TALER

 

Bent Christensen

 

 

 

Denne side er senest blevet revideret 24-06-2019. Sankthansaften 2019. Båltale i Alsø, eng ved Røgbølle Sø. - Forrige: Sankthansaften 2018. - Båltale (på grund af tørken uden bål!) i Hyldtofte, Tågerup Sogn i den gamle Holeby Kommune, ikke langt fra Rødbyhavn. - Med den sommersang af mig vedføjet, vi havde sunget, mens vi endnu var inde i Hyldtofte Forsamlingshus.

 

 

 

På denne underside er fra og med sankthans 2002 indsat taler, som måske kan være af interesse for hjemmesidens besøgende.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

INDHOLD PÅ DENNE UNDERSIDE

 

Ældst nederst – yngst øverst.

 

 

23.06.19: Båltale ved Fuglse Beboerforenings sankthansaften 2019. I Alsø - på eng ved Røgbølle Sø, Midtlolland.

 

23.06.18: Båltale (på grund af tørken uden bål!) i Hyldtofte, Tågerup Sogn i den gamle Holeby Kommune, ikke langt fra Rødbyhavn.

 

23.06.11: Båltale ved Fuglse Beboerforenings sankthansbål i Alsø, ved Røgbølle Sø, Midtlolland.

 

23.06.08: ”Båltale” ved Fuglse Beboerforenings sankthansbål i Alsø, ved Røgbølle Sø, Midtlolland.

 

23.06.04: Båltale ved Fuglse Beboerforenings sankthansbål i Alsø, ved Røgbølle Sø, Midtlolland.

 

23.06.02: Båltale ved Dansk Folkepartis sankthansarrangement i Grænge. Østlolland.

 

 

 

*  *  *      *  *  *

 

 

 

BÅLTALE

 

ved Fuglse Beboerforenings sankthansaften 2019

 

I Alsø - på eng ved Røgbølle Sø

 

 

Kære venner i den danske sommer!

 

I skal allerførst høre det "Ugens digt", jeg slog op på min Facebook-væg i tirsdags:

 

BIODIVERSITETEN!

 

Der bliver ikke brugt meget sprinklervæske.
Der er ingen insekter i luften.
Hvornår har man sidst set en svale?
Det er dog sommer alligevel,
bare biologisk fattigere.
Vi har købt to små insekthoteller,
made in China.
Men hvad hjælper det?
Der er heller ingen gæster endnu.
Det kan godt være,
en hel del land bliver oversvømmet,
og at vejret bliver voldsommere
med ulige fordeling af vand og tørke.
Ja, vi skal ikke glemme klimaet.
Men dyredøden sker lige her og nu.
Det er frygteligt, at vi mangler
både insekter og fugle.
Og hvor meget gift får vi selv?

 

En realkommentar til dette digt: Da jeg senere på dagen gik ud og kiggede på det insekthotel, vi først havde sat op, så jeg, at der i hvert fald var ét lille biagtigt insekt, der var inde og undersøge de forskellige værelser!

 

Hvis I frygter, jeg endnu en gang vil øse af, hvad jeg selv går og tumler og arbejder med, har I ret! Men jeg håber, jeg kommer til at gøre det på en måde, der omfatter en hel del mere end bare det, at jeg fortæller om mig selv.

 

Og jeg lover med det samme, at denne båltale ikke i øvrigt skal handle om hverken miljøproblemerne, klimaproblemerne eller den fremmedpolitiske problematik!

 

Ja, jeg vil gentage, hvad jeg har sagt før, at jo værre situationen på disse og andre områder er, jo mere skal vi på en aften som denne koncentrere os om vort fælles engagement i selve vort liv her i verden. Først og fremmest for livets skyld. Men det er jo også kun med den livsglæde og det livsmod, der følger af dette, vi kan få løst de problemer, vi står over for.

 

Det bliver i øvrigt begrænset, hvor meget jeg kommer til at øse af, hvad jeg går og arbejder med. Vi er jo også nødt til at komme noget ind på, at det for godt en uge siden var 800 år siden Dannebrog ifølge et senere, eller senere fremdraget, sagn faldt ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (nu Tallin, danskerborgen) den 15. juni 1219 og i sidste øjeblik gav den hårdt trængte danskledede korstogsstyrke sejren over esterne. Ja, jeg siger den dansk-ledede styrke. For ifølge den tyske historiker, der ret få år efter gav en beskrivelse af slaget, var det i virkeligheden den vendiske styrke, danskerne havde med, der vendte nederlag til sejr. De havde slået lejr i en lavning, så esterne ikke havde set dem, da de indledte deres overrumplingsangreb. Og det satte dem i stand til at angribe esterne i ryggen.

 

Hvad valdemarsdagen og 800-årsjubilæet angår, er det mest interessante esternes måde at forholde sig til dette forfærdelige danske røvertogt på. Ja, jeg har i hvert fald altid haft det dårligt med, at det er en sådan begivenhed, der er grundlaget for vores flagdag! Til gengæld beundrer jeg esterne. De er simpelt hen ikke bare storsindede, men først og fremmest kloge, når de ser så positivt på denne begivenhed.

 

Intet ville jo blive bedre af, at esterne gik og dyrkede et had mod os. Til gengæld er den måde, vi nu i fællesskab har kunnet dyrke den 15. juni 1219 på, til både stor glæde og stor gavn for ikke bare forholdet mellem Danmark og Estland, men hele situationen ved den østlige del af Østersøen. Og vi må ikke glemme, at det i høj grad også er Danmarks rolle i forhold til de baltiske lande i Uffe Ellemann-Jensens udenrigsministertid, der æres.

 

Og der er igen danske soldater i Estland! Danmark har i tiden januar 2018 til januar 2019 haft et panserinfanterikompagni plus det løse (i alt 200 mand) stationeret i Estland som del af NATO’s fremskudte styrke i Baltikum, og vi vender tilbage i 2020. Så ved russerne, at hvis de begynder på noget, kan det meget vel være en NATO-soldat og ikke bare en national soldat, de kommer til at ramme som den første. En meget klog og afbalanceret måde at støtte vore baltiske venner på.

 

Men når vi ser på alle de tre baltiske landes situation, kan vi få endnu en slavisk vinkel på det. De baltiske folk og sprog er ikke slaviske. Esterne er både sprogligt og i det hele taget meget nært beslægtet med finnerne, og letterne og litauerne er særlige baltiske folk med særlige baltiske sprog. For Litauens vedkommende er der imidlertid det særlige forhold, at det indtil 1795, hvor Rusland annekterede både det og hele det østlige Polen, havde været i en union med Polen, der i mange henseender mindede om unionen mellem Danmark og Norge frem til 1814/15. Og det betød, at der boede mange etniske polakker Litauen, ligesom der boede mange etniske danskere i Norge. Dette gjaldt blandt andet ingen ringere end den polske nationaldigter Adam Mickiewicz, der var født og opvokset i det nuværende Litauen, og hvis digtning i høj grad har baggrund i litauisk tradition og historie.

 

For mig betyder dette, at jeg i lang tid sådan set har opholdt mig i middelalderens Litauen næsten hver eneste hverdagsformiddag! Efter sommerferien regner jeg med at udgive min oversættelse af Adam Mickiewicz’s store vers-epos Konrad Wallenrod med stof fra Litauens middelalderhistorie, og i øjeblikket oversætter jeg hver formiddag et stykke af en tilsvarende versfortælling om den litauiske fyrstinde og titelperson Grażyna. Det går drabeligt til i disse fortællinger, hvor litauerne kæmper mod den ekspanderende tyske korsridderorden. Men det afgørende her på denne sankthansaften 2019, få dage efter valdemarsdagen, er, at alle tre baltiske lande har haft en forfærdelig historie og nu har fortjent en periode med fred, frihed og gode kår.

 

Men det var med de såkaldte Krimsonetter, jeg begyndte min karriere som Mickiewicz-oversætter, digte der skildrer hans og et rejseselskabs oplevelser under en ferie på Krim i 1825. Under indtryk af den russiske annektering af Krim i 2014 havde redaktøren af det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski (som jeg skriver i næsten hver gang) bedt mig oversætte tre af disse sonetter til bladet. Og det gjorde jeg. Men jeg blev så grebet af disse digte i verdenslitteraturklasse, at jeg besluttede mig til at oversætte dem alle og udgive dem i bogform. Hvad jeg gjorde. Senere udgav jeg alle Mickiewicz’s 1826-sonetter. Og derefter hans Ballader og romancer (1822).

 

Men nu skal det handle om Lolland!

 

Midt i mit arbejde med Krimsonetterne kom jeg til at se ud af vinduet - og få den tanke, at når Mickiewicz for snart 200 år siden kunne skrive sonetter om det eksotiske Krim, kunne jeg vel også skrive sonetter om det i verdensmålestok eksotiske Lolland. Det blev til samlingen Lollandsonetter, som jeg også udgav i 2015. Og jeg håber, det kan bidrage til stemningen her på denne sankthansaften, at jeg læser to af dem.

 

Samlingen åbnes med sonetten "Udsigt fra Luskebakken".

 

Udsigt fra Luskebakken

 

Jeg står på denne atten meter høje

af isen efterladte Luskebakke;

med den slags bjerge tager vi til takke,

til gengæld ligger alting for mit øje.

 

Jeg ser traktorerne lerjorden pløje,

hvor før man brugte hånd og roehakke,

men jeg ser også alting bagud sakke;

vi må i dag med udkantsnedgang døje.

 

Så tæt endnu står kirker og godsslotte;

vi var på grund af jordens fedme rige,

de store kunne sig med den slags flotte.

 

Men denne gamle storhed måtte vige,

da en helt anden rigdoms tid indtrådte;

nu ligger vi i bund blandt de ulige.

 

Den næste sonet har titlen "Maribo Søndersø", og den bringer os ganske tæt på det sted, vort sankthansbål brænder på nu.

 

Maribo Søndersø

 

Et dødislandskab! Men nu ligger vandet

så dejlig blåt, hvor før var hvide blokke.

På marken græsser vilde gæs i flokke,

og skovene står grønne op af sandet.

 

I nord blev birgittinerklostret dannet,

man kunne jo med stedets skønhed lokke,

og endnu slår til bøn domkirkens klokke;

med alt betjener Maribo oplandet.

 

På Borgø midt i søen nu kun findes

lidt rester af de gamle sten og volde,

som af et oprør kunne overvindes.

 

Ej heller udflugtsstedet kunne holde,

men mange af de ældre endnu mindes,

at børn i sodavand dér kunne solde.

 

Jeg vil slutte med at sige og vise lidt om, hvordan det går med mit store poetiske livs-projekt. Og "livs-" skal altså forstås både i betydningen "mit livs projekt" og i betydningen "projekt der har med livet og dets poetiske udvidelse af gøre".

 

Jeg har nu udgivet to almindelige samlinger af digte og aforismer (2016 og 2018), og efter planen udgiver jeg en tredje til næste år.

 

Jeg har også en poetik på bedding, men jeg har ikke noget årstal for dens planlagte udgivelse. Det nærmeste af den slags er indtil nu den til gengæld helt centrale poetik-del af mit seneste skrift Mit Dannevirke. Betragtninger om allehånde fra januar i år, nøjagtig 200 år efter udgivelsen af fjerde bind af Grundtvigs berømte tidsskrift Danne-Virke (1816-1819). Og jeg vil godt bidrage til stemningen her i aften ved at citere lidt fra den:

 

Ikke alle kan blive digtere, og kun meget få kan blive store digtere. Men vi har alle en livsfølelse, som hos alle kan have en mere eller mindre bevidst poetisk karakter. Og det vigtigste er, at vi alle i så høj grad som muligt opnår en fordybelse og udvidelse, der svarer til den, digterne oplever på deres vej frem mod den litterære poesi. Men det er altså også vigtigt, at selv poesien på de allerhøjeste niveauer har sin rod i den følelse, alle mennesker er eller kan være fælles om - og kan virke tilbage på den. - Poesien skal udgå fra og vende tilbage til det almindelige levede liv.

 

Det skal selvfølgelig ikke ende med, at alle mennesker går rundt og gør sig umage for at leve "poetisk". Det vil komme til at svare til, hvad jeg andetsteds har sagt om "det særligt danske", nemlig at hvis man tænker på det hele tiden, kan det nemt gå, som når man begynder at tænke over, hvad det er man gør, når man cykler - man kører i grøften. Der skal faktisk siges så lidt som muligt om det. Men vi kan da begynde med at spørge hinanden, hvad det vil sige at leve som mennesker i verden, om det fx er nok, bare at producere og forbruge flere og flere varer ... Og vi kan i det hele taget med beskedne ytringer og med vort beskedne eksempel hjælpe hinanden til at leve dybere og bredere.

 

Og her er det helt afgørende poetik-fragment:

 

Poesi er livets udvidelse med andre midler.

 

Og lidt flere betragtninger:

 

Jeg ser mig stående på mit punkt på [verdens mark] med hele mit livsrør bag mig og med resten af Kosmos omkring mig. Og når jeg i denne situation skal lave poesi, skal det ske på den måde, at der sker et møde mellem mig og resten af Kosmos - samtidig med, at jeg naturligvis også forholder mig til mig selv og alt det, der ligger i mit livsrør. ...  Og resultatet af dette møde bliver digtet som en tredje manifestation, hvori totalvirkeligheden kommer til at vise noget om sig selv, som ikke er kommet til syne før i hverken mig eller resten af Kosmos.

 

Og digtet kommer i en eller anden grad til at leve sit eget liv. ... Jeg har ... sammenlignet dette med det, der sker i en improviseret jazz-solo. Men jeg kan tilføje, at den særlige "musik", der opstår, er en musik, der har nogle virkelighedselementer som "toner". Det nye og særlige, der sker, er, at nogle virkelighedselementer begynder at "spille" i digtets forløb og struktur.

 

Og jeg kunne blive ved. Men jeg vil slutte denne tale her i det lollandske midsommerlandskab med at læse det sidste digt i samlingen Lollandsonetter. Det er det sidste i afdelingen af digte i sonet-form, men med frie urimede vers. Titlen er "Hvederødder", og digtet er en hyldest til Lolland og den lollandske livsform og mentalitet og et udtryk for håbet om en stor fremtid for os.

 

Hvederødder

 

Lermarken la’r sig aldrig slå ud af tørke,

og der er endnu godt med vand i søerne.

Åerne er dog kun for grøfter at regne

mod dengang, man kunne sejle overalt.

 

Den oprindelige befolkning skrumper også.

Men kunne vi bare have marken for os selv,

leve tørkeresistent mellem skove og hegn

og være med i verden på vore computere.

 

Hvedens rødder går mange meter ned,

og vi vil nok også kunne gå dybt,

når tidens tørre luft tvinger os.

 

En dag vil der måske komme nyt korn,

ny næring til verden fra vor stive jord,

hvis bare vi venter længe og ydmygt nok.

 

Glædelig sankthans!

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Båltale - på grund af tørken uden bål!

 

23.06.18 i Hyldtofte, Tågerup Sogn i den gamle Holeby Kommune, ikke langt fra Rødbyhavn.

 

Efter talen står den sommersang, jeg havde skrevet allerede i maj måned, og som vi havde "uropført", mens vi var inde i Hyldtofte Forsamlingshus.

 

 

Kære venner i den danske sommer!

 

Allerførst: Det er dejligt, at vi kan trodse de tørkebetingede omstændigheder og gøre alt for at få en god sankthansaften sammen. Dette gælder ikke mindst den fine "bålerstatning", I har lavet. [en stor gammeldags lygte (julelygte) med en sammenrullet lyskæde i og en heks på]. - Men det gælder altså også i det hele taget det sind, vi er mødt op med. - Men så til mit oprindelige manuskript:

 

Vi lever i en forfærdelig tid! Farer truer alle vegne og på alle måder!

 

Men lad os se bort fra det i aften. Lad os koncentrere os om denne sankthansaften her i Hyldtofte. Det kan i øvrigt også kun gøre os stærkere, når vi i tiden herefter skal tage os af alle de problemer - eller udfordringer, som det nu hedder - der venter forude. Men det skal vi heller ikke tænke på. Hvis vi tænker på det, får vi ødelagt både selve denne sankthansaften som sådan og den her omtalte virkning! Det er, som når man kører på cykel. Hvis man begynder at tænke over det, ender man i grøften!

 

Nej, det er sankthansaften. Det er midsommer her i Hyldtofte, her i Danmark. Og det er noget helt særligt.

 

Sankt Hans, den hellige Johannes, det er Johannes Døberen. I morgen er det hans 2018-års fødselsdag. Lad os i hvert fald bare sige det. Der er kludder i tidsregningen, og der er slet ingen, der ved, hvilken dag han er født. Det samme gælder hans fætter Jesus. Men det er lige meget. Teologisk set er Johannes Døberen født den 24. juni år nul, og Jesus den 25. december.

 

Men midsommeren er jo ældre end både Johannes og Jesus, lige så gammel som Jorden og Solsystemet. Og den har været fejret, så længe der har været mennesker på Jorden, dvs. i titusinder, ja, måske hundredtusinder, af år. Også her i Danmark. Der var mennesker her i Danmark for 14.000 år siden, lige efter den sidste istid. Måske bare på rensdyrjagt om sommeren. Men desto mere har de nok fejret midsommer. Vi kan se for os, hvordan de har siddet sammen og spist og drukket og glædet sig. Måske omkring et bål. Og med det mærkelige træløse, men blomsterfyldte landskab omkring sig.

 

De første mennesker, der har levet her, er nok slet ikke vore forfædre. Vi germanske danskere er kommet til for få tusind år siden. Og at vi vist nok har lidt dna fra i hvert fald dem, der var her, da vi kom, betyder ikke, at de, der var her for 14.000 år siden, er vore forfædre i den almindelige betydning af ordet.

 

Men det er under alle omstændigheder stort at tænke på, at der måske lige her, hvor vi er samlet nu, har været mennesker, der har fejret midsommer for 14.000 år siden. Måske har de også tændt et bål. Og måske har der også været en, der har holdt en tale. Måske en præst! Hvad han så ellers har været præst for.

 

Midsommeren er noget helt særligt. Det er en liflig og dejlig tid. Men det er også en vemodig tid. For nu er året jo vendt, og vi bevæger os mod vinteren. Derfor er den 24. juni jo også symbolet på, at Johannes Døberen var den største repræsentant for det gamle - som ikke kunne blive større - mens Jesus, der kom med det helt usandsynligt nye og uendelig meget større, blev født ved midnatstid i vinterens dybeste mørke. Sådan er symbolikken. Og teologisk set er dette jo rigtigt.

 

Noget, der svarer til sankthans-vemoden, kender vi også fra nytårsaften. Nytårsaften kan vi føle os helt nøgne i tiden, i ligesom en tom spalte i tiden. Det fælles er karakteren af vendepunkt. Men her sankthansaften kan vi blive fyldt af stor vemod over, at bevægelsen fra vinter gennem forår til sommer nu er forbi, den bevægelse, der begyndte allerede lige efter nytår, eller lige efter helligtrekonger (6. januar), hvor lyset for alvor begyndte at komme tilbage. Så skidt med, hvad der kunne komme af sne og is og kulde i januar og februar. Lyset var på vej tilbage. Vi kan mene, hvad vi vil, om mørket og kulden og regnen og sneen fra november til februar. Men ikke alene får vi en dejlig kompensation for det i form af sommerens lyse nætter, det er i det hele taget en rigdom at have et år med så mange forskellige tider.

 

Og højdepunktet og vendepunktet er ikke det samme som slutpunktet. Vi skal ikke gå til grunde i vemod over, at året er vendt. Det er altid vemodigt, når markerne begynder at gulne. Men vi må ikke glemme, at denne gulnen jo peger frem mod høsten. For hvad nytter det, at markerne er dejligt grønne, hvis det ikke ender med korn i gyldne aks? Den høst-tid, der ligger forude, er også en dejlig tid som tid betragtet. Hvis jeg skal vælge en yndlingsmåned, er det september, hvor alting står så klart og farverigt og skarpt i det klare lys. Og hvor sommerens frugt ikke bare er kornet, der nu er høstet, men også hele det modenhedsbillede, landskabet tegner. Septemberlandskabet er som et smukt gammelt menneskeansigt, hvor furerne og rynkerne tegner et helt langt livs rigdom.

 

Alt dette skal vi have med i dette øjeblik. Sankthans er ikke bare et vendepunkt. Det er også et koncentrationspunkt. Vi skal have alt det med jeg her har nævnt. Plus det næste, jeg siger. Hvis jeg skulle sætte en titel på denne tale, kunne det meget vel blive "Sankthansaften som koncentrationspunkt"!

 

Sankthans er en kosmisk situation. I hvert fald kosmisk i solsystem-forstand. (I hele verdensrummets målestok er Solsystemet jo kun, hvad der svarer til haven omkring et hus). Men sankthans er jo også en menneskelig situation, en folkelig situation, en fællesskabssituation. Sankthansfesten er, at vi er samlet som mennesker med hele Universet omkring os og hele historien bag os og på vort særlige lokale sted med også hele dets historie bag os.

 

Når vi oplever midsommerhimlen over os, er den meget mere end bare et atmosfærisk og kosmisk fænomen. Så er den en del af hele vor menneskeligheds rum. Som mennesker lever vi ikke bare i det rent fysiske verdensrum. Vi lever også i, hvad vi med et alt for blegt og fattigt ord kan kalde det menneskelige eksistens-rum. Og det er midsommerhimlens halvkugle et symbol for. Eller en slags spejl, et halvgennemsigtigt spejl, som både spejler hele vor menneskelighed og lader os se videre ud.

 

Når det bliver mørkt nok, ser vi også stjerner. Og de er også noget mere end bare fysik. I sig selv er stjernerne jo nogle kæmpestore uhyggeligt varme svævende brintreaktorkerner med en ufattelig energiomsætning. Men når vi mennesker ser dem på nattehimlen, er de nogle lysende punkter, der faktisk smiler mildt til os. Og vi kan se dem som punkter i et stort usynligt betydnings-net. Det har de gamle også gjort. De har ligefrem set dem danne stjerne-billeder! Men det er én ting. Når vi hver især står ude i natten og ser på stjernerne, kan al mulig betydning komme til at tegne sig.

 

Men der er jo ingen fysiske tråde mellem stjernerne. De ville også hurtigt brænde op! Trådene mellem stjernerne ligger selvfølgelig inde i os. Hvilket også skal forstås på den rette, dvs. større måde. For det er jo heller ikke sådan, at hver enkelt af os bare rent biologisk er født med en slags trådsystem i os, som vi så kan projicere ud på stjernehimlen - lidt ligesom når man projicerer en tilsyneladende lyspæremåtte op på sin husgavl fra en projektor nede på græsplænen.

 

Når vi siger, at trådene mellem stjernerne ligger inde i os, så er det altså ikke bare inde i hver enkelt af os, men først og fremmest inde i hele det menneskeligheds-rum, vi alle er inde i, og som er meget større end hver enkelt af os. Vi skal ikke prøve at forstå nærmere, hvad det er, endsige prøve at se det for os. Vi må nøjes med at konstatere, at sådan er det bare. Og så oplever vi stor betydning, når vi ser på stjernerne. Så vi kan føle, det presser i vort bryst. Også selv om vi i det fleste tilfælde ikke kan sætte ord på.

 

Solen er også en stjerne. Men den er jo vores stjerne, vort solsystems midtpunkt og vor brintreaktor, energiforsyningen for alt liv her på jorden. Og i midsommernatten spiller den en helt særlig rolle. Den lyser rødt i horisonten og lover os en ny dag. Men den siger også noget til os. Og på en helt særlig udtrykkelig måde. Den har jo for det meste nogle skyer at stave med. Og der er ingen ende på, hvad vi kan komme til at læse, når vi i midsommernatten ser denne skrift ude i nordhorisonten.

 

Så er der landskabet. Der er noget helt særligt ved midsommernattens landskab. Man kan sige, at der ikke er meget at se i det svage lys. Men man kan også konstatere, at netop fraværet af det larmende dagslys får træerne på markerne, ved vejene og i haverne, ja, også hegn og buske til at vise en helt særlig dyb betydning. Deres sorte farve er i sig selv en nul-farve. Men i dette farve-nul kommer vi med vort indre øje til at se ting, der kommer op dybt nedefra. På en måde, der ganske svarer til, hvad der er tilfældet med billedtrådene mellem stjernerne eller Solens skrift med horisontens skyer.

 

Men vi lever jo også om dagen, og her ser vi landskabet fuldt belyst. Jeg siger bevidst landskabet. Vi har jo ikke egentlig natur her i Danmark. Vi er måske ved at få lidt. Men det er så noget, Miljøministeriet eller lignende har skabt! Noget af det sidste nye skulle være et stykke gedeplejet natur på det gamle jernbaneterræn i Rødbyhavn. Det glæder jeg mig til at se.

 

Nej, vi må indrømme, at Danmark er en have. Måske med nogle parkagtige steder rundt omkring (som vi med fordel kan få nogle flere af). Vi må indrømme, at Danmark - for nu at spille på en berømt politikerudtalelse - er et for lille sprogområde til at have egentlig vild natur! Vil vi se rigtig vild natur, må vi tage til Sverige, Norge eller Østpolen eller endnu længere væk.

 

Men netop i den måde at se verden omkring os på, jeg taler om lige nu, passer det udmærket, at det er et i høj grad menneskeskabt kulturlandskab, vi færdes i. Det kan godt være, kornmarkerne var mere spændende i gamle dage, da de var godt fyldt med tidsler og valmuer. Men der er nu også noget over de store rene marker, der strutter af korn og roer. Når der stadig er grøftekanter og måske lidt træer langs vejene. Og når der er dejlige hegn mellem markerne. Og skovbryn i baggrunden. Og nogle lidt mere vilde områder indimellem

 

I kulturlandskabet, landbrugsnaturen, mødes det naturlige og det menneskelige på en helt særlig måde. Det danske kulturlandskab er mere end bare en slags spejl for vor menneskelighed. Det er formet af mennesker gennem årtusinder. Det er en historiebog, der vidner om mange tidligere generationers liv.

 

Og den bog skriver vi videre på hver eneste dag i vor nutid. Også i hele samfundets og nationens landskab. Men vi skal gøre det i hele den store kosmiske og stormenneskelige sammenhæng, jeg her har prøvet at ridse op. Ellers bliver det for blegt og fattigt.

 

Vi skriver på en helt særlig måde videre på nationens bog her i aften. Jeg gentager mit forslag til overskrift eller motto: "Sankthansaften som koncentrationspunkt"! Det er ikke bare det, at vi er samlet med hinanden som en samling kroppe på ét sted. Vi er heller ikke bare samlet om noget. Vi er samlet om det hele! Og det skal vi tage med os ud i tiden, der kommer, så vi også i hele vort liv er samlet om det hele.

 

Med denne opfordring ønsker jeg glædelig sankthans!

 

-

 

Inde i Hyldtofte Forsamlingshus, hvor vi havde spist helstegt pattegris, havde vi sunget denne af mig skrevne sommersang:

 

 

SOMMERSANG 2018

 

Mel.: Se, det summer af sol over engen

 

Første halvdel af totusindatten,

usædvanlig fra først og til sidst!

Mere brænde på klimadebatten,

frydes må hver forbrugsmasochist.

Senest fik vi sol og tørke,

selv i tv man savnede regn,

ja, blot bare lidt skydækkemørke,

som ku’ være et grødevejrstegn.

 

Men vi må ikke glemme at glædes,

hvordan juni og juli end bli’r,

om vi omvendt til overflod vædes,

eller som’ren alt afmålt os gi’r.

Det er godt, at få det hele,

så registret bli’r fuldstændig brugt;

kun oplevet i samtlige dele

gi’r vor sommer den modneste frugt.

 

Sommertiden er årsløbets hjerte,

alt går kryddervarmt ind i vort sind,

markens gulnen vel giver lidt smerte,

men den må vi så lade gå ind.

Danske sommer, svært du danser,

men du svigter trods alt aldrig helt,

vi går ind med vidt opladte sanser

og går ud med al liflighed delt.

 

Bent Christensen 25.05.18

 

Sidste tekst i afdelingen med almindelige digte

i Digte og aforismer 2016-2018, som jeg havde

 udgivet den 14. juni 2018.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Båltale ved Fuglse Beboerforenings sankthansbål 2011

 

I Alsø - på eng ved Røgbølle Sø

Røgbølle Sø er den sydligste af Maribosøerne på Midtlolland

 

 

Kære venner i den danske sommer!

 

I midsommeraftenen handler det om det hele: Om Rummet og stjernerne omkring os. Om Jordens hældning mod Solen. Om kornet, der gror på markerne. Om fællesskabet om at sikre høsten og livet. Ja, om fællesskabet. Derfor er sankthans en folkelig fest og en national fest. Jeg vil derfor - også efter omstændighederne - øse lidt af det delprojekt, jeg er kommet i gang med, og som hedder Det særligt danske. - [Se undersiden "Det særligt danske"].

 

Jeg begynder i Afrika for måske 200.000 år siden! Og er foreløbig kun nået til Harald Blåtand! - Men vi må jo se os som en særlig lille kvist på menneskeslægtens store fælles træ.

 

Ifølge en af de nyeste teorier stammer hele den nuværende menneskeart homo sapiens sapiens fra en fælles formoder i Afrika. Det kan man se på fordelingen i verden af noget særligt DNA uden for cellekernen, der hedder mitokondrie-DNA eller mtDNA. Jeg tillader mig nu at læse det første af de digte, der indgår i Det særligt danske-teksten på min hjemmeside:

 

DEN MITOKONDRIELLE EVA OG MIG

 

Jeg hælder meget til Eva-hypotesen

om vor fælles stammoder i Afrika

for måske to hundrede tusind år siden

vores alle sammens moder

mtDNA'et viser det store fællesskab

bare sørgeligt at vi børn slås så meget

men der er også sket mange gode ting

stor mangfoldighed har udfoldet sig

her sidder for eksempel jeg

og er mig i Danmark!

 

De ældste fund af homo sapiens sapiens i Europa er ca. 35.000 år gamle. Men da var neandertalerne her allerede, homo sapiens neanderthalensis. Så det måske ganske frygtelige spørgsmål er, hvorfor neandertalerne er forsvundet! - Jeg læser nu det næste digt:

 

NEANDERTALERNE OG OS

 

Hvor blev Neandertalerne af

forsvandt de bare

eller udryddede vi dem

efter at have dyrket lidt

forbudt sex med dem

det eneste der er tilbage

er i hvert fald nogle knogler

og måske nogle få gener

en sørgelig skæbne

for disse grove mennesker

kunne de være blevet til noget

hvis vi ikke havde været der?

 

For knapt 12.000 år siden sluttede den sidste istid, og nogle mennesker slog sig efterhånden ned på det, der i dag er dansk territorium. Om de er forfædre til os, er tvivlsomt. De nyeste forskningsresultater siger, at vi moderne skandinaver er efterkommere af nogle bønder, der kom hertil for cirka 6.000 år siden. Og for cirka 4.000 år siden forsvandt jæger-samler-folket fra Skandinavien. Så det kan igen gyse i en! For hvad blev der af dem?!

 

Men vi har altså i hvert fald har en forbindelse 6.000 år bagud. Og er det nu også helt sikkert, at vi slet ikke har nogen genetisk arv fra de ældre stenaldermennesker? - Endnu et digt:

 

Har vi lidt DNA fra de første

der kom her efter isen

jeg håber det

åh Johannes V Johannes V

men ellers er det jo fra bønderne

der kom og slog sig ned

og blev gumpetunge

og dog

der var også nogle der sejlede

på et tidspunkt stillede hvert herred

med op til fem langskibe.

 

Med min påkaldelse af Johannes V. Jensen sigter jeg naturligvis til begyndelsen af hans roman Den lange Rejse.

 

Det Danmark, der dukker op i historien, har været befolket af germansktalende, dvs. ur- og senere oldnordisktalende, mennesker.

 

Noget af det første, der kan vise os noget nærmere om de nordiske mennesker, der levede her i Danmark, er de gamle sagn. Det er ganske vist svært at sige, hvor særligt danske de er, men det er i hvert fald interessant, at Danmark er det nordiske land, der har langt de fleste sagn.

 

Og det er måske noget særlig dansk, at vi egentlig har hørt alle disse til dels meget grumme beretninger som nærmest hyggelige og rare.

 

Jeg har også et digt om nogle af vore gamle sagnhelte. Men først lige lidt forklaring:

 

Da Rolf Krake besøgte kong Adils i Uppsala, tændte denne et stort bål i hallens midte, så at Rolf og hans mænd kom til at lide under varmen. Da kastede de deres skjolde på ilden og sprang gennem den. Derefter greb de en af dem, der havde passet bålet, og kastede ham i flammerne, idet de sagde: "Vi har nu varmet os tilstrækkeligt; nu kan I varme jer til gengæld".

 

Da angelsakserkongen Ella havde kastet Regnar Lodbrog i en "ormegård" (en grube fyldt med slanger), og da en slange til sidst huggede ham i hjertet, sagde han, inden han døde, med henvisning til sine sønner, som også senere hævnede ham grusomt: "Grynte ville grisene, om galtens lod de kendte".

 

Og da den gamle blinde kong Vermund hørte, hvordan hans søn Uffe ved tvekampen på en ø i Ejderen med sværdet Skræp kløvede sin saksiske modstander i ét hug, sagde han: "Jeg hørte Skræps klang".

 

Og så det dertil svarende digt:

 

SAGNHELTENE OG OS

 

Rolf Krake -

Nu kan I varme jer til gengæld.

Regnar Lodbrog -

Grynte ville grisene.

Uffe og Vermund -

Jeg hørte Skræps klang.

 

I kunne slås

I kunne oneliners

I levede med os i århundreder

og efterhånden havde vi det

nærmest hyggeligt

nu slås vore bander i gaderne

og vore soldater ude i verden

mens politikerne siger oneliners

i tv-avisen.

 

Med grænse-voldanlægget Dannevirke kommer vi op i historisk tid.

 

Den første oplysning om Dannevirke er, at den danske kong Godfred i år 800 byggede en befæstning fra hav til hav. Men de arkæologiske vidnesbyrd antyder, at de allerførste volde er anlagt allerede i 400-tallet".

 

Disse voldanlæg skulle beskytte det strategiske sted, hvor Hærvejen passerer mosestrækningerne vest for Slien ved handels- og transitbyen Hedeby.

 

Og her ser vi noget, der under alle omstændigheder er "særligt dansk", nemlig vor beliggenhed! Vi er det sydligste af de nordiske lande, med Jylland landfast med Tyskland og hele det europæiske kontinent, og med nem forbindelse over Østersøen dertil fra de sydlige øer, herunder vor egen ø Lolland. Og vi har haft forbindelse østover gennem Østersøen og mod vest over Vesterhavet.

 

Og jeg har igen et lille digt:

 

DANNEVIRKE

 

Grænsekontrollen blev indført

flere århundreder før Thyras tid

kong Godfreds voldarbejde

kan vi læse om hos frankerne

senere kom mere til

også efter Thyra

hvad hun så fik bygget

til sidst var der 1864

hvorefter Dannevirke blev

en sårvold i vort sind

vi blev dem vi er

nord for disse volde

og bag sårvolden kæmper vi

for at blive ved at være os

og for at få sjælen med

over i det som kommer.

 

Og så er vi jo fremme ved Harald Blåtand. Hvis familieforhold meget konkret illustrerer, hvad jeg før sagde om den særligt danske beliggenhed!

 

Haralds mor Thyra var ifølge Saxo en kristen engelsk kongedatter. Det er måske derfor, Harald allerede som ung skal have vist sympati for kristendommen - hvad der så har ligget i det! Og Haralds tredje kone Tove var datter af venderfyrsten Mistivoj.

 

Men endnu vigtigere er det, at Harald anlagde Jomsborg ved Oderflodens munding, jomsvikingernes store og meget strategisk vigtige fæstning. Jomsborgs nøjagtige placering kendes ikke, men det må i hvert fald have været et sted nord for det nuværende Szczecin. Og jomsvikingerne var Haralds faste støtter, også i borgerkrigen mellem Harald og hans søn Svend (Tveskæg). Det var formodentlig også i Jomsborg Harald døde. Men Haralds lig blev efter alt at dømme ført til Roskilde og begravet dér i den kirke, han selv havde ladet bygge.

 

Jeg må desværre udlade at komme ind på min involvering i den store dansk-polske markering af 1025-året for Harald Blåtands død og begravelse. Men hvis alt går efter planen, vil der blandt andet blive afholdt en fælles dansk-polsk mindegudstjeneste i Roskilde Domkirke engang i det tidlige efterår!

 

Indskriften på den store Jellingsten lyder som bekendt:

 

Kong Harald bød gøre dette mindesmærke efter Gorm sin fader og efter Tyra sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark, og Norge, og gjorde danerne kristne (PDH II 234).

 

Riget er nu blevet samlet, ikke bare ved magt og tvang, men også ved indførelsen af den nye tro - hvor meget der så end også i den forstand har været tale om magt og tvang!

 

Med Harald Blåtands dåb i ca. 965 begyndte Danmarks tusind år som slet og ret kristent land, og jeg vil slutte dette historiske overblik med et sidste digt:

 

HARALD BLÅTAND

 

Harald hvad var du for én

på mange måder en skidt karl

der lod folk myrde

og til sidst fik du en pil bagi

under krigen med din egen søn

men du var vel ikke værre

end så mange andre

og du havde sympati for kristendommen

fra ungdommen af

om den så kom

fra din kristne engelske mor

eller det var fordi du så

hvad vej vinden blæste

du vandt dig hele Danmark

og gjorde danerne kristne

hvordan du så bar dig ad med det

og hvor kristne de så blev

du var en milepæl

og du satte din runesten

det kan ingen nægte.

 

Men så til allersidst: Hvis vi ser lidt op af de skyttegrave, vi har fået gravet os ned i, og ser ind i den fremtid, der jo under alle omstændigheder kommer, så kan vi se nogle helt andre udfordringer.

 

Og jeg tænker ikke bare på selve globaliseringen. Jeg tænker også, og især, på den teknologiske udvikling. Jeg hørte for nylig, at der om få årtier vil være udviklet kunstig intelligens, som overgår den intelligens, vi mennesker har i vore hjerner, og at der kan forudses en tilsvarende udvikling inden for teknologien overhovedet.

 

Vi kommer til at leve i en virkelighed, der er fuldstændig anderledes end alt, hvad vi har kendt gennem de 200.000 år, vi har set tilbage på her i aften. Jeg for mit vedkommende føler mig faktisk allerede som en slags neandertaler! Det ligger jo også lige om hjørnet, at menneskene kan manipulere genetisk med sig selv og således fremavle en helt ny slags mennesker.

 

Problemet bliver derfor ikke, om vi kan tillade os at dyrke vor historie og identitet eller ej. Problemet bliver tværtimod, om vi overhovedet kan få noget som helst af vor historie og identitet med over i en fremtid, der bliver måske næsten totalt kunstig!

 

Men jeg håber, min søn Asbjørn har ret, når han siger: "Tag det roligt, far; menneskelivet er en foranderlig størrelse!". Hvormed han altså mener, at ligesom mennesket hidtil har kunnet tilpasse sig til alle omstændigheder, vil det også kunne det i den fremtid, der tegner sig. - Men det vil være vigtigt for vore efterkommere, at de kender den fortid, vi har set tilbage på noget af i aften, og får den med sig som en indholdsfylde i deres liv.

 

I håbet om, at dette vil lykkes, vil jeg ønske os alle:

 

Glædelig sankthans!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Båltale ved Fuglse Beboerforenings sankthansbål 2008

 

I Alsø - på eng ved Røgbølle Sø, Midtlolland

Røgbølle Sø er den sydligste af Maribosøerne på Midtlolland

 

 

Kære venner i den danske sommer! - Og det siger jeg i den helt bogstavelige og oprindelige betydning. Og altså ikke som en slags hjertesuk over fx al tidens dårligdom. - [Indføjet lige før talen blev holdt; for afbrændingsforbudet gjaldt stadig, trods 19 mm regn på vores regnmåler dagen før: Og nu læser jeg, hvad der står her i manuskriptet] - For det bål, vi tænder, er jo fra gammel tid netop noget, vi gør for at jage alskens dårligdom ad Bloksbjerg til! Det må være nok. - [Også indføjet lige før talen blev holdt: Ja, sådan står der. Men nu må vi så skrue ekstra op for den indre varme. Og evt. tænke på, at vi her til pinse fejrede en anden og stærkere ild, den ild, der for alvor kan skyde det onde ud i mørket! ] - Så kan vi holde os til alt det dejlige og positive, vi har at glæde os over her i denne dejlige midsommeraften.

 

Mit bidrag til dette bliver af en noget speciel karakter. For på grund af forskellige omstændigheder er det kun ganske få dage siden Søren ringede og spurgte, om jeg ville træde til som båltaler - selv om det jo kun er fire år siden jeg første gang havde den store ære og glæde at holde talen ved vor traditionsrige sankthansaftenfest her i Alsø.

 

For jeg sagde jo til Søren, at jeg så måtte prøve at finde på noget. Og det sagde jeg også til Anna, da jeg fortalte hende, at Søren havde ringet. Hvortil jeg føjede: Men hvad, jeg kan jo bare tage noget af det, jeg går og tænker på hele tiden!

 

Og nu må I altså undskylde, at jeg - efter omstændighederne - øser af mit eget. Men det er jo sådan med den form for arbejde, jeg er flyttet hertil for at dyrke, at netop når det er allermest jeg-centreret, borer det på en helt særlig måde dybt ned i det, som er fælles for os alle. Og for mit vedkommende er dette altså ikke engang bare sådan menneskeslægten i al almindelighed, nej, det er først og fremmest det lollandske, det lollandske landskab, der som kultur-landskab meget stærkt er udtryk for også det folkelige og det historiske, men jo også de lollandske mennesker og det lollandske sprog, ikke bare de rester af vor dialekt, der er tilbage, men også i det hele taget den måde, vi taler med hinanden på, og dermed lever med hinanden på.

 

Og da vi altså i aften ikke skal beskæftige os med ”alskens dårligdom”, så vil jeg kun i yderste korthed sige, at dette naturligvis ikke har noget at gøre med at lukke sig inde i sig selv. Nej, man må jo uundgåeligt begynde med det, man faktisk har omkring sig, det man ser omkring sig, og det, der sker omkring en. Og netop her på vor flade ø, er det jo så ligetil: Vi har hele himlen over os - med fri udsigt til hele resten af Universet. Og vi har en åben horisont til alle sider - hvor vor længsel kan gå ud, og hvor vi måske også rent fysisk kan drage ud.

 

Ja, her kan jeg ikke lade være at indskyde et par ord om det 49-års(!) mellemskoleeksamensjubilæum, jeg her først på måneden var til i Nakskov. Ja, jeg sagde ”49-års”. Der er vist nogen, der i første omgang har husket forkert, og så har man alligevel gennemført det. For vi har ikke været samlet på denne måde før. Men bare rolig, efter planen mødes vi til næste år igen!

 

Det var en meget fin dag. Der er ganske vist ikke særlig langt fra 1959 til 1962, hvor jeg blev student fra Maribo Gymnasium. Men det var alligevel en helt anderledes verden, vi mindedes og genoplevede, end det har været tilfældet ved de studentereksamensjubilæer, jeg har deltaget i. Tre år er lang tid i et stort barns eller ungt menneskes liv. Og udviklingen gik stærkt i denne sidste del af efterkrigstiden. Og tilsvarende er der også mentalt ganske langt fra Nakskov til Maribo! Så det er heller ikke mangfoldighed, vi mangler her på Lolland.

 

Men det, jeg særligt ville fortælle, er, at selv om en hel del af os gamle mellemskolekammerater er blevet her på Lolland - eller dog Falster! - så er der mange af os, der på forskellig måde har være ude i verden og opleve og udrette noget. Rekorden har vel den anden Bent - som efter en karriere i A.P. Møller er endt som chef-lods i Los Angeles Havn, California, USA! Og hvis to sønner har studeret på University of California.

 

I denne forbindelse kunne jeg så fortælle ham, at jeg siden 2005 har samarbejdet med en professor ved en af dette universitets afdelinger. Og jeg kunne senere sende en mail til professor Marijane Osborn og fortælle hende om det. Hun er professor i bla. oldengelsk eller angelsaksisk, som det også hedder, og havde i 2005 fundet min hjemmeside på Internettet og ment, at jeg nok kunne hjælpe hende med især nogle ting omkring Grundtvig og Beowulf-kvadet og Kong Skjold. (Grundtvig var jo sammen med alt det andet også en den dag i dag anerkendt kender af det angelsaksiske).

 

Og jeg kunne faktisk hjælpe hende. Det endte med, at vi sammen udgav en artikel om dette emne - med en engelsk gendigtning af Grundtvigs sang om Kong Skjold: ”I gamle dage det var engang” - som blev til ”In days of old it once befell”.

 

Når jeg tillader mig at fortælle også dette sidste, er det jo for at vise, at man netop i vor tid godt kan være en rigtig lollandsk hjemmefødning og bo her inde midt på øen, og så alligevel være i forbindelse med verden udenfor. - Med H.C. Andersens med rette så ofte citerede ord fra den sang, der faktisk burde være vor nationalsang: ”Herfra min verden går”.

 

Men det er ikke dette, jeg går og tænker på hele tiden, altså Lolland - og Fuglse og omegn - som vort hjemsted og udgangspunkt i den meget omtalte globaliserede verden. Nej, som min livshistorie har været, og ganske særligt siden sidst jeg boede her i den gamle Holeby Kommune, dvs. i begyndelsen af 1960’erne, så er dette landskab og denne himmel blevet det første og grundlæggende symbol for det projekt, der nu har arbejdstitlen ”poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”.

 

Af såvel personlige og tidshistoriske grunde som af grunde, der ligger i selve projektets karakter og teologiske grundlag, går det ud på, at der skal begyndes helt forfra, når jeg er kommet ud af kirkedøren og ud af døren til det teologiske studerekammer og ud på den mark, som verden er, og som er det sted, hvor tingene og det, der sker, skal vise nogle ting om dybest set Gud, som vi ikke kan lære at kende i de særlige ting, der er tale om i gudstjenesten inde bag kirkedøren eller i bøgerne inde bag døren til det teologiske studerekammer.

 

Og så står jeg altså ude på verdens mark og skal begynde helt forfra, i en helt ny måde at se og tyde på, og i en helt ny måde at forholde sig til det alt sammen på, herunder også, og ganske særligt til mit eget liv. Og det første, jeg ser, er det lollandske landskab. Men altså ikke bare i den indlysende forstand, at det er det, der rent fysisk fylder hele min synskreds. Nej, jeg ser det også som det første symbol, det første billede, hvorigennem jeg skal møde virkeligheden i en dybere og større forstand, end det umiddelbart er tilfældet.

 

Det lollandske landskab er det symbol, hvori mødet mellem min bevidsthed og verden omkring mig kommer i stand. Det er som et halvgennemsigtigt spejl, hvori jeg ser mig selv på en måde, så det ikke bare er en ulidelig selvspejling, og hvorigennem jeg ser ind til dybere grunde og ud til større sammenhænge. Der tegner sig en struktur, som på een gang er dannet af, hvad der ligger inde i mig selv, og af, hvad der kommer til syne i landskabet. Det store eksistens-rum, der på een gang er min egen eksistens’ og mit eget livs rum og selve dén store Eksistens’ rum, som omslutter alt, bliver udfyldt af denne struktur. Og dette rum er så det sted, hvorigennem min følelse og min længsel går ud mod den store virkelighed, og hvorigennem den store virkelighed kommer ind til mig.

 

Men se, alt dette kunne jo siges om et hvilket som helst symbol. Det særlige ved det lollandske landskab og alt det, der symboliseres gennem det, er, at det jo er et beskedent landskab. Ikke fordi det mangler skønhed; det kan vi jo ikke mindst se her i aften. Men fordi det er fladt og småt, også ”småt i trækkene”. Og fordi det og vi, der bor i det, hverken af de andre eller af os selv regnes for ret meget. Når man skal begynde helt forfra og lade det, der virkelig er noget, godtgøre sig selv på ny, så er det de små ting, det, der er småt, der først viser sig. ”Småt er smukt”, lyder et slagord. Men man kan også sige: ”Småt er stort”.

 

Det ligger ganske vist i hele grundlaget for det, jeg kalder ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”, og som jeg lige har været lidt inde på, at man skal lade sin kristelige facitliste blive inde i det teologiske studerekammer, fordi det netop er virkeligheden, som den er, der skal komme til syne - og dermed føje noget nyt til, hvad allerede selve ordet Gud betyder. Men jeg kan ikke lade være at tænke på, at ligesom Jesus gang på gang har fremhævet, at i forhold til Guds Rige ligger den sande storhed i det små og ringe, således er det også, når vi i verdens almindelige virkelighed oplever, hvad der virkelig er noget - i en tilværelse, vi ellers kan opfatte som tilfældige hvirvler i en stor tomhed. Det er de små ting, der allerførst og med en helt særlig styrke viser sig som det, der virkelig er noget.

 

En anden arbejdstitel, jeg har til mit projekt er ”Totalt fra sidelinien”, og det betyder sådan set noget af det samme som ”begynde helt forfra” - men med særligt henblik på det indlysende forhold, at ingen jo kan begynde helt forfra. Menneskeslægten har jo levet her på jorden i mange årtusinder, og vi er alle påvirket af og fyldt med de ting, der er sket og produceret i den tid, der er gået forud, ja, de ting, der sker og produceres omkring os netop nu, både direkte og på mange indirekte måder. Men hvis man alligevel vil prøve at begynde forfra for at se og opleve og tænke og handle nyt, så må man ligesom stille sig ud til siden og betragte det alt sammen på en ny måde. Og det kan det lollandske landskab på en særlig måde hjælpe en til. For Lolland er jo et randområde eller udkantsområde, men altså så netop et godt sted at befinde sig, hvis man vil betragte det hele under en ny og frisk vinkel.

 

Da jeg nu har tilladt mig, i så høj grad at bygge denne tale på, hvad jeg selv arbejder med, vil jeg her mod slutningen gå et skridt videre og fremsige et digt af mig selv. Det hedder ”Lollandsk tilegnelse”. For det er et lollandsk modstykke til himmerlændingen, jyden Johs. V. Jensens berømte digt ”Tilegnelse”. Så jeg bliver nødt til at læse det først. Johs. V. Jensens digt lyder:

 

Jeg kommer ud fra Skovene.

Kender I min Kølle!

Vid, jeg er Vildmanden

i det danske Vaaben!

 

Jeg bringer fra blaa Bølger

Havets barbariske Hjærte.

Jeg sætter det til Symbol

i Feltet med springende Løver.

 

Her staar jeg ved Skjoldet.

Jeg vil slaa Fornægteren.

Jeg vil bekræfte de Raske

i Retten til Riget.

(Digte 1906)

 

Som et modstykke til denne ”jyske tilegnelse” lod jeg en artikel om ”Ny kontakt mellem Venderne og Lolland-Falster” i Dansk Kirketidende nr. 23/2001 ledsage af min egen ”lollandske tilegnelse”. - Jeg minder om, at ”lindormen” indtil 1972, hvor Margrethe blev dronning, var det emblem i det danske rigsvåben, der stod for titlen ”de venders” - hvori så altså også ligger en helt direkte forbindelse til artiklen om venderne og Lolland-Falster.

 

Lollandsk tilegnelse

Jeg kommer op fra plutten

kender I min roe

måske er jeg lindormen

i det danske våben

ude af feltet

kan ikke bekræfte

nogens ret til noget som helst

har dog mine tanker

om fornægteren

og sætter gerne

mit bløde sydhavshjerte

hos skjoldets løver.

 

- -

 

Jeg håber, at de ting, jeg her har prøvet at delagtiggøre jer i, vil kunne bidrage til, at vi på een gang nyder vort samvær her på dette dejlige sted og lader denne vor oplevelse være et udgangspunkt og en gennemgang til videre udsigter og større dybder. Ja, lad os virkelig føle og se og tænke både globalt og kosmisk her fra dette lokale sted på denne vor dejlige lille ø.

 

Men idet vi oplever det store spænd mellem det lokale og det globale og kosmiske, skal vi dog ikke springe helt hen over, det fællesskab, vi dog stadig har med først og fremmest vore danske landsmænd - også dem helt ovre i Jylland! Det skal vi synge om i midsommervisen om lidt, for sankthansaften er jo i høj grad også altid en national fest.

 

Og lad os også se på denne sammenhæng med friske og virkelighedsåbne øjne, så vi lader det, der nu kun er fortid, hvile dér - dog uden at glemme det - men lader det, der stadig er noget, få den ret, der tilkommer det. Og så vi i al den beskedenhed og lidenhed, der måske nok i enhver henseende er tale om, lader også vore sydhavshjerter være med i fællesskabet.

 

Glædelig sankthans!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Båltale ved Fuglse Beboerforenings sankthansbål 2004

 

I Alsø - på eng ved Røgbølle Sø, Midtlolland

Røgbølle Sø er den sydligste af Maribosøerne på Midtlolland

 

 

Det er sankthansaften. For i morgen er det den hellige Hans’ fødselsdag, Johannes Døberens fødselsdag - et halvt år før jul, et halvt år før Jesu fødselsdag.

 

Og der er en stor symbolsk forbindelse mellem den måde, de to store kristne fødselsdage er lagt på, og så den måde, vi rent menneskeligt oplever de to solhverv på.

 

Det gælder jo for begge solhvervsfester, både midsommerfesten og julefesten, at de er langt ældre end kristendommen. Vi må gå ud fra, at så snart menneskene er begyndt at registrere disse årets to vendepunkter, er de begyndt at foretage sig noget i anledning af dem.

 

Mon man har haft en særlig sten eller særlig pæl, hvis skygge ud til et særligt sted, man observerede?

 

Vi kan prøve at forestille os, hvordan  det har været for de allerførste mennesker, der har været her på vores egn efter, at isen havde trukket sig tilbage og landet var blevet beboeligt.

 

De tanker og følelser, de har haft, når de blev klar over, at nu havde både solen og hele naturen nået det højeste punkt.

 

Pdes. den store glæde og veltilpashed over varmen og frodigheden. Men pdas. utrygheden og ligefrem angsten ved tanken om, hvordan det nu videre skulle gå.

 

Om solen måske bare ville blive ved med at stå lavere og lavere, så det hele endte i det store mørke og den store bundfrosne kulde, det, vore lidt nærmere forfædre kaldte fimbulvinteren, og som var den store vinter, der ville varsle Ragnarok, verdens undergang. Den skulle bestå af tre vintre, der varede året rundt og dræbte alt.

 

Mon ikke de har tændt et bål og samlet sig om det - og sunget og danset - for at besværge mørket og kulden og sikre livet og væksten, ja, for at holde de onde magter og kræfter på afstand, som nok ville prøve at trænge ind i den sprække i tiden, der var opstået, nu hvor året var ”knækket”.

 

Og sådan har det været lige siden. Indtil kristendommen kom og satte festen for Johannes Døberens fødsel ind i denne tidens sommer-sprække - med fremblik til Jesu fødsel et halvt år senere, på det tidspunkt, hvor man kunne konstatere, at mørket og kulden alligevel ikke ville sejre.

 

Men alle vendepunkter er noget særligt. Vi kender det måske især fra nytårsaften, hvor det ganske vist kun er kalenderen, der begynder forfra. Vi gør os nytårsforsætter. Og vi tænker på vort personlige liv og på vor familie. Med blandede følelser. Ja, måske i høj grad med vemod og bekymring.

 

Men vi kender det også ved sommersolhvervet. Og uanset al vor moderne indsigt og oplysning er vi allerdybest nede ikke så meget forskellige fra de andre mennesker, der har boet her, siden isen trak sig tilbage. Også vi føler os på en eller anden måde særligt sårbare for alt, hvad der kan skræmme og true.

 

Derfor betyder sankthansbålet også noget særligt for os. Vi tror ganske vist næppe, at denne ild som sådan kan jage de ting bort, vi frygter. Men der er i hvert fald een måde, denne midsommer-ild kan hjælpe os på, nemlig ved selve dette, at vi samles om den - med de følelser, den tænder i os. Det er nemlig ved at samles, vi kan afværge mange af de ting, der skræmmer og truer os, hvad enten det er ting, der truer med at op-løse vort liv indefra, eller ting, der truer med at opsluge og udtømme det udefra.

 

For i mange tilfælde er det to sider af samme sag. Jeg tænker her især på hele den måde, der produceres og distribueres og forbruges og serviceres og kommunikeres på.

 

Hvor vi selvfølgelig ikke skal se vort sankthansbål her i aften som en ild, der skal jage fremtiden på flugt eller brænde fremskridtet af. Fremtiden kommer jo af sig selv - hvert eneste sekund. Og ingen kan være imod, at der fx findes snildere måder at producere og distribuere og servicere og kommunikere på.

 

Men vi er nu inde i en udvikling, hvor tingene går så stærkt og har så mange og store bivirkninger, at vi simpelt hen er nødt til at bevare den faste grund under fødderne og dermed også forbindelsen bagud, hvis det alt sammen skal blive til glæde for os.

 

Jeg gentager derfor, at vort sankthansbål her i aften først og fremmest er en ild, vi skal samle os om, og en ild, der skal samle os.

 

Og da der altså i forvejen er mange symbol-tråde, der krydser hinanden her i aften, så kan jeg ikke lade være at tænke på, at det jo ikke er ret længe siden vi i kirken fejrede pinse, hvor ilden jo også er det store symbol. Og når ilden kan være symbol for Hellig-Ånden, kan den jo også være det for folke-ånden! - Så lad os bare se og opleve den ild, vi samles om her i aften, som et symbol på den kraft og betydning, der ligger i, at vi tilhører det danske folk - og inden for det den lollandske folke-del.

 

Dette er ganske vist en tale, der er nogen der ikke kan lide. Men hvad er alternativet? Det er jo det store almindelige verdensborgerskab, vel at mærke som et verdensborgerskab, hvor det er ”forbudt” at være anderledes.

 

Og hvad vil det sige? Det vil jo sige, at hvis disse folkelighedsfornægtere får held med deres store verdensborger-projekt, så ender hele menneskeheden med at blive som een stor glasklump, hvor der ingen forskel er på noget, og hvor alt er klart og gennemsigtigt - tomt og uden nogen som helst hverken form eller farve. Det vil rent ud sagt blive død-kedeligt. Helt bogstavelig talt død-kedeligt!

 

Så lever hvert enkelt menneske helt for sig selv blandt alle de andre enkeltmennesker, der også lever for sig selv, og hvor hele menneskelivet kommer til at bestå i, at alle skiftevis producerer og forbruger flere og flere varer - i nogle ens internationale virksomheder, hvis afdelinger er ens over hele jorden, og i nogle butikskæder, hvis afdelinger er ens over hele jorden.

 

Og i denne store forskelsløshed vil hvert enkelt af alle disse milliarder af mere og mere ens mennesker kredse mere og mere om sig selv. Som det blev sagt i forbindelse med fejringen af arbejdernes internationale kampdag her i år: Nu er det det store slagord ikke længere Første maj, men - ”Først mig”!

 

Jeg er overbevist om, at også hvad solidariteten internt i vort samfund angår, vil ”det folkelige” være afgørende vigtigt i den fremtid, der på dette som på så mange andre områder kan tegne sig meget truende.

 

Vi kan i denne forbindelse tænke på, hvad den allerstørste fortaler for folkeligheden her i Danmark: N.F.S. Grundtvig allerede i 1820 skrev - i følgende, med rette ofte citerede, verselinier:

 

og da har i rigdom vi drevet det vidt,

når få har for meget og færre for lidt.

 

Og noget andet, vi skal lægge mærke til i denne sang, er, at glæden over at være dansk ikke er udtryk for en selvovervurdering; det gentages jo hele tiden, at det da godt kan være, at der ude i verdens andre lande er:

 

Langt hørere bjerge ... - Langt kønnere egne ... - Langt større bedrifter ... - Langt klogere folk ... - Langt [...] finere sprog ... .

 

Samme Grundtvig udtrykte også dette gennem brugen af et ordsprog, som jeg desværre kun kan citere efter hukommelsen. Han siger, at med hensyn til det at være dansk, så er der simpelt hen ikke noget at diskutere. For det er jo det, vi er, og anderledes kan det ikke blive. Han siger:

 

"Skaden kan slå så mangt et slag; halen vender dog altid bag!". - Det betyder, at ligegyldigt hvordan vi vender og drejer os, så kan vi ikke løbe fra, at den måde, vi er mennesker her i verden på, det er, at vi er danske mennesker!

 

Og jeg er kommet til at tænke på, at dette ordsprog kan udlægges yderligere. For skadens hale i Grundtvigs ordsprog, det er jo ikke bare sådan en tilfældig ”identitets-markør”. Det er faktisk det redskab, fuglen bruger, allerede når den hopper rundt i græsset - for slet ikke at tale om, når den skal flyve!

 

Vi ved alle, at vi nu - på en måde, der aldrig har været oplevet før - bevæger os ind i nye tider. Hvor det ikke er til at sige, hvilken nøjere skikkelse vort liv vil få. Men desto mere brug har vi for halen. Den er vores styre-redskab. Og det er den, vi skal bruge til at holde balancen med.

 

Og en hale, den vender altså bagud! Så det er helt galt, hvis vi i forvirring kommer til at tabe den. Ellers hvis vi får den klippet af i udviklingens hjul!

 

-

 

Men nu er det altså dette dejlige sted på Lolland, vi i aften er samlet på, under denne himmel, som ikke bare er himlen i al almindelighed, men himlen over vores sted på jorden.

 

”Lyset over Lolland” var titlen på en maleriudstilling for nogle år siden. For det er noget, ikke mindst kunstnerne ved: at der er et ganske særligt lys her. Det kan godt være, at Skagen og Bornholm har et endnu bedre lys, stærkere, klarere. Men vi har også et særligt lys. Og jeg vil mene, det på een gang er fyldigere og blødere end de andres.

 

Fylden, ja, tyngden i vort lys kommer måske fra vor tunge jord. Men ellers er det, der giver lyset, jo vandet. Og vores vand er også anderledes end vandet omkring Skagen og Bornholm. Først og fremmest fordi der ikke er så meget af det!

 

Men det er ikke kun det. Omkring Skagen er det Vesterhavet og Kattegat. Og omkring Bornholm er det Østersøen - til alle sider. Hos os er det både Østersøen og Langelandsbæltet og Smålandshavet m.m.

 

Vi ligger på en helt særlig måde mellem det øvrige Danmark og Østersøen - og mellem Østersøen og vejen ud mod de store verdenshave! Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg har hørt, at der går - eller kan gå - en udløber at Golfstrømmen ned i Smålandshavet.

 

Og på tilsvarende måde er det med vor horisont inde i landet. Også her i området omkring Maribosøerne og på Nordvestlolland. Som jeg plejer at sige, når jeg kommer til Vestsjælland eller til Jylland: Ja, det er vældig flot her hos jer, men man kan jo ikke se noget for bare bakker!

 

Der kan siges - og bliver sagt - meget ringeagtende om os lolliker. Alt er tungt og småt og lavt hos os - og ved os. Og man kan sige, at vi har en lav horisont. Men det er altså noget andet end en snæver horisont - faktisk det modsatte!

 

Det er noget helt særligt at se ud mod aften-horisonten i vest her hos os. Men vi skal også se den anden vej!

 

Lad mig derfor slutte med et billede. Ja, bogstavelig talt et billede, faktisk et lysbillede! Det var for ti år siden, i sommeren 1994, hvor Anna og jeg skulle på vor første mellemkirkelige rejse til Polen.

 

Her skete der det, at Anna tilfældigvis kom til at fungere som organist ved havnegudstjenesten på Errindlev Havn - her i vores kommune! Og hvad gjorde jeg? Jeg tog selvfølgelig et billede, hvor hele gudstjenesten inkl. Anna var i forgrunden, og hvor Østersøen lå bagved - helt ud til horisonten.

 

Og med dette billede indledte jeg det lysbilledforedrag, jeg holdt forskellige steder dernede (om Den danske Folkekirke, Lolland-Falsters Stift og Anna og Bent!) , idet jeg sagde:

 

”Her har vi en gudstjeneste på Lolland, i den kirke, vi kommer fra, og derude bag vandet bor I. Vi er naboer!”.

 

Nogle år senere viste jeg det samme lysbilledforedrag hos en russisk ortodoks menighed midt inde i Moskva. Hvor det vakte stor opmærksomhed. Ikke mindst hos præsten, som især var blevet meget begejstret over fiskekasse-alteret, og i sin tale ved slutningen af den sidste gudstjeneste, vi fejrede hos dem, blev ved med at tale om disse danskere med deres fisk! Helt henne i den vestlige ende af Østersøen - Det Baltiske Hav.

 

Og jeg kunne supplere dette med mange andre ting, jeg selv har oplevet. - Senest den dejlige sæsonåbningsfest - med fin deltagelse fra den polske ambassade - vi i søndags havde på Museet Polakkasernen i Tågerup.

 

Men jeg må slutte her.

 

Det, jeg har villet pege på, er, at der ikke er nogen modsætning mellem at samles her omkring dette sankthansbål for at bevare og styrke vor egen kraft og betydning, og så det at være bevidst om, hvordan vores lille beskedne ø ligger, som den gør, mellem verdenshavene og hele den genåbnede Østersø, ja, at være bevidst om, at vi her på netop vort sted har en ganske særlig historie og nogle ganske særlige muligheder i den fremtid, som altså ikke kun betyder frygt og bekymring, men også åbner nye, meget spændende muligheder.

 

Jeg vil udtrykke ønsket om, at denne sankthansaften vil kunne være med til at give os ny kraft og nyt mod - til at være gode og glade lollikker, både lokalt og i verden!

 

Fortsat god sankthansaften!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Båltale ved Dansk Folkepartis sankthans-arrangement i Grænge 23.06.02

 

 

[Fra kort efter sankthans til først i august kunne denne tale også læses på Dansk Folkeparti Lolland-Falsters hjemmeside]

 

Kære venner i den danske sommer!

Ja, jeg siger "kære venner" - ikke "kære kammerater" - selv om jeg jo siden sidst, jeg var til sankthansfest her hos Anna og Ib Jørgensen og Dansk Folkeparti, er avanceret fra at være blot "en ven af Dansk Folkeparti" til at være blevet partimedlem.

Men jeg siger alligevel "kære venner" her i aften. For det ligger der en symbolik i. Vel skal Dansk Folkeparti være noget i retning af "fremtidens socialdemokrati". Men netop fremtidens - hvilket vil sige uden rester af socialistiske dogmer og romantisk arbejderretorik - for slet ikke at tale om beton.

Som Benny fra "The Julekalender" ville have udtrykt det: "Kammerater - det er belastet, ikk’".

Derfor "kære venner". - Hvori dog også ligger, at jeg er utrolig glad og beæret over at være blevet inviteret til at tale her i aften. Også af lokalpatriotiske grunde. Jeg er jo "lollik i uendelige led" og sognepræst på 28. år i Døllefjelde - et af de sydlige nabosogne til Toreby sogn, som vi er i her - om end lige i den nordlige udkant!

Men når man siger "kære venner", kan trykket jo også lægges på det første ord, så det altså kommer til at lyde "kæ-ære venner"!

Og hvornår siger man det? Ja, det siger man jo, når man bliver bestyrtet og ikke rigtig ved, hvad man ellers skal sige.

Og hvis det havde været for et år siden, kunne trykket virkelig have været lagt sådan!

Det mener jeg nu ikke Pia Kjærsgaard lige gjorde - sådan helt bogstaveligt. Men så med andre ord da.

Her må jeg lige indskyde, at når det er en stor glæde og ære for mig at stå her nu, så er det jo også fordi det er en særlig ære at være den næste i rækken efter Pia Kjærsgaard og hendes båltale ved den helt særlige sankthansfest, vi havde her på dette sted for et år siden.

Men hvis Pia Kjærsgaard sidste år ikke lige ordret sagde "kæ-ære venner", så har hun måske sagt "må vi have lov at være her", og har hun heller ikke sagt lige disse ord den aften, så har hun i hvert fald ment det - og haft al mulig grund til at mene det!

For det, jeg har i tankerne, når jeg også nævner "tryklægningen" "kæ-ære venner" - i forbindelse med sankthansfesten her sidste år - det, er selvfølgelig hele den meget uhyggelige situation, det foregik i dengang.

Kan I huske stemningen dengang? Den var dyster. Sådan følte jeg det i hvert fald, inden jeg kom herop. For jeg må indrømme, at det virkede beroligende og opmuntrende på mig, da jeg kom til stede og oplevede, hvor afslappet og roligt og hyggeligt de forsamlede DF’ere tog på det.

Sommeren 2001 var uhyggelig. Der var dels hele stemningen af meningstyranni overhovedet. Men så var der også overfaldet på Pia Kjærsgaard i Flensborg - som i den sædvanlige stil blev gjort til hendes egen skyld. Og der var afbudet til hende fra det sted i Jylland, hvor hun først var blevet inviteret til at holde båltale.

Og så var der den meget hadske og meget lidt demokratiske leder i vort eget lokale dagblad, som nærmest bad Pia Kjærsgaard holde sig væk fra Lolland-Falster også! En leder, der skal ses i forbindelse med, at ingen på det tidspunkt kunne vide, om det ville komme til voldelige episoder i forbindelse med sankthansfesten her.

På den baggrund var der for mig ingen tvivl om, at jeg simpelt hen måtte komme herop og være med. Men jeg indrømmer, at jeg var bange for, hvad der kunne ske.

Men som sagt: Det var en stor lettelse og beroligelse for mig at komme herop. Som jeg bagefter skrev i det før omtale dagblad - hvis jeg må have lov at citere mig selv:

Det blev en fredelig og hyggelig sankthansaften i Grænge ... Mand og mand imellem omtalte man [Folketidendes] leder med en vis gemytlig hovedrysten.

Men situationen var faktisk meget dårlig. Det oplevede jeg i forbindelse med min indkaldelse til det, der senere blev til præsternes "Forum for Kritisk Indvandringsdebat". Ganske vist blev dette forum stiftet. - Og jeg kan hilse og sige, at det stadig eksisterer. Der udveksles stadig informationer, analyser og kommentarer internt, og vore medlemmer optræder stadig med kommentarer i aviserne. Eet af vore medlemmer, nemlig sognepræst Søren Krarup, Seem, er ligefrem kommet i Folketinget - for Dansk Folkeparti!

Men jeg må også sige, at vel var jeg nærmest desperat i forvejen, men dybt rystet blev jeg over de henvendelser, jeg dengang fik fra folk, der sagde, at de var helt enige med mig, men at de ikke turde stå offentligt frem med deres mening. Meningsterror og frygt - i Danmark!

Men netop hen over sommeren 2001 var der alligevel ved at ske en vending. Der var andre end mig, der havde fået nok. Og vi havde jo det forkætrede, men tapre Dansk Folkeparti.

Og så kom 11. september! Som var forfærdelig for dem, det gik ud over, men som også havde den positive virkning, at det låg, man med ret stort held havde fået lagt på debatten i hele den vestlige verden, nu blev sprængt af!

Hvorefter igen fulgte det danske valg den 20. november 2001!

Men se, nu har denne indledning været lang nok. For situationen nu er, at debatten her i Danmark er blevet fri, og at vi har vundet valget.

På både det fremmedpolitiske og en lang række andre områder har vi så ganske vist store og meget vanskelige problemer at skulle løse i virkeligheden! Men det må vi så se at komme i gang med.

Og den kamp, vi har tilbage at vinde, kan heller ikke vindes ved, at vi bare er imod noget. Vi kan kun vinde kampen og klare udfordringerne ved, at vi på en helt ny måde engagerer os positivt i vort eget liv og vor egen fremtid.

Som det hedder i et citat, Grundtvig satte som motto for en af sine bøger: Sejren er, der hvor der er mest liv!

Derfor vil jeg nu gå over til det, der ligger i den sidste del af den tiltale, jeg åbnede talen med, nemlig "i den danske sommer"!

Altså: "Kære venner i den danske sommer"! - Lad os i aften først og fremmest være glade og positive. Og prøve at føle og se stort - både frem og tilbage i tiden, og både ud på det helt nære lige omkring os og ud på hele den store verden omkring os, ja, helt ud gennem den lyse sommernattehimmel og ud i verdensrummet - og dermed også meget langt ud i fremtiden. Og måske endnu videre ud!

Det mareridt, vi var i for et år siden, er slut - et mareridt, der var ligesom i de der gyserfilm, hvor der er en, der kender til en kommende katastrofe, men der er ingen, der vil høre på ham.

Men i denne forstand er mareridtet slut. Så vi kan her i aften tillade os at drømme en "skærsommernatsdrøm" sammen - eller se nogle midsommer-billeder sammen!

Og det skulle gerne være en lys drøm, lyse billeder her i denne midsommeraften. Hellere tænde et lys end forbande mørket, som det hedder. Hellere drømme lyst end ruge over mareridtet.

Og i denne lyse aften vil jeg gerne drømme den drøm, at det, der skete ved valget i Danmark den 20. november 2001, og det, der sker ude i hele Europa nu, viser sig at indeholde og indebære langt mere end bare en nødvendig afværgelse af en alvorlig trussel.

Min helt store drøm er, at det kan være indledningen til et epokeskifte! I det helt store kultur-perspektiv! Og med ganske særligt henblik på det, man kalder det nationale og det folkelige.

For det er jo ikke bare selve indvandringen og "befolkningsudskiftningen" som sådan. Og det er heller ikke bare selve den teknologiske, økonomiske, sociale og internationale udvikling som sådan - en udvikling, ingen sådan set kan gøre for.

Nej, det nationale og det folkelige har også været angrebet så at sige indefra, fra mange etniske danskeres side, folk, som af en eller anden grund har set sig gale på den sammenhæng, de faktisk også selv tilhører.

De erklærer, at der i virkeligheden ikke er nogen danskhed. Det hele er en konstruktion, som blev konstrueret sådan stort set i løbet af marts måned 1848!

Eller også bliver de ved med at spørge om, hvordan vi vil definere danskheden, det særligt danske.

Men det vil jeg ikke svare på! Det er jo ligesom det at køre på cykel. I samme øjeblik du begynder at tænke over, hvordan du gør, vælter du!

Man kan også sige, at det er ligesom det at trække vejret. Det tænker du jo heller ikke over, før der er nogen, der prøver at kvæle dig!

Som vor store kulturhistoriker Hartvig Frisch har udtrykt det i den berømte sætning: "Kultur er vaner".

Og jeg vil godt referere og citere lidt mere fra indledningen til hans "Europas kulturhistorie", hvori denne sætning fremsættes:

"Hvad er kultur"? - Er kultur den polerede overflade i modsætning til den oprindelige natur? Er det en indre egenskab ved racen, standen eller individet? Eller er det selve fremskridtet eller udviklingen.

Nej, siger Frisch, kultur er vaner, taget i den allersimpleste forstand. - Sproget er en afgørende kulturfaktor. Men selv om denne forskel udjævnes, bliver der så meget andet tilbage i det daglige liv. Det er disse forskelligheder, man til daglig sammenfatter under et fællesnavn som en bestemt kultur. (9)

Enhver kultur består af en stor mængde sådanne "vaner", sammenføjet til et bestemt mønster, hvori de fungerer som en helhed. (13)

[BC: Men nu vi er i gang med at drømme om et epokeskift, så er der også noget andet meget interessant, Hartvig Frisch peger på:]

Og det er, at det ofte er nødvendigt at gå tilbage for at komme videre! Gang på gang viser det sig, at stærkt specialiserede kulturvaner ikke i sig selv indeholder spirerne til deres egen fornyelse, men stivner inden for visse traditionelt afstukne grænser. Den fortsatte udvikling viser sig så fra en helt uventet kant, idet den begynder et eller flere trin tilbage, for så igennem ældre og enklere former atter at give vej for en ny og selvstændig udformning af de allerede vundne kulturelementer.

BC: Og nu ved jeg da godt, at det ikke er er os i Dansk Folkeparti og de andre, der bliver kaldt dumme og tilbagestående af den såkaldte "elite", Hartvig Frisch har tænkt på. Men det er et spørgsmål, om der ikke er i hvert fald visse lighedspunkter, der gør en sammenligning rimelig? Hvad nu, hvis grundlaget for et godt liv for mennesker i Danmark og Europa, faktisk ligger i at gå, om ikke tilbage, så ned, ned til det konkrete og naturlige - i modsætning til det abstrakte og kunstige? Hvilket jo ikke skal forhindre os i at være så dygtige og vågne, vi overhovedet kan, hver på vor plads. For hvis denne drøm skal gå i opfyldelse, så kommer vi jo til at bære et stort ansvar!

Men uden nogen form for hoveren kan vi konstatere, at det, vore gale landsmænd har set sig så rasende på, det altså er kommet øverst på den i videste forstand politiske dagsorden i Europa, her ved århundredets og årtusindets begyndelse: "værdier" og "identitet". Det er der i hvert fald mange af de analytikere, der virkelig har fingeren på pulsen, der er begyndt at sige det er.

Og man må jo nok spørge: Hvad ellers? Skulle fremtidens menneskeliv måske udelukkende bestå i at blive ved med at producere og forbruge mere og mere - det være sig ting eller underholdning - og så evt. få strøet lidt "finkultur" på en gang imellem?

Men vi skal altså ikke hovere. Sådan føler og tænker vi ikke. Men vi kan have lidt ondt af vore modstandere - for hvem det jo betyder så meget at være "de progressive", fremskridtets og fremtidens folk.

Og når jeg siger, at vi ikke hoverer eller ikke føler os ovenpå, så er det heller ikke kun i forhold til vore modstandere. Nej, så er det jo, fordi selve vor egen stilling er yderst beskeden!

Det er jo ikke sådan, at vi står med en stor og svulmende nationalisme eller en blomstrende folkelighed. Eller nogle store forkromede bud på, hvordan det hele skal være!

Vi må sådan set begynde på bar bund - og med tavlen vasket næsten helt ren for ord til at bruge om disse forhold.

Hvad historien angår - og alle vore gamle sange - så ser vi tilbage på det meste af det med et lille smil i mundvigen. Men jo alligevel også med en lille svulmen i brystet og en lille tåre i øjenkrogen en gang imellem - som regel til vor egen store overraskelse!

Men vi er jo os. Som Grundtvig sagde, så er det sagen fuldstændig uvedkommende, om vi er bedre eller dårligere end de andre folkeslag. Det er slet ikke det, det drejer sig om. Det eneste - men til gengæld også helt afgørende - er det helt enkle forhold, at det blandt alle folkeslagene i hele verden kun er os, der er os!

Grundtvig brugte et ordsprog om den fugl, der hedder en skade, til at belyse dette forhold. Jeg citerer det efter hukommelsen: "Skaden kan slå så mangt et slag; halen vender dog altid bag!". - Det betyder, at ligegyldigt hvordan vi vender og drejer os, så kan vi ikke løbe fra, at den måde, vi er mennesker her i verden på, det er, at vi er danske mennesker!

Derfor gælder det om de gamle fædrelandssange og mange andre gamle digte, at vi pdes. ikke kan bruge noget af det helt direkte, ord for ord - men at vi alligevel har brug for det!

Idet man så ellers kan mene, hvad man vil, om den slags fædrelandssange. Men - jeg havde nær sagt - Kære venner! Der er jo ingen af os, der synger disse sange fra 1800-tallet eller begyndelsen af 1900-tallet uden "filter". Vi ved da godt, at meget af det er blevet til, om ikke i forbindelse med situationen omkring 1848, så i situationen omkring - og navnlig efter 1864. Men vi kan synge det alligevel. For bag de ord, vi ikke kan tage bogstaveligt ord for ord, ligger jo den virkelighed, der er virkeligheden bag vor nutid nu, og går vi tilstrækkelig dybt ned, kommer vi til et lag, der er fælles for dem, der levede dengang, og os, der lever nu.

Vi må altså begynde ligesom forfra. Og det vil sige med at forholde os til og fordybe os i det allermest nære. Og lad os her i aften begynde med at konstatere, at nu er vi altså. på denne sankthansaften 2002, samlet her i Grænge på Østlolland i Storstrøms Amt i Danmark.

Og vi ser landskabet omkring os. Så at et par linier fra en gammel fædrelandssang uundgåeligt trænger sig på [sangen blev faktisk sunget umiddelbart før talen]:

Jeg elsker de grønne lunde

...

jeg elsker de blanke sunde

Ja, de grønne lunde og de blanke sunde. Dem kan vi jo se omkring os! Det er en virkelighed, der ikke kan snakkes bort - og som i hvert fald heller ikke er opfundet af nogen i et eller andet nationalistisk øjemed.

Både skovene og sundene - i dette tilfælde Guldborgsund - er jo derude bag markerne med deres hegn og træer og buske. Og under sommerhimlen.

Det er der virkelig alt sammen! Men jo ikke bare som nogle ting, nogle atmosfæriske, geologiske og biologiske fænomener og forekomster. De grønne lunde og de blanke sunde betyder noget.

De grønne lunde - og markerne, hele kulturlandskabet, det er ikke bare omkring os; det er også bag os, bag os i tiden!

Det er det landskab og den natur, der i årtusinder, og navnlig i de sidste tusind år har formet de mennesker, der har levet her, altså vore forfædre. Men også det kulturlandskab, der er formet af dem. Kulturlandskabet repræsenterer alt det, vi har bag os, uanset hvad vi mener og siger om det.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan netop midsommeren særligt er knyttet sammen med det danske.

Vi skal synge Holger Drachmanns midsommervise - med linierne:

Vi elsker vort land,

men ved midsommer mest.

Og vi har sunget H.C. Andersens dejlige fædrelandssang - som nok med fordel kunne have været vor nationalsang - med linierne:

Hvor reder sommeren vel blomstersengen

mer rigt end her, ned til den åbne strand?

[Hvor vi - til senere brug - også lige noterer ordene "den åbne strand"!]

Og Johannes V. Jensen har skrevet et midsommer-digt, som jeg altid selv har holdt meget af - og ikke kan blive færdig med at "se":

Nu breder Hylden

de svale Hænder

mod Sommermaanen.

Hvorefter følger tre linier med overskriften "Aaret efter":

De samme Bøge

og lyse nætter

den samme Lykke!

Og efter en ny overskrift "Aaret efter" med tre linier om den fløjtende solsort, den svulmende vårvind og den "Veninde", digtet henvender sig til, springer det frem til "9 Aar efter" igen - men gentager:

De samme Bøge

og lyse nætter

den samme Lykke!

Men tilbage til selve midsommer-himlen i vore gamle sange:

Danmark nu blunder den lyse Nat.

- - -

Under lyse bøg den danske bejler

med sin herligt-voksne pige går

over deres hoved månen sejler ...

(215,9)

- - -

Hvor står fuldmånen over kløverengen

så dejligt som i bøgens fædreland?

(220,2)

Men de lyse nætter er jo også himlen, der spejler sig i vandet.

Det kan være sundet eller fjorden. Eller havet. Men det kan også være et gadekær eller en vandpyt. Jeg tror, det er den stevnske hjemstavns- og science fiction-forfatter Niels E. Nielsen, der netop har talt om forholdet mellem hjemstavnen og den store verden på den måde, at det, det gælder om, er at kunne se universet spejle sig i gadekæret - og stjernen i vandpytten. - Ligesom jeg jo vil føje til, at den, der ikke kan have en stor oplevelse ved at gå langs grøftekanten og betragte alle de mange ting, der gror der, heller ikke vil kunne få en virkelig oplevelse ud af selv den mest storslåede jordomrejse!

Men det, der således spejler sig i det små, åbner - og på en sådan måde netop derved - jo ud til det uendeligt store!

Den lyse midsommerhimmel er også kosmisk af dimension.

Under den kan vi drømme om det umådelige univers og om en fremtid, hvor vi kommer til at rejse længere og længere derud. Samtidig med en tilsvarende teknologisk udvikling på alle andre områder. Hvorved vi så for alvor får brug for vor rod mellem skovene og sundene eller i landsbyen med gadekæret.

Begge dele skal vore unge have for øje!

Selv om identiteten for de kommende generationer vil komme til antage helt ny og anderledes skikkelser.

Hvis jeg lige i øjeblikket skal sætte ord på de unges kultur, så kan det være ord som "mig og min krop" og "luksusglobalisering" - ud i et (ofte ganske uforpligtende) internationalt samkvem med andre rige og veluddannede unge.

Selvfølgelig interesserer man sig sådan set kun for sig selv, når man er ung. Det gjorde vi andre også.

Men der kommer en tid, hvor man bliver tvunget til at tage stilling. Det afgørende punkt er, når man stifter familie. Så er man simpelt hen nødt til at forholde sig til, hvordan man fx vil opdrage sine børn. Og så oplever man jo også helt konkret, at livet er noget, der ikke bare udspiller sig i en enkelt krop eller i en enkelt generation.

Men der er ikke bare himlen, der åbner udad. Der gør de blanke sunde også - med sejlernes tusindtal! For disse sunde - og fjorde - med de grønne skove på begge sider er jo også de vandveje, der gennem århundrederne har ført os ud på verdenshavene - en vigtig del af den danske tradition og identitet:

Havombruset yngler landet.

Tusind øer gik af havn,

lod sig bære bort af vandet

for at bære Danmarks navn.

...

Som gammel søfarts- og handels-nation har vi altid haft en vid international interesse og orientering.

Men det er jo noget helt andet end den rene grænseløshed og forskelsløshed: den hvide verden - med "hv". Så bliver man blind - ligesom i et skinnende snelandskab.

Derfor vil jeg sige til de unge: Jamen så begynd dog med "mig og min krop og min navle"! Med eller uden piercing! Også helt bogstavelig-synligt, om det skal være!

Men den krop kommer jo et sted fra. Og det, der foregår inde i hovedet på den krop, gør det også.

Hver gang en ny dansker vokser op, ligger der tusind år bagved. Også selv om den enkelte ikke tænker over det.

Begynd bare i det helt små. Begynd bare med, hvordan I føler jeres liv i hvert enkelt skridt I går, eller i hver enkelt bevægelse, I foretager jer i jeres arbejde.

Det at indstille sig på intensitet og dybde i selv de mindste ting. - og så derfra udad - og tilbage og fremad.

Man siger, at sådan nogle som os, vi er de bange, de, der frygter fremtiden. Men jeg siger: Kun en tåbe frygter ikke fremtiden!

Hvilket ikke er det samme som ikke at ville gå ind i fremtiden - som jo i øvrigt uafvendeligt kommer af sig selv.

Men det er jo ligesom i det oprindelige advarsesslogan: "Kun en tåbe frygter ikke havet". Det har jo heller ikke til formål at få folk til at lade være med at bade eller dyrke sejlsport. Tværtimod, det har til formål at få folk til at bade og sejle sikkert - i sund respekt for de farer, der vitterligt er.

Ja, vi har nu prøvet at drømme her i midsommernatten på denne sankthansaften. Og jeg er selv af hjertet med i disse drømme.

Men jeg er jo også kristen præst, så jeg bliver nødt til at citere endnu nogle linier fra en af vore fædrelandssange, nemlig de sidste tre linier i tredje vers af Helge Rodes "Som en rejselysten flåde". Her hedder det nemlig om midsommernattens himmel:

Men de lyse nætters skær

over stille bøgetræer

åbner himmerige.

(226,3)

Med det, jeg ved om Helge Rode, vil jeg mene, at disse linier må høres som mere end bare plat "naturreligiøsitet". Selv om Helge Rode ikke ligefrem var "kirkekristen", så peger disse linier højere op end som så. Og så er de gode nok til at slutte med her i aften.

For jeg kan jo som kristen præst ikke lade, som om jeg mener, det er nok at dyrke universet, landskabet, historien, folket og fædrelandet.

Og hvis tiden havde tilladt det, ville jeg godt have vist jer, hvordan netop min store lærefader Grundtvig i sin prædiken den 22. juni 1823 (altså som i går) - en af de store midsommerprædikener, han holdt i de år - gjorde forholdet op mellem naturen, der ved midsommertide, på sit højdepunkt, går mod vinter og død, og så den frelse, Gud i julen satte ind midt i det dybeste mørke.

Dog, dette vil jeg ikke komme mere ind på her. Selv om vi jo godt ved, at det, det danske folk skal tage stilling til nu, i høj grad også er religionen. I hvert fald for så vidt angår religionens forhold til friheden og respekten for det enkelte menneske.

Nej, jeg står nu på en folkelig talerstol her ved denne politisk-folkelige fest. Og jeg kender nøje forskel på denne talerstol, og så de prædikestole, jeg stod på i formiddags.

De, der vil høre mig prædike det kristne evangelium, kan komme til gudstjenesterne. Ved et møde som dette kan vi - og skal vi kunne - være samlet om det folkelige og politiske, hvad enten vi er kristne eller ej, selv om jeg vil tro, langt de fleste af jer, som er til stede her i aften er kristne. Men det er ikke det afgørende.

Den måde, jeg er kristen på, indebærer, at jeg - netop som kristen - må gå så dybt ned i selve min menneskelighed, at jeg både skal og kan dele den med menneskeligheden hos mennesker, der ikke er kristne - også og ikke mindst i den dimension, vi kalder "det folkelige".

Men der er mange, der ikke kan forstå, hvordan præster af min slags kan gå så meget op i "det folkelige", når den kristne Kirke dog er et absolut internationalt fællesskab - hvad jeg altså også i al beskedenhed udmærket er klar over, i både teori og praksis; det er der faktisk ikke nogen der skal komme og belære mig om!

Men samtidig med, at præster af min slags altså udmærket er klar over, at kirken er eet stor verdensomspændende fællesskab (selv om det desværre ikke altid er til at se det!), så lægger vi altså også stor vægt på "det folkelige", ja, på den lokale "folke-menighed" som den lokale del af den store almindelige og universelle Kirke.

Og det gør vi, og det kan vi, fordi kristendommen også indebærer og medfører en respekt for virkeligheden, respekt for det konkrete - som vores del af både menneskeslægtens og Kirkens store mangfoldighed. I modsætning til alt det uvirkelige og tomme "hjernespind", vore humanistisk-internationalistiske modstandere disker op med - og som ofte træder i forbindelse med visse former for kristent sværmeri.

Men det vil jeg heller ikke sige mere om i aften. Vi skal nu bare nyde midsommernatten og være enige om at gå dybt i vor fælles danske menneskelighed. Stille og roligt. For det meste i de ganske små og dagligdags ting, i kulturens små vaner. Men også i større bedrifter og projekter. Og med både midsommerhimlens og de blanke sundes åbenhed udad. Og det alt sammen i et årtusindstort perspektiv – i både fortid og fremtid

Glædelig sankthans!