AL POETIK

fra før december 2012

Her er nu samlet alt fra de daværende undersider

"Poetik" og

"Mit eksistens-rum eller

Mit total-digt".

 

Bent Christensen

 

 

Denne samle-side er oprettet 21.11.12.

 

Senest opdateret 21.11.12: - Og der kommer ifølge sagens natur kun nye opdateringer, hvis jeg bliver opmærksom på egentlige fejl, eller hvis det på anden, mere eller mindre tilsvarende måde, kommer til at vise sig nødvendigt.

 

Jeg gør opmærksom på, at denne side skal betragtes som et historisk dokument, der viser status november 2012, for så vidt angår disse sider af mit projekt "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". - Jeg prøver fra o. 1. december 2012 at få stillet de ting, jeg pr. november 2012 var nået frem til, op på en klarere og bedre måde på de nye undersider "Poetik" og "Mit Totaldigt" og derefter at få videreudviklet disse sider af sagen.

 

 

-  -  -

 

 

Her følger nu først hele det gamle tekstkompleks "Poetik fra før december 2012" og dernæst hele det gamle tekstkompleks "Mit eksistens-rum eller Mit totaldigt" (Version 1 og 2).

 

 

POETIK

fra før december 2012

 

Bent Christensen

 

 

NB! Jeg gør opmærksom på, at nedenstående skal betragtes som et historisk dokument, der viser status november 2012, for så vidt angår denne side af mit projekt "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". - Se nu (fra december 2012) den nye underside "Poetik".

 

 

-  -  -

 

 

Oprettet som den nye aktuelle poetik-side 06.10.11.

 

Senest opdateret 16.08.12: - Nyt punkt (029/029). Med udgangspunkt i den aforisme, der nu også er blevet nærværende teksts motto-aforisme 2: "En digter er en, der ser ting, de andre ikke kan se, og viser dem dem".  - Men sidste nye hele tekst er: LIVSENGAGEMENT OG POESI. Nogle aktuelle perspektiver på Grundtvigs teologi om forholdet mellem det menneskelige og det kristelige med særligt henblik på poesien. - Præsteforeningens Blad 2012/10, 9. marts 2012. - Se også undersiden "Poetik før oktober 2011" - og undersiden ”Mit eksistens-rum”! 

 

Se også undersiderne ”ERINDRINGER”, "POETIK FØR OKTOBER 2011", ”MIT EKSISTENS-RUM”, ”LITTERÆRE TEKSTER” og ”MIN LYRIK- OG POETIKHISTORIE”!

 

 

-

 

 

INDHOLD PÅ DENNE UNDERSIDE

 

Ældst nederst – yngst øverst.

 

 

INDLEDNING

 

MOTTO-AFORISME

 

LIVSENGAGEMENT OG POESI. Nogle aktuelle perspektiver på Grundtvigs teologi om forholdet mellem det menneskelige og det kristelige med særligt henblik på poesien. - Præsteforeningens Blad 2012/10, 9. marts 2012.

 

LIVSENGAGEMENT OG POESI (Utrykt version 01). En præsentation af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra udgående punkter på vejen mod en poetik. (Dette er en tidligere version af den artikel, der 09.03.12 var i Præsteforeningens Blad, og som samme dag også blev sat her på undersiden). - Denne 01-version er sat på her 09.03.11).

 

POETIKKEN I NUMMEREREDE PUNKTER

 

 

 

*  *  *     *  *  *

 

 

 

INDLEDNING

 

Dette er - fortløbende! - min endelige poetik (nærmere nf.). Da de første dele af første version blev skrevet (06.10.11), havde det sådan set taget mig godt 50 år at nå dertil, at jeg - og altså i en alder af 68 år! - for alvor kunne gå i gang med min egentlige produktion, herunder udformningen af nærværende poetik. Om de forløbne 50 år overhovedet kan man læse på undersiden "Erindringer" (og på de undersider, der knytter sig til den). Og på undersiden "Poetik før oktober 2011" kan man se, hvordan jeg har arbejdet med sagen i perioden 2000 til marts 2011 - idet dobbeltartiklen i Dansk Kirketidende nr. 14-15/2000 og 16/2000 dog bygger på overvejelser, der i hvert fald går tilbage til årene 1994/95, hvor jeg i hovedsagen var færdig med min disputats "Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement" (1998).

 

På grundlag af mine erfaringer med affattelse af hjemmesidetekster har jeg besluttet, at jeg, i hvert fald indtil videre, vil skrive denne poetik i nummererede punkter, af mere eller mindre fragmentagtig karakter (jfr. Friedrich Schlegel og Paul la Cour), dog altså således, at der ved nummeringen i det mindste tilstræbes en rimelig grad af systematik - idet jeg herved også bliver i stand til, løbende at opdatere og udvide teksten, ikke bare ved at skrive videre på den fra, hvor jeg er kommet til, men også ved at ændre og udvide de allerede skrevne punkter, flytte rundt på punkterne og oprette nye punkter mellem de allerede skrevne.

 

Som man vil se, går jeg temmelig direkte i gang med selve poetikken - idet jeg nøjes med en ultrakort opsummering af såvel min egen personlige baggrund og vej som den grundlæggende teologi og det på denne byggende "statholdermark-koncept". Jeg indsætter dog allerførst to versioner af den artikel, hvis anden version blev trykt i Præsteforeningens Blad 2012/10, 9. marts 2012: "Livsengagement og poesi. En præsentation af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra udgående punkter på vejen mod en poetik" (står øverst). Og så henviser jeg i øvrigt til undersiden "Kirke og teologi" (hvor man må lede lidt efter de, ofte ældre, relevante tekster) samt til undersiderne "Grundtvig", "Poetik før oktober 2011" og "Mit eksistens-rum". På sidstnævnte videreudfoldes den teoretiske poetik over mod og i, hvad jeg betegner som mit Totaldigt, hvilken betegnelse skal ses på baggrund af min bestemmelse af Grundtvig som "kirkelig og folkelig totaldigter", idet der dog naturligvis er tale om mit eget forsøg i min egen tid på at arbejde i en sammenhæng, der er større end den i sædvanlig forstand litterære poesis. (Jeg henviser i denne forbindelse til min artikel i Grundtvig-Studier 2011: "Totaldigteren Grundtvig. En kommenteret forskningshistorisk oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter"). Mine egne forsøg med digte og andre litterære tekster vil man kunne se på undersiden "Litterære tekster". At der på denne underside også står den første store del af de salmer og salme-vers, jeg har skrevet siden søndag seksagesima 2010, skyldes, at de indgår i den særlige Facebook-sammenhæng, der blev tale om fra det tidspunkt, hvor jeg slog det allerførste "Dagens digt" op på min Facebook-væg (01.02.10). Den allerførste tekst, jeg slog op (dagen før), var i øvrigt denne for min poetik helt grundlæggende aforisme: "Poesi er livets udvidelse med andre midler". Aforismer - og enkelte "fragmenter" - indgår således også i rækken af Facebook-tekster på undersiden "Litterære tekster", selv om der foruden den særlige underside "Salmer og kristelige digte" (som altså nu er den eneste side, salmerne sættes på) også er en særlig underside "Aforismer". "Fragmenterne" vil også stå på enten nærværende underside eller undersiden "Mit eksistens-rum". - NB! Jeg regner ikke salmerne for litterære tekster! De er gudstjeneste-tekster, liturgiske tekster, og kan kortest defineres som bønner. Hvilket naturligvis ikke betyder, at de ikke i mange så at sige tekniske henseender svarer til almindelige digte. Det er bare et hovedpunkt i min poetik, at salmerne ikke hører til i selve det af "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" og "statholdermark-konceptet" definerede poetiske centralfelt, og at "kristelige digte", der ikke er egentlige salmer, ligger ude ved den kirkedør, hvorfra man går ud til livsengagementet på statholder-marken, og skal ses som dele af "fromhedslivet" eller som mellemformer mellem teologien og den centrale, særlige og dermed autonome, kun i det dennesidige engagerede poesi. Men alt dette kan man se mere om på de andre nævnte undersider, i den straks herefter indsatte artikel og i nogle af selve tekstens punkter.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Motto-aforismer

 

1.

Poesi er livets udvidelse med andre midler.

 

2.

En digter er en, der ser ting, de andre ikke kan se, og viser dem dem.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Livsengagement og poesi

 

[Præsteforeningens Blad 2012/10, 9. marts 2012. - Står også på undersiden "Kirke og teologi". - En version 01 står her på undersiden lige under denne, sat på 09.03.11.]

 

Nogle aktuelle perspektiver på Grundtvigs teologi om forholdet mellem det menneskelige og det kristelige med særligt henblik på poesien [Min egen undertitel, som ikke var med i bladet]

 

Kan man drive poetik på Grundtvig? Bent Christensen forsøger at pejle sig ind på et digtningens frirum ved hjælp af begreber som natur, eksistens, virkelighed og temperament [Redaktørens "manchet"]

 

Af Bent Christensen

 

 

Det korteste og stærkeste eksempel på, hvad Grundtvig mente om forholdet mellem det menneskelige og det kristelige, er dette berømte vers fra ”Christenhedens Syvstjerne” (eller fra sangen ”Ingen har guldtårer fældet”):

 

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.

 

Her er det de meget vigtige Grundtvig‑begreber folk og fædreland, der specielt er blevet nævnt. Men det, der er selve anliggendet i denne strofe, gælder jo overhovedet alt, hvad der er indhold i vor tilværelse, alt, hvad der har betydning i vort liv.

 

Nogle vil høre dette som nærmest gudsbespottende. Hvordan kan nogen dog sige, at selve den kristne frelses-tale i sig selv er tom! Men man kan sammenligne det med, at den redningsslynge, der bliver sænket ned fra helikopteren til manden i havets store kolde bølger, jo også er tom. Hvilket ikke tager noget fra det store indhold, der ligger i, at helikopteren overhovedet kommer til stede - for slet ikke at tale om den redningsmand, der lader sig fire med ned til den nødstedte! Men også den betydning, der ligger i dette, bliver jo først fyldt helt ud, når det står klart, at den magt, der har sendt helikopteren, er den samme magt, som ligger under det liv, der bliver reddet. Frelsen kommer ikke fra en fjern, tilfældig og ukendt magt, men fra den Gud, der også er Skaberen. Derfor er det liv, vi lever uden for gudstjeneste, fromhedsliv og troslære (teologi), en del af vort forhold til vor frelses Gud, og derfor kan vi kun høre det fulde indhold i det, der lyder i gudstjenesten og teologien, når vi har denne betydnings-oplevelse med os.

 

Men selvfølgelig har den rene frelses-tale sin egen betydning. Der ligger unægtelig en stor åbenbaring af, hvem Gud er, i frelseshistorien! Og selve frelses-talen skal ikke fyldes op med ”hverdag”, så at Evangeliet mere eller mindre forsøges ekstraheret af hverdagslivet! Men så skal livs-oplevelsen eller livs-engagementet ude i livet mellem gudstjenesterne heller ikke overklistres med ”kristendom”. Man kan også sige det på den måde, at både gudstjenesten og livet mellem gudstjenesterne skal respekteres og opleves som det, de er, så at det hele ikke bliver rodet sammen i et halvfromt og halvflovt miskmask.

 

Man kan også tage et begreb som ”kulturåben kristendom”. Det er for lidt! For den kristne er engagementet i livet mellem gudstjenesterne noget meget større og dybere end ”kultur”. Og man kan tage ordet ”kunst”. Meget af det, der betegnes med ordene ”kultur” og ”kunst”, har gennem historien været det rene ”pynt og blær”, først hos fyrsterne, senere hos borgerskabet. Og siden Anden Verdenskrig har man i Velfærdsdanmark forsøgt at udbrede dette til hele befolkningen - som en demokratisering af overklassens kultur og dermed et højere velfærdsgode. Samtidig har ”kunst og kultur” mere eller mindre udtrykkeligt skullet fungere som en slags religionserstatning, eller i hvert fald som et afgørende middel i opdragelsen af befolkningen.

 

Selv ordet ”poesi” brugte Grundtvig kun af nød, og der vist heller ikke nogen, der senere har fundet et ord til erstatning for det, der passer bedre ind i hele den livs-sammenhæng, der er tale om såvel hos Grundtvig selv som i forsøget på at foretage en aktuel udmøntning af arven og inspirationen fra ham. Også vi må altså fortsætte med at bruge ordet, idet vi ledsager det med definitioner. Et godt bud på en aktuel definition kunne - med henspillen på Clausewitz - være ”livets udvidelse med andre midler”. Og med denne definition står det klart, at selv om den "udfyldning", der bliver tale om i det følgende, først og sidst gælder menneskelivet overhovedet, sker der ikke noget brud, når man giver sig i kast med den særlige poetiske aktivitet. Og poesien spiller selvsagt en helt særlig rolle, når det gælder netop denne betydnings-udfyldning.

 

 

Livsengagementet og poesien på statholder-marken

 

I Dannevirke-artiklen "Om Mennesket i Verden" taler Grundtvig om menneskets ”statholderlige”, dvs. på den ene side ”tjenerlige” og på den anden side ”kongelige”, stilling mellem Gud og verden (Danne-Virke II 164f). Og hvis man bygger lidt videre på dette, kan man se verden som en stor mark, hvor mennesket pdes. er totalt ansvarligt over for Gud og pdas. både kan og skal forholde sig frit til alt det, det er sat over. Ja, man kan - endnu videre udbygget - se hele verden eller hele den menneskelige eksistens’ sted som det område, den kristne kommer ud på, når han går ud af kirkedøren eller det teologiske studerekammers dør, hvilket betyder, at så er hele den mark, han skal ud og være konge over og engagere sig på, omgivet af Gud og kristendommen til alle sider - med tidens ende og Guds Rige som den yderste horisont.

 

Men så skal livsengagementet ellers finde sted ”uafvidende”. Det jo ligger i livsengagementets ”kristelige nødvendighed”, at der skal være tale om et helt frit og i og for sig forudsætningsløst forhold, en helt fri ”elskende og kendende forholden sig”, uden kristelig - eller anden, fx ideologisk - påklistring, og uden kristelig eller anden facitliste, for så vidt angår den erkendelse (i både vid og dyb forstand), der skal indholdsudfylde såvel den særlige kristne tale som gudsforholdet overhovedet. Når livsengagementet skal tjene som indholdsudfyldelse af den særlige kristne tale og af hele gudsforholdet, så er det altså virkeligheden, man skal engagere sig i; ellers får man jo ikke hentet noget nyt og sandt indhold ind.

 

Dette gælder i ganske særlig grad for poesiens vedkommende. Der både kan og skal selvfølgelig også skrives særlige kristne eller kristelige digte. De hører bare ikke til i det egentlige poetiske felt. De skal både skrives og læses i forlængelse af gudstjenesten og teologien og altså ses som dele af det, man kalder fromhedslivet. Men der er selvfølgelig ingen, der helt kan glemme sin tro eller livsanskuelse. Enhver kristen vil naturligvis mærke kristendommens lys ude på sin livsmark.

 

Trods Faldet er der så megen ”skabthedskvalitet” i verden, at der er meget, man i praksis kan forholde sig ”elskende” til. Det er i hvert fald er muligt at konstatere så megen ”ontologisk rangorden” (Løgstrup), at man dels kan erkende skabthedskvaliteten midt i hele forvirringen, dels kan lade sin ”elskende forholden sig” få karakter af en skelnen mellem det, der ligger højt, og det, der ligger lavt i den ontologiske rangorden. At der her også bliver tale om en særlig forudforståelse i forhold til den kristne frelses-tale, kan lige nævnes. Men det afgørende i nærværende sammenhæng er, hvad man kan kalde ”herlighedsteologien”, nemlig for så vidt som der pdes. er tale om forholdet til de trods alt foreliggende dele af skaberværkets oprindelige herlighed, pdas. er tale om en udfyldning af det kristne herligheds-håb.

 

Det her præsenterede koncept peger først og fremmest i retning af centrallyrisk symbolisme og modernisme eller tilsvarende. Men der vil jo i alle tilfælde, også i fx de mest ”formelle”, tekstcentrerede digte, være tale om en form for liv. Og omvendt vil man med selv det mest livs-poetiske og centrallyriske udgangspunkt opdage, at når det kommer til det konkrete digt, begynder dette i en eller anden grad at leve sit eget liv. Ja, digtet og dets tilblivelsesproces har sit eget sted i hele det poetiske eksistensforhold, så at det ikke bare er i henholdsvis subjektet og objektet eller i det simple ”møde” mellem disse, eksistensens grund manifesterer sig, men også, og på en helt særlig måde, i dette ”digtets sted”. Det eneste, der ikke er tilladt, er, at digtet - eller overhovedet den litterære poesi - kommer til at fungere som en slags pseudoreligion.

 

For den kristne digter betyder det her skitserede koncept en total frihed inden for de rammer, statholdermark-billedet viser. Men denne frihed er naturligvis ikke kun en frihed i forhold til kristendommen. Den er også en frihed i forhold til enhver anden livsanskuelse. Og heri ligger et stort potentiale med henblik på en kritik af store dele af den litterære tradition tilbage fra romantikken af. At enhver naturligvis kan gøre, hvad han vil, siger sig selv. Spørgsmålet her er kun, i hvilken grad fx et digt er et udtryk for en ren forholden sig til eksistensen og virkeligheden.

 

Det er i denne forbindelse påfaldende, at medens selve Grundtvigs teologi klart kan bruges som grundlag for den poetiske udvidelse af det kristne livsengagement, er hans egen digtning ikke egnet som forbillede. Dette er der formodentlig mange der vil - mindst - studse over. Men det er naturligvis på ingen måde et udtryk for en nedvurdering af Grundtvigs digtning! Det er bare en konstatering af, at hele Grundtvigs forfatterskab, ja, hele hans liv, kan betragtes som én stor historisk-poetisk og kristelig-dansk sammenfletning af især Danmarks og den danske folke-menigheds historie og Grundtvigs eget liv. Jfr. titlen på Flemming Lundgreen-Nielsens litterære Grundtvig-disputats: "Det handlende ord", eller min egen betegnelse af Grundtvig som "kirkelig og folkelig total-digter". Sagt på en anden måde: Grundtvig var ikke digter i samme forstand som Oehlenschläger, og han ligger et andet sted og bevæger sig i en anden dimension, end hvad der er tale om i denne artikels sammenhæng. I øvrigt er enhver form for efterabning jo særdeles ugrundtvigsk, også selv om det skulle gælde Grundtvig selv. Så hvis man i dag vil foretage en udmøntning af arven fra ham, er det virkelig det helt rigtige, at man selvfølgelig kender Grundtvig som den, han var - og forsat er i sine skrifter og sin store virkningshistorie - men så ellers stiller sig ud på marken og begynder helt forfra. Hvad der i øvrigt ligger, og ikke ligger, i "helt forfra" vil fremgå af det følgende.

 

 

De første punkter på vejen til en poetik

 

Der er mange måder, man kan digte på, hvis man vil stille sig ud på "statholder-marken" og prøve at lave poesi. Men den måde, hvis første skridt nu skal skitseres, er nok en af de mest nærliggende.

 

Man stiller sig altså simpelt hen ud på verdens eller tilværelsens eller eksistensens mark og begynder at se sig om, idet man holder sin livsfølelses og livslængsels tomme skål frem for at se, hvordan den kan blive fyldt med virkeligheds-indhold.

 

Og man kunne tro, at når bare man har en poetisk følelse og trang, vil der før eller siden ske noget, faktisk af sig selv. Men det viser sig, at uden teori bliver man også poetisk blind. Uden teori kan man længe gå - eller bare stå! - og stirre ud i faktisk en hvid tåge. Der kommer ikke noget ud af, bare at føle og se. Og selv om der godt kan skrives digte, som i og for sig er ren tydning, skal der også et minimum af ”forholden sig” til. Man kommer i den forbindelse ikke uden om det subjektive. Digtningen er virkelig ”naturen”, ja, ”virkeligheden” eller ”eksistensen” set af eller gennem et ”temperament”, en person, et subjekt. Den subjektive tilgang er en af måderne, hvorpå man kan få den hvide tåge til at opløse sig og give plads for struktur og mønstre.

 

Men uanset hvor meget man siger, man vil begynde helt forfra, er der jo aldrig tale om et møde mellem et helt tomt subjekt og en helt øde mark. Både subjektet og marken har en historie. Og hvad marken angår, ligger alt, hvad der er til, jo på den, også efter at man har besluttet sig til at "begynde helt forfra". Det, der er tale om, er selvfølgelig, at man skal begynde at betragte alt, hvad der foreligger, på en helt ny måde, idet man lader alt, hvad der virkelig er noget, godtgøre sin virkelighed og betydning på ny.

 

Og digter-subjektet er jo også fra selv den allermest nye begyndelse af en person med en historie bag sig, det ”livs-rør”, som udgøres af hans vej gennem rum-tiden, og hvis vægge udgør hans berøring med virkeligheden indtil nu, den virkelighed, som også er den store fælles historie. Og dette livs-rør munder ud i hans punkt på statholder-marken. Det er som hele denne person og med hele denne erfaring og viden, han ikke bare ser på virkeligheden omkring sig, men også forholder sig til den.

 

Men dertil kommer, at digteren er nødt til at operere med forestillingen om, at virkeligheden omkring ham og han selv bunder i den samme fælles grund. Og selv om det egentlig er ”forbudt” at sige det, ligger det jo i hele "statholdermark-konceptet", at den kristne digter tror, det er selve skabelses-grunden eller Logos-Kristus. Forholdet kan i øvrigt også forstås helt naturalistisk. Rent naturvidenskabeligt set bunder alting jo også i det samme.

 

Hermed er der lagt op til en symbolisme i den forstand, at når digteren ser et motiv, sker det i en omfattende og dyb vekselvirkning med den måde, den fælles grund manifesterer sig på inde i ham selv. Men det, det gælder om, er at få set dybere og mere omfattende på den foreliggende virkelighed, hverken mere eller mindre. Der skal ikke være tale om et forsøg på transcendering af den foreliggende virkelighed. Der kan så være tale om en ren dybde-sening af et enkelt motiv, hvor motivet bliver ligesom et halvgennemsigtigt spejl, som dels spejler, hvad digteren har inde i sig selv (fra den fælles grund), dels lader ham se dybere ned eller ind i motivet. Men der kan også være tale om en mere kompliceret proces, hvori forskellige virkelighedsdele indgår i en krydspejling eller krydsbelysning.

 

”Mødet” er et helt centralt begreb i denne poetik, nemlig mødet mellem den helt nøgne og tomme eller diffuse livsfølelse, og så virkeligheden udenfor, så at der kan ske en ud- eller opfyldelse og strukturering af livsfølelsen.

 

Man kan begynde i det rent kosmiske. Men man kommer ikke langt med den rene forholden sig til resten af det fysiske Kosmos. Man bliver nødt til at operere med, hvad der kan betegnes som henholdsvis Eksistensen og eksistensen. Ved Eksistensen med stort skal forstås hele den totale virkelighed, som er langt større, end hvad fysikken kan beskrive, og som man især oplever ved selve det at leve sit liv. Og ved eksistensen med lille skal forstås den enkelte persons del af Eksistensen. Alt - både inde i og uden for digteren selv - er omfattet af hans eksistens som person, på den måde, at det er inden for sin eksistens’ rum (som del af Eksistensens rum), han oplever alting og forholder sig til alting.

 

Alligevel ligger det helt bogstavelig talt lige for at begynde med forholdet til den ikke-menneskelige omverden. Men det er klart, at selv den mest centrallyriske digter, i selv den mest subjektive forholden sig til ikke-menneskelige naturmotiver, ved selve det at være i gang med at skrive et digt, optræder på i princippet hele menneskeslægtens vegne og henvendt til i princippet hele menneskeheden, ligesom det er klart, at det allerede i selve det netop skitserede eksistens-koncept først og fremmest er den fælles menneskelige eksistens, der er tale om. Hvortil kommer, at den natur, hvilket først og fremmest vil sige det landskab, man her i Danmark er omgivet af, er et menneskeskabt kulturlandskab, der meget stærkt vidner om den menneskelige aktivitet og den menneskelige historie.

 

Men de andre mennesker er man forbundet med på helt andre og helt anderledes nære måder, og det gælder lige fra de allermindste menneskelige delmotiver af og op til de allerstørste historiske forhold. Hvor der i forholdet til den ikke-menneskelige natur kun er tale om en fælles grund, er der i forholdet til ens medmennesker også, ja, først og fremmest, tale om et ”horisontalt” fællesskab oppe i det plan, hvor vi lever vort liv; man er på en helt anden måde inde i et fælles livs-rum. Men det er stadig livsfølelsesudfyldningen og livsudvidelsen, der er det afgørende. Så de menneskelige motiver spiller alligevel en rolle, der svarer ret meget til den rolle, de ikke-menneskelige motiver spiller.

 

De her opregnede punkter repræsenterer naturligvis kun de første skridt på vejen fra teologi til poesi. Fortsættelsen er den videre udbygning af den egentlige poetik og poetologi - for slet ikke at tale om selve digtene og de andre tekster.

 

___________________________________________

 

BILLEDTEKSTER:

 

Ved billedet af forfatteren:

Dr. theol., pastor emeritus Bent Christensen, Holeby. Cand. mag. i dansk/russisk.

 

Ved et stort flot fotografi af mark, skov og himmel med stjerne (sol?)

Men uanset, hvor meget man siger, man vil begynde helt forfra, er der jo aldrig tale om et møde mellem et helt tomt subjekt og en helt øde mark. - BC-kommentar her: Måske er himlen en morgen- eller aftenhimmel med en sollignende stjerne i øverste venstre hjørne. I så fald kan billedet ses som et billede af "statholdermarken" (det kristeligt nødvendige livsengagements sted) i Kristus-stjernesolens lys.

 

Ved en gengivelse af Marc Chagalls billede "Den hvide korsfæstelse"

Men dertil kommer, at digteren er nødt til at operere med forestillingen om, at virkeligheden omkring ham og han selv bunder i den samme fælles grund. Og selv om det egentlig er ”forbudt” at sige det, ligger det jo i hele "statholdermark-konceptet", at den kristne digter tror, det er selve skabelses-grunden eller Logos-Kristus. - BC-kommentar her: Som det fremgår af den sidste sætning her, er den Kristus, jeg (egentlig mod principperne i min poetik!) sigter til, Kristus-Ordet (Logos) i Johannesevangeliets Prolog (Johs. 1,1-3) og den Kristus, om hvem det i den "nikænske" trosbekendelse hedder: "ved hvem alt er skabt" (jfr. også 1. Kor. 8,6; Kol. 1,16f; Hebr. 1,2). Og det er jo ikke lige det, Chagall viser i sit billede. Men det er dog et billede, der viser noget om Kristus og verden.

 

NOTE til Chagall-billedet (her på undersiden):

 

Nedenstående er fra et sted på Internettet. Men beskrivelsen og fortolkningen af billedet er formodentlig ganske mainstream, ja, ser ud som et klip fra et "almindeligt" sted. For alle tilfældes skyld har jeg lavet en lille ekstra note med et link.

 

I 1938 malede Chagall et billede der hed 'Den hvide korsfæstelse'. Billedet er hvidt som var det henlagt til et russisk vinterlandskab. Vi ser forfærdede mennesker og flygtende mennesker. Men også revolutionære med røde faner - og brændende huse og synagoger. Det er uden tvivl inspireret af de dengang aktuelle trusler mod jøderne. Men helt dominerende er den korsfæstede Kristus med et jødisk sjal om underlivet. Og med en bred hvid lysstråle fra oven. Hellen Lassen har gjort opmærksom på at dette indstrømmende hvide lys giver plads for opstandelseshåbet, og dermed giver det billedet en dimension som ellers ikke er karakteristisk for Chagalls Kristusbilleder.

 

_______________________

 

EKSTRA NOTE: Jeg har kigget lidt på den pågældende hjemmeside ("Jernesalt") og læst lidt om redaktøren og hans "system".  Og jeg mener altså, at ovenstående beskrivelse og fortolkning af billedet er rimelig nok. LINK: 

http://www.jernesalt.dk/chagall.asp

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Livsengagement og poesi (utrykt version 01)

 

En præsentation af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra udgående punkter på vejen mod en poetik

 

[Dette er en tidligere version (sat på her 09.03.11.) af ovenstående Præsteforeningens Blad-artikel (09.03.12). - Står også på undersiderne "Kirke og teologi", "POETIK før oktober 2011" og "Mit eksistens-rum"]

 

 

Det teologiske grundlag for det koncept, jeg her præsenterer, er den ”teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement”, jeg har fundet - og fundet bekræftelse på - hos Grundtvig og har skrevet om i ”Fra drøm til program” (1987) og ”Omkring Grundtvigs Vidskab” (1998), idet der naturligvis har været tale om en vekselvirkning med hele min pastorale erfaring og mit teologiske studium i øvrigt, fx af Walther Zimmerlis bog ”Die Weltlichkeit des Alten Testaments” (1971). Og der har i alt dette vist sig en sammenhæng, gående begge veje, mellem denne teologi, og så kirke- og gudstjeneste-synet, nemlig i den forstand, at det i hvert fald ofte er sådan, at hvis man har en dårlig forståelse af det dennesidige livsengagements betydning, så har man nok også et dårligt kirke- og gudstjenestesyn, og omvendt. Jeg ser en nøje sammenhæng mellem det syn på livsengagementet, jeg præsenterer her, og så min insisteren på, at Folkekirken skal forstås som de døbtes legemlige fællesskab og gudstjenesten som re‑præsenteret frelseshistorie og dramatisk-dialogisk samvær med Gud. Man kan læse meget mere om alt dette på undersiderne ”Grundtvig”, ”Poetik”, "Mit eksistens-rum" og andre steder på nærværende side.

 

Hvordan skal vi kristne forstå forholdet mellem det særligt kristne, og så menneskelivet overhovedet? Og hvordan skal vi forstå menneskelivet hos vore ikke-kristne medmennesker og vort forhold til dem? Disse spørgsmål fandt jeg nogle meget vigtige svar på, da jeg i 1972 først læste Kaj Thanings mindre Grundtvig-bog ”For menneskelivets skyld” (udk. 1971) og dernæst selve disputatsen ”Menneske først” (1963). Og jo så hos Grundtvig selv. Hvad Grundtvig og poesien angår, kan jeg ud over, hvad jeg selv har nået at få skrevet, især henvise til Helge Toldberg, Flemming Lundgreen-Nielsen og Poul Borum.

 

Når jeg helt kort skal vise, hvad der ligger i ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”, anfører jeg som oftest det berømte vers fra ”Christenhedens Syvstjerne” (eller fra sangen ”Ingen har guldtårer fældet”):

 

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.

 

Her er det de meget vigtige Grundtvig‑begreber folk og fædreland, der specielt er blevet nævnt. Men det, der er selve anliggendet i denne strofe, gælder jo overhovedet alt, hvad der er indhold i vor tilværelse, alt, hvad der har betydning i vort liv.

 

Nogle hører det som ligefrem gudsbespottende, når det bliver sagt, at selve den kristne frelses-tale i sig selv er tom. Men man kan sammenligne det med, at den redningsslynge, der bliver sænket ned fra helikopteren til manden i havets store kolde bølger, jo også er tom. Hvilket ikke tager noget fra det store indhold, der ligger i, at helikopteren overhovedet kommer til stede - for slet ikke at tale om den redningsmand, der lader sig fire med ned til den nødstedte! Men også den betydning, der ligger i dette, bliver jo først fyldt helt ud, når det står klart, at den magt, der har sendt helikopteren, er den samme magt, som ligger under det liv, der bliver reddet. Frelsen kommer ikke fra en fjern, tilfældig og ukendt magt, men fra den Gud, der også er Skaberen. Derfor er det liv, vi lever uden for gudstjeneste, fromhedsliv og troslære (teologi), en del af vort forhold til vor frelses Gud, og derfor kan vi kun høre det fulde indhold i det, der lyder i gudstjenesten og teologien, når vi har denne betydnings-oplevelse med os.

 

Men selvfølgelig har den rene frelses-tale sin egen betydning. Der ligger unægtelig en stor åbenbaring af, hvem Gud er, i frelseshistorien! Og selve frelses-talen skal ikke fyldes op med ”hverdag”, så at Evangeliet mere eller mindre forsøges ekstraheret af hverdagslivet! Men så skal livs-oplevelsen eller livs-engagementet ude i livet mellem gudstjenesterne heller ikke overklistres med ”kristendom”. Det er en hovedpointe i ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”, at såvel gudstjenesten som livet mellem gudstjenesterne bliver respekteret og oplevet som det, de er, så det hele ikke bliver rodet sammen i et halvfromt og halvflovt miskmask.

 

Begrebet ”kulturåben kristendom” er heller ikke så godt. For den kristne er engagementet i livet mellem gudstjenesterne noget meget større og dybere end ”kultur”. Det samme gælder ordet ”kunst”. Meget af det, der betegnes med ordene ”kultur” og ”kunst”, har gennem historien været det rene ”pynt og blær”, først hos fyrsterne, senere hos borgerskabet. Og siden Anden Verdenskrig har man i Velfærdsdanmark forsøgt at udbrede dette til hele befolkningen, idet der også har været tale om ”kunst og kultur” som henholdsvis et højere velfærdsgode og en slags religionserstatning, eller i hvert fald som et afgørende middel i opdragelsen af befolkningen. At de kunstnere, der har været taget i tjeneste af fyrsterne, borgerskabet og velfærdssamfundet, i mange tilfælde har ydet noget langt dybere, er en anden sag.

 

Selv ordet ”poesi” bruger jeg som Grundtvig også kun af nød, fordi heller ikke jeg har kunnet finde en erstatning for det. Men jeg kan da godt citere en af mine aforismer (fra undersiden ”Aforismer”), hvor jeg - med henspillen på Clausewitz - bestemmer poesien som ”livets udvidelse med andre midler”.

 

 

Poetikken fra statholdermark-punktet af

 

Den nærmere udmøntning af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement foretager jeg i, hvad jeg kalder ”statholdermark-konceptet”, som dermed også bliver udgangspunktet for, hvad jeg forstår ved poetikken. Dette koncept bygger på Grundtvigs tale i Dannevirke-artiklen "Om Mennesket i Verden" om menneskets ”statholderlige”, dvs. på den ene side ”tjenerlige” og på den anden side ”kongelige”, stilling mellem Gud og verden (Danne-Virke II 164f). Men i mit koncept ses ”statholder-marken” som i første omgang hele verden eller nærmere betegnet hele den menneskelige eksistens’ sted, hvilket igen vil sige hele det område, den kristne kommer ud på, når han går ud af kirkedøren eller studerekammerdøren. Og så har han alt det, der er foregået inde bag disse døre, bag sig, hvilket betyder, at så er hele den mark, han skal ud og være konge over og engagere sig på, omgivet af Gud og kristendommen til alle sider - med tidens ende og Guds Rige som den yderste horisont.

 

Og så skal livsengagementet ellers finde sted ”uafvidende”. Det ligger jo i livsengagementets ”kristelige nødvendighed”, at der skal være tale om et helt frit og i og for sig forudsætningsløst forhold, en helt fri ”elskende og kendende forholden sig”, uden kristelig - eller anden, fx ideologisk - påklistring, og uden kristelig eller anden facitliste, for så vidt angår den erkendelse (i både vid og dyb forstand), der skal indholdsudfylde såvel den særlige kristne tale som gudsforholdet overhovedet.

 

Jeg forudsætter, at der trods Faldet er så megen ”skabthedskvalitet” i verden, at der er meget, man i praksis kan forholde sig ”elskende” til, og at det i hvert fald er muligt at konstatere så megen ”ontologisk rangorden” (Løgstrup), at man dels kan erkende skabthedskvaliteten midt i hele forvirringen, dels kan lade sin ”elskende forholden sig” få karakter af en skelnen mellem det, der ligger højt, og det, der ligger lavt i den ontologiske rangorden, om det så skal være med direkte kamp til følge. At der her også bliver tale om en særlig forudforståelse i forhold til den kristne frelses-tale, nævner jeg kun lige. Der er på sin vis megen ”herlighedsteologi” i dette, nemlig for så vidt som der også er tale om en udfyldning af herligheds-håbet.

 

Jeg siger ikke, at man ikke må skrive særlige kristne digte. Jeg siger bare, at de ikke hører til i det egentlige poetiske felt, men i stedet skal skrives og læses i forlængelse af gudstjenesten og teologien og altså ses som dele af det, man kalder fromhedslivet. Men der er selvfølgelig ingen, der helt kan glemme sin tro eller livsanskuelse. Jeg mærker da også selv kristendommens lys ude på min mark. Det afgørende er, at man bestræber sig på at gå til virkeligheden, som den foreligger. Når livsengagementet skal tjene som indholdsudfyldelse af den særlige kristne tale og af hele gudsforholdet, så er det altså virkeligheden, man skal engagere sig i; ellers får man jo ikke hentet noget nyt indhold ind.

 

Det her præsenterede koncept peger først og fremmest i retning af centrallyrisk symbolisme og modernisme eller tilsvarende. Men der vil jo i alle tilfælde, også de mest ”formelle”, tekstcentrerede, være tale om en form for liv. Og selv med det mest livs-poetiske og centrallyriske udgangspunkt vil man opdage, at når det kommer til det konkrete digt, begynder dette i en eller anden grad at leve sit eget liv. Ja, digtet og dets tilblivelsesproces har sit eget sted i hele det poetiske eksistensforhold, så at det ikke bare er i henholdsvis subjektet og objektet eller i det simple ”møde” mellem disse, eksistensens grund manifesterer sig, men også, og på en helt særlig måde i dette ”digtets sted”. Det eneste, der ikke er tilladt, er, at digtet - eller overhovedet den litterære poesi - kommer til at fungere som en slags pseudoreligion

 

På vandringen over statholder-marken frem mod poesien gælder det, at alt, hvad der er noget, må godtgøre sin virkelighed og betydning på ny. Og man kunne tro, at når bare man har en poetisk følelse og trang, vil der før eller siden ske noget, faktisk af sig selv. Men det viser sig, at uden teori bliver man også poetisk blind. Uden teori kan man længe gå - eller bare stå! - og stirre ud i faktisk en hvid tåge. Der kommer ikke noget ud af, bare at føle og se. Og selv om der godt kan skrives digte, som i og for sig er ren tydning, skal der også et minimum af ”forholden sig” til. Man kommer i den forbindelse ikke uden om det subjektive. Digtningen er virkelig ”naturen”, ja, ”virkeligheden” eller ”eksistensen” set af eller gennem et ”temperament”, en person, et subjekt. Den subjektive tilgang er en af måderne, hvorpå man kan få den hvide tåge til at opløse sig og give plads for struktur og mønstre.

 

Den teori, jeg nu har fået udviklet, og som udgør det i hvert fald nødvendige grundlag, er sådan set såre enkel. Den går ud på, at jeg er en person med en historie bag mig, det ”livs-rør”, som udgøres af min vej gennem rum-tiden, og hvis vægge udgør min berøring med virkeligheden indtil nu. Og dette livs-rør munder lige nu ud i mit punkt på statholder-marken. Det er som hele denne person, jeg ikke bare ser på virkeligheden omkring mig, men også forholder mig til den.

 

Men dertil kommer, at jeg er nødt til at operere med forestillingen om, at virkeligheden omkring mig og jeg selv bunder i den samme fælles grund. Og selv om det egentlig er ”forbudt” at sige det, ved jeg jo, eller tror jeg, at det er selve skabelses-grunden eller Logos-Kristus. Jeg må bare ikke sige det, og under ingen omstændigheder presse det ned over min poetiske aktivitet eller bruge det som facitliste. Forholdet kan i øvrigt også forstås helt naturalistisk. Rent naturvidenskabeligt set bunder alting jo også i det samme.

 

Hermed er der lagt op til en symbolisme i den forstand, at når jeg ser et motiv, sker det i en omfattende og dyb vekselvirkning med den måde, den fælles grund manifesterer sig på inde i mig selv. Men det, det gælder om, er at få set dybere og mere omfattende på den foreliggende virkelighed, hverken mere eller mindre. Der skal ikke være tale om et forsøg på transcendering af den foreliggende virkelighed. Der kan så være tale om en ren dybde-sening af et enkelt motiv, hvor motivet bliver ligesom et halvgennemsigtigt spejl, som dels spejler, hvad jeg har inde i mig selv (fra den fælles grund), dels lader mig se dybere ned eller ind i motivet. Men der kan også være tale om en mere kompliceret proces, hvori forskellige virkelighedsdele indgår i en krydspejling eller krydsbelysning.

 

Et helt særligt spørgsmål er, hvordan Grundtvig kan bruges som forbillede. Og her må man for det første sige, at enhver form for efterabning jo er særdeles ugrundtvigsk - også selv om det skulle gælde Grundtvig selv. Men for det andet er Grundtvig jo, hvad jeg kalder ”kirkelig og folkelig totaldigter”, hvilket betyder, at han har været digter på en både bredere og snævrere måde, end hvad jeg her taler om. Som teolog er Grundtvig et stort forbillede, men som digter er han det hovedsagelig, for så vidt som hans digtning ikke er ”kultur”, men ”liv”, og for så vidt som han er netop ”totaldigter” - om end altså på sin egen helt særlige, også i meget høj grad tidsbestemte måde. Men der kan på selv det mest moderne og minimalistiske grundlag godt kan ske en mere eller mindre udtrykkelig sammenfletning af digterens eget liv og den øvrige virkelighed. Den poetiske bestræbelse kan på mange forskellige måder være en stor personlig livs-proces, hvor man under sin fremrykning over marken udfolder sit eget og indoptager de ting, man møder på sin vej. Og hvis det bliver gjort på den rigtige måde, kan resultatet blive langt mere almengyldigt, end hvad der ofte er tilfældet, når digteren alligevel bare bevæger sig rundt i sit eget hjemmelavede univers.

 

”Mødet” er et helt centralt begreb i min poetik, nemlig mødet mellem den helt nøgne og tomme eller diffuse livsfølelse, og så virkeligheden udenfor, så at der kan ske en ud- eller opfyldelse og strukturering af livsfølelsen.

 

Man kan begynde i det rent kosmiske. Men man kommer ikke langt med den rene forholden sig til resten af det fysiske Kosmos. Man bliver nødt til at operere med, hvad jeg betegner som henholdsvis Eksistensen og eksistensen. Ved Eksistensen med stort forstår jeg hele den totale virkelighed, som er langt større, end hvad fysikken kan beskrive, og som jeg især oplever ved selve det at leve mit liv. Og ved eksistensen med lille forstår jeg min personlige del af Eksistensen. Alt - både inde i og uden for mig selv - er omfattet af min eksistens som person, på den måde, at det er inden for min eksistens’ rum, jeg oplever alting og forholder mig til alting.

 

Inden for et i grunden og i sit centrum centrallyrisk koncept, ligger det helt bogstavelig talt lige for at begynde med forholdet til den ikke-menneskelige omverden. Men det er klart, at selv den mest centrallyriske digter, i selv den mest subjektive forholden sig til i og for sig ikke-menneskelige naturmotiver, ved selve det at være i gang med at skrive et digt, optræder på i princippet hele menneskeslægtens vegne og henvendt til i princippet hele menneskeheden, ligesom det er klart, at det allerede i selve det netop skitserede eksistens-koncept først og fremmest er den fælles menneskelige eksistens, der er tale om. Hvortil kommer, at den natur, hvilket først og fremmest vil sige det landskab, der her i Danmark er tale om, er et menneskeskabt kulturlandskab, der meget stærkt vidner om den menneskelige aktivitet og den menneskelige historie.

 

Men de andre mennesker er man forbundet med på helt andre og helt anderledes nære måder, og det gælder lige fra de allermindste menneskelige delmotiver af og op til de allerstørste historiske forhold. Hvor der i forholdet til den ikke-menneskelige natur kun er tale om en fælles grund, er der i forholdet til ens medmennesker også, ja, først og fremmest, tale om et ”horisontalt” fællesskab oppe i det plan, hvor vi lever vort liv; man er på en helt anden måde inde i et fælles livs-rum. Men det er stadig livsfølelsesudfyldningen og livsudvidelsen, der er det afgørende. Så de menneskelige motiver spiller alligevel en rolle, der svarer ret meget til den rolle, de ikke-menneskelige motiver spiller.

 

Her slutter denne skitsering af de første skridt på vejen fra ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement” og frem mod poesien. Den videre udvikling af en poetik og poetologi er jeg allerede i gang med, og den vil fortsat blive præsenteret både her og der, ligesom jeg allerede er i gang med en produktion af de digte og andre tekster, som kommer til at indgå i den storstruktur, jeg betegner som mit "Totaldigt". Hvortil kommer den litteraturhistoriske side af mit samlede projekt (undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie").

 

Mine digte, aforismer og fragmenter vil fortsat blive sat såvel på undersiden "Litterære tekster" som på min Facebook-væg, i hvilken forbindelse de samles i en særlig note til min profil.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

POETIKKEN I NUMMEREREDE PUNKTER

 

NB! Da der nok med tiden vil blive flyttet rundt på punkterne, og da jeg også vil kunne henvise fra det enkelte punkt til et eller flere andre, må jeg lave en dobbelt nummerering, nemlig på den måde, at det første nummer er det aktuelle nummer og det andet det oprindelige. skrevet fx således: 007 / 013. Hvis der ikke er nogen afvigelse fra den oprindelige nummerering, vil det fx stå 012 / 012.

 

 

000 / 000. - Poesi er livets udvidelse med andre midler. - Dagens Facebook-aforisme, 31.01.10, den første tekst, der blev slået op på min "væg", efter at jeg var kommet i Facebook. - Denne aforisme er nu også denne undersides motto-aforisme.

 

001 / 001. - Nærværende poetik har to udgangspunkter eller et dobbelt grundlag, nemlig for det første min egen situation i 1961 og for det andet den "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", jeg dels er nået frem til i min egen udvikling som præst og teolog, dels har udvundet gennem min Grundtvig-forskning i årene 1972 til 2002.

 

002 / 002. - Om min egen situation i 1961 - og min egen udvikling derfra - kan man læse på undersiden "Erindringer" og på flere af de andre ovenfor nævnte undersider. Og der er selvfølgelig elementer i hele dette forløb og hele denne sammenhæng, der er af en så, ikke bare personlig, men også helt privat karakter, at jeg af hensyn til såvel læserne som mig selv ikke vil komme ind på dem. Når jeg alligevel ser mig nødsaget til at inddrage min egen person og mit eget livsforløb mere i denne poetik, end måske flere af mine læsere vil finde rimeligt, er det, fordi jeg dels har set mig stående ret alene over for såvel den aktuelle som den hidtidige kultur, dels helt fra begyndelsen af (1961) har stræbt efter noget, der var både andet og mere og andet og mindre, end hvad man sædvanligvis forstår ved kultur og litteratur. Jeg har af flere grunde set mig nødsaget til at begynde faktisk helt forfra, nemlig i et nihilistisk tomrum, som jeg følte ikke bare gjaldt mig selv, men også hele kulturen. Og så har jeg jo allerede i denne henseende i høj grad måttet lave tingene selv. Men dertil kommer, at det også ligger i min natur at sætte min egen person ind. Ikke for at udbrede mig selv og mit eget. Det har tværtimod vist sig, at der ikke er så meget at udbrede! Men fordi dette er den eneste måde, jeg kan forholde mig til virkeligheden på - i et åbent møde med den. Og denne ejendommelighed er på en mærkelig måde blevet styrket ved mit studium af Grundtvig og mit discipelforhold til ham - selv om der jo er tale om store forskelle, ikke bare i selve formatet.

 

003 / 003. - Den "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", som er det teologiske grundlag for min poetik, er skitseret i de to artikler øverst på denne side og mere udførligt behandlet på flere af de andre undersider, herunder "Kirke og teologi" og "Grundtvig" (samt jo i mine to Grundtvig-bøger "Fra drøm til program" og "Omkring Grundtvigs Vidskab"). Men den består helt kort sagt deri, at allerede selve ordet "Gud" er tomt, hvis det ikke forstås som "Himlens og jordens Skaber" og således som "indholdsudfyldt" af alt, hvad der er til, hele Kosmos med alt, hvad der er deri, herunder mig og alle andre mennesker gennem hele menneskeslægtens historie. Den foreliggende tilværelse er ganske vist mærket af Syndefaldet (uanset hvilket forestillinger man i øvrigt gør sig om det). Men der er mange elementer af skabelsens herlighed tilbage, og hvad Faldets virkninger angår, er det et langt stykke muligt er se en "ontologisk rangorden" i den foreliggende virkelighed. Herved bliver erkendelsen af den foreliggende virkelighed også i denne negative forstand en del af forudforståelsen for den særlige frelseshistorie. Men det afgørende i poetik-sammenhængen er, at oplevelsen og erkendelsen af den foreliggende virkelighed som (trods alt) Gud skaberværk også er en nødvendig indholdsudfyldelse af hele den særlige frelseshistoriske tale, hele teologien, hele gudstjenesten og så videre, ligesom hele gudsforholdet altså i høj grad leves i den foreliggende virkelighed. Jeg kan her også henvise til det allerførste afsnit i min første Grundtvig-bog (Fra drøm til program), hvor der jo udtrykkeligt også tales om, "hvilken betydning engagementet i livet her og nu har for gudsforholdet" (og for gudsrigesforventningen). Uden det "elskende og kendende" engagement i den foreliggende virkelighed bliver såvel allerede selve ordet "Gud" som hele den særlige kristne tale "tomme ord og lyde", og der bliver ingen almindelig indholdsfylde i mit gudsforhold.

 

004 / 004. - Det livsengagementets sted, jeg bliver sendt ud på fra såvel gudstjenesterummets kirkedør som det teologiske studerekammers dør, kalder jeg "statholder-marken" (se nærmere i de to artikler ovenfor og på flere af de andre undersider). Statholder-marken er den verdens mark eller det eksistensens sted, som har kristendommen bag sig og omkring sig og Guds Rige foran sig som sin yderste horisont, men hvor livsengagementet ellers sker "uafvidende", uden overklistring med kristendom og uden kristelig facitliste (for slet ikke at tale om andre former for ideologisk eller (pseudo)religiøs overklistring og facitliste). Denne i sig selv autonome, frie forholden sig til virkeligheden er jo nødvendig, hvis den betydningsudfyldning, teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement kræver, skal opnås.

 

005 / 005. - Det, teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement kræver, er livsengagementet overhovedet, med selve den helt elementære "livs-levelse" som det første og grundlæggende. Og i "engagement" ligger jo også såvel en almindelig fordybelse som et element af "refleksion". Den enkelte kristne kan altså for så vidt godt nøjes med at leve sit liv helt elementært mellem gudstjenesten - og på baggrund af et minimum af troslære og "fromhedsliv". Men selv det mest elementære menneskeliv vil jo på en eller anden måde (om end nok så indirekte og gennem nok så mange formidlingsled) være præget af kulturen og dermed af poesien. Det, jeg siger i aforismen om poesien som "livets udvidelse med andre midler", gælder altså begge veje. Der er ingen skarp grænse mellem pdes. den allermest elementære livsfordybelse og -refleksion og pdas. den særlige udvidelse og forlængelse, som udgøres af poesien i både meget vid og helt speciel forstand. Derfor har mit samlede hovedprojekts arbejdstitel da også i mange år været "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". Og det er den samme forståelse, der ligger bag min - også på Grundtvig henspillende - betegnelse af i hvert fald store dele af projektet som "Mit total-digt". - Men herefter vil jeg koncentrere mig om "den særlige poesi og poetik", dog såvel i meget bred "livs- og totalpoetisk" forstand som i helt særlig og snæver "litterærpoetisk" og poetologisk forstand.

 

006 /006. - Den poetiske proces begynder med, at jeg står i mit punkt på statholder-marken (se ovf. og på de andre undersider). I og for sig er det et helt udstrækningsløst punkt på en på sin vis tom - eller bedre: endnu diffust tåget - mark, kun med mig selv og min, også diffuse, livsfølelse og "med min længsels tomme skål i hånden". Min udgangssituation er på sin vis nihilistisk. Biografisk set helt nihilistisk, men principielt "kulturnihilistisk", nemlig i den forstand, at selve den kristne tros overvindelse af den store nihilisme ikke, og da slet ikke uden videre, ophæver den kulturelle nihilisme. Der ligger også en stor kulturkritik i kristendommen. Det afgørende er her, at allerede den (kultur)nihilistiske baggrund, tilsiger, at der i princippet skal begyndes forfra med alting. Men det ligger jo også på en helt positiv måde i teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", at der skal begyndes helt forfra, så at alt selv må godtgøre sin virkelighed og betydning på ny.

 

007 / 007. - Men det første, der viser sig - eller må indses eller tages til efterretning - er, at "statholder-marken", eksistensens mark, livsengagementets sted, jo ikke er tom. Uanset al teoretisk nihilisme og i øvrigt al anden teori er Kosmos til og omkring mig i al sin virkelighed. Jeg er altså - i hvert fald i udgangspunktet - helt naivrealistisk. Og det gælder såvel for så vidt angår mig selv som person og subjekt, som for så vidt angår hele Kosmos i øvrigt. I denne realisme ligger også, at Kosmos, inkl. hele menneskeslægten og mig selv, uanset alle menneske-teorier i grunden er, hvad det altid har været, så at der altså i grunden og principielt kun er én virkelighed. - Jeg forholder mig altså kritisk og skeptisk til hele den modernistiske skepsis over for såvel subjektet (Jeg'et, personen) som objektet (omverdenen, virkeligheden omkring os). Dette vil jeg komme meget ind på i "Min lyrik- og poetikhistorie".

 

008 / 008. - Og min egen position er heller ikke et udstrækningsløst punkt. Ligesom Kosmos overhovedet er til og har sin historie, er jeg til som person og som Jeg - med en historie. Jeg siger det på den måde, at i det punkt, jeg står på ude på statholder-marken, udmunder (altså, rumligt set, "nedefra") mit "livs-rør", dvs. det "rør", mit livs passage gennem rum-tiden har trukket, og hvis vægge udgør min direkte berøring med virkeligheden omkring mig indtil nu. Samtidig er mit livs-rør jo også selve min egen historie som person. At jeg så også - i udgangspunktet for min særlige poetiske proces - skal forholde mig på ny til hele mit eget livs-rør, ændrer intet ved dette.

 

009 / 009. - Jeg står altså som den person, det Jeg, det "temperament", jeg er, med hele det øvrige Kosmos omkring mig og med hele min egen historie bag mig. Og som sådan er jeg "opfyldt" af livsfølelse og livs-længsel. Hvor jeg sætter "opfyldt" i anførselstegn, fordi der jo i høj grad er tale om nærmest det modsatte! Det, jeg er "opfyldt" af, er i hvert fald først og fremmest, dvs. i udgangspunktet, selve min personlige livs-vilje og selve min, i udgangspunktet helt diffust varme, livs-følelse. Og jeg står med min længsel efter det møde med virkeligheden, der på en gang skal opfylde og strukturere min følelse. Dette udtrykker jeg billedligt ved, at jeg står med "min længsels tomme skål" i hænderne og rækker den frem i håb om, at der af sig selv vil ske det, at skålen løber fuld.

 

010 / 010. - Men der sker ikke noget, så længe jeg bare "står med min længsels tomme skål i hænderne". Jeg ser ikke engang marken som tom. Jeg ser snarere alt omkring mig som en stor diffus hvid tåge. Eller jeg kommer til at se mit eget spejlbillede overalt - som sad jeg inde i en sølvbelagt glaskugle. Sådan har det i hvert fald rent biografisk været for mig. Og jeg vil tro, at de talenter, for hvem det er gået anderledes, har haft i hvert fald et tilstrækkeligt minimum af "teori", også modtaget gennem forbilleder og de kulturelle omstændigheder. Jeg vil lade stå hen, hvordan forholdet er mellem (størrelsen af) talentet som sådant og "omstændighederne". I mit eget tilfælde har det været sådan, at jeg har måttet bruge næsten hele mit liv, herunder min Grundtvig-forskning og store dele af mit teologiske studium, på at få tilvejebragt det nødvendige teoretiske grundlag. Mit aforistiske motto er i denne forbindelse: "Uden teori er også poesiens øje blindt".

 

011 / 012. - Den teori, som har sat mig i stand til at komme videre, kan skitseres således: Der må et vist minimum af aktivitet til, hvis den diffuse tågethed skal brydes. Min længsels tomme skål må vendes, så den bliver til en (søge)parabol. Og der skal være et minimum af "forholden sig" i min "se-ning". Dette har jeg andre steder udfoldet i en mere udførlig tale om søgningen og dens søge- og styresystemer, altså fx på den måde, at parabolen også bliver brugt (aktivt) som "radar". Men jo så videre på den måde, at såvel den passive parabol som den aktive radar bliver styret af en "computer", der hele tiden opdateres med søgeresultater og hele tiden søger videre således opdateret. Men dette er jo endnu kun en søgning med henblik på opnåelse af et billede af virkeligheden - og videre en ren tydning deraf. Der skal også være tale om, hvad jeg kalder en "forholden sig", ja, "en elskende og kendende forholden sig". Jeg kan måske sige det på den måde, at tydningen skal være en "varm" tydning. Eller en tydning, der på en eller anden måde indgår i et forhold. - Herved kommer også min egen person, jeg selv som subjekt, mit eget Jeg, mit eget temperament, ind i billedet. Tågens diffusitet bliver også brudt derved, at den ikke bare forsøges set i den helt store almindelighed, men forsøges set af mig. Den bliver set "gennem et temperament" hvorved der jo samtidig bliver tale om en "betragtning" ikke af verden overhovedet, men af "et hjørne af naturen (la création)". Det rette talent ville måske kunne gå direkte over til selve digt-processen på grundlag af allerede dette. Men der er jo under alle omstændigheder også mere at sige.

 

012 / 012. - Når der skal laves poetik, er det ikke nok, kun at tale om pdes. mig som menneske-organisme med jeg-bevidsthed, og så pdas. det øvrige Kosmos. - Hele kristendommen ligger udtrykkeligt bag og omkring (og uden foran) statholder-marken. Men statholder-markens virkelighed må udtrykkeligt ikke "overklistres med kristendom". Der er altså i udgangspunktet faktisk tale om en rent fysisk forståelse af Kosmos - med mig som en del. For det kan jeg jo ikke nægte. Jeg ville jo fx ikke sidde og skrive dette, hvis jeg ikke var en levende person med bevidsthed, vilje og følelse. Men jeg har jo i udgangspunktet ikke nogen teori om det, andet end at der i mig er tale om en del af Kosmos, der ser på resten, eller at Kosmos i mig ser på sig selv (hvilket sidste dog allerede er temmelig metafysisk). Selv i bedste fald kan dette virkelighedsbillede som sådant altså ikke give anledning til nogen poesi. - Når jeg i udgangspunktet helt må afholde mig fra at operere med andet end det rent fysiske Kosmos, må jeg naturligvis også afstå fra at operere med en særlig "humanisme" eller med "sproget" som en slags metafysisk størrelse eller instans, eller som en størrelse eller instans, jeg så at sige henter "out of nowhere" (hvad mange humanister efter min mening gør).

 

013 / 013. - Jeg bliver nødt til at operere med mere end blot et rent fysisk forstået Kosmos, hvoraf jeg er en del. Og så kan man for min skyld godt sige, jeg alligevel opererer med noget særligt "humanistisk". Der er dog den afgørende forskel, at jeg for mit vedkommende udtrykkeligt opererer inde på en mark, der er omgivet af kristendom til alle sider, så at jeg altså ikke skal bruge min "humanisme" som religionserstatning. Men selv når jeg prøver at se bort fra min kristne tro, vil jeg mene, at den "humanisme", jeg måtte (prøve at) operere med, ville være anderledes end den humanisme, jeg mener de egentlige humanister opererer med, eller i hvert fald en hel del af dem. Det kan da godt være, netop de humanister, jeg især åbner op for samarbejde med, idet jeg sidestiller dem med Grundtvigs "naturalister med ånd", ser på disse forhold på en måde, der meget svarer til min. Men det er underordnet. Det er hverken erkendelsesteori eller verdensbillede som sådan, jeg her arbejder med, men faktisk kun en "poetisk arbejdshypotese". Eller det er i hvert fald tilstrækkeligt, at jeg betragter det som en sådan. For hvis denne hypotese er frugtbar i den snævrere poetiske sammenhæng, er den nok også i det hele taget en god hypotese, altså også en god eksistentiel hypotese.

 

014 / 014. - Jeg tager udgangspunkt i selve den elementære livserfaring og postulerer på grundlag heraf, at det er nødvendigt at operere med hhv. Eksistensen (med stort) og eksistensen (med lille) dvs. med for mit vedkommende min egen personlige menneske-eksistens. Og derved forstår jeg virkeligheden som større, end hvad fysikken kan beskrive. Jeg tillægger med andre ord min elementære hverdagserfaring som menneske en virkelighed, der er lige så virkelig som den rent fysiske virkelighed. Og på grundlag heraf opererer jeg altså med henholdsvis Eksistensen og min egen personlige eksistens (som del af (menneske-)Eksistensen overhovedet. Om det så blot skal regnes for et postulat. Og inden for denne forståelse bliver det på en helt anden måde muligt at drive poetik - som eksistens-livets "udvidelse med andre midler".

 

015 / 015. - Inden for denne "eksistens-forståelse" opererer jeg med tre "manifestationspunkter", nemlig som punkter, hvor Eksistensen (herunder det fysiske Kosmos) manifesterer sig: 1. Min egen person. - 2. Virkeligheden omkring mig. - 3. Digtet (eller overhovedet den særlige poetiske aktivitets punkt). Der er tale om punkter, hvori Betydningen manifesterer sig. - Og selv om det strider mod mit "statholdermark-dogme" (jfr. dogmefilmenes dogmebegreb), kan jeg jo ikke lade være at tænke på, at for mig som kristen er den grund-betydning, der her er tale om, jo intet mindre end den grund-betydning, der som sin dybeste grund har intet mindre end "Kristus-Logos" (jfr. Johs. 1,1-3; 1. Kor. 8,6; Kol. 1,16f; Hebr. 1,2 og den "nikænske" trosbekendelses "ved hvem [Kristus] alt er skabt"). Men allerede i den rent fysiske forståelse af virkeligheden (Kosmos) ligger jo, at alt har en fælles grund, som altså manifesterer sig i Jeg'et, Jeg'ets omverden og "digtet". Og det samme gælder, for så vidt angår Eksistensen, uanset kristendommen. Det afgørende er, at jeg i min poetik kan operere i såvel Eksistensens store (større end fysikken) rum som min egen personlige eksistens' rum, i praksis i det sidste som del af Eksistensens store rum.

 

016 / 016. - Det grundlæggende og afgørende er, at der i eksistens-rummet som et særligt poesiens rum (i både videste og snævreste forstand) sker et møde mellem pdes. mig og min livsfølelse og pdas. virkeligheden i øvrigt. (At jeg selv, min egen virkelighed som person og mit eget livs-rørs virkelighed, også kan komme til at stå som "objekt" i den poetiske proces, hører også med her; min egen person kan så at sige være både subjekt og objekt). Det helt afgørende er, at min længsel og følelse bliver ud- og opfyldt og struktureret i mødet med virkeligheden overhovedet. Og jeg må her skelne mellem dette møde overhovedet, og så det særlige møde i den særlige poetiske proces, ja, helt særligt i digt-processen (såvel processen frem mod som processen i digtet, idet jeg i disse sammenhænge stort set nøjes med at tale om det lyriske digt).

 

017 / 017. - Der kan i det møde, der både eksistentielt, stor-poetisk og litterær-poetisk er tale om, være tale om en (stort set) ren og simpel betydnings-udfyldning, altså om en (stort set) rent tydende poetisk aktivitet (dog nok altid med i det mindste et element af "forholden sig"). Det er heller ikke til, sådan lige at skelne. Der vil jo altid være engagement og forholden sig i enhver tydning, som virkelig er tydning. Men der kan også være tale om noget mere aktivt, ja, noget mere selvudfoldende og handlende, ja, "skabende". (Jeg er meget forsigtig med ordet og begrebet "skabende"; verden er jo skabt, og jeg er ikke Gud. Men der ligger jo i statholdermark-konceptet i det mindste det, at mennesket som "statholder" vel er tjener i forhold til Gud, men så konge i forhold til den mark og alt, hvad der er på den, som han er sat til at forvalte - og til at engagere sig på og i. Og der ligger jo også i gudbilledligheden et element af i denne forstand "Herrens medarbejder". Og det er vel at mærke ikke "dogmestridigt", at jeg gør mig disse overvejelser her. Det drejer sig jo netop om selve definitionen af, hvad statholder-marken er, og jeg på den. Ligesom poesien ikke må blive religionserstatning eller pseudoreligion, må digteren heller ikke overskride sin statholder-status.

 

018 / 018. - Med den rette forsigtighed i forhold til de "dogmer", der ligger i statholdermark-konceptet, og i det hele taget den rette ydmyghed, bliver jeg nødt at se den stor-, ja, totalpoetiske, proces som i høj grad også en selvudfoldelsesproces og en skabende proces. For når jeg netop siger "livets udvidelse med andre midler", går det jo ud over den rene "tydning", også ud over den rent "tydende forholden sig" - eller "forholdende sig tydning". Men at "mødet" er det afgørende, gælder stadig. Der kan altså ikke, i hvert fald ikke kun, blive tale om hverken den rene selv-projektion eller den rene selv-udfoldelse. Men livet er altså først og fremmest mit liv, så allerede og alene af den grund må "livets udvidelse" også indebære selvudfoldelse. Men ligesom jeg ikke bare kan projicere og udfolde mig selv ud i det tomme rum, kan jeg heller ikke påtrykke mig selv hele virkeligheden uden for mig. Ja, selv om jeg vil se min egen udfoldelse ud over statholder-marken som en slags erobrende fremrykning, vil der blive tale om en udfoldelse og omfatning, der resulterer i, at jeg selv og mit eget bliver fyldt med ny virkelighed. Desuden er det, der er inde i mig selv heller ikke kun "mig selv". Det allermeste af det er jo kommet ind udefra, gennem mit livs-rørs vægge under min passage gennem rum-tiden. Hvis jeg altså forstår "livets udvidelse" som udvidelsen af livet overhovedet, med mit eget liv som en, godt nok for mig helt særlig, del deraf, kommer disse forhold ikke til at udgøre noget problem.

 

019 / 019. - Såvel hele Totaldigtet (mere om det senere og på undersiden "Mit eksistens-rum. / Mit total-digt") som summen af almindelige digte og tilsvarende tekster og det enkelte digt og den enkelte anden slags tekst vil altså få karakter af ikke bare en tydning, men også en manifestation. Jeg taler i denne forbindelse gerne om, at livet bliver udvidet gennem en manifestation eller slags realisering af det hidtil blot mulige, det, der hidtil har ligget som en "blot mulig" del af virkeligheden, men altså del af virkeligheden.

 

020 / 020. - Selve den digteriske proces kan deles op i to dele eller faser, nemlig for det første processen frem mod digtet og for det andet processen i digtet (den proces, hvori digtet som sådant begynder, også at "leve sit eget liv" og dermed bliver til det særlige "tredje manifestationspunkt"). Men det er naturligvis ikke til at skelne skarpt mellem den første og den anden fase. Det helt særlige ved det, at digtet begynder at leve sit eget liv, er, at selve ordene som sådanne og selve digtets struktur (i alle de deri liggende henseender) begynder at spille en mere eller mindre selvstændig rolle. Dog ikke helt selvstændig! Jeg ser aldrig digtet, i hvert fald ikke mit eget centrale digt, som en helt selvstændig struktur. - Både her i poetikken og i min litteraturhistorie vil jeg komme nærmere ind på hele "virkelighedsforholdet", såvel hvad angår sproget overhovedet, som hvad angår digtet i særdeleshed.

 

021 / 021. - De "elementer", der indgår i den digteriske proces, er vel først og fremmest: 1. Motivet/motiverne/motiv-komplekset. - 2. Dybde-seningen (eller forsøget derpå) i selve det enkelte motiv eller motiv-kompleks. - 3. De associationer eller konnotationer olgn., der sprogligt eller måske på anden måde melder sig i forbindelse med eller ud fra det objekt, der er blevet motiv (eller måske bare er ved at blive motiv). - 4. De betydningspunkter eller -toppe, der fremtræder som følge af associations- eller konnotationsprocessen eller måske på anden måde videre melder sig. - 5. En kryds-pejlingsproces mellem det/de oprindelige motiv(er) og de punkter eller toppe, der senere melder sig (behandles videre i et senere punkt). - 6. En tilsvarende kryds-belysnings-proces (behandles videre i et senere punkt). - 7. Forskellige andre elementer, som efterhånden kommer frem. Heri ligger, at den videre poetik i høj grad vil fremkomme i en vekselvirkning mellem selve arbejdet med de konkrete digte og de videre teoretiske overvejelser. - De her anførte underpunkter vil nu blive særskilt behandlet i de følgende hovedpunkter.

 

022 / 022. - Motivet/motiverne/motiv-komplekset er den eller de ting eller andre virkelighedsdele (fx menneskelige situationer og forløb), der enten mere eller mindre uvilkårligt melder sig selv som et "objekt", der kommer til at fremtræde som motiv, eller bliver fundet gennem "søgningen". Her er der igen ingen skarp grænse. Det, der "uvilkårligt" eller som "inspiration" måske nok sådan set "melder sig selv", kan jo godt gøre dette som resultat eller følge af en lang proces med søgning og tænkning m.m. Ikke et hvilket som helst objekt er naturligvis et motiv. Den ting eller den virkelighedsdel, der kommer til at fremstå som motiv, må på en eller anden måde fremtræde som et objekt, der er "interessant" i hele søgeprocessens, ja, hele det poetiske projekts sammenhæng.

 

023 / 023. - Dybde-seningen (eller forsøget derpå) i selve det enkelte motiv eller motiv-kompleks. - Det er et vigtigt spørgsmål, hvor langt man kan komme ved selve det at se - eller "se" - på et enkelt motiv-objekt. Man kommer jo ikke til at se dybere i noget ved selve det at "stirre" på det. (Jfr. her også Grundtvigs særlige, negative, brug af netop ordet "stirre"). Man må vel sige, at selve den isolerede betragtning af et objekt ikke giver andet end, hvad man kunne kalde "leksikalske" oplysninger om det. Betragtningen af et træ kan fx føre ind i fremdragelsen af biologiske og geologiske fakta. Men jo også historiske (jfr. hvad jeg tidligere har sagt om landskabet som også et historisk, kulturelt og "folkeligt" fænomen). Men på den anden side har jeg jo allerede i selve den for så vidt isolerede "betragtningssituation" en hel del inde i mig selv, som "motiv-objektet" kan "vekselvirke" med. Igen er der dog ikke nogen skarp grænse. Blandt andet af den grund, at det meste af det, jeg har inde i mig selv, jo (som allerede sagt) på et eller andet tidspunkt er kommet ind i mig udefra (gennem mit livs-rørs vægge).

 

024 / 024. - De associationer eller konnotationer olgn., der sprogligt eller måske på anden måde melder sig i forbindelse med eller ud fra det objekt, der er blevet motiv (eller måske bare er ved at blive motiv). - Det er naturligvis vanskeligt, på forhånd at sige mere om den proces, der her er tale om. Allerede det er netop noget af det, der må vise sig i løbet af hele den stadige vekselvirkningsproces mellem arbejdet med de konkrete digte og den videre teoretiske poetik-udvikling. Se videre i de følgende punkter om betydnings-punkter og -toppe og kryds-pejlingen og kryds-belysningen.

 

025 / 025. - De betydningspunkter eller -toppe, der fremtræder som følge af associations- eller konnotationsprocessen eller måske på anden måde videre melder sig. - Disse punkter eller toppe kan måske betegnes som nye dele af motiv-komplekset. De indgår i et helhedsbillede - og i hhv. en kryds-pejlings- og en kryds-belysnings-proces.

 

026 / 026. - Kryds-pejlingsprocessen er måske - til forskel fra kryds-belysningsprocessen - af mere "horisontal" karakter. Den får vel først og fremmest placeret motiv-objektet i en "horisontal" betydnings-sammenhæng. Hvori også ligger, at denne pejling kan føre frem til nogle af de endnu blot mulige dele af virkeligheden ude bag horisonten. I et digt fra februar 2012 taler jeg om dette som "poesiens trigonometri". Mere er der vist ikke at sige om dette på forhånd.

 

027 / 026. - Krydsbelysningsprocessen er vel også "horisontal". Men jeg er i hvert fald indledningsvis især kommet til at se den som noget, der svarer til, hvad der sker, når man ved hjælp af et antal spejle koncentrerer sollyset i et enkelt punkt. En af effekterne af denne kryds-belysning kan i hvert fald være, at der ligesom bliver brændt dybere ned i eller ind i det motiv-objekt, der bliver udsat for den. Og dette er noget andet end den ovenfor omtalte "poesiens trigonometri", som kryds-pejlingen udgør. - Måske er sondringen mellem kryds-pejling og kryds-belysning mere eller mindre vilkårlig. Og jeg må under alle omstændigheder igen sige, at nærmere vil fremgå af den videre vekselvirkende fremrykning ad henholdsvis den digteriske praksis-akse og den teoretiske poetik-akse. - Dette gælder naturligvis i det hele taget, altså også for så vidt angår de "forskellige andre elementer", der således efterhånden vil komme frem.

 

028 / 028. - Når det kommer til selve digtet, gælder det også om, at dette som sådant (med alt, hvad der i enhver henseende kommer til at manifestere sig i det) kommer til at fremkalde den følelses- og livsudvidelse i både mig selv og læseren, der svarer såvel til den del af virkeligheden, som min egen længsel er, som til virkeligheden overhovedet. Det skal altså ikke være en hvilken som helst forhøjelse af følelsens temperatur. Det, jeg her tænker på, er, at digtet ikke bare skal være en manifestation, men samtidig dermed og i kraft deraf også i sin måde at være skrevet på skal sigte mod af fremkalde denne følelses- og livsudvidelse. Ja, jeg tænker i hvert fald lidt på Edgar Allan Poes beskrivelse af tilblivelsen af sit digt "The Raven" i "The Philosophy of Composition" (1846).

 

029 / 029. - Den 16. august 2012 fik jeg denne aforisme - som nu er nærværende teksts motto-aforisme 2: "En digter er en, der ser ting, de andre ikke kan se, og viser dem dem". Den bliver/blev senere sat på hhv. min Facebook-væg og undersiden "Aforismer", men når den straks er blevet sat på her, er det, fordi den et meget langt stykke besvarer nogle spørgsmål, jeg længe har stillet mig, nemlig for det første det spørgsmål, hvorfor jeg i hvert fald fra o. 1958 har haft en eller anden form for ønske om, selv at blive digter (eller noget i den retning), og for det andet det spørgsmål, hvad det er der siden tidernes morgen har ligget i såvel digternes egen som de andres opfattelse af digterrollen. I tidernes morgen var digteren vel dels en åbenbaringsmodtager og formidler af åbenbaring (bredt religiøst forstået), dels en fortæller, der kunne berette om krigs- og andre bedrifter - og sige noget om kærligheden (det erotiske). Religion (tilværelsforståelse), bedrift og sex er nok de tre dimensioner, digtekunsten altid har bevæget sig i. Og fx den mere almindeligt samfundsmæssige dimension har så efterhånden udskilt sig fra især den religiøse og bedriftsmæssige dimension. - I den senere kristne sammenhæng blev den religiøse rolle anderledes end i den hedenske sammenhæng. Og i den mere eller mindre post-kristne tid, vi i århundreder har befundet os i, blev digtningen i vidt omfang en erstatning for kristendommen, enten i, hvad man så som en "videreudvikling" af den, eller som en egentlig afløsning af den forkastede kristendom. Og digterne blev således en slags "præster". Der er naturligvis alle mulige grader i dette. Og det er klart, at jeg i min poetik må afvise synet på og brugen af digtningen som religionserstatning, ligesom jeg i hvert fald må forvise en mere eller mindre propagandistisk politisk digtning til poesiens periferi. Men med min nye aforisme udtrykker jeg, at jeg godt kan se mine egne poetik- og poesi-forsøg som omfattet af den definition, der ligger i den, og altså dermed også kan se mine egne forsøg på at optræde i digterrollen som omfattet deraf. Det gode ved denne definition er jo, at den omfatter alt, lige fra de helt store religiøse indsigter eller åbenbaringer til de bare lidt dybere ind-blik i hverdagens ting og begivenheder. Og at jeg for mit vedkommende afviser og i hvert fald selv afstår fra at bruge poesien som religionserstatning (men holder den på min jo så til gengæld nøje kristeligt definerede "statholder-mark"), ændrer intet ved dette. Det allervigtigste ved aforismen her, er ikke, at den definerer digteren som en "seer" (i altså meget vid forstand), men at den også definerer digterens rolle i samfundet og i det menneskelige fællesskab overhovedet. En digter er en, der selv har både trangen og evnen til at "se", og som også har trangen til at give det, han har "set", videre, og en, hvis evner og produktion efterspørges af de andre, hvorved han får en helt særlig social rolle og position. Det er denne funktion og denne position, der i al vaghed har stået som ønskværdig for mig, siden jeg var ca. 15 år gammel - med udgangspunkt i og på baggrund af den arv fra 1800-tallet, der lå i luften, da jeg var barn, både i, hvad jeg kunne opfatte af, hvad de voksne i mine omgivelser sagde, og i, hvad der blev formidlet i skolen, lige fra 1. klase af og til 3. g. - Men hvor central denne definition end er, omfatter den ikke alt, hvad der ligger i det poesi-projekt, jeg arbejder i nu. Her er der også tale om forskellige former for "forholden sig" og aktivitet, lige fra den simple udfoldelse af, hvad jeg har i mig selv, og ud til grænsen mod det rent programmatiske. Men hvis såvel hele aforismen som ordene "ser" og "viser" forstås i den allervideste betydning, kan den sådan set alligevel godt omfatte det hele. - Jeg henviser til alle mine overvejelser om "totaldigtet" og til de yderligere betragtninger, der nok vil komme i forlængelse af dette punkt.

 

-  -  -

 

Her vil jeg nok indtil videre - og i hvert fald stort set - blive stående, for så vidt angår de egentlige poetik-overvejelser! Jeg vil i stedet koncentrere mig om henholdsvis forsøgene med, nu for alvor at producere egentlige digte, altså digte, der ikke bare handler om det at skrive et digt eller ikke bare er nogle punkter på vejen frem mod at skrive et digt, der virkelig bliver et "manifestationspunkt" i den forstand, jeg ovenfor har talt om, ja, virkelig kommer til at bidrage til den livsfølelsesudfyldning og livsudvidelse, jeg ovenfor har talt om, og altså til realiseringen af hele projektet "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement" eller til produktionen af hele "Totaldigtet". - Jeg må i denne forbindelse understrege, at den "motiv-søgning", jeg gentagne gange taler om, i høj grad er styret af de, ganske vist meget diffuse "kvalitets-krav", der har ligget i hele min bestræbelse på at både opleve og udvikle noget nyt tilbage for 1961 af. I hvilken forbindelse man altså ikke må glemme, at mit engagement i teologien, præstetjenesten og Grundtvig-forskningen har været afgørende dele af denne proces. Det er altså langtfra sådan, at der intet er sket og jeg intet har fået lavet siden 1961. Hvis man regner mit kirkelige program med (som det helt overordnede), og hele "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", kan de skitser og forsøg, der foreligger nu, godt danne grundlaget for en god videreførelse af den måde, vi indtil nu har levet som kristne på her i Danmark, eller, om man vil, en ny "kristelig kultur" - oven i købet på en måde, der også er åben for kulturelt samarbejde med de ikke-kristne, der ønsker det og kommer ud på det fælles torv med en tilsvarende åbenhed. Jeg skal dog selv være den første til at sige, at jeg burde være nået endnu længere nu. Men lad os nu se!

 

 

 

*  *  *      *  *  *

 

 

 

MIT EKSISTENS-RUM

eller

MIT TOTAL-DIGT

Version II

Begyndt 18.05.10

 

Bent Christensen

 

 

NB! Jeg gør opmærksom på, at nedenstående skal betragtes som et historisk dokument, der viser status november 2012, for så vidt angår denne side af mit projekt "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". - Se nu (fra december 2012) den nye underside "Mit Totaldigt".

 

 

-  -  -

 

 

Denne underside er - for så vidt angår version I (som nu står nederst, efter version II) - oprettet 13.01.09.

 

Version II (som begynder her øverst) er oprettet 18.05.10

 

Version II er senest opdateret 08.11.12: Visse, foreløbige, ændringer af for det meste rent "teknisk" karakter (typografisk, opstillingsmæssigt m.m.), men også med en vis, foreløbig, forbedring af teksten, herunder både sletninger og tilføjelser.

 

Se desuden undersiderne "ERINDRINGER", "POETIK", "POETIK FØR OKTOBER 2011", "LITTERÆRE TEKSTER", "MIN LYRIK- OG POETIKHISTORIE" og "PROGRAM"!

 

 

-

 

 

Mit eksistens-rum (2)

 

Eller:

 

MIT TOTAL-DIGT (2)

 

 

En ny version, som afløser version I, og som vil få mere karakter af "Total-digt" eller i hvert fald samlet produkt.

 

 

______

 

 

 

INDHOLD

 

De overskrifter, der endnu ikke er nogen ny tekst til, står med petit.

 

INDHOLD I VERSION II (øverst)

 

DEL 0 - INDLEDNINGER (til Version II)

 

INDLEDNING 1 - Livsengagement og poesi. En præsentation af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra udgående punkter på vejen mod en poetik

 

INDLEDNING 2 - Ny, foreløbig, indledning til Version II

 

INDLEDNING 3 - Oprindelig indledning til Version II

 

 

DEL I - FRAGMENTER

 

1 Fragmenter A - Livs- og litterærpoetiske betragtninger

 

2 Fragmenter B - Betragtninger overhovedet

 

3 Fragmenter C - Historiske betragtninger

 

 

NOTER

 

FORKORTELSER

 

- -

 

VERSION I

 

Står nederst, efter Version II. Se indholdsfortegnelsen dér.

 

 

 

______

 

 

 

INDLEDNINGER (til Version II)

 

INDLEDNING 1 - Livsengagement og poesi

 

En præsentation af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra udgående punkter på vejen mod en poetik

 

Det teologiske grundlag for det koncept, jeg her præsenterer, er den "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", jeg har fundet - og fundet bekræftelse på - hos Grundtvig og har skrevet om i "Fra drøm til program" (1987) og "Omkring Grundtvigs Vidskab" (1998), idet der naturligvis har været tale om en vekselvirkning med hele min pastorale erfaring og mit teologiske studium i øvrigt, fx af Walther Zimmerlis bog "Die Weltlichkeit des Alten Testaments" (1971). Og der har i alt dette vist sig en sammenhæng, gående begge veje, mellem denne teologi, og så kirke- og gudstjeneste-synet, nemlig i den forstand, at det i hvert fald ofte er sådan, at hvis man har en dårlig forståelse af det dennesidige livsengagements betydning, så har man nok også et dårligt kirke- og gudstjenestesyn, og omvendt. Jeg ser en nøje sammenhæng mellem det syn på livsengagementet, jeg præsenterer her, og så min insisteren på, at Folkekirken skal forstås som de døbtes legemlige fællesskab og gudstjenesten som re‑præsenteret frelseshistorie og dramatisk-dialogisk samvær med Gud. Man kan læse meget mere om alt dette på undersiderne "Kirke og teologi", "Grundtvig", "Poetik" og andre steder på nærværende side.

 

Hvordan skal vi kristne forstå forholdet mellem det særligt kristne, og så menneskelivet overhovedet? Og hvordan skal vi forstå menneskelivet hos vore ikke-kristne medmennesker og vort forhold til dem? Disse spørgsmål fandt jeg nogle meget vigtige svar på, da jeg i 1972 først læste Kaj Thanings mindre Grundtvig-bog "For menneskelivets skyld" (udk. 1971) og dernæst selve disputatsen "Menneske først" (1963). Og jo så hos Grundtvig selv. Hvad Grundtvig og poesien angår, kan jeg ud over, hvad jeg selv har nået at få skrevet, især henvise til Helge Toldberg, Flemming Lundgreen-Nielsen og Poul Borum.

 

Når jeg helt kort skal vise, hvad der ligger i "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", anfører jeg som oftest det berømte vers fra "Christenhedens Syvstjerne" (eller fra sangen "Ingen har guldtårer fældet"):

 

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.

 

Her er det de meget vigtige Grundtvig‑begreber folk og fædreland, der specielt er blevet nævnt. Men det, der er selve anliggendet i denne strofe, gælder jo overhovedet alt, hvad der er indhold i vor tilværelse, alt, hvad der har betydning i vort liv.

 

Nogle hører det som ligefrem gudsbespottende, når det bliver sagt, at selve den kristne frelses-tale i sig selv er tom. Men man kan sammenligne det med, at den redningsslynge, der bliver sænket ned fra helikopteren til manden i havets store kolde bølger, jo også er tom. Hvilket ikke tager noget fra det store indhold, der ligger i, at helikopteren overhovedet kommer til stede - for slet ikke at tale om den redningsmand, der lader sig fire med ned til den nødstedte! Men også den betydning, der ligger i dette, bliver jo først fyldt helt ud, når det står klart, at den magt, der har sendt helikopteren, er den samme magt, som ligger under det liv, der bliver reddet. Frelsen kommer ikke fra en fjern, tilfældig og ukendt magt, men fra den Gud, der også er Skaberen. Derfor er det liv, vi lever uden for gudstjeneste, fromhedsliv og troslære (teologi), en del af vort forhold til vor frelses Gud, og derfor kan vi kun høre det fulde indhold i det, der lyder i gudstjenesten og teologien, når vi har denne betydnings-oplevelse med os.

 

Men selvfølgelig har den rene frelses-tale sin egen betydning. Der ligger unægtelig en stor åbenbaring af, hvem Gud er, i frelseshistorien! Og selve frelses-talen skal ikke fyldes op med "hverdag", så at Evangeliet mere eller mindre forsøges ekstraheret af hverdagslivet! Men så skal livs-oplevelsen eller livs-engagementet ude i livet mellem gudstjenesterne heller ikke overklistres med "kristendom". Det er en hovedpointe i "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", at såvel gudstjenesten som livet mellem gudstjenesterne bliver respekteret og oplevet som det, de er, så det hele ikke bliver rodet sammen i et halvfromt og halvflovt miskmask.

 

Begrebet "kulturåben kristendom" er heller ikke så godt. For den kristne er engagementet i livet mellem gudstjenesterne noget meget større og dybere end "kultur". Det samme gælder ordet "kunst". Meget af det, der betegnes med ordene "kultur" og "kunst", har gennem historien været det rene "pynt og blær", først hos fyrsterne, senere hos borgerskabet. Og siden Anden Verdenskrig har man i Velfærdsdanmark forsøgt at udbrede dette til hele befolkningen, idet der også har været tale om "kunst og kultur" som henholdsvis et højere velfærdsgode og en slags religionserstatning, eller i hvert fald som et afgørende middel i opdragelsen af befolkningen. At de kunstnere, der har været taget i tjeneste af fyrsterne, borgerskabet og velfærdssamfundet, i mange tilfælde har ydet noget langt dybere, er en anden sag.

 

Selv ordet "poesi" bruger jeg som Grundtvig også kun af nød, fordi heller ikke jeg har kunnet finde en erstatning for det. Men jeg kan da godt citere en af mine aforismer (fra undersiden "Aforismer"), hvor jeg - med henspillen på Clausewitz - bestemmer poesien som "livets udvidelse med andre midler".

 

 

Poetikken fra statholdermark-punktet af

 

Den nærmere udmøntning af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement foretager jeg i, hvad jeg kalder "statholdermark-konceptet", som dermed også bliver udgangspunktet for, hvad jeg forstår ved poetikken. Dette koncept bygger på Grundtvigs tale i Dannevirke-artiklen "Om Mennesket i Verden" om menneskets "statholderlige", dvs. på den ene side "tjenerlige" og på den anden side "kongelige", stilling mellem Gud og verden (Danne-Virke II 164f). Men i mit koncept ses "statholder-marken" som i første omgang hele verden eller nærmere betegnet hele den menneskelige eksistens’ sted, hvilket igen vil sige hele det område, den kristne kommer ud på, når han går ud af kirkedøren eller studerekammerdøren. Og så har han alt det, der er foregået inde bag disse døre, bag sig, hvilket betyder, at så er hele den mark, han skal ud og være konge over og engagere sig på, omgivet af Gud og kristendommen til alle sider - med tidens ende og Guds Rige som den yderste horisont.

 

Og så skal livsengagementet ellers finde sted "uafvidende". Det ligger jo i livsengagementets "kristelige nødvendighed", at der skal være tale om et helt frit og i og for sig forudsætningsløst forhold, en helt fri "elskende og kendende forholden sig", uden kristelig - eller anden, fx ideologisk - påklistring, og uden kristelig eller anden facitliste, for så vidt angår den erkendelse (i både vid og dyb forstand), der skal indholdsudfylde såvel den særlige kristne tale som gudsforholdet overhovedet.

 

Jeg forudsætter, at der trods Faldet er så megen "skabthedskvalitet" i verden, at der er meget, man i praksis kan forholde sig "elskende" til, og at det i hvert fald er muligt at konstatere så megen "ontologisk rangorden" (Løgstrup), at man dels kan erkende skabthedskvaliteten midt i hele forvirringen, dels kan lade sin "elskende forholden sig" få karakter af en skelnen mellem det, der ligger højt, og det, der ligger lavt i den ontologiske rangorden, om det så skal være med direkte kamp til følge. At der her også bliver tale om en særlig forudforståelse i forhold til den kristne frelses-tale, nævner jeg kun lige. Der er på sin vis megen "herlighedsteologi" i dette, nemlig for så vidt som der også er tale om en udfyldning af herligheds-håbet.

 

Jeg siger ikke, at man ikke må skrive særlige kristne digte. Jeg siger bare, at de ikke hører til i det egentlige poetiske felt, men i stedet skal skrives og læses i forlængelse af gudstjenesten og teologien og altså ses som dele af det, man kalder fromhedslivet. Men der er selvfølgelig ingen, der helt kan glemme sin tro eller livsanskuelse. Jeg mærker da også selv kristendommens lys ude på min mark. Det afgørende er, at man bestræber sig på at gå til virkeligheden, som den foreligger. Når livsengagementet skal tjene som indholdsudfyldelse af den særlige kristne tale og af hele gudsforholdet, så er det altså virkeligheden, man skal engagere sig i; ellers får man jo ikke hentet noget nyt indhold ind.

 

Det her præsenterede koncept peger først og fremmest i retning af centrallyrisk symbolisme og modernisme eller tilsvarende. Men der vil jo i alle tilfælde, også de mest "formelle", tekstcentrerede, være tale om en form for liv. Og selv med det mest livs-poetiske og centrallyriske udgangspunkt vil man opdage, at når det kommer til det konkrete digt, begynder dette i en eller anden grad at leve sit eget liv. Ja, digtet og dets tilblivelsesproces har sit eget sted i hele det poetiske eksistensforhold, så at det ikke bare er i henholdsvis subjektet og objektet eller i det simple "møde" mellem disse, eksistensens grund manifesterer sig, men også, og på en helt særlig måde i dette "digtets sted". Det eneste, der ikke er tilladt, er, at digtet - eller overhovedet den litterære poesi - kommer til at fungere som en slags pseudoreligion

 

På vandringen over statholder-marken frem mod poesien gælder det, at alt, hvad der er noget, må godtgøre sin virkelighed og betydning på ny. Og man kunne tro, at når bare man har en poetisk følelse og trang, vil der før eller siden ske noget, faktisk af sig selv. Men det viser sig, at uden teori bliver man også poetisk blind. Uden teori kan man længe gå - eller bare stå! - og stirre ud i faktisk en hvid tåge. Der kommer ikke noget ud af, bare at føle og se. Og selv om der godt kan skrives digte, som i og for sig er ren tydning, skal der også et minimum af "forholden sig" til. Man kommer i den forbindelse ikke uden om det subjektive. Digtningen er virkelig "naturen", ja, "virkeligheden" eller "eksistensen" set af eller gennem et "temperament", en person, et subjekt. Den subjektive tilgang er en af måderne, hvorpå man kan få den hvide tåge til at opløse sig og give plads for struktur og mønstre.

 

Den teori, jeg nu har fået udviklet, og som udgør det i hvert fald nødvendige grundlag, er sådan set såre enkel. Den går ud på, at jeg er en person med en historie bag mig, det "livs-rør", som udgøres af min vej gennem rum-tiden, og hvis vægge udgør min berøring med virkeligheden indtil nu. Og dette livs-rør munder lige nu ud i mit punkt på statholder-marken. Det er som hele denne person, jeg ikke bare ser på virkeligheden omkring mig, men også forholder mig til den.

 

Men dertil kommer, at jeg er nødt til at operere med forestillingen om, at virkeligheden omkring mig og jeg selv bunder i den samme fælles grund. Og selv om det egentlig er "forbudt" at sige det, ved jeg jo, eller tror jeg, at det er selve skabelses-grunden eller Logos-Kristus. Jeg må bare ikke sige det, og under ingen omstændigheder presse det ned over min poetiske aktivitet eller bruge det som facitliste. Forholdet kan i øvrigt også forstås helt naturalistisk. Rent naturvidenskabeligt set bunder alting jo også i det samme.

 

Hermed er der lagt op til en symbolisme i den forstand, at når jeg ser et motiv, sker det i en omfattende og dyb vekselvirkning med den måde, den fælles grund manifesterer sig på inde i mig selv. Men det, det gælder om, er at få set dybere og mere omfattende på den foreliggende virkelighed, hverken mere eller mindre. Der skal ikke være tale om et forsøg på transcendering af den foreliggende virkelighed. Der kan så være tale om en ren dybde-sening af et enkelt motiv, hvor motivet bliver ligesom et halvgennemsigtigt spejl, som dels spejler, hvad jeg har inde i mig selv (fra den fælles grund), dels lader mig se dybere ned eller ind i motivet. Men der kan også være tale om en mere kompliceret proces, hvori forskellige virkelighedsdele indgår i en krydspejling eller krydsbelysning.

 

Et helt særligt spørgsmål er, hvordan Grundtvig kan bruges som forbillede. Og her må man for det første sige, at enhver form for efterabning jo er særdeles ugrundtvigsk - også selv om det skulle gælde Grundtvig selv. Men for det andet er Grundtvig jo, hvad jeg kalder "kirkelig og folkelig totaldigter", hvilket betyder, at han har været digter på en både bredere og snævrere måde, end hvad jeg her taler om. Som teolog er Grundtvig et stort forbillede, men som digter er han det hovedsagelig, for så vidt som hans digtning ikke er "kultur", men "liv", og for så vidt som han er netop "totaldigter" - om end altså på sin egen helt særlige, også i meget høj grad tidsbestemte måde. Men der kan på selv det mest moderne og minimalistiske grundlag godt kan ske en mere eller mindre udtrykkelig sammenfletning af digterens eget liv og den øvrige virkelighed. Den poetiske bestræbelse kan på mange forskellige måder være en stor personlig livs-proces, hvor man under sin fremrykning over marken udfolder sit eget og indoptager de ting, man møder på sin vej. Og hvis det bliver gjort på den rigtige måde, kan resultatet blive langt mere almengyldigt, end hvad der ofte er tilfældet, når digteren alligevel bare bevæger sig rundt i sit eget hjemmelavede univers.

 

"Mødet" er et helt centralt begreb i min poetik, nemlig mødet mellem den helt nøgne og tomme eller diffuse livsfølelse, og så virkeligheden udenfor, så at der kan ske en ud- eller opfyldelse og strukturering af livsfølelsen.

 

Man kan begynde i det rent kosmiske. Men man kommer ikke langt med den rene forholden sig til resten af det fysiske Kosmos. Man bliver nødt til at operere med, hvad jeg betegner som henholdsvis Eksistensen og eksistensen. Ved Eksistensen med stort forstår jeg hele den totale virkelighed, som er langt større, end hvad fysikken kan beskrive, og som jeg især oplever ved selve det at leve mit liv. Og ved eksistensen med lille forstår jeg min personlige del af Eksistensen. Alt - både inde i og uden for mig selv - er omfattet af min eksistens som person, på den måde, at det er inden for min eksistens’ rum, jeg oplever alting og forholder mig til alting.

 

Inden for et i grunden og i sit centrum centrallyrisk koncept, ligger det helt bogstavelig talt lige for at begynde med forholdet til den ikke-menneskelige omverden. Men det er klart, at selv den mest centrallyriske digter, i selv den mest subjektive forholden sig til i og for sig ikke-menneskelige naturmotiver, ved selve det at være i gang med at skrive et digt, optræder på i princippet hele menneskeslægtens vegne og henvendt til i princippet hele menneskeheden, ligesom det er klart, at det allerede i selve det netop skitserede eksistens-koncept først og fremmest er den fælles menneskelige eksistens, der er tale om. Hvortil kommer, at den natur, hvilket først og fremmest vil sige det landskab, der her i Danmark er tale om, er et menneskeskabt kulturlandskab, der meget stærkt vidner om den menneskelige aktivitet og den menneskelige historie.

 

Men de andre mennesker er man forbundet med på helt andre og helt anderledes nære måder, og det gælder lige fra de allermindste menneskelige delmotiver af og op til de allerstørste historiske forhold. Hvor der i forholdet til den ikke-menneskelige natur kun er tale om en fælles grund, er der i forholdet til ens medmennesker også, ja, først og fremmest, tale om et "horisontalt" fællesskab oppe i det plan, hvor vi lever vort liv; man er på en helt anden måde inde i et fælles livs-rum. Men det er stadig livsfølelsesudfyldningen og livsudvidelsen, der er det afgørende. Så de menneskelige motiver spiller alligevel en rolle, der svarer ret meget til den rolle, de ikke-menneskelige motiver spiller.

 

Her slutter denne skitsering af de første skridt på vejen fra "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" og frem mod poesien. Den videre udvikling af en poetik og poetologi er jeg allerede i gang med, og den vil fortsat blive præsenteret både her og der, ligesom jeg allerede er i gang med en produktion af de digte og andre tekster, som kommer til at indgå i den storstruktur, jeg betegner som mit "Totaldigt". Hvortil kommer den litteraturhistoriske side af mit samlede projekt (undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie").

 

Mine digte, aforismer og fragmenter vil fortsat blive sat såvel på undersiden "Litterære tekster" som på min Facebook-væg, i hvilken forbindelse de samles i en særlig note til min profil.

 

 

-  -  -

 

 

INDLEDNING 2 - Ny, foreløbig, indledning til Version II

 

 

Den oprindelige indledning til den nye Version II ("Indledning 3") er sat ned på pladsen efter denne nye, men også foreløbige indledning. Svarende til, hvordan hele den gamle Version I er sat nederst på siden (for at de, der måttet været interesseret deri, kan se nærværende stor-tekst i dens udviklingshistorie).

 

Når jeg her i Version II, for at undgå at blive ved at skrive det samme hele tiden, uden videre forklaring bruger ord som fx "statholdermark-konceptet" og "eksistensrum-konceptet", forudsætter jeg, at man fx søger på disse ord allerede her på denne underside, så man kan finde mere i Version I, hvor der også vil være henvisninger til udfoldelsen af disse forhold på undersiden "Poetik".

 

For ellers er det jo altså meningen, at det, der bliver skrevet fra nu af, virkelig skal vise, hvad jeg nu er nået frem til, nemlig grundlaget for udfoldelsen af det, jeg nu må betragte som det, min 1961-længsel og -drøm gjaldt, og som det, der skal være min udmøntning af arven og inspirationen fra Grundtvig. Jeg må i hvert fald hævde, at mit udgangspunkt i høj grad falder sammen med det punkt, hvori min egen 1961-linje og Grundtvig-arvens linje skærer hinanden.

 

Idet jeg altså henviser såvel til den oprindelige Version II-indledning og til hele Version I i den skikkelse, den nåede at få (nederst på denne underside), som til alle optegnelserne på undersiden "Poetik", vil jeg her nøjes med de rene stikord, for så vidt angår baggrunden og grundlaget for nærværende stor-tekst:

 

Teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement. - Statholdermark-konceptet. - Eksistensrum-konceptet. - Totaldigteren Grundtvig som eksempel. Eller: Arven og inspirationen fra Grundtvig. - Mit eget livs-projekt fra 1961 af.

 

Såvel hele min egen historie fra 1961 af som hele udviklingen fra 1994/95 af (hvor "Omkring Grundtvigs Vidskab" som undersøgelse betragtet var færdig) har ført frem til, at realiseringen af projektet "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement" må have karakter af "total-digt", dvs. af en stor sammenhæng, der kan betragtes som én stor samlet struktur, der vel at mærke ikke bare er en statisk struktur, men også er en proces eller fremrykning, ja, en livs-bevægelse og livs-udfoldelse, hvis forhold til virkeligheden uden for mig har karakter af "møde". Ved "møde" skal forstås den proces, hvori jeg på én gang udfolder mig selv og mit eget og lader virkeligheden uden for mig selv komme ind og indholds-udfylde min livsfølelse. Jeg kan også sige det på den måde, at jeg på én gang lader mit eget eksistens-rum omfatte større og større dele af virkeligheden omkring mig og foran mig, og selv går dybere og dybere ind i Eksistensens store rum.

 

Virkeligheden uden for mig selv omfatter alt, lige fra det allermindste motiv lige for min fod til hele Universets, hele Jordens og hele Menneskeslægtens historie. Hvad forholdet til menneskeslægtens historie eller altså "Historien" angår, er mit udgangspunkt totalt minimalistisk, ikke mindst i betragtning af mit discipel-forhold til Grundtvig, men der er tale om et forhold, og der er helt særligt tale om et forhold til især litteratur- og idéhistorien siden o. 1800. - Indsat 11.07.11: Fra omkring 6. april af har jeg - provokeret af globalisternes gentagne spørgsmål om, hvad "det særligt danske" så er - arbejdet med delundersøgelsen "Det særligt danske". I sidste uge blev jeg færdig med den sproghistoriske indledning til kap. 2 "Middelalderen"! Men jeg var altså også begyndt med vor formoder "den mitokondrielle Eva" i Afrika for måske 200.000 år siden - nemlig for at få "det særligt danske" sat ind i den helt store fælles homo sapiens-sammenhæng. Jeg hverken kan eller vil jo nægte, at vi danskere kun er en lille kvist på menneskeslægtens store fælles træ. Der er tale om en hurtig gennemgang af historien med henblik på at finde nogle eksempler og ledsage dem med nogle "betragtninger". Hverken mere eller mindre. Også denne bliver skrevet løbende og i en vis uorden og (inden for de beskedne rammer) vidtløftighed. Men sådan tillader jeg mig altså at arbejde her. Jeg har efterhånden mange jern i ilden og er nødt til at arbejde mig hurtigt gennem tingene. Så kan jeg evt. bringe noget mere orden i det hele senere. Jeg beder om læsernes overbærenhed. Jeg mener selv, denne del- eller sideundersøgelser er ganske frugtbar. Se undersiden "Det særligt danske". - 07.11.12: Der var senest tilføjet nyt 28.04.12 og det kan måske vare længe, før jeg genoptager arbejdet dér, om overhovedet. Det kan dog være, jeg begynder at arbejde "i punkter" også dér, så at jeg altså fx indsætter enkeltting, jeg finder.

 

Meget tyder på, at indholdet i "nærværende stor-struktur" foruden selve de ting, hvori denne som sådan kommer til at tegne sig, og foruden den særlige 1800ff-(litteratur)historie i hvert fald i første omgang, men måske også overhovedet, overvejende kommer til at bestå af digte og evt. tilsvarende tekster. Men der kan også blive tale om, hvad jeg vil betegne som "stof", dvs. forskellige ting af mere faktuel karakter, der bliver set som interessante i sammenhængen og sat ind i den.

 

Foreløbig vil jeg prøve at lade selve stor-strukturen blive tegnet i en række Fragmenter (Kapitel 1). Se nærmere i dette kapitels indledning. Selve indholdet vil nok indtil videre komme til at bestå af især de digte, jeg hver uge sætter på min Facebook-væg (se undersiden "Litterære tekster"), samt af de ting, jeg sætter på undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie".

 

NB! Hvis man ikke er særligt interesseret i den oprindelige indledning til Version II, som står lige herefter, bør man gå videre til Kapitel 1 Fragmenter A.

 

 

-  -  -

 

 

INDLEDNING 3 - Oprindelig Indledning til Version II

 

Denne indledning er påbegyndt den 18. maj 2010 (men undergår løbende redigering og udvidelse). - Enhver, der måtte have læst blot dele af de ting, jeg indtil nu har skrevet her på hjemmesiden - på de undersider, som indgår i mit hovedprojekt "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement" - vil have oplevet, at der i høj grad er tale om tekster, der for selv den mest velvillige betragtning må fremstå som "historiske dokumenter" - og for en mindre velvillig betragtning som måske endda temmelig rodede kladder! Og som flere gange sagt kunne jeg også godt have ladet dem blive stående som kladder på min harddisk. Som også flere gange sagt har jeg imidlertid dels haft dette ekstra incitament til at få udviklet mine koncepter, dels kunnet have det håb, at der ville være nogle få, ja, måske bare en enkelt, der allerede nu kunne få glæde og inspiration af det, jeg således fik skrevet.

 

Jeg indføjer her (07.11.12), at uanset hvad man vil mene om den jeg-form, ja, det klare jeg-perspektiv, der præger både denne tekst og flere andre af mine tekster, så er der dels tale om, hvad jeg altså godt vil kalde en særlig form for historisk nødvendighed, dels tale om noget andet og mere end en simpel udbredelse af den tilfældige person Bent Christensens private ego. Enhver, der prøver at lave noget nyt, er subjekt for det, ophavsmand til det, uanset hvordan det rent grammatisk bliver fremstillet (1. eller 3. person). Og der er den fordel og ærlighed i den åbenlyse brug af 1. person, at man så ikke enten prøver at lægge sit eget ind i en af de kendte personer, man angiveligt skriver om (fx Grundtvig), eller prøver at fremstille sine egne betragtninger som mere eller mindre almengyldige sandheder. Men der ligger også det mere principielle og "erkendelsesteoretiske" i det, at jeg tager udgangspunkt i den enkelte persons "livsrør gennem rum-tiden" som det primære erfaringsgrundlag, den primære kontakt med virkeligheden, og ser den poetiske proces som dele af virkeligheden set gennem et temperament. Min hyppige brug af ordet "jeg" svarer også i høj grad til, hvad man kunne kalde "det (stor)poetiske jeg" (jfr. "det lyriske jeg").

 

Jeg vil foreløbig afstå fra at give en redegørelse for, hvordan jeg er nået frem til den nye og egentlige begyndelse, der er tale om med nærværende Version II af det tekstkompleks, jeg nu bliver mere og mere tilbøjelig til at betegne som "Totaldigtet" - eller altså "Mit Total-Digt".

 

Men det ligger i høj grad i hele mit koncept, som det nu foreligger, at der netop ikke kun er tale om produktion af enkelte tekster, men om en stor samlet produktion inden for et total-koncept, der i skikkelse af total-strukturen eller total-organismen selv er et produkt, ja, selve det overordnede produkt, hvorved netop alle de enkelte dele kommer til at fremstå som dele af ét stort samlet produkt, ét stort total-digt, som er opstået i og produceret inden for ét stort samlet eksistens-rum.

 

Idet jeg også henviser til artiklen "Totaldigteren Grundtvig", som var i Grundtvig-Studier 2011 og nu også kan læses på undersiden "Grundtvig", vil jeg ikke lægge skjul på, at jeg, hvad disse "total-forhold" angår, ser mig selv som en forfatter, der i flere væsentlige henseender minder om Grundtvig, på flere områder dog mere "minimalistisk", men med en bredere og mere almindelig poetisk vinkel. (Hvad denne sidste måske umiddelbart overraskende påstand angår, henviser jeg igen til den netop nævnte artikel i Grundtvig-Studier). Men jeg må naturligvis gentage, at jeg ikke vil fornærme hverken Grundtvig eller mig selv ved at begynde at komme med erklæringer om, at jeg udmærket er klar over den forskel i format, der er tale om. Den er jeg virkelig selv udmærket klar over. Jeg har, som også sagt, faktisk levet sammen med Grundtvig mere eller mindre hver dag i hele den trediveårsperiode fra 1972 til 2002, hvor jeg i en eller anden grad drev Grundtvig-forskning.

 

Der er ikke noget i alle de ældre tekster, der har med mit hovedprojekt at gøre, jeg fortryder eller vil trække tilbage, og da slet ikke, når det skal læses historisk, det vil sige som den vej, jeg har måttet gå for at nå til det punkt, hvor jeg endelig kan begynde.

 

Det helt afgørende, jeg nu kan sige om mit projekt, altså projektet "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement", som det nu vil blive (forsøgt) realiseret i skikkelse af Total-digtet, er, at det dels har vist sig at være den måde, hvorpå jeg både kan og skal efterleve og praktisere "Teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", dels har vist sig at være den måde, hvorpå jeg - på de områder, der er mine - kan foretage en personlig og aktuel udmøntning af "arven og inspirationen fra Grundtvig", eller altså, om man vil, agere og producere som discipel af ham på hans skuldre, og endelig har vist sig at være den måde, hvorpå jeg kan realisere det, der lå i - og/eller nu kan og skal lægges i - den drøm og følelse, jeg har haft, siden jeg i 1961 pdes. opgav drømmen om at blive professionel jazzpianist og pdas. (sådan set ganske bevidst og udtrykkeligt) gav afkald på en akademisk eller litterær karriere på det grundlag og de betingelser, jeg dengang mente forelå.

 

Idet jeg holder teologien udenfor (jfr. alt, hvad der ligger i "statholdermark-konceptet"), bliver der tale om en forening af "filosofi, tænkning og viden", "kultur", poesi, program og "praksis" på en måde, der altså dels kan siges at være den måde, hvorpå jeg kan optræde som Grundtvig-discipel, dels er den måde, hvorpå jeg altså i princippet fuldt ud kan realisere, hvad der lå i og nu kan ses at have ligget i eller nu kan ses at kunne og burde lægges i min 1961-drøm.

 

Og det helt afgørende er selve "foreningen", altså det, at alle disse ting udtrykkeligt indgår i den samme ene "stor-tekst", ja, er den samme ene "livets udvidelse med andre midler", som jeg (med henspillen på Clausewitz) i min Facebook-aforisme til 31.01.10 siger om poesien.

 

Og jeg mærker nu helt tydeligt, at jeg hermed er nået frem til det punkt, hvor jeg vil kunne lave de ting, jeg kan, hvilket vil sige, at det nu kun er mine evner og omstændigheder (tid og helbred), der sætter grænserne. Det er beklageligt, at det blev så sent som kort før jeg fyldte 67 år(!), jeg nåede dertil. Men jeg har en forestilling om, at det mere eller mindre er sådan, at en bestemt person har det-og-det i sig, og at nogle når at få, om man så må sige, fyret det hele af i en måske endog meget ung alder, medens andre først får gjort det i en senere, ja, måske endog meget sen alder. Jeg håber, jeg hører til i den sidstnævnte gruppe, og har i hvert fald ikke andet at gøre end at arbejde så flittigt og effektivt, jeg kan.

 

Min egentlige produktion her i de første måneder af 2010 udgøres stort set udelukkende af de digte og salme-vers, jeg ved tilfældighedernes spil fra omkring 1. februar begyndte at sætte på min "væg" i Facebook. Man kan læse mere om dette på undersiderne "Facebook" og "Erindringer - DAGBOG". Og man kan se hele denne produktion på undersiden "Litterære tekster", idet salme-versene også står på undersiden "Salmer" (efter 4. februar 2012 kun dér).

 

Og a propos "Erindringer", så får de nu i endnu højere grad end hidtil en betydning, der svarer til, hvad jeg siger i indledningen til dem. Ja, jeg kan i den forbindelse citere netop et af de her omtalte Facebook-digte, nemlig det, der efter planen først skal sættes på "væggen" i uge 24 (2010), men som blev skrevet den 17. maj, altså i forgårs:

 

Jeg har trukket min fortid op til mig

og længere endnu

nu ligger den ude i fremtiden

med vrangen udad

åben for opdateringer.

 

Jeg tror, det videre arbejde med projektet i høj grad kommer til at bestå i de her nævnte "opdateringer", nærmere betegnet i form af digte, både af den slags, hvori jeg fortsat forholder mig meget stort til det hele, og af den slags, hvori jeg nu for alvor skal til at dyrke de enkelte "se-ninger" osv. Som jeg også udtrykker det i Facebook-digtet til uge 23 (også skrevet 17.05.10):

 

Jeg ser det hele

især ved dets dele.

 

Men jeg tror også, at mit litteraturhistoriske projekt (undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie") både i sig selv og med sine udvidelser helt ud i den almindelige historie, vil få en ny og stor betydning, idet jeg fra det faste stade, jeg nu har vundet, ikke alene vil være i stand til at finde og præsentere ting deri, som i sig selv vil være dele af min produktion, men også vil kunne bidrage med nogle sådan set nye ting i min mere eller mindre kritiske måde at forholde mig til både hele historien og den forskellige dele på, men jo altså ganske særligt litteratur- og idéhistorien.

 

Herudover forestiller jeg mig bidrag af forskellig art, nogle af mere rent teoretisk karakter (lige fra filosofi eller "filosofi" til specifik poetologi), andre med karakter af "betragtninger" og atter andre med karakter af "stof" eller "materiale", altså forskellige former for "facta", hentet fra såvel den fjernere eller nærmere fortid som nutiden.

 

Idet jeg hører til dem, der ved "historien" også forstår fremtiden, og idet jeg af forskellige både indre og ydre grunde føler et nyt behov derfor, vil jeg nok også komme ind på den både nærmere og fjernere fremtid, der tegner sig. Og det vil formodentlig komme til at gælde alle de ovenfor nævnte "genrer" og dermed projektet overhovedet.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

DEL I

FRAGMENTER

(Som nummererede punkter)

 

Opstillingen af fragmenterne i nummererede punkter er en ny teknik, som muliggør en smidig løbende redigering. Da der altså nok med tiden vil blive flyttet rundt på punkterne, og da jeg også vil kunne henvise fra det enkelte punkt til et eller flere andre, må jeg lave en dobbelt nummerering, nemlig på den måde, at det første nummer er det aktuelle nummer og det andet det oprindelige, skrevet fx således: Fragment A 007 / A 013. Hvis der ikke er nogen afvigelse fra den oprindelige nummerering, vil det fx stå Fragment A 012 / A 012.

 

Og med denne opstilling i fragment-punkter forbeholder jeg mig retten til at gentage mig selv (idet det enkelte punkt ofte skal ses som en i høj grad selvstændig "betragtning"). Der er også tale om en vis, men jo ikke helt uundgåelig overlapning i forhold til undersiden "Poetik". Og selv om jeg som ovenfor nævnt efterhånden vil prøve at få ordnet punkterne i en vis struktur og fremadskriden, forbeholder jeg mig også retten til at lade dem stå i en vis uorden. Der bliver jo hele tiden føjet nye punkter til, så nummereringen vil i flere tilfælde, og i hvert fald foreløbig eller i første omgang, også simpelt hen betegne en rent kronologisk rækkefølge i forhold til affattelsestidspunktet. Men måske vil det hele engang ende som en rimelig velordnet tekst.

 

 

Kapitel 1

Fragmenter A - Livs- og litterærpoetiske betragtninger

 

Se ovenfor - under del-overskriften - om principperne for opstillingen i nummererede punkter.

 

 

Fragment A 001 - Det er måske begrænset, hvor meget mere der på forhånd kan skrives samlet og systematisk om Totaldigtet - ud over, at det altså skal fremstå som én stor samlet i videste forstand poetisk struktur. Det ligger jo netop i hele sagens natur, at det er som med det berømte skib, der bliver bygget under sejladsen. Selvfølgelig er der (som for poesien i snævrere og mere sædvanlig litterær forstand) nogle "krav" og "forbud", men bortset fra det, der ligger i "statholdermark-konceptet", er der jo (hvad selve den "passivt poetiske" side af sagen angår) kun tale om en (i 1961-udgangspunktet) forudsætningsløs og minimalistisk vandring ud i virkeligheden med det formål at få så meget som muligt af denne ind i den i sig selv helt diffuse livsfølelse. Men livsfølelsen skal altså vokse - i såvel styrke som fylde, og ikke det ene uden det andet. Og det kan kun ske ved, at den bliver udfyldt eller opfyldt af sand virkelighed. Den virkelighed, der i livs-mødet skal ud- og op-fylde livsfølelsen, skal altså på én gang være virkelig, sand og af en sådan beskaffenhed og kvalitet, at den - i sandhed - kan gøre livsfølelsen større og stærkere. Og heri ligger naturligvis også og ikke mindst, at diffusiteten skal afløses af struktur. Sandheden er betydning, og betydning er struktur. - Men med den henspillen på Grundtvig, der ligger i betegnelsen "totaldigt", bliver der også tale om en, om end mere beskeden, "minimalistisk", aktiv side af sagen, nemlig i den forstand, at mit Total-digt ikke alene kan ses som en udfoldelse af mit eget liv - som del af det fælles liv - men også kommer til at fremtræde som et bidrag til det fælles liv, en modtaget kapital, der forsøges givet tilbage med renter.

Fragment A 002 - Nogle af disse Fragmenter handler om Totaldigtet, andre er dele af det.

Fragment A 003 - Det, der bliver sagt i Fragment A 001, har alt det bag sig, omkring sig og ude foran sig, som ligger i statholdermark-konceptet, og det skal betragtes som hverken mere eller mindre end "livets udvidelse med andre midler", som jeg i min Facebook-aforisme 31.01.10 skrev om poesien. Men Totaldigtet er altså mere end bare (litterær) poesi. Det er meget sandsynligt, at mere eller mindre rent centrallyriske digte vil komme til at spille en meget stor, ja, måske alt overvejende rolle i det, der når at blive realiseret af projektet. Men der er alligevel mere i det. Ellers kunne jeg jo bare have brugt mine sidste år på at prøve at skrive en eller flere digtsamlinger. Men det ville ikke have været opfyldelsen af min 1961-længsel. Ligesom det at skrive en eller flere romaner ikke ville have været det. Eller noget som helst andet, det være sig af filosofisk, videnskabelig eller kulturel karakter. Og da slet ikke praktiske bedrifter af nogen som helst art. Kun en samlet udfoldelse af en totaldigt-sammenhæng vil kunne gøre det. Jeg siger ikke, at det generelt skal være sådan. Men det er sådan for mig. Og hele forholdet skal naturligvis overvejes og undersøges. - Teologi og kirke er ifølge sagens, ja, sagernes, natur holdt udenfor. Det ligger på et helt andet plan og i en helt anden dimension.

Fragment A 004 - Hele mit projekt er til den ene side begrænset af den rene følelse og til den anden side begrænset af den rene virkelighed.

Fragment A 005 - Den rene litteratur eller digtning vil ikke være nok. Og den rene filosofi eller videnskab slet ikke. For slet ikke at tale om det rene program eller den rene politik. Man kan heller ikke sige, at det skal være digtning med blot en overlapning til de andre områder. Nej, det skal være hverken mere eller mindre end et total-digt. Og her er den i Fragment A 003 citerede Facebook-aforisme ganske dækkende: "Poesi er livets udvidelse med andre midler". Især når den så at sige forstås både den ene og den anden vej, altså så at poesien pdes. ikke må løsrives fra livet, og så at livet pdas. ikke kan udvides uden om poesien.

Fragment A 006 - Totaldigtet har ikke teologi i sig, men er til gengæld omgivet af teologi til alle sider. Totaldigtet er ikke hverken programmatisk eller politisk, men jeg kan til enhver tid træde ud af det og tage noget af dets indhold med mig ud i den kulturelle og politiske sammenhæng. I forhold til teologien er Totaldigtet et afgørende element i realiseringen af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement. Og i forhold til den kulturelle og politiske virkelighed udenfor er Totaldigtet dels en indre virkelighedsudfoldelse, dels en "model". Hvor det er vigtigt at skelne mellem "indre virkelighedsudfoldelse", og så virkeligheds-erstatning eller virkeligheds-flugt. Og hvor det er vigtigt at forstå, at en "model" godt kan fungere på samme måde som et program. Forskellen er bare for det første, at i "modellen" er "programmet" allerede realiseret, bare som netop en "indre virkelighedsudfoldelse", og for det andet, at i forhold til "modellen" er såvel forfatteren som læserne fuldstændig frit stillet. Forfatteren skal ikke på noget tidspunkt tænke på, om han får tilslutning, og læserne er ikke på noget tidspunkt objekter for en tilhængerhvervning. Totaldigtet er lige så personligt som det allermest centrallyriske digt. Men ligesom allerede det centrallyriske digt er det fra første begyndelse af i princippet skrevet på menneskeslægtens vegne og henvendt til menneskeslægten. Såvel det allermest centrallyriske digt som det mest livs- og selvudfoldende totaldigt indgår i forfatterens og menneskeslægtens store fælles livsproces.

Fragment A 007 - Når jeg gang på gang taler om mit eget "1961" (som man kan søge på såvel her som på "Poetik" - og for den sags skyld "Erindringer"), er det selvfølgelig noget meget, ja, måske noget for meget personligt. Men samtidig er det jo bare ét eksempel på menneskets helt almindelige og fælles ungdomslængsel. Og så er der det, jeg kalder "Grundtvigs eksempel". Det er noget mere specielt. Men samtidig det første og mest direkte eksempel på realiseringen af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement. Meget er altså sagt, når jeg siger, at mit udgangspunkt er skæringspunktet mellem "1961ff-linjen" og "arven fra Grundtvig-linjen". Noget meget vigtigt i denne "skæring" kommer, hvad Grundtvig angår, til udtryk i hans berømte erklæring om, at hele hans forfatterskab har været et "vel maadelig corrigeret, men derfor just des troere" aftryk af hans eget liv (US VI 11). Hvortil skal lægges, hvad bla. jeg selv har sagt om den inderlige sammenfletning, Grundtvig foretager af sit eget liv og især danmarkshistorien og af sin egen myte og Danmarks myte. Hvad forholdet mellem Grundtvig og mig angår, er det fælles, at forfatterens eget liv spiller en så stor og gennemgående rolle, og at der bliver tale om en eller anden form for sammenfletning eller lignende. Men ellers er der - i hvert fald til at begynde med - tale om nærmest det modsatte, nemlig en til det yderste beskeden udfoldelse af et lille lollandsk liv i en (i udgangspunktet) nihilistisk set verden.

Fragment A 008 - Totaldigtet er den på én gang centrale og alt omfattende struktur i det projekt, jeg i enhver betydning af ordet må betegne som mit livs-projekt. Og som den centrale struktur er det ikke bare den kerne, hvorpå de dele, der indgår i den samlede struktur, anbringes; som den centrale struktur er det også selv det grundlæggende total-digt, hvori og hvorom alle enkeltdigtene lejrer sig. Det vil ikke være rigtigt at sige, at alle enkeltdigtene er små mikroudgaver af Totaldigtet. Men der er det rigtige i det, at hvert eneste lille enkeltdigt både svarer til og udgør i hvert fald en del af Totaldigtets struktur. Og tilsvarende indgår alle andre dele af totalprojektet i Totaldigtets struktur, også de i sig selv allermindst poetiske stykker "stof", der måtte blive hentet ind.

Fragment A 009 - Totaldigtet er ikke bare en tekst. Og Totaldigtets tekst er ikke bare nedskriften af den store proces, der er tale om. Totaldigtets tekst er også - både som helhed og i sine enkelte dele - en del af denne proces. Totaldigtets proces er først og fremmest en stor "indre virkelighedsudfoldelse" (Fragment A 006), ja, mere end det, en stor livs-fremrykning ad den sidelinje, jeg i 1961 valgte af leve mit liv på og ud fra. Hvortil kommer, at livs-fremrykningen jo også munder ud i, at Totaldigtet bliver sat ind i den fælles verden som "model" til fri afbenyttelse.

Fragment A 010 - Totaldigtet er en selvudfoldelse og selvudvikling, men udtrykkeligt med henblik på det livs- og virkeligheds-møde, hvor min livsfølelse bliver udfyldt og opfyldt og dermed både fyldt med og struktureret af virkelighed. Og idet der altså hele tiden er tale om netop et møde og ikke om hverken en (selv)udbredelse eller en opslugning. Men når det er sagt, kan processen godt ligne både en (selv)udbredelse og en opslugning. For der er tale om en form for bemægtigelse af virkeligheden. Ikke i betydningen opnåelse af herredømme, og da slet ikke herredømme over andre mennesker. Men man kan sige, at den karakter af fremrykning, projektet i sin egenskab af organisk livs-proces har, indebærer noget, der i hvert fald godt kan minde om en opslugning af de virkelighedsdele, fremrykningen går hen over. Og i forhold til historien ("1800ff"-delen af projektet) er en form for herredømme eller beherskelse særlig vigtig. Nemlig for så vidt som jeg skal være i stand til at forholde mig frit til fortiden og dens frembringelser, hvis jeg vil frembringe noget nyt og sandt. Men der ligger samtidig og stadigvæk en stor og modtagende ydmyghed i hele processens karakter af livs- og virkeligheds-møde.

Fragment A 011 - Alt kan være eller blive stof og motiv, fra den mindste lille sten eller blomst ved min fod, til hele Universets, hele Jordens og hele Menneskeslægtens historie. På en måde ville jeg helst forholde mig så lidt som muligt til "Historien". Her skræmmer næsten alle spor jo. I nogle henseender også Grundtvigs. Men det er med Historien som med alt det andet, at hvor minimalistisk, ja, nihilistisk man end begynder, bliver det altid større, efterhånden som den virkelighed, der altså åbenbart alligevel faktisk er noget, tegner og godtgør sig. Og historien er jo under alle omstændigheder hele det forløb, som udgøres af Menneskeslægtens samlede liv, og hele den proces, hvori dens erfaring og viden er samlet, ligesom historien jo også er hele den proces, hvori alle Menneskeslægtens produkter er blevet til. Endelig gælder det, at selv om man på det kraftigste afsværger ethvert forsøg på at operere med et "historiesyn", er hele det historiske forløb fra de ældste arkæologiske tider til i dag jo Menneskeslægtens livshistorie, der som sådan både kan og skal tydes. Desuden er historien jo én stor stof- og motiv-samling. Selv det mindste lille stykke menneskeliv er et lille stykke historie. Og kan det, fx i skikkelse af en episode eller et "træk", være "stof" eller motiv, kan større stykker jo også, ja, hele historien. - Og hertil kommer, at både de mindre og de større stykker, ja, det hele, på flere måder bliver flettet sammen med mit eget liv. - Se "Fragmenter C - Historiske betragtninger" og den 02.05.11 oprettede underside "Det særligt danske"!

Fragment A 012 - Den måde, jeg bruger min egen person og mit eget liv på - og klart og åbent erklærer, jeg vil gøre - er måske pdes. (bare), hvad der svarer til den måde alle andre, jeg kan sammenligne mig med, gør det på - uden at erklære det, eller uden at erklære det klart og åbent. Men jeg tror alligevel, jeg på en måde gør noget, der svarer til, hvad Grundtvig gjorde, er det end nok så meget i det små. Jeg har siden 1994/95 brugt megen tid og mange kræfter på at få den livs- og litterærpoetiske proces i gang, jeg dels allerede havde ventet på siden 1961, dels havde håbet på ville komme i gang, når jeg var blevet færdig med mit Grundtvig-studium. Og man kan godt sige, jeg i al den tid har opfundet mange dybe tallerkener. Men så har jeg gjort det - og dermed fået bekræftet, at sådan skal en dyb tallerken altså se ud! Jeg kan her citere en af mine aforismer: "Man kan godt sige, at min poetik er et helt spisestels dybe tallerkener opfundet på ny. Men der er alligevel en vis tilfredsstillelse ved at spise af en tallerken, man selv har opfundet, i stedet for af en, der bare stod der, da man satte sig" (07.12.10). - Og jeg har derved også, langt om længe, fået tilvejebragt et i hvert fald nødtørftigt grundlag for den forfra- og sidelinje-beskæftigelse med det foreliggende, der netop derved er en vigtig del af hele mit projekt. Jeg tænker jo her særligt på mit litteraturhistoriske eller lyrik- og poetikhistoriske 1800ff-projekt. Men navnlig har hele denne proces været min egen på sin vis nye vej gennem hele den grundlæggende "poetiske erkendelsesteori", den vej, som ikke mindst har ført frem til "eksistensrum-konceptet", altså det koncept, ifølge hvilket hele virkeligheden både i og omkring mig ses og forstås som omfattet af min eksistens - inde i og som del af Eksistensen overhovedet. Hvor "Eksistensen overhovedet" altså er større end hele det fysiske Univers, men jo også omfatter dette helt.

Fragment A 013 - Jeg er helt klar over og anerkender fuldstændig, at i hvert fald det rent private skal holdes ude af især den i også videste forstand digteriske produktion. Og det virkelig rent private skal vel holdes ude af enhver offentlig fremtræden. Med det personlige er det anderledes. For hvor går grænsen mellem de dele af det, der i virkeligheden skal betragtes som privat, eller som i hvert fald ikke direkte og udtrykkeligt skal lægges offentligt frem, og så de dele af det, som i dén grad er dele af det fælles, at det måske ligefrem skal eller bør lægges offentligt frem. Når man - som jeg gør det nu - skriver sine erindringer bliver dette spørgsmål helt nærværende, ikke mindst når jeg jo udtrykkeligt kæder erindringsskriveriet sammen med hele mit projekt, så at erindringerne også bliver en del af Totaldigtet. I disse Fragmenter og tilsvarende overvejelser tillader jeg mig i nogle tilfælde at blive mere personlig eller måske til dels ligefrem privat, end jeg egentlig burde. Men det skyldes dels den rolle, min person og mit "livsrør" spiller i hele projekt-processen, dels den måde, jeg bruger Internet-mediet på, hvorved jo mange mellemregninger kommer med, som ville blive udeladt i fx en bog eller en større artikel. Man kan sige, at én ting er, at jeg inde i selve min egen arbejdsproces bruger både det personlige og det private, noget andet er, i hvilket omfang jeg skal delagtiggøre selv mine hjemmesidelæsere i det. Og det er heller ikke alt, jeg skriver om. I sådan en projekt- og arbejdsproces er der virkelig motiver (bevæggrunde) og teknikker, man har både ret og pligt til at holde for sig selv. Men når alt dette er sagt, bliver der det forhold tilbage, at min egen person med vilje og følelse osv. og mit eget livsrør har vist sig at måtte spille en afgørende rolle i hele projektet, både i hele det poetiske erkendelsesforhold og i forhold til historien i såvel litteratur-, idé- og kulturhistorisk forstand som overhovedet. Det er i denne forbindelse underordnet, hvor meget jeg heri ligner eller ikke ligner andre. Det kan være interessant at undersøge, og det vil jeg selvfølgelig også gøre i "1800ff", men for mit eget vedkommende er jeg simpelt hen nødt til at gøre, som jeg gør. - I hele den poetiske erkendelsesteoretiske proces er det blevet mere og mere klart, at min egen person som subjekt har en helt afgørende nødvendig rolle at spille. Den "eksistens" med lille, der er tale om i "eksistensrum-konceptet" er jo min persons eksistens. Og det er ydersiden af mit personlige "livs-rør", der er min direkte kontakt med virkeligheden uden for mig selv. - Jeg har også tidligere henvist til formuleringen "vu par un tempérament". Men jeg siger altså for så vidt "vu par une existence".

Fragment A 014 - Jeg forestillede mig længe, at når jeg nu havde statholdermark-konceptet på plads, så ville resten gå af sig selv. Og jeg forestillede mig, at det ville og skulle begynde med en forholden sig til det ikke-menneskelige Kosmos, herunder ikke mindst landskabet, idet jeg så videre forestillede mig, at min forholden mig til menneskelivet og mine medmennesker (i princippet "menneskeslægten") dels ville være noget tilsvarende på et højere plan, dels ville være noget også kvalitativt anderledes end min forholden mig til det ikke-menneskelige Kosmos; jeg var jo trods alt en del af menneskeslægten på en højere måde, end jeg var en del af Kosmos. Det, jeg ville opnå, var netop det allerede flere gange omtalte direkte livs- og virkelighedsmøde. Og det, jeg ville undgå, var en digtning, der mere eller mindre bare handlede om sig selv. Men da dette ikke førte til noget, måtte jeg arbejde mig videre frem til det også ovf. omtalte "eksistensrum-koncept". Og her kunne jeg måske være blevet, hvis det bare var lyriker jeg ville have været. Men det blev på et tidspunkt også klart for mig, at kun en på sin vis altomfattende totaldigt-proces ville kunne opfylde min ungdoms længsel og være min "udmøntning af arven og inspirationen fra Grundtvig". Jeg kan igen citere min Facebook-aforisme: "Poesi er livets udvidelse med andre midler". Og jeg kan uddybende føje til, at det altså for mig skal være hele livets udvidelse med alle midler. Hvad jeg kan gøre med god samvittighed. For det bliver jo på en måde, der overhovedet ikke gør mine medmennesker til materiale eller redskaber. Det hele finder udtrykkeligt sted inde i det eksistens-rum, der på én gang er erkendelses-, arbejds- og udfoldelsesrum, men som ikke i nogen som helst ydre magt-forstand omfatter andre mennesker.

Fragment A 015 - Et af de største meta-spørgsmål er, hvorfor vi mennesker overhovedet er så interesserede i, ikke alene at meddele os til hinanden, men også i at overbevise hinanden om, at de indsigter, vi er kommet til, og de opdagelser, vi har gjort, er både sande og vigtige. Det er jo et forhold, der gør sig gældende lige fra religionerne af og ned til de mindste og mest beskedne mærkevarer. Det ligger dybt og stærkt i os mennesker, at vi gerne vil have de andre til at tro og mene og gøre, ja, købe, det samme som os selv. Jeg må have undersøgt dette spørgsmål nøje, både i almindelighed, og for så vidt angår de poetiske og andre "åndelige" forhold eller "åndslivsforhold". Generelt hænger det jo selvfølgelig sammen med menneskets karakter af socialt dyr. (På et tidspunkt vil jeg måske ligefrem beskæftige mig lidt med abeforskningens resultater). Men allerede dette er der jo flere dimensioner i, også både positive og negative. Det positive er hele trangen på alle områder til at dele livet med hinanden, til at være med i den fælles livsproces. Men det negative er, at der jo også er - eller kan være - magt i det, som i de fleste (eller alle?) andre sociale og mellemmenneskelige forhold. I forbindelse med mit totaldigt-projekt må jeg se at få klarhed over, hvordan alt dette forholder sig, lige fra de allerinderste centrallyriske forhold og ud til de allerstørste historiske og politiske forhold. (Med "de allerinderste centrallyriske forhold" tænker jeg, som allerede ovenfor sagt, på, hvordan selv den allermest centrale lyriske proces allerede i sit udgangspunkt er "på menneskeslægtens vegne og med henblik på menneskeslægten"). - Tilføjelse 11.07.11: "Mennesket som socialt dyr" spiller også allerede en rolle i undersøgelsen "Det særligt danske", nemlig især i forbindelse med begrebet "folkeånd". Når man først er kommet til at se det på denne måde, er der nok en hel del, der under alle omstændigheder kan forklares ud fra biologien, og altså genetikken. Jfr. hvordan "den dybe fælles eksistens-grund" jo som minimum kan forstås ud fra det forhold, at alting allerede - og i hvert fald - rent fysisk har den samme grund, den grund, der også omfattes af det, vi kristne taler om, når vi siger: "I begyndelsen var Ordet (Kristus/Logos)". - Dette sidste skal jeg ikke som sådan, udtrykkeligt, inddrage her, men det ligger naturligvis i statholdermark-konceptet, i praksis bare som rammen omkring statholder-marken, hvilket dog naturligvis ikke betyder, at jeg ikke har det med mig hele tiden. Det afgørende er, at det hverken skal være en (del af) "facitliste" eller noget, mit storpoetiske projekt som sådant skal "bevise" - selv om alt, hvad der hører med til den menneskelige eksistens, jo indgår i det store møde med "den kristne påstand". Og sådan kunne jeg blive ved. Men det skulle være klart nok, hvori projektets regler eller "dogmer" består.

Fragment A 016 - Hvad specielt forholdet mellem "de andre", ja, menneskeslægten, og så mit projekt angår, er der jo overordnet set to sider af sagen: 1. Det, jeg modtager og indoptager fra "de andre". - 2. Det jeg lægger frem for dem og sætter ud til dem. - Men allermest interessant er jo vekselvirkningsforholdet mellem "de andre" og mig inde i selve Totaldigtet og i (især) det enkelte digt eller andet tilsvarende produkt, hele delagtigheden deri i den store fælles livsproces. Og her, som i alle de andre forhold, bliver der jo efterhånden tale om en bevægelse ind i det rent poetologiske i snævrere forstand, altså hvordan det kommer til at tage sig ud og fungere inde i fx selve digtets egen proces og struktur. - Men dette hører naturligvis hjemme på undersiden "Poetik".

Fragment A 017 - Forholdet mellem det overordnede, (stor)poetiske og det konkret poetologiske er naturligvis af ganske særlig interesse. På alle området og på alle leder, i alle dimensioner. På den ene side er der selve det, jeg kalder eksistens- og livs-mødet, altså de processer, der foregår på selve det reelle eksistens- og livs-plan, som jeg forstår det, og på den anden side er der selve den poetiske, eller altså poetologiske proces inde i selve digtet eller i selve den anden tilsvarende slags tekst. Her har jeg jo i udgangspunktet en modvilje mod, at digtet eller den tilsvarende tekst af anden art skal være lukket i og om sig selv. Jeg vil have, at det skal udgå fra og ligge i forlængelse af livet og virkeligheden overhovedet - og altså være en del af Totaldigtet. Men den bevægelse, jeg nu foretager, fører alligevel i retning af, at det, der foregår i digtet/teksten, i højere og højere grad får sit eget liv og sin egen betydning - om end måske blot som et særtilfælde af, hvad jeg ovenfor har betegnet som "indre virkelighedsudfoldelse". Jeg kunne måske også sige en særlig eksistentiel proces som særlig del af det, der finder sted i mit eksistens-rum. Men det særligt poetikalske og poetologiske hører altså hjemme på undersiden "Poetik". - TILFØJELSE 01.07.11: Dette må også, og særligt, undersøges i "1800ff" - og om muligt i endnu videre litteraturhistorisk perspektiv. Hvad har der faktisk, gennem i princippet hele litteraturhistorien, ligget bag menneskenes produktion af og brug af poesien og digtningen? Og hvad er det særlige, poesien/digtningen har haft i sig? For hvor kritisk jeg end forholder mig til eksisterende og hidtidig litteratur og kultur, har der jo for det første ikke været andet, end hvad der faktisk har været, og for det andet kan jeg jo ikke sige, at der slet ikke har været noget i det!

Fragment A 018 - Et særligt tilfælde af forholdet mellem den almindelige virkelighed uden for mig selv og den poetiske proces er det, der sker, når jeg går i skoven. Der er noget helt særligt ved netop skoven og det at gå på skovvejene og føle og tænke. Men det viser sig hurtigt, at der jo ikke uden videre kommer poesi ud af selve det, bare at se på træerne osv. Og der kommer heller ikke uden videre poesi ud af, at jeg på en mere eller mindre naturvidenskabelig måde går fra selve det umiddelbare syn af træerne osv. og ned i en fordybelse i biologien og fysikken og videre ud i Kosmos. Det må alt sammen allerførst ses inde i eksistens-rummet, ses som omfattet af eksistens-rummet. Men så bliver det jo set billedligt. I første omgang kan det være på grundlag af min viden om og forståelse af - eller forudsætning, postulering af - at de former og farver, jeg ser, bunder i den samme storvirkelighed, som jeg selv bunder i, i første omgang fysisk-kosmisk, i anden omgang (også) eksistentielt. Der er altså både fysiske og eksistentielle grunde til, at jeg kan se - eller "se" - meget i skovens træer osv. Men efterhånden bliver der tale om en mere og mere selvstændig poetisk proces. Hvor træerne osv. bliver en slags Rorschach-billeder, som min følelse og hele min eksistentielle og poetiske kommer til at "gro" på. I denne forbindelse vil jeg naturligvis hellere tale om "selvudfoldelse" end om en i og om sig selv lukket rent æstetisk-artistisk proces. - Skoven er måske bare et særlig godt føle-, tænke- og gro-sted? Et helt særligt arbejds-rum? Men hvorfor er den så det? Hvad er det ved den, der gør det? - Alt dette må naturligvis også betragtes nøje i 1800ff-delen af mit projekt.

Fragment A 019 - I mit udgangspunkt så jeg den poetiske proces som noget i grunden helt passivt, altså som blot - eller helt overvejende - en tydning af den foreliggende virkelighed som betydnings-indhold i gudsforholdet. Men så begyndte jeg også at tale om en mere aktiv "forholden sig". Og inden for det nu udfoldede totaldigt-koncept kan jeg også se fx det enkelte digt som mere eller mindre ren selv-udfoldelse. Og det allerede af den grund, at jeg selv jo er lige så meget en del af virkeligheden som alt det andet og alle de andre. Men også fordi det jo ligger i hele totaldigt- og livs- og virkelighedsmødeprocessen, at det faktisk er mig, der rykker frem over virkelighedens landskab. Livet er jo en proces og dermed et stykke (selv)udfoldelse. Jeg kan med andre ord godt acceptere det fx måske helt rent ekspressive enkeltdigt. Men hvor megen selvudfoldelse der end måtte blive tale om i hele totaldigt-processen, vil denne jo aldrig hverken skulle eller kunne være ren selvudfoldelse. Det ligger i hele grundkonceptet, at der skal være tale om et møde mellem mig og det andet og de andre(s). Og hvor meget det end er mig, der gør både det ene og det andet, vil det jo altid være som del af og repræsentant for hele menneskeslægten, og som del af Eksistensen (med stort) og Kosmos. Og selv når jeg allermest bare - eller mest - udfolder mig selv, ligger det jo i den samme sagens natur, at det i hvert fald også sker som mit bidrag til det fælles liv. - Men dette gælder jo enhver, der offentliggør noget. Og dette forhold må som sagt også undersøges og overvejes nøje i 1800ff-projektet.

Fragment A 020 - Formålet med poesien er "mere af det samme"! - Min poetiske proces foregår på statholder-marken, altså helt i det dennesidige. Og min længsel og min følelse rækker heller ikke ud over det dennesidige, i hvert fald ikke på en måde, der træder i stedet for det, der finder sted i kristendomsdimensionen. Det ligger allerede i selve teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement, den teologi, jeg også kan betegne som "teologien om det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed". Og det ligger videre i statholdermark-konceptet. Måske skal jeg understrege den selvfølgelighed, at det helt grundlæggende er selve livet og dets "levelse", det kommer an på, og at det jo er her, den del af gudsforholdet, der også er tale om i de mere udvidede og bevidste former for livsengagement, grundlæggende og for alles vedkommende udspiller sig. Den "livets udvidelse", der er tale om i Facebook-aforismen "Poesi er livets udvidelse med andre midler", er altså ikke en udvidelse ud over det dennesidige, men en udvidelse af det dennesidige. Det, der under den poetiske proces sker med motivet, er, at der bliver set mere i det. Ja, formålet med hele Totaldigtets projekt er, at der skal blive set mere i det, der allerede er her, end der umiddelbart bliver set, og at der skal blive udfoldet mere af det, der ligger i det, end der indtil nu er blevet udfoldet og ellers ville være blevet udfoldet. Det er ikke et andet liv, der søges efter, men der søges efter, at det liv, der allerede er givet, skal blive større, dybere og stærkere. I den poetiske proces bliver der set dybere ned i det enkelte motiv, og der bliver set dybere og set nye sammenhænge mellem flere forskellige motiver. Og inde fra mig selv bliver der udfoldet ting, der ellers ikke ville være blevet udfoldet. Endelig bliver livet jo mere og stærkere i livsfølelsens udfyldelse og opfyldelse i det store livs- og virkelighedsmøde. Hvortil så kommer det, der sker i fx selve det enkelte digts tilblivelsesproces. - At der i alt dette, og jo udtrykkeligt også i teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement, alligevel også er "forbindelse" ud over det dennesidige, er en anden sag, som der bare skal tales mindst muligt om. Jeg kunne jo nævne sådan noget som "evighedskvaliteten i det lyriske nu" osv. Det afgørende er, at den visen ud over sig selv, der selvfølgelig er tale om i poesien, klart har fået sin rolle defineret af statholdermark-konceptet.

Fragment A 021 - Det enkelte digt er en del af Totaldigtet - også når/hvis det simpelt hen bare er et digt, der opstår helt spontant "i en poetisk situation", altså ved et selvstændigt "syn", en selvstændig se-ning. - Men hvad enten der er tale om et sådant enkeltdigt eller om et digt, der mere bevidst er blevet til som del af totaldigtprojektet, gælder følgende: - Det bliver til i eksistens-rummet, dvs. i den store totalsammenhæng, hvor både subjekt og objekt er omfattet af min eksistens - som igen er en del af Eksistensen. Og med såvel den personlige eksistens som Eksistensen forstår jeg altså den storvirkelighed, som er større end hele Kosmos og dermed også større end selve mig som både organisme og person. I snævrere forstand er eksistens-rummet således poesi- og arbejdsrummet, det poetiske oplevelses- og arbejdsrum. - Og formålet med ethvert digt er i første omgang, at min livsfølelse skal blive større og stærkere, hvor "større" betyder "opfyldt med virkelighed". - I selve den poetiske proces indgår for det første det forhold, at min egen følelses rækker ud mod virkeligheden uden for mig selv. Det gør den for at blive "opfyldt". Men jo også for, at det, der er inde i mig selv, skal blive udfoldet, så at det ikke bare er min egen umiddelbare følelse, der bliver opfyldt, men også denne "udfoldelse" af det, der på forhånd var i mig selv. - Det første trin ud over den rene (for så vidt passive) se-ning er det, jeg betegner som "den kendende og elskende forholden sig". Der er her tale om en aktivitet, der på én gang er en udfoldelse af mit eget og en stadig vekselvirkningsproces i mødet mellem mig og virkeligheden uden for mig selv. - I "kendende og elskende forholden sig" ligger, at der i statholdermark-konceptet ikke bare er tale om en rent passiv tydning af den foreliggende virkelighed som "indirekte gudserkendelse", men også om den "kenden", der ligger i hele gudsforholdet. Der er ikke tale om blot en "betragtning", endsige et "studium", men om en livsproces. Og det gælder selvfølgelig ikke kun den særlige poetiske side eller del af menneskelivet, men hele menneskelivet, på alle planer og på alle områder.

Fragment A 022 - I første omgang er ethvert digt et nedslag af og udtryk for den store almindelige livs- og livspoetiske proces. Men det særlige ved digtet og det, der sker i digtet, er: - 1. I det øjeblik, den almindelige "levelse" og "følelse" bliver til det første punkt i processen frem mod et digt - og dermed en tekst, der i hvert fald i princippet er beregnet til offentliggørelse - bliver der i flere henseender tale om noget særligt. Og det er naturligvis ikke kun selve den mulige eller principielle offentliggørelse. Enhver tekst, der ikke bare er et personligt memorandum eller en eller anden form for huskeseddel, står jo i et i hvert fald principielt offentliggørelsesperspektiv. Et digt er altså en særlig slags tekst, nemlig "et nedslag af og udtryk (med i hvert fald i princippet henblik på offentliggørelse) for den store almindelige livs- og livspoetiske proces". - 2. Digtet som i princippet offentlig tekst er pdes. en del af digterens på forhånd givne eksistens-fællesskab med i princippet hele resten af menneskeslægten, men er pdas. også en del af hele den store i allervideste forstand litteraturhistoriske sammenhæng, som igen kun er en del af i princippet hele den samlede historie. I noget snævrere forstand kan det sidste ses som en i videre forstand sproglig sammenhæng. Jeg har jo for mit vedkommende siden 1961 i noget, der måske i høj grad bare har været barnlig eller ungdommelig naivitet, ønsket at begynde forfra i det helt elementære, og så videre at bevæge mig på min egen sidelinje. Men i samme øjeblik jeg vil meddele mig til andre, går jeg jo ind i den fælles sammenhæng, hvilket som minimum betyder, at jeg i rent lingvistisk forstand skriver på et sprog, der forstås af nogen. Men selv om der overhovedet måtte kunne tales om sprog i blot rent lingvistisk forstand, kommer det jo hurtigt til at gå over i noget andet og mere, når det er et digt, man vil lægge frem for de andre. Uanset hvor meget man vil prøve at undgå at skrive "litteratur, der er skrevet på tidligere litteratur", er det uundgåeligt, at selv det allermest originale, man måtte få skrevet, kommer til at indgå i den litteraturhistoriske sammenhæng. For det første bliver ethvert nyt offentliggjort digt jo selv en del af litteraturhistorien, og det er ikke så banalt, som det lyder til, for det ligger jo så også allerede i udgangssituationen og betyder noget dér, selv om der sådan set ikke er tale om andet end en rent lingvistisk brug af et foreliggende sprog. Men allerede begrebet og genren "digt" er jo litteraturhistorisk! I selve det øjeblik, man giver sig til at arbejde på et digt, er man gået ind i litteraturhistorien! Og der vil jo også på mange måder, bevidst eller ubevidst, blive skrevet i - eller mod - traditionen. - 3. Jeg hører til dem, der så vidt overhovedet muligt vil undgå at skrive litteratur på litteratur. Men allerede selve begrebet eller genren "digt" er jo litteraturhistorisk, og det vil være nemt at sætte de digte - eller forsøg på samme - jeg indtil nu har skrevet, ind i en litteraturhistorisk sammenhæng. Jeg kan foreløbig sige det på den måde, at det i hvert fald er nemt at se, at de er skrevet efter 1961 og på mange måder har noget mainstreamagtigt over sig! Med Peter Stein Larsen - "Drømme og dialoger" (2009) - vil de vel kunne regnes til centrallyrikken af symbolistisk og universalistisk orientering. Men det, jeg vil ind på her, er, at digtet jo som netop digt betragtet ikke bare er en simpel nedfældning af "syn" eller af nogle resultater af nogle eksistens-processer. Digtet er selv proces eller begivenhed - også for mig. - 4. Af ovenstående fremgår det, hvorfor og hvordan den litteraturhistoriske side af mit storprojekt nødvendigvis må skulle med. Jeg har nu - endelig - friheden og standpunktet til at kunne gøre det uden at komme til at underlægge mig noget, jeg ikke vil underlægge mig. Men jeg ser samtidig klarere og klarere nødvendigheden af det. Jeg er som minimum nødt til at studere den litterære tradition på samme måde, som jeg studerer polsk, altså som et sprog, jeg må kende, hvis jeg vil i kontakt med polakkerne og dele noget af mit liv med dem. Men jeg er jo også nødt til i det mindste at positionsbestemme mig selv i forhold til traditionen. Og på mit nye standpunkt er der også ting, jeg - i fuld frihed - kan lære. Endelig vil min - større eller mindre, bedre eller dårligere - produktion jo blive en replik i den lange kæde af replikker - hvor meget den så bliver råbt ind ude fra kulissen eller sidelinjen. Så jeg må jo vide, hvad jeg replicerer på. - Men ligesom jeg så vidt muligt vil undgå at "skrive litteratur på litteratur", vil jeg undgå at dyrke det kritiske; jeg vil rent ud sagt ikke snylte på mine modstandere. Så vidt muligt. For ligesom man altså uundgåeligt kommer til at skrive eller med traditionen, kommer man også uundgåeligt til i en eller anden grad at skrive imod den. Hvortil kommer den kritiske dimension, der ligger i, at man også uundgåeligt kommer til at skrive i et fremtids-perspektiv, også selv om man vil undgå at skrive programmatisk.

Fragment A 023

Digtet er ikke bare en nedfældning af livs- og eksistens-processer. Digtet er selv proces eller begivenhed. - Hvor meget jeg end vil undgå at lade selve digtet som sproglig og anden ren struktur leve sit eget liv, må jeg indrømme, at digtet er mere end bare en nedfældning af et færdigt resultat af nogle processer, der er gået forud. - Og hvor meget jeg end taler om den store totaldigt-sammenhæng og -proces, kommer jeg ikke uden om at tale om den helt særlige proces, der finder sted mellem det punkt, hvor det konkrete digt tager sin allerførste begyndelse, og det punkt, hvor jeg er holdt op med at arbejde med det. - Og i det omfang, jeg taler om mit "total-digt", må noget af det samme gælde det. Jeg vil dog her afstå fra videre betragtninger over lige det sidstnævnte forhold. - Nej, det afgørende, jeg vil ind på her, er, hvad det er der sker, når den almindelige "livs-poetiske" går over i den særligt "litterær-poetiske" proces. - Jeg må dog her indskyde, at jeg stadig ikke bryder mig meget om ordet "litterær", eller altså overhovedet ordet "litteratur" og hvad deraf kommer af ord. Men jeg kunne jo så måske tale om den særlige "digterisk-poetiske" proces, altså den proces, der finder sted inden for den struktur eller det særlige stykke virkelighed, som et digt er.

Fragment A 024 - Når jeg skal prøve at sige noget om, hvad der sker, når jeg fra den almindelige livs-poetiske proces går ind i, hvad jeg nu vil kalde den særlige "digterisk-poetiske" proces, er det begrænset, hvor langt jeg vil komme ad, hvad man vel kunne kalde den "aprioriske" vej (eller meta-overvejelsernes vej). Her kommer jeg for det første igen ikke uden om det litteraturhistoriske studium. Og for det andet må jeg jo finde ud af det, ved simpelt hen at begynde at skrive digte. Og så må de poetologiske overvejelser følge efter - eller komme med i en sideløbende vekselvirkning. - Men jeg vil alligevel prøve at se, hvad jeg på nuværende tidspunkt (23.08.10) kan sige. - Det enkelte digt er - på den ene eller den anden måde, mere eller mindre direkte - en del af eller et element i Totaldigtet. Sådan som jeg nu engang ser på det, og sådan som jeg nu engang arbejder. Men så består der altså så at sige et mikrokosmos-makrokosmos-forhold mellem det enkelte digt og Totaldigtet (i hvert fald i en eller anden grad og på en eller anden måde). Hvilket igen betyder, at det ikke bliver så ligetil at skelne mellem det enkelte digt som særlig struktur eller særligt stykke virkelighed, og så hele Totaldigt-sammenhængen. Men jeg siger igen, at jeg lige nu vil prøve at undgå at komme nærmere ind på de forhold, der specielt vedrører Totaldigtet som sådant. - Jeg står - eller går! - altså og kommer i en konkret digterisk situation. Og i den befinder jeg mig naturligvis under alle omstændigheder i hele min livs- og eksistens-poetiske osv. sammenhæng. - Og det er vel ikke sådan til lige at sige, hvornår jeg overskrider grænsen mellem det almindelige og det særlige. - Formålet med den poetiske proces overhovedet er som mange gange sagt, at min livsfølelse skal blive stærkere og større, hvilket sidste især vil sige "mere fyldt". - Men det ligger jo også i hele statholdermark-konceptet, at jeg IKKE vil prøve at TRANSCENDERE den givne, foreliggende virkelighed. Jeg prøver ikke at overskride den givne virkelighed. Og jeg prøver slet ikke at skabe en anden virkelighed. Nej, jeg vil bare have den givne virkelighed til at blive større. Altså ikke større, end den er, blot større end den umiddelbart foreligger. - At det alt sammen, lige fra den mindste og mest almindelige ting og op til de allerstørste digteriske strukturer selv viser ud mod Transcendensen, altså i sidste ende Gud, er noget helt andet. Det ligger jo i statholdermark-konceptet. Som så til gengæld udelukker, hvad jeg vil kalde det falske og dermed umulige forsøg på at transcendere. Dette gælder også det vist allerede omtalte poetiske nu og dets evighedskarakter, som vel er den ultimative henvisning. Jeg har vist selv udtrykt i hvert fald noget af det i dette digt: "En lille fortættelse i evigheden / og poesiens rum folder sig ud / i min tid / en kugle af usynligt lys / breder sig ud over / alt det samme / og jeg ser det evigt nyt / nu" (19.10.01). - Jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg vil bevæge mig ud i det blot muliges område. Hvor "det mulige" altså er, hvad der på forhånd ligger i Eksistensens virkelighed. Eller bunder i den samme store fælles bund, som min egen eksistens og den store Eksistens bunder i. - I min egen eksistens, med min egen livsfølelse og min egen længsel og trang, prøver jeg at se MERE, end hvad der umiddelbart foreligger, hvilket i hvert fald vil sige at se mere i, hvad der umiddelbart foreligger, end der umiddelbart kan ses. - For mig består det poetologiske spørgsmål i, hvordan jeg dels mere umiddelbart får dette MERE til at vise sig, dels hvordan dette MERE kommer til at vise sig på en sådan set ny måde i selve digt-processen og til sidst i selve det færdige digts struktur, ja, i selve det færdige digt som organisme. - Man kan mere eller mindre spottende sige, at jeg i forhold til mit udgangspunkt nu med raske skridt bevæger mig i retning af det mere eller mindre selvberoende digt. (Intet digt kan jo blive 100 % helt selvberoende. Er nonsensdigtene det? Men så de rent lydlige og grafiske digte? Ja, men er de så digte, eller bare en slags musik og noget grafik?). Nej, jeg vil mene, at jeg altid vil fastholde princippet om virkelighedsforankring. - Og hver eneste enkeltdel i et digt er jo en del af virkeligheden, der repræsenterer mere af samme virkelighed. Og digtet selv er også både repræsenterende og henvisende såvel i hele sin særlige tilblivelsesproces som i sin færdige struktur - eller som færdig organisme. Og selv i yderste fald er det digt, jeg taler om, en del af den totalvirkelighed, der bunder i én grund, og hvis enkeltdele derfor også alle bunder i den samme grund. Selv i yderste fald er der altså tale om en sammenhæng med virkeligheden uden for digtet, om denne forbindelse så kun er af den allerdybeste art, en forbindelse, der går helt nedenom og ud.

Fragment A 025 - Jeg har sagt, at der ikke kommer poesi ud af, at jeg i simpel sansning og "meditation" (min brug af dette ord har jeg forklaret et sted; jeg kan her sige "følelsesmæssig og eksistentiel m.m. forholden sig") forholder mig til det ikke-menneskelige kosmos. Jeg ville sådan set ellers gerne begynde med noget i den retning. Altså en slags panteisme, eller rettere pan-en-teisme, inden for statholdermark-konceptets rammer. Teologisk set altså en "kendende og elskende forholden mig" til "menneskelivets verden" - svarende til den del af, hvad Første Trosartikel handler om, stadigvæk bare uden at presse teologi ned over det (jfr. hele statholdermark-konceptet). Det ikke-menneskelige kosmos bliver først poetisk interessant, når det bliver set - og altså "set" - inden for eksistens-rummet. - Jeg har også sagt, at jeg ikke får det tidligere omtalte MERE at se, ved rent umiddelbart at prøve at se "dybere" i skoven, jeg går i, eller fx et enkelt træ. Helt umiddelbart ville det jo bare blive en biologisk osv. fordybelse på grundlag af min forhåndenværende eller til formålet erhvervede biologiske og fysiske viden. - Det andet yderpunkt ville være at bruge skoven eller fx det enkelte træ - eller fx det enkelte blad - som et rent Rorschach-billede, dvs. som et rent afsæt for nogle poetiske processer inde i mig selv. - Det, jeg må prøve, er at se tingene omkring mig, hvilket altså også vil sige både planterne og dyrene, som "toppe" med bund i den samme grund, som jeg selv bunder i. Absolut også allerede rent fysisk og kosmisk forstået (kosmos som både omgivelse og ophav). Men jo til sidst eksistentielt forstået, det hele, både mig selv og alt det andet, som omfattet af såvel min egen eksistens som Eksistensen. - Men det er kun begyndelsen. For det skal jeg jo gøre allerede i selve min almindelige forholden mig og med selve min almindelige livsfølelse. Nej, det, det nu skal dreje sig om, er, hvordan jeg i den særlige poetiske, dvs. poetologiske, forstand, får det MERE frem, det gælder om at få frem.

Fragment A 026 - Den simpleste måde at se dybere - og få mere frem - på, er at få den enkelte ting, fx det enkelte træ, til at blive symbol på den måde, at det, samtidig med, at det forbliver sig selv, kommer til at repræsentere noget mere. Dette kan også omfatte, hvad træet biologisk og fysisk set er, helt ned i det partikelfysiske, men egentligt symbol, altså poetisk symbol, bliver det først, når det også ses som repræsenterende eksistensen (og Eksistensen), og det kan kun ske, når det bliver set inden for mit eksistens-rum, dvs. i et ikke alene fysisk, men også eksistentielt forbundne-kar-forhold til mig selv, mit eget Jeg, min egen person. - Men kan dette blive til en poetisk proces, uden at der kommer noget mere ind så at sige et tredje sted fra? Skal der ikke i selv den mest simple poetiske proces være tale om mindst en slags trepunkt-pejling? - Jeg havde først skrevet trepunktspejling. Og det burde jeg måske have ladet blive stående! Så der kunne blive tale om både "pejling" og "spejling"! - I min ungdom blev det almindeligt at lave "plan-analyse" på digtene, altså at sige, at de-og-de ord i digtet hører hjemme på et det-og-det-plan og nogle andre på et andet plan. Og evt. flere planer. "Billedsproget" bestod så i mødet eller sammenstødet mellem disse to eller flere planer. Og der er ingen tvivl om, at man med denne metode fik afdækket noget helt væsentligt i poesien. - Man kan så spørge, om der er - eller behøver at være - nogen særlig sammenhæng eller forbindelse mellem de forskellige planer i et digt. Måske er dette spørgsmål en side af den samme sag, som der er tale om, når man skelner mellem virkelige symboler (der, som det er blevet sagt, selv participerer i det, der symboliseres), og vilkårlige symboler, dvs. tegn, der bare er blevet gjort til tegn eller symbol for noget. - Jeg skriver her i disse Fragmenter næsten alt lige ud af hovedet, men ved udmærket, at meget af det mere eller mindre direkte stammer fra andre. Disse forhold må der imidlertid gøres rede for andre steder, ikke mindst i "Min lyrik- og poetikhistorie". - For mange år siden talte jeg om, at det først gjaldt om at finde nogle særlige "toppe" i virkeligheden, der hver især på en særlig måde åbenbarede noget mere (eller hvordan jeg nu udtrykte det). Og at det dernæst gjaldt om at få disse toppe til at belyse hinanden "sidelæns". Og at man måske endelig kunne finde nogle forbindelsestråde mellem disse toppe. Det var på sin vis meget primitivt, men det svarer alligevel ganske godt til, hvad jeg nu siger, nemlig at man ikke kan se i dybden uden først at have set til siden! - Jeg vil ikke afvise, at de ting, jeg ser, kan have en ren Rorschach-funktion. Hvilket ikke er det samme som "vilkårligt symbol". (Rorschach-klatten er jo netop helt tilfældig og er kun et middel til at få noget frem, der er inde i forsøgspersonen eller patienten, og bliver på intet tidspunkt "udnævnt" til at repræsentere noget, tværtimod). Jeg har tidligere talt om, at det, der er inde i mig selv, kan komme til at gro på fx det, jeg ser i skoven - uden at træerne med deres blade osv. som sådan egentlig indgår i processen. Men der er jo så nok alligevel en eller anden form for sammenhæng. Fx et træ repræsenterer jo ved sine former og farver den fælles underliggende virkelighed på en helt anden måde end Rorschach-klatten, som jo altså netop ikke skal repræsentere noget som helst. Men det er jo et interessant spørgsmål, i hvilket omfang Rorschach-klatten måske alligevel repræsenterer noget! - Jeg har også talt om, at det, jeg ser omkring mig, er ligesom et halvgennemsigtigt spejl (jfr. "spejling" ovf.), hvori jeg på én gang ser noget af mig selv afspejlet og ser dybere i det, der også fungerer som spejl. - Men Rorschach eller ej. Jeg vil foreløbig sige, at det ene yderpunkt er den rene vilkårlighed, hvor det, jeg ser, bliver brugt som et helt tilfældigt afsæt for noget, der i virkeligheden kun (eller egentlig) foregår inde i mig selv - og dermed egentlig kun er mig selv, medens det andet yderpunkt er det ekstreme tilfælde af "forbundne kar", hvor det i virkeligheden er mig selv, jeg betragter, når jeg fx ser et træ; det er den ene ende af et rør, hvis anden ende går ind i mig selv. Men i disse yderpunkter bliver det ikke til meget med virkeligheden uden for mig selv som sådan.

Fragment A 027 - Jeg taler meget om den ikke-menneskelige natur. Og får dårligt nok nævnt dyrene. Og det betyder jo, at jeg mest er optaget af mig selv og mit eget forhold til eksistensen og Eksistensen overhovedet. - Jeg bliver i hvert fald aldrig dramatiker eller romanforfatter. Men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. - Der er dog masser af menneskelighed i eksistensen. Ja, der er næsten ikke andet! Et beskedent udtryk for dette er, at jeg konsekvent betegner det ikke-menneskelige kosmos som "menneskelivets verden". Hvor "menneskelivet" jo også er en ganske abstrakt samlebetegnelse, hvorfra der ikke er langt til "eksistensen". - Og der vil også være masser af menneskelighed i den helt centrallyriske proces, hvor der ikke er tale om andre menneskelige personer. Her er det jo netop ikke menneskelige personer, der indgår, men menneskelige kvaliteter og dimensioner osv. - Hvormed ingenlunde være sagt, at der ikke også vil indgå menneskelige personer i mine digte. Jeg vil dog alligevel tro, at det bliver ret sjældent. - Men hvor ofte optræder hele menneskelige personer i lyriske digte? - Jeg gentager, at jeg ikke kan komme nærmere ind på dette lige nu. Men jeg må senere komme ind på mit forhold til romanen som læser. Og der er jo hele historien, og ganske særligt alt det deri, jeg betegner som "stof". Her optræder der jo også personer. Og i min aktuelle færden kommer jeg også til at se og "se" menneske-personer som "motiver". Men der er meget i dette, der vil komme til at indgå i såvel den totaldigteriske og digt-digteriske praksis og i stofindhentningen som i de videre poetiske og poetologiske overvejelser. - Der er pdes. det menneskelige som sådant, altså som det menneskeligt eksistentielle, og som alle mulige dele eller sider deraf, dimensioner eller kvaliteter. Og der er pdas. menneskelige situationer og motiver. - Jeg holder mig så vidt muligt fra det psykologiske og i hvert fald indledningsvis i høj grad også fra alt, hvad der har med hele menneskepersoner som sådanne at gøre. Det er eksistensen, kvaliteterne og dimensionerne, der er det afgørende for mig.

Fragment A 028 - Det helt særlige spørgsmål i forbindelse med "billedsproget" er, i hvilket omfang det mere konkret menneskelige kan indgå i "billedsprog" på samme måde som ting i den ikke-menneskelige natur. - Jeg vil på forhånd mene, at dele af det menneskelige, altså fx "motivstumper", der er "set" i konkrete situationer, godt kan være billeder på (nogenlunde) samme måde som dele af mine ikke-menneskelige omgivelser. Men jeg vil også mene, at det hurtigt bliver på en anden måde. Lidt hårdt sagt: Det menneskelige kan ikke fungere som "billed-materiale" på samme måde som det ikke-menneskelige! - Mit forhold til det med-menneskelige er et helt anderledes side-ordnet forhold end mit forhold til det ikke-menneskelige. Der er tale om en helt anderledes nærhed og delagtighed, fælles delagtighed i det fælles menneskelige.

Fragment A 029 - Der er grænser for, hvor langt disse "aprioriske" betragtninger eller meta-betragtninger skal drives. Det ligger jo også i hele konceptet, at der - når nogle ret få koncept-regler bliver iagttaget - netop skal være tale om et reelt virkeligheds-møde, hvis opfyldningsresultater jo ikke kan forudsiges. - Også de rent poetologiske ting må vise sig i selve processerne i forbindelse med tilblivelsen af de enkelte digte. - Også Totaldigtet må - ud over, hvad der føjes til det i form af enkeltdigte - udvikles undervejs. Idet man jo også kan sige, at poetikken og poetologien på en særlig måde og i en særlig grad indgår i det. - Og de følgende fragmenter skulle også gerne komme mere over i, hvad der svarer til fx Fr. Schlegels og Paul la Cours Fragmenter. Først da bliver de virkelig på én gang meta-betragtninger over og dele af Totaldigtet!

Fragment A 030 - Yderpunkterne er: 1. Man tager alt, som det er, og nøjes med det. Og så er man som en vandgople, der flyder i og med det store vand. - 2. Man prøver at fantasere sig til noget helt andet, prøver at spinde sig ud over al virkelighed, også ud over sig selv, men jo ud af sig selv. For det, man prøver at skabe, kan jo kun komme fra en selv. En ren selvprojektion bliver det. Intet nyt kommer til. - Og dog? I heldigste fald måske en udfoldelse af, hvad der er inde i én selv. Og altså så alligevel det, man havde i sig, i en større skikkelse. Udfoldelsesekspressionens projektion. Det er jo også et udtryk for virkeligheden. Alt, hvad der overhovedet finder sted i verden, er et udtryk for virkeligheden! - Den tredje mulighed er, at man får det indre og det ydre til at mødes, og så får denne mødte samlede virkelighed til at udfolde sig, får et Mere frem, et Mere, der er mere end én selv og mere end den blot foreliggende ydre virkelighed. - Hvis man ikke bare vil flyde som vandgoplen, er det et Mere, man vil have til at fremstå. Ikke opstå. Fremstå. For det skal ikke være noget andet end det, der er. Det skal være mere af det, der er. - Det skal være det, der er dybere, end hvad man umiddelbart ser. - Det skal være flere og dybere sammenhænge, end dem, man umiddelbart ser. - Det skal være sandere kvaliteter end dem, man umiddelbart ser. - Også renere kvaliteter, bedre kvaliteter? - Ja, for så vidt. Men ikke moralistisk, ikke utopisk. Ikke i fornægtelse af virkelighedens blandede og modsætningsfyldte karakter. Alt må ses, som det er. Og så må også modsætningerne ses renere og sandere. Men når dette iagttages, må der også skelnes og sorteres. Man har både ret og pligt til at konstatere den ontologiske rangorden (K.E. Løgstrup). Teologisk udtrykt er det først og fremmest skabthedsresterne, der skal ses mere af. Det, der er, som det skal være. - Når jeg siger "mere livsfølelse", siger jeg også "mere liv". Og her betyder "liv" det sande liv. - Det er muligt, jeg ikke ser rent. (Her kommer jeg igen over i teologien!). Men det skal jeg sådan bare lige huske - ligesom jeg bare lige skal huske alt det andet, der ligger i statholdermark-konceptet. I min aktuelle (poetiske) praksis skal jeg bare se, så intenst og så sandt, jeg nu kan. Kunsten på statholder-marken er i den største forstand det muliges kunst!

Fragment A 031 - Totaldigtets totaludfoldelse begynder fra sit udgangspunkt. I mit biografiske liv er det 1961. I mit koncept er det statholdermark-punktet. Og statholdermark-punktet som det punkt, hvor mit livs-rør munder ind i mit eksistens-rum. - Og derfra bliver statholder-marken en livs-mark, der er omfattet af eksistens-rummet som poesi- og arbejdsrum. - Udfoldelsen er ikke identisk med mit biografiske livsløb. Men dette indgår i den og flettes sammen med det særlige og større forløb. - Marken er min verden - som jeg, nu som det totalpoetiske Jeg, rykker frem over. Og bevægelsen er på én gang dette Jeg’s fremrykning over virkeligheds-marken og det, at denne mark mere og mere bliver dækket af denne fremrykning, mere og mere kommer til at indgå i den store fælles og samlede udfoldelse.

Fragment A 032 - Marken er virkelig livs- og eksistensmarken, ikke bare den fysiske jord eller naturen eller omverdenen som omverden betragtet. Marken er hele den eksistens, jeg har fælles med alle andre mennesker og alt andet levende. Derfor er det også hele menneskelivet, jeg rykker frem gennem, ja frem over, så det bliver dækket. Ja, så det så at sige bliver høstet! I denne forstand kan min fremrykning sammenlignes med en mejetærskers. - Alt kommer til at indgå. Men altså ikke en simpel opslugelse. Nej, i mødet, hvor jeg ikke opsluges af verden, og hvor verden ikke opsluges af mig og bare bliver underlagt det, der i forvejen er i mig. I mødet, hvor det, der på forhånd var i mig, og det, der før var uden for mig, mødes i et forhold og indgår i nye forbindelse. Et forholdsvis fattigt, men alligevel ret godt billede er den kemiske forbindelse! Efter mødet er der andet og mere til stede, end der var før. - Slagordet er jo stadig: Mere af det samme! Et uhøjtideligt udtryk for "mere af det, som er". Og altså ikke bare dybere i hver enkelt ting eller hvert enkelt "element", men også i endnu uopdagede og endnu dybere sammenhænge. Så at det også kan hedde: Mere af det hele!

Fragment A 033 - Marken er hele den eksistens, jeg har fælles med alle andre mennesker. Derfor er det også hele menneskelivet, jeg rykker frem gennem og over. Som når en mejetærsker kører hen over en mark (Fragment A 032). Hvor det, der videre sker med kornet, også skal regnes med. Men hvor brødet som resultat nok et er godt og smukt, men også ganske ufuldkomment billede. - Ved siden af og sammen med min - og især mit totalpoetiske Jeg’s - fremrykkelinje ligger hele den menneskelige livs-bevægelse. Og ikke bare i én linje. Der er selvfølgelig mindst lige så mange linjer, som der er mennesker. Men det er jo ikke det, der er det afgørende, og det vil selvfølgelig slet ikke give nogen mening eller være af nogen interesse at begynde at regne med, om ikke alle, så dog mange enkeltpersoners livs-linjer frem over eksistens-marken. Det rigtige vil nok være at skelne mellem pdes. historiens linje - som selvfølgelig kan deles op i flere, men som dog alligevel som sådan er én - og pdas. menneskelivet som forløb i almindelighed, hvor der så også kan gøres mange enkeltiagttagelser, dels fsva. personer, dels for fsva. længde eller strækninger. - Min - eller det storpoetiske Jeg’s - fremrykning er dels et "indoptagende møde", dels et parallelløb med menneskelivets bevægelse overhovedet. Hvor der altså så igen dels er tale om forskellige linjer i og dele af menneskelivet som bevægelse i almindelighed, dels er tale om historien og dennes dele og stykker.

Fragment A 034 - Historien er noget særligt. Selv om jeg ikke vil have noget historiesyn, endsige nogen historie-filosofi. Historien er jo det hele - i såvel bredden som længden. Og det gælder også, når man kun tager en enkelt linje og et enkelt stykke. - Menneskelivet i almindelighed vil - når det bliver betragtet til forskel fra historien - først og fremmest være det, man selv på en eller anden måde er i berøring med, hvilket igen vil sige det (mere) aktuelle og det (mere) nære. - Menneskelivet som sådant vil først og fremmest være det, man selv er involveret i eller dog betragter. Måske ser man noget i fjernsynet. Måske læser man noget i en avis. Men det skal ikke være ret gammelt, før det bliver historie. - Men der kan selvfølgelig være dokumenter eller andre ting fra fortiden, der ikke er egentlig "historie", men stykker af menneskeliv, der bare kommer til syne for én hen over en afstand i tid. - Og historiesyn og -filosofi eller ej, så vil det, vi kalder historien, også på en helt særlig måde være udfoldelsen af menneskeslægtens liv overhovedet - også når det reelt kun er fx Europas eller Vestens historie, der er tale om. - Kulturernes, folkeslagenes og staternes historie er noget andet end nogle stykke af menneskelivet som forløb slet og ret. - Man kan sige, at der i begge tilfælde er tale om manifestationer - eller åbenbarelser - af menneskelivet. Men groft taget er det i historien mere kollektivt og i stykkerne, måske personerne mere individuelt. - Ét stykke eller en person kan være typisk. Historien er det hele. - Måske er jeg nu kommet dertil, hvor kun det historiske studium, den historiske betragtning og den såvel stor-poetiske som konkret digteriske praksis kan føre videre.

Fragment A 035. - Dette Fragment er et af dem, der i meget høj grad har karakter af afsnit i en traditionel poetik. Men jeg prøver her at opregne, hvordan Totaldigtet bliver opbygget. - I Totaldigtet indgår: - Mit eget faktiske liv. - Det dertil hørende eller knyttede - eller i hvert fald omgivende - faktiske liv, det være sig som de menneskelige livsbegivenheder overhovedet eller historien. - Alt dette både som "stof" og som proces eller begivenhedsforløb. - Og alt dette først og løbende (i vekselvirkning) i et stort overblik eller samlet syn, dernæst og løbende (i vekselvirkning) i et udvalg. - Og så skal der ses dybere i det hele og i dets enkelte dele, dvs. henholdsvis stof-delene og forløbs-delene. - Men der kan jo nok ikke skelnes skarpt mellem dybde-synet i det enkelte og sammenhængs-synet, idet der jo næppe kan ses dybt i den enkelte del, uden at det sker ved mindst en trepunktspejling. - Og der skal ses efter det, der er mere end det direkte foreliggende, men er muligt i forhold til det. Såvel i det hele som i delene. - Der skal ikke bare ledes efter det dybere i de enkelte "stof"-dele. Der skal også, til såvel helhedsforløbet som de enkelte forløbs-spor, begyndende med mit eget faktiske livsforløb, spørges efter, hvad der også kunne have været udfoldet og burde have været udfoldet. - Hvad dette mere specifikt vil sige, vil jeg ikke forsøge at udvikle nærmere her. Det må vise sig konkret i enkelt-aforismer, enkelt-digte og i andre ting.

Fragment A 036 - Hvis der virkelig skal ses dybere ved især at ses bredere, i nye sammenhænge, må det ske i digtet. Men ikke kun i digtet som litterær proces, om det end også er i dets mere omfattende sammenhænge. Nej, det må også være i Totaldigtet, den hele min eksistens og virkeligheds omfattende sammenhæng, hvor der ikke bare ses, men - endnu højere grad end i og omkring det litterære digt - også handles, udfoldes liv, og det ikke bare ud af mit eget, men også ud af og ind i hele det totale livs-møde. Her ikke bare ses det mulige Mere, her opstår det også.

Fragment A 037 - Hvad "stof" angår, kan jeg begynde med det slaviske. Det er jo ellers min skæbne og mit bi-område. Og jeg ville næppe være kommet til det ad min hoved-vej. Måske ville jeg have dyrket det vendiske som del af min lollandske fortid. Men meget ville det ikke være blevet til. Nu har jeg adgang til det. Jeg omgås de nulevende vendere og forstår deres sprog. De bor ganske vist langt mod syd og er måske efterkommere af den femogtyvende stamme. Men de har det store fortrin, at de er her endnu. Desuden kan jeg studere det nærmeste, vi kan komme vore lollandske venderes sprog, nemlig polabisk - hvad der er bevaret af det. - Men så er der polakkerne. Som de er her hos os nu. Og som de er i deres eget land. Det er et fantastisk folk. Med en fantastisk historie. Der er dog næppe meget at hente hos dem, som jeg kan bruge i mit grund-koncept. Her må jeg gå til tyskerne og briterne. Men som "stof" kan jeg bruge dem og deres historie. Her er der mange store og dejlige ting at hente. Bortset fra, at jeg, for så vidt helt tilfældigt er kommet i skæbnefællesskab med dem. Hvad der faktisk er meget poetisk! For når jeg i et almindeligt syn pludselig kan se en sammenhæng, der ikke lige træder frem, så kan jeg også bruge en sammenhæng, der ved tilfældighedernes spil er kommet ind i mit liv. Især når der ligger så meget i den. Og netop fordi det er noget helt andet og meget anderledes, der på den måde åbenbarer sig. - Og det vendiske er et side-stykke. Men når det først er kommet til, et dybt og helt særligt stykke virkelighed, en helt enestående del af det store menneskeliv. - Selvfølgelig er de ting, jeg indtil nu har skrevet om polakkerne og venderne, ikke ret meget som "stof" betragtet. Det mest særlige er mine rejseberetninger og mine beretninger om andre oplevelser. Og alt i alt er det en slags bro ud til nogle helt særlige stykker menneskelig virkelighed.

Fragment A 38 - Totaldigtet er altså ikke en tekst. Heller ikke mine samlede skrifter ville, hvis de blev udgivet, udgøre Totaldigtet. - Totaldigtet er i sit yderste format totaliteten af alt det, der er til stede og foregår i hele mit eksistens-rum. Men selvfølgelig ikke uden videre. For når jeg siger "digt", er der jo tale om noget mere end bare en hel masse, der slet og ret er til stede. - Alle mennesker har et eksistens-rum. Men det er ikke alle mennesker, der skriver et digt. Det er ikke alle mennesker, der også har deres eksistens-rum som deres poesi- og arbejdsrum. - Jeg sammenligner mig jo med Grundtvig. Selv om den måde, jeg indgår i mit totaldigt på, er helt anderledes beskeden. Ligesom mit syn på virkeligheden overhovedet er helt anderledes beskedent. - Men når jeg siger Totaldigt, siger jeg altså digt, og et digt er ikke uden videre det samme som en mængde virkelighed i et rum. Et digt er, kan man sige, bearbejdet virkelighed. Og et digt er skrevet af nogen. Og et digt er en struktur eller organisme, hvori noget mere træder frem og kommer til syne end i den blot foreliggende virkelighed. - Det er dog ikke så enkelt, at mit totaldigt simpelt hen er skrevet af mig. Noget af det er skrevet eller lavet af mig - og sat ind i verden, dvs. ind i eksistens-rummet. Men i et eller andet forhold til det, der ikke er skrevet eller lavet af mig. Hvorved dette alligevel bliver noget andet, end det var i forvejen, i hvert fald kommer til at stå i et forhold, det ikke i forvejen stod i. Hvortil kommer, at al den virkelighed i eksistens-rummet, der ikke er skrevet eller lavet af mig, jo er set af mig - og i mange tilfælde inddraget i de digte og andre ting, jeg laver. - Men det, jeg først og fremmest skal have understreget her, er altså, at Totaldigtet aldrig vil kunne være blot en tekst eller en samling af tekster. Totaldigtet er en netop total livs- og virkeligheds-sammenhæng, som vel ikke engang kan overskues af mig selv. Endsige af andre. Et forsøg ville være en afhandling som Toldbergs "Grundtvigs Symbolverden". - Og det vil sige, at jeg sådan set aldrig vil kunne sige, at nu begynder jeg at skrive på Totaldigtet! Jeg kan højst lave en slags beskrivelse af den struktur eller organisme, der er tale om. Ja, måske er den eneste tekst, der kan komme til at repræsentere hele Totaldigtet, dettes Poetik, det vil sige dets overordnede teori. - Der kan godt indgå tekster i Totaldigtet, som er af mere omfattende karakter, herunder teoretisk, ja, meta-. Og jeg kan godt lave noget, der svarer til en præsentation af et filosofisk system - bare jeg holder op i tide! - Totaldigtet står jo bla. i stedet for netop et filosofisk system. For slet ikke at tale om en ideologi. Og det står i stedet for program og politik. Så der er en hel del ting, der er forbudt - ud over det, der på forhånd er forbudt ifølge statholdermark-konceptet.

Fragment A 039 - Først troede jeg, det bare skulle være betydnings-åbenbaring i syn, så at der ville opstå - et digt, når jeg længe nok havde set ud over markerne. - Så sagde jeg, at der jo også skulle ligge en forholden sig i det. - Så begyndte jeg at tale om en "kendende og elskende forholden sig", altså en endnu mere aktiv forholden sig - selvfølgelig med henspilning på 1. Mos. 4,1. Hvilket naturligvis skal forstås lige så lidt plat, som det forstås i Bibelen. - EN LILLE "EKSKURS" I FRAGMENTET: - Om det seksuelle og erotiske i teologien og poesien. Jeg ved ikke hvilket af ordene jeg bryder mig mindst om. For slet ikke at tale om ordet sex. Men det rigtige ord findes ikke. - Jeg har forresten netop i dag (01.09.10) lavet denne aforisme (som efter planen også bliver ugens Facebook-aforisme i uge 39): - Ham sex-præsten "Med Gud i sengen". - Han løb en åben dør ind. Fortsatte gennem hele lejligheden og ud gennem vinduet på den anden side. Ud i den tomme luft. - I øvrigt mener jeg, at jøderne - fra GT og frem til denne dag - er dem, der har det bedste og sundeste forhold til sex. Idet jeg håber, at vi er ikke så få kristne, der også i den henseende står på skuldrene af dem. For her - som i alle tilsvarende henseender - skal man ikke gå til NT. Man skal naturligvis ikke lede efter dagliglivsbekræftelse i NT - når det nu er sådan, at det i NT udelukkende, og i hvert fald helt overordnet, drejer sig om Frelsen og Guds Rige. - En ny aforisme (som efter planen bliver ugens Facebook-aforisme i uge 40, og som 01.09.10 i en let tilpasset form blev sendt til Ekstra Bladets "I øvrigt mener ..."): Da det nu engang er Frelsen og Guds Rige, det drejer sig om i Det Nye Testamente, er det latterligt at ville gøre Jesus til en kraftkarl - med eller uden sex! Jeg tror, Jesus har set ud som en teologisk nørd. - Men kærligheden mellem mand og kvinde (en klassisk men også både for højtidelig og for nedslidt betegnelse) bruges altså i Bibelen som billede på gudsforholdet - ligesom forholdet mellem forældre og børn. (Mest fader-barn-forholdet, men moder-barn-forholdet bruges også. Og kun en tåbe forstår ikke, at Gud er en forælder med en moders hjerte og en faders arm). - Så i Bibelen og teologien er denne kærlighed god nok som billede. Men i poesien? Den er jo i hvert fald blevet brugt. Og efter min mening ud over alle grænser. - Men hvis jeg overhovedet vil skrive om dette, hvad jeg nu nok bliver nødt til, må det blive i et senere fragment. - Men efterhånden blev det hele mere og mere aktivt. Derom i næste fragment.

Fragment A 040 - I Fragment A 039 nåede jeg fra den rene "betydnings-åbenbaring i syn" til det mere aktive "kendende og elskende forholden sig" - hvorfra jeg røg ud i nogle vidtløftigheder om "det seksuelle og erotiske i poesien" (som selv skal føres videre i et senere fragment). Men jeg skulle jo frem til de helt aktuelle - og fremtidige - betragtninger over hele spørgsmålet om aktivitet i såvel Totaldigtet som det enkelte "litterære digt". - På den ene side har jeg indset, at den rent passive tydnings-sening ikke er nok, og slet ikke til mig. Men på den anden side er der mange aktive ting, jeg ikke vil have med, lige fra politik til artisteri. - Jeg må altså dels - igen - se på hele forholdet mellem "aktivitet" og handling i Totaldigtet overhovedet, dels - og navnlig - se på "aktiviteten" i selve det litterære digt, og altså dér især på den aktivitet, som finder sted i selve digt-processen, ja, i selve det færdige digt! (Det færdige digt er jo ikke bare en organisk struktur, der som sådan står på papiret eller skærmen. Så snart øjnene begynder at løbe ned over det, og når det bliver rigtig læst, for slet ikke at tale om, når det bliver læst højt, bliver det også forløb på (mindst) sammen måde som et stykke musik). - Det, at der skal findes og fremdrages "andet og mere", er en aktivitet. Men derefter er der andre og mere specielle aktiviteter eller processer i forbindelse med selve digtets tilblivelse - og til sidst i digtet selv som sådant. Hvor man selvfølgelig kan sige, at det nu er resultatet, der er tale om. Men man kan også sige, at der er tale om, hvordan digtet også i forbindelse med selve læse-processen - og i vekselvirkningen med læseren er aktivt (altså på en anden måde, end hvad der ovenfor er sagt om det læste digt som forløb). - Der er mange ting her. Men måske skal de ikke behandles på forhånd. Måske skal jeg vente, til jeg ser, hvad der sker, ikke bare når jeg skriver mine egne digte, men også når jeg studerer andres!

Fragment A 041 - Måske er der nu ikke mere stor teori at skrive. Resten skal ikke tænkes, men findes - og gøres! Måske først og fremmest i enkeltdigte. Men så også i nye, mere egentlige fragmenter - der selv kan være en slags halvdigte og som sådanne ikke bare forstadier til egentlige digte eller til den egentlig detailpoetik, men også elementer i Totaldigtet. - Hvortil kommer de egentlige stof-elementer, udvalgte og perspektiverede dele af virkeligheden, historisk-poetisk og stor-poetisk betragtede. For ting kan udvælges og ses, uden at det sker i et digt, og kan som således valgte og sete bygges ind i Totaldigtets struktur, som dele af den fylde, dets organisme formes af og i. - Et sådant element kan være en for så vidt ganske almindelig artikel om en del af virkeligheden, det være sig en del af historien eller bare en udvalgt det af virkeligheden overhovedet. Fælles for digtet, fragmentet og artiklen er, at der skal ses noget mere - eller bare noget andet. Artiklen kan også være en "betragtning" eller en "meditation". - Den betydning af ordet "meditation", der her er tale om, har jeg bestemt et eller flere andre steder. Den korte bestemmelse (som findes i et par af de andre fragmenter er) er: "følelsesmæssig og eksistentiel m.m. forholden sig". En noget længere, men ikke fuldstændig bestemmelse findes i Version I. Man kan finde disse steder ved at søge på ordet "meditation". - Endelig kan disse tekster være større betragtninger af selve virkeligheden og af selve Totaldigtet.

Fragment A 042 - Det er rigtigt, at der ikke skal siges mere på forhånd. I hvert fald ikke i princippet. For man kan jo altid få en idé. Nej, med det, der er sagt i de hidtidige fragmenter, er grundkonceptet færdigt, så at det ligefrem vil stride imod både det og statholdermark-konceptet at sige mere på forhånd. Det vil jo i det små svare til at lægge kristendommen ned over det, der skal ses på statholder-marken. Nu skal der ses og gøres og rykkes frem. Det er det teoretiske og konceptuelle grundlag tilstrækkeligt til. Og mere af det vil kun spærre for udsigten. - Dette betyder også, at intet er udelukket. Der er selvfølgelig reglerne i statholdermark-konceptet. Men selv de kan komme til at vige. Selv om de formodentlig stadig vil definere den centrale poesi. For jeg kan jo fx godt komme til at skrive et forkyndende kristent digt eller et moralsk eller et politisk. Og jeg kan komme til at skrive et rent artistisk digt. Eller et rent ekspressivt. Totaldigtet er jo nu sat i gang, og så kan det ikke (helt) foreskrives på forhånd, hvad der kan komme til at ske. Et enkelt artistisk digt vil jo fx stadigvæk være en del af Totaldigt-virkeligheden. Under alle omstændigheder i den forstand, at der er en del af mit liv, når det er mig, der har skrevet det. - Sat ind 11.07.11: Et eksempel på et "kristeligt digt" - som altså hverken er en egentlig salme eller et centralpoetisk digt - er digtet "Kirken før mig - og jeg i den", med begyndelseslinjen "Før jeg blev født, var kirken her. Det er ganske vist skrevet i 2002, men blev sat på min Facebook-væg som "Ugens digt", uge 25/2011. Også fra 2002 er det noget mere salmeagtige digt, jeg satte på som indgangssalme til 1. søndag efter trinitatis, og hvor det om kirken i begyndelseslinjen hedder: "Fjernt på marken, langt fra vejen". Det ledsagede jeg med denne kommentar: "Disse strofer var oprindelig tænkt som bare et digt om kirkens og kristendommens tilstedeværelse trods alt. Men måske vil de også kunne bruges som indgangssalme i trinitatistiden. De to sidste strofer har i hvert fald klart salmekarakter. Det er klart, at enhver, også jeg selv, har ret til at skrive sådanne digte. De ligger som sagt bare ikke inde i selve det poetiske centralfelt, men et eller andet sted på en linje mellem det og de egentlige salmer. - Jeg regner med, at det, jeg når at lave, bortset fra de egentlige salmer, helt overvejende kommer til at ligge inden for rammerne af de koncepter, jeg indtil nu har stillet op. Og der er jo simpelt hen hele mit gemyt, som det har været hele tiden. Og der er principper, der ikke (egentlig) kan brydes. Men ellers ligger det jo netop i konceptet, at alt står åbent, og at alt kan ske. - Og hvad affattelsen af nye fragmenter angår, gælder billedet med/af skibet, der bliver bygget under sejladsen. Nye fragmenter kan dels være forklaringer på /af, hvad der allerede er sket i digte olgn., dels være nye dele af processen, ny del-teori. For der kan jo hele tiden vise sig nye veje, der måske først skal kortlægges. - Måske vil forskellen mellem Fragment A og digt måske blive mindre. - Og navnlig vil det vise sig, hvor meget selve "digtets mekanik" vil komme til at betyde.

Fragment A 043 - Alt det i Totaldigtet, der ikke er enten teori eller digte (med fragmenterne liggende imellem), vil jo sådan set være en ret almindelig udvælgelse og præsentation af "stof". Men alligevel med "betragtning" eller ligefrem "meditation" ("følende og tænkende forholden sig"). - Og der er hele minimalisme- og sidelinjeperspektivet m.m. Helt ud i det mere kontrafaktiske - eller i hvert fald "kontrafaktiske". For også her skal jeg jo både se dybere (sandere) og mere. - Ja, jeg vil jo på sin vis prøve at både gennem- og over-skue hele virkeligheden. Både i forhold til sandheden, ja, måske ligefrem Sandheden, og i forhold til mig selv. Og det gælder altså både virkeligheden som sådan og overhovedet og fx historien.

Fragment A 044 - Der ligger ikke kun en praktisk minimalisme i hele den postnihilistiske måde, jeg helt umiddelbart forholder mig til den foreliggende virkelighed på - at begynde helt forfra for at se, om der overhovedet er noget, der er noget, og som dermed kan godtgøre sin egen betydning - men også i den måde, jeg driver teori m.m. på. Det er også en pointe, at jeg afstår fra at opstille et teoretisk system. Der ligger selvfølgelig nogle bestemte ting i mig allerede som (privat)person, dvs. genetisk og kulturelt - og noget ganske bestemt i "1961". Og der ligger selvfølgelig også noget ganske bestemt i hele den både private og offentlige person Bent Christensens identitet lige netop nu 03.09.10. MEN når det er sagt (og reglerne fra statholdermark-konceptet og eksistensrum-konceptet iagttages), så står alt åbent, og så er det netop meningen, at der hele tiden skal opstå nyt - i en stadig fri vekselvirkning mellem pdes. det, der på ethvert givet tidspunkt er i mig selv og i min produktion, og pdas. virkeligheden uden for mig og mit. Idet jeg jo grundlæggende forestiller mig, at det nye stort set bliver en opfyldning af "1961", altså at hvor nyt og uventet det nye end måtte blive, så vil det kun være det, jeg ønsker at få ind, jeg tager ind. Idet det må understreges, at dette jo omfatter alt det, der pdes. er virkeligt og pdas. ikke er ondt. (Ja, jeg er selvfølgelig kristen og arbejder jo også udtrykkeligt inden for rammerne af statholdermark-konceptet, men ellers tror jeg jo, man i princippet kan nå langt frem mod erkendelsen af selve denne principielle rangorden; det er i den konkrete personlige etik, det store problem ligger).

Fragment A 045 - Bag digtets tilblivelse ligger allerførst det forhold, at alt overhovedet er omfattet af Eksistensen (med stort), så at dette også gælder min eksistens, men at den så igen omfatter alt, hvad jeg forholder mig til. Og når der her siges eksistens (med stort eller lille), betyder det først og fremmest, at der er tale om en større virkelighed end den rent fysiske. - I alleryderste forstand grænser Eksistensen (med stort) vel faktisk op mod Gud pan-en-teistisk forstået, så at hele den af Eksistensen omfattede virkelighed altså er identisk med hele den i Gud værende virkelighed eller hele den virkelighed, som ikke er Gud. - Eksistensen (med lille), dvs. min eksistens, står jo ikke i et tilsvarende forhold til mig! Men det forhold, der er tale om, består jo dels i, at min eksistens er en del af Eksistensen, dels i, at alt det, jeg forholder mig til, bliver oplevet af mig som person. Det er mig som person, der er Eksistensens repræsentant og talerør m.m. - Men ellers er udgangsforholdet jo det, at jeg som subjekt står over for i princippet alt det andet som objekt, men jo især det, der kommer til at stå som motiv osv. - Og her gælder det, at subjekt og objekt er en slags forbundne kar. I grunden(!) forbundne kar. - Og så sker mødet! Mødet "over grunden", dvs. hen over marken/"marken" mellem det subjekt, der træder op af det ene kar i den fælles grund, og det objekt, der træder op af det andet kar. - Mødet sker i et eller flere motiver olgn. – hvor der vel ikke altid kan skelnes skarpt mellem motiver og "stof". - Selve "mødet" er vel først nærmest en "sum", hvor mødet altså er lig med subjektet plus objektet. - Men bortset fra, at allerede selve "udvælgelsen" af elementer i hhv. subjektet og objektet er noget nyt, og at mødet som sådant mellem disse to "udvalg" er noget nyt, er det nye i en højere orden det, der videre sker. - Hvad dette vil sige, altså det, at det nye i en højere orden er det, der sker i selve den særlige poetiske proces, er det afgørende spørgsmål, som også må undersøges empirisk, altså i den litteraturhistoriske del af projektet. Men det er alligevel først og fremmest et stort principielt spørgsmål.

Fragment A 046 - Hvad der sker i selve den særlige poetiske proces? – Jeg kan jo begynde med den negative bestemmelse, at det jo i hvert fald hos mig, og da i hvert fald i hele det område, jeg betragter og betegner som det egentlig poetiske område, ikke må være den rene æstetik eller den rene af mig skabte struktur. Nej, det skal virkelig være et møde mellem subjekt og objekt. Ja, det skal i de fleste tilfælde være et langt mere flerfoldigt møde end bare et møde mellem ét subjekt-punkt og ét objekt-punkt.

Fragment A 047 - "Mere af det samme" betyder almindeligvis "intet nyt". Men brugt storpoetisk betyder det: Mere virkelighed. Større virkelighed. Dybere virkelighed. Men altså som mere af den givne virkelighed. Uden ideologi og andet fantasteri. – 07.10.10 - Er også brugt som Ugens Facebook-fragment (2010, uge 44)

Fragment A 048 - Der kan i det enkelte digt være tale om følgende grader: Blot en udvidelse af selve livs- eller eksistens-billedet. (Fra og med en simpel betragtning af ét motiv). - Indhentning af nyt indhold til selve livs-følelsen. - Mere udfoldelse (inkluderende de to første). - Kan måske formuleres bedre. Kan nok også udvides.

Fragment A 049 - Ugens FB-fragment 1, tirsdag i uge 4/2011: Det må kræves af ethvert digt, at livet er blevet større efter det, end det var før. - 09.11.10.

Fragment A 050 - Ugens FB-fragment 3, torsdag i uge 4/2011: Hele landskabets skønhed ligger i virkeligheden inde i dig selv! - Og hvad så? Det kommer jo samme sted fra! - 09.11.10.

Fragment A 051 - Ugens fragment 1, uge 7/2011: Du går. Og dit blik afsøger alt. Pludselig bliver noget i synsfeltet et motiv. Og så skal enten du hente mere liv ud af det - eller det hente mere liv ud af dig. - 09.11.10.

Fragment A 052 - Som det fremgår af alle de mange gentagelser i ovenstående fragmenter, kommer jeg vist ikke meget længere med selve den grundlæggende udfoldelse af totaldigtkonceptet. Der skal nu nok hovedsagelig - og for alvor - skrives digte og studeres litteraturhistorie. Hvortil kan komme mere specifikke og mere poetiske fragmenter. - Og jeg kommer nok til at opleve, at selve digtet - og ikke mindst hele dets tilblivelsesproces - får en betydning, der bliver større, end jeg hidtil har forestillet mig. - Digtets tilblivelsesproces bliver i eminent grad en erkendelsesproces. For digtets tilblivelsessted bliver endnu et punkt i den struktur, hvori det ellers blot har været subjektet og objektet - over den fælles grund og i den fælles eksistens og Eksistens - der har været hovedpunkterne. - Jeg må nu arbejde videre med dette spørgsmål i såvel mit arbejde med digtene som mit litteraturhistoriske studium. Jeg skal selvfølgelig passe på, ikke at komme ud i en falsk poetisk metafysik, men sagt med forsigtighed og med forbehold vil jeg sige, at det nu må vise sig om, og i givet fald i hvilken grad, digtet og dets (især tilblivelses-) sted bliver et i hvert fald til dels selvstændigt punkt, et sted, hvor den fælles grund eller Eksistensen manifesterer sig på en ny og særlig og større måde, end hvad der er tilfældet i såvel subjektet for sig og objektet for sig som i selve disses blotte sum i deres møde. - Ja, det er klart, at der hele tiden - vist også udtrykkeligt i blandt andet disse fragmenter - har været tale om noget sådant. Det virkelig nye, der bliver tale om fra nu af, er, at det skal vise sig og finde sted i den digteriske proces overhovedet og i hvert enkelt digts tilblivelsesproces. Jeg skal kort sagt ikke bare se dybere osv. i mig selv og i objektet, men også i digtet og dets tilblivelsesproces. Digtet og dets tilblivelsesproces, hvilket altså vil sige digtet som organisme og struktur, bliver i eminent grad et punkt, hvori "grunden" og Eksistensen manifesterer sig. Der må bare ikke gå religion i det!

Fragment A 053 - Poesi er livets udvidelse med andre midler. - Denne aforisme er nu den første af de to "motto-aforismer" på undersiden "Poetik" (den anden er "En digter er en, der ser ting, de andre ikke kan se, og viser dem dem", som også var Ugens Facebook-aforisme, uge 38/2012). - "Poesi er livets udvidelse med andre midler" var også den allerførste Facebook-aforisme og dermed også overhovedet det allerførste, jeg satte på min Facebook-væg. Det skete 31.01.10 og blev fulgt op med digte til hver uge (lige allerførst til hver dag) og salme-vers til hver søn- og helligdag - og til sidst med også nogle af de Fragmenter, der også står her (efter princippet: aforisme eller fragment kan erstatte digt).

Fragment A 054 - Uden teori er også poesiens øje blindt (18.12.10). - På min Facebook-væg som Ugens fragment 2, uge 7/2011.

Fragment A 055 - Den poetiske struktur og det poetiske forløb kan pr. 28.12.10 stilles således op: - Der er min organisme med dens genetiske udrustning. Jeg lader det stå hen, hvor megen vilje, følelse og i det hele taget personlighed der er medfødt. - Min organisme og min persons genetiske grundlag bunder i Universet - hvis det ellers, allerede naturvidenskabeligt/"naturalistisk" er nok at sige sådan. - Og i statholdermark-konceptet ligger jo - "udenfor" - også Kristus-Logos. - Min person ligger/"ligger" også i Eksistensen og har/"har" sin egen eksistens. - Hvornår begynder dette? På en måde fra fødslen. Men jo så i hvert fald i allerede de første dele af livs-røret. - Mit livs-rør munder ud i statholdermark-punktet og dermed i eksistens- og poesi-rummet. - Den poetiske situation og det poetiske forløb kan videre, i al foreløbighed, tegnes således: Når jeg står i mit punkt, har jeg dermed en masse ikke alene bag mig, men også med mig, uanset hvor meget jeg siger, jeg vil begynde helt forfra. Men alligevel begynder jeg jo i den forstand forfra, at jeg vil lade alting godtgøre sig selv og sin betydning helt forfra. I princippet bliver intet taget for i den forstand givet. - Jeg har altså hele livs-røret og alt dets indhold bag mig og med mig, mere eller mindre bevidst og husket. Og jeg bunder i totalvirkelighedens dyb. - Min situation er, at jeg i hvert fald siden 1961 har haft min særlige følelse og længsel, altså en trang til livs-møde og livs-udvidelse, som er noget andet end "kultur" og "litteratur" - men som også er noget andet end bare almindelig livsudfoldelse i form af oplevelse og bedrift. Dette er det helt grundlæggende. - Farvellet til jazzen - og behovet for en tilsvarende livsudfoldelse - er også grundlæggende. - Og så er der hele "Grundtvig", dvs. såvel teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" som Grundtvigs eget totaldigter-eksempel, som dog i allerhøjeste grad skal bruges på min egen måde efter at være blevet sat på højere nævner. - Jeg ser såvel mig selv som person som alt omkring mig som bundende i den samme totalvirkelighed (Kosmos, Eksistensen). - Poesien er livets udvidelse med andre midler (min allerførste Facebook-tekst, nemlig Dagens Facebook-aforisme (31.01.10). - Grundlæggende er den allerede beskrevne 1961ff-situation (nu også betegnet som "elskende og kendende forholden sig"), hvor det for mig gælder om mødet med virkeligheden uden for mig selv, så min følelse kan blive udfyldt og struktureret. - Men "mødet" er allerede som sådant mere end bare summen af subjekt og objekt. Der er også tale om en vekselvirkningsproces, hvori der også bliver tale om ny erkendelse af såvel nye ting i mig selv som nye ting i virkeligheden uden for mig selv. - Dette kan der siges meget mere om. Jeg er begyndt at sige, at "digtets sted" er "det tredje sted", hvor den fælles grund manifesterer sig, "tredje" i forhold til subjektet og objektet, altså mig som (lyrisk/poetisk) Jeg, og så hele virkeligheden uden for mig. - Og så er der altså selve den egentlige poetiske proces, altså især "digtets proces" eller "processen frem mod digtet og processen i digtet". Også dette kan der siges meget mere om, og det er ikke til at sige, hvor grænsen går mellem det, jeg siger i afsnittet her lige ovenfor, og det, jeg siger her. - Alt det videre vil - og skal - først og fremmest vise sig i forbindelse med produktionen af digte. Men her er det heller ikke til at sige, hvor grænsen går. Jeg kan jo fx godt gå og arbejde poetisk i min følelse, tanke og sansning, og så få produceret et "halvfabricatum" i form af et fragment eller lignende, fx en "betragtning". Og jeg kan lave nye fragmenter og "betragtninger" og lignende, både sideløbende og bagefter. Det afgørende er, at jeg fra nu af skal arbejde målrettet i en stor samlet poetisk proces. Hvor jeg jo ikke må glemme den store totaldigt-sammenhæng, det hele skal udgøre.

Fragment A 056 - Det helt nye er, at det nu skal vise sig, hvad der ligger i, hvad jeg i min seneste artikel ("Livsengagement og poesi", Præsteforeningens Blad 2012/10, og en utrykt tidligere version) og i (mindst) et tidligere fragment har sagt om, at digtet lever sit eget liv. Jeg har sagt det på den måde, at der ikke bare er tale om mødet mellem det i samme bund grundende subjekt og objekt, men om digtet som et tredje og højere punkt, hvor poesiens særlige "udvidelse med andre midler" finder sted. - Jeg skal også rent poetologisk og litteraturhistorisk forske videre i dette. Men jo først og fremmest afprøve og udforske det i min egen poetiske praksis. Der er hele tiden tale om vekselvirkning. - Men jeg fastholder en naiv realisme, symbolisme (i min betydning) og modernisme (forstået på min måske, som jeg må forklare senere, se dog også her lige nf.). Der er ikke tale om en særlig dyrkelse af sproget og digtet. Digtet er stadig ikke noget i sig selv, altså isoleret fra livet i øvrigt. Det er bare et særligt mødested for subjektet, objektet og den fælles grund. Særligt, for jeg siger jo netop også, at digtet er et særligt punkt, hvori den dybe fælles grund manifesterer sig. - Det kan man vel for så vidt også sige om de mere tekstorienterede digte? Det må undersøges. Men for mig har den (forholdsvis) naive realisme, symbolisme og modernisme forrang. Jeg kan være så uenig, jeg være vil, med de faktiske tressermodernister. Men 1961 er også i dén henseende mit sted, at jeg - med en meget grov forenkling - kan siges at have det til fælles med de faktiske tressermodernister, at der skulle gås videre fra hereticanerne, men at jeg bare selv ville have valgt en anden vej, hvis jeg havde kunnet. Og det er den vej, jeg skal gå nu. Med udgangspunkt i 1961 - men jo også stående, hvor jeg står nu, hvilket i skrivende stund vil sige på tærsklen til 2011 (28.12.10).

Fragment A 057 - Det må kræves af ethvert digt, at livet er blevet større efter det, end det var før. - Ugens Facebook-fragment 1, tirsdag i uge 4/2011.

Fragment A 058 - Man kan godt sige, at min poetik er et helt spisestels dybe tallerkener opfundet på ny. Men der er alligevel en vis tilfredsstillelse ved at spise af en tallerken, man selv har opfundet, i stedet for af en, der bare stod der, da man satte sig. - Ugens Facebook-fragment 2, onsdag i uge 4/2011.

Fragment A 059 - Hvor mange billeder malede J.C. Dahl af Elben? Hvor mange digte kommer jeg til at skrive om Sakskøbing Fjord? - 05.02.11. - Oprindelig kommentar til digtet "Himlen hvælver sig højt og blåt" (ugens Facebook-digt i (for)sommeren 2011).

Fragment A 060 (to Facebook-fragmenter) - Ugens FB-fragment 1, uge 7/2011: Du går. Og dit blik afsøger alt. Pludselig bliver noget i synsfeltet et motiv. Og så skal enten du hente mere liv ud af det - eller det hente mere liv ud af dig. - 09.11.10. - Ugens FB-fragment 3, uge 7/2011: Digtet må ikke handle om sig selv. Det, det handler om, skal finde sted i digtet. - 17.01.11.

Fragment A 061 - NB! Dette meget store "fragment" er i virkeligheden nogle ikke særlig velordnede betragtninger, som udgør, de nyeste dele af min poetik og poetologi pr. 02.07.11. Det meste af det skal, sammen med de tilsvarende ting i fragmenterne ovenfor, snarest muligt transformeres til dele af selve den samlede og ordnede fremstilling af min poetik. Men jeg er nødt til at lade det blive stående sådan indtil videre. Jeg skal i gang med produktionen af digte, der svarer til, hvad jeg er nået frem til. Det er nu! Det er også kun derved, jeg kan komme videre med poetikken, altså i en vekselvirkning mellem selve digt-produktionen og de i høj grad denne ledsagende videre poetologiske overvejelser og betragtninger. Jeg henviser altså fra nu af (juli 2011) ganske særligt til undersiden "Litterære tekster"; det bliver nok dér, man i den kommende tid især vil kunne se, hvad der videre sker. - Og jeg har andre ting, jeg er nødt til at skulle arbejde med, også her på denne underside, men der er også de andre underside-tekster, jeg er i gang med. - Jeg beder de læsere, der måtte prøve at finde rundt på denne side undskylde rodet! Måske er der en enkelt yngre læser eller to, der kan få noget ud af det og allerede nu bruge det til noget. Der er måske også nogle, der bare gerne vil danne sig et indtryk af, hvor langt jeg er kommet. - De grundlæggende ting kan ses på (mindst) følgende måder: 1. Kronologisk. - 2. Motivisk. - 3. Den digteriske proces. - 1. Kronologisk - I snævrere Total-digt-forstand er det kronologiske det selvbiografiske. Men i videre forstand er det det historiske, lige fra den historie, der lige omgiver mig, eller som har ligget eller været eller udspillet sig omkring mit Livs-rør. - Det selvbiografiske - Hvis jeg nu begynder med det selvbiografiske, som jo ikke bare er det slet og ret BC-selvbiografiske, idet BC-Jeget i høj grad er - eller bliver - et Jeg, der kan sammenlignes med det lyriske Jeg, kan jeg sige (men det samme gælder for så vidt også det historiske overhovedet, se nf.), at der fra Oreby af (mit fødested og min tidlige barndoms sted), men jo også på ethvert punkt i forløbet, er: a. Det foreliggende. - b. Det, der kunne have været. - c. Det, jeg drømte om eller så for(an) mig. - d. Det, jeg (også) kunne, eller burde, have drømt om eller set. - e. Det, der kom. - f. Det, der kunne, eller burde, være kommet. - g. Det, jeg på det givne tidspunkt, og især NU, kan lade blive til, eller i hvert fald vise sig, i min storpoetiske aktivitet. - Det historiske - Det historiske vil jeg foreløbig springe over, for mutatis mutandis gælder som sagt i høj grad det samme for det. - Jeg kan dog også her henvise til mit aktuelle (sommer 2011) beskedne historiske studium, hvis resultater præsenteres på undersiden "Det særligt danske". - 2. Motivisk - Der er følgende måder: a. At jeg ser et hvilket som helst motiv som et halvgennemsigtigt spejl, hvor processen altså er, at jeg dels spejler mig i det, dels ser dybere i det. - b. At jeg ser et hvilket som helst motiv som et forbundne-kar-punkt, hvilket vil sige, at der er tale om et forhold mellem hhv. mig og det pågældende motiv-punkt, som to manifestationer af den fælles grund. Her er processen altså, en vekselvirkning mellem disse to manifestationspunkter. - c. At jeg ser to eller flere motiv-punkter som forskellige manifestationer af den fælles grund, så at der bliver tale om en trigonometrisk eller "polygonometrisk" krydspejling. Dette er dog måske enten helt ovre i den digteriske proces eller på grænsen dertil. - 3. Den digteriske proces - Det gælder (vel) for både den kronologiske og den motiviske betragtning (eller hvad jeg nu skal kalde det), at så længe der kun er tale om selve betragtningen - eller "betragtningen" - er der - stort set - kun tale om noget, enhver, mere eller mindre bevidst, kan gøre - og forhåbentlig gør. Derfor er spørgsmålet nu, hvad der videre skal ske, for at der kan blive tale om en digterisk proces. - Hvad har jeg hidtil sagt om dette? - Jeg har sagt: a. Livsfølelsens ud- og/eller opfyldning. - b. Livets udvidelse med andre midler. - c. Kendende og elskende forholden sig. - d. Udfoldelse. - e. Udfoldelse og omfatning. - Osv.? - Men spørgsmålet er nu: Hvad skal der til for, at disse ting kommer til at ske, eller til at blive virkelighed? Men også: Hvad skal der i det hele taget ske, for at jeg kan sige, at mit livs-projekt er blevet realiseret. - Hvis jeg kun er almindelig privatperson, er selve følelsen og den (mere) umiddelbare oplevelse af virkeligheden - med en eller anden grad af "refleksion" - sådan set nok. - Jeg ser her (foreløbig) bort fra, hvad der videre sker, hvis det almindelige menneske er lyriklæser og/eller alligevel i en eller anden grad "privat livs-poetiker". - Hele mit liv er ét stort bevis på, at det ikke er nok, bare at føle og betragte. Min 1961-drøm kan kun opfyldes og realiseres, hvis der kommer en poetisk proces til, både stor-poetisk og litterær-poetisk. - Da jeg (i særdeleshed nu) ikke drømmer om hverken personlige reelle oplevelser og bedrifter ude i den foreliggende virkelighed eller politiske og tilsvarende ting, og slet ikke vil henfalde til hverken noget utopisk eller noget ideologisk, skal opfyldelsen og realiseringen af "1961ff" rent ud sagt ske i tekster! Idet teksterne dog ikke bare er tekster, men jo bogstavelig talt nedskrifter af det, der sker og er sket i den stor- og litterær-poetiske proces. - VIDERE: - Når jeg først står i mit koncept, gælder det naturligvis, hvad der videre skal ske, i såvel den totalpoetiske som den litterærpoetiske proces. Denne proces kan siges at svare til bevægelsen fra frelseshistorie til dogmatik og til prædiken, og så til salmer, altså i et stort kontinuum fra den allermest generelle og omfattende "betragtning" til det enkelte konkrete digt. - Men hvad kan der nærmere siges om den poetiske proces? - Det første er, eller kan være, en mere speciel eller professionel videre se-ning. Idet jeg allerførst skal gøre mig klart, hvad det hele går ud på, ja, hvad jeg vil opnå. - Jeg gentager: Livsfølelsens styrkelse, udvidelse og opfyldning/udfyldning. Men også hele den realisering, jeg har omtalt ovenfor, altså med hensyn til, hvad der også kunne og burde have været i det, og hvad der kan og skal komme i det. Det første er (mest) bare "syn", dybere, bredere osv. Det andet er forholden sig og "handling", altså noget, der sker, bare ikke i den foreliggende virkelighed, men i mit Rums virkelighed. Det er i første omgang en udfoldelse af ikke umiddelbart foreliggende liv (virkelighed) for mit eget vedkommende og i anden omgang en videre proces, hvor jeg sætter mine ting ud i den fælles proces. Det ligger jo i det poetiske, at jeg optræder på menneskeslægtens vegne og henvendt til menneskeheden - i både de helt små og de helt store kredse. - Jeg gentager også, at der i selve motiv-seningen er tale om måske - eller i hvert fald - tre måder: a. Det halvgennemsigtige spejl. - b. Forholdet mellem mig som subjekt og objektet som bundende i (manifestationer af) den samme fælles grund. - c. En mere kompliceret tri- eller "polygonometrisk" krydspejling. - Det afgørende er, at jeg jo, når jeg går i gang med den (professionelle) poetiske aktivitet ikke kan nøjes med, bare at se og føle og forholde mig - eller drømme i sådan al almindelighed. Hele den dybere, større og nyudfoldede virkelighed, der skal være tale om, må jo til sidst skulle nedfældes i og være repræsenteret af ord! I et digt eller i en anden tekst (digte, andre tekster, Total-digtet). Det kan godt være, nedfældningen kun bliver et svagere udtryk for det, der egentlig foregår inde i mig selv. Og det kan for mig selv være det helt store, hvad der foregår inde i mig selv under denne proces. Men min poetiske aktivitet som sådan, dvs. som en proces, hvori jeg deler mit liv med de andre, kan kun komme til udtryk i ord/tekst. Hvor netop total-digt-konceptet muliggør, at mest muligt kommer til udtryk. Der kommer mere til udtryk i Total-digtet end i det enkelte digt eller i bare en eller flere digtsamlinger og andre i mere sædvanlig forstand litterære tekster. - Men jeg står eller går altså - eller for den sags skyld sidder - og har nogle (altså evt. erindrede eller på anden indirekte måde foreliggende) motiver for mig, ja, evt. bare ét motiv. - Ja, lad mig begynde med ét motiv, som jeg altså enten ser på/i og gennem som halvgennemsigtigt spejl. Det kan være et træ. - Træet som sådant bliver jeg hurtigt færdig med. Det er jo bare et træ. Og der kommer ikke poesi ud af, at jeg foretager en biologisk analyse af det. Selv om en sådan jo kan danne grundlaget for og komme til at indgå i en poetisk proces. Og der er jo også rent umiddelbart ikke-biologiske "konnotationer", lige fra træets forhold til det geologiske og atmosfæriske, ja, kosmiske, til dets forhold til menneske-verdenen og historien osv. Heller ikke disse "konnotationer" fører imidlertid umiddelbart til poesi. - Men træet som "spejl" rummer jo nærmest utallige muligheder. Der jo altså så ikke ligger (ret meget) i træet men først og fremmest inde i mig selv. - Her er det dog interessant, hvad der skal forstås ved "ligger inde i mig selv". For bortset fra min tilstand, da jeg blev født, er der jo ikke noget inde i mig selv, der ikke er kommet derind udefra. Der er altså ikke nogen skarp grænse mellem, hvad der er inde i mig selv, og hvad der - ud over fx det konkrete motiv-træ - ligger uden for mig, altså de her netop omtalte "konnotationer", men jo så også det eller de andre punkter i en tri- eller "polygonometrisk" pejling. - "Bortset fra min tilstand, da jeg blev født, er der jo ikke noget inde i mig selv, der ikke er kommet derind udefra". - Det er selvfølgelig et spørgsmål om definition. Men jeg kan vel se bort fra selve mit legemes, herunder min hjernes, rent fysiske udvikling eller "udvikling" efter fødslen? Det afgørende er selvfølgelig under alle omstændigheder, at der vel ikke som sådan opstår egentlig nye "elementer" inde i mig selv i løbet af mit liv. Skulle der være tale om noget, der ikke kommer ind fra min omverden, måtte det være en åbenbaring eller en dertil svarende inspiration eller lignende. Men det vil jeg se bort fra, i hvert fald her, også af den grund, at der jo så for alvor vil være tale om noget, der komme til mig udefra, ja, "ovenfra"! Det, der i sammenhængen her er interessant, er, om det er nok at sige, at alt, bortset fra det medfødte, er kommet til mig udefra, eller om de processer, alle de her nævnte "elementer" indgår i, fører til ting, der praktisk talt er helt nye. Man kan måske her bruge begrebet emergens, altså det, at der i en proces, hvori de og de elementer indgår, opstår noget nyt, som er noget andet og mere end summen af elementerne. Og så kan man sige, at digtet er et emergens-sted. - Men hvad nu mit forhold til fx træet angår, kommer der ikke mere ud af min forholden mig til træet, hvis der ikke kommer noget andet ind i det, det være sig noget, jeg henter fra det, der allerede er kommet ind i mig selv, eller noget, jeg henter ved den ene eller den anden form for krydspejling. Men så kan der, i hele den proces, hvori samtlige elementer indgår, opstå noget nyt, emergens. - Jeg kan kun få poesi ud af min forholden mig til træet, hvis jeg inddrager noget andet, altså enten fra det "lager", der udgøres af det, der er inde i mig selv, eller fra andre motiver, dvs. gennem krydspejling. Selv den simpleste dybde-sening i træet må skulle ske gennem inddragelse af andre motiv-ting og komme til udtryk i andre ord! - Selv om jeg i den allersnævreste forstand kun har træet som motiv, er det jo dermed også og allerede symbol, dvs. på én gang sig selv og repræsentant for noget mere. Som symbol er dette træ både sig selv (i den allerdybeste og mest omfattende forstand, altså ved alle sine umiddelbare "konnotationer") og repræsentant for noget mere. Det er det, der ligger i det, når man siger, at symbolet participerer i den virkelighed, det symboliserer. Så jeg kan kun få den større virkelighed, træet symboliserer, og altså participerer i, frem ved at inddrage andre motiviske ting, hvilket altså til sidst vil sige ved at bruge "andre ord". - Selv i den allersimpleste "spejling" kommer der altså til at finde en eller anden form for krydspejling sted! Jeg kan kun komme til at se "mere", hvis jeg bruger "andre ord". - Her kommer også digtets sted som et tredje "manifestationspunkt" ind. Hvortil kommer, at især den totalpoetiske proces jo ikke bare består i se-ning og nedskrivning (i forhold til et eller flere "statiske" motiver), men også meget hurtigt både kan og bør få bevægelse og handling i sig. I videste forstand betyder det, og altså især for Total-digtets vedkommende, at der skal blive tale om realiseringen af større eller mindre stykker liv, der ellers ikke er eller ikke vil blive realiseret. Det kan være et ganske lille livs-stykke i et enkelt digt. Det kan være dele af mit eget liv, ja, hele mit eget liv, som det kunne eller burde have været. Idet "mit" altså ikke (kun) skal forstås rent selvbiografisk. Jeg gentager min sammenligning med det lyriske Jeg. - Poesien er ikke bare noget, der ses, men også noget, der sker! - Hvad poesien som realiseringen af ellers ikke realiseret liv angår, må jeg også gentage min afstandtagen fra al alt dagdrømmeri og fantasteri og al luftkastelbygning og utopi. Her kommer forskellen mellem program og model ind. - Men der er jo også modsætningen til det rene dagdrømmeri, hvilket vel vil sige det, at den poetiske livsrealisering på en forkert måde kommer til at træde i stedet for det konkret levede liv. Poesien skal jo ikke erstatte det konkrete liv, men udvide det. - Men jeg kommer alligevel ikke uden om forholdet til fantasien. Jeg har ellers i mine poetik-forsøg holdt mig på afstand af "fantasien" - og har heller ikke brudt mig meget om den, når jeg har mødt den i mit litteraturhistoriske studium. Men det er jo igen et spørgsmål om definition. - Man kan jo godt sige, det er fantasi, når jeg vil se mere, end hvad der umiddelbart foreligger, ja, vil få noget til at ske, som ikke er sket og (måske) aldrig vil komme til at ske i selve den foreliggende virkelighed. Men igen: Det er et spørgsmål om definition. Det afgørende er at skelne mellem syg og sund fantasi. - Jeg har hidtil også været meget tilbøjelig til at se det poetiske som en aktivitet, der udgår fra den "herlighedsteologi", der ligger i teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement. Ligesom jeg står meget kritisk over for den poesi, der mere eller mindre ligefrem dyrker lidelsen. Eller over for den nærmest helt principielt kritiske position, poesien kan indtage. Jeg er med andre ord meget utilbøjelig til at beskæftige mig med negative ting. Helt grundlæggende er det virkelig en "herlighedspoesi", jeg vil drive. Men man skal jo ikke se længe på virkeligheden, før det negative, ja, onde, og lidelsen, dukker op. Jeg kommer derfor ikke uden om for det første en stillingtagen til det negative og onde, og for det andet det at se kampen (forstået på flere måder) som faktisk i sig selv et positivt motiv. Jeg skal bare være meget forsigtig. Der er mange ting her, jeg ikke vil have til at fylde i nogen del af min poesi. - Men nu skal jeg se at komme over i den mere konkrete poetologi! Men på en måde kunne jeg jo bare blive ved at arbejde som her, indtil det endte i et digt! - NB! Jeg må ikke glemme at skelne mellem "inde-i-mig 1" og "inde-i-mig 2"! Det ligger jo i teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og i hele det følgende poesi-koncept, at jeg ikke på en dårlig, ja, kristeligt set syndig måde, bare skal udbrede Bent Christensen som sådan. Det er jo udfyldelsen med virkelighed af gudsforholdet og gudsrigeshåbet, det gælder om. Jeg må altså skelne mellem "mig som sådan" og "mig som også en repræsentation af virkeligheden". Det er i princippet heller ikke svært. Og det ligger jo i hele "1961ff", at det ingenlunde er min egen tomhed, jeg ønsker at udbrede. Jeg mener virkelig ikke, jeg løber nogen risiko i den retning. - Men der er altså tale om både en mere simpel virkelighedsudfyldning gennem mere eller mindre ren se-ning og en realisering af "mere virkelighed" gennem noget, der godt kan kaldes selvudfoldelse. Der er bare tale om en selvudfoldelse som udfoldelse af virkeligheden, som den er manifesteret i og til stede i mig. Jeg er jo som subjekt den ene af de i første omgang to manifestationer eller "toppe" med bund i den fælles virkelighed. - Men nu videre med, hvad der mere konkret sker i den poetiske aktivitet og i såvel Total-digtet som det enkelte litterære digt. - Digtet er altså ikke bare - og i hvert fald ikke uden videre - bare en se-ning af det enkelte motiv, fx et træ. Heller ikke i form af selv den mest dybtgående og detaljerede analyse af det simpelt hen "i dybden". Jeg kan ikke udtrykke det "mere", der skal komme ud af processen, uden at bruge "andre ord". Og så er jeg tilbage ved krydspejlingen - eller det, jeg i sin tid kaldte "toppenes gensidige belysning", idet jeg også talte om forbindelsestråde mellem disse "toppe". - Dette svarer til det med de forskellige "planer" i et digt. - I det mest enkle tilfælde er der tale om en dybde-sening af et enkelt motiv med inddragelse af et minimum af andre elementer og (deres) ord. Helt på den anden side kan der være tale om et digt, der ikke handler om et bestemt enkelt motiv i skikkelse af en ting, fx et træ, men om fx en del eller side af eksistensen, set gennem anvendelse af en række mere eller mindre sideordnede elementer og deres ord. - Og jeg må altså stadig skelne mellem den enkle, rene se-ning, og så de tilfælde, hvor der er tale om forløb, udfoldelse, handling osv. - Total-digtet - og hvert enkelt digt eller lignende som del af det - skal være en udvidelse af livet med andre midler - og videre en realisering af det liv, som ellers kun hørte til den mulige del af virkeligheden. Total-digtet er på denne måde såvel en udvidelse af mit eget liv som en udvidelse af livet og virkeligheden overhovedet, ja, ikke bare en udvidelse, men altså netop en realisering af noget, som før kun var en virkelig mulighed. - Under iagttagelse af alle regler bliver der altså tale om en realisering af et alternativt, eller bedre, udvidet liv. Hvis fx det enkelte digt ikke bare er ren se-ning eller tydning, bliver det et stykke nyt liv. Og Total-digtet bliver tilsvarende en realisering af mere eller mindre et helt nyt menneskeliv eller en helt ny historie - eller historie-del, et historie-stykke. - Og selve processen bliver i allerhøjeste grad "livsengagement"! Det er en side af det forhold, at digtet (også Total-digtet) bliver ikke bare et "tredje" manifestationspunkt, men sådan set det højeste og mest specielle manifestationspunkt. - Om teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement som herlighedsteologi og om min poetik som herlighedspoetik har jeg talt. Ligeledes om min tilbageholdenhed, for så vidt angår det negative og kritiske. Men når det er sagt, gælder det naturligvis, at alt står åbent. Det ligger jo allerede i hele teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement. Når det er virkeligheden, der skal erkendes, kan jeg ikke udelade nogen del af den. Jeg skal rent ud sagt bare undgå at blive (plat) politisk eller at lave plat moralistisk digtning eller plat indignationsdigtning osv. - Men når en del af erkendelsen gælder "den ontologiske rangorden" og modsætningen eller ligefrem kampen mellem det, der dér står højt, og det, der dér står lavt, bliver der i det mindste tale om en "vurdering". Men der bliver jo også tale om at se kampen mellem det gode og det onde (for at sige det meget enkelt) som et i sig selv positivt motiv. Bortset fra de etiske og rangordenserkendelsesmæssige krav, der ligger i og følger af statholdermark-konceptet, må intet imidlertid være givet eller foreskrevet på forhånd. Både hele den ontologiske rangorden og værdiforholdet i de enkelte modsætninger skal netop erkendes. - Intet er givet på forhånd. Derfor har jeg også ikke alene ret, men faktisk også pligt til at bruge ethvert motiv, der falder i mit øje. - Jeg tror, at jeg fra nu af mere og mere vil blive indstillet til at kunne se motiver overalt, og motiver af alle slags. Og da jeg jo har bikubekonceptet, fsva. mit Rum, risikerer jeg intet. Hvis jeg fx kommer til at forholde mit til et meget lille og meget perifert motiv, gør jeg mig bare færdig med det, evt. i form af et digt - og putter det i dets celle! - Der sker ikke noget ved, at jeg studerer hidtidig digtning for at se, hvordan man her har gjort! Ligesom der ikke er nogen anden historie end den forløbne del af menneskeslægtens liv her i verden, således er der heller ikke nogen anden litteratur(historie) en den litteratur, der faktisk er blevet skrevet. Og hvor alternativ og kritisk jeg end er ude på min sidelinje, kan jeg jo ikke påstå, jeg er verdens første og eneste digter! Ja, jeg kan faktisk sige, at mit forhold til litteraturhistorien er som mit forhold til virkeligheden i det hele taget, nemlig at jeg tager udgangspunkt i det foreliggende og prøver at se dybere og videre i det. - Ja, mit kritiske forhold til eksisterende kultur og litteratur, er jo en side af min skelnende erkendelse af virkeligheden overhovedet. - Jeg kan ikke lige nu sige, hvordan forholdet i eksisterende kultur og litteratur er mellem, hvad jeg må forholde igen kritisk til, og hvad jeg må anerkende som noget, der en eller anden måde og i en eller anden grad svarer til det, jeg selv vil. Men det er også lige meget. Jeg har helt grundlæggende mit "1961ff"-forhold og mit statholdermark-koncept, og i begge ligger, at alt, hvad der er noget, må godtgøre sin egen værdi og betydning. Desuden er det jo sådan, at det er med eksisterende kultur og litteratur er som med selve sproget, at man er nødt til at kende det, hvis man vil sige noget. - NB! Det, jeg her har sagt, er i anledning af, at jeg sagde, at jeg også måtte se, hvordan man ellers har skrevet digte, og jo altså især de digtere, jeg i hvert fald i nogen grad kan se som forbilleder. - Men ellers må jeg primært arbejde videre ad min egen vej. - Formålet med hele den poetiske proces er altså livsfølelsens opfyldelse og livets udvidelse. Når digtet er skrevet (eller en tilsvarende proces er ført til ende), skal noget nyt være kommet til stede i verden. - Men igen må jeg skelne mellem digte (og tilsvarende processer m.m.) af rent eller overvejende tydende karakter og digte m.m. af overvejende begivenhedskarakter. Der skal dog under alle omstændigheder ske noget i processen/digtet. - Lad mig nu prøve: Jeg får et motiv i øjet. Måske nogle sådan set bare usle buske. Men der er noget over usle buske. Og nu er de altså blevet motiv for mig. Hvor meget kan jeg komme til at se ved bare at se, ja, "se" på dem? Der kan jo være omstændigheder omkring dem. Måske ligefrem en historie. Men medmindre der fx er tale om en helt særligt og ret spektakulær historie, kommer der jo ikke meget ud af selve det. - Det næste bliver så, at jeg begynder at bruge dem som spejl. Og så kan de jo sådan set komme til at spejle næsten hvad som helst inde i mig selv. Det, det gælder om, er at finde og "se" en "korrelation", altså en overensstemmelse mellem lige netop disse buske med deres former og farver osv., og så nogle ting inde i mig selv, der svarer dertil. - Men det må ikke blive for alment. Det gælder jo i det hele taget. Enhver ting participerer jo i hele Kosmos og kan således blive et symbol på det hele. Og alting er jo sådan set altid symbol på det hele. Men da det nu drejer sig om virkelighed og betydning - og om virkeligheds-betydning - gælder det om at koncentrere sig om det særlige, det specifikke. Det tabes der jo heller ikke noget ved, for i mit tilfælde ser jeg det oven i købet som del af Total-digtet. - Jeg kan igen sammenligne med det, jeg kender fra min præste-erfaring: Amatøren eller begynderen skal have hele dogmatikken med, når han skal holde en prædiken, den erfarne kan mere eller mindre koncentrere sig om den foreliggende tekst, ja, måske bare én eller et par detaljer i den. - Men koncentrationen om det specifikke giver også en helt særlig repræsentation af det hele! - Jeg må altså prøve at finde ud af, hvad der er det helt særlige i forbindelsen mellem lige netop disse buske, og så deres korrelat inde i mig selv, det helt særlige i både det ene og det andet - og i buskene selv - som gør det fortjent til at indgå i den poetisk proces, der ender i et digt. - Det kan være buskenes forvredne, krogede facon, manglende symmetri, "huller i siden" osv. Og det kan være deres belægning af alger, som tyder på alder og måske sygdom. Men som fx den nye skarpe forårssol får til at lyse i mange nuancer. - Det usle, ydmyge har jo - formodentlig helt uanset kristendommen - i hvert fald siden 1961 spillet en stor rolle for mig. Der kan dog godt være tale om en "kulturkristen" eller snarere endnu dybere prægning. Det har i hvert fald siden mindst 1961 været sådan, at jeg har dyrket det små og uanselige, lige fra den mindste lille plet med vissent græs og op til hele Lolland, ja, hele Danmark. - Godt: Det små og uanselige, ja, grimme og forvredne, forkrøblede, mos-, ja, måske ligefrem sygdomsbefængte. Der alligevel lyser i mange smukke og fine nuancer i den nye forårssol - som måske skinner på denne måde for første gang i år. - Men jeg må gå videre i processen frem mod, at det bliver lige netop disse buske med alle deres egenskaber og lige netop det-og-det inde i mig selv, der svarer dertil. - Jeg skal gå hen og kigge nærmere på buskene. Se enkeltheder, der særligt kan betyde noget. Og tænke på, hvad de svarer til inde i mig selv. Der er også "omstændighederne", ja, konnotationerne og associationerne. Naturlige. Af en sådan karakter, at de MÅ med i lige netop denne proces / dette digt. - Måske skal jeg læse noget om disse buske. I hvert fald om algerne (eller hvad det nu er). Måske navne på farverne. - Men hele tiden med henblik på processen og det specifikke i lige netop denne sammenhæng. - Samtidig har jeg jo hele "dogmatikken" og hele "historien" liggende, og hele min almindelige tydning af det hele. Det er det, jeg grundlæggende har "læst" i det hele. Men nu skal jeg altså "læse" lige netop disse buske. - Når jeg har sagt konnotationer og associationer, begynder jeg at komme ud i det med flere toppe og andre ting og ord. Hvis jeg skal sige mere om disse buske (og det tilsvarende inde i mig selv), bliver jeg jo nødt til at gå uden for dem/det. For at se dybere må jeg se videre! - Det afgørende er altså det, Maximilian Schell i tv-programmet for mange år siden kaldte "the inevitability" hos Beethoven. Der bør i hvert fald stiles efter, at det bliver lige de-og-de ting, der kommer med, både indefra og udefra, og både fra dybden og fra bredden. - Under det hele ligger hele det fortællingsmæssige og systematiske grundlag, jeg nu har talt så meget om, svarende til teologien m.m. i forbindelse med salmeskrivningen. Og det er på dette grundlag og denne baggrund, det hele må komme til at udkrystallisere sig, når jeg begynder at "se" og processen går i gang. - Det afgørende er, at lige netop disse buske med det, de er og repræsenterer, ender i et særligt udtryk for hele mit anliggende, altså nærmere betegnet "det små og beskedne som udtryk for en særlig virkelighedskvalitet". - Jeg må, hvad detaljerne angår, stort set vente, til jeg står og ser på buskene. Lige nu nøjes jeg, altså stort set, med selve principperne for det videre forløb. - Jeg begynder med en detaljeret sansning af buskene. Former og farver. Måske også de rent fysiske omgivelser. Og altså evt. et studium af både dem som sådanne og lavet. - Derefter kommer konnotationer og associationer. Som der må vælges i! Kun det nødvendige skal med! - Og så går jeg ind i mig selv. Og jeg har jo lige skrevet, hvilke slags elementer jeg skal lede efter. Og igen gælder inevitability-princippet. - Afgørende bliver nu - når jeg som sådan har valgt elementerne - hvordan jeg skal få dem udtrykt i (andre) ord! - Og her kommer jeg over i selve den mere konkrete poetologi. - Jeg har jo grundlæggende lagt mig på en slags tressermodernisme light. Men jeg skal selvfølgelig - populært sagt - se at få fundet min egen stil! Her kan jeg bla. tage udgangspunkt i mit digt JAZZ AND POETRY! Og altså ikke mindst springet "fra viol til måge". Men jeg må jo - igen populært sagt - sørge for, at "stilen" kommer til at svare til hele mit "anliggende". Grundlaget er dels jazzen, dels hele "1961ff". Tilføjelse 11.07.11: - Digtet JAZZ AND POETRY var ugens Facebook-digt i uge 24/2011, men stor jo altså sammen med alle de andre Facebook-digte også på undersiden "Litterære tekster". - Og 15.11.12: Jeg beklager endnu en gang rodet. Jeg har lige læst alle fragmenterne igennem og rettet nogle småting i dem. Men det varer nok nogen tid, før jeg får det hele redigeret ordentligt. Og jeg skal jo også videre med det hele.

 

Fortsættes.

Men det er klart, at der skal en helt anden orden på det hele. Det er jeg også klar til nu. Men jeg arbejder jo ad flere spor. Jeg skal for det første nu for alvor arbejde med selve de enkelte digte. Men dette skal selvfølgelig ske i en løbende vekselvirkning med såvel nærværende underside som undersiden "Poetik". Hvortil kommer "Min lyrik- og poetikhistorie". - Og så er der de andre ting, jeg beskæftiger mig med, fx salmedigtningen (undersiden "Salmer og kristelige digte"). - Desuden vil jeg prøve, snarest muligt at få skrevet "Erindringer" færdig i hovedtrækkene.

 

 

*  *

 

 

Kapitel 2

Fragmenter B - Betragtninger overhovedet

 

Se ovenfor - under del-overskriften - om principperne for opstillingen i nummererede punkter.

 

 

Xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

 

 

*  *

 

 

Kapitel 3

Fragmenter C - Historiske betragtninger

 

Se ovenfor - under del-overskriften - om principperne for opstillingen i nummererede punkter.

 

Jeg kan her foreløbig henvise til undersiden "Det særligt danske", hvor jeg - med fællesmenneskeligt afsæt i "den mitokondrielle Eva" i Afrika for måske 200.000 år siden - prøver at finde nogle ting og gøre nogle betragtninger i perioden fra Harald Blåtand til i dag. Hverken mere eller mindre. Det er ikke nogen akademisk tekst, kun nogle eksempler og "betragtninger" med indsatte digte.

 

 

 

Her slutter de indtil nu skrevne dele af den nye Version II.

 

 

 

*  *  *    *  *  *    *  *  *

 

 

 

MIT EKSISTENS-RUM

eller

MIT TOTAL-DIGT

 

Version I - 13.01.09-19.04.10

Med senere opdateringer

 

Bent Christensen

 

 

NB! I denne version I er alle skriftstørrelse sat to punkter ned i forhold til den oprindelige typografi! - O skriftfarven er mørkeblå.

 

Denne underside er oprettet 13.01.09.

 

Senest opdateret 19.04.10: Digt sat ind i kapitel 7-delen "Digtsamling". - Forrige ændringer: Ny titel tilføjet. - "Digtsamling" påbegyndt i kapitel 7. - NY FÆLLES INDLEDNING TIL KAPITEL 6 (vigtig statusopgørelse). Med henvisning til andre nyere ting. - Se også oplysningerne ved de enkelte kapitler.

 

 

Se desuden undersiderne "ERINDRINGER", "POETIK", "LITTERÆRE TEKSTER", "MIN LYRIK- OG POETIKHISTORIE" og "PROGRAM"!

 

 

 

- - -

 

 

 

Mit eksistens-rum

 

Eller MIT TOTAL-DIGT

 

Et samlet udtryk for, hvordan jeg ser Tilværelsen og vil bidrage til den, idet dette udtryk både som helhed er et bidrag og flere af dets dele er særlige enkelt-bidrag.

 

 

______

 

 

 

INDHOLD

 

00 Indledning

 

01 Frem til det dobbelte eksistens-rum

          Baggrund

          Beskrivelse

 

02 Inde i eksistens-rummet

         

03 Overordnede betragtninger

 

04 Om Kosmos

          Det fysiske kosmos

          Biosfæren

 

05 Om Menneskeslægten

          Mennesket, det menneskelige, mennesker

          Det folkelige og det nationale

          Historien

 

06 Poetikken

          Den store poetik

          Den særlige poetik

 

07 Digte - eller "digte"

          "Digtsamling"

          Andre digte

 

08 Andre egne tekster

 

09 Stof

 

NOTER

 

FORKORTELSER

 

 

______

 

 

INDLEDNING

 

Indsat, rettet, opdateret, udvidet 05.01.09. - Det er det understregede, der er foretaget.

 

 

Denne indledning er skrevet den 2. januar 2009 - som det allerførste i denne tekst (eller for så vidt denne "bog"). Og det siger sig selv, at den, ligesom jo resten af teksten, kan blive ændret undervejs, måske udvidet. Sådan er det med de store tekster, jeg skriver her på hjemmesiden.

 

Til de læsere, der (selvfølgelig i høj grad med rette) spørger, hvorfor jeg ikke bare simpelt hen gør min "bog" færdig, inden jeg på nogen som helst måde offentliggør den, vil jeg også her sige, at jeg dels i almindelighed lader mig friste af de muligheder, Internettet giver, dels i min meget specielle situation (født 1943!) opnår to ting ved at sætte mine (undertiden meget ufærdige) produkter ind på min hjemmeside, nemlig for det første at få trukket mig selv frem ved næsen, og for det andet at få lagt mine ting offentligt frem med det samme. Ja, hvis jeg ville prøve at vente, til jeg havde en helt færdig bog - og andre helt færdige produkter - kunne jeg risikere, at det hele gik i graven med mig (jfr. Grundtvig-citatet fra "Danne-Virke" I, xiif i teksten " Status (1) - August 2002" på undersiden "Poetik"). Det spiller i denne forbindelse en stor rolle, at jeg drømmer om, at der allerede nu kan være unge mennesker, der er indstillet på noget tilsvarende - eller i hvert fald åbne for de ting, jeg peger på og prøver at lave. Hvis de findes, går de vel i gymnasiet nu eller er unge universitetsstuderende. I øvrigt kan ét sådant ungt menneske være nok!

 

På undersiden "Poetik" (og i nogen grad på undersiden "Program") har jeg gennem flere år præsenteret de overvejelser og udkast, som betegner udviklingen frem til denne - sådan set ultimative - tekst. Jeg henviser desuden til mine Erindringer på undersiden med dette navn, og til undersiderne "Om mig selv", "Grundtvig", "Kirke og teologi", "Min lyrik- og poetikhistorie" og "Litterære tekster". Og jeg vil fortsat sætte særlige mindre tekster ind på de undersider, der er beregnet til det - i princippet med undtagelse af "Grundtvig", som jo egentlig slutter med 2002-teksten "Totaldigteren Grundtvig. Forskningshistoriske replikskifter som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter. - Eller: Grundtvig-forskeren Bent Christensens litterære testamente" (fremh. her).

 

Af flere af de her nævnte undersider fremgår det, at jeg, helt siden jeg i 1961 forlod jazzen, har haft en drøm om at lave noget, der stod i et andet og i hvert fald renere, mere sandt forhold til livet og virkeligheden end den hidtidige finkultur. Det fremgår også, at min beskæftigelse med teologien fra 1970 og min præstetjeneste fra 1971 samt min Grundtvig-forskning fra 1972 har haft afgørende og grundlæggende betydning for mine bestræbelser på at realisere denne drøm, og at jeg siden 1994 har arbejdet på realiseringen af den på dette grundlag. Men det fremgår også, at der - ikke bare siden 1961, men også siden 1994 (hvor disputatsen sådan set bare skulle forkortes og i det hele taget "laves til") - og siden disputats-udgivelsen og -forsvaret i 1998 - har været tale om en meget langsom udvikling, og at de resultater, jeg har offentliggjort (især her på hjemmesiden), har været så ufærdige, at måske enhver anden ville have undladt at offentliggøre dem.

 

I det forgangne år (2008) er der dog kommet mere bevægelse i tingene, og det var i dette års allersidste dage, jeg indså, at jeg ikke alene måtte skrive en tekst som denne, men at den på en helt særlig måde ville komme til at repræsentere realiseringen af den drøm, jeg har næret siden 1961. For det er underordnet, i hvilket omfang denne tekst som produkt betragtet kommer til at udgøre eller være en del af denne realisering. Den vil på overordnet niveau være den samlede beskrivelse af og det samlede udtryk for det mål, min længsel i 1961 rakte frem mod, eller som jeg i hvert fald nu kan se som dette mål. At andre tekster, som produkter betragtet, nok (eller forhåbentlig!) i en helt anden forstand vil komme til at fremstå som dele af det, jeg skulle nå frem til, er en anden sag. - Det er på nuværende tidspunkt ikke til at sige, hvordan de egentlige produkt-tekster, jeg forhåbentlig kommer til at skrive, kommer til at fordele sig mellem de dertil beregnede særlige "kapitler" i denne "bog", allerede eksisterende undersider, nye undersider og/eller andre former for offentliggørelse.

 

Men idet jeg endnu en gang henviser til de andre tekster her på min hjemmeside, vil jeg lade i hvert fald denne 2. januar 2009-udgave af indledningen slutte her og gå over til selve teksten.

 

 

______

 

 

Kapitel 1

Frem til det dobbelte eksistens-rum

 

Indsat, rettet, opdateret, udvidet 05.01.09. - Det er det understregede, der er foretaget.

 

 

Baggrund

 

Tilværelsen er min statholdermark.

 

Ved "Tilværelsen" forstår jeg her den totalvirkelighed, som består af Universet, inklusive mig selv og hele menneskeslægten, samt det, jeg her betegner som "Eksistensen", dvs. den "kvalitet" eller "dimension" som er mere, end hvad en rent naturvidenskabelig beskrivelse af totalvirkeligheden viser, men som (først og fremmest) manifesterer sig i mit og de andre menneskers liv og bevidsthed.

 

Ved "statholdermarken" forstår jeg her (og i en lang række tekster på undersiderne "Kirke og teologi" og "Poetik") Tilværelsen som den "mark", hvor jeg pdes. er "statholder" i forhold til Gud og pdas. er "konge" i forhold til alt det ikke-menneskelige (i et sideordnet forhold til mine medmennesker). Og jeg bygger på et sted i Grundtvigs Dannevirke-afhandling "Om Mennesket i Verden", nemlig på det sted i afsnittet Om Menneskets Forhold til sig selv, hvor han siger, at

 

Menneskets Selv eller hans Sjæl, er, som vi have seet, oprindelig hans i Sandhed forbundne Bevidsthed af sit dobbelte Forhold, sit verdslige som Legemet udtrykker, og sit guddommelige som Aanden bevidner, hvoraf det ene Forhold er kongeligt, det andet tjenerligt, saa at begge, forenede, udgiøre et statholderligt Forhold. At iværksætte denne Forening, at omfatte det dobbelte Forhold med Taknemmelighed, og efterhaanden begribe det i Kiærlighed, er unægtelig Grundloven ... (DV II 164).

 

Selv definerer jeg det, jeg forstår ved "statholdermarken" som mit livs sted uden for såvel kirkedøren (døren til gudstjenesterummet) som døren til det teologiske studerekammer, dvs. som den "mark", jeg bliver sendt ud på fra disse to rum for at udfolde "det kristeligt nødvendige livsengagement", dvs. det samlede "elskende og kendende" engagement i Tilværelsen og mit liv, uden hvilket gudskundskaben inde bag de to her nævnte døre er spildt på mig. Og i denne definition ligger naturligvis også, at "statholdermarken" er omgivet af kristendommen til alle sider, med Guds Rige ude bag den horisont, som betegner tidens og verdens ende. Et hovedpunkt i dette "koncept" ("statholdermark-konceptet") er imidlertid, at engagementet - og dermed erkendelsen - skal ske "uafvidende", dvs. uden andre forhåndsbetingelser end dem, der ligger i selve konceptet, og uden (kristelig) facitliste. For kun derved sikres det, at den kundskab eller erkendelse, der vindes, virkelig bliver ny. Der skal med andre ord være tale om en for så vidt fuldstændig autonomi. Jeg henviser igen til de nævnte andre undersider.

 

Hvad der skal forstås ved "det kristeligt nødvendige livsengagement", fremgår af såvel mine to Grundtvig-bøger ("Fra drøm til program" og "Omkring Grundtvigs Vidskab") som af en lang række tekster på undersiderne "Grundtvig", "Kirke og teologi" og "Poetik", men jeg kan her helt kort definere det som det elskende og kendende engagement i mit liv og min tilværelse, som dels giver mig forudforståelsen for at høre og se, hvad hele den frelseshistorie, der bliver præsenteret for mig inde bag de to døre, betyder, dels giver mig den betydning af ordet "Gud", som ikke udtrykkeligt gives i den gudstjenstlige og teologiske (re)præsentation af Frelseshistorien derinde. Desuden er det jo ude på "statholdermarken" jeg lever (i) mit almindelige, dvs. ikke særligt gudstjenstlige eller teoretisk-teologiske, gudsforhold.

 

Alt dette kompliceres selvfølgelig - for at sige det mildt - af det forhold, at det jo ikke er den skabte verden, jeg befinder mig i ude på statholder-marken. Det ville være det samme som Paradiset. Nej, det er hverken mere eller mindre end den skabte, men faldne verden. Derfor nævnte jeg også forudforståelsen først, idet det jo netop er den eksistentielle oplevelse af den store smerte-gåde, der her er tale om, der er forudsætningen for, at vi overhovedet kan begynde at høre og læse om korsets frelses-gåde inde bag de to døre. Og derfor er den tilværelses-kundskab, livsengagementet på statholdermarken giver os til udfyldning af den Guds-kundskab, vi får inde bag de to døre, jo af en tilsvarende blandet karakter.

 

Jeg hører til dem, der - sammen med Grundtvig - tror, at vi, netop når vi erkender tilværelsens blandede karakter, men i og med dette også erkender, hvad bla. Løgstrup har kaldt den ontologiske rangorden deri, i ret høj grad, og altså forholdsvis rent, kan opleve og erkende skabthedskvaliteten i mange af de ting, vi oplever. Men der er jo, også når vi er kommet, ja, er blevet sendt, ud af de to døre til livsengagementet på statholdermarken, tale om en gådefuld og smerteligt blandet virkelighed, så at det altså stadigvæk ikke bare er selve de bevarede stykker skabthedskvalitet, vi oplever, men modsætningen og kampen mellem godt og ondt, liv og død, sandhed og løgn. Der er altså i og for sig ikke forskel på forud- og efterforståelsen. Den store forskel, der alligevel er tale om, ligger i, at nu er den gådefuldt og smerteligt blandede virkelighed defineret som netop den "statholdermark", vi udtrykkeligt er blevet sendt ud på for dér at udfolde "det kristeligt nødvendige livsengagement", og som er omgivet af kristendommen til alle sider og har Guds Rige som sin yderste horisont. Grundtvigs måske klareste udtryk for "det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed" er denne berømte strofe:

 

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed

 

Her er der ganske vist kun direkte tale om, hvad vi kan kalde "det folkelige engagement", men det er nemt at se og høre, at hvad der gælder her, også gælder livsengagementet overhovedet.

 

Og det er altså selvfølgelig hele livsengagementet overhovedet, der er tale om i "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" - med den helt elementære og daglige livs‑levelse som det grundlæggende og tilstrækkelige, i hvert fald når det ledsages af en almindelig "livs-refleksion" inden for de rammer, som ligger i hele "statholdermark-konceptet". Sådan er det så også for mig. Men nu hører jeg altså til dem, der ønsker at udvide det almindelige livsengagement med, hvad jeg kalder et professionelt stor-poetisk engagement. Vel at mærke altså på den måde, at dette særlige videregående engagement udtrykkeligt ses og forstås som hverken mere eller mindre end en udvidelse af det for alle mennesker fælles engagement, en udvidelse, hvor der - med et måske ikke særlig kønt billede - hele tiden kører et transportbånd ud fra og tilbage til den almindelige livs-levelse, så at der altså hele tiden er tale om en vekselvirkning mellem det almindelige liv og dets mere eller mindre særlige udvidelse.

 

Jeg står altså på mit sted på statholdermarken og skal i gang med at udfolde mit således beskrevne livsengagement. Og i selve det helt snævre udgangspunkt er der på den ene side mig, dvs. mig som person overhovedet (på samme måde som ethvert andet menneske), men tillige mig som subjekt eller Jeg i den særlige, udvidede storpoetiske proces, jeg nu engang føler både trang og kald til, dels som den, jeg har været fra min ungdom af, dels som discipel af Grundtvig, mens der på den anden side er hele resten af Tilværelsen (som defineret ovf.). Resten af Tilværelsen, det er altså simpelt hen alt, hvad der er - og har været - uden for mig som subjekt eller Jeg.

 

Men hvad er så jeg? Jeg er jo ikke bare et isoleret og tomt sanse- og modtageapparat. Jeg er et produkt af hele min såvel genetiske som kulturelle historie. Så derfor siger jeg, at i det sted på statholdermarken, hvor jeg står, munder mit "livs-rør" ud, hvilket altså vil sige, at som jeg står dér og skal til at begynde, har jeg hele den "tunnel" gennem rum-tiden bag mig, hvori mit liv er forløbet, og hvis vægge udgør min berøring med resten af Tilværelsen, såvel i den helt umiddelbare kontakt som i den indirekte kontakt, der har været tale om i min opdragelse, uddannelse, læsning osv. Hvortil kommer, at jeg også helt principielt står dér som repræsentant for hele menneskeslægten og som en, der i den produktion, der måtte komme ud af livsengagementet, henvender sig til hele menneskeslægten.

 

Af teksterne på undersiden "Poetik" og af mine digteriske forsøg på undersiden "Litterære tekster" samt af "Erindringer" fremgår det, at sådan har jeg nu stået siden 1961, eller i hvert fald siden 1994/95, uden at der er sket ret meget andet, end at jeg dog har fået udviklet mine "koncepter" så langt, at jeg nu også er nået frem til at begynde at skrive på nærværende tekst. Der er flere grunde til, at det er gået så langsomt. Den første, også jeg selv kan nævne, er, at jeg måske simpelt hen mangler det fornødne talent. Men dels er det jo ikke noget, jeg kan gøre noget ved - andet end evt. at indstille alle mine forsøg (hvad jeg, som det kan ses, ikke agter at gøre, endnu) - dels er det muligt, at det simpelt hen har været nødvendigt, at det skulle udvikle sig så langsomt, eller at fx et større i mere almindelig forstand digterisk talent kunne have gjort det muligt for mig at begynde at producere noget på et enten forkert eller ikke tilstrækkelig udviklet grundlag. At jeg med et større talent for de ting, der hører til udviklingen af selve grundlaget, tidligere kunne være nået dertil, hvor jeg er nået nu, er noget helt tredje igen - som jeg jo heller ikke kan gøre noget ved nu.

 

Den særlige baggrund for det projekt, jeg i hvert fald siden 1994/95 har arbejdet på realiseringen af, er dobbelt. Den udgøres dels af den situation, der opstod, da jeg i 1961 måtte opgive drømmen om en karriere som jazzmusiker (se kap. 4 i "Erindringer"), dels af hele den Grundtvig-forskning, der allerede i sig selv var et livs-bidrag fra min side, der kunne ses som en del-opfyldelse af min 1961-trang og -drøm, men som jo også ville kunne udgøre et grundlag, hvorpå yderligere, mere specielle bidrag ville kunne produceres.

 

Fælles for min egen 1961-drøm og min arv fra Grundtvig er forsøget på at opstille et mere virkeligheds- og livsnært alternativ til eksisterende og hidtidig finkultur. Jeg kan også sige det på den måde, at jazzen og Grundtvigs folkelige kulturprogram har det til fælles, at der er tale om noget, der såvel kvalitets- som i det hele taget niveaumæssigt er fuldt på højde med eksisterende og hidtidig finkultur, men som på en helt anderledes direkte måde står i forbindelse med virkeligheden og livet. I øvrigt har det lige siden 1961 været sådan, at hverken "kvalitet" eller "niveau" nødvendigvis betyder noget for mig; det afgørende er virkeligheds- og livsforbindelsen.

 

Af såvel de her nævnte grunde som altså måske nogle ejendommeligheder, ja, mangler i min egen udrustning gik jeg længe og ventede på, at når jeg bare var tilstrækkelig åben og længselsfuld i forhold til virkeligheden og livet, så ville der på et tidspunkt opstå noget nærmest af sig selv. Fra 1994/95 af troede jeg, at jeg ret hurtigt ville få udviklet nogle koncepter, der ville muliggøre en produktion af egentlige produkter. Men det varede altså helt frem til slutningen af 2008, før jeg nåede frem til et koncept-system, der var om ikke færdigt, så dog tilstrækkeligt til, at jeg - endelig - kunne gå videre.

 

Den 29. august 2008 begyndte jeg at sætte mine Erindringer her på hjemmesiden, dels for ved arbejdet med dem at få udforsket og analyseret mit ovenfor omtalte "livs-rør", dels som det første af de produkter, der nu skulle komme. Den 3. oktober 2008 oprettede jeg undersiden Litterære tekster - med både gamle ting helt tilbage fra 1958 af, dels (for de ældre tings vedkommende) som supplement eller baggrundsmateriale til "Erindringer", dels (for 2008ff-tingenes vedkommende) som præsentation af nye mere eller mindre færdige produkter. Den 8. november 2008 oprettede jeg undersiden Min lyrik- og poetikhistorie 1800ff. Udvalgte læsninger og et overblik med særligt henblik på poetikken og lyrikken fra den tyske romantik til i dag. Denne tekst skal udgøre den gennem adskillige år dyrkede "empiriske", dvs. idé-, poetik- og litteraturhistoriske side af mit samlede projekt.

 

Men der manglede noget. Og jeg havde da også mit gamle mere eller mindre allerede påbegyndte projekt "Mit Danne-Virke" i baghånden, altså en gennem adskillige år planlagt tekst, der skulle svare til de berømte Grundtvig-afhandlinger, jeg især har behandlet i "Omkring Grundtvigs Vidskab", ligesom jeg ville kunne skrive nye slags tekster til såvel de allerede eksisterende undersider som nye. I de allersidste dage af 2008 gik det imidlertid op for mig, at vel både ville jeg og følte jeg, at jeg burde arbejde videre med teksterne på de allerede oprettede undersider, ligesom det stadigvæk var en mulighed at arbejde videre på nye enkeltområder, men at det aldrig ville blive tilfredsstillende for mig at arbejde på enkeltområder, medmindre dette arbejde dels blev sat ind i en altomfattende ramme, dels blev ledsaget af et produkt, der ikke bare var en teoretisk ramme, men også indeholdt ting af produkt-karakter, der sammen med de øvrige tekster kunne udgøre det indhold, den teoretiske ramme var ramme for, ja, som i sig selv simpelt hen var et produkt, et "overordnet produkt". Dette var idéen til nærværende tekst, der blev grundlagt som tekst betragtet den 2. januar 2009 og oprettet som underside den 5. januar 2009.

 

Der er med nærværende tekst i flere henseender tale om et projekt, der ikke ligger langt fra, hvad der er præsenteret i to af de yngste tekster på undersiden "Poetik": "Totalt i eksistens-rummet" (22.08.08) og "Christensens livs-rum. Totalt på og fra sidelinjen" (02.01.08). Men der er to afgørende nye ting ved nærværende projekt. Det står for det første nu helt klart for mig, at det i virkeligheden kun er dette projekt, der (sammen med de andre netop omtalte ting) kan udgøre den fulde og egentlige opfyldelse af min 1961-drøm. Og det står for det andet klart, at det kun er i den blanding af teori og produktion, der her bliver tale om, projektet i denne forstand kan blive realiseret.

 

Jeg har længe siddet fast i den alt for snævre forestilling om, at såvel min 1961-drøm som min følelse af både lyst og kald til at foretage en "aktuel udmøntning af arven og inspirationen fra Grundtvig" sigtede mod en produktion af litterær eller dog (i også meget vid forstand) "poetisk" karakter. Og jeg følte samtidig nærmest lede ved tanken om at skulle føre mig frem med en virksomhed af direkte programmatisk karakter - for slet ikke at tale om kulturkampmæssig eller ligefrem ideologisk karakter. Men løsningen er, at jeg samler "poesi" og "handling" eller "program" i nærværende tekst og i de tekster, der indgår i den sammenhæng, den er grundlæggende og overordnet i forhold til. På den måde kan jeg på én gang få realiseret (i princippet) hele min meget vage og brede 1961-drøm og få udmøntet arven og inspirationen fra "totaldigteren Grundtvig" "på en med tidens tarv og vilkår passende måde".

 

Nøgleord er her "livs-møde og livs-udfoldelse i eksistens-rummet" og "udkast af model-karakter fremfor program-karakter". Ja, der skal ikke være nogen klar grænse mellem livsudfoldelsen som sådan og denne livsudfoldelse som "eksempel" eller "model" - til fri modtagelse og eventuel efterfølgelse.

 

 

Beskrivelse

 

Som det fremgår af teksterne på undersiden "Poetik", har jeg i hvert fald siden juli 2007 udtrykkeligt arbejdet med begrebet "eksistens-rum" ("Status (2) - Juli 2007") og i hvert fald siden august 2002 med begrebet "eksistens" i mere eller mindre den dertil svarende betydning ("Status (1) - August 2002"). Det nye her ved årsskiftet 2008/09 er, at jeg nu totalt ser eksistens-rummet som på én gang mit livs-rørs forlængelse, mit erkendelses- og poesi-rum og mit arbejds-rum. - Se NY FÆLLES INDLEDNING (19.02.10) til kapitel 6 "Poetikken"! Og den nye første del af kapitel 7: "Digtsamling"! (Grundlagt 24.03.10).

 

Når jeg nu taler om "det dobbelte eksistens-rum", så mener jeg dermed, at det jo langtfra er nok at se mig selv som bare et "subjekt" (hvad det så ellers ville sige) i Universet, altså en del af Universet, der af en eller anden grund sanser og forholder sig til resten af Universet - eller måske en del af Universet, hvori Universet sanser og forholder sig til sig selv? Der kommer rent ud sagt hverken poesi eller noget andet særligt ud af det, hvis der ikke sker andet, end at en biologisk organisme med bevidsthed står eller går og sanser nogle andre biologiske organismer og nogle dele af den livløse natur. Uanset kristendommen bliver jeg derfor nødt til at operere med begreberne "eksistens" og "Eksistensen" som udtryk for de virkelighedens øverste - og dermed også dybeste! - lag, den naturvidenskabelige beskrivelse ikke kan beskæftige sig med, men som i hvert fald synes at godtgøre sig for mig, når jeg forsøger at forholde mig poetisk, ja, i det hele taget forholder mig som menneske.

 

Og jeg skelner mellem "eksistens" med lille og "Eksistensen" med stort på den måde, at jeg først ser mig nødsaget til at operere med min egen personlige eksistens på den måde, at jeg ser verden omkring mig som omfattet af den. Når jeg altså fx i min poetiske bestræbelse ser på et træ og dets grene og blade med former og farver, så er der jo klart tale om noget andet og mere, end at en del af det af naturvidenskaberne beskrevne Univers forholder sig sansende til en anden del af det af naturvidenskaberne beskrevne Univers. Der er som minimum tale om, at den livsfølelse, jeg så umiskendeligt har inde i mig, giver sig til at "gro" på de former og farver, jeg ser, eller altså at disse former og farver i det mindste får nogle ting fra min egen eksistens til at træde frem og indgå i nye sammenhænge.

 

Men dette fører videre. Det er jo ikke bare på en mere eller mindre sanseteknisk måde, jeg oplever den del af verden, jeg sanser, som omfattet af min egen personlige eksistens. Det, jeg ser omkring mig, er ikke bare en slags særlig udgave af Rorschach-testen. Jeg oplever også - og har også i det hele taget grund til i det mindste at påstå - at formerne og farverne, og hvad det nu ellers kan være, helt op til menneske-verdenen, bunder i det samme, som min egen personlige eksistens bunder i. Jeg er da i hvert fald fælles med alle andre mennesker om at være menneske. Men jeg er også fælles med alt andet levende om at være levende. Og jeg er fælles med alle ting om at være til. Jeg har altså god grund til at påstå, at det, jeg ser omkring mig, i en eller anden grad er manifestationer af den samme dybeste grund, som jeg selv er en manifestation af, ja, som på en helt særlig måde manifesterer sig i min bevidsthed og min følelse, og som på en endnu mere særlig måde manifesterer sig i mit poetiske engagement.

 

Dette vil så videre sige, påstår i hvert fald jeg, at så er der ikke tale om, at hverken min personlige bevidsthed og eksistensfølelse eller den samlede menneskeslægts bevidsthed og eksistensfølelse, helt selvberoende og uafhængigt "omfatter" resten af Universet. Nej, dette vil videre sige, at så er hele Universet omfattet af en Grund-Eksistens, som også min personlige eksistens er omfattet af og på sin vis en del af. Dette vil blive udviklet mere senere. Foreløbig må jeg her bare sige, at både nærværende tekst og hele nærværende projekt bygger på den følelse, oplevelse og påstand, at i særdeleshed hele nærværende projekt foregår i, hvad jeg altså kalder "det dobbelte eksistens-rum", forstået på den måde, at det i første omgang foregår i mit eget personlige eksistens-rum, men i anden omgang foregår i det store Eksistensens rum, som mit eget eksistens-rum kun er en manifestation eller udløber af. Visuelt, og altså i model-skikkelse, ser jeg det for mig som en stor mørk og på en måde "lodden", dvs. helt uklar i omridsene, sæk, i hvis dunkelhed min egen lille sæk er indskudt, som noget i retning af de lodne vindbeskyttere, tv-folkene sætter på deres mikrofoner. Men det er bare et model-billede, hvori det vigtigste er forholdet mellem den store og den lille sæk - og den dunkle og "lodne" uklarhed!

 

Hvad forholdet mellem livs-rør og eksistens-rum angår, eller 1961-drømmen og det ultimative projekt, kan jeg nu sige det på den måde, at det er i mit i den store altomfattende Eksistens indskudte personlige eksistens- og arbejdsrum, mit livs-rør får sin forlængelse, og at det er inde i denne forlængelse, min 1961-drøm bliver opfyldt - hvilket er det samme som min udmøntning af arven og inspirationen fra Grundtvig.

 

Når min 1961-længsel rakte ud mod landskabets horisont, var det naturligvis ikke for at komme de par kilometer længere hen på Lolland, men ej heller blot for at komme op til 20.000 kilometer længere ud i verden. Ja, det var heller ikke kun for at komme ud i verden i mere end rent geografisk forstand, altså ud og opleve og foretage mig noget og udrette noget. Det, der fra horisonten af trak i min længsel, var intet mindre end selve "livs- og virkeligheds-mødet". Sådan må jeg i hvert fald nu fortolke min længsel dengang i al dens vaghed og ubestemthed. Og nu kan jeg også se, at det møde, der var - og er - tale om, på én gang er det sande møde mellem mig og livet og virkeligheden, eller altså Eksistensen, og så mit eget møde med mig selv (min personlige eksistens) eller mit eget livs møde med sig selv i sit mål.

 

Jeg siger ikke, at dette er den eneste måde, et menneske kan nå sit livs mål på eller opleve det sande livs-møde på. Jeg taler her på egne, professionelle vegne. Men det ligger i hele mit projekt, at det kun er sandt, hvis det ses som et særligt tilfælde af, hvad der i grunden er fælles for alle mennesker, og hvis det, der foregår i det, i hvert fald i princippet, hele tiden står i vekselvirkning med såvel mit eget personlige elementære liv som det liv, jeg overhovedet er fælles med mine medmennesker om. Det næste spørgsmål er, hvordan realiseringen af alt dette skal komme til at forme sig. Men det vil - i ganske bogstavelig forstand! - vise sig.

 

Det ligger i sagens natur, at det først i løbet af arbejdet med nærværende tekst vil vise sig, hvordan min udforskning og udfyldning af eksistensens og Eksistensens dobbeltrum kommer til at tage sig ud. Jeg vil derfor sige så lidt som muligt om det her i dette første kapitel. Men jeg kan gentage, at sådan som denne del af mit projekt kom til at tegne sig for mig i de sidste dage af 2008, skal "nærværende tekst" for det første være mere end bare en "tekst". Den har selvfølgelig en overvejende teoretisk side eller dimension, og denne side eller dimension udgør den teoretiske ramme omkring såvel alle de andre produkter, der kommer til at indgå i mit projekt som helhed, som de dele af nærværende tekst selv, der har karakter af produkter og måske sådan set lige så godt kunne have stået enten for sig selv som selvstændige tekster eller have indgået i andre sammenhænge. Men den har også en "praktisk" eller handlingsmæssig side eller dimension. Allerede som teori betragtet er den selvfølgelig et produkt og dermed en del af min 1961-længsels mål. Dette er det vigtigt at få understreget. Men min 1961-længsel var jo ikke kun, og slet ikke først og fremmest, en længsel efter at bidrage til det fælles liv med en god teori! Min 1961-længsel var først og fremmest en længsel efter det sande møde med livet og virkeligheden, ja, en længsel efter, virkelig at komme til at leve, dvs. komme til at leve virkeligt. I denne forstand var landskabs-horisonten virkelighedens horisont. Og det er jo ligegyldigt, om man siger "det dybeste" eller "det yderste" - eller "det inderste" - når man taler om disse forhold. Det afgørende er, om det er muligt - og noget, det gælder om - at nå frem til en dybere og sandere eller større og sandere oplevelse af livet og virkeligheden, end der ville blive tale om, hvis man ikke havde - og fulgte - en sådan længsel.

 

Der har altid været og vil altid være dem, der siger, at livets mening slet og ret er livet. Og i en vis forstand må jeg jo give dem ret. Men hvis det, de siger, betyder, at så kan alt være lige meget, og så skal man bare hele tiden leve sit liv i den retning, næsen peger, vil jeg mene, de har uret. Der må selvfølgelig skelnes mellem den sande og sunde, og så den falske og usunde stræben. Men her er nøgleordene "virkelig" og "sand". Og så må det hen ad vejen vise sig, om ens stræben er sand og sund eller falsk og usund. Jeg kan også sige det på den måde, at hvis der overhovedet skal stræbes efter noget her i livet, så må det altså skulle være den fordybelse, udvidelse og styrkelse af livsfølelsen, jeg her taler om, og som vil være resultatet af enhver form for sand livs-levelse.

 

Der kan siges meget om alting, men jeg betragter det som en kendsgerning, at det i alle forhold, både små og store, er principielt muligt af skelne mellem det sande og det falske i det, mennesker stræber efter. Og her har vi under alle omstændigheder en af fordelene ved den karakter, "nærværende tekst" har. Jeg behøver ikke at hverken be‑vise noget eller over‑bevise nogen. Jeg kan godt nøjes med at sige, jeg går ud fra det-og-det, fordi jeg tror, det er sådan, og over for verden lade det stå som en påstand. Hele mit projekt er et "bidrag" fra mig til både de nærmere og fjernere kredse af det menneskelige fællesskab - i fuldstændig frihed. Og det skal selvfølgelig være sandt i betydningen ærligt, så at jeg altså dels prøver at operere med det verdensbillede, der objektivt set fremstår for mig som det sandeste, dels er ærlig til alle sider og fra først til sidst, når jeg opererer med de ting, der nødvendigvis må være af (mere) subjektiv karakter. Og så må "frugterne" til sidst afgøre sagen, idet det må vise sig, om det, jeg lægger frem, kan blive til videre livs-fordybelse (eller -uddybelse), livs-udvidelse og livs-styrkelse for andre.

 

Jeg kan også sige det på den måde, at nu går jeg min egen vej. Måske kan nogle have glæde af at følges med mig et kortere eller længere stykke. Og måske kan nogle have glæde af at dele de resultater, jeg når frem til.

 

Jeg gentager, at jeg ikke her den 3. januar 2009, hvor dette skrives, kan vide, hvordan arbejdet med denne tekst, ja, hele denne - overordnede - del af mit samlede projekt, vil komme til at forløbe. Det er sandsynligt, at de enkelte dele vil blive skrevet i en anden rækkefølge end den, der bliver den endelige, og der kan meget vel blive tale om, at disse dele eller nogle af dem i første omgang vil blive ganske korte og af skitseagtig karakter. Og det ligger i dette projekts natur, at der bliver tale om noget af en "samlekasse", hvori mange forskellige ting kommer til at ligge, også ting, der under andre omstændigheder måske ville komme til at indgå i andre sammenhænge eller optræde selvstændigt.

 

Men jeg ser lige nu for mig, at hovedsagen vil blive en analyse og kortlægning af mit eget eksistens-rum som mit livs-rørs forlængelse, og dermed også en analyse og kortlægning af i princippet hele mit livs-rør med særligt udgangspunkt i min 1961-situation, og at denne analyse og kortlægning vil blive fulgt op af og/eller ledsaget af en udfyldning eller opbygning i den forstand, at eksistens-rummet bliver "møbleret" med resultater af det livs- og virkeligheds-møde, der hele tiden finder sted. Disse resultater kan få mange forskellige skikkelser, lige fra simple beskrivelser og præsentationer af indhentet "stof", over "refleksioner", til digte og lignende.

 

På et tidligt tidspunkt vil der også komme rent teoretiske dele, fx en skitse til det "Mit Dannevirke", jeg allerede har nævnt, og som altså vil være min sammenfatning af, hvad jeg efter bedste overbevisning må betragte som vor tids viden om Universet og Tilværelsen, og derefter en mere subjektiv beskrivelse af såvel min egen personlige eksistens og dens rum som den store Eksistens og dens rum, en beskrivelse, som videre kan følges af en eller flere skitser af bredere programmatisk eller altså modelagtig karakter samt af en eller flere skitser til såvel en meget bred livs-poetik som en snævrere, mere traditionel litterær poetik. - Men det kan meget vel også gå sådan, at "Dannevirke-elementet" i nærværende tekst, i hvert fald til at begynde med, bliver udgjort af forskellige ting rundt omkring i flere af kapitlerne.

 

 

______

 

 

Kapitel 2

Inde i eksistens-rummet

 

Indsat, rettet, opdateret, udvidet 17.12.09. - Det er det understregede, der er foretaget.

 

Udvidelsen fra 17.12.09 følger efter nedenstående tekst og har overskriften "TILFØJELSE 17.12.09". - Se nu (fra 24.03.10) også kapitel-hoveddelen "Digtsamling" i kapitel 7!

 

I indeværende kapitel vil jeg prøve at give en nærmere bestemmelse af det "rum", det hele nu finder sted i, tage et stort overblik over det og sige lidt om de ting, der kommer til at finde sted i det, såvel overhovedet som i de kapitler eller "kapitler", nærværende "bog" kommer til at bestå af.

 

I det følgende vil jeg for det meste blot bruge ordet "rum" (uden anførselstegn) om det rum, der i nærværende "bogs" titel betegnes som mit "eksistens-rum". For selv om det i yderste forstand er mit "eksistens-rum" (som defineret i kapitel 1), det hele foregår i - for slet ikke at tale om "Eksistens-rummet" i alleryderste forstand - er der jo i nærværende sammenhæng tale om et mere specielt eksistens-rum, nemlig det eksistens- eller livs-rum, hvori nogle særlige aktiviteter og processer finder sted, så at dette rum også kan betegnes som et poesi-rum (i vel at mærke både "stor-poetisk" og snævrere, mere sædvanlig poetisk forstand). Eller så at det kan betegnes som et arbejds- eller produktions-rum. Nærmere om disse forhold nedenfor. - Se også "Tilføjelse 17.12.09: Frem over marken i bredt felt" nederst i dette kapitel.

 

Det begynder med, at jeg står ved indgangen til rummet som den, jeg er lige nu, dvs. på det sted, hvor mit livs-rør "munder ind i" rummet. Og alt er defineret som indtil nu beskrevet (kap. 1 med henvisninger).

 

Udgangspunktet er altså fuldstændig personligt og individualistisk i den forstand, at der kun er mig selv som "storpoetisk Jeg", og så i princippet alt andet i Tilværelsen. Eksistens-rummet er altså pdes. endnu helt tomt og omslutter pdas. i princippet alt. Jeg kan også sige det på den måde, at rummet som sådant pdes. endnu bare omslutter, hvad der på en måde svarer til nihilismens totale mørke og tomhed, men pdas. i kraft af de koncepter, jeg er nået frem til, er parat til af lade sig positivt opfylde af al den virkelighed, der kommer til at vise sig og godtgøre sig selv, når jeg forholder mig til såvel min egen personlige tilværelse og virkelighed som Tilværelsen og Virkeligheden overhovedet.

 

Hvordan og i hvilken rækkefølge selve denne "opfyldning" kommer til at finde sted (og har fundet sted), er det ikke så lige til at gøre rede for. Dertil kommer, at der også i såvel indeværende overblik som i selve oprettelsen og ordningen af denne "bogs" forskellige kapitler eller "kapitler" vil blive tale om en uundgåelig "modstrid" mellem dels den helt principielle struktur, dels selve nærværende undersides eller "bogs" ("internet-bogs") komposition, dels den rent tidsmæssige rækkefølge, de forskellige ting faktisk har meldt sig i, kommer til at melde sig i og vil blive skrevet ned i. Jeg kan derfor lige så godt med det samme sige lidt om de ting, der skal indgå i nærværende "bog".

 

Og jeg kan passende begynde med at minde om, at der altså i høj grad vil blive arbejdet løbende med det hele, så at nogle kapitler fra først af mere eller mindre bare vil blive oprettet som en slags markering, dvs. med et måske meget lille stykke (foreløbig) tekst i, medens andre kapitler nok vil være ret fyldige fra starten af, men alligevel vil komme til at undergå løbende ændringer, herunder løbende få sat nye dele ind. "Kapitlerne" med "produkt-eksempler" (nærmere nf.), nemlig "kapitlerne" "Digte", "Andre egne tekster" og "Stof" vil naturligvis til det sidste få sat nye ting ind.

 

Idet jeg fortsat henviser til, hvad jeg her lige ovenfor har sagt om forholdet mellem hhv. den helt principielle struktur, kompositionen og den faktiske tidsfølge for affattelsen af de forskellige ting i nærværende "bog", vil jeg begynde med de ting, der kommer til at stå i Kapitel 3: Overordnede betragtninger. Uanset hvordan dette kapitel løbende vil blive bygget op, vil det sandsynligvis komme til at både begynde og slutte med netop nogle helt overordnede betragtninger. Men ellers vil det jo nok komme til at begynde med et indledende erkendelsesteoretisk og erkendelsesmæssigt overblik. - Mine egne mere direkte betragtninger over det ikke-menneskelige Kosmos vil efterhånden blive sat ind i Kapitel 4: Om Kosmos, opdelt i afsnittene Det fysiske kosmos og Biosfæren.

 

Efter de overordnede betragtninger over videnskaberne og overhovedet den erkendelse, der på nogen måde kan betegnes som videnskabelig, følger i kapitel 3 nogle tilsvarende betragtninger over historien, og hvad man i bred forstand kan betegne som menneskeslægtens akkumulerede viden og erfaring. Det kan selvfølgelig diskuteres, hvor grænsen mellem viden og tydning eller "meninger" går på disse områder. Men det afgørende er, at menneskeslægten faktisk har levet et liv her på jorden - og kun ét liv, så at viden om dette liv og delagtighed i den derigennem erhvervede erfaring også er viden - i hvert fald viden på en anden måde, end hvad der ligger i filosofiske spekulationer. Et særligt spørgsmål i denne forbindelse er, hvilken virkelighedsstatus man skal give, hvad man i videste forstand kan kalde tanke- og anskuelsesformerne i de forskellige historiske epoker. Pdes. kan man jo sige, at der blot er tale om skiftende "moder og meninger", men pdas. er det jo også en stigende række af udtryk for netop "summen af akkumuleret viden og erfaring". - Mine egne mere direkte betragtninger over det menneskelige overhovedet vil efterhånden blive sat ind i Kapitel 5: Om Menneskeslægten, opdelt i afsnittene Mennesket, det menneskelige, mennesker. Det folkelige og det nationale. Historien.

 

Af ovenstående fremgår, at de betragtninger, der bliver tale om i denne "bog", i meget høj grad vil finde sted i kapitel 3 og dernæst blive fordelt over kapitlerne 4 til 6, så at betragtningerne i indeværende kapitel altså dels vil komme til at dreje sig om selve rummets karakter overhovedet og om selve karakteren overhovedet af de processer, der finder sted i det.

 

Nået hertil må jeg sige om alt dette - fra den mest fundamentale naturvidenskabelige viden til alle former for viden om livet, altså ikke mindst historien og det folkelige - at det jo i nærværende sammenhæng ikke er al denne viden (hele denne virkelighed) i sig selv, det særligt gælder, men al denne viden inden for hele det stor-poetiske koncept og dermed inde i eksistens-rummet.

 

Selve det helt direkte engagement i den videnskabelige erkendelse, finder sted på det andet af de tre områder af livsengagementet, jeg opererer med:

 

1. Selve den elementære og handlende livs-levelse (med tilhørende umiddelbar "refleksion"). - 2. Den videnskabelige erkendelsesaktivitet. - 3. Den særlige "poetiske" aktivitet.

 

Tilsvarende finder alt, hvad der sker i nærværende "eksistens-rum", sted på det tredje af de her nævnte områder, vel at mærke ikke som noget helt særligt og fra engagementet på område 1 isoleret, men tværtimod som en særlig udvidelse eller forlængelse af livs-levelsen og den dertil hørende "refleksion" på område 1 - og udtrykkeligt i stadig vekselvirkning dermed. Ligesom aktiviteterne på område 2 må ses som en særlig udvidelse af den almindelige "orientering" på område 1 - med teknologien som et område, hvor naturvidenskab og handlen overlapper hinanden (svarende til forholdet mellem den almindelige orientering og de mere praktiske forsøg på at håndtere situationen, fx redskabsteknologi) på område 1. Af det her skitserede fremgår, at der kun er ét grund-område i livsengagementet, nemlig selve livs-levelsen som sådan og overhovedet, så at områderne 2 og 3 egentlig bare er særtilfælde af dette ene store og grundliggende livs-område.

 

I nærværende sammenhæng betyder alt dette, at alle de former for viden, der er opregnet ovenfor, indgår i eksistens-rummets "møblering". Og det selvfølgelig allerede af den grund, at eksistens-rummet i princippet omfatter alt, hele min virkelighed. Men det eksistens-rum, jeg i netop nærværende sammenhæng taler om, er alligevel ikke det samme som hele mit livsengagements "statholdermark". Det eksistens-rum, jeg i nærværende sammenhæng taler om, er jo trods alt et særligt poetisk, om end altså udtrykkeligt "stor-poetisk", rum. Og det vil sige, at alt, hvad der indgår i dette rums "møblering", allerede derved kommer til at spille en anden rolle, end det gør ude i hele den almindelige livslevelses-sammenhæng. - Se også "Tilføjelse 17.12.09: Frem over marken i bredt felt" nederst i dette kapitel.

 

Lad mig først tage "det kosmiske" som eksempel. Jeg har altid set "det kosmiske", herunder forholdet til naturen eller landskabet omkring mig, som en vigtig og fundamental dimension i såvel min almindelige livsfølelse som min mere specielle poetiske følelse. Men her har jeg så - selvfølgelig - måttet erkende, at vel indgår al den direkte og nøgne viden, jeg har på disse områder i hele den videns-sammenhæng, som ligger bag og under mine mere specielle poetiske aktiviteter, men at dette ikke er ensbetydende med, at der kan komme "poesi" ud af en simpel og direkte og isoleret forholden sig til selve den virkelighed, der er beskrevet af naturvidenskaberne. Man kan rent ud sagt ikke skrive et digt om sin stilling i og sit forhold til det fysiske kosmos og biosfæren ved blot at arrangere nogle naturvidenskabelige data i et digts form.

 

Og det er netop her, eksistensrum-konceptet bliver nødvendigt. Det afgørende er, at den virkelighed, der er tale om, ikke bare bliver set som en række fysiske eller biologiske data, men som en del af min eksistens, der bunder i den samme grund, som jeg selv bunder i, og som dermed på både den ene og den anden måde kommer til at indgå i en omfattende "symbol-sammenhæng". Hvilket vel at mærke kan ske på flere måder, lige fra en rent spejlende måde, hvor min egen følelse eller dele af den ligesom kommer til at "gro" på de ting, jeg ser eller på anden måde forholder mig til, over den måde, hvor jeg ser eller forholder mig til de pågældende ting som manifestationer af den fælles eksistens-grund, til den måde, hvor der er tale om en stor samlet symbol-sammenhæng i mange dimensioner. En ting eller et virkelighedsudsnit, jeg ser eller forholder mig til, kan således være "symbol" i den forstand, at der ikke bare er tale om et mere eller mindre vilkårligt "symbol" i en struktur, der primært dannes i mit eget syn og i min egen følelse, men om et "symbol", der på én gang er den pågældende ting eller det pågældende virkelighedsudsnit selv og participerer i det, der symboliseres, hvilket vil sige en del af Eksistensen overhovedet og/eller en del af min personlige eksistens og min personlige følelse.

 

Og dette gælder også, når jeg ser eller forholder mig til dele af menneskeverdenen og menneskelivet. I hvert fald indtil et vist punkt. Indtil et vist punkt kan et menneskeligt motiv spille den samme rolle som et motiv i det ikke-menneskelige kosmos, herunder landskabet. Men det menneskelige er også noget andet og mere end dette. Og ved netop "det menneskelige" forstår jeg ikke bare en eller flere menneske-personer (eller sete dele af dem) eller nogle menneskelige situationer eller forløb, men også alle sporene af menneskenes aktiviteter, altså allerede i det landskab, som jo her i Danmark stort set ikke er egentlig natur, men et sådan set rent kultur-landskab, men jo ganske særligt i det, vi kalder by-landskabet. Og det det kan være enkelte menneskeskabte ting, fx en flyvemaskine eller en bil eller en hvilken som helst også ganske lille ting.

 

Og når man passerer et vist punkt, får det menneskelige (også) en helt anden status og kommer til at spille en helt anden rolle end tingene og virkelighedsudsnittene i den ikke-menneskelige verden. For når jeg - på den ene eller den anden måde - står som "poetisk" subjekt over for ting i eller udsnit af den ikke-menneskelige verden, så bunder jeg ganske vist i den samme grund som det, jeg ser eller forholder mig til, men når det er sagt, står jeg så alligevel ikke alene klart over for det, men også over det. Menneskelivet er jeg på en helt anden måde en - sideordnet - del af. Og det betyder, at så bliver der i også mit (i enhver forstand) poetiske forhold til menneskelivet tale om noget helt andet og mere end i mit poetiske forhold til den ikke-menneskelige verden.

 

Med ovenstående er jeg sådan set allerede langt inde i Kapitel 6’s sammenhæng: "Poetikken" - med afsnittene Den store poetik og Den særlige poetik - det sidste af kapitlerne med de overordnede betragtninger og den overordnede teori. For herefter følger de kapitler, der - i hvert fald foreløbig - kommer til at rumme (eksempler på) de egentlige produkter, som bliver de mere konkrete resultater af de processer, der kommer til at finde sted: Kapitel 7: Digte. - Kapitel 8: Andre egne tekster. Kapitel 9: Stof.

 

Og jeg siger udtrykkeligt, at der bliver tale om "eksempler på" disse produkter eller på sådanne produkter. For nærværende "bog" kunne jo sådan set slutte med kapitel 6, så at alle egentlige produkter kom til at optræde som sig selv eller i deres egne særlige sammenhænge - idet det så bare var kendt, at hvert eneste af disse produkter skulle ses som dele af den store sammenhæng, der er defineret og udfoldet i nærværende "bog". Men helt så enkelt er det ikke. For det første vil det jo under alle omstændigheder blive tydeligere, hvordan det forholder sig med samtlige produkter, når nogle "eksempel-produkter" er kommet til at indgå i en sammenhæng som denne. For det andet vil disse "eksempel-produkter" som sådanne være nødvendige dele af selve nærværende "bog", nemlig som "eksempler" i betydningen konkrete eksempler på og udfoldelser af, hvad der ligger i dens teoretiske dele. Og endelig vil disse produkter, ikke mindst digtene, være helt afgørende dele af selve den store proces, der finder sted i rummet. Jeg har i den forbindelse fx talt om "værksteds-digte". Men jeg kunne også sige, at den proces, der er tale om i et sådant digt, bliver ligesom udskydningen - eller indføringen - af en sonde, altså en særlig erkendelses- og udforsknings-proces.

 

Helt overordnet og almindeligt, gældende for mit eksistens- og livs- og poesi-rumprojekt overhovedet, må jeg gentage, at der altså er tale om et ejendommeligt sammenfald mellem pdes. mit efterhånden utallige gange omtalte helt personlige 1961-udgangspunkt og pdas. "arven og inspirationen fra Grundtvig". Det fælles er, at der er tale om store projekter af "poetisk" karakter, men at de adskiller sig fra den almindelige litterære poesi ved at udspille sig i en livs-sammenhæng, der ikke bare er altomfattende, men også udtrykkeligt ser det særligt "poetiske" som et særtilfælde af den almindelige livs-levelse, hvilket også indebærer, at der skal være en stadig vekselvirkning mellem det særlige og det almindelige. Når jeg ofte sætter "poetisk" i anførselstegn, er det, fordi både Grundtvigs og mit poesi-begreb pdes. er større end det almindelige litterære poesi-begreb og pdas. er mindre. Grundtvigs og mit poesi-begreb er større end det almindelige litterære poesi-begreb, fordi der i det er tale om en i princippet altomfattende livs- og virkeligheds-proces, men det er mindre end det almindelige litterære poesi-begreb, fordi der i det ses bort fra en hel del ting af fx æstetisk og artistisk karakter, ja, i det hele taget ses bort fra, ja, siges fra i forhold til, alt det, der ligger i megen litterær poesis karakter af selvstændig instans, ja, ligefrem "religionserstatning" (dette ligger allerede i "statholdermark-konceptet").

 

Men der er flere ting, der adskiller mit storpoetiske projekt fra Grundtvigs. Man kan sige, at Grundtvig og jeg har det til fælles, at vi lader vor egen person spille en stor og gennemgående rolle. Og jeg vil igen kun lige antyde, at jeg - ikke mindst som gammel Grundtvig-forsker! - udmærket er klar over, at min lille person fylder meget lidt i forhold til Grundtvigs. Men den afgørende forskel er, at hele mit udgangspunkt i princippet er totalt individualistisk og jeg-orienteret, helt "central-poetisk", hvilket sådan set også vil sige central-lyrisk og også indbefatter det central-lyriske, men altså alligevel også er noget både andet og mere omfattende. Hos mig kommer de store menneskelige sammenhænge ind i billedet senere og på en helt anden - minimalistisk - måde. Og hvor Grundtvig faktisk stillede sig helt ud i historien og folkelivet og flettede sin egen person ind i det hele, foretager jeg udtrykkeligt og principielt hele min "proces" inde i mit eget rum - som jeg oven i købet lader strække sig på et sidelinje-spor. Dette er dels en følge af min egen personlige karakter og livshistorie, dels et principielt valg af position af hensyn til såvel min egen og mit eget projekts som mine medmenneskers frihed. Man kan også sige, at det er, fordi jeg så vidt muligt vil holde mit store livs-projekt ude af den i videste forstand politiske strid, herunder værdikampen. Men det er under alle omstændigheder, fordi det for mig er nødvendigt at holde selve livs-udfoldelsen adskilt fra den programmatiske aktivitet. Og fra kulturformidlingen og pædagogikken og opdragelsen. Se bare på Grundtvigs og grundtvigianismens historie!

 

Det, der skal finde sted i mit rum, er altså pdes. noget, der i altomfattende forstand svarer til det almindelige levede liv, men pdas. noget, der ikke bare sker på en mere eller mindre selvvalgt personlig side-linje, men også i en mere principiel isolation.

 

Som det fremgår af den oversigt over denne "bogs" indhold, jeg har givet ovenfor, kan i princippet alt komme til at indgå i sammenhængen, svarende til, hvad der fandt sted i Grundtvigs "historisk-poetiske" univers. Men det svarer også til, hvad der totalt lå i mine 1961-drømme. Og jo mere disse drømme har været almindelige pubertets-drengedrømme, jo bedre, for desto mere almindeligt eller almenmenneskeligt, almen-eksistentielt bliver det. Samtidig har der dog faktisk været tale om netop mine drømme, som gennem hele mit livs forløb har haft en poetisk eller altså stor-poetisk karakter. Alt dette tilsammen betyder, at jeg bliver nødt til at afslutte mit liv med et projekt af en karakter som hverken mere eller mindre end den, der er tale om i nærværende "bog" - og selvfølgelig i hele den sammenhæng, den både tegner og selv fylder så meget i.

 

Helt kort kan nærværende stor-projekt altså betegnes som et forløb og en proces, der pdes. svarer til den almindelige livs-levelses forløb og proces(ser) og pdas. er af en poetisk karakter, der svarer til både mere og mindre, end hvad man almindeligvis forstår ved poetisk.

 

Det, der skal ske her i mit rum, ligger uden for, men i forlængelse af det almindeligt levede liv - med det formål at opnå en styrkelse og udfyldning af den almindelige livsfølelse gennem det særlige "møde" med virkeligheden og Eksistensen, "det poetiske" giver mulighed for. Samtidig bliver der så også tale om et særligt billede, en særlig tydning og en særlig repræsentation af virkeligheden. - Se også "Tilføjelse 17.12.09: Frem over marken i bredt felt" nederst i dette kapitel.

 

En afgørende linje i og side af dette projekt bliver den særlige karakter, såvel det "stor-poetiske" som det litterær-poetiske får. Begge dele bliver meget minimalistiske. Der vil som sagt blive set bort fra og sagt fra over for mange af de ting, der indgår i almindelig poesi. Men der vil alligevel også være en del fælles ting. Derfor vil den særlige empiriske del af mit projekt, også komme til at spille en vigtig rolle, altså den litteraturhistoriske undersøgelse, hvis resultater vil blive lagt frem på undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie". Her vil jeg dels foretage en såvel positiv som negativ og kritisk bestemmelse af forholdet mellem hidtidig poesi og poetik og mit eget projekt, dels prøve at få tegnet mit eget billede af ikke bare litteraturhistorien fra omkring 1800 til i dag, men også hele idéhistorien og tanke- og anskuelsesformernes historie, ja, der går ikke nogen skarp grænse mellem denne undersøgelse, og så min beskæftigelse med historien overhovedet.

 

I de digte, jeg nu vil prøve at skrive, vil det i princippet blive sådan, at livs- og virkelighedsmødet i hele eksistens-sammenhængen på den simplest mulige måde vil blive udtrykt i - og finde sted i! - hvad man nu kan kalde "klassisk-modernistiske frie vers". Jeg kan i hvert fald ikke på forhånd se nogen grund til, at jeg skulle lægge særlig vægt på det formelle. Men altså vel at mærke særlig vægt. For det er klart, at "sagen selv" vil manifestere sig i en form. I samme øjeblik, jeg begynder at forholde mig særligt til virkeligheden og eksistensen, vil der også blive tale om en særlig form. Al erfaring viser, at de største og dybeste ting træder frem i en form, når de viser og manifesterer sig. Og der er tydeligvis tale om en sammenhæng mellem både eksistensens og Eksistensens betydningsstrukturer, og så sådan noget som rytmen i et digt, men selvfølgelig også de forskellige klanglige forhold og de forskellige betydningsstrukturer, ordene og sætningsdelene i et digt kommer til at indgå i.

 

Når det kommer til at dreje sig om selve de store forhold og strukturer i de processer, der kommer til at finde sted i rummet, kan der vel ikke tales om "det formelle". Her bliver det selve forholdene, strukturerne og processerne som sådanne, hele måden at se og forholde sig på. Men der bliver også tale om en aktivitet, en forholden sig og en bevægelse.

 

Man kan sige, at hele dette "rum-projekt" som helhed bliver en slags stort "total-digt" (jfr. min bestemmelse af Grundtvig som netop (kirkelig og folkelig) "total-digter". Men det bliver altså også mere end det, nemlig en hel livs-vandring eller et helt livs-fremstød - ikke som almindeligt "levet liv", men som, og i, en særlig forlængelse af de almindelige levede liv. Ja, man kan godt sige, at det bliver tale om en vandring eller et fremstød ud mod den livs-horisont, min 1961-længsel rakte ud mod.

 

Og en sådan vandring kan man ikke beskrive på forhånd. Det ligger selvfølgelig i hele denne sags natur, at vandringens resultat kun kan komme til at vise sig på en måde - ved at vandringen faktisk foretages!

 

 

TILFØJELSE 17.12.09:

 

Ovenstående oprindelige del af dette kapitel (2) er sat på 04.03.09, men er nu forsynet med henvisninger til nedenstående tilføjelse, som er en beskrivelse af projektets status den 17. december 2009.

 

Se nu (fra 24.03.10) også kapitel-hoveddelen "Digtsamling" i kapitel 7!

 

 

FREM OVER MARKEN I BREDT FELT

 

Som det ligger i overskriften til denne tilføjelse, er det nye, der er kommet til siden den grundlæggende udformning af eksistensrum-konceptet som sådan, dels betoningen af projektets bevægelses- eller fremrykningskarakter, dels betoningen af, at det er over et bredt felt, fremrykningen finder sted.

 

Eksistensrum-konceptet som sådant var først og fremmest en i grunden statisk, på sin vis ontologisk-epistemologisk, men jo især praktisk "stor-poetisk" bestemmelse af den virkelighed, det projekt søges realiseret i, som jeg i hvert fald indtil videre fortsat betegner som "poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". Men allerede i kapitel 1 betegnede jeg dog eksistens-rummet som "på én gang mit livs-rørs forlængelse, mit erkendelses- og poesi-rum og mit arbejds-rum", ja, jeg sagde videre, at det er i dette rum, mit livs-rør får sin forlængelse, og at det er inde i denne forlængelse, min 1961-drøm bliver opfyldt - hvilket er det samme som min udmøntning af arven og inspirationen fra Grundtvig". Og jeg talte om, hvordan eksistens-rummet som mit livs-rørs forlængelse skal udfyldes eller "møbleres" med resultaterne af "det livs- og virkeligheds-møde, der hele tiden finder sted". Og i kapitel 2 talte jeg ikke alene om, hvordan det grundlæggende krav om livsfølelsens styrkelse og udfyldning, skal opfyldes gennem nogle livs- eller livsforholds-bevægelser (dog mere med karakter af "forhold" end af bevægelser), men også om, hvordan der i en mere bogstavelig forstand skal ske en bevægelse fremad gennem eksistens-rummet som livs-rørets forlængelse "frem mod (i enhver betydning) opfyldelses-målet", en bevægelse, som dels er en bevægelse "i oplevelses-, tydnings- og forholds-dimensionen", dels er "en mere aktiv, ja, skabende bevægelse og aktivitet".

 

Der har altså til det sidste været tale om foregribelser og overlapninger på min konceptudviklings møjsommelige vej. Og der har i en eller anden grad også været tale om en gentagelse af proklamationerne af, at nu var konceptudviklingen ført til ende, nu kunne selve produktionen begynde. Men hvad skal jeg sige til det? Pdes. vil det jo kun være den faktiske produktion og præsentation af produkter, der kan vise, at jeg nu er kommet dertil, pdas. vil konceptudviklingen og i det hele taget teoridannelsen selvfølgelig fortsætte, så at de pågældende ting selv får karakter af produkter, ja, som dele af ét stort samlet produkt - inden for det brede fremrykningsfelt, der bliver tale om. I øvrigt ligger dette forhold jo sådan set allerede klart i hele den måde, nærværende "bog" er bygget op på.

 

Men det, at der i lang tid - og et langt stykke af vejen - har været tale om foregribelser, overlapninger og for tidlige proklamationer, betyder jo ikke, at der ikke vil komme et tidspunkt, hvor der ikke kan føjes mere af den slags til, eller hvor det i hvert fald bliver nødvendigt, virkelig at gå videre med selve produktionen af produkter. Her spiller min alder (f. 1943) en helt afgørende rolle. Jeg er simpelt hen nødt til at sige, at med konceptet så vidt udfoldet, som det trods alt er nu, kan jeg ikke vente længere med at gå i gang med den egentlige produktion. Jeg skulle jo egentlig være gået i gang med den i 1961!

 

Men også i, om man så må sige, mere kvalitativ forstand spiller min alder og hele min situation her ved slutningen af 2009 en stor rolle. Det er naturligvis et negativt forhold eller en mangel, at der er gået al den tid siden grund-året 1961, uden at det er kommet til nogen nævneværdig egentlig produktion af en karakter, der kan ses som en opfyldelse af min drøm. Men sådan er det altså gået. Og jeg kan ikke engang sige, det er, fordi jeg ikke har været flittig nok. For hvad kunne flid nytte, når koncepterne ikke var færdige? Så kunne netop den mest sammenbidte flid måske bare have ført mig i en forkert retning! - Jeg ved ikke, om der nogensinde har været andre, der har befundet sig i en sådan situation. Men hvad skal jeg gøre? Jeg har, om ikke alt, så dog måske alligevel en del at vinde, og i hvert fald intet at tabe. Ja, det er allerede en stor tilfredsstillelse for mig at arbejde med de ting, jeg arbejder med nu, selv om jeg jo gerne ville være nået meget længere. Hver eneste lille ny del er en gevinst. Og jeg ville altså virkelig tabe noget ved at lade være. I forhold til dette betyder verdens eventuelle hovedrysten intet.

 

Når jeg nu ser tilbage på det hele, kan jeg tydeligt se, at selve min 1961-drøm i sig selv ikke var nok. Den var vel også et langt stykke en ret almindelig teenager-drøm - hvad der så ganske vist lige netop nu kommer til at stå som en helt afgørende og forbilledlig egenskab! Men der var alligevel samtidig det særlige ved den, at den i sin (kultur)nihilistiske trods var en drøm, der ikke ville dø - i forbindelse med en livsfølelse, der heller ikke ville dø, men som blev ved at længes efter at blive styrket og opfyldt ved netop den livs- og virkelighedsopfyldelse, drømmen var en drøm om.

 

Jeg kan nu henvise til såvel mange af de tidligere tekster i nærværende projekt som til beretningen og refleksionerne på undersiden "Erindringer", men kort sagt har det videre forløb jo været, at hvor også i denne henseende afgørende min genvundne kristne tro og min forberedelse til og indtræden i præste-tjenesten var, så var den ikke i sig selv et tilstrækkeligt grundlag for realiseringen af min særlige livs-drøm og mit dertil hørende særlige livs-projekt. Og hvor afgørende et skridt min første beskæftigelse med Grundtvig (og yderligere noget teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement) fra 1972 af end var, var heller ikke det nok. Da jeg i 1978 besluttede at suspendere mine forfatter-bestræbelser, til fordel for et præstegårdsteologisk grundlagsstudium, der i alt overvejende grad blev et stykke Grundtvig-forskning, blev der sat en "parentes begyndt" i mit liv, som først fik sine slut-parenteser i 1994/95, 1998 og 2002. Med min pensionering i 2003 begyndte en ny fase i mit liv, hvor jeg ganske vist kom til at beskæftige mig med en hel del andre ting også, men hvor jeg alligevel for alvor begyndte den konceptudvikling, som forhåbentlig er ført til ende nu - i hvert fald i den forstand, at jeg nu virkelig skal i gang med også en egentlig produktion af egentlige produkter.

 

Hvad mit Grundtvig-studium førte til, for så vidt angår "nærværende projekt", var først og fremmest "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" og videre "statholdermark-konceptet". Men som det fremgår af en lang række af de tekster, der står her på hjemmesiden, var det svært for mig at komme videre. Jeg stod rent ud sagt længe låst fast i en forventning om, at når jeg nu havde både min livs-længsel og min teologi og mit koncept, så ville der nok begynde at ske noget, faktisk af sig selv, nemlig på den måde, at virkeligheden omkring mig så at sige af sig selv ville strømme ind til mig og fylde min drøms og længsels tomme skål - i en proces af overvejende passivt tydende, men dog også "elskende og kendende", "forholdende sig" karakter.

 

I denne situation talte jeg ganske vist også allerede om, at mit livs-rør mundede ud på det sted på statholder-marken, hvor jeg stod. Og jeg havde jo i lang tid generelt talt om "udmøntningen af arven og inspirationen fra Grundtvig". Men udtrykkeligt "på en med tidens tarv og vilkår passende måde" eller med de forskellige Grundtvig-elementer "ophøjet i højere nævnere". For med al min kærlighed til Grundtvig, var det jo af såvel epoke- som personmæssige grunde ikke muligt, bare at fortsætte, hvor han havde sluppet, endsige bare at efterligne ham. Dette gjaldt ganske særligt, for så vidt angår Grundtvigs forhold til og brug af det folkelige og historien. Men dermed gjaldt det også hele hans måde at være "kirkelig og folkelig totaldigter" på. Jeg kan her henvise til den artikel, hvormed jeg afsluttede min aktivitet som Grundtvig-forsker, og som derfor står øverst på undersiden "Grundtvig": "Totaldigteren Grundtvig".

 

I forhold til mit projekt er der i virkeligheden kun fire henseender - men hvilke henseender! - hvori jeg egentlig kan bruge Grundtvig som forbillede: 1. Teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement. - 2. Forestillingen om en altomfattende livs-kultur som alternativ til den hidtidige (fin)kultur. - 3. Poesien som en altomfattende livs-poesi, inden for hvilken den særlige litterære poesi udgår fra livet og virker tilbage på livet. - 4. Sammenfletningen af digterens (eller "(livs)poetikerens") eget liv og det liv, der præsenteres og udfoldes i den i også videste forstand poetiske proces og produktion. - Disse sider er det nu lykkedes mig at få sat sammen med mit eget personlige livs-projekt fra 1961 af på denne måde:

 

Teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement er fælles for Grundtvig og mig. For det er jo hos os begge langt mere end en blot tydende indirekte gudserkendelse, det gælder om. Et godt udtryk for, hvad det gælder om, er "elskende og kendende forholden sig" - med henblik på noget langt mere omfattende end bare en eller anden form for "erkendelse", nemlig om hele betydningsudfyldningen af gudsforholdet som vel at mærke forholdet til den Gud, der er både skabelsens og frelsens Gud. Og dette omfatter livsengagementet overhovedet, lige fra de allermindste og allermest elementære dele af det til fx de mest specielle litterærpoetiske dele. Hvilket igen vil sige, at den erkendelse eller tydning, der er tale om, ikke skal ende som en slags så alligevel næsten direkte beskrivelse af Gud, men tværtimod faktisk blot skal blive stående som den erkendelse eller tydning, den er i sig selv, hvor den indirekte gudserkendelse så kommer til at bestå i det simple, men store forhold, at man véd, at det er denne således erkendte og tydede virkeligheds Skaber og Frelser, der henvises til, så snart bare selve ordet Gud udtales, altså såvel i den kristne(s) tale overhovedet som i gudstjenesten, Bibelen og teologien. I den koncept-sammenhæng, der er tale om her, betyder dette forhold, at når alle statholdermark-konceptets definitioner er gældende, så skal der faktisk bare rykkes frem over marken, så vil alt, hvad der sker, være en opfyldelse af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement.

 

Forestillingen om en altomfattende livs-kultur som alternativ til den hidtidige kultur udgår hos mig fra min flere gange tidligere beskrevne grund-oplevelse i forbindelse med mit farvel til jazzen i 1961 og er dermed af en anderledes karakter, end hvad der var tilfældet for Grundtvigs vedkommende, selv om der jo er i hvert fald visse fælles træk i Grundtvigs situation på Langeland og min situation i 1961, nemlig en nihilisme, der ikke er nogen anden vej ud af end kristendommens, hvilket igen vil sige, at så er heller ikke tidens tilbud nok, altså henholdsvis romantikken og "tressermoderniteten" (hvad dette sidste så ville sige, for slet ikke at tale om, hvad jeg egentlig vidste om den). Jeg har i den forbindelse altid i høj grad identificeret mig med det sted i Grundtvigs fødselsdagsoptegnelse den 8. september 1805, hvor han siger, at

 

Enten maae Ieg haabe ny Kraft fra det Høye eller som Stenen i Vandet synke, og spottes af de Blade og Pinde der undres hvi Ieg ey flød som De (DUB I 217).

 

Grundtvig mangler altså på den ene side "kraft fra det høje" og vil på den anden side ikke nøjes med - i en stor betydning af udtrykket - at "flyde med strømmen". Han siger direkte, at han ikke kan kaste sig "tilbage i den tendentsløse Strøm, hvori Hverdagsmenneskene rulle hen som Bladet i Bækken" (smst.). Og uanset hvad Grundtvig dengang har forstået ved "Hverdagsmenneskene", kan man nok godt sige, at han dermed også for sit vedkommende udelukker en almindelig karriere i den almindelige akademiske, kulturelle eller embedsmæssige verden som - i sig selv - en løsning på hans store problem.

 

Både Grundtvig og jeg har altså, kan man sige, et nihilistisk-kritisk udgangspunkt. Men Grundtvig var på mange måder meget mere involveret i historien og kulturen, end jeg er, både overhovedet, og for så vidt angår karakteren og omfanget af hans eget alternativ. Her spiller den kolossale forskel i kapacitet selvfølgelig også en rolle, men jeg vil mene, mit projekt også uanset denne forskel og helt principielt er langt mere minimalistisk. Den eneste henseende, hvori jeg mener at være bredere end Grundtvig, er den poetiske, især den litterær-poetiske. Det ejendommelige ved Grundtvigs poetiske aktivitet er jo, at det stort set kun var en aktivitet som netop kirkelig og folkelig total-digter, der var tale om (jfr. igen min ovf. omtalte artikel om "Totaldigteren Grundtvig"). I modsætning hertil retter jeg i princippet min både livs- og litterærpoetiske opmærksomhed hele horisonten rundt - om end altså i al beskedenhed og minimalitet. Hos mig er det den individuelle trang til opnåelse af lystfølelse (livsfølelsesopfyldning og -potensering), der såvel i udgangspunktet som i hele fortsættelsen ligger bag min elskende og kendende forholden mig, og det er jo i forhold til Grundtvig på én gang noget meget mindre og noget meget bredere. Og når jeg ønsker at føre mig offentligt frem, er det egentlig bare for at dele dette med mine landsmænd og andre medmennesker - i en deling, der dog virker begge veje, så at den ligefrem kommer til at indgå i min livsfølelsesopfyldning. Jeg minder her om, hvad jeg igen og igen har sagt om, hvordan selv den allermest centrallyriske digter i sit allermest centralpoetiske udgangspunkt i princippet repræsenterer hele menneskeslægten og - så snart han overhovedet begynder at skrive noget med henblik på offentliggørelse - i princippet henvender sig til hele menneskeslægten.

 

Grundtvig og jeg er fælles om forståelsen af poesien som en livs-poesi, inden for hvilken den særlige litterære poesi udgår fra livet og virker tilbage på livet. Men det særlige i min sammenhæng er altså, at mit 1961-udgangspunkt i princippet og allerførst er totalt nihilistisk og derefter i hvert fald er stærkt minimalistisk og for så vidt stadig præget af en principiel (kultur)nihilisme, som min kristne tro ikke uden videre får til at forsvinde, men tværtimod lader få skikkelse af en fra kristendommen udgående skepsis eller kritik i forhold til i hvert fald store dele af det, menneskene gennem tiderne har dyrket og prøvet at bygge på som "kulturen". Hverken før eller "før" eller med kristendommen er der dog tale om en total nihilisme, men om først en blind, derefter en evangelisk begrundet trods mod Intetheden og Døden, en trods, som bygger på, at der i det, der i udgangspunktet tager sig ud som Intetheden, vil dukke nogle ting og forhold op, der godtgøre sig selv som "noget, der ER noget". Hvorefter livs-poesien og for så vidt den alternative livs-kultur består i mødet mellem mit hjertes trods og længsel, ja, min livsfølelse, og så den livs- og sandheds-virkelighed, som alligevel er til stede.

 

Også sammenfletningen af digterens (eller "poetikerens") eget liv og det liv, der udfoldes i den i også videste forstand poetiske proces og produktion får for mit vedkommende en ganske anderledes, ja, i nogle henseender nærmest modsat karakter af, hvad der var tilfældet for Grundtvigs vedkommende. Men det fælles er, kan man sige, at den virkelighed, der indgår i det store poetiske perspektiv, og som den særlige litterære poesi udgår fra og drives med henblik på, altså i meget stærk og direkte forstand også omfatter digterens - eller poetikerens - person og personlige livshistorie. I denne forbindelse spiller også digterens eller poetikerens aktive eller handlende virksomhed en vigtig rolle, ganske særligt i form af fremrykningen over marken som ikke bare mødet med og opfyldelsen af virkeligheden uden for ham selv, men også som udfoldelsen af den virkelighed, der ligger i ham selv - det hele naturligvis i en stor vekselvirkning.

 

I opstillingen af eksistensrum-konceptet har jeg flere gange understreget, at selve dette koncept som sådant ikke omfatter nogen virksomhed af den art, Grundtvig betegner som "indgribende", altså heller ikke nogen egentlig programmatisk virksomhed. Det nærmeste de produkter, der produceres i eksistens-rummet, kan komme det programmatiske, er når de får karakter af "modeller", hvilket jo i høj grad også kommer til at gælde teorierne og koncepterne.

 

Men nu ikke flere sammenligninger med Grundtvig. Det ligger allerede i de principper for "udmøntning af arven og inspirationen fra Grundtvig", jeg arbejder på grundlag af, at det ikke er på nogen særlig direkte måde, denne "udmøntning" kan realiseres, hvad overstående forsøg på, alligevel at sammenligne lidt, jo kun har bekræftet. Det helt afgørende i mit forhold til Grundtvig er teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og statholdermark-konceptet.

 

Grundtvig eller ej, så får min fremrykning over marken også karakter af mere eller mindre indgribende "bedrift" Ja, hele projektet overhovedet får i det omfang, det præsenteres offentligt, en sådan karakter, og det samme gælder alle dets enkeltprodukter, især når de ses som "modeller" eller "bidrag". Og at denne side af sagen nu så udtrykkeligt regnes med, er ét af de nye punkter i dette det forhåbentlig sidste grundlags-koncept, før produktionen af egentlige produkter kommer i gang.

 

Men også forløbet og processen - eller processerne - inden for det rum, fremrykningsfeltet spænder over, får en aktiv karakter. Det er også det, der ligger i ordene "frem over marken". Der er tale om en fremrykning, der ligger i forlængelse af de ture, jeg gik i 1961, og som i ret direkte forstand også betegnede min vandring ind i mit livs fremtid. Jeg kan her henvise til digtet i kapitel 7 "Venter på opfyldelsens møde". Jeg skal ikke bare stå i mit punkt på statholder-marken og passivt vente på, at det, der trods alt alligevel er noget, skal vise og godtgøre sig; det er i høj grad i Jeg’ets egen bevægelse fremad gennem tid og rum dette skal ske.

 

Ligesom min ungdoms vandring var en altomfattende - og i mange henseender ganske almindelig - vandring ind i mit livs fremtid, er min aktuelle fremrykning i realiseringen af mit projekt nu en altomfattende og også aktiv bevægelse, der omfatter både møde og indoptagelse og udfoldelse. Jeg kan her gentage, at jo mere min situation i 1961 simpelt hen har været den attenårige unge mands situation, jo bedre fungerer den som udgangspunkt for selve bredden i min fremrykning.

 

Og fremrykningens altomfattende karakter betyder, at der er tale om én stor samlet livs-proces, én stor struktur, hvori selv den mindste lille enkeltdel har sin plads, og som selv den mindste lille enkeltdel er en mere eller mindre fuldstændig repræsentation af.

 

Dette udelukker naturligvis ikke, at der kan være digte eller andre enkeltprodukter, der bare - eller i hvert fald langt overvejende - fremtræder som netop enkeltprodukter, små stykker virkelighed - eller virkeligheds-møde - der først og fremmest er, hvad de er i sig selv. Men så er de i hvert fald stadig dele af den store struktur, også når de kommer til at udgøre noget helt nyt i den og dermed giver den en ændring. Og mange af produkterne vil have, hvad man godt kan kalde en mikrokosmisk karakter i forhold til det univers, som tegnes i den samlede struktur.

 

Foruden selve intetheden er også "overfladen" (uegentligheden) i virkeligheden omkring mig en negativ faktor - alt det, der vil være noget uden at være noget. I sin bevægelse gennem tid og rum må Jeg’et derfor ikke alene finde det, der er noget trods intetheden, men også trænge ned bag al "overflade", gennem al "støj" osv. for derbagved at finde det, der er noget.

 

Man kan godt sige, der er noget "sekundærteologi" i dette, idet det jo sådan set er en søgen efter resterne af Paradiset eller paradiskvaliteten. Men det er jo også legitimt, når man bare ved, hvad man gør - og hvad man ikke skal gøre. Kort sagt statholdermark-konceptet. Og positivt set er denne bestræbelse jo simpelt hen, lige hvad statholdermark-konceptet går ud på!

 

Men søgningen efter de "autentiske" ting uden for Jeg’et er kun den ene side af denne sag, den anden er udviklingen og udfoldelsen af de tilsvarende ting i Jeg’et, altså den legitime selvudfoldelse. Og statholdermark-konceptet og i det hele taget de særlige ting, jeg siger, garanterer altså, at jeg ikke overskrider grænserne for det legitime! Jeg har således både ret og pligt til at lade hele den kraft virke, der sådan set kan betegnes som "forvendt pubertetstrang i stor skala".

 

Det "felt", jeg taler om i forbindelse med min fremrykning, kan ses som en ring, inden for hvilken det areal er, som svarer til mig. Og på en måde er det rum, der opstår på denne måde, identisk med den aktuelle del af mit livs-rør, i hvert fald for så vidt angår de aktiviteter, der her er tale om, for mit livsrør som sådant er selvfølgelig endnu bredere. Men i selve den altså trods alt snævrere projekt-forstand er min fremrykning altså ikke alene en både mødende og selvudfoldende bevægelse, men også en bevægelse, hvori der sker en "inddragelse", af den virkelighed, jeg passerer igennem, og som omfattes af mit "felt". Det er et spørgsmål, hvor skarpt der kan skelnes mellem livs-møde, livs- og virkelighedsopfyldning og selvudfoldelse.

 

Der er også stadig et sidelinjeperspektiv i alt dette, altså et forhold til den virkelighed, der ikke bliver "inddraget" i mit rør, dvs. et forhold, der grundlæggende er kritisk eller i hvert fald "prøvende", men som på netop det grundlag, ja, med sidelinjepositionen som en i denne henseende "arkimedisk" position, efterhånden også kan få karakter af "læring".

 

En meget vigtig side af det stade, min konceptudvikling nu er nået frem til, er altså, at jeg nu endelig har fået et helt frit overblik over alt det, der ligger uden for eller ved siden af mit eget, hvilket betyder, at hele dén "empiriske" side af projektet, jeg allerede er begyndt at præsentere nogle resultater af på undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie", får en endnu større betydning, end jeg først forestillede mig, nemlig en betydning som stof- og motiv-område inden for historien overhovedet, og altså ikke bare som et i høj grad kritisk anlagt studium, hvis formål overvejende skulle være at få defineret og placeret mit eget alternative projekt i forhold til hidtidig og samtidig kultur og litteratur, ja, at få lært de nødvendige dele af det "sprog", man udtrykker sig i, når man fx skriver et digt eller i det hele taget udtrykker sig i den kulturelle sammenhæng, også når det er med det formål at udforme og præsentere et alternativ.

 

Den fortidige del af livs-røret er i allerhøjeste grad med i det, der sker i den aktuelle projekt- eller arbejds-del af det. Det er jo her, de ikke realiserede dele af forløbet siden 1961 skal realiseres! Men det kan blive svært at skelne mellem, hvornår der måtte være tale om realisering af gamle dele, eller hvornår der blot er tale om, at de gamle længsels-strukturer gør sig gældende i det aktuelle møde med helt ny virkelighed.

 

Atter en anden måde at se og sige det på er, at dette altså er den måde, hvorpå jeg nu - langt om længe - foretager den fremrykning, jeg på en helt anden måde burde have indledt allerede i 1961. Men nu har jeg trods alt både hele min almindelige livsrørs-erfaring og alle mine forsøg og hele min teori- og koncept-udvikling osv. bag mig og med mig. Min fremrykning sker altså så at sige under al den erfaring og al den teori og alle de koncepter, jeg har med mig.

 

Tilsammen betyder alt, hvad jeg her har sagt, at jeg nu på én gang skal både udvide og intensivere det aktuelle livs- og virkelighedsmødes processer og gøre den fortidige del af mit livs-rør til genstand for en helt ny beskrivelse og analyse. Jeg kan måske ligefrem sige, at hele denne proces kan resultere i, at de pågældende virkelighedsdele bliver formet i mit livsprojekts struktur på en sådan måde og i en sådan grad, at det ender som, hvad jeg med en uskøn, men måske ganske dækkende betegnelse kan kalde en slags proto-gesamtdigt.

 

TILFØJELSE 17.12.09 SLUT

 

Se nu (fra 24.03.10) også kapitel-hoveddelen "Digtsamling" i kapitel 7!

 

 

______

 

 

Kapitel 3

Overordnede betragtninger

 

Indsat, rettet, opdateret, udvidet 23.03.09. - Det er det understregede, der er foretaget.

 

 

Af flere grunde - ikke mindst hele den måde, nærværende "bog" bliver til på - bliver der (desværre) tale om en ikke ringe grad af gentagelser og overlapninger, i hvert fald i dens første, løbende udarbejdede version. Men jeg vil i dette og de følgende kapitler prøve at bruge en slags Fragment -metode, nemlig på den måde, at jeg sætter nogle større eller mindre tekststykker ind i de respektive kapitler og adskiller dem med "* *". Så kommer disse enkelte stykker for det første til, klart at stå som sådanne, og så kan jeg for det andet nemt flytte rundt på dem.

 

Et blik på indholdsfortegnelsen vil gøre det klart, at de betragtninger, der skal stå i indeværende kapitel, i princippet skal være betragtninger over den virkelighed overhovedet, som rummet omfatter, og over de mere almindelige forhold, for så vidt angår denne virkelighed. Der skal altså så vidt muligt ikke stå ting her, som burde have stået i kapitel 2 (eller 1!) eller i et af kapitlerne 4 til 6. Men i praksis bliver det nok ikke så ligetil. En evt. slutredigering vil om fornødent kunne råde bod på i hvert fald nogle af de fejlplaceringer, der nok bliver tale om.

 

 

*  *

 

 

Betragtning over den overordnede poetik

 

Denne betragtning vil snart blive fortsat i kapitel 6. Men jeg vil her opsummere og uddybe, hvad "den overordnede storpoetik" her i rummet går ud på. Og jeg kan begynde med at gentage nogle af grundbegreberne: Statholdermark-konceptet. Den kendende og elskende forholden sig. Poetisk livsfølelse. Ud fra og med henblik på det levede liv.

 

Det hele går altså ud på, udgår fra og sker med henblik på selve det levede liv. Selve den elementære livs-levelse med den "refleksion" og følelse, der indgår i livet som menneske-liv er altså det grundliggende. Idet det naturligvis er livet som levet på statholder-marken - med alt, hvad det indebærer af baggrund og horisont. I grunden (hvor "grunden" altså skal forstås bogstaveligt og dybt) er dette tilstrækkeligt. Og for mange kristne vil det for så vidt også være det. Der er dog ikke nogen skarp grænse mellem den refleksion og følelse, der under alle omstændigheder vil være til stede i et liv, der overhovedet er et menneske-liv, og så den "forlængelse", der udgøres af livsfølelsen som "poetisk livsfølelse", og som allerede i sin brede, "storpoetiske" skikkelse kommer til at omfatte og forholde sig til nogle ting, der ikke (umiddelbart) er til stede i det almindelige levede liv, eller kommer til at forholde sig til ting, der er til stede i det almindelige levede liv, på en anden, "videregående" måde. Det er for det første ikke til at sige, hvornår den person, der "går videre", overskrider grænsen mellem det almindelige og det "videre". Og for det andet vil de produkter, der produceres, af dem, der er gået videre, eller det "stof" og de "eksempler", de lægger frem, i nogle tilfælde direkte, i andre tilfælde mere eller mindre indirekte virke tilbage på dem, der ikke selv er gået videre, og det ad måske særdeles snørklede veje. Jeg kan her citere både Grundtvig og mig selv:

 

Paa én Gang at ville giøre alle Folk lige kloge, er en Daarskab, som naar den alvorlig prøvedes, kun vilde tiene til at giøre alle Folk lige dumme, men at udbrede en i Grunden énsartet Oplysning i alle Stænder, og aabne Alle Løbe-Banen til bestandige Fremskridt, det er, som alt hvad der leder til Kræfternes fri men ordenlige Udvikling, ikke blot klogt, men, hvor Folk og Stater skal trives, nu aldeles nødvendigt (US V 408).

 

Her drejer det sig ikke kun om forholdet mellem pdes. selve den erkendende virksomhed og pdas. udbredelsen af dennes resultater som oplysning, men også, og navnlig, om oplysningens virkelig altomfattende folkelige karakter - med fuld respekt for den kendsgerning, at det er forskelligt, i hvilket omfang og på hvilken måde man i de forskellige samfundslag kan modtage den. Og der er vel at mærke ikke tale om bare en slags nedladende kulturpolitisk solidaritet, som går ud på, at alle skal have størst mulig andel i oplysningens goder. Nej, der er tale om en helt konkret konsekvens af, at forklarings-udviklingen ikke kun er en rent erkendelsesmæssig udvikling, men også, ja, grundlæggende en helt virkelig udvikling i menneskeslægtens, hvilket vil sige folkeslagenes, virkelige, forsiggående liv. Og meningen må selvfølgelig være, at dette oplyste liv ikke bare skal tjene som nyt materiale for den erkendende videnskabelighed, men at hvert enkelt menneskes, selv det jævnestes, modtagelse af sin del af oplysningen er et mål i sig selv, ja, intet mindre end et foreløbigt del-mål i forhold til skabelsens store hoved-mål! ("Omkring Grundtvigs Vidskab" s. 277f).

 

Her er det ganske vist Grundtvigs særlige videnskabeligheds- og oplysnings-sammenhæng, der er tale om, men så er det jo også et eksempel på den forskel, der er mellem Grundtvigs meget store, historiske og mit meget mere beskedne, poetiske, men dog "stor-poetiske" projekt. Og det fælles er jo, at der i begge tilfælde er tale om det samme syn på forholdet mellem det særlige og det almindelige.

 

Forholdet mellem nærværende projekt og Grundtvigs historisk-poetiske projekt og kirkelig-folkelige projekt som "totaldigter" vil jeg ikke komme nærmere ind på her, andet end at jeg endnu en gang vil understrege, at også min poesi, både den store og den særlige, er af en anden karakter, end hvad man almindeligvis forstår ved poesi, på en gang større og mindre, på en gang bredere og snævrere, idet dog min "stor-poesi" er smallere i sit anlæg end Grundtvigs, medens mit sigte med den særlige poesi, er bredere. Og selv om jeg naturligvis heller ikke her på nogen måde udtaler mig om forholdet i format mellem Grundtvig og mig, er den sidste påstand ikke så mærkelig, som den lyder. Jeg henviser endnu en gang til min sidste tekst som Grundtvig-forsker: "Totaldigteren Grundtvig", 2002 (øverst på undersiden "Grundtvig").

 

Og jeg gentager, at nærværende projekt i sit udgangspunkt er ekstremt snævert, "central-poetisk", men ender med at blive bredere, ja, med i princippet at omfatte alt, oven i købet med en større vinkel-mangfoldighed end Grundtvigs.

 

Men det, det skal dreje sig om, nu hvor vi er kommet ind i rummet og den poetiske proces skal til at gå i gang, er jo, hvordan denne proces skal være, for at formålet skal blive opfyldt. Hvordan skal det gå til, når livsfølelsen skal forøges gennem særlige aktiviteter i det særlige eksistens- og arbejdsrum?

 

Det ejendommelige for både den store og den særlige "poesi" og poesi er, at der i udgangspunktet ikke er andet end netop kravet om livsfølelsens styrkelse og udfyldning, og så eksistensrum-konceptet. I første omgang må den videre proces være netop "ren proces", dvs. nogle livs-bevægelser eller livsforholds-bevægelser i den, kan man for så vidt også godt sige, forbundne kar-situation, der ligger i eksistensrum-konceptet. Og samtidig er der også tale om en bevægelse fremad gennem den forlængelse af livs-røret, som eksistens-rummet også er, en bevægelse, som dog på en særlig måde er en bevægelse frem mod (i enhver betydning) opfyldelses-målet. Man kan sige, at der altså dels er tale om bevægelse eller bevægelser i oplevelses-, tydnings- og forholds-dimensionen, dels er tale om en mere aktiv, ja, skabende bevægelse og aktivitet.

 

Jeg er - som også allerede flere steder sagt - længe veget tilbage fra at tale (ret meget eller for meget) om den poetiske aktivitet som en skabende aktivitet, idet jeg mente, at poesien i hvert fald først og fremmest bestod i at tyde det store ene digt, Skaberen, den ene store Ποιητής (poiætæs, skaber), på forhånd har skabt. Og jeg ville jo i hvert fald på ingen måde risikere, at poesien blev en slags religionserstatning, endsige, at digteren blev en slags Gud! (Og det er bevidst, jeg skriver "Gud" med stort her, for meningen er jo virkelig, at det, i hvert fald delvis, er i selve Guds sted, digteren kan risikere at ville prøve at sætte sig. Men jeg skriver jo altså "en slags". Jeg mener ikke, at "en slags gud" med lille ville betyde nøjagtig det samme).

 

Nu er der bare det ved det, at allerede i selve statholdermark-konceptet ligger det jo for så vidt, jeg gentager: for så vidt, at mennesket som netop stat-holder (sted-holder) i en vis forstand er sat i Guds sted. Og det gælder i alle henseender, lige fra hele herre-forholdet til den øvrige skabning fra skabelsen af (1. Mos. 1,26.28) og den allermest praktisk skabende virksomhed i den helt elementære livs-levelse, og til den poetiske virksomhed, som jo altså også, rent græsk-etymologisk, er en skabende virksomhed.

 

Men det vigtigste for mig er, at det, der finder sted i eksistens-rummet, altså også er mere omfattende end selve den litterære poetiske proces. Jeg gentager: Ligesom Grundtvigs totaldigter-virksomhed omfattede både ham selv og hele danmarks- og verdenshistorien og hele menneskelivet og hele det danske folkeliv, således omfatter mit eksistens-rum og det, der foregår i det, også både hele mit eget liv og hele virkeligheden i øvrigt, dog på en anden og i mange henseender meget mere beskeden og "central-poetisk" måde. Det afgørende er, at jeg af såvel personligt historiske grunde som af grunde, der har vist sig under min lange og langsomme og pinefulde vej frem hertil, har indset, at det, der skal kunne opfylde såvel min ungdoms drømme som min drøm om at foretage en aktuel udmøntning af arven og inspirationen fra Grundtvig, nødvendigvis må være mere omfattende, end hvad man almindeligvis forstår ved poesi. Ja, bortset fra det har også selve denne lange proces i sig selv vist, at hvis jeg overhovedet skal lave noget som helst i den retning, så må det også af, hvad man i en større forstand kan kalde metodiske grunde, have dette omfang og foregå på denne måde.

 

Hvad de, om man så må sige, ekstra områder angår, forholder det sig sådan set ret enkelt. På den ene side sætter jeg noget teori og nogle betragtninger ind i rummet, på den anden side sætter jeg nogle ting ind, bla. det, jeg betegner som "eksempler" og "stof", ting, der måske ikke er noget særligt i sig selv, men som dog allerede ved deres udvælgelse bliver føjet ind i mit rums særlig stor-struktur, og som også ved deres placering og udformning kommer til at indgå i det og præge det. Hvordan det kommer til at gå, vi vise sig, men et eller andet skulle jeg nok kunne få ud af det.

 

Det sværeste bliver det, der skal foregå på selve det mere centrale og selve det helt centrale poetiske område. Det siger sig selv. Men selv om mit talent formodentlig er ret beskedent, bliver jeg alligevel nødt til at gøre, hvad jeg kan. Jeg kan jo under ingen omstændigheder undvære denne kerne. Helt centralt må jeg prøve at skrive nogle digte, der kommer til at forløbe i de strukturer, der ligger i mit koncept. Sådan må det i hvert fald være, når jeg begynder. For et af formålene med at forsøge dette er jo, at disse digte netop skal være "forsøg", ja, en slags sonder, der skal udforske rummet. Og så kan jeg jo netop ikke på forhånd sige, hvad det skal ende med. Og der kan som sagt blive tale om andre tekster af en mere eller mindre poetisk eller "poetisk" karakter. Hvortil kommer den teoretiske poetik.

 

Det helt store spørgsmål er, hvad der vil vise sig, når jeg begynder at skrive digte - og evt. andre tekster - der skal "forløbe i de strukturer, der ligger i mit koncept", eller hvor jeg i hvert fald i udgangspunktet stiller mig den opgave, at det skal være sådan. For der ligger jo også i den henseende en stor minimalisme i hele konceptet, så at der sådan set kun skal være tale om nogle livs-processer i nogle "kanaler" mellem de "steder", der indgår i konceptet, hvilket først og fremmest vil sige Jeg’et, sansningerne, Kosmos, medmenneskene og Eksistensen. Ja, jeg mener virkelig, at den poetiske proces i selve udgangssituationen skal ses sådan. Det skal i princippet ikke være "litteratur", men (bare) liv. Hvor det, som også allerede sagt, må vise sig, hvor "litterært" det alligevel bliver, i hvert fald litterært i den betydning, at der selvfølgelig også er meget i hidtidig litteratur, der på denne måde er "liv", ligesom det må vise sig, hvor megen "form", disse livsprocesser i mit tilfælde vil ende med at manifestere sig i, når de ender som digte eller lignende.

 

Nu den 15. marts 2009 vil jeg foreløbig ikke sige mere om dette her. Det er muligt, det bliver nødvendigt at indsætte nogle flere betragtninger over rummets karakter af poesi-rum som helhed, men ellers må betragtningerne fortsætte i kapitel 6, hvor der jo er et afsnit om først den store, så den særlige poetik.

 

 

*  *

 

 

Betragtning over erkendelse, videnskab, teknologi - og livsform

 

Som flere steder sagt hører selve den filosofiske og videnskabelige erkendelsesaktivitet som sådan hjemme et andet sted end her i rummet. Men dermed er naturligvis ikke sagt, at de ved denne aktivitet opnåede resultater ikke er med i den for så vidt altomfattende sammenhæng, rummet omslutter. De er naturligvis med sammen med alle de andre dele af Virkeligheden. Der drives bare ikke filosofi eller videnskab her i rummet. Her indgår alt i eksistens-sammenhængen - og udsættes for fri tydning og brug. Forholdet til det ikke-menneskelige kosmos vil blive særligt behandlet i kapitel 4, og forholdet til det menneskelige i kapitel 5. Men i indeværende betragtning vil jeg sige noget i almindelighed om erkendelse, videnskab, teknologi - og livsform.

 

Jeg er opmærksom på, hvad der indtil nu er blevet ført frem på erkendelsesteoriens område, og jeg tager al den erkendelse, menneskeslægten indtil nu er nået frem til, til efterretning. Idet jeg dog erklærer følgende:

 

Et hurtigt blik på filosofiens, herunder erkendelsesteoriens, historie viser, at der i det sidste to et halvt årtusinde stort set har være ment alt muligt - og mange gange på i hvert fald tilsyneladende mod hinanden stridende måder. Filosofien og erkendelsesteorien må derfor i høj grad betragtes som forskellige meninger, man gennem tiden har haft om det hele. At mange af disse meninger, og ikke mindst diskussionen dem imellem, så har skærpet menneskets måde at både spørge og se på, og dermed ikke mindst har været en forudsætning for den naturvidenskabelige forskning, er en anden sag. Hvortil kommer, at erkendelsen af logikkens tankelove må anses for at være sand erkendelse. I hvilken forbindelse også matematikken kan nævnes - med det uhyre interessante forhold, at lovmæssighederne i den fysiske verden ser ud til at være af en sådan art, at de kan beskrives af den af mennesket forud for den empiriske erkendelse udarbejdede matematik.

 

Mange mennesker synes at mene, at vi netop her omkring det andet årtusindskifte nærmest ved alt. Og at denne al-viden blandt andet udelukker troen på kristendommen, ja overhovedet på Gud. Men så skulle det jo være muligt at erstatte religionsundervisningen i hele skolesystemet med en autoritativ, sammenhængende og altomfattende fremstilling af, hvad det nu er vi ved, og at genindføre det gamle filosofikum ved universitetsstudiestarten i form af en sådan fremstilling på højeste niveau. Dette har imidlertid ikke fundet sted. Fordi det ikke er muligt at formulere én sådan autoritativ, sammenhængende og altomfattende filosofi.

 

Hvad filosofien angår, må jeg derfor erklære mig for en stor skeptiker. Ikke ud fra et principielt had til filosofien. Tværtimod. Jeg ville meget gerne, både som menneske og som kristen, se i det mindste en nogenlunde autoritativ, dvs. på i det mindste bred konsensus byggende, fremstilling af, hvad vi som mennesker ved i dag. For det ligger jo i hele den teologi, nærværende tekst bygger på, at så ville jeg ganske vist tage selve den eventuelle udelukkelse af Gud med et stort forbehold, men i øvrigt tage det hele til mig som en vigtig del af den "udfyldning", "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" sender os kristne ud i verden for at søge.

 

Men nu har vi kun logikken (og matematikken) - og så en hel masse forskellige måder at spørge på, som skærper blikket og tænkeevnen og selvfølgelig på en eller anden måde giver os et bedre billede af virkeligheden, end vi ellers ville have haft.

 

Hvis vi i øvrigt skal tale om erkendelse i betydningen viden, må vi gå til videnskaberne, især naturvidenskaberne - fra partikel- og højenergifysikken og kosmologien til hjerneforskningen. Hvordan vi skal forholde os til psykologien, antropologien og sociologien og i det hele taget de såkaldte humanvidenskaber, vil jeg ikke på nuværende tidspunkt udtale mig særligt om, andet end at jeg er tilbøjelig til at mene, at også disse videnskaber giver os en vis mængde af, hvad jeg her i denne sammenhæng vil betegne som viden.

 

Enhver, der tænker sig bare en lille smule om, vil være klar over, at det er meget usandsynligt, at summen af mulig naturvidenskabelig viden skulle være erhvervet i fx lige netop året 2009. Og det er formodentlig også usandsynligt - eller principielt umuligt - at menneskeslægten ved historiens ende vil have erhvervet hele denne sum af viden. Men det afgørende er, at vi på ethvert givet tidspunkt må tage videnskabernes resultater til efterretning som hverken mindre eller mere, end hvad de er, og at vi ikke forsøger at udfylde de huller og lignende, vi mener at kunne se, med ting, der ikke er fremgået af forskningen inden for de respektive fag og efter de metoder, der gælder dér.

 

Netop her i året 2009 gælder dette ganske særligt, for så vidt angår biologien, nærmere betegnet evolutionslæren. Jeg for mit vedkommende har naturligvis en eksistensoplevelse og livsanskuelse, der er mere omfattende, end evolutionslæren er - og nogensinde vil kunne blive. Men det mere, der her er tale om, forholder jeg mig til uden for biologien - og vil jeg ikke prøve at presse ind i biologien. At jeg kan argumentere for, at jeg ikke kan nøjes med biologien, altså fx evolutionslæren, som livsanskuelse, og at jeg som fx teolog og digter kan forholde mig frit tydende osv. til biologiens resultater, er noget andet. Biologien som sådan må køre sit eget løb i fuldstændig autonomi og helt efter sine egne metoder. Der vil formodentlig komme megen ny viden og mange nye teoridannelser til, ja, nogle såkaldte paradigmeskift. Men alt dette må komme, når det, der sker inden for biologien selv, kræver det eller gør det uomgængeligt. Og jeg mener i øvrigt, at det formodentlig vil være principielt umuligt at komme til at se "noget af Gud" gennem arbejdet inden for nogen af naturvidenskaberne. Rent ud sagt: Jeg må kraftigt tage afstand fra al "kreationisme", "Intelligent Design" og andre former for pseudovidenskabelig magtpolitik. For her, som så ofte i religiøse og livsanskuelsesmæssige stridigheder, er det tydeligvis magten, det drejer sig om!

 

Som kristen tror jeg selvfølgelig, at hele Universet - meget beskedent sagt - er "intelligent designet" af Gud. Jeg tror nemlig, at Kristus er Logos ("al struktur og betydning"), og at alt er blevet til ved Ham, og at uden Ham blev intet til af det, som er (Joh. 1,1.3). Og sådan oplever jeg det også. Vel at mærke med den sørgelige tilføjelse, at det jo ikke er lige denne virkelighed, vi oplever. Mellem skabelsen og os ligger jo Faldet. Det er altså ikke selve den af Gud "designede" verden, vi oplever, men denne verden som falden - hvilket vil sige, at der, for at sige det lidt forenklet, ikke står én, men to "intelligenser" bag verden, som den foreligger, nemlig både Gud og Djævelen, sidstnævnte i hvert fald som årsag til den ødelæggelse, der er kommet over den af Gud skabte verden. Og det betyder, at der - hvis man endelig skulle gå ind på den kreationistiske tankegang - faktisk ikke er så meget at opnå. - Men dette er noget, der ikke engang hører hjemme her i denne sammenhæng. Jeg er bare nødt til at have det med her i 2009, for at det skal blive helt klart, hvor jeg står i den uhyggelige magt-kamp, der raser omkring evolutionslæren. Og det er altså 100% på biologiens (og de andre naturvidenskabers) side, for så vidt angår deres uantastelige autonomi inden for deres respektive områder.

 

På grundlag af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement står jeg i øvrigt også på samtlige videnskabers side mod tidens tendens til at reducere ordet "forskning" til nærmest at betyde "produktudvikling". Den rene og egentlige grundforskning på alle områder er en umistelig del af menneskeslægtens liv; den udgør "område 2" af, hvad jeg ofte betegner som "livs-lagkagen" (jfr. alle de cirkel-grafikker, der så ofte bruges i alle mulige sammenhænge, samt hvad jeg har sagt derom i kap. 2).

 

Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at jeg ringeagter teknologien. Nærmere om den i kap. 5. Men der må skelnes mellem pdes. den store teknologiske udvikling, som er en af "statholder-menneskets" vigtigste aktiviteter, og pdas. en mere eller mindre bevidstløs produktion af varer i et kredsløb mellem produktion og forbrug, der dels har karakter af beskæftigelsesterapi og arbejds- og karrieresyge, dels har karakter af et fortvivlet forsøg på at udfylde livs-tomheden med forbrugerisme. - Mange af de foranstaltninger, verdens regeringer iværksætter i anledning af den finans- og økonomikrise, der begyndte i 2008, viser, at der i høj grad er tale om netop "beskæftigelsesterapi". I mange tilfælde bliver der jo sendt penge i omløb med det ene formål at få folk til at købe nogle ting, de egentlig godt kunne undvære. Derfor har det glædet mig at se, at Instituttet for Fremtidsforskning i det fjerde af de fremtidsscenarier, det præsenterede her i begyndelsen af februar 2009, peger på den mulighed, at der bliver skåret kraftigt ned på forbruget og man i stedet koncentrerer sig mere om de immaterielle værdier inden for en simple living livsform. Jeg kan føje til, at sådan har min familie og jeg levet altid. Det ligger vist også i instituttets fjerde scenario, at denne livsform vil blive dyrket i forbindelse med en fortsat udvikling af (bæredygtig) højteknologi, og jeg må sige, at netop kombinationen af simple living og højteknologi er noget, jeg i de senere år har tænkt meget over.

 

Man kan sige, at jeg her er kommet så langt ud i det programmatiske, at jeg har brudt de principper, jeg selv har opstillet, for så vidt angår det særlige eksistens-rum, vi med denne tekst befinder os i. Men det er jo i høj grad et spørgsmål om ord og definitioner. Og mit svar kan være, at alt, hvad jeg skriver i denne tekst, på forhånd og pr. definition har model-karakter - hvis det er af en sådan art, at det kunne gå hen og blive "program" eller måske ligefrem "politik". Men jeg kan også gå videre, idet jeg dels gør opmærksom på, at der i netop indeværende kapitel er tale om "overordnede betragtninger", hvor næsten alt kan være tilladt, dels minder om, at det lige her var teknologiens betydning, det drejede sig om.

 

Men jeg kan også sige det på den måde, at uanset om man siger "program" eller "model", så ligger det jo også i netop hele nærværende rum-koncept, at det, der finder sted her i rummet, udtrykkeligt ses som en forlængelse af det almindelige livs levelse og som noget, der i en stadig vekselvirkning skal virke tilbage på denne "levelse". Og her kan jeg pege på den koncentration om de immaterielle værdier, der var tale om i Instituttet for Fremtidsforsknings fjerde scenario. For er ikke netop et projekt som nærværende ét stort eksempel på, hvad det kan betyde? Ja, allerede selve teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement er jo en stor henvisning til et liv, der leves i, hvad man kunne kalde "betydnings-dimensionen". Jeg kan her ikke lade være at tænke på sætningen "bugen er deres gud" i Filipperbrevets tredje kapitel, vers 19. Den kunne jo nemt moderniseres til "forbruget er deres gud". Hvormed der vel at mærke ikke er sagt noget om, at det er dårligt at købe sig nogle ting. Det afgørende er, om disse ting - ja, selve den handling at købe dem! - dyrkes på en sådan måde, at de faktisk får afgudsstatus, eller om de anskaffes for at blive brugt i - eller til fordel for - en sand livsform, dvs. en livsform, hvor det er betydningen, det gælder.

 

Og det er jo heller ikke nok, bare at sige simple living og immaterielle værdier. Den erfaring, vi allerede har, hvad den slags angår, viser, at det nemt kan gå sådan, at det sidste bliver værre end det første - for nu igen at tale nytestamentligt (Mt. 12.45. Lk. 11,26). Simple living kan gå hen og blive det rene flip, og dyrkelsen af immaterielle værdier kan gå hen og blive "spiritualitet" eller kultursnobberi. Derfor vil jeg her i denne "betragtning" slå fast, at hele formålet med nærværende projekt simpelt hen er, sådan set bogstavelig talt, at få åbnet et rum, hvori livsfølelsen kan opnå en sand styrkelse og udfyldning. Idet jeg altså gentager, at der er tale om mit rum, min total-model - med nogle del-modeller og mange slags andre ting i. Teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement, statholdermark-konceptet og selve livsrum-konceptet som sådant giver jo i princippet mulighed for lige så mange udfoldelser, som der er mennesker.

 

Således kom betragtningen over erkendelse og videnskab og teknologi til at ende!

 

 

*  *

 

 

Betragtning over erfaring og viden i øvrigt

 

Den filosofiske og videnskabelige, herunder humanvidenskabelige, viden er kun en lille og særlig del af, hvad vi mennesker ved. Den menneskelige viden er først og fremmest den sum af erfaring, der er akkumuleret gennem hele menneskeslægtens historie. At det ikke er alt, hvad samtlige mennesker har erfaret gennem alle tiderne, der er akkumuleret - og slet ikke noget enkelt sted - tager ikke noget fra dette. Sagen kan jo udtrykkes mere præcist, ved at man siger, at hvert enkelt menneske har sin personlige del af denne akkumulerede viden i sig - eller hos sig. Hvert enkelt "miljø", lige fra den meget lille kreds til den store kulturkreds, har jo, kollektivt, sin del af den akkumulerede viden og erfaring - som hver enkelt person altså på forskellige, mere eller mindre direkte måder har "hos sig". En del af den akkumulerede viden og erfaring ligger altså indbygget i den enkeltes bevidsthed og mentalitet. Andre dele af den er kollektivt til stede i de forskellige "miljøer" og "kredse", hvilket blandt andet kommer til udtryk i den måde, medlemmerne i de pågældende "miljøer" kommunikerer og omgås med hinanden på. Atter andre dele er bevaret i skriftlig eller anden form.

 

Med det, der nu kaldes globaliseringen, vil det enkelte menneske i større og større grad få kontakt med mennesker i andre "miljøer", herunder kulturkredse, og især Internettet betyder, at hvert enkelt menneske for det første har direkte adgang til alt, hvad der kan hentes dér, og indirekte adgang til de bøger m.m., som der henvises til. Men i nærværende sammenhæng er det afgørende ikke, hvor stor en del af den samlede menneskeslægts akkumulerede erfaring der er til stede i eller hos hver enkelt. Det afgørende er, at der er blevet peget på, at den vigtigste menneskelige viden er den viden, er er erhvervet gennem selve livets levelse, for hver enkelts vedkommende og i de mindre og større "miljøer" og "kredse" gennem slægterne.

 

Men selvfølgelig er det ikke så enkelt. Den videnskabeligt og teoretisk erhvervede viden og de tanker og meninger, der bliver sat i cirkulation, går naturligvis i forbindelse med den almindelige erfaring, så at der gennem hele det historiske forløb sker en udvikling af anskuelses- og tankeformer og mentalitet osv.

 

En helt særlig plads i den sammenhæng, der er tale om her, indtager det, der betegnes som historien. Og det gælder såvel hele selve det faktiske forløb, der kan betegnes med dette ord, som den samling af materiale og beskrivelser, fremstillinger og fortolkninger, der betegnes med dette ord.

 

Forholdet til de respektive dele af hele denne virkelighed vil blive behandlet kapitel 5, for så vidt angår deres mere specielle roller i nærværende sammenhæng. Men jeg kan her i denne betragtning gentage og yderligere understrege, at når det allerede gælder for forholdet til det ikke-menneskelige kosmos, at der bliver tale om en større "eksistentiel" proces, end hvad der er tilfældet i den videnskabelige aktivitet, så gælder det naturligvis i endnu højere grad for forholdet til såvel hele menneskeslægtens liv som sådant som de forskellige enkeltområder og enkeltdele.

 

Med alt, hvad jeg indtil nu - for flere tings vedkommende gentagne gange - har sagt om karakteren af eksistens-rummet og det, der finder sted i det, er det klart, at der for hele den menneskelige virkeligheds vedkommende ikke bare bliver tale om en stor tydning, ja, ikke bare om en stor forholden sig, men også om en på sin vis aktiv sammenfletning, på en meget anderledes måde end i Grundtvigs tilfælde, men dog således, at det, der finder sted i eksistens-rummet, får karakter af et aktivt forløb, ja, livs-forløb, en proces, hvor de ting, jeg selv udfolder, på forskellig måde bliver flettet sammen med det menneskeliv, der i både fortid og nutid, ja, til dels også fremtid (nærmere nedenfor).

 

 

*  *  *

 

 

Jeg kan være tilbøjelig til at sige, at nihilismen, dvs. den store intethed, er værre end det Onde. - Dette er vel i øvrigt temaet i "Exorcisten"?

 

Det vil selvfølgelig være helt forkert at sige, at mit projekt ligger hinsides godt og ondt. Jeg kunne snarere sige, at godt-ondt-modsætningen ligger hinsides mit projekt. Den store kamp mellem godt og ondt føres, ja, er ført og vundet, uden for statholder-markens grænser. Derfor ligger mit projekt ikke - som sådan! - på en godt-ondt-skala. Modsætningen ligger mellem pdes. ingen eller ringe livstoneintensitet og pdas. stor livstoneintensitet. Hvormed selvfølgelig på ingen måde er sagt, at denne modsætning er større end godt-ondt-modsætningen, så at den kan overrule den. Der er kun sagt, at det ikke er godt-ondt-modsætningen, det handler om i mit projekt, selv om den unægtelig gang på gang vil komme til at vise sig i den virkelighed, der er både i mig og omkring mig.

 

 

*  *

 

 

Forholdet til nutiden og fremtiden

 

Et særligt forhold i hele det koncept eller hele den "storpoetik", der ligger bag mit projekt, er forholdet såvel til det Onde som sådant og overhovedet, som til de ting, jeg bare ikke kan lide. Og jeg må hellere understrege, at jeg selvfølgelig skelner her, altså på den måde, at der godt kan være ting, jeg ikke kan lide, uden at jeg derfor regner dem for dele af det Onde! Eller sagt på en anden måde igen: Der er det Onde som sådant, og det skal bare afskyes og forsages. Og så er der nogle ting, der må anses for at være mere eller mindre direkte virkninger af det Onde. Og endelig er der nogle ting, hvor meningerne kan være delte, mere eller mindre efter smag og behag. Det vanskelige er det område, hvor det er uklart, om nogle ting må anses for at være virkninger af det Onde, eller om det bare er nogle ting, jeg ikke kan lide.

 

I nærværende sammenhæng er denne problematik ikke i sig selv særlig vigtig - i modsætning til, hvordan det er ude i en etiske, moralske og politiske debat. For i nærværende sammenhæng skal der principielt ikke føres etisk, moralsk eller politisk debat. Jeg opsummerer nu nogle ting:

 

Hvad det Onde som sådant angår, er problemet i nærværende sammenhæng, at der jo sådan set grundlæggende er tale om en form for herlighedsteologi, så at det er forholdet til "skabelsens rester", det gælder, eller til de ting i "den skabte, om end faldne verden", der endnu vidner om, hvem Gud er. Og selv om det ligger i konceptet, at det er muligt for det faldne menneske i den faldne verden, i hvert fald i høj grad at erkende en "ontologisk rangorden" i den gådefulde blanding af godt og ondt, der er tale om her i tilværelsen, så vil det under alle omstændigheder være sådan, at den virkelighed, der er hele det storpoetiske projekts genstand, ja, som der skal vekselvirkes med, fremtræder som en blanding af godt og ondt, der ikke sådan lige kan analyseres og sorteres. Derfor siger jeg jo også, at der ikke er den store forskel mellem livsengagementet som "forudforståelse" og livsengagementet som "efterforståelse", hvilket sidste altså er, hvad det særligt drejer sig om i nærværende sammenhæng.

 

Det vil derfor ofte være sådan, at der ikke bare kan være tale om en storpoetisk forholden sig til ting og motiver m.m., der kan erkendes som (rester af) "den rene herlighed", men at "herligheden", eller mere beskedent sagt "det positive", ofte må erkendes eller "ses" i stof eller motiver, der fremtræder som modsætningsfyldte blandinger af godt og ondt, ja, at "det positive" også ofte vil kunne have skikkelse af selve kampen mellem det gode og det onde - eller af en skrigende modsætning mellem liv og død, herlighed og lidelse. Jeg kan her citere mig selv, nemlig digtet "Kræft og krig" (14.01.99), hvor jeg begynder med at opregne nogle eksempler på ondskab og lidelse og dernæst erklærer, at jeg både kender og frygter alt dette og jo også selv "allerede lider / lidt", og at jeg slår mit kors for mig, eller hvad, og beder min bøn, men hvor digtet så slutter:

 

aldrig

skal noget af dette

komme herind i mit digt

og gøre sig interessant!

 

Det helt afgørende er imidlertid her i denne sammenhæng, at der i selve det poetiske felt (og i det hele taget her i rummet) hverken skal drives teologi, forkyndes, moraliseres eller drives politik. Og dette gælder også, for så vidt angår den egentlige genstand for indeværende betragtning, nemlig "forholdet til nutiden og fremtiden", idet jeg nemlig her ganske særligt tænker på, i hvilken grad og på hvilken måde jeg skal definere mit projekt negativt i forhold til de ting, jeg ikke kan lide, eller altså i hvilken grad det polemiske skal have plads i mit projekt.

 

Jeg siger "forholdet til nutiden og fremtiden", men jeg kan også tage fortiden med, for det ligger jo grundlæggende i hele projektet, at der er tale om en principielt kritisk holdning til, hvad jeg plejer at betegne som "foreliggende og hidtidig kultur", ja, om udfoldelsen af et alternativ dertil. Hvad fortiden angår - og de ting i nutiden, der bedst kan betragtes som den seneste del af fortiden - er det ikke så vanskeligt. Her er der jo dels tale om "den foreliggende virkelighed" og om forholdet til den efter de også netop her ovenfor opsummerede principper, dels tale om hele den sidelinjeposition, hele mit projekt bevæger sig i, dels tale om den kritiske analyse og sortering, der finder sted i, hvad jeg ofte betegner som "den empiriske del af projektet", og som helt centralt gælder og litteratur- og poetikhistorien (jfr. undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie"), men som på den ene eller den anden måde i hvert fald i princippet vil kunne omfatte hele historien - med en uklar grænse mellem pdes. den litteratur-, idé- og kulturhistoriske "empiriske" undersøgelse og pdas. beskæftigelsen med historien som begivenhed og stof- og motivreservoir.

 

Nej, den særlige vanskelighed melder sig, når det er fremtiden, det kommer til at gælde - eller de ting i nutiden, der bedst kan betragtes som dele af fremtiden eller i hvert fald betragtes i forbindelse med den fremtid, der tegner sig forude, fx i den simple forstand, at der er tale om handlinger og meninger m.m., der vil få virkning ind i fremtiden.

 

I nogle henseender gælder her det samme, som gælder i forhold til det folkelige og historien, nemlig, at jeg først og fremmest ikke må "snylte og snyde". For hermed mener jeg, at jeg ikke må være for hurtig til at bruge de ting i nutiden, jeg ikke kan lide, og de ting i fremtiden, jeg frygter, til at definere mit eget projekt negativt med. Og at jeg, når jeg alligevel mere eller mindre bliver nødt til at gøre det, da ikke gør det på en alt for nem og billig måde.

 

Det helt afgørende og helt særlige bliver i virkeligheden den rolle, den truende fremtid kommer til at spille i digte og andre tekster af mere eller mindre digterisk karakter. Det kan fx være i billeder af, hvordan der vil kunne leves et sandt og godt menneskeliv i en fremtid, hvor alt er kunstigt, lige fra de materialer, tingene er lavet af, til hele livsformen. Her kommer det til at gælde om at undgå "ideologi" og "politik" og holde sig til (højst) en "model-karakter". Der skal altså principielt så vidt muligt være tale om fx netop "billeder" (af mere eller mindre "model-karakter"). Men det ligger jo også i netop hele nærværende "rum-projekt", at der skal eller kan blive tale om et forløb og en bevægelse, ja, en livs-proces, så at det, der foregår i rummet, på en eller anden måde selv bevæger sig ind i fremtiden - eller dog foregår på en sådan måde, at det minder om eller svarer til en bevægelse ind i fremtiden.

 

Hvis jeg kunne skrive en roman, kunne jeg måske godt tænke mig at skrive en "future fiction" roman, hvor et eller flere mennesker prøvede at leve et sandt og godt menneskeliv på trods af og i trods mod omstændighederne, eller hvor nogle dertil svarende modsætninger blev tegnet.

 

Jeg er ikke af princip fremtids- eller udviklingsfjendsk. Og jeg er grundlæggende glad for og stolt over menneskets teknologiske formåen. Men selv med min bedste udgangsfølelse må jeg sige, at der stort set ikke er noget af det, jeg ser tegne sig i horisonten, der vækker glæde eller lyst i mig. Det er for så vidt mere imponerende end nogensinde før, hvad menneskene kan på det teknologiske område. Men det, der kommer ud af det, ser ud til, enten at blive flere og flere mere eller mindre unyttige, eller måske ligefrem livsskadelige, forbrugsvarer eller ting, der fører menneskene ind i en mere og mere kunstig livsform. Selv den imponerende medicinske teknologi virker truende, idet den fx får nogle meget ubehagelige etiske og sociale problemer til at tegne sig.

 

Og det gælder for såvel teknologien som selve naturvidenskaberne, at der mere og mere kommer noget uhyggeligt myretueagtigt over det, altså en bevidstløs aktivitet i den forstand, at der godt nok er mange dygtige enkeltpersoner, der får en god uddannelse og kommer ud i enten virkelig videnskabelige forskningsmiljøer eller miljøer, hvor der drives produktionsorienteret forskning, men at der er tale om noget, der sådan set bare kører af sig selv, som livet i en myretue.

 

Grundforskningen kører af sig selv, fordi der hele tiden er personer, der gerne vil beskæftige sig med de ting, der foregår i den (dog nok for få!), og fordi politikerne eller samfundet godt er klar over, at det på langt sigt godt kan betale sig at bruge nogle penge på det område, nemlig fordi erfaringen viser, at der altid falder noget praktisk af. Men det bliver uden nogen særlig sammenhæng, hverken for forskerne selv eller for samfundet eller menneskeheden. Forskningens resultater kommer heller ikke til at indgå i en egentlig dannelsessammenhæng i uddannelsessystemet eller oplysningen i helt bred forstand.

 

Og den teknologisk anvendte videnskab bliver først og fremmest brugt til vareproduktion og helt nødvendige investeringer i forskellige former for infrastruktur og lignende. Det kan man i hvert fald frygte. Men uanset alt andet er det et sygdomssymptom, at der også er for få unge, der ønsker at blive ingeniører! Og man kan da håbe på, at teknologien i stor skala vil blive brugt til at skabe grundlag for større livskvalitet, fx i en kombination af højteknologi og simple living, eller til store projekter, der kan fylde alle med begejstring og stolthed. Det kan godt være projekter af en for så vidt ganske praktisk karakter. Meget tyder jo fx på, at det - trods al den "religion", der desværre er gået i sagen - er nødvendigt at gøre noget for at nedbringe mængden af drivhusgasser. Men uanset hvor megen "religion" der måtte være inde i billedet her, vil det under alle omstændigheder være af stor sikkerhedsmæssig betydning for især vor del af verden at opnå uafhængighed af olie og naturgas. Hvortil kommer, at disse fossile ressourcer jo alligevel på et tidspunkt slipper op. Så allerede en massiv og avanceret indsats på dette område ville kunne give glæde og stolthed - og beskæftigelse med virkelig mening, også for dem, der virker med på allerlaveste niveau. Teknologiens betydning som forudsætning for og i vekselvirkning med simple living har jeg nævnt. Og jeg kan nævne sådan noget som fødevarer og vand. Men der er jo også hele rumforskningsområdet - selv om det er et spørgsmål, hvor meget man når ud over selve vort eget planetsystem. Det må imidlertid komme an på en prøve.

 

Ja, hvorfor skulle menneskene ikke kunne drive interstellare aktiviteter? De enorme afstande og lysets hastighed som en absolut og formodentlig uopnåelig størrelse vil efter alt, hvad vi ved i dag, sætte grænser derfor, som må forekomme uoverskridelige. Men allerede inden for den teknologiske horisont, der tegner sig nu, vil det være muligt at foretage sig noget. Jeg tænker her på fx sådan noget som den store roterende cylinder med bogstavelig talt en hel jord-verden på indersiden, der optræder i Arthur C. Clarkes roman "Rendevouz With Rama" (1973). Det er længe siden jeg har læst den, men det er under alle omstændigheder nemt at spinde videre på dette koncept og forestille sig, at menneskene i en sådan lille verden ikke alene vil kunne reproducere sig selv i det uendelige, men også vil kunne hente både energi og materialer undervejs, så de kan vedligeholde og evt. udbygge eller mangfoldiggøre deres cylinder. Et særligt problem bliver kommunikationen mellem cylinderens beboere og Jorden. Men et stykke tid vil man da med den teknologi, vi allerede kender, kunne udveksle signaler. Og hvis man bliver ved at sende sådanne cylindre ud, vil de kunne kommunikere indbyrdes. I princippet vil de også kunne vende tilbage. Men der vil selvfølgelig efterhånden blive tale om store tidsrum.

 

Det er heller ikke meningen, jeg her vil begynde at gøre "nærværende rum-program" til et rumprogram i den betydning - eller at begynde at skitsere en science fiction-roman. Jeg har bare villet prøve at pege på en måde at bruge menneskets hastigt voksende teknologiske formåen på, der er andet end bare bevidstløs vareproduktion. Og medens jeg har nedfældet disse tanker og forestillinger, har jeg kunnet mærke, at der faktisk er muligheder ude i fremtiden, der kan begejstre mig. Og det er altså sådan noget som rumfart i stor skala eller andre teknologiske ting af den art. Man kan måske sige, at der er så meget efterkrigsdreng i mig, at jeg virkelig kan begejstres for de ting, der har været skrevet om i god gammeldags "hård" science fiction. Det samme gælder visse andre former for "hård" eller altså rimelig realistisk "future fiction", fx ting med hovedvægt på det kulturelle og samfundsmæssige eller skildringer af situationen efter den ene eller den anden form for katastrofe eller sammenbrud. Hvad jeg derimod ikke bryder mig om og aldrig har villet bruge tid på at læse, er "blød" future eller science fiction af fx pseudoreligiøs eller anden "overnaturlig" karakter.

 

Man kan nok sige, at dette er ét blandt flere udtryk for, at jeg er hverken mere eller mindre end "moderne", altså i betydningen en mand, der - alle ejendommeligheder til trods - hører til i det tyvende århundrede, men som ikke vil være med i post-moderniteten. Dette behøver vel at mærke ikke at betyde, at jeg vil blive stående i enten mit eget 1961 eller et eller andet sted omkring 1980. Det kunne jo være, at den mærkelige periode på godt og ondt, der begyndte omkring 1980, også får en ende, så at den kan blive en parentes i historien, for så vidt angår de ting, jeg ikke kan lide. Men det ligger jo også i både nærværende projekt som helhed og i mange af dets forskellige dele, at jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg følger med tiden i "Historie 2" eller ej, og at jeg er direkte fjendtligt stemt over for dyrkelsen af selve det at være moderne eller progressiv. Noget helt andet er tidens og tingenes gang i "Historie 1", dvs. selve det forhold, at tiden hele tiden går, så at man uhjælpeligt går ind i fremtiden hvert eneste sekund, og så det forhold, at der jo faktisk sker en udvikling. Disse forhold har jeg udtalt mig om ovenfor, men det er naturligvis også vigtigt at nævne dem her (se også derom i kap. 5). Jeg kan også gentage, at vel ligger der for så vidt en slags konservatisme i min holdning, som jeg ikke alene ikke dyrker det at være moderne eller progressiv som noget, der er værdifuldt i sig selv (hvad det så ellers er), men også i det hele taget lægger mere vægt på kvaliteten end på tiden, men at dette ikke er ensbetydende med, at jeg ikke ser menneskelivet som et forløb i tiden, eller ikke er interesseret i de naturlige og virkelige fremskridt og landvindinger. Men disse forhold udvikles nærmere andre steder.

 

Kulturelt set er det største problem i forbindelse med storslåede teknologiske projekter, at det efter alt at dømme kun vil være nogle få, der direkte vil kunne blive inddraget. Men alle vil dog kunne følge med i, hvad der sker, og hvis man regner alle led med, ja, for den sags skyld også alle led i finansieringen (skatteyderne - eller hvad?), vil mange eller på en vis måde alle faktisk være med.

 

I øvrigt er det under alle omstændigheder skræmmende perspektiver, der tegner sig, når man begynder at forestille sig, hvor mange der vil kunne være med i fremtidens teknologiske udvikling. I heldigste fald vil man måske få løst problemet ad en tilstrækkelig mild og langsom genetisk vej.

 

Det helt store fremtidsperspektiv tegner sig især på IT- og bioteknologiens (herunder den medicinske teknologis) områder, hvortil skal regnes de forskellige følger på hele området organisation, vel først og fremmest på arbejdspladserne, især "virksomhederne", men jo også i samfundet som helhed og i familierne og i hele den måde menneskene kommer til at omgås hinanden på.

 

Jeg har ikke nogen speciel viden om, hvad der tegner sig i horisonten, men det er klart, at der allerede er en galopperende udvikling i gang. Og én ting er, hvad der komme til at ske uden for mennesket, altså i form af udviklingen på IT-området (computerområdet m.m.) og i det hele taget på det teknologiske område. Allerede her kan man forudse ting, der kommer til at indebærer radikale ændringer i hele måden af arbejde og leve og omgås hinanden på. Men når det så begynder, bogstavelig talt at komme ind under huden, altså i form af forskellige former for symbiose mellem menneske og "elektronik". For slet ikke at tale om, når man begynder at manipulere fysiologisk og biologisk med mennesket, altså hhv. med ændringer i eksisterende menneskekroppe og - ikke mindst - menneskehjerner, og med kommende mennesker - ved forskellige former for genetisk manipulation. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig en fremtid, hvor mennesket ved genetisk manipulation foretager nogle store mutations- og dermed evolutions-spring, så vi, der lever i dag, af disse "nye mennesker" vil blive betragtet på samme måde, som vi betragter vore forfædre fra før homo sapiens’ tid - eller måske fra før homo-slægtens tid. Men hvordan det hele i givet fald nærmere vil komme til at tage sig ud, er der til gengæld næppe nogen, der har fantasi til at forestille sig!

 

Jeg ved som sagt ikke noget særligt om det, heller ikke om den nærmere fremtid - som jo er den, der kan være af egentlig interesse i nærværende sammenhæng. Men man hører og ser jo lidt, og så kan man prøve at forestille sig, hvad det videre kan føre til. Der er ikke noget af det, jeg kan se for mig, der fylder mig med nogen som helst glæde eller begejstring. Det meste af det virker direkte skræmmende. Og det gør det først og fremmest og i første omgang, hvad selve livsformen angår. Som allerede nævnt må man se et liv for sig, som primært foregår i mere og mere kunstige miljøer, både for så vidt angår de omgivelser, menneskene kommer til at arbejde og leve i, og selve den måde, de kommer til at arbejde på, og de ting, de kommer til at arbejde med, og for så vidt angår den måde menneskene kommer til at leve med hinanden på.

 

Jeg forestiller mig som sagt, at det hele bliver meget kunstigt, på den ene side nok en videreførelse af individualismen, på den anden side en videreførelse af den massekultur, hvori individerne er anonyme forbruger-atomer, og så derimellem forskellige former for "netværkskultur". Hvilken rolle parforholdet, kernefamilien og børnene kommer til at spille, er svært at sige. En umiddelbar og lidt dystert kritisk fremskrivning kunne være, at individerne kommer til at leve som singler eller i serielle parforhold, og at børnene i stigende grad bliver samfundets ansvar. Men man kan selvfølgelig også forestille sig, at man midt i hele den atomiserede massekultur prøver at klamre sig desto mere til parforholdet og kernefamilien, inkl. eventuelle børn. Og så selvfølgelig netværkerne.

 

Men meget tyder på, at arbejdspladserne kommer til at fylde meget i fremtidens menneskeliv. Min kloge søn har sagt, at det i mange tilfælde allerede i dag er sådan, at en ansat i en moderne virksomhed er langt mere bundet til sin "herremand", end Jeppe på Bjerget var. De gamle bønder var kun fysisk bundet til herremanden; den moderne virksomhed vil også have sine bønders sjæle - gennem alle mulige kurser og andre former for hjernevask og indoktrinering.

 

Medmindre befolkningstilvæksten og klimaforholdene går helt amok, vil der stadig være noget natur tilbage. Eller "natur". For i hvert fald her i Danmark bliver naturen mere og mere et forvaltningsområde under Miljøministeriet. Men hvordan kan fremtidens menneskers forholdet til naturen - eller dog kulturlandskabet med marker og skove - blive, når det bliver et sted, man opsøger i rekreative pauser i det ellers helt kunstige liv? Og et sted, arbejdspladsen sender en ud på overlevelsesøvelser og den slags i? Kan fremtidens menneske på den måde få nogen som helst virkelig oplevelse af sin samhørighed med naturen?

 

Jeg har nævnt simple living-muligheden. Men hvordan skal den kunne realiseres, uden at det bliver det rene, kunstige flip? Jeg tænker her på sådan noget som egen dyrkning af jorden, egen udførelse af håndværksarbejde og lignende.

 

Under alle omstændigheder kan man dog forestille sig (for det kan man vel?), at fremtidens mennesker vil føle et behov for at kende til det gamle menneskeliv, altså det menneskeliv, der fx her i Danmark endnu levede så nogenlunde helt frem til tiden efter Anden Verdenskrig - hvor man så vil sætte grænsen. Jeg plejer at sige, at jeg, som født i 1943, har set en livsform, der i høj grad mindede om livsformen i 1930’rne, og at mine børn, der er født i perioden 1966-1974, og som er vokset op på landet (Lolland, Bornholm og Lolland), har oplevet de sidste rester af den livsform, deres forældre voksede op i. Men i hvert fald ude på landet er der selvfølgelig endnu her i skrivende stund (2009) nogle få rester af den gamle livsform tilbage. Og jeg kan derfor sige, at selv om mit projekt i meget høj grad udgår fra 1961 - eller "1961" - og i ringe grad - eller sådan set slet ikke - kommer til at bevæge sig ud over min egen livshorisont, så vil det alligevel kunne være af interesse for også fremtidens mennesker - på samme måde som århundred- og årtusindgamle ting er af interesse for os, der lever nu, ja, altså at fremtidens mennesker vil få et helt særligt behov for, overhovedet at lære den gamle tid at kende.

 

Og jeg skal selvfølgelig være glad, hvis jeg dog bare kan få udfoldet nogle ting, der hører hjemme i perioden 1961-2018. - Ja, jeg ved jo ikke, om jeg kan arbejde helt frem til 2018, eller om jeg overhovedet er i live til den tid, men jeg ved, at det under ingen omstændigheder bliver meget, jeg får produceret efter 2018. Uha! Jeg har travlt! Og læseren må have forståelse for, at jeg nu er nødt til at producere på den måde, Internettet gør mulig.

 

INDSKUD: Jeg har overvejet, om det vil få mig til at lyde for gammel, hvis jeg skriver mere om min alder og forholdet til den. Og det er klart, at det er et alders-tegn, når man overhovedet begynder at komme med betragtninger over sin alder. Men når jeg selv skal sige det her i marts 2009, så er jeg selvfølgelig en mand på 65 år med de svækkelser, der selv i bedste fald hører denne alder til. Jeg synes dog mest, jeg mærker det på den hastighed, hvormed jeg lærer nye polske gloser, især til aktiv brug, og på den tid, det tager mig at lære en ny salme eller et nyt præ- eller postludium i det organist-erhvervsarbejde, hvormed jeg supplerer min pension. Men så kan jeg også regne ud, at det i det mindste også må gå noget langsommere, når jeg prøver at skrive et digt, eller nok snarere, at det bliver længere tid om at komme til mig, for når det først kommer, tager det jo ikke så lang tid at skrive det ned. Noget andet er, at tingene nok ikke bare kommer langsommere, men også sparsommere til mig. Det er der bare ikke noget at gøre ved, andet end ufortrødent at blive ved at prøve, med det yngst mulige sind. Og i 1961 kunne jeg i hvert fald slet ikke; det er desværre først nu, jeg er ved at være nået frem til det grundlag, hvorpå mine eventuelle digte og lignende skal skrives. Og hvis jeg ellers overhovedet kan, gør det jo ikke så meget, om jeg er meget længere om det, end jeg ville have været i 1961. Og at jeg er gammel i den forstand, at jeg er solidt plantet i året 1961, er jeg ligeglad med. Det har jeg udtalt mig om. 1961 kan være et lige så godt år som alle andre år i den tid, der jo alligevel meget hurtigt bliver fortid. I alt væsentligt føler jeg mig altså ung nok. Det alt overskyggende problem er, at der kun er ni år til 2018! - INDSKUD SLUT.

 

Og det er interessant, at her hvor jeg som 65-årig sidder midt i den helt moderne IT-virkelighed, er jeg oprigtigt begejstret over de muligheder den giver mig. Jeg kan godt se, at der var noget særligt over at skrive på rigtigt papir med en velspidset træblyant. Og nogle gange, når jeg skal skrive noget meget vigtigt, gør jeg det også endnu. Men det udelukker min computer jo heller ikke. Og der er mange, der vil sige, at på samme måde vil kommende generationer vænne sig til den kommende teknologi. For igen at citere min kloge søn: "Menneskelivet er en foranderlig størrelse, Far!". Og jeg vil så sandelig håbe, han har ret! For det mærkelige er jo, at selv om jeg lige her og nu på mange måder er stærkt mentalt forbundet med 1961 eller "1961", så kan selv jeg begynde at mærke, at jo ældre man bliver, jo mere interesserer man sig for, hvordan det kommer til at gå på den rigtig lange fremtidsbane. Hvilket ikke er så mærkeligt; ens livs fortsættelse her i verden kommer jo tydeligere og tydeligere til at ligge hos de næste generationer. Altså så længe verden står! Men det er, om man så må sige, en helt anden problematik, som der slet ikke skal tages hensyn til inden for nærværende projekt - på anden måde, end at Guds Rige jo er statholder-markens yderste horisont. For når det er sagt, så gælder det livsengagementet her og nu.

 

Det forhold til fremtiden, der kan være af særlig interesse i nærværende sammenhæng, er ikke det programmatiske forhold - helt bortset fra, at det programmatiske slet ikke hører hjemme i nærværende sammenhæng. Nej, det særligt interessante ved at prøve at se ud mod fremtiden er, at det kan få nogle ting af mere fundamental karakter til at tegne sig, svarende til, hvordan nogle fundamentale eller elementære ting kan komme til at tegne sig på andre grænse- eller sammenstødsområder eller i eller i forbindelse med ekstreme situationer. Hvortil dog kommer ikke alene nærværende projekts model-karakter, men også dets karakter af fremskridende bevægelse. Det kunne derfor godt være frugtbart at lægge også lidt "fremtidsforskning" ind i projektet. Hvis jeg kan nå det!

 

Det er imidlertid ikke givet, at den truende fremtid bliver truende i form af en global højteknologisk myretue. Den mulighed foreligger bestemt også, at det hele kan bryde sammen. Og det vil i givet fald komme til at medføre ufattelige lidelser og stor elendighed. Men HVIS ulykken sker, vil situationen bagefter blive uhyre spændende. Sådanne situationer er der allerede skrevet flere fremtidsromaner om. Og hvis jeg kunne, ville jeg også gerne selv skrive sådan en. Jfr. hvad jeg ovenfor har sagt om fremtiden som på en måde et grænseområde på linje med alle andre, og i dette tilfælde fremtiden som en ekstrem situation på linje med alle fortidens og nutidens ekstreme situationer. Jeg kunne sådan set også godt drømme om, faktisk at komme til at leve i en sådan situation (især hvis jeg var en del yngre). Idet jeg altså så må se bort fra al den elendighed og lidelse, der vil være gået forud. Det tillokkende ville selvfølgelig være deltagelsen i en helt elementær genopbygningsproces. Og der er rigtig mange både teknologiske og samfundsmæssige spørgsmål i dette. Nemlig dels, hvad angår selve genetableringen af den teknologiske formåen, dels, hvad angår opbygningen af samfundssystemer, der muliggør en sådan genetablering. Hvor fredelig (ikke-voldelig og demokratisk) kan en sådan genrejsning blive? Eller vil man skulle igennem alle de forfærdelige processer, der har ført frem til de nuværende stater?

 

 

*  *

 

 

Populisering

 

Der er ikke tale om en stavefejl i ovenstående overskrift. Jeg har ordet "populisering" fra Lars-Henrik Schmidts bidrag til Ole Høiris og Thomas Ledets (red.) "Romantikkens Verden" (Aarhus Universitetsforlag 2008): "Tilmed emmer det hele af liv" (s. 249-255). Og jeg har ved en Google-søgning fundet det i yderligere tre sammenhænge.

 

I Lars-Henrik Schmidts kapitel lægges hovedvægten på, hvorfor og hvordan pædagogikken bliver så vigtig i romantikken:

 

I tidligere tider havde man drømt om at skulle møde svundne kammerater igen. Med romantikken drømmer man om at møde sig selv - om at genoptage sin historie. Derfor bliver pædagogikken så vigtig i romantikken: Man bilder sig ind, at man kan træffes; og man bilder sig selve træffet ind. Man danner sig billeder deraf, og det hedder så dannelse. Jeg vil gerne møde mig selv! Jeg skal komme til mig (249).

 

Videre siger Lars-Henrik Schmidt, at fordi forgængeligheden hører til det at vokse, udvikle sig, danne sig, bliver pædagogikken til livsomsorg. Men dens problem bliver "generaliseringen, populiseringen [fremhævet her], viljen til overdragelse af erfaringer" (250).

 

Og jeg kan allerede her henvise til, hvad Grundtvig i Dannevirke-afhandlingen "Om Aabenbaring, Konst og Vidskab" siger om pædagogikken eller opdragelsen. Her efter min oversigt over denne afhandling i "Omkring Grundtvigs Vidskab":

 

Opdragelsen er "den ægte Menneske-Konst" med det formål at drage barnet "aandig op [...] til saa fuldstændigt et Udtryk som mueligt, af det store Billed-Ord: Menneske" (269). Denne opdragelses-kunst er "derfor i alle Maader Punkten, hvor Konst og Vidskab mødes"(269f). Da barnet i sin udvikling vil afbilde hele menneskeslægtens liv, bliver der tale om en ægte historisk kunst, hvoraf ægte historisk vidskab skal udvikle sig (GV 161).

 

Lars-Henrik Schmidts videre redegørelse for udviklingen af den romantiske pædagogik skal jeg ikke komme nærmere ind på her. Det afgørende er, at det blev "praktikerne, der løb af med sejren", "organisatorerne", "institutionsbyggerne" (252), og det er kapitlets to sidste afsnit, der især har vakt min interesse - og helt særligt i forbindelse med netop nærværende sammenhæng.

 

Det er svært at sige, hvor dyb og omfattende Lars-Henrik Schmidts Grundtvig-forståelse er - ligesom det i det hele taget ofte er svært at sige, hvad det, han - på sin særlige, "flotte" måde - siger i dette kapitel, betyder. Men det er i hvert fald interessant, at Lars-Henrik Schmidt skelner mellem "de flyvske ideers riddere, reformatorerne og organisatorerne", selv om det ikke er til at sige, hvad der helt præcis ligger i det, når han siger, at det er "selveste nationalikonet Grundtvig", der eksekverer dommen i denne sag. Men det fremgår måske lidt mere tydeligt af det følgende:

 

Ham [altså Grundtvig] er det, vi skylder fastholdelsen af dannelsesperspektivet, og ham var det, der ville oprette realskoler, hvor man f.eks. kunne lære at strigle en hest. Og så fik vi et miskmask, mange er stolte af (255).

 

Jeg er ikke klar over, om det med hestestriglingen er noget, Lars-Henrik Schmidt har fra Grundtvig selv. De allerfleste af dem, der faktisk kom på folkehøjskolerne, behøvede vel ikke lære det. Og det er vel under alle omstændigheder også en provokation, når Lars-Henrik Schmidt her bruger ordet "realskoler" (også selv om han på en eller anden måde måtte have det fra grundtvigske sammenhænge, ja, måske ligefrem fra Grundtvig selv). Men alligevel rammer han sådan set rigtigt, også med ordene "et miskmask, mange er stolte af"!

 

Måske er det også en provokation, når Lars-Henrik Schmidt i kapitlets allersidste afsnit udtrykker håbet om, at der vil "komme en dag, hvor vi kan indrømme, at [Grundtvig] var sluddervorn" - hvad han jo i øvrigt ikke er den første der har sagt. Men det er også lige meget, hvor godt Lars-Henrik Schmidt har forstået Grundtvig overhovedet. Med en smule velvilje kan jeg i hvert fald i sammenhængen her godt forstå det i den noget større betydning "højtflyvende og vidtløftig" (jfr. "de flyvske ideers riddere" og "reformatorerne") og dermed i modsætning til den anden del af Lars-Henrik Schmidts håb, som nemlig går ud på, at vi en dag også vil kunne indrømme, at "de egentlige helte var institutionsbyggerne - Christen Kold (1816-1870) for eksempel" (255).

 

Uanset hvordan man vil bedømme Lars-Henrik Schmidts tekst, har jeg fundet den så interessant i min sammenhæng, at jeg har refereret og citeret den så forholdsvis grundigt her. For den peger på en meget vigtig del af grunden til, at jeg så vidt muligt vil prøve at holde det egentlig programmatiske ude af mit eksistens-rum - og dermed også ude af nærværende tekst - idet jeg siger, at alt det deri, der måske i og for sig kunne siges at være af programmatisk karakter, pr. definition højst er af model-karakter, ja, idet jeg føjer til, at selv når eller hvis jeg måtte komme til at skrive noget programmatisk uden for mit eksistens-rum, vil jeg gøre mig umage for, ikke at få en direkte tilknytning til "organisatorer" og "institutionsbyggere", for slet ikke at tale om, selv at blive "organisator" eller "institutionsbygger".

 

Det er ganske vist nødvendigt, at de "flyvske ideer" - og det, der er mere end det - bliver formidlet, når det, jeg her kalder "poesien", skal vende tilbage til det almindelige menneskeliv. Men jo større afstand der er mellem selve "poesien" tilblivelse og produkter og dens formidling, eller jo mere indirekte forholdet her er, jo bedre!

 

Jeg kan også sige det på den måde, at jo mere fri og fremtrædende i og som sig selv poesien eller synerne, tankerne, "modellerne" er, jo bedre. Så kan både formidlerne og de mennesker, formidlerne formidler til, altid have fri og direkte adgang til de originale ting. Den helt ideelle situation er jo sådan set, at hver enkelt person direkte selv læser de originale ting. Og en sådan individuel læsning bør naturligvis finde sted i størst muligt omfang. Også på den måde vil de originale ting jo kunne komme til at indgå i det fælles liv - som jo skal være et fælles liv mellem individuelle personer. Men taler man om menneskeligt livs-fællesskab, kommer man ikke uden om institutionerne, og da slet ikke, når de, der ikke læser selv eller kun læser meget lidt selv, skal være med. Hvortil kommer, at selv vi, der læser virkelig meget, nødvendigvis må have det meste af vor "dannelse" på anden hånd.

 

Men så er det meget vigtigt, at formidlerne forstår deres rolle ret og lever og virker i den på den rette måde. Det kræver ydmyghed at være formidler. Men der er også storhed i det, både for så vidt angår den faglige glæde og stolthed over at formidle så direkte og nøjagtigt som muligt, og for så vidt angår glæden og tilfredsstillelsen ved oplevelsen af, selv, med sin egen person, at være med i den livs-proces, der er tale om. Dette er noget, jeg kender fra min egen tjeneste som præst, først og fremmest i selve prædike-funktionen og i, hvad der i videre forstand hører med til denne, men også i de forskellige undervisningsfunktioner, hvoraf konfirmandundervisningen selvfølgelig er den vigtigste. Det er virkelig en stor glæde og tilfredsstillelse at stå som en ydmyg tjener i en stor sammenhæng. Men der består også hele tiden den fare, at man fristes til at føre sig selv frem, mere end godt er. Det afgørende er, at man oplever den store glæde ved at være med i den store livs-sammenhæng og -proces.

 

Noget andet er, at selv den mest ydmyge formidler på det mest ydmyge niveau jo har både ret og pligt til, som det hedder, at "give noget af sig selv". For når det ligger i hele mit Grundtvig-inspirede koncept, at alle skal være delagtige i det fælles liv, så gælder det jo også formidlere af enhver art og på ethvert niveau. Jeg kan her ikke lade være at tænke på folkeskolelærerne gennem alle tiderne, fx på dem, jeg selv har haft. Jeg har aldrig oplevet nogen af dem optræde forkert på den måde, at de har ført sig selv for meget frem. Men deres personer og personligheder har jo været med i det, de har gjort. Det helt afgørende er, at man lader de store originale produkter være, hvad de er, og ikke blander dem sammen med ens eget, og ikke blandet sit eget ind i dem. Ligesom der jo heller ikke må ske det, at de store originale personers tanker og syner bliver "institutionaliseret" på en forkert måde. Her vil det være bedst, om de institutioner, der jo uundgåeligt må til, det være sig offentlige eller private (bevægelser, foreninger, med hvad dertil måtte høre), defineres og organiseres så bredt som muligt, hvilket vil sige enten som "samfundets" (fx Folkeskolen) eller som den pågældende bevægelses eller forenings, så at altså det, man kunne kalde "åndsprodukterne", frit og uden nogen "institutionel" beskæring eller binding, kommer til at indgå i undervisning og øvrig "formidling", det være sig produkter, der stammer fra folk, der tilhører den pågældende bevægelse eller forening, eller produkter, der står - måske meget langt - udenfor.

 

Men hvad er det for en sammenhæng, der kan blive tale om ud fra og i forbindelse med mit projekt? Der bliver måske slet ingen sammenhæng! Altså slet ikke nogen sammenhæng overhovedet. Måske bliver det hele én stor atomiseret massekultur, hvor individerne prøver at føre sig frem i deres egen mere eller mindre indbildte originalitet og derudover prøver at leve i de kortere- eller længerevarende parforholds, kernefamiliernes (af forskellig og ofte skiftende sammensætning), arbejdspladsernes og de private netværks sammenhænge.

 

Men hvad skulle jeg kunne sige til det, når mit eget projekt er så individuelt og subjektivt lagt an, som det er tilfældet? Jo, jeg mener, jeg alligevel har noget at sige til det. For selv når mit projekt er allermest subjektivt og personligt, ligger det jo dybt i det, at jeg som individuelt subjekt optræder på menneskeslægtens vegne og henvender mig til i princippet hele menneskeslægten, i samme øjeblik jeg på nogen måde, altså fx her på hjemmesiden, offentliggør mine ting. Og dernæst ligger det i det, at de menneskelige, folkelige og historiske sammenhænge vil kunne dukke frem på ny, bare netop på ny, godtgørende sig selv som noget, der ikke er gået til grunde i nihilismen eller fundet uden betydning i min nye, radikalt kritiske måde at se på. - Mere om disse forhold i kapitel 5.

 

Desuden ligger det jo også i hele min teologi, selvfølgelig særligt i teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement, men også i hele den teologi overhovedet, jeg så stærkt har fundet hos Grundtvig, at det at være kristen, ikke bare indebærer et fællesskab med alle andre kristne i hele verden, men også med alle mennesker overhovedet.

 

Og udgående fra dette kristendoms- og kirkesyn har jeg jo også et egentligt program. Det er først og fremmest et kirkeligt program - som er meget klart lagt frem i teksten "Den næstbedste drøm", som kan læses på undersiden "Kirke og teologi", og som i hvert fald endnu 21.03.09 desuden kunne læses på Den Danske Præsteforenings hjemmeside under "Teologiske Ressourcer" - men mærkeligt nok derunder igen i afdelingen "Arbejdsliv". Men det siger sig selv, at teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og statholdermark-konceptet osv. ikke alene (om end selvfølgelig først og fremmest) vil have betydning for det kristne menneskeliv, der bliver levet mellem de kristne indbyrdes, men også for den måde, hvorpå de kristne lever sammen med deres ikke-kristne medmennesker. Hvortil i det hele taget kommer den dimension, der hos Grundtvig betegnes som det kulturelle og videnskabelige m.m. fællesskab mellem de kristne og ikke mindst "naturalisterne med ånd", en betegnelse, jeg plejer at "oversætte" til fx "åbne og ærlige humanister".

 

Det ligger altså såvel i hele min teologi som i hele mit eksistens- og livsrum-projekt, at der i princippet er tale om - eller i hvert fald åbnet op for - også de mest omfattende former for fællesskab. Se nærmere derom i afsnittet eller afsnittene om de menneskelige fællesskaber, måske både i indeværende kapitel og i kapitel 5. Men det er stadig et spørgsmål, hvordan de menneskelige fællesskaber vil komme til at tage sig ud i fremtiden. Der vil formodentlig altid være en stærkere trang i menneskene, end mange ville tro, til at leve i en ret høj grad af homogenitet. Spørgsmålet er bare, om det er eller vil blive muligt at bevare eller genskabe en sådan tilstand. Det næste bliver så det ikke totalt atomiserede, men pluralistiske samfund, hvor måske især et mindre antal ret store subkulturer lever ved siden af hinanden - og ved siden af et måske ganske stort antal mindre subkulturer, hvoraf nogle vil have sekterisk karakter. (Jeg vil mene, at man ikke nødvendigvis bliver sekterisk, bare fordi man er lille. Jeg ville i hvert fald ikke blive sekterisk, selv om jeg fx levede i en ganske lille gruppe af danske evangelisk-lutherske kristne, hvoraf måske kun et lille mindretal delte mine teologiske og "poetiske" m.m. synspunkter).

 

Det afgørende her i dette afsnit er, at formidlingen af de originale syner og tanker m.m. ud i såvel mindre som større fællesskaber er en både vanskelig og farlig sag, og at det er derfor, jeg i den grad insisterer på, hovedsagelig at lægge mine ting frem som højst "modeller".

 

 

______

 

 

Kapitel 4

Om Kosmos

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kapitel 5

Om Menneskeslægten

 

[Underafsnittene skal foreløbig være: Mennesket, det menneskelige, menneske. - Det folkelige og det nationale. - Historien]

 

Indsat, rettet, opdateret, udvidet 05.03.09. - Det er det understregede, der er foretaget.

 

 

*  *

 

 

Historien er altså dels hele det begivenhedsforløb menneskeslægten har bag sig, dels hele udviklingen af måderne at se, tænke og tale på. Eller man kan sige, at historien er alt, hvad menneskeslægten indtil nu har erfaret, gjort, frembragt, tænkt, sagt og skrevet.

 

At historien også kan ses som den store helhed, der først slutter ved tidens ende, er en anden sag. Jeg er jo, som det gang på gang er fremgået, Grundtvig-discipel, men jeg har fra først til sidst være temmelig forbeholden over for den måde, Grundtvig har brugt historien på, og dermed også over for den måde, han har brugt "det folkelige" på. Og det er vel at mærke en forbeholdenhed, der går helt tilbage til mit første rigtige møde med Grundtvig i 1972. Hvor Grundtvig jo oven i købet var inde i varmen hos de venstreorienterede, især i forbindelse med modstanden mod Danmarks indtræden i det daværende EF, men jo også ligefrem i Grundtvig-og-Marx-sammenhænge og lignende. Min forbeholdenhed over for Grundtvigs brug af historien og det folkelige har altså intet at gøre med de senere års kulturkamp. Jeg må tværtimod sige, at medens jeg i den politiske og dermed forbundne kulturkampmæssige debat godt kan gå ind i forsvaret for de ting, "de progressive" hader så voldsomt - og som derfor må være noget - får denne kamp mig faktisk kun til at blive endnu mere tilbageholdende med hensyn til at dyrke historien og det folkelige i selve mit stor-projekt.

 

Når jeg fra begyndelsen af har været forbeholden over for Grundtvigs brug af historien og det folkelige, har det i helt første omgang været, fordi jeg i den grad har været orienteret i forhold til virkeligheden overhovedet, at jeg ikke har kunnet se, det skulle have nogen særlig betydning, at forholdet til virkeligheden specielt blev dyrket i historiske og folkelige sammenhænge. Men i anden omgang har det især været, fordi jeg jo med al min kærlighed til og beundring for Grundtvig langtfra kunne overtage hans store historiske, faktisk "forsynsfundamentalistiske" konstruktion. Og selv om jeg i praksis altid har været en folkelig person, om end på min egen minimalistiske sidelinje-måde, har Grundtvigs - for slet ikke at tale om grundtvigianismens - dyrkelse af "det folkelige" stået for mig som en indsnævring af tingene, vel at mærke ikke i den overfladiske betydning, der er tale om hos de progressive globalister, men i en større virkeligheds-forstand. - Jeg kan i denne forbindelse henvise til undersiden "Erindringer", hvor man kan følge mit forhold til det folkelige fra omtrent min fødsel af.

 

Mit slagord hvad angår "udmøntning af arven og inspirationen fra Grundtvig" er, "opløftning i højere nævnere", og det gælder jo alle ting hos Grundtvig, men det gælder på en særlig måde historien og det folkelige, hvor de højere nævnere jo fx er "livet som begivenhed" og "ud fra og med henblik på det virkelige, levede liv". Men jeg har i den forbindelse også et andet slagord: "ikke snylte og ikke snyde", hvormed jeg mener, at jeg vil prøve at modstå fristelsen til, alt for nemt og billigt alligevel at knytte ret direkte tilbage til Grundtvigs måde at bruge historien og det folkelige på.

 

Men når alt dette er sagt, ligger det stadig i mit koncept, at alt står åbent, altså på den måde, at alt, hvad der virkelig er noget, kommer ind i billedet, når det godtgør sig selv som sådant. Og det gælder selvfølgelig også historien og det folkelige. Hvor kunsten altså helt aktuelt bliver at få dette til at ske uden nogen forkert påvirkning fra den aktuelle værdikamp, altså så at især det folkelige hverken bliver ned- eller opvurderet på grund af den hadekampagne, der bliver ført mod det. Mit udgangspunkt er - og skal - også i denne henseende være "1961", hvilket altså vil sige min spøgefuldt-selvironisk trodsige dyrkelse af min lollandske identitet - vel at mærke ikke i modsætning til kosmopolitismen, men i modsætning til den skinbarlige nihilisme.

 

Og hermed er jeg tilbage ved spørgsmålet om historiens og det folkeliges rolle. For uanset alle mine nihilistiske, minimalistiske og epokale og andre forbehold er den særlige sammenhæng, jeg står i sammen med hele resten af menneskeslægten jo en ubestridelig kendsgerning. Det gælder allerede genetisk - og altså evolutionært. Men dermed gælder det også sociobiologisk, helt op til det, Dennis Nørmark og Lars Andreassen i deres bog "det virkelige menneske" taler om i kapitlet "Kulturens dna" (236ff) med bla. afsnittet "Kultur som darwinistisk tilpasning" (245f). (Min replik-anmeldelse af denne bog i Præsteforeningens Blad 2009/3 står på undersiden "Kirke og teologi" ("Det virkelige menneske?")). Mennesket er virkelig "et socialt dyr", så lige meget hvor subjektiv og minimalistisk man er i sit udgangspunkt, og lige meget hvor fast man er i sin beslutning om, ikke at ville hverken snylte eller snyde på Grundtvigs eller i det hele taget traditionens måde at tale om historien og det folkelige på, melder disse sammenhænge sig på et ret tidligt tidspunkt med uafviselig styrke.

 

Jeg har i mit udgangspunkt ingen andre tanker om hverken historien eller det folkelige. Men historien findes altså - som hele menneskeslægtens liv fra de ældste antropologiske og arkæologiske fund til i dag (med den genetiske og evolutionære historie bag). Og det folkelige findes. Jeg må i den forbindelse minde om, at jeg oprindelig (1968) er cand. mag. med dansk som hovedfag, og at jeg dermed har beskæftiget mig mere end de fleste med nordisk og dansk sprog og litteratur fra runerne til i dag. Og vel at mærke i den nihilistiske periode af mit liv. Jeg er selvfølgelig ikke dermed den store ekspert, og jeg er i øvrigt heller ikke interesseret i at prøve at bevise noget. Jeg vil ikke prøve at bruge historien, herunder sprog- og litteraturhistorien, til noget nationalistisk formål. Den kamp, jeg - udtrykkeligt uden for det eksistens-rum, der er tale om i nærværende tekst, og som nærværende tekst skrives i - bidrager en smule til over for dem, der prøver at bekæmpe det særligt danske, er udelukkende en kamp mod disse angreb og dermed en kamp for min og mine ligesindedes ret til at være, som vi er, og hvad vi er, og en kamp for, at vi på en naturlig måde kan gå ind i den fremtid, som vi uundgåeligt går ind i hvert eneste sekund.

 

Men det er helt klart min erfaring, at uanset alle de påvirkninger, vi her i Danmark har været udsat for gennem tiderne - og det er ikke så lidt - så både kan og må man tale om det særligt nordiske og det særligt danske. Jeg ved da også godt, at det nationale og det folkelige kom til at spille en helt særlig rolle i første halvdel af det 19. århundrede - forberedt gennem i hvert fald de sidste årtier af det 18. århundrede. Men der har faktisk udviklet sig et dansk sprog (nogle danske dialekter) gennem de sidste tusind år. Og på en eller anden måde også en særlig dansk mentalitet (eller nogle særlige danske mentaliteter). Man kan sammenligne forfattere, som Kingo, Holberg og Brorson med tilsvarende forfattere i andre lande, og man vil klart se, at de er ikke alene anderledes, men også bedre end de tilsvarende forfattere i andre lande. Og hverken Kingo, Holberg eller Brorson er altså opfundet i København i marts 1848!

 

Men jeg kunne også pege på mine erfaringer under mit halve års tjeneste som feltpræst for det danske Cypern-kontingent (vinteren 1976/77). Det var fornemt at være naboenhed til den britiske 1st Battalion of the Parachute Regiment. Og også alt godt om kontingenterne fra de andre lande. Men der var altså forskel! Og vor selvtillid i DANCON var stor, ligesom der også stod stor respekt om os. Men det afgørende var, at der med en tydelighed, der nok ikke mindst overraskede mig meget, klart var tale om en særlig dansk tradition og identitet. Og det var lige midt i de forfærdelige 1970’ere. Eller jeg kunne pege på mine erfaringer under mine økumeniske og andre internationale aktiviteter fra 1990 til i dag.

 

Og jeg kunne pege på hele situationen i og omkring det folkeliges og det nationales store opblomstring i første halvdel af det 19. århundrede. Jeg vil slet ikke her gå ind i diskussionen om alle de krige, det medførte, kun gøre opmærksom på, at der altså også havde været krige tidligere, ligesom jeg vil spørge, om man virkelig vil kalde de gamle multinationale statsdannelser ideelle? Og jeg vil pege på, at det siger sig selv, at bønderne ude i landsognene indtil det 19. århundrede stort set gik og passede sig selv i deres sognesammenhænge. Hvad skulle de ellers have gjort? Men her i Danmark var det altså som danske sognebønder, de levede. Endelig vil jeg pege på det folkeliges store betydning i forbindelse med indførelsen af demokratiet - folke-styret! - ikke mindst her i Danmark. Jeg mener kort sagt, det er tåbeligt at ville reducere dansk folkelig og national identitet til et produkt af "1848".

 

Måske burde jeg helt nægte at gå ind på den tankegang, over for hvilken også jeg gang på gang må erklære, at det altså ikke er en forherligelse af det folkelige og det nationale, det gælder, men tværtimod begrundelsen for, at disse dimensioner nok alligevel - trods alt - må komme til at spille en vigtig rolle, men nu har jeg gjort det igen.

 

 

*  *

 

 

Når man taler om historien som menneskeslægtens fremskriden gennem tiderne, eller altså nærmere betegnet fremskridtet, må man skelne mellem, hvad jeg vil kalde "Historien 1" og "Historien 2". Det gælder i hvert fald ganske særligt tiden efter middelalderen.

 

Fremskridtet i "Historien 1" er den helt grundlæggende og ubestridelige udvikling på områder som naturvidenskab, teknologi, organisation, erfaring osv., hvorimod fremskridtet - eller "fremskridtet" - i "Historien 2" i hvert fald efter min mening er af en helt anden karakter, en mere tilfældig og overfladisk strømning, som ikke nødvendigvis følger af eller er bundet sammen med udviklingen i "Historien 1", men som til gengæld er desto mere optaget af netop sin karakter af "fremskridt". Man kan også sige, at denne "Historien 2" er de sejrende meningers historie.

 

 

______

 

 

Kapitel 6

Poetikken

 

Nyt indsat, rettet, opdateret, udvidet 19.02.10. - Det er det understregede, der er foretaget. - Og det 19.02.10 indsatte er den nye fælles indledning lige her nedenfor:

 

 

NY FÆLLES INDLEDNING

Indsat 19.02.10

 

Se også TILFØJELSE 17.12.09 (til kapitel 2).

 

Det vigtigste er, at jeg her ved årsskiftet - og tiårsskiftet! - 2009/2010 mener at være nået helt frem til det virkelig ultimative koncept. Jeg har ganske vist flere gange tidligere proklameret noget i den retning, og der skal da også under alle omstændigheder ske en yderligere udvikling af også selve grund-konceptet. Men jeg mener alligevel, jeg nu på en helt anden måde end før er kommet dertil, hvor jeg sådan set skulle have været allerede i 1961, men i hvert fald senest omkring mit disputatsforsvar i 1998 eller allersenest nogle få år efter min pensionering i 2003. Og det er heller ikke bare noget, jeg mener; det er også noget, jeg på en helt ny måde føler, og noget, der i hvert fald så småt er begyndt at vise sig i forbindelse med min egentlige produktion.

 

Men i forbindelse med, at jeg indsætter denne seneste statusopgørelse - og må gøre det som en "ny fælles indledning" her i dette poetik-kapitel - må jeg konstatere, at ikke alene nærværende tekst (underside), men i hvert fald også undersiden "Poetik" kommer til at fremstå som mere og mere forældet og rodet. Dette er prisen for den måde, hvorpå jeg har valgt at prøve at sætte mine tekster på, efterhånden som de bliver skrevet. På et tidspunkt må jeg foretage en gennemgribende revision af disse tekster eller erstatte dem med helt nyskrevne. Men lige netop nu har jeg slet ikke tid til at gøre det. Jeg må lade disse og andre gamle tekster blive stående som det rodede historiske grundlag, de udgør, og så ellers se - endelig - at komme fremad.

 

Men jeg gør nu det, at jeg i denne nye "fælles indledning" giver en ganske kort fremstilling af, hvordan mit koncept - eller koncept-kompleks - ser ud her i februar måned 2010.

 

Hele min personlige udvikling tilbage fra 1961 af og hele nærværende projekts udvikling tilbage fra 1994/95 af kan man læse om mange steder, såvel i nærværende tekst som (især) i "Erindringer" og "Poetik", så jeg vil her nøjes med at sige, at der jo dels er tale om en personlig udvikling med udgangspunkt i en i hvert fald i en hel del henseender nok ret almindelig teenage-tilstand, dels er tale om en udvikling med udgangspunkt i en på mit mangeårige Grundtvig-studium byggende "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement".

 

Det første særlige koncept uden for kirkedøren og døren til det teologiske studerekammer, dvs. efter selve "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" er "statholdermark-konceptet", ifølge hvilket den nødvendige betydnings-udfyldning af den særlige frelses-tale finder sted i den på sin vis uafvidende "kendende og elskende forholden sig" til virkeligheden ude på den verdens "mark", som har kirkedøren og den teologiske studerekammerdør bag sig, hele kristendommens virkelighed omkring sig og Guds Rige foran sig ude bag tidens ende.

 

I nærværende sammenhæng er det især den - dog i videste forstand - særlige poetiske del af livsengagementet, der er tale om, hvor det altså netop er helt afgørende, at "det poetiske" forstås som noget meget mere omfattende, end hvad der ligger på selve området "den litterære poesi". Men uanset hvor omfattende "det poetiske" forstås, vil det på en eller anden måde have et centrum, der mere eller mindre falder sammen med den centrallyriske poesis centrum, så at centrallyriske digte i princippet vil spille en altså netop og bogstavelig talt central rolle, hvortil kommer, at digte (af centrallyrisk eller anden karakter) vil kunne spille en rolle også forskellige steder længere ude i den struktur, der på en måde er i hvert fald en stor del af livsengagementet overhovedet i den poetiske dimension, og som kan opfattes som et "total-digt". Sagt på en anden måde: Det poetiske er i hele denne sammenhæng dels noget centralt, dels en dimension i det hele, dels en struktur i det hele.

 

Med alt dette gældende tager den videre proces sit udgangspunkt i, hvad jeg betegner som "statholdermark-punktet", altså det sted på "statholder-marken", hvor jeg netop nu befinder mig, hvori mit "livsrør" munder ud, og hvorfra jeg skal begive mig ud på vejen mod realiseringen af såvel min egen ungdoms 1961-drømme som teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement.

 

Men som det fremgår såvel af de ældre betragtninger på de relevante undersider her som af mine fortvivlede digte, der handlede om at komme i gang, havde jeg svært ved at komme i gang. Og jeg kan i dag sige, at dette blandt andet skyldtes, at jeg ikke for alvor så det som min opgave at bevæge mig nogen steder hen! Jeg blev faktisk længe stående med min længsels tomme skål i hånden, og det hjalp heller ikke meget, at jeg efterhånden prøvede at bruge den som både parabol og radar.

 

Jeg havde også store problemer med hele forholdet mellem mig selv som subjekt, og så det øvrige kosmos, lige fra landskabet eller skoven omkring mig og ud mellem stjernerne, ligesom jeg var låst fast i en stor forbeholdenhed med hensyn til at falde for fristelsen til på Grundtvig-lignende vis at dyrke det folkelige og det historiske.

 

Et stort gennembrud var det, da jeg udviklede "eksistensrum-konceptet", dvs. så alt omkring mig som omfattet af min egen eksistens og denne min egen eksistens som del af Eksistensen overhovedet (som noget meget større og dybere end Kosmos rent fysisk forstået). Dette gennembrud ligger jo bag oprettelsen af nærværende dokument / denne underside.

 

Men selv om eksistensrum-konceptet løste mange problemer og åbnede op for den poetiske aktivitet, manglede det noget. Det var stadig alt for passivt og statisk. Og det skyldtes blandt andet, at jeg stadig sad fast i en overvejende "tydende" forståelse af det poetiske, ligesom jeg stadig var meget forbeholden med hensyn til at falde tilbage på en Grundtvig-agtig eller måske ligefrem mere eller mindre grundtvigiansk dyrkelse af det folkelige og historien.

 

Heroverfor analyserede jeg dels min egen 1961-situation, dels Grundtvigs rolle og virke som "totaldigter" (jeg henviser til min brug af denne betegnelse fra "Omkring Grundtvigs Vidskab" af og fremefter). Og jeg nåede frem til, at NÅR nu Grundtvig faktisk havde begejstret mig så meget, så var det jo, fordi jeg - trods alle afstande på alle leder - følte mig tiltalt af den helhed og den "handlen", der er i hele hans måde at agere på og i hele hans produktion. Og jeg indså, at der faktisk var en overensstemmelse mellem dette, og så min 1961-drøm og ‑længsel. Og faktisk jo mere jeg måtte se den som en ret almindelig teenage-drøm og ‑længsel, dvs. netop som meget bredt rettet mod udfoldelsen af mit liv, altså som noget meget livs-bredere end bare poesi eller "poesi". Samtidig med, at jeg jo har haft mit "1961" med mig gennem hele mit liv og frem til denne dag.

 

Pdes. kan jeg altså se noget helt almenmenneskeligt i, hvad jeg kalder "mit 1961", men pdas. må jeg også se det som noget særligt, der altså har fulgt mig gennem hele mit liv. Hvor umoden jeg end var i 1961, foretog jeg altså faktisk et ret bevidst valg, som betød, at når jeg nu ikke var dygtig nok til at blive jazzmusiker, så ville jeg prøve at blive noget andet, som i en eller anden tilsvarende forstand kunne være en "sand livs-kultur" - af en eller anden form for alternativ karakter. Og senere måtte jeg se mig på stor afstand af, hvad der fra o. 1965 af gav tonen an. - Det er i det hele taget en vigtig del af min selvforståelse og af min forståelse af mit projekt, at jeg ser mig på en sidelinje, hvorpå jeg udfolder mit eget liv og mine egne ting, og hvorfra jeg betragter alt andet, både historisk og aktuelt.

 

Og jeg måtte - hvad hele denne kultur-sammenhæng angår - vejen om ad teologien, præstetjenesten og Grundtvig-forskningen. Som alt sammen - naturligvis - er overordentlig værdifuldt i sig selv, men som jo altså har "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" indbygget i sig, og som dermed også danner grundlaget for "en sand livs-kultur". Der var altså mange gode grunde til, at jeg på en eller anden måde bragte "Grundtvig" og min egen "1961ff"-historie sammen og derudaf eller dermed formulerede det ultimative koncept, jeg arbejder efter fra nu af, og som jeg karakteriserer med ordene "frem over marken i bredt felt".

 

Ifølge dette koncept, forstås eksistens-rummet nu ikke alene som også mit livsrørs forlængelse - og dermed "1961"s forlængelse, og ikke alene som også et arbejds-rum, nej, det forstås på en helt ny og særlig måde også som et rum i bevægelse, og det i en bevægelse, som dels indoptager den virkelighed i sig, der omfattes af dets "diameter", dels udfolder og frem-fører, hvad der ligger i mig selv.

 

Det er i denne sammenhæng vigtigt at forstå, at det ligger i eksistensrum-konceptet, at der er lige så megen erkendelse i udfoldelsen af, hvad der ligger i mig selv, som i analysen og tydningen af, hvad jeg kommer til at omfatte og indoptage under min livs-møde-fremrykning hen over marken.

 

Jeg skal heller ikke skamme mig over, at der er et handlende, ja ligefrem "skabende" element i denne fremrykning og udfoldelse. Der er ganske vist mange ting, jeg skal passe på, lige fra dagdrømmerisk fantasteri til ideologisk-politisk magtudøvelse eller forsøg på samme. Og selv en egentlig programmatisk virksomhed vil jeg holde mig på afstand fra, i hvert fald for så vidt angår selve mit storpoetiske projekt som sådant.

 

Det afgørende er, at hele min udfoldelse af mit storpoetiske totaldigt skal være totalt magtfrit i forhold til mine medmennesker. Pdes. skal jeg selv for mit eget vedkommende kunne udfolde mig og mit i total frihed. Pdas. skal det, jeg her foretager mig, være fuldstændig magtfrit i forhold til mine medmennesker. Det er derfor, det ikke engang skal have karakter af "program", for et program sigter jo mod tilslutning, og så vil medmenneskenes holdning allerede få en eller anden indflydelse på den måde, man skriver programmet på, og videre vil det på en eller anden måde fremtræde som et krav (om tilslutning) til i hvert fald nogle af dem, der læser det. Derfor er det, jeg siger, at selv om jeg nok vil optræde programmatisk, så bliver det - i princippet - uden for selve mit totalpoetiske projekt. Alt, hvad jeg laver inde i mit projekt, skal højst have karakter af "model", dvs. "produkt", noget, der bliver lavet og lagt frem til fri afbenyttelse. Men til gengæld får det jo altså først og fremmest karakter af liv - forlængelse af mit eget almindelige liv og af det almindelige liv overhovedet, og ikke bare beskrivelse eller tydning af liv.

 

Jeg er ikke forpligtet på eller til noget. Jeg kan formulere mine koncepter, som jeg vil, og jeg kan indoptage og tyde og udfolde og udvikle og skabe og forholde mig og vekselvirke, som jeg vil. Hvis jeg holder mig inden for mine koncepter, bedrager jeg ikke mig selv og generer jeg ikke andre. Det er i virkeligheden bare en særlig udløber af den måde, jeg lever mit liv på. Men da jeg oplever mit liv som en del af et fællesskab, vil jeg gerne dele det med de andre. Ikke bare for ligesom at give tilbage af, hvad jeg har modtaget, men fordi dette jo er en del af hele den store fælles livsproces.

 

Grundtvig flettede meget stort og direkte sit eget liv sammen med især folkets historie. I forhold hertil er mit totaldigt-koncept yderst minimalistisk. Dels på baggrund af nihilismen, dels fordi jeg selv som person er meget anderledes. Epoken spiller også en rolle, men jeg prøver at se bort fra den aktuelle strid om det nationale. Jeg vil ud fra enhver betragtning undgå, at denne strid og mit forhold til mine modstandere i den, skal få indflydelse på min egen holdning. I hvert fald inden for selve mit storpoetiske projekt.

 

Mit udgangspunkt er nihilistisk og individualistisk. Alt skal vise sig og godtgøre sig. Det gælder også hele forholdet til mine medmennesker, lige fra de mest nære og elementære relationer og til den helt store verdenshistorie.

 

Men når de forskellige ting godtgør sig, kommer de også til at indgå i min "fremrykning". Jeg behøver ikke lave en eksplicit sammenfletning, som Grundtvig gjorde. Det ligger på forhånd i det hele. Og når hver enkelt del kommer ind som motiv eller "stof", bliver det en del af total-fremrykningens, total-digtets helhed. Det kan være en ganske lille bid af "menneskelivet som forløb". Eller det kan være et meget stort stykke historie, ja, måske på en eller anden måde historien overhovedet.

 

Noget af det særlige ved dette "ultimative koncept" er den store vægt, der lægges på bevægelsen, dels som en forlængelse af mine egne vandringer i 1961, dels som en del af hele menneskelivet som begivenhed. Men bevægelsen er jo også den proces, hvori virkeligheds- og livsmødet finder sted. Noget andet er den for så vidt totale henholdsvis udfoldelse og indoptagelse, i hvert fald i den forstand, at i princippet alt kan komme med som motiv eller "stof". Pdes. er der på et hvilket som helst tidspunkt en struktur, som tiltrækker særlige ting, der passer i den, pdas. bliver strukturen hele tiden justeret ved mødet med og indoptagelsen af også helt nye, bogstavelig talt uforudsete ting, der føjer noget virkelig nyt til.

 

Og dette sidste er meget vigtigt. I praksis kommer det hovedsagelig til at ske på følgende tre måder eller leder: 1. Mit almindelige møde med tingene, det være sig i min direkte færden eller gennem læsning og tv-sening osv. - 2. Mit særligt poetiske møde med tingene, ikke mindst i processer, der fører til nedskrivningen af digte, ja, direkte skyldes beslutning om nedskrivning af digte. - 3. Mit studium af historien i videste forstand, dvs. den virkelighed, der ikke udspiller sig lige netop nu, men helt særligt mit studium af litteratur-, kultur- og idéhistorien. I denne forbindelse spiller hele mit livs sidelinje-karakter, ja, hele mit sidelinje-koncept, en vigtig rolle.

 

Aktiviteterne på ovennævnte tre områder eller leder kan føre til nedskrivningen af enten egentlige produkter eller tekster af mere teoretisk karakter, hvoraf nogle vil indgå i selve koncept-grundlaget, medens andre vil være selvstændige produkter med deres særlige plads i total-strukturen.

 

Jeg mærker tydeligt, at den seneste koncept-udfoldelse for første gang udgør et tilstrækkeligt grundlag for disse aktiviteter - selv om det altså er sådan, at dette grundlag aldrig vil blive færdigudviklet, men løbende vil blive opjusteret, som del af hele processen. Mit arbejde - ja, min fremrykning! - fra nu af vil hovedsagelig finde sted ad to spor, skrivning af digte og studium af litteraturhistorie m.m.

 

Jeg gør i denne forbindelse opmærksom på, at jeg ikke nødvendigvis påstår, at de digte, jeg skriver, som sådan er særlig vigtige. Men det må jo vise sig. Det afgørende er under alle omstændigheder, at hele processen deromkring er en vigtig, ja, helt nødvendig og central del af min samlede aktivitet, også og ikke mindst som "erkendelse" betragtet, og at selve digtene kommer til at indtage hver deres plads i den samlede struktur, også selv om de måske ikke i og for sig og hver for sig er noget så meget særligt.

 

Det er i det hele taget karakteristisk for hele det "gesamt-projekt", der nu så klart er tale om, at hvor ufærdig selve tegningen af "gesamt-strukturen" end er, så står den så udfoldet og tydelig, at ethvert produkt nu vil komme til at indtage og udfolde sin særlige plads - samtidig med, at det i en eller anden grad og mere eller mindre tydeligt er en slags mikrokosmos-repræsentation af hele strukturen. Men dette er naturligvis ikke et stift krav med et stift og "færdigt" system som mål. Det er bare en måde at tale om nogle store forhold på, en hjælpestruktur, så at sige. - Den måde, de enkelte dele kommer til at stå på, på hver deres plads i et foreløbig meget ufærdigt og aldrig blot tilnærmelsesvis færdigt "system", kan i erkendelsesmæssig forstand minde om den måde, hvorpå man i radioastronomien laver kæmpestore parabolantenner ved blot at sætte dele af den pågældende parabol op. Hvad total-digtet som produkt angår, kan man sammenligne det med et puslespil, hvor kun en del af brikkerne endnu er lagt på plads.

 

Jeg tror ikke, det er formålstjenligt at føje mere til dette lige nu. Jeg vil nu forstærke fremrykningen ad mine to hovedakser, digtskrivningen og det (litteratur)historiske studium og lægge de brikker ud, som disse aktiviteter resulterer i, samtidig med, at disse brikker, eller nogle af dem, eller nogle af mellemprodukterne på vejen til dem, kommer til at indgå som "antenne-dele" i den videre storpoetiske erkendelsesproces.

 

Jeg minder i denne forbindelse om, at der i begyndelsen af året 2010 ved tilfældighedernes spil er sket det, at jeg er kommet på Facebook, og at jeg der er begyndt at sætte aforismer, smådigte og salmevers ind mere eller mindre hver uge. - Se startsiden og undersiden "Litterære tekster".

 

 

- - -

 

 

Den store poetik

 

Som det fremgår af kapitlerne 1 til 3, er nærværende projekt både grundliggende, overordnet og centralt af "poetisk" ("stor-poetisk") og poetisk (litterærpoetisk) karakter. Det fremgår også, at dette giver anledning til mange gentagelser og overlapninger. I indeværende kapitel skal jeg prøve at fordele tingene mellem et afsnit (indeværende) om den overordnede poetik og et afsnit (det følgende) om den særlige eller litterære poetik.

 

Det første, jeg må prøve, er at få defineret, hvad jeg forstår ved poesi. I kapitel 3, nemlig i betragtningen over den overordnede poetik, har jeg allerede været inde på det etymologiske problem, at ordet poesi kommer af det græske ποίησις (poiæsis), som kommer af verbet ποιέιν (poiein, gøre, skabe) som oprindelig betyder frembringelse af enhver art (men dog allerede i oldtiden fortrinsvis anvendtes om den digteriske frembringelse, digtekunsten). "Poesi" forstås dog naturligvis også som "en kvalitet ved litteraturen: "Den bog rummer megen poesi". Og desuden - formelt, ja, ganske udvendigt - som "digtning på vers i metrisk eller rytmisk bunden form". (De sidste to bestemmelser er taget fra Gyldendals Litteratur-leksikon).

 

Det, jeg her betegner som "det etymologiske problem", men jo så også de videre problemer med definitionen på poesi, har Grundtvig flere gange gjort sig sine overvejelser og betragtninger over, og jeg benytter nu (i tilpassede klip) nogle steder fra min egen Grundtvig-bog "Omkring Grundtvigs Vidskab":

 

Allerede i en dagbogsoptegnelse fra 1802 skelner Grundtvig "mellem poesi (en evighedsorienteret livsopfattelse) og kunst (det håndværksmæssige udtryk for ånd i ord, farver, marmor, toner)" (GV 36. HO 150).

 

Helt frem mod den gamle Grundtvigs koncentration om det virkelige folkeliv og dets oplysning, ja, om selve livet, netop som liv betragtet, peger det, når han om disse "det Eviges" digteres håb om vel til sidst at kunne fremtvinge en eksistens af lutter poesi, siger, at dette vel hverken er muligt eller ønskeligt, for vel er "Eksistensen" ussel, "men den er der nu engang, og Vi tør ikke træde ud af den" (GV 37. DUB I 224).

 

Grundtvig giver en særdeles interessant karakteristik af sig selv, når han tilkendegiver, at i den beskæftigelse med det oldnordiske, han engagerer sig i, kan poesi og videnskab ikke skilles ad. Pdes. indser han, at han ikke er og ej heller vil blive "egenlig Digter". For hans natur er historisk, hvorfor hans digtning må have historien, især Nordens, som sit indhold og sin betydning. "Derfor er mit liv delt mellem Beskuelse af det Hele og Gransken i det Enkelte, og med ligesaamegen Glæde som jeg nyder og udtaler hin, forfølger jeg denne" (fasc. 257 1 v - 2 r - her efter HO 213). Dette er Grundtvigs eget udtryk for, hvordan den fagvidenskabelige "Gransken", foretaget under et poetisk helhedssyn, ikke er sit eget formål, men så at sige skal føres tilbage til den poetisk-eksistentielle helhed igen (GV 48f).

 

Når Grundtvig i titlen til dannevirkeafhandlingen "Om Aabenbaring, Konst og Vidskab" bruger ordet "Aabenbaring" i stedet for ordet poesi, er det, "fordi [ordet poesi] i sig selv hverken betyder mere eller mindre end Konst c: Virken efter Syn, ingenlunde Synet selv" (DV III 261f). Hvorefter følger et af de vigtigste steder i Grundtvigs poetik med redegørelsen for, hvordan det, man i daglig tale kalder poesi eller digtekunst, i virkeligheden blot er digterens udtryk for, fremstilling af, hvad han helt passivt har set (GV 198).

 

Disse eksempler - som naturligvis kan suppleres - viser, at Grundtvig ved "poesi" forstår en "kvalitet", eller altså et forhold til "det Evige" eller et "Syn" af noget åbenbaret. Men vi får her også hans eget ord for, at han ikke er "egenlig Digter", men en person, der beskuer "det Hele" i eller under et poetisk helhedssyn - og fører resultaterne tilbage til den store poetisk-eksistentielle helhed.

 

Meget interessant er i øvrigt Grundtvigs afstandtagen fra "det Eviges" digteres håb om at kunne fremtvinge en eksistens af lutter poesi. Det forhold, Grundtvig her peger på, og som begyndte i den tyske romantik, altså udviklingen i retning af digtningens selvstændiggørelse, vil blive undersøgt i den empiriske, litteraturhistoriske del af mit projekt, se undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie".

 

Det, disse eksempler viser, er først og fremmest, hvor det er overensstemmelserne mellem Grundtvigs projekt og mit projekt ligger. Men de viser også, at forskellene for det første er, at jeg ikke taler om "det Evige" eller på anden måde metafysisk, når jeg først er i gang ude på statholder-marken, og, om end ikke så direkte, at jeg for det andet forholder mig i hvert fald temmelig anderledes, når det gælder det poetiskes tilbageførsel til den større helhed.

 

Jeg vil ikke sige, at mit projekt er mindre kristent end Grundtvigs. Jeg er, hvad disse ting angår, lige så kristen som Grundtvig, hvilket igen vil sige, at det selvfølgelig er meningsløst, her at tale om mere eller mindre. Men jeg lægger i flere henseender mine grænser på en anden måde end Grundtvig.

 

Hos mig er det metafysiske altså sådan set ikke inde i billedet, når jeg først er i gang ude på statholder-marken. For jeg ser her bort fra, at det, der foregår på statholder-marken, jo både pr. (netop dennes) definition og i en vis "praktisk gennemsyring", trods alle principper, uundgåeligt vil være præget af kristendommen. Men så heller ikke mere.

 

Man kan selvfølgelig sige, at hele "det dobbelte eksistensrum-koncept" er et metafysisk koncept. Men det er først og fremmest hverken mere eller mindre end netop et koncept. Eller et postulat. Man kan kalde det, hvad man vil. I udgangspunktet siger jeg bare, at når jeg forholder mig til både mig selv, med alt, hvad jeg har i mig, og til alt, hvad der er omkring mig, så er jeg nødt til at operere med forestillingen om, at både jeg selv og hele virkeligheden i øvrigt er omfattet af og er manifestationer af "Eksistensen", og at alt det, jeg sanser og i det hele taget forholder mig til, er omfattet og omsluttet af min eksistens. Det er en forestilling, hvis nødvendighed har vist sig gennem mine møjsommelige forsøg på at komme videre fra selve min livsfølelse. Jeg kan som sagt godt begrunde det teologisk, fx Logos-kristologisk, men ude på statholder-marken vil jeg hellere nøjes med at kalde det et koncept eller et postulat. Eller en arbejdshypotese eller arbejds-struktur.

 

Jeg kunne selvfølgelig godt begynde at "spekulere" over, hvordan den virkelighed er, som er - eller måtte være - bag dette koncept. Men hvad ville det hjælpe? Som poetisk grund-koncept er det jo godt nok i sig selv og som sådant. Noget andet er, at man for det første rent teologisk kan arbejde videre såvel med Logos-kristologien som med både den klassiske teisme i almindelighed og forskellige former for pan-en-teisme ("alt i Gud") eller panenteistiske uddybninger af den klassiske, teistiske skabelsesteologi, og at man for det andet kunne supplere det foreliggende naturvidenskabelige verdensbillede med teorier eller spekulationer angående en skabt eller bare foreliggende virkelighed mellem delene af og under (osv.) selve det af naturvidenskaberne i øjeblikket beskrevne fysiske univers. At det foreliggende naturvidenskabelige verdensbillede formodentlig med tiden selv vil blive udvidet, er noget helt tredje igen - som pr. definition ikke er metafysik! - Interessant i denne forbindelse er bekendelsen i Nicænum af Gud Fader som "alt det synlige og usynliges skaber" (fremh. her). Hvortil Grundtvigs hyppige tale om "det usynlige" formodentlig svarer, ja, altså ligefrem bygger på. Jeg vil nok komme nærmere ind på disse forhold nedenfor, i afsnittet "Den særlige poetik".

 

Hvad pan-en-teismen angår, kan jeg henvise til Philip Clayton and Arthur Peacocke (ed.): "In Whom We Live and Move and Have Our Being. Panentheistich Reflections on God’s Presence in a Scientific World" (2004). På et tidspunkt var det min plan at skrive en artikel om denne bog. Og der er da også mange meget interessante ting i den. Men når jeg har stillet denne plan i bero, skyldes det netop, at hvor interessant denne bog end er rent teologisk - og evt. i forbindelse med "meditation" (se nf.) over Universet og Tilværelsen - så gør de spekulationer, som der jo her er tale om, hverken fra eller til i selve nærværende sammenhæng, i hvert fald ikke på anden måde end som et element eller en dimension i den ovenfor omtalte "praktiske gennemsyring", der altså uvægerligt vil være tale om.

 

Indskud: Jeg har her lige ovenfor (og også andre steder i og/eller uden for denne tekst) brugt ordet "meditation", men altså netop i anførselstegn i en betydning, som måske ikke er særlig almindelig, ja, som måske ligefrem er min egen! Jeg prøver at undersøge sagen - og bliver måske nødt til at finde et andet ord. Der er jo under ingen omstændigheder tale om meditation i den udbredte religiøse, for slet ikke at tale om buddhistiske, betydning. Hvis jeg overhovedet kan bruge ordet i den betydning, jeg i mine sammenhænge prøver at bruge det i, udgår jeg fra Encyklopædiens indledende oplysninger til opslagsordet "meditation":

 

(af lat. meditatio 'eftertanke', af meditari 'overveje, meditere'), oprindelig henviser begrebet til en indre fordybelse, hvorunder et problem gennemtænkes metodisk og koncentreret.

 

Og jeg lægger altså ikke særlig vægt på den "indre fordybelse". Men der er selvfølgelig tale om en forholden sig, der hverken er pdes. rent videnskabelig eller pdas. blot spekulativ. Der vil i nærværende sammenhæng her som på andre områder uundgåeligt blive tale om en eller anden form for, hvad jeg ovenfor har betegnet som (kristen) "praktisk gennemsyring", men i hovedsagen er det en rent menneskelig "eftertanke" og brug af følelsen og fantasien, jeg tænker på, i en gåen dybere ned, dybere ind og videre ud, end hvad der er tale om i naturvidenskaberne, en videre eksistentiel tænkning, forholden sig til, følelse for og tydning af den af naturvidenskaberne beskrevne virkelighed. - Indskud slut.

 

Jeg går altså ud fra selve min erfaring af min livsfølelse og selve min trang til dens "opfyldelse", såvel i betydningen "gå i opfyldelse", lykkes, som i betydningen "opfyldelse (opfyldning) med virkelighed". Den "metafysik", man så kan sige der bliver tale om, består således udelukkende, eller i hvert fald først og fremmest, i, at jeg simpelt hen oplever mig selv og min verden på denne måde og driver min både storpoetiske og litterærpoetiske aktivitet på grundlag heraf. I stedet for at gå videre ad den metafysiske spekulations vej, går jeg videre ad netop den poetiske vej, så at den større virkelighed, der kommer til at tegne sig, bliver hverken mere eller mindre end en poetisk virkelighed, der manifesterer sig i de strukturer, der bliver resultatet af den poetiske proces.

 

Og netop ordet "strukturer" dækker sådan set det hele, lige fra store "se-ninger" af Tilværelsen og Universet og tydninger af historien, til de mindste dele af et digt. Struktur er betydning og betydning er struktur.

 

"Se-ning" og tydning er helt centrale begreber. Men projektet omfatter mere end disse rent passive måder at forholde sig på. Det omfatter også en mere aktiv "forholden sig" samt en på sin vis egentlig aktivitet - på den måde, der kan blive tale om i et "eksistens- og poesi-rum".

 

I hele forholdet såvel til den indledende "se-ning" af virkeligheden, herunder fx hele virkeligheds- og historie-research’en, som til min poetiske aktivitet og til de resultater, jeg ønsker skal komme ud af den, spiller de "kvaliteter" eller "kvalitets-krav", der er til stede i min livsfølelse og -trang, en afgørende rolle. Og det siger sig selv, at min livsfølelse på forhånd i flere henseender i en eller anden grad er opfyldt af, hvad jeg genetisk har i mig, og af, hvad jeg har med mig fra hele min personlige historie, hele min tur gennem mit "livs-rør". Men det er, som allerede så mange gange sagt, især min livsfølelses og livstrangs poetiske historie fra 1961 af, der er afgørende.

 

Alligevel har det gang på gang vist sig vanskeligt for mig at sætte ord på disse "kvaliteter" eller "kvalitets-krav". For der er sådan set kun to grund-krav, nemlig for det første at der skal være tale om ting, der kan styrke livsfølelsen, og for det andet om ting, der kan udfylde den, hvilket vil sige ting, der repræsenterer den sande virkelighed. Man kan også sige, at det er krav om på en gang korrespondens, sandhed og virkelighed.

 

Herudover ligger det sådan set netop i konceptet, at det skal vise sig, hvilke ting, der i sandhed opfylder disse to grund-krav. Tingene skal dels godtgøre såvel deres virkelighed som deres betydning, dels vise, at det, de betyder, har betydning for min livsfølelse. Dermed er imidlertid langtfra sagt, at de ting, der viser og godtgør sig, skal svare til en på forhånd opstillet liste med "kvalitets-krav". Tværtimod! Det ligger jo netop i hele konceptet, at min bevidsthed og min følelse skal fyldes med nye ting - eller med allerede kendte ting på nye måder, under nye vinkler og i nye sammenhænge.

 

Min metode kan siges at svare til - mutatis mutandis - Grundtvigs "historisk-poetiske" metode, og altså på den måde, at i princippet alt bliver betragtet på denne måde, i både den store og den særlige "poesi" og poesi. Og idet der pdes. bliver lagt forskellig "teori" ind og der pdas. bliver tale en forskellige former for på en eller anden måde "handlende" aktivitet, dog ifølge sagens natur af "modelagtig" karakter. Det afgørende er, at alt, hvad der kommer til at finde sted i rummet, kommer til at indgå i en helhed, en slags univers. Svarende til det univers, Grundtvig arbejdede i og skrev hele sin "handlende" digtning i. Den store forskel er, at mit udgangspunkt er radikalt nihilistisk eller i hvert fald radikalt minimalistisk og dermed også radikalt subjektivt. Men selv om det jo udtrykkeligt ligger i hele konceptet, at det eksistens-rum, der som sådant virkelig er mit rum, ligger det jo også i konceptet, at det skal fyldes med ting fra virkeligheden uden for mig. Det er altså langtfra hensigten, at rummet skal fyldes med ting, der udgår fra eller spindes ud af mig. Desuden ligger der også en stor "renfærdighed" i den model-karakter, de på sin vis programmatiske ting udtrykkeligt skal have. Jeg foretager altså på ingen måde en "tvangssammenfletning" af mit eget og folkets eller historiens liv. Men når jeg overhovedet offentliggør det, vil der selvfølgelig på en eller anden måde blive i hvert fald mulighed for, at det kan komme i en eller anden grad af forbindelse med det, der er udenfor. Det bliver så bare i fuld frihed - til begge sider! - Se også afsnittet "Populisering" i kapitel 3.

 

Og så behøvede jeg sådan set ikke at sige mere her. Og da slet ikke nu. Hele den proces, som nu for alvor skal følge, skal vise, hvordan det hele forholder sig - og kommer til at forholde sig i det resultater, der kommer ud af det.

 

Men det ligger altså i kravet om korrespondens, at min følelse som det, der skal opfyldes og udfyldes, ikke bare er et simpelt tomt rum. Min følelse har på forhånd en struktur. Sådan kan man også beskrive det, jeg kalder "kvalitets-krav". Og det er ud fra den helt minimalistiske begyndelse krav om renhed, enkelhed, det store i det små, det sande under overfladen, nye sammenhænge og nye dybder. Jeg kan også (igen) sige, at det, der kræves, er opfyldelsen af min 1961-drøm og -længsel, hvilket i al sin vaghed i høj grad er et eksempel på, hvad alle - eller i hvert fald mange - 17-18-årsdrenge drømmer om og længes efter. Og jeg ser netop min egen 1961-drøms almindelighed og vaghed som en helt særlig pointe.

 

Ja, jeg stopper her for i dag - den 19. marts 2009. Jeg har allerede gentaget mig selv rigeligt i såvel nærværende tekst som i alle teksterne på undersiden "Poetik". Jeg vil lige prøve at skrive en smule om den særlige poetik i det følgende afsnit, og jeg vil formodentlig også vende tilbage til både indeværende afsnit og andre af de teoretiske steder i nærværende tekst, men så vil jeg ellers - langt om længe! - prøve at se, hvad jeg kan få lavet af egentlige produkter, lige fra digte af til indhentet og præsenteret "stof". Jeg skal også se at komme videre med den undersøgelse, hvis resultater bliver sat på undersiden "Min lyrik- og poesihistorie".

 

 

Den særlige poetik

 

 

Bestemmelse af "det poetiske"

 

 

Det grundlæggende, centrale og for alle fælles er engagementet i den helt elementære livs-levelse. I modsætning til almindelig bevidstløshed og overfladiskhed, forbrugerisme, underholdning, "rejser", "netværk" osv. For den kristne inden for statholdermark-konceptet. Den ikke-kristne må selv finde ud af det, men den kristne må være solidarisk (jfr. Grundtvig i Indledningen til "Nordens Mythologi" og i slutafsnittet af "Den christelige Børnelærdom").

 

Men "dannelsen" er også fælles for alle. Der er "det almindelige omløb", altså alt det "kulturgods" af denne karakter, der cirkulerer i samfundet og folket, dvs. også allerede mand og mand imellem, men jo også og ikke mindst i skolen og i hele kulturformidlingen eller hele det kulturelle kredsløb. Næsten alle er i virkeligheden i det mindste indirekte brugere af de særlige "åndsprodukter". Der kan skelnes mellem de personer, der lever allermest elementært, og dem, der i høj grad er måske også direkte brugere af "åndsprodukter". - NB! De ord, der her bruges i anførselstegn, er valgt - foreløbig - i mangel af bedre, for der er jo her i sammenhængen tale om de ting, der positivt hører hjemme i den livs- eller storpoetiske forståelse, der ligger bag "nærværende projekt", dvs. om ting, der ofte står som et alternativ til, hvad man ellers forstår ved dannelse, kultur, kulturgods og åndsprodukter.

 

Næste trin er de personer, der på en eller anden måde er formidlere, dvs. personer, der aktivt og offentligt arbejder med "åndelige" eller "kulturelle" ting uden selv at være originalt skabende. (Jfr. hvad jeg andetsteds i nærværende tekst har skrevet om formidlerens ydmyge, men dog store rolle).

 

Men så er der dem, der på bare en eller anden måde er bidragende ved at være originalt skabende, dvs. med ting, der på en ny og original måde styrker, uddyber og udfylder livsfølelsen.

 

Det er vigtigt, at alt i princippet er for alle, men at de, der ikke har evner og talent til at være originalt skabende, affinder sig med det og nøjes med at være, hvad man godt kan kalde "personlige livskunstnere", og ikke bilder sig ind eller lader sig bilde ind, at "vi er alle kunstnere". Alle, også formidlerne, skal føle glæden ved den personlige livsintensitet og ved delagtigheden i det store kredsløb. Det, det gælder om, er fordybelsen osv. i såvel det personlige, elementære liv som det fælles liv (det almindelige omløb).

 

Mine forsøg i nærværende projekt har mit eget elementære liv som centrum og udgangspunkt og henvender sig til alle i det store kredsløb, men gælder alligevel noget særligt og mere, nemlig den styrkelse, udvidelse og opfyldning af i første omgang min egen livsfølelse, som kun kan opnås på denne særlige måde - og altså ikke (kun) gennem hverken selve den umiddelbare livs-levelse eller den i forvejen foreliggende "kultur".

 

Og mit projekt begynder netop med min livsfølelse og min trang til dens styrkelse, udvidelse og opfyldning. Som det er for mig nu, ligger alt selvfølgelig inden for statholdermark-konceptet. Men ellers begynder alt forfra. Bortset fra statholdermark-konceptet ligger der ingen anden "metafysik" bag projektet end netop selve min livsfølelse og den dermed sammenhørende livs-trang.

 

Men deri ligger jo så, at ikke alene min oplevelse af denne følelse og trang er kendsgerninger, men også jeg selv som person og subjekt (Jeg). Hvortil kommer hele den øvrige virkelighed. Ja, jeg tillader mig at arbejde ud fra den antagelse eller i det mindste påstand, at alt det her nævnte er kendsgerninger - uanset hvad der så ellers i øvrigt kan siges derom.

 

Umiddelbart vil jeg kunne være tilbøjelig til at sige, at den "opfyldelse af min livsfølelse", jeg tragter efter og arbejder frem mod, vil bestå i, at min livsfølelse bliver op-fyldt af i hvert fald dele af "den øvrige virkelighed" ikke alene er allerede dette jo noget, der (udelukkende) som sådan (kun) foregår inde i mig selv; jeg er også selv en del af virkeligheden. Dette betyder, at der i høj grad, ja, altså i højere grad, end man umiddelbart ville tro, bliver tale om, at min livsfølelse bliver op-fyldt gennem min forholden mig til mig selv, min egen person.

 

"Det særligt poetiske" er hermed defineret som en aktivitet, der går ud over såvel selve det elementære engagement i det liv, vi alle nu engang lever, som den udvidelse af livsfølelsen, der kommer til, når man - indirekte eller (mere) direkte er "bruger" af (egnet) allerede foreliggende "kultur". Og heri ligger også, at der er tale om en original og nyskabende aktivitet med henblik på offentliggørelse af de tanker og produkter, den måtte resultere i. I udgangspunktet bestemmes selve den særlige, videregående poetiske aktivitet som subjektets eller Jeg’ets forholden sig til virkeligheden på en måde - eller på måder - der styrker, uddyber og udfylder livsfølelsen ud over, hvad der vil kunne opnås gennem selve det for alle fælles elementære livsengagement og den for alle eller mange fælles "brug" af allerede foreliggende "kultur". Der er i udgangspunktet ingen anden "metafysik" end dette forhold mellem livsfølelsen og livs-trangen, og så den virkelighed, som ikke bare er omkring mig, men som jeg også selv er en del af.

 

Da virkeligheden omkring mig ikke bliver påvirket af det, der sker, når jeg "forholder mig", foregår hele den poetiske proces faktisk inde i mig selv. Hvad der sker, når mine eventuelle produkter bliver læst, er noget andet, selv om det menneskelige fællesskab, eller de menneskelige fællesskaber, jeg står i, jo også allerede er repræsenteret i selv den allerførste og allermest subjektive begyndelse. Det, jeg vil sige her, er, at når jeg fx står og ser på en skov hen over en mark og dermed "forholder mig" til denne skov, så er skoven som sådan helt upåvirket af, hvad der sker i denne min "forholden mig"; skoven er den samme efter som før.

 

 

*  *

 

 

Dette afsnits oprindelige begyndelse

 

 

Som det er fremgået af ovenstående afsnit "Den store poetik" er den tid nu kommet, hvor jeg - langt om længe - må se at komme i gang med selve min produktion. Det vil derfor heller ikke være særlig meget, jeg her den 19. marts 2009 vil kunne sige på forhånd om selve den særlige poetik. Meget af det, jeg allerede - i stor almindelighed - har fået sagt i nærværende tekst, og meget af det, jeg siden 1994/95 har forsøgt at sige, gælder også - og stadig - for den særlige poetik, så meget desto mere, som den særlige poetik jo pr. definition er dels en forlængelse af, dels et særligt centrum i den almindelige livsfølelse og dermed den store poetik.

 

Den særlige poetik handler om digte - og evt. andre slags tekster af tilsvarende karakter. I princippet handler den selvfølgelig om al litteratur af en sådan karakter, at det er relevant at tale om en poetik i forbindelse med den, men rent bortset fra, at lyrikken altid vil være central, må jeg også af mere personlige og praktiske (ikke mindst tidsmæssige) grunde så vidt muligt koncentrere mig om selve lyrikken og den dertil hørende poetik - selv om sidstnævnte jo ofte vil være videre i sit sigte. - Hvad de personlige og praktiske grunde angår, er det fx sådan, at jeg ikke selv overhovedet har evnen til at skrive en roman, og for den sags skyld heller ikke tiden til det (jeg skal være glad, hvis jeg kan nå, bare nogenlunde at få udfoldet det projekt, nærværende tekst indgår i), ja, heller ikke engang tiden til egentlige, mere omfattende roman-studier.

 

Som allerede sagt, er jeg nødt til at prøve at skrive digte, uanset om også jeg selv nogensinde vil komme til at betragte dem som egentlige digte i den forstand, at de fx ville være værdige til at indgå i en i bogform og af et rigtigt forlag udgiven digtsamling. Dette har jeg allerede begrundet med, at de digte, der bliver tale om, i det mindste vil have en karakter af "sonder", der kan udforske eksistens-rummet.

 

Hermed er digtningens karakter af erkendelsesaktivitet fastslået. Men allerede i den helt grundlæggende teologi om "det kristeligt nødvendige livsengagement" har den "erkendelse", nemlig "indirekte gudserkendelse", der skulle være et af livsengagementets hovedformål, meget tidligt været bestemt som en "kendende og elskende forholden sig". Ja, det har hele tiden været understreget, at selve livets helt elementære levelse i det nære og daglige udgør det grundlæggende og for så vidt tilstrækkelige engagement, idet dette engagement jo ifølge statholdermark-konceptet er den måde, det kristne menneske lever (i) sit gudsforhold på uden for gudstjenesterummet og studerekammeret og ved siden af det daglige fromhedsliv og den daglige beskæftigelse med den kristne troslære, på hvilket niveau det end måtte være. Og alt dette betyder, at der ikke egentlig kan skelnes mellem digtningens karakter af erkendelsesaktivitet og digtningens karakter af "kendende og elskende forholden sig".

 

Et digt er altså et enkelttilfælde af den store almindelige "kendende og elskende forholden sig", og så er det altså ikke uden videre bare et resultat af en "se-ning" - eller anden slags sansning. - At et digts rytme og/eller anden form kan komme som en "hør-ing" eller på anden sansningslignende måde, er en i hvert fald lidt anden sag, som hverken i sig selv, eller for så vidt som den måske (ofte) ikke vil være til at holde ude fra selve den primære "se-ning", skal behandles lige her.

 

Et digt er ikke uden videre bare et resultat af en "se-ning" eller tilsvarende anden slags sansning. Et digt er også en særlig - og helt central - del af den store almindelige "kendende og elskende forholden sig". Og heri ligger allerede noget aktivt. En "forholden sig" er også en aktivitet. Og videre kan også digtet have i hvert fald noget af den karakter af "handlen", handlen af modelagtig karakter, som der overhovedet er tale om i mit projekt i videste forstand.

 

Men det mest centrallyriske digt vil have sin "forholden sig" indbygget i "synet" - og i den proces, der fører frem til det færdige digt - ja, det allermest centrallyriske digt kan være ren "oplevelse", en oplevelse i et "syn" af en sammenhæng - som en del af Sammenhæng-en! Eller det kan blive en strid om ord, hvorvidt og på hvilken måde der også eller selv her er tale om en "forholden sig". Dog, allerede selve den følelse, der ligger i og ledsager synet og processen frem mod digtet, vil vel have en eller anden form for karakter af "forholden sig".

 

I processen fra og med se-ningen og frem til det færdige digt vil der i den poetik, jeg arbejder på grundlag af, i hvert fald i udgangspunktet, være tale om nogle ganske simple "bevægelser" i en eksistens- og følelsesstruktur, ja, i nogle "kanaler" af denne karakter. Følelsen vil som en søge-radar afsøge virkeligheden omkring mig, enten i form af direkte sansninger eller oplevelser eller i form af virkelighedsdele, der hentes frem af erindringen eller fra læsning eller gennem andre medier. Og følelsen ved, hvad den søger efter, eller har i hvert fald nogle søge-kriterier, nemlig de "kvaliteter", der allerede er nævnt i ovenstående afsnit om "Den store poetik".

 

Det, der søges efter, er som minimum nogle virkelighedsdele, der i sig selv fremtræder som særlige manifestationer af Eksistensen og virkeligheden. Og der kan vel godt blive i hvert fald et lille digt ud af en "se-ning" eller blot "registrering" af en sådan eksistensmanifestation eller virkelighedsdel. Men på den anden side vil der, hvis det virkelig er et digt, også være tale om i hvert fald et minimum af noget mere, et minimum af "dybde-sening" eller perspektivering, "sam-syn". Under alle omstændigheder vil der være tale om et møde mellem den pågældende eksistensmanifestation eller virkelighedsdel, og så det lyriske Jeg. Begge bunder jo ifølge min poetiske arbejdshypotese - eller mit valgte arbejds-perspektiv - i den samme eksistentielle og kosmiske bund.

 

Men når processen går videre, kan der blive tale om dels en videregående "dybde-sening" i selve objektet eller motivet, som det nu er, dels en videregående "sam-sening", hvor to eller flere "dele" bliver set sammen. Her kan der så dels blive tale om, at den ene "del" belyser den anden - eller om, at to eller flere "dele" gensidigt belyser hinanden - dels blive tale om, at de pågældende dele ses som "toppe" af en dybereliggende fælles sammenhæng eller som punkter, hvorimellem der går nogle "betydnings-tråde".

 

På denne måde bevæger processen sig i og ad de "kanaler", der her bliver tale om. Resultaterne må vise sig. Det ligger i hele konceptet.

 

Men det ligger også i hele konceptet, at alt skal ses på ny og udtrykkes nyt, komme til udtryk så nyt, som det er set. Der skal ikke som sådan søges efter nyt udtryk for udtrykkets egen skyld. Alt udtryk skal bogstavelig talt være hverken mere eller mindre end netop udtryk. Synet bærer udtrykket i sig og med sig. Jeg tror, synet (ofte) vil komme gående i sin rytme og komme til at lyde i/med sin (egen) klang. Og jeg tror, synet vil presse sig frem i udtrykket i/med sin egen struktur. Dog tror jeg også, der efterhånden og til sidst vil/kan blive tale om en bevidst og kritisk proces i selve nedskrivningen og slutredigeringen.

 

Efter at have gennemset ovenstående endnu en gang vil jeg her 23. april 2009 foreløbig lade mine særlige poetik-overvejelser slutte her. Hvad der skal føjes til, vil blive resultater af pdes. mine forsøg med digte og lignende, pdas. min poesi- og poetikhistoriske undersøgelse. Resultaterne af sidstnævnte vil i deres fulde omfang blive præsenteret på undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie".

 

 

 

Kapitel 7

Digte - eller "digte"

 

 

Dette kapitel består nu af to hoveddele: 1. Den 24.03.10 grundlagte "Digtsamling" (se nærmere i indledningen dertil). - 2. Digte/"digte", som enten er fra før 24.03.10 eller ikke er fundet egnede til at indgå i "Digtsamling", dvs. "Andre digte".

 

 

-

 

 

"Digtsamling"

 

Digte, som på særlig måde indgår i Totaldigt-strukturen. - Er jo ikke blevet opdateret siden 19.04.10. Se undersiden "Litterære tekster".

 

 

Som det fremgår af den 24.03.10 tilføjede titel "Mit Totaldigt", ser jeg nu mit samlede projekt som en stor samlet struktur, der med fordel kan betegnes som "ét stort digt". Den særlige "digtsamling", som bringes her i dette nye kapitel-del, skal ses som et særligt, men naturligvis centralt udtryk for dette forhold - og som hverken mere eller mindre end en del af mit projekt som totaldigt overhovedet.

 

Det er klart, at den nye - og formodentlig nu virkelig ultimative! - måde at betragte mit projekt på, der hermed er tale om, må få virkninger for hele "nærværende tekst", selv om den jo allerede fra begyndelsen af i meget høj grad er anlagt som faktisk et "totaldigt". Jeg må (skriver jeg her lige over midnat den 26. marts 2010) se at få gennemgået alt, hvad der står på denne underside, og bragt mere orden i det, nyformuleret en hel del og få indsat nye ting rundt omkring, især ting, der ved siden af digtene i mere direkte forstand fungerer som dele af Totaldigtet. Men også nogle mere overordnede tekster med en sådan mere direkte funktion. Jeg tænker her bla. på kommentarer til eller betragtninger i forbindelse med dele af såvel den store historie som de mindre historier, herunder min egen, og på tilsvarende kommentarer eller betragtninger i forbindelse med andre former for motiver. Der kan måske også blive tale om små stykker "kortprosa", ja, det kan ikke udelukkes, at indeværende "digtsamling" kan blive suppleret med en samling "kortprosa"!

 

Den litteraturhistoriske side af mit projekt - og i det hele taget den historiske, herunder idéhistoriske, side af det - vil fra nu af få en ny og stærkere betydning, idet der nok ofte vil blive tale om, at selve den trods alt mere forskningsprægede beskæftigelse med tingene vil komme til at skyde sideskud i form af de ovenfor omtalte kommentarer eller betragtninger. I denne forbindelse spiller den måde, jeg opererer med flere forskellige "rør" eller "linjer" på, en vigtig rolle, altså det, at jeg ser en sammenhæng mellem mit eget projektet eller totaldigt som "fremrykning" betragtet, og så historien og de forskellige større eller mindre historier. Det samme gælder forholdet mellem mit eget sidelinje-forløb og forløbene uden for eller altså de forløb, min side-linje ses som side-linje til.

 

Jeg beder om læserens tålmodighed, indtil jeg får det hele stillet klarere og stærkere op i overensstemmelse med de her skitserede nye principper!

 

Jeg vil så vidt muligt ikke ledsage digtene med kommentarer. Men jeg forsyner "digtsamlingen" med nogle noter, som dog først og fremmest skal give oplysninger af mere teknisk karakter. Jeg giver derfor hvert enkelt digt et nummer, som nummeret på den pågældende note vil svare til. Det eneste, jeg i øvrigt vil sige, er, at digtene vil komme til at står i en rækkefølge, der svarer til "Totaldigtets" struktur, ligesom jeg nok på et tidspunkt vil inddele dem i grupper. I det omfang ordenen er af kronologisk karakter, vil det som hovedregel være "Totaldigtets" kronologi, der følges, og altså ikke tilblivelsens.

 

 

*  *

 

 

I

 

 

1 Da jeg tog det første skridt

 

Da jeg tog det første skridt

var alt åbent

kunne fyldes med alt

foreløbig dog helt tomt.

 

-

 

2 Hul-spejl

 

Kugleskal

sølv udenpå

indvendigt spejl.

 

I centrum

jeg

spejlende

mit uendeligt lille punkt.

 

Derfor ser jeg

ingenting.

 

-

 

3 Som en kylling

 

Som en kylling

banker jeg

med mit stumme næb

kneblet af kuglen

men jeg banker

jeg vil ud.

 

-

 

4 Ikke længere det tomme spejl

 

Ikke længere

det tomme spejl

tågens sølv

spejler ikke

men udenom

ligger mit ønske

presser på tågens hud

snart vil billederne

poppe frem.

 

-

 

5 Livsspejder

 

Livsspejder!

lad bare vær’ og klem på Universet

slap af

luk øjnene

og se

det kommer til dig

ud af verdens rifter

når bare du la’r vær’ og klemme.

 

-

 

6 I mørket kommer stjernerne frem

 

I mørket

kommer stjernerne frem

og lukker du øjnene

godt i

vil du måske også

se stjernetrådene

på én gang

lys og linje

ikke bare fra punkt til punkt

også mellem lagene

pludselig dybde

og tone.

 

-

 

7 Mit livsrør

 

Mit liv er

mit rør

gennem rumtiden

min gang

min tunnel

min berøring

og kun det

er mit rør.

 

-

 

8 Lille erantis ved min fod

 

Lille erantis ved min fod!

længere rager du ikke ud i Rummet

men hvad spejler du

med din gule parabol?

 

-

 

9 Vente på digtet

 

Vente på digtet

du skal vente på digtet

og jeg har da også længe

holdt min skål frem

men skålen er tom

jeg venter

skålen er tom

luften er tør

kan jeg vride lidt

kan jeg vride universet lidt

for at få en dråbe ned?

 

-

 

10 Saligt tom

 

Saligt tom

for alt andet end

længsel

går jeg nu ud

til jer, ting!

 

-

 

11 Udfoldelse

 

Det er ikke mig

der udfolder mig

jeg trænger mig ikke på

bagfra foldes jeg ud

til det nødvendige møde

med alt.

 

-

 

12 Da jeg endelig havde opfundet den dybe tallerken

 

Da jeg endelig havde opfundet den dybe tallerken

stod jeg længe med den i hænderne

som en tom skål der ventede på at blive fyldt.

 

Så prøvede jeg at bruge den som en parabol

der jo nok skulle kunne opfange noget.

 

Men der skete intet

før jeg begyndte at bruge den som radar

og mit aktive signal fandt sine mål

overalt på Eksistensrummets inderside

og dybt ud i de enkelte punkter.

Jeg var færdig med den tomme venten

og skulle ikke længere frygte

at blive lukket inde i mit eget spejlbillede.

 

Min hjertecomputer kunne forbinde alt

med hinanden og med det der i forvejen lå i den

til stadig mere avancerede søgninger

og mit hjertes længsel blev løbende opdateret

hele tiden opfyldt.

 

Til allersidst tog mine drømmes vilje

hologram-laseren i brug

interaktivt tilkoblet

Kosmos forblev det samme

men i mit eksistensrum

begyndte et nyt univers at danne sig.

 

-

 

13 En lille fortættelse i evigheden

 

En lille fortættelse i evigheden

og poesiens rum folder sig ud

i min tid

en kugle af usynligt lys

breder sig ud over

alt det samme

og jeg ser det evigt nyt

nu.

 

-

 

14 Under tågen

 

Under tågen

tusind blanke ruder

i verdens væg.

 

-

 

15 Min poesis parabol

 

Min poesis parabol

fint projekteret

kun beklædningen mangler

men hver ny lille plade

modtager noget

og der skal ikke mange til

før det hele

sådan set

begynder at tegne sig.

 

-

 

16 Der er altid mere i det

 

Der er altid mere i det

i horisonten det heles Mere

men her og nu

hver lille tings

hvert lille stykke livs

så se og føl

føl dybt

se langt!

 

-

 

17 Mit livs rør

 

Mit livs rør

gennem rum-tiden

min lille del

min be-rør-ing

omfatter alt

via det værendes

fælles bund

dybt sammenflettet

former det sig frem

som alts og mit

totale digt.

 

 

*  *

 

 

I I

 

 

 

ZZZ

 

*  *

 

 

Sidste

 

Pinligt at skulle dø

nu gik det lige så godt

men evighedsintensiteten

nu

vidner om fylden

bag Tidens ende.

 

 

*  *

 

 

NOTER til "Digtsamling"

 

Medmindre andet er angivet, står samtlige digte også på undersiden "Litterære tekster".

 

I

 

1 - Skrevet 06.04.10 som ugens Facebook-digt til uge 15/2010.

 

2 - Skrevet 03.03.75.

 

3 - Skrevet. 12.05.77.

 

4 - Skrevet marts 1998.

 

5 - Skrevet december 1998(?).

 

6 - Skrevet januar 1999.

 

7 - Skrevet januar 1999 og revideret 2008.

 

8 - Skrevet januar 28.02.99.

 

9 - Skrevet 26.11.99.

 

10 - Skrevet 08.09.00.

 

11 - Skrevet 08.09.00.

 

12 - Skrevet 08.07.06.

 

13 - Skrevet 19.10.01.

 

14 - Skrevet 05.04.10 som Facebook-digt til uge 17/2010.

 

15 - Skrevet 06.04.10 som Facebook-digt til uge 16/2010.

 

16 - Skrevet 19.04.10 som Facebook-digt til uge 18/2010.

 

17 - Skrevet 17.04.10 som Facebook-digt til uge 19/2010.

 

II

 

 

ZZZ

 

 

...

 

"Sidste" - Det digt, der på ethvert givet tidspunkt står som det sidste i "samlingen" vil ikke være forsynet med et nummer, men med betegnelsen "Sidste". - Digtet her " Pinligt at skulle dø" er skrevet 06.04.10 og sat på Facebook som ugens digt i uge 14/2010.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Andre digte

 

Digte eller "digte", som enten er fra før 24.03.10, eller som ikke er fundet egnede til at indgå i "Digtsamling".

 

 

Dette er den oprindelige indledning:

 

I dette kapitel vil jeg sætte digte, som er skrevet fra 7. maj 2009 af. Der vil nok i mange tilfælde blive tale om, hvad jeg vil betegne som værksteds-digte og dermed mere eller mindre også lære-digte (måske ofte ligefrem blot en slags poetik eller nogle betragtninger i knækprosa-form), altså digte, hvori jeg ret bogstavelig talt prøver at arbejde mig frem fra den indtil nu udviklede teori mod den egentlige praksis, dvs. den egentlige skrivning af digte, som i hvert fald på en eller anden måde og i en eller anden grad har karakter af rigtige, egentlige digte. Jeg kunne selvfølgelig bare fortsætte med den almindelige teori-prosa, men meget tyder på, at jeg vil kunne opnå langt bedre resultater ved at bruge ikke bare digtets form, men også hele processen frem mod noget, der i en eller anden forstand har karakter af digt. Det vil styrke min måde at se på. Og det vil under alle omstændigheder blive kortere.

 

Måske skulle jeg lade være at offentliggøre disse digte. Men når jeg åbent præsenterer dem som hverken mere eller mindre, end hvad de er, kan de være lige så gode vidnesbyrd om den proces, jeg i forvejen i al ublufærdighed lader hjemmesidens læsere være vidne til.

 

Det er muligt, at digtene vil komme til at stå i simpel kronologisk orden, men det kan også være, jeg vil ordne dem systematisk, så de kommer til at vise den ovenfor omtalte bevægelse fra den grundlæggende teori og frem mod egentlige, mere "specifikke" digte.

 

 

- -

 

 

Hele virkeligheden

 

Hele virkeligheden

alt det jeg ser

noget af det kan jeg ikke lide

så det ser jeg bort fra

resten ser jeg dybere i

ud over alle grænser

for jeg har det jo også inden i mig

så jeg ved hvad jeg skal se efter

derude

ude bag grænserne

nede under overfladen

for det er jo alligevel det

jeg ser overfladen af

og det og jeg bunder

i den samme

nederste grund.

 

07.05.09

Er også sat på undersiden "Litterære tekster".

 

 

*

 

 

Lolland

 

Det lollandske landskab er

det første og det bedste

jeg er født i det

har på den ene eller den anden måde

altid haft det omkring mig

og i tomhedens tid var det det

der viste mig at der var

noget der var noget

et ydmygt sted

med flade træk

hvor også sproget er fladt

vi kan ikke hikke på ordene

som de rigtige danskere

udkant i alle henseender

men det er i centrene

tomheden viser sig hurtigst

og det er det der rager op

der falder først

der er også mere himmel her

og horisonten går langt ud i verden

især om aftenen

når solen er gået ned

så er Vesten rød

i åbne farver

bogstavelig talt

ikke som en mur

eller et tæppe

men i mønstrede flader

med hvidt og blåt imellem

og mod nord ligger Smålandshavet

med den sidste udløber af Golfstrømmen

men det er da ikke for det

Østersøen er på den anden side

vor forbindelse mod både syd og øst

og desuden vestover

mod Slesvig og Holsten

så det er egentlig kun København

vi er udkant i forhold til.

 

Men ellers er det markerne

med skovene bag

en anden horisont

en anden åbenhed

hvor jorden og himlen

ikke lukker sammen i en streg

men synet drages ind

i trætykningens ubestemmelige uendelighed

åbenheden er altså stor

til alle sider

mod Rummet

mod fjerne steder

mod jeg ved ikke hvad

og mit hjertes længsel

ser sit eget dyb deri.

 

Men det allervigtigste

er er alt det små

allerede øen som sådan

selv når man kun ser jord

til alle sider

mærker man vandet udenom

ikke bare i lyset

lyset over Lolland

men også i selve fornemmelsen

af at være lille

og det mærkelige er

at også de enkelte dele af landskabet

er tilsvarende små

hvorfor er bakkerne større på Sjælland

og endnu større i Jylland

hvor ved de det fra

men sådan er det

selv skovene med deres dybe uendelighed

er ret små

og det samme gælder de største marker

de fladeste steder

og omkring de mange herregårde

desuden er der hegnene

mergelgravene med bevoksning omkring

de andre små bevoksninger

og de enkelte træer og buske

noget helt særligt er pilehegnene

som i virkeligheden er rækker af stynede popler

man siger de stammer fra den tid

da der også var vand alle vegne

på hele øen

og som de skulle suge noget op af

men vi fik alligevel den lollandske syge

måske en slags malaria

for slet ikke at tale om

roemarkerne

gennem alle årets faser

den bare ventende jord

de lange rækker af små dobbeltblade

de store grønkrøllede flader

der i optagningens tid ender som snitter

på den våde nøgne jord

mens de gråbrune bunker

samles ved vejene.

 

Og alt dette er kun

hvad det er

sammen med de mennesker

det har formet

og som har formet det

gennem alle århundrederne

med herremændene over det hele

holdt godt nede

i ekstra fladhed

ingen regner os for meget

heller ikke vi selv

så her er alle betingelser

for en ny begyndelse

hvor småt er noget mod intet

og fladt er åbent mod alt.

 

14.05.09

Er også sat på undersiden "Litterære tekster".

 

Det gælder for (også) dette digt - eller "digt" - at jeg har sat det ind her, fordi der i dette kapitel først og fremmest er tale om en fortsættelse af poetik-overvejelserne i form af digte - eller altså "digte" - der for det første er min måde at arbejde mig videre frem på og for det andet kan vise læserne stadierne på denne vej. - Men jeg har altså alligevel også sat det ind i "Litterære tekster".

 

 

*

 

 

Min sidelinje

 

Min sidelinjes første punkt var min fødsel

eller skovfogedstedet ved Smålandshavet

yderst på Godsets halvø

et samfund for sig

en lille feudalisme

midt i det tyvende århundrede

midt i Besættelsestiden

som jo også var uden for

tidens almindelige gang

tredivernes forlængelse

mere eller mindre frem til halvtredserne

og så i øvrigt

barndommens paradis

uanset tid og sted

men tilfældigvis en god tid

og et ualmindelig godt sted

for os børn

krigen var jo slut

da jeg begyndte at forstå noget

vi legede i store flokke

én stor familie

med det øvrige samfund ind ad Byen til

bag en ikke nøjere oplevet grænse

så døde min far

og jeg blev den fattige enkes søn

men jeg blev i min gamle skole

nu noget til en side mellem to kommuner

ligesom jeg var det mellem to generationer

med gamle forældre

ældre halvsøskende

og ældre fætre

også mine vigtigste kammerater var lidt ældre

min mor glemte aldrig at hun var bondedatter

men jeg skød op i Socialdemokratiets Danmark

kom ind i jazzen

en stor sidekultur

fra Afrika

fra bomuldsmarkerne

fra Red Light District

fra Gangsterchicago

osv.

helt anderledes end alt andet

enestående oprindelig

dybt elementær

højt raffineret

swing’et udtryk for Universets inderste puls

kæmpestort så længe det varede

men desto frygteligere vakuum

da jeg erkendte jeg ikke var dygtig nok

mit personlige vakuum

i den store almindelige tomhed

efter Guds død

og den deraf følgende

overbevisning om alle tings intethed

og det hjalp ikke meget

da jeg begyndte at mærke

at Gud måske alligevel ikke var helt død

og ikke bare fordi dette dengang

var meget til en side

der var også andre forhold

blandt andet at det overdrevne

i rygtet om Guds død

ikke ophævede samtlige tings intethed

og da slet ikke de tings

der mere eller mindre byggede på

at Gud var død

bygget frit i intetheden

for slet ikke at tale om

alt det der med magt

ville gøre sig selv til gud

og dermed berøve mig min frihed

så kunne jeg jo ikke bare gå stille

på min sidelinje

og betragte alle tingene med mild skepsis

til tider måtte jeg nærmest køre

i et pansret kanontog derude

det hjalp ganske vist stadig meget

at Gud ikke virkede helt død

og Kirkens liv er en stor og dejlig

sidelinje

men netop så stor

og bred i dybden

at alt det almindelige også er omfattet

spørgsmålet er bare hvordan

man kan også kalde det

sidelinjeparadokset

hvordan omfatte det almindelige

på en anden måde end den almindelige?

 

14.05.09

Foreløbig(?) kun sat på her.

 

 

*

 

 

Kosmos

 

Om dagen kan jeg se ud mellem skyerne

om natten op mellem stjernerne

men jeg kan altid se ind i mig selv

for hvert eneste atom derinde

er dannet i en stjerne

alt hvad jeg er

er en krusning

i Universets omdannelse til jern

fra Energiens begyndelse af

Begyndelsen med Intet bag sig

vi kan i hvert fald ikke komme længere tilbage

eller kan vi

hvis vi ikke vil sige Gud

hvad vi ikke skal her

for det har vi jo sagt

og det er blevet os sagt

men kan vi så ellers

når vi nøjes med

at se ud mellem skyerne

op mellem stjernerne

ind i os selv

holder os til det foreliggende

nogle prøver det vist

og man kan da også altid forestille sig

nogle evige muligheder og love

eller noget i den retning

det afgørende er dog

her

at jeg er denne krop

og at dens mindste dele har hver deres historie

fra den Begyndelse vi regner os tilbage til

og at jeg er en del af det hele nu

eller at alt det derude

på én gang er mit ophav og min forlængelse

min krop i videre forstand

for det må jeg sige

sådan må jeg føle

forud for alt andet

i hvert fald på en måde

for jeg har jo oplevet meget andet

og følt meget andet

inden jeg kom dertil

men jeg må alligevel begynde dér

på en måde

på et tidspunkt

for vel er livets mønster den betydning jeg lever i

og overfladen altid det øverste

men det hører med til betydningen

at jeg husker

hvad livskrusningen er krusning på overfladen af.

 

28.05.09

Er (foreløbig?) kun sat på her i dette kapitel 7.

 

 

*

 

 

Fysikken

 

Når jeg går ind i mig selv

kommer jeg til cellerne

først dem i min hjerne

alt er dér kemi og elektricitet

jeg ved i hvert fald ikke

hvordan det bliver til mig

kun at det er mig

der går ind i mig

og dér er altså cellerne

også alle de andre celler

samlet i organer

samlet i min krop

samlet til min krop

inde i cellerne er mange ting

der består af molekyler

der består af atomer

der består af

elektroner

protoner

neutroner

men for at se hvad det er

må jeg gå andre steder hen

og det er også holdt op at kunne ses

højst som spor i tåge- og boblekamre

og videre i ligninger

på papir tavler og skærme

til sidst er der kun ligningerne

og maskinerne bliver større og større

hele byers strømforbrug skal til

for de små dele skal jo knuses

når vi vil se hvad de består af

mon vi nogensinde kommer til bunds

det ville altid være noget

hvis vi kunne sige

at nu kan vi ikke komme længere

helt principielt

men under alle omstændigheder

fortaber det hele sig

i et utilgængeligt

ufatteligt

dyb

jeg tror det er Gud

allerdybest

men det er det jo også allerhøjest

så jeg holder mig til det der ligger

imellem

mellem det der begynder i min krop og min hjerne

og slutter et eller andet sted

i højenergimaskinerne og ligningerne

og som jeg er fælles med resten af Universet om

jeg kan måske ikke bruge dette til så meget endda

men jeg er nødt til at vide det

også i det hele taget

men under alle omstændigheder

for at komme til bunds

i min egen krop

så vidt muligt.

 

28.05.09

Er (foreløbig?) kun sat på her i dette kapitel 7.

 

 

*

 

 

Biologien

 

Jeg begynder med mig selv

og alle andre mennesker

men går ikke videre ud i det

her

for der er først min egen historie

min krops historie

lige netop min krop

begyndte som en zygote

som altså blev til mig

en enestående blanding af min far og min mor

og det er i sig selv en stor historie

med en stor nutid

hvor det alt sammen virker

og ikke bare i sig selv

men på mange måder også

både med og mod omgivelserne

og dette har også en historie bag sig

det kulturelle dna’s historie

som selvfølgelig også involverer

det biologiske dna’s videre historie

men her

vil jeg gå tilbage fra min zygote

selv om den jo i høj grad repeterede

det der var gået forud

inden den helt blev til mig

jeg vil gå helt tilbage

til Begyndelsen

hvor der kun var uorganiske molekyler

på Jorden

og de er jo altså

på en eller anden måde

blevet til organiske molekyler

der blev rigtig organiske

da de begyndte at udveksle stof

med omgivelserne

og at dele sig

så de blev til flere

formerede sig

hvordan det gik til ved ingen

endnu

men det skete i hvert fald

selv om heller ingen ved

om det var ved et mere eller mindre rent

tilfælde

eller om det var noget

der under alle omstændigheder

ville ske

under de og de betingelser

det er dog et spørgsmål

om der er den store forskel mellem

om det bare kunne ske

eller om det måtte ske

for selv når det bare kunne ske

har denne mulighed jo

ligget i Universet

ja i dettes eventuelle

mere eller mindre evige

baggrund

før Begyndelsen

og ligeledes i det videre forløb

for molekylerne formerede sig altså

og dannede efterhånden celler

som formerede sig

og formerede sig

og fik dna

og dannede kolonier

der efterhånden blev til små planter og dyr

nemlig efterhånden som dna’et ændrede sig

for det gjorde det

bare

fejl i koderne

måske opstået som netop

bare fejl

men også opstået som følge af

kemisk påvirkning

eller stråling

eller lignende

i alle tilfælde helt tilfældigt

siger man

men noget af det

har måske også ligget i

Mulighederne

hvad det måske også videre

har gjort

og gør

det afgørende er

her

at de første planter

fik alle de senere planter

som efterkommere

og de første dyr

alle de senere dyr

for vi kan jo se

at det faktisk er gået sådan

og det betyder

at jeg således ikke alene

er fælles med alt stoffet og al energien

om at være stof og energi

men også fælles med alt levende

om at være levende

så at det første levende molekyle

eller et af de første levende molekyler

er min stammoder

for fædrene kom først til

senere

jeg er i dette store fællesskab

om livet

om døden

om kampen

og om lidelsen

selv om lidelse jo bare er noget

jeg siger

fordi jeg synes det er lidelse

når det gør ondt

og når jeg er bange

og når jeg er ked af det

lidelsen

kender biologien jo ikke

heller ikke glæden og herligheden

alt det er

alt sammen

bare noget jeg siger

biologien kender i det hele taget

ikke noget

kan overhovedet ikke kende

alt foregår bare

finder sted

fordi det er muligt

eller måske nødvendigt

men vi er alligevel fælles

om alt dette

det er alt sammen også

min historie

og er hvert eneste øjeblik

det liv jeg er en del af

det er jeg nødt til at vide

inden jeg fortsætter

med at se og føle og sige

alt det der måske bare er noget

jeg

ser og føler og siger.

 

03.06.09

Er (foreløbig?) kun sat på her i dette kapitel 7.

 

 

*

 

 

Mennesket

 

Hvornår begyndte vi

vi havde jo allerede en stor fortid

de der var før os

var i hvert fald organiserede

i deres flokke

og de kunne meddele sig

til hinanden

men den første ild

det første redskab

og den første gang en af os

så skråt op

og tænkte ned mod sig selv

og den første gang en af os

tænkte

jeg er glad

eller

jeg er ked af det

og den første gang en af os

tænkte

det var forkert

det jeg her gjorde

videre er der

det første husdyr

var det mon en ulv

hundens forfader

så at geder og får

heste og køer

kom senere

eller måske andre dyr

høns for eksempel

og det første lille stykke jord

der blev dyrket

og endelig den første by

og den første stat

med skriften

begyndte historien

og vi var helt os

i hvert fald de af os

der udgør min historie

og så udfoldede det sig.

 

06.06.09

Er (foreløbig?) kun sat på her i dette kapitel 7.

 

 

*

 

 

Venter på opfyldelsens møde

 

Marken ligger omkring mig

som den altid har gjort

det tunge ler er vendt igen i år

og breder sig til siden mod dagens liv

men forude

i mine øjnes retning

blåner skovene mod himlens kant

lukker ubestemt for dette nu

og åbner ud mod alt.

 

Dybt fra mit indre

overhaler længslen mine skridt

med over synets hastighed

vil ud bag det åbnende lukke

til alt det som ikke er nu her

men hvis tomme form derinde

venter på opfyldelsens møde.

 

Kun min længsels blå hunger

og formens stædige venten

vidner om det derude

kommer så dybt nedefra

at der må være en forbindelse

måske sluttes den også snart

heroppe hen over marken.

 

26.09.09

Er også sat på undersiden "Litterære tekster".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kapitel 8

Andre egne tekster

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Kapitel 9

Stof

 

 

 

*  *  *

 

 

NOTER

 

 

 

*  *  *

 

 

 

FORKORTELSER

 

 

DUB = N.F.S. Grundtvig Dag- og Udtogsbøger" I-II. Ved Gustav Albeck. 1979.

GV = Bent Christensen "Omkring Grundtvigs Vidskab", disputats, 1998.

HO = Flemming Lundgrén-Nielsen "Det handlende Ord", disputats, 1980.