PRÆDIKENER B-1

2. tekstrække, festhalvåret

 

Bent Christensen

 

 

Denne side er senest blevet opdateret 22.04.12: - 3. søndag efter påske 1974 (ved min indsættelse i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat).

 

Fra 26.05.04 er prædikenerne efter 1. og 2. tekstrække 1971-2003 fordelt på to gange to  undersider (hhv. festhalvåret og trinitatistiden), og der vil herefter blive indsat flere prædikener, så at der efterhånden i flere og flere tilfælde vil være mere end een prædiken pr. søn- og helligdag.

 

NB! Eksempler på brudevielses- og begravelsesprædikener er fra 29.06.05 blevet sat ind nederst på undersiden ”Prædikener A-1”.

 

 

PRÆDIKENER I ANDEN TEKSTRÆKKE-ÅR

 

Festhalvåret

 

Se også afsnittet om gudstjenesten på undersiden »Kirke og teologi«.

 

Og læs denne indledning:

 

Samtidig med, at jeg – ikke mindst med denne hjemmeside – giver udtryk for, at jeg virkelig mener at have nogle gode ting at præsentere for offentligheden, og jo ganske særligt på denne undersides område: »Kirke og teologi« (jfr. undersiden med dette navn), må jeg indrømme, at jeg næppe kan karakteriseres som nogen stor prædikant, ja, erklære, at jeg sådan set heller ikke ønsker at være det! Jeg ønsker i hvert fald ikke, at folk skal sidde i kirken og tænke på, at jeg er en god prædikant – endsige sidde og lade sig underholde eller finkulturelt bekræfte. For os alle skal det klart og enkelt dreje sig om syndernes forladelse og det evige livs håb – med de dejlige virkninger for vort kristne menneskeliv her og nu, der følger deraf.
 
Det er således tvivlsomt, om jeg nogensinde får udgivet en egentlig prædikensamling (hvad jeg derfor heller ikke har forsøgt). Når jeg ikke desto mindre har besluttet mig til at opbygge en samling af udvalgte prædikener fra alle mine år som præst siden 1971, er det for alligevel at lægge de ting frem, jeg gennem årene har prøvet at forkynde for mine menigheder. Det mener jeg nemlig godt kan være af interesse. For selv om jeg hverken har evner eller lyst til at være, hvad man normalt vil kalde en dygtig prædikant, kan det jo godt være, jeg har sagt nogle gode ting gennem alle disse år. Mit ideal har i hvert fald hele tiden været, at prædikenerne skulle være sande og ærlige og sigte på opbygningen af en sund folkekirkekristendom i dansk tradition.
 
En af de ting, man vil opdage, er, at selv om jeg kan udtale mig stærkt kritisk mod tendensen til at »pædagogisere« gudstjenesten, og jo så især prædikenen, holder jeg mig ingenlunde selv tilbage, hvis der er nogle ting, fx i forbindelse med gudstjenesten og kirkeåret, jeg mener bør forklares. I den forstand har en hel del af mine prædikener i meget høj grad karakter af, ofte meget tekniske og vidtløftige, »foredrag«. Men selv om jeg altså ikke vil rose mig af, altid at have holdt den i retorisk og pædagogisk forstand bedst mulige prædiken, så har jeg prøvet at sige de ting, der lå for som nødvendige i forhold til det mål, jeg har ment der måtte være for min prædikant-tjeneste.

 

Jeg kan i denne forbindelse bla. henvise til den tekst på undersiden »Poesi«, der har titlen »Ikke vedhæftning, men henvisning« - og undertitlen: »Litteraturen, poesien, er ikke en eksistens-åbner, som evangelieforkyndelsen skal vedhæftes, men en central del af det »kristeligt nødvendige livsengagement«, som evangelieforkyndelsen skal henvise til« (Præsteforeningens Blad 2002/3).

 

Når jeg har skullet vælge prædikener ud til denne samling, har jeg selvfølgelig ikke kunnet lade være at foretrække dem, der – trods alt - havde noget lidt særligt i sig. Man skal altså være klar over, at min gennemsnitsprædiken har været endnu mere »straight«, end man får indtryk af ved at læse nærværende udvalg!
 
Prædikerne her i denne »samling« er skrevet til og holdt i den gudstjenstlige sammenhæng, som jeg i afsnittet om gudstjenesten på undersiden» Kirke og teologi« har skitseret mit syn på, og de ønskes naturligvis læst på samme måde! – Men jeg vil her understrege, at selv om arbejdet med prædikenen indgår i såvel den store sammenhæng, som udgøres af ens »teologi« (som man siger) som den gudstjenstlige sammenhæng, jeg lægger så stor vægt på, så er kernen i det hele jo alligevel teksterne, og jo ganske særligt evangelie-teksten med en begivenhed i Jesu liv eller en tale af ham – selv om altså også vidnesbyrdene fra den gamle pagts tid eller fra den ældste Kirkes liv er vigtige og taler stærkt. Når man sidder med den enkelte tekst eller de enkelte tekster for sig, sker der noget ganske særligt, så taler »det bibelske vidnesbyrd« (hvilket dybest set vil sige Gud) helt direkte til en – som sin egen tale – uanset alle ens egne forudfattede tanker og meninger (selv om man jo selvfølgelig også læser ud fra dem). Såvel under forberedelsesarbejdet og under nedskrivningen som under selve fremførelsen af prædikenen er man (og det gælder i selve prædikenens situation også menigheden) i et særligt frelseshistorisk-evangelisk »rum«, hvor vidnesbyrdet, budskabet og tilsigelsen baner sig sin egen vej, også igennem og sammen med al tekstkritik, og hvad ellers nævnes kan. Der er en dyb »saglighed«, hvor det, det drejer sig om, godtgør sig selv.
 
Samlingen er grundlagt 21.05.02, men består altså af udvalgte prædikener fra alle årene siden 1971. Det er meget muligt, der vil blive foretaget revisioner, dvs. ombytning af tekster, medens redigeringsarbejdet skrider frem, men ellers er planen, at jeg begynder med 1. søndag i advent efter første tekstrække og indsætter en prædiken der, hvorefter jeg går videre frem til sidste søndag efter trinitatis efter anden tekstrække, så at jeg ender med at have mindst een prædiken til hver søn- og helligdag efter begge tekstrækker. – Udvalget af prædikener er i høj grad - navnlig til at begynde med - sket på den måde, at jeg for hver »dag« er begyndt med de ældste kirkeår og så har arbejdet mig frem, til jeg har fundet en prædiken, jeg ønskede at sætte ind. På den måde vil der i første omgang blive en overvægt af ældre prædikener. Men det er meningen, at der til sidst – i princippet - skal være en jævn fordeling af prædikener fra alle årene.

 

NB! Fra 2003, hvor jeg gik på pension for at kunne arbejde fuldtids med mine egne ting, men ind imellem blev bedt om at tage en gudstjeneste, er der en særlig underside ("Prædikener efter 11.05.03") med alle prædikener, der er holdt ved disse gudstjenester - fra og med 6. søndag efter påske 2003 (1/6).

 

For historicitetens skyld er der revideret så lidt som muligt i teksterne, der altså i alt væsentligt fremtræder som i de oprindelige manuskripter.
 
Af bl.a. praktiske grunde er alle bibelcitater efter 1992-oversættelsen.
 
I angivelsen af de valgte salmer betyder [ ] omkring et nummer, at det er denne salme, der ikke har været sunget ved den korte gudstjeneste (froprædiken eller aftengudstjeneste). Et nummer med ( ) omkring er den salme, der ved den korte gudstjeneste er blevet sunget i stedet for det nummer, der står lige foran. – Salmevalget er det faktiske. Der er altså ikke gjort forsøg på at bringe salmevalget ved ældre prædikener i overensstemmelse med de principper, jeg i dag lægger til grund, og som der er gjort rede for i afsnittet om gudstjenesten. - Det er muligt, at jeg senere (i forhold til »skrivende stund« = 21.05.02) vil give mere detaljerede kommentarer til bl.a. salmevalget i denne »prædikensamling«.
 
Før selve prædikenen står »præstens frie bøn« (se også gudstjenesteovervejelserne på undersiden »Kirke og teologi«). Før 1992 blev denne bøn bedt før læsningen af evangeliet. Fra og med kirkeåret 1992/93 er den blevet bedt umiddelbart før prædikenen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

1. søndag i advent 1995 (3. december)

 

DDS: 66 – 62 – [59 v 1] –-///- 60 – 59 v 2
 
Es. 42,1-9. – Rom. 13,11-14 (= 1. tkstrk.). - Luk. 4,16-30

 

 

Gud, vor Skaber og Frelser, du, som er hos os med trøst og håb og kraft!

Kom til os på ny i det kirkeår, som nu er begyndt, og i den jule-fest, vi snart skal fejre. Ja, kom og bland dig i vort liv med din nåde og sandhed, din herlighed!

Amen.

 

 

"Påske og pinse udsprang af jul" - så det, at vi i dag tager hul på endnu et helt nyt kirkeår, og det, at vi i dag begynder på nedtællingen til jule-festen, det er jo to vinkler på samme sag, dels den helt store, alt-omfattende kirkeårs-vinkel, dels den mere specielle jule-vinkel.

 

For første søndag i advent, det er jo "første søndag i Herrens Komme", hvilket både vil sige "Komme" i betydningen "fødsel" og "Komme" i betydningen hele hans gerning, medens han var her - samt - som vi ganske særligt skal opleve det på søndag: "Komme" i betydningen, den endelige opfølgning, både af hans fødsel, og af hele det, at han var her: Hans Komme i herlighed ved verdens ende!

 

Det er hele kristendommens Komme til verden, vi fejrer i dag, hele dens samlede Komme, fra og med Jesu fødsel, til og med dette øjeblik, det punkt i kirkehistorien, som dette øjeblik er - og altså også hele resten af kirkehistorien, den del, som ikke har fundet sted endnu, plus hele den samlede frelseshistories fuldbyrdelse, når al historie er forbi, al historie går op i Guds evige rige, hvor Gud bliver "alt i alle".

 

Og det er vigtigt, at vi forstår dette med kirkehistorien. Det er det helt særlig vigtige for os, netop i disse år: at vi forstår, at kristendommen ikke bare er sådan noget, der fandt sted engang for mange år siden, og som nu kun fremtræder som en "lære", en teori, men at kristendommen lige siden den første pinse har været og er levende virkelighed i verden. Vi kan godt sige det på den måde, at der faktisk er "tre testamenter": Det gamle Testamente, som handler om frelseshistorien fra Abraham til tiden kort før Johannes Døberens fremtræden og Jesu fødsel, hvor det jo så er Det nye Testamente, der er begyndt - men så også "det tredje testamente", netop kirkehistorien, som jo allerede begynder med pinseberetningen i Apostlenes Gerninger, og som vi ser den første udfoldelse af i resten af dette skrift, og videre i apostelbrevene og Åbenbaringsbogen. Dette vender vi mere tilbage til om lidt.

 

For vi skal lige have endnu et advents-perspektiv med - som i øvrigt på en måde "slutter en ring", når sammen med det, vi er inde på i forbindelse med forståelsen af kirkehistorien som "det tredje testamente". Og det er jo det advents-perspektiv som ligger i netop de fire søndage før jul. Det er jo på en måde mærkeligt, at vi ikke kører lige direkte på med julen, så vi simpelt hen lader kirkeåret begynde med Jesu fødsel, det punkt, hvor evigheden skærer ind i tiden, himlen møder jorden. Hvad vi selvfølgelig også godt kunne.

 

Men er adventstiden måske bare et udslag af vor trang til altid at "fylde mere på"? - Det er det måske nok, også. Men der er nu en meget vigtig grund til at have disse fire søndage med, som optakt til den egentlige begyndelse. For vi skal huske på, at netop dette tal: fire, hænger sammen med, at man i gamle dage troede, at der kun var gået 4.000 år fra verdens skabelse til Jesu fødsel. Og det, at vi nu opererer med 5 mia. år for jordens vedkommende og et sted mellem 13 og 20 mill. år for hele Universets vedkommende, ændrer jo ikke noget ved betydningen af denne symbolik. Tværtimod gælder det i denne henseende som det også gælder for de to gamle bibelske skabelsesberetningers vedkommende - og syndefaldsberetningen osv. med, hele den bibelske "urhistorie" - at uanset alle senere videnskabelige landvindinger, så er de gamle forestilling stadigvæk bedst rent symbolsk.

 

Altså: det er meget fint, at selve de fire advents-søndages antal så klart symboliserer tiden før Kristi fødsel, hele den tid, som helt grundlæggende er den skabte - om end desværre faldne - verdens tid, men som jo også omfatter de første 1.600 år af frelseshistorien, idet det jo var fra og med Abraham og gennem hele det jødiske folks historie op til Kristi fødsel, Gud begyndte sin redningsplan for den verden, han alligevel ikke kunne give slip på.

 

Hele denne sammenhæng er meget vigtig. Vi skal jo netop i år høre Johannes' jule-evangelium, hvor der bl.a. står: "Han var i verden, og verden var blevet til ved ham ... Han kom til sit eget". Ja, jeg har sprunget noget over her, men det vender vi tilbage til; det har jo en ganske særlig forbindelse til evangeliet til i dag. Men foreløbig skal vi hæfte os ved, at julen, kristendommen altså godt nok er det helt store og helt nye himmelske "ind-brud" i verden, men at det dog heller ikke er mere nyt end som så: Han, der kom, kom til sit eget; det var jo ved Ham, det hele var blevet til, "og uden ham blev intet til af det, som er".

 

Og det nytter ikke noget, at vi ikke synes, vi kan "få det til at hænge sammen", som man siger, få det til at passe, at det søde lille Jesus-barn i jule-krybben er det samme som al mening og betydning bag hele Universet og hele livet! For det er jo netop det, vi fejrer, og som vi ubevidst glæder os over eller i det mindste håber på, selv om vi altså ikke kan få det til at passe, når vi får det op i forstandens overflade.

 

Altså: adventstiden med de fire adventssøndage skal minde os om, at det faktisk var hele tilværelsens Herre, der lod sig føde ind i samme tilværelse julenat. Eller sagt på en anden måde: når vi prøver at være kristne, så er det, vi prøver på, altså at forholde os til hele den samlede virkelighed - og det, der måtte være bag den. Hverken mere eller mindre. Dvs. mere kan ikke tænkes. Og - som jeg så ofte har sagt - det betyder, at vi sådan set ikke kan gå galt i byen. For hvor svært det alt sammen er - så længe der ikke er kommet en anden, der helt klart overbeviser os om, at det er ham, der repræsenterer det hele, så er det nok ikke så tosset at prøve på at forholde sig til i allervideste og -yderste forstand det hele ved at deltage i den kristne gudstjeneste.

 

Det, de fire adventssøndage hjælper os til, er altså en klar og tydelig forståelse af, at kristendommen - og den kristne  gudstjeneste - det ER altså ikke bare sådan en "ved-siden-af-hobby" for mennesker, der ikke har noget mere spændende at tage sig til. Det er mindst et stort forsøg på at forholde til hele den samlede virkelighed i allerdybeste og -yderste forstand. Og jeg gentager: så længe der ikke er kommet et andet bud, der klart overgår dette, eller bare kan måle sig med det, så er der god mening i det. For forholde sig til "det hele" må man vel? Hvad er alternativet? Hvordan kan man leve som menneske uden på en eller anden måde at "forholde sig til det hele"?

 

Men så tilbage til det med kirkehistorien som "det tredje testamente". I kan vel godt allerede nu mærke, hvor det snerper hen? At der er en klar sammenhæng mellem alt det, jeg netop har sagt, både om skabelsen og om den gammeltestamentlige del af frelseshistorien - og så det, at frelseshistorien jo ikke sluttede Kr. himmelfarts dag, men fik en fortsættelse, som vi selv er deltagere i lige i dette sekund, og som altså skal vare ved indtil verdens ende med Kristi endelige Komme.

 

 For at sige det rent ud: Hvorfor tror I, jeg bruger så megen tid på det mellemkirkelige arbejde, når det egentlig var Grundtvig-teologien om menneskelivets og dets verdens betydning, der skulle være mit speciale? Det er, fordi det mere og mere er gået op for mig, at tingene her hænger sammen i den helt store stil! - Jo mere du kommer til at forstå, hvad det vil sige, at menneskelivet og hele den verden, vi har fået at leve det i, simpelt hen er det store livs-, legems- og betydnings-indhold i forholdet mellem Gud og os, også, ja, netop som indhold i vor kristne tro, vort kristne håb og vort kristne liv, jo mere kommer du også til at forstå, hvad særligt der så er ved det, at vi er kirke, og i det, at vi som kirke fejrer gudstjeneste, ja, at det er gudstjenesten, der samler os som kirke.

 

Der er jo de to steder, hvor vi møder Gud: vort skabte, medfødte liv og dets verden, og så gudstjenesten og det, at vi derved samles som kirke, idet vi samles om den historie til frelse for vort liv og vor verden, som hver eneste gang re-præsenteres der.

 

Og dette møde fortsættes jo så uden for gudstjenesten i netop kirkens historie, hvilket også vil sige kristenhedens historie, vi kan også sige hele den kristne kultur! Vi møder jo ikke Gud ved at han titter frem bag en sky og evt. råber nogle ord ned til os deroppefra. Vi kan heller ikke møde ham ved bare at sætte os til at læse i Bibelen som gammel bog betragtet. Når vi selvfølgelig også møder Gud ved at læse i Bibelen, er det, fordi denne læsning bliver en del af den større sammenhæng, som det er, at vi forholder os til total-virkeligheden her og nu. Man hører om folk fra hedenske kulturer, der er blevet dybt grebet af selve Bibelen, selv om det er ved en rent tilfælde, de har fået den i hånden. Men for det første ville dette jo ikke være sket, hvis der ikke have været en kirke, som havde trykt dette eksemplar og på den ene eller anden måde sat det i omløb. Og for det andet kender vi jo kun disse historier, fordi de pågældende mennesker efter det første møde med Bibel-bogen er kommet i kontakt med rigtige levende menneskerepræsentanter for Kirken.

 

Derfor skal vi i dag på denne 1. s. i adv. 1995 se det, der skete den dag i Nazarets synagoge som den første begyndelse til det, at verdens Herre er hos os, her, hvor vi bor, når vi samles om hans gode budskab til os fattige. Idet han kommer til sit eget, fordi det alt sammen er blevet til ved ham, ja, fordi det er ham, der er al den betydning, der er i det hele.

 

Så kan det godt være, der er mange, der synes, dette er "for meget"! Så det fortsat bliver sådan, at han kommer til sit eget, men hans egne tager ikke imod ham. - Dog, lad os håbe og bede til, at det for os i dette nye kirkeår må blive sådan, at vi i modtagelsen af ham på ny og på ny bliver Guds børn - og således ser Hans herlighed, fuld af nåde og sandhed.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

2. søndag i advent 1997 (7. december)

 

DDS: 69 – 544 – [230] -///- 234 - 233
 
Mal. 3,1-3. – Jak. 5,7-8, - Matt. 25,1-13

 

Herre Jesus Kristus!

Vi råber til dig ud af vort store mørke:

Hjælp os! Giv os håb!

Vis dig for os, så vi aldrig glemmer, hvad det vil sige at høre dig til!

Amen.

 

 

At være kirke vil sige at være i en lang vågenat, indtil brudgommen kommer og den store bryllupsfest i Guds rige begynder.

 

Der er ingen anden måde at være kirke på. At se bort fra brudgommen og prøve på at fordrive natten med den fest, vi selv kan lave, er bogstavelig talt helt håbløst!

 

Men det er ikke let. Nu har det varet i næsten 2.000 år, uden at brudgommen er kommet. (Det er en side af det tilstundende "jubelår", vi ikke må glemme: At Kirkens høje og ærværdige alder, faktisk er et af vore største problemer!) .  Der er altså i og for sig ikke noget at sige til, at vi alle er faldet i søvn. Hvad vi i hvert fald stort set er mht. netop det, helt konkret og bogstaveligt at vente på vor brudgom o Herres Komme.

 

Hvad dette angår har hele menigheden stort set sovet, lige fra dengang allerede i nytestamentlig tid, da man opgav at vente Kristi genkomst i løbet af ganske få måneder eller år. (Og når der siden dengang alligevel har været grupper i menigheden, der faktisk har fattet en mere konkret og aktuel forventning om Kristi genkomst - eller i hvert fald verdens ende - så har det sjældent været noget at glæde sig over. I hvilken forbindelse, vi netop nu her op mod det andet årtusindskifte kan tænke på de mere eller mindre vanvittige sekter uden for Kirken, hvor man hidser hinanden op i det rene hysteri - undertiden ligefrem med kollektivt selvmord til følge!).

 

Men alle vi normale kristne, sådan som vi er flest, vi bliver ved med at sove. Indtil den midnatstime, hvor råbet kommer til at lyde: "Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!"

 

Sådan som Jesus selv har fortalt lignelsen, synes dette ligefrem at være en tilstand, der uundgåeligt måtte indtræffe, noget der er en del af vilkårene for vort liv som kristne her i verden.

 

Den nat, der i og for sig skulle have været en våge-nat, er - med noget, der ligner nødvendighed  - gået hen og blevet en sove-nat!

 

Nattens mørke og den alt for lange ventetid, det kan vi tydeligt se som udtryk for hele den fornemmelse, ganske særligt vi i vort tid har af at være lukket inde i en tilværelse, der bare er i sig selv, sådan som den nu engang er.

 

Godt nok har vi som kristne hørt, at der skulle vente en stor og dejlig fest et sted ude i natten. Og vi har da også fået udleveret vore lamper. Men bortset fra det kan vi ikke se noget til nogen fest i verdens nat, og vi kan heller ikke forestille os, hvordan den skulle kunne komme i stand.

 

Nattens mørke er bl.a. hele vor erkendelses-situation i videste forstand, både i videnskaberne og i hverdagslivet. Nogle mener ligefrem, at de i dette mørke kan se beviset på, at der slet ikke ER nogen brudgom, endsige nogen fest. Og selv om dette trods alt viser sig at være en noget forhastet konklusion, så må vi jo pdas. indrømme, vi i hvert fald ikke i vort mørke kan finde nogen beviser på, at der skulle være sådan en "brudgom" - som vil komme til os med en bryllupsfest.

 

Vel er der altså, trods alt, visse ting og forhold, der godt kunne tyde på, at der skulle være en - også bortset fra lamperne og de andre forberedelser til festen, som jo faktisk fortsætter i Kirken - selv om det mere eller mindre er "i søvne"!

 

Der er alt det i vort liv, som trods alt tyder på, at tilværelsen er andet og mere end et lukket menings- og håbløst maskineri. Men mørket er alligevel så tæt, at det ikke er til at afgøre med bestemthed, hvordan det virkelig forholder sig. - Og bryllupsforberedelserne - som jo mærkeligt nok fortsætter, fx ved gudstjenester som den i dag - det kunne jo bare være noget, nogen engang havde fundet på som en slags hjemmelavet trøst i mørket - hvad netop den lange tid, der er gået, kan ses som et meget alvorligt tegn på.

 

Imidlertid sover vi altså mere eller mindre alle sammen. For søvnen har som sagt ikke samme karakter til alle tider og i alle dele af menigheden. I nogle tilfælde kan søvnen måske være opfyldt at dejlige drømme om brudgommens Komme og den store fest. I andre tilfælde kan drømmene være direkte mareridt, idet vor dårlige samvittighed får os til at frygte blot selve muligheden af Herrens Komme. I atter andre tilfælde er der slet ingen drømme, bare dyb søvn.

 

Men i denne sove-nat spiller det så en helt afgørende rolle, om vi har lampeolie til hele natten eller ej!

 

Hvad det vil sige?!

 

Det vil sige, at uanset mørket omkring os og den lange ventetid, og uanset vor egen søvn, så har vi engang fået udleveret nogle lamper med tilhørende brændstof. Af lignelsen fremgår det, at alle fra begyndelsen har fået udleveret olie til en hel nats forbrug. Og det fremgår ligeledes, at det er meningen, lamperne skal brænde hele natten igennem til og med brudgommens Komme.

 

Man har diskuteret, hvad olien ganske særligt skulle betyde. Men den betyder selvfølgelig det, der giver lys! Olien er simpelt hen hele kristendommen som det, der giver lys fra Ham, som er verdens lys!

 

Men hvorfor skal lamperne brænde hele natten igennem, når alle alligevel sover?

 

Her skal vi huske på, at søvnen her i lignelsen ganske særligt er en søvn i forhold til selve den mere konkrete, bogstavelige forventning om brudgommens Komme.

 

Lamperne skal brænde hele natten igennem, fordi der er en nøje sammenhæng mellem deres funktion ved modtagelsen af brudgommen og deres funktion som lysgivere i nattens mørke. Og ejendommeligt nok har netop vi i vor meget mørke og sovende tid særlig gode forudsætninger for trods alt at komme til at føle, at der være denne sammenhæng.

 

Tidligere slægtled har kunnet drømme temmelig direkte om brudgommens Komme. Det kan vi ikke. Tværtimod har vi netop været igennem et stort, helt drømmeløst mørke, hvor vi har følt os fuldstændig overladt til os selv og faktisk ikke vidst, hvad vi overhovedet skulle bruge lamperne til.

 

Men netop fordi vi har været igennem en sådan tid, er vi begyndt at kunne ane en sammenhæng mellem lysets betydning i de forskellige situationer.

 

Vi har for det første set, at hvis lamperne aldrig skulle bruges til at modtage brudgommen med, så kunne vi lige så godt sælge dem til antik-handleren! Uanset hvor svært vi har haft ved at forholde os til forkyndelsen om, at denne verdens tid har en ende, hvorefter Guds rige kommer, har vi indset, at kun hvis det er sådan, har kristendommen som helhed nogen betydning. Dette har vi så at sige kunnet indse i søvne! Hvis vor søvn da ikke har været den helt store og følelsesløse koma!

 

Men vi har netop kunnet indse det, fordi vi samtidig har kunnet se, at det lys, hvormed brudgommen skal modtages ude ved natte-tidens ende, også er helt nødvendigt for os her og nu.

 

Det er håbløst at leve lukket inde i denne verdens tid. Men det er indholdsløst, tomt at se frem til den store bryllupsfest ved tidens ende uden at være klar over, at det er hele det menneskeliv, vi trods alt mørke lever allerede her og nu, der er bruden ved brylluppet! Dybest set består Himmerigets bryllupsfest jo i genoprettelsen af det kærlighedsforhold mellem Gud og mennesket, skabt i Hans billede, så vi ligner Ham, som fra Begyndelsen har været meningen.

 

Ja, det er nok sådan, at brudepigerne her i lignelsen kun repræsenterer en særlig side af det at være kristen.

 

Selve det himmelske bryllup eller Himmeriget eller Guds rige, det er altså, at mennesket atter bliver indsat helt og fuldt i det livsfællesskab med tilværelsens Herre, uden hvilket vi i grunden ingenting er.

 

Men både i, hvad vi kunne kalde "forlovelsestiden", og i forbindelse med selve bryllups-festlighedernes begyndelse spiller det særlige element en afgørende rolle, som her i lignelsen er repræsenteret ved brudepigerne og deres lamper.

 

Lamperne og kanderne, begge dele fyldt med olie, det er hele dén troens gave med hele kristendommens lys og sandheds-indhold, som vi har fået overdraget.

 

De, der har ladet kanderne stå, er dem, der straks og flot har set bort fra denne verdens tid og populært sagt har troet, de skulle i Himlen med det samme!

 

De har i dobbelt forstand ikke villet se virkeligheden i øjnene.

 

For det første har de ikke villet erkende de barske vilkår, som også de kristne er underkastet i verdens lange mørke nat, og som troens lys og varme er en helt nødvendig hjælp og trøst imod.

 

Men for det andet har de ikke villet se sammenhængen mellem bryllups-festen ved tidens ende, og så det liv, vi trods alt faktisk lever her og nu. Det har ikke villet se, at det faktisk er netop dette livs frelse, brylluppet går ud på og bryllupsfesten er en fest for. Ja, de har ikke villet fatte, at lige netop dette liv faktisk allerede her og nu er indholdet i det livsfællesskab, som allerede "forlovelsestiden", kristenlivet her i verden, er.

 

Det, Jesus vil sige til os her på denne 2. søndag i advent, er altså, at han udmærket er klar over, hvor svært vi har ved at holde os vågne, dvs. ved at fastholde troen på, at der virkelig venter os en bryllupsfest ude ved verdens ende. Ja, han vil nok tilføje, at man snarest kommer til at glemme sin oliekande, hvis man føler sig forpligtet til, under store anstrengelser, krampagtigt at prøve at forstå talen om de sidste ting.

 

Men så vil han også sige til os, at det afgørende netop ikke er vor evne til at tvinge os selv til at antage en lære om "de sidste ting", men er, at der selv midt i vor dybeste søvn er en troens og håbets flamme, som på een gang holder vort liv åbent ud mod håbets horisont og lyser vort liv op, så vi aldrig glemmer, at det er netop det liv, håbet er et håb for.

 

Ja, det afgørende er, at vi ikke bare med vor tanke indser, men at vi med vort hjerte føler og med hele vor menneskelighed lever i den store og gode sammenhæng, der er mellem for det første de mønstre i selve for tilværelse som sådan, der trods alt mørke peger i retning af, at der nok alligevel er en "brudgom", for det andet lyset fra de udleverede lamper og den udleverede olie, dvs. hele indholdet i den kristendom, vi modtog i dåben og vor kristne opvækst, og for det tredje  bryllupsfesten, når brudgommen kommer ude ved verdens ende.

 

Denne troens og håbets sammenhæng er allerede her og nu den inderste mening i vort liv. I denne sammenhæng er vi med hele vor tilværelse allerede her og nu i livets fællesskab med Ham, der fortalte lignelsen om brudepigerne. Og i denne sammenhæng skal Han kend os på den yderste dag!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

3. søndag i advent 1999 – (12. december)

 

DDS: 59 - 70 - [72] -///- 64 - 75
 
Es. 40,1-8. – 2. Kor. 4,5-10. - Luk. 1,67-80

 

 

Herre Jesus Kristus!

Forbarm dig over os!

Lad os se frem til julefesten i troen på, at du blev menneske, for at vi, med alt, hvad der i sandhed er i os af menneskeligt, sammen med dig skal være Guds kære børn på ny

Amen.

 

 

Zakarias’ lovsang, det gamle Benedictus, "Lovet være Herren ...", er en jødes julesalme. Zakarias er en jøde, der på tærskelen mellem den gamle og den nye pagt synger en julesalme i fremtid!

 

Vi husker, hvordan det var gået til:

 

Zakarias var præst ved Jerusalems tempel. Men han og hans hustru Elisabeth var barnløse og nu for gamle til at få børn.

 

Så en dag, da Zakarias var inde i templet for at bringe røgelsesofferet, viste en engel sig for ham og bebudede, at Elisabeth skulle føde en søn, hvis navn skulle være Johannes. Dette ville Zakarias naturligvis ikke tro, og som straf herfor blev han indtil videre ramt af stumhed.

 

Imidlertid fødte Elisabeth en søn, ganske som engelen havde sagt, og da han ugen efter skulle omskæres og have navn, ligesom vi får navn ved dåben, opstod der en heftig diskussion om navnet. De tilstedeværende slægtningen ville have, at han skulle opkaldes efter sin far og hedde Zakarias. - Da sagde hans mor: "Nej, han skal hedde Johannes" (Luk 1,60).

 

Så spurgte de ved hjælp af tegnsprog Zakarias, hvad han ville barnet skulle hedde.

 

Han bad om en tavle og skrev: "Johannes er hans navn." Og alle undrede sig. v64 I det samme fik han atter mund og mæle, og han talte og lovpriste Gud. v65 Alle de omkringboende blev grebet af frygt, og i hele Judæas bjergland talte man om alt dette. v66 Og alle, der hørte det, tog det til hjerte og sagde: "Hvad skal den dreng mon blive til?" For Herrens hånd var med ham.

 

[Og ] Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:

Lovet være Herren, Israels Gud ...

 

Dette er hovedtrækkene i den helt direkte sammenhæng. og vi vil ikke i dag ødelægge den gamle før-jule-stemning i Zakarias’ dejlige lovsang ved at begynde at gøre os overvejelser angående den detaljerede og bogstavelige historiske virkelighed bag denne beretning. Til gengæld vil vi desto mere prøve at lytte os ind til de vældige frelseshistoriske perspektiver, der under alle omstændigheder er i både hele sammenhængen og selve Zakarias’ lovsang.

 

Vi kan godt høre, at selv om det altså er begivenhederne omkring Johannes Døberens fødsel, der er den direkte anledning til, at hans far bryder ud i denne lovprisning, så er det i virkeligheden Jesu fødsel og Jesu gerning, Zakarias allerede nu takker Gud for. Historien om Johannes og historien om Jesus er flettet ind i hinanden. Allerede 8 dage gammel fungerer Johannes som forløber for Jesus.

Og middelbart efter ordene om, at Johannes var i ørkenerne indtil den dag, da han skulle træde frem for Israel, fortsætter evangeliet:

 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. (Luk 2,1)

 

I sig selv har Johannes Døberen ingen betydning. Men selv om det altså ikke er "i sig selv" har han altså alligevel en betydning, siden allerede begivenhederne omkring hans fødsel indtager en så fremtrædende plads her i begyndelsen af Lukas-evangeliet.

 

Og alle fire evangelier beretter jo om Johannes først - inden den voksne Jesus træder frem.

Matthæus, Markus og Lukas beretter om Johannes Døberens fremtræden og ser det som opfyldelsen af, hvad der står skrevet hos profeten Esajas:

 

Der er en, der råber:

Ban Herrens vej

i ørkenen,

jævn en vej for vor Gud

i det øde land (Es 40,3)

 

Og i Johannes-evangeliet:

 

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes (Joh 1,6).

Og da jøderne spurgte Johannes: "Hvem er du?" - svarede han:

Jeg er 'en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!' som profeten Esajas har sagt (Joh 1,23).

 

Det samme hørte vi i sidste del af Zakarias’ sang:

 

Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje (Luk 1,76).

 

Vel at mærke i sidste del! For selv om det både i Lukas-evangeliets barndomshistorie og i alle fire evangeliers "voksenhistorie" er Johannes, vi hører om først, er der jo ingen tvivl om, hvem det er det hele drejer sig om. Og det gælder også Zakarias’ lovsang:

 

Lovet være Herren, Israels Gud,

for han har besøgt og forløst sit folk.

v69 Han har oprejst os frelsens horn

i sin tjener Davids hus (Luk 1,68).

 

- Davids hus: Det er Jesus, Zakarias’ lovsang handler om.

 

Her har en ældre mand lige fået en søn - mod al forventning. Og det første, han gør - efter at have fået talens brug igen - er at profetere og takke Gud for noget, han endnu ikke ved nøjagtig hvad er! - Jesus er end ikke født endnu! - dvs.[1999-anm.: altså "dvs." som "rettelse af mig selv"] vel ved han nøjagtig, hvad det er, altså hvad hovedsagen er, nemlig at Gud er ved at træde frelsende ind i verden. - Det er en meget stærk situation.

 

Zakarias’ lovsang handler altså om, at Gud kommer og forløser sit folk, oprejser "et frelsens horn". Hornet er i Det gamle Testamentes sprog et symbol på kraft eller magt. "Et frelsens horn" betyder derfor "en kraftig, stærk frelse". Der kan også tænkes på de horn, der sad på brændofferalterets fire hjørner, de horn, fx Adonija løb hen og greb fat om, da han efter sit mislykkede ”kronings-kup” frygtede Salomos hævn (1. Kong. 1,51). Det giver en stærk symbolsk betydning: det, man griber om og holder fast ved for at redde sit liv. Det udtrykker klart, hvad Jesus er.

 

I slutningen af Zakarias’ lovsang - hvor det nu ellers er barnet Johannes, han begynder at tale til - bliver der brugt et andet udtryk for, hvad Jesus er, nemlig "solopgangen fra det høje [som] vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej".

 

Det er jo slet og ret juleevangeliet i fremtid:

 

Jesus er Guds sol, der kommer midt i verdens vinternat - med lys og liv og fred:

 

Fred til mennesker med Guds velbehag!

 

Eller som her i Zakarias’ lovsang:

 

at [Gud vil] fri os fra vore fjenders hånd

og give os at tjene ham uden frygt.

 

Det er jo julens - og påskens og pinsens - resultat: at vi får fred med Gud, at vi ikke skal være bange for ham og gøre os alle mulige fortvivlede anstrengelser for at gemme os for Ham, men pga. hans barmhjertighed kan leve "i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage ...".

 

Det er altså alle fire evangelietekster her på de sidste to søndage inden jul, der handler om Johannes Døberen og hans betydning i forhold til Jesus. Vor forberedelse til julefesten består netop i, at vi således betragter baggrunden for det helt nye, der kom ind i verden, da det blev jul.

 

Pdes. bliver det derved meget kraftigt understreget, hvor nyt og stort det var, det, der skete, da det blev jul.

 

Men pdas. bliver det alligevel også understreget, at julestjernen - undskyld udtrykket! - ikke kom som et lyn fra en klar himmel!

 

Og det er selvfølgelig nemlig i den sidste henseende, Johannes Døberens person og dermed også hans fars lovsang har sin særlige og faktisk nødvendige betydning.

 

Jesu fødsel og hele hans gerning frem til påske og pinse var ikke blot forberedt af Johannes Døberen, men af hele den historie, der går helt tilbage til Abraham - som også netop udtrykkeligt bliver nævnt i Zakarias’ lovsang.

 

Så vidt den lange forberedelse til hele Jesu gerning, den forberedelse, vi også hvert år må se tilbage på, inden selve julefesten kommer.

 

Men foruden denne forberedelse har julen - og dermed også påsken og pinsen, hele kristendommen - også en endnu ældre og dybere baggrund.

 

I gamle dage troede man, at hele verdensløbet kun skulle vare 6000 år, hvoraf de første 4000 var gået forud for Kristi fødsel, medens de sidste 2000 skulle komme efter Kristi fødsel.

 

Nu ved vi jo temmelig nøjagtigt, at jorden er 5 middelalder. år gammel og slægten af mennesker som os måske ca. 50.000 år gammel. Men hvis vi nøjes med at regne med de civiliserede samfunds egentlig historiske tid, passer det med de 4000 års historie før Kristi fødsel sådan set meget godt, og det kan måske være det, der har fået de gamle til at regne med disse tal. Det er først den moderne geologi, biologi og arkæologi, der har gjort det muligt at beregne den meget høje alder for både jorden og vor menneske-art.

 

Og uanset, hvad vi ellers vil sige til alt dette, har man altså fra gammel tid lagt dén symbolik i det med de fire adventssøndage før jul, at dette firtal skulle symbolisere tiden før Kristi fødsel, dvs. ikke alene de ca. 1600 år tilbage til Abraham, men hele tiden tilbage til skabelsen. Dette er i øvrigt under ingen omstændigheder noget blot historisk, tidsligt. Adventstiden kan også forstås helt aktuelt, nemlig som repræsenterende de lag i for også helt nutidige tilværelse, som ligger "før" eller "under" GT’s og NT’s frelseshistorie.

 

Selv om næsten alle danskere er kristne, de fleste af os i den evangelisk-lutherske folkekirkemenighed, har vi alle flere lag i os.

 

Vi har for det første et natur-lag, som vi har fælles med alle andre mennesker her i verden. I den jødisk-kristne tale om mennesket hedder det, at vi alle på forhånd er Guds faldne skabninger, skabte i hans billede, så vi ligner ham, men af Djævelen forlokkede til frafald fra og oprør imod vor Skaber og Herre - med død og dom til følge.

 

For det andet er der så det lag, som skulle svare til frelseshistorien fra Abraham til Johannes Døberen. Hvad er det hos os? Jøder er vi jo i hvert fald ikke. Men det vil nok være rimeligt at sige, at vi skønt kristne har en slags jødedom netop i vor kristendom, så længe den blot er tradition og overlevering for os, børnelærdom så at sige.

 

Endelig har vi så for det tredje selve det lag, som vor kristendom er, når den er jul, påske og pinse levende til stede i os. Men dette lag er altså endnu fremtid, for så vidt angår det særlige ved de sidste to søndage før jul. Det kommer det til at dreje sig om fra og med jul til og med 23. søndag efter trinitatis 1984.

 

Det særlige, vi skal høre her på denne 3. søndag i advent er altså, hvordan Zakarias’ lovsang står midt imellem de lag, også vor nutid er inddelt i, ligesom den i sin tid stod midt i skiftet mellem den gamle og den nye pagts tid.

 

En også meget aktuel side af dette er, at vor samhørighed med jøderne understreges. Dette betyder ikke nogen bestemt stillingtagen til den yderst alvorlige politiske og militære situation i Mellemøsten, altså fx ikke, at vi som kristne automatisk skal støtte den til enhver til siddende israelske regering. Men det betyder, at vi som kristne må føle en ganske særlig tilknytning til det folk, som ikke bare for 2000 år siden, men også i dag er den gamle pagts folk.

 

Hvordan vi politisk skal administrere denne samhørighed, skal jeg ikke prøve at forelæse om her. Men den religiøse samhørighed og det store perspektiv tilbage over Johannes Døberen og Zakarias og kong David  og Jakob, Isak og Abraham er vigtig. Ikke som en tjeneste, vi gør jøderne, men som en tjeneste, de - eller rettere: Gud med dem, i hele den gamle pagts historie - gør os, idet denne samhørighed og dette perspektiv udgør en vældig berøringsflade mellem det helt nye, der brød frem i julen, påsken og pinsen, og vor gamle, naturlige tilværelse, de dybe, naturlige lag i vor tilværelse. Og mellem det, der bare er gammel tradition, og det, der er levende nutid. Forstået på denne måde klinger Zakarias’ lovsang lige midt i vor helt nutidige situation som et storslået udtryk for, at det netop er hele den tilværelse, Gud fra skabelsen af har givet os, julen, påsken og pinsen betyder frelse og håb for.

 

Som Johannes selv siger det i evangeliet på søndag:

 

Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. (4 søndag i advent; Joh 3,25-36).

 

Vel fletter Jesu historie sig ind i Johannes’ historie og menneskeslægtens historie. Frelsen kommer helt ind til os. Frelsen er det, som er os ganske nær,

 

Men i denne tætte sammenfletning viser det sig, at frelsen netop er frelsen, fordi den er det helt nye, det, som kommer ovenfra.

 

Det er det, disse to sidste adventssøndage skal få til at stå helt klart for os, så vi virkelig får set jorden som jord og Himmelen som himmel. mennesket som menneske og Gud som Gud.

 

Således banes vejen, så vi virkelig når frem til at fejre jul, ikke som noget, vi bare selv har arrangeret, men som den store glædesfest i anledning af solopgangen fra det høje!

 

Så vi kan fejre jul, ikke med barnagtig sentimentalitet, men med sand barneglæde, fordi vi véd, hvor små vi selv er, men netop derfor ikke hindres i at se, hvor stor Kristus er.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

4. søndag i advent 2001 (23. december)

 

DDS: 73 - 64 - 74 -///- 60 - 75

 

Es. 12. – 2. Kor. 1,18-22. - Johs. 3,25-36

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du er kommet ned til os, ind til os, for at gen-give os det fulde liv, vi ikke kan give os selv!

Tal til os i hele din uindskrænkede kraft, så vi ikke fristes til at falde tilbage i vor gamle fremtidsløse tilstand!

Ja, kom til os på ny i denne jul og bliv barn med os, for at vi kan blive børn med dig og vokse med dig - i tro og håb og kærlighed!

Amen.

 

 

Med 4. søndag i advent er vi altid på tærskelen til julen. Men i år gælder dette jo på en helt særlig stærk måde.

 

Der er ganske vist også de år, hvor 4. søndag i advent falder på den 24. december. Hvad vi jo oplevede sidste år! Men det er noget andet igen. Hvor tærskel næsten bliver overskygget af optakt!

 

Så lad os i dag koncentrere os om den helt særlige situation, vi er i nu. Hvor det hele jo også bliver kraftigt understreget af, at det også er den første gudstjeneste med det nye orgel i en (så godt som) helt færdig Døllefjelde Kirke!!!

 

Den tærskel, vi står ved nu, er ikke bare tærskelen mellem adventstiden og julens lange række af festgudstjenester.

 

Og det er heller ikke "bare" tærskelen mellem Johannes Døberen og Jesus. Ikke bare tærskelen mellem Johannes Døberen og Jesus!

 

 "Tærskelen mellem Johannes Døberen og Jesus" betyder noget meget mere end en situation, der har været engang, og som evangelisten Johannes har berettet om.

 

Tærskelen mellem Johannes Døberen og Jesus, det er tærskelen mellem det uhjælpeligt gamle og det overvældende nye. Og som sådan en tærskel, der altid findes i vort liv.

 

For det er jo tærskelen mellem den og det, der er af jorden, og den og det, der kommer fra Himmelen.

 

Det er tærskelen mellem den eller det, der taler af jorden, og den, Gud udsendte, og som taler Guds ord.

 

Og det gælder nu som dengang:

 

Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd[!!!].

 

Der er altså nogle - eller måske noget, "noget i os (alle)", der ikke ønsker at overskride tærskelen fra advent til jul! Og denne modvilje findes også til alle tider. Der er nogle, der ikke vil høre andet end det, der er af jorden, ikke vil høre anden tale end den jordiske.

 

Dvs. helt så enkelt er det måske heller ikke.

 

Der er både en sand og en falsk måde at forholde sig til jorden på!

 

Det gælder også de mange krav om, at det, der foregår i gudstjenesten, skal komme mere ned på jorden og handle mere om vores hverdag.

 

For selvfølgelig skal gudstjenesten - og det vil sige hele kristendommen - handle om vores liv her på jorden. Ja, det er jo noget vrøvl at sige. For det gør den jo bogstavelig talt pr. definition. Men det er jo ikke det samme som, at så skal kristendommen - og gudstjenesten - selv være AF jorden!

 

Det, at noget handler om noget, er jo ikke ensbetydende med, at det så selv er det samme som det, det handler om! Snarere tværtimod, må man jo sige. En ting kan ikke handle om sig selv. Det, der skal handle om, må være noget andet end det, det handler om!

 

Og så er det jo heller ikke bare sådan et spørgsmål om at "handle om".

 

Det store spørgsmål er jo, om vi kan komme til at gå over fra døden til livet eller fra at føle Guds vrede over os til at se Guds nådes lys skinne over os.

 

Og det er jo ikke noget, hverken jorden eller vi selv kan afstedkomme.

 

Derfor er det også en dårlig idé, når en hel del præster, så vidt jeg fornemmer det, for at imødekomme det krav, de føler om, at prædikenen skal handle om det jordiske, menneskelivet her i verden, faktisk prædiker på en måde, man godt kan kalde at "tale jordisk". Dvs. det er jo på en meget mere "fin" måde, nemlig ved inddragelse af "litteraturen"!

 

Det kan så igen være på flere måder. Der findes jo også litteratur, som i virkeligheden er en slags forkyndelse af det, som kommer ovenfra, altså i sig selv en slags prædiken. (Hvor det så også allerede her er et spørgsmål, om det ikke er bedre, at man læser denne litteratur hjemme i sin stue?!).

 

Men der kan også være tale om, at man bruger den almindelige skønlitteratur med det formål at få eksistensen, tilværelsen at åbne sig for tilhørerne - eller blive dybere.

 

Hvilket jo sådan set også er udmærket. Også som del af en prædiken. Selv om jeg altså hører til dem, der mener, at da så ganske særligt denne brug af litteraturen principielt skal finde sted uden for gudstjenesten. Altså ikke mindst derved, at folk simpelt hen selv læser nogle gode romaner og dermed får udvidet deres forhold til eksistensen, tilværelsen.

 

Det farlige er, hvis prædikenen går hen og bliver nærmest noget i retning af et litterært højskoleforedrag. Stadigvæk: ikke, fordi der er noget i vejen med et litterært højskoleforedrag. Det hører bare ikke hjemme på prædikestolen. Hver ting til sin tid!

 

Det ideelle er, at der i prædikenen bliver vist hen til fordybelsen i tilværelsen, bl.a. i form af læsning - eller deltagelse i forskellige former for undervisning. Og en sådan henvisning skal I virkelig også opfatte denne indledning som!

 

Så har man jo denne fordybelse og "åbning" med sig, når man kommer til gudstjeneste. Og så kan det være en forudsætning for, at man kan tage imod det vidnesbyrd, som kommer ovenfra, det, som er det helt nye, det, man ikke kan sige sig selv.

 

Og når jeg her - og i resten af prædikenen - citerer Grundtvig, så der det altså netop noget helt andet end at citere almindelig litteratur. Der er tale om klart kristne citater, hvor der absolut ikke "tales af jorden", men derimod tales om det sande forhold mellem det jordiske og det himmelske!

 

Dette er der tale om i Grundtvigs berømte digt om netop hele denne problematik: Menneske først, og kristen så. Her siger Grundtvig jo:

 

Menneske først og Christen saa,

Det er et Hoved-Stykke,

Christendom vi for Intet faae,

Det er den pure Lykke,

Men Lykke, som kun times den,

Der alt i Grunden er Guds Ven

Af Sandheds ædle Stamme!

 

Stræbe da hver paa denne Jord

Sandt Menneske at være

Aabne sit Øre for Sandheds Ord,

Og unde Gud sin Ære;

Er Christendom da Sandheds Sag

Om Christen ei han er i Dag

Han bliver det i Morgen!

(Str. 7f)

 

"Christendom vi for Intet faae, / Det er den pure Lykke" - det betyder med ordene fra evangeliet til i dag, at kristendommen, frelsen, det altså ikke er noget, vi kan give os selv eller på en eller anden måde "udvinde" af vores almindelige, på forhånd givne liv.

 

Men vi kan pdas. ikke forstå, hvad det er der tales om i den kristne forkyndelse, hvis vi ikke har fordybet os i, hvad det vil sige at være menneske. Så har vi fx ikke den længsel efter at møde det, der kommer ovenfra, som udspringer af den dybe smerte, der opstår i sammenstødet mellem, hvad vi føler dybt i vort hjerte, og så alt det i vor virkelighed, der strider imod det, ja, hele tiden angriber og ødelægger det.

 

Endnu et Grundtvig-citat:

 

Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord

som det, jeg ville ej med kongers bytte,

opklaret gang i ædle fædres spor,

med lige værdighed i borg og hytte,

med øjet, som det skabtes, himmelvendt,

lysvågent for alt skønt og stort herneden,

men med de dybe længsler vel bekendt,

kun fyldestgjort af glans fra evigheden.

 

(Her efter Højskolesangbogen 16. udg. 6. oplag, nr. 161)

 

 

Derfor: Det at komme sammen for at fejre gudstjeneste, det er at komme sammen for at høre noget, man ikke kan sige sig selv. Ja, at få tilsagt noget, man ikke kan give sig selv, ikke kan gøre for sig selv.

 

Hvad netop jorden, den jord, vi er skabt af, angår - her betegnet med ordet "ler" - giver Grundtvig et endnu stærkere udtryk for, hvordan det at gå dybt ned i sin skabte menneskelighed, er forudsætningen for at modtage det, der kommer fra Himmelen. Det er i disse to linjer fra digtet bag salmen "O kristelighed":

 

O lad mig nedknæle så dybt i mit ler

at Gud mig kun ser!

 

Ganske vist er det stadig ikke så let og ligetil. Det kan være svært at komme til at opleve julen som det, den egentlig er. Hvem af os kender ikke til depressioner ind under jul og i jule-tiden?

 

Også Grundtvig kendte til juledepressionen. I sin prædiken juledag 1824 talte han ligefrem om, hvordan advents-natten i menneskers hjerter kunne være kold, stormende og frygtelig. Og i den julenat, hvor han havde siddet og skrevet sin prædiken, havde han ligefrem været grebet af en "jule-sorg"!

 

Det fremgår af den salme, han i den samme nat også havde skrevet, og som vi derfor synger hver juleaften her hos os: "Velkommen igen, Guds engle små". Men både af prædikenen og af salmen fremgår det også, at Grundtvig trods alt ikke var uden håb i denne advents-nat og julesorg. Julenats-salmen slutter jo således:

 

O, måtte vi kun den glæde se,

før vore øjne lukkes!

Da skal, som en barnemoders ve,

vor smerte sødt bortvugges.

(81,8)

 

Og i slutningen af prædikenen siger Grundtvig:

 

saa kold, saa stormende, saa frygtelig er ingen Advents-Nat, at det troende Hjerte [ikke] trøstes og vederkvæges ved Tanken om den store glade Jule-Morgen som snart skal oprinde og forvandle al vor Sorg til Glæde, alt vort Suk til evig Frydesang!

 

Sådan må vi også prøve at gå ind til julen. For det er jo alligevel ikke helt umuligt at modtage Guds Søns vidnesbyrd: "Den, der tager imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru". - Det er en lidt vanskelig sætning. Men lad os her forstå den på den måde, at Guds store sandhed alligevel er så stærk, at den kan trænge gennem adventsnattens mørke og kulde.

 

for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål.

 

Det er ikke i afmålte småportioner, men fuldt ud, Jesus taler på Guds vegne. Derfor kan hans ord alligevel og trods alt bane sig vej til vore hjerter. Derfor kan det alligevel og trods alt blive jul for os.

 

Og det er det, denne gudstjeneste handler om, ikke mindst i de salmer, vi synger - og hvor vi beder om, at det virkelig må blive jul for os.

 

Vi kan også sige, at denne gudstjeneste på en ganske særlig måde er en forberedelse til, hvad vi skal synge i den allerførste salme juleaften:

 

Og lad os gå med stille sind

som hyrderne til barnet ind,

med glædestårer takke Gud

for miskundhed og nådebud!

 

Det stille, ydmyge sind lærer vi af Johannes Døberen. Der er ingen anden måde at gå ind til jule på end at være små og forvente al storhed fra Gud, ja, vide, at al storhed er fra ham og kun kan haves i livet sammen med ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Juleaften 2001

 

76 - 100 v 1 -///- 81 - 110

 

Fra alteret: Luk. 2,1-14

 

På prædikestolen: Tit. 2,11-14 (egl. epistel til aftensang juledag (B)).

 

 

[Bemærkning til juleaften her i hjemmeside-udgaven: Som ung og mere selvretfærdig præst var jeg meget negativ over for juleaften. Men måske netop med det udgangspunkt har jeg efterhånden fået et ret godt forhold til den, så at jeg vel sparer på »tekst- og salme-krudtet«, men i prædikenen gør mig umage for at tale ind i den særlige juleaften-situation. Hvilket jo ikke udelukker en stærkt »pædagogisk« linie, for så vidt angår forholdet mellem juleaften og selve julefest-tiden til og med helligtrekonger! Og jeg tror, man i menighederne, også blandt tidligere konfirmander og andre unge, der er hjemme på juleferie, tilsvarende har vænnet sig til den måde, det foregår på. (Jfr. princippet »If you can’t beat them, join them«). Jeg lægger, som det vil ses, stadig den allerstørste vægt på hovedsagen, nemlig, at juleaften ALDRIG må blive – eller blot kaldes »julegudstjenesten«. Den er og bliver en optaktsgudstjeneste i forbindelse med helligaftensringningen, og den skulle jo sådan set have karakter af ren »jule-vigilie«, hvad den i ret høj grad også får under min forvaltning. Men i realiteten er den jo her i Den Danske Folkekirke langt snarere en »nedsunken« og amputeret midnatsmesse. Derfor nytter det fx ikke noget at læse Mt. 1,18-21(25) som (eneste) evangelium. Der bliver oprør, hvis man ikke hører »Og det skete i de dage ...«! Men jeg prædiker aldrig (direkte) over Lukas-juleevangeliet (eller for den sags skyld Johannes-juleevangeliet) juleaften. Jeg vælger altid en GT- eller NT-lektie eller epistel fra en af julens gudstjenester (som et fremblik på den fest, vi nu så småt tager hul på) eller en tilsvarende frit valgt tekst]. Og jeg vælger altid de her anførte salmer, idet dog i første tekstrække-år salmen før prædikenen som regel vil være DDS 77 og udgangssalmen nu efter Forslagets udsendelse er »Barn Jesus i en krybbe lå«. Tidligere har jeg også haft valgt DDS 111 som udgangssalme, vekslende med DDS 110, og jeg vil nok også fortsat bruge DDS 111 – så den ikke kun bliver begravelsessalme].

 

 

--- --- ---

 

 

Således skriver apostlen Paulus i sit brev til sin medarbejder og udsending Titus:

 

For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger. - Sådan lyder Skriftens ord.

 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi vi endnu en gang kan kime din fødsels fest ind!

Lad os se dit jule-lys, og lad det blive ved at stråle over os, indtil den yderste dag, når du kommer i skyen med magt og herlighed for at føre os ind i din-Far-og-vor-Fars evige rige!

Amen

 

 

Den tekst, som vi i år vil bruge til at se frem mod og ind i den fest, vi netop har kimet ind, er epistelen til det, der hedder "aftensang juledag" - som vel stadig holdes i nogle store bykirker, og hvor evangeliet er det dejlige lille stykke om, hvordan hyrderne går hen til stalden i Betlehem og ser Maria og Josef og "barnet, som lå i krybben".

 

Og om, hvordan "Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem". Ja, læg godt mærke til denne lille sætning. Og prøv og forestil jer, hvad der ligger i den! Idet I altså tager juleevangeliet bogstaveligt! Så godt, I kan! Der er mange måder at gøre det på. Men prøv så og forestil jer, hvordan Maria må have følt det. Og det bliver jo kun stærkere, jo mere dunkelt det hele står - og har stået - for både os og hende!

 

Det afgørende er i virkeligheden den store realisme i, at vor Frelse faktisk har haft en mor! Er født af en kvinde på nøjagtig samme måde som vi.

 

Og denne realisme har jo så en linie, der går frem over episoden med Jesus som 12-årig i Templet og Brylluppet i Kana til langfredag, hvor Jesu mor stod ved hans kors - prøv også lige og forestil jer det!

 

Jeg kunne til prædiketekst også have valgt den gammeltestamentlige lektie til juledags-aftensangsgudstjenesten, fra profeten Mikas bog:

 

Du, Betlehem, Efrata,

du er lille blandt Judas slægter.

Fra dig skal der udgå én,

som skal være hersker i Israel;

hans udspring er i fortiden,

i ældgamle dage.

Men han skal prisgive dem,

indtil den fødende kvinde har født,

og resten af hans brødre

vender tilbage til israelitterne.

Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke,

i Herren sin Guds navns storhed;

de skal bo trygt,

for hans magt når til jordens ender.

Han skal være fredens herre.

(Juledag lektie B; Mika 5,1-4a)

 

For der er en ganske særlig grund til, at det er netop epistelen - og altså sådan set også GT-lektien - til den ekstra juledags-"aftensangsgudstjeneste", der i år er kommet ind i billedet i forbindelse med prædikenen her juleaften 2001.

 

Og det er, at det meget tidligt her i december måned blev klart for mig, at jeg simpelt hen måtte inddrage noget fra Regnar Worms CWC-krybbespil! Også selv om det jo ved en ganske kort nærmere eftertanke måtte står klart, at det ville nok ca. halvdelen af Folkekirkens præster gøre. For hvad gør det? Det kan jo kun yderligere understrege, at vi nu for en sjælden gangs skyld har fået en god gammeldags fælles folkelig oplevelse.

 

Ja, vi kan sige det på den måde, at ligesom det, siden "The Julekalender" blev sendt første gang, har været fælles gods at sige "det’ bår’e dæjlig’" og "bårp-bårp-bårp", så er det nu i denne sene og nærmest "post-folkelige" tid blevet fælles gods at sige "knaldhamrende dygtig" eller at tale om "den stundende højtid /skråstreg/ jul".

 

Men se, hvis det kun var det rent folkelige, så var der jo ingen grund til at prædike over det juleaften! Det kunne vi så bare gå og glæde os over ude i vor fælles menneskelighed - også uanset om vi var mere eller mindre kristne eller ej.

 

Derfor er det jo Regnar Worms krybbespil, vi må holde os til. Idet vi jo så også lige kan lade den komme op og vende engang, hvor meget, det vi kalder "vor fælles folkelighed" er præget af det, der skete dengang i Betlehems stald! Ja, vende og vende; det er jo et spørgsmål, der i disse år konstant snurrer i hovederne på os alle sammen.

 

Men det er altså under alle omstændigheder en kendsgerning, at Regnar Worms krybbespil indtager en meget vigtig plads i CWC Canal Wild Cards julekalender-serie.

 

Og det må jo betyde noget. Om ikke andet, så kan vi jo konstatere, at netop i det, jeg før betegnede som "denne sene tid", er humor, satire, parodi og komedie snart de eneste måder, vi kan sige noget alvorligt om tilværelsens store spørgsmål på!

 

Men selve de ting, der SKER i Regnar Worms krybbespil, må jo også betyde noget!

 

Og den første ting, jeg lagde mærke til, det var, at det æsel, Maria kom ridende på, det var sådan en legetøjs-ko, hvorpå der var sat en lille seddel med ordet "æsel".

 

Jeg siger ikke, at Regnar Worm har haft det perspektiv i tankerne, jeg nu ruller ud. Måske har det bare været en detalje i hele denne parodi på, hvordan forskellige eksperter optræder i den slags TV-programmer.

 

Men kun en "amatør-teolog", vil gå op i, hvad Regnar Worm måske, måske-ikke, faktisk har haft i tankerne. Det er ligesom når man læser et digt. Her kan der også være mange ting, der betyder noget, selv om det ikke er noget, digteren direkte har tænkt på.

 

Og det gælder under alle omstændigheder, hvad Grundtvig, så tit har sagt: Det afgørende er, hvad der står, men hvad der kan ligge i det!

 

Og så er der ingen tvivl! Så svarer koen med den lille seddel på jo til, at man i kalkmalerierne i vore danske kirker har fremstillet de bibelske personer iført dansk middelalderklædedragt.

 

Og så bliver der jo tale om et udtryk for, at det, der skete i Betlehem julenat, var, betyder det, Paulus skrev til Titus, at nu er "Guds nåde blevet åbenbaret for alle mennesker"!

 

Kan nogen af jer huske den juleaften, hvor jeg delte et billede fra Brødremenighedens blad ud? Det var et fantastisk billede. Det var nogle børn, der legede "den hellige familie", Josef og Maria - med det lille Jesus-barn på armen. Og æslet var rigtigt nok. Et rigtigt levende æsel. Men det særlige var, at de børn, der spillede Josef og Maria og Jesus, var negerbørn i Afrika - med en neger-dukke som Jesus-barnet! Et meget stærkt udtryk for, at juleevangeliet altså ikke alene er "en stor glæde, som skal være for hele folket", men altså også en stor glæde, som skal være for hele menneskeslægten, en "Guds nåde [åbenbaret] til frelse for alle mennesker.

 

(I GT-lektien udtrykkes dette på den måde, at "når den fødende kvinde har født", da skal herskeren fra Betlehem "træde frem og vogte i Herrens styrke [...] for hans magt når til jordens ender. Han skal være fredens herre").

 

Men der er også en anden ting fra Regnar Worms krybbespil, jeg vil inddrage her i aften. Så meget desto mere, som der jo i vort stykke fra Titus-brevet også er tale om Jesu Kristi herlighed!

 

Her ganske vist Jesu Kristi herlighed i dens endelige og fuldkomne form som den herlighed "vor store Gud og frelser, Jesus Kristus" skal komme til syne i ved verdens ende. Men der er jo kun een herlighed, een Guds storheds stråleglans, så herligheden på den yderste dag, er den samme ene herlighed som strålede om hyrderne ude på marken julenat.

 

Men det er jo store ord i 2001. Kan vi forbinde noget som helst med dem? Og hvad har de med Regnar Worms krybbespil at gøre?

 

Men det er jo lige netop det, der er tilfældet! For kan I huske, hvordan det gik, da Regnar Worm med Finn Nissens hjælp skulle have Herrens herlighed til at stråle om hyrderne?

 

For det første var der ikke strøm på batteriet i den cykellygte, Finn Nissen skulle have brugt!

 

Og for det andet gik der ild i julestjernen, da de endelig havde fået tænkt et stearinlys som erstatning for cykellygten. Og den brændende julestjerne faldt ned i krybbespillet og tændte ild i det, så at episoden endte med, at Regnar Worm stod og forsøgte at baske ilden ud, medens Finn Nissen fortvivlet forsøgte at få afsluttet udsendelsen.

 

Her har vi jo netop et billede på, hvordan vi - i denne sene tid - har det med at skue Herrens herlighed!

 

Men den var der! Og krybbespillet var der! Ligesom denne gudstjeneste jo også faktisk foregår lige netop nu og vi sidder og deltager i den, så godt enhver af os nu kan.

 

Og det er så de vilkår, hvorunder også vi her i det Herrens år 2001 "venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed".

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

Og herefter lige over i den apostolske velsignelse (ikke kirkebøn).

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Julenat 1999 kl. 23.30. Udvidet midnatsmesse (tekster = A)

 

Denne midnatsmesse var den første af to i anledning af tusindårsskiftet og skal ses i sammenhæng med den verdslige fejring af det store ”millennium” ved overgangen fra 1999 til 2000. Men den skal også ses i sammenhæng med den egentlige totusindårs-jule-midnatsmesse julenat 2000.

 

I øvrigt bør det noteres, at der til begge disse to helt ekstraordinære gudstjenester var et overraskende stort fremmøde - også af mennesker, som ellers ikke var regelmæssige kirkegængere - og at der var stor medleven.

 

Denne gudstjeneste var (som ved andre særlige lejligheder) udvidet med alt, hvad der var mulighed for i såvel 1992-alterbogen som dens Tillæg. Der var ikke ind- og udgangsbøn, men til gengæld Kyrie og Gloria, og nadverliturgien var udvidet med menighedssvarene: ”Vi opløfter vore hjerter” og ”Det er værdigt og ret”. Evangeliet læstes fra alteret og efterfulgtes af trosbekendelsen samt et lille orgel-efterspil.

 

-

 

DDS (se også ovst. bemærkninger):
79 - 94 - 85 v 1-3 -///- 95 - 83
 
Teksterne efter 1. tekstrække læstes (evangeliet udvidet):
Es. 9,1-6a. - Hebr. 1,1-15. - Luk. 2,1-14+15-20 !!!
 

 

Vor Frelser Jesus Kristus, vor Herre og vor Bror!

I denne hellige midnatstime takker og hylder vi dig.

Vi takker dig for julens store under og vi giver dig ære og pris for den gerning, du førte til ende for vor frelses skyld!

Og vi beder dig: Kom også og vær hos os i vor nat og vort mørke nu. Lad din herlighed overstråle også os.

Amen.

 

 

Vi er nu nået til højdepunktet af, hvad vi i vores levetid kommer til at fejre af jul. [2003: Sagde jeg, selv om det jo egentlig var et år for tidligt]. Og vi kan ikke lade os genere af de julelyse-slukkere, der vil blande deres gammelkloge bemærkninger ind i det store jubilæum, vi her fejrer. Som de siger nede i Nysted: "Nysted kirke er fra omkring 1300. Men det er også godt nok! Kirkens 700-års fødselsdag er fastsat til søndag den 2. juli. ... Vi ser frem til festlige tider". - Se det er den rette måde at gå ind til et jubilæum på! For hvis man ikke gør det med det sind, så får man jo slet ikke fejret noget som helst.

 

Og uanset hvad man i det hele taget kan mene og sige, så er vi altså nu i gang med at fejre 2000-året [2003: Se ovf.] for Jesu fødsel. Og så gælder princippet, at enten gør man det, eller også gør man det ikke.

 

Og vi gør det altså. Også med denne - efter vore forhold - helt særlige midnats-messe.

 

Men jo mere vi siger og gør sådan, jo tydeligere mærker vi også, at det, vi fejrer, er af en sådan karakter, at det er stærkt begrænset, hvor "flot" det kan blive.

 

Ordet "flot" er jo ellers et rigtig "slutningen-af-det-andet-årtusinde-ord". Og "flot" skal det også nok blive, når vi om en uge går ind i år 2000. Men desto mere trænger vi så til at fejre dette jule-jubilæum - som jo også i rent teknisk forstand er baggrunden for det forestående store kalenderårs-skifte.

 

Som jeg sagde allerede i juleaftensprædikenen: Vi kan ikke fejre vor Herres store runde fødselsdag med overfladisk "flothed". Selvfølgelig ikke.

 

Og jeg sagde, at det, vi skal bruge dette super-jubilæum til, tværtimod må være fordybelse - ikke bare rent gudstjenstligt og "teologisk", men jo - som det, der er formålet med alt det særlige - i en ny stor fordybelse ude i vores liv efter jul og mellem alle gudstjenesterne i det nye tusindtals hverdage. Rent ud sagt: Det, vi skal håbe på at få mere af i vort liv som kirke - hvor mange eller få vi så ender med at blive - det skal ikke være "aktivitets-" eller "hobby-kristendom", men rigtig "kristenlivs-kristendom", "kristent-menneskelivs-kristendom", "et-jævnt-og-muntert-virksomt-liv-på-jord-kristendom", ja, i al dets jævnhed, også et liv, der allerede her og nu er oplyst og overstrålet af den herlighed, der lyste på himlen over Betlehem i denne nat for 2000 år siden! [2003: Se ovf.].

 

I dag-højmessen i morgen formiddag skal vi høre Johannes’ juleevangelium, hvis sidste og afgørende del jo lyder:

 

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed (Johs. 1,14).

 

Det er Johannes’ - som de siger ovre i Øst-Kirken: Johannes Teologens - store udtryk for netop "herligheds-dimensionen " i julens mysterium.

 

Men her i jule-natten er det altså Lukas’ beretning, vi hører, om Herrens herlighed, der strålede om de frysende og snavsede hyrder ude på marken ved Betlehem. Udtrykkene er forskellige, men herligheden er den samme. Vel at mærke altså som den himmelske herlighed, der kommer til os i det lave midt i nattens mørke og kulde.

 

I denne forbindelse vil jeg gerne citere, hvad der i en gammel messebog står om julens tre hovedgudstjenester:

 

Julens Hemmelighed er saa stor og saa hellig, at Kirken paa denne Dag fejrer tre forskellige Messer ... Den første Messe holdes ved Midnatstid (eller i hvert fald om natten) og fortæller i sit Evangelium, hvorledes Jesus blev født af Jomfru Maria i stalden i Betlehem, og Herrens Engle forkyndte det glade Bud for Hyrderne paa Marken. I den anden Messe, som holdes ved Morgengry, høre vi, hvorledes Hyrderne tilbad den nyfødte Frelser, hvorledes Jesus altsaa fødtes i Hyrdernes (de troendes) Hjerter. Endelig mindes vi i Dagmessen om, at det er Ordet, der var i Begyndelsen, var hos Gud og var Gud, at det er dette samme Ord, der er blevet Kød og har boet iblandt os.

 

Dette er en meget klar og smuk redegørelse. Og det fremgår af den, at egentlig burde vi også have fejret den særlige morgen-messe - eller for vort vedkommende snarere en "jule-fro-prædiken" i morgen klokken ni. Hvad vi dog afstår fra. I stedet har jeg - som I hørte - læst de pågældende vers her fra prædikestolen nu ved denne midnats-messe, så at vi dog ikke ligefrem har udeladt dem. (Her i Folkekirken indgår de i øvrigt nu i den såkaldte aftensangsgudstjeneste til juledag, noget, vi ikke kender til herude på landet, men som man vist har visse steder i byerne).

 

Men der er også en enkelt ting i dette gamle julemorgen-evangelium, jeg direkte vil drage frem her i nat. Og det er det, evangelisten Lukas skriver om, at

 

Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.

 

Jeg gentager dem lige: [gentag!]. - Kan I høre det? Det er jo en detalje, som giver et enestående realistisk blik tilbage i Jesu mors situation!

 

For lad os slet ikke her i denne hellige nat indvikle os i overvejelserne over, hvad hele den såkaldte barndomshistorie hos evangelisterne Markus’ og Lukas egentlig er for noget. Lad os tillade os den jubilæums-luksus, simpelt hen at høre dem som den måde, "julens mysterium" nu engang rent faktisk er blevet overleveret til os på af disse gamle forfattere.

 

Men så kan vi jo i øvrigt godt prøve at forestille os, hvordan det - helt realistisk - må have været at være Maria - og Josef! For født er Jesus altså blevet! Af sin mor. Som var forlovet med Josef og senere blev gift med ham! Og han er blevet eet år. Og to år. Og tre år. Osv.

 

Og når vi virkelig skal leve i lyset af julen, så indebærer det altså, at vi lever i den store vidunderlige spænding mellem på den ene side hele den store himmel-lysende herlighed, både Lukas og Johannes skriver om, og så på den anden side den såre jordiske virkelighed, juleevangeliet altså er det glædelige budskab om at Guds søn, Guds evige Ord - med stort O - blev født ind i.

 

Og hør så igen - for fjerde gang! - Lukas’ ord om Jesu mor julemorgen, da hyrderne havde været inde hos dem og havde fortalt, hvad de havde oplevet om natten ude på marken:

 

Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.

 

Netop når vi ganske naivt og barnligt, helt direkte og for pålydende hører Lukas’ juleevangelium, slår denne sætning os med sin realisme. For hvad er det den betyder? Det er jo, at Maria - også ifølge Lukas, forfatteren til Jule-evangeliET - aldeles ikke har nogen fiks og færdig, klar forståelse af, hvad i alverden det er der foregår! Hun er selv den allernærmeste. Men også for hende er julen et mysterium, som hun må grunde over!

 

Og så kan vi jo gå videre ind i realismen. Hvad vi jo allerede gjorde her ved jule-aftens-gudstjenesterne. Hvor jeg i anledning af det store jubilæum gjorde, hvad nogle nok vil synes var "for meget", nemlig at pege på, at Jesus ifølge evangelisten Matthæus faktisk senere fik fire brødre og nogle søstre! Men altså pegede på dette netop i anledning af jubilæet, netop fordi vor fejring af det ikke skal være bare overflade og glimmer, men tværtimod skal være en anledning til, at vi på een gang fordyber os i julens mysterium og lader os mærke af hele dens store spænding - samtidig med, at vi jo så heller ikke skal lægge en falsk modsætning mellem himmel og jord, Gud og menneske ind i denne spænding.

 

For juleevangeliet er jo ikke kun det glædelige budskab om, at himmelens lys lod sig føde midt i den mørkeste vinternat; juleevangeliet er også det glædelige budskab om, at det evige Livs-Ord, ved hvem alt er skabt, KOM TIL SIT EGET - og dermed gav den helt store bekræftelse på, at vi mennesker - trods den store ulykke, vi ved Djævelens falske list er kommet i - stadigvæk er Guds skabninger, skabte i hans billede, så vi ligner ham, ja, så at hans Ånd og hans herlighed stadig bor i os.

 

Det er derfor, det er så vigtigt, at vi netop her ved det store 2000-års jubilæum hæfter os ved, at Maria og Josef altså senere fik en hel del børn sammen. Det er altså IKKE kun vigtigt med henblik på at understrege julens store mysterium og paradoks, men også med henblik på at få understreget, at det altså er en falsk teologi, der ikke forstår hele det ægteskabelige samliv som en afgørende del af Guds gode skaberværk. Hvortil så altså må føjes, for at ingen skal misforstå noget, at netop når man i den sunde og sande jødisk-kristelige tradition har denne forståelse af menneskelivet - og alle sider af det - medfører dette et lige så sandt og sundt blik for, at der så desto mere må skelnes mellem, hvad der er udfoldelsen af, hvad Skaberen har lagt i vort liv, og hvad der enten er for ringe i forhold hertil, eller er direkte ødelæggende eller forvrængende i forhold til det. Med andre ord: den sandt livsbekræftende kristendomsforståelse er den største livskvalitetsfaktor af alle. Og dermed også den største kulturkritiske faktor af alle.

 

Hvis man nemlig kun går flovt eller direkte modvilligt rundt og regner på, hvad man evt. må eller ikke må, så bliver det hele noget temmelig grumset noget. Har man derimod hele tiden det spørgsmål for øje, om det, man gør, nu også er GODT NOK i forhold til menneskelivets store gudgivne herlighed, så får det nogle helt anderledes store og gode virkninger, såvel i forhold til ens eget som i forhold til en medmenneskers liv.

 

Ja, dette lyder ikke særlig jubilæums-festligt. Til gengæld peger det direkte ud i den hverdag, for hvis skyld vi jo fejrer også denne store fest. Hvortil kommer, at der altså virkelig er grund til at pege på disse ting netop i den kulturelle situation, det store borgerlige årsskifte jo også skærper vor oplevelse af. Der bliver - for at sige det mildt - mange ting at tage stilling til i det nye år og det nye årti. Og vi skal - i ordenes allerstørste betydning - prise os lykkelige over, at vi har julens herligheds-lys over os, når vi skal møde fremtidens både små og store udfordringer, det være sig i form af lyset, der omstrålede hyrderne på Betlehems mark, eller i form af selve den herligheds-glans, der udstrålede fra Jesus, og som den dag i dag udstråler fra ham - også sådan som han er usynligt til stede hos os i sit ord og ved sit bord, i hele den kraft, der ligger i og udstråler fra det, vi kalder kristendommen.

 

Så derfor: Lad os ønske hinanden tillykke med 2000-året for vor Herre og Frelser og Brors, Jesu Kristi, fødsel. Og lad os ønske for hinanden, at denne nats store Betlehems-lys må lyse for os langt ind i vort liv på den anden side af tusindtal-skiftet!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kristi fødsels dag 1995 (25. december)

 

 

DDS: 82 - 88 - 85 -///- 89 - 84
 
1. Mos. 1,1-5. - 1. Johs. 4,7-11. - Johs. 1,1-14

 

 

Herre Jesus Kristus!

Du, som betød alt, før verden blev til! Du som betyder alt i verden! Du som er alt i dit legeme nu, Kirken! - Tak, fordi du kom! Bliv ved med at komme til os - indtil dit endelig Komme i herlighed!

Amen.

 

 

I går var det både 4. s. i adv. og juleaften. Derfor hørte vi bl.a. det stykke af evangeliet til 4. s. i adv., hvor Johannes Døberen - i stedet for at blive jaloux over den fremgang, Jesus er begyndt at få - siger:

 

"Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre".

 

Og så kommer vi nu her i dag på en tilsvarende måde til at lægge ganske særligt mærke til det andet afsnit her i evangelisten Johannes' juleevangelium:

 

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

 

Ellers er det jo mest det første og det sidste afsnit, vi lægger vægten på. - Det første afsnit, hvor det bliver sagt på den ene måde efter den anden, at det altså virkelig var Gud, der kom ind i verden julenat, den Gud, som var Gud "før alle tider", og den Gud, som har skabt alt, hvad der er til, og alt, hvad der lever. - Og det sidste afsnit, hvor det bliver sagt, så det tager vejret helt fra os, at Gud i julens begivenhed virkelig kom ind i verden, "blev kød og tog bolig iblandt os" - men sådan, at han guddoms-herlighed gjorde sig gældende i og igennem det, at han var, som en af os!

 

Men så er vi jo desto bedre forberedt til, nu i dag at gå nærmere ind på det, der er imellem yderpunkterne.

 

Johannes - Døberen - kom, udsendt af Gud, for at vidne om lyset. "Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset". - Dette svarer jo helt nøje til det, vi hørte i går.

 

Her markeres afstanden. Afstanden som afstanden mellem Gud og menneske, mellem selve livets lys, og så det menneske-liv, hvis livs-lys det er. Og afstanden mellem før jul og efter jul.

 

Men når denne afstand dermed er markeret, så vi ikke bilder os noget ind, bliver der alligevel også sagt noget andet, som er en meget vigtig side af julen. Og det er det, det andet af midterafsnittene handler om.

 

Det begynder med, at der står om lyset, at

 

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.

 

Men hvad mon det nærmere betyder? - Ja, vi er jo nu godt klar over, at "lyset, det sande lys", det er det samme som Ordet, dvs. Kristus, Guds evige Ord, Guds evige og alt grundlæggende betydning. Men hvordan skal vi forstå det, der står om det her? - Der er nemlig tre muligheder!

 

Det umiddelbart mest nærliggende er at forstå det på den måde, at nu var det "tidens fylde", som det hedder; nu var det lige før Ordet blev kød! Og i den betydning er Ordet selvfølgelig også alt det, der er sagt om det - eller altså om Ham(!) - i det foregående. Men i selve ordene: "var ved at komme til verden", er det - forstået på denne måde - udelukkende julens forestående begivenhed, der sigtes til!

 

Men der er også en anden måde at læse - og oversætte - på, nemlig således, at det kommer til at lyde: "Det sande lys var til stede, det lys, som oplyser hvert menneske, der kommer til verden"! - Og I kan godt høre, at hermed er vægten i selve denne sætning lagt helt over i den modsatte retning. Ja, ikke sådan, at selve juleevangeliet mere eller mindre forsvinder, men sådan, at det bliver kraftigst muligt understreget, at der jo allerede var et forhold mellem Ordet, Livets Lys, og så os mennesker, før det blev jul!

 

Hvis det da ikke er sådan, at denne sammenhæng bliver endnu kraftigere understreget i den tredje måde, der kan læses og oversættes på, nemlig: "Det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var kommende ind i verden" således at der altså er tale om en stadig "kommen ind i verden" hele tiden. Som een har udtrykt det: Selve julens begivenhed, den betegnes til allersidst således: "Og Ordet blev kød ...". Men det, der er tale om i den sætning, vi prøver at lytte os ind på her, det er, at "verden er det sted, hvor det sande, det virkelige, eller det ægte lys altid har skinnet, lige siden skabelsens morgen"!  Her er der altså ikke bare tale om en stillestående tilstede-værelse, men netop om en bevægelse, en stadig kommen.

 

Og vi kan så gå til den næste sætning: "Han var i verden, og verden er blevet til ved ham ...". - Nu stopper vi foreløbig her. Det var det, vi allerede havde fremme før. Og det er det helt tydelige udtryk for, at Han, som kom, da det blev jul, er den samme som den, der har været der hele tiden, fordi Han ikke bare der Den, ved hvem alt er blevet til, men også Den, ved hvem alt er, og som er i alt, således at alt har sin form og sin skikkelse, sit mønster og sin betydning ved Ham.

 

Han, der kom, var altså ikke en vildfremmed, hvilket igen vil sige, at når vi prøver at være kristne, så er det ikke sådan - så skal det ikke være sådan - at vi prøver at hidse os op til at forestille os noget helt unaturligt, som kommer til os helt "Out of Nowhere", som den gamle slager hedder, helt ud af det rene ingenting. At være kristen - eller prøve på det - er ikke at begynde at leve en ny, kunstig, tilværelse ved siden af den gamle. Nej, det er tværtimod at forholde sig til det hele, at forholde sig helt og fuldt og i fuld åbenhed og sandhed til alt det gamle. - Det er også derfor, jeg altid siger, at vi så at sige pr. definition ikke kan gå forkert ad kristendommen! Hvilket jo ikke mindst bygger på det, vi hører her i Johannes' juleevangelium. Men jo også på sted senere i Johannes-evangeliet, hvor vi hører Jesus sige: "Jeg er vejen og sandheden og livet".

 

Og vi kan så igen spørge, om det dog ikke bare er en påstand, enhver kan komme og fremsætte. Jo, på en vis måde. Men sådan som det faktisk former sig i Jesu måde at optræde på - og i hele kristendommen lige til denne dag - er der jo netop ikke tale om bare sådan en påstand, men om en total henvisning til alt, hvad der er, således at troen på, at Jesu påstand er rigtig, hele tiden er troen på, at det i Ham virkelig er det hele, vi har med at gøre, det heles betydning, det heles sandhed og mening. Så at de to sider af sagen faktisk hele tiden måler sig mod hinanden, både ude i hele virkeligheden og allerdybest nede i vort hjerte. For dette er jo den eneste måde, der kan være tale om tro på.

 

Alt andet er "religiøs hjertemassage", en løgne-manipulation, som ganske vist kan lykkes, fordi vort hjerte fra fødslen af er rettet mod Gud, således at det godt kan lade sig gøre at fylde denne åbenhed ud med noget, der kun  bliver udgivet for at være det, vort hjerte er åbent imod. Det er det, vi kender fra alle ideologierne, alle "fundamentalismerne" og alle sekterne. Og dette er jo den eneste måde, hvorpå vi kan forstå, at al den slags ting, desværre, kan få så enorm magt over mennesker.

 

Så er der imidlertid et andet, faktisk helt modsat, spørgsmål, der melder sig: Når nu Han er i verden, hvorfor nøjes vi så ikke med, bare at forholde os til verden og vort naturlige liv slet og ret? Hvorfor hele denne "fordobling", som man siger?

 

Ja, det ligger jo allerede i de helt grundlæggende og rent positive forhold. Når vort hjerte er født og skabt med den åbenhed, jeg talte om før, så er det jo ikke bare en åbenhed sådan ud mod den del af Universet, der ligger uden for min hud, der er tale om! Den kan man jo ikke forholde sig til på den måde, vort hjertes åbenhed er anlagt på. For vort hjertes åbenhed er anlagt på et personligt forhold.

 

Hvis nogen vil tale om "fordobling", så er det kristendommens mod-påstand, at det ikke er en "for-dobling", der er tale om, hvor noget, der i virkeligheden kun er eet, i eet plan, bliver for-doblet ved, at mennesket projicerer en slags illusionsbillede, op i himlen, men en dobbelthed, en to-hed, ja, en vidunderlig stor super-"tosomhed", som er givet(!) på forhånd, idet det er selve Giveren, der er den ene og første part, medens det er os modtagere, der er den anden part, både enkeltvis og tilsammen.

 

Sådan er det, helt grundlæggende. Sagde allerede de gamle jøder. Og sagde Jesus, viste Jesus det. Og påstår vi kristne. Og det er derfor, det er så godt, at der bliver givet udtryk for netop noget levende, noget, der sker, en stadig bevægelse, når vi læser: "... var kommende ind i verden" - en stadig given, en stadig meddelen liv og lys i et stadigt forhold, hvor den ene kommer til den anden.

 

Men heller ikke enkelt har det været, desværre, for "han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke"!

 

Derfor måtte Gud allerede i historien før Ordets "menneskevordelse", allerede før "Ordets bliven kød" - enklere sagt: allerede før jul - gøre noget for at få mennesker til at kende deres eget livs lys (helt særligt i den gamle pagts historie fra Abraham og Moses af). Men det var ikke nok. Der måtte et yderste skridt til, og det er det, vi fejrer i dag:

 

"Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed".

 

Han, som hele tiden havde været her, som Sandheds-Betydningen i det hele, blev nu sat ind i det på en helt ny måde: ved siden af os som en af os. Og han forlod os ikke, da han fór til Himmels. For ti dage senere tog Hans og Faderens Ånd bolig iblandt os, så vi stadig kan se guddoms-herligheden hos os, fuld af nåde og sandhed. Nu er det oven i købet vores(!) menneskeskikkelse, den låner, det menneske-samfund, som menigheden er! Og det er stadig hele Universets og hele livets grund og betydning, der er tale om. Så stort er det, vi fejrer i dag. Og så stort er det, at "påske og pinse udsprang af jul"!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Skt. Stefans dag 1995 (26. december)

 

DDS: 98 - 102 - 105 -///- 104 - 107

 

Es. 50,4-7. - Ap.G.6,8-14;7,54-60. - Matt. 10,32-42
 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du lod dig føde ind i vor verden som en af os og gik din vej igennem den til den bitre ende. Vi beder dig om, at vi altid må blive i din sandhed og kærlighed, så vi aldrig forsøger at tage magten over andre menneskers tanker, men heller aldrig lader nogen magt få os fra at bekende dit navn. Vær med os i al vor svaghed, indtil vi ser din kraft og herlighed, når du kommer med Guds rige!

Amen.

 

 

Mht. det mærkelige forhold, at den ellers så hyggelige, stille og rolige "anden juledag" viser sig at være en uhyggelig martyr-mindedag, vil jeg kun sige så meget, at nu efter denne gudstjeneste agter jeg at gå hjem og hygge mig med familien mindst lige så meget som I andre, men lige nu bliver vi alle sammen nødt til at gå alvorligt op i de ting, vi hører her, så vi kan huske dem til efter jul. For det, vi hører og synger her i dag, er uhyggeligt aktuelt! - Blot een forklaring, nemlig den, at det ikke bare er det, at jeg bliver mere og mere overbevist om, at når vi mindes martyren Stefan her på julens anden fest-dag, så kan det kun skyldes det simple faktum, at det faktisk var den 26. december år nogle og tredive, han blev henrettet!

 

Men det, vi hører og synger her i dag, er altså desværre kun alt for uhyggeligt aktuelt Og allermest aktuelt og konkret tænker jeg selvfølgelig på mordet på Yitzhak[1] Rabin, som jo simpelt hen - sammen med den optræden, de kredse har udvist, som har "inspireret" den unge mand til drabet - er et eksempel på jødisk religiøs fanatisme, der sagtens kan måle sig med de forfærdelige ting, vi har hører og synger om her ved denne gudstjeneste! (Og netop i en pause, medens jeg var ved at skrive denne prædiken, hørte jeg, at den israelske sikkerhedstjeneste har skærpet sikkerhedsforanstaltningerne omkring premierminister Shimon Perez, fordi man frygter at de samme kredse vil prøve at myrde også ham, fordi mordet på Rabin ikke fik den tilsigtede virkning: at stoppe fredsprocessen!)

 

Og hvis det så endda kun var det! Men vi har jo også rædslerne i det tidligere Jugoslavien i frisk erindring. Hvortil kommer de etniske problemer hjemme hos os selv i EU-landene og her i Danmark!

 

For når jeg nævner det mest iøjnefaldende og nære aktuelle eksempel, netop inden for en jødisk sammenhæng, så er det jo ikke for at give næring til nogen form for anti-semitisme. Tværtimod! Vi må jo understrege igen og igen, at næst efter selve fællesskabet inden for den kristne kirke selv (hvor godt det så er!) er der ikke nogen, vi er nærmere beslægtet med end jøderne. Som kristne stammer vi simpelt hen fra dem. Vi er det nye Israel, og vi kan jo ikke tro og håbe på Guds nåde mod os, trods alle vore synder, uden samtidig at tro og håbe på, at han holder fast ved sit gamle folk.

 

Men når det så er sagt, så er der nu gået så lang tid efter Anden Verdenskrig - og efter det eventyr eller mirakel, som det moderne Israels tilblivelse var - at vi må begynde at se mere nøgternt på vore jødiske slægtninge og deres religion. Så meget desto mere, som vi jo i den moderne tids møde med islam på en helt ny måde har fået fænomenet "lovreligion" ind på livet.

 

Og netop i den samme middagspause, hvor jeg hørte om den fortsatte frygt for, hvad israelske religiøse ekstremister vil kunne finde på, læste jeg i Kristeligt Dagblad et interview med en kvindelig(!) britisk-jødisk rabbiner, som bl.a. sagde, at det er vanskeligt for jøder og kristne at diskutere teologi, fordi, som hun sagde:

 

Jødedom er ikke en trosreligion i kristen forstand. Det er snarere en lov- og praksisreligion, og selv om vi har stærke trosartikler, så styres jødisk liv mere af lov end af tro.

 

Det, jeg vil prøve at sige, her på denne Skt. Stefans dag 1995, er altså, at med al kærlighed til og solidaritet med vore jødiske slægtninge, så må vi ikke overse, at når eller hvis det er rigtigt, at Jesus fra Nazaret var opfyldelsen af Guds løfter til sit ejendomsfolk Israel og formidleren af en ny, den rene nådes pagt, så er det et problem, at der er jøder, der ikke vil tro dette.

 

Omvendt er det selvfølgelig et problem for dem, der tror, at Jesus fra Nazaret er Messias, hvis han slet ikke ER det, men blot er en falsk Messias! Hvilket altså vil sige bl.a. os her i den kristne menighed i Danmark!

 

MEN - der er jo så et helt tredje problem, og det er, om der er nogen, der har ret til at slå hinanden ihjel, også selv om det er de mest forfærdelige og gudsbespottelige anskuelser og meninger, de har!? - Her kan vi jo også tænke på et andet, stadig, aktuelt eksempel, nemlig det iranske præstestyres dødsdom over forfatteren Salman Rushdie. Eller andre eksempler fra den muslimske verden.

 

Og dermed er vi jo også nået frem til det forhold, at det stadigvæk kan koste livet at bekende troen på Jesus som Kristus og Guds Søn, troen på det, vi fejrede i går. Jeg kan huske, at jeg blev meget imponeret, første gang jeg hørte, at det var så godt som umuligt at omvende en muslim til kristendommen. Det må være en meget stærk religion med en stor åndelig kraft, tænkte jeg. - Først langt senere blev jeg klar over, at medens muslimer i mange tilfælde kan være og har kunnet være ganske tolerante over for mennesker, der i forvejen er jøder eller kristne - bogens folk, som de siger - så gælder der ingen tolerance for dem, der falder fra islam. Her sætter voldsomme sanktioner ind, social udstødelse, eller måske døden! - Fuldstændig som i Stefans tilfælde.

 

Men selv om det, jeg siger her, vel godt kan ses som et udtryk for, hvordan fronterne mellem religionerne trækkes op her i 90'erne, så vil jeg gentage, at netop når vi kristne prøver at forstå vores egen situation som en frihedens og kærlighedens situation, så må der under ingen omstændigheder ske det, at vi begynder at opføre os hadsk og voldeligt over for dem, der har en anden religion. Lad os derfor nu vende blikket indad mod os selv for at prøve at bruge denne uhyggelige anden juledag til netop det formål at forhindre dette!

 

Og det allerførste, vi skal gøre, er at se virkeligheden i øjnene. Det er jo kommet som et chok for os alle sammen, at religion overhovedet kan have nogen som helst betydning! Og jeg siger - og mener - os alle sammen! For både de, der kun havde hovedrysten tilovers for kristendommen og vi andre, som mere eller mindre fortvivlet prøvet at bevare - eller måske genvinde - blot en lille tro, har jo indtil for nylig haft den opfattelse, at menneskelivet i den moderne verden stort set gik af sig selv!

 

Men sådan er det ikke mere! Der er ingen, der vil påstå, at det hele bare går af sig selv. Ingen, der vil påstå, at religionen - eller tilsvarende forestillinger - ikke spiller en alt gennemgribende rolle for hele menneske-, kultur- og samfunds-livet. Og færre og færre, der vil påstå, at det ikke på den ene eller den anden måde og i en eller anden grad, er kristendommen, der ligger bag den kultur og livsform, vi fx har her i Vesteuropa.

 

Dermed er endnu intet sagt om, hvorvidt Gud nu også er til [se bemærkning efter dette afsnit], eller om kristendommens påstande nu også er sande. Det helt afgørende ved dette er, at vi har opdaget, at religionen - eller tilværelsesanskuelsen - er en helt anderledes gennemgribende kraft, end vi havde gået og regnet med. Det er også derfor, jeg har nævnt disse aktuelle eksempler. Hvis nogen stadig skulle være i tvivl!

 

[Indsat 03.12.11: Her er jeg altså kommet til at skrive "er til" om Gud. Men det er jo en forkert måde at sige det på. Hele Universet og vi mennesker er til, men det er Gud ikke; her er simpelt hen, fra evighed til evighed. Som tyskerne siger med et ordspil: "Einen Gott, den es gibt, gibt es nicht". Dette kunne, hvis man ville bruge et til sammenhængen svarende ordspil oversættes: "En Gud, som er til, er ikke til". Men en i netop sammenhængen her mere betydningsdækkende oversættelse ville være: En Gud, som er til, er ikke Gud].

 

Men altså ikke for at ophidse til had mod jøder og muslimer. Tværtimod. Man kunne jo ellers tro, at jeg som præst ville være meget glad for den nye stemning, der er kommet. Og det er jeg sådan set også. Som jeg plejer at udtrykke det: Nu er stivnethedens og flosklernes tid forbi. Hvorefter jeg imidlertid tilføjer, at det desværre samtidig, ja, i en vis forbindelse dermed, er sådan, at problemerne og farerne på det rent praktiske plan tårner sig op til alle sider og på alle områder. Idet jeg også siger, at tilbage i 70'erne, hvor ingen tog noget af det alvorligt, var det nemt nok at være præst; da kunne man i ro og fred stå henne i den tomme kirke og prædike det rene evangelium, men nu, i fremtiden, skal det på en helt ny måde vise sig, om man er sin stilling voksen.

 

Og det vil jo i dagens sammenhæng sige, om man som præst i den kristne kirke vil være i stand til at holde fanatismen og hadet ude af vor egen menighed, så vi ikke selv begynder at opføre os på samme måde, som Stefans landsmænd. For vi har jo allerede strejfet endnu et aktuelt eksempel, nemlig, hvad de åh så ortodokse, dvs. rettroende, serbere nede i det tidligere Jugoslavien har gjort mod de vantro muslimer!

 

Her må vi sige, at hvis vi virkelig skal demonstrere kristendommens overlegenhed i forhold til de andre religioner, så er det, vi skal, altså at være rede til at gå i døden på samme måde som Stefan (der jo igen fulgte Herren Jesu eget eksempel) - under forbøn for vore bødler!!! Og hvis vi ikke synes, vi kan det (jeg har ikke for høje tanker om mig selv i den henseende), så må vi i det mindste gøre alt, hvad vi kan, for at virke for ægte tolerance inden for et stabilt og stærkt retssamfund, med civiliserede spilleregler, som alle må følge, og som ingen snak om Gud eller andre fine ting (fx af politisk karakter) kan være nogen undskyldning for ikke at følge, ja, for at virke for, at denne måde at indrette sig på, bliver mere og mere udbredt i verden. Der skal være fuld frihed for alle - undtagen dem, der kaster med sten!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Julesøndag 1995 (31. december)

 
DDS: 663 - 119 - 85 v 1-3 -///- 118 - 667
 
Jer. 31,15-17. - Rom. 3,19-22a. - Matt. 2,13-23
 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du kom til os i vor rædsels nat. Tak, fordi du var hos os i vort liv gennem det år, som nu snart er forbi. Giv dig til kende for os, også i det nye år, så vi kan høre og mærke, at du er hos os - også selv om det så er det eneste, vi forstår. Vær, i din kamp for os, vort livs mening og håb!

Amen.

 

 

Det er i dag kirkeårets ubetinget værste dag! Ikke engang langfredag er i sig selv lige så slem. For når den er det, så er det kun, fordi den jo også inkluderer det, vi hører om i dag - med hele den virkelighed, der svarer dertil, desværre også lige i disse minutter, hvor der utvivlsomt er et sted - eller snarere flere steder! - på jorden, hvor uskyldige børn lider under de stores magtbrunst.

 

Men inden vi prøver at tage os sammen til at gå ind på dette, vil jeg komme med et par kirkeårsmæssige oplysninger - selv om det ellers nærmest er upassende i denne sammenhæng. Men jeg synes alligevel, vi skal have klarhed over, hvordan det forholder sig mht. disse teksters placering her på julesøndag efter anden tekstrække.

 

Se, hvis vi husker, hvordan det var (i hvert fald her i pastoratet) i årene op til den nye alterbog, som jo blev taget i brug i kirkeåret 1992/93, så hørte Matthæusevangeliets beretning om barnemordet i Betlehem til på helligtrekongers søndag efter anden tekstrække. Og går vi tilbage til tiden før 1973 (hvor vi fik de "foreløbige ændringer"), så var det jo "søndag efter nytårsdag", som efter begge tekstrækker havde denne beretning.

 

Det, der er sket nu, hvor beretningen om barnemordet i Betlehem altså er blevet placeret på julesøndag efter anden tekstrække, er en tilnærmelse til den gamle katolske ordning, hvor det var på datoen 28. december, altså fjerde juledag, man mindedes "de uskyldige børn" - som dagen hedder den gamle messebog, med denne forklaring:

 

Paa fjerde Juledag fejrer Kirken Mindet om de uskyldige Børn, som Herodes lod dræbe i Betlehem, de første, der udgød deres Blod for Jesus, om end uden selv at vide det. Dagen fejres som en Sørgefest uden Gloria i Messen og i violette Messeklæder; kun naar Dagen er en Søndag, er Kirkefarven rød.

 

Nu kan I selvfølgelig sige, at det er helt utilbørligt og helt vildt at bruge så megen tid på en sådan liturgihistorisk redegørelse på en dag som denne. Men dels kan det være godt at få rede på tingene, dels giver det et ekstra perspektiv, når vi ser, hvordan denne uhyggelig beretning altid har været en del af julefesten. Og ikke mindst er et bevægende og tankevækkende at se, hvordan man i traditionen har set de stakkels børn i Betlehem som faktisk en slags første martyrer.

 

Og netop dette perspektiv kan så også være os en særlig hjælp, når vi skal gå nærmere ind i jo ikke bare beretningen om barnemordet i Betlehem, men altså også de tilsvarende forfærdelige sider af tilværelsen altid og indtil denne dag.

 

Jeg tænker her ganske særligt på spørgsmålet: Hvordan kan Gud dog tillade alt det onde og al lidelsen? Ja, hvordan kan han tillade det også "efter jul", efter at han i sin store kærlighed har givet sin Søn til verden? - For slet ikke at tale om det, som er det allermest forfærdelige ved beretningen om barnemordet i Betlehem, nemlig det, at det er selve julens begivenhed, selve den grundlæggende frelses-begivenhed, der udløser denne over al forstand forfærdelige massakre!

 

Her kan den gamle forklaring i messebogen være til hjælp på den måde, at den klart sidestiller børnenes "martyrdød" med fx Stefanus' martyrdød, som vi jo - formodentlig på grund af den helt tilfældige omstændighed, at det faktisk var den 26. december, han blev slået ihjel - netop mindedes her anden juledag, og så alle de mange, mange senere martyrers død. Hvorved børnenes død jo også bliver sidestillet med Jesu egen død, idet den jo er det yderste udtryk for, hvordan jo netop selve frelsen blev mødt af menneskers had og ondskab!

 

Dog, det er på en måde ikke så meget, det hjælper. For vi kan jo stadigvæk ikke frigøre os fra den tanke, at en ting er Jesus selv - og alle hans disciple gennem hele Kirkens historie. Her har der jo for det meste været tale om voksne mænd, der har stået for en sag - og er blevet ved at stå for den, lige til den bitreste ende. Men de uskyldige børn!

 

Det er altså ikke nok, bare at se børnene i Betlehem som de allerførste små martyrer (ja, det er jo ikke engang til at holde ud, bare at udtale disse ord!). Vi må se deres skæbne som et eksempel på tilværelsens allerstørste rædselsfuldhed. Som et eksempel på, at sådan er det i virkeligheden, også efter at Jesus er kommet til verden. Jo ikke bare ved denne ene lejlighed, men, som sagt, den dag i dag. - Jeg vil afstå fra at komme med eksempler fra Bosnien eller Rwanda!

 

Ja, også efter at Jesus er kommet til verden! Og i dette tilfælde ligefrem på grund af hans komme til verden! - Tilværelsens allerstørste rædselsfuldhed og grumhed, hvor det så er en ekstra hån mod den lidende menneskehed, at vi skal høre om det, netop lige i forbindelse med den store fest for hans fødsel, som skulle være frelseren. På en måde kan man ikke fortænke noget i at blive bekræftet i et fortvivlelsens livssyn, hvor hele tilværelsen kun kan ses som en grum spøg, der er opstået af sig selv i et blindt og døvt og stumt univers.

 

Men der er måske en vej ud af denne absolutte fortvivlelse.

 

For det første kan vi jo fx spørge, hvorfor disse organismer, som kaldes mennesker, bliver så fortvivlede - hvis det hele bare er en samling blinde processer? Vel er der noget galt, gruelig galt? Men netop dette udtryk, dette ord: "galt", peger det ikke ud over, at Universet skulle være blot en samling blinde fysiske processer. Hvis det kun var det, så ville ordet "galt" eller "ondt" jo være meningsløst. Så kunne det jo være fuldstændig lige meget, om det var den ene eller den anden proces, der fandt sted - eller om der overhovedet fandt noget som helst sted!

 

Nu ved jeg godt, at man altid vil kunne sige, at nu er det altså en egenskab ved universet, at der er sådan nogle knudepunkter af processer som os, der kan føle smerte og fortvivlelse, men at dette ikke behøver at pege ud over sig selv på nogen måde, for sådan er det bare!

 

Men hertil vil jeg sige, at skulle de, der siger sådan, have ret, så kan det altså også være lige meget. Hvilket imidlertid ikke hjælper, idet intet normalt menneske jo vil kunne over-be-vises(!) ved hjælp af nogen som helst teoretiske beviser om, at "det kan være lige meget"! Hvilket igen vil sige, at i praksis kan vi mennesker umuligt leve i overbevisningen om, at det hele, inkl. os selv, bare er en samling blinde processer.

 

Hermed er vi kommet dertil, at uanset alt andet, så er tilværelsen altså noget mere. Det beviser faktisk allerede selve smerten og fortvivlelsen. Ja, den usigelige rædsel og smerte, vi føler ved bare at høre en beretning som denne, den vidner jo om, at der er en anden virkelighed, som netop er, hvad en sådan begivenhed bogstavelig talt "skriger imod"!

 

Og så kan vi gå videre til kristendommen. For når vi er kommet dertil, at vi dybt i vort hjerte føler, at der er en anden virkelighed, som barnemordet i Betlehem skriger imod, så må vi i det mindste overveje, om det ikke er rigtigt, når det påstås, at det netop er denne anden virkelighed, han, der blev født julenat kommer fra; at jule-nat netop er den nat, som udgøres af alt det, som - ja lad os bare sige det rent ud - "råber mod Himlen"!

 

Vi holder ikke op med at spørge, hvorfor denne nat overhovedet er kommet og stadig er her. Dette spørgsmål og den dermed forbundne smerte er simpelt hen en del af denne nat! Men så fødes jule-barnet trods alt(!) hos os i denne nat. Og det raseri hos alle mørkets magter, det vækker, vil altså sige, at lyset i mørket er til stede i en rasende kamp. Det er ikke for ingenting, Djævelen ses som en slange eller en drage, altså som en, der - netop efter at have fået dødsstødet - kan vride sig i de voldsomste og farligste krampetrækninger.

 

Længere kan vi ikke komme ved hjælp af overvejelser. Men så må vi konstatere det. Hvilket også vil sige, at vi konstaterer, at der ikke er nogen anden mulighed, der kan løse tilværelsens smerte-gåde for os end, i et stort trods alt at blive ved at prøve at holde sig til Ham, der blev født som verdens lys midt i verdens-nattens tætteste og mest bidende mørke.

 

For så kan vi høre ordene fra den gamle Jeremias-lektie i forbindelse dermed. Pdes. det korte, forfærdelig præcise udtryk for gruen:

 

Rakel græder over sine børn,

hun lader sig ikke trøste

over sine børn, for de er borte.

 

Men så pdas. det håb, som allerede ligger i selve Jeremias' tekst:

 

Græd ikke mere,

stands dine tårer!

For du får løn for din møje,

siger Herren;

de skal vende tilbage fra fjendens land.

Der er håb for dine efterkommere,

siger Herren.

Dine børn skal vende tilbage til deres land.

 

Ja, jeg kan ligefrem høre noget af det fra første tekstrække til i dag klinge igennem, så det går os ligesom det gik den gamle Simeon, der tog jule-barnet i sin arme og sagde:

 

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.

For mine øjne har set din frelse,

som du har beredt for alle folk:

Et lys til åbenbaring for hedninger

og en herlighed for dit folk Israel.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Nytårsdag / Jesu omskærelse 1996 (1. januar)

 
DDS: 664 - 93 - 85 v 1-3 -///- 90 - 669
 
Sl. 90. - Jak. 4,13-17. - Matt. 6,5-13
 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du kom! Bliv hos os! Lad det nye år være dit år! For os, som allerede er i din flok. Og for dem, der kommer til. Lad din Sandheds jule-lys skinne for alle!

Amen.

 

 

Som kirkesangeren sagde det straks ved gudstjenestens begyndelse, er det i dag nytårsdag og Jesu omskærelses- (og dermed navne-) -dag, eller altså jule-festens ottendedag. Og vi har da også i salmerne et stærkt juleelement.

 

Men når det er sagt, må vi konstatere, at, hvad selve læsnings-teksterne angår, er det en ren nytårs-gudstjeneste, vi fejrer i dag.! - Men for at råde bod på det, vil jeg nu læse evangeliet til nytårsdag efter første tekstrække:

 

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

 

Ja, således lyder dette evangeliestykke i al sin korthed: Lukasevangeliet, kap. 2 v. 21! Men det er vigtigt, at vi nu har hørt det. For det - sammen med de jule-salmer, vi synger - får det vigtige til at ske, at kirkeåret og det borgerlige år kommer til at skære hinanden i det punkt, som denne gudstjeneste er.

 

Vi sang jo her i dag allerførst en salme, der hedder "vær velkommen, Herrens år" - ligesom vi gjorde det for en måneds tid siden, ved kirke-årets begyndelse - og på samme melodi, men så i øvrigt to forskellige tekster. Året ude mellem kalenderstregerne er jo også Herrens år; det udtrykte allerede de gamle jøder fx på denne måde:

 

Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren, for han har grundlagt den på havene, grundfæstet den på strømmene.

 

Men dette skal vi vende tilbage til om lidt.

 

Hvad selve "skæringen" eller "krydsningen" mellem de to forskellige "herrens år" angår, så kan vi jo nu sagtens se, at det samme i virkeligheden er tilfældet i evangeliet til i dag om bønnen - med Fadervor som det eksempel, den "mønster-bøn", "vejledende eksempel-bøn", Jesus har givet os.

 

Det ligger jo allerede i selve den måde, Jesus har lært os at henvende os til Ham på, hvem alle ting og alle mennesker tilhører: "Vor Far"! Det er det, vi synger om i en anden "skæringspunkts-gudstjeneste", nemlig høstgudstjenesten:

 

For høsten her og høsten hist

vor Gud ske lov og ære,

som ved vor Herre Jesus Krist

vor Fader ville være!

 

Her er der jo allerede i første linie tale om både "høsten her" (= "det daglige brød"!) og "høsten hist" (= det Guds rige, hvis Komme vi beder om). Men navnlig er der jo tale om, at det var "ved vor Herre Jesus Krist", altså helt grundlæggende ved netop julens begivenhed, tilværelsens absolutte grund-magt ville være noget så nært og fortroligt og tillids-fyldt som "vor Far".

 

Sådan er det i hvert fald for os kristne. Og det er jo derfor, Fadervor faktisk overdrages til det nydøbte barn med håndspålæggelse. - Idet vi så kan tænke over, at Jesus selv efter alt at dømme ikke på en tilsvarende måde "overdrog" denne bøn - eller denne tillidsfulde måde at bede på - til sine disciple, men blot hele tiden havde forudsat, at Gud var deres Far, og så sagde: "Derfor skal I bede således"!

 

De mennesker, Jesus her talte til, var jo for det første på forhånd jøder, og for det andet, så lå "det sakramentale", det, der svarer til vores dåbs-handling nu, i selve det, at de pågældende havde sluttet sig til Jesus! For man må jo nok sige, at det at være tæt op ad Jesus selv, tale med ham, røre ved ham, og spise og drikke med ham, sagtens kan måle sig med den berøring og den sammen-spisning, der ligger i dåbens og nadverens sakramente.

 

Men hvad så, hvis dem, der flokkedes om Jesus, ikke havde været jøder? Hvordan havde han så sagt? Ja, han havde jo ikke kunnet sige: "Når i beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør ...". For så havde de pågældende jo selv været hedninger. Men så havde han vel bare sagt: "Når I beder, så lad ikke munden løbe, som I plejer ..". Og så var han vel også over for dem fortsat: "Jeres Far ved, hvad I trænger til ..."!

 

Een ting er nemlig en plat pseudo-folkekirkelig "Gud-er-vores-allesammens-Far-teologi", og en anden ting er, hvad Jesus siger til mennesker, som direkte står og flokkes omkring ham om deres forhold til deres livs Skaber og Herre! Sagt på en anden måde:

 

Een ting er at tale så plat om, at "Gud er vores alle sammens Far", at julen - hvis det skulle være rigtigt - så slet ikke havde behøvet at skulle finde sted, en anden ting er, hvad Han, som blev født julenat, står og siger til mennesker, der flokkes om ham, om hvordan det forhold til tilværelsens Herre i grunden er, som Han er kommet for at gen-indsætte dem i.

 

Og så kan vi lige vende tilbage til det med de forskellige former for "Herrens år" - der er faktisk tre eller fire!

 

For det er jo sådan, at selvfølgelig har alle universets op til 20 mia. år været "Herrens år" i den forstand, at det fra Begyndelsen har været sådan, at - for at omskrive Davidssalmens ord fra før lidt:

 

[Universet] med alt, hvad [det] rummer ... tilhører Herren".

 

Hvilket så også vil sige, at det nye år 1996 for hele jordens vedkommende og for alle menneskers vedkommende er "Herrens år" i denne betydning - hvor "Herren" jo vel at mærke i grunden repræsenterer det gamle jødiske "gudsnavn" Jahve.

 

I den modsatte ende af skalaen ligger det "Herrens år", vi sang ind for en lille måneds tid siden, altså kirkeåret; for det er jo helt klart kun de kristnes år, og her betyder "Herren" så "Herren Jesus Kristus", ham, hvis legeme i verden Kirken, menigheden er.

 

Det var de to yderbetydninger af "Herrens år". Men der er altså to til, som begge må tages med:

 

Nemlig for det første, at det Herrens år, vi i dag synger om, til forskel fra selve kirkeåret med dets række af gudstjenester, er det år, vi som kristne lever uden for selve vor gudstjenesteliv, men selvfølgelig fortsat som kristne, fortsat som Jesu disciple, men nu bare ude mellem de kalender-streger, som alle mennesker overhovedet lever deres liv imellem.

 

Og så er der endelig den helt specielle betydning - som vi må regne med, at netop Grundtvig helt særligt også har haft i tankerne  - nemlig det, at alle år i verden, og i særdeleshed i den del af verden, som man kalder "Kristenheden", hvilket ikke mindst gælder vort eget kære lille gamle kristne land Danmark, efter Kristi fødsel (og efter at kristendommen er kommet ind i verden og har præget den, præget hele kulturen så meget) også for mennesker, der IKKE er kristne, IKKE er Jesu disciple, er "Herrens år" på en anden måde, end det var tilfældet før Kristi fødsel og før kristendommens indtræden i den pågældende kultur.

 

Når det altså i dag handler om bønnen, hvilket i dag ganske særligt vil sige vores personlige, helt private, barnligt tillidsfulde samtale med og henvendelse til vort livs Gud og Herre ude i hverdagen, hjemme på badeværelset (vor tids "kammer"), eller under dynen, inden vi skal sove, eller medens vi går en tur osv., så er det jo i den forstand helt privat os selv vi beder for, vores eget daglige brød, tilgivelsen for vore egne synder osv. - Men samtidig handler det jo også om alle de andre, om hele vort land og folk, om alle de andre fællesskaber, vi indgår i. For det hører jo til "det daglige brød", at tingene også fungerer godt i disse sammenhænge. Og i denne offentlige, fælles blandede jule- og nytårsgudstjeneste begyndte vi helt udtrykkeligt med at bede om Guds ords lys over hele Norden. Vi bad for det danske landbrug (og selvfølgelig øvrige erhvervsliv). Vi bad for freden - helt udtrykkeligt for vort eget land - men vi kan jo ikke have rigtig fred her, hvis man slås rundt omkring, fx i det tidligere Jugoslavien. Og er er ingen tvivl om, at der, i det sidste vers, vi sang, fra Grundtvigs side er tale om en bøn om, at Jesu navn, direkte eller indirekte må omslutte hele vort folks liv i det nye år. Også fsv. angår dem af vore landsmænd, der slet ikke selv er kristne. Med andre ord, en bøn om, at kristendommen fortsat må være vort kultur-grundlag, hvilket dels betyder, at kristendommens lys og mildhed fortsat må præge hele livet i vort samfund, dels betyder, at så er der stadig en ganske særlig mulighed for, at det skal ske, som Grundtvig taler om i et andet berømt digt, nemlig at

 

Stræbe da hver paa denne Jord

Sandt Menneske at være

Aabne sit Øre for Sandheds Ord,

Og unde Gud sin ære;

Er Christendom da Sandheds Sag

Om Christen ei han er i Dag

Han bliver det i Morgen!

 

Dette kan vi jo så ganske særligt bede om her på den første dag i det mærkelige årti, som 90'erne, ikke mindst i denne henseende, er, ja, lad os i hele den sammenhæng, som denne prædiken har været et forsøg på at give et rids og om-rids af, bede og sige:

 

Fader-Gud! os til glæde og gavn

nytåret henskride i Jesu navn!

Velkommen, nytår, og velkommen her!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Helligtrekongers søndag 1998 (4. januar)

 
DDS: 113 - 114 - 85 v 1-4(!) -///- 101 - 106
 
Job 28,12-28. - 1. Johs. 2,7-11. - Johs. 8,12-20

 

 

Jesus, barn i Betlehem!

 

Himlens lys kom i dig til jord,

skinner til ny oplysning stor,

godt kan vi nu ved nattetid

kende som børn vor Fader blid.

O, Gud ske lov! (89,4)

 

Amen.

 

 

Vi kunne godt have fejret en helt traditionel, dvs. næsten helt "1. tekstrække-" helligtrekongersgudstjeneste, idet er tilladt at bruge såvel den Gammeltestamentlige lektie som evangeliet fra første tekstrække, også i anden tekstrække-år. Men vi følger jo her hos os det princip, at vi simpelt hen bruger rub og stub af, hvad der står i Alterbogen. Ud fra den betragtning, at vi ikke kan få for meget af Bibelen ved vore gudstjenester.

 

Men indtil nu har vi så alligevel sunget salmer, der direkte går på de egentlige helligtrekongerstekster. Hvilket jo også gælder de fire vers af "Et barn er født i Betlehem", hvor netop det fjerde vers udtrykkeligt handlede om, hvordan Østens vise ofrede guld, røgelse og myrra i Jesu krybberum.

 

Og så er netop selve den helt direkte helligtrekongers-side af sagen da i det mindste repræsenteret ved disse salmer.

 

Men det kunne jo også være, der alligevel var mere "helligtrekonger" end som så i teksterne til i dag. Så lad os nu prøve at gå dem igennem og se, hvad der på den måde kan komme til at tegne sig.

 

Hvad nu den Gammeltestamentlige lektie angår, så konstaterer vi her i anden omgang som det allerførste, at den jo da handler om "visdommen". Hvilket jo klinger meget godt sammen med "de vise mænd" - som "de hellige tre konger" jo i virkeligheden er. (Det med "konger" stammer slet ikke fra selve Matthæus’ "helligtrekongers"-evangelium, men fra Esajas’ helligtrekongers-lektie, altså første tekstrækkes lektie til i dag, hvor vi jo hører profetien om, at "Folkeslag skal komme til dit lys / og konger til din stråleglans").

 

Men nu den "visdom", der er tale om i stykket til i dag fra Jobs bog, den bliver til sidst defineret som det at "frygte Herren" og "holde sig fra det onde". Og så kan vi jo se, at der her er tale om den jødisk-kristne forståelse af, hvad visdom og indsigt er, i modsætning til det, der også kaldes "verdens visdom".

 

Og dette er meget vigtigt: At altså de helt grundlæggende ting i tilværelsen, ikke er sådan noget som, at 2 og 2 er fire, eller hvordan atomerne fungerer, eller hvordan i det hele taget tilværelsen er skruet sammen og virker. De helt grundlæggende ting, de allervigtigste ting kan du ikke finde frem til ved nogen form for videnskab - eller ved at samle dig en hel masse oplysninger, en hel masse viden. Det allermest grundlæggende, det er "at frygte Herren", dvs. at indse, at du ikke tilhører dig selv, men at hele sandheden om dig består i, at du er Guds værk og ejendom. Hvortil kommer den store gåde, at der også er en Guds og vor Fjende på spil, den Onde - med alt det Onde - så at det andet helt grundlæggende, det gælder om, består i at holde sig fra Ham. Altså kort sagt:

 

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. - Vi tror på Gud Fader den almægtige, himmelens og jordens Skaber".

 

Det er grund-visdommen. Vi kunne også udtrykke det på en anden måde:

 

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv (Luk 10,27)!

 

Hvorved vi jo pludselig er lige midt inde i epistelen til i dag! Hvor dette forhold bliver kaldt at være i lyset - modsætning til at være i mørket:

 

"Den, der hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går, fordi mørket har blindet hans øjne".

 

Kan I høre det? Hvorefter vi så kan gå helt frem til evangeliet, vi lige hørte - det evangelium, vi jo heller ikke på nogen måde skulle afskære os fra at få hørt, nemlig det evangelium, der jo begynder med en af Jesu allerstørste proklamationer:

 

"Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys".

 

Hvor vi skal lægge godt mærke til, at det her ikke bare er "det sande lys" i betydningen "sandhedens lys", der er tale om, men altså intet mindre end selve "livets lys"!

 

Vi kan nu sige det igen - på denne måde: Visdommen består ikke i at vide en hel masse forskellige ting eller i at kunne regne en hel masse ting ud, men i at være i det sande lys, det lys, som allerdybest set er livets lys.

 

Hvis mennesket bare siger: "Her er jeg. Og uden om mig er verden. Den vil jeg nu prøve at forstå - så jeg mere og mere kan komme til at beherske den" - er der ikke tale om den sande visdom. Så er der tværtimod tale om den falske indbildning, at dette skulle være nok. Hvilket er det samme som "mørket"!

 

Men selv om mennesket, siden det faldt for Slangens fristelse i Paradiset, har været tilbøjeligt til at lulle sig ind i denne illusion, så er dette trods alt ikke hele sandheden om os. Selv efter uddrivelsen af Paradiset har mennesket trods alt bevaret en erindring om, i hvilken sammenhæng vi egentlig hører hjemme.

 

Så viser erfaringen jo ellers, at det er de særeste udslag, denne blanding af falsk illusion og sand længsel kan komme til at give sig. Hvad vi jo ikke mindst ser i vore dage, hvor vi ellers skulle være så kloge, ja, hvor vi netop har været igennem en periode, hvor vi i ekstrem grad hengav os til troen på, at bare vi forstod, hvordan verden omkring os var indrettet, så havde vi dermed fået svar på alle spørgsmålene. Men hvor denne tro nu er forsvundet - uden at blive afløst af noget tilsvarende ny tro - og også uden (endnu) at blive afløst af en virkelig kristen tro og forståelse.

 

For det må vi jo sige, når vi sådan ser ud i "kultur-landskabet": Vel er der mange tegn på en ny åbenhed og en ny positiv bevægelse tilbage mod kristendommen. Men stadigvæk er det nu ikke den store sammenhængende kristne forståelse, der præger vor fælles bevidsthed som sådan!

 

Det ser vi jo ikke mindst derved, at det moderne vestlige menneske, der har mistet troen både på den rigtige "videnskab" og på den marxistiske pseudo-videnskab, den marxistiske gudløse religion, der var forklædt som "videnskab", det kaster sig nu ud i alt muligt - uden nogen som helst orden i tankerne, uden noget som helst form for bevis og sandsynlighed - bare det er et eller andet, der kan bruges til at gøre mig sund og give mig en smuk krop og i det hele taget give mig succes i tilværelsen - ja, helst en hel lang række af stadig nye og bedre tilværelser! Det kan det moderne menneske sluge uden nogen som helst form for kritik eller efterprøvelse!

 

Hvilket bl.a. gælder den astrologi, som jo "de vise mænd fra Østerland" gav sig af med!

 

Dvs. astrologi og astrologi. Nu var der jo ikke sådan forskel på astrologi og astronomi i det gamle Mesopotamien. De vise mænd fra Østerland de levede nu engang i videnskabelighedens allerførste morgengry. Eller altså lige før dette morgengry, som jo indtrådte, da de første græske filosoffer kom på banen. Idet "morgengry" jo er et vidt begreb. Der er jo allerede en hel del lys, inden selve solopgangen!

 

Og det vil sige, at vi må se de vise mænd, dagen i dag er viet til, som nogle repræsentanter for menneskene, sådan som de nu engang var - efter uddrivelsen fra Paradiset - og "før" jødedommen og kristendommen. Vel at mærke altså nogle mennesker, som ikke har været totalt forblindet af verdens mørke. Som godt har kunnet mærke længselen i sig efter det sande lys, livets lys.

 

Og det er jo så det, Matthæus’ "helligtrekongersevangelium" handler om: at de midt i al deres astrologi og "førvidenskabelige videnskab" har kunnet se Stjernen - den stjerne, der til sidst stod stille over krybben i stalden i Betlehem.

 

Undertiden henviser vi i denne forbindelse til fx det astronomiske forhold, at Jupiter og Saturn kom til at stå lige ved siden af hinanden - og derved til at lyse som en stor ny stjerne. Oven i købet med en astrologisk betydning af "jødisk kongemagt". Idet vi så siger, at hvis det har passet Gud at brude dette til at vise repræsentanter for hedningefolkene hen til den jødekonge, der også var deres konge og frelser, hvad så?

 

Men vi kan jo også udvide perspektivet, så at vi siger, at selv om mennesket altså ikke kan nøjes med bare at se sig selv stående som verdens centrum, og så derudfra drive sin egen videnskab, så er dette jo ikke det samme som, at de ting, vi mennesker får at se, når vi betragter ikke bare hele verden omkring os, men også os selv og hele vort liv, herunder hele menneskehedens historie med alt, hvad den har indeholdt, de ikke også kan vidne om Gud, så at selve vor videnskabelige betragtning ligefrem kan rive os ud af vor oprindelige vildfarelse, eller i hvert fald få os til at søge ud over den - hvorved vi altså kan få øjnene op for den sande visdom, den visdom, som selve livet ligger i.

 

Dette antydes jo også allerede i den gammeltestamentlige lektie, hvor der godt nok tales om, at visdommen kun er noget, Gud kender, men hvor der jo alligevel også tegnes en forbindelse mellem Gud visdom, og så vindens vægt og havets mål, regnens grænse og tordenskyernes vej. Den verden, der er blevet til ved Guds visdom, må også på en eller anden måde vidne om den. Selv om mennesket altså ikke kan nå direkte frem til den ved bare at betragte verden.

 

Og i selve evangeliet til i dag hører vi jo heller ikke bare Jesu selv-proklamation som en nøgen påstand. For da hans modstandere kommer med den indvending, at det da er noget, enhver sådan set kan komme og påstå, så henviser han til et andet vidnesbyrd også: Faderens vidnesbyrd. Som vi her i dag godt kan forstå som "Skaberens vidnesbyrd gennem skaberværket", eller som det vidnesbyrd, der udgår fra, at vi jo har med Gud at gøre gennem selve det at være til.

 

Hvor vi så bare skal lægge godt mærke til, at det er det samlede, dobbelte vidnesbyrd, der giver gyldigheden!

 

I jeres egen lov står der skrevet, at et vidnesbyrd fra to mennesker er gyldigt. Jeg vidner om mig selv, og om mig vidner også Faderen, som har sendt mig.

 

Det dobbelte vidnesbyrd, der fører os til Lyset og Livet hos Jesus, er altså fx det vidnesbyrd, der igen og igen tegner sig for os, når vi nu efter julefesten går ud og lever vort liv i hverdagen - og faktisk ganske bogstaveligt møder hele tilværelsens brogede vidnesbyrd med jule-lyset i nakken!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

1. søndag efter helligtrekonger 1976 (11. januar)

 
DDS: 368 – 360 - [120] -///- 403 – 390
 
Ef. 6,1-4 - (Luk. 2,42-52) - Mark. 10,13-16
 

 

Fader, Søn og Helligånd,

led os små i troens bånd,

gå du selv med os i pagt

imod synds og dødens magt!

Gem os i din guddoms-favn,

før os frelst til fredens havn

saliggør os i dit navn!

Amen.

[DDS 399 v 5, omskrevet til 1. pers.]

 

 

Den største fare, der truer os i dette øjeblik, er, at prædikenen bliver et foredrag om barnedåben.

 

Et foredrag nu - om barnedåben eller et hvilket som helst andet emne - er bedøvende ligegyldigt.

 

Og vi er jo bedøvede nok i forvejen her i den danske kristne menighed. I dyb bevidstløshed er vi.

 

Så hvad man i øvrigt end kan sige og mene om foredrag, må det være helt klart, at det ikke er foredrag, vi trænger til.

 

(I parentes bemærket: Enhver prædiken er i princippet en prædiken til hele menigheden = alle de døbte i sognet (pastoratet)).

 

Hvad gør man, når man kommer ind i en stue, hvor alle ligger dybt bevidstløse hen? Giver man sig til at holde foredrag om betydningen af at få frisk luft og motion?

 

Nej, man holder en flaske eller klud med salmiakspiritus hen under næsen på de bevidstløse, så de kan vågne op. Eller får dem slæbt ud i den friske luft. Eller hvad det nu kan være.

 

Se, med denne indledning er vi jo alligevel helt klart midt inde i situationen omkring de senere års dåbssager m.m.

 

Ja, selvfølgelig er vi det. Vi kan jo ikke være noget andet sted end der, hvor vi faktisk er.

 

Og vi er selvfølgelig i den situation, som blandt andet har haft et par dåbssager som symptom, og som jeg nu har sammenlignet med en dyb bevidstløshed.

 

Det kan altså ikke være meningen, at der ikke skal prædikes aktuelt om barnedåb og folkekirke over denne tekst.

 

Det, der er problemet, er, hvordan vi kommer forbi foredragssituationen og ind i prædikensituationen.

 

Forbi den situation, hvor der bliver sagt så mange åh-så-rigtige ting, der, der også bliver hørt som åh-så-rigtige - men hvor det hele alligevel bare er noget helt teoretisk og uvedkommende.

 

Og ind i den situation, hvor Guds levende Ord river og flår som salmiakspiritus i næsen på os og bringer os ud af den dødlignende bevidstløshed.

 

[2004: I dag ville jeg ikke have skrevet og stavet sådan (”Guds levende Ord”); for det betyder jo Kristus! Og det var jo her ikke ment direkte på den måde. Men hvis man nu læser det på den måde, så alligevel. Og se denne prædikens slutning!]

 

Ja, selvfølgelig skal præsten ikke stå og sige sådan på prædikestolen! Dels kan han jo sørge for at gøre sig umage med den del af foretagendet, der er hans håndværk. Og navnlig må han under alle omstændigheder nøjes med at bede om, at Gud hellige Ånd selv vil virke igennem og ved prædikenens ord. Det er jo dette sidste, det hele står og falder med.

 

Men hvorfor siger jeg så alligevel det, jeg sagde før?

 

Jo, for trods alt at bruge det som et middel til at fortælle, hvad det drejer sig om.

 

Og så tillige for at minde om, at prædikenen i virkeligheden kun halvvejs er præstens problem.

 

Prædiken-situationen er jo ikke kun, at præsten står og siger noget. Det er kun den ene halvdel. Den anden halvdel er, at menigheden sidder og hører - og beder om, at Guds hellige Ånd må virke i og ved det, de hører.

 

Så det, jeg i virkeligheden har villet sige til jer, ja, til hele menigheden her i Døllefjelde-Musse-Herritslev, er, at det overhovedet ikke kan nytte noget at forholde sig til denne og andre prædikener, ja, til gudstjenesten og kristendommen i det hele taget, som til et foredrag eller en mere eller mindre interessant og populær foredragsforening.

 

I øvrigt er præsten jo også selv en slags menneske, som man siger. At prædike er i virkeligheden at høre evangeliet højt!

 

Det gælder altså for os alle sammen, at vi skal høre evangeliet om, at Jesus velsigner små børn, som noget meget mere betydningsfuldt end et indlæg i dåbs- og folkekirkedebatten, nemlig som et evangelium, et glædeligt budskab fra Gud til os.

 

Og en hjælp dertil kan vi vist få ved først at hæfte os ved, at Jesus harmedes.

 

Hvornår hører vi nemlig om harme og lignende sindsbevægelse hos Jesus?

 

Ja, der er fx situationen før Lazarus’ opvækkelse. Det er i Johannesevangeliet kap. 11. Der står der i vers 33:

 

Da nu Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør [1948: Harmedes han i sin ånd og blev heftigt bevæget] ...

 

Og vers 35 lyder i al sin korthed: ”Jesus brast i gråd [1948: Jesus græd].

 

Og efter, at man frækt havde sagt: ”Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?” står der i vers 38: ”Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven” [1948: Da harmedes Jesus atter i sit indre].

 

Jesus harmes og græder og harmes.

 

Der er to årsager til, at Jesus harmes og græder. Den ene er helt enkelt dødens magt, som Jesus må græde og harmes over, både som menneske og som Guds Søn. Døden er Guds og menneskets værste fjende.

 

Den anden årsag er, at hverken de onde eller de gode forstår, hvem han er, men viser en enten fortvivlet eller fræk mangel på tro. Døden, som ellers i sig selv er mere end slem nok, er ledsaget af vantro og trods.

 

Et andet eksempel: Da Jesus kommer ind i en synagoge, hvor der var en mand med en vissen hånd og de holdt øje med ham, om han ville helbrede ham på sabbatten - for at få noget at anklage ham for, da siger Jesus til dem:

 

Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel? (Mark. 3,4).

 

Men de tav.

 

Og så står der, at Jesus så rundt på dem ”med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte” - Hvorefter han helbredte manden.

 

Se, det fælles dobbelttræk ved disse to eksempler er, at der pdes. er tale om død og sygdom, pdas. om forskellige former for holdning hos de tilstedeværende, hvorved situationen yderligere forværres.

 

Og hermed har vi fået en god nøgle i hænde til at forstå, hvad evangeliet til i dag og dermed barnedåben drejer sig om, nemlig liv og død, sundhed og sygdom.

 

Det er ikke nogle teorier om børns religiøse stilling, der ligger til grund for Jesu harme.

 

Når Jesus harmes, er det, fordi han ser, at ikke engang disciplene har forstået situations alvor.

 

Vel tror disciplene selv, at de netop er alvorlige, fordi de vil sikre sig, at børnene selv har ”taget stilling”, inden Jesus rører ved dem. Men derved er de jo helt på vildspor.

 

For den, der ikke tager imod Guds Rige ligesom et lille barn, han kommer slet ikke ind i det.

 

Den, der bilder sig ind, at Guds Rige er noget, han selv skal kvalificere sig til, skaffe sig adgang til ja, måske ligefrem, ”skabe” sig, ved at tage stilling til det og eventuelt beslutte sig til, mere eller mindre velvilligt at have med det at gøre - ja, han rammer bare mere og mere ved siden af, jo mere han anstrenger sig.

 

Men den, der lever over for Gud som spædbarnet over for sin moder, ja, han er i Guds rige i og med, at Gud tager sig af ham.

 

Selvfølgelig kræver det en afgørelse, en stillingtagen af os, at Guds Rige er kommet nær. Men ”tage stilling til (eller for) Guds Rige” vil netop sige at indse, at man ikke har andet valg end at blive holdt i live af sin mor.

 

Vi kan til slut tænke på endnu et eksempel, hvor vi hører om Jesu følelser. Det er der, hvor der står:

 

Da [Jesus] så folkeskarerne, ynkedes han over dem, de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde (Matt. 9,36).

 

Det viser yderligere, hvad det egentlig drejer sig om, ikke bare mht. den enkelte og hans dåb, men mht. hele folket og vor dåb.

 

Hjælpeløse som spædbørn. Vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid" (Es. 40,7f).).

 

Altså: I stedet for at hengive os til gold og forkrampet og angst diskussion og debat om dåben og Folkekirken skal vi på den ene side vågne op og indse, at vi i os selv er hjælpeløse som spædbørn eller får eller græs, og på den anden side lukke ørerne op og glæde os over, at den Gud, hvis ord bliver evindelig, ja, denne Guds evige Ord, hvis ”menneskevordelse” vi lige har fejret, ikke nøjes med bare at berøre os, men gør meget mere end det, tager os i favn og velsigner os med en velsignelse, der ikke kun er en punktvis berøring, men en omfavnende, varmende, beskyttende, ubrydeligt kærlig, livgivende velsignelse.

 

Glæde os over, at Guds Ord gør dette, når og hvor Han vil, trods alle ængstelige eller ondsindede forsøg på at hindre det, og på en måde, der overgår alt, hvad vi selv kunne forestille os.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

2. søndag efter helligtrekonger 1996 (14. januar)

 

DDS: 368 - 17 - 10 v 4 (586)  -///- 472 - 429 (389)
 
Jer. 17,12-14. - 1. Johs. 2,28-3,3. - Johs. 4,5-26

NB! I den nye alterbog er det altså Johs. 4,5-26 (Den samaritanske kvinde), der er evangeliet efter anden tekstrække til 2. søndag efter helligtrekonger. I den gamle var det Luk. 19,1-10 (tolderen Zakæus).

 

 

 

Far i Himlen!

Tak for denne nye søndag i dette nye år! Tak, fordi vi kan leve vore hverdage mellem din Søns dage, Hans opstandelses dage - som igen og igen vor kilde til evigt liv! Giv os ved din Ånds nærvær og kraft at høre hans ord, så dette sker. Og lad os dag for dag leve i håbet om hans komme i herlighed!

Amen.

 

 

Som det er blevet sagt: denne fortælling er så fuld af symbolik, at vi kunne fristes til at antage, at det var en ren "allegori", dvs. en fuldstændig opdigtet symbolsk fortælling fra evangelisten Johannes' side. Men de lærde kommentatorer peger også på, at der er forskellige træk, der tyder på, at der faktisk ligger en virkelig begivenhed til grund for det, vi her hører.

 

Symbolik er jo noget mærkeligt noget. Det kan være meget godt med, hvad vi kan kalde "opdigtet symbolik", men det rigtig gode er jo den symbolik, som er i tingene og begivenhederne på forhånd, men som bare kræver et dybtskuende øje for at blive set. (Jeg vil her endnu en gang nævne den grønlandske fedtsten-skærer, der blev rost for sine figurer, men som sagde: "Det er ikke mig, der laver dem; de er inde i stenene; jeg skærer bare det væk, der sidder udenom!"). - Sådan skal det være. Sådan var også vor egen Grundtvig, der fx kunne se, at Skagen var ligesom en tunge, Gud havde sat på Danmark som et ydre udtryk for, at den danske nation var beskåret til at være "en tunge fin af Gud", dvs. til at skulle frembringe en særlig poesi og lovsang! Og sådan var evangelisten Johannes, ham som de ovre i Østkirken kalder "Johannes teologen". I hans evangelium bliver der set dybt i tingene på en helt særlig måde.

 

Samaria, det kunne vi godt kalde den tids ”Vestbredden”. For samaritanerne dengang kan i en hel del henseender sammenlignes med vor tids muslimske palæstinensere! Ligesom vi i dag siger, at både jøder og kristne og muslimer er "Abrahams børn" - men samtidig meget forskellige - således var også både jøder og samaritanere dengang "Jakobs børn" - men meget forskellige.

 

Hvad nu samaritanerne på Jesu tid angår, så er der tale om efterkommere efter indbyggerne i det gamle Nordrige, som blev erobret af assyrerne i 722. Men ikke alene adskilte deres religion sig på flere punkter fra de "rigtige” jøders, "judæeres" nede i det gamle Sydrige; de havde også den frækhed at påstå, at det var deres religion, der var den sande!

 

Der er fem hovedpunkter i samaritanernes religion: Troen på Gud, troen på Moses, de fem Mosebøger, Garizim som det sande hellige tempelbjerg og endelig troen på dommedag. En interessant side af dette, som godt kan lede tanken hen på netop islam, er, at "Loven", dvs. de fem Mosebøger, iflg. samaritansk opfattelse i sin tid blev overrakt Moses sammen med stentavlerne med de ti bud, og at de er skrevet af Gud og bærer evighedens og uforanderlighedens stempel! - Og læg godt mærke til, at tallet fem optræder i hele to sammenhænge her!

 

Fra de evangeliske beretninger kender vi samaritanerne ikke alene fra det optrin, vi hører om i dag, men jo også fra evangeliet om den barmhjertige samaritaner og fra evangeliet om den helbredte spedalske, der kom tilbage for at takke og hylde Jesus - og som altså var en samaritaner. Der er her ganske tydeligt tale om, at Jesus sanker gloende kul på sine jødiske landsmænds hoved ved at vise og fremhæve for dem, at der i disse tilfælde har været tale om, at nogle af de ellers så foragtede samaritanere var dem, der gjorde det rette!

 

For samaritanerne var foragtede af jøderne. De måtte til nød komme med deres ofre og gaver til templet i Jerusalem, men deltage i tempeltjenesten måtte de ikke. Og skulle en jøde rejse mellem Judæa i syd og Galilæa i nord, var det korrekte at lægge vejen uden om Samaria, så man kunne undgå at få med disse skrækkelige kættere at gøre. Af evangeliet til i dag fremgår det netop også, at der i det hele taget var nøje regler for samkvemmet mellem jøder og samaritanere.

 

Så meget kan der siges om allerede den allerførste sætning i evangeliet til i dag: "Jesus kom da til en by i Samaria"! Bl.a. ligger der jo det i det, at Jesus altså ikke har overholdt reglen om at gå i en stor bue uden om Samaria! Ligesom der var så mange andre regler, han ikke overholdt! - Kan I se det! Når man ser bare nogle få cm. under overfladen i en fortælling som denne, bliver selv de mest almindelige oplysninger fulde af stor betydning. Men vi er jo dårligt nok begyndt!

 

For så kommer det næste, nemlig, at det var "i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef". Og det er jo det stykke jord, der er tale om allerede i 1. Mos. 33,19, hvor der står, at

 

På sin rejse fra Paddan-Aram kom Jakob i god behold til byen Sikem i Kana'an og slog lejr uden for byen. Han købte det stykke jord, hvor han slog sit telt op ... Dér rejste han et alter og kaldte det "Gud, Israels Gud".

 

Og det er det stykke jord, der er tale om i 1. Mos. 48,22, hvor Jakob lige før sin død siger til Josef:

 

Jeg skal snart dø, men Gud vil være med jer og bringe jer tilbage til jeres fædres land. Jeg giver dig frem for dine brødre den bjergryg, jeg tog fra amoritterne med mit sværd og min bue.

 

Kan I høre det? Allerede selve stedet er ladet med kæmpe betydning!

 

Så kommer vi til brønden, som altså for det første var patriarken Jakobs brønd, men som for det andet var en rigtig brønd, som der sivede levende vand (som man kaldte det) ind i fra den omgivende jord - i modsætning til en cisterne, hvori der bare var stillestående opsamlet regnvand. (Har I nogensinde været på Christiansø og prøvet at bruge vandet fra vandhanerne der? Så ved I, hvad der er tale om! Men også dette forhold har jo - og får - en særlig betydning!).

 

 Videre er der så det, at Jesus, den trætte jødiske vandrer, sætter sig ved denne brønd lige i middagsheden. Ja, "ved den sjette time", hvilket jo for så vidt slet og ret betyder "kl. 12". Men har den kommentator ret, som peger på, at evangelisten Johannes med netop denne tidsangivelse har haft langfredags "sjette time" i tankerne? Timen lige midt i det tidsrum, Jesus hang på korset, og middags-timen, hvor mørket sænkede sig over landet "indtil den niende time". Hvilket Johannes ganske vist ikke direkte nævner i sin langfredagsberetning. Men der er flere andre eksempler på, at han kommer med henvisninger til eller spiller på noget, der ellers kun står i de tre første evangelier.

 

Og hvis vi nu tænker på langfredag, også, så bliver den symbolske betydning af dette selve det spørgsmål, hvad den jødiske religion har at give ikke bare den trætte vandrer (hvor vi jo også kan tænke på det at være en vandrer på sin livs-vej), men også det lidende eller døende menneske i den yderste pine og det yderste mørke!? [Indføjet 2004: Jfr. det afgørende johannesevangeliekorsord: ”Jeg tørster” og ovf. om ”den sjette time”].  Er "det levende vand" i Jakobs-brønden nok, eller skal der mere til?! Og det gælder jo så både den samaritanske og den judæiske udgave af arven fra Jakob!

 

Og nu må vi hellere se at komme frem til de helt centrale punkter i dette optrin. For det er jo for det første spørgsmålet om det sande "levende vand" - som jo altså er et åndeligt vand", dybest set Jesus selv! Den religiøse strid mellem jøder og samaritanere er for så vidt ligegyldig, som det er tilbedelsen af Gud "i ånd og sandhed", det drejer sig om. Her nytter ingen pukken på gamle ting.

 

Men vi kan godt lige i parentes bemærke, at Jesus pdes. klart peger på den judæisk-jødiske tradition som den sande af de to gamle traditioner, men pdas. alligevel ikke holder sig for god til at omgås en samaritaner, ja, oven i købet en samaritansk kvinde, og direkte tilbyder hende det sande levende vand, direkte adgang til den livets kilde, som han selv er! Også selv om hun efterhånden prøver at snakke udenom, hvilket er meget menneskeligt; det er simpelt hen for overvældende at møde Guds levende ord i skikkelse af en støvet og tørstig vandrer! Så meget desto mere som dette møde også indebærer en total afsløring på såvel det moralske som det religiøse plan.

 

For det med de fem mænd, det hentyder helt sikkert også til det med de fem Mosebøger og/eller de fem punkter i den samaritanske udgave af Israels tro! Men ikke engang det har hun jo holdt rigtig fast ved ("den, du har nu, er ikke din mand"!); hun er åbenbart nærmest en slags halv-hedning!

 

Ja, en total afsløring - som kvinden prøver at komme hen over ved at skynde sig at smigre Jesus ved at titulere ham som profet og stille ham et stort og interessant teologisk spørgsmål. Og da Jesus så begynder at besvare det for hende, prøver hun at udskyde det ved at henvise til Messias, når han kommer. - Sådan har vi mennesker det jo! Vi vil gerne have Guds hjælp, men Han skal heller ikke komme alt for tæt på!

 

Dog, det lader Jesus sig ikke anfægte af. Lige meget, hvor meget vi prøver at gøre evangeliet harmløst, bliver hans sidste ord til os ved med at være: "Det er mig, den der taler til dig".

 

Og hvad er det, han taler om her, når han siger: "Det er mig"? Ja, det er jo Messias - hvis fremtidige komme kvinden netop henviser til for at få gjort dette overvældende møde lidt fjernere.

 

Men det, der fik hende til dette, det var jo netop det, Jesus sagde, at

 

Der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed".

 

Og hvad betyder det? Ja, Faderen, det er jo "Gud Fader", og den "ånd", der er tale om, det er jo så "Helligånden", ja, hele Guds - og Kristi - nærvær hos os, Kirken, idet den "sandhed", der er tale om, så må være Jesus Kristus selv, han, som er vejen og Sandheden og Livet.

 

Nærmere betegnet: Gud i sin allerdybeste grund møder vi og tilbeder vi som ånden i det kirke-legeme, det tempel af levende stene, vi selv udgør, når vi samles i Jesu navn om hans ord - idet dette samtidig er at samles i sandheden, Jesus Kristus som Sandheden, Sandheden og Livet, livets Sandhed, den samme, som er grunden og grund-betydningen i alt, hvad der overhovedet er sandhed - hvilket igen betyder, at tilbedelsen i ånd og sandhed vel er tilbedelsen inden for det særlige legeme som Kirken er, men samtidig er tilbedelsen i forhold til hele verden og alt, hvad der er sandt og sandhed i den! Skabt som det hele jo er af Gud Fader ved Kristus, hans evige, levende Ord!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

1972 - 23. januar. 3.søndag efter helligtrekonger (B)

 

Højmesse i Sankt Pouls Kirke, aftengudstjeneste i Sankt Peders Kirke, begge Bornholms østre Provsti.

 

Jeg var blevet indsat i embedet som sognepræst i Pedersker-Poulsker pastorat midt i november 1971 (23. søndag efter trinitatis). Og det var mit første præsteembede. Jeg havde altså, da denne prædiken blev holdt, været præst i ca. to måneder.

 

Kong Frederik den Niende var død den 14. januar og skulle bisættes dagen efter denne gudstjeneste, altså den 24. januar 1972. - Se det lille minde-indslag efter lovprisningen efter prædikenen, og udvidelsen af kirkebønnen.

 

 

DDS 1953: 371 – 484 - [349]  -///- 486 – 355
 
Hebr. 11,1-6 - [Matt. 8,1-13] - Luk. 17,5-10
 

 

Far i Himlen!

Giv os at høre dit ord, så vi kan leve i tro.

Amen.

 

[Evangelielæsning]

 

Det er på flere måder en vanskelig tekst, vi har til i dag.

 

En af vanskelighederne er, at den består af to afsnit, som tilsyneladende ikke har noget særligt med hinanden at gøre.

 

Men måske peger vor bibeludgave på en løsning af dette problem, idet den giver disse to afsnit den fælles overskrift: ”Om troen og det rette tjenersind”.

 

Teksten til i dag indgår i eet af de afsnit af den såkaldte Lukas’ rejseberetning, hvor det er disciplene, Jesus taler til. Og dermed er det tillige givet, at Jesus også taler til os, der nu vil være hans disciple.

 

Vi kan altså se den sammenhæng mellem vor teksts to dele, at troen og tjenersindet er to sider af det at være Jesu discipel.

 

”Giv os mere tro!” sagde apostlene til Jesus.

 

Måske bør vi se denne bøn i sammenhæng med det, der kommer lige før, nemlig afsnittet med advarslen mod forargelser og påmindelsen om at tilgive (Luk. 17,1-4).

 

Det er i al fald højst sandsynligt, at Lukas har haft denne sammenhæng for øje. Og på denne baggrund bliver det klart, hvad apostlenes bøn bl.a. kan betyde.

 

Det, apostlene beder om, kan være en sådan forøgelse af troen, at de f.eks. bliver i stand til at tilgive sådan, som Jesus har befalet dem.

 

Men hvordan den oprindelige sammenhæng end har været, kan vi godt tillade os at opfatte apostlenes bøn som en bøn om mere tro i det hele taget - men vel stadig med særligt henblik på, hvad denne tro skulle sætte dem i stand til.

 

Og så det nærmere indhold af apostlenes bøn: ”Giv os mere tro!” - Det lyder jo egentlig som en smuk og from bøn. Og mon ikke vi alle er blevet overraskede, første gang vi blev klar over, at Jesus åbenbart slet ikke synes om apostlenes måde at bede på.

 

”Hvis I havde tro som et sennepsfrø”, svarer Jesus.

 

Hvad vil det sige? - Det vil sige: Hvis I bare overhovedet havde tro, selv den mindste lillebitte smule virkelig tro - men det har I ikke.

 

I tror, at I tror; men I tror ikke!

 

Her har vi for øvrigt et praktisk eksempel på, at ordet tro har to betydninger, nemlig: 1) at mene, at have en mere eller mindre klar og pålidelig forestilling om. 2) at tro i den kristne betydning af ordet, hvor det at tro ikke betyder f.eks. at have en formodning om, at Gud er til, men hvor det at tro betyder at være i et levende forhold til Gud.

 

Altså: I tror, at I tror; men I tror ikke.

 

Man må nok have lov at sige, at Jesus faktisk bliver irriteret over apostlenes bøn. Det, der er galt, er, at de er så sikre på, at de har en tro - men desværre lige mangler lidt mere.

 

Og derfor svarer Jesus dem så hårdt. Naturligvis ikke bare for at revse dem. Det afgørende er det positive, at Jesus gør det klart for apostlene, at den kristne tro, dvs. det kristne tros-forhold til Gud, er noget så helt forskelligt fra alt, hvad man ellers vil kalde tro, og noget, der rummer en så mægtig kraft, at blot den mindste lille smule tro kan få de allerstørste virkninger.

 

Man kan måske også sige det sådan, at selv om det nok rent menneskeligt, psykologisk betragtet kan have mening at tale om forskellige grader eller mængder af tro, så er det dybest set meningsløst at tale om mere eller mindre tro.

 

Selv om man for så vidt godt kan tale om, at et menneske gradvis kommer til troen, eller selv om man måske kan synes, at ens tro i år er mindre, end den var sidste år, så er der, når talen er om troen i betydningen gudsforholdet, ingen mening i at tale om mere eller mindre.

 

Troen som sådan (gudsforholdet) er udelelig, den er en udelelig helhed.

 

Spørgsmålet om tro er altså ikke et spørgsmål om mængde, men et spørgsmål om ”kvalitet”.

 

Selv ikke de største mængder af noget, man bare tror er tro, vil få nogen som helst virkning.

 

Men er der tale om virkelig tro, om et virkeligt gudsforhold, hører al tale om mængde op; for så er der altid tale om den kraft, der udgår fra den almægtige Gud.

 

Nu kan vi imidlertid ikke længere udskyde det tidspunkt, hvor vi må prøve at forstå meningen med de sidste ord i dette første afsnit:

 

så kunne I sige til dette morbærtræ: ”Ryk dig op med rode og plant dig i havet”, og det skulle adlyde jer.

 

Dette er ganske åbenbart den anden store vanskelighed, vor tekst frembyder.

 

Der er tre muligheder: 1) en ganske bogstavelig forståelse. - 2) En symbolsk tolkning. - 3) En billedlig forståelse.

 

1) Muligheden af en ganske bogstavelig forståelse kan vist hurtigt udelukkes. Hvorfor skulle den Jesus, som aldrig selv har udført den slags numre, men som tværtimod afviste Djævelens fristelse til at springe ud fra helligdommens tinde - hvorfor skulle han holde et sådant kraftunder op som noget, der skulle være udtryk for sand tro? - Vi skal altså ikke være fortvivlede over, at heller ikke vi kan smide rundt med træer eller bjerge.

 

2) Så er der den mulighed, at stedet er symbolsk. - Der er forskellige forhold, som ikke kan fremdrages her, der kan tale for, at Jesus her har haft apostelgerningen i tankerne. Det er i denne forbindelse bemærkelsesværdigt, at der netop på dette sted står apostlene, lig med de tolv, medens der andre steder tale om disciple. (En discipel er jo i og for sig kun en elev, medens ordet apostel betyder ”udsending”, dvs. en, der er sendt ud med Evangeliet, en missionær).

 

Det er altså muligt, at det, Jesus siger til apostlene, er, at hvis de havde tro, så kunne de også omvende folk.

 

3) Den tredje mulighed er den billedlige forståelse, og hermed skal forstås, at vi ikke skal hænge os i selve det specielle, at der tales om oprykning og plantning i havet af et træ - heller ikke symbolsk - men at der simpelt hen er tale om et udtryk for, at den sande tro er en mægtig kraft, som formår alt - f.eks. at omvende mennesker, men altså ikke kun det. - [2010: Forholdet må være det, at der i den ”symbolske” betydning er tale om en direkte kobling med noget ganske bestemt, altså i dette tilfælde apostelgerningen, medens der i den ”billedlige” betydning eller forståelse er tale om en bredere kobling, ja, om, at ordene om morbærtræet bare i al almindelighed betyder, at ”så ville jeres tro være en mægtig kraft, som ville kunne have en meget stor virkning”].

 

Den tredje mulighed, den billedlige forståelse, er vel den mest tiltalende og sandsynlige. Men den og den anden mulighed udelukker på ingen måde hinanden, og det kan under alle omstændigheder være sundt at få tankerne ført i retning af f.eks. misionsarbejdet og bort fra den bogstavelige opfattelse.

 

Men nu videre til tekstens andet afsnit. Her fortæller Jesus apostlene - og måske alle disciplene; vi kan i al fald roligt gå ud fra, at ordene også gælder os - her fortæller Jesus, at en tjener, eller mere direkte oversat: en træl, en slave ikke har noget krav på tak eller belønning.

 

Som vist allerede antydet har dette den forbindelse til det foregående, at der stadig tales om gudsforholdet. Men det kan måske også ses i modsætning til den noget selvbevidste og krævende holdning, apostlene afslørede, da de sagde: ”Giv os mere tro!”.

 

Meningen med det, Jesus siger her, er, at vi mennesker er Guds trælle eller slaver.

 

Det lyder ikke umiddelbart særlig rart. Men sådan er det. Hvad enten vi kan lide det eller ej, har Gud, den Almægtige, hals- og håndsret over os. Han er vor Skaber, Fader og Dommer. Ham skylder vi alt - og over for ham er vi uendelig skyldige.

 

Vi er navnlig skyldige derved, at vi vil prøve at lyve os fra, prøve at bortforklare, at det forholder dig sådan.

 

Det gælder også vor tid, hvor vi alle sammen er så optaget af, hvor svært det er at forstå, at Gud kan være til.

 

Det er jo egentlig forfærdeligt, at vi gør et så stort nummer ud af spørgsmålet: Er Gud til? Det er, som om Gud skal give møde for vor tankes domstol for at bevise sin eksistens - og så er problemet i virkeligheden, om vi kan bestå for Guds dom, eller rette: at vi ikke kan det.

 

Nu er det imidlertid kun fra et, om man så må sige, u-kristeligt synspunkt, det lyder utiltalende, at mennesker er Guds trælle.

 

Man kan også sige det på den måde, at kristendom, det netop vil sige, at man indrømmer dette trælleforhold, men så samtidig modtager alt af sin himmelske faders hånd.

 

For den kristne tro er det altså en ære at være Guds træl - for det er den eneste sande måde at leve på.

 

Dagen i dag, 3. søndag efter helligtrekonger, er en dag, hvor vi hører om troen. Det har vi nu også her i prædikenen gjort på forskellig måde.

 

Men tilbage står det, som måske er det allervigtigste, ja, noget af det allervigtigste i hele Det Nye Testamente.

 

Vi har jo allerede flere gange mere eller mindre pinligt berørte kredset om det store og farlige spørgsmål om forholdet mellem tro og gerninger. Og dette spørgsmål får vi måske det allerklareste svar på her til sidst i dagens tekst:

 

Når I har gjort alt det, der er befalet jer, skal i sige: ”Vi er kun unyttige tjenere; vi har ikke gjort andet, end hvad vi var skyldige at gøre”.

 

Altså: At være kristen vil sige at indrømme, at man kun er Guds træl. Det betyder dels, at vi har absolut pligt til at gøre, hvad Gud og vor Herre Jesus Kristus har befalet os, og dels, at vi - selv om det mere end usandsynlige skulle ske, at vi fik gjort det alt sammen - ikke kan kræve noget som helst til gengæld, men under alle omstændigheder må tage alt som nådegaver.

 

Hermed er tro-gerning-problemet skubbet til side som et spørgsmål, vi selv i vor syndighed har opfundet.

 

Guds krav til os er uendeligt. Vor skyld er uendelig. Men Guds nåde er også uendelig.

 

At indrømme og modtage dette er kristendom. At indrømme og modtage dette giver fred i sjæl og sind. At indrømme og modtage dette giver afslappethed og styrke til at virke troens frugter.

 

Amen.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

 

Herefter MINDE-INDSLAG I ANLEDNING AF KONGENS BISÆTTELSE:

 

I morgen bisættes kongen. For mennesket Frederik betyder dette det samme, som det betyder for alle mennesker, nemlig at det eneste, der i denne situation har betydning, er Guds nåde i Jesus Kristus. Også for kongens familie betyder det det samme, som det betyder for enhver anden familie, der i sorg samles omkring en kiste.

 

Det, der adskiller kongens bisættelse i morgen fra en almindelig bisættelse eller begravelse, er, at vi alle hører med til familien, fordi kongen har været overhoved og samlingsmærke for os alle.

 

I næsten 25 år har Frederik den Niende været vor konge. Jeg beder menigheden rejse sig i et øjebliks stilhed som et udtryk for Poulsker/Pedersker menigheds farvel til kong Frederik den Niende.

 

-  -

 

KIRKEBØNNEN var udvidet således:

 

...velsign og bevar vor dronning, Margrethe den Anden, prins Henrik, dronning Ingrid og hele det kongelige hus.

 

Vær med dem i morgen, og styrk dem i troen på din nåde og barmhjertighed og din store og stærke kærlighed, vær du deres trøst og håb!

 

Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed!

 

Amen!

 

[Herefter fulgte de almindelige tillysninger og den apostolske velsignelse].

 

 

 

*  *  *

 

 

 

3. søndag efter helligtrekonger 1974 (27. januar)

 

DDS: 371 – 7 - 271 -///- 599 – 432
 
Hebr. 11,1-6. - (Matt. 8,1-13). - Luk. 17,5-10.

(NB! Et notat på salmesedlen til denne søndag tyder på, at 1. tekstrækkes evangelium af en eller anden grund ikke blev læst ved denne gudstjeneste. Det kan have været en slags forsøg).

 

 

Far i Himlen!

Hjælp os til at tro, at du har tilgivet os alle vore forsømmelser og overtrædelser, så at vi kan gå herfra ud i hverdagen og gøre, hvad vi skal.

Amen.

 

 

Det er en ret vanskelig tekst, vi har her på 3. søndag efter helligtrekonger. Vi bliver nødt til at gå ret omstændeligt og grundigt til værks.

 

Det begynder jo med, at apostlene siger til Jesus: ”Giv os en større tro!”. Men hvorfor siger de det? - Vi prøver at se, hvad der står forud i Lukasevangeliets sammenhæng.

 

Det er to ganske korte afsnit. Der er først advarslen mod forargelsen, dér, hvor Jesus siger:

 

1948:

Det kan ikke undgås, at forargelser kommer; men ve den, ved hvem de kommer.

 

1992:

Det kan ikke undgås, at der kommer fald, men ve den, der bliver årsag til det.

 

Og her skal vi lige huske, at ordet ”forargelse” i nytestamentlig sprogbrug betyder noget langt alvorligere, end hvad vi normalt forstår ved det i form af mere eller mindre sure og snerpede reaktioner på mere eller mindre moralsk forkastelige handlinger.

 

Det græske ord ٰskandalon, som [i 1948-oversættelsen] oversættes med ”forargelse”, betyder egentlig ”fælde” eller ”stillepinden” i en fælde. Og i overført betydning bruges ordet om det, at bringe eller lokke nogen til frafald fra Gud, Kristus, livet, frelsen; hindre ham i at komme til at tro på Gud.

 

Det er mod sådanne ødelæggende handlinger, Jesus advarer disciplene og siger: ”Tag jer i agt!”.

 

Dernæst er der påmindelsen om at tilgive ubegrænset:

 

Selv om [din broder] forsynder sig mod dig syv gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! så tilgiv ham.

 

Og vi ved jo godt, at det betyder, at vi også skal tilgive den ottende, niende og tiende gang osv. - hvis der skulle blive så mange lejligheder til det på een dag.

 

Og på denne baggrund kan vi så igen høre apostlenes bøn om mere tro.

 

I sammenhængen her hos Lukas må vi høre det som en bøn om hjælp til at optræde og tale en sådan måde, at man ikke ødelægger trosmuligheden for andre, og en bøn om hjælp til at kunne tilgive igen og igen.

 

Og hvis vi rigtig har forstået advarslen og formaningen, kan vi også godt forstå, at apostlene beder om hjælp.

 

Det med forargelserne er måske nok noget, der ligger lidt i udkanten af, hvad vi til daglig beskæftiger os med. Men så trænger vi selvfølgelig netop til at høre om det ansvar, vi har i alt, hvad vi siger og gør - så vi ikke spærrer vore medmennesker ude fra den kristne tros liv og glæde.

 

Det kan fx være ved en sur og trist, misforstået overgudelighed, vi ødelægger trosmuligheden for mennesker, vi møder på vor vej. Så kan vi have grund til at bede om ”mere tro”, så vi ved et glad og frejdigt kristenliv kan være andre til et godt eksempel.

 

Men det med at tilgive - og hvor vanskeligt det er - det har vi i al fald inde på livet gang på gang i vor dagligdag. Og her har vi ikke mindre grund til at bede om hjælp.

 

Og nu kommer vi så til Jesu svar på apostlenes bøn:

 

Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.

 

Det lyder jo mærkeligt. Men der er i al fald een ting, det næppe betyder, nemlig at hvis man var en rigtig superkristen, så skulde man være i stand til - med Guds hjælp - at smide rundt med tingene.

 

Men hvad betyder det så?

 

Ja, det betyder jo, at tro er noget, som det er meningsløst at tale om mere eller mindre af; for når der overhovedet er tro, så sker der vældige ting.

 

Og vi kan godt opfatte det med morbærtræet som bare et stærkt billede på disse vældige ting. - Og vi kan her stadig tænke på det med forargelserne og tilgivelsen.

 

Men jeg kan heller ikke lade være at gengive, hvad den store engelske middelalderteolog Beda Venerabilis har skrevet om dette sted.

 

Beda opfatter morbærtræet, hvis frugter og blade er blod-røde, som et billede på korsets evangelium, ”der ved apostlenes tro og prædikenens ord er rykket op med rode fra jødefolket [...] og plantet i folkeslagenes hav”.

 

Selvfølgelig bør man altid være forsigtig mht. den slags fortolkninger. Det kan være sundt at spørge, hvad Jesus selv mon ville sige til dem.

 

Men Bedas fortolkning her er ikke alene smuk. Den passer også godt til det følgende, hvor Jesus taler om apostlenes tjeneste. Og vi skal lægge mærke til, at det netop er apostlene, ”sendebudene”, der her er tale om.

 

Apostlene havde jo ikke kun til opgave at vogte på sig selv mht. forargelser og det at tilgive deres Næste; de havde først og fremmest til opgave at udføre de store og vældige ting, som kristendommens udbredelse til hele verden var.

 

Og det var ved hjælp af troen, i troen, de skulle udføre deres opgave, den tro, som ikke først og fremmest er nogle teorier, antagelser, forestillinger eller meninger, men den tro, som består i, at man sætter al sin lid til den Gud, hvis kraft udfolder sig helt i menneskers magtesløshed.

 

Dette kan vi også have godt af at holde os for øje nu, hvor vi måske går ind i de tiår, hvor ”slaget om den danske folkekirke” eller kampen for at bevare Danmark som kristen nation skal udkæmpes.

 

Vi skal forstå ordene ”slag” og ”kamp” på rette måde, ikke som vore forsøg på at puste liv i en hensygnende forening, men som en tjeneste for vore landsmænd, som for de flestes vedkommende godt nok ikke er hedninger, men efter alt at dømme i al fald meget søvnige kristne. Og vi skal udføre vor tjeneste ”i tro”, dvs. i erkendelse af vor egen afmagt og i tillid til Guds kraft.

 

Lad os imidlertid nu til slut udvide perspektivet og tænke på alle slags tjeneste og gode gerninger. Hvad enten det er at været et godt eksempel i ord og gerning, så man ikke ødelægger, men styrker sine medmenneskers tro, eller det er at forlade sine skyldnere atter og atter, eller det er at forkynde evangeliet.

 

Og her skal vi høre Jesus sige til os:

 

Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.

 

Dette ord, som lyder over alle vore pligter og alle vore gerninger som kristne, er et af de vigtigste steder i hele Bibelen. For her finder vi svaret på alle vore dumme og uartige spørgsmål om, hvordan vi dog skal forholde os, når Gud alligevel tilgiver os alle vore synder.

 

Her bliver vi sat på plads som Guds slaver. Det er rigtignok noget helt modsat af at være menneskers og afguders slaver. At være Guds slave er nemlig den eneste måde at være virkelig fri på.

 

Men vi har alligevel det til fælles med almindelige slaver, at vi ikke skal prøve på at sende Gud en regning for det arbejde, vi har udført.

 

Ved dåben fik vi skænket friheden ved at blive slavemærket med korsets tegn. Og ved tilsigelsen af syndernes forladelse for alt det, vi ikke får gjort, blev vi - og bliver vi ved hver gudstjeneste - sendt ud for at gøre alt det, der skal gøres.

 

Men som Guds frie slaver skal vi hverken spekulere på at gøre os fortjent til det, som Gud allerede har givet os, eller formaste os til at stille krav. Vi skal bare trygt og tillidsfuldt, i fri og glad lydighed, gå i gang fra en ende af med at gøre alt det, som er befalet os.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

4. søndag efter helligtrekonger 2000 (30. januar)

 
DDS: 4 - [17] - 1(479) -///- 125 - 432(17)
 
Es. 40,26-31. - Rom. 4,18-25. - Matt. 14,22-33

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi vi må tro på, at du på en eller anden måde er hos os, når vi holder os til det, Jesus har sagt, og det, der forkyndes om ham!

Hjælp os til altid at leve i denne tro. Også med al vor tvivl

Amen.

 

 

Igen i dag handler det om troen. Hvad det jo også gjorde i søndags.

 

Mange vil sige, at det handler om troen i forhold til spørgsmålet: Ku' han gå på vandet, eller ku' han ikke gå på vandet?

 

Men det ENTEN-ELLER, som dette spørgsmål indebærer skal vi ikke lade os tvinge ind i!

 

Ja, jeg vil simpelt hen lægge ud med at sige, at teologisk set kunne Jesus selvfølgelig gå på vandet, og at det må vi så holde os til - samtidig med, at vi jo udmærket er klar over, at den slags ikke kan lade sig gøre! Og samtidig med, at vi også gør os klart, at vi jo ingen mulighed har for at kontrollere hverken dette under eller nogen af alle de andre ting, som ifølge evangelierne skal have fundet sted for snart 2000 år siden.

 

Nej, det afgørende er, at teologisk set kunne Jesus gå på vandet - svarende til, hvad vi skal synge om lidt:

 

Han sagde: Ti! til storm og hav,

far ud! til ånder kåde,

og bølger sank, og storme tav,

og djævle bad om nåde;

de så i ham den guders Gud,

som storme har til sendebud

og skel for havet satte. (125,4)

 

Idet vi så også kan inddrage slutningen af det forudgående vers, som handler om vand-til-vin-underet ved brylluppet i Kana, og hvor vi skal synge:

 

... klart er det, at ene han,

som skabte både vin og vand,

kan deres art forandre. (125,3)

 

Her har vi nogle stærkere og mere malende udtryk for, hvad der ligger i sætningen: Teologisk set kunne Jesus gå på vandet.

 

For samtidig med, at det selvfølgelig er helt usandsynligt, at den slags skulle kunne finde sted, så er det jo sådan, at hvis Jesus bare på nogen måde er den person, vi bekender troen på i den anden trosartikel, så vil netop HAN være i stand til at gøre det helt usandsynlige.

 

Hvor vi så også skal tage til os, hvordan ordene i Grundtvigs salme går dybere ned end til bare nogle tilfældige "mirakler". Grundtvig går virkelig helt ned til selve begrebet om Gud som hele tilværelsens Skaber og Herre og Opretholder.

 

Men vi kan også lige lægge mærke til det forhold, at de skrækslagne disciple jo først troede, at det var "et spøgelse" de så gå ude på søens bølger!

 

Hvor vi dog skal være klar over, at det græske ord "fántasma", som vi har på dansk i fremmedordet fantasme, også mere neutralt kan betyde "tilsyneladelse", noget, der viser sig. (I fremmedordbogen bliver "fantasme" forklaret som drømmesyn, drømmebillede, drømmeskikkelse; blændværk).

 

Men noget i retning af, hvad vi forstår ved et spøgelse har disciplene altså i første omgang set Jesus som! En "uidentificeret" skikkelse, som de blev bange for! Ja, så bange, at de skreg af frygt. Så at Jesus udtrykkeligt måtte sige til dem: "Det er mig, frygt ikke!".

 

Man kan altså på en måde sige, at der allerede i selve beretningen er tale forhold, der går ud over det "hårde" ENTEN-ELLER, der ligger i spørgsmålet: "Ku´ han gå på vandet, eller ku' han ikke gå på vandet? - I hvilken forbindelse vi jo også kan tænke på, hvordan de to disciple i Emmaus-evangeliet til at begynde med ikke kan kende den opstandne Jesus.

 

Endelig vil jeg citere, hvad den amerikansk kommentator så udmærket har sagt til dette sted i Matthæusevangeliet:

 

Dette under - et af "natur-underne" - volder almindeligvis store vanskeligheder hos mange. Men forsøgene på at gøre beretningen mere fornuftig, eller på at trænge om bag evangelieteksten for at få en eller anden naturlig forklaring, som ikke virker stødende på "moderne" mennesker, er ret ynkelige. Vi kommer aldrig til at vide, hvad der helt præcist skete. Men den åndelige betydning er klar.

 

Og lad os nu på dette grundlag gå ganske direkte og "naivt" ind i denne beretning, så vi altså simpelt hen prøver at se det hele for os, sådan som evangelisten Matthæus har berettet om det.

 

(Hvilket minder mig om, at "vi konfirmander" i øjeblikket med stort udbytte ser Franco Zefirellis storfilm Jesus af Nazaret, som nogle af os nok også så i DR-TV, da den blev vist dér i 1993. Nu er vi ganske vist ikke kommet til vandringen på søen endnu. - [2004: Hvad vi vel at mærke heller aldrig gjorde, idet den (hvad jeg altså havde glemt) ikke er med i filmen. En tankevækkende ekstra kommentar til hele denne problematik!]. - Men vi har til gengæld lige set det store bespisningsunder, hvor Jesus bespiser folkeskaren "med fem brød og nogle få fik" (som i øvrigt også i både Matthæusevangeliet, Markusevangeliet og Johannesevangeliet står lige før vort evangeliestykke til i dag!).

 

Men hvad overhovedet det angår at se "Jesus-film", så nævner jeg det her som eksempel på, hvordan man godt kan lade alle sine tanke-overvejelser ligge, og bare gå ind i det, der berettes om.

 

Men hvad nu beretningen i evangeliet til i dag angår, så skal vi også lægge godt mærke til det allerførste, der står. Som jo altså også betegner situationen lige efter "bespisningen af de fem tusind"! En sammenhæng hele tre evangelister altså udtrykkeligt tegner!

 

Og læg så mærke til, hvordan der udtrykkeligt står, at Jesus nødte disciplene til at gå om bord i båden og selv sendte skarerne bort! - Og så oven i købet med det formål at komme op på bjerget og bede dér alene!

 

Kan I se det?

 

Og vi skal nu forestille os - og altså ganske naivt og "billedligt" - hvordan det må have været at opleve det vanvittige under, at der blev ved med at være brød og ved med at være fisk i kurvene, lige meget hvor mange der fik. Så at det, der havde været et problem, der truede med at udvikle sig til noget i retning af en katastrofe, endte som en kæmpe friluftsfest med 5000 deltagere - "foruden kvinder og børn", som der står!

 

Folk må jo have været helt ude af sig selv. Og disciplene! Ja, hvad mon de har sagt til Jesus?! Hvilke forslag mon de er kommet med?!

 

Situationen her er jo helt klart en parallel til brød-fristelsen i ørkenen. Ja, man kan - lidt firkantet - sige, at hvis ikke Jesus havde kunnet "bestå" brød-fristelsen i ørkenen, så havde han nok heller ikke kunnet gennemføre bespisningsunderet uden måske at være blevet ført på afveje!

 

Dette forhold kommer endnu mere direkte til udtryk hos evangelisten Johannes, som skriver, at

 

Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene (Joh 6,15)

 

Disse ting giver så også deres vidnesbyrd om, at een ting er at nægte at lade sig klemme inde i spørgsmålet, hvorvidt Jesus ku’ gå på vandet eller ej, en anden ting er at forholde sig til ham som bare en mirakelmager! De ting, Jesus gør her, viser jo helt klart, at han absolut ikke ønskede at optræde som "mirakelmager"!

 

Og vi skal også prøve at forestille os - bare en lille smule - hvordan det mon har været, da Jesus gik op på bjerget for at bede! - Dette er endnu en særlig vinkel på det motiv, vi har fulgt siden vor store julefest i "2000-kirkeåret", altså det motiv, at VEL må vi virkelig prøve at holde os til "julens mysterium", men at dette netop ikke skal få os til at miste jordforbindelsen.

 

For ligesom det er let nok at sige, at Jesus "bare var et - om en meget stort - menneske", således er det jo også let nok at gå ind i en lige så ensidig dyrkelse af det guddommelige i Jesus. Kirke- og teologi-historien er fulde af eksempler på begge dele.

 

Nej, det virkelig svære, det er at holde sig til "jule-mysteriet", altså det mysterium, som vi igen kan høre Grundtvigs udtryk for: "mand i lys, men dog Gud i løn".

 

Vi prøver altså at "følge Jesus op på bjerget". Men netop denne sags karakter betyder dog, at vi, om man så må sige, skal følge ham "i ærbødig afstand". Ja, egentlig bare lige "sende en tanke med ham derop". For der er jo her tale om et område, vi slet ikke kan komme ind på: Hvordan Jesus virkelig har følt og tænkt i dette øjeblik. Og hvordan han - som "mand i lys, men dog Gud i løn" - har talt med, bedt til, sin himmelske Far! - Så meget kan vi imidlertid få ud at dette forsigtige tanke-eksperiment, denne forsigtige "følgen i tanken", at vi nu kan høre hele betydningen i sætningen: "Og da det var blevet aften, var han alene dér"! - Aften! Alene dér!

 

Men så er vi pludselig ude i båden hos disciplene:

 

Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod.

 

Det græske mål en stadie svarer til 192 m. Og "mange stadier" må vel mindst være et par kilometer. Idet vi dog samtidig skal tænke på, at "vinden var imod", så at de altså ikke er kommet så særlig langt i forhold til den tid, der er gået, siden Jesus fik sendt dem af sted. (Genesaret Sø er i øvrigt kun ca. 12 km bred og ca. 20 km lang).

 

Og så kommer Jesus altså gående. Vi kan måske sige det på den måde, at netop den måde, han var alene på oppe på bjerget, og som jo svarer til den måde, han var alene på i Getsemane have - og til sidst på korset - samtidig er forudsætningen for, at han er hos os i sådan nogle situationer, som den, disciplene var i i deres lille båd ude i stormen på den oprørte sø.

 

Hvor vi jo så kan stille det langt alvorligere spørgsmål, om han da ER det?!

 

For det er jo det, der er det egentlige spørgsmål! Som enhver skoledreng jo kan besvare benægtende. - Jeg mener: Der er vel ingen af os, der nogensinde har oplevet, at når det så rigtig truende ud for os, så kom Jesus bare sådan lige gående og fik vinden til at lægge sig!

 

Men igen må vi afvise at lade os klemme inde i et sådant skoledrenge-enten-eller!

 

For een ting er, at vi ikke sådan bare ser Jesus komme hen til os og hjælpe os. En anden ting er, om vi ikke alligevel har lov at tro, han er hos os. "På jule-mysteriets måde"? Som "mand i lys, men dog Gud i løn". Eller på den måde, som er så uforligneligt udtrykt i salmelinien: I mulm er kærlighedsvingen bredt ud!

 

Og når vi ikke er klemt inde i valget mellem ENTEN en plat mirakel-forståelse ELLER en hel uvirkelig "åndelig" forståelse, så er vi inde i "julens og troens mysterium".

 

Hvor vi så heller ikke bliver overmodige som den stakkels Peter. Men dog samtidig også kan spejle os i hans eksempel på den måde, at om det så er den ene eller den anden måde, vi kludrer i det på (for ikke at bruge andre og værre udtryk!), så er Jesus altid parat til at række hånden ud og gribe fat i os så vi ikke skal gå helt til bunds.

 

Stadig inden for den virkelighed, der hedder "julens og troens mysterium". Men alligevel med den virkning, at vor tilværelse i bare forsøget på at leve i jule-troen jo er helt anderledes end den tilværelse ville være, hvor vi havde anerkendt det hårde skoledrenge-enten-eller og havde opgivet helt.

 

Måske kan vi ikke helt gøre ligesom disciplene dengang, så vi kaster os ned og udråber et højlydt: Sandelig, du er Guds søn.

 

Nej, vores virkelighed er snarere, at vi kommer forsigtigt og småtvivlende til gudstjenesten, men så dog alligevel kan sige: Ja, vi prøver at tro, du er hos os, når bølgerne går højt, og når vi er ved at synke - du menneske at se til, men dog Gud i det skjulte!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

5. søndag efter helligtrekonger 2000 (6. februar)

 

Første gang efter 2. tekstrække - og overhovedet - i ny alterbogs tid. Næste forekomst efter 2. tekstrække bliver i kirkeåret ??? (efter 1. tekstrække vist kirkeåret 2010/11, se i prædikenen her).

 

380 - [15] - 1 -///- 290 - 389
 
Præd. 8,9-15. - Kol. 3,12-17. - Matt. 13,44-52

(Kun een tekstrække til 5. s. e. htrk., men to evangelier at vælge imellem; det andet er Matt. 13,24-30, som jeg regner for ”1. tekstrække”, og som der er prædikener over fra 1973 og 1981 (gammel alterbog) på undersiden ”Prædikener (A)”).

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du på ny rækker os livets sande skat og perle. Tak, fordi vi har fået lov at være med i din Kirke, Himmerigets nye folk!

Lær os at forstå mere og mere, hvad dette vil sige for os. Lad os mere og mere opleve det, så vi også mere og mere kan dele livet og glæden med hinanden!

Amen.

 

 

Det er i dag 5. søndag efter helligtrekonger, og vi skal helt tilbage til 1992 for at finde den forrige gang, vi havde denne søndag - som vel at mærke så også samtidig var sidste søndag efter helligtrekonger, idet kirkeåret 1991/92 jo var det sidste kirkeår med den gamle alterbog, hvor både helligtrekongerstiden og trinitatistiden jo bare endte med det nummer, vi nåede frem til, inden det blev hhv. septuagesima og 1. s. i adv. For fremtiden bliver der langt imellem, at vi oplever denne særlige søndag. For det vil altså kræve, at vi skal have samtlige 6 søndage efter helligtrekonger. Hvilket igen vil kræve en påske sådan ca. lige så sent som i år. Og så vidt, jeg kan se betyder det, at vi så skal helt frem til 2011, hvor det er påskedag den 24. april!

 

Men nu nok om dette! Det afgørende er jo, at vi nu koncentrerer os ekstra godt om de tre små lignelser, vi hører i dag. Så meget desto mere, som det i 2011 bliver det andet evangelium, vi kommer til at høre - om ukrudtet i hveden!

 

Men altså: Nu koncentrerer vi os!

 

Som det er blevet sagt, er det nok ikke så tilfældigt endda, at lignelsen om voddet med fisk af alle mulige slags er blevet stillet sammen med lignelserne om skatten i marken og den kostbare perle.

 

For i virkeligheden er det jo skatten i marken, der finder og beslaglægger den mand, der ender med at sælge alt, hvad han ejer, for at købe den - og perlen, der finder og bemægtiger sig købmanden. Både manden med skatten og købmanden med perlen er altså med blandt fiskene i nettet!

 

Det allerførste, vi skal være klar over, er altså, at vi er samlet her i kirkeskibet ligesom fisk, der er blevet fanget og sat op i hyttefadet på en fiskerbåd.

 

Dette passer helt bogstaveligt på os, der jo er generation nummer jeg ved ikke hvad, i rækken af kristne danske slægter siden Ansgar og Harald Blåtand. Vi har ikke selv taget stilling til kristendommen. Det er faktisk kristendommen, der har taget stilling til os. Den var der før os.

 

Fordi vore forældre i forvejen var i Guds net, er vi i og for sig født inde i nettet. - Selv om vor dåb på den anden side viser, at Gud også har gjort sin nye begyndelse med hver eneste af os, helt personligt.

 

Og netop det med dåben og den helt nye personlige begyndelse - som jo også sker igen og igen, hver eneste gang vi på ny møder Gud i alt det, som kristendommen betyder, netop det viser, at lignelserne om skatten og perlen ikke kun handler om vore forfædres møde med kristendommen på Ansgars og Harald Blåtands tid.

 

Jeg sagde før, at det i virkeligheden var skatten og perlen, der fandt manden og købmanden. Men det skete jo på den måde, at de pludselig trådte ind i deres liv og viste sig for dem som bogstavelig talt det eneste saliggørende, det eneste, det kom an på.

 

Vi kan også sige det på denne måde:

 

Både når mennesker møder kristendommen helt for første gang, og når mennesker, der er født og døbt og vokset op "inde i kristendommen", møder den, sådan som det jo sker for os alle igen og igen, fx i denne gudstjeneste, så er det på en dybt saglig måde, kristendommen tager magten over os. Vi kan i denne forbindelse tænke på den salme, der er skrevet over en anden fiske-lignelse, den om Peters fiskedræt. Her synger vi til sidst om, hvordan det store menneskefiskeri, der blev grundlagt at Jesus og Peter, endnu finder sted her i verden,

 

så folk vi fange endnu i dag

og føre til livets kilde.

(127,7)

 

Men der er det særlige ved den måde at fange mennesker på, at de derved bliver ført til Gud,

 

hvor frit de evig gå ind og ud,

og glæden dem altid følger.

 

Der er ingen tvang og ingen lusk og manipulation i det kristne menneskefiskeri:

 

Med lys vi komme, med kors vi gå,

vi vil ingen sjæl bedrage:

de ved det alle, vi kalde på,

at verden de må forsage;

på snekken vajer det røde flag,

vort garn vi sætte ved højlys dag

og ej i de smalle sunde.

(127,8)

 

Det betyder:

 

Vi lægger ikke skjul på, hvad kristendommen drejer sig om. Kristendommen er evigt liv i frihed og glæde hos Gud. Men det er den i kamp mod Synden og Døden og Djævelen. Dvs. det er ikke bare en gang sødsuppe. Derfor bliver korset vist frem hele tiden, ja, det røde advarselsflag - som vi fx kender det i Hæren, hvor lastbiler med ammunition kører med nogle særlige røde flag.

 

Og de garn, kristendommen sætter for mennesker, bliver sat om dagen, så man kan se dem. Dvs. man bilder ikke folk ind, at de på een gang kan være kristne og være deres egne herrer. Men garnene bliver ikke sat i "de smalle sunde", dvs. de, der vil, kan bare svømme udenom. Hvordan de så vil klare sig over for livet og døden, Gud og Djævelen, bliver deres egen sag. Men de bliver ikke lokket ind i et påtvungent tilhørsforhold til Kirken:

 

På hjertedybet vi fare ud,

hvor timeligt ej kan bunde,

der vod vi trække på Herrens bud

for, hvad ej vil gå til grunde;

hvo kun al verden, ej mer, attrår,

han ej et ord af vor mund forstår,

ham griber da ej vor tale.

(127,9)

 

Her har vi helt direkte det samme, som bliver sagt i lignelserne om skatten og perlen:

 

hvo kun al verden, ej mer, attrår,

han ej et ord af vor mund forstår,

 

Men hvad vil det egentlig sige? Hvorfor skal vi sælge alt, hvad vi ejer, for at få skatten og perlen, eller hvorfor skal vi forsage, sige nej til, hele verden for at få det evige livs glæde hos Gud? Er det ikke noget underligt pineri frem og tilbage? Hvorfor får vi ikke bare det hele, når Gud nu er så god?

 

Det er meget vigtigt, at vi får så megen klarhed over dette spørgsmål som overhovedet muligt.

 

Og på den ene side forholder det sig såre enkelt. (På den anden side er det bare ikke så enkelt endda. En del af vores ulykke er, at vi ikke kan få det klart overblik over dette spørgsmål).

 

PÅ DEN ENE SIDE forholder det sig såre enkelt, nemlig så enkelt, at Gud i grunden allerede på forhånd har givet os det hele, hele livet og hele verden, for at vi skulle leve i en evig og fri glæde, med hele vort liv og alle tingene, som hans skabninger.

 

PÅ DEN ANDEN SIDE er der overgået os den store ulykke, at der er gået skår i dette enkle og gode forhold. Hvordan det egentlig er gået til, kan ingen forklare. Men det er Djævelens skyld. Og vi er tillige selv med-skyldige i vor egen ulykke. Det er derfor, den proces, Gud har sat i gang for at genoprette det oprindelige enkle og gode forhold, er en proces, der foregår som en kamp mellem godt og ondt, både uden for og inden i hver eneste af os.

 

Når vi skal forsage al verden, eller sælge alt, hvad vi har, for at få skatten og perlen, er det ikke, fordi Gud er en sur og gnaven og misundelig Gud, der vil tage livet og tingene fra os, men fordi skatten og perlen i virkeligheden er hele livet og alle tingene i deres rette forhold mellem Gud og os. Når vi sælger det hele, betyder det i grunden bare, at vi bringer det ud af det gamle skæve forhold, så at vi ikke lader os friste til at blive ved med at gå rundt og spille stor i det gamle forhold, hvor vi på den ene eller den anden måde bilder os ind, at vi nærmest selv er vor egen Gud!

 

Dette er sådan set også såre enkelt. Det svære er, at vi selv er en del af vores ulykke, dvs. at også vore øjne og vor tanke er viklet sammen med ulykken. Derfor kan vi ikke tage et klart overblik over situationen.

 

Men så skal vi heller ikke bilde os ind, vi har et så godt overblik over vore medkristne, at vi kan begynde at sortere dem! Vi er alle i det samme hyttefad, og alle fælles om at være viklet ind i den samme ene store ulykke.

 

Guds Rige er det, der er større end os. - Hvad enten det er skatten, perlen eller voddet. - Guds Rige er en helt ny sammenhæng, som vi skal være hjertensglade over at være blevet sat ind i. Og den glæde kan kun være sand og i overensstemmelse med det, den er en glæde over, når vi samtidig glæder os over, at der også er plads til alle de andre i Guds net eller Guds hyttefad.

 

Men vil DET så sige, at der skal være plads både til hvem som helst og hvad som helst i Kirken?

 

Meget firkantet sagt er svaret: JA!, der skal være plads til HVEM som helst i Kirken. For den plads har Gud på forhånd gjort til alle. Gud vil, at alle mennesker skal frelses.

 

Men bl.a. netop derfor kan der ikke være plads til HVAD som helst.

 

For det første kan der jo ikke være plads til en lære om, at Gud ikke vil, at alle mennesket skal frelses.

 

Og for det andet kan der ikke være plads til en lære, der prøver at sige noget andet end, at det, Gud vil med alle mennesker, er, at de skal frelses, dvs. rives ud af Syndens og Dødens og Djævelens magt.

 

Der kan ikke være plads til en lære om, at alle mennesker allerede er frelst, dvs. i grunden kan klare sig selv uden Gud!!! Der kan ikke være plads til en lære, der prøver at lyve kampen mellem godt og ondt bort.

 

Det, lignelsen med fiskenettet eller voddet skal lære os, er, at Kirken her i verden er et blandet foretagende og ikke kan være andet end et blandet foretagende.

 

Andre gange har Jesus advaret mod de falske profeter, altså dem, der vil prøve at lave kristendommen om til en gang løgn og bedrag. Dem skal vi vogte os for, siger Jesus. Dvs. dem skal vi så vidt muligt lukke munden på eller ekskludere af Kirken - ekskommunicere, som det hedder - og kan vi ikke det, fordi de har fået for meget magt, kan vi selv blive nødt til at gå. Dvs. det er selvfølgelig i virkeligheden de falske profeter og deres tilhængere, der allerede er gået; for Kirken er selvfølgelig dér, hvor den sande kristendom er.

 

Men det er een ting. Og her er der ingen tvivl. Falskhed og løgn og fordrejning skal der ikke vises nogen som helst tolerance over for.

 

Den anden ting er - og det er det, lignelsen om voddet handler om - den anden ting er, at alle andre end direkte falske profeter og evt. andre, der begynder at gå på rov og gøre skade i hyttefadet, dem skal vi på en god og kærlig måde betragte som vore medkristne, også selv om vi måske har en begrundet mistanke om, at det er så som så med deres kristelige sindelag eller moralske lødighed. Hvad det angår, skal vi bare koncentrere os om at glæde os sammen med dem over, at vi er i Guds net, i himmerigs-skattens eller himmerigs-perlens vold. Ja, alle, der overhovedet vil være med til at dele denne glæde med os, skal vi simpelt hen bare glæde os sammen med. Men det kan også godt have en inspirerende virkning og nogle omsorgs- og opdragelses-konsekvenser. Men det er jo det modsatte af udelukkelse.

 

Og så skal Gud nok tage ansvaret for resten!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Sidste søndag efter helligtrekonger 1994 (23. januar)

 

 

DDS: 378 – 360 - [1] -///- 57 - 46
 
Es. 2,2-5. - Kol. 1,25d-28 - Johs. 12,23-33

 

 

Gud, vor Far, evige magt omkring og over og under og i alle ting!

Gud, vor Bror og Frelser, herlighedens håb gennem mørket!

Gud, vor ledsager og trøster, Kærligheds og Sandheds Ånd!

Tak for liv og frelse og håb!

Tak for nærvær og trøst!

Bliv hos os! Hold os fast hos dig, indtil det til sidst skal ske, at dit Rige kommer og vi ser, at din er magten og æren i evighed!

Amen.

 

 

Det var utroligt, så kraftigt teksterne til i dag helt bogstaveligt "slog mig", da jeg efter min sædvane allerede tidligt tirsdag morgen gik i gang med dem!

 

og det skyldes selvfølgelig først og fremmest teksterne i sig selv, ordenes og indholdets styrke. Men samtidig skyldes det jo også de omstændigheder, hvorunder vi hører og læser dem!

 

Her kan vi også godt tænke på den martyr-mindefest, som det jo faktisk var, da vi på nøjagtig 50-års dagen for hans begravelse mindedes 50-året for tyskernes drab på vor danske og lollandske landsmand Kaj Munk. Og ganske særligt kan vi tænke på den utrolig stærke prædiken, hans søn Arne holdt.

 

Men een af grundene til, at Arne Munk prædiken virkede så stærkt, er jo, at vor virkelighed her i 1994 er af en sådan karakter, at den godt kan sammenlignes med den virkelighed, Kaj Munk levede sit korte voksenliv i: tiden efter Første Verdenskrig og op til ind i den anden – og jo ganske særligt den tid, hvor de mørke kræfter, som Kaj Munk trådte op imod, nazismens mørke kræfter, begyndte at gøre sig gældende!

 

Nu er det jo sådan, at vel gentager historien sig, men ikke helt på samme måde. Dog, de ting, der sker nu og begynder at vise sig nu, ligner kun alt for godt det, vi kender fra historien! Ikke mindst er det utroligt, at selv de mest sindssyge har kunnet finde på at gå så direkte i Hitlers fodspor! Det er nok kommet bag på de fleste. Jeg husker fx, hvordan overrabbiner Bent Melchior i et TV-interview for længere tid siden sagde, at selvfølgelig ville fascismen kunne komme igen, men at det sandsynligvis ville blive i en helt anden skikkelse, så man ikke umiddelbart ville kunne genkende den og tage sig i agt for den.

 

Nu har vi imidlertid den ægte vare! Også så de har en af deres distributions-centraler her i Danmark, postboksen i Randers! – Hvortil kommer alle de fænomener, der mere svarer til det, overrabbineren advarede imod, og som derfor nok er endnu farligere. Men det ene eller det andet; vi skal ikke undervurdere mørkets kræfter, lige meget hvilket ansigt de viser sig med. – Vi kan jo også se, hvordan den storskrydende klovn Zhirinovskij er dukket op i Rusland – med massiv stemmeopbakning i de væbnede styrker!

 

Og til alt dette skal lægges, at den organiserede kriminalitet i skikkelse af forskellige mafia-bander gør sig gældende i en rivende udvikling – bl.a. med de mest forfærdelige former for terror!

 

Så kan man sige, at nu er præsten i gang med at holde en politisk brand-tale fra prædikestolen. Og man må da ikke blande kristendom og politik sammen! – Men se, mine venner! Også her er det nu helt nye tider. Også her er det utroligt, så hurtigt udviklingen er gået!

 

Det er jo ikke ret mange år siden, vi i hvert fald syntes, vi havde en situation, hvor hele samfunds- og kultur-livet gik af sig selv, og hvor den største fare, i hvert fald nogen af os kunne øjne, var, at det hele skulle stivne i en fuldstændig død og overfladisk virkelighed af beton og plastic og velfærd og effektivitet. Og da var det, at hvis en enkelt præst kom til at pippe lidt fra prædikestolen om, at dette måske ikke var den rette vej, så var der stærke kræfter, som mere eller mindre udtalt viste ham på plads. Dengang lå det mere eller mindre i luften, at "kirken" (som man sagde), "den" skulle bare "være der", så længe der ellers var nogen, der ville "bruge den", og så skulle "den" (dvs. især præsterne) ellers pænt holde sig ude i det rand-område, man mente tilkom den!

 

Det var dengang! Nu tror jeg, vi er på vej ind i en helt anden situation. (Selv om man jo har lært, ikke at udtale sig alt for sikkert om fremtiden; alt kan ske i 1990’erne!). Meget tyder på, at vi er på vej ind i en helt anden situation, hvor i hvert fald store dele af den nuværende folkekirkemenighed vil få et helt nyt syn på, hvilket behov de har for kristendommen, - og hvor den del af folket og samfundet, der ikke som sådan føler sig tiltalt af kristendommen, i anden omgang vil komme til at mærke, at der vist alligevel er noget, de er kommet til at mangle, for så vidt angår selve samfunds- og kultur-livet.

 

Det, jeg er ved at påstå nu, er, at der i hvert fald tegner sig den mulighed, at vi kommer ind i en så voldsom ombrydnings- og opløsnings-tid, at mange mennesker i helt personlig og central forstand vil få et helt nyt og stærkt forhold til kristendommen, medens mange af de øvrige, ikke mindst politikere og andre ansvarlige, vil få en mere sekundær interesse i kristendommen, idet de kommer til at indse, at der ikke rigtig er noget alternativ til den, for så vidt angår det moralske grundlag for samfundets beståen og det "åndelige" grundlag for det i videste og dybeste forstand  kulturelle liv – ja, simpelt hen for hele menneskelivet, når de rent fysiske behov er opfyldt!

 

Og lad os nu sige, at der i hvert fald er noget om det, jeg siger her. Hvordan kommer vi så til at høre teksterne til denne "sidste søndag efter helligtrekonger" – i øvrigt en nyskabelse, og en god nyskabelse, i vor nye alterbog. Hvad vi jo netop kan se på en helt særlig stærk måde  i den situation, jeg her taler om. Idet det dog er sådan, at de perspektiver, der her bliver holdt op for os, under alle omstændigheder ville være gode at få holdt op – også i helt anderledes situationer (hvor en hovedrystende modstand dog med større sandsynlighed ville kunne indfinde sig).

 

Men lad os nu gå til teksterne. Og vi begynder med den gammeltestamentlige læsning fra Esajas-bogens andet kapitel. [Musse: Den har vi ganske vist ikke hørt som læsning her ved denne korte gudstjeneste; men vi skal som sagt vænne os til, at dagens tekster alle hører med til dagen og den karakter, uanset om de er blevet læst eller ej.]

 

Her har jødernes gamle profet altså set et syn, set, hvordan det til sidst skal ske,

 

at Herrens tempelbjerg står urokkeligt,

højt over bjergene,

knejsende over højene.

Alle folkeslag skal strømme dertil,

talrige folk skal drage af sted og sige:

»Kom, lad os drage op til Herrens bjerg,

til Jakobs Guds hus;

han skal vise os sine veje,

...

 

Dette er altså, hvad der til sidst skal ske. Og direkte er det kun Sions bjerg, der er tale om, hvordan det skal stå urokkeligt og knejse over alt andet, der er højt. Men bag dette er det jo selve Guds højhed, der er tale om, ham, der er over alle, og ham, der er "til sidst". Vi kan bruge, hvad ord vi vil, men når vi overhovedet taler om Gud, når vi bare prøver at tro, at der på en eller anden måde overhovedet er dækning bag ordet "Gud", så er det jo det, vi taler om, det, vi sætter vort håb til, det, vi prøver at tro på – eller måske bliver til-talt af og sat på plads af! Hvis der overhovedet er nogen som helst betydning i ordet Gud, så viser det altså hen til den store personlige grund-magt, som var før alle tider, før "the Big Bang", som er omkring alt rum og al energi og alt stof, som også er inderst inde i og dybest under al ting – og som altså også står endnu længere ude i sin evigheds-fremtid, når det ellers er "til sidst" for alle andre ting! – Det er dette, der er "sidste søndag efter helligtrekonger-perspektivet" i dag! Ja, der er dette, der i en anden tekst, vi ikke får at høre som læsning i dag, nemlig første tekstrækkes evangelium, bryder frem som det, der beskrives med ordene, at da Peter og Jakob og Johannes var kommet op på bjerget med Jesus, da blev han "forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset".

 

Men dette var jo kun et øjeblik, og evangeliet slutter med, at

 

Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: "Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde"!

 

Og hermed er vi helt inde i både epistelen og evangeliet til i dag – efter anden tekstrække.

 

Epistelen: Guds ord som en skjult hemmelighed, der bliver åbenbaret for os kristne: Kristus i OS, herlighedens håb! – Det er hele tiden det samme, der er tale om:

 

Forklarelsen på bjerget – men så allerede vejen ned ad bjerget igen: det første stykke af først Jesu egen vej til Golgata, og dernæst disciplenes vej til deres martyrdød.

 

Men altså her til i dag:

 

Epistelen: Herligheden, der bryder frem gennem hemmelighedens skjulthed og er hos os som hverken mere eller mindre end et håb!

 

Og så evangeliet: "Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres". – Ja, det lyder jo direkte flot! – Og vi kan springe hen til slutningen: "Fa[de]r,, herliggør dit navn". – Og også her en røst fra himmelen (ligesom oppe på Forklarelsens Bjerg): "Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det". – Og næsten helt til sidst: "Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig". Det lyder jo også vældig flot. – Men fortsættelsen, evangeliestykkets slutning, lyder jo (svarende til alle de ting, vi her har sprunget over): "Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle "! – Ophøjelsen, herliggørelsen, skulle altså bestå i, at Jesus blev løftet den ene eller de ganske få meter op på det frygtelige kors – til skræk og advarsel for alle andre, der kunne tænke sig at træde op mod dem, der havde magten!

 

Sådan i hvert fald i første omgang. Men netop dette "højdepunkt" af "Guds ords hemmeligheds skjulthed" bliver jo så alligevel til det gennemgangs-punkt, hvorigennem Guds ords herlighed bryder frem for os som "den gyldne sol gennem den kulsorte sky"!

 

Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.

 

Her har vi forbindelsen til Kaj Munks "martyr-fest". Og her har vi de betingelser, hvorpå kristendommen kan være politisk, moralsk og kulturel faktor i vort land, ja, i Europa og i verden: Gud som den evige og yderste og absolut suveræne magt omkring og under og igennem alle ting. Men samtidig Gud som den skjulte herligheds Gud, der i kampen mod Synden og Døden og Djævelen må gå gennem Golgatas sorte hul for at komme ud til os som "herlighedens håb", indtil det bliver "til sidst" og det går i opfyldelse, hvad profeten så, at

 

[Herren] skal skifte ret mellem folkeslagene,

fælde dom blandt talrige folk.

De skal smede deres sværd om til plovjern

og deres spyd til vingårdsknive.

Folk skal ikke løfte sværd mod folk,

og de skal ikke mere oplæres til krig.

 

På disse betingelser kan kristendommen aldrig blive reduceret til en gang samfundsbevarende moral-snak eller til "vort kristne kultur-grundlag". Men menneske-fjendsk vil denne kristendom heller ikke være; den er jo herlighedens åbenbarelse fra vort livs Gud. Så medens vi lever i herlighedens håb (er det end nok så meget gennem kors og mørke), så vil lyset fra dette håb alligevel også brede sig velgørende over vort liv. – Hvilket blandt andet betyder, at vi – på et realistisk grundlag, i erkendelse af grænserne for vore muligheder – går i gang med at gøre vort til, at sværdene bliver smedet om til plovjern, kampvognene til traktorer!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Søndag septuagesima 1992 (16. februar)

 

 

377 – [258] – 146(57) -///- 595 - 233
 
ApG. 17,22-34. - (Matt. 20,1-16). - Matt. 25,14-30
 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du har betroet os din store kapital!

Ja, tak, fordi vi alle har fået hver vor del – hver vor opgave!

Send din Ånd og dit lys i vore hjerter, så vi kan se dette, tage imod det med glæde – og være medarbejdere for hinanden med denne glæde, så glæden kan være stor, i Himlen og på jorden, når du kommer ved verdens ende og tager os med ind i din og vor Fars evige Rige!

Amen.

 

 

En hyppig misforståelse – som derfor næppe er tilfældig – er, at man simpelt hen hører dette evangelium som en opfordring til, at vi skal gå ud i samfundet og gøre gavn med hver vore medfødte evner. Det er jo også på den måde, ordet talent er gået fra denne lignelse over i vore almindelige sprog. Man taler om talentfulde kunstnere, talentfulde videnskabsmænd osv.

 

Og lad det med det samme være sagt: Det er meget vigtigt, at vi alle sammen bruger vore evner til at gøre noget godt, til gavn og glæde både for os selv og for vore medmennesker. Ja, netop i vore dage er der ekstra grund til at understrege dette! Det gælder mht. de veludrustede, at de faktisk ikke har fået deres evner bare for at rage til sig og gøre sig selv store – ved så også at leve et tomt liv i ulækker luksus og tåbelig statusgivende adfærd, omgivet af tomme, tåbelige statusgivende ting! – Og det gælder de mindre veludrustede, som får en check eller en overførsel til deres bankkonto, idet man så ellers bare forventer, at de holder sig væk – og i ro!

 

Ja, det er meget vigtigt, at vi alle bruger vore medfødte almindelige evner – og lader hinanden få lov at gøre det! Dette kan ikke understreges kraftigt nok. Og jeg ville være led ved at høre mig selv holde denne prædiken, hvis jeg ikke understregede det, så godt jeg kunne! I ved måske, at man har en parodi på teologien i en af vore kirkelige retninger herhjemme – den omfatter stort set mest præster – og den lyder sådan: Gud er alt. Jeg er intet. Men du er en stor idiot! – Hvor de to første ting jo er rigtige nok. Men hvor det selvfølgelig er den tredje, der er problemet. - Men så måske alligevel også den anden! Det kan selvfølgelig lyde meget godt og ydmygt og fromt at sige Jeg er intet, men hvis det enten er hykleri (fordi man altså ikke mener det bogstaveligt!) – eller falsk selvundertrykkelse - er det selvfølgelig ikke så godt!

 

Og det er selvfølgelig også det forkerte i måden at sige Gud er alt, jeg er intet på, der får os til at sige Du er en stor idiot til de andre. Eller måske Men du skal i hvert fald slet ikke tro, du er noget! Det er, hvis man ikke forstår sin egen plads i Universet, ja, sin egen stilling over for Gud, man begynder at bruge religionen til at undertrykke sine medmennesker med! Hvad der desværre er uhyggeligt mange eksempler på. Og selvfølgelig er det pinligt, at selv kristendommen kan bruges – og er blevet brugt på denne måde. Men forklaringen er, at den religiøse følelse jo er den dybeste og største og stærkeste i mennesket – og derfor den mest velegnede til at spænde for sine egne falske formål. Se fx bare, hvordan alle mulige religiøse svindel-foretagende strømmer ind i det gamle kommunist-imperium for at operere i det religiøse tomrum der. Gud bevare den russiske ortodokse kirke og andre ordentlige kirkesamfund derovre!

 

Men altså: Som en engang sagde: "Når man har været i kirke, skulle man gerne være et par centimeter højere, når man går ud!". – Nu kan også dette misforstås. Og jeg er ikke engang sikker på, vedkommende uden videre mente det gode med det. Men der har i hvert fald ligget det rigtige i det, at gudstjenesten ikke er til, for at vi skal undertrykke hinanden eller tvære hinanden flade. Og den sidste, der skal gøre noget i den retning, er selvfølgelig præsten.

 

Problemet er imidlertid – som allerede flere gange antydet – at hvis den tilsyneladende vældig rigtige og fromme snak kan misbruges, så kan det modsatte jo også være forkert. Sagt på en anden måde: Det, der tilsyneladende er et fuldt berettiget oprør mod hykleriske og magtsyge menneskers misbrug af kristne ord til at gøre deres medmennesker flade med, det kan altså også godt i virkeligheden være et helt sindssygt oprør mod Gud selv, ja, mod hele kristendommen.

 

Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte! Hvis man virkelig kun vil høre dette evangelium som en almindelig livsfilosofisk eller moralsk opfordring til, at vi skal bruge vore medfødte evner til at gå ud og gøre noget godt, SÅ ER DETTE ENSBETYDENDE MED ET LODRET NEJTAK TIL HELE KRISTENDOMMEN! Det er en kendsgerning. Det kan man simpelt hen se, bare ved at læse teksten ordentligt!

 

Så kan det selvfølgelig være, det er fornuftigt at sige nejtak til kristendommen. Det kunne jo være det rene løgn og opdigt alt sammen. Eller en illusion, et selvbedrag! Men hvis man mener det, så skal man jo slet ikke beskæftige sig med, hvad den kristne evangelist Matthæus har skrevet!

 

Men der er nogen andet, man skal, hvis man affærdiger hele kristendommen, og det er at gøre rede for, hvad man så vil sætte i stedet. Dvs. hvis man bare holder sine meninger for sig selv, må man sådan set selv om det. Så er det jo ens eget problem, hvordan man vil forstå sin tilværelse, og hvad man vil prøve at finde håb og trøst ved. Men hvis man stiller sig op i en samtale eller diskussion og erklærer kristendommen for løgn og bedrag, så må man jo være forpligtet til at give et bud på, hvordan man da vil prøve at forstå det hele, og hvordan man da vil få modet til at holde ud at leve!

 

Det, jeg vil prøve at sige med dette, er, at vel skal det ene menneske ikke sige til det andet: Du skal ikke tro, du er noget! (Janteloven). Og den sidste, der skal gøre det, er altså præsten i den kristne menighed. Men det, præsten simpelt hen har pligt til at sige, det er, at den, der tror, han kan sige nej tak til de talenter – eller den talent – Jesus Kristus betror ham, han skal tænke sig godt om – overveje nøje, om han nu alligevel ikke overvurderer sin egen situation!

 

Jeg sagde før, at det er såre enkelt at se, hvad der i hvert fald faktisk står i teksten. For det første  er der tale om en herre, der skulle rejse udenlands for senere at komme tilbage, og det er selvfølgelig Jesus Kristus selv, så at vi nu – når vi ser det i bakspejlet – kan sige, at hans afrejse, det er Kristi himmelfart, og hans tilbagekomst, det er Kristi komme på himmelens skyer i glans og herlighed ved verdens ende – uanset hvordan vi så ellers vil prøve at se det for os. Men det er altså det, der står i teksten! Allerede derved kan vi altså se, at det ikke er os selv og vort eget, det handler om. Men det bliver jo også sagt helt direkte: Den mand, der skulle rejse udenlands, betroede jo sine tjenere sin formue, står der – idet der så videre står:

 

én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne.

 

HER KOMMER VORE MEDFØDTE EVNER IND!!! Der står altså ikke, at et menneske er nul og niks. Og vi hører ligefrem hvordan Herren roser de to første og byder dem ind til Himmerigets evige glæde, fordi de har brugt deres evner rigtigt til at forvalte den kapital, han har betroet dem!

 

I øvrigt er det jo for den sags skyld også Gud, der har givet os vore medfødte evner, så den, der vil rose sig, skal under alle omstændigheder "rose sig i Herren" [1992: "den, der er stolt, skal være stolt af Herren" (1 Kor 1,31)], som apostelen siger. Men Gud har selvfølgelig ikke givet os hverken det ene eller det andet for at undertrykke os. Måske er der mennesker, der giver hinanden gaver for at få hinanden til at føle sig små. Men sådan er Gud i hvert fald ikke – hverken med hensyn til vore medfødte anlæg eller med hensyn til de talenter, han har betroet os ved Jesus Kristus. Og her er vi så fremme ved evangeliets egentlige pointe. Der stod jo, at tjenerne fik betroet pengene "enhver efter hans evne". Og det vil sige, at ham den sidste, der kun fik een talent, også har været den mindst dygtige!!! – Men han blev jo ikke straffet, fordi han ikke havde været så dygtig. Det vidste Herren jo i forvejen – og havde alligevel taget ham i sin tjeneste! Det er ingen åbenbart for ringe til! Alle kan være med til at få kristendommens store livs-kapital til at vokse mellem mennesker (for det er jo det, der er tale om!).

 

Nej, det, den sidste tjener bliver straffet for, det er, at han viser sin Herre den hån at grave kristendommens store livskapital ned i et hul i jorden, fordi han tror, kristendommens Herre er en urimelig og ondskabsfuld Herre. Det, der er er i vejen med den sidste tjener, er, at han tror, Herren er en, man skal sikre sig imod! Så har han jo overhovedet intet fattet, hverken hvad det vil sige at være skabt af Gud eller at have fået rakt og betroet kristendommens store livskapital af Jesus!

 

Og der er selvfølgelig en slags pointe i, at det er den dummeste af tjenerne, der tror sådan om Herren! For det er jo det rene vanvid at nære en sådan mistillid til livets og kærlighedens Gud!

 

Men det er altså ”dum” i denne særlige betydning! For ellers viser erfaringen jo, at det ofte netop er de mest enfoldige, "Ane i Kæret" og den slags, der bedst er i stand til at opfatte, hvad det hele drejer sig om, medens fx højt begavede videnskabsmænd kan sige det argeste sludder om disse ting.

 

Nej, det, det drejer sig om, er at kende sin plads som Guds skabning og Jesu Kristi discipel. Og at være glad for denne plads – på en måde, så denne glæde også breder sig ud til ens omgivelser. Det er jo netop glæden, livs-glæden, der er den betroede kapital. Man kunne også sige befrielsens og håbets glæde. Salmen om lidt siger noget mere om dette – og samler det ganske særligt i linien: Nåden vil høste, hvad den sår!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Søndag seksagesima 1988 (7. februar)

 

 

DDS: 377 – 441 - 134 -///- 277 – 432 (da vi er i forfaste-tiden, på mel. DDK 221)
 
2. Tim. 3,10-17. - (Luk. 8,4-15). - Mark. 4,26-32
 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak, fordi du har bragt Guds Rige nær, ja, tak, fordi vi allerede nu kan mærke og opleve den nye virkelighed, du er kommet med!

Hjælp os til at samles tæt om dig og det, du er kommet med, så det kan leve og vokse også i os, indtil vi skal opleve den fulde frugt, når det helt bliver din dag!

Amen.

 

 

I søndags hørte vi evangeliet om de betroede talenter, og her konstaterede vi, at disse talenter, det er ikke det samme som vore medfødte evner, men tværtimod ”dele af Himmerigets nye virkelighed, Himmerigets kapital”, ja, jeg udtrykte det til slut på den måde, at i og med denne kapital er Jesus hos os nu - og andre steder er han ikke i verden.

 

At sige sådan kan imidlertid være farligt. For hvis vi misforstår det, kan vi komme til at bilde os ind, at det mere eller mindre er os, der skal gøre Jesus levende - i stedet for omvendt, som det jo er!

 

Her er det så, evangeliet til i dag kommer ind. For det siger jo ganske klart, at selv om vi altså skal forvalte Himmerigets kapital, så er det ikke os, der skal skabe den, ja, dybest set heller ikke os, der skal få den til at vokse.

 

Det kan lyde selvmodsigende. Men sådan er det så tit med det, Jesus siger, og det er nu heller ikke så mærkeligt endda. Vi kan godt forstå, at dette er en sag, der har to sider: een side, der vender ud mod Jesus eller ud mod Gud, og een side, der vender ind mod os. Gud giver os noget, og vi skal - som hans tjenere eller medarbejdere - forvalte det, han giver os, så det både kan vokse og trives hos os selv og gennem os blive rakt videre til andre!

 

Vi ved godt, at vi befinder os i en meget kritisk situation som kirke. Det har man måske også gjort før. Men det bliver den krise, der nu er vor, ikke anderledes eller mindre af.

 

Det er svært at tro på Gud. Der er så mange ting, der gør det sandsynligt, at der nok alligevel slet ikke er nogen Gud. Vi kan bare tænke på al bioteknologien. Den kan i hvert fald godt få det til at se ud, som om det bare er kemi og fysik alt sammen, og så ikke mere.

 

Og det er svært at leve som menighed. Der er så meget i hele vor livsstil, der gør det svært at komme af sted til kirke om søndagen, at bede morgen- og aftenbøn, at fordybe sig i livets og kristendommens store spørgsmål.

 

Ja, det er svært at tro på Gud og svært at leve som menighed. Og de to ting er to sider af samme sag. Det betyder, at de også skal følges ad, hvis det skal blive bedre for os igen.

 

Det umiddelbart mest indlysende for os er, at for at vi skal kunne leve bedre som menighed, må vi først tro noget mere på Gud. Men det kan også vendes om: For at vi skal kunne tro mere på Gud, ja, møde ham, må vi leve mere som menighed!

 

For hvordan er Gud i verden? Går han rundt som en gammel mand med hvidt skæg? En slags højere form for julemand! Eller sidder han som sådan og gemmer sig bag en sky, hvorfra han kigger lidt frem engang imellem?

 

Nej, det gør han ikke. Og Jesus går jo heller ikke rundt mere, sådan som han gjorde det, dengang han fortalte lignelserne om de betroede talenter og om sædens vækst og om sennepsfrøet, der bliver til et helt træ.

 

Gud er heller ikke i verden som sådan en stor ånd, der farer rundt - en højere form for spøgelse!

 

Altså: enten er Gud slet ikke i verden, eller også er han i verden i det liv, der er i Hans menighed!

 

Og ganske særligt i den situation, vi er i nu, gælder det om, at vi gør os dette klart, så vi ikke søger Gud alle mulige andre steder, men udelukkende søger ham i det fælles liv, vi har som hans menighed, først og fremmest i gudstjenesten, men også på alle de andre områder, både de særligt kristelige og de på en måde ganske almindelige. Jeg tænker her dels på alle de andre former for fromhedsliv eller andagtsliv eller studium, der er ud over gudstjenesten, dels på hele vort almindelige liv ude i hverdagen, som i mange henseender bliver ved at være, som det ville have været uanset kristendommen, men som alligevel også med kristendommen bliver et helt nyt liv, rettet ind på en helt ny måde, med et helt nyt perspektiv både i tiden og i dybden.

 

I alle disse henseender er det afgørende nødvendigt, at vi fordyber os i det at leve som kristne, som medlemmer af Guds menighed. Og det gælder, hvad enten vi samlet, som [hele det danske] folk, kommer til at leve op som kristent folk, eller vi som del af folket på en helt ny måde skal til at forstå os selv som Guds menighed til forskel fra dem, der så ikke ønsker at være det.

 

Vi møder ikke Gud ved at spejde ud til stjernerne eller ved at rejse derud med rumskibe. Vi møder heller ikke Gud ved at se ind i livets smådele med mikroskoper. Vi møder heller ikke Gud ved at lede efter en løsreven ånd, der skulle svømme rundt i luften. Nej, den eneste måde, vi møder Gud på, er ved at samles om ham som hans menighed, dvs. samles om den nye virkelighed, som kom ind i verden, da Jesus kom.

 

Det er altså ikke ”hinanden”, vi skal samles om! Vi skal samles med hinanden. For selv om Gud også er Gud for os hver især, ja, selv om netop kristendommen på en ganske særlig måde gør den enkelte til en person med evigheds-betydning, er forholdet mellem Gud og os i sin fulde betydning et forhold mellem Gud og hans folk. Menigheden er Guds folk - ligesom mennesket ikke blev skabt som bare eet individ, men som et par, der skulle blive til hele menneskeslægten.

 

Vi skal altså samles med hinanden! Men ikke om hinanden! Vi møder Gud, når vi samles som menighed, men vi skaber ham ikke ved det!

 

Det er det, de to små lignelser til i dag skal hjælpe os til at forstå. Ja, allerede så snart vi er samlet om at høre disse lignelser, er det Gud og Hans ord, vi er samlet om, ikke hinanden!

 

Med Guds Rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden ... og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde ...

 

Og:

 

[Guds Rige] er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.

 

Guds Rige gror sin egen vækst! Det gror i os - men det gror sin egen vækst. Og det kan vi også godt mærke. Vi kan meget tydeligt mærke, at det, vi samles om som kristne, er noget, der er større og stærkere end os.

 

Vi kan mærke det, når ulykken og sorgen og døden rammer os. Så kan vi ganske vist godt komme til at føle os helt alene. Forladt af Gud. Uden Gud. At Gud slet ikke er der. Men nå de kristne ord er hos os, så kan vi alligevel godt høre, at de kommer fra det liv, der er større end os, samtidig med, at det er det, der ligger bag os og vort liv. Også i sorgens stund, ja, selv i sorgens stund, gror Guds Rige sin egen vækst. Også selv om det ser så lille og småt ud som et sennepsfrø.

 

Vi kan også mærke, at Guds Rige gror sin egen vækst, når det gælder om at forstå tilværelsen. Det kan synes helt umuligt at tro på Gud. Men alligevel gør kristendommen sig gældende som en levende sandhedsmagt, der trods alt viser sig at passe til vort liv.

 

Den menneskelige tanke alene er bleg og grå ved siden af kristendommens levende sandhed. Sammenlign et stykke af en filosofi-bog med et stykke af en god prædiken - eller med et salmevers! Filosofien er måske mægtig pæn og ærlig og redelig. Men så udtaler den sig om næsten ingenting, ja, nøjes måske med at udtale sig om, hvorfor den ikke kan udtale sig! I prædikenen og salmen derimod er hele livets fylde med, og her tales der ikke bare til forstanden, men til hjertet, til vor inderste følelse af at være menneske. Og så opstår der liv af liv. Det er ikke os selv, der skaber det - og det sker, uden at vi ved hvordan.

 

Endelig kan vi mærke, at Guds Rige gror sin egen vækst, når vi mærker, at der er en kraft, der får os til at gøre noget, vi ikke ellers ville have gjort. Måske er det ikke så farlig flot. Men så kan vi måske netop mærke, hvad det ville være blevet til, hvis vi bare skulle have gjort det af os selv. Nej, det livs-ord, der kan trøste og styrke os i sorg og nød, og som kan tale til vort hjerte med levende sandhed, det kan også få os til at leve op i kærlighedens gerninger. Ja, netop i vor tid kan vi måske på en ganske særlig måde mærke dette i modsætning til den kulde og egoisme, som breder sig. Også vi selv har måske lyst til at være egoistiske. Men så kommer den livs-sandhed, der har varmet vort hjerte eller trøstet os, og kræver sin ret.

 

Sådan lever Guds Rige i os. Men dermed lever det også som Guds helt nye fremtid, der er kommet nær. Alt det, der gør sig gældende hos os her og nu, er samtidig billeder på, hvad Gud har til os ude bag tiden - og som vi slet ikke selv kan skabe.

 

Vi kan ikke forstå, hvordan der skal kunne komme en helt ny tid og en helt ny virkelighed. Men Jesus har hjulpet os med de to små lignelser til i dag. For med dem har han lovet os, at det, som vi trods alt allerede nu kan mærke er større end os, det på underfuld måde engang skal blive helt stort og godt og dejligt, så det, vi allerede nu oplever som livet og sandheden, kommer til at fylde det hele.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fastelavns søndag 1974 (24. februar)

 

 

DDS 1953: 176 – 396 - 122 -///- 167 – 181
 
1. Kor., kap. 13. - (Mt. 3,13-17). - Luk. 18,31-43
 

 

Far i Himlen!

Forbarm dig over os!

Amen.

 

 

Som bekendt hører vi ingen prædiken langfredag.

 

[Indsat 2004: Først fra 1983 begyndte jeg at veksle mellem liturgisk langfredagsgudstjeneste og langfredagsgudstjeneste med prædiken. Se bemærkningen til langfredag nf. her på undersiden]

 

Til gengæld er prædikenerne i dag og på de dage, ligger mellem i dag og langfredag, på forskellig måde een lang række af langfredagsprædikener.

 

Man kan sige, at langfredag er det nulpunkt, som hele fastetiden falder hen imod. Det nulpunkt, som åbner sig i et stort mørkt og tomt hul.

 

Hvor det da så er godt, at vi her på fastelavns søndag også hører om opstandelsen på den tredje dag.

 

Det er faktisk nødvendigt, at vi holder os opstandelsen for øje i den kommende tid. Ellers bliver det bare en tragedie, vi prøver at mindes og genopleve. Nu, med opstandelsens lys forude, er det ikke en tragedie, men et paradoks, en selvmodsigelse, vi oplever.

 

Man kunne nemlig godt forestille sig, at man i stedet for den kristne Kirke havde en samling Jesus-tilhængere, nogle mennesker, som fra generation til generation bevarede Jesu lære og prøvede at efterleve den.

 

I så fald ville Jesu dødsdag være en mindedag, hvor man ville sørge over den skæbne, der var blevet Jesus-bevægelsens stifter til del. Men vel også en forholdsvis glædelig mindedag, hvor vi, ligesom på hans fødselsdag, ville mindes og glæde os over alt, hvad bevægelsens grundlægger havde givet os - ligesom vi fx i 1972 fejrede 100-året for Grundtvigs død (bortset fra, at Jesus og Grundtvig jo døde under temmelig forskellige omstændigheder).

 

Alt dette kunne man som sagt godt forestille sig.

 

Men det er jo bare ikke på den måde, vi kommer sammen, hverken nu i dag, i fastetiden eller på langfredag. Vi kommer ikke sammen for at mindes vor religionsstifters mere eller mindre tragiske endeligt. Vi kommer ikke sammen for at mindes en tragedie. Vi kommer sammen for at blive stillet over for en gåde, korsets gåde. Og denne gåde er både mindre end, mere end og noget helt andet end en tragedie.

 

Korsets gåde er mindre end en tragedie, fordi påskemorgen jo står og lyser forude på den anden side af tragedien på Golgata. Korsets gåde er mere end en tragedie, fordi tragedien på Golgata også er hvert eneste menneskes tragedie. Korsets gåde er noget helt andet end en større eller mindre tragedie, netop fordi den er en gåde.

 

Vi kan nemlig trods alt til nød forstå, at Gud på underfuld måde har plantet et sejrstegn ind i menneskeslægtens historie, sådan som det skete påskemorgen. Og vi kan trods alt også godt forstå, at Gud har et alvorsord at sige til os.

 

Med det sidste kniber det godt nok mere. I al fald vil vi nødig indrømme, at der skulle være noget i vejen med os: ”Jeg er i al fald ingen synder”, siger mange moderne mennesker til sig selv, mere eller mindre udtrykkeligt, mere eller mindre højlydt.

 

Andre taler bare sådan om synden i al almindelighed - dvs. hos de andre. Det er det, der er faren for fx præsten.

 

Men inderst inde, når vi helt oprigtigt betragter os selv i lyset af Guds ord, ja, måske bare i lyset af almindelig anstændighed, da har vi måske alligevel ikke så svært ved at forstå, at Gud har noget at sige os, som det er overordentlig ubehageligt at høre. Det er nok netop denne allerinderste erkendelse, der får os til, enten at protestere eller at udvande, når vi hører dommens ord.

 

Altså: Vi kan til nød forstå, at Gud har plantet noget stort i vor tilværelse, og at Gud dømmer vor ondskab og selvretfærdighed. Men kan vi forstå, at korsets gåde er noget endnu mere, ikke bare på een gang en mindre og en større tragedie, men noget helt andet end en tragedie? Noget, der på een gang er langt mere tragisk end det mest tragiske og langt mere glædeligt end det meste glædelige?

 

Kan vi forstå, at Guds sejrende storhed og vort katastrofale nederlag mødtes på korset, således at den uovervindelige Gud ved at overtage vort nederlag forvandlede det til en sejr, også for os?

 

Kan vi forstå det, Jesus bla. hentyder til, det, der står skrevet hos profeten Esajas?

 

Men det var vore sygdomme, han tog,

det var vore lidelser, han bar;

og vi regnede ham for en, der var ramt,

slået og plaget af Gud.

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser

og knust for vore synder.

Han blev straffet, for at vi kunne få fred,

ved hans sår blev vi helbredt.

Vi flakkede alle om som får,

vi vendte os hver sin vej;

men Herren lod al vor skyld ramme ham.

 

Nej, det kan vi ikke forstå. Og selv om der nok gives forskellige grader af en tilnærmelsesvis forståelse, jo mere man lever sig ind i kristendommen, så kommer vi aldrig til, egentlig at forstå det.

 

Men vi må høre det og bøje os for det. Det er også det vigtigste.

 

-

 

Jeg kunne godt tænke mig, her at sætte disse ting i forbindelse med den dåbs- og dermed kristendomsdebat, som nu er i gang.

 

[Sat ind her 2004: Det følgende er stærkt præget af situationen omkring de såkaldte dåbssager i 1970’erne, og i det hele taget af den kirkelige situation dengang - og skal læses med dette in mente. Og så lader jeg det ellers stå, som det stod i manuskriptet - uden videre kommentarer]

 

Der er vist ingen her, der er i tvivl om, hvor jeg og vel det store flertal af Den Danske Folkekirkes præster står i denne sag.

 

Nu er det ganske vist noget forfærdeligt noget at tale om sig selv fra en prædikestol - men det er heller ikke det, der er tilfældet.

 

Vi præster, der med glæde døber de små børn - trods forældrenes mere eller mindre åbenlyse foragt for det, de bærer deres børn hen til - vi gør det jo, hverken fordi vi tilfældigvis er særlig dumme eller særlige go’e af os.

 

Vi gør det, fordi det er vor pligt mod dén grænseløst gode og barmhjertige Gud, i hvis tjeneste vi står. Og vi gør det med glæde, fordi vi tror, at Hans godhed og barmhjertighed er stærkere end al menneskelig foragt og trods og fjollethed.

 

Og lad os dermed holde både mig og alle andre præster udenfor. Det er jo ikke os eller vore meninger, men evangeliet, kristendommen, det drejer sig om.

 

Men så skal vi også holde alle jurister og organisationsformænd og kirkeministre udenfor.

 

Det vil nemlig være en helt katastrofal misforståelse, hvis nogen går hen og tror, at dåben er noget, man har ret til, fordi man er dansk statsborger, betaler kirkeskat eller har stemt på regeringspartiet.

 

Selvfølgelig ville det under alle omstændigheder i og for sig være muligt, ad politisk vej at tvinge nogle embedsmænd til at udføre de religiøse servicehandlinger, som man af forskellige grunde synes man har brug for. Men det, man med tjenestemandsloven og lønningsposen i hånden kan tvinge sig frem til, det er i al fald under ingen omstændigheder dåben som Guds gave.

 

Når den kristne dåb er gratis og betingelsesløs - om end ledsaget af en klar befaling til forældrene om også at oplære børnene i den kristelige børnelærdom - så er det ikke en rettighed, som mennesker har; så er det Guds helt ufatteligt store gave til os.

 

Og når præsterne har pligt til at døbe børn på trods af forældrenes mere eller mindre udtalte foragt og ligegyldighed, så er det ikke noget, staten eller demokratiske forsamlinger kan pålægge dem, nej, så hænger det sammen med, at Jesus blev overgivet til hedningerne for at blive spottet, hånet og spyttet på, så hænger det sammen med, at ”han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder”.

 

Det latterlige, der efter al fornuftig menneskelig målestok finder sted, når vi døber de små børn, hænger sammen med korsets gåde. Den Gud, der lader sig gøre til grin ved kirkens dåbspraksis, er den Gud, som lod sig gøre til grin, da Menneskesønnen blev overgivet til hedningerne for at blive spottet, hånet og spyttet på.

 

Og vi forstår hverken det ene eller det andet. Så vi har bare at høre den dom, det udtaler over os, bøje os for den - og så ellers klynge os til troen på, at vi blev helbredt ved hans sår.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

1. søndag i fasten 1972 (20. februar)

 

DDS 1953: 437 – 172 - [563] -///- 420 (540) – 560
 
Jak. 1,5-16. - (Matt. 4,1-11). - Luk. 22,24-32.
 

 

Far i Himlen!

Lær os at tro på Jesus!

Amen.

 

 

Det er blevet moderne at interessere sig for Jesus. Den tid er forbi, hvor man nærede så stor tillid til menneskets intelligens og fornuft, at man enten kun havde et skuldertræk tilovers for religion og kristendom eller måske ligefrem betragtede det som noget, der måtte forsvinde, for at det skulle blive muligt at leve et sandt menneskeliv.

 

Dvs. helt forbi er den tid ikke; der er stadig stærke kræfter, som mere eller mindre åbenlyst søger at bekæmpe kristendom og kirke for i stedet at få deres egen ideologi sat i højsædet.

 

Men det er alligevel typisk for vor tid, at man er mere åben for det religiøse.

 

Nu er det ganske vist gyseligt at høre mere eller mindre gamle og forkalkede repræsentanter for ”det bestående” stå og diske op med, hvor godt de forstår ”de åånge”. Det er som oftest helt til grin og i mange tilfælde kun mere eller mindre vellykkede forsøg på at klamre sig til magten ved at ride med på tidens bølge.

 

Ikke desto mindre er det sådan, at netop ungdommens holdning, som den har udviklet sig i den sidste halve snes år, er et klart udtryk for den stigende interesse for det religiøse.

 

Altså det religiøse i videre forstand; for der er jo ikke i større omfang tale om en simpel tilbagevenden til kirke og kristendom.

 

Man er begyndt at interessere sig for buddhisme, muhamedanisme osv. [2004: Dengang hed islam faktisk ”muhamedanisme” i almindelig daglig tale!].

 

Men man er også begyndt at interessere sig for Jesus.

 

Det er ikke til at sige, hvad der i alle tilfælde ligger i denne interesse for Jesus. Og selvfølgelig skal man være meget forsigtig med at dømme om andres kristendom - endsige for-dømme den. Men pdas. skal man jo heller ikke gå til grunde i bare forsigtighed, så man ikke reagerer, når der står noget helt væsentligt på spil.

 

Vi kan som sagt ikke vide, hvad der dybest i hver enkelt ligger i den nye interesse for Jesus. Men man kan have sine - mere eller mindre bange - anelser. Og man har lov til at advare mod farlige afsporinger - uden derfor at ville gøre sig til dommer over den enkelte.

 

Men hvorfor nu netop disse betragtninger her på 1. søndag i fasten?

 

Jo, det er sådan, at teksten til i dag er et af de mange steder i Det nye Testamente, som kan misforstås, som kan bruges til at tegne et forvansket billede af Jesus med.

 

Lad os derfor prøve at se, hvordan man kan udlægge dagens tekst, så man derved får tegnet et Jesus-billede, som passer ind i tidens mønster:

 

Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største.

 

Dette vil man fx opfatte således:

 

Her har vi et udtryk for mentaliteten i konkurrencesamfundet. Her har vi et udtryk for, hvad alle de er ude på, som stræber og struggler og stresser for at komme frem i verden, for at få position, for at blive regnet for noget af de andre. Her har vi et udtryk for menneskenes interesse for sig selv, de mennesker, der - som i virkeligheden ensomme stakler - ræser frem i verden uden at tænke på deres medmennesker.

 

Men så står der videre i teksten:

 

Da sagde han til dem: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere”.

 

Dette sted vil den moderne Jesus-interesserede måske forstå således:

 

Her afslører Jesus magtsystemet. Her lægger han en bombe under det bestående samfund. Her er det tydeligt at høre, hvad Jesus mener om magthaverne. Her har vi et tydeligt udtryk for Jesu revolutionære sindelag.

 

Og videre:

 

Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.

 

Heri ser den moderne Jesus-interesserede måske dette:

 

Og nu fremsætter Jesus sit program for kærlighedens revolution. Det er et enkelt og klart og godt program. Det er ganske simpelt den fuldkomne kærlighed og det fuldkomne demokrati, der er tale om. Det, Jesus vil lære os, er, at ingen skal bestemme over de andre, men at alle skal tjene fællesskabet. Her har vi demokratiet på arbejdspladsen og det kollektive liv i storfamilien.

 

Og endelig:

 

For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

 

Dette - og navnlig ordene: ”Men jeg er iblandt jer som den, der tjener” - vil den moderne Jesus-interesserede opfatte således:

 

Se, Jesus nøjedes ikke med at tale; han viste med sit eksempel i sit liv med disciplene, hvordan vi skal gøre. Det, det nu gælder om for os, er at lære af denne store Jesus, så han ikke har levet forgæves, men så at hans eksempel skal lære os at leve og indrette samfundet på en ny måde, så menneskeheden derved skal gå en lys og lykkelig fremtid i møde.

 

-

 

Ja, lad os nu hellere holde op, mens legen er god. Ellers ender det nok bare med, at nogen begynder at tage det alvorligt. For lyder det ikke egentlig meget fornuftigt, hvad der her er sagt?

 

Jo, det gør det måske nok. Der er jo ikke meget af det, der sådan bliver sagt, der er 100% forkert i den forstand, at der overhovedet intet rigtigt er i noget af det.

 

Men på den anden side må det fra den kristne tros side fastholdes, at bortset fra enkeltheder, som måske kan lyde godt, så er det Jesus-syn, som er blevet tegnet op her, mere end 100% forkert.

 

Prædikenen i dag har altså ganske upædagogisk hovedsagelig bestået af eksempler på, hvordan der ikke skulle prædikes over Lukas 22,24-32. Men det kunne jo være, at vi derved kunne nå til større klarhed over, hvad sand kristendom er.

 

Lad os begynde med at slå fast, at det slet ikke har været forkert, alt, hvad der blev sagt.

 

Det er rigtigt, at teksten også har noget at sige om konkurrencementaliteten. Og det er rigtigt, at vi skal elske og tjene hverandre. Endelig er det også rigtigt, at Jesus har foregået os med et godt eksempel. Men det forkerte, det mere en 100% forkerte, ligger i, at man ikke forstår mere end det.

 

Man kan sige det således: Det forkerte, det katastrofalt forkerte, er, at man ikke forstår teksten som en af fastetidens tekster. Det forkerte er, at man ikke forstår teksten som pegende frem mod langfredag og påskemorgen. Teksten til i dag er oven i købet meget nær ved disse dage; den står nemlig i Lukasevangeliet lige efter nadverens indstiftelse og lige før sjælekampen i Getsemane.

 

Det er derfor slet ikke moral og politik, Jesus taler om. (At dette og alt, hvad Jesus ellers har sagt, også har betydning for moral og politik, er en helt anden sag).

 

Ordene: ”Men jeg er iblandt jer som den, der tjener”, rækker uendelig langt videre end til opfattelsen af Jesus som forbillede i ydmyg tjeneste i fællesskabet. Disse ord rækker frem til påske, først til langfredag, hvor Jesus måtte lide døden, fordi vi er onde, men også til påskedag, hvor Jesus opstod som et udtryk for Guds overvældende nåde mod os.

 

Med andre ord: Vi misforstår teksten totalt, hvis vi kun opfatter Jesus som det menneske, der startede kærlighedens revolution. Den Jesus, der er tale om her, er Guds Søn, den korsfæstede og opstandne Frelser, vor Herre Jesus Kristus.

 

Og hvad os mennesker og vore eventuelle muligheder for at leve efter Jesu forbillede angår, kan vi jo se lidt på tekstens sidste vers:

 

Men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.

 

Og videre, hvis vi går ud over det, der er taget med i Alterbogen:

 

Simon Peter sagde til ham: ”Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden”. Men han svarede: ”Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig” (Luk. 22,33f).

 

Også i disse ord er der langfredag. De er jo en uendelig hård dom over mennesket - her repræsenteret ved den kristne apostel nr. 1, Sankt Peter.

 

Med andre ord: Kun på baggrund af langfredag og påskemorgen kan vi høre sandheden om mennesket, og kun på baggrund af langfredag og påskemorgen ved vi, hvem Jesus er.

 

Og heraf kan vi så lære, at Gudsriget ikke er noget, vi kan bygge på vor egen evne til at virkeliggøre en kærlighedens revolution eller lignende med Jesus som forbillede. Thi om Gudsriget siger Jesus:

 

Ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige.

 

Gudsriget er ikke resultatet af revolutionære bestræbelser, men Guds gave til os ved Jesus Kristus.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

2. søndag i fasten 1974 (10. marts)

 

DDS 1953: 478 – [172] - 138(271) -///- 479 - 178
 
Jak. 5,13-20. - (Matt. 15,21-28). - Mark. 9,17-29
 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du i Jesus er kommet til os vantro og forvildede mennesker for at være hos os med trøst og hjælp og håb i al vor elendighed og nød!

Tilgiv os vor vantro og ulydighed, forbarm dig over os og hjælp os!

Amen.

 

 

Når vi hører evangeliet til i dag, er der vel een sætning, der ganske særligt bliver hængende i vor bevidsthed, og det er den, hvor Jesus siger: ”Alt er muligt for den, der tror”.

 

Hvad betyder det? Det er jo ikke bare et interessant teoretisk spørgsmål. Når vi spørger, så er det, fordi vi gerne vil vide, hvad evangeliet til i dag betyder for os den dag, det er os, der står med vort syge barn?

 

Det, vi gerne vil vide, er: Hvad har evangeliet, hvad har kristendommen at sige til os, når vi står med vort syge barn? Og vi vil gerne have ordentlig og klar besked, ikke bare vikles ind i fromme floskler om tro og Guds vilje og alt det der. Nej, hvad betyder Jesu ord helt konkret for mig den dag, det er mig, der må sige: ”Forbarm dig over os og hjælp os”.

 

Betyder det, at der er mulighed for, at Gud vil helbrede mit syge barn? Ja eller nej! Der står jo i epistelen, at vi skal bede over vore syge.

 

Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask.

 

Hvor alvorligt skal vi tage det?

 

Det kan godt være, det ikke lyder særlig fromt at spørge på denne måde. Man kan godt sige, at når man er i kirke, så skal man ikke spørge, men bare høre efter. Men er det nu alligevel ikke sådan, at nogle gange hører det at spørge med til at høre efter?

 

Vi vil altså i dag prøve, helt hensynsløst ærligt at spørge: Hvad siger evangeliet om tro og bøn, når vi eller vore kære er syge? Betyder ”Alt er muligt for den, der tror”, at vi ved at gøre os tilstrækkelig umage for at tro kan få magt over helbred og liv og død?

 

Inden vi går videre med nogle til dels temmelig teoretiske svar på dette spørgsmål, vil jeg lige sige, at jeg under mit arbejde med disse problemer i den forløbne uge gang på gang har tænkt på, hvad der står i de vers, som  kommer lige forud for teksten til i dag [2004: I den gamle alterbog begyndte læseteksten jo med vers 17]:

 

Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem (Mk. 9,14).

 

Dette billede af de magtesløs disciple, de sammenstimlede tilskuere og de diskuterende teologer passer fantastisk godt på os, når vi i vor magtesløshed hengiver os til teoretiske diskussioner og overvejelser, fx mht. underfulde helbredelsers mulighed,

 

Det er nemlig sådan, at medens vi på den ene side ikke kan nøjes med at glide let hen over problemerne ved at fedte dem ind i fromme ord, kan vi på den anden side heller ikke klare dem ved, om man så må sige, at prøve at regne dem ud.

 

Men når dette nu er sagt, vil jeg alligevel sige et par i og for sig frygtelig teoretiske ting, som det er nødvendigt at tage i betragtning.

 

Den første er spørgsmålet om underes mulighed. Kan det overhovedet tænkes, at fx et sygdomsforløb kan bestemmes af andet end strengt medicinske og fysiologiske faktorer?

Vi vil nok være tilbøjelige til at svare nej. Vi er jo kommet til den erkendelse, at alt, hvad der sker i verden, forløber efter klare årsag-virkning-forhold.

 

Men på den anden side er underet jo også netop et under, dvs. noget, som har sin årsag uden for det virkelighedsområde, der dækkes af vore naturvidenskaber. Og derude er den almægtige Gud, hele den fysiske verdens Skaber, vor Herres Jesu Kristi og vor Fader. Så vi må ganske kort sige, at når vi tror på Gud Fader og på Jesus Kristus, så må vi også tro på muligheden af, at Gud ved et under kan helbrede os, når vi er syge.

 

Men så det næste spørgsmål: Det er altså muligt - vel at mærke for den, der tror. Hvordan skal det forstås?

 

Nu må det allerførst siges, at spørgsmålet om forholdet mellem undertro og naturvidenskab ikke er det eneste store spørgsmål i forbindelse med underets mulighed. For selv om vi tror på underets mulighed, så er det stadigvæk et spørgsmål, hvor stor en rolle undere kan og skal spille i den tilværelse, vi lever i nu.

 

Hvordan det nu end hænger sammen, så er det unægtelig en kendsgerning, at sygdom og død er helt faste bestanddele af vor tilværelse. Det hører simpelt hen med til denne tilværelse, at vi er i sygdommens og dødens magt. Og så er det meget vigtigt at gøre sig helt klart, at hverken Jesus eller nogen apostel eller nogen anden har sagt noget som helst om, at disse vilkår skulle ændres på denne side dommedag.

 

Det vil sige, at når Jesus siger til den syge drengs far: ”Alt er muligt for den, der tror”, så er det først og fremmest sagt lige i dén bestemte situation.

 

Og selv om vi ikke alene véd, at Jesus direkte har befalet sine apostle at helbrede syge, opvække døde, rense spedalske og uddrive onde ånder, men også at de faktisk gik ud og gjorde det (se fx i Apostlenes Gerninger kap. 3 og 9), selv om vi ved alt dette, så er der alligevel tale om noget enestående. Det er jo trods alt ikke sådan, at hvor Jesus færdedes og Kirken udbredtes, forsvandt al sygdom og død.

 

Dette vil sige, at selv om vi hører og tror fuldt og fast på hver eneste af Det nye Testamentes mange underberetninger, så er det billede, vi får, alligevel billedet af underet netop som det helt enestående, der i særlige situationer bryder ind i menneskers tilværelse med liv og sundhed.

 

Med andre ord: Trods selv den stærkeste undertro må kristne helt klart erkende, at stort set gælder der de samme frygtelige vilkår i tilværelsen som hidtil. Og det vil igen sige, at hvad enten vi kan forstå det og synes om det eller ej, så er underne først og fremmest forårsbebudere for Guds Rige.

 

Da Jesus sendte sine apostle ud, sagde han nemlig ikke bare, at de skulle helbrede. Den ordre, Jesus giver, begynder således:

 

Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud  (Mt. 10,8).

 

Det helt væsentlige er, at Himmeriget er kommet nær. Alt det andet er tegn på, at det er kommet nær.

 

Men hvad så, når vi sidder ved vort barns sygeseng? Ja, så går vi nok ikke så meget op i naturvidenskabelige, filosofiske og teologiske spekulationer. For så beder vi for vort syge barn. Er der noget, der kan få os til at bede, er det et sygt barn.

 

Men vi må også se i øjnene, at det ikke nytter noget at forstå Jesus ord om, at alt er muligt for den, der tror, på den måde, at hvis vi bare anstrenger os nok, så kan vi være sikre på, at vort barn bliver helbredt. Det kan jo føre til de forfærdeligste pinsler, ikke mindst i form af selvbebrejdelser, hvis barnet alligevel dør.

 

Men hvad vil det så sige at bede med tro? Ja, det har også noget at gøre med troen på, at Gud kan gøre vort barn rask. Det vil vi under alle omstændigheder bede om, Og vi har lov til at bede om det. Og lov til at tro, det kan hjælpe.

 

Men dette er ikke den vigtigste del af det at bede med tro ved sit barns sygeseng. For hvad vi end mener om muligheden for helbredelse ved bøn, så er det en kendsgerning, at der faktisk kan ske det forfærdelige, at små børn dør, selv om forældrene beder med al den tro, de overhovedet kan præstere.

 

Men er der så mere at sige? Ja, det er der netop, og jeg er helt sikker på, at det trods alt er noget, der har gyldighed, ikke alene i teorien, men også i praksis - hvor forfærdeligt og håbløst det hele ellers kan være.

 

For sådan som vilkårene nu engang er, da vil det at bede med tro dybest set være at befale sig og sit barn i Guds hånd. Dybest set vil bønnen være at trænge sig helt tæt ind i Guds favn og være der, omsluttet af hans kærlighed, hvad der så end sker.

 

Selvfølgelig vil vor opmærksomhed rent psykologisk først og fremmest være rettet mod vort barns sygdom og mulighed for helbredelse. Og vor bøn vil i første række være en bøn om helbredelse.

 

Men når vi med al vor tvivl og vantro siger til Gud: Forbarm dig over os og hjælp os! - så beder vi også om forbarmelse og hjælp på denne langt mere omfattende måde, den hjælp, som består i, at den almægtige Guds kærlighed skærer ind midt igennem alt det frygtelige og er hos os trods alt, den hjælp, som består i håbet om, at han, som tog den tilsyneladende døde dreng ved hånden og rejste ham op, engang vil rejse os alle op til den herlighed, som han selv opstod til.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

3. søndag i fasten 1972 (5. marts)

 

DDS 1953: 352 – 172 - 269 -///- 423 – 177
 
Åb. 2,1-7. - (Luk. 11,14-28). - Johs. 8,42-51
 

 

Far i Himlen!

Ja, tak, fordi vi må sige far til dig og må samles her i dit hus som dine børn!

Lad os ved dit ord blive holdt borte fra Djævelens magt og modtage friheden, livet og frelsen ved din søn, Jesus Kristus!

Amen.

 

 

Den tekst, vi lige har hørt, er taget ud af en større sammenhæng, nemlig Johannesevangeliets 7. og 8. kapitel, hvor Jesus rejser til Jerusalem og opholder sig dér under løvhyttefesten.

 

Under Jesu ophold i Jerusalem kommer det til en række samtaler, som dels betyder en skærpelse af modsætningen mellem Jesus og jøderne, men dels også at mange kom til tro på ham.

 

Og det er disse jøder, altså dem, der var kommet til tro på ham, Jesus taler til i det afsnit, vi lige har hørt.

 

Men hvad er nu det? Hvordan kan Jesus sige til dem, der er kommet til tro på ham: ”I har Djævelen til fader”?

 

For at forstå dette må vi et øjeblik se på, hvad der er blevet sagt i de vers, der går umiddelbart forud for teksten til i dag.

 

Det begynder med, at Jesus siger til de jøder, som er kommet til tro på ham:

 

Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie (Johs. 8,31f).

 

Men det kan jøderne ikke lide at høre. De påberåber sig, at de er af Abrahams slægt, og siger, at de aldrig har været nogens trælle, og de spørger: ”Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?” (Johs. 8,33).

 

Der følger så et længere ordskifte, hvor Jesus forklarer, at det er friheden fra synden, han taler om, men hvor jøderne bliver ved at holde sig til, at ”Vores fader er Abraham” (Johs. 8,39).

 

Jesus siger:

 

Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre Abrahams gerninger. Men nu vil I have mig slået ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke. I gør jeres faders gerninger (Johs. 8,39f).

 

Her antyder Jesus altså allerede kraftigt, hvem deres fader er; men de bliver hårdnakket ved deres, nøjes nu ikke med at påberåbe sig Abraham, men siger: ”Vi har kun én fader, og det er Gud” (Johs. 8,41).

 

Og det er med Jesu svar på dén påberåbelse, teksten til i dag begynder: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig”.

 

Det er altså tydeligt, hvad alt dette drejer sig om.

 

Nogle jøder er kommet til tro på Jesus. Men ordet ”tro” kan betyde så meget forskelligt. Der er i evangelierne mange eksempler på, at mennesker, der har mødt Jesus er kommet til en slags foreløbig og ufuldkommen tro på ham, altså en tro, som nok er rettet mod Jesus og hans forkyndelse, men som alligevel ikke er virkelig kristen tro.

 

Her er der tale om jøder, der har hørt Jesus tale og lære i Templet. Jesu ord har gjort indtryk på dem. Og Jesus vil nu uddybe deres tro, så den kan blive rigtig tro. Men det bliver for meget for disse mennesker.

 

Og hvad er det, de bliver så oprørte over? Det er, at Jesus siger: ”og sandheden skal gøre jer frie” (Johs. 8,32). For de trænger ikke til at blive frigjort af Jesus; de er ”Abrahams efterkommere”.

 

Og her er vi ved det, vi så ofte har været inde på her i fastetiden. I teksten til i dag siger Jesus: ”Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke”. Ligesom han altså lidt før har sagt:

 

Men nu vil I have mig slået ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden (Johs. 8,40).

 

Vi kan drage disse steder sammen, så meningen bliver endnu tydeligere: Mig søger I at slå ihjel, fordi jeg siger sandheden.

 

Og Jesus blev slået ihjel - på det frygtelige kors - fordi han sagde sandheden.

 

Vi skal lægge godt mærke til dette ”fordi”. Jesus siger ikke, at jøderne vil slå ham ihjel, selv om han siger sandheden. Nej, han siger, at de vil slå ham ihjel, fordi han siger sandheden. Netop det, at Jesus kom med sandheden og frelsen fra Gud, var altså selve årsagen til, at han blev korsfæstet.

 

Og hvad betyder så det, dette mærkelige?

 

Det betyder, som vi har set gang på gang her i fastetiden, at det, der skete langfredag, er dommen over verden, dommen over os mennesker. Langfredag betyder, at vi har Djævelen til fader! (For det kan ikke nytte noget, at vi kun hører denne tekst som noget, der blev sagt til nogle få jøder for snart 2000 år siden).

 

Det er naturligvis kun den ene side af langfredag, der betyder, at vi har Djævelen til fader; men vi kan have godt af at betragte denne side her i fastetiden, så vi ikke glemmer, hvad det hele drejer sig om.

 

I vor tid og her hos os er der jo ingen, der reagerer mod Jesu ord ved at sige: ”Vi er Abrahams efterkommere”. Der er måske nogle, der vil sige: Vi går da i kirke om søndagen, og vi er da vel ikke værre end de andre. Og det kan under visse omstændigheder være det samme som at sige: Vi har Abraham til fader.

 

Men der er andre måder at sige det på. Hvis man i dag gik ud til forskellige mennesker og sagde til dem: Hvis I bliver i Jesu ord, skal I forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer - så ville man måske få til svar:

 

Jeg? Jeg trænger ikke til at frigøres. Jeg er skam frigjort nok. Jeg er et moderne oplyst og fordomsfrit menneske. Der er ikke nogen der skal komme og frigøre mig!

 

Og ligesom jøderne reagerede så voldsomt, fordi de mente at have alt, hvad der skulle til, således vil mange mennesker i nutiden også reagere voldsomt, hvis det bliver sagt til dem, at det, de selv har, ikke er nok.

 

Og vi reagerer alle på en sådan måde. Alle føler vi et ubehag ved, at det, vi selv har og er, ikke er nok. For allerede det, at Jesus siger til os, at han og kun han kan frigøre os, er jo en dom over os. Men når vi så ikke vil gå ind under denne dom og tage imod tilbudet, ja, så er det endnu værre.

 

Een ting er, at vi befinder os så langt borte fra Gud, at vi ikke selv kan komme til ham. Noget andet og langt værre er det, at vi siger nej til Jesus, når han vil gøre os frie, dvs. gøre os til Guds børn.

 

Nu er det ganske vist ikke hele sandheden om os, at vi er Djævelens børn. Det, vi skal lære i dag, er, at alt det i os, der vil prøve at gå uden om Jesus Kristus, er af Djævelen.

 

For vi er jo allerførst Guds skabninger og Guds børn. Men vi er faldne skabninger og børn, der er kommet væk fra vores far. Og den eneste vej tilbage til livet som skabninger og til barnekårene går over Jesus. Alle forsøg på at klare tilværelsen uden om troen på Jesus Kristus er dømt til at mislykkes. Sådanne forsøg kommer af løgn og bærer døden i sig.

 

Også alle forsøg på at klare tilværelsen og forholdet til Gud ved at gå halvvejs eller delvis uden om Jesus Kristus er intet værd. Vi må huske, at det var jøder, ”som var kommet til tro på ham”, Jesus talte til. Det nytter altså ikke at interessere sig lidt for Jesus, som det nu er ved at blive moderne, eller at synes, at der er meget godt og rigtigt i det, han har sagt.

 

Ikke troen på, at Jesus var et stort og godt menneske, men troen på, at det er Ham, og kun Ham, der kan gøre os frie, er den tro, der hjælper os.

 

Men i denne tro bliver vi så også frie. For det er i virkeligheden kun fra Djævelen, den tanke stammer, at det er noget ydmygende at modtage friheden af Gud gennem Jesus. Det er jo ikke ydmygende at lade sin fader hjælpe sig, hvis man er kommet galt af sted. Det er ikke ydmygende at tage imod hjælp, der udspringer af en faders kærlighed.

 

Så lad os nu blot forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen og til slut fæstne os ved det sidste, Jesus siger til os i teksten til i dag:

 

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.

 

Gud er stærkere end Djævelen. Bag langfredag ligger påskemorgen. Jesu sidste ord her i teksten er hans gode løfte til os. Og dette løfte skal vi holde os til.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Midfaste søndag 1974 (24. marts)

 

DDS 1953: 496 – [172] - 48 (334) -///- 418 – 189

 

2. Pet. 1,3-11. - (Johs. 6,1-15). - Johs. 6,35-51

 

 

Far i Himlen!

Drag os ind i din sammenhæng!

Amen.

 

 

Jesus er livets brød. Det, som kristendommens Gud giver os, er livets brød, den mad, som varer til evigt liv.

 

Arbejd ikke for den mad, som forgår [1948: er forgængelig], men for den mad, som består til evigt liv.

 

Det er ikke bare det, at vi arbejder for den mad, som er forgængelig: rugbrød, kartofler, lagkage, sommersko, bil, fjernsyn, smalfilmsapparat. For det er der ikke noget ondt i. Det er faktisk vor opgave her på jorden.

 

Det skal vi. Det må vi. Vi har oven i købet fået lov at bede: Giv os i dag vort daglige rugbrød, kartofler, lagkage, sommersko, bil, fjernsyn, smalfilmsapparat!

 

Det er ikke det, at vi arbejder for den mad, som er forgængelig. For dette arbejde er en del af det forgængelige liv, vi i øjeblikket er i færd med at leve, fordi vi er sat til at leve det.

 

Der er overhovedet ingen tvivl om, at vi skal arbejde for de forgængelige ting, som holder gang i og hører med til dette forgængelige liv. Der er slet ikke noget at diskutere.

 

Men det er heller ikke det! Det er noget helt andet: Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, som om det var den mad, der kunne vare til evigt liv!

 

Arbejd ikke for rugbrød, kartofler, lagkage, sommersko, bil, fjernsyn, smalfilmsapparat, som om det kunne gøre livet mindre forgængeligt, at man havde dobbelt så meget rugbrød og dobbelt så mange kartofler, lagkager, sommersko, biler, fjernsyn, smalfilmsapparater!

 

Selvfølgelig kan man dø af sult, hvis man ikke får nok brød og kartofler. Men man bliver ikke dobbelt så levende af at spise dobbelt så meget, som man har brug for. Prøv selv!

 

Og man bliver kun mere sulten, hvis man prøver at stille sin evighedssult med forgængelig mad. Man bliver ikke mindre bange for sygdom og død, fordi man får farvefjernsyn.

 

Det er som med al anden fejlernæring. Det nytter ikke at spise tre kilo poleret ris, hvis det er B-vitamin, man trænger til. Og det nytter ikke at fylde sig ned gule ærter og flæsk, hvis det er C-vitamin, man trænger til.

 

For inderen med beri-beri eller sømanden med skørbug nytter det ikke, at de får mere af den mangelkost, der har vist sig utilstrækkelig. Det, de trænger til, er risskaller og frugt og grønt.

 

For det moderne bange menneske med tomheden i sig nytter det ikke at han får flere penge, en ny bil, et større hus, en finere stilling osv.

 

Men her holder sammenligningen op. Den, der lider af beri-beri eller skørbug, kan jo bare sørge for at få den rette vitaminholdige kost. Men den, der lider af den store mangelsygdom, som alle mennesker har indbygget i deres liv, kan ikke på en tilsvarende måde ”bare” sørge for at få en mere alsidig kost.

 

Der er ellers gjort forsøg nok. Det er ikke bare penge og mad og forbrugsgoder, man har forsøgt at udfylde sit forgængelige, til døden syge liv med. Nej også langt mere ophøjede midler er man tyet til:

 

At hvile i forvisningen om, at slægten, landsbyen, nationen, kulturkredsen, menneskeslægten vil fortsætte, når man selv er død.

 

At sørge for at skabe sig et eftermæle, at udrette noget, som bliver stående, når man selv er borte.

 

Eller at finde frem til en eller anden form for harmoni med alle ting, en livsanskuelse eller religion, som overvinder forgængeligheden, den store mangelsygdom, som livet har, fordi det hvert øjeblik truer med at opløses i død og udslettelse, og fordi det helt sikkert vil ende med at gøre det.

 

Men intet af dette er livets brød. Jesus er livets brød. Det, som kristendommens Gud giver os, er det eneste, der kan helbrede livets stor mangelsygdom.

 

Når Jesus siger: ”Jeg er livets brød”, så betyder det:

 

I anstrenger jeg forgæves, når I farer rundt efter mening i tilværelsen og noget til at stille livssulten med. For jo mere forslugne I bliver, jo større bliver jeres sult og tomhed. Den store sult, den store gnavende tomhed kan I kun få stillet eet sted, nemlig hos mig.

 

Og Jesus kunne videre sige:

 

Det er ikke uden grund, at I føler denne sult. For I er ikke bare nogle tilfældige biologiske maskiner, som har nok i at få stillet de nære behov. I er Guds skabninger, hvis dybeste behov er at komme tilbage til Ham, som I har fået livet af, men er kommet bort fra. Og selv om I ikke er klar over, at dette er jeres dybeste behov, og selv om I prøver at stille den sult, der gnaver i jeres liv, på alle mulige og umulige måder, så skal I vide, at der er mig, der er livets brød. Kun hos mig kan I få stillet livets store sult. For jeg er kommet fra Ham, som har givet jer livet.

 

Men så svarer vi mennesker: ”Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis far og mor vi kender?”. Var Jesus ikke bare en sær profet og revolutionær i Jødeland? Og er den kirke, der er opstået efter ham, andet end ord og ceremonier?

 

Bevar’s, alt godt om Jesus og hans lære om, at vi skal være go’e ved hinanden og give til de fattige, men skal disse ord og ceremonier til minde om den afdøde Jesus fra Nazaret kunne tjene til at stille vor store tomme sult?

 

Hertil siger Jesus:

 

”I skal ikke stå dér og skumle!” [1948: Lad være at stå sammen og knurre!]. Eller: I kan godt spare jer jeres anstrengelse og grublerier. For I kommer aldrig til at regne ud, hvordan det hænger sammen, alligevel. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham”.

 

Hvordan det egentlig går til, at kristendommens Gud giver jer det jer det, som kan stille jeres store sult, ved hjælp af kirkens ceremonier og ord, er en gåde, som I ikke kan gennemskue.

 

Selvfølgelig har I lige så vel både ret og pligt til at bruge den forstand, I har, som det er både jeres ret og pligt at arbejde for det daglige brød. Men når det gælder liv og død i sidste instans, hjælper det lige så lidt at tænke og spørge, som det hjælper at fylde vommen med mad og livet med forbrugsgoder eller prestige.

 

Når det gælder det at få stillet den store sult, dvs. når det gælder det evige liv, så forslår alt, hvad mennesker kan, ingenting. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham”.

 

Sådan siger Jesus. Og det betyder, at det at tro, det at komme til Jesus, det at være kristen, det er noget langt dybere og mere gådefuldt end det, vi ellers kender, når vi vinder indsigt i et eller andet og danner os en opfattelse af det, måske ligefrem en holdning til det.

 

Kristendommen, det at være kristen er også noget med en opfattelse og en holdning. Men dybest set er det at være blevet draget ind i en sammenhæng, den sammenhæng, der egentlig var meningen med livet.

 

Det at være kristen er at opdage, at den Gud, som bagude har givet mig livet, og som får kornet til at vokse på markerne, nu står forude foran mig.

 

Det at være kristen er at opdage, at den Gud, som jeg godt ved står bag hele livet og alle ting, og som jeg forgæves har ledt efter, nu selv har vist mig hen til den Jesus fra Nazaret, som træder frem i kirkens ord og ceremonier.

 

Det at være kristen er at se den Gud, som ingen har set og ingen kan se, at se denne usynlige og utilgængelige Gud i den uanselige Jesus fra Nazaret og i det usandsynlige budskab om ham, som forkyndes fra slægt til slægt.

 

Og så er at se jo ikke bare at kigge på. At se er at komme til. At se er ikke bare at opdage en sammenhæng, men at se sig stående i en sammenhæng.

 

At se er at spise. Livets brød er ikke et skuebrød! At være kristen er ikke at være tilskuer eller filosof. At være kristen er at stå i en levende sammenhæng, et levende fællesskab med livets Gud.

 

Og en af de måder, dette viser sig på, er, at vi ikke nøjes med at se og høre, når vi holder gudstjeneste. Vi spiser og drikker også. Ikke i den tro, at vi dermed indtager noget magisk medicin, men i den tro, at vi dermed har måltidsfællesskab med Ham, som er opfyldelsen af vore dybeste behov.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Mariæ bebudelses dag 1972 (19. marts)

 

Formet som et prosadigt. Holdt i Sankt Peders og Sankt Pouls kirker, Bornholm. - Trykt i dagbladet Bornholmeren i den løbende række af avis-prædikener af bornholmske præster.

 

DDS 1953: 3 - 172 - 63 -///- 64 - 296

 

1. Kor. 1,21-31. - (Luk. 1,26-38). - Luk. 1,46-56

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du giver os så stor glæde, at vi kan samles her i dit hus og synge lovsange for dig.

Giv os at høre dit ord, så vor glæde må vokse og vi kan gå ud til livet med glæden fra dig i vore hjerter!

 

[Herefter fulgte dengang evangelielæsningen - uden ”Gud være lovet”, som jo var blevet sunget forud for læsningen fra alteret af 1. tekstrækkes evangelium].

 

 

[MAGNIFICAT - overskriften i avisen]

 

Marias lovsang er vor sang.

For hendes søn er vor broder.

Og hendes hemmelighed er vor hemmelighed.

Vi synger med Maria,

fordi den søn, hun bar, blev født for os.

Og vi synger, fordi Gud også har set til os;

som Gud kom til os i Marias søn,

således kommer Gud til os,

når Ordet undfanger troen.

 

Derfor synger vi:

 

Gud er stor!

Ikke bare fordi han er større end Rummets vidder,

og ikke bare fordi han er dybere end al grund under os,

men fordi denne store og dybe Gud

har bøjet sig ind over os,

har givet sig til kende for os.

har vist os, at vi kommer fra Ham,

lever i Ham

og kan vente alt godt fra Ham.

Han, som vi kommer fra

og er kommet bort fra,

er kommet til os,

har opsøgt os i vor forladthed,

hjulpet os i vor hjælpeløshed,

gjort, hvad vi ikke selv kunne.

Hans storhed er plantet og oprejst mellem os små.

 

Stor og hellig

er Han, som holder stjernes vrimmel i sin hånd.

Hellig og god

er Han, som rækker sin hånd til de faldne.

 

Hans storhed er evig,

hans godhed urokkelig.

Mennesker fødes og dør;

men hans store godhed

gælder sønnerne, som den gjaldt fædrene.

Meget kan skifte, flyde ud i tidernes strøm;

men den, der sætter sin lid til Ham,

skuffes ikke.

 

”Og hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt

over dem, som frygter ham”.

 

Frygter ham.

Frygter ham.

Frygter ...

 

Hvad er der med vor lovsang?

Er den ved at gå helt i stå?

Hvorfor standser vor lovsang?

Er det de to ord, vi ikke kan lide:

frygter ham?

Har vi glemt, at Gud er Gud?

At Gud er stor og vi små?

Leger vi måske,

at Gud er død

og må komme for vor tankes domstol

for at blive dømt levende

efter vore love?

Vil vi synge om Gud uden at tro,

at Gud er Gud?

 

Maria, vi synger videre på din sang!

 

Livets Gud er den levende Gud.

Den gode Gud er den store Gud.

Faderen er Herren.

Herren!

HERREN!

 

Maria, vi synger videre på din sang!

 

Vi kender fortsættelsen.

Det, du så frem til, ser vi tilbage på.

Og vi skal snart fejre det.

Din søn døde for os.

For vi slog vor broder ihjel.

Men Gud oprejste sin søn.

Gud vendte vor onde gerning

til sin gode gerning.

 

Gud er stor!

 

Han, som vi kommer fra

og er kommet bort fra,

er kommet til os.

Han har oprejst sin magt midt i vor svaghed,

sin kærlighed midt i vor ondskab.

Han fejer vore tankers klogskab til side

med korsets dårskab.

Han kommer daglig til os,

når Hans Ord undfanger troen.

 

Derfor, Maria:

Når vi ser tilbage på det, du så frem til,

ser vi også frem til det, du så frem til.

 

Gud, som er Gud,

Fader og Herre,

Herre og Fader,.

Ham være

tak

og lov

og pris

til evig tid.

 

AMEN!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Mariæ bebudelses dag 1984 (25. marts)

 

I såvel den gamle alterbog som 1992-alterbogen henlægges fejringen af Mariæ bebudelse fast til 5. søndag i fasten. Men fra 1973 til 1991 var der åbnet mulighed for at fejre denne dag på den søndag, der lå tættest muligt på datoen 25/3 (nimånedersdagen før jul). Og her i 1984 blev det altså på selve dagen. Se også nedenfor til 5. søndag i fasten.

 

 

DDS 1953: 176 – 172 - [63] -///- 64 – 56 v 1
 
1. Kor. 1,21-31. - (Luk. 1,26-38). - Luk. 1,46-56
 

 

Gud, vor Skaber og Frelser!

Forbarm dig over os! Hjælp vor vantro!

Lad troen på din Søn fødes i vore hjerter, ja, lad Ham selv fødes dér som herlighedens håb i os!

Amen.

 

 

Første tekstrækkes evangelium til i dag er selve det egentlige bebudelses-evangelium, hvor vi hører om, hvordan engelen Gabriel fortæller Josefs forlovede Maria, at hun ved Helligåndens kraft skal undfange og føde en søn, som skal kaldes hellig, Guds Søn, og om hvordan Maria til sidst sagde: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”.

 

Anden tekstrækkes evangelium, som vi nu lige har hørt her fra prædikestolen, foregår nogle få dage senere i en by i Judas bjergland, altså i egnen omkring Jerusalem, som Maria havde skyndt sig hen til.

 

Og lad os lige opholde os lidt ved selve denne detalje, Hvorfor skyndte Maria sig hen til denne by i Judæa? Jo, det gjorde hun, fordi hun hurtigst muligt ville aflægge sin ældre slægtning Elisabeth, præsten Zakarias’ hustru, et besøg. Og hvorfor havde hun så travlt med det? - Fordi engelen ved bebudelsen havde henvist til at der også skulle ske en under med hende:

 

Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn. Hun om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.

 

Maria skyndte sig at besøge Elisabeth for at få at vide, om hun virkelig var blevet gravid. Det ville jo være en bekræftelse på, at det med engelen Gabriel og bebudelsen ikke bare var noget, hun havde drømt, eller en hallucination eller sådan noget.

 

Og Maria fik mere end bekræftet, at bebudelsen havde været rigtig virkelighed. For i samme øjeblik, hun havde sagt goddag til Elisabeth, begyndte Elisabeths barn - ham, der senere blev Johannes Døberen -  at sparke inde i hendes mave. Og Elisabeth kunne mærke, at det faktisk var på den måde, at hendes lille endnu ufødte barn ligesom prøvede at springe og danse af glæde over et eller andet. Ja, på underfuld vis blev Elisabeth klar over, at det var, fordi Maria havde Frelseren i sig, hendes egen lille søn pludselig begyndte at sprælle af glæde. Som evangelisten Lukas skriver:

 

Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse (Luk. 1,39-45).

 

Og da er det, Maria bryder ud i den store lovsang, der er vort evangelium til den bebudelsesfest, vi fejrer i dag: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud min frelser!”.

 

Det er nu, Marias lovsang kommer; for det er nu, hun over al forventning har fået bekræftet, hvad engelen havde sagt, og hvad hun altså sådan set nok har troet, men alligevel ikke rigtig har vidst hvad hun skulle stille op med.

 

Og lad os så i øvrigt være enige om, at vi ikke vil ødelægge hele denne storslåede og smukke sammenhæng ved at begynde at pille de mange mærkelige enkeltheder ud og spørge, om det og det nu også kan passe. Vi ved jo, at det i hvert fald ikke passer sammen med, hvad vi ellers kender til, så det behøver vi ikke snakke mere om. Og historien her går jo også netop ud på, at der er sket noget, som ellers ikke kan ske!

 

Med hensyn til spørgsmålet om Marias søns underfulde undfangelse eller altså ”spørgsmålet om jomfrufødslen”, er der kun een ting at spørge om, og det er, om vi tror, at den Gud, som er hele Universets og alt levendes Skaber og Herre, på en helt enestående måde er trådt ind i vor mennesketilværelse i det barn, Maria var mor til. Det er det, det hele drejer sig om, og tror vi det, er det helt uden betydning, hvad vi vil stille op med det, vi hører i dag, i alle enkeltheder. Og tror vi det ikke, kommer vi i hvert fald næppe til at tro det ved at granske og gruble over disse enkeltheder.

 

Det, der giver os den kristne tro, er ikke granskninger og udregninger og grublerier, men det, at vort hjerte hører Jesu tale og talen om ham som et ord fra Ham, der er sandheds- og kærlighedsmagten bag hele vort liv.

 

Ja, jeg kan ikke lade være at bruge en sammenligning, jeg er kommet i tanker om: I kender fra spionfilm og lignende det med, at fx to agenter, der skal mødes, har hver sin halvdel af en overreven biografbillet eller et overrevent postkort. Passer de to halvdele sammen, ved begge parter, at det er den rigtige, de står over for.

 

Sådan er det også med det kristne ord og vort hjerte: Alt det, vi er ved at være til som mennesker, er den ene halvdel af postkortet med alle de særlige ujævnheder i afrivningen. Det kristne ord om Gud og om os og vor verden er den anden halvdel. Og troen kommer, når vi ser, at ujævnhederne passer sammen; at det er det samme liv, den samme sandhed og den samme kærlighed, som bærer vor tilværelse fra begyndelsen af, der nu træder os i møde og taler til os i det kristne ord.

 

Dette kan også udtrykkes på den måde, at det ikke er os selv, der lader troen opstå i vore hjerter, men Gud, der lader den fødes dér - ligesom han lod Jesus undfange i Marias liv. Det er derfor, vi på Mariæ bebudelses dag med Thomas Kingo beder:

 

O Herre Jesus, lad din Ånd

mig kraftig overskygge,

bered mit hjerte ved din hånd,

at du deri kan bygge,

at også jeg kan åndelig

undfange dig

og aldrig fra dig rykke!

(63 v 5)

 

Ja, dette kan vi i hvert fald gøre. Vi ved alle, hvor svært det er at tro. Vel ligner vort hjertes inderste meget godt et flosset stykke papir. Men er der virkelig noget i eller uden for Universet, der svarer til dette flossede råb på sammenhæng? Der er ingen af os, der har nogen som helst ret eller grund til at se ned på hinanden, fordi vi har svært ved at tro.

 

Anderledes forholder det sig imidlertid med bønnen om troen, sådan som Kingo har formet den for os i dag, eller sådan som den syge drengs far formede den for os i søndags, da han lærte os råbet: ”Jeg tror, hjælp min vantro”. - [2004: Som det fremgår af bemærkningerne ovenfor, fejrede vi indtil 1992-alterbogen Mariæ bebudelse på den søndag, der lå nærmest muligt ved selve datoen, nimånedersdagen før jul: 25. marts (her i 1984 præcis på selve dagen!). ”I søndags” var derfor 3. søndag i fasten (Mk. 9,14-29)].

 

Nu det med at se ned på, det kan stadigvæk være ligegyldigt. Hvor er det dog ligegyldigt, om det ene sølle lille menneske føler sig kaldet til at se ned på det andet sølle lille menneske. Så det er altså noget andet og vigtigere, det drejer sig om, når jeg siger, at medens det er såre menneskeligt, ja, helt uundgåeligt at tvivle og føle sig forladt og ene, uden håb i en tom og meningsløs tilværelse, så er det u-menneskeligt at lade, som om man ikke har noget, der ligner en afreven halvdel af en sammenhæng i sit hjerte, noget, der råber efter hjælp og håb og sammenhæng.

 

Sagt mere direkte: Det er mere end forståeligt nok, at mennesker kan tvivle på, om der overhovedet er en Gud for dem. Men det er ubegribeligt, hvis denne tvivl ikke fylder os med sorg og længsel, ja, føder råbet, bønnen om hjælp i vort hjerte og på vore læber. Det må vi altså i det mindste bruge denne bebudelsesdag til.

 

Men så er der også noget andet, vi samtidig skal gøre, og det er, at vi ikke alene holder op med forsøgene på at skjule den afrevne kant i vore hjerter, men at vi tværtimod giver os til, nøje at betragte både den - sammen med hele den store brudte sammenhæng, der går som et suk gennem hele tilværelsen i øvrigt - og det andet stykke af sammenhængen, nemlig hele den kristne historie og hele den kristne tale.

 

Marias lovsang var ikke bare nogle betydningsløse glædesskrig. Den gik på hele gudsfolkets historie helt tilbage til Abraham. På samme måde vil den tro, der fødes i vore hjerter, heller ikke bare være en tom følelse. Troen både kommer af og består i hele det store indhold, som gives os i begge stykker af Guds store sammenhæng; vort eget liv med hele vor verden, og Guds liv i dén Guds historie, der begyndte med Abraham og kulminerede i Jesus, som varer ved endnu som kirkehistorien, og som skal fuldendes i Guds rige.

 

Når hele denne store sammenhæng mødes og fødes i vore hjerter, kan også vi synge og højlove Herren vor Gud, Skaberen og Frelseren. Og lad os straks begynde at øve os på det i salmen om lidt!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

5. søndag i fasten 1984 (8. april)

 

Fra 1973 - hvor ”Den lille Grønne” kom (foreløbige ændringer til alterbogen) - til og med kirkeåret 1990/91, som var det sidste med den gamle alterbog, og dermed også med ”Den lille Grønne”, benyttede jeg muligheden for, efter den oprindelige skik, at fejre Mariæ bebudelse på den søndag, som lå tættest muligt på datoen 25/3 (nimånedersdagen før jul), og at holde en særlig gudstjeneste på 5. søndag i fasten, når bebudelsesdagen ikke kom til at ligge på den.

 

 

DDS 1953: 175 – [172]- 171 (164) -///- 163 – 181
 
Evangelium: Johs. 11,47-53 (de andre læsninger vil blive oplyst senere)
 

 

Herre Jesus Kristus!

Forbarm dig over os!

Tilgiv os vor skyld! Red os ud af vor ulykke!

Åbn vore øjne, så vi kan se din frelse, se, at alene hos dig er udvej fra syndens og dødens ulykke!

Lad os også i dag gå befriede hjem fra kirke i troen på, at du har gjort for os, hvad vi ikke selv kunne gøre!

Amen.

 

 

Det er 5. søndag i fasten. Teksterne står ikke i salmebogen. Vi benytter os jo af den nye mulighed for at fejre Mariæ bebudelses dag på eller lige i nærheden af selve dagen, den 25. marts, og så bliver dagen i dag, om man så må sige, ledig som en særlig 5. søndag i fasten med de tekster, vi nu har hørt. Og på søndag er det palmesøndag.

 

Helt nøjagtig på hvilken dag den rådslagning, vi hører om i evangeliet til i dag, er foregået, kan vi ikke vide. Men det kan vist godt have været fx i dag.

 

Men så er der salmen efter prædikenen. Tidsmæssigt handler den faktisk helt specielt om det, der skete om morgenen langfredag, altså om, hvordan Jesus blev forhørt af Pontius Pilatus og folkemængden nægtede at tage imod Pilatus’ tilbud om benådning af Jesus, men i stedet råbte: ”Korsfæst ham, korsfæst ham!”.

 

Men den handler også om det, der skete om natten, nemlig det afgørende forhør for Det store Råd i ypperstepræstens gård. Og så kan vi jo godt se, at der også er en nøje forbindelse mellem denne Kingo-salme og det, der foregår i evangeliet til i dag. Det, der skete i skærtorsdagsnatten, var jo faktisk blot, at ypperstepræsten og rådet førte den beslutning ud i livet, de havde truffet på det møde, vi hører om i dag.

 

Og så kan vi i dag tage udgangspunkt i det, Kingo lægger os i munden, når vi om lidt skal synge 3. vers af salmebogens nr. 163:

 

O min Gud! jeg bør ej dølge,

at min synd foruden tal

jo var med dig hen af følge

ind i dommens hus og sal;

mine synder dommen skrev

og dig hen til døden rev

og når din dom jeg grunder,

ser jeg og indtryk segl derunder.

 

Det, vi på denne måde ligefrem bliver tvunget til at bekende, er altså, at vi, hver især, er medskyldige i den uretfærdige dom over Jesus - eller, som man også kalder det: justitsmordet på Jesus.

 

Så kan vi selvfølgelig sige, at det bare er noget, Kingo har skrevet. Men det er det ikke. Allerede i den mærkelige gamle Esajas-profeti, som vi hører ved 10-gudstjenesten langfredag, står der jo:

 

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser

og knust for vore synder

...

Vi flakkede alle om som får,

vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.

(Es. 53,5f)

 

Og i de nytestamentlige breve siges det flere steder, at Jesus ”blev givet hen for vore overtrædelser” (Rom. 4,25), at han ”døde for vore synder” (1. Kor. 15,3), og at ”Ham, der ikke kendte til synd, har [Gud] gjort til synd for os” (2. Kor. 5,21).

 

 

Og det står også i evangeliet til i dag! Når ypperstepræsten Kajfas siger, at det er bedre, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde, så tænker han jo selv sine egne kyniske tanker derved. Men evangelisten Johannes gør opmærksom på, at han siger meget mere, end hvad han selv ved af. Kajfas mente blot, at det var bedre at afskrive een og redde hele resten (og navnlig redde hans egen magt over hele resten!). Men det, evangelisten Johannes tænker på, er netop, at den død, Kajfas og de andre dømte Jesus ud i, er en død for hele folket i den betydning, som vi lige har hørt Kingo, Esajas og Paulus tale om. Ja, ifølge evangelisten Johannes’ tydning af Kajfas’ ord døde Jesus ikke blot for hele det daværende Israels folk, men for alle mennesker; han døde ”for at samle Guds spredte børn til ét”, hvilket også gælder fx os, der nu er danske kristne.

 

Men hvordan skal vi, der lever i dag, dog kunne være medskyldige i noget, der skete for 1950 år siden? Årsagen kan da ikke komme efter det, der blev forårsaget!

 

Og det er selvfølgelig rigtigt. Det er rigtigt, at vi ikke er skyld i Jesu død på samme måde som Kajfas og rådsherrerne. Og når vi i dag med Kingo bekender vor medskyld i Jesu død, så betyder det ikke nødvendigvis, at vi i almindelig dagligdags forstand hver og en af os skulle være nøjagtig lige så onde og kyniske som Kajfas og rådsherrerne. At lade, som om vi var det, ville jo være det samme som at erklære alle mennesker for een stor sort masse, og alle menneskelige handlinger for eet fedt. Det ville være et udtryk for en fuldstændig mangel på respekt for alvoren i den tortur og de henrettelser, der foregår her i verden, også lige i dette øjeblik. Det ville betyde, at vi helt gav afkald på at skelne mellem, når vi gør noget rigtigt, og når vi gør noget forkert. Det ville føre til en total foragt for hele vort menneskeliv.

 

Selv når vi i dyb alvor tager Kingos ord i vor mund om lidt, betyder det ikke, at vi regner med, at også vi nødvendigvis ville være med til at sende en uskyldig i døden, fordi han udgjorde en politisk trussel.

 

Inden vi går videre skal vi dog lige gøre os klart, at i hvert fald nogle af os nok alligevel under visse omstændigheder kunne gøre noget i den retning. Vi skal jo være klar over, at disse jødiske ledere - ikke mindst efter deres egen mening - befandt sig i en yderst kritisk situation; som de sagde:

 

Hvad gør vi? Den mand gør mange tegn. Lader vi ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort tempel og vort folk.

 

Og vi skal ikke være blinde for, at også nogle af os, i en helt desperat situation kunne opføre os på en lignende måde. Vi ville måske ikke direkte slå nogen ihjel ved henrettelse eller likvidering. Men så ville vi måske lukke noget giftigt spildevand ud for at redde vor virksomhed. Det er der i hvert fald pæne danske kristne der gør - med risiko for, at deres medmennesker skal blive syge, ja, dø af det.

 

Eller der kunne nævnes mange andre - også mindre - eksempler på, hvor langt vi er rede til at gå, hvis det er hele vor eksistens, der er alvorligt truet. - Og Jesus har jo selv sagt, at hvad vi gør mod bare det mindste lille menneske, det har vi gjort mod ham!

 

Men der er også mennesker, der modstår fristelsen til den slags. Vi føler meget stærkt, at det ikke uden videre kan være rigtigt, at alle mennesker i helt almindelig dagligdags forstand skulle være nøjagtig lige så onde og kyniske som Kajfas og rådsherrerne.

 

Uden at der skal trækkes noget fra alvoren i det, vi får at se om os selv, når vi på denne måde spejler os i beretningerne om Jesu død, må det altså være en anden sammenhæng, Kingo og Esajas og Paulus og Johannes har peget på, en anden og dybere sammenhæng, som alle mennesker er delagtige i.

 

At Jesus døde for vores skyld har virkelig noget at gøre med, at hvad også du og jeg har forskyldt, gjort os skyldige i. Men allerdybest set betyder det, at vi som mennesker, sammen med alle andre mennesker, er uhjælpeligt viklet ind i en stor ulykke, og at det var den ulykke, Jesus tørnede ind i, så han blev korsfæstet af det, men så denne ulykke samtidig blev sprængt og opløst ved, at Jesus tørnede ind i den. Apostelen Peter udtrykker dette således:

 

På sit legeme bar [Jesus] selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt (1. Pet. 2,24).

 

Og tilsvarende er sammenhængen i de steder fra Paulus' breve, jeg har citeret. Nok er det vigtigt, at vi erkender og angrer de synder, vi nu engang har begået. Og endnu vigtigere er det, at vi erkender den store og ubegribelige ulykke, vi er fælles med alle mennesker om at være indviklet i. Men det allervigtigste er, at vi ved at se denne sandhed i øjnene kan se og tage imod den store befrielsesgerning, Jesus har udført for os, og således komme til at opleve den befrielse, vi ikke selv kunne skaffe os!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Palmesøndag 1972 (26. marts)

 

DDS 1953: 71 – 174 - [150] -///- 176 – 339
 
Hebr. 12,1-8. - (Matt. 21,1-9). - Mark. 14,3-9

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi vi nu skal fejre påske!

Bered os i dag ved dit ord til at lade din Søn være vor konge og kilden til at vor glæde!

Amen.

 

 

Vi skal nok begynde med, ligesom at se for os, hvad vi her har hørt.

 

Jesus sidder til bords.

 

(Vi får i øvrigt at vide hvor; i Simon den Spedalskes hus. - Er Simon en, der er blevet helbredt af Jesus? I så fald siger allerede stedsangivelsen noget om, hvem Jesus er.)

 

Jesus sidder til bords. Der er et helt selskab til stede. Måske sidder man og taler sammen. Eller man lytter måske til Jesus. Og pludselig kommer en kvinde.

 

Vi hører ikke noget om, hvem hun er. Måske er hun den samme som synderinden hos Lukas (7,36-50). Det kan vi ikke vide noget om. Og Markus-teksten her siger intet om, hvad for en slags kvinde det er. Her er det bare ”en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie”. Det er alt, hvad vi får at vide om hende, bortset fra den handling hun udfører. - Så Lukas' synderinde må vi hellere gemme til 11. søndag efter trinitatis.

 

Men netop ud fra det, hun gør mod Jesus, kan vi alligevel slutte os til noget om denne kvinde.

 

Hun må have mødt Jesus før. Hun må have set og hørt ham. Hun må have set og hørt Jesus, så det er gået op for hende, hvem han er. Hun må have set hans storhed.

 

Det er palmesøndag i dag, og vi kan derfor sammenligne kvindens salving af Jesus med den hyldest, folkeskarerne gav ham under indtoget i Jerusalem.

 

Under indtoget hyldedes Jesus som Messias. Og hvad betyder ordet ”Messias”? Det betyder ”den salvede”!

 

Vi kan ikke vide, hvilke tanker og forestillinger denne kvinde har haft. Men det er nærliggende at se hendes handling som et udtryk for, at hun har set og oplevet den enestående storhed i Jesu person, den kraft og myndighed og kærlighed, der var i hans ord.

 

Det er for så vidt underordnet, om kvinden har tænkt: Jesus er Messias; derfor vil jeg nu salve ham - eller om hun har handlet mere ubevidst og spontant, simpelt hen overvældet af det indtryk, Jesus har gjort på hende, og af den glæde, hun har følt over at se og høre, hvem han var.

 

Men der er alligevel en modsætning mellem skarernes larmende hyldest under indtoget i Jerusalem og denne kvindes stille gestus.

 

Man kunne tænke sig en lignende situation, hvor en kvinde salvede Jesus, men samtidig udråbte ham til Messias - mere eller mindre ekstatisk. Det er der ikke noget af her. Vi hører intet om, at kvinden har sagt noget. Vi hører bare, at hun ”brød krukken og hældte olien ud over hans hoved”.

 

Ligesom vi ikke kan vide, om kvinden forbandt klare Messias-forestillinger med sin handling, kan vi heller ikke vide, om hun har haft nogen viden eller anelse om, hvad der ventede Jesus.

 

Nu bagefter ved vi jo, hvad der skete. Og senere i teksten siger Jesus: ”Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen”. Men først havde han bare ganske enkelt sagt: ”Hun har gjort en god gerning mod mig”.

 

Salvningen i Betania, var ikke simpelt hen en Messias-salvning, en kongesalvning. Fra kvindens side var det formodentlig hverken mere eller mindre end en ”god gerning”, en spontan handling. Men sådan som det kom til at gå, blev det under alle omstændigheder også den sidste olie til en, der snart skulle dø; den gode gerning blev en kærlighedsgerning mod en, der snart skulle være forladt af både Gud og mennesker.

 

Det er så nemt at trække nogle skarpe symbol-linier ud fra denne salvning og sige: Messias, død osv. Sådan må vi selvfølgelig se på det nu bagefter. Og sådan har evangelisterne set på det. Men vi går glip af det særlige ved denne beretning, hvis vi alt for hurtigt bevæger os ud i disse store linier og udtrykker os i disse almindelige vendinger.

 

Vi har i hele fastetiden gang på gang set, hvordan mennesker ikke kunne tage imod Jesus. Men denne kvinde kunne. Det er jo sådan set noget underligt noget, hun gør, at hælde for over tre hundrede denarer salve ud over hovedet på Jesus af Nazaret. Tre hundrede denarer, en vingårdsarbejders årsløn! Og de, der overværede det, misbilligede jo også denne ødselhed.

 

Men Jesus misbilliger ikke, hvad kvinden gør. Han kalder det en god gerning.

 

For ikke så mange søndage siden [2004: 3. søndag i fasten; Johs. 8,44] hørte vi, hvordan Jesus kaldte nogle mennesker for Djævelens børn. Men her tager han glad imod kvindens gestus og kalder den en god gerning.

 

De mennesker, der er til stede i Simon den Spedalskes hus, gør opmærksom på, at salvens værdi kunne være kommet de fattige til gode. Og at hjælpe de fattige er en god gerning. Men kvindens gerning er god, ikke bare fordi den gør Jesus godt. Den er en god gerning, fordi den udspringer af tro.

 

De Fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid”, siger Jesu til dem, der harmes over kvindens handling.

 

Selvfølgelig mener Jesus ikke, at det med at hjælpe de fattige er noget ligegyldigt. Men Jesus afviser deres måde at stille modsætningen op på. Og med ordene ”når I vil” giver han disse forargede mennesker en ekstra snert.

 

Når disse mennesker stiller salvningen af Jesus i modsætning til hjælpen til de fattige, svarer det til, at man giver sig til at diskutere, hvad der er højest, Runde Tårn eller et tordenskrald.

 

”Mig har I ikke altid”, siger Jesus. Det minder om, hvad Jesus sagde helt fremme i begyndelsen af evangeliet: ”Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem?”. Jesus giver anledning til en glæde uden sidestykke, en glæde, som sprænger alle rammer.

 

Det er ikke godt at vide, hvad skarerne, der hyldede Jesus under indtoget i Jerusalem, har tænkt. Men de har utvivlsomt tænkt i politiske og nationale baner. De har måske ventet, at Jesus ville starte en revolution og en national befrielseskrig.

 

Men sådan har kvinden med nardussalven ikke betragtet Jesus. Hun har simpelt hen været opfyldt af glæde og kærlighed, fordi hun i Jesus har set Guds kærlighed. Det er ikke en politisk førerskikkelse, hun yder denne kærlighedsgerning og æresbevisning, men ham, der kom med syndernes forladelse.

 

Kvinden med nardussalven har set Jesu virkelige storhed, den storhed, der er uendelig meget større end den storhed, fx de larmende skarer mente at kunne se. Og det er ikke mindst derfor, det, hun har gjort, skal fortælles til minde om hende, ”hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes”. For troen er den del af evangeliet. Ikke kun Jesus, men også troen på ham er Guds gave til os.

 

Men så skal vi alligevel også lægge mærke til, at Jesus altså ikke nøjes med at sige: Se, her har I et eksempel på sand tro! Jesus siger: ”Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen”. Den Jesus, som var mere end en konge, der kunne genrejse Israel, er den samme Jesus, som skulle dø på korset.

 

Vi kan sige, at teksten til i dag dels har lært os noget om, hvad tro er, dels noget om, hvem Jesus er. Og det er to sider af samme sag. Kristen tro er ikke larm og ekstase, men noget, der bryder ind i menneskers liv og rækker kærlighed og glæde. Og Jesus er på een gang den, der er så stor, at det er rimeligt at vise ham en gestus af kongelig ødselhed, og den, der døde på et kors mellem to forbrydere.

 

Her er de modsætninger og den spænding, vi skal opleve nu i påsken. Og lad os håbe og bede om, at påsken vil fylde os med en glæde og taknemmelighed som den, kvinden med nardussalven var opfyldt af.

 

Amen.

 

- - -

 

Under punktet ”tillysninger” sagde jeg:

 

Foran os ligger nu resten af påskens [i videre forstand] gudstjenester: skærtorsdag, langfredag, påskedag og anden påskedag.

 

Som vi alle ved, er alle disse påskegudstjenester ikke bare en række dage, hvor man føler sig mere eller mindre forpligtet til at gå i kirke.

 

Påsken er den kristne Kirkes grundlæggende og største fest, og påskebegivenhederne er det fundament, vort kristenliv, dvs. hele vort liv, bygger på.

 

Dertil kommer, at den kristne Kirkes påskefest er mere end en række ens festdage. Palmesøndag, skærtorsdag, langfredag, påskedag og anden påskedag giver os anledning til at mindes, ja, på en måde (gen)opleve hele gangen i disse afgørende begivenheder fra indtoget i Jerusalem over måltidet i den nat, da Jesus blev forrådt, og Jesus død på Golgatas kors til Kristi opstandelse og menneskers første møde med den Opstandne.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Skærtorsdag 1996 (4. april)

 

 

I de første år af min præstetid holdt jeg pligtskyldigst højmesse kl. 10 om formiddagen på skærtorsdag. Men dette er jo liturgisk vanvid, grænsende til ringeagt for skærtorsdags historiske indhold! Men aftengudstjenesten kl. 19 har selvfølgelig altid været hovedgudstjenesten, og i 1987 eller 1988 holdt vi i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat helt op med at holde gudstjeneste om formiddagen.

 

Aftengudstjenesten skærtorsdag har jeg haft holdt på to måder, nemlig enten som en ganske kort nadvergudstjeneste efterfulgt af en vekslen mellem passende salmevers og afsnit af den første del af Lidelseshistorien (et eksempel vil senere blive sat ind) - eller (efter indførelsen af 1992-alterbogen) som den her beskrevne gudstjeneste med fem salmer og tre læsninger, men altså stadig med et liturgisk skrabet, ”historisk” eller ”samtidigheds-” præg.

 
DDS 1953: 152 - 417 - 415 -///- 153 - 160
 
Sl. 116 - 1. Kor. 11,23-26. - Joh. 13,1-15

 

Ved denne type skærtorsdagsgudstjeneste læstes alle tre tekster, så at der også blev sunget fem salmer. Men denne aftens særlige karakter blev markeret ved, at der ikke var trosbekendelse og ikke ”Gud være lovet” efter annonceringen af evangelielæsningen, ligesom det det helt korte nadverritual blev anvendt.

 

 

Herre Jesus Kristus!

Tak for alt, hvad du har gjort for os!

Lær os, mere og mere at forstå det og leve i det og ud af det.

Amen.

 

 

Igen i år undrer vi os vel. Det er skærtorsdag, og vi troede, der skulle prædikes om nadveren og dens indstiftelse - og så viser det sig, at det evangelium, der skal prædikes over - oven i købet på en særdeles mærkelig måde - handler om, hvordan Jesus efter aftensmåltidet gav sig til at vaske disciplenes fødder!

 

Men i stedet for at blive stående i denne undren kan vi jo gøre det, at vi forestiller os, det kunne være gået sådan, at ikke alene det, Jesus gjorde med brødet og vinen efter aftensmåltidet, men også den mærkelige handling, vi her lige har hørt om, var blevet et "sakramente", så at vi altså havde fået ikke bare dåbens og nadverens sakramente, men også "fodvaskningens sakramente"!

 

Og dette er ikke bare et helt vildt tankeeksperiment. Jeg tror da fx, det stadig er sådan, at paven i Rom hver skærtorsdag vasker fødderne på nogle drenge fra et børnehjem, og jeg har også læst, at man i hvert fald for nogle år siden prøvede noget lignende i en københavnsk folkekirkemenighed - idet man dog snød lidt og nøjedes med at markere tvætningen ved at gnide hinandens pande og håndled med en fugtig klud!

 

[2004: Som det fremgår af både ovenstående og nedenstående afsnit, var jeg endnu i 1996 ikke klar over, at et fodtvætningsritual både før og efter Andet Vatikanerkoncil har været i hvert fald en fast mulighed i den romersk-katolske messe om aftenen skærtorsdag. Nu er det helt særligt den katolske kirke i Polen, jeg (som lollandsk slavist) studerer og har med at gøre, så jeg vil til oplysning for alle, der er kommet ind på dette sted, indsætte min egen oversættelse af den forklaring, hvormed anden afdeling af skærtorsdagsmessen indledes i ”Mszalik niedzielny” (den lille søndagsmessebog), Olsztyn 1993:]

 

[I prædikenen skal de hoved-mysterier forklares, som mindes i denne Hellige Messe, nemlig Eucharistiens og præsteembedets  indstiftelse, samt Kristi befaling om broderlig kærlighed. Efter prædikenen gennemføres, hvor pastorale hensyn taler for det, fodvaskningsritualet. Ministranterne fører nogle udvalgte mænd til de bænke, som er gjort klar et passende sted. Præsten går (om nødvendigt efter at have afført sig messeklæderne) til hver enkelt af mændene og hælder, hjulpet af messetjenerne, vand over deres fødder og tørrer dem af. Imens synges antifonerne eller andre passende sange].

 

[Herefter bringes antifon-teksterne, og det angives, at trosbekendelsen ikke siges ved denne messe, men at næste led er kirkebønnen (”de troendes bøn”). - Bemærk, at fodvaskningsritualet således blive knyttet så tæt til prædikenen, at det næsten bliver en del af den, eller altså en tæt til prædikenen knyttet demonstration af evangeliet (Joh. 13,1-15)].

 

Hvad man derudover gør i den retning rundt omkring i Kirken, ved jeg ikke. [2004: Dvs. vidste jeg i 1996 ikke. Se petit-afsnittene her lige ovf.]. Men vi kan da her i aften prøve at arbejde lidt videre med tanken, så vi altså forestiller os, at vi nu efter nadvermåltidet "holdt fodvaskning". På den måde, at præsten - ligesom han jo ved læsningerne, dåben og nadveren optræder som Jesu repræsentant eller redskab, gik rundt med et vandfad og et håndklæde og på en eller anden måde markerede en fodvaskning - og at man i menigheden evt. derefter fortsatte med en tilsvarende indbyrdes fodvaskning.

 

Og hvis det nu var sådan, så kunne vi sige, at vi altså havde tre sakramenter: dåben een gang for alle (ved indgangen til vort kristne liv), nadveren hver søn- og helligdag - og "fodtvætningen" een gang om året, altså hver skærtorsdag.

 

Dåben, som kun foretages een gang, er selve optagelsen i flokken af Jesu disciple eller Kristi menighed. Og at være indlemmet i fællesskabet med Jesus i hans discipelflok vil samtidig sige at være blevet revet ud af sammenfiltringen med det onde eller at være blevet helt grundlæggende renset fra det onde. Det er det, Jesus taler om, da han afviser Peters anmodning om, så også at blive tvættet på hænderne og hovedet, idet han siger: "Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele".

 

Men når der så ikke skal føjes noget til dåben, rent grundlæggende, hvorfor kan man så alligevel ikke bare nøjes med den? (Her er vi jo ved at komme ind på hele den diskussion, med præste-retssag og det hele, der nu igen er om vor dåbspraksis i Folkekirken).

 

Men vi kan foreløbig sige det på den måde, at man jo heller ikke kan nøjes med, bare at blive født! Fødslen er begyndelsen på livet. Men så følger livet altså efter fødslen. Efter fødslen skal vi leve det liv, vi blev født til.

 

Dåben er ikke en isoleret og afsluttet begivenhed, men en begyndelse på et liv og en vækst. Og for at kunne leve og vokse, må vi hele tiden have mad. Hvor vi så ganske særligt kan tænke på nadveren, og altså ikke bare denne ene gang om året, på denne særlige minde-aften, men også hver eneste almindelig søndag. Idet nadveren selvfølgelig ikke er noget andet end det, der i øvrigt sker i gudstjenesten, eller end alle de andre måder, hvorpå Guds nærhed kan vise sig.

 

Alle sider i kristendommen handler jo i grunden om dén ene ting, netop evangelisten Johannes har udtrykt i det berømte vers, hvori det hedder: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv".

 

Og hvis vi havde et fodvasknings-sakramente denne ene gang om året, så ville dette naturligvis på en helt særlig måde understrege dette, også sådan som det kom til udtryk i det, vi hørte nu her palmesøndag i den store Filipperbrevshymne om, at Jesus ikke bare sådan lod sig føde ind i vor verden med al dens elendighed, men gik helt til bunds i den, helt ned til den forfærdelige og ydmygende død på et kors, vi skal mindes i morgen.

 

Palmesøndag hørte vi jo netop nogle ord, der meget ligner det, Jesus selv siger her i aften:

 

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,

han, som havde Guds skikkelse,

regnede det ikke for et rov

at være lige med Gud,

men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på

og blev mennesker lig;

og da han var trådt frem som et menneske,

ydmygede han sig

og blev lydig indtil døden,

ja, døden på et kors.

(Fil. 2,5-11)

 

Det var jo det, vi lige hørte:

 

Og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud - så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig.

 

Det er også den enorme kontrast i dette, Peter fornemmer, da han protesterer så voldsomt. Det er nemlig ikke bare Jesus, det er pinligt for, at han skal udføre denne ydmyge tjeneste. Det er jo endnu mere pinligt for Peter og alle os andre kristne. For når Jesus, Guds Søn må ydmyge sig så meget for at komme ned og hjælpe os, så må det jo være meget galt fat med os. Dette er en ubehagelig erkendelse!

 

Der er faktisk kun een ting, der er værre, og det er, slet ikke at blive hjulpet! Derfor siger Jesus til Peter - og til os: "Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig". Hvilket altså betyder, at Jesus nok ydmyger sig, men at dette jo ikke er det samme som, at han bare kommer og går til grunde med os! Tværtimod kommer han helt ned til os, for at vi skal komme helt op sammen med ham. I sin ydmygelse knytter han sig så nøje til os - og os til sig - at vi får del i den himmelske herlighed, der er baggrunden og udgangspunktet for det, han gør.

 

Kristendommen er jo noget mærkeligt noget. Og det er nemt nok at affærdige det. Det, de, der vælger denne nemme løsning, så imidlertid skal gøre, det er at se alternativet i øjnene: at så er der ikke andet end det blinde, kolde univers tilbage, og så er der heller ikke andet end den blinde alles kamp mod alle tilbage i forholdet mellem mennesker.

 

For det er jo disse mærkelige ting i kristendommen - også det mærkelige, vi hører om og om lidt gør her i aften - det er jo det, der rummer i det mindste den påstand, ja, giver anledning til det håb, at der er andet end tomhed og kulde bag tilværelsen. Hvoraf igen følger en begrundelse for og en kilde til, at vi opfører os på en anden måde over for hinanden end, hvad de rene biologiske mekanismer har i sig.

 

Ja, nu, vi taler om alternativet til sådan noget helt mærkeligt noget, som skærtorsdags-fodvaskningen, så er det jo faktisk "nazismen"! Vi er mange, der er dybt chokerede over, at vi - også her i vort eget land - skal se nazismen komme frem igen. I fuldeste alvor. Men vi bør være endnu mere chokerede over, at det ikke bare er i nogle få gale mennesker, den kommer frem. Der er tale om nogle tendenser, som i hvert fald meget let kan dukke frem, måske bare ganske lidt, i hjerterne på os alle. For hvis der ikke er nogen Gud, og ingen andre love end naturlovene, herunder de biologiske mekanismer, så er sådan noget som folkedrab og berigelse ved narkotikakriminalitet jo en del af de processer, der foregår, ligesom så meget andet.

 

Ja, det var et kontrast-eksempel, som måske kan hjælpe os til at se den umådelige storhed i de ord, vi måske har hørt alt for tit, om Guds Søns tjenende selv-hengivelse for os!

 

Og når vi således, ved at høre alt dette, se det for os, og opleve det i måltidet om lidt, er blevet knyttet til Ham, bliver vi også knyttet til hinanden - for at tjene og hjælpe hinanden i al nød.

 

Nu har vi altså ikke den skik, at vi markerer en fodvaskning på hinanden her skærtorsdag. Men det er selvfølgelig heller ikke det, der er det afgørende. "Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer". Så hvis vi bare ser det, vi her har hørt, for os, ja, så bliver det - bogstavelige talt et for-billede for os, så vi pdes. bedre kan forstå og modtage hele den Jesu tjeneste for os, vi skal mindes og opleve i morgen, og så vi pdas. bedre kan gå ud og være mod hinanden, ligesom han har været mod os.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Langfredag

 

 

I en hel del år – helt tilbage fra Bornholm af (1971-1974) - holdt jeg udelukkende liturgiske gudstjenester på langfredag, sådan som jeg havde lært det hos min sognepræst i Vesterborg, hvor jeg boede, lige før jeg blev præst, (H.V. Krohn). Og vi holdt også sådanne gudstjenester i hele min tid i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. Men efterhånden gik det op for mig, at der er ting, der skal forkyndes, som kun kan forkyndes langfredag – som altså ikke bliver forkyndt (på samme måde) i fx fastetiden. Derfor har jeg siden 1983 også holdt gudstjenester med prædiken, før 1992-alterbogen som firesalmersgudstjenester (Es. 53 og et stykke af Lidelseshistorien), fra og med kirkeåret 1992/93 med tre læsninger og fem salmer, men naturligvis ikke som højmesse, altså uden trosbekendelse og nadver. Til at begynde med prædikede jeg over et stykke fra »harmoniseringen«, senere skiftevis fra hvert af evangelierne. I de sidste år i Døllefjelde-Musse-Herritslev havde vi kun een langfredagsgudstjeneste i pastoratet, nemlig kl. 14 (Jesu sidste time på korset, jfr. bemærkningerne til skærtorsdag) – Til orientering sætter jeg først en oversigt over den liturgiske gudstjeneste, som den stadig holdtes i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. Derefter følger prædikenen ved den almindelige langfredagsgudstjeneste 2002.

 

 

Liturgisk langfredagsgudstjeneste i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat i tiden 1975-2003

 

Præludium

167                 Hil dig, frelser og forsoner!

364                 Litaniet (vekselsang mellem præst og menighed)

365                 O du Guds Lam

166                 Gak under Jesu kors at stå

Vekselsang mellem kor (K) (evt. præst) og menighed (M) i forbindelse med oplæsning af Lidelseshistorien

                        Taksigelse for Jesu Kristi lidelse

                        Passionsmusik - og lejlighed til stille eftertanke og andagt

168 v 1-3       »O hoved, højt forhånet«

                        Fastekollekten

(Fra »Særlige kollekter« i den gamle alterbog, i 1992-alterbogen den første af de to kollekter til langfredag)

                        Hilsen

                        Velsignelse

168 v 4-6       »Jeg takker dig af hjerte«

Postludium

 

 

*  *

 

 

Langfredag 2002 (29. marts)

Almindelig langfredagsgudstjeneste. Klokken 14 - Jesu sidste time på korset.

 

DDS 1953: 167 – 810 – 614 -///- 168 - 180

”810” er Tillæggets nr. 810: ”Så bøjed den dødsdømte nakken” (DDS 2003 nr. 188)

 

Sl. 22,2-22a. - Es. 52,13-53,12. - Johs. 19,17-37

 

Ved denne type langfredagsgudstjeneste efter 1992-alterbogen læstes alle tre tekster, så at der også blev sunget fem salmer. Men dagens særlige karakter blev markeret ved, at der ikke var trosbekendelse og ikke ”Gud være lovet” efter annonceringen af evangelielæsningen. Og der var selvfølgelig ikke nadver. Jeg var under gudstjenesten blot iført præstekjole. - Indledningskollekt: ”Barmhjertige, evige Gud, du, som ikke ville holde din Søn tilbage ...” (den anden af de i alterbogen anførte). Slutningskollekt: ”Vi takker dig, Gud Fader, at du har givet os din enbårne Søn, Jesus Kristus ...” (den første af de i alterbogen anførte, som i den gamle alterbog hed ”Fastekollekten” og derfor i såvel den gamle som den nye alterbogs tid af mig blev brugt som slutningskollekt ved alle gudstjenester i fastetiden).

 

 

Vor Konge og Frelser Jesus Kristus!

Du, som selv i din lidelse og død viste dig som Sandheden i egen person!

Lad også os her i dag se din sandhed, så vi altid holder os til den og vidner rent om den!

Amen.

 

 

Jesus var dømt. Det var lykkedes for jødernes ledere at få den romerske statholder Pontius Pilatus til at skaffe dem af med en farlig mand. Og folket havde fået luft for sin skuffelse over, at Jesus havde vist sig at være en anden end den Messias, de havde håbet på. Så foretrak de Barabbas, som dog havde gjort noget for at kæmpe mod den romerske besættelsesmagt!

 

Alt det helt nye og helt anderledes, som Jesus havde ført frem, havde lidt nederlag. Selv hans allernærmeste disciple forstod det ikke.

 

Det var virkelig forfærdeligt. Og det endnu mere forfærdelige for os i dag er, at vi kun alt for godt kan sætte os ind i, hvad det var der foregik, da Jesus blev korsfæstet.

 

Den slags er jo hverdagskost i verden i dag. Bedst, som vi troede, at vi befandt os i en udviklingsproces, hvor det hele gik mod mere oplysning, humanitet, tolerance og demokrati, ser vi, at vold og terror, krig og tortur vinder frem overalt i verden. Der er uden tvivl mange mennesker i verden, der lige i dette øjeblik bliver udsat for noget, der er mindst lige så slemt som det, Jesus blev udsat for. Det skal vi have med i vor bevidsthed, når vi nu følger Jesus på hans lidelses-vej ifølge evangelisten Johannes.

 

Men samtidig skal vi have i vor bevidsthed, hvem Jesus var; hvor enestående en person Jesus var; at det er noget helt enestående, vi her er vidne til - på alle disse mange års afstand - en absolut skelsættende begivenhed ikke alene i hele verdenshistorien, men også i hele forholdet mellem Himmelen og Jorden, Gud og mennesker.

 

Så med disse perspektiver for øje vil vi nu følge Jesus på hans vej fra domfældelsen til hans død.

 

-

 

Det er meget kortfattet, hvad der berettes om, hvordan Jesus selv bar sit kors helt ud til Golgata. Der står ikke her hos Johannes noget om nogen "Simon fra Kyrene", som blev tvunget til at bære korset for ham, da han selv blev for svag til at bære det. Men i den måde, hvorpå vi her prøver at følge Jesus, kan det komme ud på eet. Det afgørende er, at Jesus allerede her er fornedret, psykisk rystet og fysisk udmattet. Han er fx blevet pisket, det vil sige. har fået tilføjet stor smerte og har fået store sår på ryggen. Og han har fået sat en tornekrone på sit hoved.

 

Så på det tidspunkt, hvor han bliver korsfæstet, må han være virkelig langt nede, både fysisk og psykisk.

 

Og så selve korsfæstelsen. - Hvortil kommer eftervirkningerne af piskningen og alt dette under den brændende sol. Hvilket bl.a. medfører den tørst, vi også hører om her i Johannes’ lidelseshistorie - hvor tørsten dog også er et udtryk for den endnu større mangel, som hos de andre evangelister kommer til udtryk i Jesu forfærdelige råb: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig" (Matt 27,46. Mark 15,34).

 

Vi skal virkelig fastholde denne realisme, så denne langfredagsgudstjeneste ikke bare bliver "sådan en kirkelig begivenhed".

 

Her i Døllefjelde Kirke har vi nu også fået vort gamle middelalderkrucifiks op midt i kirken, så de fleste af os kan se det. Det er jo heller ikke bare sådan et kirkeligt kunst-klenodie, som man kan gå og se på, mens man evt. tænker på "vort kristne kulturgrundlag"!

 

Men hvis det kun var almindelig realisme, det drejede sig om, ville vi jo nok ikke være samlet her i dag for at mindes denne gamle mislykkede jødiske rabbis død. Så ville den naturligvis være druknet i den kun alt for store mængde af tilsvarende begivenheder op igennem hele menneskeslægtens historie.

 

Sagt på en anden måde: Hvis Jesus kun havde været en stor profet eller religiøs lærer, det var gået galt for, så han havde lidt en grusom og forsmædelig død, ville hans henrettelsesinstrument nok ikke have fået den status, som korset har fået.

 

Og det første tegn på dette forhold ser vi jo i den indskrift, statholder Pilatus havde lavet: "Jesus fra Nazaret, jødernes konge". I hvilken forbindelse tornekronen - og purpurkappen fra situationen i forbindelse med piskningen af Jesus jo også allerede har været inde i billedet i Johannes’ lidelseshistorie. Det handler alt sammen om, at Jesus blev henrettet af romerne, fordi han af de ledende i sit eget folk var blevet fremstillet som en, der gjorde krav på at ville være konge i Israel - hvilket jo var ensbetydende med at være oprører mod Romerriget og kejseren.

 

Og det er altså her klart, at der pdes. er tale om en hån og spot, som skal afskrække andre fra at ville være konge og gøre oprør (den slags var der nemlig ikke så få af), men at der pdas. i netop denne hån og spot kan ses en klar tvetydighed, så at den også, ja, dybest set, kommer til at betegne netop den helt særlige og anderledes kongeværdighed, som Jesus havde!

 

Og sådan som Johannes har skildret det her, er dette forhold jo særdeles tydeligt, for så vidt angår netop den indskrift, Pilatus havde ladet sætte på korset.

 

Nu kan vi jo ikke komme bag om evangeliets beretning og så at sige ind i hovedet på Pontius Pilatus. Vi skal i det hele taget være klar over at nu følger vi altså evangelisten Johannes’ beretning, sådan som den står, vel vidende, at der ikke er tale om en fotografisk eller stenografisk nedfældning af tingene, nøjagtig som de er sket, men om resultatet af en lang proces af erindring, vidnesbyrd, tro og teologisk bearbejdning. Og det er vi nødt til. Vi har - hverken i de store ting eller i de små ting - nogen som helst mulighed for, så at sige at komme tilbage til dengang, det fandt sted og opleve det med vore egne øjne og ører. Vi har de nytestamentlige forfatteres vidnesbyrd - og ellers intet.

 

Men hvad altså nu Pilatusindskrift angår, så vil det mest nærliggende være at forestille sig, at den simpelt hen har været et led i hele den "afskrækkelsesteknik", korsfæstelses-straffen går ud på. Altså: Sådan går det den, der fører sig frem som kandidat til at blive Israels konge!

 

Men så er der de jødiske lederes reaktion. Egentlig skulle de jo være tilfredse med, at det var lykkedes dem at få overbevist Pilatus om, at Jesus var sådan en farlig mand, at han altså ville dømme ham til døden.

 

Men man kan også kan "få sin vilje for meget"! De ville godt have Jesus henrettet. Men det skulle ikke være med alt for stor offentlig vægt på hans rolle som konge, dvs. messias.

 

For vel havde "jøderne" (som der står - hvor mange det så har været; her i Johannes-evangeliet måske mest lederne) råbt "Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham!" - da Pilatus havde villet have dem til at indse, at denne ynkelige person ikke kunne frembyde nogen fare. Men han havde jo pdas. også haft mange tilhængere. Det havde man set så sent som den dag, vi nu kalder palmesøndag. Så det var altså ikke så godt med det skilt.

 

Men Pilatus ville ikke lade skiltet fjerne: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg".

 

Denne reaktion fra Pilatus’ side kan dels forstås på den måde, at når nu de jødiske ledere havde fået overtalt ham til at korsfæste denne Jesus fra Nazaret som oprører, så skulle det også udnyttes fuldt ud - altså til skræk og advarsel for senere messias-prætendenter.

 

Men den kan jo også forstås på den måde, at Pilatus ville dække sig ind, altså understrege, at det var sådan en farlig mand, han lod korsfæste - selv om han altså ikke selv troede på nødvendigheden af det.

 

Pilatus er jo skildret som en rigtig administrator. Israel var et vanskeligt land at holde besat, så kejseren har naturligvis sørget for at sætte en af sine dygtigste mænd på posten.

 

Dette kommer frem, da Pilatus kalder Jesus til sig for at udspørge ham nærmere - og Jesus til sidst giver følgende svar på hans spørgsmål om, hvorvidt han er konge:

 

Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst (Jh. 18,37f).

 

Hvortil Pilatus som bekendt svarer med det berømte spørgsmål: "Hvad er sandhed?" (Jh. 18,38).

 

Som igen kan forstås på flere måder. Pdes. har man opfattet det som et kynisk svar - på det, man kalder en "værdinihilistisk" baggrund. Så man altså har ment, at Pilatus hermed siger, at spørgsmålet om sandhed og løgn eller sandhed og usandhed ikke interesserer ham - af den grund, at det er meningsløst; der ER ikke noget, der er sandt og noget, der er usandt.

 

Men man har pdas. også opfattet det på den måde, at Pilatus blot har sagt, at det ikke er den romerske statsmagts opgave at stille sig på den ene eller den anden side i stridigheder om, hvad der på allerhøjeste, dvs. religiøse, plan er sandhed eller usandhed. Ja, man har her ligefrem set Pilatus som en forløber for det, man kalder den moderne sekulariserede stat, hvor det kun er det, man gennem almindelig argumentation og under henvisning til almindelig ret og rimelighed kan nå frem til at blive enige om, der skal styre - og ikke nogen påberåbelse af højere religiøse sandheder.

 

Hvilket jo er meget aktuelt. For netop denne opfattelse er vi - efter århundreders strid og undertrykkelse og borgerkrige - nået frem til her i Vesten. Hvorefter vi på det seneste er kommet i den situation, at der er kommet nogle til udefra, som vil have "Sandheden" - hvilket vil sige det, de forstår ved Sandheden - til at råde i samfundet, uanset om vi andre anerkender det eller ej.

 

Men uanset hvordan både Pilatussvar og Pilatusindskrift skal forstås, for så vidt angår Pilatus selv, må vi, som i dag er forsamlet til denne kristne langfredagsgudstjeneste, se disse ting som udtryk for, at den Korsfæstede virkelig var Sandhedens repræsentant og Israels konge - på et plan og på en måde, som ingen kunne forstå, før det var blevet påske.

 

Så når vi siger, at vi tror på Jesus Kristus som Vejen, Sandheden og Livet, så er det hverken mere eller mindre end den korsfæstede Sandhed, korsets Sandhed, vi taler om; den sandhed, der klarest viser sig på den totale afmagts betingelser, hvor det jo så til gengæld udelukkende er selve Sandhedens magt som hverken mere eller mindre end Sandhed, det gælder.

 

Og lad dette være det helt særlige - og helt særligt aktuelle - langfredags-evangelium for os her i dag på denne langfredag 2002: At når vi tror på - eller dog prøver at tro på - Jesus som "vor korsfæstede Herre og Frelser, Vejen og Sandheden og Livet", så betyder det ikke, at vi selv har "udnævnt" en "vores Jesus" til at være Sandheden og vil gøre dette gældende som et magt-krav over for andre - eller for den sags skyld bruge det som en magt-tvang over for os selv - nej, så betyder det, at det i den allerdybeste og alleryderste forstand er selve Sandheden og selve Livet som sådan, vi bøjer os for, med den Korsfæstede som den helt enestående repræsentant derfor - idet vi jo ikke har set nogen anden, der har kunnet gøre ham rangen stridig; at det i Jesus er selve Sandheden og Livet, vi bøjer os for - som den magt selv den mest forfærdelige tortur og terror ikke kan lave om på eller gøre det af med.

 

Umiddelbart herefter: ”Taksigelse for Jesu Kristi lidelse” (Alterbogen side 484).

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Påskedag 2002 (31. marts)

 

 

Skønt jeg altså i princippet er imod selvtægt, har jeg i alle mine præsteår tilladt mig at fejre påskedag med den særlige indledning, jeg oplevede hos sognepræst, senere provst, H.V. Krohn, i Vesterborg Kirke, min sognekirke i årene lige før jeg blev præst, den kirke, jeg holdt min allerførste (prøve)prædiken i.

 

 

Indledning. Pigekor eller kvindelig kirkesanger synger: »Opstanden er den Herre Krist«

(DDS 193,1.3.5.6.8). Symboliserer kvindernes budskab om den tomme grav.

 

Præsten udråber opstandelsesbudskabet: »Herren er opstanden! Kristus er opstanden!«

Symboliserer og fortsætter apostlenes viderebringelse af dette budskab.

 

Og præsten vender sig mod alteret og siger: »Ja, Herre, du er opstanden, og det er evigt sandt, at du lever!«

 

Menigheden rejser sig - og synger (som Kirkens modtagelse af påskebudskabet):

 

190  Krist stod op af døde

i påske-morgenrøde!

Thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad:

Ære være Gud i det høje!

 

   2  Krist stod op af døde

afsonet er vor brøde!

Thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad:

Ære være Gud i det høje!

 

   3  Krist stod op af døde

i Himlen vi ham møde!

Thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad:

Ære være Gud i det høje!

Halleluja!

Halleluja! Halleluja!

Thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad:

Ære være Gud i det høje!

(Man sætter sig igen)

 

Præsten: »Den opstandne Herre og Frelser være med jer!«

 

Menigheden: »Og med din ånd!«

 

(Og alt det følgende som ved en almindelig højmesse).

 

 

- - -

 

 

DDS: 190 – 194 – 191 v 4-5 -///- 198 - 202
 
Sl. 118,13-18. – 1. Pet. 1,3-9. - Matt. 28,1-8

 

 

Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi du igen i dag har ladet dit livs-lys glimte ud over vort liv!

Lad os se selv de mindste og ringeste ting i vor tilværelse i dette dit påske-lys!

Amen.

 

 

Herren er opstanden! Kristus er opstanden!

 

Sandheden er stærkere end løgnen! Kærligheden er stærkere end magtsygen! Livet er stærkere end døden!

 

Som han opstod, skal vi opstå! Halleluja! Halleluja!

 

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde! (1 Pet 1,3).

 

Det er det, der er sagen i dag. Og sådan set skulle der ikke siges andet! Alt andet kan meget let komme til at gøre mere skade end gavn.

 

I dag må vi holde os til selve påskens budskab som bogstavelig talt et troens mysterium.

 

Men at prøve dette, indebærer jo så alligevel, at vi fx må minde hinanden om, at vi faktisk er nødt til at holde os til dette budskab, og det mysterium, det vidner om. Og så ellers, så godt, vi nu hver især kan, deltage i jublen over det.

 

Det kan ikke lade sig gøre at være kristne på nogen anden måde. I hvert fald højst som en kortvarig illusion. Eller i form af nogle kulturelle sidevirkninger, der efterhånden bleger mere og mere af.

 

Vi skal være klar over, at hvis der slet ikke er nogen som helst dækning bag det påskeevangelium, vi hører her i dag, så er der hellere ingen kristendom! Og i det lange løb heller ingen såkaldt "kulturkristendom". Alt det, vi kalder "vort kristne kultur-grundlag" skyldes, at der i tusind år har været nogle her i Danmark, der har troet, at Jesus Kristus opstod fra de døde påskemorgen!

 

For som vi skal høre det i epistelen i morgen:

 

Er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves [...] Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.

 

Hvilket dog selvfølgelig ikke er den konklusion, Paulus drager; for epistelen slutter:

 

Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen.

 

Vi må altså ikke lade vor angst og vore tanker, vor tvivl og vore spekulationer ødelægge vor modtagelse af påske-budskabet. Det afgørende er, at påsken ER SKET. Påske-lyset har givet sit store glimt i verden. Det ER blevet bekræftet, hvad vi med smerte anede eller dog håbede på og længtes efter: at livet er mere end døden og stærkere end døden.

 

Det er i hvert fald en kendsgerning, at påske-budskabet blev sat ind i verden på denne morgen for ca. 1970 år siden – og at det for over tusind år siden kom op til os her i Danmark, hvor det trods alt findes hos os endnu, så at det fx lyder som en stor og stærk påstand til os ind i denne gudstjeneste.

 

Og det er det, uanset hvordan vi så ellers vil høre det eller opfatte det!

 

- - -

 

Jeg siger ikke, at alt det, vi hører og jubler over i dag, kun er et stort billede. Men jeg siger, at hvis vi ikke er i stand til – lige nu måske – at fatte det som mere end et billede (eller en slags billede), så skal vi i det mindste gøre det – og juble over det! Det er vigtigere at juble over livets forrang over døden end at vikle sig ind i spekulationer over, hvordan det har været "fysisk" muligt – eller måske u-muligt – at den korsfæstede kunne vise sig for sine disciple som den levende.

 

Ja, kan vi ikke andet, så må vi bruge påsken som et billede, vi kan knytte vor stakkels trods for livet, mod døden til.

 

Påskelyset er et lys. Et glimt. Blændende. Og så kan vi under ingen omstændigheder se detaljerne. Vi må nøjes med den ene store ting, at Livet har oplyst verden.

 

Og hvad evangelisternes beretninger om Livets store glimt angår, dér kan vi også se, at det er faldet den ene i øjnene på een måde, den anden på en anden måde. Osv.

 

Vi har i dag hørt Matthæus’ viderespejling af påske-glimtet. Og der er der jo alligevel en særlig detalje! Nemlig det med jordskælvet og om engelen, der steg ned fra Himmelen - hvilket netop var det, der forårsagede jordskælvet.

 

Men det bliver det hele vel kun endnu vanskeligere af? Vi kan måske lige klare at forholde os mere eller mindre tvivlende til selve kernen i påskeevangeliet: selve budskabet – eller påstanden! – om Jesu opstandelse. Men en engel, der stiger ned fra Himmelen og går frem og vælter stenen fra og sætter sig på den, så vagterne først skælver og dernæst bliver helt stive at skræk, det kan vi ikke klare!

 

Men lad os nu lige se! Ja, lad os nu lige se! Det kunne jo være, vi ved nærmere eftersyn kunne komme til at se det med engelen her som en enkelt refleks af det store påskeglimt! Ja, det kunne måske ligefrem være, denne refleks kunne vise os noget om selve det store lys!

 

For hvad er en engel, bibelsk forstået?

 

Ja, i Det Gamle Testamente hører englene med i billedet af Gud som den, der fra sin himmelske ophøjethed går ind og handler i historien som sit folk Israels Fører og Beskærmer. Og der ligger meget i dette. Allerede det gamle Israels historie er et mysterium! Det er vanskeligt at forestille sig de ting, der er sket dér, som noget, mennesker bare selv har fundet frem til.

 

Men "de gammeltestamentlige engle" påkræver ingen selvstændig interesse. Man kan sige, de er "manifestationer" af Guds magt og tilstedeværelse. Ja, man kan sige, at "en engel, det er sådan som det ser ud, når Guds magt virker et sted i Universet, et sted i historien"!

 

I Det Ny Testamente ledsager engle Jesu historie – fra før hans fødsel, til efter hans himmelfart.

 

Engle forkynder forud hans fødsel og melder om den til hyrderne, da den er sket. Engle tjener ham i ørkenen efter fristelsen og styrker ham under anfægtelsen i Getsemane. Engle bringer – som vi netop har hørt det - bud om opstandelsen. Og efter himmelfarten stod der to mænd i hvide klæder hos disciplene. Og de sagde: "Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere?" (ApG 1,10). – I øvrigt helt parallelt til, hvad englen siger allerede her i Matthæus’ påskeevangelium:

 

Se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham (Matt 28,7).

 

Og dette bliver vi nødt til, lige at opholde os særligt ved. For netop her i disse mere eller mindre direkte henvisninger til, hvad vi kan kalde "påskens fortsættelse i Galilæa", får også vi i dag en henvisning til "påskens fortsættelse ude i vort Galilæa", det vil sige ude i vort hverdags-liv, svarende til fx det fisker-liv, nogle af disciplene havde levet, før de blev kaldet af Jesus.

 

Men hvad altså nu selve "påske-englen" angår, så må vi i dag se ham som "et billede i billedet", et "engle-billede" midt i påske-mysteriets store billede. Hvilket altså vil sige som en trods alt lidt mere konkret detalje i det store ubegribelig forhold, at påskemorgen var det altså den evige og hinsides Guds kraft, der manifesterede sig her i magtens og løgnens og ondskabens verden.

 

Og hvis det skulle være, kunne vi også godt prøve at fortolke det i noget, der svarer lidt mere til vor moderne naturvidenskabelige opfattelse. Vi skal bare være klar over, at intet i kristendommen hverken falder eller står med naturvidenskabelige forklaringer! Det eneste, der afgør, om vi på nogen måde kommer i et troens forhold til påskeevangeliet, er vort menneskelivs møde med det samlede kristne budskab og kraften i det. Det er det, Grundtvig kalder "kraft-beviset".

 

Og det er klart, at det må være sådan. Tænk jer om! Både menneskelivet og kristendommen befinder sig på det allerhøjeste niveau, vi kender. Og selv om alt, hvad der foregår her i verden, rigtignok udspiller sig i det "stof", naturvidenskaberne beskæftiger sig med, kan vi nok se, at vi ikke får nogen egentlig viden om sådanne størrelser som "liv" og "sandhed" og "kærlighed" ved at undersøge atomerne og disses endnu mindre bestanddele og under-bestanddele osv.

 

Men netop i forbindelse med "engle-billedet" her i Matthæus’ påskeevangelium kan det så alligevel også være godt at konstatere, at den allernyeste viden om atomernes og de subatomare partiklers – og energiens – mikro-verden sådan set gør det lettere at forholde sig til det, engle-billedet er et billede af.

 

Jeg gentager, at det ikke beviser noget, og at vi ikke skal prøve at reducere Gud til, hvad man i den engelsksprogede verden kalder en "God of the gaps", altså en Gud, der kan få lov at være i de huller, der på det pågældende tidspunkt måtte være i det naturvidenskabelige verdensbillede!

 

Men når jeg prøver at forestille mig Gud i hans forhold til verden, så prøver jeg altid at gå så langt ned i stoffets virkelighed, jeg kan komme med den viden om partikelfysikken, jeg har. Og så forestiller jeg mig alle de lag i selve verdens virkelighed, vi endnu ikke kender noget til. Og så forestiller jeg mig, at "neden under" – altså i betydningen "hinsides" - alt dette, som allerede nu er helt uanskueligt for os, dér er Gud, så at når han virker i verden, så foregår det "op" igennem alle disse niveauer!

 

Hvor fx påskemorgens engel altså kan være et billede på, at Gud – på en måde, der svarer til, hvad jeg her har prøvet at "vise en forestilling om" - fra sin hinsideshed af er særligt til stede.

 

Hvilket igen kan kombineres med, at Gud kan have "gjort noget inde i de første påske-vidners hoveder", så de har set det på denne måde.

 

Når vi taler teologisk om påske-mysteriet, behøver det, der er sket uden for, og det, der er sket inden for disciplenes hoveder, ikke være et enten-eller! Virkelighed og billede, billede og virkelighed; det kan sagtens være to sider af samme sag!

 

Nu har jeg så alligevel allerede "forklaret" rigeligt. Men hvis det dog bare kan være til en lille smule hjælp med hensyn til, ganske barnligt og umiddelbart at se det billede for os, der ved evangelisten Matthæus er tegnet for os med ordene:

 

Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. v3 Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. v4 De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.

 

Eller som vi skal synge det i vor faste indgangs-salme ved konfirmationsgudstjenesten på søndag:

 

Der sad en engel på gravens sten

blandt liljer i urtehaven;

han peged med sin palmegren,

hvor Jesus stod op af graven.

6  Og der blev glæde på jorderig,

lig glæden i engles Himmel:

Livskongen løfter op med sig

til livet sin børnevrimmel.

(374,5-6)

 

Ja, hvis vi kan høre og se bare noget af dette, så kan vi måske alligevel få påskelyset over os – og med ud i vor hverdags Galilæa!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Anden påskedag 2002 (1. april)

 
DDS: 204 – 195  - 190 -///- 207 - 201
 
Sl. 16,5-11. – 1. Kor. 15,12-20. - Johs. 20,1-18

 

 

Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi du lod Maria Magdalene komme ind i dit lys, ja, lod hende se dig som den levende!

Lad det samme ske for os!

Amen.

 

 

I går var det sådan set bare det store blændende påske-lys. Og så vor påske-jubel. Jo, vor påske-jubel. For vi prøvede at glemme tankerne og tvivlen. Vi måtte synge for livet. Om så nok så meget kun på trods!

 

I dag hører vi en af beretningerne om, hvordan nogle af disciplene kom til at se Jesus selv som den Opstandne.

 

Men stadig er det et billede af "påskens store mysterium".

 

Det begynder på samme måde som i går – med, at vi hører om, hvordan Maria Magdalene oplevede den tomme grav (i dag er det bare Maria Magdalene alene, vi hører om).

 

Men så får vi en ganske detaljeret beretning om, hvordan Peter og Johannes kommer til at se den tomme grav. Med den karakteristiske psykologiske forskel mellem Peter og Johannes:

 

Den lille, ikke så stærke, men hurtigere Johannes, der når først hen til graven, men nøjes med at se ind i den. For Jesu "grav" er jo altså en hule i en klippevæg, og ikke  et hul i jorden! Men Johannes nøjes i første omgang med at se ind i gravkammeret. Og der ligger vel i denne tøven en begyndende forståelse - og en ærefrygt. Og i det hele taget er Johannes en, der tænker, før han foretager sig noget, det være sig sige noget eller gøre noget.

 

Men så er der den store, stærke, men tunge og klodsede Peter, der kommer sidst derhen, men til gengæld straks går ind i gravkammeret. Og som sikkert bare står og måber, uden at kunne hverken forstå eller sige eller tro noget. Selv om vi måske heller ikke skal undervurdere ham. Med al sin måben har han måske alligevel set og troet – på sin måde!

 

Men så hører vi igen om Johannes, han følger nu efter Peter ind i graven – "og han "så og troede". Ja, det er "Johannes teologen", ham, som Johannesevangeliet stammer fra. Han har kunnet se og tænke mere teologisk artikuleret. Han har straks kunnet fortolke det, han så, til klar tro.

 

Men vi skal nok stadig ikke undervurdere Peter. Snarere skal vi se os selv i ham. Han har ikke kunnet sætte sit syn og sin tro på tanker eller forme dem i ord. Dvs. ikke med det samme. For det er jo alligevel det brev, der stammer fra ham, vi hørte begyndelsen af i går, med den store påske-lovprisning:

 

Lovet være Gud, vor Herre[s] Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde (1 Pet 1,3).

 

Nu skal man selvfølgelig heller ikke overdrive med disse personkarakteristikker af Peter og Johannes. Selv om det jo faktisk er evangelisterne selv, der har været de første til det! Men når vi overhovedet prøver at brodere lidt videre på deres ansatser, er det for at prøve at bruge det som et middel til at hjælpe vor egen tilegnelse af påskebudskabet.

 

Og vi kan igen vende tilbage til beskrivelsen af, hvordan Peter så alle detaljerne inde i den tomme grav: linnedklæderne - og det sammenfoldede hovedklæde! Som altså må betyde, at den Opstandne ikke bare sådan er svævet ud af graven, men har været levende på en sådan måde, at han har kunnet tage hovedklædet og folde det sammen! Det må være det, denne mærkelige detalje skal betyde! - Også set i modsætning til beretningen om Lazarus’ opvækkelse, hvoraf det jo udtrykkeligt fremgår, at han kommer ud af graven, stadig indsvøbt i linnedstrimlerne "og med et klæde viklet rundt om ansigtet" (Johs. 11,44).

 

Vi kan selvfølgelig mene, hvad vi vil, om sådanne detaljer i en beretning, vi har mere end svært nok ved at forholde os til som helhed. Men der er ingen tvivl om, hvad budskabet er: Jesu opstandelse påskemorgen er af en højere orden end Lazarus’! Lazarus’ opstandelse var jo sådan set bare en udskydelse af hans død. Dvs. den var jo også mere end det; den var et tegn allerede på det tidspunkt på Jesu magt til også at bane vej ud gennem døden for os!

 

Men igen kan vi jo så se overensstemmelsen mellem Peter og os! For ligesom vi hører disse detaljer og ikke ved, hvad vi skal stille op med dem, således gik det altså også Peter - lige i første omgang i hvert fald.

 

Anderledes med Johannes. Han "så og troede". Og det er en fantastisk vægt, ordet "troede" har her!

 

Og faktisk på en fin måde sammen med Peters efter alt at dømme foreløbig helt uartikulerede, måske nærmest helt lammede reaktion.

 

For i ingen af tilfældene er der jo tale om en plat tro på opstandelsen som bare sådan et "super-mirakel"!

 

Det er faktisk helt i orden, at  der foreløbig ikke fortælles noget om nogen reaktion hos Peter. Det kommer jo senere.

 

Men om Johannes står der altså, at han "så og troede".

 

Også det er til stor hjælp for os! For her er der ikke tale om noget, der bare kunne være sådan nogle "mirakel-detaljer". Nej, her er der tale om en oplevelse af opstandelsens begivenhed, som går sammen med hele det livs-fællesskab, Johannes havde haft med Jesus!

 

Ja, at "se og tro". Sådan skal det også være for os. Hele påskebudskabet sammen med hele vort møde, dvs. hele vort livs møde, med hele kristendommen.

 

Hvor så også det sidste, der står i denne første del af evangeliet, kommer fint ind:

 

Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde.

 

Også dette kan vi se som en slags forbillede eller mønster for, hvordan vi må forholde os til påskebudskabet: Selve de nøgne "data", for så vidt angår "den tomme grav", gør i sig selv hverken til eller fra! Det afgørende er "troens syn i forbindelse med livs-mødet med Jesus". Hvortil så imidlertid også kommer "Skriftens ord" - dvs. hvad vi her godt kan forstå som "hele teologien", dvs. hele det, der nu er den kristne teologiske tradition og hele den eftertænkning over også den (ud over selve de nytestamentlige beretning i al deres nøgenhed).

 

Altså: "Data", livs-møde, syn, tro, tradition, eftertænkning.

 

Hvortil kommer den i og for sig ikke særlig påfaldende sætning: "Disciplene gik så hjem igen". Men den kan måske netop ses i denne sammenhæng. Nu havde de set - og troet - hver på deres måde. Nu måtte de hjem og dele det sammen med de andre. Og prøve at tænke videre over det. – Om Peter skriver evangelisten Lukas, at han, efter at have set ind i den tomme grav, gik hjem, "forundret over, hvad der var sket"! (Luk 24,12).

 

Ja, sådan var det for disse to mænd, den første kirkes øverste leder og største teolog.

 

Men Maria blev ude ved graven – som hun altså var vendt tilbage til, efter at hun havde meddelt Peter og Johannes, at graven var tom. Og her stod hun og græd. Og det var på den måde, hun blev den første, der kom til at møde den Opstandne!

 

Hvor vi så igen skal passe på, ikke at lave alt for megen ”amatør-psykologi” – dvs. køns-psykologi. Eller "Maria Magdalene-romantik". (Hvis vi da ellers tilslutter os den senere legendes bestemmelse af Maria Magdalene som identisk med "synderinden" i evangelisten Lukas’ beretning om kvinden med alabastkrukken, der salvede Jesu fødder),

 

Men så alligevel: Når vi har prøvet at hjælpe os selv frem mod påske-troen ved at tænke nærmere over de to mandfolke-disciples reaktioner, så kan vi også gå videre til Maria Magdalene.

 

Og med den måde, vi nu er kommet ind på det, er det klart, at det ekstra, Maria Magdalene har – og lad os nu bare sige "som kvinde" – det er det, der kommer til udtryk ved, at hun bliver ude ved graven og græder. Uden at kunne se noget formål med det. Jesu legeme var jo væk. Og hun har stadig ikke fattet, hvad der er sket. Hun tror stadig, at der bare er nogen, der har fjernet Jesu døde legeme. Hvad hun bliver ved med at tro, lige indtil den Opstandne kalder hende ved navn! Men det betyder åbenbart noget for hende at være ude ved graven med sin sorg og sit savn.

 

Og denne dybe følelse, dette dybe savn, det er altså noget, der fører videre end selv Johannes’ syn og tro, nemlig til det direkte møde med den Opstandne.

 

Og kunne det hjælpe os at tænke lidt nøjere over Peters reaktion – eller altså her lige i første omgang faktisk mangel på reaktion – så kan det hjælpe os endnu mere at tænke over Maria Magdalenes måde at forholde sig på.

 

For uanset, om hun nu har været legendens synderinde eller "bare" – som både evangelisten Markus og evangelisten Lukas faktisk skriver – var den, Jesus havde drevet syv dæmoner ud af, så har Maria Magdalene hørt til i den snævrere kreds omkring Jesus. Bortset fra Lukasevangeliet nævnes hun blandt dem, der var til stede på Golgata, da Jesus blev korsfæstet, og i alle fire evangelier er hun med blandt vidnerne til opstandelsen. – Og i Lukasevangeliet omtales hun til gengæld tidligt i evangeliet som medlem af den inderkreds af kvinder, der sørgede for Jesus og de tolv disciple.

 

Så uanset de øvrige nærmere omstændigheder er Maria Magdalene altså en af dem, der nu føler den største sorg og det største savn. Og det er netop selve sorgen og savnet og smerten, vi så at sige skal spejle os selv i.

 

For som jeg så ofte har sagt: Den store skillelinje går ikke mellem de troende pdes. og de ikke-troende pdas.!

 

Nej, den store skillelinie går mellem pdes. dem, der med foragt afviser kristendommen og kun ser en fordel for både sig selv og verden i, at kristendommen ikke bliver troet, og så pdas. dem, der enten mere eller mindre tror, eller dog sørger dybt over at være kommet til den opfattelse, at det, der rummes i kristendommen, desværre er for godt til at være sandt.

 

Vi kan altså spejle os i Maria Magdalene, for så vidt angår vor påske-sorg! For en sådan kan vi jo alle have. Det kan hurtigt blive for stort og utroligt for os, og så står vi faktisk der og ser "den tomme grav", ikke som på nogen som helst måde et "bevis på opstandelsen" – og dermed et bevis på hele kristendommens sandhed - men tværtimod som et tomt hul, der hvor kristendommen skulle have været!

 

Men hvis vi så bliver ved denne tomhed og græder over, hvad vi har mistet, fordi vi husker det, så viser den Opstandne sig til sidst for os – også selv om vi ikke lige med det samme kan kende ham; til sidst hører vi ham kalde os ved navn, det vil sige tale til os som den sandhed, der svarer til vort liv, og kan vi kalde ham Rabbuni, Mester!

 

Ja, vi kender ham ikke lige med det samme. Her er også noget vigtigt at se i Maria Magdalenes møde med den Opstandne!

 

Jeg har altid elsket den detalje i dette påskeevangelium, hvor Maria tror, det er havemanden! Det virker jo helt umiddelbart rørende! Men for eftertanken er der også det gode ved det, at det her (ligesom i første tekstrækkes Emmaus-evangelium) udtrykkeligt bliver understreget, at den måde, de gamle vidner så den Opstandne på, ikke lige svarede til den måde, de havde set ham på, da de vandrede med ham. Hermed understreges karakteren af det, vi i går kaldte påskens mysterium.

 

Og videre den detalje, at den Opstandne udtrykkeligt gør Maria opmærksom på, at det ikke kan nytte noget hun vil prøve at gribe ham med hænderne og holde ham fast. Hun skal i stedet gå hen til de andre og forkynde påskeevangeliet for dem. Hvad hun gjorde. Så at det altså er blevet ved med at lyde i verden indtil også denne påske 2002.

 

Og det er deri, vi nu møder den Opstandne. Hvilket jo også indebærer pinsens virkelighed. Hverken mere eller mindre! Den eneste måde, vi kan komme til at opleve påskens virkelighed på, er, når vi hører den kristne forkyndelse som den sandhed, der kalder vort livs virkelighed ved navn og derved stiller vort savn og slukker vor sorg.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

1. søndag efter påske 2002 (7. april)

 

Konfirmation. Se også "talen til konfirmanderne", som står lige efter prædikenen!

 
DDS: 374 - 194 v 1-2 - 190 -///- 410 - 411 v 6 - 412 - 406
 
Es. 43,10-12. – ApG. 2,22-28. - Johs. 21,15-19

 

Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi du også i dag er hos os som livets sejrherre, livet og sandheden i egen person, og Kærlighedens magt iblandt os!

Vi ser dig ikke, og det er svært at tro, men vi føler og mærker, at i dit navn er der noget, som ikke er andre steder.

Og vi beder dig: Hold os fast i fællesskabet med dig!

Lad din kærlighed være stærk, når vores ikke er det - så vi altid følger dig og lader os bruge i din tjeneste!

Amen.

 

 

Det er meget vigtigt, at det, der er sket indtil nu, stort set er forløbet på nøjagtig samme måde, som det ellers ville have gjort her på den dag i kirkeåret, der hedder "1. søndag efter påske efter anden tekstrække".

 

De to ting, der er anderledes, er, i selve gudstjeneste-forløbet den - ikke uvæsentlige - detalje, at vi ikke havde trosbekendelsen efter epistelen. Hvad vi jo ikke havde, fordi den jo kommer som det første led i selve konfirmationsritualet, når konfirmanderne er kommet op i koret.

 

Og så var der jo også konfirmandernes højtidelige indgangsprocession allerførst i gudstjenesten. Og selv om der ikke her "var ord på", var det jo alligevel noget, der talte stærkt til os alle.

 

Jeg kan i hvert fald sige for mit eget vedkommende, at lige siden jeg for 30 år siden, havde min allerførste konfirmation ovre på Bornholm, har denne indledning på konfirmationsgudstjenesten altid talt meget stærkt til mig: Det at gå i spidsen for den flok, man har undervist gennem alle disse måneder, ind til gudstjenesten og konfirmationen, medens kirkeklokken ringer. Og jeg er sikker på, at det også har talt stærkt til alle jer andre, da vi kom ind i kirken nu her i dag.

 

Men når jeg indleder med at understrege betydningen af, at selve gudstjenesten som sådan næsten 100% er forløbet, som den ellers ville have gjort, så er det rent ud sagt for at tale imod en af tidens dårligdomme! Nemlig den dårligdom, at når man beærer kirken med sit besøg, så vil man helst høre et ekko af sig selv og helst se et spejlbillede af sig selv! Det er det, der med et fremmedord hedder narcissisme - efter den græske mytologis smukke unge mand Narcissos, som blev så forelsket i sit eget spejlbillede på overfladen af vandet i en kilde, at han sygnede hen af længsel og til sidst døde, hvorefter han forvandledes til blomsten narcis). Ja, vi lever i en Narcissismens kultur, som titlen var på en bog, der kom for en del år siden.

 

Men se, hvis man som præst giver efter for dette, så snyder og bedrager man jo menigheden! For så går det jo den, ligesom det gik Narcissos: Det er måske nok dejligt at nyde sit eget smukke billede - så længe det varer - men bagefter kommer døden. Og i virkelighedens verden er der ikke noget med at blive forvandlet til en smuk blomst bagefter!

 

Det vil sige her er der faktisk stof til en hel prædiken!

 

For "narcis" er jo ikke bare navnet på en enkelt blomst; det er også navnet på en hel familie af blomster, hvortil påskeliljen også hører!!!

 

Og så kan vi jo sige, at den blomst, der er det sande livs-tegn for os, vort sande håb, det er netop påske-liljen - hvilket vil sige vor korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus!

 

Derfor er det altså en total misforståelse, hvis man tror, at når kristendommen - hvad der er mere end rigtigt nok! - handler om vores liv, så skal gudstjenesten også handle om vores liv - på den måde, at så vidt muligt det meste af det, der foregår, skal være en afspejling eller genlyd af det, vi kender i forvejen!

 

Og jeg vil gerne føje yderligere den personlige bemærkning til, at når netop jeg er så opmærksom på dette forhold, så er det altså bl.a., fordi det er et forhold, jeg igennem faktisk alle de 30 år, jeg talte om før, har brugt næsten al den tid og alle de kræfter, jeg har kunnet få til rådighed, til at beskæftige mig med. Og resultatet af denne beskæftigelse kan sammenfattes i følgende formuleringer: "Det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed" og "Det kristeligt nødvendige livsengagement".

 

Ja, det lyder måske lige lovlig "teologisk", men det, jeg har lært hos især Grundtvig, det er altså, at det virkelig - og i den helt store målestok - er vort liv og vor verden hele kristendommen "handler om" - så at det at elske sit liv og engagere sig i det, gå op i det, det ikke er noget, man skal skamme sig over - eller gøre i enten trods mod, hvad man (fejlagtigt) tror er Guds vilje, eller i en halvhjertet og halvflov benovethed over de ting ude i verden, man måske egentlig ikke burde engagere sig så meget i, men heller ikke helt kan holde sig fra. Og så videre!

 

Nu skal vi selvfølgelig her se bort fra de ting, som er dårlige, skadelige eller direkte onde! Dem skal man selvfølgelig holde sig fra, for ellers ødelægger man jo det liv, man skulle elske, både for sig selv og for sine medmennesker!

 

Nej, det, det drejer sig om, er jo selve livet som sådant - og selve den verden, vi har fået at leve det i, som sådan. Alt dette skal vi ikke forholde os hverken halv-trodsigt eller halvflovt til. Det skal vi elske, og det skal vi engagere os i og gå op i. Til glæde for både os selv og vore medmennesker. OG SOM INDHOLDET I DET STORE KÆRLIGHEDS-FORHOLD MELLEM GUD OG OS, SOM JESUS GEN-OPRETTEDE OG GEN-INDSATTE OS I, OG SOM GEN-OPRETTEDES FOR OS, OG SOM VI GEN-INDSATTES I, DA VI BLEV DØBT!!!

 

For det er jo GUD selv, der fra begyndelsen af har givet os livet - og vor dejlige verden til at leve det i. Det er alt sammen hans dejlige aftryk - ja, hans billede er det jo vi er skabt i. Her føjer selve kristendommen og selve den kristne gudstjeneste ikke egentlig noget til.

 

Men det gør den jo rigtignok i andre henseender! Hvor det vil være alt for lidt at sige "føjer til"!

 

For som vi før måtte konstatere, så er det hele jo ikke så enkelt. Vi kan jo ikke sige, at vi uden videre skal hengive os til alt, hvad der foreligger og foregår. Det er der alt for meget skidt i verden til, både i de store, globale forhold og i de ganske nære og dagligdags.

 

Ja, jeg kan jo ikke gennemgå det hele her. Men kort sagt, så er vi og vor verden godt nok resultatet af Guds gode skaber-gerning, men hvordan vi end ellers vil prøve at forklare det, så er der jo - i den helt store og allermest bogstavelige forstand - gået skår i herligheden! En af de bedste beskrivelser af dette forhold er stadig beretningen om syndefaldet i Bibelens tredje kapitel!

 

Og det er derfor, Jesus måtte fødes, gøre sin gerning, lide sin død - og opstå fra de døde, sådan som vi fejrede det for en uge siden - så godt vi nu kunne det - og kunne tro det! Så at skåret i livets og tilværelsens herlighed kan blive helet. Det er det, kristendommen går ud på, og det, gudstjenesten går ud på! - Og det var det, det gik ud på, da hver enkelt af konfirmanderne blev døbt - og dermed det, der skal lyde en gen-klang af, når hver enkelt af dem modtager konfirmations-velsignelsen.

 

Ja, det er en genklang af dåben, det drejer sig om i dag, og ikke en genklang eller gen-spejling af os selv og vort hverdagsliv. Kun derved får nemlig både vi selv som personer og hele vort liv ude i hverdagen nemlig den hjælp, vi trænger til!

 

Og det er også på denne måde, vi skal høre det unægtelig ret specielle evangelium, jeg for lidt siden læste op her fra prædikestolen!

 

Det vil sige, specielt og specielt! Da dagen i dag jo er den gamle traditionelle konfirmationsdag, er der også præster, der har fundet ud af at se "kirkehistoriens første konfirmand" i apostelen Peter, sådan som han optræder her!

 

Det er jo en slags konfirmation, kan man godt sige. "Ud går du nu på livets vej".

 

Men egentlig er det jo Peters endelige indsættelse i embedet som apostel og apostel-leder! Og - meget alvorligt: med martyrdøden, korsfæstelsen, forude!

 

Og så skal vi jo altså være klar over, at den "Jesus", der taler her, det er den Opstandne!

 

Ja, mærkeligt og - u-troligt - som det er, er det faktisk en del af den dejlige scene, hvor den Opstandne viser sig for disciplene oppe ved Genesaret  og efter en slags gentagelse af den første "Peters fiskefangst" byder dem på et dejligt grillmåltid med grillstegte fisk inde på søbredden - hvor - som jeg altid siger - der selvfølgelig også har hørt en slurk vin til!

 

Så her har vi faktisk et møde mellem det allerstørste og allermest utrolige, og så noget meget hverdags - som dog igen har store teologiske og kirkehistoriske perspektiver.

 

Men det afgørende er altså, at det er påske-mysteriets livs-herre, der møder os i hverdagen. I et møde, som kan være afslørende og ubehageligt nok.

 

For Peters vedkommende består det særligt pinlige i, at han - som "vi konfirmander" jo har set det i filmen - først havde været vældig kæphøj, men så, da det virkelig gjaldt, havde fornægtet sit tilhørsforhold til Jesus tre gange. Det er derfor, Jesus tre gange - og i tre forskellige grader - spørger, om han elsker ham - eller dog "har ham kær".

 

Men så ender det jo alligevel med, at Jesus "indsætter" ham i embedet som den ledende apostel! Hvor vi så kan sige, at så kan vi andre nok også være med - på hver vor ydmyge plads i menigheden!

 

Og således når det hele alligevel sammen! Påske og konfirmation, frelses-mysterium og hverdag.

 

Og på det grundlag kan vi alle gå ud fra denne gudstjeneste til vort videre liv, både de ti særlige konfirmander og alle vi andre, der jo med H.C. Andersens ord "alle er konfirmander for Vorherre!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

*

 

 

1. søndag efter påske 2002. Konfirmation.

Tale til konfirmanderne

 

 

Kære konfirmander!

 

Dette er ikke en afskedstale! Vi ses jo igen. Også til gudstjenester fx her i Herritslev Kirke. Det viser erfaringen heldigvis.

 

Men det er jo det allersidste, jeg selv siger til jer som hold! Når vi herefter mødes, bliver det aldrig en måde, der på nogen måde kan sammenlignes med, hvad vi har haft sammen, siden I begyndte at gå til præst.

 

Og så vil jeg jo gerne sige også et par personlige ord til jer. Og der er altid noget helt særligt ved ethvert konfirmandhold at tage udgangspunkt i.

 

Jeg kan huske den første gang, jeg var på Præstehøjskolen, her var der en præst, der fortalte mig, at han i sin tale til konfirmanderne havde taget udgangspunkt i, hvordan de havde hugget æbler ude i hans have!

 

Selv har jeg som regel taget udgangspunkt i noget mere fagligt. Altså især, hvad man på de forskellige hold har været særlig god til.

 

Vi har haft et hold, der var fantastiske sangere. Det var faktisk her, vi fik grundlagt vort glorværdige børnekor!

 

Og vi har haft et hold, der var gode til billedfortolkning.

 

Og vi har haft hold, der har været ret stærke på det almindelige teoretisk-teologiske område.

 

Og sådan et hold har I sådan set også været. Men igen: Hvert hold har sit særpræg! Hos jer har det på en meget bogstavelig måde været de teologiske spørgsmål, der har stået i forgrunden! I har været det mest spørgende hold nogensinde!

 

Men jeg har jo også selv sagt meget. I har fået mange teologiske foredrag! Og det kom jeg til at tænke på, da jeg i fredags så "dagens citat" i Kristeligt Dagblad. Det var "Sara og Laura" fra 3 b på Mols-skolen, der til Politiken havde udtalt:

 

Når det tager for lang tid, det, læreren siger: Så bliver det for kedeligt, og så ... ja, så begynder kroppen nærmest at bevæge sig af sig selv!

 

Ja, jeg havde faktisk overvejet at bruge dette citat som "tekst" til talen her!

 

Men nu nok om det. Vi har haft mange gode ting sammen, og ikke mindst har vi haft mange gode timer med både hygge og alvor, mens vi har set Moses- og Jesus-filmene.

 

Og jeg håber, at I vil huske rigtig meget af det, I har set.

 

Huske, hvordan Jesus var. På den ene side den, der dybere og mere alvorligt end nogen anden fortalte, hvad der var Guds vilje. Og det er jo meget simpelt, at vi selv ikke i de mindste detaljer må ødelægge livet for hinanden. Det vil Gud, vores alle sammens Far simpelt hen ikke have. Så bliver han både ked af det og vred!

 

Men også huske, hvordan Jesus netop derfor også var den, alle kunne komme til - lige meget hvor stor synd og elendighed de var kommet ud i.

 

Og huske, at netop den store prædiken, hvori han dybere end nogen anden udlagde Guds bud - begyndte med tilsigelsen af trøst og håb og glæde

 

Med disse ord  vil jeg ønske jer al mulig lykke og velsignelse i det liv, der venter jer forude!

 

Lad os bede!

 

[Bønnen nederst på s. 88 i Ritualbogen]

 

 

 

*  *  *

 

 

 

2. søndag efter påske 2000 (7. maj)

 
DDS: 191 – 498 – 190 - ///- 496 - 211
 
Sl. 23. – Hebr. 13,20-21. – Johs. 10,22-30.

 

 

Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi du har brudt Dødens og Djævelens magt!

Behold os nu og i al evighed i din Sandhedens og Livets magt!

Amen.

 

 

Dette evangeliestykke handler om, hvem Jesus er. Men jo også om det mærkelige, at der ligefrem skulle være nogle mennesker, som af Gud Fader selv på forhånd er udvalgt til at være Jesu får, medens andre ikke er det, og derfor ikke engang kan høre, hvad Jesus siger.

 

Hvad nu dette sidste angår, så skal vi være meget forsigtige, når vi overhovedet prøver at udtale os om spørgsmålet. Eller måske nærmest helt lade være! Det skal i hvert fald  altid være i forbindelse med ord som "hemmelighed" eller "gåde".

 

Vi skal under ingen omstændigheder bilde os ind, at vi kan opnå indsigt i disse forhold. Vi skal jo fx ikke bilde os ind, at vi kan stille os selv ude på et sted, hvorfra vi kan overskue både hele tilværelsen og "hele Gud". Og det skulle vi jo kunne, hvis vi rent ud sagt skulle kunne "kigge Gud i kortene"!

 

Desuden er det jo ikke bare sådan, at det selvfølgelig pr. definition er umuligt at stille sig uden for "total-virkeligheden"! Virkeligheden, også selve vor egen virkelighed, virkeligheden, sådan som den mere umiddelbart omgiver os, er jo også så dyb, gådefuld og farlig, at vi for det første ikke kan hverken over- eller gennem-skue den, og for det andet heller ikke kan beherske  den! Virkeligheden er større og mere gådefuld end både vore tanker og vor vilje og magt!

 

Men hvad nu de jøder, som flokkedes om Jesus angår, idet de afkrævede ham et klart svar på, om han ville udgive sig for at være Messias eller ej, så kunne man jo godt lige i første omgang tro, at det var ærligt søgende sjæle, der stillede deres spørgsmål for at nå til ende med deres søgen.

 

Men det er det jo ikke! Vi er tværtimod igen i en af de situationer, hvor de, der stiller spørgsmål til Jesus, i virkeligheden bare er ude på at bringe ham på glatis, ude på at kompromittere ham ved at lokke ham til at gøre sig skyldig i gudsbespottelse. For deres eget vedkommende kunne de aldrig drømme om at anerkende Jesus som Messias!

 

Men i virkeligheden er det jo sig selv, de kompromitterer. Hvis de selv stod på sandhedens side, ja, bare havde virkelig respekt for sandheden, ville de jo umuligt kunne gå sådanne krogveje og bruge sådanne luskede metoder!

 

For på en måde er der jo ikke noget at sige til, at jøderne dengang var på vagt over for alle de - jo i virkeligheden ikke så få - personer, der stillede sig op og erklærede sig for Messias! Og vi må ikke glemme, at det virkelig er en forfærdelig ting at stille sig op og udgive sig for Messias og Guds Søn - medmindre man altså lige netop er det. Hvilket  imidlertid er så usandsynligt, at man faktisk på forhånd må anse det for at være løgn.

 

Men på den anden side passer luskede, uoprigtige spørgsmål ikke særlig godt til den sande religions vogtere.

 

Og så er der jo altså det, at Jesus i hvert fald ikke har været ligesom alle de andre, der udgav sig for at være jødernes Messias. Når vi overhovedet kender noget til, at der har været sådan nogle, så er det jo kun, fordi vi kender Jesus!

 

Selv når vi regner allerlavest, må vi anerkende, at Jesus i hvert fald havde noget i sig, der havde en sådan gennemslagskraft, at det har gjort sig gældende lige indtil dette øjeblik.

 

Og om dette "noget" siger Jesus her selv, at

 

Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min fars navn, de vidner om mig.

 

Så hvad hvis det nu virkelig er sandheden, de står over for? Hvorfra kommer så det voldsomme fjendskab, de demonstrerer - netop på en måde, som tyder på, at der i hvert fald også er noget i vejen med dem. Det er vel ikke sådan, at det netop er sandheden, de hader? At de er koblet helt skævt ind på virkeligheden?

 

Det er jo i hvert fald det, Jesus siger med ordene:

 

I tror det ikke, fordi I ikke hører til mine får!

 

Hvormed vi er nået frem til spørgsmålet, om dette forhold så evt. skulle være noget, Gud selv - helt vilkårligt - på forhånd har bestemt? Spørgsmålet, hvorvidt nogen på forhånd skulle være afskåret fra overhovedet at kunne høre, hvad Jesus siger, medens andre på forhånd er anbragt for evigt i trygheden og sikkerheden i Jesu fåreflok?

 

Men denne beskrivelse som sådan kan jo ikke være rigtig. Den Gud, som ikke bare "er kærlig", men er Kærlighed, bogstavelig talt er "Kærligheden i egen person", han kan jo umuligt opføre sig på en måde, der af os ville kunne beskrives som, at han sidder oppe i sin himmelske herlighed og slår plat og krone om os!

 

Her er det, vi bliver nødt til at indse, hvor gådefuldt det hele er. Og ikke bare gådefuldt i betydningen "meget stort og meget kompliceret", men også i betydningen "meget forplumret". For at sige det mildt!

 

Der er jo - pdes. helt uforklarligt og ubegribeligt, men jo pdas. kun alt for håndgribelig virkeligt - også "en tredje part"! Nemlig den løgne-magt og anti-person, som prøver at skille skaberværket fra Skaberen, for selv at gøre sig til en snyltende og ødelæggende herre over det!

 

Og han står ikke bare sådan lidt til en side og kaster med lasso efter os får! Han er desværre - hvordan det så end har kunnet lade sig gøre - trængt helt ind i vore hjerter. Og det er derfor, der kan være både trods og vrede i forholdet mellem Gud og hans skabninger. Trods fra det til ulydighed forførte menneskes side, og vrede fra den hellige og gode Guds side, en vrede, der ikke gælder os personligt, som Guds skabninger i og for sig, men det onde, der er kommet ind i os og har taget magten over os. Som vi ofte udtrykker det: "Gud hader synden, men elsker synderen".

 

I et mere aktuelt perspektiv betyder det, vi hører i dag, at det moderne og selvhjulpne, selvmyndige og kritiske menneske gør sig skyldig i en uhyggelig og katastrofal fejltagelse, når det gør sig selv og sin egen tilfældige tids tanker og modestrømninger til målestok for, hvad der kan være sandheden.

 

Det, vi - faktisk ret barsk - får at vide i dag, er, at det egentlig ikke som sådan er Jesu problem, om vi vil anerkende ham, men tværtimod vores problem, om vi hører med i hans flok eller ej!

 

Eller vi kan udtrykke det mere åbent: Selv hvis vi siger, at vi ikke - i hvert fald ikke uden videre - vil anerkende Jesu påstand om sig selv, så er vi jo ingen vegne kommet, medmindre der skulle være en anden, som både ville og kunne være "den gode hyrde for os".

 

På atter en anden måde: Jeg for mit vedkommende skal da være den sidste til at bebrejde nogen, hvis de har svært ved at tro på fx alt det, vi lige har fejret i selve påskedagene - og jo fortsat fejrer! Hvad ville man dog være for et menneske, hvis man ikke forstod tvivlens mulighed, ja, også kendte den fra sig selv?!

 

Men hvad der efter min bedste overbevisning er helt uforståeligt, det er, når de, der ser sig ude af stand til at tro på alle de rigtignok helt utrolige ting i kristendommen, så ikke rent ud sagt "ser mere kede ud af det"!

 

For da der - det mener jeg, vi må sige - ikke er noget reelt religiøst alternativ til kristendommen, så er det i virkeligheden enten den eller ingenting.

 

Eller ingenting-og-ingenting!? Det er jo mere kompliceret end som så. For hvad vil "ingenting" sige? Nu den måde hele vort liv og hele tilværelsen er på, den ændrer sig jo ikke i takt med, om vi tror på Jesus og hans Far eller ej! Og det er meget vanskeligt at komme og påstå, at hele vort menneskeliv og hele den tilværelse, vi lever det i, ingenting er og ikke betyder noget. Her er det så bare, at vi, som i hvert fald prøver på at holde os til noget af en kristen tro, vi påstår, at så vidner alt det, der faktisk er noget og betyder noget, om, at det kommer fra Gud og bunder i ham! Ligesom vi jo så også prøver at tro, at i Jesus er dette blevet bekræftet for os - samtidig med, at der i Ham er rejst et håb både for os selv og i det hele taget for alt det, der betyder og er noget.

 

Hvorimod den ærlige ikke-kristne holdning for det første må betragte alt det, der er noget og betyder noget som helt uforklarligt, den helt store gåde, og for det andet må have en dybt tragisk følelse for det hele. - Hvilken holdning også måtte indebære, at man i hvert fald ikke optrådte med billige tricks eller billig spot over for Jesus og kristendommen.

 

Der må altså være et eller andet tredje på færde, når mennesker kan opføre sig, som om de har råd til at spille store over for selve spørgsmålet, hvorvidt er overhovedet er "en god hyrde" eller ej.

 

Og samtidig må vi forstå, at medlemskabet i Jesu fåreflok, det er ikke noget, vi bare sådan selv kan etablere. Det er vi alt for små til i forhold til den store og ubønhørlige kamp, der raser gennem hele tilværelsen. Det samme gælder som sagt mht. muligheden for blot at forstå, hvordan det hele forholder sig og går til. Det afgørende er, om vi er med i Jesu fåreflok eller ej. Det er lidt ligesom det at være gift. Det er jo heller ikke noget, man kan eller skal "forstå sig til". Man kan i hvert fald ikke blive gift gennem læsning i bøger om ægteskabet eller ved at gå og filosofere over, hvad ægteskabet er for noget!

 

Og på tilsvarende måde er det med hensyn til medlemskabet af Jesu fåreflok, det, vi også kalder den kristne menighed eller den kristne kirke. Det er jo dybest set ren gave. Ligesom livet selv allerede på forhånd. Og ligesom kærligheden mellem to mennesker.

 

Hvilken sammenligning jo også gælder det, at sådan er det simpelt hen Meningen fra Begyndelsen. Og når vi oplever og føler dette bare ved selve det at være i flokken, oplever og føler, at her er bekræftelsen og forklaringen på den gådefulde kendsgerning, at vort liv jo på forhånd er noget og betyder noget. Så kan vi også fæste lid til, hvad Jesus siger om den store evigheds-tryghed og det store evigheds-håb, der er forbundet med at høre til i hans flok!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

3. søndag efter påske 1974 (5. maj)

 

Ved min indsættelse i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat (Døllefjelde 8.30, Herritslev 10 og Musse 14).

 

Jeg blev indsat af provst for Lolland østre Provsti og sognepræst i Sakskøbing Viggo Herlufsen. Til stede var tidligere provst og tidligere sognepræst i Slemminge S. Klitgaard Sørensen - som i sin tid (under sognepræst i Sakskøbing Karl Lindquists ferie) havde døbt mig i Sakskøbing Kirke, hvad han ikke undlod at gøre opmærksom på! Også til stede var min svigerfar, sognepræst i Hillested-Skørringe E.J. Andersen, min gamle sognepræst i Vesterborg og provst for Lolland søndre Provsti H. V. Krohn samt min gamle teologilærer domprovst Im. Felter, Maribo. - Se eventuelt også "Erindringer" kapitel 9: "1974-1976. Præst i Døllefjelde (1)", første afsnit: "Indsættelse og nyt Lolland-liv".

 

Salmenumrene har jeg vist ikke.

 

Før indsættelsen læste provsten (mener jeg helt bestemt) epistelen (Hebr. 4,14-16), og han læste i hvert fald 1. tekstrækkes evangelium (Johs. 16,16-22). Efter indsættelsen og salmen før prædikenen gik jeg på prædikestolen og prædikede over Johs. 14,1-11.

 

-  -  -

 

Opstandne Herre Jesus Kristus!

Tag os til dig, så at vi skal være sammen med dig nu og altid!

Amen!

 

Der er to spørgsmål, der til alle tider har stået for mennesker som tilværelsens allerstørste spørgsmål.

 

I vor tid trænger disse spørgsmål sig - om muligt - på med endnu større styrke end hidtil.

 

Og hvis man ikke synes de gør det, er det måske, fordi de er blevet så pinefulde, at mennesker ikke længere tør sige dem højt.

 

De to spørgsmål lyder: 1. Er der noget liv efter døden? - 2. Er der en Gud bag tilværelsen?

 

Og når disse spørgsmål ikke alene er blevet stillet igen og igen, så længe der har været mennesker, men også vil blive stillet igen og igen, så længe der er mennesker, så er det jo, fordi det ikke bare er videbegærlighed eller nysgerrighed, der ligger bagved dem og presser dem frem.

 

Det, der presser disse spørgsmål frem med så stor kraft, at de måske ender med at blive siddende i halsen som et kvalt skrig, er, at de stilles ud fra den stadige nød og angst, som er forbundet med det at være menneske.

 

Nu ved vi jo godt, at den samtale, som er gengivet i teksten til i dag, i og for sig viser tilbage til en ganske bestemt situation, nemlig Jesu afsked med sine disciple aftenen før sin død.

 

Men vi ved også, at denne bestemte situation ikke alene har en nøje sammenhæng med den almindelige nødsituation, som vi mennesker til stadighed er i, men at den række af begivenheder, som vi traditionelt kalder Jesu lidelse og død, betegner den totale afsløring af hele vor nødsituation i al dens gru.

 

Vi kan derfor høre Jesu ord ikke bare som ord til disciplene dengang, men også som ord til os, når han siger:

 

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig (Johs. 14,1)

 

Og vi hører dem måske til at begynde med som bare sådan i al almindelighed beroligende - så vi måske kan slappe lidt af i halsen, hvor de store og pinefulde spørgsmål har siddet og klemt fast:

 

Jeres hjerte må ikke forfærdes! - I skal ikke være bange!

 

Men derved bliver det jo ikke stående.

 

Den, der taler, er ikke en lille skrøbelig barnepige, der - selv stiv af skræk, taler beroligende til børnene, fordi de har set en uhyggelig skikkelse uden for vinduet.

 

Jeres hjerte må ikke forfærdes! - det efterfølges jo af en begrundelse: Tro på Gud, og tro på mig!

 

Nu kan man selvfølgelig høre også denne begrundelse som en temmelig intetsigende gang trøstesnak: I skal ikke være bange! I skal bare tro på Gud - så går det nok alt sammen!

 

Men det er jo ikke det, Jesus siger. Han siger: Tro på Gud, og tro på mig!

 

Og dermed bliver opfordringen til at tro på Gud fyldt med et ganske bestemt indhold, et indhold, som træder helt klart og tydeligt frem i den efterfølgende samtale.

 

Tilsyneladende begynder det så med, at Jesus beroliger disciplene ved at fortælle dem, at han går i forvejen gennem dødens trange port for at bane vej og berede plads for dem.

 

Og det lyder jo som et ret ligefremt og bekræftende svar på det første af vore to store spørgsmål.

 

Men Thomas er alligevel ikke helt sikker.

 

Det er, ligesom når man har spurgt om vej i en fremmed by. Da kan man jo godt blive nærmest irriteret over, at den stedkendte forklarer det så hurtigt og sikkert.

 

Og så siger man: Må vi ikke lige få det en gang til?

 

Således også Thomas:

 

Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?

 

Og så sker der det overraskende, at Jesus i stedet for at udpege vejen for Thomas og de andre peger på sig selv og siger: Vejen? - Det er mig! Ligesom Sandheden og Livet.

 

Vejen, sandheden og livet - det er mig!

 

Det, der sker, er, at Jesus i stedet for at give os et kig ind igennem dødens port, peger på sig selv.

 

Han er ikke et menneske med overnaturlige evner, der kan løfte fløjlstæppet over dødens gåde og vise os vej til et liv inde bag døden.

 

Han er ikke en vejviser - for han er vejen.

 

Han er ikke vejviser til livet efter døden - for han er livet.

 

Og han er ikke den, der kan give os det sande svar på vore spørgsmål om livet og døden - for han er sandheden.

 

Og idet han ved at besvare vort første spørgsmål på en anden måde, end vi have ventet, har besvaret det over al forventning, så har han samtidig på en ganske tilsvarende måde besvaret vort andet spørgsmål.

 

For når vi spørger. Er der en Gud bag tilværelsen? - så er det jo det samme som, når Filip siger: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os".

 

Vi vil gerne på en eller anden måde se Gud - i al fald have håndfaste beviser på, at han er til.

 

Men igen får vi ikke andet svar, end at Jesus peger på sig selv:

 

Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip?

 

Det er jo noget af det aller-aller-stærkeste i hele den nytestamentlige overlevering.

 

Det, Filip beder om at få at se, er Det Gamle Testamentes vældige Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens Skaber.

 

Og så står tømmermanden fra Nazaret ved siden af ham og siger stille, lidt bedrøvet:

 

Så lang tid har jeg været hos jer ...

 

Ikke et kosmisk brag, der sprænger mælkeveje i stumper og stykker, men denne bedrøvede stemme.

 

-

 

Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne

 

Ja, hvad enten vi nu synes, det er, fordi vi ikke vil, eller fordi vi ikke kan, så kan vi vist godt have på fornemmelsen, at vi hører til dem, der må have troen på grund af selve gerningerne som den sidste udvej, når vi stilles over for alt dette usandsynlige og efter al sund fornuft fuldstændig vanvittige.

 

Men hvad vil "gerningerne" så sige i denne sammenhæng?

 

Vi er jo i en helt anden situation end Filip.

 

Vi lever jo efter både påske og pinse, dvs. vi har pdes. slet intet synligt at holde os til.

 

Men pdas. står vi heller ikke i den situation, at et sådan set ganske almindeligt menneske står ved siden af os og kalder sig både vejen, sandheden og livet og Gud Fader selv.

 

Vor situation er mødet med Ham eller Det, som vi kalder "den korsfæstede og opstandne Frelser".

 

Vi kan også kalde det mødet med Kristendommen.

 

Men mødet med Kristendommen er ikke bare mødet med en idé eller et system af læresætninger.

 

Sådan tager det sig på en vis måde ud.

 

Men det er samtidig mødet med en levende person.

 

Det er det, der er "gerningerne".

 

"Gerningerne", det er det, der sker, når vi opdager, at det, vi troede skulle være spørgsmål og svar om livet og døden, viser sig at være en levende og personlige forbindelse med Ham, som er hinsides alle spørgsmål og svar, fordi han er livet og sandheden selv, og som alligevel ikke bare er hinsides, fordi han er kommet os ganske nær, så at vi kan være hos ham nu og altid.

 

Amen!

 

-

 

Efter kirkebøn, Fadervor og meddelelse om gudstjenesterne på store bods- og bededag (Døllefjelde: ingen, Musse: 10, Herritslev: 8.30) sagde jeg:

 

Jeg takker menighedsrådet for indstillingen, kirkeministeriet for ansættelse, biskoppen for kollatsen og provsten for indstillingen.

 

Og så blot nogle få ord til jer i Døllefjelde / Herritslev / Musse menighed:

 

Jeg er personligt meget glad og taknemmelig over at være blevet præst her på denne dejlige del af min fødeø, og jeg ser med stor forventning frem til det liv, som min familie og jeg skal leve sammen med jer, i stort og småt, i den helt nære personlige kontakt eller bare i det fællesskab, som det er at færdes på de samme veje eller mødes hos købmanden.

 

Men først og fremmest glæder jeg mig til det fællesskab, vi her i dette rum skal have om Guds ord og sakramenter.

 

Jeg kommer nemlig ikke med noget til jer. Over for livets og dødens store spørgsmål er jeg nøjagtig lige så fattig og tomhændet, som i er. Så ingen af os kan leve af, at vi bare sådan går og hygger os derude. Men jeg håber og beder til, at vi her i Guds hus sammen skal modtage det liv og den glæde, som alene kan gøre vor fælles hverdag derude sand og god. - Lad os med apostelen tilønske hverandre: [Apostolisk velsignelse].

 

 

 

*  *  *

 

 

 

3. søndag efter påske 2000 (14. maj)

 
DDS: 206 - [17] - 190 -///- 46 - 191 v 1&5
 
2. Mos. 3,1-7.10.14. – Hebr. 4,14-16. - Johs. 14,1-11

 

 

Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi du er kommet til os som vor broder og vor Gud!

Og tak, fordi vi er på livets plads, når vi er sammen med dig.

Hjælp os til, altid at føle og mærke dette, så at vor tro kan næres og styrkes og vokse derved.

Amen.

 

 

Scenen med Moses ved den brændende tornebusk er et af de allerstørste steder i hele Bibelen! Men det er optrinnet i evangeliet til i dag jo også! Og nu hører vi dem altså sammen! Det kan næsten ikke blive større! Men hvad nu scenen med Moses ved den brændende tornebusk angår, så er det jo her, det helt nye "gudsbegreb" præsenteres, som altså ifølge den gammeltestamentlige tradition kom ind i verden på den måde, der her er tale om.

 

Som jeg altid siger til konfirmanderne:

 

I synes selvfølgelig umiddelbart, at det, der står i 1. og 2. Mosebog er noget forfærdelig gammelt noget, som det er nærmest umuligt for moderne mennesker at forholde sig til. Men prøv så at gøre jer klart, at der i sin tid var tale om noget helt enestående nyt i menneskeslægtens historie!

 

Og jeg føjer til, at jeg selv engang i forbindelse med min Grundtvig-forskning har læst en hel del materiale fra de gamle religioner igennem - med det formål netop at se, hvilket billede af Gud, det, der "på teologisk" hedder "det naturlige menneske", rent faktisk havde.

 

Og det er da ikke for det; der findes rundt omkring ganske smukke udtryk for, hvordan mennesker har forestillet sig "det højeste væsen". MEN DER ER INTET, DER PÅ NOGEN MÅDE KAN MÅLE SIG MED DET, VI HAR HØRT I DEN GAMMELTESTAMENTLIGE LÆSNING HER I DAG!

 

Og selv om man betragter dette fra et moderne ikke-kristent og ikke-religiøst-overhovedet synspunkt, må man indrømme, at der er tale om et enestående nybrud i menneskeslægtens historie. For det er her, vi har fundamentet til den ene grundpille for den moderne vestlige civilisation. Den anden grundpille er den måde at tænke filosofisk og videnskabeligt på, som blev grundlagt af de gamle grækere for 2½ tusind år siden. Det er simpelt hen disse to grundpiller tilsammen, der er forudsætningen for den moderne videnskabelighed og civilisation. Uden dem ville menneskene stadig have levet i en mytologisk verden med en hel masse forskellige "guder", som egentlig nærmest var naturkræfterne med forskellige navne sat på. Uden det jødisk-kristne gudsbillede og den græske filosofisk-videnskabelige tanke ville menneskene stadig have været en slags fanger i en sådan verden af personificerede naturkræfter!

 

Nu har jeg nævnt dette. Sådan til en begyndelse. Og man kunne sige: For at komme tiden i møde! Man er jo i de senere år blevet vældig optaget af "kristendommen som kulturfaktor" eller "kristendommen som vort kulturgrundlag". Og selvfølgelig ikke uden grund. For efterhånden som verden bliver mindre og vi kommer i direkte berøring med de ikke-kristne kulturer, opdager vi - til vores alle sammens store overraskelse! - at hele den kultur og "humanisme", vi har været så stolte af (ikke mindst de ikke-troende iblandt os!) i virkeligheden har kristendommen som en nødvendig forudsætning!

 

Et oplagt eksempel er jo mødet med islam, hvor vi opdager, at der er tale om en lov-religion med et tyranni, som vi - med apostelen Paulus’s formulering i Galaterbrevet - er blevet befriet fra derved, at "Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse" (Gal 3,13). Ja, som det lyder lidt senere i Galaterbrevet:

 

Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, v5 for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. v6 Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, [far]! v7 Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving (Gal 4,4-7).

 

På den måde er der mange mennesker her i Vesteuropa, som - altså ofte til deres egen store forbløffelse - har opdaget, at de var kristne(!) - i hvert fald i kulturel forstand altså!

 

Spørgsmålet er så bare, om det i det lange løb kan lade sig gøre at bevare denne frihed, hvis man kun er "kultur-kristne"!? - Som Grundtvig så uforligneligt har udtrykt det: En afskåren gren kan jo godt en tid være levende og beholde sine blade og blomster. Men kun en tid. En afskåren gren vil før eller senere visne og dø!

 

Og for at blive i det aktuelle: Vi begynder jo at se tegn på, at netop den fra kristendommen løsrevne såkaldte "humanisme" begynder at danne grundlaget for et nyt tyranni. Fx i form af den "politiske korrektheds" tyranni. - Og så holder jeg op. Hvis jeg bliver mere konkret, kan jeg blive beskyldt for at drive politisk propaganda fra prædikestolen. Hvad jeg nu heller ikke har det fjerneste ønske om at gøre. Og det er heller ikke et spørgsmål om at ønske den ene eller den anden løsning på et bestemt problem. Her vil man meget ofte kunne argumentere - og argumentere kristeligt - for både den ene og den anden løsning. Nej, det afgørende er netop, om argumentationen, diskussionen, drøftelsen foregår i frihed, eller om der - fx i "den politiske korrektheds" navn er spørgsmål, der slet ikke må stilles!

 

Og hvad jeg har villet opnå med alt dette, er jo altså pdes. at pege på noget, alle kan forstå, nemlig det med det jødisk-kristne gudsbegreb som en af de helt afgørende forudsætninger for vor moderne vestlige civilisation, men pdas. at få slået fast, at dette jo kun er en virkning af det, som det virkelig kommer an på, nemlig troen på denne ene sande Gud - og livet i denne tro!

 

For det helt enestående nye i det, Moses oplevede ved den brændende tornebusk, det er jo netop, at Gud åbenbarer sig som "Jeg er den, jeg er!". - Eller slet og ret som "Jeg Er"! - Der kan også oversættes: "Den Værende".

 

Ja, "Den Værende", det lyder jo helt "filosofisk". "Græsk" kunne vi også sige! Men her er det helt vidunderlige jo så netop, at denne helt nye åbenbaring kommer til en mand, der egentlig bare gik og vogtede sin svigerfars får!

 

For nu at vende lidt tilbage til overvejelserne fra før: Det er derfor, vi er nødt til at have både den jødisk-kristne og den græske søjle under vor kultur. Jøderne tænkte ikke abstrakt filosofisk som grækerne, men grækerne havde ikke sådanne konkrete og levende religiøse syner som jøderne!

 

Alle afguderne eller de personificerede naturkræfter har navne - som menneskene kan udnytte i den religionsudøvelse, som i virkeligheden blot er en højere form for magi eller manipulation (hvilket for resten også gælder alle de "alternative" og "nyreligiøse" ting, man går og gør i vor "moderne" tid!).

 

Men den ene sande Gud har ikke sådan et navn. For HAM kan og skal ingen manipulere med. Han er i den allerhøjeste grad suveræn!

 

Han er "Den Værende", javist; den væren som ligger under og forud for alt, hvad der er til. Men Han er altså samtidig den person, som kan åbenbare sig for en fårehyrde i en tornebusk, der brænder uden at fortæres, og som altså siger: "Jeg er den, jeg er"!

 

Det så enestående store i det billede af Gud, der her er kommet ind i verden, er altså foreningen af det, der mere filosofisk kan udtrykkes med ordene "Den Værende", og så det ganske personlige. Ja, vi kan godt sige "menneskelige".

 

For selv om der straks er nogle, der vil sige: Der kan I bare se: Dette billede af Gud, det er et billede af sig selv, mennesket har projiceret op i Himlen! Hvortil jeg altså som kristen præst må komme med den mod-påstand, at det altså forholder sig lige omvendt: Vi mennesker er personer, fordi vi er skabt i den Guds billede, som på een gang er grunden under og magten over alt, hvad der er til, og så en levende og "varm" person, der fx kan sige "Jeg er den, jeg er"! -

 

Hvilket jo ikke bare er sådan en "påstand". For hvordan vil de ikke-troende bære sig ad med at forklare den menneskelighed, også de faktisk selv er i besiddelse af, hvis hele virkeligheden udgøres af et univers, der bare sådan ER i og af og ved sig selv, og hvori der er nogle "krusninger", vi kalder partikler og atomer og molekyler, og som i nogle tilfælde har organiseret sig til nogle organismer som dem!? Hvordan vil de bære sig ad med det? - Og altså: Hvordan vil de bære sig ad med at bygge en "humanisme" på dette grundlag.

 

(At jeg så vil råde dem til, alligevel på en eller anden "trodsig" måde at være en slags "humanister", hvis de ikke mener at kunne tro på Gud, er en anden sag. Med i dette råd vil så være en påmindelse om, at den "humanisme", der bliver tale om, altid vil være en form for "trods" mod dette helt "døde" og meningsløse billede af tilværelsen, ja, mod den store og smertelige gåde, der således vil være tale om - og som der jo i alle tilfælde er tale om. Jeg er da i hvert fald ikke for mit eget vedkommende "så kristen", at jeg kan undgå at opfattet denne livets og dødens tilværelse som netop en stor og smertefuld gåde - hvori kristendommen så dog heldigvis lever og giver mig en tro og et håb, ja, en bekræftelse af den menneskelighed, jeg jo ikke kan undgå at fornemme).

 

- - -

 

Så vidt "Jeg Er’s" åbenbarelse for Moses i den brændende tornebusk. Vi går nu til evangeliet til i dag.

 

Og det handler jo om, at den Gud, som allerede dengang med Moses i ørkenen på een gang afviste at kunne sige sit navn - på linie med alle de gudenavne, menneskene hidtil havde dannet sig - men alligevel åbenbarede sig for fårehyrden Moses og talte til ham, han nu i HAM, som blev født julenat, er trådt så tæt ind til os mennesker som overhovedet muligt, nemlig i skikkelse som en af os! - Som apostelen Paulus altså udtrykte det i brevet til Galatermenigheden:

 

Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, v5 for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår (Gal 4,4).

 

Eller som vor Herre Jesus selv siger det i evangeliet til i dag:

 

Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. v7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.

 

Og da disciplen Filip er enten fræk eller dum nok - eller lidt af hvert - til at sige: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os" - så siger Jesus til denne helt utrolige (ja, jo også bogstavelig talt u-trolige!) sætning til ham: "Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip?"!

 

Det, Jesus siger her, er jo simpelt hen, at den, der ser ham, ser Gud Fader selv! - Underforstået: På den måde, det overhovedet er muligt. Men altså sådan, at det virkelig ER GUD, vi ser, når vi ser Jesus!

 

Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? v10 Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig (Joh 14,6).

 

Og vi kan tage endnu et par citater, først fra slutningen af selve indledningen til Johannesevangeliet - vi kan sige det sted, som er konklusionen på Johannes’ juleevangelium:

 

Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk (Joh 1,18).

 

Og endelig fra Johannes’ første Brev:

 

Det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus (1 Joh 1,3).

 

 

 

Ja, I kan sige, hvad I vil, om denne tilsyneladende "opremsning" af citater! Vi er jo nødt til at høre det sådan. Det ene sted efter det andet. Så vi i hvert fald kan mærke, at her har vi det helt centrale i det apostolske vidnesbyrd.

 

At det så er "for meget" for denne verdens kloge - og for os andre i al vor tvivl og vantro for godt til at være sandt, det noget andet. For det er det, kristendommen går ud på. Og det er derfor, det trods alt er så HYGGELIGT at være kristen, ja, bare at være det "lissom"! Dvs. bare at leve i det mønster og den ramme, der bliver dannet, når vi hører disse store påstande. Det er ikke et spørgsmål om at kunne "tilslutte" sig det med sin forstand og stå inde for, at det ER sådan. Nej, det er bare det at få det til-sagt, så det tegner sig for en i netop et levende mønster, der er levende på samme måde, som vi kender det fra vort almindelige liv. Så gør det sin virkning på os. Sine gerninger i os. Og så kan vi jo på den måde tro på grund af disse gerninger!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Bededag (almindelig bods- og bededag) 2002 (26. april)

 

Nysted Kirke (for sognepræst Jens Chr. Nielsen)

Og efter skikken dér – således:

 
442
 
Hilsen, kollekt - Sl. 51
 
364 (sagt af præst og menighed) 365
 
Evangelium (Johs. 14,1-11) og trosbekendelse
 
564
 
Prædiken
 
453
 
IKKE nadver
 
Fastekollekt, hilsen, velsignelse
 
698 v 4-5

 

 

 

 

Far i Himlen!

Tak fordi du altid er nådig og barmhjertig mod os!

Og vi beder dig nu:

Forlad os alle vore synder,

og giv os din Helligånd, at vi må løses fra syndens og ondskabens bånd og vende om til at gøre det gode.

Ved Jesus Kristus, din Søn, vor Bror og Herre.

Amen.

 

 

Kære menighed her i Nysted Kirke! Det er noget helt særligt for mig at have fået denne opgave, fordi jeres egen præst havde brug for at have fri i dag.

 

Når Jens Chr. Nielsen henvendte sig til netop mig, var det jo, fordi han mente, at jeg nok ville være ledig her på denne formiddag.

 

Hvilket var fuldstændig rigtigt. Hjemme i Døllefjelde-Musse-Herritslev-pastoratet er denne "bededag" jo i realiteten afskaffet - og erstattet af Markedets gøglergudstjeneste.

 

[BEMÆRKNING HER PÅ HJEMMESIDEN (ved indsættelsen af prædikenen 26.11.02): Der er vel ingen besøgende her på hjemmesiden, der ikke i det mindste har hørt om "Døllefjelde-Musse Heste- og Krammarked". Dette marked blev i sin tid (1980) henlagt til den såkaldte storebededagsferie, hvilket efterhånden har ført til et de facto-bortfald af denne – jo også kirkeårsmæssigt set ganske fejlplacerede – helligdag. Jeg har ikke noget imod dette marked som folkelig institution betragtet; det har tværtimod spillet en stor rolle i vor families liv – også langt ud i børnenes vennekreds. Men det er et grotesk udtryk for den folkekirkelige tilstand her i landet, at man ikke har kunnet finde ud af, officielt at afskaffe denne kunstige dag, som folket i sin visdom for længst har gjort til en hyggelig forårs-festdag, med det resultat, at man sætter i med gøgl og musik oppe på markedspladsen lige på samme tidspunkt, som kirkeklokkerne begynder den hele times ringning som kald til anger og bod. Her i pastoratet har jeg (som et af mine få eksempler på selvtægt) underhånden sagt til graverne, at de (på mit ansvar) skal undlade at udføre denne ringning!]

 

Og så vidt, så godt. Problemet er, at man ikke for længst har gjort ligeså i hele Folkekirken. Det vil sige afskaffe "bededagen" skulle man jo nok ikke; det rigtige ville være at lade den "folkelige" side af den blive erstattet af en almindelig udvidet weekend engang i forårstiden – og så ellers flytte den gudstjeneste, vi er i gang med nu, væk fra den fuldstændig unaturlige placering her midt i påske-pinse festtiden og hen til en fredag aften i oktober måned. Hvilket i øvrigt har været foreslået mange gange i tidens løb. Og jeg vil nu sige noget mere om, hvorfor vi er nogle, der siger sådan. Uden at det forhåbentlig kommer til at hindre os i, også at gå helhjertet ind i det forløb, vi faktisk ER midt i lige nu - og som, efter Jens Christian Nielsens og min konferering om det, skulle svare nøje til, hvad I er vant til her - og i øvrigt også i hovedsagen til, hvordan vi tidligere har holdt "store bededag" hjemme i Døllefjelde-Musse-Herritslev!

 

Meningen med "store bededag" er jo - som vi netop oplever det her ved denne gudstjeneste - dybt alvorlig. Ja, dens oprindelige formål er, at folket gennem "faste, bod og bøn" skal angre sine synder og få tilgivelse for dem - og derigennem afværge bogstavelig talt al landsens ulykker i form af misvækst, epidemier, krig o.lign. Men lad os tage et historisk overblik over baggrunden for denne gudstjeneste.

 

Man plejer at sige, at "store bededag" er en særlig dansk opfindelse. Og det er da også rigtigt, for så vidt som det var i 1686, det blev bestemt, at 4. fredag efter påske her i landet (og jo "tvilling-landet Norge") skulle være en "almindelig Faste-, Bods- og Bededag" - nemlig som en samlet afløser for de bededage, der hidtil havde været holdt flere gange om året.

 

(Og når det netop skulle være på en fredag, var det selvfølgelig, fordi det er ugedagen for Jesu død på korset, den død, der på een gang betød den yderste afsløring af vor synd og den endegyldige overvindelse af den og forsoning mellem Gud og os).

 

Men vi skal langt tilbage i Kirkens historie for at finde baggrunden for selve fænomenet bededag. Ja, vi skal jo i virkeligheden tilbage til FØR Kirkens historie, altså til den hedenske tid. For der er jo ingen tvivl om, at når vores "bededag" har denne - liturgisk set helt forkerte - placering lige midt i den store påske-pinse festtid, så hænger det sammen med frugtbarheden på markerne!

 

Og hvis vi går helt op til reformationstiden her i Norden, så finder vi fx i Hans Tausens Postil tre prædikener til "de bededage, som man plejer at holde og kalder Gangdage".

 

"Gangdage"?! - Hvorfor hed de det? - Jo, det hed de efter den "gang", dvs. det optog, der også blev kaldt "korsbyrd", dvs. det at bære et kors rundt i sognet – med det formål at "nedbede Guds velsignelse over Mark og Eng, Folk og Fæ".

 

I 1540 blev denne "korsbyrd" forandret til en prædiken om bønnen med dertil knyttet afsyngelse af litaniet (som vi altså her i dag har bedt ved at sige det). Men - skriver man i "Kirkeleksikon for Norden", som er min kilde til dette - denne "bededag havde vanskeligt ved at fortrænge den gamle "korsbyrd". – langt op i tiden gjorde det "frugtbarhedsreligiøse" underlag under fænomenet "bededag" sig altså gældende!

 

Men dertil kom, at man også kunne holde særlige bededage, "når nøden krævede det".

 

Kirkeordinansen fra 1539[1] forordnede, at der under store offentlige ulykker skulle afholdes særlige ugedagsgudstjenester med prædiken og litani(!).

 

Tre sådanne gudstjenester blev afholdt i 1552 og 1553, da pesten rasede på Sjælland og i Skåne.

I 1580, da en komet(!) havde vakt stor forfærdelse, blev der afholdt tre bededage i træk!

 

I tiden 1672-1684 blev der ni gange påbudt årlige bededage, der blev holdt i tre på hinanden følgende uger.

 

I 1685 blev Kirkeordinansen afløst af det nye Kirke-ritual, som ikke påbød nogen fast bededag

 

Men i 1686 blev 4. fredag efter påske bestemt til at være en "almindelig Faste-, Bods- og Bededag" - den dag, som endnu i folkemunde kaldes "store bededag", men som i 1992-alterbogen blot hedder "bededag" (jfr. Hans Tausens Postil!).

 

Og altså fredag , fordi det er Jesu dødsdag - og vel på tidspunktet lige mellem påske og pinse, fordi det svarer til den gamle "korsbyrds" placering. Det er i hvert fald et godt tidspunkt til at bede for afgrøderne på markerne!

 

Men i forhold til selve den kristne histories gang gennem kirkeåret er det jo helt "på tværs".

 

Forud for påsken har vi jo haft hele fastetiden, kulminerende i langfredag, og dér har vi som menighed - og individuelt hver især - virkelig kunnet gøre bod og angre vore synder og bede om tilgivelse for dem.

 

Så hvad skal vi dog med denne mere eller mindre "hjemmelavede" bods-dag midt i den store fest-tid?

 

Der er dog nogle, der har fundet ud af at tillægge den en i og for sig meget fin betydning og funktion.

 

Det, man har sagt, er: Nu har vi fejret påske med fuld musik i næsten fire uger og så kan det vist være meget sundt, lige at standse op engang og se kritisk på os selv, så vi ikke bare bliver sådan en flok glade og veltilfredse, selv-glade og selv-tilfredse "fest-kristne"!

 

Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på, hvad en luthersk præst fra Rusland sagde til mig helt tilbage i 1992, fordi jeg havde sagt til ham: Er det ikke fantastisk, at selv speakerne i Moskva Radio nu her i påsketiden kan finde på at hilse lytterne med et "Khristos voskres"! Kristus er opstanden! For da rynkede han lidt på næsen og sagde: "Ja, det er meget godt med alt det der "Khristos voskres", hele tiden, men det stikker vist ikke særlig dybt"!

 

For os er det nu nok på en anden måde! Vel snarere en vis mat sløvhed over det hele – med en eller anden form for skær af påske-lyset iblandet. Også selv om mange, efter hvad der bliver oplyst, slet ikke véd hvorfor vi fejrer påske!

 

Men hvordan det nu end er, så kan vi jo nok have brug for at blive mindet om, at vel er Kristus opstået fra de døde, og vel er vi i vor dåb opstået med ham. Men det skal vi så også netop hele tiden leve i!

 

Det er det, Martin Luther udtrykker således i sin lille katekismus:

 

Hvad betyder det da, at der bruges vand ved dåben?

 

Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for daglig skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.

 

Kan I høre? Allerede her har vi en forklaring, der gør det absolut meningsfuldt at gå ind under alt det, der sker i denne gudstjeneste!

 

Eller som jeg selv i al beskedenhed har udtrykt det: Dåbens vand er som en bølge, der hele tiden ruller hen over vort liv, så vi hele tiden bliver dukket ned og hele tiden dukker op igen.

 

Og så er alle diskussioner om dåben overflødige. For sådan er virkeligheden. Vi er nødt til, hele tiden at foretage denne bevægelse, ja, at lade denne bevægelse gå hen over os!

 

Og på det grundlag kan vi i dag til allersidst i denne gudstjeneste synge og ønske, ja, proklamere(!) for hinanden, sådan som jeg ved I også gjorde det for to år siden:

 

Gå da frit

enhver til sit

og stole på Guds nåde!

(698,4)

 

Og her kunne prædikenen fint have sluttet. Og sådan ville den også have sluttet, hvis det havde været for bare få år siden.

 

Men uanset hvor vi så ellers vil placere vor "bededag", og uanset hvordan vi vil tænke på forholdet mellem vore synder, og så de ulykker, der rammer os, så kan vi jo netop i vor tid, ja, netop her i 2002, se perspektiver i denne dag, som vi ikke har kunnet se siden 1945!

 

Der er vel ikke nogen af os, der ikke kender den helt elementære og grund-menneskelige følelse af, at der måske er tale om en straf for noget, vi har gjort, når vi bliver ramt af sygdom og ulykke? Vor Herre Jesus har ganske vist afvist denne tankegang - idet han så alligevel har formanet til omvendelse!

 

Og vi kan tænke på alle de ting, der er blevet sagt om terroranslaget mod World Trade Center i New York - om at det er en straf for den vestlige verdens umådeholde materialisme og mammondyrkelse osv.

 

Men lad os med vor Herre Jesus tænke mindre primitivt og meget større om disse ting, så vi pdes. ikke gør hans og vor Far i himlen til sådan en "hævnregnskabs-gud", men så vi pdas. også ser kritisk på vor fælles optræden som folk og nation, kultur og civilisation - og også i den henseende daglig dukker ned i og op af vor dåb - så vi, rensede derved, også i fællesskabsdimensionen kan komme til, med udgangssalmens ord, at "gøre godt, som Gud det vil / på allerbedste måde".

 

Og lad os så overhovedet i den situation, vi befinder os i nu, og som er den mest truende situation, jeg kan mindes, henfly til Guds nåde, sætte alt vort håb og al vor lid til ham. Ja, jeg vil lade denne prædiken munde ud i et stykke af en af de kollekter, der i den gamle alterbog stod som kollekter til "almindelig bededag". Jeg kunne have valgt den, der hedder "Om fred". Men den næste i rækken hedder "Imod timelige ulykker" - og dækker det hele, alle de ting, vi med stor frygt ser både ske omkring os lige nu og true ude i tids-horisonten. For i denne bøn kan vi bede:

 

Tilgiv os, at vi er skrøbelige i troen, og at vi så ofte har været utaknemmelige.

Styrk vor tro og giv os taknemmelighed over alle dine velgerninger.

Forbarm dig over os og tugt os i nåde.

Bortvend fra os vor velfortjente straf, og afvend fra os dyrtid, hungersnød, krig og blodsudgydelse og farsot. Skænk os din velsignelse, at vi efter din gode vilje må kunne opholde dette timelige liv ...

 

Ja, sådan kan vi med god grund også bruge denne "bededag" 2002!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

4. søndag efter påske 2002 (28. april)

 

DDS: 369 – 203 - 259 -///- 446 – 432
 
Sl. 124. – ApG. 9,1-18. - Johs. 8,28-36

 

 

Opstandne Herre og frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi du har vist os dig som Gud og vist os Gud som dig!

Og tak, fordi du vil gøre os frie!

Hjælp os mod lænkerne i os selv!

Og hjælp os til at leve sammen i din friheds kærlighed!

Amen.

 

 

Helt umiddelbart tænker vi måske ikke over, hvor meget, ja, uendelig meget, der ligger i det allerførste, Jesus siger i evangeliet til i dag:

 

Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er ...

 

Men hvis vi husker på, hvad vi hørte ved højmessen i søndags i GT-læsningen fra 2. Mosebog, nemlig Guds ord til Moses fra den brændende tornebusk:

 

Jeg er den, jeg er! ...Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.

 

Det, Jesus siger i de tilsyneladende så almindelige ord i begyndelsen af evangeliet til i dag, er altså intet mindre end: Når I får ophøjet mig - (c: i den ophøjelse, som i første omgang består i, at I får hængt mig op på korset! – men som senere bliver min ophøjelse i opstandelsen og himmelfarten) - så vil I forstå, at jeg er Gud, den Gud, som I mener hedder Jahve, hvilket navn imidlertid slet ikke er et navn, men et ord, der betyder "Jeg er", eller "den værende", eller "Jeg er den, jeg er"!!!

 

(For hvis der virkelig er nogen mening i at bruge ordet "Gud", så kan "Han" jo ikke have et navn på samme måde som alle de personer eller ting, der er mange af, kan have et navn! Kun hvis man tror på flere guder, kan man give guderne navne. Men til gengæld er ingen af disse "guder" så virkelig "Gud" – for den virkelige Gud kan der naturligvis kun være een af!

 

Og her er den gamle betegnelse fra 2. Mosebog altså simpelt hen genial, ja, mere til; stedet med den brændende tornebusk og gengivelsen af Guds tale til Moses som en tale fra Ham, der bare simpelt hen er og er den, han er, dette sted er eet af de steder i GT, som gør, at man på een eller anden måde må sige, at Gud selv "har haft en finger med i spillet med hensyn til formuleringen".

 

 Det er fantastisk, at nogle mennesker for i hvert fald 2.500 år siden har kunnet tale sådan om tilværelsens allerdybeste, altomfattende og altgennemtrængende magt, at man simpelt hen må kalde det åbenbaring af det guddommelige.

 

Og man blive i virkeligheden meget mere grebet af undren og ærefrygt, når man gennem en almindelig sund tvivl og skepsis kommer til at få denne oplevelse over for forståelse af dette forhold, end hvis man bare i misforstået fromhed bevidstløst bliver ved at gentage, at "Bibelen er Guds ord".

 

Bibelen er jo IKKE Guds ord! – Jeg mener: En hel masse stykker papir med noget tryksværte på, kan jo ikke være Guds ord! En bog kan ikke tale! – Men det, der står i Bibelen er en nedfældning af nogle ting, der er set og sagt, og som jøderne og vi kristne, hver på vores måde og hver i vores omfang, tror har Gud bag sig, ja, i sig.

 

Helt afgørende tror vi kristne, men desværre ikke de jøder, der afviser denne tro, at Jesus, som Det Ny Testamente jo vidner om, simpelt hen ER Guds Ord! Det er jo det, evangelisten Johannes har udtrykt så storslået i sit juleevangelium, det, der begynder med, at " I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud" - og som kulminerer i selve denne formulering af det direkte juleevangelium: "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed"!!!

 

Men vi kan jo også tænke på, hvad vi hørte i evangeliet til i søndags: - Hvor Jesus siger:

 

Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader.

 

Og hvor disciplen Filip så siger:

 

Vis os Faderen!

 

Men hvor Jesus giver dette, også helt fantastiske, svar:

 

Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip?

 

Nu kan vi altså se, at det virkelig er dette, Jesus også udtrykker med ordene: "Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er"!!!

 

Men uden at jeg vil gentage alle de følgende ord, skal vi også lige lægge mærke til, at Jesus altså siger – og har sagt - mere end bare lige denne ene påstand. Ja, at denne påstand jo har alt, hvad han overhovedet har sagt og gjort, bag sig – ligesom det jo ligger i sagens natur, at de mennesker, der hører alt dette og oplever alt dette, må forholde sig til det med hele den oplevelse af deres liv og tilværelse, de i øvrigt har, med hele deres hjerte, sjæl og sind.

 

Men så sker der så det, at mennesker kommer til tro på Jesus. Det er også det, der sker her i evangeliet; "Da han talte sådan, kom mange til tro på ham".

 

Det er ganske vist meget mærkeligt, at det kan gå sådan! Altså at nogen kan begynde at tro på en mand, der siger sådan!!!

 

Den store påstand, der her er tale om, er jo i den næsten allermest bogstavelige forstand u-trolig! – Der har da også altid været mange mennesker, nemlig mange af dem, der har regnet sig selv for kloge, der har nægtet at tro på noget, der var så vanvittigt: At et menneske skulle kunne stå over for nogle andre mennesker og påstå, at de dermed står over for hele Universets og alt livs Gud! Og at det, der skete julenat, var, at Jomfru Maria fødte Guds Søn, ja, jo dermed faktisk fødte Gud!

 

Det er virkelig hårde ord. Og der er sådan set ikke noget at sige til, at mange kloge og fornuftige mennesker gennem tiderne har nægtet at tro på dem.

 

Dog har der altså gennem de sidste 2000 år også hele tiden været mennesker, der har sagt: Ja, det er hård tale. Men hvor skulle vi ellers gå hen? For vi kan alligevel fornemme, at det er her – midt i dette vanvid – vi hører og møder det evige livs ord!

 

For det ER jo virkelig rigtigt, at NÅR man prøver at gå til mere fornuftige bud på en altomfattende tilværelsesforklaring og livsholdning, så bliver man ret hurtigt skuffet! Det bliver alligevel for fladt. Og for småt. Det kan slet ikke svare til virkelighedens storhed og indviklethed. Så viser det kristne vanvid sig alligevel mere svarende til virkeligheden!

 

Og det er altså, hvad disse "mange" her i evangeliet er kommet til at opleve, så de kom [...] til tro på [Jesus]".

 

Men herefter kommer vi så til det helt særlige punkt i dette evangelium. Og det er det punkt, hvor det på et helt nyt plan "bliver for meget" for de jøder, som altså ellers "var kommet til tro på Jesus".

 

Lad os bare forestille os det på den måde, at Jesus simpelt hen er blevet glad over, at disse mennesker er kommet til tro på ham – og glad har villet sige endnu mere godt til dem – altså:

 

Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.

 

Og her er det altså, det bliver "for meget" for dem. – Nu skal han altså heller ikke komme og påstå, at deres situation er dårlig! – Det er det, der er tale om i salmen, hvor Grundtvig taler om, at der "over porten til Guds-staden / med flammeskrift står på guldpladen: / Bekend din tro! fornægt dig selv!" – Og hvor hele det følgende vers så lyder:

 

Det er den snævre port for sjælen,

for det i os, som siger "jeg",

hvis ære med den dybe knælen

indlysende forliges ej;

skønt intet værd er, hvad vi mister,

os egenkærlighed dog frister

til på "os selv" at holde fast.

 

Dette salmevers har altid haft en ganske særlig betydning for mig. Lad mig sige det på den måde, at for mig personligt har linien "skønt intet værd er, hvad vi mister" altid været afgørende.

 

Jeg har altid ment, at hvis der bare var den mindste chance for, at det, jeg her har kaldt "det kristne vanvid", bare på en eller anden måde var sandt, så var der i helt direkte forstand alt at vinde og intet at tabe ved at gribe fat i det og prøve at klamre sig til det i en eller anden form for kristen tro.

 

Og jeg har aldrig kunnet fatte, at den menneskelige selvglæde kunne være så stor, at man ikke ville indrømme, at hvis der overhovedet var nogen som helst chance for et håb mod den tragedie, vor tilværelse i sig selv må fremstå som for ethvert følende menneske, så gjaldt det om at gribe den, ja, tage imod den med kyshånd.

 

Hvilket ikke engang ville have noget som helst nedværdigende i sig. Een ting er jo, at det er nedværdigende, at det ene menneske skal kysse det andet menneskes hånd – eller på anden måde vise underkastelse. Men over for Gud! Gud, som er den alt givende Kærlighed, både som Skaber og som Frelser!

 

At det skulle kunne gå vor ære for nær at modtage alt gratis – det er latin og betyder "af nåde" – modtage alt gratis af Ham. Når det er et levende kærligheds-forhold, det drejer sig om. Med al livets rigdom som gave og fællesskabs-indhold!

 

Det er efter min mening ufatteligt, at menneskers stolthed og selvglæde skulle kunne stå i vejen her. Men når man tænker på det, jeg sagde før om, hvor ynkelige de andre tilbud i virkeligheden tager sig ud – uden at det hele i øvrigt bliver spor nemmere for tanken, så kan man ikke lade være at tænke på, OM det måske alligevel snarere er netop denne menneskelige stolthed end de reelle tankemæssige problemer, der får så mange til at stille sig afvisende over for det, jeg her har kaldt "det kristne vanvid".

 

Men til dem, der også i dag er for stolte til at skulle have deres frigørelse ved at underkaste sig Sandheden ved at give sig hen i troen på Gud gennem troen på Jesus, til dem vil jeg sige: Se jer om! Se, hvordan det går alle dem, der er for fine og stolte til at komme til Jesus og blive i hans ord og sandhed!

 

Ja, se, hvordan det går alle dem, der så i stedet giver sig til at tro på alt muligt andet, lige fra helbredende og trøstende kræfter i STEN!!! Til alle mulige ideologier og ismer og hjemmelavede gudsbilleder og lovregler!!!

 

Som det for længst er blevet sagt: Hvis man ikke tror på Gud, tror man på hvad som helst!

 

Altså: Det er IKKE nedværdigende at give sig totalt hen i Sandheden og Livet og Kærligheden som den Magt, der simpelt hen er magten over, omkring og bag alt virkelighed! Og det er det, der er tale om i kristendommen. Det er kun som den, der hele tiden lever op til denne påstand, vi tror på Jesus.

 

Og det er derfor, der ikke alene ikke er noget nedværdigende i at give sig hen i troen på ham, og derfor, der altid vil være ufrihed og trældom forbundet med at holde sig uden for troen på ham!

 

Jeg siger ikke, at det hele i praksis er så let og indlysende. Men jeg kan ikke se, det skulle være forfærdeligt for den menneskelige stolthed at gribe fat i denne chance!

 

Hvis man endelig skal komme ind på de problemer, den menneskelige selvglæde og egoisme volder, så synes jeg jo, at de langt snarere ligger på den led, hvor det drejer sig om at lade kærligheds-forholdet til Gud blive udmøntet i et solidarisk og tjenende kærlighedsforhold til det medmenneske, Gud så helt utvetydigt kræver indbefattet i kærlighedsforholdet til ham. Her kommer "det i os, som siger ’jeg’" unægtelig ind i billedet på en meget stærk måde. Men det får være. Vi må i hvert fald begynde med at indrømme, at vi har brug for den befrielse fra Synden, Døden og Djævelen og alle onde magter, kun Gud-Jesus kan give os. Og når vi så bliver i denne befrielse, må den jo efterhånden frigøre os så meget, at der bliver plads til medmennesket i vort forhold til Gud også!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

5. søndag efter påske 1996 (12. maj)

 

DDS: 673 – [298] – 259 – 46 - 203

 

Es. 44,1-8. – ApG. 6,1-4. - Johs. 17, 1-11

 

 

Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!

Tak, fordi du har givet os de ord, du har fået fra Ham, som er alle tings Ophav og Herre!

Giv os Hans Ånd og din Ånd, Kærlighedens og Sandhedens Kraft, så vi i dig kan være eet med Ham, og dermed også være eet med alle de andre, Han har givet dig!

Amen.

 

 

Kun en tåbe harcelerer over, at der i vor tid tales så meget om Kirken!

 

Det har altid været og vil altid være nødvendigt at tale om kirken. Det kan vi jo også høre i Trosbekendelsen, som ligefrem har et sted, hvor vi siger, at vi ikke bare tror på Helligånden - men (i enhver betydning af ordet) i samme ånde-drag(!) - bekender troen på "den hellige almindelige Kirke, de helliges samfund (fællesskab)!!!

 

Og netop i vor tid er der flere grunde til, at det er helt særlig nødvendigt at tale om Kirken - bl.a. fordi vi er kommet ud af den periode, hvor der ikke var nogen særlig grænse mellem "kirken" og "samfundet", fordi Danmark simpelt hen var "et kristent land". Men også fordi det nu står helt klart, at spørgsmålet om kristendommens sandhed ikke er noget, man kan tænke sig hverken fra eller til; det er et spørgsmål, der afgøres i mødet med kristendommen, som den udfolder sig i sit eget legeme, Kirken, og dermed i det hele taget godtgør sig som liv og lys og sandhed i forhold til alle andre ting.

 

Og så er det, at det jo kun er en tåbe, der bilder sig ind, at det at bekende troen på Kirken, det skulle være det samme som at bekende troen på sig selv!

 

Jesus siger jo i dag helt klart, hvad det drejer sig om. Lad os lige tage alle udplukkene:

 

"... ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud...".

 

"Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord...".

 

"... og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig".

 

"Jeg beder ... for dem, du har givet mig, for de er dine ... hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi".

 

Dette, mine venner, er, hvad vor Herre Jesus Kristus selv siger om Kirken! Og så er der jo intet som helst grundlag for at se noget forkert i at tale meget om netop dette. Ligesom der jo heller ikke er noget som helst grundlag for at bilde sig ind, at kirken, det er os selv som sådan - eller noget, vi skaber - ja, rent ud sagt bilde sig ind, at Kirken, det er noget, der opstår, når vi selv "skaber os"!

 

Og jeg er ligeglad; vi skal høre det hele en gang til: [Gentag alt det kursiverede ovf.!!!].

 

- - -

 

Hvis vi også skal udlægge det lidt, så skal vi begynde med det sted, hvor Jesus siger, at Kirkens mennesker, det på den ene side er de mennesker, Faderen har givet ham "fra verden", men samtidig, på den anden side, allerede på forhånd tilhørte Faderen - "de var dine"!

 

Dette er et meget vigtigt udtryk for, hvordan det pdes. er noget meget, ja, enestående, særligt at være med i Kirken, men pdas. ikke særligt på nogen anden måde end, at det er et udtryk for, hvordan det hele i grunden er meningen! Tilhørsforholdet til Gud i Kirken er jo ikke andet end det tilhørsforhold, som i grunden er meningen med det hele, nemlig tilhørsforholdet til den Gud, som på forhånd er hele verdens Skaber og Herre og alt livs Ophav og Giver

 

Det er derfor, det at "være Kirke" ikke kan være sådan en højere form for hobby-aktivitet, hvor man altså "skaber sig" i den betydning, at man bilder sig ind, at der skal en hel masse såkaldte "kirkelige aktiviteter" til for at udtrykke, hvad det vil sige at være Kirke.

 

Nej, at være Kirke er det mest almindelige af alt. Det er at være sat tilbage i det forhold til altings Herre, som fra Begyndelsen har været meningen.

 

Men så er det selvfølgelig også det mest særlige af alt. For det faktiske udgangspunkt er jo, at der er noget forfærdelig galt med det hele, så at det hele slet ikke er, som det i grunden er meningen. Det er derfor, Jesus på een gang kan tale om, at Faderen har givet ham nogle mennesker "fra verden", og at disse mennesker på forhånd tilhørte Faderen.

 

Hvis vi ikke forstår denne grundlæggende dobbelthed, forstår vi intet af alt det andet. -

 

Der var engang en graffiti, som lød: "Jesus er svaret!". - Men næste dag var der en, der nedenunder havde skrevet: "Hvad er spørgsmålet?". - Og det er selvfølgelig meget vittigt. Men for nu at tage det helt alvorligt, så kan vi sige det på den måde, at for de mennesker, som ikke synes, der er noget spørgsmål, er det umuligt at forkynde kristendom!

 

 Selvfølgelig skal vi andre, som på den ene eller den anden måde er bevidste om at være i Kirken, ikke svigte den slags mennesker. Men vor solidaritet med dem skal vi først og fremmest vise ved, at vi gør dem opmærksom på det forhold, jeg her taler om - nærmest tvinger dem til at se tilværelsens store smertefulde spørgsmål! 

 

Vel at mærke uden at være for emsige! Der tales meget om "kirkelig PR" osv., ja, om, at "kirken" må gøre noget "for at få fat i folk". Men jeg tror, vi tværtimod skal udsende det signal, at medens man fra alle andre sider, det være sig forretningslivet eller forskellige former for bevægelser, også religiøse, gør alt muligt for at lokke folk til, så skal netop Kirken være det eneste sted, hvor man ikke gør sådan. Derved vil man nemlig udsende det meget vigtige signal, at her er det eneste sted, hvor det ikke drejer sig om at udnytte folk eller tage magten over dem, men kun om at kalde dem tilbage til det Guds-forhold, de i grunden og fra begyndelsen er skabt til at leve i.

 

Og hvad vore med-døbte, som  allerede ER i Kirken, angår, til dem kan vi fx sige, som vor store profet Grundtvig har vidnet om sin egen oplevelse deraf. - Fx i den store strofe i digtet "Nyaars-Morgen", hvor han fortæller om, hvordan Helligånden selv tugtede ham med trøstende ord -

 

Og bar mig paa Haanden

Til Kirke i Chor;

Der Selv Han mig døbde,

Til Anger og Bod,

Og Han, som os kjøbde

Fra Død med sit Blod,

Han skjænked mig Livet,

Som Ham det er givet,

Med Kysset i Kjærligheds Kalk!

(NM 43)

 

Men vi kan også høre, hvad Grundtvig sagde i den berømte prædiken på 9. sønd. e. trin. 1825. Idet han taler om, hvordan han

 

... efterat have lidt Skibbrud paa Barndommens Tro, blev fundet som et Lig paa den nøgne Strandbredd, og kunde længe ei ret besinde, hvor jeg var, da jeg vaagnede i Kirken, indbildte mig længe, at jeg havde været langt borte i fremmede Lande ... Nu først seer jeg det ret, det var en Drøm, thi Daabens Naade og Nadverens Velsignelse var det jo, som traadte i Kraft, der jeg vaagnede i Troen ...". (PR III 207f. US IV 392. - DP 85).

 

Det er det, det drejer sig om. Og især for dem, der allerede ER døbt ind i Kirken - men som bare ikke endnu er rigtig klar over det. Men - på en lidt anden måde - også for dem, der på forhånd hører Gud til ved at være skabt af Ham.

 

Og dette skal selvfølgelig siges! Vi skal bare hele tiden huske på at sige de rigtige ting - og sige dem på en dertil svarende måde. Så må folk rent ud sagt selv om det! Også her gælder selvansvarlighedsprincippet! Heller ikke her skal vi formaste os til at tage ansvaret fra vore medmennesker. Det kan ellers se noget så næstekærligt ud. Men i værste fald kan det være ensbetydende med en ulækker omklamring, hvor det ene menneske mere eller mindre gør sig til gud over det andet!

 

Hvilket så ganske vist heller ikke må betyde, at vi kun skal omgås hinanden i et rum af kold, tynd luft. - Her er lektien fra Apostlenes Gerninger til i dag et godt eksempel! - [Her refererede jeg].

 

Her er der jo tale om et reelt "diakonalt behov" i den ældste menighed. Men det får ikke kirkeledelsen (de 12 apostle) til at tabe fatningen og personligt hengive sig til den netop i denne tid så meget omtalte "omsorgsteologi". De siger rent ud:

 

Det er ikke rigtigt, at vi forsømmer Guds ord for at varetage tjenesten ved bordene.

 

Men samtidig sørger de så for, at nogle andre tager sig af den opgave, der vitterligt er tale om - vel at mærke folk, der er "fyldt af ånd og visdom"; tingene hænger jo sammen. Også i forbindelse med det diakonale arbejde, omsorgs-arbejdet, skal det, som er indholdet i det hele, være med - hvilket så meget desto mere vil være sikret, som apostlene erklærer, at "selv vil vi fortsat holde os til bønnen og tjenesten for ordet". - Hvilken løsning jo ganske svarer til, hvad vor Herre Jesus selv har sagt: "Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes"!!!

 

Og når denne simple regel bliver fulgt, vil Kirken leve, som den skal, idet den i alt, lige fra den største teologi og forkyndelse til den mindste omsorgs-gerning, viser, at den ikke er skabt af sine medlemmer og deres anstrengelser og aktiviteter, men af Faderen og Sønnen i Helligåndens nærvær og kraft, som simpelt hen Guds folk og Kristi legeme i verden, det legeme, som Ånden tog bolig i pinsedag.

 

Det er her, vi møder den universets Gud og livets Herre, i hvem vi ganske vist allerede lever og ånder og er, ved selve det at være til, men som vi alligevel møder på en helt ny måde i hele det liv, der udfolder sig i den forsamling mennesker, som Faderen har taget ud af verden og givet Sønnen.

 

For vel står alle de grundlæggende ting i Bibelen og Bekendelsen. Så der ikke kan ændres en tøddel ved dem. De ER jo sket, grund-læggende sket. Men den stadige bevidnelse og udfoldelse af dem sker i Kirkens samlede liv. Først og fremmest i gudstjenesten med dens prædiken og bekendelse, bøn og lovsang. Men også i omsorgs-gerningerne. - Og så i hele den måde, hvorpå dette liv og denne livsholdning manifesterer og godtgør sig i det, vi i enhver henseende kalder "kulturen".

 

Det er derfor, det er så vigtigt at blive os bevidst om, hvad Kirken er. Først da bliver der tale om mere end en lære og nogle bud, men netop om liv og herlighed!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kristi himmelfarts dag 1998 (21. maj)

 
DDS: 220 – [213] – 215 -///- 217 - 214
 
Sl. 113. – ApG. 1,1-11. - Luk. 24,46-53

 

 

Herre Jesus Kristus, vor Himmelske Konge!

Tak for alt, hvad du har gjort for os.

Tak, fordi vi må være dit folk og høre dig til.

Lad altid din velsignelses lys være over os. Lad den trænge gennem alt mørke, så vi altid kan leve i din kærlighed, indtil vi skal stå om din og din Faders trone i den evige himmelske glæde og lovsang.

Amen.

 

 

Han skød op foran Herren som en spire,

som et rodskud af den tørre jord.

Hans skikkelse havde ingen skønhed,

vi så ham, men vi brød os ikke om synet.

v3 Foragtet og opgivet af mennesker,

[...]

én man skjuler ansigtet for,

foragtet, vi regnede ham ikke for noget.

v4 Men det var vore sygdomme, han tog,

det var vore lidelser, han bar;

og vi regnede ham for en, der var ramt,

slået og plaget af Gud.

v5 Men han blev gennemboret for vore overtrædelser

og knust for vore synder.

Han blev straffet, for at vi kunne få fred,

ved hans sår blev vi helbredt.

(Es 53,2)

 

[...] du vil ikke prisgive mig til dødsriget,

din fromme vil du ikke lade se graven.

(Sl. 16,10)

 

[Herren] har sønderrevet, men han vil helbrede os,

han har slået, men han vil læge  os.

v2 Han giver os liv efter to dage,

rejser os på den tredje dag,

og vi skal leve for Guds ansigt.

(Hos 6,1)

 

Herren sagde til Abraham: "I dig skal alle jordens slægter velsignes."

(1 Mos 12,3)

 

Og hos profeten Esajas står der skrevet:

Herrens herlighed skal åbenbares,

og alle mennesker skal se den.

(Es 40,5)

 

- - -

 

Ikke kun disse steder hos profeterne, i salmernes bog og i 1. Mosebog, ja, ikke først og fremmest disse eller andre lignende enkeltsteder var det, den opstandne Herre henviste til, men "skrifterne" i det hele, hele det, vi kalder "Det gamle Testamente" - og det igen ikke i betydningen "en bog" - men i betydningen: den gamle pagts historie.

 

Det var hele den dybeste og egentlige mening med alt, hvad der er sket, og alt, hvad der er blevet sagt, den opstandne Herre åbnede op for.

 

Ligesom han havde gjort det for de to disciple på vejen til Emmaus. [HE: altertavlen!!!].

 

Og idet Han åbnede op for det, der var bagude, åbnede han samtidig for fremtiden:

 

"I skal være vidner om alt dette".

 

Eller som fx Markus gengiver det - i 1. tekstrækkes Kristi himmelfarts-evangelium:

 

Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.

 

Men døren blev foreløbig kun åbnet på klem:

 

Der var endnu nogle dage til, at pinsens store kirkedør blev slået op - ind til den fremtid, der i dag er vor nutid:

 

Se, jeg sender det, min fader har lovet jer [-]  men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.

 

- - -

 

"Bliv i byen. - I skal begynde i Jerusalem". - Der er det mærkelige ved Himmelfarts-evangeliet, at det også handler om at bevare jordforbindelsen.

 

Også om at bevare jordforbindelsen. - Ikke bare jordforbindelsen slet og ret. Evangeliet er på ingen måde noget, der kan hentes op af jorden. (Det er en frygtelig misforståelse. Som kommer til udtryk de utrolig mange gange, man høre enten begejstret omtale af, hvordan en eller anden prædikant har talt ud fra hverdagen, eller et krav om, at de, der prædiker, skal gøre således. Hvad har man egentlig tænkt sig?! Hverdagen behøver man ikke gå hen i kirken for at opleve. Ja, selv om både den pågældende prædikant og de pågældende kirkegængere bilder sig noget i den retning ind, vil det jo kun blive netop en indbildning, end pseudo-hverdag - eller noget, der hverken er hverdag eller prædiken - der kommer ud af det. På denne måde sker der bare det, at forflygtiges).

 

Nej, vi skal undvige forflygtigelsen og holde fast ved, at himmelfarts-evangeliet også handler om at bevare jordforbindelsen. Idet Evangeliet på ingen måde er noget, der kan hentes op af jorden. Hvorimod hele hemmeligheden ved Evangeliet til gengæld så meget desto mere er noget, der kommer ned på jorden.

 

Det er på den måde, der er tale om jordforbindelse. Ja, på den store måde, at:

 

"Jordforbindelsen" er den gamle pagts historie.

 

"Jordforbindelsen" er julenat, langfredag og påskemorgen.

 

"Jordforbindelsen" er at blive i og senere begynde i Jerusalem.

 

"Jordforbindelsen" er forbindelsen til det, der skete, da Himmelen kom ned på jorden. Det er at holde fast ved, at kristendommen ikke er nogle blege, abstrakte, tidløse tanker om Gud, men at kristendommen er Guds vældige, konkrete gerninger i historien her på jorden, i Israels og dermed hele menneskeslægtens historie.

 

Det var Herren, der "fór til Himmels". - Disciplene skulle vente i byen. Og Kirken skal blive på jorden!!!

 

Og Kirken skal vide, at den er udgået fra Jerusalem, udgået fra det, der var sket gennem Israels historie, og som blev fuldkommet og fuldbragt, da det blev påske.

 

Det nye, der endnu skulle komme, kraften fra det høje, var nok endnu en gang noget, der kom fra Himmelen. Men det kom ikke fra Himmelen som noget, der var anderledes end det, der var sket på jorden i den gamle pagts historie og i den nye pagtslutning, da det blev påske, påske på jorden.

 

- - -

 

Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen.

 

Vi skal ikke gruble over, hvor Himmelen er. For Himmelen er både oppe og nede og til siden og alle vegne. Nej, mere end det: Himmelens sted er Guds sted mere end alle vegne.

 

Men da vi alligevel ikke kan fatte det, så kan vi altså også lige så godt forestille os Himmelen som "oppe".

 

Det giver i al fald god og let forståelig mening, at Guds sted er uendeligt højere end vort sted.

 

Men dertil kommer som noget meget vigtigt i dag noget, vi må se for os hver eneste himmelfartsdag: at Herren, "idet han velsignede dem ... blev båret op til himlen".

 

Hver himmelfartsdag må vi se Kristus for os med opløftede, velsignende hænder først velsigne den lille flok, han havde taget med sig ud i nærheden af Betania, men så, efterhånden som han kommer højere op, et større og større stykke af Jorden, til sidst den hele klode med alle folkeslagene på.

 

Således ser vi Guds velsignelse over alle folkeslagene, sådan som det var blevet lovet Abraham.

 

Og således ser vi fortegnet for det, der blev sat i gang pinsedag.

 

Det er under denne velsignelse, at også vi er kirke.

 

Det er under denne velsignelse, vi har kimet til fest og glæde, både i går aftes og nu her til morgen op til gudstjenesten.

 

Det er under denne velsignelse, vi samles til fest og glæde og lovprisning af frelsens Gud, i dag og alle de andre helligdage og søndage her i Guds hus.

 

Og det er under denne velsignelse, vi lever hver time og hvert sekund af vort liv.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

6. søndag efter påske 2000 (4. juni)

 
DDS: 248 - [300] - 259 -///- 223 - 224
 
Joel 3,1.5. – ApG. 1,12-14
 
 

Herre Jesus Kristus, vor himmelske konge og præst!

Bed for os, og giv aldrig slip på os. lad os ikke falde ud i døden, men altid have Livet i dag.

Amen.

 

 

[Kun i Musse (ikke i Kettinge):] I søndags hørte vi begyndelsen af det, vi kalder "Jesu ypperstepræstelige bøn". I dag hører vi slutningen. I mellemtiden har fejret Kristi himmelfart.

 

Festen for Jesu ophøjelse til sin himmelske præste- og kongeværdighed er altså omgivet af den bøn, Jesu bad den sidste nat af sit jordiske liv.]

 

Og vi er endnu en gang i den situation, at vi nu efter påske hører noget fra før påske som udtryk for, hvordan det er nu.

 

Jesu bøn i skærtorsdag-langfredagsnatten er en foregribelse af en bøn, den Himmelfarne hele tiden og indtil verdens ende beder for os, der hører ham til.

 

Han, som er vor himmelske konge, er tillige vor himmelske præst.

 

Selvfølgelig kan vi ikke forstå det med Treenigheden.

 

Gud er jo een.

 

Der er bare det ved det, at hvis vi giver os til at tale og tænke om Gud som andet ende den treenige Gud - Fader, Søn og Helligånd - så bliver det noget helt andet end den eneste sande, levende Gud, vi kommer til at tale og tænke om.

 

Så trods alle tankevanskeligheder må vi blive ved at tale om tænke om Gud som den treenige - og nu i dag om Faderen og Sønnen som på en gang eet og alligevel som to personer, hvor den ene ligefrem kan bede til den anden.

 

Alt tale om Gud er billedtale.

 

Direkte fatte Guds væsen kan intet menneske.

 

Det kan måske trøste os, at fx den moderne atomfysik nu er nået så langt, at man også kun i billeder og abstrakte matematiske formler kan gøre nogle ufuldkomne forsøg på at beskrive de atomer som alle ting består af.

 

Når det er sådan allerede med tingenes inderste - hvor meget mere må det da ikke være sådan med Guds inderste!

 

Men hvad er det så, Jesus bad og beder om?

 

Ja, først får vi at vide, hvem det er Jesus beder for.

 

Og det er jo os!

 

Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig ...

 

I selve det konkrete historiske øjeblik var det i første omgang sine disciple, Jesus bad for - dem, han nu skulle skilles fra, vel for senere at skulle være sammen med dem altid på en ny måde, men dog skilles, så han aldrig mere skulle være sammen med dem som deres omvandrende rabbi.

 

Men nu skulle de jo ud som Hans apostle, udsendinge, og gøre alle folkeslagene til hans disciple som vi hørte det nu Kristi himmelfarts dag.

 

Derfor var bønnen allerede i dette konkrete historiske øjeblik dybest set bønnen for hele det folk, Han gennem apostlenes prædiken skulle samle sig; for hele Kirken, altså også for os, der er kirke her i Kettinge-Bregninge  / Døllefjelde-Musse-Herritslev.

 

Og det, Jesus dengang begyndte at bede om og nu hele tiden beder om, er, at vi alle må være eet - og det ikke bare i sådan almindelig forenings-forstand.

 

Kirken er jo ingen forening.

 

Jesus beder om, at vi må være eet i en ufattelig enhed - lige så sammensmeltet som Jesus og Gud.

 

Derfor fortsætter Jesu bøn straks: "at ... de må være eet i os". [NB! 1992: at de også må være i os][2].

 

Kirkens enhed består altså i, at hele flokken og hver enkelt er smeltet ind i Guds enhed.

 

Kun i denne enhed er Kirken Kirke.

 

Ved alle former for enhed, der består i noget andet en det - vil der ikke være tale om Kirke.

 

Dvs. tale om det kan der jo nok være.

 

Man kan jo godt lave en forening eller en offentlig organisation, som man formaster sig til at kalde "kirke" - men Kirke er det kun, hvis medlemskabet består i, at medlemmerne er indsmeltet i Gud. Det er det, der er meningen med ordene om, at vi ved dåben bliver indpodet  i Kristus - dvs. i Gud.

 

Podning er jo, at man tager en lille gren og snitter den til, så den kan "plantes" i et lille hul eller en lille revne, der er boret eller skåret i det store træ. Så sker der det, at den lille gren vokser sammen med træet og bliver een af dets grene.

 

Sådan er det også med os, der er døbt. Vi er alle grene på Guds en store træ, Kirken.

 

Og hvis vi bare holder os til det alt sammen i tro og taknemmelighed, så kan alle jo sagtens se, at det er Gud, der er rod og stamme i dette træ.

 

Så enkelt er det bare ikke. Der er et væmmeligt skadedyr, der hedder Synden eller Djævelen, og som gøre alt, hvad det kan for at ødelægge kirke-træet, ikke bare udefra, men også indefra.

 

Derfor ser træet faktisk meget mærkeligt ud. Det er tilsyneladende spaltet op i flere forskellige vækster. Og de enkelte dele, ja, de enkelt grene, ser ofte temmelig ormstukne og visne ud.

 

Fx er det svært at få øje på levende grønne skud her i den kirkeafdeling, der hedder Den Danske Folkekirke.

 

Men så længe vi hænger sammen med Guds og Jesu Kristi rod og stamme, er vi trods alle ormehuller og visne pletter en del af Kirken.

 

Og så skal vi ellers trøste os i troen på, at vir himmelske konge og præst beder for os.

 

Og han beder ikke kun om enhed slet og ret.

 

Den enhed, Kristus beder om, har et indhold, nemlig Guds herlighed.

 

Jeg husker en Bergman-film, der for mange år siden blev vist i fjernsynet, "Nadvergæsterne" hed den vist.

 

Den sluttede med en gudstjeneste, hvor der ikke alene var den ynkelighed, at kun prædikenen, kirkesangeren, organisten og een kirkegænger, nemlig præstens veninde vat til stede, men hvor navnlig præsten og hans veninde og deres forhold var afsløret i den største ynkelighed.

 

Men der blev alligevel gudstjeneste.

 

Filmen sluttede med et glimt af Helligsangen i nadverliturgien:

 

Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige. Himlen og jorden er fuld af din herlighed. - !!!

 

I Kirkens fællesskab med Gud vil der altid, selv midt i den største elendighed vær herlighed, Guds herlighed.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

PINSEDAG 2000 OG 2002

 

 

Pinsedag 2000 (11. juni)

 

Froprædiken i Døllefjelde Kirke. Højmesse i Herritslev Kirke.

Trykt i det af Kirkeligt Samfund udgivne »Søndagslæsning« nr. 5, maj 2004.

 

DDS 1953 og Tillægget (T): 247 - [T‑831] - 240 -///- 242 - 243

T-831 er nu DDS 2003 nr. 285: Hør himmelsus i tredie time!

 

Jer. 31,31‑34. ‑ ApG. 1,36‑41!Johs. 14,15‑21

(ApG.‑lektien er – som et af de få tilfælde af selvtægt fra min side – overført hertil fra 2. søndag efter påske (anden tekstrække), hvor den er anført som een af to mulige ”anden læsning”er (normalt bruger jeg ellers sådanne dobbelt‑tekster på skift hvert fjerde år). Og ved denne pinsedags‑brug indledes læsningen: "Til allersidst i sin prædiken pinsedag sagde apostelen Peter:”. - I den gamle alterbog var hele stykket ApG. 2,22-41 anført som lektie til pinsedag efter anden tekstrække).

 

- - -

 

Gud!

Du, som er verdens Skaber og Herre!

Du, som har sat din frelsende historie ind i verdens skæve gang helt tilbage fra Abraham af og i Jesus har rejst os det endelige livs‑tegn!

Du, som fra og med den første pinsedag og indtil denne dag og indtil verdens ende er hos os og vil være hos os!

Vi takker dig for alt, hvad du er, og for alt, hvad du har givet os.

Og vi beder dig: Bliv hos os, og lad os gennem alt mørke, al smerte og alle gåder kende dig som vort livs Gud, bag os og omkring os og foran os, indtil det alleryderste!

Amen.

 

 

Glædelig pinse! Ja, glædelig pinse! Lad os ønske hinanden en rigtig stor og glædelig fest! Lad os ønske for hinanden, at det virkelig må blive pinse for os, altså at vi virkelig må blive optændt af Himmelens ild og opfyldt af Guds kraft!

 

For det er jo det, det drejer sig om: ilden og kraften, livet og glæden. Og altså ikke tørre dogmatiske udredninger om Helligånden som den tredje person i Treenigheden.

 

Men lad os bare være enige om at gøre det på en måde, som vi alle naturligt kan være med i. Også selv om det måske ikke bliver så festligt og brændende og kraftigt, som det vel egentlig burde. For vi kan jo ikke fejre stor kristen fest uden at holde os til sandheden!

 

Nej, lad os bare holde os til, hvad vi ofte har sunget netop her pinsedag:

 

Og har vi til nu på det store ord

som børnene små kun stammet,

af Himmelens ild, som kom til jord,

vi har dog en gnist annammet.

 

Den gnist, den ulmer hos os endnu,

opblusser og i Guds time,

så gladelig rinder det os i hu,

at Himmerigs klokker kime!

(239,7f)

 

Hverken mere eller mindre! Lad os fejre pinse, som vi bedst kan ‑ men altså så heller ikke mindre end, hvad vi bedst kan! Kan vi ikke fejre andet, så kan vi dog i det mindste fejre, at "Den gnist, den ulmer hos os endnu"! Fejre, at gnisten ikke er slukket. At den har ligget og ulmet, selv i det måske værste tiår af alle: 1970’erne, så at vi dog nok trods alt kan fejre denne pinsedag 2000 med et større håb om en ny opblussen, end nogen af os før har kunnet nære.

 

Og det er altså et par salmevers, vi her har fået frem at holde os til! Salmevers!

 

Ja, hvor er det dog kommet til at tegne sig for mig her op gennem 1990’erne, hvad vor danske salmeskat betyder! Her op gennem 1990’erne, hvor jeg så mange gange har oplevet mødet mellem vor egen kirke, og så de andre afdelinger af Kirken ‑ i både syd og nord og øst og vest.

 

Ja, nogle gange har jeg selvfølgelig været fortvivlet og flov over, at der næsten ikke var noget liv at dele med de andre. I hvert fald næsten ikke noget gudstjeneste‑liv. Når der var besøg udefra, var det ofte et problem, om der nu overhovedet kom nogen fra den lokale menighed for at møde vore udenlandske søstre og brødre i gudstjenestefejringens fællesskab.

 

Men så skete der ikke desto mindre det mærkelige for mig, at denne fortvivlelse på een gang blev forstærket og mildnet gennem oplevelsen af, at vores lille elendige kirke, Den Danske Folkekirke, i grunden er for en kirkelig stormagt at regne!

 

Jamen det er altså rigtigt!

 

Det er virkelig rigtigt, at vi har så meget stort og godt og sundt i vores kirkelige og teologiske tradition, at vi selv må forbavses over det, når vi får øje på det efter at have set os omkring i verden! Vi har faktisk kun eet problem: nemlig at vi i vor egen hjemlige dagligdag ikke har øje for det og ikke rigtig tager for os af det!

 

Vi har gnisten. Den ulmer hos os endnu. Om end altså temmelig dybt nede i asken!

 

Sådan er det. Og lad os da så fejre pinse på det grundlag. Med så fuld musik som muligt! Og navnlig af fuld hals! Lad bare orglet spille og akkompagnere. Og på den måde være "Herrens tjenerinde", som man skrev på orglerne i gamle dage. Men det er sangen, det ‑ helt bogstavelig talt ‑ skal munde(!) ud i!

 

Opvågner, alle dybe toner,

til pris for menneskets forsoner!

...

Istemmer over Herrens bord

nu menighedens fulde kor!

(247,5)

 

Og det gør heller ikke noget, hvis nogen får forkerte associationer og kommer til at trække lidt på smilebåndet over det med "menighedens fulde kor"!Den store pinseglæde og pinse‑begejstring, der helst skulle være tale om en dag som i dag, den ligner faktisk den glæde og begejstring, der kan komme ud af at sidde i venners lag og få nogle glas vin! ‑ Husk i denne forbindelse, at ordet "begejstring" betyder be‑ånding (jfr. tysk "Geist").

Vi har det jo direkte i selve pinseberetningen i Apostlenes Gerninger, hvor der efter selve beretningen om "lyden som af et kraftigt vindstød", "tungerne som af ild" og det store sprogunder, hvor alle pludselig kunne forstå apostlenes tale, står, at

 

Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: "Hvad skal det betyde?" Men andre spottede og sagde: "De har drukket sig fulde i sød vin."

 

Hvortil Peter meget fornuftigt svarede, at

 

Disse folk er ikke berusede, som I tror, det er jo kun den tredje time på dagen (ApG.2,12ff).

 

Et vidunderligt lille stykke realisme midt i noget af det allerstørste, vi har! For det, Peter siger, er jo, at det er meget usandsynligt, at nogen skulle kunne have nået at blive høje af bare at drikke. Når klokken altså kun er ni om formiddagen! ‑ Idet vi også skal huske på, at man jo ikke havde hedvin, endsige destillerede drikke dengang!

 

Nej, så begejstrede kunne ingen nå at blive til kl. 9 om formiddagen bare af almindelig hvidvin eller rødvin!

 

Vi kan i denne forbindelse også tænke på et andet dejligt sted i Det Nye Testamente, det sted, hvor apostelen Paulus formaner menigheden i Efesus, idet han siger:

 

Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren (Ef. 5,18f).

 

Og her får vi helt tydeligt at høre, at det altså ikke bare er en plat og overfladisk præste‑friskhed, der er tale om i det, jeg er inde på her! Apostlene har som de gode jøder, de var, haft et godt forhold til bordets glæder, både mad og drikke. Og det har de også nydt sammen med Jesus ‑ som den gode jøde, han var!

 

Men pinsebegejstringen, pinsebeåndingen, har alligevel ligget på et andet plan! Og så alligevel ikke fjernere fra, hvad der kendes fra menneskelivets almindelige glæder, end at fx negativt indstillede mennesker, der pinsedag stod ved siden af og så på, kunne påstå, at der bare var tale om almindelig alkohol‑beruselse.

 

Og det er altså stadigvæk denne, den ægte pinse‑begejstring, vi på en eller anden måde skal prøve at forholde os til i dag, ja, blive smittet lidt af ‑ trods alt!

 

Jeg har ofte sagt, at der jo ikke er noget at sige til, at det er nærmest umuligt at holde en pinseprædiken! Ja, det er jo i virkeligheden sådan set principielt umuligt! Nemlig i den principielle forstand, at pinsen, Helligånden, den hverken kan eller skal man tale om! Den skal jo være i prædikenen, i salmesangen ‑ og altså i hele den begejstring og glæde, der ligger i det at være kristen.

 

Læg også mærke til, at vor Herre Jesus selv jo heller ikke prædiker om Helligånden i evangeliet til i dag! Hvordan skal vi andre så kunne? ‑ Ja, det kommer selvfølgelig an på, hvad man mener med "prædiker om". For han "forkynder" jo da i hvert fald Helligåndens komme og tilsiger sine disciple det store livs‑fællesskab, det vil indebære:

 

... og Faderen vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd ... I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve.

 

Dette er jo i allerstørste forstand forkyndelse i betydningen "til‑sigelse", "bebudelse", "forjættelse". Men forkyndelse i betydningen "prædiken om" eller det at "udlægge", "udfolde" et særligt indhold er det jo ikke. Ikke de udtog, jeg her lige citerede.

 

Så er det godt nok noget andet i det, jeg ikke tog med:

 

Elsker I mig, så hold mine bud ... Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.

 

Her er der i hvert fald tale om en meget konkret forkyndelse ‑ af, hvad det drejer sig om i det kirke‑liv, som der blev fyret op under og sat kraft på i dag for ca. 1970 år siden.

 

Men nogen pinse‑prædiken i betydningen prædiken om, hvad pinsen betyder, og om, hvad Helligånden er for noget, er der stadigvæk ikke tale om. ‑ og kan der ikke være tale om. Det har Jesus jo selv forklaret på denne måde:

 

Når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale ... (Joh 16,13).

 

Der er simpelt hen ikke noget særligt at sige om Helligånden og om pinsen! For Helligånden og pinsen betyder hverken mere eller mindre end, at nu er vi levende sammen med den Gud, som er både vor Skaber og vor Frelser. Hvilket så til gengæld betyder alt!

 

Men så er der jo alligevel faktisk et stort pinseevangelium at prædike over, nemlig hele kirkehistorien. ‑ Hvilket ganske vist er lettere sagt end gjort! Men så kan der da i det mindste henvises til den.

 

Nu ville jeg sådan set gerne have mindst en hel prædikens tid endnu. Men bare rolig! Det, jeg i så fald ville have gjort, skulle have været at løbe hele den danske salmehistorie igennem ‑ fra middelalderen af og indtil den nyeste tekst i Salmebogskommissionens nu fremlagte Forslag til Ny Salmebog. Med inddragelse af så mange som muligt af de allerstørste højdepunkter. Men nu har jeg da peget på muligheden. Og så kan I eventuelt selv gå hjem og bladre!

 

Nej, jeg vil i stedet slutte med at fortælle, hvor stor en oplevelse landemodegudstjenesten her i onsdags var. Hvor provst Holger Villadsen i anledning af Salmebogsforslaget havde ladet salmesangen være det gennemgående tema ‑ lige fra Moses’ store lovsang efter overgangen over Det Røde Hav, og så helt frem til nutiden.

 

Gudstjenesten sluttede med, at vi sang "Tusind år stod Kristi kirke". Hvilket på mange måder virkede utrolig stærkt på mig. Fx vers 4 ‑ som jo netop handler om noget af det, jeg lige har sagt:

 

Tak for alle gode gaver

på vor mark i tusind år!

Tak, fordi, trods alle paver,

ordet går, og Skriften står!

Lad i Jesu Kristi navn,

dig til ære, os til gavn,

ordet lyse, hjertet brænde

i vor æt til verdens ende!

(282,4)

 

Man kan selvfølgelig spørge, om denne koncentration om kristendommen på netop vor mark og i vor æt ikke er "for meget"? Men Grundtvig er ikke en indsnævret national‑kristen! Han véd godt, at den danske "folke‑menighed" kun er en gren på Jesu Kristi store ene Kirke, så at det hele skal ende med fuldbyrdelsen af det, der begyndte den første pinse‑dag:

 

Tak da, hundred tusind gange,

Fader vor i Jesu navn!

Så dig takke slægter mange

end i daners fødestavn,

til i dit Jerusalem,

hvor vi glemme kødets hjem,

nytårssalmen kristne sjunge

alle med hinandens tunge!

(282,6)

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

*

 

 

Pinsedag 2002 (19. maj)

 
DDS: 247 - [F-271 = T-831] - 240 -///- 242 – 243
 
Jer. 31,31-34. - ApG. 2,36-41. - Johs. 14,15-21

(ApG.‑lektien er – som et af de få tilfælde af selvtægt fra min side – overført hertil fra 2. søndag efter påske (anden tekstrække), hvor den er anført som een af to mulige ”anden læsning”er (normalt bruger jeg ellers sådanne dobbelt‑tekster på skift hvert fjerde år). Og ved denne pinsedags‑brug indledes læsningen: "Til allersidst i sin prædiken pinsedag sagde apostelen Peter:”. - I den gamle alterbog var hele stykket ApG. 2,22-41 anført som lektie til pinsedag efter anden tekstrække).

 

- - -

 

O Helligånd, o søde trøst,

som flyder ind i sjæl og bryst

til den, som har et ydmygt hjerte,

jeg beder dig med længsels smerte,

ak,  træng os dog i sjælen ind

at varme op vort frosne sind,

at vi ej lunkne eller kolde,

men glødende din fest kan holde!

 

Træd ind, du ædle pinsegæst,

og giv min sjæl en liflig fest,

lad hjertet udi troen brænde

og sig med magt til Himlen vende!

Opslå du selv dit værksted der,

og styr min hele levnedsfærd!

Så kan jeg ved din nådes gave

den rette pinseglæde have.

Amen.

 

(Hele DDS 266, minus 2 x halleluja)

 

 

Ånden er over os! Nu er det pinse!

 

Ja, sådan må vi vel sige i dag - når vi påskedag hilste hinanden med råbet "Kristus er opstanden!". - Altså:

 

Ånden er over os! Nu er det pinse! Nu er tidages-ventepausen siden Kristi himmelfart forbi! Nu fejrer vi opfyldelsen af det, vi har set frem til i gudstjenesterne siden Kristi himmelfarts dag!

 

Ånden er over os! Det er det, allerede profeten Jeremias profeterede om i den gammeltestamentlige lektie til i dag, hvor der er tale om den ny pagt, Herren vil slutte med Israels hus. - Idet vi husker på, hvordan vi - iflg. en godt nok senere jødisk tradition, men jo så indlysende passende med tidspunktet - kan se den jødiske pinse-fest som svarende til den første pagtslutning, den ved Sinaj-bjerget i ørkenen under Moses, ligesom den jødiske påske-fest jo svarer til selve udfrielsen fra Egypten gennem Det Røde hav.

 

Og i Jeremias-lektien er der altså udtrykkeligt tale om en ny pagt, som skal afløse den pagt, Gud ved Sinaj-bjerget sluttede med det israelitiske folk under Moses.

 

Og det nye ved denne nye pagt skulle altså bla. være, at loven ikke bare skulle stå på nogle sten-tavler osv., men skulle lægges i folkets indre, skrives i deres hjerter. Idet Gud kommer så tæt på folket, at han på en helt ny måde skal være deres Gud, og de hans folk:

 

Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren.

 

Og dette er virkelig velegnet til at vise os, hvad pinsen "går ud på", nemlig denne helt nye nærhed mellem Gud og hans folk. - Pinsen er altså ikke noget nyt på nogen anden måde, end at det Guds nærvær, som blev tilfældet i Jesus, det nu er blevet udbredt til hele det store verdens-omspændende legeme, som Kirken er!

 

Ligesom Jesus i sit enkelt-menneske-legeme blev "undfanget ved Helligånden", således er han og Faderen nu nærværende i verden i det store kollektive legeme, som Kirken er.

 

Og den sidste ting, vi skal bruge Jeremias-lektien til, er, at vi skal lægge mærke til slutningen:

 

Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

 

Dette skal vi nemlig høre i nøje sammenhæng med ordene om, at Guds lov i den nye pagt skulle lægges i menneskenes indre og skrives i deres hjerter.

 

Det kan jo nemlig ellers sådan set være svært at forstå det med den på sin vis "automatiske" tilgivelse og syndsforladelse i kristendommen. Kan man så ikke bare gøre, lige hvad der passer en, fx være lige så ond, man vil - når man jo ved, at man hele tiden vil blive tilgivet igen og igen?! - Men bare det, at jeg udtaler disse ord, viser jo, hvor tåbeligt og helt ved siden af dette er!

 

Nej, tilgivelsen, og så det, at Guds lov og vilje står skrevet inden i os, det er jo netop to sider af samme sag! Ingen kan for alvor tro på den kristne tilgivelse fra Gud, uden at denne tro indebærer en forståelse og oplevelse af, at vi som tilgivne på en fuldstændig total måde er indesluttet i Guds magt!

 

Vi kender det i Fadervor, hvor vi har fået lagt bønnen om tilgivelse i munden på lige nøjagtig den måde, at vi ikke kan bede Gud om tilgivelse, uden at vi samtidig hver gang må sige "Som også vi forlader vore skyldnere". - Eller vi kender det fra første tekstrækkes epistel til 1. søndag efter trinitatis, hvor apostelen Johannes udtrykker det med bla. disse ord:

 

Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først (1 Joh 4,16b-21).

 

Hvis man først begynder at forstå dybden og storheden og kraften i dette, så indser man også, at netop den virkelige, evangeliske kristendom, den, hvor Guds vilje og lov = livets og kærlighedens lov, på denne dybe måde er skrevet i hvert enkelt menneskes hjerte, det er en ånds-magt, der er helt uden sidestykke.

 

Det er jo netop det, vi på en mærkelig - og forfærdelig problem-fyldt - måde oplever i netop disse år: At selv mennesker, som for bare få årtier siden i deres store oplysthed og modernitet kun så med foragt på kristendommen, nu til både deres egen og vores andres store overraskelse opdager, at det er virkningerne af denne evangeliets ånds-magt, der ligger bag den ansvarlighed hos den enkelte borger, der trods alt er kendetegnende for de kristne - eller forhenværende kristne - samfund, og ganske særligt de protestantiske samfund.

 

Og det er klart, at det også er netop dette forhold, Jesus taler om i evangeliet til i dag!

 

Men inden vi slutter med at se lidt nærmere på det, må vi jo lige opholde os lidt ved den nytestamentlige lektie.

 

Jeg læste jo ikke selve det stykke om selve pinse-underet, som ifølge den nye alterbog ellers skal læses i begge tekstrække-år.

 

I stedet læste jeg en lidt senere del af pinse-beretningen, nemlig det allersidste stykke af den store prædiken, apostelen Peter holdt lige efter selve pinse-underet.

 

I den gamle alterbog var også hele denne prædiken med i den særlige anden-tekstrække-lektie til pinsedag. - Men her i den nye alterbog har man af uransagelige grunde gjort det, stykke, jeg læste her i dag til en af de to nytestamentlige læsninger, der kan vælges imellem på 2. søndag efter påske!!!

 

I ved, det er yderst sjældent, jeg gør mig skyldig i den slags "selvtægt", men i et tilfælde som dette gør jeg altså! For selv det lille stykke, der her er tale om, er også en meget vigtig del af det, vi godt kan kalde "pinse-evangeliet"! I det hører vi jo om de første følger af pinse-underet og af Peters pinse-prædiken, dvs. om de allerførste begivenheder i selve kirke-historien!

 

Men selv om vi altså ikke direkte har hørt selve beretningen om "pinse-underet" her i dag, så ligger den selvfølgelig under hele gudstjenesten - hvad vi meget stærkt og dejligt mærker i de pinse-salmer, vi synger!

 

Og med dette som det stærke underlag under denne gudstjeneste kan vi så i dag koncentrere os om den del af det samlede "pinse-evangelium", vi her i dag har hørt slutningen af.

 

Udgangspunktet for Peters store pinse-prædiken er, at efter selve pinse-underet, hvor Ånden fik luften til at suse og satte sig som ild-tunger på apostlene, så folk fra mange forskellige lande kunne forstå, hvad de sagde, da blev de tilstedeværende "ude af sig selv" - men ikke uden videre af begejstring! - for der var også nogle, der "spottede og sagde: ’De har drukket sig fulde i sød vin’".

 

Og det var så alt dette, der fik Peter til at træde frem - sammen med alle de andre apostle og sige, at det altså ikke kan være fuldskab, der er tale om - hvad han begrunder med tidspunktet på dagen! "Det er jo kun den tredje time ...". Eller som en frisk præst engang omformulerede det: Jamen venner, klokken er jo kun ni! - Underforstået: tidligt på dagen kan ingen nå at blive fulde! (Hedvin og spiritus fandtes jo ikke dengang).

 

Og efter denne indledning holdt han så en stor pinse-, påske- og Kristi himmelfarts-prædiken, begyndende med et citat af profeten Joel, som svarer til det Jeremias-stykke, som er GT-lektien til i dag:

 

Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme ... (ApG 2,17).

 

Hvorefter han refererede påskens begivenheder og viste, at det netop var dem, David havde profeteret om i sin 16. salme, så at Gud altså nu har ladet den korsfæstede Jesus opstå og har ophøjet ham til sin højre hånd og har givet ham Helligånden - hvis udgydelse det netop er man har været vidne til: "Det er det, I både ser og hører". - Og til allersidst sammenfatter han påskeevangeliet i de ord, vi hørte allerførst i læsningen her i dag:

 

Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus (ApG 2,36).

 

Men så følger det allerførste lille stykke kirkehistorie, begyndende med, at næsten tre tusinde mennesker bliver døbt med vand og Helligånden, hvorefter Apostlenes Gerninger fortsætter med denne dejlige lille situationsberetning fra livet i den allerførste Kirke:

 

De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. v43 Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. v44 Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. v45 De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. v46 De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet v47 priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst (ApG 2,42).

 

Men endelig hørte vi jo så også evangelie-stykket til i dag, stykket fra Johannes-evangeliet med vor Herres Jesu egne ord om, at det at være Kirke er at leve i hans kærlighed og holde hans bud. Hvilket jo svarer til det, Jeremias profeterede om!

 

Ja, pinsens liv er det, at leve i Sandhedens og Kærlighedens egen livskraft og betydning.

 

Pinse-kraften kan aldrig være bare sådan en "kraft" eller styrke.

 

Pinse-underet var ikke bare, at der kom en slags "fysisk" kraft, der fik luften til at suse og "blafre" og "gløde". Nej, pinse-kraftens energi-koncentration fik jo form af "tunger som af ild" - og resultatet blev, at betydningen i apostlenes tale nu kunne forstås af folk fra hele verden.

 

Pinsens kraft, Helligåndens kraft er en kraft, der ligger i en betydning og fører denne betydning frem.

 

Men den gudløse "verden", tror, at alt bare er et spørgsmål om kraft = magt!

 

Ja, sådan tror den "verden", som godt nok er "Guds skabning", men som af Djævelen er blevet bildt ind, at den kan være sin egen herre og leve sit eget liv. Den tror, at det hele bare er et spørgsmål, om at udfolde og udøve magt, helt råt og "ukvalificeret". Og så bliver det også derefter! Denne form for tilsyneladende magt er jo i virkeligheden slet ikke er nogen magt. Det eneste, den kan, er at pervertere og ødelægge! Den kan aldrig få noget til at blomstre og trives og udvikle sig.

 

Nej, vil vi virkelig leve i livets kraft og betydning, så må vi leve i pinsens sammenhæng, den sammenhæng, som er fyldt af Kærlighedens og Sandhedens, Faderens og Sønnens levende nærvær i Åndens betydning og kraft, Kærligheds og Sandheds Ånd, livets egen sande betydnings-kraft. Og Gud ske lov, vi kan det! Gud ske lov, at Ånden er over os! Glædelig pinse!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Anden pinsedag 1998 (1. juni)

 

DDS: 236 – 249 – 240 -///- 279 - 255
 
Ez. 11,19-20. – ApG 2,42-47. – 6,44-51
 

 

Treenige Gud! Du, vor Skaber, vor Frelser, vor Livs-Kraft!

Tak, for alt, hvad du har gjort for os fra skabelsen af, fra Abraham af, og fra jul og påske af! Og tak for det, der er blevet os til del i pinsens store under og gennem hele vor historie som dit folk og legeme her i verden.

Og drag os til livet, så vi allerede her og nu kan være i din evige livs-sammenhæng.

Amen.

 

 

Ånden er over os! Det er pinse! og jeg gentager:

 

Ånden er over os. Det svarer til, når vi til jul siger: "Gud blev menneske!" Og det svarer til, når vi til påske siger: "For os han døde og opstod". For pinsen er, at den "del af Gud", vi kalder "Helligånden", har taget bolig i os, der samles om Jesu navn og ord.

 

Og når jeg således siger: "Ånden er over os", så er det jo dels en ud-råbelse af, hvad pinsen er, dels en an-råbelse, en bøn om, at det nu på en helt ny måde må blive pinse for os". Det at ud-råbe, hvad pinsen er, kan ikke andet end også være en an-råbelse om, at det virkelig må være og blive sådan, også for os, ja, netop for os, nu igen også for netop os:

 

Kom, Helligånd, Gud Herre from,

med miskundhed og nåde kom!

Opbyg din menighed hernede,

lær den af hjertens grund at bede!

...

 

2  Du lys, som i det høje bor,

lys på vor vej med livets ord!

Lær os vor Fader ret at kende

og os i tro til ham at vende,

så vi på fremmed lærdoms vej

en anden mester søger ej

end Jesus og hans ord det rene,

men sætter tro til ham alene.

...

 

3  Du guddoms-lue, vær vor lyst,

opvarm, opglød vort kolde bryst,

at intet må fra Gud os rive,

hvad trængsel end vor lod skal blive!

Bevis din kraft i alt vort værk,

gør du vor skrøbelighed stærk,

at gennem døds og Satans pile

vi kan os kæmpe til din hvile!

...

(259,1-3)

 

Ja, sådan har vi sunget, bedt på de tre sidste søndage her op til pinse - de søndage, som fortsat hedder "søndage efter påske", men som i virkeligheden er "søndage før pinse". Hvilket jo selvfølgelig på en helt særlig måde gælder den sidste af dem, den søndag, som er "søndagen mellem himmelfart og pinse".

 

Men det gælder også 4. og 5. s. e. på. For ligesom "påske og pinse udsprang af jul", således udspringer pinsen også af påske, ja, således er pinsen indbygget i påsken.

 

Det er jo faktisk kun evangelisten Lukas, der udtrykkeligt beskriver Åndens udgydelse over de første disciple som en begivenhed, der var særligt knyttet til den pinse-fest, som jo allerede var en jødisk fest. Tager vi evangelisten Johannes, så er disciplenes modtagelse af Helligånden helt bogstavelig talt indbygget i påsken. For som det hedder lige efter det dejlige Maria Magdalene-påskeevangelium:

 

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: "Fred være med jer!" v20 Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. v21 Jesus sagde igen til dem: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." [Og så kommer det:] v22 Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! v23 Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt."

(Joh 20,19)

 

Og vi kan se på, hvordan den samme sag beskrives i Matthæus’ evangelium - nemlig til allersidst i det, med de ord, vi kender så godt fra dåbsritualet:

 

16 Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. v17 Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. v18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." (Matt 28,16-20).

 

Her står der ganske vist ikke noget om nogen særlig overdragelse af "Helligånden". Til gengæld forudsættes Helligåndens virkelighed jo simpelt hen i befalingen om at døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Hvortil kommer, at det helt afsluttende løfte fra den Opstandnes side om, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende, jo lige netop handler om pinsen. det er jo det, der er det helt afgørende.

 

Som det så dejlig enkelt hed på det gamle konfirmandundervisningsmateriale-blad, fyldt med pinsens røde ild-farve: "Jesus hos os nu". Så behøver man jo ikke mere pinse-teologi. Denne sætning ER pinse-teologien. Når vi husker på, at "Jesus hos os nu" jo også er det samme som "Gud Fader hos os nu"!

 

Hvad endelig evangelisten Markus angår, slutter hans evangelium jo med, at

 

Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. v20 Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

 

Her har vi det samme: "Og Herren virkede med ...". Det er altså simpelt hen det, der er pinse-virkeligheden. Og det har i hvert fald for mig selv været overordentlig nyttigt at foretage denne sammenligning af de fire evangeliers måde at behandle denne sag på.

 

Og på det grundlag kan vi så over til selve evangeliet til i dag. Som i og for sig langtfra er noget særligt pinse-evangelium. At netop dette stykke af Johannesevangeliet er blevet anden tekstrækkes evangelium til i dag, er resultatet af en større rokade - som vi dog ikke skal gå i detaljer med. (Det er jo ikke så særlig festligt at køre rundt i den slags. Men der er heldigvis så meget andet festligt her på denne andendags-fest. Og det er faktisk ikke så dårligt, at vi på denne måde får indkredset betydningen af, hvad det altså ER vi fejrer!)

 

Altså evangeliet til i dag var i den gamle alterbog en del af evangeliet til midfaste søndag efter anden tekstrække, det evangelium, som begyndte med proklamationen: "Jeg er livets brød": Johs. 6,35-51. Det gamle evangelium til anden pinsedag var: Johs. 4,13-26: Kvinden ved Sykars Brønd (som nu er en del af evangeliet til 2. sø. e. h3k = Johs. 4,5-26!).

 

Og så går vi ikke længere! Det, der har særlig interesse for os her i dag, det er, hvad vi kan lære om pinsen ved at betragte sammenhængen mellem

 

- midfaste søndags Jeg-er-livets-brød-evangelium,

 

- evangeliet til i dag, som jo rummer gentagelsen af Jeg-er-livets-brød-proklamationen, og så

 

- det gamle evangelium til anden pinsedag: Kvinden ved Sykars brønd.

 

Og lad os sige det på den måde, at midfaste søndag er der tale om et fremblik mod påsken ud af den sult og tørst som vi mennesker lider under, såvel i mere almindelig, snæver forstand som i den helt store, totale forstand.

 

Og her kommer Kvinden-ved-Sykars-brønd-evangeliet jo også fint ind i sammenhængen:

 

Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. v14 Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv." (Joh 4,13)

 

Men hvad nu pinse-sammenhængen angår, så er det jo netop til denne samaritanske kvinde, Jesus siger disse meget store pinse-ord:

 

I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. v23 Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. v24 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed." (Joh 4,22)

 

Men hvad så med evangeliet til i dag? Her står der jo ikke noget om Ånden? - Siger vi vel. Men det gør der nu alligevel! For vi skal igen huske på, at "Ånden", Helligånden, det er altså hverken mere eller mindre end Guds nærvær hos os nu, Guds krafts nærvær hos os nu!

 

Og er det så ikke det, det handler om, når Jesus i dag siger til os: "Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham". Og i profet-citatet "Alle skal være oplært af Gud"!? Og igen med Jesu egne ord: "Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen".

 

Alt dette handler jo også om os nu! Hvilket også vil sige om, hvad det vil sige at være Kirke. Til forskel fra et historisk minde-selskab - eller en filosofisk diskussionsklub. Eller en moralsk bevægelse til verdens forbedring. Eller et politisk parti!

 

Det er jo lige meget, hvilke ord vi sætter på det. Der er i alle tilfælde tale om det samme store mysterium: At Universets og alt Livs Herre er levende og frelsende og styrkende og oplysende til stede hos os, når vi samles i det navn, Han havde, da det blev jul og påske.

 

Hvor vi så også ganske særligt skal lægge mærke til den præcisering af vore vilkår, der også er tale om. Nemlig der hvor Jesus siger: "Ikke at nogen har set Faderen". Osv. Hvilket i øvrigt svarer til, hvad evangelisten Johannes skriver i anden del af sit jule-evangelium:

 

Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk (Joh 1,18).

 

For det første går vejen til Gud gennem Jesus. Men Jesus har vi jo ikke gående rundt her i Herritslev / Musse! Så Ham kommer vi ikke til uden gennem pinsen, Ånden! Eller altså uden gennem det mysterium, som Kirkens levende, nutidige virkelighed er.

 

Og endelig til allersidst: Hvilken særlig pinsebetydning får Jeg-er-livets-brød-proklamationen, ja, hele Jeg-er-livets-brød-evangeliet, så her i dag:

 

Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden (Joh 6,51).

 

Jamen det er jo da så hele resten af "Tredje trosartikel", den trosartikel, altså alt det, der kommer efter ordene: "Vi tror på Helligånden, den hellige almindelige Kirke". "Tredje trosartikel" "handler" jo netop ikke kun om Helligånden som et særligt - og særlig vanskeligt lærestykke - men altså om hele pinsevirkeligheden, hvilket vil sige hele den virkelighed, vi har levet i Kirken siden den første pinse, og som vi skal leve i gennem hele den kommende "trinitatis-tid" og hele resten af vort liv, ja, gennem alle de kommende slægtled i Kirken, indtil den store pinse-fest i Guds rige.

 

For at spise af det levende brød, som er kommet ned fra himmelen, det er jo netop at leve i det fællesskab med både Gud og alle de andre, som i trosbekendelsen hedder "de helliges samfund" og som indebærer  "syndernes forladelse" - for til sidst at munde ud i "kødets opstandelse og det evige liv"!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Hellig Trefoldigheds fest – Trinitatis søndag 1992 (14. juni)

 

Ny dåbskande i Musse Kirke

 

DDS: 279 - 464 - 126 -///- 222 – 11

(NB! Endnu gammel alterbog, dvs. to evangelielæsninger)

 

ApG. 2,42-47. – (Johs. 3,16-21). - Matt. 28,18-20

(NB! I ny alterbog Mt. 28,16-20!)

 

 

Gud, vor Skaber og Frelser, du, som bliver hos os i Åndens kraft!

Tak for livet og den verden, du har givet os at leve det i!

Tak for frelse og håb imod Synden og Døden og Djævelen!

Og tak, fordi du har taget bolig hos os som dit levende tempel, så vi allerede nu kan smage din evige glæde!

Amen.

 

 

Ja, det er jo lidt ærgerligt, at vi ikke har kunnet indvie vor nye dåbskande[1] ved at bruge den i forbindelse med en dåb! Men så er det da lidt heldigt, at vi netop i dag ganske særligt skal samles om det evangelium, jeg lige læste, og som jo simpelt hen er missions- og dåbs-befalingen, ja, som indgår i dåbs-ritualet!

 

Man kan jo ellers godt komme til at spekulere over, hvorfor det dog skal være nødvendigt med sådan noget som dåben. Hvorfor kan forældrene ikke bare straks fra fødslen af lade barnet blive medlem af det kirkesamfund, de selv er medlemmer af? Eller hvis et barn ikke på denne måde bliver født ind i menigheden – hvorfor kan de pågældende så ikke bare melde sig ind i kirken ved at udfylde en indmeldelsesblanket?

Sådan kan man spørge. Men egentlig lyder det pdas. lidt mærkeligt, når jeg her siger "melde sig ind i kirken ved at udfylde en indmeldelsesblanket"! Nej, vi kan vist i grunden meget godt forstå, at der skal noget mere til end bare nogle udfyldte rubrikker og en underskrift. Navnlig mangler der jo i det tilfælde ganske noget fra Guds side! I dåben er det jo Gud, der med præsten som sin tjener siger og gør noget – idet der dog er tale om en pagt mellem to parter, dåbs-pagten, som vi også siger. Og så er det lige meget, om det er et lille barn, der må have en gudmoder eller gudfader til at svare for sig; dåben fortsætter jo hele livet – som en vand-bølge, hvori den kristne hele tiden dykker ned og kommer op.

Men vi kan også tænke på, hvad Jesus sagde til Nikodemus i det evangelium, vi hørte fra alteret. Det begyndte jo med, at denne højtstående og kloge mand kom og ville tale med Jesus og indledte med nogle anerkendende ord:

 

Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud.

 

Men Jesus ville slet ikke høre på denne anerkendelse; han gik lige til sagen fra en helt anden side, nemlig fra Nikodemus’ – og alle andre menneskers side – med hensyn til, hvad der egentlig er spørgsmålet – eller problemet:

 

Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.

 

Det, det allerdybest set kommer an på for ethvert menneske, det er ikke noget, der kan klares med et par anerkendende ord. Eller tilslutning til nogle bestemte meninger. Eller indmeldelse i en bestemt sammenslutning af ligesindede. – Nej, det, det allerdybest set kommer an på for ethvert menneske, er, at dets liv får en helt ny start og drejning, så det derved bliver, hvad det fra allerførste begyndelse var bestemt til at være

I denne forbindelse kan vi på denne særlige dåbskande-dag citere den fjerde forklaring til dåben fra Luthers Lille Katekismus:

 

Hvad betyder det da, at der bruges vand ved dåben?

 

Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for daglig skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.

 

Det er godt nok til dels nogle barske ord! Men ret beset er det jo kun godt, at alt det onde og fordærvede i os bliver druknet, så at alt det gode og herlige, som vi har fået af Gud fra skabelsen af, kan vokse og trives! – Læg i øvrigt også godt mærke til, hvordan Luther helt klart taler om dåben som noget, der bliver ved at ske dagligt!

 

Kristenlivet er jo et levende og vedvarende forhold mellem Gud og os – og ikke et stykke engangs-magi i form af de berømte tre håndfulde lunkent vand på et barnehoved! Vel slutter Gud sin pagt med os een gang for alle. Men en pagt er jo netop et forhold, som bliver ved med at gælde, et livs-forhold.

 

Derfor er det også ørkesløst at diskutere for eller imod barnedåb. Eller at diskutere, om dåben bare er et symbol eller en reel begivenhed.

 

Det samme gælder selve den situation, vi er i, når vi hører missions- og dåbsbefalingen. Det er jo det allersidste stykke af Matthæusevangeliet. Hvilket igen vil sige, at det er den Opstandne, der træder frem for disciplene og taler til dem – oppe på det bjerg i Galilæa, hvor han havde sat dem stævne.

 

Normalt tager vi det vel bare, som det står. Men hvis vi begynder at tænke nærmere over det, kan det jo blive svært nok at forholde sig til. Derfor er det egentlig en skam, at evangeliet er blevet skåret sådan til, at vi ikke får de første to vers med. Dog, det bliver der, så vidt jeg kan se, rådet bod på, når vi nu får den nye alterbog. Det begynder nemlig med, at der står:

 

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.

Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede.

Og Jesus kom hen og talte til dem ...

 

Jeg kan så godt lide, at det udtrykkeligt bliver sagt, at nogle tvivlede. Det gør det rent ud sagt lidt lettere at være med! For læg mærke til, at det tager den Opstandne sig slet ikke af! Han regner dem – os – med alligevel og proklamerer bare, at han altså har fået overgivet al magt i Himlen og på jorden, og at denne kendsgerning naturligvis må få den følge, at alle mennesker ved prædikenens ord og dåbens pagt skal levende inddrages i dette livets og kærlighedens og sandhedens herredømme!

 

Nu skal I ikke gå ud og sige, at præsten prædikede om, hvor vigtigt det er at tvivle! Det, det drejer sig om, er jo, hvordan det i virkeligheden, rent faktisk, er at være menneske! Selve det, overhovedet at være menneske i verden! Og så det at være et sådant menneske-i-verden, der møder kristendommen! – Jeg mener: det er en utrolig overvurdering af vore muligheder, hvis vi prøver at bilde os selv og hinanden ind, at nu træder den opstandne Kristus altså frem for os, og så siger han, at Ham er givet al magt i Himlen og på jorden osv. - og så er det bare sådan! Vi skal ikke tro, det er særlig kristeligt at gå og lade, som om man synes, det hele bare er i orden! Tværtimod hører det først og fremmest med til kristendommen at være ærlig! Når vi nemlig overhovedet prøver at tro på Jesus, så er det jo ikke mindst i form af en tro på, at han er Sandheden. Og så er det jo helt vanvittigt, hvis vi ikke er åbne og ærlige og oprigtige, når vi taler med hinanden om denne tro – som altså altid er blandet godt op med tvivl, ja, som hele tiden truer med at bryde sammen i fortvivlelse!

 

Men uanset hvor svært det hele er – ikke bare selve det teoretiske spørgsmål om, hvordan et dødt menneske dog kan vise sig for nogen og tale sådan til dem, men endnu værre: det helt praktiske spørgsmål om, hvordan dette kan betyde et virkeligt håb for vort eget liv og mod vor egen død – ja, uanset hvor svært det hele er, så er det altså alligevel til stede her i verden. Og så kan vi kalde det "vor opstandne Herre og Frelser" eller Helligånden – eller "kristendommen". Det betyder ikke så meget. Det helt afgørende er, at de ord, vi hører her i dette evangelium – og som vi altså også hører ved hver eneste dåb, de faktisk er i verden og bliver ved at lyde i verden – vel at mærke som udtryk for en levende og virkende virkelighed!

 

Det er ord, som udgår fra det, der skete i og omkring personen Jesus fra Nazaret for snart 2.000 år siden. Men samtidig er det ord, der lever den dag i dag – og bliver ved med at samle mennesker fra alle folkeslagene til en skare af disciple omkring ham.

 

I denne forbindelse kan jeg her til slut ikke lade være med, endnu en gang at henvise til, hvad jeg oplevede oppe i Finland her i slutningen af maj måned, nemlig mødet mellem pdes. vor særlige, lutherske afdeling af den gamle Vest-Kirke, og så pdas. Øst-Kirken, ikke alene den russiske ortodokse kirke, men jo også den finske ortodokse kirke, idet det sydøstlige Finland jo i 1100-tallet blev kristnet fra sydøst (Novgorod). Jeg plejer i det hele taget, så vidt muligt, altid at "prædike over kirkehistorien" her til pinse. Kristendommen er ikke bare nogle sorte bogstaver i en bog, nej, det er levende mennesker samlet om den levende virkelighed, som bogstaverne selvfølgelig er en optegnelse af. Lad mig derfor slutte med at citere to af de teser, som russerne og finnerne udmøntede deres lære-samtaler i. Ikke fordi der er tale om særligt opsigtsvækkende nyformuleringer, men tværtimod fordi der i dem begge henvises til bla. det evangelium, vi hører her i dag – og så altså dette som et helt aktuelt udtryk for, at dette er noget af det, vi som Jesu disciple er samlet om, hvad enten vi kommer fra Øst eller vi kommer fra Vest.

 

Temaet for samtalerne deroppe i Järvenpää var jo "At bekende den apostoliske tro i dag". Og i den forbindelse erklærede man bla.:

 

7. [syvende tese]

Formålet med Kristi Komme til verden og det apostoliske vidnesbyrd om ham er at frelse den i synden faldne menneskeslægt. Derfor bør Kirken til stadighed forkynde evangeliet om Jesu Kristi død og opstandelse (1. Kor. 15,1-7) og lære de kristne at holde alt det, som Herren Jesus Kristus har befalet dem (Matt. 28,20).

 

8. [ottende tese]

Jesus Kristus, Kirkens Grundlægger og Hoved (Kol. 1,18) har lovet at være med Sin Kirke alle dage (Matt. 28,20). Det er overdraget Kirken at bevare den apostoliske tro og forklare dens indhold. Dette er kun muligt under Helligåndens indvirkning, som vejleder Kirken "til hele sandheden" (Johs. 16,13).

 

Ja, det er jo "tese-sprog". Men den ene part bag disse "tørre" ord har netop overlevet over 70 års modbydeligt diktatur – samtidig med, at den [2002 c: den anden, russisk-ortodokse part] ved sin fremmedartethed giver en kraftig understregning af, at den flok af Jesus-disciple, vi bliver indlemmet i, når vi døbes fx her i Musse Kirke, virkelig er et nyt Guds-folk samlet ud af alle jordens folk!

 

Amen.

 

 

 

 

 

 



[1]  Således i interview'et med den kvindelige rabbiner i KD 22.12.95. Men der er også en/to/flere andre (danske) former. For denne er vel eng.

[2] Ja, 1992 altså: "at de også må være [og altså IKKE "eet" her!] i os". NTG har i selve teksten: "hina kai autoi en hæmin åsin". "hen" står i noten!



[1] NOTE HER I DENNE, SENERE, SKRIFTLIGE UDGAVE AF PRÆDIKENEN: Ved højmessen i Musse Kirke "indviedes", det vil sige overraktes og præsenteredes en ny dåbskande. – I KIRKEBREVET, 5. årgang nr. 8, juli 1992, omtaltes denne begivenhed således: DÅBSKANDE SKÆNKET TIL MUSSE KIRKE. Ved højmessen i Musse Kirke på Trinitatis søndag overrakte ægteparret Else og Valdemar Pedersen en smuk – og hårdt tiltrængt! – ny dåbskande til kirken. Det skete ved en lille ceremoni lige før indgangsbønnen. Desværre var det ikke lykkedes at »skaffe et barn« til at indvie den nye kande, men heldigvis var prædike-evangeliet jo Mt. 28,18-20: Missions- og dåbsbefalingen, så sammenhæng i tingene var der da. – På hele Musse menigheds vegne siger vi hjerteligt tak til Else og Valdemar Pedersen!