PRÆDIKENER A-1 1. tekstrække,
festhalvåret og ”dåbstiltaler”
samt brudevielses- og begravelsesprædikener Bent
Christensen |
Denne side er
senest blevet opdateret 27.12.17: 4. søndag i advent / juleaften 2000.
(Sat på, fordi juleaften også i 2017 faldt på 4. søndag i advent. Derfor blev
hele gudstjenesten på 4. søndag i advent / juleaften 1995 samme dag også sat på
undersiden med salmerne til festhalvåret efter anden tekstrække, dvs. "PRÆDIKENER
A-1"). - Forrige: Prædikenen til juleaften 2002, min sidste
juleaftensprædiken i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat.
Fra 26.05.04 er prædikenerne efter 1. og 2. tekstrække 1971-2003 fordelt på to gange to undersider (hhv. festhalvåret og trinitatistiden), og der vil herefter blive indsat flere prædikener, så at der efterhånden i flere og flere tilfælde vil være mere end een prædiken pr. søn- og helligdag.
NB! Fra 29.06.05 er indsat
(nederst på siden) eksempler på ”tiltaler” ved dåb af større børn samt
brudevielses- og begravelsesprædikener - renset for de ”personlige” ting. -
Selve brudevielses- og begravelsesgudstjenesterne er sat ind på undersiden
”Kirke og teologi”.
* * *
Kærligheds og Sandheds Gud!
Tak, fordi du har ladet verden blive til og skænket os livet.
Tilgiv os vor trods og ulydighed.
Lad os få livet og verden igen ved din Søn, vor Broder og Konge.
Amen.
Man kan godt sige, at i dag begynder en ny omgang, en ny æresrunde af kristendommens triumftog gennem verden.
Det er ganske vist et underligt triumftog. For det
begyndte med, at en mærkelig mand kom ridende på et æsel, medens hans
tilhængere gik både foran og bagved og råbte: Hurra! Kongen længe leve!
Men det er et triumftog.
Lige siden den første begyndelse har også de, der stod langs vejen, givet den mærkelige mand på æslet kongelig hyldest.
Lige siden den første begyndelse har også de, der ikke direkte gik med æselrytteren og udråbte hans kongedømme, anerkendt hans storhed og på den ene eller anden måde sat deres håb til ham.
Sådan er det også i dag, hvor det er starten på den ca. 1950’nde æresrunde, vi fejrer.
Ja, alene det, at det nu er 1950’nde gang, er mærkeligt!
Pdes. er det imponerende, triumftoget har varet så længe, og at så mange mennesker gennem så mange generationer har gået foran og bagved manden på æslet eller stået og givet ham hyldest, som han drog gennem verden.
Men pdas. er det også foruroligende, at der er gået så lang tid, uden at triumftoget er blevet fulgt op af mere håndgribelige resultater.
Var det ikke for at oprette et helt nyt herredømme på jorden, Jesus dengang holdt sit indtog i Jerusalem?
Og der er mange andre forhold, der er med til at gøre triumfen tvivlsom og tvetydig.
Ja, ofte synes vi, det er æslet, der symboliserer det hele, eller at kristendommen er en samling mere eller mindre vanvittige mennesker, der gå og råber omkring et æsel.
Men vanvittige eller ikke-vanvittige, æsel eller ej, så er der altså stadig nogle, der går både foran og bagved.
Og der er stadig nogle, der står langs ruten med palmegrene eller dannebrogsflag, kapper eller konfetti - eller hvad det nu kan være.
Der er stadig nogle, der på den ene eller anden måde giver udtryk for anerkendelse af æselrytterens storhed, ja, for, at de sætter deres håb til ham.
Nu kan man sige, at det at være præst, det svarer til at gå foran eller bagved i kristendommens optog gennem verden og råbe, at Jesus er Sandheden og Magten, ja, al frelses håb.
Men bortset fra det, så kan vi alle sammen bedst identificere os med dem, der står langs vejen.
Ja, vi kan sige, at det, overhovedet at være menneske, det er netop at stå langs vejen.
Måske at stå langs vejen og vente på, at der i det hele taget skal komme noget.
Eller måske at stå langs vejen, mens alt muligt paraderer forbi og prøver at fange vor opmærksomhed.
Er det ikke et meget træffende billede på den situation, ikke mindst vi moderne mennesker befinder os i?
Snart ser vi ikke andet end tomhed.
Snart overvældes vi af alt muligt forskelligt, så vi hverken ved ud eller ind.
Og der er da også mennesker, der affinder sig med, at der ikke er andet end tomhed, ligesom der er mennesker, der lader sig indfange af det ene eller andet spraglede optog, det være sig en revolutionær militær-parade, et optog af gøgl og underholdning eller et dragende, røgelsesombølget optog af Østens mystik.
Men uanset alt dette er der altså stadig nogle, der nægter at tro at alt bare er tomhed, og nægter at gøre noget af alt det andet til genstand for deres dybeste længsler og dybeste håb.
Der er stadig mange, som på den ene eller anden måde ser hen til ham, om hvem det blev sagt:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.
Og hvorfor gør vi det? Ja, hvorfor er der også stadig nogle, der véd sig så grebet af ham og hans magt, at de går både foran og bagved og råber:
Hosianna, Davids Søn!
Hurra! Kongen leve!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hurra! Her er han, som vi kan sætte alt vort håb til, og vente alt godt fra.
Her er han, som kommer med alt godt fra Gud!
Hvorfor gør vi det?
Hvorfor fejrer vi advent, tænder lys og synger glade sange i anledning af, at Jesus og hele hans historie endnu en gang skal passere revy for os?
Det gør vi, fordi vi midt i al vor tvivl, hvor vi faktisk ikke kan se andet end æslet, i hvert fald er klar over, at enten er det æslet og manden på æslet, eller også er det tomheden.
De andre optog med støvletramp og bælteraslen [2002: fra militære bæltekøretøjer], farver og musik, røgelse og mystik, dem kan vi i hvert fald ikke sætte vort håb til.
Det er enten manden på æslet, dvs. den mærkelige, tvivlsomme, grå og sagtmodige kristendom - eller det er håbløsheden.
Og det er netop den uanselige, sagtmodige måde, der gør kristendommen troværdig.
Den, der kommer ridende på et æsel for at tage magten, han kommer nok ikke for at udnytte eller undertrykke os.
Og han må også være i besiddelse af en ganske særlig slags magt, når han »har råd til« at komme så stille og beskedent.
Der er noget, der tyder på, at han repræsenterer tilværelsens inderste, dvs. al sandhed og dermed al magt, ja, ikke bare al sandheds magt som et koldt regnskab over, hvordan altid forholder sig, men navnlig al kærligheds magt, den magt, der fra begyndelsen ville, at alle ting skulle være til og at alt liv skulle leve.
Det er, fordi hans sagtmodige Komme tyder på intet mindre end dette, vi endnu en gang bøjer os for ham og hylder ham med lovsange, idet vi går ind i endnu et år med jul, påske og pinse, ja, endnu et år med også alle de små træk fra hans liv og gerning, som sætter os i stand til at leve med håb over vort liv.
Amen.
* * *
Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom,
hvert øjeblik jeg ser mig om.
Lad brænde mit hjertes lampe beredt
i tro, i håb og i kærlighed.
Og når du kommer, kom mild og blid,
og gør mig salig til evig tid!
Amen.
I søndags fejrede vi vort kirkelige nytår - bl.a. ved at synge de tre første vers af den dejlige advents-salme "Tak og ære være Gud / som har ført sit løfte ud". I dag har vi sunget hele salmen.
I søndags drejede det sig netop om det, de tre første vers handler om: Hvordan Gud, da det blev jul, opfyldte det løfte, Han allerede under den gamle pagt med sit gamle ejendomsfolk Israel havde givet os mennesker - hvorved også hele Guds forhold til sine skabninger - især til mennesket, skabt i Hans billede, så vi ligner Ham - kommer med i baggrunden: Advent er, at vi nu igen begynder at se frem til fejringen, ja, gen-oplevelsen af, at verdens Skaber og Herre - som allerede fra Abraham og Moses af havde vist sin solidaritet med sin faldne skabning og rejst et håb for den - at Han trådte ind til os, ind i vor verden for at være ved siden af os, ikke bare med trøst og håb, men med trøst og håb i forbindelse med frelse.
Men i søndags sluttede vi med det vers, hvor vi sang:
Vær velkommen, du min fred,
dig ske tak i evighed!
Drag,
o Jesus, ind til mig,
vejen selv du bane dig!
(62,3)
Hvilket altså vil sige, at vi sluttede med netop at se frem mod julen, både julefesten i kirken som sådan, dvs. i menighedens fællesskab, og julefesten i vore hjerter, hver især, ja, julen i vore hjerter, det, at Jesus-barnet fødes på ny i hver af os, for gennem endnu et kirkeår at leve og vokse med os som vor bror og vor herre.
Dette er imidlertid ikke den egentlige slutning. Hvilket naturligvis ikke bare skal forstås som selve det, at der jo var tre vers til i salmen - som vi altså først fik med i dag.
Nej, det, at Jesus-barnet fødes hos os, både i vort fællesskab som menighed og i hjerterne på hver enkelt af os, det er jo netop kun en begyndelse, og det, at vi også ser frem til hans liv og vækst sammen med os, er jo heller ikke det hele.
Det er derfor, vi har 2. søndag i advent - altså ikke bare sådan på den måde, at søndagen efter 1. søndag i advent jo må være 2. søndag i advent - men selvfølgelig på den, om man så må sige, kvalitative, indholdsmæssige måde, at der altså er tale om en gudstjenestedag med lige netop det indhold, vi har oplevet i dag. - Og som jo svarer til perspektivet i det allersidste vers af salmebogens nr. 62 - hvor vi beder om, at vi må hænge så godt fast ved troen i Jesus,
at når du i herlighed
kommer anden gang herned,
jeg kan dig i møde gå
og retfærdig
for dig stå.
Her har vi jo simpelt hen det, det drejer sig om her i dag - på 2. søndag i advent.
Og vi kan så gå tilbage til den gammeltestamentlige læsning, som denne salme netop var vort svar på. Her er der jo - på den smukkeste og mest storslåede måde - tale om et udtryk for,
Hvad de gamle fædre sig
ønskede så hjertelig,
og hvad fordum lovet var,...(62,2)
Og at dette i julen - og altså i Jesu liv - er blevet herligt opfyldt, det gælder alt det første, vi hørte - om hvordan Herrens ånd skulle hvile over ham, hvordan han skulle dømme de svage med retfærdighed og nedlægge de frække med sin munds stok og sine læbers ånde.
For så vidt er der tale om løfte og opfyldelse i forholdet mellem Det Gamle Testamente og advent-jul. Men går vi videre til anden halvdel af den gamle Esajas-lektie, så ser vi jo, at allerede i denne gamle profeti er der indbygget noget, som gør det nødvendigt, at vi fejrer denne 2. søndag i advent. Og netop i år kan vi på en særlig smertelig måde indse dette. Vi kan jo mildest talt godt se, at det stadigvæk er fremtid - eller slet ingen ting - men altså i bedste fald fremtid, når der står:
Ulven skal bo sammen med lammet,
panteren ligge
sammen med kiddet;
kalv og ungløve græsser sammen,
en lille
dreng vogter dem....
Ingen volder ondt eller ødelæggelse
på hele mit hellige bjerg;
for landet er fyldt med kundskab om
Herren,
som vandet
dækker havets bund.
Enhver kan se, at enten indtræder den tilstand aldrig - hvilket vil sige, at så har vi overhovedet intet håb - eller også er den stadig fremtid!
Så kunne den selvfølgelig være fremtid på den måde, at bare vi mennesker tog os sammen og lod fornuften råde, så skulle det nok kunne lykkes os at få etableret sådan en tilstand til sidst! Sådan er der også en del mennesker, der har set på det! Den mest bemærkelsesværdige gruppe af dem blev kaldt kommunisterne. Men det er jo netop deres kæmpe fallitbo, der frembyder de fleste af de problemer, der er ved at tage alt håb om fremskridt og forbedring, fred og tryghed fra os.
(Hvor jeg så lige må indskyde i parentes, at dette ikke skal få os andre til at falde over i den anden grøft: kynismens og egoismens, ja, fascismens eller nazismens grøft. Sagt meget populært, så skal vi kristne faktisk fra den ene side set arbejde mindst lige så meget på at forbedre verden som dem, der tror, det kan lade sig gøre! Vi skal bare gøre det netop på det sunde grundlag, at vi ved, det sådan set ikke kan lade sig gøre! Fordi det Onde er større og stærkere end mennesket - og gang på gang tager magten i mennesket, ja, magten over mennesket, med de mest forfærdelige ting til følge. Men altså gøre det. Blive ved med at gøre det. Selv om det er, hvad man kan kalde et Sisyfos-arbejde, hvor stenen aldrig bliver vippet over på den anden side, men hele tiden ruller tilbage igen, så vi hele tiden må begynde forfra. Det skal - og kan! - vi netop gøre på baggrund af denne 2. søndag i advent - som kun ud fra en overfladiske betragtning vil kunne tjene til at få os til at sætte os tilbage med hænderne i skødet og vente på Kristi genkomst. Nej, netop med håbet for vort liv - og med håbets kærlighed til vort liv - kan og må og skal vi blive ved at holde det onde nede - både i os selv og omkring os, så det onde og Døden hele tiden kan blive trængt bare noget tilbage, og livet og glæden hele tiden få de bedst mulige kår. - Parentes slut!).
Vi går videre til epistelen - som jo meget direkte siger noget af det samme. Det gælder helt særligt begyndelsen:
Alt ... er skrevet ..., for at vi skal
lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os,
kan fastholde håbet.
Men det helt afgørende er selvfølgelig evangeliet. Og her er der naturligvis mange af os, der får det svært. Nu bliver det altså for meget. Og for-kert!!! - For hvordan har Jesus kunnet stå og sige, at den generation, der levede dengang, ikke skulle forgå, før alt dette begyndte at ske? - Og her gider vi ikke forsøge os med bortforklaringer. Det må anses for helt givet, at både Jesus selv og de første kristne helt bogstaveligt troede, at de ting, der er tale om, både her i evangeliet og i anden halvdel af den gamle Esajas-lektie, skulle indtræffe i løbet af ganske kort tid.
Der er nok mange, der har mistet troen på den konto. Og jeg skal da gerne indrømme, at jeg også i min ungdom selv har haft det svært med dette.
Men hvis vi siger, at vi ikke kan tage Jesus og apostlene og dermed hele kristendommen alvorligt, når de åbenbart ikke har været meget bedre end alle de andre dommedagsprofeter, hvordan kommer vores situation så til at se ud? - Hvormed vi selvfølgelig ikke uden videre kan bevise noget, for der er jo den mulighed, at hele Universets og hele menneskeslægtens skæbne er een stor gang absurd totalteater - uden hverken forfatter eller iscenesætter, men med en tragisk forsamling af på een gang skuespillere og tilskuere.
Men hvis vi ikke kan tage Jesus og kristendommen alvorligt,
hvad har vi så? En af de andre dommedagsprofeter? Eller sådan noget som
kommunismen, hvor det - altså i teorien - sådan nærmest af sig selv skulle
udvikle sig ind i frihedens og lykkens rige? Eller sådan lidt almindelig dansk
velfærdstro?
Nej, vi må indrømme, at hvis vi ikke på en eller anden måde kan tage Jesus og kristendommen alvorligt, så er vi virkelig på den, så er vor situation virkelig både tragisk og absurd.
Hvad det jo altså også kunne være den virkelig var!
Men der er nu også andre grunde til, alligevel at tage Jesus og kristendommen alvorligt, end bare det, at vi har brug for en slags højere form for narresut og sutteklud midt i den absurde tragedie.
For Jesus var nu ikke bare en dommedagsprofet som alle de andre. Han talte "som en, der har myndighed" - som evangelisten Matthæus udtrykker det. Han repræsenterer under alle omstændigheder sandhedens og livets og kærlighedens magt. Hvad han og de første disciple har troet om selve tidsforholdene, det må vi se som udtryk for, at både de og han i den henseende har været mennesker som os. Han har i øvrigt også selv udtrykkelig sagt, at dagen og timen kender kun Gud Fader i Himmelen. Og vi kan også høre, hvordan han her i evangeliet til i dag udtrykkeligt lægger vægten på, at vi skal leve netop hver dag og time med Hans andet Komme for øje, ja, med Guds evighed som vort livs horisont. Netop ikke bare som en narresut, som bare sådan et "håb", fordi livet gør ondt engang imellem - og da for resten også altid ender med døden. Nej, på en helt anden måde som både en bekræftelse og en styrkelse - og et krav - et totalt ansvarligheds-krav, fordi vort liv til alle sider er omsluttet af Guds evighed, ikke bare sådan, at Gud er under os som vort livs grund, eller over os som vort livs Herre, eller bag os, som vort livs Skaber og Giver, men også forude for os, som vor Dommer og Frelser.
Sådan hænger tingene sammen. Som mere end bare en påstand. For der er tale om sandhedens og kærlighedens sammenhæng i kristendommen selv - og om denne sammenhængs sammenhæng med. hvordan vi trods alt allerede i selve vor egen tilværelse kender og oplever livet og sandheden og kærligheden.
Derfor er evangeliet til i dag - og hele grundretningen i denne gudstjeneste - ikke så helt vanvittigt og uacceptabelt for moderne kloge mennesker, som man umiddelbart kunne forledes til at tro. Lad os bare tage evangeliets enkelte ord billedligt. Det er fuldstændig ligegyldigt, om eller hvordan vi kan forestille os alt dette. og det er også ligegyldigt, at vi aldrig får det hele til at gå glat op, så vi har overblik over og styr på det alt sammen. Det er ikke nemt, og det bliver ikke nemt. Men jo mere vi lærer Jesus Kristus at kende som vort livs Herre og Frelser, jo mere vil udholdenhedens og trøstens Gud i Åndens nærvær give os at leve i håbet, så at vi enigt, som med een mund lovpriser ham som vor Far, indtil vor Herres Jesu Kristi dag!
Amen.
* * *
Herre Jesus Kristus!
Forbarm dig over os!
Hjælp os i alt vort mørke!
Giv os din jule-glæde, dit påske-håb, din pinse-lyst!
Amen.
"Ødelæg julen!" - Sådan var der engang en præst der skrev i Kristeligt Dagblad! Men meningen var selvfølgelig, at hvis man ville være sikker på at ødelægge julen, så skulle man bare "holde jul i adventstiden". Og jeg citerer videre:
Tendensen er klar: Jul begynder
tidligere og tidligere. Allerede sidst i oktober kan man købe adventslys og
julekalendere, og endnu tidligere må man bestille sin julefrokost, hvis man
skal være med i ræset. Julekalendere med gode gammeldags vinduer og ikke andet
er erstattet af små-julegaver til hver dag. Arrangementer af mere eller mindre
kirkelig art i forbindelse med jul skal afvikles i god tid inden jul. For når
det endelig lakker mod enden, dvs. den 24/12, orker (gider?) ingen være med,
fordi før-jul-tingene har stjålet forventning og kræfter. Jul bliver
antiklimaks.
Og dette citat behøver vel ikke yderligere begrundelse. Før-juleriet er i fuld gang rundt omkring os, desværre også i mange kirker. Og her er vi midt i gudstjenesten på 3. søndag i advent. (Det hedder det dog endnu, selv om man var lige ved at kunne ønske sig, at den danske folkekirkemenighed, hvis det endelig skulle være, i det mindste fik taget sig sammen til at afskaffe den åbenbart så ringeagtede adventstid og fik henlagt julen til 1. december - eller 10. november, som skal have været indledningen til julen i videre forstand, helt tilbage i den rigtig gamle hedenske tid!).
Altså, jeg behøver ikke begrunde dette citat yderligere, men jeg vil allerede nu gøre opmærksom på, at der ikke alene ligger noget langt dybere i denne problematik end bare det rent psykologiske, at man snyder sig selv ved at tage klatvis forskud på glæderne, men at der også er noget i dette, der direkte har med evangeliet til i dag at gøre!
Forinden vil jeg imidlertid gerne nå at sige en smule mere om hele denne problematik i almindelighed.
Der er allerførst selve det, at det er ubehageligt at blive "korrekset". Og det bliver kun værre, hvis den, der korrekser, har ret! Det skal I lige vide jeg godt er opmærksom på. Men på den anden side: Hvis der er et problem, så er man jo nødt til at tale om det. Ellers går tingene bare deres helt skæve gang. Prøv altså at høre dette, ikke som en bedrevidende "korreksning", men som en meget nødvendig og helt saglig opfordring til, lige at stoppe op engang og tænke over, hvad det egentlig er vi går og laver!
I hvilken forbindelse jeg også vil sige, at det heller ikke er meningen at nogen af deltagerne her i denne gudstjeneste skal komme til at sidde med en voldsomt dårlig samvittighed over at have deltaget i - eller måske ligefrem have været med til at arrangere! - et eller andet "før-juleri". Vi ved alle sammen godt, hvordan den slags ting fungerer. Nemlig på en sådan måde, at det er meget svært for den enkelte at gå imod strømmen. Ja, ofte vil det være sådan, at almindelig høflighed og takt vil gøre det nødvendigt at "lege med".
Men så har vi her netop et eksempel på, hvorfor der er nogle der er blevet sat til at være præster. Hvilket dels vil sige til at studere og overveje tingene grundigt, dels vil sige til at have både ret og pligt til at sige sådan nogle ting som dette her. Uden at nogen skal føle sig såret eller fornærmet derved!
Og se, når jeg før sagde "meget nødvendig", er det også fordi jeg tror, vi er ved at være nået til det punkt, hvor der i virkeligheden bliver flere og flere, der føler direkte lede ved det overhåndtagende før-juleri.
Og så er det, jeg kan næsten ikke holde den tanke ud, at der måske ligefrem skulle være nogen, der troede, at dette før-juleri var noget, der hørte med til kristendommen, så at de måske også begyndte at føle lede ved selve kristendommen. Derfor må jeg - netop som en del af udøvelsen af mit præste- og prædikeembede - på det kraftigste erklære, at førjuleriet er i direkte modstrid med kristendommen og hele den kirkelige tradition, sådan som den fx kommer til udtryk i Alterbogen og den dertil hørende samling af kirkeårets tekster omme bag i Salmebogen!
Altså: Hvis nogen føler lede ved før-juleriet, skal de ikke derved føle sig afskrækket fra kristendommen! Nej, så skal de tværtimod føle sig foranlediget til at rykke tættere ind mod kristendommens centrum! For jeg vil også godt vove den påstand, at jo mindre man tager selve festen for Jesu Kristi fødsel alvorligt, jo mere febrilsk kaster man sig ud i før-juleriet!
Men nu ikke mere negativ tale! Vi, som er så heldige at være samlet her til denne 3. søndag i advent-gudstjeneste, vi har altså som den helt centrale del af den begivenhed, vi er med i, netop hørt det evangelium, der handler om "Johannes Døberens spørgsmål og Jesu svar". Og det er netop et virkeligt "advents-evangelium"! Heri kan vi nemlig virkelig spejle os selv og hele den situation, vi som mennesker befinder os i, så vi også virkelig kan forstå, hvad det egentlig er vi fejrer, når vi kommer så langt, at vi skal fejre jul. (Det er jo det, vi har advents-tiden til: at komme vel forberedte - og rensede i sjæl og tanker - frem til julen).
Vi kan allerførst spejle os i Johannes, der sidder i sit fængsel - helt uretfærdigt i øvrigt, et virkelig barsk eksemplar på løgnens og ondskabens magt i verden. Så kan man ellers sige, at det behøver vi ikke gå i kirke - eller holde advent - for; det ved vi godt, og det prøver vi at tage, som det kommer, idet vi måske ligefrem hjælper hinanden med at komme igennem det! Og skulle vi dog så ikke have lov at få lidt hygge og underholdning indimellem?
Jo, det kan man da sige. Men der er måske alligevel også mere at sige, noget, der kan sætte de ting, vi oplever, ind i et større mønster, ja, som kan give os en større trøst og et større håb, end hvad vi kan give hinanden. - Derfor behøver vi jo ikke holde op med at trøste og hjælpe hinanden, sådan som vi nu bedst kan; tværtimod kunne de to ting jo komme til at virke sammen!
Og hvis vi nu ser Johannes i sit fængsel som billede på os mennesker i det ondes magt, så bliver det næste jo, at Johannes - eller vi - hører om Jesus og hans gerninger, men tvivler på, om det nu også virkelig er dér, vi skal finde trøsten mod vor sorg og opfyldelsen af vor længsel og vort håb.
Dette er en god spejling! For her ser vi, at det med tvivlen åbenbart ikke er noget, vi kan komme uden om. Ja, der er et helt specielt forhold, som har gjort et stærkt indtryk på mig, og det er, at de Johannes-disciple, der virker som budbringere mellem Johannes og Jesus, de jo selvfølgelig optræder som forkyndere af det glædelige budskab om Jesus, idet de går tilbage til Johannes med den besked, Jesus har givet dem.
Men det er jo de samme mennesker, der lige var blevet sendt fra Johannes til Jesus med tvivlens spørgsmål! - Og det er netop et meget fint billede på det, jeg var lidt inde på før med, at der altså er nogen, der er sat til at prædike for de andre i menigheden - hvilket altså først og fremmest vil sige: sat til at forkynde det glædelige budskab om Jesu gerninger og deres betydning.
Men når vi spejler os i evangeliet til i dag, så får vi jo en helt særlig understregning af, at de samme mennesker, som er sat til at forkynde det glædelige budskab, også er dem, der er med til at bringe tvivlens spørgsmål frem.
Nu passer den slags "spejlinger" og sammenligninger jo aldrig 100%. Men vi kan stadigvæk godt bruge dette evangelium som en ganske særlig understregning af, at vel er der altså et særligt præste- og prædike-embede i menigheden. Som altså bl.a. kan have til opgave at råbe stop en halv, når et eller andet er begyndt at løbe løbsk. Men som jo har som den store, alt overordnede hoved-opgave at forkynde det glædelige budskab om syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv - for nu at sige det kortest muligt. Men vi kan kun være præst-og-menighed sammen, når begge parter ved, hvordan vi er forenede i tvivlens og vantroens fællesskab, så vi sammen kan råbe til Gud, idet vi siger: "Jeg tror, hjælp min vantro! - Herre, frels mig! - Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord!".
Men hvad nu Johannes Døberen angår, så er han dog alligevel også mere end bare et billede på mennesket i sin nød. Det kommer frem i det, Jesus siger om ham i anden del af evangeliet. Johannes er også den sidste og ypperste repræsentant for Den gamle Pagt, for den særlige frelseshistorie, Gud Fader, den almægtige, Himlens og jordens Skaber havde sat i gang, ikke bare ved udfrielsen fra Egypten og pagtslutningen på Sinaj, men helt tilbage fra Abraham af.
Og det siger jo i sig selv noget meget stort om, at den verden, Jesus kom til, i forvejen var Guds verden! "Han kom til sit eget". Ja, vi kan faktisk gå tilbage bagud for Abraham, tilbage til Noah og den pagt, Gud sluttede med ham efter Syndfloden, ja, helt tilbage til, hvad Gud sagde til Adam og Eva, ikke bare lige efter skabelsen, hvor han velsignede dem og tildelte dem herredømmet over jorden, men også efter syndefaldet, hvor han lovede Eva, at en af hendes efterkommere engang skulle knuse slangens hoved, og hvor han trods alt også syede skindkjortler til hende og Adam, så de ikke skulle fryse og være nøgne ude i den faldne verden.
Som vor Skaber, vort livs giver og opretholder, har Gud altså en pagt med os helt fra Begyndelsen af.
Så langt tilbage, så dybt til bunds kan vi se igennem
Johannes Døberen, ja, ved virkelig at holde advent. Vel lærer vi at se i
øjnene, at det at være menneske i verden er ligesom at være i fængsel, være i
løgnens og ondskabens og dødens magt. Men vi lærer også at se dette som en
uorden, en ulykke, som noget, der ikke egentlig var meningen. Og så kan vi se
frem til julefesten, ikke bare som festen for Håbets fødsel - i betydningen et helt
ubegribeligt håb ud af det blå - nej, som festen for Håbets fødsel i
betydningen: det håb, der i dybeste forstand "svarer" til det liv, vi
allerede fra Begyndelsen har fået. Og så bliver julen - og påsken og pinsen -
ikke bare sådan en "trøst" eller "lindring" for os i vort
livs fængselsmørke, så bliver det en vældig bekræftelse af alt det i vor
virkelighed, der stammer fra før vi kom i fængsel, og som trods alt også stadig
er hos os med megen herlighed og glæde, ja, så smelter alt det, vi havde i
forvejen, på forunderlig måde sammen med det, Jesus kommer med, så det hele
resulterer i den store pinse-glæde allerede her og nu - så glade vi føler, os skabes i bryst de levendes lyst!
Amen.
* * *
Herre Jesus Kristus!
Vi bekender for dig, at vi gerne vil lukke os inde med os selv i vort liv.
Men vi takker dig for, at du selv er brudt igennem alt det, vi har lukket til,
og vi beder dig om, at du vil sende dit lys over vort liv, så vi kan komme til at se alle de ting, der vidner om dig og peger hen imod dig!
Amen.
Det er almindeligt at sige, at hvis man skal tale om en særlig tid i kirkeåret for "den første trosartikel", altså for troen på Gud Fader den almægtige, himmelens og jordens skaber", så er det adventstiden med de fire uger før jul - som jo fra gammel tid er blevet set som et symbol på, hvad man dengang troede var de kun 4.000 år fra verdens skabelse til Kristi fødsel.
Og på denne måde kan man også sige, at adventstiden kommer til at give en ganske særlig understregning af den så ofte efterlyste forbindelse mellem det særlige frelses-indhold i kristendommen, og så vores hverdag.
Nu er det så blevet 4. søndag i advent, og vi har lige hørt evangeliet om, hvordan Johannes Døberen svarede de udsendinge, der var sendt ud til ham fra de ledende kredse i Jerusalem.
Og hvad særligt kan det så have med vores hverdag at gøre? Det ligner jo stort set alle de andre evangeliestykker - bortset fra, at det ikke er Jesus, men Johannes Døberen der er hovedpersonen. Hvilken forskel pdes. har stor betydning, som understregning af forskellen på, hvornår Jesus virkelig er der, og hvornår der blot åbnes frem mod ham og vises hen til ham. Medens det jo pdas. jo i virkeligheden også er Jesus, dette evangeliestykke handler om. Idet det også i den grad er fyldt med henvisning til Ham.
Det er det, når Johannes til sidst siger:
Jeg døber med vand; midt iblandt jer
står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.
Og det er det, når Johannes siger:
Jeg er 'en, der råber i ørkenen: Jævn
Herrens vej!' som profeten Esajas har sagt.
Og det er det også, når han siger: "Jeg er ikke Kristus". Hvor så også den måde, der henvises på, i sig selv har en baggrund, som er noget andet end det, vi tænker på, når vi taler om vores ganske almindelige hverdag.
"Kristus" - eller på hebraisk: Messias - den salvede, kongen - var jo den frelserkonge, sendt fra Gud, jøderne i århundreder havde ventet på - og som de, der stadig er jøder, forsat venter på. (Idet der dog også i vore dage er såkaldte "messianske jøder", dvs. mennesker, som etnisk hører til jødefolket, men som er kommet til at tro på, at det var rigtigt nok, at det var Jesus fra Nazaret, der var den Messias, Gud havde lovet).
Selv om vi med evangelierne her til de to sidste adventssøndage bevæger os på grænsen mellem det gamle og det nye, er det gamle, som Johannes Døberen er fremstået af, altså ikke bare menneskelivet i og for sig, men allerede en særlig historie i forholdet mellem Gud og mennesker med en særlig forventning om frelse fra Gud.
Der er altså ikke er nogen del af kirkeåret, der bare handler om vores hverdag. Så hvad advents-tiden angår, er det, der er tale om, altså hverken mere eller mindre end en ganske særlig understregning af forbindelsen mellem det særlige frelsesindhold i kristendommen, og så vores hverdag. Vi går forgæves til kirke, hvis vi bare kommer for at høre om vores hverdag! Allerede af den grund, at det behøvede vi jo ikke gå et særligt sted hen for at høre om! Hvad skulle vi gøre det for? Hverdagen, den har vi jo der, hvor den er. Den er vi jo hele tiden i.
Hverdagen som sådan skal vi beskæftige os med der, hvor den er. Hen i kirken, til gudstjenesten, går vi for at få vort hverdags-liv sat i perspektiv. For at få den sat i et særligt lys. Ja, for at få håbets lys ind over den.
Hvilket så til gengæld virkelig giver noget til vor hverdag. Som den ikke kan give sig selv. (I grunden kan ingen eller intet jo give sig selv noget!).
Det, vi hører og oplever i gudstjenesten, kommer altså alligevel, ja, netop til at mærkes, også særdeles konkret, ude i alle hverdagssammenhængene. I familien, blandt kammeraterne, på arbejdspladsen, osv. Ikke sådan i form af direkte anvisninger eller gode råd med hensyn til, hvordan man skal klare problemerne med konen eller manden eller børnene eller forældrene eller med sine søskende. Eller med kammerater og lærere i skolen. Eller med kammerater og foresatte - eller undergivne - på arbejdspladsen.
Men lad os nu bare tage sådan noget som den femte bøn i Fadervor: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere". Og vi kan i sammenhæng dermed tage det sted, også i Bjergprædikenen, hvor Jesus siger, at før vi begynder at henvende os til Gud, skal vi forlige os med vort medmenneske - vel at mærke udtrykkeligt i den situation, at det faktisk er vort medmenneske, der har noget imod os, altså hvor det måske direkte er den andens skyld, at der er et dårligt forhold!
Hvis der er noget, der kan være til praktisk hjælp i hverdagen, er det jo ting som disse! Det er godt nok ikke så nemt - hverken at tilgive dem, der har gjort sig skyldige i noget mod os, - for slet ikke at tale om at være den, der tager initiativet til at gøre et dårligt forhold godt igen, selv om det måske ligefrem er den anden, der - med god grund! - er sur på mig! Men vi kan godt se, at disse befalinger fra Jesus i en meget dyb forstand er på livets side.
Og sådan er det med alt, hvad Jesus har sagt om den måde, vi skal være over for hinanden på: det er på livets side! Og dermed er det i allerhøjeste grad til hjælp i hverdagen.
Vi skal bare være klar over, at når disse ting kan virke så stærkt i vores hverdag, så skyldes det, at de kommer et andet sted fra! Det er ikke ting, der så at sige er udvundet gennem en analyse af, hvordan vores hverdag er, ved en højere form for destillation. Men de kommer det samme sted fra som den! De kommer jo fra den samme Gud, som vores liv, altså vores hverdags-liv kommer fra!
Det, vi får at vide, når vi kommer til gudstjeneste, er, at vores hverdag ikke bare er noget, der er i sig selv, men er noget, der kommer fra en magt, der er større end vores hverdag: Gud. Desuden får vi at vide, at når vores hverdag så ofte gør ondt, så skyldes det, at Guds fjende, Djævelen, har fået magt over os og vores hverdag. På hvilken baggrund det så er vi får det at vide, vi om få dage skal fejre, nemlig at Gud er trådt ind til os, ja, ind i den tilværelse, vi lever vores hverdag i, for at frelse os fra Djævelens onde magt.
Det er derfor, fx Fadervors femte bøn virker så stærkt (den femte del-bøn i den bøn, vort lille nye medlem her i Døllefjelde menighed helt bogstavelig talt fik på-lagt som en dåbs-gave, da Gud for lidt siden sluttede sin pagt med hende). "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere". Det er ikke bare et råd eller en formaning eller et bud. Det er netop en bøn, dvs. en del af den nye tilstand, Gud ved sin frelsende indgriben har oprettet mellem sig og os mennesker. Når kristendommen virker i hverdagen, er det som en ny kraft, der bliver sat ind i hverdagen. Jeg sagde før, at vi godt kan se, at Jesu befalinger er på livets side: at det er på livets side at overvinde det onde med det gode. Og sådan er det med hele kristendommen. Vi kan se og mærke, at den er en stor begivenhed på livets side. Derved, at livet faktisk kommer til at trives, når vi ud fra Guds tilgivelse til os tilgiver hinanden, eller når vi på grundlag af, at Gud er trådt ind til os for at gøre forholdet mellem ham og os godt igen, selv tager initiativet til at genoprette et ødelagt forhold mellem os og vort medmenneske.
Hvilket altså hænger nøje sammen med, at alt det særlige i kristendommen ikke er mere særligt end, at det kommer fra den Gud, som på forhånd er vor hverdags Herre. Kristendommen er, at den samme Gud, vi føler som magten bag vort liv, nu træder frem for os forfra som vort livs Frelser.
Og her kommer Johannes Døberen ind i billedet på en helt særlig måde. For det første er hele den jødiske historie, som Johannes Døberen er højdepunktet i, på en helt anden måde end den nytestamentlige historie forbundet med et folks helt almindelige liv (så almindeligt som et så ualmindeligt folks liv nu engang kan være). Og for det andet, så sker der jo det, at hvis vi begynder at blade tilbage i Bibelen fra Johannes Døberen af og kommer tilbage gennem hele Det Gamle Testamente, så ender vi jo i beretningerne om skabelsen på Bibelens allerførste blade!
På denne måde bliver Johannes Døberen alligevel også en repræsentant for vores hverdag, for det menneskeliv, vi lever derude. Og ganske særligt en repræsentant for alt det i vort liv, der vidner om, at det er Guds skaberværk, som tilhører Ham og er på vej fra Ham og til Ham. Alt det i vort liv, der åbner op imod og viser hen til det, vi skal begynde at fejre allerede i overmorgen.
Johannes Døberen kan i dag tjene os til en ganske særlig inspiration, så vi går ud fra denne gudstjeneste og ser dybere i vort liv, finder alle de spor, der peger både tilbage til og frem mod Gud: al den herlighed, som viser, at livet kommer fra Ham, og al den længsel, som viser, at det også må skulle frem til Ham igen, ud af den elendighed og nød, der er kommet over det.
Lad os i ganske særlig grad bruge denne sidste gudstjeneste før jul som en inspiration til at gå ud og betragte vort liv i denne sammenhæng - så vi kan have hele denne betragtning med os ind i jule-festen, og så vi kan have al jule-festens lys med os ud i hverdagen igen.
Amen.
* * *
4. søndag i advent / juleaften 2000
Herritslev Kirke kl. 15. Døllefjelde Kirke kl. 16, Døllefjelde-Musse-Herritslev
Pastorat, Lolland østre Provsti.
Første kollekt-bøn var Johannes Johansens til 4. søndag
i advent.:
Vor Fader i himlen. Vi bekender for dig, at vi er af
jorden og taler af jorden.
Tak, fordi vi i alle ting må komme frem for dig i
bønnen med, hvad der ligger os på hjerte. Fyld vor tomhed med den fred, der
overgår al forstand, og med den glæde, som ingen kan tage fra os.
Vær vor styrke og vor lovsang i julen, når vi fejrer
din kære Søns fødsel.
Lad din Helligånd berede vore hjerter, så du, der er
ovenfra, kan bygge og bo hos os i det lave, for din Søns, Jesu Kristi, vor
Herres skyld, han, som med dig og Helligånden lever og råder fra evighed til
evighed. - Mh.: Amen.
Fil 4,4-7 blev læst fra alteret og Luk 2,1-14 på prædikestolen.
Salmer ("oversat" til 2002-numrene):
94 - 90 -///- 99 - 103
Herre Jesus Kristus, vor
bror og vor herre!
Tak, fordi du blev som en
af os, men samtidig gav os alt det, vi ikke kunne give os selv!
Kom til os nu i denne store
julefest og vær hos os med al din herlighed!
Amen.
For et år siden fejrede vi den store jul i forbindelse
med tusind-tal-skiftet, julen i
kirkeåret 1999/2000. I år fejrer vi den store jul 2000/2001, hvilket vil sige
den jul, hvori årtusind-skiftet
i traditionel forstand finder sted - fra det andet til det tredje årtusinde, så at det altså er her i denne
jul, vi i ganske særlig grad må fejre 2000-året for Jesu fødsel.
Sidste jul var vort gennemgående tema her i pastoratet "Og Ordet blev KØD og tog bolig iblandt os", eller
altså, at "Gud blev MENNESKE". Og vi gjorde virkelig meget ud
af at få understreget, hvad vi måske kunne kalde "julens
jordforbindelse" - eller "kød-forbindelse". Hvilket jo altså er
for mildt sagt. Der var og er jo tale om mere end bare en forbindelse!
Juleevangeliet hos Johannes lyder jo ikke: "Og Ordet trådte i forbindelse
med kødet". Eller: "Gud trådte i forbindelse med mennesket". -
Nej, det lyder: "Og Ordet blev KØD. Gud blev MENNESKE! Det var det, vi gjorde alt for at få
understreget.
Men
trykket kan selvfølgelig også lægges på denne sætnings første led. For julens
glædelige budskab består jo ikke i, at "et-eller-andet" blev
menneske. Eller i, at et eller andet menneske blev født. Julens glædelige
budskab består i, at det var GUD, der blev menneske, ORDET, der blev kød, altså
med andre ord i, at det ikke bare var et om end nok så solidarisk medmenneske, der
blev født julenat. For det særlige ved dette med-menneske var, at han på en
gang var vor bror og vor herre, eller som det hedder i salmen: "mand i
lys, men dog Gud i løn" - at se til et menneske, men gådefuldt, i det
skjulte: GUD!
Derfor
vil vi her i denne jul, som det motto, hvorunder vi som kristne går ind i det
tredje årtusinde, tage resten af det
14. vers i Johannes-evangeliets første kapitel og bruge det som vort tema: "og
vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne
har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed" (Joh 1,14). Eller med
apostelen Paulus’ formulering i brevet til menigheden i Kolossæ:
"Kristus i [os], herlighedens håb" (Kol 1,27).
Og som en slags ouverture vil vi nu tage et overblik
over julens gudstjenester, for så vidt angår dette tema.
Igen
i år har vi i anledning af 2000-året for Jesu fødsel en stor, udvidet jule-midnatsmesse nu i nat kl. 23.30. Men jeg
véd selvfølgelig udmærket, hvordan den aktuelle tradition for at fejre jul er i
de fleste hjem her i Danmark. Så ingen skal sidde derhjemme ved slikskålen i
aften og have dårlig samvittighed! Skulle der pdas. være nogle, der af et frit
og glad hjerte havde lyst til at være med, er det selvfølgelig fint. Og jeg vil
under alle omstændigheder gerne have lov til, nu her at bede jer forestille
jer, hvor fantastisk det er at synge og høre alle tingene i forbindelse med
Jesu fødsel i lige netop den midnatstime, hvor den har fundet sted. Og her
taler jeg teologisk! Men som jeg altid har sagt: Det skulle ikke undre mig, om
Gud havde sørget for, at Jesus også faktisk
blev født "midt i den kolde vinter / om nat ved Betlehem"! Og under
alle omstændigheder er det altså i den allerdybeste betydning midt i det
dybeste mørke, der hvor alting ser ud til at gå undergangen i møde, Himlens lys
og Guds frelse er kommet ind til os.
Når jeg nu indleder med en oversigt over temaerne i
alle selve julens gudstjenester, så er det i det hele taget ikke kun for at
"lave reklame" for disse gudstjenester (hvad jeg dog selvfølgelig
også gerne vil!). Nej, så er det, for at vi skal få et stor
overblik over - bogstavelig talt! - hele
herligheden! - Jeg beder jer derfor om at være stærkt med i denne
ouverture, så I virkelig kommer til at se det hele for jer! I al dets glans! Og så I virkelig kommer til at
opleve det som julens store fortegn over jeres kristne menneskeliv, der jo
netop skal være er herligt liv. Med
den sande, dybe og inderlige herlighed, også trods alt hvad vi måtte komme ud
for af trængsler og lidelser.
I nat bliver det særlige tema selvfølgelig det sted i
Lukas’ juleevangelium, hvor det, som vi lige hørte, hedder, at
Da stod
Herrens engel for [hyrderne], og Herrens herlighed strålede om dem (Luk 2,9).
Og i morgen - hvor vi, fordi vi har haft midnatsmesse,
og jo efter den gamle tradition skal høre Johannes’ juleevangelium - bliver det
selve vort hoved-tema:
Og Ordet blev
kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og
sandhed
(Joh 1,14).
Så bliver det "anden juledag", dvs. i virkeligheden
St. Stefans dag, den barske mindefest for den første kristne martyr, som blev
stenet til døde af de rasende jøder, fordi der, medens han blev afhørt for det
store Råd skete det, at han fuld af Helligånden
stirrede [...] mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. v56 Og han sagde: "Nu ser jeg himlen åben og
Menneskesønnen stå ved Guds højre side." (ApG 7,55).
Hvorefter der skete det, at Stefanus’ modstandere skreg
højt, holdt sig for ørerne og alle som én fór løs på ham, og drev ham uden for
byen og begyndte at stene ham (ApG 7,57).
På årets sidste dag - og dermed på den i traditionel
forstand sidste dag i det andet årtusinde - er det så julesøndag, hvor vi skal
høre evangeliet om blandt andet den gamle Simeon, som mødte Maria og Josef, da
de kom ind i Templet med Jesus, og som
tog [...]
barnet i sine arme og lovpriste Gud:
Herre, nu
lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
v30 For mine øjne har set din
frelse,
v31 som du har beredt for alle
folk:
v32 Et lys til åbenbaring for
hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
(Luk 2,28)
Herefter bliver det nytårsdag - den første dag i 2001,
og dermed den første dag i det tredje årtusinde (efter den traditionelle måde).
Men det er stadigvæk jul, for uanset hvordan den verdslige kalender har ligget
gennem tiderne, har denne dag altid været julens ottendedag, hvilket vil sige den
dag, hvor Jesus blev omskåret og fik sit navn, svarende til, hvordan vi nu i
den kristne kirke som regel får vort navn ved vor dåb.
Og
på denne Herrens omskærelses dag, Jesu navnedag, lyder evangeliet efter første
tekstrække i al sin korthed således:
Da otte dage
var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet
kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv (Luk 2,21).
Her indgår selve ordet "herlighed" ikke. Men
til gengæld kan vi sige, at her samles al julens herlighed i selve Jesus-navnet, det navn, der betyder "Gud
er hjælp, Gud er befrielse". Og heri kan jo hele julens betydning
sammenfattes. I Jesus-navnet er hele
herligheden samlet! Og i det navn skal vi gå ind i det nye år, det nye
århundrede og det nye årtusinde for at leve resten af vort liv i dette navn og
i al den herlighed, som er sammenfattet i det!
Og
så har vi ikke flere gudstjenester her i pastoratet. For næste ordinære gudstjeneste
er jo 1. søndag efter helligtrekonger,
den 7. januar 2001. - Men jeg ærgrer mig faktisk over, at vi ikke har fået lagt
en gudstjeneste på selve helligtrekongers dag, den 6. januar. For det er jo
her, den store 2000-års jul slutter. Jeg vil derfor opfordre både mig selv og
jer andre til, at få fejret denne vigtige dag på anden måde. Måske er der en
gudstjeneste et sted i nærheden. Eller vi kan læse helligtrekongers-evangeliet
hos evangelisten Matthæus hjemme hos os selv - og synge "Dejlig er den
himmel blå" - og så ellers fx spise en "helligtrekongers-and"
med en flaske rødvin eller to!
Se, det var jo noget af en jule-ouverture! Men hvad med
denne gudstjenestes særlige tema? Ja, det har vi allerede hørt! Det er nemlig faktisk identisk med hele den
lille 4. søndag i advent-epistel, vi hørte i læsningen fra alteret, fordi det
jo grundlæggende er 4. søndag i advent i dag, hvorfor vi også indledte med en
særlig 4. søndag i advent-kollekt og derefter sang en 4. søndag i advent-salme.
Og det er jo et tema, der virkelig
svarer til hoved-temaet: Kristus i [os], herlighedens
håb. Og som virkelig bygger bro helt hen til den sidste ordinære julegudstjeneste
på nytårsdag, hvor vi tager afsæt til at have julens herlighed med os ind i den
kommende hverdags-tid:
Glæd jer
altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! [...] Vær ikke bekymrede for noget,
men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.
Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i
Kristus Jesus
(Fil 4,4-7).
Lov og tak og evig ære være
dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig
Gud,højlovet fra første
begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Ikke kirkebøn, men kun tillysninger og den apostolske
velsignelse.
* * *
Bemærkning til juleaften her i hjemmeside-udgaven: Som ung og mere selvretfærdig præst var jeg meget negativ over for juleaften. Men måske netop med det udgangspunkt har jeg efterhånden fået et ret godt forhold til den, så at jeg vel sparer på »tekst- og salme-krudtet«, men i prædikenen gør mig umage for at tale ind i den særlige juleaften-situation. Hvilket jo ikke udelukker en stærkt »pædagogisk« linie, for så vidt angår forholdet mellem juleaften og selve julefest-tiden til og med helligtrekonger! Og jeg tror, man i menighederne, også blandt tidligere konfirmander og andre unge, der er hjemme på juleferie, tilsvarende har vænnet sig til den måde, det foregår på. (Jfr. princippet »If you can’t beat them, join them«). Jeg lægger, som det vil ses, stadig den allerstørste vægt på hovedsagen, nemlig, at juleaften ALDRIG må blive – eller blot kaldes »julegudstjenesten«. Den er og bliver en optaktsgudstjeneste i forbindelse med helligaftensringningen, og den skulle jo sådan set have karakter af ren »jule-vigilie«, hvad den i ret høj grad også får under min forvaltning. Men i realiteten er den jo her i Den Danske Folkekirke langt snarere en »nedsunken« og amputeret midnatsmesse. Derfor nytter det fx ikke noget at læse Mt. 1,18-21(25) som (eneste) evangelium. Der bliver oprør, hvis man ikke hører »Og det skete i de dage ...«! Men jeg prædiker aldrig (direkte) over Lukas-juleevangeliet (eller for den sags skyld Johannes-juleevangeliet) juleaften. Jeg vælger altid en GT- eller NT-lektie eller epistel fra en af julens gudstjenester (som et fremblik på den fest, vi nu så småt tager hul på) eller en tilsvarende frit valgt tekst. Og jeg vælger altid de her anførte salmer, idet dog i anden tekstrække-år salmen før prædikenen som regel vil være DDS 110 v 1 og udgangssalmen DDS 110. Efter Forslagets udsendelse er »Barn Jesus i en krybbe lå« udgangssalme i anden tekstrække-år. Tidligere har jeg også haft valgt DDS 111 som udgangssalme, vekslende med DDS 110, og jeg vil nok også fortsat bruge DDS 111 – så den ikke kun bliver begravelsessalme.
-
Jesus, vor Bror!
Tak, fordi vi igen skal til at fejre din fødsels
fest! Giv os at se dit lys i vort mørke! Lad vor julefest blive en virkelig
håbets fest for os, så lyset og håbet kan følge os ud i det liv, der ligger til
os efter jul, og vi kan få mod til både at glæde os over alt godt og prøve at
afbøde og inddæmme alt ondt!
Amen.
Ja, jeg ved ikke, hvordan I har det, men straks da jeg begyndte min prædikenforberedelse med at læse teksterne faldt disse linier fra jule-lektien mig i øjnene:
Hver støvle,
der tramper i
larmen,
og kappen,
der er sølet i
blod,
skal brændes
og
fortæres af ild.
Og det er, så vidt jeg husker, heller ikke første gang! Sådan er virkeligheden desværre her op mod årtusindskiftet.
Og jeg kan da også godt fortælle, at det var i torsdags, jeg skrev denne prædiken. Hvor vi endnu ikke var kommet os over den ubeskrivelige ugerning, som mordet på de seks røde kors-medarbejdere i Tjetjenien var, da vi hørte om gidseldramaet i Peru.
Og her lavede jeg så en åben plads i mit manuskript, idet jeg jo ikke kunne vide, hvad der yderligere kunne nå at ske inden juleaften!
-
Men altså: Vi lever i en tid, hvor vi ikke engang rigtig kan huske den såkaldte eufori fra 1989/90, hvor i alt fald de fleste troede, at nu skulle den helt store fred sænke sig over verden. Og hvor vi rystede på hovedet ad de hårdnakkede pessimister, som ikke ville være med i freds-euforien!
Og vi kan ikke engang sige, at det bare er ude i fjerne lande, der er krig og terror. For det første er der intet land, der er så fjernt, at de begivenheder, der udspiller sig i det, ikke på den ene eller den anden måde kommer til at vedrøre os:
I Tjetjenien var det kun et tilfælde, at der ikke også var danskere der blev dræbt. Og to norske sygeplejersker er også ganske tæt på. For sådan tænker, eller rettere: føler, vi jo. Navnlig jo tættere strømmen af forfærdelige nyheder bliver. Så bliver jo vi desto mere nødt til at "sætte filteret på", så at vi gemmer følelserne til, dem, der er tættest på os. Ja, det er ikke engang noget, vi bevidst "gør"; det er noget, der sker helt uvilkårligt.
Og i Lima har/havde vi en dansker.
Her måtte jeg igen lave plads til, hvad der evt. kunne nå at ske inden juleaften!
-
Og hele tiden har vi jo nødhjælpsarbejdere og soldater og andre udsendinge ude i verdens brændpunkter. Så vi har al mulig grund til at frygte for, hvad der kan komme, lige meget hvor langt borte det er.
Nogen vil så sige, at vi bare skal lade være at sende nogen ud. Men selv om vi er kommet dertil, hvor vi må sige, at vi ikke ubetinget vil sætte danske liv på spil i fuldstændig vanvittige situationer, så er vi nødt til at yde vort bidrag til, at det ondes rasen i form af krige og lignende i det mindste bliver dæmmet ind, så ikke den første, den bedste røverhøvding eller diktator skal kunne terrorisere sin omgivelser, og så at helt uskyldige ofre for disse ting ikke bliver ladt i stikken uden hjælp.
Og for det andet er det efterhånden også så som så med freden hjemme i vort eget lille land!
Så er det sagt. For det, vi nu er ved at nærme os, ja, allerede nu kan indse, det er, at samtidig med, at vi pdes. virkelig skal føle os forpligtede til at gøre noget for fred og sikkerhed og tryghed, både hjemme og ude, så må vi pdas. også mere end nogensinde før indse, hvor magtesløse vi er - eller hvor stærke kræfter, vi er oppe i mod. Også inde i os selv. (I parentes nævner jeg kun lige, at der nu også er begyndt at komme helt utrolige - og utrolig uhyggelige - tegn på, at Fanden nærmest helt bogstavelig talt er løs i vort land! - [Her gjorde jeg korsets tegn!] ).
Fra 60’erne af og helt op til slutningen af 80’erne var der mange, der var med i den ene eller den anden form for såkaldte fredsbevægelser. Og det var en udbredt tro, at bare vi fx fik bekæmpet den amerikanske kapitalisme og imperialisme, så ville fred og lykke - nå ja, og socialisme - brede sig over hele verden.(Her må jeg lige indskyde, at jeg altid har respekteret det anliggende, man har haft i fredsbevægelserne. Som en højtstående militærperson engang sagde til mig, da han takkede mig for et indlæg i en debat med en pacifist: "Og du tog ham jo alvorligt!" - Hvortil jeg så svarede, at selvfølgelig gjorde jeg det!).
Men nu er det ikke freds- og sikkerhedspolitikkens metoder, vi skal diskutere her ved denne juleaften-gudstjeneste! Det afgørende her er, at vi kommer til at forstå hele dybden og rækkevidden i ordene fra den gamle Esajas-profeti:
Hver støvle,
der tramper i larmen,
og kappen,
der er sølet i blod,
skal brændes
og fortæres
af ild.
Og jeg siger hele rækkevidden! Jo altså for det første, at her er der tale om noget helt anderledes stort end selv den bedste fredspolitik. Dvs. noget helt anderledes stort end, hvad vi - selv i bedste fald - på nogen som helst måde selv kan gøre. Men så for det andet, at denne storhed på ingen måde fritager os for ansvaret for faktisk også at føre fredspolitik - og gøre en indsats for fred og sikkerhed og tryghed.
Vi kan også sige det på den måde, at netop når vi som kristne lever i troen - eller dog håbet på det, som allerede profeten spåede, netop da, kan vi blive ved at gøre en sådan indsats, selv om det ser helt håbløst ud, ja, selv om vi ved, at det i grunden ikke bliver anderledes, før netop denne gamle spådom bliver helt opfyldt.
Hvor hverken troen eller håbet så kun er rettet ud mod denne ubegribelige fremtid, men hvor det på en mærkelig måde - også selv om vi måske slet ikke mener at have nogen tro, og dårligt nok noget håb - også allerede er nutid, hvad den store himmelske hærskare sang i den første jule-nat:
"Fred til mennesker med Guds
velbehag!"
Sådan lyder det jo nu i den nye oversættelse. Og det er i virkeligheden en meget fin ordlyd. For den gør det jo tydeligt, at det er den fred, der er forbundet med "Guds velbehag", der er tale om. Og altså ikke bare den - ydre fred - vi selv eventuelt - i bedste fald - kunne skabe. Men heller ikke bare den endnu større og alt gennemtrængende fred, Gud har til os ude ved tidens ende. For dermed er der netop også tale om den fred, som "med Guds velbehag", hans nådige og trøsterige nærvær hos os, kan være vor fred, allerdybest set, også under de mest forfærdelige omstændigheder.
Det er denne freds komme til jorden, allerede nu, vi i disse minutter er begyndt at fejre. Og lad os blive ved med det. Vi har virkelig brug for at få denne fred så dybt ind i hjerterne som muligt. I øvrigt heller ikke bare med henblik på de store begivenheder i form af krige og lignende. Også i vort ganske almindelige menneskeliv kommer der rigeligt med situationer, hvor vi trænger til denne fred. Som vi igen i år skal synge det i til allersidst i Skt. Stefans-gudstjenesten i overmorgen:
Julebud under storm og torden
melder og giver fred på jorden,
fred til at stride vor strid med mod,
fred til at vente på enden god,
højt under medbør og dybt i sorgen,
fred for
både i går og i morgen.(107,3)
Amen.
Herefter lovprisning, men ikke kirkebøn. Dvs. lige over i meddelelser. Og derefter apostolsk velsignelse.
* * *
Herritslev kl. 15.
Døllefjelde kl. 16.
Min sidste juleaftensprædiken
som sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat.
Jesus Kristus,
Guds Søn, vor Bror!
Tak fordi du kom
og gjorde dig til ét med os, så vi kunne blive ét med dig!
Bliv hos os, så
vi med din ånd i vore hjerter kan have den sande julehygge!
Amen.
Nu ved jeg
ikke, om de unge overhovedet husker musik-gruppen
ABBA mere. Men vi, der er lidt ældre, har i hvert fald ikke kunnet undgå at
bemærke, at der fandtes en gruppe af det navn. Og jeg har gennem alle årene
selv tænkt på den, når jeg har læst den tekst, vi lige hørte - og er kommet til
ordene:
Og fordi I er børn,
har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! (Gal 4,4-7, julesøndag,
første tekstrække).
Nu har ordet
"Abba" her i teksten selvfølgelig ikke noget med Agnetha, Benny,
Björn og Annifrid at gøre. Så koblingen til dem
er af samme type, som når konfirmanderne i den gamle indgangsbøns tid hørte
ordene: "Oplad nu således ved din Helligånd for Jesu Kristi skyld
mit hjerte ...". Hvor de jo troede, det drejede sig om noget, der svarede
til at oplade et batteri! Idet de slet ikke var klar over, at
"oplade" også kunne betyde "lukke op"!
Men vi
præster er jo heller ikke sene, så der er mange af os, der har talt meget smukt
om, hvordan det i virkeligheden er ganske udmærket at sammenligne Helligåndens
kraft i vore hjerter med den strøm, der bliver fyldt på et udbrændt batteri!
Det er bare
sværere med ABBA! Men med lidt god vilje - også over for denne gruppes meget
bastante musik - kunne man selvfølgelig sige, at alene selve tanken om musik og
sang kommer til at pege hen på, at det jo også giver sig udslag i lovsang til
Gud, når Helligåndens kraft fylder vore hjerter. Som netop apostelen Paulus
skriver i et brev til en anden menighed:
lad jer fylde af
Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for
Herren (Ef 5,18f).
Men nu er
det altså julestykket fra apostelen Paulus’ brev til menighederne i Galatien, vi ganske særligt samler os om her ved
denne juleaftensgudstjeneste, og sådan blev juleevangeliet altså
formuleret af Paulus engang i midten af 50’erne i det første århundrede efter
Kristi fødsel, altså for næsten 19½ århundrede siden.
Og det
allerførste, vi skal forstå, inden vi begynder at lytte nøjere til disse gamle
ord, det er, at når det er kristendommen, vi skal forholde os til, så er
det altså pdes. nogle ting, der kommer til os med den påstand, at
de repræsenterer den evige sandhed, men pdas. nogle ting, der har
haft deres store nedslag her i denne verdens tid for to tusind år siden,
så at det helt grundlæggende vidnesbyrd derom heller ikke kan andet end være to
tusind år gammelt.
Og det
næste, vi skal forstå, er, at enten er universet selv den eneste
virkelighed, en stor mængde stof og energi, som er i og af og ved
sig selv, og så ikke mere, og med os mennesker som nogle højt komplicerede biologiske
krusninger på overfladen – og så ikke mere.
Eller også
er der noget mere end bare dette – altså kort sagt den store evige magt,
vi kalder Gud, som er før alt det andet og hinsides alt
det andet, altså på et andet sted, i en helt anden dimension end
alt det andet – og at det er Ham vi har den menneskelighed fra,
vi jo alle godt kan mærke vi har, men som vi ikke kan udlede og forklare fra en
virkelighed, der udelukkende udgøres af et rent fysisk univers.
Hvortil
kommer det forfærdelige tredje, som heller ikke kan udledes og forklares
fra blot et rent fysisk univers: det onde. –
Hvis alting kun er fysik, er det jo ikke kun vor menneskelighed, vi får
vanskeligt ved at forklare, men også vor u-menneskelighed!
Sammen med alt andet ondt. Hvis alting bare er fysik, er alting bare nogle
fysiske processer, og så kan den ene proces jo være lige så "god" som
den anden.
Og så
kan vi begynde at lytte til apostelen Paulus’ næste to tusind år gamle
juleforkyndelse:
Da tidens
fylde kom, sendte Gud sin søn ...
Det vil
sige: Da både den ydre verdenshistorie, og menneskenes tanker og syner og
længsel, var nået til det rette punkt - og da hans egen beslutning var modnet -
satte den evige tilværelses- og livsmagt noget af sig selv ind i den verden,
som pdes. var mere end bare fysik, men som pdas. var en frygtelig
kampplads mellem godt og ondt, glæde og smerte, liv og død - en stor tragedie,
hvor det, der i grunden var så godt, hele tiden blev pint og ødelagt og
fordrejet.
Og det
"noget af sig selv", den evige tilværelses- og livsmagt satte ind i
verden, det var altså med apostelens ord hans "søn".
Hvad det
nærmere betyder ude i Guds egen evige "hinsideshed" skal vi ikke
bryde vore hjerner med lige nu, hvor det afgørende er, at det altså var en
"søn" i betydningen et drengebarn, der blev født julenat. Det
afgørende er, at her kom Guds evige væsen til stede -
født af
en kvinde, født under loven ...
For det er det,
vi nu skal til at fejre: At den evige og uendelige og hellige kom ind i verden
på samme måde som enhver af os, og under de samme vilkår som enhver af
os.
For det
første for at vedkende sig os som sine skabninger, skabt i hans billede, så vi
ligner ham – noget langt, langt større og herligere end bare nogle biologiske
krusninger på fysikkens overflade.
Men så for
det andet for at gå ind under vore strenge og forfærdelige vilkår, ikke bare
for, solidarisk at dele dem med os, men for at sprænge dem og bryde
dem og tage os med ud i friheden, ud til livet, som det fra begyndelsen
af var meningen det skulle være –
løskøbe
dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.
Ja, her er
vi jo allerede fremme ved påskeevangeliet! Hvorefter det bliver pinse
– med [Guds] søns ånd i vore hjerter, den Eviges fortsatte nærvær hos os
og i os indtil verdens ende.
Så er du
da ikke længere træl, men barn
–
så har du barnekår,
så er du arving, med fuld frihed og alle rettigheder – så at du altså
tillidsfuldt og trygt kan sige "Far!" til Gud på samme måde som det
lille aramaisktalende barn på Jesu tid gjorde det til sin far ved at sige "abba", ja, som Jesus selv gjorde det, når han på
sit aramaiske modersmål bad til sin himmelske Far.
Ja:
Så er du
da ikke længere træl, men barn
–
lad det være det særlige julebudskab til os her i denne jul! For det kan vi netop nu høre på en
måde, vi længe ikke har kunnet.
Vi har jo
længe gået i den indbildning, at det var fremskridtet, der gav os
friheden, den økonomiske fremgang og den fremskridende oplysning.
Men nu ser
vi, at hverken varer eller viden eller meninger garanterer noget som helst,
hvis alting i øvrigt er tomhed.
Tværtimod
kommer vi netop til at trælle for både varerne og meningerne, medens vi samler
en brudstykke-viden, der ikke sætter os i stand til andet end at producere
endnu flere varer og meninger. – For slet ikke at tale om, hvordan vor store
tomhed kan ende med at blive udfyldt af kræfter, der sætter os ind i en form
for trældom, vi ikke i vor vildeste fantasi havde troet mulig.
Nej, det, vi
begynder at kunne se nu, det er, at den sande og eneste virkelige frihed, det
er de barnekår, som julen og påsken og pinsen har indsat os i.
Det kan
stadigvæk være svært at forholde sig til de store ord om, at Gud blev menneske
og døde og opstod og fór til himmels, men kom igen i Åndens kraft og tog bolig
hos os, men vi mærker jo mere og mere, at selv som påstande eller billeder
har de en forunderlig virkning. Bare den svageste tilstedeværelse af disse ord
bringer noget med sig, som giver fylde og varme og nærhed og tillid.
Som vi –
netop på en jule-melodi - synger i en af vore bryllups-salmer:
Vi, som i Jesu tro
lavt mon bo
her på den åbne
slette,
med rette,
hos Herren god til
huse,
kan rolig høre på,
hvor bølgerne de bruse
om vore hytter små:
Vi har, med alle
vinde,
det hyggeligt herinde,
vi har med Gud i pagt
fred
og englevagt.
(735,3 = DDS 2003
701,3)
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
NOTE til det
citerede salmevers: "med rette" hører sammen med "rolig";
"vi er med god grund rolige".
* * *
Denne midnatsmesse var den anden - og egentlige - af to i anledning af tusindårsskiftet. Se også 1999-midnatsmessen på undersiden ”Prædikener (B)”
I øvrigt bør det noteres, at der til begge disse to helt ekstraordinære gudstjenester var et overraskende stort fremmøde - også af mennesker, som ellers ikke var regelmæssige kirkegængere - og at der var stor medleven.
Denne gudstjeneste var (som ved andre særlige lejligheder) udvidet
med alt, hvad der var mulighed for i såvel 1992-alterbogen som dens Tillæg. Der
var ikke ind- og udgangsbøn, men til gengæld Kyrie og Gloria, og
nadverliturgien var udvidet med menighedssvarene: ”Vi opløfter vore hjerter” og
”Det er værdigt og ret”. Evangeliet læstes fra alteret og efterfulgtes af
trosbekendelsen samt et lille orgel-efterspil.
-
Gud, vor Far! Herre Jesus, vor Bror og vor Herre!
Tak for både livets og julens herlighed!
Lad glansen fra denne hellige nat lyse over vort liv, så vi kan se, at også al dets herlighed kommer det samme sted fra, og så du, Broder og Herre Jesus, også gennem alle de mørkeste øjeblikke kan være herlighedens håb i os!
Amen.
Det folk, der vandrer i mørket,
skal se et stort lys,
lyset skinner for dem,
der bor i mørkets land.
Sådan lød det allerførste, vi hørte her i denne store 2000-års julenat. Og allerede hermed blev vort juletema jo slået an.
Men ellers var det jo i Lukas’ juleevangelium, vi hørte det:
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem ...
For vort tema her i pastoratet er jo i denne jul "herlighed"!
For et år siden fejrede vi julen 1999/2000, hvilket ville sige den jul, hvori TUSINDTAL-SKIFTET 1999/2000 fandt sted. I år fejrer vi julen 2000/2001, hvilket vil sige den jul, hvori ÅRTUSINDSKIFTET i traditionel forstand finder sted - fra det andet til det tredje ÅRTUSINDE! I denne jul er det altså i ganske særlig grad 2000-året for Jesu fødsel, vi fejrer.
Sidste jul var det gennemgående tema her i pastoratet, at "Ordet blev KØD og tog bolig iblandt os", eller altså, at "Gud blev MENNESKE". - Sådan som vi jo skal høre det i evangelisten Johannes’ juleevangelium ved højmessen her i formiddag(!) [Om tekstrække-forholdene, se ovf.].
Og i år har vi altså taget resten af det 14. vers i Johannes-evangeliets første kapitel som vort tema: "og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed" (Joh 1,14).
Men her i nat er det altså evangelisten Lukas’ juleevangelium, vi hører - hvor herlighedstemaet kommer til udtryk i ordene:
- og Herrens herlighed strålede om dem.
Og det skal vi så simpelt hen koncentrere os om, bare at SE FOR OS! Og det er jo fantastisk, at vi her i denne særlige år 2000-gudstjeneste har lejlighed til at gøre det lige præcis her i selve midnats-timen!
Hvor vi så også skal gøre os umage for at være med hyrderne ude på marken, disse ildelugtende, snavsede, frysende mennesker ude på samfundets yderste rand. For det er jo DET, der er pointen her i Lukas’ juleevangelium.
Ja, en af de mange ting, vi får ud af vor ekstra fejring af 2000-året, er jo, at vi får oplevet Lukas’ og Johannes’ juleevangelier så tæt på hinanden. (Hvilket jo kun her hos os i Den danske Folkekirke er noget ekstraordinært; traditionelt har man altid hørt Lukas’ juleevangelium julenat og Johannes’ juledag om formiddagen!).
Nu her i nat hører vi det tilsyneladende så naive Lukas-juleevangelium, som vi alle har elsket, siden vi var børn, og som jo også simpelt hen ER juleevangeli-ET, når vi taler sådan i al almindelighed!
Og i morgen får vi så Johannes-juleevangeliet, som vi i hvert fald alle sammen er begyndt med at opleve som meget mærkeligt og meget lidt juleagtigt. Men hvis teologiske storhed og altomfattende jule-perspektiv for hver gang, vi hører det, kommer til at gå mere og mere op for os!
Men Lukas’ juleevangelium er nu altså slet heller ikke er så naivt, som man umiddelbart skulle tro!
Det begynder jo med "hele verden" og dens hersker. Eller i hvert fald hele det store Romerrige rundt om hele Middelhavet og kejseren i Rom.
Og så kommer vi til det lille vasalstat-område Palæstina og til de små byer Nazaret og Betlehem - jo især den sidste.
Og til sidst helt ud til den yderste udkant, hos hyrderne på marken ved Betlehem!
Og så er budskabet jo helt klart - ja, helt strålende klart - at jule-glansen, julens herlighed i den grad er for hele folket og alle mennesker, at den altså ikke bare sådan - "også" - nåede ud til hyrderne ude på Betlehems "overdrev", men simpelt hen viste sig dér først! Samtidig med, at Han, hvis glans der var tale om, lå svøbt og bundet i halmen inde i sin krybbe!
Ja, jeg ved godt, at det til sidst kan komme til at lyde helt trivielt med al den snak om, at det er de små, der får først, de sidste, der bliver de første, osv. Vi hører det jo hele tiden. Bibelen er fuld af det.
Men det er åbenbart nødvendigt, at dette hele tiden skal vises og forkyndes for os.
Og det er det, fordi verden altså er fuld af mennesker, der tror, at hvis de bare hører til de store og mægtige, eller fine og rige, eller kloge og dygtige, så behøver de ingen Gud, ja, så ER de nærmest selv Gud.
Og det er det, fordi mange af verdens de små og svage, dumme og dårlige, ringe og fattige mennesker tilsvarende kan komme til at føle, at de slet ikke er noget, ej heller i Guds øjne.
Ja, fordi det er sådan - både på den ene og på den anden måde - så er det åbenbart en nødvendig "pædagogik" fra Guds side at gøre sådan igen og igen.
Første gang var, da Gud først forpurrede de babyloniske tårnbyggeres himmelstræberi og derefter udvalgte sig nomaden Abraham ovre i det, der i dag er det sydlige Irak, for at gøre ham til "en velsignelse", i hvem alle jordens slægter skulle velsignes (1 Mos 12,2).
Sådan begyndte det. Og op igennem Israels historie fortsatte det sådan den ene gang efter den anden. Med den gamle barnløse Elisabeths eksempel som det sidste, hun, som til alles overraskelse på sine gamle dage blev mor til Johannes Døberen.
Hvor det næste, der så skete, var begyndelsen til den NYE pagt, Jesu undfangelse og fødsel - eller altså begyndelsen til opfyldelsen af det løfte, Gud havde givet Abraham. For vi kristne kan jo ikke læse 1. Mos. kap. 12, vers 2 på nogen anden måde end, at det var Abrahams efterkommer JESUS, der blev den store velsignelse for alle jordens slægter!
Og nu, vi er ved det, så fik Guds paradoksale måde at handle i verden på jo sin yderste stramning i Jesu liv, som jo tilsyneladende fik det forløb, at "man [ham] intet andet bød, end stald og krybbe, kors og død". På Golgata langfredag og i korsets tegn fik Guds "pædagogik" sit yderste tegn. Idet det tilsyneladende så totale nederlag jo blev indgangen til den mest ophøjede sejr.
Men de, om man så må sige, nærmere detaljer i forholdet mellem Jesu ophøjelse på korset og hans ophøjelse til HERLIGHED, får vi lejlighed til at vende tilbage til senere her i denne jule-tid. Lige nu vil vi tillade os at koncentrere os om selve glansen af Guds herlighed, der ved engelens tilsynekomst strålede om hyrderne den første julenat. Idet vi altså også er klar over, at den selvfølgelig også er en glans af det livs-lys, der brød frem påskemorgen. Ja, idet vi ser Herrens herligheds stråleglans og den store himmelske hærskare som en første tilsynekomst af det, der skal ske på den yderste dag, når han, som blev født i stalden, og som døde og opstod, da det blev påske, "... i herlighed / kommer anden gang herned".
Sådan som Jesus ved flere lejligheder selv har sagt det, idet han fx har sagt, at
Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene[!] med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. v32 Og alle folkeslagene skal samles foran ham ... (Matt 25,31f).
Og lad os så rette blikket videre ud fra denne gudstjeneste, så vi kan se forbindelsen mellem hele denne himmelske og guddommelige herlighed, og så vores liv ude i de hverdage, der jo kommer efter helligtrekonger. Ja, forbindelsen mellem den strålende herlighed, der fyldte hele himlen på marken over Betlehem - og så hvert eneste lille glimt af skønhed og glæde i vort liv. Også selv om der måske er tale om glimt tværs igennem og på trods af stort mørke, stor sorg og stor lidelse.
For det er jo desværre ikke så helt ligetil. Hvis det havde været det, ville julen slet ikke have været nødvendig! Så havde vi simpelt hen stadig gået rundt og havde haft der HERLIGT(!) sammen med Gud i Paradiset.
Men på uforklarlig vis dukkede der jo dér en anden op og blandede sig i tingene, nemlig den lede og forløjede slange.
Hvor det, vi fejrer i nat, jo så er opfyldelsen af det løfte, Gud i dette dybt tragiske øjeblik gav menneskene, nemlig, at engang skulle Eva få en efterkommer, der skulle knuse slangens hoved - selv om DEN altså også skulle nå at bide ham i hælen (1 Mos 3,15).
Og netop i lyset af det, kan vi på en helt ny måde se den store sammenhæng, se, at både den ene og den anden herlighed kommer det samme sted fra, nemlig fra Gud!
Skriftstedet over alle skriftsteder til at vise dette forhold er Serafernes sang fra profeten Esajas’ bog, den sang, vi også synger med på, hver gang vi fejrer nadver. Det var dengang, Esajas så "Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet", og hvor de seksvingede serafer stod omkring ham og råbte til hinanden:
Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,
hele jorden er fuld af hans herlighed! (Es 6,1).
Og når VI synger videre på denne sang, sådan som vi også skal gøre det lige nu om lidt, så bliver det jo endnu tydeligere. Idet jeg altså for det første i den særlige jule-indledning dertil siger:
Det er i sandhed værdigt og ret, at vi altid og alle vegne
takker dig, Gud Fader, Almægtige, ved Jesus Kristus, vor Herre, som for vor
skyld blev menneske, for at vi ved ham skulle blive dine børn. Med hele din
menighed på jorden og i himlen, I KOR MED ALLE ENGLE[!], synger vi DIN
HERLIGHEDS lovsang:
Og hvor vi derefter ALLE synger:
Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige.
Himlen og jorden er fuld af din herlighed.
Hosianna i det højeste!
Ja, selve denne helligsang synger vi jo ved højmesserne på alle søn- og helligdage, men her i nat får den en ganske særlig klang.
Her får det for det første en ganske særlig betydning, at vi altså ikke alene i det GLORIA-messeled, vi har med som noget særligt her i aften, men også i det sædvanlige SANCTUS- eller altså HELLIG-led bogstavelig talt synger i kor med englene!
Og her får det for det andet en ganske særlig betydning, at vi udtrykkeligt lovpriser Gud for den herlighed, hvormed han fylder både himlen og jorden!
Det er med vort øje fyldt af dette store jule-lys, vi skal gå fra denne gudstjeneste og denne julefest ud i hverdagen - så vi også i selv de mest stille og hverdagsagtige øjeblikke af vort liv kan gå og nynne for os selv:
Os han også favne vil,
englen i det høje;
os han også smiler til,
englen med Guds himmel-glans i øje.
Os har og Vorherre kær,
ingen sjæl han glemmer;
i hvert solglimt Gud er nær
...
(694,5).
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
-
Under ”tillysninger” sagde jeg:
I morgen (eller altså i dag!) kl. 10.15 fejrer vi Kristi fødsels dag her i 2000-året med en højmesse i Herritslev Kirke, hvor alle tekster er efter anden tekstrække, altså så vi kommer til at høre Johannes’ juleevangelium. - Og på det, vi i daglig tale kalder anden juledag, holder vi så - her i Musse Kirke - den jule-gudstjeneste, som grundlæggende er mindegudstjenesten for Stefanus, Kirkens første martyr, men som netop derved giver em helt særlig vinkel på jule-herligheden!
* * *
Herre Jesus Kristus!
Tak, fordi det er blevet jul!
Men vi beder dig: Lad det også blive rigtig jul for os. Lad din store sandhedens og livets sammenhæng komme over os, så vi bliver små i den - og store ved dens storhed.
Amen.
Når vi ser for os, hvordan det lille Jesus-barn blev født i en lille by i et lille land i en forholdsvis afsides egn af det store romerske rige - på et tidspunkt, hvor der i hele dette mægtige område var en vældig aktivitet og bevægelse som følge af folketællingen, kan vi komme til at tænke på, at sådan så det faktisk også ud, da hele den proces blev sat i gang, som førte frem til julenat.
Det, jeg tænker på, er selvfølgelig Abraham og hans kaldelse.
Abrahams navn møder vi første gang i det 11. kapitel af 1. Mosebog, dvs. det samme kapitel, som rummer beretningen om Babelstårnet.
Situationen er altså den, at hele menneskeslægten netop er blevet spredt ud over hele jorden i stor sproglig og al anden deraf følgende forvirring.
Vi kan også her se det for os: Hele jorden - eller i hvert fald hele det mellemøstlige område - med en vrimmel af mennesker og dyr - og så midt i det hele, lige pludselig:
Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus,
og drag til det land, jeg vil vise dig. v2 Jeg vil gøre dig til et stort folk
og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort ... I dig skal alle jordens
slægter velsignes."(1 Mos 12,1-3)
Altså: Både den Gammeltestamentlige og den Nytestamentlige del af frelseshistorien begynder med et enkelt menneske midt i en stor vrimmel af alle folkeslag. Og i begge tilfælde har den store vrimmel af alle folkeslag desuden direkte forbindelse med den synd, frelseshistorien skal frelse menneskene fra, nemlig i skikkelse af henholdsvis babelstårnbyggeriets himmelstormende hovmod og romermagtens undertrykkelse og udsugning af alle folkeslagene omkring Middelhavet.
Både Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet bringer til at begynde med Jesu stamtavle - med den forskel, at Matthæus simpelt hen begynder med stamtavlen som det allerførste, medens Lukas først bringer sin mellem beretningen om Jesu dåb og hans fristelse i ørkenen, en interessant understregning af, at uanset hvad netop evangelisten Lukas i sit berømte juleevangelium fortæller om Jesu underfulde fødsel, så er det jo Jesu gerning, der er udfoldelsen af det underfulde, der lå i hans fødsel. Sagt med salmens kendte ord: Kirkeårets festdage bliver større og større: "Påske og pinse udsprang af jul"! Men det er så det. - Noget andet er, at de to stamtavler overraskende nok afviger en hel del fra hinanden. Der er altså åbenbart snarere tale om teo-logi end om genea-logi, om forkyndelse, snarere end om slægtsforskning!
Men blandt de navne, de er enige om, er både David og Abraham. Begge regner altså - i hvert fald rent stamtavle-mæssigt Josef for Jesu far! Hvilket jo på sin måde yderligere understreger, at disse stamtavler først og fremmest er forkyndelse, et udtryk for, at de første kristne forfattere har ønsket, også via sådan noget som stamtavler, at påpege dem store, dybe sammenhæng, de så åbenbaret i hele Jesu manddomsgerning til og med påske og himmelfart. Den dybe sammenhæng, der går fra og med Abraham! - Samtidig markerer begge dog også, at det nu ikke uden videre er Josef, der er Jesu far! Matthæus udtrykker sig nemlig således på det afgørende sted i stamtavlen:"... og Jakob til Josef, Marias mand". Og Lukas indleder sin stamtavle med at konstatere, at "[Jesus] var, mente man, søn af Josef". Vi har altså nu ikke alene to små punkter midt i to situationer med menneskevrimmel over hele verden, men også en linie mellem disse to punkter, en tynd, tynd linie gennem en fjern patriark-forhistorie fra Abraham til Moses og videre gennem jødefolkets historie, et lille sært mellemøstligt folk, frem til Jesu fødsel. Og hvad er dog denne linie i forhold til hele verdenshistorien?
Så er det straks noget andet, når vi ser på verdenshistorien efter påske og pinse og indtil vor tid. Her kan man i hvert fald ikke påstå, at der er tale om en ganske tynd linie, der går ubemærket gennem århundrederne. Som en steppebrand bredte troen på Ham, der blev født i Betlehem julenat, sig over det vældige romerrige, og til sidst opstod det kristne Europa, som også vi hører til, og hvorfra troen på Jesus har bredt sig videre ud over hele jordkloden.
Men er det så uden videre opfyldelsen af HERRENs løfte til Abraham: "I dig skal alle jordens slægter velsignes" - ?
Nej, det er det selvfølgelig ikke. Ikke uden videre. Og slet ikke i fuld betydning.
For det første er alt det, vi plejer at kalde den kristne kultur eller den kristne civilisation, selv i bedste fald ikke det samme som kristendommen selv, men kun dens virkninger. Selv i bedste fald ufuldkommenhed - at være på vej.
For det andet har det mildest talt ikke været lige kristeligt, alt hvad der er sket i den såkaldte kristenhed.
Og for det tredje er det i hvert fald stadigvæk sådan, at vi med god grund taler om, at den periode, vi er inde i nu, her i den gamle europæiske kristenhed, er "den efter-kristne kultur-epoke".
Og selv om der netop lige nu er andre og meget spændende ting at sige om dette, så er det stadig sådan, at det jule-billede, evangelisten Lukas tegner for os, på en ganske særlig måde kan siges at være et billede også af vor tid. Ja, netop jo mere vi måske er begyndt at få grund til at være lidt mere forsigtige med at tale om den efter-kristne kulturepoke her i Europa, kan vi se juleevangeliets billede som et billede også af os og vor situation! For når det, der skete i stalden ved Betlehem dengang, havde uendelig større betydning end alle kejserens foranstaltninger, så har det også denne uendelig større betydning nu, hvor den gamle kristenhed har set ud til at have været under afvikling - til fordel for en ny-hedensk kultur - men hvor der så på det allerseneste er kommet, til dels meget overraskende, tegn på, at der måske i stedet kan blive tale om en ny-kristen kultur!
Men hvad enten vi tænker på de kolossale virkninger, kristendommen har haft gennem de sidste 1900 års verdenshistorie, eller vi tænker på de virkninger, den måske igen kan komme til at få for hele vort samfundsmæssige og kulturelle liv, så har selve årsagen bag alle disse virkninger altid været, og så vil den altid være, den lille tåbelige uanselige tro på Jesus og hans ord. Hvilken tåbelig og lille tro så til gengæld også altid samtidig har været troen på en historie, der er endnu langt større og længere end det, vi normalt kalder verdenshistorien - nemlig hele den store historie, som går tilbage til og bunder i Guds evighed, og som går frem til og munder ud i Guds evighed!
Derfor kan kristendommen aldrig blive det samme som verdenshistorien - eller det samme som samfundet. Kristendommen vil altid og under alle forhold være noget, der går som en tynd, nærmest usynlig tråd gennem det hele: den mærkelige handling, som dåben er, det mærkelige mønster, som kirkeårets gudstjenester danner gennem vort liv: nogle ord, der lyder, et lille stykke brød, der bliver spist, og en lille smule vin, der bliver drukket - samt hele den mærkelige usynlige struktur, som troen og det, den indebærer, danner gennem hele vort liv på alle dets områder.
Ofte prøver de kristne at forfalske det ved at ville gøre kristendommen til mere end blot dette. Men så bliver det altså netop en forfalskning, altså ingenting!
Nej, så længe denne verden står, må vi erkende, at det er sådan. Hverken mere eller mindre. Men altså heller ikke mindre! For netop når vi koncentrerer os om at holde os til den ægte vares ganske fine og usynlige mønster, tegner der sig et perspektiv for os, der er uendelig langt større end, hvad noget af alle forfalskningsforsøgene kunne bare drømme om at give sig ud for.
Går vi nemlig bagud fra Abraham, kommer vi hurtigt til beretningerne om, hvordan den Gud, der talte til Abraham, skabte himmelen og jorden.
Og ser vi endnu en gang på evangelisten Lukas’s stamtavle, så går også den tilbage til generationerne før Abraham - som var
søn af Tera,
søn af Nakor, v35 søn af Serug, søn af Re'u, søn af Peleg, søn af Eber, søn af Shela, v36 søn af Kenan, søn af Arpakshad, søn af Sem, søn af Noa, søn af Lemek, v37 søn af Metusalem, søn
af Enok, søn af Jered, søn af Mahalal'el,
søn af Kenan, v38 søn af Enosh,
søn af Set, søn af Adam, søn af Gud (Luk 3,34).
Netop i sin skjulthed, ja, kun i sin skjulthed, går det, der skete julenat, tilbage til Ham, der i begyndelsen skabte himlen og jorden.
Og derfor er det også netop i sin skjulthed og særlighed og kun i sin skjulthed og særlighed, alt det, der fulgte af julenat, dvs. hele "kristendommen", omfatter hele vort menneskeliv.
Det kan der komme store og dejlige virkninger ud af. Og netop i vor tid har vi som sagt i helt særlig grad grund til - ja, måske ligefrem også grundlag for - at ønske os og håbe på sådanne virkninger.
Under alle omstændigheder er det imidlertid nu som før kun barnet i krybben og barne-troen på Ham i vore hjerter, der kan være årsagen til disse virkninger.
Hvor der så til gengæld er det helt særlige ved disse virkninger, at de ikke bare er gode og velsignede her og nu, men også har en dyb og evig betydning og godhed, fordi de ligger på den linie, der går fra Skabelsen over Abraham til julenat og videre ind i Guds rige efter tidens og verdenshistoriens ende.
Amen.
* * *
Herre Jesus Kristus!
Tak, fordi du giver os din nåde og kraft.
Fyld os med den, og lad ingen og intet tømme os for den eller lukke den inde!
Amen.
Ja, så er det igen denne skuffende anden juledag, som ikke er ret meget anden juledag, men en uhyggelig mindehøjtidelighed for det første drab på en kristen for hans tros skyld.
Måske kan der være grund til at understrege, at det ikke er mig, der har opfundet denne mærkelige dag - eller nogen anden nulevende person eller myndighed. Det er en dag, som er overleveret til os fra Kirkens allerførste tid, ja, fra den første tid efter Stefanus’ henrettelse. Vi ved ikke noget direkte om dette. Men der er for mig ingen tvivl om, at man har mindedes Stefanus’ martyrdød måske lige fra den allerførste årsdag - og at det altså er et rent tilfælde, at den flere hundrede år efter, da man begyndte at fejre Jesu fødsel på den gamle hedenske sol-fødselsdag, er kommet til at ligge på denne fests andendag. Men som kirkefaderen Augustin sagde: "Stefanus skal være Frelseren den nærmeste i fest, som han også var ham den nærmeste i lidelse".
Og det er altså virkelig rigtigt, at julefesten den 25. december er noget, der er kommet til senere. Det allertidligste, man har formodninger om, er første halvdel af det tredje århundrede, men de ældste sikre spor af vor julefest er fra 354.
Men vi kunne jo overveje, om vi nu skulle droppe denne mærkelige og uhyggelige mindefest for Stefanus, så julen "kunne få lov at være jul hele vejen igennem". Og det kunne vi selvfølgelig godt - hvis man kunne blive enige om det i Folkekirken.
Spørgsmålet er bare, om vi burde. Ja, spørgsmålet er, om det ikke i virkeligheden er sundt, at der - helt tilfældigt - er kommet til at ske dette mærkelige sammenfald. For vi kan jo ikke holde så meget julehygge, at vi kan lukke den virkelighed ude, som bl.a. består i, at sådan noget, som det, vi nu har hørt og sunget om, faktisk finder sted.
Desuden er det jo altså heller ikke hygge, vi samles om, når vi fejrer julefest, men Guds frelse fra og kamp mod netop også alt det onde, vi hører om i dag!
Nu er sådanne ting i vore dag ganske vist noget, som sker i mere eller mindre fjerne og fremmede lande. Og det sker vel sjældent, alene fordi der er nogen, der bekender troen på, at Jesus fra Nazaret er Guds Søn og verdens Frelser. Dvs. der er jo nogen steder, hvor det i hvert fald ikke er særlig fordelagtigt at bekende denne tro, og det er især i de islamiske og kommunistiske lande, hvor bekendelsen af den kristne tro bliver opfattet som en direkte trussel mod den herskende religion eller ideologi. Men ellers er den måde, hvorpå man i dag kan blive martyr, at man stiller sig på fattige, undertrykte og udbyttede menneskers side mod deres undertrykkere og udbyttere. Dette ser vi meget tydeligt i en række latinamerikanske lande, hvor præster, munke, nonner og andre kristne ofte står i forreste linie i kampen mod udbytningen af bøder og arbejdere. - [Tilføjelse:] Jfr. drabet på fagforeningsmanden i Amazonlandet i radioavisen i dag.
Det, det drejer sig om, er altså ikke så meget nogle religiøse meninger, som det er magt og penge. Og sådan har det jo også været på Jesu og Stefanus’ tid. Det er muligt, at der er nogle magthavere, der er så sindssyge, at de virkelig interesserer sig for, hvad der foregår inde i hovederne på dem, de har magten over. - [Tilføjelse i hånden i 1988-manuskriptet:] Intolerance og religiøs fanatisme = angst for revner i det, der betrygger. Religionens dæmonisering. Dvs. selve det, at have magt over andre. - Men i de fleste tilfælde er det bare selve magten - og de dermed forbundne goder, de er interesseret i. Religionen - eller ideologien - er så bare et redskab til dette formål].
Og her skal vi huske på, at jo længere vi går tilbage i tiden - eller jo mere tilbagestående et land er - jo større betydning har religionen med hensyn til. at holde det bestående samfundssystem oppe. Og jo større betydning har derfor også de spørgsmål, som ikke direkte drejer sig om politik. Når religionen - eller ideologien - holder samfundssystemet oppe, bliver det vigtigt for magthaverne, at der er ro og ensrettethed på det religiøse område. - [Tilføjelse i hånden osv. – som ovf.: Men altså også vigtigt i det hele taget, fordi man ikke ønsker brud på det, der holder ens tilværelse sammen. Desuden også åndelig undertrykkelse].
Hvis vi spørger, hvad vi skal bruge denne minde-gudstjeneste for Stefanus til, bliver svaret i første omgang meget let noget i retning af, at vi skal støtte fx Amnesty Internationals arbejde for menneskerettighederne - og at vi i det hele taget skal arbejde politisk for frihed og social retfærdighed alle de steder i verden, hvor der sker udbytning og overgreb. Og lad os endelig få også det ud af denne gudstjeneste. For det er en stor løgn, at kristendom og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Vi kan ikke tro på, at alle mennesker er skabt i Guds billede, og at Jesus er alle menneskers Frelser, uden af føle den allerstørste væmmelse ved, at nogle mennesker udbytter og undertrykker andre.
Men hvis vi spørger, om denne gudstjeneste også har betydning for vort liv som kristne her i Danmark nu, hvad så? Her er forholdene jo trods alt helt anderledes. For det første er der så stor social retfærdighed som noget sted i verden. Og for det andet risikerer man ikke noget ved at stille sig op og tale for de yderligere forbedringer, der selvfølgelig sagtens kan være tiltrængt. Ja, man kan stille sig op og tale for en fuldstændig ligelig fordeling af goderne til alle, uden at der vil ske en noget af den grund.
Og vi kan være lige så kristne, vi vil. Det er der ikke nogen der vil blande sig i - hvad der også ville være underligt, al den stund mindst 90% af befolkningen er registreret som kristne!
Men er der måske alligevel ting i vor egen situation, der har noget med denne St. Stefans-gudstjeneste at gøre? Ikke sådan, at der er nogen, der vil finde på at behandle os, som Stefanus blev behandlet. Men måske på en anden måde? Kan der fx være nogle mekanismer iblandt os, som har den effekt, at vores kristendom bliver gjort harmløs? Er det måske sådan, at kristendommen ligesom bliver tvunget til dels bare at være et "tilbud" til mennesker inden for en folkekirke, der mere eller mindre bliver forstået som et offentligt religionsvæsen, dels at være noget meget privat og skjult inden i os - eller inden i nogle af os.
Stadigvæk vil jeg mene, at der ikke er tale om noget, der direkte svarer til, hvad Stefanus blev udsat for, eller hvad de profeter blev udsat for, som Jesus taler om i evangeliet. Sådan foregår det simpelt hen bare ikke i dagens Danmark. Fx er der ingen, der vil gøre mig noget, lige meget hvordan jeg vender og drejer denne St. Stefans-prædiken. Men det er der selvfølgelig heller ingen grund til! Lige meget hvad jeg står her og siger i dag, så kan det umuligt være nogen trussel mod nogen! Alene af den grund, at der er så få, der hører det! Men også selv om der var mange flere til stede her i dag. Det er, som om det hele på forhånd er gjort harmløst. Undertrykkelsen af kristendommen ligger ikke uden for os. Den ligger i hele situationen. Ja, den ligger inde i vore egne hjerter.
Stadigvæk må vi ganske vist slå fast, at der sådan set ikke er noget eller noget, der forhindrer nogen af os i at være lige så kristne, det skal være. Men alligevel mener jeg, vi må drage den konklusion, at det, der svarer til dem, der dengang dømte Stefanus og kastede sten på ham, det er nogle mekanismer, som også virker inde i vore hjerter, og som altså gør kristendommen harmløs.
Og årsagen til disse ting - eller kraften bag disse mekanismer, det er vel, at menneskene nu som før helst vil leve som deres egne herrer. - [Tilføjelse (som ovf.): Derfor: Ikke kun religionen som del af et undertrykkelses-apparat; der ligger også noget mere dæmonisk i det. Alle flygter fra Guds sandheds-magt. Hvad svarer hos os til fx Islam? Arbejde? Forbrug? Status? Venner? Oplevelse? Krop?].
Det, vi derfor skal bruge denne St. Stefans-gudstjeneste til for vort eget vedkommende, er, at vi skal stå de anonyme harmløshedsmekanismer imod. Og så er det endda ikke noget særlig godt udtryk. For vi skal jo bogstavelig talt først have noget at stå imod med! Og her kan vi tænke på det allerførste, der blev sagt om Stefanus i lektiestykket fra Apostlenes Gerninger, nemlig at han var "fuld af nåde og kraft". Når vi skal bruge denne gudstjeneste til noget, skal det altså være som inspiration til at søge at blive fulde af nåde og kraft, ligesom Stefanus var det, dvs. "fulde af kristendom". Vi skal tage til os af Jesu nåde og kraft alt, hvad vi kan. Og så kommer vi jo også til at leve vor kristendom fuldt ud - i et virkeligt liv som Jesu disciple. Dermed gennembryder vi i hvert fald spærremekanismerne, harmløshedsmekanismerne i vore egne hjerter. Og hvad omgivelsernes reaktion angår, så vil det simpelt hen vise sig, hvad der sker. Vi skal i hvert fald ikke begynde at opføre os hysterisk eller provokerende for at komme til at spille martyrer! Men skulle vi komme til at møde forskellige former for modstand, så skal vi ikke tage os af det. Jesu nåde og kraft er både vigtigere og stærkere end alle mekanismer, der vil stå den imod.
Amen.
* * *
Herre Jesus Kristus!
Er spæd du kun hos os endnu,
som håbet, der fattes end vinger,
Guds Søn er dog sandelig du,
og Himmelens hær dig omringer;
at løse vort bånd
så godt som Guds hånd
formår den almægtiges finger. - (DDS 519,4)
Amen.
Både i fjernsynet nytårsaften og i forskellige tegninger ved nytårstide er det almindeligt at fremstille det gamle år som en krumbøjet olding, der rokker ud af scenen støttet til sin stok, og det nye år som et lille barn, der kommer ind fra den anden side.
Og det viser jo ganske godt sandheden om vort liv, ikke bare nytårsnat, men hvert eneste øjeblik og i slægternes gang gennem århundrederne: Uigenkaldeligt forsvinder tiden. Det år, der er gået, kommer aldrig igen. Og det liv, der er levet, kommer aldrig igen. Det er i hvert fald helt sikkert. Og derfor er vi altid noget vemodige og beklemte her i årets sidste dage.
Men det er dog ikke kun det gamle år, der rinder ud. I samme øjeblik det gamle år er ude, oprinder et nyt, fyldt med alle muligheder - ligesom det liv, der ligger foran et lille nyfødt barn.
Derfor kan vi også føle en vis opstemthed ved nytårstide. Vi stiller forventninger til det nye år. Vi gør os forsætter. Og vi lægger planer.
Det lille nytårs-barn betyder noget mere end, at vi nu skal til at tage en ny kalender i brug. Det er også et udtryk for det håb, vi nærer til det kommende år og dermed til hele vort livs fremtid overhovedet.
Og det er ikke kun under mere normale omstændigheder, vi føler sådan. På en måde føler vi dette ganske særlig stærkt, når vi af en eller anden grund har det dårligt. Håbet er simpelt hen en del af vores liv. Selv når alt håb egentlig må anses for udelukket, håber vi. Og når vi holder helt op med at håbe, er det det samme som at lægge sig til at dø!
Håbet er med andre ord stærkere end forstanden. Det gælder også mht. årenes gang. For vi véd jo, at vel begynder et nyt år, hver gang et gammelt er forbi, men at det nye år jo også ubønhørligt rinder ud, og at det samme gælder den enkeltes menneskeliv og hver eneste generation, indtil det alt sammen rinder ud, når solen slukkes eller eksploderer, eller hvad der nu sker.
Og vi véd også, at det ikke kun er et spørgsmål om antallet af år. For så kunne man jo bare bide tænderne sammen og sørge for at få det bedst mulige ud af sin kortere eller længere årrække. - Hvilket ganske vist også er, hvad vi faktisk gør - eller prøver på at gøre. Men vi ved godt - når vi ellers tør lade denne viden komme op i overfladen af vor bevidsthed - at der ikke rigtig er bund i dette.
Bogstaveligt talt! For det er jo ikke bare det, at der er tomt forude, ude ved tidens kant. Der er også tomt under os! Det er ikke kun "i længden", vort liv mangler noget; det er også "i dybden"!
Men stadigvæk prøver vi alligevel at få det bedst mulige ud af det - så længe vi ikke helt har opgivet håbet, dvs. ladet os falde hen i den ene eller den anden form for død. Man kan jo fx godt gå rundt som en slags automat eller robot og foretage sig en masse ting, men alligevel være praktisk taget død!
Jamen, kan vi så spørge, er det ikke også det mest ærlige og realistiske at opgive ethvert håb og bare tage tingene, helt nøjagtig som de kommer, uden nogen som helst form for håb, uden nogen som helst form for illusioner?
Jo, sådan kan vort hoved spørge. Men hver gang svarer vort hjerte nej! Livet er større end forstanden. Ingen filosofiske beviser kan få vort hjerte til at indrømme, at livet ingenting er værd!
Og hertil skal det da på denne julesøndag forkyndes, at selv om det på en måde er ganske forfærdeligt, som vi mennesker kan lyve for os selv, ja, bygge på det, der er blevet kaldt livsløgnen, så er det håb, vi nærer, selv i sine allermest vanvittige og tåbelige former, et udtryk for, at vi ikke er automater eller robotter af natur, men Guds skabninger, skabte i hans billede, så vi ligner ham.
Alt det vanvittige og fordrejede skyldes, at vi "ved syndens ulydighed" (for nu at sige det kort og traditionelt) er kommet i et skævt forhold til Ham, som giver os livet. Men selve håbet i sin grund-form bag alle fordrejningerne udtrykker, at Gud er vort ophav og den, som det er vort livs mening at være rettet imod, ja, være på vej frem imod.
Og i det optrin med de to gamle mennesker og et lille barn, evangelisten Lukas har tegnet for os, ser vi ikke alene dette forhold komme til udtryk på en helt ny måde, eller en helt særlig bekræftelse af dette forhold, men også en direkte fornyelse af det. Det barn, der her er tale om, er ikke bare en bekræftelse af vort naturlige håb, men er - som det helt særlige - et helt nyt håb!
Det ser vi navnlig i de mærkelige ord, Simeon siger til Maria om, at "dette barn er bestemt til fald og oprejsning ... og til at være et tegn, som modsiges".
Guds julebarn er ikke bare et billede af livet, sådan som det går sin gang år ud og år ind. Guds jule-barn er billede af, ja, "på", noget helt andet og mere og anderledes nyt end fjernsynets og tegningernes nytårs-barn!
Og Guds jule-barn er endnu mere noget helt andet end vore egne helt urealistiske drømme-billeder.
Dette skal vi altid huske, når vi synes, den kristne forkyndelse er en hård tale, der går os imod.
Det, der ikke føles hårdt, er sandsynligvis bare et drømmebillede, et fatamorgana. Men det, man måske ligefrem kan slå sig på, så det gør ondt - det må i hvert fald være virkeligt!
Derfor, når Jesus som Sandheden gør ondt og går os imod, så skal vi huske, at samtidig med, at han er den virkelige sandhed, er han også det virkelige håb!
Det naturlige håb, som vor forstand ikke kan anerkende, når den sammenholder det med de foreliggende kendsgerninger, det bekræfter jule-barnet. Men samtidig gør det uendelig meget mere. Jule-barnet, lagt i vore arme, ja, i vore hjerter, går ind på vort gamle håbs plads og vokser hos os som et levende håb, der - uden at miste forbindelsen bagud til skabelsen og ud til hele det liv, vi lever i alle kalenderens 365 dage - er rettet fast fremad mod noget, der ikke bare er det sammes evindelige genkomst år ud og år ind, men Guds skaberværks genoprettelse som det, der fra Begyndelsen var meningen med det, den mening, vort naturlige håb stammer fra.
Ja, det er jule-barnet, vi synger om, når vi siger:
Letvingede håb!
gudbroder, nyfødt i den hellige dåb!
o, lån os den fjederham, Ånden dig
gav,
så tit vi kan flyve til landet bag
hav,
hvor evigheds sol skinner klart allen stund
på saligheds
grund. (279,5)
Amen.
* * *
Herre Jesus Kristus!
Tak, fordi du er trådt ind og har fyldt vor foreløbighed ud!
Hold os fast i kærlighedens fællesskab med dig, så vi kan leve i Åndens frihed alle vore dage!
Amen.
Jesus var "undfanget ved Helligånden", ja, "Guds Søn". Og det navn, han skulle have, betød sådan noget som: "frelse fra Gud".
Alligevel blev han omskåret på ottendedagen efter sin fødsel - på nøjagtig samme måde som alle andre jødiske drengebørn.
Som sådan gik Han, der betegnede det helt nye, altså helt ind i det gamle. Ja, det vil sige "som sådan"! For det var jo Ham. Så han blev altså ikke bare opslugt af det gamle. Tværtimod skete der det, at det gamle blev helt opfyldt af det nye, som Han kom med og var. I sin egen skikkelse blev det gamle faktisk ladt tilbage som noget foreløbigt, medens det var den nye skikkelse, Han havde givet tingene, der nu blev gældende.
Dette var der nogle i galatermenigheden oppe i Lilleasien, dvs. oppe i det nuværende Tyrkiet, der ikke forstod.(Ja, nu må I undskylde, men vi skal lige have en lille parentes. Mht. det med "Lilleasien" og "Tyrkiet". Dog, det har faktisk noget med julen at gøre. I den forstand, at jeg her op til jul i et formiddagsblad læste en artikel, hvor en journalist rigtig skulle gøre sig klog på det med julemanden.
Denne journalist havde godt nok fået læst sig til, at
julemanden - ham der i USA også hedder Santa Claus, dvs. den hellige Klaus,
eller altså Sankt Nikolaus eller Sankt Nikolaj - han egl. kan føres tilbage til
ærkebiskop Nikolaus af Myra i den
sydvestlige del af Lilleasien. Eller altså det nuværende Tyrkiet. Hvilket fik
denne journalist til triumferende at erklære, at julemanden altså egentlig var tyrk!!!
Hvad journalisten i sin begejstring ikke havde tænkt over, var, at det altså var i første halvdel af det fjerde århundrede, denne godgørende og undergørende biskop levede, medens det først var i det ellevte århundrede, tyrkerne begyndte at trænge ind i det kristne Byzantinske rige - for til sidst, i 1453, at erobre selve hovedstaden Konstantinopel!
Der er selvfølgelig også et aktuelt perspektiv i dette. Man skal ganske vist være varsom med, hvad man siger af den slags fra den kristne prædikestol. Men selv om vi skal være tolerante og fredelige, skal vi altså ikke være så fredelige, at vi lader hånt om de historiske kendsgerninger.
Dog, den vigtigste grund til, at jeg - rent ud sagt - hænger denne dumme journalist ud her, er selvfølgelig at vi skal forstå, at Palæstina og omliggende lande, Lilleasien og Grækenland - naturligvis - faktisk var de første kristne lande - indtil de blev erobret af arabere og tyrker! - Parentes slut).
Men her i epistelen til i dag er vi altså tilbage et sted mellem ca. år 50 eller 55 efter Kristi fødsel. Hvor der altså var nogle oppe i Galatien i Lilleasien, der ikke forstod, hvor nyt det hele var blevet efter jul, påske og pinse.
Det var de såkaldte "judaister", dvs. jøder, der nok var blevet kristne, men som mente, at de ikke-jøder, som også blev kristne, de ikke bare skulle døbes, men også omskæres, dvs. forlangte, at de hedninger, der ville være kristne først skulle blive jøder.
Og når Paulus sætter hele sin autoritet og styrke ind på at bekæmpe dette, så er det jo, fordi det ikke bare drejer sig om en eller anden tilfældig lille "ceremoni", men om hele forståelsen af det nye forhold mellem Gud og mennesker, som er blevet oprettet gennem Jesu liv, død og opstandelse.
Det gamle, som omskærelsen står for, kalder Paulus "loven", og det nye, som er kommet med Jesus, kalder han "troen".
Nu er det ikke sådan, at Paulus betragter det gamle "loven", som noget helt igennem negativt. Men det er netop det gamle, det foreløbige eller midlertidige, som ikke gælder mere - og som det nye og endelige ikke skal forplumres og ødelægges ved at blive blandet sammen med!
Paulus taler om "loven" som noget, jøderne havde været under bevogtning af eller været holdt indesluttet i, ja, han siger, at "loven var vores opdrager, indtil Kristus kom". Ja, nu hedder det altså "opdrager"; i den gamle oversættelse hed det jo "tugtemester". Ordret står der "pædagog" (gr. paidagågós). Og det var "tugtemester" for så vidt en god oversættelse af, som sådan en "paidagågós" i oldtidens græske kultur-område var en slave(!), som holdt opsyn med børnene og fulgte dem til og fra skole - som ofte meget strenge og hårde vogtere, så at det at slippe fri for at være undergivet disse "vogtere" var noget, børnene virkelig glædede sig til.
Det gamle syn på forholdet til Gud var altså kun noget foreløbigt, og det var et syn, som gik ud på, at det gjaldt om at overholde og iagttage en hel masse regler og bestemmelser. Men i sin foreløbighed har dette gamle syn altså ikke bare haft den, jo også positive, betydning at holde skik på menneskene, men også den betydning at føre dem hen til det nye gudsforhold - eller gøre dem rede til at tage imod det: troens forhold, hvor der ikke længere er tale om regler og tvang, men kun om liv og kærlighed.
Og det er ikke bare forskellen mellem "jøde eller græker", der nu bliver ophævet, ikke bare forskellen mellem dem, Gud dog havde haft en særlig pagt med, og så alle dem, der bare var Guds faldne skabninger. Det samme gælder alle de andre forskelle, der havde været mellem mennesker: mellem træl og fri, og mellem mand og kvinde.
Og dermed er der lagt op til også en bredere forståelse af "loven" end bare det jødiske folks gamle og foreløbig forhold til Gud. Og det vil igen sige, at der er lagt op til, at vi moderne danske kristne kan høre både evangelie-verset og epistel-stykket til i dag som et helt aktuelt frihedsbudskab, også til os her på den første dag i det nye år, som er et af de sidste i det gamle årtusinde. Ja, næste gang, vi skal høre disse tekster, bliver i 1998 - og næste gang igen år 2000!
Det er jo ellers lidt af et problem for os, at vi hverken er jøder eller judaistiske galatere, men kristne i et land med hverken mere eller mindre end 1.000 års kristendom bag os - og så derbagved igen ellers simpelt hen bare det rene skinbarlige hedenskab med Odin og Thor og det hele. - Eller hvis vi tager kristendommen væk fra os nu, så er der bare en hel del former for enten moderne vestligt eller gammelt østligt hedenskab. - For slet ikke at nævne det rene djævelskab eller satanisme!
For os er det enten kristendommen eller en eller anden form for hedenskab. Så vi har ikke en fristelse, der svarer til den, galatermenigheden blev udsat for. Men der er andre måder at ville gøre kristendommen "halvvejs" på. Derfor kan vi i dag stadig have brug for at høre, hvad Paulus siger andre steder i Galaterbrevet:
Uforstandige
galatere! Hvem har forhekset jer? ... Er I så
uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed? ... (Gal 3,1a.3)
Til den frihed har Kristus befriet os.
Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!
(Gal 5,1)
I er afskåret fra Kristus, I der søger
at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden. (Gal 5,4)
Hver gang vi på en eller anden måde prøver at blande vore egne betingelser sammen med troen på Jesus Kristus, er vi i virkeligheden inde på det samme, som de falske lærere i galatermenigheden var.
Nu er det at være jøde eller halvvejs kristen ikke det samme som at være hedning. En hedning har jo slet ikke nogen Gud. I både den gamle og den moderne form for hedenskab drejer det sig kun om at få kontrol over naturens kræfter, så det hele kommer til at forløbe så fordelagtigt for en selv som muligt.
Sådan er det trods alt ikke for jøden eller for den "halvvejs kristne". Men alligevel er der tale om noget "halvvejs" og foreløbigt, så længe mennesket tror, dette forhold til Gud kan bringes og holdes i orden ved, at mennesket lever op til nogle forestillinger om, hvad der er Guds krav. Sandheden er jo, at mennesket ikke kan frelse sig selv fra hverken dødens eller det Ondes magt ved at gøre sig også nok så megen umage med at leve op til, hvad man mener er Guds krav.
Hvilket ikke er det samme som, at en sådan bestræbelse ikke til en vis grad give sig gode udslag. Den kan begrænse og inddæmme det onde i mennesket. Hvilket kan have mange gode virkninger i det daglige.
Og man kan vel godt sige, at en "halvvejs kristendom" er meget udbredt i den danske folkekirkemenighed. Man ved godt - eller "føler" godt, at man er ansvarlig over for en højere instans mht., hvordan man lever sit liv. Derfor lever man et pænt og ordentlig, ansvarligt og hensynsfuldt liv. Og det ville være en grov løgn at påstå, at sådanne "halvvejs kristne" ikke ofte er særdeles rare og behagelige mennesker at omgås.
Alligevel må man sige, at de er standset op på halvvejen, hvis de gør denne pænhed og rarhed og behagelighed til hele deres "kristendom". De har gjort det foreløbige til det endelige. Det, der skulle være en midlertidig inddæmning af det onde, ja, en "tugtemester" eller "opdrager", der skulle passe på os, medens vi voksede op til det fire liv som kristne, er blevet lukket inde i sig selv - og er derved kommet til at lukke af til Gud i stedet for at føre hen til ham.
Og det foreløbige skal jo nu være forbi. "Troen" er kommet, dvs. kristendommen, den hele og fulde kristendom, den religion, som ikke består i, at vi skal prøve at leve op til Gud, men i, at Gud er "levet ned" til os - ved, at hans Søn gik ind under loven for at udfylde og opfylde den.
Dette betyder altså ikke, at vi "skylder" hverken Gud eller mennesker "mindre", end vi ellers ville have gjort ifølge jødedommen eller en "halvvejs" kristendom. Tværtimod betyder det, at netop ordet "skylder" bliver for småt og utilstrækkeligt! "Skylder" er et ord, der hører hjemme o "lovens" regnskabsmæssige forhold til Gud. "Skylder" er et ord der hører til i tiden under opdragerens herredømme.
Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager. v26 For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. v27 Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus (Gal 3,25).
Med "troen" er regnskabs-forholdet slut og barne-forholdet begyndt. "Troen" betyder den fuldstændige sammenvoksning i kærlighed med Gud - og med vort medmenneske, den kærlighed, som er "levet ned" til os, for at vi skal leve i den.
Dette er julens facit. Og samtidig er det frihedsbudskabet til vort liv i hver eneste af alle de 365 dage af 1997, vi nu er begyndt på.
Amen.
* * *
Herre Jesus Kristus, vort liv og vort lys! Tak, fordi vi endnu en gang har måttet fejre jul!
Lad dit jule-lys følge os ud i året, der nu er begyndt, indtil vi skal se påske-solen stå op og pinse-ilden gløde, ja, indtil vi skal fejre den store påske og pinse i din og vor Fars evige rige!
Amen.
Det, vi ser i julen er pdes. det lille Jesus-barn og pdas. hele Romerriget, hele menneskeslægten, ja, hele universet, hele skaberværket overhovedet.
Det helt store teologiske udtryk for dette får vi i "juleevangeliet efter anden tekstrække", indledningen til Johannesevangeliet, hvor vi hører om Ordet, som var i begyndelsen og var hos Gud og var Gud, at
Alt blev til ved
ham, og uden ham blev intet til af det, som er.
Og nogle vers senere selve det egentlige Johannes-juleevangelium om, at det var intet mindre end dette Universets skaber-ord, der
blev kød og tog bolig iblandt os, og si så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.
Hvor vi jo samtidig skal tænke Lukas-juleevangeliet med - evangeliet om barnet i krybben. Det er typisk for evangelisten Johannes, at han skriver sit meget "teologiske" evangelium på baggrund af, at de ting, vi kender fra de andre, mere fortællende, evangelier, allerede findes. Og sådan er det jo i det hele taget i den kristne teologi: at de historiske beretninger (som i øvrigt ikke er så naive, som man ved første øjekast kan tro!) og den teologiske, systematiske og begrebsmæssige tænkning hele tiden skal følges ad og vekselvirke med hinanden.
Og hvad nu helligtrekongers-evangeliet - eller jo rettere: evangeliet om de vise mænd fra Østerland - angår, så afbildes disse tre vismænd jo traditionelt som repræsentanter for hver af de tre hudfarvegrupper, menneskeheden består af: Hvid, sort og gul.
Det siger evangelisten Matthæus ganske vist ikke direkte noget om, men han ville pdas. nok heller ikke protestere mod denne viderefortolkning.
Men det er jo ikke bare alle menneskeslægtens dele, der her inddrages i julebegivenheden. Også stjernerne, specielt selve den store jule-stjerne, spiller en rolle. Og dermed er julebegivenheden set som ikke bare en begivenhed, der vedrører hele menneskeslægten, men også som en kosmisk begivenhed, der omfatter hele universet, alt det skabte - sådan som vi synger om det i salmeverset:
Født er han ved midnatstid,
skabte sol og måne,
han, som ejer verden vid,
hus i stald vil låne;
han, som på skyerne
ager blandt stjernerne,
svøbes som
de spæde!(88,2)
Og konsekvensen af alt dette er, at vi skal adlyde den befaling, evangelisten Matthæus netop også lader sit evangelieskrift slutte med, idet Jesus siger:
Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple (Matt 28,18.
Men vel at mærke adlyde i fuld bevidsthed om den absolutte storhed og de absolut store perspektiver, der ligger i den indledning, Jesus giver sin befaling, og altså også i alle de jule-perspektiver, vi her mere eller mindre har haft fremme!
Dette betyder, at vi pdes. skal være faktisk grænseløst åbne over for hele tilværelsen og over for alle mulige måder at opleve, udforske og fortolke den på: al visdom, al poesi, al videnskab osv. - MEN at vi pdas. skal have et lige så grænseløst og ubetinget sandhedskrav med i denne åbenhed.
Hverken mere eller mindre. Når vi adlyder Kristi befaling, gør vi det jo i troen på, at han er Sandheden, og at der derfor ikke kan være nogen modsætning mellem Ham og nogen del af den sandhed, der jo foreligger i verden som en afspejling eller et aftryk af Ham. Det er det, vi også synger om i helligtrekongerssalmen om, at "Det runde himlens stjernetelt" også skal bære sit vidne "om den nyfødte barne-helt":
Ved stjerneskin de vise mænd,
hvis flid var ufortrøden,
dog ledtes til den spæde hen,
som selv var morgenrøden; (114,4)
Det, jeg her især tænker på, er, at vi på en måde, som vi har været ved at glemme, virkelig skal tage det for pålydende, at hele Universet er skabt ved Kristus, og at det derfor ikke alene hører med til et sandt menneskeliv at udforske og forholde sig til hele Universet, men at det desuden ligger i denne vældige sags natur, at vi ved en videnskabelig, digterisk, ja, måske bare privat betragtende forholden os til hele den virkelighed, vi selv er en del af, ligefrem kan lære noget om Ham, der har skabt det alt sammen, ja derved uddybe vort livs-fællesskab med Ham!
I denne henseende kan vi faktisk gå så vidt som til at sige, at Betlehems-stjernen for os, som er kristne, ganske særligt peger udad. Ikke i betydningen bort fra det lille Jesus-barn eller det fattige forkyndelses-ord og hen til noget andet og bedre, men i betydningen: med centrum i Jesus-barnet / Kristus-Ordet ud på hele det Univers, som hører ham til.
Og det er jo især den ikke-menneskelige natur, jeg her tænker på: Alle galakser og stjernehobe i hele Universet med alt, hvad der er i dem, og hele vor jord med alt, hvad der er på den, ganske særligt alt det levende, hver en plante, hvert et dyr.
Men dermed får vi jo for det første også en udvidet og stærk oplevelse af hele den legemlige side af vort eget menneskeliv. Idet vi jo med vore legemer er "indfældet" i naturen, indfældet i Universet.
Men vi får for det andet også et nyt syn på vore ikke-kristne medmennesker og på den måde, hvorpå de forholder sig til vore fælles verden og til deres del af det menneskeliv, vi jo i særdeleshed er fælles om. Ja, vi får en solidaritet, der er så grundfæstet og ægte, fri for al falsk tolerance, at vi med både kærlighed og kraft kan prædike den forkyndelse, der viser hen til barnet i krybben som Universets Herre, hen til Hans Ord som Sandheden, Lyset og Livet.
Ja, så kan vi se den dybe sammenhæng mellem, hvordan Jesus Kristus er verdens lys, og så, hvordan de, der ikke kender ham - eller mener, de ikke kender ham - kan se hans lys.
Enhver ærlig søgen efter sandheden er jo i sidste ende en søgen efter Gud, og sandhedens Gud er til enhver tid og på en hvilken som helst måde i stand til at give sig til kende for dem, der således søger Ham.
Vel at mærke ikke på en sådan måde, at de pågældende bliver bestyrket i deres utilstrækkelige form for søgen, men således at denne form kommer til at pege ud over sig selv, hen mod lyset fra Betlehem. Sådan som det jo gik de tre gamle astrologer(!) her i helligtrekongersevangeliet.
Pdes. er alle mennesker Guds skabninger, som lever og røres og er i Ham. Pdas. er der kun eet sted, hvor Gud helt direkte har ladet sit lys bryde gennem det mørke, som har omsluttet hans skabninger, og det er i barnet fra Betlehem.
Enhver søgen efter en hvilken som helst del-sandhed, er altså i sidste ende en søgen efter Gud. Men alligevel finder vi altså aldrig Gud selv gennem nogen som helst form for videnskabelig aktivitet. Det er ikke bare astrologien, der er utilstrækkelig, ja, en væmmelig form for overtro, som der bør advares meget kraftigt imod. Nej, selv de fineste videnskaber er utilstrækkelige og kan blive til væmmelige former for overtro, hvis man bilder sig ind, de kan sætte een i forbindelse med Sandheden selv.
Men bortset fra lige det, er videnskab meget vigtig! Og netop i troen på Jesus Kristus som Sandheden. (Jeg tillader mig at minde om, at det netop er dette, jeg i den sidste halve snes år har beskæftiget mig med i mit præstegårdsteologiske Grundtvig-studium!) Mange tror, at den sande kristendom består i at trippe halvflovt rundt på tærskelen mellem klosteret og verden udenfor.
Men det er ikke rigtigt. Det er en lunkenhed, som Kristus
vil udspy af sin mund, som apostelen så pænt udtrykker det!
Nej, den sande kristendom består i at blive i den enorme spænding mellem Universet og krybben, så Universet på sin side ikke bliver et tomt og koldt maskineri og krybben ikke en del af et indholds- og magtes-løst glansbillede beregnet på at blive betragtet som led i et uvirkeligt skin-liv.
Denne sande kristendom skal vi selv leve i hver time af vort liv, og denne sande kristendom skal vi prædike først for hinanden og dernæst for alle vore ikke-kristne medmennesker, både i vort eget land og ude i verden.
En kristendom, der ikke er af verden (ikke ud-destilleret af en verden, der bare er i sig selv), nej, en kristendom, der netop kommer fra Ham, som verden er af, men som jo så dermed netop kan være til verden, hele verden. For som apostelen Paulus siger det så storslået i Romerbrevet:
Fra ham og ved ham og til ham er alle
ting. Ham være ære til evig tid (Rom 11,36).
Amen.
* * *
Far i Himlen!
Tak, fordi vi må samles til gudstjeneste som dine børn!
Hjælp os til at høre dit ord, så det bliver til liv og glæde for os!
Amen.
Julen er forbi. Det er hverdag igen.
Desværre er vort gudstjenesteliv hernede meget spredt. Vi kunne have flere gudstjenester. Og hvis der er bare nogle få, der ønsker det, vil jeg med stor glæde være med.
Men julen sluttede altså i torsdags, helligtrekongers dag.
I dag er det 1. søndag efter helligtrekonger, den første almindelige søndag i dette kirkeår.
Og selvfølgelig passer det evangelium, vi hører i dag, til denne overgangssituation.
Både i Jesu liv og i kirkeårsforløbet er vi på grænsen mellem Jesu barndom og hans gerning som voksen.
Eller bedre: på grænsen mellem Jesu barndom og den næsten 20 år lange mellemperiode, indtil Jesu egentlige gerning begynder.
Når vi nu således har fået orienteret os, vil jeg fortælle om en oplevelse, jeg har haft, medens jeg har været her på Cypern.
Jeg var kommet til at tale med en ung tyrkisk officer. Han var meget interesseret i at tale med "askerî papaz" [c: feltpræsten] fra DANCON. Han var nemlig selv "müfti" i det civile liv, altså frit oversat: også "præst", bare i "islam" (muhammedanismen) [2002: I 1977 har jeg altså fundet det fornødent af forklare ordet "islam" på denne måde!].
Det, denne "kollega", gerne ville spørge mig om, var: "Hvorfor tror I kristne på tre guder?".
Og der sad jeg så.
Det, han tænkte på, var selvfølgelig, at vi tror, at den ene og eneste Gud er en "tre-hed" eller "tre-enighed": Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som jeg sagde til ham: "Det kan vi heller ikke selv forstå. Der er bare det mærkelige ved det, at hvis vi opgiver troen på treenighedslæren, har vi samtidig opgivet alt andet i kristendommen, alt det, der står for os som Sandheden og Livet.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om Jesus Kristus er = "Gud under een af tre synsvinkler" (selvfølgelig ikke en "ny gud" ved siden af Faderen, eller om Jesus bare var et ganske almindeligt menneske, som gik rundt og sagde, at vi skal være go’e ved hinanden, som så mange andre, både før og siden, har sagt det?
Men hvad nu evangeliet til i dag angår, så lyder det allermeste af det meget almindeligt: Et barn med en far og en mor, der følger de skikke, der gælder i den religiøse sammenhæng, de lever i. Et barn, der bliver væk i den store menneskemasse. Bekymrede forældre.
Så er der det, at tolvårsbarnet ude fra den lille provinsby kan sidde og samtale på mindst lige fod med teologiprofessorerne inde på selve tempelområdet. Det er bemærkelsesværdigt, men ikke enestående. Der har været højt begavede og geniale børn både før og siden.
Nej, det eneste virkelig mærkelige er det, drengen Jesus siger til sin mor:
Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader? (Luk 2,49).
[Gammel oversættelse: Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus.]
Der er ikke noget at sige til, at de ikke forstod, hvad han sagde til dem. Det var jo også det, jeg næsten allerførst måtte sige til den tyrkiske officer og "müfti": Der er heller aldrig nogen i den kristne Kirke, der har "forstået" det.
Hvis det så endda var noget med at ganske overordentlig himmelsk væsen. Det kunne man også tro på eller ikke tro på. Men man kunne faktisk bedre forstå det. Det, som er umuligt at forstå, er, at Jesus Kristus på een gang er sand Gud og sandt menneske. På een gang en ganske almindelig måske nok så højt begavet, tolvårsdreng, og så "Guds Søn", der sagde [1977:] "min Faders hus" om Templet i Jerusalem. Og på een gang en dreng, der gav sin opskræmte mor et sådant svar, og en dreng, der så "fulgte [...] med dem tilbage til Nazaret, og [...] var lydig mod dem".
(Nu ligger dette evangeliestykke som sagt både i kirkeåret og i evangelieskriftet mellem de store ting, der er sagt i juleevangeliet, og de store ting, der bliver sagt om Jesu gerning som voksen med kulminationen i hans død og opstandelse. Denne sammenhæng skal vi stadig huske).
Men der er, jo mere man fordyber sig i det, noget meget fint ved evangeliet til i dag om Jesus som 12-årig i Templet.
Netop det afdæmpede i beretningen. Netop det, at det allermeste i og for sig er ganske almindeligt.
Det viste sig nemlig i min samtale med tyrken, at han næsten blev allermest forundret, da jeg understregede Jesu helt realistiske menneskelighed, som bl.a. betød, at Jesus virkelig led og virkelig døde på korset. Han mente da ellers at profeten Jesus - som muslimerne jo sætter højt - var blevet optaget direkte i Himmelen ligesom tidligere profeten Elias - og at en anden, der lignede Jesus, var blevet korsfæstet i stedet!
Og sådan har vi det mere eller mindre alle sammen. Vi kan godt blive meget mærkelige, når vi står over for påstanden om Jesu guddommelighed. Men vi bliver besynderligt nok også mærkelige, når det forkyndes lige så stærkt, og ofte krast realistisk for os, at Jesus var menneske.
Hvis det, vi hører i dag, havde været en mere fantastisk historie, havde vi ikke haft det så mærkeligt. Nu er det en ret stille og forsigtig beretning om et stort set ganske almindeligt barn, der bare pludselig siger, at Gud er hans far!
Og sådan er det hele vejen igennem: lige fra juleevangeliet med Herrens herlighed og stalden og til påsken med korsdøden og opstandelsen. Ja, og til pinsen og Guds ords liv og gerning i Kirken.
Men hvad betyder det? Hvad er det for en sammenhæng, der gør, at vi trods alt må fastholde disse uforenelige modsætninger?
Jo, det, disse uforenelige modsætninger betyder, er, at Gud er kommet helt ned på jorden.
Nede på jorden er vi jo. Så at komme ned på jorden er ikke vores problem.
Vores problem er, om vi har forbindelse med livets Gud, så vi får liv deraf.
Og denne forbindelse etableres jo ikke ved, at det ene ganske almindelige menneske går og siger noget til sine medmennesker.
Jamen hvis det er om Gud?
Javist, men
1. Hvor ved han det så fra?
2. Det er i bedste fald kun en tale om Gud, ikke Guds egen tale.
Jamen Gud kunne vel meddele sig til os direkte oppe fra Himmelen? - (Hvor det så er?).
Det kunne han måske nok. Men i de tilfælde, der kan være tale om (Moses og profeterne), er det så alligevel sket indirekte, gennem mennesker. Der er ikke en kæmpestor højttaler, der brager ud over hele jorden, så alle kan høre det. Det er der altså bare ikke!
Og selv om der var, så ville Gud alligevel være fjernt fra os, en slags stor legepladsleder eller sportsdommer med sin store megafon.
Nej, det mærkelige ved Jesus, det, at han var "et stykke af Gud", det betyder, at Gud ikke bare sidder og råber nogle regler og formaninger ned til os, og heller ikke bare er kommet på en fornem, kold visit, men virkelig er kommet helt ned på jorden for at vise, at han virkelig vil kendes ved os, ja, for at vise os sin kærlighed, ligesom en far, der lægger sig ned på gulvtæppet for at lege med sine børn - og derved selv kommer til at ligne et barn.
Og ikke bare for at lege. Også for at hjælpe og trøste. Reparere det, der er gået i stykker. Ja, reparere det hele og gøre alting nyt. Give os syndernes forladelse, evigt liv og evig glæde.
Jamen det med Jesus er da også fortid nu?
Ja, det ville det være, hvis Gud ikke også var Helligånden.
Men nu er det sådan, at Livets Gud og Skaber, som i Jesus Kristus kom helt ned på jorden til os for at være vor frelser, at hans hellige Ånd stadig er nede på jorden, i det kristne Guds ord. Livets Gud og Frelser fortsat hos os og vil være hos os i sit ord, indtil verdens ende, hvor alt bliver direkte, soleklart og evigt godt.
Amen.
* * *
Herre Jesus Kristus!
Tak, fordi du er kommet til os, så vi ikke er alene i tomheden, alene med vor egen afmagt.
Bliv hos os, og gør din gode gerning med os, så din herlighed kan fylde vort mørke og vor tomhed og din kraft hjælpe og styrke os.
Amen.
Meget hurtigt medens jeg sad og forberede mig til prædikenen her, var der et billede, der dukkede op for min bevidsthed. Og det blev ved med at være der - således at det altså også er her nu og vi skal prøve at se det for os alle sammen.
Det er mest den røde plet, det drejer sig om. Nej, ikke "mest". Det er den røde plet, det drejer sig om.
Den røde plet midt i billedet. Midt på bordet.
Det er et maleri. Et billede af "Brylluppet i Kana".
Det meste af billedet er nærmest blågråt. Også alle bryllupsgæsterne.
Dog: een af dem træder lidt tydeligere frem i hvidt og brunt.
Han sidder lidt til højre i billedet. Men det er ikke så meget hans skikkelse, der træder frem. Nej, det er det, han har i hånden: et stort sølvbæger fyldt med luende rød vin.
Det er vinen, der er den røde plet i billedet. Som en sol. Som solen om morgenen.
Man ser på een gang bægeret fra siden og ned i det - sådan som børn og kunstnere ofte tegner og maler tingene. Det er jo ikke realistisk. Men på den måde ser man altså dybere, end hvis det kun var realistisk.
Den store runde røde plet midt i det blågrå billede.
Som en morgensol uden morgenrøde. Bare solen selv på den blågrå himmel.
- - -
Hvis der skal prædikes over denne tekst for "kristelige afholdsfolk", kan det være det rigtige at understrege, at Jesus lavede mindst seks gang to "spande" vin - eller måske seks gange tre. En "spand" er ca. 40 l. Altså mindst 12 x 40 l, måske 18 x 40 l. Dvs. mindst 480 l, måske 720 l.
Nu kommer det jo an på, hvordan "kristelige afholdsfolk". Alkohol kan jo vitterligt forårsage mange og mange slags alvorlige ulykker.
Men vinen kan også give megen glæde. Og vor Herre Jesus var altså ikke afholdsmand. Ja, han blev endog beskyldt for at være en frådser og vindranker.
Nu kan vi vist imidlertid godt være enige om, at det ikke ligefrem er den frygtsomme afholdenhed fra alkohol, der er det store problem her hos os!
Det kommer os ligesom ikke rigtig ved at høre om, hvordan en pludselig tørlagt fest kom i gang igen ved hjælp af 480 eller 720 l ny vin.
Men den blågrå farve og de stive ansigter kan også fortolkes på en anden måde.
Vi kender godt den situation henne på de små timer, hvor det er det modsatte af vinmangel, der giver den blågrå farve og de stive ansigter. Denne nærmest sten-grå situation, hvor ansigterne er stive af "syre", som vi siger, og af træthed. Hvor luften er blå af røg, og hvor alting lugter surt og støvet, både luften og vor egen ånde.
Jeg tror, vi skal prøve at forestille os det på denne måde.
Der er nemlig det fælles ved disse to situationer, at vore egne muligheder er udtømt. Om det er, fordi der er nogen, der har glemt at købe vin nok, eller det er, fordi vinen ikke længere virker efter hensigten, kan være underordnet.
Noget, der begyndte som en glad og levende fest, er gået i stå. Et gråt slør har sænket sig over det hele. De før glade og smilende og leende ansigter er blevet stive og furede. Festen er gået i stå. Vore egne muligheder er udtømte. Der kan ikke presses mere ud af situationen.
Det er det, "Brylluppet i Kana" betyder.
- - -
Vi kan også tage det mere direkte, som det er stillet op hos evangelisten Johannes.
De vandkar, der er tale om, var "seks vandkar af sten", som "stod der efter jødernes regler for renselse". - Denne renselse var ikke kun hygiejne. Den havde også religiøs betydning. Det havde vinen i øvrigt også. I den jødiske religiøse begrebsverden er vinen et symbol for Toraen - den hellige Skrift, det, vi kalder Det Gamle Testamente, på Tora-rullerne, sådan som nogle af os fx så det i filmen om "Rabbi Jacob".
Den gamle vin var udtømt. Den gamle pagt var udløbet. Nu kom en ny vin, den nye pagt. Og den ny vin kom fra de gamle renselsesvandkar. Den ny vin erstatter den gamle renselse. Nu skal mennesker ikke længere prøve at rense sig udvendig for Gud. Nu renser Gud selv menneskene indefra ved at give os den ny vin.
Jamen det var dog et spring fra den blå-grå druksituation ved to-tretiden, til denne store religiøse symbolik.
Ja, det kan godt være. og der er forskel. For den gamle pagt var noget andet og mere end det livstilskud, vi får eller prøver at få, når vi drikker.
Men sammenlignet med den ny vin er forskellen ikke så stor. I forhold til den ny vin er alt andet gammelt og virkningsløst.
De ting, der hørte hjemme i den gamle pagt, var ikke slet og ret menneskenes egne muligheder. Men for os, der som ikke-jøder ikke har noget direkte forhold til den gamle pagt, er det alligevel rigtigt at tage det, der hørte den gamle pagt til, som udtryk for, hvad vi har af muligheder bortset fra kristendommen, den ny vin.
Og at vi - uden kristendommen - vil være langt ringere stillet end jøderne med den gamle pagt, gør jo kun forskellen mellem gammelt og nyt endnu større, forskellen mellem vore egne muligheder, og så den lysende røde nye vin, der bliver sat ind midt på bordet til os.
For det er jo hele vort liv, hele vor tilværelse, ikke bare en fest-situation, det drejer sig om.
Nu er brylluppet i øvrigt et vældig koncentreret udtryk for, hvad livet er: To unge sunde, friske glade mennesker, der helt tæt sammen skal opleve livets højeste lykke og fryd. To, der helt tæt sammen skal dele livet, så nyt liv fortsætter deraf. Og alt det andet, de skal dele og glæde sig over sammen. Og forældre og bedsteforældre, hele familien, slægt og venner, sammenhængen gennem generationerne, by- og arbejdsfællesskab.
Hele livet i sin rigdom og sammenhæng. Det er en bryllupsfest. Og den er fest, den er glæde. Den samler hele livet i sig. Den er livet, når det er bedst.
Men så sænker den grå skygge sig over livet. Livet er godt. Men den grå - for ikke at sige: sorte - skygge lurer hele tiden. Og den sænker sig over festen, over livet.
Det gør den, når livet går i stykker i det små.
Og når livet går i stykker i det helt store, ja, så er det "sortheden selv", ikke bare dens skygge. Så er alt gået helt i stykker, så er alt helt færdigt. Så er vore egne muligheder er helt udtømte. Så er der slet intet mere.
Det er her, sølvbægeret med den luende røde vin kommer ind. Vinen, der bringer fortsat glæde, når den gamle glæde er sluppet op; vinen, der bringer den renselse, vi ikke kan vaske os til; vinen, der skyller den forstenende forgiftning bort, erstatter den gamle sure og triste rus med en ny og frisk glæde, den lysende sol, der jager dødsskyggen bort, ja, til sidst jager selve døden bort.
Og han, der rækker os den ny vin, sidder til bords med os. Det er ind midt på vort bord, han rækker os den, ind midt i vort liv. En ny vin til nyt liv og ny glæde. En ny vin, der gør livet nyt allerede her og nu ved vort bord. Men samtidig en forsmag på den store fest ved Hans bord.
Amen.
* * *
Far i Himlen!
Tak, fordi du i Jesus har vist os din magt og myndighed som kærlighedens og sandhedens magt og myndighed!
Hjælp os ved din Ånds kraft til at leve i denne magt og under den myndighed. Ja, lad din kraft styrke os til at klare dette vanskelige liv på en måde, der svarer dertil!
Amen.
Temaet i dag er magt og godhed. Guds magt og godhed, forholdet mellem magt og godhed hos Gud. Men også forholdet mellem magt og godhed hos os.
Og det er jo - desværre et særdeles aktuelt tema.
Der er jo uhyggeligt mange krige og konflikter i gang i øjeblikket, og uhyggeligt mange af dem kan betegnes som religionskrige eller religiøse konflikter. I hvert fald i den forstand, at det, vi ser nu, er, at den religiøse total-holdning er af en helt anderledes og stærk og alt gennemtrængende karakter, end vi ellers har været opdraget til at tro her i den fornuftige og progressive, fremtidstroende efterkrigstid! - Og det gælder, hvad enten det er de positive eller negative sider af religiøsiteten, der er tale om. Ja, det ser næsten ud, som om det er de negative , de perverterede sider, der virker stærkest!
For vi må jo ikke glemme, at der er tale om to sider. Jeg havde nær sagt: Guds side og Djævelens side! - Dette må vi hele tiden holde os for øje. Ellers kommer vi helt på vildspor!
Man hører jo ellers - sikkert ikke mindst, når man er præst - ofte folk sige: ”Det er også al den religion!”. - Underforstået: Det var bedre med noget mindre religion. - Hvilket igen vil sige: Så er det vel nok godt, jeg selv for mit eget vedkommende ikke går så meget op i alt det med religion. Ja, så bekræfter alle disse religionskrige mig jo i min lyst til at holde ikke alene præsten, men også Gud selv på en passende afstand!
Sådan hører man tit folk sige. Og jeg vil ikke lade det blive ved de ret grove antydninger, jeg allerede er kommet med, men rent ud erklære, at den måde - den ens måde - disse ting hver gang bliver sagt på, næsten kun kan forstås sådan, at de pågældende griber disse rigtignok forfærdelige begivenheder som en kærkommen anledning til at få nedtonet Guds krav på dem selv!
For det er jo selvfølgelig ikke Gud, der er på spil, men hans og vor modstander Djævelen, sammen med Synden i menneskers hjerter, når man gør alle disse forfærdelige ting mod hinanden - oven i købet mere eller mindre i Guds - eller i hvert fald religionens navn.
Som jeg altid plejer at sige: Hvad de andre religioner angår, så er det ikke mig, der som præst i den kristne kirke skal svare for det. Og hvad angår de ukristelige ting, fx såkaldt kristne europæere har gjort, så vis mig bare een sætning, Jesus har sagt, der kan bruges som begrundelse for den slags! Og det kan man selvfølgelig ikke! Hvormed det er bevist, at der ikke kan være nogen sammenhæng mellem krig og ondskab, og så kristendommen.
Og det er netop vor gudstjeneste her i dag et klart udtryk for!
(Kun Herritslev, froprædiken kl. 9: Nu har vi ikke her ved denne korte gudstjeneste hørt den gammeltestamentlige læsning til i dag, og jeg skal ikke gentage, hvad jeg plejer at sige om, at alle teksterne principielt hører til dagen, hvad enten de direkte har været læst eller ej; jeg inddrager den bare!)
Det begynder allerede i den gammeltestamentlige læsning, hvor vi allerførst hører om Guds vældige magt. Simpelt hen om, at Gud, Herren, Jahve, den Gud, der åbenbarede sig for Moses og førte israelitterne ud af Egypten osv., simpelt hen er Magten. - Men hvor der så sker det fantastiske, at der bogstavelig talt i samme åndedrag bliver talt om, hvordan denne vældige Gud er på de allersvagestes side: enkernes, de faderløses, flygtningenes. Ja, hvor det straks siges: ”Derfor skal I jøder elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten”! En sammenhæng, vi naturligvis skal vende tilbage til!
Men så kommer epistelen. Og vi skal stadig tænke på, hvordan mange mennesker, uden tvivl også med brod mod kristendommen og Folkekirken, bliver ved med at klage over, hvor forfærdeligt det er med al den religion! For her hører vi jo klart og tydeligt apostelens formaning.
Gengæld ingen ondt med ondt ... Hold fred med alle mennesker ... Tag ikke retten i egen hånd ... Hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke ... Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.
Se det, mine venner, det er altså den religion, vi dyrker her i Den Danske Folkekirke - sammen med alle de andre i hele Den Kristne Kirke. - Og hvis der er nogen af kirkens medlemmer, der gør noget andet end dette - hvad der ganske vist desværre er - så er det altså ikke den kristne religions skyld! - Husk også at sige dette, hvis I kommer ud for, at nogen fyrer de her omtalte floskler af. - Sagt på en anden måde: Ingen skal i hvert fald bilde sig ind, at verden vil blive bedre med mindre kristendom! Det, der er i vejen, er tværtimod, at der er for lidt kristendom - også hos de kristne selv!
Men vi går videre til evangeliet. Og her skal vi lægge mærke til den allerførste sætning: ”Da Jesus var kommet ned fra bjerget”. - For hvad var det for et bjerg? - Det var jo intet mindre end Bjergprædikenens bjerg, det sted, hvor Jesus blandt andet har sagt:
I har hørt, at der er sagt: ”Du skal elske din næste og hade din fjende”. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.
Det var det bjerg, Jesus kom ned fra. Idet evangelisten jo slutter sin gengivelse af Bjergprædiken med at oplyse, at
Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
Det er altså myndigheden - dvs. magten - der taler på den måde, at den siger: ”Elsk jeres fjender ...”. Osv.
Og svarende til, hvordan Jesu myndighed og magt - eller Jesus som myndigheden og magten - har sagt disse ting oppe på bjerget, viser han nu sin magt og myndighed nede på jorden, nede i sygdommens og lidelsens virkelighed, ved helt konkret at helbrede nogle mennesker.
Hvor jo så i det andet af de to tilfælde netop magt-og-myndigheds-perspektivet bliver trukket klart op, idet den syge tjeners herre - en kaptajn i den romerske besættelseshær - i al ydmyghed bruger sin egen militære hverdag som billede på, hvordan det forholder sig, når det er magten, myndigheden, der gør sig gældende.
Men bortset fra, at dette jo er et meget fint billede på det, vi kunne kalde ”underets problematik”, så understreger hele denne romersk-besættelseshær-sammenhæng jo på en utrolig konkret og stærk måde, hvad Jesus i belæringens form har sagt i Bjergprædikenen om at elske fjenderne, også helt konkret ved at give dem noget at drikke - eller altså i dette tilfælde ved at helbrede dem!
Kan I se det! Er der så nogen, der kan komme og sige, at der skulle ligge tilskyndelse til krig i kristendommen?!
Men der er mere endnu. For det er jo ikke bare det, at denne kaptajn er officer i besættelseshæren. Han er jo også hedning. Og dermed skulle grunden jo være lagt til det religiøse had. Men hvad ender det med? Det ender jo med, at Jesus - efter at have hørt denne officers udmærkede militære billedsprog, for så vidt angår ”under-problematikken” - siger: ”Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel”. Osv. - Her ser vi hvordan kristendommen ved at være centreret omkring Jesu person nok er absolut eksklusiv - men så alligevel har det grænseoverskridende indbygget i sig. Indbygget af Jesus selv!
Og så er ringen ved at være sluttet. For vi husker jo, hvordan allerede teksten fra 5. Mosebog udtrykkeligt talte om, at vi skal elske de svage, ikke bare dem af vore egne, men også ”den fremmede” - hvilket jo på godt moderne dansk vil sige ”flygtningen”!!!
Men nu ved I godt, jeg har det princip, at jeg ikke vil køre det løb, bare at stå her på prædikestolen og slå jer andre oven i hovedet med den slags dyre ord, medens jeg selv ser ”hellig” ud! Så jeg vil skynde mig at sige, at kun en tåbe vil nægte at se i øjnene, at vi har et problem med de fremmede. Ikke bare dem, der - måske helt uoverskueligt - vil blive ved med at komme. Kun en tåbe vil nægte, at der er et problem her. Og kun en endnu større tåbe vil prøve at forhindre, at problemet overhovedet bliver drøftet.
Men netop derfor kan man frygte, at der pludselig - når de pæne ords magt er forbi - melder sig en helt anderledes barsk virkelighed - med nogle meget grimme sider. Derfor må jeg - i al solidaritet med den frygt, vi er mange der nærer - minde om, at ligesom det, Jesus har lært os, er lige det modsatte af tilskyndelse til krig, således er det, Jesus, ja, allerede den ældste del af vor Hellige Skrift, lærer os, også lige det modsatte af racisme eller fremmedhad. Sagt på en anden måde: Det er faktisk Guds bud til os, at vi ikke alene skal elske vore fjender og hjælpe dem, men at vi også skal være solidariske med alle de irriterende mennesker, både hjemme og ude, der har brug for vor hjælp!
Dette kan der ikke laves om på. Sådan er Guds bud. Og med den udvikling, der tegner sig i verden i dag, er der virkelig brug for, at vi allerede nu får dette bud at høre.
Så må vi ellers se. For det er helt sikkert, at vi hverken vil eller kan efterleve det fuldt ud! - Det kunne jeg selvfølgelig godt nøjes med at stå og sige, vi bare skulle.
Men for det første er der i praksis et eller andet sted en grænse for, hvor meget vi synes vi kan ofre os for vor næste. Uanset hvor meget vi må give Jesus ret i, at vi i princippet skal gøre alt for ham (altså næsten; men hvis man hører det som = Jesus, passer det jo som bekendt også; næsten er = Jesus!).
Og for det andet er det måske heller ikke i realiteten det mest kærlige, bare at ofre sig - hvilket nemlig meget let kan komme til at betyde, at ham, vi skulle hjælpe, og vi selv, går til grunde sammen. - Ej heller kan vi i praksis afstå fra at bruge militær magt - til fx netop at sikre de svage og forfulgte. - Og jeg frygter som sagt, at vi i de kommende år kan komme ind i nogle forfærdelige dilemmaer.
Derfor: Når jeg står her på prædikestolen som prædikant i den kristne menighed, så må jeg pdes. klart videregive, hvad Jesus og profeterne og apostlene har sagt. Uden at trække noget fra. Men pdas. må jeg jo også gøre dette på en ærlig og redelig måde over for jer andre, så det ikke bare bliver en fuldstændig uforbindtlig gang vand ud af ørerne.
Vi står altså i en vanskelig og grumset virkelighed
- hvor grumset både er rundt omkring
os og inden i os. Og den virkelighed må vi så gå ud i med Bibelens og Jesu
klare ord i ørerne. Og gøre det så godt - eller så lidt dårligt - som muligt. Idet vi i Jesu navn beder Gud om
tilgivelse for alt, hvad vi har forsømt eller gjort forkert. Og så på den måde
alligevel kan leve videre i grumsetheden på en tryg og frejdig måde - stadig i
stand til at gøre i hvert fald noget!
Amen.
* * *
Far i Himlen!
Tak, fordi vi i al nød og angst må kalde på dig! Tak, fordi vi må tro, du er der!
Og vi beder dig: Hjælp os! Trøst os! Styrk os!
Lad os selv i undergangen have håbet om din evige kærlighed hos os!
Amen.
Det allerførste særlige i denne gudstjeneste på 4. s. e. helligtrekonger var den salme fra Salmebogsforslaget, vi sang. Og den vender vi tilbage til.
Det næste var kollekt-bønnen, vi bad. Og lad os bare høre lidt nærmere efter, hvilken retning, det har været meningen vi skulle bringes i ved at få lagt den bøn i munden og i sindet straks i begyndelsen af gudstjenesten. For det var jo nok ikke noget, vi moderne 2001-kristne sådan lige uden videre af os selv ville finde på at sige i en bøn i forbindelse med evangeliet om Stormen på søen!
For det var jo lige før vi blev bragt til at takke Gud for alle vore trængsler her i verden, da vi henvendte os til Gud, som Den, der "ud fra [sin] faderlige og gode omtanke lader [os] leve under korset her på jorden og lader storm og uvejr komme over os for at nedkæmpe synden og øve os i tro, håb og bøn"!
Det er vel i hvert fald vor umiddelbare følelse. For der er vel stadig mennesker, der i ulykkens øjeblik kan sige, at "der må vel have været en mening med det". Eller: "Jeg har måske skullet lære noget af det".
Ja, jeg ved ikke?! Har I ikke hørt nogen sige noget i den retning? Eller I har måske selv sagt noget i den retning?
Men ellers har vi moderne mennesker det jo sådan, at vi føler alt det, der gør ondt, som en stor uretfærdighed. Og anklager vi ikke ligefrem Gud for det, så er det i hvert fald "samfundets skyld"! - Et perspektiv, vi skal vende tilbage til lige om lidt.
Under alle omstændigheder kan vi bedre identificere os med det, vi bad i selve kollektens "bede-bøn":
Forbarm dig over os, hør os nådigt, når vi beder i fristelse og i nød, send os din hjælp, så vi kan erfare din nåde og faderlige bistand og med alle dine hellige prise og love dig i evighed
Og navnlig er der det gode ved selve denne bede-bøn, at det ikke bliver specificeret, hvori den hjælp, vi beder Gud sende os, skal bestå. Ja, det er jo meget fint, at det faktisk ligger i ordlyden, at den hjælp, vi beder om, under alle omstændigheder kan bestå i selve det, at Gud hører os!
Og her er jeg altså ikke på nogen som helst måde spydig! For os moderne mennesker, der på en helt særlig måde har oplevet den tilstand, der ofte bliver betegnet som "Guds død" er allerede selve forestillingen om, at der overhovedet kan være nogen, der hører os, når vi råber vor nød ud i Universet, en stor trøst. Bare selve det mindste håb om, at vi ikke er alene med de blinde og måske lige i dette øjeblik med vor undergang truende naturkræfter!
Så er den mere konkrete hjælp. vi evt. måtte kunne få, faktisk af underordnet betydning. - Selv om hvis vi virkelig er ombord på Estonia, så vil vor bøn nok også i høj grad dreje sig om det. Samtidig med, at det andet nok også her er det allervigtigste.
For vi ved jo, at ingen bønner kan få os ud af denne verden og ud af de vilkår, der gælder her. Blandt andet ved vi jo, at vi før eller siden vil blive indhentet af døden.
Nej, selve det, at vi kan have bare det mindste håb om, at der er en stor og god magt, der hører vore nødråb, er den allervigtigste trøst og hjælp. For det har jo ikke kun noget at gøre med den øjeblikkelige nød og fare, vi er i. Det har jo o noget at gøre med, om der overhovedet er nogen som helst mening med vort liv eller ej!
Vi bad altså for det første Gud høre os. Og så bad vi ham sende os sin hjælp - uden altså at det blev nærmere specificeret, hvori den skulle bestå. Måske bare i selve bevidstheden om, at Gud hører os, når vi beder til ham. Men selvfølgelig alligevel også i en helt konkret udfrielse af den akutte nød og fare. og så ellers alt, hvad der måtte ligge derimellem.
Hvortil så kom, at selve denne bede-bøn i kollekten mundede ud i bønnen om, at vi - efter at have erfaret Guds "nåde og faderlige bistand" her i verden - kan ende med at prise og love Ham i evighed sammen med alle hans hellige!
Alt dette ligger i denne bøn. Og vi kan sige, hvad vi vil, om det at få lagt sådanne forordnede bønner i vor mund og vort sind. Det minder lidt om det, der sker, når man stryger på et stykke jern med en magnet: Alle de små magneter inde i jernstykket bliver rettet ind i en ganske bestemt retning. Og således er vi altså meget tidligt i denne gudstjeneste blevet rettet ind i retning mod Gud i alle de henseender, vi her har fået trukket frem!
Men så kom den første læsning! Stykket fra Jobs bog. I ved ham den gode og fromme mand, som Satan fik provokeret Gud til at få lov at ramme med alle mulige helt uforskyldte plager, så at han til sidst klagede over sin ufortjente ulykke. Men hvor det ender med, at Gud forkynder sin storhed med bl.a. de ord, vi hørte her i læsningen. Og med, at Job siger:
Nu ved jeg, at du formår alt,
intet, du har besluttet, er umuligt for dig.
v3 Hvem er det, der uden kundskab tilslører det, du har bestemt?
Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod,
om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked.
v4 Jeg sagde: "Hør, jeg vil tale,
jeg vil spørge dig, og du skal give mig svar."
v5 Jeg havde hørt rygter om dig,
men nu har jeg set dig med egne øjne;
v6 derfor kalder jeg alt tilbage og angrer
i støv og aske.
Og det hele ender med, at Gud vendte Jobs skæbne og gav ham dobbelt så meget, som han før havde haft. Ja, nu prædikenen alligevel er begyndt at få denne særlige karakter, så skal vi altså også høre udførligt, hvad det hele ender med. Også selv om det jo kan siges at være en lidt billig "happy ending", lykkelig slutning. For det allerdybeste i det Jobs bog skal sige os, er jo det, der faktisk svarer til, hvad jeg som moderne menneske sagde lige før, at også når det ender allerværst, ligger den afgørende trøst jo i, at Gud overhovedet ER der som tilværelsens Herre!
Men hvis vi vil se meget dybt teologisk i den lykkelige slutning på Jobs bog, kan vi jo sige, at den svarer til det, bede-bønnen i kollekten mundede ud i at være en bøn om, nemlig den evige glæde i Guds rige! For når vi som kristne finder trøst og fred i alene selve den mulighed, at Gud dom måske alligevel ER der, så bunder dette jo dybest set i, at når Gud bare ER der, og det altså virkelig ER Ham, der er der, GUD, der er det, så betyder det i alleryderste forstand, at så er er al vor nød og elendighed omsluttet af hans store godhed, også på den måde, at så er det han godhed, der er det allersidste, derude, hvor ellers alt hører op! Ja, lad os høre Jobs-bogens slutning i dette perspektiv - idet vi glæder os over, at vi har Det Gamle Testamentes vidunderlige udtryk for glæde over alle de gode ting, Gud som vor Skaber har givet os. For Jobs-bogen slutter nemlig således:
Fra da af velsignede Herren Job mere, end han tidligere havde gjort. Han fik fjorten tusind får, seks tusind kameler, tusind spand okser og tusind æselhopper. v13 Han fik syv sønner og tre døtre; v14 [...] v15 Så smukke kvinder som Jobs døtre fandtes ikke i hele landet, og deres far gav dem arvelod på linie med deres brødre.
v16 Job levede endnu 140 år og så sine børn og børnebørn i fire slægtled. v17 Så døde Job gammel og mæt af dage. - (Job 42,12-16)
Så kom epistlen. Og hvis I nu sidder og venter på, hvordan den kan komme til at handle om noget af alt dette, så venter I forgæves. Hvis vi skal strække det rigtig vidt, kan vi selvfølgelig sige, at her ser vi, at kristendommen altså ikke bare er sådan en "nødhjælps-religion". At forestillingen om Guds almagt altså ikke bare er sådan en højere form for sutteklud, men at Guds almagt jo også indebærer Guds totale krav på os - et krav, han så lader gå videre i retning af vort medmenneske. Idet der vel at mærke ikke er tale om bare sådan et koldt og hårdt krav, men altså om noget, der ligger indesluttet i det store og allerdybeste forhold, at Gud simpelt hen ER Kærlighed, og at det er sådan, han er, både som Skaber fra første begyndelse af og helt ud i Evigheden på den anden side af verdens ende!
Men mere praktisk ligger det jo sådan, at epistlerne fra Kirkens allerførste tid af simpelt hen har været oplæsning af apostlenes breve. ja, den allerførste gang, en epistel er blevet læst, har der formodentlig simpelt hen været tale om, at gudstjenestelederen har sagt til den forsamlede menighed: Nu skal i hører! Vi har lige fået brev fra Paulus! - For det græsk-latinske ord "epistel" betyder jo slet og ret "brev"!
Men efterhånden er disse brevstykker så blevet faste led i gudstjenesten. Ofte som led i undervisningen i, hvad det sådan mere i praksis vil sige at være kristen, at være døbt - eller måske at skulle døbes. For der har, efter hvad man ved, i høj grad også været tale om undervisningen af dåbskandidaterne. Hvilket her i denne tid af kirkeåret ville sige dem, der lige var begyndt at gå til undervisning med henblik på dåb påskelørdag, den vigtigste dåbsdag, hvor dåben helt bogstaveligt kom til at betegne en sammenknytning med Jesus i både hans død og hans opstandelse!
Og til sidst om epistelen: Det er dejligt, at det også er sådan i gudstjenesten, at den ikke kun er "enstrenget", så det alt sammen kun handler om eet tema. Det er dejligt, at vi også kan have sådan en læsning, der tegner et helt andet perspektiv. Samtidig med, at vi får dette store kirkehistoriske syn. Dumme mennesker hader epistellæsningerne. Vi andre skal lære at glæde os mere og mere over dem!
Så er der endelig selve evangeliet - som I jo nok kan regne ud, jeg ikke har tænkt mig at prædike direkte over. Bortset fra, at jeg jo alligevel allerede har prædiket temmelig direkte over det.
Men i kan jo også godt se, at en vigtig grund til, at jeg i dag er gået frem på denne måde, er, at man ellers så let kan komme til at ende i en ørkesløs tanke-eksercits over "underets problem"!
En gang imellem er vi selvfølgelig nødt til at tage dette problem ved hornene, så godt vi ellers kan. Men i dag vil vi nøjes med at sige, som der står i salmen om det første tegn, Jesus gjorde, nemlig vand-til-vin-underet i Kana, at "klart er det, at ene han, / som skabte både vin og vand, / kan deres art forandre". Hvilket så også netop passer meget fint ind her i dag, idet næste vers jo - vi kan sige: i næste åndedrag - begynder således: "Han sagde: Ti! til storm og hav"! (125,3).
Ja, "i salmen"! - For hermed er vi nået frem til det helt særlige ved netop denne 4. søndag efter helligtrekonger-gudstjeneste 2001, nemlig, at alt, hvad der er sket indtil nu, jo kommer til at være indrammet af den salme, vi sang allerførst, og af den salme, vi skal synge lige om lidt, her efter prædikenen.
Der er 300 års afstand mellem de to salmer! Indgangssalmen er skrevet i 1989. Af Gustav Biering, som jeg har kendt! Han havde sommerhus på Bornholm og kom i Skt. Peders Kirke! Hvad jeg ikke siger for selv at høste ære derved, men for at understrege det helt nære nutidige perspektiv.
Og så er denne salme også moderne derved, at den ser stormen på Genesaret sø som et billede på det enkelte moderne menneskes angst og uro.
Også Kingos salme fra 1689 bruger situation dengang på Genesaret sø som et billede på noget andet, nemlig på Kirken. Og det er ikke noget, Kingo bare sådan har fundet på til sin salme her. For det er jo et billede, der er næsten lige så gammelt som begivenheden selv. Og hvor er det, vi befinder os lige nu? Det er jo i kirke-skibet! Og hvad er det der hænger der!?
Ligesom vi jo i vort konfirmandmateriales allersidste egentlige undervisningsblad - om pinsen og Kirken - i nederste højre hjørne først har dette salmevers:
Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben forene;
var vi på jord ej mer end to,
bygge dog ville han og bo
hos os i hele sin vælde. -(280,3)
Og dernedenunder har vi så en tegning af en båd på nogle bølger med tolv mennesker i - plus en noget større skikkelse med en glorie om hovedet, der sidder i agterstavnen. Og båden har det ikke så godt. Bl.a. er sejlet revet af, så masten ligner et sort kors.
Og som jeg altid siger til konfirmanderne: Her har vi billedet af Kirken. Vi er alle i den samme båd. Og vi sejler på verdens vilde hav. Under korsets tegn - med alt, hvad det betyder. Men det betyder jo også, at så er Jesus også i samme båd som os, ja, det er ham, der sidder ved roret.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader,
Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra
første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
[Som det fremgår af de hidtil indsatte prædikener, er jeg først sent, nemlig i februar 2000, blevet opmærksom på, at der ikke skal siges amen efter prædikenen, men først efter den lovprisning, som prædikenen afsluttes med (Brinth og 3 × Christiansen: "Højmessen i Den Danske Folkekirke. En liturgisk håndbog", 1999, s. 86 og 96).]
* * *
Da 5. søndag efter helligtrekonger er en sjælden dag og jeg ikke umiddelbart har fundet andre1. tekstrække- prædikener til den end denne fra 1973 og den følgende fra 1981, har jeg sat begge på. Ingen af dem er i sig selv særligt bemærkelsesværdige, men dels er de altså de eneste, jeg har fundet til denne dag, dels er det af en vis interesse at se, hvordan jeg har prædiket over dette evangelium på Bornholm i 1973 og på Lolland i 1981.
Far i Himlen!
Vi takker dig for alt det gode, du har givet os,
for hver god dag, hver lille glæde i vort liv,
og for det tilbud om frelse og kærlighed, du har givet os ved din Søn Jesus Kristus!
Lær os at holde os til din godhed og stole på din magt gennem alle tilskikkelser!
Amen.
Menneskelivet. Det kristne menneskeliv. Menighedens, kirkens liv. Det er det, vi har hørt om de sidste fire søndage.
Og det er det, vi på en ganske omfattende måde kan høre ud af lignelsen om rajgræsset blandt hveden.
Vi har jo længere nede i Matthæus-evangeliets 13. kapitel en nærmere forklaring til lignelsen. Og der hedder det: "Marken er verden". Og her kan vi begynde:
Marken er verden, den verden, som Gud har skabt, tilsået med sin gode sæd.
Det kan vi jo godt mærke, at der er meget i vort liv og i det, vi møder i det, der bærer præg af at være sået ud af Guds skaberhånd.
Fx har vi her i denne mærkelige vinter haft mange dage, hvor lys og luft, den våde muld på markerne og de tykke knopper på træer og buske har spillet i utallige gule, brune og grå og violette nuancer mellem det grønne fra gran og fyr.
Og vi kan hver især tænke på, hvad vi har oplevet af smukt og glædeligt, stort eller småt i ugens løb.
Ja, vi kan godt mærke, at verdensmarken oprindelig er tilsået af Gud.
Oprindelig ...
Ja, for vi mærker sandelig også, at fjenden har været ud med sin giftige sæk.
Og så kan vi spørge så længe, vi lever, hvorfor det skal være sådan. Det finder vi ikke noget svar på.
Men lignelsen her kan nok lære os et par nyttige ting:
1.
Livet, som det nu foreligger, er i alle henseender en mærkelig blanding af godt og ondt.
2.
Det gode kommer fra livets Herre - og det onde fra hans og vor fjende.
3.
Men det er ikke en forskelsløs blanding. Livet er ikke gråt i gråt. Man kan godt skelne mellem godt og ondt.
4.
Og det onde vokser nok imellem det gode og gør megen skade. Men det gode bliver ikke helt kvalt. Trods alt - og "alt" omfatter altså desværre meget - bærer verdensmarken præg af, at den gode sæd er sået først. Verden og livet er trods alt i sin grund og oprindelse Guds gode værk og hans gode gave til os.
Men den gode sæd betyder her i lignelsen ikke først og fremmest skabelsen. I forklaringen står der jo, at det er Menneskesønnen, der sår den gode sæd. Det egentlige perspektiv er altså ikke skabelsen, men frelsen.
Men der er jo en helt afgørende sammenhæng mellem skabelse og frelse. Det er ikke to adskilte og forskellige ting. Det er den samme Gud, der har skabt Bornholm og sendt os sin Søn som vor Frelser.
Men i dette frelsesperspektiv må vi opfatte verdensmarken som det, den nu engang er. Det er den verden, Jesus kom til. På denne verdens-mark har Jesus nu sået frelsens gode sæd.
Og så er meningen - det, der er baggrunden for lignelsen - at man skulle forvente, at medens verden som helhed er sådan en underlig blanding, så skulle i al fald de områder, som Jesus har tilsået, være rene. Det er nok en skuffelse i den retning, der har været anledningen til, at Jesus fortalte denne lignelse.
Der har være nogle blandt disciplene, der har været skuffede i den retning. Og nogle i den senere kirke - som jo har sørget for, at denne lignelse blev bevaret i overleveringen og Skriften.
Der har været og er stadig nogle, som siger noget i retning af, at det er slemt nok, at verden som helhed skal være sådan en blanding af godt og ondt, men kirken må være ren.
Og så er det, at Jesus gør opmærksom på, at selv om kirken godt nok er en samling omkring det helt nye og helt rene, som med Ham er kommet ind i verden, så må kirken alligevel dele kår med verden, så længe verden står.
Kirken er en syndig kirke, fordi det er en kirke i verden. - "Frø af ugræs er føget over hegnet", kan man godt sige! Og det må vi affinde os med, siger han.
I kan ikke rense kirken uden at slå den ihjel. I kan ikke rykke rajgræsset op uden at rykke hveden op tillige. I kan ikke rense kirken for hyklere, skinhellige, for dem, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed - uden at I tømmer kirken for mennesker. For I hænger sammen ved roden alle sammen. I virkeligheden er der både rajgræs og hvede i jer alle sammen, skal I se! Men hvordan det er, skal I ikke afgøre. Det vil vise sig til sin tid. Når jeg kommer at dømme levende og døde.
-
I søndags hørte vi Jesus tale til os og vor bekymring for vor kirkes fremtid. Også lignelsen her kan vi høre som talt ind i vor folkekirkelige situation. Og der kan jo være nok at bekymre sig over. Og vi kan ikke vide, om det måske bliver i en forholdsvis nær fremtid, den ulykke overgår os, at det ikke længere er muligt at opretholde vor folkekirkeordning.
Men een ting får vi at vide i dag. Vi skal ikke selv gøre noget for at udsondre en lille ren og håndgribeligt hellig kirke. Det kan ikke lade sig gøre.
Hvor små samfund vi end prøver at lave, vil der altid være rajgræs. Man kan næsten vove at sige: Selv om der kun er to eller tre samlet om Jesu navn, vil der alligevel være rajgræs til stede. Vi skal altså for så vidt bare tage det roligt og affinde os med, at det endnu ikke er Guds Rige, vi lever i.
Men det er vigtigt at lægge mærke til, at det ikke er passiv resignation, Jesus prædiker, en affinden sig med, at det nu engang ikke kan være anderledes. Det er ikke på det grundlag, han siger, vi skal tage det roligt. Begrundelsen er jo, at det til syvende og sidst er husbonden, der har magten.
Amen.
*
Da 5. søndag efter helligtrekonger er en sjælden dag og jeg ikke umiddelbart har fundet andre 1. tekstrække-prædikener til den end denne fra 1981 og ovenstående fra 1973, har jeg sat begge på. Ingen af dem er i sig selv særligt bemærkelsesværdige, men dels er de altså de eneste, jeg har fundet til denne dag, dels er det af en vis interesse at se, hvordan jeg har prædiket over dette evangelium på Bornholm i 1973 og på Lolland i 1981.
Far i Himlen!
Giv os nøgternhed i vor tanke og varme i hjertet, så vi kan se, hvordan vi skal leve med hinanden som dine børn i din menighed, og så vi også virkelig gør det!
Amen.
Denne lignelse er henvendt til en ganske bestemt slags kristne, nemlig dem, der vil gøre noget radikalt ved den forargelige situation, det er, at der er så mange ugudelige og dårlige medlemmer af menigheden.
Nu kan vi jo så hver især overveje, om vi synes, vi hører til blandt vore dages forkæmpere for det, man plejer at kalde "en ren menighed".
Men selv om der måske slet ikke er nogen af os, der synes, vi ligner dem, der meget håndfast ville gå ud og luge hele kirkemarken igennem, kan vi nok alligevel have godt af at lytte til denne lignelse. Det er måske nemlig slet ikke på grundlag af Jesu syn på sagen, vi er mere tolerante end husbondens tjenere her i lignelsen. Det er måske bare ganske almindelig ligegyldighed, dovenskab eller bekvemmelighed?
Og tro nu ikke, at disse spørgsmål bare er noget, jeg står og vælter ud i hovedet på jer! Disse spørgsmål må enhver præst jo først og fremmest stille til sig selv, idet han siger: Er du bare ligeglad med, hvordan det ser ud i menigheden? Orker du ikke at gøre noget ved det? Eller er du bange for de ubehageligheder, du kan nedkalde over dit eget hoved, hvis du begynder at fare løs med lugejernet? Ja, er du i sidste instans bange for din egen position og dit eget levebrød, hvis du får luget så meget ukrudt væk, at den nuværende kirkeinstitution bryder sammen?
Og nu, hvor vi har haft disse spørgsmål fremme, kan vi ikke alene konstatere, at uanset hvor meget vi hver især selv føler os truffet af dem, så skal de ikke regnes med, når vi skal prøve at forstå, hvad den egentlige mening med lignelsen er. Vor dovenskab, ligegyldighed bekvemmelighed eller fejhed har under ingen omstændigheder nogen som helst med Jesu bedømmelse af menighedens forhold at gøre.
Allerførst skal vi derfor nok gøre os klart, at Jesus ved en anden lejlighed har udtalt sig til fordel for det, man kalder "kirketugt", og vi skal kun nogle få kapitler frem her i Matthæus-evangeliet for at finde stedet, hvor Jesus efter at have fortalt lignelsen om det fortabte får giver anvisning på, hvordan man først under fire øjne skal tilrettevise en medkristen, der har forsyndet sig, og hvis det ikke hjælper, da under medvirken af yderligere eet eller to medlemmer af menigheden, og endelig, hvis det heller ikke hjælper, da over for hele menigheden,
og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder (Matt 18,17).
Der er altså her klart tale om de medlemmer af menigheden, der er, hvad man i gamle dage kaldte "åbenbare syndere", og til sidst om dem af dem, der bliver ved med at fremture.
Men den indbyrdes opdragelse og omsorg skal altså så vidt overhovedet muligt foregå på tomandshånd eller i en ganske snæver kreds. Kun den der, der hårdnakket fremturer skal "stilles i gabestokken", og kun den, der heller ikke da vil love bod og bedring, skal udstødes af menighedens fællesskab.
Og vi må ikke glemme, at det ord, der kommer lige før denne formaning, er slutordet i lignelsen om det fortabte får:
Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt (Matt 18,14).
Også her er det Guds altfavnende kærlighed, der er grundlaget for det hele, og "kirketugten" kun en mere praktisk foranstaltning.
-
Og herefter har jeg i manuskriptet gjort denne senere tilføjelse: "NB Epistelen!". - Hvad dette har ført til på prædikestolen, kan jeg ikke huske. Det er muligt, at jeg har gentaget nogle af de vigtigste steder i den. Men det kan også være, jeg bare har henvist til, hvad vi lige havde hørt. Her i denne udgave vil jeg yde læserne den service at indføje hele teksten - som sædvanlig i 1992-oversættelsen:
Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige. Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!
-
I evangeliet til i dag er det imidlertid et andet problem af mere principiel karakter, der står i forgrunden, nemlig dette:
Nuvel, sæt vi nu burde arbejde for en ren menighed, hvordan skulle vi så kunne undgå at rive det gode op med det onde? For hvor går grænsen mellem det gode og det onde? Det skulle vel aldrig være sådan, at de onde og de gode er i den grad filtret ind i hinanden, at det er umuligt for mennesker her i verden at pege på et enkelt medlem af menigheden og sige: Ham der, han skal smides ud.
Ikke sådan at forstå, at det hele kan være eet fedt. Man kan jo nok se forskel på korn og ukrudt. Men det vil alligevel gøre mere skade end gavn, hvis man begynder at prøve at luge ukrudtet væk. Vi kan bare tænke på de såkaldte dåbssager, vi havde for nogle år siden.
Pdes. er det klart for alle, der overhovedet tør og vil se sandheden i øjnene, at der er noget rivende galt i den måde, vi betragter og bruger den hellige dåb på. Men pdas. er det næsten umuligt at gøre noget ved det i det enkelte tilfælde.
Hvad så? - Åh, jeg synes nok, vi får en rigtig god vejledning i det, vi har hørt nu i dag.
For det første, at grundlaget for det hele er skaberens kærlighed til sine skabninger, vor himmelske fars kærlighed til sine børn.
For det andet, at der rent praktisk er grænser for, hvem vi kan regne med i den kristne menighed. Her må vi i vor situation først og fremmest tænke på sådan noget som, hvis et medlem af menigheden stiller sig op offentligt og udtaler sig i klar modstrid med kristendommen. Et sådant medlem har derved udelukket sig selv af fællesskabet. Og går han ikke selv, er vi andre nødt til at ekskludere dvs. ekskommunikere ham, fordi der ikke må herske tvivl om, hvad det er, der forkyndes i og af menigheden.
For det tredje, at den mere praktiske kirketugt, ikke nødvendigvis behøver at være noget med at smide ud eller at være kold og hård og ond mod en, der er kommet galt af sted.
I øjeblikket befinder vi os i øvrigt endnu i et stadium, hvor det både i samfundet og i menigheden er friheden, der er sat i højsædet. - Og lad os håbe og bede til, at vi ikke får sat den over styr noget af stederne.
Men det forudsætter bla., at vi lærer at leve med friheden på en ordentlig måde, så den ikke bare bliver en iskold ligegyldighed, hvor vi uden at blinke lader hinanden gå til grunde i druk og narko og prostitution, hustruvold og børnemishandling.
Men hvor vi heller ikke indklistrer de svage i en vammel selvtilfreds omsorgsbehandling. Vi skal lære at leve i et sandt menighedsfællesskab, i en sand solidaritet, hvor kærlighed indebærer respekt, og hvor varmen er frisk og ren.
Amen.
* * *
Gud, vor Skaber og Frelser! Gud, som er hos os i Åndens nærvær og kraft!
Tak, fordi du har ladet os se din herlighed i Jesus, ja, ladet os se den som den herlighed, vort liv har sin herlighed fra!
Giv os din Ånds kraft, så vi kan høre Jesu ord med din nåde og sandhed over os og vort liv.
Lad os blive i din nåde og sandhed gennem hele vort liv og ind igennem vor død, og før os til sidst ind til den evige og fuldkommen klare herlighed i dit rige - ved Jesus Kristus, din Søn, vor Herre!
Amen.
"Herlighedsteologi". "Herlighedsteologi"! Ja, det er der noget der hedder. Og normalt er det ikke noget godt, man mener, når man siger "herlighedsteologi". For det, man sigter til, er noget med, at der så er nogen, der mere eller mindre bilder sig ind, de er i Himlen før tiden. Eller noget med, at "Kirken", dvs. gejstligheden og inderkredsen dyrker pragten og magten på en forkert måde - dvs. så det i virkeligheden er sig selv og sin egen magt, man dyrker.
Og en sådan herlighedsteologi må naturligvis afvises. Og ikke bare i den form, vi nok først ser for os - rent ud sagt den romersk-katolske form med paven og kardinalerne og ærkebiskopperne osv. Og store flotte processioner og mange jublende mennesker. Sådan som vi fx lige nu igen har set det under alle festlighederne i forbindelse med det store 2000-års jubilæum for Kristi fødsel og vort tidsregnings begyndelse.
(I parentes bemærket, så har netop "herligheden", fra Herrens herlighed, der strålede om hyrderne julenat, til Herrens herlighed, der i Esajas’ helligtrekongerslektie forkyndes brudt frem over os været det gennemgående tema i den måde, vi fejrede den store år 2000-julefest på her i pastoratet, også selv om vi pga. kirkeårs-forholdene, ærgerligt nok, ikke direkte fik hørt denne lektie).
Men der er også andre former for herlighedsteologi. Fx den såkaldte "fremgangsteologi", som dyrkes i en eller anden amerikansk sekt, der også er kommet her til Norden, og som går ud på, at når man tror på Gud, så skal det nok gå fremad for en her i verden. Og de lignende former for "teologi" (hvis man kalder det det) i de amerikanske "TV-kirker", hvor det mest er idoldyrkelse, penge og sex, det drejer sig om.
Men lad os nu ikke beskæftige os mere med det. Disse negative eksempler har selvfølgelig kun skullet tjene til at indkredse, hvad vi positivt må forstå ved "herlighedsteologi". For det er jo det, det handler om i dag: den egentlige, den sande herlighedsteologi, teologien om den herlighed, de tre disciple så skinne frem af Jesus oppe på Forklarelsens Bjerg. (Og "kirkeårshistorisk" set er der en klar sammenhæng mellem den herlighed, vi hører om i dag, og så selve julens herlighed. Hvad vi dog ikke kan komme nærmere ind på her).
Og vi skal altså passe på, når vi i vores "protestantiske" selvretfærdighed harcelerer over skønheden i den måde, de holder gudstjeneste på i de to store gamle kirkesamfund. Det er ikke uden videre af det onde, at der er skønhed, ja, herlighed i gudstjenesten. Men alt kan jo misbruges.
Da fyrst Vladimir i Kiev for nu over 1.000 år siden havde sendt sine udsendinge ud for at studere de tre store religionsformer, der kunne være tale om som afløser for hedenskabet i Kiev-Rusland, da var de ikke meget begejstrede for hverken Islam eller den romerske katolicisme.
Men den ortodokse gudstjeneste, de havde oplevet nede i Konstantinopel, den havde gjort et stort indtryk på dem! Aldrig havde de set og hørt og indåndet så stor en skønhed: guldet, billederne, sangen, røgelsen: "Vi vidste ikke om vi var i Himlen eller på jorden"!
Ja, det er i sig selv en meget fin historie. Men alt kan som sagt misbruges, og netop hvad den østlige, ortodokse kirkeafdeling angår, bliver det desværre nu her 10 år efter kommunismens sammenbrud, mere og mere klart, at der nok er en sammenhæng mellem den unægtelig meget store skønhed i deres gudstjeneste (og i deres arkitektur og kunst, både kirkeligt og verdsligt), og så deres elendighed ude i det virkelige liv. Ja, man må stille sig det spørgsmål, om ikke selve den ortodokse kristendomsform på en uhyggelig måde har været en forudsætning for, at man har kunnet få mennesker derovre til at hoppe på den kommunistiske drøm om et jordisk paradis, så de - ved hjælp af nogle plakater og billeder og slagord har kunnet nære denne drøm også midt i den værste elendighed og det værste svineri!
På den anden side kan det jo også være en form for selv- eller afgudsdyrkelse, hvis vi i lallende selvglæde giver os hen i vor egen flade og flove måde at være kristne på - og finder vor "herlighed" i det!
Der er kun een redning fra både den ene og den anden slags farer. Og det er at holde sig til den sande herlighed. Som hverken står eller falder med de ydre former og forhold i fx gudstjenesten.
Hvilket minder mig om en Bergman-film, jeg har set for mange år siden. Hvor det hele er fuldstændig elendigt. Ikke mindst præsten! Og der er faktisk ikke nogen menighed mødt til gudstjenesten. Det er helt forfærdelig trist alt sammen. Men så bliver der alligevel holdt nadver. Og midt igennem gråheden og tristheden lyser det, da præsten i nadverliturgien siger: "Himlen og jorden er fuld af din herlighed"! - For uanset formen og den ydre pragt (eller mangelen på ydre pragt) er det jo rigtigt, som de siger ovre i Øst, at enhver gudstjeneste er "Himlen på jorden". Og hvis den ydre pragt ikke netop er - og af alle opleves som - en sand følge af og udtryk for dette forhold, men bare er eller opleves som en slags iscenesættelse, for at folk skal have noget at forlystes ved, så er det helt galt! (Jeg vil i den forbindelse sige, at uanset alt det dårlige, der kan siges om Den Romersk-Katolske Kirke, så er det alligevel at undervurdere den, når vi - netop i vor selvretfærdige, men måske samtidig forlystelsessyge "vulgærprotestantisme" kalder den katolske gudstjeneste et "show". Så ringe er de altså ikke).
Men der er mange måder at opleve den sande herlighed på. Lad os fx tage Grundtvigs salme: "Hyggelig, rolig, Gud, er din bolig". Her er det danske er godt repræsenteret ved ordet "Hyggelig". Og det er helt i orden. Det er dejligt, at vi danskere forestiller os, at herligheden hos Gud også er "hyggelig"! - Set fra een side af, er der jo også næsten noget af det samme i Peters udbrud her i evangeliet til i dag: "Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her ...". - I gamle dage var dette sted ligefrem oversat: "Herre! Her er godt at være!" - Og netop Grundtvig elskede det i den form!).
Det, vi hele tiden skal huske på, det er, at den egentlige herlighed, den herlighed, som kan give sig de også allermest fantastiske storslåede udslag i sang og musik og guld og røgelse og blomster og farver, den er den samme, om det er under de allermest beskedne og grå ydre former, vi fejrer gudstjeneste. Og om det er i en almindelig stue, i et fængsel eller som soldater ude i felten - og om det eventuelt er under de mest grufulde omstændigheder. Tænk på, hvad vi hørte så sent som nu her anden juledag i Sankt Stefans-lektien: "Fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side".
Men i alle disse eksempler er der tale om en repræsentation af eller en forsmag på en herlighed, som egentlig er et andet sted.
For selve Guds herlighed som sådan, ja, den er selvfølgelig kun hos Gud - i Himlen. Eller som noget, der kommet til syne i særlige åbenbaringssituationer.
Det hørte vi om i GT-lektien, hvor det jo var en midlertidig afglans af Herrens herlighed, der lyste fra Moses’ ansigt.
Og det samme gjaldt ved "Forklarelsen på Bjerget", som vi hørte om i evangeliet (og i epistelen). Her var det oven i købet Jesus selv. Men åbenbarelsen af herligheden varede kun et øjeblik. Og bagefter gik de ned af bjerget, ned til den almindelige jordiske virkelighed - med sygdom og forvirring og vantro, ja Jesu forudsigelse af sin lidelse og død.
Vi kommer altså kun til at opleve herligheden som noget, der skinner igennem et måske endda meget tæt mørke i vores tilværelse. Og det gælder også den herlighed, jeg nu vil gå over til at tale om. Som ganske vist egentlig er den samme herlighed. For der er jo kun een herlighed. Nemlig Guds herlighed. Men vi møder den alligevel på to måder.
Den måde, der indtil nu har været tale om, er altså den særlige, nye måde, hvor det direkte er Guds himmelske herlighed, der byder lysende igennem vor nuværende tilværelses mørke. Bryder ned til vore lave egne oppe fra Himlen. Eller bryder lysende igennem til os ude fra Guds Rige ude i fremtiden, ja, ude fra det punkt, hvor tiden er forbi.
Men her skal vi være klar over, at denne himmelske eller fremtidige, kommende herlighed, den jo kun er den sande herlighed, og kun kan erkendes og tro’s som den sande herlighed, når vi kan se, at det, der lyser så himmelsk og guddommeligt for os, det er den samme herlighed, som vi trods alt kender fra vort eget menneskeliv og fra den verden, vi har fået at leve det i!
For hvis der ikke således var tale om to sider af samme sag, så ville selv den mest imponerende og strålende, glimrende herlighed være en løgne-herlighed. Den slags herlighed, som fx narkomanerne oplever, når de tager deres gift. En Dødens og Løgnens pseudo-herlighed fra Djævelen af!
Og dette er meget, meget vigtigt: Både at den herlighed, der træder frem i kristendommen og i den kristne gudstjeneste (også under de mest bedrøvelige omstændigheder), er det direkte - om end undtagelsesvise og fjerne - udtryk for den samme herlighed, som den samme Gud fra skabelsen af har lagt i vort liv til at være der hele tiden. Også trods alt - trods Syndens og Dødens og Djævelens onde anslag og angreb. Det er helt afgørende vigtigt, at vi ser, at kristendommen langt fra at være en helt fremmed magt, der kommer ud af det tomme intet for (helt uden forbindelse med noget som helst) at gøre krav på os, netop er livets egen herligheds-magt, der kommer til sit eget for at være hos os med bekræftelse af den herlighed, Han allerede har lagt i vort liv, og med frelse og håb for vort liv med al den trods-alt-herlighed, der er i det.
Og så virker den særlige herlighed tilbage jo også bekræftende tilbage på den naturlige, allerede givne herlighed, vi trods alt oplever i vort liv. Så den i himmel-lyset og ved frelses-håbet bliver endnu mere klar som herlighed. Ja, så den bliver løftet ud af alt "trods-alt’et" og givet til os som det, der allerede nu er det egentlige i vort liv - hvorved det samtidig bliver en virkelig forsmag, en virkeligheds-forsmag på vor egen delagtighed i dén fuldkomne herlighed, vi kun i glimt har set skinne frem. I måske nogle få øjeblikke i gudstjenesten, hvor Guds Rige, ja, Gud selv, i ganske særlig grad har lyst for os.
Og dette er den helt afgørende forstand, hvori den kristne teologi absolut er en herlighedsteologi: At vi allerede her og nu som kristne får et helt nyt forhold til den herlighed, Gud allerede fra skabelsen og fødslen af har nedlagt i vort liv. Selvfølgelig i vore gode dage og lykkelige stunder. Så vi virkelig oplever dem som sand herlighed. Og det alt sammen ikke bare går hen og bliver oplevet som overflade og glimmer for os.
Men også i de onde dage. Der er ingen forskel her. I gode som i onde dage, i lyse timer som i mørke stunder, er det det lys, de tre disciple så oppe på Tabor-bjerget, der er herlighedens håb i os!
Da Jesus blev født julenat, da oprandt det lys, som hele jordkloden, hele "jordens bold" "skal lysne udi og gløde", ja, i vor dåb er han blevet herlighedens håb for os og i os. Herlighedens håb om, at alt det gode, vi har fra Gud, engang skal blive helt rent og klart, "helt, som det skal være", en helt ren og klar sag mellem Gud og os!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
* * *
Far i Himlen!
Tak, fordi du har plads også til os i dit rige, og tak, fordi vi må leve og arbejde for dig.
Hjælp os til at få alle onde tanker ud af vort hjerte, så vor glæde kan blive fuldkommen.
Amen.
Den første vanskelighed for os moderne kristne er, at vi faktisk ikke har noget direkte forhold til det, denne lignelse handler om, nemlig Guds magt til at give eller lade være med at give!
Helt anderledes var det hos jøderne på Jesu tid, hvor religionen først og fremmest var et spørgsmål om at gøre sig fortjent hos Gud.
Og så kan vi godt se, at lignelsen om arbejderne i vingården er en bombe under denne fortjeneste-opfattelse: De "knurrende" [DO 92: "gav de ondt af sig"] arbejdere repræsenterer de rettroende og lov-lydige jøder, først og fremmest farisæerne. Og det, de er sure over, er, at Jesus nu kommer og lukker toldere og syndere og andre mindreværdige personer ind i Guds rige. Men til dem siger Gud: "Er dit øje ondt, fordi jeg er god?".
Men lad os igen vende tilbage til vor egen situation.
Jeg sagde før, at vi moderne kristne ikke har noget direkte forhold til Guds magt og dermed heller ikke til spørgsmålet om, hvordan Gud vil bruge sin magt.
Hvis vi tager det typiske moderne menneske og ser på hans eller hendes religiøse problemer, så er i hvert fald det første, vi får øje på, det store altoverskyggende pinefulde spørgsmål, om der overhovedet er nogen Gud, og dermed, om tilværelsen overhovedet har nogen mening.
Nogle vil ganske vist kunne finde på at spørge: Jamen er spørgsmålet om Gud da så uløseligt knyttet sammen med spørgsmålet om livets mening? Har livet ikke den mening, det faktisk har, uanset om der er nogen Gud?
Hertil vil jeg sige:
Jo, de, der spørger sådan har i hvert fald halvvejs ret. Det er ganske tydeligt, at liv og død, glæde og sorg, sandhed og løgn, godt og ondt, gør sig gældende i vort liv og hele vor tilværelse, også selv om vi ikke mener at kunne tro på Gud. Og alle disse ting, både alt det gode og alt det onde, er der - og er, hvad de er, uanset hvad du og jeg tror og tænker om Gud eller ikke Gud. Derfor er det heller ikke sådan, at en god ting først bliver god, hvis den får klistret en kristelig mærkeseddel på. Både det gode og det onde er på forhånd, hvad det er, og bliver ikke i og for sig anderledes af kristendommen.
MEN: Jeg vil påstå, at netop det, at det er sådan, er et klart udtryk for, at Gud er bag tilværelsen - og at der gennem hele tilværelsen raser en kamp mellem Gud og Djævelen, mellem godt og ondt, sandhed og løgn, liv og død.
Og dermed er vi tilbage ved det, vi egentlig var i gang med, nemlig spørgsmålet om, hvad der er det første religiøse spørgsmål hos det typiske moderne menneske.
Det er nemlig sådan, at selv om vi når frem til en eller anden form for tro - fx på den måde, jeg lige har beskrevet - så er det jo stadigvæk ikke spørgsmålet om, hvordan Gud vil bruge sin magt, der står i forgrunden. Nej, når det moderne menneske kommer ud af intethedens og meningsløshedens mareridt, er den første følelse en kæmpestor glæde over at kunne tro bare en lillebitte smule på, at det ikke bare er noget, vi bilder os ind, en illusion, at det gode er bedre end det onde, sandheden bedre end løgnen, og livet bedre end døden!
Der er imidlertid mere at sige.
For det første må vi ikke glemme, at vi trods alt lever i et gammelt kristent land og at vi - i hvert fald de allerfleste danskere - stadig hører til i den kristne menighed, således at, når vi har mistet troen, ja, så er vi "kristne, der har mistet troen". Vi ved noget om, hvordan den Gud er, vi har mistet troen på. Og når vi begynder at komme til troen igen, så ved vi også noget om, hvordan den Gud er, vi er begyndt at komme til troen på igen. Og han er jo sådan, som Jesus har lært os og vist os, bl.a. ved denne lignelse!
Og i denne forstand er det altså sådan set rigtigt nok, at vi først og fremmest glæder os, når vi igen begynder at kunne tro på, at det er denne gode Gud, der står bag al sandhed, al glæde og alt liv.
Ja, vi kan sige, at lignelsen netop handler om, at vi ikke skal andet end glæde os - hvilket altså så også betyder, at vi skal glæde os sammen med både Gud og mennesker, når også de allersidste får del i glæden, dem, der bliver hyret til allersidst, i den ellevte time.
Eller sagt på en anden måde: På vor vej tilbage til troen må vi ikke stoppe op på halvvejen, så vi nok har nogle forestillinger om Gud og i hvert fald bruger ordet Gud, men alligevel mener, at vi selv skal skabe eller arbejde os til livet og glæden.
At komme ind i Guds rige er at få hele livet skænket - uanset hvor meget eller hvor lidt vi arbejder eller på anden måde gør os "fortjent"; det er en helt anden side af sagen; for når Gud, den almægtige sætter os til at gøre noget eller forlanger noget af os, så skal det bare gøres.
Vi må ikke misforstå vor tvivl. Det, at vi kan have meget svært ved at tro på Gud, det er en ulykke og lidelse for os; det giver os på ingen måde ret til at opstille forskrifter for, hvordan den Gud skal være, som det evt. vil behage os at tro på.
Og det, der skal gøres, det skal selvfølgelig gøres, uanset hvad der er i vejen med de andre!
Men det allervigtigste, det, der er den absolutte hoved-pointe i lignelsen, det er altså, at vi skal forstå, at Gud selvfølgelig ikke kan tage mennesker til sig, dvs. frelse mennesker efter et kvote-system. Man kan ikke komme 50 % eller 60 % i Himlen!
Derfor fik alle arbejderne i lignelsen hver en dagløn, dvs. nok til at det daglige brød, nok til livet.
Og derfor er det hele livet, nu og i al evighed, Gud rækker hver eneste af os. - Kun Djævelen kan så indskyde den tanke i os, at når jeg får hele livet, så skulle nogle af de andre have lidt mindre. -
Nej, den slags tanker er der ikke plads til i Guds rige; den slags tanker er der ikke plads til i den fuldkomne glæde, det fuldkomne liv!
Amen.
* * *
Herre Jesus Kristus!
Tak, fordi du i din store ydmyghed har vist dig for os som Sandheden og vejen til Gud!
Hold os fast i livets sandhed og sandhedens liv!
Og lad det vokse og bære frugt i os og ved os!
Amen.
Vi kan godt komme til at høre Lignelsen om Sædemanden som et problem! Vi kan nemlig sige, at her har kristendommen "helgarderet sig", ja, at her har Jesus "helgarderet sig"!
For problemet er jo, at ifølge det, der forkyndes som kristendom, så er Jesus altså kommet med Guds ord, Sandhedens og Livets ord. Ja, det er jo endda beskedent formuleret. For det, der prædikes i og ud fra den kristne Kirke, det er jo ikke bare, at Jesus kom med Guds ord, i betydningen en tale fra Gud, et budskab fra Gud, nej, det er jo, at Jesus var Guds Ord (med stort O!).
Det er jo det, vi lige har fejret så voldsomt her i de to julefester i tilknytning til år 2000: At det evige Ord, som var i begyndelsen og var hos Gud og var Gud, det Ord, i hvem livet var menneskers lys, at han blev kød og tog bolig iblandt os, så hans disciple så hans herlighed, en herlighed som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Ja, det hørte og oplevede vi jo så sent som for to uger siden, i forklarelses-evangeliet til sidste søndag efter helligtrekonger!
Så vidt, så godt! Det er i hvert fald både smukke og store ord. Men så er det, eftertanken kan komme snigende, så vi spørger: Hvad er der så kommet ud af det? Det er jo stadig sådan, at langt mindre end halvdelen af jordens befolkning er kristne. For slet ikke at tale om tilstanden hos dem, der på en eller anden måde skulle gå for at være kristne! Fx her hos os i vores danske folkekirke-menighed! Rent ud sagt: Er der her tale om virkninger, der svarer til disse store ord ved juletide?
Ja, vi kan ikke lade være at stille det spørgsmål, at når det nu hedder sig, at det er livet og sandheden selv, der er kommet til menneskene, hvorfor i alverden styrter de så ikke alle sammen dérhen, hvor livet og sandheden er - og bliver dér?!
Og så kan vi jo også se, hvad det er jeg mener med udtrykket "har helgarderet sig"! - Hvis vi nemlig nu tager lignelsen til i dag, så kan den jo godt forstås som en "helgardering" i den forstand, at egentlig er Jesus virkelig alt det, han gav sig ud for at være, og alt det, hans sagde, og alt det, der siden er blevet forkyndt om Ham og i hans navn - men så er der jo altså desværre også det, at noget af alt dette er faldet på vejen eller på klippegrunden med det tynde jordlag, eller mellem tidslerne. Hvordan vi så ellers vil udlægge alt dette: Satan, der straks fjerner det, inden det overhovedet når at spire. Den overfladiske tilegnelse, der ikke giver udholdenhed i trængselens stund. Verdens bekymringer og rigdommens blændværk osv.
Det kan jo virkelig kaldes en "helgardering". Jesu ord, Jesus som Ordet, og ordet om Jesus, det er altså alt sammen godt og sandt nok - men så er der desværre alle disse omstændigheder, og så er det hele alligevel ikke blevet så godt!
Og det står da selvfølgelig enhver frit for at sige, at så er hele kristendommen bare en stor samling påstande og bortforklaringer. Ja, ikke bare det. Det er jo ikke bare de afgjort ikke-kristne, der står frit. Dem, der måske i det hele taget ikke kan lide kristendommen. Sådanne mennesker findes der jo en del af. Nej, der er også tale om en mulighed, der hele tiden er til stede inde i os, der gerne vil være kristne, gerne vil prøve at tro på Jesus som Guds Ord, og gerne vil prøve at holde os til de ord, han har talt.
Og det helt mærkelige er jo, at det, at denne mulighed hele tiden er til stede, det ikke bare er sådan en irriterende biomstændighed. Nej, det er faktisk noget, der hører med!
For vi kristne, vi tilbeder jo mennesket Jesus fra Nazaret i den tro og under den påstand, at dette menneske ER Sandheden, Guds Sandhed! Og det kan vi ikke gøre uden samtidig at være helt hensynsløst og hudløst åbne over for enhver anfægtelse af denne tro og denne påstand!
Ikke sådan, at vi i vort dagliglivs praksis hele tiden skal gå forvirrede rundt og være i voldsom tvivl hele tiden. Det behøver vi i hvert fald ikke gøre os umage for. Tværtimod har vi både ret og pligt til at prøve at leve et stille og roligt liv, trygt hvilende i troens fred og glæde. Men denne tryghed bliver en falsk tryghed - ja, undskyld udtrykket : en tyrkertroens tryghed - hvis vi ikke samtidig hele tiden er åbne for de spørgsmål, der kan stilles til vor tro på Sandheden i Jesus Kristus.
Ja, jeg tillod mig før at bruge det gamle ord: "Tyrkertroen". Som jo for ikke så mange år siden var et ganske almindeligt ord. I dag risikerer man måske at blive meldt til politiet, hvis man bruger det!
Men jeg kunne jo også bare have sagt "fundamentalisme". Det er jo det moderne ord for "tyrkertro" - både hos muslimerne og hos os andre. For der er jo også kristne fundamentalister. Tag bare til USA, hvor der er nogle ualmindelig utiltalende typer, der fører sig frem under kristen-navnet. Og vi har dem jo - i en trods alt noget mindre utiltalende skikkelse - også her i Folkekirken. Som mennesker, der med Bibelen i hånden vil tyrannisere alt og alle.
Men det er en almindelig religionshistorisk vurdering, at en fundamentalist, det er en, som inderst inde godt ved, at hans sag er tabt, at han er uhjælpelig agterudsejlet af virkeligheden. Derfor klamrer han sig desto mere til, at han - og han alene - har den helt direkte viden om, hvad der er sandheden, hvad enten det så er Bibelen eller Koranen, han påberåber sig. Forskellen er såmænd ikke så stor.
Men altså: "Kristen fundamentalist", det er egentlig en selvmodsigelse. Man kan faktisk ikke på een gang tro på Jesus Kristus som Guds evige Ord, ja, som Sandheden selv i egen person, og så være fundamentalist! Vi er nødt til, midt i denne kristne gudstjeneste, at udsætte os selv for den "anfægtelse", AT fx denne lignelse er en "helgardering", en bortforklaring af det problem, at det kristne ord ikke har større magt over mennesker, end det har.
MEN SÅ ER POINTEN - og så skal pointen - netop her i den kristne menighed jo være, at det altså er SANDHEDEN, vi tror på, Ikke "os selv og det, vi tror på". Ikke "jamen jeg har nu min tro" (som det hedder i den allernyeste post-moderne variant).
Nej, det er SANDHEDEN, vi tror på! Hvilket heller ikke vil sige "Jesus" i betydningen: en, der som så mange andre har stillet sig op og påstået, at han repræsenterede det guddommelige.
Vi skal simpelt hen gå så vidt som til at sige, at når vi tror på Jesus som Sandheden, så må denne tro indebære, at hvis der engang skulle komme en anden, der virkelig viste sig at være Ham, der var Sandheden (og så skal det altså ikke være den første, den bedste, så skal der virkelig noget altafgørende til), så måtte det jo blive ham, vi skulle tro på. For det ligger jo faktisk direkte i, hvad han selv sagde, da disciplene spurgte ham om, hvad tegnet skulle være på hans genkomst. Det er jo nemlig faktisk det samme: Jesu genkomst, eller det, at der kommer en Anden og viser sig at være Sandheden!
Og her siger Jesus altså, at
23 Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; v24 for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. v25 Nu har jeg sagt jer det forud. v26 Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. v27 For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. v28 Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes (Matt 24,23).
Og det sidste, det er jo et drastisk udtryk. For ikke at sige "ulækkert"! Men til gengæld et, vi ikke sådan lige glemmer. Og som et helt tydeligt: Sandheden er simpelt hen ikke til at tage fejl af! I hvert fald ikke når det kommer til stykket. Løgnen - eller de falske kristus'er - kan føre sig frem til en tid. Men kun til en vis grænse.
Og det at være kristen, det er jo så, at vi ikke har set noget, der har kunnet erstattet Jesus på en sådan måde, at det svarer til lynet fra horisont til horisont. Eller altså til gribbene, der flokkes om et ådsel ude i ørkenen.
Og dette ligger også i den måde, ordets sæd bliver sået på.
Ordet - med påstanden om, at det er Sandhedens og Livets ord - strøs ud. Helt sorgløst. og i fuld frihed. "Den, der har ører at høre med, skal høre". - ELLER: "Vil I med, så hæng ved!". "Vi tvinger ikke nogen. Hvis der ikke sker det, at ordet viser sig at svare til jordbunden i jeres hjerter, så er der ikke noget at gøre ved det, ikke i denne omgang, i hvert fald".
Midt i hele forvirringen, midt i verdens brogede landskab, bliver det kristne ord altså stadig forkyndt. Med hele den risiko, der ligger i det, den risiko, Jesus selv tog - til det yderste - og som hans disciple og apostle og forkyndere må tage, ja, som enhver, der hører ordet, må tage!
Og det afgørende i Lignelsen om Sædemanden, det er jo heller ikke de forskellige forklaringer på, at ordet ikke virker. Det er jo klart nogle bi-ting. Nej, det afgørende i Lignelsen om Sædemanden, det er sådan set nøjagtig det samme som det med lynet fra horisont til horisont og gribbene om ådslet.
Det afgørende er, at til syvende og sidst sætter Sandheden sig igennem, til syvende og sidst bærer Sandhedens ord frugt.
Hele vor situation her i verden er såre broget. Og der kan helt bogstavelig talt tvivles om alt. Ja, der skal sådan set tvivles om alt. I den forstand, at vi ikke prøver at sikre os mod usikkerheden ved selv at udvælge os et eller andet, som vi gør til vort faste holdepunkt. Nej, vi må vente, til Sandheden selv sætter sig igennem, ordets sæd selv bærer frugt. Uanset og på trods af alt det, der tyder på det modsatte. Og uanset og på trods af alle de ting hos os selv, der står i vejen for det!
"Den, der har ører at høre med, skal høre". Vi må simpelt hen høre ordet. Så må det vise sig, om det nu ikke alligevel er det, der passer til vort livs virkelighed, om det nu alligevel ikke er her, livets frugt ligger!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
* * *
Far i Himlen!
Tak, fordi det
er din vilje, at ikke en eneste af os skal fortabes.
Lad denne din
kærligheds-vilje styre og lede os i dag og alle vore dage.
Amen.
I KIRKEANNONCEN[1] på torsdag regner jeg med at citere følgende vers af Grundtvig:
Er os tomme Ord og Lyde;
Eget Folk og Fædres Land,
Veed vi ei, hvad de betyde
Meer end Mængde, Muld og Strand,
Tant er og hvert Ord, vi
tale,
Om Guds Riges Bjerg og Dale,
Om Guds Folk og Menighed.
(VU VI 347).
Det vil jeg lige prøve at genfortælle med mine egne ord:
Hvis ordene "det danske folk" og "vort fædreland Danmark" ikke har noget dybere indhold for os end "mængde" (= en "befolkning" på ca. 5 mill.), "muld" (= vor gode landbrugsjord samt fx rigdommene i undergrunden!) og "strand" (= havsoklen? eller fiskerirettighederne? eller kysterne som det, der afgrænser det danske territorium?) – hvis det er tilfældet, så bliver det, vi hører henne i kirken om søndagen, og al kristen tale overhovedet, nødvendigvis det rene volapyk!
Hvis vi ikke forstår, hvad det vil sige at høre til i det fællesskab, som det danske folk er, er der ikke noget at sige til, at ord som "menighed" og "kirke" også bliver uforståelige for os. Og hvis vi ikke elsker vort jordiske fædreland, hvordan skal vi så have lyst til overhovedet at høre nogen tale til os om et himmelsk fædreland?
Ja, i videste forstand, hvis vi ikke hjerteligt elsker vort menneskeliv her i verden, hvordan skal vi så kunne interessere os for at høre om et evigt liv i Guds rige?
Dette er en "problematik", som så vidt jeg kan se, er mange gange mere aktuel i dag, end den var på Grundtvigs tid. Det lyder måske mærkeligt. For plejer vi ikke at sige, at vi moderne mennesker netop er nogle store egoister, der kaster al vor kærlighed, hele vort hjerte, på livet her og nu, og på "denne verdens ting"? - Jo, og det mærkelige er, at det til dels er to sider af samme sag. - Men jeg vil blive ved påstanden om, at det i virkeligheden er typisk for det moderne menneske, at vi i grunden slet ikke elsker vort liv!
Gjorde vi det, ville vi formodentlig ikke i den grad sjuske med det, ja, mishandle det, som vi gør i det moderne vestlige industrisamfund.
Men hvorfor er der overhovedet tale om et problem i denne forbindelse? Hvorfor er det ikke det mest selvfølgelige af alt, at vi elsker vort liv? - Det er, fordi der er noget, der er gået helt galt. "Jorden er kommet i en skæv stilling til Himmelen", som Grundtvig også siger.
Og det er klart, at hvis vi efterhånden har fået den opfattelse, at hele tilværelsen bare er een stor grå blanding af godt og ondt, og at der så i øvrigt ikke er mere at sige, så kan vi hverken elske det gode eller hade det onde og længes efter at blive reddet væk fra det. Det siger Grundtvig således i det følgende vers, som jeg vil bruge som indledning til selve denne fastelavnsprædiken:
Føler ei vi i vort Hjerte,
Vi oprandt af Gude-Æt,
Ei vi føle kan med Smerte,
At vi arted os fuldslet,
Kun med Spot det Ord vi møde,
At gienløse og gienføde
Gud os vil som sine Børn!
Det vil jeg også gerne prøve at gengive med mine egne ord:
Hvis vi ikke til bunds kan føle, at vort menneskeliv egentlig er af guddommelig oprindelse, ja, såre godt, skabt i Guds billede, så vi ligner Ham, og hvis vi ikke samtidig kan se, at der er noget u-egentligt og ondt, der har gjort skår i dette egentlige og såre gode - så kan vi i bedste fald kun have et skuldertræk tilovers for det kristne glædesbudskab om syndernes forladelse og det evige liv.
En virkelig kærlighed til sit liv er jo langtfra at gå rundt og ligne en glad gris og synes, det hele er så rosenrødt. Tværtimod er det ofte lig med stor smerte og længsel.
Hvis vi ikke føler, at vi er Guds skabninger, som ved Djævelens falske list er blevet lokket ud i synden og døden, så er det kun lirum-larum, når vi fx i dåbsritualet siger:
Vi takker dig, himmelske Fader,
fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.
For:
Føler ei vi i vort Hjerte,
Vi oprandt af Gude-Æt,
Ei vi føle kan med Smerte,
At vi arted os fuldslet,
Kun med Spot det Ord vi møde,
At gienløse
og gienføde
Gud os vil som sine Børn!
Johannes Døberen veed noget om alt dette. Det vidste og veed enhver from jøde - hvor meget mere så ikke den største af dem alle!
Derfor nægter han jo også først at døbe Jesus: "JEG trænger til at døbes af DIG, og DU
kommer til mig???!!!"
Men Jesus svarede ham: "Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed".
Hvad betyder det egentlig? - Ja, vi bør nok allerførst oversætte den afgørende sætning helt ordret:
Thi således er det passende for os at opfylde al retfærdighed.
"Retfærdighed" - det ord har vi arbejdet meget med i konfirmandstuen, hvor vi netop har læst en del i Matthæus-evangeliet og allerede har set mange forskellige eksempler på, hvad der lå i ordene fra Bjergprædikenen:
For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår
de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget (Matt 5,20)
Her i dåbsevangeliet har vi hele betydningen samlet.
Pdes. opfylder Jesus hele retfærdigheden ved at gå ind i flokken af jøder, der skal døbes af Johannes med omvendelsesdåb til syndernes forladelse; alene kunne de ikke opfylde den, lige meget hvor stor en flok de kom i, men når Jesus gik ind i flokken og lod sig døbe med, så blev - ved ham - hele retfærdigheden opfyldt; han gjorde det, vi skulle have gjort, og dermed var der for første gang siden Adams og Evas første dage et menneske på jorden, der 100% gjorde Guds vilje.
[Tilføjet foroven i manuskriptet: NB 1) Selve lydigheden. 2) Omvendelsen. Dvs. ikke alene kunne de ikke præstere selve den oprindelige simple lydighed, men heller ikke en total omvendelse.]
Men dermed er langtfra alt sagt. Kristendommen er ikke bare en noget højere form for offer-religion. Jesu dåb - og død - er selvfølgelig langt mere end bare et trick, Gud har fundet på for at få det til at se ud, som om regnskabet nu gik op - en slags guddommelig regnskabsmanipulation!
Kristendommen betyder en total sprængning af al offerreligion!
Når Jesus går solidarisk ind i vores flok, så udtrykker og viser han dermed også Guds solidaritet med os. Idet Jesus lader sig døbe af Johannes, udtrykker han sin totale hengivenhed i den Guds vilje, som forbinder ham med folket for at redde det fra dets synder.
Det er den hele og fulde retfærdighed. I den er ret og nåde, retfærdighed og barmhjertighed forbundet.
Og derfor kan vi nu bede:
Mit hjerte i den grav, du lå
til påskemorgen rød,
lad, når det aftner, hvile få
og smile ad sin død!
Før så mig arme synder hjem
med din retfærdighed
til dit det ny Jerusalem,
til al din herlighed!
(189,3)
Amen.
* * *
Herre Jesus Kristus!
Tak, fordi du så helt afgørende har stillet dig foran os mod den onde.
Hjælp os til altid at blive bag dig og følge dig.
Amen.
Vi er nu i fastetiden, hvor vi skal nærme os livets store fest i anger og bod. Men ærlig talt - vi har noget svært ved, rigtig at gå ind i denne anger-og-bod.
Så kan man sige, at det bare er, fordi vi er ubodfærdige og ikke vil bøje os angrende for Gud, vor Herre.
Og det er selvfølgelig rigtigt. Alligevel er der meget mere at sige om hele denne sag.
Allerførst kan vi spørge, om det nu altid og i enhver henseende er rigtigt, at vi ikke vil angre og gøre bod?
Er det trods alt ikke sådan, at vi alle kender til det at skamme os over noget ondt, vi har gjort, eller noget godt, vi har forsømt? - Det være sig i det store eller i det små.
Mon dog ikke, vi alle sammen kender til denne nagende, grumsede fornemmelse i brystet, der først forsvinder, når vi har fået talt med et andet menneske om det - måske det menneske, vi har gjort fortræd eller forsømt - eller når vi i kirken eller i vore bønner derhjemme har fået talt med Gud om det?
Der er selvfølgelig også en anden mulighed, nemlig, at vi prøver at fortrænge eller bortforklare det, der nager os. Men det er helt klar en usund løsning, der yderligere forurener vort liv med løgn.
Nej, den eneste mulighed for at kunne leve videre på en måde, så man både kan holde sig selv ud og bevarer sin sunde sans for, hvad der er rigtigt og forkert, det er at få læsset eller renset skylden og skammen af, så man virkelig kan begyndt på en frisk.
Helt umotiverede for at gå ind i fastetiden er vi altså ikke. Vi har nok alle noget, vi gerne vil have læsset af nu, og vi har alle brug for at lære af denne fastetid, hvordan vi til alle andre tider kan komme til Gud med det, der piner og nager os.
- - -
Men fastetiden handler om mere end bare dette.
Fastetidens anger og bod skal gå dybere ned end bare til den ene eller anden ting, vi sådan kan gå og skamme os over eller fortryde.
Den alleryderste mening med fastetiden er, at den anger og bod skal gå helt derned, hvor det gælder selve vort grundforhold til Gud.
Og her kommer vi til det, vi ikke så let kan forstå, altså det, at vi allermest og først og fremmest skal gøre anger og bod for en grundskade, der ligger forud for og hele tiden neden under alle de enkeltting, jeg før talte om.
Kort sagt er vi tilbøjelige til at mene, at vi da i grunden er meget gode, selv om vi må indrømme, at det ligesom er smuttet for os ved den og den lejlighed.
Og så er det, vi måske ligefrem begynder at føle den kristne prædikenens dybtborende tale om Synden med dens totale krav om anger og bod som en sort og undertrykkende, livsfjendsk tale.
Men lige netop her er det, evangeliet om Djævelens fristelse af Jesus ude i ørkenen kommer os til hjælp - netop på den første søndag i fasten.
- - -
Allerførst skal vi forstå den fulde betydning af, at det ikke kun er et evangelium om, hvordan Jesus gik og blev udmattet, så han overvejede den mulighed at snyde lidt med udførelsen af sin opgave.
Det er ikke bare det, at Jesus sådan går for sig selv og føler sig fristet til at tage nogle nemme tricks i anvendelse.
Nej, det er Djævelen, Fristeren, Satan, Løgneren og bagvaskeren, anklageren og forføreren, den onde selv, Dødens og ødelæggelsens Herre, der fører fristelsen frem, og hans endemål med det hele er, som han til sidst åbent spiller det ud: at få Guds og Marias Søn Jesus til at kaste sig ned og tilbede ham.
Fastetiden - og hele den kristne dybe tale om anger og bod handler altså ikke kun om os mennesker. Hvis der ikke havde været andet end Gud og os mennesker, ville vi simpelt hen have levet lykkeligt i Paradiset endnu.
Dén dybe anger og bod, vi nu på en ganske særlig måde kaldes til, er i virkeligheden ikke andet end det, der ligger i det, vi gør, hver gang vi siger ordene om forsagelsen af Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen og derpå vender os om mod livets og sandhedens Gud.
Og den bevægelse har Jesus givet os forbilledet på, da han sagde:
Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. (Matt 4,10).
- - -
På en vis måde føler vi rigtigt, når vi vægrer os ved at tro, vi er så helt igennem onde. Men vi skal også kunne skelne. Vel bliver vi i den kristne prædiken kaldt syndere. Men vi bliver ikke kaldt djævle!
Den kristne prædiken siger ikke, at vi i bund og grund er onde. Tværtimod siger den, at vi er skabte i Guds billede, så vi ligner Ham - og "Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var" (1 Mos 1,31).
Men den kristne prædiken siger, at vi skønt skabte i Guds billede, så vi ligner Ham, har ladet os lokke af Djævelen ud i ulydigheden og døden.
Har I nogensinde overvejet, hvordan vor religiøse stilling ville være, hvis vi ikke havde døden at frygte?
Prøv og forestil jer det! Måske kan vi på den måde få et indblik i, hvad det vil sige, at Djævelen fik lokket os til at ville være ligesom Gud.
Nu kommer vi til Gud og tigger og be’r om et håb mod døden. Men var døden ikke, ville vi så ikke bogstavelig talt føle os fristet til at have stjernerne og træerne og alle lyster og glæder helt for os selv?
Det er i hvert fald noget i den retning Syndefaldet for Adam og Eva gik ud på, og det var det, Djævelen prøvede, om han kunne gøre een gang til med Jesus.
Men hvorfor er det nu så forfærdeligt? - Det er det af den simple grund, at det er umuligt helt ind i den rene død og ødelæggelse.
Selvfølgelig kan vi ikke have livet eller alle verdens tiger og deres herlighed for os selv.
Uden Gud er der ganske enkelt ikke noget!
Kun Djævelens gøglebilleder kan indskyde os den vanvittige tanke.
Og det er ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt der overhovedet er noget til eller ej. - Selv om man forestillede sig, at vi på en måde kunne være alene med os selv og alle tingene, så ville det bare være et stort mekanisk teater alt sammen, uden liv, ude kvalitet:
Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund (Matt. 4,4).
Det er derfor, anger, bod og forsagelse er den rette forberedelse til livets store påske-fest.
Vi skal reddes væk fra Djævelens onde umuligheds-gøgl og ind til det sande, virkelige liv i pagten med livets Gud!
Amen.
* * *
Herre Jesus
Kristus!
Forbarm dig
over os!
Giv os af dit
livs-brød, så vi kan blive raske i vore syge og bange hjerter og leve sunde og
glade med dig som vort håb, indtil vi til evig tid skal spise og drikke med dig
i din Fars og vor Fars rige!
Amen.
Ja, normalt fristes vi jo til at blive stående ved selve det, vi kan kalde "under-problemet", hvilket altså i dette tilfælde ville sige, at vi blev stående ved nogle overvejelser med hensyn til, om det nu også virkelig kan være rigtigt, at denne kvindes datter blev rask, bare fordi Jesus sagde: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil".
Og dette "under-problem" kan deles op i to. Der er først den mere teoretiske eller principielle side af sagen, nemlig spørgsmålet, om det overhovedet er muligt, at der på nogen som helst måde kan ske brud på de processer, som udgør "naturens orden". - Og her er det jo sådan, at de fleste af os almindelige moderne vestlige mennesker helt grundlæggende har den opfattelse, at det kan der ikke. Det gælder også de mest kristne af os, ja, også selv om vi siger, vi tror på Jesu undere. Så er det noget, vi gør i modstrid med og på trods af en naturvidenskabelig betragtningsmåde, der simpelt hen er gået i blodet på os. Ganske vist ved vi, at virkeligheden, fysisk set, ikke er helt så enkel og mekanisk, som man engang troede, men selv om denne nye viden måske kan åbne lidt op for et ellers helt lukket, mekanisk syn på virkeligheden, ligger det os stadig dybt i blodet, at Universet, inkl. os selv bare er en mere eller mindre kompliceret strøm af fysiske processer, som vi til dels har indblik i.
Sådan ligger det os i blodet. Når vi tænker teoretisk over de forskellige muligheder. For når vi lever i det daglige, overvejer og beslutter, elsker eller hader, glæder os eller skammer os, er det et helt andet verdensbillede, vi har. Eller en helt anden ramme, vi tænker og føler inden for. Det har ganske vist ikke noget med helbredelsesundere at gøre. I hvert fald ikke på anden måde end, at vi faktisk i vort helt almindelige dagligliv i allerhøjeste grad både handler og føler, som om virkeligheden var andet en bare nogle fysiske strømningsmønstre. Her oplever vi fx, at en beslutning, vi tager i vores bevidsthed, kan få store følger i vort legeme og i vore omgivelser. Og dette er trods alt et endnu større hul i det ellers rent mekaniske univers end de ubegribelige hændelser inde i atomerne.
Og så kunne jeg nævne alt det, de ikke så helt almindelige moderne mennesker efterhånden går rundt og tror på - i form af healing og al den slags. Her er det mærkeligt at være fx en halvgammel kristen præst og opdage, at i denne frontstilling står man i mange henseender nærmest på samme side som naturvidenskabeligheden, der ellers har været modstanderen! Og dog kan man ikke lade være at tænke på, at der - i hvert fald i nogle henseender - kan være en forbindelse mellem alt det, der nu er oppe i tiden, og så det, der berettes om i Det Ny Testamente. Som en præst, der engang havde gjort tjeneste som missionær i Pakistan, har fortalt mig, så havde hun - det var vel tilbage i 60’erne - meget forsigtigt og med mange forbehold forsøgt at undervise nogle pakistanske børn i en af beretningerne om Jesu undere. Og så var det, en af drengene sagde: "Det dér! De kan min bedstefar da også!".
Nu vil jeg ikke på nogen billig måde tage hverken den gamle eller den moderne form for "overtro" til indtægt for det, der i Det Ny Testamente og den kristne gudstjeneste forkyndes om Jesu undere. Men noget tyder dog på, at virkeligheden også på denne led er lidt større, end man i nogle århundreder har gået og troet her i Vesten.
I øvrigt har de to ting heller ikke uden videre noget med hinanden at gøre. Hvis man spørger både traditionelle og moderne healere om deres egen forståelse af det, de siger de gør, vil man formodentlig i de fleste tilfælde hurtigt kunne konstatere, at deres virkelighedssyn bare er et natursyn, der går på lidt andre leder og har lidt andre grænser end fx natursynet i den traditionelle, moderne vestlige lægevidenskab. Og i forbindelse med Jesus er det jo noget helt andet, det drejer sig om, nemlig at naturen kun er en del, ja, en underordnet del, af hele virkeligheden, hele den virkelighed, som først og sidst udgøres af Gud, hvis skaberværk naturen såvel som vi mennesker er, og som er naturens og vor Herre!
Hermed kommer vi imidlertid over i den anden og endnu værre del af under-problemet! For selv om vi siger, vi godt kan tro på, at virkeligheden er mere åben, end en snævert fysisk forståelse lader forstå, ja, selv om vi siger, vi godt kan tro på, at når Jesus helbredte syge mennesker, så var det tilværelsens Skaber og Herre, der ved Ham greb ind for at hjælpe sine skabninger, hvad skal vi så stille op med den kendsgerning, at disse undere - og alle de undere, der måske i forlængelse deraf siden hen er sket i hele Kirkens historie - selv i bedste fald kun er en lillebitte dråbe i et hav af ufattelig lidelse, ja, i et hav, som uundgåeligt vælter ud over dødens rand?
Enhver kan se, at dette spørgsmål virkelig er spørgsmålet - og at det får alle de teoretiske overvejelser, vi gjorde os før, til fuldstændig at blegne! - Der er faktisk ikke andet at svare på det, end at vi mennesker under alle omstændigheder er lukket inde i en virkelighed, vi ikke forstår, og som gør vanvittig ondt, og at enten er der ikke andet end denne gådefulde indelukkethed, eller også er der ved Jesu undere - som led i hele hans samlede gerning - rejst os nogle små håbs-vejvisere, som peger ud af smertens og gådefuldhedens indelukkethed.
Så er der ganske vist også nogen, der går en anden vej, idet de nemlig "åndeliggør" alle beretningerne om Jesu undere, så de i stedet for at handle om konkrete helbredelser af konkrete sygdomme kommer til at handle om vor åndelige nød og altså bare bliver nogle billeder eller symboler på, hvad der sker med os, når vi møder Gud - eller mødes af Ham - i gudstjenesten.
Generelt bryder jeg mig ikke meget om denne metode. Så vil jeg hellere gå og næsten ikke kunne tro på underberetningerne, når de forstås konkret. Det har noget at gøre med respekten for vort menneskeliv, sådan som vi faktisk helt konkret lever det. Også med de legemer, der kan blive syge, ja, som skal dø og opløses. Sagt på en anden måde: Jeg vil hellere fastholde troen på, at disse beretninger om Jesu undere virkelig handler om et håb for mit helt konkrete menneskelegeme, lige meget hvor spinkle små håbs-vejvisere jeg så må regne dem for, end jeg bare uden videre vil hengive mig til flotte billedrækker i en åndeliggørelse af, hvad der tales om.
På denne baggrund kan vi på en måde have grund til at være kritiske over for den Grundtvig-salme, vi skal synge om lidt. Som i øvrigt for de fleste af Grundtvigs under-salmer. For det er helt tydeligt, at den handler om noget andet end, at der var en mor, der havde en syg datter, som blev helbredt. Denne salme gør helt klart sagen til noget åndeligt, ja, noget gudstjenstligt, sakramentalt.
Inden vi "står af", skal vi imidlertid gøre os den ulejlighed at erindre os, hvad det egentlig var det drejede sig om i det evangeliestykke, jeg læste her fra prædikestolen. Og det var jo netop noget åndeligt! Det var bare mig, der i den indledende del af prædikenen gav mig til at tale om under-problematikken i almindelighed.
Det, moderen kom og fortalte - og ville have hjælp for - var jo, at hendes datter plagedes slemt af en ond ånd(!). Og hvad det vil sige, det kan vi ikke komme nærmere ind på her. Vi kan sige, det var en sindslidelse. Eller vi kan sige, at pigen på en særlig måde var kommet til at ligge under for den onde del af hele den gådefulde blanding, vor virkelighed altså er. Det afgørende er, at netop i denne sammenhæng gør det ikke så meget, at vi skal følge evangelielæsningen og prædikenen op med en salme, der forstår det, vi har hørt, åndeligt, gudstjenstligt, sakramentalt.
Tværtimod! For problemet i evangeliestykket efter første tekstrække her på 2. søndag i fasten er jo ikke, om vi mener at kunne tro på, at Jesus kunne helbrede sådan en stakkels pige for hende dæmonbesættelse. Nej, problemet er, om han overhovedet ville have noget at gøre med sådan nogle hedninger, som denne pige og hendes mor var. Det siges jo udtrykkeligt, at denne kvinde var en kanaanæisk kvinde, og det vil sige, at hun hørte til den befolkning af afskyelige afgudsdyrkere, som oprindelig boede i Palæstina.
Og så er budskabet det såre enkle, at hvis det er os selv, der føler os "udenfor", for ringe og usle til at have med Jesus at gøre, så skal vi alligevel ikke holde os tilbage. Og hvis vi føler os indenfor, så skal vi endnu mindre være afvisende over for dem, der på en eller anden måde står uden for.
Det er det, salmen efter prædikenen handler om, Dvs. den er nogle ord, vi får lagt i munden til at synge for os selv og hinanden, så vi kan få styrket vor tillid til, at uanset hvor små vi er, ja, netop når vi er små, har Jesus noget af sit ord også til os, det ord, som er livets og kærlighedens, sandhedens og sundhedens ord. Og det ord holder de onde ånder væk.
[Tilføjet: Dog også denne helbredelse som almindelig håbs-vejviser og dermed også det gudstjenstlig-sakramentale.]
Stadigvæk lever vi ganske vist i smertegådens virkelighed, så det mange gange kan komme til at se broget ud for os. Men grundlæggende er det Jesu ord, der er sandheden om os og dermed magten over os. Derfor er der altid liv og sundhed, håb og glæde at hente i det. Og det er til alle. Ikke mindst til dem, der er helt udenfor!
Amen.
* * *
Herre Jesus Kristus!
Forbarm dig over os, frels os fra det Onde, og før os tilbage på livets vej.
Amen.
Det, der sker her, er, at der er nogle, der beskylder Jesus for at gøre netop det, Djævelen forgæves prøvede at friste ham til, da han havde fastet ude i ørkenen.
Og det, der er tale om, er altså en form for mirakelmageri, der bare er en behændig manipulation med tilværelsens dunkle kræfter. Det er det, de beskylder Jesus for.
Men Jesus afviser beskyldningen, idet han allerførst slår fast, at der er tale om noget helt andet end bare et spil med nogle kræfter og muligheder inden for den foreliggende tilværelses rammer.
Det, Jesus gør, er mere end manipulation eller omrokering af bare nogle kræfter.
Det er en kamp. En kamp mellem modsætninger, ja, mellem diametralt modsatte kræfter eller magter.
Så hvis det, Jesus gør, i virkeligheden har de onde ånders fyrste bag sig, betyder det, at det så er den ene halvdel af Satan, der fører krig med den anden halvdel af Satan.
Men det kan jo ikke være tilfældet, siger Jesus med sin sædvanlige guddommelige ironi, for hvis Satan i den grad lå i krig med sig selv, ville han umuligt kunne have så stor magt i verden, som han jo faktisk har!
Nu er der selvfølgelig altid nogle, der er enten så sarte eller så velmenende, at de ikke rigtig kan lide denne meget håndfaste tale om den Onde og hans magt - og det krigeriske billedsprog, Jesus bruger her.
Er kristendommen dog ikke fredens evangelium? spørger de.
Jo, men den Guds fred, som overgår al forstand, er mere end bare det, at der ikke kæmpes.
Guds fred er i sin yderste betydning den fred, der skal være, når den endelige og fuldstændige sejr over alt ondt, ja, Døden selv, er vundet.
Guds fred er freden efter livets og sandhedens og kærlighedens sejr.
Derfor er det også, Jesus her stiller det så hårdt op, når han siger, at den, som ikke er med ham, er imod ham.
I en anden sammenhæng - som i øvrigt også har noget med uddrivelse af onde ånder at gøre - har Jesus som bekendt nærmest sagt det modsatte: "Den, der ikke er imod os, er for os" (Mark. 9,40).
Men der er ikke tale om en selvmodsigelse. Det, Jesus dér siger, er, at et menneske godt kan gøre godt mod sine medmennesker uden at være direkte medlem af Jesu discipelskare. Ja, det er, som om Jesus anerkender, at mennesker, der kun har et delvist forhold til kristendommen, alligevel kan være på den rette vej.
Men det at være på vej ind i kristendommen er jo også noget helt andet end at ville prøve at erklære sig neutral i den store kamp mellem godt og ondt, sandhed og løgn, liv og død.
Det kan nemlig ikke lade sig gøre. Her er der ikke nogen middelvej.
Hvis man bilder sig dét ind, dvs. hvis man prøver at bortforklare det Ondes virkelighed og i stedet blot taler om "uheld" og fejl i samfundets indretning, ja, så har man det som det fejede og pyntede hus, så er man fuldstændig hjælpeløs mod det Onde, og så begynder alle de onde ånder for alvor at husere. Enhver, der forstår bare lidt af dette, kan se, at vi her i den vestlige kristenhed i en ganske særlig grad befinder os i en sådan situation.
Vi har vænnet os til at tale om den mørke middelalder. Og der var da meget mørke i den, selv om det nu ikke var bare sort i sort. Taget som helhed var middelalderen i allerhøjeste grad en periode, hvor lyset i såvel kristelig som kulturel forstand udbredte sig.
Ja, vor overlegne holdning til middelalderen er i virkeligheden en del af vore moderne fejethed og pyntethed.
Men vi skal være klar over, at der allerede nu er mange tegn i tiden på, at vi kan risikere at komme ind i en mørkets periode, hvor der hersker et mørke, der er sortere end den gamle middelalders værste pletter.
Det, jeg bl.a. kan forestille mig, er et hårdt og koldt system-samfund, hvor de kloge og stærke behersker systemet, og hvor de andre bliver holdt nede med løgn og bedrag og magt. Et system-samfund unde kærlighed og uden ånd, som kun er til for, at de kloge og stærke kan udfolde sig "realisere sig selv", og for, at der kan blive produceret materielle goder til først og fremmest dem, men i et vist omfang også de svagere, som jo skal holdes hen med noget.
Hertil kommer så alt det mere direkte djævelskab, der allerede nu breder sig: vold, narkomani og utugt, ja, overhovedet alt, hvad der kan brede sig og tage magten, både i og mellem mennesker, når det er tomheden og kulden, der hersker, det nøgne begær og den nøgne magt.
Og mod denne trussel er det ikke nok at hengive sig til religiøst hysteri eller sentimentalitet - ellers til en overtro på, at når Jesus har været her, så er resten den rene automatik.
Vi skal hverken på den ene eller den anden måde være som den hysteriske kvinde her i slutningen af evangeliet. "Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!" (Luk. 11,28).
Det, kampen her i tilværelsen drejer sig om, er i allersidste ende, at vi mennesker skal reddes tilbage i det rette forhold til livets og sandhedens Gud, som hans frelste skabninger.
Heller ikke her er der bare tale om en manipulation, hvor Gud på en udvendig måde flytter rundt på os.
Kun i det inderlige hjerteforhold til Gud kan vi helt og fuldt leve det liv, han vil dele med os.
Og det vil sige i et forhold til både Gud og vore medmennesker, som ganske bestemt og konkret i alle dele er indesluttet i kærlighedens og sandhedens magt.
Hverken det svulmende føleri eller de rigtige meninger er nok. Det er livet, hele vort liv og al dets indhold og virkelighed, det drejer sig om. - I sandhedens og kærlighedens magt!
Amen.
*
Herre Jesus Kristus!
Forbarm dig over os!
Tilgiv os alt det onde i os selv, ja, driv det ud af os!
Og bliv så hos os med dit ords magt, så det ikke skal blive endnu værre!
Amen.
Uanset hvilket evangelium, der skulle prædikes over, ville det vel være umuligt at prædike på denne 3. søndag i fasten 2003, uden at det på en eller anden måde blev præget af krigen!
Men det er svært.
Det er svært af mange grunde.
1.
Det er for det første svært, fordi krig altid er rædselsfuld. Og altså ganske bogstavelig talt: fuld af rædsel – fuld af rædsler!
2.
Og det er for det andet svært, fordi vi også har ørerne og bevidstheden fulde af den enorme informationsmængde, hvormed krigen – mere eller mindre seriøst – formidles til os.
Ja, mere eller mindre seriøst. En af de meget uhyggelige sider af krigen er jo, at der også går sensation og rent ud sagt underholdning i det.
Og så lurer den fare jo også, at sådan en prædiken går hen og bliver alt for "præste-smart"!
3.
Men så er det jo for det tredje også svært af den helt overordnede grund, at det altid er farligt at bringe kristendom og politik for tæt på hinanden. Hvor den helt store fare jo så er, at prædikenen går hen og bliver en fremlæggelse af præstens private politiske synspunkter – iklædt prædikenens form.
Jeg vil derfor indlede med at bekende, at jeg for mit vedkommende i hele forløbet op til denne krig er blevet mere og mere imod den. Naturligvis ikke fordi jeg ikke inderligt har ønsket den irakiske befolkning befriet for Saddam Husseins rædsels-regimente. Men fordi der en lang række ting i den måde, der er blevet lagt op til krigen på for slet ikke at tale om de konsekvenser, den kan få, jeg ikke bryder mig om.
Men så ikke mere om det her. Nu ved I, hvor jeg står, og så kan I forhåbentlig bedre komme til at høre evangeliet selv i det, jeg videre siger. Også selv om det skulle blive på trods af nogle af enkelthederne i det!
Jeg ved ikke, om I følger eller har fulgt serien "Kammerater i krig", som for tiden vises i DR I. Det er en af de mest realistiske krigsfilm, jeg har set. Og hvad krigens "rædselsfuldhed" angår, er det at henvise til den er end ord af nogen som helst slags. I øvrigt er netop 101. Luftbårne Division med i krigen dernede – med opgaver, som meget vel kan gå hen og blive meget barske.
Og så er der jo alle de civile ofre, ikke mindst i de irakiske byer.
Men det, at krigen er så rædselsfuld – men at der samtidig kan argumenteres for, at den har til formål at standse og forhindre endnu værre rædsler – det har jo i hvert fald det med evangeliet til i dag at gøre, at der begge steder er tale om det ondes magt og rasen i verden.
For uanset hvad man ellers mener om krigen, så er
det, der foregår, altså et udtryk for, at det ikke er tomme ord, når der i
evangeliet til i dag tales om dæmonerne eller de onde ånder og deres fyrste.
Og jeg gentager, at selv de, der ser denne krig som en retfærdig og nødvendig krig, jo så netop må se det irakiske diktatur, som et så stort onde, at alle midler, også dem, der selv er mest onde, må tages i anvendelse imod det.
Og så er det påfaldende, at det netop er et ord fra dette evangelium, den amerikanske præsident brugte, da han efter 11. september 2001 gik i gang med at samle verden i kampen mod terrorismen:
Den, der ikke er med mig, er imod mig.
Ja, det var jo omskrevet til: "Den, der ikke er med os, er imod os". – Men vi kan også tage hele afsnittet:
v21 Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. v22 Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. v23 Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder (Luk 11,21)
Og jeg citerer altså virkelig ikke dette for, specielt at hænge præsident George W. Bush ud. Det er nogle langt større perspektiver, det nu drejer sig om. Men den amerikanske præsident har altså rent faktisk selv brugt noget af det sidste i dette afsnit – om end let omskrevet – i forbindelse med kaldet til kamp mod det store onde, som den internationale terrorisme er. (Hvor det altså så er et spørgsmål, hvad netop Irak har med den internationale terrorisme at gøre. hvilket imidlertid er et spørgsmål, der ikke skal diskuteres her i denne prædiken).
Og jeg vil altså selvfølgelig heller ikke påstå, at præsident Bush ligefrem sidestiller sig selv eller USA med Jesus! At han kommer ret højt op i sin retorik, er en anden sag. Det afgørende her i denne prædikens sammenhæng er hverken mere eller mindre, end at vi skal gøre os klart, at det, vi mennesker – selv i bedste fald - kan stille op i vor kamp mod det onde, ligger på et helt andet plan end det plan, Jesus – om man så må sige – opererer på!
Jeg kan huske, hvordan jeg opfattede situationen op til og omkring den første golfkrig – i 1990/91. Det var jo lige på det tidspunkt, hvor Den Kolde Krig var forbi. Og jeg hørte – helt ærligt indrømmet – selv til dem, der var grebet af den store såkaldte freds-eufori. Så på den baggrund var jeg meget vred over, at sådan en karl som Saddam Hussein skulle komme og forstyrre verdens-idyllen for os med sine latterlige drømme om at være den store mand i Mellemøsten!
Ja, jeg husker tydeligt min egen reaktion. Og det, jeg siger nu, skal ikke forstås, som om jeg vil prøve at fremstille mig selv som en slags "i princippet krigshelt". Jeg synes bare, I godt må vide, at dengang var jeg så vred på den mand, der ville ødelægge det hele, nu, hvor vi lige skulle til at have det så godt, at jeg i hvert fald begyndte at gøre mig nogle tanker om, hvordan jeg ville forholde mig, hvis der skulle sendes en dansk styrke derned og man spurgte mig, om jeg ville være feltpræst for den.
Og så kom krigen. Og den blev vundet. Saddam Husseins regionale stormagtsdrømme blev gjort til intet.
Men dermed var verdensidyllen jo stadigvæk ikke sikret. For så kom Somalia. Og den mislykkede humanitære intervention dér. Og Jugoslavien – med de etniske udrensninger i Kroatien, Bosnien og senere Kosovo.
Og senere igen de store myrderier i Rwanda. – osv., osv.
Og der var Tjetjenien.
Og 11. september kom – som udtryk for, at der fandtes et verdensomspændende terrornetværk.
Det, vi nu må indse, er, at verden virkelig ligger i det onde, og at det, bare nogenlunde at holde det onde i skak, ja, blot sørge nogenlunde for vor egen sikkerhed, svarer til at ride på en vild tyr – sådan som de gør i de der rodeo-konkurrencer.
så meget
mere, som det onde JO ikke bare ER UDEN FOR OS, MEN også INDE I OS selv!
Og hermed er vi fremme ved det næste afsnit i evangeliestykket til i dag – det næstsidste, det om det menneske, der nok har fået den onde ånd drevet ud, men som alligevel fremstår som et tomt, fejet og prydet hus, hvortil ikke alene den oprindelige onde ånd selv, vender tilbage, men også syv andre ånder, værre end den selv.
Og dette stykke kan vi jo ikke høre i dag uden at høre det som rette mod os selv – i betydningen den vestlige kristenhed.
Men jeg gentager: Jeg er ingenlunde ude på at bruge denne prædikensituation til at drive billig, selvplagerisk propaganda mod os selv og vor egen kultur.
Det andet er et helt andet og meget højere plan, vi er på i denne prædikens og dette evangeliums sammenhæng.
Selv om det selvfølgelig også virkelig har noget med det danske samfunds og det vestlige kulturområdes tilstand at gøre. For det er da soleklart, at der er mange af de problemer, vi har, der meget direkte kan ses om noget, der svarer til de onde ånder, Jesus taler om, der kommer ind i det ellers fejede og prydede – men tomme hus. Og sådan har der jo altid været prædiket over dette evangelium. Det har jeg også selv gjort gennem hele min præstetid.
Men her skal vi så skynde os frem til det allersidste afsnit, det med kvinden i skaren, der kommer op i de helt store højder og råber:
Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!
Hvortil Jesus imidlertid svarer:
Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!
Dette er et af mine absolutte yndlingssteder i hele Bibelen! Ja, jeg er så glad for det, at jeg skal passe på ikke at gå hen og blive så selvretfærdig af det, at det kommer til at ramme mig selv. Hvad det selvfølgelig under alle omstændigheder på forhånd gør.
Det står under alle omstændigheder som en advarsel på forhånd til os alle mod at komme for højt op i vor begejstring for Jesus. Altså i dette tilfælde i vort syn på kristendommens gode kulturelle virkninger – med tilhørende jammer over, hvor forfærdeligt det er, at vor kultur er under afkristning. Hvilket alt sammen er rigtigt nok. Hvor pointen så bare er, at kristendommens virkninger begynder med, at Jesus fuldstændig tørt og usentimentalt siger til os hver især:
Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
- -
I kirkebønnen bad jeg bla.:
Vi beder for situationen omkring krigen i Irak. Ud af al vor rædsel og forvirring og uenighed, så vi hverken ved, hvad vi har lov til at bede om eller kan blive enige om at bede om.
Men vi beder for alle de mennesker, der rammes af lidelse og død. Og vi beder om at krigen snart må holde op, og gode kår indfinde sig i Irak – og en mindre dårlig orden i verden.
Vi beder også for vore landsmænd, der er sendt ud, besætningerne på vore orlogsskibe og de nødhjælpsarbejdere, der er eller bliver sendt ud.
Se i nåde til os, og lad dit rige komme!
Men så længe denne verden står, beder vi særligt for hele vort danske folk og fædreland osv. .... [se kirkebøns-eksemplerne på undersiden »Kirke og teologi«].
* * *
Herre Jesus Kristus!
Forbarm dig over os!
Inddrag os - med alt, hvad vi er og har - i dit sande himmelske kongedømme!
Amen.
Det vil være for meget sagt at påstå, at dette evangelium overhovedet intet har at gøre med den forpligtelse, vi som medlemmer af det rige og stærke EF-fællesskab har til at gøre alt, hvad vi kan, for at fremme en bedre fordeling og en større produktion af fødevarer, så der ikke skal gå mennesker rundt og sulte.
Men det vil være for lidt sagt at påstå, at det er denne politisk-etiske sag, der er dette evangeliums direkte anliggende.
Kort sagt: Vi kan aldrig høre noget evangelium om, hvordan Vor Herre Jesus Kristus ynkes og forbarmer sig over nødlidende, uden at vi hører ordene fra evangeliet om den barmhjertige samaritaner klinge med i det: "Gå du hen og gør ligeså!"
Og dette lyder oven i, hvad allerede vort eget menneskehjerte siger til os om solidaritet og anstændighed - selv om denne hjertets tale jo desværre i alt for høj grad overdøves af egoismens og begærets tale fra vor selvrådige vilje.
Hermed skulle denne side af sagen være klarlagt.
Og nu til det, evangeliet direkte handler om, nemlig Guds underfulde frelse af vort menneskeliv ved Jesus Kristus.
Der er forskellige forhold, vi skal lægge mærke til.
For det første skal vi lægge mærke til, at det ganske tydeligt netop er Guds underfulde frelse, der er tale om.
Jesus går ikke ind i folkets midte som landbrugslærer eller - organisator, og ej heller som politisk reformator eller revolutionær. Ja, det er ikke engang sådan, at han regelmæssigt skaffer folket en underfuld brødforsyning.
Det var jo netop, hvad Djævelen havde prøvet at friste ham til. Men det ville have været snyd. Vi kan undre os over og sørge over, at Guds Rige ikke allerede er oprettet helt og fuldt. Men vi kan godt indse, at indtil da, må tingene i det store og hele forblive, som de er, og at der i hvert fald ikke skal bruges smarte tricks på Djævelens foranledning.
Det gælder for dette som for alle Jesu undere, at de er hverken mere eller mindre end, hvad Jesus også selv udgav dem for at være: Tegn! Tegn på, at Guds Rige er kommet nær.
Vi skal lægge godt mærke til, hvordan evangeliet både begynder og slutter med, at Jesus går op i bjergene - oven i købet helt ovre på den anden side af Tiberiassøen = Genesaret Sø, altså ovre i egnene øst for søen.
Ja, til allersidst står der det mærkelige om, at det var, fordi de ville tvinge ham til at være konge, han trak sig tilbage.
Det er helt ude ved randen af folkets politiske tilværelse, bespisningsunderet foregår, hinsides al politisk magt og økonomisk organisation.
Dette understreges så yderligere ved, at det er det i enhver henseende allermest beskedne materiale, Jesus bruger til at udføre underet med: Fem bygbrød! - Byg, det er jo foderkorn! Og bygbrød, ja, det var jo noget, vi her i landet somme tider måtte nøjes med under krigen! - Og så bare to fisk!
Mindre og ringere kan det ikke være.
Der er ingen tvivl om, at det er en kraft fra Himmelen, der på en eller anden måde har fået denne beskedne forsyning til at mætte fem tusinde.
I den forbindelse er det også ganske tydeligt, at det er Jesu takkebøn lige før uddelingen, der er centrum i denne begivenhed.
Vi kan igen tænke tilbage på fristelsen i ørkenen, hvor Jesus afviste Djævelen ved at sige: "Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund".
Nu i det, vi hører i dag, er det ganske vist en takkebøn til Gud og ikke et ord fra Gud, der er tale om. Men det er jo blot den anden side af sagen. Guds ord er ikke en enetale, der skal vende tom tilbage, som et ekko gennem Universet. Guds ord er Skaberens tiltale til mennesker, for at vi skal svare ham med tak og lov og pris.
Derfor er det heller ikke sådan, at vi bare skal spise og i det hele taget leve vort liv, mens en eller anden kassette-båndoptager afspiller "Guds ord".
Nej, det, der er meningen med det hele, er, at vi skal både spise og drikke - og i det hele taget leve - som den praktiske side af den levende samtale, der hele tiden skal foregå mellem Gud og os, mellem livets personlige ophav og hver eneste af os, som han deler sit liv med.
Ja, denne samtale betyder, at livets Gud ikke bare engang i Begyndelsen har trukket det hele op og sat det i gang som mekaniske dukkers dans i en stor karrusel, men at livets Gud i inderlige personlig forstand deler livet med os. På samme måde som fx to ægtefæller deler alt med hinanden som led i en livslang samtale.
Men det er altså det hele, der er indesluttet i det hjerte-forhold, samtalen mellem Gud og os opretholder.
Nok havde Jesus trukket sig bort fra både Judæa og Galilæa.
Men han var dog sammen med skarerne på en dejlig græsklædt bjergskråning.
Og det var ikke ud af den rene tomhed, han bespiste mængden. I al sin rørende fattigdom var den lille drengs madforsyning dog en del af menneskenes ganske almindelige daglige kost.
Og det vil sige, at så er dermed ikke alene vor daglige mad eller al vor jordiske mad, men også disse vore legemer, som vor føde er næring for, og hele det liv, vi lever med disse legemer, inddraget i den Guds underfulde frelse, som brød frem på denne bjergskråning hinsides Genesaret Sø dengang.
Og nøjagtig det det samme betyder det underfulde måltid, vi nu om lidt igen skal fejre som gæster hos Ham, der dengang bespiste de fem tusinde.
Det er et tegn på meget. Men det er også tegn på, at når brødet fra kornet, der har groet på marken, og vinen fra druen, der har vokset på vinstokken, er med i det, så er hele vort liv og hele vor verden det også.
Amen.
* * *
I såvel den gamle alterbog som 1992-alterbogen henlægges fejringen af Mariæ bebudelse fast til 5. søndag i fasten. Men fra 1973 til 1991 var der åbnet mulighed for at fejre denne dag på den søndag, der lå tættest muligt på datoen 25/3 (nimånedersdagen før jul). Se også nedenfor til 5. søndag i fasten.
Jesus! at du blev min
broder,
Faderens enbårne Søn,
fødtes af en jordisk
moder,
podet ind i Adams køn,
og med himmelsk
broderskab
liv og blod for mig
hengav,
det er mer, end jeg
udgrunder,
himmelsk
kærligheds vidunder!
Amen.
(586,1)
Jomfrufødsel er et af dagens temaer i denne tid! Ja, det kan godt være, det lyder lidt poppet, men det er faktisk rigtigt. Og i øvrigt ikke spor morsomt. For det, der debatteres, er jo rent ud sagt spørgsmålet om kunstig inseminering ikke bare af barnløse gifte kvinder eller barnløse kvinder i andre parforhold, men også af fx lesbiske kvinder!
Så kan man selvfølgelig sige, at den slags skal man da ikke sige i kirken. Fra prædikestolen! Det er muligt. Men der er dog i hvert fald tale om et helt frisk eksempel fra hverdagslivet. Noget man jo også så ofte efterlyser, når man skal forklare, hvorfor man aldrig går i kirke!
Og så er det heller ikke selve denne debat, jeg vil gå ind i her. I virkeligheden har jeg personligt et forsigtigt åbent, afventende forhold til de forskellige muligheder, den nye medicinske og biologiske teknik åbner. Desværre er der bare det ved det, at udviklingen går så hurtigt, at der nok ikke er ret megen tid til at være afventende! Jeg tror, det, vi har set indtil nu, kun er begyndelsen. Der bliver virkelig ting at tage stilling til. Også meget at afvise. Men alt? Her kommer selvfølgelig et grundigt teologisk-etisk arbejde ind som en absolut nødvendighed. Men det er ikke nok. Det teoretiske arbejde skal vekselvirke med, hvad man kunne kalde "ganske almindelige menneskers ganske almindelige, sunde moralske instinkter".
Men det var altså ikke dette, vi skulle beskæftige os med i dag. Hvor vigtigt det end er. For der er noget, der er endnu større end etikken, og hvis tjener etikken netop er. og det er LIVET! Og livet, det er selvfølgelig det liv, vi lever. Og her er det, det med de ganske almindelige sunde instinkter kommer ind i billedet. Men livet er også noget mere - nemlig hele dén store livs-sammenhæng med livets Giver og Herre, som vi kalder troen, og som Han, hvis bebudelse og undfangelse vi fejrer i dag, kom og satte os tilbage i, idet han bragte dens nye fremtid nær!
Hvor vigtig og nødvendig den etiske debat omkring de nye medicinske og biologiske teknikker end er, og hvor vigtigt det end er, at den bliver ført på et både solidt og avanceret kristelig-teologisk grundlag, så må det nemlig under ingen omstændigheder gå hen og blive sådan, at etikken bliver et tilflugtssted for den ellers på så mange andre områder trængte og ringeagtede kristendom!
Det, jeg tænker på, er, at det jo er så som så med "kristendommens stilling", som man siger, i hele det samfundsmæssige og kulturelle liv, ja, i hele livsformen overhovedet. Man kan bare tage et eksempel som det, at en af de vigtigste aktiviteter søndag formiddag er fodboldspil! Er vi så folkekirke?
Eller et andet, også helt aktuelt eksempel: bortfaldet af den særlige lovgivningsmæssige beskyttelse af helligdagene. Ikke fordi jeg ikke mener, det er rimeligt at fjerne denne lovgivning. Hvad skal den til for, hvis dens bestemmelser kun opfattes som urimelig tvang og kirkelig herskesyge? Og Jesu Kristi Kirke klarer sig selvfølgelig sagtens uden denne lovgivning. Nej, jeg nævner det bare som et lillebitte symbol på, hvordan det danske samfund fra at have været et mere eller mindre kristeligt enheds-samfund nu er godt på vej til at blive et såkaldt pluralistisk samfund, hvor alle mulige livsanskuelser og religioner lever og konkurrerer mellem hinanden, og hvor kristendommen måske ikke har det så godt.
Og så er det, at nogle måske kan fristes til at sige: Jamen i etikken, i alle disse alvorlige overvejelser og i alt, hvad der skal tages stilling til, dér har vi brug for den religiøse dimension!
Selvfølgelig er dette rigtigt! Men hvis det går hen og bliver en slags fortvivlet og krampagtig tilflugt til et lille særligt område, hvor man måske endnu kan hævde sig, så er det farligt. Og så taber den kristendom, der rigtignok er nødvendig i disse svære sammenhænge, i øvrigt også ganske sin kraft!
Det samme gælder alt det, man kalder "diakoni", altså alt, hvad der har med hjælp og trøst at gøre. Selvfølgelig skal det gøres. Og selvfølgelig bør Jesu disciple være med i forreste række her. Men heller ikke det må bare blive en slags tilflugt, et sted, hvor man kan vise kristendommens eksistensberettigelse. Også her vil kristendommen miste sin kraft, hvis den ikke er udtryk for den helt store og alle områder omfattende livssammenhæng!
Kort sagt: både den etiske stillingtagen, trøsten og nødhjælpen kan kun få fuld styrke i en altomfattende livs-, håbs- og glædessammenhæng!
Og så er vi ved at være fremme ved det, det egentlig drejer sig om i dag, og altså ved det, jeg ville med min nok temmelig provokerende indledning. For det, jeg ville med den, var jo at gøre opmærksom på, at selv om det, der i disse dage kaldes "jomfrufødsel" - vel at mærke altid i anførselstegn - selv om det naturligvis intet har at gøre med den jomfrufødsel, hvis bebudelse vi fejrer i dag, så er det dog alligevel sådan, at netop i de allerseneste års opdagelser og udviklinger på medicinens og biologiens områder åbenbarer nye perspektiver med hensyn til forståelsen og modtagelsen af det evangelium, vi hører i dag.
Dog må jeg igen advare! Ligesom vi ikke må "gemme" kristendommen i små særlige tilflugtsområder som fx dem, jeg lige har nævnt, således må vi jo heller ikke "gemme" Gud i det naturvidenskabelige verdensbilledes "huller". Vi må ikke gøre Gud til en "hullernes Gud" - eller som man siger på engelsk "God of the gaps".
Dette er imidlertid kun den ene fare. Den anden fare er, at vi danner os et billede af Gud, som slet ikke har noget med verden og vort liv at gøre. Sådan har det i høj grad været i tiårene omkring dette århundredes midte. Og det har på een gang været et resultat af, hvordan kristendommen har været trængt, og en årsag til endnu større fremmedgørelse. En ond cirkel, hvis følger vi stadig lider under. Derfor er det nødvendigt, at vi finder en god og sund balance mellem de her nævnte yderpunkter. Og det kan her i dag bestå i, at vi siger: "Når der nu kan ske så forbløffende ting inden for den moderne bioteknologi, så er det jo egentlig ikke så vanskeligt at forestille sig, at den Gud, der i Begyndelsen kaldte hele Universet ud af intetheden og lod livet udvikle sig, også skulle kunne lade et stort under foregå - populært sagt - inde i Jomfru Marias mave!
Her kan vi også tage den nyeste atomfysiks eller partikelfysiks resultater i betragtning. Ikke fordi jeg har så meget forstand på det. Men det er mit bestemte indtryk, at jo større "atomknuse- eller partikel-knusemaskiner" man laver, jo længere "ned" mod det helt ubegribelige og uanskuelige kommer man. Og så er det jo lidt lettere at forestille sig, hvordan Gud, som er evig og allestedsnærværende Ånd, kan styre tingene ved at virke op igennem alle disse lag i naturen, indtil han kommer til atomerne og molekylerne og cellerne. Ikke sådan, at vi nogensinde får indblik i, hvordan det foregår. Endsige sådan, at vi på en eller anden måde skulle kunne komme til at "se" Gud gennem et af vore instrumenter! Nej, men sådan at vi alligevel kan have en vis forestilling om, at Gud fra sin ubegribelige hinsideshed helt nede under alle ting - eller så langt inde i alle ting, at det er helt ude på den anden side - at Gud derfra kan være den magt, der ikke alene har skabt alting, men også fra sekund til sekund holder alting oppe - og kan være den magt, der på en helt personlig måde, men en helt personlig kærlighed griber ind til fordel for det menneskeliv, han har ladet blive til med en betydning, der er et billede af ham selv!
Den jomfrufødsel, hvis bebudelse vi fejrer i dag, er altså ikke så vanskelig at høre om, som det var tilfældet fx for 20 år siden. Og det er nok. For selve betydningen af det, vi hører i dag, ligger jo på et helt andet sted.
Dog, det er godt, at det i dag er lettere at høre om det. For så er det samtidig blevet lettere at forestille sig, at Gud fra sin hinsideshed virkelig kan røre ved os og vor verden. og så er vi fremme ved een side af det, vi fejrer i dag, nemlig at Gud netop har det kærligheds-forhold til os, at han i den grad vil kendes ved os, at han er trådt ind til os i nøjagtig samme skikkelse som en af os. Dette er den størst mulige bekræftelse af vor guddommelighed som mennesker - uden at vi dermed kommer til at tro, vi selv er guder!
Og uanset hvor svært vi stadig kan have ved at forholde os til den utrolige påstand, vi er samlet om igen i dag, er der noget i den, der bare simpelt hen passer til, hvad vi helt umiddelbart oplever ved at leve som mennesker: i hele livets herlighed, men også i fornemmelsen af, at livet mister al sin varme, hele sin spænding og alt sit perspektiv, hvis vi vil prøve at leve det for os selv, gøre os selv til guder; nej, kun som Guds mod-parter, ja, partnere, kan vi opleve livet, som det har været meningen, og dermed opleve livets mening.
Dermed er det allerinderste imidlertid endnu ikke sagt. For den berøring, der her er tale om, er ganske vist virkelig verdenshistoriens største kærtegn! - Men samtidig er det jo også en redningsaktion: en nedstigning til vor nød og elendighed, som en redningsmand, der bliver sænket ned til de nødstedte, ja, bliver sænket så langt ned, at han tilsyneladende går til grunde med dem. Dog kun for at drage os med op i en så stor redningsaktion, at det er intet mindre end hele livet og hele verden, der bliver reddet gennem det, der tilsyneladende var den absolutte katastrofe.
Denne bebudelsesdags placering er derfor ikke bare rigtig i den forstand, at den - så vidt det er muligt - ligger i nærheden af nimånedersdagen før jul. Den er også rigtig - i en langt dybere betydning - derved, at den ligger så tæt på hele den begivenhedsrække, som begynder palmesøndag og kulminerer påskemorgen!
Amen.
* * *
Fra 1973 - hvor ”Den lille Grønne” kom (foreløbige ændringer til
alterbogen) - til og med kirkeåret 1990/91, som var det sidste med den gamle
alterbog, og dermed også med ”Den lille Grønne”, benyttede jeg muligheden for,
efter den oprindelige skik, at fejre Mariæ bebudelse på den søndag, som lå
tættest muligt på datoen 25/3 (nimånedersdagen før
jul), og at holde en særlig gudstjeneste på 5. søndag i fasten, når
bebudelsesdagen ikke kom til at ligge på den.
Herre, vor Gud, Far i Himlen!
Forbarm dig over os, og giv din Søn ære, så vi kan knyttes fast til ham og leve ved ham, nu og i al evighed!
Amen.
Evangelisten Johannes skriver på gyldent papir, kan man sige. Påskens gyldne lys er baggrunden for hvert eneste ord.
Det er derfor, ”jøderne” kommer til at virke så almindelig dumme og frække.
Men når vi har gjort os dette klart, så kan vi også se, at det, der her udspiller sig mellem Jesus og ”jøderne” på evangelisten Johannes’ gyldne påskepapir, det foregår også inde i os. Selvfølgelig ikke på samme måde. Men alligevel.
Vi er ikke jøder. Vi er enten kristne eller ”slet-og-ret-mennesker”. (At være jøde kan siges at være noget midt imellem).
Og når jeg her taler om at være henholdsvis kristen, jøde eller ”slet-og-ret-menneske”, så tænker jeg på den udgangssituation eller de forudsætninger, vi står med, når vi fx hører Jesus sige:
Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.
Eller:
Det er min fader, som ærer mig.
Eller:
Jeg er, før Abraham blev født.
Om det midterste af disse udsagn skriver englænderen John Marsh i sin kommentar:
”Jesus hverken kan eller vil give sig selv ære; det tilkommer Faderen, som vil give Jesus ære, når hans time er kommet - sådan som den kristne læser véd det på forhånd”.
Her har vi den kristne udgangssituation. At være kristen er at læse på gyldent påskepapir. Vi véd jo på forhånd, at Jesus er Guds Søn, og at han opstod fra de døde påskemorgen. Det er vor børnelærdom.
Men hvad så, når vi mister barnetroen på det, vi lærte i børnelærdommen? Hvad er vi så? Så er vi jo ikke ”jøder”. Ja, vi er ikke engang ”hedninger” i dette ords almindelige, ”religionshistoriske” betydning.
Uden kristendommen har vi jo ikke Abraham til fader på nogen som helst måde. Vi kan heller ikke hente Odin og Thor frem igen [2004: Skrev jeg dengang! Men lad os nu se].
Skal vi endelig hente gamle guder frem, bliver det Østens guder - eller i hvert fald Østens religiøsitet - sådan som nogle faktisk prøver det i forskellige former for såkaldt ny-religiøsitet. Men for de allerfleste af os er det heller ikke noget realistisk alternativ.
Tilbage er så den form for moderne ny-hedenskab, som det er at gøre ”politik” til religion. Det er vel det mest udbredte religiøse alternativ her i Vesten. Men også det har vel allerede kendt bedre dage.
Kort sagt: Hører vi ikke det, Jesus siger, og det, der forkyndes om ham, sådan at vi tror det, så er vi ”slet-og-ret-mennesker”, så står vi helt nøgne og tomhændede over for det.
Men hvad angår foregår der så inde i os, som svarer til det optrin, vi her hører om?
Der er vel to hovedmuligheder: Enten foregår der slet ikke noget, eller også bliver vi irriterede over at blive mindet om Døden.
For hvad er det moderne menneskes ”religion”, hvis det ikke er kristendommen eller en af de andre her nævnte muligheder? Er det ikke en eller anden form for forskansen sig i tilværelsen, sådan som vi synes, den foreligger? At vi altså tager tingene sådan, som de nu engang er, og i den rækkefølge, de kommer, og prøver at få det bedst mulige ud af det.
Og denne forskansning kan være så effektiv, at vi slet ikke lader os ophidse af evangeliet om, at den, der holder fast ved Jesu ord, i al evighed ikke skal smage døden, ja, så effektiv, at vi slet ikke kommer til at høre det.
Eller vi kan som sagt blive provokeret til at foretage forskellige afværgemanøvrer for at undgå, at vore forskansningscirkler bliver forstyrrede. Det kan fx være i form af et krav om, at de, der prædiker, skal give slip på ”alle de gamle dogmer” og i stedet prædike noget, som folk kan forstå, noget, der handler om og kan være til nytte i hverdagen.
Dette er vel det nærmeste, moderne mennesker, i al fald lige her og nu, kan komme i retning af at tage sten op for at kaste dem mod Jesus.
Endelig er der dog også den mulighed, at vi hverken tror eller forskanser os eller smider med sten, men bare føler os stående helt tomhændede og nøgne, når Jesus siger til os, at hvis vi holder fast ved hans ord, skal vi i al evighed ikke smage døden.
Men også i det tilfælde har vi noget tilfælles med ”jøderne” her i evangeliet, nemlig spørgsmålene: ”Hvem tror du, du er?” Og: ”Og du har set Abraham?”.
Eller vi spørger vel snarere på denne måde: Hvordan kan det dog være muligt, at et menneske, der levede i Mellemøsten for næsten 2000 år siden, kan være min redning fra Døden?
Og det spørgsmål stiller vi alle, hvis vi altså overhovedet hører og ser noget som helst. Men hvad er svaret? Ja, der er to svar i evangeliet til i dag:
Og det første er, at ”Jesus forsvandt og forlod tempelpladsen”. Det er et mærkeligt svar og egentlig slet ikke noget svar. Men alligevel et stærkt udtryk for, at vi i Jesus møder noget, der er større end alle vore muligheder.
Og det andet er, at Jesus siger:
Hvis jeg ærer mig selv, er min ære intet værd. Det er min fader, som ærer mig.
Det betyder: Hvis Jesus og dermed hele kristendommen bare var selvbestaltethed og menneskeværk, så ville det falde til jorden af sig selv. Men når Gud - eller hvad vi ellers vil kalde magten under hele tilværelsen - selv virker i det, så bliver det derved godtgjort som Sandheden og Livet. Det var det, der skete til påske. Det er det, vi snart skal fejre igen. Det er det, der sker, hver gang Gud fylder vore tomme hænder med sit livets ord og skjuler vor nøgenhed med sit levende håb.
Amen.
* * *
Herre Jesus Kristus!
Tak, fordi du er kommet og har sat sandheden og retfærdigheden ind i vor verden.
Vær hos os med al din kraft, så vi kan leve som dine disciple i både håb og lydighed.
Amen.
I den sidste snes år har der mere eller mindre været tradition for, at der blev prædiket om forholdet mellem kristendom og politik her palmesøndag. Og hvorfor det? Selvfølgelig fordi Jesu indtog i Jerusalem under mængdens voldsomme hyldest i første omgang måtte - og må - tage sig ud som en oprørerisk eller revolutionær begivenhed, hvor Jesus som efterkommer af Kong David ville tilkæmpe sig kongemagten og dermed dels gøre Israel frit i forhold til romermagten, dels rense ud blandt den jødiske ledelse, som havde samarbejdet med den romerske besættelsesmagt og i øvrigt holdt folket nede i fattigdom og undertrykkelse.
Og først har der været nogen, der har prædiket - eller skrevet - om, at Jesus i grunden faktisk var en sådan oprører, ja, partisanleder. Dernæst har der været nogen, der fra prædikestolen har advaret mod enhver form for politisk forståelse af kristendommen.
Ved nærmere eftersyn er det selvfølgelig klart, at hverken den ene eller den anden af disse to udlægninger er rigtig.
For det første er det klart, at Jesus selv overhovedet ikke har optrådt som oprører eller politisk leder. Det er der utvivlsomt mange i de hosianna-råbende og palme-viftende skarer, der har troet eller ønsket, Men sådan har det ikke været. Og det er nok ligefrem en af grundene til, at mængden få dage senere krævede Jesus korsfæstet. Man har været skuffet over, at han ikke ville spille den rolle, man ønskede. Eller over, at det, man troede skulle have været et oprør, alligevel ikke var blevet til noget.
Så kan man selvfølgelig spørge, hvorfor det nu er så klart, men det er det, fordi det er helt tydeligt, at hele Jesu gerning pdes. handlede om det, der foregår inde i menneskers hjerter, og pdas. handlede om, at Guds Rige var kommet nær, dvs. at Gud selv snart ville gribe ind og gøre en ende på al uretfærdighed.
Jamen så har Jesus jo taget fejl! Ja, det kan man godt sige. Og det er ikke så chokerende, som man umiddelbart føler det. Nok tror vi, at Jesus var Guds Søn. Men samtidig tror vi også, at han var et virkeligt menneske. Det er disse to tings samtidighed, vi fejrede så sent som i søndags, Mariæ bebudelses dag. Og vi må simpelt hen taget til efterretning, at Jesus i sin menneskeligheds begrænsning har troet, at Gudsrigets komme var et spørgsmål om nogle ganske få år. Så alene af den grund har en politisk virksomhed været helt uden for Jesu horisont. Det er bla. det, der også kom helt klart til udtryk, da Jesus under forhøret hos Pontius Pilatus sagde:
Jesus svarede: "Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden" (Joh 18,36).
Og så ligger der endda mere i dette end bare selve det, at Jesu rige er et fremtidigt rige. Der ligger jo også det i det, at Jesu rige eller herredømme ligger på et andet plan. For de Pilatus havde hørt Jesus sige dette, sagde han til ham: "Så er du altså konge?". - Hvortil Jesus svarede:
Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst (Joh 18,37)
Jesu rige eller Guds Rige er altså ikke bare et herredømme, der ligger ude i fremtiden, det er også et rige eller herredømme, som er til stede allerede nu nemlig på sandhedens plan. Og det fremgår jo ikke bare af det, Jesus sagde til Pilatus. Det fremgår i en helt anden størrelsesorden af den betydning, der ligger i Jesu død og opstandelse. her har Jesus ikke bare talt et sandheds-ord ind i menneskers hjerte og samvittighed, men her er han direkte med hele sin person gået ind i løgne-magtens centrum for at sprænge den indefra.
Derfor er det trods alt ikke afgørende, at der nu er gået næsten 2.000 år, uden at Gudsriget er kommet i også udvendig forstand. For de afgørende ting er sket: Jesu sandheds-ord er sat ind i verden, og hans store sandheds-, kærligheds- og livs-gerning har fundet sted!
Den eneste forskel, der er, er, at når denne verdens tilstand altså trækker så længe ud, så kommer vi kristne ikke uden om at tage konkret stilling til en lang række politiske forhold. Og her tænker jeg ikke på, om fortovskanterne i kommune skal være 10 eller 15 cm høje, men først og fremmest på alt, hvad der har med undertrykkelse og udbytning af mennesker at gøre. I anden række kan nævnes alt det, der i øvrigt har med livskvaliteten at gøre; man kan jo også ødelægge livet for sig selv og hinanden, uden at det har noget med undertrykkelse og udbytning af gøre. (Men når man ødelægger livet for hinanden er det måske alligevel i de fleste tilfælde ret meget i familie med de ting, der gør sig gældende i det, man almindeligvis forstår ved undertrykkelse og udbytning!?).
Men hvad betyder nu alt dette med hensyn til forholdet mellem kristendom og politik?
Det betyder for det første, at ingen kristen kan drømme om, at det skulle være muligt for os mennesker at lave verden grundlæggende om. Her gælder det bogstavelig talt bare om at bede sit Fadervor og sige "Komme dit Rige"!
Men det betyder for det andet, at enhver kristen er i Jesu sandheds og kærligheds magt, både sådan som den kom til udtryk i det han gik rundt og sagde og gjorde, sådan som den kom til udtryk i hans død og opstandelse. Og det vil igen sige, at ingen kristen kan se passivt til, når menneskeliv undertrykkes og ødelægges. Der er m.a.o. ingen grænser for, i hvilken grad kristendommen må indebære et politisk engagement med hensyn til at værne om menneskelivet.
Det eneste, der er spørgsmålet, er i virkeligheden, hvordan dette engagement skal komme til udtryk. - Ja, der er selvfølgelig dem, der siger, at man bare skal hjælpe sin nabo med at grave have eller gnide sin syge moster på ryggen med en ulden klud! Men den går ikke i den moderne verden, hvor alle i en eller anden grad er ansvarlige for hinanden. Selvfølgelig skal vi også hjælpe vor nabo og være gode ved vor syge moster. Som Jesus selv har sagt: "Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes" (Matt 23,23).
Men vi skal ikke lytte til dem, der siger, at vi kun skal bekymre os om naboen og mosteren; det er det samme som at give alle undertrykkere og udbyttere og andre livsødelæggende kræfter frit spil!
Nej, det, der er spørgsmålet, er, hvordan det politiske engagement, vi som kristne også skal have, skal komme til udtryk. Og dette spørgsmål kan deles op i to: Nemlig for det første: Hvordan skal selve kirkens institution og embeder forholde sig rent politisk. Og for det andet: Hvor går grænsen for den politiske handling, vi kan udøve i vor egenskab af kristne?
Nu er ingen af disse spørgsmål særlig svære at svare på, for så vidt angår forholdene her i Danmark. For her sker der det i selve kirkens institution og med hensyn til selve kirkens embeder, at jeg fx siger sådan nogle ting som dem, jeg her har sagt, og så overvejer I dem i jeres samvittighed og lader disse overvejelser få indflydelse på, hvad I foretager jer ude i det politiske liv. Og det, I foretager jer, vil være at deltage i den almindelige debat eller i arbejdet i en vælgerforening eller anden politisk organisation (fx en græsrodsbevægelse) - og at stemme. Sagt på en anden måde: Her hos os er der ingen kirkelige organer eller embedsindehavere, der kunne finde på eller ville få lov til at optræde som direkte politiske repræsentanter for sognets, provstiets, stiftets eller Folkekirkens kristne. Og ej heller har vi nogen anledning til at tage andre midler i anvendelse end de almindelige demokratiske midler, jeg allerede har nævnt.
Ude i verden er det imidlertid anderledes. Og det er det, der har ligget bag denne prædiken. Helt konkret er det udviklingen i Sydafrika, jeg har haft i tankerne, hvor der pdes. er sket det glædelige, at også den hvide reformerte kirkeledelse nu direkte kalder apartheid-systemet en synd, som de angrer at have været medansvarlige for, men hvor samme hvide kirkeledelse pdas. har sagt nej til at støtte en resolution fra sorte og farvede kirkefolk om fx at benytte civil ulydighed i kampen mod apartheid.
Her ser vi helt konkret, hvordan vanskelighederne melder sig, når kirkeledere skal andet end prædike, altså fx vedtage politiske resolutioner - og når der bliver tale om andet end bare at sige ord, dvs. en mere aktiv kamp.
Og indirekte er dette jo også vores problem. Også uanset at vi ikke har tradition for at bruge selve vore kirkelige institutioner og embeder som direkte politiske redskaber. For om ikke andet skal vi jo som kristne enkeltpersoner, dvs. nogle af os også som prædikanter - og som politiske borgere - tage stilling til, hvordan vi vil forholde os til fx de kristne kirkesamfunds politiske kamp i Sydafrika.
Personligt mener jeg, at vi pdes. principielt skal holde os til, at i kirken er det kun forkyndelsens ord, der skal lyde - idet forkyndelsen meget vel kan handle om politiske og moralske forhold, men at vi pdas. må have forståelse for, at den særlige nødsituation i fx Sydafrika i hvert fald gør det forståeligt, at man dér bruger nogle fremgangsmåder, vi ikke ville bruge herhjemme.
Og så skal vi ellers først og fremmest koncentrere os om at fejre påske. Ikke i stedet for at tænke på vore medmenneskers ve og vel. Men som det, der jo - foruden alt, hvad det ellers betyder - er det eneste, der kan give det lys og den kraft, der skal til for på een gang at erkende, at verden bliver ved med at være, som den er, så længe den står, og alligevel ufortrødent at arbejde for sandheden og retfærdigheden og livet.
Amen.
* * *
(I de første år af min præstetid holdt jeg pligtskyldigst højmesse kl. 10 om formiddagen på skærtorsdag. Men dette er jo liturgisk vanvid, grænsende til ringeagt for skærtorsdags historiske indhold! Men aftengudstjenesten kl. 19 har selvfølgelig altid været hovedgudstjenesten, og i 1987 eller 1988 holdt vi her i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat helt op med at holde gudstjeneste om formiddagen).
Herre Jesus Kristus!
forbarm dig over os, og lad os beholde vor plads ved dit bord. Du, som er det levende brød, der er kommet ned fra Himmelen for at give verden liv, vær også vort liv!
Amen.
Ligesom palmesøndag først og fremmest er den første dag i "den stille uge", hvor vi synger: "Se, hvor nu Jesus træder / hen til den morderstad" -
- således er skærtorsdag også først og fremmest dagen før den nat, da Herren Jesus blev forrådt, og hvor vi synger: "Vor frelser går til kors og grav / I morgen de ham dømme".
Men ligesom palmesøndag samtidig er fuld af påske, er skærtorsdag det også.
Nu her palmesøndag prøvede vi at se vejstykket fra Oliebjerget til Jerusalem forlænget bagud over Betlehem og julenat, helt tilbage til Begyndelsen, hvor Ordet var hos Gud og var Gud i evig guddomsherlighed, og forlænget fremad gennem de følgende dages begivenheder i Jerusalem og op til Golgata, men derfra videre over påskemorgen og henholdsvis himmelfartsdagen og pinsedagen, hvor det levende Guds Ord dels "fór til Himmels hvid og rød", dels tog bolig iblandt os for at være med os alle dage indtil verdens ende, ja, videre ud over verdens ende, hvor det, der på en måde delte sig i himmelfartens og pinsens begivenheder, atter skal samles og blive til eet, når alle Guds og vore og vor Herres Jesu Kristi fjender skal tilintetgøres og Gud blive alt i alle.
Og vi har ofte, når vi fejrede skærtorsdag, på en lignende måde prøvet at se nadverbordet som et langt, langt bord, hvor Jesus fra Nazaret sidder (eller ligger) ved den ene ende sammen med sine disciple hin aften for ca. 1950 år siden, og hvor vi sidder - eller knæler - på vort sted og i vor tid sammen med alle vore nulevende brødre og søstre i Herren over hele jorden - medens alle tidligere slægter i Kirken er på deres pladser ved det 1950 år lange stykke af bordet, der er mellem os og den nat, da vor Herre blev forrådt. Og vi har prøvet at se op langs den ende af bordet, der kommer efter os. Set vore børn sidde først ved vor side og derefter selv sidde som voksne medlemmer af menigheden, efterhånden med deres børn hos sig osv., osv. - gennem alle de slægter, der er tilbage, indtil vi helt oppe ved den anden bordende har kunnet se vor Herre sidde i sin himmelske herligheds glans som den himmelske vært for det måltid, hans menighed fejrer også i det Herrens år 1981 - således, at det måltid, vi allerede her og nu fejrer sammen med ham, er en forsmag på det store himmelske festmåltid i Guds Rige, hvor han har lovet at ville drikke den ny vin sammen med os.
Men endnu en gang: I sin helt direkte, historiske betydning er skærtorsdag først og fremmest den nat, da Vor Herre Jesus Kristus blev forrådt - og så alligevel aldrig uden alt det andet, altid begge sider af hele det store evighedsperspektiv, sådan som vi lige hørte apostelen udtrykke det i epistelen:
For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret,
forkynder I Herrens død, indtil han kommer (1 Kor
11,26).
Resten af dette store perspektiv får vi fortsættelsen af i morgen og på alle helligdagene til og med trinitatis søndag. For nu vil jeg bruge resten af tiden til at sige noget om nadvermåltidets betydning her og nu.
Vi fejrer nadver i kirken hver søn- og helligdag.
Vi fejrer somme tider nadver ved et bord ovre på "Solgården".
Vi kan fejre nadver ved en sygeseng i hjemmet eller på et sygehus.
Jeg har som feltpræst fejret nadver sammen med et infanterikompagni i en tilfældig gymnastiksal en tidlig morgen ved begyndelsen af en øvelse, og ligeledes med danske FN-soldater i en barak i Viking Camp nede på Cypern midt inde i det tyrkiske område.
Men det er jo kun småting, hvad den side af sagen angår. Det er bare, hvad jeg har oplevet. Gennem hele Kirkens historie har nadveren været fejret i mineskakter og katakomber, fængsler og fangelejre og under alle mulige katastrofeforhold i alle mulige og umulige omgivelser.
Og når vi kan samles i nadvermåltidet, da er vi som brødre og søstre i Herren så meget "hjemme", som vi overhovedet kan være under de forhold, der gælder, så længe denne verden står. Også når de er allerværst.
Det at være menighed og sammen med Gud som hans folk, består også af mange andre ting.
Og hvis det skulle gå helt galt, altså hvis vi forestiller os, at man af en eller anden grund var forhindret i direkte at "udføre" nadvermåltidet, kunne man selvfølgelig også være menighed uden det. (Selv om man jo skal strække sin fantasi ret voldsomt for at finde mulige eksempler i den retning).
Men det, jeg vil prøve at pege på, er, at selvfølgelig kan nadveren - såvel som dåben - undværes fra Guds side, hvis det af en eller anden grund skulle gå sådan. Gud er i og for sig ikke bundet af noget som helst. For Ham er alle ting mulige.
Dette - som allerede lyder meget kunstigt - er imidlertid kun noget, jeg siger for at få begyndt helt fra grunden af, nemlig med at få slået fast, at nadveren, det er ikke noget, der blev indstiftet for Guds skyld, som en tjeneste, vi mere eller mindre modvilligt skulle yde ham, men tværtimod et nåde-middel, der er indstiftet for vor skyld, som en tjeneste, Gud yder os.
Og i den forstand er der tale om, at Gud binder sig til nadveren som et nåde-middel, at vi altid kan være sikre på at møde ham der.
Vidtløftige spekulationer og spørgsmål om, hvorvidt Gud ikke også lissågodt kan møde os på så mange andre måder, fører ikke rigtig til noget.
Pdes. kan de jo blot besvares med et Ja - for Gud kan alting!
Men pdas. må vi jo respektere det som en faktisk foreliggende kendsgerning, at dåben og nadveren, sakramenterne eller "Herrens indstiftelser" nu engang er de to steder, hvor vi mest direkte og håndgribeligt kan have med Gud at gøre.
Det er ikke som et surt, herskesygt krav, men som en nåde- og pagtsgave, Gud har bundet sig til dåben og nadveren.
Derved binder han sig til os - og os til sig - i livets og kærlighedens fællesskab, hvor kun djævelske tanker kan give anledning til at tale om frihed,
[Senere tilføjelse i ms.: Det er selvfølgelig Grundtvig, der har hørt ordspils-muligheden i "kalk = bæger" og "kalk = mørtel" - hvilket vil sige, at alterkalken er den kalk, der holder kirkehusets, menighedens levende stene sammen!]
Og vi skal slet, slet ikke plage os med middelalderlige subtiliteter med hensyn til. Kristi realpræsens, altså "fysiske" tilstedeværelse i brødet og vinen.
Den slags spekulationer er der aldrig kommet noget godt ud af, og vil der aldrig komme noget godt ud af.
Det er i måltidet som helhed og led i gudstjenesten, Vor Herre Jesus Kristus er levende til stede midt iblandt os med al sin kærligheds rigdom.
Men vi kan jo prøve at sammenligne vort forhold til Gud med vort forhold til fx en stor digter eller anden stor personlighed.
Selvfølgelig har man et forhold til denne mand, når man læser hans bøger - eller bøger om ham - ligesom man selvfølgelig har et forhold til Gud, når man læser i Bibelen.
Og selvfølgelig får man et endnu mere levende forhold til den store mand, hvis man i en sluttet kreds hører ham holde et foredrag el. lign., ligesom man også kommer tættere på Gud, når man bevæger sig hen i kirken og deltager i gudstjenesten.
Men det allertætteste forhold til et menneske får man ved at blive inviteret som gæst i hans hjem og deltage i et familiemåltid på lige fod med hans børn, ja, hvis man bliver draget så tæt ind i kredsen, at man selv bliver regnet for en søn eller datter. Sådan er det også med nadveren.
Derfor skal vi som Guds børn, brødre og søstre i Herren Jesus Kristus, glade og taknemmelige deltage i faderhusets familiefestmåltid, så længe vi lever, og så længe verden står - indtil han kommer og henter os til den store himmelske fest.
Amen.
* * *
I en hel del år – helt tilbage fra Bornholm af (1971-1974) - holdt jeg udelukkende liturgiske gudstjenester på langfredag, sådan som jeg havde lært det hos min sognepræst i Vesterborg, hvor jeg boede, lige før jeg blev præst, (H.V. Krohn). Og vi holdt også sådanne gudstjenester i hele min tid i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. Men efterhånden gik det op for mig, at der er ting, der skal forkyndes, som kun kan forkyndes langfredag – som altså ikke bliver forkyndt (på samme måde) i fx fastetiden. Derfor har jeg siden 1983 også holdt gudstjenester med prædiken, før 1992-alterbogen som firesalmersgudstjenester (Es. 53 og et stykke af Lidelseshistorien), fra og med kirkeåret 1992/93 med tre læsninger og fem salmer, men naturligvis ikke som højmesse, altså uden trosbekendelse og nadver. Til at begynde med prædikede jeg over et stykke fra »harmoniseringen«, senere skiftevis fra hvert af evangelierne. I de sidste år i Døllefjelde-Musse-Herritslev havde vi kun een langfredagsgudstjeneste i pastoratet, nemlig kl. 14 (Jesu sidste time på korset, jfr. bemærkningerne til skærtorsdag) – Til orientering sætter jeg først en oversigt over den liturgiske gudstjeneste, som den stadig holdtes her i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat.
Præludium
167 Hil dig, frelser og forsoner!
364 Litaniet (vekselsang mellem præst og menighed)
365 O du Guds Lam
166 Gak under Jesu kors at stå
Vekselsang mellem kor (K) (evt. præst) og menighed (M) i forbindelse med oplæsning af Lidelseshistorien
Taksigelse for Jesu Kristi lidelse
Passionsmusik - og lejlighed til stille eftertanke og andagt
168 v 1-3 »O hoved, højt forhånet«
Fastekollekten
(fra »Særlige kollekter« i den gamle alterbog, i 1992-alterbogen den første af de to kollekter til
langfredag)
Hilsen
Velsignelse
168 v 4-6 »Jeg takker dig af hjerte«
Postludium
*
Form som froprædiken, dvs. uden trosbekendelse. Og selvfølgelig uden nadver.
Slutningskollekt: Fastekollekten (som i hele fastetiden).
Herre Jesus Kristus!
Du, som bad for dine bødler,
forbarm dig over os:
O Jesus! bed du og for mig,
du ser, hvor blind og skrøbelig
jeg er i al min vej, mit værk;
men ved din bøn jeg bliver stærk. - (166,3)
Amen.
[Det med småt skrevne første afsnit var overstreget i
manuskriptet og er formodentlig ikke blevet sagt (vel fordi jeg ikke har ville komme med sådan en »forklaring« under
langfredagsgudstjenesten), men det anføres her til orientering for hjemmesidens
besøgende:]
I al den tid, jeg har været præst, og altså også i al den tid, jeg har været her, har jeg kun holdt liturgisk gudstjeneste langfredag.
Vi bevarer også den liturgiske gudstjeneste. I eftermiddag holder vi den i Musse. Men det er efterhånden blevet klart for mig, at vi også bør have en langfredagsgudstjeneste med prædiken.
Det er blevet sagt, at langfredag tier Gud. Derfor skal der ikke prædikes, og derfor skal lysene på alteret være slukket og Bibelen på alteret lukket, ja, alteret slet ikke bruges; præsten skal bare læse stykkerne af Lidelseshistorien fra kordøren. - Alt dette skulle svare til solformørkelsen midt på dagen og korsordet: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" (Mark 15,34).
Men den yderste konsekvens af dette syn ville jo være, at vi slet ikke holdt nogen gudstjeneste i dag!
Det er rigtigt, at Gud tav langfredag i forhold til Jesus, der oplevede gudsforladthedens mørke, og i forhold til både Jesu disciple og Jesu modstandere, der kunne konstatere, at Gud ikke greb ind for at hjælpe Jesus.
Men det er ikke rigtigt, at Gud tier for os!
Det, der skete langfredag, inkl. solformørkelsen og korsordet: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" (Mark 15,34) - det er noget af det allerstærkeste, Gud overhovedet har sagt!
Det kan vi se og høre, vi, der lever efter at det blev påskemorgen. Og vi kan prøve at spørge os selv, hvad der egentlig er indholdet i Guds tale netop påskemorgen? Så opdager vi, at påskemorgens tale fra Gud faktisk ikke har noget selvstændigt indhold! - Jeg sagde: ikke noget selvstændigt indhold! For den indeholder alt! - Og dette "Alt" består af fire dele:
1. Det indhold, der ligger i selve skaberværkets og det skabte livs tale.
2. Det indhold, der ligger i den første del af frelseshistorien - fra Abraham til Johannes Døberen.
3. Det indhold, der ligger i hele Jesu historie fra jul til skærtorsdag. - Og:
4. Det indhold, der ligger i langfredags tale.
Og hvad er så påskemorgen? - Det er alt dette tilsammen "stadfæstet med magt og vælde" (Rom 1,4), sejrrigt hævdet imod al Syndens og Dødens og Djævelens magt over Guds skaberværk og imod Guds frelsesværk.
Men langfredag er altså intet mindre end det yderste punkt i alt det, der blev stadfæstet påskemorgen. Langfredag er det yderste møde mellem pdes. skabelsens og frelsens Gud og pdas. det faldne menneske og det faldne skaberværk, ja, mellem pdes. skabelsens og frelsens Gud og pdas. Djævelen, i det sidste store afgørende slag om, hvem der skal have magten over alt, hvad Gud har skabt, om det skal være Gud selv, dvs. Kærligheden og Sandheden og Livet, eller Djævelen, dvs. Ondskaben, Løgnen og Døden.
Hvad enten - som I Musse i eftermiddag - vi nøjes med selve lidelseshistoriens ord og Thomas Kingos gamle prædiken i de vers koret synger af Gak under Jesu kors at stå, eller vi - som i denne gudstjeneste - hører også en egentlig prædiken, taler Gud altså i allerhøjeste grad og på allerstærkeste måde til os netop langfredag, og det gør han jo dels i alt det, der skete, men også i det, Jesus sagde. Jesus tav jo ikke langfredag, men udtalte netop på korset nogle af sine allervigtigste ord!
(Når vi alligevel ved begge gudstjeneste i dag har taget blomsterne fra alteret og undladt at tænde lysene, og i det hele taget forholder os stille og neddæmpet, skyldes det dels, at Guds tale langfredag i alleryderste grad er en tale gennem mørket, lidelse og magtesløsheden og ind i og til os i mørket, lidelsen og magtesløsheden. Vi kan også sige, at det er i simpel respekt for sagens alvor, både hvad angår Jesus langfredag, og hvad angår os selv, vor sags alvor - hvilket jo er to sider af samme sag!
- - -
En anden grund til, at vi langfredag skulle kunne nøjes med en direkte konfrontation med selve Lidelseshistoriens ord langfredag, kunne siges at være, at der jo hele fastetiden igennem har været sagt og prædiket så meget om langfredag.
Også dette synspunkt er der noget rigtigt i. Men der er alligevel forskel på, om man prædiker over langfredag sådan i al almindelighed, eller om man direkte fordyber sig i selve beretningen om det, der skete - også med alle detaljerne.
Her er der selvfølgelig noget, vi skal passe på. Vi må hverken alt for flot og overfladisk bevæge os rundt i denne uhyggelige histories enkeltheder eller stirre sygeligt på dem. Vi må gå ind under denne historie med en dyb respekt og saglig alvor. Vi skal gøre det på den måde, at vi ikke alene med angrer tænker på alt, hvad vi har i os, og har gjort, af ondt, men også tænker på al menneskelig lidelse og død i verden gennem alle tiderne, især på alle, der i dette øjeblik lider under sygdom eller grusomhed, og på, hvad vi selv hver især vil komme ind i.
- - -
I år er det det stykke af Lidelseshistorien, der hedder "Korsfæstelsen", vi har hørt som prædike-tekst.
Det allervigtigste sted i dette første stykke om selve begivenhederne på Golgata er det første af de syv "ord", Jesus talte på korset: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!" (Luk 23,34).
Inden vi lytter nærmere efter den store betydning i
selve bønnen om tilgivelse, kan vi spørge, hvad der mon egentlig ligger i
begrundelsen: for de ved ikke, hvad de
gør.
Det kunne bare være de soldater, der eksekverede dommen og hængte Jesus op på korset, der menes. De behøver jo ikke vide, det ikke bare er en almindelig røver eller partisan ligesom de to andre, og ligesom alle de andre oprørere eller forbrydere, de måske har været med til at henrette.
Men vi kan under alle omstændigheder også høre en langt dybere mening i disse ord.
Soldaterne var altså forholdsvis uskyldige. Bag dem stod Pilatus. Han var mindre uskyldig, for han havde magten til - i hvert fald i første omgang - at have ladet Jesus gå fri. Så er vi tilbage til de jødiske ledere, som er de direkte hoved-skyldige; det var dem, der pressede Pilatus til at fælde dødsdommen over Jesus.
Men hvis det nu er disse hovedansvarlige, både Pilatus og de jødiske ledere, Jesus beder for, ja, også hele folket, der stod og så til, og som havde råbt: Korsfæst! Korsfæst! - hvordan kan Jesus så sige, at de ikke ved, hvad de gør?
Skulle det måske bare betyde, at de ikke var klar over, at han var Guds Søn?
Men er voldelig undertrykkelse af sandheden, besvarelse af kærlighed med had, og grusom henrettelse af en uskyldig, da ikke under alle omstændigheder en meget alvorlig synd?
Jo, det er det, og så er vi tilbage ved den alleryderste mulighed for, hvad ordene for de ved ikke, hvad de gør, kan betyde. og det er det eneste, som giver virkelig mening.
Hvem er nemlig i allersidste ende den onde magt bag det, der skete på Golgata? Det er Djævelen. Alle, der er medskyldige i Jesu død - og det er i en vis alleryderste forstand alle sammen - er i grunden Djævelens redskaber. Men altså hverken mere eller mindre end Djævelens redskaber. Vi er ikke selv djævle. Vi er stakkels forførte og forlokkede Guds skabninger, der er kommet i den Ondes magt. Men det er netop det, Jesus er komme for at redde os ud fra. Derfor kan han sige: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!". Og det gælder altså også dig og mig. Ikke som en bagatellisering af det onde, vi gør, men som et urokkeligt udtryk for, at han er kommet for at redde også dig og mig ud af det Ondes magt! - Og hvordan gjorde han det? Hvordan fik han brudt det Ondes magt?
Det gjorde han jo "med magt og vælde" påskemorgen. Men kun, fordi han med fuldkommen godhed og total selvhengivelse bl.a. havde bed for dem, der henrettede ham.
Som det er blevet sagt:
Jesus sejrede over det onde, fordi det aldrig lykkedes det onde at få nogen som helst magt i hans hjerte.
Jesus besejrede Djævelen og reddede dig og mig, fordi det ikke engang i selve korsfæstelsens øjeblik lykkedes Djævelen at få hadet ind i Jesu hjerte!
Amen.
*
Herre Jesus Kristus!
I dag ser vi dig sammen med os i vor død.
Bliv hos os og hold os fast hos dig, så vi også kan være sammen med dig i din opstandelse.
Amen.
Det er nu fire år siden vi for første gang holdt langfredagsgudstjeneste efter den nye alterbog. Og da en af de nye ting er, at der langfredag prædikes på skift over Lidelseshistorien i hvert af de fire evangelier, er det altså i dag første gang, vi "begynder forfra".
Og vi gør det i dag på samme måde som for fire år siden, men det er min hensigt for fremtiden at holde en rent liturgisk langfredags-gudstjeneste hver tredje år, sådan som vi engang gjorde det hver langfredag. Og så de øvrige år holde gudstjenester som den i dag, med prædiken over de fire lidelseshistorien på skift, således at vi altså over seks år får to liturgiske gudstjenester og fire gudstjenester som den i dag - med prædiken over hhv. Matthæus’, Markus’ Lukas’ og Johannes’ gengivelse af Lidelseshistorien.
Men hvad betyder alt det, jeg her indledningsvis har sagt, så for den måde, vi netop her i dag, på langfredag 1997, holder gudstjeneste på.
Vi kan begynde med at overveje, hvad det betyder, om vi holder en mere sædvanlig gudstjeneste, altså med prædiken, eller om vi holder en rent liturgisk gudstjeneste.
Om den rent liturgiske gudstjeneste sagde min gamle sognepræst, at "langfredag tier Gud". Og dermed mente han, at netop langfredag skulle vi så ikke høre denne direkte tiltale, som prædikenen er. Vel at mærke som en direkte tiltale fra Gud!
Hvilket ikke må få nogen til at tænke, at hverken min gamle sognepræst eller jeg selv eller nogen anden præst, på nogen forkert måde bilder os ind at vi er "ligesom Gud". Det er jo slet ikke på den måde.
Men på en anden måde er det det alligevel! For uanset hvor skrøbelige og ringe og alt muligt vi er, som har fået den tjeneste i menigheden betroet at skulle prædike, så findes denne tjeneste altså. Og så er det altså alligevel Gud, der ved prædiketjenestens tjenere taler til sin menighed. For det er jo den eneste måde, hvorpå der lyder en direkte og personlig, helt nutidig tiltale. Men altså som en måde, vi alle sammen står under, både vi, der prædiker, og I, der lytter. Og dermed også som en måde, hvor det, der sker, sker i begge parter. Sagt på en anden måde: Guds nærvær i Helligånden sker ikke kun i prædikantens tanke-, sprog- og tale-apparat, men også i den andres opfattelses- og tanke-apparat, ja, i deres hjerter og sind. Det er i hele den samlede situation, Gud taler til sin menighed.
Dette er, hvad prædikenen er. Og så er spørgsmålet altså, om den egentlig burde tie i dag, så at vi helt nøjedes med at betragte den frygtelige, men jo - sammen med påskedagens opstandelse - helt centrale begivenhed på grundlag af evangelisternes gengivelse af den.
Ja, i sin yderste konsekvens skulle gudstjenesten vel så udelukkende bestå i en oplæsning af lidelseshistorien. For det var jo ikke alene sådan, at Gud tav langfredag. Han lyttede jo heller ikke! Det korsord, vi nok alle sammen husker bedst, er vel det ord, som foruden i Markusevangeliet kun forekommer netop her i Matthæusevangeliet, og som lyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?".
Vi skulle altså sådan set også undlade at synge og bede til Gud. Eller i hvert fald lade den almindelige sang og bøn erstatte af en vildt, fortvivlet skrig. For slet ikke at tale om velsignelserne!
Ja, sådan kunne man godt sige, og vi brude måske engang prøve at holde langfredag med sådan en helt "nøgen" lidelseshistorie-meditation. Som jo vel at mærke ikke bare vil være sådan en realistisk måde at "mindes" Jesu død på, men som også vil være en realistisk måde at se vor egen situation som mennesker i øjnene på.
Men da vi nu faktisk holder en mere almindelig gudstjeneste her i dag - og det faktisk også er det, der er forordnet i Alterbogen, så må der jo også være andet at sige om dette. Og det er selvfølgelig, at selv om alt det, jeg lige har sagt, sådan set er rigtigt nok, så er det jo alligevel ikke en rent passiv eller fraværende Gud, vi møder i dag.
Lad være, at Jesus langfredag syntes ribbet for ikke bare al guddoms-herlighed, men også al menneske-værdighed (jfr. epistelen til palmesøndag!). Og lad være, at Gud Fader selv syntes lang borte. Det tager jo ikke noget fra, at når vi nu ser tilbage på denne sorte nulpunkts-dag - gennem pinse og påske - så ser vi den som den første del af Guds helt centrale og alt afgørende frelseshandling gennem netop den Jesus, som hang så fornedret og fortvivlet på korset.
Hvor det afgørende netop er, at vi jo nu ikke bare bliver simpelt samtidige med langfredag, men kun kan komme tilbage til langfredag gennem pinse og påske.
Vi kan altså sige om den rent liturgiske, evt. fuldstændig nøgne mulighed, jeg først omtalte, at den er falsk, fordi det netop ikke er rigtigt at lade, som om det ikke har været påske og pinse!
Men vi kan også sige, at hvad enten vi holder vores langfredags-gudstjeneste på den ene eller på den anden måde, så vil vi altid være en eller andet sted i spændingsfeltet mellem de to sider af sagen, vi nu har fået trukket så grundigt op.
Og i dag må vi altså sige, at selv om Gud tav den første langfredag, og selv om hans gerning den dag så ud som det totale nederlag, så taler denne dag stærkt til os i dag. Hvad enten den gør det gennem en liturgisk-meditativ oplevelse af selve beretningen om det, der skete. Eller den gør det, ved at også dette kommer til at få mæle gennem en prædikens ord.
Endelig kan man sige, at det jo også er nødvendigt, at de ting, der skete, bliver forklaret. Det var jo ikke bare en række tilfældige hændelser. Der er tværtimod tale om en række hændelser, de ældste vidner har kunnet se som en række betydnings-fulde tegn. Hvilket betyder, at allerede selve beretningerne er udlægninger at den betydning, der træder frem i det, der er sket.
Tilbage er så kun at se, hvad der netop i dag er det helt særlige. Og det kan man nemt se, hvis man slår op i den såkaldte synoptiske sammenstilling af evangelierne. Så ser man nemlig, at der er følgende stykke, som kun findes i netop Matthæus’ lidelseshistorie:
Og jorden skælvede, og klipperne revnede, v52 og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, v53 og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange (Matt 27,51).
Hvor vi jo som noget af det første må sige, at uanset hvad der ellers er at sige, så er dette dog et udtryk for, at der allerede langfredag har været mere på færde end som så. Rent bortset fra, at vi jo også lægger mærke til ordene "efter hans opstandelse". Her er påske-evangeliet simpelt hen allerede forudgrebet.
Men altså: "Uanset hvad der ellers er at sige"! For der er jo nok flere af os, der allerførst vil sige, at nu er det altså blevet for utroligt. Hvad vi udmærket kan sige, netop på baggrund af en dyb oplevelse af hele alvoren og storheden i øvrigt i det, der berettes om.
Men Matthæus må jo have haft en grund til at tage disse linier med. På en eller anden måde må der ligge noget bag dem. Og på en eller anden måde må der ligge en betydning i dem.
Jeg har prøvet at slå op i nogle kommentarer til Matthæusevangeliet. Og her er nogle af de ting, man har peget på i forbindelse med de linier, vi nu har fået draget frem.
[Fenton:] [I forhold til Mk.] tilføjer Mt. yderligere tegn: et jordskælv, gravene, der åbner sig, de helliges opstandelse og det, at de viste sig for mange i Jerusalem efter Jesu opstandelse. Disse legendeagtige begivenheder er taget med af Matthæus for at vise, at Jesu død var Guds handling - med jordskælvet og de revnende klipper som hans "underskifts-bekræftelse" (der er i GT flere exx på noget tilsvarende). Og at denne handling vil medføre liv for de døde: Jesus er "førstegrøden af dem, der er sovet hen". - Og denne kommentator føjer til, at "denne legenden er en historie, som er uddraget af den kristne tro".
[Grundmann] En anden kommentator siger hertil, at der er tale om udtryk for, at Jesu gennem sin død overvinder døden og skænker livets frihed, og om udtryk for, at Han, der led denne frygtelige og ydmygende død på korset, netop derved er den, som får givet "al magt i himmelen og på jorden".
[Schniewind] Endelig gør en tredje kommentator opmærksom på, at "Også ’legenden’ tale om ’virkeligheder’, som bliver forkyndt i Jesu ord i den første menigheds prædiken.
Når jeg undtagelsesvis har taget disse hjælpe-redskaber med op på prædikestolen, er det i et forsøg på at få indkredset, hvad det er, der her er tale om.
Og en af de ting, vi i hvert fald får understreget, det er det, jeg allerede har været inde på, nemlig at vi ikke har nogen adgang tilbage til langfredag uden om pinsen og påsken. Det er i grunden slet ikke muligt at komme til at stå midt i langfredags-mørket i vor egen moderne nøgenhed. Vi vil altid være indhyldet i pinse og påske, når vi kommer tilbage til langfredag.
Og en anden ting er, at det altså - trods al tavshed og ydmygelse og tilsyneladende fravær - virkelig er Gud, der "optræder" langfredag, den Gud, som er hele universets og alle tings Herre. Hvilket også gælder Jesus - ham, der altså efter sin opstandelse - og netop som det sidste vor evangelist her, Matthæus, beretter om proklamerer, at "Mig er givet alt magt i himlen og på jorden".
Hvilket altså stadigvæk ikke fjerner - og ikke skal fjerne - den anden side af sagen, den side af sagen, som er, at vi jo alligevel også kan, om ikke komme uden om pinsen og påsken tilbage til langfredag, så på anden måde - og det mere end rigeligt - kan komme til at føles os stående i vores egen moderne nøgenhed og fortvivlelse midt i langfredagens mørke.
Og så gør det jo ikke så meget, hvordan vi vil bedømme disse mærkelige linier i Matthæusevangeliet. Sammen med alt det andet vidner de om, at Gud i al sin vælde har været hos os i al vor afmagt, og at Guds vælde ikke har kunnet holdes nede i afmagten. Hvilket også gælder, når Gud fortsat er til stede hos os i den afmagt, vi stadig befinder os i. Så er det stadig Guds vælde, der er hos os.
Amen.
Og herefter lige over
i:
Taksigelse for Jesu
Kristi lidelse (alterbogen side 484). Og derefter tillysninger og apostolisk
velsignelse. - Altså ikke kirkebøn.
* * *
Skønt jeg altså i princippet er imod selvtægt, har jeg i alle mine præsteår tilladt mig at fejre påskedag med den særlige indledning, jeg oplevede hos sognepræst, senere provst, H.V. Krohn, i Vesterborg Kirke, min sognekirke i årene lige før jeg blev præst, den kirke, jeg holdt min allerførste (prøve)prædiken i.
(DDS 193,1.3.5.6.8). Symboliserer kvindernes budskab om den tomme grav.
Symboliserer og fortsætter apostlenes viderebringelse af dette budskab.
190 Krist stod op af døde
i påske-morgenrøde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
2 Krist stod op af døde
afsonet er vor brøde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
3 Krist stod op af døde
i Himlen vi ham møde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
Halleluja!
Halleluja! Halleluja!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
(Man sætter sig igen)
(Og alt det følgende som ved en almindelig højmesse).
- - -
Opstandne livets Herre!
Vi ser dit lys.
Overvældede jubler vi over din sejr, mens frygten stadig er i vore hjerter og
vi endnu intet forstår. Og bagefter går vi til hverdagens Galilæa for at se dig
dér.
Amen.
Vort håb er begravet. Stenen er væltet for. Vi sidder inde bag lukkede døre, lammede af frygt, lukket inde i afmagt og fortvivlelse. Udenfor hersker den rå og nøgne magt. Hvornår kommer turen til os? Hvor ondt vil det gøre? Der er intet andet tilbage.
Så er der kvindernes gestus, kærlighedens sidste gerning, uden anden tanke end, at sådan gør man jo: viser den sidste ære. Det er ikke for at opnå noget eller udrette noget. Det er kærligheden og pligten, der sætter det ene ben foran det andet og lader hænderne holde om salvekrukkerne. En blomst til vor døde ven, vort livs ven. Og så en tåre, en tåre og et suk.
Det hjælper ikke, at den sorte nat er forbi, for morgenen er grå og kold. Og alt, hvad vi ser, er stift og livløst.
Det hjælper heller ikke, at solen er stået op. For den ligger bare dér, rød og sløret på verdens rand. Et himmellegeme, der sender stråler ind gennem atmosfæren, en del af naturens blinde mekanik. Hvad betyder naturens mekanik, når håbet er dræbt? Hvad betyder disse kolde røde stråler, når der ikke er andet?
Af sædvane - og af frygt for hinanden - har vi ventet på at sabbatten skulle blive forbi. I vor lammelse har vi adlydt de gamle regler. Selv om der ikke er noget bag, kan religionen stadig bruges til magt. Bare sig "Gud", så kan du stadig få mennesker til at rette sig efter dig. Af gammel vane. Eller fordi naturen af en eller anden grund har lagt nogle mønstre i os, der adlyder denne tale.
Men nu går vi her i morgenen - for så vidt som vi altså ikke bare sidder og lukker os inde i frygt og fejhed. Det er kvinderne, der går. Det, at vi lader hjertet tænke.
Men stenen må vi tænke på. Med den for gravens åbning kan vi ikke engang få den sidste kontakt med vort døde håb.
Hvem skal vi få
til at vælte stenen fra indgangen til graven?
Er der dog overhovedet ikke noget - eller nogen, der kan hjælpe os? Vi ser os om i alle mulige retninger. Er der måske nogen af naturens kræfter, der kan vælte stenen fra? Kan vi finde genveje til livets magt her i den grå og stive morgen? Er der andre måder at komme ind til det, Han stod for?
Vi ser os omkring, vi drøfter med hinanden. Et kort øjeblik tror vi måske at finde noget. En gren et sted, måske, der kan bruges som løftestang. Eller vil der komme nogen, der kan hjælpe os? Hvad skal vi gøre?
Så længe vi tænker med hjertet, søger vi stadig en slags håb. Lige meget hvor urealistisk det er. For det, vi kan tænke med mande-hjernerne, sidder jo bare og gemmer sig bag lukkede døre og skodder.
Tanken er lam og tom. Hjertet søger stadig, kan ikke indse, hvor forgæves og udsigtsløst det er.
Men efter at have set alle andre steder hen ser vi igen hen mod graven. Og så opdager vi, at nu er stenen væltet fra.
Hvornår og hvordan ved vi ikke. Vi har ikke set det ske. Og vi forstår det ikke. Det eneste, vi kan indse, er, at det ikke er noget, vi selv har gjort - eller overhovedet selv har kunnet gøre.
Vi ved heller ikke, hvem der ellers skulle have gjort det.
Og vi ved ikke, hvad det egentlig skal betyde. Eller om vi skal tro vore egne øjne. Måske er det bare et synsbedrag, en hallucination. Et billede, der et steget op af vort sørgende hjerte.
Kan det være rigtigt? Er der overhovedet noget, der har flyttet sig? Er der overhovedet nogen åbning ud af denne morgen?
Vi prøver at gå ind - for så vidt som vi altså dog trods alt er kommet ud til stedet for vort døde håb, og altså ikke bare sidder lukket inde i frygten og afmagten.
Og så ser vi en ung mand i hvide klæder. Eller noget, der ser sådan ud. For hvad er det? Er det en fortætning af de hjælpekræfter, vi så os omkring efter, da vi nærmede os graven?
Men det ser ud til at være mere end natur. Vi føler en nærhed af Noget, der er helt anderledes. Der er åbenbart alligevel noget, der er større end den morgen, vi er gået igennem på vej herud. Vi kan mærke det. For vort hjerte begynder at banke hurtigere. Vi trækker også vejret hurtigere. Vore muskler sitrer. Ligesom når vi er bange. Men det er bare, fordi lyset i disse klæders hvidhed er så anderledes. Der er noget her, der kommer et helt andet sted fra. Uden rigtig at vide det føler vi, det kommer helt ude fra det alleryderste, helt derude fra, hvor vi havde opgivet at tro der var noget.
Og så er det ligesom at være bange. For så er det uendelig stort, og så er vi uendelig små. Hvordan skal vi omstille os til dette møde?
Men vi får at vide, at vi ikke skal være bange. Det er ikke på den måde, dette uendeligt store er stort. Det, vi skælver for, vil os det godt: Se, jeres døde håb ligger alligevel ikke begravet her!
Men så bliver vi på en måde bare endnu mere bange. For så stort vidste vi ikke det kunne være. Og havde det ikke været, fordi vi tænkte med hjertet, ville vi slet ikke have kunnet opfatte noget som helst af det.
Hjertet slår meget hurtigt nu. Men det gør det altså netop fordi det opfatter noget af det, der bliver sagt.
Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!
Sådan siger den unge mand i de hvide klæder, han, der åbenbart ikke er en fortætning af naturens kræfter, men tværtimod en tilstedeværelse af det, der er større end naturen. Og vi hører og vi ser, og hjertet slår og lemmerne ryster og vi hiver efter vejret. Og vi ved ingenting.
Men den unge mand i de hvide klæder afventer ikke, at vi skal komme til os selv. Han pålægger os en opgave: Det er lige meget, hvor bange vi er og, hvor lidt vi forstår, for nu skal vi gå hen til frygtens og fejhedens rum og fortælle, hvad vi har set og hørt. Frygtens og fejhedens førstemand bliver udtrykkeligt nævnt ved navn, Peter, ham, der hele tiden sagde "Se, hvor jeg også kan", men som endte i den helt store ynkelighed.
Til den Peter, enhver af os har i sig, bliver der udtrykkeligt sagt: Ham, du svigtede så ynkeligt, har sat dig stævne. I Galilæa. Der hvor du plejede at fiske. Eller hvad du ellers lavede. Ude i din hverdags virkelighed.
Ja, vi får at vide, at netop dér, i Galilæa, i hverdagen, i virkeligheden skal vi møde det håb, vi troede var dødt
Det lå jo allerede i det, han sagde, at den sandhed og den kærlighed, der viste sig i ham, ikke ville kunne slås ihjel af dem, der bare er små brikker i menneskemagtens spil. Men vi forstod jo ikke, at han var så meget anderledes.
Vi har stadig meget at lære. Derfor bliver vi sendt bort fra den tomme grav og ud til mødet med den Opstandne selv. Den unge mand i de hvide glæder har gjort sit. Ham skal vi ikke spekulere mere på. Ej heller den tomme grav. For det er i "Galilæa" vi skal møde ham, der virkelig er det, der er større end alt andet, Ham, der er den, der er større end alt andet - og er det i egen person!
At det også skal blive pinse i Jerusalem, før vi endeligt bliver sendt tilbage til Galilæa, forstå vi endnu ikke. Men det kommer vi til. Og rigtig forstå det - eller altså mærke det - det kommer vi jo kun til i det daglige samvær med Ham i vort livs Galilæa, når vi oplever alle tingene sammen med Ham, og forstår, hvordan håbløst det ville være at leve uden Ham.
Men i dag ligger alt dette forude. Og egentlig er vi stadig lige rystede og uforstående. Vi kan sådan set ikke sige noget til hinanden.
Alligevel synger vi påskesalmer og holder fest med blomster og lys. Den røde sol er blevet gul! For det var jo også påske sidste år, og forrige år, og forrige år - og tilbage igennem 1970 år. Så det bliver alligevel lagt ind over os og lagt i munden på os.
Lad os derfor bare synge alle de store jublende, triumferende ord. For vi har jo hørt det: Vær ikke forfærdede ... han er opstået ... Han går i forvejen for jer til Galilæa, Dér skal I se ham, som han har sagt jer det!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
* * *
Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!
Tak, fordi vi må være sammen med dig igen på denne andendag. Også selv om vi er tungnemme og uforstandige. Bliv ved med at være hos os, og tal til os, så vore hjerter bliver varmet op, og vi til sidst ser dig klart i Emmaus!
Amen.
Der er to særlige ting ved denne anden påskedag 1997 her i Herritslev Kirke!
Den ene er I jo alle sammen klar over. Det er noget helt særligt for os, for første gang siden opsætningen af den nyrestaurerede altertavle, at skulle fejre anden-påskedag efter første tekstrække.
For hvor ofte jeg end på denne dag har stået og peget hen på vort Emmaus-relief under prædikerne på denne dag, så er det jo alligevel noget helt særligt i dag. Ikke mindst fordi det jo netop er tilbageføringen af selve relieffet til dets oprindelige udseende, der er det mest iøjnefaldende ved restaureringen.
Men dette vil vi gemme til sidst, for der er også en helt anden særlig ting, og det er, at i det samme nummer af Kristeligt Dagblad, hvor der stod det om forræderen Judas, som jeg refererede i skærtorsdagsprædikenen, stod er en sjov, men også stærk lille "påskeprædiken". Ja, det var "bare" en såkaldt "klumme", sådan en rubrik, hvor man kan sætte de forskellige ting på spidsen. Den hedder "Stikord" - og har over overskriften et herligt billede af en bi, der kommer farende, så den trækker netop ordet "STIKORD" efter sig i sin "slipstrøm".
Ja, da jeg her sad og kiggede på denne bi, som med et vredt udtryk i sit lille bi-ansigt kommer susende med brodden forrest(!), klar til at stikke eller spidde den eller det, der er genstand for den pågældende dags "Stikord", så kom jeg til at tænke på, at normalt taler vi jo med apostelen Paulus om dødens brod - vel at mærke om den brod, døden, netop pga. påsken har mistet - men her i dette "Stikord" er biens brod jo blevet til påskens brod, ja, livets brod, en brod, der ikke skal stikke for at dræbe eller plage, men tværtimod for at vække, gøre lydhør, åbne øjne!
Det er en præst oppe i Roskilde stift, der har skrevet dette påske-stikord. Og det handler om noget i denne forbindelse så usædvanligt som den tale, hans svigerfar holdt ved hans bryllup!
Det begynder med en meget morsom skildring af, hvordan brudens nervøse far tager ordet. Og jeg citerer nu ordret:
Da jeg blev gift, rejste min svigerfar sig altså, da sovsen stod rygende varm på bordet, og så sagde han, mens svigermor lynede festligt: "Husk, efter langfredag kommer påskedag". Dernæst gik han i stå. Stod stille i lang tid, som undrede han sig over sit eget udsagn. Og råbte så: "Hurra, hurra, hurra". Så satte hans sig.
...
Der gik et par år, før jeg rigtig fattede, hvad min svigerfar havde sagt, og hvor velfunderet det i grunden var. Så derfor vil jeg tillade mig at skrive i denne klumme med store, glade bogstaver:
HUSK, EFTER LANGFREDAG KOMMER PÅSKEDAG. HURRA, HURRA, HURRA!
Det er ikke til at sige, hvorfor vi i Danmark har en af verdens højeste selvmordsprocenter. Det er også svært at udtale sig om, hvorfor danskerne generelt er et utilfreds folk, der brokker sig over alting. Men måske skyldes det, at vi hænger fast i en slags psykologisk langfredagsstemning.
Langfredag vor jo en lang, mørk og bitter dag. På den fredag blev Kristus henrettet for 2000 år siden. Vi har ubevidst indstillet øjnene til at ville se det uhyggelige, det håbløse. Meget kunne tyde på det, når man ser, hvor fantastisk godt dårlige nyheder sælger. Til gengæld har vi ikke indstillet øjnene til at visse se påskemorgen, der med Kristi opstandelse fra de døde står som symbolet på lykken og glæden og alle de muligheder, livet rummer.
Min svigerfar har ret. Efter langfredag kommer påskemorgen. Hurra, hurra, hurra! ... Vi må bygge vort liv op på min svigerfars korte bryllupstale, der godt nok var en bryllupstale, men som blev til den bedste og korteste påskeprædiken, jeg nogensinde har hørt.
Så vidt dette referat. Og Poul Joachim Stender har jo ret. Det er alle tiders påskeprædiken. Jeg vil dog også lige nævne det forslag, han herefter bringer, nemlig, at vi i stedet for (eller vel i hvert fald ved siden af) alle påskelammene og -æggene og ‑kyllingerne burde pynte vor borde med døre!
... Lave døre i chokolade og lakrids og vingummi og sæbe og pap. Hænge den ene lille minidør efter den anden op i vore vinduer og under vore lamper (!).
Ja, måske har I forstået, hvad det er, der her sigtes til. Hvis ikke, tror I måske, at forfatteren nu er kommet for godt i gang. Men det er faktisk en ganske bibelsk tale, han her fører, idet han jo sigter til Johannesevangeliet kap. 10,7-10, hvor Jesus i sin store proklamation af sig selv som den gode hyrde også siger:
Jeg er døren til fårene. v8 Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem. v9 Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. v10 Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.
Og dette Stikord slutter:
Når man ser en dør, ved enhver, at der er en indgang eller udgang til noget nyt. Hvis vi tror på, at Kristus er døren, så har vi i alt fald i ham udgangen og indgangen fra langfredag til påskemorgen. Så der er, som min svigerfar forkyndte, mulighed for at komme videre. Hurra!
Jesu tale om sig selv som den gode hyrde vender vi tilbage til anden søndag efter påske. Hvor vi også må prøve at få det med døren med - selv om lige de vers desværre ikke er med i evangeliet til hverken den dag eller nogen anden dag. Men så har vi desto større grund til det netop i år!
[Indskud her på denne underside: Nogle dage senere lavede min kone og jeg faktisk sådan nogle påske-døre af chokoladestænger (samme princip som havelåger – eller altså led i hegn). Og vi sendte et eksemplar til Poul Joachim Stender, som blev glad for den]
Inden vi vender os mod selv evangeliet til i dag - og dermed til vort altertavle-relief - er der lige en anden lille ting, vi også skal have med. - I går sluttede prædikenen jo således:
Glædelig påske! Også i morgen og på næste mandag og alle de andre mandage!
Og allerede da jeg sad og skrev det, kom jeg til at tænke på, at her har vi en ekstra vinkel på andenhelligdagenes betydning, dvs. anden påske-dag og anden pinse-dag. Som jo altid er mandage. Og altså er det i en stor betydning! Disse to mandags-andenhelligdage er som sådanne, ved selve det, at de netop er "mandags-andenhelligdage", tydelige "broer" mellem de to store højhelligdage, og så det kristne hverdagsliv, der skal følge efter. Vi kunne også blive i dør-billedet, i en særlig forståelse af det, og sige, at når Jesus som "døren" også er vor dør ud til et håbets hverdags-liv, så er disse to mandags-anden-helligdage en slags trapper, der fører os ned fra de store fest-højder og ned i vor hverdags jævne og muntre kristenliv!
Men nu nok og disse ekstra ting. Vi skal nu til Emmaus, sammen med Jesus og de to disciple. Idet vi begynder med at notere os, at både dette evangelium og Maria Magdalene-evangeliet efter anden tekstrække til i dag jo faktisk stadig foregår selve påskedag. Men der er alligevel god grund til at lade dem være andenhelligdags-evangelier. For i begge tilfælde er der jo pdes. tale om en ny fase i den begivenhed, som ved gudstjenesten i går ikke bestod i andet end selve den tomme grav, og pdas. om netop begyndelsen på disciplenes, den senere Kirkes liv i påske-troen.
Ja, vi skal til Emmaus, tilbage til det Emmaus, vi hørte om i evangeliet - og som er afbildet på relieffet i vor nyrestaurerede altertavle i håbet om, at vi derved også kommer frem til Emmaus, hvordan vort Emmaus så kommer til at forme sig, det sted, hvor vore øjne åbnes, så vi ser, hvem Han er, som bryder brødet for os og giver os det.
Vi skal tilbage til det sted i Emmaus-evangeliet, som alterrelieffet fremstiller:
Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham. (Lk. 24,30f)
Det er indlysende, at det er et stort gode for os, at vi har netop denne begivenhed repræsenteret for os på tavlen bag vort alter-bord.
Og det er et desto stærkere vidnesbyrd for os, for så vidt som dette alter-relief jo kommer til os fra en mand og en tid, som ellers var meget fjernt fra en sådan forståelse af nadver-sakramentet. Når man altså ser bort fra Grundtvig og hans tilhængere. For her var der jo virkelig tale om en gen-opdagelse af både dåbens og nadverens betydning. Til gengæld var Grundtvig og hans disciple jo ugleset af alle de fine og fornemme, som ikke ville nedlade sig til noget så overtroisk som at tro på, at man virkelig var sammen med Jesus Kristus, når man gik til alters.
At Grundtvig så for sin egen persons vedkommende efterhånden opnåede en stor anerkendelse i videre kredse og efterhånden kom til at befinde sig ganske godt i den position, han havde vundet sig, er en anden sag. Dog er der i netop vor forbindelse her i dag det særligt interessante ved det, at Grundtvig - skønt han egentlig betragtede billedhuggerkunsten med meget stor skepsis og heller ikke regnede Thorvaldsen for nogen egl. troende kristen - så dog skrev et stort og positivt mindedigt over ham ved hans død kort før påske 1844 - altså for 153 år siden.
I dette digt undskylder Grundtvig Thorvaldsen for hans distancerede forhold til kristendommen, idet han siger, at
Du kjendte kun den falske Kristendom,
Og den betragted du med Ynk og Harme,
Hvor du den saa’ i Axelstad [København]og Rom:
Den istapkolde og den lummervarme;
Saa hele Verden véd det godt og grandt,
Du var ej Katolik, ej Protestant.
Dette kan der siges meget om - hvad vi vil undlade i dag. For der er en anden strofe dette mindedigt, som har en direkte betydning i netop vor sammenhæng i dag. Det er den strofe, hvor Grundtvig først tager op, hvad der åbenbart har været en almindeligt samtaleemne i forbindelse med Thorvaldsens død og bisættelse. (Han blev bisat i Københavns Domkirke lørdag før palmesøndag 1844):
Varst du en Kristen? som en Æressag,
Man spurgte højt, da man dig bar til Jorde ...
Men hvor fortsættelsen så lyder:
Og dine Billeder i Kirkesmag
Bevise kun, du vidste hvad du gjorde,
Hvad Grundtvig her siger, er:
Man spørger, om Thorvaldsen var kristen. Underforstået: Og det kunne der nok være grund til at spørge om (jfr. den første strofe, jeg citerede!). Og hans kristelige skulpturer, de beviser jo ikke noget, for så vidt angår hans egen personlige tro. Vi skal her for det første lægge mærke til den meget præcise betegnelse: "i Kirkesmag". Her rammer Grundtvig på en plet det forhold, at man - både kunstnere og publikum - godt kunne dyrke bibelske og kirkelige motiver, uden at det var udtryk for nogen virkelig kristen tro. Og så for det andet: Uanset om det i øvrigt er den ene eller den anden form for kirkelig kunst, så viser selve gode kunstværk jo for så vidt hverken mere eller mindre end, at kunstneren netop har vidst, hvad han gjorde - altså har været en dygtig kunstner.
Hvilket imidlertid alligevel også peger dybere ned end som så. For uanset grad og karakteren af privat, personlig tro, så kan den virkelige kunstner jo se dybt i tingene - og altså fx se mere kristendom i "Kirkesmagens" motiver, end han måske bryder sig om til personlig brug!
Hvor vi så er fremme ved den pointe, jeg allerede antydede indledningsvis: At det er et stort gode for os, at vi netop her i 1997, hvor der igen er en eller anden form for kirkeligt opbrud i gang, har fået dette relief fra 1839 (hvor Thorvaldsen modellerede originalen) til - helt bogstavelig talt! - at lyse op for os på ny!
Lad det være vort håb og vor bøn her i dag, at det på atter og atter nye måder må ske, også for os og vore efterkommere, at
Mens vi er til bords sammen med Ham og vi modtager det brød, Han har velsignet. Da åbnes vore øjne, og vi kender ham. (Lk. 24,30f)
Amen.
* * *
Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!
Tak, fordi du også i dag kommer til os, når vi sidder og gemmer os inde bag vore lukkede døre!
Ja, tak, fordi du viser dig for os, selv om vi ikke ser dig!
Ånd din kraft i os, så vi kan leve i troen på dig – med håbets mod og kærlighedens styrke!
Amen.
Kristus er opstanden! Ja, det er stadig påske – også selv om dagen i dag hedder 1. søndag efter påske! For det betyder i virkeligheden 1. søndag efter påske-dag! Tiden fra nu af og til og med søndagen efter pinsedag (Trinitatis søndag eller Hellig Trefoldigheds Fest) er een lang fest-tid, hvori de første tre søndage klart følger påsken op, medens perioden med de sidste tre søndage – og Kristi himmelfarts dag! – lige så klart lægger op til pinsen.
Der er altså ligesom et "vandskel" mellem 3. og 4. søndag efter påske. Hvad man også kan se af, at det er mellem disse to søndage, man har lagt den meget sene og meget hjemmelavede særlige danske bods- og bededag – hvad vi dog ikke tager nogen skade af her i pastoratet; vi holder bare marked!
Men uanset alt, hvad jeg her har sagt, er der jo i selve den evangelietekst, vi lige hørte, tale om en særdeles stærk påske-sammenhæng!
Det første optrin, vi hører om, foregår jo simpelt hen påskedag om aftenen! "Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen"!
At det næste optrin så foregår otte dage efter – altså som i dag – gør jo kun sammenhængen endnu tydeligere.
Men der er også en mere indholdsmæssig sammenhæng, der tegner sig, ja, der er netop i år en særlig sammenhæng, der er kommet til at tegne sig i vor påskefejring. Og det er den sammenhæng, vi kan kalde "påskevirkeligheden i Galilæa", eller "påskevirkeligheden i vort Galilæa"!
Hvad jeg mener med det! – Jo, det var jo det, englen påskedag sagde til kvinderne ude i den tomme grav: at de ikke skulle være forfærdede over det store nedslag af Guds kraft, de nu var vidner til, men at de skulle gå hen og sige til de andre disciple, at den Opstandne ville gå i forvejen for dem til Galilæa. "Dér skal I se ham, som han har sagt jer det"!
Hvor vi så skal være klar over, at "Galilæa", det jo ikke bare er sådan et tilfældigt bibelsk navn! Nej, Galilæa, det er den egn, Jesus stammede fra, og som han havde virket i. Det var også her, han have fundet de tolv inderkreds-disciple, hvoraf flere var fiskere, som havde fisket i den store sø, der er deroppe: Genesaret Sø eller Galilæas Sø.
Så når engelen siger, at Jesu disciple ikke skal
blive i Jerusalem og gå og lede efter den Opstandne omkring hans grav, men gå
til Galilæa for at møde ham dér, så er det det samme som, at han siger: Jeg skal hilse og sige, at det er i den samme
almindelige virkelighed, hvori I mødte ham første gang og vandrede sammen med
ham i hele den lange tid før påske, I også skal møde ham som den Opstandne – og
således fortsat leve med ham!
Sådan hørte vi det påskedag i evangelisten Markus’ påskeevangelium. I dag er det en af evangelisten Johannes’ påske-beretninger, vi hører. Ja, det er faktisk det allersidste i det oprindelige Johannesevangelium. Det slutter jo med at bringe facit, at
dette er skrevet, for
at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal
have liv i hans navn.
Og det skal vi lige lægge mærke til. Det er det, det drejer sig om: at have liv! Det er i hvert fald den påstand, de første vidner er gået ud i verden med, og den påstand, der er hovedindholdet i alt, hvad evangelisterne og apostlene har skrevet i de skrifter, der nu er samlet i det, vi kalder Det Ny Testamente. Så det skal vi lægge godt mærke til – og huske på, når vi diskuterer alle mulige enkeltheder i forbindelse med kristendommen og gudstjenesten osv.
Men så er der alligevel på en eller anden måde blevet føjet et ekstra kapitel til Johannesevangeliet – det 21. Og det indledes med en dejlig scene, netop oppe ved Galilæas Sø.
Det begynder med, at vi ser, hvordan disciplene virkelig er vendt tilbage til deres Galilæa, ja, til deres hverdag som fiskere. Og det mere end antydes, at de helt igennem er skuffede og frustrerede. De fanger ikke engang nogen fisk!
Men så en tidlig morgen står den Opstandne pludselig
inde på strandbredden – med den vigtige angivelse, at "disciplene vidste dog ikke, at det var Jesus"!
Det angives altså, at påsken virkelig er et mysterium, så at vel berettes der rask væk gang på gang om, at disciplene møder Jesus som den Opstandne, men det er alligevel ikke så ligetil at sige, hvad der egentlig foregår.
Derfor skal vi også bare se det ganske naivt – og for så vidt direkte – for os, når der i det tilføjede Johannes-kapitel først fortælles om et nyt underfuldt fiskedræt (med en ny missions-symbolik) og dernæst tegnes en dejlig lille scene af, hvordan den Opstandne har "et bål af trækul" parat inde på strandbredden og allerede har fisk og brød liggende på grillen, så at han, da disciple er kommet i land og han har fået nogle flere fisk til at lægge på grillen, siger til dem "Kom og spis!" – Hvorefter der står, at
Jesus går hen og
tager brødet og giver dem det, og ligeledes fisken.
Kan I høre, hvor det minder om nadverens indstiftelsesord?!
Og kan I så også mærke, hvor dejligt det er?!
Idet jeg gentager, at nu skal vi glemme alle vore påske-grublerier og simpelt hen bare tage det, som det står, og som vi hører det.
For så kan vi ikke alene se, men også høre og lugte hele denne scene: Se bålet med grill-risten på inde på strandbredden. Høre kullene knitre og fiskene syde. Og mærke lugten af det ristede brød og de stegte fisk. Idet vi roligt kan forestille os, at selv om vinen ikke udtrykkeligt bliver nævnt her, så har der også været en dunk af den!
Og jeg kan godt sige een gang til, at vi altså ikke skal ødelægge denne smukke scene ved at begynde at overveje, om det nu også kan være gået sådan til.
Men det afgørende er, at netop jo mere utroligt påskens mysterium står for vor tanke, jo vigtigere er det, at netop det bliver forkyndt med et så dejligt indhold af himmel og vand og strand, kul og brød og fisk.
Det er eet af billederne på, hvad det vil sige at møde den Opstandne "I Galilæa".
Men i evangeliet til i dag er det på en anden måde, dette perspektiv bliver tegnet.
Og det er i forbindelse med "den vantro Thomas’s" krav om at "få syn for sagn" og Jesu opfyldelse af dette krav.
Nu har vi jo i år også en konfirmand, der hedder Thomas. Men det har vi snakket om. Og det er ikke noget at være ked af. For med sin tvivl og vantro repræsenterer disciplen Thomas jo kun alt for godt os alle sammen! Og så får hans vantro altså også en hurtig ende. Jeg tror ikke han egentlig når at få undersøgt Jesu sår; jeg tror, det er rigeligt for ham at høre, hvad Jesus siger, inden han bryder ud med sin bekendelse: "Min Herre og min Gud!" Og så kan vi jo kun håbe, at det også er repræsentativt for os alle sammen! Ingen skal i hvert fald være ked af at være opkaldt efter denne apostel.
Men alligevel siger Jesus til Thomas:
Du tror, fordi du har
set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.
Hvad han jo ikke gør for at bebrejde Thomas noget. Nej, det siger Jesus jo med henblik på os, ja, fx netop os her i dag.
Og det er jo den yderste henvisning til det "Galilæa", hvor vi ikke engang får nogle billeder af påske-mysteriet at se, men må nøjes med at høre de første vidners jo sådan set utrolige beretninger – og så ellers i det hele taget mærke livs- og sandhedskraften i den store samlede virkelighed som "kristendommen" er!
Som jeg så ofte har sagt: Kristendommen er en pakkeløsning. Vi er nødt til at forholde os samlet til det hele. Og så ellers håbe, det er rigtigt, at det er livet, vi finder inde i pakken!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
- - -
Kære konfirmander!
Normalt plejer jeg her på dette sted at indlede med at sige, at "Dette er ikke en afskedstale!". – Men jeg må jo indrømme, at netop her i dag er der faktisk tale om det, idet denne konfirmation er min sidste konfirmation som sognepræst her i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat – og denne søndag min tredjesidste her!
Men det, jeg mener, når jeg plejer at sige: ""Dette er ikke en afskedstale!", det er jo, at selve konfirmationen jo ikke er en særlig kirkelig afskedsfest, men tværtimod den fest, hvor de, der har gået til præst, bliver "indført i den kristne menigheds voksne rækker".
For der tales jo meget om, at når først de unge er blevet konfirmeret, ser præsten dem aldrig igen.
Men ikke alene er dette ikke meningen; det er faktisk heller ikke uden videre, sådan, det går til. Jeg har i hvert fald mellem år og dag set mange af mine gamle konfirmander til gudstjenester i Døllefjelde, Musse og Herritslev kirker. Selv om der jo også er mange, jeg ikke har set. Endnu!
For det er jo sådan med unge mennesker i de første 10 år efter konfirmationen, at det hele meget stærkt og meget snævert drejer sig om dem selv og deres fremtid – eller fremtids-drømme.
Og sådan er naturen. Vi, der endnu kan huske, hvordan vi selv var i den alder, kan kun bekræfte det.
Men vi ældre kan jo så også huske, hvordan det var, da vi kom op omkring begyndelsen eller midten af 20’erne og skulle til at danne par og have børn osv. Så begynder man at tænke på en helt anden måde. Så melder de allerstørste spørgsmål sig for en med fuld styrke.
Derfor har jeg også altid lagt min undervisning an på, at den skulle have langtidsvirkning. Ikke mindst er alle mine konfirmander gennem årene blevet meget grundigt indeksercerede i gudstjenesten! Så at hvis der skulle gå 10 år, før de kom til gudstjeneste igen, så ville de kunne føle sig hjemme – og stå og gå og gøre og rejse sig og sætte sig på de rigtige tidspunkter!
I øvrigt har I været et hold, der har været meget flittige til at gå i kirke, medens I har gået til præst, så det lover jo godt.
Hvortil kommer, at det jo var jer, der var messetjenere ved den store 640-års jubilæumsgudstjeneste i Døllefjelde Kirke, hvor vi prøvede at skabe katolsk middelalderstemning med latin og gregoriansk sang og alt muligt, og hvor I klarede det mægtig godt alle sammen, lige fra Rasmus, der gik i spidsen for processionen med processionskorset til Ida, der blev døbt, og Kenneth og Sune, der assisterede derved, men jo så derindimellem Pernille og Thomas, der bar evangelie-lys og Christian og Kim, der passede røgelseskarret.
Og som vi lige har fået en lille smagsprøve på det, er I også kommet stærkt på det sidste med hensyn til samtalen om nogle af optrinnene den Jesus-film, vi har set. Vi havde en rigtig god overhøringsgudstjeneste lige før påskeferien.
Og jeg kunne sige meget mere. Vi har haft mange gode ting sammen. Og jeg håber, at I vil huske rigtig meget af det, vi på både den ene og den anden måde har haft fremme i timerne.
Men jeg skal slutte nu, og det gør jeg ved at ønske jer al mulig lykke og velsignelse i det liv, der venter jer forude!
Lad os bede!
[Bønnen nederst på s. 88 i Ritualbogen]
* * *
(Froprædiken i Vester Ulslev og aftengudstjeneste i Herritslev. Deltog i højmessen med det polske kor i Nysted)
Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!
Tak, fordi du er trådt ind til og - og for os -
som Den gode Hyrde!
Bliv hos os, og vær det, indtil verdens ende. Du
har selv lovet os det.
Og lad os høre din stemme, så vi altid holder os
til dig - og kun til dig!
Amen.
Kristus er opstanden! Den gode hyrde, som satte sit liv til for fårene, har fået det igen - og kan give det videre til fårene! Give sit nyvundne liv videre til den flok, der hører ham til.
Ja, sådan må vi begynde denne kirkeårets fjerde påskeprædiken. Samtidig med, at vi allerede er på vej frem mod pinsen. Det hænger jo sammen. Det oplevede vi også i søndags. - Ja, vi oplevede det egentlig allerede anden påskedag, hvor vi jo tilsvarende spejlede os i de to Emmaus-disciple, og dermed i det første nadver-måltid - idet nadver-måltidet jo er det helt centrale udtryk for, hvad Kirken er: Guds børn samlet til familiefest i Jesu navn!
Men i dag er temaet i hvert fald helt tydeligt KIRKEN - vel at mærke defineret ud fra DEN GODE HYRDE!
Vi lever i en tid, hvor det tales mere om Kirken, end der har været gjort her i Danmark i flere århundreder. Hvortil der så er nogen der siger, at det er usundt, at der tales så meget om Kirken, om os selv, i stedet for om Kirkens og vores Herre. Men netop derfor er det, vi må sige: “Vel at mærke defineret ud fra DEN GODE HYRDE!”
For det er selvfølgelig ikke bare usundt, men også direkte livsfarligt, hvis “kirken” går hen og bliver mere eller mindre en størrelse i sig selv!
Det var jo også det store diskussionspunkt, da vi i sin tid havde den store diskussion om, hvorvidt vi skulle træde ind i det såkaldte Porvoo-fællesskab mellem de anglikanske og de lutherske kirker fra Storbritannien i vest til Finland og de baltiske lande i øst.
Nu kom vi som bekendt ikke med – i hvert fald kun ”papirløst” – svarende til den måde, vi er delvist med på i så mange andre sammenhænge (hvilket vel i nogle tilfælde skyldes, at vi er dummere end de andre, men i nogle tilfælde måske også, at vi er klogere; vi er en i hvert fald anderledes!).
Hvad ”Porvoo” angår, var det ganske særligt bispeembedets rolle og betydning, diskussionen drejede sig om.
Personligt var jeg i sin tid for “Porvoo”. Jeg mente, det var et godt udtryk for kirkelig enhed inden for dog det protestantiske Nordeuropa.
Og jeg så det ikke som vendt mod de andre dele af Kirken, tværtimod var det i høj grad mit engagement i Central og Østeuropa, der gjorde mig til en så varm tilhænger af projektet
På den tid var man ikke mindst fra den russiske ortodokse kirkes side meget bekymrede for alle de sekter og lignende, der kom væltende ind fra Vesten, og så kunne det være meget godt at kunne sige, at vi i Den Danske Folkekirke ikke var en lille selvbestaltet kirke, men en del af den gamle Vestkirke – sammen med de tidligere nævnte kirker.
Og jeg mente ikke, der var nogen grund til at
frygte, at vi her i Danmark ved en tilslutning til Porvoo-fællesskabet
skulle gå hen og få en - i dårlig forstand - bispe-kirke.
Men også jeg kan selvfølgelig se, hvor faren er, altså netop den fare, at
“Kirken” kan gå hen og blive ensbetydende med gejstligheden, og altså
ikke engang bare gejstligheden som sådan, men specielt biskopperne.
Nu vil jeg heller ikke stå her i dag og sige noget ondt om Den Romersk-Katolske Kirke. Men det er jo indlysende, at man i den afdeling af Kirken er ude i noget meget farligt noget - med opfattelsen af pave-embedet som det allerfarligste og for os allervanskeligste, den helt store hindring for et tættere fællesskab. Allerede af rent praktiske, frihedsmæssige, demokratiske grunde. Men også af teologiske grunde.
Og i den forbindelse kan vi jo sende en kærlig tanke til de gæster fra den lillebitte evangelisk-lutherske kirke i Polen, vi i disse dage har her i Lolland-Falsters Stift. Også for dem har betydning, at ”protestantismen” viser vilje til en lidt mere formaliseret kirkelig enhed, og altså viser, at den bekender sig til det store verdensomspænde fællesskab som Kirken er – også selv om det lige i dette tilfælde drejede sig om et i alle henseender mere begrænset område.
(VU: Jeg er på vej ned til dem i Nysted).
(HE: Jeg har lige været sammen med dem i Nysted)
Men nu nok om denne diskussion. For det helt afgørende for os som kirke, er jo ikke, om man har den ene eller den anden struktur, eller hvem der samarbejder med hvem, men om vi tør tro og stole på, at vi har en “god hyrde”, som kan redde os fra den ulv, der er tale om her i evangeliet til i dag: Synden og Døden og Djævelen, ja, Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Og det helt forfærdelige, det er, hvis det, man går rundt og siger og gør, kommer til at forflygtige, eller måske ligefrem overskygge dette store, altafgørende spørgsmål:
Har vi en “god hyrde”, der kan redde os fra “ulven over alle ulve”, den yderste “rov-magt”, eller har vi det ikke?
Eller tør vi i det mindste håbe på, at vi har det, leve under den “antagelse”, at vi måske har det, leve i den “fornemmelse”, at verden for det første ikke bare er en fuldstændig død og meningsløs mekanisme? Og for det andet ikke er fuldstændig udleveret til ondskaben. lidelsen og tilintetgørelsen.
Det er også dette spørgsmål, der skal holdes frem, når vi diskuterer gudstjenesten.
Jeg tænker her specielt på alle de døds-syge ting, der bliver sagt om, at gudstjenesten er “for kedelig”, især for de unge, osv., osv.
Og her er det, jeg altid siger, at hvis det ikke er på det grundlag, at vi står i et måske gennemkoldt eller måske gennem-ondt univers, og at vi er hjemfaldne til død og total udslettelse, hvis der ikke er sådan een, som vi hører om i dag, - hvis det ikke er på det grundlag, så gider jeg ikke diskutere gudstjenesteformer med nogen!
For hvad i alverden skal vi dog så med gudstjenesten? Så er det jo det mest tåbelige tidsspilde af alt - at sidde og råbe ud gennem en kalket væg i den østlige ende af et gammelt stenhus - ud i den store tomhed! - Som apostelen Paulus udtrykker det i anden tekstrækkes epistel til anden påskedag:
Hvis der ikke findes
nogen opstandelse fra de døde, er Kristus ikke opstået; men er Kristus ikke
opstået, er vores
prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi
kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod
Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke
opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er
Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og
så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de
ynkværdigste af alle mennesker”.
Nuvel, det er “en rigtig gang Paulus”, kan man sige. Men det er alligevel et godt og stærkt udtryk for, hvad det hele drejer sig om, og altså for, at ENTEN drejer det sig - i det mindste på een eller anden måde, i een eller anden grad, om det, fx Paulus her, på sin særegne måde, taler om, ELLER OGSÅ kan det være lige meget! Så er det i hvert fald fuldstændig ligegyldigt, om der bliver spillet på orgel eller på guitar til gudstjenesten, eller om der bliver sagt “og med din ånd” eller “og med dig”!
Og så er der det fine ved det, at vi nu på denne måde har fået evangeliet om Jesus som den gode hyrde knyttet meget direkte sammen med påsken. For Den gode Hyrde i den forstand, der her er tale om, ja, det er Jesus jo kun som Den Opstandne! Det er kun som den, der virkelig har vist sig som den store onde ulvs absolutte overmand, Jesus kan sige de dejlige ting, han siger her i evangeliet til i dag. - Som den her citerede epistel jo også så triumferende slutter:
Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden
af dem, der er sovet hen!!!
Dette fører os imidlertid også tilbage til langfredag! For uanset om vi synes, det måske bedre kunne have hængt sammen på en anden måde, så er det altså nu engang sådan, at det er som langfredags og påskedags Gode Hyrde, Jesus er den store onde ulvs absolutte overmand: “Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene” – oven i købet nogle upålidelige nogen, der bare flygter, når ulven kommer.
Og netop i forbindelse med de ting, vi var inde på til at begynde med, kan vi jo sige, at dette er eet af udtrykkene for, at der kun er een præst i Kirken, nemlig vor Herre Jesus Kristus selv, så at alle, der i øvrigt siger og gør noget i Kirken, kun er små medarbejdere i forhold til ham. Ofte oven i købet feje og upålidelige medarbejdere. Men selv i bedste fald, hvor de måske virkelig når at blive bidt af Ulven, kun medarbejdere, der ikke kan sætte deres liv ind på samme måde, som Han een gang for alle har gjort.
Dette skal vi hele tiden holde os for øje, også når vi på grundlag af evangeliets afsluttende ord om een hjord, een hyrde engagerer os i det mellemkirkelige – eller som det også hedder: økumeniske – arbejde.
Så vi hverken lader os friste til at dyrke vor egen magt eller storheden i det, vi selv laver, eller fortvivler over de mange dårlige ting, der viser sig i kirkens liv, men i al ydmyghed og taknemmelighed glæder os over at være med i Jesu Kristi store flok: den kristne Kirke, som trods al pinlig splittelse og strid dog er Guds folk på jorden, verdens største, ældste og mest levende internationale bevægelse.
Lov og tak og evig
ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én
sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
* * *
Opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus!
Tak, fordi du trådte ind i verden som en af os og derved bekræftede, at vort stakkels liv stadig er skabt i Guds billede, så vi ligner Ham – din Far og vor Far.
Og tak, fordi du også solidariserede dig med os i al den nød, vort liv er kommet i, ja, gik helt ind i det inderste af vor død for derfra at sprænge den og føre os med dig ud til Livet!
Og nu i dag beder vi: Bliv hos os! Lad os høre og se dig som den, du er, og hold os fast i Livets fællesskab med dig, så vi kan leve i umistelig glæde gennem resten af vort liv her i verden og siden nyde den evige glæde sammen med dig i din Far og vor Far Rige!
Amen.
For 29 kirkeår siden brugte provst Viggo Herlufsen det evangelium, vi lige har hørt, som tekst til den tale, han holdt, da han indsatte mig i kirkerne her i pastoratet.
For mig og min familie havde dette en ganske særlig – og uforglemmelig – betydning, idet vort yngste barn blev født nøjagtig to uger senere!
Men dette private forhold er naturligvis ikke det afgørende. Jeg vil derfor – som jeg gjorde det i 25-års jubilæumsprædikenen for fire år siden – citere, hvad jeg sagde i min egen prædiken over dette evangelium året efter – altså på 3. søndag efter påske 1975:
- - -
Her viste jeg først hen til, hvordan vi efter prædikenen (som vi vist har gjort hver gang lige siden - og også skal gøre det i dag!) skulle synge om påskemorgen, der "slukker sorgen" og giver os "lyset og livet" gennem det samvær med den Opstandne, som fylder vort hjerte med en glæde, ingen skal tage fra os. Men så fortsatte jeg:
Nu er det imidlertid selv i bedste fald sådan, at selv om ingen kan tage vor glæde fra os, så skal den nok blive blandet op med både problemer og sorg og angst ude i vort liv.
Men den glæde og den "korte tid", der er tale om her, rækker også ud over vort liv.
Det er nemlig ikke kun hin første påske‑dag, Jesus peger frem til.
Nej, han peger også frem mod den store og endelige påskedag, vi [...] synger om ved vore begravelser, når vi synger:
engang, når det mon kime
til påske højt i kor,
da slår og nådens time
for støvet under jord!
(635,2)
[Og så fortsatte jeg dengang, for 24 år siden:]
Da er det så imidlertid, det andet perspektiv skærer sig ind: "I skal græde og klage, men verden skal glæde sig" - sagde Jesus.
Her taler Jesus altså helt ligeud om den onde verden, vi skal plages af, indtil den store og endelige påske.
Men så kommer det helt fantastiske. For næsten bogstavelig talt i samme åndedrag, nemlig i lignelsen om kvinden, der føder, siger Jesus:
men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel [-] af glæde over, at et menneske er født til verden (Joh 16,21).
Verden. - Den verden, der glæder sig over Jesu død.
Verden. - Den verden, kvinden glæder sig over at hendes barn er blevet født ind i - med en glæde, som Jesus bruger som billede på glæden over hans opstandelse og dermed hans sejr over verden!
Verden. Verden. Det samme ord i to helt modsatte betydninger.
Verden som den verden, der er faldet bort fra Gud og er kommet i den ondes vold.
Og verden som den verden, der er skabt af Gud, således at en kvinde med fuld ret kan glæde sig over at have født en lille ny skabning ind i en tilværelse, der trods alt er Guds.
Men den dejlige hemmelighed i den måde, hvorpå Jesus her taler om verden, er, at vi ikke skal nøjes med at høre påskeevangeliet som et løfte om at blive fri fra verden, men at vi også, ved at høre påskeevangeliet, bliver sendt ud i verden her og nu i troen på, at den Gud, der frelser os fra verdens ondskab, er den samme Gud, der skænker os alle de gode gaver, som vort liv også er fuldt af - ja, bliver sendt ud i en verden, der faktisk allerede her og nu bliver ny og god igen; thi
Bødt er brøden, død er døden,
død er døden i Paradis,
nu ligger graven midt i Guds-haven,
midt i Guds-haven til Jesu pris! (200,4)
- - -
Så vidt dette lange citat fra min første prædiken over dette evangelium her i pastoratet. Og når jeg har ønsket at citere dette igen i dag, så er det jo, fordi der her er tale om et ganske særlig stærkt udtryk for, hvordan jeg gennem alle årene – bogstavelig talt fra først til sidst – har ønsket af forkynde evangeliet for jer!
Hvilket ikke skal misforstås i retning af, at der nærmest skulle være tale om en særlig slags ”Bent-evangelium”!
Men det ligger nu engang i selve begrebet ”prædiken”, at det er en bestemt person, der på dette bestemte sted og på dette bestemte tidspunkt (eller altså i denne bestemte årrække!) siger højt, hvad han selv har hørt! I den forstand er forkyndelsen personlig og skal den være det.
Og I ved godt, at det er forholdet mellem de to betydninger af ordet ”verden”, der er tale om i evangeliet til i dag, der helt tilbage fra min allerførste præstetid på Bornholm har været det spørgsmål, det for mig personligt har været allermest påtrængende at få klarhed over – både som privat kristent menneske og som præst. Og I ved også godt, at det er dette spørgsmål, jeg gennem i virkeligheden alle årene her har siddet ovre i Døllefjelde præstegård og arbejdet med – samt nogle måneder på Annasminde i Bregninge sogn, mens præstegården blev bygget om!
Og jeg har virkelig prøvet at dele det med jer gennem alle årene, både ved gudstjenesterne af alle slags i kirkerne og i konfirmandstuen og i Kirkebladet og hvad ellers nævnes kan.
Derfor vil jeg også slutte denne prædiken med at trække hovedpunkterne i evangeliet til i dag op på denne måde:
Vi skal ærligt – og i solidaritet med hinanden - se os selv spejlet i de første disciple, der heller ikke forstod noget af det, Jesus sagde om, at de snart skulle se ham igen. De forstod heller ikke hverken den første eller den sidste påskes mysterium.
Men det forhindrede altså ikke Jesus i at tilsige dem, at han ville komme til dem igen – for at give dem en umistelig glæde i deres hjerter.
Og på samme måde bliver det utrolige kristne håb også forkyndt for os. Og også for os med det dejlige og stærke billede af kvindens fødsels-veer og fødsels-glæde.
Et realistisk billede af de smertefulde vilkår, vi lever under i verden – så at det altså ikke kan nytte noget, bare at slå sig til ro i verden, som den er, og have nok i det.
Men så alligevel også den allermest livsbekræftende forkyndelse af verdens og livets herlighed – trods det ondes rasen og hærgen.
Ja, der er meget, der sådan set vil kunne tage glæden fra os. Der er altid et trods alt i vor glæde. Men med Jesus hos os som herlighedens håb, vil glæden sidde så dybt, at den ikke kan rykkes op. På samme måde, som vort livs og dets verdens herlighed er så dyb og grundlæggende, at den aldrig vil kunne fordunkles eller overdøves.
Og sammen med Jesus er dette to sider af den samme sag.
Da hvælver påskens store håb sig over os fra horisont til horisont, så det strækker sig fra det Paradis, hvis dybe kvalitet vi endnu kan se og mærke, og ud til det nye Paradis, der med Jesus i grunden kun ligger en liden stund borte!
Ja, da smelter det gamle og det nye sammen i håbets nutid, hvor det liv, det ikke var nok, bare at slå sig til ro i, kommer til sin sande ret, ja, udfylder det store rum under håbets hvælving, så det bliver håbets krop!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
- - -
Efter invitationen på de tre menighedsråds vegne til sammenkomsten i Døllefjelde-Musse Forsamlingshus efter gudstjenesten - og de forskellige andre meddelelser sagde jeg:
Og så vil jeg ganske kort sige tak for de 29 år, ja for de nøjagtig 29 kirke-år, der er gået, siden jeg på 3. søndag efter påske 1974 af daværende provst Viggo Herlufsen blev indsat i embedet her – i Døllefjelde, Herritslev og Musse Kirker, som rækkefølgen var. – Jeg efterfulgte afdøde Cajus Madsen, som havde været sognepræst i Døllefjelde-Musse siden 1936 og tillige sognepræst i Herritslev siden 1964 (i praksis fra 1963).
Og denne tak er også på – som jeg har været så glad for at sige – min-kone-og-organist Annas vegne. Hun har jo også været med hele tiden, først som præstekone, dernæst (fra 1981) som kirkesanger i Døllefjelde og Musse, og endelig (fra 1987 til i dag) som organist. Og vi må heller ikke glemme hendes mange år som leder af vort dejlige børnekor.
Jeg vil også tillade mig at nævne vore børn og børnebørn, hvoraf nogle er til stede her i dag, og hvoraf nogle enkelte gange har fungeret som kirkemusikere her i pastoratet.
På egne og Annas og de andres vegne vil jeg sige alle, vi har haft med at gøre, tak for alt godt gennem alle årene. En ganske særlig tak til de andre ansatte ved kirkerne og til medlemmerne af de tre menighedsråd, både de forhenværende og de nuværende. Også en særlig tak til dem, der har været med til – trods alt! – alt holde gudstjenestelivet oppe! Tak for de mange gode stunder både her i Døllefjelde Kirke og i Musse Kirke og Herritslev Kirke! Jeg tror, vi har lov at sige, at vi har været sammen i en fin forening af gudstjenstlig intensitet og et stille og roligt, jævnt og glad kristenliv. – Men også tak til alle overhovedet i de tre sogne: I ved, at det har betydet utrolig meget for mig og min familie at have levet vort liv sammen med netop jer. Vi har simpelt hen været hjemme her, sprogligt og mentalitetsmæssig, ja altså, folkeligt!
Og så vil jeg ellers ønske for jer alle her, at I må få et godt liv, både hver især og som menighed - sammen med jeres nye præst!
Lad os med apostelen tilønske hinanden:
[Apostolsk velsignelse]
* * *
Far i Himlen!
Vi bekender, at der er meget forkert, vi har gjort, og meget godt, vi har forsømt.
Tilgiv os alt dette, ja, dæk det med din kærligheds magt!
Og send os fra denne gudstjeneste ud til at begynde forfra som dine børn i din kærlighed!
Amen.
Denne dag er på mange måder en mærkelig dag. Og denne prædiken bliver måske ikke mindre mærkelig. På en måde bliver det en slags mod-prædiken. Men jeg beder jer høre den som et ærligt forsøg på at trænge ind i, hvad denne mærkelige dag betyder for os her i 1987.
Jeg sagde, at prædikenen nok ville blive en slags mod-prædiken. Og det første kritiske spørgsmål til denne dag er selve dens placering.
Der er, så vidt jeg ved, ingen særlig kristelig begrundelse for, at denne gudstjeneste skal holdes her lige midt mellem påske og pinse. Jeg har tværtimod en fornemmelse af, at det er noget meget gammelt, der ligger bag denne placering: Noget med, at det gælder om at komme til at stå sig godt med de højere magter, så man kan få en god vækst ude på de spirende marker. Og det er rent ud sagt kunstigt, at kirkeårets største og vigtigste fest-tid, påske-pinse-tiden, skal brydes af en så tung dag.
Så er det sagt. Og så skal der ikke siges mere om det! For nu er det altså i dag, vi har denne gudstjeneste. Og så må vi gå helt og fuldt ind i det, der foregår. Vi kan jo ikke være bare halvhjertet med, fordi vi fx mener, den i stedet burde have været holdt anden onsdag i oktober kl. 19!
Men dette første kritiske spørgsmål var jo for så vidt ganske udvendigt, som det ikke berører selve det, der sker, når vi er kommet ind i gudstjenesten.
Der kan imidlertid også spørges kritisk til denne gudstjeneste, for så vidt angår selve dens indhold, dvs. selve dens sigte.
Meningen med almindelig bods og bededag, som dagen rettelig hedder, er jo, at vi skal gå til en ganske særlig gudstjeneste, hvor vi på en ganske særlig måde angrer ikke mindst vore fælles synder som folk, idet vi beder om, at vort land må blive forskånet for de ulykker, vi ellers havde gjort os fortjent til.
Og man kan godt spørge, om denne tankegang nu også stemmer overens med, hvad Jesus har lært os om Gud og vort forhold til Ham.
I denne forbindelse har Jesus selv et faktisk helt direkte svar:
Det var, da der kom nogle og spurgte, hvad ham mente om de galilæere, der var blevet massakreret af Pilatus, så deres blod var blevet blandet med offerdyrenes blod.
[Da sagde Jesus] til dem: "Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? v3 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. v4 Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte - mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? v5 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de" (Luk 13,2).
Her har vi virkelig Vor Herres Jesu svar på de spørgsmål, vi stiller til den bods- og bededag, vore forfædre har overleveret til os!
For det første giver han os ret i vor kritik. Ja, han taler i virkeligheden helt moderne om de hændelser, vi i helt bogstavelig forstand vil betegne som ulykkes-tilfælde!
Jesus understreger, at ulykker faktisk kan ramme helt tilfældigt og helt i flæng; de er en del af den virkelighed, der gælder for os mennesker, sådan som tilværelsen faktisk er nu. Og han tager afstand fra den primitive tankegang, at man skulle kunne sikre sig mod ulykker ved at stå sig godt med Gud.
Jesus lægger altså afstand mellem sig og den opfattelse, at vi uden videre skulle kunne betrygge vor tilværelse i det kommende år ved rigtig at angre og bede ved denne gudstjeneste!
Men Jesus nøjes ikke med, således at give os ret i vor kritik. Bedst som vi er kommet rigtig højt op i vor kritiske holdning til vore "overtroiske" forfædre, siger han til os, at hvis vi ikke omvender os, skal al landsens ulykker ramme os!
Sådan taler Jesus! Det går ikke op! Faktisk modsiger han sig selv! Men i denne provokerende selvmodsigelse ligger alligevel sandheden. Også for os moderne mennesker.
Jesus lægger afstand mellem sig og en primitiv, overfladisk måde at holde bods- og bededag på. Jesus vil ikke gøres til en slags maskot i en slags højere form for ulykkesforsikring. Han vil ikke have kristendommen gjort til bare en samfundsbevarende religion. Ikke til bare en samfundsbevarende religion. For samtidig har han jo lært os at bede vor himmelske Far om alle gode gaver.
Nej, det, Jesus gør, er, at han viser dybere ned. Dybere ned end til et "bods-væsen", der i virkeligheden bare er en slags magi, bare en teknik, der sikrer os Guds velvilje og bistand.
Nu, hvor vi er kommet så langt, må vi også se på selve det evangelium til i dag, vi lige har hørt. Det betegner også en afstand. For det er jo slet ikke Jesus, der siger disse ord! Det er det eneste evangelium, hvor vi slet ikke hører Jesus selv. Ja, det er for så vidt slet ikke et evangelium i anden forstand, end at det er et stykke af det evangelie-skrift, som hedder Matthæus-evangeliet. Det er jo mildest talt ikke noget godt eller glædeligt budskab. Det er en barsk bods- og domsforkyndelse! Og det er Johannes Døberen, der taler.
Ganske vist har Jesus også selv kunnet udtale sig på en lignende måde. Men det er alligevel slående, at man har fundet et ord frem, som ikke kommer fra Jesus selv, da man skulle sætte teksterne sammen til denne gudstjeneste.
Dertil kommer, at det jo slet ikke er afgrødernes vækst og samfundets trivsel og sikkerhed, det handler om heller i det, Johannes Døberen siger. Tværtimod er det noget, der er forkyndt ind i dén helt enestående situation, at Israels Messias var lige ved at skulle træde frem for folket. Også Johannes Døberens forkyndelse går altså meget dybere end til noget, der bare handler om trivsel og tryghed. Den handler om, hvad vi vil gøre, når vi pludselig står ansigt til ansigt med Gud!
Dog har Jesus, som vi lige hørte, også selv sagt, at vi nu heller ikke skal slå os til ro med, at der slet ingen sammenhæng skulle være mellem det ene og det andet, så lad os bare tage det hele med, lad os bare lade det handle om både vort timelige og vort evige vel - som man udtrykte det i gamle dage.
Vi lader det altså handle om både Himmelen og jorden, både fremtiden og nutiden, både det helt store og det helt små - hele vort forhold til Gud og til hele vor virkelighed overhovedet.
Og hvad så? - Skal vi så stift rette vor opmærksomhed mod øksen og ilden, idet vi skrækslagne prøver at finde ud af, hvordan vi skal undgå både evig og timelig ulykke?
Her er der endnu en mod-tekst, der melder sig, nemlig epistelen til 1. søndag efter trinitatis. Ja, det er egentlig forkert at sige "mod-tekst". For også dér er der i virkeligheden tale om en fordybelse. For dér siger apostelen Johannes:
Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. v17 Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, v18 men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. v19 Vi elsker, fordi han elskede os først (1 Joh 4,16).
"Frygt findes ikke i kærligheden". Tilsyneladende lige det modsatte af Johannes Døberens truende ord om øksen og ilden. Men det, apostelen Johannes siger, er jo ikke, at vi bare skal være ligeglade og fortsætte med at gøre, som det passer os. Han siger heller ikke, at vi ikke kan have god grund til at frygte mødet med Gud. Tværtimod siger han, at når vi frygter, er vi ikke blevet fuldkommet i kærligheden!
Apostelen Johannes uddyber også, hvad det vil sige at bære frugt, som er omvendelsen værdig. Vel er det af helt grundlæggende og afgørende betydning, at det hele er begyndt med, at Gud, som er kærlighed, elskede os først. Men så fortsætter apostelen:
Hvis nogen siger: "Jeg elsker Gud," men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. v21 Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder (1 Joh 4,20).
At elske sin broder - det er at bære frugt, som er omvendelsen værdig.
Og så kan vi jo spørge os selv, om vi synes, vi har gjort det. Hvorefter vi jo nok kan være med i alt det, vi synger og siger ved denne gudstjeneste. Ikke bare i den overfladiske forstand, at vi er bange for Guds straf. Men i den dybe forstand, at vi må give Gud ret. Vi bøjer os i denne gudstjeneste dybt for Gud. Ikke bare fordi han har magten. Det har han også. Men fordi hans magt ligger i, at han er kærlighed - og dermed liv og sandhed. Og så er det ikke nedværdigende, men oprejsende at bøje sig. Det er tungt, meget af det, vi får i ørerne og munden i dag. Men det ender med, at vi samles til kærlighedens og tilgivelsens måltid, så vi til allersidst kan synge: "O glædelig dag, da Jesus gik under mit syndige tag".
Og hele dette forløb kan simpelt hen ikke undgå at sætte frugt i vort liv herefterdags! Frugt, som svarer til, at han elskede os først!
Samtidig kan vi så også med al frimodighed lade alle vore ønsker om både stort og småt komme frem for Gud.
Og så har vi alligevel fået noget stort og godt ud af denne dag. En stor renselse. En stor glæde. Gode frugter. Frimodighed og tillid.
Amen.
* * *
Gud, vor Skaber og Frelser, du, som er kærlighedens varme og sandhedens lys!
Kom til os i Åndens nærvær og kraft og vær hos os!
Lad os føle og mærke, at du ikke bare er vort livs mening bag os og under os, og vort livs håb foran os, men også er vort livs trøst og styrke hos os nu.
Kom til os! Bliv hos os! Før os frem til den evige glæde hos dig i dit Rige!
Amen.
Vi er så endnu en gang kommet over ”vandskellet mellem påske og pinse”. Vel hedder dagen i dag 4. søndag efter påske. Og det ER da også den fjerde i rækken af søndage i den store samlede påske-pinse-festtid. - [Aftengudstjeneste.: Derfor STOLA!].
Men efter sit indhold fremtræder den jo helt klart som den første i rækken af de søndage, som ikke først og fremmest følger påsken op, men derimod forbereder pinsen.
Eller med andre ord: Efter sit indhold fremtræder denne søndag som ”tredje søndag før pinse”! Derfor synger vi nu ikke længere ”Krist stod op af døde”, som hallelujasalme før evangelielæsningen, men en salme om Helligånden.
Og dette svarer helt tydeligt og direkte til, at der i evangeliet til i dag er tale om Helligånden, Talsmanden, som skulle komme til disciplene og være Guds nærvær hos dem, når dette nærvær ikke længere var virkeligt i den skikkelse, de havde oplevet det, medens Jesus var hos dem.
Men hvordan skal vi dog kunne forholde os til dette? Dvs. hvordan skal vi dog kunne forholde os til den mærkelige fest, vi nu er på vej til at skulle fejre, pinse-festen?
Her kan det imidlertid nok hjælpe at gå helt tilbage til anden påskedag og huske, hvordan vi allerede dengang kunne føle det spørgsmål trænge sig på, hvordan vi dog NU skal kunne møde den Opstandne på en måde, der svarer til, hvordan de to Emmaus-disciple mødte ham.
Og tilsvarende 1. søndag efter påske, konfirmationssøndagen, hvor vi jo hørte om, hvordan den Opstandne vist sig for de 11 disciple. Eller hvordan vi på 2. søndag efter påske kunne mærke spørgsmålet: Hvordan er Jesus den gode hyrde for os nu.
Og vi kan da godt tage i søndags med, hvor vi ganske vist var helt tilbage i situationen i skærtorsdags-aftenen, men hvor Jesus jo lover dem, at efter adskillelse og smerte og sorg skal de ses igen og være sammen igen, ”og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer”.
Med andre ord: pinsens spørgsmål har været nærværende for os lige siden anden påskedag! For pinsens betydning – eller pinsens spørgsmål (det er jo to måder at sige den samme på) – drejer sig ikke om nogen som helst andet end om hvordan Jesus fortsat er hos os, så vi er hans fåreflok eller discipelskare og han er vor hyrde eller lærer.
Og så er dette jo igen kun den særlige måde, hvorpå vi må tale om Guds nærvær hos os. Vi dyrker jo ikke tre guder! Der er kun een Gud. Men han er altså i sin ubegribelige storhed, mag og kærlighed Gud for os på de tre måder, at han ikke alene som vor Skaber har givet os vort liv og vor verden (og fortsat holder det hele oppe fra sekund til sekund), men at han også er trådt ind til os som vor Frelser, for at vise, at han kendes ved os trods vort fald, og for at tilintetgøre syndens og dødens og Djævelens magt over for os, og at han efter de helt enestående begivenheder, der her har været tale om, fortsat er hos os som det personlige nærvær af hele den betydning, som er kommet til udtryk i både skabelsen og Jesu gerning. – Dette er stort set bare en anden måde at sige det på, som Jesus selv har sagt i evangeliet til i dag.
MEN, spørger vi så, hvordan skal vi dog alligevel forstå det med Talsmanden, Helligånden? Hvad er det dog for noget? – Og det ER selvfølgelig ikke uden grund, vi føler os noget plaget af dette spørgsmål. For vi kan jo ikke rigtig stille noget op med forestillinger, der går i retning af, at fx dette kirkerum her i disse minutter skulle være ligesom fyldt af en slags særlig tynd og hellig luft! Sådanne forestillinger KAN kun føre på afveje. – I hvert fald for os moderne mennesker.
I Nytestamentlig tid var det anderledes. Det hørte vi allerede på 1. søndag efter påske, hvor vi hørte om, at den Opstandne blæste ånde i disciplene ”Modtag Helligånden!” (i øvrigt et stærkt udtryk for, hvor tæt og direkte evangelisten Johannes har oplevet sammenhængen mellem påske og pinse).
Og det skal vi høre pinsedag i den vidunderlige pinseberetning fra Apostlenes Gerninger.
Og det skal vi høre ”søndag efter pinse” – eller
altså trinitatis søndag – i
evangeliet om Nikodemus, der kommer til Jesus om natten og bl.a. får at vide, at med Ånden er det ligesom med
vinden, der blæser, hvorhen den vil, ”og
du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer
hen”.
Og der er ingen tvivl om, at den tids mennesker på en helt anderledes måde, end det er muligt for os, har forbundet noget konkret med disse udtryk, som vi for vort vedkommende må tage i en rent billedlig betydning – idet der så til gengæld bliver tale om nogle særdeles gode og stærke og anskuelige billeder!
Men hvordan skal vi så forestille os en måde, hvorpå alle disse fine pinse-ord dækker over en virkelighed, også for os?
Ja, nu brugte disciplene og evangelisterne dengang de udtryk, der passede med deres forestillinger om verden, og så må vi jo prøve at gøre den samme. Det vil jeg prøve at gøre ved at sige noget om, hvordan nogle helt moderne tanker og teorier på atomfysikkens område kan hjælpe os til en trods alt noget mere anskuelig forestilling om alle disse ting, ja, i det hele taget om både Gud og verden og os selv, og om forholdet mellem Gud og os.
Nu er det ganske vist et spørgsmål, hvor meget moderne mennesker i lige netop disse år overhovedet tænker på atom- eller partikel fysikkens forhold. Og det er mærkeligt: I gamle dage kunne man som kristen præst meget nemt føle sig stående i en slags kamp-situation over for den moderne naturvidenskab. I dag må man snarere bebrejde tidens mennesker, at de ikke engang interesserer sig for den, men fuldstændig lukker sig inde i deres egen lille livsverden.
Men netop fordi man nok ikke følger så meget med, så er der nok stadig mange, der har den opfattelse, at når vi skal tænke på verden som bestående af atomer, som igen består af elektroner, protoner og neutroner, så er der her tale om en slags små hårde kugler, som indgår i forskellige systemer og mønstre.
Og hvis man opfatter det på denne måde, så er der jo ikke noget at sige til, at man også har svært ved at forestille sig, hvordan Gud – i skikkelse af noget, vi kalder ånd – skal kunne have noget som helst at gøre med verden og os.
Så bliver det svært at forholde sig til juleevangeliet om Jesu fødsel som Guds Søn, undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria.
Og så bliver det endnu sværere at forholde sig til påskeevangeliet om Jesu opstandelse fra de døde, og helt umuligt at forbinde noget som helst med pinsens tale om Guds Ånds udgydelse over menigheden.
Derfor skal vi glæde os over, at den allernyeste atom- og partikel-fysik ikke opererer med stoffets mindste dele som bare nogle små hårde runde kugler med tomt rum imellem, men tværtimod lægger op til en forståelse af det, vi kalder stoffets byggestene, som nogle særlige knudepunkter eller toppe i forhold til en dybere sammenhæng, vi slet ikke kan gøre os forestillinger om.
Selv om vi jo hele tiden skal være klar over, at det, lige netop vor tids fysikere taler om, jo selvfølgelig lige så lidt er den endelige sandhed som det, man på Nytestamentlig tid regnede for sandheden om den fysiske verden. Men der er ikke desto mindre den store fordel ved de allernyeste måder at forestille sig virkeligheden på, at de faktisk gør det ret nemt at forestille sig, at Gud er den allerdybeste grund under den virkelighed, hvoraf atomerne og deres smådele kun er nogle toppe eller knudepunkter, og at Gud så kan gøre sig gældende ”op gennem systemet” når og hvor han vil – i sin store, gådefulde kamp mod den onde magt, som jo desværre også gør sig gældende i dette ”system”.
Sagt på en anden måde: Billedet af Himlen oppe over os som ”Guds sted” er et billede, vi selvfølgelig godt stadigvæk kan bruge som billede. Men det er i virkeligheden mere i overensstemmelse med det, vi ved om virkeligheden, at sige, at ”Guds sted” er den allerdybeste grund nede under alle ting!
Og så skal vi altså hellere ikke længere kæmpe med forestillingen om Helligånden som en slags meget tynd og hellig luft! Nej, så er ”Helligånden” et udtryk for den virkelighed, det er, at hele Guds kærligheds- og sandheds-betydning gør sig gældende hos os i det, der sker, når vi samles om Jesus i beretningerne om det, han dengang sagde og gjorde.
Egentlig er vi jo altid nær Gud. Han er jo altid den dybeste grund eller inderste virkelighed bag hver eneste partikel i vore legemer. I ham lever og røres og er vi. Men i sin kamp mod det onde for vor skyld har Han altså ganske særligt bundet sig til at være hos os i alt det, Jesus har sagt og gjort, altså være hos os, når vi samles i Jesu navn og omkring hans ord.
Det har vi Jesu eget løfte til os om i evangeliet til i dag. Og det skal vi fejre om tre uger!
Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud,
Fader, Søn og
Helligånd,
du, som var, er og
bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
* * *
Opstandne
Herre og Frelser Jesus Kristus!
Tak, fordi du
i dit navn har åbnet os adgang til ham, som er kærligheds-dybet under
alle ting, din Far og vor Far, kærligheden i egen evige person.
Lad os i dit navn
blive og vokse i barne-forholdet til ham, indtil vi skal se ham klart, ansigt til ansigt, i HANS evige rige!
Amen.
Det, vi her hører, er en del af det, Jesus sagde til sine disciple i skærtorsdags-natten. Det er altså sagt af mennesket Jesus til hans disciple i den sidste, yderst tilspidsede situation. - Men nu hører vi det. Ikke alene mange, mange år efter, men også sådan som vi befinder os på den anden side af de afgørende begivenheder, der indtraf fra og med langfredag - samtidig med, at vi dog endnu ikke er nået frem til det yderste af de punkter, Jesus dengang talte frem imod!
Det er kort sagt en yderst kompliceret situation, vi befinder os i, når vi lytter til dette evangelium som et led i vor forberedelse til fejringen af pinsefesten og dermed som et led i vor forberedelse til hverdagslivet som Jesu disciple eller Jesu menighed her i verden.
Vi kunne selvfølgelig prøve at gøre det hele mindre kompliceret, idet vi bare sagde til hinanden, at her har vi altså vor Herres Jesu ord for, at alt, hvad vi beder Gud Fader om i hans navn, det skal vi få - og for, at efter påske og pinse skal alt blive helt klart og forståeligt i en helt direkte tale - med den fuldkomne glæde til følge.
Sådan kunne vi prøve at gøre. Der ville bare være det kedelige ved det, at vi ikke rigtig ville kunne få det til at passe med virkeligheden!
Det er jo ikke sådan, at bare vi beder i Jesu navn, så bliver vore bønner opfyldt. (Og det hjælper ikke ret meget med alle mulige fine forklaringer på, hvad det vil sige at bede i Jesu navn; det bliver det selv i bedste fald alligevel kompliceret af). Og det er jo heller ikke sådan, at vi hører vor Herre Jesus selv forkynde om Gud Fader i en helt direkte tale.
Nej, vi bliver nødt til at affinde os med, at vor situation er kompliceret og vanskelig. Også selv om det har været både påske og pinse, siden Jesus sagde disse ord.
En anden måde at gøre det hele mindre kompliceret på ville selvfølgelig være at forkaste eller afvise det hele. Og det står selvfølgelig enhver frit for. Men for det første er det ikke i den hensigt, vi er kommet sammen til denne gudstjeneste, og for det andet ville vor situation overhovedet, som mennesker i verden, stadigvæk være kompliceret, ja, ubegribelig.
Nej, lad os holde os til, at vi faktisk er samlet som Jesu disciple, Jesu menighed, i troen på, at i hans ord og ordet om ham kommer den sandhed til os, som er den faste grund under alt det komplicerede. Også selv om det altså er en kompliceret måde, den kommer på!
(Ja, for "i troen på" - hvad vil det egentlig sige? Det vil jo i virkeligheden sige, at vi kommer med det formål og med det håb, at det er i Jesu navn, vi finder sandheden - og dermed også livet og kærligheden. Jeg siger det igen, som jeg har sagt det så mange gange før: Det store skel mellem mennesker går ikke mellem dem, der eventuelt måtte have en fuldstændig fast overbevisning om alle de kristne tros-paragraffers rigtighed, eller så dem, der ikke kan eller vil have en sådan fast overbevisning. Nej, det store skel mellem mennesker går mellem dem, der i deres store nød og angst og tvivl gerne vil møde bare det mindste lille tegn på eller tilsagn om, at der for det første overhovedet ER et sådant dyb af Sandhed og Liv og Kærlighed under og bag vor tilværelse, og at det for det andet - på en eller anden måde er dette dyb selv, der træder frem for os og meddeler sig til os. Og som sørger dybt, hver gang dette ikke er muligt for dem, så at de må se sig stående alene i det store tomme mørke. Det er så også derfor, det ikke bare er en selvfølgelighed af den slags, der bider sig selv i halen, når jeg konstaterer, at det er som Jesu disciple og menighed, vi er samlet her. Det at komme i bevidstheden om at være Jesu disciple, er jo det samme som at komme i den store hensigt at møde tilværelsens dybeste grund og yderste virkelighed - og at komme til netop den kristne gudstjeneste med dette formål, fordi vi må sige som Peter: Herre, hvor skal vi ellers gå hen?! - Parentes slut!).
Ja, lad os derfor nu tage vort udgangspunkt i det store forhold, der kommer til udtryk i det allersidste, Jesus siger i evangeliet til i dag:
Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg
forlader verden igen, og jeg går til Faderen.
(Joh 16,28).
Det betyder, at der er Gud, og der er verden, og Gud er Gud, og verden er verden; Gud er noget andet end verden, og verden er noget andet end Gud. Men i Jesus er Gud kommet til verden - netop som den sandhed, der er den faste grund under alt det komplicerede.
Og det er jo ikke bare sådan en "afstand" mellem to "steder", der er tale om: Guds "sted" og verdens "sted". Det er det også. Og det er jo det positive ved det: At livet på forhånd og under alle omstændigheder består i at være et forhold mellem Gud og os, mellem os og den Gud, som er Gud, og altså dermed noget andet end verden.
Ja, helt grundlæggende går det alt sammen ud på dette. Og det er også det, det alt sammen peger frem imod.
Men når Jesus siger, at han er udgået fra Faderen og kommet til verden for igen at forlade verden og gå til Faderen, så har det sin særlige baggrund i, at der er gået skår i det forhold, der således skulle være mellem Gud og os. Selve "afstanden" som sådan har ikke været noget, der skulle overvindes, men har tværtimod været en del af det forhold, at Gud og vi stod over for hinanden.
(Det kan godt være, det er lidt plat. Men det er dog fuldstændig i forlængelse af Bibelens egen tale om forholdet mellem Gud og mennesker, når jeg minder om det gode gamle udtryk, vi bruger om kærlighedsforholdet mellem mennesker: TO MÅ MAN VÆRE! Der er jo allerede en rent sproglig umulighed at tale om "kærligheden mellem een person"! Her har vi altså den store hemmelighed bag hele skabelsen: At den Gud, som ER Kærligheden i egen evige person, ikke kunne nøjes med at være sig selv i egen om end nok så guddommelig majestæt. Netop SOM Kærligheden måtte han have en skabning, skabt i hans eget billede til at stå over for sig!).
Nej, det, der skulle overvindes, var bruddet i dette forhold.
Og det er de afgørende begivenheder i denne overvindelse af dette brud, Jesus ser frem imod, ja, frem igennem, i det, han bl.a. her i evangeliet til i dag siger til sine disciple i skærtorsdags-natten.
Og det, Jesus ser, er en fremtid, hvor hans disciple har direkte adgang til den Gud, som er Gud hinsides verden. Det gælder med hensyn til bøn og glæde, og det gælder med hensyn til forkyndelse og kærlighed.
Så må vi ganske vist konstatere, at helt er denne fremtid ikke indtruffet endnu. Vi kan ikke uden videre bede os til den fuldkomne glæde. Og vi får ikke nogen helt åben og direkte viden om Gud.
Men vi kan på den anden side ikke sige, at den slet ikke er indtruffet. Jesus har jo været her. Og det har været både påske og pinse. Og han har sagt disse ord i skærtorsdags-natten! Så kan det ellers tegne sig så mørkt og kompliceret, det vil, omkring os. Vor situation som mennesker er blevet ny og anderledes.
Vel kan vi ikke bare bede os til hvad som helst. Men vi kan dog bede. Trygt og tillidsfuldt. I forvisningen om, at den Gud, som er Gud, og som står over for os som vor og verdens Herre, han elsker os; at den ufattelige magt bag hele Universet og alt liv, er for os som vor kærlige Far. Og det er selvfølgelig stadigvæk et billede, men dog alligevel en helt direkte forkyndelse.
Ordene i skærtorsdags-natten var et menneskes ord til sine venner. Og de kommer til os fra den anden side af de ubegribelige ting, der derefter skete, ja, de kommer til os i en virkelighed, som stadigvæk er dunkel og kompliceret. Men de kommer dog. Og de kommer netop som del af vidnesbyrdet om de ting, der skete derefter, ja, som del af den nye virkelighed, som dermed indfandt sig i verden. Derfor udgør de faktisk selv den virkelighed, de taler om! Alene det, at disse ord kommer til os på denne måde, etablerer jo et forhold mellem os og Gud, det vil sige gen-opretter det forhold, som altså var - og var MENINGEN! - fra begyndelsen. Idet de peger videre frem mod den fuldstændige genoprettelse af dette forhold.
Sådan må vi tage imod det budskab, der på denne måde kommer til os i dag. Og sådan må vi forberede os til både pinse-festen og den pinse-hverdag, vi derefter skal leve i.
På en måde lyder det ikke af så meget. Og vi kan jo også se, hvordan vor virkelighed faktisk er. Men som Jesus siger til allersidst her i Johannes-evangeliets 16. kapitel:
Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden (Joh 16,33).
Fred og frimodighed - trods al trængsel - er der tale om her. Ligesom der i selve evangeliestykket er tale om glæde og kærlighed i et direkte barne-forhold til Gud - selv om vi må erkende, at det, Jesus dengang så frem imod, ikke er blevet fuld virkelighed endnu. - I hvert fald ikke i betydningen: enerådende virkelighed. For på en måde er det jo alligevel allerede fuld virkelighed, at vi gennem discipel-forholdet til Jesus står i dette direkte barneforhold til den store tilværelsesmagt.
Gang på gang kan vi måske fristes til både at tvivle og for-tvivle. Men de ord, der er kommet til os gennem påske og pinse, giver alligevel ikke slip på os, og så længe de ord bevarer deres tag i os, har vi det på en helt anden måde, end hvis vi bare skulle opfatte os selv som nogle dele af en verden, der bare var verden, og der ikke var andet end verden. Så kan vi gå ind til vor hverdag med den bøn, vi også netop beder med udgangssalmens ord Trinitatis søndag:
Den evig rige Gud,
han os fremdeles give
fred og frimodighed,
mens vi er her i live,
så vi i nåde stå
hos ham, og på vor bøn
få hjælp i nød og død,
til sidst hans nådeløn!
(11,2)
Amen.
* * *
Herre Jesus Kristus,
Sandhedens, Rettens og Livets Konge!
Tak for alt, hvad du har gjort for os!
Tak for alt, hvad du giver os i fællesskabet med dig her og nu!
Og tak for den store glæde og lykke, du har til os ude bag verdens ende!
Kom til os, og vær selv til stede hos os i dag på din tronbestigelsesfest!
Amen.
Er denne dag bare ”en af alle disse skæve helligdage” – som man enten indkasserer som en kærkommen forårsfridag eller irriteres lidt over, fordi de bringer uorden i ugerytmen? - Og kan man sige, at den i liturgisk forstand er overflødig, fordi den ikke føjer noget nyt til i forhold til påsken, som vi har fejret, og pinsen, som vi sådan set alligevel allerede begyndte at fejre forrige søndag?
Det er selvfølgelig det andet spørgsmål, der er det afgørende. Og her må man da indrømme, at vi formodentlig sagtens ville kunne leve som kristen menighed uden at fejre en særlig gudstjeneste i anledning af den begivenhed 40 dage efter påske, som evangelisterne Markus og Lukas har skrevet om – men som evangelisten Matthæus kun indirekte hentyder til, og som evangelisten Johannes slet ikke omtaler. Hvad netop evangelisten Johannes angår, forholder det sig sådan, at påske og himmelfart og pinse nærmest fremstår som een stor samlet begivenhed.
Men der er jo så meget, vi godt kunne klare os uden, men som alligevel er værdifuldt og godt at have. Og hertil mener jeg Kristi himmelfartsfesten hører.
Lad os prøve at indkredse, hvad der er det helt særlige ved netop det, vi fejrer i dag – og altså hvorfor vi fejrer det, hvorfor der er noget at fejre! - Vi kan tage trosbekendelsen:
Vi tror på Jesus Kristus ... korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”.
Her overraskes vi nok af, hvor meget der jo i virkeligheden hører til netop denne dag! Ja, jeg vil gentage det:
Opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
"Opfaret til himmels" - det er jo selve begivenheden som sådan. Men så fremhæves en særlig side af denne begivenheds betydning i det følgende: "siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”.
Disse tre elementer vil vi se nærmere på. Men først skal vi lige huske på, at der er det mærkelige ved hele den del af trosbekendelsen, som handler om Jesus Kristus, at der ikke står eet eneste ord om alt det, vi ellers kender fra evangelierne om, hvad Jesus gik rundt i Israel og sagde og gjorde, altså fx ikke eet eneste ord om det, vi kan kalde "Jesu lære". - Det skal vi lægge godt mærke til! Og netop en dag som i dag. For selvfølgelig er ikke mindst himmelfartsberetningen noget mærkeligt og utroligt noget, som enhver moderne skoledreng hurtigt kan feje til side som gammel overtro eller nogle hallucinationer, disciplene har haft.
Her er det så, vi skal lægge mærke til, at
medens moderne fornuftige mennesker, der gerne vil udtrykke deres velvilje over for kristendommen, som man siger, de fx kan finde på at sige, at de da har den største respekt for Jesu lære, ikke mindst Bjergprædikenens etiske bud, men "kirkens gamle dogmer ..." -
så har det på en vis måde været nærmest modsat for de Gamle. De har altså ikke taget et led med i trosbekendelsen som fx kunne have lydt "som lærte os at øve næstekærlighed". Eller: "som trøstede fortvivlede og helbredte syge". Eller hvad det nu kunne være.
Og der er vel at mærke tale om gode og rigtige og vigtige ting, som selvfølgelig sagtens kunne have været taget med. Ja, man kan virkelig godt stille det spørgsmål, om de Gamle alligevel ikke har været for ensidige. For det er jo alligevel hele indholdsbetydningen af alt det, Jesus har sagt og gjort, der får os til at tro på ham. Uden alle de evangeliske beretninger om, hvordan Jesus faktisk gjorde og sagde, når han optrådte på Guds vegne, ville trosbekendelsen jo bare blive en samling store påstande!
Men nu må vi forstå det på den måde, at trosbekendelsen selvfølgelig forudsætter, at beretningerne om Jesu lære og gerninger har været kendt og fortalt i menigheden, ja, at der har været prædiket over dem.
Og så kan vi igen samle os om, hvad det betyder, at selve trosbekendelsen i stykket om Jesus udelukkende handler om de store begivenheder, der er sket med ham: "undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus ..." - og så det, vi allerede har haft fremme i dag.
Og det kan kun betyde een ting, nemlig at vel ligger hele det mere detaljerede indhold af "sagen" i det, Jesus i sin gerning har sagt og gjort. Men dette indhold indgår altså i en større sammenhæng, som for det første også er af betydningsmæssig karakter, og som for det andet består i, at den betydning, der er tale om, bliver godtgjort som lig med hele betydningen bag og dermed også i universet, herunder selvfølgelig ganske særligt universets absolutte højdepunkt: menneskelivet!
Man kan bruge det udtryk, at der er tale om en "kosmisk" sammenhæng og betydning. "Kosmos" er jo det græske ord for universet. Men sammenhængen og betydningen går jo endnu videre ud, nemlig til Gud, altså universets Skaber og Herre og Opretholder. Alle de ting, der står i trosbekendelsens afsnit om Jesus Kristus, går simpelt hen ud på, at i ham er det simpelt hen Gud, der er trådt ind i verden, ja, har påtaget sig menneskeskikkelse. Og ikke alene det: er gået til det yderste i denne skikkelse, igennem lidelse og død til den i helt bogstavelig forstand dybeste fornedrelse: "nedfaret til dødsriget".
Men så herefter "tilbage igen", kan man sige:
på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders den almægtige højre hånd".
Og ikke bare tilbage igen som en højere form for komet, uden at røre ved noget! Nej, tilbage igen på den måde, at hans uhørt solidariske sammenknytning med os og hele den lidende verden i fornedrelsen fortsætter som vores sammenknytning med ham i hans opstandelse og herliggørelse, hans sejr over døden og alle onde magter. - Og se, det er jo noget helt andet end selv den allerfineste "lære" om både næstekærlighed og kunsten at leve og alt muligt!
Himmelfarten er altså et vigtigt led i hele denne store, altafgørende kosmiske sammenhæng, ja, ikke bare kosmiske, men guddommelige(!) sammenhæng.
Men det helt særlige ved netop himmelfarten er så, at ikke alene er den videreførelsen af opstandelsen til den allerhøjeste herliggørelse. Nej, den har jo også den helt særlige betydning, at den er det punkt, hvor disciplenes oplevelser af mødet med Jesus som den Opstandne hører op, og hvor det næste så må blive pinsen.
På denne måde er himmelfarten altså forudsætningen for pinsen - og denne fest-gudstjeneste altså en vigtig forudsætning for vor forståelse af, hvad det er vi skal fejre om ti dage, nemlig Guds fortsatte nærvær hos os, som er Jesu Kristi disciple.
For himmelfarten i dens betydning af "Jesu Kristi tronbestigelse", den understreger på sin helt særlige måde, at det virkelig er universets grundlæggende og altomfattende livs- og betydningsmagt, vi møder i Jesus - og at det virkelig er denne magt, sådan som vi har mødt ham i Jesus, der siden den første pinse fortsat har været levende og personligt til stede i menigheden.
Ja, "siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd"! Som jo svarer til det, vi har til allersidst i Matthæus-evangeliet, og som vi jo kender så godt fra dåbsritualet: "Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden ...". - Som igen svarer til, hvad vi lige hørte fra Markus-evangeliet: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen!".
Og det er godt, at vi har himmelfarten som et stærkt udtryk for dette, og himmelfartsdagen som en fest for dette! For det er jo derfor, vi kristne ikke skal gå hverken nervøst, eller ulækkert eller løgnagtigt rundt og "samle tilhængere til Jesus". Han har allerede al magten. Og det er bare det, vi skal fortælle. Så må de, der hører det, selv finde ud af, hvordan de vil forholde sig til "al magten" - eller med andre ord: "Sandheden og livet".
For det er nemlig DET, vi henviser til, IKKE til selve vores egen påstand. Det er derfor, den sande kristne forkyndelse aldrig kan blive undertrykkende, aldrig kan blive bare sådan et magtsprog.
Men læg mærke til, at jeg sagde den SANDE kristne forkyndelse. For der findes desværre også løgn og magtsyge i det, der skulle være de kristne sammenhænge. Men det burde der ikke gøre. Det at ville hævde sin Guds magt med vold og tvang må vi lade andre om. I forhold til KRISTENDOMMEN kan den slags kun blive et rent forræderi.
Den Himmelfarne, hvis tronbestigelsesfest i anledning af ophøjelsen til at være den, der har fået givet al magt i himmelen og på jorden, HAN er jo den samme som den Korsfæstede. HANS magt er kun en magt, for så vidt som han repræsenterer, ja, ER, sandheden og livet selv. For det er jo den eneste måde, et fornedret og tortureret og henrettet menneske kan have magt på. Og hvis det IKKE forholder sig sådanne, så HAR han ingen magt, og så er vore påstande om ham tomme. For vore påstande om Jesus Kristus i den kristne prædiken står og falder med, at det altså ER Sandheden og Livet, vi taler om. Men det ER det jo, det er jo netop DET, og ikke noget andet, vi taler om! Det er simpelt hen DET, vi mener, når vi siger JESUS KRISTUS!
Og endelig slutter det som sagt med en uddybning, forstærkelse og fremtidsorientering af dette: "Hvorfra han skal komme at dømme levende og døde". - Dette er selvfølgelig den nødvendige og endelige konsekvens af alt det andet. Jfr. Salmisten gamle ord:
Herren sagde til min herre:
"Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
som en skammel for dine fødder!".
Sagt på en anden måde er dette et udtryk for, at når vi godt kan se, at Jesus repræsenterer sandheden og retfærdigheden og livet, og at alle de modsatte magter og kræfter er en uorden og ulykke, som egentlig slet ikke har ret til at være midt i al livets og verdens herlighed, så må dette på en eller anden måde betyde, at Jesu sandheds-magt engang må blive helt eneherskende. Dette meget vigtige forhold kan denne fest-dag altså også hjælpe os til at få en ganske særlig forståelse af. - Men igen: Dette er ikke en vulgær og undertrykkende magt-tale. Det er en tale om Sandhedens og Livets magt i HÅBETS og TRØSTENS dimension.
Kort sagt: det er virkelig værdifuldt for os at fejre denne dag. Og det allervigtigste er, at hele denne betydningssammenhæng følger med os frem til pinse, hvor vi altså skal fejre, at den er levende og personligt nærværende hos os også lige her og nu!
Ja, i dag fejrer vi vor Herres Jesu Kristi himmelske
tronbestigelse. Men om ti dage skal vi fejre, at også vi, som kristne,
"har kronede dage"!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
* * *
STORMARKSKIRKEN, NAKSKOV
Dette var min første gudstjeneste som emeritus. Jeg blev dagen før ringet op af provst Bjarne Madsen. Sognepræst Hans Verner Lollike var strandet i USA! - Jeg gik ind i Hans Verner Lollikes salmevalg. - Bygger på 2001!
NB! Står også på
undersiden "Prædikener efter 11.05.03", altså undersiden med
prædikener efter min afskedsgudstjeneste i Døllefjelde Kirke 3. søndag efter
påske, den 11. maj 2003.
Herre Gud Helligånd, Sandhedens Ånd!
Kom til os på ny, og gør hele livets og frelsens store sammenhæng levende for os, så også vi kan være Jesu Kristi vidner!
Giv os en glædelig pinsefest – og en levende pinse-tid hele resten af året!
Amen.
Kære medkristne her i Stormarkskirken! Som I måske allerede ved, har jeg pludselig måttet træde i stedet for sognepræst Hans Verner Lollike, hvis afrejse fra USA er blevet forsinket pga. vejrforholdene. Og som I måske også allerede ved, hedder jeg Bent Christensen og er netop afgået sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat i Lolland østre Provsti. Og jeg vil tillade mig at sige allerede her, at både jeg selv og min kone Anna er glade for, at jeg ikke alene har kunnet hjælpe jer i denne situation, men at vi på denne måde også selv har fået denne helt særlige oplevelse - på denne sidste søndag i den gamle salmebogs tid! - Men nu til selve prædikenen:
-
Der findes et godt ord som betegnelse for de ti dage her mellem Kristi himmelfart og pinse, nemlig ordet ”pinse-advent”! Ganske vist er der jo en flydende overgang mellem påske og pinse. Det ser vi på en helt særlig måde hos evangelisten Johannes, hvor påske og pinse simpelt hen flyder sammen til nærmest een begivenhed. Og det er også helt tydeligt, at søndagene fra og med 4. søndag efter påske ved de tekster, der læses på dem, har karakter af ”søndage før pinse”.
Alligevel har vi også netop oplevet, hvordan Kristi himmelfart markerer en klar grænse. Uanset hvordan vi vil prøve at forholde os til det, som er selve virkeligheden bag beretningerne om himmelfarten, så er det jo helt klart, at den står som dén begivenhed, der betegner afslutningen på disciplenes oplevelser af at møde Jesus som den Opstandne – og dermed også betegner det punkt, hvorfra der måtte ses frem til noget nyt, hvis det hele ikke skulle være uhjælpeligt forbi, uhjælpeligt være fortid, uanset opstandelsen og alt muligt.
Der er altså noget helt særligt over de ti dage, vi er inde i nu. De repræsenterer et fravær, ja, en tomhed, som er eet stort sug efter at blive opfyldt af noget nyt – eller rettere: eet stort sug efter, at det, som hidtil havde været fylden i disciplenes liv, skulle komme igen og være hos dem.
Og for os nu er disse ti dage altså et ganske særligt udtryk for, hvordan det ville være for os, hvis det aldrig var blevet pinse. Ligesom jule-adventen er udtrykket for, hvordan det ville have været at leve som Guds faldne skabninger her i verden, hvis det aldrig var blevet jul!
I jule-adventen er det den oprindelige skabelse, vi har bag os – med Faldet imellem.
Her i pinse-adventen er det påskens ny-skabelse eller genfødelse, vi har bag os. Med den kendsgerning imellem, at vi alligevel indtil videre skal blive i denne verdens tilstand.
Som vi hører det i Jesu ypperstepræstelige bøn - i evangeliestykkerne til 5. og 6. søndag efter påske efter anden tekstrække - er vi, som er Jesu disciple, pdes. taget ud af verden og givet til Jesus, så vi hører ham til, men pdas. stadigvæk til stede her i verden, undergivet denne verdens vilkår.
Og se, når vi har gjort os disse forhold klar, så bliver det også helt tydeligt, hvor godt evangeliet til i dag passer til denne situation: Det siger jo i den allerenkleste form, hvad det er for en fremtid der venter ude bag denne pinse-advent, altså hvad det var for en tilstand, de første disciple skulle gå ind i, når det blev pinse, og hvad det er for en tilstand vi, som i dag er Jesu disciple, lever i med både jul, påske og pinse bag os.
Der er for det første selve det med ”Talsmanden”.
Og her er det vigtigste, at Jesus selv har brugt udtrykket ”en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid” (Joh 14,16), den allerførste gang, han talte om disse ting. For så ved vi, at Helligånden, det er ikke noget som helst andet end den måde, Gud er hos os nu, svarende til, hvordan han var hos Jesu disciplene indtil himmelfarten.
Og så behøver vi heller ikke plage os med spekulationer over, hvad det vil sige, at Ånden ”udgår fra Faderen”, men sendes af Jesus.
Desværre er den dogmatiske strid om dette forhold jo ellers en af de ting, der skiller os her i Vesten fra vore medkristne i den ortodokse Øst-kirke, idet vi her i Vesten i vores formulering af den nikænske trosbekendelse siger, at Helligånden udgår ”fra Faderen og Sønnen”, medens de ovre i Øst holder fast på, at den kun ”udgår fra Faderen”.
Der er her først og fremmest tale om en pinlig magtkamp mellem Kirkens to store dele. Som vi dog ikke skal komme nærmere ind på nu.
Når jeg overhovedet nævner det, er det, fordi det med netop magtkampen også har noget at gøre med det, der kommer senere i det, Jesus siger! For det eneste, vi til almindelig daglig brug behøver at vide, er altså, at efter pinse er Gud på en ny, men lige så virkelig og indholdsfyldt måde hos os, som han – i Jesus - var hos disciplene før Himmelfarten.
Så det, vi i dag skal lægge ganske særligt mærke til, er, at Jesus siger, at den nye Talsmand skal vidne om ham, men at også disciplene skal være vidner.
Talsmanden - Helligånden - føjer altså overhovedet ikke noget nyt indhold til i forhold til det indhold, der allerede var til stede i Jesus selv.
I forhold til, hvad der allerede er sket i de begivenheder, der har udspillet sig i Jesu fødsel, liv, død og opstandelse, skal der altså ikke som sådan ske mere nyt!
Guds nye tilstedeværelse er hverken mere eller mindre end en fortsat tilstedeværelse, en fortsættelse og forbliven af det, der allerede een gang for alle er kommet til stede.
Derfor skal disciplene være hverken mere eller mindre end vidner om dette!
Dette er meget vigtigt. For når vi holder os til disse ord fra vor Herre Jesus selv, har vi en fast garanti mod alt sværmeri og alle andre former for ”hjemmelavethed” i Kirken. Så kan det ikke nytte noget, at nogen vil komme og sige, at ”jeg synes nu altså”, eller ”jeg føler”, eller ”Gud har givet mig en ny oplysning”. – Det er også derfor, vi bliver ved med at høre prædiken over de samme tekster år efter år. For der hverken kan eller skal føjes noget nyt til.
Dog hører vi altså alligevel netop prædiken. Vi nøjes trods alt ikke med bare at få læst evangelieteksterne op. Situationen efter pinse er altså alligevel så levende, at der er en eller anden form for bevægelse i den. Det er de samme tekster toårsperiode ud og toårsperiode ind. Men der bliver ikke holdt den samme prædiken i år, som der blev holdt for to år siden. Ja, nogen gange kan det selvfølgelig godt være næsten den samme prædiken. - (Og I kan jo nok regne ud, at det er der tale om med denne prædiken - jeg blev jo først ringet op i går eftermiddags - som dog alligevel har måttet igennem en nøje revision og tilpasning, inden den forlod computeren igen!).
For situationen er aldrig den samme, og vi er heller ikke selv de samme, som vi var for to år siden.
Hvad dette nærmere vil sige, fremgår i virkeligheden allerede af selve det, at Talsmanden er ”sandhedens Ånd”, som i forbindelse med det apostoliske vidnesbyrd skal vidne om Jesus.
Ordet ”Sandheden” er jo et både meget stort og meget farligt ord. Og her kan vi igen tænke frem på det følgende, hvor Jesus forudsiger, at der vil være nogen, der vil mene, de ligefrem dyrker Gud, når de forfølger anderledestænkende, altså her de kristne.
Men nu har Jesus altså brugt ordet ”Sandheden” både om sig selv og om den nye Talsmand, der skulle efterfølge ham: ”Sandhedens Ånd”. Og denne sprogbrug kunne selvfølgelig forstås som en lodret påstand een gang for alle og uden videre – med det indbyggede krav, at så skulle alle bøje sig for denne påstand i selve dens nøgne lodrethed.
Og desværre er der mange blandt dem, der har kaldt sig kristne, der har tilladt sig at forstå Jesu ord på denne måde – idet de jo så selv har sat sig på det, der skulle gå for at være sandheden, eller har gjort deres egen sandhed – og deres egne magtinteresser – til det indhold, alle skulle bøje sig for i dets nøgne lodrethed.
Det kan vi andre imidlertid ikke tage os af. Det har ikke noget med os at gøre. For det har slet ikke noget med kristendommen at gøre! Det hører faktisk kun hjemme eet sted, nemlig i Forsagelsen, hvor forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Men vi skylder selvfølgelig de mennesker, vi skal vidne om Jesus for, at fortælle, at de ikke skal lade sig imponere af selve det at tage navnet Jesus i munden – eller ordet kristendom. Det er ingen garanti. Selv det kan misbruges i det, som i virkeligheden er løgnens og magtens tjeneste!
Jamen hvordan kan vi så være sikre på, at netop vi sidder inde med Sandheden? – Det kan vi heller ikke! Og det skal vi heller ikke! Forholdet til Sandheden kan aldrig være en besiddelse.
Vi har apostlenes vidnesbyrd. Og vi tror, at Gud er levende repræsenteret hos os, når vi samles om det. Men allerede selve vor tro er jo en åben og levende proces, som finder sted i et stadigt møde mellem apostlenes vidnesbyrd om Jesus og deres gengivelse af hans ord – og så hele sandheden, som den ellers er. Og kun når det dybt i vore hjerter bliver virkelighed for os, at dette vidnesbyrd – og dermed han, som det vidner om – repræsenterer sandheden, sådan som vi også på forhånd kender den ved at være mennesker, kun da tager Jesus magten over vort liv. Hvilket faktisk er det modsatte af, at vi besidder sandheden! Det er simpelt hen sådan, at det jo er sandheden, der besidder os!!!
Og sådan er det også i forholdet mellem de forskellige kristendomsretninger, ja, i forholdet mellem kristendommen og de andre religioner: Det er Sandheden og intet andet end Sandheden, det drejer sig om, og her må al anvendelse af magt og tvang holdes helt udenfor. Enhver, der anvender vold og tvang, har i virkeligheden på forhånd udråbt sig selv til at være løgnens tjener.
Vi kan kun være Kirke, når vi i fuld frihed og åbenhed samles omkring apostlenes vidnesbyrd om Jesus og i al vor prædiken og undervisning og tænkning lader dette vidnesbyrd mødes lige så frit og åbent med hele universets og livets virkelighed. Det er simpelt hen i denne åbne og frie proces, Helligånden skal virke!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
* * *
Gud, vor Skaber og Frelser,
Kærligheden og Sandheden selv!
Tak, fordi du er blevet hos os i Åndens kraft!
Kom til os på ny i denne pinsefest! Tænd din ild i os, så vi kan leve og juble som dit folk, og så vi kan forkynde din magt og herlighed for verden
Amen.
Tillykke med pinsen! Ja, vi skal virkelig ønske hinanden tillykke med, at vi også har denne den tredje store fest at fejre! Også uanset at den røde pinse-ild stadig står ret bleg og kold for os!
Ja, selv om det stadigvæk er nemmere at fejre jul og påske, er der alligevel mange ting der gør, at det i hvert fald er blevet mindre svært for os at forholde os til pinsen, end det før har været.
Og det skyldes ret ud sagt at denne FEST FOR Helligåndens KOMME ikke er så åndelig, som den HAR været.
Der var jo ikke noget at sige til, at det var svært at fejre pinse i gamle dage, hvor vi jo mere eller mindre følte det som et pinefuldt krav at skulle prøve at forholde sig til ”Helligånden” som et teologisk begreb – ”den tredje person i Treenigheden”. For hvad i alverden skulle vi stille op med det?!
Det hjalp ikke engang særlig meget, hvis vi prøvede at gå til forklaringen til den tredje trosartikel i Luthers Lille Katekismus, hvor Luther om troen på Helligånden siger, at
Det vil sige: Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro ...
Det hjalp os jo ikke uden videre. For når vi sådan lige læste eller hørte det, så kom Helligånden jo bare til at stå som sådan ligesom en underlig "fordobling", ja, nærmest sådan en "dobbelt fordobling" - ved siden af både Jesus og vor tro på Ham, nærmest som bare et særligt udtryk for, at heller ikke troen er vor præstation, men at også dén er en gave og virkning fra Gud.
Og det er selvfølgelig rigtigt nok. Men stadigvæk: Hvordan skulle vi derved kunne komme i nogen særlig feststemning på den syvende søndag efter påske? Hvordan skulle det på nogen måde kunne komme på linie med juledag eller påskedag?
Og bedre blev det jo ikke, hvis vi prøvede at gå ind i store spekulationer og analyser mht. "Treenigheden" - og i forbindelse dermed store spekulationer og analyser mht., hvad "ånd" kunne være for noget i vort eget menneskeliv!
Og umiddelbart hjalp det heller ikke meget, hvis vi gik videre i Martin Luthers forklaring, hvor Luther siger, at ligesom Helligånden har kaldet mig ved evangeliet osv. således
kalder, samler, oplyser og helliger [han også] hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette, ene tro.
For det ser jo ud til at være det samme, bare for alle kristne, og ikke kun lige mig.
Og det sidste i Luthers forklaring ser jo ud til bare at være sådan en sammenfatning af, hvad hele kristendommen overhovedet går ud på, igen nærmest som sådan en slags "fordobling" i forhold til Jesus Kristus og/eller Gud Fader selv:
I denne kristne menighed forlader han daglig mig og alle troende al synd rigelig og vil på den yderste dag opvække mig og alle døde og i Kristus give mig med samt alle troende evigt liv. Det er vist og sandt.
Og igen må vi spørge: Hvorfor skal vi specielt fejre dette på den 7. søndag efter påske?
Men så kan vi jo prøve at se på Luthers forklaring een gang til.
Og lad os begynde helt forfra: "Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus ...".
Nu kan vi jo komme til at tænke på, hvor dan Luthers forklaring til den første trosartikel begynder helt tilsvarende: ”Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger ...”.
Og så kan vi jo se, at der i hvert fald er DET gode og positive ved denne måde at forklare på, at der dog ganske konkret tages udgangspunkt i selve det enkelte menneskes tilværelse og eksistens, ja, altså helt bogstaveligt i MIN tilværelse og eksistens!
DET er da i hvert fald noget andet end bare nogle abstrakte tanker om Treenigheden og Helligånden!
Både første trosartikels skabelses-tro og tredje trosartikels "Helligånds-tro" handler altså ifølge Luthers forklaring om MIN helt konkrete eksistens. Det handler om, hvad det helt konkret vil sige for MIG at være til i verden - og i KIRKEN!
Ja, netop! Det er altså
for det første ikke bare abstrakt TEORI, og
det er for det andet heller ikke bare noget, der kun handler om MIG som et isoleret INDIVID, et isoleret SUBJEKT.
Nej, for allerede selve det at være menneske, det er altså at være Guds skabning sammen med alle andre skabninger.
Og tilsvarende er det at være kristen at være Guds udvalgte ny-skabning sammen med alle de andre, der er kaldet og samlet til at være i Jesus Kristus, dvs. i den kristne menighed. Eller som det altså hedder i selve den tredje trosartikel: "den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund".
Nu kan I selvfølgelig sige, at dette er en meget vidtløftig udredning her på denne store fest-dag. Og det er da også rigtigt. Men vi er nødt til at gøre noget for at komme IND i denne fest. Ellers kan vi jo ikke fejre den! Vi er nødt til at gøre noget for at komme videre fra de teoretiske spekulationer og anstrengelser med hensyn til, hvad Helligånden dog kan være for noget og ind til en konkret og levende fornemmelse af, at det med pinsen, det altså er noget, der handler om MIG - sammen med alle de andre den kristne menighed.
Sagt på en anden måde: Ligesom allerede det at være til som MENNESKE er at være en del af hele Skaberværket, er det at være KRISTEN at være en del af Kirken, den kristne menighed.
Udgangspunktet for at fejre pinse-festen er oplevelsen af, at Kirken findes - og VI i den.
Men det er jo ikke noget, vi har tænkt så meget over i al den tid, Danmark simpelt hen bare har været "et kristent land" - som del af de kristne Europa. Her har det jo i en vis forstand "været kirke alt sammen". Og så har det bogstavelig talt ikke været til at se skoven for bare træer!
Ja, sådan sad jeg og skrev! Og det er jo en meget almindelig talemåde. Men så kom jeg til at tænke på, hvordan jeg for et år siden havde skrevet i Kirkebladet om "Pinsen i to digte af Grundtvig", og altså især på, hvordan netop SKOVEN hos Grundtvig er et symbol for menigheden! Fx i en af de første strofer i det store digt "Nyaars-Morgen", hvor der står om, hvordan påskesolen, dvs. den opstandne Kristus, bliver "favnet" af bølgerne i det danske hav (som også er danmarkshistoriens hav), og om hvordan derefter "straalende Skoven / Den byder sin Krans". - Og om hvordan Grundtvig videre skriver, at
Hvad Dagen skal bringe,
Det gjættes vel kun,
Dog ei bredes Vinge
For Intet i Lund,
Og altid en Gjerning
Det spaaer, naar Guld-Terning
Hentriller paa Blad-Tavle-Bord!
Hvor bladtavlebordet, »skakbrættet« af blade, er trætoppene i den skov, som altså i virkeligheden er et billede på menigheden, og guldterningen er (pinse)solens stråler. Dagningens pinse-terning er kastet! Og fuglen, der breder vinge er digteren (Grundtvig), som nu stemmer i med sin nye sang!
I det gamle Danmark kunne man altså ikke se kirkens pinseskov for bare træer i den forstand, at uanset hvor dårligt det stod til med vor måde at være kristne på, så oplevede de fleste af os I PRINCIPPET Danmark som slet og ret "et kristent land" og "Kirken", fra 1849 Folkekirken, som en slags institution i dette land, med Dronningen og Folketinget og Kirkeministeriet i spidsen, og så med nogle biskopper, provster, præster, menighedsråd og "øvrige ansatte".
Men samtidig har der jo i århundreder været en bevægelse i gang VÆK fra denne tilstand. En del af det folk, der af Grundtvig i 1824 (godt nok i, hvad han selv betegnede som en urimelig drøm) blev set som "menighedens pinse-skov" har siden 1849, hvor vi fik religionsfrihed, valgt at stille sig helt uden for kirken, og blandt dem, der ikke tog det skridt at melde sig ud, har der igen været en del, der i virkeligheden havde et mere eller mindre direkte negativt forhold til kristendommen.
Dette historiske perspektiv skal vi hele tiden have for øje, når vi så går videre til den betydning især den muslimske INDVANDRING har for, at Danmark nu ikke længere slet og ret bare er "et kristent land".
Dels var danskernes udvandring fra Kirken allerede i gang, da indvandrerne begyndte at komme, dels er det jo i høj grad de samme kredse, de såkaldte "humanister", der på alle måder går i spidsen for Danmarks omdannelse til et multietnisk og multireligiøst samfund!
Og så skal vi ellers ikke tale mere fremmedpolitik her på denne store kirke-festdag! For os som KIRKE er det nemlig SÅDAN SET underordnet, hvordan der ser ud omkring os. At vi så samtidig er DANSKERE er noget andet. Men det kan vi som sagt diskutere ude i det politiske rum. Herinde er vi KIRKE. Og Kirken er jo pr. definition et GLOBALT fællesskab, med medlemmer fra alle folkeslag på jorden. Sådan som vi endnu engang har hørt det i den mærkelige, men storslåede pinseberetning i Apostlenes Gerninger.
Og DET er jo også noget, der i netop disse år tegner sig for os på en helt ny måde.
Samtidig med, at kirken, menigheden er begyndt at blive synlig som ikke bare en institution, men også som et særligt fællesskab inden for den samlede befolkning, er det også - trods alle de negative og pinlige er faringen, vi også har måttet gøre - begyndt at blive synligt, at Kirken er et stort verdensomspændende fællesskab.
Det, der på disse måder er begyndt at tegne sig for os, er, at Kirken igen har "fået krop", eller mere højtideligt sagt, igen er begyndt at blive synlig som "Kristi legeme" og Guds folk i verden.
Vi er kort sagt begyndt at kunne se og mærke "Helligåndens legeme"!!! Og så er vi befriet fra alle spekulationer om "Ånden" og "Treenigheden". For nu kan vi jo ikke alene "tage og føle på det", nej, nu kan vi jo direkte både se og mærke, at vi selv er en del af dette legeme!
I søndags havde jeg hentet den udmærkede betegnelse "pinse-advent" frem - som betegnelse for den mærkelige ti dages ventetid mellem Kristi himmelfart og pinse.
Og i dette udtryk ligger OGSÅ, at så må også selve pinsen svare til julen. Nemlig på den måde, at i julen tog Gud menneskeskikkelse på i form af Jesus-barnet, medens han i pinsen har taget menneskeskikkelse på - I FORM AF OS!!!
Selvfølgelig ikke på den måde, at VI som sådanne er blevet GUD! Som mennesker betragtet er vi nu som før hverken mere eller mindre end mennesker, skabte i Guds billede, så vi ligner ham, ja, med hans livs-ånde i vor næse allerede fra skabelsen af, sådan som det står i en af de Gammeltestamentlige læsninger her til pinsedag. Hvilket nu også er ikke så lidt! Og hvilket altså fik sin helt overvældende bekræftelse, da Gud påtog sig skikkelse som en af os.
Men stadigvæk var det altså Gud, der var Gud og os, der var hans skabninger, oven i købet faldne skabninger, som ville have været fortabte, hvis Gud ikke havde udført den store SOLIDARITETS-HANDLING, julebegivenheden var, ja, hele den store frelses-begivenhed til og med påske!
Og pinsen er den foreløbige fortsættelse af denne frelsesbegivenhed, hvor det stadigvæk er Gud, der er Gud, og os, der er hans skabninger, men hvor vi er sammen med ham på en helt ny måde, en måde, der finder sin endelig form i Hans evige rige efter verdens ende.
Og så kan vi forstå også Luthers gamle forklaringsord til troens pinse-artikel på en helt ny måde og i denne nye forståelse fejre pinse med en helt ny kraft og glæde:
Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette, ene tro. I denne kristne menighed forlader han daglig mig og alle troende al synd rigelig og vil på den yderste dag opvække mig og alle døde og i Kristus give mig med samt alle troende evigt liv. Det er vist og sandt.
Lov og tak og evig ære være dig
vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
* * *
Herre Gud Helligånd, livs-varmens og sandhedslysets Kraft!
Bliv hos os! Opliv os! Gennemtræng hele vort legeme, så vi virkelig kan være Kirke, både i det små herhjemme og sammen med alle MED-lemmer over hele jorden!
Amen.
I selve evangeliet her er der intet, som specielt handler om pinsen! Så kan man selvfølgelig altid sige, at det gør ikke så meget, når det særlige ved pinsen er, at der intet særligt er ved den – andet end, at hele kristendommens indhold er levende nærvær hos os!
Og så passer det jo fint, at vi netop hører et af de allermest koncentrerede udtryk for netop dette indhold, nemlig det 16. vers af Johannesevangeliets tredje kapitel, det vers, man også kalder ”den lille Bibel”:
For således elskede
Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke
skal fortabes, men have evigt liv (Joh 3,16).
Dertil kommer, at der alligevel også er nogle ting i dette evangelium, som kan siges at udtrykke netop pinsens virkelighed: at troen på Jesus som Guds Søn er ensbetydende med – allerede nu – at have evigt liv, gudsrigets nye liv, og ensbetydende med at leve som nogle, der på forhånd er frikendt, ja, ensbetydende med at leve i sandhedens lys – og at kunne tåle det – hvilket vi kan, fordi Sandhedens lys netop ikke kun er et koldt og afslørende lys, men et lys, der også bringer den varme, det hele begyndte med, og som på ny og på ny gør alting nyt: kærlighedens varme!
Sådan kan man i hvert fald godt udtrykke det. Men det borttager alligevel ikke fornemmelsen af, at evangeliet til i dag netop er blevet valgt som noget i retning af et repetitionskursus i kristendom, så vi lige endnu en gang kan blive mindet om, hvad det altså er for et betydningsindhold der er levende nærværende hos os om Guds pinsemenighed.
Derfor kan det også være godt at se lidt på, hvad vi ellers har hørt ved denne gudstjeneste. Og det er jo først og fremmest epistelen.
Her bemærker vi ganske vist allerførst, at den må være valgt ud fra dens forbindelse med evangeliet, idet noget af det første, vi hører, er, at Jesus af Gud er bestemt til dommer over levende og døde på den helt særlige måde, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn. Det svarer jo fuldstændig til ”Den lille Bibels” ord om, at ”enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.
Men så hører vi jo også om, hvad der videre sker. Og så er det i hvert fald pinse, vi hører om! Det, der sker her, er jo intet mindre end Helligåndens udgydelse også over hedningerne, altså ikke-jøderne. Og det vil igen sige: Kirkens overgang fra kun at være en jødisk sekt til at være det nye Israel som et nyt verdensomspændende folk med medlemmer fra alle folkeslagene. – Og så kan vi pludselig også se endnu dybere i ”Den lille Bibel:
”For således elskede Gud verden”. – Her er det jo Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens og alle menneskers Skaber, der er tale om. Og når der står, at han elskede verden, så betyder det først og fremmest alle mennesker, hvert eneste menneske, skabt i hans billede, så det ligner ham, men for den sags skyld også hele den ikke-menneskelige del af skaberværket: alle dyrene og hele naturen. Men det er nu menneskene, det egentlig drejer sig om.
Og det er det også i det mærkelige syn, Peter havde
forud for den begivenhed, epistelen handler om, hvor Peter ser alle mulige
slags dyr, både rene og urene. Men han vil ikke spise af dem. Da Guds stemme
siger til ham: ”Rejs dig, Peter, slagt og
spis!" – da svarer han:
"Ikke tale om, Herre, for jeg har aldrig spist noget som helst vanhelligt
og urent." – Men så lyder stemmen til ham for anden gang: "Hvad Gud har erklæret for rent, må du
ikke kalde vanhelligt."
Så vidt dette mærkelige syn. Men da Peter kommer til den hedenske officers hus, udlægger han det selv således, idet han siger:
I ved, at det ikke er
tilladt for en jøde at omgås eller besøge nogen fra et fremmed folk. Men Gud
har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent.
Og da han
har hørt Cornelius – sådan hed denne hedenske officer – fortælle om baggrunden
for, at han havde sendt bud efter ham, siger han:
Nu forstår jeg, at
Gud ikke gør forskel på nogen, v35 men at han i et hvilket som helst folk tager
imod den, der frygter ham og øver retfærdighed. v36 Det er det ord, Gud sendte
til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre (ApG
10,34).
Og så ender det altså med, at Helligånden bliver udgydt over alle de hedninger, der er i Cornelius’ hus, og at de alle bliver døbt i Jesu navn.
I går var vi inde på, at pinsen jo handler om os, idet det jo er os, Kirken, der er det legeme eller det folk, hvori Guds Ånd har taget bolig.
Og det derfor må vi, der faktisk prøver at fejre pinse – uanset al den folkekirkelige elendighed, det er mere end let at pege på – virkelig øve os i at glæde os over, at pinse-solen faktisk ER stået op, ja, at pinse-solen simpelt hen ER den samme som påske-solen, nu bare ikke kun i en tidlig morgen-røde, brydende frem gennem en sort langfredagssky, men klar og sommer-liflig på den blå himmel, som over de grønne marker og skove minder os om den Himlen, hvor Gud bor – samtidig med, at han altså også er lysende nær hos os her og nu.
Men i dag kan vi så føje til, at pinsevirkelighedens internationale karakter også er vigtig, ja, at det også kan være en stor hjælp for os i vort almindelige danske kristenliv at tænke på, hvor stor og omfattende en sammenhæng vi blev sat ind i, da vi blev døbt.
Vi ved selvfølgelig godt, at der kun er een Gud, og at det er ham og kun ham, der er hele verdens og alle menneskers skaber og Herre. Og vi læser i ”Den lille Bibel”, at det var ham, der elskede sit skaberværk og sine skabninger så meget, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Men til daglig tænker vi ikke så meget over, at den helt konkrete følge af dette er, at så er vi en del af en kæmpemæssig søskendeflok – eller et verdensomspændende folk. Men det er jo faktisk det, vi bekender troen på i ”pinsens trosartikel”:
Vi tror på
Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund.
Og netop i de sidste ti år har vi alligevel haft megen anledning til at begynde at tænke over dette på en helt ny måde. Bl.a. har vi jo fået en rigtig mellemkirkelig organisation her i vor egen afdeling af Kirken. Og både her i vores pastorat og mange andre steder i Folkekirken har vi oplevet, hvordan vi som kristne, som Kirke, kan møde nogle for så vidt vildtfremmede mennesker fra andre lande og uden videre opleve en meget tæt samhørighed med dem – fordi de er vore med-kristne!
Men vi jo også gennem det forgangne årti måttet konstatere, at der selv inden for den samme kirke-familie kan være mange forskellige måder at være kristne på. Hvad vi i øvrigt udmærket vidste i forvejen fra vor egen danske folkekirkelige sammenhæng, hvor der virkelig også er mange forskellige måder at være kristne på!
Derfor skal vi selvfølgelig ikke blive stående bare ved for egen lutherske sammenhæng. Selv om vi jo også har oplevet mange og store skuffelser i forholdet mellem de forskellige KONFESSIONER inden for Kirken.
Det, det drejer sig om nu, er, at det i alle henseender og på alle leder og kanter virkelig bliver pinse for os, så vi altså både hjemme i det daglige oplever vort medlemskab af menigheden som et varmt og lyst og lifligt livsfællesskab, og så vi tillige oplever dette som en del af Kirkens store, verdensomspændende fællesskab.
Det vigtigste er, at vi simpelt hen insisterer på at have med hinanden at gøre. Besøge hinanden. Fejre gudstjeneste sammen. Osv.
Også diskutere teologi. Hvor vi råber højt, om så skal være. Men ikke gå så meget op i at lave dokumenter, hvor vi prøver at erklære en fuldstændig enighed. Det er selve sam-livet i PRAKSIS, der er det afgørende.
Og hvad vor egen folkekirkelige situation angår, da ser vi selvfølgelig rigtigt, når vi synes, det ser sølle ud i den danske menighed i dag.
Men jeg har en fornemmelse af, ja, en tro på og et håb om, at det, der her er tale om, er noget, der svarer til det gamle ord om, at det skal blive skidt, før det kan blive godt. Jeg tror, at det, der er tale om, godt nok er afslutningen på den epoke, hvor kristendommen i en eller anden – ikke alt for strålende – forstand var det danske samfunds religion, men at det så samtidig er begyndelsen på en ny virkelig kirke-tid, hvor alle vi, der er Jesu Kristi disciple og ønsker at blive ved med at være det, på en helt ny måde kommer til at opleve pinsens virkelighed.
IKKE sådan at vi alle sammen begynder at tale i tunger og se syner. – Ja, det kan da godt være. – Men det er ikke det, der er det afgørende. Og der er oven i købet grund til at være forsigtig med den slags ting. Nej, jeg tænker på noget mere stille og roligt. En stille og rolig glæde med en lun varme og et mildt lys over vort fællesskab som Jesu disciple, både i det nære og daglige og i det store verdensomspændende perspektiv.
Nu kom vor
pinselilje-tid,
nu
har vi sommer skær og blid.
DET behøver ikke kun at handle om sommeren og kirkeåret. Vi kan også høre det og synge det som et udtryk for, at nu er en ny kirke-tid ved at være her:
Vi hører i dag ”Den lille Bibels” glædelige budskab om, at således elskede Gud verden og hele menneskeslægten, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Og så kan vi jo svare med en glad pinsesang:
Opvågner, alle dybe
toner,
til
pris for menneskets forsoner!
Forsamles, alle
tungemål,
i
takkesangens offerskål!
Istemmer over Herrens
bord
nu
menighedens fulde kor!
(247,5)
Lov og tak og evig ære være dig
vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
* * *
Gud, vor Skaber og Frelser, Kærligheden og Sandheden selv!
Tak, fordi vi endnu en gang,
fra højtid voksende til højtid,
har fået bekræftet, at vi har vort liv med al dets herlighed fra dig
og har fejret og genoplevet, hvordan du har sat din frelse ind for det, ja, hvordan du er blevet hos os som vort livs Gud, når vi samles som dit folk og menighed.
Men nu beder vi dig: Lad os i den kommende tid mere og mere mærke alt dette, så vi mere og mere kan leve som dem, der lever fra dig og ved dig og til dig!
Amen.
Ja, nu runder vi det hele af med den sidste festdag i denne omgang. Og på en måde er det jo forkert, at vi ikke til i dag – eller: ikke også til i dag – havde det følgende vers i Johannesevangeliets tredje kapitel med:
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh 3,16).
For dette vers – også kaldet ”Den lille Bibel” – sammenfatter jo det hele, alt, hvad vi har fejret i hele det fest-halvår, som nu slutter.
Så kan man selvfølgelig være så u-festlig, at man – selv om festen altså ikke er slut endnu - spørger, hvad det egentlig ER for noget, alt det, vi således har fejret – eller som det i hvert fald ifølge alterbogen og kalenderen var meningen, vi skulle fejre?!
Men til denne SPØRGENDE HOLDNING har gudstjenesten i dag så også allerede givet sit svar! Nemlig med epistelens ord:
O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For »hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?«.
Og dette er jo ikke bare sådan et svar, der – med i helt bogstavelig forstand ”store ord om Gud” - skal feje et hvilket som helst spørgsmål af bordet. Nej, det er en henvisning til den helt grundlæggende (ja, vi kan godt sige: ”principielle”) gådefuldhed, der karakteriserer vores tilværelse, og som vi aldrig kan trænge igennem.
Så er der måske nogen, der synes, deres tilværelse ikke er gådefuld, og at de udmærket forstår det alt sammen, ja, det det hele måske tilmed bare er, lige som det skal være.
Nu ved jeg ganske vist ikke, hvordan man skal bære sig ad for at nå frem til en sådan fortolkning af virkeligheden. Men hvis der er nogen, der virkelig mener, det er så godt og enkelt alt sammen, så kan de jo ikke synes andet end, at det er helt tåbeligt og unyttigt, det, vi her i den kristne menighed samles om ved vore gudstjenester. Og så er der jo ligesom ikke mere at snakke om. Intet andet end, at vi selvfølgelig må sige til dem, at de til hver en tid skal være velkomne til at dele vor tåbelighed og unyttighed med os, hvis de alligevel finder ud af, at det hele ikke var så enkelt endda!
Hvilket ikke er ment nedladende! For hvis vi på vor side virkelig mener det alvorligt med at være samlet om disse ting, må vi jo altid være præget af en fuldstændig åbenhed og solidaritet! Vi kan bare ikke være så åbne og solidariske, at vi lader være med at tale om tingene, sådan som de efter vor bedste overbevisning tegner sig for os!
Her kan vi i øvrigt allerede tænke på den Gammeltestamentlige læsning om kobberslangen i ørkenen - som det jo også er Jesus henviser til i slutningen af evangeliet. Her var israelitterne jo utilfredse med den måde, de var blevet reddet ud af Egyptens trældom på, så at det begyndte at gå dem dårligt. Men det endte alligevel med, at Gud forbarmede sig over dem og gav dem kobberslangen, så de kunne beholde livet!
Men altså: Det, der adskiller os kristne fra andre mennesker, det er ikke, at vi skulle have en så og så fast tro på en hel masse mærkelige ting i modsætning til de andre, der tvivler eller slet ikke tror. Nej, det er nærmest modsat! At være kristen er jo netop at anerkende tilværelsens dybt tragiske gådefuldhed, så man faktisk føler sig som israelitterne i ørkenen med giftslanger kravlende omkring sig alle vegne – om der dog bare var noget at se hen til, som måske kunne redde os!
Vi ser det jo også i Jesu samtale med Nikodemus, denne højtstående og højt uddannede jøde. Læg mærke til, hvor respektfuldt og velvilligt han ellers kommer til Jesus! han vil sagtens anerkende, at Jesus er en personlighed, som virkelig repræsenterer ”den religiøse dimension i tilværelsen” – for nu at sige det lidt mere på vor tids sprog!
Men Jesus ikke så meget som kvitterer for denne anerkendelse. Han går straks over til at tale om, hvad Nikodemus trænger til, nemlig at blive født på ny! – Hvad Nikodemus jo slet ikke kan forstå! Han ER jo allerede født! For mange år siden endda. Og han har sin gode teologiske uddannelse, ja, sin fine farisæiske fromhed. Og er medlem af Det Store Råd i Jerusalem!
Her kan vi jo så tænke på, hvordan det netop i den sidste halve snes år er blevet almindeligt, at store og kendte mennesker bekender, at de både læser Bibelen og anerkender kristendommen.
(Det begyndte netop i forbindelse med lanceringen af den nye bibeloversættelse i 1992, men er fortsat siden, bl.a. har der i Kristeligt Dagblad været en lang række interviews med kunstnere og andre kendte personer, som har vedkendt sig en eller anden form for mere eller mindre kristen tro).
Og nu skal man jo ikke skære alle over en kam. For der er jo nogle af disse kendte, hvor man til sin virkelig glædelige overraskelse kan konstatere, at det virkelig ER kristendommen, de vedkender sig, ja, bekender deres tro på! – Men der er også mange af dem (ja, det gælder jo sådan set hele tiden os alle, men det er alligevel noget andet igen), nej, der er også mange af disse kendte og fine og velvilligt indstillede mennesker, som den dag i dag trænger til at høre, hvad Jesus dengang sagde til den fine og velvillige Nikodemus: ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” (Joh 3,3).
Men der er da altså heldigvis også nogle af de mennesker, der træder frem og fortæller, at de læser Bibelen, der faktisk har læst så meget og forstået så meget, at de godt er klar over dette.
Ja, netop de mennesker, der har drevet det til noget stort i samfundet, skulle jo egentlig være de første til at kunne se, hvor gådefuldt og tragisk det hele er. Hvad Nikodemus angår, er det jo heller ikke udelukket, at han endte som kristen; han var i hvert fald med, da Jesus skulle lægges i graven – og bidrog med hundrede pund salve!
Men netop når det hele er så gådefuldt og tragisk, som det er, så gør det jo dybest set hverken fra eller til, om man hører til de store eller til de små, de mere kloge eller de mindre kloge.
Og dog: selv om man skal passe på ikke at lade sig imponere alt for meget af, at de store og kendte også kan være gode troende kristne, så er der alligevel noget her, der er vigtigt: Hvis vi skal have en kristelig genoplivelse, så vil det utvivlsomt være af stor betydning, at der er nogen, der går foran. Ikke fordi man som sådan kan være kristen på andres vegne. Men fordi: sådan som det menneskelige fællesskab er skruet sammen og fungerer, ER det i praksis sådan, at der er nogen, der går foran, og andre, der følger efter. Sådan er det med alting. og det udelukker jo ikke, at der til syvende og sidst er tale om en helt personlig afgørelse hos den enkelte. Alle former for menneskeligt fællesskab, ikke mindst det kristelige, rummer både noget fælles og noget personligt, individuelt. Sådan er det, og sådan skal det være, og så kan vi ellers hver især tænke på, hvordan vi måske kan hjælpe de andre i fællesskabet med vores eksempel – uanset om vi føler os som noget særligt eller ej. Alle kan vise et eksempel! – Og lige netop nu går der faktisk ikke en dag, hvor vi bliver mindet om, at det gamle Folkekirke-Danmark, vi endnu har de sidste rester af, er ved at være forbi. Hvilket i mange henseender er en følge af selve udviklingen, men i andre henseender skyldes, at der af mange af vore egne, der ikke ØNSKER dette gamle Danmark fortsat – hvortil så som det allernyeste kommer et næsten dagligt bombardement fra indvandrere og deres menneskerettighedscentre og fra EU og Europarådet og FN og deres overvågningscentre, hvor det bl.a. går ud på, at vor folkekirkeordning er diskriminerende osv. (At jeg personlig i mange år har været tilhænger af en adskillelse mellem stat og kirke for vores egen skyld som KIRKE, det er noget helt andet. For det er vi jo helt uforberedte på, så det ville have været godt, om vi stille og roligt kunne have fået lov at ordne den sag selv).
Men i denne forbindelse vil jeg gerne understrege, at det at være kirke, det er altså ikke sådan som i enhver anden forening, der måske ikke går så godt, og så må vi tage os sammen og anstrenge os noget mere! Tværtimod, med Grundtvigs berømte ord:
Kristendom vi for intet få,
det er den pure lykke.
Det, vi skal gøre, er altså sådan set bare at slappe af og i al ydmyghed øve os i at tage imod! For vi har jo ingen anden mulighed end simpelt hen at tage imod, hvad Gud giver os, både som vor Skaber og som vor Frelser! – Hvor vi så i øvrigt kan gå lige hen til slutningen af epistelen til i dag, hvor Paulus jo siger det samme på denne måde:
»Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?« Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting (Rom 11,32-36).
Hvilket jo i og for sig er klart nok – hvis Gud er til og er GUD, og vi er hans – faldne! - skabninger, som vil gå til grunde uden hans frelse!
Og det er lige netop dette, Jesus taler om i selve det mest centrale pinse-stykke til i dag:
Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden (Joh 3,1-15).
Nu har vi også i forbindelse med denne pinse været inde på, at selv om Helligånden jo i pinsens tekster udtrykkeligt ses som ganske bogstaveligt noget med luft eller ånde eller vind, så må vi i vor tid se dette som enten nogle ledsagefænomener eller en rent billedlig udtryksmåde. For selvfølgelig er det ikke en slags finere form for luft eller vind, vi taler om, når vi siger Helligånden. Nej, det er simpelt hen Guds nærvær. Ikke ved siden af de atomer, der ”gør” noget inde i vore hoveder og kroppe, eller i de lydsvingninger, der fører vores tale frem igen gennem ørerne ind til bevidstheden. Men i det, atomerne og elektronerne, og hvad det nu ellers er, ”gør”!
Gud er jo på en gang hinsides det alt sammen og i det alt sammen. Og når ”Ånden er os nær”, ja, så betyder det vel bare, at Han gør sig særligt gældende i det, der sker i lige netop den pågældende situation! – og sådan vil det også være, hvis – billedlig talt – Guds livsånde igen begynder at blæse gennem den danske menighed. Hvorfor og hvordan kan ingen af os regne ud. Men når det sker, vil vi mærke det. Som vi også hørte det anden pinsedag – med salmistens ord:
Herre! ...
du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver;
du skjuler ansigtet, og de forfærdes,
du tager deres ånd bort, og de dør
og bliver til jord igen;
du sender din ånd, og der skabes liv.
(Sl.
104,24-30)
Lad os gå ind i hverdagshalvåret i håb og bøn om, at dette sidste må ske!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og
Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første
begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
* *
* * *
* * * *
Her følger eksempler på ”tiltaler” ved dåb af
større børn samt brudevielses- og begravelsesprædikener - alt renset for
personlige ting og uden tids- eller stedsangivelse
TILTALER
VED DÅB AF STØRRE BØRN
Kære n.n. og forældre og vidner/faddere!
Dette var jo ikke nogen helt almindelig dåb. Hverken en barnedåb eller en voksendåb.
N.n. har selv svaret jatak til, at hun gerne vil være Guds barn på dén gen-oprettede måde, der er tale om i den kristne dåb. Det har du, n.n.. Det er noget stort og godt, du har sagt ja til.
Men samtidig må vi indrømme, at n.n. ikke véd ret meget om kristendommen endnu. Derfor skal I forældre oplære hende i den kristne tro og bede for hende, for at hun må blive i Kristus, ligesom hun nu ved dåben er indpodet i Ham.
Og sker det, at forældrene dør, for n.n. bliver voksen, da skal I dåbsvidner/faddere, så vidt det står til jer, drage omsorg for, at hun oplæres i den kristne tro.
Fred være med jer!
* * *
Kære [...] - og jeres forældre!
Allerførst vil jeg ønsker især jer nydøbte tillykke med, at I nu er blevet medlemmer af den kristne menighed her i [...] Pastorat, og altså ganske særligt af menigheden i [...] sogn, hvor I bor - men dermed jo så også af hele Den Danske Folkekirke og videre igen af hele den Kristne Kirke på hele jorden!
Eller sagt på en anden måde: Sammen med alle os andre kristne er I nu blevet grene på hele det store træ, som har vokset her i verden siden den første påske og pinse, og som er Guds legeme her i verden!
I er kommet ind i et helt tæt sam-liv med Gud og alle os andre.
Om tre uger skal [...] konfirmeres. Og om nogle år skal også [...], om alt går vel, konfirmeres, dvs. først gå til præst og lære en hel del mere om alt det meget store og ikke så helt let forståelige, som kristendommen er.
Men jeg regner også med, at I på anden måde vil komme til at lære mere om det hele. At I snakker med hinanden om det i familien og sørger for at gå i kirke sammen med passende mellemrum. - HUSK: Kristendommen er ikke noget sært noget ved siden af livet, men Guds yderste ramme om og retning for det alt sammen!
Med disse ord ønsker jeg jer alle lys, kraft og velsignelse!
Fred være med jer!
* * *
Kære n.n.! Kære n.n.s dåbsvidner og øvrige familie!
Ja, jeg henvender mig jo mest til n.n.. Men indirekte jo også til jer andre, som nogle ord også til jer om, hvad der i dag er sket i jeres familie.
Men allerførst vil jeg altså ønske dig, n.n., tillykke med, at du nu er blevet medlem af den kristne menighed her i [...] Pastorat, og altså ganske særligt af menigheden i [...] sogn, hvor du bor - men dermed jo så også af hele Den Danske Folkekirke og videre igen af hele den Kristne Kirke på hele jorden!
Ja, det lyder højtideligt. Men det er det altså virkelig også! Og i dag har du fået en ganske særlig understregning af, hvor stor en sammenhæng der er tale om:
Og så er det altså ikke bare verdenshistoriens ældste og største "forening", du er blevet medlem af!
For dit medlemskab af denne "forening", Kirken, består jo først og fremmest i, at du nu på en helt særlig måde er blevet knyttet sammen med Gud, som i dag har sluttet en pagt eller overenskomst med dig, hvori han tilsiger dig sin evige solidaritet, så at du nu kan leve i bevidstheden om at være knyttet helt personligt og direkte sammen med hele tilværelsens og alle tings dybeste og yderste magt – på en ny og anden måde, end du jo allerede fra fødslen af levede "i ham" ved simpelt hen at være til og være skabt af ham.
Så derfor endnu en gang, til dig, n.n., og dine vidner og din øvrige familie: Tillykke med dåben!
Fred være med jer!
* * *
Kære n.n.! Kære n.n.s dåbsvidner og øvrige familie!
I ritualbogen står der, at ved dåb af voksne skal der her komme ”en kort fri tiltale”. Og det bliver først og fremmest til dig, n.n., men jo også til jer andre, både de andre i din familie, dine kammerater og alle som er til stede her i dag.
For vi har jo alle været med til at føre dig ind i denne forsamling, denne del af Kirken, og til at føre dig frem for Gud, for at du skulle modtage Hans dåb og dermed blive optaget i fællesskabet med både Ham og os.
Jeg ønsker dig på alles vegne tillykke med, at du nu er blevet medlem af den kristne menighed, Guds folk, ja, er blevet indpodet i det store livs-træ, som vi også kalder Kristi legeme.
Det er store ord! Men det er det, der er sket for dig her i dag.
Det er nemlig ikke bare verdenshistoriens ældste og største "forening", du nu er blevet medlem af!
For dit medlemskab af denne "forening", Kirken, består jo først og fremmest i, at du nu på en helt særlig måde er blevet knyttet sammen med Gud, som i dag har sluttet en pagt eller overenskomst med dig, hvori han tilsiger dig sin evige solidaritet, så at du nu kan leve i bevidstheden om at være knyttet helt personligt og direkte sammen med hele tilværelsens og alle tings dybeste og yderste magt – på en ny og anden måde, end du jo allerede fra fødslen af levede "i ham" ved simpelt hen at være til og være skabt af ham.
Så derfor endnu en gang, til dig, n.n., og dine vidner og din øvrige familie:
Tillykke med dåben!
Fred være med jer!
* * * * * *
BRUDEVIELSESPRÆDIKENER
Se oversigten over brudevielses-gudstjenesten
i Døllefjelde-Musse-Herritslev 1992-2003 nederst på undersiden ”Kirke og
teologi”!
NB! Ifølge sagens natur er brudevielses- og begravelsesprædikenerne uden tids- og stedsangivelse og renset for såvel navne som ”personlige” ting eller andet, der kunne identificere de pågældende personer. Når jeg overhovedet vover at sætte nogle eksempler på denne slags prædikener ind på denne underside, er det selvfølgelig, fordi også de viser, hvordan jeg i praksis har udmøntet mit kirkelige og teologiske syn, og fordi jeg mener, det vil kunne være nyttigt for især vordende og yngre præster at se disse eksempler.
* *
Vielsesprædiken
01
Vielsesord: Johs. 8,12
Kære Gud og Far i Himlen!
Vi er kommet herhen i dit hus for at høre dit ord over
vort liv.
Og vi beder dig: Lad os høre og mærke og forstå, at du
virkelig er vort livs Gud, så at alt godt kommer fra dig.
Vær hos os i både vore gode og vore onde dage!
Bekræft alt det gode og herlige, vi oplever, og trøst og
styrk os mod alt ondt.
Lad os leve hele vort liv i tro og tillid til dig,
omsluttet og opfyldt af din kærlighed og med dig som vort livs håb.
Ved Jesus Kristus din Søn, vor Bror og Herre!
Amen.
Engang da Jesus underviste på Tempelpladsen i Jerusalem, proklamerede han:
Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys (Joh 8,12).
Kære brudepar! Kære bryllupsgæster!
En ældre præst sagde for mange år siden til mig, at når man skal vie en af sine gamle konfirmander, så skal man selvfølgelig bruge vedkommendes konfirmationsord som vielsesord.
Det begyndte jeg derfor at gøre, da jeg var blevet så gammel, at sådanne tilfælde indtraf.
Og det har jeg også gjort i dag med [NNs] konfirmationsord.
For der er jo en god symbolik i det for [NNs] vedkommende, når det gode ord fra vor Herre Jesus, der i [...] lød til hende her i kirken i forbindelse med hele efterklangen af hendes dåb her i kirken i [...] nu så helt udtrykkeligt kommer til at følge hende videre frem!
Og så er det altså også virkelig et godt ord!
Der er således kun een indvending, man kan komme med, og det er, at det kan siges at være lidt uretfærdigt over for [brudgommen]!
Det kan også være, jeg i ligestillingens navn burde være gået fra denne skik. Men nu må [brudgommen] altså finde sig i at dele dette ord med [bruden]. Og omvendt! For hun kommer jo også til at dele det med ham – kommer ikke længere til at have det for sig selv!
Men nu nok om det. Lad os hellere koncentrere os om indholdet i dette gode Jesus-ord, som nu er blevet jeres fælles vielses-ord – og i en meget bogstavelig forstand kommer til at stå som et lysende fortegn for hele jeres liv sammen som ægtefolk.
Hvis vi ville, kunne vi ganske vist godt bruge det "dele-forhold", der her er tale om, som udgangspunkt for en længere række betragtninger over hele det store "dele-forhold", som ægteskabet er.
Men det har vi ikke tid til! Hvis I skal have gode råd om, hvordan man bærer sig ad med at leve sammen som mand og kone, må I lytte til de taler, der sikkert bliver holdt for jer i aften!
Og det samme gælder alle de gode ting, der kan siges om jeres personer og jeres livshistorier, fra I blev født til i dag. Det er der heller ikke tid til her i denne særlige prædiken. Også i denne forbindelse må jeg henvise til de taler, der vil blive holdt for jer – af nogle, der virkelig har forudsætningerne for at holde dem!
For: Hver ting til sin tid! Og det helt særlige ved, at I nu står lige netop her foran alteret i det kristne kirkerum, det er jo, at I skal have det kristne evangelium sat som fortegnet for jeres liv sammen som kristne ægtefolk!
Der er selvfølgelig også det særlige ved det, at det på denne måde udtrykkeligt bliver understreget, at det er "for Gud og for os, som er her til stede", I om lidt bekræfter det løfte, I allerede har givet hinanden, og at det er "ægtefolk både for Gud og mennesker", jeg derefter og på dette grundlag forkynder jer at være.
Men Gud hører altså også, hvad der bliver sagt nede på rådhuset! Ligesom han også hører, hvad to mennesker helt alene lover hinanden og aftaler med hinanden. Så det helt særlige ved den kristne brudevielse her i kirken er altså, hvad Gud siger til jer!
Og det omslutter altså også hele jeres liv på en måde, som intet andet kan. Det er en stor tåbelighed at bilde sig ind, at det skulle være mere "livsbekræftende", hvis præsten står og holder en slags almindelig festtale for brudeparret!
Nej, lad os hellere drage noget af det frem, vi skal synge lige om lidt, i salmen efter vielsen:
Ved brudeblus i Jesu navn
dog gode råd vi finde (736,4).
Og vi kan i den forbindelse også tænke på den bryllupssalme, der ligefrem begynder med konstateringen af, at
Alterlyset i Herrens hus
er det ædleste brudeblus (741,1).
Brudeblusset var jo i rigtig gamle dage det lys – eller måske ligefrem den fakkel - der blev båret foran brudeparret, når det førtes til brudekammeret!
Og så kan det jo faktisk ikke være mere konkret og direkte livsbekræftende!
For så betyder det, vi synger, jo at det lys, der holdes op for jer i evangeliets ord, lyser det samme sted hen, som det lys vi andre tænder til ære for jer. Det er ikke det, der er forskellen. Forskellen ligger i lysets kvalitet og kilde.
Brudeblusset i Jesu navn er et stærkere lys end noget lys, vi mennesker kan tænde for hinanden. Og det kommer det allerdybeste sted fra. Eller det aller-yderste sted fra, nemlig fra Guds evige herlighed: Evangeliets brudeblus er vor Herre Jesus Kristus selv som verdens lys.
Og vi skal desuden lægge godt mærke til det lille ord "dog" i de linier, jeg citerede allerførst:
Ved brudeblus i Jesu navn
dog gode råd vi finde.
For det er jo ikke bare det, at vi mennesker trænger til at have noget, der er større end os selv, til at give vort liv perspektiv. Vi har desværre navnlig brug for noget, der kan sætte vort liv ind under nogle andre vilkår end dem, der ellers er kommet til at gælde for det!
Det er derfor, Jesus ikke nøjes med at proklamere sig selv som bare sådan "verdens lys" i al almindelighed, men udtrykkeligt gør det i modsætning til mørket, idet han tilsiger dem, der følger ham, at så vil han – også i det allertætteste mørke være "livets lys" for dem.
Og det er netop her, vi får den helt store livs-bekræftelse
sin fødestavn
skal blomsten atter vinde (736,4).
Og det er altså, hvad der bliver tilsagt jer to her i dag og holdt op som selve livets store lys for jer, at uanset alt, hvad I kommer til at gå igennem i jeres liv, så har det ikke alene paradiset både bag sig og foran sig, det er også allerede nu plantet tilbage i det!
Lad altså dette stå for jer i dag og alle resten af jeres dage, så også alle de mindste ting i jeres liv kan komme til at stråle i glansen af livets sande lys, og så intet mørke nogensinde vil kvæle dette lys for jer!
Tak og lov være dig, vor Gud, for dit lys over vort liv!
Amen.
* *
* * * *
BEGRAVELSESPRÆDIKENER
Se oversigten over begravelses-gudstjenesten i Døllefjelde-Musse-Herritslev 1992-2003 nederst på undersiden ”Kirke og teologi”!
NB! Ifølge sagens natur er brudevielses- og begravelsesprædikenerne uden tids- og stedsangivelse og renset for såvel navne som ”personlige” ting eller andet, der kunne identificere de pågældende personer. Når jeg overhovedet vover at sætte nogle eksempler på denne slags prædikener ind på denne underside, er det selvfølgelig, fordi også de viser, hvordan jeg i praksis har udmøntet mit kirkelige og teologiske syn, og fordi jeg mener, det vil kunne være nyttigt for især vordende og yngre præster at se disse eksempler.
* *
Læsninger: 1: Es. 11.1-10 + (som altid) Påskeevangeliet
Prædike-ord: Mt. 28,16-20 (delvist).
Kære Gud og Far i
Himlen!
[NN] er død, og vi er
nu samlet her i dit hus
for at befale
[[ham/hende]] i din varetægt,
for at lægge vor sorg
frem for dig
og
for at få trøst og styrke ved at høre dit ord.
Og vi beder dig:
Lad os høre sandhedens
og livets kraft i alt det, du taler til os, så vi kan føle og mærke, at også i
dag er du vort livs Gud,
i både gode og onde
dage er du vort livs Herre, ja, i alle vore dage og indtil tidens ende.
Og tag os efter den
yderste dag ind til den evige glæde hos dig i dit rige.
Ved Jesus Kristus, din Søn, vor Bror og Herre.
Amen.
Da den Opstandne Jesus mødte de elleve disciple på det bjerg i Galilæa til det bjerg, hvor han havde sat dem stævne, tilbad de ham, "men nogle tvivlede". Da gik Jesus hen til dem og sagde:
Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.
Vi er samlet her i dag for at tage afsked med [NN]. Og der er mange følelser i os. [NN] fyldte [...] år her i februar, og så vidt, jeg har forstået, døde hun en stille og rolig død uden særlig forudgående sygdom. MEN lige meget hvor meget vi siger, at sådan, som det hele er, kan ingen vente mere, så føler vi som mennesker – og ganske særligt som kristne mennesker – over for døden sorg og angst, ja, en trang til oprør; for det ER en stor uorden, at vi skal leve for at dø.
Sådan er det hele ganske vist skruet sammen rent biologisk. Det er vi alle sammen godt klar over. Men menneskeligt – for slet ikke at sige kristeligt – er der mere at sige til det, end hvad vi kan læse os til i biologibogen.
Men selv om vi som kristne ikke bare kan give os hen i konstateringen af, at sådan er nu "livets gang" og derfor må føle en ganske særlig smerte og oprørthed over dødens uafvendelighed, så er dette heldigvis kun den ene side af sagen. Den anden side af sagen er, at vi jo midt ind i hele den smertefulde gåde, som vor tilværelse er, har fået plantet et håb.
Her i den gudstjeneste har dette fået skikkelse af særligt møde mellem "jul" og forsommer!!!
Ja, der er jo faktisk noget nærmest midsommeragtigt over disse dage [...] , og det er dejligt. Det lollandske landskab omkring os er så smukt og dejligt, som det overhovedet kan blive.
Men vi ved også godt, at netop midt i al denne sommer-herlighed lurer vemoden. Bedst som det hele er allergrønnest, begynder bladene at blive ormstukne og kornet at guldne.
Og i denne stemning trænger vi netop til sådan nogle jule-ord og jule-toner, som vi får i vore munde og øren her i dag - med nogle ord fra en salme, vi ikke synger i dag:
Jeg ved, hvor håbet grønnes da,
når alting falmer her;
min frelsers træ på Golgata
en evig krone bær'.
Midt i alt dette sidder vi så med ikke alene sorgen over [NN]s død, men også med mindet om [hans/hendes] liv. Med hele vor følelse nægter vi at lade det liv, [NN] har levet, og som vi har delt med [ham/hende], være underkastet den rene tilintetgørelse. Derfor vil vi have det hos os i mindet nu i dag. Og derfor vil vi have det med os i mindet i resten af vore egne dage. Men alt det, der foregår her ved denne gudstjeneste, går sammen med vor rent menneskelige følelse og siger til os: Ja, det er netop denne følelse, der her bliver bekræftet, det er netop denne følelse, der ind i sin afmægtige trods får plantet det mærkelige håb fra livets Gud, som julenat kom ind i verden. I dette håb vil vi nu mindes [NN]s liv.
[Her fulgte et ”personligt” afsnit på 255 ord ]
Ja, således har vi nu set tilbage over [NNs] liv – og på den måde haft det til ligesom at være til stede her midt i vor helt særlige sommer-julesammenhæng. Men det helt særlige ord til os midt i alt dette, er jo det ord fra vor opstandne Herre og Frelser Jesus Kristus selv, som jeg læste allerførst her ved [NNs] kiste – som en gen-klang af vor helligtrefoldighedsfest i søndags, hvor det netop var det allersidste afsnit af Matthæusevangeliet, vi hørte, det afsnit, hvoraf en del jo også indgår i dåbsritualet, og hvor det endelige og helt afgørende, den Opstandne til-siger os, er det store løfte om, at han vil være med os alle dage, indtil verdens ende.
Alene det, at der overhovedet lyder et sådant til-sagn til os midt i hele vor smerteblandede situation – og altså også på en dag som denne.
Men jo så også det, at uanset hvor svært vi kan have ved at tage imod det, så er det faktisk en historisk kendsgerning, at den Jesus, som evangelisterne har berettet om, og de andre nytestamentlige forfattere har vidnet om, han selv var endt i det helt store nederlag med arrestation, tortur og korsfæstelse, men så – i hvert fald på en eller anden måde! – kom til at leve videre hos og i dem, der troede på ham - så at sådan et til-sagn, som det, vi får også her i dag, er kommet til at leve i hans Kirke, hvor det har virket sammen med alle de mange andre udtryk for sandhed og liv, som der har været og stadig er.
Lad os derfor virkelig høre dette tilsagn som et dejligt håbets løfte også til os, så at vi i dette håb kan befale både [NN] og os selv, hver især, i vor Herres Jesu Kristi og vor Fars evige varetægt.
Tak og lov være dig, vor Gud, for evangeliets lys og håb.
Amen.
Lad os bede!
Far i Himlen, vi takker dig for din kærlighed og trofasthed i din Søn, Jesus Kristus, for alle livets gaver, for vore kære og for alt, hvad du har givet os i hende/ham, som vi nu har mistet. Vi beder dig, tag hende/ham i dine hænder, trøst os i sorgen, og være os til sidst en nådig dommer. Skænk os for Jesu Kristi skyld en glædelig opstandelse.
Amen.
* * *
[1] I denne periode havde vi i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat i stedet for et kirkeblad en halv side i den lokale Nysted Avis en halv snes gange om året.