PRÆDIKENER B-2

2. tekstrække, trinitatistiden

 

Bent Christensen

 

 

Denne side er senest blevet opdateret 10.07.04.

 

Fra 26.05.04 er prædikenerne efter 1. og 2. tekstrække 1971-2003 fordelt på to gange to undersider (hhv. festhalvåret og trinitatistiden), og der vil herefter blive indsat flere prædikener, så at der efterhånden i flere og flere tilfælde vil være mere end een prædiken pr. søn- og helligdag.

 

NB! Eksempler på brudevielses- og begravelsesprædikener er fra 29.06.05 blevet sat ind nederst på undersiden ”Prædikener A-1”.

 

 

PRÆDIKENER I ANDEN TEKSTRÆKKE-ÅR

 

Trinitatistiden

 

 

Se også afsnittet om gudstjenesten på undersiden »Kirke og teologi« samt indledningen på undersiden »Prædikener B-1«.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

1. søndag efter trinitatis 1998 (14. juni)

 

 

Præd. 5,9-19. – 1. Tim. 6,6-12. - Luk. 12,13-21

 

368 - 360 - [35 v 6-7] -///- 649 - 7]

 

 

Min Gud, du er endnu så rig,

så mægtig og miskundelig,

som du det altid var;

bevar min sjæl og gør den rig,

så har jeg nok evindelig! - (DDS 38,5).

Amen.

 

 

Det er såre enkelt, hvad det her betyder. Så når vi mennesker alligevel ikke kan finde ud af det, er det mere end almindelig dumhed, der er tale om, nemlig det, der i den gamle bibeloversættelse blev kaldt at være en dåre.

 

Det er netop også det, Gud gør her i lignelsen om den rige bonde, idet han jo – med den nye oversættelses ord - siger : "Din tåbe!".

 

Hvor vi kan tænke på, hvordan det fx i den 14. Davidssalme hedder, at

 

Tåberne siger ved sig selv:

"Gud er ikke til!"

De handler ondt og afskyeligt,

ingen gør godt (Sl. 14,1).

 

Men har ikke netop vi moderne mennesker en helt anden måde at sige dette på? - Er der ikke mange af os, der med den allerstørste sorg og fortvivlelse føler os tvunget til at betragte alt det med Gud som udslag af overtro og ønsketænkning?

 

Gudløsheden som den selvfølgelige forudsætning - eller mangel på forudsætning! - for alt , hvad vi tænker og gør, fylder simpelt hen en meget stor del af selve den "luft", vi trækker vejret med i vort id.

 

Derfor må vi i vor tid på en måde, som det ikke tidligere har været nødvendigt, skelne mellem den gudløshed, der er "dårskab", og så en gudløshed, der ikke er en sådan dårskab, men et resultat af de særlige forhold, der kendetegner vor tidsalder, og som jeg skitserede før.

 

Det, der gør det svært at foretage denne skelnen, er, at vi selvfølgelig alle sammen har begge dele i os. Vi har alle sammen dåren i os, den dåre, der gerne vil være uden Gud, fordi han netop bogstavelig talt vil være fri for Gud og dermed sin egen herre og gud.

 

Men vi har også alle sammen en Augustins urolige hjerte, der ikke kan finde hvile, før det finder den i Gud, sin Skaber.

 

Men disse to sider kan træde frem med forskellig styrke. Den ene kan dominere over den anden.

 

Og hvad mere er: Ved hjælp af lignelsen om den rige bonde kan vi "måle", hvilken af de to sider der er den dominerende, dvs. om der er tale om en gudløshed, der er den rene dårskab, eller om der er tale om en gudløshed, der i virkeligheden er beslægtet med vor Herres Jesu eget råb fra korset: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" .

 

- - -

 

Man kan også sige, at evangeliet til i dag, den første almindelige søndag efter påske-pinse, handler om, hvad kristendom ikke er, og hvorfor.

 

Jesus afviser at hjælpe manden til at få sin del af arven.

 

Og hvis vi skal forstå dette evangelium rigtigt, må vi gå ud fra, at den mand, der henvendte sig til Jesus, virkelig har haft et berettiget krav.

 

Der er ingen tvivl om, at mandens broder virkelig har villet beholde hele arven selv.

 

Hvis Jesu begrundelse bare havde været, at manden ikke havde ret, ville der slet ikke have været noget særligt ved denne situation.

 

Men det særlige er, at Jesus på forhånd afslår at træde ind i denne arvesag: "Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?".

 

Dermed vil Jesus overhovedet ikke sige, at det er ham eller Gud ligegyldigt, om mennesker snyder og bedrager hinanden, aldeles ikke.

 

I første tekstrækkes evangelium til i dag om den rige mand og Lazarus hører vi jo en hård dom over den, der ikke vil hjælpe den fattige ved sin gadedør. Hvor meget mere gælder det da ikke, at man skal betale, hvad man skylder og lade enhver få, hvad der rettelig tilkommer ham?!

 

Det véd Jesus - for at sige det mildt.

 

Det ved vi.

 

Og det ved Jesus at vi ved. Og denne viden viser han os gang på gang tilbage til.

 

"Du kender budene", siger Jesus gang på gang.

 

Der er overhovedet ingen tvivl om, at Jesus - og dermed Gud - om man så må sige, går 100% ind for både juridisk og social retfærdighed og byder os at gøre det samme.

 

Det ved vi også udmærket godt. Det er slet ikke det, der er problemet i denne henseende. Hvordan det så går os med at praktisere den 100% retfærdighed, er en anden sag. Men vi har ingen undskyldning. Vi ved udmærket godt, hvad der er vor pligt. Og det lys, evangeliet kaster over vort liv, gør kun denne pligt endnu tydeligere.

 

Hvorfor siger Jesus så alligevel: "Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?".

 

Det gør han for at pege hen på det, han egentlig er kommet til verden for, det, som er uendelig meget vigtigere end at få ret i pengesager. - Hvilket altså stadigvæk ikke betyder, at Jesus ringeagter den juridiske og sociale retfærdighed. "Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes" (Luk 11,42).

 

At der er noget, der er det allervigtigste, betyder jo ikke, at man skal glemme det næstvigtigste. Men man skal ikke stirre sig så blind på det næstvigtigste, at man glemmer det allervigtigste.

 

Jamen hvad er dog vigtigere end juridisk og social retfærdighed, tryghed og gode kår? Ja, det fortæller Jesus med lignelsen om den rige bonde.

 

Den kan suppleres med en anden slags lignelse. Det er en novelle, jeg engang har læst om en rig mand ovre i USA, der var blevet helt besat af tanken om at sikre sig og sin familie i tilfælde af en atomkrig.

 

Han købte sig et passende stykke ørken, fik gravet et kæmpe hul i jorden, og byggede et fleretages underjordisk betonbeskyttelsesrum, som dels var praktisk taget atombombesikkert med luftrensningsanlæg og det hele, dels var forsynet med forråd og bekvemmeligheder af enhver art, således at hele familien kunne vente i årevis på, at den værste radioaktivitet skulle forsvinde oppe på jordoverfladen.

 

Så skete det imidlertid, at han en dag faldt på hovedet ned ad alle trapperne og brækkede halsen!

 

Hvordan det gik til?

 

Jo, børnebørnene skulle også med. Det gjaldt jo ikke mindst om at sikre slægtens beståen.

 

Og til børnebørnene skulle der naturligvis være legetøj.

 

Nu havde hele familien netop været ude for at bese alle herlighederne - herunder legetøjet. Og så var der altså sket det, at et af børnebørnene havde ladet sådan en lille legetøjsvogn af dem til at køre byggeklodser på ligge og flyde lige ved kanten af den øverste trappe!

 

Nuvel, det var jo et uheld.

 

Men lad os prøve at se bort fra uheld.

 

Før eller siden dør vi jo alle sammen alligevel. Det ved vi.

 

Men der er trods alt meget, der rækker ud over den enkeltes levetid.

 

Der er jo slægten. Vi lever videre gennem vore børn.

 

Og der er, hvad vi udretter. Her tænker vi måske i første række på de helt store skabende mennesker, kunstnere og andre; de efterlader sig virkelig noget, der, som man siger, gør dem udødelige.

 

Men det er jo ikke kun de helt store, der efterlader sig noget, der rækker ud over deres død.

 

Det gør vi alt sammen, hver på vor måde. Nogle udretter noget på forskellige planer, der ligger under det helt store. Andre udretter måske ikke noget, der gør deres navn husket af ret mange og i ret lang tid. Men bare ved at leve sammen med sin familie og i den sammenhæng som ens arbejde og ens stilling som samfundsborger sætter en i, kommer man jo til at sætte sit præg på egnens, nationens og dermed menneskeslægtens liv.

 

Og stort eller lille præg. Præg overhovedet eller slet intet præg - man er dog med i egnens, nationens, kulturkredsens, menneskeslægtens liv.

 

At vide sig stående i disse menneskelige sammenhænge er virkelig noget, der rækker ud over det korte spand af tid, der er beskåret en selv.

 

Og det er værdifuldt og berigende at holde sig disse sammenhænge for øje. Det er noget, vi virkelig skal gøre, hvis vort liv ikke skal blive alt for fladt og perspektivløst.

 

Men det gælder stadig: "Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes" (Luk 11,42).

 

Eller rettere sagt: "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift (Matt 6,33).

 

Guds rige. Det er jo det, det drejer sig om.

 

Så det er ikke helt rigtigt at sige, at evangeliet til i dag handler om, hvad kristendom ikke er.

 

Sådan er det i begyndelsen, hvor Jesus afslår at lege skifteretsdommer.

 

Men til sidst lyder det: "Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud".

 

Hvilket ikke skal forstås på den måde, at bare manden havde været from, så havde han fået nogle år til, hvor han kunne glæde sig over sin rigdom.

 

Nej, på den måde, at i forhold til rigdommen hos Gud, har det ingen betydning, hvad vi selv gør for at sikre os.

 

Der er intet, vi kan gøre, der overhovedet kan sammenlignes med det, Gud har til os.

 

Dels dør vi jo før eller senere fra alt, hvad vi har samlet os og bygget op.

 

Dels dør hele universet på et tidspunkt.

 

Astrofysikerne kan forholdsvis nøje beregne, hvornår solen og alle de andre stjerner brænder ud. Og det må også anses for givet, at hele universet engang enten braser sammen eller går i stå.

 

Det er helt givet, at intet af det, der hører denne verden til, har nogen som helst chance for at opnå nogen som helst form for evigt liv. Dette er ikke bare en teologisk påstand, men en fysisk kendsgerning.

 

Men den teologiske påstand er alligevel den vigtigste.

 

For den fysiske grænse for vor tilværelse er kun en del af den begrænsning, der er for vort menneskeliv.

 

Grænsen for vor tilværelse er GUD, ikke bare engang, når vi dør eller glemmes, eller engang når stjernerne dør, men her og nu.

 

Derfor er det tåbeligt at gå rundt og lege Gud for sig selv og bilde sig ind, at man kan give sig selv livet.

 

Nej, vi må indrømme, at Gud er Gud - og at det alene er Ham, der nu og i al evighed kan give os livet.

 

Indrømmer vi det, dvs. søger vi først Guds rige, ja, så bliver vi vidunderligt fritaget for at skulle gå rundt og lege Gud.

 

Men samtidig sker der yderligere det vidunderlige, at vi i denne frihed som Guds kære og glade børn kan gå rundt på denne jord og lege som os selv, lege som mennesker.

 

Det er nemlig ikke ligegyldigt, det liv, vi lever her og nu.

 

Give os selv evigt liv kan vi ikke.

 

Men glade over, at Gud giver os det, kan vi netop trygt give os hen i dette liv med alle dets gøremål - som glade børn, der leger en god og spændende leg. Hvor den helt store pointe i denne sammenligning jo er, at for rigtige børn er legen dyb alvor!

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

2. søndag efter trinitatis 2000 (2. juli).

 

DDS: 674 – [42] – 258 -///- 575 - 537
 
Jer. 15,10.15-21. – Åb. 3,14-22. - Luk. 14,25-35

 

 

Far i Himlen!

Tak for livet.

Tak for frelsen, ja, du er vort liv og vor frelse.

Lad os blive i dit liv ved at blive hos Jesus som Hans disciple.

Lad din Ånds kraft fylde os dag for dag.

Amen.

 

 

Også evangeliet til i dag er uhyggeligt aktuelt. Ligesom det, vi hørte i søndags – om den rige mand, der døde fra alt det, han havde samlet sig.

 

I dag er vi bare kommet indenfor i skarerne, der fulgte Jesus - hvilket overført til vore forhold betyder: inden for i Kirken.

 

I søndags begyndte hverdagshalvåret med forkyndelsen af, at det er døden at søge sin rigdom andre steder end hos Gud.

 

I dag forkyndes det nøjere, hvad det vil sige at være i Guds rigdom.

 

Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke bare var nogle , der fulgte Jesus, men "store skarer".

 

Og det gælder jo for så vidt også den dag i dag overalt i den gamle kristenhed, ikke mindst her i Danmark, hvor dog trods alt endnu lige godt 85% af menneskene flokkes om Jesus i den forstand, at de er døbt i hans navn og siden er blevet stående i det kristne kirkesamfund, de ved dåben er blevet medlemmer af.

 

For langt de flestes vedkommende er det det kristne kirkesamfund, der i Grundloven kaldes Den Danske Folkekirke.

 

Og ikke alene flokkes langt de fleste danskere altså på denne måde om Jesus, men det er oven i købet - som det så træffende er blevet sagt - sådan, at det ikke er til at drive danskerne ud af Folkekirken.

 

Og selv om der stadig er en svag nedgang i medlemstallet at spore, er der pdas. også tale om en ny åbenhed over for kristendommen. Og om en ny klamren sig til den del af dansk identitet, som "Folkekirken" er. - Hvilket fænomen evangeliet til i dag så nok på en helt særlig måde er Jesu kommentar til!

 

Man kan jo godt sige, at det, Jesus gør, da han vender sig om mod de store skarer og siger til dem, at man kun kan være hans discipel, hvis man "hader" endog sit eget liv, ja, kun, hvis man bærer sit kors og går i hans spor, det faktisk er noget i retning af at prøve at drive folk ud af Folkekirken!

 

Sammen med de afsluttende ord om saltet, er det noget i den retning, der er selve det egentlige indhold i det, Jesus her siger.

 

Indimellem kommer så desuden de to sammenligninger om hhv. tårnbyggeri og krig. Og netop i disse sammenligninger er det, Jesus til vor store overraskelse faktisk rent ud opfordrer folk til at opgive forehavendet og gå deres vej, hvis de ikke mener at kunne leve op til de krav, han stiller!

 

Pointen i begge sammenligninger er jo ganske tydeligt, at det er klogere og mere ærefuldt at opgive i tide end at køre fast eller lide nederlag på et senere tidspunkt!

 

(Det er sådan set en skam, det ikke er i Musse Kirke, vi er i dag [men froprædiken i Øster Ulslev (ferieafløsning) og højmesse i Døllefjelde], for ifølge "Danmarks Kirker", er den såkaldte "vestudvidelse" af Musse Kirke sandsynligvis netop begyndelsen til et tårn - som man så bare ikke har kunnet fuldføre! Mærkeligt at tænke sig. – Og nu, vi er ved det, så er det jo – helt bortset fra sammenhængen med Jesu lignelse til i dag - ærgerligt. For hvis nu vi ikke havde denne "vestforlængelse" og vi fik genskabt de små rundbuede, romanske, vinduer i sydsiden, så ville Musse Kirke fremtræde helt som i middelalderen - og endnu smukkere, end i dag, helt perfekt i sine oprindelige proportioner! - Men det var bare sådan en lokal betragtning, som kan tjene som en yderligere anskueliggørelse af den ene af de små lignelser, Jesus kommer med her i evangeliet til i dag!).

 

Man kan altså på en vis måde sige, at Jesus i dag opfordrer alle, der, når det kommer til stykket, ikke for alvor ønsker at være hans disciple, til at indrømme dette og gå deres vej, altså ved fx at melde sig ud af Folkekirken!

 

Men det er selvfølgelig ikke det egentlige og endelige formål.

 

[Gud] vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.

(1 Tim 2,4)

 

Og det er om Jesus, profeten har sagt:

 

Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr. (Es 42,3. – Matt. 12,20)

 

Dvs.: Jesus er ikke den, der sparker til os, når vi er ved at vælte, eller klemmer et par spytvædede fingre sammen om vægen, når vort lys begynder at ose, fordi det brænder dårligt.

 

Tværtimod er Han jo selv vort lys, ja, vor kæp og vor støtte-stav.

 

Det egentlige formål med de tilsyneladende kolde og hårde ord, vi hører i dag, er selvfølgelig at få os rusket ud af den vildfarelse, at det at flokkes om Jesus er det samme som det at flokkes om alle de ting, mennesker nu sådan ellers flokkes om.

 

Jesus og kristendommen, det er noget, der simpelt hen lægger totalt beslag på os.

 

Og det er det, de mærkelige ord om at "hade" betyder. Det er bare en jødisk måde at sige det på. Og netop på jødisk grund en ufarlig måde. Det kunne nemlig aldrig falde en jøde ind at regne det for Guds vilje at fornægte slægtens og familiens livssammenhæng, endsige livet overhovedet.

 

Det var jo i virkeligheden det samme i søndags.

 

Jeg tænker på modsætningen mellem at samle sig skatte og at være "rig hos Gud".

 

Det er ikke livet og livets ting i og for sig, Jesus advarer os imod.

 

Hvordan skulle det dog kunne være det, når det, Jesus siger til os, er Guds tale, den Guds, som er både verdens Skaber og verdens Frelser.

 

Men vi skal lægge godt mærke til, at det netop heller ikke er hverken livet eller tingene, Jesus advarer imod, men ganske præcis det, at "samle sig skatte" - på bekostning af, eller i modsætning til det at være "rig hos Gud"!

 

At "samle sig skatte" er jo mildest talt ikke den eneste måde at leve på, endsige nyde livet på.

 

Det, ikke at kunne forholde sig på anden måde til livet og livets ting, end at puge sammen, er allerede i sig selv både fortabelse - eller i hvert fald "fortabt-hed" - og straf - og i grunden en ynkelig og jammerlig fattigdom.

 

Og det samme gælder det at elske sit eget liv eller andre mennesker, herunder ens allernærmeste, på en sådan måde, at denne kærlighed bliver en "konkurrent" til gudsforholdets kærlighed.

 

At elske sit liv på en "pugende", "selv-krampende" måde, det skal ses i modsætning til den måde at elske sit liv på, som vi synger om, nej, ikke synger om, men synger til, når vi i langfredagssalmen synger:

 

Du, som har dig selv mig givet,

lad i dig mig elske livet.

 

Hvilket så netop også vil sige at elske Ham i livet, elske Gud i hustruen osv.

 

Hvilket - netop når vi taler om langfredag - skal se på baggrund af, at hverken tingene eller vi selv desværre er i den tilstand, hvori vi udgik fra Skaberens hånd.

 

Når Jesus drager gennem vor tilværelse og kalder os til at følge ham, er dette kald jo et frelsens kald ud af den tilstand, hvor Synden og Døden og Djævelen har lagt sig ind over det gode liv og de gode ting, Skaberen har givet os.

 

Det er derfor en både dum og fræk misforståelse, man gør sig skyldig i, når man møder Jesu kald med forbehold - dvs. på den måde, at man måske alligevel vil blive ved at spille herre i sin egen gamle elendighed.

 

Og så til allersidst. Det med saltet - hvad enten vi nu tænker på kalksalpeter, der skal få menneskelivet til at vokse og trives eller på køkkensaltet, der skal give menneskelivet smag, ja, forhindre det i at rådne:

 

At være totalt beslaglagt af Gud er noget mere end bare at være beslaglagt. Selvfølgelig. Når det er Gud, der beslaglægger.

 

Det er nemlig at være opfyldt af liv og kraft fra Gud.

 

Og så kan det jo ikke nytte noget at ville prøve at gøre kristendommen til noget udvandet og slapt noget.

 

Det duer hverken til det ene eller det andet. Vi kører bare os selv på lossepladsen på den måde.

 

Selve ordene kirke eller menighed, ja, end ikke ordet folkekirke, hjælper intet. Det er indholdet, kraften, det alene kommer an på.

 

Og dette indhold kan aldrig være andet og mindre end Gud selv, livets og frelsens Gud, som er altings Herre og altings indhold.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

3. søndag efter trinitatis 1992 (5. juli)

 

Døllefjelde Kirke. Besøg af familien Pilch fra Den Evangelisk-Augsburgske Kirke i Republikken Polen (Wisla). Sønnen Marek sad ved orglet, og datteren Ewa spillede på fløjte. Faderen Pawel Pilch, en fremtrædende lægmand i denne lille lutherske kirke, fremførte en hilsen fra menigheden dernede.

 

DDS: 368 – 360 – "musikafdeling" (se nf.)  -///- 145 – 11

 

NB! Normalt har DDS 360 kun været brugt på 1. og sidste søndag efter helligtrekonger og 1. og sidste søndag efter trinitatis og DDS 11 kun på trinitatis søndag samt evt. ved høstgudstjeneste, men her er de brugt for de polske gæsters skyld. Det er jo fælles luthersk gods. (At Nicolaus Decius († 1541), som har lavet den tyske, strofiske, version af det gamle Gloria, var (om end tysk) præst i Stettin, altså den nuværende polske by Szczecin, er jeg først her ved indsættelsen på denne underside blevet opmærksom på).

 
ApG 9,1-18. - Luk. 15,11-32  (kun dette ene evangelium, se nf.)

 

 

- - -

 

 

Efter præludiet:

 

Vi har den meget store glæde, igen at have besøg af vore lutherske brødre og søstre fra Cieszyn stift nede i det allersydligste Polen. Denne gang er det hele familien Pilch, idet Pawel Pilch, som var medlem af delegationen i 1990 har taget sin kone, sin datter og sin søn og svigerdatter med. Vi byder altså velkommen her i Døllefjelde Kirke – og Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat - til: Pawel Pilch, Helena Pilch, Monika Dabrowska, Marek Pilch og hans søster Ewa.

 

Ja, jeg nævner dem i denne rækkefølge, for som I kan se, sidder Marek Pilch ved orglet. Han er konservatoriestuderende organist. Og Mareks søster Ewa har sin fløjte med -  som hun vil spille på i musikafdelingen før prædikenen og ved de to postludier.

 

Vi er meget glade for at få denne store og helt særlige oplevelse!

 

[Polskkyndige kan se, at der i nogle af de allerede nævnte navne og i de følgende polske indslag mangler nogle diakritiske tegn, som jo er udeladt af computer- og internettekniske grunde]

 

Drogie siostry i bracia! Bardzo nas to cieszy, ze nie tylko pan Pawel Pilch – jeszcze raz – lecz takze jego rodzina, dzisiaj sa u nas tutaj w "Døllefjelde Kirke". Witamy! – [Kære søstre og brødre! Det glæder os meget, at ikke kun hr. Pawel Pilch – igen – men også hans familie, i dag er her hos os i Døllefjelde Kirke. Velkommen!].

 

 I zaraz daje glos panu Pawlowi Pilchowi!

 

Jeg giver nu ordet til hr. Pilch for en lille hilsen dernede fra byen Wisla  og Cieszyn Stift! -  Prosze!

 

[Og herefter fremførte Pawel Pilch sin hilsen, hvorefter igen fulgte første salme og en normal formesse indtil "musikafdelingen" på salmen før prædikenens plads]

 

 

- - -

 

 

Far i Himlen!

Tilgiv os vor selvrådigheds vanvid!

Ja, tak, fordi vi ved, at det gør du, fordi du jo aldrig ophører med at elske os!

Men alligevel beder vi dig hjælpe os!

Tal til os gennem Jesu ord i Åndens kraft!

Ja, lad os mærke din kærligheds varme i det fællesskab, du har samlet os i!

Lad festen begynde allerede nu!

Og brug os til at være dem, der modtager nye deltagere, nye sønner og døtre af dig!

Amen.

 

 

[Dagens evangelium var blevet læst på dansk fra alteret, men blev nu læst på polsk fra prædikestolen, så efter bønnen sagde jeg:]

 

Jeg læser nu det samme evangelium een gang til, men på polsk!

 

Ewangelia w niedziele trczecia po niedzieli Trinitatis wedlug Swietego Lukasza:

 

[Et referat på polsk af prædikenen var uddelt til de polske gæster. Det har formodentlig – her i 1992 – været ganske primitivt. Ved indskrivningen (i 2002) af prædikenen her til denne underside havde jeg ikke fundet det frem. Men jeg må alligevel have gjort så meget ud af det, jeg kunne, for prædikenen er jo ganske tydeligt formet som et "præsentations-eksempel" for de polske gæster.]

 

- - -

 

Der er jo overhovedet ingen tvivl om, hvad der i den oprindelige situation har været hovedtemaet i det, at Jesus har fortalt denne lignelse! Det fremgår helt tydeligt af hele sammenhængen – for enhver, der kan læse indenad og overhovedet vil gøre sig den ulejlighed at betragte den sammenhæng, der er tale om! Og det er, at man selv er fortabt og forkrampet ud i frustrationens og livsfjendskhedens og misundelsens eller skadefrydens helvede, hvis man får ondt af, at Jesus er kommet med tilgivelse og guddommeligt livsfællesskab til selv de værste syndere, ja, de mest ulækre og afskyelige mennesker!

 

Nu har jeg jo i dag kun læst anden tekstrækkes evangelium. Men vi kender jo også godt første tekstrækkes  evangelium – som jo ikke alene omfatter de tilsvarende lignelser om hhv. det mistede får og den tabte sølvmønt – men som allerførst angiver den situation, hvori både disse to lignelser, og så altså lignelsen om den fortabte søn, oprindelig er blevet fortalt. Og denne situations-angivelse lyder i al sin korthed således:

 

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham –

v2 og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: "Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem (Luk 15,1).

 

Ja, det var altså denne "knurren" [2002: jfr. den gamle oversættelses "knurrede"] fra de frommes og de kloges side, der udløste de tre lignelser, som hører hjemme på denne dag. Og Jesus giver efter, eller i, slutningen af hver lignelse et mere eller mindre direkte, men i virkeligheden helt direkte, svar på de andres "knurren":

 

Først:

 

Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse (Luk 15,7).

 

Dernæst:

 

Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig (Luk 15,10).

 

Og endelig:

Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. v32 Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet (Luk 15,31).

 

 

Så vidt er alt ganske klart – og helt selvindlysende!

 

Et andet tema er imidlertid, at vi ikke skal gå vidt i vor forargelse over farisæerne og de skriftkloge, ja, i vor "knurren" over dem, der "knurrede" – og over dem, der stadigvæk "knurrer" også i vor tid – at vi så at sige fejer syndens problem til side sammen med de selvretfærdiges "knurren"! Dette har der jo været en tilbøjelighed til her i fores danske kirke gennem det sidste halvhundrede år. Pdes. har der været tale om et helt berettiges opgør med en falsk og ulækker kristendomsforståelse. Men pdas. har der været det bogstavelig talt djævelske ved det, at det i en tid, hvor der godt nok stadig var nogle selvretfærdige "knurrere", men hvor det store flertal simpelt hen var mest interesseret i at holde kristendommen på en passende afstand – at det i den tid for enhver blot nogenlunde dygtig teolog og prædikant, var en smal sag at sige noget fra prædikestolen, som for det første fremstod som fuldstændig teologisk og evangelisk korrekt, og for det andet gav alle "knurrerne" nogle ordentlige rap over deres "knurrende" snuder – og for det tredje lod det store flertal fuldstændig i fred, idet det, der blev sagt, ikke kom til for alvor at røre ved det virkelige menneskeliv!

 

Det er nemlig meget godt, at der står nogle præster i nogle – ikke halvtomme, for det rigtigt; her udtrykker aviserne sig forkert, fordi journalisterne ikke går i kirke – nej, ikke halvtomme, men næsten hel-tomme kirker, og siger til de selvretfærdige gamle damer, som har indfundet sig, at de er fortabte i deres selvretfærdighed, for Gud elsker og accepterer syndere uden nogen som helst betingelser. Amen. – Ja, det er altså ikke min prædiken, der er færdig endnu! - For det, jeg netop vil understrege, er, at selv om dette i og for sig er rigtigt nok, så er der jo også mere at sige.

 

Og det mere, der er at sige, det er jo, at vel har det stor betydning, at enhver synder får at vide, at han selv i sin største fornedrelse er elsket af sin himmelske Far. Og vel er det soleklart, at synderen, der ligger halvdød af sult ude i alt svinemøget, hverken kan eller skal gøre sig fortjent til den kærlighed, han på forhånd har. Men den far, der virkelig elsker sit barn, kan jo aldrig være tilfreds med, bare at stå og sige: "Jeg elsker dig, jeg elsker dig!" – medens barnet lider mere og mere og smører sig mere og mere ind i skidt og møg!

 

Hvilket altså ikke betyder, at faderen ikke vil blive ved med at sige sådan, hvis der ikke er andet at gøre. Men den ægte faderkærlighed – og den ægte næstekærlighed, den ægte medmenneskelige solidaritet – vil jo også gøre alt muligt for at få barnet eller medmennesket op af sølet. For livets skyld! For det menneskelivs skyld, som helt konkret og personligt leves i lige netop dette nødstedte menneske!

 

Det er en katastrofal fejltagelse, som har indsneget sig i kirken, at det, vi kalder synden, blot er sådan en slags juridisk regnskab mellem os og Gud, så at bare vi ved hjælp af en eller anden form for ompostering på det regnskab kan få det til at balancere, så er alting i orden. Nej, synden er noget meget værre og langt mere omfattende. Den er et vanvittigt oprør mod selve livet og dets Giver, et oprør, som afskærer oprøreren fra livets kilde, og som yderligere ødelægger og forkvakler det afskårne liv, så længe der er noget tilbage af det. Så det er ikke nok, hverken at synderen selv finder på nogle omposterende undskyldninger, eller at der står nogle sortklædte mennesker i nogle trætønder inde i nogle stenhuse og siger ud i luften, at Gud elsker os alle sammen!

 

For nu at vende tilbage til evangeliet om den fortabte søn, så har man brugt megen tid på at diskutere, hvilken betydning det havde, at han "gik i sig selv" og besluttede at prøve, om han ikke på en eller anden måde kunne komme hjem til sin far igen. Og her har man stirret sig blind på, om det nu var en betingelse for faderens kærlighed, at han "gik i sig selv"!

 

Men det er jo en helt sindssyg måde at spørge på, når det jo ikke er faderens kærlighed, der er problemet – den er der jo hele tiden – men sulten og svinemøget!

 

Og om det så alligevel er faderens personlighed og erindringen om den – eller en eller anden fjern-indflydelse fra faderen – der virker i sønnen, det er jo lige meget; det kan vi alligevel ikke gennemskue, så det er det helt ørkesløst af diskutere.

 

Noget helt andet igen er, at ligesom faderens kærlighed ikke bare skal være et nøgent ord, der ligesom bare meddeler en ny og mere gunstig regnskabsbalance, så må det at komme fra svinestien til festen i faderhuset jo også skulle have en eller anden form for konkret virkelighed allerede her og nu.

 

Og her når vi så frem til de perspektiver, der tegner sig ved, at vi netop i dag har vore polske medkristne på besøg: familien Pilch!

 

Der bliver sagt mange ord både for og imod "det mellemkirkelige" – eller det økumeniske – men sagen bag alle ordene er jo, at vi er nogle mennesker her i verden, der prøver at holde os nær til Jesus for at høre ham – og for at spise og drikke og holde fest sammen med ham – som en forsmag allerede her og nu på den store evige fest hos vor himmelske Far! Og den flok, den har altså medlemmer over hele jorden – samtidig med, at der dybest set kun er een flok, hvad der nemlig kun kan være, fordi der kun er een Herre Jesus Kristus at samles om!

 

At der så har været – og stadig er – alt for megen "knurren" (og det, der er værre!) inden for denne flok, det er en anden – og meget pinlig – sag. Men når det er så vigtigt, at vi markerer fællesskabet inden for denne flok, så er det ikke mindst, fordi det jo kun er gennem dette store menneske-legeme, Gud både taler og virker i verden. Gud råber jo ikke ned fra Himlen gennem en slags højttaler. Ej heller rækker han nogle kæmpearme ned. Nej, samtidig med, at vi selv er arme syndere, der må gå i os selv og møde vor himmelske Far i bordfællesskabet med Jesus, så er vi også dem, der nu er hans – og Faderens – både mund og hænder nu, så at det faktisk er os, der både skal kalde på dem, der er ude i elendigheden, fjernt fra livets kilde, og til enhver tid skal modtage dem med åbne arme – med glæde – og straks ind til det festlige samvær, som vort menighedsliv selvfølgelig må være, hvis vi overhovedet har fattet noget som helst af, både hvem vi selv er, og hvad vor egen situation er – og hvem Gud, vor Far, er!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

4. søndag efter trinitatis 1988 (26. juni)

 

DDS 1953: 3 – 446 v 4 - 595 -///- 608 – 432
 
Rom. 14,7-17. - (Luk. 6,36-42). - Matt. 5,43-48.
 

 

Far i Himlen!

Lær os at se din store livssammenhæng og leve i den!

Amen.

 

 

Hvis man giver sig til at lede i Det gamle Testamente, kommer man til at lede forgæves efter et bud, der lyder som det Jesus her gengiver:

 

Du skal elske din næste og hade din fjende.

 

Ja, når man når frem til 3. Mosebog, kap. 19, vil man - sikkert ikke uden en vis overraskelse - finde næstekærlighedsbudet formuleret således:

 

Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; DU SKAL ELSKE DIN NÆSTE SOM DIG SELV. Jeg er Herren!(3. Mos. 19,17f, fremh. her).

 

Og lidt senere står der oven i købet:

 

Når en FREMMED bor som gæst jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og DU SKAL ELSKE HAM SOM DIG SELV. I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren jeres Gud! (3. Mos. 19,3f, fremh. her).

 

Ikke sandt! dette giver faktisk et noget bedre billede af den gammeltestamentlige tale om kærlighed til medmennesket end det billede, vi umiddelbart får, når vi hører Jesus formulere den sætning, hvormed evangeliestykket til i dag indledes. Der er i hvert fald ikke tale om en meget snæver næstekærlighed. Det er fx vigtigt, at indvandrere og flygtninge udtrykkeligt er regnet med!

 

Og af det første sted, jeg citerede, fremgår det jo tydeligt, at man skulle elske sine landsmænd og naboer, også når de havde forulempet en:

 

Du skal åbent gå i rette med din landsmand ... Du må ikke hævne dig.

 

Det er jo ingen garanti for venskab, at man fx er naboer! Så sent som her torsdag morgen hørte jeg i radioen, at der er flere nabostridigheder om fx hække og hegn mellem parcelhushaverne nu en nogensinde før!

 

Det er altså ikke alene påfaldende, at næstekærlighedsbudet faktisk står allerede i Det gamle Testamente, men også at det faktisk fortolkes så vidtgående, som det er tilfældet her.

 

Men noget om kærlighed til fjenderne står der dog ikke. I særdeleshed ikke, hvis der er tale om nogen, man også regner for Guds fjender. Vi kan her gå til et par af Davidssalmerne. Lad os først tage Sl. 139, hvor der bla. står:

 

Gid du ville dræbe forbryderne, Gud!

Vig fra mig, I mordere!

De spinder rænker mod dig,

de farer med løgn mod dig.

Hader jeg ikke dem, der hader dig, Herre?

Væmmes jeg ikke ved dem, der rejser sig mod dig?

Grænseløst er mit had til dem,

de er blevet mine fjender.

(Sl. 139,19-22)

 

Og dernæst kan vi tage Sl. 137 - som i øvrigt kun i uegentlig forstand kan kaldes en Davids-salme, idet der i den - flere hundrede år efter Davids tid - ses tilbage på bortførelsen til landflygtigheden i Babylon, og desuden på, hvordan nabofolket, edomitterne, havde udnyttet situationen under babylonernes erobring af Judæa.

 

Herre, husk edomitterne

for Jerusalems dag,

dengang de sagde:

Riv ned, riv ned, helt ned til grunden!

 

Babylons datter, du ødelæggerske! Lykkelig den, der gengælder dig

den gerning, du gjorde mod os!

Lykkelig den, der griber dine spædbørn

og knuser dem mod klippen (Sl. 137,7ff).

 

Disse eksempler viser tydeligt, at selv om man ikke ligefrem kan finde et sted i Det Gamle Testamente, hvor der står, at man skal elske sin næste og hade sin fjende, men at der tværtimod kan findes eksempler på en forbavsende vidtgående fortolkning af det bud om næstekærlighed, som altså allerede findes i Det Gamle Testamente, så er der også nogle virkelig barske steder i Det Gamle Testamente, hvor der er tale om et voldsomt had til fjenderne - oven i købet i forbindelse med en henvisning til, at det er Guds fjender, ja, i forbindelse med en saligprisning af dem, der knuser fjendens spædbørn mod klipperne.

 

Nu er det selvfølgelig ikke sikkert, det lige er sådan nogle voldsomme ting, Jesus har tænkt på. Det er nok mere de daglige situationer, hvor vi fristes til, mere eller mindre bevidst at tænke, at vel skal jeg elske min næste, men det kan da ikke være ham, der direkte gør mig fortræd; der da være retfærdighed til!

 

Men derudover peger det, Jesus siger, jo også frem mod de situationer, hvor de kristne bliver forfulgt og mishandlet for selve deres kristne tros skyld. Og det er navnlig her, Jesus går ud over, hvad der lå i Det Gamle Testamente. For som sagt, det er faktisk ikke så ringe, det, der står allerede i Det Gamle Testamente om, hvordan vi skal omgås hinanden i det daglige: "Du skal åbent gå i rette med din landsmand ... Du må ikke hævne dig".

 

Med hensyn til eksemplerne fra Det Gamle Testamente er det vigtigt at lægge mærke til, hvordan tingene dér står blandet sammen mellem hinanden: Pdes. er der noget, som virkelig er nyt og enestående, og som peger frem mod det, Jesus kom med, og pdas. er der noget, som i uhyggelig grad svarer til den almindelige grusomme virkelighed her i verden. Dette er et ganske særlig stærkt udtryk for, hvordan det nye fra Gud i den gammeltestamentlige historie har arbejdet sig frem gennem den gamle verdens virkelighed.

 

Med Jesus er der dog ikke tale om noget, der langsomt arbejder sig frem. Her bryder det nye helt direkte og rent ind:

 

Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn ... Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er.

 

Det første, man kan sige hertil, er, at selv om det altså kunne lade sig gøre at hade og føre krige i Guds navn i det gamle Israel, så er dette mere end umuligt for os kristne. Alt, hvad der gennem historien er sket af den slags - og det er ikke så lidt - er i direkte og klar modstrid med, hvad Jesus udtrykkeligt har sagt.

 

Måske skal vi som kristne overhovedet ikke under nogen omstændigheder bære våben - og bruge dem! Men det skal i hvert fald ikke være for at forsvare kristendommen mod Guds fjender!

 

Når vi - med frygt og bæven og usikker samvittighed - alligevel går ind for fx et dansk medlemskab af NATO, må vi rent ud sagt holde Gud udenfor, og gøre alt, hvad vi kan, for at vore militære forberedelser og arrangementer udelukkende har til formål at sikre et samfundsliv i frihed og retfærdighed, idet vi hele tiden stræber mod nedrustning.

 

Vi kan også tage et andet eksempel. Vi har - hvad ingen for bare få år siden ville have troet muligt - fået en nazistisk bevægelse i Danmark. Og der er for mig ingen tvivl om, at hvis den begynder at føre sig frem med vold og terror, så skal samfundets magtapparat sættes ind mod den i hele det omfang, det viser sig nødvendigt. Ikke for kristendommens skyld. Men for de almindelige livsbetingelsers skyld.

 

Men det er jo ikke den slags ting, det i første række drejer sig om, når vi almindelige kirkegængere hører dette evangelium i dag. Det at blive forfulgt for sin kristne tros skyld, det er heller ikke noget, vi kender til her i vort trods alt folkekirkekristne land.

 

Nej, det, det kommer til at dreje sig om for os, er altså vort forhold til hinanden inden for de sammenhænge, hvor vi i gammeltestamentlig forstand på forhånd er hinandens næste. Men desværre er der også mere end rigeligt af had og uvenskab netop i disse sammenhænge.

 

Så kan vi spørge, hvorfor det er så vigtigt for Jesus - og dermed for Gud - at vi til det yderste gengælder ondt med godt. Men det er det altså, fordi sådan er Gud selv - og dermed livets væsen. Det er også derfor, der slet ingen grænser er for, hvad Jesus her påbyder os. Vi ved jo godt, hvordan det går os med at efterleve det. Og det er jo ikke så lidt pinligt at tænke på. Men der er det forunderlige ved de ord, Jesus her har sagt, at i og med, at de een gang er blevet sagt, så kan de ikke lades ude af betragtning, og så kan de ikke beskæres. Sagt meget snusfornuftigt, så er det altså ikke nær så slemt, at vi umuligt kan efterleve dem 100%, som at vi evt. ville prøve at skære dem til, så det bliver mere overkommeligt at efterleve dem.

 

Nu brugte vi en hel del tid på at se på nogle steder fra Det gamle Testamente. Det har der været flere grunde til. Men vi kan nu tage det meget uhyggelige sted fra slutningen af Sl. 137, saligprisningen af den, der vil knuse de små babyloniske spædbørn mod klippen. Det er vel et af de uhyggeligste billeder, vi kan tænke os, af, hvad der kommer ud af at piske sig op gennem den spiral, hvor det går efter princippet at gengælde ondt med ondt. Måske kan netop dette forfærdelige eksempel være et kontrast-eksempel, der gør det klart for os, at livet kun har een vej, og det er, at det hele tiden er kærligheden, livets egen positive magt, der bliver sat ind.

 

Når vi hører det, Jesus siger her - og andre steder i Bjergprædikenen - kan vi jo godt føle, at det er ”for meget”, at det er nogle helt urimelige krav, han stiller. Men de er som sagt ikke til at komme uden om. Og det er ikke bare, når vi først har hørt dem. Og det er ikke bare, fordi de er udtalt af een, der engang stillede sig op og sagde: ”Men jeg siger jer”. Nej, det er, fordi de på en dybt saglig måde er i pagt med, hvad der er livets inderste væsen, ja, den dybeste grund under alt, hvad der er til, den dybeste årsag til, at der overhovedet er noget, der ”er til”.

 

Sådan skal vi nemlig forstå ordet kærlighed, som ellers er et farligt ord og et misbrugt ord, ja, et ord, man som prædikant somme tider lover sig selv, i det mindste at holde en pause med at bruge. Men jeg mener, det hjælper på det, når vi siger: Gud er kærlighed, så kærlighed altså betyder selve tilværelsesmagten, livsmagten. Det er noget meget stort og rent og sagligt. Og så kan vi forstå, hvorfor det er Gud så magtpåliggende, at vi skal ”elske” hinanden, dvs. hjælpe hinanden til, at livet trives: ”velsigne” hinanden - også på trods af og på tværs af alt ondt, på tværs af det onde, der selv er kommet på tværs af tilværelsens godhed. Vi skal i hvert eneste medmenneske, under alle forhold, se et aftryk af tilværelsens ene store grundmagt - som ikke kan tåle, at den ene del af hans kærlighedsværk ødelægger den anden, ja, som vil, at selv om den ene del ødelægger, så skal den anden alligevel gøre godt!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

5. søndag efter trinitatis 1988 (3. juli)

 

DDS 1953: 246 – 1 - 127 -///- 286 – 55
 
1. Pet. 2,4-10. - (Luk. 5,1-11). - Matt. 16,13-26.
 

 

Far i Himlen!

Vi indrømmer, at vi faktisk ikke forstår noget af det hele, hverken af, hvordan tilværelsen på forhånd er, eller din frelsesgerning.

Men så beder vi dig om, at du vil vise os, hvad vi ikke kan sige os selv, ja, om, at du altid vil holde os fast i livet hos dig ved Jesus Kristus, din søn, vor Herre

Amen.

 

 

Vi kunne godt ønske os, at det hele var mere enkelt.

 

Allerhelst ville vi selvfølgelig ønske, at der ikke var andet, der var virkelighed, end Gud og verden og os - eller med andre ord, at vi stadig var i Paradiset.

 

Men da dette tydeligvis ikke er tilfældet, kunne vi dernæst ønske os, at det hele dog i det mindste var noget mere enkelt, nu hvor Gud har sat sin store frelsesgerning i gang for at føre os ind i Paradiset igen.

 

Imidlertid er virkeligheden nu, som den er, uanset hvad vi ønsker eller forestiller os, og her er det langtfra enkelt. Det er evangeliet til i dag et ganske særligt udtryk for. Og det kan jo ikke nytte noget, at begynder at kritisere hverken dette eller de evangeliestykker. For vi har ikke noget andet evangelium. Der er ikke noget andet budskab om frelse.

 

Vel er der en masse andre budskaber, men enten er de ikke troværdige, eller også er de i virkeligheden slet ikke budskaber om frelse. Nej, vi er nødt til at holde os til fx det, vi hører nu i dag. Og når det er så kompliceret, som det er, så må det jo skyldes, at lige så kompliceret er virkeligheden.

 

Allerede stedet, hvor det foregår, er påfaldende: ”området ved Cæsarea Filippi”. Det er jo adskillige kilometer nord for det egentlige Israel, oppe i den allernordligste del af det område af Syrien, det moderne Israel nu holder besat omkring Golan-højderne.

 

Jesus er altså alene med disciplene langt fra både venner og fjender, og langt fra de steder, hvor begivenhederne ellers har plejet at udspille sig.

 

Allerede dette er et udtryk for, hvordan Guds frelsesgerning - eller vi kan også sige kristendommen - udspiller sig i det skjulte eller nogle andre steder end der, hvor det ellers plejer at foregå.

 

Samtidig er det også et udtryk for, at det, det nu drejer sig om, er noget, der er farligt. Når Jesus er gået helt op til området ved Cæsarea Filippi, er det også for at gemme sig. Det fremgår helt tydeligt, både af den strenge ordre, Jesus giver disciplene om, at de ikke må sige til nogen, at han er Kristus, og af den forudsigelse af sin lidelse og død, han derefter kommer med.

 

Så er der hele situationen omkring den bekendelse, Peter aflægger på disciplenes vegne.

 

Det begynder med, at Jesus spørger disciplene, hvad de har hørt folk sige om, hvem han er. Og det er ganske vist ikke så lidt: Johannes Døberen (som på dette tidspunkt var blevet halshugget af Herodes Antipas), Elias, Jeremias eller en anden profet i genopstanden skikkelse.

 

Og det viser, at selv om de afgørende ting i kristendommen udspiller sig i det skjulte, ja, i direkte modstrid med, hvad der ellers foregår i verden, så er den alligevel opsigtsvækkende nok.

 

Men det afgørende er ikke bare selve den opsigt, Jesus og kristendommen kan vække. Det afgørende er spørgsmålet til dem, der er samlet omkring Jesus: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?”.

 

Nu er der ikke tale om at gengive andres meninger - eller måske gøre rede for alle kristendommens virkninger som kulturfaktor og historieskabende kraft, Nej, nu er det den helt personlige afgørelse.

 

Og så kommer Peter med sit svar, det svar, som betyder, at Jesus er opfyldelsen af hele Israels håb og dermed af hele menneskeslægtens længsel.

 

Her kunne man have forestillet sig, at Jesus havde sagt til Peter, at det var godt, han var nået frem til at kunne give dette svar. Men i stedet sagde han:

 

Salig er du, Simon Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.

 

Det er altså ikke bare det, at det foregår ude i fjerne egne. Og det er heller ikke bare det, at det nu er den helt personlige afgørelse. Nej, det er noget, som ikke engang kan klares ved en personlig afgørelse som sådan. Det er noget, der foregår så langt ude og så dybt nede, at det kommer i berøring med Gud.

 

Men det er meget mærkeligt. Det er ikke bare det, at Gud er i Jesus. Han er også inde i Peter - eller gør noget inde i Peter. Så meget skal der til, for at mennesker igen kan komme i forbindelse med Gud.

 

Og så taler Jesus om kirken, dvs. forsamlingen af alle dem, der aflægger den samme bekendelse som Peter. For det er det, der er det afgørende. Som det tydeligt fremgår af det følgende, er det ikke personen Peter som sådan, der er klippen. I sin egen menneskelighed er Peter tværtimod bogstavelig talt en Satans til frister.

 

Nej, den klippe, Jesus vil bygge sin kirke på, er Peter, sådan som han med Guds hjælp bekender, at Jesus er Kristus, Guds Søn. Og det vil sige på det, at der er mennesker, der fortsat aflægger denne bekendelse med Guds hjælp.

 

Sådan må vi også forstå det farlige og misbrugte sted om den såkaldte nøglemagt. Det er selvfølgelig ikke Peter, endsige hans efterfølgere, der som personer bliver udstyret med en sådan magt. Men det er hele den bekendende menighed, der lever som Jesu Kristi legeme i verden.

 

[2004: Fra romersk-katolsk side vil man jo nok sige, at det netop også er sådan, dogmet om Pavens ufejlbarlighed skal forstås - hvis det, jeg her i 1988 sagde, overhovedet skal betyde noget som helst. - Men så må jeg her i 2004 svare, at heller ikke hele forsamlingen af alle kristne på et givet tidspunkt kan være ufejlbarlig i denne forstand, og at jeg derfor i 1988 ikke uden videre burde have sagt, som jeg lige gjorde. Det er naturligvis kun ”kristendommens sandhed” i sig selv, der er ufejlbarlig, og den kan ingen menneskelig person eller forsamling være sikker på at repræsentere. Men det var selvfølgelig også det, jeg i 1988 mente, hvilket også fremgår af det følgende. - Osv.].

 

I denne forbindelse skal vi også lægge mærke til det, Jesus siger om, at dødsrigets porte ikke skal få magt over hans Kirke. Det lyder jo meget flot, det med ”nøglemagten”. Men kirkens problem er jo ikke så meget, hvordan den skal udøve sin magt, som hvordan den skal undgå at gå til grunde - hvad den jo også kan gøre ved, at noget, der fortsat kalder sig ”kirken” i virkeligheden slet ikke er det. Det er faktisk den allermest effektive måde at få udryddet Kirken på. Men, siger Jesus, det skal ikke ske. For ligesom Gud selv var med i Peters bekendelse. således vil Gud selv også være med i Kirkens liv.

 

Hvor farligt det kan være at være kirke, handler resten af evangeliestykket om. Dvs. først handler det om, hvor farligt det er at være Jesus!

 

Det ligger allerede i det forbud, Jesus giver disciplene mod at sige til nogen, at han er Kristus, dvs. den Messias, jøderne havde ventet på i århundreder. Ikke fordi Jesus vil prøve at undgå sin skæbne. Men fordi tiden ikke er inde endnu - og fordi tingene skal nå at tegne sig i deres egentlige betydning og ikke bare ved, at Jesus lader sig proklamere som Kristus af sine disciple.

 

Og her viger klippe-manden Peter så tilbage. Det var ikke det, han havde tænkt sig, da han aflagde sin bekendelse. Hverken for Jesu vedkommende eller for sit eget.

 

Og det kan vi andre faktisk ikke fortænke ham i. Det er jo ikke bare det, at det gør ondt at blive pisket og korsfæstet, og at det er forfærdeligt at se sin kære lærer dø eller selv at skulle dø. Men det er jo heller ikke til at forstå, at netop sådan skal det være med det som Guds er.

 

Een ting er, at Guds veje går i det skjulte, og at Guds begivenheder foregår på andre måder og andre steder, end begivenheder ellers forgår. Men at de skal forme sig som lidelse og død, først og fremmest for hans egen Søns vedkommende, det er intet mindre end helt ubegribeligt.

 

Nogen egentlig forklaring på denne gåde får vi ikke. Dog må vi ikke overse, at Jesus også taler om, at han skal opvækkes på den tredje dag. Det kan vi ganske vist om muligt endnu mindre forstå. Men det er da et udtryk for, at der alligevel ikke er tale om, at døden skal få det sidste ord med hensyn til Jesus. Den lidelse, han forudsiger, er altså ikke et mål i sig selv, men snarere et middel, et punkt, han må igennem for at komme ud til sejren på den anden side.

 

Og så er der det om, hvordan det tilsvarende skal være for Jesu disciple:

 

Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?

 

Man kan ikke sige, at heller dette rummer nogen forklaring. Men det giver alligevel et fingerpeg.

 

Det bedste ville jo have været, at der ikke var andet, der var virkelighed, end Gud og verden og os. Men nu er der også en helt anden og modsat virkelighed, der gør sig gældende: Satans virkelighed, den Ondes virkelighed. Derfor må Guds gerning gå så mange mærkelige og skjulte veje. Derfor er det farligt, både at være Guds Søn og Hans Kirke. Og derfor kan det være døden at ville bjærge sit liv, men livet at ofre det.

 

Stadigvæk kunne vi ønske, at det hele var mere enkelt. Og smertefrit! Men vi ved jo, hvordan det faktisk kom til at gå med Jesus. Så det nytter ikke, at vi kunne ønske os det anderledes eller forestille os det anderledes i teorien.

 

Det er ikke sikkert, at nogen af os skal komme til at tage korset op på den måde, at vi kommer til at gå i døden for vores kristne tro. Det er endda særdeles usandsynligt. Men under alle omstændigheder skal evangeliet til i dag lære os, hvor gådefuld virkeligheden er: at den Ondes virkelighed i den grad er skudt ind i Guds gode virkelighed, at Guds frelsesgerning må foregå på så underlige steder og på så underlige måder. Ja, at det hele er så forvredent, at noget af det, der ser ud som liv, i virkeligheden er død, samtidig med, at noget, der kan se ud som at miste livet, i virkeligheden er at vinde det.

 

Men livet selv, det møder vi, når Jesus stiller sig op lige over for os og siger: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?”. Det er et spørgsmål fra livets dybeste grund til de dybeste lag i vort eget hjerte. Og så kommer vi så dybt ned, at det også bliver livet selv, Gud selv, der giver os svaret. Og så er alt, hvad der vil svare på en anden måde, ensbetydende med løgn og død, og det skal vi holde os fra, koste, hvad det koste vil. Måske vil vi sige, at vi stadig ikke forstår det. Og det kan vi jo heller ikke af os selv, ud af vort eget kød og blod. Vi må helt ned til bunden af livet selv. Så giver livet selv os svaret.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

6. søndag efter trinitatis 1984 (29. juli)

 

DDS 1953: 446 – [457] - 398(351) -///- 434 – 458
 
1. Pet. 2,4-10. - (Luk. 5,1-11). - Matt. 16,13-26.
 

 

Far i Himlen!

Vis os den sande og eneste vej til evigheds-livet hos dig ved det, som vi nu skal høre!

Amen.

 

 

Dette er eet af de mange eksempler, vi har på, at Jesus ikke udtaler sig direkte om et spørgsmål, men har været nødt til at behandle det på grundlag af, hvad man er kommet til ham med af misforståelser og forvrængninger ja, somme tider ligefrem ondskabsfuldheder og ”fælder”.

 

Det allerførste, vi skal gøre os klart, er altså, at det, Jesus siger, ikke er et stykke af et almindeligt undervisningsforedrag om forholdet mellem gode gerninger og evigt liv eller mellem rigdom og frelse.

 

Og når det er så vigtigt at gøre sig dette klart, er det, fordi den måde, Jesus udtaler sig på, naturligvis er præget af, at hele samtalesituationen har sit udgangspunkt i noget, der er forkert. Det, Jesus siger, er noget, der skal rette en forvrængning.

 

Vi kan måske sige, det svarer til, at en skal lave en figur af noget metaltråd, som er blevet bøjet. Så må han først foretage alle mulige klemninger og vridninger for at få det nogenlunde lige - hvorimod han ville have kunnet gå lige til værket, hvis han havde haft en rulle helt ubeskadiget tråd.

 

Men det næste spørgsmål er så: Hvori består den forvrængning, der ligger bag den rige unge mands allerførste spørgsmål? Er det egentlig ikke meget godt at spørge, hvad man skal gøre for at få evigt liv?

 

Jo, det er det rigtignok. Det er mildest talt det vigtigste spørgsmål af alle. Og hvis vi ikke synes det, er det kun, fordi vi er blevet afstumpede, idet vi har tvunget os selv til at lære at leve med tanken om døden - hvad vi jo i en vis forstand er nødt til, hvis vi overhovedet skal kunne klare livet. I en vis forstand altså. For der er jo også andet end afstumpningen at ty til.

 

Og nu spurgte den rige unge mand jo ikke bare, hvad han skulle gøre, men hvad godt han skulle gøre. Dermed er hans spørgsmål jo langt mere lødigt, end hvis han fx havde opsøgt en eller anden urtekoger, der lovede evigt liv til dem, der drak hans urtevand. Det er ikke sammenkædningen af livet og det gode - og dermed også af døden og det onde - der er den rige unge mands misforståelse.

 

Dette understreger Jesus også i det, han siger. Først det mærkelige spørgsmål: ”Hvorfor spørger du mig om det gode?. Én er den gode”.

 

Der ligger meget i dette. For det første at forholdet til det gode - og dermed til livet - er det samme som forholdet til Gud. Men det vidste den unge mand som jøde selvfølgelig godt.

 

Det andet, og helt særlige, der ligger i det mærkelige spørgsmål, Jesus stiller, er, at det ikke er nogen almindelig situation, der her er tale om, hvor en ung mand søger svar på et religiøst spørgsmål hos en kendt rabbi, men dén helt enestående situation, at spørgsmålet stilles til ham, der som ingen anden har myndighed til at tale på Guds vegne.

 

Den rige unge mands misforståelse ligger altså ikke i, at han ser forbindelsen mellem livet og det Gode, ja, den Gode. Og denne sammenhæng må vi heller ikke glemme, vi, som på mange måder er inde i en situation, hvor livet mere og mere er blevet noget rent kvantitativt, altså mængdemæssigt: så og så mange penge, så og så mange ting, så og så store mængder lystfølelse i form af mad eller nydelsesmidler eller strandsol eller lignende. Livet er under ingen omstændigheder bare en mængde, hverken med hensyn til størrelse eller med hensyn til intensitet eller med hensyn til varighed. Livet er først og fremmest kvalitet - og det i en langt dybere og mere omfattende forstand, end når vi for eksempel i arbejdsmarkedsdebatten taler om ”livskvalitet”, om end vi selvfølgelig dér er inde på noget af det rigtige.

 

Men tilbage til det, der er den rige unge mands misforståelse. Og den består netop i, at der alligevel er noget overfladisk eller uegentligt i hans forståelse af sammenhængen mellem det gode og det evige liv. ”Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”.

 

Nu kan vi jo næsten allerede høre det, ikke? Dette spørgsmål når overhovedet ikke ind til den dybe ”kvalitets-sammenhæng” mellem livet og det Gode. Ja, det er i virkeligheden ligefrem stillet på en måde, der holder den spørgende i en vis afstand fra denne sammenhæng! - Hvad skal jeg gøre for at få?! - Den måde at spørge på gør jo faktisk livet til en slags vare, man kan handle sig til. Ja, hvis Karl Marx vil tilgive mig, at jeg låner et af hans udtryk, så kan man måske sige, at der herved sker en slags fremmedgørelse i forhold til det liv, der således er blevet en slags vare!

 

Hvordan viser Jesus nu den unge mand - eller i hvert fald disciplene og os andre til rette? (For den unge mand nåede jo ikke selv at få hele forklaringen med).

 

Lad os springe selve gennemgangen af budene over. At de har deres gyldighed også for os, er indlysende. Noget andet er den måde, den rige unge mand forholder sig til det med budene på.

 

Først siger han: ”Hvilke [bud]?”. Det er jo en understregning af, at hans forhold til det gode og dermed til livet er et udvendigt forhold. Og da Jesus så nævner nogle af de bud, den unge mand udmærket har vidst det blandt andet drejede sig om - med kærlighedsbudet som det, der rummer alle de andre - svarer han frejdigt: ”Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?”. - Det er et flot svar, som for alvor viser, hvor langt han er fra sagens kerne. Og det er dette svar, der udløser det krav, Jesus dernæst stiller: ”Gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige ... Og kom så og følg mig!”.

 

Nu skal dette ikke forstås på den måde, at Jesus kun har sagt dette for, om man så må sige, at drille den rige unge mand. Der ligger jo under alle omstændigheder det meget saglige i det, at en masse små fattige børn ville have kunnet få mad og tøj for denne mands penge. Men i sammenhængen er hovedbetydningen alligevel den, at Jesus vil sige til den unge mand: ”Ja, hvis du absolut vil købe eller fortjene dig til livet, så skal du også få at vide, hvad det koster! Nemlig alt, hvad du ejer og har og er, idet du nemlig også skal opgive dit eget liv og komme og følge mig!”.

 

Dvs. det er kun en del af sandheden, den del, den unge mand har hørt - med bedrøvelse over, at prisen alligevel var for høj!

 

For den egentlige, positive sandhed, der ligger nede under den drillende overflade, er jo, at løsgørelsen fra rigdommen og følgeskabet med Jesus ikke er en betaling for det evige liv, men en del af det, ja, er det!

 

Når Jesus siger, at det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Himmeriget, betyder det selvfølgelig ikke, at man er sikker på en billet til Himmeriget, bare ens indtægt og formue ligger under en vis grænse. Nej, det betyder, at hvis man for det første klamrer sig til noget, der er vigtigere for en end livet selv, og for det andet vil prøve at købe sig til livet uden at engagere sig i fuld alvor, så har man på forhånd lukket sig ude. Og disciplene forstår godt, at så bliver vi alle ramt. Eller de kan i hvert fald ikke se, hvordan frelsen så skal kunne komme i stand.

 

Da er det, Jesus siger det allervigtigste af det hele:

 

For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.

 

Det liv, der ikke kan hverken tages eller købes, kan nemlig fås, ja, det kan kun fås. Fra først af har vi fået livet. Der er ingen af os, der har sat os selv ind i verden - og endnu mindre er det os selv, der har frembragt verden. På samme måde er det med det evige liv, frelsen til det liv, der har være meningen fra begyndelsen. Det kan vi heller ikke give os selv.

 

Men når vi har fået det af den Gud, for hvem alle ting er mulige, så får vi det jo heller ikke som en tings- eller vare-gave i en æske. Vi får det som det, det er, nemlig liv, dvs. et betydnings-forløb, der udspiller sig i et glæde-rigt og indholds-fyldt fællesskab med Ham, der er Godheden selv, et betydnings-forløb, der til sidst skal blive helt frigjort fra enhver trussel fra Dødens og det Ondes side, men som begynder allerede nu, når vi med alt, hvad vi er og har, kaster os ind i Guds store, uudtømmelige mulighed.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

7. søndag efter trinitatis 1972 (16. juli)

 

DDS 1953: 682 – [6] - 29 -///- 490 – 432
 
ApG. 14,8-20. - (Mark. 8,1-9). - Matt. 10,24-31.
 

 

Far i Himlen!

Vi takker dig, fordi vi lever i et frit land, hvor det ikke kan koste døden at bekende troen på dig!

Men vi beder dig om, hvis det skulle ske, at hadet mod dit ord rammer os, at vi så i tillid til din kærlighed og magt må få styrke og udholdenhed til at være vor Herres Jesu Kristi tro disciple.

Amen.

 

 

Baggrunden for Jesus ord om disciplenes skæbnefællesskab med mesteren er udsendelsen af de tolv apostle til missionsarbejdet.

 

Vi er midt i Matthæusevangeliets 10. kapitel, den såkaldte udsendelsestale.

 

Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet (Mt. 10,7f).

 

Sådan lød den opgave, Jesus stillede disciplene.

 

Men hvorfor så den dystre tale om forfølgelser, der skulle vente disciplene? Det skulle da ikke kunne være farligt at gå ud i verden med sådan et budskab.

 

Det er det ikke desto mindre. Det viser kirkens historie med al ønskelig tydelighed. (Et af de tidligste eksempler hørte vi i slutningen af epistelen til i dag). Men vi finder også alvorlige eksempler på det ude omkring i verden i vor tid. Og vi kan vel også mærke det i det små her hos os.

 

Men hvorfor?

 

Man kunne forstå, at folk rystede på hovedet og gik videre, når nogen sagde til dem: ”Himmeriget er kommet nær!”

 

Kristendom er jo egentlig noget højst besynderligt og usandsynligt noget, og der er i og for sig ikke noget at sige til, om mennesker hverken kan eller vil tage den kristne forkyndelse alvorligt.

 

Det har vi jo så ofte været inde på, at det ganske bogstavelig talt er et Guds under, hver gang et menneske kommer til troen på det mærkelige og umulige, som kirken forkynder.

 

”Himmeriget er kommet nær!” - ”Nej, den må du længere ud på landet med!”. - Det er en reaktion, man kan forstå. Ja, vi kan ikke forstå, at der kan gives nogen anden reaktion.

 

Vi kan ikke forstå, hvordan det går til, at den kristne forkyndelse modtages med omvendelse og tro. Men det er egentlig næsten lige så uforståeligt, at den mødes med had og forfølgelse.

 

Hvad interesse kunne den romerske kejser have i at forfølge de kristne? Hvorfor må Bibler ikke indføres i Sovjetunionen? Og hvorfor er der også her hos os kræfter, der fx prøver på at få uskadeliggjort eller udelukket kristendomsundervisningen fra skolerne? Hvorfor vækker evangeliets forkyndelse had og modstand?

 

Ja, det må for det første være, fordi der virkelig er en magt og kraft i disse mærkelige og usandsynlige ord.

 

Nu plejer vi jo at passe overordentlig meget på, ikke at hengive os til den form for vantro, der består i, at man på en eller anden måde vil bevise kristendommens sandhed. Og det er også meget vigtigt at vogte sig for dette. Men vi skal på den anden side også passe på, at vi ikke til sidst bliver så forsigtige, at vi hverken kan høre eller se, tænke eller tale.

 

Den kristendom, hvis sandhed vi hverken kan, må eller skal bevise, godtgør sig jo for os som sandhed - ved et under, troens under.

 

Men dette under finder ikke sted i et tomt rum. Det finder sted midt i alt det, der sker omkring og i os. Og vi må nok have lov at regne det had og den modstand, der møder evangeliet, for et vigtigt vidnesbyrd om, at det ikke er kællingesnak og overtro, det drejer sig om, men grundlæggende realiteter i og bag vor tilværelse.

 

Som vi også flere gange tidligere har hørt, så er gudsrigesforkyndelsen ikke bare sådan en sukkerstang, Gud rækker ned fra Himmelen for mennesker at patte på.

 

Gudsrigesforkyndelsen møder os ikke uden videre som noget, vi kan lide.

 

Det er ganske vist en forjættelse, et løfte om, at Gud har noget bedre til os end de ofte så hårde og grusomme vilkår, vi umiddelbart er undergivet.

 

Men der er noget i os, som stritter imod. Vi ville nok gerne have gaven på vore egne betingelser. Men vi får den på Guds betingelser. Gud vil gøre os til sine børn på ny, til sine nye skabninger. Men vi vil være vore egne herrer.

 

Sådan er det med alle mennesker. Også de, der kommer ind i det kristne trosforhold til Gud, mærker det, der trækker den anden vej.

 

Men det, der er tale om her i teksten, er, at nogle mennesker overhovedet ikke kommer ind i et trosforhold, men tværtimod piskes op til had og ondskab, når evangeliets ord rammer dem.

 

Evangeliet afslører og provokerer det onde. Det er betegnende, at dæmonerne og de onde ånder er dem, der først erkender, at Jesus er Guds Søn.

 

Det ondes problem er noget, man kan gruble sig til sindssyge over. Der er vel ingen, der ikke har stillet spørgsmålet: Hvorfor har Gud ikke for længst tilintetgjort det onde. Ja, hvorfor har den almægtige Gud overhovedet tilladt, at det er kommet ind i verden?

 

Her kan man ikke gruble sig frem til noget svar. Det må vi så affinde os med. Men at det onde er en mægtig og håndgribelig realitet i tilværelsen, det er hævet over enhver tvivl.

 

Af alle tåbeligheder er der ingen større end den at ville bortforklare det onde som noget kun tilsyneladende, noget, der fx skyldes forkert opdragelse, dårlige boliger eller et dårligt samfundssystem. Det er jo simpelt hen at forveksle årsag og virkning.

 

Det onde er en realitet, og det bliver ikke mindre virkeligt og farligt ved, at vi prøver at give Gud skylden for det.

 

Og dette onde, synden og Djævelen, støder den kristne sammen med, når han på sin Herres befaling forkynder den tro, han selv har modtaget.

 

Nu er det som sagt ikke så slemt her hos os lige i øjeblikket, og det skal vi være glade og taknemmelige for. Men i den yderste konsekvens kan det blive slemt indtil døden.

 

Herrens befaling om at forkynde evangeliet, og hans advarsel om, hvad det kan indebære at være tro mod denne befaling, står imidlertid ikke alene. Det følges op af et trefoldigt: Frygt ikke!

 

For hvor alvorligt vi som kristne end skal tage det ondes realitet, og hvor meget vi end kan hengive os i grublerier over forholdet mellem Guds godhed og almagt pdes., og pdas. det ondes realitet, så står det fast i Jesu forkyndelse og i den kristne tro, at det onde ikke er det stærkeste og aldrig får det sidste ord.

 

Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.

 

Der kan - hvor overraskende det end lyder - ikke være nogen tvivl om, at det er Gud, Jesus her taler om.

 

Det betyder selvfølgelig ikke, at Gud bestemmes som den magt, der kaster mennesker i Helvede. Det betyder, at i sidste ende er det den almægtige Gud, der har al magt over Himmel, jord og Helvede, og at der derfor dybest set ikke er grund til at frygte, at have respekt for andre end ham.

 

Selvfølgelig frygter vi alle i almindelig psykologisk forstand, når vi møder det onde. Men religiøst skal vi kun forsage, ikke frygte Djævelen og det onde.

 

Spurve kan falde til jorden, og mennesker kan pines og dræbes. Men der kan ikke ske noget med os, som helt afgørende sætter os uden for den Almægtiges magt.

 

Det skal vi vide, både i den almindelige nød, vi kan komme ud i, og i den nød, vi kan komme i, når sammenstødet mellem Guds evangelium og denne verdens ondskab, finder sted omkring vor person. Som apostelen Paulus skriver i Romerbrevet (Rom. 8,38f):

 

For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

8. søndag efter trinitatis 2002 (21. juli)

 

DDS: 350 - [352] – 403 (efter dåb) -///- 501 – 385

 

Mika 3,5-7. – 1. Johs. 4,1-6. - Matt. 7,22-29

 

 

Herre Jesus Kristus!

Vi bøjer os for din læres myndighed. – Hvor skulle vi kunne andet, du, som har al magt og er al sandhed?

Men lad os ikke blive knust!

Forbarm dig over os, og lad os høre dine bud som en del af din Fars og vor Fars uendelige kærlighed til os!

Amen.

 

 

Tillad mig at begynde med en særlig indledning. Eller rettere to!

 

For vi har jo for det første gæster fra Norge hos os i dag. Og velkommen til jer – som vi jo har en lang fælles historie med. Uanset, hvordan I evt. selv ser på det!

 

Men så glemmer jeg jo hellere aldrig, det år, hvor jeg kort før konfirmationssøndagen kørte i bussen sammen med en konfirmandfar, som sagde til mig, at så var der nogle i familien, der havde spurgt, hvor lang tid sådan en konfirmationsgudstjeneste varede, hvortil han havde svaret: "Det kommer an på, om vi skal om over Rusland først"!

 

Dog, denne gang er det ikke Rusland, men Centraleuropa, det drejer sig om!

 

Men når jeg tillader mig at indlede med endnu en gang at nævne en mellemkirkelig ferie-oplevelse, så skyldes også det, at jeg om lidt vil henvise til gudstjenesten i søndags – som jeg altså heller ikke selv oplevede her i Den Danske Folkekirke, idet Anna og jeg i søndags deltog i den Hellige Messe på "15. almindelige søndag i år B" i den katolske kirke i Nebelschütz, nede hos "venderne", dvs. "sorberne", nede i det sydøstlige hjørne af det tidligere DDR. Og dér var evangeliet altså lignelsen om sædemanden!

 

Men det er jo altså så virkelig en helt anden historie, som man foreløbig kan se lidt om på pastoratets hjemmeside, på den "underside", der hedder, "Helt aktuelt". (Vore norske dåbs-gæster kan se adressen på vort kirkeblad, som der ligger nogle eksemplarer af ude i våbenhuset). – Og så ikke mere om det her. Selv om det altså også denne gang var en meget bevægende mellemkirkelig oplevelse.

 

Nej, det afgørende for os her i dag er, at i søndags hørte I, der var i kirke i Den Danske Folkekirke, en del af den "udsendelsestale", hvor evangelisten Matthæus har gengivet, hvad Jesus sagde til disciplene, da han sendte dem ud til Israels folk.

 

Og helt foran i denne "udsendelsestale" havde Jesus sagt:

 

Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! v8 Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud (Matt 10,7).

 

Og når jeg indleder med at henvise til det, så er det jo, fordi vi i dag hører Jesus sige noget andet, nemlig:

 

Mange vil [på Dommens dag] sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? v23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud (Matt 7,22).

 

Hvad han altså så uddyber med lignelsen om to, der bygger hus, idet han siger:

 

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. [...]

 

v26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand.

 

Det er altså ikke nok at høre. Og det er heller ikke nok at kunne henvise til, at man har profeteret og uddrevet onde ånder og gjort mange undergerninger.

 

Kristendommen er noget med nogle vældige ord og kan også være noget med nogle vældige, underfulde gerninger.

 

Men det er ikke det hele.

 

Hverken de store ord, man hører, eller de store ord, man siger, eller de store gerninger, man evt. gør, er nok. Kristendommen er også noget mere. Kristendommen er ikke først og fremmest forbundet med det store og underfulde, men med det gode!

 

Bort fra mig, alle I, som øver uret (Luk 13,27).

 

Enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand.

 

Men:

 

Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.

 

Men hvad er det så for nogle ord, Jesus henviser til, når han siger – "disse ord"?

Det er hele Bjergprædikenen, hele den lære, der slog folkeskarerne med forundring, fordi

 

han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

 

Og lad os da prøve at uddrage et koncentrat af de ord, vi både skal høre og handle efter, hvis vi ikke vil være som dårer, der bygger på sand:

 

 

Når du [...] bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, v24 så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave (Matt 5,23).

 

- - -

 

Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte (Matt 5,28).

 

- - -

 

Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. v40 Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen (Matt 5,39).

 

- - -

 

Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer (Matt 5,44).

 

 

Ja, dette er nogle af de vigtigste af de ord, vi skal høre og handle efter, hvis vi ikke skal ligne

 

en tåbe, der har bygget sit hus på sand. v27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.

 

Sådan siger Jesus. Det gør han altså!

 

Men hvad skal vi dog stille op? Hvordan skal vi dog kunne udholde at høre dette?

 

Vi har jo kun een mulighed, og det er den vi vil ty til i salmen om lidt, hvor vi helt opgiver at lade vore egne gerninger være klippegrunden, men udelukkende bygger på den diamantklippe,

 

der trodser magt og list,

den hånd, der ej vil slippe,

det er min Herre Krist.

(501,2)

 

Det er jo dér, vi bliver bragt hen ved hver eneste gudstjeneste; - som vi ofte synger i en anden salme:

 

Hos dig jo nåde gælder kun,

af den du synd tilgiver,

thi ren og hellig i sin grund

vor gerning aldrig bliver.

Hvo kan, o Gud, for dig bestå?

Enhver for dommen skælve må

og ty hen under nåden.

 

Derfor på Gud og ej på mig

jeg alt mit håb vil bygge

...

(437,2-3)

 

Det er dér, vi bliver bragt hen. Og Gud ske lov for det!

 

Men hvor stort og vældigt og godt dette end er; hvor meget end dette er både kristendommens inderste kerne og vort eneste håb – så kan vi jo godt høre, hvor galt det er, hvis vi bare sådan uden videre så at sige "hopper hen under nåden"!

 

Ganske vist kan vi godt regne med, at Jesus godt har vidst, at dette måtte blive vor eneste mulighed.

 

Men pdas. har det ikke været hans eneste formål med hele Bjergprædikenen.

 

Vel kan man sige, at Bjergprædikenen er et spejl, vi skal se os i og derefter gå skamfulde og angrende bort fra for at ty hen under nåden.

 

For der er vel ikke nogen af jer, der mener, I handler efter fx de udtog, vi hørte lige før?

 

Jeg ved i hvert fald for mit eget vedkommende, at jeg ikke gør det.

 

Og jeg kan heller ikke huske at have mødt nogen, der gjorde det.

 

Der er mange flinke og brave og fredsommelige og opofrende mennesker. Forbavsende mange, sådan set.

 

Men mon ikke netop de allerbedste vil føle deres utilstrækkelighed, når de spejler sig i Bjergprædikenen?

 

Det er svært at sige. Det er gerne mennesker, der ikke snakker så meget om den slags. De gør det bare.

 

Så er der dem – og dem er der temmelig mange af – der er glade for Bjergprædikenen – eller det, de mener at kende til den – at de plejer at sige:

 

"Ja, alt det der, Kirken lærer om alt det overnaturlige, det tror vi ikke på, men etikken, dét er godt; i den forstand regner vi os for gode kristne".

 

Men til dem må vi sige: Gå hjem og læs! Gå hjem og spejl jer rigtig grundigt i Bjergprædikenen!

 

Men altså: Lige meget på hvilken måde man bliver tvunget til at slå øjnene ned, når man spejler sig i Bjergprædikenen, tager det jo ikke den myndighed ud af den, der i snart 2.000 år har slået mennesker med forundring.

 

Og det er jo en myndighed, der bliver ved at stå over os – også når vi er tyet hen under nåden!

 

Guds tilgivelse til alle os, der ikke selv kan bygge på klippegrund ved at efterleve Bjergprædikenens bud, ændrer jo ikke en tøddel ved, at det stadig er Guds vilje

 

- at vi på eget initiativ skal se at blive gode venner igen med ham, der vitterligt har behandlet os uforskammet,

 

- at vi end ikke med vore øjne og i vore hjerter skal begære Næstens ægtefælle eller kæreste,

 

- at vi skal vende den anden kind til,

 

- at vi skal give ham undertrøjen med, der vil tage vor skjorte,

 

- og at vi skal elske vore fjender og bede for dem, som forfølger os.

 

At gå til gudstjeneste er at ty hen under nåden.

 

Men nu i dag, hvor vi er kommet sammen med dette formål, er det jo så samtidig netop disse ting, Gud holder op for os!

 

Hemmeligheden er, at det, Gud kræver af os, er beslægtet med det, han giver os.

 

Bjergprædikenens bud udgår fra den samme kærlighed, hvormed Gud tilgiver vore synder;

 

Kristendom er Guds nådes ord,

skænker os lyset og livet;

nåde dog kun på nåden tror,

som har os synden tilgivet;

nådeløs barm er skilt fra Gud,

tro er for den et lovens bud,

nåden et ord, den ej kender.

 

4 Hver gang vi bad vort Fadervor,

følte vi dybt i vort indre,

nåden vil høste, hvad den sår,

vil ikke nøjes med mindre;

nåde og sandhed i dit bryst

mødes de må, om nådens røst

skal som Guds-barnet dig røre.

 

5 Ligne vor Fader ejegod,

som sig af hjertet forbarmer,

som, når vi falder ham til fod,

løfter os op og omarmer,

det må vi alle i det små,

det kan vi alle godt forstå,

som har et menneskehjerte.

(595,3-5)

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

9. søndag efter trinitatis 1990 (12. august)

 

DDS: 270 - [1] – 601 (203) -///- 232 – 233

 

2. Tim. 1,6-14. - Luk. 12,32-48

 

 

Almægtige Far i Himlen!

Tak, fordi du har indesluttet os i din magt og kærlighed, så vi gennem alle ting kan leve i håbet om din fremtid!

Giv os din Ånds kraft i vore hjerter, så vi altid kan leve og virke som dine trofaste tjenere!

Ved Jesus Kristus, din Søn, vor Herre!

Amen.

 

 

I søndags fejrede Anna og Nikolaj og jeg vor gudstjeneste i Berlins domkirke – som vel at mærke ligger i Øst-Berlin, lige over for parlamentsbygningen, Folkekammeret.

 

Det havde vi glædet os meget til.

 

For det første er det jo overhovedet imponerende, at den kristne menighed simpelt hen har overlevet, ikke bare siden den sovjetiske besættelse i 1945, men jo også siden den i virkeligheden endnu værre nazistiske "besættelse" (eller hvad man nu skal kalde det) i 1933 – altså i 57 år.

 

Og for det andet ved vi jo, hvilken betydning netop kirken har haft i den fantastiske – og fantastisk glædelige – proces, der har fundet sted i Østtyskland i det sidste års tid. Som den berømte fysiker C.F. von Weizäcker sagde i et interview i dagbladet "Die Welt" den 20. december sidste år:

 

Hvis De spørger mig, hvem der har fortjenesten for disse begivenheder med DDR’s indtræden i friheden, så vil jeg give to svar: For det første Gorbatjov ... Og for det andet: den evangeliske kirke i DDR!

 

Ja, dette er virkelig storslået! Så på en vis måde var det noget af en antiklimaks, da vi kom op ad den store trappe til den enorme domkirke og ind gennem våbenhuset – og så pludselig befandt os i et kirkerum, der vel nærmest var på størrelse med det landsby-kirkerum, vi er i nu!

 

Og menigheden var i sin størrelse og sammensætning heller ikke meget anderledes, end hvad vi desværre kun alt for godt kender herhjemmefra.

 

Præsten var en yngre mand på omkring de 35, stille og rolig og meget saglig og afbalanceret, også i indholdet af det, hans sagde.

 

Og da først gudstjenesten kom i gang, viste storheden sig – hvilket naturligvis ikke var nogen overraskelse for os. Enhver kristen bør jo kende ord som: "Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!" (Zak. 4,6). – Eller med apostelen Paulus: "Min magt udøves i magtesløshed" (2 Kor 12,9).

 

Een ting er imidlertid at vide dette sådan i princippet. Noget andet er at sidde nede midt i det hele.

 

Og teksterne i den tyske kirke på denne 8. søndag efter trinitatis var tilfældigvis ganske særlig stærke i situationen.

 

Evangeliet var fra det sted i Matthæusevangeliet, hvor Jesus bla. siger til sine disciple:

 

I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. v14 I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules (Matt 5,13f).

 

På dén baggrund var det noget utrolig stort at være med til at sige trosbekendelsen!

 

Og epistelen – ja, det lyder måske mærkeligt, men bla. fordi der også blev prædiket over et stykke fra et af Paulus’s breve (og fordi jeg i det hele taget husker dårligt), så er jeg kommet noget i tvivl. Men jeg mener helt bestemt, at epistelen var fra Efeserbrevet, og at det var det sted i det femte kapitel, hvor apostelen skriver:

 

Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. v7 Gør derfor ikke fælles sag med dem!

 

v8 For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn ... v11 og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem. v12 For man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte, v13 men alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset (Ef 5,6).

 

Jeg mener bestemt, det må have været bla. dette. Og I kan da også høre, det er noget, der lige præcis passer til evangeliet – for slet ikke at tale om, hvordan det passer til situationen!

 

Og så må prædiketeksten have været det sted fra Paulus’s brev til Romerne, hvor han bla. skriver, at

 

ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges (Rom 6,19).

 

Ja, sådan må det have været. Og så kan I også forestille jer, at præsten holdt en virkelig god prædikenen, hvor han langt fra hengav sig til nogen billig triumferen over det, der nu var sket, men tværtimod fastholdt menigheden på dens medskyld i det løgnens og uretfærdighedens regimente, der havde været tale om, ligesom han også kraftigt understregede, at man ikke skulle tro, alt var i den skønneste orden, bare man fik straffet det gamle regimes korrupte og forbryderiske ledere; nej, han pegede klart på alle de problemer, der ventede forude.

 

Det var altså en af de allerstørste gudstjeneste-oplevelser i mit liv, så jeg ville under alle omstændigheder have været stærkt fristet til at dele denne oplevelse med jer andre her i menigheden den første søndag efter min ferie. Men dertil kommer nu, at også teksterne her i vores gudstjeneste i dag har noget med de samme ting af gøre. – Lad os først lige mindes nogle af stederne i epistelen:

 

For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. v8 Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre ... den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden, v10 og som nu er åbenbaret ved vor frelser Kristi Jesu tilsynekomst, ved ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ... v12 Derfor må jeg også lide dette; men jeg skammer mig ikke, for jeg ved, hvem jeg tror på, og jeg er vis på, at det står i hans magt at tage vare på den skat, der er betroet mig, til den dag kommer (2 Tim 1,7-12).

 

Ja, det var igen et langt citat. Men I kan jo høre, hvordan disse Bibel-ord pludselig kommer til at lyde og lyse i deres fulde kraft og glans, når det sker i den sammenhæng, der her er tale om. Så det er simpelt hen bare stort at høre dem, som de står!

 

Og så er der evangeliet, jeg lige læste her på prædikestolen. Her er det ganske vist kun det allerførste, der helt direkte passer til sammenhængen fra Berlins domkirke i søndags:

 

Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget (Luk 12,32).

 

Resten af stykket handler om noget mere specielt – som dog også hører med i den sammenhæng, vi her er inde i. Men det var selvfølgelig netop denne indledning, der gjorde det klart for mig, at det ville være rimeligt af mig at inddrage min berlinske gudstjeneste-oplevelse fra i søndags.

 

Det har nemlig ikke været let at være kristen menighed, Guds "lille hjord", i DDR de sidste 40 år, så også disse ord fra vor Herre Jesus må have betydet noget ganske særligt for denne menighed.

 

Så kan man altid spørge, hvad indholdet i denne trøst egentlig er: Er der dog nogen, der kan forbinde noget som helst med det fremtidsrige, Jesus her taler om: Guds Rige – eller det ny Paradis?

 

Ja, det er jo et pinefuldt spørgsmål, som vi alle må stille mere eller mindre hele tiden. Men som jeg sagde til de andre [c: Anna og Nikolaj] efter gudstjenesten i søndags: "Det beviser selvfølgelig ikke, at Gud findes, men det er i hvert fald klart, at den lille flok, som gennem alle disse år har været samlet til gudstjeneste søndag efter søndag her i dette lille rum i domkirken, har haft fat i en noget større og bedre virkelighed end den virkelighed, der har været repræsenteret af dem, der har siddet og misrøgtet landet ovre på den anden side af gaden".

 

Lad dette være nok. Lad bare ordene om Guds Rige stå, som de gør. Og lad os synge de to sidste salmer i denne gudstjeneste, så godt vi nu kan. Det afgørende er netop, at hvor utroligt – eller nærmest latterligt – det end kan lyde, det, der siges og synges under en sådan gudstjeneste, så repræsenterer det alligevel den yderste sandhed og den yderste magt.

 

Ja, jeg vil sige det på den måde, at ikke mindst i netop denne tid bliver det mere og mere klart for mig, hvor stærkt kristendommen godtgør sig som udtryk for og repræsentant for alt, hvad der i sandhed og med rette kan kalde sig magt.

 

Og det giver een en mærkelig fornemmelse, når man ligefrem er præst – og altså har det store privilegium at være professionelt fuldtidsbeskæftiget tjener for denne store magt.

 

Der er ellers nok nogle – vel også blandt præsterne selv, ja, noget inde i enhver af os – der kan finde det lidt flovt og pinligt at være sådan noget som præst. Navnlig i en situation, hvor størstedelen af menigheden tilsyneladende ikke tillægger det, præsten er sat til at beskæftige sig med, særlig betydning, i hvert fald ikke på den måde, at de gør særlig meget brug af det.

 

Men som det er fremgået af denne prædiken, er man helt på vildspor, hvis man falder i denne flovhedens faldgrube. Derfor har først og fremmest vi præster selv brug for at høre den formaning til troskab, Jesus giver i evangeliets hoveddel. Jeg tænker selvfølgelig ganske særligt på det sted, hvor Jesus siger, at salig er den husholder, som ved Herrens Komme er i færd med at give de andre tjenere deres bestemte kost(!) i rette tid ... og så fortsætter:

 

Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, v46 så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro (Luk 12,45).

 

Sagt på en anden måde: Det er pinligt, når fx kommunistiske magthavere misrøgter og plager de befolkninger, de ellers skulle være tjenere for, ja, ligefrem rent kriminelt beriger sig på deres bekostning. (Og det er selvfølgelig ikke mindre pinligt, hvis det er andre slags magthavere, der gør det; det skulle da lige være pga. indholdet i den kommunistiske lære!). Men helt forfærdeligt er det, hvis vantro kirkeledere optræder som religiøse svindlere og bedragere. På både godt og ondt er det ganske vist en mulighed, der ikke er særlig nærliggende her i Folkekirken lige i øjeblikket. Men bedraget og egoismen kan pdas. have mange skikkelser, så det er under alle omstændigheder vigtigt at slå fast, at for det første ER der ikke noget større og herligere end at være Guds lille hjord – og at være hyrde i den – men for det andet består denne storhed og herlighed udelukkende i at leve med bælte om lænd og lysene tændt i trofast, tjenende forventning om den Guds fremtid, der er tale om i udtrykket "Herrens Komme". Så snart vi viger så meget som en tusindedel millimeter fra dette, er vi ikke bare utro og onde, men også latterlige og ynkelige!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

10. søndag efter trinitatis 2002 (4. august)

 

DDS: 375 – 18 – 258 -///- 472 – 389

 

Ez. 33,23.30-33. – Hebr. 3,12-14. - Matt. 11, 16-24

 

 

Far i Himlen!

Lær os at indse alvoren i vor egen situation og vor egen medskyld i den, så vi i anger og bod bøjer os for din retfærdighed!

Men lær os dernæst at høre det glædelige budskab, som din Søn er kommet med til os fattige, så vi kan oprejses i en sand befrielse, et sandt håb og en sand-og-ren glæde!

Blæs lunkenheden ud af vore hjerter og lad os se din visdom!

Amen.

 

 

Om anden halvdel af evangeliet til i dag må man virkelig sige, at det er hårde ord i august! Men jeg tror, vi kan høre dem som på een gang Guds dom og et skuffet menneskes vrede!

 

Baggrunden er jo, at Jesus lige har sendt de tolv apostle ud og selv er gået videre for at undervise og prædike i alle Israels byer.

 

Men så sender Johannes Døberen bud for at spørge Jesus: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" - Og det er jo et alvorligt udtryk for, at Johannes Døberen faktisk er blevet skuffet over Jesus og er kommet i tvivl om, hvorvidt han nu også er den, han giver sig ud for at være - ham, han selv havde døbt og dermed indviet til hans gerning!

 

Og så står der videre, at Jesus giver sig til at tale til folkeskarerne om Johannes, idet han spørger dem, om det ikke var for at se en profet, de i sin tid var gået ud til ham i ørkenen. Og han tilføjer, at Johannes oven i købet er mere end en profet - men at den mindste i Himmeriget alligevel er større end Johannes. Hvilket betyder, at selv den mindste delagtighed i det helt nye, Jesus selv er kommet med, er større end selv det største, der har kunnet fremkomme på de hidtil gældende vilkår!

 

Med andre ord: Baggrunden for de hårde ord, vi hører her i evangeliet til i dag, er, at der allerede i Johannes Døberen er trådt noget meget stort frem, men at der i Jesus er trådt noget af en helt anden størrelses-orden ind i verden - men at folket overhovedet ikke har været i stand til at forholde sig rigtigt til hverken det ene eller det andet!

 

Sagt på en anden måde: Der er noget helt grundlæggende galt mht. folkets forståelse af "tilværelsens autoritet"!

 

Det er det, Jesus siger noget mere om i det første stykke af evangeliet til i dag, hvor han sammenligner sine landsmænd med

 

børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.

 

Og dette mærkelige udsagn skal utvivlsomt forstås på den måde, at de børn, der blæser på fløjte og klager over, at deres kammerater ikke begynder at danse, det svarer til dem, der har klaget over, at Johannes Døberen (som gik i sine kamelhårsklæder ude i ørkenen og levede af græshopper og vildhonning!) var for asketisk og for hård i sin bods- og omvendelsestale, medens de børn, der sang klagesange, det svarer til dem, der har kaldt Jesus en frådser og dranker, fordi han ikke var asket og ikke førte en hård doms- og bodstale, men tværtimod gik ind til toldere og syndere, dvs. alle mulige ulækre og forfærdelige mennesker, med tilgivelse og kærlighed fra Gud.

 

Og det er denne kombination af både det ene og det andet, der får Jesus til at blive så umådelig vred. Vi kan sammenligne det med, hvad vi hørte fra Johannes' Åbenbaring for et par måneder siden:

 

Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund (Åb. 3,15f. - 2. s. e. trin. B.).

 

Jesus er med andre ord blevet vred over, at folket har villet prøve, først at få Johannes Døberen til at danse efter deres eget lunkne fløjtespil, og dernæst at få ham selv til at græde med deres egne lunkne tårer. Det er altså ikke bare det, at folket selv er lunkne. Men de fremturer oven i købet med at forlange af disse to store religiøse skikkelser, at de skal indrette sig efter deres lunkenhed!

 

Og så er det altså, at Jesus bliver meget vred. Men dette skal vi altså høre som på een gang Guds dom og et skuffet menneskes tale!

 

For det kommer jo som en overraskelse for mange, at Guds Søn, vor Frelser – eller måske snarere: den tolerante, humanistiske Jesus - virkelig skulle have udtalt sig på denne hårde måde!

 

Men så må vi jo lige minde hinanden om, at det altså ikke bare er her, Jesus udtrykker sig så hårdt og barsk.

 

Tænk på, hvordan Jesus iflg. evangelisten Johannes [2,13ff] (i øvrigt svarende til, hvad Lukas beretter om i 1. tekstrækkes evangelium til i dag) engang "lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen" og "spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde" idet han sagde: "Få det væk herfra. Brug ikke min Fars hus som markedsplads"!

 

Eller tænk på de såkaldte ve-råb over de skriftkloge og farisæerne, hvor Jesus anvender udtryk som "hyklere", "blinde vejledere", "blinde tåber", "kalkede grave", der jo

 

udenpå ser [...] smukke ud, men indeni er [...] fulde af dødningeben og al slags urenhed [...]

 

[...] børn af dem, der dræbte profeterne [...] Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?" (Mt. 23 (13-33)).

 

Og tilbage til 1. tekstrækkes evangelium til i dag, hvor Jesus jo forudsiger, hvordan Jerusalem skal blive jævnet med jorden - idet der dog allerførst står, at han græd over byen.

 

Jesus kan altså - i sin sande menneskelighed! - ikke bare blive vred på ganske menneskelig vis, han kan også sørge og græde ligesom alle almindelige mennesker. Tænk også på, hvordan han græd i situationen lige før opvækkelsen af den døde Lazarus!

 

Sådan skal vi se på det. Det er jo simpelt hen en del af den virkelighed, det er, at Jesus ikke bare var Guds Søn som sådan en højere form for "himmelsk spøgelse", men var det som netop "Guds og Marias Søn"!

 

Dette betyder, at Jesus på een gang giver "Guds helligheds vrede" nogle særdeles menneskelige udtryk - og i den menneskelighed, han deler med os, er fuldt solidarisk med os. Og det er lige netop heri, hans helt enestående autoritet ligger, hans helt enestående "myndighed".

 

En anden ting, vi skal være klar over, det er, at når Jesus - med yderst hårde ord - faktisk siger "Du kan gå ad Helvede til", til den by, han selv boede i, så er der utvivlsomt tale om en spillen på et sted hos profeten Esajas i Det gamle Testamente, hvor det spottende siges til kongen i Babylon:

 

Du sagde ved dig selv:

"Jeg vil stige op til himlen,

højt over Guds stjerner

rejser jeg min trone [...]"

 

Men du er blevet styrtet i dødsriget,

ned i afgrundens dyb".

(Es. 14,13-15)

 

Det, Jesus siger til Kapernaum og dens lunkne og selvrådige indbyggere, er altså: "I tror, I kan opkaste jer til dommer over mig og foreskrive mig, dvs. Gud, hvordan frelsen skal komme! Pas I hellere på, at det ikke er jer der bliver dømt!"

 

Hvor der jo så netop alligevel er tale om noget andet end bare sådan en mekanisk-hård doms- og gengældelses-tankegang. Der er jo alligevel en åbenhed i det. Ja, et stænk af den guddommelige humor, der jo er et af de virkelig store udtryk for Jesu guddommelighed!

 

Og dette gælder altså ikke kun det vidunderlige – om end ikke så helt let forståelige – billede med de tyranniske børn, men også de barske doms-ord over de nævnte byer. Jo, der er Jesus-humor også dér! Om end altså barsk og midt i et udbrud af oprigtig vrede!

 

Og læg endelig mærke til, at det, der især gjorde Jesus vred, det var, at der var nogle, der blev sure over, at han kom med syndernes forladelse og det evige liv til "toldere og syndere"!

 

Det er ikke givet os at gøre os til dommere over hinanden - eller at opstille en lære om, hvad der skal ske ved dommen på den yderste dag. Alene den form, Jesus fx her udtrykker sig i, forhindrer den slags.

 

Men hvis vi bare lader være at spille stor over for Jesus for at få ham (og dermed også vore medmennesker!) til at danse efter vores pibe, så skal vi heller ikke bekymre os om det!

 

Det er det, der er virkeligheden her og nu, der er det afgørende. Og den er jo, at sådan som det hele nu er, så udspiller Guds frelse sig i en kamp mod Djævelen - lige midt inde i vore hjerter! Og så er Jesu hårde ord ikke for hårde. Eller: så er det ikke nok med en i dårlig forstand folkekirkelig leflesnak!

 

Ingen af os skal ophøje os over hinanden.

 

Og det er leflen jo i virkeligheden et meget modbydeligt eksempel på! Leflen er et eksempel på, at man nedvurderer hinanden og ikke tager fællesskabet med hinanden alvorligt!

 

Det, vi skal, er, at vi I fællesskab skal høre, hvad Jesu siger. Også det barske. Det er bogstavelig talt til vort eget bedste. Fordi virkeligheden er barsk!

 

Og noget af det allerværste, Jesus vil have renset ud af os, er altså den selvtilfredse, vogtende og herskesyge lunkenhed, den lunkenhed, der ikke vil "gå for meget op i det", men så derfor også hele tiden prøver at sikre sig mod både Gud og mennesker, ja, mod hele livets både alvor og glæde. Det er den lunkenhed, Jesus vil blæse ud af vore hjerter med sine hårde ord. For den er nemlig helt ad Dødsriget til!

 

Lad os derfor slutte med at høre, hvad Jesus helt positivt sagde om sin egen gerning her i verden, dengang Johannes Døberens disciple kom for at spørge ham, om han nu også virkelig var Messias. Da svarede han dem:

 

Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

11. søndag efter trinitatis 2000 (3. september)

 

DDS: 3 – [745]  – 355 (356) -///- 131 - 458

 

5. Mos, 30,15-20. – Rom. 10,4-13. - Luk. 7,36-50

 

 

Far i himlen!

Lad dit ord bryde igennem den hårde skal, vi omgiver os med.

Og hjælp os så til, virkelig at tro på din kærlighed til os.

Og leve i den og ud af den!

Amen.

 

 

På en vis måde burde vi nu gå lige over i salmen efter prædikenen, som jo er en af de største blandt vore vidunderlige "evangelie-salmer" - og altså netop over det evangelium, vi lige har hørt. Hvor vi bl.a. skal synge:

 

I min barm, som denne kvinde,

hjertet føler banghed stor,

sniger, som den synderinde,

sig til dig ved nådens bord,

rødmer, blegner, føler vånden,

eftergør det alt i ånden,

sukker: Herre, ynkes, spar!

(DDS 131 v 3)

 

Og så derefter virkelig gå til Herrens bord, hvor han siger til os, som han sagde til kvinden: "Dine synder er tilgivet ... Gå bort med fred!". – [Ved froprædiken passende bemærkning om, at vi jo ikke fejrer nadver lige ved denne gudstjeneste, men at vi jo udmærket kan tænke på nadveren, og at det jo i princippet er det samme].

 

havde vi haft gudstjeneste. Og kunne vi gå ud herfra med stor kærlighed i os, fordi meget var os tilgivet, en kærlighed, som ville kunne brede sig videre ud mod de mennesker, vi omgås ude i livet.

 

Og sådan kunne vi også have gjort. Jeg ville godt kunne have forsvaret at have sagt dette - og så ellers være gået lige over i lovprisningen.

 

Men det ville have været en undtagelse. Som netop derved også ville have været en prædiken. En "happenings-prædiken",

 

Ja, jeg kan ikke lade være at fortælle, hvad jeg har hørt om Kaj Munk - at han ved en lejlighed, hvor en stor mængde mennesker var forsamlet til en gudstjeneste med ham som gæsteprædikant, efter alt at dømme "for at høre Kaj Munk", som man siger, gjorde noget i den retning. Hvilket jo netop var en stor - om end farlig, til det krukkede grænsende - "happenings-prædiken", der forkyndte:

 

I skal ikke komme for at høre mig, men for at høre evangeliet, det evangelium, der rummes i den tekst, jeg her lige læste op!.

 

Tilsvarende kunne jeg i dag have fremkaldt en situation, hvor både det, vi havde hørt, og det, vi skulle synge - samt det måltid, vi sammen skulle deltage i - ville komme til at tale og virke på en helt særlig måde for os. Og jeg vil da håbe, at denne indledning også vil medvirke til noget sådan, selv om jeg nu også vil gå over i en almindelig prædiken.

 

For uanset hvor virkelig godt det kan være også med almindelige rent liturgiske gudstjenester uden prædiken, så er prædikenen altså en helt central og uundværlig del af vort liv som kirke. Uanset alle mangler hos både ham, der prædiker og dem, der lytter. For når begge parter går ind under den situation, som er prædikenens, så er vi inde i den situation, hvor det, der sker, kan blive Guds egen helt nutidige tale til os.

 

-  -  -

 

Det, der danner rammen om det, vi nu lige hørte om synderinden, det er, at Jesus sidder til bords hos en farisæer.

 

Og inden for denne ramme hører vi Jesus tale om, at nogle får tilgivet meget og andre får tilgivet lidt.

 

Og lad os i første omgang tage dette ganske bogstaveligt. For det kan godt gå hen og blive en ny - tilsyneladende mægtig kristelig og evangelisk! - form for hykleri, at vi hele tiden siger, at vi da er lige store syndere alle sammen.

 

Men igen: det er ikke umuligt, at Gud skelner mellem store og små syndere. - Hvor det bemærkelsesværdige så bare er, at det åbenbart i ganske særlig grad er de store syndere, hans kærlighed udtales til! Eller jo nok snarere: Til dem, der efter almindelig målestok er de store syndere!

 

Og så kan vi allerede se, hvorfor det var netop i dag, jeg begyndte med at omtale den mulighed, at det måske ville være en fordel at springe prædikenen over. For når man begynder at tale om det, vi hører her i dag, så er der meget store muligheder for at få forplumret det hele! Man kan kun tale ordentligt om det, når man understreger, at der er tale om noget, der pdes. er så stort, at det ikke kan udsiges med almindelige logik-ord, men pdas. alligevel også er så enkelt, at enhver, der har øren at høre med, ikke kan undgå at forstå det!

 

Der er ingen tvivl om, at både farisæeren og kvinden selv, synderinden, skøgen, den prostituerede, mener, at det er hende, der er den største synder.

 

Og det er denne forskel i deres egen bedømmelse af situationen, der ligger bag forskellen i den grad af kærlighed, de viser Jesus.

 

Altså, for at sige det helt klart og tydeligt:

 

Kvinden, skøgen, har selv følt sig helt nede i mørket og reagerer derfor med så voldsom en glæde, da hun ved at høre Jesu forkyndelse og se hele hans færden, opdager, at hun ikke har kunnet synke så dybt, at Guds kærlige og frelsende hånd ikke altid var under hende.

 

Og omvendt har farisæeren selv følt sig som en mand med god samvittighed over for både Gud og mennesker, og har derfor modtaget Jesus i sit hus uden at udtrykke særlig taknemmelighed og glæde.

 

Sådan tog situationen sig altså ud fra farisæerens og kvindens synspunkt.

 

Og på en måde lader Jesus, da han skal sige noget om Guds kærlighed og dens virkninger, denne bedømmelse stå. Eller gør han? Som andet end et udgangspunkt? Vi kender jo Jesus og véd, at det er en vigtig del af hans guddommelige sandheds-kraft, at han benytter sig af netop en guddommelig ironi i den helt store stil!

 

For der er jo ironi i det, når Jesus siger til farisæeren Simon: "Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt". For det, Jesus siger, er jo næppe: Ja, dig, du har jo fin balance i regnskabet, så du skylder mig kun lidt kærlighed. Nej, meningen er langt snarere:

 

Nu har du set, hvordan denne kvinde har takket mig for den tilgivelse, hun i tro har modtaget for sin efter hendes egen og almindelig menneskelig opfattelse store synd.

Men hvordan med dig selv? Er du sikker på, at du ikke skulle takke lige så meget eller måske mere?

Er du sikker på, at det ikke bare er noget, du går og bilder dig selv ind, at du ikke skylder mig og dermed Gud nogen særlig stor tak og kærlighed?

Er du sikker på, at det ikke i virkeligheden er dig, der har fået mest forladt - bare uden at du selv vil indrømme det? ...

 

Vi kan i denne forbindelse tænke på, hvordan det lød, når Jesus udtalte sin dom over farisæerne!

 

Men hvad skal nu alt dette sige? Skal det sige, at det er helt i orden, at vi supplere turistindtægterne med lidt bordelvirksomhed her på det kriseramte Lolland? Når Gud alligevel tilgiver synderinderne, og når vi fromme kirkegængere måske, når det kommer til stykket, måske er de allerværste? - For slet ikke at tale om det, der allersenest har været fremme, nemlig at man i det offentlige behandlersystem køber - eller i hvert fald overvejer at købe seksuelle ydelser til visse klienter.

 

(Ja, man bliver jo hærdet med årene - og prøver, som man er opdraget og uddannet til det - at se sagerne fra flere sider. Så vi kan da godt lige vende det spørgsmål en gang i luften her, om det måske virkelig er rigtigt, at seksuelle ydelser kan opfattes som tjenesteydelser på linie med fysioterapi o. lign., så at den prostituerede i virkeligheden udfører et såre samfundsnyttigt arbejde? - Og vi lader spørgsmålet stå. For i hvert fald på hele det seksuelle område er der vist ikke meget andet for en præst at gøre her i år 2000 end at sige, at virkeligheden selv må vise, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad der er bedst for menneskelivet og respekterer dets værdighed. - Hvilket altså ikke mindst vil sige de kvinders værdighed, hvis "ydelser" bliver købt og betalt som en vare.

 

Og netop i forbindelse med evangeliet til i dag bliver vi jo nødt til at gøre os klart, det jo netop ikke er de prostituerede, der er de største syndere, men kunderne - for slet ikke at tale om bagmændene!!! Hvortil kommer alle vi, som tillader eller lukker øjnene for dette misbrug af mennesker.

 

Men det, vi altså virkelig skal lære her i dag det, er, at

 

- den Jesus, som sagde til synderinden: "Dine synder er tilgivet", og

 

- den Jesus, om hvem vi i søndags hørte, at man sagde: "Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere", -

 

det er også den Jesus som tog imod en farisæers indbydelse og gik ind i farisæerens hus og satte sig til bords.

 

Det evangelium, vi hører i dag, gælder altså for os, hvad enten vi er toldere eller syndere, farisæere eller skøger, fromme eller ugudelige.

 

Vi skal altså pdes. ikke tro, at det kun er "synderinden", ikke os, der har tilgivelse behov, men pdas. vide, at det heller ikke kun er synderinden, der får tilgivelse, men også os, der føler os mere eller mindre på den sikre side.

 

Det samme, som Jesus sagde til synderinden, siger han også til enhver af os: "Dine synder er tilgivet".

 

Og vi skal ikke gøre andet end at høre efter, hvad han siger, og tro ham på hans ord. For vi kan ikke gøre andet!

 

Men når vi har hørt og troet på Jesu ord: "Dine synder er tilgivet" - så kommer vi til at gøre noget.

 

Sådan gik det synderinden; hun måtte takke Jesus.

 

Og sådan vil det gå os - når vi hører og tror på evangeliet om syndernes forladelse. Idet det jo også betyder en oprejsning og befrielse, som ligger langt ud over, hvad der har med et snævert "moralsk" regnskab at gøre. Sådan en "synderinde", som vi hører om her i dag, er jo langt snarere et offer end en skyldner. Og dette gælder jo i høj grad os alle. Hele den elendighed, vi sidder i som mennesker. Det er derfor, der er tale om en så total fejlvurdering af egen situation hos sådan nogle som denne farisæer Simon!

 

Når vi altså møder den oprejsning og befrielse, Jesus kommer til os med, så vi vise vor kærlighed til Gud ved at takke og love og prise ham i bøn og sang her i kirken.

 

Og så vi lade denne kærlighed og taknemmelighed få praktisk udtryk over for vor næste.

 

Ikke sådan, at vi bliver fuldkomne, nogle kærligheds-engle el.lign.

 

Men sådan, at den kærlighed, som vi har modtaget fra Gud, vil virke i os som en vældig kraft ude i vort møde med næsten i livets små og store situationer.

 

Det er på denne måde, evangeliet til i dag er den klareste og mest gribende demonstration af, hvad der sker med et menneske, som har opdaget, at Gud allerede elsker hende og har tilgivet hende.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

12. søndag efter trinitatis 1978 (13. august)

 

DÅB ved højmesse

 

DDS: 4 - [1] – 396 (271) -///- 57 – 390 (357)

 

Jak. 3,1-12. - Matt. 12,31-42

 

Far i Himlen!

Vi vil jo nødig indrømme det, men i dit ords lys ser vi os som fortabte ikke bare i Døden, men også i Synden.

Kære himmelske Far: Lys for os, så vi ikke kun får skarpheden, men også varmen og livskraften i dit lys at mærke, så at vi kan leve og bære frugt i det forhold til dig, som er din mening med os!

Amen.

 

 

"Derfor siger jeg jer ...". - Så tænker vi jo straks: Hvor-for? - Vi er simpelt hen nødt til at gå tilbage i sammenhængen for at forstå, hvad Jesus siger i selve evangeliestykket til i dag. - Hvorfor sagde Jesus:

 

Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives.

 

Det sagde Jesus, fordi han lige havde helbredt en besat, som var både blind og stum, så den besatte kom til at tale og se. – Og

 

Alle folkeskarerne blev ude af sig selv og spurgte: "Mon han er Davidssønnen?"

 

Men:

 

Da farisæerne hørte det, sagde de: "Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne".

 

Der-for er det, Jesus siger "men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives".

 

Og "Ånden", det er jo ikke et eller andet særlig "åndeligt" eller mærkeligt. "Ånden" er ikke en særlig lille luftboble i det store mønster mellem Gud og menneske.

 

Ånden er tværtimod hele Guds kraft, hele Gud, som Han i hele sin virksomhed vender ud mod verden og os, hele Gud, som han fylder hele himlen rundt om hele universet og alle mennesker, og rundt om hvert eneste menneskes hele tilværelse.

 

Ånden er Guds kraft, som den svævede over vandene på skabelsens morgen.

 

Ånden er Guds kraft, som virkede, da Jesus helbredte den besatte.

 

Og Ånden er Guds kraft i hele Jesu gerning i alt, hvad han gjorde og sagde, og i hver enkelt del af, hvad han gjorde og sagde.

 

Helt klart og kontant oversat betyder det, Jesus siger her i begyndelsen af evangeliestykket, altså:

 

Bespottelse mod Gud selv lige op i hans åbne ansigt, lige ind i hans livgivende, frelsende, nyskabende kærlighedshandling, skal ikke tilgives.

 

Det er jo nemlig noget langt dybere og større end bare en slags kæmpestor majestætsfornærmelse.

 

Det er ikke noget, man kan komme til ved en fejltagelse. (Rent bortset fra, at fortalelser – også ifølge den psykologiske videnskab – slet ikke er så tilfældige endda, jfr. også det Jesus-ord, vi jo kender så godt: "Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med" (Matt 12,34. Luk. 6,45).

 

Nej, bespottelse mod Gud selv, lige op i hans åbne ansigt og lige ind i Hans gode gerning, det er, som vi ser det her, at kalde en handling (altså her en helbredelse) for ond og bedragerisk, løgnagtig, ja, Djævelens værk, selv om det ud fra enhver saglig betragtning – ikke mindst fra den helbredtes synspunkt – drejer sig om en handling, som er utvetydigt god for den, som modtager den, og som fylder alle, der oplever den, med undren, håb og taknemmelighed.

 

Bespottelsen af Ånden består i at kalde hvidt for sort, godt for ondt, at nægte at ville se Guds godhed, når den kommer til een, ja, at nægte at ville modtage Guds godhed.

 

Derfor er det som sagt ikke noget tilfældigt, noget, der bare sådan smutter ud ved en enkelt lejlighed.

 

For selv om det måske kan ligne et tilfælde eller en "smutter", så er det i grunden altid en vedvarende holdning, det drejer sig om.

 

Den eventuelle enkelte "bespottelse mod Ånden" (og der er mange former), er altid bare et enkelt udtryk for – man kan næsten sige: symptom på – den store skævhed og vrangvendthed, der er kommet over mennesket, den store og ubegribelige vrangvendthed, der hedder Synden.

 

Derfor: Ligesom det, der her er tale om, ikke fra menneskets side bare er en tilfældig, "udvendig", "formel" "majestætsfornærmelse", således er den manglende tilgivelse ikke bare noget så tomt og udvendigt som hævn eller lignende fra Guds side.

 

Bespottelsen imod Ånden er at lukke sig selv ude fra Guds godhed. Ja, det at kalde hvidt for sort lige midt op i Guds gode gerning, det er i sig selv bogstavelig talt ad Helvede til.

 

Og hvor galt fat det kan være med mennesker, giver farisæernes videre optræden et forfærdende udtryk for.

 

De fremturer jo i den helt store stil.

 

De undser sig ikke for, direkte at gå til modangreb – efter princippet: Angreb er det bedste forsvar.

 

I stedet for at bøje hovedet og bede om tilgivelse, siger de: "Mester, vi vil se dig gøre et tegn".

 

Det er en af de største frækheder i hele Bibelen, og det siger ikke så lidt.

 

De har jo lige set et tegn – men kaldt det Djævelens værk!

 

Men de kommer ingen vegne.

 

Og det er ikke bare sådan, at Jesus giver en kold og bar afvisning af det frække mirakel-krav.

 

Jesus henviser til "profeten Jonas’ tegn". - Hvad det vil sige?

 

Ja, det vil jo dels sige Jesu død og opstandelse.

 

Men det vil også sige Jesu forkyndelse – og hele den kristne forkyndelse.

 

Og de to ting tilsammen – og i hele deres sammenhæng – vil igen sige det samme som hele Guds godheds og sandheds kraft, som den udfolder sig i hele Guds gerning.

 

Og vel kan det alt sammen være svært at fatte for os. Det ved vi jo. Vi kender alle til, at det hele ligesom går i opløsning for os.

 

Er der overhovedet nogen Gud? Eller er  det bare tomt og bundløst alt sammen?

 

Kom Gud virkelig til os i Jesus for at åbne os adgang til retfærdighed og evigt liv? Eller er vi stadig overladt til os selv i det Ondes og Dødens magt?

 

Disse spørgsmål kender vi kun alt for godt.

 

Men det er ikke dem, Jesus dømmer os for.

 

Det, Jesus dømmer os for, er vort oprør og vor trods mod Guds sandheds kraft, når den trods alt alligevel godtgør sig for os midt i al forvirringen.

 

Det var vist Søren Kierkegaard, der sagde [må i 1978 have været en fri gengivelse efter hukommelsen]:

 

Når mennesket ikke vil vide af kristendommen, så er det ikke, fordi de ikke forstår, hvad kristendom går ud på, men fordi de forstår det alt for godt!

 

Så galt er det altså fat med os. Det er det, vi kalder "Syndens ubegribelige gåde".

 

Det er unægtelig en hård tale, et hårdt og skarpt afslørende lys, der falder over os i dag.

 

Men sådan tegner Guds bekæmpelse af synden sig nu engang. Vi sammenligner det også somme tider med, hvor ondt det gør at få trykket en byld ud.

 

Dvs. den hårde tale, det skarpe lys, det hårde tryk på bylden – dermed er ikke alle Guds muligheder opbrugt, nej, det er kun begyndelsen.

 

Uden at det fjerner en tøddel fra den barske sandhed, at det er ad Helvede til at sparke imod lige ind midt i Guds sandhed og godhed, er det jo sådan, at han, der er mere end både Jonas og Salomo, faktisk ikke er kommet til os for at skubbe os endnu længere ud i fortabelsen (selv om vor trodsighed "i praksis" kan medføre dette), men jo for at redde os ud af fortabelsen.

 

Vel er Jonas-tegnet som korsets tegn dommens tegn over menneskeslægten. Idet korsets tegn jo også er Guds kærligheds tegn over netop den onde og utro menneskeslægt.

 

Men Jonas-tegnet er jo også tegnet på morgenrøden ude bag dommens horisont: Jesu Kristi opstandelse, livets sejr over døden, kærlighedens sejr over ondskaben, Guds sejr over Djævelen.

 

Hvad der ikke er muligt for mennesker, er muligt for Gud.

 

Det må vi sætte al vor lidt til. Det må vi i anger og taknemmelighed klamre os til.

 

Det kaldes også omvendelse. Eller tro. Og uanset hvad vi kalder det – så er det ad Himmelen til!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

13. søndag efter trinitatis 1994 (28. august)

 

DDS: 264 - [596] – 463 v 5-6 (600) -///- 537 – 343

 

Mika 6,6. – 1. Tim. 1,12-17. - Matt. 20,20-28

 

[Efter første mellemkirkelige rejse til Polen og Rusland, juli-august 1994]

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi vi kan leve som dit folk i dit Riges nærhed!

Giv os ved din Ånds kraft og nærvær at føle og forstå dette, så vi ikke stiller os på tværs i vort eget vanvid, men altid lever i og med alt, hvad du, og kun du, har givet os. Ved Jesus Kristus, vor bror og Herre!

Amen.

 

 

Ja, goddag igen! Det er dejligt at være hjemme igen. Som jeg skriver i det Kirkebrev, der udkommer i morgen otte dage: "Øst – Vest, hjemme bedst"! – Hvilket også skal forstås i det helt store kirkelige perspektiv. Altså på den måde, at når man går herhjemme i den daglige trummerum, så forfalder man nemt til, kun at kunne se elendigheden, det, at kun meget få synes at vise selve kristendommens indhold nogen interesse – osv.

 

Men når man så kommer ud, ja, så må man selvfølgelig også stadig indrømme, at det ser meget sløvt og hendøende ud mht., hvordan vi her i Den Danske Folkekirke lever som kristen menighed. Men samtidig bliver man sig meget stærkt bevidst, at vi alligevel står i en meget stærk og værdifuld tradition. Som bortset fra alt andet jo også simpelt hen er vores tradition.

 

Lige meget hvor begejstret man evt. kan blive for, hvad man ser ude i andre dele af Kirken, så kan man aldrig lave om på, at det nu engang er den baggrund, man har, der er ens baggrund, og at man naturligvis aldrig vil kunne få en anden baggrund! Så skulle man jo ligefrem kunne lave fortiden om – hvad man som bekendt ikke kan! Men uanset denne store selvfølgelighed, så er jeg for mit vedkommende altså også mere end lykkelig for at have fået den nåde at være født og døbt ind i - og at have levet og lært i – lige præcis den evangelisk-lutherske danske folkekirke! Trods alt!

 

Ja, trods alt! For vi har jo store problemer. Og når man færdes derude og bliver glad for, hvad man kommer fra, så kan man jo også blive helt ude af sig selv over, at man tilsyneladende kun i så ringe grad skønner på det herhjemme!

 

Hvortil kommer, at vi også for de andres skyld bør se at få vor egen rige tradition til at live op og tegne sig helt anderledes stærkt. Ikke fordi det, jeg her siger, skal forstås som en nedvurdering af de kirker, vi har besøgt. Dem nærer jeg sandelig større kærlighed til og mere respekt for, end før vi tog af sted. Men de har jo også deres problemer. Og hvad de ikke allerede har, vil de meget hurtigt få. Så et tæt fællesskab med en blomstrende evangelisk-luthersk menighed her i Danmark vil være til stor styrkelse og gavn for både den lutherske kirke i Polen (og for den sags skyld også den katolske kirke i Polen, som vi jo på vores særlige måde har en slags, noget indirekte, forhold til, netop her i vores stift), og for den ortodokse og den lutherske kirke i Rusland. Men som sagt: Oplivelsen, den skal vi først og fremmest tragte efter for vor egen skyld! Det ville unægtelig være noget bagvendt at tragte efter en kirkelig oplivelse i Danmark, bare for at inspirere naboerne omkring Østersøen!

 

Ja, jeg kunne naturligvis sige meget mere. Noget af det kommer til at stå i Kirkebrevet på næste mandag, og endnu mere vil de, der er interesserede, kunne høre – og se – når vi holder vort store lysbilledforedrag om turen til Polen og Rusland. Men det bliver af forskellige grunde først helt henne omkring midten af oktober.

 

Endelig må I være forberedt på, at mine oplevelser i Polen og Rusland vil komme til at præge prædikenerne i måske temmelig lang tid!

 

Og hermed vil det nok være på tide at komme i gang med selve prædikenen her på denne 13. søndag efter trinitatis 1994!

 

Hvor det spørgsmål, I måske allerede har stillet jer, er: Hvad kan det dog have – eller komme til at få! – med Polen og Rusland at gøre?!

 

Ja, eet spøg, et andet alvor! I virkeligheden er der flere store, vigtige og alvorlige ting, der her kommer til at tegne sig på en helt særlig måde, når man har været på kirkelig ekspedition i Central- og Østeuropa!

 

Helt indlysende gælder det slutningen af evangeliet, hvor Jesus over for disciplene henviser til, at

 

folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem.

 

Og her er der som sagt ikke tale om nogen spøg! Det er jo forfærdeligt, som de forskellige magthavere har ført sig frem, netop i de lande, vi har besøgt. Og ikke bare for så vidt angår de modbydelige systemer i vort århundrede, kommunismen og nazismen. Nej, gennem alle århundrederne. Hvor vi så her i vort land har været utrolig heldige, ikke mindst siden enevældens indførelse i 1660.

 

Ja, det lyder måske mærkeligt, men enevældens indførelse betød jo afskaffelsen af adelens skalten og valten – og grundlæggelsen af den moderne danske stat – så at den på smukkeste måde kunne overgå til folkestyret i 1848/49! Dette er een af de ting, man bliver endnu mere klar over på sådan en rejse.

 

Og i forbindelse hermed bliver man også klar over det forhold, at selv om danskerne  aldrig har gået meget i kirke og aldrig har skiltet så meget med, hvad der rent religiøst er foregået inde i dem, så har det danske folk gennem århundreder fået en god evangelisk-luthersk kristen opdragelse i den danske folkeskole, så at det nok især er denne "skolekristendom", der er baggrunden for, at det danske folk indtil denne dag har været et så skikkeligt, veldisciplineret og solidarisk folk, og det danske samfund derfor så velfungerende. – Lad os håbe, at vi i det mindste kan videreføre noget af dette!

 

Men vi har jo netop nu noget at have dette håb i. For enhver, der lukker øjne og øren bare en lille smule op, er det indlysende, at der netop nu – langt om længe! – er begyndt at komme en helt ny selvbesindelse og åbenhed. Helt konkret kan der peges på det nye samarbejde mellem skole og kirke, som er godt i gang over hele landet!

 

Og der er for mig overhovedet ingen tvivl om, at kristendommen vil skulle være en afgørende faktor i en gunstig samfundsudvikling, både her i Danmark og fx i Polen og Rusland.

 

Selv om det jo er noget mærkeligt noget! På den ene side er det rigtigt, at kristendommen er nødvendig, hvis et folk skal kunne leve godt sammen og samfundet fungere godt. Og allerhelst evangelisk-luthersk kristendom. Men på den anden side må vi jo aldrig glemme, at kristendommen i og for sig slet ikke er kommet ind i verden for at gøre folk skikkelige og styrke samfundslivet! Tværtimod! Kristendommen er faktisk kommet ind i verden som et udtryk for, at denne verdens undergang og Guds Riges Komme er kommet nær!

 

Sådan tegnede det sig jo for både Jesus selv og de første kristne. Og det er i virkeligheden noget af et problem, at der nu snart er gået 2.000 år!

 

Vi kan jo netop høre her i evangeliet til i dag, hvordan Zebedæussønnerne og deres mor regner med, at det nye gudsrige vil komme så snart, at de to brødre vil kunne komme til at sidde og regere sammen med Jesus i dette nye rige!

 

Men så skal vi også lægge mærke til, at selv om Jesus også – i sin menneskelighed – har forstået det på den måde, at de store afgørende frelsesbegivenheder meget snart skulle indtræde, så er han alligevel meget forbeholden og realistisk i det svar, han giver, idet han – her som andre lignende steder – henviser til, at det altså er Faderen, der afgør disse ting!

 

Kristendommen har altså nok et problem med det forhold, at der nu er gået snart 2.000 år. Men den står og falder ikke dermed, som det er tilfældet med de sekter, der gang på gang proklamerer verdens undergang, men hele tiden må udskyde datoen! De afgørende ting i det, der er tale om her, ligger jo på et helt andet og meget dybere plan.

 

Vi kan sige det på den måde, at det ikke bare, og slet ikke først og fremmest, er et spørgsmål om en "flad" linie, der løber hen til en eller anden bestemt dato, men at det helt afgørende er, at der i og med selve Jesu tilstedeværelse og Kirkens opståen er kommet en helt anderledes dimension og kvalitet ind i verden. Så der altså ikke bare er fladheden – fx i form af det nøgne og flade, ja, flad-pandede magtmisbrug, eller en tilsvarende tom ambition og ærekærhed.

 

Og læg godt mærke til, hvor stor en dimension og kvalitet der er tale om.

 

Det gælder allerede den gammeltestamentlige læsning til i dag, hvor selv de største ofre til Gud afvises.

 

Og det gælder i epistelen, hvor apostelen må indrømme, at det i helt ekstrem grad er efter princippet "alt af nåde", han har fået sin apostel-tjeneste.

 

Og det gælder i evangeliet – i den uhyggelige sammenhæng, hvor Jesus peger på, at det jo ikke bare er den rene herlighed med denne nye dimension og kvalitet, der kommer ind i verden! For denne verdens magt-fladpander kan naturligvis ikke lide denne meget større magt. Så derfor er det livsfarligt at være i dens tjeneste!

 

Det var det for Jesus selv. Og det blev det for hans disciple, også for Jakob og Johannes. I hvert fald kan vi i Apostlenes Gerninger 12,1-2 læse, at

 

Ved den tid [c: formodentlig i år 44] lagde kong Herodes hånd på nogle fra menigheden for at mishandle dem. v2 Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd (ApG 12,1)

 

Om Johannes’ skæbne strides de lærde. Men der var i hvert fald mange af de første kristne, der blev pint og dræbt for troens skyld. Og det afgørende her i sammenhængen er jo også, at selv om man går til det yderste, ja, bringer det yderste offer, er magten i Guds Rige ikke noget, man kan erhverve sig. Hvilket er indlysende! Det ligger allerede i selve navnet. Guds Rige! Tænk også på lovprisningen til sidst i Fadervor: For dit er riget og magten og æren i evighed!

 

Hvor den helt store pointe jo så er, at når det er sådan i Gudsriget, så skal det ikke alene også allerede nu være sådan i Kirken – men egentlig også allerede i det almindelige verdslige samfund. DET ER JO INDLYSENDE! Der kan selvfølgelig kun være een, der har magten, nemlig Gud! Og alt, hvad der ellers kan kaldes magt, er enten et på een gang ondt og latterligt magt-misbrug, en ond og latterlig spillen stor – ELLER en ydmyg tjeneste i ærefrygt for Gud og til gavn for medmennesket!

 

Godt nok siger Jesus, at disciplene jo ved, hvordan det går til i virkelighedens politiske verden; at dér bliver folkene undertrykt af deres fyrster – men at sådan skal det altså ikke være i Kirken, blandt hans disciple.

 

Og der er jo det rigtige i det, at vi må være indstillet på, at verden fortsat går sin skæve gang, men at det, der er pinligt ude i verden, selvfølgelig bliver endnu mere pinligt, når det også foregår i Kirken, ja, i selve kirkestyret. Hvad det desværre også gør. Men der skulle dog gerne være i det mindste lidt forskel!

 

Og Jesus siger jo heller ikke, at der er nogen ting, man ikke må gøre inden for Kirken, men som man godt må gøre ude i samfundet. Nej, det, der er forkert eller ondt eller pinligt og latterligt, er selvfølgelig lige ondt osv., uanset hvor det foregår.

 

Og hermed har vi set, hvilken kraft der er i kristendommen, først og fremmest som Gudsrigets helt nye dimension, uanset hvor meget og hvor længe verden går sin skæve gang, men så også som en kraft, der kan virke fra Kirken som sådan og ud i samfundet, så verdens gang måske alligevel bliver lidt mindre skæv. Hvad der især skulle kunne blive tale om, hvis det fx virkelig kan tages for pålydende, at vor kirke er en folke-kirke!

 

Men altså: Selv om den endelige frelse består i, at Guds Rige kommer, så kun hans vilje sker, så er det jo ikke lige meget, hvordan det liv, Gud selv har givet os, leves allerede her og nu. Respekten for livet her og nu – både vort eget og medmenneskets – er simpelt hen en del af det at bede. Komme dit Rige!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

14. søndag efter trinitatis 1994 (4. september)

 

Høstgudstjeneste i Musse kl. 19. - Dåb i Herritslev kl. 10

 

DDS: 26 (677) - [440] – 354 -///- 46 – 390 (397)

 

Sl. 39,5-14. – 2. Tim. 2,8-13. - Johs. 5,1-15

 

 

For-bøn ved højmessen:

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du ved dit ord og Ånd gør det muligt for os at tro, at du er den gode, givende magt både bag og under vort liv og ude foran vort liv, også helt derude, hvor ellers alting hører op!

Hold os ved dit ord og Ånd fast i troen på dig, så vi altid lever som dine børn og til sidst samles i dit rige.

Ved Jesus Kristus, vor bror, vor Herre !

Amen.

 

For-bøn ved aften-høstgudstjenesten:

 

Gud, vor Skaber og Frelser, som er hos os i Åndens kraft og nærvær i menighedens fællesskab!

Tak for livet!

Tak for alt, hvad vi har fået ved at blive født!

Tak for alt, hvad vi får ved at spise og drikke det, der kommer fra kornet på markerne.

Tak, fordi vi også i år har fået korn!

Men vi takker dig også, fordi du ved dit ord og Ånd gør det muligt for os at tro, at du er den gode, givende magt både bag og under vort liv og ude foran vort liv, også helt derude, hvor ellers alting hører op!

Hold os ved dit ord og Ånd fast i troen på dig, så vi altid lever som dine børn og til sidst samles i dit rige.

Ved Jesus Kristus, vor bror, vor Herre !

Amen.

 

 

Der er tre spørgsmål, der rejser sig, når vi nu har hørt dette evangelium:

 

1. Har det overhovedet på nogen som helst måde nogen virkelighed i sig at tale om, at der er en Gud bag tilværelsen – og altså virkelighed på en sådan måde, at det overhovedet kan give os noget som helst håb mod vore sygdomme?

 

2. Men hvis det har det – og det har det jo i hvert fald inden for rammerne af det, vi her lige har hørt – hvorfor kan Jesus så spørge: "Vil du være rask?".

 

3. Og hvad handler det sidste afsnit om, det med, at det ikke er tilladt at bære sin båre, når man lige er blevet rask, fordi det tilfældigvis er sabbat?

 

Og vi må jo begynde med det første spørgsmål. Nogle ville så ganske vist sige, at man da ikke kan stå som præst midt i den kristne gudstjeneste og begynde med at sætte spørgsmålstegn ved det hele. – Men spørgsmålstegn og spørgsmålstegn er nu to ting!

 

Set fra den ene side begynder vi selvfølgelig ikke med et spørgsmålstegn, når vi samles her i kirkerummet som kristen menighed. Set fra den ene side er Kirken – og dermed det indhold, den er samlet om: kristendommen – simpelt hen en kendsgerning, en historisk kendsgerning: Der har nu engang gennem snart 2.000 år været en åndelig størrelse her i verden med navnet kristendommen. Og gennem alle disse snart 2.000 år har mennesker samlet sig om denne åndelige størrelse, ja, de har ladet sig ind-lemme i den – ved dåben, sådan som lille Mikkel i dag er blevet indlemmet i den [MU: nede i Herritslev i formiddags].

 

Og at det helt tydeligt er lige præcis denne åndelige størrelse, der er tale om, ja, det har jo hele tiden vist sig derved, at det er i den treenige Guds navn, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, indlemmelsen er foregået – sådan som troen på den treenige Gud er kommet til udtryk i Kirkens trosbekendelse, troen på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber; og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre; samt på Helligånden Faderens og Sønnens levende nærvær, og på Kirken som det store fælles menneske-legeme, dette nærvær er nærvær i!

 

I den forstand skal – og kan – der naturligvis ikke stilles spørgsmål!

 

I hvilken forbindelse vi også kan inddrage epistelen til i dag – som er ny; det er først med den nye alterbog, vi har fået denne vigtige tekst med – hvilket så også har medført, at vi nu lige har sunget den dertil hørende salme. - Ja, i denne forbindelse kan vi inddrage epistelen:

 

Husk på Kristus Jesus, opstået fra de døde [...] ifølge mit evangelium; for det lider jeg ondt [...] Dog, Guds ord er ikke bundet.

 

Her – og meget udførligt i salmen, vi lige sang [DDS 354: "Guds ord blev aldrig bundet"] – er der på den allerstærkeste måde tale om, hvordan kristendommen som åndsmagt, troen på den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus, er en åndsmagt uden lige i verden, en uudryddelig åndsmagt, som netop viser sig allertydeligst og allerstærkest, når denne verdens onde magter raser allerstærkest imod den og med alle midler prøver at udrydde den!

 

Men det var altså kun den ene side! For det er jo indlysende, at hvor nødvendigt det end er, at der må og skal og kan tales sådan – så bliver det en død og utroværdig tale, hvis den ikke bliver ledsaget af en lige så stærk tale fra den anden side, altså, om man så må sige, fra det tvivlende spørgsmålstegns side, fra den ærlige og redelige tvivls side.

 

Altså ikke for at dyrke tvivlen! Men i respekt for sandheden og virkeligheden. Og i solidaritet med alle de spørgende og tvivlende, en solidaritet, der jo aldrig kan blive en nedladende solidaritet fra nogle, der selv har alt deres på det tørre. Der er jo ingen, der ikke kender spørgsmålene: Er der overhovedet nogen Gud? Og har det overhovedet nogen praktisk betydning, hvis der overhovedet er en?

 

De to sider, der her er tale om, de mødes i det, vi sang om i andet vers af salmen før prædikenen:

 

Ja, selv da døden trængte

sig ind til hjerterod,

da han på korset hængte,

det farved med sit blod;

Guds ord var dog ej bundet,

det blev på tungen fundet

end lige stærkt og sødt.

(354,2)

 

For det er jo ikke bare på det fysiske kors, kristendommen viser sin magt i afmagten. Det samme gælder det kors, vi kalder tankens kors!

 

Men ligesom Jesus viste sin magt midt i afmagten på sit kors, således viser kristendommen sin magt, når den kristne påstand i fuld solidaritet og i en indtil det helt hudløse åben og ærlig redelighed går ud i tvivlens og spørgsmålenes virkelighed, dvs. ud i den virkelighed, hvor også vores råb er: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" - Eller måske ligefrem: "Gud! Har du overhovedet nogensinde været der?!".

 

For det, der i salmen særligt hentydes til, er jo ikke dette forfærdelige gudsforladtheds-råb, men tværtimod de andre kors-ord, især – og udtrykkeligt, det ord, hvor Jesus ud af den afmagt og fornedrelse, han delte med røveren ved sin side, kunne til-sige ham, at

 

I dag trods al vanære,

du sandelig skal være

med mig i Paradis!

(354,3)

 

 

- - -

 

 

Og når – eller hvis – vi derude i vor tvivls virkelighed trods alt kommer til en eller anden form for tro på, at Gud måske alligevel er der, så denne tro være en tro, der også har noget at gøre med vore fysiske sygdomme, ja, vor fysiske død! Ellers ville den jo ikke være en tro på Gud! Så ville den ikke passe til selve definitionen på, hvad ordet Gud betyder!

 

Noget helt andet er så, hvordan vi vil forholde os til, hvad vi hører her i dag – om, at Jesus bare sådan lige kunne sige: "Rejs dig, tag din båre og gå!". – For slet ikke at tale om, hvordan vi vil forholde os til muligheden for, at der skulle være et tilsvarende konkret håb for os her og nu, hvis vi selv eller vore kære er lamme eller på anden måde syge.

 

Her må vi jo erkende, at selv i bedste fald er der tale om enkeltstående tilfælde, som ikke er af en sådan karakter eller et sådant omfang, at sygdommen og lidelsen og døden dermed lige her og nu bliver bragt ud af verden. Idet vi altså så samtidig må tro på, at der på en eller anden måde er tale om, at Jesus er vort håb, også for så vidt angår vore fysiske lidelser og vor legemlige død!

 

Og denne tro – i det omfang, vi kommer til den - den bygger altså ikke på, at vi fx har hørt en beretning som den i dag, eller andre tilsvarende beretninger, fra Bibelen eller fra senere tider, måske nutiden. Nej, den bygger på hele mødet mellem "kristendommen som sandhedsmagt", og så vort menneskeliv og vort menneskehjerte. Det er i hele dette total-møde, vi kommer til troen. Men så er det altså også i hele denne totalitet, håbet mod også vore fysiske lidelser og sygdomme, ja, mod også vor legemlige død hører hjemme!

 

 

- - -

 

 

Så blev der jo ikke megen tid tilovers til de to andre spørgsmål. Men de kan også behandles ganske kort.

Hvad spørgsmålet om Jesu mærkelige spørgsmål angår: "Vil du være rask?" – så kommer det jo i hele den sammenhæng, vi her har fået ridset op, til at pege på, at der måske også inde i menneskene er nogle ting, der forhindrer dem i at gribe det håb, som også er et håb mod den fysiske lidelse og sygdom: en tilbøjelighed til at finde sig tilrette i elendigheden!

 

Altså: Vel er der tale om et kors for tanken, når vi ikke synes, vi kan finde Gud i al tilværelsens lidelse og meningsløshed. Men samtidig er der også noget mere: En uvilje mod at "krybe til korset", en uvilje mod at møde Gud, sådan som han kommer til os!

 

Hvilket så fører til det tredje spørgsmål: Hvad det sidste afsnit i evangeliet handler om? For det kan vi jo se som et særlig raffineret udtryk for, hvordan menneskene kan lukke af for Gud! Nemlig "lov-retfærdighedens" raffinerede måde at lukke af for Gud på – så man har desto mere fred til at tyrannisere hinanden!

 

Det lyder jo ellers så vældig fromt, at så må man ikke det, og så må man ikke det, fordi ens religion forbyder det. Men hvis det bare er tomme religiøse regler, der ikke skyldes hensynet til det virkelige gudsforhold eller hensynet til det virkelige liv, ja, så ender det i den rene karikatur, ja, så ender det med, at man slår Gud ihjel, når han kommer som frelser for ens liv – fordi man ikke kan holde ud at få forstyrret sin selvretfærdigheds cirkler!

 

[2002: NB! Det er sådan set forkert, at Alterbogens fædre har undladt at tage afsnittets sidste tre vers med. De lyder nemlig: "16 Derfor gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat. v17 Men Jesus sagde til dem: "Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også." v18 Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig" (Joh 5,16-18).]

 

Men det nytter ikke noget. Guds ord blev aldrig bundet:

 

Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.

 

Gud er altid større end menneskenes hjemmelavede religion. Og livet er altid større end reglerne. Det er heri, vi skal have vort håb – også det håb, som er et håb mod vore fysiske sygdomme og lidelser, ja, mod vor fysiske lidelse og død!

 

[Her sluttede prædikenen ved den almindelige højmesse. Men ved høst-aftengudstjenestens føjedes følgende til:]

 

Men dermed er det så blevet en af de gange, hvor det bogstavelig talt ikke er blevet til "høstprædiken". – Hvad jeg dog her til sidst vil prøve at råde bod på. Idet jeg for det første vil pege på, at prædikenen her jo faktisk indgår i den sammenhæng, hvor vi med høsten som baggrund synger høstsalmer og beder bønner, der har forbindelse til høst-situationen. Og idet jeg for det andet vil pege på, at det total-møde, jeg har talt så meget om – som det møde, hvorved vort hjerte kommer til troen – det jo i høj grad omfatter den side af sagen, som netop høstgudstjenesten ganske særligt rører ved, nemlig det helt grundlæggende forhold, at vi allerede i de helt elementære ting har med Gud at gøre: ved selve det at være til, ved selve det at dyrke jorden – eller på anden måde tjene til det daglige brød – og ved selve det at spise og drikke de ting, som stammer fra kornet på markerne. Ja, kristen høstgudstjeneste – i modsætning til en naturreligiøs frugtbarhedsfest – det er netop den altomfattende sammenhæng, at vi her i gudstjenesten møder ham, der sagde: "Rejs dig, tag din båre og gå!", som den samme Gud, der igen i år har ladet kornet gro på markerne!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

15. søndag efter trinitatis 2002 (8. september)

 

DDS: 378 – [493] – 396 -///- 446 – 36
 
Sl. 73,23-28. – ApG. 8,26-39. - Luk. 10,38-42

 

 

Far i Himlen! Tak, fordi du har vist os hen til den rette plads hos dig - ved Jesu fødder. Hold os fast dér, så vi af livets og sandhedens ord kan få lys til at se alle ting på deres rette plads og i deres rette sammenhæng. Amen.

 

 

Som regel plejer vi at høre denne velkendte beretning ganske for sig selv, helt isoleret fra sammenhængen.

 

I år vil vi prøve at få et nyt og klarere lys over den ved at se den i forhold til noget af det foregående i Lukasevangeliet.

 

Vi kan gå tilbage til et andet kendt stykke fra Lukasevangeliet, nemlig lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

 

Og hvordan var det nu det gik til, at Jesus fik anledning til at fortælle den?

 

Jo, det begyndte med, at Jesus priste disciplene salige, fordi de oplevede ham og hans prædiken, ja, hele hans gerning, hvilket så fik en af tidens teologer til at prøve at lokke Jesus på glatis ved at spørge, hvad han skulle gøre for at arve evigt liv.

 

Det er jo i øvrigt alene i selve sin udformning en fantastisk frækhed. Jesus har lige i de allerstærkeste vendinger understreget det helt enestående i selve sin gerning og beskrevet de andres salighed som selve det at være vidne til og dermed også være inddraget i den store Guds frelsesgerning, som udspiller sig i og med Jesu gerning.

 

Så skal der noget til, straks at hugge sin hakke i med et flabet spørgsmål om, hvad jeg skal gøre!

 

Nu viser det sig imidlertid, at denne teolog ikke er så helt dum endda. Han ved i virkeligheden en hel del om, hvad det drejer sig om. I teorien i al fald.

 

Og han kan også mærke, hvornår teorien begynder at blive farligt konkret. Det sker nemlig, da Jesus får ham til at citere Det gamle Testamentes dobbelte kærlighedsbud:

 

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv (Luk 10,27).

 

Og så stanger han hurtigt et afværgespørgsmål ud: "Hvem er så min næste?" (Luk 10,29).

 

Da fortæller Jesus lignelsen om den barmhjertige samaritaner, og det ender med, at den frække teolog selv må sige ordene, at den nødstedte mands næste var den som øvede barmhjertighed imod ham - hvorefter Jesus sender ham af sted med ordene: "Gå du hen og gør ligeså" (Luk 10,37).

 

Og uanset hvad man ellers kan sige om alt dette - og det er ikke så lidt - vil denne besked aldrig ophøre med at klinge i også vore ører: "Gå du hen og gør ligeså". Vi kan aldrig slippe fri fra denne demonstration af, at end ikke alverdens svulmende religiøse følelser med en hed kærlighed til Gud ellers alverdens teologiske visdom med alle mulige udspekulerede spørgsmål kan træde i stedet for kravet om, at ham der ligger mere død end levende i vejgrøften skal hjælpes. Som det efter den gamle oversættelse hed hos profeten Hoseas: "Ej slagtoffer - kærlighed vil jeg".

 

MEN - det var alligevel kun den ene halvdel af det dobbelte kærlighedsbud; det første og største er stadig budet om total kærlighed til Gud.

 

Derfor skynder evangelisten Lukas sig at bringe beretningen om optrinnet i Marthas hus lige med det samme!

 

Men dette evangeliestykke har jo i sig selv givet anledning til mange bekymringer!

 

Allerede tidligt i den skriftlige overlevering har en vis usikkerhed gjort sig gældende.

 

Og det har også afspejlet sig i fx vore tre seneste NT-oversættelser.

 

Først (1907) stod der på det afgørende sted: "... men eet er fornødent".

 

Så (1948) kom der til at stå: "... men eet er nødvendigt".

 

Og nu (1992) hedder det altså igen: "Men ét er fornødent"!

 

I de ældste håndskrifter står der imidlertid: "Få ting er nødvendige, eller kun een"!

 

Og det er formodentlig også, hvad Jesus har sagt, idet han nemlig - med sin guddommelige humoristiske sans, som menneskene pga. manglende sans herfor ofte har haft så svært ved at forstå - har "spillet" med ordene på den måde, at han først har sagt: "Få ting er nødvendige" - i betydningen: "Kære Martha, lad nu være og tag sådan på vej. Lad det bare være i al enkelhed. Du behøver kun sætte nogle få ting på bordet!".

 

Men allerede dette har selvfølgelig haft en undertone af, at selve måltidet ikke var det vigtigste ved dette besøg. Og det er denne undertone, der trænger igennem i det følgende: "... eller kun een. Maria har valgt den gode portion(!), og den skal ikke tages fra hende".

 

Og så er det klart, at der er sket et skift fra den mad, der skal serveres for Jesus, til den mad, hans ord er.

 

"Jamen ..." siger vi så, Jesus skulle vel have noget at spise, og det skulle Maria vel nok kunne have hjulpet til med at sørge for?

 

Jo, og i en anden situation kunne Jesus også have sagt til en "Maria": "Pas på ikke at blive så from, at du svigter din søster!".

 

Men vi kan også tænke på, hvordan Jesus, da Djævelen ville friste ham til at "snyde" ved at gøre stenene til brød (og dermed slå sig op som den, der gav folket både mirakler og brød), svarede ham, at

 

Der står skrevet: "Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund" (Matt 4,4).

 

Eller vi kan tænke på, hvordan Jesus i første tekstrækkes evangelium til i dag siger, at vi ikke må være bekymrede; for vor himmelske Far véd, at vi trænger til mad og tøj.

 

"Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift" (Matt 6,33).

 

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at Guds ord og Guds rige med hans retfærdighed er det allervigtigste, ja, det ene nødvendige.

 

Men hvad nu "Guds ord" angår, så er vi nødt til at gøre os klart, at det kan betyde flere ting.

Det kan være alle de måder, Gud i Det Gamle Testamente har meddelt sig til mennesker på. Og det kan være de ord, Jesus har talt (fx til Maria) – og de ord, der i den kristne forkyndelse er blevet prædiket i hans navn.

Og i disse betydninger staves "ord" med lille "o".

Men allerdybest nede under disse betydninger ligger den store betydning, hvor "Ord" staves med stort "O". Og hvis vi går til den betydning, bliver det klart, hvorfor og i hvilken forstand det er rigtigt, at "mennesket lever af Guds ord" eller at Maria har valgt den gode del, som ikke skal tages fra hende.

Uden Guds Ord – med stort - ville der nemlig overhovedet intet være til!

For det er jo det Ord, hvorved Gud i begyndelsen kaldte hele verden og hele livet ud af intetheden.

 

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2 Han [!!!] var i begyndelsen hos Gud. v3 Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er (Joh 1,1).

 

Sådan lyder det i begyndelsen af Johannes’ juleevangelium. For Ordet her er jo det Ord, som "blev kød og tog bolig iblandt os", for at skaberværket kunne blive ført ind til retfærdigheden i Guds rige.

 

Her er Guds Ord med stort "O" altså Kristus, den evige Sandhed, al betydnings og al forms grund-mønster – som den, der blev født ind i verden som et lille barn julenat!

 

Det er derfor, det er en falsk modsætning at stille Guds ord/Ord (hvad enten det skrives med lille eller stort "o"), og så livet og verden – og alle de ting, der er nødvendige dér, op imod hinanden. Livet og verden er jo fremkaldt af Guds Ord, ja, holdes hvert eneste sekund oppe af Guds Ord. Så i denne forstand kan der ikke være tale om modsætninger.

 

Når dette overhovedet er blevet en modsætning, man har kunnet stille op og kunnet diskutere, skyldes det udelukkende, at vi ved Djævelens falske list er blevet lokket ud i det tragiske vanvid, det er at ville prøve at rive verden og livet og alle tingene ud af omsluttetheden af Guds skabende og livgivende Ord. Derved er mennesket kommet i en skæv og fortvivlet stilling til såvel sin Skaber som sin medskabning.

 

Så hvad nu Martha her i evangeliet angår, så er det, der er i vejen med hende, ikke, at hun laver mad, men at hun - uanset hvor udmærket og nødvendigt det er, at der bliver lavet mad - på en eller anden måde har noget skævt såvel i sit forhold til søsteren som i sit forhold til Jesus, hvilket afslører sig i den noget skurrende, ubehagelige måde, hun henvender sig til Jesus på.

 

Derfor har Jesus heller ikke sagt, at det ene fornødne var at sætte sig ved hans fødder i stedet for at lave mad. Han har bare mildt og kærligt gjort den lidt opskruede Martha opmærksom på tingenes rette sammenhæng.

 

Det er ikke Jesus, der har gjort forholdet mellem madlavning og Guds ord til et problem, men Martha. Hun har været for optaget af sin egen husmoderære og har glemt, at det måltid, de selvfølgelig også skulle nyde sammen med Jesus, skulle indgå som en del, der helt naturligt føjede sig ind i den begivenhed, som hans besøg var.

 

Alt dette fremgår af det, som utvivlsomt er tekstens oprindelige ordlyd: "Få ting er nødvendige, eller kun en".

 

Den senere ordlyd: "... men eet er nødvendigt" - eller jo nu igen: "Men ét er fornødent" - afspejler - tror jeg - en afsporing over i den anden grøft, hvorved man godt nok får understreget, hvor absolut nødvendigt det er at "leve af Guds ord", men hvorved man mister blikket for, at Guds ord netop ikke er noget tomt, abstrakt og indholdsløst noget, der tyrannisk vil trække os bort fra livet og al dets fylde, men er skaberordet, livsordet, der er magten bag alle ting og alt liv, og den gode vilje, hvorefter alt skal føje sig, hvis tilværelsen skal være en sand tilværelse og livet et sandt liv.

 

Ikke mindst for os i vor tid er det afgørende vigtigt at vinde en ret forståelse af hele denne store livs- og sandhedssammenhæng.

 

Ellers vil det bare endnu mere blive sådan, at nogle af os puster endnu værre rundt i en bekymret foretagsomhed end Martha, medens andre af os af bare frygt for at være ligesom Martha kommer til at gøre noget, der i virkeligheden slet ikke er, hvad Maria gjorde.

 

Fra vor aktuelle kirkelige praksis og debat kunne der nævnes mange eksempler, lige fra, på den ene side, kirkelig foretagsomhed af mere eller mindre underholdningsmæssig karakter på sogneplan, til den helt store økumeniske selvhøjtidelighed - og så på den anden side nogle reaktioner helt over i den anden grøft, hvor kristendommen gøres til noget fuldstændig abstrakt og teoretisk læremæssigt noget.

 

Vi skal lære at forstå, at "kristendommen" ikke er en del af tilværelsen eller en anden tilværelse ved siden af den "almindelige" tilværelse, men at Guds ord og hele forholdet mellem Gud og os samtidig med, at det er større og vigtigere end alt, hvad der er til, netop derfor også omfatter og "handler om" alt, hvad der er til - så at det ene aldrig kan spilles ud mod det andet.

 

Som de eksempler, vi har haft fremme her i dag, jo også tydeligt viser, så er der altid et eller andet i vejen, når man overhovedet begynder at stille spørgsmål om disse forhold!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

16. søndag efter trinitatis 1972 (17. september)

 
DDS: 48 (700) - 637 - [130] -///- 479 – 189

 

1. Kor. 15,21-28. – (Luk. 7,11-17). - Johs. 11,19-45

 

 

Far i Himlen!

Tak for livets gave!

Lær os ved dit ord at modtage det på ny gennem Ham, som du har sendt til os, så vi kan leve i sandhed som dine børn og i troen på, at din kærlighed aldrig vil slippe os!

Amen.

 

 

Når man taler om liv og død, om evigt liv eller evig død, er det ofte to bestemte holdninger, der står over for hinanden:

 

1.

Mennesket lever automatisk videre efter døden; det hører så at sige med til menneskets udstyr, at det har udødelighed i sig. Det gælder så bare om at søge bekræftelse eller garanti for, måske beviser på, at det virkelig forholder sig sådan.

 

2.

Mennesket går ved døden ud i total tilintetgørelse og evigt mørke. Det gælder derfor om at rette al opmærksomhed mod dette ene liv, det eneste, man har, for at få mest muligt ud af det.

Over for begge disse holdninger eller opfattelser lyder nu Jesu ord:

 

Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.

 

Hvad betyder nu disse ord? – De betyder, at Jesus siger til os:

 

I skal ikke gå og gøre jer nogen som helst forestillinger om, at I har liv i jer.

 

I har ikke et liv i jer, som automatisk vil fortsætte efter døden. I har ikke engang liv i jer nu. Derfor kan det heller ikke nytte jer noget, selv om I prøver at klamre jer til og at få mest muligt ud af det, I kalder det neste liv, I har.

 

Det liv, I siger I har, det er noget, I har fået af ham, som sendte mig. Og hvis I lever dette liv uden tro på mig og på ham, som sendte mig, så er det, I kalder jeres liv, i virkeligheden døden, ikke bare engang i fremtiden; men så er det, I kalder jeres liv, døden allerede nu. Det såkaldte liv, I klamrer jer til som jeres ejendom og forsøger at leve uden mig, det er et falsk liv, et skin-liv, et bedrag.

 

Både livet efter døden og livet nu er kun muligt i kraft af mig. Det eneste håb om liv efter døden er det håb, I får af mig, og den eneste mulighed for et sandt og virkeligt liv her og nu er den mulighed, jeg giver jer.

 

Tidligere her i Johannesevangeliet har Jesus sagt:

 

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet (Joh 5,24).

 

Med andre ord: Den, som lever uden for troen på Jesus, er allerede i døden – hvor levende han ellers kan se ud – og den, som er i troen på Jesus er allerede nu i livet og kærligheden fra Gud, som end ikke det, vi kalder døden, kan skille os fra.

 

Men hvordan skal vi nu nærmere forstå og forholde os til dette? Det bliver jo så nemt bare tørre og tomme, uvirkelige ord for os alle sammen.

 

Først skal vi måske lige tænke på det spørgsmål, som måske nu kan melde sig:

 

Hvordan kan jeg være sikker på, at jeg tror nok? Hvad nu, hvis jeg tror så lidt eller så forkert, at jeg alligevel ikke får del i det evige liv?

 

Men det er et helt forkert spørgsmål. Troen er jo ikke en præstation, som vi skal købe livet med.

 

Den kristne tro er først og fremmest at opgive enhver tanke om at kunne præstere noget som helst over for Gud.

 

Den kristne tro er ganske kort sagt at holde sig til, hvad der lyder i konfirmationsvelsignelsen, nemlig at den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Far har antaget os til sine børn i den hellige dåb og gjort os til arvinger til det evige liv.

 

Den kristne tro er altså at holde sig til og leve på, hvad Gud allerede har skænket en i dåben.

 

Og den kristne tro er jo også at leve hvert øjeblik af sit liv på tilgivelsens vilkår; at modtage ikke alene livet, men også syndernes forladelse af Guds hånd. At leve under tilgivelsen for sin manglende eller for lille tro.

 

Nej, lad os se bort fra enhver tanke om, at vi skal erhverve os retten til livet ved hjælp af vor tros kvalitet.

 

Det er ikke vor tro, vi skal tro på, men Kristus.

 

Og lad os så igen rette blikket mod ham og prøve, endnu bedre at tro og forstå, hvad det vil sige, at han er opstandelsen og livet.

 

Det betyder, at han er min opstandelse og mit liv, at jeg ikke kan få håb om opstandelse eller sandhed i mit liv noget andet sted end i ham.

 

Jeg skal ikke komme til ham for at købe liv og opstandelse, men for at mærke og føle det liv, som han skænker mig ganske gratis.

 

Og det liv, han skænker mig, er det samme liv, som Gud allerede een gang har skænket mig.

 

Livet er Guds gave til mig. Men jeg kan kun bruge denne gave ret ved at leve mit liv i troen på Ham, som Gud har sendt for at gengive mig den gave, som er ødelagt ved Djævelens magt og forspildt ved min ulydighed.

 

Livet fra Kristus, livet i Kristus, er ikke uden videre det samme, som man forstår ved sund og naturlig livsudfoldelse.

 

Jagten efter livsbekræftelse og livsudfoldelse er nemlig at dyrke sig selv og sit eget liv i stedet for først at søge Guds Rige og hans retfærdighed.

 

Og pdas.: Det, Gud giver den, der søger hans rige og hans retfærdighed, i tilgift, er ikke uden videre det samme som et liv i sund og kraftig udfoldelse.

 

Kristendom er ikke livsdyrkelse ad omveje og ikke en genvej til succes og sundhed.

 

Det liv, Kristus har til os, er uafhængigt af, hvordan vort liv former sig i det ydre. Det er et liv, som står urokkeligt fast gennem fattigdom, sygdom, nød og mislykkethed, ja, gennem døden selv.

 

Og så sker der det for den, der lever sit liv ud fra ham, som er opstandelsen og livet, at alt det, vi ellers kalder livet, både på ondt og på godt, bliver nummer to. Det bliver ikke det afgørende; for han er den afgørende. Så er han tyngdepunktet for vort liv, både når det ellers lykkes, og når det ikke lykkes, både i gode dage og i onde dage.

 

Men hver eneste god dag, hver lille glæde, bliver så gaver fra ham. Det bliver ikke noget, vi krampagtigt og forslugent jager efter, men noget, vi kan modtage og bruge med tak og i glæde.

 

Og hvad døden angår, så frygter vi den stadig.

 

Den er stadig kulde og mørke for os.

 

Men den har mistet sin brod. For når vi allerede her og nu har livet fra ham, så ved vi, at det er et liv, som vi aldrig skal skilles fra.

 

Han, som er opstandelsen og livet for os her og nu, han vil altid være opstandelsen og livet for os.

 

Den kærlighed, som allerede nu er bredt ud over vort liv, den vil omslutte os altid, også i dødens mørke.

 

At tro på opstandelsen og det evige liv er ikke at hengive sig til spekulationer og grublerier om, hvordan det mon skal gå med os efter døden, men det er at sætte al sin lid til ham, som sagde; "Jeg er opstandelsen og livet". Det er at holde sig til ham og modtage alt godt fra ham, nu og i al evighed.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

16. søndag efter trinitatis 1976 (3. oktober)

 
DDS: 700 v 1-5 - [361] – 637 (130) -///- 125 – 700 v 6-7
 
1. Kor. 15,21-28. – (Luk. 7,11-17). - Johs. 11,19-45

 

 

Herre Jesus Kristus!

Du, som er dødens overvinder!

Hjælp os mod dødens magt!

Vi trænger til din styrke, hjælpeløse, som vi er.

Også vor tro suges kold og tom af angsten.

Hjælp os til at tro. Hjælp os til livet!

Amen.

 

 

I et digt, der i sin helhed drejer sig om noget andet, forekommer denne strofe:

 

Tilovers: en Lazarus

opkaldt af Graven

med Isluft hængende

i sine Klæder - –

som sidder til Bords med

de Levende, uden

at eje Del i

de Levendes Glæder.

 

[Thorkild Bjørnvig: "Jalousi", (Anubis 1955; Den danske Lyrik 1966)]

 

Der kan være grund til, at vi fordyber os i det, denne strofe siger:

 

Tilovers:

...

med Isluft hængende

i sine klæder –

... uden

at eje Del i

de Levendes Glæder.

 

Vi skal foreløbig glemme alt om Johannesevangeliet og Jesus, medens vi fordyber os i dette billede af "en Lazarus", af en, der er "opkaldt af graven".

 

Det eneste, vi foreløbig (og, som sagt, også uden at tænke på den særlige sammenhæng i det citerede digt) skal koncentrere os om, er billedet af en mand, der er vendt tilbage til sit liv efter at have været død og begravet.

 

Tilbage til sit liv. Hverken mere eller mindre. I al fald ikke mere. Faktisk mindre.

 

Tilbage – men kun tilbage til sit liv.

 

Tilbage til det liv, som allerede een gang er endt i graven, og som om eet to, tyve, tredive år igen skal ende i graven.

 

Derfor faktisk mindre.

 

Isluften hænger i klæderne. Alle mennesker har isluft i klæderne – på vej, som vi er til graven. Men Lazarus er på vej fra grav til grav.

 

Det helt utrolige, at et lig i opløsning atter er blevet et levende menneske, er nok utroligt, helt fantastisk. Men isluften er dobbelt kold.

 

På een måde må Lazarus kunne glæde sig intenst over sin tillægs-tid. At være på vej mod døden kan ikke helt ødelægge livet, og at være på vej fra døden til døden, kan ikke helt ødelægge tillægs-livet.

 

Men alligevel:

 

Tilovers: en Lazarus

opkaldt af Graven

med Isluft hængende

i sine Klæder - –

som sidder til Bords med

de Levende, uden

at eje Del i

de Levendes Glæder.

 

Nu er det imidlertid ikke "en Lazarus, evangelisten Johannes beretter om, men den Lazarus, som Jesus Kristus kaldte ud fra graven i Betania ved Jerusalem, for at Martha skulle se Guds herlighed og skaren tro, at det var Gud, der havde sendt Jesus.

 

Evangeliet til i dag er ikke en historie om et lig, der blev levende.

 

Dvs. det er det jo også. Evangeliet til i dag har faktisk et afsnit, hvor der berettes om, at Lazarus blev kaldt ud af graven på fjerdedagen efter sin død!

 

Men denne beretning er kun en del af det evangelium, det glædelige budskab, som Jesus selv forkynder, da han siger:

 

Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. v26 Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø (Joh 11,25).

 

Evangeliet til i dag er ikke "et" evangelium om en Lazarus, opkaldt af graven. Det er evangeli-et, glædesbudskab-et om Jesus Kristus, Guds Søn, Han, som er opstandelsen og livet!

 

Og fordi det er dette evangelium, havde den Lazarus, Han kaldte ud af graven heller ikke isluft hængende i sine klæder.

 

Det, Lazarus fik, var nemlig ikke bare nogle år ekstra til sig selv, men sammen med alle de andre, der kom til tro på Jesus, del i det evige liv, som gives til enhver, som tror på ham.

 

Det tillægs-liv, Lazarus fik, var kun et tegndet evige liv, som gives til alle, der hører Jesus Kristus til, et tegn på det evige liv, som begynder her og nu i troens sammenknytning med Ham, som ER opstandelsen og livet.

 

Det evige liv er nemlig ikke en forlængelseslinie ud over dødens punkt.

 

Det evige liv er en helt anden linie.

 

Det evige liv er at være blevet flyttet over på et helt andet spor, livets spor - sat ind i en helt ny sammenhæng, Guds sammenhæng.

 

Dette træder klart frem i samtalen mellem Martha og Jesus.

 

Jesus siger til Martha: "Din bror skal opstå".

 

Martha svarer: "Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag".

 

Martha var en from kvinde. Hun delte den tro på de dødes opstandelse, som mange jøder var nået frem til i århundrederne før Kristi fødsel.

 

Men Jesus føjer noget afgørende nyt til: "Jeg ER opstandelsen og livet".

 

Det evige liv er ikke noget, der ligger gemt væk ude bag en tidsgrænse. Det evige liv er en levende virkelighed her og nu og i al evighed.

 

Det evige liv er Jesus Kristus. Og troen på ham er at have evigt liv;

 

den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

 

- om han end dør!

 

Ja, sporene krydses. Det evige livs spor løber ikke et parallelt friløb smertefrit forbi dødens punkt.

 

Ethvert menneske må dø den død, som også Jesus selv døde kort efter på Golgata.

 

Sådan er det. Det nytter ikke med spørgsmål. Det er sådan.

 

Jesus døde selv den død. Og Jesus græd ved Lazarus’ grav.

 

Jesus gik ikke let hen over nogen ting. Han græd ved Lazarus’ grav.

 

Men han kaldte Lazarus ud af graven.

 

Jesus måtte græde over døden og selv lide døden, men viste sig alligevel som dødens overvinder, både da han kaldte Lazarus ud, og da han selv stod op.

 

Jesus kom ikke, mens Lazarus endnu kun var syg, for ud af et helbredelsesunder at lade ham slippe for denne gang.

 

Jesus tog heller ikke døden ud af verden, da han kaldte Lazarus ud af graven.

 

Jesus tog heller ikke døden ud af verden, da han selv stod op påskemorgen.

 

"Den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden".

 

Lazarus slap ikke for døden. Jesus slap ikke for døden. Vi slipper ikke for døden.

 

Men det, Jesus gjorde med Lazarus, og det, Jesus selv gjorde påskemorgen, betyder, at døden må slippe os, som hører Jesus Kristus til.

 

Døden har mistet sin brod. Trods døden og ind igennem døden er Jesus Kristus opstandelsen og livet, også for os, som hører ham til, også trods vor død og ind igennem vor død.

 

Jesus Kristus er opstandelsen og livet.

 

Og at have del i Hans opstandelse og hans evige liv ligger på et helt andet spor end det at slippe gennem en sygdom eller ved et opvækkelsesunder få lagt nogle år til sit liv.

 

Det er ikke et tillæg til vort eget dødsens liv, Jesus giver os, men et helt nyt liv, Hans nye, evige liv.

 

Og det liv er der ingen isluft i.

 

Den, som har fået det liv, står ikke genfærdsagtigt udenfor og sidder ikke til bords uden at eje del i de levendes glæder.

 

Den, som har fået det liv, sidder netop til bords i livets og glædens fællesskab med Ham, som har magt til at kalde os ud af tilintetgørelsen.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

17. søndag efter trinitatis 1986 (21. september)

 

Høst-aftengudstjeneste i Døllefjelde kl. 19(!)
 
DDS: 677 – 261 -///- 265 - 678
 
Judas 20-25. – (Luk. 14,1-11). - Mark. 2,14-22

 

Gud, vor Skaber og Frelser!

Tak, fordi du har ladet os og hele vor verden blive til!

Tak for vore legemer, og tak for det, du lader vokse på markerne til at nære dem!

Tak for den høst, vi lige har fået!

Men vi takker dig også, kære Gud, fordi du ikke har ladet alt dette blive Syndens og Dødens bytte!

Tak, fordi du har sendt din Søn til os som vor store læge med helbredelse og nyt liv, ja, som midtpunktet i den store nye bryllupsfest med glæde og liflighed.

Vi beder dig: lad alt dette nye, sunde og dejlige brede sig mere og mere hos os og i os, indtil det skal være hele den store livsfylde i dit Rige!

Amen.

 

 

Man kunne godt forestille sig, at høstgudstjenesten – om man så må sige – udelukkende var høstgudstjeneste. Ja, der er faktisk nogen, der har peget på nogle helt konkrete muligheder i den retning. Fx i Prøvealterbogen fra 1958.

 

Og det kunne i og for sig være ganske værdifuldt. Lad mig give et par citater fra nogle af de tekster, der har været foreslået:

 

Fra det gamle Israels salmebog lyder det til Gud:

 

Du tager dig af landet og giver det regn,

du gør dets rigdom stor;

Guds bæk er fuld af vand,

du sørger for kornet

...

v12 Du kroner året med dine gode gaver,

dine hjulspor driver af fedme,

...

v14 Engene klæder sig i lam,

dalene hyller sig i korn;

de jubler og synger.

(Sl. 65,10-14)

 

Selv synes jeg, at sådan noget som dette er den stærkeste og flotteste, mest livsbekræftende og indholdsrige religiøse poesi, man overhovedet kan tænke sig. – Og jeg understreger dette, fordi det også har noget at gøre med evangeliet her til 17. søndag efter trinitatis.

 

Så er der også foreslået et stykke fra Paulus’ andet brev til Korinterne. Her drejer det sig om en anden vigtig side af høstgudstjenesten:

 

... enhver skal give, som han har hjerte til - ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver (2 Kor 9,7).

 

Og senere:

 

... han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, v11 så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os (2 Kor 9,10).

 

Dette er på en helt anden måde en smuk tale, som vi virkelig trænger til at høre.

Endelig er der peget på et par vers fra Paulus’s første brev til Timotheus, som meget direkte har noget at gøre med evangeliet til i dag:

 

... alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak (1 Tim 4,4).

 

Alt dette er som sagt vældig godt og værdifuldt. Og det stærkeste og flotteste af det hele er altså den gamle Davids-salme, hvor Guds omsorg for sit ejendomsfolk virkelig forstås som fyldt med hele livets helt konkrete indhold.

 

Men nu har vi jo så også haft det med i denne gudstjeneste. Så det, at vor høstgudstjenestefejring ligesom bliver skudt ind i fejringen af 17. søndag efter trinitatis, hindrer på ingen måde, at disse forskellige helt konkrete sider af sagen kommer med.

 

Dertil kommer, at det altså er helt afgørende vigtigt, at vi rent ud sagt har Jesus med til vor høstgudstjeneste – for at sige det sådan!

 

Rigtig kristen høstgudstjeneste bliver det først, når hele det indhold, der allerede var i det gamle Israels forhold til Jahve, kommer til at indgå i vort forhold til Jesus, ja, når vi kommer til at opleve det gamle Israels Jahve, ham, hvis bæk er fuld af vand, og hvis vognspor flyder af fedme, som dén Gud, der "ved vor Herre Jesus Krist, vor Fader ville være"!

 

Den største fare ved høstgudstjenesten er, at den bare bliver til en samling i og for sig meget smukke og gode taknemmelige følelser over livet og høsten og det daglige brød og måske en tilsvarende samling følelser i retning af, at vi da også skal huske at være gode ved vore medmennesker og give dem lidt af vor overflod.

 

Men denne fare undgår vi, når vi virkelig har Jesus med til vor høstgudstjeneste. Eller rettere: Når vi virkelig kommer hen til Jesus for at fejre vor høstgudstjeneste som en del af den søndagsgudstjeneste, vi under alle omstændigheder ville have fejret!

 

Og se, det, jeg her har sagt, er ikke bare nogle tilfældige og løsrevne betragtninger her i tiden lige efter høsten.

 

Evangeliet her til denne 17. søndag efter trinitatis handler jo også om mad. Og her tænker jeg først og fremmest på den samtale om faste, Jesus har med de folk, der kom og spurgte ham, hvorfor hans disciple ikke fastede.

 

Men der er jo også noget med mad i den første del af evangeliet, nemlig der, hvor Jesus spiste med toldere og syndere og de farisæiske teologer kom og spurgte, hvordan han dog kunne spise sammen med sådan nogle forfærdelige mennesker.

 

Og der er selvfølgelig en vis sammenhæng mellem disse to mad-steder – hvis jeg må bruge det udtryk!

 

Vi kan sige, det fælles består i, at det drejer sig om, hvorvidt kristendommen skal være en frygtsomhedens, forsigtighedens, snæverhedens, den moralske forargelses og livsfornægtelsens religion, eller om den skal svare til netop de bogstavelig talt bugnende og fedtdryppende ord i den gamle Davids-salme, ja, virkelig på alle områder være livets og livsfyldens religion, helt konkret. Altså også i den forstand, at den helt konkret kommer til at betyde befrielse og helbredelse, en ny start på et nyt liv, for alle, der er kommet ned i skidtet.

 

Og her er der ingen tvivl om, hvor Jesus står. Og det er det, der er det afgørende. Jeg sagde før, at spørgsmålet var, om kristendommen var sådan eller sådan. Men det betyder netop: Hvordan er Jesus? For "kristendommen" er jo ikke bare en "religion" eller "lære" eller et sæt regler, ja, ikke engang bare en "livsholdning". Kristendommen er en person. Kristendommen er Jesus Kristus. Kristendommen er den livsholdning at leve i en levende sammenknytning med Jesus Kristus: "O kriste[-]lighed! du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved" (279,1).

 

Nej, der er ingen tvivl om, hvor Jesus Kristus står, nemlig i enhver henseende på livets side, hvad enten det så er som lægen, der bringer liv og helbredelse til syge syndere, eller som brudgommen, der betyder fest og glæde for dem, der er sammen med ham.

 

Og vi skal lægge godt mærke til, at han altså ikke bare er hovedpersonen i en og flot og dejlig bryllupsfest, men også er lægen.

 

Med andre ord: Kristendommen er aldrig den bare flade og overfladiske og pjattede livsbekræftelse, der prøver at lyve sig fra synden og døden og smerten og elendigheden.

 

Vel er kristendommen virkelig – også allerede her og nu – liv og glade dage sammen med Jesus. Og det er der ingen sure mørkemænd der skal komme og ødelægge. "Men", siger Jesus selv, "der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste".

 

Det betyder: Den kristendom, der først og fremmest – og først og sidst – er liv og glade dage, den kan – så længe det Ondes, ja, den Ondes magt ikke er endeligt nedkæmpet og tilintetgjort, inden vi ved af det, komme til at indebære afsavn og kamp og lidelse, ja, måske ligefrem døden. Det må vi være klar over. For tilværelsen, sådan som den er nu, er en stor krig mellem Gud og Djævelen, godt og ondt, liv og glæde – død og surhed.

 

Det er også derfor, det bliver løgn, hvis vi bare sidder og hygger os ved tanken om den gode høst. Høsten og det daglige brød er ikke bare sådan nogle gaver fra en eller anden magt, vi kalder "Gud", men livets gaver fra den ene store Gud, som er både vor Skaber og vor Frelser. Høsten og det daglige brød rækkes os sammen med den frelse fra det onde, Jesus er kommet med.

 

Men når det er sådan, så kan vi altså også hygge os, så længe der ikke er noget, der direkte kommer og ødelægger festen for os. Kristendommen er ikke nogen selvplagerisk religion eller den evige dårlige samvittigheds religion. Det er der ganske vist altid nogle, der vil prøve at gøre den til. Men det er en del af Syndens skade på os mennesker. Den dårlige samvittigheds halvflovhed.

 

Nej, vel er kristendommen den dybeste alvor. Det drejer sig virkelig om kampen mod og frelsen fra Synden, Døden og Djævelen. Men formålet med denne kamp og denne frelse er jo netop liv og glæde i fuldeste og rigeste og mest konkrete forstand.

 

Lad mig derfor afslutte denne prædiken med at tage det vers frem, vi plejer at slutte gudstjenesten med Sankt Stefans dag, altså anden juledag:

 

Julebudet til dem, der græde,

det er vældet til evig glæde.

Glæd dig da kun, du menneskesjæl,

stinger end ormen endnu din hæl.

Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,

løft dit hoved, og tak for livet!

(DDS 107,4)

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

18 søndag efter trinitatis 2002 (29. september)

 

Høst-højmesse i Herritslev Kirke. Høst-aftengudstjeneste i Musse Kirke

 
Salmer:
Tillæg til DDS-896 (introitus-fællessalme på præludiets plads, men uden indbæring af "offer-gaver"!)
DDS: 677 – [676] – 446 v 4 (446) -///- 542 - 678
 
Sl. 121. – 1. Johs. 4,12-16 a. - Johs. 15,1-11

 

 

Gud, vor Skaber og Frelser!

Tak, fordi du har ladet os og hele vor verden blive til!

Tak for vore legemer, og tak for det, du lader vokse på markerne til at nære dem!

Tak for den høst, vi lige har fået!

Men vi takker dig også, kære Gud, fordi du ikke har ladet alt dette blive Syndens og Dødens bytte!

Tak, fordi du i dåben har taget os til dig og ind-podet os i Kristus, så vi i ham kan være dine børn, ja, dit folk og hans legeme i verden. Tak for den vældige storhed og herlighed, du derved har inddraget os i.

Men vi beder dig: Lad din Ånds kraft virke i de ord, der kommer til os gennem Jesus, så vi bliver i din Kirkes store livstræ og ikke river os løs og visner hen som døde grene.

Kære Gud! Hjælp os! Hold os fast i dit liv og din glæde - ved Jesus Kristus, vor Bror og Herre!

Amen.

 

 

Vi fejrer i dag høstgudstjeneste både [her] i Herritslev og [her] i Musse. Og i den anledning kan vi med god grund inddrage nogle mere eller mindre aktuelle ting her i prædikenen.

 

Den første ting stammer fra et foredrag, jeg hørte ved Stiftspræstemødet på Fuglsang forrige tirsdag.

 

Det var præsten og højskolemanden m.m. Mads Lidegaard, der talte om kristendommens komme til Danmark – et emne, han også for nylig har udgivet en bog om.

 

Det, som har interesse for os her ved denne høstgudstjeneste, er, at han i sit forsøg på at komme bag om den officielle historieskrivnings fremstilling af sagen – med hovedvægten på Ansgars og dermed bispedømmet Bremens rolle – var gået til folkesagnene og tilsvarende overleveringer for at se, hvad man her kunne lære om denne sag, fx i form af overleveringer om gamle helligsteder osv.

 

Og af helt særlig interesse er det, at han fortalte, at han under sine research-ture rundt i landet i 1990’erne havde mødt mennesker – eller havde hørt beretninger om mennesker – som endnu dér i slutningen af det 20. århundrede, dyrkede hellige steder og hellige sten, som de gik ud til for at bede og ofre – fx i tilfælde af misvækst, sygdom eller barnløshed!

 

Ja, man tror næsten ikke sine egne øren. Gammel hedensk overtro i slutningen af det 20. århundrede! (Men når man tænker på, hvad der findes af moderne hedensk overtro!).

 

Men Mads Lidegaard er en mild og tolerant mand, som ikke uden videre ser ned på disse rester af gammel frugtbarhedsreligion hos i øvrigt folkekirkekristne mennesker. Han havde i hvert fald forståelse for, at denne gamle forståelse for afhængigheden af naturen og jorden har kunnet gå med over i den kristne epoke hos kristne mennesker.

 

Jeg er nok mindre tolerant. Forstået på den måde, at selvfølgelig må folk for min skyld have, hvilken religion de ønsker; det er ikke det; det må de selv om. Men noget andet er, hvad man kan forene med kristendommen.

 

I øvrigt er allerede Det Gamle Testamente fyldt med denne problematik! Noget, jeg i forbindelse med mit Grundtvig-studium faktisk har beskæftiget mig en hel del med. Hvad jeg jo har, fordi det drejer sig om problematikken livsbekræftelse-livsfornægtelse.

 

Og for at gøre en lang historie kort, så udspiller der sig i Det Gamle Testamente een lang kamp mellem den rette tro på den eneste sande Gud, Jahve – hvis navn er så helligt, at det normalt bliver gengivet med "Herren" – og så troen på netop naturens frugtbarheds-magter: jorden og regnen, som israelitterne gang på gang henfaldt til.

 

Det berømteste eksempel på denne kamp er den frygtelige episode ved foden af Sinaj-bjerget, selve Pagtens Bjerg, hvor israelitterne i deres utålmodighed og vantro støbte sig en guldkalv og gav sig til at "danse" omkring den. Hvilket vel at mærke ikke skal forstås som bare sådan en slags israelsk kædedans, men som udøvelse af "kultisk seksualitet" – som sammen med tyre-figurens avlekraft skulle sikre frugtbarheden! – At vi i vore dage lægger hovedvægten på, at tyren var lavet af guld, er en anden sag. Men det passer jo meget godt; penge og produktion og forbrug er jo vores afgud! – Hvad vi i øvrigt kommer ind på i det andet aktuelle eksempel!

 

Men facit af de jødiske teologers og profeters opgør med denne afgudsdyrkelse var jo, at der ikke var nogen grund til at "hore" med disse magtesløse afguder, når det jo nu netop var Herren, den ene sande Gud, der alene havde det i sin magt at give folket korn og kalve og lam og alt andet godt.

 

Og dette facit er jo kun blevet så endnu mange gange meget større i alt det, Jesus er kommet med! Som det hedder i evangeliet til 15. søndag efter trinitatis efter første tekstrække, det evangelium, vi i øvrigt så ofte har hørt ved vore høstgudstjenester:

 

I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? v32 Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. v33 Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift (Matt 6,31-33).

 

Her er det store facit: Ikke alene sætter vi ikke noget til ved at holde os til den ene sande Gud; vi får tværtimod alt det vi troede at kunne manipulere os til ved vores magisk-overtroiske dyrkelse af naturmagterne – og det så oven i købet kun som en tilgifts-gave i forhold til den store gave, som det genoprettede forhold til den ene sande Gud er, og dermed det store evigheds-håb for hele vort liv med alt, hvad der hører det til.

 

- - -

 

Den anden aktuelle ting er noget fra en boganmeldelse fra april, jeg for nylig har gen-læst.

 

Det er Frederik Stjernfelts anmeldelse af Zygmunt Baumans bog : "Fællesskab – En søgen efter tryghed i en usikker verden". (WA 25.04.02).

 

Den anmeldte bogs hoved-emne skal vi ikke komme nærmere ind på her, for det er en kritik af den såkaldte multikulturalitets-ideologi, altså den ideologi, som hvis den følges, fører frem til en total opsplitning af samfundet i ghetto-agtige miljøer, som til sidst ender med at komme i regulær borgerkrig med hinanden.

 

Nej, det, der i denne anmeldelse slog mig som noget, der kunne høre hjemme i prædikenen ved en moderne høst-gudstjeneste, er det, der i den refereres om vor tids menneskes – eller, som man siger: det post- eller efter-moderne menneskes - største problem: usikkerheden.

 

Om den post-moderne situation her omkring tusindtalskiftet hedder det fx, at nu er de hidtidige strukturer i samfundet og erhvervslivet afløst af andre måder at styre på; nu skal den enkelte ansatte ikke bare adlyde nogle ordrer, men aktivt bevise sin værdi for arbejdspladsen. Osv.

 

Og på grund af både det ene og det andet opløses nu den sikkerhed, som nationen og arbejdspladsen tidligere kunne give.

 

Ydermere ændrer økonomien karakter: Før var den en produktions-økonomi; nu er den ved at blive en forbrugs-økonomi.

 

Og så kommer de afgørende citater! For med denne økonomiske udvikling, som også betyder globalisering med dertil hørende tab af magt for både den nationale stat og den nationale kultur,

 

erstattes [for den enkelte] fællesskabets og nationernes sikkerheder (sic!) af nødvendigheden af at skabe sin egen livshistorie ved hjælp af de varer, man konsumerer.

 

Ja, I hørte rigtigt. Og måske kan I også godt genkende det. Om ikke fra jer selv, så måske fra jeres omgivelser. Eller fra reklamerne!

 

Det, der her siges rent ud, er, at det moderne menneskes tilværelse er blevet så tom og fattig, at man skal bekræfte sig selv og sit liv ved at købe varer!

 

Eller som det også hedder:

 

Individet skal nu søge biografiske [c: livshistoriske] løsninger på systemproblemer.

 

På almindeligt dansk betyder dette, at det enkelte menneske nu er berøvet alle de fællesskaber, menneskelivet tidligere blev levet i, så at det ikke har anden mulighed end at forsøge at skabe sig en livshistorie og dermed en identitet, en personlighed, ved at købe varer!

 

Men det er jo ikke nogen løsning. Derfor kommer det også straks efter, at

 

Intet er varigt, og det biografiske konsum som forsøg på at skabe sammenhængende, forståelige livsløb er dømt til aldrig at kunne lykkes – for modsat de naturgroede fællesskabers karakter af givethed, så véd forbrugeren meget vel, at arbejdspladser, ægteskaber[!], bolig og så videre kan skifte lige så flygtigt fra dag til dag som smag og stil.

 

Ja, I må undskylde; jeg ved godt, at det ikke lige hører til i en prædiken at komme med den slags citater, som det under alle omstændigheder er bedst at sidde og se på papiret. Men på den anden side kan I også godt se, at vi her har noget fremme, som hører til på vores stykke af den lange linie, som går helt tilbage til dansen om guldkalven ved foden af den gamle pagts bjerg og videre derfra tilbage til de allerældste tider i menneskets historie.

 

Og så er tiden ellers gået med det. Men jeg håber, I kan opleve det, jeg her har trukket frem, i forbindelse med alle de andre ting, der foregår ved denne høstgudstjeneste.

 

Og jo ikke mindst i forbindelse med evangeliet her til denne 18. søndag efter trinitatis.

 

Hvor det jo er oplagt at sige, at nu har vi set, hvor elendigt et liv det post-moderne og post-kristne(!) menneske har, en afskåren gren, som ikke længere får den livgivende saft fra Kristus, det sande vintræ.

 

Og det mener jeg bestemt også er rigtigt.

 

Og som jeg også skrev under gudstjenestelisten på bagsiden af Kirkebladet, så ligger der jo noget virkelig godt i at vi både i søndags og i dag har fået nogle gode vin-billeder ind i vore høst-gudstjenester. (I søndags var det jo kristendommen som ung vin på nye sække).

 

Det er stort og dejligt, at det netop er billedet af mange grene på een stor vin-stok, Jesus i dag giver os af, hvad det vil sige at være ind-podet i ham og dermed en del af det store legeme, som Kirken er.

 

Her er et fællesskab, som er snart 2000 år gammelt, og som også vil være levende og livgivende, når alle de andre fællesskaber er væk – og når det post-moderne menneske har indset den vanvittige umulighed i at skabe sit liv gennem de varer, man køber.

 

Og vel at mærke et fællesskab, som ikke lukker os ude fra noget som helst af, hvad der virkelig er værdifuldt ude i vores hverdag, men tværtimod giver os en sand appetit på alle de gode gaver, vi får i tilgift til Guds retfærdighed og hans rige, ja, en sand inspiration til at gå ud i vor rigtignok meget vanskelige livssituation og finde de sande glæder.

 

Og helt ude i alle disse livssituationer vil vi have vor Herres Jesu gode ord med os:

 

Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

19. søndag efter trinitatis 1996 (13. oktober)

 

DDS: 3 – [21] – 312 -///- 279 - 429
 
1. Mos. 28,10-18. – 1. Kor. 12,12-20. - Johs. 1, 35-51

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har givet os Jesus som svaret på al vor længsel og som det Lam, der  borttager og opfylder al vor skyld og pligt.

Før os igen og igen til ham, så vi kan høre hans sandhed og se hans herlighed.

Amen.

 

 

Vi er i Johannesevangeliets første kapitel. Og vi begynder med vers 35. Det eneste, der står før det sted, hvor vi her kommer ind, det er Johannes’ juleevangelium, og så gengivelsen af Johannes Døberens vidnesbyrd om Jesus.

 

Det er også dette vidnesbyrd, vi hører i begyndelsen af stykket til i dag. Hvordan Johannes stod med to af sine disciple og Jesus kom gående, og hvordan Johannes så på Jesus og sagde: "Se, dér er Guds lam".

 

Men så handler det ellers om, hvordan Jesus begynder at kalde nogle mennesker til at følge sig, være hans "elever", hans disciple.

 

Og hvorfor skal vi mon høre dette netop i dag? - Måske hænger det sammen med, hvad vi hører - og hørte(!) - i første tekstrækkes evangelium.

 

- - -

 

Ja, "hører - og hørte"! For i den gamle alterbog var det jo efter Matthæus, vi hørte om helbredelsen af den lamme - som stod op og gik hjem - og hvor der så videre stod:

 

Da nu folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, som havde givet mennesker en sådan magt.

 

Og jeg citerede her også efter den gamle bibeloversættelse! I den nye oversættelse står der, at de "priste Gud, som havde givet mennesker en sådan myndighed".

 

Og medens vi er inde i parentesen, så kan vi konstatere, at det, vi skal høre om et år, altså efter Markus, som den nye alterbog bruger her, det lyder således:

 

Og [den lamme] rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: "Aldrig har vi set noget lignende!".

 

- - -

 

Parentes slut! - Og det er selvfølgelig, hvad det er, med disse mere eller mindre vidtløftige udredninger. Men det er nu meget sundt, at vi stadigvæk engang imellem markerer, hvad der er sket i både bibeloversættelsen og alterbogen. Bl.a. så vi kan få det ud af det, at det selvfølgelig ikke er de store forandringer, der er tale om! For det er jo det samme, som det var før!

 

Men det fælles ved hhv. de to 1. tekstrække-evangelier, vi nu har haft fremme, og så evangeliet til i dag, det er altså, at der i alle tilfælde er tale om, at der er nogen mennesker, der begynder at se Jesu særlig magt eller myndighed, fuld-magt.

 

Hvorefter vi også kan inddrage epistelen til i dag - som jo handler om Kirken som det store legeme, Gud har sammenføjet af alle dem, der har set Jesu magt og myndighed og derved er blevet hans disciple.

 

Sådan begyndte det. Sådan er det den dag i dag. Og sådan vil det være indtil verdens ende. Det er det, ordet "kirke" betyder. Og vi er helt på vildspor, hvis vi ikke forstår det på denne store måde - som er den måde, alle de mindre betydninger er dele af: kirke-bygningen, kirke-institutionen, med biskopper og præster og råd og ansatte osv.

 

Det helt grundlæggende er stadigvæk selve det, at der er nogle mennesker, der hører Jesus kalde, hører magten, ja, fuldmagten, myndigheden i hans ord, slutter sig til ham, følger ham og ser hans sandhed og herlighed.

 

Men hvordan foregår dette nu? Hvordan kommer det til at gå os, som det gik Nathanael, da han opdagede, at han allerede på forhånd var kendt af Jesus.

 

Ja, det er jo pdes. en historisk kendsgerning, at der faktisk foreligger et vidnesbyrd om Jesus som Guds Lam, verdens Frelser.

 

Og det nutidige møde mellem os og Jesus, det består jo i, at vi møder ham i dette vidnesbyrd.

 

Hvis der altså overhovedet er noget om noget af det! For jeg siger jo ikke, at det er en historisk kendsgerning, at vidnesbyrdet om Jesus er sandt! - Hvad I nok synes lyder mærkeligt. Men tænk jer om: Det vil der aldrig være nogen der vil kunne sige. I hvert fald ikke på den måde, at nogen af os, som lever i dag, skulle have været til stede dengang for næsten 2.000 år siden og selv set med vore egne øjne, hvad der foregik. (Hvis det så i øvrigt havde været en entydig kendsgerning i sædvanlig forstand!).

 

Samtidig skal I dog forstå, at det heller ikke er sådan, at jeg som sådan står heroppe på prædikestolen og sår tvivl om kristendommens sandhed! Hvis jeg ikke troede på kristendommens sandhed, stod jeg virkelig ikke her. Tværtimod tror jeg så meget på den, at det ligger mig stærkt på sinde at forklare jer, hvordan det virkelig forholder sig, hverken mere eller mindre!

 

Det kan jo ikke nytte noget, hvis jeg fx siger: Det er en historisk kendsgerning, at Jesus er Guds Lam, som bærer verdens synd!

 

Det lyder allerede vanvittigt rent sprogligt: "Historisk kendsgerning" og "Guds Lam, som bærer verdens synd"! Det er stykker af to forskellige slags sprog, som ligger på to forskellige planer!

 

Jeg siger altså ikke, at det er en historisk kendsgerning i almindelig forstand, at vidnesbyrdet om Jesus er sandt.

 

Det, jeg imidlertid siger, er, at det er en historisk kendsgerning, at der her i verden findes et vidnesbyrd, som påstår, at Jesus, Josefs søn fra Nazaret er Messias, Israels og verdens Frelser!

 

For det har vi jo lige hørt! Det bliver læst op i alle kirkerne her i formiddag!

 

Men så er der altså den anden side af det: mødet mellem os og det, der bliver stillet op foran os i dette vidnesbyrd.

 

Hvordan finder dette sted - så at der altså bliver tale om et virkeligt møde, og ikke bare det, at vi hører noget, nogen påstår om en mand, der levede for mange år siden?

 

Ja, den første forudsætning for, at det også i dag skal komme til et sådant møde, er, at vi, som hører vidnesbyrdet, kommer så tæt ind på det som muligt, virkelig får hørt, hvad det ER, der bliver fortalt.

 

Og så skal vi jo alligevel i første omgang prøve at gå tilbage i tiden, tilbage til det, der fortælles om.

 

Vi skal - i den forstand - alligevel prøve at gå de næsten 2.000 år tilbage i tiden. Og til Mellemøsten, til "Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte" - en lokalitet lidt nord for Det Døde Hav.

 

Der skal vi se Jesus sammen med Johannes Døberen og Andreas og den anden Johannes Døberen-discipel (formodentlig = apostelen og evangelisten Johannes) - og senere sammen med Simon Peter, Filip og Nathanael.

 

Nogen hjælp til - trods alt - at gøre noget i den retning har vi i de snart mange filmatiseringer af "historien om Jesus". Eller sådan noget som den nye tegneserie om Jesus: "Menneskesønnen"!

 

Hvor det helt afgørende jo ikke engang er, om vi ser det ene eller det andet miljø for os, men bare selve det, at vi får en helt konkret fornemmelse af, at der her er tale om noget, der er sket med helt virkelige - og for så vidt helt almindelige - mennesker her i verden.

 

Hvorfor vi også kan gøre noget helt andet - nemlig fx forestille os, at der var tale om noget, der foregik her hos os i Herritslev. (Hvilket er en anden måde at prøve at være samtidige på, ikke, at vi prøver at gå tilbage til dengang, men at vi prøver at forestille os, at det samme skete hos os nu).

 

Vi kunne altså prøve at forestille os, at der her i vore dage var en eller anden religiøs særling, der ligesom Johannes Døberen dengang gik rundt og råbte og skreg og sagde, at vi alle sammen skulle omvende os. Og at denne særling så pludselig pegede på en anden og sagde: Ham skal I holde jer til! Han kan hjælpe jer! Han er svaret på al jeres livs længsel!

 

Og kan I mærke det? Alene selve dette tankeeksperiment gør os helt bange! Ligesom det gik dem, vi hørte om i de andre beretninger, som blev "grebet af frygt" eller "blev helt ude af sig selv".

 

Og så kan dette tanke-eksperiment også vise os, at det ikke er så sikkert, som vi måske ellers kunne tro, at det hele blev meget nemmere, bare vi i den forstand var "tæt på". Netop tæt-heden, nær-heden kunne jo komme til at betyde, at vi direkte afvist både Johannes Døberen selv og ham, han pegede hen på!

 

Og hvad mere er. Sådan må det selvfølgelig være! Afvisningen faktisk være den naturlige reaktion. "Alt andet lige" - som man siger. Hvorfor det? Jo, for ellers kunne hvem som helst jo bare stille sig op og påstå hvad som helst.

 

(Hvor det allermest forfærdelige er, at det jo netop er det, vi ser det ene tilfælde af efter det andet her i vor tid, hvor der næsten ikke er grænser for, hvad man kan bilde folk ind!)

 

Men her i evangeliet er det heller ikke sådan, at de pågældende bare følger en hvilken som helst henpegning eller et hvilket som helst kald.

 

For det første foregår det i hele i en ganske bestemt sammenhæng: hele den jødiske sammenhæng. For det andet hører vi om, hvordan de to første disciple tilbringer en hel dag sammen med Jesus, så de lærer ham at kende. Dernæst hører vi, hvordan Andreas opsøger sin bror Simon, dvs. hvordan nyheden om Jesus-Messias spredes i de givne menneskelige sammenhænge.

 

Videre hører vi, hvordan Jesus kalder Filip til sig. Tilsyneladende er der her tale om noget i retning af en ren og skær kommando. Men også her antydes en sammenhæng: Filip var fra samme by som Andreas og Peter.

 

Og vi hører udtrykkeligt, hvordan Filip har set Jesus netop som opfyldelsen af alt, hvad hele den jødiske tradition har peget frem imod.

 

Og da så Nathanael kommer hen til Jesus, får vi det stærkeste eksempel på, at der hos Jesus er noget helt særligt, som får mennesker til at se ham som Sandheden, ikke bare sådan i al almindelighed, men som sandheden om også lige netop dem og deres liv.

 

Hvordan dette helt præcis kan komme til at tage sig ud, når det sker for os, kan man ikke på forhånd beskrive i en prædiken. For det består jo netop i, at det kommer til at ske for os!

 

Men også for os er det i hvert fald noget med, at vi ærligt vedkender os vort livs længsel og åbent søger dens opfyldelse, idet vi lader os lede af en tradition og nogle mennesker, vi kender og har tillid til. Så vil Jesus også træde frem for os. Så vil vi komme til at høre det, han siger, og hele historien om ham som et ord dybt nede fra grunden under vort liv.

 

Og til allersidst giver Jesus det gode løfte, at han ikke bare er sandheden, ikke bare en afslørende målestok, men også - som han selv proklamerede det ved en senere lejlighed, "vejen og livet", ham over hvem, ja, gennem hvem, vi skal se Himmelen åben, med direkte adgang fra os til Gud, ja, med udvej for os fra døden til livet.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

20. søndag efter trinitatis 1994 (16. oktober)

 
DDS: 384 - [309] – 396(dåb)(434) -///- 306 – 385
 
Es. 5,1-7. – Rom. 11,25-32. - Matt. 21,28-44

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har vist os barmhjertighed og gjort os til dit nye folk!

Men vi glemmer ikke, at vi deler din barmhjertighed med det gamle Israel, ja, med alle de mennesker, du har skabt i dit billede.

Lad din nådes lys skinne over os, så vi ikke glemmer det!

Og lad os ved din Ånds kraft leve og bære frugt, livets frugt, for os selv og de andre!

Amen.

 

 

Helt umiddelbart handler dette om ypperstepræsterne og folkets ældste og farisæerne i Israel for to tusind år siden. Og så om hele Israels folk, for så vidt som det svarer til de her nævnte repræsentanter.

 

Og meningen er, at det ikke er nok at være den, der i første omgang har sagt ja – hvis man faktisk ikke gør, hvad der er blevet sagt.

 

Eller at det jo ikke nytter noget at være dem, der har fået vingården betroet, hvis man opfører sig sådan som vinbonde-forpagterne i den anden af de to lignelser, vi her har hørt.

 

Og videre handler det så om, at selv om den første søn i første omgang sagde nej, så omvendte han sig bagefter og fortrød – hvorved han blev den, der gjorde sin fars vilje. Ligesom vingården blev taget fra de onde forpagtere og givet til nogle andre, der ville give ejeren hans frugter.

 

Og det, som disse ting er et billede på, det er så, at vel er Israel, det jødiske folk, Guds udvalgte folk, men store dele af folket – med lederne i spidsen – har været ulydige. De har ladet, som om de gjorde Guds vilje, ja, har – for farisæernes vedkommende – tilsyneladende været meget ivrige.

 

Men de har i virkeligheden kun dyrket sig selv. Ja, for så vidt angår den anden lignelse, har de fremturet i den allerværste  trods og ondskab, så sådan som vi nu må læse den, er det ikke alene deres behandling af profeterne, det drejer sig om, men også selve det, at de har slået deres Guds søn ihjel.

 

I håb om derved at blive Guds arvinger! Ja, sådan står der! Det er fuldstændig sindssygt! Men sådan er Synden jo, oprøret mod Gud! Det er det yderste vanvid. Vanvid-et!

 

Og denne detalje i lignelsen er således meget vigtig. Synden er jo, om man så må sige, et yderst omdiskuteret begreb. Og ikke bare omdiskuteret, det er et begreb, der selvfølgelig har spillet og spiller en helt central rolle inden for den kristne kirke.

 

Men – vil jeg så her spørge – har det været centralt nok? Og har diskussionen været dybtgående nok? Helt bortset fra, at diskussion jo næppe er den rigtige måde at forholde sig til en så alvorlig sag på.

 

Kort sagt: Denne mærkelige detalje i evangeliet til i dag er et meget vigtigt hjælpemiddel, der kan lære os, netop at forstå, hvor alvorlig en sag Synden er.

 

Når man "diskuterer" synden, eller overhovedet "kredser om den" – bemærk udtrykket! – så er man tilbøjelig til, netop at holde sig "udenom". Ja, jeg vil påstå, at det ligefrem er en del eller side af Synden, at når man nu ikke kan slippe helt uden om den, så kan man i hvert fald snakke sig uden om den, ja, måske til sidst snakke sig fra den! Eller måske ligefrem bruge den til sine egne formål!

 

Hvad jeg mener med det? - Jo, jeg tænker fx på, at man kan tale om Synden, som om det bare var noget med, at Gud havde lagt nogle regler omkring menneskelivet, for at vi ikke skulle komme alt for godt i gang og få det alt for godt. Eller måske bare nogle regler for at vise, at det er ham, der bestemmer! Det vil sige Synden som egentlig "Guds skyld", denne sure gamle mand, der ikke under os livet. Hvor vi så dog heldigvis kan prøve at snyde ham – ligesom vi i det hele taget snyder og bedrager og rager til os!

 

Eller Synden som et regnskab. Gud som bogholderen. Men hvis vi så ellers bare kan komme i tanker om, hvad vi også har gjort af godt. Og i øvrigt få skrevet fordringerne ned. Så går det vel nok. Eller lidt kreativ bogføring! For slet ikke at tale om henvisningen til, at de andre nu heller ikke er for gode!

 

Eller altså Synden som noget, vi skal få de andre til at krympe sig under. Ikke fordi vi selv er bedre end dem. Men hvis vi er dem, der taler mest om den!

 

På disse og andre lignende måder har det ofte været med Synden.

 

Men det er jo det rene pjat! Det er en total undervurdering af, hvad det hele drejer sig om. En total undervurdering af, hvilken suppedas vi sidder i som mennesker.

 

For nej, Synden, det er netop den sindssyge, der er skildret her i lignelsen. Hvor det jo sådan set er lige meget, om det er Guds søn, man slår ihjel for at få hans arv, eller det bare er en eller anden almindelig "ejers" søn. Det er selve tankegangen. Og man kan sagtens oversætte det til vore egne forhold:

 

Det behøver ikke være voldsomt. Det kan sådan set godt være bare i tankerne – eller i hvert fald livsholdningen.

 

Og i det, jeg siger nu, ser jeg bort fra, at der sådan set også er mange reelle, "filosofiske" eller "anfægtelsesmæssige" grunde til, at det kan være svært at tro på Gud.

 

Det, jeg tænker på, er dem, der i det hele taget ikke kan lide tanken om, at deres liv ikke er deres eget, men Guds, hele oprøret mod al autoritet, også den allerhøjeste. I den forstand tror jeg virkelig, der er mennesker, som i deres tanke slår Gud – eller Guds Søn, kristendommen ihjel – i den mere eller mindre direkte udtalte hensigt, at så får de jo arven, så får de deres liv, ja, verden for sig selv!

 

Ja-ja, det lyder måske voldsomt, men prøv og tænk over det. Og prøv og se, hvad det er for nogle mennesker, der er de virkelig ivrige fjender af kristendommen, eller i det hele taget af en virkelig gudstro. Ja, prøv og se, hvad det så er for en arv, de mener de derved erhverver sig!

 

Nu kan det godt være, jeg på en måde er grov. I hvert fald i betydningen "forenklende". Mange af de virkelig bevidste gudsfornægtere vil jo være højt uddannede, kultiverede og pæne mennesker, som både selv synes og over for omverdenen synes at have et stort og fint liv på den måde.

 

Og tingene er også mere komplicerede end som så. Men principielt. Og i det lange løb. Hvad er så "gudsfornægtelsens kultur" værd? Og hvad vil den vise sig at være værd i den fremtid, vi står over for nu?

 

Men vi kan også tage et endnu grovere eksempel. Nu, vi er inde på det med fremtiden.

 

Jeg tænker på alle mafiabanderne i både syd og nord og øst og vest. Eller på nynazister og nyfascister og den slags. Det er jo noget, der helt anderledes er til at tage og føle på end den sådan mere teoretiske og kultiverede gudløshed.

 

Marfiavæsen og fascisme og nazisme, det er jo intet andet end den totale efterleven af princippet om, at hvis der ikke er nogen Gud, så er alt tilladt, så er det kun magt og terror og afpresning, der tæller. Og det kan man desværre nå langt med.

 

Terror er noget, der virker - indtil et vist punkt, i hvert fald. Men hvad er det for et liv, de får ud af det, sådan nogle mennesker?!

 

Hvad ville det fx være blevet for et liv for os her i det samarbejdende Danmark, hvis Hitler havde vundet Anden Verdenskrig? Og hvad kan det være for et liv, de forskellige mafialedere lever med deres blodvædede penge, luksus på baggrund af de torteredes skrig – og på baggrund af narkomanernes og de prostitueredes menneskelige fornedrelse?!

 

Dette er eksempler på, at gudsfornægtelsen simpelt hen er døden, at det liv, man tror at tilrane sig på Guds bekostning, simpelt hen er et bedrag! Pr. definition, så at sige! Definitionen på Gud er jo, at han er livets Gud, og definitionen på livet er, at det er Guds liv.

 

Derfor: Synden, oprøret mod Gud, er det yderste vanvid.

 

Og det er selvfølgelig ikke bare noget, der gjaldt jøderne for to tusind år siden, eller deres ledere af forskellig slags, så at vi nu her i den kristne Kirke bare kan sidde og godte os som dem, der alligevel var Guds sande og lydige børn, selv om vi startede som hedninger, eller som dem, der nu har fået Guds vingård betroet. - For slet ikke at tale om den direkte antisemitisme, der nu er begyndt at stikke sit fjæs frem igen!

 

Nej, vi kan i hvert fald ikke bruge teksterne til i dag til antisemitisme. Og her er begyndelsen af epistelen helt klar: Hvor det allerførste er en afvisning af vores selvklogskab og selvretfærdighed. Og hvor der så henvises til, at hele Israel skal frelses til sidst;

 

i forhold til udvælgelsen er de elskede ... for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.

 

Eller til allersidst:

 

Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.

 

Det er nemlig den anden side af, at Syndens ulykke er så total: At der ikke er noget som helst andet at gøre ved den end det, Gud gør i sin totale og uudgrundelige barmhjertighed.

 

Men er det hele så bare en gang pjat i den helt store stil?! Verdens største og mest totale "hen-til-kommoden-og-tilbavs-igen"?

 

Ja, det ville det jo være, hvis det ikke var sådan, at Gud og livet altså så at sige per definition er to sider af samme sag.

 

For så er det jo ikke kun mht. Syndens alvor, det hele er så totalt. Så er det jo også mht. nåden, barmhjertigheden, tilgivelsen, frelsen. Så er det livet, dette drejer sig om – og ikke noget med at få posterne til at tage sig lidt pænere ud i et regnskab, man selv har opfundet.

 

Nej, så er det livet, det drejer sig om. Totalt. Hvor frugterne i allerførste omgang er den måde, vi selv lever det liv på, vi selv har fået totalt tilbage. Men hvor den totale dybde i dette livsforhold jo også må medføre, at disse livs-frugter når ud til de andre, som er indesluttet under Guds totale barmhjertighed.

 

Det er på de betingelser, vi som Kirke er det nye Israel. Og det, der skal vise sig i den fremtid, der på en helt ny måde virkelig tegner sig som en ny tid for os, det er, om det kan lykkes for os at leve på disse betingelser, de betingelser, som på een gang er Guds og livets betingelser. At vi altså modtager og fordyber os i, at Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed, så at vi kan stemme i med apostelen Paulus, der i Romerbrevet – efter det stykke, som har været vores epistel her i dag – udbryder:

 

O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! v34 For "hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? v35 Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?" v36 Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen. (Rom 11,33).

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

[21. søndag efter trinitatis 2002 (20. oktober)]

 
På denne dag fejredes i Døllefjelde Kirke en særlig 640-års jubilæumsgudstjeneste med "middelalderindledning" (Hertug Christoffers gavebrev til Døllefjelde sognepræsteembede 25.07.1362, men af praktiske grunde først fejret her i oktober. Se undersiden "Fra kirkeblade"). Hvilket ifølge sagens natur er ensbetydende med 1. tekstrække. Find altså jubilæums-prædikenen på undersiden "Prædikener (A)" – med den indledende kommentar til og oversigt over gudstjenesten.

 

Se også lige hernedenfor prædikenen til 21. søndag efter trinitatis 1996!

 

 

*

 

 

21. søndag efter trinitatis 1996 (27. oktober)

 

DDS: 289 – [17] – 1 -///- 450 - 486

 

2. Kong. 5,1-5.9-15. – Ef. 6,10-17. - Luk. 13, 1-9

 

 

[Den indledende bøn til denne prædiken er ikke bevaret]

 

 

Dette er en af de tekster, som ikke var med i den gamle alterbog - og som vi altså først har haft med siden 1992. Ja, dengang begyndte vi jo fra 1. sønd. i advent, så det er kun i 1994, vi har hørt den, kun denne ene gang - og så altså nu i dag.

 

Men det er godt, vi nu har fået den med. Af flere grunde.

 

For det første, fordi den - i sin anden halvdel - giver en dejlig ny vinkel på det, vi hørte i søndags. Og for det andet, fordi den - i sin første halvdel - rummer Jesu gode kommentar til al den skæbnetro, der trives hos os.

 

Her kommer også det fine lille stykke fra profeten Ezekiels bog godt ind. Som selvfølgelig så at sige pr. definition er nyt, idet selve det at have sådan en indledende gammeltestamentlig læsning jo er noget, vi her i Folkekirken først har fået med igen, nu med den nye alterbog:

 

Hvad er det for et ordsprog, I bruger om Israels land:

Fædrene spiser sure druer,

og sønnerne får stumpe tænder.

Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: I skal ikke mere bruge dette ordsprog i Israel. v4 Alle menneskers liv tilhører mig (Ez 18,1)

 

 

Og nu er dette jo også efter den nye bibeloversættelse! I den gamle lød det her citerede kendte ordsprog jo: "Fædre åd sure druer, og børnenes tænder blev ømme", Hvilket for to år siden gav mig anledning til at inddrage Gustav Wieds kendte roman "Fædrene æde druer -" i prædikenen - sammen med filmen over den: "Sort Høst". Og sammen med Gustav Wieds tragiske liv.

 

Dette vil jeg ikke gå nærmere ind på i år. Lad os i stedet koncentrere os om selve de ting, evangeliestykkets to halvdele handler om.

 

Og i forbindelse med forholdet mellem sidste del af evangeliet til i dag, og så den vingårds-lignelse, vi hørte i søndags, mindes jeg, hvad en af mine lærere sagde til mig, da jeg i sin tid var i gang med min supplerende teologiske og pastorale uddannelse: "En ordentlig præst må prædikestolen nødvendigvis sige det ene den ene søndag og det modsatte den næste!"

 

Og det kan vi jo se her. Fra i søndags til i dag har vi jo vor Herre Jesus selv som det allerfornemste eksempel på dette!

 

Nu kan man selvfølgelig altid begynde at gå i detaljer og sige, at i det, vi hørte i søndags, var der tale om en helt uhyggeligt grov optræden, som nødvendigvis måtte straffes, medens der i dag blot er tale om, at et træ ikke bærer frugt. Hvad det jo sådan set ikke kan gøre for.

 

Og det gør da heller ikke noget, at vi ikke skærer alt over een kam, de små synder, og så den helt store fremturen, helt op til det, der hedder "synden mod Helligånden". Det kan være sundt nok, at vi ikke bruger nu fx også Paulus’ store ord fra i søndags til fuldstændig at lade hånt om de store forskelle, der faktisk er mellem det, mennesker gør. Jeg tænker på slutningen af epistelen:

 

"For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed"

 

Meningen med dette store ord er jo selvfølgelig ikke, at alt kan være eet fedt. Det drejer sig om noget helt andet, nemlig om Guds frelses-veje, hvor det altså ikke nytter noget at komme og pukke på sit eget. Allerdybest set sidder vi alle i den samme suppedas - "Syndens og Dødens og Djævelens suppedas" - så at vi, hvad det angår kun har Guds helt suveræne frelses-indgriben at håbe på. Så meget desto mere, som selve det, at vi er til, ja, selve livet, allerede på forhånd er eet stort "nådes-under". Så at det ikke bare er det at ville frelse sig selv, men også allerede det at ville skabe sig selv, der er tåbeligt. (Jfr. i øvrigt udtrykket "at skabe sig" - hvilket er eet af de mange eksempler på, hvordan der er gemt stor visdom i sprogets udtryk og vendinger!).

 

Nu er udgangspunktet så i øvrigt spørgsmålet om skyld og skæbne - eller skæbne og skyld - overhovedet. Det spørgsmål, som menneskene til alle tider har grublet over.

 

Men det er jo det samme, ligegyldigt om det er selve den kristne frelse, vi tænker over, eller om det er "livets gang" i al almindelighed. Fælles for det alt sammen er nemlig, at vi aldrig vil kunne gennemskue noget af det med vor tanke. Derfor er det et af mine yndlings-skriftsteder, eller altså udsagn af vor Herre Jesus, vi har her i evangeliet til i dag:

 

Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.

 

Og tilsvarende om de atten, der fik et tårn ned over sig:

 

Mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.

 

Nu ved jeg ganske vist, at der er andre, der er af en anden mening. Jeg har endda været ude for, at når jeg har forsøgt at trøste nogen med dette Jesus-ord, så har de svaret: "Ja, det var jo Guds vilje, at denne ulykke skulle ske!"

 

Jeg er selvfølgelig aldrig gået i rette med ulykkelige mennesker på den måde, at jeg fx er begyndt at bebrejde dem, hvis de har svaret noget i den retning. Så har jeg fx sagt - hvad det jo også netop handler om i dag - at det er rigtigt, at i det allerstørste perspektiv er alt i Guds hånd.

 

Her kan vi jo tænke på nogle andre meget store og gode Jesus-ord, nemlig dem med spurvene:

 

Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. (Matt 10,29)

 

Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve. (Matt 10,31)

 

Sælges ikke fem spurve for to skilling? Og ikke én af dem er glemt af Gud.(Luk 12,6)

 

 Ja, selv alle jeres hovedhår er talt. Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve. (Luk 12,7)

 

 

Her har vi også et af de allerfineste eksempler på, hvordan Jesus taler. Men det er jo altid karakteristisk for ham, at han ikke taler "fladt" eller "i lige streger" eller i noget, der ligner matematiske formler. Det er virkeligheden jo alt for kompliceret til. Både selve den virkelighed, vi lever i til daglig, og hvori vi rammes af forfærdelige og ubegribelige ulykker - og den helt store virkelighed, den hvor vi står mellem Gud og Djævelen i den helt store kamp på liv og død - i den yderste betydning af disse ord.

 

Men vi vil jo så gerne have styr på tingene. Eller i det mindste forstå dem. Selv om tanken om en ubønhørlig skæbne er en hård tanke, så giver det alligevel en slags ro i sindet at give sig hen i - som det også hed i den gamle slager: "De ting, der skal ske, vil ske".

 

Men det er jo altså en uhyggelig ro. Hvis alt kun er blind skæbne - eller hvis alt, hvad der sker her i verden, bare kan henføres til "guds vilje" - så hører bogstavelig talt alting op. Så bliver det fuldstændig meningsløst at tale om glæde og sorg, godt og ondt, rigtigt og forkert osv. Så kan man lige så godt sige Jens Martin Knudsen fra Niels Bohr Instituttet (der vist heller ikke uden videre fremstillede det som sin endelige tro!), at grundlæggende er der jo tale om, at Mælkevejen er i gang med at blive omdannet til jern, så at alt, hvad der er tale om i alle detaljerne rundt omkring, fx i menneskelivet her på jorden, kun er ledsagefænomener dertil! Dette er nemlig konsekvensen af en såkaldt naturvidenskabelig livsanskuelse. (Hvorfor Jens Martin Knudsen jo også citerede sin gamle professor i varmelære, som - helt overraskende - sluttede sin fremstilling af dette særdeles fysiske emne med at konstatere, at når man sådan betragtede det alt sammen, var det vanskeligt at tro, at det bare var tilfældigt. Hvilket ganske vist ikke i sig selv udelukker "skæbnetroen" eller "troen" på, at "alt sker efter Guds vilje". Men det var jo heller ikke det, der var det underforståede spørgsmål.  Det underforståede spørgsmål i denne sammenhæng var jo selvfølgelig, om der måske alligevel var en mening med det hele, ja, en Gud bag det hele. Men sådan nogle fysikere udtrykker sig jo traditionelt meget forsigtigt.

 

Ingen kan jo selvfølgelig udtale sig med 100% sikkerhed om de alleryderste ting og de allerstørste spørgsmål. Men det er jo så også netop en af de store pointer i dag: At så skal vi også lade være med at udtale os om dem! Så skal vi også lade de store gåder stå som store gåder. Det er i virkeligheden en meget vigtig del af det at være kristen, at man også på den måde er ydmyg, at man lader være at bilde sig ind, at man ligesom kan sætte sig uden for hele Universet, ja, mere eller mindre også "om bag ryggen på Gud" og fra denne plads uden for det hele overskue, gennemskue og forstå og forklare det hele.

 

Samtidig er det imidlertid også en del af denne kristne ydmyghed, at man lader være at gøre dette til et større problem end højst nødvendigt! Dvs. at man så alligevel også - ydmygt og taknemmeligt - tager til takke med de ting, vi alligevel godt ved. I hvert fald godt ved i praksis. Til almindelig daglig brug i vort menneskeliv, nemlig at det jo ikke i nogen som helst praktisk forstand kan passe sammen, at alt det, vi føler og oplever i vort menneskeliv, bare skulle være nogle tilfældige ledsageprocesser til, at Mælkevejen er ved at omdanne sig til jern!

 

Hvorefter - når vi først har forstået det - vi kan gå videre til - med en tilsvarende ydmyghed og taknemmelighed - at tage til takke med det, Jesus er kommet ind i denne vor højst blandede og dunkle situation med til os, nemlig dels forkyndelsen af, at alt hverken er bare skæbne eller helt tilfældigt (og uden noget forhold mellem skyld og følger), dels forkyndelsen af, at oven over de sammenhænge mellem skyld og skæbne, der måtte være, at allerøverst oppe: oven over "arvesyndens" forfærdelige sammenhæng mellem skyld og skæbne er vor Gud og Skabers, vor kære himmelske Fars uransagelige og grænseløse kærlighed og tilgivelse. Som vi sidst af alt skal prøve på at gennemskue, men bare skal tage imod og holde os til!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Allehelgens dag 2002 (3. november )

 
DDS: 9 – [295] – 13 v 5 (656) -///- 302 – 661. (Se også nedenfor, efter prædikenen).
 
Es. 49,8-11. – Åb. 21,1-7. – Matt. 5,13-16

 

 

Gud, vor Skaber og Frelser og Trøster - Fader, Søn og Helligånd!

Vi råber til dig ud af al vor nød:

Vær vor Gud! Vær hos os, så vi altid kan leve i dit liv og altid kan stole på, at intet kan skille os fra din evige magt.

Ja, vær hos os, så vort liv allerede nu kan være dit liv med kraft og fylde og friskhed, med udstråling af sandhed og kærlighed og glæde!

Amen.

 

 

Når vi i år fejrer allehelgen, er det på en helt særlig baggrund, nemlig på baggrund af det jubilæum, vi fejrede i Døllefjelde Kirke for to uger siden.

 

Og så kan man sige "pseudo-begivenhed" lige så meget, man vil. For det er da rigtigt, at det som sådan var noget helt vilkårligt og tilfældigt, at vi pludselig gav os til at fejre et ikke engang særlig rundt jubilæum (640 år!). Og ikke engang på selve dagen (25. juli), men af praktiske grunde på en helt tilfældig dag i oktober måned.

 

[Se selve jubilæumsprædikenen med oversigt over gudstjenesten her ovf. samt jubilæums-kirkebladsartiklerne fra Kirkebladet for Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat nr. 5,6, 8 og 9 på undersiden "Fra kirkeblade"]

 

Alt dette er rigtigt. Men for os, der var til stede i Døllefjelde Kirke for to uger siden, blev der alligevel tale om en ganske stærk oplevelse af vor samhørighed med den katolske middelalderkirke, som den fandtes også her på Østlolland for 640 år siden. Og dermed også af vor samhørighed med den moderne romersk-katolske kirke. Som jo ved historiens spil oven i købet har en ganske særlig stærk tilstedeværelse her i vor landsdel!

 

Hvortil jo kommer, at selve anledningen til det jubilæum, vi fejrede for to uger siden, i høj grad er en del af hele den, om man så må sige, problematik, der er omkring fejringen af allehelgen!

 

Og det er den jo, fordi der i selve hertug Christoffers gavebrev til sognepræsteembedet i Døllefjelde af 25. juli 1362 udtrykkeligt står, at det skulle være

 

til bestandigt minde og til årlige messer for sjælenes frelse, for [ham] og [hans] forgængere i det danske rige, som er beslægtede og på en eller anden måde knyttede til hans linie.

 

Nøgleordene er altså "årlige messer for sjælenes frelse". Her er vi lige i centrum af det, vi altså desværre må kalde "allehelgens-problematikken".

 

- - -

 

Der er jo for os evangeliske kristne i den lutherske tradition altid tre elementer i det, når vi fejrer allehelgens søndag:

 

1.

 Selve det særlige "helgen-element". Altså det, at vi mindes de kristne, som har sat livet til for troens skyld, "martyr-helgenerne".

 

2.

"Allesjæles-elementet", dvs. det, at vi mindes alle vore døde, især dem i vore egne sognemenigheder.

 

3.

 "Reformationsjubilæums-elementet" - idet det jo netop var allehelgens aften, den 31. oktober 1517, Martin Luther slog sine berømte teser om afladshandelen op på dén slotskirkedør i Wittenberg, der fungerede som universitets opslagstavle. - Ja, universitetets opslagstavle! – Det kræver en nærmere forklaring:

 

Når Martin Luther slog sine teser op på den slotskirkedør, der fungerede som Wittenberg-universitetets opslagstavle, så var det, fordi han foruden at være et højt agtet og betroet medlem af Augustiner-munkeordenen - og præst i den tids katolske kirke - også var professor i teologi ved dette universitet.

 

Og dette er meget vigtigt. Når vi skal forstå os som lutheranere, skal vi nemlig ikke forstå os som nogle, der har fjernet os fra den fælles, "almindelige" - eller på græsk: katolske - Kirke, men tværtimod som efterkommerne efter den bedste af alle katolikker på den tid, en, der på ny trængte helt til bunds i tingene - hvilket desværre bare ikke behagede dem, der havde magten i kirken og i samfundet, så at det endte i den tragedie, som den brutale undertrykkelse af Re-formationen og den deraf følgende kirkesplittelse var.

 

- - -

 

Det lyder meget broget, når vi opregner alle disse tre elementer - med alt, hvad de hver især indeholder. Men i virkeligheden hører det hele nøje sammen.

 

Det var jo ikke nogen tilfældighed, at det netop var allehelgensaften, Luther slog sine teser op - som indbydelse til en diskussion om afladshandelen. Afladshandelen gik jo netop ud på, at man - på en eller anden måde - for penge kunne købe sig til en andel i de hellige mænds og kvinders gode gerninger. Og den nåede derfor et højdepunkt netop i forbindelse med allehelgens dag, som altså egentlig er selve datoen den 1. november.

 

Vi her i den danske evangelisk-lutherske kirke har (ved festreduktionen 1770) henlagt fejringen af denne fest til den første søndag i november, idet et af Reformationens mål jo også var en forenkling af gudstjenestefejringen. Til fordel for en bedre og mere koncentreret deltagelse i de virkelig nødvendige gudstjenester. Og til fordel for tjenesten til næstens gavn og Guds ære ude i hverdagen.

 

[I "Kirkeleksikon for Norden" (artiklen "Kirkeaar, det kristne") citeres (formodentlig) forordningen af 26. oktober 1770 for følgende: "vel kan [allehelgens dag 1/11 og de andre ved denne lejlighed afskaffede eller "henlagte" festdage] have haft et gudeligt Øjemærke, men de ere dog mere blevne anvendte til Lediggang og Laster end til sand Gudsdyrkelse, hvorfor det er bedre, at de efter andre protestantiske landes Eksempel blive anvendte til Arbejde og nyttig Gerning"].

 

For vel er gudstjenesten kristenlivets centrum og kilde. Men et centrum skal jo netop ikke fylde det hele. Og hvis kilden fylder det hele, bliver marken jo til en sø! Gudstjenesterne, såvel på de almindelige søndage som på de særlige fest-dage er til for kristenlivets skyld; for at vort menneskeliv på ny skal komme ind i det store fællesskab med Gud, der hele tiden har været meningen med det.

 

Så rent ud sagt: Hvis det ikke havde været for lige netop sammenknytningen mellem allehelgens og allesjæles dag, og så Reformationen, var denne fest nok ikke blevet bevaret hos os som en særlig dag!

 

Men det, vi netop i år (på baggrund af vor store middelalder-oplevelse for to uger siden) kraftigere end nogensinde før må understrege og holde os for øje, det er, at det opgør med den dårlige katolicisme, der er tale om, når vi lutheranere fejrer allehelgen, det ikke må gå hen og blive noget blot negativt – hverken imod vor egen kirkehistoriske fortid eller imod dem af vore medkristne, der på godt og ondt er blevet i det, der i dag hedder Den Romersk-Katolske Kirke.

 

Det må ikke gå hen og blive bare en gang "vulgær-protestantisme" – hvor vi måske ligefrem "smider barnet ud med badevandet", som man siger.

 

For i Reformationen er der jo altså dybest set tale om det absolut positive, det er at gå helt tilbage til eller helt til bunds i, hvad allehelgensfesten må stå for, hvilket så overhovedet vil sige: helt tilbage til og helt til bunds i, hvad kristendommen og Kirken overhovedet er!

 

Og vi kan jo begynde med at mærke os, at som følge af den fordybelse, der fandt sted ved Reformationen, er de to middelalderlige fest-dage nu slået sammen. Vi, som lever i traditionen fra Reformationen af, inddeler ikke de døde – og ej heller de levende - i to kategorier. Den inddeling, der evt. skal foretages, lader vi Gud om! Alle døbte er for os helgener på lige fod. Enhver, der i dåbens vand er blevet renset for sine synder og i sin dåbskjole er blevet overtrukket med Guds hellighed, er i lige grad medlem af Guds store hvide flok.

 

For os alle gælder Guds løfter lige meget. Og af os alle kræver Gud det samme! Nemlig at vi skal være jordens salt og verdens lys - for nu at nærme os evangeliestykket til i dag.

 

Idet "kræver" jo er et forkert ord: Guds gave og Guds "krav" er to sider af samme sag, livets sag! Det er derfor, der ikke er noget at "handle" om – hverken på egne eller på andres vegne!

 

Hvilket selvfølgelig ikke betyder, at vi så bare skal glemme selve det martyr-element, der ligger i det gamle helgenbegreb. For det er jo alligevel noget særligt at lide for troens skyld.

 

Og netop i disse år kan vi jo desværre konstatere, at martyriet, det at lide for troens skyld, igen er blevet en aktuel realitet. Det er det allerede i flere lande ude i verden. Og i værste fald kan det komme til at gå sådan her i vort eget land, at om ikke vi selv, så måske vore efterkommere, kan risikere at komme til at lide for den kristne tros skyld.

 

Men både den sørgelige virkelighed, jeg sigter til her, og en lang række andre aktuelle forhold, får jo også de absolut positive ting, Jesus siger til os her i evangeliet til i dag, til at lyde på en helt ny måde!

 

Kristendommen er jo ikke en masochistisk, selvplagerisk religion, hvor det gælder om at få det så dårligt som muligt, ja, komme til at lide så meget som muligt.

 

Vel lever vi som kristne under korsets tegn. Ja, vor Herre Jesus har selv sagt til os, at vi skal tage vort kors op og følge ham.

 

Men samtidig har vor Herre Jesus jo ved sit eget eksempel vist os, at det ikke gælder om, bare at styrte sig ud i lidelsen og døden.

 

Jesus sagde gentagne gange, at hans time endnu ikke var kommet. Ja, så sent som den allersidste aften, ude i Getsemane have, bad han – fuld af angst og frygt – sin Far om at måtte slippe – hvis det var muligt!

 

Det kristne martyrium består i at vidne om Kristus under alle forhold, også hvis det bliver sådan, at det uundgåeligt fører en ind i lidelse og død. Det græske ord "martyr" betyder netop "vidne" – og har så (af frygtelige grunde) i løbet af de første kristne århundreder fået den særlige betydning af "blodvidne".

 

Og dette "martyrium", denne måde at vidne på, den taler Jesus direkte om i slutningen af første tekstrækkes allehelgens-evangelium, hvor han siger, at

 

Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

 

Men i dag er det et andet "martyrium", et andet vidnesbyrd, Jesus taler om, nemlig det vidnesbyrd, der ligger i selve kristenlivets "livs-kvalitet" – i den allerstørste og mest positive betydning af ordet!

 

Og selv om der er al mulig grund til at se dystert på situationen både i verden som helhed og her i vort land og vor verdensdel, så er det dette, der er det egentlige.

 

For hverken lidelsen eller døden kan jo nogensinde blive formål i sig selv. Det er altid livet med al dets glæde og herlighed, der er det egentlig formål. Men altså i uløselig sammenhæng med både kærligheden og sandheden. Og når så sammenstødet med magtsygen og løgnen bliver en realitet, er det, det kan ende i lidelse og død.

 

Men når de kristne vidner gennem alle århundrederne har haft det sådan, at de simpelt hen ikke har kunnet underkaste sig ondskabens og løgnens magt, så er det jo, fordi de har haft en urokkelig tro på, at selv ind igennem lidelsen og døden er det sandheden og kærligheden, der er den virkelige, evige magt.

 

Og det er denne magt, der under alle forhold vidner gennem de kristnes liv. Ikke mindst når det strutter og lyser af sundhed og glæde.

 

Det er denne magt, der er jordens salt og verdens lys.

 

Saltet, der holder råddenskaben væk og giver sundheden smag, ja, får tingene til at gro og udfolde sig.

 

Og lyset, der giver både varme og orientering.

 

Derfor er det også denne magt, vi under alle forhold må holde os til og søge vor trøst og styrke hos, når vi står over for døden eller er blevet ramt af den med sorg og savn til følge.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

- - -

 

Herefter de dødes navne og vers 1, 4 og 5 af Tillæg til Den Danske Salmebog nr. 876: "Nu er livet gemt hos Gud", sunget af kirkesangeren, medens alle bliver stående.

 

Og derefter igen kirkebønnen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

22. søndag efter trinitatis 1974 (10. november)

 
DDS: ???
 
Fil. 1,6-11. - Matt. 18,1-14

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi vi må samles her i dit hus som dine kære børn.

Og hjælp os til at tage imod alt det, som du giver os i denne gudstjeneste, så at vi i resten af ugen kan leve og være glade i fast tro og tillid til dig.

Amen.

 

 

Det var jo en både stor, blandet og i nogle henseender vanskelig mundfuld af Matthæus-evangeliet, vi her fik.

 

Men det kan lade sig gøre at finde en linie, der går gennem det hele, en tråd, som binder de forskellige dele sammen til en helhed.

 

Det første har vi jo hørt om så tit - dog ikke for tit. - For det dækker en meget væsentlig del af hele vor situation som kristne.

 

Det med disciplene, der stadigvæk ikke har forstået, hvad det hele drejer sig om, ligesom vi også hele tiden blander gammelt og nyt sammen, vort eget gamle og døde liv, og Guds nye paradisfriske liv.

 

At ydmyge sig og blive som et barn betyder netop at holde op med denne dumme sammenblanding.

 

At ydmyge sig er at indse, at det at se på sig selv og at konkurrere indbyrdes er lige så umuligt, dumt og latterligt, som hvis to døde sild diskuterer, hvem der er den mest levende, eller to lopper, der vil lave væddeløb til månen og tilbage igen, hvem der kan hoppe højest!

 

Nu kan der imidlertid ske det, at sætningen om, at vi skal blive som børn - ligesom alt det andet store og gode, vi hører her i kirken - det kan blive gentaget så tit, at det bliver helt uvirkeligt for os.

 

Det betyder ikke, at vi skal holde op med at bruge alle de særlige ord og sætninger, som er nødvendige, hvis vi skal forkynde og høre kristendom.

 

For holder vi op med at bruge disse særlige ord og udtryk, holder vi samtidig op med at høre kristendom.

 

Men vi kan gøre det, at vi indimellem prøver at få kastet et sidelys ind over de ord, der altid har været brugt ved den kristne gudstjeneste, og som altid vil blive brugt, når der holdes kristen gudstjeneste.

 

Og i dag vil vi så bruge et digt, som Tom Kristensen skrev engang i 20’erne. Det er et digt, som hedder "Græs".

 

Vi skal forestille os en mand, der ligger på maven i græsset med næsen helt nede mellem græsstråene. Og øjnene! For pludselig bliver græsverdenen stor for ham. Græsstråene bøjer mod hinanden som spidsbueporte, som indgangen til en kirke - men kan han gå ind?

 

Nu skal vi slet ikke spekulere over, hvor meget eller hvor lidt kristendommen i snævrere forstand der er i dette digt. Det, vi skal, er at se - og høre - hvordan en stor digter, et følsomt menneske, har kunnet give en tolkning af forholdet mellem pdes. mennesket og pdas. tilværelsen, som den kan vise sig i sin storhed og måske hellighed.

 

Vi vil bruge digtet "Græs" som et sidelys over Jesu ord:

 

Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: "Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. v4 Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget (Matt 18,2-4).

 

Og nu Tom Kristensens digt:

 

 

GRÆS

 

Græsset er underligt højt for mig,

som ligger med Næsen mod Jord.

Bøjer jeg mig saa dybt, som jeg kan,

vokser min Verden sig stor.

 

Under de grønlige Spidsbueporte

Standser jeg. Her vil jeg staa.

Tør ej gaa vild i det lysende Mørke!

Tør ej gaa vild mellem Straa!

 

Inde i Straaenes dæmrende Haller

er der en Stemme, som vaagner og kalder

et stigende: kommer du nu,

kommer du, kommer du, kommer du nu,

du nu.

 

Og som et Svar

toner en klar,

underbar, drengeklar Stemme i mig:

Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!

Men naar mit Vanvid er omme,

naar mine Drømme om Storhed er omme,

da vil jeg komme, da vil jeg komme,

da er jeg lille og lykkelig nok.

 

Det næste afsnit i vor tekst er Jesu advarsel mod forargelser.

 

Her kan det nok være nødvendigt at minde om, at i Bibelsk sprogbrug betyder ordet forargelse noget helt andet og mere end i vor moderne, stærkt afblegede brug af ordet.

 

Vi kan fx sige:

 

"Nej, hvor blev naboerne forargede over, at hr. og fru Nielsen købte en sportsvogn for tipsgevinsten i stedet for at få lagt nyt tag på huset!".

 

Men i Bibelen betyder ordet "forargelse" noget meget mere alvorligt.

 

Egentlig betyder det "stillepinden" i sådan en fælde, som fx børn bruger til at fange fugle i. - I ved: Man lægger lidt brødkrummer på græsplænen, tager en kasse, stiller den skråt over brødet på en pind med en snor i - og gemmer sig så bag en busk eller inde i huset.

 

Det er jo egentlig væmmeligt og synd for fuglene.

 

Men så er det jo ikke mindre synd, hvis det er mennesker, der - bedst som de hopper glade og fornøjede rundt på kristenlivets dejlige græsplæne - pludselig mærker et mørkt fængsel falde ned over sig.

 

Det er det, Jesus taler om.

 

Og så kan vi bedre forstå, hvorfor han taler så hårdt.

 

Det svarer til, at vi voksne skælder drengene ud, hvis vi ser dem fange små fugle for måske at pine og plage dem bagefter.

 

Det, Jesus vil, er, at "disse små", som tror på ham, skal kunne blive ved med at være barnligt glade og tillidsfulde - netop som små spurve, der hopper rundt i det grønne græs en dejlig sommerdag.

 

Men hvordan kan onde mennesker så gå Djævelens ærinde og trække i snoren, så mørkets og dødens fælde klapper i over Guds børn.

 

Ja, det kan de ved at sige noget andet end det, Jesus siger om, at vi skal være som børn.

 

Og vé den, der bilder et Guds barn noget andet ind, end at det bare skal være glad over at kunne holde sig til troen på, at Gud i den hellige dåb har taget det til sig som sit barn.

 

Måske betyder det, Jesus siger om at hugge hånd eller fod af og rive øje ud, at den, der gør sådan noget, altså ødelægger andre menneskers  tillid til Gud, skal udelukkes af menigheden.

 

Det er jo en gennemgående tanke i NT, at alle kristne er lemmer på Kristi legeme.

 

Men hvorfor er Jesus undertiden så hård, når han ellers først og fremmest er den, som åbenbarer Guds kærlighed?

 

Jesus er så hård, fordi Gud er så kærlig!

 

Vi skælder jo ikke dyrplagerne ud, fordi vi vil være onde ved dem, men fordi vi synes, det er synd for fuglene.

 

Og Jesus træder så skarpt og hårdt op mod alt det onde, fordi Gud synes, der er syn, at vi mennesker skal fanges og pines af Synden og Døden og Djævelen.

 

Men vil Gud da ikke i sidste ende forbarme sig over også de mennesker, der har været onde på den måde, at de har lokket andre bort fra deres kristne tro?

 

Jeg tror, at Guds barmhjertighed i sidste ende er grænseløs.

 

Men det tilkommer ikke os at stille os ud i evigheden på den anden side af Dommedag.

 

Nu er vi her i denne tilværelse, hvor der vitterligt raser en kamp mellem Gud og Djævelen.

 

Vi kan ikke forstå det. Men vi kan til gengæld mærke på både sjæl og krop, at Satan, den gamle løgner og dødbider, ikke kan tåle, at vi skal leve og være glade som Guds kære børn.

 

Og derfor kan vi både forstå og glæde os over, at Gud med den ene hånd truer ad alt og alle, der vil ødelægge livet og glæden.

 

For med den anden hånd rækker han jo netop liv og glæde ud til alle mennesker.

 

Ja, han er selv komet til os for at opsøge og frelse det fortabte.

 

Det er ikke vor himmelske Faders vilje, at en eneste af os skal fortabes.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

23. søndag efter trinitatis 1998 (15. november)

 

DDS: 350 – [474] – 396(dåb) (692 ÷ v 4) -///- 46 – 390(dåb) (55)

 

Jer. 7,1-11. – Fil. 3,17-21. - Mark. 12,38-44

 

 

Far i Himlen!

Tilgiv os al vor overfladiskhed og egoisme.

Og lad dit ord få magten over os, så vi ikke skal klamre os til os selv, indtil vi dør af det, men så at vi kan leve frit og godt ud af din kærlighed.

Amen.

 

 

[I Musse  begynder prædikenen først efter - - -:]

 

Vi bliver nødt til at begynde med, hvorfor vi skulle springe vers 4 over i salmen her før prædikenen!

 

I har måske allerede regnet det ud? Og måske oven i købet spurgt jer selv, hvorfor vi så overhovedet skulle synge denne salme i dag.

 

For sagen er, at denne salme slet ikke er beregnet til brug ved gudstjenesten om søndagen - idet den af Kingo er sat som morgensangen ved husandagten derhjemme om lørdagen.

 

Men hjemme hos os holdt vi altså ikke nogen husandagt i går. Og jeg ved ikke, hvordan det har været hjemme hos jer. Så vi må nok se i øjnene, at hvis vi overhovedet skal få sunget denne dejlige salme, så bliver vi nødt til at inddrage den i søndagsgudstjenesten.

 

Men så nok bedst uden vers 4! Det er ville i hvert fald være lidt dumt at sidde her i dag og synge "Velan jeg til mit kald mig giver / og fanger nu min gerning an" - når dette faktisk ikke er tilfældet! - "Mit kald", det er jo det samme som "mit arbejde". Og der er vel næppe nogen af os her, der skal på arbejde i dag!

 

(For at vi, der er ansat her ved kirken, kan siges at være på arbejde nu, har jo for det første ikke nogen betydning i denne sammenhæng. Og for det andet er det jo også for os kun begyndelsen på den kristne helligdag og hviledag, den dag, som er beregnet til at skulle være en helt særlig dag, anderledes end alle ugens øvrige dage. På en anden måde end sabbatten for jøderne. Men samtidig med nogle af de helt dybe lag fælles.

 

Og så fik vi understreget det! Og vi må ved andre lejligheder se at komme endnu mere ind på det. "Søndagens teologi" er nemlig noget, vi virkelig trænger til at få et forhold til igen! Både med hensyn til søndagen som gudstjenestefejringsdag og med hensyn til søndagen som "hviledag" og "livsopladningsdag". Men det må altså vente.

 

For vi skal også lige have tid til at dvæle lidt ved det forhold, at når det var netop i dag - 23. s. e. trin. efter anden tekstrække - vi skulle have denne hverdagssalme med, så er det selvfølgelig, fordi vi jo vi i den fik lejlighed til at synge: "Vort borgerskab er i Guds rige / did stunder jeg og daglig op" - som et ekko af, hvad vi lige hørte i epistelen om, hvordan vi som kristne ikke lever i den platte "materialisme", men netop i den meget større sammenhæng, som evangeliet til i dag jo handler om. Hvilket selvfølgelig på den anden side ikke heller skal forstås på en plat livsfornægtende måde. Men netop på den måde, at alt det, vi lever i her i verden - og som det udtrykkeligt er vort KALD, vor pligt at tage dybt alvorligt - er omfattet af den store sammenhæng, der omgiver os til alle sider, lige fra skabelsen og frem til Guds rige, den store sammenhæng, som jo i sidste ende er Gud selv. - Men nu til evangeliet!

 

- - -

 

[Og her begynder prædikenen i Musse:]

 

Stedet for denne fortælling er "kvindernes forgård", den del af det store bygningskompleks på Tempelbjerget i Jerusalem, hvortil, kun jøder havde adgang, men hvor de jødiske kvinder måtte blive, idet kun mændene måtte komme ind i "israelitternes forgård".

 

Kvinderne måtte nøjes med, fra denne forgård at se ind gennem den port, der førte ind til den inderste forgård, og således følge gangen i den hellige offerhandling.

 

Men i kvindernes forgård fandtes dog "tempelblokkene", 13 kister med trompetformede mundinger.

 

Disse "tempelblokke" var beregnet til de gaver, som folk gav til Templets drift.

 

Det er værd at understrege, at det altså ikke er en slags "fattigbøsse", der er tale om.

 

De penge, der blev lagt i tempelblokkene, gik udelukkende til gudstjenstlige formål.

 

Og så er det jo, det spørgsmål melder sig, hvorfor Jesus egentlig vurderede denne gave så højt.

 

Nå-ja, det var da en gave til et stort religiøst formål, kan vi også sige.

 

Men ser vi lidt både tilbage og frem i Markus-evangeliet, får vi jo noget andet at vide om, hvordan Jesus så på Jerusalems Tempel.

 

Allerede dagen efter Indtoget i Jerusalem var han jo gået ind i helligdommen og begyndt at jage dem ud, som solgte og købte.

 

Han havde væltet vekselerernes borde og duekræmmernes bænke. - Og han havde sagt:

 

Står der ikke skrevet: 'Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene'? Men I har gjort det til en røverkule." (Mark 11,17)

 

Og lige efter den tekst, vi lige har hørt, står der, at en af disciplene sagde:

 

Mester, se alle de store sten og alle de store bygninger! (Mark 13,1).

 

Men at Jesus sagde til ham:

 

Ser du disse mægtige bygninger? Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned (Mark 13,2).

 

Det er altså ikke selve Templet som sådant og dets drift, Jesus har tillagt den store betydning. Tværtimod! Som sådan var det noget, der så absolut  hørte fortiden til.

 

Vel at mærke "templet som sådant"! Men desto mere har Jesus så kunnet koncentrere sig om den fattige enkes gave i forhold til hende selv og hendes situation.

 

Og ligesom gavens størrelse må ses i forhold til hendes økonomiske situation, så må selve det, at hun overhovedet giver en gave til Templets drift, ses i forhold til hendes religiøse situation som jøde. - Herom siger Anna Sophie Seidelin:

 

[Jesus] ser hende give sin sidste lille øre til et dødssygt foretagende, som bare er det eneste, hun kender som Guds rige.

 

Forstået på denne måde kan vor tekst høres på linie med fx de to små lignelser om skatten i marken og den meget kostbare perle, lignelser, som begge har den pointe, at manden går hen og sælger alt, hvad han ejer, for at købe hhv. marken med den skjulte skat og den meget kostbare perle.

 

Ja, der er et meget stort perspektiv i dette. Også for os. Vi kan måske hver især være meget i tvivl om, hvad det er vi kommer til, når vi går i kirke. Men een ting veed vi i hvert fald, og det er, at det ikke er en eller anden mærkelig "aktivitet", vi kommer til. Vi kommer her for at møde "det yderste", "det dybeste", "Sandheden", "Livet", "Kærligheden" - og hvad ord vi nu ellers vil bruge. Og det kommer vi herhen for, så længe der ikke er noget andet sted, der kan tegne sig for os som mere sandsynligt. Hvormed jeg selvfølgelig ikke mener, at vi sygeligt skal gå rundt og lede efter et sådant sted. For som vor Herre selv har sagt - under en lidt anden vinkel, men alligevel - det vil være så tydeligt som et lyn, et lysglimt, der oplyser hele himmelhvælvingen. Det er dette store møde, der er tale om, når der tales om at "kende et sted som Guds rige!

 

Der findes en gammel jødisk historie om en præst, som afviste en fattig kvinde, der kom og ville ofre en håndfuld mel, Om natten hører han imidlertid i en drøm ordene:

 

Foragt hende ikke. Det er, som havde hun ofret sit liv!

 

Men vi kan også høre, hvad der kommer lige før vort evangeliestykke til i dag:

 

Den store folkeskare hørte gerne på [Jesus].

 

I sin undervisning sagde han: "Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet v39 og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. v40 De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere (Mark 12,37-40).

 

I denne sammenhæng er der tale om en meget grellere modsætning. For nu er det jo ikke de rige, er er tale om, som dog trods alt faktisk - og måske af et ganske godt hjerte - giver af deres rigdom. Nej, nu er det de store og fine og fede, der bare rager til sig, også fra de fattige af samme slags som vor enke her i dag, som frivilligt giver alt, hvad hun har.

 

Og hørt i denne sammenhæng bliver historien om den fattige enkes skærv en fortsættelse af Jesu domsord over de skriftkloge.

 

Og ikke bare over en bestemt gruppe, der levede engang, men over al egoisme i hver eneste af os, den egoisme, som ikke viger tilbage for at udnytte selv religionen til sit formål.

 

Men det er alligevel noget helt andet, noget meget mere positivt, denne historie egentlig handler om. Nemlig som sagt om det at forholde sig totalt til Guds rige, hvordan det nu end tegner sig for en.

 

Jesus forkynder, at vort forhold til Gud ikke er noget, der kun berører 1% eller 50% eller 99% af vor tv og vort liv.

 

Der er kun een måde at forholde sig til Gud og Guds rige på, og det er at overgive sig 100%.

 

Hvilket altså betyder noget langt mere end, at vi fx i morgen skulle samle alt, hvad vi ejer, og bruge det til at få vor kirkebygning forgyldt både udvendig og indvendig!!!

 

Vi har jo helt klart set, at det i al fald ingenlunde har været Jesu hensigt at få folk til at give alt til Jerusalems Tempel. Og rent bortset fra alt det andet, der kan siges om den kristne Kirke og de kristne kirkebygninger i forhold til Jerusalems Tempel, så er det endnu mindre gaver til kristne gudstjenestebygninger, Jesus taler om.

 

Historien om den fattige enkes skærv står i en nøje sammenhæng med alt det andet, Jesus har sagt og gjort.

 

Den giver et koncentreret udtryk for alt, hvad Jesus i sin forkyndelse har sagt om menneskers forhold til Guds rige - og den peger frem mod Lidelseshistoriens skildring af, hvordan Jesus selv gav alt det, han havde, for os mennesker.

 

Denne side må vi nemlig aldrig glemme. For hvis vi tror, at kristendommen kun består i, at vi giver alt, hvad vi har, så ender det jo i bare fortvivlelse eller løgn eller begge dele.

 

Vi kan kun helt forstå evangeliet om enkens skærv, når vi siger, som det hedder i salmebogens nr. 592, "Jesus, Jesus, Jesus sigter / alt mit hjertes ønske til":

 

Jesus er det, som jeg giver,

hvad han selv har givet mig.

 

Og:

 

Jesus, det er mer en meget,

at jeg dig til gave fik;

tag mit hjerte som dit eget,

sæt det ret i stil og skik.

 

Kun når vi i troen modtager Guds rige som en 100% gratis gave - som vi skal give os 100% hen for! - har vi fået det hele med, så storslået og selvmodsigende, så uforståeligt og livgivende, som det er.

 

For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det (Mark 8,35).

 

Kristendom er ikke noget, der drejer sig om nogle småtterier, nogle særlige områder af vort liv. Det drejer sig om det hele.

 

Kristendom er, at Gud inddrager hele vort liv - og skænker os hele vort liv som et helt nyt liv.

 

Og det skal vi bare give os hen i og tage i mod, give hen i og tage imod. Hele tiden. Uden at prøve at ødelægge det, ved på nogen som helst måde at ville gøre det til enten indre eller mere. I al sin totale storhed er det jo såre enkelt!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

24. søndag efter trinitatis 1996 (17. november)

 

DDS: 679 – 299 – 1 -///- 279 - 432

 

Dan. 7,9-10.13-14. – 2. Kor. 5,1-10. - Johs. 5, 17-29

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du i Jesus har vist dig for os som livets og frelsens Gud. Hjælp os ved din Ånds nærvær og kraft til at se, at han er den, han siger han er, og således til at leve i hans liv.

Amen.

 

 

Lad os opholde os en hel del ved, det første, vi hørte - om det raseri, som greb "jøderne", dvs. den tids religiøse fanatikere i Palæstina, fordi Jesus havde helbredt den syge ved Betesda Dam på en sabbat.

 

Vi indleder jo også bekendelsen af troen med forsagelsen af Djævelen. For hele kristendommen forudsætter jo, at der er sket noget forfærdeligt med den tilværelse, der egentlig skulle være Guds skabningers herlige liv med hinanden og over for deres Skaber. Det er derfor, det er nødvendigt at opholde sig ved det negative, ja, ligefrem begynde med det!

 

Sagt på en anden måde: Hvis slangen i Paradiset ikke havde fået lokket Eva og Adam til at gøre oprør mod deres skaber, så havde de - dvs. vi - stadig gået rundt og haft det hyggeligt og dejligt sammen med hinanden og sammen med Gud. Så var de i stedet for at gemme sig i buskene for Gud, når han kom forbi på sin aftentur, glad gået hen til ham og fået sig en hyggelig snak. For nu at blive i 1. Mosebogs dejlige billed-verden.

 

Hvis den og det Onde ikke var kommet til at gøre sig gældende i verden, ville der ikke skulle have været nogen Abraham, Isak og Jakob og ingen Jesus. Og der ville ikke skulle have været nogen særlige huse, der hed templer eller synagoger eller kirker. For så ville ALT være kirke, ALT være gudstjeneste, alt bare fra og til Gud og sammen med Ham.

 

Men nu lever vi i ulykken. Og det nytter ikke noget at komme med alle mulige lommefilosofiske bortforklaringer om, at det hele er godt nok, som det er. For det er det ikke. Det behøver vi ikke nogen præster til at fortælle os. En simpel oplevelse af livet viser med forfærdelig tydelighed, at der er en skærende modsætning mellem det, der "er, som det, skal være", og så det, der vil forvride, forvrænge, pine og ødelægge det.

 

Og jo større og bedre noget er, jo mere forfærdeligt bærer ondskaben sig ad med at ødelægge det. Det gælder en så vigtig side af livet som seksualiteten, hvor man jo simpelt hen ikke kan finde ord for, hvor forfærdeligt det er, at det, der egentlig er så godt, kan blive "fordrejet" - det er det, der på latin hedder "perverteret".

 

Eller det gælder den vigtige side af livet, som kærligheden til "eget folk og fædres land" er. Her ser vi også - til vor store overraskelse - at der for det første virkelig er tale om noget meget dybt og stærkt (hvad vi jo ellers i vor store visdom havde ment ikke var tilfældet!). For ti-tyve år siden ville ingen have troet det muligt, at man i den grad kunne ophidse mennesker til uhyrlige gerninger, bare ved at fyre nogle platte nationalistiske fraser af.

 

Og så kommer vi til sådan set det allerværste: Det at selve det, der skulle være forholdet til Gud - og dermed det kærlige indbyrdes forhold mellem os mennesker - dvs. det, vi kalder "religionen", at selve det, mere end noget andet, kan bruges til at hidse mennesker op til vanvittige og onde gerninger.

 

Men for os, der lever i den kristne tradition, kan det jo egentlig ikke komme som nogen overraskelse. Hele Jesus-historien er jo fra først til sidst fuld af den slags. Evangelierne er fulde af beretninger om, hvordan Jesus vakte modstand - helt frem til langfredag, hvor det så ud til, at man endelig havde fået bugt med dette irriterende og forstyrrende menneske.

 

Ligesom dette jo er fortsat gennem hele kirkehistorien, hvor Jesu disciple ikke alene er blevet forfulgt af dem, der stod helt uden for, men hvor magtbegæret også har ført til de forfærdeligste ting inden for Kirken. Vi har lige mindedes et meget stygt eksempel på det her allehelgens søndag, hvor det var på et hængende hår, Reformationen undgik at blive kvalt i blod.

 

Hvilket så får kloge danske folkekirke-kristne til at sige: "Det er også al den religion". Hvad de jo har ret i, hvis de sætter ordet "religion" i anførselstegn - og altså bruger det i den betydning, at der er tale om, at mennesker misbruger Guds navn på den helt forfærdelige måde, at de vel siger Gud og Gud og Gud hele tiden, men bare gør dette for at fremme deres egen sag. - Men hvad de jo aldeles ikke har ret i, hvis det er deres egen "religion", de tænker på, nemlig den "religion", Jesus kom med! Ingen kan nævne noget som helst eksempel fra Jesu side på andet end lige præcis det diametralt modsatte!

 

Men hermed er alt ikke engang sagt. Helt så enkelt er det heller ikke. Det er faktisk vanskeligere end som så.

 

Lad os nu tage situationen her ved begyndelsen til evangeliet til i dag. Det er jo ikke nok, bare at blive forarget på disse fanatiske jøder med deres sabbatsbud. Det er jo netop det samme som at sige: "Det er også al den religion".

 

Vi må ikke glemme, at også sådan noget som sabbatsbudet i grunden er godt. Vi har jo oven i købet taget det med os i vort liv som kristne - sammen med de andre ni bud, Gud gav Moses, nemlig som det tredje bud: Du skal holde hviledagen hellig", nu overført til søndagen, Herrens opstandelses dag. Der er en stor og god teologi i, at der er en dag, der ikke er som de andre. Også helt bortset fra, at vi selvfølgelig ikke kan lade være at fejre livets sejr over døden.

 

Igen vil det menneske, der helst vil være sin egen gud, føle det undertrykkende, at der skal være sådan en dag, der som det helt grundlæggende minder os om, at vi tilhører Ham, der har givet os livet, at livet ikke er vores eget.

 

Men hvis vi giver os hen i at være Guds skabninger, vil vi opdage, at det at holde søndag "med det hele", i alle henseender gør livet større for os. Ikke bare det at begynde dagen med at fejre gudstjeneste. Men også det, at vi så vidt muligt ikke arbejder, men foretager os nogle "luksus-ting" af hvad art, det nu kan være, lige fra den mest almindelige og jævne hygge til de allerstørste oplevelsesmæssige ting. Det, vi kan kalde søndags-kulturen, er virkelig et område, vi skal tage op til revision.

 

Men så skal vi netop passe på, at vi ikke begynder at gøre os til hinandens "revisorer", dvs. nogen, der vogter på hinanden og tyranniserer hinanden mht., om vi nu også holder hviledagen hellig på den rigtige måde. (I øvrigt er der vist allerede i den verdsliggjorte "weekend-kultur" ikke så helt lidt tyranni rundt omkring i familierne, hvor man nøje vogter på hinanden mht., om man holder sig til de aftaler m.m., der er indgået mht. den - i denne verdslige forstand - "hellige weekend".

 

Ja, "helligheden" kan have mange skikkelser. Og "hellighedens tyranni" ligeså. Men vi må ikke glemme, at der altid er en ægte kerne i tingene. Jo også i den moderne verdslige weekend-kultur, hvor man jo egentlig vil prøve at få nogle gode oplevelser, også med hinanden. Men hvor det netop er det, der kan føre til så store magtkampe og skuffelser!

 

Derfor skal vi heller ikke undervurdere de problemer, der opstod, da Jesus pludselig begyndte at føre sig frem - imod alle regler og sædvaner. Som en, der gjorde sig større end både traditionen og alle de andre. Ligesom vi tilsvarende heller ikke skal undervurdere de problemer, der opstår, når det er vores egen kultur og vore egne vaner, der bliver udfordret.

 

For det er jo det, det drejer sige om: kulturen og vanerne, når der bliver problemer med "al den religion". Så længe religionen kun er noget, der findes helt privat inde i det enkelte menneske, som nogle faktisk rent teoretiske tanker om Gud og/eller hele tilværelsen, så sker der ikke noget. Så er det nemt nok at være tolerant.

 

Man kan også være så ondskabsfuld at sige, at så længe religionen ikke betyder noget i praksis og ude i de offentlige, fælles sammenhæng, så er det nemt nok at være tolerant, men hvis religionen virkelig gennemsyrer hele livet, også det fælles liv i samfundet og kulturen, så bliver det noget andet.

 

Og nu sagde jeg "ondskabsfuld". Dermed mente jeg jo, at det gør religionen så ikke hos os. "Religionen er en privatsag". Sådan har vi også troet det var. Og troet vi ønskede det skulle være! Men nu hvor vi bliver konfrontere med andre religionen, opdager vi, at vi alligevel er kristne. Kulturelt set, i hvert fald. Med hensyn til menneskesynet. Med hensyn til friheden. Osv.

 

Men hvordan skal vi så gøre? Hvordan skal vi undgå, at "det med religionen" bare ender med at blive et rent magt-spørgsmål - om hvem, der kan tyrannisere, terrorisere og undertrykke hvem? Eller at det bliver et helt relativt spørgsmål, hvor vi siger, sådan som vi har været tilbøjelige til det, og sådan som nogle siger endnu:

 

"Nu har du din religion - eller livsanskuelse - og jeg har min. Og så kan din være god for dig, ligesom min kan være for mig".

 

Hvilket selvfølgelig i en vis forstand er rigtigt. Nemlig i den forstand, at spørgsmålet ikke skal afgøres ved magt, fysisk magt, men i frihed.

 

(Hvor frihed ikke nødvendigvis skal betyde den rene traditionsløshed og totale individualisme. Det kan godt være sundt, at fællesskabet til en vis grad lægger pres på sine medlemmer mht. det at holde traditioner i hævd og overholde regler og den slags. Men så også kun til en vis grad. Og aldrig med fysisk magt eller andre tilsvarende grove metoder. Hvis sagen bliver sat på spidsen kommer der aldrig noget godt ud af at holde mennesker sammen (tilsyneladende!) i et fællesskab, hvis det er ved hjælp af vold og tvang og pression).

 

Og det, der sker, når der hersker en rimelig grad af frihed. Dvs. når der i sidste ende er frihed, det er, at hvert enkelt menneske frit kan afgøre sig for eller imod nu de store ting, Jesus her i evangeliet til i dag siger om sig selv.

 

Der er mange, der påstår store ting om sig selv. Ikke mindst i vore dage. Men faktisk også på Jesu tid. Det var dem, man kaldte falske Messias’er. Den mest kendte falske Messias, vi har i dag, er lederen af Moon-sekten, [navn tilføjet senere]. Som jo helt direkte påstår, han er Messias.

 

Hvad han jo så måske kunne være. Hvorfor skulle det ikke lige så godt kunne være ham, der havde ret i sin påstand, som Jesus?

 

Men hvis dette spørgsmål ikke bare skal blive stående og blafre i den tynde relativistiske luft, hvis dette spørgsmål skal besvares, afgøres, så kan det kun ske ved den helt store og altomfattende livs-prøve, som består i, at det i forhold til hele vort liv med alt, hvad vi dér oplever som godt og sandt, kommer til at godtgøre sig, hvem der faktisk står på Sandhedens og Livets side. Hvilket i allerdybeste forstand vil sige, hvem der kan leve op til sådan noget, som det, Jesus proklamerer her i evangeliet til i dag. Ja, faktisk allerede, hvem der overhovedet kan sige sådan noget som dette!

 

Livet og sandheden ligger allerede i, at det netop er dette, der bliver sagt, i selve ordlydens ikke bare storhed, men også sandhed og godhed. Det er når vi hører sådanne ord og lader os inddrage af dem, så vi allerede nu lever i dem, det viser dig:

 

Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

25. søndag efter trinitatis 1978 (12. november.)

 

På denne søndag havde jeg helt undtagelsesvis tre gudstjenester: I Kettinge Kirke kl. 9, i Herritslev Kirke kl. 10.15 og i Musse Kirke kl. 19!

 

679 - [257] – 229 (KE:257 MU: 230) -///- 277 – 233
 
2. Pet. 3,3-13. – (Matt. 24,15-28). - Luk. 17,20-33

 

 

Far i Himlen!

Bær over med os, når vi tvivler og spørger og ikke forstår.

Vi er jo i nød, kære Gud, og vi beder dig om hjælp og trøst.

Og vi ved godt, at du alene er Herre, og at du alene er Livet.

Vær os en mild herre, og lad dit liv lyse for os.

Amen

 

 

Når vi hører alle disse ting i teksterne og synger dem i salmerne, kan vi ikke undgå at blive os bevidst, at vi er moderne mennesker. Hvis der er noget, der kan få os til at føle os på lang afstand fra Det Ny Testamente, er det det, vi kalder dets tale om "de sidste ting".

 

Det kan vi lige så godt indrømme.

 

Men så er vi altså også klar over, hvor vi befinder os, når vi nu sammen lytter til denne mærkelige tale, som jo på grund af vor kirkes orden bliver ved at lyde, som den har gjort gennem de sidste 2.000 år, helt uanset på hvilken afstand vi og andre slægtled har ment at føle os fra den.

 

Vi er altså klar over, hvor vi befinder os.

Dvs. vi er klar over, at vi befinder os på afstand.

 

For det er jo ikke givet, at vi er på samme sted, bare fordi vi er på samme afstand.

 

5 km. er jo altid 5 km. Men den, der er 5 km nord for Kettinge/Herritslev/Musse Kirke, er ikke på samme sted som den, der er 5 km. øst eller vest – for slet ikke at tale om 5 km syd for kirken!

 

Og der er i al fald tre forskellige måder at føle sig på afstand af det, vi hører om i dag, på:

 

1.

Een måde er, bare at afskrive det som gammel overtro, og så ikke tænke mere på det, men blot glæde sig og være stolt over, at man heldigvis ikke ligger under for den slags.

 

2.

En anden måde er, at man vel afskriver det – måske ikke rent ud med ordet "overtro", men alligevel som noget, der bundede i en bestemt tids forestillinger, forestillinger, man som moderne menneske umuligt kan dele – hvorfor man altså så heller ikke kan dele tidligere slægters tro på selve indholdet, selve sagen i disse forestillinger.

 

Men til forskel fra "måde nummer 1" er det uden nogen som helst glæde eller stolthed, man lægger alt dette bag sig. Tværtimod fylder det en med dyb smerte at være afskåret fra de gamles tro og være henvist til sit eget moderne liv ind i en død og tilintetgørelse, der også er ens egen, som man altså også skal være alene om – og hvor al den moderne tids oplysning og videnskab og selvstændighed hverken gør fra eller til.

 

Og det gælder ikke bare døden, men også livet. Afskæringen fra de gamles tro betyder jo ikke kun, at man er uden håb i døden, men også, at man er uden håb i livet. Selve livet her og nu bliver lukket og fladt, tomt og perspektivløst.

 

Hvor må de have været lykkelige, de gamle, tænker man. Men de gamles lykkeland er lukket land. Der er ingen vej tilbage. Det kan ikke nytte noget at putte sig selv blår i øjnene. Man må prøve at bide tænderne sammen og prøve at få det bedst mulige ud af sit menneskeliv og evt. ud af de rester, man mener at kunne redde ud af kristendommen, når alt det, der uløseligt hører en svunden tid til, er tærsket fra.

 

3

Men så er der jo også en tredje måde. Den kommer man vel nemmest til fra "måde nr. 2" – hvor der jo ikke er tale om nogen følelse af glæde og befrielse over at være kommet bort fra alle de gamle myter og dogmer.

 

Selv om det måske alligevel ikke er så enkelt. Det kan være, at glæden og stoltheden i "måde nr. 1" hurtigere bliver brugt op end den smerte, der i "måde nr. 2" prøver at lindre sig ved resterne af kristendommen. Så at "måde nr. 1" hurtigt bliver til "måde nr. 2" - måske oven i købet med en endnu skarpere smerte.

 

- - -

 

Men uanset hvorfra og hvordan man er kommet til den 3. måde at være på afstand af Det Ny Testamentes tale om "de sidste ting" på, er det særlige ved det, jeg her kalder "den 3. måde", at man er kommet helt igennem "moderniteten", helt ud på den anden side.

 

Ud i en ny situation, hvor alt er nøgenhed og tomhed – eller: åbenhed. En ny situation, hvor man på godt og ondt må – og kan – begynde helt forfra.

 

Hvor man er helt færdig med enten at være imponeret af sin egen løsrivelse fra "det gamle" eller at gå og længes tilbage til det som "det gamle".

 

En ny situation, hvor man står helt nøgen og værgeløs, helt åben og modtagelig både over for selve den tilværelse, ens liv umiddelbart er en del af, og over for det, Jesus, Det Ny Testamente og den kristne prædiken siger til en ind i denne tilværelse.

 

Og så begynder man at kunne se og høre.

 

Se noget af et mønster i sit liv og sin tilværelse.

 

Høre noget af et mønster i det, Jesus, Det Ny Testamente og den kristne prædiken siger – også i talen om "de sidste ting"! Og at kunne se og høre en sammenhæng.

 

Ikke sådan at hverken det ene eller det andet eller det tredje tegner sig klart og tydeligt og forståeligt for en. Det bliver alt sammen ved at være gådefuldt og uoverskueligt.

 

Men alligevel sådan, at vi fornemmer, at den magt, der taler til os om "de sidste ting", er den samme magt, som står bag den tilværelse og det liv, vi lever her og nu.

 

Og fornemmer, at der er en sammenhæng mellem det, at denne magt er livgiver og herre for os her og nu, og det, at denne magt er livgiver og herre også hinsides alt, hvad der er her og nu.

 

Og når vi er nået dertil, er vi nået frem til hovedsagen igen.

 

Så skal vi ikke prøve at forklare eller regne ud.

 

Jesus afviser jo også farisæernes krav om at få en forklaring.

 

Det første, han gør, er at proklamere [1948-overs.]: "Guds Rige er inden i jer". – Eller med en bedre oversættelse [som valgtes i 1992-overs.]: "Guds Rige er midt iblandt jer". Den nye fremtid er allerede begyndt. Den nye virkelighed er til stede. Usynligt. Gådefuldt. Men til stede.

 

Og dernæst peger Jesus ud mod en fremtid, hvor det hele skal være lige så klart, som når lynet lyser fra horisont til horisont.

 

Og endelig:

 

Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.

 

Det betyder: Et menneske er ikke sin egen livgiver og sin egen herre. Alle forsøg på at være det er dømt til at mislykkes.

 

Men Gud er livgiver og herre. Og det er han, uanset at alt andet mislykkes og går til grunde.

 

Og det er det, det hele drejer sig om. Hele kristendommen. Men navnlig talen om "de sidste ting".

 

Og derfor er talen om "de sidste ting" nødvendigvis en uadskillelig del af den kristne tale. I går og i dag og i morgen – indtil der ikke er nogen tvivl mere.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

26. søndag efter trinitatis 1986 (23. november)

 

Denne søndag er ikke forekommet i 1992-alterbogens tid! - Og når den engang kommer, vil teksterne være de samme som til den – ligeledes meget sjældne – 5. søndag efter helligtrekonger. – (Der er jo i den nye alterbog såvel en særlig sidste søndag efter helligtrekonger som en særlig sidste søndag i kirkeåret.

 

Men i 1986 havde vi en 26. søndag efter trinitatis efter anden tekstrække, der samtidig var sidste søndag i kirkeåret, og prædikenen til den bringes her.

 

DDS: 308 – 360 – 558 -///- 598 - 395
 
Hebr. 4,9-13. – (Matt. 11,25-30). - Matt. 25,31-46 (lig med evangeliet til sidste søndag efter trinitatis efter første tekstrække i 1992-alterbogen)

 

 

Gud, vor Skaber og Frelser, du, som er hos os i din Ånds kraft indtil verdens ende!

Bøj os under din sandhed allerede nu, ja inddrag os i din kærlighed, så vi kan bestå for din dom, ja, allerede nu gå over fra døden til livet!

Amen.

 

 

Lad os begynde bagfra, dvs. med det spørgsmål, vi nok ikke kan lade være at stille: Kan det virkelig være rigtigt, at Jesus vil dømme nogen til den evige ild, hvis de fx har forsømt at besøge de syge, de burde have besøgt?

 

For der kan vel næppe være tvivl om, at han faktisk har udtalt sig, som evangelisten Matthæus her har gengivet det.

 

Hertil vil jeg sige, at hvis man med dette spørgsmål mener, om Jesus i simpel forstand skulle være sådan en dommer, der straffer os mennesker med evig pine for de synder, vi har begået – herunder vore undladelsessynder – så er svaret nej.

 

Det passer simpelt hen ikke med hele det samlede billede, vi har af Jesus, at vort forhold til ham skulle ligne forholdet til en dommer ved en menneskelig ret. Endnu mindre passer det, at Jesus – og dermed Gud Fader selv – skulle være interesseret i at straffe mennesker i den betydning, vi tænker på, når vi bruger ordet "straffe".

 

Jamen vil det så sige, at præsten nu står og tager hele alvoren ud af det hele? Og hvor er vi så henne?

 

Nej, det betyder det ikke!

 

Jeg ved ikke, om der er nogen af jer, som hører denne prædiken, der bliver utilpas, hvis præsten ligesom tager forbehold mht. de evige helvedesstraffe. Men hvis der er, så vil jeg spørge, om det nu også er en holdning, I kan have i fuldeste alvor? Mener I virkelig, der er sandhedens fred i tanken om, at fx ganske almindelige undladelses-syndere skal pines til evig tid?

 

Jeg kan også spørge på en anden måde: Tror I virkelig, man når ned til den dybeste alvor i det, detteher drejer sig om, hvis man alt for hurtigt låser sig fast i et simpelt billede af Jesus som en hævnende og straffende dommer?

 

Nu må I ikke misforstå det, jeg siger. Jeg hører ikke til dem, der vil slå sig op på at "afskaffe de evige helvedesstraffe". Det føler jeg mig – for at sige det på den måde – faktisk ikke kompetent til. Virkeligheden er, som den er, uanset hvad vi mener. Og det, det gælder om, er, åbent og ærligt og redeligt og ydmygt at forholde sig til denne virkelighed: lytte til det, der bliver sagt, og fortolke både det og hele virkeligheden, som man i øvrigt oplever og erfarer den.

 

Og der kan som sagt ikke være nogen tvivl om, at vor Herre Jesus både her og en lang række andre steder har talt med stor voldsomhed om, hvad der kan vente os, hvis vi stiller os på den forkerte side i forhold til sandheden, livet og kærligheden.

 

Men kan det så tænkes, at Jesus i virkeligheden ikke har ment det så slemt endda? At han bare har udmalet tingene i disse voldsomme billeder for at få det til at trænge ind, at vi skal være gode ved hinanden?

 

Jeg må indrømme, at dette efter min mening er en del af sandheden. En del, sagde jeg. For der kan selvfølgelig ikke være tale om, at Jesus laver pjat med sådanne i enhver forstand dybt alvorlige spørgsmål. Men vi har alligevel fat i noget vigtigt, når vi forestiller os, at Jesus er gået ind i det dommedagssprog, folk kendte – og ikke mindst de selvretfærdige – for at få en endnu dybere sandhed og en endnu dybere alvor og saglighed til at gå op for dem.

 

At vi mennesker alle som een skal træde frem for Jesu Kristi domstol, kan der ingen tvivl være om. Ej heller kan der være nogen tvivl om, at vi vil blive kendt skyldige, når vi har udvist en så hårdhjertet og egoistisk adfærd som den, der er beskrevet her.

 

Der ligger en dyb alvor i, at vi således lever under livets og sandhedens store domsmagt og målestok. Vi skal ikke bilde os ind, at vi i virkeligheden bare kan gøre, som det passer os, og så må Gud ellers se, om han kan leve op til vore ønsker, hvis han vil have, at vi skal vise ham lidt interesse.

 

Nej, ordet dom har virkelig mening i den forstand, at mødet mellem os arme syndere, og så Guds sandhed, hellighed og retfærdighed er en dybt alvorlig sag.

 

Dertil kommer, at alt dette jo ikke bare er en sag mellem Gud og os. Hvis det hele bare havde været en sag mellem Gud og os, så var der jo slet ingen problemer, slet ingen spørgsmål – og slet ingen dom, ingen synder at dømme! Det er den tredje part, der helt grundlæggende er skyld i alt det, der her er tale om: Djævelen!

 

Og kom ikke og sig, at ham skal vi heller ikke tage alvorligt! Se jer dog om! Eller se ind i jer selv! Eller se på jeres egen situation! Og kom så een gang til med jeres påstand om, at der ikke er en ond magt, der har kilet sig ind i Guds gode skaberværk, ja, ind mellem Gud og os, som er skabt i hans billede til at skulle leve evigt for hans åsyn i kærlighed og lydighed!

 

Dette er afgørende vigtigt. Vi forstår slet ikke alvoren i det med dommen, hvis vi bare regner med, at det er noget med, at når vi har været lidt uartige, så bliver Gud gal.

 

Nej, dommens alvor hænger nøje sammen med, at hele tilværelsen er en stor og frygtelig kamp mellem Gud og Djævelen, livet og døden, kærligheden og ondskaben, sandheden og løgnen.

 

Og vi ved godt, at når der er kamp og krig, så er det katastrofalt at komme på den forkerte side. Det er noget helt andet end et lille fejltrin i mere gode og rolige dage!

 

Dette er altså en helt anden virkelighed end at sige, at vor Herre Jesus bare smører lidt tykt på, når han vil indskærpe, at vi skal være gode ved hinanden.

 

Men det er også en anden – og jo i dybt saglig forstand langt alvorligere – virkelighed, end hvad der gemme sig bag billedet af Jesus Kristus som bare sådan en streng dommer!

 

og der er endnu en ting, vi skal lægge godt mærke til. Og det er, at de mennesker, der får den gode dom, de er slet ikke klar over, at de har gjort noget særligt, og da slet ikke klar over, at det er Jesus selv, de har gjort det imod!

 

Alene dette viser meget tydeligt, at det ikke er et system med frygt for straf og lyst til belønning, Jesus har villet indføre!

 

Endelig skal vi gøre os klart, at dette er en tale, Jesus har holdt, ganske få dage før han gik i døden på Golgata og derved banede en helt ny vej ind igennem alt, hvad der har med skyld og straf og offer at gøre.

 

Hvis man frygter dommen og straffen, skal man bare knæle ved Jesu kors og se hen til hans opstandelse. Og så er der sådan set ikke mere at sige. Dvs. det er der jo alligevel. For medens vi knæler dér ved Jesu kors, så får vi netop at vide, at det hører med til denne knælen, at vi gør alle de ting, han nævner her i den tale, vi hører i dag!

 

Når vi knæler ved korset og beder Fadervor, så kan vi ikke undgå at komme til at sige: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Og i virkeligheden kommer vi også til at sige: Giv os i dag vort daglige brød, som også vi giver brød til dem, som trænger. Og: Lad os modtage din hengivelse for os, ligesom vi giver os hen i tjenesten for dem, der trænger til vor hjælp.

 

Det er her, vi skal bringes hen. Det er det, der er målet med det, Jesus siger.

 

Men samtidig peger han ganske klart på, hvordan det bogstavelig talt er ad Helvede til, hvis vi gør det modsatte og vender både Gud og mennesker ryggen – hvilket altså er to sider af samme sag: Man kan ikke have sit ansigt vendt mod Gud og sin ryg mod sit trængende medmenneske!

 

Og husk: Det er alt sammen for livets skyld! Livets kamp mod døden! Livets frelse og udfrielse! Vort liv. Vort medmenneskes liv. Vort og vort medmenneskes liv. Vort og vort medmenneskes liv med hinanden og sammen med Gud.

 

Alt sammen. Alt det, Gud har gjort fra Abraham af og indtil denne dag. Alt det, vi har hørt om i det kirkeår, som er ved at slutte nu. Og alt det, vi skal høre om i det kirkeår, som begynder på søndag!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Sidste søndag i kirkeåret 2002 (24. november)

 

[Se bemærkningerne ved 26. søndag efter trinitatis om forholdene omkring kirkeårets slutning i gammel og ny alterbog!]

 

DDS: 308 – [42] - 360 -///- 142 - 395
 
Mika 4,1-3. – 1. Kor. 3,25-30. - Matt. 11,25-30

 

 

Gud, vor Skaber og Frelser, du, som er hos os i din Ånds nærvær og kraft!

Tak, fordi vi endnu et år har kunnet leve i livets fællesskab med dig, her i gudstjenesten og ude i alle hverdagene!

Bevar os i dette fællesskab også i det nye år – og gennem resten af vor tid her i verden.

Ja, hold os fast i din varetægt, når alt andet hører op, og giv os da ved din nådige dom en evig plads i dit rige!

Amen.

 

 

Vi kan ikke slutte kirkeåret uden at tænke på første tekstrækkes tekster også:

 

Der er først den gammeltestamentlige læsning fra Profeten Esajas’ bog – som vi simpelt hen bliver nødt til at høre i dens helhed:

 

Dette siger Gud Herren:

Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord;

det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes,

og ingen skal tænke på det.

Men I skal fryde jer og juble til evig tid

over det, jeg skaber.

For jeg skaber Jerusalem om til jubel,

dens folk om til fryd;

jeg vil juble over Jerusalem

og fryde mig over mit folk.

Der høres ikke mere gråd

eller skrig.

 

Det er jo med dette håb over os, vi går ud af kirkeåret. Ja, det er i virkeligheden her ethvert kirkeårs egentlige slutning er: I Guds Rige med en ny himmel og en ny jord, det ny Jerusalem med jubel og fryd til evig tid. - Også helt uanset hvad vi i øvrigt mener – eller ikke mener - os i stand til at kunne forestille os derved!

 

Og det var også det, der så ofte blev sagt i den gamle alterbogs tid: At det sådan set var godt, at der ikke var nogen fast "sidste søndag i kirkeåret", men at ethvert kirkeår simpelt hen holdt op, når man var nået dertil, at næste søndag var 1. søndag i advent!

 

Herved blev det jo meget tydeligt understreget, at kirkeåret ikke er en lukket cirkel som et udtryk for en slags tilværelsens evige kredsgang, men at hvert eneste kirkeår er et nyt stykke af den frelseshistorie, Gud satte i gang allerede ved Abrahams kaldelse, og som nåede sit alt afgørende punkt i Jesu liv, død og opstandelse for to tusind år siden, men som har sit slut-punkt i Guds evige herligheds-rige ude bag tidens ende.

 

Alle kirkeårene ligger på denne måde i forlængelse af hinanden – på vej mod genoprettelsen af det, som var Guds mening med det hele fra Begyndelsen af. Den genoprettelse, som altså allerede Guds gamle ejendomsfolk levede i håbet om, sådan som vi lige hørte profetens Esajas’ smukke og storslåede udtryk for det. – Men samtidig med, at de ligger i forlængelse af hinanden, er det altså også – stadigvæk – sådan, at hvert eneste kirkeår peger direkte ud mod frelseshistoriens store slutpunkt, og altså ikke bare frem mod det næste år i den lange række af kirkeår.

 

Set i forhold til den storslåede forjættelse i stykket fra Esajasbogen er epistelen – stadig efter første tekstrække (2. Thess. 2,13-17) - mere beskeden i sit udtryk. Apostelen Paulus nævner ganske vist udtrykkeligt, at menigheden i Thessalonika er kaldet "for at I skulle opnå vor Herres Jesu Kristi herlighed". – Men epistel-stykket slutter med ønsket om, at den Gud, som i sin nåde har givet os evig trøst og håb, vil trøste og styrke denne menighed "til alt godt i gerning og i ord". Altså et klart sigte mod alle de både besværlige og farefulde hverdage, som skal leves i det store håb om "Jesu Kristi herlighed".

 

Men så er der endelig evangeliet efter første tekstrække, den store domsscene fra Matthæusevangeliets 25. kapitel (Matt. 25,31-46). Og det er ganske særligt det, vi er nødt til at "holde os for øre" også her på denne anden-tekstrække-sidste-søndag-i-kirkeåret. Ellers bliver alle de store herligheds-syner løgn, ja, også de dejlige ting, vi lige hørte i evangeliet til i dag.

 

Vi er nødt til at have den store doms-scene fra Matthæusevangeliet klingende med i dag, så det hele ikke ender i den rene "folkekirke-flinkhed".

 

(Idet selv den største samling "flinke" præster jo alligevel ikke har i deres magt at lave om på virkeligheden og dens alvor. Ligesom der jo heller ikke er nogen, der har det i deres magt at lave om på virkeligheden, selv om de måske har det i deres magt at tvinge præsterne til at lade være at tale så meget om denne alvor).

 

Ja, dette kan jeg roligt sige, for I ved jo godt, at der ikke er meget "dommedagsprædikant" i mig. Hvis man skulle rubricere mig, skulle det vel sådan set netop snarere være blandt de "flinke" – selv vil jeg dog hellere sige: "stærkt evangeliske"! - folkekirkepræster! (Præstelig "flinkhed" er jo på een gang udtryk for den største selvovervurdering og den deraf følgende største nedladenhed). Men så er det måske også netop derfor, jeg føler mig forpligtet til at lade første tekstrækkes evangelium være repræsenteret her i dag.

 

Hørt fra den ene side af, er der jo ikke umiddelbart meget evangelium, dvs. "glædeligt budskab" i det! Nej, fra den side af, er det nærmest uudholdeligt.

 

Hvem kan udholde at høre, at man har dømt sig selv til evig straf, når man har undladt at give Jesus Kristus noget at spise og drikke, når han var sulten og tørstig, undladt at give ham tøj, når han var nøgen, og undladt at besøge ham, når han var syg eller i fængsel?

 

For det er jo det, man har undladt, når man har undladt disse ting over for sit medmenneske:

 

Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

 

Hvor Jesus så fortsætter:

 

Og de [som altså har undladt dette over for selv det mindste af deres medmennesker] skal gå bort til evig straf, men de retfærdige [som altså har gjort alle disse ting mod Jesus Kristus gennem deres medmennesker, skal gå bort] til evigt liv.

 

Det er virkelig hårdt at høre på dette! Men ikke desto mindre er vi nødt til at have det stående foran os her ved kirkeårets slutning. Sammen med alle de store ord om herlighedens håb.

 

Og så må vi ellers slå os på vort bryst og prøve at bede om tilgivelse for alt, hvad vi har forsømt. Idet vi så i troen på tilgivelsen kan gå ud i hverdagen igen og se, om vi ikke – netop på tilgivelsens grundlag – får lyst og lykke til at forsømme Jesus Kristus lidt mindre, når vi møder ham herefter (ude i hverdagen)!

 

Hvad vi altså netop gør i medmennesket!

 

Men jo nu på et nyt grundlag, tilgivelsens grundlag. Og så er vi i virkeligheden allerede langt ovre i anden tekstrække-evangeliet til i dag!

 

For selv om vi jo må krympe os, når vi hører Jesu ord om, at alt, hvad vi ikke har gjort "mod en af disse mindste", det har vi heller ikke gjort mod ham, så er der jo samtidig er vældigt glædes- og befrielsesbudskab i disse ord!

 

For de betyder jo, at Jesus – hvilket vil sige Gud – gør sig til eet med selv det allerringeste og mest nødstedte menneske og erklærer, at den eneste gudsdyrkelse, der interesserer ham, er den gudsdyrkelse, der kommer til udtryk i, hvad vi gør mod dette menneske.

 

Det kan selvfølgelig stadigvæk være svært at se, hvordan dette passer sammen med ordene i anden tekstrække-evangeliet til i dag om, at Jesu åg er godt og hans byrde let!

 

Men i virkeligheden passer det sammen! For uanset hvor besværligt det er at skulle gøre alle disse ting for medmennesket (og hvor pinligt det er at skulle indrømme alt det, man har forsømt), så er der jo netop ikke tale om et åg eller en byrde, Jesus - altså Gud – som sådan har lagt på os!

 

Hvor stærkt vi end må føle os ramt af Jesu ord i første tekstrække-evangeliet, så er der jo i hvert fald det store friheds-evangelium i dem, at der ikke er tale om nogen som helst form for kunstige, tyranniske religiøse byrder, der bliver lagt på os i Guds navn!

 

Det er også derfor, det er forkert at bruge ordet gudsdyrkelse om det, vi gør som kristne, og altså specielt om gudstjenesten. Ja, allerede ordet gudstjeneste er farligt. Som om det skulle være os, der gjorde Gud en tjeneste ved at gå i kirke om søndagen!

 

Det forholder sig naturligvis lige modsat: Gudstjenesten er Guds tjeneste for os, sådan som det helt koncentreret kommer til udtryk i nadveren, hvor det jo i brødet er Jesu Kristi legeme, givet for os, og i vinen Jesu Kristi blod, udgydt for os til syndernes forladelse, vi modtager!

 

I den svenske kirke kommer dette meget konkret til udtryk, idet præsten, når han rækker hver enkelt brødet, siger: "Kristi legeme, hengivet for dig". Og når han holder kalken hen til hver enkelt, siger: "Kristi blod, udgydt for dig". (Sådan foregik det i hvert fald sidst jeg var til alters i den svenske kirke).

 

At dette så er for lidt for de store og fine, er der ikke noget at gøre ved. Det er i hvert fald værst for dem selv.

 

(Og det er jo heller ikke nødvendigvis dem, der virkelig er store og fine, der ser sådan på det, men snarere dem, der – uden virkelig at være hverken særlig store eller særlig fine, men jo nok netop derfor - går meget op i at ville være det, og regnes for det).

 

De store og fine, det er jo her i denne sammenhæng dem, der mener, at de da i hvert fald sagtens kan leve op til det, Jesus taler om i sine doms-ord i første tekstrækkes evangelium. Med deres fine "humanisme" osv. Hvorved de jo kommer ud i noget af en overanstrengelse. Med ofte mange vanvittige ting til følge.

 

Nej, uanset hvad størrelse vi sådan ellers har, hver især, så må vi hellere gå ind under Jesu åg og tage den byrde på os, det er at modtage alt af ham.

 

Det bliver måske stadig ikke til så meget, som det burde gøre, i vort forhold til ham gennem vort trængende medmenneske. Men vi har i hvert fald flere kræfter til overs til det, end hvis vi prøvede at bære det hele selv!

 

Så lad os her ved slutningen af kirkeåret 2001/2002 igen høre apostelen Paulus’ gode ønske til menigheden i Thessalonika som et godt ønske også for os, nemlig at

 

Vor Herre Jesus Kristus og Gud, vor Fader, som har elsket os og i sin nåde givet os evig trøst og godt håb, han trøste jeres hjerter og styrke jer til alt godt i gerning og i ord!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 



[1] Denne note er indsat her 2002: Jfr. DDS 351,4: "og trykker på den giftens byld". - 445,8: "og læger dødens byld". - 463,1: "som føler syndens byld". – Hvor der vel at mærke i alle tilfælde dybest set er tale om Synden!