med fuld kontrol over hundene), den ældre, adstadige rottweiler, og den endnu hvalpede ulvehund, som gik mere ivrigt rundt på pladsen – og herunder satte sine »markeringer« på de parkerede bilers hjul!

 

Om torsdagen tog vi en tur til Jelenia Góra – med udsigt til bjergene mod syd, som mindede os om vore besøg i 1994 og 1999 hos vore lutherske konfessionsfæller i Bielsko-Biała, Cieszyn og Wisła. Desuden dvælede vi et øjeblik ved årtusindskifte-monumentet i nærheden af Lubań. I boghandelen i Jelenia Góra anbefalede ekspeditricen mig Olga Tokarczuk: »Gra na wielu bębenkach«, som et godt udtryk for »nowy trend«.

 

 

Bautzen/Budyšin

 

Fredag formiddag den 12. juli 2002 satte vi kursen mod Nebelschütz/Njebjelčicy via Bautzen/Budyšin, hvor vi genså Domowina-hovedkvarteret (sorbernes folkelig-kulturelle organisation) og den sorbiske boghandel. I Domowinas butik købte jeg de tre sidste kassetter (dækkende perioden fra Oplysningstiden til nutiden) i video-serien (på i alt 9 kassetter) »Słowianske ludy mjez Wódru a Łobjom« (De slaviske folk mellem Oderen og Elben). Jeg havde i forvejen »Zasydlenie« (Bosættelsen) og »Reformacija a pismowstwo« (Reformationen og skriftsproget). I boghandelen købte jeg bl.a. en lærebog i øvresorbisk med tilhørende CD, en disputats om »Sorbische Lyrik des 20. Jahrhunderts«, en »Kurze Geschichte der Sorben« og en samling af nyere sorbisk litteratur, både digte og små prosastykker. Ellers havde jeg kun haft Det Ny Testamente og tilsendte avisudklip at læse sorbisk i. – Ude på festpladsen i Nebelschütz købte vi i samme boghandels bod den tyske udgave af historien om sagnfiguren »Krabat«, som dette års festival også var til ære for, og som har en stor symbolsk betydning i sorbernes overlevelses- og udviklingsbestræbelser. Meget mere om dette kan ses på ovennævnte www-underside.

 

 

Nebelschütz/Njebjelčicy

 

I Nebelschütz sluttede vi os ved det første aftensmåltid til den polske gruppe, som bestod af et par aktive katolske lægfolk, en kultur- og turistmand og en tolk. Sidstnævnte måtte jeg selvfølgelig have lidt hjælp af indimellem, for mit talte polsk er ikke så godt – selv om hver eneste dag i Polen eller sammen med polakker gør underværker. En af de katolske lægfolk havde vi også været sammen med i 1999, og ved den højtidelige undertegnelse af partnerskabsaftalen mellem Nebelschütz og den ungarske kommune Ladánybene sad polakkerne, tjekkerne og vi to danskere med ved panel-bordet. Tjekkerne nåede vi også at få talt en smule med – fra min side på polsk.

 

Vore oplevelser under denne festival i øvrigt kan man som sagt læse meget mere om på min hjemmeside. Men jeg vil lige nævne det festlige traditionelle »Bieranstich«, hvormed festivalen blev åbnet – i år med en særlig ny »Krabat-Trunk« (Krabatowy Napoj) i tønderne – og det store indledende »Festumzug« (Swjedźenski ćah) med scener fra Krabats historie i optogets mange indslag. Noget helt særligt var vor deltagelse i messen søndag morgen, hvor jeg var med i processionen og sad i koret, ja, fik lov til at være med til at lyse velsignelsen sammen med de to (på sorbisk!) celebrerende præster, ligesom jeg igen denne gang fik lov til – dog stort set på tysk - at fremføre en lille »hilsen«. Igen en dejlig økumenisk oplevelse i denne katolske menighed.

 

 

Polsk efterspil

 

Tilbage på hotellet i Zgorzelec var det dejligt at gense vore vagthunde og deres »far«, som vi ved afskeden gav en miniflaske »dansk vodka« (en Rød Aalborg »snapsekylling«) og en stor turistbrochure over Lolland-Falster, hvor vi på kortet udpegede Døllefjelde, så han kunne se, hvor vi kom fra – på den anden side af Østersøen.

 

Efter vor plan kørte vi nordpå ad den samme vej, vi var kommet til Zgorzelec ad om onsdagen, og vi skulle nu bare se at finde et sted, hvor vi det sidste par dage kunne hvile, læse, høre polsk radio og se polsk fjernsyn – samt færdes lidt i lokalområdet og få oplevet nogle ting og talt lidt polsk. Men i en gammel turistbrochure om Województwo Zielonogórskie, jeg bestemt mener at kunne huske jeg havde fået den måske allerførste gang, vi var til noget i Polsk Forening i Maribo, og som vi tilfældigvis havde taget med, faldt mine øjne pludselig på siden om »Żary – stolica polskich Łużyc« (Żary – hovedstaden i det polske Lausitz)! Dér måtte vi naturligvis hen. Vi havde aldrig hørt noget om et »polsk Lausitz« før, så det måtte studeres!

 

Straks ved ankomsten til Hotel Park spurgte jeg damerne i receptionen, om de kendte noget til det med området som »polsk Lausitz«, og om der var nogen steder, man kunne henvende sig. Jo, det gjorde de, og der var da både biblioteket, kulturhuset og et eller andet sted med noget udstilling, så efter lidt forberedelser allerede samme eftermiddag fik jeg næste dag møder med såvel biblioteks- som kulturhusdirektøren, ligesom jeg fik adgang til at studere bibliotekslæsesalens næsten halve meter bøger om emnet.

 

Biblioteksdirektør Jan Tyra var ikke alene meget venlig over for denne mærkelige gæst fra Danmark, han var også magister i historie! Og meget pædagogisk og tydeligt, så jeg forstod hvert eneste ord, forklarede han mig hovedtrækkene af de ca. 25 slaviske stammers historie, som fra anden halvdel af det første årtusinde af havde levet mellem Oderen og Elben. Især det skæbnesvangre forhold, at de aldrig fik dannet en stat! Og han gav mig en del både historisk og aktuelt materiale om emnet og byen, ikke mindst bogen »Łuźyce. Bogactwo kultur pogranicza« med mange artikler i om »østlusisernes« sprog og historie. En anden bog fik jeg lejlighed til at købe, Jerzy Piotr Majchrzak: »Terra Sarove. Ziemia ŻarskaCzas i Ludzie«. Om eftermiddagen gennemså jeg bøgerne på læsesalen, gjorde nogle notater og fik taget nogle fotokopier – så jeg bl.a. næste dag kunne gå hen på den udstilling, receptionsdamerne havde talt om, og købe den ledende lokale eksperts nyeste bog om emnet, Witold Piwoński: »Łużyce wschodnie«.

 

Kulturhusdirektør Roman Krzywotulski gav mig en god orientering om den aktuelle situation (efter 1945!), herunder det kulturelle samarbejde med nedersorberne inde i Cottbus-området på den anden side af grænsen. Og han gav mig to vigtige kontakter. For det første til den ovenfor nævnte ekspert Witold Piwoński, som han lovede at ville få til at skrive til mig. Og for det andet til den lokale evangeliske præst, som jeg pludselig fik i direktørens telefon. Jeg fortalte om min og Lolland-Falsters Stifts kontakt med hans kirke siden 1990 (Kościół Ewangelicko-Augsburski), herunder, at daværende stiftsbiskop, senere »kirkebiskop« Jan Szarek i 1990 have boet i Døllefjelde Præstegård. »Jamen han har da både døbt og konfirmeret mig!«.

 

Om eftermiddagen mødtes pastor Andrzej Dyczek og jeg i Kulturhuset, hvorfra vi kørte til hans lille kirke (et tidligere kirkegårdskapel) og til hans præstebolig, hvor vi fik hilst på hans kone, hvorefter vi var til kaffe hos et af menighedens medlemmer, en tysk kvinde, som var blevet boende i Żary efter krigen. Blandt gæsterne ved dette kaffebord var også slægtninge ovre fra Tyskland, som gav os et vigtigt tip: Når vi kørte på motorvejen mod Berlin, skulle vi ca. midtvejs se mod syd; her var der en rekonstruktion af en gammel vendisk borg. Og ganske rigtigt; noget, der først lignede en stor tømmerstabel, antog efterhånden en cirkelrund form, og da vi var ud for den, kunne vi læse skiltet, hvorpå der stod »Slawenburg«!

 

Den sidste dag i Żary brugte vi på en udflugt til frilandsmuseet »Skansen«, som kulturhusdirektøren havde henvist til. Det ligger i landsbyen Buczyny helt ude ved Nysa-floden og ikke ret langt syd for Forst/Olszyna-grænseovergangen. (Det lykkedes mig ikke at få nogen forklaring, mens vi var i området, på, hvorfor det hed netop »Skansen«, men efter hjemkomsten har jeg ved opslag i såvel min store polske som min svenske ordbog fundet ud af, at ordet simpelt hen betyder »frilandsmuseum« – efter navnet på et sådant museum ved Stockholm i Sverige!).

 

Dette museum så ud til at have kendt bedre dage, men der var et interessant lille bibliotek med en del ældre materiale om de østlige »lusisere«, og der var en lille udstilling, hvor vi bl.a. så et stort billede af »Krabat« (se ovf.), og hvor der var et stort historisk kort over de gamle slaviske stammers placering m.m. Det lykkedes mig at få taget nogle gode billeder af dette kort.

 

Hjemme i Døllefjelde skal jeg nu prøve at få ordnet min efterhånden ret omfattende samling af litteratur m.m. om de slaviske stammer i området syd for os – i fortid og nutid. Og så må jeg ellers se, hvor meget jeg får gjort ved studiet -  som »en højere form for hobby«. Der er jo for det første en lokalhistorisk Lolland-Falster-vinkel – og efter Żary oven i købet en ganske direkte sammenhæng med den aktuelle, også lokale, polske vinkel – og for det andet er der jo tale om nogle utrolig spændende og charmerende ting, med stor både symbolsk og praktisk betydning i det nye Europa.

 

[»Nyt besøg hos Sorberne ...« slut (Informator Polski nr. 2-3 (40-41 2002))

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Lolland-Falster og slaverne – for tusind år siden og nu

 

[»Informator Polski« nr. 1 (39) 2002]

 

Denne artikel er en til »Informator Polski« tilpasset sammenredigering af to artikler, som har været bragt i henholdsvis septembernummeret 2000 af »Kirkeblad for sognene i Rudbjerg« og nummer 23/2001 af »Dansk Kirketidende«. – [»Informator Polski« udgives af »Polonia. Forbundet af polske og polsk-danske Foreninger i Danmark« («Polonia. Federacja organizacji polskich i polsko-duńskich w Danii»); se nærmere på: www.federacja-polonia.dk)].

 

Jeg nævner de to tidligere artikler, fordi Rudbjerg kommune på det sydvestligste Lolland er det område på Lolland-Falster, hvor der er flest stednavne af vendisk oprindelse, altså fra den første slaviske indvandring til Lolland-Falster for tusind år siden. Den anden slaviske indvandring hertil er som bekendt den polske fra slutningen af 1800-tallet af.

 

Og om »Dansk Kirketidende« kan jeg oplyse, at det er det tidsskrift, som udgives af den store grundtvigske bevægelse »Kirkeligt Samfund«, som jeg i min egenskab af folkekirkepræst og Grundtvig-forsker er et meget aktivt medlem af. Det interessante er, at man i grundtvigske kredse traditionelt har været meget skeptiske over for alt for meget og alt for formaliseret internationalt samarbejde, det være sig inden for EU eller på det mellemkirkelige, økumeniske område. Men lige siden de store begivenheder omkring 1990 har jeg været meget aktiv på især det økumeniske område og gjort meget for at overbevise mine grundtvigske venner om, at det burde de også være. Det er man efterhånden også begyndt at indse, og det, at min artikel om den nye kontakt mellem venderne og Lolland-Falster har været bragt i netop »Dansk Kirketidende«, er et udtryk for denne udvikling – men tillige et udtryk for den traditionelle grundtvigske interesse for »det folkelige«, både hos os selv og hos andre.

 

Men måske er der nogle af læserne, der har set eller hørt, at jeg fører mig frem som »fremmedfjendsk«! Og hertil må jeg sige, at det altså er rigtigt, at jeg hører til dem, der ser den nuværende masseindvandring af folk fra fjerne og meget anderledes lande som en trussel – men at dette er noget helt andet, end hvordan jeg ser på polakkerne! Polakkernes måde at være kommet hertil på og at være her på kan overhovedet ikke sammenlignes med dette. De mennesker af polsk afstamning eller med polsk baggrund, der lever her, betragter jeg som mine – også lollandske! – landsmænd, og desuden er Polen jo vor nabo på den anden side af Østersøen, som vi skal have et godt og frugtbart forhold til i vor fælles europæiske fremtid – hvordan den så ellers kommer til at forme sig.

 

Men nu til beretningen om gensynet med de nærmeste nulevende efterkommere af de slaviske mennesker, som for tusind år siden hærgede og plyndrede – og bosatte sig – ikke mindst her på Lolland-Falster.

 

Forhistorien

På Lolland-Falster har vi nogle stednavne, der vidner om, at venderne for tusind år siden ikke alene hærgede og plyndrede, men også slog sig ned her, fx Binnitse, Korselitse, Kuditse og Tillitse. Hvortil kommer et navn som Vindeby, der betyder »Venderby«. Og det er ikke kun disse stednavne, der minder om vendernes færden og liv her; man finder stadig en masse vendiske ting i den lollandske jord!

 

Det vendiske sprog er et vestslavisk sprog, nært beslægtet med polsk og tjekkisk, og de her nævnte stednavne svarer nøje til polske bynavne som for eksempel Katowice.

 

Helt tilbage fra omkring år 600 havde slaviske stammer slået sig ned i området mellem floderne Oder og Elben. På det tidspunkt boede de nuværende tyskeres forfædre altså vest for dette område. Vores historie med venderne kender vi ikke mindst til gennem Saxos berømte beretning på latin om »Danernes Bedrifter« - og gennem Grundtvigs folkelige oversættelse af den. I 1999 kom Helle Stangerups genfortælling.

 

Under Valdemar den Store og biskop Absalon gik danskerne for alvor i offensiven og indledte de såkaldte vendertog. Lidet flatterende for os lolland-falstringer er det, at vi blev regnet for upålidelige i forholdet til venderne. I nogle tilfælde har vi nok købt os fra overfald og udplyndringer ved fx at røbe et forestående dansk angreb. Men samtidig har vi også haft et positivt forhold til disse slaviske mennesker, som altså ligefrem boede iblandt os.

 

Uden at have noget som helst at bygge det på har jeg ofte sagt, at min egen store kærlighed til de slaviske sprog måske skyldes, at jeg som lollik i uendelige led har lidt vendisk blod i årerne!? (Jeg har blev under aftjeningen af min værnepligt uddannet til »sprogofficer« med russisk, har bifagseksamen i russisk fra universitetet og har siden lært mig noget polsk, ligesom jeg orienterer mig i tjekkisk, slovakisk og ukrainsk - samt altså nu også lidt i »vendisk«).

 

Til sidst fik danskerne overtaget. I 1169 erobrede vi Rügen og huggede den vendiske afgud Svantevits billedstøtte til pindebrænde - også i den helt bogstavelige forstand, at de danske styrker brugte dette brænde til at koge deres aftensmad ved. - Apropos Svantevit - eller som han hedder på vendisk, Swantowit - så har man for vist ikke så lang tid siden fundet et lille Svantevit-gudebillede af træ i eller ved Svendborg!

 

I 1185 fuldbyrdede Knud den Fjerde hele Vendens erobring, så at de danske konger herefter kunne anlægge titlen »de venders«. Og det var ikke bare danskerne, der trængte venderne. Fra vest trængte germanerne frem og besatte området og bosatte sig i det. Endnu i lang tid udgjorde det slaviske befolkningselement dog det store flertal, men herskerklassen var tysk. Og der skete efterhånden en tvangsfortyskning af venderne. Det første forbud mod at benytte det vendiske sprog kom så tidligt som 1293.

 

 

Sorberne - nutidens vendere

Så vidt jeg husker, døde den sidste vendisktalende person i Pommern engang i midten af 1700-tallet. Men længere mod syd var der nogle, der ikke ville give sig, nemlig i landskabet Lausitz, som jo også ligger helt nede i det sydøstligste hjørne af Tyskland (det tidligere DDR), tæt på både Polen og Tjekkiet. Vendere, polakker og tjekker taler med hinanden på hver deres sprog, nøjagtig som nordmænd, svenskere og danskere gør det her i Norden. Jeg har selv hørt det.

 

I Lausitz-området bor i dag ca. 67.000 sorbere, som venderne hedder officielt. Det er naturligvis det samme som serbere(!), men dette slaviske ord er, så vidt jeg ved, en almindelig betegnelse for et folk; jeg kender dog ikke dets nærmere betydning eller etymologi. I tvangsfortyskningens tid var ordet »vender« nærmest et skældsord, men i nyere tid er sorberne selv begyndt at bruge det positivt. På deres eget sprog kalder de sig dog stadig »serbski lud«, ligesom de betegner deres tilstedeværelse i Tyskland som »Serbja w Němskej«. Der har selvfølgelig været tale om forskellige stammer i nord og syd, men sorberne i Lausitz er altså det nærmeste, vi kan komme nulevende slægtninge til »vore« vendere fra dengang.

 

INDSKUD 24.10.11: Jeg har nu (på en polsk Wikipedia-side, som citeres i indledningen øverst på denne side) fundet en forklaring på det i første omgang overraskende sammenfald mellem sorbisk og sorbere (sorbisk: serbja) og navnet på balkanlandet Serbien og dets indbyggere. Og desuden en forklaring på områdets navn, som på tysk er (die) Lausitz (nærmere nf.). Det er på siden

http://pl.wikipedia.org/wiki/Serbo%C5%82u%C5%BCyczanie

Hvad selve folkenavnet angår, forklares det, at "serber" oprindelig betyder "stammefælle", og at de jugoslaviske serbere og sorberne, i hvert fald ifølge én hypotese, oprindelig kommer samme sted fra, fra området "Biała Serbia" - hvilket så faktisk betyder, at det er sorberne, der mere eller mindre er blevet boende i det oprindelige område og de jugoslaviske serbere, der er vandret mod syd, jfr. at Jugoslavien betyder Sydslavien. - Se kort med engelsk tekst på: http://pl.wikipedia.org/wiki/Bia%C5%82a_Serbia

I sidste afsnit af det fra den førstnævnte internetside citerede forklares også hele områdets navn, tysk: Die Lausitz, polsk: Łużyce, sorbisk: Łužica. Det har nok noget med "vådområde" at gøre. jfr. det nedersorbiske område syd for Berlin Spreewald!

 

I 1800-tallet fortsatte undertrykkelsen af sorberne i Preussen, men i Sachsen fik de bedre betingelser, med en kulturel opblomstring til følge. Under Weimarrepublikken havde sorberne ret gode kår. Men under naziregimet blev de undertrykt og forfulgt. I DDR-tiden fik sorberne en ret høj grad af »positiv særbehandling«, hvilket ved nærmere eftertanke ikke var så mærkeligt endda. På dette slaviske folk (sprogligt beslægtet også med russerne!) kunne DDR-styret uden nogen risiko vise dette eksempel på, hvor demokratiske man var! I DDR var sorbernes rettigheder garanteret ved en særlig lov (»Das Sorbengesetz« fra 23. marts 1948). I det nye, genforenede Tyskland er sorbernes rettigheder sikret i såvel Bundesland Sachsens som Bundesland Brandenburgs forfatning.

 

 

Ny kontakt

Gennem en kæde af tilfældigheder - hvortil hører, at jeg netop ved denne tid var kommet på Internettet[4] - kom jeg i første halvdel af 1999 i personlig kontakt med disse sorbere, som altså er det nærmeste, man kan komme nulevende efterkommere af »vore« vendere.

 

En af de ting, jeg fandt i det forbavsende righoldige sorbiske Internet-materiale, var en aktivitetskalender, hvoraf det bl.a. fremgik, at der i en lille by ved navn Nebelschütz, sorbisk: Njebjelčicy, mellem byerne Cottbus og Bautzen (sorbisk: Budyšin) skulle være en international festival i dagene 09-11.07.99. Netop i de sidste dage af Annas og min ferie, umiddelbart efter vort ophold i Tjekkiet.

 

Jeg ringede derned og kom til at tale med en dame i denne ganske lille kommunes Gemeindeverwaltung. Jeg fortalte hende om min særlige interesse for dette lille slaviske folk inde på tysk område. »Sie sprechen mit einer von ihnen«, svarede hun omgående. (»De taler med en af dem«).

 

Kort tid efter modtog Anna og jeg en indbydelse fra borgmester Thomas Zschornak (Tomaš Čornak), til at komme og deltage i denne festival som byens gæster. Det ville glæde dem at modtage besøg af slægtninge fra Danmark! Og jeg blev inviteret til at medvirke i den gudstjeneste, som den lokale romersk-katolske præst, pastor Bresan, skulle holde.

 

Det er et tilfælde, at det her var en romersk-katolsk menighed, vi kom til at besøge; de fleste sorbere er lutheranere, men nordvest for Bautzen er der et område med omkring 80 katolske landsbyer. At sorberne overvejende er lutheranere, fremgår også af den ene af de historiske videoer - med sorbisk (vendisk!) tale - jeg købte på det sorbiske institut i Bautzen, »Reformacija a pismowstwo« (»Reformationen og skriftsproget«). Her spiller Reformationen og oversættelsen af Bibelen til sorbisk en stor rolle - ledsaget af et eksempel på, hvordan man netop i Brandenburg forsøgte at hindre de lutherske sorbere i at holde gudstjeneste og modtage katekismusundervisning på deres modersmål.

 

 

International byfest

I det sorbiske område er alle vejskilte tosprogede, med først det tyske, og så nedenunder det sorbiske navn. I Nebelschütz var det første, vi så, en transparent med teksten: »Internationales Gemeindefest / Mjezynarodny gmejnski swjedźeń / 09-11.07.1999«. Det var lørdag, festivalens anden dag. En fodboldkamp var i fuld gang - mellem et hold fra Dresden og et lokalt hold. Men vi fandt hurtigt byens unge energiske borgmester.

 

Festivalen var en blanding af noget meget lokalt og traditionelt og noget meget moderne og internationalt. Nogle sorbere ser deres overlevelseschance i at åbne sig mod verden, andre er bange for dette og ser den eneste overlevelseschance i at koncentrere sig om den sorbiske kultur og de sorbiske traditioner. Der deltog (foruden vor lille lollandske tomandsdelegation) kommunalfolk fra Tjekkiet og en folkloregruppe m.m. fra Polen. Desuden en folkloregruppe fra Frankrig, nærmere betegnet Lorraine/Lothringen, som jo også er et grænse- og blandingsområde, hvortil kom, at der i gruppen indgik et ægtepar, hvor konen stammede fra Nebelschütz!

 

Der blev på festivalen gang på gang talt om det nye Europa. Sorberne har en stærk bevidsthed om den centrale symbolske betydning, det har, at deres lille slaviske folk bor i hjørnet mellem EU-medlemslandet Tyskland og de to kandidatlande Tjekkiet og Polen.

 

 

Vendisk messe

Ved friluftsmessen søndag morgen gik jeg med i processionen - mellem to messetjenere! - iført min danske præstekjole. Pastor Bresan havde først været lidt nervøs ved det hele. Han skulle jo forklare mig, at jeg pdes. godt måtte være med, men at jeg pdas. skulle vogte mig for at komme for nær til alteret! Jeg kunne dog hurtigt berolige ham med, at uanset hvordan jeg principielt så på dette, så havde jeg stor erfaring i disse ting og skulle nok opføre mig passende. Men i den polske gruppe var der en romersk-katolsk præst, som celebrerede nadverdelen af messen sammen med pastor Bresan. Messen foregik på sorbisk! Sangen og musikken leverede det lokale kirkekor og festival-blæseorkestret.

 

Og jeg kunne følge med i hele messen. Jeg er nøje fortrolig med såvel den polske som den tjekkiske udgave af den romersk-katolske messebog. Man havde også givet mig den sorbiske salmebog - med noder. Og jeg kendte på forhånd nogle af melodierne, så på den måde kunne jeg endog være med i salmesangen! Jeg har haft mange økumeniske oplevelser, men denne messe var noget helt særligt, dybt bevægende: At deltage så tæt i en katolsk messe på »vendisk«!

 

Ved messens slutning gav pastor Bresan mig ordet. Værre står det altså ikke til. Og jeg fortalte kort om det særlige forhold mellem Lolland-Falster og middelalderens vendere og udtrykte håbet om et nyt fredeligt og frugtbart samkvem. Evangeliet til denne søndag (havde jeg kunnet se i min til opholdet i Tjekkiet medbragte tjekkiske messebog) var lignelsen om sædemanden, så til slut citerede jeg, på dansk og i tysk prosa-oversættelse, og med en understregning af den også økumeniske betydning, der kan ligge i det, den sidste strofe af Grundtvigs salme »En sædemand gik ud at så« (Den Danske Salmebog nr. 134):

 

Med grads-forskel i herlighed

vor Faders hus har sale mange,

men overalt er liv og fred

og evigsøde frydesange.

 

Menigheden klappede begejstret efter denne lille Ansprache!

 

På Lolland-Falster igen

I maj 2001 fik Lolland-Falster vendisk besøg for første gang i nyere tid. På mit initiativ, men med støtte fra Det Mellemkirkelige Udvalg i Lolland-Falsters Stift og med en fin indsats fra de andre involveredes side, havde vi i dagene 17. – 20. maj besøg af en tremandsdelegation bestående af Domowina-formand Jan Nuck (Jan Nuk), borgmester og amtsrådsmedlem (»Kreistagsabgeordneter«) Thomas Zschornak (Tomaš Čornak) samt journalist og musiker Martin Wetzlich (Měrćin Weclich). »Domowina« eller »Bund Lausitzer Sorben« er sorbernes folkelige organisation. Pastor Michael Bresan var forhindret i at deltage, idet han var på tjenesterejse til – Kina!

 

Vi besøgte Storstrøms Amt (Internationalt Sekretariat og Kulturafdelingen samt to amtsrådsmedlemmer, jeg har tilknytning til), Middelaldercentret ved Nykøbing F. og museet »Falsters Minder«, hvor vi bl.a. blev orienteret om det store venderprojekt, amtets museer har i gang.

 

Vi havde et møde i Døllefjelde Præstegård med særligt indbudte, og domprovst Ole Opstrup viste os Maribo Domkirke.

 

Et højdepunkt var vort samvær med mine venner i Polsk Forening i Maribo, først på museet »Polakkasernen i Tågerup«, dernæst i Det Polske Hus i Maribo. Her gik en af mine største drømme i opfyldelse, nemlig at høre også vore lollandske polakker og venderne tale med hinanden på hver sit sprog. Repræsentanter for de to slaviske folk med gammel og ny tilknytning til vor landsdel!

 

På Polakkasernen fortalte foreningens formand Hanna Słobodziuk om museet og om roepolakkernes historie, medens bestyrelsesmedlem Marek Kocuba oversatte til polsk – som vore gæster altså udmærket forstod. I Det Polske Hus var et godt udsnit af foreningens medlemmer mødt op, og vi fik nogle hyggelige timer, ikke mindst takket være Martin Wetzlichs optræden med sorbiske sange til eget harmonikaakkompagnement.

 

Vi var også (pr. telefon) i radioen. Da Martin Wetzlich i DR Regionalen fremsagde en hilsen til lytterne og reciterede nogle linier af en sang, han selv har skrevet, lød for første gang nogensinde vendisk tale i regionens æter!

 

Det er svært at sammenligne højdepunkter som disse. Men det var virkelig bevægende, da vi på 5. søndag efter påske deltog i højmessen i den eneste kirke i Danmark med et vendisk navn, nemlig Tillitse Kirke på Sydvestlolland (Rudbjerg kommune). Provst Holger Villadsen forrettede gudstjenesten og havde valgt salmer med tyske melodier – som vore tre romersk-katolske gæster sang flot med på.  Efter prædikenen fremførte Jan Nuck en smuk hilsen fra menigheden hjemme i Lausitz. Lige før altergangen hviskede jeg til dem, at de da var velkomne, men at jeg jo godt vidste, at de som katolikker ... De deltog alle tre!

 

Hjemme i Kappel præstegård havde provstinde, sognepræst og medlem af Det Mellemkirkelige Udvalg Anne Birgitte Villadsen kirkefrokosten parat til både »os vendere« og folk fra sogn og kommune -  menighedsrådsformand, lokalhistoriker, kommunaldirektør og borgmester. Der blev også snakket meget om vindmøller!

 

Til sidst kørte vi en tur rundt og så »vendiske steder«, som netop Rudbjerg kommune altså har den største koncentration af. Her optrådte den lokale lokalhistoriker sammen med PhD i vendiske stednavne på Lolland-Falster Friederike Housted.

 

Fremtiden

På grund af sygdom kom Anna og jeg ikke til at deltage i tiårsjubilæumsfestivalen i Nebelschütz i begyndelsen af juli 2001. Men vi regner med at deltage i år. Ligesom vi også håber på kulturudveksling o.lign. mellem vore to amter. Måske vil der herudaf kunne udvikle sig noget, som vil kunne få stor, i hvert fald symbolsk, betydning i det nye Europa. En helt særlig forbindelse mellem Syd og Nord, Øst og Vest! Som også må være interessant for polakkerne – både dem i Polen og dem her i Danmark.

 

[»Lolland-Falster og slaverne ...« (Informator Polski 1/2002) slut]

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Ny kontakt mellem venderne og Lolland-Falster.

 

Vedføjet digtet »Lollandsk tilegnelse«

 
[Dansk Kirketidende nr. 23/2001.]

 

På Lolland-Falster har vi nogle stednavne, der vidner om, at venderne for tusind år siden ikke alene hærgede og plyndrede, men også slog sig ned her: Binnitse, Korselitse, Kramnitse, Kuditse og Tillitse. Hvortil kommer et navn som Vindeby, der betyder »Venderby«. Og det er ikke kun disse stednavne, der minder om vendernes færden og liv her; man finder stadig en masse vendiske ting i den lollandske jord!

Denne artikel er en til Dansk Kirketidende tilpasset udgave af en artikel, som blev bragt i septembernummeret af »Kirkeblad for sognene i Rudbjerg«. I Rudbjerg kommune på det sydvestligste Lolland findes nemlig de tre af ovennævnte stednavne, hvoraf kun yderlige eet er fra Lolland, medens Korselitse jo ligger på Falster.

Det vendiske sprog er et vestslavisk sprog, nært beslægtet med polsk og tjekkisk, og de her nævnte stednavne svarer nøje til polske bynavne som for eksempel Katowice.

Helt tilbage fra omkring år 600 havde slaviske stammer slået sig ned i området mellem floderne Oder og Elben. På det tidspunkt boede de nuværende tyskeres forfædre altså vest for dette område. Vores historie med venderne kender vi ikke mindst til gennem Saxos berømte beretning på latin om Danernes bedrifter - og gennem Grundtvigs folkelige oversættelse af den. I 1999 kom Helle Stangerups genfortælling.

Under Valdemar den Store og biskop Absalon gik danskerne for alvor i offensiven og indledte de såkaldte vendertog. Lidet flatterende for os lolland-falstringer er det, at vi blev regnet for upålidelige i forholdet til venderne. I nogle tilfælde har vi nok købt os fra overfald og udplyndringer ved fx at røbe et forestående dansk angreb. Men samtidig har vi også haft et positivt forhold til disse slaviske mennesker, som altså ligefrem boede iblandt os.

Uden at have noget som helst at bygge det på har jeg ofte sagt, at min store kærlighed til de slaviske sprog måske skyldes, at jeg som lollik i uendelige led har lidt vendisk blod i årerne!? (Jeg har bifagseksamen i russisk, har siden lært mig noget polsk, og orienterer mig i tjekkisk, slovakisk, ukrainsk - og altså nu også lidt i vendisk).

Til sidst fik danskerne overtaget. I 1169 erobrede vi Rügen og huggede den vendiske afgud Svantevits billedstøtte til pindebrænde - også i den helt bogstavelige forstand, at de danske styrker brugte dette brænde til at koge deres aftensmad ved. - Apropos Svantevit - eller som han hedder på vendisk, Swantowit - så har man for vist ikke så lang tid siden fundet et lille Svantevit-gudebillede af træ i eller ved Svendborg!

I 1185 fuldbyrdede Knud den Fjerde hele Vendens erobring, så at de danske konger herefter kunne anlægge titlen »de venders«. Og det var ikke bare danskerne, der trængte venderne. Fra vest trængte germanerne frem og besatte området og bosatte sig i det. Endnu i lang tid udgjorde det slaviske befolkningselement dog det store flertal, men herskerklassen var tysk. Og der skete efterhånden en tvangsfortyskning af venderne. Det første forbud mod at benytte det vendiske (sorbiske) sprog kom så tidligt som 1293.

 

Sorberne - nutidens vendere

Så vidt jeg husker, døde den sidste vendisktalende person i Pommern engang i midten af 1700-tallet. Men længere mod syd var der nogle, der ikke ville give sig, nemlig i landskabet Lausitz, som jo også ligger helt nede i det sydøstligste hjørne af Tyskland (det tidligere DDR), tæt på både Polen og Tjekkiet. Vendere, polakker og tjekker taler med hinanden på hver deres sprog, nøjagtig som vi gør her i Norden.

I Lausitz-området bor i dag ca. 67.000 sorbere, som venderne hedder officielt. Det er naturligvis det samme som serbere(!), men ordet betyder slet og ret »folk«. I tvangsfortyskningens tid var ordet »vender« nærmest et skældsord, men i nyere tid er sorberne selv begyndt at bruge det positivt. På deres eget sprog kalder de sig dog stadig »serbski lud«, ligesom de betegner deres tilstedeværelse i Tyskland som »Serbja w Němskej«.

 

INDSKUD 24.10.11: Jeg har nu (på en polsk Wikipedia-side, som citeres i indledningen øverst på denne side) fundet en forklaring på det i første omgang overraskende sammenfald mellem sorbisk og sorbere (sorbisk: serbja) og navnet på balkanlandet Serbien og dets indbyggere. Og desuden en forklaring på områdets navn, som på tysk er (die) Lausitz (nærmere nf.). Det er på siden

http://pl.wikipedia.org/wiki/Serbo%C5%82u%C5%BCyczanie

Hvad selve folkenavnet angår, forklares det, at "serber" oprindelig betyder "stammefælle", og at de jugoslaviske serbere og sorberne, i hvert fald ifølge én hypotese, oprindelig kommer samme sted fra, fra området "Biała Serbia" - hvilket så faktisk betyder, at det er sorberne, der mere eller mindre er blevet boende i det oprindelige område og de jugoslaviske serbere, der er vandret mod syd, jfr. at Jugoslavien betyder Sydslavien. - Se kort med engelsk tekst på: http://pl.wikipedia.org/wiki/Bia%C5%82a_Serbia

I sidste afsnit af det fra den førstnævnte internetside citerede forklares også hele områdets navn, tysk: Die Lausitz, polsk: Łużyce, sorbisk: Łužica. Det har nok noget med "vådområde" at gøre. jfr. det nedersorbiske område syd for Berlin Spreewald!

 

I 1800-tallet fortsatte undertrykkelsen af sorberne i Preussen, men i Sachsen fik de bedre betingelser, med en kulturel opblomstring til følge. Under Weimarrepublikken havde sorberne ret gode kår. Men under naziregimet blev de undertrykt og forfulgt. I DDR-tiden fik sorberne en ret høj grad af »positiv særbehandling«, hvilket ved nærmere eftertanke ikke var så mærkeligt endda. På dette slaviske folk (sprogligt beslægtet med russerne!) kunne DDR-styret uden nogen risiko vise dette eksempel på, hvor demokratiske man var! I DDR var sorbernes rettigheder garanteret ved en særlig lov (»Das Sorbengesetz« fra 23. marts 1948). I det nye, genforenede Tyskland er sorbernes rettigheder sikret i såvel Bundesland Sachsens som Bundesland Brandenburgs forfatning.

 

Ny kontakt

Gennem en kæde af tilfældigheder - hvortil hører, at jeg netop ved denne tid var kommet på Internettet[5] - kom jeg i første halvdel af 1999 i personlig kontakt med disse sorbere, som altså er det nærmeste, man kan komme nulevende efterkommere af »vore« vendere.

En af de ting, jeg fandt i det forbavsende righoldige sorbiske Internet-materiale, var en aktivitetskalender, hvoraf det bl.a. fremgik, at der i en lille by ved navn Nebelschütz, sorbisk: Njebjelcicy, mellem byerne Cottbus og Bautzen skulle være en international festival i dagene 09-11.07.99. Netop i de sidste dage af Annas og min ferie, umiddelbart efter vort ophold i Tjekkiet.

Jeg ringede derned og kom til at tale med en dame i denne ganske lille kommunes Gemeindeverwaltung. Jeg fortalte hende om min særlige interesse for dette lille slaviske folk inde på tysk område. »Sie sprechen mit einer von ihnen«, svarede hun omgående. (»De taler med en af dem«).

Kort tid efter modtog Anna og jeg en indbydelse fra borgmester Thomas Zschornak, til at komme og deltage i denne festival som byens gæster. Det ville glæde dem at modtage besøg af slægtninge fra Danmark! Og jeg blev inviteret til at medvirke i den gudstjeneste, som den lokale romersk-katolske præst, pastor Bresan, skulle holde.

Det er et tilfælde, at det her var en romersk-katolsk menighed, vi kom til at besøge; de fleste sorbere er lutheranere, men nordvest for Bautzen er der et område med omkring 80 katolske landsbyer. At sorberne overvejende er lutheranere, fremgår også af den ene af de historiske videoer - med sorbisk (vendisk!) tale - jeg købte på det sorbiske institut i Bautzen, »Reformacija a pismowstwo« (»Reformationen og skriftsproget«). Her spiller Reformationen og oversættelsen af Bibelen til sorbisk en stor rolle - ledsaget af et eksempel på, hvordan man netop i Brandenburg forsøgte at hindre de lutherske sorbere i at holde gudstjeneste og modtage katekismusundervisning på deres modersmål.

 

International byfest

I det sorbiske område er alle vejskilte tosprogede, med først det tyske, og så nedenunder det sorbiske navn. I Nebelschütz var det første, vi så, en transparent med teksten: »Internationales Gemeindefest / Mjezynarodny gmejnski swjedzen / 09-11.07.1999«. Det var lørdag, festivalens anden dag. En fodboldkamp var i fuld gang - mellem et hold fra Dresden og et lokalt hold. Men vi fandt hurtigt byens unge energiske borgmester.

Festivalen var en blanding af noget meget lokalt og traditionelt og noget meget moderne og internationalt. Nogle sorbere ser deres overlevelseschance i at åbne sig mod verden, andre er bange for dette og ser den eneste overlevelseschance i at koncentrere sig om den sorbiske kultur og de sorbiske traditioner. Der deltog (foruden vor lille lollandske tomandsdelegation) kommunalfolk fra Tjekkiet og en folkloregruppe m.m. fra Polen. Desuden en folkloregruppe fra Frankrig, nærmere betegnet Lorraine/Lothringen, som jo også er et grænse- og blandingsområde, hvortil kom, at der i gruppen indgik et ægtepar, hvor konen stammede fra Nebelschütz!

Der blev på festivalen gang på gang talt om det nye Europa. Sorberne har en stærk bevidsthed om den centrale symbolske betydning, det har, at deres lille slaviske folk bor i hjørnet mellem EU-medlemslandet Tyskland og de to kandidatlande Tjekkiet og Polen.

 

Vendisk messe

Ved friluftsmessen søndag morgen gik jeg med i processionen - mellem to messetjenere! - iført min danske præstekjole. Pastor Bresan havde først været lidt nervøs ved det hele. Han skulle jo forklare mig, at jeg pdes. godt måtte være med, men at jeg pdas. skulle vogte mig for at komme for nær til alteret! Jeg kunne dog hurtigt berolige ham med, at uanset hvordan jeg principielt så på dette, så havde jeg stor erfaring i disse ting og skulle nok opføre mig passende. Men i den polske gruppe var der en romersk-katolsk præst, som celebrerede nadverdelen af messen sammen med pastor Bresan. Messen foregik på sorbisk! Sangen og musikken leverede det lokale kirkekor og festival-blæseorkestret.

Og jeg kunne følge med i hele messen. Jeg er nøje fortrolig med såvel den polske som den tjekkiske udgave af den romersk-katolske messebog. Man havde også givet mig den sorbiske salmebog - med noder. Og jeg kendte på forhånd nogle af melodierne, så på den måde kunne jeg endog være med i salmesangen! Jeg har haft mange økumeniske oplevelser, men denne messe var noget helt særligt, dybt bevægende: At deltage så tæt i en katolsk messe på »vendisk«!

Ved messens slutning gav pastor Bresan mig ordet. Værre står det altså ikke til. Og jeg fortalte kort om det særlige forhold mellem Lolland-Falster og middelalderens vendere og udtrykte håbet om et nyt fredeligt og frugtbart samkvem. Evangeliet til denne søndag (havde jeg kunnet se i min til opholdet i Tjekkiet medbragte tjekkiske messebog) var lignelsen om sædemanden, så til slut citerede jeg, på dansk og i tysk prosa-oversættelse, og med en understregning af den også økumeniske betydning, der kan ligge i det, den sidste strofe af »En sædemand gik ud at så«:

 

Med grads-forskel i herlighed

vor Faders hus har sale mange,

men overalt er liv og fred

og evigsøde frydesange.

 

Menigheden klappede begejstret efter denne lille Ansprache!

 

På Lolland-Falster igen

I maj 2001 fik Lolland-Falster vendisk besøg for første gang i nyere tid. På mit initiativ, men med støtte fra Det Mellemkirkelige Udvalg i Lolland-Falsters Stift og med en fin indsats fra de andre involveredes side, havde vi i dagene 17. – 20. maj besøg af en tremandsdelegation bestående af Domowina-formand Jan Nuk, borgmester og amtsrådsmedlem (»Kreistagsabgeordneter«) Thomas Zschornak samt journalist og musiker Martin Wetzlich. »Domowina« eller »Bund Lausitzer Sorben« er sorbernes folkelige organisation. Pastor Michael Bresan var forhindret i at deltage, idet han var på tjenesterejse til – Kina!

Vi besøgte Storstrøms Amt (Internationalt Sekretariat og Kulturafdelingen samt to amtsrådsmedlemmer, jeg har tilknytning til), Middelaldercentret ved Nykøbing F. og museet »Falsters Minder«, hvor vi bl.a. blev orienteret om det store venderprojekt, amtets museer har i gang.

Vi havde et møde i Døllefjelde Præstegård med særligt indbudte, og domprovst Ole Opstrup viste os Maribo Domkirke.

Et højdepunkt var vort samvær med mine venner i Polsk Forening i Maribo, først på museet »Polakkasernen i Tågerup«, dernæst i Det Polske Hus i Maribo. Her gik en af mine største drømme i opfyldelse, nemlig at høre polakker og vendere tale med hinanden på hver sit sprog, ligesom fx vi danskere og svenskere gør det! Og så at det var de to slaviske folk med gammel og ny tilknytning til vor landsdel!

Vi var også (pr. telefon) i radioen. Da Martin Wetzlich i DR Regionalen fremsagde en hilsen til lytterne og reciterede nogle linier af en sang, han selv har skrevet, lød for første gang nogensinde vendisk tale i regionens æter!

Det er svært at sammenligne højdepunkter som disse. Men det var virkelig bevægende, da vi på 5. søndag efter påske deltog i højmessen i den eneste kirke i Danmark med et vendisk navn, nemlig Tillitse Kirke på Sydvestlolland (Rudbjerg kommune). Provst Holger Villadsen forrettede gudstjenesten og havde valgt salmer med tyske melodier – som vore tre romersk-katolske gæster sang flot med på.  Efter prædikenen fremførte Jan Nuk en smuk hilsen fra menigheden hjemme i Lausitz. Lige før altergangen hviskede jeg til dem, at de da var velkomne, men at jeg jo godt vidste, at de som katolikker ... De deltog alle tre!

Hjemme i Kappel præstegård havde provstinde, sognepræst og medlem af Det Mellemkirkelige Udvalg Anne Birgitte Villadsen kirkefrokosten parat til både »os vendere« og folk fra sogn og kommune -  menighedsrådsformand, lokalhistoriker, kommunaldirektør og borgmester. Der blev også snakket meget om vindmøller!

Til sidst kørte vi en tur rundt og så »vendiske steder«, som netop Rudbjerg kommune altså har den største koncentration af. Her optrådte den lokale lokalhistoriker sammen med PhD i vendiske stednavne på Lolland-Falster Friederike Housted.

 

Fremtiden

På grund af sygdom kom Anna og jeg ikke til at deltage i tiårsjubilæumsfestivalen i Nebelschütz i begyndelsen af juli 2001. Men vi regner med at deltage til næste år. Ligesom vi også håber på kulturudveksling o.lign. mellem vore to amter. Og som et resultat af det ovf. omtalte møde i Døllefjelde Præstegård, arbejdes der nu på at få sendt et fodboldhold fra vor lokale Brydebjergskolen til Nebelschütz. Og ja, I tænker rigtigt, det er DØLLEFJELDE-MUSSE- Herritslev pastorat, jeg er præst i!

 

 

* * *

 

 

Som en ekstra Lollands-hilsen til læserne vil jeg - med redaktørens tilladelse - ledsage denne artikel med min i både spøg og alvor mente »overskrivning« af Johs. V. Jensens berømte »Tilegnelse« fra »Digte« 1906:

 

 

Lollandsk tilegnelse

Jeg kommer op fra plutten[1]

kender I min roe

måske er jeg lindormen[2]

i det danske våben

ude af feltet

kan ikke bekræfte

nogens ret til noget som helst

har dog mine tanker

om fornægteren

og sætter gerne

mit bløde sydhavshjerte

hos skjoldets løver.

 

 

 

*  *  *



[1] Plutte er det lollandske ord for pludder eller pløre og anvendes også om markers og vejes tilstand i forbindelse med sukkerroehøsten hernede. Desuden anvendes det i nedsættende omtale af os hernedefra, fx i sammensætningen plutbonde.

[2] Indtil 1972 stod lindorme-emblemet i det danske kongevåben for titlen »de venders«.



[1]  Jeg har valgt at anføre alle person- og stednavne i deres tyske former. Men egentlig skulle det jo have været de sorbiske. Fx er alle vejskilte i området jo tosprogede, tysk øverst, sorbisk nederst. Det er bare så besværligt at få de såkaldte diakritiske tegn med i trykket. Men jeg kan give et indtryk af, hvordan det ser ud, ved at anføre et par bynavne: Njebjelcicy (Nebelschütz), Budysin (Bautzen). Her skal man så bare forestille sig en omvendt cirkumfleks over første c i det første navn og over s’et i det andet.

[2]  »Domowina« betyder noget i retning af »hjemstavnsforening« og er Sorbernes folkelig-kulturelle organisation med hovedkvarter i Bautzen.

[3] Som jeg sagde i min »hilsen«, foreligger mange af vor største salmedigters salmer i tysk version, men tilfældigvis ikke disse to, så at de altså igen denne gang måtte tage til takke med min urimede, men dog rytmisk korrekte oversættelse.

[4] Interesserede kan selv gå ind på: www.sorben-wenden.de eller: www.serbski-institut.de. Herfra er der mange links videre ud. Eller på Nebelschütz kommunes hjemmeside, hvor man er ved at indsætte borgmesterens velkomsthilsen på også både polsk og dansk. Det ved jeg, for det er mig, der har lavet den danske oversættelse! Adressen er: www.nebelschuetz.de.

[5] Interesserede kan selv gå ind på: www.sorben-wenden.de eller: www.serbski-institut.de. Herfra er der mange links videre ud.