|
POLITIK Bent
Christensen |
Denne side er senest opdateret 20.04.09: DE FORENEDE DEMOKRATISKE NATIONER. - I anledning af Durban II. - Kristeligt Dagblads Onlinedebat.
Og det bliver nok den sidste opdatering
af denne side. Jeg er ikke længere politisk aktiv, som jeg i sin tid var det
lidt. Jeg koncentrerer mig nu om mit forfatterskab og mine oversættelser fra
polsk. Jeg kan stadig finde på at ytre mig politisk i såvel bredere som
snævrere forstand. Men disse ting bliver sat på undersiden "Debat".
NB! Mine kommentarer
til situationen omkring Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, altså også
reaktionerne i store dele af den muslimske verden i slutningen af januar måned
2006, står alle på undersiden ”Fremmedpolitik”.
Selv om der nu er tale om et globalt magtpolitisk spil, hvori fx EU også bør
spille en rolle - Se også undersiden ”Program”.
* * *
INDHOLD
PÅ DENNE UNDERSIDE
NB! Allernederst på denne side står de tekster, jeg skrev i
forbindelse med min deltagelse i kommunalbestyrelsesvalget i Lolland Kommune
2005 - indledt med en særskilt indholdsoversigt.
* *
DE FORENEDE DEMOKRATISKE
NATIONER. - I anledning af Durban II. -
Kristeligt Dagblads Onlinedebat 20.04.09.
FOR FRIHEDENS SKYLD. -
Opfordring til modstand mod den måde, EU fungerer på. - Lolland-Falsters
Folketidende 15.12.08.
VED MIN AFGANG SOM LOKALFORMAND
FOR DF. - Lolland-Falsters Folketidende 28.03.08.
HVAD MENER DU OM S OG DFS FÆLLES
FRONT OM LØNKRAV OG JOBPLAN? - Indlæg i Berlingske Tidendes netdebat
”Din mening” 15.12.07.
EN VIDERE PROBLEMATIK. - Eftervalg-hilsen i Lolland-Falsters
Folketidende 23.11.07.
SOM I 90’ERNE? - Valglæserbrev i Lolland-Falsters Folketidende
09.11.07.
VÆLG DET SIKRE! - Valglæserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende 26.10.07.
HUSK AT HAKKE PÅ DANSK FOLKEPARTI. - dr.dk/debat 12.06.07.
DE LIBERALE OG SHARIAEN. - Lolland-Falsters Folketidende
31.05.07.
MINDST 15 PROCENT [til Dansk Folkeparti ved næste valg]. -
Lolland-Falsters Folketidende 24.05.07.
INDLÆG I NETDEBAT I ”NYHEDSAVISEN”
I FORBINDELSE MED BT- / MORTEN MESSERSCHMIDT-SAGEN. - 23.05.07.
AKTUELLE BETRAGTNINGER OM RELIGION OG POLITIK OG KRISTENDOM
OG POLITIK. - Indlæg på DF-mødet på Kramnitze Pumpestation 19.05.07.
FOR SVAGT OG FOR SENT. - Utrykt svar på en replik i
Jyllands-Posten til nedenstående indlæg ”Støvleslikkende propagandister”. - Sat
her på undersiden 03.02.07.
STØVLESLIKKENDE PROPAGANDISTER. - Kommenteret
George Orwell-citat fra 1944. - Jyllands-Posten 17.01.07.
FOLKEPARTIER. (I anledning af striden mellem DF og
De Konservative). - Lolland-Falsters Folketidende 15.12.06.
TÆNK, HVIS ... - Svar på et socialdemokratisk angreb på Dansk
Folkeparti på grund af DFU-tegningerne. -
Lolland-Falsters Folketidende 17.10.06.
INDLÆG PÅ DANSK FOLKEPARTIS ÅRSMØDE 2006. - 16.09.06
FOLKELIGE SOMMERTANKER. - Lolland-Falsters
Folketidende 02.09.06
SAGEN FREMFOR ”TONEN”. - Svar på angreb mod DF fra
EL-folketingskandidat. - Lolland-Falsters Folketidende 31.05.06.
VKR - DF-S-SF-EL?. - Utrykt
debatindlæg, sendt til Jyllands-Posten 02.05.06, sat her på siden 13.05.06.
ROD I BEGREBERNE. - Om den russiske unge mand, der
ikke kunne få lov at blive i Danmark . -
Lolland-Falsters Folketidende 01.05.06
BEKLAGELIGT, MEN NØDVENDIGT. - Om den russiske unge
mand, der ikke kunne få lov at blive i Danmark . -
Lolland-Falsters Folketidende 29.04.06
FOLKEKIRKEN I
MUHAMMED-KRISEN. - Præsteforeningens Blad 2006/15-16, 15.04.06.
LEDER, LEDE, LEDEST. - Lolland-Falsters Folketidende
15.04.06
FORMAND FOR DANSK FOLKEPARTI LOLLAND (Fra 05.04.06)
P 1 FORMIDDAG (Poul Friis) 29.03.06 med professor
Henning Koch om hans forslag om en samlingsregering for at holde DF ude. - Sat
på her 30.03.06.
DET FOLKELIGE LIV I KOMMUNEN. - Et endnu 29.11.05
utrykt læserbrev. - Står også på undersiden ”Program”. - 29.11.05.
FOLKELIGHEDEN SOM POLITISK IDE-GRUNDLAG
I DET 21. ÅRHUNDREDE. - Nogle skitserede tanker i al foreløbighed, skrevet
specielt til denne underside. - 31.10.05.
EFTER TIDENS TARV OG VILKÅR. Ny folkelighed. -
»Opinion« i Berlingske Tidende 15.05.05.
BEMÆRKNING OM IRAK-KRIGEN (m.m.). - Kun her på
denne underside. - 12.02.05.
EFTER VALGET - EFTER SOCIALDEMOKRATIET. - Læserbrev
i Lolland-Falsters Folketidende. - 11.02.05.
JEG STEMMER PÅ KJELGAARD. - Valglæserbrev i
Lolland-Falsters Folketidende. - 20.01.05.
JA, EN NY FRONTSTILLING!.
- Utrykt debatindlæg. Skrevet 13.07.04. Sat her på siden 15.07.04.
OVER FOR DEN KULTURRADIKALE ARDENNEROFFENSIV.
Utrykt debatindlæg, skrevet 27.02.04. - Står også på undersiden »Program«. -
04.03.04.
DEN IRAK-AGTIGE KULTURKAMP. Den endnu herskende
elite viser tegn på desperation, men kan ikke besejres ved den kulturkamp, de
borgerlige hidtil har ført ... - Utrykt debatindlæg, skrevet 13.12.03. - Står
også på undersiden »Program«. - 22.12.03.
BERUFSVERBOT OG KULTURKAMP. Kommentar i anledning
af Henrik Gade Jensen-sagen - Utrykt. Skrevet 29.11.03. - Står også på
undersiden »Program«. - 29.11.03:.
TAK - MEN ... . Læserbrev sendt til Information
29.11.03 i anledning af, at mit indlæg »Bush & Co. ...«
havde været i lørdagen efter den tirsdag, hvor Information havde den
forsideartikel, som fik regeringen til at »gå« Henrik Gade Jensen. - 01.12.03.
BUSH & CO. SKAL IKKE KUNNE GEMME SIG BAG
TERROREN. - Trykt i Information. - 29.11.03.
HVAD GØR VI? Er der en bare ikke alt for frygtelig
vej ud af Irak-situationen? – Bemærkning her på denne underside. - 23.08.03.
REGERINGEN LØJ. - Trykt i Information 20.08.03.
Tilfældigvis, helt utilsigtet, på avisens 60-års fødselsdag. - Manuskript-titel:
»Enig med Information om Irak«. - 20.08.03.
UTROLIGT. - Kommentar til Poul Høis nyhedsanalyse
af Irak-krigen i Berlingske Tidende den 15. jul – Læserbrev sendt til
Berlingske Tidende, men ikke optaget. - 26.07.03.
KOLOSSEN VÆLTET. Til dels efter krigen. En første
kommentar. – En slags dagbogsnotat her på denne underside. - 10.04.03.
EFTER KRIGEN. – Bemærkning her på denne underside.
- 28.03.03.
NEJ TIL IMPERIUM AMERICANUM.
- Læserbrev sendt til Jyllands-Posten 25.03.03, men ikke optaget. - 25.03.03.
Jeg er nu DF'er – hvad er I?.
- Dansk Kirketidende nr. 17/2002. – 30. august 2002. - 30.08.02.
NATIONALSTATENS RENÆSSANCE? Om min vej fra
internationalt åben barndom og ungdom til skuffet EU-tilhænger med nye
overvejelser om nationalstatens rolle. - 17.08.02.
* *
TEKSTERNE:
De Forenede Demokratiske Nationer
[Kristeligt Dagblads Onlinedebat 20.04.09]
Tiden er inde til, at vi for alvor begynder at arbejde for oprettelsen af et "De Forenede Demokratiske Nationer". Det kan blive svært. Jeg mener, vi skal være meget strenge med hensyn til betingelserne for at kunne være med. Og det skal selvfølgelig ikke være i stedet for det nuværende FN. Vi kan jo ikke lade, som om de ikke-demokratiske lande ikke findes. Men det vil være godt, om der i det mindste - foreløbig - bliver TALT om denne mulighed, så forskellen kan blive trukket op.
Bent Christensen
* * *
For
frihedens skyld
[Lolland-Falsters
Folketidende 15.12.08]
Jamen jeg har det godt
med mit eget. Har brug for hvert eneste minut. Sætter også løbende mine
erindringer på min hjemmeside. Er ved at være færdig med 1964. Tænker allerede
på 1965, hvor jeg første gang trådte politisk frem - for frihedens skyld. I
2001 var det også for frihedens skyld. Og når jeg her i 2008 må opfordre til
modstand mod den måde, EU fungerer på, er det igen for frihedens skyld. Vi står
over for en farlig magtarrogance og foragt for befolkningerne.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Ved min afgang som lokalformand for DF
Af Bent Christensen
Afgået formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
[Lolland-Falsters Folketidende 28.03.08. - Står også på undersiden ”Program”]
På DF Lollands generalforsamling den 25. marts genopstillede jeg ikke til
formandsposten og er dermed nu forhenværende. I den anledning vil jeg først og
fremmest byde min efterfølger og forgænger Erik Kjelgaard velkommen tilbage på
formandsposten og ønske ham og vor lokalforening held og lykke. Men jeg vil
også benytte lejligheden til at forklare, hvorfor jeg ikke ønskede at
genopstille, og til at sige lidt om de både politiske og videre perspektiver i
det, jeg ønsker at koncentrere mig helt om i resten af min tid.
Jeg er nu simpelt hen nødt til at bruge al min tid på de to områder, jeg
i 2003 gik på pension for at dyrke, nemlig ”udmøntningen af arven og
inspirationen fra Grundtvig” og ”slavistik” (nu især Polen og det polske, men
også det vendiske i fortid og nutid, herunder ikke mindst det sorbiske i
Sydøsttyskland, hvor dette slaviske mindretal jo lever den dag i dag). Om mine
politiske aktiviteter har jeg ellers sagt, at min store lærefader Grundtvig jo også
var politiker. Men jeg fylder snart 65 og har langtfra Grundtvigs arbejdskraft!
Jeg er simpelt hen nødt til at koncentrere mig, hvis jeg skal nå bare lidt af
det, jeg gerne vil.
Der er altså ikke politiske grunde til min afgang. Langtfra. Jeg vil
fortsat være et aktivt medlem af Dansk Folkeparti og dermed deltager i kampen
mod befolkningsudskiftning og islamisering. Og i særligt tilspidsede
situationer vil jeg intensivere min indsats. Jeg vil også fortsat interessere
mig for de mere positive og almindelige politiske områder, som jo er det, det
hele egentlig drejer sig om. Og der er ingen skarp grænse mellem disse områder
og de særlige områder, jeg nu vil koncentrere mig om.
Der er en klar sammenhæng mellem ”arven og inspirationen fra Grundtvig”
og en lang række politiske områder. Der er selvfølgelig alt det, der har med
”det folkelige” at gøre, hvor jeg dog, som på de fleste andre områder, er en
minimalist, der vil begynde helt forfra og kun regne med det, der virkelig er
noget og kan godtgøre sig selv som sådant. De, der skyder på det Morten Korch-fugleskræmsel,
de selv har rejst, kommer i hvert fald ikke til at ramme mig. Spørgsmålet er jo
ikke, om vi fx kan få Danmark tilbage til 1950’erne og fryse det fast dér.
Spørgsmålet er, hvordan vi overhovedet kommer ind i den fremtid, der som
bekendt er uundgåelig for os alle, med både jord- og bagudforbindelse
og i det hele taget med sjælen i behold, så vi ikke ender som dele af een stor ens global masse af fuldstændig tomt og
overfladisk producerende og forbrugende individer. Og dette har også noget med
selve demokratiet og forvaltningen at gøre. Jeg er overbevist om, at både den
demokratiske proces og fx det at have loyale og pålidelige folk i alle
forvaltningsgrene forudsætter en eller anden form for det, man i gamle dage
kaldte ”folkelighed”. Dette er også et meget vigtigt aspekt i hele
EU-problematikken.
Men der er også ulighedsproblematikken, hvor man jo bare kan tænke på de
kendte Grundtvig-ord ”når få har for meget og færre for lidt”. Og der er den
trussel mod demokratiet, som den nye store globale kapitalisme udgør. Jeg har
længe sagt, at når islamismen engang er blevet historie (som det sker for
enhver totalitær ideologi), så bliver den store udfordring den globale
kapitalisme. Jeg vil ikke bekæmpe kapitalismen. Den har jo blandt andet den
store og enestående fordel, at den virker! Men jeg vil kæmpe for, at der ikke
bliver samlet alt for megen magt i bestyrelses- og direktionslokalerne. Også
her vil et på en eller anden måde folkeligt indhold i den demokratiske
styreform være afgørende. Idet vi jo ikke må glemme, at også erhvervslivets
topfolk gerne skulle føle sig som en del af folket. Det er sikkert storslået af
være topleder i erhvervslivet, men kun rigtig storslået, hvis man ved sit livs
ende kan sige til sig selv, at man virkelig har tjent sine medmennesker med
det, man har lavet.
Sidst, men ikke mindst er der det, vi kalder værdikampen. Heri indgår
også de ting, jeg allerede har nævnt. Men jeg vil i al ubeskedenhed tillade mig
at pege på, at de ting, jeg nu skal arbejde endnu mere koncentreret med end
før, helt grundlæggende drejer sig om udviklingen af nogle koncepter med
henblik på en, kan man godt sige, alternativ kultur. Hvor langt jeg når, kan
jeg ikke sige. Men jeg håber, at der under alle omstændigheder vil være yngre,
der kan og vil fortsætte, hvor jeg har sluppet.
Det er umuligt at komme nærmere ind på disse ting her. Men man kan læse i
hvert fald en del mere om det på min hjemmeside www.bentchristensen.dk. Og jeg kan oplyse,
at mit projekt fra begyndelsen af har haft arbejdstitlen ”poetisk livsfølelse
og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”, men nu er blevet
udvidet, for så vidt angår både den litteratur- og idéhistoriske forskningsdel
og den del, hvor jeg prøver at udfolde og producere mine egne ting. Dette er
ikke kultur-kamp. Kultur-kamp
fører aldrig til noget nyt og positivt, men kan højst holde noget dårligt
tilbage og holde et rum frit, hvori noget nyt kan blive til. Hvis noget nyt og
levende skal blive til, kan det kun ske, hvis der bliver arbejdet på det for
dets egen, ja, helt højtideligt sagt ”for livets skyld”.
Jeg ved, at dette er store ord i marts (hvor dette er skrevet), men det
er i disse sammenhænge, jeg arbejder og vil gøre det, så længe jeg kan. Hvad
der kommer ud af det, vil vise sig.
Men jeg melder mig altså ikke ud af hverken partiet eller samfundet eller kirken, så vi ses - og høres!
* * *
Den
15. december 2007 gav jeg i Berlingske Tidendes netdebat
”Din mening” nedenstående svar på spørgsmålet
Hvad
mener du om S og DFs fælles front om lønkrav og
jobplan?
Det er rigtigt, at S og DF på mange områder har et værdifællesskab. Og det vil de for alvor få, når S indser, at de må opgive deres sidste rester af sværmerisk fremmedpolitik. Der vil dog stadig være ideologiske rester med tilhørende floskler tilbage hos S, så DF vil på en del værdipolitiske områder være mere i overensstemmelse med V og K. DF er ikke bare et social-demokratisk parti, men også et social-konservativt parti, og et pragmatisk, ikke ideologisk parti. Ligesom S svigter sin egen naturlige forpligtelse ("Danmark for folket"), svigter K sin ("Gud, Konge og fædreland") - til fordel for en overfladisk, "luksusglobalistisk" ny overklassepolitik. Hvis S og K havde levet op til deres egen tradition, ville DF slet ikke have været her. Der er også fine "nyoverklassefolk" i Venstre - og liberalistiske sværmere - men som helhed er V helt anderledes folkeligt end K, så man kunne også forestille sig en eller anden grad af og form for samarbejde mellem S, DF og V, de tre mest ægte folkepartier. Det, vi ser nu, er, at en ny politisk klassedeling er ved at tegne sig. Men vi skal huske på, at man ikke behøver at høre til "underdanmark", fordi man har en solidarisk folkelig indstilling. Jeg har selv de højeste akademiske grader, man kan få. Og har et stort internationalt engagement.
* * *
En videre problematik
[Lolland-Falsters Folketidende 23.11.07]
Idet jeg takker alle de vælgere, der har stemt på Dansk Folkeparti og på vor lokale kandidat, ønsker jeg i min egenskab af lokalformand at sige, at det pdes. er glædeligt, at Dansk Folkeparti igen fik fremgang, men at det pdas. er en meget usikker og vanskelig situation, vi er havnet i. Jeg har dog fuld tillid til, at vor folketingsgruppe med Pia i spidsen også nu vil kunne varetage vælgernes og Danmarks interesser med den dygtighed, som selv vore argeste modstandere anerkender.
Den stramme indvandringspolitik må fortsættes. Og kampen for de danske - og i det hele taget vestlige - værdier. Mange har ondt af, at vi er nogle præster, der går ind for dette. Men det kunne jo være, fordi vi har særlige forudsætninger for at se, hvad der står på spil.
Men der tegner sig nu også en videre problematik. Med den borgerlige elites indtog på arenaen. Eller en del af den. For vi har jo også i vor lejr folk med høje uddannelser og internationalt udblik og erfaring. Det store spørgsmål er, om man hæver sig fornemt over de andre, eller om man føler sig forbundet med dem i et gensidigt folkeligt fællesskab. Og hvad den meget omtalte globalisering angår, er vi jo alle klar over, at der her er tale om en udfordring, der kalder på alle vore talenter og al vor energi. Her er spørgsmålet bare, om vi kaster os ud i et lallende overfladeskøjteri, eller om vi bruger vore evner og vor energi til at komme ind i fremtiden med sjælen i behold.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Som i 90’erne?
[Lolland-Falsters Folketidende 09.11.07]
Mange har som hovedpunkt i deres valgkamp, at DF skal holdes ude. Men hvis dette lykkes, risikerer vi - med en omskrivning af den kendte sang - at ”så bli’r det lissom i halvfemserne”. Og det er der rigtig mange danskere der ikke ønsker.
Hvis du ønsker, at den stramme indvandringspolitik skal fastholdes, og i øvrigt går ind for danske værdier og ægte velfærd, skal du sætte kryds ved liste O. Og hvis du ønsker direkte DF-repræsentation i Folketinget for Lolland Kommune, skal du stemme personligt på Hans Jørgen Heitmann Jensen.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Vælg
det sikre!
[Lolland-Falsters Folketidende og Dansk Folkeparti Lollands hjemmesides*) valgunderside 26.10.07]
Vælg det sikre! Det er et gammelt slagord. Men ved dette valg har det et indhold som aldrig før, idet den stabilitet på alle områder, der er blevet skabt siden 2001, nu trues af kræfter, som man aldrig før har set samvirke: venstresocialisme, islam og borgerlig pænhed (pengegriskhed med et menneskeligt ansigt). Er du i tvivl, skal du sætte kryds ved Dansk Folkeparti. For en sikkerheds skyld.
Bent Christensen
formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
(*
DENNE NOTE MED LINK KUN HER:
Du
kan besøge DF Lollands lokalside ved at klikke på:
http://www.danskfolkeparti.dk/Lolland.asp
* * *
Husk
at hakke på Dansk Folkeparti
[Indlæg på dr.dk/debat 12.06.07 som kommentar til artikel med ovenstående overskrift]
Da jeg så overskriften, fik jeg det håb, at der var tale om en kommentar til det forhold, at man altid skal huske at hakke på Dansk Folkeparti - også, og ikke mindst, hvis man har sagt noget, der egentlig svarer til Dansk Folkepartis politik!
Men jeg blev jo skuffet. For det var bare en opfordring til Socialdemokraterne om at huske dette obligatoriske hakkeri!
Særlig skuffet blev jeg imidlertid, fordi der var tale om en intern opfordring (fra Lars Weiss) - som politisk ordfører Henrik Sass Larsen fandt overflødig. Jeg hører nemlig til dem, der ser en tilnærmelse mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti som en ikke så fjern mulighed. Når nemlig de fine og rige begynder at føre sig frem ved partierne Radikale. Ny Alliance og Konservative, så må ikke mindst Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti nødvendigvis skulle danne en modvægt. Men også det tredje ægte folkeparti Venstre må være med. Jeg har ligefrem set et forslag om en alliance mellem disse tre partier! Det største problem er er selvfølgelig Socialdemokraternes venstrefløj og Socialdemokraternes frygt for at tabe vælgere til Socialistisk Folkeparti (hvor de så i øvrigt vil være henne i denne nye klassekamp). Men lad os nu se. Også selv om vi nok skal se ret langt!
Bent Christensen
* * *
De liberale og shariaen
[Lolland-Falsters Folketidende 31.05.07. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik” / ”Politik”.]
Det var en flot række liberale plusord, VU-formand Nicklas Thorsen fik regnet op 29. maj. Og tilsvarende en grim række skældsord mod os i DF. Men hvad vil han? En sminket videreførelse af den hidtidige udlændingepolitik? Eller ændringer i form af øget muslimsk indvandring og øget islamisering af samfundet? Bliver det sidste tilfældet, kan han og andre liberale unge få en slem forskrækkelse, når shariaen rammer også deres cirkler.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Mindst 15 procent
[Lolland-Falsters Folketidende 24.05.07. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
Til Anne-Lise Becker (23/5): Lad bare Ny Alliance komme til. Enhver bevægelse væk fra Elsebeth Gerner Nielsen og Marianne Jelved skal hilses velkommen.
Men til de vælgere, der vil være på den sikre side med hensyn til fastholdelsen af den stramme fremmedpolitik, siger jeg, at det er klogest at stemme på Dansk Folkeparti ved næste valg. Lad bare Venstre og (især) Konservative gå sammen med Ny Alliance, men Dansk Folkeparti skal op på mindst 15 procent!
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
INDLÆG 23.05.07 I NETDEBAT I FORBINDELSE MED ”NYHEDSAVISENS” ARTIKEL
22.05.07: ”MESSERSCHMIDT PÅ PINEBÆNKEN – IGEN”.
[Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
NB! Disse tre indlæg står
også i rækkefølgen ældst nederst, yngst øverst
TREDJE INDLÆG (kl.
15.40)
Kære Karin Bennedsen!
Jeg godt skelne
mellem den helt skikkelige muslim, der oprigtigt mener at have sit forhold til
Tilværelsens Herre i islam, og så den frådende islamist. Og hverken Søren
Krarup eller jeg skærer de muslimske MENNESKER over en kam. At vi skulle gøre det,
er endnu et af de mange ”mantraer”, vore modstandere bliver ved at fremsige. Og
jeg kan sådan set også godt skelne mellem den moderne, politiske islamisme, og
så islam som sådan. Spørgsmålet er imidlertid, om der kan skelnes SKARPT mellem
islam og islamisme. Prøv og læs Koranen, så vil du se, at det alt sammen
grundlæggende er der. Totalitarismen ligger i selve islams åbenbarings-,
skrift- og gudsbegreb. Og derfor vil den hårde kerne af islamister altid have
den store skikkelige flok som en klangbund, ja, som netop en flok, det er nemt
at køre rundt med. Tilsvarende er kendt fra andre sammenhænge, fx
kommunisternes indflydelse på arbejdspladserne i sin tid.
Det er de skikkelige
muslimers problem, hvordan de vil forholde sig til deres totalitære religion.
Men det er vores problem, hvis dens herredømme skal udbredes hos os. Det er
derfor, vi må afvise ikke bare den militante islamisme, men også islam som
sådan. Vi vil simpelt hen ikke have vort samfund præget af den slags - bare
fordi nogle bildte os ind, at vi da skulle hjælpe nogle stakkels forfulgte
mennesker. Der ligger et meget tungt ansvar på dem, der indførte og længe
forsvarede den muslimske indvandring i Danmark.
Og lad bare Ny
Alliance komme til. Enhver bevægelse væk fra Elsebeth Gerner Nielsen og
Marianne Jelved skal hilses velkommen.
Men til de borgere,
der vil være på den sikre side mht. fastholdelsen af den stramme
fremmedpolitik, siger jeg, at det er klogest at stemme på Dansk Folkeparti ved
næste valg. Lad bare V og K slutte sig til NA, men DF skal op på mindst 15
procent!
[Slutbemærkning om,
at jeg ikke har tid til mere i dag. Men måske en anden dag].
ANDET INDLÆG
(eftermiddag)
Kære Frikadellens flugt!
Det bedste er dit pseudonym! For dels kommer du bare med en ny og helt vild påstand om folkene i toppen af DF (nu helt ren og blind tilsvining), dels spiller du dum, for det fremgår også helt udtrykkeligt af min tekst, at det naturligvis er islam, jeg tænker på, når jeg taler om "vor tids største og farligste totalitære og antijødiske bevægelse" - jfr. bla. Salman Rushdies og andres manifest.
Det er mærkeligt, at de, der nu (som under Den Kolde Krig) mere eller mindre støtter den bevægelse, som aktuelt er den store trussel mod frihed og demokrati, har så travlt med at pådutte os andre alt muligt dårligt, fx nazisme. Folk af vores slags er konsekvent imod enhver form for totalitarisme.
Jeg har derfor også med tilfredshed noteret, at Søren Krarup i Folketinget i dag har sammenlignet Koranen med de to andre totalitære helligskrifter, nemlig "Das Kapital" og "Mein Kampf".
Men det er interessant, at man næsten altid glemmer "Das Kapital" og (i tørklædedebatten) Hammer og Segl, når man refererer. Måske fordi man selv betragter dem som hellige. Men det er i virkeligheden sådan, at det (bortset fra jødehadet) først og fremmest er kommunismen, man kan sammenligne islam med. Begge er altomfattende tilværelsesforklaringer, som skal tilegnes og efterleves i tro - og som har forfærdelige virkninger for menneskelivet og samfundslivet.
Se dog virkeligheden i øjnene, og kom ind og vær med i forsvaret for frihed og demokrati!
FØRSTE INDLÆG
(FORMIDDAG):
Det afgørende er BT’s infame forside med ”Hyldede Hitler”. Taget for pålydende er det en bragende påstand om, at Morten Messerschmidt skulle have udtrykt tilslutning til, hvad Hitler stod for. Og det er jo i total modstrid med virkeligheden, ren tilsvining.
Og sangen ”Deutschland, Deutschland über alles” fra 1841 (ATTEN-hundrede og enogfyrre) bliver ikke en nazisang af, at den blev sunget i Nazityskland. Det var netop karakteristisk for nazismen, at den misbrugte gamle tyske ting for at legitimere sig. Og ingen i Danmark tænker over, at første vers ikke må bruges i det moderne Tyskland, fordi der jo i det bla. tales om Tyskland helt op til Lillebælt (Slesvig). Desuden sang Morten Messerschmidt, så vidt jeg ved, denne nationalsang sammen med andre landes nationalsange. Sammenhængen eller temaet var altså ”europæiske nationalsange”. Så HVIS Morten Messerschmidt i denne forbindelse skulle have løftet armen, skulle man snarere bebrejde ham, at han - som EU-ordfører - havde fornærmet EU’s største medlemsland!
Der kører en tilsviningskampagne mod Dansk Folkeparti, hvis medlemmer og vælgere er ganske almindelige brave og demokratisk sindede danskere. Og hvem er denne tilsviningskampagne til fordel for? Den er til fordel for vor tids største og farligste totalitære og antijødiske bevægelse. Men det skal ikke lykkes for hverken islam-støtterne eller de pæne borgerlige at svække os. Virkeligheden lader sig ikke tale eller lyve væk. Målet må være mindst 15 procent til Dansk Folkeparti ved næste valg!
* * *
Aktuelle betragtninger om
religion og politik og kristendom og politik
Ved DF-mødet på Kramnitze Pumpestation den 19. maj 2007
Står også på undersiden ”Kirke og teologi”.
Nedenstående er selve mit manuskripts tekst. Under fremførelsen blev der både udeladt og tilføjet ting, ligesom meget blev formuleret anderledes.
Når dette indlæg har fået titlen ”Aktuelle betragtninger om religion og politik og kristendom og politik”, er det, fordi kristendommen ikke er en religion! Kristendommen er faktisk det modsatte af ”religion”! Det, der med Jesus blev sat ind i verden, betød et fuldstændig radikalt opgør med ”religionen” som menneskets bestræbelse på at leve op til Guds - eller gudernes - krav. Eller i det hele taget med menneskets bestræbelse på at klare de helt store ting ved egen kraft. Alt blev vendt 180 grader. - Og at de er så historiske, skyldes, at vi jo især siden 1989 har opdaget, at man kun kan forstå det aktuelle, når man forstår det historiske.
Der er i forhold hertil to religioner, der indtager en særstilling.
Der er for det første jødedommen eller det gamle Israels religion, dvs. Det Gamle Testamentes religion eller den gamle pagts religion, der af os kristne må betragtes som forberedelsen til det, der kom med Jesus. Allerede det, der kom ind i verden med Moses, adskilte sig radikalt fra alt, hvad der hidtil havde været af religion. For første gang var et virkeligt begreb om den ene sande Gud som verdens og hele tilværelsens Skaber og Herre opstået i verden.
Og der er for det andet islam, der jo ved Muhammed opstod seks hundrede år senere end kristendommen, og som bygger på hans kendskab til såvel jødedommen som kristendommen. Muhammed har ”lånt” en hel masse fra jødedommen og kristendommen, og det har han så formet, så det passede til hans eget program. Og dette nye ”produkt” har han så vendt meget aggressivt mod såvel jødedommen som kristendommen. Navnlig er alt det i kristendommen, der ser Gud som den gode og kærlige Far - og dermed Jesus som Hans Søn og vor Bror - taget ud, så at der ikke bliver andet tilbage end den totale underkastelse under den højt ophøjede og totalt fjerne Gud.
At kristendommen - eller noget, der er blevet kaldt kristendommen - så alligevel gennem historien gang på gang er blevet forsøgt brugt som ”religion”, ja, er blevet noget, man har påberåbt sig som grundlag for en praksis, der ikke står tilbage for islams, er en anden og meget beklagelig og pinlig sag!
- - -
Men lad os nu prøve at tage et ultra-kort historisk overblik.
Forholdet mellem religion og politik bliver først interessant, da der kommer egentlige stater. Og her er det i hvert fald karakteristisk, at statsmagten bliver legitimeret ved, at kongen på en eller anden måde er guddommelig. I det gamle Egypten var Farao Solgudens søn. Og i Mesopotamien, blev Hammurapi betegnet som Solens, den himmelske dommers almægtige repræsentant på jorden.
Israel havde til at begynde med ikke konger, men efter Moses kun de såkaldte dommere. Og det var utænkeligt, at man skulle have dyrket de konger, man siden hen fik, som guder - selv om også Israels konger kunne betegnes som "Guds søn" (adoptivsøn). Vi kan også tænke på, hvordan det gamle Israels profeter kunne kritisere både kongerne og tilstandene i samfundet i det hele taget.
I det klassiske Grækenland havde man ingen konge, og i Athens storhedstid havde man et demokrati, der i hvert fald i mange henseender kan sammenlignes med det, vi fik i 1849 (hvor det jo fx heller ikke var alle, der havde stemmeret). Og det afgørende er, at den måde, der blev styret på, stort set var præget af diskussion og argumenter. Idet der selvfølgelig også hos dem (som altså altid!) lå standsmæssige og økonomiske interesser bag det hele.
Hvis jeg her på overgangen til kristendommens tid skal prøve at gøre forholdet mellem religion og politik eller religion og stat op, så vil jeg sige det på den måde, at een ting er religionen som noget, der simpelt hen gennemsyrede menneskenes liv, og som først og fremmest havde at gøre med at sikre livet og frugtbarheden og med spørgsmålet om døden, noget andet er den brug, statsmagten gjorde af religionen, hvor det jo først og fremmest var selve legitimeringen af monarken og dermed staten, det drejede sig om. Og det er mit indtryk, at uanset hvor meget de egyptiske, mesopotamiske og senere romerske herskere lod sig betragte, ja, tilbede som gudesønner eller guder, så var de stort set tilfredse med det - og lod deres undersåtter leve det religiøse liv, de havde, bare de var rolige og lydige og betalte deres skatter og eventuelt stillede som soldater. - Men de kristne blev dog netop forfulgt, fordi de ikke ville tilbede kejseren som en gud!
Men så kom altså KRISTENDOMMEN, dvs. så kom JESUS! Og dermed opstod der en ny situation.
Det allerførste, vi skal gøre os klart, er, at kristendommen i sine første næsten tre hundrede år havde et - for at sige det mildt! - særdeles problematisk forhold til såvel den jødiske vasalstats som det romerske imperiums magthavere.
De ting, Jesus sagde og gjorde, var i det jødiske højeste råds øjne fuldstændig undergravende for det jødiske samfund, som i forvejen havde det svært under den romerske besættelse. Og vi skal være klar over, at det jødiske øverste råd på een gang var den øverste religiøse og politiske myndighed - med ypperstepræsten i spidsen.
Men dertil kom, at medens det øverste råd samarbejdede med romerne - som den danske regering og det danske folketing samarbejdede med tyskerne under Besættelsen - var der en jødisk modstandsbevægelse, der gjorde modstand mod den imperiale besættelsesmagt og håbede på, at det til sidst ville lykkes at gøre Israel frit. Igen kan vi sammenligne med forholdene i Danmark 1940-45. Og i disse modstandskredse var der et håb om, at Jesus ville være den, der kunne stille sig i spidsen for den afgørende opstand. Blandt de skarer, der hyldede Jesus under hans indtog i Jerusalem palmesøndag, har der utvivlsomt været mange, der hyldede ham i netop denne egenskab. Og skuffelsen over, at Jesus ikke ville være leder af den nationale befrielseskamp, har sikkert også spillet en stor rolle, da folkemængden råbte til den romerske statholder Pontius Pilatus, at han skulle frigive partisanen Barabbas og korsfæste Jesus.
Men det var altså noget helt andet, Jesus var kommet for, nemlig for at bringe GUDS RIGE nær, såvel i den yderste betydning: en ny himmel og en ny jord, et nyt paradis, som i den betydning, at denne nye virkelighed skulle være til stede i og mellem dem, der troede på ham, allerede nu. "Mit rige er ikke af denne verden", sagde Jesus til Pilatus, da han udspurgte ham.
Og så blev Jesus korsfæstet langfredag. Men påskemorgen opstod han fra de døde. Det troede hans disciple i hvert fald. Og det budskab gik de ud i verden med. Selvfølgelig sammen med de ting, Jesus havde sagt, og beretningerne om de ting, Jesus havde gjort. Og det gjorde de navnlig, da det var blevet pinse og de følte, at nu var Jesus hos dem igen - i Helligåndens nærvær og kraft.
Men Jesu disciple, de første kristne, den ældste Kirke, blev fra begyndelsen af mødt med forfølgelse, først fra jødisk side, siden fra den romerske statsmagts side - i forskellige bølger.
Det helt afgørende her i vor sammenhæng i aften er, at i de første næsten tre hundrede år, var det for så vidt meningsløst at tale om forholdet mellem kristendom og politik, som de kristne ingen som helst politisk magt havde, men tværtimod var en lille forfulgt og undertrykt sekt!
Jesu berømte ord om, at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, er ikke en lære om, at der er to områder i tilværelsen, nemlig eet, der hører kejseren til, og eet, der hører Gud til. Hvis man ser på hele det optrin, disse ord er faldet i, er det klart, at meningen er: Når I alligevel går rundt med den romerske imperie- og besættelsesmagts mønter i lommen (med kejserens afgudsbillede og -indskrift på)), så lad dog være med at spørge mig, om man må betale skat til kejseren! Indrøm, at I har bøjet jer for overmagten, og gør så det, der er nødvendigt, men husk, at Gud under alle omstændigheder er alle tings Herre, og at det er Ham, I i alle ting står til ansvar over for!
Et vigtigt udtryk for, hvordan den ældste kristne Kirke, som altså var en lille forfulgt sekt, så på statsmagten, har vi i apostelen Paulus’ brev til menigheden i Rom, hvor han bla. siger:
Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. [...] v3 De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. [...] v4 for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. (Rom. 13,1-4)
Allerede i den allerførste tid havde de kristne altså det syn på øvrigheden eller statsmagten som Guds tjener, der også senere kom til udtryk i den lutherske toregimentlære.
Men så skete der det forunderlige, at denne sekt - trods alle forfølgelserne - fik flere og flere tilhængere, så at den kristne Kirke omkring år 325 udgjorde ca. 25% af befolkningen i det store romerske imperium. Og det skyldtes selvfølgelig, at der var en vældig kraft i den kristne menigheds liv og lære. Ja, netop omkring år 325 var det sådan, at kristendommen fremstod som den eneste åndelige kraft, der kunne bruges som samfundsbærende faktor. Hverken de gamle hedenske guder eller den fine græske filosofi kunne bruges til det.
Så da Konstantin havde vundet sin borgerkrig i netop 325, gav han straks kristendommen en privilegeret stilling, og i året 392, under Kejser Theodosius, blev den formelt gjort til Romerrigets statsreligion.
Hermed var den såkaldte konstantinske æra indledt, dvs. den æra, hvor kristendommen - eller i hvert fald noget, der blev kaldt kristendommen! - med stort set alle midler blev gjort til det idegrundlag, de europæiske samfund og stater byggede på.
I det katolske Vesten var det dog så heldigt, at magten aldrig samledes totalt i een hånd. Her stredes kejseren og paven hele tiden om overmagten - hvilket gav et vist liv, altså i den forstand, at tingene ikke blev låst fast. I modsætning til ovre i Øst, hvor det siden kejser Konstantins tid og indtil den dag i dag, har været kejseren - eller i dag Putin - der bestemte det hele. Men alle afvigelser blev undertrykt med hård hånd. Det var Reformationens historie et sørgeligt eksempel på - med bla. Trediveårskrigen til følge.
Men Reformationen sejrede i Nordtyskland og Skandinavien m.v. og i 1536 blev den indført i Danmark. Og her blev det sådan, at statsmagten overtog driften af kirken. Der var simpelt hen ikke andre måder, det kunne gøres på. Men kongen blev dog ikke ærkebiskop! Og man må i det hele taget sige, at tiden fra 1536 til i dag var været en god periode for Danmark. Jeg vil simpelt hen sige, at det er i denne periode og på grundlag af den evangelisk-lutherske kristendom, der blev banket ind i hovedet på folket, den moderne danske stats og det moderne danske samfund er opstået.
Og præster og biskopper har spillet en stor rolle i udviklingen af det danske samfund. Men ikke på den måde, at de i kraft af deres embeder har haft nogen særlig magt. I hvert fald ikke som modspiller til kongens magt. For siden Reformationen, og i særdeleshed under Enevælden fungerede de gejstlige i høj grad også som kongelige embedsmænd, ikke mindst på skoleområdet.
Og med den lutherske reformation sejrede altså den såkaldte toregimentlære. Som dog ikke skal misforstås. Alt var stadigvæk kristent. Altså også staten, dvs. fyrsten, kongen. Det afgørende var, at kirkeledelsen, gejstligheden ikke skulle have verdslig magt. For fyrsten/kongen blev forstået som en kristen fyrste. Og det ligger jo i det hele taget i kristendommen, at fyrsten - ligesom i øvrigt alle mennesker overhovedet - er ansvarlig over for Gud. Men den kristne fyrste forstås naturligvis ganske særligt og helt udtrykkeligt som Guds tjener. Hvor det afgørende så er, at fyrsten skal holde sig til denne verdens ting, altså at sikre samfundets og befolkningens liv og velfærd, opretholde lov og orden osv. Alt på en rimelig og fornuftig måde.
I 1849 fik vi Grundloven og dermed religionsfriheden. Men det skete der foreløbig ikke noget ved, ja, det er først i de sidste ca. 30-40 år, der for alvor er blevet rokket ved den evangelisk-lutherske kirkes stilling som folkekirke.
Og allerede i situationen omkring overgangen fra enevælde til demokrati spillede præsterne en stor rolle. Fx Grundtvig og D.G. Monrad - der på den tid var sognepræst i Vester Ulslev, og som senere blev biskop over Lolland-Falsters Stift - og senere igen statsminister (bla. under krigen i 1864). Og så - efter en tids eksil i New Zealand - biskop over Lolland-Falsters Stift igen. Også statsminister Poul Hartling var præst (præsteviet, men mest seminarierektor). Ligesom der har været en hel del præster, der har været fagministre. Der har i Danmark været præster i Folketinget for samtlige de politiske partier, der i dag er i Folketinget, undtagen Enhedslisten.
Men der har aldrig været tale om teokrati, altså om, at de præster, der blev politikere, ville prøve at regere i Guds navn. Så ville de også - og med rette - være blevet hylet ud øjeblikkelig! - Grundtvig, der i høj grad betragtede sig selv som historiker, sagde - som begrundelse for, at han ville i Folketinget (citeret efter hukommelsen): ”Jeg er immer den, der ved bedst”! Hvor han altså på beråbte sig sin almindelige viden og indsigt. - I min egen beskedne politiske virksomhed tænker jeg heller aldrig på mig selv som præst.
Inden jeg slutter med nogle helt aktuelle betragtninger, vil jeg runde denne historiske oversigt af med at minde om, at der i reformationstidens Tyskland og Svejts var eksempler på, at man ville prøve at indrette samfundet efter Guds vilje. I Tyskland var det de såkaldte sværmere, og i Svejts var det kalvinisterne. Det kom der kun det forfærdeligste tyranni ud af. For lad mig sige det med det samme: Da Gud altså ikke råber sine ordrer ned fra Himlen, så vi alle sammen kan høre det, så er ethvert forsøg på at styre et samfund "efter Guds vilje" i virkeligheden ensbetydende med at en bestemt gruppe af mennesker eller et bestemt enkeltmenneske prøver at tiltage sig diktatorisk magt, idet de udnævner deres egne meninger til at være Guds vilje! - Cromwells "kristne" diktatur i England kan også nævnes.
Men det samme kan gøres uden religion, ja, i udtrykkelig modsætning til religionen. Det første eksempel er rædselsregimet efter den franske revolution i 1789, hvor hovederne i den allermest bogstavelige forstand rullede. Det andet eksempel er rædselsregimet efter den russiske revolution i 1917. Og det tredje eksempel er rædselsregimet efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933.
Her er pointen imidlertid, at de ideologier, der her har været tale om, også kan betragtes som en slags religioner, bare uden nogen gud. Det afgørende er ideologiens absolutte og altomfattende karakter. Det gælder helt særligt kommunismen, som virkelig mener at have gennemskuet og forstået hele tilværelsen, og som jo også ser Historiens mål som det kommunistiske ”frihedens rige” - et sidestykke til det kristne Guds Rige, bare uden Gud! - Kommunismen, der jo er en altomfattende, om end ”videnskabelig”, tilværelsesanskuelse, er den nærmeste parallel til islam.
- - -
Og nu er vi så her i Danmark 2007, hvor pdes. vel over 80% stadig er medlemmer af den evangelisk-lutherske folkekirke, og hvor "religionen" på mange måder - ja, netop, bogstavelig talt, på mange måder! - oplever en renæssance, men hvor der jo også er helt nye åbninger og bevægelser, fsva. kristendommen, men hvor hele kulturen pdas. på mange måder og af mange betragtes som "efter-kristen", idet moderniteten, ja, post- eller efter-moderniteten har afløst den gamle mere eller mindre kristne enhedskultur. Hvortil så kommer den ved indvandring indførte religion islam. - Men i den såkaldte globalisering er det jo også den efter-kristne vestlige modernitet, der hersker.
Det er i hele denne situation, vi er så kolossalt dårligt rustet til at tackle den muslimske indvandrings-invasion. De mennesker, der har skullet træffe beslutningerne i de politiske og administrative systemer, har ikke fattet, hvad religionen er for en kraft. De har ikke fattet, at der kunne komme mennesker her til Vesten, som ikke simpelt hen var ivrige efter at tilegne sig vor moderne kultur, så de og deres efterkommere kunne få del i dens velsignelser.
Og nu, hvor alle problemerne er begyndt at vise sig, prøver man så at begynde at tale om adskillelse af religion og politik - uden at forstå, at islam både er 100% religion og 100% politik. Og uden at forstå, at selve tilstedeværelsen af et stort og hele tiden voksende muslimsk befolkningselement uvægerligt vil komme til at forme hele vort samfund i en helt anden retning, end det ellers ville være blevet tilfældet.
Men bortset fra, at vi må gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at få stoppet tilstrømningen af muslimer. Og bortset fra at vi må møde muslimernes krav om særlig indflydelse og hensyntagen med en total afvisning, så må vi altså sige, at religionsfriheden ifølge Grundlovens § 67 er en frihed til at mødes i forsamlinger for at dyrke Gud, og at alt, hvad der ligger derudover, er noget, der skal afgøres på almindelig menneskelig og demokratisk vis. - Det helt afgørende er, at ingen må tiltage sig ekstra magt eller kræve særlig hensyntagen ved at påberåbe sig sin religion. I samfundets institutioner skal alt afgøres ved almindelig saglig argumentation.
Vi kristne kan altså sagtens leve i moderniteten, bare vi har frihed. Selvfølgelig vil vor politiske tænkning og adfærd være påvirket af, at vi er kristne. Men hvad vil det sige? Ja, for vore egne personers vedkommende skulle vor kristendom gerne betyde et liv i "overstrømmende kærlighed". Men det er jo noget, man pr. definition ikke skal gå og snakke om. Det skulle bare gerne vise sig. Og jeg kan slet ikke se, hvordan det skulle kunne forekomme i en politisk tale, et politisk program eller i en debat i Folketinget eller i et lovforslag!
Men selvfølgelig kan vi kristne ikke i vor politiske aktivitet se bort fra, at vi er kristne. Og vi kan da også godt nævne det eller henvise til det osv., når vi taler politisk. Men igen: Aldrig på den måde, at vi derved prøver at tiltage os særrettigheder, endsige den totale magt - i Guds navn.
Og de kristne vil altid være gode og skikkelige borgere, der betragter statsmagten som Guds tjener til menneskenes bedste. Enhver statsmagt, uanset om den er kristen eller ej. Og så må statsmagten jo prøve at leve op til det! - Idet det jo i øvrigt i demokratiet er sådan, at det i sidste ende er alle os vælgere, der er statsmagten!
Dertil kommer - især i lutherdommen - den såkaldte kaldsetik, som betyder, at den sande tjeneste for Gud er tjenesten i kald og stand for sine medmennesker. Gud interesserer sig hverken for ofre eller fromhedsøvelser eller klosterliv eller lignende, men i at man passer sit arbejde og derved tjener sine medmennesker med produkter og ydelser.
Og når allerede Jesus selv en sjælden gang udtalte nogle etiske regler (eller hvad vi vil kalde det), er der tale om henvisninger til noget almenmenneskeligt! Det gælder især den såkaldte gyldne regel: "Gør / gør ikke mod andre ...". Det er faktisk en universel regel. Som den kristne må være den første til at følge. Man kan ikke stille sig op og sige noget, der ikke også skal gælde en selv, eller hvis følger man ikke også selv ville bære.
Noget andet, Jesus har sagt, er, at loven er til for menneskets skyld, og ikke omvendt. Alle love og regler og al forvaltning skal altså ske under hensyntagen til, om det tjener menneskelivet.
Jamen det siger vel alle?! - Ja, det er stort set rigtigt. Derfor består den politiske debat jo heller ikke i, at man konkurrerer på udsagn om, hvor meget godt man vil, men i, at man lægger de midler frem, man vil bruge for at opnå det.
Noget helt andet er, hvordan man i et land med en kristen majoritet på 80% vil have kristendommen til at spille en rolle i kultur og undervisning. Men det er netop noget helt andet. Og det er jo kun en del af hele spørgsmålet om, hvordan staten vil forholde dig til kulturen i også den allervideste betydning.
Jeg er sådan set tilhænger af, at staten er meget neutral. Og hvis nogen (fx EU og FN) vil gøre den kristne kultur til et problem, så bevare's! Så må vi kristne jo bare etablere vore egne skoler og kulturinstitutioner. Så længe vi kan få lov til det. Idet vi selvfølgelig også gerne vil give vore bidrag ude på den fælles arena. Og idet vi selvfølgelig også gerne vil medvirke til så megen kulturel konsensus som muligt.
Men vi trænger nok til en helt ny diskussion af forholdet mellem flertal og mindretal. Det skal vel ikke være halen, der logrer med hunden. - Jfr. i Tyskland: Die deutsche Leitkultur!
Hvis man gennemfører den fuldstændig skoledrengelogiske millimeterretfærdighed, hvor det fx også bliver forbudt at gå med sit lille dåbskors om halsen, får vi en fuldstændig steril kultur.
Men jeg frygter, at vi kan gå hen og få dels en sådan sterilitet, dels en ny stats-tvangs-religion med de såkaldte værdier som indhold! Hvilket ikke er så godt, da disse "værdier" jo kun er spilleregler uden noget særligt indhold. Hvor vigtige de jo så ellers er som netop hverken mere eller mindre end spilleregler!
Nu må vi se. Der bliver under alle omstændigheder nok at skulle tage stilling til!
* * *
For svagt og for sent
[Sendt til Jyllands-Posten 22.01.07, men ikke trykt. Står også på undersiden ”Internationalt”]
I en replik til mit indlæg 17/1 om George Orwells fordømmelse af de britiske journalister og intellektuelles Stalin- og Sovjet-venlige optræden under Anden Verdenskrig skriver Sv. E. Jørgensen 22/1: ”Det er ikke rigtigt, at de vestallierede ikke sendte/ville sende hjælp til Warszawa-opstanden”. Og han gør opmærksom på - hvad jeg også gjorde - at det var Stalin og Sovjetunionen, der ”fik [...] tyskerne til at lave det beskidte job med at dræbe flest muligt polakker”.
Jeg er ikke ekspert på området, men har alligevel beskæftiget mig en hel del med emnet, siden min kone og jeg under en mellemkirkelig tur til Polen i 1994 ved tilfældighedernes spil kom til at befinde os mere eller mindre i centrum af begivenhederne under den store markering af 50-året for Warszawa-opstanden. Senest har jeg læst den polske udgave af den britiske historiker Norman Davies’ store bog (959 sider) ”Powstanie ’44” (”Rising ’44. The Battle for Warsaw”). Og det er rigtigt, at Sovjetunionen ikke alene ikke hjalp Warszawa, men oven i købet stort set (bortset fra et par halvhjertede forsøg på overgang over Wisla-floden) blev stående i defensive stillinger på dette frontafsnit, ligesom det er rigtigt, at man, bortset fra et enkelt tilfælde, heller ikke ville tillade de vestallierede at benytte flyvepladser på det af Den Røde Hær erobrede område.
Men det afgørende er, at de vestallierede optrådte meget svagt over for Stalin og ikke gav den legitime polske regering (i eksil i London) den støtte, de kunne have givet. Forholdene var selvfølgelig meget komplicerede. Churchill og Roosevelt havde meget andet at tænke på, og det helt store rædselsscenarie var, at Stalin kunne finde på at slutte separatfred med sin gamle ven Hitler (som han jo på grundlag af Ribbentrop-Molotov-pagten i 1939 oprindelig havde delt Polen med). Men alligevel må man sige, at de gav polakkerne en dårlig behandling, også når man tænker på, hvor stort et bidrag polske soldater ydede på vestallieret side.
Hvad nu nedkastningerne af forsyninger til Warszawa-opstandsfolkene angår, forholder det sig sådan, at RAF (og det sydafrikanske SAAF) gennemførte et antal flyvninger fra Syditalien, i høj grad med polske besætninger. 18/9 1944 (to uger før opstandsstyrkernes kapitulation efter godt to måneders kamp) kastede over 100 amerikanske B-17’er 1330 containere ned over Warszawa, hvoraf dog kun ca. 400 landede på opstandsstyrkernes nu stærkt indskrumpede område. Disse US-fly var startet fra England og landede og tankede op på sovjetkontrolleret område - denne ene gang. Nogle kilder opgør antallet af indsatte vestallierede fly til 306, hvoraf 41 gik tabt. I slutningen af september foretog også sovjetiske fly nedkastninger til opstandsstyrkerne, dog uden faldskærme, så at de nedkastede våben ofte blev ødelagt.
Den polske undergrundshærs senere skæbne under den sovjetiske besættelse kan jeg ikke komme ind på her. Men den var også grum.
Foruden den ovenfor omtalte Norman Davies-bog kan jeg fx henvise til London-afdelingen af den polske undergrundshærs veteranorganisations hjemmeside: www.polishresistance-ak.org. Og til hjemmesiden www.polandinexile.com.
* * *
Støvleslikkende
propagandister
Af Bent Christensen,
pastor emeritus, dr. theol., Fuglsevej 5, Holeby
[Jyllands-Posten 17.01.07. - Manuskript-titel: Een gang luder .... - Står også på undersiden ”Internationalt”]
I forbindelse med mine studier af polsk historie, for tiden
Warszawa-opstanden i 1944, er jeg kommet til at læse en tekst, George Orwell
(”Kammerat Napoleon” og ”
”Husk, at man altid kommer til at betale for uhæderlighed og fejhed. I skal ikke bilde jer ind, at I i årevis kan gøre jeg til støvleslikkende propagandister for Sovjetregimet, eller et hvilket som helst andet regime, og så pludselig blive intellektuelt hæderlige igen. Een gang luder, altid luder”.
* * *
FOLKEPARTIER
[Lolland-Falsters Folketidende 15.12.06]
Bortset fra selve den såkaldte kødskandale og familie- og forbrugerminister Lars Barfoeds afgang giver den aktuelle situation med det dårlige forhold mellem Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti anledning til nogle overvejelser over begrebet ”folkeparti”. Foruden disse to partier har vi nu kun Socialistisk Folkeparti med dette ord i partinavnet. Kristeligt Folkeparti har jo taget navneforandring til Kristendemokraterne - meget klogt, når man ligger under spærregrænsen. Og SF og Konservative burde overveje at gøre noget tilsvarende. For uanset hvad man kalder sig, er der reelt tre folkepartier i dansk politik: Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Det er disse tre partier, der skal konkurrere om den brede befolknings stemmer. Især hvis Socialdemokraterne nu kan holde kursen og undgå at lade sig styre af deres venstrefløjs ideologiske skønsnak.
Hvad dette kan føre til med hensyn til kommende flertals- og regeringsdannelser, er ikke til at sige. Men hvis De Konservative bevæger sig længere og længere hen mod det radikale eliteparti, kan det i hvert fald blive spændende at følge.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Tænk, hvis ...
[Lolland-Falsters Folketidende
17.10.06]
Man må håbe for Socialdemokraterne,
at Rødby-næstformand Morten Kristiansen står ret alene med sin uhyre ømskindethed på muslimernes vegne (læserbrev i Folketidende
16.10.06). For ellers må man virkelig håbe for Danmark, at den seneste
meningsmåling er en enlig svale. Tænk, hvis Socialdemokraterne med en sådan
holdning skulle komme til at danne regering - støttet af Radikale, SF og
Enhedslisten!
Jeg har aldrig latterliggjort
muslimerne. Det klarer de udmærket selv med den hysteriske og voldelige
fremfærd, mange af dem udviser, så snart nogen gør noget, der ikke passer dem.
Først var det Jyllands-Posten, så var det Paven, og senest har det altså været
den sommerspøg under en privat fest, en ”muldvarp” og en nystartet gratisavis
fik offentliggjort. Men mon ikke alle andre end Morten Kristiansen og hans
ligesindede snart er ved at være trætte af dette hysteri.
Bent
Christensen
Formand
for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej
5
4960 Holeby
* * *
Indlæg på Dansk Folkepartis årsmøde 2006.
Lørdag 16.09.06
Dansk Folkepartis første fase var: 1995-2001.
Vi er nu på vej fra anden fase og ind i tredje fase.
Og vi skal fortsætte, som vi er begyndt. Men altså fortsætte!
Vi skal videreudvikle os som et bredt folke-parti,
der ligger et sted i det område, hvor Venstre og Socialdemokraterne også
ligger.
”Et sted”, sagde jeg. Og
det er ikke det samme som ”en mellemting”. Med vort eget særpræg og vore egne mærkesager
skal vi vise en samlet ”tredje vej”, som er et alternativ til såvel
socialdemokratismen som den vilde liberalisme - hvormed jeg navnlig tænker på
den store, især internationale og globale kapital-magt. Vi skal gøre Karl Marx’s påstand til skamme om, at det parlamentariske
demokrati ikke kan klare sig mod kapitalen.
Vi skal fortsat være et pragmatisk parti uden ideologi, men vi skal
udvikle os i såvel vor praksis som vor teori. For - med en omskrivning af
filosoffen Immanuel Kants ord: Uden praksis
er teorien tom, men uden teori er praksis blind!
Vi skal udvikle en ny, på folkelighedsbegrebet byggende politisk og
politisk-økonomisk tænkning, og vi skal udvikle en praksis, også i vort
medlems-liv, så vi endnu mere kan blive den ledende kraft i den ny-folkelige
udvikling, såvel på som imod tidens betingelser.
Og så skal jeg endelig hilse fra bestyrelsen hjemme i lokalforening
Lolland og sige, at flere penge til ældreområdet - gerne direkte øremærket
- skal gå til bedre pleje - og ikke til administration, IT og konsulentbistand!
* * *
FOLKELIGE SOMMERTANKER
af Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol.
formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
[Lolland-Falsters Folketidende 02.09.06]
Sommeren er en god tid til at tænke lidt større og se lidt længere frem.
Det har jeg gjort, for så vidt angår begrebet ”det folkelige”, især i
forbindelse med Dansk Folkepartis navn og fremtidige rolle.
Hvis de tre gamle folkepartier, Socialdemokraterne, Venstre og Det
Konservative Folkeparti, i 1980’erne og 1990’erne havde levet op til deres egen
folkelige tradition og deres eget folkelige ansvar, ville Dansk Folkeparti slet
ikke have været her. Men nu er vi her, og det vil fortsat være os, der skal
være den ledende kraft i den nødvendige håndtering af den fremmedpolitiske
problematik, herunder i stigende grad integrationsproblematikken - hvilket i
sig selv vil være nok til at give partiet en særdeles hæderfuld plads i
danmarkshistorien. Men som det hele tegner sig, er der faktisk også andre
områder, hvor vi kan spille en ledende rolle, netop ud fra begrebet ”det
folkelige”.
Jeg tænker her allerførst på selve demokratiet, eller på dansk: folke-styret. Det gælder friheden og magten i forhold til
den nationale danske stat og vore regioner og kommuner og i forhold til EU. Og
det gælder friheden og magten i forhold til de større og større
erhvervsselskaber, såvel nationalt som internationalt og globalt. Karl Marx’s påstand om, at det parlamentariske demokrati ikke
kan hævde sig over for kapitalen, skal gøres til skamme. Vi skal ikke være
erhvervsfjendtlige, og vi må affinde os med, at selve udviklingen af
produktions-, distributions- og kommunikationsmidlerne giver nogle betingelser,
der er af nærmest naturlovsagtig karakter, men vi må under de til enhver tid
gældende betingelser gøre alt for, at folket altid får det sidste ord. Uden at
blive ideologiske må vi lægge hovederne i blød for at udvikle en sammenhængende
politisk og økonomisk tænkning, der kan sætte os i stand til at klare dette.
Men jeg tænker også på ”det folkelige” som det begreb, der skal give
begrebet social solidaritet en ny og fremtidsholdbar betydning. Klassekampen i
den gamle betydning er forbi, men enhver kan se, at nye opdelinger af
befolkningen truer. Og her er forståelsen af folket som en slags organisme nok
det bedste grundlag for at modvirke udstødelsen af måske meget store grupper af
befolkningen. Jeg er i denne forbindelse godt klar over, at ”folket” i egentlig
forstand ikke vil være det samme som hele ”befolkningen”. Men hvis der ellers
kommer styr på tingene, vil - og skal - forståelsen af folkeligheden som
solidaritet også kunne udvides til et større begreb om ”solidarisk
medborgerlighed”. Det er ikke nok at have nogle toppolitikere, der indtil det
ulidelige taler om at ”gøre noget for de svageste”. Vi skal alle føle for,
tænke på og tale om de landsmænd og medborgere, der af den ene eller den anden
grund er dårligt stillet, som en del af det fællesskab, vi også selv tilhører
og ikke ville kunne leve foruden. Selve ordet ”solidaritet” kommer netop af
”solid” = fast, tæt, hel, massiv. Solidaritet er, at vi alle hænger sammen - og
véd det. Vi skal for alt i verden ikke udvikle en ideologi, som vi prøver at få
virkeligheden til at rette sig efter, men vi skal udvikle og udfolde en
sammenhængende folkelig-politisk tænkning, som netop tager hensyn til virkeligheden
- i fortid, nutid og fremtid.
Videre tænker jeg selvfølgelig også på ”det folkelige” i betydningen ”folke-livet” overhovedet. Men det er klart, at dette liv
først og fremmest og helt grundlæggende simpelt hen skal leves gennem tiderne
af de mennesker, som udgør folket. Vore modstandere har opstillet en
fugleskræmsels-skydeskive med betegnelsen ”Morten Korch-Danmark”. Men det må
stå for deres regning. Jeg kender ikke nogen, der forestiller sig, at det
skulle kunne lade sig gøre at skrue tiden tilbage til fx 1950’erne for så at
lade den stå stille dér. Det er noget helt andet, det drejer sig om, nemlig det
danske folks mulighed for at leve og udvikle sig ind i den fremtid, der jo
uundgåeligt indtræffer hvert eneste sekund, men altså i en frihed, som muliggør,
at der bliver tale om en naturlig proces med den nødvendige forbindelse bagud
og med den nødvendige sammenhæng på hvert givet tidspunkt. Hvor det store
spørgsmål er, hvordan vi på netop en naturlig måde ikke bare kan bevare vor rodforbindelse bagud, men også - og navnlig - kan undgå at
komme til at ende som en slags myrer i en stor global myretue, hvor milliarder
af individer myldrer rundt i eet stort forskelsløst
produktions- og forbrugsræs.
Folke-livet - eller det konkrete menneskeliv i konkrete, naturlige sammenhænge - kan
ikke hverken skabes eller leves ved politiske beslutninger. Men der kan ved
politiske beslutninger skabes og sikres nogle rammer om det. Og det politiske
liv er jo selv en del af folkets liv. I denne forbindelse er det meget vigtigt,
at de politiske partier genvinder deres karakter af folkelige bevægelser, som
steder, hvor man mødes og er sammen og drøfter tingene, idet hver enkelt
bidrager med sin erfaring og sin viden. Det er også den eneste måde, vi i det
lange løb kan bevare demokratiet, folke-styret på.
* * *
Sagen
fremfor ”tonen”
[Lolland-Falsters Folketidende 31.05.06. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
Tak til Henrik Jonsson, VU, for indlægget ”At kaste med sten” 30.05.06. Jeg havde ikke selv set EL-folketingskandidat Niels C. F. Rasmussens indlæg 27.05.06: ”DF-politikere går over stregen”, men vil som ”DF-præst” føje et par bemærkninger til.
Det er rigtigt, at det er dumt, når nogen fra vores side benytter en sprogbrug, der på nogen måde kan angribes. Situationen er for alvorlig til, at der skal bruges mere tid på debat om ”tonen”. Og jeg vil opfordre alle DF’ere til at være omhyggelige med ordvalget. Noget helt andet er, hvor forfærdelige de nævnte eksempler egentlig er. ”Pest over Europa” er som bekendt oprindelig titlen på socialdemokraten Hartvig Frisch’s bog mod nazismen fra 1933, og der er blandt klartseende iagttagere i hele verden (bla. Salman Rushdie) enighed om, at det er islamismen, der er vor tids totalitære trussel. Kræftknude-billedet er rigtignok ulækkert, men det er faktisk et reelt og alvorligt problem, det er brugt som billede på. Vi skal bare bruge nogle andre, uangribelige, ord, når vi taler om det. Endelig er der Martin Henriksen-citatet, som er revet ud af den sammenhæng, det oprindelig optrådte i, og som var det såkaldte æresdrab i Slagelse. Her har vi et tydeligt eksempel på, hvordan en voldsom sprogbrug kan flytte fokus fra et reelt, virkelig forfærdeligt problem.
Endelig vil jeg om islam-vennernes idelige henvisning til næstekærligheden sige, at ikke mindst fænomenet ”æresdrab” viser, at den sande næstekærlighed eller medmenneskelighed bla. må vise sig i, at man prøver at beskytte sine medmennesker mod enhver form for vold og undertrykkelse.
Bent Christensen
Pastor emeritus, dr. theol.
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
VKR – OG DF-S-SF-EL?
[Sendt til Jyllands-Posten 02.05.06, men var endnu 13.05.06 ikke bragt]
I 2001 – og især før 11. september – gjaldt kampen først og fremmest den reelle mulighed for, overhovedet at kunne få en egentlig fremmedpolitisk debat. Det var hårdt at være modstander eller kritiker af folketingsflertallets fremmedpolitik og af de toneangivendes korrekte meninger.
Så kom valget i november 2001, hvor et flertal af vælgerne gav mandat til den politik, regeringen og Dansk Folkeparti siden da har ført. Under hyl og skrig fra dem, hvis magt nu var blevet brudt.
Muhammed-krisen burde have været en ny 11. september. Og det blev den også for mange, blandt andet – endelig! – for nogle på venstrefløjen. Men samtidig skete der det i første omgang helt overraskende, at helt nye aktører meldte sig: de pensionerede ambassadører, Uffe Ellemann-Jensen, ledende erhvervsfolk, Gitte Seeberg og andre borgerlige politikere, især hos De Konservative. En VKR-konstellation tonede frem som en mulighed. Og hele samlingen af, hvad jeg kalder ”de gode, de bange og de kyniske” havde en total marginalisering af Dansk Folkeparti som deres fælles mål.
I denne situation må Dansk Folkeparti ikke lade sig presse ind i en defensiv position. Det er der heller ikke nogen grund til. Tværtimod kan vi nu for alvor udfolde vort potentiale som den politiske manifestation af den nye folkelige strømning her i begyndelsen af det 21. århundrede.
Ofte høres ordet ”folkelig” som (udelukkende) gældende ”det jævne folk”. Men folket er jo os alle, faktisk også dem, der ikke vil regne sig selv med. Det er ikke så ligetil at melde sig ud af tusind års historie. Men det er rigtignok nu som før sådan, at jo højere på strå man er, jo nemmere er det at hæve sig op over de andre og føle sig som verdensborger – også selv om man i de fleste tilfælde alligevel bliver en meget dansk verdensborger. Og omvendt er det nu som før sådan, at det på en helt særlig måde er hos det jævne folk, folkeligheden lever og kommer til udtryk, så at mange af dem, der er højere på strå, godt ved, at det er i samhørigheden med det jævne folk, de har deres egen folkelighed. Her gælder Grundtvigs – for tiden ellers ofte misbrugte - ord fra 1848 om, at ”Til et folk de alle høre, / som sig regne selv dertil”.
Når det forholder sig således, vil det være forkert, blot at sige, at så repræsenterer Dansk Folkeparti ”Underdanmark” mod ”Overdanmark”. Men der vil være det rigtige i det, at den nye brede vifte af modstandere, vi har, repræsenterer store dele af ”Overdanmark”, selv om der altså også er mange af dem, der er højere på strå, der deler vore holdninger, og som ikke er for fine til at regne sig selv med til folket.
I denne nye situation gælder det for os i Dansk Folkeparti først og fremmest om at få endnu flere mandater ved næste valg og at bruge dem til en fortsættelse af den nuværende parlamentariske tilstand. Men hvis det på et tidspunkt ender med, at de fine jubelglobalister og eksportkynikere får skabt en VKR-konstellation, kan der ske det, at Dansk Folkeparti – i hvert fald på en hel del punkter – kan gå i alliance med resterne af Socialdemokraterne, ja, SF og måske ligefrem Enhedslisten! Hvor betingelsen selvfølgelig må være en fortsættelse af udviklingen i disse partier frem mod en mere realistisk og klarsynet fremmedpolitik. Det, man bla. vil kunne være fælles om, er et modspil til den globale kapitalisme. Den gamle socialisme er død. Men varetagelsen af folkets og det folkelige demokratis interesser over for de store internationale koncerner er mere påkrævet end nogensinde før!
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol.
formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Rod i begreberne
[Lolland-Falsters Folketidende 01.05.06. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
I Folketidende 29.04.06 spørger Sune Reitz i anledning af mit indlæg ”Beklageligt, men nødvendigt”, om det ikke er DF’s politik, ”at Danmark skal få gode, højtuddannede folk her til landet”, ja, siger, at han troede, det var en del af vores politik. Men det er det ikke uden videre. Og så er vi jo i øvrigt ovre i et helt andet område. Sune Reitz roder i det hele taget begreberne sammen. Jeg forstår godt hans – og de andre direkte involveredes – følelser. Og der er næppe tvivl om, at selve Arsenys person ville være en gevinst for Danmark – som han vil være det for Rusland! Men vi er altså nødt til at have nogle regler for, hvordan man får ophold i Danmark – uanset at der kan forekomme enkelttilfælde, der virker helt urimelige, især når man er tæt på dem. Man må jo ikke diskriminere. Og det er ikke lighed for loven, hvis sympatiske enkeltpersoner med støttekampagner bag sig kan få særbehandling.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Beklageligt, men nødvendigt
[Lolland-Falsters Folketidende 29.04.06. - Men har måske været tilgængeligt på anden måde allerede 25.04.06. Det vidner et læserbrev ved siden af om. Et svar på dette er allerede sendt og vil under alle omstændigheder bliver sat ind på denne side senere. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”].
-
I Folketidende 24.04.06 skriver næstformand for Socialdemokratiet i Rødby Morten Kristiansen, under overskriften ”Medmenneskelighed mangler”, med udgangspunkt i Arseny-sagen, at hvis man bliver ved at stemme på Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti, stemmer man for de nuværende ”uretfærdige regler” på udlændingeområdet. Omvendt må man så kunne slutte, at hvis man stemmer på Socialdemokraterne, stemmer man for en tilbagevenden til en tilstand, der mere ligner den, den socialdemokratisk ledede regering havde bragt os i før valget i 2001. Og en sådan tilbagevenden er der et stort flertal af vælgerne der ikke ønsker.
Det er beklageligt, at der kommer tilfælde som Arsenys. Og det er beklageligt, at uskyldige børn i asylcentrene bliver taget som en slags gidsler af de forældre, der ikke vil rette sig efter de danske myndigheders afgørelser. Men vi er nødt til at have regler, og regler skal være objektive.
Det er i det hele taget beklageligt, at der er så mange mennesker i verden, der kunne få et bedre liv, hvis de fik ophold i Danmark. Men hvis vi ikke havde de regler, vi har nu, ville det ikke vare længe, før denne forskel blev udlignet. Der er problemer nok endda. Det skal man huske på, hvis man overvejer at stemme på de nuværende oppositionspartier.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
FOLKEKIRKEN
I MUHAMMED-KRISEN
[Præsteforeningens Blad 2006/15-16, 15.04.06. - Er også sat på undersiden ”Kirke og teologi” samt på undersiden ”Fremmedpolitik”]
Er jeg den eneste, der har set noget problematisk i dels de danske kirkefolks optræden ude i verden i anledning af Muhammed-krisen, dels den danske delegations medvirken i vedtagelsen af udtalelsen i samme anledning på Kirkernes Verdensråds generalforsamling? Jeg mener, der er noget her, der i hvert fald må drøftes.
Formelt har alle deltaget som enkeltpersoner, og altså ikke på Folkekirkens vegne. Men reelt har det vel både ude og hjemme været opfattet som noget, der er sket på Folkekirkens vegne. Og hertil må jeg sige, at det i hvert fald ikke har været på mine vegne. Og formodentlig heller ikke på flertallet af folkekirkemedlemmernes vegne. Eller i hvert fald langtfra på alle folkekirkemedlemmers vegne.
Jeg er tilhænger af den nuværende Folkekirkes adskillelse fra staten. Dog på så langt sigt som muligt. For vi er ganske uforberedt til det. Og i den forbindelse har jeg gentagne gange sagt – nemlig til dem, der har udtrykt frygt for, at vi så vil få en synode, der udtaler sig om alt muligt – at paragraf 1 i den nye kirkes forfatning skal lyde: ”Intet kirkeligt organ må udtale sig om andet, end hvad der har med kirkens egne forhold at gøre”.
Tilsvarende mener jeg, det allerede nu må præciseres, at intet folkekirkeligt organ og ingen folkekirkelig delegation, hverken hjemme eller ude, må udtale sig om andet, end hvad der har med selve den kristne Kirkes forhold at gøre.
Jeg har fra første færd været en stor tilhænger af den mellemkirkelige organisation, vi fik i 1990, og jeg har selv været meget mellemkirkeligt aktiv i alle disse år. Men formålet skal udelukkende være selve det indre sam-liv i den store familie, de kristne (Kirken) udgør. Og selv i denne dimension skal Folkekirken så vidt overhovedet muligt ikke deltage i vedtagelse af dokumenter og lignende.
Men navnlig skal Folkekirken altså holde sig helt ude af alt, hvad der på nogen måde har politisk karakter. For det første vil ingen politisk eller politiserende udtalelse kunne være på alle folkekirkemedlemmers vegne. Og for det andet skal Kirken kun tale i forkyndelsens og vidnesbyrdets kategorier, ikke i (mere eller mindre pseudopolitisk) resolutions-sprog.
Bent Christensen
* * *
LEDER, LEDE, LEDEST
[Lolland-Falsters Folketidende 15.04.06. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
I Folketidendes leder 10.04.06 finder B.B. ordet politikerlede frem i forbindelse med, hvad der reelt har været Dansk Folkepartis ganske vellykkede indsats mod mad-leden. Og B.B. slutter med at udtrykke ønsket om, at Dansk Folkeparti efter næste valg hopper helt uden for indflydelse – til fordel for det anderledes borgerlige flertal, der er begyndt at tegne sig.
Men det er jo et flertal med det parti, der mere end noget andet har været med til at bringe ulykke over Danmark. Måske med Marianne Jelved som statsminister. Det er der forhåbentlig rigtig mange vælgere der vil se som det ledeste, de kan forestille sig.
Bent Christensen
ny formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
FORMAND
FOR DANSK FOLKEPARTI LOLLAND
På generalforsamlingen den 5. april 2006 blev jeg valgt til ny formand for Dansk Folkeparti Lolland.
Jeg afløser dermed kommunalbestyrelsesmedlem og folketingskandidat Erik Kjelgaard, som meddelte generalforsamlingen, at han ikke ønskede genvalg, idet han ville koncentrere sig om sit kommunalbestyrelsesarbejde.
* * *
I
P 1 FORMIDDAG (Poul Friis) med professor Henning Koch. - 29.03.06
Er også sat på undersiden ”Politik”.
Først teksten fra DR’s
nyhedsbrev om udsendelsen, derefter referat af dele af udsendelsen - med mine
replikker i fuld ordlyd.
DR’s
nyhedsbrev om P 1 Formiddag 29.03.06:
SAMLINGSREGERING
Hvis Muhammed-krisen bliver dybere og mere langvarig, må vi som under Anden Verdenskrig lave en samlingsregering med deltagelse af alle de partier, som går ind for de fælleseuropæiske værdier.
Det mener professor i forfatningsret ved Københavns Universitet, Henning Koch.
Den ene europæiske regering efter den anden har erklæret sig uenig i statsministerens ensidige hensyntagen til ytringsfriheden, så Danmark er kommet i "bad standing" i EU, siger han.
Han mener også, at Dansk Folkeparti rummer "destruktive kræfter", som er farlige for demokratiet.
Henning Koch er onsdagens aktuelle gæst hos Poul Friis i P1Formiddag.
- - -
Så længe udsendelsen er tilgængelig på DR’s hjemmeside, vil man kunne høre den dér. Klik på linket her nedenfor - og derefter på linien med højttaler ved.
http://dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2006/03/28090108.htm
- - -
DEN DEL AF UDSENDELSEN, JEG
DELTOG I
Desværre har jeg kun haft tid til at skrive mine egne replikker ind i deres helhed, så at resten næsten udelukkende bliver referat - i [ ]. Interesserede kan klikke på det ovf. indsatte link. - PF = Poul Friis. HK = Henning Koch. BC = Bent Christensen.
PF: Goddag, Bent Christensen.
BC: Ja, goddag.
PF: Du er bestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti.
BC: Ja, i den kommende Lolland Kommune.
PF: [Siger at BC vel ikke synes, det er så sjovt at høre, hvad Henning Koch siger]
BC: Nej, det synes jeg bestemt ikke. Det synes jeg bestemt ikke. Men jeg er jo godt klar over, hvad der foregår. Fordi det er et - et modangreb, der massivt bliver sat ind nu mod befolkningsflertallet og specielt mod Dansk Folkeparti. Jeg siger, det er de gode, de bange og de kyniske (dermed tænker jeg på geopolitiske og kapitalistiske interesser), der igen vil tryne folket, ligesom de prøvede det frem til 2001. Man kan sige, det er en stor klassekamp, der kommer til at udspille sig i Danmark og i Europa nu. Og jeg kan sige, at vi andre, vi vil sætte et mod-modangreb ind. Vi skal have mobiliseret danskerne, have flere stemmer til Dansk Folkeparti. Vi skal have mobiliseret befolkningerne i EU-landene og de andre demokratiske lande. Vi forsvarer jo faktisk de europæiske værdier, frihed, demokrati og menneskerettigheder mod islamismen, hvor kynikerne, de gode, de bange og de kyniske, de giver køb og vil leve i deres overflade-, fine verden – og lade det almindelige folk gå ad pommern til.
PF: [Spørger HK, om han vil vedkende sig det med de gode, de bange og de kyniske].
HK: [Afviser, at der skulle være tale om en ”sammensværgelse”. Og sammenligner BC’s tale om afstand mellem folket og eliten med en lignende tale i 1930’erne. Henviser bla. til, at han selv går 110% ind for folkeafstemninger].
PF: [Henviser til, at Dansk Folkeparti er Danmarks tredjestørste parti og har vundet tilslutning under Muhammed-krisen, og altså til, at det er en voksende del af befolkningen, HK vil udelukke].
HK: [Henviser til, at ingen har patent på det magiske tal 90 (mandater), så at det altså er helt legitimt at samle et andet flertal end det nuværende. Vi får en permanent krise i forhold til Europarådet og EU, hvis Dansk Folkeparti ikke accepterer de demokratiske værdier, som er en del af de fælleseuropæiske værdier. Nævner i denne forbindelse udtrykkeligt Søren Krarup og Jesper Langballe. De kalder jo Menneskerettighederne en religion].
BC: Jamen hør nu lige her. Jeg er i øvrigt selv præst - og i øvrigt dr. theol. i Grundtvig. Altså - og kender også Søren Krarup og Jesper Langballe. Og det er jo alligevel demagogisk at sortsværte disse pæne og hæderlige mennesker - og i øvrigt sige alle de ting, du siger om vores parti. Det er jo fuldstændig urimeligt. - Det dér, Søren Krarup siger om Menneskerettighederne, det er jo ikke Menneskerettighederne som et praktisk sæt spilleregler; det går vi jo alle sammen ind for. Alle de dér værdier går vi jo alle sammen ind for. Der har jo bare indfundet sig en asymmetri i alt det her, hvor de værdier, som vi alle sammen tror på - selvfølgelig gør vi det og skal vi gøre det - det bliver jo bare misbrugt af den islamistiske ekspansion, som der jo virkelig er tale om. Så kan det ikke nytte at sidde med alle de dér fine ord og gemme sig bag dem. Og så er virkeligheden, at de fine igen står på de totalitære kræfters side. Det er jo, som Salman Rushdie og hans folk siger; det er vor tids svar på nazismen og kommunismen.
HK: [Mener, jeg nærmest påstår, at islamisterne står bag ham og Københavns Universitets juridiske fakultet].
BC: Nej, I underkaster jer. Af kyniske og pænhedsmæssige grunde, og hvad jeres motiver ellers er.
HK: Det er fuldstændig fejlagtigt. [Henviser til sin bog om nazisme og kommunisme og understreger sin afstandtagen fra alle totalitære bevægelser og politisk vold. Afviser, at alle muslimer skulle gå rundt og drømme om at overtage verdensherredømmet, og drager igen en parallel til nazisternes påstande om jøderne. Der er destruktive sociale kræfter, man kan sætte i gang i enhver befolkning, hvis man skaber fjendebilleder].
BC: Nu kommer du så frem med antisemitismen. Hvor er antisemitismen i dag? Det er islamismen. Det er islamismen, der fører den videre. ”Mein Kampf” er en bestseller i Mellemøsten. Og se, hvad de laver af tegninger og film og sådan noget, vi har hørt om. Det er jo islam og ikke os andre. Du pådutter os, at det er os andre, der overtager nazisternes rolle. Det er jo islam - og ikke mindst med antisemitismen - der overtager nazisternes rolle.
HK: [Henviser til, hvad et britisk overhusmedlem og EU-overvågningscentret i Wien har sagt om den voksende antisemitisme i Europa. - BC indskud her i denne udskrift: Desværre fik jeg ikke spurgt, hvorfor denne rapport blev holdt tilbage, altså om det måske var, fordi det især var muslimerne i Europa, der stod for den voksende antisemitisme. - Selv i Sverige, som man i DF har så travlt med at hakke på, er antisemitismen voksende. (Her udstøder BC en hånlig lyd). Hvis man sviner een tro til, åbner det op for en kloak, som gør, at så kan andre, herunder naturligvis også muslimerne, kaste sig over jøderne].
BC: Dér er der jo fuldstændig skudt forbi for vores vedkommende. Det kan der overhovedet ikke være tale om. Den dér påstand, den vil jeg overhovedet ikke købe. Tværtimod så er det jo også jøderne, vi forsvarer ved at gå imod islamismen, som jo er den store antisemitiske kraft i dag.
PF: [For lige at vende tilbage til det, BC sagde først - og som en måde at sige farvel på. Hvis HK vil opruste mod Dansk Folkeparti, så vil han møde en oprustning fra Dansk Folkepartis side].
BC: Det kan jeg love dig for. Også i den grad!
PF: Tak skal du
have, fordi du ville være med!
BC: Tak for ordet!
PF: Velbekomme! Hej hej!
* * *
DET FOLKELIGE LIV I KOMMUNEN
[Sendt til Lolland-Falsters Folketidende 22.11.05, men
var endnu 29.11.05 ikke bragt, så jeg satte det på både her og på undersiden
”Program”. Måske ser nogen det. Og hvis man er interesseret i at drøfte sagen
med mig, er man velkommen til at sende mig en mail.]
I forbindelse med min opstilling til kommunalbestyrelsesvalget fik jeg lejlighed til at gøre mig nogle overvejelser over ”det folkeliges” betydning her i det 21. århundrede, også og ikke mindst helt lokalt. Jeg har jo levet med Grundtvig gennem de 30 år fra 1972 til 2002, hvor jeg afsluttede selve min Grundtvig-forskning, og gik i 2003 på pension som 60-årig – ”pensionen som arbejdsstipendium” – med henblik på en bred udmøntning af ”arven og inspirationen fra Grundtvig”.
Hvad ”det folkelige” angår, har jeg gennem mange år sagt, at når vi skal nyformulere det, så skal vi begynde helt forfra i det helt grundlæggende og elementære, hvilket vil sige det helt nære liv, vi lever med hinanden.
I min valgkamp prøvede jeg at anvende dette på kommunalpolitikken, idet jeg pegede på, at det, der sker i kommunens liv som institution, dels selv er en del af det lokale liv, dels udgør de institutionelle rammer, som dette liv leves inden for.
Men det er klart, at ikke alt er politik. Det folkelige liv, dvs. det menneskeliv, vi lever for os selv og med hinanden fx her i Lolland Kommune, er meget større end selv det i videste forstand politiske. Hvortil kommer, at vi jo på det politiske plan er delt op i partier, medens det folkelige liv er noget, vi alle er fælles om, uanset partitilhørsforhold og de interessemodsætninger, opdelingen i partier er udtryk for.
Den nye kommunestruktur, og altså for os den nye Lolland Kommune, er en enestående lejlighed til at både tænke og handle nyt, for så vidt angår ”det folkelige”, så dette læserbrev er en opfordring til såvel alle eksisterende folkelige foreninger m.m. som alle borgere i Lolland Kommune om at overveje, hvad vi kan gøre for at styrke og videreudvikle det folkelige liv, både i kommunen som helhed og i de allermindste lokale sammenhænge. Men hvis nogen har lyst til at drøfte spørgsmålet med mig, er de velkomne til at henvende sig på en af nedenstående adresser.
Bent Christensen
pastor, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
* * *
FOLKELIGHEDEN
SOM POLITISK IDE-GRUNDLAG I DET 21. ÅRHUNDREDE
En hjemmeside-tekst, som
formodentlig løbende, i hvert fald senere, vil blive udvidet og forbedret. –
Pr. 31.10.05, hvor denne tekst blev lagt på, var det de almindelige
betragtninger om det folkelige, der fyldte mest. Men jeg vil efterhånden udvide
og forbedre det hele, ikke mindst den mere konkrete politiske del. – Seneste
opdatering: 02.11.05.
NB! Hvis man straks vil se, hvordan
jeg – i stor foreløbighed – har forsøgt at udmønte mine tanker i nogle mere konkrete
politik-punkter, kan man gå til denne teksts sidste afsnit – som efterfølges af
en opsummering i hovedpunkter. Men
jeg har ønsket at fortælle noget om den bredere baggrund først, ikke mindst
gennem mit eget personlige liv. Netop fordi det, jeg prøver at formulere her,
ikke skal være en ny ideologi, men nogle tanker omkring en ikke-ideologisk,
pragmatisk politik til det 21. århundrede, er det vigtigt, at jeg på denne måde
får vist, hvor minimalistisk og beskeden min tænkning på dette område er.
Som Grundtvig-forsker og
-discipel siden 1972 har jeg altid haft et afslappet – for ikke at sige kritisk
- forhold til det meste af den traditionelle tale om ”det folkelige”. Navnlig
har jeg ofte følt nærmest et ubehag, når jeg har hørt det grundtvigianske
mantra ”det-kirkelige-og-det-folkelige”.
Ikke fordi jeg har haft noget
imod hverken det kirkelige eller det folkelige, men fordi jeg pdes. ikke har
brudt mig om, at kristendommen, som jo er universel og ligger på et helt andet,
højere, plan, i den grad blev ”skudt ind i” det folkelige, og fordi jeg pdas.
ikke har brudt mig om, at det folkelige i den grad blev kædet sammen med
kristendommen, al den stund der jo er mange gode danskere, der af den ene eller
anden grund ikke ønsker eller ikke ser sig i stand til at være kristne.
Noget helt andet er, at der
selvfølgelig er en meget stærk sammenhæng mellem dansk folkelighed og dansk
kristendom. Her vil jeg for det første meget gerne – med Grundtvig – tale om
den del af Den kristne Kirke, der under navnet Den Danske Folkekirke lever her
i landet, som den danske folke-menighed. Og her må
jeg for det andet konstatere, at den danske folkelighed og hele den danske
kultur og nationalitet er afgørende funderet i og gennemsyret af kristendommen,
som den trods alt har været her i landet gennem over tusind år.
Når jeg her siger ”trods
alt”, er det, fordi det jo ikke altid har været kristendommen i særlig ren
form, der har været tale om. Som det er blevet sagt: Der skal en stærk tro til
at studere kirkehistorie og - kan man føje til - det såkaldte kristne Europas
historie. Men det ændrer ikke noget ved den kendsgerning, at vor kultur,
nationalitet og folkelighed er afgørende præget af den kristendom – eller
”kristendom” - der faktisk har været og virket her i landet gennem alle disse
år. – Hvad Grundtvig selv angår, er forholdet i øvrigt meget kompliceret. Lad
det derfor her være nok at citere ham for de berømte ord om, at ingen skarpere
end han har adskilt folkelighed og
kristendom (artiklen "Folkelighed og
Christendom", 1847).
Når jeg optræder som
politiker – og her som idé-politiker – optræder jeg ikke som præst, ja, sådan
set heller ikke som kristen. Ikke på anden måde, end at jeg selvfølgelig er kristen og som person er gennemsyret
af det. Anderledes kan det ikke være. Men som
den, jeg således er, stiller jeg mig, hvad det folkelige og det politiske
angår, ud på torvet sammen med alle andre danskere og borgere og lægger mine
ting frem for alle, kristne så vel som ikke-kristne.
Jeg burde vel på en måde helt
ignorere det Morten Korch-fugleskræmsel, mine politiske modstandere har rejst.
Det viser jo mere om dem, end om mig og mine ligesindede. Men jeg kan alligevel
godt bruge det til noget, nemlig som afsæt for en klar erklæring om, at jeg
faktisk udmærket er klar over, at tiden går, og at den hverken kan skrues
tilbage eller sættes i stå. Og jeg kunne også nemt sige alt muligt dårligt om
både Morten Korchs bøger (som jeg ganske vist nærmest ikke kender noget til) og
– altså navnlig – om filmatiseringerne af dem, som jeg har set de fleste af, og
hvis ringe kvalitet som film betragtet er åbenbar for enhver. Men netop i
betragtning af disse films på sine steder direkte pinligt dårlige kvalitet er
det bemærkelsesværdigt, så populære de har været, ikke bare dengang, men også
nu, og også blandt unge mennesker. Der spilles altså her ganske tydeligt på en
klangbund, som faktisk findes i det danske folk – mig selv inklusive. Men når
min kone og jeg ser dem sammen med vore nu voksne børn, er det selvfølgelig
”med filter på”, så vi adskiller de ting, der har med den ægte klangbund at
gøre, fra den kunstnerisk, ja, håndværksmæssigt dårlige fremførelse. Ligesom vi
naturligvis også er helt bevidste om, at det hverken er muligt eller ønskeligt
af vende tilbage til det samfund og den tid, der spilles på i disse film. Et
tilsvarende filter må man jo i de fleste tilfælde også sætte på, når man synger
fædrelandssangene fra 1800-tallet.
Men når mine modstandere
stiller deres Morten Korch-fugleskræmsel op, er det jo, for at det skal
markere, at når man fra vor side har været imod masseindvandringen og i hvert
fald meget kritisk over for EU, så er det udtryk for en umulig drøm om at få
tiden til at stå stille, ja, skrue den tilbage. Denne markering – eller
brændemærkning – må jeg imidlertid fuldstændig afvise. Det, det drejer sig om
for os, er jo tværtimod at komme ind i fremtiden med så meget af os selv i
behold som muligt.
Og det er jo ikke bare os
danskere, der har det sådan. Alle folk har det sådan. Det er simpelt hen ved at
være almindeligt anerkendt, at spørgsmålet om folkelig og national identitet er
et af hovedpunkterne på det 21. århundredes dagsorden. For spørgsmålet er jo
altså ikke, om vi kan låse den nuværende situation fast eller ligefrem skrue os
tilbage til en tidligere situation. Nej, spørgsmålet er, hvordan vi skal undgå
at ende som atomer i en fuldstændig amorf, ustruktureret, formløs masse af
producerende og forbrugende individer inden for den globale markedsøkonomi.
Hvis vi da er så heldige at høre til dem, der også er producerende! Hvortil kommer spørgsmålet om forholdet mellem EU og
de enkelte nationalstater.
Hvis jeg overhovedet skal gå ind på modstandernes beskyldning af mig for at have ”Morten Korch”-drømme, vil jeg sige, at der kan være et gran af sandhed i den i den forstand, at der jo ligger en vis forkærlighed for det simple og elementære i min livsholdning. Eller et minimalistisk grund-princip.
Og jeg bliver her på en
ganske særlig måde nødt til at tale helt personligt, ud fra mit eget gemyt og
min egen livshistorie. Hvilket vil sige, at jeg allerede her må henvise til,
hvad jeg nedenfor skriver om min vej fra nihilismen til en minimalistisk
tænkning. Eller atter på en anden måde: Den måde, jeg arbejder på, består ikke
i, at jeg vil prøve at vende tilbage til en eller anden gylden tilstand i
fortiden, men i, at jeg ud fra et livsanskuelsesmæssigt og kulturelt nulpunkt
prøver at begynde helt forfra. Hvilket igen ikke betyder, at jeg prøver at
lade, som om fortiden ikke har været der. For fortiden er der jo. Historien er
der. Og vi har kun een historie, kun een fortid. At begynde helt forfra betyder derfor hverken
mere eller mindre end at forholde sig til det hele på den måde, at selve min
”forholden mig” som sådan i sit principielle udgangspunkt er helt
forudsætningsløs.
Denne i princippet helt forudsætningsløse måde at forholde sig på har både en negativ og en positiv side. Den negative side er selvfølgelig nihilismen, forestillingen om alle tings intethed og tomhed, altså den forestilling, man må have, hvis man prøver at tage alvorligt, at virkeligheden ikke er andet, end hvad naturvidenskaberne, dvs. grundlæggende fysikken, kan fortælle os. Hvilket selvfølgelig er noget vrøvl. Naturvidenskaberne, og altså grundlæggende fysikken, kan jo ikke gøre hele den erfaring til intet, som vi har i hele vort liv som menneskelige personer. Men det er et forhold, man først rigtig lærer at forstå, når man naivt og ærligt har prøvet at leve efter det, der har været præsenteret som menneskehedens højeste og yderste erkendelse.
Og når man - med eller uden
kristendommen - har indset, at livet er mere, end hvad fysikken kan fortælle
os, så får den forudsætningsløse måde at forholde sig på også en positiv side.
Så bliver den helt ny begyndelse en gave. Så kommer alting til at ligge nyt og
frisk foran en. At dette efter min bedste overbevisning først bliver helt
lysende herligt i det kristne evangeliums lys vil jeg kun lige nævne her. For
det ligger i hele den forståelse, jeg har arvet fra Grundtvig, at vi kristne må
opfordre og tilskynde vore ikke-kristne medmennesker til, i hvert fald at se så
stort på og dybt i deres menneskeliv som overhovedet muligt. Så kan vi lave
fælles kultur på det. Og så må det ellers vise sig, hvad der videre kan ske - efter
Grundtvigs princip:
Stræbe da hver paa denne Jord
Sandt Menneske at være
Aabne sit Øre for Sandheds Ord,
Og unde Gud sin Ære;
Er Christendom da Sandheds Sag
Om Christen ei han er i Dag
Han bliver det i Morgen!
(”Menneske først og Christen saa” Str. 8)
Men dermed lader jeg den
kristne side af sagen bogstavelig talt stå hen. Her er det jo et kulturelt og
politisk program, jeg prøver at stille op.
Jeg indrømmer altså, at der
ligger en forkærlighed for det elementære og enkle i den
begynde-helt-forfra-minimalisme, jeg har som mit livs- og arbejdsprincip.
Modstanderne vil sige om dette, at så vil jeg bare prøve at forenkle den
komplicerede moderne, ja, post-moderne (efter-moderne eller ”mere-end-moderne”)
virkelighed. Men det er ikke tilfældet, for så vidt angår erkendelsen af den
foreliggende virkelighed. Det ligger selvfølgelig i enhver form for erkendelse,
at man skal søge den enklest mulige beskrivelse. Sådan arbejder netop
naturvidenskaberne. Men i begrebet ”enklest mulige” ligger jo, at beskrivelsen
ikke kan være enklere end det, der beskrives. Det er heller ikke tilfældet, for
så vidt angår erkendelsen af, at hele vort menneskeliv, både som enkeltpersoner
og i de forskellige fællesskaber, kan være en overordentlig broget og
kompliceret affære.
Men når man overvejer,
hvordan man ønsker at leve sit liv, gør det en forskel, om man ligefrem dyrker
kompleksiteten for kompleksitetens egen skyld, eller om man også her (ligesom i
erkendelsen) prøver at finde de enklest mulige løsninger. I hvert fald på nogle
områder. Jeg har gennem mange år brugt nogle billeder fra teknikkens verden om
dette.
Tag fx det hjul, man som
lystfisker ruller sin line op på. Her var der en tid, hvor man med alle mulige
teknikker prøvede at få spolen i det almindelige hjul til at rulle lettere.
Avancerede kuglelejer osv. Indtil der var en, der fandt på at dreje hjulet 90
grader, så det blev et såkaldt fastspolehjul, som en bøjle kørte rundt om med
linen, når den skulle rulles op, og som stod fast, når man kastede blinket ud,
og linen bare blev trukket ud over kanten på den stillestående spole.
Eller tag den maskinpistol,
vi brugte i hæren, da jeg var soldat (og som man måske bruger endnu). Den havde
næsten kun een bevægelig del, nemlig det store, tunge
bundstykke, som ved selve sin vægt og en fjeder udnyttede energien fra krudtet
i de affyrede patroner. Eller jeg kunne nævne de forsøg, man har gjort med den
såkaldte Wankel-motor. Eller sådan noget som
brint-brændselscellerne.
På det kultur- og
politikprogrammatiske område kan man tilsvarende sige, at det ikke nødvendigvis
er udtryk for den højeste visdom, at man bare køre videre i den rille, man
tilfældigvis er i lige nu. Det kunne måske være bedre at finde sig en ny rille
- og i den finde nogle helt nye, friske og enkle løsninger. Og det kan man
netop, når man begynder helt forfra.
Men hele den virkelighed,
menneskeheden allerede har tilbagelagt, er der jo stadig, med hele den
erfaring, menneskeheden har erhvervet. Og der er kun een
fortidig virkelighed, kun een historie. Så noget af
det første, der sker, efter at man er begyndt helt forfra, er naturligvis, at
man også må forholde sig til denne meget store og vigtige del af virkeligheden.
- Mere om dette i sidste afsnit: Folkeligheden som politisk idé-grundlag..
En anden ting, der ligger i
det, modstanderne vil prøve at pådutte mig og mine ligesindede, er, at når vi
er imod den indvandring, der har fundet sted gennem de seneste årtier og imod –
eller i hvert fald kritiske over for – EU, så betyder det, at vi vil lukke os
inde i en national selvtilstrækkelighed, ja, vel nærmest lukke os rent fysisk
inde bag Danmarks grænser. Men også dette er en påstand, der ikke har noget med
os at gøre. Jeg er selv meget internationalt aktiv og kan både hos mig selv og
hos mine internationale kontakter se, at netop ens egen folkelige og nationale
identitet er en meget frugtbar, ja, nødvendig baggrund for samlivet med de
andre. Det ligger faktisk i selve begreberne sam-liv
og ”møde”, at det er noget, der foregår mellem nogle parter, der hver især er
det, de er. Der kan også henvises til vor netop her i 2005 meget fejrede store
landsmand H.C. Andersen, for hvem at rejse var at leve, og som i den sang, der
burde være vor nationalsang, om Danmark sit fædreland siger: ”derfra min verden
går”. Denne linie lader vi lige stå et øjeblik!
Men jeg vil så vidt muligt
prøve at se bort fra mine kosmopolitiske, multikulturalistiske
og antifolkelige modstanderes skræmmebilleder af mig og mine ligesindede. For
afvisningen af disse skræmmebilleder tvinger uvægerligt en over i et forsvar på
nogle fronter, som vel kan være vigtige, men som alligevel ikke er dem, der er
allermest afgørende i den nutid, vi står i, og den fremtid, der ligger foran
os. Jeg vil med andre ord ikke lade mine modstandere sætte min dagsorden.
Afslutningsvis vil jeg i
denne sammenhæng sige om mine modstandere, at det naturligvis er deres ret at
have de anskuelser, de har, men at det ikke er deres ret at prøve at tvinge os
andre til at antage de samme anskuelser eller at prøve at marginalisere og
undertrykke os. Idet jeg føjer til, at de fleste af dem i virkeligheden selv er
dybt præget af dén danske folkelighed, de så ivrigt fornægter. De fleste af dem
er rent ud sagt kosmopolitiske og antifolkelige på en særdeles dansk måde! Man
kan sige, de snylter på den folkelighed, de fornægter. Men det skal de være
velkomne til. Og man kan jo også altid omvende sig. Hvad nogle af dem vist også
allerede er begyndt at gøre.
Nu skal denne skitse jo ikke
udarte til et stykke bekendelseslitteratur, men jeg kan ikke lægge disse tanker
om det folkelige frem uden at fortælle lidt om min egen personlige holdning og
min egen personlige udvikling, og det afgørende er, som jeg allerede har været
inde på det, at jeg – med den jo ganske traditionelle og kulturkonservative
baggrund, jeg har – aldrig nogensinde har været ”flommefolkelig”, endsige
nationalistisk. Jeg må tværtimod sige, at alt, hvad der siden min gymnasietid
har udviklet sig hos mig, har udviklet sig ud af en dyb oplevelse af ”alle
tings intethed”. Også min forståelse af ”det folkelige” har udviklet sig ud af
en nihilisme, en overbevisning om ”alle tings intethed”. Sådan var det jo, hvis
man som ungt menneske i 1960’erne drog konsekvenserne af, hvad der måtte stå
for en som højdepunktet af den menneskelige erkendelse.
Men jeg har selvfølgelig en
baggrund for mine tanker, og den er formodentlig typisk for en person, der er
født i Danmark i 1943, blev student i 1962, aftjente værnepligt 1962-1964, blev
gift i 1965 og afsluttede et universitetsstudium i1968. Hvor man særligt skal
lægge mærke til de to sidste årstal. 1965 er jo det år, ikke bare jeg, men også
andre sætter som det år, hvor efterkrigstiden, dvs. det absolut sidste af den
nogenlunde gamle verden, sluttede og den virkelig moderne tid begyndte. Og 1968
er det år, ungdomsoprørets år, hvor de tendenser, der allerede var begyndt at
gøre sig gældende omkring tiårets midte, nærmest eksploderede.
At min kamp mod den
nihilisme, jeg gennem nogle år følte mig så at sige filosofisk forpligtet på,
endte med, at jeg i 1971 blev præst i Folkekirken, nævner jeg bare lige. Men
der er selvfølgelig også nogle lighedspunkter mellem det, og så min udvikling i
forhold til ”det folkelige”, ligesom de ting i virkeligheden, der trods alt
faktisk vidner imod forestillingen om ”alle tings intethed”, selvfølgelig
bliver endnu tydeligere og kommer til at virke endnu stærkere, når man ser dem
i det kristne Evangeliums lys.
”Det folkelige” var til at
begynde med først og fremmest det lollandske,
altså selve den helt elementære oplevelse af landskabet, sproget og menneskene
her på vor lille dejlige, men ofte af både de andre og os selv ringeagtede ø.
Det var ganske vist ikke noget, jeg tænkte meget over, og slet ikke noget, jeg
arbejdede med. Det var bare dejligt at opleve, at der trods alt faktisk var
noget, man havde sin rod i. Og netop det, at det var det små og ringeagtede,
gjorde det særlig velegnet til at være forankring for min almindelige trods mod
oplevelsen af ”alle tings intethed”. I øvrigt lå det jo i tiden, at man som
ungt menneske var stærkt internationalt orienteret. Besættelsestiden lå ikke
langt bagude, og økonomien og dermed mulighederne gik frem, så åbenheden ud mod
den store verden, ikke mindst den angelsaksiske, spillede en afgørende rolle.
For mit vedkommende skal dertil lægges, at jeg i årene fra 1957 til 1961 levede
og åndede for jazzen. Jeg spillede
klaver i såvel Nakskov som Maribo jazzklub.
Så blev jeg soldat, endog
reserveofficer, dog hverken mere eller mindre end såkaldt sprogofficer (med
russisk), hvilket betød, at jeg kom til at opleve det militære liv fra en
særlig slags sidelinie – om end på ret højt niveau
(stabstjeneste). Og hvis nogle nu siger: Aha, militarisme og nationalisme! - så
viser det kun, at de ikke har fattet noget som helst af, hvad der netop er
karakteristisk for livet her i Danmark. Den danske hær er en meget dansk hær,
hvor man pdes. tager det hele ganske stille og roligt og afslappet, ja, trods
den uhyggelige baggrund, faktisk direkte hyggeligt, men hvor man pdas. også kan
sine ting og er rede til at bruge sin kunnen, hvis det bliver nødvendigt. Og
jeg må minde om, at så tæt på Anden Verdenskrig og kampen mod nazismen og midt
i Den Kolde Krig og forsvaret mod kommunismen var det svært at have moralske
skrupler over at gøre tjeneste i den danske hær. At jeg for mit vedkommende
alligevel tænkte meget over, hvordan man – på en realistisk måde - kunne
arbejde for at undgå de krigens rædsler, hvis mulighed og karakter man i sin
tjeneste havde så tæt inde på livet, er en anden sag
Men i denne teksts sammenhæng
er det jo hæren som national og folkelig størrelse, det skal handle om, og der var
mange ting i det militære liv, som gjorde indtryk på en ung mand som mig.
Selve den alvorlige baggrund
for det hele var for mig ikke så meget et spørgsmål om at i givet fald at
skulle ”kæmpe for Danmark”. Man var jo NATO-soldat, og det, man skulle forsvare,
var selve friheden, det, man i givet
fald skulle kæmpe for, var at undgå at blive ”befriet” til en kommunistisk
livsform, dvs. til en grå og kedelig og fattig tilværelse fuld af løgn og
frygt. For det vidste jeg jo ret direkte, efterhånden som jeg blev i stand til
at læse sovjetiske aviser og blade og lytte til sovjetisk radio. Og da
venstreorienteringsbølgen kom, var det mig helt ubegribeligt, at også
intellektuelle og kunstnere kunne tilslutte sig den slags, eller i hvert fald
flirte med det eller holde hånden over det. - Ja, jeg kan her indskyde, at når
jeg har reageret så voldsomt mod vor tids indvandringstilhængere og
islam-beskyttere, skal det i høj grad ses på baggrund af min stærke oplevelse
af, hvordan jo ofte helt bogstavelig talt de samme mennesker een gang før havde taget så grueligt fejl. Måske er
forklaringen, at disse – ofte særdeles begavede - mennesker også vil hævde sig
ved at optræde destruktivt i forhold til deres eget land og folk og deres egen
kultur.
Men der var en alvorlig baggrund,
og selve det, at det kunne lade sig gøre at tage nogle mennesker ud af det
almindelige samfund og sætte dem sammen i militære enheder, der skulle kunne
fungere under de yderste betingelser, var meget tankevækkende. Det var
selvfølgelig også tankevækkende, at man i onde stater som Nazi-Tyskland og
Sovjetunionen kunne gøre det samme, ja, at man til alle tider havde kunnet gøre
det, også med landsknægte og lejesoldater. Jeg kunne selvfølgelig godt se det
nærmest helt dæmoniske potentiale i alle de ting, der skulle til for at forme
en militær enhed. Alligevel havde mange af tingene også en side, der simpelt
hen var militær og national tradition. Det kunne være små ting i den daglige
tilværelse. Eller det kunne være parader og den slags, alt sammen traditioner,
som virkelig levede og virkelig repræsenterede en virkelighed, der var større
end lige os, der var med i det her og nu. Men misforstå mig ikke! Det var i
Danmark, det foregik, og alt var ganske uskyldigt, og intet blev taget mere
alvorligt end nødvendigt.
Senere blev jeg feltpræst, og
det var som sådan, jeg i vinteren 1976/77 fik indfriet det løfte til mig selv,
jeg allerede under aftjeningen af min værnepligt havde aflagt om, på et
tidspunkt at bruge et halvt år af mit liv på FN-tjeneste i fredens tjeneste.
Det blev på Cypern. Og dels gælder det jo for alle, der kommer til at opholde
sig i længere tid i udlandet, at de derved bliver mere opmærksomme på og
bevidste om, hvad det vil sige at være dansk, dels var det danske kontingent i
De Forenede Nationers Styrke på Cypern jo et ret stort lille stykke Danmark,
der på en helt særlig måde dagligt kunne sammenlignes med såvel det omgivende
cypriotiske miljø som de andre kontingenter. Og jeg kan sige, at både evnen til
at udføre tjenesten og evnen til at hygge sig på en særdeles dansk måde var
helt i top, i øvrigt to sider af sagen, som hang nøje sammen – såvel for så
vidt angik vor evne til, selv at klare udstationeringens og tjenestens
udfordringer, som for så vidt angik den konfliktdæmpende side af vor tjeneste.
Vi har højt respekterede fra alle sider, og vor egen selvtillid fejlede heller
ikke noget. Jeg lærte virkelig meget om danskhed på dette halve år.
Jeg må ikke glemme at nævne,
at jeg efter aftjeningen af min værnepligt gik i gang med et cand. mag.-studium i dansk/russisk. Men det er
bemærkelsesværdigt, at jeg måske har været lige ved at glemme det. Og det er jo
især mit hovedfag dansk, jeg her tænker på. Men det valgte jeg overhovedet ikke
af nationale grunde. Det var tværtimod nærmest efter udelukkelsens princip.
Noget skulle jeg jo have at leve af, og så kunne det jo lige så godt blive
noget med litteratur. Og bifaget
russisk havde jeg stor set med mig fra min militære uddannelse. Men når det er
sagt, har uddannelsen i dansk og nordisk sprog og litteratur, fra Guldhornene
og runestenene til nutiden, selvfølgelig også gjort indtryk på mig. Det var
bare ikke det, der lå øverst i min bevidsthed. Det var kampen mod hhv.
nihilismen og venstreorienteringen. Og efter tre år som gymnasielærer blev jeg
da også præst – med supplerende teologisk uddannelse efter den såkaldte
akademikerparagraf. Det kunne jeg gøre så hurtigt, fordi jeg i mit cand. mag.-studium og i det hele taget i min studietid havde
beskæftiget mig så meget med livsanskuelsesspørgsmål og teologi.
Danskheden var stadigvæk ikke
noget, jeg sådan gik og tænkte over. Selvfølgelig opdrog vi også vore børn til
at være danskere. Selv om jeg dårligt kan fortælle, hvad vi egentlig sagde og
gjorde. Det var vel også lidt i spøg og lidt i alvor. Igen ud fra princippet,
at egentlig skulle det jo ikke være noget, men det var jo alligevel lidt. Jeg
håber, at vi på netop denne måde har opdraget vore børn til at være danskere på
den helt rigtig danske måde, og jeg er selv ganske udmærket tilfreds med
resultatet.
Men på dette punkt har
læseren det nok på samme måde som jeg selv, nemlig at det hele bliver ødelagt,
når man taler om det. Det allerværste er selvfølgelig, når man meget
selvhøjtideligt taler om, hvor uhøjtidelig og selvironisk man er, når man er
dansk. Som jeg efterhånden er begyndt at udtrykke det: Det er ligesom det at
køre på cykel; når man begynder at tænke over, hvad man gør, vælter man. Eller
på en anden måde: Det er ligesom det at trække vejret; det tænker man ikke
over, før der er nogen, der prøver at kvæle en.
Og med den sidste barske
sammenligning er vi netop fremme ved tiden omkring år 2000, hvor man pludselig
følte noget i den retning. For mit eget vedkommende var det ganske vist sådan,
at jeg netop i 1998 havde forsvaret min teologiske Grundtvig-disputats. Men min
beskæftigelse med Grundtvig gennem alle årene havde grundlæggende været rent
teologisk, selv om jeg i arbejdet med mine to Grundtvig-bøger også var kommet
til at beskæftige mig ret meget med Grundtvigs folkelige engagement. Og det,
jeg efter de mange års Grundtvig-forskning nu ville beskæftige mig med (og i
2003 gik på pension for at koncentrere mig om) var af almindelig livs- og
litterærpolitisk karakter, også i den grad, at jeg gang på gang har sagt til
mig selv, at nu måtte jeg endelig ikke forfalde til at begynde at dyrke ”det
folkelige” som en alt for nem og billig måde at aktualisere Grundtvig på. Men
navnlig situationen i 2001 var jo af en sådan karakter, at man i hvert fald
måtte gøre noget for at kunne blive ved at trække vejret, ja, for at kunne
redde Danmark for befolkningsudskiftning og sandsynligvis også kaos og
borgerkrig. I første omgang gjaldt det dog kampen mod vore egne toneangivende
kredse, der syntes helt besat af lyst til at fylde landet med fremmede, og som
med dette store formål for øje intet middel skyede for at kvæle selv den
mindste kritik af, hvad der foregik. I sommeren 2001 stiftede jeg det af især
præster bestående ”Forum for Kritisk Indvandringsdebat”.
En ny tænkning om det folkelige
Ligesom under Den Kolde Krig,
var det i situationen omkring år 2000 først og fremmest friheden, ikke det nationale som sådant, der betød noget for mig.
Jeg tænkte stadig ikke så meget over det med det nationale og det med ”det
folkelige”. Det afgørende i forhold til såvel indvandringen som de
toneangivende var simpelt hen kampen for retten til at udvikle sig ind i
fremtiden på den måde, der naturligt ville være tale om – uden indvandringen og
uden kulturundertrykkelsen. Og dog var der jo hos mig – som formodentlig hos
det store flertal af den danske befolkning – helt grundlæggende tale om en dyb,
instinktiv modvilje mod selve befolkningsudskiftningen som sådan, mod selve
det, at hvis udviklingen ikke blev standset, ville måske allerede mine
børnebørn komme til at leve som mindretal i deres eget land. Denne modvilje gav
sig bare ikke udslag i en egentlig beskæftigelse med det nationale eller
folkelige. Men på den anden side begyndte man jo at tænke over, hvad det
egentlig var for en størrelse der var så farlig for indvandringstilhængerne og
deres kosmopolitiske projekt, at det i den grad skulle lægges for had og
bekæmpes.
Her på det sidste – og
navnlig efter at jeg lod mig opstille for Dansk Folkeparti til
kommunalbestyrelsesvalget i Lolland Kommune – er jeg begyndt at tænke over ”det
folkelige” på en helt ny måde. Det har ganske vist også en baggrund i mine
almindelige bestræbelser på at foretage en aktuel udmøntning af ”arven og
inspirationen fra Grundtvig”. Men længe talte jeg her om at hæve denne arv og
inspiration op i nogle ”højere nævnere”. Det kunne ikke nytte noget, bare mere
eller mindre at gentage, hvad Grundtvig – eller grundtvigianerne – havde sagt.
Denne tale hørte jo hjemme i nogle ganske bestemte historiske situationer. Så i
stedet for at tale om ”det folkelige” i den traditionelle forstand ville jeg
hellere tale om det at leve sit menneskeliv i dén konkrete skikkelse og på dén
konkrete måde, det til enhver tid og under de til enhver tid gældende vilkår
var muligt og ønskeligt. Og jeg kan godt citere noget fra den allerførste
programartikel efter forsvaret i 1998 af min Grundtvig-disputats, nemlig fra
den i ”Dansk Kirketidende” nr. 12-13/1998
trykte artikel ”Livsvidenskabelig efterskrift”:
I det hele taget må en udmøntning
af den grundtvigske arv, som allerede nævnt, forudsætte en ”nævnerforhøjelse”
(til dels svarende til, hvad der ligger i begrebet ”afmytologisering”). Hvad fx
Grundtvigs syn på folk og fædreland og historie angår, så var der jo megen
1700-tals patriotisme, megen ”romantisk” organismetænkning og megen håndfast
gammeldags “bibelskhed” og “forsynsfundamentalisme” i hans måde at tænke og
skrive på - også efter 1832. En “afmytologisering” kan her bl.a. bestå i, at
man lader alt, hvad Grundtvig har sagt om historien og folkelivet, komme til i
det mindste at gælde det
konkrete, levede menneskeliv i alle dets sammenhænge, med særligt henblik på at
forstå det som forløb, begivenhed.
Her bliver jeg igen nødt til
at tale lidt teologisk. For det, det i min bestræbelse på at ”udmønte arven og
inspirationen fra Grundtvig” drejer sig om, er, hvad jeg betegner som
”udfoldelsen af det kristeligt nødvendige livsengagement”. Det kan jeg ikke
komme nærmere ind på her. Jeg må nøjes med at henvise til undersiderne ”Grundtvig”,
”Kirke og teologi”, ”Program” og ”Poesi”. Men længe var det på den mere
praktiske side, hverken mere eller mindre end et ”kulturprogram”, jeg arbejdede
på. Efterhånden gik det dog op for mig, at netop når den helt konkrete ”levelse” af menneskelivet spillede en så stor rolle for
mig, var der ikke langt til det politiske. Hvortil altså kom min opstilling til
kommunalbestyrelsesvalget. Så efter ovenstående lange, men efter min egen
mening nødvendige, indledning, vil jeg nu begynde at nærme mig skitseringen af
mine tanker om ”det folkelige” med særligt henblik på det politiske.
Men det er i denne
forbindelse helt afgørende vigtigt, een gang for alle
at slå fast, at der for det første ikke skal være tale om noget, der bare
minder om en ideologi, og at der for det andet nøje må skelnes mellem ”det
folkelige” i den almindelige og helt brede betydning, altså i betydning af
selve folke-livet som sådant og overhovedet, og så
det rent politiske.
Ideologiske
system-spændetrøjer har der været nok af. Men det er ikke det samme, som at vi
skal afstå fra enhver sammenhængende tænkning om den måde, vi lever vort liv
på, det være sig på det bredere kulturprogrammatiske plan eller på det snævrere
politiske plan.
I overensstemmelse med, hvad
jeg allerede har sagt med mit cykelkørsel-billede, er det ganske vist sådan, at
både menneskelivet i almindelighed og menneskelivet som folke-liv
betragtet sådan set bare skal leves. Sådan har det jo været indtil nu. For vel
har der været forskellige former for tænkning, som har præget den måde, vi har
levet vort liv på. Dette gælder ikke mindst hele den folkelige tænkning i
1800-tallet – og ganske særligt Grundtvigs tænkning og forskellige folkelige
tekster, ikke mindst hans folkelige sange. Men navnlig når vi ser på det
folkelige liv i det helt store tidsperspektiv og som det liv, de mange ganske
jævne mennesker har levet, står det klart, at den folkelighed, der var til
stede, da nogle intellektuelle og kunstnere i 1800-tallet med en helt særlig
styrke begyndte at dyrke ”det folkelige”, den helt overvejende simpelt hen er
blevet levet frem gennem alle
århundrederne, navnlig siden Harald Blåtand samlede Danmark og det danske sprog
begyndte ad adskille sig fra svensk, det andet østnordiske sprog.
Den fremmedpolitiske
problematik vil jeg komme så lidt som muligt ind på her. Det er en unaturlig
blindgyde-problematik, som skyldes en fejlvurdering af historisk helt
enestående karakter. Men det er klart, at såvel masseindvandringen i sig selv
som den fremmedpolitiske strid mellem os danskere indbyrdes har fremskyndet den
samling om det nationale og folkelige, som bla. er kommet til udtryk i Dansk
Folkepartis succes gennem de sidste ti år.
Når Dansk Folkeparti har fået
netop dette navn – og netop den succes, det har haft – skyldes det helt åbenbart
for det første konfrontationen med indvandringen og dens folkelighedsfjendske
tilhængere og for det andet den indskrænkning af den danske nationale
selvstændighed, som følger af vort medlemskab af et EU, der i hvert fald indtil
nu - og med et stort demokratisk underskud - har bevæget sig i retning af
større og større integration. Hvortil så kommer truslen og udfordringen fra
globaliseringen.
Men det er klart, at det ikke
i det lange løb er tilstrækkeligt med en ren markering af protest mod disse trusler,
i hvert fald slet ikke for så vidt angår globaliseringen, hvor den blotte
protest nærmest ville svare det, at man i en stormflodssituation gav sig til at
protestere mod naturlovene. Og noget andet, og langt vigtigere, er, at en ny
forståelse af det folkelige ser ud til at kunne være af stor positiv betydning
som ramme om og grundlag for den politiske tænkning og praksis.
Jeg vil imidlertid ikke her
begive mig ud i en omfattende behandling af dette spørgsmål i al almindelighed,
men nøjes med – i al korthed og foreløbighed - at skitsere, hvordan jeg selv
mener der på grundlag af Dansk Folkepartis navn og historie kan udfoldes et
mere omfattende og sammenhængende sæt af tanker og principper. Og det vil blive
over en skala lige fra folkelighedsbegrebet som sådant, altså som et rent
kulturelt begreb, både før og efter det politiske, og ned til det rent
politisk-programmatiske.
Man kan spørge, hvad
tænkningen om det folkelige i den videre og almindelige forstand har at gøre i
en partipolitisk sammenhæng. Og det ville selvfølgelig på en måde også være
mest rimeligt at behandle de to ting hver for sig. Men netop i den situation,
vi befinder os i nu, kan det alligevel også være rimeligt, ja, nødvendigt at
behandle dem i sammenhæng. Og det af to grunde. For det første, fordi det
folkelige på de her nævnte områder og fronter netop nu er under et pres af
politisk karakter og derfor også må forsvares med politiske midler, i et
forsvar, hvor det er selve det rum (i både bogstavelig og overført betydning),
folkeligheden skal leves i, der skal forsvares. Og for det andet, fordi selve
den politik, der her bliver tale om, dels skal vokse ud af og forstås ud fra
det folkelige som folke-liv betragtet, dels skal være
ikke bare en ramme om, men også en del af det folkelige som folke-liv
betragtet.
Jeg vil derfor nu først prøve
at ridse nogle tanker op, jeg selv har gjort mig om det folkelige.
I citatet ovf. fra 1998-programartiklen
i ”Dansk Kirketidende” prøver jeg at begynde helt forfra med en forståelse af,
hvad der i post-moderne tid må svare til, hvad der hos Grundtvig og
grundtvigianerne blev betegnet som ”det folkelige”, og det blev altså til
formuleringen ”det konkrete, levede menneskeliv i alle dets sammenhænge”. Det,
der dengang var – og stadig er – hovedanliggendet i mit Grundtvig-inspirerede
livsengagement-projekt, er nemlig ikke synet på menneskelivet som først og
fremmest et folkeligt liv i national
forstand, set i modsætning til det folkelige liv i andre landet, men synet på
menneskelivet som et konkret liv i
modsætning til menneskelivet som et abstrakt
og kunstigt liv. Og et meget
langt stykke er jeg her også i ganske direkte overensstemmelse med Grundtvig
selv. Den kamp, Grundtvig kæmpede gennem hele sit aktive liv, var nemlig på
alle områder en kamp for det naturlige og konkrete, mod det kunstige og
abstrakte. Og da menneskene jo i det hele taget ikke grundlæggende bliver
anderledes gennem tiden, er det meget nemt at se, hvor meget Grundtvigs
modstandere dengang ligner dem, der i vor tid mere er styret af abstrakte
teorier og trangen til at være ”fin” og ”progressiv” end af hensynet til den
konkrete virkelighed.
Det, det drejer sig om i det
projekt, jeg nu bruger mine – forhåbentlig mange – sidste år til at arbejde på,
er som sagt den aktuelle udfoldelse af ”teologien om det kristeligt nødvendige
livsengagement” – med særligt henblik på ”poetisk livsfølelse og litterær
poesi” og forholdet mellem disse to sider af sagen. Og livsengagementet, det er
jo først og fremmest engagementet i de helt elementære ting. Det er
selvfølgelig også engagementet i de ting, der ligger derudover, altså i større
fælles handlinger, i filosofisk tænkning og videnskabelig erkendelse samt i
poesi og anden kunst, men ingen af disse videre og større ting skal dyrkes
adskilt fra selve det helt elementære engagement i det at være menneske her i
verden, og der skal hele tiden være en kraftig vekselvirkning mellem det
elementære, almindelige og det videre, mere særlige.
Derfor har jeg i alt, hvad
jeg ellers arbejder med, hele tiden måttet tænke på, hvordan vort menneskeliv
nu og i fremtiden former sig og kan komme til at forme sig. Og så var der for
det første ikke langt fra den særlige beskæftigelse med poesien i både videre
og snævrere forstand, til nogle mere almindelige kulturprogrammatiske
overvejelser, hvilket for det andet meget hurtigt førte videre til nogle
temmelig politiske overvejelser.
Men jeg må gentage, at jeg
vil være den sidste til at sidde ved min computer og udarbejde nogle teorier om
menneskelivet, som jeg så bagefter vil gå ud og presse ned over mine
medmennesker. Tværtimod gentager jeg også, at man egentlig helt skulle afstå
fra at arbejde med teorier om, hvordan livet bør leves, og bare lade livet leve
og udvikle sig af sig selv.
Imidlertid er det sådan, at
vi allerede hver for sig går og gør os nogle overordnede tanker om, hvordan vi
ønsker at leve vort liv. Og sådan er det også i de både mindre og større fællesskaber,
vi lever i. Det mangler jo heller ikke på kloge folk, der den dag i dag meget
gerne vil tænke for os alle sammen, så sat på spidsen kan man sige, at hvis man
ikke selv gør sig nogle tanker om livet, så kommer man bare til at leve efter
de tanker, andre har tænkt for en!
Dertil kommer, at medens fx
en bonde her på Lolland indtil engang i 1800-tallet stort set levede ganske
elementært, idet man simpelt hen bare gjorde, som man plejede, og idet det, der
udviklede sig, bare kom, uden at man tænkte over det – og idet alt dette skete
ganske uforstyrret, uden indblanding udefra – så er det anderledes nu. Det er
noget helt særligt for vor tid, at det i den grad er blevet både muligt og
nødvendigt for os at træffe nogle helt bevidste valg med hensyn til, hvordan vi
vil indrette os og leve vort liv.
Det gælder allerede, for så
vidt angår ens egen person og ens eget personlige liv, hvor det er klart, at
det, jeg kalder ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement” giver
en klar og stærk tilskyndelse til, at koncentrere sig om, hvad der er ægte og
virkeligt, og lade være at spilde sin tid og sit liv på, hvad der er kunstigt
og uvirkeligt, ja, måske ligefrem ødelæggende for, hvad man godt kan se ligger
i livets eget væsen. For vel er mit
personlige udgangspunkt altså en kristen teologi, men det ligger i både min og
Grundtvigs forståelse af tingene, at det liv, vi som kristne engagerer os i,
det er det liv, vi har til fælles med også vore ikke-kristne medmennesker, så
at vi for det første ikke kan engagere os i vort eget liv alene, men allerede
for vor egen skyld må se vort liv som det liv, alle mennesker er fælles om, og
så at vi for det andet i vor solidaritet med vore ikke-kristne medmennesker må
råde dem til at søge det samme kvalitets-engagement i deres liv, som vi søger i
vores.
Dette er simpelt hen, hvad
der ligger i hele Grundtvigs ”menneske-først-tanke”, ja, i hele den
grundtvigske tanke om folkehøjskolen, den folkelige livsoplysning, hvor det jo
som bekendt udelukkende er det fælles menneskelige (i sin konkrete folkelige
skikkelse) og ikke det særligt kristne, det drejer sig om. Hvor det
interessante jo så er, at også her peger det ret forståede solidaritets-begreb
begge veje! Det er ikke kun en højere form for godgørenhed, når vi kristne råder
vore ikke-kristne medmennesker til at leve et så dybt og sandt og oplyst
menneskeliv som muligt. Det er i allerhøjeste grad også i vor egen interesse,
at de mennesker, vi jo ikke kan undgå at skulle dele vort liv med, lever så
godt og ægte som muligt.
Og her kan man se, hvor
hurtigt man kommer fra selve tanken om dybden og kvaliteten i den enkeltes
livsengagement til noget, der meget klart bevæger sig ind på hele den fælles
livs-kulturs område, og dermed også meget hurtigt ind på det politiske område.
For noget af det, der er karakteristisk for vort liv i dag, er jo, at både det,
de andre foretager sig, og det, der sker i de forskellige politiske strukturer,
har afgørende indflydelse på også vort helt personlige liv. Det er meget svært
at leve bare nogenlunde afsondret fra de andre og fra ”samfundet”.
Men ellers er det jo livet i
parforholdet og som forældre og børn, på arbejdspladserne og i de forskellige
netværk af venner og kammerater af forskellig slags, det gælder. For een ting må man gøre sig klart: Det gamle sognefællesskab
eksisterer ikke længere. De to afgørende fællesskaber for det moderne menneske,
er kernefamilien og arbejdspladsen – hvor sidstnævnte nok i realiteten er den
vigtigst for mange. Som det er blevet sagt: En ny familie kan man altid få, men
man har kun een karriere!
Det moderne folkeliv leves
først og fremmest på arbejdspladserne og i de videre kontakter, arbejdslivet
indebærer. Hvortil så kommer alle de fællesskaber eller netværker, det moderne
menneske indgår i i fritiden, det være sig
vennekredsen eller alle mulige former for foreninger eller lignende i
forbindelse med forskellige fritidsaktiviteter.
Og hertil er ikke andet at
sige, end at hver enkelt må gøre op med sig selv, om det, der sker i de
forskellige sammenhænge, nu også er fremmende for den dybe og sande
livskvalitet, eller om det måske er usandt, overfladisk og livsforflygtigende.
I hvilken forbindelse også hele forbrugerismen i videste forstand må nævnes,
herunder rejse- og kunstoplevelser som også en form for vare-forbrug.
Stadigvæk skal ingen kan give
sig til at ville bestemme over andre og tvinge dem til at leve det liv, man
selv synes er det rigtige. Men een ting er at ville
indføre mere eller mindre et diktatur, hvor en bestemt livsform ved vold og
tvang skal tvinges ned over folk, noget andet er, at fx den gruppe, man plejer
at betegne som ”kunstnere og intellektuelle” eller ”åndsarbejdere” tænker nogle
tanker og producerer nogle produkter, som de stiller til fri afbenyttelse for
deres medmennesker. For med al respekt for friheden og individualismen, så er
det jo ikke sådan, at hvert enkelt menneske opfinder det hele forfra hver gang.
Og de ting, jeg nu arbejder med, vil forhåbentlig komme til at indgå i denne
proces.
Men alt godt om det enkelte
menneskes engagement i sit eget personlige liv, livet i parforholdet og livet i
alle de andre her nævnte fællesskaber, men hvad med ”det folkelige” eller det,
der svarer til, hvad man i gamle dage kaldte ”det folkelige”? Findes det
overhovedet ikke mere, eller findes det i andre former, eller kan det
genoplives i andre former?
Her må man nok allerførst
nævne den fælles skole, vi har, og
som bemærkelsesværdigt nok stadig hedder ”folke-skolen”! Den har jo indtil
nu helt klart spillet en afgørende rolle som et fælles sted for folke-livet. Sammen med en institution som Forsvaret. Og en
institution som Danmarks Radio. Men lige så klart er det, at ingen af disse
institutioner er, hvad de har været. Den tid er for længst forbi, hvor man, når
man mødtes, talte om, hvad man havde hørt i radio-en eller havde set i fjernsyn-et. Og
de tider, kan meget hurtigt være forbi, hvor vi har en skole, hvor hele folket
mødes. Vi ser jo allerede nu, hvordan forældrene stemmer med børnenes fødder og
vælger Folkeskolen fra til fordel for en friskole. Det skyldes selvfølgelig
først og fremmest indvandringen. Men det skyldes også de skader, en syg
ideologi har forvoldt. Meget brutalt sagt kan man sige, at vi kan ende med at
få en ”folke”- skole, som den kulturradikale elite
kan dele med indvandrerne, mens selve det danske folk samles i et fællesskab af
private skoler. (I hvilket tilfælde det ville være interessant at se, hvor fx
hele den radikale ”kreative klasse” faktisk ville lade deres børn gå i skole).
Det er dog ikke sikkert, det
går helt så galt. Meget tyder på, at en ”folkelig oprustning” er på vej, så at
det store spørgsmål bliver, hvor indvandrernes børn kommer til at gå i skole.
Og det er også mit indtryk,
at Danmarks Radio, især lyd-radioen, trods alt er en
vigtig folkelig faktor. Man kan fx sige, hvad man vil, om alle de programmer,
hvor lytterne kan ringe ind og deltage i en diskussion, men er der ingen tvivl
om, at disse programmer i høj grad fungerer som ”vor tids forsamlingshus”.
Men hvor og hvordan kan det,
der i gamle dage hed det folkelige liv, ellers leves? Så at det enkelte
menneske altså også kan føle sig som del at et helt almindeligt fællesskab, og
ikke bare af fællesskabet på arbejdspladsen og et eller flere netværk.
Der er selvfølgelig stadig
hele det store fællesskab, som udgøres af det danske folk, eller altså af den
danske del af befolkningen i Danmark. Hvortil må føjes, at der jo også er –
eller altså gerne skulle være – et videre borger-fællesskab mellem alle, der
bor her i landet. Men det perspektiv vil jeg som sagt stort set lade ude af
betragtning her. Jeg vil dog sige, at når eller hvis der kommer styr på den
fremmedpolitiske situation, er der selvfølgelig ikke noget til hinder for, at
ikke-danskere, der bor her og efterhånden lever sig ind i det danske folkeliv,
kan komme til at indgå i selve det danske folk. Ja, det har der gennem tiderne
været mange der har gjort, og selv i den nuværende situation, som jo er helt
uden fortilfælde, er der nogen, der gør det. Noget helt andet igen er, at vi må
forudse en situation, hvor der som en helt naturlig følge af arbejdskraftens
mere eller mindre fri bevægelighed bliver tale om et gennemtræk og en
opblanding, som også er uden fortilfælde, og som vil være uundgåelig. Men det
er altså et forhold, som vil være af en helt anden karakter end den
fremmedpolitiske problematik, vi har lige nu, og som vi vil få mere tid til at
forberede os på.
Det er muligt, vi skal se i
øjnene, at der på meget langt sigt (vi taler forhåbentlig her om mange århundreder)
vil ske en sådan opblanding, at der til sidst ikke er noget dansk sprog og ikke
noget dansk folk i den forstand, vi kender det i dag. Men uanset hvad vi
således kan forestille os, at tempoet og måden helt afgørende. Jeg mener
stadig, det vil være vigtigt for alle mennesker her på denne klode, at der
bevares så megen mangfoldighed som muligt. Men det er under alle omstændigheder
vigtigt, at fx det danske folk kommer til at gennemleve en sådan udvikling over
et så langt tidsrum som muligt og med så megen forbindelse bagud som muligt,
med så megen folkelig identitet som muligt. Det vil give det bedste liv under
hele processen. Og det vil betyde, at de særlige ting, vi har at bidrage med,
bliver ført med over i den nye måske meget opblandede tilstand.
Men hvordan skal eller vil
det rigtig fælles folke-liv kunne leves på vor tids
betingelser, nu hvor det gamle landsogn altså ikke findes mere. Hvad skal vi
gøre, hvis det ikke bare skal blive et kunstigt og krampagtigt pseudoforsøg?
Der er vel sådan set to
hovedmuligheder, hvoraf den ene er, at man prøver at gøre netværkene større, så
de så at sige kommer til at udgøre en slags ikke-geografiske sogne. Den
genoplivelse af de politiske partier som folkelige bevægelser, jeg senere vil
komme ind på, vil til dels være et eksempel på dette. Men også kun til dels.
For partier betegner jo netop en op-deling. Og det
gør de forskellige fritidsaktivitetsnetværk jo også.
Hvis det gamle landsogn skal
have en moderne erstatning i direkte geografisk forstand, så er der jo faktisk
ikke andet end beboerforeningens mulighed tilbage! Eller altså lokale folkelige
foreninger. Og sådanne findes jo allerede. Og så vidt jeg ved, er interessen
for dem stigende. Men der er selvfølgelig også andre måder at mødes på lokalt.
Og hvis man lægger det hele sammen, kan vi måske nå et stykke ad vejen i
retning af en erstatning af det gamle landsogn.
Ligesom det
national-historiske, uanset hvordan man vil betragte det, spiller en rolle i
den folkelige selvforståelse på nationalt plan, vil også dyrkelsen af lokal-historien være en vigtig faktor. Jeg forestiller mig,
at en styrkelse af den lokalhistoriske forskning og formidling inden for de nye
kommuners områder vil kunne være en vigtig faktor – og et vigtigt samtaleemne,
når man mødes.
På dette tidspunkt må det
spørgsmål imidlertid stilles, om alt dette nu også er så nødvendigt eller
ønskeligt endda? Kan man ikke bare tage moderniteten til efterretning og så
ellers leve sit individuelle liv, som det nu kan komme til at forme dig, ja, er
det netop ikke en befrielse, at det gamle sognefællesskab ikke findes mere?
Og sådan må man virkelig
spørge. For det er jo helt klart, at dyrkelsen af det folkelige fællesskab ikke
skal gå hen og resultere i en kvælende omklamring af hinanden. Men jeg tror ikke
faren er stor. Jeg tror snarere, at mennesker, der slet ikke lever i nogen form
for folkeligt fællesskab, kan blive ofre for mere eller mindre sekteriske
former for fællesskab, hvor omklamringen er total. Jeg tror også, et sandt og
frit folkeligt fællesskab vil udgøre den bedste baggrund for en individuel,
personlig udfoldelse. Og jeg kan i hvert fald for mit eget vedkommende sige, at
jeg ikke vil omklamres af nogen!
Men ellers er alternativet jo
den totale mangel på virkeligt fællesskab, så det enkelte menneske bliver en
atomarisk del af en masse, der bliver fodret og underholdt af nogle store
internationale selskaber.
Jeg tror, at pdes.
genoplivelsen af de politiske partier som folkelige bevægelser og pdas.
udviklingen af et liv i geografisk bestemte foreninger for i princippet alle i
det pågældende område er muligheder, der skal forsøges.
Men da denne tekst jo er påbegyndt
midt i valgkampen til kommunalvalget i 2005, må forholdet mellem kommunen som
institution, og så det folkelige liv selvfølgelig nævnes også her, selv om det
jo også vil blive behandlet i det følgende, egentlig politiske afsnit.
Helt kort sagt kan forholdet
mellem folkelivet og kommunen bestemmes på den måde, at kommunen og dens
institutioner jo pdes. udgør de rammer, som er de nærmeste og vigtigste rammer
om det menneskeliv, kommunens borgere lever, men at kommunen som institution –
og med dens forskellige enkeltinstitutioner - jo også som sådan udgør en
væsentlig del af det liv, der leves i kommunen.
Men ellers vil folkeligheden
jo også kunne være til stede i hele kulturlivet, hvormed jeg ikke først og
fremmest tænker på tilbageskuende kultur-kanon’er og
den slags, men på nye kulturfrembringelser, der kan være dele af det folkelige
og nationale liv. Og sådan er det jo allerede.
Nu må vi vente og se. Hvis
det hele ikke ender i den rene katastrofe, vil menneskelivet nok nu som før
finde sine måder at udfolde sig på, også for så vidt angår det, der i gamle
dage blev kaldt ”det folkelige”.
Da ovenstående indledende betragtninger pr. 31.10.05 var kommet til at fylde mere og tage mere tid end først beregnet, måtte jeg nøjes med at skitsere nogle ganske få hovedpunkter, idet jeg jo også måtte erkende, at der skal mere studium og eftertanke til, ja, samarbejde med folk, der véd mere end jeg, ikke mindst på det økonomiske område. Men efterhånden vil jeg forbedre og udvide teksten. - Se dato for seneste opdatering allerøverst i denne tekst!
Se også listen med hovedpunkter efter selve dette afsnit!
Jeg stiller som sagt op til
kommunalbestyrelsesvalget i Lolland Kommune her i 2005, og i den forbindelse
har jeg formuleret følgende valg-slagord: Folke-liv. Folke-styre. Folke-solidaritet.
Det første slagord, har jeg
sådan set udtalt mig efter omstændighederne ganske grundigt om i de indledende
betragtninger. Og hvad det politiske angår, har jeg også allerede peget på,
hvordan kommunen som institution og
struktur dels er ramme om dels er en del af det lokale folkelige liv. Og
noget tilsvarende gælder naturligvis på nationalt plan, dvs. for staten og dens institutioner. Her kommer
vi så også helt op til det store spørgsmål om nationalstatens rolle i forhold
til såvel EU som hele den globale udfordring. Jeg kan ikke lige nu huske den
nøjagtige ordlyd, men Grundtvig har et sted om den politiske historie sagt, at
den er åndens legemlige udtryk. Det er med andre ord ikke nok, bare at have en
folkelig kultur som noget ”åndeligt” noget. Det er en vigtig del af folkets
liv, at vi også bestemmer så meget som muligt på de praktiske, dvs. politiske
områder.
Og hermed kommer vi så videre
til den del af folke-livet,
som folke-styret
er. Folke-styret, dvs. hele den demokratiske proces i
videste forstand, er en vigtig del at folke-livet,
hvortil kommer, at de rammer, der bliver skabt gennem den demokratiske proces,
er de rammer, folke-livet skal leves inden for. Og så
videre.
Derfor vil genoplivelsen af
de politiske partier som folkelige bevægelser være af afgørende betydning. Fx
vil afhjælpningen af det – og jo ikke uden grund - meget omtalte demokratiske
underskud i EU jo ikke være noget, vi skal modtage som en gave fra Bruxelles,
men noget, vi selv skal vende til et demokratisk
overskud. Og det skal begynde
nedefra, helt lokalt. Kun på den måde kan vi komme bort fra
dem-og-os-problematikken i forholdet mellem befolkning og politikere. Kun på
den måde kan politikerne på en helt anderledes måde blive ”vore politikere”, vore repræsentanter. Og på tilsvarende måde
forholder det sig, når det gælder globaliseringens og den store markedsøkonomis
udfordringer.
Folke-styret skal udgå af folke-livet. Og her tænker jeg naturligvis først og fremmest på
den brede og vedvarende folkelige og politiske samtale, ikke så meget på de
enkelte borgeres eller enkelt grupper af borgeres inddragelse i enkelt-sager. At en sådan inddragelse skal kunne finde
sted, siger sig selv, men det er noget andet - som ikke må betyde en
forflygtigelse af det repræsentative demokrati.
Den folkelige politik skal
værne om det nationale og folkelige liv
i forhold til såvel den europæiske integration som globaliseringen. Netop
nu er vi inde i en proces, hvor forholdet
mellem nationalstaterne og EU er et af de vigtigste spørgsmål. Jeg er nok
en af de DF’ere, der grundlæggende er mest EU-venlig.
Men der er mange ting i den måde, såvel EU-institutionen som de EU-begejstrede
politikere har grebet tingene an på, der har virket særdeles kølende på denne
venlighed. Og der må findes en balance mellem, hvad Unionen skal tage sig af,
og hvad medlemsstaterne skal tage sig af, så kun de virkelig nødvendige ting
kommer til at foregå i Unionens regi.
Også i forhold til den globale markedsøkonomi må vi overveje,
hvordan vi kan føre en folkelighedspolitik frem. Jeg gentager, at det ikke
nytter noget at negligere økonomiens love. Der er altså snævre grænser for,
hvor megen protektionisme vi kan og bør føre os frem med. Men desto mere må vi
lægge hovederne i blød for at udtænke mekanismer, der kan sikre et værdigt liv
for alle i det danske samfund under de nye barske betingelser.
Et hovedpunkt er her hele forholdet
mellem folke-styret og de store, ofte internationale og globale selskaber. Vi
må selvfølgelig taget til efterretning, at det er sådan, at det i mange
tilfælde er nødvendigt at have store internationale selskaber. Og det kan ikke
være et mål i sig selv at lægge hindringer i vejen for produktionen af de
varer, vi jo gerne vil kunne købe – og til den billigst mulige pris. Men
samtidig skal vi være opmærksomme på, at der samles en stor magt i disse
selskaber. Og det er uacceptabelt, at der i en demokratisk verden skal være
samlet væsentlig magt i ikke-folkevalgte organer. Derfor skal det politiske
demokrati styrkes, og derfor kan vi heller ikke bare afskrive EU. Kun EU er
stort nok til at kunne matche de store selskaber. Men når det skal være for folke-styrets skyld, må
EU så også være helt anderledes demokratisk i sin måde at fungere på, end
det er tilfældet i dag.
Og jeg kan i denne
forbindelse ikke lade være at indskyde den bemærkning, at selv om vi
selvfølgelig skal gøre os umage for at kunne tage den globale konkurrence op,
så vil det vel til sidst blive et rent
mareridt, hvis vi mere og mere stresset skal prøve at finde på nye, efterhånden
ganske kunstige og overflødige produkter for at blive ved at have økonomisk
vækst. Livet er mere end arbejde og forbrug. Men jeg indskyder bare denne
bemærkning. Jeg kan måske forestille mig en situation, hvor vi pdes. satser på
livskvaliteten og pdas. skaber grundlaget for at kunne det ved en produktion af
meget avancerede og virkelig nødvendige produkter. Jeg er ikke miljø-flipper
eller noget i den retning, men jeg tror, tiden er ved at være inde til, at vi
begynder at overveje de sider af tilværelsen, der ikke lige har med produktion
og forbrug at gøre. I øvrigt har vi jo allerede den såkaldte ”simple living”-bevægelse. Jeg kender ganske vist nærmest kun
navnet og ved derfor ikke, om det mest er noget ”flip” for trætte velbjærgede,
men uanset hvad finder jeg det positivt, at der dog overhovedet er begyndt at
indfinde sig en sådan reaktion på arbejdsliderligheden og forbrugerismen.
Jeg vil her indføje lidt om
forholdet mellem den mere konkrete politik, og så de overvejelser angående det
simple og elementære, jeg gjorde mig i det indledende afsnit ”Mellem
Grundtvig og Morten Korch-fugleskræmslet”.
Helt overordnet drejer det
sig om forholdet mellem pdes. hele den livsform, menneskene ønsker og prøver at
nå frem til, både som enkeltpersoner og i de forskellige, det være sig større
eller mindre, fællesskaber, de indgår i, og så pdas. de rammer, der skabes på
det politiske plan. For man kunne jo sige, at det politiske apparat netop
skulle holde sig til det med rammerne og lade menneskene selv finde ud af det
med livsformen. Og et langt stykke er dette rigtigt. Det er naturligvis
utåleligt, hvis en politisk ”elite” ud fra en ideologi vil prøve at skabe
menneskene om i denne ideologis billede. Men der kan jo ikke skelnes skarpt
mellem livet og dets politiske rammer. Og hvis man har et virkeligt folkestyre,
vil det jo også være sådan, at det er menneskenes ønsker om livsform, der
bliver udmøntet i de politiske beslutninger.
Det, der er spørgsmålet her,
er, om det vil føre til et godt menneskeliv, hvis vi bare helt ukritisk bliver
ved at køre frem af en linie med stigning i
produktion og forbrug - i en mere og mere stresset global konkurrence, eller om
det måske ville føre til et bedre menneskeliv, hvis man tog det lidt mere
roligt. Og vel kan det enkelte menneske høj grad bestemme sin livsform. Det kan
lade sig gøre at ”stå af ræset” eller at vælge ”simple living”.
Men hvis bare lidt større grupper begynder at ønske en anden livsform, vil det
også få politiske konsekvenser.
Det, der ligger i hele den
holdning og hele den tænkning, jeg prøver at præsentere her, har som sagt
retning mod ”livsengagementet”. Og jeg lægger altså de tanker frem, jeg selv
mener er rigtige. Hvis de kan vinde genklang hos andre, er det godt, kan de
ikke, er der ikke noget at gøre ved det. Jeg ønsker ikke at presse eller tvinge
nogen til noget. Men hvis man mener, at menneskelivet er mere end bare alle
enkeltindividernes udfoldelse af hver deres personlige livsprojekt (ligesom små
børn, der ikke leger med hinanden, men leger for sig selv hver for sig, selv om
de sidder lige ved siden af hinanden), så ønsker man naturligvis, at der i
hvert fald er ret mange, der deler ens holdning og opfattelse, ligesom man også
er interesseret i en ret stor konsensus i samfundet som helhed.
Jeg mener, at allerede i den
tid, vi er i nu, men endnu mere i den tid, vi er på vej ind i, må vi træffe
nogen nogle valg mht. den måde, vi lever vores liv på, som man ikke tidligere
har været nødt til at skulle træffe. Men jeg mener selvfølgelig også, at disse
valg skal træffes personligt eller i en bredere kultur-sammenhæng, før der skal
komme politik ud af det.
Men hvis nu en i hvert fald
ret stor gruppe af mennesker, ønsker at stå af det store globale ræs for at
leve et liv i større fordybelse og med større kvalitet, så vil det hurtigt
blive nødvendigt med nogle politiske ting også. Der må skulle være en
vekselvirkning mellem de ting, menneskene bare gør, og så de politiske rammer,
der skal sikre og muliggøre den ønskede livsform.
Et oplagt eksempel er
familiepolitikken. Hvis børnefamilierne skal have mulighed for at leve et bedre
liv sammen, kræver det nye politiske løsninger, også af økonomisk art. Og hvis
man engang kommer ud på den anden side af den fuldstændig beton’ede
kønsrolle-opfattelse, man har nu, så at man altså indser, at det nok er det
mest naturlige, at det er mødrene, der tager sig mest af de små og mindre børn,
så bliver der også brug for nogle politiske (og arbejdsmarkedsfaglige eller
-politiske) løsninger, som kan sikre mødrenes ligestilling på deres
arbejdspladser. Jeg tror, det kan lade sig gøre, hvis man har viljen til at
finde nogle fleksible løsninger. Fx vil mødre, der går hjemme hos deres børn,
godt kunne uddanne sig imens.
Et andet eksempel er
beskyttelsen mod den vilde globale markedsøkonomi. Jeg véd godt, at
protektionisme er en farlig sag. Men vi bør nok lægge hovederne i blød for at
se, om vi kan finde nogle metoder, der kan afbøde de værste virkninger.
Men der skal selvfølgelig en
vis økonomisk aktivitet til, hvis vi skal leve på et rimeligt niveau og sikre
vor frihed og vore udenrigspolitiske handlemuligheder. Det, jeg kunne ønske
mig, var, at vi satsede på højteknologi på alle nødvendige områder, men brugte
de derved erhvervede økonomiske muligheder på et kvalitets-liv på et ret
simpelt niveau. Med mulighed for at leve ude i det åbne landskab. Osv.
Bremsningen af
befolkningstilvæksten vil også være en vigtig sag. Selvfølgelig først og
fremmest ude i de områder, hvor den virkelig er katastrofalt stor. Men også hos
os selv. Jeg mener virkelig, det er mere end rigeligt med ca. 5. mill.
mennesker i Danmark.
Tilbage er så det tredje
slagord: folke-solidaritet. Og det er selvfølgelig
her, der ganske særligt bliver tale om en udmøntning i egentlige politiske
programpunkter og i helt konkret politik.
Politik vil selvfølgelig
fortsat i høj grad være et spørgsmål om forskellige
gruppers varetagelse af egne interesser. Anderledes kan det ikke være.
Derfor må den nye folkelighedspolitik ikke blive plat og forløjet. Ja,
klassekampen skal rent ud sagt ikke afblæses før tiden! Men politik skal også
være et udtryk for engagement i det
fælles og for solidaritet mellem dem, der sådan set sagtens ville kunne
selv, og dem, der ikke så sagtens kan selv, og dem, der af den ene eller den
anden grund slet ikke kan selv. Og her kommer den nyformulerede
folkelighedstanke stærkt ind i billedet. Navnlig skal denne tanke betegne en
klar modstand mod de tendenser, der allerede nu er til, at en stor del af
befolkningen bliver mere eller mindre udstødt og henvist til et liv som sociale
klienter på passiv forsørgelse. Den interessegruppe, Dansk Folkeparti skal
repræsentere, vil udgøres af dem, der meget direkte har brug for solidariteten,
og dem, der føler sig solidariske på en sådan måde, at de ikke bare gerne vil
dele med dem, der er eller har været mindre heldige, men også forstår, at de
selv dybest set har brug for den folkelige solidaritet. Det er i alle
sammenhænge vigtigt at forstå begrebet solidaritet som noget gensidigt. Det er
ikke nok at nogle, der selv har deres på det tørre, mere eller mindre
nedladende og selvretfærdigt taler om, hvad de – for skatteborgernes penge – vil
gøre ”for de allersvageste”. De stærkere skal forstå, at deres eget liv også
bliver fattigere, koldere, hvis de ikke har følelsen af at høre til i det store
fællesskab, hvor der altså også vil være nogle, der har brug for hjælp.
Det er klart, at Dansk
Folkeparti her ligner det gamle
socialdemokratiske parti. Og lidt brutalt sagt kan man sige, at enten
kommer Dansk Folkeparti helt til at afløse det socialdemokratiske parti, der lige netop nu har så svært ved at finde
sin identitet, eller også vil vi komme til at ligge tæt op ad dem. Det er ikke
solidariteten, der er anderledes, hvilket altså vil sige karakteren af bredt
folkeparti, hvor også mange af dem, der godt kunne vælge egoismen, er med.
Forskellen består i, at det socialdemokratiske parti er hæmmet af ideologiske
rester og af et dertil svarende sprog, der faktisk kan styre den politiske
adfærd. Dansk Folkeparti er et pragmatisk
parti, som fuldstændig fordomsfrit, med et åbent blik på virkeligheden
søger at udfolde en politik, der tjener det danske folks liv.
I den politiske debat
forlanges der – med rette – hele tiden konkrete forslag. Og dermed tænkes som
regel på pengene, der jo som bekendt ikke kan bruges mere end een gang. Men selv om man selvfølgelig skal forholde sig
seriøst til denne side af sagen, skal man måske også noget mere ind på en
tankegang, som går ud på at bruge
fantasien til at finde nye og bedre løsninger, altså til at få anvendt de
forhåndenværende skattekroner bedre. I mange tilfælde vil selve det at tænke og tale og forholde sig på en ny måde
kunne give store resultater.
Hvad hele spørgsmålet om
bekæmpelse af klientgørelse og social
udstødelse angår, tror jeg, at selve den mentalitetsændring, som folkesolidaritetstanken vil medføre, kan få
store virkninger. Allerede den måde, man så kommer til at tænke på om både de
andre og sig selv. Og dermed den måde, hvorpå man kommer til at tale om og til
hinanden. Det er ikke bare en floskel, når jeg over et af mine valglæserbreve
har sat Grundtvig-linien ”Med lige værdighed i borg og hytte”! For det er jo ikke bare det,
at de, der sådan set godt ville kunne klare sig i den barske moderne
virkelighed, skal anerkende den værdighed, de mennesker har, som ikke så let
vil kunne klare sig. Det er endnu vigtigere, at de, der har svært ved at finde
beskæftigelse på de gældende betingelser, selv ser deres egen værdighed og
sætter en ære i at leve op til den!
Vi har lige haft en debat om
den stigende ulighed, og det var gribende at høre statsministeren erklære, at
det så sandelig ikke var regeringens hensigt at fremme uligheden i det danske
samfund. For uligheden kommer jo med raske skridt helt af sig selv! Så
spørgsmålet er ikke, om regeringen vil fremme uligheden eller ej; spørgsmålet
er, hvad der overhovedet kan gøres for
at modvirke den voksende ulighed. Og her skal vi ingen illusioner gøre os,
for så vidt angår forskellen i lønninger.
Det er en kendsgerning, at efterspørgslen efter den højt kvalificerede
arbejdskraft stiger mere end udbuddet, og at dette naturligvis vil medføre
større lønforskelle. Og en skattebaseret fordelingspolitik vil ikke afgørende
kunne ændre ved dette. Heller ikke stærke fagforeninger (som jeg går stærkt ind
for) vil kunne ophæve loven om udbud og efterspørgsel. Men der må gøres alt for
at undgå urimeligheder. Og navnlig må lige-værdigheds-tanken
styrkes. Det er sikkert uundgåeligt, at lønforskellene bliver større. Men det
er vigtigt, at alle har den samme værdighed, i såvel deres egen som de andres
opfattelse. Og navnlig er det vigtig, at ingen, der overhovedet kan bidrage med
noget, stødes ud. – At de medborgeres værdighed, der pga. sygdom og lignende er
ude af stand til at arbejde, skal være i alles bevidsthed på tilsvarende måde,
siger sig selv. Det er en klar følge af den folke-solidariske
tanke. Og noget af det første, vi skal gøre, er at holde op med at tale om ”de
svage” på den selvgode og nedladende måde, det efterhånden er blevet
almindeligt. Een ting er, at vi ikke med vor tale om folke-solidariteten skal prøve at bilde hverken os selv
eller hinanden ind, at der ikke er stærke interessemodsætninger i samfundet,
men hvad de mennesker angår, som i
forvejen er ramt hårdt, må solidaritetstanken virkelig gøres gældende. Vi
må simpelt hen betragte folket som en organisme, hvorpå alle er lemmer. De, der
er ramt af sygdom og lignende, er simpelt hen en del af fællesskabet, en del af
folke-legemet.
Noget helt andet er de
forskellige former for arbejdsfri
indkomster. Også her er det lettere sagt end gjort at gribe ind.
Ejendomsretten må jo respekteres. Men det er en klar konsekvens af det
folkesolidariske syn, at der må gøres alt for at modvirke, at nogle bliver rige
uden på nogen måde at have ydet et bidrag til gengæld.
Men alt skal ske under hensyntagen til de nærmest naturlovsagtige
økonomiske mekanismer. Det helt afgørende spørgsmål bliver, hvordan man
skal kunne finde beskæftigelse til alle, uden at det strider mod disse
mekanismer. Det bliver nødvendigt at gøre nogle ting, som kompenserer for, hvad
der følger af den helt nøgne markedsøkonomi. Men selv med den bedste vilje,
slipper man, som historien har vist, ikke ustraffet fra at negligere de
økonomiske mekanismer. – Det er mit store ønske, at folk med økonomisk indsigt
bliver inddraget i arbejdet med at finde løsninger her.
Som det fremgår af hele denne
tekst, er jeg hverken socialist eller liberalist. Men deri ligger jo også, at
jeg er villig til at lære af begge parter.
Jeg har det som mange andre
på den måde, at hvis socialismen kunne realiseres, ville det være udmærket. Men
meget tyder på, at den socialistiske idé strider mod menneske-psykens og dermed
økonomiens love. Hvortil kommer, at socialismen, også i sine sådan set
demokratiske former, har en tendens til at blive totalitær eller i hvert fald
formynderisk.
Liberalismen har også meget
for sig, og jeg hilser det velkommen, at der nu kommer stærke bidrag til debatten fra liberal og liberalistisk side. Ja,
hvis det bare kunne være sådan, at vi havde et samfund med en offentlig sektor,
der kunne tage sig af alle de ting, der bør varetages af det offentlige, altså
fx opretholdelsen af et socialt sikkerhedsnet, og så ellers en hel masse mindre
selvstændige erhvervsdrivende og i det hele taget en udstrakt økonomisk frihed.
For man må jo ikke glemme, at hvor meget godt der end er at sige om solidaritets-tanken,
så er det alligevel kvælende, hvis en alt for stor del af borgernes penge skal
inddrages af det offentlige, som derefter skal bevilge pengene til forskellige
formål af fx kulturel karakter. Det er et meget langt stykke det bedste, at
borgerne beholder en stor del af de penge, de har tjent, så de fx selv kan
bestemme, hvilke former for kultur de vil dyrke. Og det er under alle
omstændigheder godt, at man fra liberalt hold understreger det enkelte
menneskes og den enkelte families ansvar for sit eget liv. Den værdighed, jeg taler om, kan kun komme
til udfoldelse i forbindelse med frihed og ansvar. Problemet er bare, at vi jo
ikke vil få et sådant liberalistisk ideal-samfund med en hel masse selvstændige
erhvervsdrivende. Problemet er, at den overvejende del af den økonomiske
aktivitet vil komme til at ligge hos nogle meget store selskaber, som
demokratisk set lige så godt kunne være socialistiske selskaber af statslig
eller kollektiv karakter. Den eneste forskel er, at de store kapitalistiske selskaber
fungerer bedre! Men kunne man have en
økonomi, hvor der i hvert fald var en offentlig modvægt mod den store
kapitalisme, ville jeg ikke have noget imod det. Det skulle bare være på en
måde, der fungerede, og som betød mere frihed. Det allervigtigste er
imidlertid, at den demokratiske samfundsmagt altid er stærkere end selv de
største selskaber.
Nu har jeg som sagt nærmest ingen forstand på økonomi. Men jeg prøver dog at følge en smule med, og selv om der er mange virkelig store selskaber – som bliver større og større – er det, så vidt jeg er orienteret, stadigvæk sådan, at de såkaldte små og mellemstore virksomheder spiller en afgørende rolle i samfundsøkonomien. Hvilket igen vil sige, at så kan den liberale ånd nok alligevel gøre noget godt. Jeg tænker her på det, man kalder iværksætterkulturen, og den slags. Stadigvæk alt godt om det folkelige fællesskab. Men i et sandt fællesskab skal der også være plads til den enkeltes udfoldelse, også i erhvervslivet. Desværre er det vel sådan, at anvendelsen af de helt nye teknologien – for slet ikke at tale om nye opfindelser på dette områder – kræver megen kapital. Men det må være et klart mål, at der skal være gode vilkår for dem, der vil sætte noget nyt i gang, hvilket også indbefatter hele den kultur og mentalitet, der skal til. Og det vil være godt med så mange små virksomheder som muligt, også for så vidt angår hele magtbalancen i samfundet.
Til slut her i denne meget
foreløbige udgave vil jeg sige, at der nok vil vise sig at være en lang række
andre områder, hvor folkelighedstanken kan udmøntes i mere konkret politik.
Ligesom de ting, jeg har skitseret her, vil kunne udvikles meget mere
detaljeret og konkret. Men jeg understreger igen, at der ikke skal være tale
om, at en eller anden form for ideologi af de statslige eller kommunale
myndigheder skal presses ned over borgerne. Det, der skal være tale om, er, at
der kommer en vekselvirkning mellem selve det folkelige liv og selve den
folkelige samtale på alle niveau’er, og så de ting,
der bliver gjort på det politiske plan. Jeg gentager, at det, der gøres
politisk, dels skal give de bedst mulige rammer for et godt menneskeliv, dels
selv skal være en del af dette liv.
- -
Hovedpunkter
Folke-liv.
- Såvel kommunen som staten er
på een gang ramme om og del af folke-livet.
- Nationalstaten er folke-”åndens” legemlige udtryk.
- Nationalstaten skal værne
om folke-livet i forhold til EU og globaliseringen.
- Hverken staten eller
kommunen skal skabe folke-livet. Folke-livet i sig selv
er større end både staten og kommunen. Men den stat og den kommune, der er
udgået fra og selv er en del af folke-livet, vil også
kunne vekselvirke med dette, fx ved at skabe gode rammer for kulturel
produktion og udfoldelse på alle områder og niveau’er.
- Der er vel grænser for,
hvor meget produktionen og forbruget af varer skal stige. Måske en kombination
af virkelig avanceret teknologi og ”simple living”.
Folke-styre
- Folke-styret,
hele den demokratiske proces, er også en del af folke-livet,
men dermed også det styre og den proces, hvoraf de statslige og kommunale
rammer om folke-livet fremgår.
- Genoplivelsen af de
politiske partier som folkelige bevægelser og dermed oparbejdelse af
demokratisk overskud.
- Det begynder alt sammen
lokalt.
- Ikke ”politikerne og os”,
men ”vore politikere”, vore repræsentanter.
- Politik vil fortsat være et
spørgsmål om forskellige gruppers varetagelse af egne interesser. Klassekampen
skal ikke afblæses før tiden!
- Men politik er også
solidaritet og engagement i det fælles.
- Klientgørelse og udstødelse
er utålelige fænomener, som skal bekæmpes med alle midler.
- Allerede en ny holdning og
et nyt sprog vil bidrage til at skabe ”lige værdighed i borg og hytte”.
- Enhver skal først og
fremmest hjælpe sig selv og have sin værdighed i det. Værdigheden er frihed og
ansvar, selv-ansvarlighed, både for den enkelte person og for den enkelte
familie.
- Det at få anvist et arbejde
er ikke en straf, men en helt naturlig begivenhed i et samfund med lige
værdighed for alle. Der er fuld værdighed forbundet med udførelsen af et
hvilket som helst nødvendigt arbejde.
- Solidariteten vender altid
begge veje. Vi har alle brug for at høre til i det folkelige fællesskab. De
stærkere kan måske nok klare sig selv, men det bliver i et koldt og tomt liv.
- Midt i den store
interesse-kamp vil Dansk Folkepartis vælgerkorps ikke alene bestå af dem, der
mere håndgribeligt har brug for solidariteten, men også af dem, der i den anden
henseende gerne vil leve i det solidariske fællesskab. (Hvortil kommer dem, der
først og fremmest eller måske udelukkende er optaget af at få beskyttet Danmark
mod indvandring og islamisering og af at få varetaget den danske nationalstats
interesser i forhold til EU og globaliseringen).
- Alt er ikke et spørgsmål om
penge og overførsler af penge. Den folkelige solidaritet er først og fremmest
hele følelsen af samhørighed.
- Enten afløser vi det
socialdemokratiske parti, eller også vil vi kunne samarbejde med det (også).
- Det er ikke bare den, der
uberettiget modtager overførselsindkomst, der har et værdigheds-problem. Det er
langt, langt mere pinligt, når de store og stærke beriger sig på andres
bekostning ved arbejdsfri indkomster eller direkte snyd og bedrag! Og en
politik på folkeligt grundlag vil sætte stærkt ind over for dette.
- Selv den bedste vilje
udretter intet godt, hvis den lader hånt om økonomiens love.
- Men når man kender økonomiens love og tager hensyn til dem, er der et
spillerum, hvor der kan tages hensyn til livskvaliteten og solidariteten.
- Meget tyder på, at socialismen
strider mod den menneskelige psyke og dermed økonomiens love.
- Socialismen synes – også i
sine mest demokratiske former – at have en tendens til at blive totalitær eller
formynderisk.
- Hvis man kunne have et
samfund med sikkerhed og social tryghed og en masse små selvstændige
erhvervsdrivende med plads til nye iværksættere hele tiden og stor økonomisk
frihed for alle, ville liberalismen være udmærket. Problemet er, at vi lever i
de meget store selskabers tid.
- Alt andet lige er de lavest
mulige skatter et stort friheds-gode. Også for så
vidt angår fx kulturlivet. Som dog pdas. heller ikke bare kan overlades til
markedsøkonomiens kræfter.
- En ny folkelighedsfølelse
og –tanke med tilhørende livs-oplysning vil dog måske kunne vække menneskenes kvalitetsbevidsthed
så meget, at markedsøkonomi på kulturområdet ikke nødvendigvis eller altid vil
sætte de dårligste ting i omløb. Men der vil selvfølgelig være en masse ting i
kulturlivet, som alle har mere eller mindre indirekte gavn af, men som aldrig ville
kunne holdes oppe på rent markedsøkonomiske betingelser.
- Hverken det folkelige
fællesskab, den sociale solidaritet eller den folkestyrede statsmagts hånd i
hanke med økonomien må kvæle friheden. Såvel det folkelige som det sociale og
det økonomiske fællesskab skal være af en sådan karakter, at det ikke hæmmer,
men styrker den enkeltes personlige livsudfoldelse.
Denne tekst vil – med større eller
mindre mellemrum - blive korrigeret og udbygget i den kommende tid.
* * *
EFTER
TIDENS TARV OG VILKÅR
Af Bent Christensen, pastor, dr. theol.
Ny
folkelighed
[»Opinion« i Berlingske Tidende 15.05.05. - Står også på undersiden »Program«]
Jeg var glad for Henrik Gade Jensens kronik 10.05.05: ”Venstre må søge tilbage til Grundtvig”. Men den rejser to spørgsmål: 1) Hvordan skal folkeligheden forstås og praktiseres på - med et tilpasset Grundtvig-citat - en med tidens tarv og vilkår passende måde? - 2) Hvordan får vi en folkeligt funderet stat, som kan matche den ny globale kapitalismes store selskaber og sikre udfoldelsesmulighederne for den ”lille liberalisme”, hvis gode frugter Henrik Gade Jensen med rette peger på, samtidig med, at den i det nødvendige omfang fungerer som velfærds-stat på den folkelige solidaritets vegne?
Det bliver svært både at forstå og at praktisere folkeligheden, når vi lever i et helt andet samfund, end man gjorde på Grundtvigs tid og i grundtvigianismens storhedstid. Men det er nødvendigt at gøre forsøget. Grund-formlen må være ”konkret i stedet for abstrakt”. Man kan begynde med at se på, hvad det er, en hel del af os åbenbart stadigvæk har, men som har vakt et så voldsomt had hos de fine kosmopolitter, og hvad det er, en hel del af os har, og som vi har følt den påbegyndte ”befolkningsudskiftning” som en trussel imod. Og så må vi gå videre med en kritisk, sorterende analyse - helt forfra - af, hvad der ligger i vor hidtidige folkelige tradition, idet vi samtidig gør en praktisk begyndelse i det nære, dvs. i de strukturer, vort konkrete liv nu bliver levet i, for at se, hvordan vi heri og herudfra kan leve et folkeligt liv - i stedet for et liv som producerende og forbrugende individ-atomer i den globale markedsøkonomis amorfe masse. Vi må prøve, om vi kan få et folkeligt foreningsliv, der virkelig viderefører, og ikke bare prøver at kopiere, livet i de gamle folkelige foreninger. I denne forbindelse må vi også arbejde for en genoplivelse af de politiske partier som folkelige bevægelser. Her skal forbindelsen mellem det levede folkeliv og den folkeligt funderede stat jo være.
Og den folkeligt funderede stat er nødvendig. For vel er det forfriskende og tiltrængt at få sat et kritisk liberalistisk lys på den beslaglæggende, omklamrende og klientgørende velfærdsstat, ligesom det jo er nødvendigt, at respekten for de nærmest naturlovsagtige økonomiske mekanismer bliver indskærpet, men her efter den praktiserede socialismes fallit og den globale kapitalismes fremmarch må vi også se folkeligheden som et nyt grundlag såvel for det nødvendige statslige modspil til den rene markedsøkonomi som for den stats-administration af solidariteten, vi fortsat skal have; de nødvendige sociale ydelser skal stadig klart være borger-ret, ikke privat almisse.
I øvrigt henviser jeg til min hjemmeside: www.bentchristensen.dk, undersiderne ”Grundtvig”, ”Program” og ”Politik”.
* * *
Bemærkning
om Irak-krigen (m.m.)
De besøgende (og avislæsere), der har læst de to indlæg fra under og efter folketingsvalgkampen 2005 - og alle de ældre indlæg mod den danske deltagelse i Irak-krigen - vil med en ikke ringe ret kunne spørge, hvordan jeg dog har kunnet skifte holdning så hurtigt.
Men der er for det første ikke tale om, at jeg har skiftet holdning til selve problematikken omkring Irak-krigen og den danske deltagelse i den. Og der er for det andet tale om en afvejning af en lang række forhold. Det skal kort sagt tages for fuldt pålydende, når jeg i mit valglæserbrev skriver, at »sådan som det hele er, ikke mindst den fremmedpolitiske situation, vil jeg alligevel anbefale at stemme på Dansk Folkeparti«.
Men hvad nu selve problematikken omkring Irak-krigen angår, så fastholder jeg den principielle modstand mod den, jeg fra første begyndelse har fremført. Og det gør jeg, uanset hvad der på det seneste er sket i Irak, nemlig henholdsvis den ualmindelig modbydelige måde, besættelsesmodstanderne (og hvad de ellers er) fører sig frem på, og den store og meget modige deltagelse i valget den 30. januar.
For det første styrker det kun min vrede mod Bush og Blair og Fogh (og mit eget partis folketingsgruppe) over, at de har kastet os ind i en situation, hvor vi mere eller mindre er nødt til at optræde på en måde, der i en eller anden grad kommer til at støtte de amerikanske neokonservatives stort tænkte plan om fremtvingelse af en ny politisk orden i Mellemøsten gennem besættelsen af Irak; det er en forbandet situation. Og for det andet har vi slet ikke set enden på udviklingen i Irak.
Vi må ikke glemme, at det folkeretlige grundlag for denne krig i hvert fald var meget tvivlsomt. Og vi må heller ikke glemme, at der formodentlig er slået over 100.000 mennesker ihjel som følge af denne krig. Det er efter min mening en til kommunismen svarende tankegang at acceptere, at mennesker slås ihjel, når det bare er i en stor sags tjeneste. Men det er som sagt langtfra givet, at hele dette eventyr ender godt. Situationen i og omkring Irak er meget vanskelig, og nu er det os, der har ansvaret for det hele. Hvilket også betyder, at begrebet demokrati i mange muslimers og araberes (og måske andre tredjeverdensmenneskers) øjne er blevet forbundet med krig, besættelse og imperialisme.
Siden krigens start har jeg derfor holdt en ekstremt lav profil, for så vidt angår mit medlemskab af Dansk Folkeparti. Det eneste, jeg har gjort, og med stor lokal, folkelig glæde, er at være af den lokale partiforening udpeget valgstyrer ved såvel EP-valget i sommeren 2004 som ved folketingsvalget den 8. februar 2005. Men selv dér var jeg flov over at stå opført som repræsentant for krigspartiet »O«. Når jeg alligevel gjorde det, skyldtes det dels, at det var min ven og gamle medkæmper i »Forum for Kritisk Indvandringsdebat« kommunalbestyrelsesmedlem og folketingskandidat Erik Kjelgaard, der havde bedt mig om det, dels at jeg begge gange fik lov til at være med på det lille valgsted i Bursø, hvor jeg boede i min gymnasietid og havde mit hjem i min soldatertid og begyndelsen af min studietid - hvortil kommer, at også selve kammeratskabet med de andre valgstyrere og tilforordnede har været en rigtig god oplevelse. Man kan synes, at dette er en lille og med sentimentalitet forbundet sag. Men jeg prioriterer altså den lokale folkelige forankring meget højt.
Og hvad Erik Kjelgaard angår, har det jo også været forholdsvis let for mig at støtte netop hans kandidatur, idet han dog ikke ligefrem har siddet i Folketinget og stemt for den danske krigsdeltagelse!
Men jeg skrev altså i mit valglæserbrev, at »sådan som det hele er, ikke mindst den fremmedpolitiske situation, vil jeg alligevel anbefale at stemme på Dansk Folkeparti«. Her er det naturligvis den fremmedpolitiske situation, der er den allervigtigste faktor. Danmarks redning må gå fremfor alt andet. Der er ganske vist en sammenhæng mellem min modstand mod Irak-krigen og min holdning til muslimerne, idet jeg fx siger, at ligesom jeg ikke ønsker, at de skal kolonisere os, således ønsker jeg heller ikke, at vi skal kolonisere dem. Jeg ønsker for befolkningerne i de muslimske lande, at de selv må finde ud af at reformere deres samfund, så de kan få en udvikling i retning mod frihed og (deraf følgende) økonomisk fremgang, men i forlængelse af deres egen folkelige og kulturelle tradition og uden at overtage alle dele af den heller ikke i mine øjne altid lige tiltalende vestlig-globale kultur. Jeg har også altid sagt, at selv om jeg ikke ønsker en befolkningsudskiftning i Danmark og Europa, endsige en islamisering, vil jeg altså forholde mig med respekt over for såvel den enkelte troende muslim som befolkningerne i de muslimske lande. Lidt hårdt sagt, så ved de jo ikke bedre, og det kan ikke nytte noget at ville prøve at påtvinge dem hverken kristendommen eller den vestlige kultur (bortset fra, at kristendommen ifølge sit væsen simpelt hen ikke må og ikke kan påtvinges nogen). Og jeg har derfor også altid sagt, at hvad de over een milliard muslimer i verden angår, så er der jo ingen anden udvej, end at vi må lære at leve sammen og tale sammen. En global religions- og kulturkrig må for næsten enhver pris undgås. Og det er ikke bare noget, jeg siger som kristen præst; det er noget ethvert fornuftigt og anstændigt menneske må være enig med mig i. - Hvis der er læsere, der ikke kan forstå, hvordan man på een gang kan være imod befolkningsudskiftning og islamisering her i Danmark og indtage en respektfuld holdning over for muslimske enkeltpersoner og befolkninger, må jeg bare beklage, for så nytter yderligere argumentation næppe.
Men når jeg siger at »sådan som det hele er«, så er det (som det mere end klart fremgår af mit eftervalg-læserbrev!) også hele den hjemlige politiske situation overhovedet, der har afgjort sagen for mig. Lad mig bare begynde med at konstatere, at det altså åbenbart ikke har haft den store betydning for vælgerbefolkningen, at Danmark er blevet kastet ud i denne krig. Det kan man så sige jeg skulle være ligeglad med. Men når dertil lægges, at Socialdemokraterne for det første har optrådt meget mat i denne sag og for det andet i det hele taget fremstår som fuldstændig uegnede til skulle overtage magten, bliver der tale om en afvejning, som godt nok er vanskelig, men som alligevel måtte ende med, at jeg både anbefalede at stemme på og naturligvis selv stemte på det parti, jeg trods alt er blevet i. Og så er der jo hele værdi- og kulturkampen, hvor bla. De Radikales (»de café-radikales«) store fremgang må tages i betragtning.
Ja, lad mig slutte med at sige lidt om værdi- og kulturkampen. Den kan - som jeg selv har understreget det på bla. undersiden »Program« - naturligvis ikke vindes ad rent politisk vej. (Se især artiklen »Vort liv i pluraliteten«). Men det er dog et sted at begynde. Og idet jeg også henviser til de vidtrækkende kulturelle perspektiver i nedenstående eftervalg-læserbrev, må jeg gøre opmærksom på, at jeg jo for mit eget vedkommende simpelt hen er gået på pension som 60-årig for at bruge resten at mit arbejds-liv på ikke først og fremmest en kultur-kamp (for det vil jo altid være noget negativt og goldt noget), men en udfoldelse af et positivt alternativ til den herskende kultur, og det lige fra kirken og teologien af og ned til de ting, der har med den måde at gøre, hvorpå vi lever vort helt almindelige hverdagsliv, med projektet »poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement« som mit hovedområde! - Og jeg kan oplyse, at jeg virkelig arbejder med dette store projekt, men at det godt kan være, det varer nogen tid, før man får andet end del-resultater at se. Der er jo rent ud sagt tale om at udfolde nogle ting, der svarer til, hvad Grundtvig gjorde - og på en række af de samme områder (glem ikke, at Grundtvig også i høj grad var politiker). Men selv om jeg i en lang række henseender virkelig føler mig beslægtet med Grundtvig, må jeg med beklagelse konstatere, at jeg er en hel del mindre i størrelse! Hvortil jeg dog så altid siger: Ingen er pligtig at gøre mere, end han kan! - Andre kan jo også komme med deres bidrag; men nu prøver jeg altså at yde mit.
* * *
Efter
valget - efter Socialdemokratiet
[Lolland-Falsters FOLKETIDENDE 11.02.05]
[Ordene i [] til allersidst var forkortet væk af redaktionen]
Som Grundtvig-forsker, der er gået på tidlig pension for at foretage en bred aktuel udmøntning af ”arven og inspirationen fra Grundtvig”, har jeg også fulgt med i valgkampen og situationen efter valget. Og jeg har bemærket den åbenlyse rådvildhed og opløsning hos Socialdemokraterne. De har simpelt hen ingen vision. De har ikke kunnet formulere et nyt koncept oven på den praktiserede socialismes ynkelige sammenbrud og under markedsøkonomiens efterfølgende fremmarch. Hvilket er ærgerligt, for der skal selvfølgelig være et modspil til kapitalismen. Vi kan ikke have, at mere og mere af magten over alting kommer til at ligge i de store koncerners lukkede rum.
Min vision er, at ”det folkelige” under nye, til tidens vilkår passende former skal udfylde det tomrum, marxismen har efterladt. Det folkelige som solidaritet - jfr. Grundtvig: ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt, / når få har for meget, og færre for lidt”. Og det folkelige som den levende, virkelige sammenhæng, den solidariske holdning skal gro ud af - i modsætning til ”værdierne”, der ofte er helt abstrakte konstruktioner, der ender som tyranniske lovbud
Jeg er medlem af Dansk Folkeparti. Og bag dette partinavn ligger også den forståelse af ”det folkelige”, jeg her taler om. Så jeg mener, vi bør arbejde på, helt at overtage den rolle, Socialdemokratiet har haft. Derfor skal vi have udviklet en ny forståelse af ”det folkelige”, som kan erstatte den marxistiske klassekampsforståelse. Og vi skal have udviklet en økonomisk teori, så vi kan yde et kvalificeret modspil til kapitalismen, et modspil, som kan sikre, at det er folket og ikke kapitalen, der har magten[, men som ikke glemmer at tage hensyn til de helt naturlovsagtige mekanismer, der virker i det økonomiske liv].
Bent Christensen
pastor, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Jeg
stemmer på Kjelgaard
[Valglæserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 20.01.05]
Jeg har svært ved at tilgive DF’s folketingsgruppe, at den stemte for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, og der er noget her, vi skal have drøftet i partiet. Men sådan som det hele er, ikke mindst den fremmedpolitiske situation, vil jeg alligevel anbefale at stemme på Dansk Folkeparti. Og jeg vil anbefale at stemme personligt på Erik Kjelgaard. Det gør jeg selv. For jeg kender ham ikke alene som kredsformand og kommunalbestyrelsesmedlem, men også tilbage fra den hede sommer i 2001, hvor vi var sammen i ”Forum for Kritisk Indvandringsdebat”. Erik Kjelgaard vil være en god mand i Folketinget.
* * *
[Sendt til Politiken 13.07.04. Standard-afslag modtaget 15.07.04. Jeg mente ellers - som jeg også skrev i mit ledsagebrev - at det måtte være sådan noget, man efterlyste. - Jfr. kronik 07.07.04, leder 08.07.04 og debatredaktør Adam Holm i DR 2 Deadline 11.07.04. - Nedkortning til 400 ord sendt 15.07.04]
Skønt jeg hverken er borgerlig eller ”intellektuel”, men præst og teolog af grundtvigsk observans, vil jeg gerne melde mig som en af dem, der ser en ny frontstilling i situationen omkring Irak-krigen.
Jeg var fra 1960’erne af koldkriger i den forstand, at jeg anså det for absolut nødvendigt at forsvare den frie verden mod kommunismen. Og jeg må i den forbindelse nævne, at jeg i 1964 blev sprogofficer med russisk og i 1968 cand. mag. med russisk som bifag, hvilket betød, at jeg fik et ret godt førstehåndskendskab til kulturen i Sovjetunionen - og ikke kunne fatte, at der her kunne være noget, der var tillokkende for vestlige kulturmennesker. For mig var kommunismen ikke først og fremmest rød, men grå, kedelig - ren beton. Men rød var den selvfølgelig også - i betydningen vold og undertrykkelse. Så der var for mig al mulig grund til at holde kommunismen inddæmmet. Jeg var derfor også på USA’s side i Vietnam-krigen.
Efter sovjetimperiets og Sovjetunionens sammenbrud opstod der imidlertid en helt ny situation, og jeg har siden 1990 brugt megen tid og mange kræfter på mellemkirkeligt og ‑kulturelt arbejde i og med Rusland, Kazakhstan og Ukraine og i og med især Polen, men også Tjekkiet, Slovakiet og de slaviske sorbere i det tidligere DDR. I øjeblikket koncentrerer jeg mig (som slavist i videre forstand) om Polen og sorberne. Mit mål var - og er - klart at arbejde for et godt forhold til de vestslaviske lande som medlemmer af EU og for et godt forhold mellem de østslaviske lande og det udvidede EU.
Så allerede på denne baggrund måtte jeg være imod den nykonservative amerikanske imperialisme, og altså imod Irak-krigen. Men også i det store globale perspektiv måtte jeg være imod. Hvortil kom de folkeretlige problemer omkring denne krig, herunder hele præcedens-problematikken.
Og så er der forholdet til islam. Jeg hører ganske vist til dem, der ser islam som et stort problem, nemlig som en religion, der mener at repræsentere Guds helt direkte og ordret åbenbarede sandhed, og som i forbindelse dermed fungerer som en politisk ideologi, der pdes. hindrer økonomisk og politisk udvikling i de pågældende lande og pdas. giver os andre skylden for det hele.
Nogle vil måske kunne huske, at det var mig, der i sommeren 2001 indkaldte til dannelsen af det især af præster bestående ”Forum for Kritisk Indvandringsdebat”, hvor formålet først og fremmest var at få brudt ”de godes” meningsdiktatur på det fremmedpolitiske område, men hvor formålet jo også var at få standset islamiseringen af det danske samfund. Nu har udviklingen siden 11. september 2001 - og de voksende problemer med herboende muslimer - gjort dette til historie. Men det er farligt at få ret, og i manges øjne vil jeg sikkert stadig være stemplet som ”sort præst”. Hvis man vil være en rigtig Pinafore-admiral (jfr. Bjarke Larsens kronik her i avisen den 7. juli), skal man have de rigtige meninger til nøjagtig den rigtige tid - og i hvert fald slet ikke for tidligt.
Men dette sorthedsstempel må jeg prøve at leve med. Jeg siger, hvad jeg finder sandt og nødvendigt, uanset hvad det koster. Hvad nu netop islam og den muslimske verden angår, er jeg imidlertid så meget Grundtvig-discipel, at vel har jeg været modstander af en islamisering af Danmark og Europa, men samtidig har jeg været den første til at respektere de mennesker, der nu engang har islam som deres religion og kulturgrundlag. Man må tage mennesker, hvor de er, og ikke presse vores kultur ned over hovedet på dem.
Det drejer sig også om selvansvarlighedsprincippet. Vi må sige til verdens over 1 milliard muslimer, at det er deres problem, hvordan de vil finde ud af at brødføde sig selv og udvikle en samfundsorden, der også på alle andre områder kan byde deres landes borgere gode kår. Hvor meget de så vil overtage fra os, og hvor meget de vil og kan udvikle selv, må de selv finde ud af. Men vi vil da gerne stille os til rådighed med hjælp og ideer. Med al takt og medmenneskelig respekt.
Så også i dette perspektiv må jeg se Irak-krigen som en stor fejltagelse. Ganske vist har Bush og Blair og Fogh bragt os i en situation, hvor vi er nødt til at støtte en positiv udvikling i Irak. Nu har vi gjort os skyldige og dermed ansvarlige. Og de mørke kræfter, der fuldstændig kynisk prøver - bogstavelig talt - at sabotere udviklingen i Irak, kan ingen jo have sympati med. Men ingen kan vide, hvordan det kommer til at gå i Irak, og ingen kan vide, hvordan denne krig og besættelse vil blive udnyttet af islamistiske kræfter rundt omkring i verden.
Men selv om også jeg således er tvunget til at støtte en positiv udvikling i Irak fra den situation, vi har været med til at bringe landet i, mener jeg fortsat, Bush og Blair og Fogh skal straffes for den måde, de fik os lokket ind i krigen på. Som jeg fra første færd har sagt: ”Sådan skal man ikke behandle mig”. Jeg har hele tiden været klar over, at masseødelæggelsesvåben og ”en brutal diktator” kun var påskud for gennemførelsen af de amerikanske neokonservatives store plan om at bruge Irak som et strategisk velbeliggende og befolkningsmæssigt velegnet udgangspunkt for en ændring af hele Mellemøsten - eller i det mindste som et godt fodfæste i tilfælde af et sammenbrud i Saudi-Arabien, og i det hele taget som et godt strategisk fodfæste.
Hvad den danske regering angår, er det, jeg især ikke kan tilgive den, at den forhindrede en debat om den danske krigsdeltagelse ved hele tiden at tale om ”FN-sporet” - for at forlade det, da det kom til stykket. Sådan skal man altså ikke behandle mig!
Og jeg ønsker ikke, at Danmark skal knytte sig så ensidigt til det neokonservative USA. Tværtimod må vi gå stærkt ind i arbejdet for at styrke EU. Med alle dets fejl. Jeg har altid været for EF og EU. Men Østrig-sagen gav dette forhold et knæk. Dog, nu er også det historie. Man har fået andet at tænke på, ikke bare her i Danmark, men også i alle de andre EU-lande. Så lad os nu se.
Hverken Danmark eller EU skal selvfølgelig være USA’s fjende. Både politisk og kulturelt hører vi naturligvis sammen dem. Men det er ikke det samme, som at vi fuldstændig logrende skal støtte den nuværende neokonservativt prægede administration. Derfor er det også noget vrøvl at henvise til, hvad vi skylder USA for især dets indsats i Anden Verdenskrig. Mange af de ting, jeg har læst op til Irak-krigen, og som har bestyrket mig i min modstand mod denne krig, har jeg set på amerikanske hjemmesider. Det er det USA, vi skal støtte.
Hvis nogen vil se, hvordan jeg fra første færd har været imod Irak-krigen, kan de gå ind på min hjemmeside (www.bentchristensen.dk) og gå til undersiden ”Politik”, hvor man dog ikke kan se den interne advarsel, jeg kort før folketingsbeslutningen om den danske krigsdeltagelse sendte til mit eget partis, Dansk Folkepartis, folketingsgruppe. Men det gjorde jeg altså. Dog som bekendt uden held. Jeg har ikke meldt mig ud af partiet i protest mod dets krigspolitik (men har nøjedes med at holde en lav profil), for det har stadig en vigtig opgave i den fremmedpolitiske sammenhæng. Der bliver nok at se til. Men jeg kan ikke lade være at ønske, at Mogens Lykketoft bliver statsminister efter næste valg. Dermed kan nemlig både han og Anders Fogh Rasmussen blive straffet, Anders Fogh Rasmussen for at have manipuleret os ind i Irak-krigen, og Mogens Lykketoft ved at blive sat i spidsen for den nødvendige politik over for de problemer, ikke mindst Socialdemokraterne har skaffet os på halsen ved deres humanistisk-hellige fremmedpolitik op til 2001!
Bent Christensen
pastor, dr. theol., Torslunde, 4960 Holeby
* * *
[Utrykt.
Sat her på denne underside 04.03.04. Står også på undersiden »Program«]
De kulturradikales - eller humanisternes - nye
afværgeslagord er: ”Jamen hvem er de kulturradikale? Vis os dem!”. Og
det er smart. Vi kan jo ikke kan vise skoven for bare træer. Der er tale om en
kultur, som er blevet mainstream. Og meget af det kan vi alle være enige i.
Ikke mindst den fremmedpolitiske strid har imidlertid vist,
at der hos nogle er tale om en ideologi, som er røget ud ad tangenten, ud i en
helt absurd position, som de forskanser sig i, en ny form for farisæisme, oplysthedens og fremskridtets og godhedens farisæisme. Og
som den gamle farisæisme har den såvel en religiøs som en social karakter. Man
er så overbevist om at være på den rigtige side, at folk med andre meninger må
være onde og/eller dumme - og derfor skal bekæmpes med alle midler. Og samtidig
prøver man, nu hvor der er begyndt at blæse andre vinde, at klamre sig til sin
privilegerede position. Også med alle midler. Man nøjes ikke med at forskanse
sig; der er også noget ”ardenneroffensiv” over den måde, man nu fører sig frem
på.
Hvis vi andre - det være sig kristne eller ikke-kristne -
skal sætte et modangreb ind og udnytte den nye situation, der er opstået efter
valget i 2001, må vi for det første blotlægge denne kulturs tilbøjelighed til
at ligge under for utopi og ideologi og til at se bort fra virkeligheden og
lade hånt om alle regler for logisk argumentation, ja, underkaste den en
veritabel ideologikritik, og for det andet sætte vore egne kulturelle
alternativer ind. Det sidste er det afgørende. Kritik alene frembringer intet
nyt. Og vi skal jo under alle omstændigheder prøve at udfolde vort eget - for
selve livets skyld. Spørgsmålet er kun, om vi er stærke og dygtige nok.
Et helt andet spørgsmål er, om der kommer een ny mainstreamkultur ud af det. Det gør der næppe. Men bare vi andre også kan være med i postmodernismens nye pluralitet.
* * *
Den
Irak-agtige kulturkamp
[Utrykt debatindlæg, skrevet
13.12.03, dvs. før tilfangetagelsen af Saddam Hussein. Sat her på denne
underside 22.12.03 Står også på undersiden »Politik«]
Nu har jeg ganske vist lige fra begyndelsen været imod Irak‑krigen, men jeg vil alligevel vove at bruge situationen i Irak som billede på, hvad der tilsyneladende er i gang i den danske kulturkamp netop nu.
Og jeg er jo også præst, så pdes. behøver jeg ikke skamme mig over at bruge et militært billedsprog, hvilket jo er en tradition, der går tilbage til vor Herre selv, og pdas. ved jeg, at en lignelse eller tilsvarende sammenligning kun behøver at have eet sammenligningspunkt, ja, med fordel kan nøjes med det. Så når man fx ser på, hvordan Henrik Gade Jensen blev slagtet, hvordan professor Bent Jensen er blevet behandlet, bla. ved at blive opfordret til at gå på pension, og på sådan noget som Tøger Seidenfaden m.fl.s bog, så tegner der sig et mønster, der minder om, hvordan det væltede Saddam Hussein‑regimes folk desperat prøver at berøve Koalitionen dens sejr.
Men som sagt, sammenligningen ligger i eet punkt. Det endnu ikke noget stort nederlag, det hidtidige kultur‑ og meningsregime har lidt her i Danmark. Sammenligningen ligger i, at ligesom modstandskræfterne i Irak prøver at vriste sejren ud af Koalitionens hænder, således prøver det danske kultur‑ og meningsregimes folk nu desperat at begrænse følgerne af det tilbageslag, de led ved valget i 2001.
Men hvad er disse menneskers motiver? Hvor får de deres drivkraft fra? Hvorfor hader de os andre så meget? Det har jeg nogle forestillinger om.
Nu er sovjetkommunismen ganske vist så ynkeligt brudt sammen i stinkende fallit (jeg har selv været der). Men jeg ville miste min sidste respekt for dem, der endnu er troende kommunister/marxister, hvis de ikke bare siger, at det var da beklageligt, men så lykkes det nok næste gang. Og jeg vil oven i købet indrømme, at med den global‑kapitalistiske udvikling, der er i gang, og med den risiko for alvorlige kriser, der samtidig er, behøver det ikke vare så længe. Navnlig ikke når indvandringen af muslimer til Europa fortsætter. Kaos kan hurtigt indtræde, og så er der lagt op til et nyt forsøg.
Men da kommunismen og i det hele taget marxismen af gode grunde indtil videre må ligge lidt underdrejet, er det de forskellige grader af kulturradikalisme eller ”humanisme”, man fører sig frem under. Men også her er der tale om en utopi: troen på fornuften, oplysningen og fremskridtet. Og tale om glæden over at høre til dem, der er på netop fremskridtets og oplysthedens side, det sejrende parti, den dannede og (i hvert fald kulturelt) herskende klasse. Svarende til den glæde og tilfredshed, en kommunist føler ved at høre til dem, der har gennemskuet Historien og hele Tilværelsen, og som (i hvert fald i princippet og for fremtiden) hører til den herskende elite, proletariatets fortrop.
Disse mennesker er nu bange. Men bortset fra, at lige netop den fremmedpolitiske problematik ikke lader sig snakke væk og på et eller andet tidspunkt må få dem til at æde alle deres fraser i sig igen, behøver de nu ikke være så bange endda. For de får jo ikke noget virkeligt modspil.
Det er udmærket, hvis de, der var på den forkerte side under Den Kolde Krig, kan blive stillet for historiens domstol. Det kan også være forfriskende, at de økonomiske og samfundsmæssige forhold bliver betragtet i et nyt, liberalistisk lys (jeg er ikke selv liberalist). Og jeg skal være den første til at hilse rehabiliteringen af gode gamle borgerlige dyder velkommen, ikke mindst selvansvarlighedsprincippet. Men intet af dette vil jo kunne true den nuværende menings‑ og kulturelite.
Jeg mener ganske vist også, at den historiske undersøgelse af forholdene under Den Kolde Krig på en eller anden måde bør omfatte en undersøgelse af, hvordan det fra 1945 til i dag er gået til på områder som ansættelser i undervisnings‑ og kultursektoren, bevillinger til forskningsprojekter o. lign. og adgang til at få ting på tryk.
Og enten finder man noget, eller også finder man ikke noget ‑ eller ikke så meget, der lodret kan sættes en finger på. Det er også lige meget; for det helt afgørende er jo, at vi her tydeligt ser et udtryk for, hvad vi kalder tidsånden. Der er ingen tvivl om, at sådan som hele forløbet har været fra 1871 og gennem 1930’rne og efter 1945, så har der været et kultur‑ og værdiparadigme, som stort set al politisk og kulturel aktivitet er foregået inden for.
Jeg kender det jo fra mig selv. Jeg har faktisk også gået i gymnasiet og studeret på universitetet. Og det sidste vel at mærke med fagene dansk/russisk; jeg er først på et senere tidspunkt blevet såkaldt § 2‑præst. Og det er jo også sådan, at mange af ”værdierne” både er almindeligt fælles gods og hver for sig gode nok.
Det er heller ikke kun det, at man som intellektuel eller kulturarbejder føler sig på en vis afstand af det almindelige borgerskab og den økonomiske og samfundsmæssige magt. Det gør jeg også selv. Det er den sygelige trang til at være imod. Er der tale om et pubertetsagtigt had til dem, der har den almindelige magt, og til traditionens magt? Eller der ligefrem tale om en grundlæggende skævhed i synet på ”kulturen” og dens rolle? ”Kulturen” som erstatning for religionen ‑ og de intellektuelle og kulturarbejderne som det præsteskab, der skal opdrage befolkningen i den nye tro?
Allerede medens et talentfuldt ungt menneske går i gymnasiet, sker der en programmering, en idealdannelse. Det ligger i luften, at skal man høre til de intellektuelle eller kulturens folk, så skal man have de‑og‑de meninger. Om det så er strong eller light er underordnet. For selvfølgelig er der store nuanceforskelle. Det afgørende er imidlertid, at en stor del af de intellektuelle og kulturens folk fører et stort ord i retning af marxisme, kulturradikalisme og humanisme, medens andre pipper lidt mere stilfærdigt med, og atter andre ikke rigtig siger noget. Vi lever jo også i Pinafore‑admiralernes verden. Og skulle programmeringen ikke være blevet hundrede procent gennemført, vil de unge jo ‑ bevidst eller ubevidst ‑ rette ind efter de herskende idealer, allerede når de begynder at skulle skrive større opgaver, for slet ikke at tale om, når de skal til at gøre karriere.
Jeg ved da godt, at det også er en del af forklaringen, at netop borgerligt sindede mennesker er tilbøjelige til, bare at passe deres studier og deres arbejde, og så lade de andre snakke. Og indtil nu er det jo også gået meget godt. Vi slap for den kommunistiske besættelse eller revolution. Men det er alligevel noget af en gåde, at kun forsvindende få i den intellektuelle og kulturelle elite har taget højlydt til genmæle mod dem, der i en eller anden grad har indtaget holdninger, der har været til fordel for kommunisme eller islamisering. Man må bla. spørge, hvordan man har forestillet ‑ og forestiller ‑ sig, at der skulle kunne være plads til dem i et DDR-agtigt eller islamiseret samfund?
Jeg tror, at hvis man skal prøve at finde en forklaring på ”humanisternes” desperation netop nu, så er der for det første selve deres tro på utopien og selve deres identitet som fine, rigtige og gode. Og så er der nok også en stor angst for, hvordan det skal gå, hvis de begynder at give efter ‑ altså en angst for de skræmmebilleder, de selv har tegnet af os andre. Eller en angst for en lille gnavende tvivl inde i dem selv; der er somme tider noget i deres stemmeføring, der kan give en den tanke (for de må da kunne se problemerne). Men på det seneste er jeg også kommet til at tænke på, at der kan være tale om en simpel angst for at blive berøvet magten og æren, pengene og privilegierne. Virkeligheden og vælgerne kan måske tvinge dem på tilbagetog, men deres position som sådan vil de beholde.
Men dem om det. Hvad gør vi andre? Ja, der skal altså mere til, end hvad man hidtil har set fra borgerligt hold i den såkaldte kulturkamp. Og det, der skal til, er noget, der er større og mere positivt end ”kamp”. For mig er det kristendommen og udviklingen af en ny, Grundtvig‑inspireret kultur. Men hvad det angår, må jeg nøjes med at henvise til min hjemmeside: www.bentchristensen.dk.
Ja, jeg arbejder selv med mine egne positive ting. Men andre kan være orienteret i helt andre retninger. Og jeg er åben for meget. Grundtvig talte om samarbejdet mellem kristne og ”naturalister med ånd”; jeg taler om samarbejde med fx ”åbne og ærlige humanister”, dvs. moderne ikke‑kristne mennesker, som gerne vil tale med mig og samarbejde med mig på fællesmenneskelig grund (og som medlemmer af det samme samfund), og som altså ikke er kokset til i ideologi og selvretfærdighed.
Men uanset alt andet, må vi prøve at få bremset den herskende elites modangreb, så vi andre i det mindste kan få lov til også at være her, altså fx kunne blive ansat i en stilling og få lov at blive i den. Det er den første betingelse. Og så må det ellers vise sig, om der kommer nye, frie talenter frem, som kan udfylde frirummet.
Jeg vil slutte med at henvende mig til de unge, ikke mindst dem, der går i gymnasiet eller på universitetet nu, og sige: Se på virkeligheden! Tænk selv! Find ud af, hvad I virkelig ønsker for jeres liv! Og vær ikke bange! Måske kan I være dem, der kommer til at åbne op for en ny epoke!
* * *
[Skrevet
29.11.03, men ikke trykt. - Står også på undersiden »Program«.]
Henrik Gade Jensens de facto-fyring fra hans stilling i
Kirkeministeriet og hele situationen omkring den er en skandale, som jeg ikke
har plads til at kommentere yderligere her. For der er videre perspektiver.
Jeg hører til dem, der har fundet dette års såkaldte
kulturkamp utilfredsstillende, fordi der jo slet ikke har været tale om et
tilbundsgående opgør med den indtil nu herskende tidsånd. Jeg har lidt
nedladende sagt, at det da kan være udmærket at få stillet kommunister og
kommunistsympatisører for historiens domstol, herunder at få set nærmere på,
hvad der i 1970’erne er foregået i Danmarks Radio, ligesom jeg også har sagt,
at selv om jeg ikke selv er liberalist, så kan det da altid være forfriskende
og nyttigt at få betragtet de økonomiske forhold under nye synsvinkler, ligesom
jeg bestemt heller ikke har noget imod gamle borgerlige dyder som
selvansvarlighed osv. Og så har jeg sagt, at det eneste, der kan medføre et
virkeligt epokeskifte, er, at der - i både bredeste og snævrere forstand -
bliver skabt et kulturelt alternativ. Hvad der jo så i øvrigt kun kan blive,
hvis et tilstrækkeligt antal talentfulde mennesker, højtideligt sagt, bliver
motiveret dertil at livet selv.
Så vidt, så godt. Jeg arbejder selv på det, men må her nøjes
med at henvise til min hjemmeside: www.bentchristensen.dk. - og så navnlig
håbe, at nogle af de helt unge vil komme med deres bidrag. Men her er jeg
fremme ved dette indlægs anliggende. For det er jo meget godt at tale om, at
skabelsen af et nyt kulturelt alternativ er vigtigere end historiens dom over
de gamle venstreorienterede, men hvad nu, hvis Berufsverbot og meningsterror
ikke alene kommer til at betyde fyringer og ikke-ansættelser af dygtige unge
mennesker med forkerte meninger, men også kommer til at betyde, at dygtige og
opadstræbende unge mennesker allerede i gymnasieårene, måske helt ubevidst,
kommer til at antage de til tidsånden passende meninger? Navnlig når de ikke
ser og hører andet fra dem, der allerede har gjort karriere. Det helt afgørende
er selve de herskende idealer om humanisme, oplysning og fremskridt og dygtige
unge menneskers lyst til at efterleve dem. Og opgøret med dem kan selvfølgelig
kun ske ved, at de bliver gennemskuet. Men hvad så altså, hvis begavede og
modige unge mennesker, der gør det og skriver om det, bliver udelukket fra
visse stillinger? - (Jeg understreger, at jeg jo her ikke taler om de lag og
elementer i idealerne, der har med almindelig civilisation og anstændighed at
gøre, og som er fælles gods, men om den selvgode og totalitære holdning og
adfærd, der hos de toneangivende er tale om, når idealerne er blevet til
ideologi).
De facto-fyringen af Henrik Gade Jensen har fået mig til at
se med nye øjne på undersøgelsen af forholdene under Den Kolde Krig. Jeg tror,
det bla. vil være meget vigtigt at se på ansættelserne på universiteterne og i
kulturinstitutionerne. Jeg ved ikke, hvad og hvor meget man vil kunne finde,
for dels er der i sådanne tilfælde tale om skøn, dels foregår programmeringen
som sagt inde i hovederne på folk allerede i de helt unge år. Men måske kan vi
her komme til at lære af historien. Og der kommer i hvert fald ikke noget
kulturelt epokeskifte, hvis den totalitære humanisme og godhedsideologi er i
stand til - både direkte og indirekte - at holde de forkerte meninger ude.
* * *
[Sendt
til Information 29.11.03, men afvist med henvisning til, at jeg netop havde
haft det omtalte Irak-indlæg i 29.11.03]
Jeg vil gerne takke Information for, at jeg lørdag den 29. november endnu en gang fik lejlighed til at udtrykke min harme over, at regeringen og folketingsflertallet har kastet os ud i Irak-eventyret, og min frygt for, at den deraf fremkaldte forøgede terrorvirksomhed vil ende med at komme til at fungere som en slags legitimering af krigen, eller i hvert fald gøre det vanskeligere og vanskeligere at kritisere den.
Men så må jeg jo ellers sige, at jeg har det ret dårligt med at have optrådt i Informations spalter her lige efter karaktermordet på Henrik Gade Jensen. Det er en hetz-handling, der ikke har klædt avisen. Det bliver mere og mere åbenbart, at den hidtil førte fremmedpolitik har været en frygtelig fejltagelse, hvis konsekvenser Danmark og det øvrige Europa vil komme til at døje med i årtier. Men der skal vel i det hele taget ikke være Berufsverbot her i landet. Og er man virkelig så desperat, at man fx ikke viger tilbage for at lave citatfusk ved at citere out of context fra dybt ironiske tekster?
* * *
[I avisen var overskriften
desværre forkortet til ”Bush må ikke gemme sig bag terror”]
Af BENT CHRISTENSEN, pastor, dr. theol.
[Trykt i Information 29.11.03 - se også de to tekster lige
her ovf.]
De militante muslimers terror var - som bekendt! - i gang
før Irak-krigen. Men angrebet på og besættelsen af Irak har været en ren
foræring til terroristerne. Det havde været bedre, om vi havde stået med rene
hænder. Og det havde været bedre, om vi med vore rene hænder kunne have brugt
andre midler til at støtte de kræfter i den muslimske verden, der ønsker at
reformere deres samfund.
Men ligesom det er naivt at tro, at bekæmpelse af
fattigdommen vil få terroristerne til at ændre holdning, er det naivt at tro,
at udviklingen af bedre samfundsformer med demokrati og menneskerettigheder vil
standse terroren. Tværtimod! For en rigtig militant fundamentalist virker fx
den tyrkiske samfundsform som en rød klud. Det har vi lige set med
terrorhandlingerne i Istanbul.
Det allerværste er imidlertid, at den forøgelse af terroren,
Irak-krigen har forårsaget, kommer til at legitimere Bush og Blair og Foghs
krigseventyr. Så jeg fx rigtigt, da jeg i morgen-TV fredag den 21. november
ligesom anede en lettelse hos udenrigsminister Per Stig Møller?
Jo flere terroranslag vi får, og jo nærmere de kommer os, jo
sværere vil det blive at kritisere vor deltagelse i Irak-krigen. Og efter et
anslag i København vil det måske blive helt umuligt at gøre det, uden at man
kommer til at fremstå som en slags forræder.
Nu må vi håbe, at de ansvarlige vil kunne udøve den bedst
mulige damage control, dvs.
hurtigst muligt få overdraget al magt til irakerne selv og derefter få trukket
os ud. Hvorefter vi så må lære at leve med den forøgede terrorisme, hvilket
også vil sige bekæmpe den med alle passende midler. Idet vi samtidig prøver at
udvikle de rigtige metoder til at fremme en god udvikling i de muslimske lande
og i vort forhold til dem.
Men de ansvarlige skal ikke kunne slippe af sted med at have
kastet os ud i dette, idet de gemmer sig bag den terrorforøgelse, de selv har
fremkaldt. Og navnlig gælder det om at undgå, at vi en anden gang bliver løjet
og manipuleret ind i en sådan situation. Derfor må både selve den kommende
Irak-høring og debatten omkring den gennemføres med størst mulig styrke.
* * *
Som i notatet 10.04.03 må jeg understrege, at dette notat er sat på, fordi jeg føler både trang og pligt til at gøre en slags status.
Jeg er jo ellers gået på pension (reelt fra 11.05.03. formelt fra 30.06.03) for at prøve at bruge pensionen som et arbejdsstipendium med henblik på at få sat den finest mulige krone på mit særlige livsværk (projekt-titel: »poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«).
Men det imperialistiske eventyr, USA - med blandt andet dansk deltagelse - nu har kastet sig ud i, og den måde, der blev løjet og truet og manipuleret på op til krigen, har oprørt mig endnu mere end den måde, hvorpå man op til 2001 forsøgte at undertrykke en fri debat om fremmedpolitikken.
Jeg, som altid har været USA’s ven - også gennem hele Vietnamkrigen. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle komme i denne situation. Eller at nogen dansk regering ville kunne bringe Danmark i en sådan situation.
Men hvad gør vi nu?
Jeg kan ikke se andet, end at den bedste løsning (da krigen jo ikke kan gøres ugjort), vil være, at USA bliver tvunget til at acceptere en fuldstændig FN-overtagelse af ledelsen i Irak, idet FN (som jo har kompromitteret sig ved at samarbejde med Koalitionen på det nuværende grundlag og dermed nedkaldt et terrorangreb over sig) erklærer, at det kun påtager sig denne opgave, fordi man jo ikke bare kan overlade Irak til sig selv, og at det skal være i den kortest mulige periode, måske højst et år; det kan jeg ikke afgøre. Og så må den irakiske befolkning ellers selv se at finde ud af det. Selv se at få dannet et stats- og sikkerhedsapparat, der kan holde terrorister og lignende i skak. Udsigterne er næppe gode. Men selvansvarlighedsprincippet er helt afgørende. Det er utåleligt, at terroristerne skal have noget som helst påskud for deres fanatiske gerninger.
Og det samme gælder i resten af den muslimske verden: De må selv finde ud af, hvordan de vil klare sig her på jorden. De skal ikke have noget påskud til at give os skylden for deres elendighed. Men angriber de os, må vi desværre forsvare os. Hvilket også gælder den kolonisering af Vesten, de er i gang med.
Men det ser meget sort ud. Dette er min konklusion her ved slutningen af den uge, hvor FN-hovedkvarteret i Bagdad blev terrorbombet, og hvor voldsspiralen i Palæstina gik frygteligt i gang igen.
Og i øvrigt mener jeg, at hverken Bush, Blair eller Fogh bør overleve næste valg.
* * *
Af BENT CHRISTENSEN, pastor, dr. theol., Holeby
[Trykt i Information 20.08.03. Tilfældigvis, helt utilsigtet, på avisens 60-års fødselsdag. - Manuskript-titel: »ENIG MED INFORMATION OM IRAK«]
Det er ikke meget, jeg har læst Information. Jeg kan huske,
min far holdt den. Men det var lige efter Besættelsen, og altså på den konto.
Senere havde jeg det indtryk, at den avis ikke var noget for mig. Da var det jo
den nye (kolde) krig, det drejede sig om, og altså forsvaret af det frie og
demokratiske Vesten mod det kommunistiske sovjetimperium.
Men nu er der igen vendt op og ned på alting. Så jeg har her
tirsdag den 19. august været på Informations hjemmeside, hvor jeg har læst
artiklerne om Irak-situationen - og lederen ”Irakisk tragedie”, som jeg kan
erklære mig fuldstændig enig i!
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til at træde
offentligt frem som USA’s modstander - og som modstander af den danske
regerings samarbejde med USA. Men allerede i den sidste tid før USA’s og dets
koalitionspartneres, herunder Danmarks, angreb på Irak blev jeg klar over, at
her var der noget, der ud fra næsten enhver betragtning var rivende galt.
Alene det, at man - herunder vor egen regering - LØJ for os.
Som jeg sagde: Sådan skal man ikke behandle mig! Men også de frygtelige
konsekvenser, denne imperialistiske handling ville få. Jeg er, som nogle vil
vide, ikke blød over for islam, og jeg ønsker ikke en islamisk kolonisering af
Vesteuropa, men tilsvarende respekterer jeg også de muslimske landes ret til
selv at finde ud af, hvordan de vil klare sig her i verden, så at jeg gerne vil
kunne møde dem - og tale med dem - i en atmosfære af gensidig menneskelig
respekt. Her er der nu sat meget, men forhåbentlig ikke alt, over styr.
* * *
[Sendt til Berlingske Tidende 15.07.03, men ikke optaget]
Det var slemt nok at følge den måde, hvorpå den amerikanske regering med den danske som et villigt vedhæng løj og manipulerede op til Irak-krigen, men det er værre at se, hvordan man her efter selve erobringen af det irakiske territorium prøver at bortforklare, hvad det var man kastede sig – og os – ud i.
Poul Høis
nyhedsanalyse her i avisen den 15. juli er eet af de
mange eksempler. For nu kan man glæde sig over, at ”en
morderisk diktator og hans morderiske regime er væk og et skrøbeligt demokrati
under opbygning”, og så kan det være lige meget, om vore regeringer har løjet
os ind i en krig på et i bedste fald tvivlsomt folkeretligt grundlag og med
måske meget alvorlige konsekvenser. Og vel også lige meget med alle de mange
andre morderiske diktatorer. Medmindre dette kun skal være begyndelsen på en
altomfattende udrensning og imperiedannelse.
Og alle er underligt matte. Heller ikke den brede befolkning synes synderlig berørt. Det er utroligt!
* * *
[Sat her på denne underside 10.04.03]
Da jeg nu er begyndt at udtrykke min mening om Irak-krigen her på denne underside, bliver jeg nødt til at fortsætte. Stadigvæk for min egen samvittigheds og min egen beskedne plads i historiens skyld.
Jeg har selvfølgelig i de seneste dage, og særligt i går og i dag, spurgt mig selv, om jeg skulle fortryde den voldsomme modstand mod krigen, jeg gav udtryk for i bla. det læserbrev, jeg 25.03.03 forsøgte at få i Jyllands-Posten, og som står lidt længere nede her på undersiden. Og altså virkelig spurgt. For hvis det skulle være, ville jeg sagtens kunne indrømme, at jeg havde taget fejl, og sige undskyld for det.
Og det vil selvfølgelig glæde mig, hvis vi nu kommer til at se et »best case scenario« udfolde sig, altså det befriede Irak udvikle sig til et velfungerende demokrati med en blomstrende økonomi, og dermed til et forbillede for hele Mellemøsten, ja, for hele den muslimske verden. Så vil man næsten kunne glemme den pris i døde og lemlæstede, der fra begge sider er blevet betalt for det. Så meget desto mere, som fraværet af de lidelser, Saddam Husseins regime fortsat ville have påført den irakiske befolkning, også skal regnes med. Samt evt. fraværet af tilsvarende lidelser i andre lande, der måtte få indført frihed, demokrati og velstand. Næsten. For det er jo ikke så ligetil at gøre sådanne regnskaber op. Men alligevel. Da nu skaden er sket, må man på det givne grundlag kunne glæde sig over bare hver enkelt lille ting, der fra nu af kommer til at gå godt.
Men inden jeg forlader best scenario-perspektivet, vil jeg understrege, at mine indvendinger før krigen udtrykkeligt også gjaldt under dette perspektiv.
Der er for det første spørgsmålet om den monocentriske verdensorden eller Imperium Americanum. Idet jeg altså gentager, at jeg historisk set altid har været USA’s og i det hele taget den angelsaksiske verdens ven, politisk og ikke mindst kulturelt. Men ingen har godt af at have den totale magt, så netop som USA’s ven må man advare mod dette - og støtte de mange gode amerikanske kræfter, der selv ser denne fare.
Og så er der hele den utroværdige måde, sagen har været behandlet på, såvel i FN og på verdensscenen overhovedet som herhjemme. Jeg tilgiver aldrig Anders Fogh Rasmussen og hans regering den måde, hvorpå man ved at tale tvetydigt om »forankring i FN« fik draget os ind i en krig på et tvivlsomt grundlag, uden at der havde været en ordentlig debat i Folketinget og i befolkningen om det.
Og der er det præcedens, der er blevet skabt. Nu kan et hvilket som helst land - evt. med et par koalitionspartnere - med den amerikanskledede Irak-krig som eksempel kaste sig over et land, de påstår at føle sig truet af. Og amerikanerne kan selv gøre det igen. Og måske igen med dansk deltagelse.
Endelig er der det forhold, at man ved at kaste os og verden ind i krigen har skabt en situation, hvor befolkningerne i de enkelte lande har ladet sig gribe af krigs- og sejrsrusen, så de i meningsmålingerne har støttet deres ledere, og hvor de andre lande bliver stillet over for valget mellem enten fortsat at overlade det hele til USA og dets partnere eller at gå med ind i genopbygningsarbejdet og således i en eller anden grad komme til at legitimere krigen. Og her er der jo foruden de politiske også tale om meget håndgribelige økonomiske faktorer. Selv i bedste fald er dette en meget ubehagelig proces.
Men selv om jeg ikke vil synke så dybt som til at ønske noget andet end best case-scenariet, bare for at få ret, så vil jeg her i dag tillade mig at pege på, at vi jo slet ikke har set enden på alt dette, dårligt nok begyndelsen. Det er stadigvæk et åbent spørgsmål, hvordan man i den arabiske og muslimske verden vil se på det, der er sket og kommer til at ske. (Hvor vi igen har dilemmaet: Skal de personer og lande, som har været imod krigen gå aktivt ind i genopbygningsarbejdet for at afbøde skadevirkningerne).
De, der på grund af min deltagelse i den fremmedpolitiske debat har villet betegne mig som »fremmedfjendsk sort præst«, vil måske nu være overraskede over, at jeg har udtalt mig så voldsomt imod denne krig. Men det er kun endnu et bevis på, at de ikke har forstået mit anliggende.
Jeg er jo Grundtvig-discipel og kan derfor meget kort udtrykke mit standpunkt på den måde, at jeg siger, at ligesom jeg ikke ønsker mit land koloniseret, således ønsker jeg heller ikke andre lande koloniseret. - Jeg kan her henvise til min indledning på mødet med Sherin Khankan i Randers 07.11.02 (se titlen »Kulturmødet – kristendom og islam«, på undersiden »Fremmedpolitik«).
Men også ud fra en mere realpolitisk betragtning kan man frygte for reaktionerne på krigen og besættelsen ude i den øvrige arabiske og muslimske verden, ja, i det hele taget ude i både den anden og den tredje verden.
Jeg vil slutte denne dagbogsagtige kommentar med at sige, at med det fait accompli, vi nu står over for, er der intet andet at gøre end at gå ind for genopbygningen af Irak med også dansk deltagelse, idet jeg for mit vedkommende naturligvis vil kræve FN så stærkt inde i billedet som muligt. Først og fremmest af saglige og politiske grunde. Men altså også fordi jeg ikke vil lade mig lokke med på den tankegang, at bare fordi et land eller en koalition har startet en krig, så har de dermed sikret sig retten til at bestemme.
Og så er der altså hele det fortsatte opgør med den måde, verden blev draget ind i denne krig på, og de fortsatte bestræbelser på at modvirke tendensen til amerikansk verdensdominans. Stadigvæk med alle venskabelige følelser for USA og den angelsaksiske kultur som sådan.
Der må ske en selvransagelse her i Danmark, for så vidt angår den måde, regeringen og folketingsflertallet fik ført os ind i krigen på.
Vi må på en helt ny måde arbejde for at styrke FN, først og fremmest med direkte henblik på, at verdensorganisationen kan komme til at leve bedre op til sit formål, men jo også med henblik på at gøre det sværere for enkelte lande at føre sig selvbestaltet frem under påberåbelse af, at FN har spillet fallit.
Forholdet til EU og holdningen til Danmarks plads deri må tages op til fornyet overvejelse. Jeg har som sagt altid været EU-tilhænger, men fik et knæk ved Østrig-sagen og tilsvarende ting. Nu vil jeg begynde helt forfra og se, om EU alligevel kan blive et godt sted for Danmark og mig at være, så vi kan være med til at gøre EU til et, ikke fjendtligt, men venlig-kritisk afbalancerende centrum i forhold til USA.
Jeg minder i denne forbindelse om mit mangeårige engagement i de slaviske lande - også helt over til Rusland og de øvrige SNG-lande - men jo nu især i de vestslaviske lande, og helt særligt i Polen og i det slaviske, sorbiske mindretal i de tyske forbundslande Brandenburg og Sachsen. (Se undersiderne »Internationalt« og »Vendere - sorbere«).
Helt personligt vil jeg nok nu mere end nogensinde før koncentrere mig om mit opus proprium (»poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«, se startsiden samt undersiderne »Program«, »Grundtvig«, »Kirke og teologi« og »Poesi«), idet jeg fortsat vil have engagementet i det slaviske som en dejlig bibeskæftigelse (jo også på grundlag af mit oprindelige russisk-bifag), og altså ganske særligt det ovenfor omtalte engagement hen over Østersøen, et engagement, der jo for mig som lollik har både historiske (»venderne«) og aktuelle (polakkerne) lokale perspektiver. I øvrigt kan dette jo udmærket ses som svarende til min lærefader Grundtvigs verdenshistoriske syner og folkelige tanker: fra Lolland i fortid og nutid, hen over Østersøen, ned i Europa (men også østover i Europa) og ud i verden, med alt på sin rette plads, både lokalt, regionalt, europæisk og globalt. Store ord i april, men gode ord, som bare skal følges konkret op, i såvel det små som det store!
* * *
Bemærkning her på denne underside 28.03.03 (med indføjelse
om afslag 31.03.03).
Da Jyllands-Posten plejer at være hurtig til at bringe
læserbreve, men endnu i dag lørdag den 28. marts ikke havde nedenstående tekst
på i sin internetudgave (»Nej til Imperium Americanum«),
må jeg forudse, at mit indlæg ikke bliver bragt, og at jeg må nøjes med at have
markeret mit standpunkt her på denne underside. – [Indsat 31.03.03:
Mandag middag 31.03.03 sendte JP et standard-afslag på mit læserbrev med
henvisning til at man daglig modtager omkring 100 debatindlæg og derfor må
returnere størsteparten].
For jeg har ikke megen lyst til at gå offentligt ud i selve debatten om krigen nu. Bush og Blair og Rasmussen har fanget os ved at have kastet os ud i krigen. For hvem vil tage ansvaret for at afbryde den nu? Etisk set kunne der vel nok argumenteres for det. Eller kunne der? Konsekvenserne vil være helt uoverskuelige. Og dermed er grænsen mellem det etiske og det politiske og militære flydende. Men på den anden side vil konsekvenserne af en langtrukken krig med store tab på også den vestlige koalitions side og et voksende had hos verdens muslimer også være helt uoverskuelige.
De, der har bragt os i denne situation, må bære ansvaret. Selv om vi jo alle kommer til at mærke følgerne.
Under alle omstændigheder må vi begynde at forberede os på situationen efter krigen, hvilket vil sige på de ting, jeg nævner i slutningen af nedenstående tekst: At få gjort det politiske regnskab op, både hjemme og ude. Og at finde frugtbare måder at modvirke den amerikanske monopolimperialisme (monocentrisme) på. Hvilket igen vil sige at tage hele EU-politikken op til fornyet overvejelse.
Hvad EU angår, har jeg altid grundlæggende været tilhænger. Men Østrig-sagen og tilsvarende ting fik gjort mig kritisk. Nu må vi se, om der kan skabes et nyt klima, så en dansk EU-borger som jeg kan føle mig hjemme i fællesskabet. Helt afgørende vil den i videste forstand fremmedpolitiske problematik være. Men også i det hele taget spørgsmålene omkring den nationale og folkelige identitet. Og i det hele taget det idemæssige klima i Unionen.
* * *
[Læserbrev sendt som e-mail til Jyllands-Posten 25.03.03 kl. 11.10 og umiddelbart derefter sat her på denne underside. – Var, så vidt jeg har kunnet se, endnu 28.03.03 ikke trykt] – [Indsat 31.03.03: Mandag middag 31.03.03 sendte JP et standard-afslag med henvisning til at man daglig modtager omkring 100 debatindlæg og derfor må returnere størsteparten].
For samvittighedens og historiens skyld må jeg nu erklære mig imod USA's og den danske regerings krig i Irak. Naturligvis ikke, fordi jeg har noget som helst til overs for Saddam Hussein og hans regime, men fordi jeg mener, at der selv med den bedst tænkelige udgang på krigen bliver tale om en ny verdensorden, jeg ikke bryder mig om – og som USA heller ikke selv vil have godt af.
Jeg har ellers altid, både politisk og kulturelt, været USA's ven. Også gennem hele Vietnam-krigen. Men det Imperium Americanum, der nu lægges op til, ønsker jeg ikke. Det bliver bogstavelig talt "for meget"!
Og så er der den måde, krigen er blevet forberedt på. Med manipulationer, løgne, køben for penge og trusler. Også den danske regering har med sin vedholdende brug af den tvetydige formulering "forankret i FN" blokeret for en åben og ærlig debat om dette alvorlige spørgsmål. Og nu har man startet krigen, så vi andre faktisk bliver tvunget til at ønske den hurtigt og sejrrigt afsluttet. Men sådan skal man altså ikke behandle mig!
Og selv i bedste fald risikerer krigen at komme til at virke mod hensigten – hvis denne ellers har været udbredelse af en bedre samfundsorden i Mellemøsten og omegn.
Der bliver et regnskab at gøre op efter denne krig, både her i Danmark og i forholdet til USA. Siden Østrig-sagen m.m. har jeg været meget EU-kritisk. Men der er sket meget siden da, så nu må vi se, om der – på et grundlag, vi alle kan leve med - kan skabes en europæisk samling om at være, ikke et fjendtligt, men et venlig-kritisk og mere selvstændigt modstykke til USA.
Bent Christensen
sognepræst
Karlslundevej 12, Døllefjelde
4990 Sakskøbing
* * *
Det er ikke, fordi jeg bilder mig ind, at min båltale i Grænge, oppe i mit nordlige nabosogn, sankthansaften 2002 har givet så stor genlyd over hele landet, at måske blot een eneste af Dansk Kirketidendes læsere har hørt om den. Men det var ikke desto mindre ved den lejlighed, jeg for første gang optrådte offentligt som medlem af Dansk Folkeparti (siden april 2002). Det var jo Dansk Folkeparti i Storstrøms Amts sankthansfest.
Båltalen kan læses på min hjemmeside: www.bentchristensen.dk, undersiden »Taler«. Og en næsten fuldstændig samling af mine indlæg i den fremmedpolitiske debat står på undersiden »Fremmedpolitik«. Men det er jo kun tvunget af situationens alvor, jeg er gået ind i denne debat, så jeg vil bede de DKT-læsere, der måske allerede nu er forargede over det skridt, jeg har taget, kigge lidt på både startsiden og de andre undersider, inden de afskriver mig som »fremmedfjendsk sort præst«. I øvrigt har flere af både den ene og den anden slags tekster været trykt her i Dansk Kirketidende.
Men jeg forestiller mig altså, at en hel del af Dansk Kirketidendes læsere vil reagere negativt eller dog forbeholdent. Til dem vil jeg imidlertid sige: Hvad gør I så, her i det danske folks og den europæiske civilisations skæbnetime?«. – Eller: »Hvad tror I Grundtvig ville sige?«.
Det sidste spørgsmål er der også mange andre ting end fremmedpolitikken der giver anledning til at stille. Men befolkningsudskiftningen og islamiseringen overskygger alt andet. For enhver, der vil se. Og så er har det mindre betydning, om det ligefrem ender i kalifatet, eller om vi »kun« får en udvikling med stigende opsplitning af befolkningen, balkanisering af hele Europa, social uro og måske til sidst borgerkrig.
Jeg lægger ikke lige her op til en diskussion. Udveksling af debat-argumenter kan gøre blind og døv. Man tager dem, der hvor de plejer at ligge – lige ved hånden. Nej, jeg vil bede jer overveje mine to spørgsmål i jeres stille sind. Sådan rigtig overveje dem.
Jeg vil heller ikke sige, at nu skal alle grundtvigianere blive DF’ere – og omvendt. Men jeg beder alle overveje forholdet mellem den situation, vi befinder os i nu, og den situation, Grundtvig stod i.
For der er altså – trods alt - også andre problemer og trusler end indvandringen og islamiseringen. Selv om de jo alle på en mærkelig måde kommer til at hænge sammen – eller bliver fremstillet, som om de gør det. Der er hele globaliseringsprocessen overhovedet. Og de andre ting, der kan nævnes, kan mere eller mindre ses om sider af den: massekulturen (der samtidig er den ekstreme individualismes kultur), de multinationale selskabers internationale kapitalisme, Den Europæiske Union osv.
Jeg siger ikke, at der ikke er positive eller dog nødvendige eller uundgåelige elementer i disse ting. Men det er jo ikke ensbetydende med, at man skal forholde sig fuldstændig ukritisk til dem og bare flyde med – for til sidst at blive kværnet rundt i en stor mølle af produktion og management og forbrug og underholdning. Hvis det altså ikke ender med, at det hele bryder sammen.
Men jeg mener, at selv med den mest positive holdning til udviklingen – ja, faktisk netop med en sådan grundholdning – er det nødvendigt at aktivere noget, der svarer til det, der i gamle dage hed »det folkelige«. Som minimum en helt ny besindelse på virkeligheden, det konkrete, det ægte, det naturlige. Jo længere vi skal ud i det teknologiske eventyr (som det er min grundholdning at være tilhænger af), og jo større og mere komplicerede de sociale og organisatoriske strukturer bliver, desto vigtigere er det at have en ægte rodforbindelse bagud. Eller i det mindste ned i »jorden« her og nu. Og altså ikke som en slags social leg – der kun gør ondt værre. Nej, virkelig. Og dette må også have et politisk udtryk. Hvad vi jo ser trangen til over hele Europa lige netop nu. Men sådan var det altså også på Grundtvigs tid. Og for Grundtvig selv.
Hvor meget det, der kan komme til at tegne sig nu, vil ligne »det folkelige« i gammeldags forstand, er et spørgsmål. Men helt afgørende er i hvert fald friheden. Friheden for den enkelte til at være sig selv, fx til at være individualist på en anden måde end alle de andre, eller måske ligefrem til at indgå i fællesskaber, der skiller sig ud fra massen. Og friheden til, at der kan være alternative tankesæt på alle niveau’er.
Jeg har ikke noget imod, at der er en elite, et lag af højtuddannede, der har lysten og evnen til og forudsætningerne for at tænke over tingene på en særlig kvalificeret måde. Her har debatten været afsporet fra og med Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2002. Det, der bare undrer mig, er, i hvor høj grad alle i det, der for tiden fremstår som »eliten«, mener og siger det samme. Og hvad der navnlig undrer mig, er, at denne »elite«, frisindets og fremskridtets fortrop, gang på gang allierer sig med de mest totalitære og menneskefjendske kræfter.
Men befolkningen har ret til at tage pengene (stillingerne) fra selv de mest veluddannede og vidende mennesker, hvis de bruger deres prestige og skatteyderfinansierede stillinger til at manipulere og tyrannisere den et sted hen, den ikke selv ønsker at komme. Ligeledes kan det være rimeligt nok at få analyseret fx DR’s udsendelser. Ikke bare for så vidt angår forholdet mellem det antal sekunder, de enkelte politikere kommer til mikrofonen. Som om det kun var et spørgsmål om det. Nej, det er jo en bestemt holdning, der gennemsyrer det hele, ud i det mindste suk og det mindste skuldertræk.
Sådan oplever jeg det i hvert fald. Men man har jo sit filter – og andre kilder - så man kan godt bruge DR’s udsendelser alligevel. Ligesom sovjetborgerne – uden sammenligning i øvrigt - i sin tid var mestre i at læse mellem linierne i de tilladte medier – og havde andre kilder.
Men ingen dokumentation eller kritik nytter jo noget, så længe de allerfleste med journalistuddannelse og opefter dybt i deres hjerter tror, det hører med til deres professionelle identitet at have de og de holdninger.
Den nye politiske dagsorden, der blev sat med valget den 20. november 2001 har givet et pusterum, og der er en lang række meget påtrængende politiske opgaver, der skal løses, men det hele nytter intet, hvis der ikke også kommer et mere omfattende epokeskifte af det, der i gamle dage hed folkelig, kulturel og åndelig karakter. Hvad der jo så også kun gør, hvis det er noget, der sker som følge af en rent positiv trang. For livets skyld, ville Grundtvig have sagt.
Så egentlig kan man dårligt nok opfordre til det. Det må komme af sig selv – fra både store og små. Men - på den anden side - så kan alle jo netop være med. Det ægte livsengagement kan praktiseres på alle niveau’er og i alle sammenhænge. Og bortset fra, hvad også jeg vil kalde den nødvendige politiske værnepligtstjeneste, vil jeg for mit eget vedkommende mere end nogensinde før koncentrere mig om et arbejde i den retning. Mere om det ved en senere lejlighed!
* * *
NATIONALSTATENS
RENÆSSANCE?
Jeg har aldrig være nationalist. Og hvis jeg bliver det, bliver det på en måde, jeg i hvert fald selv mener at kunne være bekendt. Det er jo en strid om ord, om ords definitioner. Hvor ordet nationalist har været defineret som rent negativt. Idet der jo unægtelig også er en del skræmmende spor i dets historiske baggrund. Og indtil nu har vi jo også klaret os meget godt med at sige »fædrelandskærlig« eller »folkelig«. Selv om jeg for mit vedkommende faktisk har været lidt forbeholden over for også det. Indtil nu. Hvor flere forhold presser i retning af en ny måde at både tale og forholde sig på i disse henseender. Jeg tror dog aldrig, jeg vil blive glad for ordet »nationalisme« - og hvad der kan afledes deraf. Jeg kan i det hele taget ikke lide ord, der ender på »-isme«. Men ordet »national« er jeg nødt til at bruge. Nemlig i forbindelse med begrebet »national-stat«.
I mange år har man i brede kredse ment det rigtigt at betragte nationalstaten som et levn fra fortiden og en hindring for, at vi kunne komme ind i fremtiden. Og i mange år har jeg også selv set skævt til dem, der under mere eller mindre nationalistiske paroler bekæmpede alt, hvad der havde med EU at gøre. Dem fra SF og udefter har jeg direkte haft kaldt »national-socialister«. Hvad der selvfølgelig blot var et forsøg på at være morsom og ondskabsfuld på een gang. Min pointe var naturligvis, at venstrefløjens »nationalisme« kun var sådan en slags folkefronts-dække, idet man selvfølgelig gerne ville være internationalistisk og opgive nationalstaten, hvis det var en socialistisk internationalisme, det drejede sig om.
Og jeg så heller ikke EU som en trussel mod den danske nation på en måde og i et tempo, jeg ikke ville kunne leve med. I hele perioden 1972 til 2000 var jeg grundlæggende stærk tilhænger af EF/EU og Danmarks medlemskab deraf. At man kunne diskutere enkeltheder, var jo noget andet. Det kan man også i dansk politik – uden at fx jeg skulle ønske Lolland-Falster løsrevet fra Danmark. Den sommerspøg, der i denne henseende har været tale om i 2002, har jeg læst og hørt om, men ikke haft noget med at gøre. Jeg er ganske vist også en stor lolland-falstersk lokalpatriot (som »lollik i uendelige led«). Men jeg har hidtil haft det fint med at være lollik i Danmark, dansker i EU og europæer i verden. Det var først i 2000 og derefter, EU kom til at stå for mig som noget negativt og fjendtligt. Og det skyldtes Østrig-sagen, Beate Winklers overvågningscenter og EU-politikernes holdning til det fremmedpolitiske problem, både hjemme hos dem selv, og for så vidt angår os her i Danmark.
Men for at få sat min aktuelle holdning i perspektiv vil
jeg tillade mig at give et rids af min egen historie med det nationale og det
internationale.
Jeg er født i 1943. Og kan formodentlig ikke huske den 4. maj 1945. Men jeg synes alligevel, jeg kan. Selv om det nok er befrielsesaftensfejringerne de følgende år, jeg kan huske. Det afgørende her i denne sammenhæng er, at den første periode af mit liv var totalt præget af efterkrigsstemningen. Og hvad ville det sige? Ville det sige »nationalisme« eller »fædrelandskærlighed«? Det mener jeg ikke. Ikke mere, end hvad der havde været tilfældet i Danmark i alle årtierne forud. Og da slet ikke noget, der – som jeg husker det – kunne konkurrere med følelsen af, at nu var den onde nazisme overvundet, nu var besættelsen forbi, nu var verden atter åben, nu var kolonialismen under afvikling, nu skulle alting blive godt.
Den åbne verden var især den angelsaksiske verden. Jeg husker, da to små britiske orlogsskibe besøgte Sakskøbing Havn. Jesus skulle være kommet gående ind ad fjorden for – måske - at kunne konkurrere med det. Billeder og film med britiske og amerikanske soldater havde en tilsvarende karakter, ikke mindst commandoes og airborne/paratroopers eller marines. Og hele den militære teknologi. Ikke mindst på fly-området. Og efterhånden raket- og rumfartsområdet. Hele den ånd af »ingenuity« og kraft, der kendetegnede USA. Det varede mange år, før jeg stødte på Grundtvigs og Johs. V. Jensens tanker om nordboernes og den nordiske ånds vandring mod vest til Storbritannien og USA. Men da jeg gjorde det, vidste jeg straks, hvad der var tale om.
Man kan så sige, at denne efterkrigs-verdensåbenhed havde karakter af en stornordisk kultur-centrisme. Og det er sådan set rigtigt. For var det det ikke i 1952, kan jeg i hvert fald se det nu i 2002. Men for det første var det ikke noget, jeg som dreng og ganske ung tænkte over, og for det andet var der også mere i det.
Den verden, der blev åbnet op til, var bl.a. også de britiske kolonier under afvikling: Afrika, Indien osv. Og det var meget spændende. Jeg læste i mine yngre år mange britiske romaner, som foregik i Afrika og Indien. Og snart skulle disse spændende mennesker være med på lige fod med os! (Selv om det nu varede meget længe, før det gik op for mig, at mit stakkels, ynkelige, netop fra tyskerne befriede, fædreland faktisk var med i de rige landes klub).
For mit eget vedkommende blev det dog især jazzen, der førte
ud over en rent »stornordisk« oplevelse af den angelsaksiske verden. Fra
omkring konfirmationsalderen til midt i
Men jeg vil tillade mig at gå videre i min livshistorie, for
så vidt angår mit forhold til »det nationale«. Midt i
Mit bifag kræver en forklaring. Efter studentereksamen i 1962 aftjente jeg min værnepligt og blev herunder uddannet som såkaldt sprogofficer (med russisk). Det var altså for så vidt »fjendens sprog«. Men jeg havde da den store glæde, at det eneste, jeg i Den Kolde Krigs tid brugte mine russiskkundskaber til i forhold til sovjetborgere, var da jeg i min præstetid på Bornholm to gange fungerede som tolk på Centralsygehuset i Rønne, hvor syge sovjetiske søfolk var blevet bragt ind. Og navnlig kan jeg allerede her henvise til, at mine russiskkundskaber fra 1990 og fremefter kom til at medføre et omfattende mellemkirkeligt og andet arbejde i forhold til de øst- og vestslaviske lande, og i forbindelse dermed studium af de vestslaviske sprog, især polsk.
Men jeg må lige opholde mig lidt ved 1960’erne, for så vidt angår forholdet til »det nationale«. Jeg valgte altså at aftjene min værnepligt. Men det var lige før jeg var blevet militærnægter. Det var under store anfægtelser, jeg blev soldat. Og det var i hvert fald ikke for at forsvare specielt mit danske fædreland. Det var slet ikke noget, vi tænkte på. Vi troede på, at NATO ved sin blotte eksistens var krigsforebyggende. Og det, vi forsvarede, var friheden imod det kommunistiske tyranni. Som vi jo fik et vist professionelt indblik i.
Men vi blev vel indoktrinerede? Åh, den, der spørger sådan, har ikke tænkt sig om. Vi var i Danmark! Ingen ønskede at indoktrinere. Og havde nogen forsøgt, var vedkommende blevet rent til grin. Det, vi bagefter kan se, er, at man i NATO snarere har skjult sovjetblokkens sande elendighed. Så man ikke skulle vide sig for sikker – og spare for meget på forsvaret. Godt nok lærte vi under sprogofficersuddannelsen lidt om fx ineffektiviteten i det sovjetiske produktionsapparat. Men det var noget, man sådan lige registrerede, og så ellers ikke tænkte mere over. Det var for utroligt til at være sandt. Først under mine rejser i det tidligere Sovjetunionen i 1990’erne har jeg med mine egne øjne set sporene og ruinerne af, hvordan det var. Men sådan noget må man jo se, før man tror det! Når jeg – om end ikke uden anfægtelse – var rede til, i givet fald, at slå ihjel og blive slået ihjel i forsvaret mod et Warszawapagt-angreb, var det selvfølgelig først og fremmest for frihedens skyld, men dernæst var det, fordi sovjetkommunismen, og hvad den frembragte, var både latterlig og dødtrist; jeg læste det jo selv og hørte det i radioen. Som grå, ikke som rød, stod kommunismen for mig.
I 1972 stemte jeg begejstret ja til Danmarks indtræden i EF. Helt overvejende af sikkerhedspolitiske grunde. Alt hvad der kunne binde de vestlige demokratier sammen, måtte være godt. I særdeleshed når de venstreorienterede var imod det. (1968 var jeg gået igennem som stærk modstander af venstreorientering og ungdomsoprør – for frihedens skyld, men da også fordi jeg i det hele taget følte mig frastødt af de venstreorienteredes måde at være på og af, hvad de havde at tilbyde).
I forbindelse med mine anfægtelser med hensyn til at blive soldat havde jeg lovet mig selv, at på et tidspunkt skulle jeg tage et halvt år i en eller anden fredsbevarende FN-operation. Det blev så feltpræst ved den danske FN-bataljon på Cypern i vinteren 1976/77. Og det principielle i at tjene »in the service of peace« under FN’s flag betød stadig meget for mig. Jeg brugte det også, når jeg (ganske få gange!) skulle trøste soldater, der ikke rigtig kunne se meningen med, at de var der.
Samtidig gik det dog mig, som det er gået så mange andre, der har tilbragt nogen tid i udlandet: Min bevidsthed om det særligt danske styrkedes voldsomt. Vi kunne jo se, hvor anderledes vi var. Også i forhold til briterne, canadierne og svenskerne. Men vor selvtillid var stor. Og vi nød jo også bred respekt. Men med al vor nationale stolthed, var det jo stadigvæk FN og verdensfreden, vi tjente. Selv om det jo var en vigtig del af den danske måde at være på, at dette jo ikke var noget, man sådan gik og talte om.
I perioden 1978 til 1998 gik jeg i studerekammeret sammen med Grundtvig. Fra 1990 altså suppleret med mellemkirkelig og anden international virksomhed. Og de to ting tilsammen – samt mine almindelige teologiske studier og præstelige erfaringer – gjorde mig godt nok til medlem af det grundtvigske Kirkeligt Samfund og ret flittig bidragyder til dettes hverfjortendedagsblad Dansk Kirketidende. Men selv om kernen i hele mit Grundtvig-studium var spørgsmålet om »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed«, så holdt jeg hele tiden en vis distance til både Grundtvigs egen og de grundtvigskes megen tale om »det folkelige«.
Ikke fordi jeg ikke syntes, »det folkelige« var smukt hos Grundtvig. Det er jo også alle vegne hos ham – lige bortset fra de helt centrale teologiske og kirkelige områder. I min disputats om Grundtvigs videnskabssyn ender jeg med at bestemme Grundtvig helt overordnet som »kirkelig og folkelig totaldigter«. Men sådan kunne vi da ikke tale nu. Ja, vi kunne efter min mening ikke engang blive ved at tale grundtvigiansk om »det folkelige« for slet ikke at tale om »det-kirkelige-og-det-folkelige«.
Jeg blev noget af en kætter i Kirkeligt Samfund. Jeg gjorde mig til talsmand for, at man løftede de grundtvigske begreber, ikke mindst folkelighedsbegrebet op i »højere nævnere«, så vi fx i stedet talte om »menneskelivet i dets konkrete skikkelser« (fx på arbejdspladsen som den moderne identitets sted). Og jeg gik ind for EU og Danmarks medlemskab deraf. Ligesom jeg gik ind for mellemkirkelig aktivitet og økumenisk indstilling – for mit eget vedkommende især for så vidt angik såvel vore lutherske konfessionsfæller som katolikker og ortodokse i de tidligere kommunistblok-lande.
Men ligesom under min FN-tjeneste blev jeg da også i denne forbindelse mere bevidst om, at det var noget særligt at være dansk. Ikke mindst blev jeg til min store overraskelse klar over, at Danmark faktisk var en teologisk og kirkelig stormagt. Ikke fordi der ikke er mange dårlige, ja rent ud latterlige ting i Den Danske Folkekirke. Men alligevel. Det eneste virkelig store problem i Den Danske Folkekirke er jo den måde, det store flertal i menigheden undlader at tage for sig af retterne på, ja, ofte direkte vægrer sig derved, prøver at holde dem væk fra sig. For i vor kirkelige og teologiske tradition som sådan har vi jo enorme rigdomme og en meget høj grad af frihed, sundhed og frisk luft.
Nu som før var jeg internationalt orienteret og engageret. Men jeg blev mere og mere bevidst om, at det altså var som dansker, jeg var det. Hvilket jo ikke på nogen måde var et problem. Tværtimod. Forskelligheden var netop en stor del af charmen ved eller rigdommen i det hele. Her kom man til at opleve det grundtvigske begreb »folkemenighed« i praksis. Vel at mærke på i frugtbar vekselvirkning efter Det Lutherske Verdensforbunds princip: Unity in Diversity.
Så vidt, så godt. Jeg så stadig min fremtid som delt mellem en aktuel fordybelse i »det kristeligt nødvendige livsengagement« og et internationalt engagement, i hvilket jeg jo også fortsat ville prøve at vise de andre noget om Grundtvig og inspirationen fra ham. I 2000 begyndte jeg oven i købet at undersøge mulighederne for at komme til at virke inden for EU-voksenundervisningsprogrammet GRUNDTVIG.
Jeg var ganske vist efterhånden begyndt at få en kritisk holdning til den fortsatte voksende indvandring. Idet jeg dog længe mente, at dette ikke var et problem, jeg skulle beskæftige mig særligt med. Jeg havde jo rigeligt i alle de andre ting.
Men jeg var navnlig begyndt at fornemme, at der var noget, der var rivende galt, i den måde, man fra politikernes og meningsdannernes side talte om dette spørgsmål på. Stærk tilhænger af EU, som jeg var (også fordi jeg indså EU’s nødvendighed i forhold til mine venner i de tidligere Warszawapagt-lande) kunne jeg ikke helt identificere mig med Dansk Folkeparti, men der var noget, der var helt galt i den måde, dette parti blev behandlet på. Så jeg begyndte at blive mere og mere skeptisk og kritisk mht. hele den måde, det toneangivende Danmark forholdt sig på.
Og så kom »Østrig-sagen«. Og jeg vil i den forbindelse straks understrege, at det for mig ikke var og ikke er et spørgsmål om det østrigske Frihedspartiet som sådant, endsige personen Jörg Haider som sådan. Jeg bryder mig ikke om, at der bliver talt positivt om Hitler og SS. Og der er formodentlig også elementer i Frihedspartiets og Jörg Haiders politiske udtalelser og adfærd, jeg ikke bryder mig om. Det seneste er det, man hører om Jörg Haiders flirten med Irak og Saddam Hussein. Det er i hvert fald helt forkasteligt. Så hvis bare man fra de øvrige EU-landes side havde kørt sagen efter bogen, dvs. fulgt EU’s almindelige regler og procedurer, ville jeg formodentlig direkte have været tilhænger af, at man skærpede opmærksomheden over for udviklingen i Østrig.
Men som det kom til at forløbe, blev det klart for mig, at der var noget galt. Det var tydeligt, at bare selve ordene »racisme og fremmedhad« - fremsagt af dem selv – fik de 14 stats- og regeringschefer til at tabe hovedet og indlede en procedure, der ikke kun var latterlig, men også ganske tydeligt havde en skjult dagsorden, vendt mod indvandringskritiske kredse hjemme i deres egne lande, herunder fx Dansk Folkeparti i Danmark.
Og det viste sig, at sådan var det. EU’s overvågningscenter – i Wien! - med denne Beate Winkler i spidsen kom også til at rette kritik mod vort lille gennemdemokratiske og skikkelige folk. Og der kom mere af samme slags. Også fra FN. På et tidspunkt overvejede jeg at returnere min FN-medalje. Både EU og FN fremstod nu som en trussel mod friheden i mit eget land og mod mit eget folks eksistens!
I tiden op til Euro-afstemningen opfordrede jeg i en række indlæg vælgerne til at stemme nej i protest mod de 14 EU-lederes, herunder ikke mindst vor egens, aktion. Jeg erklærede, at det ikke var nok, at Østrig-aktionen blev standset (hvad den jo blev på en måde, der kun gjorde ondt værre), men at de 14 stats- og regeringschefer også skulle sættes på plads og der skulle gives garanti mod gentagelser.
Men meningsterroren mod de indvandringskritiske røster i Danmark, ikke mindst Dansk Folkeparti, fortsatte, og det blev sværere og sværere for mig at koncentrere mig om de positive ting, jeg var i gang med (især udmøntningen af inspirationen fra Grundtvig, for så vidt angår »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed«).
Noget af det, der ophidsede mig allermest, var den åbenlyse løgnagtighed i de toneangivendes udtalelser. Alene den måde, de faktisk konstant blandede de forskellige kategorier sammen på, viste, at de ikke havde rent mel i posen.
Hvad deres motiver så i øvrigt har været. Men det har jo bl.a. været trangen til at fremtræde som rigtig (»korrekt«) og god; angsten for, hvad der kunne ske (måske også inde i dem selv), hvis man overhovedet begyndte at bare sige noget andet, hensynet til EU og FN (konventionerne) og til tredjeverdenslandene, især de muslimske; rester af gammel venstreorienteret verdens-utopi; moderne yuppie- eller luksus-globaliseringsbegejstring samt erhvervs- og kapitalinteresser.
Jeg begyndte at skrive læserbreve og andre ting, og det hele kulminerede med, at jeg i sommeren 2001 i Præsteforeningens Blad indkaldte til, hvad der blev til det især af præster (og her i august 2002 stadigvæk) bestående »Forum for Kritisk Indvandringsdebat«.
I april 2002 trådte jeg ind i Dansk Folkeparti. Det var nu ikke længere et problem for mig at være på linie med en mand som Mogens Camre i Europa-politikken.
Og efter denne lange indledning kan jeg nu gå over til det, der lørdag den 17. august 2002 satte mig i gang med at skrive nærværende tekst.
--- --- ---
Samtidig med, at jeg hele mit liv både har været positivt internationalt orienteret og forbeholden over for gammeldags dyrkelse af »det nationale« og »det folkelige«, så har jeg da (uden at have særlig meget hverken tænkt over eller talt om det) – også i kraft af hele min baggrund og opdragelse – været en god dansk halvtredserdreng.
Dette kom jeg også ind på i min første offentlige fremtræden som medlem af Dansk Folkeparti, nemlig som båltaler ved Dansk Folkeparti i Storstrøms Amt’s sankthansfest i Grænge oppe i mit nordlige nabosogn. Denne båltale kan i sin helhed læses på undersiden »Taler«, og der er også mange andre ting på de andre undersider, der udgør en nyttig baggrund for de tanker, jeg fremsætter i nærværende tekst.
Men jeg vil her på dette sted gerne citere et sted fra båltalen sankthansaften 2002 – som i øvrigt holdtes under mottoet »Kære venner i den danske sommer!«. Og det er det sted, hvor jeg kommer ind på modstandernes forsøg på at bortforklare, at der skulle eksistere noget særlig dansk, og deres forsøg på at få os til, selv at bekræfte deres påstande, når de bliver ved med at spørge, hvordan vi vil definere danskheden, det særligt danske. Hertil sagde jeg:
Men det vil jeg
ikke svare på! Det er jo ligesom det at køre på cykel. I samme øjeblik du
begynder at tænke over, hvordan du gør, vælter du! Man kan også sige, at det er
ligesom det at trække vejret. Det tænker du jo heller ikke over, før der er
nogen, der prøver at kvæle dig!.
Igen et meget minimalistisk udsagn om det nationale og folkelige. Og jeg fastholder denne minimalisme. Og agter at fastholde den. Men den lange proces, der førte frem til mine aktiviteter i sommeren 2001 og min indtræden i Dansk Folkeparti i april 2002, er ikke slut. Når man først er begyndt at se kritisk på tingene, er der flere og flere ting, man får øje på. Og jeg vil i det følgende prøve at skitsere mine tanker om, hvad jeg vil kalde en mulig – og altså muligvis ønskelig – renæssance for nationalstaten.
Jeg har ikke før haft taget det så nøje med, hvad der – i en fjern fremtid - skulle ske med den danske nationalstat. Især ikke, fordi min baggrund var Den Kolde Krig, hvor dette spørgsmål stod helt i baggrunden i forhold til det at undgå at komme under kommunistisk besættelse og diktatur.
Og så længe det bare var de andre vestlige lande, vi ville komme til at smelte kulturelt sammen med – i en meget lang og ganske naturlig proces. Så ville det, der stammede fra vores tradition jo komme til at indgå. Og vi havde oven i købet det store held, at det nye fællessprog, engelsk, var et germansk, ja, på en måde nordisk, sprog – om end med masser af latinske ord i. Men både sprogligt og kulturelt, mentalitetsmæssigt ville netop vi danskere være meget heldigt stillet i en sådan proces gennem flere århundreder.
Nej, det er når nogen vil kvæle en, man bliver klar over, hvad det vil sige at trække vejret. Hvad man dog ikke er kommet med af løgnagtige og manipulerende påstande. Det var altså ikke bare det, at man skulle hjælpe folk, der var personligt forfulgt, nej, det var et stort kulturnedbrydningsprojekt, man havde i gang, for hvilket dansk folkelighed var en hindring, der måtte ryddes af vejen. Og så blev man jo tvunget til at tænke over, hvad det egentlig var, man ikke ville miste.
Det gik op for mig, at de samme mennesker, som gang på gang hvad slået kritikken af indvandringspolitikken hen med, at de par tusind mennesker, da ikke kunne være nogen trussel mod dansk kultur, de samme mennesker gik på et tidspunkt over til at affærdige kritikken med, at nu var Danmark altså et multietnisk og multikulturelt samfund.
Og der begyndte at komme prognoser, som viste, at det kun var et spørgsmål om et større eller mindre antal årtier, før de etniske danskere ville være i mindretal i vores eget land. Det gik op for en, at det, der var ved at ske, var, at et land, ja, en hel kulturkreds (Europa) var i færd med at nedlægge sig selv for sine egne penge!
Jeg indrømmer blankt, at selve befolkningsudskiftningen som sådan står for mig som meget ubehagelig. Og det gør den vel at mærke, uanset hvad for en slags fremmede vi skulle skiftes ud med, om det var svenskere, nordmænd, englændere, tyskere eller hollændere. Og så nytter det ikke, at vore modstandere som et af deres mange løgneargumenter bruger henvisningen til alle de fremmede, der til stor glæde for alle parter er kommet hertil i tidernes løb: jøder, kartoffeltyskere, Amager-hollændere, huguenotter, roepolakker osv. For der er jo ingen af dem, der er kommet i et antal, der kan sammenlignes med det, der sker nu.
Og der er heller ikke noget fortilfælde for det, der sker nu, i henseende til kulturforskellen eller den holdning, indvandrerne. altså de muslimske, møder frem med. Men det er netop derfor, vore modstandere – under henvisning til, at det jo er gået godt før – nu vil tvinge noget igennem, som der aldrig før har været tale om, nemlig det multikulturelle samfund, hvor det ikke så meget er det fremmede, der skal integreres – eller i hvert fald ikke kun dem – som det er os danskere. Selve vores danskhed, helt ned på kolonihaveniveau, er en hindring for det multietniske projekt og derfor en torn i øjet på dets fortalere.
Jeg var altså nået frem til, at jeg ikke ville have mine efterkommere til at leve som en minoritet i deres eget land, og at jeg – og mine – i hvert fald ikke skulle gennemgå nogen integrationsproces, fordi det engang hed sig, at vi da skulle hjælpe dem, der var personligt forfulgt.
Og jeg havde set, at EU ikke længere var en sikring af min frihed, men tværtimod en trussel mod den.
Men ellers var jeg jo stadigvæk tilhænger af ideen med EU. For også indvandringsproblematikken måtte jo håndteres af de europæiske lande i fællesskab. Hvad den selvfølgelig skal. Men netop derfor må vi have et andet EU.
Hvorfor er de, der sidder på magten i EU så bange for at gøre noget ved indvandringen?
Er det, fordi de ikke tør sige de nødvendige, men ubehagelige ord? (Selv om man da godt i al høflighed kan sige til mennesker, at vi altså ikke ønsker at nedlægge os selv, men i øvrigt meget gerne vil hjælpe og leve sammen med dem i fred og indbyrdes samtale).
Eller er det, fordi man er bange for, hvilke kræfter der vil blive sluppet løs, når den korrekte overflade krakelerer?
Eller er det, fordi den internationale kapital er ligeglad med Europas oprindelige folk, bare ejerne kan tjene flere penge og i øvrigt boltre sig i et fuldstændig tomt luksusliv på identitetsløse steder? Og i forbindelse hermed de strategiske hensyn til tredjeverdenslandene, ikke mindst de muslimske olielande.
Så vidt de spørgsmål, man kan stille til EU og dens politiske ledere som sådan.
Men der er jo andre ting, der har vist sig, og det er, at Danmark tilsyneladende skiller sig ud fra alle de andre lande i henseende til den fremmepolitiske problematik, og for så vidt angår hele debatkulturen og den politiske kultur.
I nogle lande er befolkningen totalt kuet. Et af de værste eksempler på dette ser vi lige ovre på den anden side af Øresund. Det er utroligt, at sådan noget kan finde sted. Jeg kniber stadig mig selv i armen. Ikke mindst Sverige er et eksempel på, at vi fra dansk side ikke kan lade os totalt integrere i EU. Jeg ville hellere være død end leve under svenske forhold!
I andre lande er der godt nok tale om en politisk modstand. Men det er tvivlsomt, i hvor mange tilfælde der er tale om bevægelser eller partier, er i henseende til demokratisk indstilling og politisk lødighed kan måle sig med Dansk Folkeparti. Dog, når man tænker på, hvad der bliver sagt og skrevet om os ude i verden! Men det må vise sig. En eller anden form for protestbevægelse går i hvert fald gennem Europa, og det er livsnødvendigt, at den får en ordentlig karakter. Det nytter rent ud sagt ikke, at vi undgår islamiseringen, hvis vi får udviklet noget andet hos os selv, der er lige så slemt!
Jeg er altså i dag meget skeptisk over for EU. Der er nogle ideologiske og andre ting i toppen, som er helt forkerte. Og der er tilsyneladende også mentalitetsmæssige forskelle mellem medlemslandenes befolkninger indbyrdes, der er større, end fx jeg tidligere har regnet med.
Men uden et samarbejde mellem de europæiske lande går det heller ikke.
Og når jeg siger europæiske lande, så mener jeg selvfølgelig først og fremmest de nuværende 15 EU-lande. Men jeg mener også de nuværende kandidatlande – uanset hvornår det vil være det bedste tidspunkt for deres fulde medlemskab. Ganske særligt er mit hjerte varmt over for mine polske venner. (Gad vidst i øvrigt, hvad de vil sige, når det bliver deres tur til at skulle befolkningsudskiftes og integreres, nu hvor de endelig har fået deres frihed og selvstændighed).
Men hvis det hele var lidt mere stille og roligt, hastede det ikke så meget. Det bliver meget svært at styre et så stort EU. Og hvor langt mod øst skal man gå? På en måde burde man ikke overskride den ældgamle grænse mellem vestkirkeligt og østkirkeligt område. For hvor utroligt det end lyder for os, der er opdraget efter Anden Verdenskrig, så udgør denne grænse stadig en kraftig mentalitetsmæssig barriere. Det kan man se, når jeg nævner, hvor den går. For den går mellem Finland og Rusland, mellem de baltiske lande og Rusland-Hviderusland, mellem Polen-Slovakiet-Ungarn og Hviderusland-Ukraine-Rumænien, mellem Kroatien og Serbien-Bosnien – og mellem Italien og Albanien-Grækenland. Hvor sidstnævnte land af indlysende historiske grunde dog indtager en særstilling.
Jeg siger heller ikke, at vi ikke skal prøve at få nedbrudt denne gamle grænse ned midt mellem den gamle europæiske Kristenhed. Jeg konstaterer bare, at den er der, og at det på en måde ville være nemmere at tage hensyn til den – og så ellers være gode venner hen over den. Her er det store problem bare, at Rusland (SNG) mildest talt ikke fremtræder som en økonomisk og politisk magnet i øst på samme måde som det nuværende EU-lande gør det i vest. Alle, der kan, vil gerne væk fra Rusland og over til os. Og det er derfor, der ikke er noget alternativ til enten en østudvidelse helt over ad Rusland, Sortehavet og Ægæerhavet til, eller dog andre former for arrangement mellem det udvidede EU og de pågældende lande.
Hvad Tyrkiet angår, kan der efter min mening kun være tale om »andre former for arrangement«. Een ting er de vanskeligheder, der kan være ved at bringe gamle østkristne og gamle vestkristne lande sammen. At lukke et stort muslimsk land ind i EU er uacceptabelt. Hvis det tegner til det, vil jeg have Danmark helt ud af EU. Men bortset fra det, kan jeg forestille mig alle mulige former for positiv særbehandling af et Tyrkiet, der reformerer sig. Og hvad Rusland angår, skal vi selvfølgelig også tilstræbe det allerbedste naboforhold. Men det vil være absurd – og helt uhåndterligt - at udvide EU med Rusland og de andre tidligere sovjetlande. Det vil heller ikke være i russernes interesse.
Men allerede det nuværende EU er jo noget af en kolos. Og selv et EU, der kun er udvidet med lande på den vestlige side af den gamle kirkegrænse, vil blive et stort, broget og kompliceret foretagende. Hvor den store chance dog kan være, at man så bliver tvunget til at nøjes med at gøre de allermest nødvendige ting til EU-anliggender!
Og allerede her er et punkt, hvor spørgsmålet om nationalstatens renæssance kommer ind.
Men der er også andre punkter. Som jeg lige vil regne op. I den første version af denne tekst (17.08.02) blev det meget stikordsagtigt. Men det har fra begyndelsen været meningen, at teksten løbende skulle revideres og udvides.
Der går en længsel efter folkelig og national identitet gennem Europa. Og det vil sige, at afskaffelsen af nationalstaten alene af denne grund ikke er så ligegyldig en ting, som også jeg selv har troet. Ja, jeg har som sagt siddet meget sammen med Grundtvig. Og man kan se, at når jeg har talt om at hæve de ting, Grundtvig har sagt og skrevet om »det folkelige«, op i nogle »højere nævnere«, så har jeg også tilføjet, at det kunne være, man herefter ville nå frem til noget, der igen mere lignede det, Grundtvig – og grundtvigianerne – havde talt om! Hvad nu hvis det hører med til et godt og virkeligt menneskeliv at leve i en nationalstat, hvor det folkelige liv også kommer helt konkret til udtryk i nationalstatens liv som stat betragtet?
Og det nødvendige internationale samarbejde, kan det foregå i et identitetsmæssigt tomrum? Eller vil der inden for nogen tid, vi kan overskue, kunne komme en EU-identitet, som kan erstatte den nationale?
Hvilken betydning har den nationale og folkelige loyalitet i forhold til korruptions- og kriminalitetsbekæmpelse?
Og hvad med forholdet til den store internationale pengemagt? Pdes. er vi nødt til at have en eller anden form for EU. I hvert fald nationalstaten Danmark er for lille til at hamle op med de store globale selskaber. Men pdas. tror jeg, den nationale og folkelige identitet også her vil være en nødvendig forudsætning for en folkelig, menneskelig modvægt mod den store anonyme kapital. Kan man sætte sig op mod den internationale kapital på samme måde, når man er et globalt verdensborger-atom, som når man tilhører et folk og en nation, indgår i et sådant organisk fællesskab?
At være menneske i verden kan ikke kun bestå i at producere og forbruge varer – og så ellers udfylde resten af tiden med underholdning og mere og mere kunstige fritidsinteresser, for nogles vedkommende lidt »finkultur« - som man ikke rigtig ved hvad er eller skal tjene til.
Nu kan jeg snart gamle mand jo ikke vide, om de unges nye netværkskulturmønster vil kunne erstatte de gamle fællesskaber. Jo, det gamle folkelige fællesskaber i sognene ude på landet bliver de vel nødt til at erstatte. Men skal der ikke også være større fællesskaber? Altså fx det folkelige og nationale fællesskab.
Dette behøver ikke, ja skal ikke udelukke, at også en eller anden form for EU-identitet og følelse for, hvad man foretager sig i fællesskab inden for EU, kan få betydning. Også mht. bedrifter som rumforskning, rumrejser og den slags. Eller andre store og gode opgaver, bestemt også med hensyn til at hjælpe resten af verden. Men måske kan en besindelse på vor egen identitet også være en god forudsætning for at yde den rigtige hjælp der.
For ligesom vi gerne vil bevare vores identitet, skal de andre jo også bevare deres. Op mange områder bliver de nødt til, enten at tilegne sig vores kultur eller selv at udvikle en kultur, der på tilsvarende måde kan føre dem ind i den moderne teknologiske verden. Men dette behøver ikke at betyde, at de skal kaste alt deres eget bort, så de mister deres sjæl. Dette er »ren Grundtvig«!
Men så her til allersidst en fælles opgave, som kan fylde en masse mennesker med begejstring og livsindhold både på nationalt og fælles europæisk plan. Jeg tænker på det med arbejdskraften. Det er jo også en af de løgne, man har fyldt os med, at hvis vi ikke tager en masse af de mennesker ind, det først hed sig vi skulle hjælpe fordi de var personligt forfulgte, så kommer vi til at mangle arbejdskraft, og så kan vi ikke opretholde velfærden.
Hertil vil jeg sige, at hvis det gælder vor overlevelse som folk og nation, så hellere noget mindre velfærd! Til hver en tid. (Og desuden er det jo løgn; den indvandring, vi har nu er kun en belastning for det danske velfærdssamfund).
Men hvorfor er der aldrig nogen, der siger, at vi da kunne starte med at gøre det mindre umuligt for unge par at få børn? Og det er jo ikke engang et spørgsmål om tilførsel af »befolkningsmateriale«. Det er først og fremmest et spørgsmål om livskvalitet for de unge par og deres børn her og nu. Nå, lidt er man da begyndt at interessere sig for denne sag. Langt om længe.
Men som Frank Dahlgaard (og før ham min egen kone) har sagt: Hvem siger, der absolut skal være over 5 millioner mennesker i Danmark? Ville det ikke være dejligt at komme ned på 4? Eller 3? Så vi ikke skal leve i trafikstress og forurening og lukke naturen inde i nationalparker?
Og overgangen, indtil befolkningstallet stabiliserer sig på et lavere niveau? Jamen her er der da store arbejdskraftreserver! Der er masser af mennesker, der har forladt arbejdsmarkedet alt for tidligt, og som lever et tomt og rastløst liv med tomme pensionistaktiviteter. Der er mange af dem, der kunne have stor glæde af at arbejde i stedet for. Og også her kunne man lade fantasien spille med alle mulige former for senior-ordninger. Og så vide, at ens sidste, måske på sin vist ekstra, arbejdsindsats gik til folkets bevarelse?
Og de unge. Hvis de gik i gang med deres videreuddannelse straks efter skolen, så ville også det give en masse ekstra arbejdskraft. Og dem en bedre livskvalitet end den dalre-livsform, de i alt for høj grad har hengivet sig til.
Man siger, at de unge nok interesserer sig for at bruge teknologiens produkter: computere, mobiltelefoner, CD- og DVD-afspillere osv., men at de ikke vil være ingeniører eller studere naturvidenskab. Måske er det ikke så galt, som det bliver sagt. Men hvis det er så galt, så har vi virkelig et problem. Så er vi virkelig en dekadent kultur. Hvis vi ikke selv interesserer os for at skabe grundlaget for vor livsform og civilisation.
Og så er det som sagt ikke selve produkterne, der er afgørende. Jeg hørte min jazz – og lærte af den – på den allerbilligste grammofon, man kunne få. Og en gammel radio. Og spillede, så godt, jeg nu kunne efter det. Jeg ville ikke have spillet bedre, hvis jeg havde kunnet høre mine forbilleder på et af de anlæg, de unge har i dag.
Nej, det er selve interessen for naturvidenskab og teknologi. Nu er jeg endt som teolog og humanist. Og jeg vil selvfølgelig – med Grundtvig – anvise naturvidenskaberne og teknologien deres rette, underordnede, plads. Men det er ikke det samme som at sige, de ikke har en plads, og en nødvendig plads. Som jeg har sagt (bl.a. i en forelæsning om Grundtvig og naturvidenskabeligheden i Forum Teologi Naturvidenskab ved Århus Universitet), så vil kristne af min type være dem, der længst vil blive ved at være fortalere for den rene og ikke nødvendigvis nyttige naturvidenskabelige grundforskning. Det at udforske det univers, vi selv med vore legemer tilhører, er en meget vigtig del af »det kristeligt nødvendige livsengagement«. Og teknologien, den er en vigtig del at »bedrifts-siden« af dette livsengagement. Det så allerede Grundtvig selv, som i sin verdenshistorie bl.a. udtrykte sin begejstring for den maritime teknologis redskaber.
Men altså de unge. Det er jo dem, det kommer an på. Selv fylder jeg tres til næste år, så der er jo ikke megen fremtid tilbage for mig – selv om jeg er ung, nogle vil sige barnlig og naiv, af sind. Og så er der jo også det, at i det store folkelige perspektiv gennem alle generationerne, er jeg jo kun een generation ældre end min børn, og to generationer ældre end mine børnebørn. Så fremtiden i den forstand er næsten lige så meget min, som den er deres. Den store forskel er dog, at allerede nu er det børnenes generation, der er begyndt at stå med ansvaret, og snart vil det være børnebørnene. Og så kan det sådan set være lige meget, hvad vi gamle siger. Så kommer det an på, om de vil finde sig i, at det danske folk og den europæiske civilisation bliver nedlagt. Hvad jeg sådan set ikke tro de vil. Og under alle omstændigheder er der jo ingen, der kan forhindre os gamle i at tænke vore tanker og føre dem frem. Så de unge måske man tage bestik af dem. Det må de selv om. Vel er deres og deres efterkommeres liv min fremtid. Men det er jo en tak mere deres liv og deres fremtid!
Det sidste, jeg vil notere her, er, at vi jo alle må tage hensyn til virkeligheden, hvilket selvfølgelig vil sige til hele situationen på kloden og til produktions, kommunikations- og samfærdselsmidlernes midlernes udvikling. Og vi vil opdage, at visse ting inden for den udvikling, der betegnes som »globaliseringen« er direkte ønskelige, andre er måske ikke direkte ønskelige, men alligevel nødvendige, medens atter andre nok må erkendes at være uundgåelige.
Men det, jeg ikke vil affinde mig med, er, at man under etiketten »globalisering« får det til at se ud, som om, der med en naturlovs nødvendighed kun er een måde, hele denne udvikling kan forløbe på, og at der derfor ikke er noget at diskutere. Jeg mener, der stadigvæk er et spillerum, inden for hvilket fx vi danskere har nogle valgmuligheder. Hvortil kommer, jeg aldeles ikke er sikker på, at de kredse, der indtil nu har givet tonen an, har et forhold til virkeligheden, er er mere sandt end mit. Jeg har tværtimod set en del tegn på, at disse kredse snarere lever i verden af i går - eller fra dengang jeg var dreng.
Men her må teksten foreløbig slutte. Jeg vil tænke og forske videre i spørgsmålet om nationalstatens renæssance. Og drøfte det med folk, jeg har tillid til, og som besidder en viden og ekspertise, jeg mangler. Jeg vil så sætte resultaterne deraf ind i og til denne tekst. Eller nedfælde dem i nogle nye tekster.
* *
* * *
* * * *
TEKSTER
I FORBINDELSE MED MIN DELTAGELSE I KOMMUNALBESTYRELSESVALGET I LOLLAND KOMMUNE
2005
INDHOLD
I DETTE AFSNIT
Ældst nederst – yngst øverst. - Allerøverst dog programteksten KANDIDAT TIL KOMMUNALBESTYRELSESVALGET DOG ALTID ØVERST (efterfulgt af uddybningen af svarene på de 25 spørgsmål på Folketidendes valgsite).
Program-tekst: KANDIDAT TIL
KOMMUNALBESTYRELSESVALGET
Desuden: UDDYBNING
AF SVAR PÅ DE 25 SPØRGSMÅL PÅ FOLKETIDENDES VALGSITE
-
14.11.05: PRÆST OG POLITIKER. - Indlæg skrevet specielt
til denne underside.
09.11.05: HEN OVER ØSTERSØEN. - Indlæg på
Lolland-Falsters Folketidendes valgsite. I papirudgaven 14.11.05.
08.11.05: VOLD OG TRUSLER OM VOLD DUR IKKE. - Indlæg i
Jyllands-Posten.
07.11.05: KULTUR OG TURISME – DYBDE OG KVALITET. Sat på
Lolland-Falsters Folketidendes valg-site 07.11.05.
03.11.05: Manuskriptet til indslaget med mig i TV 2 Øst’s serie HVAD ER DET DE SIGER.
26.10.05: MED LIGE VÆRDIGHED I BORG OG HYTTE. Version I
og II.
24.10.05: GRUNDLÆGGENDE OG HELT KONKRET. - Læserbrev i
Extra Posten med kort præsentation af mig selv.
20.10.05: STOP STRAKS - OG FOR DE MINDSTE TING. -
Valglæserbrev med udgangspunkt i de muslimske ambassaders protest til den
danske regering over tegningerne af Muhammed i Jyllands-Posten.
07.10.05: SOM LOLLIK I UENDELIGE LED. - Valglæserbrev i
Lolland-Falsters Folketidende.
* *
KANDIDAT
TIL KOMMUNALBESTYRELSESVALGET
Denne tekst kan også ses på Folketidendes valgsite: http://valg.folketidende.dk
Den 30. juni 2005 blev jeg valgt ind i bestyrelsen for Dansk Folkeparti i Lolland Kommune og opstillet for partiet til kommunalbestyrelsesvalget i denne kommune den 15. november 2005.
Der vil efterhånden blive sat flere tekster ind her. Men foreløbig kan jeg kort sige, at når jeg går ind i politik, har det selvfølgelig i høj grad noget med hele den fortvivlede fremmedpolitiske problematik at gøre. Hvordan jeg i givet fald kan komme til at virke for denne side af sagen i kommunalbestyrelsen, vil vise sig. Hvis jeg altså bliver valgt. - Se undersiden ”Fremmedpolitik”, især læserbrevene i Lolland-Falsters Folketidende 8/6, 15/6 og 23/6.
Men det vigtigste, og det positive, er jo, at livet skal leves i Lolland Kommune, hvis syv gamle kommuner min kone og jeg, eller en af os, alle har boet eller arbejdet i eller på anden måde haft tilknytning til. (Selv om jeg jo er født i Oreby i det gamle Sakskøbing Landsogn og jeg var præst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat i den gamle Nysted Kommune). Pdes. går jeg ind i valgkampen som slet og ret lollandsk lokalpatriot, pdas. ser jeg kommunalpolitikken som en vigtig del at den praktiske, konkrete side af ”livsengagementet”. - Se undersiderne ”Program”, ”Grundtvig” og ”Kirke og teologi”.
Hvad jeg særligt interesserer mig for, er erhvervs- og beskæftigelsespolitikken. Jeg vil bruge al min fantasi og al min energi på, at så vidt muligt alle, der overhovedet kan, skal være med i arbejdsfællesskabet, også i helt nye strukturer, og jeg vil virke for et bredt samarbejde om dette projekt.
På det socialpolitiske område vil jeg virke ud fra det syn, at social sikkerhed er en borgerret, men samtidig gøre alt for, at ”klientgørelse” undgås.
I den lokale fremmedpolitik vil jeg pdes. arbejde for stop for yderligere tilgang, pdas. arbejde for, at de fremmede, der ender med at blive her, bliver integreret i den moderne livsform på en måde, både de selv og vi andre kan være tjent med. En ting er, at den hidtidige fremmedpolitik har været en misforståelse, en anden ting er, at vi, der af omstændighederne er bragt til at skulle leve med hinanden i vort fælles samfund, simpelt hen skal lære at kunne leve sammen. Lukning for yderligere tilgang og en virkelig positiv integration er to sider af samme sag.
Generelt vil jeg virke for en genoplivelse af demokratiet på et bredt folkeligt grundlag. Vi skal først og fremmest have flere medlemmer i både vort eget og de andre partier. Men netop i forhold til hele globaliseringen og den seneste udvikling i EU står det klart for mig, at det folkelige demokrati må have sit udgangspunkt i det lokale. Jeg opfordrer alle til at melde sig ind i et politisk parti, helst selvfølgelig Dansk Folkeparti, men en genoplivelse af de politiske partier som folkelige bevægelser og steder, hvor den politiske og folkelige samtale kan føres, er i det hele taget absolut nødvendig.
Da forbindelserne til udlandet i højere grad end før vil komme til at blive varetaget af kommunerne, vil jeg naturligvis i videst muligt omfang også lægge mit internationale engagement i arbejdet på dette felt, især for så vidt angår forbindelserne til Polen og på områderne kultur, turisme og erhverv. - Min kone og jeg har netop besøgt Polen (Gdańsk-området), hvor vi foruden at opleve Solidaritets 25-års jubilæum fik knyttet vigtige kontakter til bla. bystyret i Lębork [udtales Lembork], som deltager i Østersø-samarbejdet Baltic Sea Solutions, hvis hovedkvarter ligger her i Holeby! Desuden ”amts”-forvaltningen i Gdańsk og den grundtvigske(!) Kasjubiske Folkehøjskole. (Kasjuberne er et sprogligt og folkeligt mindretal i området på op til ½ million. Præsidentkandidat Donald Tusk har rod i dette mindretal). - Se i øvrigt undersiderne ”Internationalt” og ”Vendere - sorbere”. Hvis man læser polsk, kan man også besøge undersiden POLSKI!
* * *
UDDYBNING AF SVAR PÅ DE 25 SPØRGSMÅL PÅ FOLKETIDENDES VALGSITE
Folketidendes valgsite for kommunalvalget på Lolland-Falster 2005 har adressen:
Og dér kan man se, hvordan jeg har besvaret de 25 standardspørgsmål ved at klikke på henholdsvis Meget enig - Delvist enig - Hverken eller - Delvist uenig - Meget uenig. Her følger mine uddybninger - som også kan ses på valgsitet under ”Uddybende kommentar”.
1.
Jeg er meget uenig i, at der under ingen omstændigheder skal lukkes skoler i den kommende valgperiode. For der kan jo være omstændigheder, der gør det nødvendigt. Jeg er imod den slags absolutte standpunkter. Men det er naturligvis ikke et mål i sig selv, tværtimod.
2.
Når jeg er meget enig i, at det er af afgørende betydning for Lolland-Falsters fremtid, at der kommer en fast forbindelse over Femern Bælt, er det ikke, fordi jeg forestiller mig, at der nødvendigvis kommer de helt store virkninger ud af det for os lokalt. Men noget vil det jo nok betyde. Og i et større perspektiv anser jeg den faste forbindelse for absolut ønskværdig.
3.
Når jeg er meget uenig i, at skattestoppet skal sættes ud af kraft for at sikre de kommende storkommuner større økonomisk råderum i den kommende valgperiode, er det, fordi jeg principielt er tilhænger af skattestoppet. For vel er ”folke-solidaritet” et af mine valg-slagord, men jeg mener ikke, at denne solidaritet skal virkeliggøres gennem højere skatter. Skatterne er høje nok. Solidariteten må dels virkeliggøres gennem en anden fordeling af de offentlige udgifter, dels virkeliggøres gennem en politik, der er solidarisk på den måde, at ingen udstødes af arbejdsfællesskabet. Her må vi opbyde al vor energi og fantasi. Og vi må i det hele taget bort fra den tankegang, at solidariteten – og alle andre gode hensigter – kun kan virkeliggøres gennem øget offentligt forbrug.
4.
At jeg er meget enig i, at det er nødvendigt med et tæt samarbejde mellem Lolland og Guldborgsund, behøver sådan set ingen begrundelse. Det siger sig selv, at de to kommuner i det gamle Maribo Amt skal samarbejde – når det gamle Maribo Amt altså ikke blev een kommune. Og for mig personligt er det desuden sådan, at vel bor jeg nu i den gamle Holeby Kommune, som jeg også har boet i før, ligesom jeg har boet i Nakskov, Ravnsborg og Højreby kommuner, men jeg er født i den gamle Sakskøbing Kommune og var 1974-2003 sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat, Nysted Kommune. Endelig er det også af betydning for mit andetsteds omtalte Østersø-engagement (se også min hjemmeside), at Lolland-Falster kan optræde så samlet som muligt.
5.
Når jeg kun erklærer mig delvist enig i, at den kollektive trafik skal styrkes for at formindske CO2-udslip, er det, fordi dette er et af de spørgsmål, der er stillet på en underlig måde. CO2-udslippet kan der siges meget om. Det er formodentlig rigtigt, at der er en sammenhæng mellem CO2-udslippet og den globale opvarmning. Men jeg har en lille orm, der gnaver her. Jeg kan ikke frigøre mig for den tanke, at der også på dette område er gået ”religion” i miljødebatten. Men det er en helt anden diskussion. For hvad selve spørgsmålet om styrkelsen af den kollektive trafik angår, er der jo mange andre, nok så vægtige grunde. Og principielt er jeg tilhænger af en styrkelse af den kollektive trafik. Det skal – som alt andet - bare være på en måde, der er i overensstemmelse med virkeligheden. Heller ikke her må der gå ”religion” eller ideologi i det. Men også her gælder det om at mobilisere fantasien, så man kan finde løsninger, der både tilgodeser behovet hos dem, der enten ikke har bil eller ønsker at spare på bilkørslen, og tilgodeser behovet for at spare på brændstoffet. At spare på olien er noget, der ud fra enhver betragtning må prioriteres meget højt. For slet ikke at tale om udvikling af alternative brændstoffer og energikilder! Jfr. mit svar på spørgsmål 22.
6. og 7.
Hvor rådhuset – eller rådhusene? – skal ligge, vil jeg overhovedet ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt. Men jeg vil selv kunne leve med både den ene og den anden ”hovedstad”.
8.
Når jeg er meget uenig i, at den kommunale støtte til idrætsforeninger skal fordeles efter sportslige resultater og ikke antal medlemmer, er det, fordi jeg ikke mener, skatteborgerne skal betale for resultat-idræt. Den kommunale interesse i sportslivet må gælde den brede aktive udøvelse – af såvel folkesundhedsmæssige som almindelige folkelige grunde. At en vis konkurrence også betyder noget, skal jeg ikke nægte, men bredden er det vigtigste. Desuden er der jo også andre former for fælles sunde og fællesskabsstyrkende aktiviteter end lige netop sporten.
9.
Når jeg er delvist uenig i, at den stigende søgning til privatskolerne skal bremses, så den enkelte folkeskole har bedre mulighed for at skabe en selvstændig profil, der det igen, fordi der er tale om et spørgsmål, der er stillet på en underlig måde. Den enkelte folkeskoles mulighed for at skabe en selvstændig profil er jo kun eet element i hele denne – dybt alvorlige – problematik. For det helt store problem er jo spørgsmålet om Folkeskolen overhovedet, nemlig i forhold til det kommende pluralistiske og multikulturelle samfund. Jeg tænker selvfølgelig her i høj grad på indvandringens følger. Men jeg tænker også på den opsplitning, der – ikke mindst i forbindelse med den fremmedpolitiske strid – tydeligere og tydeligere viser sig mellem os etniske danskere indbyrdes. Der er jo fx stærke, meget indflydelsesrige kræfter i vort samfund, der hader kristendommen og hader den danske folkelighed. Og hvis Folkeskolen pga. disse kræfters indflydelse bliver mere og mere præget af ”humanistiske” og kosmopolitiske idéer og ”værdier”, bliver vi, der er kristne og/eller dansk folkelige, nødt til at oprette vore egne friskoler. I forhold til denne problematik har den enkelte folkeskoles selvstændige profil ingen betydning – medmindre der da skulle være tale om friskolelignende folkeskoler med kristen og/eller dansk folkelig profil, men er det så folkeskole?. Grundlæggende er jeg tilhænger af, at vi har en folkeskole, som i princippet alle skal kunne sende deres børn til. Og den må gerne være mangfoldig, hvilket vil sige, at børn fra kristne og/eller dansk folkelige hjem, også skal kunne være der. I det hele taget gælder det om at prøve, om vi – med al den forskellighed, der viser sig – skal kunne være fælles om så meget, at vi også kan være fælles om Folkeskolen og tilsvarende institutioner i samfundet Jeg har selv haft lærere af vidt forskellig observans. En af dem, jeg har lært virkelig meget af, var stærkt venstreorienteret, blev senere VS’er. Men andre var stærkt konservative. Og de fleste afholdt sig fra, direkte at lufte deres meninger, eller luftede mere mainstream meninger. Men jeg har lært meget af dem alle. Mine tanker om dansk folkelighed i det 21. århundrede gør jeg rede for andetsteds. Her vil jeg kun sige, at de er meget åbne og fremadrettede. Vi ved alle, at fremtiden er uundgåelig, og at globaliseringen er over os, så spørgsmålet er, om – og i givet fald hvordan – vi overhovedet kan udvikle os videre som dem, vi er, og undgå at ende som atomer i en fuldstændig ens masse af producerende og forbrugende individer. – I øvrigt synes der på det seneste at finde en slags både kristelig og folkelig ”oprustning” sted. Det er altså ikke sikkert, samfundet bliver så præget af ”humanistiske” og kosmopolitiske idéer og ”værdier”, som det for blot ganske kort tid siden tegne de til. – Principielt er jeg tilhænger af, at religion og politik ikke skal blandes sammen, og skulle jeg komme i kommunalbestyrelsen, kan jeg garantere for, at jeg ikke vil optræde som kristen præst. Jeg kan her henvise til min store lærefader N.F.S. Grundtvigs eksempel. Jeg har faktisk studeret bla. dette forhold hos ham gennem det meste af mit voksne liv. Det eneste, jeg siger, er, at hvis Folkeskolen ikke bliver et sted, hvor kristne forældre gerne vil sende deres børn hen, så vil det ende med, at de sender dem i kristne friskoler.
10.
Når jeg kun erklærer mig delvist enig i, at privathospitaler er en trussel mod lige adgang til behandling i sygehusvæsenet, er det, fordi det rent principielt godt skulle kunne lade sig gøre at lade hospitalsvæsenet udgøre helt eller delvis af private hospitaler, når blot det offentlige, altså nu regionerne, sørgede for, at der var fri og lige adgang til behandling, dvs. når der var tale om et rent udliciteringsprincip. Men jeg er grundlæggende tilhænger af, at sådan noget som hospitalsvæsenet drives af det offentlige, og jeg er endnu mere grundlæggende tilhænger af den fri og lige adgang til behandling i sundhedsvæsenet.
11.
Når jeg kun erklærer mig delvist enig i, at der i de kommende storkommuner bør placeres mindst een forvaltning i hver af de nuværende kommuner, er det igen, fordi der er tale om en underlig formulering af spørgsmålet, idet formålet skulle være at ”sikre kommunale arbejdspladser i lokalsamfundet”. Der er jo også andre formål, nemlig dels udnyttelsen af de allerede eksisterende bygninger, dels en almindelig decentralisering, idet disse forvaltninger også kunne omfatte lokale servicekontorer. Helt afgørende er, at det hele skal kunne virke, og her kunne en central placering af forvaltningerne som sådanne, med lokale servicekontorer ude omkring vise sig at være det mest hensigtsmæssige. Dette spørgsmål må bero på en nærmere undersøgelse og drøftelse. Jeg har ingen ekspertise på området.
12.
Når jeg kun erklærer mig delvist enig i, at kontakten mellem borger og den kommunale forvaltning i stigende grad skal ske elektronisk for at spare ressourcer, er det igen, fordi der er tale om en lidt underlig formulering. Det skal jo ikke kun være for at spare kommunale ressourcer, hvilket ganske vist i sig selv altid, alt andet lige, er godt; det skal også være for at spare borgernes ressourcer, dvs. ikke mindst borgernes tid. Og så skal der jo også være god mulighed for personlig kontakt – hvad der imidlertid netop kan blive, hvis der på alle egnede områder anvendes elektronisk kontakt og derved frigøres ressourcer.
13.
Når jeg kun erklærer mig delvist enig i, at en kontanthjælpsmodtager, der siger nej til et job eller aktivering, bør miste kontanthjælpen, er det for det første, fordi jeg må spørge, hvad vedkommende så skal leve af, men for det andet, fordi jeg mener, vi i fremtiden skal tænke meget større på dette område. Jeg må selvfølgelig indrømme, at jeg har svært ved at sige, hvad man ellers skal gøre, hvis der virkelig er arbejdsdygtige mennesker, der rent ud nægter at arbejde for de penge, de får. Men det helt afgørende i min folkelige solidaritetstænkning er, at vi alle skal føle os som dele af een stor folkelig organisme, så at de, der sagtens kan klare sig i det moderne samfund, ikke bare hægter dem, der har sværere ved det, af, og så at de, der har sværere ved at finde arbejde på de almindelige markedsbetingelser, sætter en ære i at kunne bidrage til fællesskabet på nogle andre betingelser. Vi kan simpelt hen ikke leve med, at fx en tredjedel af befolkningen er hægtet af. Det er ikke mindst på dette område, jeg vil opfordre til, at der i kommunalbestyrelsen bliver bred enighed om, at opbyde al sin energi og fantasi for at finde helt nye løsninger på dette område. Der er masser af arbejdsopgaver. Det gælder bare om at finde nogle teknikker, der kan skabe et supplement til den almindelige hårde markedsøkonomi – samtidig med, at de grundlæggende, nærmest naturlovsagtige økonomiske mekanismer respekteres. – Og man kan jo ikke tænke på disse ting uden også at komme til at tænke på indvandringen. Jeg kan ikke her komme nærmere ind på, hvor forfejlet indvandringspolitikken frem til 2001 var, eller på, hvor drastisk vi kommer til at gå til værks for at råde nogenlunde bod på fortidens fejltagelser. Det, det her drejer sig om, er, at selv efter de allerkraftigste fremmedpolitiske stramninger vil der blive et ret stort antal borgere med anden etnisk baggrund tilbage. Og hvor kommer de så til at stå i forhold til de nye folkelighedstanker, jeg prøver at formulere? For det er jo pdes. klart, at virkelig dansker, det er ikke noget, man sådan lige uden videre kan blive. Vi andre har været tusind år om det. Men pdas. er det også klart, at det ikke er nok at operere med en folkelig solidaritetstanke i rent etnisk dansk forstand. Vi må selvfølgelig også operere med en i videre forstand borgerlig solidaritetstanke – med et dertil svarende borger-sind. Endelig vil jeg her føje til, at det selvfølgelig ikke er principielt umuligt for nogen at ende som virkelig del af det danske folk. Som historien viser, er det et spørgsmål om vilje og tid. Men alt dette forudsætter, at der bliver ro om den fremmedpolitiske problematik, og vi har her virkelig vanskelige tider forude.
14.
Når jeg erklærer mig for hverken mere eller mindre end delvist enig i, at de nuværende kommuner bør give deres medarbejdere en jobgaranti, så disse også er sikret job i den kommende storkommune, er det selvfølgelig fordi tanken i sig selv er udmærket, navnlig hvis der bliver sat streg under ”bør”, for det er det ubetingede i begrebet ”garanti”, jeg er forbeholden over for.
15.
Spørgsmålet om begge de nye storkommuners eventuelle sponsorering af Lolland-Falster Alliancen havde jeg ingen mening om, da jeg skulle klikke mit svar. Men nu ser jeg, at der er tale om dannelsen af en fodboldklub (eller et navn) for hele Lolland-Falster, og det kan jeg som sådan være tilhænger af (jfr. mit svar på spørgsmål 4). Og så må man vel også støtte fra begge kommuners side. Se dog mit svar på spørgsmål 8!
16.
Når jeg har erklæret mig delvist enig i, at Lolland-Falster skal satse mere på turisme end på industri, er det, fordi jeg ”som lollik i uendelige led” (jfr. mit læserbrev med denne titel i Folketidende 07.10.05) har en vinkel på den erhvervsmæssige side af sagen, som har en tendens til at være en smule skæv i forhold til det almindelige ønske om ”udvikling”. Selvfølgelig ønsker jeg, at vi skal kunne ernære os selv, og derfor vil jeg, hvis jeg kommer i kommunalbestyrelsen, interessere mig endog særdeles meget for erhvervspolitikken, idet jeg også i denne forbindelse henviser til mit Østersø-engagement (se min hjemmeside). Men jeg kan ikke lade være, om så bare at hviske det kætterske spørgsmål, om vi nu også for enhver pris skal have ”udvikling” her. Man kunne jo også sige, at hvis vi har et erhvervsliv af det-og-det omfang, så må vi nøjes med at være det antal mennesker i landsdelen, der kan leve af det! Hvilket igen vil sige, at så bliver vi et område med masser af marker og skove og natur, hvor folk, der alligevel sidder og arbejder ved computeren, gerne vil bo, eller hvor avancerede småindustrier gerne vil etablere sig. Og hvor turister, der ønsker en virkelig kvalitetsoplevelse, gerne vil komme. Jeg gentager, at dette i høj grad er et provokerende kætteri eller en vinkel, der er bare en lille smule skæv. Og mit svar på selve spørgsmålet her er heller ikke så entydigt. Hvad den mere traditionelle industri angår, skal vi selvfølgelig prøve at få så meget som muligt hertil. Det skulle jo gerne være sådan, at de, der gerne vil blive her, også har et arbejde. Men vi skal også tænke på, om vi måske ikke har særlige forudsætninger for at trække mere avancerede enkeltpersoner og virksomheder til. Hvortil så endelig kommer turismen. Vel at mærke på et højt kvalitetsniveau! Min kongstanke er, at vel skal turismen være et vigtigt erhverv for os, men vi skal ikke prostituere os, og slet ikke satse på plat junk-turisme, men tværtimod prøve at udvikle en kvalitets-turisme, hvor måske netop også pengestærke turister får den ægte vare: vort landskab, vore bygninger og byer og vore mennesker osv. - og nye institutioner og aktiviteter, der så vidt muligt har noget med netop os og vor landsdel at gøre. Og disse turister skal tilsvarende bo på en måde, der ikke ødelægger dette. Mit ønske for Lolland Kommune (men jo også for hele landsdelen) er, at erhvervsliv og turisme udvikles på et højt og ægte kvalitetsniveau og på en måde, der gør Lolland attraktivt både for os, der bor her, og dem, der besøger os.
17.
Når jeg har erklæret mig delvist enig i, at det er i orden, at kommunen bruger leverandører uden for Lolland-Falster – for eksempel i Polen, hvis det er billigere, skyldes det dels, at jeg grundlæggende anerkender, at fri konkurrence på langt sigt er til fordel for alle parter, dels, at jeg måske har ladet mig påvirke positivt af, at det netop er Polen, der er blevet nævnt som eksempel (se min hjemmeside). Men der kan jo alligevel også være andre hensyn at tage, bla. til det supplerende arbejdsmarked, jeg har omtalt i mit svar på spørgsmål 13. Men jeg understreger, at vel kalder jeg til opbud af al energi og fantasi på ikke mindst dette område, men samtidig skal vi respektere økonomiens love. Jeg vil derfor altid lytte nøje til, hvad folk med forstand på økonomi siger.
18.
Jeg har erklæret mig delvist enig i, at kommuneskatten ikke må stige – heller ikke hvis det koster serviceforringelser. Som tilhænger af skattestoppet burde jeg måske have erklæret mig helt enig, men der kan være helt særlige lokale forhold, der kan nødvendiggøre en stigning i kommuneskatten i en periode. Det kommer jo også an på, hvordan man – totalt – definerer skattestoppet. Jeg vil også her lytte til, hvad folk, der er klogere end jeg, siger.
19.
Jeg har naturligvis erklæret mig meget uenig i, at asylpolitikken skal lempes. For vel er der mange ulykkelige mennesker, der kan have meget gode grunde til at ønske asyl i Danmark, men med den fremmedpolitik, der hidtil har været ført, er et absolut stop for yderligere indvandring nødvendigt. Vi kan ikke hjælpe verden ved at ødelægge vort eget samfund. (Men det er sørgeligt, at den hidtidige fremmedpolitik har fyldt så meget op, at vi ender med at afvise folk, der er asylsøgere i ordets egentligste forstand). Hvad vi så ellers skal gøre, er svært at sige. Jeg mener, vi har et globalt ansvar, men forholdene ude i verden er så frygtelige, at også det at hjælpe i de såkaldte nærområder er en næsten umulig opgave. Vi må først og fremmest lægge pres på alle de regeringer, der ikke behandler deres borgere ordentligt. Dernæst må vi prøve, om vi kan medvirke til at hindre borgerkrige. Og videre kan vi overveje, om der kan etableres fx FN-garanterede sikre områder rundt omkring. Hvortil så kommer hjælpen til økonomisk udvikling. Men det ser dystert ud. Og eet er sikkert, og det er altså, at vi ikke bliver i stand til at hjælpe nogen som helst, hvis vort eget samfund bryder sammen.
20.
Jeg har erklæret mig meget enig i, at SU’en skal sættes op. Uddannelse er vigtigere end alt andet, og det er vigtigt, at de uddannelsessøgende får mulighed for at koncentrere sig om deres uddannelse – og få afsluttet den til tiden. Det erhvervsarbejde, de uddannelsessøgende nu udfører, kan så blive udført af nogle af dem, der ellers ville gå arbejdsløse (jfr. svaret på spørgsmål 13).
21.
Spørgsmålet om, hvorvidt der gerne må være 30 børn i en klasse, betragter jeg som en slags vittighed. Der er forhåbentlig ingen steder, hvor der faktisk er det? Jeg må i hvert fald erklære mig meget uenig. Nogle vil så spørge, hvor jeg vil skaffe pengene fra, når jeg også går ind for skattestoppet, men det må vi så se på. Jeg gentager, at uddannelse er det vigtigste af alt. Man kan nok også udnytte ressourcerne i uddannelsessystemet bedre, ligesom jeg er sikker på, at der på langt sigt er god økonomi i at føre en politik, hvor solidariteten ikke kun viser sig i, at man bruger flere og flere penge på folk, der har det dårligt, men også viser sig i, at man sørger for, at der ikke bliver så mange, der har det dårligt. Og her er en god udnyttelse af ressourcerne i uddannelsessystemet en vigtig faktor.
22.
Jeg kan kun erklære mig meget enig i, at de lokale landmænd bør satse på andre afgrøder end de traditionelle korn og sukkerroer. Her kan jeg også henvise til mit svar på spørgsmål 16. Mit ønske om avanceret produktion gælder også landbruget. Der vil måske ligefrem også kunne være arbejdspladser i det. – Energiafgrøder er også en mulighed, jfr. mit svar på spørgsmål 5.
23.
Husbåde i de større havne på Lolland-Falster har jeg ikke nogen særlig mening om. Hvis kajpladsen ikke skal bruges til andet og det kan gøres på en ordentlig måde, har jeg måske ikke noget imod det. Men jeg vil se konkrete planer, før jeg udtaler mig. – Kunne man begynde at bruge havnene som havne igen? Og spare energi? Og få færre lastbiler på vejene? Det er bare en tanke!
24.
Jeg har erklæret mig delvist uenig i, at der vil gå mange år, før borgerne i Nakskov og Maribo vil føle et fællesskab. Det er jo også et underligt spørgsmål, for een ting er, hvad man ønsker, og noget andet er, hvad man mener at kunne forudsige. Jeg har gået i skole og spillet jazz i både Nakskov og Maribo, og det er virkelig to ret forskellige byer med hver deres fordele og hver deres mentalitet. Men hvorfor skulle man ikke kunne bevare sit særpræg og alligevel føle et fællesskab i den nye kommune? Det svarer til, at man ikke på een gang skulle kunne være forankret i sin danske folkelighed og kunne føle fællesskab med andre mennesker i verden. Jeg ved, at lokalpatriotismen er stor, og jeg ved, at i en lollandsk sammenhæng er jeg selv en slags kosmopolit, idet jeg har boet i eller på anden måde haft tilknytning til næsten alle de gamle kommuner, men jeg kan kun opfordre til, at man går ind i det nye kommunale fællesskab med et glad og positivt sind. Hvilket heller ikke udelukker, at man kan have en tilsvarende glad og positiv holdning til samarbejdet med den nye Guldborgsund Kommune!
25.
Dette spørgsmål har – ligesom spørgsmål 24 – henholdsvis en ønske- og en forudsigelsesside. Jeg kan naturligvis kun erklære mig meget enig i, at de nye, store kommuner bør give besparelser og stordriftsfordele. Med streg under bør. For man kan jo altid frygte det værste. I øvrigt bliver det jo ikke så ligetil at sammenligne med de gamle kommuner.
* *
* * * *
Her
følger nu de øvrige tekster i forbindelse med kommunalbestyrelsesvalget 2005
- - -
PRÆST
OG POLITIKER
Nogle
umiddelbare tanker ved valgkampens slutning
[Sat her på denne underside 14.11.05, men er stort set identisk med en kommentar til spørgsmålet i en privat e-mail 09.11.05, hvor spørgsmålet var fremme i debatten].
Efter at have haft præst/politiker-problematikken inde på livet her under denne valgkamp vil jeg gerne delagtiggøre hjemmesidens besøgende i følgende tanker:
VEL er det på flere måder problematisk at skulle optræde i disse to forskellige roller, og jeg har i forbindelse med vikarvirksomhed som præst her under valgkampen haft denne problematik ret stærkt fremme i min bevidsthed. Men så også kun dér. Det har selvfølgelig ingen indflydelse haft på min måde at lede de gudstjenester på, der har været tale om, eller på mine prædikener, og der er heller ingen andre, der har ladet sig mærke med, at jeg lige netop nu havde denne dobbeltrolle. Men inde i mig selv har jeg mærket problematikken. For der er selvfølgelig tale om en dobbeltrolle, der uundgåeligt rejser nogle spørgsmål.
MEN HVIS præster principielt ikke må være politikere, SÅ vil de for det første kunne køre et rent, helt ansvarsfrit, friløb mht. at hælde helligt vand ud af ørerne og tilsvarende kunne kritisere politikerne, som jo står med det ansvar, at der skal regeres og styres ude i den grumsede virkelighed, og SÅ vil kirken som institution, dvs. kirkens højere hierarki, bare tiltage sig politisk magt, som vi ser det i den ortodokse og den katolske kirke, hvor præsterne ikke må være politikere, og SÅ vil disse højgejstlige - med Paven som det yderste eksempel - altså dels kunne tiltage sig en vis magt, dels være ansvarsfri, dels kunne hælde alle mulige hellige banaliteter og platheder ud af ørerne.
NEJ, lad os så hellere have det, som vi har en stor og god tradition for i Danmark, hvor jo ikke bare Grundtvig, men også D.G. Monrad (og flere, som jeg ikke lige har rede på) fra starten spillede en rolle, og hvor vi har konstateret, at der er præster i alle politiske partier, vel lige med undtagelse af Enhedslisten. Jeg tror, ALLE kan skelne, både de pågældende præster selv og menighederne/vælgerne/befolkningen. Og man får en mangfoldighed af gode vinkler og gode folk.
Man skal bare hele tiden huske på, at det virkelig er to forskellige ting, og at der selvfølgelig kan nævnes flere ting imod. - Det hænger også sammen med teologien om præsteembedet. Nu er jeg jo ikke vulgær-fladkirkelig, og jeg mener også at kunne sige af egen erfaring, at der ER noget ved det at være præst; der ER en "apostolisk dimension" i det. Men jo overhovedet ikke noget i retning af den character indelebilis, som de katolske "priests", som det hedder på engelsk (latin: sacerdotes), menes at blive udstyret med ved deres præstevielse.
Jeg er ikke ukritisk over for ordet ”præste-rollen”. Men der er meget sandt i det. Præsten er først virkelig præst, når han konkret optræder i sin embedsfunktion. Derfor er det ikke så svært for os lutherske præster, og da slet ikke her i Danmark, at lægge kjolen og tage politikerjakkesættet på!
Og jeg har lært meget om dette gennem mit Grundtvig-studium. Det kunne fx aldrig falde Grundtvig ind at påberåbe sig særlig politisk autoritet, fordi han var præst. Nej, han var HISTORIKER, og han følte, han havde en plads i Rigsdagen, "fordi jeg jo immer ved bedst"! (Citeret efter hukommelsen).
Sådan. Egentlig er det ikke så svært. Men som alt andet kan det hurtigt forplumres.
* * *
HEN OVER ØSTERSØEN
[Sat på Lolland-Falsters Folketidendes valg-site 09.11.05. I papir-udgaven 14.11.05]
I mit læserbrev på Folketidendes valgsite 07.11.05 nævnte jeg, at jeg som slavist bla. interesserer mig for vor historie med venderne for tusind år siden (jfr. vore vendiske stednavne: Tillitse osv.). Men vigtigere er nutiden og fremtiden. Her er vore polakker et vigtigt element. Selv har jeg siden 1990 beskæftiget mig med Polen og polsk sprog. Senest har jeg i august og september i år besøgt Gdansk-området, "Województwo Pomorskie", som er vores venskabsamt, og jeg havde bla. møder med folk fra regionsadministrationen og bystyret i Lebork, som er med i samarbejdet Baltic Sea Solutions, hvis hovedkvarter ligger i Holeby. Hvis jeg bliver valgt, vil forbindelserne hen over Østersøen være et af mine hovedområder.
Bent Christensen, Kandidat for DF i Lolland Kommune
Fuglsevej 5, Torslunde
4960 Holeby.
* * *
VOLD
OG TRUSLER DUR IKKE
[Indlæg i Jyllands-Posten 08.11.05. Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
Af BENT CHRISTENSEN pastor, dr. theol., kandidat for DF i
Lolland Kommune, Fuglsevej 5, Holeby
SAMTIDIG MED, at der fra muslimsk side - og fra muslimske regeringers
side - fortsat gøres forsøg på at knægte ytringsfriheden her i Danmark, også
med mere eller mindre åbenlyse trusler om vold, offentliggøres oplysninger om
en stigning i tilfældene af chikane og vold mod de fremmede fra etniske
danskeres side.
Det er en uhyggelig og absolut uacceptabel udvikling. Der er intet, der
kan retfærdiggøre selvtægt og vold og trusler om vold. Og så er der egentlig
ikke mere at sige. Ja, egentlig er det forkert overhovedet at sige mere. Men
det kan måske alligevel hjælpe at sige til de forvirrede typer hos os danskere
selv, der føler sig foranlediget til at gribe til den slags metoder, at ikke
alene er det moralsk og retsligt uacceptabelt. Det virker også mod hensigten,
idet det giver modstanderne af en fast fremmedpolitik argumenter i hænde. Så
skal vi igen høre, at det er "tonens" skyld.
Anklager
Man har så travlt med at anklage os, der vil have bragt såvel indvandringen som islamiseringen ned på nul. Hvad er det for et menneskesyn, vi har? Osv.
Men det, vi forsøger, er jo netop at standse en udvikling, der fører mod
en balkanagtig situation, hvor alt kan ske.
Og jeg ved godt, at dette også kan lyde som en trussel. Men det er det
ikke. Man kan kalde mig "sort DF-præst", så meget man vil.
Men jeg er altså kristen præst og et kristent menneske, og jeg gruer i
mit hjerte for, hvad der kan komme til at ske, hvis udviklingen ikke bliver
vendt.
Den eneste "humanistiske" og næstekærlige politik er en
politik, der virkelig sætter tilstrømningen af især muslimske indvandrere ned
på nul og virkelig sætter en stopper for islamiseringen af det danske samfund -
hvorved en sand integration bliver mulig.
Jeg kan godt se, at det må virke sårende på de muslimer, der opholder
sig her i landet, at vi i den grad må erklære deres religion og kultur for
uønsket, for så vidt angår vort eget liv. Men de er jo også ofre for den
forfejlede fremmedpolitik, der i årtier har været ført. Så de må prøve at
forstå, at de er kommet her mod det danske befolkningsflertals vilje, ved en
politik, der har bygget på fortielse, løgn, manipulation og
meningsundertrykkelse. Og de må forstå, at vi ikke kan acceptere en ændring af
vor livsform under hensyntagen til de muslimske værdier.
De muslimer, der ender med at blive her i landet, må forstå, at
religionsfriheden, det er friheden til at tro, hvad man vil, og praktisere den
gudsdyrkelse, man tror er den rette - og til at vidne om sin tro.
Religionsfriheden er derimod ikke en ret til at gribe ind i andre menneskers
liv eller til at omforme det danske samfund i retning af ufrihed.
Religion
en privatsag
Jeg hverken kan eller vil prøve at tvinge muslimerne til at blive kristne (en uhyrlig tanke). Noget helt andet er, at hvis nogle virkelig - frivilligt - kommer til den kristne tro (og tør konvertere!), så skal de naturligvis være velkomne i vor menighed. Andet kan jeg som kristen ikke sige.
Men det, det må gælde om for de herboende muslimer, er, at de indser, at
religionen i den forstand må være en privatsag, at man ikke under påberåbelse
af sin religion og den med den forbundne sarte følelse prøver at tiltage sig
magt i samfundet.
De må lære i den forstand at holde deres religion for sig selv - og så
ellers mødes med os andre i en fælles moderne livsform ude i det fælles samfund.
* * *
KULTUR
OG TURISME – DYBDE OG KVALITET
[Sat på Lolland-Falsters Folketidendes valg-site 07.11.05. - I papir-udgaven 09.11.05, hvor titlen var forkortet til: ”Kultur og turisme”]
Vi DF-kandidater i Lolland Kommune præsenterer os som ”et hold med politisk erfaring”.
Selv har jeg ganske vist kun erfaring som menighedsrådsmedlem. Dog gennem 32 år. Og et endnu længere almindeligt politisk engagement. Men jeg har også mine mange år med Grundtvig samt viljen til at se stort og nyt på tingene – med respekt for den konkrete detalje.
Jeg vil fx virke for et samarbejde mellem museumsverdenen, lokalhistorikerne, turisterhvervet og alle andre, der vil og kan bidrage, så vi yderligere kan styrke foreningen af kultur og turisme. Som slavist tænker jeg bla. på vor historie med venderne. Men vi skal i det hele taget satse på dybde og kvalitet. Både for os selv og for dem, der besøger os.
Bent Christensen
Kandidat for DF i Lolland Kommune
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
* * *
Manuskript
til indslaget torsdag den 3. november 2005
i
TV 2 Øst’s valg-serie HVAD ER DET DE SIGER
Nedenstående er mit manuskript til indslaget med mig 03.11.05 i TV 2 Øst’s serie Hvad er det de siger, hvor en række kandidater fik eet minut til at præsentere sig selv og deres mærkesager, hvorefter en kommunikationsekspert vurderede præstationen.
NB! Indslaget kan
ses på TV Øst’s hjemmeside. Du skal gøre sådan:
Først går du ind på adressen www.tv2east.dk.
Dernæst klikker du dig frem således: Net TV > Se nyheder > TV arkiv (vælg torsdag den 3. november) > Nyheder 19:30 (øverste højre hjørne) >
Find ”Hvad er det de siger” ca. midt i oversigten, og klik på denne titel.
Vent, til Else Pape og derefter jeg dukker frem på den lille ”skærm”. Og se og hør så!
Det ligger i ”konceptet”, at kommunikationseksperten skal går kritisk til os kandidater, men givet dette (og den dertil hørende ”dumhed på seernes vegne”!) er jeg udmærket tilfreds!
Jeg gør opmærksom på, at når jeg - i meget store træk! - gennemgående taler om PENGE, er det pga. et krav fra redaktionen om, at man skulle gøre rede for, hvordan ens mærkesager skulle finansieres.
- - -
Det var mig, der i 2001 stiftede Forum for Kritisk Indvandringsdebat. En stemme på mig er en stemme på en meget fast fremmedpolitik. - Her kan der SPARES penge.
Men ellers er mine slagord: Folke-liv. Folke-styre. Folke-solidaritet.
Folkelig identitet og oparbejdelse af et demokratisk overskud er nogle af de vigtigste punkter på det 21. århundredes dagsorden. Og kommunens liv er både ramme om og del af dette.
Jeg vil gøre mit til, at vi får et de snilde og avancerede løsningers erhvervsliv. - Her kan der TJENES penge.
Al vor energi og fantasi skal opbydes for at give den ledige arbejdskraft beskæftigelse. Her kan der både TJENES og SPARES penge – bla. på udgifterne til plastring på udstødelsens virkninger.
* * *
MED
LIGE VÆRDIGHED I BORG OG HYTTE - I
[På Lolland-Falsters Folketidendes valg-site 26.10.05 og i papir-udgaven 27.10.05. Den længere version II følger umiddelbart nedenfor]
Mine slagord er: Folke-liv. Folke-styre. Folke-solidaritet. Og det sidste skal ganske særligt forstås i forhold til begrebet social udstødelse. Derfor også denne overskrift, som er et vers af min store lærefader Grundtvig.
Det er utåleligt - for os ALLE - at folket skal være delt op i dem, der er med, og dem, der ikke er med.
I den nye Lolland Kommune skal vi opbyde al vor energi og al vor fantasi for at finde beskæftigelse til alle, såvel på det almindelige arbejdsmarkeds betingelser som på alle både mulige og umulige andre måder. Der er masser af opgaver. Og da alle alligevel skal have noget at leve af, koster det ikke noget at lade alle udføre et arbejde.
Mere på: www.bentchristensen.dk.
Bent Christensen
Kandidat for DF i Lolland Kommune
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
* * *
MED
LIGE VÆRDIGHED I BORG OG HYTTE - II
[Længere version af ovenstående læserbrev, som blev sat på Lolland-Falsters Folketidendes valg-site 26.10.05, og som stod i papir-udgaven 27.10.05]
Som udtryk for den folkelighedstænkning, der efter min mening ligger i Dansk Folkepartis navn og selvforståelse, går jeg til valg på slagordene folke-liv, folke-styre, folke-solidaritet. Og jeg mener, at der her er tale om nogle af hovedpunkterne på det 21. århundredes dagsorden.
Det sidste slagord, folke-soldaritet, skal pdes. forstås i modsætning til socialismen og pdas. i modsætning til den rene liberalisme. Men uanset alle ismer skal det forstås i modsætning til den forfærdelige kendsgerning, som den sociale udstødelse er.
Jeg indrømmer, at jeg ikke har megen forstand på økonomi, og heller ikke har nogen erfaring eller indsigt i den kommunalpolitiske virkelighed, hvor der efter alt at dømme er tale om en stadig kamp for at finde penge til de nødvendige ting inden for et meget begrænset råderum. Men jeg tror, at allerede viljen betyder noget. Og jeg tror, at det kan være en fordel at komme med et helt frisk blik på tingene. Og navnlig tror jeg, at selve det at tale om tingene - og til hinanden - på en helt ny måde kan have stor betydning. Det er bla. derfor, jeg har sat min store lærefader Grundtvigs vers som overskrift over denne tekst.
Den folkelige solidaritet betyder, at det er utåleligt, at folket skal være delt op i dem, der er med, og dem, der ikke er med. Og det virker begge veje: De, der sagtens kan finde sig et arbejde på den moderne økonomis betingelser, skal sætte en ære i at være solidariske med dem, der ikke er noget arbejde til, og de, der ikke umiddelbart har kunnet finde sig et arbejde på den moderne økonomis betingelser, skal sætte en ære i at komme med i det fællesskab, som det er at være med-bidragyder til samfundets liv.
I den nye Lolland Kommune skal vi opbyde al vor energi og al vor fantasi for at finde beskæftigelse til alle, såvel på det almindelige arbejdsmarkeds betingelser som på alle både mulige og umulige andre måder. Der er masser af opgaver. Og da alle alligevel skal have noget at leve af, koster det ikke noget at lade alle udføre et arbejde.
* * *
[Extra Posten nr. 43, 24.10.05]
Kommunalvalget er det helt grundlæggende valg. Derfor stiller jeg op. Det er den helt konkrete side af min bestræbelse på, som gammel Grundtvig-forsker at udmønte min inspiration fra Grundtvig.
Jeg er født i Sakskøbing Kommune og var 1974-2003 sognepræst i Døllefjelde, Nysted Kommune. Men jeg har boet i eller haft tilknytning til samtlige kommuner i den nye Lolland Kommune. Jeg føler mig knyttet til Lolland Kommune som helhed, ligesom jeg er meget motiveret for et godt samarbejde med Guldborgsund Kommune.
Jeg er særligt engageret i fremmedpolitik, erhvervs- og socialpolitik samt forbindelserne hen over Østersøen, især til Polen.
Mine valg-slagord er: folke-liv, folke-styre, folke-solidaritet.
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol.
Kandidat for DF i Lolland Kommune
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
www.bentchristensen.dk
* * *
STOP
STRAKS - OG FOR DE MINDSTE TING
[På Lolland-Falsters Folketidendes valg-site 20.10.05. I Lolland-Falsters Folketidendes papir-udgave 22.10.05. - Også sendt til Jyllands-Posten som i hvert fald en orientering og støtte, men - i overensstemmelse med deres kun-i-JP-politik - ikke trykt dér. - Står også på undersiden ”Politik”].
De muslimske ambassaders henvendelse til den danske regering i protest mod tegningerne af Muhammed i Jyllands-Posten har selvfølgelig ikke umiddelbart noget med vort kommunalvalg at gøre. Men jeg vil alligevel trække denne sag frem her.
For det første viser den, at det ikke kun er nogle få muslimske ekstremister, der går til angreb på ytringsfriheden, men en hel række muslimske regeringer.
Og for det andet viser den, hvor let det er at tiltage sig magt ved at påberåbe sig sin religion og de med den forbundne sarte følelser.
Derfor må vi straks sige stop, også over for de mindste ting, hvis vi vil hindre en islamisering, dvs. en trælbinding, af livet i Danmark.
Bent Christensen
Kandidat for DF i Lolland Kommune
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
www.bentchristensen.dk
* * *
SOM
LOLLIK I UENDELIGE LED
[Lolland-Falsters Folketidende 07.10.05]
Der var mange gode ting i Henriette Spandet Jensens (R) indlæg 05.10.05. Vore partier er jo ellers hovedfjender. Indvandringen har også skabt dybe kløfter mellem os danskere indbyrdes.
For mig som lollik i uendelige led og discipel af Grundtvig betyder de folkelige perspektiver meget. Det gælder det helt konkrete og nære liv, vi lever, og som kommunen danner rammen om. Men det gælder også i forhold til de udfordringer, EU og globaliseringen stiller os over for. Fx bliver fjernelsen af det demokratiske underskud i EU ikke en gave fra Bruxelles. Vi skal selv oparbejde et demokratisk overskud. Og det begynder lokalt.
Mine valg‑slagord er: folke‑liv, folke‑styre, folke‑solidaritet.
Bent Christensen
Kandidat for DF i Lolland Kommune
Fuglsevej 5
4960 Holeby.