MIT TOTALDIGT

Bent Christensen

Denne nye underside er oprettet 17.01.13 og erstatter den hidtidige underside "Mit eksistens-rum eller Mit total-digt", der nu står som "appendiks" på den nye "historiske", underside "Poetik før december 2012".

Senest opdateret 15.04.13: Tanker om og ud fra 100YSS-projektet i april 2013. En første egentlig Totaldigt-tekst om og i tilknytning til stjerneskibsprojektet. - Forrige: Ny afdeling: 100YSS (100 Year Starship). Om det af tidligere rumfærgeastronaut m.m. Mae Jemison ledede projekt med henblik på at sende mennesker til et andet solsystem senest i 2112.

Se desuden undersiderne "ERINDRINGER", "GRUNDTVIG", "POETIK", "POETIK FØR OKTOBER 2011", "POETIK FØR DECEMBER 2012", "LITTERÆRE TEKSTER", "AFORISMER", "MIN LYRIK- OG POETIKHISTORIE" og "PROGRAM". - NB! Den hidtidige underside "Mit eksistens-rum eller Mit total-digt", står nu som "appendiks" på den nye "historiske", underside "Poetik før december 2012".

NB! Se også min blog i avisen.dk: Jeg er ellers ikke blogger …:

http://www.avisen.dk/blogs/bentchristensen/default.aspx

Teksterne i denne blog kan i høj grad svare til teksterne på de forskellige undersider her, ja, måske ligefrem være identiske med nogle af dem. Det kan være undersiden "Debat". Eller det kan være undersiden "Kirke og teologi" eller undersiden "Diverse". Men det vil nok ofte være tekster, der enten svarer til eller er identiske med tekster her på undersiden. Ja, jeg betragter sådan set mit forsøg med at være blogger som en særlig del af Totaldigtet!

-

MIT TOTALDIGT

INDHOLD

Der er endnu ikke sat noget ind i de dele og kapitler, der her står med småt.

INDLEDNING

FRAGMENTER

Fragmenter A - Totaldigt-betragtninger

Fragmenter B - Betragtninger overhovedet

Fragmenter C - Historiske betragtninger

STØRRE TEKSTER

Fra Sandø til den globale myretue. Fra og om Marianne Stidsens artikel i KRITIK 206: "Hvad lyver Johannes egentlig om? Friheden som udfordring og problem i Martin A. Hansens Løgneren".

100YSS = 100 Year Starship. Den første kontakt. - Om det altomfattende projekt med henblik på at sende mennesker til et andet solsystem senest i 2112.

Tanker om og ud fra 100YSS-projektet i april 2013

STOF-TEKSTER

______

INDLEDNING

Denne underside omfatter i princippet hele mit særlige livs-projekt (i enhver betydning af såvel ordet "omfatter" som ordet "livs-"!). Den kan derfor på én gang ses som overordnet i forhold til overhovedet alt, hvad jeg gør og skriver, men især undersiderne "Litterære tekster", "Aforismer" og "Poetik", og som afgrænset i forhold dertil. Grænsen så at sige udad er grænsen til min mere almindelige programmatiske aktivitet og min deltagelse i den offentlige drøftelse og debat i mere almindelig forstand. - I min programmatiske aktivitet og deltagelse i drøftelsen og debatten indtager min deltagelse i "den kirkelige proces" ifølge sagens natur en helt særlig og overordnet plads. Her på min hjemmeside står de pågældende tekster på undersiden "Kirke og teologi". Men den særlige bestemmelse af forholdet mellem pdes. selve teologien og selve den kristne menigheds liv, og pdas. den særlige poetiske side af "det kristeligt nødvendige livsengagement" finder først og fremmest sted i de indledende dele af undersiden "Poetik". Og her er livsengagementets praktiske autonomi ude på den "statholder-mark", som er "det kristeligt nødvendige livsengagements" sted uden for henholdsvis kirkedøren og studerekammerdøren, et hovedpunkt. Jeg kan ikke komme nærmere ind på disse ting her, men må henvise til undersiderne "Kirke og teologi", "Grundtvig" og "Poetik", og altså ganske særligt til, hvad jeg skriver om "statholder-marken", som hele livsengagementets, men også, og ganske særligt, dets poetiske sides sted. Jeg kan kun understrege, at den kristne tro og troslære og den kristne kirkes (menigheds) liv aldrig kan blive dele af et program eller projekt, men udgør sin egen virkelighed af universel, helt overordnet og grundlæggende karakter. (Mine salmer og kristelige digte har også deres særlige underside, og jeg regner dem ikke for en del af min poetiske aktivitet; de er dels gudstjenestetekster, dels noget, der ligger i forlængelse af gudstjenesten og teologien eller er en del af mit liv som kristenliv betragtet). Men når det er sagt, gælder det naturligvis for mig, at hele det område, jeg i øvrigt arbejder på, bogstavelig talt er omgivet af kristendommen til alle sider - med tidens ende og Guds Riges komme som den yderste fremtidshorisont. Og det forhold, at et hovedpunkt i min kristendomsforståelse er "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" med den deraf følgende praktiske autonomi ude på statholder-marken og den ligeledes deraf følgende forpligtelse på det størst mulige fællesskab og samarbejde med også ikke-kristne, ændrer intet ved dette. Den saglighed og åbenhed, ja, dybe fællesmenneskelige solidaritet, der er tale om, udspringer netop af min kristne tro og teologi.

Arbejdstitlen på det projekt, jeg helt særligt har arbejdet på siden mit disputats-forsvar i 1998, og som jeg i 2003 gik på pension for hovedsagelig at hellige mig, er "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". Og selv om denne titel ikke helt dækker det område, der omfattes af det "Totaldigt", der er tale om på nærværende underside, siger den dog så meget, at det poesi-begreb, jeg arbejder med, er større end, hvad der ligger i det sædvanlige begreb "litterær poesi".

Ordet "totaldigt" er afledt af den bestemmelse af Grundtvig som "kirkelig og folkelig totaldigter", jeg foretog allerede i min disputats ("Omkring Grundtvigs Vidskab", 1998), og som jeg videreførte i artiklen "Totaldigteren Grundtvig" (Grundtvig-Studier 2011). Og jeg erklærer mig udtrykkeligt som en discipel af Grundtvig, der stående på hans skuldre prøver at foretage en aktuel udmøntning af arven og inspirationen fra ham. Men der er også tale om store forskelle - ikke kun i format. Grundtvigs optræden som kirkelig og folkelig totaldigter indebar en stor sammenfletning af Grundtvigs og det danske folks og den danske menigheds liv. Når jeg taler om mit totaldigt, lægger jeg den helt afgørende vægt på det forhold, at der dels er tale om noget langt mere omfattende end den rent litterære poesi, dels er tale om en inddragelse af mit eget liv på en måde, der i nogle henseender måske nok kan minde om Grundtvigs. Men ellers er jeg i enhver henseende langt mere beskeden. Det er kun i mit eget projekts rum, jeg lader mit eget liv indgå i det "storpoetiske" projekt. Hvad folket og i det hele taget mine medborgere og medmennesker angår, påberåber jeg mig ikke noget. Her betragter jeg mit Totaldigt, inkl. min særlige poetik og poetologi, og hvad jeg måtte nå at få produceret af digte og tilsvarende tekster, som en stor "model" eller "udstilling", jeg sætter ud på torvet til fri beskuelse og eventuel afbenyttelse. Så må det vise sig, om der overhovedet er nogen, der vil ænse det. Men jeg vil naturligvis være glad for hver eneste læser og for hvert eneste tilfælde af, at noget af det, jeg har produceret, kommer til at indvirke på eller indgå i det fælles liv. Det ligger også i mit projekts arbejdstitel og hele karakter, at poesien skal udgå fra og vende tilbage til det almindelige levede liv. - Jeg henviser i denne forbindelse også til undersiden "Erindringer".

Dette må - i hvert fald foreløbig - være nok til indledning. De mere specielle ting står for nogles vedkommende på undersiden "Poetik" og vil for andres vedkommende blive behandlet i kapitlet "Fragmenter A".

Bemærk ordet "foreløbig" i afsnittet her ovenfor! Det er jo både muligt, og for mig i min alder og situation nødvendigt, at udnytte internetproduktionens mulighed for, løbende at revidere og udbygge teksterne. Dette gælder også denne indledning. Men navnlig gælder det de følgende fragment-kapitler. Der er selvfølgelig en del farer forbundet med dette, i form af gentagelser og (andet) rod. Men jeg er nødt til at arbejde på denne måde. Og da fragmenterne både kan komme til at skifte plads og måske ligefrem blive slettet, vil det være vanskeligt og farligt for mig at foretage henvisninger imellem dem. De læsere, der vil se, hvad jeg har skrevet om et eller andet forhold andre steder på siden, må i mange tilfælde ty til søgning på et eller flere ord. Men jeg vil nok også prøve at foretage henvisninger på en sådan måde, at det kan være til en vis hjælp. Jeg vil også prøve at give i hvert fald en hel del af "fragmenterne" en slags overskrift (skrevet med fed foran bindestreg), ligesom jeg vil fremhæve de vigtigste ord i dem med fed. Det skulle også gøre det lettere at finde rundt. Fragmenter, der (ofte fordi de er ganske korte) ikke har fået nogen "overskrift", vil for tydelighedens skyld begynde med fed tankestreg og mellemrum.

Til allersidst et par ord om kapitlerne "Fragmenter B" og "Fragmenter C". "Fragmenter B" vil i flere henseender kunne sammenlignes med Grundtvigs såkaldte Dannevirke-afhandlinger (som jeg har behandlet indgående i "Omkring Grundtvigs Vidskab"). Det ligger nemlig også i det begreb "Totaldigt", jeg her arbejder med, at "betragtninger om allehånde" indgår i det (se parentesen til sidst i dette afsnit), altså fx betragtninger af filosofisk og videnskabelig karakter, men også betragtninger af mere almindelig kulturel og samfundsmæssig karakter. I "Fragmenter C" vil jeg efterhånden prøve at samle mine særlige betragtninger, for så vidt angår historien. Der vil med andre ord blive tale om en "model" af en langt mere omfattende karakter, end hvad der ville ligge i et almindeligt skønlitterært eller digterisk forfatterskab. - (I fortalen til rækken af afhandlinger i tidsskriftet "Danne-Virke" (1816-1819) betegner Grundtvig disse som "Afhandlingerne om Allehaande" (DV I xii; og dertil i "Omkring Grundtvigs Vidskab", s. 143)).

Hvis nogle af de her omtalte betragtninger svulmer op og bliver til mere eller mindre selvstændige tekster, vil de blive sat ind i kapitlet "Selvstændige tekster". Ja, de kan måske give anledning til oprettelsen af nye undersider. Der er faktisk allerede et par undersider af denne karakter, nemlig først og fremmest undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie" (i hvilken forbindelse også kan nævnes de to små særlige undersider "Eichendorff" og "Hamann"), men også undersiden "Det særligt danske" (som jeg dog for tiden har indstillet arbejdet med). Noget, jeg har tænkt meget på, er, hvad jeg betegner som "stof", altså forskellige "eksempler", jeg gerne vil inddrage i mit projekt, men ikke kan eller vil foretage nogen særlig bearbejdning af. Det kan være stof fra historien i både snævrere og videre forstand eller stof fra virkeligheden overhovedet. Eller det kan være ting, der er hentet hos andre forfattere. I alle tilfælde vil der hovedsagelig blive tale om referater, citater og henvisninger. Tekster af denne art vil blive sat ind i kapitlet "Stof-tekster". Men det kan også være, jeg opretter en særlig underside med titlen "Stof"! Men jeg må i det hele taget se, hvad jeg kan nå, født i 1943, som jeg er. Måske vil dog netop samlingen af "stof" være noget af det sidste, jeg bliver i stand til at lave. Foreløbig vil jeg koncentrere mig om at få produceret så mange som muligt at de helt centrale ting i mit projekt.

* * *

FRAGMENTER

Fragmenter A - Totaldigt-betragtninger

Indledende betragtning. - Som allerede nævnt i indledningen er nærværende underside sådan set overordnet i forhold til alt, hvad der indgår i mit samlede livs-projekt som "totaldigt" betragtet. Men den er alligevel også speciel i forhold til de helt centrale dele af projektet, som udgøres af de ting, der står på undersiderne "Litterære tekster" og "Poetik". (Se også den særlige underside "Aforismer"). Jeg vil derfor så vidt muligt sætte alle de almindelige ting, der ligger mellem teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og den poetiske praksis, på undersiden "Poetik". Disse A-fragmenter vil derfor så vidt muligt kun blive nogle betragtninger over, hvad man kunne kalde selve "Totaldigtets poetik", eller over, hvad jeg tilsigter med såvel nærværende underside som de aktiviteter i videre forstand, der kan ses som dele af mit Totaldigt. Overlapninger og gentagelser vil dog ikke kunne undgås, ja, vil i nogle tilfælde også kunne være til læserens fordel.

Totaldigtets karakter og grænser. - Det er muligt, jeg kunne have fundet en anden og mere beskeden betegnelse for såvel mit projekt som nærværende underside. Men man kan i høj grad se betegnelsen "totaldigt" som i første række en både alvorligt og lidt spøgefuldt ment påpegning af mit discipelforhold til Grundtvig. Og under alle omstændigheder er det afgørende for det første, at der er tale om noget, der på mange måder kan minde om et system eller program, og for det andet, at jeg i høj grad sætter min egen person og min egen livshistorie ind i sammenhængen, vel at mærke i netop Totaldigtets sammenhæng, idet dette også kan ses som en særlig "verden" med et særligt liv (se nf. om Totaldigtet som "model"). - Hvad mit totaldigts grænser angår, vil jeg her indledningsvis kun sige så meget, at jeg hverken kan eller vil opstille et "system" eller fremlægge et program. Jeg vil godt prøve at præsentere et helhedssyn, som først og fremmest gælder hele min poetik i også allervideste forstand, men som også gælder det billede, jeg overhovedet prøver at danne mig af virkeligheden. Men det er jo ikke kun af fremstillingsmæssige og redaktionelle grunde, jeg tyr til fragment-formen. Der ligger selvfølgelig også den pointe i det, at jeg altså hverken kan eller vil prøve at opstille et altomfattende system i klassisk forstand, endsige en ideologi. Jeg vil kun i al beskedenhed, men efter bedste evne, prøve at sammenfatte, hvad jeg mener at kunne sige om det virkelighedsbillede, den redelige iagttager kan danne sig i vor aktuelle erkendelses- og erfaringsmæssige situation. Hvad jeg nærmere har at sige om dette forhold, vil på mange forskellige måder fremgå af B-fragmenterne. - Hvad det programmatiske angår, vil jeg på ingen måde prøve at benægte, at jeg gerne ser de ting, jeg laver, få indflydelse på det fælles liv og den fælles kultur. Men jeg skelner mellem mine centrale produkters, eller altså Totaldigtets, "modelkarakter", og så de mere direkte programmatiske ting, jeg måtte komme til at fremlægge i almindelige indlæg i den offentlige drøftelse og debat, og som vil være af en ret beskeden karakter. - En helt særlig placering har mine aforismer (undersiden "Aforismer"). Jeg kan sætte en af dem ind her: "At lave et program er et forsøg på at få de andre til at ligge under for dig, hvorved du kommer til at ligge under for dem". Men jeg har (og skriver nok) flere andre tekster om dette forhold, også her i A-fragmenterne.

Totaldigtet som hverken program eller politik, men som både personligt og fælles. -Totaldigtet har ikke teologi i sig, men er til gengæld omgivet af teologi til alle sider. Totaldigtet er ikke hverken programmatisk eller politisk, men jeg kan til enhver tid træde ud af det og tage noget af dets indhold med mig ud i den kulturelle og politiske sammenhæng. I forhold til teologien er Totaldigtet et afgørende element i realiseringen af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement. Og i forhold til den kulturelle og politiske virkelighed udenfor er Totaldigtet dels en indre virkelighedsudfoldelse, dels en ”model”. Hvor det er vigtigt at skelne mellem ”indre virkelighedsudfoldelse”, og så virkeligheds-erstatning eller virkeligheds-flugt. Og hvor det er vigtigt at forstå, at en ”model” godt kan fungere på samme måde som et program. Forskellen er bare for det første, at i ”modellen” er ”programmet” allerede realiseret, bare som netop en ”indre virkelighedsudfoldelse”, og for det andet, at i forhold til ”modellen” er såvel forfatteren som læserne fuldstændig frit stillet. Forfatteren skal ikke på noget tidspunkt tænke på, om han får tilslutning, og læserne er ikke på noget tidspunkt objekter for en tilhængerhvervning. Totaldigtet er lige så personligt som det allermest centrallyriske digt. Men ligesom allerede det centrallyriske digt er det fra første begyndelse af i princippet skrevet på menneskeslægtens vegne og henvendt til menneskeslægten. Såvel det allermest centrallyriske digt som det mest livs- og selvudfoldende totaldigt indgår i forfatterens og menneskeslægtens store fælles livsproces.

Bikube-modellen. - Jeg opererede på et tidspunkt med, hvad jeg betegnede som "bikube-modellen for Eksistens-rummet eller Totaldigt-rummet", og ifølge hvilken mit eksistens-rum er udfyldt at en bikubelignende struktur, der svarer til, hvad der fra 1961 af har tegnet sig som i det mindste en struktur af tomme længsels- eller drømme-rum, der har ventet på at blive fyldt ud med virkelighed. Hver af disse celler kan på et hvilket som helt tidspunkt blive udfyldt af et digt eller noget andet, idet hver enkelt udfyldning samtidig får indflydelse på hele strukturen, der altså på denne måde hele tiden bliver "opdateret". På denne måde er jeg ikke bundet til hverken en kronologisk eller en systematisk fremgangsmåde; jeg kan hele tiden bare fylde på, når fx et motiv eller en idé melder sig. - Se nærmere på undersiden "Poetik" om forholdet mellem det fysiske Kosmos (inkl. hele menneskeslægten og dermed mig selv) og henholdsvis Eksistensen overhovedet (virkeligheden som større, end hvad der kan beskrives af fysikken) og min eksistens (med lille) som den del af eller det rum i Eksistensen (med stort), hvori min samlede orientering og erkendelse og min samlede aktivitet udfolder sig.

- Nogle af disse fragmenter handler om Totaldigtet, andre er dele af det.

Totaldigtets nødvendighed i forhold til andre muligheder. - Det er meget sandsynligt, at centrallyriske digte vil komme til at spille en meget stor, ja, måske alt overvejende rolle i det, der når at blive realiseret af mit projekt. Men der er alligevel mere i det. Ellers kunne jeg jo bare have brugt mine sidste år på at prøve at skrive en eller flere digtsamlinger. Men det ville ikke have været opfyldelsen af min 1961-længsel og -drøm. Ligesom det at skrive en eller flere romaner ikke ville have været det. Eller noget som helst andet, det være sig af filosofisk, videnskabelig eller kulturel karakter. Og da slet ikke praktiske bedrifter af nogen som helst art. Kun en samlet udfoldelse af en totaldigt-sammenhæng vil kunne gøre det. Jeg siger ikke, at det generelt skal være sådan. Men det er sådan for mig.

- Mit projekt er til den ene side begrænset af den rene følelse og til den anden side begrænset af den rene virkelighed.

Min livslinje og min Grundtvig-linje. - Mit udgangspunkt er skæringspunktet mellem min personlige livslinje og ”arven fra Grundtvig-linjen”. Noget meget vigtigt i denne ”skæring” kommer, hvad Grundtvig angår, til udtryk i hans berømte erklæring om, at hele hans forfatterskab har været et ”vel maadelig corrigeret, men derfor just des troere” aftryk af hans eget liv (US VI 11). Hvortil skal lægges, hvad bla. jeg selv har sagt om den inderlige sammenfletning, Grundtvig foretager af sit eget liv og især danmarkshistorien og af sin egen myte og Danmarks myte. Hvad forholdet mellem Grundtvig og mig angår, er det fælles, at forfatterens eget liv spiller en så stor og gennemgående rolle, og at der bliver tale om en eller anden form for sammenfletning eller lignende. Men ellers er der - i hvert fald til at begynde med - tale om nærmest det modsatte, nemlig en til det yderste beskeden udfoldelse af et lille lollandsk liv i en fra først af nihilistisk set verden.

Makrodigtet og enkeltdigtene. -Totaldigtet er den på én gang centrale og alt omfattende struktur i det projekt, jeg i enhver betydning af ordet må betegne som mit livs-projekt. Og som den centrale struktur er det ikke bare den kerne, hvorpå de dele, der indgår i den samlede struktur, anbringes; som den centrale struktur er det også selv det grundlæggende total-digt, hvori og hvorom alle enkeltdigtene lejrer sig. Det vil ikke være rigtigt at sige, at alle enkeltdigtene er små mikroudgaver af Totaldigtet. Men der er det rigtige i det, at hvert eneste lille enkeltdigt både svarer til og udgør i hvert fald en del af Totaldigtets struktur. Og tilsvarende indgår alle andre dele af totalprojektet i Totaldigtets struktur, også de i sig selv allermindst poetiske stykker ”stof”, der måtte blive hentet ind.

Totaldigtet og den store proces. - Totaldigtet er ikke bare en tekst. Og Totaldigtets tekst er heller ikke bare nedskriften af den store proces, der er tale om. Totaldigtets tekst er også - både som helhed og i sine enkelte dele - en del af denne proces.

Trangen til det fælles. - Et af de største meta-spørgsmål er, hvorfor vi mennesker overhovedet er så interesserede i, ikke alene at meddele os til hinanden, men også i at overbevise hinanden om, at de indsigter, vi er kommet til, og de opdagelser, vi har gjort, er både sande og vigtige. Det er jo et forhold, der gør sig gældende lige fra religionerne af og ned til de mindste og mest beskedne mærkevarer. Det ligger dybt og stærkt i os mennesker, at vi gerne vil have de andre til at tro og mene og gøre, ja, købe, det samme som os selv. Jeg må have undersøgt dette spørgsmål nøje, både i almindelighed, og for så vidt angår de poetiske og andre ”åndelige” forhold eller ”åndslivsforhold”. Generelt hænger det jo selvfølgelig sammen med menneskets karakter af socialt dyr. (En undersøgelse af alt dette må i hvert fald begynde ved abeforskningen). Men allerede dette er der jo flere dimensioner i, også både positive og negative. Det positive er hele trangen på alle områder til at dele livet med hinanden, til at være med i den fælles livsproces. Men det negative er, at der jo også er - eller kan være - magt i det, som i de fleste (eller alle?) andre sociale og mellemmenneskelige forhold. I forbindelse med mit totaldigt-projekt må jeg se at få klarhed over, hvordan alt dette forholder sig, lige fra de allerinderste centrallyriske forhold og ud til de allerstørste historiske og politiske forhold. (Med ”de allerinderste centrallyriske forhold” tænker jeg, som allerede ovenfor sagt, på, hvordan selv den allermest centrale lyriske proces allerede i sit udgangspunkt er ”på menneskeslægtens vegne og med henblik på menneskeslægten”).

Vekselvirkningsforholdet mellem ”de andre” og mig i Totaldigtet og enkeltdigtene m.m. - Hvad specielt forholdet mellem ”de andre”, ja, menneskeslægten, og så mit projekt angår, er der jo overordnet set to sider af sagen: 1. Det, jeg modtager og indoptager fra ”de andre”. - 2. Det jeg lægger frem for dem og sætter ud til dem. - Men allermest interessant er jo vekselvirkningsforholdet mellem ”de andre” og mig inde i selve Totaldigtet og i (især) det enkelte digt eller andet tilsvarende produkt, hele delagtigheden deri i den store fælles livsproces. Og her, som i alle de andre forhold, bliver der jo efterhånden tale om en bevægelse ind i det rent poetologiske i snævrere forstand, altså hvordan det kommer til at tage sig ud og fungere inde i fx selve digtets egen proces og struktur.

Postnihilistisk minimalisme og løbende udfyldning. - Der ligger ikke kun en praktisk minimalisme i hele den postnihilistiske måde, jeg allerede helt umiddelbart forholder mig til den foreliggende virkelighed på - at begynde helt forfra for at se, om der overhovedet er noget, der er noget, og som dermed kan godtgøre sin egen betydning - men også i den måde, jeg driver teori m.m. på. Det er også en pointe, at jeg afstår fra at opstille et teoretisk system. Der ligger selvfølgelig nogle bestemte ting i mig allerede som (privat)person, dvs. genetisk og kulturelt. Og der ligger selvfølgelig også noget ganske bestemt i hele den både private og offentlige person Bent Christensens identitet på ethvert givet tidspunkt. Men når det er sagt (og reglerne fra statholdermark-konceptet og eksistensrum-konceptet iagttages), så står alt åbent, og så er det netop meningen, at der hele tiden skal opstå nyt - i en stadig fri vekselvirkning mellem pdes. det, der på ethvert givet tidspunkt er i mig selv og i min produktion, og pdas. virkeligheden uden for mig og mit. Idet jeg jo grundlæggende forestiller mig, at det nye stort set bliver en opfyldning af de skuffer eller bikuber, jeg efterhånden har fået inde i mig. - Men det er også vigtigt at holde sig for øje, at jeg kan komme til at møde ting i virkeligheden, der ikke på forhånd har en celle eller skuffe inde i mig eller inde i mit eksistens-rum. Dette ligge jo også allerede i selve "statholdermark-konceptet". Og det gælder ikke kun den del af virkeligheden, der ligger uden for mig (objektet). Det kan også være noget, jeg opdager for første gang inde i mig selv. Eller det kan være noget, der opstår - manifesterer sig - i et digts proces, dvs. i processen frem mod digtet og/eller i selve digtets tilblivelsesproces. Jfr. min bestemmelse af digtet som "det tredje manifestationssted" (efter min egen person som det første og virkeligheden i øvrigt som det andet; men alle tre steder selvfølgelig i stadig vekselvirkning).

- Mit projekt er et personligt projekt. "Personligt" skal bare ikke uden videre forstås i betydningen "subjektivt" eller "selvbiografisk", men på en måde, der svarer til "det lyriske Jeg".

- Jeg tillægger det nationale/folkelige langt større betydning som borger, end jeg gør som digter. Pdes. er det simpelt hen motiv eller motiv-kompleks som alt andet, pdas. er det bare det fællesskab, jeg især virker på vegne af og henvender mig til, når jeg jo som digter virker på hele menneskeslægtens vegne og henvendt til hele menneskeslægten. Og hvad "sammenfletningen" i totaldigt-sammenhængen angår, er det enten noget af det samme eller meget beskedent. - Dette er naturligvis ikke en indrømmelse til tidens antinationale og antifolkelige kræfter. Hvad dem angår, gør jeg, hvad der passer mig. Det er bare sådan. Det er en del af min postnihilistiske minimalisme.

- Hvad fortiden angår, består mit bidrag i overblik, analyse, brug (tagen ved lære) og kritik. Ja, jeg kan så at sige forlænge min sidelinje bagud, så den kommer til at ligge som et mere eller mindre kontrafaktisk alternativ til det, der er sket. Jeg kan måske sige det på den måde, at jeg går tilbage og stiller mig med siden af Grundtvig (med de mutatis'er, der også her vil være tale om) og fx erklærer mig enig med ham i, at vel lykkedes den lutherske reformation af kirken (sådan da!), men at udviklingen videre fra middelalderen af i øvrigt gik ret skævt. Jeg kan i hvert fald godt give nogle bud på, hvad jeg hellere ville have ønsket. Et vist kritisk-kontrafaktisk blik på det hele kan i hvert fald være en ganske nyttig teknik. - Noget helt andet er, at vi altså kun har én faktisk fortid! Uanset om og hvordan og i høj grad vi så ellers kan komme til at vide noget om den.

- Totaldigtets totaludfoldelse begynder fra sit udgangspunkt. I mit biografiske liv er det 1961. I mit koncept er det statholdermark-punktet. Og statholdermark-punktet er det punkt, hvor mit livs-rør munder ind i mit eksistens-rum. Og derfra bliver statholder-marken en livs-mark, der er omfattet af eksistens-rummet som poesi- og arbejdsrum. (Se nærmere om disse begreber på undersiden "Poetik"). Udfoldelsen er ikke identisk med mit biografiske livsløb. Men dette indgår i den og flettes sammen med det særlige og større forløb. Marken er min verden - som jeg, nu som det totalpoetiske Jeg, rykker frem over. Og bevægelsen er på én gang dette Jeg’s fremrykning over virkeligheds-marken og det, at denne mark mere og mere bliver dækket af denne fremrykning, mere og mere kommer til at indgå i den store fælles og samlede udfoldelse. - Marken er virkelig livs- og eksistensmarken, ikke bare den fysiske jord eller naturen eller omverdenen som omverden betragtet. Marken er hele den eksistens, jeg har fælles med alle andre mennesker og alt andet levende. Derfor er det også hele menneskelivet, jeg rykker frem gennem, ja frem over, så det bliver dækket. Ja, så det så at sige bliver høstet! I denne forstand kan min fremrykning sammenlignes med en mejetærskers eller grønthøsters. - Alt kommer til at indgå. Men altså ikke en simpel opslugelse. Nej, i mødet, hvor jeg ikke opsluges af verden, og hvor verden ikke opsluges af mig og bare bliver underlagt det, der i forvejen er i mig. I mødet, hvor det, der på forhånd var i mig, og det, der før var uden for mig, mødes i et forhold og indgår i nye forbindelse. Et forholdsvis fattigt, men alligevel ret godt billede er den kemiske forbindelse! Efter mødet er der andet og mere til stede, end der var før. - Marken er hele den eksistens, jeg har fælles med alle andre mennesker. Derfor er det også hele menneskelivet, jeg rykker frem gennem og over. Altså som når en mejetærsker eller grønthøster kører hen over en mark. Hvor det, der videre sker med kornet, også skal regnes med. Men hvor brødet som resultat nok er et godt og smukt, men også ganske ufuldkomment billede.

- Ved siden af og sammen med min - og især mit totalpoetiske Jeg’s - fremrykkelinie ligger hele den menneskelige livs-bevægelse. Og ikke bare i én linje. Der er selvfølgelig mindst lige så mange linjer, som der er mennesker. Men det er jo ikke det, der er det afgørende, og det vil selvfølgelig slet ikke give nogen mening eller være af nogen interesse at begynde at regne med, om ikke alle, så dog mange enkeltpersoners livs-linier frem over eksistens-marken. Det rigtige vil nok være at skelne mellem pdes. historiens linje - som selvfølgelig kan deles op i flere, men som dog alligevel som sådan er én - og pdas. menneskelivet som forløb i almindelighed, hvor der så også kan gøres mange enkeltiagttagelser, dels fsva. personer, dels for fsva. længde eller strækninger.

- Min - eller det storpoetiske Jeg’s - fremrykning er dels et ”indoptagende møde”, dels et parallelløb med menneskelivets bevægelse overhovedet. Hvor der altså så igen dels er tale om forskellige linjer i og dele af menneskelivet som bevægelse i almindelighed, dels er tale om historien og dennes dele og stykker.

- Jeg indrømmer, at de rigtige digtere er dygtigere, end jeg er. Men selv om jeg havde deres talent, ville jeg alligevel lave, hvad jeg prøver at lave nu.

- Det kan ikke udelukkes, at jeg siden 1961 bare har bedraget mig selv! - Det mener jeg selvfølgelig ikke. Og jeg håber det endnu mindre. Men når jeg har gjort, som jeg har gjort - og vel navnlig ikke gjort! - må jeg stille det spørgsmål. Det kan dog deles op i to: 1. Har jeg overhovedet haft ret i, at det var nødvendigt, eller dog rimeligt, at jeg sådan set ikke alene stillede mig uden for den hidtidige og aktuelle kultur, men også stillede mig uden for hele det traditionelle kulturbegreb overhovedet? Altså i den forstand, at kulturen i disse betydninger så at sige ikke havde fortjent bedre. - 2. Eller var det i det mindste nødvendigt, eller dog rimeligt, at jeg for min egen skyld stillede mig ud på en selvvalgt sidelinje i en selvvalgt primitivitet eller "elementaritet" (osv.)? - Nu kan jeg jo ikke gøre mit liv om, så jeg er nødt til at leve med, at jeg faktisk har gjort sådan. Idet jeg jo også må spørge, i hvilket omfang jeg faktisk har gjort det. - Men noget i den retning har jeg i hvert fald gjort. Og jeg kan konstatere, at det i tiden 1965-1970 ikke lykkedes mig at blive hverken digter eller højreintellektuel, og at det først (fra netop 1970 af) var teologien og præstetjenesten, der gav mig noget, der for det første i sig selv var et virkefelt (selv om det naturligvis er for lidt at sige sådan om disse to ting), og for det andet kunne give mig grundlaget for at blive noget, der opfyldte, hvad jeg havde drømt om før 1970. Hvortil så, fra 1972 af, kom mit studium af Grundtvig og mit discipel-forhold til ham. Og jeg skal ikke gentage resten af historien her. - Det afgørende er, at jeg, fra 1994/95 og 1998 af, og navnlig siden 2008 af faktisk har fået udviklet et grundlag for at få lavet noget, der svarer til, hvad der siden 1961 har ligget i min stræben, eller i det mindste nu kan ses burde have ligget i den, eller nu kan lægges i den. Og hvad de spørgsmål angår, jeg har stillet i netop indeværende punkt, er det også sådan, at jeg nu er nået frem til et punkt og et grundlag, hvor jeg ikke alene kan give i hvert fald nogle svar på dem, men også, både negativt og positivt kan gøre mit forhold op til hele kulturen i alle de her nævnte betydninger. - Og mit svar er, at det faktisk var i hvert fald rimeligt, at jeg stillede mig grund-kritisk til såvel samtidig og aktuel kultur som "kulturen" overhovedet, både i forhold til, hvad disse i sig selv havde "fortjent" som i forhold til, hvad der var nødvendigt for mig selv. Og dette svar kan jeg helt kort begrunde med, at Grundtvig, hvor forskellig både han og hans tid var fra mig, var den første og eneste, jeg virkelig kunne identificere mig med og tage som forbillede. Efter principperne "på hans skuldre" (altså i fortsættelse, ikke direkte overtagelse, af hans), "på en med/til tidens tarv og vilkår pasende måde", "udmøntningen af arven og inspirationen" og "højere nævnere" osv. - Men mit svar nu er også, at jeg (også i denne henseende med Grundtvig som forbillede) fra det punkt og på det grundlag, jeg nu er nået frem til, kan forholde mig helt frit til både samtiden og fortiden. -Jeg har her i høj grad (igen-igen) gentaget mig selv. Men i den sammenhæng, jeg er i i de punkter, jeg lige nu er i gang med her på siden, og i de tilsvarende punkter i "Poetik", er det særlige ved det, at jeg nu også kan lade mit forhold til aktuel og hidtidig kultur, og især litteratur, supplere mine overvejelser og indgå i dem. Tiden er kort sagt kommet til, at jeg må genoptage mit arbejde med undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie" og lade det vekselvirke med mit arbejde både her på siden og på undersiden "Poetik", ligesom det naturligvis både dermed og i det hele taget kommer til at vekselvirke med min produktion af digte. Også fordi det jo også her gælder, at der kun er én virkelighed og én historie. Hvis jeg ikke skal forestille mig - eller bilde mig ind - at jeg skal opfinde hele poesien på ny, er jeg nødt til at anerkende, at den poetiske dimension i og side af menneskelivet indtil nu har været repræsenteret af den poesi, der faktisk er blevet produceret. Opgaven er derfor nu først og fremmest at få undersøgt og bestemt, hvad jeg må sige at have til fælles med i hvert fald megen hidtidig poesi, og dermed også få bestemt, hvad jeg her har kaldt "den poetiske dimension i og side af menneskelivet" med særligt henblik på, hvordan det forholder sig til, hvad jeg selv har fået udviklet. Men uanset resultatet eller resultaterne af dette kan jeg nu på en helt anden måde end tidligere faktisk gå i lære hos andre digtere, ikke mindst hvad rent ud sagt håndværket angår, men jo også hvad angår både hele poetikken, og i særdeleshed den mere digtnære poetologi, og så selvfølgelig selve digtene. Hvormed ikke være sagt, at jeg nu bare stiller mig ind i den almindelige række af digtere (hvilket af gode grunde ikke er ment, som om det havde noget med talent og dygtighed at gøre). Jeg mener stadig, at jeg, uanset hvad jeg kan og når, i princippet vil noget særligt. Men det må komme an på en prøve.

Fortsættes.

- - -

Fragmenter B - Betragtninger overhovedet

- Hele det idémæssige og erkendelsesmæssige grundlag skal opstilles minimalistisk. Jeg går jo ud fra hverdagserfaringens naivrealistiske erkendelse og vil have så lidt "filosofi" som muligt. Jeg vil stort set bygge på den almindelige sum af akkumuleret viden, der på nuværende tidspunkt er til stede. Jeg ser på den - og på hele menneskeslægtens erfaring i videre forstand - på samme måde, som når jeg ganske simpelt ser mig omkring.

- Og historiesyn og -filosofi eller ej, så vil det, vi kalder historien, også på en helt særlig måde være udfoldelsen af menneskeslægtens liv overhovedet - også når det reelt kun er fx Europas eller Vestens historie, der er tale om. - Kulturernes, folkeslagenes og staternes historie er noget andet end nogle stykke af menneskelivet som forløb slet og ret. - Man kan sige, at der i begge tilfælde er tale om manifestationer - eller åbenbarelser - af menneskelivet. Men groft taget er det i historien mere kollektivt og i stykkerne, måske personerne mere individuelt. - Ét stykke eller én person kan være typisk. Historien er det hele.

- Jeg forstår i høj grad mit til-husbehov-forhold til det folkelige og nationale som den gode sammenhæng, hvori jeg kan leve som person, som "mig". Siden 1965 har det nok helt overordnet været netop dette, der har ligget i min "tilbagetrækning" til en - egentlig ganske minimalistisk - normalborgerlighed og kulturkonservatisme. Jeg ville ikke kunne leve godt som person, som "mig", hvis "de progressive" fik endnu mere magt. Jeg ville ikke bryde mig om at leve i en "progressiv" kultur - og da slet ikke, hvis den blev tvunget ned over mig og mine ved direkte tvang. Og omvendt var den endnu til dels levende gamle kultur på ingen måde en trussel mod mig og min frihed. Livet og den almindelige historiske udvikling skulle naturligvis gå sin normale gang, så at meget af det gamle ville blive erstattet af nyt. Men der lå også noget mere i det gamle, nemlig selve den faktiske historie, og "dybde-traditionen". Den "kultur-konservatisme", jeg, især når jeg bliver presset, bekender mig til, er i høj grad også simpelt hen en realistisk og pragmatisk holdning til virkeligheden, herunder historien og traditionen. - Jfr. Marianne Stidsens uhyre interessante artikel om "Løgneren" i KRITIK 206! Den vil er nu refereret, citeret og kommenteret i en selvstændig tekst i kapitlet "Større tekster". - Hvad har Ove Korsgaard (eller en anden?) sagt om forholdet mellem det nationale/folkelige og det individuelle?

- Jeg vil ikke sige, at jeg ikke - på min minimalistiske forfra-på-ny-måde - tillægger det nationale/folkelige betydning og værdi. Men netop på den måde, en mild og blid måde. Hvor noget meget afgørende er det rørende i, at denne tradition, disse traditionelle ting, overhovedet har levende betydning endnu.

- Jeg havde et indlæg i Præsteforeningens Blad 2013/6 (08.02.13): "Kirken i virkeligheden". Hele dette lille indlæg, hovedsagelig bestående af 10 punkter, kan læses på undersiden "Kirke og teologi", men punkterne 6-10 er også af stor almindelig interesse, så dem bringer jeg også her: 6) Det fysiske univers, inkl. os mennesker i vor legemlighed nu, er, som det er, og som det har været i milliarder af år. - 7) Et homo sapiens-barn, der fødes i dag, er som et homo sapiens-barn, der blev født for fx 10.000 år siden. - 8) Den erfaring og viden, menneskeslægten har samlet indtil nu, med dertil hørende teknologi og organisation, udgør en ny og særlig virkelighed. Man kan sige det kulturelle niveau 3 (jfr. begrebet "det kulturelle dna") i forhold til det rent fysiske og det rent biologiske niveau. - 9) Der må (igen principielt) skelnes mellem de ting på det kulturelle niveau, der virkelig bygger på erfaring og viden, og så det, der på et givet tidspunkt bare er mode og meninger osv. Forholdet må i hvert fald drøftes, men jeg mener, der også må skulle forskes og analyseres i den i videste forstand sociale og epokale virkeligheds karakter og status. - 10) Med punkt 5-9 vil jeg pege på, at der er grænser for, hvor hurtigt og i hvilken grad man skal tage for givet, hvad der lige netop nu fremtræder som epokal virkelighed. - Det er forhåbentlig klart, hvad jeg vil påpege her, nemlig ikke alene at "virkeligheden er til", men også, at der kun er én virkelighed - som grundlæggende er den samme til alle tider, og i hvert fald har været det gennem fx de sidste 10.000 år. Og dermed er det også klart, at det, jeg her siger, er vendt mod alskens relativisme og konstruktivisme m.m. Dette betyder ikke, at jeg ser bort fra den erkendelsesteoretiske problematik, endsige påstår, at jeg har det sande billede af virkeligheden. Og jeg siger udtrykkeligt, at der over det fysiske "niveau 1" og det biologiske "niveau 2" er et kulturelt "niveau 3", som ikke alene ændrer sig med tiden, men dermed også på ethvert tidspunkt udgør en særlig og anderledes virkelighed. - Det fysiske "niveau 1" har vel ikke egentlig ændret sig siden ret kort tid efter Big Bang? Med det biologiske "niveau 2" er det allerede anderledes. Men gennem de sidste 10.000 år her på jorden er der formodentlig ikke (rent biologisk) kommet noget egentlig nyt til. Det er dog et spørgsmål, om der ikke alligevel har været tale om en vis evolution. Jeg har foreløbig prøvet at søge på Nettet, men har vist kun fundet noget med, at vi her i Europa har udviklet evnen til at kunne tåle mælk som voksne. Men bemærk, at jeg i pkt. 7 har udtrykt mig med en vis forsigtighed: "Et homo sapiens-barn, der fødes i dag, er som et homo sapiens-barn, der blev født for fx 10.000 år siden". Ordene "er som" udelukker ikke mindre evolutionære ændringer. Jeg vil dog mene, at de ændringer, der er tale om, ikke har væsentlig betydning, for så vidt angår de ting, der er tale om her. Hvis man forestiller sig, at et stenalderbarn blev lagt i en vugge her i 2013, ville det formodentlig i alt væsentligt være som de rigtige 2013-børn. Og det er naturligvis den genetiske udrustning, jeg tænker på, ikke sådan noget som den indflydelse moderens ernæring kan have haft. Hvis nogen læser dette og har noget at sige til det (og virkelig ved noget om det!), modtager jeg gerne oplysninger og kommentarer. (Min mailadresse begynder med mine forbogstaver og har efter det særlige tegn mit for- og efternavn skrevet i ét ord foran dk. Dette skulle ikke kunne læses af en maskine). Jeg kan forestille mig, at der af ideologiske grunde ikke forskes så meget på dette område. Men det er jo ikke ud fra en racistisk interesse, jeg er kommet til at beskæftige mig med dette spørgsmål. Det, der interesserer mig her, er, om det er sandt, når jeg siger, at der ikke er nogen (væsentlig) forskel på et barn, der blev født for 10.000 siden og et barn, der bliver født i dag, eller altså at biologisk, genetisk set har det at være menneske været det samme i al historisk tid. Og så er det ellers det kulturelle "niveau 3", der interesserer mig. Men det vil jeg sige mere om i næste "fragment".

- I det "fragment", hvor jeg citerer og kommenterer mit indlæg i Præsteforeningens Blad 2013/6 (08.02.13): "Kirken i virkeligheden", sluttede jeg med at understrege, at det, der særligt interesserer mig er det kulturelle "niveau 3" som del af virkeligheden. Og det er altså i modsætning til pdes. de (i hvert fald i al historisk tid og stort set) uforanderlige fysiske og biologiske grundvilkår og pdas. al slags socialkonstruktivisme og lignende. I det pågældende "fragment" sagde jeg blandt andet, at hvis man forestiller sig, at et stenalderbarn blev lagt i en vugge her i 2013, ville det formodentlig i alt væsentligt være som de rigtige 2013-børn. Men man kan også forestille sig noget andet, nemlig at et menneskebarn blev lagt ud i et øde område og overlevede og blev voksent. Det ville der ikke være meget menneske ved. Mennesket er kort sagt i overordentlig høj grad et socialt væsen. Og noget helt afgørende deri er, at mennesket dvs. menneske-samfundet og menneske-kulturen faktisk kan give erhvervede egenskaber i arv, eller hvordan man nu skal udtrykke det. Under alle omstændigheder betyder det, jeg siger her, at den sociale og kulturelle tilstand på et givet tidspunkt (og på et givet sted) er en virkelighed af meget stor betydning. - I mit Præsteforeningens Blad-indlæg var det forholdet mellem pdes. det egentlige forråd af opsamlet (akkumuleret) erfaring og viden og pdas. det, der bare er "mode og meninger", der særligt interesserede mig. Men i nærværende "storpoetiske" og Totaldigt-sammenhæng er det i langt højere grad hele forholdet mellem individ og fællesskab, det drejer sig om. Hvad nu imidlertid det særlige forhold angår mellem pdes. erfaring og viden og pdas. "mode og meninger", så er det naturligvis af en helt særlig betydning i indeværende "dannevirkeagtige" sammenhæng. Lidt polemisk sagt, kan det formuleres på den måde, at når man skal være kritisk, så må dette også gælde "tiden" og alt det, der i den regnes for sandt og virkeligt. Men mit anliggende her i Totaldigt-sammenhængen er ikke først og fremmest polemisk. Netop her i B-fragmenterne er mit udgangspunkt (som det var Grundtvigs) ønsket om at samle alt det, der må anes for at være den viden, vi på nuværende tidspunkt er nået frem til. Og altså "på nuværende tidspunkt". Vi må ikke glemme at være ydmyge i også den forstand, at man i fremtiden vil vide meget mere, end vi ved nu. Også af den grund skal vi passe på, ikke at komme til at overvurdere "tidens viden". Men det er svært nok endda. Et naturvidenskabeligt verdensbillede kan man godt nogenlunde få stillet op. Og det er kun godt, når man kan finde grænsen mellem det, der i praksis må regnes for viden (solide teorier), det, der er mere diskutable teorier eller idéer, og så det, vi ikke ved eller ikke (endnu) ved noget ordentligt om - eller måske principielt ikke kan komme til at vide noget om. Det må man så regne for det bedste billede, vi for tiden kan have. Og det vil jeg - men altså inden for dets grænser - lægge til grund for min orientering i verden, både helt personligt og professionelt, altså i forbindelse med mine projekter. Men når vi kommer ud over naturvidenskaberne? Og ud over den på dem byggende teknologi, der jo beviser sin sandhed ved at virke (skønt ting jo godt kan virke, selv om teorien bagved er forkert). Hvad når vi kommer til filosofien? Kan man tale om en "vor tids filosofi" som en stor samlet tilværelsesforståelse? Det kan man, så vidt jeg kan se, ikke. Og det har man vel aldrig kunnet. Der er, og har været, mange forskellige filosoffer og filosofier, som mere eller mindre har modsagt hinanden, fx de forskellige former for rationalisme og empirisme. Det eneste, man kan gøre, er at se de forskellige filosofier som forskellige måder at spørge på eller som forskellige vinkler at betragte virkeligheden under - os så prøve at danne sin egen mere eller mindre præcise anskuelse. Og humanvidenskaberne, sociologien og økonomien? Her er der også mange forskellige skoler. Og det samme gælder de humanistiske videnskaber. Man kan nok tale om viden på en hel del enkeltområder, og man kan måske godt samle nogle ting i et begrænset, mere eller mindre tåget helhedsbillede. Men hvis man vil have mere end det, bliver det igen den enkelte selv, der må prøve at danne sig et billede på grundlag af alle de "bud", der er fremme. Og på mange måder er det selvfølgelig ikke så dårligt. Det er i hvert fald langt bedre end at være tvangsindlagt på fx et bestemt "statsautoriseret" verdensbillede. Og det ligger unægtelig i tiden nu, at hver enkelt skal danne sig sit eget billede! Hvortil kommer, at det jo faktisk viser, at vi er henvist til at erkende "stykkevis og delt" (jfr. 1. Kor 13,12). Det, jeg efterlyser og selv inden for mine også tidslige grænser vil arbejde med, er, at man får det bedst mulige helhedsbillede af, hvad vi kan vide og ikke vide. Og så kan man ikke komme længere. - Men der må altså skelnes mellem dette bedst mulige helhedsbillede, eller dog overblik, og så det, der i virkeligheden bare er tidens og fx forskellige modefilosoffers og modeteoretikeres meninger. - Jeg gentager, at jeg i nærværende sammenhæng ikke er ude i et polemisk ærinde, men arbejder ud fra et ærligt ønske om at forstå virkeligheden. Ude på den "statholder-mark", som for mig godt nok er omgivet af kristendommen til alle sider, men hvorpå der netop derfor skal være total åbenhed og total autonomi, altså også total forsknings- og tankefrihed. Det er det, der ligger i den "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", statholdermark-konceptet udgår fra, og som man kan læse mere om på undersiderne "Kirke og teologi" og "Poetik". Livsengagementet som sådant skal være forudsætningsløst, uafvidende, åbent og ærligt og autonomt, fordi det kun derved kan tjene til betydningsudfyldning af den særlige tale om Gud, der finder sted i gudstjenesten og teologien. Men helt overordnet er livsengagementet overhovedet jo for den kristne det "sted" eller den "dimension", hvori gudsforholdet uden for kirkedøren og det teologiske studerekammers dør udspiller sig. - Ligesom jeg i teologien overordnet set holder mig til såvel den store fælles som den evangelisk-lutherske mainstream og på det grundlag skriver mine særlige ting, herunder prædikener og salmer, således vil jeg altså også, hvad den almindelige erkendelse og viden angår, prøve at holde mig til, hvad man ud fra en ærlig og redelig betragtning må regne for, hvad vi på nuværende tidspunkt har samlet af erfaring og viden, også som grundlag for min såvel "storpoetiske" som i snævrere forstand litterærpoetiske aktivitet. - Men "tiden" som "niveau 3-virkelighed" er jo meget mere end videnskab og filosofi. "Tiden" er også livsomstændighederne overhovedet, altså hele den virkelighed, som udgøres af teknologien og organisationen (produktionsforholdene og samfundsindretningen). Jeg er ikke marxist! Men det er klart, at alle disse livsomstændigheder har afgørende indflydelse på hele den måde, hvorpå vi oplever det at være menneske, og for hele vor livsform. - Ja, man må sige, at hele den måde, vi overhovedet lever på som mennesker, er den højeste manifestation af hele den samlede virkeligheds betydning. Derfor er studiet og tydningen af menneskelivet den højeste erkendelsesaktivitet. Og ét er det filosofiske og videnskabelige studium, noget andet er de forskellige former for "tydning", herunder ikke mindst den poetiske og i det hele taget kunstneriske tydning. Her i mit projekt er det jo i høj grad "tydning", det drejer sig om, men også mere end det, også en eksistentiel og poetisk "forholden" sig og en "poetisk" indhentning af dele af den endnu blot mulige virkelighed, som i poesien kan ses under overfladen og ude bag horisonten, ja, en opbygning af et "totaldigt" eller en "model" med blandt andet disse dele. Hertil skal dog føjes, at virkelighedens betydning også, og på en helt særlig måde, manifesterer sig i digtet (eller et andet kunstværk) som "et tredje manifestationspunkt". - Når jeg siger, at livsengagementet ude på statholder-marken er gudsforholdets "sted" ved siden af gudstjenesten, teologien og det særlige fromhedsliv i hverdagen, så indebærer det, at dette "sted" i høj grad udgøres af den sociale og kulturelle "niveau 3-virkelighed", hvilket dog selvfølgelig ikke betyder, at der ikke også skal ses kritisk på denne virkelighed. Livsengagementet kan i høj grad også betyde, at man ikke alene kritiserer, men også prøver at ændre den sociale og kulturelle virkelighed. Men i mit projekt, eller altså i mit "Totaldigt", gælder det ikke "program" og "politik", men virkeligheds-møde, virkeligheds-tydning og samling af virkeligheds-dele i en ny samlet struktur. Denne samlede "struktur" er først og fremmest et særligt "livs-sted", for livets skyld. Men som sådan, og altså som "model", vil den også (kunne) virke som "alternativ", bare i fuld frihed, som noget andet end utopi, "system", ideologi eller program.

- Det er vist K.E. Løgstrup, der har peget på, at vi i 1900-tallet faktisk vidste utrolig meget på mange enkeltområder, men manglede et samlet overblik over det hele. Og denne uoverensstemmelse mellem pdes. mængden af viden på enkeltområder og pdas. det manglende overblik, er ikke blevet mindre her i begyndelsen af 2000-tallet. Desuden er det nu blevet sådan, at "forskning" mere og mere er kommet til at betyde søgen efter viden og metoder, der kan danne grundlaget for produktion af mere eller mindre nødvendige varer. En følge af dette er, at selv de forskere, der endnu driver fx virkelig naturvidenskabelig grundforskning, når de får taletid i medierne, ofte bruger mere tid på at tale om de mulige nyttevirkninger af deres forskning, end på at tale om den forståelse af vor egen virkelighed, der er det egentlige formål med den. Dette hænger også sammen med, at moderne videnskabelig forskning er afhængig at store bevillinger. Jeg husker, hvor stort et indtryk det gjorde på mig, da jeg for flere år siden i en bog af en amerikansk fysiker læste, at han brugte halvdelen af sin tid på at skaffe penge.

[HERTIL 16-02-2013 22:50]

Fortsættes.

- - -

Fragmenter C - Historiske betragtninger

Historien er mere end som så. - Alt kan være eller blive stof og motiv, fra den mindste lille sten eller blomst ved min fod, til hele Universets, hele Jordens og hele Menneskeslægtens historie. På en måde ville jeg helst forholde mig så lidt som muligt til ”Historien”. Her skræmmer næsten alle spor jo. I nogle henseender også Grundtvigs. Men det er med Historien som med alt det andet, at hvor minimalistisk, ja, nihilistisk man end begynder, bliver det altid større, efterhånden som den virkelighed, der altså åbenbart alligevel faktisk er noget, tegner og godtgør sig. Og historien er jo under alle omstændigheder hele det forløb, som udgøres af Menneskeslægtens samlede liv, og hele den proces, hvori dens erfaring og viden er samlet, ligesom historien jo også er hele den proces, hvori alle Menneskeslægtens produkter er blevet til. Endelig gælder det, at selv om man på det kraftigste afsværger ethvert forsøg på at operere med et ”historiesyn”, er hele det historiske forløb fra de ældste arkæologiske tider til i dag jo Menneskeslægtens livshistorie, der som sådan både kan og skal tydes. Desuden er historien jo én stor stof- og motiv-samling. Selv det mindste lille stykke menneskeliv er et lille stykke historie. Og kan det, fx i skikkelse af en episode eller et ”træk”, være ”stof” eller motiv, kan større stykker jo også, ja, hele historien. - Og hertil kommer, at både de mindre og de større stykker, ja, det hele, på flere måder bliver flettet sammen med mit eget liv.

- Historien er noget særligt. Selv om jeg ikke vil have noget historiesyn, endsige nogen historie-filosofi. Historien er jo det hele - i såvel bredden som længden. Og det gælder også, når man kun tager en enkelt linje og et enkelt stykke.

- Pdes. ser jeg - trods al kritik - hele fortiden som den nu engang givne(!) virkelighed, og pdas. har jeg sådan set ingen mening om historiens gang, og da slet ikke for så vidt angår fremtiden. - Dette betyder ikke, at jeg slet ikke ser en "gang" i historien, herunder den del af den, som kommer til at forløbe i fremtiden, men det betyder, at jeg tager virkeligheden, som den er, herunder altså hele fortiden, og vel kritiserer, men også lærer, og under alle omstændigheder tager mit udgangspunkt i den faktisk foreliggende situation. Og det betyder, at jeg ikke har nogen vision for fremtiden i overdreven, dårlig forstand, men grundlæggende bare ønsker nogle ting. Ja, der er nogle ting, jeg finder dårlige og derfor ikke vil fremme, men snarere trænge tilbage, ligesom der er nogle ting, jeg finder gode og gerne vil fremme. Det er ligesom med teknologien: James Watt ville ikke skabe den industrielle tidsalder. Han ville bare forbedre den allerede eksisterende dampmaskine!

Fortsættes.

- - -

STØRRE TEKSTER

Fra Sandø til den globale myretue

Fra og om Marianne Stidsens artikel i KRITIK 206: "Hvad lyver Johannes egentlig om?. Friheden som udfordring og problem i Martin A. Hansens Løgneren".

LINK TIL ARTIKLENS FORFATTER:

http://inss.ku.dk/ansatte/beskrivelse/?id=137463

Fra Sandø til den globale myretue

Fra og om Marianne Stidsens artikel i KRITIK 206: "Hvad lyver Johannes egentlig om? Friheden som udfordring og problem i Martin A. Hansens Løgneren".

LINK TIL FORFATTEREN:

http://inss.ku.dk/ansatte/beskrivelse/?id=137463

Tal i parentes (sat ind efter samtlige citater) henviser til de pågældende sider i KRITIK 206.

Marianne Stidsens artikel er uhyre interessant, ikke bare for så vidt angår selve udlægningen af Løgneren, men også i kraft af det - også personlige - billede af de senere årtier og den aktuelle situation, den tegner, ja, det bud, den giver på en fremtidig måde at forholde sig på.

Af såvel tidsmæssige grunde som ud fra ønsket om at præsentere artiklen så direkte og udførligt som muligt, kommer nedenstående gennemgang af artiklen i meget høj grad til at bestå af ikke alene referater, men også citater. - Nærværende tekst kan ses som en slags bilag til mine overvejelser over "det fælles" andre steder her på siden og på flere af de andre undersider. - Jeg indsætter undervejs nogle kommentarer og betragtninger og slutter med afsnittet "Nogle afsluttende betragtninger og henvisninger".

Artiklen begynder med nogle betragtninger over den måde, Martin A. Hansen og hans forfatterskab, og specielt Løgneren, er blevet opfattet på fra 1950 til i dag, især siden Marianne Stidsen selv "for 30 år siden" (116) påbegyndte sit litteraturstudium på universitetet, hvor Løgneren blev dømt ude på grund af sin angiveligt "stokreaktionære ideologiske tendens" (116), så at den "gled fuldkommen ud af [hendes], såvel som mange andres, horisont i de følgende årtier" (116). Hun er jo

en, der selv grundlæggende bekender sig til moderniteten - med alt, hvad det indebærer af tro på frihed, individualitet, selvbestemmelse, ligestilling mellem kønnene, materielt fremskridt for flertallet og fornuftens ret frem for overtroens og obskurantismens (116).

Imidlertid kom Marianne Stidsen i forbindelse med sin forskning i psykologiske konflikter i litteraturen siden 1940'rne "for et par år siden" (116) igen til at læse Løgneren. Og nu var både hun selv og tiden en anden. Jeg håber, ingen - og da slet ikke Marianne Stidsen selv, hvis hun skulle komme til at se denne tekst - vil finde min måde at referere, citere og kommentere på utilbørlig. Jeg vil hverken hovere eller tage til indtægt, endsige omklamre - selv om det jo kan være svært at sige, hvor grænsen går. For mig, der begyndte mit dansk hovedfag-studium på universitetet i 1964, altså ikke for 30, men for 48 år siden og derefter kom til at leve i et helt andet spor, er det simpelt hen af overordentlig stor både personlig og professionel interesse at læse og tænke videre over de ting, der bliver lagt frem i Marianne Stidsens artikel.

Da Marianne Stidsen begyndte at genlæse Løgneren, opdagede hun, at "der var et og andet ved denne roman, som ikke rigtig var blevet opfanget og forstået" (116). Og om grunden dertil siger hun:

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det var fordi, jeg selv var blevet ældre og mindre påvirkelig over for forskellige modeteoriers meninger om det ene eller det andet. Eller om det var fordi, tiden efterhånden var løbet endegyldigt fra den hardcore-marxistiske litteraturanskuelse [...]. Jeg fandt heller ikke, at de litterater, som i de senere år har forsøgt at rehabilitere forfatterskabet ud fra såvel konservativt ideologiske som teologisk-metafysiske motivationer, helt nåede ind til benet af denne tematik, som jeg vil hævde ikke alene er overset, men faktisk tilmed yderst central og aktuel for os den dag i dag (116).

Resten af artiklens første afsnit og hele det næste afsnit ville jeg gerne referere og citere lige så grundigt. Men det vil føre for vidt. Jeg vil nøjes med at give nogle stikord eller stikordsagtige ting, og så må de, der vil se mere, gå til selve denne KRITIK-artikel.

Marianne Stidsen vil læse Løgneren "ind i en specifik senmodernitetskontekst" (116), "i en historisk optik, der overskrider såvel den ensidige frigørelses- og fremskridtstænkning som den ensidige reaktionstænkning" (116). Og med afsæt i eller henvisning til Erich Fromm (Flugten fra friheden (1962 [1941])) peger hun på, at Løgneren "har endog højst interessante ting at berette om det, man kan kalde den emotionelle side af det senmoderne frisættelseskompleks" (som de progressive kunstnere og intellektuelle ikke har haft lyst til at røre ved).

Artiklens andet afsnit indledes med referater af og henvisninger til Anthony Giddens' bøger Modernitetens konsekvenser (1994 [1990]) og Modernitet og selvidentitet (1996 [1991]). Og det er netop Giddens, der bruger ordet "senmodernitet" (eller højmodernitet) som betegnelse for selve de senere tiårs virkelighed - mens ordet "postmodernistisk" reserveres til at betegne nogle forskellige reaktioner på moderniteten. Det i artiklens - og altså Løgnerens - sammenhæng afgørende er, hvad Giddens fremhæver som "det mest presserende psykologiske problem i senmoderniteten", nemlig spørgsmålet om "identitet og identitetsdannelse" (117). Det drejer sig nemlig her om selve "forudsætningen for, at vi overhovedet er i stand til at gebærde os på en vital og proaktiv måde i den grænsenedbrudte, refleksive, senmoderne socialitet". Og det er på dette niveau, Marianne Stidsen nu vil nylæse Løgneren, som hidtil er blevet læst i en ikke sen-moderne, men kun moderne sammenhæng, hvilket har skygget for, at netop dette værk, som et af de tidligste i dansk litteratur, "på emfatisk vis er med til at sætte nogle nye psykologiske problemstillinger, som er nok så aktuelle den dag i dag, til debat" (117).

I den følgende del af afsnittet beskriver Marianne Stidsen jegpsykologiens udvikling fra den klassiske freudianisme til tiden efter Anden Verdenskrig. Her nævner hun Erik Erikson og hans afhandling Identitet. Ungdom og kriser (1992 [1968]). Og det er formodentlig i det mindste på grundlag deraf, hun skriver, at

betingelserne for jegets syntetiserende funktion, hvoraf den vigtigste er identitetsdannelsen [...] [nu] var ændret, i og med at den opløsning af alle faste strukturer, som er modernitetens måske fremmeste kendetegn, nu også havde nået det kulturelle niveau, hvorved identiteten blev sat fri og til forhandling. I én uendelighed [...] [Man kan] kalde identitetsdannelsen for et psyko-eksistentielt problem [...] det har sæde i nogle lidt andre, og tildels også mere bevidste og omverdensrettede [fremh. her], lag af bevidstheden, end dem, den traditionelle psykoanalyses fokusområder har sæde i (118).

Jeg indrømmer, at jeg ikke kendte Erikson i forvejen, men han spiller en stor rolle i artiklen og er i øvrigt en på flere måder interessant person, blandt andet derved, at han var barn af danske forældre (men efter moderens andet ægteskab opvokset i Tyskland). Efter studier i Wien hos Anna Freud emigrerede han til USA, hvor han endte som universitetsprofessor i psykologi. Jeg indsætter linket til artiklen om ham i Den Store Danske: http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykoanalyse_og_egopsykologi/Erik_Homburger_Erikson

Og derefter kommer et i nærværende sammenhæng helt afgørende citat fra forordet til Carsten René Jørgensens bog Identitet (2008). Jørgensens udgangspunkt er, skriver han

en dybt forankret bekendelse til moderniteten, tilsat elementer af kulturkonservatisme og kommunitarisme, der ud fra, hvad vi ved om menneskets identitetsdannelse, antagelig udgør den optimale ramme for, at så mange mennesker som muligt kan udvikle og udfolde en velfungerende identitet (118; Identitet s. 10).

Hermed har Carsten René Jørgensen jo stillet sig i opposition til flere andre identitetsteoretikere, men ikke alene har allerede Erich Fromm i 1941 delt dette standpunkt, det dels også af nyere teoretikere som Zygmunt Baumann og Charles Taylor (Sources of the Self, 1989), og om sidstnævnte skriver Marianne Stidsen:

Netop Taylors betoning af sammenhængen, snarere end modsætningen, mellem moderne individualisme og traditionsbåret, kommunitaristisk, jegforankrende fællesskabsfølelse forekommer væsentlig i forhold til at opnå et mere nuanceret syn på den kollektive identitets psykologiske nødvendighed for jeg- og identitetsdannelsen (119).

De to centrale afsnit i Marianne Stidsens artikel har overskrifterne "Erkendelsen i gyngestolen" og "Køkkenscenen i Maries hus", svarende til, at de pågældende scener er centrale i Løgneren, og jeg vil nu prøve at referere og citere de vigtigste ting i dem.

Afsnittet "Erkendelsen i gyngestolen" begynder således:

Problemet med Johannes' identitetsfortælling er, ifølge den implicitte forfatter som tilrettelægger plottet, at den er for lille og for uforbindtlig i forhold til virkeligheden, til realiteterne. Denne indsigt slår for alvor igennem i den episode, der er blevet fremhævet som romanens narrative centrum og vendepunkt, nemlig oplevelsen i kirken (123).

Herefter refereres degnegudstjenesten ved Johannes den 15. marts, eller altså 3. søndag i fasten, hvor hans "performance" (med Marianne Stidsens ord) kommer til at stå for ham som "lutter strategisk, effektjagende skuespil, uden nogen kontinuitet og rodfæstelse bagud og indad" (123). Selv betegner Johannes sig som "markedsgøgler", og Marianne Stidsen fortsætter:

man kunne måske også kalde ham for en ulykkelig attituderelativist, med Hans-Jørgen Nielsens senere så berømte udtryk. Eller en mislykket identitetskonstruktør. Det forskrækker ham, ja, chokerer ham. Og den fulde betydning af hans livs tomhed og meningsløshed og manglende forankring i noget solidt og stabilt går op for ham i al dens gru (123).

Men den erkendelse, denne oplevelse fører til, er netop hvad "mange har fundet var det mest usmagelige i Løgneren, den, der en gang for alle beviste, at det var en helt igennem reaktionær, bagudvendt, antimoderne bog" (123). Og det er den erkendelse i Maries gyngestol, der fremkaldes af billederne i hendes fotoalbum, som han sidder og kigger i.

Konfrontationen med de historier, der ligger bag billederne, viser ham, at Marie, trods det at hun også er tilflytter, ikke er "arveløs", som Johannes selv er. For hun har sørget for at bevare og levendeholde en erindring om det, hun kommer fra, de mennesker, der har betydet noget i hendes liv. Hun har bevaret, plejet kan man også sige, er vertikal forankring. Som endvidere er en kollektiv forankring snarere end kun en individuel forankring (123).

Og Johannes beslutter, at han vil skrive et værk om Sandøs natur og folk.

I stedet for at søge så desperat efter en identitet i sig selv og sin egen uhørt kreative refleksion [...], vil han nu søge den i de konkrete sammenhænge, han indgår i, det vil sige i den sandøske natur, historie og befolkning. I det hele taget erkender han erindringens - og historieskrivningens for den sags skyld - betydning for identitetsdannelsen (124).

Han skal - Med Zygmunt Baumans ord - vende sig "mod det 'varme, fællesskab [...], mod 'die Gemeinschaft'" (124). - Her citeres fra Zygmunt Bauman: Fællesskab (2002 [2001]).

Det følgende afsnit, med titlen "Køkkenscenen i Maries hus", indledes med konstateringen af, at Martin A. Hansen selv drog nogle tilsvarende konsekvenser. Løgneren blev hans sidste fiktionsværk. I stedet skrev han værkerne om nordisk natur og historie, om det nordiske folk og om kristendommens indtog. "Han bevægede sig altså fra modernisme og subjektiv fantasi/fiktion/hjernespind til dokumentarisme og kollektiv-historisk erindring og realitet" (125).

Jeg kan ikke referere og citere alt fra artiklens sidste ti en halv side. Jeg må prøve at nøjes med de ting, der er allervigtigst for mit eget formål med at inddrage denne artikel som "stof" og som udgangspunkt for egne betragtninger i "Mit Totaldigt". Jeg vil derfor nu prøve at udskrive de vigtigste steder i de to følgende alinea-afsnit:

Spørgsmålet er så, om det "svar" på det helt igennem tidssvarende og aktuelle identitetsspørgsmål, som Martin A. Hansen giver i romanen, partout er så reaktionært og anti-moderne, som det til tider er blevet gjort til. [...] erkendelsen af, at den individuelle jegidentitet må hente støtte i nogle større, overindividuelle sammenhænge, hvad enten det er stedet, historien, traditionen, naturen, kosmos, religionen eller noget andet, viser, at han havde skarp sans for, at det moderne paradigme var ved at blive afløst af et nyt og andet paradigme, som Giddens har benævnt "senmoderniteten", med nogle nye og anderledes, mere komplekse, udfordringer. Som igen kræver nogle mere komplekse svar [...].

Erkendelsen af den kollektive identitets betydning for etableringen af en stærk og robust identitet, for vertikal følelsesmæssig forankring, for rødder, for ro og stabilitet, er faktisk en af den senmoderne identitetsteoris vigtigste pointer [...]. Identitetsfølelsen indebærer, fastslår den alt andet end reaktionære Erikson, altid en eller anden form for samklang med og anerkendelse fra det bærende kulturmønster. Erikson taler om, at "vi har at gøre med en proces, som er lokaliseret i individets inderste, men samtidig i centrum af dets gruppes kultur, en proces, som rent faktisk etablerer disse to identiteters identitet." (Erikson 1992, s. 20) (125).

I et særligt lille afsnit peger Marianne Stidsen på, at det ikke behøver "at være majoritetens kultur, der udgør en sådan autoritet". (Og man skal her bemærke, at hun altså bruger ordet "autoritet" om det i det her ovf. citerede forhold). Og som eksempel på, at identitetsfølelsen også kan udspringe af en minoritetskultur, går hun via Erikson til Freud, "den moderne individualismes teoretiker par excellence". I en tale i Wien i 1926 sagde Freud (ifølge Stidsens referat af Erikson), at det hverken var "tro eller zionistisk stolthed, der bandt ham til jødedommen", men

mange dunkle følelsesmæssige kræfter, som var desto stærkere i jo mindre grad, de lod sig udtrykke i ord, og dertil en klar bevidsthed om indre identitet [...], den trygge fornemmelse af noget fælles i mentalitet (Erikson 1992, s. 18-19).

I stedet for identitetsfølelse gennem tro og nationalisme nævner Freud sin respekt for, hvad der kaldes de "etiske normer" for den menneskelige civilisation (125).

Det sidste citat-afsnit her lige ovf. er Marianne Stidsens egne ord. Men hun refererer angiveligt Freud. Og uanset i hvilken grad der er tale om en gengivelse af Freuds egne ord (evt. via Erikson), er det meget underligt, at der i lige netop denne sammenhæng, henvises til "de 'etiske normer' for den menneskelige civilisation". Det lyder jo fuldstændig, som når man i den aktuelle debat som regel siger, demokrati, tolerance og ligestilling, når man bliver presset til at nævne, hvad man så mener, "det særligt danske" er. Men der er formodentlig tale om en nærmest besværgende måde at tale om gruppeidentitetens betydning på. Det fremgår også af det følgende afsnit:

Med Freud-eksemplet bevæger Erikson sig ind på det spørgsmål, som måske er det allersværeste og mest intrikate at tackle, når det handler om identitet, nemlig hvordan man undgår, at den samklang med et i hvert fald i nogen grad sammenhængende kulturmønster, som psykologisk set er helt nødvendigt for opbygningen af den robuste identitetsfølelse, undgår at munde ud i chauvinisme og aggression rettet mod alle dem, der "ikke er mig" eller "ikke er os", skulle man måske hellere sige. For ikke at sige: undgår at munde ud i ulideligt dogmatisk og selvfed prædiken over for "de vantro" (125 f).

Også det sidste her er mærkeligt. Marianne Stidsen fortryder åbenbart (og efter sammenhængens natur med rette), at hun først har talt om aggressionen mod "alle dem, der 'ikke er mig'". Man kan så spørge, hvorfor hun ikke bare har slettet det og nøjedes med at skrive "alle dem, der 'ikke er os'". Alle dem, der ikke er mig, det er jo hele resten af menneskeheden. Men hun er måske bundet af sammenhængen mellem den personlige og den kollektive identitet. Så er der imidlertid det allersidste punktum: "For ikke at sige: undgår at munde ud i ulideligt dogmatisk og selvfed prædiken over for 'de vantro'". Hvad og hvem taler hun om her? Jeg ved godt, hvad dette punktum ville betyde, hvis det var mig, der havde skrevet det. Så ville det nemlig handle om hele den oplyste og progressive gruppe, der netop bliver ved og ved at prædike for os "vantro", også mod al virkelighed og fornuft, så at man faktisk ikke kan forklare det på anden måde, end at det er noget, de bliver nødt til at blive ved med at sige for at bevare deres (gruppe)identitet. Men det kunne måske være fx Søren Krarup, hun sigter til? Muslimerne kan det næppe være. - Dette er ikke så polemisk ment fra min side, som det kan se ud til. Jeg er virkelig i tvivl om, hvorvidt det måske er selvkritik mod sin egen gruppe, Marianne Stidsen her udøver (jfr. også netop ordet "selvkritik" til allersidst i det nu følgende citat).

Imidlertid fortsætter Marianne Stidsen det her citerede afsnit således:

Med andre ord: Hvordan undgår man, at den kollektivistiske identitets ankerplads ikke bliver til en krigsskueplads? I den forbindelse er det betydningsfuldt, at Erikson fremhæver Freuds antinationalisme. Samt det, at han, som erklæret moderne individ, aldrig slipper den personlige, individuelle identitet af syne som noget lige så vigtigt som - og absolut ikke udelukkende determineret af - den kollektive udveksling med gruppen og dens normer. Hermed åbnes der mulighed for at øjne et fælles værdigrundlag, som samtidig har plads til etnisk/kulturel/religiøs/ideologisk osv. forskellighed. Og, hvad der måske er nok så vigtigt, til tvivl og anfægtelse. Med andre ord: Til selvkritik (126).

I det følgende alinea-afsnit refererer Marianne Stidsen, hvad Erikson tilsvarende har sagt i Identitet. Ungdom og kriser (1992 [1968]), hvorefter hun endelig går i gang med selve "køkkenscenen i Maries hus" - som "kronologisk ligger før scenen med gyngestolen, hvor Johannes får sin store kollektivistiske åbenbaring" (127).

Behandlingen af "køkkenscenen" indledes således:

At det netop er et sådant [som i de foregående Erikson-afsnit behandlede] psyko-eksistentielt spørgsmål om identitet og mulighed for at danne den med støtte i en større sammenhæng end jeget selv og den snævre familie og slægt, der optager Martin A. Hansen i Løgneren, snarere end det er et spørgsmål om at indtage en bestemt ideologisk position i det velkendte moderne aktions-reaktionsparadigme, fremgår af mange hidtil, så vidt jeg kan se, upåagtede steder i romanen (126).

Jeg vil gå så let hen over selve behandlingen af "køkkenscenen" som muligt. Det afgørende er, ifølge Marianne Stidsen, at Marie er "en moderfigur, der på et psykologisk plan repræsenterer det orale stadies trygheds- og tillidsgivende funktion" (127). Eller som det hedder i begyndelsen af dette alinea-afsnit:

[Køkkenscenen] er med til at understrege, at det ikke primært er et eller andet ideologisk trip eller korstog, Johannes er ude i, når han vil skrive historie- og botanikbøger. Det drejer sig om den følelsesmæssige indlejring, som er helt nødvendig for enhver stabil individuel identitetsdannelse (127).

Marianne Stidsen har også fundet det fornødent at påpege, at "Marie [ikke kun er] en nationalistisk "Volks-repræsentant" (127). Og det er kun et af mange eksempler gennem hele artiklen på, at hun - som tilhørende den "promoderne" gruppe - helt åbenbart er bange for den "reaktion", der ikke bare er en uhensigtsmæssig tilbageknytning til fortiden, men er reaktionær helt over i det fascistiske. Og jeg må spørge, om "de progressive" virkelig nærer denne frygt (som jo er helt absurd i en dansk sammenhæng), eller om der bag den erklærede frygt for den virkelig sorte reaktion gemmer sig en modvilje mod enhver form for kritik af det moderne projekt i den skikkelse, det har fået hos denne bestemte gruppe af "progressive", ja, mod enhver formulering af et alternativ til det.

Men ét er Marianne Stidsens forsøg på at dække sig ind i forhold til den herskende "progressive" holdning (som jo har haft sendt Martin A. Hansen ud i den reaktionære kulde), noget andet er den modsætning mellem Johannes' overgivelse til den kollektive identitet i form af det bredt historiske Sandø-projekt, og så "Rigmor-alternativet", som ifølge hende er det, det til syvende og sidst egentlig drejer sig om i Løgneren (det følgende afsnit har overskriften "Rigmor som bærer af utopien"). Jeg klipper nu nogle steder ud, hvor der er tale om det utilstrækkelige i selve hovedpersonen Johannes' løsning:

Men skønt [Johannes] nu tilsyneladende er i stand til at leve mere umiddelbart og etisk forpligtet [han giver husly til den gravide Elna, BC], virker det alligevel ikke helt overbevisende, eftersom han gør det som en temmelig udvendig gestus, der ikke for alvor har resonans i hans indre. Med hensyn til Rigmor kan man sige, at han afbryder den uholdbare og tomme relation, hvilket er positivt; men han gør det måske i virkeligheden kun for at trække sig endnu mere ind i sig selv - under påskuddet af at skulle skrive Sandøs historie (128).

[Johannes betaler] med ufrihed og en vis skinger selvretfærdighed og stivnakkethed. Han flygter fra friheden. [...]. [Han] idealiserer Marie [...] som en, der er fuldstændig anonym, afindividualiseret. [...] [Maries - og Elnas - bane, BC] er også den bane, Johannes selv vælger for at blive udløst af sit smertelige identitetsproblem [...]. Her falder Johannes tilbage i noget, man med god ret kan beskrive som en reaktionær, antimoderne ideologisk position, hvor den stærke kritik kunne være berettiget. Den trygge indlejring, som den overtagede identitet giver, udlignes af den ufrihed, blinde autoritetstro og partikularisme, der ofte er den overtagede kollektive identitets følgesvend. Den ender dermed i noget såvel psykologisk som socialt og politisk temmelig betænkeligt (128 f).

Jeg er ikke i stand til, lige nu at udtale mig om, hvor meget af det sidste, der er belæg for i Løgneren, og hvor meget af det, der er Marianne Stidsens egen dækken sig ind. Og det gælder også, for så vidt angår hendes udlægning af - eller kommentar til? - det sted i romanen (s. 153 f), hvor Johannes erklærer, at han ikke kan gøre sig selv om:

Der hvor den helt legitime og nødvendige insisteren på den kollektive identitets uomgængelighed for dannelsen af en stærk og rodfæstet jegidentitet bliver til egentlig og arg reaktion, er altså, når den hævdes helt og holdent at skulle erstatte den individuelle jegidentitet. Da bliver der tale om det, som identitetsteoretikerne har kaldt for "overtaget identitet", med alt hvad deraf følger af potentiel rigiditet, lukkethed, forstokkethed, chauvinisme, fundamentalisme og antiindividualisme. Der bliver altså tale om ufrihed, underkastelse og stivnen, idet man deponerer hele spørgsmålet om sin identitet i et kollektivt "program" (129).

Men jeg må virkelig spørge, om alle de forfærdelige ting, Marianne Stidsen opregner her, gælder Johannes' situation i Løgneren, eller om de snarere gælder de sidste årtiers "værdikamp" og dermed "de progressives" fjendebilleder. Men Marianne Stidsens anliggende er under alle omstændigheder at påvise, at det ikke er sådanne ting, der er "budskabet" i Løgneren. Her har man ladet sig føre på vildspor af den bane, Martin A. Hansen selv slog ind på i sine sidste år. Med henvisning til det her lige ovenfor citerede skriver Marianne Stidsen nemlig videre:

Og det er vel især dette spor, som føres videre i dele af Martin A. Hansens ikke-fiktive forfatterskab fra 50'ernes første halvdel, og som gør, at det ofte bliver betegnet som reaktionært. Hvilket igen fører til, at der kastes et bestemt skær tilbage over hans fiktive forfatterskab. Her, i det senere forfatterskab, forfaldt han nemlig selv i nogen grad til sort-hvid tænkningen, som han ellers havde kritiseret så hårdt tidligere (129).

Men det er forkert, når man i så høj grad har sat lighedstegn mellem ikke alene den senere Martin A. Hansen og Johannes, men også mellem denne og Martin A. Hansen som Løgnerens forfatter:

Det er ikke Johannes' kryben ind i en partikularistisk, overtaget identitet, der er romanens slutfacit, dens "svar". Denne [romanen, BC] har tilsyneladende en anden, mere kompleks utopi, hvor individuel jegidentitet og kollektiv gruppeidentitet ikke står som hinandens modsætning. I hvert fald spørges der til, hvorvidt man kan forestille sig en helt anden type identitet, end den rent moderne, fornuftstyrede Harrys og den rent traditionsforankrede, følelsesstyrede Maries. Og svaret er, at det kan man. [...] [Johannes erkender], at han ikke kan vokse, støbe sig om, det vil sige udvikle sig. Og hvad mere er: Dette bliver ikke fremholdt som noget ideal (Marianne Stidsens egen fremhævelse, BC). Ikke engang af fortælleren selv! Til gengæld fremhæves en anden af bogens karakterer, nemlig Rigmor, som én, der godt kan vokse, og som derfor må være nærmere idealet (129).

I romanen udtrykker Johannes selv dette blandt andet således i sit afsluttende udsagn om Rigmor: "[J]eg ved at hun gror og vil blomstre menneskeligt fint. Hun er anderledes end jeg" (129 f).

Rigmor er altså både Johannes', Martin A. Hansens og Marianne Stidsens ideal. Det er hende, og ikke den "fastlåste og rigide Johannes", der er bærer af utopien, og dermed vil romanens slutning kunne "tolkes som åbning mod en anden identitetsforståelse, hvor den kollektive identitet ikke ses som noget, der erstatter jegidentiteten på rigid og potentielt chauvinistisk-fundamentalistisk vis, men som noget, der i stedet understøtter den" (130).

LIDT OM DE VIGTIGSTE NAVNE:

Johannes Vig (Svig)

Nathanael

Joh 1,47: "Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig". - NB! "uden svig"! Johannes' modsætning.

Marie (moder, hellig klang)

Rigmor

Formodentlig fra tysk. Sammensat af "Rik"(Rigt) og "mut"(Sind). - Det er nærliggende at forestille sig, at Martin A. Hansen har valgt Rigmors navn ud fra den her angivne (og vel rigtige) betydning. Det er hende, der har det rige sind. Jfr. hvad Johannes selv siger i sit afsluttende udsagn om Rigmor: "[J]eg ved at hun gror og vil blomstre menneskeligt fint. Hun er anderledes end jeg".

http://www.navnebetydning.dk/pigenavn/Rigmor.shtml

Men hvad betyder det, at Johannes Vig hedder Johannes? - Tilføjelse 25.02.13.

Det stykke, hvor Nathanael af Jesus bliver betegnet som "en israelit, som er uden svig", står i Johannesevangeliet (Joh 1,35-51: "De første disciple kaldes"). Men det kan ikke være evangelisten Johannes, der ligger bag Johannes Vigs navn. Det må være Johannes Døberen. Det er ham, der optræder i den pågældende perikope, der jo begynder således: "Næste dag stod Johannes [Døberen] der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: 'Se, dér er Guds lam". De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus'" (Joh 1,35-37). Og så følger vi ellers Andreas, som var den ene af, de to Johannes-disciple, og hans bror Simon (Kefas/Peter), som han tager med hen til Jesus. Hvorefter vi hører, hvordan Jesus møder Filip, og om hvordan denne får den noget skeptiske Nathanael til at komme og se Jesus. Og det er, da Jesus ser Nathanael komme, han siger: "Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig ". Og perikopen slutter med, at Jesus siger til Nathanael, at han skal få større ting at se.

Der kan siges - og er blevet sagt - meget om denne perikope på selve det kristne plan. Og det er muligt, at mere af dette end som så også bør eller kan regnes med i Løgneren-sammenhængen. Men for ikke at gøre det alt for indviklet vil jeg - og netop på grundlag af Marianne Stidsens artikel - "sekularisere" forholdene.

Det er muligt, Løgneren også i det hele taget er mere kristelig i sit perspektiv end som så. Men det vil jeg under alle omstændigheder se bort fra. Jeg bliver i Marianne Stidsens sammenhæng, hvor det er den individuelle (personlige) og kollektive (folkelige) identitet og sammenhængen derimellem, det drejer sig om. Dér er der ikke tale om Guds Rige i kristen forstand, men om den sande identitet og dermed det sande menneskeliv her i denne verdens tid. Der bliver altså gjort en rent dennesidig, menneskelig, eksistentiel parallel-brug af disse nytestamentlige navne.

Jeg kan ikke her udtale mig om, hvad det betyder, at den person, Johannes skriver til, hedder Nathanael (givet af Gud, Guds gave el. lign.), og det helt afgørende er, at han, i modsætning til Johannes, er "uden svig". Men det er i hvert fald ikke uinteressant, at det er en person, som er givet af Gud, Johannes skriver til, og en, der blev en af Jesu første disciple.

Men Johannes Vig svarer altså til Johannes Døberen - bare med "svig" (og svigt) føjet til sit navn. Dette vel først og fremmest på selve den måde, Johannes Vig har levet sit liv på og behandlet sine medmennesker på. For til sidst bliver han jo ærlig. Han kan bare ikke selv gå direkte ind i "Guds Rige", hvilket altså her vil sige den sande tilstand af personlig og historisk-folkelig identitet. Han må nøjes med at begrave sig i sit historisk-topografiske projekt. Men ligesom Johannes Døberen viste hen til Jesus, viser Johannes Vig dog hen til Rigmor. Og hvis parallellen skal følges helt, må hun så være Kristus! Det kan man også godt sige, hvis man altså for det første husker, at der er tale om en parallel af den her ovf. beskrevne karakter, og hvis man for det andet nøjes med at sige, at Rigmor er "det nye menneske" eller noget i den retning. Man kan også nøjes med at se Rigmor som dén "mindste i Himmeriget", der er større end Johannes Døber (jfr. Matt 11,11), men altså stadigvæk på det rent folkelige og eksistentielle plan. - Marianne Stidsen har i øvrigt meddelt en interessant lille detalje, for så vidt angår navnet Johannes Vig, nemlig at der har været en virkelig person med det navn. Det er blevet set på en gravsten på en ø i Det Sydfynske Øhav. Kan Martin A. Hansen have set denne gravsten på en af sine ture med Havsteen-Mikkelsen, vel at mærke så tidligt, at det kan have afgjort valget af navn til Løgnerens hovedperson? Det må jo ligge i det, men jeg har ikke umiddelbart kunnet undersøge det.

I denne forbindelse er det værd at bemærke, at også Marie, som i den forstand, der her er tale om, er parallel med Jesu mor, kun repræsenterer det gamle. Hun har bare været i det hele tiden og på en ægte måde, mens Johannes først til sidst tager sin tilflugt til det og begraver sig i det. - Hvad gjorde den rigtige Johannes Døberen? Han nåede ikke at blive egentlig Jesus-discipel, før han fik hovedet hugget af!

Dette er måske nok en gang præste-snak - af en art, jeg normalt ikke giver mig af med. Men det kan nok være med til at understrege Rigmors betydning, og altså det budskab, som i hvert fald ligger i Marianne Stidsens artikel, og som sandsynligvis også ligger i Martin A. Hansens roman.

Som min egen afsluttende kommentar vil jeg gentage, at den progressivitet-reaktion-problematik, ikke alene Marianne Stidsen, men også Martin A. Hansen har befundet sig i, og som her i 2013 stadig præger debatten, allerede nu er forældet og nok snart vil fortone sig. Jeg har før citeret Rudolph Arendt for at have sagt noget i retning af, at det er latterligt at ville bekæmpe det bestående, når det store problem er, overhovedet at få noget til at bestå. Og idet jeg endnu en gang tilslutter mig dette, vil jeg her for mit eget vedkommende sige, at det er latterligt at ville bekæmpe den folkelige og nationale identitet, når det store problem er, overhovedet at få bevaret nogen som helst form for identitet.

Herefter tager Marianne Stidsen endnu en tur rundt om Erikson, Freud og Charles Taylor, ligesom hun derefter gentager, hvad hun tidligere har sagt om Martin A. Hansen, Johannes og Rigmor, om hvilken sidste hun blandt andet skriver:

Men Rigmor er [...] ved at bryde frem mod noget helt nyt, som der ikke direkte sættes ord på, hvorfor det også er blevet underkendt en smule i analyserne af Løgneren [...]. Det vil sige en identitet, som hverken er helt og aldeles løsrevet, solipsistisk og selvberoende, eller er decideret antimoderne, det vil sige helt bundet og ufri. Her synes romanens egentlige utopi at ligge (130).

I artiklens sidste afsnit "Hansens aktualitet idag" inddrages de internationale "navne" igen, nemlig Erich Fromm, Arthur Koestler, Anthony Giddens og Jonathan Franzen. Og der skelnes igen mellem "modernitet" og "senmodernitet".

Jeg indsætter her linket til Den Store Danskes artikel om den amerikanske romanforfatter og essayist Jonathan Franzen: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Amerikansk_litteratur_efter_1945/Jonathan_Franzen

Men om selve Martin A. Hansens roman skriver Marianne Stidsen:

Løgneren kan grundlæggende lære os, at den vigtigste skillelinje i dag måske ikke så meget går mellem det moderne og det antimoderne, mellem aktion og reaktion, men derimod mellem modernitet og senmodernitet [...]. Den kan dermed lære os, at det "progressive" og fremadvendte i dag muligvis ikke så meget handler om en blind videreførelse af den moderne frigørelses- og fremskridtstænkning, men derimod ligger i en mere kompleks, mere bæredygtig sammentænkning af frigørelse, fremskridt og (selv)besindelse. Den giver et bud på en kritisk søgen, som er relevant i senmoderniteten, kunne man også sige. Frem for alt giver den et bud på en kritisk søgen efter en ny type personlig identitet. For at kunne imødekomme vor tids store udfordringer, kræves således en ny type selvforståelse. Det er frem for alt den, Løgneren tematiserer og diskuterer (131 f).

Herefter følger et afsnit, som blandt andet rummer et langt citat fra et brev fra Martin A. Hansen til Preben Ramløv, hvori Martin A. Hansen bekender, at han selv har kendt "Fristelsen af det romantisk-sentimentale-reaktionære", men har "staaet Kampene om det igennem" - og så erklærer, at "færdig med dem [kampene, BC] bliver man vel aldrig" (132). "Martin A. Hansen er", siger Marianne Stidsen, "en af de danske forfattere, der tidligst så og forsøgte at forstå, de nye udfordringer, verden ville komme til at kæmpe med i anden halvdel af det 20. århundrede" (133). Og efter en tur rundt om Jonathan Franzen, Jens Christian Grøndahl og - "for den sags skyld" - Anne Lise Marstrand-Jørgensen, siger hun i et afsnit, som bliver det næstsidste, jeg citerer:

Man behøver altså ikke være hverken borgerligt-konservativ eller teolog for at finde guldkorn i en roman som Løgneren. Selv ud fra et mere sekulariseret, promoderne synspunkt er der væsentlige indsigter at hente i værket. Nemlig hvis man betragter romanen ud fra det, jeg her har kaldt en senmoderne psyko-eksistentiel optik, der sætter problemer vedrørende jeget og dets identitet i centrum for analysen. Løgneren stiller det stadig lige gyldige og lige aktuelle spørgsmål: Hvilken ny selvforståelse har vi brug for, hvis vi skal kunne forholde os adækvat til og blive i stand til at håndtere de massive problemer, vi står ansigt til ansigt med, efter at modernitetens sprækker og konsekvenser er blevet mere synlige? Her mener jeg fortsat Hansens fiktive hovedværk har ikke så lidt at sige os. Først og fremmest kan det lære os at se, at der er forskel på fundamentalisme og kommunitarisme. Samt se i øjnene, at en eller anden form for kollektiv indlejring eller forankring slet og ret er en psyko-eksistentiel nødvendighed i enhver form for identitetsdannelse, som kan give den styrke, den emotionelle ballast, der skal til for at friheden i sidste ende kan udnyttes positivt og konstruktivt. Blive bæredygtig kunne man også sige (133).

Herefter følger nogle betragtninger over det forhold, at det måske netop er i "kunstens frirum" (133), den slags tanker kan tænkes, og i forbindelse dermed en oversigt over forlaget Gyldendals og tidsskriftet Vindrosens historie. Og jeg citerer nu artiklens næstsidste alinea-afsnit:

Nu som dengang trænger verden på mange måder til at blive justeret i demokratisk retning. Og det er det alene mennesket, der kan. Derfor bliver vi også nødt til at forholde os til alle sider af dette menneske - selv når de er både klæge og klamme og fucking prekære og man helst vil lade som om, de ikke eksisterer. Det forsvinder de ikke af - de bliver blot dæmoniserede. De bliver forvrængede og destruktive. De udvikler sig til forbenet antimodernitet, antiindividualisme og eventuelt fundamentalisme og totalitarisme. Det så vi dengang i 30'erne, og det ser vi til overmål i dag. Med forstemmende konsekvenser. Hansen har noget både klogt og indsigtsfuldt, og frem for alt realistisk, at sige om dem - og derfor er han stadig, mener jeg, en vigtig forfatter at læse. Ikke mindst for dem, der - som jeg selv - i bund og grund opfatter sig som tilhængere af "det moderne projekt" (for nu at referere til Habermas' berømte udtryk) (134).

Hermed er mit referat af og min citatplukning fra Marianne Stidsens artikel til ende. Og hvad selve artiklen angår, har jeg sådan set ikke meget at føje til. Jeg kan kun gentage, at jeg ikke er ude på at omklamre Marianne Stidsen, fordi hun her har turdet sige nogle ting, jeg stort set altid selv har betragtet som indlysende. Og jeg vil også prøve at lade være at gøre mig lystig over, hvordan hun på mange måder har prøvet at gardere sig mod kritik fra sit eget miljø. Men jeg vil naturligvis rose Marianne Stidsen for en i både den ene og den anden slags henseender uhyre interessant artikel. Og noget helt særligt interessant er selvfølgelig, at hun ikke bare bruger Martin A. Hansens roman som anledning til at fremføre nogle kontroversielle overvejelser. Hun siger jo også selv udtrykkeligt (s. 116) at det er hendes forskning overhovedet i psykologiske konflikter, der fik hende til at genlæse romanen, ja, hun opgiver på den side, jeg har indsat link til først i nærværende tekst, som et af sine to aktuelle forskningsområder "Identitetsproblematikken i den nyere og nyeste danske litteratur". Men det viser selvfølgelig kun, at denne problematik virkelig interesserer hende. Men det er alligevel særlig interessant, hvordan hun i sin fortolkning af Løgneren ikke bare får mange nye ting frem om både Johannes Vig og Martin A. Hansen (og dermed hele romanen), men også får Rigmor frem som den egentlige helt og det virkelige forbillede - med de deraf følgende afsluttende betragtninger om "kunstens frirum" (133).

Nogle afsluttende betragtninger og henvisninger

Det er ikke meget, jeg behøver at føje til, hvad jeg allerede har sagt i bemærkningerne og kommentarerne her ovenfor. Men jeg ser selvfølgelig Marianne Stidsens artikel som et særdeles interessant eksempel på, at der her omkring 2010 dog er nogle i den intellektuelle klasse, der både kan og vil se virkeligheden og udtale sig frit om den - om end med mange garderinger og med en række især i dansk sammenhæng helt utrolige udtryk for, hvor farligt det skulle kunne være at prøve at gå ind i den fælles identitet. Og det har været interessant at se, hvordan såvel romanen i Marianne Stidsens - så vidt jeg kan se, korrekte - fortolkning som de internationale "navne" ser den fælles identitet som forudsætningen for den individuelle identitet. Det er nemlig, som jeg altid selv har oplevet og set det.

Jeg vil afstå fra at opregne hele min egen livshistorie og nøjes med at sige, at jeg aldrig selv har haft identitetsproblemer som Johannes', og at det nok blandt andet skyldes, at jeg (f. 1943) har levet naturligt i den folkelige og nationale sammenhæng, jeg er opvokset og opdraget i, hvilket jo har villet sige, hvad der var tilbage af den. Stille og roligt og "til husbehov". - I øvrigt henviser jeg til de relevante andre undersider, først og fremmest "Om mig selv" og "Erindringer", men også "Fremmedpolitik", "Det særligt danske", "Kirke og teologi", "Grundtvig", "Poetik" og "Litterære tekster". - (Til læsere, der ikke læser nærværende tekst på min internetside, oplyser jeg her, at den står på undersiden "Mit Totaldigt", og at adressen er: www.bentchristensen.dk ).

Blandt de her opregnede undersider er siden "Det særligt danske". Men man vil bemærke, at jeg indtil videre har indstillet arbejdet på den. Jeg har andre og vigtigere ting at skulle koncentrere mig om, nemlig først og fremmest hele mit hovedprojekt "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement", hvis produkter kan læses på nærværende underside samt på undersiderne "Poetik" og "Litterære tekster". Men uanset hvor personligt, individuelt mit i meget vid forstand poetiske projekt er i sit udgangspunkt, kommer det jo også til at omfatte (spørgsmålet om) "det fælles", lige fra de mindste private sammenhænge af og op til hele menneskeheds- og menneskeslægtsfælleskabet. Det gælder ikke mindst nærværende underside, og det er naturligvis derfor, jeg har ønsket at sætte denne tekst på som den første af de "Større tekster".

Også hvad "det fælles" eller "det folkelige" i min egen produktion angår, gælder min grundlæggende minimalisme, eller altså det princip, at det, der skal med, selv må godtgøre sin virkelighed og betydning. Og jeg arbejder en del med det, også med tilbageblik helt tilbage til vore forfædres primatflokke (hvilket jo i praksis vil sige sideblik til de nuværende abeflokke). - Jeg kan i den forbindelse også henvise til undersiden "Det særligt danske", som jeg dog som nævnt, meget betegnende, har indstillet arbejdet med indtil videre. Men jeg kan da oplyse, at tekstens første kapitel har overskriften "Fra den mitokondrielle Eva til Harald Blåtand", og at dette kapitels første afsnit har overskriften "Fra Afrika til Danmark". Jeg ser altså "det særligt danske" i den helt store fællesmenneskelige sammenhæng.

Hvad fremtiden angår, ser jeg meget dystert på mulighederne. Det kan være, det hele bryder sammen, eller at den vestlige civilisations tid er ved at være forbi. Men ellers kan det meget vel gå sådan, at vi kommer ind i en global myretueagtig tilstand, hvor arbejdspladserne og statsmagten (mere eller mindre i forbindelse med hinanden) opsluger menneskene med legeme og sjæl (jfr. den forfærdelige betegnelse, der anvendes allerede nu: "human ressources"). Ja, jeg kan frygte, at vi befinder os ved slutningen af såvel personlighedens som demokratiets æra. Her spiller den nok inden længe mulige selv-genmanipulation olgn. også en rolle. Som jeg har sagt: Det er meget muligt, at vi homo sapiens'ere kommer til at gøre neandertalerne selskab på historiens kirkegård. Men uanset hvad må vi prøve at bevare såvel vor forbindelse bagud som det stærkest mulige folkelige og nationale fællesskab - "på en med tidens tarv og vilkår passende måde", som jeg siger med Grundtvig. Og her vil den på en eller anden måde fælles identitet på en helt ny måde blive forudsætningen for den individuelle, personlige identitet.

Med det syn, jeg har skitseret her, må jeg betragte den hidtidige diskussion, for så vidt angår "progressivitet" og "reaktion", som forældet. Men Marianne Stidsens artikel er ikke forældet. For selv om hun bruger utrolig megen tid og plads på garderinger og besværgelser og påkaldelse af de store internationale navne, når hun dog frem til at sige nogle ting, jeg synes svarer ganske godt til, hvad jeg selv siger. Jeg vil i hvert fald mene, at det, hun siger i det stykke, jeg som afslutning vil citere endnu en gang, i det mindste kan stå som en fællesnævner for, hvad enhver, der ønsker at bevare et sandt menneskeliv, må prøve at indse og arbejde for:

Løgneren kan grundlæggende lære os, at den vigtigste skillelinje i dag måske ikke så meget går mellem det moderne og det antimoderne, mellem aktion og reaktion, men derimod mellem modernitet og senmodernitet [...] Den kan dermed lære os, at det "progressive" og fremadvendte i dag muligvis ikke så meget handler om en blind videreførelse af den moderne frigørelses- og fremskridtstænkning, men derimod ligger i en mere kompleks, mere bæredygtig sammentænkning af frigørelse, fremskridt og (selv)besindelse. Den giver et bud på en kritisk søgen, som er relevant i senmoderniteten, kunne man også sige. Frem for alt giver den et bud på en kritisk søgen efter en ny type personlig identitet. For at kunne imødekomme vor tids store udfordringer, kræves således en ny type selvforståelse. Det er frem for alt den, Løgneren tematiserer og diskuterer (131 f).

- - -

100YSS = 100 Year Starship. Den første kontakt.

Om det af tidligere rumfærgeastronaut m.m. Mae Jemison ledede projekt med henblik på at sende mennesker til et andet solsystem senest i 2112.

NB! Her i Totaldigtet er 100YSS først og fremmest et eksempel og et symbol. Jeg bliver næppe særlig meget eller særlig direkte (om overhovedet direkte) engageret i det. Men jeg er opløftet ved at have hørt og læst om det og vil følge det. Og det er jo, som de selv fremhæver meget stærkt, ifølge sagens natur næsten altomfattende. Hvortil kommer, at det midt i denne triste tid også kan ses som bare en af flere mulige store ting. Man kunne tænke sig noget tilsvarende på også det rent humanistiske område. Noget, jeg selv umiddelbart kommer til at tænke på, er, at realiseringen af Grundtvigs tanke om det fællesnordiske superuniversitet i Göteborg kunne være et tilsvarende projekt. Idet dette projekt jo også kunne indgå i et globalt netværk (jfr. Grundtvigs fremtidsvision i digtet Dansk Ravnegalder (se min Omkring Grundtvigs Vidskab, s. 343 ff og 433 ff)). Men det kan også være inspirerende i mindre sammenhænge. Ligesom det jo skal stå i et vekselvirkningsforhold til livets levelse overhovedet, også i de allermindste og mest elementære sammenhænge (jfr. slutningen af det nf. indsatte digt).

LINKS:

http://en.wikipedia.org/wiki/Mae_Jemison

http://100yss.org/

http://www.100yss.org/mission/team

http://www.youtube.com/watch?v=LDDRnrun2Ik

http://www.100yss.org/getinvolved/mailing_list

http://www.facebook.com/FriendsOf100yss

De første ting i forbindelse med 100YSS-projektet

Som kommentar til nedenstående digt skrev jeg nedenstående tekst, som bringes her med nogle små ændringer. Den var i første omgang henvendt til mine Facebook-venner, men den er også med på undersiden "Litterære tekster":

Jeg kom ved et tilfælde til at høre om dette projekt i "Harddisken" på DR Radio P 1. (DR P 1 er i det hele taget en fantastisk god kanal, som jeg hører meget. Jeg kan kraftigt anbefale alle at gøre det samme. Og "Harddisken" er et af de virkelig gode programmer. Det når langt videre omkring, end man skulle tro). Der var et interview med Mae Jemison, som bla. har været med på en af rumfærgemissionerne (se Wikipedia-linket om hende). Hun er formand for 100 Year Starship, som jeg nu også har meldt mig ind i (eller prøvet på at melde mig ind i, men ellers prøver jeg igen). Se det første link. Som det fremgår af digtet, ser jeg først og fremmest dette projekt som et eksempel på noget, der er STORT midt i alle trivialiteterne og al snakken. Men jeg har også interesseret mig helt elementært for den slags gennem hele mit liv. Jeg tegnede mit første overLYShastighedsfartøj, da jeg var omkring 12 år og havde indrettet en gammel brændekasse nede bag i haven som cockpit med et stykke pap, jeg havde tegnet et instrumentbræt på. Det fløj jeg mange rumrejser i. Og hvis I går ind på de andre links, kan I se, hvor faktisk altomfattende projektet er. Der er fx også en PhD i teologi i bestyrelsen (eller en af bestyrelserne, eller hvad det er). Jeg regner med at være lidt med i diskussionerne og leger i hvert fald med tanken om at deltage i deres symposium i Houston, Texas, til september. En af de ting, jeg som dansk teolog kan bidrage med, er selvfølgelig, at projektet ikke må gå hen og blive mere eller mindre pseudoreligiøst. Men der er mange teologiske og kulturelle ting i det. Det er som sagt nærmest altomfattende. Og det er som også sagt kun et eksempel. Der er andre områder, hvor vi kan tænke virkelig stort. Vi skal ud af den, om end nok så globale, andedams- og snakke-kultur. Men bemærk også digtets slutning, hvor jeg fremhæver vigtigheden af at passe sin (køkken)have! Det store udelukker ikke det små. Vi skal tværtimod dyrke begge dele. - I kommer til at høre mere om dette. Og jeg hører også gerne reaktioner fra jer. Måske kan vi lave en 100YSS-gruppe! Se nu linkene! I kan måske med fordel begynde med det sidste (YouTube-linket). Når I har set Mae Jemison-Wkipedia-artiklen. Og I kan gå videre, også med Google, og finde flere. - Glædelig påske!

Men ellers vil jeg indlede denne "tekst" med det digt, jeg lige før påske 2013 (25.03.13) skrev om projektet og satte på min Facebook-væg tredjepåskedag (02.04.13):

100YSS

Midt i alle trivialiteterne

og den selvtilfredse

globale landsbysnak

er der folk, der forbereder

rejser til stjernerne

inden for hundrede år,

ti gange Kennedy,

100 mio. gange så langt,

hvis vi regner med Alfa Centauri.

De ved ikke hvordan,

men begynder fra en ende af.

De vil først og fremmest gøre det

for at gøre det;

stjernerne skal nås,

fordi de er der:

Look up!

Men de taler også

om det store spinoff,

ikke bare for at appellere til dem,

der måske udelukkende

er interesseret i det,

men også fordi de selv

kan se den side af det.

Kan man nå op i nærheden af

lysets hastighed?

Eller må man væbne sig

med større tålmodighed

og forberede sig på rejser

gennem mange generationer

i store roterende cylindre,

indvendig beklædt med jord?

Ingen ved det,

men alt må overvejes.

Kan jeg nå at følge projektet

den første langsomme

tiendedel af tiden?

Jeg vil i hvert fald følge det,

mens jeg er her;

mit liv er jo lige så meget

en del af det, der ligger forude,

som af det, der ligger bagude,

og vi skal trods alt også leve

i resten af denne verdens tid.

Og det forhindrer mig heller ikke

i at se Universet

spejle sig i vandpytten,

mens jeg dyrker min have.

NOTE: 100YSS = 100 Year Starship. Det er et projekt med henblik på at foretage rejser ud af Solsystemet og til andre stjerner inden for de næste hundrede år. - LINK: http://100yss.org/

Og her er den engelske version, jeg lavede 02.04.13:

100YSS

In the midst of all the triteness

and smug global village talk

there are people who prepare

travels to the stars

within a hundred years,

a ten times Kennedy,

100 million times farther,

if we use Alpha Centauri

to talk about.

They do not know how,

but start from where we are now.

Above all

they simply want to do it;

the stars must be reached,

because they are there:

Look up!

But they also speak of

the large spin-off,

not just to appeal to those

who may be interested

in nothing but that,

but also because they can see

that side of it themselves.

Can we come close to

the speed of light?

Or must we arm ourselves

with greater patience

and prepare for travel

through many generations

the large rotating cylinders,

covered with earth inside?

Nobody knows,

but every possibility

must be considered.

Will it be possible for me

to follow the project

in the first slow tenth of it?

I will certainly follow it,

while I am here;

my life is just as much

part of what lies ahead

as of what lies in the past,

and we must, after all, live

during the rest of the time of this world.

And it will not prevent me

from seeing the Universe

reflected in the puddle,

while I cultivate my garden.

NOTE: 100YSS = 100 Year Starship. This is a project aiming at making the capability of human travel beyond our solar system a reality within the next 100 years. - LINK: http://100yss.org/

Dette digt (med den engelske version først, men med den danske nedenunder) sendte jeg den 2. april 2013 til 100YSS's mailadresse, og jeg satte det også på en af deres Facebook-profiler. Se ledsageteksten nedenfor.

-

Bortset fra ovenstående digt og kommentaren til det bestod mine bidrag til denne sag i nedenstående tekster, først min allerførste henvendelse (med teksten til min Facebook-kommentar, begge 23.03.13), dernæst indledningen til min fremsendelse af digtet (02.04.13).

Dear People in 100YSS!

Maybe this is too much, but I am very excited. I have just heard Dr. Jemison in DR (the Danish Broadcasting Corporation), in the programme "Harddisken" (The Hard Disc). And I put the following comment on the 100YSS Facebook profile. But having just joined your mailing list I also want to send this (with my best wishes) directly to you:

I like this. I have thought about it for many years. I am a Lutheran clergyman and theologian (in the Church of Denmark), but as a disciple of N.F.S. Grundtvig I work with what I call "the theology of the commitment to life that is a necessary part of christianity" and have written two theses about it (PhD 1985, DD 1998). Grundtvig wasn't interested in science and technology, but I am, though my main interest is poetry and culture. Unfortunately I am 70 years old, but I want to follow this as long as I can. We must think big! About more than the production of more or less unnecessary things and of consuming them, and "welfare" only, let alone war! I wish everybody who is working with the 100YSS project good luck. - If someone is interested I give you the English versions of the titles of my two Grundtvig-books (though there isn't much about science and technology in them). The summaries in English of the lecture for the PhD Degree and the DD thesis are on the sub-page ENGLISH in www.bentchristensen.dk. But here are the titles: "From Dream to Programme. The place and significance of human life and its world in the theology of N.F.S. Grundtvig from the Dawn in 1824 through the Discovery in 1825 till the Introduction in 1832" (PhD thesis). - "ABOUT GRUNDTVIG’S VIDSKAB. An Inquiry into N.F.S. Grundtvig’s View of the Knowledge Aspect of the Commitment to Life that Is a Necessary Part of Christianity" (DD thesis). - [23.03.13]

Og senere sendte jeg såvel den engelske som den originale danske version af mit ovenfor indsatte digt 100YSS til dem (og satte det på Facebook-profilen "Friends of 100yss") med denne indledning:

Dear Starship Friends! - Before Easter I wrote a poem with the title "100YSS", and today I posted it on my Facebook wall. This is my own (primitive) English translation. - But maybe someone reads Danish. And those who can read English (or German or Dutch) can understand some written Danish. And we live in global times. Everybody must know something about Denmark and our language. Therefore I have inserted the original Danish version below. - Bent Christensen, pastor (retired), DD & MA, Denmark. - [02.04.13]

Den 5. april 2013 kvitterede selve Facebook-profilen "Friends of 100yss" med disse ord i et kommentarfelt: Thanks for this! - Jeg blev meget glad for dette første lille udtryk for kontakt og håber, der kan blive tale om i hvert fald lidt mere. Men jeg gentager, at dette projekt, bortset fra min altså helt umiddelbare interesse for den slags ting tilbage fra min barndom af, først og fremmest er et eksempel og et symbol for mig. Så når jeg nu her nedenfor skriver lidt mere om det - og nok også vil skrive mere af den art her på siden - bliver det formodentlig den første af en række tekster, hvori jeg vil prøve at skrive om nogle andre ting og forhold, som 100YSS-projektet mere eller mindre direkte er kommet til at stå som eksempel for. Måske opretter jeg på et tidspunkt en særlig 100YSS-underside her. Men det kommer an på, hvor involveret jeg kan gå hen og blive i det.

- - -

Tanker om og ud fra 100YSS-projektet i april 2013

En første egentlig Totaldigt-tekst om og i tilknytning til stjerneskibsprojektet

Som jeg allerede har gjort opmærksom på i de indledende tekster her ovenfor, er min interesse for dette projekt dels af helt elementær karakter, dels af en meget bredere karakter, idet jeg altså også ser projektet som et stort eksempel og symbol midt i en tid, jeg ikke føler mig alt for godt tilpas i, og som (dermed) også har en fremtid, der på mange måder virker både truende og trist.

Men nu vil jeg i denne første egentlige tekst prøve, i nogenlunde sammenhæng at nedfælde mine forholdsvis umiddelbare tanker og betragtninger om og ud fra projektet.

Teologiske betragtninger og spekulationer

Nu er jeg jo kristen præst og teolog, så det allerførste, ikke alene jeg selv, men sikkert også flere af mine læsere vil spørge om, er, om det nu ikke simpelt hen er forkert at prøve at trænge ud i det interstellare rum, altså om der rent ud sagt ikke er noget "Babelstårn" i det. Men mit umiddelbare svar er, at det bliver der kun tale om, hvis vi selv gør det til et "Babelstårn", altså et stykke overmod eller måske ligefrem et stykke religionserstatning. Og det må vi så bare lade være med. I det, jeg måtte få med projektet at gøre, vil jeg i hvert fald tale for, at man holder sin sti ren i denne henseende. Og så vil jeg ellers sige, at jeg som kristen, og i særdeleshed på grundlag af mit også her på siden præsenterede statholdermark-koncept, må se positivt på denne side af den menneskelige livsudfoldelse. Den "mark", der er tale om i statholdermark-konceptet, må jo være hele Universet! Vi må sige, at Gud har skabt Universet for os menneskers skyld og til os. (Eventuelle væsener andre steder i Universet, der svarer til os, og vort eventuelle forhold til dem, vil jeg komme ind på senere).

Men netop mit på et Grundtvig-sted byggende statholdermark-koncept betyder jo udtrykkeligt ikke, at så ejer vi mennesker Universet. Jeg kan her også godt nævne salmen "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord", hvori vi også siger til Gud, at "den mark, som blev min, / var altid dog din" (DDS 728). Men i selve det statholdermark-billede, jeg har lånt hos Grundtvig, ligger udtrykkeligt, at mennesket som hverken mere eller mindre end netop statholder, med Grundtvigs ord, står i et "tjenerligt" forhold til Gud, men i et kongeligt forhold til verden. Sådan må man se på det som kristen. Og som jøde. Og vel også som muslim? Og jeg må opfordre de ikke-kristne (eller de ikke monoteistisk troende) til at forholde sig tilsvarende. Hvordan de så ellers vil begrunde det. Det kunne være i forhold til hele Naturen og dermed hele Universet, som vi jo nok, i hvert fald indtil videre, må se os selv som den mest avancerede organisme i, men som jo også er vort ophav, ja, som vi også er en del af. Men det må de finde ud af. De afvigelser, der må advares imod, er pdes. en overdrivelse af menneskets kongelige stilling i fx den så ofte omtalte retning, hvor naturen gøres til blot et "materiale", som mennesket kan skalte og valte med efter forgodtbefindende, ja, så mennesket simpelt hen gør sig selv til Gud, og pdas. en overdrivelse af menneskets tjenerlige eller underordnede rolle, så det derved er naturen, der mere eller mindre bliver dyrket som noget guddommeligt. Jeg mener altså, at rejser ud i det interstellare rum ligger i naturlig forlængelse af de aktiviteter, vi som mennesker allerede har engageret os i, og at de dermed også af mig og mine ligesindede må ses som legitime, ja, nødvendige dele af "det kristeligt nødvendige livsengagement".

Det næste mere eller mindre teologiske spørgsmål, der kan stilles, er, hvordan vi skal forholde os til muligheden for, at vi ved at begynde at foretage interstellare rejser kommer i kontakt med levende væsener derude, der minder om os selv. Og nu bliver det for alvor teologisk, i hvert fald for alvor i den forstand, at spørgsmålet om synden, ja, arvesynden, kommer ind i billedet. For de, der måske lige et øjeblik opfatter dette som mørk præstesnak, kan jo dels tænke over, hvordan vi mennesker endnu den dag i dag behandler hinanden her på jorden, for slet ikke at tale om, hvordan vi har behandlet de oprindelige indbyggere i de lande, vi har underlagt os, fx indianerne i Amerika. Hvis de levende væsener på samme eller højere niveau end os, vi måtte komme til at møde derude, også i moralsk henseende er som os, har vi virkelig meget at frygte! Og omvendt kan vi frygte for, hvad vi selv kan komme til at gøre, hvis vi kommer til en planet med levende væsener, der minder om os, men bare er på et lavere teknologisk niveau.

Teologisk set er det i virkeligheden disse ting, der først og fremmest skulle få os til at overveje, om det ikke var bedst for os at blive ved jorden og i det hele taget holde en lav profil, altså fx også lade være at sende signaler ud i Rummet. Hvad mødet med en teknologisk mere avanceret art angår, kan man selvfølgelig sige, at vi måske højst kan fremskynde det. Men man kunne også forestille sig, at de måske allerede kendte vor eksistens, men ikke var interesserede i at gøre os noget, så længe vi bare passede os selv. Jeg er dog stadig (mest) for, at vi prøver at rejse ud til stjernerne. Vi skal bare være klar over, at vi måske løber en risiko derved. I øvrigt drejer 100YSS-projektet som sådant sig jo om selve det at komme ud til en stjerne, og altså ikke om muligheden af, at vi møder nogen derude. Jeg har endnu ikke set denne side af sagen drøftet i 100YSS-sammenhæng, men den må jo have været det. (Skrev jeg tidligere i april måned 2013, for se 18.04.13-indskuddet her lige nedenfor). - Et beslægtet problem er, hvordan de større eller mindre grupper af mennesker, der bliver sendt ud, vil kunne leve godt, fordrageligt og disciplineret med hinanden. Her er der i hvert fald en del overvejelser, man må gøre sig. Men så vidt jeg har set, er 100YSS-folkene allerede opmærksomme på det, så at de, om man så må sige har sat dette spørgsmål på dagsordenen.

18.04.13: HER ER ER ET EKSEMPEL PÅ DISKUSSION OM DEN EVENTUELLE FARE VED AT GIVE OS TIL KENDE: http://www.wired.com/wiredscience/2012/09/tweetsinspace-messaging-aliens - Og det er fra: http://www.facebook.com/FriendsOf100yss?fref=ts

Et tredje teologisk spørgsmål er, hvad mødet med liv andre steder i Universet, for slet ikke at tale om liv på samme niveau som vort eller højere, vil betyde for vor tro. Mit første svar på dette spørgsmål er, at jeg ikke kan se noget, der strider mod den kristne skabelsestro i, at der eventuelt er liv, ja, mere eller mindre menneskelignende liv, andre steder i Universet. Populært og naivt sagt, kan Gud jo lade liv opstår, hvor han vil. Men mit andet svar skal være, at et meget stort teologisk problem vil opstå, hvis vi kommer i kontakt med væsener, der minder om os eller er på et endnu højere niveau, og de så slet ikke har modtaget nogen Kristus-åbenbaring! Eller på en tilsvarende måde "er i kontakt med Gud".

Men idet jeg ser helt bort fra, hvad dette vil kunne fremkalde af hånlige bemærkninger fra ikke-kristne læsere, vil jeg sige, at dette spørgsmål kan føre ud i helt vilde spekulationer. Der er nemlig flere muligheder. Den mest nærliggende mulighed er måske, at de væsener, vi måtte møde derude, ligner os så meget, at de også har haft et syndefald og dermed har været nødt til at skulle frelses tilbage i gudsforholdet på samme måde som vi er blevet det ved Jesus Kristus, så at Kristus (den anden person Treenigheden) også har inkarneret sig hos dem. Ja, man kunne forestille sig, at Syndens og Dødens og Djævelens magt gennemtrænger hele Universet. Denne mulighed er vel, hvor sørgelig den end er, den teologisk set mest enkle.

Ja, hvis vi nu antager, at livet opstår overalt, hvor betingelserne er til stede, og vi derfor også antager, at det i hvert fald grundlæggende er af samme karakter overalt, så er døden og lidelsen jo til stede overalt. Det er derfor, kreationismen og Intelligent Design er så tåbelige, eller i bedste fald dårlige, halve løsninger. Evolutionens mekanik forudsætter, at utallige individer fødes (eller hvad de nu bliver) for at dø. Og den forudsætter en alles kamp eller konkurrence mod alle. Og i mange tilfælde dræber og æder dyrene hinanden - med, her på Jorden os mennesker som de værste (ikke mindst i form af krige, folkedrab osv.).

Det er muligt, at livet kun er opstået her på Jorden, enten ved et nærmest helt usandsynligt tilfælde eller ved Guds helt enestående handling. Men hvis livet mere eller mindre opstår overalt, hvor betingelserne er til stede (hvilket altså ikke vil tage tren fra mig), og hvis evolutionen, som vi kender den, er livets mekanik overalt, må man sige, at hele Universet så faktisk er gennemtrængt af i hvert fald døden og lidelsen, og vel derved også synden - selv om det jo her på Jorden kun er os mennesker, der er syndere. Et dyr kan ikke være en synder. Det afgørende er imidlertid, at hvis livet overalt, hvor det forekommer, har døden og lidelsen indbygget i sig, er Universets vilkår af en sådan karakter, at det som helhed afviger fra, hvad der i jødisk-kristen forstand er skabelsens og livets egentlige mening. Så er hele Universet den "faldne" verden! Så har Djævelen fra (næsten) begyndelsen af og (næsten) helt grundlæggende haft en finger med i spillet. - Synden som karakteristisk for mennesket og, hvis det, jeg siger her, er rigtigt, alle andre tilsvarende skabninger har jo så nok vist sig på et bestemt tidspunkt, nemlig samtidig med eller lige efter, at mennesket er blevet menneske (og evt. tilsvarende).

Når man ser det på denne måde, bliver menneskets (Evas og Adams, forført af Djævelen) ulydighed ganske vist ikke Faldet i traditionel jødisk-kristen forstand - og dermed ikke årsagen (rent tidsligt forstået) til alle de andre ulykker. Men jeg hører i forvejen til dem, der ser arvesynden som det forhold, at mennesket er medskyldigt i sin egen skæbne. Og alt dette er altså bare helt foreløbige spekulationer, som for det første må gennemarbejdes bedre på det allerede nu foreliggende grundlag, og som for det andet må tages op til helt ny overvejelse, når eller hvis vi møder fremmed liv. For når eller hvis det sker, kommer vi ikke uden om at måtte tage hensyn til den virkelighed, vi møder, og at måtte sammenholde vor hidtidige teologi med den.

Alt dette er altså meget spekulativt. Men hvis man tager udgangspunkt i døden og lidelsen, er der noget om det. Det er i hvert fald noget, man må overveje.

Man kunne - her i tankeeksperimenternes rum, hvor alt kan tænkes - forestille sig, at de væsener, vi måtte møde derude, havde haft en helt anden historie. Men hvis de slet ikke har noget som helst gudsforhold, vil vi have et teologisk problem, ja, et trosproblem. Medmindre vi kan se sådan på det, at så må vi være missionærer for dem! Det vil være meget mærkeligt og meget anfægtende, hvis en civilisation derude, der er nået længere end os, slet ikke havde nogen tanke om Gud og ikke havde modtaget nogen form for åbenbaring, eller slet ikke på nogen som helst måde var i forbindelse med Gud, evt. på en stærkere måde, end det er tilfældet for vort vedkommende. - Ja, når man først begynder at spekulere!

Ja, jeg ved godt, at måske både mange af mine medkristne og mange ikke-troende nu vil ryste vildt på hovedet. Men jeg mener, at spørgsmål som disse med nødvendighed må melde sig. Og hvad nu, hvis vi i en måske ret nær fremtid selv får besøg af væsener, derude fra? Var det så ikke meget godt, at vi teologer på forhånd havde tænkt de forskellige mulige problematikker igennem? Selv vore ikke-troende medmennesker ville måske blive glade for det.

Men så vil jeg ellers indtil videre lade teologien ligge og - i overensstemmelse med principperne for hele mit "storpoetiske" projekt - holde mig til de rent menneskelige sider af sagen. Hvis jeg kommer til at tænke på flere teologiske ting, vil jeg enten føje dem ind her ovenfor eller skrive om dem i en helt ny tekst. (Den første version af denne tekst er sat her på undersiden 15.04.13).

Betragtninger i Statholdermarkens rum

Idet jeg igen understreger, at den "Statholder-mark", jeg i hele mit især "storpoetiske" projekt arbejder på, har kristendommen bag sig, omkring sig og ude foran sig (Guds Rige), vil jeg nu gå over til at gøre mine betragtninger m.m. på den "uafvidende" og autonome måde, der ligger i såvel hele "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" overhovedet som selve statholdermark-konceptet. Men jeg understreger også fortsat, at hele livsengagementet for os kristne, fra de allermest elementære ting i livets "hverdagslevelse" af og op til de allerstørste former for engagement og udfoldelse af, jo finder sted i vort forhold til Gud, ja, er det "medium", hvori vi uden for gudstjenesten og tilsvarende lever vort liv med Gud, så at det derfor må ses som vor "almindelige gudstjeneste", når vi er kommet ud af kirkedøren - og eventuelt døren til det teologiske studerekammer. Der må jo skelnes mellem det særlige frelseshistoriske gudsforhold i gudstjenesten, fromhedslivet og det teologiske arbejde, og så den "almindelige gudstjeneste" ude i det liv, vi som kristne lever her i verden.

Jeg ser altså 100YSS-projektet som allerførst i sig selv helt elementært spændende, især for mig, som siden min barndom har interesseret mig for naturvidenskab og teknologi, herunder rumfart. Jeg designede, som tidligere sagt, som ca. 12-årig (dvs. o. 1955) min egen flyvende tallerken, der i hvert fald kunne flyve med lysets hastighed, ja, vist også endnu hurtigere! Jeg mener, jeg talte om at gennembryde "lysmuren". Jeg ville ikke lade Einstein begrænse mine muligheder. Jeg lå på maven i en gammel brændekasse nede bag i haven og havde tegnet et instrumentbræt på et stykke pap. Og så fløj jeg ellers.

Senere (fra omkring konfirmationsalderen) blev jeg neobop-amatørjazzmusiker (i Nakskov-kvintetten The Strangers) - med også lidt drømme om at blive "forfatter". Så da jeg havde fået min mellemskoleeksamen (Nakskov Gymnasium), ansøgte jeg om at komme på gymnasiets (Maribo) nysproglige linje i stedet for den matematisk-naturvidenskabelige, som jeg i første omgang havde søgt optagelse på. Og efter min værnepligtstjeneste (sprogofficer med russisk) studerede jeg dansk/russisk på Københavns Universitet. Men allerede under studiet og mine kampe (inde i mig selv) med ateismen og nihilismen blev jeg ret teologisk. Ja, havde jeg haft økonomisk mulighed for det, ville jeg have skiftet til teologi. I 1968 blev jeg cand. mag. i dansk/russisk. Og jeg blev gymnasielærer (Nakskov Gymnasium). Men allerede i 1971 blev jeg (på supplerende teologisk uddannelse) sognepræst i Folkekirken (1971-1974 i Pedersker-Povlsker på Bornholm, 1974-2003 i Døllefjelde-Musse-Herritslev på Østlolland). Jazzen havde jeg opgivet i 1961 (fordi jeg måtte indse, at jeg ikke var dygtig nok). Men mine "forfatterdrømme" bevarede jeg, og mit Grundtvig-studium, ja, min Grundtvig-forskning 1972-2002 (med lidt mere 2011-2013) havde som et af sine hovedformål at danne grundlaget for udviklingen af en særlig "poetik". Jeg bevarede dog også min interesse for naturvidenskaberne, jeg har i nogle år fra og med dets oprettelse i 1980 deltog i det til Aarhus Universitet knyttede Forum Teologi Naturvidenskabs afslutningsseminarer. Og det var formodentlig i foråret 1999, altså ret kort tid efter, at jeg (den 4. september 1998) havde forsvaret min disputats Omkring Grundtvigs Vidskab, jeg ved Forum Teologi Naturvidenskabs afslutningsseminar holdt et foredrag om Grundtvigs syn på naturvidenskaberne (teksten står på undersiden "Grundtvig").

Men allerede fra 1994/95 og i særdeleshed efter udgivelsen og forsvaret af disputatsen i 1998 koncentrerede jeg mig om udviklingen af min egen poetik - vel at mærke i en meget bred forstand. Allerede inden jeg i 2003 gik på pension for især at kunne koncentrere mig om dette projekt, havde jeg givet det arbejdstitlen "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". Om hele den meget vide sammenhæng, der her er tale om, kan man læse mere på nærværende underside, som jo selv er en vigtig del af projektet, og på undersiden "Poetik". Så jeg vil ikke her skrive mere om selve dette projekt som sådant. Det afgørende er, at min interesse for og mit mulige (beskedne) engagement i 100YSS-projektet nu først og fremmest skal ses inden for denne sammenhæng, altså som et eksempel og symbol (blandt flere mulige) midt i en trist, indsnævret og (hvor global den end er) landsbyagtig tid.

Idet jeg gentager, at min helt elementære, drengeagtige interesse for 100YSS-projektet også spiller en stor rolle, er det altså i min egen nuværende professionelle sammenhæng selve eksempel- og symbolværdien, der har den helt særlige betydning. Selv om projektet i sig selv unægtelig også er en storslået del af det menneskelige livsengagement, ikke mindst fordi det jo er næsten altomfattende i den forstand, at det ikke alene i sig selv omfatter en meget stor mængde områder, men også i videre forstand har berøringsflader med og trækker linjer ud til næsten alle områder.

For mig er projektet som sådant altså i sig selv en del af livsengagementet overhovedet. Og det kan derfor også indgå om motiv-område i mit storpoetiske projekt. Men det er altså også "eksempel og symbol", så at det dels simpelt hen overhovedet kan tjene som en oplivende faktor i en kedelig tid, dels kan tjene som inspiration og katalysator, for så vidt angår andre tilsvarende store projekter. Jeg har i den forbindelse allerede nævnt dannelsen af noget, der i hvert fald på en eller anden måde svarer til det fællesnordiske superuniversitet i Göteborg, Grundtvig forestillede sig. Jeg vil her på undersiden nævne andre tilsvarende ting, efterhånden som de måtte melde sig, men foreløbig vil jeg nu prøve at gøre nogle betragtninger om 100YSS-projektet i min Totaldigt-sammenhæng.

Fortsættes.

- - -

STOF-TEKSTER