|
PROGRAM Bent
Christensen |
Denne side er senest blevet opdateret 24.10.12: Tilføjelse
til teksten "En program-skitse" og overgang til en fremstilling i
fragmenter, dvs. "nummererede punkter". - Seneste
almindelige tekst: IND PÅ MODERNITETENS TORV. Fra politik til poesi. Programmatiske punkter
om fremtidens fællesskab(er). - Dansk Kirketidende 04.04.12.
HENVISNING: Se også undersiden »Poetik«,
hvis tekster jo handler om det livs- og litterærpoetiske centrum i det samlede
program. Det gælder ikke mindst den 27.05.04, men derefter løbende udvidede og
reviderede tekst »Christensens Poesirum«. - Men der er også nogle
kulturprogrammatiske ting på undersiden »Politik«.
NB!
Teksterne står i kronologisk orden med de ældste nederst på siden og de yngste
øverst (umiddelbart efter teksten »Christensens Kulturkasse«, som altid
står øverst).
* * *
INDHOLD PÅ DENNE UNDERSIDE
Ældst nederst – yngst øverst. - Dog altid øverst: "Christensens
Kulturkasse" og "Programmet i nummererede punkter".
PROGRAMMET I NUMMEREREDE PUNKTER
- - -
IND
PÅ MODERNITETENS TORV. Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om
fremtidens fællesskab(er). - Dansk Kirketidende 04.04.12.
VED MIN AFGANG SOM LOKALFORMAND
FOR DF. - Lolland-Falsters Folketidende 28.03.08.
VI
MÅ LÆRE AT LEVE MED OG I MANGFOLDIGHEDEN. - Kommentar 25.01.06 til Kåre
Bluitgen-interview i religion.dk.
DET
FOLKELIGE LIV I KOMMUNEN. - Utrykt læserbrev. Sat på her 29.11.05.
DE
KRISTNES LIV I PLURALITETEN. - Kristeligt Dagblads kronik 11.07.05.
EFTER
TIDENS TARV OG VILKÅR. Ny folkelighed. - »Opinion« i Berlingske Tidende
15.05.05.
VORT
LIV I PLURALITETEN (længere version). - Et længere sidestykke til den følgende
artikel - som bør læses først! - Sat her på undersiden
09.05.04. - Denne længere version er senest revideret/udvidet 10.05.04.
VORT
LIV I PLURALITETEN. - Dansk Kirketidende 10/2004.
OVER
FOR DEN KULTURRADIKALE ARDENNEROFFENSIV. - Utrykt debatindlæg, skrevet
27.02.04. - Står også på undersiden »Politik«.
DEN
IRAK‑AGTIGE KULTURKAMP. Den endnu herskende elite viser tegn på
desperation, men kan ikke besejres ved den kulturkamp, de borgerlige hidtil har
ført ... - Utrykt debatindlæg, skrevet 13.12.03. -
Står også på undersiden »Politik«.
BERUFSVERBOT
OG KULTURKAMP. Kommentar i anledning af Henrik Gade Jensen-sagen - Skrevet 29.11.03. Ikke trykt. - Står også på undersiden »Politik«.
Dansk Folkeparti og mig. – På Dansk Folkeparti
Lolland-Falsters hjemmeside fra 16.12.02.
Livsvidenskabelig efterskrift. – Dansk Kirketidende nr.
12-13/1998.
FRA
“FRA DRØM TIL PROGRAM” TIL PROGRAM! - Dansk Kirketidende nr. 7-8/1995.
* *
* * * *
»CHRISTENSENS KULTURKASSE«
NB! Denne tekst står altid øverst! - Først efter den kommer
de andre tekster, normalt artikler o. lign., som har været trykt i aviser og
tidsskrifter.
Senest opdateret
16.11.04
Denne tekst er sat på 26.05.04, men bliver løbende revideret og udvidet. Den er en præsentation af det overordnede kulturprogram inden for de rammer, som følger af teologien om »det kristeligt nødvendige livsengagement« (se undersiderne »Kirke og teologi« og »Grundtvig«), og som igen danner rammen om programmet »poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«. Se derfor også undersiden »Poetik« og især teksten »Christensens Poesirum«.
Disse to Christensen-titler skal på een gang forstås dybt alvorligt og humoristisk-selvironisk. Det helt alvorlige, og alvorligt mente, i dem er, at her lægger jeg altså nogle programmatiske ting frem, som efter min bedste overbevisning vil kunne være af betydning for vor fremtidige kultur, eller i hvert fald for den »subkultur«, som udgøres af kristne af nogenlunde samme observans som mig, men måske også for andre, såvel inden for som uden for den kristne kirke (menighed), altså fx og ikke mindst for nogle af dem, jeg betegner som »åbne og ærlige post-kristne humanister« (svarende til dem, Grundtvig kaldte »humanister med ånd«). Det humoristisk-selvironiske i dem er, at jeg selvfølgelig godt er klar over, at der - med et andet billede - for så vidt er tale om nogle indspark af ganske subjektiv karakter. Og så har jeg indrømmet det. Idet de altså så også faktisk er sparket ind og er på banen til fri afbenyttelse.
Hvad angår sammensætningsleddene »kasse« og »rum«, skal man prøve at se hele kulturen (i videste forstand) og hele »poesien« (også i videste forstand) for sig, idet man så ser henholdsvis en kasse, der bliver sat ind, og et rum, der bliver tegnet op. Og så må man ellers forholde sig, som man vil, og tage, hvad man mener at kunne bruge. Både »kulturkassen« og »poesirummet« udgør under alle omstændigheder de rammer, jeg selv arbejder inden for.
-
Indledende betragtninger (til
»Christensens Kulturkasse«)
NB! »Christensens
Kulturkasse« slutter med selve afsnittet EN PROGRAM-SKITSE, og først derefter
kommer yngste tekst fra avis eller tidsskrift!
På baggrund af de tekster, der ovenfor er henvist til, er det allerførste, der skal siges her, at ordet »kultur« skal forstås i sin allervideste betydning, altså i betydningen »livsform« overhovedet.
Det næste, der skal siges, er, at såvel min grundteologiske opfattelse og mit kirkesyn som den deraf følgende måde, hvorpå jeg ser tilværelsen uden for kirkerummet og mellem gudstjenesterne som et liv på »statholder-marken« - med Gud som Herren og mig selv som Hans tjener, men verden som min verden - bygger på arven og inspirationen fra Grundtvig.
Men der kan naturligvis ikke ud fra nogen betragtning blive tale om, mere eller mindre blot at gentage, hvad Grundtvig har sagt og gjort. Der er for det første afstanden i tid. Men der er også det forhold, at Grundtvig og jeg - også uanset afstanden i tid - er to forskellige personer. Jeg forbeholder mig derfor retten til at udfolde mit eget - også uden hele tiden at skulle gøre rede for, hvordan jeg nu mener det forholder sig til, hvad Grundtvig i sin tid sagde og gjorde.
Men Grundtvig var en gigant. Og han er ikke bare mit store forbillede; han står også i den danske historie, både den kirkelige og den folkelig-kulturelle, som et kæmpe fyrtårn, mange med fordel vil kunne tage deres pejlinger efter. Så udgangspunktet er i høj grad, hvordan der på de aktuelle vilkår kan udfoldes nogle ting, som svarer til Grundtvigs. Det betyder imidlertid, at Grundtvig ikke alene skal »oversættes«, men at det, han har sagt og gjort, også skal »løftes op i højere nævnere«. Dette gælder ganske særligt hans forhold til »det folkelige« - for slet ikke at tale om den måde, hvorpå han optrådte som »totaldigter« i en inderlig sammenfletning mellem ham selv og Danmark.
Den kristne Kirke og den kristne tro udgør, kan man sige, såvel min kulturkasses bund som samtlige dens sider. Og ganske særligt gælder det teologien om »det kristeligt nødvendige livsengagement« og synet på tilværelsen som den statholdermark, hvorpå jeg lever mit liv som Guds tjener og verdens herre.
Men da det nu er mig, der prøver at gøre nogle ting på dette grundlag og inden for disse rammer, er det klart, at også min egen person og mit eget liv kommer til at danne et grundlag og udgangspunkt.
På den anden side er der så hele virkeligheden i øvrigt, både historisk, aktuelt og som den fremtid, der tegner sig. Ifølge hele den teologi m.v., der er skitseret ovenfor, må mit forhold til virkeligheden i alle disse tre retninger grundlæggende være positivt. Men det må naturligvis også være kritisk, så jeg, hvad historien angår, prøver at skille avnerne fra hveden, når jeg dels skal forholde mig til den forgangne del af menneskeslægtens liv, dels skal prøve, positivt at lære af dens erfaring, og så jeg, hvad den aktuelle situation og fremtiden angår, dels udfolder et positivt engagement i den givne - og kommende - virkelighed, dels sætter min egen kultur ind som et alternativ til de ting, jeg finder dårlige. Ja, hvad dette sidste angår, vil der kunne blive tale om en direkte kamp.
Hvad ikke mindst forholdet til fremtiden angår, bliver der tale om en stærk sammenhæng mellem de ting, Grundtvig sagde og gjorde, og de idealer, jeg selv fra min ungdom af har haft. For jeg kan ikke se andet, end at den store udfordring selv i bedste fald er og vil blive »kunstigheden«. Nogle af de vigtigste stikord er her: Urbaniseringen. Samfundets, herunder produktionens, stigende kompleksitet. Globaliseringen. Databehandlings- og kommunikationsteknologien. Den biologiske og medicinske teknologi. Og dermed kan jeg heller ikke se andet, end at jeg har god grund til at følge min lyst til at gå ned til det elementære og på en vis måde begynde forfra.
En ny trend i tiden er den såkaldte »simple living«. Jeg kender ikke meget til, hvad det i praksis vil sige, men må dog bag det se et behov, som dybest set svarer til mit eget ideal. Men der behøver ikke være tale om et fjendtligt forhold til udviklingen med alle dens muligheder. Det behøver ikke at være et spørgsmål om enten fortsat udvikling eller »simple living«. Tværtimod er spørgsmålet måske, om fortsat udvikling overhovedet er mulig, hvis ikke både det enkelte menneske og »kulturen« er funderet i det elementære og det historiske (herunder »det folkelige«).
I øvrigt er det jo ikke kun et spørgsmål om at være udviklingspositiv eller udviklingsfjendtlig slet og ret. Mange udviklingspositive eller udviklingsoptimister er tilbøjelige til at tro, at der kun er een udvikling, som det så bare gælder om at følge. Det er da også muligt, at udviklingen i meget høj grad er så bestemt af de givne omstændigheder, at der i realiteten ikke er flere vidt forskellige retninger at vælge imellem. Men derfra og så til at mene, at udviklingen bare er noget, der skal »følges«, er der et langt stykke. Og hele determinismediskussionen er i denne forbindelse uinteressant. Hvis alt er absolut determineret, gør fx det, at jeg skriver dette, og at nogen læser det og tænker over det, hverken fra eller til. Og så kan både det og alt andet være lige meget. Men nu oplever vi jo også vor virkelighed på den måde, at det i hvert fald giver en vis mening at tale om nogle valg, vi mennesker kan - og bør - træffe.
Og jeg mener, at tiden er ved et være inde til, at vi fx her i den rige verden begynder at gøre os nogle tanker om, hvor længe vi vil blive ved at bruge så stor en del af vort liv og vore kræfter på, bare at producere flere og flere, efterhånden mere og mere overflødige varer.
Og der er alle de i videste forstand etiske og livskvalitetsmæssige spørgsmål, som såvel produktionsforholdene som den biologiske og medicinske teknologi rejser.
(I parentes bemærket: Jeg taler ikke meget om etik. Jeg mener tværtimod, der tales for meget om etik - i hvert fald i den forstand, at vi er inde i en periode, hvor der er en nærmest sygelig interesse for at være - eller i hvert fald tale - moralsk på nogle få udvalgte områder. Men nu er jeg jo kristen præst og teolog, ja, forhåbentlig også af natur et godt menneske, så det er ikke, fordi jeg ikke lægger stor vægt på, at livet skal respekteres, både den enkeltes eget og hans enkelte medmenneskes og livet inden for og mellem de forskellige fællesskaber. Men netop som kristen præst og teolog må jeg jo bygge på de ganske enkle ting, der kommer fra Jesus, eller som i hvert fald har fået en helt ny kvalitet og baggrund i ham, nemlig hhv. »den gyldne regel« og det dobbelte kærlighedsbud. Og så er der sådan set ikke så meget mere at sige. Så gælder det om at gøre - og om at finde ud af hvordan - så at det, man gør, også faktisk kommer til at gøre godt. Det er ikke nok med nogle gode følelser og ord. Kærligheden skal virke i sandhed, hvilket i denne forbindelse vil sige i virkeligheden. Desuden mener jeg, at mange af de problemer, vi står over for i det moderne danske samfund, ikke kan løses ved etik alene. Derfor har jeg det ret godt med mit livslyst-orienterede program. For det første indebærer det dybe og lystbetonede livsengagement en vældig tilskyndelse til at leve »et jævnt og muntert, virksomt liv på jord« for den enkeltes eget vedkommende. Det vil med andre ord gøre ham til en god og skikkelig borger. Og for det andet indebærer kærligheden til livet også en respekt for de andres liv. Man skal selvfølgelig passe på med det andet led i det dobbelte kærlighedsbud: »som dig selv«, så man ikke ender i en fortolkning, der på en egoismelegitimerende måde går ud på, at man først og fremmest skal elske sig selv. Men hvis man er ærlig og redelig i sin betragtning, ved man jo udmærket, hvad Jesus ville med sin brug af det dobbelte kærlighedsbud, og så vil man også forstå, at man selvfølgelig ikke kan elske hverken sig selv eller sit medmenneske, hvis man ikke elsker det liv, man deler med det. På atter en anden måde: Den aktuelle snak om de såkaldte »værdier« viser efter min mening med stor tydelighed, at man ikke bare kan bygge den sociale solidaritet og hele den indbyrdes livsform på nogle abstrakte principper. Ja, hvis man ikke har andet, må man jo nøjes med dem - idet det så er vigtigt, at alle er enige om at betragte dem som hverken mere eller mindre end pragmatiske spilleregler, der efter almindelig ret og rimelighed skal tjene til at sikre et fredeligt og velfungerende samfund).
Det er selvfølgelig farligt at begynde at gøre sig tanker om, hvordan vi skal leve. Det ender jo nemt i ideologi, og her er sporene skræmmende. Og jeg for mit vedkommende vil, som jeg allerede tidligere har sagt, meget gerne - med Grundtvig - sige, at livet simpelt hen selv må udfolde sig. Men den situation, vi befinder os i lige nu, er af en karakter, der aldrig før har været set.
Jeg vil mene, at det store skel ligger i 1960’ernes midte. Vel var der indtil da sket en vældig teknologisk og sociogeografisk udvikling. Men der var alligevel så meget natur og tradition tilbage, at »kunstigheden« ikke havde overvægten. Idet vi hele tiden husker på, at det altså ikke er Paradiset, vi lever i, kan man sige, at indtil midten af 1960’erne var livsformen som sådan god nok (eller, om man vil, livsformer-ne), medens der til gengæld var behov for en øget produktion af varer, som - når de nu kunne produceres - med al rimelighed måtte siges at kunne gøre livet bedre (boliger, køleskabe, biler osv.).
I dag er det anderledes. Der er selvfølgelig stadig varer, der med rimelighed kan siges at gøre livet bedre. Fx den computer, jeg sidder og skriver dette på, og det Internet, på hvilket det er nået ud til læseren. Men såvel mht. vareproduktionen som mht. hele sammenhængen mellem samfundsindretningen og livsformen (og livskvaliteten) overhovedet er i hvert fald den udviklede verdens mennesker i en situation, menneskeslægten aldrig før har været i, en situation, hvor det på en hidtil uset måde er både muligt og nødvendigt at træffe bevidste beslutninger om, hvordan vi vil organisere vor tilværelse for at komme til at leve et sandt og godt menneskeliv.
Sagt på en anden måde: Et kulturprogram i vor tid vil ret hurtigt også komme til at handle om politik!
Men det bliver politik i en videre forstand, end hvad der har at gøre med selve indretningen af samfundets institutioner og med de økonomiske ting, selv om disse ting jo udgør nogle helt grundlæggende strukturer i den måde, vort liv leves på. Det bliver kort sagt nødvendigt at tage det folkelige op til ny kraftig overvejelse!
Og når jeg siger ny, så mener jeg dermed, at det selvfølgelig ikke er nok, bare at videreføre den måde, det folkelige har været forstået og dyrket på fra 1800-tallet af og indtil nu, fx i hele den grundtvigske tradition. Alt godt om dette. Det har haft stor og velgørende betydning for den måde, menneskelivet har været levet på her i Danmark, også langt ud over, hvad der kan betegnes som grundtvigske kredse. Og det er jo heller ikke sådan, at der skal kastes vrag på det. Det skal tværtimod så vidt muligt videreføres. Men altså med tryk på videre-. Med en let omskrivning af Grundtvigs ord i fortalen til »Nyaars-Morgen«: På en med tidens tarv og vilkår passende måde (jfr. US IV 246).
Det, det gælder om, er at komme videre fra den aktuelle situation, hvor forholdet til det folkelige sidder i klemme mellem pdes. gentagelsen af den gamle måde at tale om det folkelige på og pdas. den»folkelighedsbenægtelse«, som dels har været en del af den fremmedpolitiske strid, dels har været en del af den moderne globalistiske kosmopolitisme samt af det europæiske integrationsprojekt.
Den fremmedpolitiske problematik vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Jeg vil nøjes mere end at henvise til undersiden »Fremmedpolitik«, hvor man vil kunne se, at det først og fremmest er vore egne folkelighedsbenægtere og multikulturalister, jeg har haft vendt mig imod, og især mod den tyranniske måde, hvorpå de forsøgte at undertrykke og marginalisere os, der i det mindste gerne ville diskutere, om det nu også var den rigtige politik, der blev ført på området. Og det må være nok. For siden terrorangrebet i USA den 11. september 2001 - og under indtryk af de voksende problemer med de fremmede her i vort eget land og i Europa overhovedet - har debatsituationen ændret sig afgørende. Og så vil jeg ellers se bort fra denne problematik. Det må vise sig, hvordan vi får håndteret, de problemer, der er blevet bragt over os. Det afgørende for mig er, at vi selvfølgelig skal leve vort eget liv videre, som vi ellers ville have gjort. Jeg skal ikke »integreres« ind i en anden livsform end den, jeg og mine efterkommere ellers ville være kommet til at leve i, bare fordi man har bedraget os ved at slå på, at vi da selvfølgelig skulle hjælpe mennesker, der var personligt forfulgt, og ved at bilde os ind, at det da ikke kunne gøre noget med et så lille antal flygtninge.
Jeg ser altså helt bort fra den fremmedpolitiske problematik og taler om det folkelige på vore egne præmisser. At nogle af de såkaldte flygtninge-indvandrere med tiden vil kunne blive mere eller mindre en del af den nye folkelighed, vil jeg ikke benægte. Men det bliver så bare det. Sådan har det altid været, og sådan vil det formodentlig også kunne blive for en del af de nye fremmedes vedkommende. Det er bare umuligt at sige, i hvilket omfang det vil blive tilfældet, for vi har aldrig været i en situation, der kan sammenlignes med den, vi er i nu. Og indtil videre vil jeg ikke beskæftige mig med det - selv om arven fra Grundtvig jo indeholder meget, der kan bruges i forhold til også denne problematik. Foreløbig må de, der har været de store fortalere for indvandringen, se, hvad de kan stille op. Men senere, når vi er blevet enige med os selv om, hvordan vi vil forholde os, vil jeg kunne have noget at bidrage med.
Nej, det, den nye folkelighed skal ses i forhold til, er dels den nyliberalistiske globale markedsøkonomi, dels hele den sociogeografiske omformning af livet, der også helt lokalt bliver en følge af den teknologiske udvikling.
En faktor, der i denne forbindelse ikke kan overvurderes, er »socialismens død« - altså i den marxistiske skikkelse, den hidtil har haft. For hvis der ved socialisme blot skal forstås social solidaritet og et modspil til kapitalismen, må vi sandelig håbe, at socialismen ikke er død. Den gode følge af Sovjetimperiets ynkelige sammenbrud er, at det så nu forhåbentlig er slut med socialismen som utopi og som pseudovidenskabelig indsigt i tilværelsens hemmeligheder - med den elitære og totalitaristiske holdning, det har medført.
Jeg mener kort sagt, at fremtidens socialisme må begrundes folkeligt, eller om man vil, borgerligt, altså i en folke- eller borger-solidaritet - man kan også sige social-konservativt, hvad jeg efterhånden mere og mere selv gør - og i et krav om, at folket - eller borgerne - altid skal have større magt end kapitalen. Jeg ved godt, at Marx har sagt, dette ikke er muligt. Men det var hans model altså slet ikke, så nu må det komme an på en prøve.
Og når jeg hellere vil sige folkeligt end borgerligt, så er det, fordi jeg tror, en tom og abstrakt henvisning til det rent borgerlige, altså til borgerne som blot befolkning, ikke er nok. Der skal et mere konkret livs-indhold i, hvis både solidariteten og kontrollen med kapitalen skal kunne fungere. Hvortil altså kommer, at menneskelivet består af mere end bare magten over pengene og den socialt solidariske fordeling af dem! Det er hele livsformen og hele måden at forstå og opleve livet på, det drejer sig om.
Men alt skal naturligvis foregå i frihed. Og det vil igen sige, at der formodentlig bliver tale om en langt større grad af mangfoldighed eller pluralitet, end det tidligere har været tilfældet. Det må man i hvert fald formode. Men man ved jo aldrig. En af de ting, vi har lært af begivenhederne og udviklingen efter Murens fald, er, at intet kan forudsiges. For hvor stor er mangfoldigheden egentlig i den individualistisk-pluralistiske kultur, der tegner sig? Er det ikke snarere atomisering og »amorfitet«? En stor global masse af individer, der er selvcentrerede på stort set samme måde, og som køber de samme varer, ser de samme film og hører den samme musik? Og man kunne forestille sig, at der fx her i Danmark kunne opstå en længsel efter et folkeligt fællesskab - inden for hvilket den enkelte person så i øvrigt vil få langt større mulighed for at være sig selv!
Alt dette må vise sig. Jeg er Grundtvig-discipel og dermed frihedsmand om en hals. Og jeg er dermed alt andet end ideolog. Det er derfor, jeg har valgt - i både spøg og alvor - at kalde mit program for »Christensens Kulturkasse«, hvoraf enhver kan tage, hvad han ønsker. Og hvis jeg og mine ligesindede kun kommer til at udgøre en endog meget lille subkultur i en stor og broget pluralitet, er der ikke noget at gøre ved det. Hvis der er frihed og vi faktisk er forskellige, er der ingen anden udvej. Det vigtigste bliver så, at alle respekterer nogle fælles spilleregler i samfundet og lever i borgerlig fred med hinanden. Men det næstvigtigste vil være, at så mange som muligt også kan være fælles om at mødes på en fælles kultur-arena. Man behøver jo ikke at være ens for at kunne mødes og præsentere sine produkter for hinanden og drøfte sine synspunkter. Det klassiske eksempel er Grundtvigs syn på det videnskabelige, uddannelsesmæssige og kulturelle fællesskab mellem kristne og »naturalister med ånd« - hvilket i vore dage vil sige åbne og ærlige humanister, altså humanister, der gerne vil være sammen med os på de her nævnte områder, i hvert fald i en fælles udveksling og drøftelse.
Det er selvfølgelig lidt underligt at tale om »det folkelige«, hvis der på en måde ikke er noget folk, dvs. hvis man lever opdelt i forskellige subkulturer. Men pdas. er det vel, hvad vi allerede har gjort i mindst hundrede år. Ja, allerede på Grundtvigs og Ørsteds tid var der store forskelle. Og på Holbergs og Brorsons tid. Og alligevel var der tale om forskelle inden for eet folk. Sådan vil det også kunne blive i fremtiden.
Og det helt afgørende er heller ikke en høj grad af enshed. Det afgørende er, at menneskelivet er forankret i det konkrete, både historisk og aktuelt. Den store fjende er abstraktheden, atomiseringen og amorfiteten.
Det folkelige begynder med, at man snakker med naboen over hækken - eller på trappeopgangen. I selve måden at omgås på. Også medens man venter i kassekøen. De små hyggelige bemærkninger. Men det skulle gerne nå videre, både bagud i historien og fremad ind i fremtiden. Så det må vi til at snakke om, både med naboen og i videre kredse.
Men det folkelige og det individuelle skal selvfølgelig ikke spilles ud mod hinanden. Som allerede sagt kan det folkeliges bevarelse og videreudvikling under nye betingelser netop være forudsætningen for det personlige liv.
Mellem individets liv og det folkelige liv ligger familielivet. Her er der også virkelig noget at tænke over. Og her er det også i høj grad politisk.
Rammerne alene gør det bare ikke. Kulturen skal have et indhold. Og hvordan skal man tale om det, hvis man ikke vil være ideologisk og prøve at skabe eller kontrollere de andres liv? Man må give nogle input til fri afbenyttelse. Her spiller det, man har plejet at kalde finkulturen en vigtig rolle. Men ikke den eneste. Der må også være nogle virkelige ting, der er større end den enkelte persons og den enkelte families liv. Store projekter, man med begejstring kan føle, man er med i. Også ud over krig og sport. Store rumfartsprojekter er en oplagt mulighed. Men også det europæiske projekt. Og hvorfor ikke FN-projektet? Som fredens og rettens og velstandens projekt? Når man tænker på, hvordan folk har kunnet hidse sig op i anledning af krige med nabolandende. Eller på, hvordan fodbold kan præge hele samfundets liv i ugevis. (Dette er skrevet 19.06.04).
Noget, jeg i forbindelse med Irak-krigen og i det hele taget holdningen til brug af militær magt har tænkt meget over, er, hvor fredssagen er blevet af. Når man tænker på, hvor kritisk man i vide kredse forholdt sig til den i mine øjne absolut nødvendige militære opbygning over for den sovjetkommunistiske trussel, er det ufatteligt, så sorgløst og ubekymret man forholder sig til Irak-krigen og hele den nye militære tænkning.
Et stort projekt vil også overgangen fra den nuværende i så høj grad oliebaseret økonomi til en økonomi, der er baseret på andre energikilder, være. Det vil selvfølgelig være nogle forholdsvis få, der direkte skal gøre de afgørende opfindelser og udvikle de forskellige teknologier, men alle vil kunne følge med i det, og der vil også skulle være en bred folkelig opbakning bag de enorme investeringer, der bliver tale om, samt til de korrektioner af markedsøkonomien, der vil være nødvendige, hvis vi skal i gang nu.
Men hvad nu selve »folkeligheden« i den moderne globale verden angår, så må en eller anden form for organismetanke, eller noget dertil svarende, til, en forståelse af og holdning til de menneskelige fællesskaber, hvor der ingen modsætning er mellem det lokale, det nationale, det europæiske og det globale, fordi der jo er tale om kviste og grene på det store træ, som er hele menneskeslægtens træ. Det lyder banalt. Men hvad er alternativet?
Her sluttede de indledende betragtninger 16.11.04
* * *
EN PROGRAM-SKITSE
NB! Først herefter kommer yngste tekst fra avis eller tidsskrift!
Som allerede erklæret i de indledende betragtninger er der intet, der ligger mig fjernere end at ville påtvinge mine medmennesker noget som helst - og allermindst min kristne tro. Til gengæld vil jeg heller ikke selv påtvinges noget, hvilket så vil sige, at jeg påberåber mig retten til at leve mit liv som kristen sammen med mine medkristne - efter de spilleregler, som er nødvendige, når mennesker med forskellig tro og livsanskuelse skal kunne leve fredeligt og godt med hinanden i samfundet og i verden. Dette lyder banalt, men i praksis er det ikke så let, og vi er nu på vej ind i en fremtid, hvor det danske samfund bliver opdelt i forskellige grupper på en måde, det aldrig tidlige har været tilfældet, også uanset indvandringen. Jeg ved godt, man i de for øjeblikket toneangivende kredse forestiller sig, at »humanismen« og »værdierne« skal være det nye fælles idegrundlag - med religionerne og dertil svarende trængt tilbage i privatsfæren eller vel helst helt ud, men en hel del af os andre ser anderledes på det. Jeg for mit vedkommende vil i hvert fald ikke have »humanisme« og »værdier« som religion! For vel er der tale om mere end blot nogle til formålet formulerede »regler«; der er også tale om en fælles - ofte dyrekøbt - europæisk og dansk erfaring. Men lad os så bare sige fælles regler på baggrund af fælles erfaring. Religionens plads vil de ikke kunne indtage for mig, og der er heller ikke nogen, der skal komme og påtvinge mig dem på denne plads.
Noget andet igen er, at der - som også nævnt i de indledende betragtninger - vil kunne være et fælles kulturelt rum for kristne og ikke-kristne. Og jeg skal være den første til at ønske dette rum så stort som muligt. Vel at mærke ikke af pænhed! Og heller ikke bare, fordi det jo er såre menneskeligt at finde det mest behageligt og trygt at være enig med så mange som muligt om så meget som muligt (for det gør også ondt på mig at skulle sige farvel til den grad af kulturel enhed, vi trods alt har haft indtil nu). Nej, det ligger i hele teologien om det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed, at den menneskelighed, man som kristen skal dykke dybt ned i, jo netop er den menneskelighed, man deler med de ikke-kristne. - Her sluttede denne programskitse 16.11.04.
FORTSÆTTELSE
fra 23.10.12
Det er ikke noget tilfælde, at jeg ikke har føjet noget til her siden 16.11.04. Som det fremgår af mange af mine ting på mit "storpoetiske" eller "livs- og litterærpoetiske" hovedområde, viger jeg faktisk af princip tilbage for at ytre mig programmatisk. Jeg prøver i hvert fald at skelne mellem de ting, jeg laver inde på selve mit hovedområde dvs. inde i selve mit "totaldigt", og så de ting, hermed jeg på egentlig programmatisk vis i øvrigt måtte henvende mig til mine medmennesker og medborgere. Man må jo her skelne mellem "program" i betydningen poetisk program og "program" i betydningen kulturelt, kulturkampmæssigt eller (også i den helt vide forstand) politisk program.
Men selvfølgelig interesserer jeg mig både som almindelig borger og som præst, teolog og "åndsarbejder" for, hvad der sker i det samfund, jeg lever i, og som mine efterkommere skal leve i. Og i selve mit poetikalske arbejde spiller spørgsmålet om "det fælles" en større og større rolle, lige fra forholdet mellem digteren og de andre i den allermest centrallyriske situation og ud til det største folkelige, nationale, samfundsmæssige og historiske sammenhænge. Hvortil kommer, at når jeg - med henspilning på Grundtvig - opererer med størrelsen "totaldigt", så ligger deri, at jeg ikke bare ønsker at skabe poetik og litteratur, men dermed også ønsker at dele mit liv med "de andre". Til gengæld betyder dette så også, at jeg stort set vil have nok i det. Hvortil selvfølgelig kommer den betydning for fællesskabet, de andre ting, jeg laver, måtte have og måtte få. Jeg tænker her især på mine litteratur-, idé- kulturhistoriske eller i det hele taget historiske ting, selv om det jo er det definitionsspørgsmål, om - og i hvilket omfang - de skal regnes med til "Totaldigtet". - Mit arbejde med "kirke og teologi", herunder mine forsøg med salmedigtningen, ligger som sagt på et helt andet niveau. At dette niveau er en afgørende forudsætning for mit arbejde med og i "Totaldigtet", er en anden sag.
Jeg har altså stort set nok i, hvad jeg laver på de her nævnte områder - og rigeligt at gøre med det. Og jeg mener også, at hvis jeg skal have nogen væsentlig indflydelse på det fælles liv, så vil det være gennem det.
Et særligt sted på grænseområdet mellem "mit eget" og det fælles ligger, de betragtninger, jeg gør mig, for så vidt angår det mere almindelige grundlag for selve min poetik og selve min poesi. Jeg kan kalde dem - og har kaldt dem - mine Dannevirke-agtige betragtninger (jfr. de netop "betragtninger", som han selv sagde, Grundtvig gjorde sig i den berømte række af artikler i sit tidsskrift "Danne-Virke" i årene 1816-1819, og som i øvrigt strakte sig fra området erkendelsesteori til det kulturprogrammatiske område). Jeg har behandlet disse artikler eller afhandlinger, som man også ofte kalder dem, i min disputats "Omkring Grundtvigs Vidskab" (1998). Men også her er jeg meget mere minimalistisk end Grundtvig. Det, jeg først og fremmest føler behov for at få lavet, er et ganske beskedent overblik over, hvad jeg må betragte som det almindelige grundlag for, hvad jeg beskæftiger mig med i min poetik og poesi. Et nyt forsøg på at få lavet noget af denne karakter vil imidlertid komme til at stå som en af de indledende ting på (formodentlig) undersiden "Poetik". For det er jo ikke "program", i hvert fald ikke først og fremmest. Det er først og fremmest netop et forsøg på at få dannet mig et overblik over hele den virkelighed, jeg opererer i, lige fra erkendelsesteorien af og ud til de samfundsmæssige og kultursociologiske ting, hvortil jeg også regner hele spørgsmålet om fællesskabets betydning. Men ikke mindst fordi, der er strid om en lang række ting på disse områder, kan disse indledende betragtninger meget vel få en både polemisk og programmatisk karakter. Jeg vil dog ikke af den grund flytte eller kopiere denne tekst her til denne underside. Jeg vil lade det blive ved denne henvisning.
"Kirke og teologi" vil jeg stort set også lade blive på undersiden med dette navn - og igen nøjes med henvisningen til den her. Men det er klart, at ikke mindst det forhold, at jeg ganske særligt arbejder med "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", må betyde, at jeg også må gøre mig nogle tanker om såvel det liv, menighedens medlemmer skal leve så at sige mellem gudstjenesterne, som det liv, de skal leve med deres medmennesker og medborgere overhovedet. Men jeg er alligevel tilbageholdende. For vel har jeg da mine tanker om alt, lige fra de ting, der grænser op til gudstjeneste- og fromhedslivet og den slags, over de ting, der (på vor tids vilkår) vil svare til hele Grundtvigs (kun delvis realiserede) alternative kulturprojekt, og ud til den rene politik. Og jeg vil da også komme ind på noget af det alt sammen her. Men der er flere grunde til, at det nok bliver i ret stor beskedenhed. Jeg vil ikke presse noget, der bare kan ligne et ideologisk mønster, ned over mine medmennesker. Men også tanker, der bliver fremsat på den mest frihedsrespekterende måde, kan jo komme til at fremstå som banale, så også af den grund vil jeg helst nøjes med at sætte mine egne særlige ting ud i fællesskabet. Og jeg vil i det hele taget helst stå i det frie forhold til de andre i fællesskabet, som dette sidste indebærer.
Men hvis jeg skal skitsere en slags program, så kan jeg altså begynde med kirken og kristendommen. Dog uden at komme med meget andet "program", end hvad der fremgår af mine særlige kirkelige og teologiske tekster. Det ligger jo udtrykkeligt i "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", at når de kristne er kommet ud af kirkedøren og studerekammerdøren og ud på "statholder-marken", så skal det hele netop selv vise sig derude. Og selv om der nok kan være mere eller mindre forskel på, hvordan kristne og ikke-kristne lever, så betyder det jo i hvert fald ikke, at jeg her på dette sted skal udtale mig om, hvordan specielt de kristne bør leve. Og det samme gælder livet overhovedet.
Jeg kunne nu fortsætte med en egentlig programmatisk tekst, men såvel af mere praktiske grunde, dvs. som følge af den måde, jeg arbejder på, ad flere spor på én gang, som af grunde, der ligger i selve sagens natur (det i næsten alle henseender vanskelige ved at opstille et stort sammenhængende program), vil jeg også her på denne side gå over til at skrive i "fragmenter" eller "nummererede punkter" (jfr. det tilsvarende på undersiderne "Poetik" og "Mit eksistens-rum" ("Mit total-digt")). Denne måde at skrive på vil forhåbentlig betyde større koncentration om de helt særlige ting, jeg mener at kunne bidrage med.
* * *
PROGRAMMET I NUMMEREREDE PUNKTER
Her vil jeg prøve,
løbende at formulere de ting, der ligger eller rækker ud over selve mit
"Totaldigt" og selve mit livs- og litterærpoetiske projekt, og som
altså er af programmatisk karakter i mere egentlig forstand. Se slutningen af
forrige tekst lige her ovenfor og punkt 000 / 000.
NB! Da der nok med tiden vil blive flyttet
rundt på punkterne, og da jeg også vil kunne henvise fra det enkelte punkt til
et eller flere andre, må jeg lave en dobbelt nummerering, nemlig på
den måde, at det første nummer er det aktuelle nummer og det andet det
oprindelige. skrevet fx således: 007 / 013. Hvis der ikke er nogen afvigelse fra den oprindelige nummerering, vil
det fx stå 012 / 012.
000 / 000. - Indledende punkt. - I
disse punkter (som kan revideres og flyttes eller slettes) vil jeg, af de
ovenfor anførte grunde, prøve at sætte altså bogstavelig talt nogle program-punkter ind, efterhånden som det af såvel mere ydre
som mere indre grunde bliver muligt for mig. Som også ovenfor bemærket har jeg
ikke den store lyst til at optræde programmatisk, men da tingene altså hænger
sammen, må jeg se det som en del af mit samlede livs-projekt (i alle dette ords
betydninger!), også at prøve at bidrage med nogle ting af en på denne måde
programmatisk karakter. Det er fx begrænset, hvor meget statsmagten kan og skal
bestemme over den måde, menneskelivet i Danmark skal leves på. Men på den ene
side er den måde, vi indretter staten på, et udtryk for og en del af vor måde
at leve på, og på den anden side har den måde, staten (og i det hele taget
"det offentlige") er indrettet på, stor betydning for de muligheder,
vort liv får. Og det er ikke bare staten / "det offentlige", det her
gælder. Det gælder også livet i civilsamfundet, ja, livet overhovedet, hele den
"ånd", vi lever det i. Jeg gentager, at jeg skal være den sidste til
at ville prøve at presse noget ned over hovedet på mine medmennesker og
medborgere, men selv i det mest frie fællesskab mellem frie og selvstændige
person er det en del af det fælles liv, at der bliver lagt nogle ting frem.
Meget tyder på, at den sande balance mellem individ og fællesskab også er det,
der sikrer et virkelig personligt liv. Superindividualismen synes i høj grad at
føre til ensretning.
* * * *
* *
HER BEGYNDER
SAMLINGEN AF ARTIKLER FRA AVISER, TIDSSKRIFTER OG INTERNETTET.
- -
Ind på modernitetens torv
Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om
fremtidens fællesskab(er)
[Dansk Kirketidende
04.04.12. - Manuskriptets titel og undertitel var: Fremtidens fællesskab(er).
Nogle krav, ønsker og tilbud af programmatisk karakter. - Mellemrubrikkerne er
dels manuskriptets, dels redaktørens. - Denne tekst står nu på mine internetundersider
"Debat" og "Program" ].
Af Bent Christensen,
pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
Man kan bare sende sine egne ting ud og se, hvad der sker. Men det er alligevel også nødvendigt at formulere nogle krav, ønsker og tilbud til fællesskabet. Jeg vil derfor præsentere nogle programmatiske punkter, for så vidt angår livet i fremtidens danske samfund, lige fra de allermest omfattende politiske områder af og til de områder, hvor det drejer sig om mine ligesindedes og mit eget liv, ja, om mit eget helt personlige "storpoetiske" projekt.
Insistér på demokratiet
Murens fald i 1989 er det store skillepunkt. Vi har i århundreder haft meget forskellige holdninger her Danmark, men det er først i de seneste årtier, vi har oplevet en så voldsom polarisering. Måske har vi hidtil trods alt har haft så meget fælles, at kampen først og fremmest har været en kamp om at få sat sit præg på det fælles. Men efter det store sammenbrud ikke alene for kommunismen, men for enhver form for utopi og "stor fortælling" har der for de toneangivende ikke været andet tilbage end miljø, klima, moralisme og kampen for egen identitet og position. Og den kulturkonservatisme, som har gjort sig gældende hos mange, har endnu ikke kunnet yde et egentligt modspil. Man har højst kunnet sætte hælene i på det mere eller mindre politiske plan.
I denne situation vil jeg først og fremmest insistere på demokratiet - med de mindretalsrettigheder, det i vor tradition også indebærer. Og så er jeg ellers rede til - på både mine egne og mine efterkommeres vegne - at gå ind i det, der så må blive en sand pluralitet, idet jeg vil bekæmpe enhver tendens til, at "værdierne" bliver en ny tvangs-statsreligion.
Ind i pluraliteten
Det ligger dybt i menneskene, at man er mest tryg ved, at alle tror og mener stort set det samme, og staten vil også altid være interesseret i, at det er sådan. Men hvis nu borgerne i et land faktisk tror og mener vidt forskellige ting og der samtidig skal være frihed, så er den sande pluralitet den eneste mulighed. Og jeg er rede. Jeg er rede til at gå i en eller flere subkulturer. Og det vil først og fremmest være det kommende frie evangelisk-lutherske kirkesamfund. Men det kan også være et eller flere "traditionsdanske" og tilsvarende fællesskaber med egne foreninger og institutioner, fx skoler. For det er jo ikke alene en ny tvangs-statsreligion, der kan blive tale om; det kan også blive en så stor sterilitet, at folk af min slags ikke kan leve i den og ikke ønsker at lade deres børn blive opdraget i den. Et springende punkt bliver, i hvilket omfang staten vil tillade forældrene at bestemme, hvordan deres børn skal opdrages.
Mødet på modernitetens torv
Men det behøver ikke komme til det yderste. En enhedskultur som den, vi altså trods alt har haft i tusind år, får vi nok ikke igen. Men vi kunne måske ende i en slags mellemting, nemlig i et møde i fri meningsudveksling og kappestrid på modernitetens torv! Med moderniteten som det fælles vilkår. Nogle af mine bedste Facebook-venner er ateister, og til dem siger jeg, at ligesom Grundtvig var åben over for et kulturelt samarbejde med "naturalister med ånd", er jeg åben over for et kulturelt samarbejde med "åbne og ærlige ateister". Det er de mest oplagte samarbejdspartnere. Men også folk, der har en anden religion, skulle vi kunne mødes med i den således forståede modernitet.
Hvad det kulturelle grundlag for og indhold i de fælles institutioner angår, altså for eksempel hele uddannelsessystemet, må det i høj grad også komme an på de rent politiske (magt)forhold. Der må være grænser for, hvor lille en hale der skal kunne logre med hele hunden. Men det er ikke til at forudsige, hvad der bliver hale, og hvad der bliver hund! Jeg og mine ligesindede kan godt ende med at komme til at udgøre et ret lille mindretal.
"Traditionsdansk"
Men uanset hvordan det kommer til at gå, vil jeg for mit - og mine yngre ligesindedes - vedkommende dels leve mit liv i det evangelisk-lutherske (men økumenisk åbne) kristne kirkefællesskab, dels forbeholde mig retten til at være så "kulturkonservativ" og "traditionsdansk", jeg har lyst til. Men jeg er altså nødt til at sætte begge disse sidste ord i anførselstegn. For det ligger i hele mit program, at det af helt indre grunde og uanset alt, hvad modstanderne kan finde på, er nødvendigt at se helt frit og uhildet på virkeligheden. Konservatisme er først og fremmest en afvisning af alt kunstigt, ideologisk hjernespind og en forholden sig til virkeligheden, som den er. Og traditionalismen står og falder derfor med, om der faktisk er eller ikke er forhold i virkeligheden, der er større end det enkelte individ og den enkelte generation. Både principielt og aktuelt må alt dette simpelt hen vise sig og godtgøre sin virkelighed og betydning på ny. Modstanderne har haft travlt med at tale om Morten Korch-Danmark. Men tradition kan aldrig være en fastlåsning af en bestemt tilstand, endsige en tilbageføring til en sådan, men udelukkende en naturlig fortsættelse af vort liv på de til enhver tid givne betingelser. Nogle vil være mere kosmopolitisk indstillet end andre. Men hvis der ikke går ideologi og magtkamp i det, skulle det ikke være et stort problem i en gammel søfarts- og handelsnation som vor.
Et kristent bidrag
Hvad nu til sidst selve mit eget projekt angår, så er det altså egentlig et ganske personligt poetisk projekt - hvor "poetisk" dog skal forstås meget bredt, så det kommer til at omfatte alt, lige fra ethvert menneskes livsfølelse til det enkelte konkrete centrallyriske digt. Men jeg præsenterer det her, fordi det kan ses som et eksempel på, hvad vi kristne kan bidrage med. For det er teologisk begrundet, nemlig i den (i høj grad hos Grundtvig fundne) "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", ifølge hvilken den elskende og kendende forholden sig til livet her i verden uden for gudstjenesten, fromhedslivet og teologien er en nødvendig forudsætning for, at den særlige kristne tale skal blive andet end "tomme ord og lyde". Og det gælder altså engagementet i "livets levelse" overhovedet. Men med en særlig betoning af fordybelsen og refleksionen. Først derefter - og i vekselvirkning dermed - kommer den særlige poesi som "livets udvidelse med andre midler" og som en særlig erkendelsesaktivitet.
Helt afgørende er, at livsengagementet og den derved opnåede erkendelse skal ske "uafvidende", altså uden kristelig overklistring og uden kristelig facitliste. Kun derved opnås nemlig den erkendelse af den givne virkelighed, som kan betydningsudfylde den særlige rent kristne tale. For den kristne ligger kristendommen naturligvis omkring det hele, med Guds Rige som den yderste horisont. Og det er fra kirkedøren og den teologiske studerekammerdør, han bliver sendt ud på den mark, hvor det uafvidende livsengagement skal finde sted. Men så er det ellers forholdet til den foreliggende virkelighed, det gælder. Og det er let at se, at den kristne godt kan så at sige dele mark med den ikke-kristne eller indbyde den ikke-kristne til at være med i denne uafvidende forholden sig til virkeligheden. Det afgørende er, at poesien (og jo overhovedet kunsten) dyrkes for livets skyld, og ikke for ideologiske eller politiske formåls skyld eller som religionserstatning eller som social statusmarkør.
For mit eget vedkommende går den videre vej først og fremmest mod en centrallyrisk poesi. Udgangspunktet er bogstavelig talt et punkt på livsengagementets mark, hvor jeg står og venter på, at min livsfølelse skal blive opfyldt og udfyldt gennem det møde med virkeligheden uden for mig, der nu skal finde sted. Men det rum, hvori dette møde skal finde sted, er jo ikke bare den rent fysiske verden omkring mig. Jeg bliver nødt til at se og opleve det som det eksistensens rum, der omfatter den virkelighed, der er større, end hvad fysikken kan beskrive, og som først og fremmest viser sig i den måde, hvorpå jeg helt elementært lever som menneske.
Se så dybt som muligt
Der er ingen metafysik i dette. Det er hverken mere eller mindre end min menneskelige eksistens og dens fysiske verden, jeg forholder mig til. Men det gælder jo om at se så dybt i det hele som muligt, og om at få ting til at tegne sig, som ellers ikke ses. Og dette kan ske, fordi jeg selv som person (poetisk Jeg) og det, der er omkring, mig bunder i den samme grund. Det kan der siges meget kristeligt om. Men det skal der ikke gøres ude på livsengagementets mark. Og desuden gælder det samme jo for en rent naturalistisk betragtning.
Subjektet og objektet er manifestationer af den samme virkelighed. Og allerede i selve det poetiske møde mellem subjekt og objekt bliver virkeligheden større. Men på et tidspunkt bliver det poetiske mødested jo til digtets sted, og så sker der endnu mere. Digtet kommer til at leve sit eget liv, digtet bliver et nyt, tredje manifestationssted. På en måde er det jo ganske vist inde i digteren, digtet bliver til. Men motivets strukturer kommer jo (også) udefra. Og alle de strukturer, der således er til stede, er dele af, om man så må sige, hele den samlede eksistens-struktur. Man kan sammenligne det, der sker i "digtets eget liv", med det, der sker, når sprogbrugeren pludselig danner et helt nyt ord på grundlag af det sprog, han lever i. Og så må det ellers vise sig, hvad der kommer til at manifestere sig i digt efter digt. Her er heller intet jo foreskrevet på forhånd. Alle mulige motiver kan komme til at vise sig, og alle mulige slags digte kan komme til at skrive sig. Således bliver teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement opfyldt i det poetiske felt.
Digteren og det
fælles liv
Men der er mere at sige. Poesien som del af det kristeligt nødvendige livsengagement er jo også en del af menneskelivet, det menneskeliv, som ikke bare er simpel omverden, men er det særlige livsfællesskab, digteren med sit eget liv er en del af. Og det betyder ikke bare, at det er i den menneskelige eksistens' rum, poesien finder sted, og at menneskelige motiver m.m. naturligvis får den helt afgørende betydning i poesien. Det betyder også, at den poetiske aktivitet i en eller anden grad bliver en sammenfletning af digterens personlige liv og det fælles liv. Jo mere det poetiske møde bliver et møde mellem digter-jeg'et og det menneskelige fællesskab, jo mere bliver der tale om et vekselvirkningsforhold, hvor digteren sætter sig selv og sit eget liv ind i fællesskabet. Og så bliver der i en eller anden grad tale om noget, der i hvert fald kommer til at minde om, hvad der i helt enestående grad var tilfældet for Grundtvigs vedkommende, nemlig for så vidt som hele hans digtning jo kan læses som én stor sammenfletning af hans og det danske folks liv, med Grundtvigs digtning som også et "handlende ord". Jeg kan her henvise til såvel Flemming Lundgreen-Nielsens litterære Grundtvig-disputats "Det handlende ord" som min egen artikel i det seneste nummer af Grundtvig-Studier "Totaldigteren Grundtvig". Og selv om jeg for mit vedkommende, hvor meget jeg end påberåber mig mit discipelforhold til Grundtvig, optræder både meget minimalistisk og ikke specielt bundet til "det folkelige", er dette en vigtig indre grund til, at jeg må interessere mig programmatisk for det fælles liv ude i kulturen og samfundet.
* * *
Ved min afgang som lokalformand for DF
Af Bent Christensen
Afgået formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
[Lolland-Falsters Folketidende 28.03.08. - Står også på undersiden ”Politik”]
På DF Lollands generalforsamling den 25. marts genopstillede jeg ikke til
formandsposten og er dermed nu forhenværende. I den anledning vil jeg først og fremmest
byde min efterfølger og forgænger Erik Kjelgaard velkommen tilbage på
formandsposten og ønske ham og vor lokalforening held og lykke. Men jeg vil
også benytte lejligheden til at forklare, hvorfor jeg ikke ønskede at
genopstille, og til at sige lidt om de både politiske og videre perspektiver i
det, jeg ønsker at koncentrere mig helt om i resten af min tid.
Jeg er nu simpelt hen nødt til at bruge al min tid på de to områder, jeg
i 2003 gik på pension for at dyrke, nemlig ”udmøntningen af arven og inspirationen
fra Grundtvig” og ”slavistik” (nu især Polen og det polske, men også det
vendiske i fortid og nutid, herunder ikke mindst det sorbiske i Sydøsttyskland,
hvor dette slaviske mindretal jo lever den dag i dag). Om mine politiske
aktiviteter har jeg ellers sagt, at min store lærefader Grundtvig jo også
var politiker. Men jeg fylder snart 65 og har langtfra Grundtvigs arbejdskraft!
Jeg er simpelt hen nødt til at koncentrere mig, hvis jeg skal nå bare lidt af
det, jeg gerne vil.
Der er altså ikke politiske grunde til min afgang. Langtfra. Jeg vil
fortsat være et aktivt medlem af Dansk Folkeparti og dermed deltager i kampen
mod befolkningsudskiftning og islamisering. Og i særligt tilspidsede
situationer vil jeg intensivere min indsats. Jeg vil også fortsat interessere
mig for de mere positive og almindelige politiske områder, som jo er det, det
hele egentlig drejer sig om. Og der er ingen skarp grænse mellem disse områder
og de særlige områder, jeg nu vil koncentrere mig om.
Der er en klar sammenhæng mellem ”arven og inspirationen fra Grundtvig”
og en lang række politiske områder. Der er selvfølgelig alt det, der har med
”det folkelige” at gøre, hvor jeg dog, som på de fleste andre områder, er en
minimalist, der vil begynde helt forfra og kun regne med det, der virkelig er
noget og kan godtgøre sig selv som sådant. De, der skyder på det Morten
Korch-fugleskræmsel, de selv har rejst, kommer i hvert fald ikke til at ramme
mig. Spørgsmålet er jo ikke, om vi fx kan få Danmark tilbage til 1950’erne og
fryse det fast dér. Spørgsmålet er, hvordan vi overhovedet kommer ind i den
fremtid, der som bekendt er uundgåelig for os alle, med både jord- og
bagudforbindelse og i det hele taget med sjælen i behold, så vi ikke ender som
dele af een stor ens global masse af fuldstændig tomt og overfladisk
producerende og forbrugende individer. Og dette har også noget med selve
demokratiet og forvaltningen at gøre. Jeg er overbevist om, at både den
demokratiske proces og fx det at have loyale og pålidelige folk i alle forvaltningsgrene
forudsætter en eller anden form for det, man i gamle dage kaldte ”folkelighed”.
Dette er også et meget vigtigt aspekt i hele EU-problematikken.
Men der er også ulighedsproblematikken, hvor man jo bare kan tænke på de
kendte Grundtvig-ord ”når få har for meget og færre for lidt”. Og der er den
trussel mod demokratiet, som den nye store globale kapitalisme udgør. Jeg har
længe sagt, at når islamismen engang er blevet historie (som det sker for
enhver totalitær ideologi), så bliver den store udfordring den globale
kapitalisme. Jeg vil ikke bekæmpe kapitalismen. Den har jo blandt andet den
store og enestående fordel, at den virker! Men jeg vil kæmpe for, at der ikke
bliver samlet alt for megen magt i bestyrelses- og direktionslokalerne. Også
her vil et på en eller anden måde folkeligt indhold i den demokratiske
styreform være afgørende. Idet vi jo ikke må glemme, at også erhvervslivets
topfolk gerne skulle føle sig som en del af folket. Det er sikkert storslået af være topleder i erhvervslivet, men kun rigtig storslået,
hvis man ved sit livs ende kan sige til sig selv, at man virkelig har tjent
sine medmennesker med det, man har lavet.
Sidst, men ikke mindst er der det, vi kalder værdikampen. Heri indgår
også de ting, jeg allerede har nævnt. Men jeg vil i al ubeskedenhed tillade mig
at pege på, at de ting, jeg nu skal arbejde endnu mere koncentreret med end
før, helt grundlæggende drejer sig om udviklingen af nogle koncepter med
henblik på en, kan man godt sige, alternativ kultur. Hvor langt jeg når, kan
jeg ikke sige. Men jeg håber, at der under alle omstændigheder vil være yngre,
der kan og vil fortsætte, hvor jeg har sluppet.
Det er umuligt at komme nærmere ind på disse ting her. Men man kan læse i
hvert fald en del mere om det på min hjemmeside www.bentchristensen.dk. Og jeg kan oplyse,
at mit projekt fra begyndelsen af har haft arbejdstitlen ”poetisk livsfølelse
og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”, men nu er blevet
udvidet, for så vidt angår både den litteratur- og idéhistoriske forskningsdel
og den del, hvor jeg prøver at udfolde og producere mine egne ting. Dette er
ikke kultur-kamp. Kultur-kamp fører aldrig til noget nyt og positivt, men kan
højst holde noget dårligt tilbage og holde et rum frit, hvori noget nyt kan
blive til. Hvis noget nyt og levende skal blive til, kan det kun ske, hvis der
bliver arbejdet på det for dets egen, ja, helt højtideligt sagt ”for livets
skyld”.
Jeg ved, at dette er store ord i marts (hvor dette er skrevet), men det
er i disse sammenhænge, jeg arbejder og vil gøre det, så længe jeg kan. Hvad
der kommer ud af det, vil vise sig.
Men jeg melder mig altså ikke ud af hverken partiet eller samfundet eller kirken, så vi ses - og høres!
* * *
VI MÅ LÆRE AT LEVE MED OG I MANGFOLDIGHEDEN
Kommentar 25.01.06 til Kåre
Bluitgen-interview i religion.dk 21.01.06. - Står også på undersiderne ”Kirke
og teologi” og ”Fremmedpolitik”.
I et interview på Kristeligt Dagblads
”religion.dk”, ”Jeg bukker, takker og smiler” (21.01.06), siger Kåre Bluitgen,
som man jo ellers må beundre for hans mod og gode vilje, at ”jeg tror, at
lægevidenskaben en dag finder den medicin, der kan helbrede religiøsitet, så vi
en dag holder op med at slå hinanden ihjel, på grund af det vi tror på”.
Hertil må vi som kristne sige, at vel er det uhyggeligt, hvordan
vi her i den vestlige kristenhed har behandlet ikke alene andre mennesker, men
også hinanden, men der er jo ikke noget af dette, der kan føres tilbage til
JESUS! Det er der virkelig ikke, tværtimod! Vi kan også minde om, at
kristendommen, altså selve den ægte kristendom, ikke er en ”religion”, men
netop adskiller sig fra og er et opgør med ”religiøsiteten”.
Når det alligevel er sådan, at der,
som det er blevet sagt, skal en stærk tro til at studere kirkehistorie (og det
såkaldt kristne Europas historie), er det, fordi kristendommen, dvs.
”kristendommen”, fra kejser Konstantins tid af alligevel er blevet gjort ikke
alene til ”religion”, men til statens, samfundets og kulturens idegrundlag.
Heldigvis er Evangeliet dog fortsat til stede som en kritisk mod-magt.
Noget andet er, at der alligevel er
det forkerte ved Kåre Bluitgens ”fromme” håb, at det er for naivt at forestille
sig, at de dårlige ting, selv kristendommen/”kristendommen” er blevet inddraget
i, skulle forsvinde, hvis det skulle lykkes at fjerne menneskenes religiøse gen
(eller hvad han nu forestiller sig). Den eneste ”behandling”, der kunne hjælpe,
ville være at fjerne ”arvesyndens gen”, altså genet for menneskets selviskhed
og trang til at herske over de andre. Og det er nok for meget at håbe på.
Historien er fuld af rædselsfulde eksempler på, hvad der kommer ud af forsøg i
den retning. Og Kåre Bluitgens forestillinger om den helt store
hjernemanipulation ligger klart på denne linie.
Nej, vi må indrømme og se i øjnene,
at vi mennesker er, som vi er, og så ellers prøve at inddæmme disse træk og
afbøde deres virkninger.
Det bogstavelig talt djævelske er,
at også de i sig selv allerstørste og allerbedste ting, altså først og fremmest
religiøsiteten, og lad os nu bare regne den kristne gudstro med, men også
kærligheden til folk og fædreland, kan føre til de værste og mest grusomme
handlinger, når de kommer i forbindelse med magtsygen.
Men det allerværste er, at det er
nemmere sagt end gjort at komme ud over dette. For netop det største, man tror
på eller elsker, er jo det, man sidst vil opgive. Dertil gælder også alle slags
idealer af ikke i snævrere forstand religiøs karakter, fx Kåre Bluitgens
idealer. Det viser han jo selv, når han med sit beundringsværdige mod faktisk
sætter sit liv på spil i sin insisteren på ytringsfriheden.
Hvad situationen i Danmark angår,
ville det bedste have været, om vi ikke havde lukket så mange muslimer ind i
landet. Men ellers er den eneste løsning, jeg kan se, at vi kristne - sammen
med frisindede humanister (der virkelig ER frisindede!) - insisterer på, at
magten skal holdes ude af den religiøse og i det hele taget idemæssige kamp,
som altså kun skal være en kamp på ord, en vidnesbyrdets og forkyndelsens kamp,
hvor forholdet til, hvad man i det hele taget må regne for sandhed, spiller den
afgørende rolle, men hvor alle parter også erkender, at det først er på den
yderste dag, det vil vise sig, hvad der er Sandheden (med stort). Og så må man
i øvrigt insistere på, at alle følger de spilleregler, der er nødvendige for,
at vi skal kunne leve i fred med hinanden.
Men det er ikke let. For
”spilleregler” som ”demokrati”, ”åndsfrihed”, ”tolerance” osv. har jo ikke i
sig selv noget INDHOLD. Der er intet i disse ”spilleregler”, man kan hverken
leve eller dø på, så der må noget mere til. Og det vil altid være fristende for
samfundet (staten) at prøve at påtvinge hele befolkningen et eller andet, der
er mere end bare disse spilleregler. Det vidner al historisk erfaring om. Som
det tegner lige nu, kan man frygte, at statsmagten og andre ledende kræfter vil
prøve at give ”værdierne” mere indhold og prøve at ophøje resultatet til en
slags ny offentlig tvangs-religion. Men det vil være forfærdeligt. - Men det
kan blive svært at definere grænsen. For man kommer ikke uden om en vis form
for fælles opdragelse i fx skolevæsenet, ligesom man heller ikke kommer uden
om, at et vist minimum af fælles værdi-indhold i det hele taget vil være
ønskeligt. Men det er altså svært, for det ligger vist ikke i menneskets natur
at elske mangfoldigheden. Man vil gerne have sin egen frihed, men man bliver
utryg, hvis de andre er alt for anderledes!
Det bedste vil være, hvis det - ud
over det ønskværdige minimum af fælles indhold - kan lykkes at lade
”spillereglerne” forblive hverken mere eller mindre end netop ”spilleregler” og
at lade borgerne selv finde ud af, hvad de hver især og i de grupperinger, de
evt. finder sammen i, vil bygge deres liv på og finde deres håb mod lidelsen og
døden i. Vi kristne skal være de første til at vise, at vi på een gang kan leve
og dø på vores tro og være gode medborgere og gode bidragydere til det
samfundsmæssige og kulturelle fællesskab.
Det eneste, vi alle må være absolut
intolerante over for, er intolerancen. Enhver gruppering, der vil prøve at tage
magten over hele samfundet og dermed udelukke den her omtalte mulighed, må
bekæmpes med alle nødvendige midler.
Endelig vil jeg sige, at dette ikke
udelukker, at menneskelivet i fx Danmark fortsat bliver i høj grad præget af
såvel vor historiske kristne (eller dog ”kristne”) arv som af den kristendom,
der fortsat lever i den - større eller mindre - kristne menighed. Det skal bare
ske i frihed, og under efterlevelse af de nødvendige spilleregler. Man kan jo
ikke have en meget stor gruppe af mennesker, der lever på en bestemt tro, uden
at det vil komme til at præge livet i hele samfundet. Navnlig hvis der fx er
tale om enkeltting, der kan vinde frivillig tilslutning hos borgere, der ikke
selv tilhører den pågældende gruppe.
Bent Christensen
pastor, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
* * *
DET FOLKELIGE LIV I KOMMUNEN
[Sendt til Lolland-Falsters Folketidende 22.11.05, men var endnu 29.11.05 ikke bragt, så jeg satte
det på undersiden ”Politik”, men altså også her. Måske ser nogen det. Og hvis
man er interesseret i at drøfte sagen med mig, er man velkommen til at sende mig
en mail.]
I forbindelse med min opstilling til
kommunalbestyrelsesvalget fik jeg lejlighed til at gøre mig nogle overvejelser
over ”det folkeliges” betydning her i det 21. århundrede, også og ikke mindst
helt lokalt. Jeg har jo levet med Grundtvig gennem de 30 år fra 1972 til 2002,
hvor jeg afsluttede selve min Grundtvig-forskning, og gik i 2003 på pension som
60-årig – ”pensionen som arbejdsstipendium” – med henblik på en bred udmøntning
af ”arven og inspirationen fra Grundtvig”.
Hvad ”det folkelige” angår, har jeg gennem mange år sagt, at
når vi skal nyformulere det, så skal vi begynde helt forfra i det helt
grundlæggende og elementære, hvilket vil sige det helt nære liv, vi lever med
hinanden.
I min valgkamp prøvede jeg at anvende dette på kommunalpolitikken,
idet jeg pegede på, at det, der sker i kommunens liv som institution, dels selv
er en del af det lokale liv, dels udgør de institutionelle rammer, som dette
liv leves inden for.
Men det er klart, at ikke alt er politik. Det folkelige liv,
dvs. det menneskeliv, vi lever for os selv og med hinanden fx her i Lolland
Kommune, er meget større end selv det i videste forstand politiske. Hvortil
kommer, at vi jo på det politiske plan er delt op i partier, medens det
folkelige liv er noget, vi alle er fælles om, uanset partitilhørsforhold og de
interessemodsætninger, opdelingen i partier er udtryk for.
Den nye kommunestruktur, og altså for os den nye Lolland
Kommune, er en enestående lejlighed til at både tænke og handle nyt, for så
vidt angår ”det folkelige”, så dette læserbrev er en opfordring til såvel alle
eksisterende folkelige foreninger m.m. som alle borgere i Lolland Kommune om at
overveje, hvad vi kan gøre for at styrke og videreudvikle det folkelige liv,
både i kommunen som helhed og i de allermindste lokale sammenhænge. Men hvis
nogen har lyst til at drøfte spørgsmålet med mig, er de velkomne til at
henvende sig på en af nedenstående adresser.
Bent Christensen
pastor, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
* * *
DE
KRISTNES LIV I PLURALITETEN
[Kristeligt Dagblads kronik 11.07.05]
Kultur-kamp er
ikke nok. Når friheden er sikret, må hver gruppe udfolde sig positivt i liv og
værk. De kristne må først være kirke, dernæst udfolde det kristeligt nødvendige
livsengagement, og så derfra gå ud i det åbne, fælles kultur-rum.
Af Bent Christensen
[Om forfatteren oplyses: Bent Christensen er tidligere sognepræst i Døllefjelde og dr. theol. & cand. mag.]
Den kulturkamp, der fortsat føres, er nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Kultur kan ikke skabes gennem kamp og kritik, men kun gennem liv og produktion. Det eneste, der egentlig skal kæmpes for, er selve friheden og retten til at være en del af mangfoldigheden. Og når friheden er sikret, må hver gruppe udfolde sig positivt i liv og værk.
Nøgleordet er ”mangfoldighed” eller ”pluralitet”. Alt tyder på, at vi nu er på vej ind i en kulturel situation, som i hidtil uset grad vil være præget af mangfoldighed eller pluralitet. Der er ganske vist to andre muligheder, nemlig at Europa går til grunde i balkanisering og borgerkrig, eller at vi går hen og får en ny enhedskultur i form af et markedsøkonomisk massesamfund med ”humanistiske værdier” som tvangs-statsreligion! Men jeg håber, at intet af disse rædselsscenarier bliver virkelighed. Jeg kunne selvfølgelig også håbe, at vi kom ind i en ny kristen enhedskultur, som næsten hele befolkningen helt frivilligt gik ind i. Men det er der ikke meget der tyder på vil blive tilfældet.
Efter enhver realistisk vurdering må vi forudse, at når vi nu engang er så forskellige, som vi er, og det samtidig er utænkeligt (eller altså bør være det), at der skal øves tvang mod nogen i religiøs og kulturel henseende, så er det uundgåeligt, at der bliver tale om en meget høj grad af mangfoldighed eller pluralitet - også uanset indvandringen, som jeg i denne forbindelse ser bort fra .
Vi bør dog fortsat stræbe efter at være enige om så meget som muligt. Det gælder selvfølgelig først og fremmest de helt elementære spilleregler for, hvordan vi skal kunne leve sammen i et samfundsmæssigt, borgerligt fællesskab. Men det skulle også gerne gælde nogle principper for kultur og undervisning, der gør, at vi - med en høj grad af forskellighed - kan være fælles om i hvert fald store dele af især den højere undervisning (og forskningen). Og jeg bør nok her understrege, at det ikke er et liv i fysisk adskilte parallelsamfund, jeg taler om. Vi ser jo allerede nu, hvordan vi kan bo og færdes, uddanne os og arbejde sammen, selv om vi på mange måder er meget forskellige. Det er netop karakteristisk for livet i det post-moderne samfund, at den enkelte person dels lever som individ i samfundet overhovedet, dels indgår i ikke bare eet særligt ”netværk”, men i mange forskellige ”netværk”. Hvert enkelt individ har faktisk pluraliteten inde i sit hoved!
Den del af den pluralistiske mangfoldighed, jeg tilhører, er først og fremmest den kristne kirke. Og her må vi forberede os på en tilstand, hvor vi evangelisk-lutherske kristne (fra den nuværende Folkekirke) kommer til at udgøre et særligt fællesskab inden for en befolkning, hvoraf en stor del ikke er kristne, og i et samfund, hvis institutioner er helt tømt for alt, hvad der har med religion at gøre. For enten er Danmark et kristent land, hvor alt - frivilligt - er kristent, eller også må kirken, dvs. de kristne, komme til at leve som en særlig organisme i samfundet. Spørgsmålet er ikke, om det vil ende sådan, men om vi kan nå at blive ordentlig forberedt til det! - Forholdet til herboende kristne af andre konfessioner skal selvfølgelig være så tæt og godt som muligt, idet der jo pr. definition kun er een Kirke.
Også de kristne inden for den evangelisk-lutherske kirke vil selvfølgelig være meget forskellige. Men nu har jeg altså min kristendomsforståelse, og det bliver så den, jeg må lægge til grund for det liv og dermed den ”del-kultur”, jeg ønsker at arbejde for. Jeg har brugt det meste af mit voksne liv på at arbejde med netop denne side af sagen. I 1987 udgav jeg bogen ”Fra Drøm til Program”, hvor emnet var, hvilken betydning Grundtvig tillagde det dennesidige livsengagement som del af det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning. Og i 1998 udgav jeg ”Omkring Grundtvigs Vidskab”, hvis undertitel er: ”En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement”.
Det, jeg på en helt særlig stærk måde har lært hos Grundtvig, er meget kort sagt, at når det dennesidige livsengagement ikke bare er ”tilladt” for de kristne, men direkte nødvendigt for dem, så er det, for at de derved skal få udfyldt de rammer, der udgøres af det rent frelseshistoriske og gudstjenstlige forhold til Gud. Evangeliets ord bliver tomme for os, hvis vi ikke også kender Gud gennem vort engagement i den tilværelse, vi har fået fra skabelsen og fødslen af – og på en helt ny måde bliver sendt ud til fra gudstjenesten. I øvrigt må jeg henvise til min hjemmeside: www.bentchristensen.dk. Her kan man på undersiden ”Grundtvig” læse resumeerne af de to bøger samt beslægtede tekster. Og mine egne forsøg indtil nu på at udmønte arven og inspirationen fra Grundtvig kan man se på undersiderne ”Teologi og kirke”, ”Program” og ”Poetik”.
Allerede det, at der vil være unge talentfulde mennesker, der overhovedet kommer til at leve som kristne på den nye stærke måde, der vil blive tale om, når kirken træder ud af den hverken-eller-tilstand, vi befinder os i nu, vil føre til, at der bliver skabt noget, der er nyt og anderledes i forhold til den hidtidige kultur. Men det er naturligvis mit store håb, at der også vil være sådanne unge talenter, der kan se de samme ting hos Grundtvig, som jeg har set, ja, vil prøve at udmønte arven og inspirationen fra ham på en måde, der svarer til, hvad jeg har forsøgt.
Ikke mindst når der skal være tale om en udfoldelse af arven og inspirationen fra Grundtvig, er det dog først og fremmest alle de kristnes liv det skal gælde, med en vekselvirkning mellem alle delene. Og selve engagementet i det helt elementære liv, og dermed ”kulturen” i denne brede og fundamentale betydning, vil være både grundlaget og målet for alt det andet. Hvor det så også bliver særlig tydeligt, at vi naturligvis ikke skal gøre noget som helst for nogen kamps skyld, men alene for livets skyld.
Det her skitserede syn vil imidlertid også kunne få stor betydning, hvad ”kulturen” i den mere specielle forstand angår. Idet man dog må forudse, at de unge kristne talenter ikke vil dyrke alle områder med samme energi som den nuværende klasse af kunstnere og intellektuelle, for hvem ”kulturen” i mange tilfælde fungerer som en erstatningsreligion med dem selv som et dertil svarende præsteskab. Man vil rent ud sagt gå til ”kulturen” på en anden måde, når man i forvejen har en egentlig religion!
Men der vil være områder inden for kunst og kultur og forskning, de unge kristne talenter vil kaste sig over med desto større energi. Og så vil kun talentets størrelse sætte grænsen for resultaterne. Teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement giver jo ikke bare den helt store tilskyndelse til også dette særlige engagement; den giver samtidig kunsten og kulturen den sande frihed til at forholde sig til hverken mere eller mindre end selve virkeligheden. Kunsten og kulturen bliver fritaget for den byrde at skulle være religions-erstatning. Og det, teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement kræver på også den særlige kulturs område, er netop selve den kendende og elskende forholden sig til tilværelsen – uden nogen som helst form for facitliste.
Jeg er overbevist om, at kun ved, at vi begynder indefra i
en sådan kristen del-kultur vil der kunne udfoldes et virkelig stærkt
alternativ til den nuværende epokes kultur. Men jeg vil da også kun ønske alt
godt for, hvad man vil prøve at føre frem på et rent borgerligt,
kultur-konservativt grundlag. Og hvad mere er, kristne med det her skitserede
syn vil også ønske at gå ud i det åbne, fælles kultur-rum og vise deres ting
frem for de andre. Og de vil ikke være smålige. Jeg arbejder meget på at
”oversætte” Grundtvig, og en af mine ”oversættelser” er, at når Grundtvig talte
om kulturelt samarbejde med ”naturalister med ånd”, så må vi, der nu prøver at
udfolde os på hans skuldre, tale om et kulturelt samarbejde med ”åbne og ærlige
humanister”, dvs. alle ikke-kristne (eller post-kristne) kultur-folk, der er
interesseret i en fri og åben og ærlig samtale og vekselvirkning med os.
* * *
EFTER
TIDENS TARV OG VILKÅR
Af Bent Christensen, pastor, dr. theol.
[»Opinion« i Berlingske Tidende 15.05.05. - Står også på undersiden »Politik«]
Jeg var glad for Henrik Gade Jensens kronik 10.05.05: ”Venstre må søge tilbage til Grundtvig”. Men den rejser to spørgsmål: 1) Hvordan skal folkeligheden forstås og praktiseres på - med et tilpasset Grundtvig-citat - en med tidens tarv og vilkår passende måde? - 2) Hvordan får vi en folkeligt funderet stat, som kan matche den ny globale kapitalismes store selskaber og sikre udfoldelsesmulighederne for den ”lille liberalisme”, hvis gode frugter Henrik Gade Jensen med rette peger på, samtidig med, at den i det nødvendige omfang fungerer som velfærds-stat på den folkelige solidaritets vegne?
Det bliver svært både at forstå og at praktisere folkeligheden, når vi lever i et helt andet samfund, end man gjorde på Grundtvigs tid og i grundtvigianismens storhedstid. Men det er nødvendigt at gøre forsøget. Grund-formlen må være ”konkret i stedet for abstrakt”. Man kan begynde med at se på, hvad det er, en hel del af os åbenbart stadigvæk har, men som har vakt et så voldsomt had hos de fine kosmopolitter, og hvad det er, en hel del af os har, og som vi har følt den påbegyndte ”befolkningsudskiftning” som en trussel imod. Og så må vi gå videre med en kritisk, sorterende analyse - helt forfra - af, hvad der ligger i vor hidtidige folkelige tradition, idet vi samtidig gør en praktisk begyndelse i det nære, dvs. i de strukturer, vort konkrete liv nu bliver levet i, for at se, hvordan vi heri og herudfra kan leve et folkeligt liv - i stedet for et liv som producerende og forbrugende individ-atomer i den globale markedsøkonomis amorfe masse. Vi må prøve, om vi kan få et folkeligt foreningsliv, der virkelig viderefører, og ikke bare prøver at kopiere, livet i de gamle folkelige foreninger. I denne forbindelse må vi også arbejde for en genoplivelse af de politiske partier som folkelige bevægelser. Her skal forbindelsen mellem det levede folkeliv og den folkeligt funderede stat jo være.
Og den folkeligt funderede stat er nødvendig. For vel er det forfriskende og tiltrængt at få sat et kritisk liberalistisk lys på den beslaglæggende, omklamrende og klientgørende velfærdsstat, ligesom det jo er nødvendigt, at respekten for de nærmest naturlovsagtige økonomiske mekanismer bliver indskærpet, men her efter den praktiserede socialismes fallit og den globale kapitalismes fremmarch må vi også se folkeligheden som et nyt grundlag såvel for det nødvendige statslige modspil til den rene markedsøkonomi som for den stats-administration af solidariteten, vi fortsat skal have; de nødvendige sociale ydelser skal stadig klart være borger-ret, ikke privat almisse.
I øvrigt henviser jeg til min hjemmeside: www.bentchristensen.dk, undersiderne ”Grundtvig”, ”Program” og ”Politik”.
* * *
VORT LIV I PLURALITETEN - længere version
Denne tekst er den »udvidede hjemmesideversion« af den artikel, der under titlen »Vort liv i pluraliteten« stod i Dansk Kirketidende 10/2004, 7. maj 2004,. dvs. den er en sammenredigering af de udkast, jeg skrev under arbejdet frem mod den artikel, suppleret med nye ting. - Sat på her 09.05.04. - Kan senere blive revideret og udvidet. Nye afsnit, der bliver sat ind efter 09.05.04 vil blive skrevet med blå skrift.
MOTTO 1:
Wo das meiste Leben, dort ist der Sieg.
(Grundtvigs Johs. Müller-motto for »Haandbog i Verdens-Historien«)
MOTTO 2:
Man vilde Synd og Umueligheder og sprængde sig derfor snart; men man angav en Tone, som ei kan hendøe, om Mennesket skal leve; man slog paa Strænge, der ere de eneste, som, med Christendommens Hjelp, og under dens Haand, kan sætte Liv i Folkene.
(Grundtvig i Verdenskrøniken 1817 om romantikkens hovedmænd i Tyskland, US III 725)
Det har været vanskeligt at skrive denne tekst, og det gælder på en særlig måde denne, uforkortede/længere version, som endnu bærer præg af at have forskellige kladdeversioner som grundlag. Og det har ikke kun været et spørgsmål om manglende tid og nødvendigheden af, hurtigt at leve op til løftet i »Dansk Kirketidende«-artiklen om en længere version her på hjemmesiden; jeg har i flere tilfælde også ladet gentagelser blive stående, fordi jeg ikke syntes, det gjorde noget, at de samme ting fik lov at stå i lidt forskellig ordlyd i nogle forskellige sammenhænge. Under alle omstændigheder beder jeg den velvillige læser bære over med mig!
Men den grundlæggende vanskelighed har ligget i det forhold, at jeg pdes. har fundet den igangværende »kulturkamp« højst utilfredsstillende og hellere har villet koncentrere mig om præsentationen af min egen positive vision (som jeg har haft i mange år), men pdas. også gerne har villet fremføre en kritik af de dårlige træk ved den toneangivende kultur, som så stærkt og ubehageligt har vist sig under de seneste års fremmepolitiske strid, ligesom jeg har ønsket at give min vurdering af mulighederne i den aktuelle og fremtidige pluralistiske situation. Resultatet er dels blevet den kortere artikel i Dansk Kirketidende (og her nedenfor), dels denne længere tekst. Herefter håber jeg at kunne koncentrere mig om mine egne positive ting - hvilket dog ikke udelukker kommende debatindlæg fra min side, når situationen måtte kræve det.
Det er i meget høj grad den fremmedpolitiske strid og striden om den folkelige og nationale identitet i forbindelse med såvel den fremmedpolitiske problematik som globaliseringen og den europæiske integration, der udgør den aktuelle baggrund for »kulturkampen«. Men selv om det jo er et spørgsmål, hvor megen enhedskultur der har været i Danmark siden i hvert fald 1870’erne, så er vi nu - også helt uanset al indvandring - uhjælpeligt inde i den post-moderne pluralitet. Striden om fremmedpolitikken har også afsløret og forstærket en splittelse i selve det danske folk, som betyder, at det er et stort spørgsmål, hvad en »kulturkamp« kan føre til, altså hvad der vil være af fælles »kultur« at vinde magten over.
Jeg har derfor givet dette indlæg titlen »Vort liv i pluraliteten« og sat de to Grundtvig-mottoer over det. Vi (altså jeg og mine nogenlunde ligesindede medkristne) må først og fremmest leve vort eget liv i vor egen del af splittelsens mangfoldighed. Det er derfor, jeg har valgt netop Grundtvigs Johs. Müller-motto for »Haandbog i Verdens-Historien« som første motto. For det er også kun, når vi selv har et godt og stærkt liv, vi kan gøre os gældende på den fælles arena - idet vi selvfølgelig primært skal leve vort liv for selve livets egen skyld og ikke for at bringe os i stilling til en »kulturkamp« eller producere ammunition til den!
Men så altså også det andet motto. Det ligger i sagens natur - og ikke mindst i den teologi, jeg har fundet hos Grundtvig og vil skitsere om lidt - at i anden omgang må vi også ud på netop »den fælles arena«.
Ingen kan vide, hvordan det kommer til at gå, dvs. hvor stor opsplitningen bliver mellem også os etniske danskere selv, eller med andre ord hvor meget vi bliver tvunget til at leve i parallelkulturer ved siden af hinanden. Men enhver vil kunne se, at det vil være en fordel, om vi kan være fælles om så meget som muligt, dvs. ud over det helt nødvendige minimum af fælles spilleregler i samfundet også al den »kultur«, vi i frihed og uden tvang kan være fælles om. Jeg tænker her ikke mindst på hele »kulturen« omkring forskning og undervisning på universiteterne, men jo også på hele undervisningssystemet, helt ned til Folkeskolen. Et virkelig stort spørgsmål er, om det fortsat bliver muligt at have en fælles folkeskole for et stort flertal af befolkningen. Men en rimelig grad af fællesskab om »kulturen« på disse og andre områder behøver ikke være ensbetydende med ensretning; det vil kun være frugtbart, om man kan have en kappestrid og vekselvirkning inden for dette fællesskab.
Det er svært at sige, hvordan udviklingen vil blive. For vel har den fremmedpolitiske og identitetsmæssige strid altså afsløret og uddybet en dyb opsplitning i den etnisk danske befolkning. Men alligevel er det danske folk meget homogent. Som jeg ofte siger: Selv Marianne Jelved har jeg meget til fælles med, når vi kommer bare lidt ned under den aktuelle overflade.
Og når det forholder sig på denne måde, må jeg og mine ligesindede pdes. tage pluraliteten, ja, opsplitningen til efterretning, så vi koncentrerer os om vort eget liv, vor egen måde at være mennesker på, men pdas. undgå at ende som en kulturel sekt. Og selve det at lægge et kulturprogram indebærer jo på en eller anden måde et sigte på almindelig tilslutning. Men for det første er det altså ikke alle, der er kristne, og for det andet er det ikke alle kristne, der siger de ting, jeg siger. Ikke engang alle grundtvigske kristne. Selv om der jo blandt disse, navnlig hvad kirkesynet angår, har været tale om en bevægelse i retning af »mine« standpunkter, som jeg må hilse med stor tilfredshed. Så meget desto mere, som det næppe er de ting, jeg har skrevet og sagt, der har været årsag til det, men jo selve den virkelighed, der ikke længere har kunnet hverken ignoreres eller besværges.
Vi kan stadig ikke med bestemthed vide, om det ikke er netop kristendommen, der ligger bag den folkelighed, de fleste af Folkekirkens medlemmer har til fælles med de fleste af de 15% ikke-medlemmer. Det er så nyt, at ikke praktisk taget alle er medlemmer af Folkekirken, og hvad kristendommen som kultur- og folkelighedsfaktor angår, spiller medlemsforholdet i en generation eller to ikke den store rolle. I virkeligheden er der ingen, der kan vide, hvordan det vil gå med den tidligere fælles danske folkelighed, når den kristne menighed efterhånden kommer til at udgøre en mindre og mindre del af befolkningen (og her er det altså de etniske danskere, jeg taler om). For på det lange sigt tror jeg, det er det mest sandsynlige, at kommer til at gå sådan. Selv om man jo kristeligt set i allerhøjeste grad må håbe på det modsatte. Men det vil alt sammen vise sig. Ingen ved, hvordan det kommer til at gå. En af de ting, vi har lært siden 1989, er, at alt kan ske!
Vi kan forestille os en situation, hvor der inden for den etnisk danske befolkning vil kunne tegnes tre cirkler, af hvilke den største vil være den, der kan tegnes omkring de mennesker, der opfatter sig selv og hinanden som danske og bekender sig til den danske identitet, og den næststørste vil være den, der kan tegnes omkring den evangelisk-lutherske menighed i Danmark, medens den mindste vil være den, der kan tegnes omkring de mennesker, der ikke er kristne og ikke ønsker at bekende sig til den danske identitet, men i stedet ønsker at føle sig som europæere og/eller verdensborgere. Men vi kan jo også forestille os, at denne sidste cirkel efterhånden går hen og bliver den største.
Og der er jo ikke så meget at gøre ved det. Selvfølgelig må den kristne menighed drive mission blandt sine ikke-kristne medborgere. Og selvfølgelig må den del af befolkningen, der bekender sig til danskheden, også på en eller anden måde holde den danske identitet op for de landsmænd, der ikke vil vide af den - selv om de i virkeligheden også selv står i den! selv de argeste folkelighedsfornægtere optræder som oftest på en meget dansk måde. I DR P 1-udsendelsen forleden om Kulturkampen aflagde flere af repræsentanterne for det, jeg vil kalde modstanderfløjen, meget smukke vidnesbyrd om deres danskhed; jeg vil tro, de bare mener, det er dem, der er de sande danskere. Forholdene er mere komplicerede og nuancerede end som så. Det er især den aktuelle strid, der har forkvaklet alt.
Hvad nu de tre cirkler angår, er det klart, at der ikke i den forstand, der er tale om her i denne artikels sammenhæng, er overlapning mellem den sidste og de to første. (Bortset altså fra, at de fleste danskhedsfornægtere er det på en ret dansk måde, og at de ikke-kristne endnu befinder sig på et post-kristent, ja, kultur-kristent stade). Og mellem den første og den anden er der kun delvis overlapning, idet der vil være mennesker, der bekender sig til danskheden, men som ikke er kristne, og mennesker, der bekender sig til kristendommen, men som ikke er danske.
(Jeg kommer her ikke nærmere ind på det forhold, at der er og fortsat vil være, formodentlig oven i købet i stigende tal, både etnisk danske og indvandrede kristne, som tilhører andre kirkesamfund end den nuværende Folkekirke eller dens efterfølger; men de vil naturligvis høre til den kristne menighed i Danmark i videre forstand, og her gælder det om at etablere det bedst mulige lokaløkumeniske forhold - sådan som jeg fx mener, vi har det her i Lolland-Falsters Stift i forhold til de tre romersk-katolske menigheder her, der stammer fra og endnu overvejende består af efterkommere efter roepolakkerne (som økumenisk engageret slavist er jeg selv aktivt med, ikke mindst gennem mit og min kones meget aktive medlemskab af Foreningen af Polakker i Danmark). At der også vil være ikke-kristne indvandrere og efterkommere af disse, der bliver så assimilerede, at de betragter sig selv og bliver betragtet som danske, nævner jeg kun lige. For selvfølgelig kan det lade sig gøre. Det er der allerede eksempler på. Men det vil føre for vidt at gå nærmere ind i spekulationer over dette, og i øvrigt har jeg slet ikke lyst til at beskæftige mig med dette forhold, så længe den fremmedpolitiske situation er, som den er. Men jeg vil godt lige gøre opmærksom på, at det ikke uden videre nytter at fremdrage Grundtvigs berømte vers fra 1848: »Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil«. Den situation, en kosmopolitisk eller tysk præget indbygger i Kongeriget eller en vaklende slesviger dengang stod i, var en helt anden end den, en muslimsk indvandrer i dag står i, og som selv med den bedste vilje fra begge sider er helt anderledes vanskelig).
Men nu nok om disse spekulationer. Cirklernes størrelse er ikke det afgørende. Det afgørende er, at allerede disse tre store cirkler tegner et billede at en pluralitet, vi ikke har kendt før her i Danmark. Og så har jeg jo slet ikke nævnt hele den endnu mere afgørende pluralitet, der som følge af post-modernismen og globaliseringen i stigende grad vil komme til at gøre sig gældende på kryds og tværs, også inde i hvert enkelt menneske. Allerede i dag er der som bekendt mange forskellige måder at være etnisk dansk medlem af Folkekirken på.
Det, jeg vil med denne cirkel-tegning m.m., er at pege på, at vi uhjælpeligt er på vej ind i en situation, hvor mange forskellige former for tilværelsesforståelse og livsstil vil komme til at leve sammen. Og i denne situation kommer vi ikke uden om, at store dele af menneskelivet i Danmark vil blive levet i sub- eller parallelkulturer. Fx vil der nok komme flere og flere friskoler på dansk-folkeligt og/eller kristent grundlag. Og man vil samles i forskellige foreninger og måske ligefrem opbygge sine egne kulturinstitutioner.
Jeg ved godt, dette kan være farligt, og at det i hvert fald vil lyde ubehageligt i manges øren. Det gør det sådan set også i mine. Men hvad skal vi gøre, når der er fuld frihed i samfundet og holdningerne bliver mere og mere delte? Jeg vil i hvert fald ikke prøve, med magt at tvinge folk til at blive ligesom mig. Og jeg vil - som det vist er fremgået - heller ikke selv lade mig tvinge med magt ind i noget, fx en mere eller mindre »steriliseret« multi-kultur. (Når jeg taler om »sterilisering«, er der tale om et begreb, der er dannet efter begrebet »islamisering«, så at »sterilisering« betegner princippet »hvis-ikke-tørklæde-så-heller-ikke-jødekalot-eller-kors«).
Hvis vi skal leve et virkeligt - ikke »sterilt« - liv i den nye pluralistiske situation, må vi altså grundlæggende leve i vore egne, især kirkelige og danske, sammenhænge. Men det skal naturligvis ikke betyde, at vi på nogen som helst negativ, endsige fjendtlig måde skal isolere os fra dem, der lever i andre sammenhænge. Der skal i hvert fald som minimum være en almindelig accept af nogle fælles samfundsmæssige spilleregler, så vi ikke ender i mere eller mindre borgerkrigsagtige tilstande. Men det bør også være mere end det. Og kan være det. For det gælder jo nationalt, som det gælder internationalt, at dyrkelsen af egen identitet ikke alene ikke er nogen hindring for sam-liv med andre, men måske ligefrem er en forudsætning for det. Hvis ingen af parterne er noget, er der jo ikke noget at sam-leve med. - Og jeg gør opmærksom på, at dette er skrevet, længe før Ralf Pittelkows nyligt udkomne bog om nationalstaten begyndte at blive omtalt. For slet ikke at tale om den artikel, jeg allerede 17.08.02 (nul-to) satte på undersiden »Politik«: »Nationalstatens renæssance?«.
Og der er også grænser for, hvor meget man kan leve i, fra hinanden isolerede, sub- eller parallelkulturer. Man er jo fælles om at leve i samfundet som helhed. Man mødes på arbejdspladserne. Og man mødes i kulturlivet og i undervisningsinstitutionerne. Selv om en del kristne og/eller »traditionsdanske« måske vil sende deres børn i privatskoler, herunder privat-gymnasier, vil der jo være universiteterne og de højere læreanstalter tilbage. Og selv om det vil være udmærket, hvis der på samme tid er forskellige konkurrerende »skoler« på universiteterne, ligger det jo i begrebet »universitet«, at man i en eller anden overordnet forstand er fælles om at søge sandheden om virkeligheden, så at der også må være et vist minimum af en fælles forståelse af, hvad det vil sige. Også selv om der vil være en løbende diskussion derom.
Men i den - på Grundtvig byggende og af ham inspirerede - teologi, der ligger bag det program, jeg her lægger frem, ligger som sagt noget større og dybere, end hvad der hører med til det nødvendige minimum af fælles spilleregler i såvel samfundet som helhed som de forskellige institutioner. Det ligger dybt i denne teologi, at man må mødes med andre slags mennesker i den menneskelighed, vi er fælles om. Og her siger denne artikels andet motto altså, at vi ikke alene skal anerkende, at der kan være mange livs-elementer i det, mennesker med en anden livsanskuelse og nogle andre meninger foretager sig, men at det ligefrem kan være en berigelse for os selv at stifte bekendtskab med, ja tilegne os disse elementer. Og så må det ellers vise sig, hvordan kulturen - i både videre og snævrere forstand - kommer til at tage sig ud. Det vigtigste, vi selv skal gøre, er at fordybe os i vort eget og udvikle vort eget, så vi for det første selv lever godt, og så vi for det andet har noget at gå ud og både kæmpe og sam-leve med.
Det andet motto er ganske vist taget ud af en ret speciel sammenhæng, men det skulle alligevel være velegnet til at vise, hvordan Grundtvig - og jeg med ham - er rede til, ikke bare at anerkende de positive ting hos selv vore argeste modstandere, men også til, ligefrem at tage dem til os og bruge dem i vort eget. Jeg kunne her også have citeret de berømte steder i Indledningen til »Nordens Mythologi« om Grundtvigs villighed til kulturelt samarbejde med »naturalister med ånd«, men nu har jeg henvist dertil - idet jeg så må tilføje, at når jeg skal oversætte det til vor tids situation, må det blive til fx »åbne og ærlige post-kristne humanister«.
I det andet motto har Grundtvig givet os det gode eksempel, at selv om der fx er digtere, hvis livsanskuelse og dermed forhold til og brug af digtningen, vi på det religiøse plan må tage afstand fra og forholde os yderst kritisk til, så betyder det ikke, at der ikke i fx det enkelte digt kan være udtryk for et sandt menneskeligt livs-forhold, som det kan være værdifuldt for os at se og med-opleve. Det ligger rent ud sagt i den Grundtvig’ske skabelsesteologi, at sådanne tilfælde kan forekomme også hos mennesker med de mest ukristelige og forfærdelige tanker i øvrigt. Ligesom det også ligger i den Grundtvig’ske teologi, at det hører med til vor egen kristne selvforståelse at gå så dybt ned i vor egen til genløsning skabte menneskelighed, at vi ikke bare kan, men også (solidarisk) skal mødes med dem, vi deler denne menneskelighed med. (Jeg kan her især henvise til min gennemgang i »Omkring Grundtvigs Vidskab« af »Den christelige Børnelærdoms« sidste afsnit: »Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden«).
Det bedste ved den igangværende »kulturkamp« er, at den kan føre til et kritisk eftersyn af hele den kultur, der i sin mainstream-bredde har været om ikke eneherskende, så dog næsten absolut toneangivende, især på de højere niveau’er, men efterhånden også langt ned og bredt ud. Jeg tænker her dels på en historisk undersøgelse af, i hvilket omfang og på hvilke måder »kulturens« repræsentanter har haft tilsluttet sig eller sværmet for kommunismen eller har kunnet være fortalere for en omfattende indvandring af muslimer og tolerante over for islamismen, og for det andet på en »ideologikritik«, ikke bare af selve de direkte eksempler på de her nævnte forhold, men også af de træk ved den herskende kultur overhovedet, som har kunnet give plads for dem.
»Kulturkampen« skulle også gerne føre til, at vi andre også får lov at være her. Uden Berufsverbot og uden marginalisering. Men selv dette vil næppe kunne opnås gennem en kamp, der stort set er rent politisk. Kun udviklingen af en alternativ kultur vil kunne sikre dette. Så allerede her kommer denne artikels første motto ind.
Der er for mig ingen tvivl er om, at det meget kort sagt er selve den moderne kulturs rolle som religionserstatning (med følelsen af at høre til de dannede og oplyste som en erstatning for menighedsfællesskabet), der indebærer tilbøjeligheden hos mange af dens repræsentanter til at komme i utopiens og ideologiens vold, så de hverken vil se virkeligheden i øjnene eller følge de almindelige regler for logisk argumentation. Det er både (pseudo)religiøse og sociale mekanismer, der her gør sig gældende. Men hvad, farisæismen har altid været et såvel religiøst som socialt fænomen.
I modsætning til mange kultur-folks kommunisme-fascination i 1930’rne og under Den Kolde Krig kan der i den aktuelle situation ikke være tale om en direkte fascination af islam, som jo ligger endnu fjernere fra de humanistiske idealer end både kristendommen og bekendelsen til dansk folkelig og national identitet gør. Jeg tror, der denne gang er tale om en blind og selvsikker - og måske efterhånden også desperat - fastholden ved selve humanismens, oplysningens, frisindets og kosmopolitismens ideal.
Det er utroligt, at de, der var enten direkte tilhængere af den kommunistiske utopi eller i hvert fald bløde over for den, har kunnet slippe så nemt fra det. Et helt fantastisk eksempel er tidligere DKP-formand Ole Sohn som fremtrædende SF-folketingsmedlem! Det svarer jo i princippet til, at der var et ex-naziparti, hvis folketingsgruppe en tidligere nazi-partiformand var fremtrædende medlem af! - Og det allermest fantastiske er, at selv jeg synes, det ser lidt forkert ud, mens jeg skriver dette! Men det er alligevel mærkeligt, at det kan være så stuerent at være tidligere kommunist. Det er trods alt marxister, der har stået bag den langt, langt overvejende del af al menneskeudryddelse i det 20. århundrede. Men der er nok tre grunde til, at det ikke kan lade sig gøre at stille det op på denne måde. Den ene er, at Stalin var blandt Anden Verdenskrigs sejrherrer. Den anden er, at fascismen og nazismen helt umiddelbart fremtræder som onde og vulgære ideologier - medens kommunismen kan ses som den store nøgle til både social og global retfærdighed. Og den tredje er, at marxismen som stort filosofisk system tager sig finere ud - som den højeste humanisme.
10.05.04: Ovenstående skal ses som et udtryk for, hvor skæv og uretfærdig vurderingen af folk med en kritisk holdning til den hidtil førte fremmedpolitik har været. For jeg vil ikke være tilsvarende uretfærdig over for SF. Jeg har netop hørt Holger K. Nielsen i morgen-TV i anledning af hans nye bog. Og jeg tror, han er en god demokrat, der gerne vil tage afstand fra alle de dårlige ting, socialister har begået. Ja, jeg tror, han - og mange SF’ere med ham - gerne vil udgøre et demokratisk alternativ til nyliberalismen og kapitalismen, et alternativ, der virkelig er brug for. Men jeg vil give SF det råd, at man virkelig distancerer sig fra marxismen, dvs. klart definerer »socialistisk« i partinavnet som ensbetydende med »social solidaritet«, idet man samtidig opprioriterer betydningen af »folkeparti«. Jfr. mine overvejelser her i artiklen om »det folkeliges« betydning i denne sammenhæng. Jeg kender personligt SF’ere, som jeg har et godt forhold til, og hvis demokratiske sindelag jeg ingen grund har til at tvivle om. Det gælder bare for dem som for socialdemokraterne, at de er belastet af deres ideologiske og retoriske fortid. Her gælder det virkelig om »at se fremad« - en vending, der her i »kulturkampen« (og i forbindelse med den ulykkelige Irak-krig) ellers ofte blot bruges for at hindre videre drøftelse af pinlige ting i de pågældendes fortid.
Men hvad de tilsvarende holdninger over for indvandringen og islamismen angår, forudser jeg, at den fremmedpolitiske problematik meget snart vil stramme så meget til, at de humanistiske »hellige« denne gang kommer til at æde deres floskler og fraser i sig. Allerede i tiden, siden jeg skrev de oprindelige kladde-versioner af denne artikel, er der sket meget, og i dagene her op til 08.05.04 er der sket rigtig meget omkring Hizb ut-Tahrir! Og jeg for mit vedkommende ville - hvis noget sådant var muligt! - simpelt hen forlange, at de, der på den ene eller anden måde var med til at karakterisere os andre som »sorte præster« og »ikke stuerene«, dels siger offentligt undskyld for deres uhyrlige nedgøring og dæmonisering af os (med tilhørende marginalisering og Berufsverbot), dels går aktivt ind og tager et medansvar for de ting, der skal til for at få rettet så meget som muligt op på den situation, de har bragt landet i. Det glæder mig, at Mogens Lykketoft meget vel kan blive statsminister næste gang; han har fortjent at komme til at stå i spidsen for det. (Og samtidig kunne Anders Fogh blive straffet for sin haledikkende Irak-krigspolitik; to fluer med eet smæk. - Se artiklerne om Irak-krigen på undersiden »Politik«).
Fejlen består i, at nogle i sig selv gode og rigtige principper bliver anvendt på nogle forhold, de ikke oprindelig var beregnet til at skulle anvendes på, og så ydermere bliver kørt ud ad tangenten, ud i de helt vanvittige absurditeter, fordi humanismen, frisindet og troen på fremskridtet i den grad er indbygget i det, man forstår ved kulturen, og altså i det, man forstår ved at høre til de dannede og oplyste, at det bliver meget svært at indrømme, at man har taget fejl - for slet ikke at tale om at indrømme, at det var os andre, der havde ret. - Som Frode Jakobsen og John Christmas Møller skal have sagt til hinanden (om samarbejdspolitikerne) lige efter befrielsen: »Det tilgiver de os aldrig. At det var os, der havde ret, og dem, der havde uret«.
Når man er i en utopis og/eller en ideologis vold, så er man så overbevist om, at man har ret, og at man hører til på fremskridtets og godhedens side, at de, der mener noget andet, pr. definition er dumme og/eller onde og derfor bør bekæmpes med alle midler. Derfor skal der som led i kulturkampen foruden selve den historiske belysning også en hårdnakket ideologikritik til - herunder en elementær påvisning af logiske brist i argumentationen, sådan som fx filosoffen Kai Sørlander har gjort det i sin kronik »Uroen i PEN-klubben« (7. februar 2004).
Hvad der yderligere komplicerer billedet, er, at det i den fremmedpolitiske problematik ikke alene er den venstrefløj, som førte sig frem i Den Kolde Krigs tid, der har stillet sig positivt til indvandringen og islamismen, men også kristne sværmere og »godfølere« eller vejrhaner, ja, »kapitalister med et humanistisk ansigt«. For de sidstes vedkommende - og for en del borgerlige politikeres vedkommende - har hensynet til handelsinteresser (og billig arbejdskraft) og succes på de internationale bonede gulve selvfølgelig også spillet en rolle.
Som indledning til den nu følgende yderst korte skitsering af min egen positive vision, vil jeg henvise til nogle tekster, hvori jeg mere udførligt har fremlagt mit kirkelige og kulturelle program. Her vil jeg først nævne den allernyeste, nemlig mit bidrag til Præsteforeningens Blads essay-konkurrence om »Udfordringer til folkekirken«: »Den næstbedste drøm«, som forhåbentlig bliver bragt i bladet engang i sommeren 2004 (og som vil blive sat på undersiden »Kirke og teologi«). Dernæst vil jeg nævne de
programmatiske artikler, jeg tilbage i 1990’erne har haft i »Dansk Kirketidende«. Alle disse tekster - og flere - til står på undersiderne »Kirke og teologi«, »Program«, »Poetik« og »Grundtvig«, hvor der også er resumeer af mine to Grundtvig-bøger.
Når jeg nu skal prøve at skitsere mit bud på en »kultur«, der skal kunne være en del af den kulturelle mangfoldighed i fremtidens Danmark, må jeg begynde med kirken og kristendommen. For uanset hvordan der ellers må sige ikke bare »menneske først«, men også »menneske sidst«, så må der, når det gælder et program, begyndes her.
Jeg har selv - af rent kristne og kirkelige grunde - siden 1980’erne gjort mig til talsmand for en kirkelig afklaring, hvor den nuværende Folkekirke blev skilt fra staten og klart kom til at fremtræde som en særlig organisme. Men nu er situationen blevet sådan, at vi - uanset hvad vi ellers mener - må se i øjnene, at det bliver sådan. Om ikke andet vil indvandringen og Menneskerettighederne tvinge os dertil.
Som etikette på det kirkesyn, jeg bidrager med og ønsker fremmet, sætter jeg ordkæden: »evangelisk-demokratisk, luthersk-grundtvigsk minimal-katolicitet«. Og jeg må her minde om, at det gode græske ord »katolsk« slet og ret betyder »almindelig«, og at alle de andre ord, ikke mindst ordet »minimal«, står foran. Den »katolicitet«, jeg sigter til, er altså det nødvendige minimum af kirkelighed, der skal til, for at menighedens medlemmer kan komme til at leve et stærkt og godt kristenliv. Det gælder forståelsen af den danske kirkes karakter af kirke-samfund, menighed. Det gælder forståelsen af gudstjenesten som led i den historie, der går tilbage til Jesus og apostlene og den ældste menighed, og som re-præsenteret frelseshistorie og dialogisk samtale med Gud. Og det gælder den økumeniske forståelse af den danske kirke som del af Kirken i verden og en økumenisk praksis, der svarer til denne forståelse. I vor egen grundtvigske sammenhæng kan jeg stikordsvis henvise til Grundtvigs kirkelige anskuelse, hans forståelse af dåben og nadveren som hverken mere eller mindre end »Herrens indstiftelser« og til det kirkehistoriske - og dermed fælleskirkelige - syn i Sangværket og »Christenhedens Syvstjerne«.
I øvrigt vil jeg betegne min kristendomsforståelse som luthersk-grundtvigsk mainstream. Der er dog eet punkt, jeg ganske særligt har dyrket, især som det centrale punkt i min Grundtvig-forskning helt tilbage fra begyndelsen af 1970’erne af, og det er teologien om »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed« eller »det kristeligt nødvendige livsengagement«, svarende til Grundtvigs tale om erkendelsen af denne tilværelse som indirekte gudserkendelse. Den kristne tale er en særlig frelses-tale, som kun kan forstås og have et indhold, hvis vi forstår, at den fra først til sidst har alt godt i denne tilværelse som indhold og som mål.
Når den kristne lever et godt kristenliv, og især et godt gudstjenesteliv, så gælder det ellers »det kristeligt nødvendige livsengagement« i tilværelsen uden for kirkedøren og mellem gudstjenesterne. Dette var det punkt, hele min Grundtvig-forskning fra begyndelsen af 1970’erne drejede sig om. Med Grundtvigs egne ord:
Er os tomme Ord og Lyde;
Eget Folk og Fædres Land,
Veed vi ei, hvad de betyde
Meer end Mængde, Muld og Strand,
Tant er og hvert Ord, vi tale,
Om Guds Riges Bjerg og Dale,
Om Guds Folk og Menighed.
(»Christenhedens Syvstjerne« 6,60, VU VI 347).
Her er det ganske særligt folk og fædreland, der er tale om, men det gælder naturligvis alt godt i tilværelsen, når Grundtvig siger, at hvis vi ikke kender og elsker det, så bliver alle de kristne ord tomme. En kendende og elskende forholden sig til livet og dets verden mellem gudstjenesterne er en helt nødvendig del af både gudsforholdet og gudsrigeshåbet.
Og hermed bliver kristendommen også et altomfattende »kulturprogram«. Gudstjenesten er, som Erik A. Nielsen så uforligneligt har udtrykt det, re-præsenteret frelseshistorie. Og den er et dialogisk møde med frelsens Gud, en stor begivenhed, som tegner rammen om hele vort liv og giver det sin store grund-orientering og grund-retning - frem mod Guds Rige. Men når vi går fra gudstjenesten og går ud af kirkedøren, så kommer vi ud i den tilværelse, som vi for det første må blive ved med at lære at kende bedre og bedre, for at allerede selve ordet Gud skal blive udfyldt med betydning for os, men også for at hele vort kristne gudsforhold og hele vor kristne gudsrigesforventning mere og mere kan blive fyldt med et indhold, som udfylder den frelses-struktur, der blev lagt over os inde i gudstjenesten. Det kendende og elskende forhold til tilværelsen uden for kirkedøren og mellem gudstjenesterne er simpelt hen både en opfyldning og en udfyldning at det gudsforhold, der var tale om inde i gudstjenesten.
Når dette bliver forstået og efterlevet i sin fulde dybde og med sin fulde styrke, er der straks tale om et grundlæggende »kulturprogram« uden sidestykke, og det vil sådan set være i god overensstemmelse med Grundtvigs praksis, ikke at sige ret meget mere; så må livet selv vise, hvad der kommer ud af det. Men jeg vil alligevel godt slutte med at skitsere nogle af de tanker, engang selv har gjort mig.
Det dennesidige livsengagement gælder naturligvis hele livet, dvs. alle de tre hovedområder, det kan inddeles i: livets praktiske levelse, den orienterings- og erkendelsesmæssig aktivitet, og endelig »livsfølelsen« og dens vekselvirkning med den kunstneriske aktivitet. (Hvad det sidste område angår, taler jeg i min arbejdstitel på det projekt, jeg vil arbejde på resten af mit liv, specielt om »poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«).
Livsengagementet er naturligvis helt grundlæggende engagementet i selve det at leve, begyndende med de allermest elementære ting i det helt personlige liv og i de nære sammenhænge i familie, vennekreds og på arbejdsplads. Og der er derfor sådan set ikke tale om et specielt område ved siden af de to andre, jeg har nævnt. Hvis man vil, kan man også sige, at såvel de videregående og mere specielle former for livs-praksis som de tilsvarende mere specielle former for orientering, erkendelse og »livsfølelses-aktivitet« alle bygger på og udgår fra det elementære liv. Men lad os nu for nemheds skyld begynde med at se på hele praksis-området som eet blandt tre områder.
Jeg er godt klar over, at de fleste af de ting, jeg siger her, lyder vældig banale, så at læserne kan sige: Det ved vi allerede, og det gør vi allerede. Og det gælder naturligvis ikke mindst i vor egen grundtvigske sammenhæng. Men alle store sandheder er jo sådan set banale, og jeg tror som sagt, at en ny kristen og kirkelig, herunder ikke mindst gudstjenstlig, bevidsthed og en ny og stærk forståelse af »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed« i sig selv vil kunne være meget frugtbar for det liv, der skal leves uden for kirkedøren og mellem gudstjenesterne.
Et vigtigt princip skal imidlertid være, at når først den store ramme om og den store retning for livet er tegnet, så skal livet leves - og opleves - som det er. Og det gælder på alle de tre nævnte områder. Hvis man så at sige hele tiden går rundt med en kristelig målestok eller facitliste, kommer livsengagementet simpelt hen ikke til at tjene sit formål som indirekte gudserkendelse og betydningsudfyldning af frelsesstrukturen. Med et lån fra Grundtvig betegner jeg den livssfære, vi går ud i, når vi kommer ud af kirkedøren som »statholdermarken«, dvs. den verden, hvor mennesket står i et »tjenerligt« forhold til Gud og i et »kongeligt« forhold til alt det andet, idet der ved »kongeligt« skal forstås »frit«. (Se programartiklerne nedenfor - og artiklen »Livspoetisk Indledning« på undersiden »Poetik«).
Men fri i det enkelte vil den kristne jo altid vide, hvad der er den store ramme om og den store retning for hans liv. Og så vil der blive tale om en helt ny styrke og fordybelse, en helt ny betydning af begrebet »livskvalitet«, en »reflekterende fordybelse« i ikke mindst de allermest elementære ting, og en tilsvarende foragt for det tomme og overfladiske, det være sig forbrugerisme, statusræs, arbejdsliderlighed, tomt karriereræs og tom underholdning.
10.05.05: Allerede da jeg skrev dette, var jeg opmærksom på den nye »simple living«-trend. Og det er da dejligt at se bla. dette eksempel på, hvordan man netop her i begyndelse af det nye årtusinde er begyndt at gøre op med mange af de - både store og små - dårlige ting, vi har haft i vor kultur gennem de seneste årtier. Jeg vil bare håbe, der virkelig bliver tale om en fordybelse i »livets sande kvalitet« og ikke bare om et nyt mode-flip. Det ligger jo ellers det vil sige til menneskene at slingre mellem først den ene, så den anden dårlige grøft. Den daglige livsform og livs-(op)levelse er det vigtigste af alt og det helt grundlæggende. Men det er svært. Det er ikke kun et spørgsmål og de rigtige eller de forkerte tanker og ideer. Der er så mange ting i hele den teknologiske og sociale udvikling, der gør det svært. Her er jeg naturligvis overbevist om, at en kristendom med vægtlæggen på teologien om »det kristeligt nødvendige livsengagement« er det bedste, der kan tilbydes mennesker. Det næstbedste er en tilsvarende »anskuelse« inden for rammerne af en post-kristen humanisme. Den vil jeg så anbefale mine ikke-kristne medmennesker. Idet jeg selvfølgelig - men i al frihed og med al takt - ikke lægger skjul på mit ønske om, at de efter princippet »om kristen ej han er i dag« på et tidspunkt vil komme til virkelig kristen tro. Det skal bare være kristendommens adelsmærke, at den dybe, skabelsestrosbetingede fællesmenneskelige solidaritet ikke bliver skæmmet og ødelagt af platte og dårlige bagtanker. Vel skal vi kristne drive mission, det har vor Herre selv befalet os. Men det ligger i hele kristendommens væsen, at dens mission klart skal adskille sig fra alle dårlige bestræbelser på at »få fat i folk«. »Vort garn vi sætte ved højlys dag / og ej i de smalle sunde« (DDS 2003 nr. 147 v 8).
Og noget tilsvarende vil gælde de større og meget store sammenhænge. Jeg har lige brugt nogle meget negative ord om det professionelle liv, men de gjaldt jo kun det tomme og overfladiske. For selvfølgelig betyder arbejdslivet meget for det moderne menneske. Der er for det første nogle ting, der skal laves og udføres, for at livet kan leves. Og alt nødvendigt arbejde er jo som sådant meningsfyldt (den lutherske kaldstanke). Men dertil kommer, at arbejdspladsen jo næst efter kernefamilien er det vigtigste sted for menneskeligt fællesskab i det moderne samfund. Og endelig er der glæden over selve det at producere og udføre noget. Godt nok mere for nogle end for andre. Der er jo nogle, der på en helt særlig måde oplever en glæde og tilfredsstillelse ved de ting de udfører eller producerer. Og det bliver så en vigtig del af deres livsengagement.
Men for alle gælder det, at det er vigtigt, at både deres liv overhovedet og deres arbejdsliv bliver oplevet som dele af større sammenhænge. Og så kommer vi over i det samfundsmæssige, ja, politiske, og det folkelige. Det er vigtigt, at også de, der udfører et ganske trivielt og måske meget ydmygt (men nødvendigt og dermed meningsfyldt) arbejde, oplever, at de er med i et større fælles projekt.
Men det er ikke kun arbejdet, der skal give delagtighed i det større fællesskab. Fordybelsen i det givne liv vil for mange danske kristne også betyde en genopdagelse af det, der i gamle dage hed »det folkelige« - i hvad skikkelse det nu må komme til at forefindes eller udvikle sig. Hvis det ikke kun skal være livet på arbejdspladsen, i hobby-klubben eller i venne-netværket, der skal give delagtighed i et større fællesskab, mener jeg ikke, man kommer uden om »det folkelige«.
25.05.04: Karakteristisk for vor tids manglende folkelighed - eller dog »borgerlighed« (dvs. det at have »borgersind«) - er, at interessen for at være med i de politiske partier er svindende. (At partierne samtidig udvikler sig til skattefinansierede koncerner med stærk topstyring, er en anden side af sagen, og de to sider forstærker naturligvis hinanden). Det moderne menneske lever enten som et rent atom (der evt. indgår i et eller flere af fx de her ovenfor opregnede valg-fællesskaber) eller supplerer dette med et engagement i enkeltsagsbevægelser af enten interessebetonet eller mere ideel karakter. Men selv de interessebetonede fællesskaber, fx de faglige organisationer, er det så som så med, når det kun er sig selv, man skal være solidarisk med. Mere tidstypiske er de mange »enkeltsygdomsforeninger«, der bliver stiftet. Men der er dog også en vis interesse for enkeltsager af mere ideel karakter, ikke mindst på miljøområdet. Der et klart et behov for at kunne føle sig god sammen med andre. Men det er for besværligt at engagere sig i det hele. - Jeg gentager: Hvad der kan blive af den gamle folkelighed fra Grundtvig af og indtil vel engang i 1960’erne, er ikke til at sige. Det må vise sig. Og den marxistiske socialisme er formodentlig død, overlever i hvert fald nok kun hos en mindre gruppe af virkelig troende. Derfor må eller anden form for folkelighed som folkelig solidaritet erstatte den socialistiske ide. Som minimum i skikkelse af »borgersind«. Jeg ser selvfølgelig gerne noget mere, ligesom jeg også mener at have mere at bygge på end bare oplysningstiden. Men kan vi ikke få andet at være fælles om, så må det blive det. Altså en slags ny version af 1700-talspatriotismen. De af os, der vil have mere, kan jo bare prøve at have det i vore kredse.
Enten kan de politiske partier på ny blive steder for en fælles drøftelse af de overordnede samfundsspørgsmål og som sådanne virkelige folkelige bevægelser, eller også må det folkelige fællesskab udfolde sig andre steder. Men det ene udelukker jo heller ikke det andet, ja, det folkelige fællesskab bør jo under alle omstændigheder være bredere, end hvad der kan udfoldes i partierne som samlingssteder for folk med særlige interesser og anskuelser. Det afgørende er, at de politiske partier ikke må ende med at blive politiske koncerner, hvor en professionel topledelse producerer politiske varer til vælgerne som politiske forbrugere.
Jeg har aldrig hørt til dem, der gik og talte om »det folkelige« hele tiden - endsige »det-kirkelige-og-det-folkelige«. Jeg har altid været internationalt og økumenisk orienteret, og når jeg tidligt har gjort mig til talsmand for, at vi skulle hæve arven og inspirationen »op i højere nævnere«, så har det specielt været forholdet til »det folkelige«, jeg har tænkt på, så at jeg har foreslået, at vi i stedet talte om menneskelivet i dets til enhver tid konkret levede skikkelse.
For det er jo klart, at der her i 2000-tallet bliver tale om noget helt andet end i 1800-tallet. Så hvis jeg lige et kort øjeblik skal sende mine modstandere en tanke, må jeg sige, at det fugleskræmselsbillede, de prøver at tegne af os andre, vil jeg på ingen måde vedkende mig. Morten Korch-dansker, må jeg være fri! Det, i hvert fald jeg for mit vedkommende vil forbeholde mig retten til, er simpelt hen at leve - og udvikle mig! - som det naturligt kan komme til at forme sig under de givne omstændigheder, herunder engagere mig internationalt på alle mulige måder. Der er jo ingen modsætning mellem det at have - og dyrke - en national og folkelig identitet, og så det at orientere og engagere sig internationalt. Det forholder sig jo tværtimod sådan, at jo mere alting internationaliseres og globaliseres, jo nødvendigere bliver den nationale og folkelige identitet.
Hvordan det skal komme til at forme og udfolde sig, er svært at sige. Men der er måske mere folkelighed til stede, end man har gået og troet - og navnlig end folkelighedsbenægterne har villet prøve at bilde os ind. Jeg er lige ved at sige, at når nogen kan hade og bekæmpe den folkelige og nationale identitet så meget, så er det måske en ikke så helt ringe faktor. Folkelighedsbenægterne ynder at bede os andre definere, hvad det særligt danske så er. Men det er jo ligesom at køre på cykel: når man begynder at tænke over det, vælter man!
At jeg ikke har hørt til dem, der talte så meget om »det folkelige«, har ikke været ensbetydende med, at jeg ikke har forstået og oplevet mig selv som dansker. Dette har ikke mindst været tilfældet, siden jeg i vinteren 1976/77 oplevede danskheden i det danske FN-kontingent på Cypern, som jeg havde den store ære at være feltpræst for. Hvilket også er et eksempel på, at der ikke er nogen modsætning mellem oplevelsen af den folkelige identitet, og så et internationalt engagement; for denne FN-tjeneste var også indfrielsen af et løfte, jeg allerede i min værnepligtstid 1962-64 havde aflagt over for mig selv om, på et passende tidspunkt at skulle give et halv år af mit liv »in the service of peace« under FN’s flag, og jeg forsømte under min tjeneste på Cypern ingen lejlighed til at holde dette ideal op for min militære menighed.
Noget tilsvarende har gjort sig gældende i forbindelse med det mellemkirkelige og internationale engagement, jeg som slavist har haft siden 1990. Jeg har investeret virkelig meget i at fremme den økumeniske forståelse og det økumeniske sam-liv mellem os i Folkekirken og såvel de andre lutherske kirker som Den Romersk-Katolske Kirke og Den Ortodokse Kirke. Men samtidig er jeg under udøvelsen af disse aktiviteter blevet endnu mere bevidst om, hvad det vil sige at være dansk og at være dansk kristen i Den Danske Folkekirke. Hvori der stadig ingen modsætning ligger. Værdien og storheden i det økumeniske er jo netop, at vi skal være kristne sammen som dem, vi er, idet vi selvfølgelig derved også lader os inspirere af hinandens gode sider.
På det seneste har vi set nogle helt vejrhaneagtige bestræbelser på at omskabe Grundtvig selv i tidsåndens billede. Her kan jeg gamle »kætter« ikke lade være at trække på smilebåndet. For fra begyndelsen af 1970’erne af og til godt op i 1990’erne kunne Grundtvig ikke forstås nationalistisk nok, når det gjaldt den (som vi var nogle der drillende sagde) »national-socialistiske« kamp mod EF, og senere EU, og når det gjaldt modstanden mod Folkekirkens økumeniske engagement. Men så kom den fremmedpolitiske strid og hele den kosmopolitiske og antifolkelige bølge, og så skulle Grundtvig nyfortolkes: »den universelle Grundtvig«! Som om Grundtvig ikke hele tiden har været både folkelig og universel, hvad jeg har været en af de første til at fremhæve. Men »kætter« bliver man, selv om man siger det rigtige - hvis det ikke lige passer med den til enhver tid herskende mening. Så jeg har altså nu oplevet, først at være »kætter«, fordi jeg har været internationalt og europæisk orienteret, dernæst at være »kætter«, fordi jeg har været imod indvandringen og angrebet på dansk folkelighed og national identitet.
Selvfølgelig var Grundtvig både folkelig-national og universel (og dansk folkemenighedskristen med et stort økumenisk udsyn og potentiale). Der er ingen tvivl om, at det allervigtigste for ham (ud over det rent kirkelige og kristelige) var det danske folkelivs bevarelse og lykkelige fortsatte »levelse«. Men den samme organismetanke, som gjorde sig gældende i hans forståelse af det dansk folkelige, gjorde sig jo også gældende i hans syn på det nordiske og det verdenshistoriske. Den danske folke-organisme var kun en gren på menneskeslægtens store fælles træ, men altså vores gren. Vi kan bare tage den berømte tanke om et superuniversitet i Göteborg. Det skulle for det første være et fællesnordisk foretagende og skulle for det andet - som sådant - være Nordens bidrag til den fællesmenneskelige universalvidenskabelighed. Og vi kan i det først i Udvalgte Skrifter (bd. X,1909) trykte digt »Dansk Ravne-Galder« (skrevet 1860) se, hvordan han har forestillet sig, at folk fra ikke alene hele Europa, men også så langt væk fra som Indien, kunne samles til international videnskabelig-kulturel kongres i Danmark.
Endelig er der den virkelighed, der tegnes af EU, globaliseringen og hele den teknologiske og samfundsmæssige udvikling. Heroverfor er jeg ved at sige, at hvis ikke folkeligheden fandtes, måtte man opfinde den. Men nu findes den altså, og så er der ikke mindst i forhold til disse ting mere grund til at prøve at holde fast i den, ja, prøve at finde nogle helt nye former for den. Hvordan skal menneskeslægten kunne holde ud at leve som een stor amorf masse af producerende og forbrugende individer i en globaliseret verden? Hvor kedeligt vil det ikke blive? Og hvordan skal bare sådan noget som EU kunne fungere, hvis den enkelte borger ikke også har rod i - og loyalitet til - et folk og en nationalstat?
Og der er forholdet til den globale kapitalisme. Marxismen er død. Men liberalismen skal have et modspil, og det kunne være en slags socialdemokrati, der bygger på en ny forståelse af det folkelige, som folkelig solidaritet og som folkelig styrke over for kapitalen. Det sagde Marx ganske vist ikke kunne lade sig gøre. Men hans kunne i hvert fald slet ikke, så nu kunne vi andre lade det komme an på en prøve. Da en nationalstat som Danmark er for lille til alene at kunne matche de store globale selskaber, må den nye forståelse af det folkelige skulle indgå i et EU, hvor man finder en passende balance mellem medlemslande og union.
Hvad selve den praktiske udfoldelse - eller selve »livets levelse« - angår, er der som sagt tale om en vældig tilskyndelse og et stort kulturkritisk potentiale i teologien om »det kristeligt nødvendige livsengagement«. Spørgsmålet bliver nu ikke først og fremmest »må jeg nu det her«, men »er det her nu godt nok«. Selv om der naturligvis også ligger store - og virkelig evangeliske - etiske perspektiver i det. Og selve »livets levelse« og selve den almindelige livsfølelse får en klar forrang fremfor de mere specielle former for »kultur«, hvorved disse forpligtes på en stadig vekselvirkning, så at kulturen i snævrere forstand skal udgå fra og virke tilbage på det levede liv og den almindelige livsfølelse.
Engagementet i den givne virkelighed indebærer også en stor vægtlægning på den videnskabelige erkendelse, også og ikke mindst på den helt »unyttige« grundforskning inden for såvel naturvidenskaberne (herunder rumfart) som de humanistiske videnskaber. Vi får et ringe menneskeliv, hvis »forskning« efterhånden kun kommer til at betyde udvikling af nye, mere eller mindre overflødige varer. Men så skal vi jo også prøve at få dannet os et overblik, så jeg benytter lejligheden til at genfremsætte mit forslag om, på en eller anden måde at lave noget, der svarer til, hvad der lå i Grundtvigs berømte Göteborg-tanke, dvs. bare en eller anden form for forum, hvor topvidenskabsfolk af alle fag vil kunne mødes til en forpligtende tværfaglig samtale med henblik på at kunne formidle noget ned igennem undervisnings og informationssystemet, så menneskene virkelig kan blive klogere på sig selv og deres verden.
Og jeg vil ikke høre, at det ikke kan lade sig gøre. Alt kan lade sig gøre i en eller anden grad, og hvad er det for en kultur vi har, hvis vi ikke engang prøver, og hvis »forskning« enten direkte bliver ensbetydende med ren og skær udvikling af teknologi, eller er noget, der bliver drevet i faglig isolation. Det er meget vigtigt, at vi prøver at få samlet, hvad vi virkelig ved, og prøver at forstå, hvad det betyder - så den videnskabelige diskussion fx ikke bare kommer til at bestå i, at så den ene, så den anden modefilosof skriver en bog, som nogle andre så skriver andre bøger og artikler om, indtil den næste modefilosof kommer frem - og så videre. Under alle omstændigheder betyder teologien om »det kristeligt nødvendige livsengagement« en høj prioritering af den rene og måske helt unyttige grundforskning, idet al viden ikke alene er en viden om os selv (og det univers, vi med Løgstrups formulering er indfældet i), men også indirekte gudserkendelse. Og denne teologi indebærer i det hele taget en interesse og respekt for virkeligheden - i modsætning til »hvad-synes-du-selv-holdningen«.
Det kultursyn, der udspringer af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement indebærer også retten til at have lov til at være i fred - og med lige ret - hvis man (hovedsagelig) bare vil leve »et jævnt og muntert, virksomt liv på jord«, eller altså at »Wo das meiste Leben ... « ikke uden videre indebærer en gevaldig »kulturel« kappestrid. Hvis man har kristendommen - og ikke »kulturen« - som sin religion, behøver man ikke dyrke »kulturen« mere, end man finder nødvendigt for livets skyld. Eller sagt på en anden måde: De mennesker, der har kristendommen som deres religion og hengiver sig til livsengagementet på den måde, jeg har skitseret her, vil ikke skulle dyrke »dannelsen« på samme måde som de mennesker, der har »kulturen« som religion. De vil have en anden form for dannelse, hvor jo især fordybelsen i kristendommen vil indtage en vigtig plads, men hvor også fx læsning af vidnesbyrd om livet vil spille en vigtig rolle (historie o.lign.). Også de aktive kulturarbejdere inden for denne alternative kultur vil arbejde på en anden måde. Jfr. hvad jeg ovf. skrev om dyrkelsen af skiftende modefilosoffer, eller Grundtvigs tale om »de vises kunstige hjernespind«). Der vil (uden at det skal misforstås; jfr. begrebet »naiv realisme«) være mere »naivitet« og common sense og tilsvarende, herunder levelsen og op-levelsen af vor almindelige tilværelse som den erkendelsesmæssige grund-platform.
Også kunsten vil blive mere virkelighedsorienteret, med mindre vægt på (artistisk) form og udtryk og mere vægt på vekselvirkningen med livet. Ikke at formen og udtrykket ikke også er en vigtig side af kunstværket. Kunstværket fremtræder som form og er udtryk. Dette gælder ganske særligt musikken, som jo (bortset vel fra selve klang-kvaliteten i sang-stemmen og instrument-tonen) på sin vis er ren form. Jeg er fx selv gammel jazzmusiker og har stadig jazzen som et hovedeksempel og hoved-forbillede. Men netop som et eksempel på »raffinement i robusthed«. Jeg tænker især på, hvordan de allerstørste jazzmusikere i deres solospil (eller sang: Billie Holiday!) sejler fuldstændig skråt gennem det mønster, der udgøres af akkompagnementet og grundrytmen, noget der efter alt at dømme går tilbage til den afrikanske trommemusik med lag på lag af rytme. Og i lyrikken hører jeg også til dem, der ofte hører digtets rytme, før synet bliver til ord.
10.05.04: Jeg ved godt, at ovenstående betragtninger kan være misforståelige. Men jeg er overbevist om, at de har noget for sig. Jazzen (især den fra før begyndelsen af 1960’erne, dvs. i »min tid«) er eet eksempel. Et andet eksempel, jeg (som også gammel lystfisker) i mange år har brugt, er fastspolehjulet til fiskestænger. Her havde man ellers arbejdet med det almindelig spolehjul, som man forsynede med avancerede kuglelejer og alt muligt - indtil der var en, der fik den idé at vende det hele 90 grader, så at der ingen bevægelige dele var, når linen skulle kastes ud, men den blot blev trukket ud over den faste spoles kant. Og jeg har naturligvis aldrig ment, at der skulle gives falsk forenklede svar på de mange dele af virkeligheden, der i sig selv er meget komplicerede. Det er den tomme akademiske og kulturelle »eksercits«, jeg er ude efter. Og dyrkelsen af modefænomener, der i virkeligheden blot er »meninger«, ikke virkelig erkendelse eller livsfordybelse. Det er blandt andet mit Grundtvig-studium, der har ført mig til den opfattelse, at selve kristendommen indebærer en i filosofisk forstand »naiv« og common sense-præget holdning. Men jeg håber naturligvis at mit arbejde ad især de forskellige poetiske spor gennem de kommende år vil resultere i konkrete eksempler på dette forhold. - Endelig vil jeg præcisere, at selv om jeg personligt er forbeholden over for en alt for »artistisk« kunst, ja, selv om jeg virkelig mener, en sådan kunst ligger noget væk fra det centrum, teologien om »det kristeligt nødvendige livsengagement« peger mod, så har jeg naturligvis ikke dermed sagt, at en kunstner, der dyrker det artistiske ikke kan være en god kristen. Lidt alligevel ondt sagt: En person, der producerer pynt, kan godt være en god kristen! - Men så igen: Noget af det, jeg er ude efter, er »kulturens« og kunstens sociale funktion, altså det, at fyrster og borgere og det moderne samfunds dannede lag, bruger disse ting til at markere deres status. Det kan man godt sige er både kristeligt og menneskeligt forkert. Det strider mod det krav om ægthed og sandhed, allerede selve tilværelsen stiller. Det er her, Grundtvig må være det store forbillede. Han var, beskedent sagt, blandt de allermest veludrustede og dannede i sin tid, og var selv meget bevidst derom, men pegede alligevel på et alternativ.
Allerede livets levelse på de allermest elementære områder vil være ledsaget af en »følelse« eller være spændt op i en »refleksion«. Men når vi kommer ud til »poesien« - eller overhovedet kunsten - så bliver det alligevel et særligt område. Een ting er følelsen som del af selve livets praktiske levelse, noget andet er følelsen, når den ikke er knyttet til nogen særlig aktivitet, men overhovedet gælder livet og dets verden. Og det gælder lige fra det simpleste og korteste kontemplative øjeblik hos det mest almindelige menneske og op til den største poesi eller anden kunst - og tilbage igen.
Bortset fra, at brugen af kunsten som religionserstatning jo ifølge sagens natur er udelukket, når det er kristendommen, der er religionen, er der - og netop derfor - plads til alt - i en fuldstændig åbenhed og frihed, også i forhold til kristendommen selv. Sammen med selve den grundlæggende tilskyndelse til livsengagement, der udgår fra kristendomsforståelsen og gudstjenesten, er dette det afgørende. Der er plads til alt, også til »kristen litteratur: Men ikke inde i centrum. Den kristne litteratur (også den mere indirekte) må ses som liggende tæt op ad teologien, gudstjenesten og fromhedslivet. Hemmeligheden ved det dennesidige livsengagements betydning er jo, at det sker uafvidende. Kun derved bliver det i sandhed et nyt indhold i det gudsforhold og det gudsrigeshåb, den kristne bliver sendt ud af kirkedøren med. Og helt inde ved selve den almindelige livsfølelses centrum ligger den centrallyrik, hvori den kendende og elskende forholden sig til tilværelsen udspiller sig. Men ikke langt derfra ligger den tilsvarende roman, som jo også giver et livsengagement på anden hånd. I øvrigt udgør denne forståelse af poesien (kunsten) også en overordentlig frugtbar vinkel for brugen af den allerede foreliggende litteratur (kunst) - jfr. andet motto.
I øvrigt må jeg henvise til de ældre programartikler nedenfor og til undersiden »Poetik«. Men jeg kan også henvise til, at jeg i sommeren 2003 gik på pension som 60-årig for at bruge det meste af resten af min arbejds-tid på projektet »poetisk livsfølelse og litterær Poetik i det kristeligt nødvendige livsengagement«. Og jeg synes, det går godt. Blandt andet har den empiriske del af mit arbejde til fulde bekræftet den her præsenterede vinkels frugtbarhed, for så vidt angår læsningen af allerede foreliggende litteratur. Om alt går vel, kommer man til at høre mere om det hele, også her på hjemmesiden!
* * *
VORT LIV I PLURALITETEN
[Dansk Kirketidende 10/2004. 7. maj 2004]
MOTTO 1:
Wo das meiste Leben, dort ist der Sieg.
(Grundtvigs Johs. Müller‑motto for »Haandbog i Verdens‑Historien«)
MOTTO 2:
Man vilde Synd og Umueligheder og sprængde sig derfor snart; men man angav en Tone, som ei kan hendøe, om Mennesket skal leve; man slog paa Strænge, der ere de eneste, som, med Christendommens Hjelp, og under dens Haand, kan sætte Liv i Folkene.
(Grundtvig i Verdenskrøniken 1817 om romantikkens hovedmænd i Tyskland, US III 725)
Det er i meget høj grad den fremmedpolitiske strid og striden om den folkelige og nationale identitet i forbindelse med såvel den fremmedpolitiske problematik som globaliseringen og den europæiske integration, der udgør den aktuelle baggrund for »kulturkampen«. Men selv om det jo er et spørgsmål, hvor megen enhedskultur der har været i Danmark siden i hvert fald 1870’erne, så er vi nu - også helt uanset al indvandring - uhjælpeligt inde i den post‑moderne pluralitet. Striden om fremmedpolitikken har også afsløret og forstærket en splittelse i selve det danske folk, som betyder, at det er et stort spørgsmål, hvad en »kulturkamp« kan føre til, altså hvad der vil være af fælles »kultur« at vinde magten over.
Jeg har derfor givet dette indlæg titlen »Vort liv i pluraliteten« og sat de to Grundtvig‑mottoer over det. Vi må først og fremmest leve vort eget liv i vor egen del af splittelsens mangfoldighed. Det er derfor, jeg har valgt netop Grundtvigs Johs. Müller‑motto for »Haandbog i Verdens‑Historien« som første motto. For det er også kun, når vi selv har et godt og stærkt liv, vi kan gøre os gældende på den fælles arena - idet vi selvfølgelig primært skal leve vort liv for selve livets egen skyld og ikke for at bringe os i stilling til en »kulturkamp« eller producere ammunition til den!
Men så altså også det andet motto. Det ligger i sagens natur - og ikke mindst i den teologi, jeg har fundet hos Grundtvig og vil skitsere om lidt - at i anden omgang må vi også ud på netop »den fælles arena«. Ingen kan vide, hvordan det kommer til at gå, dvs. hvor stor opsplitningen bliver mellem også os etniske danskere selv, eller med andre ord hvor meget vi bliver tvunget til at leve i parallelkulturer ved siden af hinanden. Men enhver vil kunne se, at det vil være en fordel, om vi kan være fælles om så meget som muligt, dvs. ud over det helt nødvendige minimum af fælles spilleregler i samfundet også al den »kultur«, vi i frihed og uden tvang kan være fælles om. Jeg tænker her ikke mindst på hele »kulturen« omkring forskning og undervisning på universiteterne, men jo også på hele undervisningssystemet, helt ned til Folkeskolen. Et virkelig stort spørgsmål er, om det fortsat bliver muligt at have en fælles folkeskole for et stort flertal af befolkningen. Men en rimelig grad af fællesskab om »kulturen« på disse og andre områder, behøver ikke være ensbetydende med ensretning; det vil være godt, hvis der kan blive en frugtbar kappestrid og vekselvirkning inden for dette fællesskab.
Det andet motto er ganske vist taget ud af en ret speciel sammenhæng, men det skulle alligevel være velegnet til at vise, hvordan Grundtvig - og jeg med ham - er rede til, ikke bare at anerkende de positive ting hos selv vore argeste modstandere, men også til, ligefrem at tage dem til os og bruge dem i vort eget. Jeg kunne her også have citeret de berømte steder i Indledningen til »Nordens Mythologi« om Grundtvigs villighed til kulturelt samarbejde med »naturalister med ånd«, men nu har jeg henvist dertil - idet jeg så må tilføje, at når jeg skal oversætte det til vor tids situation, må det blive til fx »åbne og ærlige post‑kristne humanister«.
Det bedste ved den igangværende »kulturkamp« er, at den kan føre til et kritisk eftersyn af hele den kultur, der i sin mainstream-bredde har været om ikke eneherskende, så dog næsten absolut toneangivende, især på de højere niveau’er, men efterhånden også langt ned og bredt ud. Jeg tænker her dels på en historisk undersøgelse af, i hvilket omfang og på hvilke måder »kulturens« repræsentanter har haft tilsluttet sig eller sværmet for kommunismen eller har kunnet være fortalere for en omfattende indvandring af muslimer og tolerante over for islamismen, og for det andet på en »ideologikritik«, ikke bare af selve de direkte eksempler på de her nævnte forhold, men også af de træk ved den herskende kultur overhovedet, som har kunnet give plads for dem.
Der er for mig ingen tvivl er om, at det meget kort sagt er selve den moderne kulturs rolle som religionserstatning (med følelsen af at høre til de dannede og oplyste som en erstatning for menighedsfællesskabet), der indebærer tilbøjeligheden hos mange af dens repræsentanter til at komme i utopiens og ideologiens vold, så de hverken vil se virkeligheden i øjnene eller følge de almindelige regler for logisk argumentation.
I modsætning til mange kultur‑folks kommunisme‑fascination i 1930’rne og under Den Kolde Krig kan der i den aktuelle situation ikke være tale om en direkte fascination af islam, som jo ligger endnu fjernere fra de humanistiske idealer end både kristendommen og bekendelsen til dansk folkelig og national identitet gør. Jeg tror, der denne gang er tale om en blind og selvsikker - og måske efterhånden også desperat - fastholden ved selve humanismens, oplysningens, frisindets og kosmopolitismens ideal.
Som indledning til den nu følgende yderst korte
skitsering af min egen positive vision, vil jeg henvise til de programmatiske
artikler, jeg tilbage fra 1990’erne af har haft her i bladet[1].
Disse tekster - og flere til, bla. et længere sidestykke til nærværende artikel
[se her ovf.] og mere udførlige fremstillinger af mit kirkesyn - kan læses på
min hjemmeside: www.bentchristensen.dk (undersiderne »Kirke og teologi«, »Program« og »Poetik« samt
undersiden »Grundtvig« med bla. resumeer af mine to Grundtvig-bøger[2],
hvori et side‑tema er et nyt og kritisk syn på Grundtvigs 1832‑nødløsning,
for så vidt angår hans kirkepolitiske syn).
Når jeg nu skal prøve at skitsere mit bud på en »kultur«, der skal kunne være en del af den kulturelle mangfoldighed i fremtidens Danmark, må jeg begynde med kirken og kristendommen. For uanset hvordan der ellers må siges ikke bare »menneske først«, men også »menneske sidst«, så må der, når det gælder et program, begyndes her.
Jeg har selv - af rent kristne og kirkelige grunde - siden 1980’erne gjort mig til talsmand for en kirkelig afklaring, hvor den nuværende Folkekirke blev skilt fra staten og klart kom til at fremtræde som en særlig organisme. Men nu er situationen blevet sådan, at vi - uanset hvad vi ellers mener - må se i øjnene, at det bliver sådan. Om ikke andet vil indvandringen og Menneskerettighederne tvinge os dertil.
Som etikette på det kirkesyn, jeg bidrager med og ønsker fremmet, sætter jeg ordkæden: »evangelisk‑demokratisk, luthersk‑grundtvigsk minimal-katolicitet«. Og jeg må her minde om, at det gode græske ord »katolsk« slet og ret betyder »almindelig«, og at alle de andre ord, ikke mindst ordet »minimal«, står foran. Den »katolicitet«, jeg sigter til, er altså det nødvendige minimum af kirkelighed, der skal til, for at menighedens medlemmer kan komme til at leve et stærkt og godt kristenliv. Det gælder forståelsen af den danske kirkes karakter af kirke‑samfund, menighed. Det gælder forståelsen af gudstjenesten som led i den historie, der går tilbage til Jesus og apostlene og den ældste menighed, og som re-præsenteret frelseshistorie og dialogisk samtale med Gud. Og det gælder den økumeniske forståelse af den danske kirke som del af Kirken i verden og en økumenisk praksis, der svarer til denne forståelse. I vor egen grundtvigske sammenhæng kan jeg stikordsvis henvise til Grundtvigs kirkelige anskuelse, hans forståelse af dåben og nadveren som hverken mere eller mindre end »Herrens indstiftelser« og til det kirkehistoriske - og dermed fælleskirkelige - syn i Sangværket og »Christenhedens Syvstjerne«.
Som nogle af læserne måske kan huske, ligger det i min kristendomsforståelse, at når den kristne således lever et godt kristenliv, og især et godt gudstjenesteliv, så gælder det ellers »det kristeligt nødvendige livsengagement« i tilværelsen uden for kirkedøren og mellem gudstjenesterne. Dette var det punkt, hele min Grundtvig‑forskning fra begyndelsen af 1970’erne af drejede sig om. Med Grundtvigs egne ord:
Er os tomme Ord og Lyde;
Eget Folk og Fædres Land,
Veed vi ei, hvad de betyde
Meer end Mængde, Muld og Strand,
Tant er og hvert Ord, vi tale,
Om Guds Riges Bjerg og Dale,
Om Guds Folk og Menighed.
(»Christenhedens Syvstjerne« 6,60, VU VI 347).
Her er det ganske særligt folk og fædreland, der er tale om, men det gælder naturligvis alt godt i tilværelsen, når Grundtvig siger, at hvis vi ikke kender og elsker det, så bliver alle de kristne ord tomme. En kendende og elskende forholden sig til livet og dets verden mellem gudstjenesterne er en helt nødvendig del af både gudsforholdet og gudsrigeshåbet.
Det er - som Grundtvig også altid påpegede, når han skitserede sine programmer - kun begrænset, hvad der egentlig bør føjes til, når de store grundbegreber og ‑træk er på plads; herefter må livet selv vise, hvad der kommer ud af det. Men jeg vil ganske kort opregne nogle virkninger, jeg mener - og håber - mit syn vil kunne få.
Teologien om »det kristeligt nødvendige livsengagement« vil indebære en stor koncentration om og fordybelse i selve det elementære liv såvel hos den enkelte person som i de forskellige nære fællesskaber - og en tilsvarende kultur‑kritik over for al overfladiskhed og dårlig kvalitet, fx forbrugerisme og underholdning. Og selve »livets levelse« og selve den almindelige livsfølelse får en klar forrang fremfor de mere specielle former for kultur, hvorved disse forpligtes på en stadig vekselvirkning, så at kulturen i snævrere forstand skal udgå fra og virke tilbage på det levede liv og den almindelige livsfølelse.
Fordybelsen i det givne liv vil for mange danske kristne også betyde en genopdagelse af det, der i gamle dage hed »det folkelige« - i hvad skikkelse det nu må komme til at forefindes eller udvikle sig. Hvis det ikke kun skal være livet på arbejdspladsen, i fritidsklubben eller i venne-netværket, der skal give delagtighed i et større fællesskab, mener jeg ikke, man kommer uden om »det folkelige«. Hvordan skulle menneskeslægten kunne holde ud at leve som een stor amorf masse af producerende og forbrugende individer i en globaliseret verden? Hvor kedeligt vil det ikke blive? Og hvordan skal bare sådan noget som EU kunne fungere, hvis den enkelte borger ikke også har rod i - og loyalitet til - et folk og en nationalstat? Men bemærk, at det, jeg her taler om, er »det folkelige« som del af hele den virkelighed, den kristne bliver sendt ud af kirkedøren til, og ikke den sædvanlige sammenkædning af »det-kirkelige-og-det-folkelige«. At den danske menighed har karakter af en folke‑menighed, der udgør vores del af Kirken i verden, er noget helt andet. Der er som bekendt også en hel del gode danskere, der ikke er kristne. (Men hvordan det på længere sigt kommer til at gå med den danskhed, vi har kendt indtil nu, når der ikke længere - som i det meste af den forløbne del af folkets tusindårige historie - er tale om en vidtgående identitet mellem kirke og folk, er noget helt tredje igen, som kun tiden vil kunne vise, og ikke besværgelser i hverken den ene eller den anden retning).
Engagementet i den givne virkelighed indebærer også en stor vægtlægning på den videnskabelige erkendelse, også og ikke mindst på den helt »unyttige« grundforskning inden for såvel naturvidenskaberne (herunder rumforskning) som de humanistiske videnskaber. Vi får et ringe menneskeliv, hvis »forskning« efterhånden kun kommer til at betyde udvikling af nye, mere eller mindre overflødige varer. Men så skal vi jo også prøve at få dannet os et overblik, så jeg benytter lejligheden til at genfremsætte mit forslag om, på en eller anden måde at lave noget, der svarer til, hvad der lå i Grundtvigs berømte Göteborg‑tanke, dvs. bare en eller anden form for forum, hvor topvidenskabsfolk af alle fag vil kunne mødes til en forpligtende tværfaglig samtale med henblik på at kunne formidle noget ned igennem undervisnings og informationssystemet, så menneskene virkelig kan blive klogere på sig selv og deres verden. Og jeg vil ikke høre, at det ikke kan lade sig gøre. Alt kan lade sig gøre i en eller anden grad, og hvad er det for en kultur vi har, hvis vi ikke engang prøver?
Men helt særlige virkninger vil den her skitserede kristendomsforståelse kunne få på det område, der i mere speciel forstand betegnes som »kulturlivet«. Allerede livets levelse på de allermest elementære områder vil være ledsaget af en »følelse« eller være spændt op i en »refleksion«. Men når vi kommer ud til »poesien« - eller overhovedet kunsten - så bliver det alligevel et særligt område. Een ting er følelsen som del af selve livets praktiske levelse, noget andet er følelsen, når den ikke er knyttet til nogen særlig aktivitet, men overhovedet gælder livet og dets verden. Og det er det lige fra det simpleste og korteste kontemplative øjeblik hos det mest almindelige menneske og op til den største poesi eller anden kunst - og tilbage igen.
Bortset fra, at brugen af kunsten som religionserstatning jo ifølge sagens natur er udelukket, er der plads til alt - i en fuldstændig åbenhed og frihed, også i forhold til kristendommen selv. Sammen med selve den grundlæggende tilskyndelse til livsengagement, der udgår fra kristendomsforståelsen og gudstjenesten, er dette det afgørende. Der er plads til alt, også til »kristen litteratur«, der imidlertid må ses som liggende tæt op ad teologien, gudstjenesten og fromhedslivet. Hemmeligheden ved det dennesidige livsengagements betydning er jo, at det sker uafvidende. Kun derved bliver det i sandhed et nyt indhold i det gudsforhold og det gudsrigeshåb, den kristne bliver sendt ud af kirkedøren med. Og helt inde ved selve den almindelige livsfølelses centrum ligger den centrallyrik, hvori den kendende og elskende forholden sig til tilværelsen udspiller sig. Men ikke langt derfra ligger den tilsvarende roman, som jo også giver et livsengagement på anden hånd. I øvrigt udgør denne forståelse af poesien (kunsten) også en overordentlig frugtbar vinkel for brugen af den allerede foreliggende litteratur (kunst) - jfr. andet motto.
Der er desværre ikke plads til en nøjere udfoldelse af dette. Jeg må henvise til de ældre artikler og til undersiden »Poetik« på min hjemmeside. Men jeg kan også henvise til, at jeg i sommeren 2003 gik på pension som 60‑årig for at bruge det meste af resten af min arbejds-tid på projektet »poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«. Og jeg kan hilse og sige, at det går godt. Blandt andet har den empiriske del af mit arbejde til fulde bekræftet den her præsenterede vinkels frugtbarhed, for så vidt angår læsningen af allerede foreliggende litteratur. Om alt går vel, kommer man til at høre mere om det hele - også her i bladet.
* * *
OVER FOR DEN KULTURRADIKALE ARDENNEROFFENSIV
[Utrykt. Sat her på denne underside 04.03.04. Sår også på undersiden »Politik«]
De kulturradikales - eller humanisternes - nye afværgeslagord er: ”Jamen hvem er de kulturradikale? Vis os dem!”. Og det er smart. Vi kan jo ikke kan vise skoven for bare træer. Der er tale om en kultur, som er blevet mainstream. Og meget af det kan vi alle være enige i.
Ikke mindst den fremmedpolitiske strid har imidlertid vist, at der hos nogle er tale om en ideologi, som er røget ud ad tangenten, ud i en helt absurd position, som de forskanser sig i, en ny form for farisæisme, oplysthedens og fremskridtets og godhedens farisæisme. Og som den gamle farisæisme har den såvel en religiøs som en social karakter. Man er så overbevist om at være på den rigtige side, at folk med andre meninger må være onde og/eller dumme - og derfor skal bekæmpes med alle midler. Og samtidig prøver man, nu hvor der er begyndt at blæse andre vinde, at klamre sig til sin privilegerede position. Også med alle midler. Man nøjes ikke med at forskanse sig; der er også noget ”ardenneroffensiv” over den måde, man nu fører sig frem på.
Hvis vi andre - det være sig kristne eller ikke-kristne - skal sætte et modangreb ind og udnytte den nye situation, der er opstået efter valget i 2001, må vi for det første blotlægge denne kulturs tilbøjelighed til at ligge under for utopi og ideologi og til at se bort fra virkeligheden og lade hånt om alle regler for logisk argumentation, ja, underkaste den en veritabel ideologikritik, og for det andet sætte vore egne kulturelle alternativer ind. Det sidste er det afgørende. Kritik alene frembringer intet nyt. Og vi skal jo under alle omstændigheder prøve at udfolde vort eget - for selve livets skyld. Spørgsmålet er kun, om vi er stærke og dygtige nok.
Et helt andet spørgsmål er, om der kommer een ny mainstreamkultur ud af det. Det gør der næppe. Men bare vi andre også kan være med i postmodernismens nye pluralitet.
* * *
Den Irak-agtige kulturkamp
[Utrykt debatindlæg, skrevet 13.12.03, dvs. før tilfangetagelsen af Saddam Hussein. Sat her på denne underside 22.12.03. Står også på undersiden »Politik«]
Nu har jeg ganske vist lige fra begyndelsen været imod Irak‑krigen, men jeg vil alligevel vove at bruge situationen i Irak som billede på, hvad der tilsyneladende er i gang i den danske kulturkamp netop nu.
Og jeg er jo også præst, så pdes. behøver jeg ikke skamme mig over at bruge et militært billedsprog, hvilket jo er en tradition, der går tilbage til vor Herre selv, og pdas. ved jeg, at en lignelse eller tilsvarende sammenligning kun behøver at have eet sammenligningspunkt, ja, med fordel kan nøjes med det. Så når man fx ser på, hvordan Henrik Gade Jensen blev slagtet, hvordan professor Bent Jensen er blevet behandlet, bla. ved at blive opfordret til at gå på pension, og på sådan noget som Tøger Seidenfaden m.fl.s bog, så tegner der sig et mønster, der minder om, hvordan det væltede Saddam Hussein‑regimes folk desperat prøver at berøve Koalitionen dens sejr.
Men som sagt, sammenligningen ligger i eet punkt. Det endnu ikke noget stort nederlag, det hidtidige kultur‑ og meningsregime har lidt her i Danmark. Sammenligningen ligger i, at ligesom modstandskræfterne i Irak prøver at vriste sejren ud af Koalitionens hænder, således prøver det danske kultur‑ og meningsregimes folk nu desperat at begrænse følgerne af det tilbageslag, de led ved valget i 2001.
Men hvad er disse menneskers motiver? Hvor får de deres drivkraft fra? Hvorfor hader de os andre så meget? Det har jeg nogle forestillinger om.
Nu er sovjetkommunismen ganske vist så ynkeligt brudt sammen i stinkende fallit (jeg har selv været der). Men jeg ville miste min sidste respekt for dem, der endnu er troende kommunister/marxister, hvis de ikke bare siger, at det var da beklageligt, men så lykkes det nok næste gang. Og jeg vil oven i købet indrømme, at med den global‑kapitalistiske udvikling, der er i gang, og med den risiko for alvorlige kriser, der samtidig er, behøver det ikke vare så længe. Navnlig ikke når indvandringen af muslimer til Europa fortsætter. Kaos kan hurtigt indtræde, og så er der lagt op til et nyt forsøg.
Men da kommunismen og i det hele taget marxismen af gode grunde indtil videre må ligge lidt underdrejet, er det de forskellige grader af kulturradikalisme eller ”humanisme”, man fører sig frem under. Men også her er der tale om en utopi: troen på fornuften, oplysningen og fremskridtet. Og tale om glæden over at høre til dem, der er på netop fremskridtets og oplysthedens side, det sejrende parti, den dannede og (i hvert fald kulturelt) herskende klasse. Svarende til den glæde og tilfredshed, en kommunist føler ved at høre til dem, der har gennemskuet Historien og hele Tilværelsen, og som (i hvert fald i princippet og for fremtiden) hører til den herskende elite, proletariatets fortrop.
Disse mennesker er nu bange. Men bortset fra, at lige netop den fremmedpolitiske problematik ikke lader sig snakke væk og på et eller andet tidspunkt må få dem til at æde alle deres fraser i sig igen, behøver de nu ikke være så bange endda. For de får jo ikke noget virkeligt modspil.
Det er udmærket, hvis de, der var på den forkerte side under Den Kolde Krig, kan blive stillet for historiens domstol. Det kan også være forfriskende, at de økonomiske og samfundsmæssige forhold bliver betragtet i et nyt, liberalistisk lys (jeg er ikke selv liberalist). Og jeg skal være den første til at hilse rehabiliteringen af gode gamle borgerlige dyder velkommen, ikke mindst selvansvarlighedsprincippet. Men intet af dette vil jo kunne true den nuværende menings‑ og kulturelite.
Jeg mener ganske vist også, at den historiske undersøgelse af forholdene under Den Kolde Krig på en eller anden måde bør omfatte en undersøgelse af, hvordan det fra 1945 til i dag er gået til på områder som ansættelser i undervisnings‑ og kultursektoren, bevillinger til forskningsprojekter o. lign. og adgang til at få ting på tryk.
Og enten finder man noget, eller også finder man ikke noget ‑ eller ikke så meget, der lodret kan sættes en finger på. Det er også lige meget; for det helt afgørende er jo, at vi her tydeligt ser et udtryk for, hvad vi kalder tidsånden. Der er ingen tvivl om, at sådan som hele forløbet har været fra 1871 og gennem 1930’rne og efter 1945, så har der været et kultur‑ og værdiparadigme, som stort set al politisk og kulturel aktivitet er foregået inden for.
Jeg kender det jo fra mig selv. Jeg har faktisk også gået i gymnasiet og studeret på universitetet. Og det sidste vel at mærke med fagene dansk/russisk; jeg er først på et senere tidspunkt blevet såkaldt § 2‑præst. Og det er jo også sådan, at mange af ”værdierne” både er almindeligt fælles gods og hver for sig gode nok.
Det er heller ikke kun det, at man som intellektuel eller kulturarbejder føler sig på en vis afstand af det almindelige borgerskab og den økonomiske og samfundsmæssige magt. Det gør jeg også selv. Det er den sygelige trang til at være imod. Er der tale om et pubertetsagtigt had til dem, der har den almindelige magt, og til traditionens magt? Eller der ligefrem tale om en grundlæggende skævhed i synet på ”kulturen” og dens rolle? ”Kulturen” som erstatning for religionen ‑ og de intellektuelle og kulturarbejderne som det præsteskab, der skal opdrage befolkningen i den nye tro?
Allerede medens et talentfuldt ungt menneske går i gymnasiet, sker der en programmering, en idealdannelse. Det ligger i luften, at skal man høre til de intellektuelle eller kulturens folk, så skal man have de-og-de meninger. Om det så er strong eller light er underordnet. For selvfølgelig er der store nuanceforskelle. Det afgørende er imidlertid, at en stor del af de intellektuelle og kulturens folk fører et stort ord i retning af marxisme, kulturradikalisme og humanisme, medens andre pipper lidt mere stilfærdigt med, og atter andre ikke rigtig siger noget. Vi lever jo også i Pinafore-admiralernes verden. Og skulle programmeringen ikke være blevet hundrede procent gennemført, vil de unge jo ‑ bevidst eller ubevidst ‑ rette ind efter de herskende idealer, allerede når de begynder at skulle skrive større opgaver, for slet ikke at tale om, når de skal til at gøre karriere.
Jeg ved da godt, at det også er en del af forklaringen, at netop borgerligt sindede mennesker er tilbøjelige til, bare at passe deres studier og deres arbejde, og så lade de andre snakke. Og indtil nu er det jo også gået meget godt. Vi slap for den kommunistiske besættelse eller revolution. Men det er alligevel noget af en gåde, at kun forsvindende få i den intellektuelle og kulturelle elite har taget højlydt til genmæle mod dem, der i en eller anden grad har indtaget holdninger, der har været til fordel for kommunisme eller islamisering. Man må bla. spørge, hvordan man har forestillet ‑ og forestiller ‑ sig, at der skulle kunne være plads til dem i et DDR-agtigt eller islamiseret samfund?
Jeg tror, at hvis man skal prøve at finde en forklaring på ”humanisternes” desperation netop nu, så er der for det første selve deres tro på utopien og selve deres identitet som fine, rigtige og gode. Og så er der nok også en stor angst for, hvordan det skal gå, hvis de begynder at give efter ‑ altså en angst for de skræmmebilleder, de selv har tegnet af os andre. Eller en angst for en lille gnavende tvivl inde i dem selv; der er somme tider noget i deres stemmeføring, der kan give en den tanke (for de må da kunne se problemerne). Men på det seneste er jeg også kommet til at tænke på, at der kan være tale om en simpel angst for at blive berøvet magten og æren, pengene og privilegierne. Virkeligheden og vælgerne kan måske tvinge dem på tilbagetog, men deres position som sådan vil de beholde.
Men dem om det. Hvad gør vi andre? Ja, der skal altså mere til, end hvad man hidtil har set fra borgerligt hold i den såkaldte kulturkamp. Og det, der skal til, er noget, der er større og mere positivt end ”kamp”. For mig er det kristendommen og udviklingen af en ny, Grundtvig-inspireret kultur. Men hvad det angår, må jeg nøjes med at henvise til min hjemmeside: www.bentchristensen.dk.
Ja, jeg arbejder selv med mine egne positive ting. Men andre kan være orienteret i helt andre retninger. Og jeg er åben for meget. Grundtvig talte om samarbejdet mellem kristne og ”naturalister med ånd”; jeg taler om samarbejde med fx ”åbne og ærlige humanister”, dvs. moderne ikke‑kristne mennesker, som gerne vil tale med mig og samarbejde med mig på fællesmenneskelig grund (og som medlemmer af det samme samfund), og som altså ikke er kokset til i ideologi og selvretfærdighed.
Men uanset alt andet, må vi prøve at få bremset den herskende elites modangreb, så vi andre i det mindste kan få lov til også at være her, altså fx kunne blive ansat i en stilling og få lov at blive i den. Det er den første betingelse. Og så må det ellers vise sig, om der kommer nye, frie talenter frem, som kan udfylde frirummet.
Jeg vil slutte med at henvende mig til de unge, ikke mindst dem, der går i gymnasiet eller på universitetet nu, og sige: Se på virkeligheden! Tænk selv! Find ud af, hvad I virkelig ønsker for jeres liv! Og vær ikke bange! Måske kan I være dem, der kommer til at åbne op for en ny epoke!
* * *
BERUFSVERBOT OG KULTURKAMP
[Skrevet 29.11.03, men ikke trykt. - Står også på undersiden »Politik«.]
Henrik Gade Jensens de facto-fyring fra hans stilling i Kirkeministeriet og hele situationen omkring den er en skandale, som jeg ikke har plads til at kommentere yderligere her. For der er videre perspektiver.
Jeg hører til dem, der har fundet dette års såkaldte kulturkamp utilfredsstillende, fordi der jo slet ikke har været tale om et tilbundsgående opgør med den indtil nu herskende tidsånd. Jeg har lidt nedladende sagt, at det da kan være udmærket at få stillet kommunister og kommunistsympatisører for historiens domstol, herunder at få set nærmere på, hvad der i 1970’erne er foregået i Danmarks Radio, ligesom jeg også har sagt, at selv om jeg ikke selv er liberalist, så kan det da altid være forfriskende og nyttigt at få betragtet de økonomiske forhold under nye synsvinkler, ligesom jeg bestemt heller ikke har noget imod gamle borgerlige dyder som selvansvarlighed osv. Og så har jeg sagt, at det eneste, der kan medføre et virkeligt epokeskifte, er, at der - i både bredeste og snævrere forstand - bliver skabt et kulturelt alternativ. Hvad der jo så i øvrigt kun kan blive, hvis et tilstrækkeligt antal talentfulde mennesker, højtideligt sagt, bliver motiveret dertil at livet selv.
Så vidt, så godt. Jeg arbejder selv på det, men må her nøjes
med at henvise til min hjemmeside: www.bentcáristensen.dk. - og så navnlig
håbe, at nogle af de helt unge vil komme med deres bidrag. Men her er jeg
fremme ved dette indlægs anliggende. For det er jo meþet godt at tale om, at skabelsen
af et nyt kulturelt alternativ er vigtigere end historiens dom over de gamle
venstreorienterede, men hvad nu, hvis Berufsverbot og meningsterror ikke alene
kommer til at betyde fyringer og ikke-ansættelser af dygtige unge mennesker med
forkerte meninger, men også kommer til at betyde, at dygtige og opadstræbende(unge mennesker allerede i gymnasieårene, måske helt ubevidst,
kommer til at antage de til tidsånden passende meninger? Navnlig når de
ikke ser og hører andet)fra dem, der allerede har gjort karriere. Det helt
afgørende er selve de herskende idealer om humanisme, oplysning og fremskridt
og dygtige unge menneskers lyst til at efterleve dem. Og opgøret med dem kan
selvfølgelig kun ske ved, at de bliver gennemskuet. Men hvad så altså, hvis begavede
og modige unge mennesker, der gør det og skriver om det, bliver udelukket fra
visse stillinger? - (Jeg understreger, at jeg jo her ikke taler om de lag og
elementer i idealerne, der har med almindelig civilisation og anstændighed at
gøre, og som er fælles gods, men om den selvgode og totalitære holdning og
adfærd, der hos de toneangivende er tale om, når idealerne er blevet til
ideologi).
De facto-fyringen af Henrik Gade Jensen har fået mig til at se med nye øjne på undersøgelsen af forholdene under Den Kolde Krig. Jeg tror, det bla. vil være meget vigtigt at se på ansættelserne på universiteterne og i kulturinstitutionerne. Jeg ved ikke, hvad og hvor meget man vil kunne finde, for dels er der i sådanne tilfælde tale om skøn, dels foregår programmeringen som sagt inde i hovederne på folk allerede i de helt unge år. Men måske kan vi her komme til at lære af historien. Og der kommer i hvert fald ikke noget kulturelt epokeskifte, hvis den totalitære humanisme og godhedsideologi er i stand til - både direkte og indirekte - at holde de forkerte meninger ude.
* * *
Dansk Folkeparti og mig
Af sognepræst Bent Christensen, Døllefjelde
Sat på Dansk Folkeparti Lolland-Falsters hjemmeside fra 16.12.02. Og straks derefter her på nærværende underside.
-
Ved sammenkomsten i Fuglse den 5. december 2002 hørte vi først fire meget interessante beretninger om vore fire kommunalbestyrelsesmedlemmers oplevelser siden valget den 20. november 2001. Men derefter blev det min tur til at fortælle. I et causeri med ovenstående titel fortalte jeg om de ting i mit liv gennem de sidste fyrre år, som jeg mente havde betydning i forbindelse med mit medlemskab af Dansk Folkeparti siden april 2002. Bagefter blev webmaster Erik Mortensen og jeg enige om, at det måske kunne være en idé at lade et dertil egnet sidestykke til dette december-causeri komme på vor lokale hjemmeside. Og her er det - i en noget udvidet skikkelse!
Der er meget Grundtvig i det, jeg ridser op her. For det første har Grundtvig fyldt meget i mit liv. For det andet er der meget i de ting, jeg selv laver, der svarer til, hvad Grundtvig sagde og gjorde. Og det gælder, såvel for så vidt angår de områder, det foregår på, som for så vidt angår de måder, det foregår på. Endelig er det jo for det tredje sådan, at den kamp, der foregår i det danske samfund i dag, og som Dansk Folkeparti spiller en afgørende rolle i, i mange henseender svarer til den kamp, Grundtvig førte mod sin tids ufolkelige og udanske »elite«.
Jeg har skrevet to bøger om Grundtvig. Den første var min teologiske licentiatafhandling, og den udkom i 1987 med titlen »Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832«. Den anden var min teologiske doktordisputats, og den udkom i 1998 med titlen »Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«.
Som det fremgår af disse titler, var det fra begyndelsen af de helt store grund-teologiske spørgsmål, jeg søgte - og fandt - svar på gennem mit Grundtvig-studium. Og som det fremgår af disputatsens undertitel, var det i anden omgang den erkendelsesmæssige side, jeg beskæftigede mig med, af, hvad jeg nu var nået frem til at kalde »det kristeligt nødvendige livsengagement«.
Fra begyndelsen af har der imidlertid været det helt specielle sigte med mit Grundtvig-studium, at det skulle føre frem til et nyt og frugtbart grundlag for, hvad jeg senere kom til at betegne som »poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«, og jeg var derfor længe klar over, at min Grundtvig-forskning burde have et tredje og sidste trin - i form af en undersøgelse af, hvad der så måtte kaldes »N.F.S. Grundtvigs forhold til den poetiske side af det kristeligt nødvendige livsengagement«. Og hvis jeg havde haft mere tid, ville jeg også med stor glæde have skrevet en hel bog om dette emne. For jeg kan godt oplyse, at det er ekstremt lystbetonet at sidde i studerekammeret sammen med Grundtvig! Men jeg er altså født i 1943, så hvis jeg skal nå at udnytte min Grundtvig-inspiration til nogle aktuelle ting i mit eget navn, er det på høje tid at komme rigtig i gang.
I stedet for en tredje bog er min Grundtvig-forskning kommet til at slutte med blot en beskeden artikel, der hedder »Totaldigteren Grundtvig. Forskningshistoriske replikskifter som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter. - Eller: Grundtvig-forskeren Bent Christensens litterære testamente«. (Den sidste del af undertitlen spiller på et skrift, Grundtvig udgav i 1827 med titlen »Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente«).
Denne artikel kan sammen med flere andre artikler om Grundtvig - samt resumeerne af de to bøger - ses på min hjemmeside, som jeg også i det hele taget vil henvise til, idet der på den findes et stort udvalg af de tekster, jeg gennem alle årene har skrevet. Og det er tekster, der omfatter alt, lige fra de helt grundteologiske ting og ned til den (desværre nødvendige) fremmedpolitiske debat. En særlig gruppe tekster handler om mine aktiviteter i forhold til og i de øst- og vestslaviske lande, fra Kazakhstan og Sibirien i øst til Polen og »Lausitz« i vest (»sorberne« eller »venderne« i de tyske forbundslande Brandenburg og Sachsen). Hvis man vil vide mere om, hvad jeg har beskæftiget mig med, og hvad jeg står for, kan man besøge mig på adressen:
www.bentchristensen.dk
Og skulle man have lyst til at se i mine to Grundtvig-bøger (hvad man godt kan uden at læse dem fra ende til anden, hvad enhver interesseret dog også skulle kunne), kan man låne dem på Centralbiblioteket i Nykøbing F. - evt. via det lokale bibliotek.
Som sagt kom selve min Grundtvig-forskning desværre til at slutte med blot den ovenfor omtalte internetartikel. Men på hjemmesiden vil man også kunne se, hvordan jeg allerede sideløbende med mine Grundtvig-studier begyndte at arbejde med en aktuel udmøntning af inspirationen fra ham. Det gælder de artikler, jeg har skrevet om teologiske og kirkelige emner, og det gælder mine prædikener m.m. Men det gælder navnlig de artikler, som dels er af bredere programmatisk art, dels er skrevet med særligt henblik på området »poetisk livsfølelse og litterær poesi«. Jeg vil her især henvise til de to vigtige artikler, som har været trykt i det grundtvigske Dansk Kirketidende: »Livsvidenskabelig efterskrift« og »Livspoetisk Indledning« (undersiden »Program« og undersiden »Poetik«).
Det kan godt være, denne indledning har forekommet meget omstændelig, men det er i hvert fald vigtigt for mig selv at få præsenteret alle disse ting, og det er jo ikke bare ment som et led i en præsentation af selve min person, men også, og navnlig, som en del af præsentationen af hele det program, hvori jeg ser nogle klare berøringspunkter og sammenfald med det, der sker i og omkring Dansk Folkeparti.
I den forbindelse må så en tredje part også nævnes, nemlig den part, jeg her vil betegne som »de grundtvigske«. Idet jeg vil skynde mig at sige, at det jo ikke ligefrem behøver at ende med, at alle grundtvigianere bliver DF’ere og alle DF’ere grundtvigianere!
Jeg er selv medlem af det grundtvigske Kirkeligt Samfund, som også har ydet økonomisk støtte til mine to bogudgivelser, og i hvis blad Dansk Kirketidende jeg har fået trykt mange ting. Men jeg har alligevel altid været lidt af en outsider i de grundtvigske sammenhænge, selv om vi jo naturligvis grundlæggende er fælles om hævdelsen af friheden i både kirken og samfundet og i synet på forholdet mellem pdes. det kristne og kirkelige og pdas. det menneskelige og folkelige. Desuden er det på flere af de især kirkepolitiske områder, hvor jeg tilbage fra 1980’erne af har fremstået som noget af en »kætter«, gået sådan, at grundtvigianerne (under indtryk af en uafviselig virkelighed) har bevæget sig i »min« retning - hvad jeg godt kan lide at drille dem med! Men spøg til side: I grundtvigianismen er friheden et hovedprincip. Der skal være højt til loftet, som man siger. Og det er jo også klart i den del af det kirkelige landskab, jeg hører hjemme.
Men for nu alligevel at vende lidt tilbage til min outsider-status i forhold til den grundtvigianske hovedstrøm, så er der det paradoksale i det, at medens jeg i begyndelsen af 1990’erne ikke mindst adskilte mig fra mine grundtvigske venner ved min stærke internationale og økumeniske (mellemkirkelige) orientering, så er det nu ved at forholde sig, om ikke modsat, så dog noget anderledes. Og det skyldes selvfølgelig den fremmedpolitiske problematik, som i løbet af de senere år er kommet til at forpeste og fordreje og forbitre næsten alt.
For medens det tilbage fra 1972 af var fint at kunne bruge Grundtvig i modstanden mod Danmarks indtræden i EF, og medens det langt op i 1990’erne også var fint at bruge Grundtvig i modstanden mod Den Danske Folkekirkes økumeniske (mellemkirkelige) engagement, har man nu i vide kredse fået travlt med at tale om »den universelle Grundtvig«, som skal hjælpe os til at åbne os for det fremmede! Og det er min fornemmelse, at mange grundtvigsksindede mennesker, netop på baggrund af hele den grundtvigske tradition for frisindethed og åbenhed, føler sig i et vist dilemma i forhold til denne udvikling. Jeg er jo faktisk selv et grundtvigsksindet menneske og kender det fra mig selv, men har nok bare været lidt hurtigere til at »komme ud på den anden side«!
I denne situation skrev jeg kort efter min indtræden i Dansk Folkeparti en artikel til Dansk Kirketidende med titlen »Jeg er nu DF’er - hvad er I?« (DKT 17/2002 - men denne artikel står selvfølgelig også på min hjemmeside, på undersiden »Fremmedpolitik«). Og nede i teksten spurgte jeg de læsere, der kunne tænkes at ville reagere negativt eller dog forbeholdent på min bekendelse af, at jeg havde meldt mig ind i Dansk Folkeparti, hvad de så havde tænkt sig at gøre »her i det danske folks og den europæiske civilisations skæbnetime«. Ja, jeg spurgte: »Hvad tror I Grundtvig ville sige?«.
Der er ikke kommet egentlige svar på mine spørgsmål. Det nærmeste et svar har været, hvad bladets redaktør Henrik Wigh-Poulsen skrev i samme nummers ledende artikel - under overskriften »Kampen om Grundtvig«. Efter at have henvist til folk, der enten helt afviser Grundtvig eller dog er stærkt kritiske over for den traditionelle grundtvigske måde at tale om folket på, henviser Henrik Wigh-Poulsen også til mit indlæg, hvilket så giver ham anledning til at sammenligne debatten om Grundtvig og det folkelige med en boksekamp, hvor man i det ene ringhjørne afskriver Grundtvig og alt hans væsen, og hvor man i det andet ringhjørne hævder hans brændende aktualitet, »netop hvad angår hans tale om folket - det danske folk«. Og så fortsætter han:
Og der står vi så, alle vi hængehoveder og midtsøgende grundtvigske. På den ene side hverken kan eller vil vi ophøre med talen om det folkelige, fordi alene dét garanterer sammenhængskraften i en tid, hvor splittelserne og ensomheden truer. Og så selvfølgelig fordi det folkelige - det fælles og det givne - er vejen ad hvilken det mest dyrebare kommer til os. På den anden side er vi også nogle stykker, der reagerer mod folkeligheden som en ideologi, en forestilling om en særlig vilje, en størknet størrelse.
Til slut gør Henrik Wigh-Poulsen stillingen op således:
Hvilende i historiens erfaringssum, men på vej mod nye store mål er det folkelige udtryk for en virkelighed, hvis lov er bevægelighed, forandring og udvikling.
En besindelse på dette grundlæggende, fremtidsåbne træk i Grundtvigs tænkning er for mig at se det bedste grundtvigske svar her i den forblæste midte mellem fornægterne og de stålsatte.
Min kommentar til dette er for det første, hvad jeg også har sagt til Henrik Wigh-Poulsen selv, at han da er velkommen til at bruge sit bokserings-billede - bare han ikke mener, det fugleskræmsel, han sætter op i »de stålsattes« ringhjørne, har noget med mig at gøre! Der er ingen, der skal komme og lære mig noget om at være fremtidsåben og indstillet på bevægelighed og udvikling. Men for det første vil jeg gerne selv have lov at bestemme, hvordan jeg skal være alt dette gode, og for det andet vil jeg have lov til at være det som den, jeg er, hvilket grundlæggende vil sige som dansker - på den måde, dette til enhver tid viser sig på! Og i øvrigt har denne diskussion jo absolut intet at gøre med forsvaret mod den trussel, der udgøres af den igangværende muslimske kolonisering af Danmark og det øvrige Vesteuropa!
Men hvor vigtig den fremmedpolitiske kamp end er, er der jo tale om noget rent negativt, som er blevet os påtvunget af blinde og tåbelige politikere i ind- og udland, og vi vil ikke engang kunne vinde denne kamp, hvis vi ikke først og fremmest koncentrerer os om de positive ting, vi under alle omstændigheder gerne selv vil fremme og udfolde - meget højtideligt (men også meget grundtvigsk) sagt: for livets skyld! Og i denne forbindelse vil jeg tillade mig at fortælle endnu lidt mere om min vej frem mod mit aktive medlemskab af Dansk Folkeparti.
Jeg vil begynde helt tilbage i 1962, det år, hvor jeg blev student, og hvor jeg året før havde indset, at jeg desværre ikke var så god en jazzpianist, at der kunne blive en professionel karriere ud af det. Hvad det har med det her at gøre? Jo, det har det netop. For den moderne jazz, vi prøvede at spille (mit personlige forbillede var Bud Powell), står jo stadig for mig som noget af det absolut bedste, menneskeslægten har frembragt - og dermed også som en model for livsfølelse og »kultur« langt ud over selve musikkens område. Der er i jazzen en forening af primitiv kraft og højt sofistikeret struktur, som kan være et godt forbillede for den nye »kultur«, jeg gerne vil bruge mine sidste (forhåbentlig mange) arbejdsår på at bidrage til. (Jeg sætter her ordet »kultur« i anførselstegn, og det gør jeg, fordi det langtfra er alt, hvad der betegnes med dette ord, jeg bryder mig om. Men det er en længere historie. Hvis jeg skal sige det kort, har det noget at gøre med, at »kultur« fx dels har været brugt, og stadig bruges, som et middel til at placere sig selv socialt, dels bruges som religionserstatning. Derfor anser jeg det - som Grundtvig gjorde det - for min opgave at udøve en grundlæggende kulturkritik - idet dog den positive udvikling og udfoldelse af alternative, nye ting naturligvis er, hvad det egentlig kommer an på).
Men når jeg ikke skulle være jazzmusiker, hvad skulle jeg så være? Det næstbedste ville selvfølgelig være at skifte kunstart og prøve at blive forfatter, digter! Men det er heller ikke noget, man sådan lige uden videre kan beslutte at vælge som erhverv. Så den tredjebedste mulighed måtte blive et humanistisk universitetsstudium, noget med sprog og litteratur. Hvad det også blev.
Heldigvis skulle jeg dog først ind som soldat, hvad jeg var meget glad for at skulle. Ikke, fordi jeg følte lyst ved tanken om at skulle slå nogen ihjel - eller ved tanken om, selv at skulle blive slået ihjel, tværtimod; det var snarere lige før, jeg var blevet militærnægter af moralske grunde! Men jeg ville gerne opleve det møde med nogle helt elementære forhold, som den militære uddannelse og træning ville give. Og så var mine moralske overvejelser nu også mundet ud i, at det desværre var nødvendigt med et militært forsvar af den frie verden, så længe Sovjetunionen og det af denne beherskede imperium eksisterede. Så kunne man samtidig arbejde for en realistisk fredspolitik. Og det stod tidligt klart for mig, at jeg på et tidspunkt skulle give et halvt år af mit liv til deltagelse i en af FN’s fredsbevarende operationer. Hvad jeg også kom til. Jeg kunne bare ikke dengang vide, at det ville blive som feltpræst! (Hvad jeg var for det danske kontingent på Cypern i vinteren 1976/77 - hvor jeg i tilgift fik mit første møde med den østlige, ortodokse afdeling af Kirken).
I sidste øjeblik blev der imidlertid føjet en helt ny dimension til i forbindelse med min aftjening af værnepligten. Lige mod slutningen af studentereksamen fik jeg en »reklame« fra Forsvaret for en særlig uddannelse, hvori indgik et studium af russisk! Og denne »sprogofficersuddannelse« lagde jeg billet ind på, en i alle henseender meget hård og krævende, men også meget givende uddannelse, som ikke mindst betød, at hvis man i sit senere universitetsstudium valgte russisk som bifag, havde man det allermeste med sig. Så da jeg i efteråret 1964 blev hjemkommanderet som løjtnant af reserven, påbegyndte jeg cand. mag.-studiet i dansk/russisk ved Københavns Universitet. Og der er det interessante ved det, at selv om det foreløbig endte med, at jeg - efter tre år som gymnasielærer - i 1971 blev præst i Folkekirken på den såkaldte akademikerparagraf, så har netop min teologiske udvikling, herunder ikke mindst mit Grundtvig-studium, ført til, at jeg omkring år 2000 i meget høj grad vendte tilbage til mine oprindelig fag!
Allerede i mine allerførste præsteår (i Pedersker-Povlsker på Bornholm), gik jeg til Grundtvig for derved at vinde klarhed over det store spørgsmål om forholdet mellem kristendommen og den allerede foreliggende tilværelse, en klarhed, jeg både personligt og som præst følte et stærkt behov for. Og så endte det altså med, at jeg efter disputatsen i 1998 for alvor begyndte at udfolde mit eget program - med særligt henblik på »poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«, hvilket jo nok må siges at svare meget godt til mit oprindelige hovedfag!
Men så var der jo også bifaget, russisk. Det havde jeg siden 1971 ikke brugt til ret meget. Det eneste, men jo også meget positive i forhold til det oprindelige formål med mit russiskstudium, var de to tilfælde i min tid på Bornholm, hvor jeg blev kaldt til Centralsygehuset i Rønne for at fungere som tolk i forbindelse med behandlingen af dertil indbragte syge sovjetiske søfolk! Den første af dem, en ung kvindelig skibskok, nåede vi oven i købet at få på weekendbesøg i Pedersker Præstegård.
Men så kom efteråret 1989 med Murens fald. Og vel arbejdede jeg på det tidspunkt intenst med min disputats, men Anna og jeg blev enige om, at når jeg nu kunne noget russisk, så måtte vi simpelt hen prøve at bruge det til, på en eller anden måde at være med i de verdenshistoriske begivenheder, der nu var begyndt at udspille sig. Sådan noget som fx at være værtsfolk for et russisktalende østeuropæisk præstepar en uges tid eller to, ville vi vel nok kunne tillade os! Og samtidig var den nye mellemkirkelige organisation i Folkekirken netop ved at skulle træde i funktion - med udvalg i hvert enkelt stift og med et centralt »Det Mellemkirkelige Råd« for Folkekirken som helhed.
Jeg henvendte mig, og inden jeg fik set mig om, var jeg dybt engageret i tilrettelæggelsen og afviklingen af et besøg af en timandsdelegation fra den lille evangelisk-lutherske kirke i Polen allerede i september 1990. Jeg fungerede simpelt hen som sekretær og kontaktperson for Det Mellemkirkelige Udvalg i Lolland-Falsters Stift. Som belønning kom den polske biskop til at bo i Døllefjelde Præstegård og prædike i Døllefjelde Kirke!
På dette tidspunkt kunne jeg ganske vist ikke polsk. Men det var da gæster fra et slavisk tidligere kommunistisk land, hvilket var helt fantastisk, og i øvrigt talte både de og jeg udmærket tysk. Ved afskeden kom jeg imidlertid til at sige til dem, at fra nu af skulle vi korrespondere på polsk, som jeg hurtigt ville kunne lære. Det er jo et slavisk sprog, som er beslægtet med russisk på en måde, der svarer til, hvordan dansk er beslægtet med tysk. Hvad polakkerne dog som regel ikke er så glade for at blive mindet om. For dem er de kirkelige og kulturelle bånd til Vesteuropa vigtigere, ligesom de jo også er klar over, at det er der, deres økonomiske fremtid ligger.
Hvad der herefter fulgte, er ikke i detaljer af særlig interesse i den sammenhæng, vi er i her. Særligt interesserede vil kunne læse mere om det på min hjemmeside, undersiderne, »Om mig selv«, »Kirke og teologi«, »Internationalt« og »Vendere - sorbere«. Men hvad der oprindelig kun skulle have været en lille andel i de store begivenheder omkring 1990, endte med at blive en meget omfattende aktivitet ved siden af Grundtvig-studiet. Idet begge dele jo samtidig var sider og dele af min præstetjeneste i videre forstand.
I 1992 sendte Folkekirkens Mellemkirkelige Råd mig ti dage til Finland som dansk observatør-deltager i de finsk-russiske, luthersk-ortodokse teologiske læresamtaler der. Det blev en stor og lærerig oplevelse, som på flere måder, bla. ved de personlige kontakter, jeg fik knyttet, lagde grunden til mine videre aktiviteter op gennem resten af 1990’erne.
Sprogligt endte det med, at jeg fik lært at læse og skrive polsk ret godt - og at kunne klare mig mundtligt, især når jeg lige har haft et par dage i Polen! Desuden har jeg »orienteret mig« i tjekkisk og slovakisk og gjort visse erfaringer med ukrainsk (som jeg i hvert fald sagtens kan læse ved hjælp af min ordbog).
Og på aktivitetssiden endte det med en omfattende korrespondance på russisk og polsk, deltagelse i, ja, ledelse af besøg fra de pågældende lande - samt med rejser dertil. Den største begivenhed blev Annas og min af Demokratifonden og Lolland-Falsters Stifts Mellemkirkelige Udvalg støttede otte ugers ekspedition til Rusland og Kazakhstan (1997) med kontakt til kirker m.m. og med prædikener ved gudstjenester og forelæsninger om Grundtvig på universiteter og præsteskoler. Og vort seneste eventyr er genoptagelsen af kontakten med »venderne«, dvs. de slavisktalende »sorbere« i de tyske forbundslande Brandenburg og Sachsen (det tidligere DDR) , eller med andre ord de nærmeste nulevende slægtninge til de vendere, som for tusind år siden ikke alene hærgede, men også bosatte sig her på Lolland-Falster (jfr. stednavne som Tillitse, Korselitse osv.).
Men interesserede må altså gå til de her nævnte undersider, hvis de vil vide mere om disse ting. For allerede i år 2000 begyndte den fremmedpolitiske problematik at trænge sig på, herunder ikke mindst det meningstyranni, der fra mange sider blev tale om, mod dem, der vovede, blot at sætte et par spørgsmålstegn ved den indvandrings-politik, der jo i realiteten var tale om.
Som det fremgår af ovenstående, var mit udgangspunkt en åben og tolerant, ja, ligefrem stærkt internationalt orienteret grundtvigskhed. Og jeg indrømmer ærligt, at da Søren Krarup (som jeg ellers havde sat meget højt på grund af hans bidrag til debatten i situationen omkring »1968«) begyndte sine voldsomme udfald mod den nye udlændingelov af 1983, troede jeg, han var blevet sindssyg! Og det kan jeg roligt skrive her, for det har jeg selv fortalt ham - nemlig da jeg i sommeren 2001 personligt opfordrede ham til at blive nærmest en slags æresmedlem af det af mig stiftede »Forum for Kritisk Indvandringsdebat«! (Nærmere nedenfor).
Men selv om jeg mente, at Søren Krarup overreagerede, da han i 1986 indrykkede sin berømte annonce i Jyllands-Posten, og selv om jeg den dag i dag godt vil tale mere positivt om kristendom og globalt ansvar end han (ordet »næstekærlighed« er jeg dog, ligesom han, mere eller mindre holdt op med at bruge; det er blevet for overklistret!), så var jeg da godt allerede dengang klar over, at der kunne være problemer forbundet med en større tilstrømning af fremmede.
Det afgørende i den udvikling, der førte frem til, at jeg først trådte frem på arenaen i den fremmedpolitiske debat og til sidst (april 2002) meldte mig ind i Dansk Folkeparti, var mit voksende ubehag ved selve den måde, den fremmedpolitiske problematik blev håndteret på af vore politikere og andre toneangivende personer. Jeg opdagede, at der blev løjet, manipuleret og »trynet« (meningsterroriseret) i en sådan grad og i et sådant omfang, at alene det var et tegn på, at der var noget, der var rivende galt.
Navnlig blev Anna og jeg efterhånden mere og mere oprørte over den måde, Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti blev behandlet på, og allerede så tidligt som den 24. januar 2000 havde jeg under overskriften »For demokratiets skyld« følgende lille læserbrev i Kristeligt Dagblad:
Efter at have set "Rigets tilstand" i TV 2 tirsdag den 18. januar må jeg sige, at for mig blegner alle nuancer, så længe repræsentanter for de to regeringspartier og en repræsentant for det største oppositionsparti kan være enige om, at de helt overordnede spørgsmål om principper og antal i forbindelse med tilstrømningen af fremmede til Danmark ikke må diskuteres. Lige nu er det dette tabu, der er den største trussel mod demokratiet her i landet. Som stor tilhænger af EU vil det være svært for mig at skulle stemme på Dansk Folkeparti. Men for demokratiets skyld, for den åbne og frie debats skyld, kan det blive nødvendigt.
Foruden Pia Kjærsgaard deltog i den pågældende udsendelse en repræsentant for Det Radikale Venstre (vistnok Elisabeth Arnold), en repræsentant for Socialdemokratiet (næsten helt sikkert Mogens Lykketoft) og en repræsentant for Venstre. Og den sidstnævnte husker jeg i hvert fald, for det var ham, der skuffede mig mest. Navnet var: Peter Brixtofte!
Men læg mærke til, at jeg endnu på dette tidspunkt var så stærk tilhænger af EU, at det ville være svært for mig at stemme på Dansk Folkeparti! Blandt andet havde mine internationale aktiviteter østover jo vist mig, hvor nødvendig eksistensen af samarbejdet mellem de vesteuropæiske lande var, alene af den grund. Desuden mente jeg, at de fremmedpolitiske problemer kun ville kunne løses af de vesteuropæiske lande i fællesskab. Hvad jeg i øvrigt stadig er overbevist om gælder på langt sigt.
Men så kom Østrig-sagen! Og det var jo ikke, fordi jeg havde noget som helst tilovers for Jörg Haider. Helt hvor slem han er, ved jeg ganske vist ikke. Men en populistisk spradebasse er han i hvert fald, og meget tyder på, at hans bemærkninger om det positive ved Hitlers beskæftigelsespolitik og hans positive ord til SS-veteranerne måske er det mindste af det hele, selv om det jo ikke lyder rart. Og hvis det ikke var gået sådan, at de 14 andre stats- og regeringschefer i EU fuldstændig tabte hovedet, men man blot havde fulgt EU’s almindelige regler for den slags, ville jeg ikke have løftet et bryn. Men nu var det ganske åbenbart, at når det drejede sig om noget, der kunne kaldes »racisme og fremmedhad«, så glemte man alle regler og al anstændighed. Med vor egen daværende statsminister i spidsen - den samme, som fra Folketingets talerstol betegnede Dansk Folkeparti som nogle, der aldrig kunne blive stuerene. Og det, der ophidsede mig så voldsomt ved denne sag, var jo netop, at der så tydeligt var tale om en aktion, der også havde et sigte mod »fremmedfjendske« kræfter i flere af de pågældende lederes egne lande, deriblandt Danmark - med det fremstormende Dansk Folkeparti! Og senere kom jo også kritiske rapporter om os fra EU-overvågningscentret i - af alle steder! - Wien.
I min ophidselse over denne farlige udvikling kastede jeg mig ud i en større enmandskampagne mod de 14 stats- og regeringschefer, idet jeg (som ellers ville have stemt ja til Euroen) nu opfordrede til, at man greb til den fortvivlede udvej at stemme nej ved Euro-afstemningen, fordi det var det stærkeste middel, vi havde til at straffe de 14 for deres vanvittige og dybt udemokratiske aktion. Og jeg var jo åbenbart ikke den eneste, der så sådan på det!
Min tillid til EU havde fået et knæk, som ikke er forvundet endnu, for der er jo kommet mere til siden - af både det ene og det andet. Jeg mener ganske vist fortsat, det vil være bedst, at EU bevares, og at Danmark forbliver medlem, ligesom jeg jo af såvel indlysende følelsesmæssige grunde som af store sikkerheds- og europapolitiske grunde er tilhænger af østudvidelsen. Men skal jeg nogensinde igen stemme ja til noget, der har med EU at gøre, skal der ske store ændringer, både i fremmedpolitikken og i hele mentaliteten.
I tiden op til Østrig-sagen var jeg oven i købet begyndt at undersøge mulighederne for, at jeg kunne få en eller anden rolle i forbindelse med det EU-voksenundervisningsprogram, man ligefrem havde sat navnet GRUNDTVIG på! Jeg var jo for det første dansk ekspert i den helt grundlæggende teologi og filosofi og for det andet (i en eller anden grad) slavist, og jeg havde fået bekræftet, at de slaviske lande også var omfattet af dette program. Men nu ville jeg ikke have noget som helst med EU at gøre. Hvordan jeg vil forholde mig i fremtiden, ved jeg ikke. Lige meget hvor skrækkelige de nuværende ledere er, er jeg jo stadig borger i et EU-land. Og netop hvad mine venner i de slaviske kandidatlande angår, er der tale om noget af et paradoks. Som jeg flere gange har sagt til mine polske venner: Ja, vi danskere er jo selv meget kritiske over for EU, men vi er til gengæld meget positive over for jeres indtræden deri! (Bemærk, at denne tekst er skrevet i dagene op til det historiske EU-topmøde i København og færdigredigeret dagen efter!).
Jeg ved godt, at jeg her afviger fra partilinien, og jeg kan selvfølgelig godt se de problemer, der er, men nu kommer de nye lande jo med (hvis da ellers fx det polske vælgerflertal selv vil), og der er selvfølgelig ingen i vort parti, der direkte vil dem noget ondt. Så vi må se at finde frem til en passende holdning. Hvortil kommer, at ikke mindst et land som Polen meget vel kan blive en vigtig allieret for os i kampen mod den muslimske kolonisering og for bevarelsen af den nationale identitet. Polen har ikke fået sin selvstændighed i 1918 og sin politiske frihed efter kommunismens fald for at sætte det hele over styr igen!
Hvad Østrig-sagen angik, var det en tilfredsstillelse, at Euroen - og dermed EU - fik et dansk protest-nej. Men ellers fortsatte udviklingen jo med fortsat tilstrømning, voksende problemer og stærkere og stærkere meningsterror. I de første måneder af 2001 gjorde det hele et så stærkt indtryk på mig, at jeg efterhånden fik svært ved at koncentrere mig om mit her omtalte »livs- og litterærpoetiske storprojekt«. Når jeg gik ude på mine elskede lollandske skovveje og tænke over disse ting (min vigtigste måde at tænke virkelig nyt på), gled mine tanker oftere og oftere over i den fremmedpolitiske problematik. For hvad nyttede selv den fineste og mest succesrige udfoldelse på mine hoved-områder, hvis det hele blev koloniseret af fremmede og/eller smadret af mere eller mindre borgerkrigsagtige begivenheder. Desuden irriterede indvandringsfortalernes og multikulturalisternes adfærd mig ganske kolossalt. Navnlig er enhver form for undertrykkelse, herunder meningsterror, noget, der virkelig får mig op af stolen. Men jeg kan heller ikke klare løgnagtig sammenrodning af begreber og kategorier, fx sammenblanding af forpligtelsen til at hjælpe »mennesker, der er personligt forfulgt« med mangelen på arbejdskraft (hvis der ellers overhovedet er tale om en sådan mangel), og udtryk som »flygtninge/indvandrere« (som især visse socialdemokratiske politikere kan sige på en ækel, fedtet måde, som de tror får det hele til at blive netop eet fedt for vælgerne). Det endte med, at jeg fik skrevet en kronik til Kristeligt Dagblad, som blev trykt den 12. juni 2001: »Humanisterne og os«. »Manchetten« med resumeet af indholdet lød således:
Det er ikke bare »de fremmede« og os. Vi er selv delt op i to slags, nemlig på den ene side »humanisterne« med deres »værdier« og på den anden side os »folkelige pragmatikere«, der har den nationale eller folkelige identitet som en umistelig del af det at være menneske.
Det var mit første rigtige indlæg i selve den fremmedpolitiske debat, men jeg skrev også forskellige almindelige læserbreve. Men jeg ville gerne prøve at gøre noget, der virkede kraftigere end det, så en dag fik jeg den idé at lave en indkaldelse til et »Forum for kritisk indvandringsdebat« og sætte det i mit fagblad, »Præsteforeningens Blad«. Om ikke andet kunne det måske få virkning som en provokation. Men det kom til at virke over al forventning. Min indkaldelse stod i Præsteforeningens Blad den 29. juni 2001, og straks efter begyndte der at komme indmeldelser. (Jeg henviste i min indkaldelse bla. til begivenhederne omkring Pia Kjærsgaard i Flensborg tidligere i juni måned, til Østrig-sagen og til århusbiskop Kjeld Holms forsøg på at ville styre den fremmedpolitiske debat).
Og medierne fik fat i sagen. Det blev nogle forrygende uger for mig - med optræden i flere dagblade, Ugebrevet mandag Morgen, Radio Sydhavsøerne, Regionalen i Næstved, DR P 1’s »Indblik«, TV 2 Øst, de landsdækkende TV 2 Nyhederne og DR 2’s »Deadline«. Jeg skrev desuden om sagen i det før omtalte grundtvigske »Dansk Kirketidende«, hvor der kom til at udspille sig en mindre debat. Desuden optrådte andre medlemmer af det Forum, der således blev dannet, i aviser og lokale elektroniske medier i Jylland og på Bornholm. Og foruden de 19 »medlemmer i første geled«, der trådte offentligt frem i Præsteforeningens Blad og Kristeligt Dagblad, kom jeg i kontakt med en række andre mennesker, hvoraf nogle i forvejen deltog i debatten på højt niveau og ønskede at fortsætte dermed som enkeltpersoner, medens andre blot ønskede at tilkendegive deres sympati. Der dannes således bag »første geled« et netværk af samarbejdspartnere, researchere og sympatisører, hvoraf nogle kom med i det elektroniske netværk, der blev oprettet, og hvorpå der endnu i slutningen af 2002 blev udvekslet meninger, analyser og informationer.
Dette forum kan man naturligvis læse alt om på min underside »Fremmedpolitik«, men hvad der kan være af særlig interesse her på denne DF-hjemmeside, er, at blandt de allerførste medlemmer var Østlollands-formand Erik Kjelgaard, som jeg på det tidspunkt var kommet i kontakt med, og som jeg på grund af hans engagement og ganske særlige erfaringer opfordrede til at indtræde, selv om det jo var i Præsteforeningens Blad og med særligt henblik på præster, jeg havde indkaldt til dette forum. Den anden ikke-teolog blandt de oprindelige 19 Forum-medlemmer, der den 31. august 2001 trådte frem med navns nævnelse, var min egen historiestuderende søn Asbjørn Christensen. Senere er endnu et par ikke teologer indtrådt: en stud. psych. og en Sveriges-kender, som har forsynet os med mængder af rystende materiale fra dette ellers så dejlige land.
Men midt i glæden over denne overraskende store effekt blev jeg også dybt chokeret. For der var mennesker, der ringede eller mailede til mig og tilkendegav deres sympati, men blankt indrømmede, at de var bange for at træde åbent frem. Nogle var bange for at blive udsat for almindelig chikane af mere eller mindre farlig karakter, andre var bange for ubehageligheder i deres professionelle liv. Så langt var vi altså ude. I Danmark!
Imidlertid havde man ovre i Dronninglund i Nordjylland trukket sin båltale-invitation til Pia Kjærsgaard tilbage, hvorefter Dansk Folkeparti i Storstrøms Amt slog til og inviterede hende til at holde båltalen ved partiets sankthansfest i Grænge her på Østlolland. Hele denne situation har været omtalt i den båltale, jeg fik den store ære at holde samme sted året efter, og som jeg fik den også store ære at have stående her på hjemmesiden hen over sommeren 2002. Tak for det! (Talen kan stadig læses på min egen hjemmeside, undersiden »Taler«).
Ved sankthansfesten 2001 fik jeg ikke alene vekslet et par ord med Pia Kjærsgaard. Ved bålet kom jeg også til at stå i nærheden af Søren Espersen, som jeg fik en god samtale med, og som jeg herefter stod i fortsat kontakt med. I september 2001 besøgte han os i Døllefjelde Præstegård, hvor vi dels fik en god interview-samtale på mit kontor, dels fik en beskeden, men hyggelig frokost sammen med Anna ude i køkkenet. Interviewet blev bragt i Dansk Folkeblad nr. 5, oktober 2001.
Imidlertid havde det også været 11. september 2001! Og selv om jeg og mine venner i »Forum« ikke var de eneste her i Danmark, der hen over sommeren 2001 var begyndt at rejse os, var det alligevel denne forfærdelige begivenhed, der for alvor fik sprængt tabu-låget af debat-gryden. Hvorefter fulgte VOK-partiernes sejr ved det danske valg den 20. november 2001.
Så vidt, så godt. Men vore modstandere var langtfra nedkæmpet, hverken her i Danmark eller ude i EU og FN osv. Hvortil kom, at vi jo nu først skulle til at begynde på det meget vanskelige reelle arbejde med at få løst alle de mange og store fremmedpolitiske problemer. Så det endte med, at jeg i april måned 2002 meldte mig ind i Dansk Folkeparti.
Partiet viste mig den ære at sende en pressemeddelelse ud om dette skridt (21.04.02). I referatet af de motiver, jeg havde anført, hed det her, at jeg først og fremmest ønskede at arbejde for et totalt opgør med den hidtidige fremmedpolitik og abstrakte »humanistiske« ideologi. Og videre, at jeg så en klar sammenhæng mellem den folkelige opstand ved valget den 20. november 2001 og hele mit eget Grundtvig-inspirerede program, idet jeg havde føjet til, at denne kamp også skulle føres ude i Europa. Men endelig havde jeg også understreget, at jeg bestemt ønskede at »videreføre mine internationale aktiviteter fra 1990’erne som del af det positive europæiske engagement, min kritiske holdning til udviklingen i EU på ingen måde skal tage fra mig«.
Og her er vi så, Dansk Folkeparti og jeg. For mit eget vedkommende vil jeg fortsætte og intensivere mit arbejde på det »grundtvigsk-storpoetiske« og »slavistisk-internationale« område. Det kan jeg godt tillade mig nu, hvor debatten er blevet fri, og hvor vi jo i hvert fald i ret høj grad har vundet den politiske magt. Jeg ved ganske vist udmærket, at vi kun er ved begyndelsen, og at der ligger mange truende problemer forude - i Danmark, i Europa og globalt. Men jeg er overbevist om, at ikke alene kan jeg nu trods alt på en helt anden måde tillade mig at koncentrere mig om mine her nævnte sysler; det vil - om alt går vel - også kunne spille en vigtig rolle i hele den magtkamp i videre forstand, vi befinder os i.
Hvis bare noget af det, jeg arbejder med, lykkes for mig, vil det jo kunne blive en del af det omfattende kulturelle alternativ, vi selvfølgelig under alle omstændigheder må ønske os. Men det vil - som en ganske vist mere uegentlig side af sagen - også være en nødvendig del af opgøret med hele den »humanistiske« og mere eller mindre venstreorienterede kultur, der i alt for høj grad har givet tonen an helt tilbage fra Georg Brandes’ dage af. Vi vinder ikke kampen mod hele denne kultur, hvis vi ikke får sat noget andet i stedet. I hvilken forbindelse jeg gerne vil understrege, at jeg for mit vedkommende ikke ønsker at være med til at udøve et nyt åndeligt tyranni, blot at vi andre også kan få lov at være her.
Men tingene hænger jo sammen. Må jeg i den forbindelse minde om, at min store lærefader Grundtvig jo i høj grad også var politiker - medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling og senere Folketinget og til sidst Landstinget, ligesom der jo også var en stærk politisk side i hele hans folkelige forkyndelse og virke.
Det, jeg ser for mig, er, at Dansk Folkeparti mere og mere overtager Socialdemokratiets rolle i dansk politik. Eller - med Ralf Pittelkows udtryk i en JP-kommentar (gengivet efter hukommelsen) - bliver »den yderste midte«. Her kommer det selvfølgelig an på, hvor længe det hæderkronede danske Socialdemokrati vil vægre sig ved at anlægge en ordentlig fremmedpolitik. Hvortil kommer hele EU-problematikken. Men uanset Dansk Folkepartis mandattal kan jeg forestille og ønske mig, at vort parti bliver den ledende politiske kraft i en ny folkelig og kulturel bevægelse, og at der bliver en frugtbar vekselvirkning mellem den politiske og den kulturelle side af sagen.
Vi kan være enige med vore globalistiske og multikulturalistiske modstandere i, at »Morten Korch-Danmark« aldrig nogensinde kommer igen. Ja, vi kan også være enige med dem i, at dette Danmark kun i begrænset omfang har været en realitet. Men det er langtfra det samme som at være enig med dem i, at den danske identitet er en ren ideologisk konstruktion, som mere eller mindre blev opfundet i København i marts 1848, eller enig med dem i, at der så slet ikke er noget at vælge imellem med hensyn til fremtiden.
I øvrigt er modstanden mod den muslimske kolonisering og mod andre farlige sider af indvandringen nødvendig alene for frihedens og sikkerhedens skyld, også ganske uanset hvordan man forholder sig til spørgsmålet om national og folkelig identitet.
Som det er fremgået af alt det meget, jeg her har tilladt mig at fortælle om mig selv, er jeg en virkelig verdensåben og internationalt orienteret mand. Men det er jeg altså som dansker, ja, som lollik (i utallige generationer). Og det er jo det, der er den nærmest colombusægagtige hemmelighed ved det hele: at det netop er som dem, vi er, vi skal møde de andre - som dem de er!
Jeg vil slutte denne beretning, som jeg sluttede mit
causeri i Fuglse den 5. december 2002: »Vi
skal tænke stort!«
Skrevet færdig den 14. december 2002
Bent Christensen
* * *
Livsvidenskabelig
efterskrift
[Særtryk af artikel i Dansk Kirketidende nr.
12-13/1998]
Det følgende er en til »Dansk Kirketidende« let justeret
udgave af den »Efterskrift«, der oprindelig var tænkt som den aktualiserende
»udpegning« fra den disputats, som netop er udkommet: »Omkring Grundtvigs
Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den
erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«. Der er
tale om en tekst, som grundlæggende er skrevet for flere år siden - i 1994
eller tidligere. Men det er mig magtpåliggende at få den offentliggjort med de
færrest mulige ændringer. Som et dokument i tilslutning til selve bogen.
Et af de resultater, der er kommet ud af mit arbejde med
Grundtvigs »Vidskab«, er, at det er kommet til at stå klart, at det jo kun var
dele af Grundtvigs samlede erkendelses- og oplysnings-projekt, der faktisk blev
realiseret. Der er her tale om et forhold, som i høj grad er blevet overskygget
af Grundtvigs kolossale virkningshistorie. Men netop nu, hvor det i så mange
henseender er blevet både nødvendigt og muligt at tage tingene op til
nyvurdering, er det værd at gøre sig nogle overvejelser angående mulighederne
for at få udmøntet hele det potentiale, der lå i Grundtvigs oprindelige tanker
om hele den sammenhæng, der kort kan betegnes som »Sorø og Göteborg«. For
uanset hvor delvis også denne ny-udmøntning måtte vise sig at blive, vil der
meget vel kunne blive tale om store virkninger såvel på hele erkendelsen og
kulturen på allerhøjeste plan som på den folkelige livsoplysning - både i og
uden for den kriseramte traditionelle folkehøjskole. Og dette gælder også
uanset hvor naive de følgende overvejelser kan tage sig ud. Hvis man
overhovedet ønsker noget i denne retning, må man begynde her. Når man så først
er kommet i gang, kan hver efter sin evne bidrage med mere avancerede ting.
Den aktuelle forholden sig til Grundtvigs tanker om
erkendelse - og oplysning - må bygge på, at der hos Grundtvig er tale om et syn
på erkendelsens og oplysningens betydning, som bunder dybt i både
skabelsesteologi og kristologi. Jeg kan her henvise til min fremstilling i »Fra
drøm til program« og »Omkring Grundtvigs Vidskab« af »det kristeligt nødvendige
livsengagements teologi« hos Grundtvig. Men samtidig er der også tale om et syn
på videnskabeligheden, der indgår i et altomfattende kulturelt og folkeligt
syn.
Også for Grundtvigs »christelige Børn og Efterkommere«[3] må
der være tale om pdes. en ubetinget fastholden ved den sande, »gammeldags«
kristendom (Grundtvigs egen betegnelse, som naturligvis ikke skal misforstås!)
med al den »livsbekræftelse«, det
indebærer, også for så vidt angår »den erkendelsesmæssige side af det kristeligt
nødvendige livsengagement«, men pdas. tale om en solidaritet med den større
eller mindre ikke‑kristne del af
folket/befolkningen/kulturen/menneskeslægten, som svarer til Grundtvigs. Den
forskel, der bliver tale om, kommer i alt væsentligt kun til at ligge eet sted,
nemlig i kirkesynet eller det kirkepolitiske syn, hvilket vil sige i
forståelsen af Folkekirken som kirkesamfund eller ej.
Efter min opfattelse kan der ikke være nogen tvivl overhovedet
om, at Den Danske Folkekirke skal forstås som et virkeligt kristent
kirkesamfund - og dermed som den lokale afdeling af Kirken.[4]
Hvormed jeg altså er i klar modstrid med Grundtvig! Men jeg vil
jo for det første hævde, at allerede den måde, han i sin tid så sig nødsaget
til at håndtere den folkekirkelige problematik på, var kritisabel, og så for
det andet gøre gældende, at det i hvert fald slet ikke i vor tid er hverken
nødvendigt eller ønskeligt at operere med begrebet en kirke, der ikke er kirke,
men kun »en borgerlig indretning«.
Hvad aktiviteterne på kulturens og erkendelsens områder
angår, betyder dette principielt, at
enten må vi betragte dem som findende sted inden for menighedens fællesskab,
eller også er der tale om et samarbejde mellem kristne og ikke-kristne. Idet
det så netop ligger i sagens dybe natur, at dette enten-eller ofte skal skydes
i baggrunden. Uden at dette dog ændrer noget ved, hvad der må være den
principielle grund-forståelse.
Det gælder i det hele taget i forbindelse med den aktuelle
udmøntning af arven fra Grundtvig, at selv om vi måske på nogle områder, især
altså for så vidt angår kirkesynet eller kirkepolitikken, må indtage en anden
holdning, end Grundtvig gjorde, så indebærer det ikke en ændring i holdningen
på de dybere niveauer.
Noget af det første, man må indse, er, at en ren gentagelse
af, hvad Grundtvig har sagt, ville være fuldkommen u-grundtvigsk. Det, der i
stedet må skulle være tale om, er, at man så at sige hæver de enkelte dele af
den Grundtvig’ske arv op i nogle »højere nævnere«, således at de grundlæggende
ting mere frit kan indgå i nye, aktuelle sammenhænge og forbindelser - på en
med tidens tarv og vilkår passende måde! Samtidig med, at man selvfølgelig
herindenfor fortsat glæder sig over og lader sig inspirere af alle Grundtvigs
egne tekster og udsagn.
Hvad nu kirkesynet og synet på forholdet mellem kirke og
samfund, menighed og folk, kristendom og kultur angår, så gælder det, at hvad
man end vil mene om den måde, Grundtvig har trukket grænserne på, og om hans
motiver dertil, er der helt grundlæggende tale om et syn på den skabte
tilværelse og om en solidaritet med, ja, kærlighed til, de ikke-(så)-kristne
folkefæller, som er et enestående eksempel til efterfølgelse, også for os, som
vil lægge grænserne nogle andre steder.
Her op mod årtusindskiftet er det ikke til at sige, hvordan
tingene vil udvikle sig. Vil der blive tale om en fortsat, ja, styrket
folkekirkelig situation med op mod 90% af befolkningen
som måske ligefrem mere »bevidste« medlemmer af det evangelisk-lutherske
kirkesamfund? Eller vil der helt modsat blive tale om en situation, hvor måske
kun et ret lille mindretal ønsker at være medlemmer af et sådant kirkesamfund,
medens et måske ganske stort flertal er ikke-kristne?
Og hvis den sidste situation indtræffer, vil det bl.a. komme
til at vise sig, hvor stor en afstand på det religiøse plan der kan være, uden
at man må ophøre med at tale om et folk,
men må nøjes med at tale om en befolkning
- i hvilket tilfælde vi kristne dog fortsat må lægge op til det størst mulige
menneskelige og kulturelle fællesskab, og helt afgørende lægge op til en
fortsat respekt for principperne for den demokratiske retsstat med
mindretalsrettigheder og -beskyttelse i pluralismen.
Jeg må på dette punkt henvise til, hvad jeg allerede i
første del af »nærværende storsammenhæng« betegnede som »Saglighed og adskillelse - 1 og 2« (nemlig i
afsnittet med denne overskrift i »Fra drøm til program« (udg. 1987) s.
298ff).
Der er her kort sagt for
det første tale om den saglighed og den adskillelse, som allerede i selve
de kristnes eget liv er nødvendig i forholdet mellem det særligt kristelige
(åbenbaringen, frelsen, gudstjenesten, troen, teologien), og så forholdet til
og oplevelsen af tilværelsen som sådan. Og for
det andet om den saglighed og adskillelse, som nødvendiggøres af, at de
kristne i videst muligt omfang også skal kunne dele deres menneskeliv, herunder
det videnskabelige og kulturelle liv, med deres ikke-kristne medmennesker.
Hvilket vil sige en saglighed i
forståelsen af »tilværelsens saglige egenværdi«, som må udtrykkes i en adskillelse fra den kristne
skabelse-genløsningsforståelse, men fx på den almindelige tilværelseserfarings
fælles grund.
Det afgørende er her, at selv om vi nu må tale om kirken på
en anden måde, end Grundtvig gjorde - og dermed for så vidt kommer til at lægge
grænsen mellem de to forskellige former for saglighed og adskillelse et andet
sted - så ændrer dette ikke noget ved disse to begrebers grundlæggende
betydning.
Ved en kirke(selv)forståelse som den, jeg her taler om,
bliver der kun tale om en »saglighed 2« i forbindelse med den kulturelle
samtale med de uden for kirken værende ikke-kristne befolkningsdele. For vi kan
jo ikke operere med den »monstrøse«[5]
konstruktion, Grundtvig så sig nødsaget til at operere med: Folkekirken som en
borgerlig indretning med et flertal af hedninger blandt sine medlemmer! Vi må
tage vor egen og hinandens dåb alvorligt, og dermed vort eget og hinandens
medlemskab af kirken som virkelig kirke. Også på den måde, at hvis nogen -
efter moden overvejelse - ikke vil opfatte det på den måde, så ophæver
vedkommende stille og roligt og i al venskabelighed sit medlemskab. Hvilket
intet ændrer ved den berettigede skelnen mellem den synlige og den usynlige
kirke osv. Den synlige kirke består af dem, der regner sig selv og hinanden for
kristne - eller ønsker at regnes for og ønsker at regne hinanden for kristne.
Grundtvig regnede altså for det første de fleste af
Folkekirkens medlemmer for ikke-kristne. Og for det andet talte han
(overraskende nok) ikke meget om de her omhandlede spørgsmål inden for selve
»Jesu Kristi frimenigheds-sammenhængen«. Men alligevel vil det meste af det,
der således hos ham kom til udtryk i et »saglighed-2-sprog« skulle udtrykkes på
en ikke meget anderledes måde i selve den kristne menigheds
»saglighed-1-sammenhæng«, idet der i den grundtvigske forståelse af
menneskelivets og hele tilværelsens skabelsesgivne saglige egenværdi og i den
grundtvigske forståelse af dennes betydning i gudsforståelsen, gudsforholdet og
gudsrigesforventningen ligger netop en så dyb saglighed, at det hele vil blive
ødelagt, hvis det hele tiden skal inddrages udtrykkeligt i disse sammenhænge!
Tværtimod består storheden i dette »betydnings-forhold«
netop i, at, når der i teologien og
prædikenen er henvist til, at det
forholder sig sådan, så skal
»menneskelivet-og-dets-verden« selv »komme
til orde«, selv, helt umiddelbart, godtgøre og udfolde sin egen betydning - om
end dette selvfølgelig for den kristne nødvendigvis vil komme til at finde sted
i det kristendommens lys, der altid vil være over hans liv, og under den
»regulering ved kristne idéer«, der altid vil være tale om. Hemmeligheden er
blot, at det i den konkrete situation skal ske uafvidende. Den kristne skal så
at sige ikke direkte stå med evangeliets lygte i hånden hele tiden, medens han
beskæftiger sig med den givne(!) tilværelse, ja, han skal - i den særlige
forstand, der her er tale om - kun sjældent lade den ene hånd vide, hvad den
anden gør! Ligesom når et kæreste- eller ægtepar i en bestemt konkret situation
har oplevelsen af et landskab eller lignende som fælles indhold i denne del af
deres kærlighedsforhold, de så heller ikke skal ødelægge det hele ved højlydt
at begynde at erklære, at de elsker hinanden!
I de enkelte del-sammenhænge kan den kristne godt være i og
for sig totalt opslugt af den enkelt-del af tilværelsen, han netop er optaget
af, eller af dens betydning for forståelsen og levelsen af hans eget liv. Men
den overordnede forståelse af den erkendelsesmæssige side af det kristeligt
nødvendige livsengagement vil alligevel sætte alle enkeltdelene i et helt særligt
lys og perspektiv. Hvilket for eksempel vil medføre, at de kristne vil være de
første til at forsvare unyttig, »kun« erkendelsesgivende forskning, det være
sig humanistisk forskning, humanvidenskabelig forskning eller
naturvidenskabelig forskning.
Netop den grundtvigske forståelse af det
skabte-om-end-faldne menneskelivs saglige egenværdi tilsiger endvidere de
kristne, at de allerede for deres egen skyld - med henblik på selve deres eget
forhold til den saglige egenværdi i deres eget, kristne, menneske-liv - må søge at dele så meget som muligt af tilværelsen i
dens »saglighed« med deres ikke-kristne medmennesker. Hvortil kommer de
kristnes allerede antydede egeninteressemotiv med hensyn til selve det at leve
i et godt forhold til omgivelserne, ja, i de bedst mulige samfundsmæssige
omgivelser. Men der er jo også et solidaritetsmotiv.
Med den grundtvigske forståelse af det skabte-om-end-faldne menneskeliv kan de
kristne ikke opfatte deres ikke-kristne omgivelser som en slags »djævle«, der
kun har interesse som missions-objekter. Og dette skal vel at mærke forstås
virkelig dybt sagligt. Ellers bliver det næste, der er at sige, nemlig ødelagt!
For det er jo, at bortset fra selve de signaler, der udgår fra den kristne
gudstjeneste og teologi, herunder præsentationen af kristendommen i mission,
apologetik, polemik, kulturkritik, samfundskritik osv., så er denne solidariske
respekt for livets og tilværelsens dybe »saglighed« jo det helt afgørende, de
kristne kan »gøre« for deres medmennesker på menneske-først-kristen-så-planet!
De første og nemmeste potentielle kulturelle og
videnskabelige samtale- og samarbejdspartnere vil naturligvis være de post-kristne humanister, som kun er
ateister, fordi de slet og ret ikke mener at kunne tro på Gud. I kulturel
forstand vil disse mennesker et meget langt stykke være »kristne« - idet det jo
netop er post-kristne,
de er. Dette er det nærmeste sidestykke til Grundtvigs »naturalister med ånd«
(når man ser bort fra, at der selvfølgelig rent faktisk altid vil være megen
»naturalisme« (med mere eller mindre ånd!) hos kirkens egne medlemmer, hvilket
imidlertid vil være blot een side af »den gamle Adam« og derfor ikke skal
lægges til grund for en ændring af kirkesynet). I forhold til de post-kristne
(»kultur-kristne«) humanister må den fælles grund simpelt hen være netop
kærligheden til og respekten for den saglige egenværdi i
»menneskelivet-og-dets-verden«. Hvordan disse mennesker vil forholde sig til de
store spørgsmål på liv-død og godt-ondt planet, er sådan set ikke de kristnes
problem. Men man kunne da godt henvise dem til en eller anden form for
Camus-Sisyfos-livs-trods eller »Humanismus des Trotzes«[6] -
idet man selvfølgelig på enhver passende
måde prøver at pege på »kristen-så-muligheden«!
Men hvem kunne ellers komme på tale? Jøder vel afgjort. Hvis de har mere end blot afstamningen, må de jo
også have den mosaiske anskuelse!
Muslimer? Marxister?[7]
Allerede her begynder det måske at blive svært. Og hvis man går endnu længere
ud? På den anden side er der jo også mennesker fra fremmede religioner og
kulturer, som i den grad har tilegnet sig den vestlig-globale kultur, at de
alligevel i mange henseender kan sammenlignes med de post-kristne humanister.
Men hvor langt ud kan man gå, hvis man skal drive »Göteborg«
(menneskelig universalvidenskabelighed på topniveau) eller »Sorø« (folkelig
livsoplysning) sammen? Det er jo det, der er spørgsmålet her. Samtidig med, at
der ikke må trækkes noget fra i hverken egeninteresse- eller solidaritetsprincipperne,
må de kristne altså være forberedt på at blive nødt til skulle at lave både deres eget »Sorø« og deres eget »Göteborg« -
ikke af berøringsangst, men fx af den simple grund, at der måske slet ikke er
nogen ikke-kristne, der vil dele hverken det ene eller det andet med dem!
Hvad den erkendelses- og oplysningsmæssige side af
livsengagementet angår, må der under alle omstændigheder skulle
være tale om et »system«, hvis nederste niveau er forældrenes (og andres) samtale
med og fortælling for de helt små (og disses omgang og leg med hinanden og
ældre kammerater - hvilket jo tilsvarende gælder på alle de følgende
niveau’er). Herefter kommer det egentlige skoleforløb (der ligesom
småbørneopdragelsen sagtens kan have passende »grundtvigske« elementer og
kvaliteter indbygget). Oven på dette kommer så noget, der svarer til den
nuværende folkehøjskole, eller måske ligefrem et »Sorø« (eller flere). Og oven
på dette igen (eller mere eller mindre ved siden af) kommer så de forskellige
faglige uddannelser - helt op til de almindelige universiteter og højere
læreanstalter. Allerøverst oppe et »Göteborg« - uanset hvilken institutionel
skikkelse det får.
Man kan altså godt putte grundtvigsk livsoplysning ind i de
allerede eksisterende institutioner. Et helt anderledes vigtigt spørgsmål er,
hvad det er for et menneske- og folkeliv, det hele skal udgå fra og vekselvirke
med (jfr. parentesen til allerede småbørne-niveau’et). Hermed er der peget på
det meget store kulturkritiske potentiale, der ligger i en virkelig udmøntning
af de Grundtvig-elementer, jeg har draget frem! Hvor der selvfølgelig ikke er
tale om en kulturkritik, der fx vil prøve at skrue tiden tilbage til forrige
århundredes danske landbrugssamfund (hvilket på den anden side ingenlunde
udelukker, at man kan lade sine rødder suge deraf!), men tværtimod om en
kulturkritik, der, med en grundtvigsk forståelse af »livet«, på et meget højt fællesnævner-niveau er
kritisk-konstruktivt åben for enhver ægte livs-mulighed under de til enhver tid
givne betingelser.
I det hele taget må en udmøntning af den grundtvigske arv,
som allerede nævnt, forudsætte en »nævnerforhøjelse« (til dels svarende til,
hvad der ligger i begrebet »afmytologisering«). Hvad fx Grundtvigs syn på folk
og fædreland og historie angår, så var der jo megen 1700-tals patriotisme,
megen »romantisk« organismetænkning og megen håndfast gammeldags »bibelskhed«
og »forsynsfundamentalisme« i hans måde at tænke og skrive på - også efter
1832. En »afmytologisering« kan her bl.a. bestå i, at man lader alt, hvad
Grundtvig har sagt om historien og folkelivet, komme til i det mindste at gælde
det konkrete, levede menneskeliv i alle
dets sammenhænge, med særligt henblik på at forstå det som forløb, begivenhed.
Hvorefter man så måske alligevel kan begynde at overveje, om nogle af de ting,
man i første omgang har opgivet som »epokale«, nu også var så epokale endda? Fx
myternes betydning, organisme- og udviklingstanken (jfr. den biologiske
evolution), folke-livet, »folke-ånden« osv.
Hvad der under alle omstændigheder har blivende gyldighed,
er, at den videnskabelighed, Grundtvig taler om, helt afgørende må ses som del af en altomfattende kulturel sammenhæng.
Hvor »kulturel« altså ikke blot skal betegne en demokratiseret hof- og borgerkultur
for moderne middelklassemennesker, endsige en slags religionserstatning for
sådanne, men hvor der for det første er tale om en altomfattende sammenhæng
oppe på topplanet (»Göteborg«), hvor alle videnskabsgrene, al kunst og al
faglig indsigt på højeste niveau mødes i en totalt forpligtende total-samtale -
under den »historisk-poetiske« totaltydning af menneskelivet som det helt
overordnede. Og hvor der så for det andet er tale om, at de mennesker, som -
hver på deres måde - arbejder på dette højeste niveau, personligt er kommet
dertil hele vejen fra deres fødsel ind i folkelivet af og op gennem hele
uddannelses- og oplysnings-systemet (hvor de selvfølgelig hele tiden har levet
i størst mulig vekselvirkning med det omkringværende levede liv - og selv har levet deres eget liv), og tale om, at
de, oppe på deres topplan, fortsat lever i vekselvirkning med hele det levede
menneskeliv og med alle de lavere dele af »systemet«.
Hvordan et moderne »Göteborg« skulle organiseres, kan og vil
jeg nu, lige så lidt som Grundtvig dengang, sige noget om. Men jeg vil foreslå,
at forsøget bliver gjort - idet jeg dog forestiller mig, at der snarere bliver
tale om en slags permanent kongrescenter på absolut topplan (eller blot en
kongres-organisation, uden særlige bygninger) - hvor man hele tiden kommer og
går til en hele tiden løbende kongres. Hvis de nordiske lande (universiteter)
kan blive enige om at være fælles om det, vil der jo i denne henseende være
tale om en direkte udførelse af Grundtvigs projekt. Men det kan også være, at
det vil være lettere håndterligt, at lade de danske universiteter, evt. blot
Center for Grundtvig-Studier i Århus, stå for det organisatoriske. Idet man så
i første række indbyder folk fra de andre nordiske lande. Men jo i anden række
gæster fra hele verden - sådan som Grundtvig jo netop selv forestillede sig en
vekselvirkning mellem det nordiske og det universal-menneskelige.
Hvad selve aktiviteterne i »Göteborg-sammenhængen« angår, er
det altafgørende den brede, altomfattende drøftelse, som skal være prøvestedet
for de mange forskellige tydninger af menneskelivet og tilværelsen, der bliver
lagt frem. (Grundtvig peger selv på, at også fx topembedsmænd kan besøge det
nordiske super-universitet. Men alle, der har noget at bidrage med på højt
niveau, skal kunne være med). Egentlige »resultater« vil der ifølge sagens
natur ikke kunne blive tale om på dette niveau. Man vil fx ikke kunne
sammenfatte menneskelivets og tilværelsens betydning i en slags
»historisk-poetisk superformel« eller i et ultimativt superdigt! Og man vil
ikke kunne hverken verificere eller falsificere resultaterne på nogen anden
måde end netop ved afprøvningen i den store helhedsforpligtede drøftelse og
udveksling - og ved den afprøvning, som ligger i vekselvirkningen med det
levede menneskeliv.
Dette vil imidlertid også være meget. Der vil fx ikke i
denne sammenhæng kunne blive tale om bøger, hvor en naturvidenskabsmand på sine
gamle dage giver en præsentation af sit fag og dets erkendelse af tilværelsen -
for så på de sidste tyve sider at svinge sig op til nogle helt amatøragtige
halvreligiøse og/eller halvmoralske betragtninger. Eller om bøger, hvor der
foretages vilde ekstrapolationer ud fra forfatterens viden på fx en enkelt
naturvidenskabs område.
Hvad der kan komme til at ske inden for de enkelte fag og
discipliner, er det sværere at udtale sig om. Og det ville ikke gøre så meget,
om der slet ingenting kom til at ske, om altså de enkelte fag og discipliner i
og for sig blev drevet på nøjagtig samme - autonome - måde som nu. To afgørende
forhold ville alligevel være til stede: For det første en teologisk (eller på
anden måde overordnet livsanskuelsesmæssig) begrundelse for en altomfattende videnskabelig
aktivitet - uanset nytteværdien, for den rene erkendelses skyld. Og for det
andet, at resultaterne af den om end nok så autonome forskning ville komme til
at indgå i den altomfattende tilværelsestydning på den ovenfor skitserede måde.
En indflydelse fra »Göteborg-niveauet« og nedad i de enkelte
fag og discipliner er dog langtfra udelukket. Det gælder jo allerede med hensyn
til, hvilke ting man overhovedet vil beskæftige sig med. Men det er fx også
almindeligt at tale om, at Niels Bohrs deltagelse i bl.a. Søren
Kierkegaard-diskussioner i studenterårene kan have haft indflydelse på hans
udformning af atommodellen. Og der er vist mange andre tilsvarende eksempler
fra netop atom- og partikelfysikken. Sådanne ting kan nok være ret tilfældige
og uden bund i en egentlig sammenhæng, men det kan ikke afvises, at en mere
sammenhængende videnskabskultur kan få virkninger af denne art.
Helt anderledes bliver mulighederne inden for de
humanistiske videnskaber, uden at der selvfølgelig heller her skal slækkes på
den faglige og metodiske autonomi. Men der vil nok blive en mere glidende
overgang mellem humaniora, digtning (og anden kunst) og filosofi - samt
teologien i videste forstand. Jfr. Grundtvigs eget eksempel!
Et alternativ - eller supplement - til Grundtvigs syn på
verdenshistorien som det store livsforløb, den store livs-begivenhed, der skal
tydes, kan måske være en ny og højere form for romanlitteratur af
journalistisk-dokumentaristisk og/eller symbolsk-realistisk karakter. Og i det
hele taget en opprioritering og nyvurdering af digtekunsten og studiet af den.
Hvortil kommer noget tilsvarende med hensyn til de andre kunstarter.
Alt tyder på, at en ny-grundtvigsk forståelse af det
kristeligt nødvendige livsengagement (som ikke vil være (så) bundet af
Grundtvigs livsalder-tænkning med forstands-tiden som den sidste) på en helt
anderledes måde vil lade alle sider af dette engagement indgå på lige fod og
med samme vægt - i hvert fald samtidigt: følelse, handling, syn og tydning
(herunder de mere rationelle former for forståelse), naturligvis i en stadig
indbyrdes vekselvirkning.
Måske kunne man i moderne tid på en helt særlig måde
opprioritere forskellige former for lyrik.
Som skuen og tydning af tilværelsen. Grundtvigs forståelse af den
alleregentligste poesis grundlæggende passiviskhed må virkelig fastholdes.
Samtidig må der dog alligevel også kunne være tale om en
poesi (kunst), som er mere »aktivt følende«. Som en slags »sekundær« eller
»parallel« bøn eller gudstjeneste - i betydningen: en hånd, der ikke ved (eller
hele tiden siger, den ved), hvad den anden gør (inde i selve
kirke-gudstjenesten), men som alligevel forholder sig til virkeligheden uden
for kirkegudstjenestens tid og rum i lyset og perspektivet af, hvad der er
foregået dér! Hvilket også gælder den følelse, hvor mennesket i og for sig helt
umiddelbart føler sit liv i dets
sammenhæng med dets verden - og i det hele taget »føler« sit liv, også i dets
mere aktive sider. Dette er jo også en del af »menneskets statholderlige[8]
forhold«! Og så gælder det endelig også de mere »ekspressive« former for poesi
og anden kunst - som desuden under alle omstændigheder vil være udtryk(!) for
menneskelivet og som sådanne dele af dén menneskelige virkelighed, man totalt
skal forholde sig til, også videnskabeligt.
»Fra drøm til program« sluttede med at lægge op til den
undersøgelse af Grundtvigs syn på den videnskabeligt erkendende side af det
kristeligt nødvendige livsengagement, hvis resultater nu er lagt frem i »Omkring
Grundtvigs Vidskab«. Tilsvarende lægger denne nye afhandling, hvori Grundtvig
bestemmes som »kirkelig og folkelig total-digter«, op til en beskæftigelse med
ganske særligt den »poetisk-kunstneriske« side af det kristeligt nødvendige
livsengagement. Med udgangspunkt i selve Grundtvigs egen poetiske praksis og
teori. Men altså med et bredere sigte.[9]
Under alle omstændigheder vil en helt afgørende side af
arven fra Grundtvig være forståelsen af vekselvirkningen mellem den særlige (kunstneriske) livs-poesi, og så
dén almindelige livs-poesi,
livs-forståelse og livsfølelse, det drejer sig om i selve livets »levelse« og
»oplysning«!
* * *
FRA “FRA DRØM TIL PROGRAM”
TIL PROGRAM!
[Dansk Kirketidende nr. 7-8/1995]
Betragtninger og udkast fra en plads på Grundtvigs skuldre
I mit indlæg om »Porvoo« i nr. 1/95 påberåbte jeg mig mit intense Grundtvig-studium gennem over tyve år. Den første større frugt af dette studium blev offentliggjort i 1987, nemlig Fra Drøm til Program - iflg. undertitlen en undersøgelse af menneskelivets og dets verdens plads og betydning i Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen (morgendrømmen) i 1824 (»Nyaars-Morgen«) til Programmet i 1832 (Indledningen til »Nordens Mythologi«). Eller iflg. teksten på omslagets bagside en undersøgelse af Grundtvigs forståelse af menneskelivets allerede skabelsesgivne »saglige egenværdi« - og af, hvilken betydning han tillagde det dennesidige livsengagement som del af det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning. Senere er dette arbejde blevet fortsat i en undersøgelse af Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af, hvad der nu måtte betegnes som »det kristeligt nødvendige livsengagement«, og i øjeblikket er jeg i gang med en afsluttende - nu ganske kortfattet - bestemmelse af Grundtvigs forhold til, hvad man så kunne kalde den i både mere speciel og meget omfattende forstand poetiske, ja, livs-poetiske side af dette livsengagement.
Under hvilke former de to arbejder vil blive (helt eller delvist) offentliggjort, er ikke til at sige nu - hvor denne artikel hurtigt er blevet skrevet, fordi det program, der her er tale om, er den aktuelle virkeligheds-frugt, som de forudgående tyve års møjsommelige arbejde med fortiden har sigtet imod. Idet mit håb jo dermed er, at der skal komme mange andre og meget forskellige videre frugter deraf, både hos mig selv og hos andre.
Hvis nogle vil sige, at dette lyder som en, der mere eller mindre tror, han er slags vor tids Grundtvig, vil jeg give dem ret - idet jeg dog så dels vil understrege ordene »en slags«, dels vil henvise til Grundtvigs egen udtrykkelige tale om de kristelige børn og efterkommere, der i eftertiden skulle komme til at stå på hans skuldre. Enhver Grundtvig-discipel har ikke alene ret, men også pligt til, efter evne og format at foretage en aktuel, aktiv udmøntning af sin inspiration fra Grundtvig - på en med tidens tarv og vilkår passende måde. Og Grundtvigs skuldre er brede. I øvrigt er situationen her op mod årtusindskiftet både kirkeligt, folkeligt og kulturelt af en karakter, hvor såvel behovet som muligheden for et bredt ny-grundtvigsk fremstød i enestående grad er til stede.
Det helt grundlæggende er spørgsmålet om menneskelivets allerede skabelsesgivne egenværdi, og om dets betydning som del af det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning. (Hvor karakteren og konkrethedsgraden af anskuelsen og forestillingen i forbindelse med sidstnævnte til gengæld ingen væsentlig forskel gør). Og her må den grundtvigske reformation virkelig fortsættes: »Er os tomme Ord og Lyde / Eget Folk og Fædres Land ...«. - Altså: Hvis vi ikke forholder os absolut positivt og »forstående« til den givne(!) tilværelse, så bliver al vor tale om Gud og al vor såkaldte kristendom kun en gang tomgangssnak og en kunstig, usund højere form for hobbykultur.
Det er naturligvis ikke bare en »flad« »livsbekræftelse«, der er tale om. For der er jo Synden og Døden og Djævelen - for nu at udtrykke det traditionelt og kort; sagen forbliver den samme, uanset hvordan man udtrykker den. Men bortset fra det, dvs. hvad angår netop det givne, det af Gud ved skabelsen (eller i skabelsen, skabtheden) givne i tilværelsen, så kan livs- og tilværelsesengagementet ikke være stort nok. Sagt på en anden måde: Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen skal forsages. Men i øvrigt er der så ikke noget i tilværelsen, der er »neutralt«, »tilladt«, »uskadeligt«. Netop når man på een gang forstår skabelsens godhed og det Ondes frygtelige realitet, forsvinder al såkaldt adiaforon-tænkning (c: det, at der er områder i tilværelsen, der bare er »ligegyldige«) og al kristelig hel- eller halv-flovhed med tilsvarende mere eller mindre u-kristelig hel- eller halv-trods mht. at engagere sig i livet, selv om Gud jo nok (iflg. denne tankegang!) ikke kan unde os det.
Livsengagementet allerede her og nu svarer altså for det første til Guds skabelse. Men det svarer også til Guds frelse. Begge har »de levendes lyst« til formål. Frelsen er jo hverken mere eller mindre end frelsen for alt det, som Gud allerede i skabelsen har givet os, men som desværre ved Faldet er kommet i Syndens og Dødens og Djævelens magt. Og forståelsen af dette forhold fører altså til alt andet end den »halvglade« udvandethed, der fx kendes fra de mere eller mindre berettigede karikaturer af grundtvigianismen. Tværtimod fører den til en absolut radikal uddybning af forståelsen af dualismen, modsætningen mellem godt og ondt. Også med virkning på det etiske plan. Etikken kan ikke stå alene som en livs-moral hos fine, selvhjulpne post-kristne mennesker. Med en omskrivning af et par kendte Grundtvig-verselinier: »Ingen skal etikken dyrke, før livs-herlighed han så«!
Og så bliver også forståelsen af selve det særlige i kristendommen fuldstændig uddybet, forståelsen af den særlige åbenbaring, frelsen, gudstjenesten. Så at også (halv)flovheden omkring alt dette forsvinder. For når man virkelig ser livets værdi og virkelig elsker livet - og tilsvarende hader døden og alt, hvad den hører sammen med - så må man jo også virkelig længes efter og glæde sig over frelsen (hvor anskuelsens og forestillingens karakter og grad stadigvæk er underordnet, idet det er selve sagen, selve sagens håb, det drejer sig om).
Så forstummer fx al tale om, at gudstjenesten skal være mere »underholdende«. En vanvittig tanke. For det første skal gudstjenesten ikke være livet, men - i den helt store bekræftende og frelsende betydning - handle om livet. Og for det andet er »underholdning« under alle omstændigheder en hån mod livet!
Også selve forståelsen af, hvad kirken, dvs. menigheden, er, bliver dermed uddybet. Det er den i hvert fald blevet hos mig. For medens der formodentlig (forhåbentlig!) ikke er nogen af dette blads læsere, der kan være uenig i de hidtil fremsatte betragtninger, forholder det sig sådan, at der, netop hvad angår kirkesynet og de kirkepolitiske konsekvenser deraf, består et nærmest diametralt modsætningsforhold mellem den traditionelle grundtvigianisme, og så det kirkesyn og den kirkepolitik, jeg gennem flere år, også i dette blads spalter, har gjort mig til talsmand for.
Hvordan kan dette gå til? Efter min egen opfattelse er det ret enkelt. Jeg må ganske vist indrømme, at Grundtvig selv, i denne henseende er klart medskyldig i grundtvigianismen! Men så vil jeg også hævde, at netop det Grundtvig-studium, som grundlæggende havde forståelsen af »menneskelivets og dets verdens plads og betydning« til genstand, har ført til, at jeg for det første har fået en god forståelse af, hvad det var der tvang Grundtvig over i den mildest talt højst ejendommelige kirkepolitik, han endte med at få, og for det andet har fået en tilsvarende god forståelse af, hvordan inspirationen fra Grundtvig må udmøntes, når der er indtrådt en helt anden situation.
Meget kort sagt skete der for Grundtvig selv det, at da han måtte erkende, at det ikke var muligt at få den sande, gammeldags kristendom til at råde i den danske kirke på en måde, som kunne tilfredsstille hans meget ømme samvittighed, så fik han den ide, at han kunne redde både samvittigheden og muligheden for, at de få rettroende kunne leve et tåleligt liv som »Jesu Kristi frimenighed«, hvis han fraskrev statskirken, senere folkekirken, dens karakter af kristent kirkesamfund og samtidig fik sikret de sande kristnes mulighed for frit at kunne leve deres eget liv inden for rammerne af den offentlige religions-anstalt, stats- og folkekirken således blev reduceret til at være. Ingen vil kunne afvise, at dette er »den rene vare«, Grundtvigs eget kirkesyn og kirkepolitiske syn. Og dette skal man huske på, når man i verden fører sig frem med et angivelig grundtvigsk kirkesyn - hvor der for det meste er tale om en sammenblanding af det Morten Pontoppidan’ske kirkesyn, og så noget med »det folkelige«, som mere eller mindre hænger sammen med den »sekundære« teologi om det danske folks forhold til kristendommen som folk betragtet, Grundtvig måtte ty til som kompensation for det ovenfor beskrevne meget restriktive menighedssyn.
Men efter min mening ville det for det første have været muligt allerede for Grundtvig selv at have fundet en bedre vej ud af det kirkelige dilemma - fx ved at have taget forbehold på en blødere måde, så at den danske kirke ikke principielt var blevet frataget retten til at være et kristent kirkesamfund. Og for det andet er de forhold, som var problemet på Grundtvigs tid, ikke længere til stede. Der er fx ikke nogen epokal ideologi, der massivt har taget magten i kirken på en måde, der svarer til, hvad »rationalisme-idealisme« faktisk havde haft held til i første halvdel af 1800-tallet. Og der er ikke den samme tvang (formelt eller reelt) til at være medlem af den danske evangelisk-lutherske kirke, hvis man vil være medlem af det danske samfund. Det er i dag fuldstændig frivilligt, om man vil være medlem af Folkekirken eller ej. Og uanset hvad man kan sige om den danske præstestand, så er det utvivlsomt en mere ren kristendom, der forkyndes fra prædikestolene i dag, end det var på Grundtvigs tid. Og skulle det ske, at enten præster eller andre, der tager til orde i kirken, groft overskrider grænserne, er det, som vi allerede har set, muligt at konstatere, at de pågældende har udelukket sig selv. Hvilket dog efter min mening kun bør ske i yderste nødsfald. Man får jo aldrig en ren kirke alligevel. En såkaldt »Jesu Kristi frimenighed« vil heller aldrig blive ren, Og hvis den er helt usynlig og kun et begreb, gør det hverken fra eller til. Nej, man må indrømme, at det altid vil stå sløjt til med den kristne kirke. Den vil altid være fuld af onde og ugudelige, vantro og hyklere. Men skal man overhovedet tale om kirken som andet end et helt usynligt og abstrakt begreb, så må det jo være den forsamling af døbte, som i det mindste ønsker at give sig ud for at være kristne (»hykle«), og som i det mindste påstår, at de samles om nådemidlerne osv.
Derfor mener jeg, at vi nu endelig må til at tage Folkekirken alvorligt som kirke, kirkesamfund, del af Kirken. Hvilket altså først og fremmest vil sige, at vi tager hinandens dåb alvorligt, så at vi omgås hinanden som Jesu disciple, medlemmer af Guds folk, lemmer på Kristi legeme osv. Og så at vi hele tiden minder hinanden om bl.a. de ting, jeg her allerførst har sagt om livet og døden og frelsen, om livsengagementets kristelige nødvendighed som betydningsindhold i ordet Gud og som virkelighedsindhold i frelsens håb. Det er på denne måde, der er en dyb sammenhæng mellem det, der ved første øjekast tilsyneladende blot kunne se ud til at være en »livsbekræftelsens teologi«, og så en fuld og stærk teologi om Kirken. Den, der ikke tager livet alvorligt, tager heller ikke døden alvorligt, hader ikke døden. Og den, der hverken elsker livet eller hader døden, længes ikke efter frelsen. Og den, der således hverken elsker livet, hader døden eller længes efter frelsen, vil heller ikke ønske at være bevidst om til tilhørsforhold til Kirken, Menigheden, Gudsfolket, men vil gerne have også det til at fortone sig i den samme vandede gråhed som alt det andet.
Her må det nok lige indskydes, at netop i den grundtvigske teologi, der her bliver præsenteret, er disse hårde ord ikke hele sandheden. Jo, de er sandheden, for så vidt som der er et slægtskab mellem halvheden og udvandetheden på alle de nævnte områder. Og de er sandheden, for så vidt som det er i gråhedens og flovhedens retning, denne halvhed og udvandethed trækker. Men netop en teologi, der helt og fuldt anerkender tilværelsens og menneskelivets skabelsesgivne egenværdi, også trods Synden og Døden og Djævelen, vil forstå og have et åbent blik for, at livet, også hos de mennesker, der gør sig nogle meget dårlige tanker om det, næsten altid vil sætte sig igennem på en måde, der er bedre end de tanker, de pågældende mennesker har gjort sig om det. I øvrigt er der i en sådan teologi ingen interesse i at fordømme eller nedgøre nogen. Interessen ligger tværtimod i at fremme forståelsen af og engagementet i livets herlighed mest muligt. Og det er min overbevisning, at et ordentligt syn på, hvad det vil sige at være kirke, hvad det vil sige at være med i de døbtes forsamling, er en del af forudsætningen for, at dette sker. Selve den teologiske teori om liv og død og frelse er ikke nok. Man kan ikke engagere sig i livet på den måde, der her har været tale om, hvis det ikke sker inden for et overordnet liv i frelsens håb, først og fremmest ved deltagelse i søn- og helligdagsgudstjenesterne. At sige andet er, hvad jeg vil kalde omvendt lovtrældom: at være så forblindet af friheden til at udeblive fra menighedens gudstjeneste, at man slet ikke ser, at det faktisk er »de levendes lyst«, man afholder sig fra!
Det program, der i denne artikel lægges frem, har altså som det helt grundlæggende teologien om »livsengagementets kristelige nødvendighed« - vel at mærke inden for rammerne af det bevidst liv i lyset af den særlige kristne åbenbaring og i mødet med den i gudstjenesten re-præsenterede frelseshistorie. Og mere behøvede sådan set ikke føjes til. Når man inden for denne forståelse går fra gudstjenesten ud til selve sit kristne menneskeliv her i verden, så er det jo netop livet og tilværelsens virkelighed selv, der skal komme til orde og gøre sig gældende.
[Her sluttede første del - i Dansk Kirketidende
nr. 7/95. - Og her følger nu anden del - fra Dansk Kirketidende nr. 8/95:]
Første del af denne artikel sluttede med konstateringen af, at når man med den fulde forståelse af »livsengagementets kristelige nødvendighed« går fra gudstjenesten ud til selve sit kristne menneskeliv her i verden, så er der sådan set ikke mere at føje til; så er det jo netop livet og tilværelsens virkelighed selv, der skal komme til orde og gøre sig gældende. Alligevel er der mere, der kan siges, og om det handler den her følgende anden del af artiklen.
I arven fra Grundtvig ligger der imidlertid mere endnu. Selv om det rigtignok er en helt grundlæggende del af den, at man skal udtale sig så lidt som muligt om, hvad der vil komme ud af det, når man begynder at engagere sig i livet. Men så er det jo også netop derfor, man udmærket kan overtage arven fra Grundtvig, selv om man trækker grænserne nogle andre steder, end han gjorde - så sig nødsaget til at gøre. Ja, jeg vil jo påstå, at man kun kan overtage arven fra Grundtvig, så den bliver levende videreført her på vej ind i det tredje årtusind, når man foretager denne, til vor situation passende, anderledes grænsedragning. Og de grænser, det drejer sig om, er - traditionelt udtrykt - grænserne mellem »kirke« og »skole« og mellem kirke (menighed) og folk.
Allerede inden for kirken, dvs. menigheden selv, må der skelnes mellem selve det helt centrale og særlige, som konstituerer kirken, og så det kristne menneskeliv, som menigheden og hver enkelt kristen lever - ud fra og omkring dette centrum. Ja, der må skelnes mellem de helt faste, urokkelige og grundlæggende ting - lad os bare sige trosbekendelsen og sakramenterne osv. - og så »kirkeskolen«, »teologien«, den frie eftertænkning af det, der helt centralt og urokkeligt fremtræder som den særlige åbenbaring og overlevering. Men det er ikke det, jeg vil ind på her. Det, der her er af interesse, er som sagt de kristnes kristne menneskeliv uden for gudstjenesten og fromhedslivet og teologien eller overhovedet eftertænkningen af det særligt kristne. Og dette kristne menneskeliv er jo - som menneskeliv betragtet - i grunden det samme hos den kristne som hos hedningen (den post-kristne) - selv om det jo hos den kristne er sat ind i en helt ny sammenhæng, eller rettere: Genindsat i sin oprindelige sammenhæng og på vej mod fuldendelsen af denne genindsættelse.
Derfor må allerede de kristne selv engagere sig »sagligt« i det alt sammen. Selvfølgelig med det særlige i kristendommen både omkring sig og bag sig, så at det både grundlæggende og i mange enkelttilfælde er med i og oppe i den kristnes bevidsthed. Men denne bevidsthed skal ikke altid være helt fremme! Så ødelægges sagligheden. Det gælder om en højere form for, ikke at lade den venstre hånd vide, hvad den højre gør! For kristendommen er jo alt andet end en »ideologi«, der vil påtvinge virkeligheden sin form. Ifølge hele den teologi, der fx her er lagt frem, er det netop pointen, at det er virkeligheden selv, der skal komme til orde!
Allerede de kristne selv. Uanset omgivelserne. Men når de kristne har ikke-kristne omgivelser i folket, i samfundet, ja, for så vidt i menneskeslægten, verden overhovedet, så ligger det i den kristne tro på Gud som verdens og menneskelivets skaber og i de kristnes deraf følgende forståelse af deres eget menneskeliv, at de fra deres side altid må ønske, i videst muligt omfang at dele deres engagement i livet og tilværelsen med deres ikke-kristne omgivelser. Hvilket selvfølgelig først og fremmest forudsætter, at de ikke-kristne overhovedet ønsker at være med, men derudover forudsætter, at det fælles engagement foregår på en eller anden grad af »fællesnævner-grundlag«. Her er det, grænserne efter min mening nu går et andet sted, end hvor Grundtvig trak dem. I »min« »model« er der så at sige flere med i selve den kristne kirke (idet der absolut ikke regnes med en størrelse, som hedder »kirke«, men alligevel ikke er det) - alle de sløve og vantro og ugudelige, hvilket så tilsvarende medfører, at de, der er udenfor, er - og selv føler sig - på langt større afstand af kristendommen end Grundtvigs »naturalister med ånd«. Men grundanliggendet: den menneskelige og folkelige solidaritet, ønsket om det bredest mulige samfundsmæssige og kulturelle samarbejde, er det samme. Hvor Grundtvig som sine vigtigste samarbejdspartnere så »naturalisterne med ånd« inden for den offentlige religionsanstalt, kan vi fx betegne vore samarbejdspartnere uden for kirken som »post-kristne humanister« - for så vidt altså, som deres humanisme er af en sådan karakter, ja, måske så post-kristen, at et samfundsmæssigt og kulturelt samarbejde er muligt.
Grundtvig talte forbløffende sjældent om det videre livsengagement specielt hos de (efter hans opfattelse ganske få) kristne. Desto mere talte han om det i den brede folkelige sammenhæng - idet kristendommen eller det kristelige så alligevel, på en »sekundær«, »sidelæns« måde var stærkt inde i billedet. Som »anskuelse«. Eller som det gensidige forhold mellem Gud, og så det lille danske hjertefolk - uanset at kun så få af danskerne ville være virkelige kristne. Men det gør - som allerede påpeget - heller ikke så meget. De, der virkelig er kristne, vil jo selv kunne se og opleve det hele i deres virkelig kristne sammenhæng, og de, der er mere eller mindre på afstand af kristendommen, må tage, som de nemmer (for nu at tale Grundtvig’sk) - til fri afbenyttelse, men da selvfølgelig gerne (især for deres egen skyld) så det bliver »menneske først, kristen så«.
På en måde, der altså - trods den forskellige grænsedragning om og forståelse af kirken - svarer til Grundtvigs, vil jeg derfor nu tale om den kulturelle, folkelige side af »mit« nygrundtvigske program uden at skelne mellem, hvorvidt det gælder kristne eller ikke-kristne. Det skal gælde så mange som overhovedet muligt. Og kun det virkelige liv i fremtiden kan vise, hvordan det hele kommer til at udvikle sig.
Jeg forudsætter altså, at der kirkeligt set sker en udvikling, som mest muligt går i retning af det, jeg her har lagt frem. Men så er der altså den folkelige og kulturelle side. Her gælder det først og fremmest om, at man virkelig får et engageret og oplyst liv på det helt elementære plan, i det daglige liv, personligt, i familierne, på arbejdspladserne osv. Men dette kommer jo ikke bare af sig selv. Selv det mest elementære menneskeliv leves i en kulturel/folkelig sammenhæng, hvor det fx er ting, der kulturelt er kommet til en udefra, der får en til at se og opleve selv de mindste daglige ting i en dybere sammenhæng og på en dybere måde, end hvad der helt umiddelbart ville være tilfældet. Det fuldstændig umiddelbare menneskeliv adskiller sig ikke meget fra dyrenes!
Dog, det første, der må holdes op for menneskene, er og bliver, at de skal se den guddommelige herlighed i deres helt personlige og nære elementære liv - selv om dette altid vil ske i en eller anden grad af vekselvirkning med, hvad de har modtaget, måske allerede i kirken og gudstjenesten, men i hvert fald i »kulturen«. Og så sker der noget, der svarer til de virkninger af »livsbekræftelse«, jeg allerede har talt om mht. kristendommen eller den helt overordnede livsanskuelse. Nemlig det, at der ikke bare bliver tale om en flad, ukritisk »bekræftelse« af eller henvisning til det foreliggende liv, sådan som det - mere eller mindre tilfældigvis - faktisk foreligger. Allerede her bliver der tale om den allerstærkeste livskritik. Og etik og problemer kommer i anden række. Det store spørgsmål bliver ikke: »Må jeg nu det her?«, men: »Er det her godt nok? Svarer det til mit livs grundlæggende guddommelige herlighed?«. Dermed bliver der virkelig tale om en sortering eller filtrering allerede for mit eget livs vedkommende. Og i anden omgang må deraf følge spørgsmålet: »Er det her godt nok for mit medmenneske, for så vidt angår hans menneskelivs guddommelige herlighed?«. - Ja, dette er herligheds-teologi - nede på jorden!
Men dette vil som sagt foregå i en større kulturel sammenhæng, så jeg vil slutte med at minde om, at det program, Grundtvig selv kun kom til at se realiseret i stærkt begrænset og beskåret skikkelse, det jo i sit fulde omfang var et altomfattende kulturprogram med en stadig vekselvirkning op og ned fra livet ude i de små hjem, ikke mindst barndomslivet ude i de små hjem, og så op til det store fællesnordiske universitet eller akademi i Göteborg - og hele vejen ned igen - som oplysning. Hvorefter processen fortsætter ved, at oplevet, oplyst menneskeliv forplanter sig op gennem systemet (undskyld udtrykket!) igen bliver til digtning, videnskab, kultur.
Nu har vi ikke noget Göteborg. Og vi får det måske heller aldrig. I den super-grad, Grundtvig forestillede sig det. Men der er til gengæld en del mennesker ved de eksisterende universiteter (og i det hele taget i de øverste kulturelle lag), som er og vil være åbne for en sådan kulturel og videnskabelig sammenhæng. Og så har vi hele folkehøjskolen! Desværre kender jeg meget lidt til folkehøjskolen. Endnu. Jeg håber at komme til det. Men jeg har en fornemmelse af, at den har været ude i noget af en krise i årtierne her op til 150-årsjubilæet [denne tekst er skrevet i 1994!]. Hvor det opmuntrende jo er, at dens egne i så høj grad selv kan se det, ja, at en nybesindelse allerede er på vej.
Og dette er hel fantastisk! At hele apparatet - og (trods alt) traditionen - er der. Lige til at bruge i en videreførelse, ja, fuldførelse af Grundtvigs program. Med hele folket som målgruppe. Med intet mindre mål end en lykkelig og oplyst, styrket videreførelse af det danske folks liv - igen: på en til tidens tarv og vilkår passende måde. Men hvor det helt afgørende er, at man kommer ud af »flippe-fimsen«, væk fra pseudokreativiteten og den gruppevise navlebeskuelse, og klart knytter til ved alt, som der er noget at hente fra på de allerhøjeste niveauer (hvor man så tilsvarende skal være villig til at give fra sig og sørge for at få noget at give af). I øvrigt skal livsoplysningen ikke begrænses til selve folkehøjskole-institutionen. Der er allerede - og bør i endnu højere grad blive - tale om en livsoplysnings-»dimension« i hele uddannelsessystemet, ja, så vidt muligt i også alle andre sammenhænge. Jeg tænker her ikke mindst på de uddannelsesmæssige og andre sammenhænge, hvori erhvervslivets ansatte færdes, og altså ikke kun dem »på gulvet«; det ville være alle tiders, om også lederne »kom på højskole« - på den ene eller den anden måde!
Kritikere vil selvfølgelig sige, at dette er store og dermed indholdsløse ord. Men sådan talte Grundtvig også. Med trods alt store resultater. For det er jo total-virkeligheden selv, der henvises til, total-indholdet. Sammen med en opfordring til at indtage en engageret-elskende-forstående total-holdning til samme. Og så er - bogstavelig talt - hele indholdet der. Helt tilbage fra Grundtvig selv af har der været tale om noget af et kolombusæg-princip. Det er så enkelt og selvindlysende. Men det bliver jo ikke til noget, hvis det ikke bliver gjort.
Til allersidst er par lidt mere konkrete antydninger mht. indholdet i hele denne sammenhæng. Vi har jo allerede alt, hvad der faktisk foreligger i den eksisterende videnskabelighed, kunst osv. Og vi har selvfølgelig hele den klassiske højskoletradition eller folkelige livsoplysningstradition helt tilbage fra Grundtvig selv af. Og begge dele er trods alt allerede med i det, der foregår (især) på folkehøjskolerne. Men det, vi bør gøre nu, er for det første, at vi begynder at tænke lige så stort, som Grundtvig gjorde. Både horisontalt, så vi på alle niveauer tænker »totalt«, altomfattende. Og vertikalt, så vi hele tiden holder os den ovenfor beskrevne vekselvirkningssammenhæng op og ned mellem de mange små hjem, og så »Göteborg« for øje. Egentlig vil resten så komme af sig selv. Men herudover kan vi jo for det første tage hele den klassiske Grundtvig’ske og grundtvigianske arv op til revision. Fx mht. hvordan vi vil forholde os til de nordiske myter, og hvad vi nu skal supplere dem med. Men det gælder jo i det hele taget, at selve den helt overordnede ramme i det grundtvigske teologiske og kulturelle »system« ikke alene kan, men selvfølgelig også bør og må udfyldes med andre ting end dem, Grundtvig selv og hans disciple indtil nu har udfyldt den med. Der er plads til andre former for engagement af enhver art. Og der er plads til engagement i andre ting. Det er principielt hele virkeligheden, det drejer sig om. Men selvfølgelig altid med menneskelivet som den øverste og helt centrale genstand. Idet vi så også, for det andet, skal tage et nyt frisk blik på hele vor aktuelle situation i det postindustrielle samfund for at se, hvordan selve det elementære menneskeliv også nu kan blive levet så godt som muligt, og hvordan livet under vore forhold kan komme til at give sig selv den refleks-belysning, det hos Grundtvig drejede sig om. Det var jo hos ham ikke kun fortidens liv, der skulle belyse nutidens. Der skulle også hele tiden være en vekselvirkning mellem livets »levelse« og dets oplysning, altså også i form af en løbende reflektering fra det på ethvert tidspunkt levede liv tilbage på det selv. Hermed er der lagt op til en ny vinkel på kunst, litteratur, videnskabelighed og pædagogik, hvor efter min mening en ny poesi, der vekselvirker med det elementære livs livsoplevelse og livspoesi, vil skulle have en meget vigtig rolle.
* *
* * * *
NOTER
[1] »Fra “Fra drøm til program” til program! Betragtninger og udkast fra en plads på Grundtvigs skuldre, nr. 7-8/1995. - »Livsvidenskabelig Efterskrift«, nr. 12-13/1998. – »Livspoetisk Indledning«, nr. 14-15/2000 og 16/2000. - Står nu nederst på denne underside.
[2] »Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832« (1987) og »Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement« ( 1998).
[3]
Disputatsens første motto udgøres af følgende citat fra Grundtvigs artikel »Om
Natur og Aabenbaring«: »Langt være det fra os, at misunde
vore christelige Børn og Efterkommere de Fremskridt,
der ere dem forbeholdne, meget meer
vil vi med Flid opdrage dem til i Kjærlighed at staae
paa vore Skuldre, og, med Lovsang til Ham, som kaldte
os fra Mørket til sit underlige Lys, nyde den videre Udsigt og klarere Indsigt,
Gud med os haver aabnet og beredt dem!« ("Theologisk Maanedsskrift« II 239).
[4]
Med al respekt for de andre, små, lokale kirkesamfund, og for det
lokaløkumeniske samliv med dem, vil jeg tillade mig at sige sådan. Ligesom jeg
vil betegne den evangelisk-lutherske danske Folkekirke som den danske folke-menighed. - Jfr. mine overvejelser
i artiklen om min mellemkirkelige ekspedition til Rusland og Kazakhstan i nr.
1998/3-6, især nr. 5 s. 73. Desuden min kommentar i Kristeligt Dagblad 23.12.97: »Den religiøse arv og samvittighedsfriheden«, hvor
jeg mere udførligt giver udtryk for min grundtvigsk-danske (dog ikke ukritiske)
forståelse for Den Russiske Ortodokse Kirkes modvilje mod de vestlige kirkers
og sekters religiøse aggression, idet jeg bl.a. siger, at vi i Danmark »véd, at
selve begreberne In karnation og Pinse indebærer en forståelse af, at Kirken
uundgåeligt må antage forskellige skikkelser hos de forskellige folk«.
[5]
L. Koch i »Fra Grundtvigianismens og den indre Missions Tid«, s. 19. Citeret af
Kaj Thaning, »Menneske først - « s. 501.
[6]
En af mig selv dannet »pjat-tysk« betegnelse, som jeg synes giver det helt
rigtige udtryk for sagen!
[7]
Marxister hører nok ikke så meget fortiden til, som nogle måske kunne være
tilbøjelige til at tro lige efter Sovjetunionens sammenbrud; der vil sikkert fortsat
være nogen, der vil hengive sig til denne pseudovidenskabelige utopisme.
[8]
Mennesket står mellem Gud og verden i et dobbelt
forhold: »sit verdslige som Legemet udtrykker, og sit guddommelige som Aanden bevidner, hvoraf det ene Forhold er kongeligt, det
andet tjenerligt, saa at begge, forenede, udgjøre et statholderligt Forhold«, og dets bestemmelse er, at det skulle
»omfatte det dobbelte Forhold med Taknemmelighed, og efterhaanden
begribe det i Kiærlighed« . Men mennesket kan »behage
sig selv i sit kongelige Forhold og derved fristes til at nægte sit tjenerlige
[...] betragte sin Selvstændighed som virkelig og sin Afhængighed som et Skin
[...] Giør han nu det, da lyver og synder og falder
han«. (»Danne-Virke« II 164).
[9]
Jeg håber at kunne give en foreløbig uddybning af dette her i DKT engang i
efteråret.