PRÆDIKENER A-2

1. tekstrække, trinitatistiden

 

Bent Christensen

 

 

 

Denne side er senest blevet opdateret 16.01.12: 18. s. e. trin. 1971(!) sat på - den tredje prædiken, jeg har holdt! - Den var den "afskedsprædiken", min  sognepræst lod mig holde i Vesterborg Kirke, inden jeg flyttede til Bornholm for at blive sognepræst i Pedersker-Povlsker.

 

Fra 26.05.04 er prædikenerne efter 1. og 2. tekstrække 1971-2003 fordelt på to gange to undersider (hhv. festhalvåret og trinitatistiden), og der vil herefter blive indsat flere prædikener, så at der efterhånden i flere og flere tilfælde vil være mere end een prædiken pr. søn- og helligdag.

 

NB! Eksempler på ”tiltaler” ved dåb af større børn samt brudevielses- og begravelsesprædikener er fra 29.06.05 blevet sat ind nederst på undersiden ”Prædikener A-1”.

 

 

PRÆDIKENER I FØRSTE TEKSTRÆKKE-ÅR 2

 

Trinitatistiden

 

Se også afsnittet om gudstjenesten på undersiden »Kirke og teologi« samt indledningen på undersiden »Prædikener A-1«.

 

 

 

1. søndag efter trinitatis 2001 (17. juni)

 
DDS: 368 - [360] – 246 v 3 -///- 598 - 608
 
Es. 58,5-12. - 1.Johs. 4,16b-21. - Luk. 16,19-31

 

Far i Himlen!

Lad os ikke blive knust af at høre dit bud, din vilje, men forbarm dig over os, og fyld os med din kærlighed, ja, fyld os med den, så vor frygt kan blive drevet ud og kærligheden fra dig strømme ud til vor Næste.

Amen.

 

 

I alle de snart 30 år, jeg har været præst, har 1. søndag efter trinitatis altid været en ganske særlig dag.

 

Og det har den helt grundlæggende, fordi det er noget helt særligt at komme frem til den første dag i ”hverdagshalvåret” efter alle de store gudstjeneste-dage i fest-halvåret, helt tilbage fra 1. søndag i advent af.

 

Og med de tekster, der er til 1. søndag efter trinitatis, kommer vi også lige ud i hverdagen, må man jo nok sige. Her efter første tekstrække altså med evangeliet om rige mand og Lazarus!

 

Men når jeg nu tillader mig at tale specielt om den tid, jeg selv har været præst, så får netop evangeliet til i dag et ganske særligt perspektiv, nemlig for så vidt angår forholdet mellem dette evangelium, og så de forhold og meninger, der har præget de skiftende perioder gennem alle disse år.

 

I begyndelsen af denne 30-års periode var sådan, at ALT skulle gøres politisk – vel at mærke på en mere eller mindre ”venstreorienteret”, marxistisk måde. Hvorefter den mere individualistiske periode kom, fra 80’erne af, hvor fronten snarere kom til at vende mod forskellige former for nyreligiøsitet og nyreligiøs selvrealisering.

 

Og denne periode varer sådan set ved endnu, selv om det nye jo er, at den såkaldte globalisering, den nye grænseløshed, der åbner sig, kan siges at træde ind i stedet for den gamle marxisme, som den drøm eller utopi, mange hengiver sig til. Idet dette så igen kædes sammen med hele flygtningeproblematikken og i det hele taget den fremmedpolitiske problematik. Som altså også bygger på mere end rigeligt virkelige og påtrængende problemer. For uanset hvad vi så ellers mener om det, og altså om, hvad vi dog skal stille op, så er det blevet uhyggelig konkret, at ”Lazarus” i dag, det er ikke bare en enkelt fattig, der ligger uden for min dør; det er heller ikke bare det udbyttede proletariat eller U-landene, som vi skal huske at hjælpe; nej, det er milliarder af fattige mennesker, som ikke bare LIGGER uden for vor dør – men ER PÅ VEJ HEN IMOD DEN OG IND AD DEN!!!

 

Hvad dette sidste angår, har lige netop jeg det ganske særlige problem, at jeg jo, som nogle af jer måske allerede ved, især på det sidste er begyndt at føre mig frem i den indvandringspolitiske debat – hvor det jo går hårdt til.

 

Der er bare det ved det, at nok hører jeg til dem, der taler i klart sprog, når jeg fører debat – og heller ikke vil stå her og beklage det. Men jeg er altså også præst. Med stor respekt for det. Og vil meget nødig stå her og sige noget, der kan ligne embedsmisbrug, ja, misbrug af hele gudstjenestens og prædikenens situation.

 

Og det er bl.a. DERFOR, jeg i min forberedelse til i dag har set en række gamle prædikener igennem, lige fra 1973 af, hvor jeg allerførste gang prædikede over dette evangelium frem til 1999, dvs. forrige gang, jeg prædikede over det. Men det bliver kun 1973-prædikenen, jeg kan nå at komme nærmere ind på:

 

1973 var et stort vendepunkts-år i den politiske historie – med oliekrise og jordskredsvalg, og med en dæmpning af den økonomiske fremgang, som også lagde en dæmper på det forkælelses-oprør, som der jo i virkeligheden havde været tale om. Sådan kan vi se det nu – i det berømte bakspejl. Men dengang oplevedes det – af en præst af min type – stadig som venstreorienteringens og politiseringens epoke.

 

Desto mere påfaldende er det, at det ikke var den hårde venstreorientering og den hårde politisering af kristendommen, jeg i prædikenens begyndelse gjorde front mod (for det ved jeg jeg gjorde mange andre gange i den tid!). – Men på 1. søndag efter trinitatis 1973 gjorde jeg sådan set ikke front mod nogen. Jeg ville bare sikre mig, at INGEN skulle få noget, der bare kunne LIGNE den opfattelse, at Jesus skulle have gået rundt og forkyndt en billig gerningsretfærdighed. Og altså dermed sikre mig, at vi på denne vigtige dag virkelig fik hørt det kristne EVANGELIUM!

 

Jeg begyndte nemlig med en slags hjemmelavet lignelse, idet jeg sagde:

 

--- 1973 ---

 

Der var engang en dansk velfærdsborger, som boede i et godt og sundt hus, og som kun fordærvede sit helbred ved hver dag at spise dobbelt så meget protein og fire gange så meget FEDT, som han havde brug for.

 

Og ude på den anden side have lå U-landene, hvor mange mennesker dårligt nok have tag over hovedet, og hvor mange mennesker dårligt nok havde  tag over hovedet, og hvor mange mennesker var syge, bl.a. fordi de manglede den mad, som den danske velfærdsborger og hans landsmænd proppede sig med.

 

Så skete det, at den danske velfærdsborger kom i kirke på 1. søndag efter trinitatis og hørte, hvordan det gik i lignelsen om den rige mand og Lazarus.

 

Med dårlig samvittighed og stor frygt gik han så hjem og skyndte sig at sende 1.000 kr. til Folkekirkens Nødhjælp.

 

Og da han stod med kvitteringen i hånden for at lægge den ned til de andre skattefradragsbilag, følte han en stor lettelse: Nu ville det i al fald ikke gå ham som den rige mand i lignelsen.

 

[Og her sluttede denne hjemmelavede lignelse. Idet jeg sagde:] Men nu spøg til side!

 

Og jeg slog da for en sikkerheds skyld også fast, at hvis alle de kirkegængere, som verden over hører Lukas-teksten til 1. søndag efter trinitatis, virkelig gjorde noget i den retning, så ville det da gøre megen gavn.

 

Og jeg understregede, at vi da selvfølgelig hørte teksten helt rigtigt, hvis vi hørte den som en meget alvorlig påmindelse om vort ansvar over for vore sultende og nødlidende medmennesker.

 

Men så konstaterede jeg ellers, at nu kunne vi gå videre uden at løbe den risiko, at det, der nu blev sagt – og SKULLE siges - kom til, ligesom at skygge for vort helt selvfølgelige medmenneskelige ansvar.

 

Ja, jeg understregede – som så mange gange siden hen – at vort ansvar over for Lazarus, netop var et så selvfølgeligt menneskeligt ansvar, at det var et ansvar, der lå der allerede ”FØR” kristendommen!

 

Den rige mand var jo ikke kristen – og alligevel havde det været hans pligt at hjælp Lazarus.

 

Og omvendt understregede jeg (hvad der jo egentlig var ret ”flot” i den tid), at der utvivlsomt var både hedninger og ateister og kommunister[!] – og hvad ved jeg – der i praksis gjorde mindst lige så meget for Lazarus’erne ved deres dør, som vi kristne gør. – Jeg mindede her også om, at Den barmhjerte samaritaner jo ikke engang var jøde ...

 

Idet jeg dog også samtidig måtte minde om, at det jo på den anden side rent historisk var en kendsgerning, at kristendommen har betydet overmåde meget for udviklingen af humanitet og medmenneskelig ansvarlighed og solidaritet. Jeg mindede om, at den moderne danske hedning eller ateist jo faktisk stod i en tusindårig kristen kulturtradition. – Et perspektiv, vi i dag er langt mere klar over, end man var dengang.

 

Men så nåede jeg endelig frem til hovedsagen, som var, at kristendom, det altså er noget andet og meget mere end selv den allermest rigtige og sande opfordring til at gøre sin selvfølgelig medmenneskelige pligt. For – som jeg sagde – og i forskellige variationer har sagt i alle prædikenerne lige siden:

 

Kristendom det er, at der er kommet noget helt nyt ind i den tilværelse, som er præget af nød og uretfærdighed, pligt og dårlig samvittighed.

 

Hvad kristendom er, hørte vi i epistelen.

 

Gud er kærlighed. - Vi elsker, fordi han elskede os først.

 

Kristendom er IKKE at hjælpe Lazarus, fordi man evt. er bange for at komme i Helvede:

 

Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. - Vi elsker, fordi han elskede os først.

 

Dette er kristendom. Og det er noget helt andet end sur pligt og dårlig samvittighed.

 

Det er kærlighed fra Gud, en helt ny drivkraft, der kommer ind i en situation, hvor vi måske er blevet fuldstændig lammede af frygt og dårlig samvittighed.

 

For Johannes nøjes jo i epistelen ikke med de store, helt fantastisk nye ord: Gud er kærlighed. – Og: Vi elsker, fordi han elskede os først.

 

Disse ord, som er et af højdepunkterne i alt, hvad der er skrevet af kristendom, bliver ikke stående alene, så de kan ekko’e videre som sentimentale følelser i vort bryst.

 

Nej, de går lige over i vor helt konkrete virkelighed, idet fortsættelsen lyder:

 

Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder

 

Og prædikenen sluttede med, at jeg sagde, at

 

Med epistelens ord: Gud er kærlighed bliver vi sendt ud for at være som Han i denne verden. - Med tilsagnet om Hans kærlighed og med frygten drevet ud af vore hjerter bliver vi sendt ud for at være som Han ved hjælp af tørmælk, kunstgødning, traktorer, cement – dvs. penge!

 

Ja, sådan sagde jeg i 1973. Og selv om det har været interessant at se, hvordan dette tema er blevet varieret i takt med forholdene, er det selvfølgelig stort set på denne måde, jeg har prædiket hver gang.

 

Der er dog een ting, der er påfaldende, nemlig, at medens hjælpen til u-landenes millioner af Lazarus’er i 1973 stod som noget, der bare skulle gøres, uden at vi gik hen og blev selvretfærdige af det – underforstået, at så ville nøden i disse UDVIKLINGS-LANDE, som det jo typisk hed, nok ret hurtigt blive afhjulpet, så er tonen, ikke mindst op gennem 1990’erne blevet mere og mere pessimistisk, idet også alle de små krige rundt omkring efter den store kolde krigs ophør begyndte at blive nævnt.

 

Og her står vi så i dag. Med problemer mere forfærdelige og skræmmende end nogen sinde før. Som jeg indledte med at sige: Nu LIGGER Lazarus’erne ikke ved vor dør, nu er de på vej ind ad den. Medens vi mere og mere ligger i noget, der ligner krig, med hinanden i vore skænderier om, hvad vi dog skal stille op.

 

Og denne ord-krig – eller som det hedder på græsk: polemik – hverken VIL eller MÅ jeg bidrage til her fra prædikestolen. Til gengæld både VIL og SKAL jeg sige, at vi jo er fælles om, når vi går fra denne gudstjeneste, at have et ansvar i forhold til alle disse nærmest milliarder af Lazarus’er. Det er heller ikke det, der er så svært at forstå. Det svære, det forfærdelig, forfærdelig svære, er, hvordan vi dog skal gribe denne umådelige opgave an, så det, vi gør, virkelig bidrager til at løse problemerne.

 

Og så kan vi jo også godt se, at det, vi hører i epistelen om kærlighedens vej fra Gud til os og videre til vort medmenneske, det ikke bare er sådan noget ”teologi”, men tværtimod er det eneste, der kan hjælpe os til overhovedet at holde den frygtelige situation ud, vi befinder os i, og måske trods alt få gjort noget ved den!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

2. søndag efter trinitatis 2001 (24.juni)

 
Forslag til ny salmebog (F) og DDS: F-704 - [41] – 1(597) -///- 526 – 147 v 4
 
Es. 25,6-9. - 1. Johs. 3,13-18. - Luk. 14,16-24

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du vil samle os til din fest, både her og nu – og til sidst i dit evige rige!

Lad din Sandheds-Ånd virke i det ord, du indbyder os med, så vi ikke i vanvid undskylder os fra festen.

Amen.

 

 

I søndags handlede det om, at der var en rig mand, som ikke ville dele af sin overflod med den fattige og syge mand uden for hans port.

 

Og i dag handler det om nogle mennesker, der var for optaget af deres eget til at komme og være med til et kæmpe festmåltid!

 

Altså: I søndags en, der var for grådig og nærig – og i dag nogle, der snød sig selv for en kæmpe fest!

 

Men forskellen er måske ikke er så stor endda!

 

Den rige mand fra i søndags snød jo også sig selv.

 

Og her tænker jeg ikke først og fremmest på det barske forhold, at han altså gik ind til dødsrigets pine og tørst, medens den fattige Lazarus efter sin død gik ind til glæden og hvilen i Abrahams skød.

 

Nej, i dag skal vi lægge hovedvægten på, at den rige mand jo også snød sig selv allerede i levende live, fordi selve grådighedens og materialismens livsform jo på forhånd og i sig selv er ad Helvede til!

 

Men hvad nu evangeliet til i dag angår, så skal vi lige se på, hvad der egentlig var der gav Jesus anledning til at fortælle denne lignelse om det store festmåltid.

 

Og det vil jo i første omgang sige det forudgående vers, der hvor nemlig en af Jesu tilhørere begejstret udbryder: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!” (Luk 14,15). – Og egentlig er det helt forkert, at dette vers ikke er taget med i det forordnede læsestykke. – Det kunne man jo egentlig godt have gjort nu, svarende til, at vi i dåbsritualet nu har fået baggrunden med for, at Jesus sagde: ”Lad de små børn komme til mig!”. – For her i Lignelsen om det store festmåltid er hele pointen jo: Ja, I siger nok: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!” – Men når det kommer til stykket, efterkommer I jo ikke indbydelsen!”.

 

Og det er jo mærkeligt! Hvordan kan nogen dog snyde sig selv for en stor og fin fest? – Og vi kan her tænke på den storslåede Esajas-lektie til i dag [Vester Ulslev: som vi ganske vist kun hører til højmessen], hvor festmåltidet i Guds Rige netop beskrives som et

 

festmåltid for alle folkene,

et festmåltid med fede retter og lagret vin,

med marvfede retter og ædel, lagret vin.

(Es 25,6)

 

Hvordan kan nogen dog være så dumme, at de vil gå glip af en sådan – bogstavelig talt  - guddommelig fest?!

 

Og se, lige siden jeg i 1971 – som en af mine allerførste prædikener – skrev en prædiken over dette evangelium, nemlig som en af opgaverne til bispeeksamen, inden jeg skulle ordineres, har jeg prædiket over denne lignelse på den måde, at den kom til at handle om, at når medlemmerne af den danske folkekirkemenighed ikke mødte op til søndagsgudstjenesten, så var det for det første en hån mod Gud, og så var de for det andet godt dumme!

 

Og sådan er jeg jo selvfølgelig langtfra den eneste der har prædiket!!! – Og hvad mere er: Det gælder naturligvis stadigvæk! Det er virkelig noget mærkeligt noget, at så mange medlemmer af den kristne menighed i så vid udstrækning ikke bare bliver væk fra den ugentlige familiefest, men oven i købet gør det på en måde, der fuldstændig svarer til de først indbudtes reaktion her i lignelsen, nemlig ved at dække sig bag alle mulige – og u-mulige! – UNDSKYLDNINGER!!!

 

Og nu det med hån imod Gud, det kan være, hvad det være vil; Gud klarer sig jo nok. Og dog: Selvfølgelig overlever Gud, at de fleste medlemmer af hans menighed i Danmark ikke vil fejre søndag sammen med ham. Men her er vi så lige i centrum af vor aktuelle problematik i den henseende: For hvem siger, at det bare går ud på at ”klare sig” – det være sig for Guds eller vort vedkommende! – Her gemmer sig virkelig en afgørende side af vor elendighed: at det hele skulle være godt nok, hvis bare både Gud og vi ”klarer os”, ”kan nøjes med” – eller ”kan være lige så gode kristne for det” osv.

 

Det er dog en underlig beskeden måde at gøre det op på! Lad så være, at Gud kan klare sig. Det kan han selvfølgelig. Men det kunne han også have gjort, selv om han overhovedet ikke havde skabt os mennesker!

 

Hvad nu, hvis Gud er ked af, at de allerfleste af hans børn i Danmark ikke bryder sig så meget om ham, at de vil samles med deres brødre og søstre til den ugentlige familiefest?

 

Og det var så Gud. Men hvad med os selv? – Ja, vi klarer os vel også? Guds frelse gælder vel lige godt, selv om vi kun går meget sjældent i kirke – Ja, det tror i hvert fald jeg ærlig talt den gør. Det er der ganske vist nogen der ikke kan lide man siger! Men det er en ørkesløs diskussion, så jeg vil for mit vedkommende tillade mig at lade hele denne side af sagen fortone sig i det uendelige dyb af barmhjertighed, vi hørte om på trinitatis søndag. Uden at det tager noget af alvoren bort mht. Syndens og Dødens og Djævelens magt – og af hele den doms-side, der som følge deraf vender direkte imod os, når vi ser frem mod den yderste dag. Den, der kan fatte det, han fatte det!

 

Men der er i hvert fald ikke nogen, der får mig til at true folk til at gå i kirke med evige helvedesstraffe! -  Med en let omskrivning: Hvis de ikke kan se, hvad selve sagen rent positivt drejer sig om, hjælper det ikke alligevel!

 

- - -

 

Men her vil jeg gerne indskyde en meget vigtig bemærkning mht. det forhold, at nogle præster og til nogle tider har truet folk med evig helvedesstraf, mens andre præster og til andre tider mere eller mindre har forkyndt det, man kalder ”alles frelse” – hvilket jo ikke alene strengt tage strider mod det folkekirkelige bekendelsesskrift som hedder Den Augsburgske Bekendelse, men også fremkalder meget voldsomme reaktioner fra den såkaldte højrefløj i Folkekirken. Netop i disse uger kører der en voldsom debat herom i KD! (Men jeg læser altså ikke disse indlæg!).

 

Det første, jeg vil bemærke, er, at spørgsmålet og hhv. ”alles frelse” eller evige helvedesstraffe, det afgøres altså under ingen omstændigheder af nogen præst, hverken af de strenge eller af de flinke! Uanset hvordan det forholder sig, er der tale om et forhold mellem denne enkelte og Gud. Hvor det altså er GUD, der afgør sagen! Mere ”flink” kan heller ikke jeg altså være end, at jeg må sige: Det helt sikre er at kaste sig i armene på Gud og af Ham modtage syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv!

 

Men det andet, jeg vil bemærke, det er, at en af grundene til, at jeg ikke er tilbøjelig til at beskæftige mig alt for meget med dette spørgsmål, det er, at det jo gennem alle tiderne så ganske tydeligt i alt for høj grad, ja, for det meste vel nærmest udelukkende, HAR VÆRET – OG ER ET SPØRGSMÅL OM MAGT!

 

Jeg har i hvert fald tit tænkt på, at det jo er meget nærliggende for os præster i Folkekirken her i vor tid at være ”flinke” og mere eller mindre forkynde ”alles frelse”. For at true med evige helvedesstraffe ville i hvert fald ikke på nogen måde være til vores fordel. Det var der ingen, der ville lade sig skræmme af. Tværtimod ville vore magt og prestige og popularitet kun blive mindre deraf!

 

Men til andre tider har det været anderledes, da har gejstligheden virkelig kunnet befæste sin magt ved at true folk med evige helvedesstraffe. Og jeg spørger indimellem mig selv: Hvordan ville du have gjort, hvis du havde været præst under sådanne omstændigheder? Eller: Hvor meget er den ”milde” forkyndelse, du fører nu, præget af, at det er det, man bliver mest populær på?

 

Kan I høre? Det er nogle ”gode spørgsmål”! – Jeg håber og beder til, at det, jeg siger, ikke er afhængigt af den slags usle motiver!

 

Men det var altså bare lige en ”bemærkning”!

 

- - -

 

Altså, vi klarer os jo nok endda. – Men igen vil jeg spørger: Er det virkelig nok? Er det virkelig nok, at vi kan få nogenlunde fred i samvittigheden ved hjælp af undskyldninger – og så håbe på at slippe for at komme i Helvede, når vi er døde? – Er der ikke også et liv før døden? Eller skulle der ikke også være det? Og skulle det ikke gerne være større og herligere end bare at ”klare sig”? Skulle det ikke netop  være en dejlig forsmag allerede her og nu på det liv, vi skal leve i Guds evige rige, når vi ”slipper for at komme i Helvede”?

 

Det, det drejer sig om i Guds børns ugentlige søndags-fest, det er jo simpelt hen, at ”glade vi føler, os skabes i bryst / de levendes lyst”. Og det gælder både i vore gode og vore onde dage. I de gode dage bliver alt det gode og herlige sat ind i sin rette og allerdybeste sammenhæng, så glæden bliver helt ren og sand. Og i de onde dage bliver trøsten og styrken og håbet – også selv om det er mod al rimelighed – på en ejendommelig måde alligevel fyldt med glimt af den samme livets lyst, så den i princippet er helt til stede også dér.

 

Sådan skal der selvfølgelig fortsat prædikes over dette evangelium. Og budskabet er altså, at vi gør både Gud og os selv glade, når vi følger hans invitation!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

* * *

 

 

 

3. søndag efter trinitatis 2001 (1. juli)

 
DDS: 674 - 17 – [1] -///- 450 - 462
 
Es. 57,19. - 1. Pet. 5,6-11. - Luk. 15,1-10

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du er så stor, at du aldrig vil holde op med at elske nogen af os!

Bliv hos os i Åndens kraft, så vi kan mærke, at dette gælder også for os, og så det kan virke i os, så andre kan mærke det gennem os.

Gør vort liv nyt og sundt allerede nu - og til sidst helt nyt og rent i dit evige rige!

Amen.

 

 

Det, det handler om i dag, er det store, helt grundlæggende og altafgørende forhold, at selv om den gode Gud nødvendigvis må hade synden, så elsker han synderen og kan ikke lade være at forbarme sig over ham! Idet så udgangspunktet eller anledningen i en noget snævrere forstand er, at det er der nogen, der ikke har det så godt med – når det helt konkret ser dette Guds sindelag udfoldet i Jesu måde at optræde på!

 

For når Jesus har set sig nødsaget til at fortælle de to lignelser, vi lige har hørt i selve evangeliet til i dag, så er det altså, fordi der først er nogen, der i deres møde med Jesus har opdaget, at sådan er altså Gud. Og lige så skrækkelige, som de er, søger de derfor nu hen til Jesus for hos ham at være sammen med Gud og mærke, at han vil kendes ved dem og acceptere dem, trods alt det forfærdelige, de har gjort - og hele deres forfærdelige måde at være på. Og disse mennesker har simpelt hen ikke har haft andet valg.

 

Men så er der altså også nogen, der bogstavelig talt har fået ondt af dette. Det er bare for meget! - "Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem".

 

Og inden vi eventuel hidser os alt for meget op over dem, fordi vi ved, at det er dem, der er forkert på den i forhold til, hvad hele kristendommen jo går ud på, så skal vi altså huske, at det også kan være svært for os at kapere den slags!

 

For det er jo ikke bare et spørgsmål om at læse nogle ord i en bog og konstatere, at sådan er altså kristendommen. Eller et spørgsmål om at acceptere, at sådan forholdt Jesus sig altså.

 

Nej, for hvor er Jesus nu? - Det er jo os! Hvis den slags mennesker, som i dag svarer til, hvad der dengang blev betegnet som ”toldere og syndere” skal opleve et menneskeligt fællesskab, som er lige så virkeligt og konkret, som det de her omtalte ”toldere og syndere” oplevede sammen med Jesus, så er det jo OS, de må skulle opleve det sammen med!

 

Den menneske-skikkelse, Jesus er i verden i nu, det er jo os, Kirken, de kristne. Det er jo det, vi har hørt så mange store ord om i forbindelse med vor fejring af pinsens store fest!

 

Der er ganske vist også mere at sige. Hvilket minder mig om den temmelig ophidsede debat, man for år tilbage havde om en moderne salme, hvori der blev sunget noget med, at Gud ikke har nogen hænder, og at han så må bruge os og vore hænder.

 

Og det er da klart, at kritikken dengang havde ret, for så vidt som den advarede mod at gøre kristendommen til ren aktivisme, menigheden til en ren aktivistbevægelse, hvor det udelukkende er det, menigheden gør med sine hænder, der er den virkelighed, der udgør dens liv. At Gud, som man måske ikke mere rigtig troede på, altså blev erstattet af menighedens egne aktiviteter af hhv. underholdende og godgørende art!

 

Men hvor rigtigt dette end er, så er det alligevel kun sagen set fra den ene side. For når vi har undgået aktivitets-afgudsdyrkelsens fare, så er det stadigvæk en kendsgerning, at det jo faktisk normalt er gennem OS, Gud virker, både når han taler, og når han gør noget.

 

At Gud selvfølgelig kan gøre, hvad han vil, hvornår han vil, og hvordan han vil, er noget, der ligger på et andet plan. – Vi kan her tænke på, hvad Jesus sagde til farisæerne, da de palmesøndag ville have ham til at få disciplene til at stoppe deres hyldest-råb:

 

Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe. - (Luk 19,40).

 

Men altså stadigvæk: Bortset fra, at vi i Bibelen har optegnet, hvad der skete i og ved Jesus, og hvad der skete i Guds frelseshistorie før ham og i kirkehistorien de første år efter ham, så er det jo i vore munde, Guds ord tales, i vor prædiken, bekendelse og samtale! Gud råber jo faktisk ikke ned til verden fra Himlen! Det er i det store kollektive legeme, som kaldes Kirken, han lever og taler og virker! Og det er derfor, det er så absolut nødvendigt, at vi har en klar bevidsthed om, hvad det vil sige, at Kirken er i verden, og at vi er i den! Ja, at Kirken, det er os!

 

Men tilsvarende er vi jo også Guds hænder - ja, i det hele taget Guds legeme, hver især forskellige lemmer på det. Og når den virkelighed, vi hører om her indledningsvis i evangeliet til i dag, skal udspille sig her og nu, så kan det jo ikke foregå på anden måde, end at det er os, som hører til den mere bevidste og synlige og aktive del af menigheden, der viser Guds sindelag over for dem, der er helt ude på kanten, ja, er faldet helt ud over kanten. Og det gør vi jo kun derved, at det samme sindelag er i os, viser sig i os!

 

Og så er det pludselig ikke bare noget med at nikke genkendende og bekræftende til nogle rigtige ord, der bliver læst op af en bog, nej, så begynder det at blive rigtig ubehageligt. Tænk, hvis sådan nogle skrækkelige mennesker, som der her er tale om, måske ligefrem fandt på at møde op her ved vores gudstjeneste i forventning om at blive optaget i vort fællesskab!

 

Og det er altså ikke noget, jeg står her højt ophøjet og pisker jer med. Det er virkelig også noget, jeg siger til mig selv, og har tænkt meget over under hele prædiken-forberedelsen!

 

Og dette har jo også den virkning, at vi ikke bare forholder os til farisæerne og de skriftkloge her i evangeliet med et overbærende skuldertræk. Pludselig forstår vi dem sådan set meget godt. For der må da vel være en grænse for, hvem man kan omgås! Ikke mindst sådan rent praktisk, i virkeligheden!

 

Men principielt er der i hvert fald ikke nogen grænse! Jesus satte ikke nogen grænse for sit eget vedkommende. Og når vi nu er lemmer på hans legeme, hans mund og hans hænder, så skal vi altså heller ikke gøre det! Der er ikke andre end os til at vise vor tids toldere og syndere, at Gud elsker dem!

 

Og så skal vi ikke – hverken på den ene eller den anden måde – gå for meget op i det spørgsmål, som ligger i, at her i Danmark er det stadig sådan, at de 85% af dem, der bor her, faktisk er medlem af den kristne menighed, og altså i princippet er på lige fod – alle lemmer på Kristi legeme.

 

Vi skal pdes. ikke gå for meget op i dette, for så vidt som det jo er helt indlysende, at selv om det er inden for et fællesskab, hvor alle principielt er lige, så vil der altid være nogen, der i den enkelte situation har et særligt ansvar over for nogle af de andre. Men samtidig skal vi pdas. passe meget på, ikke at lade dette resultere i, at vi opretter et skel mellem os, som måske nok i mange henseender er dem, der er tættest på det centrum, fællesskabet samles om, og har overskuddet til at pege hen mod dette centrum – og så dem, der ikke har noget overskud! Vi kan sige det på den måde, at det kræver stor takt at udøve den store opgave, det er at være Guds mund og hænder – det gælder ude i verden, men nok ganske særligt inden for menigheden!

 

Men vi kan jo også sige, at det kræver stor ydmyghed! For vi må ikke glemme dén dybe Jesus-pointe, der ligger i det, når Jesus siger, at der bliver større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse! – Her er ironien så tyk, at man næsten kan tage og føle på den med hænderne! Det er helt klart, at det, Jesus mener, er, at når et stakkels menneske, der er helt knust, søger hen til sit livs Gud for at blive helet og oprejst, så glæder Gud sig over dette, medens han jo langtfra har noget at glæde sig over, når et måske nok mere velbjerget menneske går rundt og bilder sig ind, at han ikke i grunden har lige så meget brug for at omvende sig og søge hen til et fornyet fællesskab med sit livs Gud!

 

Men så melder spørgsmålet sig jo igen, hvad vi nærmere skal stille op med disse store og fine og rigtige ord. Hvad betyder det i praksis, at eftersom vi i grunden alle er hjælpeløst fortabt, så skal vi være solidariske med hinanden, når nogen af os er helt åbenlyst fortabt – i den grad, at de heller ikke selv kan se andet end, at de er fortabte?

 

Betyder det rent ud sagt, at alle de mere ”pæne” medlemmer af menigheden bare skal udtale Guds – og dermed deres egen – accept af de åbenlyst fortabte igen og igen, medens alt bliver ved det gamle og de fortabte i enhver henseende fremturer i deres fortabthed, ja, i realiteten bare bliver mere og mere bekræftet i den?

 

Men hvis vi ikke skal havne i den grøft, at vi bare siger nogle accepterende ord til dem, der er ude på kanten – eller ude over kanten – og så ellers lader dem fortsætte derudad, så havner vi meget let i noget, der kommer til at ligne betingelser for Guds helt ubetingede nåde –  for slet ikke at tale om, hvordan vi kan komme til at herse med hinanden i kirketugt og den slags!

 

Der findes jo en mægtig frisk og smart, åh så ”evangelisk” udlægning af optrinnet med ”synderinden”, der salvede Jesus, at hun ”selvfølgelig” gik tilbage til sit erhverv igen.

 

Og vel er det altså rigtigt, at Gud bliver ved med at elske enhver af sine skabninger, uanset om vedkommende går tilbage til både den ene og den anden form for synd igen! Men dette er jo ikke det eneste, der er at sige! For synden, det er ikke bare en eller anden tilfældig, i og for sig ”neutral” måde at forholde sig på, som Gud ved en eller anden grille har udnævnt til at være ”synd” over for ham! Vi må ikke glemme, at synden faktisk først og fremmest er ”synd for synderen”. Hvis det endelig skal være det, så klarer Gud sig jo nok for sit eget vedkommende!

 

Og netop her på det sidste har vi jo fået en uhyggelig anskuelse af dette i forbindelse med den store razzia mod bordellerne med baltiske prostituerede. Hvor det er ganske tydeligt, at det rent ud sagt er pokkers til evangelium, at disse ”synderinder” (hvem sagde noget om kunderne?), bare kan vende tilbage til deres erhverv igen, for Gud elsker og tilgiver dem jo!

 

Og hvor vi også har fået en uhyggelig anskuelse af, hvad det kan betyde af pligt for os – og hvor vanskeligt det er at opfylde denne pligt, så rådden og ond, som verden er. Men uden at komme ind på den gamle diskussion omkring Kristeligt Folkeparti og patentet på kristendommen – for slet ikke at tale om fremmedpolitikken -, så er det i hvert fald ikke noget tilfælde, at det netop er det parti, der har følt sig forpligtet til dog at foreslå, at man skulle gøre noget for disse kvinder!

 

I den Gammeltestamentlige læsning til i dag hører vi et ekko af, hvordan man allerede under den gamle pagt har kunnet høre Gud sige, at

 

Jeg bor i det høje og hellige

og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet,

for at oplive den nedbøjede ånd

og oplive det knuste hjerte.

Jeg anklager ikke for evigt

og vredes ikke for altid;

for så ville deres ånd svigte for mine øjne,

den livsånd, jeg selv har skabt....

 ...

i frafald fulgte de den vej, de ville.

Men jeg så deres færd,

og jeg vil helbrede dem og skaffe dem hvile,

... ... ...

Fred, fred for den, der er langt borte,

og for den, der er nær, siger Herren,

og jeg helbreder dem.

 

Her er alt sagt: Når Gud ikke vil give slip på selv den mest forfærdelige af os, så er det, fordi han jo selv har skabt hver eneste af os. Men så er det også indlysende, at det ikke bare er ved en erklæring om, at han egentlig nærmest er ligeglad med, hvad vi laver, og hvordan det går med os, han tager os til sig. Målet er selvfølgelig helbredelse. For nogle måske slet ikke, før i Guds Rige bag tidens ende. Og for ingen helt, før vi kommer der.– Men så sandt Gud virkelig er vor Skaber og Far, skal oprejsningen og helbredelsen da så vidt overhovedet muligt i det mindste begynde her og nu! For livets skyld. Simpelt hen.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

4. søndag efter trinitatis 1973 (15. juli)

 
DDS: 345 - [9 v 13-14] - 608(641) -///- 595 - 430

 

Rom. 8,18-23. - (Matt. 5,43-48). - Luk. 6,36-42

 

 

Far i Himlen!

Vi bekender, at vi er onde og utaknemmelige, så at vi går og ødelægger det liv, for hinanden, som du har givet os.

Forlad os denne skyld, og giv din godhed i vore hjerter, så vi kan tage den med os ud og få livet til at blomstre for hinanden.

Amen.

 

 

"Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig" - Dette er udgangspunktet. En befaling i sammenligningens form - hvilket vil sige, at udgangspunktet i sidste ende bliver vor himmelske Faders barmhjertighed.

 

Ja, vi kan tage som udgangspunkt, at vi er den Højestes børn, han, som er god imod de utaknemmelige og onde, som der står lige ovenfor.

 

Det blev vi ved vor dåb. Det får vi bekræftet, hver gang vi hører evangeliet og smager nadverens måltid.

 

Guds barmhjertighed. Guds godhed mod os utaknemmelige og onde, det er den grundtone, der klinger under hele vort kristenliv, fra den blev slået an ved vor dåb, indtil begravelsesritualets lovprisning af Guds store barmhjertighed, og det er den barmhjertighed, vi også tror vore kære og os selv omsluttet af ude i dødens mørke og på dommens dag.

 

Udråbelsen af Guds barmhjertighed, det glædelige budskab om syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv, det ligger som en vældig orgeltone under alt, hvad der ellers lyder her i kirken.

 

Der er utvivlsomt nogle, der finder det for monotont. Som skoleeleven, der skrev i sin stil, at hvis kirken ville have fat i de unge, så kunne det ikke nytte noget med alle de gamle reaktionære præster. For de står bare og taler om Gud hele tiden, og det kan jo godt blive ret trivielt at høre på i længden!

 

Ja, det ligger vel til alle mennesker, at det, vi allerhelst vil høre om, er os selv.

 

Så må vi bare gøre os klart, at der selvfølgelig ingen som helst hjælp er at hente i at høre om sig selv.

 

Selv om vi i vor barnagtige selvoptagethed finder det monotont og trivielt at høre om Guds storhed og barmhjertighed, så må vi være klar over, at det er noget vi trænger til at høre hver eneste søndag og leve på hver eneste dag.

 

Men når DET så er slået fast og vi har taget det til os, så godt det nu lykkes på trods af vor selvoptagethed og selvglæde, så er ikke alt dermed sagt.

 

At kirkens forkyndelse hele tiden er en forkyndelse om den almægtige evige Gud, udelukker ingenlunde, at det samtidig er en forkyndelse til os mennesker og om os mennesker.

 

Evangeliets dybe pedal-tone klinger ikke i det tomme himmelrum - dens lydbølger udbreder sig jo netop i vor tilværelse, således at den gennemtrænger hele vort liv på denne jord her og nu.

 

At kirkens tale er tale om Gud, betyder ikke, at den er verdensfjern tale. Det betyder, at kirkens tale har sit centrum og sin kraft-kilde uden for verden, nemlig i Ham, som har skabt verden og som sekund for sekund holder universet oppe og er Herre over alle ting. Men så går kirkens tale til gengæld også ud på, at denne store og evige Herre bekymrer sig så meget om/for os små, at han endog tæller vore hovedhår, og så at han er kommet os ganske nær i den Jesus, som bl.a. har sagt de ting til os, vi har hørt i prædiketeksten til i dag.

 

På denne baggrund vil vi så høre den samling Jesus-ord, som udgør teksten til i dag.

 

I troen på, at vi allerede ved vor dåb uomtvisteligt er børn af ham, som er god imod de utaknemmelige og onde, vil vi høre Jesu ord om, hvad det indebærer at være Hans børn:

 

Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig (Luk 6,36).

 

Eller som det lyder et tilsvarende sted hos evangelisten Matthæus (= 2. tekstrække):

 

Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen! (Matt 5,48).

 

Og nu kan vi vist rigtig forstå, hvorfor jeg gjorde den lange indledning om, hvad der er grund-tone og centrum i den kristne forkyndelse, nemlig det glædelige budskab om, at universets Herre er god imod os utaknemmelige og onde.

 

Ellers ville det simpelt hen ikke være til at holde ud at høre på, når Jesus siger:  "Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!".

 

Enten måtte vi jo fortvivle under byrden af en umulig opgave, eller også måtte vi opfatte Jesu ord som besk ironi.

 

Men nu kan vi rent ud sagt tage mere afslappet på det. At være en troende kristen er faktisk at kunne tage mere afslappet på det. Eller, som Luther har udtrykt det: at  "kunne vandre med sikre skridt i lyset, som er Kristus, og med sikker dømmekraft udvælge og gøre gerninger, som ikke er hykleriske, men i sandhed gode, og om hvilke han ved at de behager Gud og er befalede af ham".

 

Sådanne gerning - eller en sådan holdning  til vore medmennesker er det altså Jesus taler om her.

 

Døm ikke! - Fordøm ikke! - Tilgiv! - Giv! - Tag først bjælken ud af dit eget øje!

 

Her hører vi barmhjertighedens grundtone klinge ind i vore ganske konkrete menneskelige forhold som anvisninger for, hvordan vi skal leve vort liv på grundlag af Guds barmhjertighed. - Og for det sidste eksempels vedkommende med en elegant piccolofløjte-trille af guddommelig humor. - Hvor er det vidunderligt, at vor Herre og Frelser har humoristisk sans. For at sige det sådan! Hvilket jo ved at "gøre mærkeligt" i vore ører og vor hjerne ender med at komme til at betyde lige netop det store, det skal!!!

 

Der kan måske være grund til at nævne, at Jesu regler ikke betyder, at kristne skal regne alting for "lige fedt".

 

Jesus ved selvfølgelig godt, at regler og moral er absolut nødvendige for livet her på denne jord.

 

Det er ikke evnen til at skelne mellem godt og ondt, Jesus advarer imod, ikke den sunde dømme-KRAFT, men dømme-SYGEN, den sygdom, som ytrer sig i, at vi tager moralen i vor egen selvhævdelses tjeneste. ja, at det bliver vor religion at gå rundt og anstrenge os for at gøre de andre bedre - eller i al fald jamre over, hvor slette de er.

 

Det, denne gudstjeneste betyder, er altså, at vi nu bliver sendt ud i sommervarmen til fællesskabet med alle vore mangelfulde, irriterende og måske ligefrem fjendtlige medmennesker, så at vi i enhver konkret situation derude i livet kan høre ekkoet af Jesu ord: Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig! - Døm ikke! - Fordøm ikke! - Tilgiv! - Giv!

 

Det er måske naboen - eller konen! - der er gået for vidt.

 

Eller det er en i omgangskredsen, der har opført sig så utilbørligt, at man som anstændigt menneske ikke kan have mere med ham at gøre.

 

Hvad det er i det enkelte tilfælde, ved vi, når vi står i situationen.

 

Og da vil det vise sig, om evangeliets tone klinger så stærkt i os, at der kan komme lidt sød musik ud til vore sure eller onde Næste.

 

Og hvis det er for højttravende for os, har Jesus jo også givet os anvisning på et mere praktisk middel mod dømmesygen: Den kan helbredes ved hjælp af et spejl!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

5. søndag efter trinitatis 1997 (29. juni)

 
DDS: 5 - 9 v 1-6 - 257 -///- 127 - 357
 
Es. 6,1-8. - 1. Pet. 3,815a. - Luk. 5,1-11
 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du ikke har ladet os blive i dødens gamle vande, men ved din Søn og hans tjenere har sat os over i livets nye vande!

Hjælp os til at trives-og-leve mere og mere, der hvor du nu har samlet os, ja, lad vort liv være så rigt og stærkt, at vi simpelt hen må dele det med flere og flere nye også!

Amen.

 

 

Hvis vi skal høre dette som noget, der handler om os, bliver vi nødt til, først og fremmest at høre det ud fra det synspunkt, at vi selv er nogle menneske-fisk, der allerede er blevet fanget som følge af "det store menneske-fiskeri, / som Herren og Simon grunded".

 

Dernæst kan vi så se os selv som Peters efterfølgere i forhold til de menneske-fisk, der endnu ikke er kommet i Guds garn.

 

Men det er selv da et spørgsmål, hvor megen aktualitet og virkelighed der er i dette sidste. Der er vel næppe nogen af os, der har noget videre at gøre med missionsarbejdet ud over at læse og høre lidt om det engang imellem og give måske i alt 25 kr. om året til det ved indsamlingerne her i kirken på 1. sønd. i adv. og Kristi himmelfarts dag og måske en enkelt gang til, hvor der samles ind til missionsarbejdet.

 

Så kunne prædikenen handle om, at vi skulle interessere os mere for denne side af vort liv og ansvar som kristen menighed.

 

Og lad os da også i det mindste lægge os dette på sinde.

 

MEN! - Allerede i dette perspektiv er der noget, der må få os til at vende blikket indad og betragte os selv i - om man så må sige - vort eget hyttefad!

 

Vel har vi fortsat et økonomisk overskud i forhold til de allerfleste hedninge-lande. Det er vel egentlig kun Japan, der skiller sig ud her. (1997:) Og måske efterhånden tillige de såkaldte asiatiske tigre, de små asiatiske lande, der også er begyndt at komme stærkt med, rent økonomisk. (1981:) Men i det lange løb vil vi selvfølgelig kun kunne bruge dette overskud i det kristne menneskefiskeris tjeneste, så længe vi ved, hvad det vil sige, at vi selv er kristne. Hvis vi ikke betragter det som den store lykke, at vi selv er kristne, vil vi ikke være "motiverede" til at give af vore i praksis alligevel sparsomme overskudspenge til at gøre andre til kristne. Men også selv om vi havde en hel del midler virkelig tilovers, ville vi næppe bruge dem til missions-arbejde, hvis vi ikke havde en forståelse af, hvad det vil sige, at vi selv er kristne.

 

Hvortil kommer, at det ikke kun er et spørgsmål om penge.

 

Vel er det nu i høj grad sådan, at der er opstået selvstændige kirkesamfund ude i de hedenske lande, og at vore "missionspenge" for en stor dels vedkommende simpelt hen bruges til at støtte disse unge kirkesamfund, så de fx kan give deres præster en ordentlig uddannelse, hvorved de så igen bliver bedre rustet til at prædike evangeliet også for deres endnu hedenske landsmænd.

 

Men det ville være noget ynkeligt og jammerligt noget, hvis vi ikke havde andet end penge at yde i fællesskabet med de nye menigheder (i det omfang pengene altså overhovedet kom!). Vi kan selvfølgelig kun deltage i den kristne kirkes menneskefiskeri, hvis vi også selv kan prædike, dvs. hvis kristendommen er levende sandhed for os.

 

Kan en blind lede en blind?" - hørte vi i søndags. Er gamle udlevede kristne, der er lige ved at fuldbyrde overgangen til et efter-kristent ny-hedenskab de rette til at indføre de oprindelige, "gammelsags" hedninger i kristendommen? - Selvfølgelig ikke.

 

Hvilket imidlertid ikke er det samme som, at vi nu skal gøre os umage for at blive bedre kristne, så vi derved bliver bedre rustet til missionsarbejdets menneskefiskeri! Så snart disse ord bare bliver sagt, kan vi høre, hvor fjollet og bagvendt det lyder!

 

Nej, prædikenen for andre kan kun udspringe af, at det er gået en selv, som det gik Peter.

 

Prædikenen for andre kan kun udspringe af, at man selv har set Jesus som Herren, dvs. som Ham, i hvem Gud, Universets Herre træder frem for os, så man gribes af rædsel og bekender sin synd, men samtidig bliver kærligt tiltalt med ordene "Frygt ikke!" og antaget i denne store Herres tjeneste.

 

Man kan kun være en menneskefisker i den store reders tjeneste, når man selv allerede er fanget af ham og er klar over, at det at være fanget af ham er det modsatte af at være fanget af alle andre.

 

Ingen andre har ret til at fange mennesker. De, der alligevel gør det, står i deres egen - eller i en helt anden herres - tjeneste. Hvilket i øvrigt faktisk kommer ud på eet!

 

Og det at være fanget af Gud er i virkeligheden slet ikke at være fanget; det er tværtimod at være blevet befriet og hentet hjem!

 

Guds net er ikke et fange-garn, men "kærlighedens fuldkomne bånd", livets bånd, ja, liv-linen, som er livs-nødvendig for os.

 

 I alle andre sammenhænge glæder det om at undgå at komme i nogens garn. Men Guds garn gælder det om at være og blive i. I forhold til Gud er det meningsløst at tale om frihed. Det svarer til, at en astronaut, der svæver omkring rumskibet, får lyst til en tur mellem stjernerne på egen hånd og derfor tager kniven frem, skærer sin livline med luftslange, telefonledning og det hele over, og så ellers tager et kraftigt afsæt ud i det tomme rum!

 

At forlade alle ting og følge Jesus er at indse, at kun gennem ham går livlinen til Ham, som er Livet og Kærligheden selv, og at det modsatte, nemlig at forlade ham for at følge - eller jage efter - alle ting, er et totalt selvmord. I øvrigt også, for så vidt angår alle tingene! De dræbes nemlig også derved, tømmes for indhold. (1997:) Dvs. ikke som sådan. Men for os! Tingenes indhold, tingenes betydning er jo Jesus! Og det kan vi selvfølgelig ikke lave om på. Men hvis vi giver os til, bevidst at jagte efter tingene i en jagt, der samtidig er en flugt bort fra Jesus, så flygter vi dermed fra selve indholdet i det, vi tror vi jagter!

 

Og netop fordi det er sådan, så er det at være bundet til ham den eneste sande og virkelige måde at have med alle tingene at gøre på!

 

Hvormed det også er klart, at dette også har noget at gøre med vort indbyrdes forhold i den kristne menighed.

 

Det bånd, vi er bundet med til Livets Gud, det binder os også samme i Livets fællesskab med hinanden.

 

Derfor skal vi skelne nøje mellem frihed og frihed, også når vi ser på os selv og hinanden som menighed.

 

Der er en frihed, som hører livet til, og den skal vi nyde i fulde drag - (1997:) og unde hinanden, alt hvad vi kan. Men der er også en "frihed", som kun er en tilsyneladende frihed, en pseudo-frihed (hvilket er græsk og på godt dansk betyder en løgne-frihed), som er dødens frihed. Den skal vi vogte os for. Og hjælpe hinanden imod, beskytte hinanden imod. Også i vort indbyrdes forhold.

 

Vi kan også tænke på, hvad vi skal synge i Grundtvigs store salme lige om lidt. Hvor hele problematikken omkring frihed og bundethed bliver udtrykt på den rent ud sagt, dvs. Grundtvig’sk sagt "mageløse" måde, at vel kalder vi, der forkynder det kristne evangelium, folk ind til Guds-bundetheden, men at det altså sker efter det princip, der formuleres således:

 

Med lys vi komme, med kors vi gå,

vi vil ingen sjæl bedrage:

de ved det alle, vi kalde på,

at verden de må forsage;

på snekken vajer det røde flag,

vort garn vi sætte ved højlys dag

og ej i de smalle sunde.

 

Og hvor hele "liv-død-problematikken" udtrykkes på den lige så "mageløse" måde, at det, der er tale om, er, at de folk, der bliver "fanget", altså derved bliver ført til selve "livets kilde":

 

fra verden føre vi dem til Gud,

hvor frit de evig gå ind og ud,

og glæden dem altid følger.

 

Og hvor denne "problematik" - og samtidig den "problematik", der ligger i den megen tale om den kristne prædikens uforståelighed tilsvarende udtrykkes således:

 

På hjertedybet vi fare ud,

hvor timeligt ej kan bunde,

der vod vi trække på Herrens bud

for, hvad ej vil gå til grunde;

hvo kun al verden, ej mer, attrår,

han ej et ord af vor mund forstår,

ham griber da ej vor tale.

 

Men så til allersidst den detalje fra Grundtvigs salme, som udgøres af det dejlige ord "lyslevende" - "Jeg vil dig lære herefter snildt / lyslevende folk at fange"!

 

(198/:) Her har Grundtvig nemlig fået en nuance med fra den græske grundtekst, som ikke er kommet med i bibeloversættelsen. I grundteksten er nemlig benyttet udsagnsordet "zågreå", der simpelt hen betyder "fange levende" - vi kan genkende den første del af ordet i "zoologi", læren om det levende.

 

Meningen med at blive fanget af Jesus ved hans apostle, dvs. ved hele den kristne tradition i Kirken, det er jo ikke, at noget af det gode i vort gamle liv skal tages fra os. Nej, vi skal snarere sammenligne det fiskeri, der her er tale om, med en redningsaktion!

 

Vi kunne bruge et meget aktuelt billede på det og sige, at det, der er tale om, er, at vi bliver fisket om af noget alvorligt forurenet vand for at blive sat over i noget vand, der er renset helt rent! Og vi kan i denne forbindelse også presse betydningen af "fange levende", så det også kommer til at betyde: "Fange eller redde ind til livet".

 

At være fanget ind i den kristne menighed er at være reddet ud af den "forurening", der ellers truer vort liv. Hvorved så netop også er sagt, at det er vort liv, der skal reddes - og at det er reddes, det skal, ikke "omprogrammeres" til noget helt andet og fremmed, livs-fremmed.

 

Sådan er det. Og det skal vi så bare fordybe os mere og mere i, så det liv, vi er "fanget" ind til, bliver mere og mere levende, dag for dag - også i den betydning, at det forplanter sig til vore medmennesker, både i og uden for det, der lige nu er Kirkens store hyttefad!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

6. søndag efter trinitatis 1981 og 1997

 

*

 

6. søndag efter trinitatis 1:

 

26. juli 1981

 

 

DDS 1953: 246 – [192 v 3 - 4] - 600 (537) -///- 605 – 432 (343)
 
Rom. 6,3-11. - (Matt. 19,16-26). - Matt. 5,20-26.

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du ikke ville beholde livet for dig selv, men delte det med os, da du skabte os i dit billede, så vi ligner dig.

Og tak, fordi du ved Jesus Kristus henter os ud af Syndens og Dødens og Djævelens magt tilbage til det liv, du har skabt os til.

Giv os lys til at se dette klart og leve i glad taknemmelighed derover.

Amen.

 

 

For helt at forstå meningen med den del af Jesu Bjergprædiken, vi her lige har hørt, skal vi huske på, at det allerførste i Bjergprædikenen er Saligprisningerne, dem vi hører allehelgens søndag som første tekstrækkes evangelium.

 

Nu kan der ganske vist findes meget i Saligprisningerne, som minder om det, vi hører i dag, fx:

 

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn (Mt. 5,9).

 

Men det samlede indhold, den samlede betydning af Saligprisningerne er alligevel, at det allerførste, Jesus begynder med, er at love alle små og nedtrykte og sørgende den store oprejsning til den evige glæde i Guds Rige.

 

Dette er og bliver, hvad vi populært sagt kan kalde det altafgørende hovedformål med Jesu gerning.

 

Som evangelisten Johannes så kort og godt har udtrykt det:

 

Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham (Jh. 3,17).

 

Hvor mærkeligt det end er, har der imidlertid til alle tider været nogle, der har været utilfredse med, at det var dette, der var hovedformålet med hele kristendommen.

 

Disse utilfredse har anklaget først vor Herre Jesus og dernæst hans forkyndere for at gøre for lidt ud af de mere jordnære ting.

 

Et frisk eksempel på noget i den retning har vi i den klage, et menighedsrådsmedlem i Ribe Stift har indgivet over pastor Søren Krarups intimationstale ved en ordinationsgudstjeneste i Ribe Domkirke.

 

Det vil føre for vidt at referere hele sagen her. Jeg kender den heller ikke i detaljer. Men jeg kom under arbejdet med prædikenen til i dag til at tænke på, hvordan klageren ifølge Kristeligt Dagblads referat formulerer sit ønske om, hvad gudstjenesten skal handle om. Han ønsker at

 

opleve en gudstjeneste efter bibelens ord, som blandt andet handler om menneskelighed, godhed til næsten, fred, tilgivelse.

 

(Jeg har ikke umiddelbart nogen dato, og ordlyd og retskrivning er derfor som i mit originale manuskript uden at have været verificeret).

 

Nu har klageren ganske vist garderet sig ved at indskyde et ”blandt andet” foran sit ønske om en gudstjeneste, der ”handler om menneskelighed, godhed til næsten, fred, tilgivelse”. Men uanset dette ”blandt andet” er det faktisk disse ting, der gang på gang bliver holdt frem som eksempler på, hvad præstens prædiken først og fremmest eller måske uudelukkende burde handle om.

 

Over for sådanne krav må det altid svares, at Gud sendte ikke sin søn til verden blot for at han skulle tale om menneskelighed, godhed til næsten, fred, tilgivelse, men for at verden skal frelses ved ham.

 

Eller der må svares med en henvisning til Saligprisningerne:

 

Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

 

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes (Mt. 5,3f).

 

Og så videre.

 

MEN - når hovedsagen således er bragt på det rene, kan der fortsættes med nogle af de andre saligprisninger, fx:

 

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.

 

Og:

 

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn (Mt. 5,7.9).

 

Allerede her hører vi tydeligt, at det, som er den altafgørende hovedsag alligevel også rummer de andre ting i sig.

 

Selv er disse andre ting ikke hovedsagen, men de hører med til hovedsagen, ja, er faktisk dele af hovedsagen.

 

Samtidig med, at Jesus lover sørgende og skuffede og misbrugte mennesker Himmerigets trøst og oprejsning, kræver han også af os alle, at vi skal være over for hinanden, som Gud er over for os!

 

Det kan ganske vist være farligt. For derved blotter vi os over for de andre, så de både kan grine ad os og udnytte os. Men også dér kommer så Himmerigets trøst ind.

 

Men der er i øvrigt tale om noget, der er mere end bare krav og omkostninger og kompensation; det er simpelt hen bare kærlighedens livsvirkelighed, der holdes op for os og rækkes til os. Og så bliver alting nyt! Derfor siger altså Jesus videre i Bjergprædikenen:

 

Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget (Mt. 5,20).

 

Og lad os prøve at oversætte det med henblik på den aktuelle situation i Ribe Stift, ja, i hele Folkekirken; for det er jo ting, der på flere leder vil være til debat i hele vor menighed de kommende måneder, måske år.

 

Jeg tror, Jesus vil sige til det klagende menighedsrådsmedlem i Ribe Stift: Ja, du kan tro, det, der handler om mig, ”blandt andet” også handler om ”menneskelighed, godhed til næsten, fred, tilgivelse”, men du skal være klar over, at det gør det i en grad, du aldrig selv ville kunne forestille dig, og at der altså skal meget andet og mere til end selv de bedste forsøg i den retning, hvis du skal gøre dig håb om at komme ind i Himmeriget.

 

Og til Søren Krarup og os andre præster, der utrætteligt prøver at holde fast ved det, der er den absolutte hovedsag, vil Jesus fx sige: Det er rigtigt, at det dybest set kun er den Frelse, jeg bringer til jer, og som I umuligt selv kan skaffe jer, det drejer sig om. Men glem ikke, at denne frelse ikke bare er ligesom at samle nogle sten op i en trillebør eet sted og læsse dem af et andet sted.

 

Den frelse, Jesus kommer med, er Skaberens frelse til sine skabninger, ikke en stor centralcomputers operationer med nogle døde genstande.

 

Allerede derfor er der indbygget en levende personlig tiltale i frelsesbegivenheden, en tiltale, der kalder til levende kærlighed og lydighed.

 

Dertil kommer, at når Gud elsker dig og mig, elsker han også vort medmenneske og vil, at vi skal gøre ligeså.

 

Enhver, der selv har børn, ved en hel del om, hvad der ligger bag det kun på overfladen urimelige krav om, at vi først skal forlige os med det medmenneske, der har noget imod os, inden vi begynder at fortælle Gud, hvor meget vi elsker ham.

 

Og så kan vi også se, at netop fordi det er frelsen, der er den absolutte hovedsag, menneskelivets frelse fra Synden og Døden og Djævelen, kan det ikke være andet, end at frelsesordet også allerede her og nu må tale så stærkt om, hvordan vi skal være over for hinanden.

 

Og det må vi så - med den store glæde over frelseshovedsagen i vore hjerter - gå ud og prøve resten af dagen og resten og ugen!

 

Amen!

 

*

 

6. søndag efter trinitatis 2:

 

6. juli 1997

 

 

DDS: 246 - 355 - 192 v 3-4 -///- 605 - 432

 
5. Mos. 30,11-14. - Rom. 6,3-11. - Matt. 5,20-26

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du i din Søn har givet os din helt nye og evigt gamle retfærdighed.

Lad os mere og mere leve i den!

Amen.

 

 

Baggrunden for det, Jesus siger her - og i de følgende dele af Bjergprædikenen - er, at der er nogle, der har misforstået det helt nye, han kom med, så de har troet, at det var noget med, at man bare kunne gøre, som man ville, for Gud tilgav jo alligevel alle synder. Og denne misforståelse har sikkert ikke kun gjort sig gældende hos Jesu modstandere, men også hos nogle af dem, der med begejstring ønskede at tilslutte sig det, de troede han kom med.

 

Derfor har Jesus lige sagt til begge parter:

 

Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde (v17).

 

Og derfor har han lige sagt til dem, der gerne ville være hans tilhængere:

 

Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget (v20).

 

Og som de første eksempler på de fulde konsekvenser af Guds vilje med menneskene nævner Jesus derefter de ting, vi lige har hørt.

 

- - -

 

Det er ikke meget, I har hørt mig prædike moral her fra prædikestolen [VU: man hører mig prædike moral fra prædikestolen]. Og sådan skal det også være: Moral - eller etik (som det samme hedder på græsk (hvad nogle synes er lidt finere!)) - er jo noget, der skal praktiseres, og ikke noget, der skal spildes alt for mange ord på.

 

Sådan er det jo også hos vor Herre Jesus selv. Det er kun en lille del af sin tid, han har brugt på at tale om, hvordan det er Guds vilje vi skal være over for hinanden. Til gengæld har han - om man så må sige - udnyttet denne tid så godt, at ingen kan være i tvivl om, hvad det hele i al sin enkelhed drejer sig om, nemlig det, der kommer til udtryk i det dobbelte kærlighedsbud om, at vi skal elske Gud over alt andet og vor næste som os selv - hvilket er to sider af samme sag. Der er en nøje sammenhæng mellem kærligheden til Gud, og så den betydning, det har, hvordan vi omgås hinanden.

 

Kærligheden til Gud er selvfølgelig det første og det helt overordnede i den forstand, at både vi selv og vor næste har vort liv fra Gud, hvilket igen vil sige, at både vort eget liv og vor næstes liv kun er, hvad det skulle være, når det bliver levet i kærlighedens og lydighedens forhold til Gud.

 

Hvad er livets mening? spørger vi. - Livets mening er, at det, med alt hvad det består af, bliver levet som et parforhold mellem os og Ham, som er dets Mening og Giver fra Begyndelsen af. Ellers bliver det først fladt, siden tomt, og til sidst dødt!

 

Men netop når vi taler om mening eller betydning, kan vi forstå, at kærligheden til Gud er noget andet end en udflydende, "diffus" følelse, der bare sådan breder sig ud over det hele. Mening og betydning er noget ganske bestemt - det modsatte af den forskelsløse udflyden. Og godt og ondt er i allerhøjeste grad et spørgsmål om mening og betydning.

 

Men lad os allerførst - så godt vi nu kan, men i dette tilfælde er det for så vidt ikke så svært - prøve at forestille os, hvordan menneskelivet og forholdet mellem os mennesker tager sig ud set helt fra oven, altså fra Gud Faders den almægtiges, vor Skabers synspunkt.

 

Selve det, at Gud har frembragt alle ting og hvert eneste levende væsen, behøver sådan set ikke nødvendigvis betyde, at de levende væsener skal være gode ved hinanden. Man kunne - i hvert fald i første omgang  - forestille sig en kold, eller måske ligefrem ond, "skabergud", der blot havde sat det hele i gang som et eksperiment, og blot sad på sin himmelske trone og havde sin fornøjelse i at se, hvordan det hele nu forløb, ja, måske ligefrem havde en pervers fornøjelse i at se dyr og mennesker pine og plage hinanden indbyrdes. Ja, nogle vil måske oven i købet sige, at sådan ser det nærmest ud til at være!.

 

Men i anden omgang kunne vi nu nok alligevel ikke forestille os dette. For når vi tænker os om, forstår i udmærket godt, at det kolde eller onde eller perverse aldrig ville have kunnet skabe noget som helst!

 

Har I nogensinde tænkt over, hvorfor de forskellige mafiaer, som desværre udbreder sig mere og mere ikke går mere direkte til angreb på samfundsordenen? Det kan man i første omgang godt undre sig over. Men forklaringen er ganske ligetil: Gangstere ville aldrig kunne klare sig uden det almindelige samfund med landbrug, håndværk, industri og handel. Det eneste gangstere kan, er at snylte på det, der er i forvejen!

 

Sådan er det også med den store gangster, vi kalder Djævelen! Derfor ville Djævelen aldrig kunne være noget som helst. Og derfor ville en skabergud aldrig kunne have djævelske træk. Tværtimod skal der bogstavelig talt både varme og kærlighed til for overhovedet at frembringe og opretholde noget, der er noget.

 

Men så er det jo også sådan, at den Gud, der har skabt os mennesker, Han kan som den dybe kærlighedsbetydning og livsvarme under alle ting og hele vort liv aldeles ikke være kold og ligeglad med, hvordan vi opfører os over for hinanden. - Og dertil kommer, at vi mennesker jo ikke kun bare er sådan nogle "levende væsener", nej, vi er afbilleder af Gud selv, ligner Ham, ja, har i en vis forstand noget af Ham, noget af hans Ånd i os! Dette er den allervigtigste grund til, at Gud interesserer sig så meget for, hvordan vi er mod hinanden.

 

Samtidig er både dette og det andet, jeg her har ridset op, altså også grunden til, at det heller ikke er nok med bare en gang udflydende, diffust føleri mellem menneske og menneske, eller ikke nok med bare en lev-og-lad-leve-etik.

 

For det er det med mening og betydning. Og det med, at både Gud og hvert eneste menneske i allerdybeste forstand er personer. At være en person er noget helt andet og mere end bare at være en biologisk mekanisme. Det er derfor, det ikke er nok med en uartikuleret lev-og-lad-leve-etik.

 

Det, vi skylder hinanden, fordi vi hver især repræsenterer hver vor del af Guds personligheds-billede, er langt mere end selve de biologiske livsbetingelser. Hvad vi jo altså først og fremmest gør, så at det kun er en desto større forbrydelse, når vi ikke engang under hinanden dem!

 

Nu har dette nok været lidt af et stykke spekulativt foredrag. Men jeg håber, I sammen med mig har kunnet se, hvor indlysende det er, at Guds lov, Guds vilje, går så vidt, som vor Herre Jesus her har udtrykt det. Ja, meget videre end lige selve det, han her direkte har sagt. For Guds vilje drejer sig jo ikke kun om det, vi ikke må. Den drejer sig selvfølgelig endnu mere om, hvordan det er meningen, vi i positiv forstand skal deles om livet med al dets glæde og mening og betydning - idet vi ikke misforstår det med at dele i den retning, at vi i misforstået komme-hinanden-ved-iver kommer til at kvæle hinanden i "medmenneskelighed"!

 

Og her er vi så fremme ved det springende punkt. Alt, hvad der kan forkyndes om, hvad vi selvfølgelig, både ud fra Guds synspunkt og ud fra, hvad vi i grunden rent sagligt kan sige os selv, skylder hinanden, kan jo kun blive en "ramme-forkyndelse", der siger, AT vi i princippet skal være sådan, indtage denne holdning. HVORDAN denne holdning videre skal udmøntes, ja, praktiseres i livets helt konkrete situationer, kan ikke udvikles fra en prædikestol. Der kan peges på, at det altså ikke er nok at sidde i kirken - og siden gå rundt med - en stor generel varme for sine medmennesker. Og det er der så hermed peget på!

 

Men i denne henpegning ligger så en videre opfordring til os om at gå virkelig sagligt til værks ude i livet. Det gælder først og fremmest i de enkelte konkrete situationer. Men jeg vil gerne lade denne prædiken munde ud i en helt særlig henpegning, nemlig på, at vi også i mellemrummet mellem selve gudstjenesten og den helt konkrete situation, hvor der ofte skal handles hurtigt, skal beskæftige os med, hvordan vi som kristne skal leve vort liv med hinanden.

 

Vi har for ikke så mange år siden været igennem en periode, hvor det ikke var "in" at tale om etik og moral, og da slet ikke i den kristne teologi og prædiken. Dette har nu ændret sig - hvilket er udmærket, ja, det var virkelig også på tide! Af den dybt saglige grund, at det er af evig betydning, hvordan der handles med hver eneste af de Guds skabninger, som er skabt i hans billede, så vi ligner Ham!

 

Men når vi som kristne skal arbejde for en styrkelse af vor moralske bevidsthed og altså også ligefrem for en nyformulering af nogle regler og retningslinier for, hvordan vi skal forholde os i de konkrete situationer, så skal vi altså netop huske at gøre det i hele den store livs-sammenhæng, der er tale om i fx denne gudstjeneste! Så at vi altså gør vore overvejelser i det, jeg lige før kaldte "mellemrummet mellem gudstjenesten og den konkrete situation".

 

Men også så at det bliver mere end bare nogle "overvejelser". Vi skal ikke bare tænke i denne store livs-sammenhæng. Vi skal leve og være i den. Sådan som vi jo netop her i dag har hørt apostelen Paulus sige det i epistelen - i en dåbsforkyndelse, som vi hellere skulle koncentrere os om at lytte til og holde op for hinanden end bruge tiden på grublerier og skænderier om, hvordan det egentlig går til, det, der sker, når vi bliver døbt:

 

Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. ... [Er] vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. ... Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

7. søndag efter trinitatis 2001 (29. juli)

 
DDS: 369 - [4] – 463 v 5-6 (537) -///- 595 – 429(26)
 
Sl. 126. - Rom. 6,19-23. - Luk. 19,1-10

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har udvalgt os til at høre til dit folk, din kirke.

Hold os fast på vor plads i din store sammenhæng.

Ja, forbarm dig over os, hvis vi i synd og trods prøver at stille os udenfor.

Amen.

 

 

SÆRLIG ERKLÆRING FØR SELVE PRÆDIKENEN:

 

I anledning af, at jeg på det sidste har ført mig meget kraftigt frem i den fremmedpolitiske debat har jeg i en orientering til de tre menighedsrådsformænd fremsat en erklæring, som jeg nu også vil fremsætte over for jer, som er forsamlet til gudstjeneste her i dag:

 

[I]ngen […]kan beskylde mig for at have en dårlig forståelse af kirkens og menighedens væsen og af sognepræsteembedets stilling i den. Jeg er også helt klar over, at fremmedpolitikken er et højspændt område, hvor meningerne er stærkt delte, både i befolkningen og i folkekirkemenigheden. Derfor er jeg overbevist om, at I vil have fuld tillid til, at jeg – med de synspunkter, jeg nu er stået frem med – fortsat vil se det som min selvfølgelige opgave at være kristen præst i den lokale kristne menighed – for ALLE dens medlemmer. Det er i hvert fald ikke mig, der frakender folk kristennavnet, fordi de mener noget andet end jeg selv. Jeg vil gøre alt for at holde den strid, jeg nu er involveret i, ude fra gudstjenesterne, kirkebladet og i det hele taget min embedsvirksomhed som sognepræst her i pastoratet. - Enhver må høre Evangeliets tiltale, og så på eget ansvar gå ud og handle derefter i såvel sin daglige som sin politiske praksis.

 

- - -

 

Vi skulle måske i dag prøve at lukke øjnene og prøve at SE evangeliet om Jesus og Zakæus for os. Foretage en fantasirejse tilbage til den begivenhed, evangelisten Lukas har optegnet og fastholdt på dette sted i sin beretning om Jesus. - Eller forestille os, at vi ser en filmatisering af Lukasevangeliet.

 

Jesus er på vej til Jerusalem. Det er snart påske. På hele vejen har store skarer flokkedes om den mærkelige lærer og profet fra Nazaret i Galilæa.

 

Mennesker i tusindvis. Undertiden så at de har været ved at træde på hinanden.

 

Mennesker af mange slags, lige fra de nysgerrige, der er gået med, fordi de ikke har andet at lave, til dem, der er blevet totalt gennemrystet i sjæl og sind ved mødet med ham.

 

Der har været de ivrige unge mænd, der ville følge Jesus, hvor han end gik hen.

 

Der har været hysteriske kvinder som hende, der skreg: ”Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!” - Hende, som Jesus fik gjort nøgtern med ordene: ”Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!”.

 

Der har været modstandere, der har prøvet at lokke Jesus på glatis.

 

Der har været folk, der har villet have ham til at dømme eller skifte mellem sig.

 

Der har været syge, der trængte sig frem til Jesus for at blive helbredt af ham.

 

Og nogle, der har villet have besked om, hvor mange der bliver frelst, o.lign.

 

Ja, alle mulige slags mennesker er gået ud og ind i flokken omkring Jesus.

 

En stor og broget skare. Foruden de 12 apostle og de 72 andre discipel-udsendinge.

 

Det kan ikke undre, at den blinde tigger, der sad ved vejen lige uden for Jeriko, kunne høre, at der var noget særligt på færde, da Jesus og alle dem, der fulgte ham, gik forbi.

 

Denne mand er i øvrigt også med i følget. For da Jesus havde givet ham synet igen, ”fulgte [han] ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.” (Luk 18,43).

 

Jesus og hans begejstrede følge er nu på vej gennem byen.

 

Og alle skal selvfølgelig se, hvad det er for noget. – Nå, er det Jesus fra Nazaret der kommer! Ham har vi hørt så mange mærkelige ting om! – Og så føjes til skarerne, der følger Jesus gennem byen, nye skarer, der strømmer til fra sidegaderne. – Gaderne er eet bølgende folkehav. Eller rettere: Set ovenfra er hovedgaden som en flod, hvor vandet bare strømmer af sted ude i midten, men hvor der er alle mulige slags hvirvler inde ved bredderne. – Et broget, larmende østerlandsk optrin.

 

Og så et nærbillede: En lille mand i fine klæder. En mand, der har siddet bøjet over sine toldregnskaber, da råbet: Jesus fra Nazaret! gik gennem byen.

 

En lille rig mand, der løber frem og tilbage og strækker halsen fra side til side for at finde et kighul, så han kan få Jesus fra Nazaret at se.

 

En lille rig mand, der er glad for, at alle står med ryggen til, så han ikke skal udsættes for deres foragt.

 

Men bare han kunne finde et kighul!

 

En lille rig mand, der er frysende ensom med sine penge i sin foragtede stilling.

 

Overtolder Zakæus i Jeriko, det vigtige toldsted ved Judæas østgrænse, hvor vejene fra nord og øst samles før de sidste 30 km til Jerusalem.

 

En mand i en stor stilling – men altså desværre i tjeneste hos den romerske besættelsesmagt.

 

Hvad tænker han på, medens han løber frem og tilbage? Hvad er der gået forud?

 

Det er noget mere end nysgerrighed, der driver ham. Men veed han selv, hvad det er? Og hvad håber han at opnå ved at få set Jesus fra Nazaret i et glimt, medens han passerer gennem byen?

 

Har han hørt andre toldere fortælle om deres møde med Jesus?

 

Hvad det nu end er, der driver ham, så lykkes det IKKE for ham at få en plads, hvor han kan se.

 

Ligger der noget symbolsk i, at en mur af rygge lukker ham ude fra denne begivenhed i folkets liv? – Det kan i hvert fald godt tænkes, at det ikke er helt tilfældigt! HVIS de, der har fået en god plads overhovedet har bemærket Zakæus, har de nok snarere gjort sig umage for at lukke rækken og spærre for ham end at gøre noget for at lade ham komme frem og få en plads at se fra.

 

Men så løber han i forvejen og kryber op i et træ længere henne ad hovedgaden. – Det kan godt være, han er lille og foragtet, men han er jo også en type, der er vant til at klare sig i en snæver vending!

 

Dér sidder Zakæus så oppe på sin gode udkigsplads og venter. Og så passerer Jesus forbi – midt i alle de mennesker, der trænges om ham. Og lige da Jesus er ud for Zakæus’ træ, ser han op og siger til ham:

 

Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus. (Luk 19,5)

 

 

Og han skynder sig at stige ned – kan vi ligesom SE det for os? Kan vi se, hvordan han febrilsk retter på sit tøj og børster blade og kviste og barkstumper af det? Og kan vi høre, hvordan han får fremstammet et Velkommen til Jesus? Fuldstændig forvirret af glædelig overraskelse, helt overrumplet og fortumlet.

 

For lidt siden var Zakæus’ problem at skaffe sig en plads, så han kunne få bare et glimt af Jesus fra Nazaret.

 

Og nu viser denne store lærer og profet ham den ære at ændre sine planer og blive hos ham natten over.

 

Og så kan vi forestille os, at Jesus er gået med Zakæus hjem midt gennem de måbende menneskemasser.

 

For Zakæus er ikke jo den eneste, der er blevet overrasket! Det er alle de andre tilstedeværende sandelig også. For at sige det mildt! De mumler vredt: ”Han er gået ind som gæst hos en syndig mand” (Luk 19,7).

 

De kan ikke forstå – og da slet ikke billige – at denne Jesus, som virkelig er ved at blive et nationalt samlingsmærke, ja, som er midtpunkt for disse store skarers opmærksomhed, at han pludselig træder ud af hele denne sammenhæng for at slå sig ned hos en, der er uden for det hele, en, der selv er trådt ud af folkefællesskabet ved at træde i undertrykkernes tjeneste.

 

Zakæus mærker denne stemning og i en blanding af den glæde, der stadig bølger igennem ham, og af den frygt og skam, de andres reaktion vækker, står han frem og erklærer sin vilje til at gøre godt igen med de penge, der har betydet så meget for ham.

 

Ja, med de penge, der har betydet så meget for ham! Man har diskuteret meget, hvordan man skulle forstå det, Zakæus siger og lover her. Skulle det mon fx virkelig være meningen, at man alligevel nærmest skal betale for frelsen?

 

Men det er selvfølgelig en helt forkert måde at stille det op på. Vi kan i hvert fald ikke forlange, at den stakkels, oven ud lykkelige Zakæus lige i denne situation skulle være i besiddelse af en fuldt udbygget evangelisk-luthersk kristendomsforståelse! Nej, vi skal langt snarere de hans optræden som et udtryk for hans meget store glæde. Han skynder sig simpelt hen at sige det bedste, han kan finde frem.

 

Og så skal vi lægge godt mærke til, hvad Jesus siger:

 

I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. v10 For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte (Luk 19,9).

 

Og når vi nu således har prøvet at leve med i denne ”film” – eller hvad vi skal kalde det, og altså ligesom prøvet at være ”samtidig” med disse optrin, så kan vi jo også føre denne ”samtidighed” op i vores egen nutid og se, at også nu vandrer Jesus gennem folket og tildrager sig manges opmærksomhed.

 

Selv i vore dages Danmark er der i virkeligheden mange, der har opmærksomheden rettet mod Jesus. Men nu – som dengang – er det altså på mange forskellige måder.

 

Jesus talte og taler som en, der har myndighed. Og også i dag er mange klar over, at han på den ene eller den anden måde repræsenterer tilværelsens grundmagt. Ja, netop nu er der flere, der er begyndt at fornemme dette, end i mange år.

 

Det er måske for meget sagt, at der ligefrem er trængsel om Jesus! Men trængsel eller ej, så er det også i dag sådan, at bedst som forventningerne er højest oppe – så går Jesus til side for at tage sig af en, der sidder uden for det hele oppe i et træ, i håb om dog at kunne være tilskuer.

 

Pludselig vender Ham med myndigheden sig fra de mange for at bekymre sig om een, der har behov for hans hjælp, een der har lukket sig selv ude i kulden, og som går til grunde, hvis han ikke bliver lukket ind i varmen og fællesskabet igen.

 

Og ligesom dette var godt for Zakæus, er det også godt for dem, der i vor tid er i en lignende situation.

 

Men hvad så med alle de andre? Og med os, hvis vi ikke er i en situation, som ligner Zakæus’?

 

Ja, vi bliver jo for det første mindet om, at Gud altså forbeholder sig retten til at hjælpe og redde alle dem, der hører ham til – hvor og hvornår og hvordan han finder det for godt!

 

Men vi kan jo også godt tænke lidt mere over, hvad der mon ligger i det, når det også i dag bliver sagt, at ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”.

 

Hvad mener Jesus med det? Det skulle vel aldrig betyde, at vor situation, når det kommer til stykket, ikke er væsensforskellig fra Zakæus’? Hvilket selvfølgelig ikke er så flatterende lige i første omgang! Men når vi ellers er kommet os lidt over denne ubehagelige erkendelse, så kan vi til gengæld give os helt hen i den store glæde og befrielse, det er at kunne tage til sig, at som Jesus var over for Zakæus, sådan er han også over for os, sådan er Gud også over for os!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

8. søndag efter trinitatis 2001 (5. august)

 
DDS: 373 – [352] – 1(258) -///- 348 - 385
 
Jer. 23,16-24. - Rom. 8,14-17. - Matt. 7,15-21

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du i Jesus har ladet os høre livets og sandhedens ord!

Giv os ved din Ånds kraft at høre dette ord, holde os til det og vidne om det, ja, lad det blomstre og sætte frugt hos os!

Amen.

 

 

Det er engang blevet sagt, at det evangelium, vi her lige har hørt, ville kunne anvendes som andagtsstykke for menighedsråd, som skal vælge præst!

 

Der blev i den forbindelse henvist til, at undersøgelser har vist, at et ret stort antal læger udøver "farlig lægegerning". Men så gælder noget tilsvarende vel for præsterne?! I hvis gerning det jo lige så fuldt – mindst! - handler om liv og død!!!

 

Nu ved jeg da godt, at denne sammenligning kan være lige lovlig smart. Og det er måske ikke smarte bemærkninger o.lign. der er størst mangel på i Folkekirken i dag! Men som – tankevækkende – provokation kan denne sammenligning nu være ganske udmærket.

 

Men hvad er så en falsk profet – som det gode menighedsråd skal være i stand til at sortere fra?

 

Ja, det er jo svært. For den falske profet vil typisk være vældig flink!

 

En falsk profet indretter altid det, han siger, efter hvad der betaler sig bedst for ham selv! Hele formålet med hans gerning er, at han selv skal blive større! Hvis jeg i dag skal sætte navn på de farligste falske profeter her i folkekirken – altså ikke med personligt navns nævnelse, men som TYPE – så er det dem, jeg kalder "leflepræsterne", dem, der er rede til at sige og gøre ALT, hvad det skal være, bare de kan være afholdte og populære! DET er den største trussel mod Folkekirken i dag. – I GT var de falske profeter jo altid dem, der sagde Fred! Fred! – og der var ingen fred! Hvad folk også dengang jo helst ville høre!

 

Og så kan kampen se håbløs ud. Men det gør den kun, hvis man også selv er dum! For i virkeligheden forholder det sig heldigvis, som Grundtvig så uforligneligt har udtrykt det, at sandheden immervæk er mindst een dag ældre end løgnen!

 

Så ganske vist er det skrækkeligt at tænke på, hvad man kan lokke folk med på ved at tale dem efter munden og kildre deres dårlige smag. Gang på gang må man virkelig tage sig til hovedet, ikke bare over hvor usle og kyniske alle leflehovederne er (også andre steder end i kirken, fx i medierne og i underholdningsbranchen), men også over, hvad folk dog lader sig lokke med.

 

Men så må man alligevel glæde sig over, at det Grundtvig sagde om, at sandheden nu alligevel er mere fundamental end løgnen, det også viser sig mht. det store publikums sans for kvalitet, hvormed jeg altså ikke først og fremmest tænker på kvalitet i henseende til, hvad der er fint eller ikke-fint (det er nemlig ret ligegyldigt!), men på, hvad der er ægte eller uægte.

 

Det viser sig jo heldigvis gang på gang, at netop det store brede, lad os bare sige "folkelige" publikum egentlig udmærket er klar over, hvad der er kvalitet og ikke-kvalitet, ægte eller uægte, ja, sandhed eller løgn! Og ikke bare i medierne eller på underholdningsområdet, faktisk også i kirken! Ja, vel ganske særligt dér!

 

Den sande profet er altså ingenlunde uden muligheder! Og de falske profeter, leflehovederne, opportunisterne, bedrager i virkeligheden også sig selv. For selv om der måske nok er nogle, der vil have den uægte vare, så er det ikke den rigtig "almindelige mand".

 

Den rigtig sunde almindelige mand har faktisk altid sans for kvalitet, og for, hvad der er ægte eller uægte. Det, opportunisterne lader sig bedrage af, det er, at den gennem-sunde "almindelige mand", han siger sjældent noget. Dem, der siger noget – og kræver noget – det er dem, ser selv er syge, selv er uægte!

 

Men selv om lefleriet, underholdningssygen og selviscenesættelsestrangen virkelig ER en meget alvorlig trussel mod Folkekirkens liv i disse vigtige år, er der jo også helt andre og endnu værre kræfter på spil. Dem handler det om i det interview, der i går var i Kristeligt Dagblad med Johannes Aagaard, tidligere professor ved Århus Universitet og fortsat formand for Dialogcentret – altså det kirkelige center, der tager udfordringen op fra vor tids mange nyreligiøse bevægelser.

 

Og det var selvfølgelig helt direkte som oplæg til søndagsgudstjenesten her i dag, dette interview blev bragt i går. For som interview’eren sagde: "En stor del af Johannes Aagaards virke har bestået – og består i at afsløre de falske profeter".

 

Interview’et begynder med en henvisning til den kritik digteren Ivan Malinowski engang i et digt rettede mod GUD(!!!), fordi Han havde begået en utilgivelig fejl, da han gjorde forskel på sandhed og løgn, ondt og godt. Ivan Malinowski erklærer ligefrem, at på grund af det burde Gud afskaffes!

 

Men hertil siger Johannes Aagaard: "Nej, kære Malinowski, dét har du helt misforstået!".

 

Og Johannes Aagaard begrunder det således:

 

I samme øjeblik forskelsløsheden sætter ind, er døden kommet. Så længe livet er her, gør det en forskel, hvordan du tænker og handler. For du er med til at forme virkeligheden. Hvis du trækker Gud tilbage, trækker du også dig selv tilbage. Og "livet" bliver bare en pandekage, der er serveret for os. Tag den eller lad være. Det rager ikke andre end dig selv. Dette er ligegyldigheden, som betyder, at alt er lige gyldigt.

 

Og Johannes Aagaard fortsætter:

 

Sandheden er ikke uimodsagt i verden. Hele tiden skal vi vælge. Af hver ting er der to ting: en sand og en falsk, en god og en ond.

 

"Det kan være frygtelig besværligt", indrømmer Johannes Aagaard, "Med min kritiske holdning til megen religiøsitet er jeg blevet beskyldt for at være intolerant. Jeg er intolerant, ligesom en kunstkritiker er det over for falsknerier". – Og interview’et slutter:

 

Det er vigtigt at forstå, at ikke kun gode ånder er virksomme. De onde er det også og skal standses med dertil egnede metoder. Det er ikke intolerance. Tværtimod. Det er respekt for sandheden.

De "glubske ulve" kommer i fåreklæder, fordi de ligner, men ikke er. Alt væsentligt i livet er, men alt uvæsentligt ligner. Det er kopi og derfor intet værd. Måske er det en god kopi. Men altså ikke ægte.

 

- - -

 

Endelig kan sagen allerflest også ses fra en helt tredje side! Nu har jeg meget hårdt og direkte peget på "leflepræsterne" som vor tids falske profeter, dem, der bare siger: Fred! Fred! Og: Hygge! Hygge! – Og lader det, der foregår i kirken køre ind i tidens almindelige underholdnings- og selviscenesættelses-lirumlarum.

 

Men omvendt er der sikkert dem, der vil sige til den modsatte slags præster, at de bare er nogle kedelige stivstikkere, der ikke vil indse, at Folkekirken er folkets kirke, men bare klamrer sig til de gamle traditioner og den fine teologi. Fint ser det ud, men i virkeligheden er det disse "stivstikker-præster", der er de falske profeter, fordi de i al deres "teologiske korrekthed"(!!!) jager moderne mennesker væk fra kirken!

 

De er måske ikke direkte falske, men så dog dårlige og udygtige "profeter", der ikke formår at "formidle budskabet" – som man jo hele tiden siger.

 

Men heroverfor vil jeg sige, at det er en fuldstændig misforståelse at tro, at forholdet mellem det kristne budskab og dem, der skal modtage det, i sig selv er såre enkelt og klart, så at det må skyldes forkyndernes uduelighed, hvis det bliver vanskeligt at forstå! – Sandheden er tværtimod, at vel er kristendommen i verden med sin store livs- og sandhedskraft, så vi trods alt er en hel del, der hverken kan eller vil give slip på den – lige meget hvor lille og flakkende vores tro er. – Som Peter sagde til Jesus: "Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord". (ApG 27,3 (Joh 6,68))

 

Men det betyder ikke, at så er alting soleklart og fikst og færdigt. Nej, det at holde sig til Jesus, fordi man i hvert fald ikke kan se andre og bedre steder at søge livets ord, det er en højst usikker og smertefuld affære, en stadig kamp mellem tro og tvivl, angst og håb. Så i den forbindelse må man sige, at den sande profet er ham, der indrømmer dette, og ærligt og redeligt ser sig selv stående lige midt iblandt alle de andre bange tvivlere – men altså så alligevel med skælvende stemme prøver at give det livs-ord videre, han trods alt selv mener at have hørt. Bl.a. fordi han altså er blevet sat til at lytte efter det hele tiden!

 

Og om denne ærlige og solidariske tale så bliver fremført med større eller mindre pædagogisk og retorisk – eller PR-mæssig, "synliggørende" -dygtighed, det kan være underordnet. Det afgørende er, at ham, der er blevet sat ind i menighedens midte for at lytte for på det evige livs ord, gør dette så ærligt og redeligt og solidarisk, han kan!

 

En ting er, at vi skal være på vagt over for de falske profeter, ulvene i fåreklæder, men positivt set er det helt afgørende jo, at vi skal være medarbejdere på hinandens glæde, ja, at styrke hinanden i håbet for livet, mod døden!

 

Ja, det er det, det drejer sig om! Så det at gøre noget, der drejer opmærksomheden hen mod andre og mindre ting end dette, det er i allerhøjeste grad også at optræde som falsk profet!

 

Lad os komme væk fra alle afværgemanøvrerne. Og hvis det i virkeligheden er sådan, at man ikke mener at finde livet i Jesu ord, så bør man søge et helt andet sted hen! Men hvis man altså på en eller anden måde mener at se livet og sandheden repræsenteret ved det, Jesus har sagt, ja, så må man slutte sig til flokken af dem, der prøver at mene den samme, og så se, hvordan man i fællesskab kan finde ud af at leve ved det ord, idet vi holder os til Jesus som Ham, vi ikke kan forlade, fordi vi dybt i vort hjerte føler, at det trods alt er ham, der har det evige livs ord, som også er sandhedens ord. Så må frugterne vise resten!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

9. søndag efter trinitatis 2003 (17. august)

 

Øster Ulslev Kirke

 

[Jeg var blevet sat på denne gudstjeneste, fordi stedets præst, sognepræst Karen Margrethe Antonsen, der havde været konstitueret i Døllefjelde-Musse-Herritslev siden min fratræden, deltog i indsættelsen af min efterfølger derovre: Stine Rugaard Sylvest. - Jeg havde selv valgt ikke at deltage i indsættelsen derovre. Det skulle være den nye præsts dag sammen med menighederne.]

 

DDS 2003: 407 - [21]- (DÅB med stedets salmer omkring) -///- 692 - 269

 

Ordspr. 3,27-35. - 1. Johs. - Luk. 16,1-9

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har friet os ud af mørkets magt og ført os over i lysets rige!

Hold fast i os, så vi altid kan leve og glædes dér!

Ved Jesus Kristus din Søn, vor Bror og Herre.

Amen.

 

 

I romanen og filmen ”Rosens navn” slår man bogstavelig talt hinanden ihjel, fordi man er uenig om, hvorvidt Jesus nogensinde havde leet.

 

Og det er typisk, at det er dem, der hader humoren, der slår dem ihjel, der mener noget andet.

 

Nu er nådegaverne jo forskellige, som det hedder, og jeg vil derfor slet ikke stå her og sige, at hvis man ikke har en veludviklet humoristisk sans, så kan man ikke være en god kristen. Men det hjælper! Og jeg vil ydermere sige, at hvis man fornemmer, at man måske ikke er så vel udstyret med humoristisk sans fra fødslen af, så må man prøve at gå i lære hos vor Herre Jesus!

 

Og det evangelium, vi lige hørte, er et godt eksempel på, hvorfor det er sådan.

 

Men der er jo folk, der i fuldeste alvor diskuterer, om Jesus måske virkelig har udtalt sig rosende om en korrupt funktionær!

 

De når ganske vist frem til det resultat, at det nok ikke kan være rigtigt. Men alene det at beskæftige sig med spørgsmålet! - Og der skal efter sigende også have været folk, der har overvejet, om lignelsen måske skulle betyde, at man godt måtte svindle lidt, hvis det bare tjente ”Guds Riges sag”, som man siger!

 

Det kan altså stå sløjt til såvel med den humoristiske sans som med intelligensen og den almindelige dømmekraft!

 

Og det er jo ikke så godt, for de fire evangelier er fulde af eksempel på, at humoren har været en integreret del af den måde, Jesus har talt til mennesker på.

 

Et af de mest kendte - men måske også mest misforståede - er optrinnet med spørgsmålet om skattens mønt, hvor det jo ender med, at Jesus siger: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”.

 

Her glemmer man som regel helt, at der - som det også så tit er tilfældet i evangelierne - er tale om slutreplikken i et optrin - og altså ikke om bare en almindelig læresætning fra Jesu side om forholdet mellem religion og politik! - Jesus har faktisk ikke udtalt ret mange læresætninger; det meste af, hvad han har sagt, er sagt i konkrete - og ofte komplicerede situationer. Så allerede derfor kan man ikke bruge de fire evangelier som en slags køreplan eller facitliste.

 

Og hvad nu sætningen fra optrinnet om skattens mønt angår, så begynder det ydermere - som det igen så ofte er tilfældet - med, at der kommer nogen og vil lokke Jesus på glatis.

 

Israel er jo besat af romerne, indlemmet i det store romerske imperium. Hvilket betyder, at en stor del af den skat, der betales, går til den romerske stat. Og hvad værre er: De penge, skatten betales med, bærer en indskrift og et billede, der udtrykker, hvordan kejseren dyrkes som en afgud. Vederstyggeligt for en jøde!

 

Så derfor spørger Jesu modstandere, om han mener, det er tilladt at give kejseren skat eller ej. For at lokke ham i en fælde! Siger han nemlig, at det ikke er tilladt, er han en farlig oprører, som romerne vil gøre det af med, og siger han, at det er tilladt, har han gjort sig umulig i jødernes øjne.

 

Men Jesus redder sig ud af situationen på en virkelig smart måde. Han siger nemlig til dem, der har spurgt ham: Vis mig en af de mønter, skatten betales med! - Og så er de så dumme, at de griber ned i lommen og trækker en romersk denar frem - med kejserens billede og afgudsindskrift på!

 

Hvor det Jesus slutter med at sige, så i virkeligheden kommer til at betyde:

 

Jamen når I allerede går rundt med besættelsesmagtens afguds-penge i jeres lommer, så har I jo ikke noget at spørge om. Så betal dog den skat. Indrøm, at I bøjer nakken for magten. Hvilket imidlertid ikke betyder, at I ikke stadigvæk i eet og alt hører Gud til og skal stå ham til regnskab for alt.

 

Det er det, det betyder, når Jesus siger: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”. Og det er således ikke en læresætning om forholdet mellem kristendom  og politik. Og da slet ikke en læresætning om, at der skulle være et politisk område, hvor man ikke er lige så totalt ansvarlig over for Gud som på alle andre områder.

 

Så vidt denne sidebelysning af evangeliet til i dag. Som jo dog heller ikke er mere side-belysning, end at det gælder i begge sammenhænge, at der naturligvis ikke er områder, hvor man ikke er totalt ansvarlig over for Gud.

 

Men det afgørende er, at der i begge tilfælde er tale om eksempler på Jesu helt bogstavelig talt guddommelige humor.

 

I optrinnet med skattens mønt tager Jesus simpelt hen fusen på sine snu modstandere.

 

I evangeliet til i dag er det på en anden måde. Her er der ikke noget optrin, som udløser det, Jesus siger. Medmindre vi går helt tilbage til begyndelsen af det forudgående kapitel, hvor Jesu modstandere udtrykker deres forargelse over, at Jesus ”tager imod toldere og syndere og spiser sammen med dem”.

 

For så kan man sige, at fællesnævneren er, at hvis man er - eller gerne vil være på den rigtige side i forholdet til Gud - så skal man også opføre sig på den rigtig rigtige måde - og ikke bare den, man selv - eller måske de fleste - selv mener eller tror er den rigtige måde!

 

Til dem, der blev så forargede over, at han tog imod nemlig de kendte lignelser om det mistede får, den tabte mønt og den fortabte søn. For det rigtig rigtige er jo at glæde sig, når noget, der er gået tabt, bliver fundet igen og kommer tilbage i sin rette plads.

 

Og derefter følger vores lignelse til i dag: Lignelsen om den uærlige godsforvalter.

Og det er klart, at også den handler om, hvordan man skal opføre sig, når man er på den rigtige side. Og her er det altså, for så vidt angår den måde, man omgås pengene på.

 

Men det er alligevel mærkeligt, at Jesus bruger Lignelsen om den uærlige godsforvalter som en vigtig del af hele denne sammenhæng.

 

Og vi forstår det altså først, når vi indser, at vor Herre Jesus er humorist i den helt store stil, ja, i allerbogstaveligste forstand benytter sig af en guddommelig humor!

 

Måske et andet sidebelysnings-eksempel kan hjælpe.

 

Det er i den store film om general Patton. Der hvor han lige har overtaget kommandoen over en enhed, som ikke har det alt for godt med disciplin og moral. Inde i hovedkvarteret er han ved at falde over en soldat, der ligger på tværs af en af gangene. Og han siger til ham: ”Hvad laver De, soldat?”. - ”Jeg lå og sov, Sir!” - ”Bliv bare ved med det, for De er da den første, jeg har mødt i det her hovedkvarter, der har vidst, hvad han foretog sig!”.

 

Nøglepunktet i Lignelsen om den uærlige godsforvalter er jo sætningen:

 

For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør.

 

Og her overgår Jesus jo langt general Patton i det, han sagde til den sovende soldat! Jesus fører det med at opføre sig rigtigt i forhold til den sammenhæng, man er i, helt ud i den yderste absurditet!

 

Vi må jo forestille os, at denne godsforvalter på forhånd har været en svindler, at det altså ikke bare er almindelig dårlig ledelse, han har gjort sig skyldig i, men at han også har brugt af godsets penge til sine egne formål og fornøjelser.

 

Men da han så skal gøre regnskabet op i forbindelse med sin fratræden - og mærkeligt nok ikke har haft nogen til at overvåge det - udnytter han denne sidste mulighed for at disponere over godsets penge til at købe sig venner, der kan sikre hans levefod. Der ligger jo ligefrem det i det, at godsforvalteren ved denne sidste kæmpe-svindel ligesom deponerer de pågældende værdier hos de pågældende skyldnere.

 

Og læg mærke til endnu en ting: Han har jo en klemme på dem! De har faktisk selv udført forfalskningerne af gældsbrevene!

 

Den afskedigede godsforvalter og skyldnerne er bundet sammen i et svindelens og korruptionens fællesskab.

 

Det er helt vildt, at vor Herre Jesus har brugt sådan et eksempel! Men han har jo gjort det med en helt bevidst hensigt. For jo mere grotesk ud i svindelens og korruptionens fællesskab denne lignelse har ført os, jo hårdere bliver vi ramt af den helt afsluttende pointe, som jo er, at når selv sådan en korrupt svindler kan finde ud af at opføre sig på den måde, der passer til HANS verden, så er det pinligt, at vi, som er Jesu disciple og dermed lysets børn ikke har lige så let ved at opføre os på den måde, der svarer til den verden, vi gennem tilhørsforholdet til ham er sat ind i!

 

Og vi kan sammenholde dette med det, vi hørte i epistellæsningen fra alteret, om at

 

Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden.

 

Fællesskabet med Gud i Hans lys, det er det fællesskab, vi blev sat ind i ved vor dåb. Og når sådan en korrupt svindler som ham godsforvalteren, vi hørte om i evangeliet, kan finde ud af at gøre de ting, der passer til hans dårlige fællesskab, så skulle vi jo også kunne finde ud af at gøre de ting, der passer til det gode fællesskab, vi står i. Altså fx i den måde, hvorpå vi bruger de penge, vi har fået i denne verdens på mange måder ret mudrede sammenhænge.

 

Men så endnu en ting: Dette er ikke bare en kold formaning eller et tungt krav. Læg mærke til den sætning, jeg ikke havde med i det, jeg før citerede fra epistlen:

 

- og Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd.

 

Og epistelens slutning:

 

Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er sonoffer for vore synder ...

 

Sådan er det i det lysets rige, vi ved vor dåb er blevet sat ind i. Her er lys og varme og kærlighed det første og det sidste. Og så er det ikke et truende krav, men en simpel følge, at vi - både med vore penge og på alle andre måder - skal optræde på en tilsvarende måde.

 

Det er det, den helt vilde lignelse om den uærlige godsforvalter - på sin helt groteske måde - skal hjælpe os til at se!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

- - -

 

I kirkebønnens kirke-afsnit:

Vi beder for vor egen afdeling af Kirken, Den Danske Folkekirke, og ganske særligt for menighederne ovre i Døllefjelde-Musse-Herritslev, og for deres nye præst Stine Rugaard Sylvest: Vær hos dem med dit lys og din kraft!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

10. søndag efter trinitatis 2001 (19. august)

 
DDS: 375 - [350] - 360 v 4 -///- 148 - 389

 

Luk. 19,41-48

 

 

Far i Himlen!

Vi bekender for dig, at der er ondt i vore hjerter, så at vi kommer til at stå over for dig som dine fjender og ikke som dine børn.

Men vi beder dig: Hjælp os mod os selv, så vi kan blive hos dig og have livet under dine vinger!

Amen.

 

 

Kan vi huske, da vi i sin tid så "Fiskerne" i fjernsynet? Eller på anden måde huske "Fiskerne", altså bogen? Vi har dér set forskellige eksempler på "helvedes-prædiken". Først og fremmest husker vi måske den importerede dommedagsprædikant og hans prædiken i kirken. Men vi kan også tænke på ham fyrbøderen, der hele tiden fablede om ilden, som han kendte fra skibskedlerne!

 

Og vi kunde vel ganske tydeligt mærke, at her var noget, der ikke passede. Det er simpelt hen et forkert billede af Gud, der tegnes her.

 

Det er ikke så længe siden, vi hørte Jesu advarsel mod de falske profeter. Og som regel er de falske profeter dem, der vil gøre sig populære ved at føre en blød tale, idet de fx siger "fred og ingen fare", når der aldeles ikke er nogen fred.

 

Men fællesnævneren for de falske profeter er jo, at de vil prøve at styrke deres egen position med det, de siger. Så under forhold, som dem, vi kender her og nu, gælder det altså om at "lefle" og være flink og behagelig. Men under andre forhold kan det lade sig gøre at bygge sig op ved hjælp af netop "helvedesprædikener". Og så gælder det altså, at også sådanne dommedags- eller helvedesprædikanter er falske profeter. Ikke, fordi de er for strenge. Men fordi de tegner et falsk billede af Gud. Ja, fordi de rammer ved siden af mht., hvad der egentlig er den dybe alvor i disse ting!

 

Nu vil jeg ganske vist ikke påstå, at jeg kan gennemskue det alt sammen og sige ganske nøje, hvordan det forholder sig. Hvad det angår, kan jeg ikke konkurrere med "dommedagsprædikanterne". For de har jo nøje rede på det hele! Nej, vi må konstatere, at der er tale om ting, det er umuligt at gennemskue. For det, vi her står over for, er intet mindre end gåden over alle gåder: det ondes gåde.

 

Dette gådefulde ser vi meget tydeligt i hele den måde, Jesus er på i evangeliet til i dag. Pdes. er der ingen tvivl om hans store kærlighed til og medfølelse med Jerusalems indbyggere.

 

Der står, at han græd over byen. Og når vi går til den græske grundtekst, bliver dette yderligere forstærket for os, idet der nemlig er brugt et ord, der betyder "jamre højt".

 

Men pdas. synes der jo at være tale om en slags straf fra Gud, fordi Israel ikke ville tro på Jesus. Og Jesus er jo Guds repræsentant! Hvordan kan han både græde højt af sorg og samtidig være den, der straffer?

 

Der er mere end een gåde i dette. Een ting, vi også skal gøre os klart, er, at lige meget hvor meget vi tror på, at Jesus var Guds Søn, så var han også virkelig et menneske. Det er jo det, der er den inderste kerne i hele kristendommen: At Guds Søn helt og fuldt blev et menneske.

 

Og så skal vi være klar over, at det altså var et menneske, en jødisk mand for 2.000 år siden, der på vej ned ad Oliebjerget standsede op og begyndte at græde, fordi han på en eller anden måde anede, hvad der ventede landet og dets hovedstad. Der er for mig ingen tvivl om, at guddommelig indsigt i denne situation har været blandet med den tankegang, som mennesker nu engang havde i Israel på den tid.

 

At en straf i form af krig og anden ulykke ramte folket, når det i ulydighed havde haft vendt sig bort fra Gud, det er jo en tankegang, der går gennem hele Det Gamle Testamente, og altså en tankegang, man også på Jesu tid har været stærkt præget af. Også Jesus selv har - i sin ægte menneskelighed - været præget af denne tankegang.

 

I hvert fald i den måde, han har udtrykt sig på. Og dertil kommer, at det jo kun er i referat, vi kender fx det optrin, vi hører om i dag. Derved kan præget af den almindelige tankegang være blevet endnu stærkere. Det er noget, man taler meget om, netop i forbindelse med dette sted.

 

Det. vi hører om i dag, det fandt jo sted i ca. år 30. Og ca. 40 år senere skete der faktisk det, at Jerusalem blev ødelagt af romerne! Det har evangelisten Lukas vidst, da han o. år 90 har skrevet sit evangelium.

 

Altså: Den måde at tale om Jerusalems ulykke på, som vi har her i evangeliet til i dag, repræsenterer ikke uden videre den virkelige sammenhæng. Eller sagt på en anden måde: Vi skal ikke uden videre forstå evangeliet til i dag på den måde, at der går en direkte linie fra Guds vilje til, at de små børn i Jerusalem er blevet dræbt af de romerske soldater. – Og vi kan jo netop her i denne tid ikke lade være at inddrage de helt aktuelle begivenheder i vore dages Israel også!

 

Men ingen af disse ting kan jo passe på lige denne måde! For Gud er jo Kærligheden selv. Og sådan gør Kærligheden ikke.

 

Men hvordan hænger det så sammen? Ja, det indrømmer jeg altså blankt at jeg ikke kan give nogen rigtig forklaring på. Det nærmeste, vi kan komme en forklaring, er som sagt, at vi her støder på den store gåde om det Ondes magt eller om kampen mellem Gud og det Onde.

 

Lad os prøve at gå til et par af de salmer, vi synger i dag.

 

I salmen "Jerusalem! i dag din konge græder", skal vi synge bl.a. "Foragtet nåde strengelig sig hævner". Og det kan jo godt opfattes på den gamle, primitive måde, hvor Gud ses som den strenge, hævnende Gud. - Men vi synger altså alligevel salmen. Fordi vi følger det princip, at vi så vidt muligt bruger alle de "evangelie-salmer", vi har i vores salmebog, og som er en vist nok enestående dansk tradition. Og fordi vi også skal sørge for, at "synge i kor med" dem, der er gået forud for os. Også selv om de måske har sunget nogle ting, vi - med rette eller urette - føler os måske endog meget på fremmede for.

 

Men det er i al fald bedre at gå tilbage til indgangssalmen: "Som hønen klukker mindelig". Her sang vi nemlig om, hvordan kirkeklokken siger til os, når den kalder os til gudstjeneste:

 

O, kommer, små, nu brat til mig!

se, hvor jeg breder vinger,

at vogte jer med kraft og flid

for høg og ræv til evig tid,

som hønen sine spæde!(375,1)

 

Se, her tegnes der et billede af Gud, som ikke bare er mere positivt, men som simpelt hen stemmer overens med, hvordan Jesus i øvrigt har vist os Gud.

 

Det billede, der her tegnes af Gud - og som i øvrigt bygger på et tilsvarende sted hos Matthæus [Mt. 23,37ff] - er billedet af intet mindre end en hønemor i hendes omsorg for sine kyllinger!

 

Og det er jo noget helt andet end billedet af Gud som den strenge hævner!

 

Dette betyder imidlertid ikke, at det hele så er den rene idyl. For der er jo høg og ræv! Så det gælder alligevel for de små kyllinger om at holde sig inde under mors vinger!

 

I det sted, denne salme bygger på, siger Jesus:

 

37 Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. v38 Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. v39 For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn (Matt 23,37-39).

 

Her er der især tale om, hvordan det Onde også har magt inde i selve kyllingerne! Høg og ræv er ikke bare magter uden for, men også inde i kyllingerne selv!

 

Det er den barske alvor. Og vi kan jo bare kaste et blik rundt i verden, så ser vi rigeligt med eksempler på både det ene og det andet. Og de forsvinder ikke, selv om vi siger, Gud burde have bragt al den slags ud af verden for længst.

 

Med andre ord: Tilværelsen er en kampplads. Og frontlinien går også lige ind tværs igennem vore hjerter. DERFOR er det så stor en ulykke at vende sig bort fra Gud, ja, måske ligefrem gøre direkte oprør mod Gud. For Gud er vores hønemor, og kun under hendes(!) vinger kan vi være trygge:

 

Under dine vingers skygge,

som i barndomshjemmet trygge,

vandrer vi, trods storm og slud;

fries vi end ej for fare,

dog for mørkets magt og snare

du bevarer os, vor Gud.

(45,3)

 

Sådan synger vi ofte ved vore begravelser. Og det er faktisk også det eneste, vi har at gøre. Det er vores eneste chance.

 

Gud er vores hønemor. Og høg og ræv er Guds og vore fjender. Sådan forholder det sig. Men det, der gør det rigtig indviklet og rigtig uhyggeligt, er, at høg og ræv som sagt også er kommet helt ind i vore hjerter. Derfor er vort forholdet Gud ikke kun som kyllingernes til deres mor. Når vi har høg og ræv i os, kommer vi jo, hvad det angår, faktisk til at stå som fjender over for Gud. Den alvor kan vi ikke fjerne fra det, vi hører i dag. Og i den forstand kan vi få det uhyggelige billede af Gud som den strenge hævner.

 

Vi kan godt blive i billedet af hønemoderen. Den er meget hyggelig, når den går og klukker med kyllingerne omkring sig. Men hvis der kommer noget og truer dem, så bliver den farlig!

 

Det strenge billede af Gud har ikke noget med forholdet direkte mellem Gud og os at gøre. Men det har noget af gøre med forholdet mellem Gud og det Onde. Det Onde, som også er inden i os. Derfor er det, vi hører i dag, alvorligt nok. Og derfor skal vi ikke bare søge ind under Guds vingers skygge, men også slå kors for os og sige: "Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen" - og så ind under Guds vinger - hvilket også omfatter hele vor måde at være og leve på i alle henseender.

 

Billige hævnforestillinger og billige trusler har ikke noget med Gud, vor Herres Jesu Kristi Far, at gøre. Men det bliver sagen ikke mindre alvorlig af. Faktisk tværtimod! Lad os derfor alle vende os bort fra alt, hvad der har med høg og ræv at gøre - også inde i os selv - og søge ly under vor Mors(!) vinger!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

* * *

 

 

 

11. søndag efter trinitatis (21. august)

 
DDS: 372 - [360 v 3] - 131 (457) -///- 540 - 458
 
1. Kor. 15,1-10. - (Luk. 7,36-50). - Luk. 18,9-14

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du tålmodigt og kærligt bliver ved at tale dit ord til os!

Tak, også selv om det gør ondt, når du bryder igennem de skaller, vi omgiver os med.

Bryd igennem! Befri os! Rens os! - Så der ikke er noget, der spærrer og hindre mellem dig og os, men vi altid og helt kan høre dig til og have livet og glæden derved.

Amen.

 

 

Vi kan ikke lide sådan nogle som farisæeren i lignelsen her - eller dem, Jesus fortalte denne lignelse til. - Af flere grunde.

 

Måske er det, fordi deres selvhævdelse kommer i vejen for vor selvhævdelse.

 

Hm. - Nå-ja ...

 

Men de fejl, vi selv har, er også fejl og bliver ikke bedre af den grund.

 

Men vi synes måske også, det er synd for tolderen og de andre, der bliver ramt af de selvretfærdiges ringeagt. Også selv om de måske egentlig ikke har fortjent bedre.

 

Men det er heller ikke kun det.

 

For der er også den - ikke usandsynlige - mulighed, at de selvretfærdige slet ikke har noget at have deres selvretfærdighed i; at de med andre ord slet ikke er så gode, som de selv tror. - Og det er da også irriterende, for ikke at sige pinligt, at høre en stå og vigte sig af dyder, han ingenlunde er i besiddelse af.

 

Men samtidig er der jo - midt i al pinligheden - så måske alligevel noget befriende komisk ved det, jo mere skærende kontrasten bliver mellem den pågældendes tanker om sig selv og de faktiske forhold.

 

Nej, det er ikke de ting, jeg her har nævnt, der er den egentlige grund til, at vi ikke kan lide "farisæere". Det er selve det at "stole på sig selv", det er selve selvretfærdigheden, der er problemet. - I virkeligheden ikke mindst, når den for så vidt har et vist grundlag.

 

Og det er heller ikke bare det, at vi ikke kan lide det - slet ikke hos de andre, men heller ikke, når vi finder det hos os selv. - Der er jo så mange andre ting og karaktertræk, vi heller ikke kan lide.

 

Nej, det særlige ved selvretfærdigheden, selvglæden, selvoptagetheden er, at den i sig selv er en hindring for et godt forhold mellem mennesker!

 

Ja, det er selv-optagetheden i sig selv, der er kernen i det hele.

 

Det kan vi jo bla. se deraf, at selvoptagethed i form af mindreværdskomplekser som regel  er endnu mere ulidelig end selvoptagethed i form af selvglæde!

 

Selv-optagetheden er i sig selv og som sådan en hindring for et godt forhold mellem mennesker!

 

For jo mere en person er optaget af sig selv - jo mindre plads bliver der til overhovedet at forholde sig til andre.

 

Mennesket med andre fejl kan man forholde sig til - inkl. alle fejlene!

 

Men jo mere et menneske er krænget ind i optagethed af sig selv, ja, bogstavelig talt op-taget i sig selv, jo mindre bliver der at kunne forholde sig til overhovedet.

 

Derfor er selvoptagne mennesker altid automatisk lyseslukkere ved selskaber o.lign.

 

Ja, de bliver ligesom stavlygten i vittighedstegningen, hvor batterierne er sat omvendt i: De suger lyset til sig, efterladende en kegle af mørke.

 

Ja, det afgørende er, at batterierne er sat omvendt i! For selvoptagethed kan jo være mere end een ting.

 

Selvfølgelig hører det med til at være menneske at have en vis bevidsthed om sig selv og at ønske at klare sig godt osv.

 

Selvfølgelig er der noget, vi må kalde naturlig og nødvendig selvoptagethed og selvtillid.

 

Men det er heller ikke den, der er tale om her.

 

Nej, det er den selvoptagethed, hvor batterierne er sat omvendt i!

 

Det gør jo ikke noget, at en mand i et selskab fortæller en god historie - og man godt kan mærke, han selv er klar over, at det er en god historie, og at han fortæller den godt.

 

Men hvis man mærker, at historien kun er et middel for fortællerens selvoptagethed - så kan den være så god, den være vil ... .

 

- - -

 

Nu er det imidlertid slet ikke forholdet - eller mangelen på forhold - mellem mennesker, det egentlig drejer sig om her, men forholdet mellem mennesker og Gud. - Men det er trods alt sådan, at vi godt kan lære noget om vort forhold til Gud ved at betragte forholdet mellem mennesker.

 

Det ikke, fordi han ringeagtede tolderen, farisæeren gik u-retfærdiggjort hjem.

 

Det var heller ikke, fordi han ikke sådan set var retfærdig. Han har utvivlsomt gjort alt, hvad han skulle og lidt til, og ladet være at gøre, hvad han ikke måtte. Ja, dette hører netop med til lignelsen. Ligesom det hører med til lignelsen, at tolderen allerede og alene ved at være toldopkræver for romerne har gjort, hvad han ikke måtte.

 

Nej, det var det, at farisæeren stolede på sig selv, at han var retfærdig, der var årsagen til, at han gik u-retfærdiggjort hjem til sit hus.

 

Han kom til templet med sin egen retfærdighed, og han forlod templet med sin egen retfærdighed - hverken mere eller mindre.

 

Og nu er det sådan, at medens selvoptagetheden kan virke pinlig og lyseslukkende i forholdet mellem menneske og menneske, så er der i forholdet mellem Gud og menneske tale om noget meget dybere og farligere.

 

Vel der det slemt, når der er noget galt i forholdet mellem menneske og menneske. Men det er katastrofalt, når det er forholdet til Gud, der er noget galt med.

 

Farisæeren er så optaget af sin egen retfærdighed, at han tror, alt er i orden. Han er ikke klar over, at netop det at være optaget af sig selv i stedet for at være optaget af Gud er den store grund-uorden i menneskets liv, og at det er denne grund-uorden, der er årsag til al anden uorden.

 

Det er det at være optaget af sig selv, at stole på sig selv, der er Synd-en. Det er det, der er vor store ulykke. Det er også det, der er døden.

 

Vi kan forstå det eller ikke forstå det. Dvs. egentlig forstå det kan vi ikke. For vi kan ikke forstå, hvorfor slangen pludselig dukkede op i Paradiset.

 

Men så meget må vi kunne forstå, at vi lukker os mere og mere ude fra lyset og livet, ja mere vi klamrer os til os selv, optager os i os selv.

 

Gud er jo den dybeste grund under al sandhed, alt godt og alt liv i hele universet og hele tilværelsen.

 

Men det er Gud ikke som bare en kold, abstrakt, tom naturlov. Det er Gud som en person.

 

Gud er usynlig, uendelig og evig som en naturlov - og ufatteligt mere end det!

 

Men samtidig er Gud levende og konkret som en person - bare også ufatteligt mere end en person.

 

Og da vi jo heller ikke bare er nogle livløse klumper eller klodser, der flyttes rundt af nogle naturkræfter, er forholdet mellem Gud og os et forhold som person til person.

 

Derfor er det, at vi kan bruge sammenligningen med selvoptagethedens ødelæggende virkninger på forholdet mellem mennesker.

 

Men det er kun en sammenligning.

 

Vor forhold eller u-forhold til Gud er jo i bogstaveligste og dybeste forstand et spørgsmål om liv og død.

 

Jamen når vi nu står med synd og skyld og dårlig samvittighed over for tilværelsens Herre, Han, som er al sandhed og al godhed, hvad hjælper det så, at vi undlader at stole på os selv? Det bliver vi jo ikke bedre af! Vi bliver vel ikke retfærdige, blot ved at lade være at stole på os selv, at vi er retfærdige?

 

Nej, for vi kan ikke gøre os selv retfærdige, lige meget hvad vi gør.

 

Nej, men netop når vi indser dette - ja, bringes til at indse dette - og holder op med alle forsøg på at stole på os selv, dvs. kommer ud af optagetheden af og i os selv, så bliver vor optagethed en optagethed i Gud, i hans kærlighed, og så hører vi, hvad Gud siger til os:

 

Jeg regner dig for retfærdig! Med og trods al din synd og skyld regner jeg dig for retfærdig. I mine øjne er du ren og fri. Ligesom jeg har skabt dig og givet dig livet, således gør jeg dig nu retfærdig og giver dig evigt liv.

 

Anden mulighed har vi ikke. Alle vore egne forsøg vikler os blot mere og mere ind i mørke og død.

 

Men Guds retfærdighed, dvs. det, at Gud erklærer os retfærdige, frikender os. Og så er det er også alt!

 

Og som således frikendte er vi virkelig frie. Befriede fra selvoptagetheden - til at være optaget i Gud og livet - også i det daglige liv med hinanden og alle tingene og mulighederne omkring os.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

12. søndag efter trinitatis 1973 (9. september)

 

Froprædiken i Skt. Pouls. Høst-højmesse i Skt. Peders

 

677 (4) - [676] - 263 (384) -///- 141 – 432

 

[Hvis der ikke havde været høstgudstjeneste, ville anden salme i højmessen have været DDS 17]

 
2. Kor. 3,4-9. - (Matt. 12,31-42.). - Mark. 7,31-37
 

 

[Hvis jeg bad en anden ”for-bøn” i Skt. Pouls, er den gået tabt. - Og man skal huske, at før 1992 blev denne bøn bedt før læsningen af evangeliet. - (At der endnu i 2003, hvor denne prædiken blev sat på her, stadig var præster, der bad deres egen bøn før ”Dette hellige evangelium ...” med menighedssvaret ”Gud være lovet for sit glædelige budskab”, er en helt anden sag. For når biskopperne har valgt at tage liturgi med op på prædikestolen, må den gøres færdig, før præstens bøn-med-egne-ord bliver bedt. - Se i øvrigt teksten  ”EVANGELISK MINIMAL-KATOLICITET I PRAKSIS” nederst på undersiden ”Kirke og teologi”)]

 

Far i Himlen!

Vi takker dig for dette års høst, for de penge, vi har tjent, for vort liv, med alt, hvad det indeholder. Tak, at vi må være til!

Og vi beder sig: Luk vore øren op for dit ord, så vi kan leve vort liv som dine børn og leve det dig til ære og pris

Amen.

 

 

Det er i dag lettere at prædike over denne tekst, end det har været i mange år.

 

Ikke fordi tiden i og for sig kan siges at være blevet mere kristen. Men fordi tiden er blevet mere åben.

 

50’ernes og 60’ernes mure er ved at revne og vælte, og på mange områder er nye opfattelser ved at gøre sig gældende, bla. inden for lægevidenskaben.

 

Et eksempel på dette fandt jeg for nogen tid siden i Knud Lundbergs lægebrevkasse.

 

[Bemærkning her på denne 2003-underside: Da jeg var dreng, spillede Knud Lundberg på fodboldlandsholdet. Og han var/blev cand. med. - men virkede vist aldrig som læge i praksis. Havde dog altså en lægebrevkasse - ved siden af anden forfattervirksomhed]

 

En læser havde spurgt, om vi ikke skulle ”holde os til de videnskabelige metoder, vores eget lægevæsen hviler på. Det ved vi da hvad er. Dér har vi videnskaben som garant. Om akupunktur, naturlæger m.m. ved vi jo ingenting”.

 

Hertil svarer ”Hanne og Knud Lundberg” bla.:

 

Lægevæsen er jo i høj grad et spørgsmål om tro [...]. Der er ingen tvivl om, at mange i middelalderen - og senere - er blevet helbredt af læger, der havde åreladning som vigtigste våben mod omtrent samtlige sygdomme [...]. Og det hjalp dem igennem deres sygdomme - som jo altid har et psykisk moment [...].

 

I de såkaldte u-lande kan medicinmanden gang på gang ordne, hvad vore læger ikke kan. Vi har i stor udstrækning koblet den vigtige del af vores følelsesliv, som vi ikke kan beherske og ikke kan forstå, ud af vores lægegerning. Den arbejder mange medicinmænd med, ofte hjulpet af religionen”.

 

Og jeg kunne lade Lundberg fortsætte. Men vi har vist hørt nok.

 

Det er jo heller ikke i og for sig lægevidenskab, vi skal beskæftige os med. - Hvad Knud Lundberg så har skullet her på prædikestolen?

 

Jo, han har skullet være et eksempel på vor tids større åbenhed, på vor tids voksende fornemmelse af, at tilværelsen er større og mere gådefuld, end vi gik og troede.

 

Men hvad? Skal Knud Lundberg så bruges som garanti for, at det er sandt, hvad den gamle kirke har skrevet i bogen om Jesus?

 

NEJ og atter NEJ! Der er ikke noget eller nogen på denne jord, der skal hentes ind og bruges som bevis på, at Jesus er Kristus, vor Herre og Frelser. For denne sandhed kommer selv til os, når den bryder ind over vort liv med dom og oprejsning.

 

Men een ting kan Knud Lundberg og tidens nye signaler hjælpe os til: At få fjernet bare lidt af det, vi kalder underets problem. At få fjernet den mærkelige flovhed, vi ofte har følt, når vi har stået over for en underberetning

 

For jeg tror, at der er mange af os, der virkelig har følt og erkendt, at Jesu gerning og den kristne forkyndelse om ham, er sandheden om os og vort liv, men som alligevel har følt netop underberetningen som en slags hindring.

 

Der har måske været tider, hvor man har slugt det hele råt og tænkt: Når han kunne få en døvstum til at høre og tale, så han have været guddommelig.

 

Men i vor tid har det snarere været omvendt. Mange har virkelig følt sandheden i den kristne forkyndelse. Men når man er kommet til en af de mange underberetninger, har man sagt: Nej, dette er umuligt. Det kan jeg ikke tro på. Det er jo bare gammel overtro.

 

Det, Knud Lundberg - og andre tilsvarende personer - skal lære os, er ikke, at Jesus Kristus er vor Herre - for det skal han nok selv lære os. Nej, det, vi skal lære, er, at vor Herre, medens han vandrede på denne jord, også viste, hvem han var, inden for det område, vi plejer at kalde det overnaturlige.

 

Jesus har vist, hvem han var - ikke så meget fordi han kunne gøre undere og kunststykker. For der var faktisk mange på den tid - og er der i dag i primitive folkeslag - der kunne gøre noget lignende.

 

Men Jesus har vist, hvem han er, fordi han har gjort alle ting vel. Det er det, der er det afgørende.

 

Selvfølgelig har underet også for samtiden vakt opmærksomhed som under. Men det helt afgørende har været underets karakter set i sammenhæng med Jesu øvrige optræden og forkyndelse.

 

At Jesus har gjort alle ting vel, betyder dybest set, at han har opfyldt Esajas’ profeti: ”døves ører lukkes op [...] den stummes tunge bryder ud i jubel”.

 

Det, Knud Lundberg har kunnet hjælpe os til, er altså bare dette, at noget af det såkaldte underproblem fjernes, så at der åbnes for en forståelse af, hvad Jesu handling her i teksten dybest set betyder, nemlig at Han er svaret på profeternes profetier og menneskehedens forventninger.

 

Os hjælper det jo nemlig ikke, at den døvstumme ved Galilæas Sø blev helbredt. Hvorimod det betyder alt for os, at Han, som har gjort alle ting vel, er hos os, og er den fremtid, som vi kan rette vort håb imod.

 

[Her sluttede froprædiken-prædikenen i Skt. Pouls Kirke. Det følgende er høstprædiken-slutningen i Skt. Peders]

 

Men det er jo også høstgudstjeneste. Og det skal vi også høre om.

 

Der var ganske vist en præst, der efter sigende begyndte sin høstprædiken således: ”Ja, jeg ved ikke, om I har noget at takke for; jeg har det ikke. Derfor vil jeg nu gå over til at tale om de nye amerikanske mejemaskiner”.

 

Og det var jo ikke så godt. Hvis det ellers er sandt. Hvad det forhåbentlig ikke er.

 

Men vi er så heldige, at vi i dag kan knytte forbindelsen tilbage til noget af det, vi allerede har gjort i dag, nemlig det, vi bad i kollekten ved gudstjenestens begyndelse, hvor vi bad til den Gud, som har skabt alle ting og ”givet os dette legeme med tunge øren og alle lemmer”.

 

Det er jo noget af et tilfælde, på hvilken søndag vi kommer til at fejre høstgudstjeneste. Og i år har vi jo haft sen påske og tidlig høst.

 

Men der er egentlig noget godt i, at vi ligesom tvinges til at få blandet forskellige søndagsgudstjenesters tekster ind i høstsituationen.

 

Dermed undgår vi, at høstgudstjenesten bliver det bare frugtbarhedsreligion.

 

Vi tvinges så at sige til at høre forskellige sider af det kristne evangelium forkyndt ind i høstsituationen.

 

Og nu i dag har vi altså allerede denne kollekt at holde os til.

 

- - -

 

Vel er dette sogn i høj grad et landbrugssogn. Men mange af os - deriblandt jeg - er jo ikke landmænd.

 

Hvad skal vi så stille op med høstgudstjenesten? Vi skal vel ikke sige som præsten i anekdoten: Jeg har ikke noget at takke for!? - Nej, vi skal netop bruge høstgudstjenesten til at takke for det hele.

 

Vi kan måske også benytte lejligheden til at tænke på, hvor den mad, vi køber for vore lønningspenge, egentlig kommer fra.

 

Men vi kan da i al fald bruge det, der måske i første række synes at være landbrugernes store takkefest, som også vor takkefest for de tolv månedslønninger, vi har fået.

 

Og alle sammen kan vi - hvilket erhverv og hvilken lønningsform vi end har - bruge denne dag til at takke ham, som har skabt alle ting, givet os vort legeme og holdt det i live indtil denne dag.

 

Og så kan vi bede, som vi allerede har gjort det:

 

giv os din nåde, så at vi med vore øren flittigt hører dit ord og tager os det til hjerte og med vore tunger lover og priser din nåde.

 

Vi kan bede om, at det liv, høsten og vore lønninger og indtægter giver os, kan blive et sandt liv, levet grundlag af Guds tale til os og til hans pris og ære.

 

Lad os høre dagens evangelium ind i vor høstgudstjeneste, så at vi glade og taknemmelige bruger vore tunger og stemmebånd til at synge Hans pris, som ikke alene har givet os dette års høst og de forløbne måneders indkomst, men som også har givet os, og hvert sekund giver os, livet. Og - som det helt afgørende - har givet os et nyt liv og et nyt håb. Ja, synge hans pris, som har gjort alle ting vel.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

13. søndag efter trinitatis 1977 (4. september)

 

DDS: 12 - [1] - 323 (600) -///- 598 - 446 v 4 (343).
 
Gal. 3,15-22. - (Matt. 20,20-28). - Luk. 10,23-37.

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du samler os om dit ords lys!

Og lad det lyse over os og hele vort liv, rent og klart og stærkt, så vi kan se alt, hvad vi skal se, og skelne alt, hvad vi skal kunne skelne.

Vær barmhjertig imod os og blæs al tåge og al forplumring ud af vort liv!

Amen.

 

 

Der er nok mange prædikener i dag, der tager et aktuelt udgangspunkt i TV-diskussionen sidste søndag aften mellem biskop Henrik Christiansen og sognepræst Søren Krarup.

 

Jeg vil først prøve at referere denne diskussion.

 

I oplægget blev der henvist til den voksende politisering inden for internationale kirkelige organisationer og i vor egen danske folkekirke.

 

Specielt blev der henvist til to begivenheder i denne sommer, nemlig Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Tanzania og "De danske Kirkedage" i Holstebro.

 

Selve diskussionen kom i hovedsagen til at dreje sig om spørgsmålet, hvorvidt Evangeliet overhovedet kunne have politiske konsekvenser på den måde, at den kristne Kirke eller en del af den, som fx på Det

Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Tanzania, kan udtale sig mod apartheid, militarisme og social uretfærdighed.

 

Og allerede nu lyder det vanvittigt. For kan der overhovedet være noget at diskutere - allermindst mellem en biskop og en præst i den kristne kirke - når det gælder racediskrimination, militarisme og social uretfærdighed?

 

Men derfor er det vigtigt, straks at slå fast, at det netop IKKE var apartheid, militarisme og social uretfærdighed, der blev diskuteret, men ene og alene spørgsmålet om den form, Evangeliets konsekvenser kan have mht. bla. disse ting.

 

Biskop Christiansen og pastor Krarup var naturligvis enige om, at det at være Kirke kun bygger på og drejer sig om eet eneste, nemlig at Jesus Kristus er Herre og Frelser.

 

Den u-enighed, der viste sig, kom som sagt frem i forbindelse med spørgsmålet, hvorvidt det er rigtigt at lade Kirkens bekendelse til og liv i Kristus blive udmøntet i en slags politiske resolutioner, vedtaget på konferencer med deltagelse af repræsentanter fra bla. Den Danske Folkekirke.

 

Pastor Krarup afvist blankt denne mulighed og karakteriserede den som en afsporing såvel af selve Evangeliet som af forståelsen af, hvad Kirken er, medens biskop Christiansen mente, at det over for så onde, ja direkte djævelske foreteelser som fx apartheidpolitikken var en klar konsekvens af Evangeliet om Jesus Kristus som Herre og Frelser, at kirken talte imod.

 

- - -

 

Så vidt denne opridsning af diskussionen i TV forleden søndag aften. For hvad siger Kirkens Herre selv i det evangeliestykke, vi hører nu i dag på denne 13. søndag efter trinitatis?

 

Vi kan jo prøve at forestille os dette evangelium i Sydafrikansk sammenhæng. Ja, vi kan prøve at forestille os det på den måde, at Jesus viste sig i Sydafrika og på et vist tidspunkt sagde til dem, der samlede sig om ham: "Salige er de øjne, som ser det, I ser". - Og at der så var en from og belæst sydafrikaner, der stod op og spurgte: "Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?". - Og at Jesus sagde til ham : "Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?". - At den fromme sydafrikaner så svarede og sagde: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte [...]  og din næste som dig selv". - Og Jesus: "Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve". - Men at den fromme sydafrikaner ville retfærdiggøre sig og spurgte Jesus: "Hvem er så min næste?". - Og at Jesus så svarede og sagde:

 

"En mand kørte fra Pretoria til Johannesburg, og han blev overfaldet og efterladt halvdød i vejkanten. Ingen af de forbipasserende standsede op for at se, om de kunne hjælpe.

 

Men en sort diamantminearbejder, som var på vej hjem for at besøge sin familie, fik øje på ham og kunne ikke bare passere forbi. Han gik hen til ham, rensede og plastrede hans sår så godt, han kunne ved hjælp af bilens nødforbindingskasse, lagde ham om på bagsædet og kørte hen til et motel".

 

"Her ringede han på klokken, men måtte se at komme væk for at undgå ubehageligheder. Motellet var kun for hvide. Og måske kunne han oven i købet risikere at blive mistænkt for overfaldet".

 

"Hvem af de forbipasserende synes du nu har vist sig at være den mands næste, der var blevet overfaldet?".

 

Han svarede: "Den, som øvede barmhjertighed imod ham".

 

Da sagde Jesus til ham: "Gå du hen og gør ligeså!".

 

De perspektiver, der her bliver tegnet, behøver næppe udpensles!

 

Der er altså ingen tvivl om, hvad der er Guds vilje.

 

Og der er heller ingen tvivl om, at Guds vilje mht. vor omsorg for hinanden indebærer noget langt mere end blot et plaster på såret, når ulykken er sket.

 

Kort og klart formuleres denne omfattende pligt i Luthers forklaring til det 7. bud:

 

Du må ikke stjæle. - Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vor næstes penge eller ejendom eller tilvender os dem ved falske varer eller anden uredelighed, men hjælper ham at bevare, hvad han ejer, og bedre sine kår.

 

Her er sagt alt om Guds vilje mht. social retfærdighed - også inden for den samlede menneskeslægt, hele verdenssamfundet.

 

Og på samme måde mht. krig og militarisme i forklaringen til det 5. bud:

 

Du må ikke begå drab. - Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vor næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse, men hjælper ham og står ham bi i al legemlig nød.

 

Og i og med, at jeg her læser dette op, bliver det altså lige nu også forkyndt fra denne prædikestol! Og man kan kalde det politik eller ikke-politik. Det gør intet hverken fra eller til sagen. For det er Guds vilje, og der er ingen tvivl.

 

MEN - det er heller ikke det, der har været til debat!

 

Naturligvis skal Guds vilje i form af næstekærlighedsbudet forkyndes fra prædikestolene i den kristne kirke.

 

Det indebærer imidlertid ikke, at den kristne kirke, eller dele af den, skal begynde at optræde som en politisk organisation, der strør om sig med resolutioner!

 

Kirkens tale er prædikenen, herunder forkyndelsen af Guds vilje mht. menneskers indbyrdes forhold, en forkyndelse, der lyder såvel i og til kirken, altså menigheden, som i og til verden som helhed, altså også uden for menigheden.

 

Efterlevelsen af Guds vilje er så dels den enkeltes sag, dels noget, der må ske i de politiske og andre organer, der nu engang har til opgave at styre vort fælles liv.

 

Men hvorfor nu denne sondring mellem kirken og politiske organer?

 

Jo! Vi skal nemlig lægge godt mærke til begyndelsen af vort evangeliestykke til i dag. Det begynder jo med, at Jesus siger: "Salige er de øjne, som ser det, I ser".

 

Og så er det, at den lovkyndige står op og stiller fælde for Jesus.

 

Stiller fælde!

 

Det farlige ved hele spørgsmålet om forholdet mellem evangelium og politik er nemlig, at det overhovedet bliver gjort til et spørgsmål.

 

For der er - som Jesus klart viser det - ikke noget at spørge om, ikke noget at være i tvivl om. Ingen har nogen som helst grund til at stille spørgsmål om, hvad der er Guds vilje.

 

Derfor er der altid tale om en eller anden form for lusk eller uredelighed, når man begynder at spørge på denne måde. En form for lusk og uredelighed, der har til formål at smutte uden om noget andet, nemlig Ham, som mange profeter og konger havde ønsket at se.

 

Kort sagt: Alle spørgsmålene om, hvad der er Guds vilje, og al snakken om kristelig politik er forsøg på at undgå at komme til at stå ansigt til ansigt med Ham, hvis vilje vi udmærket kender i forvejen, men bare ikke kan og ikke vil efterleve.

 

Kirken er dem, der hører Ham til. Men begynder vi at gøre os til en organisation, der udsender politiske resolutioner, er det et tegn på, at vi hellere vil høre os selv til.

 

Vi ved, hvad der er Guds vilje med os som politiske borgere, medmennesker. Og den vilje står over os i alt, hvad vi gør som politiske borgere, medmennesker. Det er dér, det foregår.

 

At være Kirke er imidlertid at høre Gud til ved at høre Kristus til. Og det drejer sig om uendelig meget mere, end hvad vi kan og skal gøre mod hinanden, nemlig om, hvad Gud har gjort og gør mod os.

 

Jamen får dette tilhørsforhold og denne frelse så ikke nye konsekvenser af en helt anderledes art end konsekvenserne af, at vi allerede ved at være til som mennesker kender Guds vilje?

 

Jo, selvfølgelig: Som Søren Krarup sagde: "Ilden kan ikke brænde uden at give varme".

 

Men ilden er netop den gode gerning, Kristus gør i os, som hører Ham til, fra prædikenen tilbage til dåben, og fra dåben igen frem til prædikenen, og fra prædikenen til nadvermåltidet - og så fra den hele gudstjeneste ud i livet.

 

Men den nye varme, der således kommer til at stråle imellem os, det er netop varmen fra den himmelske ild, som kun Gud er Herre over.

 

Hvilket er noget helt andet end den gnidningsvarme, vi selv prøver at frembringe ved at gnubbe os op ad hinanden i resolutionsudstedende organisationer.

 

Alene formen! En resolution repræsenterer den gruppe, der har snakket og forhandlet sig til rette om dens ordlyd. Men en prædiken repræsenterer Gud - både i den måde, hvorpå den er blevet til på hos den person, som har skrevet den og holder den under personligt ansvar og selv under personlig tiltale, og i den måde, hvorpå den tilsvarende høres af hver enkelt.

 

Det er alt sammen såre enkelt. Ingen kan være i tvivl om, hvad der er ethvert menneskes pligt. Men vi kan ikke frelse os selv fra Synden og Døden og Djævelen ved at gøre vor pligt - i den udstrækning, det altså overhovedet sker. Og slet ikke ved at snakke om det!

 

Derfor skal overflødig snak om pligt og kærlighed ikke bruges til at forplumre det, som er vor eneste chance og det eneste, der gør os til kirke.

 

Og den varme, der kommer ud af, at vi er kirke ved at høre Kristus til, den skal vi slet ikke snakke om.

 

Ja, hemmeligheden i alt dette er, at vi som borgere, medmennesker skal gøre mere og som kirke leve mere - og så ellers snakke mindre!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

14. søndag efter trinitatis (1999)

 

Begge gudstjenester høstgudstjenester

 

896 (se her lige nf.) - /// 677 - [676] - 48(444) -///- 125 - 678

 

Nr. 896 er den høstsalme af Johannes Johansen i ”Tillæg til Den Danske Salmebog”, der hedder ”Nu går vi glad vor kirkegang”. Den blev de sidste år af min tid i Døllefjelde sunget som fællessalme, men som ”introitus” på præludiets plads. Og kirken var pyntet med alle de i salmen nævnte ting - og mere til. Men der var ikke børn med ”offer-frugter”! For nok betegner jeg mig selv som ”minimal-katolik”, men altså med ”evangelisk” foran (jfr. brugen af denne betegnelse på undersiden ”Kirke og teologi!). Jeg deltager ofte - og med glæde - i den romersk-katolske messe, for det meste på den måde, at jeg  (så vidt overhovedet muligt) hører radiotransmissionen fra Hellig Kors Kirke (Kosciol Swietego Krzyza) i Warszawa søndag morgen kl. 9 (efter at have gennemarbejdet alt grundigt i mit eksemplar af den polske messebog - se undersiderne ”Om mig selv” og ”Internationalt” ). Men der er TO ting, jeg altid oprøres over; den ene er Maria-dyrkelsen, den anden er MESSEOFFERTANKEN. Dér går grænsen. Dér bliver mit ”økumeniske filter” sat for!

 
Sl. 103. - Rom. 7,15-19. - Luk. 17,11-19

 

 

Gud, vor Skaber og Frelser, du, som er hos os i Åndens nærvær og kraft!

Tak, fordi du ikke bare ville beholde livet for dig selv, men skabte os til at være dine livs-partnere.

Tak for alt, hvormed du holder vort liv oppe dag for dag. Tak for dette års høst!

Og tak for den frelse til vort liv, du har givet os. Tak, fordi du i Jesus har stillet dig ind ved vor side for at være hos os og hjælpe os, uanset hvordan ulykken er kommet over os.

Hjælp os med trøst og håb i al nød og sorg. Lad os hvile i troen på, at hos dig er der frelse fra Syndens og Dødens og Djævelens magt.

Amen.

 

 

Det er i dag både 14. søndag efter trinitatis og høstgudstjeneste.

 

Vi fejrer høstgudstjeneste. Og det gør vi i helt bogstavelig forstand med fuld musik - dvs. navnlig SANG - med den ekstra introitus-salme som et nyt indslag, der på en dejlig barnlig måde understreger, hvad det er det drejer sig om.

 

Og pynten her i kirkerummet er med til at understrege, at det er høstgudstjeneste, vi er samlet til. Hvor jo den nye høstsalme har medført en "udvidelse af pynten" og måske også en udvidelse af vor følelse for, hvad det er vi takker for, nemlig hele vor tilværelse overhovedet, og ikke bare lige selve kornhøsten. Selv om det jo på den anden side altid vil være sådan, at netop kornet er det helt centrale udtryk for det, der holder vort liv oppe.

 

MEN - som jeg også sagde i søndags, og vil sige det igen på søndag: det er ikke det samme som, at prædikenen ved høstgudstjenesten skal være sådan en højere form for amatør-landbrugsforedrag! Når vi som kristne samles til kristen høstgudstjeneste, så er det netop helt afgørende, at evangeliet - som det helt store ovenlys fra Gud af - også kommer til at stråle ind i denne situation! - Ellers kunne høstgudstjenesterne nemt gå hen og blive udtryk for en slags frugtbarhedsreligion, der ikke lå langt fra det rene hedenskab.

 

Nej, det er fx i dag meget vigtigt, at det kommer til at stå lysende klar for os, at den Gud, der har givet os kornet og alle de andre ting, vi skal leve af, er den samme Gud, som helbredte de ti spedalske, og som sagde til ham, der kom tilbage for at takke: "Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig".

 

Men jo altså netop sådan, at dette forhold hele tiden går begge veje! Så at vi også hele tiden har i både vor tanke og vor følelse, at Ham, vi møder her i den kristne gudstjeneste, det er den samme, som er bag hele vor tilværelse, fx bag hele vort dejlige landskab og bag det, at kornet gror på markerne og brødet nærer vore kroppe. Så at kristendommen altså ikke går hen og bliver sådan en "højere form for hobby" ved siden af vort liv i øvrigt, men virkelig bliver den højeste, mest omfattende og allerdybeste måde, vi forholder os til hele vort liv og hele vor tilværelse på. For igen at citere, hvad jeg altid siger til konfirmanderne: "Det ‘fag’, vi beskæftiger os med her, er det eneste, der pr. definition handler om ALT!

 

Men altså også den anden vej: Så at vi også er klar over, at det ikke kan nytte noget kun at fordybe sig i det at være til, kun at leve "rent naturligt". Ikke fordi vi skal gå og sige "Gud-og-Jesus" hele tiden, hver gang vi foretager os noget. Tværtimod! Men sådan at hele vort direkte og dybt saglige engagement i tilværelsen og alle dens ting altid dybest nede og yderst ude er indrammet af troen på den Gud, vi på en helt særlig måde lærer at kende og er sammen med i vor kristne gudstjeneste.

 

Og så er det altså ind i hele denne store sammenhæng, vi i dag hører netop evangeliet og helbredelsen af de ti spedalske. Hvor det jo så er nemt nok at konstatere, at det altså  igen i dag handler om, at det var den forkerte, der gjorde det rigtige, en samaritaner, der gjorde, hvad nogle jøder i samme situation forsømte. - I søndags var det jo evangeliet om den barmhjertige samaritaner!

 

Og se, en samaritaner, det vil jo i vore dages Danmark svare til en muslim fra Gjellerup - på forsiden af Kristeligt Dagblad i tirsdag udnævnt til "Danmarks mindst kristne sogn" - med en dåbsprocent på 11,7 !!!

 

Men her bruger vi nu dette for at prøve at aktualisere det med samaritaneren, manden med den foragtede, forkerte og mangelfulde religion.

 

Men hvad så med aktualiseringen af det med, at det netop var spedalskhed, de ti blev helbredt for? - Ja, det kan jo være sygdommen AIDS. Hvilket altså skal forstås dybt alvorligt, ikke bare som sådan en smart "præste-aktualisering"!

 

For i næsten enhver henseende svarede spedalskheden dengang til AIDS i dag. "Døden før døden" kaldte man spedalskheden. Og de, der led af denne sygdom, blev tvunget til at holde sig isoleret fra alle andre. Læg mærke til, hvordan der  står, at de ti spedalske mænd blev stående langt fra Jesus, medens de råbte til ham og bad ham om hjælp.

 

Dertil kommer, at netop spedalskheden på Jesu tid blev regnet for en sygdom, der var en slags straf fra Gud. Og det ved vi jo godt at der også i vore dages Danmark er nogle der anser AIDS for at være. - Hvortil jeg vil skynde mig at sige, at sådan kan man jo under ingen omstændigheder stille det op!

 

Af flere grunde. Bl.a. af den grund, at der er mange, der har gjort både det ene og det andet forfærdelige uden at blive ramt af noget, og atter mange andre, der har levet fuldstændig pænt og ordentligt, men som bliver ramt ufattelig hårdt. Alene af den grund kan man ikke gøre tingene op på denne måde.

 

Og dertil kommer det endnu alvorligere, at hvis man kommer alt for godt i gang med sådan en straffe-tankegang, så får man tegnet et helt forkert billede af Gud. Hvordan Gud er, det ser vi jo netop i den måde, Jesus optræder på. Jesus er den, der helt tydeligt viser os, hvordan Gud er. Jesus er jo Guds Søn. Og hvad gjorde Jesus ved de spedalske? Han sagde ikke en hel masse om, at deres sygdom var Guds straf - nej, han helbredte dem!

 

Jesus delte ikke samtidens forestilling om, at spedalskheden direkte var Guds straf for nogle synder, de pågældende havde begået. Det har vi udtalelser i andre sammenhænge der direkte vidner om. Jesus havde i virkeligheden et helt moderne syn på, hvordan sygdom og ulykke rammer i flæng, helt tilfældigt. - Eller omvendt: Det er os moderne mennesker i den kristne del af verden, der har Jesu syn på, hvordan sygdom og ulykke rammer helt tilfældigt. Det ser vi jo bl.a. deraf, at når fx moderne danskere forlader kristendommen, så går mange af dem over til buddhismen - eller afarter af den - hvor det jo i grunden er den hårde karma-lære, der gælder, det, at man bliver straffet for sine misgerninger i genfødslernes ubarmhjertige kæde!!!

 

Men hvordan skal vi så aktualisere det, at de ti spedalske dengang mødte Jesus og råbte til ham? - Ja, vi kunne jo gøre det - i hvert fald som et tanke-eksperiment, men hvem ved? - at vi forestillede os, at der er ti AIDS-ramte i et eller andet center, som er kommet dertil, at de i deres store fortvivlelse har siddet og bedt sammen i en gruppe bedt til Gud i Jesu navn! Ni folkekirkekristne og een muslim - som altså på en eller anden måde har været med i denne bøn. Jeg siger: Lad os nu forestille os det! Og lad os også forestille os, at underet er sket: at de alle er blevet raske. Men altså, at de ni er vendt tilbage til deres almindelige, ikke særlig bevidste folkekirke-kristendom, medens muslimen begynder at gå til gudstjeneste i sin sognekirke, lader sig døbe og bliver et levende medlem af menigheden!!! Jeg siger igen: Lad os nu forestille os det!

 

For evangeliet til i dag viser os jo, at Jesus - hvilket vil sige Gud - ikke holder sig tilbage fra noget menneske i nød, også uanset hvor meget uhyggeligt, der på både den ene og den anden måde kan være forbundet med deres sygdom, ja, uanset hvor mange forestillinger der - med eller uden grund - kan være om skyld i forbindelse med den pågældende sygdom.

 

Og se, uanset hvor realistisk både det ene og det andet i denne aktualisering nu kan forekomme, så må man jo sige, at det i al fald er en udmærket anskueliggørelse af, hvad det var det drejede sig om i det optrin, evangelisten Lukas har berettet om i evangeliet til i dag! Jeg går ud fra, at vi alle hermed har fået et klart begreb om, hvad det dengang betød at være spedalsk, og om, hvad det dengang betød, at det kun var samaritaneren, der kom tilbage til Jesus for at takke for helbredelsen.

 

Og så får vi altså på denne anskuelige måde forkyndt, at ligesom Gud gennem Jesus altså "forbarmer sig over hvem han vil", således kan det også den anden vej gå anderledes til, end man sådan lige normalt ville forvente: at "de sidste bliver de første" - hvilket altså her i vor sammenhæng i dag (ligesom i sammenhængen i søndags) vil sige: "den forkerte bliver den, der gør det rigtige"!

 

Hvilket jo altså netop betyder det, det gør, fordi både spedalskhed og AIDS virkelig ER forfærdelige sygdomme, og fordi det i al fald er sådan, at vi som kristne må anse islam for en forkert og mangelfuld religion (Muhammeds hjemmelavede ruskomsnusk af arabisk tradition og så, hvad han kendte til af jødedom og kristendom), på samme måde som jøderne dengang betragtede samaritanernes religion som en mangelfuld religion og det fx var sådan, at jøderne helst skulle tage vejen uden om Samaria, når de var på rejse. Læg i den forbindelse mærke til, at der jo faktisk også allerførst her i evangeliet til i dag står, at Jesus "fulgte ... grænsen mellem Samaria og Galilæa"!

 

Og dertil kommer så hele spørgsmålet om de former for adfærd, der kan føre til, at man bliver smittet med AIDS.

 

Det, jeg vil pege på her, er, at vi altså hører evangeliet til i dag på en for overfladisk måde, hvis vi rent ud sagt får gjort det til, hvad man kunne kalde "den sædvanlige kristelige lirumlarum" med, at Gud forbarmer over syndere og at de sidste skal blive de første.

 

For det får vi jo ikke løst den mere og mere påtrængende fremmedpolitiske problematik af. Og ej heller få vi understreget alvoren i, hvad det fx vil sige at være stiknarkoman og derved pådrage sig AIDS. Ligesom vi jo heller ikke får overvejet, om det nu også ER lykken at dyrke sex med mange skiftende partnere - det være sig af det modsatte eller det samme køn!

 

Men for det første vil jeg ikke begynde at diskutere fremmedpolitik her fra prædikestolen. Det er jo på en måde allerede meget, når jeg peger på, at nu er det nok på tide, vi kommer rigtigt i gang med det ude i hverdagen. Og for det andet vil jeg heller ikke hverken begynde at drive misbrugsoplysning eller holde sexualmoral-foredrag. Også her vil jeg nøjes med at henvise til selve virkeligheden. Menneskers adfærd skal jo ikke reguleres af hensyn til os præster. Ja, i virkeligheden ikke engang af hensyn til Gud - på anden måde end, at det er af hensyn til livet selv. For det er jo det, der ligger Gud på sinde. Og dermed jo så også det, der skal ligge os præster på sinde. Hvor vi jo så nok gør vort arbejde allerbedst, nå vi kort og godt siger: Find nu ud af, hvad for en adfærd, der virkelig tjener livet og lykken bedst!

 

Men for det tredje, så handler evangeliet jo altså om noget, der er meget større end alt dette, nemlig om, at det jo netop er, fordi vi mennesker sidder i en så uhjælpelig nød - hvad enten vi er spedalske eller har AIDS, eller hvad det nu kan være - at det har været nødvendigt, at vor livs Gud er kommet til os i skikkelse som en af os, som Jesus, vor bror og vor Herre, for at give os renselse og frelse fra både det ene og det andet, kort sagt fra alt det, der med de traditionelle kristne ord hedder Synden og Døden og Djævelen!

 

Og det gælder, hvad enten vi møder denne frelse som et direkte mirakel eller under (hvad vel ingen af os, som er samlet her i dag/aften har oplevet?), eller vi kun møder det som det HÅB, der rejses for os, når vi fx hører et evangelium som det i dag.

 

For det er det, kristendommen "går ud på" - uanset hvor svært vi kan have ved at tro på det.

 

Og det med, at det kun var "den forkerte", der forstod dette - og opførte sig i overensstemmelse dermed - det skal jo så få den virkning i os, at vi - som det direkte hed i søndags - "gør ligeså"! Ja, det er lige netop det, der er den helt særlige pointe i dag: at vi, som mener, at vi er de rigtige, ja, sådan set også er det, nu også komme til at opføre os i overensstemmelse dermed!

 

På dette grundlag kan vi lægge et helt særligt eftertryk på hvert eneste ord, når vi siger:

 

For høsten her og høsten hist

vor Gud ske lov og ære,

som ved vor Herre Jesus Krist

vor Fader ville være!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

15. søndag efter trinitatis 1971 (19. september)

 

Min allerførste prædiken! Men først skrevet ind på computeren og sat her på hjemmesiden 13.08.10.

 

Vesterborg Kirke, Lolland søndre Provsti

1. januar 2007 blev Lolland søndre Provsti lagt sammen med Lolland nørre provsti til Lolland vestre Provsti. - Vi boede på det tidspunkt i Vesterborg Sogn. - Se også ”Erindringer” kap. 7.

 

Høstgudstjeneste.

 

Prøveprædiken for Søllested Menighedsråd (Eller Søllested-Skovlænge-Gurreby? Se ”Erindringer” kap. 7).

 

 

DDS 1953: ÷
Jeg har ingen optegnelser om salmerne, men de tre af dem har formodentlig været 677: ”Nu falmer skoven”, 35: ”Lille Guds barn” og 678: ”Vi pløjed og vi så’de”. Jeg husker slet ikke, hvordan salmevalget foregik. Når jeg (som uordineret) kun var prædikant, var det jo, hvis det var gået normalt til, mig, der skulle have valgt salmerne omkring prædikenen, og så burde jeg have valgt ”Lille Guds barn” til efter prædikenen, men jeg husker altså intet om det.
 
Gal. 5,25f + 6,1 -10. - (Luk. 10, 38-42) - Matt. 6,24-34
 
 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi vi må samles her i dit hus som dine børn.

Lad dit ord trænge ind i vore hjerter, så der ikke skal være tomhed derinde, men tro og kærlighed og tillid til dig.

Amen!

 

(Og før 1992 blev det evangelium, der skulle prædikes over, først læst efter den indledende bøn, dog uden ”Gud være lovet for sit glædelige budskab”, som jo var blevet sunget før evangelielæsningen fra alteret).

 

 

”Ingen kan tjene to herrer ... I kan ikke tjene både Gud og mammon”.

 

Gud og mammon stilles op mod hinanden. Hvad er mammon? Det er jo penge. Men mammon er andet og mere end en neutral teknisk betegnelse for et betalingsmiddel.

 

I aramaisk - det sprog, Jesus talte - brugtes ordet om penge, rigdom og ejendom. Men dermed er ordets betydning ikke udtømt. Der indgik også forestillingen om sikkerhed og pålidelighed.

 

Mammon betegner altså det, man sætter sin lid til. Når ordet mammon bruges om penge, siges det dermed, at penge i den pågældende sammenhæng er noget, man sætter sin lid til, at man søger sin sikkerhed i penge, med andre ord, at penge er blevet ens afgud.

 

Vi kan altså omskrive ordet således: I kan ikke både tjene Gud og dyrke penge som en afgud.

 

Men hvordan er så sammenhængen mellem dette og de følgende vers? For det er vel de rige, der dyrker penge som en afgud, og de behøver vel ikke at bekymre sig for mad og klæder og for dagen i morgen? Og de fattige kan vel ikke komme til at dyrke penge som en afgud?

 

Jo, den rige, der først og fremmest eller udelukkende sætter sin lid til penge, må faktisk nødvendigvis bekymre sig. Enten kan han i sin grådighed ikke få nok, eller også er han bange for at miste det, han har.

 

Og nu den fattiges bekymringer: Hvis de er udsprunget af, at man i den grad sætter sin lid til penge og økonomisk sikkerhed, at fattigdommen føles og opfattes som en slags gudsforladthed, så er der jo tale om afgudsdyrkelse.

 

Hvis penge og økonomisk sikkerhed opfattes som det vigtigste i tilværelsen, er det i princippet det samme, om man sætter sin lid til sine mange penge eller fortvivler over sin fattigdom.

 

-

 

”Thi efter alt dette søger hedningerne”.

 

”Alt dette ” vil i virkeligheden sige alle livets goder. Hvad vil det sige at søge efter livets goder på hedensk vis?

 

Det vil sige, at man betragter tilværelsen som noget, der nu engang er, noget, der er i og af og ved sig selv, noget, man har ejendomsret til, noget, det bare gælder om at udnytte af alle kræfter, noget, man kan bruge til sin egen nydelse, til at sikre sig med eller til at herske med eller herske over.

 

Eller man fortvivler, hvis man ikke får det, og anstrenger sig af alle kræfter for at få det, som om det bogstavelig talt gjaldt ens salighed.

 

At søge efter livets goder på hedensk vis vil sige, at man tillægger dem en helt afgørende betydning, så at man gør noget i denne verden til sin gud og sin stræben derefter til sin religion.

 

Dyrkelsen af noget i denne verden og det, at man sætter sin lid til det, er ulydighed mod det første bud, og det er fornægtelse af troen på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber.

 

Dertil kommer, at det i virkeligheden er mere end usikkert at sætte sin lid til noget i denne verden og til sig selv. Som Jesus også siger her i teksten: ”Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej?”.

 

Eller vi kan tænke på lignelsen om den rige bonde, som Jesus kommenterer med ordene: ”Thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer”. - ”Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”.

 

-

 

”Jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”.

 

Jesu forbud mod bekymringer og næringssorg betyder selvfølgelig ikke, at vi skal se stort på eller måske ligefrem sløse med vor daglige økonomi, og langt mindre, at f.eks. landmændene hverken skal så eller høste.

 

Jesus taler ikke imod planlægning og budgetlægning, endsige imod arbejde. Dette er jo naturlige og nødvendige led i menneskelivet.

 

Hvad Jesus siger om himmelens fugle og markens liljer, skal ikke opfattes som en befaling til os om at blive vandrefugle eller blomsterbørn.

 

Det er ikke ligegyldighed og sløseri, Jesus prædiker, men tro og tillid til Gud, vor himmelske Fader.

 

Jesu Gud er ikke nogen ond og sur Gud, men Skaberen, som elsker sin skabning, og som ved, hvad skabningen trænger til.

 

På dette sted er der imidlertid et spørgsmål, der melder sig, og som vi ikke bør krybe uden om eller prøve at overdøve med fromme talemåder:

 

Opfyldes det løfte, som Jesus giver os her? Er der ikke så megen nød og elendighed på jorden, at Jesu ord om, at Gud nok skal sørge for det hele, nærmest må opfattes som en ilde anbragt vittighed?

 

Det er et meget ubehageligt og vanskeligt spørgsmål, og vi har godt på fornemmelsen, at vi ikke har lov at stille det, at vi ikke har lov at gå i rette med Gud.

 

Troen på Gud som skaberen og opholderen og på hans nådige forsyn er ikke det samme som at ville prøve at forstå Guds veje, men er netop, betingelsesløst af overgive sig til ham, som er den eneste, vi kan sætte vor lid til og søge vor sikkerhed hos; det er at komme til ham med vor bøn, når vi er i nød, og med vor tak, når vi nyder hans gode gaver.

 

At vi ikke må gå i rette med Gud, betyder ikke, at vi aldrig skal stille spørgsmål. Tvivl og anfægtelser hører med til troens liv, og en levende tro er ikke en tyrkertro, hvormed man tvinger sig selv til at sluge alt råt, eller som kun betyder, at man lader, som om man tror.

 

Men når det er sagt, må det også siges, at når det virkelig gælder, så hjælper vore spørgsmål og vor menneskefornuft ikke; så er det bare at modtage Guds ord i tro og tillid.

 

Vi lader derfor vort spørgsmål ligge, for igen at lytte til, hvad Jesus siger til os:

 

”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”.

 

Inden vi kom til vort spørgsmål, var vi nået frem til skabelsestroen som grundlaget for vort forhold til Gud og til denne verdens goder.

 

Bibelen begynder med at berette om skabelsen. Men vi ved jo godt, hvad der følger umiddelbart efter skabelsesberetningen. Det gør beretningen om syndefaldet!

 

Vi kan ikke forstå eller forklare, hvorfor eller hvordan det onde er kommet ind i verden. Men vi ved, at det onde er en håndgribelig og frygtelig realitet. Det onde rammer os som sygdom, elendighed og død, og det er i os som synd. Vi er Guds skabninger i den verden, Gud har skabt; men vi er tillige faldne skabninger i en falden verden.

 

I denne gådefulde dobbelthed ligger for det første, at vi ikke kan sætte vor lid til denne verden, men skal søge Guds rige, og for det andet, at vi stadig er underkastet livsvilkårene i denne verden.

 

Jesu ord er således ikke en dårlig vittighed. Netop i henvisningen til Guds rige ligger det, at denne verden egentlig aldrig bliver bedre, end den er - lige meget hvor meget man bekymrer sig.

 

Og det ligger også heri, at selv om Gud nok kan hjælpe mennesker i nød også nu, så er det først i Guds rige, at nøden er borte. At mennesket sætter sin lid til Gud og søger hans rige, betyder ikke, at det bliver taget ud af denne verden, hvor det onde har så forfærdelig en magt.

 

En velhavende grosserer, som tilhørte en eller anden sekt, fortalte mig engang, at efter at han var kommet til tro på Kristus, var hans omsætning steget med 50%!!

 

Vi kan nok se, at dette næppe kan kaldes kristendom.

 

Det er heller ikke sådan, at den fattige uden videre skal regne med, at søger han bare Guds rige og hans retfærdighed, så kommer hans økonomi i orden.

 

Han søger jo i virkeligheden ikke Guds rige, hvis han gør det i den hensigt at få sin økonomi i orden; at søge Gud vil sige, at man ikke sætter sin lid til andet end ham, og det kan ikke være en ny og mere udspekuleret metode til at sikre sig økonomisk. Og dertil kommer, hvad vi jo lige har set, at det at søge Guds rige ikke betyder, at man bliver taget ud af denne verden.

 

Vi skal ikke sige, at Gud ikke kan hjælpe os også med økonomiske ting; men vi må gøre os klart, at dette er noget, der hører hjemme i troens og bønnens verden, og noget, som vi ikke kan gennemskue og opstille regler for.

 

Gud er ikke en part i et kontraktforhold, så vi kan sige, at hvis vi gør sådan og sådan, så er Gud forpligtet til at gøre det og det .

 

Når det hedder: Søg først Guds rige, så betyder det, at vi betingelsesløst skal lægge vort liv i hans hånd, og det betyder også, at det er i Guds rige og ikke i denne verden, at Guds hjælp bliver fuldkommen.

 

Det er umuligt for os rigtig at forestille os, hvad Guds rige er. Det er ikke et bestemt område på jorden, og det er heller ikke i almindelig forstand en historisk periode, der engang bliver hægtet på historien.

 

Guds rige ligger hinsides, hvad vi kan forestille os. Vi kan måske bedst forstå det som den tilstand, hvor kun Gud hersker.

 

Til gengæld er det smerteligt klart for os, hvad denne verden er, hvad de vilkår, vi lever under, er, og derfor kan vi forstå, at ligesom det ikke kan nytte at sætte sin lid til penge osv., således kan det heller ikke nytte at sætte sin lid til denne verden.

 

Forventningen om Guds rige er derfor en umistelig del af den kristne tro.

 

De vilkår, hvorunder vi lever vort liv, er imidlertid ikke bare noget slemt noget, vi så at sige er dumpet ned i ved et tilfældigt uheld.

 

Hvad enten vi kan lide det eller ej - og vi kan ikke lide det - er vi selv skyld i vor situation. Vor situation er ikke kun skæbne, men også skyld.

 

Vi kan have stort besvær med at indse, hvordan vi selv skulle kunne være skyld i, at synden kom ind i verden.

 

Men vender vi blikket fra menneskehedens skæbne til os selv, bliver det muligvis lettere at forstå.

 

Vi vil ganske vist også nødig indrømme det; men inderst inde er vi godt klar over, at vi daglig synder mod Gud og mennesker, og at vi, når det kommer til stykket, ikke har andet at sige end: Gud, vær mig synder nådig!

 

Vi siger det måske ikke; men det bliver det ikke bedre af. For at sige det, at henfly til Guds nåde i Jesus Kristus, er det samme som at søge Guds retfærdighed, den retfærdighed, Gud skænker os med syndernes forladelse.

 

Det onde har to sider. synden og forkrænkeligheden (dvs. elendighed, sygdom og død). Ingen af disse onder kan vi selv gøre noget ved. Her hjælper hverken bekymringer, sorger eller rækken sig og strækken sig. Det eneste, vi har at gøre, er at søge Guds rige og hans retfærdighed.

 

I alle forhold kan og skal vi kun sætte vor lid til vor himmelske Fader og til hans rige og hans retfærdighed, så vi ikke alene beder: ”Giv os i dag vort daglige brød!” Men også: ”Komme dit rige!” Og: ”Forlad os vor skyld!”.

 

Men vi skal også huske på, at vor Herre Jesus Kristus har lært os at bede alle disse tre bønner, ikke kun de to sidstnævnte, og at han har sagt: ”Så skal alt det andet gives jer i tilgift”.

 

Kristendom betyder ikke, at vi skal vende ryggen til livet, men at vi kan leve glade og frimodige her og nu. Vi kan virke og arbejde og glæde os, ikke fordi vi bygger på denne verden, men fordi vi af Gud har fået alt dette i tilgift, har fået lov at bruge det som hans skabninger.

 

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi kan være muntre og lystige altid. Det onde virker jo stadig på alle måder.

 

Men i troen på skabelsen, syndernes forladelse og det evige liv kan vi, når det onde rammer os eller virker i os, trøste os med, at det ikke har det sidste ord.

 

Og vi kan i denne tro, i tak og tillid modtage alt godt - også årets høst - som gaver af vor himmelske Faders hånd.

 

Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

15. søndag efter trinitatis 2001 (23. september)

 
Højmesse i Herritslev kl. 10. Høstgudstjeneste i Musse kl. 19
 
DDS (og Tillægget): 896 (se til 14. trin. her lige ovf.) -/// - 3(677) - [17] – 264 -///- 35 – 36(678)
 
(1. Mos. 8,20-22;9,12-16). - Gal. 5,25-6,8. - Matt. 6,24-34

 

 

Gud, vor Skaber og Frelser, du, som er hos os i Åndens nærvær og kraft!

Tak, for livet fra fødslen af og ude i vor hverdag.

 

[KUN MU: Tak for høsten!]

 

Men vi må også takke dig for den frelse og det håb, du har givet os.

Og vi må bede dig om trøst og styrke i alle onde dage.

Lad dit rige komme, så din vilje og ingen anden vilje sker - som i Himlen, således også på jorden.

Amen.

 

 

Også prædikenen her i dag vil være præget af situationen efter terrorangrebet mod USA den 11. september.

 

Og der er i dag en endnu mere direkte sammenhæng mellem hele denne situation og dagens evangelium!

 

Vi kan jo begynde med at tænke på den rent økonomiske frygt, vi er kommet til at befinde os i. Det gælder for så vidt angår de økonomiske følgevirkninger af selve terrorangrebet den 11. september. Men det gælder jo også de økonomiske virkninger af de ting, der kan nå at komme til at udspille sig under den krig mod terroren, de fleste af verdens lande mere eller mindre enstemmigt har erklæret.

 

Hvortil jo så kommer frygten for, hvad der kan komme til at ramme os rent fysisk, det være sig i forbindelse med den krig mod terroren, vi måske også kan komme til at deltage aktivt i, eller i form af nye terrorangreb, som kan komme til at ramme os eller vore kære, hvad enten de bliver udført herhjemme eller i udlandet.

 

Allerede i søndags indledte jeg prædikenen med at konstatere, at vi jo

 

Vi ikke [kan] samles til noget som helst her i disse dage uden at terrorangrebet mod USA og den hermed udbrudte verdensomspændende krig mod terrorismen er med i vor bevidsthed.

 

Og selv om jeg sådan set nøjedes med at lade det blive ved denne konstatering – situationen fyldte jo i sig selv hele vor bevidsthed – så kom jeg alligevel ind på nogle aktuelle ting i prædikenen.

 

Evangeliet om Helbredelsen af de ti spedalske (Luk. 17) skulle vel ellers ikke umiddelbart kunne have noget med den aktuelle situation at gøre.

 

Men det kunne det nu alligevel. Ikke mindst i den høstgudstjeneste-sammenhæng, der var tale om i Døllefjelde Kirke – hvor vi jo, ligesom  vi skal gøre det i Musse Kirke i aften / gør det her i aften – takkede Gud for både skabelsens og frelsens liv, altså for både høsten og evangeliet.

 

For hvordan kan vi tale om Gud og livet, når flere tusind mennesker lige med eet kan omkomme på en så frygtelig måde, som det var tilfældet den 11. september?

 

Og det var altså i forbindelse med evangeliet om Helbredelsen af de ti spedalske. Hvor meget mere gælder det så ikke i forbindelse med evangeliet til i dag, hvor vi hører vor Herre Jesus sige, at vi bare skal lade være at bekymre os, men se til himlens fugle og markens liljer?

 

For hvad er det dog for noget? ER det ikke bare en opfordring til en helt lallende sorgløshed – som vi altså nu kommer til at høre i en helt forfærdelig uhyggelig og truende situation?

 

Og vi kan da godt allerede her føje til: I en situation, hvor en vel stort set fuldstændig uskyldig befolkning i Afghanistan efter årtiers krig og lidelser, står over for en kæmpe hungerkatastrofe.

 

Hvordan kan vi i denne situation tage sådanne ord alvorligt som "Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?" – Hvad er det dog for noget?!

 

Men som jeg også sagde i søndags: Skal vi da så holde op med at tale om Gud?

 

Og jeg vil også tillade mig at gentage, hvad jeg videre sagde:

 

Jeg har hørt en beretning om en tysk læge, der arbejdede i Hamborg under de store bombardementer under Anden Verdenskrig. Denne læge var, hvad man kalder "bekendende" kristen. Og det fik nogle til at spørge ham, hvordan han kunne bevare sin kristne tro, når han var vidne til alle disse rædsler. hvortil han svarede, at hvis det ikke var for hans kristne tro, så ville han slet ikke kunne klare det.

 

Og så var der noget andet ved evangeliet til i søndags, vi også godt kan lade klinge med frem til her i dag, og det er det forhold, at netop sygdommen spedalskhed i den tids Israel i ganske særlig grad regnedes for en straf for synder, man havde begået.

 

Og jeg kan også gentage fra i søndags, at den slags jo ikke bare var noget, man forestillede sig dengang. Der skal ikke ske meget med os moderne mennesker, før vi også kan begynde at spørge, om det måske er en straf for noget, vi har gjort.

 

Hvor det jo så er meget nemt at drage en linie frem til i dag. Så meget desto mere, som vi jo har alle de kommentarer i ørerne, hvor det er blevet sagt, at det var amerikanernes egen skyld, at de blev udsat for dette terrorangreb.

 

Ja, måske ikke lige hver enkelt af dødsofrene. Selv om de jo faktisk arbejdede eller på anden måde havde noget med World Trade Center og Pentagon at gøre, den amerikanske og globale kapitalismes og det amerikanske militærs højborge! Men så USA som helhed. Og sammen med USA alle os andre i den rige verden.

 

Nu skal dette altså være en prædiken, og ikke et politisk foredrag – endsige en politisk tale, hvor terrorangrebet retfærdiggøres som en straf fra den fattige verden mod den rige verden.

 

Men man kunne jo godt – uden at gå ind i en egentlig politisk stillingtagen – få den såre menneskelige tanke, at denne ulykke, som ren og skær ulykke betragtet, måske var en straf for den MAMMON-DYRKELSE og det store overmod, World Trade Center var et udtryk for!? En slags moderne Babelstårn, som i høj grad var bygget for at imponere, ja, vise rigdom og magt!

 

Og det kunne jo virkelig kædes sammen med evangeliet til i dag, hvor det tema, der straks fra starten slås an af Jesus, jo er: I kan ikke tjene både Gud og mammon. Hvor "mammon" altså står for "pengene som afgud", ja, "materialismen og forbrugerismen som afgud".

 

Kan I se det? Og det behøver som sagt ikke have noget som helst med en bestemt politisk stillingtagen at gøre. Det kunne jo også have været en almindelig ulykke. Ja, det kunne have været et jordskælv. Så kunne vi måske endda endnu mere tænke på det som en straf, ikke fra mennesker, men direkte fra Gud!

 

Og det er som sagt meget menneskeligt at spørge: Hvad har vi dog gjort, siden vi skulle rammes af denne ulykke.

 

Men Jesus lærer os noget andet. De ti spedalske, som vi hørte om i søndags, de har jo også gået og grublet over, hvad de mon havde gjort, siden de var blevet ramt af denne forfærdelige sygdom. Men det spurgte han dem ikke om. Han helbredte dem bare!

 

Og der er et andet tilfælde. Jeg har ganske vist overvejet en hel del, om jeg skulle nævne det. Men nu gør jeg det. Idet jeg beder jer om at optage det i den bedste mening, også selv om I måske mener, jeg ikke burde have draget det frem.

 

For der var netop nogle, der engang kom til Jesus for at spørge ham om lige dette problem. Og så henviste han til en ulykke, hvor et tårn var styrtet ned og havde dræbt nogle mennesker – idet han sagde:

 

Mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? v5 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de (Luk 13,4f).

 

Det sidste er hårde ord. Men i virkeligheden gode, evangeliske ord. For Jesus afviser jo her alle vore spekulationer om sammenhæng mellem skyld og ulykke. De spekulationer, der har nået deres højdepunkt i den indiske karma-lære. Og den trussel, han tilsyneladende kommer med, er jo ikke bare sådan en "trussel". Det er i virkeligheden et af de mere barske udtryk for Jesu bogstavelig talt guddommelige ironi!

 

Meningen er jo, at det Evangelium om Guds Rige, Jesus er kommet med, det er altså ikke bare er budskab om, at nu kan vi mennesker for resten gøre, som det passer os, for der er ingen straf, intet ansvar, ingen, vi skal stå til regnskab over for! Nej, det er ikke DET, Jesus er kommet for at forkynde.

 

Nej, Jesus er kommet for at forkynde, at det ikke er hverken skæbnen eller Nemesis eller karma-loven, der bestemmer over os mennesker, men GUD. Den Gud, som trods alle ubegribelige ting og hændelser i verden, er verdens Herre og Dommer, men som samtidig er den Gud, hvis sindelag, Jesus viste, da han uden videre helbredte alle de ti spedalske.

 

Og det sindelag forkynder og viser Jesus altså ind i ALLE situationer! Også de allermest forfærdelige.

 

En af de stærkeste og smukkeste måder er evangeliet til i dag. For Jesus ved jo godt, at det er hårdt at være fugl. At fuglene har et kort og hårdt liv. Ligesom det er en kort herlighed markens liljer har. De kan hurtigt visne og ende som brændsel.

 

Alligevel peger Jesus på dem som forbilleder for os.

 

På flere måder: Som eksempler mod mammon-dyrkelsen, altså pengepugeriet, materialismen, forbrugerismen. For sådan, som Jesus peger på dem, fremstår de jo som billeder på, hvordan vi kan leve smukt og fromt under Guds himmel uden hele tiden at skulle rage til os eller knokle os frem til prestige og status.

 

Men også som billeder på, hvordan vi i troen på Gud gennem alle livets trængsler kan "leve ... / frimodigt som fuglen i skove" (675,3). Ja, også i den meget truende og skræmmende situation, vi befinder os i lige netop nu.

 

Ja, sådan kan Jesus pege på fuglene og blomsterne. Og det kan han, fordi han ikke bare var en, der gik rundt og sagde nogle ting. Når vi kan få rigtig dyb trøst og rigtig glad frimodighed – også midt i hele den angst, vi går rundt med nu – ved at høre Jesus henvisning til fuglene og liljerne, så er det jo, fordi vi tror, at Han selv gik hele vejen frem til korset og gennem sin død dér frem til opstandelsen påskemorgen – for at åbne os adgang til retfærdighed og evigt liv.

 

Det her helt derhen, vi skal, hvis henvisningen til fuglene og liljerne skal være andet end smukke billeder, en smuk illusion.

 

Men kommer vi dertil, kommer vi frem til både langfredag og påskemorgen, kan vi virkelig bruge både de søde små fugle og de dejlige liljer som både billeder og for-billeder. Så kan vi leve vort liv under Guds blå himmel på den måde, som disse billeder viser: fromt og tillidsfuldt – men jo også med styrke og mod i de situationer, hvor det er det, der er brug for.

 

DET trænger vi til at høre i dag. For så kan vi takke for livet, vi lever i vor hverdag, og for høsten, vi har fået på vore marker, i troen på, at Han, der allerede har givet os alt dette, også vil være vor Gud i både gode og onde dage, ja igennem alle trængsler og lidelser, indtil han i den store endelige høst høster os ind i sit rige, Paradis opladt på ny.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

16. søndag efter trinitatis 1971 (26. september)

 

Aftengudstjeneste i Aa Kirke (Åkirkeby), Bornholms østre Provsti

 

Prøveprædiken for menighedsrådene i Pedersker-Povlsker Pastorat.

 

Den anden prædiken i mit liv! Men først skrevet ind på computeren og sat her på hjemmesiden 25.08.10. - Min allerførste prædiken var også en prøveprædiken, på 15. søndag efter trinitatis, så den står altså lige her ovenfor.

 

Jeg har ingen optegnelser om salmerne, hvoraf jeg jo havde valgt de to omkring prædikenen, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at jeg har valgt 1953-salmebogens nr. 130 til efter prædikenen: ”Ånden opgav enkesønnen”. -  Jeg kan huske, at der var dåb ved denne aftengudstjeneste, som jo forrettedes af sognepræst Tage Rossel. Interesserede kan gå til undersiden "Erindringer" og - især - "Fra kirkeblade" og søge på ham dér.

 

Ef. 3,13-21. - Luk. 7,11-17.

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi dit ord kommer også til os, som nu i aften er samlet her i dit hus.

Giv os at høre dit ord, så vi ved troen på dig må gå over fra døden til livet.

Amen.

 

 

”En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk”. Og det ord om ham kom ud overalt i Jødeland og i alle de omliggende egne.

 

Ja, det ord kom ud. For over 1000 år siden kom det til Danmark. I dag lyder det på ny til os: Gud har besøgt sit folk!

 

Og når det lyder til os i dag og over den ganske verden, så skyldes det, at det ikke kun var sit gamle ejendomsfolk Israel, Gud besøgte, men at Jesu Kristi gerning, som fandt sted i Israel, gjaldt alle mennesker.

 

Det sidste, den opstandne Herre sagde til sine apostle, var, at de skulle gøre alle folkeslagene til hans disciple.

 

Og nu lyder det ord så til os igen i dag, at Gud har besøgt sit folk, at Gud har besøgt den faldne menneskehed, den menneskehed, som træller under synden og er undergivet dødens vilkår.

 

Beretningerne om Jesus er af meget forskellig art. Den, vi hører i dag, er beretningen om et under, et stort og ufatteligt under, nemlig at en død på Jesu ord blev levende.

 

Vi kender to andre beretninger om, at Jesus har opvakt døde: Opvækkelsen af Jairi datter, som er overleveret i alle de tre første erindringer, og opvækkelsen af Lazarus, som kun er overleveret i Johannesevangeliet.

 

Disse beretninger kan man forholde sig til på forskellig måde:

 

1.

Man kan sige, at man tror på dem, fordi der må være en eller anden naturlig forklaring på dem.

 

2.

Man kan sige, at man ikke tror på dem, fordi den slags ikke kan ske.

 

3.

Og man kan sige, at man tror på dem, fordi de står i Bibelen.

 

Den første måde at forholde sig på kan hurtigt afvises, idet den jo kun er en bortforklaring af underet, og det i ganske bogstavelig forstand, da man jo ved at prøve at give en naturlig forklaring ganske simpelt forklarer underet bort. Er der en naturlig forklaring, er der ikke tale om et under.

 

Den anden måde at forholde sig på kan vi også hurtigt blive færdig med at tale om. Her bortforklares underet ikke, men afvises på forhånd, og vi må hertil blot sige, at det evangelisten Lukas og de andre evangelister har villet sige med deres beretninger, netop er, at hvor Jesus virkede, skete noget, som ellers ikke kan ske.

 

Det må altså være den tredje måde at forholde sig på, vi skal interessere os for - hvis vi da ellers vil bruge ordet interessere om noget, der drejer sig om liv og død, ja, mere end det.

 

Vi tror på Jesu undere, heriblandt det, der berettes om i dagens evangelium, fordi det er noget, der står i Bibelen. Men hvad vil det nu nærmere sige? Vi kan jo også spørge, hvorfor vi tror på Bibelen.

 

Vi tror på Bibelen, og det gælder i første række Det Nye Testamente, men dermed også Det Gamle Testamente, fordi den er et resultat af den befaling, den opstandne Herre Jesus Kristus gav apostlene. Dette kan også udtrykkes på en anden måde, som den tyske teolog Günther Bornkamm har gjort det:

 

Der ville ikke været noget evangelium, ikke en eneste fortælling, ikke et eneste brev i Ny Testamente, ingen tro, ingen kirke, ingen gudstjeneste og ingen bøn i kristenheden indtil i dag uden budskabet om Kristi opstandelse.

 

Det, det drejer sig om, når vi hører beretningerne om Jesu undere, er derfor ikke at sætte sig hen med vor - det 20. århundredes - fine menneskefornuft og pille ved disse beretninger for at se, om man allernådigst vil anerkende deres troværdighed. Det, det drejer sig om, er, om vi tror, at Jesus fra Nazaret også var Kristus, den levende Guds søn, som død for os langfredag og opstod for os påskemorgen.

 

Her har vi underet, og tror vi ikke på det, har det ikke megen interesse at tro på de andre.

 

For hvad hjælper det os i vor nød, at der for mange hundrede år siden vandrede en mand rundt og helbredte syge og opvakte døde?

 

Om det så drejede sig om dødeopvækkelser i hundredevis eller tusindvis, ville det kun have en rent historisk interesse for os uden påsketroen.

 

Men tror vi på påskeunderet, og tror vi, at det er noget, der er sket for os, for dig og mig og for hele den faldne menneskehed, ja, så kan vi også tro på de andre og mindre undere, og så kan vi i og for sig med sindsro lade kritikerne pille ved underberetningerne.

 

For hvordan vor tro ellers er, om den er stærk eller svag, om den er ledsaget af den ene eller den anden slags forestillinger, så ved vi, at det ikke er i spørgsmålet om underberetningernes pålidelighed, problemet ligger, så ved vi, at det er troen på Jesus som Guds søn og vor opstandne Herre og Frelser, det kommer an på.

 

Og lad os så vende tilbage til beretningen om opvækkelsen af enkens søn fra Nain og se den i påsketroens lys.

 

Da Herren så hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde til hende: Græd ikke!

 

Dette er den typiske udgangssituation for Jesu undere, og den siger noget væsentligt om disse underes karakter og betydning.

 

Man kunne tænke sig, at Jesus havde set det som sin hovedopgave at gøre undere, at mætte de sultne, at helbrede de syge og at opvække de døde. Man kunne tænke sig, at Jesus havde foranstaltet massebespisninger og massehelbredelser i den helt store målestok, så det ikke drejede sig om 4.000 eller 5.000, men om hundredtusinder eller millioner.

 

Eller man kunne forestille sig, at han ved et par armbevægelser havde fjernet sult, sygdom og død fra jordens overflade.

 

Men sådan gjorde Jesus ikke. Vi hører gang på gang, at Jesus ligefrem trak sig tilbage fra folkemasserne, når de blev for ivrige efter at få ham til at gøre undere, og vi husker, hvordan Djævelen uden held fristede Jesus til ved hjælp af undere at vinde jordisk magt.

 

Jesus gik ikke rundt og søgte efter lejligheder til at gøre undere.

 

Efter helbredelserne i Simon Peters hus, som finder sted i begyndelsen af Jesu virksomhed, siger Jesus, da skarerne leder efter ham:

 

Jeg bør også forkynde evangeliet om Guds rige for de andre byer; thi dertil blev jeg udsendt.

 

Og vi ved, at Jesu virksomhed begyndte med, at han prædikede og sagde: ”Omvend jer; thi Himmeriget er kommet nær”.

 

Jesus så det altså som sin hovedopgave at prædike omvendelse og at forkynde, at Himmeriget var nær. Det vil igen sige, at Jesu undergerninger må ses som et led i denne hovedopgave og ikke som noget, der har selvstændig betydning. Det afgørende ved f.eks. opvækkelsen af enkens søn fra Nain er altså, at den er et udtryk for, at Guds rige er kommet nær.

 

Opvækkelsen af den døde ændrer ikke de vilkår, livet i denne verden var og er underkastet. Jesu undere betyder ikke, at Guds rige er oprettet.

 

Jesu undere er begivenheder i denne verden, som viser, at Guds rige i Jesu Kristi person er kommet nær, og som viser frem mod riget, som skal komme.

 

For os har opvækkelsen af enkens søn fra Nain altså først og fremmest den betydning, at den er et tegn, som viser, at Gud er stærkere end døden, og at der ingen død er i Guds rige.

 

Indtil den almægtige Gud beslutter at oprette sit rige, lever vi i denne verden, og derfor er det forkyndelsen og troen, der er det afgørende.

 

Jesus opsøgte ikke de syge og døde. Men når de kom til ham, eller når han mødte dem, ynkedes han over dem og hjalp dem. Og vi skal lægge godt mærke til, hvordan han gjorde.

 

”Græd ikke!” sagde Jesus til enken, som nu fulgte sin eneste søn til graven.

 

”Unge mand, jeg siger dig: stå op!” sagde han til den døde.

 

Der er ikke tale om magi og trolddomskunst med indviklede og hemmelighedsfulde besværgelsesformularer. Jesus siger sit ord, og så sker underet på hans befaling.

 

Dette at ordet virker, så det kan opvække døde, har kun sit sidestykke i skabelsesberetningen, hvor der hele tiden står: ”Og Gud sagde ...”.

 

Det ord, der lyder i Jesu mund, er altså det samme ord, der engang hentede hele det forunderlige univers ud af intetheden, og det er det ord, og kun det ord, der kan gøre døde levende.

 

Evangelisten henviser ikke direkte til skabelsesberetningen. Men han henviser til det sted i Det Gamle Testamente, hvor Gud på profeten Elias’ bøn opvækker enken i Zarepta’s søn.

 

Dér står der nemlig, at Elias ”gav hans moder ham”. Og her i vort evangelium til i dag står der: ”og han gav ham til hans moder”.

 

Når evangelisten har valgt netop denne udtryksform, er det naturligvis for at understrege, at det er Gud, der har virket igennem Jesus.

 

Det samme udtrykker folkeskaren, når den priser Gud og siger: ”En stor profet er fremstået iblandt os”.

 

Folkeskaren sagde også: ”Og Gud har besøgt sit folk”.

 

Vi kan ikke vide, hvad disse mennesker har ment, da de sagde disse ord. Men vi må være klar over, at de naturligvis ikke har været kristne, at de ikke har haft den forhåndsviden, vi har, når vi hører beretningen.

 

Her gælder det igen, at kun påsketroen kan sige, hvem Jesus var.

 

For de mennesker, der mødte Jesus under hans vandringer i Jødeland, har han højst stået som en stor profet, igennem hvem Gud virkede, og det kunne man godt kalde, at Gud havde besøgt sig folk.

 

Først påsketroen viste, hvem Jesus virkelig var. Først pååtroen vist, hvor sandt det var, at Gud havde besøgt sit folk.

 

Og nu er vi så her på denne søndag, så mange år efter, at denne begivenhed fandt sted. Og vi hører ”det ord om ham”, hører ordet om, at Gud har besøgt sit folk, at han ynkedes over enken og sagde til hende: ”Græd ikke!”, og til hendes søn: ”Stå op!”.

 

Det er som sagt let nok at komme med vor fornuft og sige, at vi ikke vil tro på denne beretning. Det hører der ikke meget til at kunne sige. Det kan enhver finde ud af.

 

Men kan vor fornuft så også hjælpe os til at leve vort liv og dø vor død? Og kan vor fornuft hjælpe os, når Himmeriget kommer og der går dom over verden?

 

Nu er det jo ikke sådan, at vi skal sige: Jeg er bange for at dø, og derfor har jeg brug for Gud, så jeg kan sikre mig, at jeg lever videre efter døden - hvis der ellers er noget om det hele!

 

Det er ikke kristendom. Det er en helt forkert måde at forholde sig på.

 

Udgangssituationen er, at vi er Guds faldne skabninger. Vi befinder os i en situation, hvor vi i alt, hvad vi gør, er underlagt syndens og dødens vilkår. Og denne situation kan vi ikke selv redde os ud af.

 

Ind i denne situation er Gud, vor Skaber, kommet til os, på underfuld vis i sin søn Jesus Kristus.

 

Skaberen har bøjet sig ned til os i vor nød, og det er dette, der kom til udtryk, da Jesus ynkedes over den sørgende enke. Sådan ynkedes Gud over os. Og ved at sende sin søn til os som vor Frelser har Gud sagt til os: Græd ikke!

 

Og engang vil Gud sige til os: Stå op!

 

Og når vi så kommer til ham og vi står foran ham som vor dommer, når vi står dér plettede af synd og skyld, så vil han sige: Dine synder er dig forladt.

 

Dette er kristendom. Kristendom er ikke noget, vi regner ud, eller noget, vi gør. Kristendom er Guds gode gerning mod os i Jesus Kristus. Kristendom er Guds nåde mod os, som ikke selv kan finde nogen udvej.

 

Og så er kristendom at tage imod den gave i tak og tro. Kristendom er at sige: Tak, Gud, fordi du har besøgt os. Kristendom er at høre Jesu ord og tro ham, som sendte ham. Kristendom er at gå ind i livssamfundet med den opstandne Herre og Frelser, til trøst og glæde her og til den evige saglighed hisset. Thi han har jo selv sagt os:

 

Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.

 

Amen!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

16. søndag efter trinitatis 1999 (19. september)

 
Almindelig højmesse i Herritslev. - Aften-høstgudstjeneste i Godsted
 
DDS i Herritslev: 700 v 1-5 - [507] - 24 -///- 130 - 700 v 6-7
 
DDS (og Tillægget) i Godsted: 896 (se til 14. trin. ovf.) /// 677 - 24 -///- 130 - 678
 
Job 3,11-22. - Ef. 3,13-21. - Luk. 7,11-17
 

 

Bøn ved højmessen i Herritslev:

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har elsket verden således, at du har givet din Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Lad os altid leve i denne tro!

Amen.

 

 

Bøn ved aften-høstgudstjenesten i Godsted:

 

Gud, vor Skaber, vor Frelser og vor Trøster!

Tak, fordi du har givet os livet og vor dejlige verden, vort dejlige land at leve det i.

Tak, fordi vi også i år har fået høsten i hus og det alligevel ikke endte i den rene katastrofe. Og tak for alt, hvad der hører med til vort liv.

Men vi må også takke dig, fordi du er vor hjælp og trøst og vort håb mod alt det onde, der hærger og truer os! Tak, fordi du er kommet til os og har overvundet Døden. Og tak, fordi du vil være hos os alle dage indtil verdens ende: indtil du tager os ind til den evige høstfest i dit rige!

Treenige Gud! Vi beder dig: lad os altid leve i denne tro på din godhed!

Amen.

 

 

De følgende afsnit kun i Godsted:

 

Prædikenen ved en høstgudstjeneste skal som bekendt ikke bare være en højere form for landbrugsforedrag. Ej heller er høstgudstjenesten bare en højere form for høstfest. Ja, den kristne høstgudstjeneste er ikke engang bare en gudstjeneste, hvor vi kommer for at takke de højere magter for høsten - og evt. ofre lidt til gengæld. Den kristne høstgudstjeneste er som alle andre kristne gudstjenester en begivenhed, hvor den treenige Gud, den ene sande Gud: Faderen og Sønnen og Helligånden, træder os i møde i evangeliet om Jesus Kristus. Det særlige ved høstgudstjenesten er bare, at ved den er det på en helt særlig måde tydeligt, at det er hele vort livs Gud, vi møder: at den Gud, der i gudstjenesten træder frem for os som for Frelser og Trøster, også er vor Skaber, giveren og opholderen af hele vort almindelige liv.

 

I denne forståelse er vi nu i færd med af fejre denne aften-høstgudstjeneste, som samtidig er gudstjenesten på 16. søndag efter trinitatis - med evangeliet om opvækkelsen af enkens søn fra Nain i centrum!

 

 

De følgende afsnit i både Herritslev og Godsted:

 

Vi har ofte haft høstgudstjeneste på denne dag - og omkring dette evangelium. Hvilket virker meget stærkt. For derved kommer vi jo til at se høstens Gud ikke alene som den, der fra begyndelsen af har givet os livet, og som den, der holder vort liv oppe fra dag til dag, men også som den, der i Jesus Kristus træder hen til os for at gengive os livet, når hans og vor onde fjende, Døden, har taget det fra os. Høstgudstjeneste med evangeliet om opvækkelsen af enkens søn fra Nain er en god høstgudstjeneste at fejre.

 

For det er jo sådan, at selv i det allerbedste høstår, er vi jo alle dybest set i Dødens vold, så at det ikke kan nytte, bare at give sig hen i årets og levnedsløbets gang, men vi må søge Ham, som har det evige livs ord, ja, som ER livets Ord!

 

For selv i det bedste høstår ved vi jo godt, hvor skrøbeligt og sårbart vort liv er: at det ikke bare er en sag mellem os og den gode Gud, men at de livsfjendtlige magter hele tiden står parat til at bryde ind i dette forhold. Og nogle gange mærker vi jo også dette mere direkte, også netop i forbindelse med høsten! Selv her i vort gode land.

 

Men hvis I tror, jeg vil ind på den teologi, at når folk får det dårligt, så skal de nok blive mere "interesserede" (et rædselsfuldt udtryk i forbindelse med det, vi taler om her!) i kristendommen, så kan I jo godt tro om igen! For det er en alt for fattig måde at være kristne på! Det er rent ud sagt alt for lidt glæde at få af Gud, bare at bruge ham som en yderste nødhjælp, når det er ved at gå helt galt. Ikke fordi Gud ikke gerne lader sig bruge på denne måde. Hvad handler fx evangeliet om i dag? Og vi kunne derudover pege på det ene eksempel efter det andet på, at Gud i Jesus Kristus netop er den, der ynkes inderligt over os, når det er gået helt galt.

 

Men det er alligevel alt for lidt glæde at få af Gud, hvis man kun bruger ham som sandhedens og kærlighedens magt i de onde dage. Og det er Gud selv jo heller ikke tilfreds med - for nu at udtrykke det på dén måde! Vel ynkes Gud over dem, der har det ondt, og det kunne - hvis jeg igen må bruge et dagligdags udtryk - aldrig falde Gud ind at slå på en mand, der ligger ned! Men den Gud, som er livets Gud for os, når det går os skidt, er selvfølgelig også livets Gud for os, ja, vort livs Gud, når det går os godt. Den magt, Gud sætter ind mod Døden, den udstrækker sig selvfølgelig også til vore gode dage. Også i vore gode dage er Gud selvfølgelig livets Herre. Så enkelt er det!

 

Men selv om vort kristne håb kun er hos os nærmest som en slags trods mod nøden, gør det alligevel en afgørende forskel. Det får os til at se og føle os i Guds store og gode sammenhæng, den sammenhæng, vi også kalder Guds Rige, og som kom nær til os, da Jesus opvakte enkens søn fra Nain og gjorde alle sin andre undere, ja, som er os nær i hele vort kristne fællesskab, når vi deler Guds livs-ord med hinanden.

 

Et særligt udtryk for, hvad dette vil sige, har vi i den salme, Grundtvig har skrevet over såvel evangeliet til i dag som jo hele den nytestamentlige historie, ja, hele kirkehistorien, lige op til hans egen tid - så at når vi synger den, bliver det også lige op til vor egen tid!

 

Vi skal ganske vist blive ved at holde os for øje, at kristendommen altså har med hele vort liv at gøre - og ikke bare med nogle åndelige forhold i vort menighedsliv. Det skal vi fastholde. Uanset at vi i øvrigt ikke forstår noget af det hele!

 

Men samtidig må vi også fastholde, at tingene hænger sammen, så at det altså heller ikke er sådan, at det, vi hører, slet ikke handler om vort menighedsliv også. Derfor vil jeg bruge resten af prædikenen i dag til at gennemgå en salme af Grundtvig, som har en nøje tilknytning til evangeliet om opvækkelsen af enkens søn fra Nain, men som vi ikke plejer at synge her på 16. søndag efter trinitatis, men derimod altid som indgangssalme på den sidste søndag i kirkeåret, netop fordi den med sin tilknytning til evangeliet til i dag sammenfatter, hvad hele kristendommen og hele menighedslivet går ud på.

 

Jeg ved godt, at jeg for mange år siden [hjemme i DMH] har gjort noget lignende. Men jeg vil nu gøre det igen, og jeg vil direkte bede jer slå op på denne salme. Det er nr. 308 i salmebogen: "Herren han har besøgt sit folk" - nr. 308.

 

Her kan vi jo se, hvordan salmens begyndelse tager sit udgangspunkt i evangeliets slutning: "En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk" (Luk 7,16). Og i anden linie af første vers er der jo et sted fra Johannes Døberens fars, Zakarias’ lovsang, der giver genlyd:

 

... takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os v79 for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge ... (Luk 1,78).

 

Andet vers går så helt frem til Jesu opstandelse påskemorgen. Her skal vi dog lige lægge mærke til, at Grundtvig her bruger den betegnelse for Jesus Kristus, Guds Søn, som vi kender fra Johannes-juleevangeliet:

 

men det opstandne livsens ord

døden ej mer kan smage.

 

Vi ved jo, at juleevangeliet i Johannesevangeliets første kapitel begynder med at tale om Ordet, som var i begyndelsen og var hos Gud og var Gud, og at selve juleevangeliet lyder således hos Johannes:

 

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed (Joh 1,14).

 

Vers 3-5 er en uddybning af påske-situationen fra langfredag til påskedag - men samtidig med hentydninger til evangeliet til i dag!

 

Kirken hun sad i enkestand,

sørged for den enbårne.

 

Her klinger det, vi har hørt i dag, jo tydeligt igennem: enken, der sørgede over tabet af sin eneste - enbårne - søn. Men i direkte betydning er det jo disciplene langfredag og påskelørdag, disse vers handler om. Disciplene som den allerførste menighed eller kirke, der ligesom enken i Nain sørgede over den enbårne søn - men altså Guds enbårne søn!

 

Men allerede i vers 5 begynder et aktuelt perspektiv at bryde frem:

 

Herren han er dog sine tro,

også når de mistvi'le,

roser han lod på torne gro,

lærte os så at smile.

 

Her smelter allerede den første påske sammen med noget, Grundtvig selv har oplevet.

Og endnu tydeligere bliver dette aktuelle perspektiv i de følgende vers, som jo handler om pinsen:

 

    6  Blegt som et lig var livets ord,

dødt det os lå på tunge,

ånd dog fra Herren i det fór,

engle derom vil sjunge.

 

Ja, det er jo det aktuelle perspektiv, der danner det øverste lag: "Dødt det os lå på tunge". Det er noget i Grundtvigs egen tid - eller nærmeste fortid, der er tale om. Men samtidig er det jo tydeligvis pinseunderet, der ligger bag, når der fortsættes: "Ånd dog fra Herren i det fór". Dvs. det pinseunder, som gentages gang på gang i Kirkens historie, og nu sidst i Grundtvigs egen tid. Det handler de to næste vers om:

 

    7  Synger da med i højen sky:

Ordet stod op af døde,

lyder i Åndens kraft på ny,

tænder, så tunger gløde!

 

Altså: Ordets anden opstandelse er pinsen, hvor Guds Ånds kraft tænder ild i forkyndelsen ord - lige så tungerne bliver rødglødende i munden på dem, der prædiker!

 

Og det gælder altså nu igen Grundtvigs egen tid - med ham selv som Åndens redskab. Derfor kan han sige til sine medkristne:

 

   8  Lever nu op, I kristne små!

nu er her godt at være,

alle Guds engle med os stå,

vil jer på hænder bære.

 

Og til allersidst repeteres det store forløb fra langfredag til den pinse, som også er Kirkens nutid:

 

    9  Frelseren lå i sorten jord,

sidder på ærens trone,

ånd og liv er til os hans ord,

glæden vor salmetone!

(308,5)

 

Men kom nu ikke og sig, at dette bare er "poesi"! Nej, vi kan ikke synge en salme som denne uden at fornemme, at livets sejrrige kamp mod døden i grunden er den samme, hvad enten vi hører om den i evangeliet til i dag, i påskeevangeliet eller oplever den i gudstjenestefejringen - hvad enten det er i den salme, vi nu har gennemgået, eller det er i den, vi skal synge nu om lidt!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

17. søndag efter trinitatis 2003 (12. oktober)

 

Står også på undersiden "Prædikener efter 11.05.03", hvor alle de prædikener står, som jeg har holdt efter min pensionering. - Min afskedsgudstjeneste i Døllefjelde Kirke var 3. søndag efter påske 2003.

 

Birket Kirke

 
DDS 1953: 251 - [12] - 1 -///- 540 - 458
 
Sl. 19,2-7. - Ef. 4,1-6. - Luk. 14,1-11

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi vi kan samles omkring dit Sandhedens og Livets og Frihedens ord!

Lad det virke i os - til liv og frihed og sand glæde for både os selv og de mennesker, vi har med at gøre.

Ved Jesus Kristus din Søn, vor Bror og Herre.

Amen.

 

 

Jeg havde ikke set ret meget på stykket fra Lukasevangeliet her til i dag, før jeg begyndte at se og høre vore dages farisæere for mig!

 

Og det var altså ikke folk fra kirkelige kredse, jeg dér så og hørte!

 

For selv om der stadigvæk kan findes eksempler på ”farisæisk optræden” inden for såkaldt kirkelige kredse, så er det jo i hvert fald ikke på den måde, man i dag opnår de ting, farisæerne på Jesu tid prøvede at opnå.

 

Nej, vil man opnå højstatus i det moderne samfund, så er det tidsåndens humanisme og moralisme, man skal føre sig frem med. Så skal man kunne alle de rigtige, fint og sødt klingende ord - samtidig med, at man fordømmer alle de onde og dumme og tilbagestående folk, der sidder fast i de forkerte og gammeldags meninger og holdninger.

 

Vi kan også se disse nymoralister for os når vi hører den store veråbs-tale i Matthæusevangeliets 23. kapitel.

 

Godt nok anerkender Jesus at, der selvfølgelig er noget rigtigt i, hvad farisæerne siger: ”Alt det, de siger til jer, skal I [...] gøre og overholde”. Men - fortsætter han så:

 

I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger. De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker [...]; de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi (Matt. 23,3-7 - mine fremhævelser).

 

Jeg vil ikke prøve at overføre dette led for led på den aktuelle danske virkelighed. I kan jo hver især prøve at se og høre det for jer. Hvorved I så også kommer til at se alle de mange nuancer og overraskende sammenhænge, der er. Hvad der jo også var dengang!

 

Det får vi i øvrigt også allerede et fingerpeg om straks i begyndelsen af evangeliet til i dag! For her skal vi lægge mærke til, at situationen faktisk er den, at Jesus er ”kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere”! Jesus kan altså godt tale med de allerhårdeste ord om de værste repræsentanter for det farisæiske parti - og mod de værste tendenser i farisæismen. Men når en af dem inviterer ham til middag, så kommer han.

 

Vi skal i den forbindelse huske på, at der jo også var mange i den farisæiske gruppering, der af et ærligt og fromt hjerte prøvede at leve op til de regler, man havde fået opstillet. Ja, der var mange af dem, der endte med at blive Jesu disciple, altså det, der senere blev kaldt ”kristne”. - Og tilsvarende forhold gør sig gældende blandt de moderne farisæere, jeg her prøver at hænge ud!

 

Men så var der altså også nogle af dem, der var med til dette middagsselskab, der ”sad og holdt øje med [Jesus]”. Her som i så mange andre tilfælde, har de udelukkende været optaget af, om han kunne komme til at blamere sig - eller om de selv kunne få ham lokket på glatis - så de kunne få fred for den kritik af hele deres selvretfærdighedssystem, han var kommet med.

 

Og da så den syge mand pludselig stod der, gik Jesus - som også så ofte før - til modangreb, kom dem i forkøbet, idet han spurgte: ”Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?”.

 

Hvor vi så ganske særligt skal lægge mærke til de lurende farisæeres reaktion på dette spørgsmål: ”Men de sagde ingenting”!

 

Denne reaktion har efter min bedste overbevisning også klare paralleller i den aktuelle situation, hvor vi ser mange eksempler på, at de, der ellers har haft travlt med at føre sig frem og sole sig i de rigtige meninger, bare klapper i, når enten argumenter eller fakta trænger dem op i en krog.

 

Navnlig blandt de mindre ånder er der meget ”Pinafore-admiral” i vore dages farisæere. Man vil godt sole sig i det gode selskab. Men så snart vinden begynder at blæse en anden vej, holder man lav profil.

 

Men lad det nu være nok med disse aktualiserende hentydninger. For een ting er, at der også i kirkelige kredse er stærkt delte meninger om mange af tidens moralske spørgsmål (også her vil mange gerne være i overensstemmelse med tidsånden), en anden ting er, at selv om alle vi, der er samlet her i dag, skulle være enige, så har vi ikke godt af, at der bliver kørt videre i dette spor. Det er farligt at have ret. Og farligt at være enige. Jo mere ret man har, og jo mere enige man er, jo mere risikerer man at falde i en ny farisæistisk grøft!

 

Og vi skal huske på det fortegn, indgangsbønnen satte for vort samvær her. Det er jo ikke for at høre om alt det, der er i vejen med de andre, vi er kommet sammen, men for - hver især - at høre, hvad Gud vil tale til mig!

 

Og Guds tiltale til ”mig” er selvfølgelig først og fremmest en forkyndelse af frihed fra enhver form for moralistisk tyranni. Hvor der jo vel at mærke - som vi også hørte Jesus sige det i citatet fra Matthæusevangeliet lige før - er tale om et tyranni, der fungerer, fordi det bygger på nogle ting, der i grunden og i sig selv er sande og gode! - Som det jo i det hele taget gælder: Til enhver ordentlig løgn hører en vis portion sandhed!

 

For fra begyndelsen af er hviledagsbudet jo mere end godt nok. Og det gælder altså også vores kristne søndag. Det vil være helt forket at slutte fra, at når Jesus gjorde ret i at helbrede den vattersottige mand, som her havde fået en enestående chance for at blive helbredt, eller fra, at når vi selvfølgelig skal redde et barn eller et dyr op af brønden selv om det er søndag - eller gøre andre tilsvarende ting - og så til, at det kan være lige meget, om vi bare lader alle dage være ens, så vi fx går rundt i vort arbejdstøj om søndagen og går og roder og larmer med alt muligt.

 

Nej, vi skal selvfølgelig, så vidt overhovedet muligt lade vort arbejde hvile og gå til gudstjeneste - og så ellers i det hele taget lade søndagen, Herrens opstandelses dag, være anderledes end de andre dage, så vi ikke bare hviler os og fejrer gudstjeneste, men også sørger for at leve i en helt anden og langt større opladthed for livet, end når vi bare koncentrerer os om vort arbejde. Det være sig, når vi kommer hjem til søndagsfrokosten efter gudstjeneste. Eller når vi går en dejlig tur i skoven om eftermiddagen. Eller når vi læser en god bog eller ser en god film om aftenen. Eller hvad det nu kan være, der gør vort liv større og fyldigere.

 

Der er rent ud sagt stor teologi i det at holde hviledagen hellig! Det er helt grundlæggende et kæmpe tegn på, at vi og hele vort liv er Guds gave og tilhører ham. Hvad der vel at mærke intet undertrykkende er i! Netop i forholdet til Ham, der er vort livs Giver og Herre, er der helt bogstavelig talt alt at vinde og intet at tabe!

 

Og så er sabbatsbudet jo også verdenshistoriens allerførste arbejdsmiljø-lovparagraf!

 

Men netop heri ligger jo, at sabbatten, som Jesus selv har udtrykt det, er til for menneskets og livets skyld, og altså allerdybest set for det gudsforholds skyld, som vi står i og lever vort liv i - og ikke for selvhævdende moralisters skyld.

 

Enhver, der holder sig disse store og grundlæggende forhold for øje, vil udmærket vide, hvordan han skal optræde i en given situation.

 

Evangeliet til i dag er altså i denne forstand et virkeligt evangelium, et virkeligt glædesbudskab, et virkeligt friheds-budskab til os.

 

Og det gælder også den anden halvdel. For den er jo ikke bare en almindelig påmindelse om, at det er klogt at føre sig lidt forsigtigt frem, når man ankommer til en fest.

 

Og det er heller ikke bare en ny afsløring af og advarsel til farisæerne. Selv om kampen om de øverste pladser ved bordet naturligvis her skal ses i sammenhæng med den adfærd, farisæerne udviste, da de sad og lurede på, om Jesus ville blamere sig - og med hele deres trang til at vise sig som de bedste.

 

Det er heller ikke bare en advarsel til os om, ikke selv at komme til at ligne både den tids og vor tids farisæere - i en uendelig spiral af selvretfærdighed på selvretfærdighed. Hvad det ganske vist selvfølgelig også er.

 

Endelig er der heller ikke tale om en slags magt-spil fra Gud side - som om Gud skulle sidde oppe i Himlen og nyde, hvordan vi stakkels små mennesker ydmyger os for ham, ja, skulle sidde og nyde, hvordan han i sin store almagt kan bytte om på rollerne så de første bliver de sidste og de sidste de første.

 

Nej, allerdybest set er der jo tale om endnu et udtryk for den store befrielses- og livs-tiltale, Jesus kommer med til os.

 

Det allerdybeste lag i det glædesbudskab, vi i dag er samlet om, er, at det, der godt kan kaldes at ydmyge sig under Guds magt, det slet ikke er, hvad man ellers forstår ved at ydmyge sig; det er tværtimod at dykke så dybt ned i livet, at det kommer til at rejse sig for os i sin fulde herlighed. Sådan som vi også netop skal synge i salmen om lidt!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

- - -   - - -   - - -

 

 

Efter kirkebønnen:

 

Her efter prædikenen og kirkebønnen kan jeg ikke lade være at komme med nogle mere personlige bemærkninger.

 

Jeg vil udtrykke min store glæde over at have fået mulighed for at fungere som præst ved denne gudstjeneste her i Birket Kirke! Oven i købet med min kone Anna ved orglet. Det er første gang, vi har fungeret sammen ved en gudstjeneste, siden vor afskedsgudstjeneste i Døllefjelde Kirke 3. søndag efter påske, den 11. maj i år.

 

Men vi har jo begge spillet til gudstjeneste her i kirken nogle gange i denne sommer. Og vi har været glade for at komme her. Og altså for at arbejde og være sammen med de mennesker, der er her nu. Hvilket også gælder pastor Kirsten Christensen, som vi har været glade for at være til gudstjeneste hos. - [Her på denne underside: Sognepræst Kirsten Christensen var gået på pension i september 2003].

 

Men det sætter jo unægtelig også tingene i et særligt perspektiv, at jeg helt tilbage o. 1970 var ansat et halvt års tid som organist her! Det var i pastor Mosbirchs tid.

 

Dette kunne jeg ikke lade være at sige. Og jeg håber, I andre også kan se perspektiverne i det. Tak for samværet!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

18. søndag efter trinitatis 1971 (10. oktober)

 

Vesterborg Kirke, Lolland søndre Provsti [nu Lolland vestre Provsti].

 

En "afskedsprædiken", sognepræst H.V. Krohn lod mig holde, da jeg var ved at flytte fra sognet (Posthusvej) for at blive sognepræst i Pedersker-Povlsker Pastorat på Borholm.

 

Matt. 22,34-46

 

 

Far i Himlen!

Tak for din kærlighed til os.

Lær os ved dit ord at tro syndernes forladelse og at leve i lydighed mod dig.

Amen.

 

 

Når man umiddelbart hører evangelieteksten til i dag, synes den at falde i to dele, som ikke har ret meget med hinanden at gøre:

 

Første del drejer sig om det store bud i loven og anden del om Kristus som Davids søn og Davids herre.

 

Der er åbenbart god grund til at spørge: Er der overhovedet nogen sammenhæng mellem tekstens to dele, og i så fald hvilken?

 

Hvorfor har man ladet evangeliet til 18,søndag efter Trinitatis bestå af disse to dele? Havde det ikke været bedre og klarere og nemmere at nøjes med afsnittet om det store bud i loven og så gemme det andet afsnit til en anden gang eller måske helt undlade at gøre dette mærkelige sted til prædikentekst?

 

Det første svar på disse spørgsmål er, at teksten til denne søndag nu faktisk består af disse to afsnit. Der må altså være nogen, der har set en sammenhæng mellem dem. Og vi behøver ikke at fortabe os i studier over tekstrækkens tilblivelse; for vi kan gå direkte tilbage til evangelisten Mattæus og se, at allerede han har opfattet disse to afsnit som en enhed.

 

Afsnittet om det store bud i loven begynder med, at farisæerne samlede sig.

 

Afsnittet om Kristus som Davids søn og Davids herre begynder: "Mens nu farisæerne var samlede"

 

Begge afsnit beretter altså om een og samme situation.

 

Og efter gengivelsen af Jesu samtale med farisæerne hedder det: "Og ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag vovede ingen mere at rette spørgsmål til ham".

 

Vi husker jo, at spørgsmålet om det største bud blev stillet som en fælde for Jesus; men det er altså først Jesu modspørgsmål om Kristus, der lukker munden på hans modstandere.

 

Allerede evangelisten Mattæus har altså opfattet og fremstillet disse to afsnit som en enhed, og vi må nu lytte videre til teksten for at forstå, hvorfor disse to tilsyneladende så forskellige afsnit hører sammen, og for derigennem at forstå, hvad det er, Gud vil sige til os på denne søndag.

 

Det første afsnit i dagens tekst forkynder Guds lov, sammentrængt i det dobbelte kærlighedsbud.

 

Det andet afsnit forkynder Guds evangelium, det gode budskab om Kristus, Guds søn, Vor Herre.

 

Lov og evangelium!

 

Hvor stor en modsætning!

 

Men lov og evangelium tilsammen - det er Guds ord.

 

Guds lov lyder i sin korteste form:

 

"Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind".

Og:

"Du skal elske din næste som dig selv".

 

Sådan lyder Guds lov til os i dag.

 

Sådan lød Guds lov i Jesu mund, da farisæeren fik svar på sit spørgsmål.

 

Men sådan havde Guds lov også lydt til jøderne længe før Jesu tid.

 

Hvad farisæeren havde forestillet sig, Jesus skulde have svaret for at gå i fælden, kan vi ikke vide; men vi kan se, at Jesus gav det rigtige, det helt korrekte svar, et svar, som flere jødiske rabbinere allerede havde givet tilsvarende situationer.

 

Og Jesus ved det naturligvis også selv: "På disse to bud hviler hele loven og profeterne", siger han.

 

Og vi kan tilmed finde disse bud i "loven og profeterne", dvs. Det gamle Testamente.

 

I 5. Mosebog kap. 6, v. 5 står der: "Du skal elske HERREN din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke".

 

Og i 3. Mosebog kap.19, v. 18: "Du skal elske din næste som dig selv".

 

Hvad Jesus siger i sit svar til farisæeren, er altså hverken mere eller mindre, end hvad jødedommen kunde sige, når den talte klarest og renest.

 

Man har også kaldt det dobbelte kærlighedsbud for "lovens hovedsum". Hvad Jesus siger her, er altså endnu udelukkende "lov".

 

Og lad os så se, hvad det er, der kendetegner Guds bud, Guds krav til os.

 

Det største og første bud begynder således: "Du skal elske Herren din Gud".

 

Hvad vil det sige at elske Gud? - Det kan vist kortest siges med Luthers forklaring til det første bud: "Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham".

 

Vi skal her lægge mærke til, at både frygt og tillid indgår i den kærlighed, vi skylder Gud.

 

Ligeledes skal vi være klar over, at det naturligvis ikke er tilfældigt, at vi gik til de ti bud efter forklaringen: De tre første bud ("Lovens første tavle") er jo ikke andet end tre forskellige udtryk for budet om at elske Gud.

 

De syv sidste bud ("lovens anden tavle") er så syv forskellige udtryk for budet om at elske sin næste som sig selv.

 

Kærligheden til Gud er det første og største. Men det er ikke det eneste: "Der er et andet, som er dette ligt", siger Jesus og understreger dermed, at kærligheden til Gud er forudsætningen for kærligheden til Næsten, og at kærligheden til Næsten er og skal være uløseligt sammenknyttet med kærligheden til Gud.

 

Vi kan også igen huske på Luthers forklaringer til budene:

 

Også alle de syv bud, der taler om kærligheden til Næsten, forklarer Luther ved at sige: "Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vor næste nogen skade ...". Eller hvordan forklaringerne til de enkelte bud nu lyder.

 

Denne uløselige sammenknytning af kærligheden til Gud og kærligheden til Næsten betyder på d.e.s., at Gud ikke vil, at vi skal lukke os inde i religiøst føleri. "At hengive sig til Gud", siger den tyske teolog Günther Bornkamm, "(betyder) at være vågen og beredt for den Gud, der kalder ad mig i min næste".

 

Men den uløselige sammenknytning af kærligheden til Gud og kærligheden til Næsten betyder på d.a.s., at kærligheden til Næsten ikke kan isoleres fra kærligheden til Gud.

 

Netop i vor tid ser vi, hvordan forskellige bevægelser taler højt om kærlighed, kærlighed til "mennesket" eller "menneskeheden". Der er tale om en gudløs menneskekærlighed eller "humanisme", dvs. om afgudsdyrkelse, idet man nemlig dyrker skabningen fremfor Gud, ja i stedet for Gud.

 

Sådanne "afgudsdyrkere" kan godt i mange enkelttilfælde gøre deres næste godt; de kan måske ofte være "bedre mennesker" end vi kristne. Om hedningerne sagde Paulus jo, at "den gerning, som loven kræver, står skrevet i deres hjerter". Og det samme gælder naturligvis vor tids gudløse.

 

Men den gudløses gode gerninger gør ikke gudløshedens lære sand. Ej heller rokker kristne menneskers onde gerninger ved kristendommens sandhed.

 

Der kan fra verden omkring os og fra historien hentes mange eksempler på, at afgudsdyrkelse - også i form af kærlighed til menneskeheden - har først til ondskab, vold og terror, og på, at den kristne tro har givet sig udslag i godhed og barmhjertighed.

 

Det vil være forkert at se bort fra disse forhold, og der er al mulig grund til at være på vagt over for de forskellige former for gudløs "kærlighed til menneskeheden", vi møder i vor tid.

 

Men det er heller ikke de gudløses onde gerninger eller de kristnes gode gerninger, der i sig selv er afgørende.

 

Guds lov er udtryk i det dobbelte kærlighedsbud. Her har vi Skaberens vilje med sin skabning. Og Guds lov er - når den følges - også et værn for skabningen; i den forstand er loven Guds gave til os. Det må vi huske: Trods alt, hvad der ellers kan og skal siges, er Guds lov Skaberens vilje med og værn for skabningen; den er vor rettesnor og ledestjerne.

 

Men vi har nu indgående beskæftiget os med denne Guds lov. Vi har stillet og besvaret spørgsmål for at få skabt klarhed over, hvad der ligger i Guds lov. Tiden er nu inde til at spørge: Retter vi os efter denne lov, opfylder vi den?

 

Og her må vi alle slå øjnene ned og svare nej.

 

Hermed er loven ikke længere rettesnor og gave, men dom, dommen over alle os, der ikke elsker Gud af hele vort hjerte og ikke elsker vor næste som os selv.

 

Og så ser vi, hvorfor det er nødvendigt at have tekstens sidste del med i dagens evangelium. Det forholder sig så ganske simpelt, at det er i denne sidste del af teksten og kun i den, evangeliet er.

 

Tekstens første del er, som vi har set, udelukkende lov og udtaler dermed til syvende og sidst blot dommen over os alle.

 

Men i tekstens sidste del, hvor Jesus sætter sit modspørgsmål ind, skinner evangeliet frem.

 

Vi har netop hørt et ord fra Romerbrevet, og vi kan nu høre et andet ord fra samme brev: "Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud", siger Paulus. Og det er netop den erkendelse, vi er nået frem til ved at lytte til det store bud i loven.

 

Men Paulus fortsætter: "... og bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus". Her kommer evangeliet, og det kommer også i det mærkelige afsnit om Kristus som Davids søn og Davids herre her i vor tekst.

 

Vi skal ikke gå ind i diskussionens detaljer, men skal blot slå fast, at det, farisæerne mente om Kristus, dvs. Messias, var, at han var Davids søn, dvs. at den Messias, de ventede, skulde være en ny stor konge, men altså kun et menneske, som selv stod under loven.

 

Jesus stiller i dette afsnit kun spørgsmål; men det ligger i disse spørgsmål og i citatet fra Sl. 110, at han taler om en helt anden slags Messias eller Kristus, nemlig den Kristus, som er undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria, dvs. den Kristus, som er Guds søn, men som blev menneske, og den Kristus, som sidder ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde, dvs. den Kristus, som er lovens og dommens herre, og som er frelse for hver den, som tror på ham.

 

I den samtale, som er gengivet i teksten, gjorde Jesu ord de andre tavse.

 

Os, der i dag hører teksten som evangelium, som godt budskab til os, skal Jesu ord ikke gøre tavse.

 

Vi, der for lidt siden måtte erkende, at Guds lov udtalte dommen over os, hører nu disse ord som et udtryk for, at Gud har grebet ind, så dommen er blevet vendt til frelse.

 

Vi, der før lidt siden måtte erkende, at vi ikke kunde elske Gud og vor næste, får i disse ord skænket Guds kærlighed i Jesus Kristus, og derfor kan vi nu i tak lade vor kærlighed til Gud lyde som lovsang her i kirken og i ny lydighed gå ud i hverdagens tjeneste for vor næste.

 

AMEN!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

18. søndag efter trinitatis 2003 (19. oktober)

 

Froprædiken i Torslunde Kirke (kirken i mit nye bopælssogn). Højmesse i Krønge Kirke. (Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat).

 
DDS 1953: 446  - [3 v 8-10] - 1 (261) -///- 46 - e. nadver: 432 - 222
 
Es. 40,18-25. - 1. Kor. 1,4-8. - Matt. 22,34-46.

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har sat Jesus ind i verden til os som vor Bror og Herre!

Hjælp os ved din Ånds nærvær og kraft til at se og høre magten i Hans sandhed og til at have vort livs håb i ham, nu og altid.

Amen.

 

 

I søndags var det kun farisæerne, vi hørte om. I dag hører vi også om det andet toneangivende parti i Israel på Jesu tid: saddukæerne!

 

Og se, nu fungerede jeg tilfældigvis også som præst i søndags - selv om det var helt henne i Birket. Og allerede medens jeg sad og læste på teksterne til den gudstjeneste, gik det hverken værre eller bedre, end at jeg kom til at se vor tids ”humanister” og ”ny-moralister” for mig som vor tids farisæere. Hvor lighedspunktet jo altså er, at man sætter sin lid til sin egen godhed og korrekthed, til efterlevelsen af de regler, der efterhånden er blevet dannet. Og hvor et andet lighedspunkt er, at man ser ned på de stakkels dumme og tilbagestående mennesker, der ikke er i stand til at leve op til disse høje krav.

 

Ja, jeg ved godt, det lyder ondskabsfuldt. Og sådan er det også ment! Men jeg kan berolige jer med, at jeg tog højde for både de nuancer, der var dengang - og som der er nu! - Idet jeg samtidig må hævde min ret til som kristen prædikant og teolog at tale kritisk imod den til enhver tid herskende selvretfærdighed, både inden for og uden for kirken! Den kristne forkyndelse har også både ret og pligt til at være en kritisk faktor i samfundet overhovedet.

 

Men i søndags pegede jeg altså også på, hvordan Jesus pdes. faktisk bogstavelig talt kunne fordømme farisæerne lige lukt ned i Helvede - Mt. 23,33! - men jo pdas. netop i evangeliet til i søndags faktisk var gæst ved et middagsselskab hos en af de ledende farisæere.

 

Ja, jeg pegede på, at der både dengang og nu var og er farisæere /skråstreg/ humanister, som af et fromt og oprigtigt hjerte prøvede og prøver at efterleve reglerne. Ligesom jeg pegede på, at der faktisk var mange af den tids farisæere, der endte som disciple af Jesus, eller altså med andre ord blev kristne - som det senere kom til at hedde. Den berømteste af dem er apostelen Paulus! Hvilket sidste der naturligvis også vil kunne findes eksempler på i vor tid.

 

Det er nemlig en gammel erfaring, at netop mennesker, der virkelig alvorligt og oprigtigt har forsøgt at opnå frelsen ad lovens og gerningernes vej, er nogle af de første til at modtage den kristne frihed. Vi har allerede nævnt Paulus.

 

Vi kunne også nævne Martin Luther, den vel mest seriøse katolske munk i sin tid, der under sin klosterkamp tyede hen til det evangelium, der altså trods alt stadig var til stede, også i denne mørke periode af Vestkirkens historie.

 

Og vi kunne nævne erfaringerne fra buddhistmissionen, hvor man også fortæller om, at det netop er nogle af dem, der mest seriøst prøver selvforløsningens vej ud af denne verdens bedrageriske mølle, der til sidst viser sig mest åbne for det kristne evangelium. Korset i lotusblomsten!

 

-

 

Men i søndags måtte vi altså savne det andet toneangivende parti på Jesu tid. Som vi til gengæld hører om her i dag: saddukæerne!

 

Evangeliet til i dag begynder udtrykkeligt med en henvisning til, at ”Jesus havde lukket munden på saddukæerne”!

 

Og nu er det aldrig til at foretage sådan nogle sammenligninger og aktualiseringer 100%. Men hvis jeg igen skal være lidt grov - både for så vidt angår de historiske forhold og visse nulevende samfundsgrupper - så kan man sige, at selv om det efterhånden jo også er ved at være en noget slidt henvisning, så kan vi som vore dages saddukæere pege på sådan nogle som dem, der bor i Taarbæk og er glade for at høre den stedlige sognepræsts moderne forkyndelse uden tro på opstandelsen! (Hvis det nu ellers er så enkelt, det forholder sig med forkyndelsen deroppe). Man kan også sige, at hvis farisæerne er de gode og rigtige, så er saddukæere de fine og rige!

 

Og i den henvisning, vi har her i begyndelsen af evangeliet til i dag, er det netop de fine saddukæeres mislykkede forsøg på at sætte Jesus til vægs mht. spørgsmålet om opstandelsen, der er tale om.

 

Det er det kendte sted, hvor disse fine mennesker under opbydelsen af al deres tankesnilde spørger Jesus, hvordan det skal gå, når en kvinde, der efter svogerægteskabets regler har nået at blive gift med i alt syv brødre - ”Hvem af de syv skal være gift med hende i opstandelsen?

 

Men det svar, Jesus giver på netop dette spørgsmål, er et af de største og dejligste steder i evangelierne. Der er ikke nogen mod-finte i det. Hvad Jesus jo ellers er en helt bogstavelig talt guddommelig mester i. Nej, her er det bogstavelig talt og i den alleryderste forstand livet om at gøre, så Jesus siger først til dem, at når de kan spørge sådan, så er de ”helt på vildspor”, så kender de ”hverken Skrifterne eller Guds magt”.

 

Og han afviser selve skoledrengelogikken i deres frække spørgsmål ved at sige, at i opstandelsen er man ”som engle i himlen”.

 

Men så tilføjer han:

 

Og om de dødes opstandelse, har I så ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, der siger: »Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud«? Han er ikke Gud for døde, men for levende.

 

Dette er en meget vigtig og meget dejlig tilføjelse. For ligesom Jesus først kunne bruge billedet af englene i Himlen i sin afvisning af saddukæernes spørgsmål, således knytter han her opstandelseslivet sammen med det meget jordiske og meget virkelige liv, disse gamle patriarker har levet - omgivet af deres kameler og får osv. Det evige liv - eller Livet med stort L - er det liv, Gud er Gud for og giver af, både her og nu og engang i Hans rige!

 

Men da nu saddukæerne er kommet til kort, så prøver farisæerne igen (her i Matthæusevangeliet var det spørgsmålet om skat til kejseren, de sidst havde forsøgt sig med). Og der står udtrykkeligt, at den lovkyndige, der nu forsøger sig, stillede sit spørgsmål for at sætte Jesus på prøve. Idet meningen jo selvfølgelig er, at enten vil Jesus sige, at han ikke kan sige, hvilket bud i loven der er det største, eller også vil han nævne eet - hvorefter man vil kunne bebrejde ham, at han har valgt netop det.

 

Og igen hører vi et eksempel på, hvordan Jesus ikke bare langt overgår sine modstandere i den teologiske polemiks kunst, men gør det på en måde, der rummer et stort positivt indhold. Vel at mærke på den måde, at han udelukkende holder sig til, hvad der allerede står skrevet i jødernes Hellige Skrift, altså i den skriftsamling, vi kristne nu kalder Det gamle Testamente.

 

Og understregningen af dette er ganske særlig vigtig, når vi, som her i dag, prøver at aktualisere tingene. For det er jo karakteristisk for vore dages fromme og fine, at de erklærer sig som meget store tilhængere af netop den ene halvdel af det store dobbeltbud, Jesus nævner, altså næstekærlighedsbudet. Det er det, kristendommen går ud på, siger de. Og så er det jo godt af få slået fast, at dette bud altså allerede findes i Det gamle Testamente! Hvilket vil sige, at så må det trods alt være noget andet, der er det helt særlige ved kristendommen!

 

Første halvdel af det dobbelte kærlighedsbud finder vi allerede i 5. Mosebog, kapitel 6, vers 4-5 - og det er faktisk begyndelsen af den jødiske ”trosbekendelse” hvor det lyder:

 

Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.

 

Og anden del skal vi ganske vist til 3. Mosebog, kapitel 19, vers 18 for at finde, men her står der:

 

Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!

 

Men helt ærligt: Vi kan jo alle sammen godt høre, at det dobbelte kærlighedsbud - og især næstekærlighedsbudet - alligevel er noget nyt og større hos Jesus. Det kan altså ikke være et anliggende for den kristne forkyndelse at trække noget fra her. Tværtimod!

 

Alligevel viser Jesus os derefter, hvad det helt grundlæggende drejer sig om, nemlig i det mod-spørgsmål, han stiller. Og det kan vi godt høre som stillet til både farisæere og saddukæere, både de gode og de fine, både de rigtige og de rige:

 

Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?

 

Hvilket ikke skal forstås som et tros-forhør i plat forstand - sådan som bla. nogle af reaktionerne i Taarbæk-præstesagen har haft karakter af det.

 

Nej, i den kristne forkyndelse skal der hverken trues - eller lokkes eller lefles. Tværtimod er det et af de områder, hvor selvansvarlighedsprincippet er allervigtigst.

 

Lad derfor også alle andre kappes om at få fat i folks sjæle og penge, så det bliver desto tydeligere, at i og omkring Den Kristne Kirke er det sandheden og ærligheden og redeligheden - og FRIHEDEN! - der hersker.

 

Men når der således er renset et sandhedens og ærligheden-og-redelighedens og frihedens rum omkring den kristne forkyndelse, så må der også i dag stilles det spørgsmål til både de gode og de fine mennesker, hvordan de forholder sig til spørgsmålet om, hvis søn Jesus er. Hvilket nemlig er en anden måde at spørge på, hvordan de vurderer deres muligheder for at klare både livet og døden, hvis Jesus ikke er Guds Søn, eller altså den store Grund-Magts helt enestående ”repræsentant” her i verden.

 

For det er altså ikke et spørgsmål om gammelt eller moderne verdensbillede og alt, hvad man ellers siger. Troen på Jesus som Guds Søn er ikke bundet til noget bestemt verdensbillede. Vi kan gøre os alle mulige forestillinger i den forbindelse. Ligesom vi også er fritaget for, absolut at skulle gøre os ”forestillinger”.

 

Det store afgørende spørgsmål er, om vi mennesker mener, vi er overladt til os selv i en virkelighed, der grundlæggende kun består af, hvad fysikken kan beskrive, og så ellers mener, vi kan klare os ved at være enten gode og rigtige, eller fine og rige. Eller om vi i det mindste gerne vil prøve at tage imod det håb, Jesus rejser for os.

 

Og jeg gentager, at det at prøve at tage imod det håb, Jesus rejser for os, ikke er bundet til nogen som helst ”verdensbilleder” eller den slags.

 

Det afgørende er, at pdes. har vi hele vor virkelighed som mennesker her i verden, og pdas. har vi hele den virkelighed, Jesus er kommet med, og som altså bla. består af sådan en beretning som den, vi er samlet om her i dag. Og så må det dybt i vort hjerte afgøres, om ikke Jesu virkelighed er den virkelighed, der godtgør sig som på een gang repræsenterende den allerdybeste grund under alt, hvad vi på forhånd kender som liv og sandhed og kærlighed, og som håbet og frelsen for alt dette.

 

Der er ikke nogen magt, der kan afgøre dette. Kun i hjertets frie afgørelse kan det ske. Men jeg vil godt tillade mig at sige, at det efter min bedste overbevisning kraftigt kan anbefales!

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

19. søndag efter trinitatis 1989 (1. oktober)

 
DDS: 449 - [537 v 1-3] - 396(dåb)(537) -///- 462 - 390(dåb)(459)
 
Ef. 4,22-28. - (Johs. 1,35-51). - Matt. 9,1-8

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har givet Jesus, din Søn, vor Bror, magt over det onde!

Hjælp os til, altid at se hans magt som sandhedens og godhedens magt, så vi i liv og død kan holde os til ham og have vor glæde og vort håb i ham.

Amen.

 

 

Nu har vi igen et evangelium, der handler om, hvordan Jesus helbredte syge mennesker. Og så sidder vi igen med vore spørgsmål om, hvorvidt dette nu også overhovedet kan være rigtigt, og om - hvis det på en eller anden måde er rigtigt - hvorfor det ikke sker i langt flere tilfælde, ja, er blevet ved med at ske, så det også kunne ske hos os.

 

Men som vi også har været inde på det alle de andre gange: Vel er disse spørgsmål vigtige og berettigede. Men vi kan ikke bruge hele prædikenen på bare disse spørgsmål hver gang. Så ville det blive den samme prædiken hver gang. Nej, vi må lytte til, hvad der er det særlige i netop det evangelium, vi hører den pågældende dag. Så kan det nemlig også være, vi på den måde får et langt bedre svar på vore spørgsmål, end hvis vi bare bliver ved med at køre rundt i vore egne grublerier!

 

Og i dag er det helte særlige jo, at Jesus til at begynde med giver den lamme mand noget helt andet, end han og hans hjælpere var kommet for at få, idet han jo allerførst siger til ham "Vær frimodig, søn, dine synder forlades dig".

 

Det lyder hårdt! Og det må Jesus også selv have vidst. Hvorfor sagde han det så? - Lad os overveje to muligheder:

 

Det kan være, at Jesus har kunnet se, at denne mands lammelse i virkeligheden havde psykiske årsager, ja, var resultatet af en skyldfølelse, han havde. Så kunne tilsigelsen af syndernes forladelse virkelig være det helt rigtige lægemiddel.

 

Men der er også en anden mulighed: Nemlig at Jesus har villet vise, at han ikke bare var en hvilken som helst "healer", som vi siger i vore dage. At Jesus har villet pege på, at menneskenes ulykke stikker langt dybere end selv den mest uhyggelige sygdom.

 

På en måde er disse to muligheder meget forskellige. Men på en anden måde er de det ikke. Vi kan sige det på den måde, at den første mulighed er en slags billede i det små på dén altomfattende virkelighed, der er tale om i det andet tilfælde.

 

Hvad jeg mener med det? Jo, vi kender jo godt det, at en psykisk lidelse kan medføre legemlige sygdomme. Fx har vi netop haft nogle eksempler, hvor en politiker døde og en anden fik et hjertetilfælde pga. hårdt psykisk pres. Og der kunne nævnes mange andre eksempler. Også mavesår kan man få af stress. Og lammelser vil man også kunne læse om, hvis man slår op i den lægevidenskabelige litteratur.

 

Så kan man spørge, hvad "syndernes forladelse" har med det at gøre. Men skyldfølelse er netop en af den slags ting, der også kan få legemlige virkninger.

 

Og hvad hvis man nu har gjort noget, der umuligt kan gøres godt igen? Hvordan skal man så nogen sinde komme af med sin skyldfølelse? Det kan man kun, hvis der er een, der er stærkere en det onde, man har gjort, der tager skylden bort fra en. Kun den, der i den yderste ende har det i sin magt at gøre alting godt igen, kan tage skylden fra et skyldigt menneske!

 

Hvis vi altså forestiller os, at den lamme her er blevet lam, fordi han har båret på en skyld, vil det, Jesus siger til ham, altså ikke være det rene goddag-mand-økseskaft, men simpelt hen den helt rigtige hjælp. - Vel at mærke, hvis Jesus, om man så må sige, er berettiget eller bemyndiget til at sige så store ord til nogen. Og det er jo det, nogle af de tilstedeværende jødiske teologer straks tager fat i, idet de siger "Denne mand taler gudsbespotteligt".

 

Og de har jo for så vidt ret. Vi var netop lige inde på, at kun den, der i den yderste ende har det i sin magt at gøre alting godt igen, kan tage skylden fra et skyldigt menneske. Dvs. den eneste, der kan sige: "Dine synder forlades dig", det er Gud - men selvfølgelig også gennem et menneske, han har bemyndiget til at tale på hans vegne. I alle andre tilfælde vil det være at tiltage sig Guds rolle at sige "Dine synder forlades dig".

 

Så lige meget hvor meget den lamme måske nok trængte til at få sin skyld taget bort, ville Jesus med de ord, han sagde, gøre sig skyldig i gudsbespottelse - medmindre han altså optrådte med særlig bemyndigelse, på Guds vegne, som Guds særlige repræsentant.

 

Derfor siger Jesus også til de forargede teologer, at han vil vise dem, at han faktisk har sådan en fuldmagt, idet han nemlig vil vise dem, at han også har magt til at gøre den lamme mand rask.

 

Nu beviser selve dette ganske vist ingen ting. Jesus kunne godt have været en svindler med en stærk udstråling, som kunne være i stand til at helbrede netop en psykisk betinget lammelse. Pdas. er det dog ikke noget, alle og enhver ville kunne gøre. Så en vis magt og myndighed vidner det da om. Men når mennesker både dengang troede og nu tror, at Jesus faktisk er Guds repræsentant eller "Guds Søn", så er det på grundlag af hele den måde, han trådte frem på, ja, på hele den måde, hans Ånd eller livskraft fortsat har gjort sig gældende blandt hans disciple, i hans menighed. Det, der får os til at bøje os for Jesus som vor Herre, er ikke bare disse beretninger om, at han havde overnaturlige kræfter og kunne gøre undere. Nej, det, der får os til at bøje os for Jesus som vor Herre, er, at hele det store betydnings-indhold, der tegner sig gennem alt, hvad han har sagt og gjort, og gennem hele hans menigheds historie, det står for os som udtryk for alt, hvad der er sandt og godt.

 

Kun sandheden og godheden vil vi jo frivilligt bøje os for, ikke det, der bare er kraft eller magt. Derfor er det også, vi kun kan leve som Jesu disciple, når vi hele tiden har hans store betydnings-indhold for øje og hele tiden lader dette betydnings-indhold og vor egen tilværelse spejle sig i hinanden. Vi kan kun have Jesus som vor Herre, når vi på denne måde hele tiden oplever ham som vort livs Herre - ikke først og fremmest pga. hans styrke, men netop pga. sandheden og godheden i alt det, der udgår fra ham.

 

Så vidt spørgsmålet om Jesu ret til at sige til et menneske: "Dine synder forlades dig". Og den ret er til syvende og sidst et trosspørgsmål: Kun når vi i vore hjerter overbevises om sandheden og godheden i alt det, der har med Jesus at gøre, anerkender vi denne ret.

 

Og det er noget, der må vise sig i vort daglige liv under hans ord.

 

Men det var jo noget andet, vi ikke fik gjort færdigt, og det var den mulighed, at den lammes sygdom ikke bare var psykisk betinget. Var det så den rene gang goddag-mand-økseskaft, når Jesus sagde: "Dine synder forlades dig", i stedet for at helbrede den lamme mand?

 

Det kunne det jo teoretisk set være. Men så ville vi da slet ikke kunne have nogen respekt for Jesus, endsige da kalde ham vor Herre. Det ville være at pine og plage et sådant menneske på den forfærdeligste måde! Nej, der må have været en mening med det. Og det er da heller ikke svært at se, hvad denne mening er.

 

Sagen er nemlig, at problemet for os mennesker ikke bare er, at vi kan blive syge, at der en gang imellem bliver noget i vejen med os. Ja, det er ikke engang selve det, at vi dør!

 

Dette siger jeg bestemt ikke for at bagatellisere hverken sygdommen eller døden. Tværtimod vil jeg sige det på den måde, at når sygdom og død er noget så forfærdeligt noget, som det er, så skyldes det netop, at vi som mennesker er andet og mere end bare en slags maskiner, der går i stykker engang imellem og på et eller andet tidspunkt bryder helt sammen. Hvis vi kun var sådan nogle maskiner, ville vi jo ikke frygte og hade sygdommen og døden sådan, som vi gør. Nej, det er faktisk rigtigt, hvad jeg var inde på til at begynde med, at det, at en enkelt sygdom, fx en lammelse, kan være psykisk betinget, det er kun et billede på, at al vor lidelse og nød som mennesker i verden, ja, døden selv, dybest set er noget helt andet end selve det, at der er nogle biologiske maskiner i Universet, som en gang imellem går i stykker og skrottes for at blive afløst af nogle nye - indtil hele det store maskineri, som hele verden er, også hører op!

 

Så langt må vi ned, hvis vi skal kunne forstå hvorfor vi som mennesker frygter og hader sygdommen og døden så meget. Det er ikke bare nogle fejl eller uheld, der ødelægger og tilintetgør vort liv. Nej, det er en ond og fjendtlig magt, der er på færde: Syndens og Dødens og Djævelens magt, Guds og vor store fjende.

 

Derfor er syndernes forladelse det allerstørste og allervigtigste. Det er Guds ord til os, som han har bemyndiget Jesus til at udtale på sine vegne - og som lyder til os den dag i dag, når der prædikes i Jesu navn. Og dette ord, denne tilsigelse, det er ligesom en stor, god og kærlig hånd, der rækker ud og tager fat om os, så vi allerede her og nu, også midt i al sygdom og elendighed, også selv om vi ikke bliver helbredt, ja, trods døden selv, bliver holdt fast af sandhedens og godhedens magt, livets magt.

 

Men de helbredelser, Jesus en hel del gange udførte, de er tegn på, at så er der også et håb for os. Vi kan ikke rigtig forstå eller forklare, hvordan dette håb skal blive opfyldt. Men det er hos os. Håbet om, at sandhedens og godhedens magt er livets magt, den eneste virkelige magt - og derfor den magt, der til allersidst vil være i stand til at gøre alting godt igen!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

20. søndag efter trinitatis 1995 (29. oktober)

 

Salmevalget til denne gudstjeneste kunne ikke findes, da denne prædiken blev sat på 31.10.03. - I 2001 (pga. allehelgen den nærmest følgende) var det (næppe meget, om overhovedet, afvigende):

 

434 - [17] - 1 (271) - /// - 147 - 458

 

Jer. 18,1-6. - Ef. 5,15-21. - Mt. 22,1-14

 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du bliver ved at sende dine tjenere ud med indbydelsen til din store fest. Ja, tak, fordi vi allerede ER med i festen!

Fyld os med din ånds kraft og varme, så vi virkelig får det festligt - og ikke får idéer, der kan ødelægge festen for både os selv og de andre. Hold os fast i den sande glæde hos dig.

Ved Jesus Kristus, din Søn, vor Bror og Herre!

Amen.

 

Måske har I hørt om den dåbssag, der er i gang i øjeblikket. Den består kort sagt i, at der er en præst i det nordlige Jylland, som gør voldsomt op med Folkekirkens dåbspraksis og dåbsforståelse - og som derfor er blevet indklaget for den såkaldte præsteret. Det, denne præst siger, er, at "genfødelsen" ikke sker i dåben, men ved omvendelsen og troen. Og i overensstemmelse med dette ændrer han på ritualet, så han ikke ved overøsningen siger "Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" - men: "Jeg døber dig til Faderens og Sønnens og Helligåndens navn".

 

Nu vil I måske nok sige: "Åh, igen en strid om teologiske spidsfindigheder!". - Men nej, al erfaring viser, at i noget, der er så stort som teologien, kan selv de mindste afvigelser få store virkninger. - Ligesom med parabol-antennerne! Her skal der i hvert fald heller ikke meget til, før det går galt!

 

Og nu mht. forholdet mellem dåben og troen, dér er det sådan, at det, der tilsyneladende lyder som en helt vanvittigt spidsfindig strid om ord, kan få endog meget stor indflydelse helt ud i de mindste detaljer af dagliglivet.

 

Men altså, enhver kan jo se, at der er noget, der er rivende galt i Folkekirken - og i Folkekirkens dåbspraksis - eller rettere: i den måde, de fleste forholder sig til Folkekirkens dåbspraksis på! Ja, netop! Det er efter min bedste overbevisning ikke selve vor dåbs-praksis eller den dermed forbundne teologi, der er noget i vejen med. Tværtimod, og derfor vil jeg også mene, at den pågældende præst må stå til afskedigelse.

 

Det er naturligvis ikke godt, at dåbens højhellige nådemiddel tilsyneladende af mange mennesker bliver misbrugt på det frygteligste som bare en eller anden ceremoni, der nu engang er der, og som giver en anledning til at gå hen i kirken og få lidt stemning - samtidig med, at man får vist sit nye tøj frem.

 

Idet man dog skal passe på, hverken at undervurdere folk eller tale nedladende om - eller til - dem. Jeg vil i den forbindelse også henvise til det KIRKEBREV, som udkommer i morgen. - [Nr. 7, november 1995, kan læses på undersiden ”Fra kirkeblade”. Overskrift: Barnedåb og dermed kaos]. - Og navnlig skal formålet med det, man siger, jo klart være at få dem, der måske altså nok er kommet til at befinde sig noget i udkanten, til at komme længere ind mod centrum - med en højere bevidsthed om, hvad det er de selv og deres børn er blevet døbt ind i - eller bliver døbt ind i. Samtidig i al frihed og friskhed, så der ikke sker nogen ulækker omklamring eller befamling. Varme uden lummerhed - det må stedse være vort princip her i den kristne menighed.

 

De eneste, man skal tale virkelig hårdt til, er dem, der på den ene eller den anden måde vil prøve at "styre firmaet", altså styre det i en gal retning, det være sig helt åbenlyst ugudelige, der vil tvinge kirkeinstitutionen til bare at levere service og stemning og i øvrigt ikke genere dem med nogen form for alvorlig tiltale - eller det være sig tilsyneladende ekstra fromme og alvorlige mennesker, der vil prøve at sætte deres egen fromhed og alvor i stedet for Guds nåde og kærlighed - og i samme forbindelse gøre sig til strenge herrer over deres medkristnes liv og tro.

 

Og netop om alt dette, ja, virkelig ALT dette, handler teksterne til i dag!

 

Allerede den gammeltestamentlige lektie (Vester Ulslev: som vi altså ikke har hørt som "læsning" her ved denne korte gudstjeneste, men som jeg jo nu refererer og citerer), hvor vi hørte/har profeten Jeremias' berømte pottemagerbillede:

 

Når det kar, som pottemageren var i gang med at forme af ler med hånden, mislykkedes, lavede han det om til et andet kar, som han nu ville have det.

 

Da kom Herrens ord til mig: Kan jeg ikke gøre med jer, Israels hus, som denne pottemager gør? ... Som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd, Israels hus.

 

Det er jo helt utroligt, at allerede de gamle jøder har haft dette billede hos sig. For allerede det handler jo om mange af de ting, vi med aktuel foranledning har været inde på her i dag/aften.

 

Selvfølgelig er der i helt direkte forstand tale om en trussel eller advarsel til Israel - om ikke at slå sig til ro med, at nu ER de Guds udvalgte folk, og så kan de bare gøre, som det passer dem, mod både Gud og mennesker. I den forbindelse skal profeten altså hilse fra Gud og sige, at det ene og alene er HAM, der bestemmer, at det ene og alene er af hans nåde, at Israel overhovedet er til!

 

Men samtidig med, at dette pottemagerbillede altså er en sådan advarsel, viser det jo også, at det altid er pottemagerens hænder, der former leret og får det til at blive til noget, så at ingen altså skal bilde sig ind, at leret kan forme sig selv!

 

Og så kan vi lige nævne epistelen. For i denne formaning ser vi et eksempel på, hvordan den store teologi får virkninger helt ud i dagliglivets mindste detaljer. Og i vor sammenhæng her i dag et eksempel på, at netop Paulus, som jo er den, der mest udtrykkeligt og udførligt har talt om Guds nåde som det eneste grundlag for menneskets frelse, at netop han - på det grundlag - kan komme med sådanne formaninger.

 

Blandt andet skal vi lægge mærke til en sætning som "Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde". Der er mange andre grunde til at lade være med at være tåbelig end selve forholdet til Gud. Eller måske bedre udtrykt: Forholdet til Gud er ikke noget, der bare udspiller sig som blækskrevne tal på nogle glatte papirsider i en regnskabsbog, så man kan stirre sig fuldstændig blind på, hvordan dette abstrakte regnskab nu ser ud. Forholdet til Gud udspiller sig tværtimod i hele virkeligheden - hvilket altså bl.a. vil sige i den virkelighed, som er fuld af alskens ondskab, så at visdommen ikke mindst består i at flygte fra det onde og prøve at holde det ude af sit eget hjerte, medens man af alle kræfter søger sin tilflugt hos Gud!

 

Men så en anden ting, opfordringen til, ikke bare at drikke sig fuld i vin, men også at synge sig fuld af ånd! Er det ikke bare herligt!?

 

"Tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre[s] Jesu Kristi navn".

 

Dette kan godt forstås som en altomfattende kulturkritik, også mod hele livsformen i vore dage - også bortset fra selve alkoholproblematikken, men i det hele taget som et udtryk for forskellen mellem falske og sande glæder (i hvilke sidste rimelige mængder alkohol naturligvis udmærket kan indgå, dog ikke nødvendigvis altid). Jeg kommer her til at tænke på de dejlige linjer fra netop helligåndssalmen "Kærligheds og sandheds ånd", hvor vi bl.a. synger:

 

Med en god samvittighed

til de små du daler ned,

skaber rene glæder -

 

Jeg har altid elsket den linje: "skaber rene glæder" - og altid følt det som et udtryk for netop hele kristendommens kulturkritiske, kultur-rensende kraft. Ja, jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg går rundt med en drøm om, at vi i den periode, der nu ligger foran os, vil kunne komme til at opleve en sådan renselse og oplivelse.

 

Men nu, vi er ved dette salmevers, så skal vi også lige have resten med, idet der - ved et rent tilfælde, eller ER det nu så tilfældet? - netop fortsættes således:

 

- lyser op og renser ud,

til [disse små] står for lysets Gud

i snehvide klæder.

 

Her er vi jo pludselig (eller endelig!) kommet lige midt ind i evangeliets slutning. Og alt det forudgående kan vi i dag lade tale for sig selv - i lyset af alt, hvad der ellers er blevet læst og sagt og sunget her ved denne gudstjeneste. Kun må vi lige konstatere, at der jo er tale om nøjagtig det samme som i Jeremias’ pottemagerbillede. Og for os i dag betyder det, at fx Folkekirkens dåbspraksis på ingen måde giver os hals og håndsret over Guds nåde. Hverken de fine ugudelige mennesker, der bare vil have lidt ekstra pynt på deres fine tilværelse, eller de fine fromme mennesker, der gerne vil have lidt mere kontrol med deres medkristnes tro, skal bilde sig noget som helst ind. Gud sender sine tjenere ud til lige så mange, han vil. Hvilket vil sige alle. - At der så er nogen, der har andre og vigtigere ting at tage sig for, er jo deres problem. For slet ikke at tale om dem, der begiver sig ud i åben krig mod Gud!

 

Men vi skal lige til allersidst se lidt nærmere på ham, der godt nok var kommet med til festen, men som ikke havde nogen bryllupsklædning på. Ham er det selvfølgelig hele lignelsen ganske særligt handler om. Og her skal vi nok forestille os, at baggrunden har været, at man fik festtøjet udleveret af værten!

 

Her er der altså en gæst, som godt nok er kommet med til festen, men som stadigvæk vil køre sit eget løb. Sagt på en anden måde: En, der godt nok er blevet døbt, men er for fin til - selvfølgelig i overført betydning - at beholde sin dåbskjole på gennem hele livet. Og det er altså en opførsel, der får vor Herre Jesus til at bruge de helt hårde ord! - Uden at vi derfor skal stirre os blinde på det med straffen og frygten for straf. Hvad mon Jesus fx ville sige til een, der surt og modvilligt gik rundt i sin dåbskjole, bare fordi han var bange for at komme i Helvede!? - Nej, det skal vi ikke gå for meget op i, idet vi dog heller ikke skal se bort fra det ondes magt, de onde dage osv. - Det ene fornødne er, at vi glad kommer til festen, og glad bærer vores dåbskjole. Så kommer vi både nu og i Guds rige til at leve et glad liv med "rene glæde" og masser af sang og musik!"

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

21. søndag efter trinitatis 2002 (20. oktober)

 

NB! Denne gudstjeneste blev fejret i 2002, altså i et anden tekstrække-år, men da den var et forsøg på at komme tilbage til året 1362, var det af gode grunde det, vi i dag kalder første tekstrække-teksterne, der blev læst – og prædiket over!

 

Jubilæumsgudstjeneste i Døllefjelde Kirke i 640-året for Hertug Christoffers gavebrev, hvori Døllefjelde præsteembedet for første gang optræder på skrift.

 

På de uddelte tekstsider stod følgende indledning:

 

Teksterne og melodierne til »middelalder-indledningen« er et ærligt forsøg på at komme så tæt på »1362« som muligt. Men hovedformålet har været at give en historisk markering, og vi giver det ikke ud for at være mere, end det er. Der er ifølge sagens natur tale om meget vanskelige forhold. Men selv om visse enkeltheder ikke skulle svare ganske nøje til »1362«, svarer de i hvert fald til senere romersk-katolsk skik. For vi må ikke glemme, at denne historiske markering også kan opleves »sidelæns«, dvs. mellemkirkeligt, økumenisk. Hvis der skulle være romersk-katolske medkristne til stede – eller som på anden måde erfarer om denne gudstjeneste – må de optage det i den samme gode mening, som det er udført. 1362-fortiden er i hvert fald lige så meget vores, som den er deres.

De latinske tekster står i venstre spalte. I højre spalte står danske oversættelser - eller versioner! - af de enkelte led. Alt, hvad der i venstre spalte står med fed skrift, er led, som skal siges af alle.

 

 

--- --- ---

 

 

Før gudstjenesten samledes processionen i Døllefjelde Præstegårds konfirmandstue.

Rækkefølgen i processionen var:

 

Konfirmand med processionskors

To konfirmander med lys (stod på hver sin side af præsten ved evangelielæsningen)

Røgelseskar-bærer med hjælper (konfirmander)

To menige "konfirmand-messedrenge" (som havde opgaver i forbindelse med dåben)

Den pige, som gik til præst med de andre, og som skulle døbes

Dåbskandidatens to vidner

Sognepræsterne Jens Christian Nielsen, Nysted, Karen Margrethe Antonsen, Øster Ulslev, og Ramund Kværnø, Kettinge. (Præsterne fra de tre andre pastorater i Nysted kommune. Alle iført messeskjorte og grøn stola)

Til sidst sognepræst Bent Christensen, Døllefjelde, iført messeskjorte og grøn messehagel og med Døllefjelde Kirkes alterbibel i hænderne)

 

Efter gudstjenesten var Døllefjelde menighedsråd vært ved et traktement i præstegården.

 

--- --- ---

 

Den indledende, latinske, del af gudstjenesten bestod af følgende led:

 

Introitus (indgangs-sang – medens processionen gik ind)

Koret: In voluntate tua, Domine, universa sunt posita ...

 

Kyrie eleison (Herre, forbarm dig)

 

Gloria (Ære [være Gud i det høje])

 

Oratio collecta (kollekt(bøn)):

Familiam tuam, quaesumus Domine ...

 

Epistola (epistel, dvs. apostelen Paulus’ brev til menigheden i Efesos (Ef. 6,10-17))

 

Alleluia (messeleddet "Halleluja" (lovsyng Herren), som synges i glæde over, at nu kommer selve evangeliet)

Koret: Alleluia. De profundis clamavi ad te, Domine: Domine, exaudi vocem meam. Alleluia.

 

Evangelium (Johs. 4,46-53).

 

Credo (den nikænske trosbekendelse)

 

Hermed sluttede den latinske »middelalder-indledning«. Højmessen fortsatte på dansk ifølge den nugældende 1992-alterbog, dog med de udvidelser, som der i Alterbogen med dens Tillæg gives mulighed for.

 

Før salmen før prædikenen den ovenfor omtalte dåb.

 

Der blev i resten af gudstjenesten sunget følgende numre fra Den Danske Salmebog:

281 -///- 478 – 422 (mellem kirkebøn og nadver) – 282

 

 

--- --- ---

 

 

Prædikenen med indledende bøn:

 

 

Treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd!

Vi takker dig for vort liv og dets verden, for vort danske folk og fædreland, for vor landsdel og dens mennesker og for alt godt og dejligt, vi oplever!

Men vi takker dig også for den frelse, den trøst og det håb, du har givet os mod Syndens og Dødens og Djævelens magt. Tak, fordi Evangeliet også nåede op til os! Tak, fordi vi er blevet indlemmet i din Kirke, dit folk.

Og vi beder dig: Bevar os i Kærlighedens og Sandhedens og Livets fællesskab med dig. Vær hos os i denne gudstjeneste og i resten af vor tid her i verden, og før os til sidst ind til din evige glæde!

Amen.

 

 

Vi har i denne gudstjeneste hørt – og på papiret kunnet læse - de to gamle tekster til 21. søndag efter trinitatis, sådan som de formodentlig har lydt her i kirken for 640 kirkeår siden.

Men selve teksterne er jo endnu ældre. Jeg har leget lidt med tallene og fundet ud af, at hvis vi deler tiden fra Efeserbrevets og Johannesevangeliets affattelsestid i anden halvdel af det første århundrede, og frem til i dag, op i tre dele, så passer det temmelig nøjagtigt, at den ene tredjedel er tiden fra 1362 og op til i dag (640 år) og de to tredjedele (1280 år!) er tiden fra 1362 og tilbage til vore to tekster affattelsestid!

Men vi kan lege videre med tallene. Hvis vi sætter kong Harald Blåtands dåb til ca. år 960, så bliver "1362" jo ca. 400 år efter denne begivenhed.

Og endelig: Hvis vi trækker 1362 fra 1536, dvs. fra årstallet for Reformationens indførelse i Danmark, får vi 174 år.

Sagt på en anden måde: Når vi i dag prøver at sætte os tilbage til 1362, kommer vi tilbage til en situation, hvor det var 400 år siden den katolske kristendom blev den officielle religion i Danmark, og hvor det var 174 år før den danske menighed kom ud af det mørke, den katolske kirke desværre var havnet i.

Hvilket sidste ikke er sagt i nogen billig antikatolsk mening! For når vi i dag fejrer dette jubilæum på den måde, vi her gør det, så betyder det jo også, at vi vedkender os den fortid, vi har fælles med vore nuværende romersk-katolske medkristne. Ja, at vi vedkender os en fælles nutid og fremtid med dem, ikke i en fælles organisation, men i en fælles tro og i et åbent og ærligt liv med hinanden. Sådan som vi jo faktisk oplever det netop her på Lolland-Falster!

- - -

Det er i hele denne sammenhæng, vi i dag hører stykket fra apostelen Paulus’ brev til menigheden i Efesos og stykket fra evangelisten Johannes’ beretning og vidnesbyrd om Jesus Kristus - Guds evige ord, der blev kød og tog bolig iblandt os.

Hvad epistelen angår, er det svært at sige, hvordan de gamle 1362-døllefjeldere har hørt den. Selve den latinske oplæsning har de selvfølgelig ikke direkte forstået. Men gennem prædiken og undervisning er de blevet gjort fortrolige med det bibelske stof.

Noget helt andet er så, hvad de, som man siger, har kunnet "bruge" lige netop dette stykke af Efeserbrevet til.

Situationen på Østlolland i 1362 har jo været meget forskellig fra situationen på Lilleasiens vestkyst i anden halvdel af det første århundrede.

Den helt afgørende forskel har været, at der i 1362 ikke har været tale om en lille kristen menighed i hedenske omgivelser, men om et sogn i et land, der har været officielt kristent i 400 år.

Men det har jo ingenlunde været det samme som noget i retning af en paradisisk tilstand. Perioden op til 1360 havde været en meget hård tid for Danmark. Det var jo i den periode, Valdemar Atterdag bl.a. gennem en række borgerkrigsagtige begivenheder, samlede riget. Og o. 1350 havde pesten, "den sorte død", hærget. Hvortil kom middelalderens almindelige frygt for Djævelens og alle onde ånders angreb mod mennesker og dyr og afgrøderne på marken – som det var en af kirkens vigtige opgaver at beskytte imod.

Netop i 1362, var den almindelige situation i Danmark dog ret gunstig. Pinsedag 1360 havde kong Valdemar Atterdag – og hans søn Christoffer, hertug af Lolland – på rigsmødet i Kalundborg sammen med 75 af rigets mægtigste mænd kunnet underskrive det store dokument, der kaldes Valdemar Atterdags Landefred.

I dette dokument tales der udtrykkeligt om, hvordan kongen og hans søn har afholdt dette møde for at

bortrydde stor nød og utallige ulykkers plager, som – sørgeligt at sige det – indtil nu har hærget Vort rige Danmark ... [og] for at Vort rige Danmark kan få styrke og bedre kår med den Hellige Ånds hjælp ... (Pol. IV 333f).

Der er ingen tvivl om, at det også er denne gunstige situation, der ligger bag opførelsen af Døllefjeldes kirkeskib og bag gavebrevet med Tåstrupgård til sognepræsteembedet den 25. juli 1362.

En mere direkte årsag til hertug Christoffers gavmildhed kan dog ifølge Suhms danmarkshistorie "rimeligen" have været, at det farlige sår, han havde fået, havde "bragt ham til at tænke paa sin Død". - Christoffer døde i hvert fald året efter! Et par og tyve år gammel!

Men det er umuligt at få alle de historiske ting med i denne prædiken.

For det er jo prædiken, det her, og vi skal videre til evangeliet – om helbredelsen af den kongelige embedsmands søn i Kapernaum engang i begyndelsen af trediverne i det første århundrede, altså ca. 1330 år før vort jubilæumsår.

Denne beretning – og de andre tilsvarende underberetninger – er der ingen tvivl om at folk her i Døllefjelde har hørt meget om fra deres præst. Og vi må vel forestille os, at disse beretninger har været overbevisende vidnesbyrd om Jesu Kristi guddoms-magt: Når der stod i Den Hellige Skrift, at Jesus havde gjort sådan et under – alene ved sit ord – var det det samme som et bevis på, at han virkelig var Guds Søn – menneskenes Frelser. – Sådan som det jo også står på kirkens væg sammen med biskoppens viekors nede ved indgangsdøren.

Det må vi jo også have med! For selv om det kun er hertug Christoffers gavebrev, vi har årstal og dato på, så må vi regne med, at det er i tiden lige heromkring, Døllefjelde kildekapel ved Skt. Kelds hellige kilde er blevet udbygget med dette prægtige store skib. (Men altså ikke med tårnet, der først er sat på 100-200 år senere).

Og selv om biskoppens viekors og bogstaverne ved siden af det jo er blevet "frisket op" mange gange, så kan vi i dag godt tillade os at forestille os, at engang for ca. 640 år siden har biskoppen fra Odense stået dernede ved døren og med sin vievandskost tegnet korset med cirklen omkring og skrevet bogstaverne IHS = Iesus hominum Salvator = Jesus menneskenes Frelser.

I denne forbindelse skal vi også se på vort krucifiks. For det er faktisk ældre end kirkeskibet! Det angives at være fra "o. 1300-1350"! – Men her ser vi i al sin gru og gådefulde storhed, på hvilken måde Guds evige Ord blev menneskenes Frelser

En anden gammel ting, dog først fra o. 1400, er glasmaleriet oppe i koret af "Ridder Henrik Plot". (Det er kun en kopi. Originalen er på Nationalmuseet).

Man kan sige, at der er langt fra viekors, IHS-tegn og krucifiks til dette billede af sådan en ridder i sin fulde krigs-rustning oppe i kirkens allerhelligste. (For selv om det næsten er for plat at sige det, må vi jo være enige om, at der næppe er tale om et billede af den "Guds fulde rustning", som apostelen talte om i epistelen!).

Men sammen med glimtene fra Danmarks historie under Valdemar Atterdag er dette billede af en af magtens mænd et godt bidrag til den betragtning af kristendommens og Kirkens historie, vi på denne jubilæumsdag hengiver os til.

Det er jo på een gang dybt anfægtende og højt underfuldt at se, hvordan kristendommen har levet og virket her i verden – medens samme verden, herunder i høj grad også Kirken i al dens alt for megen menneskelighed – har gået sin skæve gang.

Men uanset alle de ting, der kan angribe vor tro, så er vi altså samlet til denne jubilæums-gudstjeneste her i dag. Hvilket jo må skyldes, at vi alligevel – og trods alt – føler sandhedens og livets og kærlighedens magt i de ting, der siges og foregår her.

Og selv om en beretning som den i evangeliet om helbredelsen af den kongelige embedsmands søn, for os moderne mennesker snarere er et problem end et bevis, så hører vi alligevel i den et budskab om, at der er sat et håb ind til os mod sygdom og død og alt ondt.

Idet den kristne forkyndelse jo aldrig har været en forkyndelse af, at nu var alting i orden. Vel forkyndes det, at Jesus Kristus ved sin død på korset langfredag og ved sin opstandelse fra de døde påskemorgen har triumferet over alle onde magter. Men det forkyndes ikke, at de er ude af verden. Hvorfor de ikke er det, kan ingen forklare. Men enhver kan se, at det er de altså ikke!

Så hvis vi ikke vil synke ned i den rene fortvivlelse, har vi ingen anden mulighed end at følge apostelens formaning og iføre os alle de udrustningsgenstande og våben, der hører med til "Guds fulde rustning": sandhedens bælte, retfærdighedens brynje, fredens evangelium som sko, troens skjold, frelsens hjelm - og Åndens sværd, Guds ord.

Vi har brug for det hele. For ikke mindst i lige netop denne tid står det klart, at vor verden ikke er mindre farlig, end verden var i 1300-tallet eller i det første århundrede.

Men samtidig fornemmer vi – på en helt ny måde - kraften fra det Guds Ord, der blev Frelser for os mennesker gennem sin død på korset, den korsfæstede Sandhed, den lidende Kærlighed. Netop midt i verdens nu helt vildt forvredne gang kan vi - mere end i lange tider før - se, at det er denne gådefulde kraft, der i allerdybeste og evige forstand er på livets side!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Allehelgens dag 1995 (5. november)

 

Salmevalget til denne gudstjeneste kunne ikke findes, da denne prædiken blev sat på 31.10.03. - Det har været noget forskelligt fra gang til gang, afhængigt af, hvor meget gudstjenesten har været præget af hhv. martyr-, ”allesjæles-” og reformations-perspektivet (hvor salmer som 295 og 302 har været brugt, men nok især i anden tekstrække-år). - I 1999 og 2001 sang vi:

 

9 - 26 - 661 -///- 641 - 333
 

I de første mange år sang kirkesangeren efter oplæsningen af de dødes navne (se efter prædikenen): ”Guds fred med vore døde”, men efter udgivelsen af Salmebogstillægget er dettes nr. 876 v 1 & 4-5 blevet sunget: "Nu er livet gemt hos Gud".

 
Teksterne:
Es. 60,18-22. - Åb. 7,1-17. - Matt. 5,1-12
 

 

 

Gud, vor Skaber og Frelser, du som har begyndt din gode gerning i os, og som i Helligåndens kraft og nærvær vil fuldføre den indtil den yderste dag!

Bliv altid hos os, og hold os altid fast hos dig, indtil vi skal se dig i dit rige og nyde din evige trøst og glæde!

Amen.

 

 

Martyrdag. Mindedag for også alle andre døde kristne. Reformationsjubilæum. - Alt dette hører med til dagen i dag - selv om det jo oprindelig var delt på to dage, nemlig den første og anden dag i november måned. Idet Reformationen jo så først kom ind i billedet den 31. oktober 1517, da den katolske præst og teologiprofessor MARTIN LUTHER slog sine berømte teser om afladen op på slotskirkedøren i Wittenberg - hvad han gjorde, fordi denne kirkedør fungerede som universitets opslagstavle.

 

Men lad os nu begynde forfra, dvs. med martyrerne.

 

Og lad os betragte evangeliet i dette perspektiv. (Den gammeltestamentlige lektie hører jo hjemme i det næste perspektiv, og lektien fra Johannes' åbenbaring om "den store hvide flok" hører så helt åbenbart hjemme i martyr-perspektivet, at den kan tale helt for sig selv).

 

Og hvad nu evangeliet angår, så kunne man fristes til at sige, at alle de første saligprisninger, de mere handler om trøsten og håbet til alle kristne end specielt om martyrerne, så at det nærmest kun er de sidste to saligprisninger, der handler om martyrerne:

 

Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.

Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæde jer, for jeres løn er stor i himlene, således har man også forfulgt profeterne før jer.

 

Men ser vi lidt nærmere på de første saligprisninger, er der nu også et martyr-perspektiv i nogle af dem - navnlig når vi tænker på, at det græske ord martyr jo egentlig bare betyder "vidne". Men så er de efterhånden gået over til, kun at blive brugt om dem, der har vidnet med deres blod og liv.

 

Allerede den tredje saligprisning har i virkeligheden et martyr-perspektiv i sig: "Salige er de sagtmodige ...". For det vil jo sige dem, der lader være med at stå på deres ret, men sådan set lader deres modstandere få deres vilje. Det kan vi også se af denne saligprisnings anden halvdel: "... for de skal arve jorden". - Oversat til desværre alt for aktuelt sprog kunne det måske siges således: "Jeg priser jer lykkelige, I, som er blevet etnisk udrensede, for I skal være dem, der er hjemme, i Guds rige!"

 

Men man behøver selvfølgelig ikke være nogen helgen, bare fordi man er sagtmodig; det kunne jo være, at man simpelt hen ikke var i stand til andet! Hvor det så skal være sagt allerede nu, at Jesu trøst og håb selvfølgelig også gælder dem!

 

Vi går videre til den næste saligprisning: "Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden ...". Den kan forstås på flere måder. Det kan jo simpelt hen være den helt store retfærdighed, det drejer sig om, det at komme til at stå (som) retfærdig over for Gud.

 

Dog, det kunne jo også være den sociale og politiske retfærdighed, der var tale om. Eller sådan kan vi jo også føle os tiltalt af det, som jo nok, da Jesus sagde det, var ment i den store betydning, jeg netop omtalte. Men netop når vi her prøver at høre saligprisningerne i martyr-perspektivet, kan vi jo ikke undgå at tænke på de martyrer, som ikke er martyrer for selve den kristne tros skyld - de er måske ikke engang kristne, eller tænker måske ikke engang over, at de er det - men altså dem, der fx er martyrer for retfærdigheden i et område som Latinamerika, hvor det godt kan være livsfarligt at stille sig op på indianeres og småbønders side. Eller vi kan tænke på dem, der sætter livet ind - og til - i kampen mod de modbydelige mafia-rotter i Italien! Det er virkelig martyrer! For uanset hvad de, der kæmper for den almindelige retfærdighed selv tænker, så må vi, der er bevidste kristne hele tiden huske på, at alt, hvad der er sandhed og retfærdighed ude i den almindelige verden, det er jo dybest set også "Kristus"; det er der i hvert fald som en følge af, at alting er skabt ved ham! - Og hvem af os ville have modet til at gøre som de! Dog, den tid kan komme, hvor nogle af os bliver nødt til det, hvis vi vil redde vores samfund fra denne pest!

 

"Salige er de barmhjertige...". - Igen træder der flere ting frem, når vi hører det i martyr-perspektivet. Der er jo fx selve vidne-perspektivet. At være barmhjertig er jo at være ligesom Gud! Men der er jo sandelig også et risiko-perspektiv ved det. Ja, allerede ved at bruge sin tid og sine kræfter og andre midler til at være barmhjertig giver man jo dele af sit liv. Og desuden betyder det at være barmhjertig også altid en eller anden form for blottelse. I de helt ekstreme situationer er det også direkte farligt at være barmhjertig. At springe i vandet for at redde en druknende. At redde en ud af en brændende bil. Eller at være nødhjælpsarbejder i et krigsområde. Ja, blandt nødhjælpsarbejderne i det tidligere Jugoslavien har vi også her fra Danmark nogle af den slags martyrer. Og hvem siger, at der trods alt ikke er en forbindelse mellem det, at det danske folk i 1.000 år har været et kristent folk, og så det, at der er nogle, der føler sig forpligtede til at tage ud og hjælpe nogle helt fremmede mennesker, ene og alene af den grund, at de er i nød og trænger til hjælp!? - Vi kan jo også lige tænke på, hvad det betyder, når fx Røde Kors netop hedder sådan!

 

"Salige er de rene af hjertet ...". - Man kan sige, at dette ligner "Salige er de sagtmodige ..." meget. For igen er der tale om en sårbarhed, en blottelse. Det at være ren af hjertet, uden bagtanker osv., det kan jo også være farligt - samtidig med, at det jo er et vidnesbyrd om, hvad livet egentlig er skabt til at være!

 

Endelig priser Jesus dem salige, som stifter fred. Og det betyder jo alt lige fra i al almindelighed at være et fredsommeligt mennesker, der spreder gode vibrationer omkring sig, og så til - igen meget konkret aktuelt - at være soldat i FN’s fredsbevarende eller fredsskabende styrker. - Og jeg kan ikke lade være med her i dag også at inddrage de unge soldater, vi for ikke ret længe siden mistede nede i det tidligere Jugoslavien. Uanset, hvad de måske selv har tænkt og sagt om deres bevæggrunde til at melde sig til tjenesten dernede, så kan vi med fuld ret kalde dem martyrer for fredens sag, martyrer for den ide om en fredelig og retfærdig verden, som i øjeblikket hænger i en meget tynd tråd!

 

Så vidt disse til dels temmelig politiske perspektiver på saligprisningerne. Men det var nødvendigt at nævne også denne, praktiske, side af "martyr-perspektivet". Og det er mærkeligt at tænke på, at for 25 år siden var problemet, at der var nogle, der ville gøre hele kristendommen udelukkende til politik - nemlig af socialistisk tilsnit. I dag er problemet snarere, at man måske vil gøre kristendommen til henholdsvis noget rent indre, privat, eller til noget, der bare sådan er festligt og højtideligt, men som i hvert fald ikke skal stille nogen krav til os mht. hvordan vi skal gøre og indrette os ude i det virkelige liv!

 

Under alle omstændigheder og i alle frontstillinger er det afgørende imidlertid, at kristendommen i alle sine sider og perspektiver simpelt hen handler om det største og det dybeste og det yderste og det mest omfattende - hvilket jo så også betyder, at der heller ikke er noget, der er så småt og hverdagsagtigt, at det ikke bliver omfattet af det!

 

Og det betyder også, at det ikke er til at skelne skarpt mellem, hvad vi her har kaldt "martyr-perspektivet", og det, vi har kaldt "trøste-perspektivet". - Ligesom vi heller ikke har kunnet skelne skarpt mellem det særlige kristne retfærdighed-over-for-Gud-perspektiv, og så det, vi almindeligvis forstår ved fx social retfærdighed ude i livet.

 

Men hvad nu forholdet mellem "martyr-perspektivet" og "trøste-perspektivet" angår, så har vi fx allerede set, at trøsten og håbet til de svage og nødlidende, det altså er fælles, hvad enten det er den største martyr-helt eller det måske svageste og fejeste krigs- eller katastrofeoffer, der er tale om, ja, et offer for ganske almindelig ulykke eller sygdom, sorg og savn lige herhjemme i vore allernærmeste omgivelser. "Salige er de, som sørger, for de skal trøstes", det er for så vidt den helt grundlæggende saligprisning: Der er altså nogle mennesker (ja, dybest set er det jo os alle sammen, dog, nogle mere end andre), der sørger. Derfor skal de trøstes. - Og så: Jesus er kommet med Guds trøst til dem, som sørger; derfor er de - trods deres sorg, ja, midt i deres sorg - salige, lykkelige; fordi det Guds rige, hvor sorgen er væk og kun lykken tilbage, allerede er kommet dem nær, ja, allerede er midt iblandt dem - eller inden i dem!

 

Men så er dette - sammen med det forhold, at troen på Jesus Kristus og ansvarligheden over for sandhed og ret, det er to sider af samme sag - så er det jo også forklaringen på, at nogen kan klare det at være martyr. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne. Måske ville man under tortur nemt kunne få mig til at sige og gøre hvad som helst. Det er ikke mindst derfor, jeg er så ivrig efter i tide at sikre vor frihed og tryghed. Men det ved jeg, at hvis jeg fx ville holde fast ved troen på vor Herre Jesus Kristus og blive ved at bekende den, aldrig fornægte ham, selv under den værste tortur, så ville det være, fordi det simpelt hen ville være umuligt at fornægte netop sandheden, den sandhed, hvis dybeste bund er kærligheden, og umuligt at give den løgn ret, hvis dybeste bund er ondskaben og intetheden.

 

Og lad så også dette være Reformations-perspektivet i dag, det, at der kan komme et tidspunkt, hvor vi alle må sige som Martin Luther for Rigsdagen i Worms, da det var magten i stedet for troen, der herskede i kirken: "Her står jeg, jeg kan ikke andet. Så hjælpe mig Gud!" - Hvilket naturligvis af os i dag ikke skal forstås som eller gøres til aktuel, billig anti-romersk propaganda. Tværtimod er opgaven i dag, igen at insistere på, at hele kirken er hele kirken, idet det så er netop igen er med gyldighed for hele denne ene kirke, vi insisterer på, at Guds rige, Guds trøst og Guds håb ved vor Herre Jesus Kristus, det er det eneste grundlag, det eneste centrum, det eneste, der gør os til kirke.

 

Amen.

 

- - -

 

Efter PRÆDIKENEN og LOVPRISNINGEN EFTER PRÆDIKENEN sagde jeg med en stort set fast ordlyd:

 

Som det er vor skik, vil vi nu mindes vore døde. Det vil vække sorgen på ny. Men vi gør det i troen på Ham, der ved sit sandheds-ord og sin nådes-retfærdighed har givet os et håb, der er stærkere end døden. - Jeg beder menigheden rejse sig og blive stående, også under de tre vers, der bliver sunget til sidst. - Lad os i Jesu navn mindes:

 

Herefter blev alle navne på døde og begravede siden sidste allehelgen læst op (dvs. alle navne, det var relevant at nævne i sognet/pastoratet, men fx ikke alle, der var døde på plejehjemmet Solgården i Herritslev Sogn, hvoraf mange reelt hørte hjemme i andre sogne og pastorater og var begravet/bisat der).

 

Efter oplæsningen af navnene sang kirkesangeren de tre vers af: "Nu er livet gemt hos Gud". Hvorefter fulgte kirkebønnen osv.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

22. søndag efter trinitatis 1991 (27. oktober)

 

Ved indskrivningen var 1991-salmevalget ikke tilgængeligt, men 1981 sang vi:

679 – [1] - 409 (DÅB) (264) -///- 595 – 390 (598)

 

Fil. 1, 6-11. - (Matt. 18, 1-14). - Matt. 18, 23-35.

 

 

Far i Himlen!

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere!

Amen.

 

Når man forsøger at tale om den krise, vi som kirke befinder os i, er der ofte nogen, der affærdiger det med en bemærkning om, at ”kirken jo altid har været i krise”. Og det er selvfølgelig rigtigt. Spørgsmålet er så bare, om dette skal forhindre os i at prøve at gøre noget ved de ting, der faktisk er problemet lige nu og her!?

 

Men ellers er det som sagt rigtigt nok. Og det er jo også noget, man må holde sig for øje, når - eller hvis! - man arbejder for en ny og bedre måde at være kirke på. Det er, om man så må sige, den samme sandhed set på den anden side.

 

Det, man nemlig skal holde sig for øje, er, at selv om vi når frem til den bedst mulige ordning for vores afdeling af Kirken, vil de helt grundliggende problemer jo stadig være der, nemlig de problemer, som skyldes, at Kirken består af mennesker, hvilket igen vil sige: egoistiske syndere! Som jeg altid plejer at sige: ”Vi skal ikke gøre os nogen illusioner om, hvordan vi selv i bedste fald vil få det. Vi kan jo bare læse i Det nye Testamente!”.

 

Og dette er jo lige netop, hvad vi er i gang med her i denne gudstjeneste!

 

Hvis vi skal tage det hele med - og altså begynde med epistelen - så begynder det jo ellers meget godt. Filipperbrevet er, som vi kunne høre, skrevet fra Paulus' fangenskab, formodentlig i Rom, det fangenskab, som - mere eller mindre direkte - endte med, at Paulus blev henrettet for sin kristne tros skyld! (Da han var romersk borger, fik han den ære, at det blev ved halshugning!).

 

Denne omstændighed er jo også et udtryk for, hvordan kirken altid har været i fare og i krise. Og der findes stadig lande, hvor det er livsfarligt at være eller blive kristen. Vi kan jo bare tænke på Amnesty Internationals seneste rapport om menneskerettighedssituationen i Egypten!

 

Men lige efter epistel-stykket til i dag siger Paulus dog, at hans fangenskab

 

snarest har fremmet evangeliet. Derved er det nemlig blevet klart for hele livvagten og alle de andre, at det er i Kristus, jeg bærer mine lænker.

 

Hvad nu selve epistelstykket angår, så begynder det jo som sagt meget godt, nemlig med, at Paulus udtrykker sin overbevisning om, at Gud, som nu ”har begyndt sin gode gerning” i de mennesker, Han har samlet i sin menighed, og at han også vil fuldføre den, inden Kristus kommer igen og opretter gudsriget, så at menigheden i Filippi altså kan være ”rene og lydefri på Kristi dag, fyldte med retfærdigheds frugt” [1992: ”renfærdige og uden anstød ... ”]. Og Filipperbrevet er da også stort set et af de mildere Paulus-breve. Desto mere påfaldende er det så, at der selv i dette brev er klare udtryk for, at også den ældste kirke var præget af den omstændighed, at også kristne mennesker desværre er syndere.

 

Nu er det i første omgang ganske vist tilstandene omkring Paulus selv, der er tale om, altså formodentlig i Rom. Vi hørte før, hvordan selv vagtmandskabet mødte vidnesbyrdet om Kristus i den fange, de bevogtede, og videre fortæller Paulus, at de kristne i Rom er blevet så opmuntrede af hans eksempel, at de nu ”med større mod forkynder Guds ord uden frygt”. - Så vidt, så godt. Men så kommer fortsættelsen:

 

Nogle prædiker ganske vist Kristus af misundelse og lyst til kiv ... for at hævde sig selv og ikke med rene motiver ... (Fil. 1, 15-17).

 

Og det er selvfølgelig denne erfaring, der ligger bag, når Paulus lidt senere formaner menigheden i Filippi til

 

at have det samme sind, .. have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk også på de andres vel. (Fil. 2, 2-5).

 

Og så følger et af de mest storslåede steder i hele Det nye Testamente, nemlig epistelen til palmesøndag, det stykke, der også kaldes ”Filipperbrevs-hymnen”:

 

I skal have det sind over for hinanden som var i Kristus Jesus,

 

han, som, havde Guds skikkelse,

regnede det ikke for et rov

at være lige med Gud,

men gav afkald på det

tog en tjeners skikkelse på

og blev mennesker lig;

og da han var trådt frem som et menneske,

ydmygede han sig

og blev lydig indtil døden,

ja, døden på et kors.

(Fil. 2, 5-8).

 

Ja, vi stopper her! Og I synes sikkert nok, vi har opholdt os rigeligt ved epistelen og dens omgivelser. Dog, det er nu meget godt, engang imellem at gå lidt ind på også epistelen, så vi får lidt inspiration og hjælp til også at tage denne del af gudstjenesten til os. Der er mange, der ringeagter denne læsning. Men det er jo helt forkert! Jeg håber, I ,ved det, jeg her har trukket frem, trods alt har fornemmet det historiske, kirke-historiske, sus, det i virkeligheden er, at vi straks ved gudstjenestens begyndelse får en sådan direkte forbindelse til den ældste menighed!

 

Og så er der altså også det ved det, at der faktisk er en klar sammenhæng mellem det, vi her har opholdt os ved, og så de ting Matthæusevangeliets 18. kapitel - og dermed begge evangelieteksterne til i dag - handler om.

 

Det er kun slutningen af kapitlet, der udgør selve prædiketeksten til i dag : Lignelsen om den gældbundne tjener. Men det kan være nyttigt at se denne lignelse som del af den større sammenhæng, som hele kapitlet udgør. Også rent bortset fra, at det i det hele taget er blevet en af de dage, hvor vi - også her i prædikenen - lytter til alle tre tekster.

 

I Matthæusevangeliets 18. kapitel er vi nemlig bogstavelig talt kommet så langt tilbage i kirkehistorien, som det overhovedet er muligt, hvilket vil sige helt tilbage til den allerførste og helt grundlæggende form for kirke: flokken af disciple omkring Jesus. (Hvilket i parentes bemærket stadig er det syn, vi skal holde os for øje, når vi skal forstå vores egen situation som kirke: At være kirke har altid været og vil altid være at samles i flok omkring Jesus. Hvis alle holdt sig denne simple kendsgerning for øje, ville vi være sparet for meget vrøvl i den kirkelige debat).

 

Altså, vi ser Kirken i sin allerældste skikkelse - MEN så får vi nogle rystende eksempler på, hvordan det allerede dengang var fat! - Hvilket altså giver os en grundig vaccination mod overdreven optimisme med hensyn til, hvad vi vil kunne opnå med selv de allerbedste fremtidige kirkeordninger! Idet det dog samtidig giver os en medicin med i rejsebagagen, som - hvis vi ikke er så syge, at vi snyder for at tage den - kan hjælpe os tilbage mod den rigtige, sunde måde at være kirke på.

 

Som det engang er blevet sagt: Det er uhyggeligt at studere kirkehistorie. Det er forfærdeligt, hvad medlemmerne af den kristne Kirke gennem tiderne har gjort sig skyldige i, ikke alene med kirkeledelsens mere eller mindre direkte accept, men endnu værre: ofte også efter kirkeledelsens tilskyndelse eller ordre - MEN gennem alt dette har kristendommen dog haft kritikken, ja, fordømmelsen af disse ting med sig i sin Hellige Skrift og i sin tradition.

 

Og det er lige netop det, vi oplever i dag. Derfor: så længe den kristne menighed samles og bliver konfronteret med det, vi hører i dag, vil der også ske det, at vi bliver ledet tilbage på den rette vej!

 

Det gælder anden tekstrækkes evangeliestykke fra kapitlets begyndelse, hvor vi hører, hvordan disciplene er tåbelige og frække nok til - lige efter Forklarelsen på bjerget, hvor tre af dem havde set Jesu himmelske herlighed, og lige efter hans anden forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse - at spørge, hvem der mon skulle være den største i Himmeriget!

 

Og hvor Jesus stillet et lille barn ind iblandt dem og siger: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”. - Og hvor han truer dem med, at de skal passe på ikke at komme i Helvede, hvis de ødelægger troen for bare eet eneste lille elendigt menneske ude i menighedens yderkant! - Og det bliver altså også sagt til os i dag Hvis vi pga. vores fine kristendom - eller måske former for finhed, vi lægger mere vægt på end det! - ødelægger discipelforholdet for bare een repræsentant for ”den lille mand med den lille tro”!

 

Og videre kommer dette til at dreje sig om hele det indbyrdes forhold i discipelflokken, altså menigheden, Og nærmer vi os prædiketeksten til i dag, Lignelsen om den gældbundne tjener, som vel at mærke bliver sat i gang af, at ingen ringere end Peter (ham man siger var den første pave!) er blevet utilpas af at høre på alt det gode, Jesus har sagt, og derfor vil prøve at sikre sig ved at spørge:

 

Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?

 

Hvortil Jesus svarer:

 

Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.

 

Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere ...

 

Og nu er tiden heldigvis gået. Hvem kan sige det bedre end vor Herre Jesus selv i den lignelse, vi lige har hørt?

 

Det eneste, jeg bør føje til, er, at vi jo alle må bøje hovedet og indrømme, at vi ikke er i stand til at forlade vore skyldnere, som vor himmelske Far har forladt os vor skyld.

 

Men så kan vi da i det mindste gøre det - og lade være med at stille dumme spørgsmål. Og så i øvrigt blive ved med at modtage vor himmelske Fars store gældssanering søndag efter søndag. Så kan det jo være, noget af det går op for os til sidst!

 

Amen.

 

 

 

* * *

 

 

 

23. søndag efter trinitatis 1985 (10. november)

 
DDS: 3 – 7 - 46 -///- 749 – 432
 
Fil. 3,17-21. - (Mark. 12,41-44). - Matt. 22,15-22
 

Gud, du, som er hele verdens og alle menneskers Skaber og Herre!

Tilgiv os vor egoisme, vor ulydighed og vort oprør! Tilgiv os alt det smuds, vi roder os!

Ja, tilgiv os, men vær os også nådig, idet du lader dit sandheds- og livslys skinne over os, så vi med varme følelser og klar forstand kan leve for os selv og med hinanden efter din vilje, dig til ære og pris, os til gavn og glæde!

Amen.

 

 

Nu må I altså undskylde, at jeg igen siger noget, der har med mig selv at gøre. Men jeg har ikke kunnet læse dette evangelium uden at mindes, at det var det, jeg prædikede over den allerførste gang, jeg prædikede som præst, nemlig da jeg i dag for 14 kirkeår siden blev indsat som sognepræst for Pedersker og Povlsker menigheder på Bornholm.

 

Og se, hvis det kun var mine private jubilæumsminder, det drejede sig om, så skulle jeg nok lade være at sige noget om det her fra prædikestolen. Men det er jo, ligesom sidst jeg delagtiggjorde jer i mine jubilæumsminder [2003: formodentlig på 15. s. e. tr., hvor jeg som prøveprædikant holdt min allerførste prædiken (også i 1971)], sådan, at det er helt utroligt, hvordan situationen har ændret sig i de 14 år, der her er tale om. Og det har den ganske særligt mht. netop vort evangelium til i dag.

 

Heller ikke denne gang har jeg været oppe på loftet for at finde den gamle prædiken frem. Men det er heller ikke nødvendigt. For jeg kan lige så tydeligt huske, hvad det var jeg havde at sige danske kristne i det Herrens år 1971. Og det var, at man altså ikke skulle gøre kristendom til politik!

 

Det var begyndt i 60’erne, hvor alt tilsyneladende skulle gøres til politik. Sådan så det i hvert fald ud på overfladen. Og det var i hvert fald den tendens, der var [anden halvdel af] 60’ernes særkende. Og som jeg før har sagt, sluttede 60’erne i virkeligheden først omkring 1973, da vi fik oliekrisen.

 

For at sige det helt kort og firkantet havde jeg det sådan, da jeg blev præst, at jeg for det første for mit eget vedkommende var blevet præst, fordi jeg som selv ret stærkt politisk engageret i årene forud havde indset, at politik alene overhovedet ikke var nok. Tilværelsen var meget større!

 

Men netop derfor stod det desto tydeligere for mig, at der var mange, der forsøgte at løse dette problem på en helt anden måde, nemlig ved enten at gøre politikken til religion (ungdomsoprørerne og de andre venstreorienterede) eller at gøre religionen til politik (såkaldte kirkelige aktivister af vidt forskellig observans, spændende lige fra det mere eller mindre socialistiske til det mere traditionelt kirkelige, hvor man altså bare ville ud og gøre nogle politiske gerninger for at vise kirkens eksistensberettigelse).

 

Ja, kirkens eksistensberettigelse!

 

For det, der lå bag hele den situation, jeg her har prøvet at ridse op, var jo, at ”Gud var død”, som man sagde, dvs. at det var næsten umuligt for almindelige moderne mennesker, i særdeleshed for dem, der var i gang med en videregående uddannelse, at forbinde noget som helst med ordet ”Gud” - eller hvad der i øvrigt udgjorde det ”overnaturlige” indhold i religionerne, herunder kristendommen.

 

Og hvad gjorde man så? Man var jo fuld af angst og rædsel over de tomheds-afgrunde, der åbnede sig, hvis der ikke var nogen Gud og det slet ikke passede, hvad der i det hele taget blev sagt i religionerne.

 

(Her tænker jeg ikke på dem, der undgik denne angst og rædsel ved at proppe sig med de glade 60’eres velfærdsgoder. De har ligesom ikke rigtig noget med det her at gøre).

 

Men hvad gjorde man, hvis man åbnede sine øjne og så, at der kun var eet stort bundløst mørke til alle sider? - Ja, så var det mest nærliggende dengang, at man gav sig til at trodse mørket og tomheden og bla. gjorde det ved at kaste sig ud i et voldsomt engagement for noget, der helt uden nogen diskussion var en god sag.

 

Det kunne være kampen for et bedre og mere retfærdigt samfund. Det kunne være kampen for freden i al almindelighed eller i særdeleshed mod krigen i Vietnam. Eller det kunne være kampen mod de rige landes udbytning af de fattige lande.

 

Eller det kunne for andre være forsvaret mod nogle af dem, der sagde, de kæmpede for alle disse ting, men som gjorde det på en måde, der måtte forekomme farlig, fordi den truede med at føre til revolution og diktatur.

 

Sådan var det i 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Sådan var det for 14 år siden. Og i kirken gjorde noget af det samme sig som sagt gældende. Hvis man var lidt svag i troen, klarede man det ved at gå ud og være med i de politiske aktiviteter!

 

Men selvfølgelig kan vi mennesker ikke frelse os selv ved aktiviteter og politisk kamp. Hvad frelsen angår, ikke bare den efter døden, men også den, der skal give os tro og mod til at leve her og nu, er der kun eet, der hjælper, og det er, hvis Gud måske alligevel ikke er død!

 

Og lad os nu holde os til dette, altså at uden Gud er alt uhjælpeligt mørke, men at vi heller ikke ER uden Gud i verden. Lad os holde os til troen på, at Gud lever og er og vil være vor Gud, nu og i al evighed.

 

Hvad betyder det så for sammenhængen mellem kristendom og politik her i 1985, ja, lad os bare sige: Her op til kommunevalget i 1985?

 

Situationen nu betyder for det første, at enhver må kunne indse, at det - for nu at bruge ordene fra dagens evangelium - ikke nytter noget ville prøve at lade være at give Gud, hvad Hans er. Det vil vi ganske vist i vort egoistiske vanvid stadig være fristet til.

 

Men det, der holder os tilbage, er jo, at vi må indse, at vi slet ikke ville være noget, hvis Gud ikke havde givet os, hvad Hans var, og at vi slet ikke har nogen fremtid, hverken i denne verden eller i den kommende, hvis Han ikke bliver ved med at give os af sit. Med andre ord: Fristelsen til at ville reducere kristendommen til bare at være noget politisk-aktivistisk noget er intet i dag mod, hvad den var for 14 år siden.

 

Men hvad så med Kejserens? Eller med grænsen mellem, hvad der er Kejserens, og hvad der er Guds?

 

I denne forbindelse skal vi først og fremmest - også nu i denne helt nye situation - huske på, at det slet ikke er nogen almindelig saglig drøftelse, der er tale om her i evangeliet. Der er nogen, der vil lokke Jesus på glatis - og så fanger han dem i deres egen fælde ved at lokke dem til at tage en romersk mønt op af lommen, hvorved de viser, at de helt og fuldt har bøjet sig for de herskende magtforhold.

 

Derfor handler evangeliet til i dag i grunden slet ikke om forholdet mellem kristendom og politik. Det er i virkeligheden snarere en tradition, der er opstået, fordi kejsere og andre store her i verden, bistået af feje præster, har bildt folk ind, at tingene kunne dels op i noget, der var Guds, og noget, der var deres!

 

Nej i virkeligheden er budskabet i dag det såre simple: Lad være med at gå rundt og prøve på at holde jer Guds sandhed tre skridt fra livet med dumme skin-spørgsmål, når I jo udmærket ved, at I selv, ligesom de allerfleste andre, på en eller anden måde går på kompromis! Ja, at også I stikker dybt i hverdagslivets grå, halvsnuskede virkelighed!

 

Jamen hvad så med grænsen mellem Guds og Kejserens? Ja, der er selvfølgelig ikke nogen grænse! Kejseren har selvfølgelig ikke noget, som ikke er Guds. Og der er heller ikke eet eneste menneske, een eneste institution eller een eneste skattekrone her i Nysted Kommune og Storstrøms Amt, der ikke på forhånd er Guds!

 

Så det er meget nemt at konkretisere dette evangelium med henblik på det kommende valg: Vi véd, hvad der er Guds vilje med vort menneskeliv: at det skal være godt og sandt. Og vi véd, at vi skal elske vor næste som os selv. Det er den grundlov, der gælder, når vi skal ud i resten af valgkampen eller i det mindste ud og tage stilling og til sidst ud og stemme.

 

Så langt, så godt! Men hvordan skal dette så udmøntes? Hvordan skal vi gribe tingene an, når eller hvis vi virkelig har den bedste vilje?

 

Ja, se, det har jeg måske nok på et par områder min egen private mening om. Men den skal jeg ikke sige her. Jeg skal forkynde den ”grundlov”, jeg lige har fremsagt, og så skal jeg minde både mig selv og jer andre om, at det kræver et stort sagligt arbejde at finde ud af, hvordan tingene skal organiseres, for at vi alle kan komme til at leve på en måde, der er mennesker skabt i Guds billede værdig. Dén opgave bliver vi sendt ud til i dag: Giv Gud, hvad Guds er! Alt tilhører Gud! Men vi kan kun gøre det, hvis vi gør det på en konkret og saglig måde!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

24. søndag efter trinitatis 1997 (9. november)

 
DDS 679 - [3 v 6-10] - 10 v 4 (269) -///- 479 - 389
 
Ez. 37,1-14. - Kol. 1,9b-14. - Matt. 9,18-26
 

 

Far i Himlen!

Tak, fordi du har friet os ud af mørkets magt og flyttet os over i din elskede Søns rige.

Ja, hjælp os til at tro dette og holde os dertil!

Amen.

 

 

I søndags fejrede I allehelgen her [2003: Jeg havde gjort det i den lutherske kirke i Almaty, Kazakhstan, hvorom mere nf.] - med alt, hvad det indeholder: Apostelen Johannes’ syn, hvori han så Den Store Hvide Flok. Vor Herres Jesu Saligprisninger til disciplene som indledning til Bjergprædikenen og hele hans følgende gerning, ja, som fortegn for hele kristendommen. Og begge dele som grundlag for, at I med håb kunne mindes vore døde gennem det sidste år. Ganske særligt saligprisningen "Salige er de, som sørger, for de skal trøstes".

 

Og så har I formodentlig også - på den ene eller den anden måde - i det mindste tænkt over, at allehelgen for os også er Reformations-jubilæet. Om ikke andet har nogle af jer haft hørt og set provstens Luther-foredrag - ligesom I jo også har haft lejlighed til at se, hvad jeg havde skrevet i Kirkebladet, inden vi tog af sted.

 

Ja, tog af sted. For den lange ferie, jeg her har holdt, var i virkeligheden ikke en ferie, men, som nogle af jer allerede ved, en stor mellemkirkelig og -kulturel "ekspedition" til Rusland og Kazakhstan, støttet af såvel Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg som Demokratifonden og i det hele taget af en ret officiel karakter. Bl.a. har jeg alle søndagene undtagen een prædiket, eller dog sagt noget, i forskellige kirker derovre.

 

Og det nævner jeg, fordi der også i denne henseende er en særlig forbindelse tilbage til i søndags, allehelgens søndag, som vi altså fejrede med i luftlinie næste 5.000 km imellem os.

 

For vel var vi altså rent geografisk på denne store afstand af hinanden. Men det var faktisk i den lokale lutherske kirke, vi var til gudstjeneste på denne vor sidste hele dag i Kazakhstan, Centralasien!

 

Vi besøgte et ydmygt lille træ-bedehus, som de lutherske volgatyskere holdt deres gudstjenester i her Kazakhstans hovedstad Almaty. Idet de jo i 1941 af Stalin blev deporteret til dette fjerne land fra det område ved Volgaflodens nedre løb, deres forfædre i årene 1764-73, indkaldt af kejserinde Jekaterina den Store, havde bosat sig i.

 

Og her fejrede vi så luthersk gudstjeneste. På både tysk og russisk. Idet nogle af disse volgatyskere jo faktisk kun forstod russisk. Derfor blev der glad overraskelse i menigheden, da jeg efter et par indledende sætninger på tysk slog over i russisk i den "hilsen fra den danske kirke", jeg fra prædike-pulten og iført min danske præstekjole havde fået lov at fremføre af pastor Meyle.

 

Og når I hører, hvad jeg sagde, kan I se, at der god mening i, at jeg trækker også denne linie tilbage til i søndags.

 

I den tyskfunderede evangelisk-lutherske kirke i SNG-landene har man ikke, som vi, gjort første søndag i november til "allehelgens søndag", så i søndags var det 23. sønd. e. trin. for dem. Men datoen var jo den 2. november (dagen efter selve allehelgens dag, den 1. november), så også pastor Meyles prædiken og salmevalg var præget af Reformationsjubilæet 31. oktober, allehelgens aften. Bl.a. var det meget gribende at sidde nede midt i Centralasien og synge "Vor Gud han er så fast en borg" på tysk! - Hvad vi altså var nogle der gjorde, medens måske størstedelen af menigheden sang den på russisk - hvad der jo også var storslået, bare på en anden måde.

 

Og inden jeg skulle sige mit, sagde pastor Meyle til mig, at jeg meget gerne måtte komme med nogle danske betragtninger om Reformationsjubilæet. Hvortil jeg svarede, at det havde jeg også allerede i mit manuskript!

 

Jeg indledte selvfølgelig med den sædvanlige hilsen, fra alle jer her i pastoratet (det tillod jeg mig at sige alle vegne, uden direkte at have spurgt!), fra Det mellemkirkelige Stiftsudvalg og fra biskoppen over Lolland-Falsters Stift, Holger Jepsen. Og jeg skulle hilse igen! Også fra alle de andre steder - og fra fire af de russere, der besøgte os her i pastoratet i 1995.

 

Men allerførst havde jeg gjort opmærksom på, at netop vort stift faktisk var nabo til Martin Luthers og deres forfædres fædreland, ja, at der kun var det smalle Fehmar Bælt imellem os, så at vi fx faktisk daglig så tysk fjernsyn.

 

Og jeg sagde også noget andet af det, jeg sagde alle steder, ikke mindst hos de ortodokse, nemlig at selv om vi fra den danske kirkes side selvfølgelig også meget gerne vil besøge og havde samkvem med vore med-lutheranere i Rusland, i de to lutherske kirker, som har været der i århundreder, så er det sandt, hvad vi siger, når vi forsikrer vore ortodokse medkristne om, at vi ikke, som desværre andre kirker - og sekter! - fra Vesten, vil drive "proselytisme", altså ulækkert menneskefiskeri på den måde, at vi prøver at hente så mange mennesker som muligt derovre ind i vor egen kirkeafdeling.

 

Som jeg sagde:

 

Vi ønsker blot at "praktisere" den kirkelige enhed, som alle kristne lever i, den enhed, som vi alle blev ind-podet i ved vor dåb, den enhed, som Jesus Kristus selv ER!

 

Men når vi således praktiserer denne på forhånd givne enhed, så sætter vi selvfølgelig ikke det lys under en spand, som Martin Luther gen-fandt, og som gennem alle årene har oplyst vort liv, vi, som har levet i den lutherske tradition.

 

Og jeg fortsatte:

 

Hjemme i Danmark kalder vi dagen i dag "allehelgens søndag". Og vi glemmer selvfølgelig ikke denne fests gamle fælleskirkelige betydning. Men samtidig er denne søndag jo den lutherske reformationsfest, festen for det, der begyndte om aftenen den 31. oktober 1517.

 

Og jeg sluttede med at sige, at

 

jeg ønsker at understrege den hilsen, jeg her har overbragt, med et citat fra en salme af den største danske salmedigter: Nikolaj Frederik Severin Grundtvig. Denne salme - skrevet i 1817(!) - er en salme, der netop handler om den lutherske Reformation. Jeg har oversat de tre første strofer til russisk prosa.

 

Og så læste jeg jo denne nødtørftige, men til gengæld faktisk helt ordrette, oversættelse op. Men her i dag tager vi selvfølgelig Grundtvigs danske original - de tre første vers af Salmebogens nr. 302 "Lover Gud, i kristne fromme":

 

Lover Gud, I kristne fromme,

gæster ved hans nådebord,

lad i sang os ihukomme

Herrens gerninger på jord!

Alterbordets klare guld

var som sunket under muld,

men trods kejser, band og pave,

Herren lod sit guld opgrave.

Herrens bog var lagt på hylden,

eventyr i kirken lød;

for en krone, for en gylden

Himmerig til fals de bød;

sandheds lys og korsets ord

var som sunket ned i jord,

at de skulle ej fordømme

paveløgn og munkedrømme.

Stærke dog er Herrens domme,

ånd og liv er Herrens ord,

lover Gud, I kristne fromme,

lover Gud, I englekor!

Morten Luther med Guds ord

tændte lys igen på jord,

så hans navn skal gå med solen,

stråle under nådestolen. (302)

 

Og så sagde jeg - på russisk og på tysk:

 

Med disse ord: Tillykke med Reformationsfesten! Gud velsigne jer alle!

 

Så vidt denne tilbage-slutning og tilbage-hilsen.

 

Idet jeg kun vil sige, at jeg håber, I har hørt alt dette i den samme ånd, som det er sagt, nemlig at jeg gerne har villet dele disse store perspektiver med jer.

 

Men ellers er en meget vigtig ting, man bliver klar over, når man er ude på en sådan kirke-ekspedition, at det er så sandt, som det er sagt, at det er hjemme, hvor man lever sit daglige liv, det gælder, både først og sidst.

 

Så derfor er det vor egen helt konkrete og aktuelle tilbage-kobling til allehelgens søndag, der er det helt afgørende. Nu i dag ved hjælp af denne gudstjenestes tekster - hvis egnethed dertil jo mere end taler for sig selv! Hvilket imidlertid både kan og bør ske i en eller anden form for bevidsthed om de store fælleskirkelige perspektiver også. For vel kan man ikke gå rundt og være "storkirkelig” hele tiden.

 

Men tingene hænger jo sammen. Det, at vi netop i allehelgensfesten prøver at kunne mindes vore døde med håb, det er jo kun een side af den samme sag, som det store kirke-fællesskab rent rumligt ud over jorden er en anden side af. Som netop vor egen Grundtvig har udtrykt det:

 

1 Helgen her og helgen hisset

er i samme menighed,

derom haver os forvisset

han, som alle dybder ved.

2 Helgensamfund af Guds nåde

er vi i hans kærlighed,

her og hist er Sønnens gåde

steget op og dalet ned.

3 Sammen bo vi i Guds-haven,

skilt kun ved det lille bælt,

til at flyve over graven

vinge låner os vor helt. (660)

 

Her er det jo helt direkte sammenhængen mellem livet her-og-nu, og så livet i Himmeriget, der er tale om: ,"... her og hisset ... samme menighed".

 

Men samtidig er det jo også Kirkens verdensomspændende fællesskab her i tiden, der er tale om med ord som: "helgensamfund af Guds nåde". Og: "Sammen bo vi i Guds-haven". Helt tydeligt gælder dette, når der i vers 4 tales om: "Hæren, som vor høvding danner / talrig af det samme blod".

 

Vi kan også sige det på den måde, at oplevelsen af de kristnes verdensomspændende broderskab godt kan være med til at hjælpe os i vor helt konkrete hjemlige hverdag - med den nød og sorg og angst, der præger den. Også selv om det samtidig er dybt anfægtende, tvivl-fremkaldende, at det ikke er bedre i Kirkens store søskende-flok, end vi desværre også kender det fra vore almindelige, naturlige familier!

 

Det, at Kirken trods alt fremtræder som et helt enestående levende fællesskab kan rent ud sagt være med til at hjælpe os til at tro på, at der så også kan være håb at hente for os i det, vi hører i gudstjenesten her i dag på denne 24. søndag efter trinitatis.

 

Et håb gennem al ondskaben og lidelsen og mørket og ubegribeligheden.

 

Eller gennem en lang række af udsigtsløse år: "Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst".

 

Eller gennem alt fløjtespillet og al anden menneskelarm - og latter og spot (som måske bare er fortvivlelsens grimasser fra dem, der lider den samme smerte som vi): "Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover". Med oprejsningen tegn, som vi endnu den dag i dag har hørt rygtet om.

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

25. søndag efter trinitatis 1997 (16. november)

 
DDS: 372 - 17 - 121 v 7 -///- 229 - 233
 
Es. 51,12-16. - 1. Thess. 4,13-18. - Matt. 24,15.-28

 

 

Gud, vor Skaber og Frelser!

Tak for livet, og tak for alle de ting, som hører med til vort liv.

Tak for livets håb. Tak, fordi vi må tro, at alt det gode, der kommer fra dig, ikke skal ødelægges, men reddes til den evige glæde i dit rige.

Hold os fast i livets fællesskab med dig, i både gode og onde dage, og igennem alt, hvad der vil komme.

Hjælp os, kære Gud, til at blive hos dig.

Amen.

 

 

Det er i dag næst-sidste søndag i kirkeåret. Så på søndag bliver det den særlige "sidste søndag" i kirkeåret. Og om 14 dage - allerede den 30. november! - skal vi så fejre vor nytårsfest som kirke: 1. søndag i advent.

 

Men i gamle dage - før den nye 1992-alterbog - kunne det ofte ske, at det var på 25. søndag efter trinitatis, kirkeåret sluttede. Eller altså på en af de andre dage heromkring. For da havde vi ikke et fast, særligt sæt tekster til den søndag, der nu viste sig at blive den sidste i kirkeåret. (Antallet af søndage efter trinitatis afhænger som bekendt af, hvornår det har været påske, dvs. hvornår det har været første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn! Det er den måde, vi prøver at markere vor forbindelse tilbage til det gamle Israel på, hvor man jo havde en kalender, der rettede sig efter månen. Hvad jøderne for så vidt har den dag i dag).

 

Før vi fik den nye alterbog, diskuterede man, hvorvidt det var godt eller dårligt, at der ikke var nogen fast slutning på kirkeåret.

 

Nogle mente, at den skiftevise slutning på fra to-treogtyvende søndag efter trinitatis til 27. s. e. trin. havde den stærkeste og bedste symbol-værdi: Så sluttede kirkeåret jo egentlig slet ikke. Vel begyndte der hvert år et nyt kirkeår på fjerde søndag før jul. Men det gamle kirkeår havde ingen særlig afslutning. For hvert eneste kirkeår har jo sin fortsættelse i Guds rige efter tidens ende!

 

Og dette er jo under alle omstændigheder så smukt og rigtigt, som det er sagt.

 

Men lad os nu prøve at se, hvad den nye ordning indebærer, altså hvad det faktisk er for tekster vi skal høre på søndag, på den nye særlige "sidste søndag i kirkeåret":

 

Ja, det bliver jo først lektien fra profeten Esajas’ bog, hvor det bla. hedder:

 

Dette siger Gud Herren: Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord ... I skal fryde jer og juble til evig tid ...

 

Og derefter epistelen fra apostelen Paulus’ andet brev til menigheden i Thessalonika, hvori der bla. tales om, hvordan vi kristne er udvalgt "som en førstegrøde til frelse", og hvor apostelen til slut ønsker:

 

Vor Herre Jesus Kristus og Gud, vor Fader, som har elsket os og i sin nåde givet os evig trøst og godt håb, han trøste jeres hjerter og styrke jer til alt godt i gerning og i ord!".

 

Og endelig evangeliet, som er fra det kapitel i Matthæusevangeliet, som kommer lige efter det kapitel, jeg læste fra lige før. Det er den store doms-scene, hvor Jesus bebuder, at fårene skal blive skilt fra bukkene, alt efter, hvordan man har optrådt over for de svage, der havde brug for ens hjælp. For det er nemlig i dem, man møder Ham!

 

Men det skal vi altså alt sammen høre på søndag. Når jeg har draget det så grundigt frem her i dag, er det selvfølgelig for at vise, at det ikke ville have gjort den store forskel, om kirkeåret fx efter den gamle ordning havde sluttet med de tekster, vi har hørt her i dag.

 

Lad os sige det på den måde, at det, vi hører her i dag, i hvert fald er særdeles velegnet til at samles om på næst-sidste søndag i kirkeåret!

 

Og når vi ser på den første læsning, den fra Esajasbogens 51. kapitel, så kan vi oven i købet se en storslået sammenhæng mellem den og det, vi på søndag skal høre fra det 65. kapitel.

 

På søndag er perspektivet helt klart fremad mod Guds rige efter tidens ende:

 

Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord ... I skal fryde jer og juble til evig tid ...

 

I dag er det på en måde nærmest modsat. Her ses der jo først og fremmest tilbage på verdens skabelse og grundlæggelse. Eller ned i dybderne på Gud som Ham, der ER grunden under tilværelsen, Ham, der hele tiden holder tilværelsen oppe:

 

Hvordan kan du glemme Herren, der skabte dig,

som spændte himlen ud

og grundlagde jorden?

 

Og:

 

Jeg er Herren din Gud,

som pisker havet op,

så bølgerne larmer,

Hærskarers Herre er hans navn.

Jeg lægger mine ord i din mund

og skjuler dig i skyggen af min hånd;

jeg spænder himlen ud og grundlægger jorden.

 

Men den tryghed, der er givet med dette syn på Gud, som Ham, der er grunden under vor tilværelse, den rummer også frem-tidens håb i sig:

 

Når han vil til at ødelægge,

hvad bliver der da af undertrykkerens rasen?

Snart bliver den lænkede løst,

han skal ikke dø og gå i graven,

han skal ikke mangle brød.

 

Dette er en meget vigtig sammenhæng. For der er jo ikke noget at sige til, at mange har svært ved, som man siger, "at forholde sig til" sådan noget som det, vi hører om ved disse gudstjenester.

 

Der er mange grunde til at stille sig tvivlende over for sådanne ting.

 

For det første det, vi kan kalde rent filosofiske eller videnskabelige grunde. Det er rent umiddelbart meget svært for os at forestille os nogle så voldsomme brud på naturens gang. Vi kan forestille os nogle store naturkatastrofer, ja, det bliver vi nødt til. For sker der ikke sådan nogen, om man så må sige "i utide", så vil der engang komme til at ske voldsomme og absolut ødelæggende ting. Det er noget, der kan forudsiges, ja, forudberegnes så at sige rent astronomisk. Der er bare lang tid til. Noget med milliarder af år.

 

Men at Gud sådan skulle gribe ind og gøre en ende på det, det har vi svært ved at forestille os.

 

Og der er andre grunde til at stille sig tvivlende. Kender I udtrykket "at udstede veksler på evigheden"? Meningen er, at det er nemt at fortælle folk en hel masse om, hvad der skal ske ved verdens ende - og så, hvis de tror på det, få dem i sin magt.

 

Ja, det er virkelig en god grund til at stille sig skeptisk. Ikke mindst i vore dage, hvor det i virkeligheden har vist sig muligt at få folk til at hoppe på næste hvad som helt i den retning! Det er nemlig det mærkelige ved det: Medens vi, der samles om selve det kristne evangelium, næsten ikke ved, hvordan vi skal forholde os til mange af de ting, det indeholder, så er der samtidig næsten ingen grænser for, hvad folk kan tro på, når bare det ikke har noget med kristendommen at gøre. - Hvortil man så må sige, at det måske heller ikke er så mærkeligt igen. Det er jo en gammel sandhed, at folk tror på det, de gerne vil tro på, uanset hvor usandsynligt det er. Medens det er en anden gammel erfaring, at "sandheden er ilde  hørt"! Det er jo også lige netop dette, vi i dag har hørt vor Herres Jesu egen advarsel imod idet han jo siger:

 

Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud. Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes.

 

Så kan nogen selvfølgelig dertil sige, at Jesus hermed bare prøver at være endnu smartere end de andre. Og lad dem også bare sige sådan. For forskellen mellem Jesus og de andre, den skal nok vise sig på mange andre måder. Bla. på den måde, at Jesus ikke giver sig af med rent ud sagt det samme bondefangeri, som de andre gør!

 

Læg nemlig mærke til, hvad Jesus siger: "Som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være". - Og Menneskesønnen, det er jo bare

en anden betegnelse, Jesus bruger om sig selv.

 

Det, Jesus siger her, det betyder, at når det er selve sagen, vi bliver stillet over for, så er der ingen tvivl. Ingen er i tvivl om, hvad det er der foregår, når et lyn oplyser hele himlen. På samme måde vil ingen være i tvivl, når det er selve Sandheden i egen person, de står over for.

 

Hvortil man så igen kan sige, at det jo netop er det, der er problemet her og nu: at vi ikke ser noget, der svarer til lynet, der oplyser hele himlen.

 

Nej, det gør vi ikke. Og derfor har vi også et problem. Det er jo netop det første, vi må indrømme: At vi faktisk har et problem. At det simpelt hen ER et stort problem at være menneske. For at sige det mildt. Eller bedre: en stor GÅDE! For det er jo ikke bare sådan et "problem" at være menneske. Når man hører megen moderne snak, hvor folk underholder hinanden med deres "problemer", kan man ellers godt få det indtryk.

 

Men hvis det kun var det, var det ikke så galt. Hvis det hele bare sådan var jævnt trist. Eller for den sags skyld endnu værre.

 

Men sandheden er, at "det hele" jo spænder over hele skalaen fra den højeste lykke og dejlighed og herlighed - og så til det, der virkelig er "endnu værre". Det er denne store spænding, der gør menneskelivet til så stor en gåde. En så stor og spændingsfyldt og smertelig gåde.

 

Ind i hele denne store gåde er det så, Jesus er kommet med sine store påstande om sig selv, de påstande hans disciple og apostle har fulgt op - med beretningerne om hans undere og om hans underfulde død og opstandelse.

 

Og der er kun een måde, vi kan forholde os til disse påstande på - indtil det bliver ligesom med lynet. Og det er, at vi alligevel, allerede her og nu, kommer til at opleve noget, der svarer til det med lynet. Nemlig at hele den måde, Jesus fremtræder på, og hele den måde budskabet om ham fremtræder på - netop i helheden, i den samlede "konfrontation" med på den anden side tilværelsens samlede virkelighed - kommer til at skinne som et lys, der rækker fra kant til kant af virkeligheden. Så det kommer til at virke ligesom det, vi hørte i den gamle Esajas-tekst: At det, der fremtræder for os som grundlaget - eller som værende et udtryk for grundlaget, det allerdybeste, ja, det er ER neden under det hele - det også godtgør sig for os som det, der er det alleryderste i tiden, så vi på een gang kan hvile trygt i troen på det her og nu - og sætte vort håb til det i både tiden og evigheden.

 

Det er det, der er hemmeligheden ved kristendommen og det at komme til den kristne tro: at helhedsoverensstemmelsen mellem det, der er hele sandheden om vor tilværelse, og så det, der udfoldes for os i de kristne påstande, alligevel allerede her og nu kommer til at lyse så helt for os, at det giver os tryghed og håb midt i vort livs smerte-gåde, ja, giver os lys til at se herligheden og dejligheden som den faktisk er, også allerede her og nu. Hvorved vi så også ser lyset række helt ud til den horisont, hvor ellers alting skulle høre op!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

26. søndag efter trinitatis 1989 (19. november)

 

Denne søndag er (2003) ikke forekommet i 1992-alterbogens tid! - Og når den kommer (næste gang i kirkeåret 2007/08), vil teksterne være de samme som til den – ligeledes meget sjældne – 5. søndag efter helligtrekonger (som vist heller ikke er forekommet efter 1. tekstrække i 1992-alterbogens tid; se de to prædikener til denne dag længere oppe på siden samt prædikenen nf. til den gamle 27. søndag efter trinitatis 1989). – Der er jo i den nye alterbog såvel en særlig sidste søndag efter helligtrekonger som en særlig sidste søndag i kirkeåret.

 

Men fra den gamle alterbogs tid bringes her prædikenen på 26. søndag efter trinitatis efter første tekstrække 1989, der samtidig var sidste søndag i kirkeåret.

 
DDS: 679 – [7] - 346(dåb) (337) -///- 558 – 54 (46)
 
Thess. 5,12-23. - (Matt. 25,31-46). - Matt. 11,25-30.

 

 

Far i Himlen!

Vi indrømmer, at det onde har så megen magt over os, at vi ofte ikke kan føle andet end dårlig samvittighed og angst, når vi tænker på dig.

Men vi takker dig, fordi du har givet os Jesus at komme til med alt det, der tynger os.

Hjælp os til at blive små og stille hos ham, så din kærlighed i sandhed kan få magten i vore hjerter og vi kan leve og ånde frit som dine børn!

Amen.

 

 

”På den tid ...”. - Det lyder jo ikke af noget særligt. Men det viser faktisk hen til  en sammenhæng, hvor Jesus har været i en tilstand af skuffelse og bitterhed over, at ingen ville tage imod det, han kom med. Ja, han har faktisk lige truet byerne Korazin, Betsajda og Kapernaum med, at det bogstavelig talt skal gå dem ad Helvede til, fordi de ikke har omvendt sig, skønt de har set hans kraftige gerninger!

 

Og det lyder jo barsk! Allerede det, at jeg står som præst her i kirken midt i gudstjenesten og siger ”ad Helvede til”. Selv om det altså ikke kan siges at være at bande. For det var simpelt hen det, Jesus sagde til disse byer. Fx til Kapernaum:

 

Og du, Kapernaum (det var i øvrigt der, Jesus boede!), skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! ... Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.

 

(Det var jo byen Sodoma, der sammen med Gomorra blev ødelagt ved, at Gud lod svovl og ild regne ned over dem).

 

Godt, så er det altså ikke mig, der som præst står her og bander. Men hvad så med Jesus? Hvordan kan han true mennesker med sådan noget? Hvordan passer det med, at han er kommet for at vise os Gud som vores kærlige Far?

 

Dette er der flere ting at sige til:

 

For det første skal vi gøre os klart, at det i og for sig er ligegyldigt, hvad vi mennesker synes Jesus - og altså Gud - kan være bekendt! Det er jo, om man så må sige, alligevel Gud, der bestemmer.

 

Men for det andet er det alligevel ikke enkelt. Selve det at have al magten er ikke nok til at være Gud! Dvs. i virkeligheden kan tingene ikke skilles ad. Men teoretisk set kunne man jo forestille sig, at den øverste magt over hele tilværelsen var en ond og tyrannisk magt. Ikke fordi det i virkeligheden ville kunne lade sig gøre. Men vi kan forestille os det.

 

Og hvis der var sådan en magt, ja, så kunne den jo smide os i Helvede, lige så meget det passede den: Og den kunne tvinge os til alle mulige former for underkastelse - og altså til noget, der lignede tilbedelse. Men den kunne ikke tvinge os til at elske sig. Eller til at respektere sig. Til at anerkende dens ret. Den kunne ikke tvinge os til virkelig at tilbede sig.

 

Dette er ikke det samme som at sige, at det er os mennesker, der skal bestemme, hvordan Gud skal være. Men det er det samme som at sige, at vi kun kan bruge ordet GUD om den magt, der ikke alene har al magten, men samtidig har al kærlighed og sandhed og livskraft.

 

Og så har vi stadig ikke fået noget svar på, hvordan det kan gå til, at Jesus har kunnet true hele byer med, at det skal gå dem ad Helvede til.

 

Vi kunne selvfølgelig forklare det på den måde, at Jesus i virkeligheden har været en falsk Messias: en, der har givet sig ud for at repræsentere Gud, men i virkeligheden kun har repræsenteret sig selv og sit eget ønske om at få religiøs - og måske politisk - magt over andre. Det står selvfølgelig enhver frit for. Men lad os nu se, om det alligevel er det billede, der kommer til at tegne sig af den person, vi møder i evangeliet til i dag.

 

Men der er selvfølgelig noget ægte menneskeligt over den måde, Jesus i sin vrede og skuffelse taler til disse byer på. Hvilket ikke skulle kunne overraske os, eftersom det netop er et hovedpunkt i vor kristne tro, at Jesus fra den ene side set var et helt igennem virkeligt menneske.

 

Vil det så sige, at disse barske ord udelukkende skal forklares ud fra, at Jesus som alle andre mennesker kunne blive skuffet og vred? Nej, det er heller ikke hele sandheden. Vi kan ikke affærdige alt det, Jesus har sagt om Guds dom over menneskene, med, at det er hans såre menneskelige følelser, der er løbet af med ham!

 

Vi bliver nødt til at høre denne tale om vrede og dom som noget, der dybest set kommer fra Gud.

 

Jamen Gud, det er jo kærlighedens og sandhedens og livets magt? Ja, det er han. Men problemet er - for at sige det mildt - at Gud og vi mennesker ikke er alene med hinanden! Det kan ganske vist lyde som noget af en påstand. Men vi behøver ikke se os ret meget om, før vi kan konstatere, at der altså er andet end kærlighed og sandhed og liv, der gør sig gældende her i verden! Så kan vi ellers kalde det, hvad vi vil! Men sådan er det. Og når virkeligheden er sådan, så kan vi jo naturligvis ikke møde kærlighedens, sandhedens og livets magt uden at møde ham som den magt, der er i total krig med ondskaben, løgnen og døden.

 

Derfor! - Derfor kan Jesus ikke bare nøjes med at være den milde og gode vejleder for mennesker. Derfor må Jesus også tale med barske og hårde ord.

 

Men dette er jo ikke det helt særlige ved den måde, Jesus optræder på. Nej, men det er til gengæld det, vi hører i evangeliet til i dag! Og når jeg har brugt så megen tid på at tale om den baggrund, det skal høres på, så er det, for at vi desto klarere skal kunne høre netop det helt særlige i evangeliet til i dag.

 

Det er vigtigt, at vi er klar over, at det netop er oven på et vældigt vredesudbrud, Jesus siger

 

Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige.

 

Ja, netop oven på de meget voldsomme ord om Guds vrede mod mennesker i deres trods mod ham træder det her meget tydeligt frem, hvordan det er en helt ny og positiv forbindelse mellem Gud og mennesker, Jesus er kommet for at oprette.

 

Det er kun i den direkte kamp mod ondskaben og løgnen og døden, Gud træder frem som den hårde dommer. I selve forholdet til mennesker er det med kærlighedens og livets blødhed, Gud træder frem. Ja, faktisk i det små og stille. Så småt og stille, at de store og kloge ikke kan få øje på det eller høre det.

 

Men det er jo netop altid i det små og stille, kærligheden og livet gør sig gældende. Når det er det store og voldsomme, ja, så er det krig og død!

 

Derfor er der ingen vej til Gud uden om dette mødested i det små og stille, hvor han selv træder os i møde og vidner om den sande magt i vore hjerter ved at vise os, hvem han er: at han virkelig er vort livs Gud, og at vort livs mening er at blive levet i et indholdsfyldt kærlighedsforhold til ham.

 

Og dette mødested er Jesus:

 

... ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

 

Og dette viser sig på en ganske særlig tydelig og dejlig måde i evangeliets afsluttende del:

 

Kom hid til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.

 

Ja, jeg har ikke kunnet lade være at læse disse dejlige ord i deres helhed endnu en gang.

 

Her er vi jo så langt som overhovedet muligt fra den situation med de hårde og vrede ord, som dannede baggrunden for evangeliet til i dag. Her ser vi, hvordan selve forholdet til Gud gennem Jesus er lige det modsatte af alt, hvad der har med straf og trusler og magt at gøre.

 

Men samtidig er det også lige det modsatte af alle de anstrengelser, mennesker gennem alle tider og på alle mulige måder har anstrengt sig med at gøre for selv at hæve sig op til Gud.

 

Og dette betyder så også, at så har vi mennesker heller ingen undskyldning for at lægge byrder og åg og seletøj på hinanden i Guds eller religionens navn! Det er ellers tit sket - netop i forbindelse med en tilsyneladende åh så from tale om synd og skyld og Guds vrede og straf.

 

Ganske vist kan vi ikke undgå at møde Guds vrede, når vi møder ham i hans kamp mod ondskaben, løgnen og døden. Det kan vi ikke lave om på ved på god demokratisk vis at kræve af Gud, at han skal være mere pæn og rar.

 

Men når vi møder Gud i den gerning, som er det helt særlige, Jesus er kommet for at gøre, så er det hvile og fred, liv og glæde, vi giver os ind under. Så bliver det hele bare, som det skal være!

 

Amen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

27. søndag efter trinitatis 1989 (26. november)

 

Da der i 1992-alterbogen er en fast ”sidste søndag i kirkeåret”, er der ikke nogen 27. søndag efter trinitatis. Men det var der i den gamle alterbog, dog kun med eet sæt tekster (dvs. kun 1-tekstrække), og således at dette sæt også blev brugt, når den ligeledes meget sjældne 6. søndag efter helligtrekonger forekom (se ovf. til 26. s. e. trin.).

 

- - -

 

Øverst på salmesedlen til 27. søndag efter trinitatis 1989 skrev jeg således til kirkemusikerne og graveren:

 

I skal alle være klar over, at det er noget af en ”sensation”, at vi i år har 27. s. e. tr. Det er meget sjældent. Næste gang er 2008. Og det er sidste gang i min embedstid, ja, måske levetid, for næste gang igen er 2035!

 

På det tidspunkt tænkte jeg ikke over - eller vidste jeg ikke - at 27. søndag efter trinitatis som sådan aldrig ville komme igen, idet den jo i 1992-alterbogen ville blive erstattet af den faste ”sidste søndag i kirkeåret”. Nu bliver det særlige ved kirkeåret 2007/08, at alle søndagene i trinitatistiden bliver brugt, men at det altså bliver 26. søndag efter trinitatis, der bliver den helt særlige dag! Den deler dog tekster med den ligeledes meget sjældne 5. søndag efter helligtrekonger (svarende til, hvordan den gamle 27. søndag efter trinitatis og den gamle 6. søndag efter helligtrekonger delte tekster).

 

Men det har ved indskrivningen af denne prædiken undret mig, at jeg - mod min sædvane - overhovedet ikke har markeret kirkeårsslutningen udtrykkeligt i prædikenen og dermed heller ikke har markeret det enestående i denne sjældne forekomst af 27. søndag efter trinitatis! Men jeg har måske gjort det uden for manuskript, evt. under ”tillysninger”. Og jeg har i hvert fald haft kirkeårsslutningssituationen med i den indledende bøn. Og i salmevalget. Og prædikenen er jo også en sammenfatning af, hvad det hele går ud på, som jeg vel så har ønsket at lade stå rent i hele gudstjenestens sammenhæng i øvrigt.

 

- - -

 

DDS: 308 – 360 - 149 -///- 57 – 395
 
2. Pet. 1,12-18. - Matt. 17,1-9 (kun første tekstrække)

 

 

Gud, vor Skaber og Frelser, du, som er Kærlighed, Sandhed og Liv!

Tak, fordi vi igen har kunnet leve et år som dit folk i verden.

Tak for jul, påske og pinse - og for alle de almindelige søndage.

Og tak, fordi vi må tro, at det, du møder os med her, er den samme kærlighed, den samme livskraft, som du fra begyndelsen har givet os vort liv og vor verden med.

Vis os din herlighed allerede her og nu, så vi også i det nye kirkeår kan leve i håbet om at se den helt og fuldt i dit rige!

Amen.

 

 

Igen i dag skal vi lægge mærke til den indledende tidsangivelse.

 

”Seks dage derefter” - det lyder jo meget ligetil. Men den slags angivelser er aldrig tilfældige i evangelierne, hvis forfattere nøje vidste, hvad de gjorde, og nøje udnyttede den jo overordentlig beskedne plads, de havde til at fortælle om verdenshistoriens absolut vigtigste begivenhed.

 

Men så må vi jo spørge: Seks dage efter hvad? Og så må vi tilbage i det foregående - 16. kapitel, hvor det til gengæld også er nemt at finde den episode, det drejer sig om, nemlig den episode, vi plejer at kalde ”Peters bekendelse”.

 

Men hvad kan dette så ellers nærmere betyde? Ja, det er netop et helt nyt spørgsmål, men jeg tror, det på en eller anden måde har noget at gøre med forholdet mellem den store jødiske forsoningsdag ”jom kippur”, og så den efterfølgende ugelange løvhyttefest. Bla. lægger vi jo mærke til, at Peter - i sin sædvanlige naivitet - foreslår, at han skulle bygge Jesus, Moses og Elias hver en hytte!

 

Og hvad så? Ja, vi kan selvfølgelig ikke begynde at gå ud i alle detaljerne og presse dem for hver eneste lille ting, der måske kunne synes at betyde noget. Det, der er kommet til at tegne sig for mig under min forberedelse til i dag, er, at der er en sammenhæng mellem situationen omkring Peters bekendelse, og så forklarelsen på bjerget, som vi hører om i selve evangeliestykket til i dag - og at denne sammenhæng pdes. svarer til sammenhængen mellem den store forsoningsdag og løvhyttefesten og pdas. svarer til sammenhængen mellem langfredag og påskedag - ja, til sammenhængen mellem kristenlivet under korsets tegn her i verden, og så Kristi komme i kraft og herlighed ude ved verdens ende.

 

På denne måde kommer det, vi hører om i dag, til at stå som midten af det hele: midt mellem de gamle jødiske fester og det, der skulle komme: den kristne påske - men på en mærkelig måde også lige midt i det, som lige her og nu er vor nutid. Det, de tre disciple oplevede oppe på forklarelsens bjerg, kan nemlig også ses som et for-billede på, hvordan vi på særlige højdepunkter af vort kristenliv kan opleve glansen af Jesu guddoms-herlighed - men at det så pludselig bliver hverdag igen og vi kun har Jesus hos os i sin almindelige menneskeskikkelse, dvs. i det almindelige menneskeord om ham, som er i omløb hos os i det menneskelige fællesskab, som Kirken er.

 

Men lad os nu gå tilbage til det, jeg flere gange har omtalt: Peters bekendelse - hvilket altså er den situation, evangelisten Matthæus knytter stykket til i dag sammen med ved tidsangivelsen ”seks dage derefter”.

 

Jesus og de 12 nærmeste disciple befinder sig højt oppe i nord i nærheden af byen Kæsarea Filippi. Og det er allerede bemærkelsesværdigt.

 

Det kan betyde to ting: Det kan være udtryk for, at Jesus også har villet nå disse yderste grænseegne af, hvad der overhovedet kunne regnes med til Israel. Og det er jo noget rent positivt!

 

Men det kan også betyde, at Jesus på dette tidspunkt nærmest er på flugt - eller i hvert fald holder sig så langt væk som muligt fra risikoen for at blive arresteret. Tiden har endnu ikke været inde.

 

Nu kan vi sagtens regne begge disse to ting med. De har i hvert fald noget med hinanden at gøre. Og de har også begge noget at gøre med Peters bekendelse og det, der skete i forbindelse med den.

 

Når det betyder noget, at Jesus fik ”dækket” hele Israel, så er det jo, fordi Jesus trådte frem som den konge, Israel havde ventet på i århundreder. Og det er også det, Peters bekendelse handler om.

 

Det begynder med, at Jesus spørger disciplene, hvad de har hørt mht., hvem folk siger han er. Og det er der forskellige bud på: Johannes Døberen eller en af profeterne i genopstået skikkelse.

 

Men så spørger Jesus disciplene selv, idet han siger: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?”. Og som talsmand for de tolv aflægger Peter så sin trosbekendelse: ”Du er Kristus, den levende Guds Søn”. - Hvilket jo er det samme som at sige, at Jesus er den konge, jøderne havde ventet på - selv om det unægtelig var på en noget anden måde!

 

Der er jo ikke meget konge at se i Jesus. Han er bare en mærkelig religiøs lærer, ja, måske nok en slags profet. Skør, men alligevel med en udstråling af autoritet. Men konge! Nej! Og hvor er hans magt henne? Nærmest på flugt er han! Og så langt væk fra hovedstaden som overhovedet muligt.

 

Alligevel har Peter altså på de tolvs vegne kunnet aflægge sin trosbekendelse til Jesus. De, der har fulgt ham på nærmeste hold hele tiden, har godt kunnet mærke, at her var noget, der var mere end bare almindelig autoritet.

 

Så vidt, så godt. Men så kommer der noget, ikke engang Peter kunne klare. Og det er, at Jesus begynder at tale om, hvordan det vil gå ham: at han skal blive arresteret, når han kommer til Jerusalem, og blive underkastet tortur - for til sidst at blive henrettet.

 

Så siger han ganske vist også noget om, at han skal opstå fra de døde igen. Men hvem lægger mærke til det! Det er jo en oplysning, man ligesom ikke rigtig kan bruge til noget! - Navnlig ikke, når man straks er begyndt at tænke på, at hvis ens leder bliver arresteret og tortureret og henrettet, så kan det meget hurtigt komme til at gå een selv på samme måde!

 

Derfor skynder Peter sig jo også at sige til Jesus, at sådan må det da ingenlunde gå ham! Men dette afviser Jesus på den skarpest mulige måde, idet han siger: ”Vig bag mig, Satan!”. Det betyder selvfølgelig ikke, at Jesus nu pludselig beskylder Peter for at være Satan. Men det betyder, at det, Peter siger om, at Jesus bestemt ikke må udsætte sig for at blive arresteret og henrettet, det faktisk svarer til, hvordan Djævelen fristede Jesus ude i ørkenen, lige da han skulle til at begynde sin gerning. I begge tilfælde består fristelsen i, at Jesus skal ”snyde” sig fra at gå lidelsens vej - men i stedet prøve at gøre sig til netop konge på en måde, som bedre svarede til folks forventninger.

 

Og hvad det angår, at det jo ikke bare var Jesus selv, der kunne risikere at få en sådan skæbne, så siger Jesus til Peter og de andre disciple.

 

Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det (Matt. 16,25f).

 

Dette var altså, hvad der skete de seks dage før, som angives i begyndelsen af evangeliestykket til i dag! - Og så kan vi også godt se, hvorfor det har været evangelisten om at gøre at få kædet disse to ting sammen, ja, måske få dem kædet sammen på en måde, der svarer til forholdet mellem den store forsoningsdag og løvhyttefesten.

 

Lad os i denne forbindelse afholde os fra alle diskussioner og grublerier mht., hvad ”forsoningen” er, men blot nøjes med at konstatere, at Jesu vej gennem lidelse og død altså faktisk var den vej, han måtte gå for at overvinde det onde med det gode, for så vidt angår forholdet mellem Gud og os mennesker! Det har på en eller anden måde noget at gøre med den lidende kærligheds magt - i modsætning til dén magtanvendelse, som konger og andre herskere ellers betjener sig af.

 

Men hvordan kan Jesus lade sig kalde konge, dvs. Kristus: den salvede, hvis han ikke har andet at komme med end kærlighed og lydighed indtil døden? - Det kan han, fordi det jo heller ikke bare er kærlighed indtil døden, han kommer med. Han er ikke kommet bare for at vise sin solidaritet med os på den måde, at han lader sig opsluge af den samme lidelse og død, som opsluger os. Det, Jesus er kommet med, er kærlighedens magt. Han er kommet som udtryk for, at det er kærligheden, der er den virkelige, den dybeste magt bag alle ting, så alt det onde og ødelæggende nok kan drive sit spil, men i virkeligheden slet ikke har ret til det - og derfor heller ikke skal få det allersidste ord i den allersidste ende.

 

Og det er dette, de tre nærmeste disciple har fået en ganske særlig oplevelse af i det ”optrin”, vi hører om i evangeliet til i dag, og som jeg altså i øvrigt vil lade stå for sig selv som udtryk for den herlighed, der i virkeligheden ligger bag det korsets tegn, som ikke bare er Jesu tegn, men også det tegn, vi som kristne må leve under her i verden!

 

Amen.

 

 

 

* * *

 

 

 

Sidste søndag i kirkeåret 1997 (23. november)

 

DDS: 308 - 360 - 464 v 6 -///- 57 - 395
 
Es. 65,17-19. - 2. Thess. 2,13-17. - Matt. 25, 31-46

 

 

[Bønnen før prædikenen 1997 var af en eller anden grund ikke med i den bevarede tekst. I stedet indsættes her bønnen fra 2001:]

 

Treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd –

Kærlighed, Sandhed og Nærværs-kraft!

Tak for livet og hele dets indhold!

Tak for hver en glæde, hver en oplevelse, hvert et glimt af skønhed!

Tak for varme og fortrolighed med dem, vi holder af!

Men også tak for den frelse og det håb, du har sat ind til os, i julens og påskens begivenheder! Og for den trøst, du dermed giver os, når vi er skuffede, bange, fortvivlede!

Og tak, fordi vi i gudstjenesten og i hele vort kristne menneske- og menighedsliv kan mærke, at vi lever i pinsens virkelighed, så at du, vor Far, og du, vor Bror, allerede nu er hos os, og vi kan leve i dette fællesskab allerede her og nu, indtil den evige pinse-fest med en ny himmel og en ny jord!

Og så beder vi dig om, at du vil hjælpe os til at leve i overensstemmelse med alt dette, så vi ser dig i det medmenneske, der har brug for os!

Amen.

 

 

Det er svært at skulle prædike over denne tekst. For hvem kan undgå at føle sig truffet på indtil flere punkter - ømme punkter - af det, Jesus siger her?

 

Og her ser vi også, hvor umuligt det er at gøre kristendommen til bare sådan "Gud-han-er-vor’s-alle-sammens-Far-religion". Med tilføjelsen: "Og han er så rar, så rar".

 

Ikke fordi Gud ikke faktisk ER vores alle sammens Far.

 

Og sådan set heller ikke fordi han ikke er rar.

 

Hvilket dog kommer an på, hvad man mener med ordet "rar".

 

Hvis man med "rar" mener "kærlig", og dermed igen mener, at Gud Fader, vor Skaber, elsker os med en kærlighed, som selv en menneske-moders kærlighed til sine børn kun er en afglans af, så er det jo ikke for meget sagt at kalde Gud rar!

 

Men så kan vi også med det samme høre, at det, der er galt, hvis man bare nøjes med at remse op i tide og utide, at Gud er "rar", det er, at det netop er for lidt sagt!

 

Altså: Gud er ikke "rar". Gud er kærlig. Ja, han er Kærligheden selv i egen person. Som apostelen Johannes udtrykker det i det berømte sted i hans første brev: "Gud er kærlighed". - Idet han altså derefter fortsætter:

 

- og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.

 

Johannes bliver altså ikke bare stående ved denne storslåede beskrivelse af Gud selv. I det hele taget er kærligheden jo ikke noget, der kan eksistere for sig selv! Gud kan ikke - og HAR ikke kunnet - være kærlig, bare i og for sig selv! Det er faktisk derfor hele Universet er blevet til. Eller rettere: Det er derfor, vi mennesker er blevet skabt - med hele Universet til at bo i. (Og hvis nogen synes, det lyder for flot, så må vi for det første dertil sige, at indtil videre kender vi faktisk ikke andre, men for det andet, at skulle det vise sig, at Gud i sin store kærlighed har undt også andre end os jord-mennesker at leve i dette univers, hvad skulle vi så have imod det? Det ville i hvert fald være ukristeligt at være så egoistisk, at vi ikke kunne unde nogle andre skabninger at have del i livet fra Gud, også).

 

Nå, men lad os holde inde med tanke-eksperimenterne. Foreløbig kender vi ikke til andet end, at der altså er Universet. Og her bor vi mennesker - på planeten Jorden. Og nogle af os mennesker prøver at tro på, at Herre over os og alt det andet er Gud - som vi rigtig har lært at kende gennem Jesus.

 

Og den kristne tro, vi således prøver at leve i, den har altså som sin kerne, det, apostelen Johannes så stort og smukt taler om her i sit første brev: At Gud ER kærlighed, og at det er derfor, vi mennesker er blevet skabt - med hele Universet til at bo i. Fordi kærligheden ikke kan eksistere for sig selv. Gud kan ikke - og HAR ikke kunnet - være kærlig, bare i og for sig selv! Derfor kan apostelen altså heller ikke bare nøjes med selve det konstaterende udsagn om, at "Gud er kærlighed". Nej, derfor må han fortsætte med at tale om det forhold der hører med til det, at Gud ER kærlighed. Forholdet mellem Gud og menneske. Det forhold, menneske er skabt til at leve i. Det, det drejer sig om for et menneske, er at leve og blive i kærligheds-forholdet til sin Gud og Skaber. Så at den kærlighed, ud af hvilken mennesket er skabt, heller ikke bare bliver noget, der er uden om os, men også er noget, der kommer ind i os og bliver inde i os.

 

Men inden Johannes går videre med, hvad dette indebærer i forholdet mellem os og de andre mennesker, som Gud har skabt ud af sin kærlighed - og som han derfor elsker lige så meget som os - inden han går videre med det, så siger han noget, som det også er meget vigtigt for os at høre netop her i dag, hvor vi altså føler os temmelig meget ramt af det, vor Herre Jesus selv siger i den store berømte doms-scene, hvor bukkene bliver skilt fra fårene. Han siger nemlig:

 

Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.

 

Dette er overordentlig vigtigt for os her i dag. For ellers sker der enten det, at vi bliver fuldstændig knust under den dom, der her bliver udtalt over os. Eller også sker der det, at vi begynder at finde på alle mulige regnestykker, som kan hjælpe os til at smutte udenom. Eller altså: ved hjælp af hvilke vi prøver at smutte udenom, ja, ved hjælp af hvilke vi måske tror, vi kan smutte udenom. Men nu siger apostelen altså dette. Og han må jo vide det. For han var selv den, der stod Jesus allernærmest - "den discipel, Jesus elskede"! "Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten".

 

Vi bliver altså fri for at skulle høre det, Jesus siger i dag, som bare en trussel, der skal banke os på plads. Som om man også kunne lære at elske sine medmennesker ved at blive banket på plads. Eller gennem trusler. Gennem frygt. - "Frygt findes ikke i kærligheden"!

 

Nej, "den fuldendte kærlighed fordriver frygten". Vel at mærke på den måde, at "Vi elsker, fordi han elskede os først". - Her har vi simpelt hen det allerkorteste udtryk for, hvad det hele går ud på. Helt tilbage fra skabelsen af. Og som hele indholdet i og meningen med Jesu gerning: "Vi elsker, fordi han elskede os først". At være menneske er fra skabelsen af den rene modtagelse. Og at være kristen er fra jul og påske og pinse af, og fra dåben af, og ved hver eneste gudstjeneste, og i hver eneste situation i vort kristne liv - den rene modtagelse.

 

Hvori vel at mærke ligger - og hvorudaf vel at mærke skal flyde det, Johannes dernæst siger:

 

Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.

(1 søndag efter trinitatis; 1 Joh 4,16b-21)

 

Så vidt apostelen Johannes.

 

Og hvis nogen siger, at det bare var en vældig omsvøbs-indledning for at tage doms-skarpheden ud af det, Jesus siger i evangeliet, så bliver jeg ked af det. For der er jo netop IKKE tale om omsvøb.

 

For det første har vi vist godt indset, at man ikke kan trues til at elske nogen. Heller ikke ved trusler om evige straffe i Helvede.

 

Og for det andet har vi vist også godt indset - og mere og mere følt - det, jeg også var inde på: At hvis vi bliver udsat for tvang og trusler, så finder vi bare på alle mulige udflugter os alt mulig, medens der i sådan noget som det, apostelen Johannes siger, faktisk helt klart ikke er nogen vej udenom. Du har ingen som helst mulighed for - eller grund til! - at forklare dig uden om det, der her er tale om.

 

Det kan simpelt hen ikke alder sig gøre at tale sig hverken ud af eller uden om den kærlighed, vor Herre Jesus taler om. Det er den alt for stor og total til. Netop TOTAL. Og så bliver det hele totalt, både GAVEN og KRAVET. Som derfor heller ikke egentlig er et krav.

 

Vi kan også sige det på en anden måde: Når Gud elsker mig så meget, så elsker han også de andre så meget, og så kan jeg jo ikke vide mig så elsket af Gud, uden at det må få konsekvenser, også for den måde, jeg lever sammen med de andre på! Der er ikke mere at sige.

 

Jamen hvorfor udmaler Jesus da hele denne doms-scene. Hvorfor siger han med rene ord, at han ved sin genkomst skal "sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle".

 

Ja, det er et godt spørgsmål. Og lad os også med det samme slå fast, at hvis det ikke giver nogen mening, bare at kalde Gud rar, så giver det heller ikke nogen mening, bare at lade, som om disse spørgsmål kan afgøres ud fra fx præsternes større eller mindre grad af flinkhed!

 

For Gud er altså Gud - den almægtige og hellige. Og det er altså HAM, der er det. Så hvis det endelig skulle være det, så måtte vi jo affinde os med, hvad han gjorde.

 

Sagt på en anden måde: Ingen præst kan "afskaffe de evige helvedesstraffe". Og intet menighedsråd eller Folketinget eller nogen kan vedtage, at der ikke må tales om de evige helvedesstraffe. Vi må under alle omstændigheder bøje os for, at det er Gud, der er Gud, og at det er Ham, der har al magten.

 

Det eneste, der kan afgøre, hvordan vi skal forholde os til de barske ord, Jesus her udtaler, det er det samlede billede, vi får af netop Jesus selv.

 

Og den ene side af det billede er, at Gud - og det er jo det samme som også Jesus selv - har både retten og magten til at dømme og straffe alt, hvad det skal være. Og vi har sådan set heller ikke fortjent bedre.

 

Men den anden side af det billede er jo, at netop Guds magt ikke bare er af denne karakter.

 

Jeg vil sige det på den måde, at Jesus godt nok går ind og bruger de doms-forestillinger, hans landsmænd havde. Men at det er med det som med alt det andet, Jesus har sagt: Det kan aldrig forstås eller bruges bare "fladt", "en-strenget". Der er altid meget mere i det end som så.

 

Hovedmeningen i evangeliet til i dag er jo, at vi bliver dømt - eller be-dømt - på, hvordan vi opfører os mod de svageste.

 

Og hoved-pointen er, at hverken dem, der gør det rigtige eller dem, der undlader at gøre det, selv er klar over, at det faktisk er Jesus, dvs. Gud, de har med at gøre, når de står over for et menneske, der har brug for deres hjælp! Og hvad skal der så tales om frygt og straf for? Det totale krav ligger jo simpelt hen i, at dette bliver gjort klart.

 

Og så er der ingen smuthuller. Det eneste, vi har at gøre er at erkende, at vi ikke lever op til dette totale krav. Og så alligevel prøve at gøre det. Efter princippet: "Vi elsker, fordi han elskede os først" - forstået både ud fra skabelsen og ud fra evangeliet, tilgivelsen.

 

Så er det vist klart nok.

 

Men jeg vil tillade mig at give denne prædiken en aktuel slutning. Med det, Jesus her siger - ja, jeg tænker direkte på det, han siger med ordene: "Jeg var fremmed, og I tog imod mig" - med det har han ikke uden videre foreskrevet os en bestemt flygtninge- og indvandrerpolitik. Ja, jeg vil sige det på den måde, at vel handler dette evangelium om alle verdens nødlidendes totale krav på os, men det foreskriver os ikke noget om måden, hvorpå vi skal prøve at leve op til dette krav. Det kan altså ikke nytte noget, bare at tale om kærlighed og kærlighed og kærlighed - med fornuften koblet fra. Du kan aldrig udrette noget godt ved at koble fornuften fra - eller ved at lukke øjnene for virkeligheden. Hvis du vil gøre noget godt - og det skal du - så må du vide, hvad du gør. Eller kommer det måske til at gøre skidt!

 

Men så siger jeg ikke mere. Guds kærlighed og Guds krav er begge totale. Også i forhold til dit medmenneske. Men du må selv gå ud og finde ud af, hvordan du bedst lever op til det. Så det, du skal gøre mod dit medmenneske, virkelig kommer til at gøre ham godt!

 

Amen.

 

 

 

* * *