VELKOMMEN TIL MIN HJEMMESIDE!

Bent Christensen

Pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.

Fuglsevej 5, DK-4960 Holeby

NB! Dette er startsiden, som sjældent bliver opdateret. Se derfor titlerne til alle undersiderne i menuen ude til venstre, og klik på, hvad du mener kan være af interesse for dig. På hver af disse undersider står øverst, hvornår og med hvad den sidst er opdateret.

MEN flere af undersiderne er nu kun "appetitvækkere", da det, der blev grundlagt på dem, siden 2015 er blevet udgivet i bogform. - Se mere nedenfor.

 

Hvis man har spørgsmål eller kommentarer, kan man bruge:

bc [derefterdet særlige a] bentchristensen [og til sidst] dk

(Det er for at undgå SPAM, jeg har skrevet ovenstående sådan. Men jeg får alligevel en masse SPAM).

 

 

If you read English, please see the page ENGLISH! - At the bottom of the menu.

 

Falls Sie Deutsch lesen, bitte ich Sie, die Seite DEUTSCH zu öffnen! - Unten auf dem Menü.

 

Jeśli Państwo czytają po polsku, proszę zobaczyć stronę POLSKI! - W dole menu.

 

Ecли Bы читaeтe пo-pyccки, пpoшy Bac пocмoтpeть cтpaницy PYCCКИЙ!

 

 

Selve denne startside er oprettet i 2002(?). - Senest opdateret 04.08.17. - Henvisningerne til Facebook (herunder til siden "Forlaget Luskebakken") er opdateret, og der er indsat link til saxo.com, så man kan komme direkte til min side hos dem og købe bøger dér. - De øvrige opdateringer angives på hver enkelt underside.

 

LINKS TIL FACEBOOK-SIDER:

Til min egen Facebook-profil med nyheder flere gange om ugen og mange interessante billedalbummer om både mig selv og mine internationale og litterære aktiviteter og om min ø Lolland:

https://www.facebook.com/bent.christensen.505

Til den 27.07.15 oprettede side "Forlaget Luskebakken", hvor man kan læse om de ting, jeg har udgivet og agter at udgive på dette enmandsforlag, og om forskellige aktiviteter i forbindelse dermed. - Pr. 04.08.17 havde jeg udgivet:

 

KRIMSONETTER (af Adam Mickiewicz, men for hovedpartens vedkommende oversat fra polsk af mig). - 2015.

 

LOLLANDSONETTER. - 2015.

 

SALMER. EVANGELIESALMER OG ANDET TIL ALLE SØN- OG HELLIGDAGE. - 2015.

 

DIGTE OG AFORISMER 1966-2016. - 2016

 

MIT TEOLOGISKE TESTAMENTE. DOGMATIK OG BETRAGTNINGER.

 

I 2017 håber jeg at få udgivet

ODESSASONETTER ELLER EROTISKE SONETTER (af Adam Mickiewicz, men oversat fra polsk af mig).

 

Og i 2018

MIT DANNEVIRKE. BETRAGTNINGER OM ALLEHÅNDE. SAMT NYE DIGTE OG AFORISMER.

 

-

 

Her er linket til Facebook-siden Forlaget Luskebakken:

https://www.facebook.com/forlagetluskebakken

 

MAN KAN NU KØBE MINE BØGER DIREKTE FRA SIDEN "FORLAGET LUSKEBAKKEN"

Knappen Køb nu er netop kommet på Forlaget Luskebakken-sidens coverbillede, så at man ved at klikke på den kommer på denne Saxo-side (hvor man på den nedenfor angivne måde kan købe mine udgivelser):

http://saxo.com

 

Klik her for at søge på www.bentchristensen.dk

 

 

 

Pastor, dr. theol. Bent Christensen, Fuglsevej 5, 4960 Holeby

Tlf: 5469 6080

 

 

 

 

Se de i menuen angivne undersider. Men teksterne i dem forstås bedst, hvis nedenstående præsentation er læst først. – Bemærk også, at både startsiden og undersiderne løbende vil blive revideret, ligesom der også løbende vil blive tilføjet nyt stof. – Se på de enkelte undersider, hvornår de sidst er blevet opdateret! - Og se nederst her på denne startside det nye afsnit om min indtræden på Facebook!

 

 

 

Men altså goddag – og tak, fordi du ville kigge ind!

 

Denne introduktion er formodentlig skrevet engang i 2002 og er siden kun nødtørftigt opdateret.

 

 

Når jeg har oprettet denne hjemmeside, er det, fordi jeg har nogle ting, der er afgørende vigtige for mig selv, og som jeg også gerne vil dele med andre. Det er derfor, jeg gør dette forsøg med dette nye medie. - NB! Se også den særlige introduktion til ”Facebook-udvidelsen” af mine aktiviteter her på hjemmesiden. Den står lige efter denne oprindelige indledning og er sat på 03.02.10.

 

Jeg er jo af profession præst (et forhold min tidlige pensionering fra mit sognepræsteembede i Den Danske Folkekirke intet ændrer ved - »pensionen som arbejdsstipendium«!), og det betyder allerede i sig selv, at alle muligheder for kommunikation kan – og bør - forsøges. Men dertil kommer, at jeg igennem mange år har været Grundtvig-forsker, og at jeg i det hele taget føler mig som discipel af ham. Så når jeg også bevæger mig ud over, hvad der direkte ligger i selve den kristne forkyndelse, kan jeg bla. henvise til, at det gjorde Grundtvig også. Idet der dog naturligvis er tale om een stor sammenhæng, omkring hvilken kristendommen udgør den yderste ramme.

 

Men derom handler alt det følgende – og alle undersiderne. For præsentationens skyld må jeg må først vise, hvad der er hovedpunkterne i det, jeg lægger frem. Og det er:

 

En Grundtvig-inspireret teologi om »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed«.
 
En på dansk tradition byggende »evangelisk minimalkatolicitet«, såvel for så vidt angår Folkekirkens fremtidige liv, som for så vidt angår vort samliv med vore medkristne i de andre afdelinger af Den Kristne Kirke.
 
På grundlag heraf og inden for rammerne heraf nogle kulturprogrammatiske visioner, hvor arven fra Grundtvig søges løftet op i »højere nævnere«. I centrum står her »poetisk livsfølelse og litterær poesi«.
 
En »nyfolkelighed«, som positivt set er en del af kulturprogrammet, men som også er mere negativt bestemt af globaliseringen, EU og indvandringen.
 
Fortsat positivt arbejde med og inden for en europæisk vision.

 

 

*  *  *

 

 

Men nu lidt mere i denne præsentation af mit program og mig selv.

 

Vi er i en situation, hvor vi på flere leder diskuterer, om der er noget, der kan kaldes det danske folk - og hvad dette i givet fald vil sige. Jeg hører til dem, der ikke bare mener, men som en klar erfaring oplever, at det danske folk er en i virkeligheden eksisterende størrelse – oven i købet af en enestående homogenitet.

 

Jeg kan for eksempel godt se et folkeligt fællesskab med mine argeste modstandere på den politiske venstrefløj. De har ganske vist nogle forfærdelige og til dels farlige meninger om mange ting. Men de har dem alligevel på en dansk måde, og jeg tror også, de er mere skikkelige, demokratiske og frihedsorienterede end mange af dem, man kan sammenligne dem med ude i verden.

 

Men hermed har jeg jo så alligevel også erkendt, at der selv inden for vort lille folk er store forskelle og i og for sig uforligelige modsætninger. Jeg er mig derfor fuldt bevidst, at det program, jeg her præsenterer, aldrig vil kunne vinde tilslutning fra alle.

 

Det vil sige, der er selvfølgelig de helt afgørende ting om, at vi – i al vor forskellighed – skal kunne leve sammen i fred – og kunne tale sammen. Dette punkt vil jeg gerne have 100% tilslutning til!

 

Men ellers vil jeg sige, at nu lever vi jo i en pluralitetens tidsalder, og så kaster jeg altså min kristendom og min kristendoms- og kirkeforståelse og mine visioner ind, så man frit kan forholde sig til dem. Hvorefter det vil vise sig, hvor mange eller hvor få der helt eller delvis vil forholde sig positivt dertil.

 

Den korteste måde at forklare, hvad det er jeg vil, på, er at sige, at det i mange henseender og på mange områder svarer til, hvad N.F.S. Grundtvig gjorde, og jeg har tidligt (med ord, der stammer fra ham) betegnet mig som en discipel af Grundtvig, der – stående på hans skuldre – vil prøve at udmønte arven og inspirationen fra ham på en med tidens tarv og vilkår passende måde.

 

Men jeg vil naturligvis ikke i alt påberåbe mig Grundtvig, som jeg heller ikke i alt er enig med. (Og jeg vil slet ikke være en af dem, der taler om Grundtvig – men mere eller mindre skjult i det – også en hel del om deres eget, som de måske ligefrem prøver at pådutte Grundtvig. Nej, lad Grundtvig være sig selv; så må vi andre på eget ansvar være os selv, idet vi frit kan forholde os til, hvad bl.a. Grundtvig har efterladt os). Der er tale om hverken mere eller mindre end netop en arv og en inspiration. Som går sammen med alt, hvad jeg i øvrigt har lært og erfaret. Når jeg vælger at præsentere mig på den måde, der her er tale om, skyldes det imidlertid også, at jeg – uanset hvordan de enkelte dele af min virksomhed forholder sig til, hvad Grundtvig selv har ment og sagt og gjort – både føler og ser en vis overensstemmelse med ham i den måde og de områder, jeg udfolder mig på. Den største forskel er formatet. Men ingen er pligtig til at gøre mere, end han kan.

 

Jeg har skrevet to bøger om Grundtvig. Og jeg har fået først den teologiske licentiatgrad og dernæst den teologiske doktorgrad for dem (nærmere derom nedenfor). Men jeg er ikke først og fremmest forsker. Min beskæftigelse med Grundtvig siden begyndelsen af 1970’erne har skyldtes, at jeg hos ham kunne finde nogle ting, som var livsnødvendige for mig, både som menneske og som præst. Den formodentlig sidste lille frugt af min Grundtvig-forskning kan nu ses som den næstøverste tekst på undersiden Grundtvig: »Totaldigteren Grundtvig. Forskningshistoriske replikskifter som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter. - Eller: Grundtvig-forskeren Bent Christensens litterære testamente«. Der er desværre tale om mildest talt et »halvfabricatum«, stort set en bearbejdelse – med indsatte »replikker« - af forarbejderne til det større arbejde, jeg havde håbet at kunne sætte ind som det tredje trin af min Grundtvig-forskning. Men omstændighederne blev ikke til det, og nu må jeg i resten af min tid koncentrere mig om den her på startsiden og på undersiden Program omtalte udmøntning!

 

 

Hovedpunkterne frem til programmet

 

Jeg vil nu prøve at vise, hvad der ligger bag det program, jeg med bl.a. denne hjemmeside lægger frem for offentligheden. Det er en fremgangsmåde, jeg mener er nødvendig – uanset hvad nogle læsere måske vil synes om den.

 

Jeg tror, jeg skal begynde med den interesse for naturvidenskab, jeg havde allerede i de første mellemskoleklasser. Jeg var faktisk optaget i gymnasiet på den matematisk-naturvidenskabelige linie, da jeg i sommeren 1959 bad om, i stedet at komme på den nysproglige.

 

I mellemtiden var jeg nemlig begyndt at spille jazz. Og sammen med det dyrkede jeg også litteratur. Indtil midten af 2. g ville jeg allerhelst være jazzpianist, men måske også forfatter.

 

Midt i 2. g indså jeg, at mit musiktalent ikke rakte til en professionel karriere, men den dag i dag indtager jazzen for mig en absolut særstilling blandt kunstarterne, som et eksempel for dem alle. Jazzen var for mig dengang elementær kraft og sofistikeret forløb af kosmisk åbenbaringskarakter, og det er den for så vidt stadig. Og længe var der ikke noget, der rigtig kunne udfylde det tomrum, mit farvel til den efterlod. Mine aktuelle tanker om litteratur, især lyrik, skal i høj grad ses på denne baggrund.

 

I forhold til jazzen var ikke engang litteraturen et godt alternativ – og da slet ikke på anden hånd, dvs. i form af en akademisk beskæftigelse med, hvad digterne havde skrevet. Foreløbig var jeg derfor ganske glad for at skulle ind som soldat lige efter studentereksamen. Her kunne jeg da komme til at opleve de elementære sider af tilværelsen. Og så blev det alligevel ikke så helt elementært, idet jeg søgte ind på uddannelsen til sprogofficer og i februar 1964 afsluttede denne med udnævnelsen til løjtnant af reserven i hæren.

 

Hermed havde jeg fået et bifag faktisk forærende (selv om det nu ikke var noget, man kom sovende til), og efter udelukkelsens princip valgte jeg dansk som hovedfag. I 1968 blev jeg cand. mag. i dansk/russisk. Hvilken betydning mit bifag senere skulle få for mig, kunne jeg dengang ikke vide.

 

Hvis nogen tror, at sprogofficersuddannelsen i den danske hær gør en »højreorienteret«, er han dårligt informeret. Den, der i 1960’erne ville have forsøgt at indoktrinere sådan nogle som os, ville være blevet leet ud! - Men af samme grund, var der heller ingen, der så meget som ønskede at gøre forsøget. Det idegrundlag, der – uudtalt – var og er tale om i hele det danske samfund, bestod jo i høj grad netop i, at sådan skulle man ikke gøre. Det, vi blev uddannet til at forsvare, var netop denne frihed. Og selv dette ville kun blive ødelagt ved, at man talte mere om det end højst nødvendigt, fx ved festlige lejligheder. Og selv da kom smil og hovedrysten hurtigt frem hos tilhørerne, hvis nogen kom bare lidt for højt op! - Men noget ligger der selvfølgelig i at færdes i et traditionsrigt miljø som Forsvaret. Og noget havde jeg da med hjemmefra. Men da jeg i efteråret 1964 begyndte mit studium, stod alle muligheder faktisk åbne.

 

To ting blev afgørende for min videre udvikling, og det var mit livtag med nihilismen på det religiøse område og min afstandtagen fra »venstreorienteringen« på det politiske område. Det sidste altså ikke, fordi jeg selv var »højreorienteret«. Jeg var måske nok i en vis forstand »kulturkonservativ«, i hvert fald i den forstand, at jeg følte modvilje mod, at man ville nedbryde de ting, der trods alt bestod, når der nu i livsanskuelsesmæssig forstand var ved at være tale om det helt store sammenbrud. Men navnlig kunne jeg jo se de totalitære tendenser i »venstreorienteringen«. Og »den ægte vare« kendte jeg i form af Sovjetunionen.

 

Det endte med, at jeg i 1971 efter tre år som gymnasielærer blev præst i Folkekirken efter den såkaldte akademikerparagraf. Og allerede i 1972, hvor jeg blev opmærksom på Kaj Thaning og hans Grundtvig-forståelse, indledte jeg mit Grundtvig-studium, som jeg i 1978/79 gik helt målrettet i gang med.

 

I 1985 fik jeg den teologiske licentiatgrad for afhandlingen »Fra drøm til program. Menneskelivets og det verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832« (udg. 1987).

 

I 1998 fik jeg den teologiske doktorgrad for afhandlingen »Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement.

 

Siden 1990 har jeg – på grundlag af mit russisk-bifag, og suppleret med studier i vestslaviske sprog, især polsk – drevet et omfattende mellemkirkeligt og internationalt arbejde i og i forhold til de vest- og østslaviske lande og folk.

 

Jeg vil i denne indledende præsentation af mit program afstå fra at referere såvel de her ovenfor nævnte bøger som de artikler m.m., jeg har skrevet i forlængelse af dem. Jeg må nøjes med at henvise til bøgerne selv – og til de undersider, hvorpå jeg samler hhv. nogle af mine mindre tekster om Grundtvig og nogle af de tekster, hvori jeg har fremlagt mine egne forsøg på at udmønte arven og inspirationen fra ham. Jeg henviser desuden til undersiden Bibliografi. Desuden henviser jeg til den ganske udførlige redegørelse for mit liv og virke på undersiden ”Om mig selv” (hvor der ikke mindst gøres udførligt rede for mine mellemkirkelige og andre internationale aktiviteter). Som afslutning på nærværende præsentation vil jeg ganske kort gøre rede for, hvad det er jeg gerne vil præsentere for i første række mine landsmænd, men naturligvis også gerne for interesserede ude i verden, især i Europa.

 

 

Hovedpunkterne i programmet

 

Den baggrund og de interesser, jeg har tilladt mig at præsentere i de forrige afsnit, har naturligvis hele tiden har været med i billedet. Det gælder ikke mindst min drøm om måske at kunne nå frem til noget på det område, jeg nu betegner som »poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«. Ja, man kan godt sige, at det vigtigste del-motiv for min mangeårige beskæftigelse med Grundtvig gik i netop denne retning. Men ellers var min interesse for Grundtvig fra begyndelsen af helt grundlæggende teologisk, idet den – populært og farligt udtrykt – gjaldt »Grundtvigs livsbekræftende kristendomsforståelse«. Jeg taler her selv om Grundtvigs teologi om »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed« eller om »det kristeligt nødvendige livsengagement«.

 

Men allerede i disputatsen blev det altså »Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«, der kom til at stå i centrum – samtidig med, at der – hvad ordet »omkring« i titlen peger på – blev tale om en meget bred gennemgang af hele Grundtvigs liv og forfatterskab.

 

Og uanset det beskedne omfang, hvori resultaterne vil blive fremlagt, vil selve min egentlige Grundtvig-forskning komme til at munde ud i nogle studier i »Grundtvigs forhold til den poetiske side af det kristeligt nødvendige livsengagement«.

 

I vekselvirkning med mit præstelige liv (herunder mit nedenfor omtalte mellemkirkelige engagement) – og i forbindelse med min voksende kritik af sider af Kaj Thanings Grundtvig-forståelse – kom de ting, der har med kirkesynet og kirkepolitikken at gøre efterhånden til at spille en ret stor – om end fra begyndelsen af helt utilsigtet – rolle i min Grundtvig-forskning.

 

Efter begivenhederne omkring 1990 fik dette også en økumenisk eller mellemkirkelig side, idet jeg ikke kunne stå for fristelsen til at udnytte mine russiskkundskaber (efterhånden suppleret med studier i vestslaviske sprog, især polsk) i en række aktiviteter i og i forhold til de øst- og vestslaviske lande. Se nærmere herom på siden ”Om mig selv”. I forhold til mine venner i det grundtvigske landskab stod jeg op gennem 1990’erne som en ret enlig fortaler for økumeni og international kontakt – i hvilken forbindelse jeg også stod som en ret stærk fortaler for EU (hvilken rolle »Østrig-sagen« kom til at gøre en brat ende på).

 

Jeg havde aldrig hørt til dem, der meget »grundtvigiansk« hele tiden talte om »det folkelige«. Dansker, det var bare noget, jeg var – og som jeg ikke egentlig, som sådant, skulle beskæftige mig med. Men fra begyndelsen af året 2001 begyndte den fremmedpolitiske problematik at trænge sig på hos mig i en sådan grad, at jeg ikke kunne koncentrere mig om de både livs- og litterærpoetiske ting, jeg nu ellers rigtig var begyndt at arbejde med. Hvad betød det, om jeg kunne skrive selv de allermest poetiske ting, hvis den danske nation og hele Europa skulle gå til grunde? Så meget mod min vilje så jeg mig nødsaget til at gå aktivt ind i kampen mod det meningstyranni, der endnu i sommeren 2001 herskede på dette område. Et læserbrev i Præsteforeningens Blad førte til dannelsen af det præsternes Forum for Kritisk Indvandringsdebat, som den 31. august 2001 trådte frem for offentligheden med 19 aktive medlemmer. Og selv om begivenhederne i USA den 11. september og det danske valg den 20. november 2001 fik sprængt tabu-låget af debat-gryden, bliver jeg nødt til at blive ved med at bruge tid og kræfter på denne front.  For selv om den danske regerings politik betegner et vendepunkt, vil den ikke være tilstrækkelig i det lange løb, og udlandets, især de andre EU-landes, reaktioner viser, at det vil være nødvendigt for os at gå ud og finde værdige forbundsfæller derude – samtidig med, at i hvert fald jeg for mit vedkommende, som det helt overordnede, vil prøve at videreføre de positive ting fra 1990’erne.

 

Hvor livsnødvendig selve standsningen af især den muslimske indvandring til Europa og dermed Danmark end er, kan den ikke være et mål i sig selv. Og det kan kulturkampen mod vore egne »humanister« heller ikke være. I Danmark såvel som i hele Europa gælder det først og fremmest om udfoldelsen af nogle nye positive ting. Og her kan VOK-partiernes sejr den 20. november 2001 måske blive udgangspunktet for en helt ny og på en helt ny måde folkelig, dvs. virkelighedsorienteret, kultur. – Se min båltale sankthansaften 2002 på undersiden Taler!

 

 

På baggrund af alt det her fremførte vil jeg nu endelig opregne hovedpunkterne i det, jeg for det første selv vil arbejde med i resten af mit liv, og som altså for det andet er det program, jeg lægger frem, og som alt, hvad der bringes på undersiderne, skal læses inden for rammerne af:

 

1.

En Grundtvig-inspireret evangelisk teologi om »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed« eller »det kristeligt nødvendige livsengagement«.

 

2.

Et ikke uden videre grundtvigsk, endsige grundtvigiansk, men alligevel af bl.a. beskæftigelsen med Grundtvig og hans historie inspireret kirkesyn, som jeg vil kalde »evangelisk minimalkatolicitet«. I Danmark betyder det for mig styrkelse af Folkekirkens karakter af kirkesamfund, hvilket for det første vil sige samtale derom, men for det andet vil sige styrkelse af folkekirkemenighedens indflydelse på egne anliggender, nemlig gennem stiftsråd, senere landskirkeråd og til sidst frigørelse fra staten. Men som en helst meget lang proces, hvor den øgede kirkebevidsthed hos de enkelte medlemmer vil være det vigtigste af det hele. På økumenisk plan betyder det et nødvendigt samkvem med vore medkristne i de andre kirkesamfund – men med et kritisk blik for alle »økumenistiske« farer og dårligdomme.

 

3.

Alle de frugtbare virkninger af det i pkt. 1 og 2 nævnte! Svarende til, hvad der kom ud af Grundtvigs egen indsats. Men der ligger et stort uudfoldet potentiale både i Grundtvig selv og i den grundtvigske historie. Arven fra Grundtvig skal »løftes op i højere nævnere«, så den kan sættes ind i vor aktuelle situation. Men det vil den så også kunne på en lang række områder. I centrum for mig står »poetisk livsfølelse og litterær poesi« - også som det, der aktuelt svarer til Grundtvigs egen tale om »folkelig livs-oplysning«.

 

4.

Men »det folkelige« kommer nu – på grund af EU, globaliseringen og indvandringen – til at spille en rolle, som jeg ikke for bare ti år siden ville have troet, det ville komme til. Og jeg vil i den forbindelse se helt bort fra, hvad mine modstandere siger. Deres behov for at skabe sig fjendebilleder kan jeg ikke tage mig af. Jeg vil bruge mine kræfter på at finde ud af, hvad der er den rette, til den aktuelle situation svarende, måde at forholde sig til dén menneskelivets konkrethed på, som »på grundtvigsk« hed »det folkelige«. Det er ikke kun et spørgsmål om det omdiskuterede begreb danskhed (som ganske vist uanset alle modstandernes besværgelser stadig er en levende realitet). Det er også et spørgsmål om konkret kontra abstrakt. Og det er et spørgsmål om frihed, fred og solidaritet.

 

5.

Men samtidig et fortsat arbejde med og inden for en positiv europæisk vision. For mig har Polen og de to andre vestslaviske kandidatlande særlig interesse. Samt de jo også postkommunistiske nye tyske forbundslande lige på den anden side af Østersøen – dog med ganske særligt henblik på de slaviske(!) sorbere (vendere) i forbundslandene Brandenburg og Sachsen (se undersiden »Vendere – sorbere«).

 

I øvrigt henvises der til teksterne på de enkelte undersider!

 

Bent Christensen

 

Interesserede besøgende/læsere er velkomne til at sende mig en mail. Hvis der bliver mange, vil jeg ganske vist ikke kunne svare indgående på dem, men jeg vil i hvert fald prøve at læse alt med opmærksomhed og interesse. – Se mail-adressen øverst på denne side.

 

 

 

-  -

 

 

 

Særlig indledning - især til nye Facebook-venner og andre nye besøgende

 

Første version af denne indledning er skrevet den 3. februar 2010.

 

 

Som det fremgår af den oprindelige indledning her lige ovenfor, er det i min egenskab af præst samt på også andre måder en person, der føler både lyst og pligt til at henvende sig til sine landsmænd og andre medmennesker, jeg i sin tid har oprettet denne hjemmeside. Man kunne også kort og godt sige, at det er i min egenskab af Grundtvig-discipel.

 

Der er jo kun eet af de områder, jeg beskæftiger mig med her på denne hjemmeside, der ikke på en eller anden måde svarer til områder, Grundtvig beskæftigede sig med, og det er slavistikken og aktiviteterne med og i forhold til de slaviske folk! Men grundlaget for disse for mig særlige aktiviteter er altså, at jeg i sin tid (1962-1964, se ”Erindringer” kap. 5) blev uddannet til såkaldt sprogofficer - med det slaviske sprog russisk). Og det at have med især polakkerne og ”venderne” (sorberne) at gøre, har så meget storslået og dejligt liv i sig, at det passer fint ind i den øvrige sammenhæng. Jeg henviser til undersiderne ”Om mig selv”, ”Internationalt”, ”Vendere - Sorbere”, POLSKI og DEUTSCH. - Og jeg kan i denne forbindelse ikke lade være at minde om, at ordet ”slavisk” - i hvert fald ifølge den teori, jeg hælder mest til - ikke har noget med slaveri at gøre, men tværtimod betegner de mennesker, som har ordet (fx polsk ”słowo), dvs. sproget - i modsætningen til fx dem, vi kalder tyskerne, der ikke kunne sige noget, der kunne forstås, og som derfor den dag i dag hedder ”de stumme”, fx på polsk ”niemcy” (af niemy = stum)!

 

Til også min egen store overraskelse har nærværende hjemmeside nu (03.02.10) fået en slags forlængelse på Facebook. Jeg har ellers altid højlydt erklæret, fx over for mine børn, at her ville man aldrig komme til at finde mig. Men den 19. januar 2010 var der i Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift Sapphos nyhedsbrev et link til en video, hvor en ung sangerinde ved (kunstner)navn Nikolinenikki udtrykte sin støtte og kærlighed til tegneren Kurt Westergaard, som nytårsdag havde været udsat for et mordforsøg, og som senere havde fået afvist sin Haiti-støttetegning af auktionshuset Lauritz.com. Videoen hedder ”Farlig romance - med Kurt Westergaard”, og linket er: www.youtube.com/watch?v=53xx6NHPiSo

 

Denne video blev Anna og jeg - til både vor egen og nok også andres overraskelse - store fans af, nemlig ikke bare pga. støtten til Kurt Westergaard og ytringsfriheden fra denne teenagepige, men også pga. videoens kunstneriske kvaliteter. Så da jeg hørte, at Nikolinenikki alias Nikoline Astrid Nielsen havde modtaget trusler for sin video, herunder mordtrusler, og at der var oprettet en støttegruppe for hende på Facebook, gik jeg på, og meldte mig ind i støttegruppen Nikoline Astrid Nielsen Official Support Group - www.facebook.com/group.php?gid=267080089259.

 

Og jeg deltog lidt i diskussionerne omkring Nikolines video og hele situation (alle er jo nu på fornavn med hende, et lille danmarkssymbol, som hun er blevet), ligesom jeg skrev et begejstret anbefalingslæserbrev til Lolland-Falsters Folketidende (”Lyspunktet Nikolinenikki”, se undersiden”Fremmedpolitik”). Den fulde ordlyd af min kommentar til den engelske version ”Risky Romance - With Kurt Westergaard” står nu på undersiden ENGLISH. - Jeg drøftede og anbefalede desuden videoerne på de indre linier i nogle af mine øvrige sammenhænge.

 

Men jeg var jo også blevet ”ven” på Facebook i al almindelighed, og det varede ikke længe, før jeg kom i kontakt med ikke alene nogle gamle venner og en enkelt ny, men også flere medlemmer af min familie. Og det var både sjovt og hyggeligt. Jeg fastholdt dog, at jeg kun ville være på Facebook, så længe situationen omkring Nikolinenikki og hendes videoer var aktuel. Men for hyggens skyld fik jeg den idé, at jeg hver dag (så vidt muligt) ville sætte en lille ting på min ”væg” (som det vist hedder). Det blev først en aforisme, dernæst nogle små digte. Og det var da også godt, navnlig da jeg også fik et par venlige reaktioner på det. Og samtidig blev jeg jo klar over, hvordan min nye FB-præsteven på Færøerne Mogens Tilsted Christensen i stor stil brugte Facebook som redskab for forkyndelse og mission. Hvortil kom, at en af de få ting, jeg i forvejen vidste om Facebook, var, at flere politikere brugte den. Jeg havde desuden set, hvordan jeg, inden jeg fik set mig om, var blevet ”ven” med Martin Ågerup, Cepos (hvis mail-nyhedsbrev jeg i øvrigt i forvejen var modtager af).

 

Jeg begyndte kort sat at lege med tanken om at udvide min tilstedeværelse på Facebook i stedet for at afbryde den! Og det har jeg gjort i dag den 3. februar 2010, idet jeg for det første har sendt en meddelelse om min beslutning til alle mine hidtidige venner (minus den professionelle ”ven” Martin Ågerup, men inklusive Nikoline Astrid Nielsen), for det andet har bekræftet mit ”venskab” med en række mig hidtil ukendte personer, som stod på ”kandidatlisten”, og for det tredje har sendt en særlig hilsen til disse nye FB-venner, hvori jeg gør rede for såvel, hvad jeg forestiller mig i forbindelse med dette, som hvad jeg ikke forestiller mig, idet jeg jo for det første ikke ønsker kontakt med personer af udemokratisk eller anden ubehagelig observans, og idet jeg for det andet må erklære, at det bliver yderst begrænset, hvor megen tovejskommunikation jeg kan deltage i. Jeg indrømmer blankt, at min optræden på Facebook ud over de helt private familie- og vennesammenhænge, der allerede er blevet tale om, altså først og fremmest skal ses som en udvidelse af det aktiviteter, der indtil nu har fundet sted på nærværende hjemmeside. Men lidt diskussion bliver der jo mulighed for, ikke alene mellem FB-vennerne og mig, men også mellem FB-vennerne indbyrdes. Vi må se, hvordan det kommer til at gå.

 

Jeg vil slutte med at pege på, at selv om der er meget i min virksomhed gennem hele mit liv, der har at gøre med såvel det kirkelige som det folkelige eller overhovedet menneskelige fællesskab, så er kernen i det, jeg som hovedprojekt arbejder med nu, af en meget individuel og personlig karakter. Ikke fordi jeg ikke ser det alt sammen i sammenhæng med alt det andet og alle de andre, men fordi det altså er sådan med fællesskaber, at de ikke bare er sådan noget ”fælles” i een stor grød, men netop er fællesskaber mellem personer. Og alt bliver udvandet, hvis det bliver gjort alt for ”fælles” fra begyndelsen af. Derfor skal både jeg selv og I andre først og fremmest se de ting, jeg lægger frem, som produkter, der netop bliver lagt frem, til fri afbenyttelse for dem, der har lyst - og så måske som bidrag til det fælles liv.

 

Så vidt denne introduktion til min kommende mere professionelle (i Grundtvig-agtig betydning) aktivitet på Facebook. Det er muligt, jeg senere bliver nødt til at oprette en særlig underside, der har med den at gøre, men foreløbig må man nøjes med dette.