POETIK

 

Bent Christensen

 

 

Denne side er oprettet som den nye aktuelle poetik-side 24.11.12.

 

NÆRVÆRENDE UNDERSIDE ER NU KUN EN APPETITVÆKKER!

 

Oplysning indsat her 03.08.17

 

Mine litterære tekster (digte og aforismer) bliver nu (siden 2015) udgivet i bogform. Se listen nedenfor.

 

I øjeblikket arbejder jeg med tre bøger: Adam Mickiewicz: Odessasonetter eller Erotiske sonetter, oversat og udgivet af mig (forventes udgivet inden jul 2017). - Mit Dannevirke. Betragtninger om allehånde (forventes udgivet inden jul 2018). - Nye digte og aforismer (forventes også udgivet inden jul 2018).

 

Men da alt, hvad jeg udgiver nu og i resten af min tid, udgør én stor sammenhæng - med teologien og salmerne som noget helt særligt og helt overordnet (og det slaviske som en sideaktivitet) - vil jeg slutte denne "oplysning" med at vise, hvad jeg har udgivet af bøger indtil nu (eller planlægger at udgive). Og jeg vil gøre det ved at indsætte den planlagte første trykte side i Mit Dannevirke:

 

TIDLIGERE UDGIVELSER AF SAMME

FORFATTER:

 

På Gads Forlag:

 

Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832. - Licentiatafhandling (ph.d.) 1987.

 

Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement. - Disputats 1998.

 

På nærværende forlag som oversætter og udgiver:

 

Adam Mickiewicz: Krimsonetter. Oversat af Knud Berlin

og Bent Christensen, udg. af Bent Christensen. - 2015.

 

Adam Mickiewicz: Odessasonetter eller Erotiske sonetter. Oversat og udgivet af Bent Christensen. - 2017. *)

 

På nærværende forlag som forfatter:

 

Lollandsonetter. - 2015.

 

Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage. - 2015.

 

Digte og aforismer 1966-2016. - 2016.

 

Mit teologiske testamente. Dogmatik og betragtninger (2017).

 

PLANLAGTE UDGIVELSER PÅ NÆRVÆRENDE FORLAG:

 

Min poetik.

 

Nye digte og aforismer.

 

(* Jeg regner med, at denne nye Mickiewicz-udgivelse (som jeg for tiden også arbejder på stort set hver dag) når at udkomme inden julen 2017, så at den altså skal stå her, når Mit Dannevirke udgives et års tid senere.

 

Når Mit Dannevirke ikke er nævnt her skyldes det naturligvis, at det er den, disse oplysninger kommer til at stå i!

 

Jeg har selvfølgelig i tidens løb skrevet en lang række artikler af forskellig slags, og jeg vil her især pege på de efterhånden mange artikler på både dansk og polsk (og oversættelser af vers fra polsk), jeg har skrevet i det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski. Men det, jeg helt særligt ønsker at føje til ovenstående liste, er det ejendommelige efterslæt af min virksomhed som Grundtvig-forsker (1972-2002), der udgøres af nedenstående tre artikler i Grundtvig-Studier:

 

"Totaldigteren Grundtvig. En kommenteret forskningshistorisk oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter" (GS 2011).

 

"Fra Hamann til Fasc. 209.10. Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes samtidige" (GS 2012).

 

"Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61" (GS 2013).

 

Med denne "oplysning" (som i tilpasset form også er sat på nogle tilsvarende undersider) har jeg givet en forklaring på, hvorfor nærværende underside ikke længere bliver opdateret, og på, hvorfor jeg i det hele taget ikke længere er så aktiv her på min hjemmeside.

 

Jeg gør dog opmærksom på, at undersiden "Erindringer" stadig indeholder hele den foreliggende version af min selvbiografi, og at det først vil være om nogle år (om overhovedet), den bliver udgivet i bogform.

 

Følgende undersider bliver stadig opdateret, når der er nyt: "Om mig selv", "Erindringer - DAGBOG", "Det særligt danske", "Kirke og teologi", "Prædikener efter 11.05.03", "Internationalt", "Debat" og "POLSKI". - Flere af de undersider, der slet ikke eller meget sjældent vil blive opdateret, vil stadig kunne være af interesse for mine besøgende. Men de undersider, der svarer til allerede udgivne eller kommende bøger, må nu betragtes som appetitvækkere. - Se listen med samtlige undersider i menuen ude til venstre.

 

De, der måtte ønske at følge med i, hvad jeg laver, henvises helt særligt til "Erindringer - DAGBOG". Men man kan også besøge min Facebook-profil: https://www.facebook.com/bent.christensen.505

Her bliver der især slået ny digte eller oversættelser af digte op hver uge. For tiden er det salmer fra min ovenfor anførte salmesamling der hver lørdag sættes på som søndagens salme, men på et tidspunkt kommer der nok også i hvert fald et mindre antal nye salmer.

 

Se også min forlagsside (Forlaget Luskebakken) i Facebook:

https://www.facebook.com/forlagetluskebakken

 

-

 

HER ER, HVAD DET NÅEDE AT BLIVE TIL MED NÆRVÆRENDE UNDERSIDE

 

Senest opdateret 18.01.17: Og det er denne meddelelse: DER BLIVER IKKE SAT MERE IND PÅ DENNE UNDERSIDE! - FRA NU AF SAMLER JEG ALLE MINE POETIK- OG POETOLOGI-OPTEGNELSER I ET BOGMANUSKRIPT, SOM EFTER PLANEN VIL BLIVE UDGIVET EFTER "MIT DANNEVIRKE" (2018?), SOM SKAL FØLGE EFTER "MIT TEOLOGISKE TESTAMENTE" (forhåbentlig 2017). - Det er nødvendigt, at jeg først præsenterer mine teologiske tanker (inkl. gudstjeneste- og kirkesyn), dernæst mine "tanker om allehånde" (fra erkendelsesteori og videnskab til kultur og politik, men herunder også grundlaget for og begyndelsen til poetikken) og så til sidst mine poetikalske og poetologiske optegnelser. Det er rækkefølgen! - Hvornår "Nye digte og aforismer" udkommer (jf. "Digte og aforismer 1966-2016", som blev udgivet i begyndelsen af 2016), ved jeg ikke, men det bliver næppe i 2017, snarere 2018. - Mon jeg også når at få skrevet den poetik- og lyrikhistorie, der også allerede har en påbegyndt underside her? - Til yderligere orientering: Bortset fra mine bidrag til Grundtvig-forskningen (se undersiden "Grundtvig") er mine hidtidige udgivelser (på mit eget forlag Forlaget Luskebakken): Adam Mickiewicz: "Krimsonetter" (oversat af Knud Berlin og mig, udgivet af mig 2015), "Lollandsonetter" (2015), "Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage" (2015) og "Digte og aforismer 1966-2016" (2016).

 

SENESTE OPDATERING: En række oplysninger i tilknytning til ordet "Fortsættes" efter det sidste fragment (på det tidspunkt nr. 051). Disse oplysninger gælder mine aktuelle udgivelsesplaner og min aktuelle arbejdssituation, men også mine udgivelser m.m. siden 2015 (større artikler 2011-2013).

 

Den forrige poetik-underside hedder nu "Poetik før december 2012", og på den står desuden alt fra den nedlagte underside "Mit eksistens-rum eller mit total-digt" (som er nu er erstattet af den nye underside "Mit Totaldigt"). Denne side og den endnu ældre side "Poetik før oktober 2011" kan være af historisk interesse for særligt interesserede.

 

Se også undersiderne ”ERINDRINGER”, "MIT TOTALDIGT", ”LITTERÆRE TEKSTER” og ”MIN LYRIK- OG POETIKHISTORIE” samt de "historiske" sider med tidligere poetik-tekster "POETIK FØR OKTOBER 2011" og ”POETIK FØR DECEMBER 2012”.

 

 

-

 

 

POETIK

 

Teori, overvejelser og betragtninger på vejen fra teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og frem mod det enkelte digt

 

 

 

Motto-aforismer

 

1.

Poesi er livets udvidelse med andre midler.

 

2.

En digter er en, der ser ting, de andre ikke kan se, og viser dem dem.

 

 

 

INDHOLD PÅ DENNE UNDERSIDE

 

Ældst nederst – yngst øverst.

 

 

INDLEDNING

 

LIVSENGAGEMENT OG POESI. Nogle aktuelle perspektiver på Grundtvigs teologi om forholdet mellem det menneskelige og det kristelige med særligt henblik på poesien. - Præsteforeningens Blad 2012/10, 9. marts 2012.

 

LIVSENGAGEMENT OG POESI. En præsentation af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra udgående punkter på vejen mod en poetik. - (Utrykt version 01 af ovennævnte artikel).

 

POETIKKEN I NUMMEREREDE PUNKTER ("FRAGMENTER")

 

ANDRE TRYKTE POETIK-ARTIKLER

Ud over den indledende Præsteforeningens Blad-artikel fra 2012.

- IND PÅ MODERNITETENS TORV. Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om fremtidens fællesskab(er). - [Dansk Kirketidende 04.04.12].

- MØDET I DET ÅBNE LAND. Bemærkninger ind i diskussionen omkring vor redaktørs bog. - Dansk Kirketidende 9/2002

- IKKE VEDHÆFTNING, MEN HENVISNING. Litteraturen, poesien, er ikke en eksistens-åbner, som evangelieforkyndelsen skal vedhæftes, men en central del af det »kristeligt nødvendige livsengagement«, som evangelieforkyndelsen skal henvise til. - Præsteforeningens Blad 2002/3.

- LIVSPOETISK INDLEDNING. - Dansk Kirketidende nr. 14-15/2000 og 16/2000.

 

 

*  *  *     *  *  *

 

 

 

INDLEDNING

 

På nærværende underside begynder jeg her ved slutningen af året 2012 en helt ny fremstilling af den poetik, jeg har arbejdet på siden i hvert fald 1994/95. Om baggrunden og grundlaget for dette - og for hele projektet "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement" - kan man læse på undersiderne "Erindringer", "Kirke og teologi" og "Grundtvig". Tidligere versioner af nærværende underside kan læses på undersiderne "Poetik før oktober 2011" og ”Poetik før december 2012” (hvor man også kan læse teksten fra den oprindelige underside "Mit eksistens-rum eller Mit total-digt"). - De poetiktekster, jeg har fået trykt, har jeg dog også sat på allernederst på nærværende underside - med undtagelse af Præsteforeningens Blad-artiklen fra 2012, som indgår i denne indledning (lige her nedenfor). Dobbeltartiklen i Dansk Kirketidende nr. 14-15/2000 og 16/2000 bygger på overvejelser, der går tilbage til årene 1994/95, hvor jeg i hovedsagen var færdig med min disputats "Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement" (1998).

 

En bemærkning om min brug af ordet "jeg".

I en egentlig akademisk tekst vil ordet "jeg" som repræsenterende forfatteren enten slet ikke forekomme eller forekomme meget sjældent. Men i de fleste af de tekster, jeg skriver her på hjemmesiden, tager jeg ikke hensyn til denne konvention. For det første er det jo ikke noget, der har nogen reel betydning. De omskrivninger, man tyr til i de akademiske tekster er jo let gennemskuelige. Der kan dog ligge en vis "magi" i det, som i første omgang virker disciplinerende på forfatteren, og som i anden omgang kan hjælpe også læseren til at koncentrere sig om sagen. Så derfor følger jeg faktisk konventionen, når jeg skriver egentlig akademiske tekster. Men for det andet ligger det i allerede selve hjemmeside-mediet, at man føler sig næsten i stue sammen med læseren, hvilket indbyder til en mere fortrolig form. Og for det tredje er de fleste af de tekster, jeg sætter på her, noget andet end egentlige akademiske tekster. Såvel nærværende underside som de undersider, den hører sammen med, indgår i netop mit "storpoetiske" projekt, og når det i den grad er mit eget, jeg lægger frem, tillader jeg mig at bruge 1. person ental-stedordet. Og selv når jeg behandler andres ting, vil det som regel være som led i mit projekt, så at det, jeg siger om dem, er noget andet og mere personligt, end hvad der ville være tilfældet i fx en almindelig litteraturvidenskabelig tekst. Videre forholder det sig for det fjerde sådan, at der faktisk er en helt særlig sammenhæng mellem mit eget personlige liv og mit projekt. Endelig vil det for det femte være sådan, at når jeg i fx fragmenterne her på denne underside siger "jeg", betyder det ikke altid (uden videre bare) "Bent Christensen". I flere tilfælde ville der lige så godt kunne stå "man" eller "du" eller "subjektet" eller lignende. Jf. begrebet "det lyriske jeg", som jo heller ikke er identisk med forfatteren som privatperson.

 

Jeg vil, i hvert fald indtil videre, skrive selve poetikken her på siden i nummererede punkter, af mere eller mindre fragmentagtig karakter (jf. fx Friedrich Schlegel og Paul la Cour), dog altså således, at der ved nummeringen i det mindste tilstræbes en rimelig grad af systematik - idet jeg herved også bliver i stand til, løbende at opdatere og udvide teksten, ikke bare ved at skrive videre på den fra, hvor jeg er kommet til, men også ved at ændre og udvide de allerede skrevne punkter, flytte rundt på punkterne og oprette nye punkter mellem de allerede skrevne.

 

I fragmenterne går jeg temmelig direkte i gang med selve poetikken - idet jeg nøjes med en ultrakort opsummering af såvel min egen personlige baggrund og vej som den grundlæggende teologi og det på denne byggende "statholdermark-koncept". Det er derfor vigtigt, at man allerførst læser de to versioner af den artikel, hvis anden (øverst her lige nedenfor) version blev trykt i Præsteforeningens Blad 2012/10, 9. marts 2012. Den første, utrykte, version har titlen: "Livsengagement og poesi. En præsentation af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra udgående punkter på vejen mod en poetik". Og jeg henviser igen til undersiden "Kirke og teologi" (hvor man må lede lidt efter de, ofte ældre, relevante tekster) samt til undersiderne "Grundtvig", "Poetik før oktober 2011" og "Poetik før december 2012". Jeg henviser desuden til den nye underside "Mit Totaldigt", som skal ses på baggrund af min bestemmelse af Grundtvig som "kirkelig og folkelig totaldigter", idet der dog naturligvis er tale om mit eget forsøg i min egen tid på at arbejde i en sammenhæng, der er større end den i sædvanlig forstand litterære poesis. (Jeg henviser i denne forbindelse også til min artikel i Grundtvig-Studier 2011 (og på undersiden "Grundtvig"): "Totaldigteren Grundtvig. En kommenteret forskningshistorisk oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter").

 

Der vil naturligvis blive tale om en vis overlapning mellem betragtningerne på nærværende underside og dem på "Mit Totaldigt", men jeg vil bestræbe mig på, hovedsagelig at skrive de grundlæggende og fælles ting her på siden, hvor det jo så i øvrigt skal handle om selve digtene og produktionen af dem (inkl. vejen frem mod dem). Men mange af betragtningerne på undersiden "Mit Totaldigt" indgår naturligvis også i den fælles baggrund. Det bedste er altså, at man læser begge tekster. Det hele hører jo sammen, ja, det indgår alt sammen i Totaldigtet!

 

Mine egne forsøg med digte og andre litterære tekster vil man kunne se på undersiden "Litterære tekster". At der på denne underside også står den første store del af de salmer og salme-vers, jeg har skrevet siden søndag seksagesima 2010, skyldes, at de indgår i den særlige Facebook-sammenhæng, der blev tale om fra det tidspunkt, hvor jeg slog det allerførste "Dagens digt" op på min Facebook-væg (01.02.10). Den allerførste tekst, jeg slog op (dagen før), var i øvrigt den første af nærværende teksts to motto-aforismer. Også den anden har naturligvis været slået op på Facebook-væggen, og alle aforismer fra efter den tid (samt enkelte "fragmenter") står sammen med digtene på undersiden "Litterære tekster". Jeg henviser dog også til den særlige underside "Aforismer", hvor man tillige kan se mine aforismer fra før 2010.

 

De salmer, jeg har fået skrevet siden o. 1. februar 2010 (og nogle ganske få fra før den tid), regner jeg ikke for litterære tekster. De er gudstjeneste-tekster, liturgiske tekster, og kan kortest defineres som bønner. Hvilket naturligvis ikke betyder, at de ikke i mange så at sige tekniske henseender svarer til almindelige digte. Det er bare et hovedpunkt i min poetik, at salmerne ikke hører til i selve det af "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" og "statholdermark-konceptet" definerede poetiske centralfelt, og at "kristelige digte", der ikke er egentlige salmer, ligger ude ved den kirkedør, hvorfra man går ud til livsengagementet på statholder-marken, og skal ses som dele af "fromhedslivet" eller som mellemformer mellem teologien og den centrale, særlige og dermed autonome, kun i det dennesidige engagerede poesi. Men alt dette kan man se mere om på de andre nævnte undersider, i de straks herefter indsatte tekster og i især de første fragmenter.

 

TILFØJELSE 18.10.17: Jeg gentager her, hvad jeg i dag oplyste i meddelelsen allerøverst på denne side: Bortset fra mine bidrag til Grundtvig-forskningen (se undersiden "Grundtvig") er mine hidtidige udgivelser (på mit eget forlag Forlaget Luskebakken): Adam Mickiewicz: "Krimsonetter" (oversat af Knud Berlin og mig, udgivet af mig 2015), "Lollandsonetter" (2015) , "Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage" (2015) og "Digte og aforismer 1966-2016" (2016).

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Livsengagement og poesi

 

[Præsteforeningens Blad 2012/10, 9. marts 2012. - Står også på undersiden "Kirke og teologi". Jfr. er rettet til jf., og der er sat mellemrum foran f og ff efter sidetal. - En version 01 står her på undersiden lige under denne, sat på 09.03.11.]

 

Nogle aktuelle perspektiver på Grundtvigs teologi om forholdet mellem det menneskelige og det kristelige med særligt henblik på poesien [Min egen undertitel, som ikke var med i bladet]

 

Kan man drive poetik på Grundtvig? Bent Christensen forsøger at pejle sig ind på et digtningens frirum ved hjælp af begreber som natur, eksistens, virkelighed og temperament [Redaktørens "manchet"]

 

Af Bent Christensen

 

 

Det korteste og stærkeste eksempel på, hvad Grundtvig mente om forholdet mellem det menneskelige og det kristelige, er dette berømte vers fra ”Christenhedens Syvstjerne” (eller fra sangen ”Ingen har guldtårer fældet”):

 

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.

 

Her er det de meget vigtige Grundtvig‑begreber folk og fædreland, der specielt er blevet nævnt. Men det, der er selve anliggendet i denne strofe, gælder jo overhovedet alt, hvad der er indhold i vor tilværelse, alt, hvad der har betydning i vort liv.

 

Nogle vil høre dette som nærmest gudsbespottende. Hvordan kan nogen dog sige, at selve den kristne frelses-tale i sig selv er tom! Men man kan sammenligne det med, at den redningsslynge, der bliver sænket ned fra helikopteren til manden i havets store kolde bølger, jo også er tom. Hvilket ikke tager noget fra det store indhold, der ligger i, at helikopteren overhovedet kommer til stede - for slet ikke at tale om den redningsmand, der lader sig fire med ned til den nødstedte! Men også den betydning, der ligger i dette, bliver jo først fyldt helt ud, når det står klart, at den magt, der har sendt helikopteren, er den samme magt, som ligger under det liv, der bliver reddet. Frelsen kommer ikke fra en fjern, tilfældig og ukendt magt, men fra den Gud, der også er Skaberen. Derfor er det liv, vi lever uden for gudstjeneste, fromhedsliv og troslære (teologi), en del af vort forhold til vor frelses Gud, og derfor kan vi kun høre det fulde indhold i det, der lyder i gudstjenesten og teologien, når vi har denne betydnings-oplevelse med os.

 

Men selvfølgelig har den rene frelses-tale sin egen betydning. Der ligger unægtelig en stor åbenbaring af, hvem Gud er, i frelseshistorien! Og selve frelses-talen skal ikke fyldes op med ”hverdag”, så at Evangeliet mere eller mindre forsøges ekstraheret af hverdagslivet! Men så skal livs-oplevelsen eller livs-engagementet ude i livet mellem gudstjenesterne heller ikke overklistres med ”kristendom”. Man kan også sige det på den måde, at både gudstjenesten og livet mellem gudstjenesterne skal respekteres og opleves som det, de er, så at det hele ikke bliver rodet sammen i et halvfromt og halvflovt miskmask.

 

Man kan også tage et begreb som ”kulturåben kristendom”. Det er for lidt! For den kristne er engagementet i livet mellem gudstjenesterne noget meget større og dybere end ”kultur”. Og man kan tage ordet ”kunst”. Meget af det, der betegnes med ordene ”kultur” og ”kunst”, har gennem historien været det rene ”pynt og blær”, først hos fyrsterne, senere hos borgerskabet. Og siden Anden Verdenskrig har man i Velfærdsdanmark forsøgt at udbrede dette til hele befolkningen - som en demokratisering af overklassens kultur og dermed et højere velfærdsgode. Samtidig har ”kunst og kultur” mere eller mindre udtrykkeligt skullet fungere som en slags religionserstatning, eller i hvert fald som et afgørende middel i opdragelsen af befolkningen.

 

Selve ordet ”poesi” brugte Grundtvig kun af nød, og der er vist heller ikke nogen, der senere har fundet et ord til erstatning for det, der passer bedre ind i hele den livs-sammenhæng, der er tale om såvel hos Grundtvig selv som i forsøget på at foretage en aktuel udmøntning af arven og inspirationen fra ham. Også vi må altså fortsætte med at bruge ordet, idet vi ledsager det med definitioner. Et godt bud på en aktuel definition kunne - med henspillen på Clausewitz - være ”livets udvidelse med andre midler”. Og med denne definition står det klart, at selv om den "udfyldning", der bliver tale om i det følgende, først og sidst gælder menneskelivet overhovedet, sker der ikke noget brud, når man giver sig i kast med den særlige poetiske aktivitet. Og poesien spiller selvsagt en helt særlig rolle, når det gælder netop denne betydnings-udfyldning.

 

 

Livsengagementet og poesien på statholder-marken

 

I Dannevirke-artiklen "Om Mennesket i Verden" taler Grundtvig om menneskets ”statholderlige”, dvs. på den ene side ”tjenerlige” og på den anden side ”kongelige”, stilling mellem Gud og verden (Danne-Virke II 164 f). Og hvis man bygger lidt videre på dette, kan man se verden som en stor mark, hvor mennesket pdes. er totalt ansvarligt over for Gud og pdas. både kan og skal forholde sig frit til alt det, det er sat over. Ja, man kan - endnu videre udbygget - se hele verden eller hele den menneskelige eksistens’ sted som det område, den kristne kommer ud på, når han går ud af kirkedøren eller det teologiske studerekammers dør, hvilket betyder, at så er hele den mark, han skal ud og være konge over og engagere sig på, omgivet af Gud og kristendommen til alle sider - med tidens ende og Guds Rige som den yderste horisont.

 

Men så skal livsengagementet ellers finde sted ”uafvidende”. Det jo ligger i livsengagementets ”kristelige nødvendighed”, at der skal være tale om et helt frit og i og for sig forudsætningsløst forhold, en helt fri ”elskende og kendende forholden sig”, uden kristelig - eller anden, fx ideologisk - påklistring, og uden kristelig eller anden facitliste, for så vidt angår den erkendelse (i både vid og dyb forstand), der skal indholdsudfylde såvel den særlige kristne tale som gudsforholdet overhovedet. Når livsengagementet skal tjene som indholdsudfyldelse af den særlige kristne tale og af hele gudsforholdet, så er det altså virkeligheden, man skal engagere sig i; ellers får man jo ikke hentet noget nyt og sandt indhold ind.

 

Dette gælder i ganske særlig grad for poesiens vedkommende. Der både kan og skal selvfølgelig også skrives særlige kristne eller kristelige digte. De hører bare ikke til i det egentlige poetiske felt. De skal både skrives og læses i forlængelse af gudstjenesten og teologien og altså ses som dele af det, man kalder fromhedslivet. Men der er selvfølgelig ingen, der helt kan glemme sin tro eller livsanskuelse. Enhver kristen vil naturligvis mærke kristendommens lys ude på sin livsmark.

 

Trods Faldet er der så megen ”skabthedskvalitet” i verden, at der er meget, man i praksis kan forholde sig ”elskende” til. Det er i hvert fald muligt at konstatere så megen ”ontologisk rangorden” (Løgstrup), at man dels kan erkende skabthedskvaliteten midt i hele forvirringen, dels kan lade sin ”elskende forholden sig” få karakter af en skelnen mellem det, der ligger højt, og det, der ligger lavt i den ontologiske rangorden. At der her også bliver tale om en særlig forudforståelse i forhold til den kristne frelses-tale, kan lige nævnes. Men det afgørende i nærværende sammenhæng er, hvad man kan kalde ”herlighedsteologien”, nemlig for så vidt som der pdes. er tale om forholdet til de trods alt foreliggende dele af skaberværkets oprindelige herlighed, pdas. er tale om en udfyldning af det kristne herligheds-håb.

 

Det her præsenterede koncept peger først og fremmest i retning af centrallyrisk symbolisme og modernisme eller tilsvarende. Men der vil jo i alle tilfælde, også i fx de mest ”formelle”, tekstcentrerede digte, være tale om en form for liv. Og omvendt vil man med selv det mest livs-poetiske og centrallyriske udgangspunkt opdage, at når det kommer til det konkrete digt, begynder dette i en eller anden grad at leve sit eget liv. Ja, digtet og dets tilblivelsesproces har sit eget sted i hele det poetiske eksistensforhold, så at det ikke bare er i henholdsvis subjektet og objektet eller i det simple ”møde” mellem disse, eksistensens grund manifesterer sig, men også, og på en helt særlig måde, i dette ”digtets sted”. Det eneste, der ikke er tilladt, er, at digtet - eller overhovedet den litterære poesi - kommer til at fungere som en slags pseudoreligion.

 

For den kristne digter betyder det her skitserede koncept en total frihed inden for de rammer, statholdermark-billedet viser. Men denne frihed er naturligvis ikke kun en frihed i forhold til kristendommen. Den er også en frihed i forhold til enhver anden livsanskuelse. Og heri ligger et stort potentiale med henblik på en kritik af store dele af den litterære tradition tilbage fra romantikken af. At enhver naturligvis kan gøre, hvad han vil, siger sig selv. Spørgsmålet her er kun, i hvilken grad fx et digt er et udtryk for en ren forholden sig til eksistensen og virkeligheden.

 

Det er i denne forbindelse påfaldende, at medens selve Grundtvigs teologi klart kan bruges som grundlag for den poetiske udvidelse af det kristne livsengagement, er hans egen digtning ikke egnet som forbillede. Dette er der formodentlig mange der vil - mindst - studse over. Men det er naturligvis på ingen måde et udtryk for en nedvurdering af Grundtvigs digtning! Det er bare en konstatering af, at hele Grundtvigs forfatterskab, ja, hele hans liv, kan betragtes som én stor historisk-poetisk og kristelig-dansk sammenfletning af især Danmarks og den danske folke-menigheds historie og Grundtvigs eget liv. Jf. titlen på Flemming Lundgreen-Nielsens litterære Grundtvig-disputats: "Det handlende ord", eller min egen betegnelse af Grundtvig som "kirkelig og folkelig total-digter". Sagt på en anden måde: Grundtvig var ikke digter i samme forstand som Oehlenschläger, og han ligger et andet sted og bevæger sig i en anden dimension, end hvad der er tale om i denne artikels sammenhæng. I øvrigt er enhver form for efterabning jo særdeles ugrundtvigsk, også selv om det skulle gælde Grundtvig selv. Så hvis man i dag vil foretage en udmøntning af arven fra ham, er det virkelig det helt rigtige, at man selvfølgelig kender Grundtvig som den, han var - og forsat er i sine skrifter og sin store virkningshistorie - men så ellers stiller sig ud på marken og begynder helt forfra. Hvad der i øvrigt ligger, og ikke ligger, i "helt forfra" vil fremgå af det følgende.

 

 

De første punkter på vejen til en poetik

 

Der er mange måder, man kan digte på, hvis man vil stille sig ud på "statholder-marken" og prøve at lave poesi. Men den måde, hvis første skridt nu skal skitseres, er nok en af de mest nærliggende.

 

Man stiller sig altså simpelt hen ud på verdens eller tilværelsens eller eksistensens mark og begynder at se sig om, idet man holder sin livsfølelses og livslængsels tomme skål frem for at se, hvordan den kan blive fyldt med virkeligheds-indhold.

 

Og man kunne tro, at når bare man har en poetisk følelse og trang, vil der før eller siden ske noget, faktisk af sig selv. Men det viser sig, at uden teori bliver man også poetisk blind. Uden teori kan man længe gå - eller bare stå! - og stirre ud i faktisk en hvid tåge. Der kommer ikke noget ud af, bare at føle og se. Og selv om der godt kan skrives digte, som i og for sig er ren tydning, skal der også et minimum af ”forholden sig” til. Man kommer i den forbindelse ikke uden om det subjektive. Digtningen er virkelig ”naturen”, ja, ”virkeligheden” eller ”eksistensen” set af eller gennem et ”temperament”, en person, et subjekt. Den subjektive tilgang er en af måderne, hvorpå man kan få den hvide tåge til at opløse sig og give plads for struktur og mønstre.

 

Men uanset hvor meget man siger, man vil begynde helt forfra, er der jo aldrig tale om et møde mellem et helt tomt subjekt og en helt øde mark. Både subjektet og marken har en historie. Og hvad marken angår, ligger alt, hvad der er til, jo på den, også efter at man har besluttet sig til at "begynde helt forfra". Det, der er tale om, er selvfølgelig, at man skal begynde at betragte alt, hvad der foreligger, på en helt ny måde, idet man lader alt, hvad der virkelig er noget, godtgøre sin virkelighed og betydning på ny.

 

Og digter-subjektet er jo også fra selv den allermest nye begyndelse af en person med en historie bag sig, det ”livs-rør”, som udgøres af hans vej gennem rum-tiden, og hvis vægge udgør hans berøring med virkeligheden indtil nu, den virkelighed, som også er den store fælles historie. Og dette livs-rør munder ud i hans punkt på statholder-marken. Det er som hele denne person og med hele denne erfaring og viden, han ikke bare ser på virkeligheden omkring sig, men også forholder sig til den.

 

Men dertil kommer, at digteren er nødt til at operere med forestillingen om, at virkeligheden omkring ham og han selv bunder i den samme fælles grund. Og selv om det egentlig er ”forbudt” at sige det, ligger det jo i hele "statholdermark-konceptet", at den kristne digter tror, det er selve skabelses-grunden eller Logos-Kristus. Forholdet kan i øvrigt også forstås helt naturalistisk. Rent naturvidenskabeligt set bunder alting jo også i det samme.

 

Hermed er der lagt op til en symbolisme i den forstand, at når digteren ser et motiv, sker det i en omfattende og dyb vekselvirkning med den måde, den fælles grund manifesterer sig på inde i ham selv. Men det, det gælder om, er at få set dybere og mere omfattende på den foreliggende virkelighed, hverken mere eller mindre. Der skal ikke være tale om et forsøg på transcendering af den foreliggende virkelighed. Der kan så være tale om en ren dybde-sening af et enkelt motiv, hvor motivet bliver ligesom et halvgennemsigtigt spejl, som dels spejler, hvad digteren har inde i sig selv (fra den fælles grund), dels lader ham se dybere ned eller ind i motivet. Men der kan også være tale om en mere kompliceret proces, hvori forskellige virkelighedsdele indgår i en krydspejling eller krydsbelysning.

 

”Mødet” er et helt centralt begreb i denne poetik, nemlig mødet mellem den helt nøgne og tomme eller diffuse livsfølelse, og så virkeligheden udenfor, så at der kan ske en ud- eller opfyldelse og strukturering af livsfølelsen.

 

Man kan begynde i det rent kosmiske. Men man kommer ikke langt med den rene forholden sig til resten af det fysiske Kosmos. Man bliver nødt til at operere med, hvad der kan betegnes som henholdsvis Eksistensen og eksistensen. Ved Eksistensen med stort skal forstås hele den totale virkelighed, som er langt større, end hvad fysikken kan beskrive, og som man især oplever ved selve det at leve sit liv. Og ved eksistensen med lille skal forstås den enkelte persons del af Eksistensen. Alt - både inde i og uden for digteren selv - er omfattet af hans eksistens som person, på den måde, at det er inden for sin eksistens’ rum (som del af Eksistensens rum), han oplever alting og forholder sig til alting.

 

Alligevel ligger det helt bogstavelig talt lige for at begynde med forholdet til den ikke-menneskelige omverden. Men det er klart, at selv den mest centrallyriske digter, i selv den mest subjektive forholden sig til ikke-menneskelige naturmotiver, ved selve det at være i gang med at skrive et digt, optræder på i princippet hele menneskeslægtens vegne og henvendt til i princippet hele menneskeheden, ligesom det er klart, at det allerede i selve det netop skitserede eksistens-koncept først og fremmest er den fælles menneskelige eksistens, der er tale om. Hvortil kommer, at den natur, hvilket først og fremmest vil sige det landskab, man her i Danmark er omgivet af, er et menneskeskabt kulturlandskab, der meget stærkt vidner om den menneskelige aktivitet og den menneskelige historie.

 

Men de andre mennesker er man forbundet med på helt andre og helt anderledes nære måder, og det gælder lige fra de allermindste menneskelige delmotiver af og op til de allerstørste historiske forhold. Hvor der i forholdet til den ikke-menneskelige natur kun er tale om en fælles grund, er der i forholdet til ens medmennesker også, ja, først og fremmest, tale om et ”horisontalt” fællesskab oppe i det plan, hvor vi lever vort liv; man er på en helt anden måde inde i et fælles livs-rum. Men det er stadig livsfølelsesudfyldningen og livsudvidelsen, der er det afgørende. Så de menneskelige motiver spiller alligevel en rolle, der svarer ret meget til den rolle, de ikke-menneskelige motiver spiller.

 

De her opregnede punkter repræsenterer naturligvis kun de første skridt på vejen fra teologi til poesi. Fortsættelsen er den videre udbygning af den egentlige poetik og poetologi - for slet ikke at tale om selve digtene og de andre tekster.

 

___________________________________________

 

BILLEDTEKSTER:

 

Ved billedet af forfatteren:

Dr. theol., pastor emeritus Bent Christensen, Holeby. Cand. mag. i dansk/russisk.

 

Ved et stort flot fotografi af mark, skov og himmel med stjerne (sol?)

Men uanset, hvor meget man siger, man vil begynde helt forfra, er der jo aldrig tale om et møde mellem et helt tomt subjekt og en helt øde mark. - BC-kommentar her: Måske er himlen en morgen- eller aftenhimmel med en sollignende stjerne i øverste venstre hjørne. I så fald kan billedet ses som et billede af "statholdermarken" (det kristeligt nødvendige livsengagements sted) i Kristus-stjernesolens lys.

 

Ved en gengivelse af Marc Chagalls billede "Den hvide korsfæstelse"

Men dertil kommer, at digteren er nødt til at operere med forestillingen om, at virkeligheden omkring ham og han selv bunder i den samme fælles grund. Og selv om det egentlig er ”forbudt” at sige det, ligger det jo i hele "statholdermark-konceptet", at den kristne digter tror, det er selve skabelses-grunden eller Logos-Kristus. - BC-kommentar her: Som det fremgår af den sidste sætning her, er den Kristus, jeg (egentlig mod principperne i min poetik!) sigter til, Kristus-Ordet (Logos) i Johannesevangeliets Prolog (Johs 1,1-3) og den Kristus, om hvem det i den "nikænske" trosbekendelse hedder: "ved hvem alt er skabt" (jf. også 1. Kor 8,6; Kol 1,16 f; Hebr 1,2). Og det er jo ikke lige det, Chagall viser i sit billede. Men det er dog et billede, der viser noget om Kristus og verden.

 

NOTE (her på undersiden) til Chagall-billedet:

 

Nedenstående er fra et sted på Internettet. Men beskrivelsen og fortolkningen af billedet er formodentlig ganske mainstream, ja, ser ud som et klip fra et "almindeligt" sted. For alle tilfældes skyld har jeg lavet en lille ekstra note med et link:

 

I 1938 malede Chagall et billede der hed 'Den hvide korsfæstelse'. Billedet er hvidt som var det henlagt til et russisk vinterlandskab. Vi ser forfærdede mennesker og flygtende mennesker. Men også revolutionære med røde faner - og brændende huse og synagoger. Det er uden tvivl inspireret af de dengang aktuelle trusler mod jøderne. Men helt dominerende er den korsfæstede Kristus med et jødisk sjal om underlivet. Og med en bred hvid lysstråle fra oven. Hellen Lassen har gjort opmærksom på at dette indstrømmende hvide lys giver plads for opstandelseshåbet, og dermed giver det billedet en dimension som ellers ikke er karakteristisk for Chagalls Kristusbilleder.

 

Jeg har kigget lidt på den pågældende hjemmeside ("Jernesalt") og læst lidt om redaktøren og hans "system". Og jeg mener altså, at ovenstående beskrivelse og fortolkning af billedet er rimelig nok. LINK:

http://www.jernesalt.dk/chagall.asp

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Livsengagement og poesi (utrykt version 01)

 

En præsentation af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra udgående punkter på vejen mod en poetik

 

[Dette er en tidligere version (sat på her 09.03.11.) af ovenstående Præsteforeningens Blad-artikel (09.03.12). - Står også på undersiderne "Kirke og teologi", "POETIK før oktober 2011" og "Mit eksistens-rum". - Der er i denne version blandt andet nogle henvisninger til såvel mine egne som andres skrifter.]

 

 

Det teologiske grundlag for det koncept, jeg her præsenterer, er den ”teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement”, jeg har fundet - og fundet bekræftelse på - hos Grundtvig og har skrevet om i ”Fra drøm til program” (1987) og ”Omkring Grundtvigs Vidskab” (1998), idet der naturligvis har været tale om en vekselvirkning med hele min pastorale erfaring og mit teologiske studium i øvrigt, fx af Walther Zimmerlis bog ”Die Weltlichkeit des Alten Testaments” (1971). Og der har i alt dette vist sig en sammenhæng, gående begge veje, mellem denne teologi, og så kirke- og gudstjeneste-synet, nemlig i den forstand, at det i hvert fald ofte er sådan, at hvis man har en dårlig forståelse af det dennesidige livsengagements betydning, så har man nok også et dårligt kirke- og gudstjenestesyn, og omvendt. Jeg ser en nøje sammenhæng mellem det syn på livsengagementet, jeg præsenterer her, og så min insisteren på, at Folkekirken skal forstås som de døbtes legemlige fællesskab og gudstjenesten som re‑præsenteret frelseshistorie og dramatisk-dialogisk samvær med Gud. Man kan læse meget mere om alt dette på undersiderne ”Grundtvig”, ”Poetik”, "Mit eksistens-rum" og andre steder på nærværende side.

 

Hvordan skal vi kristne forstå forholdet mellem det særligt kristne, og så menneskelivet overhovedet? Og hvordan skal vi forstå menneskelivet hos vore ikke-kristne medmennesker og vort forhold til dem? Disse spørgsmål fandt jeg nogle meget vigtige svar på, da jeg i 1972 først læste Kaj Thanings mindre Grundtvig-bog ”For menneskelivets skyld” (udk. 1971) og dernæst selve disputatsen ”Menneske først” (1963). Og jo så hos Grundtvig selv. Hvad Grundtvig og poesien angår, kan jeg ud over, hvad jeg selv har nået at få skrevet, især henvise til Helge Toldberg, Flemming Lundgreen-Nielsen og Poul Borum.

 

Når jeg helt kort skal vise, hvad der ligger i ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”, anfører jeg som oftest det berømte vers fra ”Christenhedens Syvstjerne” (eller fra sangen ”Ingen har guldtårer fældet”):

 

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.

 

Her er det de meget vigtige Grundtvig‑begreber folk og fædreland, der specielt er blevet nævnt. Men det, der er selve anliggendet i denne strofe, gælder jo overhovedet alt, hvad der er indhold i vor tilværelse, alt, hvad der har betydning i vort liv.

 

Nogle hører det som ligefrem gudsbespottende, når det bliver sagt, at selve den kristne frelses-tale i sig selv er tom. Men man kan sammenligne det med, at den redningsslynge, der bliver sænket ned fra helikopteren til manden i havets store kolde bølger, jo også er tom. Hvilket ikke tager noget fra det store indhold, der ligger i, at helikopteren overhovedet kommer til stede - for slet ikke at tale om den redningsmand, der lader sig fire med ned til den nødstedte! Men også den betydning, der ligger i dette, bliver jo først fyldt helt ud, når det står klart, at den magt, der har sendt helikopteren, er den samme magt, som ligger under det liv, der bliver reddet. Frelsen kommer ikke fra en fjern, tilfældig og ukendt magt, men fra den Gud, der også er Skaberen. Derfor er det liv, vi lever uden for gudstjeneste, fromhedsliv og troslære (teologi), en del af vort forhold til vor frelses Gud, og derfor kan vi kun høre det fulde indhold i det, der lyder i gudstjenesten og teologien, når vi har denne betydnings-oplevelse med os.

 

Men selvfølgelig har den rene frelses-tale sin egen betydning. Der ligger unægtelig en stor åbenbaring af, hvem Gud er, i frelseshistorien! Og selve frelses-talen skal ikke fyldes op med ”hverdag”, så at Evangeliet mere eller mindre forsøges ekstraheret af hverdagslivet! Men så skal livs-oplevelsen eller livs-engagementet ude i livet mellem gudstjenesterne heller ikke overklistres med ”kristendom”. Det er en hovedpointe i ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”, at såvel gudstjenesten som livet mellem gudstjenesterne bliver respekteret og oplevet som det, de er, så det hele ikke bliver rodet sammen i et halvfromt og halvflovt miskmask.

 

Begrebet ”kulturåben kristendom” er heller ikke så godt. For den kristne er engagementet i livet mellem gudstjenesterne noget meget større og dybere end ”kultur”. Det samme gælder ordet ”kunst”. Meget af det, der betegnes med ordene ”kultur” og ”kunst”, har gennem historien været det rene ”pynt og blær”, først hos fyrsterne, senere hos borgerskabet. Og siden Anden Verdenskrig har man i Velfærdsdanmark forsøgt at udbrede dette til hele befolkningen, idet der også har været tale om ”kunst og kultur” som henholdsvis et højere velfærdsgode og en slags religionserstatning, eller i hvert fald som et afgørende middel i opdragelsen af befolkningen. At de kunstnere, der har været taget i tjeneste af fyrsterne, borgerskabet og velfærdssamfundet, i mange tilfælde har ydet noget langt dybere, er en anden sag.

 

Selv ordet ”poesi” bruger jeg som Grundtvig også kun af nød, fordi heller ikke jeg har kunnet finde en erstatning for det. Men jeg kan da godt citere en af mine aforismer (fra undersiden ”Aforismer”), hvor jeg - med henspillen på Clausewitz - bestemmer poesien som ”livets udvidelse med andre midler”.

 

 

Poetikken fra statholdermark-punktet af

 

Den nærmere udmøntning af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement foretager jeg i, hvad jeg kalder ”statholdermark-konceptet”, som dermed også bliver udgangspunktet for, hvad jeg forstår ved poetikken. Dette koncept bygger på Grundtvigs tale i Dannevirke-artiklen "Om Mennesket i Verden" om menneskets ”statholderlige”, dvs. på den ene side ”tjenerlige” og på den anden side ”kongelige”, stilling mellem Gud og verden (Danne-Virke II 164 f). Men i mit koncept ses ”statholder-marken” som i første omgang hele verden eller nærmere betegnet hele den menneskelige eksistens’ sted, hvilket igen vil sige hele det område, den kristne kommer ud på, når han går ud af kirkedøren eller studerekammerdøren. Og så har han alt det, der er foregået inde bag disse døre, bag sig, hvilket betyder, at så er hele den mark, han skal ud og være konge over og engagere sig på, omgivet af Gud og kristendommen til alle sider - med tidens ende og Guds Rige som den yderste horisont.

 

Og så skal livsengagementet ellers finde sted ”uafvidende”. Det ligger jo i livsengagementets ”kristelige nødvendighed”, at der skal være tale om et helt frit og i og for sig forudsætningsløst forhold, en helt fri ”elskende og kendende forholden sig”, uden kristelig - eller anden, fx ideologisk - påklistring, og uden kristelig eller anden facitliste, for så vidt angår den erkendelse (i både vid og dyb forstand), der skal indholdsudfylde såvel den særlige kristne tale som gudsforholdet overhovedet.

 

Jeg forudsætter, at der trods Faldet er så megen ”skabthedskvalitet” i verden, at der er meget, man i praksis kan forholde sig ”elskende” til, og at det i hvert fald er muligt at konstatere så megen ”ontologisk rangorden” (Løgstrup), at man dels kan erkende skabthedskvaliteten midt i hele forvirringen, dels kan lade sin ”elskende forholden sig” få karakter af en skelnen mellem det, der ligger højt, og det, der ligger lavt i den ontologiske rangorden, om det så skal være med direkte kamp til følge. At der her også bliver tale om en særlig forudforståelse i forhold til den kristne frelses-tale, nævner jeg kun lige. Der er på sin vis megen ”herlighedsteologi” i dette, nemlig for så vidt som der også er tale om en udfyldning af herligheds-håbet.

 

Jeg siger ikke, at man ikke må skrive særlige kristne digte. Jeg siger bare, at de ikke hører til i det egentlige poetiske felt, men i stedet skal skrives og læses i forlængelse af gudstjenesten og teologien og altså ses som dele af det, man kalder fromhedslivet. Men der er selvfølgelig ingen, der helt kan glemme sin tro eller livsanskuelse. Jeg mærker da også selv kristendommens lys ude på min mark. Det afgørende er, at man bestræber sig på at gå til virkeligheden, som den foreligger. Når livsengagementet skal tjene som indholdsudfyldelse af den særlige kristne tale og af hele gudsforholdet, så er det altså virkeligheden, man skal engagere sig i; ellers får man jo ikke hentet noget nyt indhold ind.

 

Det her præsenterede koncept peger først og fremmest i retning af centrallyrisk symbolisme og modernisme eller tilsvarende. Men der vil jo i alle tilfælde, også de mest ”formelle”, tekstcentrerede, være tale om en form for liv. Og selv med det mest livs-poetiske og centrallyriske udgangspunkt vil man opdage, at når det kommer til det konkrete digt, begynder dette i en eller anden grad at leve sit eget liv. Ja, digtet og dets tilblivelsesproces har sit eget sted i hele det poetiske eksistensforhold, så at det ikke bare er i henholdsvis subjektet og objektet eller i det simple ”møde” mellem disse, eksistensens grund manifesterer sig, men også, og på en helt særlig måde i dette ”digtets sted”. Det eneste, der ikke er tilladt, er, at digtet - eller overhovedet den litterære poesi - kommer til at fungere som en slags pseudoreligion

 

På vandringen over statholder-marken frem mod poesien gælder det, at alt, hvad der er noget, må godtgøre sin virkelighed og betydning på ny. Og man kunne tro, at når bare man har en poetisk følelse og trang, vil der før eller siden ske noget, faktisk af sig selv. Men det viser sig, at uden teori bliver man også poetisk blind. Uden teori kan man længe gå - eller bare stå! - og stirre ud i faktisk en hvid tåge. Der kommer ikke noget ud af, bare at føle og se. Og selv om der godt kan skrives digte, som i og for sig er ren tydning, skal der også et minimum af ”forholden sig” til. Man kommer i den forbindelse ikke uden om det subjektive. Digtningen er virkelig ”naturen”, ja, ”virkeligheden” eller ”eksistensen” set af eller gennem et ”temperament”, en person, et subjekt. Den subjektive tilgang er en af måderne, hvorpå man kan få den hvide tåge til at opløse sig og give plads for struktur og mønstre.

 

Den teori, jeg nu har fået udviklet, og som udgør det i hvert fald nødvendige grundlag, er sådan set såre enkel. Den går ud på, at jeg er en person med en historie bag mig, det ”livs-rør”, som udgøres af min vej gennem rum-tiden, og hvis vægge udgør min berøring med virkeligheden indtil nu. Og dette livs-rør munder lige nu ud i mit punkt på statholder-marken. Det er som hele denne person, jeg ikke bare ser på virkeligheden omkring mig, men også forholder mig til den.

 

Men dertil kommer, at jeg er nødt til at operere med forestillingen om, at virkeligheden omkring mig og jeg selv bunder i den samme fælles grund. Og selv om det egentlig er ”forbudt” at sige det, ved jeg jo, eller tror jeg, at det er selve skabelses-grunden eller Logos-Kristus. Jeg må bare ikke sige det, og under ingen omstændigheder presse det ned over min poetiske aktivitet eller bruge det som facitliste. Forholdet kan i øvrigt også forstås helt naturalistisk. Rent naturvidenskabeligt set bunder alting jo også i det samme.

 

Hermed er der lagt op til en symbolisme i den forstand, at når jeg ser et motiv, sker det i en omfattende og dyb vekselvirkning med den måde, den fælles grund manifesterer sig på inde i mig selv. Men det, det gælder om, er at få set dybere og mere omfattende på den foreliggende virkelighed, hverken mere eller mindre. Der skal ikke være tale om et forsøg på transcendering af den foreliggende virkelighed. Der kan så være tale om en ren dybde-sening af et enkelt motiv, hvor motivet bliver ligesom et halvgennemsigtigt spejl, som dels spejler, hvad jeg har inde i mig selv (fra den fælles grund), dels lader mig se dybere ned eller ind i motivet. Men der kan også være tale om en mere kompliceret proces, hvori forskellige virkelighedsdele indgår i en krydspejling eller krydsbelysning.

 

Et helt særligt spørgsmål er, hvordan Grundtvig kan bruges som forbillede. Og her må man for det første sige, at enhver form for efterabning jo er særdeles ugrundtvigsk - også selv om det skulle gælde Grundtvig selv. Men for det andet er Grundtvig jo, hvad jeg kalder ”kirkelig og folkelig totaldigter”, hvilket betyder, at han har været digter på en både bredere og snævrere måde, end hvad jeg her taler om. Som teolog er Grundtvig et stort forbillede, men som digter er han det hovedsagelig, for så vidt som hans digtning ikke er ”kultur”, men ”liv”, og for så vidt som han er netop ”totaldigter” - om end altså på sin egen helt særlige, også i meget høj grad tidsbestemte måde. Men der kan på selv det mest moderne og minimalistiske grundlag godt kan ske en mere eller mindre udtrykkelig sammenfletning af digterens eget liv og den øvrige virkelighed. Den poetiske bestræbelse kan på mange forskellige måder være en stor personlig livs-proces, hvor man under sin fremrykning over marken udfolder sit eget og indoptager de ting, man møder på sin vej. Og hvis det bliver gjort på den rigtige måde, kan resultatet blive langt mere almengyldigt, end hvad der ofte er tilfældet, når digteren alligevel bare bevæger sig rundt i sit eget hjemmelavede univers.

 

”Mødet” er et helt centralt begreb i min poetik, nemlig mødet mellem den helt nøgne og tomme eller diffuse livsfølelse, og så virkeligheden udenfor, så at der kan ske en ud- eller opfyldelse og strukturering af livsfølelsen.

 

Man kan begynde i det rent kosmiske. Men man kommer ikke langt med den rene forholden sig til resten af det fysiske Kosmos. Man bliver nødt til at operere med, hvad jeg betegner som henholdsvis Eksistensen og eksistensen. Ved Eksistensen med stort forstår jeg hele den totale virkelighed, som er langt større, end hvad fysikken kan beskrive, og som jeg især oplever ved selve det at leve mit liv. Og ved eksistensen med lille forstår jeg min personlige del af Eksistensen. Alt - både inde i og uden for mig selv - er omfattet af min eksistens som person, på den måde, at det er inden for min eksistens’ rum, jeg oplever alting og forholder mig til alting.

 

Inden for et i grunden og i sit centrum centrallyrisk koncept, ligger det helt bogstavelig talt lige for at begynde med forholdet til den ikke-menneskelige omverden. Men det er klart, at selv den mest centrallyriske digter, i selv den mest subjektive forholden sig til i og for sig ikke-menneskelige naturmotiver, ved selve det at være i gang med at skrive et digt, optræder på i princippet hele menneskeslægtens vegne og henvendt til i princippet hele menneskeheden, ligesom det er klart, at det allerede i selve det netop skitserede eksistens-koncept først og fremmest er den fælles menneskelige eksistens, der er tale om. Hvortil kommer, at den natur, hvilket først og fremmest vil sige det landskab, der her i Danmark er tale om, er et menneskeskabt kulturlandskab, der meget stærkt vidner om den menneskelige aktivitet og den menneskelige historie.

 

Men de andre mennesker er man forbundet med på helt andre og helt anderledes nære måder, og det gælder lige fra de allermindste menneskelige delmotiver af og op til de allerstørste historiske forhold. Hvor der i forholdet til den ikke-menneskelige natur kun er tale om en fælles grund, er der i forholdet til ens medmennesker også, ja, først og fremmest, tale om et ”horisontalt” fællesskab oppe i det plan, hvor vi lever vort liv; man er på en helt anden måde inde i et fælles livs-rum. Men det er stadig livsfølelsesudfyldningen og livsudvidelsen, der er det afgørende. Så de menneskelige motiver spiller alligevel en rolle, der svarer ret meget til den rolle, de ikke-menneskelige motiver spiller.

 

Her slutter denne skitsering af de første skridt på vejen fra ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement” og frem mod poesien. Den videre udvikling af en poetik og poetologi er jeg allerede i gang med, og den vil fortsat blive præsenteret både her og der, ligesom jeg allerede er i gang med en produktion af de digte og andre tekster, som kommer til at indgå i den storstruktur, jeg betegner som mit "Totaldigt". Hvortil kommer den litteraturhistoriske side af mit samlede projekt (undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie").

 

Mine digte, aforismer og fragmenter vil fortsat blive sat såvel på undersiden "Litterære tekster" som på min Facebook-væg.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

POETIKKEN I NUMMEREREDE PUNKTER ("FRAGMENTER")

 

Som angivet i overskriften er den fælles, forsigtige betegnelse for nedenstående tekst "nummererede punkter". Ordet "fragmenter" er sat i parentes. Det skyldes, at mange af punkterne lige så godt kunne have været afsnit i en almindelig poetik-tekst, men at der dog også er en del af disse punkter, der genremæssigt svarer til fx Friedrich Schlegels og Paul la Cours. Når jeg har valgt denne måde at fremstille min poetik på, skyldes det den måde, jeg - ikke mindst på grund af min alder (født 1943!) - nu er nødt til at arbejde må, nemlig med flere tekster i gang på samme tid, dels digte, aforismer og salmer, dels undersiden "Mit Totaldigt" og andre tekster, hvoraf nogle også er dele af Totaldigtet eller dog af mit samlede projekt. Teksten vil blive skrevet og sat på løbende, og der vil hele tiden kunne blive sat nye punkter ind mellem dem, der allerede er sat på, ligesom der vil kunne blive byttet om på rækkefølgen. Og de enkelte punkter vil også kunne blive revideret løbende. For at gøre det lettere at orientere sig i teksten vil jeg prøve at markere de vigtigste ord i punkterne med fed. Når jeg har givet de enkelte afsnit numre, er det imidlertid for at kunne lave krydshenvisninger til dem, og det betyder, at der helst ikke skal laves om på numrene. Jeg vil altså så vidt muligt lade alle afsnit beholde deres oprindelige numre og give nye indsatte afsnit "undernumre", fx 033.01. Hvis det viser sig nødvendigt at slette eller flytte et oprindeligt afsnit, må jeg nok i mange tilfælde lade dets "tomme" nummer blive stående med en henvisning til det nye nummer. Sådan vil det blive, indtil jeg evt. finder en bedre løsning.

 

At fremstillingen af min poetik kommer til at ske på denne måde punkt-vis, hvor altså hvert punkt i høj grad kommer til at stå som en selvstændig lille tekst, kommer også til at medføre en del gentagelser. Men det må man bære over med. Det er også ment som en venlighed mod læserne, at hvert enkelt punkt skal kunne læses for sig. Dette gælder ikke mindst de læsere, der via en søgning på Nettet kommer ind i et bestemt punkt og altså i ikke (i hvert fald ikke i første omgang) har læst det hele fra begyndelsen af.

 

-

 

000.01 - Poesi er livets udvidelse med andre midler. - Dagens Facebook-aforisme, 31.01.10, den første tekst, der blev slået op på min "væg", efter at jeg var kommet i Facebook. - Denne aforisme er nu også denne undersides motto-aforisme 1.

000.02 - Poesien skal ikke være noget, der går i stedet for det almindelige, levede liv, men en udvidelse og forlængelse af det - som også virker tilbage igen.

001. - Nærværende poetik har to udgangspunkter eller et dobbelt grundlag, nemlig for det første min egen situation i 1961 og for det andet den "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", jeg dels er nået frem til i min egen udvikling som præst og teolog, dels har udvundet gennem min Grundtvig-forskning i årene 1972 til 2002.

002. - Om min egen situation i 1961 - og min egen udvikling derfra - kan man læse på undersiden "Erindringer" og på flere af de andre ovenfor nævnte undersider. Og der er selvfølgelig elementer i hele dette forløb og hele denne sammenhæng, der er af en så ikke bare personlig, men også helt privat karakter, at jeg af hensyn til såvel læserne som mig selv ikke vil komme ind på dem. Når jeg alligevel ser mig nødsaget til at inddrage min egen person og mit eget livsforløb mere i denne poetik, end måske flere af mine læsere vil finde rimeligt, er det, fordi jeg dels har set mig stående ret alene over for såvel den aktuelle som den hidtidige kultur, dels helt fra begyndelsen af (1961) har stræbt efter noget, der var både andet og mere og andet og mindre, end hvad man sædvanligvis forstår ved kultur og litteratur. Jeg har af flere grunde set mig nødsaget til at begynde faktisk helt forfra, nemlig i et nihilistisk tomrum, som jeg følte ikke bare gjaldt mig selv, men også hele kulturen. Og så har jeg jo allerede i denne henseende i høj grad måttet lave tingene selv. Men dertil kommer, at det også ligger i min natur at sætte min egen person ind. Ikke for at udbrede mig selv og mit eget. Det har tværtimod vist sig, at der ikke er så meget at udbrede! Men fordi dette er den eneste måde, jeg kan forholde mig til virkeligheden på - i et åbent møde med den. Og denne ejendommelighed er på en mærkelig måde blevet styrket ved mit studium af Grundtvig og mit discipelforhold til ham - selv om der jo er tale om store forskelle, ikke bare i selve formatet.

003. - Den "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", som er det teologiske grundlag for min poetik, er skitseret i de to artikler øverst på denne side og mere udførligt behandlet på flere af de andre undersider, herunder "Kirke og teologi" og "Grundtvig" (samt jo i mine to Grundtvig-bøger "Fra drøm til program" og "Omkring Grundtvigs Vidskab"). Men den består helt kort sagt deri, at allerede selve ordet "Gud" er tomt, hvis det ikke forstås som "himlens og jordens Skaber" og således som "indholdsudfyldt" af alt, hvad der er til, hele Kosmos med alt, hvad der er deri, herunder mig og alle andre mennesker gennem hele menneskeslægtens historie. Den foreliggende tilværelse er ganske vist mærket af Syndefaldet (uanset hvilket forestillinger man i øvrigt gør sig om det). Men der er mange elementer af skabelsens herlighed tilbage, og hvad Faldets virkninger angår, er det et langt stykke muligt at se en "ontologisk rangorden" i den foreliggende virkelighed, eller rettere en skrigende modsætning mellem det, der er, som det skal være, og det, der er mærket af kræfter, der bare vil dræbe, ødelægge og pervertere. Herved bliver erkendelsen af den foreliggende virkelighed også i denne negative forstand en del af forudforståelsen for den særlige frelseshistorie. Men den afgørende forudforståelse består i, at oplevelsen og erkendelsen af den foreliggende virkelighed som (trods alt) Guds skaberværk giver en positiv indholdsudfyldelse af hele den særlige frelseshistoriske tale, hele teologien, hele gudstjenesten, hele den særlige frelseshistoriske tale om, hvordan Gud har bekræftet og vedkendt sig sit skaberværk, rejst et håb for det og til sidst vil genløse det til evig herlighed i sit Rige. Og derfra - og dermed - bliver den kristne sendt ud i den således forståede verden igen, for at livet dér, og dette livs verden, skal være den dimension og det stof, hvori gudsforholdet udspiller sig. Hvis gudsforholdet kun udspiller sig i den særlige frelseshistoriske, gudstjenstlige og teologiske dimension, bliver der tale om en eller anden form for "hobbykristendom", altså et kristenliv, der leves ved siden af livet i øvrigt. Det er alt dette, der er tale om i "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement". - Jeg kan her også henvise til de allerførste ord i indledningen til "Fra drøm til program": "Den overordnede eksistentielle baggrund for nærværende arbejde har været ønsket om en afklaring af spørgsmålet om værdien og betydningen af menneskelivet her i verden mellem skabelse/syndefald og genløsning. Spørgsmålet er dels, i hvilken grad og på hvilken måde livet her og nu i kristendommens lys kommer til at fremtræde med en 'saglig egenværdi', dels, hvilken betydning engagementet i livet her og nu har for gudsforholdet og gudsrigesforventningen".

004.01. - Det livsengagementets sted, jeg bliver sendt ud på fra såvel gudstjenesterummets kirkedør som det teologiske studerekammers dør, kalder jeg "statholder-marken" (se nærmere i de to artikler ovenfor og på flere af de andre undersider). Statholder-marken er den verdens mark eller det eksistensens sted, som har kristendommen bag sig og omkring sig og Guds Rige foran sig som sin yderste horisont, men hvor livsengagementet ellers sker "uafvidende", uden overklistring med kristendom og uden kristelig facitliste (for slet ikke at tale om andre former for ideologisk eller (pseudo)religiøs overklistring og facitliste). Denne i sig selv autonome, frie forholden sig til virkeligheden er jo nødvendig, hvis den betydningsudfyldning, teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement kræver, skal opnås.

004.02. - Det kristne indgår ikke i min almindelige digtning, men det ligger omkring det hele og sætter det frit.

004.03. - I øvrigt kan det kristne strengt taget ikke indgå i noget. - Men i praksis kan det jo godt, fx i en roman eller en film, hvor noget kristent og/eller nogle kristne klart indgår som en del af eller et element i handlingen og hele det billede, der overhovedet tegnes. Og det kristne og de kristne er selvfølgelig sociologisk og politisk set en del af samfundet, en særlig størrelse i samfundet. - Dette ligger imidlertid på en helt anden led end det, der er tale om i fragment 004.02.

005. - Det, teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement kræver, er livsengagementet overhovedet, med selve den helt elementære "livs-levelse" som det første og grundlæggende. Ja, det kan ikke understreges kraftigt nok, at det er i denne helt elementære og direkte "levelse", selve gudsforholdet primært og konkret finder sted. Det gør det fra fødslen af, og det gør det, uanset om den kristne tro kommer til eller ej. Jamen er troen og gudstjenesten og fordybelsen i troslæren og "kristenlivet" da ikke vigtigere end selve det elementært levede liv? Det er et forkert spørgsmål. Det er jo det samme som at spørge, om ikke frelsen er vigtigere end det, der frelses. Frelsen er kun vigtig, når der er noget at frelse og noget, der bliver frelst. Og i øvrigt ligger det jo i hele teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og i hele statholdermark-konceptet, at den kristnes livsengagement er omgivet af kristendom til alle sider. Det afgørende i det, der er tale om her, er derfor, at det særligt kristne som sådant ikke må træde i stedet for den kristnes engagement ude i selve det levede liv eller rent ud sagt blive noget i retning af en slags særlig form for hobby. (Jeg er senere blevet opmærksom på, at P.G. Lindhardt vist har brugt ordet "hobbykristendom" om dette). Derfor tager det, jeg her har understreget, heller ikke noget fra, at forholdet til Gud selvfølgelig også, ja, på en helt særlig og helt særlig direkte og inderlig, personlig måde, finder sted i gudstjenesten og de andre her ovenfor nævnte ting. Som jeg har udtrykt det i den indledende artikel: "Der ligger unægtelig en stor åbenbaring af, hvem Gud er, i frelseshistorien!". I hvilken forbindelse jeg understregede, at så skal selve frelses-talen heller ikke fyldes op med ”hverdag” (hvad mange præster jo gør i deres prædikener). - Men nu videre: I "engagement" ligger også såvel en almindelig fordybelse som et element af "refleksion". Den enkelte kristne kan altså for så vidt godt nøjes med at leve sit liv helt elementært mellem gudstjenesterne - og på baggrund af et minimum af troslære og "fromhedsliv". Men selv det mest elementære menneskeliv vil jo på en eller anden måde (om end nok så indirekte og gennem nok så mange formidlingsled) være præget af kulturen og dermed af poesien. Det, jeg siger i aforismen om poesien som "livets udvidelse med andre midler", gælder altså begge veje. Der er ingen skarp grænse mellem pdes. den allermest elementære livsfordybelse og -refleksion og pdas. den særlige udvidelse og forlængelse, som udgøres af poesien i både meget vid og helt speciel forstand. Derfor har mit samlede hovedprojekts arbejdstitel da også i mange år været "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". Og det er den samme forståelse, der ligger bag min - også på Grundtvig henspillende - betegnelse af i hvert fald store dele af projektet som "Mit Totaldigt". Det er klart, at det, jeg siger her, svarer til hele både Grundtvigs og mit eget "kultursyn" overhovedet. Jf. Grundtvigs begreb "folkelig livsoplysning". Det er meget vigtigt, at "kulturen" og kunsten, herunder poesien, ikke bliver set som noget, der først er "elitært" og derefter skal "demokratiseres", men som noget, der indgår i hele den store fælles, folkelige, om man vil, livssammenhæng. Så kan, med et Grundtvig-udtryk citeret efter hukommelsen, "enhver tage, som han nemmer". - Men herefter vil jeg her i denne tekst så vidt muligt koncentrere mig om "den særlige poetik" og lade behandlingen af de "totalpoetiske" forhold og sammenhænge finde sted på undersiden "Mit Totaldigt". Overlapninger vil dog ikke kunne undgås, så meget desto mere, som "den særlige poetik" og selve digtene og evt. andre litterære tekster jo er dele af Totaldigtet.

005.01 - 27.11.13: Måske kan forholdene på statholdermarken bedst forklares ud fra, hvad Paulus sagde i sin tale på Areopagos i Athen: "thi i ham lever og røres og er vi" (ApG 17,28 a). Således lød det i 1948-oversættelsen. I 1992-oversættelsen lyder det: "For i ham lever vi, ånder vi og er vi". Jeg vil ikke her gå ind i en diskussion om de to oversættelser i deres forhold til den græske original, men nøjes med at sige, at 1948 er den, jeg mener klarest og stærkest udtrykker det, det drejer sig om her. Selv om der jo ikke er nogen særlig forskel i betydningen. Det afgørende er nemlig, at kristeligt set (og jo, jf. Areopagos-sammenhængen, også set inden for andre former for gudstro) er det liv, vi lever her i verden, på forhånd og som sådant et liv i Gud. Man kan måske kalde dette pan-en-teisme, altså (verden er i Gud, men Gud er mere end den fysiske verden) - i modsætning til pan-teisme (Gud er i alt, eller Gud er identisk med verden). Men jeg mener - som Paulus på Areopagos - at det, der er tale om her, slet og ret ligger i den sande te-isme som sådan. - Nogle vil nu sige, at jeg med disse teologiske betragtninger forsynder mig mod princippet om autonomien på statholdermarken. Men det gør jeg ikke. Tværtimod. Statholdermark-konceptet er jo et kristent teologisk koncept. Det ligger i det, at den statholdermark, hvorpå livsengagementet skal udfolde sig "uafvidende", er omgivet af "kristendom" (eller hvad man nu vil sige) på alle sider. Og så ligger det også i det, at vi mennesker i hele vort liv på denne statholdermark "lever og røres og er" i Gud. Hvilket så igen er den kristelige begrundelse for autonomien. Og for selve livs-levelsens primat. Det er netop, fordi vi i selve vort liv som sådant "lever og røres og er" i Gud, der ikke skal klistres kristendom (eller noget andet) over livsengagementet i den forstand, hvorpå der er tale om det her. Og det er også derfor, der allerede i selve livs-levelsen er tale om en erkendelse af Gud - der ikke kan erstattes af den særlige frelses-åbenbaring, men som tværtimod skal "indholdsudfylde" denne. Og de andre former for erkendelse er i forhold til selve den elementære eller primære livs-levelse for særlige "udvidelser" at regne. - Den autonomi på statholdermarken, der forbyder kristelig påklistring og kristelig facitliste, er altså dybt teologisk begrundet i selve det lever-og-røres-og-er-forhold, Paulus talte om på Areopagos. - Jeg vil ikke her komme ind på det forhold, at verden og hele vort liv er den faldne verden og det faldne liv. Ikke på anden måde, end at det jo også skal erkendes uden påklistring og facitliste. - At man som kristen ikke kan forholde sig totalt "uafvidende" ude på den jo altså også totalt kristeligt definerede statholdermark, er en helt tredje sag. Lyset fra det Evangelium, man har hørt, kan jo ikke undgå at lyse over det hele. Men der er forskel på dette lys, og så overklistring og facitliste. Og man lever selvfølgelig sit liv mellem søndagene som et kristent menneskeliv. Men det er noget andet. - Man kan sige, at det ligger i den sande forståelse af det kristne menneskeliv, at en hel del aktiviteter og måder at forholde sig på skal ske "uafvidende" i den forstand, der her er tale om. Men det gør ikke noget, at der fx kan være digte, der kommer til at bære præg af at være skrevet af en kristen digter. Det afgørende er, at der inde på det centrale poetiske felt skal være tale om en måde at forholde sig på, og at se og skrive på, der i væsentlig grad lader virkeligheden manifestere sig, som den faktisk er. - Mon dette nu snart kan siges klarere?

006. - Den poetiske proces begynder med, at jeg står i mit punkt på statholder-marken. - Hvad "statholder-marken" angår, kan jeg her citere følgende fra den i indledningen indsatte artikel "Livsengagement og poesi": "I Dannevirke-artiklen 'Om Mennesket i Verden' taler Grundtvig om menneskets 'statholderlige', dvs. på den ene side 'tjenerlige' og på den anden side 'kongelige', stilling mellem Gud og verden (Danne-Virke II 164 f). Og hvis man bygger lidt videre på dette, kan man se verden som en stor mark, hvor mennesket pdes. er totalt ansvarligt over for Gud og pdas. både kan og skal forholde sig frit til alt det, det er sat over. Ja, man kan - endnu videre udbygget - se hele verden eller hele den menneskelige eksistens' sted som det område, den kristne kommer ud på, når han går ud af kirkedøren eller det teologiske studerekammers dør, hvilket betyder, at så er hele den mark, han skal ud og være konge over og engagere sig på, omgivet af Gud og kristendommen til alle sider - med tidens ende og Guds Rige som den yderste horisont". Men jeg henviser også til de mange steder på de andre undersider, hvor "statholdermark-konceptet" bliver udfoldet. - Mit punkt på statholder-marken er i og for sig et helt udstrækningsløst punkt på en på sin vis tom - eller endnu diffust tåget - mark. Og dér står jeg allerførst med kun mig selv og med min, også diffuse, livsfølelse og med min længsels tomme skål i hånden. Min udgangssituation er på sin vis nihilistisk. Biografisk set helt nihilistisk, men principielt "kulturnihilistisk", nemlig i den forstand, at selve den kristne tros overvindelse af den store nihilisme ikke, og da slet ikke uden videre, ophæver den kulturelle nihilisme. Der ligger også en stor kulturkritik i kristendommen. Det afgørende er her, at allerede den (kultur)nihilistiske baggrund, tilsiger, at der i princippet skal begyndes forfra med alting. Men det ligger jo også på en helt positiv måde i "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", at der skal begyndes helt forfra, så at alt selv må godtgøre sin virkelighed og betydning på ny.

007 = 007.01. - Det første, der viser sig, som jeg står på mit sted på "statholder-marken" er, at denne eksistensens mark, livsengagementets sted, jo ikke er tom. Uanset al teoretisk nihilisme og i øvrigt al anden teori er Kosmos til og omkring mig i al sin virkelighed. Jeg er altså - i hvert fald i udgangspunktet - helt naivrealistisk. Og det gælder, såvel for så vidt angår mig selv som person og subjekt, som for så vidt angår hele Kosmos i øvrigt. I denne realisme ligger også, at Kosmos, inklusive hele menneskeslægten og mig selv, uanset alle menneske-teorier i grunden er, hvad det altid har været, så at der altså i grunden og principielt kun er én virkelighed. - Jeg forholder mig altså kritisk og skeptisk til hele den modernistiske og post-modernistiske skepsis over for såvel subjektet (Jeg'et, personen) som objektet (omverdenen, virkeligheden omkring os). Og jeg betragter den naivrealistiske hverdagserfarings forrang som en kendsgerning, det er umuligt at komme bag om eller stille sig uden for. Alle forsøg i den retning er udtryk for overmod, ja, jeg ser en klar sammenhæng mellem den erkendelsesteoretiske ydmyghed, jeg gør mig til talsmand for, og så den kristelige ydmyghed overhovedet. Og omvendt! Noget helt andet er, hvad man fra sit ydmyge punkt i Eksistensen videre kan udvikle på områderne erkendelsesteori og videnskab. Men alt dette kommer jeg ind på flere andre steder, blandt andet i mine digte og i "Min lyrik- og poetikhistorie", ligesom der også kan komme betragtninger over disse forhold som særlige tekster på undersiden "Mit Totaldigt". - TILFØJELSE 18.01.17: Jeg kan nu også henvise til mine "betragtninger om allehånde" i bogen Mit Dannevirke, som efter planen gerne skulle nå at blive udgivet senest inden udgangen af 2018.

007.02. Subjektet og Kosmos. - Skrevet i februar 2014 som det første af en række fragmenter til temaet fra det kosmiske til det menneskelige og videre til det menneskelige i det poetiske. - Men af en eller anden grund først sat ind her 10.01.15! Måske bør det (dvs. alle fragmenterne 007.02-007.08) underkastes en færdigredigering, men foreløbig har jeg kun læst dem igennem og foretaget, hvad der måtte have været af helt umiddelbart nødvendige rettelser. - Hovedformålet med dette fragment er at få bestemt det (fælles) menneskeliges betydning, såvel overhovedet og i poetikken overhovedet som med særligt henblik på det enkelte digt. Jeg minder også her om, at fragmenterne eller "punkterne" her på siden, dels kan være poetikalske "fragmenter" i den klassiske betydning (Schlegel, la Cour) eller ligefrem være rene aforismer, dels kan være mere almindelige tekster, der kunne have været (og måske kan blive) afsnit i en egentlig poetik. Det sidste gælder i meget høj grad dette og de følgende punkter. Overvejelserne her er af en meget grundlæggende karakter. Men jeg har fundet det nødvendigt at få bestemt det (fælles) menneskeliges plads og betydning helt fra grunden af - men altså også frem til det konkrete digt. - Af flere grunde er jeg tilbøjelig til at begynde med mig selv i Kosmos. Altså for det første med mig selv som person (se også videre i pkt. 007.03) og for det andet med denne min jeg-person i det fysiske kosmos (Universet) (og dernæst i den ikke-menneskelige biosfære), men altså sådan set uden hensyn til de andre mennesker. (Læsere, der er kommet indirekte ind i dette underpunkt, henvises til de indledende tekster og punkter, hvori der gøres rede for "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" og det derpå byggende og det derfra udviklede "statholdermark-koncept"). - Jeg begynder altså for så vidt strengt fysikalistisk med at se mig selv som en del af det rent fysiske Univers. Jeg tænker i første omgang ikke nærmere over, hvad jeg selv er (som person, der ser og tænker på denne måde), men ser udad og nedad, udad mod hele det fysiske univers og nedad mod atomerne og videre ned. I første omgang er det afgørende for mig at forstå mig selv og mit legeme som del af det fysiske univers, eller med Løgstrup at se Universet som min omgivelse og mit ophav. Og selv om der jo her også er tale om en simpel naturvidenskabelig (fysisk og biologisk) grundforståelse og grundorientering, ligger der også det mere i det, at det er vigtigt for mig at være bevidst om de helt grundlæggende sammenhænge, der her er tale om, så at jeg ikke alene forstår mig selv som en del af Kosmos, men også forstår Universet som mit eget legemes forlængelse. Og denne forståelse kan også ses som begyndelsen til noget, der i hvert fald minder om en panteisme. (At denne forståelse også er en nødvendig del af den kristne skabelsestro, ja, også genløsningstro (klassisk teisme eller pan-enteisme), ligger i hele "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", men skal ifølge "statholdermark-konceptet" ikke være eksplicit med i selve de poetikalske overvejelser). Poetikalsk og poetologisk/poetisk betyder dette, at overvejelserne og digtene i første omgang kommer til at dreje sig om det lyriske Jeg's forhold til Kosmos og til sig selv som biologisk organisme som del af Universet. Hvad Jeg'et (personen, subjektet) er, kommer jeg i denne første omgang ikke nærmere, end at der så at sige er tale om, at en del af Universet ligesom er rejst op i forhold til resten, så at Universet, repræsenteret ved denne oprejste del, betragter sig selv og forholder sig til sig selv. I det enkelte konkrete digt ses der (og forholdes der sig) altså udad og indad og nedad i denne rent fysiske eller fysikalistiske sammenhæng, idet biologien og mit menneskelegemes fysiologi ses som i grunden noget fysisk. Og selv om der jo allerede fra begyndelsen af (se pkt. 007.03) ligger meget mere end fysik i det, når et menneskeligt subjekt betragter og forholder sig, kan der komme gode og vigtige digte ud dette. Nogle af de digte, eller dog forsøg på digte, jeg har skrevet indtil nu, viser, hvad der kan komme ud af det. (Se undersiden "Litterære tekster"(Se undersiden "Litterære tekster - 18.01.17: men nu især min i 2016 udgivne samling Digte og aforismer 1966-2016). Men selv om dén kosmiske betragtning, følelse og forholden sig, der her er tale om, både kan, vil og skal følge med over i den videre poetik og de andre digte, indser man også hurtigt, at der allerede fra allerførste begyndelse er andet og mere i det end ren fysik (og fysisk forstået biologi). Når et menneske, en person, betragter og forholder sig til det rent fysiske, er det, der finder sted, jo altid, også i det allermest "reducerede" tilfælde, fyldt med menneskelighed. Selv når jeg til det yderste anstrenger mig for at se mig selv som en del af Universet, der betragter resten, har jeg jo for det første hele min gennem evolutionen opsamlede genetiske "erfaring" med mig og for det andet hele det kulturelle input, jeg har fået på min vej gennem rum-tiden, altså gennem mit "livsrørs" vægge. Så selv når jeg prøver at forholde mig lyrisk til de fjerneste stjerner og de dybeste subatomare lag eller de mest fundamentale biokemiske processer, vil der altid være meget menneskeligt i det. Det er jo som menneske, jeg allerede betragter, men navnlig forholder mig. - Når jeg betoner dette, er det, fordi, det, jeg egentlig er på vej mod i dette underpunkt, er det (fælles) menneskeliges plads i poesien, vel at mærke i mit forsøg på at komme videre fra en måde at digte på, der i vidt omfang har den ikke-menneskelige natur som motiv. Det rent kosmiske skulle altså være skalaens ene yderpunkt. Men det rent kosmiske findes ikke i poesien. - Noget helt særligt er det forhold, at der i hvert fald her i Danmark stort set ikke findes ren natur. Det gælder for både det åbne landskab og skoven, at det er gennemformet af danskerne gennem årtusinder og dermed, som det foreligger, er fyldt med "det menneskelige"! Der er ikke mindst megen "historie" i både landskabet og skoven. Men den kulturelle formning af landskabet og skoven viser også i det hele taget meget om det menneskelige.

 

007.03. Jeg er mig, altså er jeg. Om det menneskelige subjekt, den menneskelige person. - Se i 007.02! - Netop når man prøver at begynde allermest kosmisk-fysikalistisk, opdager man, i hvor høj grad man er en person. Jeg gør i hvert fald. Og jeg må i denne forbindelse sige, ja, altså gentage, at det ikke (kun) er den særlige selvcentrerethed, der måske er karakteristisk for mig, der får mig til at tale så meget om min(e) personlige erfaring(er). Det er noget helt grundlæggende i mit syn på erkendelsen, at jeg ikke alene hævder den naivrealistiske hverdagserfarings absolutte forrang, men også, og som udgangspunktet for det hele, ser oplevelsen og erfaringen af mig selv som mig, som den person, der er mig, som en ubestridelig kendsgerning. Grundtvig har i en af sine dannevirkeafhandlinger sagt noget i retning af, at når nogen siger: "Jeg benægter, at der findes sådan noget som den menneskelige person", så modbeviser allerede denne sætnings første ord (men jo også hele det, at han overhovedet siger noget, hele situationen) denne påstand. Jeg har derfor aldrig forstået dem, der har problemer med deres person, med sig selv som subjekt. Jeg har prøvet at tvivle på alt, men aldrig på, at jeg var mig, altså på, at jeg var en person, et subjekt. Ja, jo længere nede i nihilismens mørke tomhed jeg har været, jo voldsommere har mit Jeg protesteret mod, at alt skulle være intet. Og jeg har vel at mærke ikke i disse faser skyndt mig at sige, at så var der nok også dækning bag ordet Gud. (Jeg må sige "dækning bag ordet Gud" eller tilsvarende, for jeg hverken kan eller vil sige "Gud er til" eller "Gud findes". Jeg siger med (vist) Dietrich Bonhoeffer: "Einen Gott, den es gibt, gibt es nicht" (en Gud, der findes, findes ikke, eller nok bedre: en Gud, der findes, kan der ikke være tale om). Det bedste udtryk for, hvad ordet Gud betyder, har vi i 2. Mos 3,14 (Moses ved den brændende tornebusk), hvor Gud besvarer Moses' spørgsmål om, hvem han skal sige til israelitterne har sendt ham, således: "Jeg er den, jeg er! (...) Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer". Uanset hvilke forestillinger man gør sig med hensyn til, hvordan dette er kommet ind i forfatterens tanker, er der her tale om et af de mest afgørende punkter i menneskeslægtens historie. Det er det første udtryk for et virkeligt gudsbegreb (det fattige ord, man må bruge). Men dette var en teologisk parentes, og der skal ikke være teologi i poetikken, som teologien kun skal være bag og omkring (statholdermark-konceptet). Det afgørende her i poetikken er, at jeg insisterer på, at subjektet, den menneskelige person er en kendsgerning, i det mindste i den helt umiddelbare måde, jeg oplever virkeligheden på. Og jeg insisterer altså på, at både dette og hele den naivrealistiske oplevelse og erfaring af virkeligheden har forrang for alt, hvad der ellers kan være af erkendelsesteori. Jeg siger ikke, at der ikke kan være, ja, er meget mere erkendelsesteoretisk at sige, men jeg peger på, at det menneskelige subjekt aldrig kan stille sig uden for den grundlæggende situation, det er i i den helt umiddelbare oplevelse og erfaring. Tilsvarende ligger det i dette, at omverdenen også er virkelig, og at den måde, man naivrealistisk oplever og erfarer den på, går forud for alt, hvad der ellers kan siges af erkendelsesteoretisk art. - Jeg siger også, at allerede for den mest reducerede fysikalistiske betragtning, ja, netop for denne betragtning, ligger det i det, at det menneskelige subjekt og omverdenen bunder i det samme. - Men her i disse punkter er det ikke dette (som også er behandlet andre steder), det gælder, men subjektets, den enkelte persons (og dermed det lyriske Jeg's) forhold til de andre, det fælles menneskelige, lige fra hele menneskeslægten af og ned til de allermindste mellemmenneskelige (interpersonale) forhold. - TILFØJELSE 18.01.17: Jeg er bidragyder til den i 2016 udgivne debatbog 'Jeg' er fandme til! (i kølvandet på Marianne Stidsens disputats Den ny mimesis (2015), nemlig med nogle "Betragtninger fra en til dels konservativ sidelinje". Den oprindelige, uforkortede tekst står på undersiden "Debat".

 

007.04. Fra det menneskelige i betragtningen af det ikke-menneskelige til det menneskelige i den poetiske betragtning. - Se i 007.02! - Det menneskelige er altså, selvfølgelig, til stede i alt, hvad et menneske foretager sig, også i det mest naturorienterede digt. Det interessante i den poetikalske og poetologiske sammenhæng er imidlertid, hvordan dette nærmere skal forstås og komme til at vise sig. - Når der virkelig er tale om, at den rene natur er det eneste motiv for et digt, kommer det menneskelige udelukkende til at ligge hos digteren selv og i digtet. Det mest direkte er, at naturen (Kosmos, den uberørte jordiske natur, herunder biosfæren) betragtes som menneskets, digteren, det lyriske Jeg's omgivelse og ophav (udvidede legmelighed). Det næste er, at et eller flere naturmotiver bliver brugt som rene, dvs. egentlig vilkårlige, symboler. I disse tilfælde er der ikke nogen særlig sammenhæng mellem natur og menneske. Men hvis den ikke-menneskelige natur ses som bundende i og udgående fra den samme grund som mennesket (eller omvendt), bliver der, eller kan der blive, tale om, at naturmotiverne bliver symboler i en større og dybere forstand, nemlig i den forstand, at symbolerne, som det er blevet sagt, participerer i det, de symboliserer. Så bliver naturen ikke set som bare ophavet til og udvidelsen af den menneskelige legemlighed, men som en manifestation af den dybe grund, også menneskelivet er en manifestation af. Og dette siger jeg ikke som teologi - hvad jeg jo også gør, bare ikke her. Også, ja, ikke mindst, for en rent fysisk betragtning er den ikke-menneskelige naturs genstande og fænomener og menneskelivet jo manifestationer af, hvad hele Kosmos allerdybest bunder i - hvad det så er, og hvad det vil sige. - Idet jeg gør opmærksom på, at mine betragtninger her ikke skal ses som fagvidenskabelige eller fagfilosofiske udsagn, men som nogle ret umiddelbare poetikalske udsagn, eller altså som i denne særlige forstand netop hverken mere eller mindre end "betragtninger", vil jeg spørge, hvor fx selve de almindelige naturlove "befinder sig", eller sådan noget som forholdet mellem naturlovene og den af mennesket udfoldede matematik. Er der, eller kan der - ud fra en rent videnskabelig, altså ikke metafysisk, betragtning - være tale om en dybere "usynlig" virkelighed, som energien og stoffet (for nu at sige det sådan) "retter sig efter", eller er det bare sådan, at "energien og stoffet" nu engang opfører sig på en sådan måde, at der kan formuleres regler, love for det, som kan beskrives ved hjælp af den i menneskehjerner udfoldede matematik? Men her i disse poetikalske overvejelser er det sådan set lige meget, om "den dybeste grund" og/eller naturlovene og matematikken befinder sig et særligt "sted" eller bare "ligger i det hele". Det afgørende er, at mennesket og den ikke-menneskelige natur under alle omstændigheder må ses som, hvad jeg kalder "manifestationer" af det samme. Men jeg vil selvfølgelig på dette trin i mine betragtninger helst være i overensstemmelse med, hvad naturvidenskabsfolkene siger. - Idet jeg stadig holder teologien (som sådan) ude af disse poetikalske overvejelser, bliver det næste imidlertid betragtningen af alting inden for, hvad jeg betegner som Eksistensen (med stort). Og dermed er jeg gået ud over det rent fysiske og naturvidenskabelige. Jeg er ærlig talt ikke klar over, om andre har talt om "Eksistensen" på denne måde, og jeg ved dårligt nok, hvordan jeg vil definere det. Jeg tænker først og fremmest på en betragtningsmåde. Og jeg tænker ikke på, at der i noget i retning af rumlig eller tilsvarende forstand, skulle være tale om, at "Eksistensen" består af det rent fysiske Kosmos plus noget særligt "eksistentielt". Nej, det er her en poetikalsk kategori (byggende på eller udgående fra, hvad vi oplever i vort almindelige menneskeliv). Og jeg skal heller ikke udfolde det nærmere her. Jeg har til dels allerede gjort det andre steder, og hvis det skal udfoldes mere, må det blive dér. Det afgørende her i lige disse punkters sammenhæng er, at jeg rent poetikalsk kan, ja, må, se alting som befindende sig i ét stort Eksistensens rum. En anden måde at sige det på kunne være, at jeg ser alting som omfattet af den store virkelighed, der er omfattet af menneskeslægtens totale oplevelse af at være til som mennesker. For jeg kan jo også tale om "eksistensen" med lille, og tilsvarende om "eksistensens rum", og så er det min egen personlige eksistens, jeg taler om, men selvfølgelig forstået som en del af "Eksistensen" med stort. Jeg taler ligefrem om "mit eksistens-rum". - Det afgørende her i disse punkters sammenhæng er, at jeg rent faktisk er kommet til at operere poetisk inden for forestillingen om såvel "Eksistensens" som min personlige eksistens' rum. Af det foregående fremgår, at jeg også mener, man må sige, at alting hænger sammen rent fysisk. Men nå jeg nu taler om Eksistensen og eksistensen, er det altså, uanset alt, hvad der ellers kan siges, en for så vidt subjektiv poetikalsk kategori, der er tale om. Med en grov og kun todimensional sammenligning: Jeg tegner en cirkel eller en ellipse eller lignende og tegner et koordinatnet i den. Men i virkeligheden er der jo tale om noget flerdimensionalt, og cirklen eller ellipsen betyder, at alt nu betragtes i en menneskelig storsammenhæng, mens koordinatnettet betyder, at tingene også stedfæstes og i det hele taget bestemmes i en menneskelig storsammenhæng. Og det er altså først og fremmest poetik og poesi, der er tale om, og så betyder dette, at alt betragtes i denne forstand "eksistentielt" og dermed menneskeligt, uanset hvad der kan siges på det kosmologiske, fysiske og biologiske plan. Hvilket betyder, at der bliver tale om noget større, end hvorvidt et naturmotiv er symbol i den ene eller den anden betydning. - Måske er det i denne sammenhæng, det skal forstås, når et digt bare simpelt hen er "et digt". Der er ikke noget særligt menneske-motiv i det. Det er bare et lyrisk forløb og en lyrisk struktur. Hvor pointen så er, at det netop derved er, om man så må sige, såre menneskeligt. Når jeg taler om Eksistensens og eksistensens rum, gælder det menneskelivet som sådant og for alle mennesker. Men i den sammenhæng, jeg taler i her, bliver der tale om eksistensrummet som poesi-rummet. - Det helt særlig vigtige i indeværende sammenhæng er, at poesien altså allerede er såre menneskelig, inden der kommer et eneste særligt menneske-motiv ind i den. Men det næste spørgsmål bliver, hvordan de særlige menneske-motiver kommer til at optræde osv. i poesien.

 

007.05. Det menneskelige som sådant i poesien. - 1. Nogle overgangsbetragtninger. - Se i 007.02! - Jeg går nu (endelig) over til det, det helt særligt skal dreje sig om i indeværende sammenhæng, nemlig den rolle, det menneskelige som sådant skal spille i poesien. Og jeg tænker her først på det forhold, at digtene har direkte og egentligt menneskelige motiver. Men i første omgang for så vidt svarende til andre motiver. Videre kommer det til at dreje sig om det menneskelige overhovedet, først psykologisk, dernæst sociologisk for nu at sige det kort. Og det lyder ganske banalt. Men der er meget at sige om det, både overhovedet og inden for lige netop mit projekt. Og jeg taler her helt bevidst om "mit projekt". For jeg bliver nødt til at gøre mit forhold op til det menneskelige overhovedet og altså ikke bare på det trods alt snævrere poetiske område. Jeg kan dog ikke gøre ret meget ud af det her. Og det er også et spørgsmål, hvor meget jeg overhovedet vil gøre ved det. Jeg har et ret minimalistisk forhold til det menneskelige. Når jeg ser bort fra livet i kirken og min deltagelse i det (og det skal jeg jo her, men se nf.), er jeg egentlig ganske godt tilfreds med at leve og arbejde som enkeltperson ude på min i høj grad selvvalgte sidelinje og så ellers have en smule familieliv (især med min kone og de mindre børnebørn!), snakke lidt med folk, jeg møder på min vej, deltage lidt i nogle få folkelige begivenheder, fx sankthansbål, og så ellers læse bøger m.m. og høre radio (hvad jeg gør meget, især DR radio P1) og se tv. - Om min deltagelse i kirkens liv kan jeg sige, at den, hvad angår fysisk fremmøde til andet end søn- og helligdagsgudstjenesterne (for det meste som organist!), også er af stærkt begrænset omfang. Noget andet er, at jeg prøver at være så meget muligt med i debatten og drøftelsen som muligt, både ved deltagelse i møder og indlæg i de trykte medier og ved elektroniske indlæg, herunder ting i Facebook (ret meget) og på min blog i avisen.dk ("Jeg er ellers ikke blogger ..."). I øvrigt er hele min aktivitet i Facebook også en væsentlig del af mit folkelige engagement.

 

007.06. Det menneskelige som sådant i poesien. - 2. Lidt mere om mig og det menneskelige. - Se i 007.02! - Nu er det jo ikke mig som privatperson, det skal dreje sig om her. Men sådan som jeg driver poetikken og poesien, er der ingen skarp grænse mellem det private, det personlige og det almindelige og offentlige. Mit private liv som sådant skal man ikke frygte jeg begynder at udstille! Men jeg kan jo ikke skelne mellem min trang til at leve et stille og roligt og lidt afsondret liv som privatperson, og så min, om man så må sige, mere professionelle holdning til det fælles menneskelige. - Jeg har i øvrigt også et ret beskedent forhold til det psykologiske. Og det burde jeg egentlig behandle først. Men da det spiller en meget beskeden rolle hos mig, vil jeg vente med det til senere og foreløbig lade det psykologiske nøjes med at indgå i det poetiske, som det nu kommer til at falde sig, og straks gå videre til "det sociologiske", såvel for så vidt angår mig selv som "poetiker" og digter, lyrisk person, som for så vidt angår mit, mit samlede projekts, min poetiks og min poesis forhold til de andre mennesker, det fælles menneskelige, lige fra hele menneskeslægten af og ned til de allermindste menneskelige forhold. - Om mennesket som socialt dyr har jeg allerede talt meget, både i indeværende sammenhæng og andre steder, og jeg vil fortsat beskæftige mig med det. Lige for tiden (dette punkt er skrevet i natten mellem den 25. og 26. februar 2014) studerer jeg lidt sociologi. Men det må jeg enten holde som ren baggrund, inddrage så lidt som muligt her eller beskæftige mig med andre steder. Det vigtigste er, at jeg inden for mit poesi-rum får gjort mig mine egne tanker om det menneskelige og de menneskelige fællesskaber. Det psykologiske skal også lidt med. Men ellers skal det dels være mit syn på og mit forhold til det fælles menneskelige overhovedet, dels være mit syn på og min "omgang" med det i poetisk sammenhæng. Jeg skal fx forholde mig til det nationale (nationalstatens betydning) og det folkelige. Jeg har fra begyndelsen af altid været noget forbeholden over for såvel Grundtvigs som (især) grundtvigianernes tale om "det folkelige", og det er først "værdikampen" fra 1990'erne af og især fra omkring 2000 af, der har fået mig ind i en lidt nærmere beskæftigelse med disse forhold. Men lige nu (februar 2014) er det begyndt at presse på i mine rent poetiske overvejelser, nemlig dels som del af mit projekt og program overhovedet, dels som del af alt, hvad der har med såvel "Mit totaldigt" som min poetik og digtning i snævrere forstand at gøre. Her spiller også fremtiden en vigtig rolle: Hvad skal der blive af de menneskelige fællesskaber i den fremtid, jeg kan se for mig? - Et særligt forhold er det europæiske og EU. Jeg kan være nok så kritisk over for ideologien og det demokratiske underskud i EU, men der er for mig ingen tvivl om, at en eller anden form for europæisk fællesskab er nødvendigt. Ja, jeg har netop i dag stillet mig det spørgsmål, om jeg kunne, ja, burde, skrive digte eller måske ligefrem sange om/til Europa og EU! Og uanset alt, hvad der kan siges, er den for så vidt to et halvt årtusinde gamle europæiske kultur jo den fællesmenneskelige sammenhæng, der fylder næsten det hele i også min baggrund. - Men under alle omstændigheder må jeg gøre mig nogle overvejelser over, hvilken rolle det fælles menneskelige kan og skal spille i min poesi. Dels som "idémæssigt" grundlag overhovedet, dels mere specifikt som motiv(er) i digtene.

 

007.07. - Det menneskelige som sådant i poesien. - 3. Konkret om det menneskelige som tema og motiv osv. i poesien. - Se i 007.02! - Når jeg ser tilbage over hele mit liv og hele min i vid forstand poetiske trang og tilbage på mine poetiske (og andre litterære) forsøg fra den første begyndelse af, ser jeg, at der i meget høj grad har været tale om, at jeg har set på landskabet og skoven og i forbindelse dermed ønsket en personlig følelses- og livsudvidelse af meget vag karakter. Jeg har gennem de senere flere år ofte udtrykt det på den måde, at jeg har villet have min livsfølelse styrket og udfyldt med virkelighed. Men der har også - i al vagheden - ligget en eller anden form for ønske om at komme i en for mig passende social position. På en måde har det måske nok været en forholdsvis almindelig social ambition. Men også kun på en måde. Hvis det kun havde været social status og en høj indkomst, det drejede sig om, kunne jeg med fordel have grebet det hele an på en anden måde. Nej, selv om jeg vel har min del af den almindelige menneskelige forfængelighed, og selv om anerkendelse altid har betydet meget for mig, har tom status og ære aldrig betydet noget som helst for mig. Og under alle omstændigheder må jeg sige, at jeg, uanset hvad jeg faktisk måtte have af mere banal trang, så er det, og skal det være, mit ideal, kun at stræbe efter "position", for at jeg dermed kan komme i den rette position til at kunne både give og modtage i den fælles livsproces (vekselvirkning). Og på dette grundlag vil jeg nyde enhver form for anerkendelse. Anerkendelsen er jo så en bekræftelse af, at det, jeg ville og skulle, er lykkedes for mig. Og den er en faktor, jeg kan udnytte i min videre aktivitet. Men alt det, jeg siger her, viser jo, at hvor meget jeg end har gået over mark og gennem skov alene på min sidelinje, har det fælles altid været til stede i også, og måske ikke mindst, den her beskrevne form for "ambition". Og jeg gentager, at sådan noget som dette ikke (kun?) er et eksempel på min trang til at fortælle om mig selv, men et eksempel på, at jeg altså betragter mine egne oplevelser m.m. som min eneste primære kilde til virkeligheden. - Men det er alligevel for så vidt banalt, at jeg for det første kun er til stede som menneskelig person i kraft af, at jeg er en del og et produkt af de(t) menneskelige fællesskab(er), og at der for det andet også indgår noget fælles menneskeligt i selv mine allermest subjektcentrerede aktiviteter. Det, jeg nu ikke kan udskyde længere, er, hvordan det menneskelige, ja, det fælles menneskelige, på en mere direkte og specifik måde kommer til at være såvel baggrund som motiv for min digtning. - Jeg kan ikke her begynde at skrive udførligt om det billede, jeg har af det fælles i stort og småt. Men jeg skal gøre det andre steder. Også i forbindelse med mine ovenfor omtalte sociologiske studier. For det er klart, at jeg må have et vist "billede" af det hele som underlag. Jeg henviser til min sammenligning med salmedigtningen, som jo også må have et underlag, nemlig teologi og prædikener.

 

007.08. - Det menneskelige som sådant i poesien. - 4. Mere konkret om det menneskelige som tema og motiv osv. i poesien. - Se i 007.02! - Et digt er ikke en roman eller et skuespil. Digtet vil derfor under alle omstændigheder primært være et Jeg's syn og et Jeg's forholden sig. Hvad enten det har et eller flere ikke-menneskelige eller et eller flere menneskelige motiver. Og et digt vil, som behandlet ovenfor, (dermed) altid være menneskeligt. - Men ligesom jeg kan se et ikke-menneskeligt motiv som bundende i den samme virkelighed som jeg, kan jeg se ethvert menneskeligt motiv på denne måde. Hvortil, som jeg også tidligere har sagt (bla. i denne undersides indledende artikel), kommer, at jeg også står i et, om man så må sige, horisontalt fællesmenneskeligt forhold til de andre. Man kan sige, at der allerede på det rent, for så vidt individuelt, psykologiske plan bliver tale om særligt forhold mellem (subjektiv) introspektion og (objektiv) betragtning af et eller flere andre mennesker (med et mere eller mindre alment sigte). Med det formål at se dybere i menneskelivet som sådant (og ikke bare i Eksistensen overhovedet). Men jo så igen, som i naturbetragtningen eller den mere almindelige poetiske betragtning (i eller med henblik på et digt, der bare er "et digt"), med henblik på et møde med virkeligheden uden for mig selv og min forståelses og følelses op- og udfyldning. - Når jeg bare færdes i skoven eller i landskabet og "ser", er der som sagt allerede meget menneskeligt i det, jeg "ser" (og som kommer til at "gro" på træerne og markerne, og som kommer til at ligge ude bag horisonten). Men når jeg direkte har et menneske, eller noget af et menneske, eller et, stort eller lille, stykke af menneskelivet overhovedet, som motiv, bliver det noget andet og mere, noget meget mere direkte og specifikt menneskeligt. Og mit syn på og min forståelse af det menneskelige ligger som sagt til grund for min måde at se motivet/motiverne på og min måde at skrive digtet på. Og det må jeg arbejde med, bare ikke lige her. Og helt konkret må det, jeg skriver om her, komme til at vise sig i mine kommende digte (i løbende vekselvirkning med mere specifikke poetologiske overvejelser). - Videre bliver der tale om opbygning af "livsrepræsentation" og "livseksempler" eller "livsmodeller" i såvel de egentlige digte som andre dele af "Mit totaldigt". Jeg afstår så vidt muligt fra almindelig politisk og programmatisk virksomhed. Og i det omfang, jeg alligevel vil give mig af dermed, kommer det til at ligge uden for mit storpoetiske område (selv om der naturligvis vil være en sammenhæng). Til gengæld vil jeg af flere grunde prøve at samle min særlige produktion i et "livsrum", hvor den/de virkeligheds- og livsrepræsentation(er), jeg får frem og får ind i mit "rum", kommer til at udgøre en særlig sammenhæng, der først og fremmest har sin egen virkeligheds- og livsværdi, men også kan være et eksempel eller en model til fri afbenyttelse ude i den fælles virkelighed og det fælles liv. Og så er jeg jo, om end på en særlig måde, dybt inde i det fælles liv. - Man kan sige meget om dette sidste. Luftkastelbyggeri eller i dårlig forstand drømme skulle det nødig være. Det skulle heller ikke være det rene indre eksil. Selv om det med verden, som den er og tegner til at blive, vil være rimeligt nok for mig at bruge det som noget sådant. Det ideelle er, at mit særlige livsrum bliver et stort, samlet og sammenhængende eksempel på, hvad jeg i min motto-aforisme kalder "livets udvidelse med andre midler". Mit særlige livsrum skal altså på ingen måde ses i modsætning til virkeligheden og livet overhovedet, men som et særligt manifestationskompleks, en særlig livsudvidelse med andre midler. Hvor det jo er et hovedpunkt, at hvert enkelt digt skal blive et tredje manifestationspunkt (i forhold til subjektet og objektet) for virkeligheden og livet. - Men de direkte menneskelige digte vil (i højere grad end de andre, mere almindelige eller mere naturorienterede digte) kunne blive af en helt særlig "indgribende" eller for så vidt programmatisk karakter.

008. - Min egen position på statholder-marken er i virkeligheden heller ikke et udstrækningsløst punkt. Ligesom Kosmos overhovedet er til og har sin historie, er jeg til som person og som Jeg - med en historie. Jeg siger det på den måde, at i det punkt, jeg står på ude på statholder-marken, udmunder (rumligt set "nedefra") mit "livs-rør", dvs. det "rør", mit livs passage gennem rum-tiden har trukket, og hvis vægge udgør min direkte berøring med virkeligheden omkring mig indtil nu. Samtidig er mit livs-rør jo også selve min egen historie som person. At jeg så også - i udgangspunktet for den særlige poetiske proces - skal forholde mig på ny til hele mit eget livs-rør, ændrer intet ved dette.

009. - Jeg står i mit poetiske udgangspunkt på statholder-marken som den person, det Jeg, det "temperament", jeg er, med hele det øvrige Kosmos omkring mig og med hele min egen historie bag mig. Men ellers er jeg, i selve denne udgangssituation som sådan, helt tom. Det eneste, jeg har i mig, er min livs-følelse og min livs-længsel, ja, selve min personlige livs-vilje. Men min længsel er dog en længsel efter det møde med virkeligheden, der på en gang skal opfylde og strukturere min følelse. Jeg står med "min længsels tomme skål" i hænderne og rækker den frem i håb om, at der nu, faktisk af sig selv, vil ske det, at skålen løber fuld.

010. - Men der sker ikke noget, så længe jeg bare "står med min længsels tomme skål i hænderne". Jeg ser ikke engang marken som tom. Jeg ser snarere alt omkring mig som en stor diffus hvid tåge. Eller jeg kommer til at se mit eget spejlbillede overalt - som sad jeg inde i en sølvbelagt glaskugle. Sådan har det i hvert fald rent biografisk været for mig. Og jeg vil tro, at de talenter, for hvem det er gået anderledes, har haft i hvert fald et tilstrækkeligt minimum af "teori", også modtaget gennem forbilleder og de kulturelle omstændigheder. Jeg vil lade stå hen, hvordan forholdet er mellem (størrelsen af) talentet som sådant og "omstændighederne". I mit eget tilfælde har det været sådan, at jeg har måttet bruge næsten hele mit liv, herunder min Grundtvig-forskning og store dele af mit teologiske studium, på at få tilvejebragt det nødvendige teoretiske grundlag. Mit aforistiske motto er i denne forbindelse: "Uden teori er også poesiens øje blindt".

011. - Den teori, der har sat mig i stand til at komme videre, kan skitseres således: Der må et vist minimum af aktivitet til, hvis den diffuse tågethed skal brydes. Min længsels tomme skål må vendes, så den bliver til en (søge)parabol. Og der skal være et minimum af "forholden sig" i min "se-ning". Dette har jeg andre steder udfoldet i en mere udførlig tale om søgningen og dens søge- og styresystemer, altså fx på den måde, at parabolen også bliver brugt (aktivt) som "radar". Men jo så videre på den måde, at såvel den passive parabol som den aktive radar bliver styret af en "computer", der hele tiden opdateres med søgeresultater og hele tiden søger videre således opdateret. Og der skal altså ikke kun være tale om en søgning med henblik på opnåelse af et billede af virkeligheden - og videre en ren tydning deraf. Der skal også være tale om en "forholden sig", ja, "en elskende og kendende forholden sig". Tydningen skal være en "varm" tydning, ja, en tydning, der på en eller anden måde indgår i et forhold. - Herved kommer også min egen person, jeg selv som subjekt, mit eget Jeg, mit eget temperament, ind i billedet. Tågens diffusitet bliver også brudt derved, at den ikke bare forsøges set i den helt store almindelighed, men forsøges set af mig. Den bliver set "gennem et temperament" hvorved der jo samtidig bliver tale om en "betragtning" ikke af verden overhovedet, men af "et hjørne af naturen (la création)". Det rette talent ville måske kunne gå direkte over til selve digt-processen på grundlag af allerede dette. Men der er jo under alle omstændigheder også mere at sige.

012. - Når der skal laves poetik, er det ikke nok, kun at tale om pdes. mig som menneske-organisme med jeg-bevidsthed, og så pdas. det øvrige Kosmos. - Hele kristendommen ligger udtrykkeligt bag og omkring (og ude foran) statholder-marken. Men statholder-markens virkelighed må udtrykkeligt ikke "overklistres med kristendom". Der er altså i udgangspunktet faktisk tale om en rent fysisk forståelse af Kosmos - med mig som en del. For det kan jeg jo ikke nægte. Jeg ville jo fx ikke sidde og skrive dette, hvis jeg ikke var en levende person med bevidsthed, vilje og følelse. Men jeg har jo i udgangspunktet ikke nogen teori om det, andet end at der i mig er tale om en del af Kosmos, der ser på resten, eller at Kosmos i mig ser på sig selv (hvilket sidste dog allerede er temmelig metafysisk). Selv i bedste fald kan dette virkelighedsbillede som sådant altså ikke give anledning til nogen poesi. - Når jeg i udgangspunktet helt må afholde mig fra at operere med andet end det rent fysiske Kosmos, må jeg naturligvis også afstå fra at operere med en særlig "humanisme" eller med "sproget" som en slags metafysisk størrelse eller instans, eller som en størrelse eller instans, jeg så at sige henter "out of nowhere" (hvad mange humanister efter min mening gør).

013. - Jeg bliver nødt til at operere med mere end blot et rent fysisk forstået Kosmos, hvoraf jeg er en del. Og så kan man for min skyld godt sige, jeg alligevel opererer med noget særligt "humanistisk". Der er dog den afgørende forskel, at jeg for mit vedkommende udtrykkeligt opererer inde på en mark, der er omgivet af kristendom til alle sider, så at jeg altså ikke skal bruge min "humanisme" som religionserstatning. Men selv når jeg prøver at se bort fra min kristne tro, vil jeg mene, at den "humanisme", jeg måtte (prøve at) operere med, ville være anderledes end den humanisme, jeg mener de egentlige humanister opererer med, eller i hvert fald en hel del af dem. Det kan da godt være, netop de humanister, jeg især åbner op for samarbejde med, idet jeg sidestiller dem med Grundtvigs "naturalister med ånd", ser på disse forhold på en måde, der meget svarer til min. Men det er underordnet. Det er hverken erkendelsesteori eller verdensbillede som sådan, jeg her arbejder med, men faktisk kun en "poetisk arbejdshypotese". Eller det er i hvert fald tilstrækkeligt, at jeg betragter det som en sådan. For hvis denne hypotese er frugtbar i den snævrere poetiske sammenhæng, er den nok også i det hele taget en god hypotese, altså også en god eksistentiel hypotese.

 

[HERTIL 18-01-2017 23:38]

 

014. - Jeg tager udgangspunkt i selve den elementære livserfaring og postulerer på grundlag heraf, at det er nødvendigt at operere med hhv. Eksistensen (med stort) og eksistensen (med lille) dvs. med for mit vedkommende min egen personlige menneske-eksistens. Og derved forstår jeg virkeligheden som større, end hvad fysikken kan beskrive. Jeg tillægger med andre ord min elementære hverdagserfaring som menneske en virkelighed, der er lige så virkelig som den rent fysiske virkelighed - og som ligger før den naturvidenskabelige beskrivelse af Kosmos. Og på grundlag heraf opererer jeg altså med henholdsvis Eksistensen og min egen personlige eksistens (som del af (menneske)Eksistensen overhovedet). Om det så blot skal regnes for et postulat. Og inden for denne forståelse bliver det på en helt anden måde muligt at drive poetik - som eksistens-livets "udvidelse med andre midler".

015. - Inden for min "eksistens-forståelse" opererer jeg med tre "manifestationspunkter", nemlig som punkter, hvor Eksistensen (herunder det fysiske Kosmos) manifesterer sig: 1. Min egen person. - 2. Virkeligheden omkring mig. - 3. Digtet (eller overhovedet den særlige poetiske aktivitets punkt). Der er tale om punkter, hvori Betydningen manifesterer sig. - Og selv om det strider mod mit "statholdermark-dogme" (jf. dogmefilmenes dogmebegreb), kan jeg jo ikke lade være at tænke på, at for mig som kristen er den grund-betydning, der her er tale om, jo intet mindre end den grund-betydning, der som sin dybeste grund har "Kristus-Logos" (jf. Johs 1,1-3; 1. Kor 8,6; Kol 1,16 f; Hebr 1,2 og den "nikænske" trosbekendelses "ved hvem [Kristus] alt er skabt"). Men allerede i den rent fysiske forståelse af virkeligheden (Kosmos) ligger jo, at alt har en fælles grund, som altså manifesterer sig i Jeg'et, Jeg'ets omverden og "digtet". Og det samme gælder, for så vidt angår Eksistensen, uanset kristendommen. Det afgørende er, at jeg i min poetik kan operere i såvel Eksistensens store (større end fysikken) rum som min egen personlige eksistens' rum (som del af Eksistensens store rum).

016. - Det grundlæggende og afgørende er, at der i eksistens-rummet som et særligt poesiens rum (i både videste og snævreste forstand) sker et møde mellem pdes. mig og min livsfølelse og pdas. virkeligheden i øvrigt. (At jeg selv, min egen virkelighed som person og mit eget livs-rørs virkelighed, også kan komme til at stå som "objekt" i den poetiske proces, hører også med her; min egen person kan så at sige være både subjekt og objekt). Jf. fx den psykologiske metode, der betegnes som "introspektion". Men det, jeg taler om her, gælder jo hele den enkelte persons forhold til sig selv overhovedet og er således helt anderledes omfattende end introspektionen. Det helt afgørende er, at min længsel og følelse bliver ud- og opfyldt og struktureret i mødet med virkeligheden overhovedet. Og jeg må her skelne mellem dette møde overhovedet, og så det særlige møde i den særlige poetiske proces, ja, helt særligt i digt-processen (såvel processen frem mod som processen i digtet, idet jeg i disse sammenhænge stort set nøjes med at tale om det lyriske digt).

017. - Der kan i det møde, der både eksistentielt, stor-poetisk (total-poetisk) og i snævrere forstand litterær-poetisk er tale om, ske en (stort set) ren og simpel betydnings-udfyldning, altså om en (stort set) rent tydende poetisk aktivitet (dog nok altid med i det mindste et element af "forholden sig"). Det er heller ikke til, sådan lige at skelne. Det et i hvert fald et spørgsmål, om der ikke vil være en eller anden grad af engagement og forholden sig i enhver tydning, der virkelig er tydning. Men der kan også være tale om noget mere aktivt, ja, noget mere selvudfoldende og handlende, ja, "skabende". Jeg er meget forsigtig med ordet og begrebet "skabende"; verden er jo skabt, og jeg er ikke Gud. Men der ligger jo i statholdermark-konceptet i det mindste det, at mennesket som "statholder" vel er tjener i forhold til Gud, men så konge i forhold til den mark og alt, hvad der er på den, som han er sat til at forvalte - og til at engagere sig på og i. Og der ligger jo også i gudbilledligheden et element af i denne forstand "Herrens medarbejder". Og det er vel at mærke ikke "dogmestridigt", at jeg gør mig disse overvejelser her. Det drejer sig jo netop om selve definitionen af, hvad statholder-marken er, og jeg på den. Og det gælder under alle omstændigheder, at ligesom poesien ikke må blive religionserstatning eller pseudoreligion, må digteren heller ikke overskride sin statholder-status.

018. - Med den rette forsigtighed i forhold til de "dogmer", der ligger i statholdermark-konceptet, og i det hele taget den rette ydmyghed, bliver jeg nødt at se den stor-, ja, totalpoetiske, proces som i høj grad også en selvudfoldelsesproces og en skabende proces. For når jeg netop siger "livets udvidelse med andre midler", går det jo ud over den rene "tydning", også ud over den rent "tydende forholden sig" - eller "forholdende sig tydning". Men at "mødet" er det afgørende, gælder stadig. Der kan altså ikke, i hvert fald ikke kun, blive tale om hverken den rene selv-projektion eller den rene selv-udfoldelse. Men livet er altså først og fremmest mit liv, så allerede og alene af den grund må "livets udvidelse" også indebære selvudfoldelse. Men ligesom jeg ikke bare kan projicere og udfolde mig selv ud i det tomme rum, kan jeg heller ikke hverken opsluge hele virkeligheden uden for mig eller påtrykke den mig selv. Ja, selv om jeg vil se min egen udfoldelse ud over statholder-marken som en slags erobrende fremrykning, vil der blive tale om en udfoldelse og omfatning, der resulterer i, at jeg selv og mit eget bliver fyldt med ny virkelighed. Desuden er det, der er inde i mig selv, heller ikke kun "mig selv". Det allermeste af det er jo kommet ind udefra, gennem mit livs-rørs vægge under min passage gennem rum-tiden. Hvis jeg altså forstår "livets udvidelse" som udvidelsen af livet overhovedet, med mit eget liv som en, godt nok for mig helt særlig, del deraf, kommer disse forhold ikke til at udgøre noget problem.

019. - Hele den poetiske proces og alle dens produkter vil få karakter af ikke bare tydning, men også manifestation. Det gælder Totaldigtet som blandt andet, men også mere end, summen af almindelige digte og tilsvarende tekster. Jeg taler i denne forbindelse gerne om, at livet bliver udvidet gennem en manifestation eller slags realisering af det hidtil blot mulige, det, der hidtil har ligget som en "blot mulig" del af virkeligheden, men altså del af virkeligheden.

019.01. - Mens jeg kørte i bilen den 23. november 2014 krystalliseredes væsentlige ting i den del af poetikken, der handler om forholdet mellem virkeligheden som sådan og den virkelighedsmanifestation, der finder sted i digtet, i dette lille digt (som jeg vælger at sige det er): POETICS // Go out and get it! / Sit down and make it! - Digtet blev i uge 49/2014 slået op på min Facebook-væg og sat på undersiden "Litterære tekster". - Og jeg kan føje til, at det helt særligt handler om, at det ikke gør noget, at man ikke har ret meget i sig, eller måske slet ikke noget. Det er jo virkeligheden, der skal hentes ind og indgå i digtets proces, hvorved nye virkelighedsmanifestationer kommer til at finde sted. Til glæde og "opfyldelse" for både mig selv og mine læsere. - Mig selv som del af virkeligheden og forholdet mellem denne del af virkeligheden og resten af den er en anden side af sagen. Det, der er sagen her, er, at man som digter ikke skal være ked af det, hvis man føler sig tom indeni.

020. - Selve den digteriske proces kan deles op i to dele eller faser, nemlig for det første processen frem mod digtet og for det andet processen i digtet (den proces, hvori digtet som sådant også begynder at "leve sit eget liv"). Men det er naturligvis ikke til at skelne skarpt mellem den første og den anden fase. Hvis digtet kommer mere eller mindre færdigt af sig selv, er der måske slet ingen for bevidstheden foreliggende proces frem mod det. Men ellers kan der være tale om en proces fra den første tanke eller følelse af, eller fra den første motiv-sening af, og til det punkt, hvor der er skrevet så meget ned, at digtets egen struktur eller organisme begynder at avle eller kræve nogle ting, der ikke før har været inde i billedet(!). For når dette sidste begynder at ske, er der i hvert fald tale om "processen i digtet". Og det er i denne proces, og til sidst i sin færdige skikkelse, digtet bliver "det tredje manifestationspunkt". - Men jeg ser aldrig digtet, i hvert fald ikke mit eget centrale digt, som en helt selvstændig struktur. Både her i poetikken og i min litteraturhistorie (og nok også i "Mit Totaldigt") vil jeg komme nærmere ind på hele "virkelighedsforholdet", såvel hvad angår sproget overhovedet, som hvad angår digtet i særdeleshed.

021. - De elementer, der indgår i den digteriske proces, er vel først og fremmest: 1. Motivet/motiverne/motiv-komplekset. - 2. Dybde-seningen (eller forsøget derpå) i selve det enkelte motiv eller motiv-kompleks. - 3. De associationer eller konnotationer olgn., der sprogligt eller måske på anden måde melder sig i forbindelse med eller ud fra det objekt, der er blevet motiv (eller måske bare er ved at blive motiv). - 4. De betydningspunkter eller -toppe, der fremtræder som følge af associations- eller konnotationsprocessen eller måske på anden måde videre melder sig. - 5. En kryds-belysnings-proces (behandles videre i et senere punkt). - 6. En kryds-pejlings-proces mellem det/de oprindelige motiv(er) og de punkter eller toppe, der senere melder sig (behandles videre i et senere punkt). - 7. Forskellige andre elementer, som efterhånden kommer frem. Heri ligger, at den videre poetik i høj grad vil fremkomme i en vekselvirkning mellem selve arbejdet med de konkrete digte og de videre teoretiske overvejelser. Og jeg må allerede her understrege, at inden for statholdermark-konceptet og inden for statholder-markens rammer er alt både muligt og tilladt. Ja, jeg kan kun ønske for både mig selv og alle andre, at der bliver tale om en nærmest uendelig mangfoldighed af måder, hvorpå virkeligheden kan komme til at tegne sig "motivisk" for én eller i det hele taget kan komme til at vise sig digtudløsende på, og at der bliver tale om en tilsvarende mangfoldighed af måder, hvorpå de ting, der tegner og viser sig, kommer til at indgå i en proces frem mod og inde i et digt. Hvad nærværende undersides sammenhæng angår, vil jeg også håbe, der efterhånden kommer punkter til, hvori både den ene og den anden slags muligheder behandles, ligesom jeg jo håber, at noget tilsvarende vil komme til at ske i mine egne kommende, om end nok så beskedne, digte. (Jeg nævner også her, at det rent principielt, og altså uanset mit talents størrelse, er nødvendigt for mig at have produktion af egne digte med som den netop principielle kerne i mit projekt). - De her anførte underpunkter vil nu blive særskilt behandlet i de følgende hovedpunkter.

022. - Motivet/motiverne/motiv-komplekset er den eller de ting eller andre virkelighedsdele (fx menneskelige situationer og forløb eller menneske-personer eller sider af menneske-personer), der enten mere eller mindre uvilkårligt melder sig selv som et "objekt", der kommer til at fremtræde som motiv, eller bliver fundet gennem "søgningen". Her er der igen ingen skarp grænse. Det, der "uvilkårligt" eller som "inspiration" måske nok sådan set "melder sig selv", kan jo godt gøre dette som resultat eller følge af en lang proces med søgning og tænkning m.m. (Hvis man er digter, er søgningen vel mere eller mindre i gang hele tiden, bogstavelig talt som en del af ens livs-indstilling!). For det rette blik kan et hvilket som helst objekt måske blive motiv. Men den ting eller den virkelighedsdel, der kommer til at fremstå som motiv, må på en eller anden måde være kommet til eller komme til at fremtræde som et objekt, der er "interessant" i hele søgeprocessens, ja, hele det poetiske projekts sammenhæng.

022.01 - 23.04.14: Hvad er et motiv? - Et motiv er en ting eller et fænomen, der træder frem af den almindelige foreliggende virkelighed som noget, der allerede i sig selv repræsenterer noget mere.

023. - Dybde-seningen (eller forsøget derpå) i selve det enkelte motiv eller motiv-kompleks. - Det er et vigtigt spørgsmål, hvor langt man kan komme ved selve det at se - eller "se" - på et enkelt motiv-objekt. Man kommer jo ikke til at se dybere i noget ved selve det at "stirre" på det. (Jf. her også Grundtvigs særlige, negative, brug af netop ordet "stirre"). Man må vel sige, at selve den isolerede betragtning af et objekt ikke giver andet, end hvad man kunne kalde "leksikalske" oplysninger om det. Betragtningen af et træ kan fx føre ind i fremdragelsen af biologiske og geologiske fakta. Men jo også historiske (jf. fx det forhold, at landskabet i høj grad er et historisk, kulturelt og "folkeligt" fænomen). Men på den anden side har jeg jo allerede i selve den for så vidt isolerede "betragtningssituation" en hel del inde i mig selv, som "motiv-objektet" kan "vekselvirke" med. Igen er der dog ikke nogen skarp grænse. Blandt andet af den grund, at det meste af det, jeg har inde i mig selv, jo (som allerede sagt) på et eller andet tidspunkt er kommet ind i mig udefra (gennem mit livs-rørs vægge).

024. - De associationer eller konnotationer og lignende, der sprogligt eller måske på anden måde melder sig i forbindelse med eller ud fra det objekt, der er blevet motiv (eller måske bare er ved at blive motiv). - Det er naturligvis vanskeligt, på forhånd at sige mere om den proces, der her er tale om. Allerede det er netop noget af det, der må vise sig i løbet af hele den stadige vekselvirkningsproces mellem arbejdet med de konkrete digte og den videre teoretiske poetik-udvikling. Se videre i de følgende punkter om betydnings-punkter og -toppe og kryds-pejlingen og kryds-belysningen.

025. - De betydningspunkter eller -toppe, der fremtræder som følge af associations- eller konnotationsprocessen eller måske på anden måde videre melder sig. - Disse punkter eller toppe kan måske betegnes som nye dele af motiv-komplekset. De indgår i et helhedsbillede - og i hhv. en kryds-pejlings- og en kryds-belysnings-proces.

026. - Kryds-belysningsprocessen kan ses som svarende til, hvad der sker, når man ved hjælp af et antal spejle koncentrerer sollyset i et enkelt punkt. En af effekterne af denne kryds-belysning kan i hvert fald være, at der ligesom bliver brændt dybere ned i eller ind i det motiv-objekt, der bliver udsat for den. Og dette er noget andet end den nedenfor omtalte "poesiens trigonometri", som kryds-pejlingen udgør. - Måske er sondringen mellem kryds-belysning og kryds-pejling mere eller mindre vilkårlig. Og jeg må under alle omstændigheder igen sige, at nærmere vil fremgå af den videre vekselvirkende fremrykning ad henholdsvis den digteriske praksis-akse og den teoretiske poetik-akse. - Dette gælder naturligvis i det hele taget, altså også for så vidt angår de "forskellige andre elementer", der således efterhånden vil komme frem.

027. - Kryds-pejlingsprocessen er - til forskel fra kryds-belysningsprocessen (se ovf.) - af mere "horisontal" karakter. Den får først og fremmest placeret motiv-objektet i en "horisontal" betydnings-sammenhæng. Hvori også ligger, at denne pejling kan føre frem til nogle af de endnu blot mulige dele af virkeligheden ude bag horisonten. I et digt fra februar 2012 taler jeg om dette som "poesiens trigonometri". Mere er der vist ikke at sige om dette på forhånd.

028 a. - Det er muligt og tilladt at gå ganske enkelt til værks, så at der måske bare er et ét motiv eller én "motivkonstellation". Eller to. Og de punkter, der således bliver tale om, kan så beskrives ganske direkte i digtets begyndelse, hvorefter belysningen og pejlingen m.m. finder sted, skridt for skridt. Alt er tilladt! Og det ligger for mig i det hele, at tingene gerne må gøres helt enkelt og elementært. I alle henseender. Men det kan jo også blive for tungt og omstændeligt. Og fladt. Det bør derfor ofte, ja, måske for det meste, være sådan, at jeg lader udgangspunktsynet/-synerne blive i "processen før digtet", så at de indledende faser af krydsbelysningen og den "poetiske trigonometri" finder sted dér og selve den egentlige proces eller de egentlige processer først kommer til at finde sted i digtet. Fx på den måde, at såvel de enkelte punkter som de forskellige processer er til stede og i gang fra digtets allerførste linje(r) af, repræsenteret ved fx substantiver og verber fra de forskellige dimensioner (eller "planer", som man har sagt).

028 b. - Når det kommer til selve digtet, gælder det også om, at dette som sådant (med alt, hvad der i enhver henseende kommer til at manifestere sig i det) kommer til at fremkalde den følelses- og livsudvidelse i både mig selv og læseren, der svarer såvel til den del af virkeligheden, som min egen længsel er, som til virkeligheden overhovedet. Det skal altså ikke være en hvilken som helst forhøjelse af følelsens temperatur. Det, jeg her tænker på, er, at digtet ikke bare skal være en manifestation, men samtidig dermed og i kraft deraf også i sin måde at være skrevet på skal sigte mod af fremkalde denne følelses- og livsudvidelse. Ja, jeg tænker i hvert fald lidt på Edgar Allan Poes beskrivelse af tilblivelsen af sit digt "The Raven" i "The Philosophy of Composition" (1846).

029. - Den 16. august 2012 fik jeg denne aforisme - som nu er nærværende teksts motto-aforisme 2: "En digter er en, der ser ting, de andre ikke kan se, og viser dem dem". Den blev senere sat på hhv. min Facebook-væg og undersiden "Aforismer", men når den straks blev sat på her, er det, fordi den et meget langt stykke besvarer nogle spørgsmål, jeg længe har stillet mig, nemlig for det første det spørgsmål, hvorfor jeg selv fra i hvert fald o. 1958 har haft en eller anden form for ønske om, selv at blive digter (eller noget i den retning), og for det andet det spørgsmål, hvad det er der siden tidernes morgen har ligget i såvel digternes egen som de andres opfattelse af digterrollen. I tidernes morgen var digteren vel dels en åbenbaringsmodtager og formidler af åbenbaring (bredt religiøst forstået), dels en fortæller, der kunne berette om krigs- og andre bedrifter - og sige noget om kærligheden (det erotiske). Religion (tilværelsesforståelse), bedrift og sex er nok de tre dimensioner, digtningen altid har bevæget sig i. - I den senere kristne sammenhæng blev den religiøse rolle anderledes end i den hedenske sammenhæng. Og i den mere eller mindre "post-kristne" tid, vi i århundreder har befundet os i, blev digtningen i vidt omfang en erstatning for kristendommen, enten i, hvad man så som en "videreudvikling" af den, eller som en egentlig afløsning for den. Og digterne blev således en slags "præster". Der er naturligvis alle mulige grader i dette. Og det er klart, at jeg i min poetik må afvise synet på og brugen af digtningen som religionserstatning, ligesom jeg i hvert fald må forvise en mere eller mindre propagandistisk politisk digtning til poesiens periferi. Men med min nye aforisme udtrykker jeg, at jeg godt kan se mine egne poetik- og poesi-forsøg som omfattet af den definition, der ligger i den, og altså dermed også kan se mine egne forsøg på at optræde i digterrollen som omfattet deraf. Det gode ved denne definition er jo, at den omfatter alt, lige fra de helt store religiøse indsigter eller åbenbaringer til de bare lidt dybere ind-blik i hverdagens ting og begivenheder. Og at jeg for mit vedkommende afviser og i hvert fald selv afstår fra at bruge poesien som religionserstatning (men holder den på min jo så til gengæld nøje kristeligt definerede "statholder-mark"), ændrer intet ved dette. Det allervigtigste ved aforismen her er ikke, at den definerer digteren som en "seer" (i altså meget vid forstand), men at den også definerer digterens rolle i samfundet og i det menneskelige fællesskab overhovedet. En digter er en, der selv har både trangen og evnen til at "se", og som også har trangen til at give det, han har "set", videre, og en, hvis evner og produktion efterspørges af de andre, hvorved han får en helt særlig social rolle og position. Det er denne funktion og denne position, der i al vaghed har stået som ønskværdig for mig, siden jeg var ca. 15 år gammel - med udgangspunkt i og på baggrund af den arv fra 1800-tallet, der lå i luften, da jeg var barn, både i, hvad jeg kunne opfatte af, hvad de voksne i mine omgivelser sagde, og i, hvad der blev formidlet i skolen, lige fra 1. klasse af og til 3. g. - Men hvor central denne definition end er, omfatter den ikke alt, hvad der ligger i det poesi-projekt, jeg arbejder i nu. Her er der også tale om forskellige former for "forholden sig" og aktivitet, lige fra den simple udfoldelse af, hvad jeg har i mig selv, og ud til grænsen mod det rent programmatiske. Men hvis såvel hele aforismen som ordene "ser" og "viser" forstås i den allervideste betydning, kan den sådan set alligevel godt omfatte det hele. - Jeg henviser til alle mine overvejelser om "totaldigtet" og til de yderligere betragtninger, der nok vil komme i forlængelse af dette punkt.

030. - Jeg indrømmer, at de rigtige digtere er dygtigere, end jeg er. Men selv om jeg havde deres talent, ville jeg alligevel lave noget andet. - Skrevet 21.11.12. Ugens Facebook-fragment et stykke inde i 2013 (se "Litterære tekster" og "Aforismer").

031. - Jeg er (24.11.12) kommet til at tænke på, at det er interessant, at jeg med hele mit begynde forfra- og sidelinje-standpunkt alligevel prøver at bruge ret traditionelle digte som middel til at opnå, hvad jeg i hvert fald fra 1961 af har drømt om. (Selv om jeg, hvad "1961" og "1961 ff" angår, nu udtrykkeligt siger, at vel må jeg gå tilbage og analysere, hvad der dengang lå i det, men at jeg i forbindelse dermed ikke alene skal prøve at se, hvad der burde have ligget i det, men også skal prøve at se, hvad der i øvrigt kunne og kan ligge i det, ja, prøve at se, hvad der nu kan lægges i det; jf. hvad Grundtvig har sagt om, hvad der ikke bare ligger i, men også kan lægges i myterne). - Jeg lader ganske vist udtrykkeligt hele tiden den mulighed stå åben, at der også kan blive tale om "andre tekster", ligesom det jo ligger i hele mit totaldigt-koncept, at der er tale om noget andet og mere end bare almindelig produktion af lyrik. For Totaldigtet i videste forstand omfatter jo det meste af hele min aktivitet, og i snævrere forstand kan det i princippet komme til at omfatte mange forskellige slags tekster. Ja, det vil jo være en eller anden form for netop tekster, der bliver tale om. (Hvor fx mine forskellige Facebook-billedalbummer hører hjemme og kan komme til at høre hjemme, er et åbent spørgsmål). Kunne man forestille sig ganske ikke-litterære midler? Udfoldelse, udtryk og kommunikation gennem forskellige former for (livs)praksis? Også ind mod eller ind over grænsen til det politiske? - Men alt tyder på, at produktionen af egne, overvejende lyriske digte fortsat vil være den i hvert fald principielt centrale del af min poetiske produktion. På en måde er det ganske banalt, men det er alligevel interessant, at det faktisk ganske traditionelle, om end "moderne", digt spiller denne rolle for mig med hele min 1961-baggrund. Jeg ser bort fra, at det også kunne have været romanen eller anden form for prosa - og fra, at "anden form for prosa" altså også udtrykkeligt står som en mulighed. (Og jeg ser, i denne omgang uden videre, helt bort fra de andre kunstarter). Romanen er udelukket, fordi jeg simpelt hen ikke har nogen som helst romanforfatter i mig; for principielt kunne den være en mulighed. Eller kunne den? På samme måde? Der er nok noget i den lyriske 1. person-form, ja, mere (eller mindre) end 1. person-form, der er særlig egnet for mit projekt. Og jeg har jo endnu ikke så meget som forsøgt at skrive "andre tekster". Hvis jeg lige nu skulle pege på andre muligheder, skulle det vel være noget i retning af "livsfilosofiske udkast" af mere eller mindre programmatisk karakter eller tekster, hvori jeg forsøgte at tegne nogle billeder. Men hvis disse ting ikke bare blev plat dagdrømmeri, luftkastel-bygning eller ideologi olgn., ville det jo netop bare være "andre tekster", og så står spørgsmålet stadig tilbage: Hvorfor ser det indtil videre ud til, at netop det lyriske digt er det redskab, jeg tyr til? Ja, det lyder rigtignok banalt. Men det kan jo ikke alene følges op i mine poetik-overvejelser, det vil også komme til at spille en grundlæggende rolle i den litteraturhistoriske del af mit projekt (undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie"). Hvad ligger der bag og i al den produktion af poesi, der har været tale om gennem hele historien? Hvad er fællesnævneren? Hvis der er en fællesnævner. Må man skelne mellem poesien før Romantikken og efter Romantikken? Og hvad er der måske så alligevel også før Romantikken? Og hvad har jeg til fælles med de digtere efter 1870, jeg måske ellers på mange måder skulle se mig som stående i modsætning til? Eller omvendt: Hvorved adskiller jeg mig fra de digtere fra før 1870, jeg måske ellers skulle være (mere) i overensstemmelse med? (Sandheden er nok, at jeg hører hjemme efter 1870 og 1960, men bare på en noget anden måde!). Men det afgørende i det spørgsmål, der rejser sig her, er, at der nok er tale om en "dybde-poesi" (jf. begrebet dybde-grammatik), som ligger under os alle. Hvilket vel også er banalt. Men det interessante kan blive de nærmere og mere detaljerede overvejelser og undersøgelser af sagen!

032. - ”Man kan godt sige, at min poetik er et helt spisestels dybe tallerkener opfundet på ny. Men der er alligevel en vis tilfredsstillelse ved at spise af en tallerken, man selv har opfundet, i stedet for af en, der bare stod der, da man satte sig” (aforisme 07.12.10).

033. - Flyde, projicere, møde. Poesien er det muliges kunst. - Yderpunkterne er: 1. Man tager alt, som det er, og nøjes med det. Og så er man som en vandgople, der flyder i og med det store vand. - 2. Man prøver at fantasere sig til noget helt andet, prøver at spinde sig ud over al virkelighed, også ud over sig selv, men jo ud af sig selv. For det, man prøver at skabe, kan jo kun komme fra en selv. En ren selvprojektion bliver det. Intet nyt kommer til. - Og dog? I heldigste fald måske en udfoldelse af, hvad der er inde i en selv. Og altså så alligevel det, man havde i sig, i en større skikkelse. Udfoldelsesekspressionens projektion. Det er jo også et udtryk for virkeligheden. Alt, hvad der overhovedet finder sted i verden, er et udtryk for virkeligheden! - Den tredje mulighed er, at man får det indre og det ydre til at mødes, og så får denne mødte samlede virkelighed til at udfolde sig, får et Mere frem, et Mere, der er mere end en selv og mere end den blot foreliggende ydre virkelighed. - Hvis man ikke bare vil flyde som vandgoplen, er det et Mere, man vil have til at fremstå. Ikke opstå. Fremstå. For det skal ikke være noget andet end det, der er. Det skal være mere af det, der er. - Det skal være det, der er dybere, end hvad man umiddelbart ser. Og det skal være flere og dybere sammenhænge, end dem, man umiddelbart ser. Det skal være sandere kvaliteter end dem, man umiddelbart ser. - Også renere kvaliteter, bedre kvaliteter? - Ja, for så vidt. Men ikke moralistisk, ikke utopisk. Ikke i fornægtelse af virkelighedens blandede og modsætningsfyldte karakter. Alt må ses, som det er. Og så må også modsætningerne ses renere og sandere. Men når dette iagttages, må der også skelnes og sorteres. Man har både ret og pligt til at konstatere den ontologiske rangorden. Teologisk udtrykt er det først og fremmest skabthedsresterne, der skal ses mere af. Det, der er, som det skal være. Når jeg siger ”mere livsfølelse”, siger jeg også ”mere liv”. Og her betyder ”liv” det sande liv. - Det er muligt, jeg ikke ser rent. (Her kommer jeg igen over i teologien!). Men det skal jeg sådan bare lige huske - ligesom jeg bare lige skal huske alt det andet, der ligger i statholdermark-konceptet. I min aktuelle (poetiske) praksis skal jeg bare se, så intenst og så sandt, jeg nu kan. Kunsten på statholder-marken er i den største forstand det muliges kunst!

033.01. - Den sidste sætning i 033 blev 20.11.13 til dette aforismeagtige fragment: "Den kunst, der ikke vil nøjes med at være en plat gengivelse af det foreliggende, men som heller ikke vil være et rent fantasiprodukt, må i en meget stor forstand skulle være det muliges kunst". (Ugens Facebook-aforisme, uge 47/2013. Også sat på undersiden "Aforismer").

034. - [En gentagelse strøget her].

035. - Om motivsøgningen. - I udgangspunktet er det ideelle, at jeg bare lever og færdes, og at der så af sig selv melder sig nogle motiver. Men selv da er jeg jo ikke bare et tomt kar (eller et tomt "bikubecellesystem"), der venter på at blive fyldt med noget. Selv da er jeg jo den person, det Jeg, jeg er, med den historie og de teorier m.m., jeg har. Det er derfor under ingen omstændigheder tilfældigt, hvad der kan blive motiv for mig. (Samtidig ligger det dog i hele mit koncept, at der meget gerne må blive tale om tilfældige situationer, hvori en eller ej flere ting bliver motiv for mig). - Men det, dette "fragment" skal handle om, er den helt aktive motivsøgning, eller i det mindste min mere aktive bestræbelse på at opbygge noget inde i mig selv, der kan få ting m.m., jeg kommer til at se - eller "se" - til at blive motiv(er) for mig. Og det er dette sidste, jeg nu vil prøve at sige noget om. Men jeg gentager, at dette på ingen måde skal udelukke "den frugtbare tilfældighed"! Og når jeg gør dette forberedende arbejde på den rigtige måde, er der heller ikke noget, der bliver udelukket. - Men "empiri" forudsætter altså "teori". Hvor "teori" skal forstås meget bredt og fyldigt. - Fortsættes i næste "punkt.

036. - Om motivsøgningen - fortsat. Den historiske betragtning (1). - Det første, jeg skal gøre, er nok at se tilbage over hele mit liv, altså især fra 1961 af. Og igen: det er dels, hvad jeg faktisk længtes efter og stræbte efter, dels, hvad jeg nu kan se jeg burde have længtes og stræbt efter, dvs. "hvad der burde have ligget i det og i hvert fald nu kan lægges idet". Men denne historie slutter jo i og omfatter derfor det til enhver tid givne "nutidspunkt" - selv om der jo alligevel må skelnes mellem den i denne forstand historiske betragtning, og så de aktuelle, helt nye betragtninger. Jeg ser nu foreløbig tilbage. - Gennem hele mit liv fra 1961 af og indtil de seneste år har jeg i høj grad bare set ud over landskabet (eller oplevet skoven omkring mig) og så ellers haft min følelse rakt ud derimod i al almindelighed. Men der har jo trods alt, dvs. hvor diffus min følelse end har været, været en eller anden form for betydningsmønster i den. Dette mønster må jeg nu prøve at se. Hvorefter jeg videre må prøve at finde ud af, hvad der yderligere kunne have ligget i denne "følelsesudrækning", og af, hvad jeg nu kan og må lægge i den. Jeg må i hvert fald nå frem til et vist minimumsresultat. For det er klart, at jeg først kommer rigtig videre, når dette sker i vekselvirkning med produktionen af digte og mere detaljeret poetik og poetologi oppe i "nutidspunktet".

037. - Om motivsøgningen - fortsat. Den historiske betragtning (2). - Der har i min "følelsesudrækning" først og fremmest ligget en trang til intensivering og udfyldning af følelsen. Og igen først og fremmest gennem en simpel udvidet oplevelse af virkeligheden. Men der har også ligget en trang til "bedrift" i det. Altså enten en sådan set helt passivt tydende oplevelse, eller en oplevelse af mere aktiv karakter. Idet jeg jo altså nu siger "forholden sig" om det hele. Selv i den mest passive tydning ligger der et minimum af, hvad jeg kalder "elskende og kendende forholden sig". Og selv i den for så vidt mest rene aktivitet ligger der en forstående oplevelse. Men selve den reelle aktivitet eller bedrift ligger jo uden for i hvert fald den litterære poesis område. Der kan højst være tale om en drøm om den eller om en (tydende) erindring eller skildring. Her i denne poetik (og i digtene) optræder den reelle aktivitet altså enten som drøm eller på anden hånd. Kun selve aktiviteten i forbindelse med digtets proces og til sidst digtets tilblivelse som produkt er her "bedrift". Men når det, der sker i digtet, forstås og opleves som noget, der (også) lever sit eget liv, er det nu heller ikke så lidt. - Jeg minder igen om min aforisme om, at poesi er livets udvidelse med andre midler. Det, den i denne forstand historiske betragtning skal tjene til, er en åbning op for motiv-se-ninger, der får de ting frem, der kan tjene til den intensivering og udfyldning af følelsen, jeg netop har talt om. - Jeg minder også om min minimalisme og forkærlighed for de allermest elementære, enkle, små og beskedne ting, fx den visne græs-vejkant i kold marts-østenvind. Eller en samling visne blade i en lille vissen græsplet i vinterskoven. - Men under alle omstændigheder skal motiv-tingene dybde-ses, kryds-belyses og kryds-pejles. - Det helt særlige er dog, at de overvejelser og betragtninger, jeg gør her, skal medføre, at mange nye motiv-ting bliver set. Spørgsmålet er bare, om jeg i denne trods alt offentlige tekst kan komme videre nu.

037 b. Sat ind her 23.09.13. - Den elskende og kendende forholden sig". En aforisme og en kommentar. - AFORISMEN: I den forrige bibeloversættelse hed det meget fint, at Adam "kendte" Eva, så hun blev gravid. Men ellers er der jo ingen ord for denne aktivitet, der ikke er enten kliniske eller vulgære. Hvor er det for eksempel ærgerligt, at man kun kan sige "learning by screwing", når det har noget med møtrikker og bolte at gøre! - 19.09.13. - Også Ugens Facebook-aforisme uge 39/2013. - KOMMENTAR (også til Facebook-opslaget): Denne kommentar skal ikke kun læses som en kommentar til ovenstående aforisme, men også som en lille del af den poetik, som fremlægges på min internetunderside "Poetik". For når jeg undtagelsesvis giver en aforisme en kommentar - og dermed risikerer at ødelægge den - er det ikke så meget, fordi denne er et af de få tilfælde, hvor jeg gammeldags og pæne mand siger noget frækt i en tekst. Det må mine venner og øvrige læsere finde sig i. Nogle gange er det simpelt hen nærmest nødvendigt at være lidt "frisk", ja, jeg hører jo til den generation af præster, af hvem det ligefrem bredt forventedes, at de var friske, i hvert fald ikke hængemulede. Jeg mener dog ikke, jeg har overdrevet i den retning. - Nej, det er ikke af den grund, selv om jeg altså i min egenskab af i hvert fald en slags digter vil påberåbe mig retten til at gå ret langt i denne henseende. Denne aforisme er nemlig blevet til, mens jeg sad og skrev nogle poetik-overvejelser og (igen-igen) var kommet til min bestemmelse af poesien som "den elskende og kendende forholden sig til virkeligheden". Her spiller jeg jo klart på den dejlige ordlyd i den forrige bibeloversættelses gengivelse af 1 Mos 4,1: "Adam kendte sin hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain …". - I sammenhængen var jeg kommet til forholdet mellem pdes. teorien, især den teoretiske poetik, og pdas. livet og digtene. Og jeg skrev om min ret store skepsis over for al teori, idet jeg jo mener, at man først og fremmest lærer tilværelsen at kende ved at leve. Ja, jeg citerede min aforisme fra 2010, hvori jeg spiller på Karl Marx (hvad der jo for mit vedkommende også er lidt frækt): "Karl Marx sagde, at filosofferne hidtil har fortolket verden, men at det, det kommer an på, er at forandre den. Jeg siger, at det, det kommer an på, er at leve i den". Og jeg fortsatte: "Og når jeg udtrykkeligt siger "elskende og kendende", og dermed spiller på 1 Mos 4,1, mener jeg dermed, at alle vi Adam'er og Eva'er kender hinanden, lærer hinanden at kende gennem den rent faktiske ægteskabelige omgang. (En sidebemærkning: Hvorfor findes der ikke et ordentligt ord for at dyrke sex? Hvorfor kan jeg fx ikke sige 'learning by screwing'?!)". - Og så stoppede jeg op for at prøve, om jeg kunne få en aforisme ud af dette spørgsmål. Det endelige resultat blev ovenstående aforisme. Men jeg måtte gennem flere forsøg, før jeg fik forenklet aforismen til ovenstående form. Jeg ville jo gerne have med, at det ikke er sex i snævrere forstand, det først og fremmest drejer sig om i denne del af min poetik. Ja, jeg prøvede at få ordene "den elskende og kendende forholden sig til virkeligheden" med. Men det kunne jo ikke lade sig gøre. En aforisme må ikke være for lang, og den må kun handle om én ting. Det er altså derfor, jeg er gået så vidt som til at ledsage aforismen med denne oven i købet meget lange kommentar - som altså er blevet et helt lille afsnit i min poetik. - Hvis jeg nu skal prøve at slutte kort, vil jeg sige, at der i denne del eller side af min poetik heller ikke er tale om et forsøg på at "erotisere" virkeligheden. Noget sådant er jeg direkte imod. Ikke af moralske (eller pænhedsmæssige) grunde. Dem er jeg jo parat til at se bort fra, hvis det er nødvendigt. Nej, af langt større og vigtigere grunde. Det er simpelt hen for lidt at udtrykke sammenhængen mellem den menneskelige parforholdskærlighed (selv om den jo omfatter langt mere, end lige bare "det") og forholdet til virkeligheden overhovedet, gennem en erotisering af virkeligheden, fx landskabet. Med al respekt for parforholdskærligheden kan den ikke bære en sådan udvidelse, ja, udbredelse over resten af virkeligheden. Ja, her bliver jeg mere end bare moralsk eller "pæn", nemlig teologisk. For hvis man "erotiserer" på denne måde, ender man i afgudsdyrkelse gennem en guddommeliggørelse af det erotiske. Parforholdskærligheden er kun guddommelig, for så vidt som den er (hverken mere eller mindre end) en del af det aftryk af sit forhold til sin skabning, Gud har givet menneskelivet. Og dermed er parforholdskærligheden også kun en del af den "elskende og kendende forholden sig", jeg taler om i min poetik. Hvilket ikke skal trække noget fra det helt særegne ved parforholdskærligheden. Det afgørende er, at den ikke skal "overanstrenges" gennem forsøget på at erotisere den øvrige virkelighed. Men når den "elskende og kendende forholden sig" er den store fællesnævner, der har hele Guds forhold til sin skabning bag sig, bliver parforholdskærligheden hverken overanstrengt eller berøvet noget, og kærligheden til livet og tilværelsen overhovedet bliver pdes. ikke klemt inde i en snæver erotisering, men får pdas. alt, hvad den skal have, ved at være sat ind under denne fællesnævner. - Teologisk kan man sige, at i forhold til Gud står mennesket på sin side af forholdet mellem Gud og hans skabning, men i forholdet til såvel sin særlige menneske-partner som hele (den elsk-værdige del af) virkeligheden overhovedet står mennesket på en måde, der er et aftryk af Guds forhold til sin skabning. - Og så til allersidst: Man kan også sige, at i virkeliggørelsen, både i almindelighed og poetisk, af det, jeg kalder "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", som jo i netop den allerstørste forstand går ud på at lære Evangeliets Gud at kende gennem engagementet i den skabte virkelighed, gælder det "learning by living" og "learning by loving". Ja, sådan kan man jo også bare udtrykke det!

038. - Om motivsøgningen - fortsat. Nutidsbetragtningen. - Ligesom jeg nok ikke umiddelbart kan og bør gå videre med den historiske betragtning her, må jeg også nok, hvad nutidsbetragtningen angår, gå lidt i den private arbejdsboks. Jeg kan dog sige så meget, at det særlige ved nutidsbetragtningen er, at den er åben for alt. I stadig vekselvirkning med alle de andre ting i projektet. Jeg har før sammenlignet processen med en søgeradar, der er forbundet med en computer, så at der hele tiden kommer søgeresultater ind i computeren, som dermed hele tiden, således opdateret, bliver i stand til at styre radaren i stadig mere avancerede søgninger. - Det ene yderpunkt i nutidsmotivsøgningen er, at der sådan set ikke er tale om en egentlig søgning, men at nogle ting, der bogstavelig talt falder i øjnene, bliver gjort til motiver, og at der på dette grundlagt rent ud sagt bliver konstrueret et digt - som så forhåbentlig kan komme til at "leve sit eget liv". Det andet yderpunkt er, at jeg (i hvert fald i første omgang nok helt for mig selv, altså i min private tænkeboks) får lavet et ganske detaljeret "søgeprogram", hvormed jeg kan finde frem til nogle helt særlige motiver, hvorefter selve "processen frem mod digtet osv. kan gå i gang. Det ideelle er selvfølgelig en forening af det, der ligger i disse to yderpunkter, ikke bare en mellemting, men en forening, så det ved hele vekselvirkningsprocessen opståede søgeprogram både kan finde noget, det søger efter, og være åbent over for helt nye ting, der, for så vidt helt tilfældigt, kommer til at vise sig, men jo (især) bliver valgt som motiver, fordi de viser sig at kunne give noget af det, jeg søger efter.

038.01. - Det er godt, hvis det motiv, jeg finder, i sig selv er en manifestation af noget virkelighed, jeg gerne vil have frem. Men motivet kan også være helt tilfældigt. Så er det virkeligheden selv, der manifesterer sig, uden at der på nogen måde er tale om noget, jeg projicerer. Så bliver der gjort en dyd af tilfældigheden. Så bliver tilfældigheden den helt rene manifestation. - 12.11.14. - Brugt i Facebook som Ugens poetik-fragment, uge 50/2014.

039. - Der kan siges - og vil blive sagt - mere af denne slags. Men tiden er nu inde til, at det skal dreje sig om selve det enkelte digt. - Jeg vil ikke sige, at jeg ikke (fortsat) kan skrive digte, hvor i hvert fald nogle af de ting, der er sagt i de forrige "punkter", kommer til at finde sted og træde ret eksplicit frem i selve digtet. Men der bør skelnes mellem hhv. poetikken (og poetologien), processen frem mod det enkelte digt, og så digtet selv. Og det bedste vil være, at teorien lades tilbage i senest processen frem mod digtet, så at selve digtet bliver et sted, hvor det, der har været tale om i teorien, simpelt hen og bogstavelig talt "finder sted". Det kan være i særlige substantiver, der står for de forskellige elementer, der har været tale om i teorien. Med tilsvarende adjektiver. Men det kan også være i særlige verber og dermed sætninger. Og alt dette kan både sættes og flettes sammen, så det tilsigtede resultat opnås. - Det tilsigtede resultat er som minimum en ny tydning af et stykke af virkeligheden. Men det kan også være en fremdragning af noget, der enten ligger under eller "imellem" flere sådanne "stykker" af virkeligheden. Eller en fremdragning (ved poetisk trigonometri olgn. (pkt. 26 - 28 a)) af noget, der hidtil har ligget ude bag horisonten, altså helt ude i den endnu kun mulige virkelighed. - Men de ting, jeg her (igen) har nævnt, er jo kun nogle hovedmuligheder. Det, at digtet bliver et "tredje manifestationssted", kan formodentlig ske på mange forskellige måder, som ikke (uden videre) kan forudsiges i den rene teori (men måske komme til at indgå i den videre teori). På nuværende tidspunkt må jeg sige, at alt står åbent.

040. - Jeg bryder mig på forhånd ikke meget om at se digtet - eller sproget - som noget selvstændigt. - Hvad sproget angår, vil jeg, indtil jeg måtte blive overbevist om noget andet, holde mig (også her) til naivrealismen, altså til, at fx et substantiv repræsenterer en ting ude i virkeligheden eller et begreb osv. Og at et verbum repræsenterer et forløb, en handling osv. Og det samme gælder alle de ord, der har med kvaliteter og forhold osv. at gøre. - Og hvad digtet angår, vil jeg tilsvarende holde fast ved, at det er virkeligheden, der er repræsenteret af det, der finder sted i det. Det være sig virkeligheden i mig selv, ja, hele den virkelighed, min person og mit liv er, eller virkeligheden omkring mig eller den hidtil kun mulige virkelighed. - Der er selvfølgelig et særligt forløb og en særlig struktur osv. i digtet. Hvor meget kan minde om forløbet eller strukturen i et stykke musik. Men hvis digtet ikke er et rent lyddigt (og dermed faktisk "musik"), vil det være virkelighedsdele, der indgår i forløbet og strukturen - med det formål, at det hele skal udgøre en manifestation af virkeligheden. Dette gælder også, hvis digtet i høj grad kommer til, selv at blive et stykke virkelighed. Hvad der (nok) kan blive tilfældet på flere måder. Selv da vil det være noget helt andet end et stykke musik. Det gælder også, hvis der er tale om (i hvert fald næsten) ren "ekspression". Eller hvis der er tale om en "handling" eller en "skabelse" af et på sin vis nyt stykke virkelighed. Selv i disse to tilfælde vil "handlingen" eller "produktet" stå i et forhold til virkeligheden i de betydninger, der har været tale om i de forrige "punkter".

041. - Om fantasiprodukter, projektioner, drømmesyner og den slags. - Jeg har altid været meget bange for den slags. Men der må jo nok skulle skelnes. For hvad forskel er der på disse ting og så det, jeg vil kalde manifestationer af den virkelighed, der ligger i eller udgøres af min egen person? Selv det mest vanvittige hjernespind vil være et udtryk for, ja, en manifestation af, hvad der ligger i mig som person. - Måske kan jeg sige det på den måde, at der (helst) skal være en eller anden form for sammenhæng mellem det, der udgår fra mig selv i den helt snævre forstand, og så den virkelighed, der enten ligger uden for mig selv, eller som er kommet ind i mig udefra, eller som virkelig er virkelighed inde i mig selv. Måske kan kun digtene selv vise, hvornår der er tale om en tilstrækkelig virkelighedsforbindelse, og hvornår der - måske! - er tale om hjernespind i sygelig forstand.

042. - Her må jeg også være ved at være kommet til det punkt, hvor jeg må beskæftige mig med, hvad jeg i mangel af bedre ord vil kalde "digtets teknik". - Jeg vil naturligvis ikke foretage en gammeldags skelnen eller opdeling mellem "indhold" og "form". Helst ville jeg nøjes med at sige, hvad jeg har sagt indtil nu, og så ellers bare lade digtene blive til. Og sådan må det vel egentlig også være. Jeg kan jo ikke bare sige, at når der skal fremdrages eller måske ligefrem skabes ny virkelighed, så skal det også ske i en ny form! Men i praksis skal jeg i hvert fald være opmærksom på, at den nye manifestation må skulle finde sted i nye ord og ordforbindelser, ja, nye strukturer. Det eneste, der ikke må ske, er, at jeg laver nye ord, ordforbindelser og strukturer, der ikke udspringer af den ny virkelighed selv - eller klart viser sig nødvendige, for at den nye virkelighed kan blive draget frem eller komme til at manifestere sig. - Men kan der siges mere teoretisk om det nu og her? Det må skulle vise sig i de konkrete digte. Jeg vil altså prøve at gå til "processen frem mod digtet" i såvel bred, almindelig som helt specifik forstand (direkte frem mod et bestemt digt, i modsætning til det forhold, at søgeprocessen osv. hele tiden skal være i gang). - Men senere kan der komme mere teori, ja, mere specifik poetologi!

043. - Jeg er nu virkelig nået til det punkt, hvor der ikke kan siges (meget) mere på forhånd, eller hvor jeg i hvert fald med fordel kan gå i gang med at skrive digte, der for alvor realiserer og udfolder de principper, der indtil nu er lagt frem her. Og jeg gentager hovedpunkterne. Poesien er livets udvidelse med andre midler. Der kan være tale om en rent tydende udvidelse, altså om, at der bliver set dybere i virkeligheden, og/eller at der på forskellige måder bliver foretaget pejlinger, der får virkeligheden til at træde frem på nye måder, ja, får hidtil skjulte dele af virkeligheden til at træde frem, manifestere sig. Men der kan også være tale om noget mere, nemlig om, at der i selve digtet sker noget med de virkelighedsdele eller -repræsentationer, der er kommet ind i det. Hvad dette sidste angår, skal det understreges, at det ikke ligger i principperne, at digtet skal leve sit eget liv som tekst, sprogstruktur betragtet. Hvis der alligevel kommer til at ske noget i den retning, må det tages med, også, ja, netop i den forstand, at det kommer til at indgå i den helhed, hvor der overordnet er tale om, at indhentede virkelighedselementer ikke bare i sig selv repræsenterer virkelighed, men også indgår i den proces, hvorved digtet bliver et nyt, særligt, tredje virkelighedsrepræsentationssted. Det siger sig selv, at der ikke er nogen skarp grænse mellem et eventuelt sprogligt eller strukturelt digtets egetliv og virkelighedsrepræsentationsprocessen. - Jeg kan her henvise til det lille tolinjersdigt "Poetics", som indgår i fragment 019.01: "Go out and get it! / Sit down and make it!".

044. - På grundlag af de principper, der indtil nu er præsenteret i denne tekst (på denne underside) og sammenfattet i fragment 043, skal selve digtets proces gå i gang, dvs. såvel den del af den, der går forud for selve nedskrivningen af digtet, som den del af den, der finder sted i forbindelse med nedskrivningen - under hvilken digtet også begynder at leve sit eget liv. Og jeg vil nu helt afgjort mene, at det er både vanskeligt og uhensigtsmæssigt at gå videre ad den rene "forhåndspoetiks" vej. Der kan selvfølgelig altid komme en idé eller to, men ellers er det nu i arbejdet med digtene, slaget skal slås - hvilket så kan føre til nye dele af poetikken, enten dele, hvori de ting, der er sket med og i arbejdet med digtene, beskrives, begrundes og behandles, eller dele, hvori der formuleres ny "forhåndspoetik" udspringende af og byggende på, hvad der er sket i digtene og under arbejdet med dem.

045. - Som et af de sidste stykker "forhåndspoetik" vil jeg sige, at det altså nu helt konkret er digtene, der skal ses på. Og det gælder som sagt også "processen frem mod digtet". Helt grundlæggende er den poetiske proces jo i gang hele tiden. Og det har, når det gælder vejen frem mod det enkelte digt, først og fremmest betydning, for så vidt angår motiverne. Når den poetiske proces er i gang hele tiden, kan der ske det, at en eller flere ting (eller forløb osv., dvs. "ting") så at sige selv melder sig som motiv(er). Dette er det ene af to yderpunkter. Det andet yderpunkt er, at man som digter beslutter, at nu skal en helt vilkårlig ting eller "ting" være motiv. (Med "ting" i anførselstegn mener jeg alle de motiver, der ikke er rent fysiske genstande). Umiddelbart må det førstnævnte yderpunkt anses for at være det rigtigste. Her er det jo virkeligheden selv, der træder ind i den poetiske proces på en så at sige kvalificeret måde. Og det vil også være i den ende af skalaen, det meste kommer til at ske. Det andet yderpunkt har dog også noget for sig. Når det gælder dybdeseningen i virkeligheden eller søgningen efter nye virkelighedselementer ved hjælp af forskellige former for pejling, må i princippet en hvilken som helst del af virkeligheden kunne bruges som indgang eller fikspunkt. Og det helt vilkårlige motiv kan sikre den mest fuldkomne objektivitet. Men jeg skriver her bevidst "kan", for det tilfældige motiv kan også komme til at virke som blækklatten i en Rorschach-test, så at der i stedet for dybdesening bliver tale om projektion. Her skal det dog understreges, at der er projektion og projektion. Den gode "projektion" er den rette vekselvirkning mellem subjektet som virkelighedsmanifestationssted og objektet (subjektets omverden) som virkelighedsmanifestationssted. Den dårlige projektion er den rene selvspejling fra subjektets side, og den er dårlig, fordi der ikke føjes noget nyt til. Men man skal også skelne mellem den projektion, der virkelig kun er en dårlig selvspejling og den projektion som er resultatet af subjektets dybdesening i sig selv. Selvudfoldelsesdigte eller ekspressive digte skal ikke afvises. I sidste ende bliver det et spørgsmål om, hvorvidt, om man så må sige, tonen er sand eller falsk. For mig vil den rene selvudfoldelse eller ekspression dog være undtagelsen. Det ligger jo i hele mit koncept, at der skal være tale om et møde med virkeligheden udenfor, ja, om en form for indoptagelse af den.

045.01. - Digtet må ikke handle om, hvordan digtet skal være. Digtet må heller ikke handle om, hvad der skal ske i det. Digtet skal være det sted, hvor det, der skal ske, sker. - Også brugt på min Facebook-væg som Ugens poetik-fragment, uge 49/2014.

046. - Men selv om der kan være meget mere at sige om processen før digtet (som jo heller ikke kan skilles helt fra processen i digtet), er det, jeg nu skal koncentrere mig om, hvad der faktisk skal ske i digtet. Det gælder de ord og ordforbindelser, hvormed den dybdesete og krydspejlede osv. virkelighed hentes ind i digtet. Og det gælder den proces i digtet, hvori disse elementer kommer til at få virkeligheden til at manifestere sig på en ny måde. Her er det imidlertid, det bliver indlysende, at det først er i arbejdet med det konkrete digt, det vil vise sig, hvordan det sker. Så meget kan dog siges på forhånd, at der allerede i selve de enkelte ord og ordforbindelser skal ske noget, der er mere end blot en beskrivelse af motivet. Det kan godt være, at et digt fx indledes med noget, der egentlig blot er en beskrivelse af motivet, men det skal i høj grad være sådan, at den poetiske proces fra begyndelsen af resulterer i usædvanlige ord og ordforbindelser, ja, i ordsammenstillinger, hvor forskellige "planer" er repræsenteret. Alt dette lyder selvfølgelig banalt. Det er et langt stykke noget, der gælder for al digtning. Men jeg vil jo prøve at praktisere det på en måde, der dels svarer til mit særlige koncept, dels svarer til min egen særlige poetikhistorie.

047. - Jeg har et totalkoncept. Og under det ligger hele min mange gange omtalte, også på mit Grundtvig-studium byggende, teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement og det derpå igen byggende statholdermark-koncept. Men det helt særlige er det koncept, der har dannet sig hos mig gennem stort set hele mit liv, men især fra 1961 af (dog også helt tilbage fra mine første teenage-år af). Vel at mærke dette koncept, som jeg nu sent i livet ser det. Og dette koncept går ud på, at jeg i hele min totaldigt-sammenhæng, men jo især i poetikken og poetologien, og selvfølgelig helt særligt i digtene, dels skal se dybt og nyt i virkeligheden (i alle dens henseender), dels skal få nogle nye ting til af finde sted, ske. Virkeligheden skal selv komme ind og gøre sig gældende. Men jeg skal også selv gå ud i den og omslutte den, eller jo dele af den. Og så skal der ske nogle nye ting i hele digtets proces, allerede på vejen mod det enkelte digt, men også, og helt særligt i selve digtet. Vel at mærke på den måde, at det er virkelighedsdelene, der får et nyt og særligt liv i digtet, ikke på den måde, at digtet som sådant begynder at leve sit eget liv, altså bliver bare en slags musik, en selvstændig, virkeligheden uafhængig "struktur". Men selvfølgelig er digtet "struktur" eller "musik". Det skal bare være sådan, at "tonerne" er virkelighedsdele og at "strukturen" opstår som netop disse deles særlige liv i digtet som virkelighedens tredje manifestationssted - idet min egen person, jeg selv som subjekt er det første manifestationssted og virkeligheden uden for mig er det andet. Og dermed bliver digtet mere end bare "struktur" eller "musik", altså selv et stykke (ny) virkelighed. - I øvrigt kan alt så ske. Det ligger jo i hele konceptet, at virkeligheden selv skal gøre sig gældende, enten som kommende ind af sig selv eller som hentet ind. Konceptet er et grundlag og et udgangspunkt, ikke en norm eller en facitliste. Der kan altså dukke hvilke som helst motiver op, og det enkelte digt kan få en hvilken som helst karakter. Så længe det altså er virkeligheden, der "finder sted". - Men det er klart, at dette også betyder, at jeg må være meget bevidst om mange ting, der sådan set vil kunne betegnes som formelle, både helt elementære og gammelkendte ting og - forhåbentlig - helt nye. Det afgørende er, at det for mig i ekstrem grad bør gælde, at det er indholdet (virkeligheden), der styrer formen. Men så kan alt altså ske!

048. - Indtil nu (30.12.14) har jeg kun opereret med nogle få og meget almindelige koncepter for, hvordan jeg henholdsvis skal komme ud til nye virkelighedsdele og få hentet dem ind i digtet, hvor der så skal ske noget helt særligt nyt. Dybde-sening, kryds-pejling mellem flere motiver eller sete ting, og trigonometri ud over horisonten. I dag er jeg kommet til at tænke på, at der måske skal mere til. - Jeg har ellers indtaget det standpunkt, at der ikke skulle opereres særligt med "det formelle". Men min salmedigtning, min oversættelse af Adam Mickiewicz's Krimsonetter og arbejdet med mine egne Lollandsonetter har meget direkte vist mig, at rim-tvang og anden form-tvang kan tvinge nye vinkler og aspekter og dimensioner frem. Jeg tror dog ikke, jeg vil gå fra de frie vers, jeg stort set hele tiden har skrevet i. I hvert fald kun undtagelsesvis. Man har jo lov til alt. - Nej, det, jeg har i tankerne lige nu (og vist også har været lidt inde på i nogle af de tidligere fragmenter) er, at jeg nok skal prøve at arbejde mere bevidst med, hvad der meget bredt kan betegnes som struktur og strukturer. Altså ikke på den måde, der er tale om i sådan noget som versemål, rim og strofer - med sonetten som et ekstremt eksempel. Nej, jeg tænker mere i retning af sådan noget som "tankerimene" eller parallelismus membrorum i de gammeltestamentlige salmer og profettekster. Og det kan være alle mulige andre tilsvarende ting. Hvor det afgørende er, at det ikke er en for så vidt rent ydre form, der er tale om, men nogle forhold og strukturer mellem og med selve indholdet, dvs. selve de ting og forhold, digtet forholder sig til, og som indgår i digtet og begynder at leve deres eget liv i digtet, vel at mærke som netop virkelighedsdele, og vel at mærke på en sådan måde, at det "eget liv i digtet", der bliver tale om, ikke bliver bare en slags selvstændig, fra virkeligheden løsrevet "musik" i form af talforhold og klange, men et liv, en proces, der faktisk helt bogstavelig talt "finder sted" i digtet, hvor det bliver et liv eller en proces, der svarer til, hvad der finder sted uden for digtet, sådan at ikke bare selve de indhentede virkelighedsdele som sådanne, men også den for så vidt nye proces bevarer sin forbindelse med og til virkeligheden uden for digtet. - Det kan godt være, at et versemål, fx aleksandrineren eller femfodsjamben, er mere end bare en helt abstrakt og af den ydre virkelighed uafhængig struktur, altså at rytmen (som jo også kun er helt, hvad den er, når digtet læses op eller siges) selv bunder i den virkelighed, hvor hjerter slår og fødder går osv. Man skal i den forbindelse også tænke på, at nodeskriften jo kun er en abstrakt optegnelse af, hvordan den spillede eller sungne musik skal lyde. Og jeg har selv meget tidligt sagt, at digtet i frie vers nogle gange mere eller mindre kan komme gående til en i netop den rytme, der jo også er i de vers, der vel er frie, men stadig er vers. Men det er alligevel noget andet, jeg her prøver at tale om, nemlig strukturer i selve betydningen, og strukturer, der på en mere direkte og specifik måde skal hænge sammen med virkeligheden, altså såvel virkeligheden overhovedet som de dele af den, der i det enkelte konkrete digts tilfælde bliver først set, siden inddraget, ja, inddraget på den måde, at de kommer til at leve og foregår inde i den nye struktur eller organisme, som digtet er, men som stadig er en del af virkelighedssammenhængen på samme måde som strukturer og organismer er dele af virkelighedssammenhængen før og uden for digtet. - Men for så vidt som der i den måde, de indhentede virkelighedsdele bliver brugt i digtet på, er tale om en slags kunstig tvang fra digterens side, kan man også sammenligne med det, der sker, når fx fysikeren prøvet at få noget mere at vide om den fysiske natur. Her kan der først være tale om noget teoretisk (hypotetisk), der måske ligefrem er stillet op i matematiske ligninger, og dernæst er resulteret i nogle måske meget kunstige og raffinerede apparatopstillinger. Det er jo en ekstremt kunstig måde at forholde sig til naturen på! Fysikeren piner på denne måde naturen til at røbe noget mere om sig selv. (Jeg har (vist) i forbindelse med min Grundtvig-forskning engang set et udsagn af en formodentlig engelsk filosof eller naturvidenskabsmand, der netop direkte brugte ordet "pine" i denne sammenhæng, men har, trods forespørgsler hos kyndige folk, ikke kunnet få stedfæstet det. Se Omkring Grundtvigs Vidskab s. 452 og note 306 dertil). - Meget af det, jeg siger her i dette fragment, har jeg sagt før, men det nye er, at jeg vil gå mere bevidst efter at få de pågældende virkelighedsdele til at repræsentere såvel foreliggende som endnu kun mulig virkelighed ved andet end selve den enkeltordlige betegnelse af dem, nemlig ved større sammenhænge og strukturer, som godt kan være mere eller mindre kunstigt "pint" frem, men som dog stadig dels i sig selv er repræsentationer eller manifestationer af virkeligheden, dels i de nye strukturer og forløb m.m., de kommer til at indgå i i selve det pågældende digt, er i overensstemmelse med virkeligheden uden for digtet. Det er jo hele tiden og fra først til sidst mødet med virkeligheden og indoptagelsen af den, det storpoetiske, ja totalpoetiske projekt går ud på. - Dette var vel så endnu et lille nyt skridt på den teoretiske poetiks vej. Men så meget desto mere må jeg endnu engang sige, at tiden nu er inde til at prøve at få skrevet nogle digte, der ikke alene svarer til den indtil nu udviklede teori, men også selv går frem ad den stor- eller totalpoetiske vej. - Noget helt andet igen er, at jeg ud over hhv. den teoretiske poetik og enkeltdigtene også skal, eller i hvert fald kan, skrive forskellige ting i hele Totaldigt-sammenhængen, der står i et forhold til enkeltdigtene, der i mange henseender svarer til det forhold, hvori prædikenerne og fx kirkeprogrammatiske tekster står til salmerne. Jeg vil ikke lave platte programmatiske, endsige ideologiske ting, men hvis det kan lykkes for mig, vil jeg meget gerne lave nogle ting eller blot lægge nogle ting frem ("stof"), der i netop hele Totaldigt-sammenhængen kan få noget nyt til at tegne sig. Og der skal, kan man sige, være et makro-mikro-forhold mellem Totaldigtet og det enkelte digt, så dette ikke bare indgår i Totaldigtet, men også er et mikro-eksempel på det eller en mikro-repræsentation af det.

049. - Hvis digtet skal have mere end ét motiv, begynder "processen frem mod digtet" allerede med fundet eller valget af motiverne - og med den eventuelt derefter følgende associations- og/eller konnotationsknopskydning. - Motivet kan enten være vilkårligt eller fundet/valgt. - Hvis motivet er fundet/valgt, skal det allerede i sig selv repræsentere det, der er formålet med hele konceptet. - Men så nærmer processen sig mere og mere selve digtet. Og der er vel, eller kan være, en flydende overgang mellem processen frem mod digtet og processen i digtet. - Senest når jeg kommer til selve digtet, skal jeg udvikle nogle, om man så må sige, særlige proces-teknikker. Og det skal selvfølgelig være på en sådan måde, at også det "tekniske" repræsenterer sagen. Det "tekniske" skal være en struktur, hvori motiv-elementerne og andre elementer, bliver ord og sætningsdele i digtets sprog, det sproglige udsagn, digtet er. Og udsagnet skal udsige det samme, som allerede er repræsenteret i elementerne, men selvfølgelig på en måde, så der bliver repræsenteret og udsagt noget mere. Og dette skal være mere end bare "musik", mere end en af virkeligheden uafhængig struktur. (Jeg underkender selvfølgelig ikke hverken musikkens eller "musikkens" betydning. En for så vidt ganske selvstændig betydnings-struktur kan også repræsentere virkeligheden. Jeg for mit vedkommende vil bare hovedsagelig gå efter noget mere). - Elementerne er altså langt mere end bare bogstaver eller syntaktiske elementer; de repræsenterer og indeholder allerede i sig selv meget, og denne repræsentation og dette indhold skal styre den videre proces, så det, der sker i den, i meget dyb forstand kommer til at repræsentere og udtrykke, hvad jeg i netop en sådan dyb forstand ofte har betegnet som "mere af det samme".

050. - Allerede i søgningen efter og i valget af motiv skal jeg prøve at nå frem til noget, der i hvert fald ikke er banalt eller plat. Jeg kunne godt sige, at det skal være "originalt". Det afgørende er bare, at det ikke må være kunstigt, søgt, krukket osv. Det skal være "originalt" i ordets helt dybe betydning (origo 'oprindelse', af oriri 'stå op, rejse sig'). Og det samme gælder i processen frem mod digtet, og jo helt særligt i selve digtets tilblivelse. Jeg må godt søge efter "originale" ord og andre form- og udtryks-ting; det skal bare være i dyb respekt for virkeligheden og sandheden. På en sådan måde, at det, der på overfladen er "min søgning", i virkeligheden er en måde at arbejde på, der lader sandheden og virkeligheden selv træde frem. Med en måske utilbørlig (men sand og tydelig) omvendt lignelse fra det bibelske til det verdslige: Min søgning skal have en ydmyg Johannes Døber-funktion i forhold til det, der sker, når virkeligheden og sandheden selv træder frem i de rette ord og udtryk og i det hele taget formelle ting. Og jeg understreger, at der her virkelig er tale om en omvendt lignelse, så at jeg overhovedet ikke og på ingen måde ser det, der sker i digtet og i processen frem mod det, som noget religiøst, ja, som åbenbaring af noget metafysisk. Det ligger jo i, hvad jeg med henspilning på dogmefilmenes "dogmer" kan kalde mit statholdermark-koncepts "dogmer". Noget helt andet er, at det jo helt særligt ligger i statholdermark-konceptet som poetikalsk koncept, at det er teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement, der direkte kræver denne respekt for virkeligheden og sandheden her i verden. - Dette er selvfølgelig ikke særlig originalt. Men det er altså min måde at udtrykke på, hvad der må gælde for al sand poesi, i hvert fald af den art, der ligger i centrum for det, der i min sammenhæng skal forstås som poesi. Og som sådan understreger det, at det er "indholdet", altså den virkelighed og sandhed, der kommer til at manifestere sig i digtet, der, i hvert fald i denne henseende, (selv) "skaber formen". Dette betyder imidlertid ikke, at virkeligheden af sig selv bryder op og bliver til et digt. Jeg brugte før den dristige Johannes Døber-lignelse. Den er ikke engang særlig præcis. Men "lignelsespunktet" er ydmygheden, hvilket altså på den poetikalske og poetologiske side vil sige digterens ydmyge forståelse af sin søgning og skrivning. For Kants udsagn om, at teori uden empirisk forskning er tom, men at empirisk forskning uden teori er blind, kan jo også inddrages i sammenhængen her, nemlig på den måde, at man fx siger, at uden indoptagelse af virkelighed er poesien tom, men uden en eller anden form for teori eller forhåndsstruktur er virkelighedssøgningen blind - og produktionen af digtet slap. Idet man jo også skal huske, at teorien/forhåndsstrukturen hele tiden bliver opdateret og modificeret af (i sammenhængen her) de resultater, der opstår i hvert eneste nyt digt og processen frem mod det. Alle sammenligninger er mangelfulde, men det afgørende her er, at selv den mest Johannes Døber-agtige ydmyghed ikke betyder, at der ikke også ligger noget teoretisk eller formelt, strukturelt forud for den konkrete motivsøgning osv. og forud for selve tilblivelsen af det konkrete digt. Hvor det altså så også hele tiden skal gælde, at der skal være en stadig vekselvirkning mellem teori/form og empiri/virkelighedsindoptagelse.

051. - Nogle gange kan processen fra et direkte set motiv (eller motiver) og til det, der sker videre i selve digtets proces, være med i digtet. Men andre gange kan digtet udelukkende omfatte selve digtets proces, altså, om man så må sige, begynde in medias res. Det kan blive for tungt, hvis de direkte sete motiver og hele processen med dybde-sening, kryds-pejling og ud-bag-horisonten-trigonometri skal med hver gang. - Dette er (som mange andre ting i disse poetikalske overvejelser) måske ganske almindeligt, altså noget, der sker i mange eller de fleste rigtige digte. Men nu er jeg altså begyndt at opfinde en række dybe tallerkener, som måske nok ligner dem, der i forvejen har været i porcelænsbutikken, men som nu er mine tallerkener, og som indgår i hele den særlige udvikling, der finder sted i nærværende poetik.

 

Fortsættes. - Men jeg gør (her 17.10.16!) opmærksom på, at jeg nu koncentrerer mig om mine daglige og ugentlige opslag på min Facebook-profil af såvel nye som gamle digte, aforismer, debatindlæg og salmer og om min fortsatte produktion og udgivelse af bøger samt oplæsnings- og anden virksomhed i forbindelse dermed, herunder videre overvejelser og studier af alle slags, dog med det i videste forstand poetiske i centrum. Og så er der jo mit fortsatte ret omfattende polske engagement. - Se mere i de følgende kursiv-afsnit!

Jeg har siden august 2015 på mit eget forlag, Forlaget Luskebakken, udgivet følgende bøger: Adam Mickiewicz: Krimsonetter (som oversætter og udgiver). - Lollandsonetter (min alvor-i-spøg-opfølgning af Krimsonetter). - Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage. (Alle 2015). - Digte og aforismer 1966-2016 (2016). - Og jeg arbejder for tiden på de to næste bøger: Mit teologiske testamente (en slags lille dogmatik med også nogle ret omfattende mere almindelige teologiske og kirkelige "betragtninger") og Mit Dannevirke. (Jf. Grundtvigs Danne-Virke (1816-1819), dog især for så vidt angår de berømte otte afhandlinger, som jeg har behandlet meget udførligt i min disputats Omkring Grundtvigs Vidskab. Grundtvig betegnede selv disse afhandlinger som betragtninger om allehånde, og noget sådant bliver der også tale om i min bog, men selvfølgelig som mine betragtninger her i 2016/17). Disse to bøger skulle egentlig være udkommet i 2016, men de er af flere forskellige grunde blevet forsinket. Jeg har skrevet artikler og været aktiv på andre måder, men jeg har nok også været for optimistisk, da jeg planlagde at få udgivet Testamentet allerede inden sommerferien 2016, så at Mit Dannevirke kunne få sit forord dateret i juli 2016 (på 200-årsdagen for udgivelsen af første hæfte af Grundtvigs Danne-Virke. Nu vil jeg arbejde stille og roligt og grundigt videre, idet jeg siger, at det vil være godt nok, hvis Mit Dannevirke når at udkomme i det tidsrum, hvor det er to hundrede år siden Grundtvig udgav sit Danne-Virke (altså senest i 2019). Jeg er nødt til at lade Testamentet komme før Mit Dannevirke, da dette skal ses på baggrund af den teologi, jeg præsenterer i Testamentet. - At jeg er ved at være noget af en gammel mand (f. 1943!), kan jeg kun beklage. Men jeg arbejder indtil videre ganske godt. Jeg vil prøve at nå de vigtigste og mest krævende ting til omkring det tidspunkt, hvor jeg fylder 75 (maj 2018) og så ellers se, hvad jeg videre kan bidrage med i resten af min tid. - Men netop på grund af min alder er jeg for tiden nødt til at bruge megen tid på poetikken og de digte, der (uanset deres kvalitet som digte i og for sig) er nødt til at skulle være centrum i den produktion, der udgør en stor helhed, og som skal vurderes som sådan. Jeg håber dog, det vil lykkes mig at få skrevet nogle digte, der også vil være af en sådan kvalitet, at de vil kunne udgøre et stærkt centrum.

Hvad nærværende hjemmeside angår, henviser jeg særligt til undersiderne "Mit Totaldigt" og "Min lyrik- og poetikhistorie" (som det dog nok varer noget før der kommer nyt til, nok først efter 2018 eller senere, hvis jeg lever og kan arbejde så længe). - Og så er der "Erindringer", som kun mangler noget udfyldning, for så vidt angår de seneste år. Dem håber jeg også at nå at få udgivet i bogform, men det bliver i givet fald nok også efter 2018. - Bemærk, at tiden fra januar 2010 af, dækkes af undersiden "Erindringer - DAGBOG"! Jeg henviser også til undersiden "Erindringer - BILAG", som jeg fra tid til anden sætter nye ting på. Det samme gælder undersiden "Fra kirkeblade", hvor der er mange ting af historisk interesse. - Hertil kommer "mit bifag slavistikken", hvilket dog nu faktisk udelukkende vil sige "det polske" - undersiden "Internationalt" (og, hvis man læser polsk, undersiden POLSKI). På disse sider kan man se de artikler på både dansk og polsk og de oversættelser fra polsk, jeg gennem nu en hel del år har fået trykt i det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski. Og der er mange optegnelser om mine polske aktiviteter i "Erindringer - DAGBOG" samt billedalbummer på min Facebook-profil. - Men der er også undersiden "Grundtvig", som der i begyndelsen af 2014 kom en stor, men måske sidste tekst på, nemlig den artikel, der stod i Grundtvig-Studier 2013, og som har titlen "Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61". (Mit på denne artikel byggende oplæg til paneldrøftelsen på Grundtvig-Selskabets årsmøde "Grundtvigs kirkepolitiske udvikling", blev sat på 25.11.13). På undersiden "Grundtvig" står også mine to andre efterslæt-artikler i Grundtvig-Studier: "Totaldigteren Grundtvig. En kommenteret forskningshistorisk oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter" (2011) og " Fra Hamann til Fasc. 209.10. Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes samtidige" (2012). - Og der er undersiden "Kirke og teologi", hvor der også hele tiden kommer nye ting ( i 2013 og 2014 var det især i forbindelse med den kommende styrelseslov for Folkekirken).

 

 

 

*  *  *      *  *  *

 

 

 

ANDRE TRYKTE POETIK-ARTIKLER

Ud over Præsteforeningens Blad-artiklen fra 2012 i indledningen.

 

INDHOLD I DENNE DEL:

 

IND PÅ MODERNITETENS TORV. Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om fremtidens fællesskab(er). - [Dansk Kirketidende 04.04.12].

 

Mødet i det åbne land. Bemærkninger ind i diskussionen omkring vor redaktørs bog. - Dansk Kirketidende 9/2002

 

IKKE VEDHÆFTNING, MEN HENVISNING. Litteraturen, poesien, er ikke en eksistens-åbner, som evangelieforkyndelsen skal vedhæftes, men en central del af det »kristeligt nødvendige livsengagement«, som evangelieforkyndelsen skal henvise til. - Præsteforeningens Blad 2002/3.

 

LIVSPOETISK INDLEDNING. - Dansk Kirketidende nr. 14-15/2000 og 16/2000.

 

 

 

*  *  *    *  *  *

 

 

 

Ind på modernitetens torv

 

Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om fremtidens fællesskab(er)

 

[Dansk Kirketidende 04.04.12. - Manuskriptets titel og undertitel var: Fremtidens fællesskab(er). Nogle krav, ønsker og tilbud af programmatisk karakter. - Mellemrubrikkerne er dels manuskriptets, dels redaktørens].

 

Af Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.

 

Er også sat på undersiderne "Kirke og teologi" og "Debat". Men jeg vil også gerne have den stående her. For selv om den er videre i sit sigte, er den også, sammen med Præsteforeningens Blad-artiklen øverst på siden, en del af min poetikalske 2012-statusopgørelse.

 

 

Man kan bare sende sine egne ting ud og se, hvad der sker. Men det er alligevel også nødvendigt at formulere nogle krav, ønsker og tilbud til fællesskabet. Jeg vil derfor præsentere nogle programmatiske punkter, for så vidt angår livet i fremtidens danske samfund, lige fra de allermest omfattende politiske områder af og til de områder, hvor det drejer sig om mine ligesindedes og mit eget liv, ja, om mit eget helt personlige "storpoetiske" projekt.

 

 

Insistér på demokratiet

 

Murens fald i 1989 er det store skillepunkt. Vi har i århundreder haft meget forskellige holdninger her Danmark, men det er først i de seneste årtier, vi har oplevet en så voldsom polarisering. Måske har vi hidtil trods alt har haft så meget fælles, at kampen først og fremmest har været en kamp om at få sat sit præg på det fælles. Men efter det store sammenbrud ikke alene for kommunismen, men for enhver form for utopi og "stor fortælling" har der for de toneangivende ikke været andet tilbage end miljø, klima, moralisme og kampen for egen identitet og position. Og den kulturkonservatisme, som har gjort sig gældende hos mange, har endnu ikke kunnet yde et egentligt modspil. Man har højst kunnet sætte hælene i på det mere eller mindre politiske plan.

 

I denne situation vil jeg først og fremmest insistere på demokratiet - med de mindretalsrettigheder, det i vor tradition også indebærer. Og så er jeg ellers rede til - på både mine egne og mine efterkommeres vegne - at gå ind i det, der så må blive en sand pluralitet, idet jeg vil bekæmpe enhver tendens til, at "værdierne" bliver en ny tvangs-statsreligion.

 

 

Ind i pluraliteten

 

Det ligger dybt i menneskene, at man er mest tryg ved, at alle tror og mener stort set det samme, og staten vil også altid være interesseret i, at det er sådan. Men hvis nu borgerne i et land faktisk tror og mener vidt forskellige ting og der samtidig skal være frihed, så er den sande pluralitet den eneste mulighed. Og jeg er rede. Jeg er rede til at gå i en eller flere subkulturer. Og det vil først og fremmest være det kommende frie evangelisk-lutherske kirkesamfund. Men det kan også være et eller flere "traditionsdanske" og tilsvarende fællesskaber med egne foreninger og institutioner, fx skoler. For det er jo ikke alene en ny tvangs-statsreligion, der kan blive tale om; det kan også blive en så stor sterilitet, at folk af min slags ikke kan leve i den og ikke ønsker at lade deres børn blive opdraget i den. Et springende punkt bliver, i hvilket omfang staten vil tillade forældrene at bestemme, hvordan deres børn skal opdrages.

 

 

Mødet på modernitetens torv

 

Men det behøver ikke komme til det yderste. En enhedskultur som den, vi altså trods alt har haft i tusind år, får vi nok ikke igen. Men vi kunne måske ende i en slags mellemting, nemlig i et møde i fri meningsudveksling og kappestrid på modernitetens torv! Med moderniteten som det fælles vilkår. Nogle af mine bedste Facebook-venner er ateister, og til dem siger jeg, at ligesom Grundtvig var åben over for et kulturelt samarbejde med "naturalister med ånd", er jeg åben over for et kulturelt samarbejde med "åbne og ærlige ateister". Det er de mest oplagte samarbejdspartnere. Men også folk, der har en anden religion, skulle vi kunne mødes med i den således forståede modernitet.

 

Hvad det kulturelle grundlag for og indhold i de fælles institutioner angår, altså for eksempel hele uddannelsessystemet, må det i høj grad også komme an på de rent politiske (magt)forhold. Der må være grænser for, hvor lille en hale der skal kunne logre med hele hunden. Men det er ikke til at forudsige, hvad der bliver hale, og hvad der bliver hund! Jeg og mine ligesindede kan godt ende med at komme til at udgøre et ret lille mindretal.

 

 

"Traditionsdansk"

 

Men uanset hvordan det kommer til at gå, vil jeg for mit - og mine yngre ligesindedes - vedkommende dels leve mit liv i det evangelisk-lutherske (men økumenisk åbne) kristne kirkefællesskab, dels forbeholde mig retten til at være så "kulturkonservativ" og "traditionsdansk", jeg har lyst til. Men jeg er altså nødt til at sætte begge disse sidste ord i anførselstegn. For det ligger i hele mit program, at det af helt indre grunde og uanset alt, hvad modstanderne kan finde på, er nødvendigt at se helt frit og uhildet på virkeligheden. Konservatisme er først og fremmest en afvisning af alt kunstigt, ideologisk hjernespind og en forholden sig til virkeligheden, som den er. Og traditionalismen står og falder derfor med, om der faktisk er eller ikke er forhold i virkeligheden, der er større end det enkelte individ og den enkelte generation. Både principielt og aktuelt må alt dette simpelt hen vise sig og godtgøre sin virkelighed og betydning på ny. Modstanderne har haft travlt med at tale om Morten Korch-Danmark. Men tradition kan aldrig være en fastlåsning af en bestemt tilstand, endsige en tilbageføring til en sådan, men udelukkende en naturlig fortsættelse af vort liv på de til enhver tid givne betingelser. Nogle vil være mere kosmopolitisk indstillet end andre. Men hvis der ikke går ideologi og magtkamp i det, skulle det ikke være et stort problem i en gammel søfarts- og handelsnation som vor.

 

 

Et kristent bidrag

 

Hvad nu til sidst selve mit eget projekt angår, så er det altså egentlig et ganske personligt poetisk projekt - hvor "poetisk" dog skal forstås meget bredt, så det kommer til at omfatte alt, lige fra ethvert menneskes livsfølelse til det enkelte konkrete centrallyriske digt. Men jeg præsenterer det her, fordi det kan ses som et eksempel på, hvad vi kristne kan bidrage med. For det er teologisk begrundet, nemlig i den (i høj grad hos Grundtvig fundne) "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", ifølge hvilken den elskende og kendende forholden sig til livet her i verden uden for gudstjenesten, fromhedslivet og teologien er en nødvendig forudsætning for, at den særlige kristne tale skal blive andet end "tomme ord og lyde". Og det gælder altså engagementet i "livets levelse" overhovedet. Men med en særlig betoning af fordybelsen og refleksionen. Først derefter - og i vekselvirkning dermed - kommer den særlige poesi som "livets udvidelse med andre midler" og som en særlig erkendelsesaktivitet.

 

Helt afgørende er, at livsengagementet og den derved opnåede erkendelse skal ske "uafvidende", altså uden kristelig overklistring og uden kristelig facitliste. Kun derved opnås nemlig den erkendelse af den givne virkelighed, som kan betydningsudfylde den særlige rent kristne tale. For den kristne ligger kristendommen naturligvis omkring det hele, med Guds Rige som den yderste horisont. Og det er fra kirkedøren og den teologiske studerekammerdør, han bliver sendt ud på den mark, hvor det uafvidende livsengagement skal finde sted. Men så er det ellers forholdet til den foreliggende virkelighed, det gælder. Og det er let at se, at den kristne godt kan så at sige dele mark med den ikke-kristne eller indbyde den ikke-kristne til at være med i denne uafvidende forholden sig til virkeligheden. Det afgørende er, at poesien (og jo overhovedet kunsten) dyrkes for livets skyld, og ikke for ideologiske eller politiske formåls skyld eller som religionserstatning eller som social statusmarkør.

 

For mit eget vedkommende går den videre vej først og fremmest mod en centrallyrisk poesi. Udgangspunktet er bogstavelig talt et punkt på livsengagementets mark, hvor jeg står og venter på, at min livsfølelse skal blive opfyldt og udfyldt gennem det møde med virkeligheden uden for mig, der nu skal finde sted. Men det rum, hvori dette møde skal finde sted, er jo ikke bare den rent fysiske verden omkring mig. Jeg bliver nødt til at se og opleve det som det eksistensens rum, der omfatter den virkelighed, der er større, end hvad fysikken kan beskrive, og som først og fremmest viser sig i den måde, hvorpå jeg helt elementært lever som menneske.

 

 

Se så dybt som muligt

 

Der er ingen metafysik i dette. Det er hverken mere eller mindre end min menneskelige eksistens og dens fysiske verden, jeg forholder mig til. Men det gælder jo om at se så dybt i det hele som muligt, og om at få ting til at tegne sig, som ellers ikke ses. Og dette kan ske, fordi jeg selv som person (poetisk Jeg) og det, der er omkring, mig bunder i den samme grund. Det kan der siges meget kristeligt om. Men det skal der ikke gøres ude på livsengagementets mark. Og desuden gælder det samme jo for en rent naturalistisk betragtning.

 

Subjektet og objektet er manifestationer af den samme virkelighed. Og allerede i selve det poetiske møde mellem subjekt og objekt bliver virkeligheden større. Men på et tidspunkt bliver det poetiske mødested jo til digtets sted, og så sker der endnu mere. Digtet kommer til at leve sit eget liv, digtet bliver et nyt, tredje manifestationssted. På en måde er det jo ganske vist inde i digteren, digtet bliver til. Men motivets strukturer kommer jo (også) udefra. Og alle de strukturer, der således er til stede, er dele af, om man så må sige, hele den samlede eksistens-struktur. Man kan sammenligne det, der sker i "digtets eget liv", med det, der sker, når sprogbrugeren pludselig danner et helt nyt ord på grundlag af det sprog, han lever i. Og så må det ellers vise sig, hvad der kommer til at manifestere sig i digt efter digt. Her er heller intet jo foreskrevet på forhånd. Alle mulige motiver kan komme til at vise sig, og alle mulige slags digte kan komme til at skrive sig. Således bliver teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement opfyldt i det poetiske felt.

 

 

Digteren og det fælles liv

 

Men der er mere at sige. Poesien som del af det kristeligt nødvendige livsengagement er jo også en del af menneskelivet, det menneskeliv, som ikke bare er simpel omverden, men er det særlige livsfællesskab, digteren med sit eget liv er en del af. Og det betyder ikke bare, at det er i den menneskelige eksistens' rum, poesien finder sted, og at menneskelige motiver m.m. naturligvis får den helt afgørende betydning i poesien. Det betyder også, at den poetiske aktivitet i en eller anden grad bliver en sammenfletning af digterens personlige liv og det fælles liv. Jo mere det poetiske møde bliver et møde mellem digter-jeg'et og det menneskelige fællesskab, jo mere bliver der tale om et vekselvirkningsforhold, hvor digteren sætter sig selv og sit eget liv ind i fællesskabet. Og så bliver der i en eller anden grad tale om noget, der i hvert fald kommer til at minde om, hvad der i helt enestående grad var tilfældet for Grundtvigs vedkommende, nemlig for så vidt som hele hans digtning jo kan læses som én stor sammenfletning af hans og det danske folks liv, med Grundtvigs digtning som også et "handlende ord". Jeg kan her henvise til såvel Flemming Lundgreen-Nielsens litterære Grundtvig-disputats "Det handlende ord" som min egen artikel i det seneste nummer af Grundtvig-Studier "Totaldigteren Grundtvig". Og selv om jeg for mit vedkommende, hvor meget jeg end påberåber mig mit discipelforhold til Grundtvig, optræder både meget minimalistisk og ikke specielt bundet til "det folkelige", er dette en vigtig indre grund til, at jeg må interessere mig programmatisk for det fælles liv ude i kulturen og samfundet.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Mødet i det åbne land

 

Bemærkninger ind i diskussionen omkring vor redaktørs bog

 

[Dansk Kirketidende 9/2002]

 

 

Idet jeg ønsker vor redaktør tillykke med udgivelsen af hans bog »Hjemkomsten og det åbne land«, vil jeg tillade mig at skyde nogle bemærkninger ind i den diskussion, der nu er kommet i gang omkring bogen, og ganske særligt til Svend Bjergs anmeldelse af den i Præsteforeningens Blad (nr.2002/6).

 

Læsningen af Henrik Wigh-Poulsens bog var en særlig oplevelse for mig, fordi den fik mig til at mindes, hvordan Jakob Knudsen fik afgørende betydning for mig i de år, hvor jeg ikke alene var forprøvestuderende i dansk ved Københavns Universitet, men også var i gang med at orientere mig ude i det åbne land, jeg på forhånd befandt mig i.

 

For vel havde jeg en kristen baggrund, men det var ikke et grundtvigiansk miljø, endsige en grundtvigiansk præste- eller bondegårdshave, jeg kom fra. Og på det tidspunkt, hvor jeg mødte Jakob Knudsen, var mit eget land blevet åbent gennem en naturlig indre proces; jeg var ikke gået nogen steder hen.

 

Jeg havde ikke »forladt« kristendommen. Men alligevel måtte mit religiøse standpunkt på det tidspunkt karakteriseres som en slags »panteistisk naturalisme« med tendens mod den nihilistiske konsekvens deraf. I øvrigt udgjordes min baggrund af min tid som jazzmusiker i mellemskole- og gymnasieårene og af min militære uddannelse og tjeneste som »sprogofficer«. Men nu var det litteraturen, jeg, som så mange af mine jævnaldrende, gik til. Og altså ude i et meget åbent land.

 

 

Jensen og Knudsen op til 1968

 

Den forfatter, jeg måske ventede mig allermest af, var Johannes V. Jensen. Og i den forbindelse passede det jo fint, at vor litterære periode, som vi læste hos Aage Henriksen, var 1890-1920. Men jeg begyndte snart at blive opmærksom på utilstrækkeligheden i Johannes V. Jensens fromme hedenskab samtidig med, at jeg, trods en indledningsvis ret voldsom irritation over Jakob Knudsens (præste)lomme- og livsfilosofi, tydeligere og tydeligere mærkede, at der alligevel var en helt anderledes styrke hos ham - kristendommen.

 

Noget af det, der gjorde indtryk på mig hos Jakob Knudsen, var hans bestemmelse af begrebet »vildfaren idealitet«. For det var særdeles relevant netop der i anden halvdel af 1960'erne, hvor »det åbne land« jo i meget høj grad havde karakter af slagmark. Og jeg må i den forbindelse sige, at der også var en anden forfatter-præst, der fik stor betydning for mig, nemlig Søren Krarup, hvis bog »Demokratisme« var et af de få eksempler på virkelig idemæssig modstand mod den »venstreorientering«, jeg jo naturligvis måtte vende mig kraftigt imod, dels fordi jeg helt umiddelbart ikke brød mig om »de venstreorienteredes« måde at føre sig frem på, dels fordi jeg jo gennem min sprogofficersuddannelse og mit russisk-bifagsstudium kendte ret meget til »den rene vare« (Sovjetunionen). - Jeg færdedes på det tidspunkt ellers også i borgerlige kredse, som var bekymrede over »venstreorienteringens« fremmarch, men som var ude af stand til at gå idemæssigt i clinch med modstanderne. Jeg indså, at kun kristendommen - foruden hvad den jo i øvrigt havde, eller selvfølgelig netop på grund af det - var stærk nok til at imødegå den utopiske ideologi, vi var oppe imod.

 

I en eller anden forstand kan man så godt sige, at jeg begyndte at vende »hjem« til kristendommen. Men det var alligevel på en helt anden måde end personerne i Jakob Knudsens romaner. Og hvad det grundtvigske angår, var det jo først, efter at jeg (efter »akademikerparagraffen«) var blevet præst, jeg - gennem læsning af Kaj Thanings 1971-bog: »For menneskelivets skyld« - begyndte at studere Grundtvig.

 

I sin tid var det Jakob Knudsen som kristent eksempel eller vidne, der interesserede mig. Og det vil i forhold til den aktuelle diskussion i og omkring Henrik Wigh-Poulsens bog sige, at min oplevelse af ham og interesse for ham kun i meget ringe grad gik på hans helt direkte litterære kvaliteter.

 

Jeg er overbevist om, at de ting, jeg her har fortalt om, udgør en vigtig del af baggrunden for, at jeg senere på een gang blev en af Kaj Thanings mest taknemmelige disciple og en af hans skarpeste korrektører. Men hvad det angår, må jeg nøjes med at henvise til mine to Thaning-inspirerede og ‑korrigerende Grundtvig-bøger.[1]

 

 

Bjerg og Poulsen i Præsteforeningens Blad

 

I sidste del af sin anmeldelse i Præsteforeningens Blad[2] kritiserer Svend Bjerg Henrik Wigh-Poulsen for at være blevet hængende i en uklarhed i sit ellers prisværdige forsøg på at komme ud af, hvad Svend Bjerg kalder »den thaningske spændetrøje«. Og nøgleordet er »dialog«. Det spørgsmål, bogen munder ud i, er: Hvordan kommer vi ud i det åbne land igen efter at være kommet hjem fra det. Og det er i denne forbindelse, Henrik Wigh-Poulsen igen og igen bruger ordet »dialog« eller »samtale«, nemlig med den romantisk-moderne realisme, som har været toneangivende siden det af Georg Brandes igangsatte moderne gennembrud.

 

Men, spørger Svend Bjerg, når nu både Grundtvig og Jakob Knudsen og Henrik Wigh-Poulsen har viljen til en sådan dialog, er alt så ikke godt? Det er det imidlertid ikke, for »alt tyder på, at den såkaldte dialog føres på skrømt«.

 

Den model, der er tale om hos Grundtvig og Jakob Knudsen, vil Svend Bjerg ikke betegne som - ægte - »dialog«. Det, der finder sted derhjemme, efter »hjemkomsten«, er ikke »dialog«, men »integration«, nemlig i den forstand, at »alt uden for hjemmet, romantik og naturalisme, det åbne land uden for den hjemlige have, integreres i hjemmets kristelige totaltydning«. Dialogen bliver opslugt af integrationen.

 

Grundtvig og Jakob Knudsen går ifølge Svend Bjerg aldrig for alvor ind på modstandernes præmisser. Da de »fandt hjem til “sig selv”, så åbnede de sig ikke radikalt for realismen [...] De “døbte” realismen. Dialogen blev forvandlet til monolog eller en dialog med sig selv«. Men ægte dialog forudsætter fælles præmisser, så det store spørgsmål er, slutter Svend Bjerg: »Hvor langt kan teologer føre dialog med radikale atheister?«.

 

 

Thaning og mig selv siden 1971

 

I forhold til denne diskussion må jeg pege på såvel min egen Thaning-korrektion som mit eget bud på, hvordan vi her i post-moderniteten og videre frem skal udmønte arven fra Grundtvig og den »realisme«, der vitterligt ligger i den.

 

Og jeg må i al ubeskedenhed selv pege på disse ting. For der er tilsyneladende kun ganske få, der virkelig har forstået dem. Og det kan skyldes, hvad Svend Bjerg betegner som den utrolige dominans, Kaj Thanings problemformulering har fået og stadig har. Hvortil jeg - som stor og taknemmelig discipel af Thaning - må sige, at det da er godt, man er kommet så langt - selv om man så åbenbart ikke har haft kræfter til mere. For Thanings måde at gå til Grundtvig på er virkelig den hidtil dybeste og mest radikale. Jeg vil ikke engang sige, at jeg i min Thaning-korrektion går dybere. Til gengæld er jeg jo mere radikal, nemlig for så vidt angår kirkesynet, og dermed for så vidt angår placeringen af skillelinierne på kortet over det landskab, hvor mødet mellem os kristne og de ikke-kristne finder sted.

 

Jeg har tidligere[3] forklaret forskellen mellem Thaning og mig som bundende i generations-forskellen, og netop i den forstand, at Kaj Thanings kirkesyn passede til hele situationen fra 1930’rne til 1960’erne, medens mit kirkesyn jo er udviklet i hele min tid som præst - og Thaning-inspireret Grundtvig-forsker - fra begyndelsen af 1970’erne af og således passer til situationen her omkring årtusindskiftet.

 

Når jeg har skullet gøre rede for, hvad mit motiv har været til at gå til Grundtvig, og gøre det gennem netop Kaj Thaning, har jeg peget på, at det også drejede sig om de kristnes hhv. halv-flove eller halv-benovede måde at forholde sig til »det dennesidige livsengagement« på. Og her vil jeg igen pege på mit udgangspunkt, nemlig mit gensyn med kristendommen gennem i første omgang Jakob Knudsen, ude i et alt andet end fristende landskab. Jeg var fra begyndelsen af grundigt vaccineret mod flovheds/benovetheds-sygen. Jeg var ikke kommet »hjem« til noget miljø, og jeg var ikke imponeret over noget af det, jeg så omkring mig.

 

Men jeg var begyndt at tænke over, hvad jeg skulle sige til både mig selv og min menighed, for så vidt angår forholdet til hele eksistensen her og nu. I det helt store perspektiv betød det jo alt at være inde i selve kristendommens frelses-dimension. Men hvordan skulle man derfra forholde sig til sin tilværelse her og nu - og til sine ikke-kristne medmennesker?

 

Og det er klart, at det gav nogle særdeles tilfredsstillende svar på disse spørgsmål at gå til Grundtvig gennem Thaning. Det var først under arbejdet med min første Grundtvig-afhandling, jeg begyndte at undre mig over visse ting i Thanings måde at behandle Grundtvig på, men efterhånden blev der jo tale om en mere omfattende korrektion. Og efter at have læst både Henrik Wigh-Poulsens bog og anmeldelserne af den, må jeg sige, at det, jeg kalder »generationsforskellen« mellem Kaj Thaning og mig, for så vidt angår kirkesynet, jo så nok alligevel også er en forskel i henseende til flovheden eller benovetheden - om end på et højere plan og i en mere omfattende forstand.

 

 

Statholder-marken og verden

 

Men jeg vil nu gå lige ind på Svend Bjergs kritikpunkter, idet jeg refererer de artikler, hvori jeg dels trækker nogle nye skillelinier på kortet over det landskab, hvor kristne og ikke-kristne skal prøve at dele deres fælles menneskeliv og leve fredeligt i deres fælles samfund, dels definerer det landskab, jeg selv som grundtvigsk kristen færdes i nu, og som jeg kalder »statholder-marken«, hvilket i nærværende sammenhæng vil sige verden som det åbne land, jeg går ud i fra hhv. kirkens gudstjeneste-rum og det teologiske studerekammer.[4]

 

Og når jeg siger »verden«, så mener jeg verden, hele verden. Men jeg må jo - med Grundtvig - definere den som den »statholder-mark«, hvorpå jeg står i et »tjenerligt« forhold til Gud og i et »kongeligt« forhold til alt omkring mig. Og min marks definition - afgrænsning - er selvfølgelig Gud eller kristendommen, dvs. alt, hvad jeg har mødt og lært og efter-tænkt inde bag kirkens og studerekammerets to døre. Ligesom hele min færden på marken jo ligger i retningen skabelse-genløsning.

 

Men hvorved adskiller dette sig så fra de andres »have«? Jo, det gør det for det første derved, at det faktisk ses som netop en - hele verdens - »mark«, ikke en have. Og det gør det for det andet derved, at hele pointen i, at jeg skal gå fra gudstjenesten og studerekammeret ud til »det kristeligt nødvendige livsengagement« ude på marken, er, at jeg derved skal se og opleve verden, så at jeg - i enhver betydning af ordet - kommer til at kende Gud på en måde, jeg aldrig ville kunne inde bag hverken den ene eller den anden dør. Hvilket kræver, at jeg lader være med at tage en kristen facitliste med mig ud. Den nye erkendelse og oplevelse - som skal forøge betydnings-indholdet i mit gudsforhold - skal netop være ny; ellers bliver der jo ikke tale om nogen betydnings-forøgelse.

 

Og når jeg indtil nu ikke har nævnt de ikke-kristne, så er det fordi min »statholder-mark« jo i allerhøjeste og bogstaveligste forstand er kristent defineret. Og i en vis forstand er det mig også helt uvedkommende, hvordan de ikke-kristne orienterer sig, og hvad de foretager sig inden for rammerne af deres definitioner. I første omgang har jeg sådan set ikke noget at skulle samtale eller gå i dialog med dem om - andet end at vi jo må finde ud af nogle spilleregler, der gør, at vi kan leve fredeligt med hinanden i vort fælles samfund.

 

Men da jeg nu har defineret min egen mark og min egen færden på den, så der - af rent kristne grunde - bliver tale om den mest fuldstændige og nøgne åbenhed for virkeligheden, så vil jeg jo alligevel have en klar interesse i at møde fx nogle ikke-kristne digtere derude, hvad jeg jo kommer til, fordi der nok er forskellige »definitioner«, men altså kun een verden! For hvis en af disse digtere har set noget, og har skrevet sit syn ned, på en måde, der kan udvide mit eget livsengagement, så kan jeg jo, hvad det angår, være fuldstændig ligeglad med, hvad han i øvrigt tror eller ikke tro på. Og hvis vi begge to står og ser på en rosenbusk, så er der jo ikke noget at gå i »dialog« om. Vi må bare simpelt hen fortælle hinanden om, hvad, og ikke mindst hvordan, vi ser.

 

Kun hvis vi - eller en af os - »snyder«, dvs. »overklistrer« eller forvrænger virkeligheden ved at bruge facitliste eller program, kan der blive noget at diskutere. Ellers må vi altså bare prøve at dele vores syn med hinanden.

 

 

Dialog eller bare møde

 

Men selvfølgelig vil hele mit liv og min »kultur«, være præget af kristendommen, ligesom jeg jo også på passende tid og sted vil bekende og forkynde kristendommen. Og så kan det godt være, vi kommer i »religiøs dialog«. Men det tillægger jeg ikke den store betydning. Ikke fordi jeg ikke skal være i stand til at kunne gøre begrebsmæssigt rede for min kristne tro. Men jeg tror, at den vigtigste måde at drive forkyndelse, dvs. mission, på, det er at leve kristendommen i verden, så omgivelserne kan se den, men herunder selvfølgelig også prædike, og så ellers sige »take it or leave it«, altså - med en tilpasning til sammenhængen her af Grundtvigs uforlignelige formulering - sætte det kristne menneskefiskeris garn godt ude på det åbne vand! Et af de vigtigste elementer i det kristne missionsarbejde skal være, at kristendommens sande væsen kommer til at trænge igennem på en sådan måde, at det klart fremgår, at her er måske det eneste sted i verden, hvor man ikke nervøst, emsigt eller magtliderligt stræber efter at »få fat i folk«.

 

Endelig vil jeg som svar på det spørgsmål, Svend Bjergs anmeldelse munder ud i, erklære mig enig med Peter Widmann, som i sin »Tetisk teologi« (her refereret efter hukommelsen) siger, at når man som kristen fremsætter sine teser, så må det i en eller anden forstand ske under den forudsætning, at man kunne have uret. Eller som jeg selv udtrykker det: Når jeg tror på Kristus som Sandheden, så er det altså Sandheden, jeg tror på, og ikke en »min Kristus«, hvilket altså rummer den mulighed, at der kunne komme en anden eller noget andet, der oplyste verden fra horisont til horisont på en sådan måde, at der ikke var noget at tage fejl af. For Sandheden kan man jo ikke tro på nogen anden måde. Noget helt andet er imidlertid, hvor mange timer af mit korte liv jeg vil bruge på at diskutere med ateister, om der er en Gud, eller med muslimer, om Jesus er Guds Søn. Jeg vil helt overvejende bruge min tid og mine kræfter på at se og opleve ude på min verdens mark - idet jeg gerne udveksler syn og ord med enhver, jeg møder derude.

 

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Ikke vedhæftning, men henvisning

 

Litteraturen, poesien, er ikke en eksistens-åbner, som evangelieforkyndelsen skal vedhæftes, men en central del af det »kristeligt nødvendige livsengagement«, som evangelieforkyndelsen skal henvise til

 

[Præsteforeningens Blad 2002/3]

 

Det var dejligt at læse Anders Kjærsigs artikel i nr. 2001/48: »To forskellige prædikengenrer og så den iscenesatte«. Også selv om jeg måske til dels selv skal føle mig ramt af betegnelsen »manualprædiken«. Dog, det er i hvert fald min hensigt og min påstand, at den frelseshistoriske re-præsentation og tilsigelse, der er tale om i mine prædikener, faktisk svarer til og henviser til livets store maskineri.

 

Men det var jo betegnelsen »vedhæftet-fil-prædiken«, jeg virkelig glædede mig over – og altså med sand skadefryd. »Den iscenesatte prædiken«, herunder Anders Kjærsigs eget vedhæftede eksempel, skal jeg ikke komme nærmere ind på – på anden måde, end at mit umiddelbare indtryk er, at den nok mere i formen end i intentionen adskiller sig fra, hvad jeg her betegner som »den frelseshistoriske re-præsentation«. (Det er, så vidt jeg husker, Erik A. Nielsen, jeg har denne betegnelse fra, dog om hele gudstjenesten som »re-præsenteret frelseshistorie«. Og jeg er ham meget taknemmelig for det. Jeg har altid denne gudstjenesteforståelse i min bevidsthed, når jeg forbereder mig til og er til gudstjeneste).

 

En anden ting, jeg husker – vistnok her fra bladet for mange år siden – er en anden måde at sige »vedhæftet fil« på, nemlig, at når næsten hele prædikenen har været brugt på udlægning af eksistensen, så kommer Jesus til sidst og »rydder saloon’en«.

 

Denne måde at forstå tingene på og prædike på har altid været mig inderligt imod, og jo dybest set, fordi det er en forkert teologi. Selvfølgelig både kan og skal den eksistentielle forudforståelse i et vist omfang være til stede i prædikenen. Men også allerede det snarere som henvisning end som inddragelse. Og mere end netop forud-forståelse kan der jo aldrig blive tale om. Og hvad angår brugen af litteratur, som ikke blot er eksistenstolkning, men også evangelieforkyndelse, altså »kristelig litteratur«, er jeg også forbeholden. I små doser. Både ude i livet og – især – på prædikestolen.

 

Det hele skal ikke rodes sammen. Gudstjenesten skal være gudstjeneste og livet liv. Jeg vil her tillade mig at citere, hvad jeg sagde i min indledning til forsvaret af min disputats: »Hvis du har et dårligt kirke- og gudstjenestesyn, har du nok også et dårligt syn på dit liv ude i hverdagen: Den, der vil have sin gudstjeneste til at ligne et kaffebord, vil også have sit kaffebord til at ligne en gudstjeneste!«.[5] Nu sigter dette ganske vist til sammenrodningen på et noget lavere og mindre »fint« niveau. Men hovedsagen er den samme. Og det er med front mod denne og tilsvarende former for sammenblanding og flovhed, jeg gennem alle årene har drevet mit Grundtvig-studium – men jo selvfølgelig først og fremmest »for livets skyld«!

 

Siden disputatsen har min bestræbelse på at udmønte arven og inspirationen fra Grundtvig mere og mere taget skikkelse af en koncentration om »poesien«, såvel i en meget vid »livspoetisk« forstand, som for så vidt angår den særlige litterære del eller side deraf. Og med ovenstående afsæt i Anders Kjærsigs artikel vil jeg nu benytte lejligheden til at give vort blads læsere en kort præsentation (med henvisninger til tidligere tekster) af mine overvejelser over litteraturens rolle i denne sammenhæng – idet jeg understreger, at jeg altså i overskriften til denne artikel har foretaget en »krydsning«, så at den »vedhæftning«, der ikke bør være tale om, er evangeliets vedhæftning til eksistensudlægningen, medens den »henvisning«, der selvfølgelig – implicit eller eksplicit - skal være tale om, er den frelseshistoriske prædikens henvisning til »det kristeligt nødvendige livsengagement«, ikke mindst altså i skikkelse af »den poetiske livsfølelse og den litterære poesi som side deraf«.

 

 

 

Den kendende nydelse af Gud

I 1971 forlod jeg gymnasieskolen, hvor jeg havde undervist i dansk og russisk, for at blive præst med § 2-tilladelse. Og jeg betragtede det som et stort privilegium at kunne komme til at leve professionelt med kristendommen på denne måde. Men samtidig blev det på en helt ny og stærk måde klart for mig, at selv om kunsten altså ikke kan erstatte religionen, så kan religionen heller ikke erstatte kunsten, endsige gøre det ud for livet. Kristendommen krænget ind i det, den er den store ramme om, er en falsk og ynkelig løsning, hobby-kristendom, et pseudoliv ved siden af det rigtige liv.

Jeg gik til Grundtvig. Og lærte hos ham, at det kristne gudsforhold ikke alene forudsætter, men også kræver et »dennesidigt livsengagement«:

 

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.[6]

Den måde, hvorpå Grundtvig her taler om forholdet til folk og fædreland, gælder jo forholdet til alle ting. For så vidt som de altså er værd at forholde sig til og engagere sig i og det ikke er forsagelse, der skal til. Men det er noget helt andet. Hvor det store problem i Kirkens historie har været, at man ikke har forstået at skelne ret mellem den sande, nødvendige forsagelse af »Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen«, eller den sande, nødvendige omvendelse fra det i oprør mod Gud forkrampede forhold til livet og tingene - og så den selvopfundne, selvplageriske, mistillidsfulde, livsfornægtende måde at forholde sig til det hele på.

At det dennesidige livsengagement er ikke bare sådan »tilladt«, men ligefrem »kristeligt nødvendigt«, skal forstås i den yderste dybde og det yderste omfang. For det, der er tale om i den ovenfor citerede berømte strofe, er jo intet mindre end - med en omskrivning af et andet Grundtvig-udsagn - at uden livsengagement er er al »gudskundskab« spildt på os[7].

Man skulle jo ellers tro, at i selve kristendommen, i selve den kristne åbenbaring, får vi alt at vide om Gud. Men det er ikke tilfældet. Selve kristendommen, selve den særlige åbenbaring handler »kun« om frelsen! Og jeg mener »kun« - hverken mere eller mindre. For vel er frelsen bogstavelig talt altafgørende. Og vel er det i Evangeliet, vi erfarer det yderste om Gud og hans sindelag. Men bortset fra disse meget store og særlige forhold er kristendommen jo »tom som en redningsslynge«. Redningsslyngen gør rigtignok forskellen mellem liv og død. Og den kommer et sted fra, hvor der er både vilje og evne til at gøre godt mod den nødstedte. Men selv er den tom. Dens indhold er det liv, der bliver reddet fra døden, manden, der kommer ind i den. Hvor den helt store pointe dog så netop er, at den, der har sendt redningshelikopteren og er steget ned med redningsslyngen, er den samme, som har givet den reddede livet fra begyndelsen af.

Grundtvig har i sin berømte Indledning til »Nordens Mythologi« beskrevet dette forhold således:

 

Christendommen har intet andet særeget Billed-Sprog end Herrens mageløse Lignelser, og det der udspringer af Hans Levnets-Løb, men det tilhører Kirken og Kirke-Skolen [c: teologien], og passer kun paa Løbe-Banen til det evige Liv. Vi have imidlertid ogsaa en timelig Bane, der trænger til at betragtes i et aandigt Lys, og vor Sjæl saavelsom vort Legeme har timelige Fornødenheder, som Skaberen vil, at vi, ved det Lys han tænder og med den Kraft, Han Skiænker, skal arbeide for, thi Han lader vel regne Manna til sit Folk i Ørken, men ikke i et frugtbart Land, hvor de kan saae og høste.[8]

 

Det timelige liv har altså ikke bare sin egen betydning, men også sit eget lys, et lys, der inde i selve timeligheden direkte oplyser dens enkelte dele i en side-belysning, der kan afsløre træk, som den kristne åbenbarings helt lodrette lys ikke hjælper en til at se.

Men det kan udtrykkes endnu stærkere. Det har Kim Arne Pedersen gjort, idet han i forbindelse med en gennemgang af Grundtvigs Dannevirke-afhandling »Om Kirke, Stat og Skole« påpeger, hvordan Grundtvig dér »lægger op til en forståelse af “det Sandseliges Forklaring i Aanden[9] som førende til en “Forening” med Gud [...] som sigtende mod smagen eller nydelsen af erkendelsens objekt«[10], og idet han sammenfattende siger, at »Den afgørende tanke i Grundtvigs fremstilling er da utvivlsomt den, at det timelige, jordiske menneskeliv forbereder nydelsen af det evige samfund med Gud«[11]. Og jeg er helt enig med Kim Arne Pedersen. Det er intet mindre end dette, det drejer sig om. Det vil være for lidt at sige, at det i »det kristeligt nødvendige livsengagement« går ud på at kende Gud på en måde, der svarer til, hvordan Adam ifølge den gamle bibeloversættelse »kendte« Eva (1. Mos. 4,1). For det er jo kun en del af det! Det er hele tilværelsesforholdet, der skal opleves som et stort - i enhver betydning af ordet - »kendende« kærligheds-forhold mellem Gud og menneske.

Så vidt, så godt - i den helt store betydning. Men hvordan skal vi her i begyndelsen af det tredje årtusinde realisere og udfolde dette? Det skal vi »poetisk«! Hvilket vel at mærke først skal forstås i en meget vid forstand, og så derefter i den snævrere litterære forstand.

 

Den poetiske fællesnævner

I de tekster, hvori jeg foreløbig har prøvet at give mit bud på realiseringen og udfoldelsen af »det kristeligt nødvendige livsengagement«[12], har jeg indført begrebet »at løfte op i højere nævnere«, for så vidt angår arven fra Grundtvig.

Hvor Grundtvig for eksempel sagde »det folkelige«, går jeg op i et mere omfattende begreb og siger »det konkrete, levede liv, som forløb, begivenhed, i de sammenhænge, der til enhver tid faktisk bliver tale om«[13]. (At det så i anden eller tredje omgang nok alligevel bliver nødvendigt at tale om »det folkelige« på en måde, der mere svarer til Grundtvigs, er en anden sag, som jeg ikke kan komme ind på her - og da slet ikke for så vidt angår den helt aktuelle situation, hvor vi i hvert fald er nogle, der har opdaget en følelse for »det folkelige«, vi slet ikke vidste vi havde, men nu bliver klar over vi har, fordi vi pludselig ser det truet).

Og hvor Grundtvig sagde hhv. »historisk-poetisk« og »livs-oplysning«, vil jeg sige »livs-poetisk« og »livs-poesi«. Fordi vi altså ikke - i hvert fald ikke umiddelbart - kan overtage hverken Grundtvigs historiesyn (-konstruktion) eller folkelighedsbegreb.

Så snart vort liv kommer op over det allermest elementære, hvilket jo faktisk vil sige dyriske, bliver der tale om en eller anden grad af »refleksion«, »livs-refleksion«, som i bund og grund og i hele sin retning må være af »poetisk« karakter, en stor »poetisk livsfølelse«, som gennemtrænger og omfatter livets praksis, og som også er dybere og større og mere omfattende end den rent filosofisk-videnskabelige del af den samlede »forholden sig«.

Og denne store både livs-poetiske og litterærpoetiske refleksion skal altså foregå inden for den store ramme og i den store »rettethed«, som kristendommens store »hypotese« eller »anskuelse« giver.

Om forholdet mellem den store livs-poesi og den særlige litterære poesi kan man sige, at de har et fælles centrum, og at den litterære poesi ligger helt inde ved dette centrum – i vekselvirkning med hele det liv, der ligger udenom. Og det er klart, at allerinderst i den litterære poesi ligger centrallyrikken, den lyrik, hvor et Jeg på i princippet hele menneskeslægtens vegne ser på og forholder sig til hele tilværelsen og med i princippet hele menneskeslægten som adressat skriver sit syn og sin følelse ned.

Og den litterærpoetiske proces skal foregå i en for så vidt total »saglighed« og autonomi. Poesien skal være fuldstændig fri til kun at være poesi, kun at tjene livsengagementets store refleksion og kærligheds-forhold. Der er faktisk kun een ting, der er forbudt, og det er at lade poesien (eller kunsten overhovedet) træde i religionens sted.

 

Ude-i-verden-parallel uden »Gud«

Såkaldt kristelig litteratur er heller ikke egentlig omfattet af det poesibegreb, jeg opererer med her. Selvfølgelig kan en kristen digter godt skrive et digt, der udtrykkeligt finder sted i selve det direkte gudsforholds dimension, for eksempel som en slags »mediteren« over kristendommen og den kristne eksistens. Inden for den ramme, der her er sat op, er alt jo tilladt, og en sådan digtning kan sagtens have en både smuk og vigtig plads i kristenlivet. »Kristelig litteratur« i endnu mere direkte forstand må betragtes som en forlængelse af teologien eller prædikenen. Og som sådan kan også den naturligvis have stor betydning. Salmer ligger helt udenfor. De hører gudstjenesten til, hvor de indgår i frelsens og den særlige åbenbarings direkte gudsforhold.

Vel indgår poesien helt centralt og alt gennemtrængende i forholdet til Gud. Men det er altså udtrykkeligt ude i verden, uden for gudstjenesterummet og uden for det teologiske studerekammer. Hele pointen er, at der skal være tale om et frit forhold til verden, uden en facitliste til at forhindre digteren i at se og føle nyt. Kun derved opnås hele den erkendelse og indholdsfylde, som er »det kristeligt nødvendige livsengagements« formål.

Og der er altså tale om både erkendelse og indholdsfylde. Poesien er ikke kun »syn«. Den er også »forhold« eller »forholden sig«. Altså som del af det store kærligheds-forhold mellem Gud og menneske, men jo i de enkelte konkrete situationer uafvidende, dvs. helt umiddelbart som menneskets forhold til verden uden om sig og til sig selv – idet der jo ikke er nogen klar grænse mellem, hvornår man i poesien forholder sig til verden udenfor, og hvornår man forholder sig til sig selv.

Man kan også kalde denne »forholden sig« en ude-i-verden-parallel til gudstjenesten inde i kirkerummet. Bare man husker at opretholde den klare skelnen mellem parallellerne. Og så kan man også sammenligne digtet med en bøn eller en salme. Hvor sammenligningspunktet altså er, at der er tale om tekster, hvori et forhold udspiller sig. I det centrale ude-i-verden-digt må ordet »Gud« ikke forekomme!

Man er også langt fra det poetiske centrum, hvis man bruger litteraturen til politiske og moralske formål, altså fx skriver indignationslitteratur eller »sætter problemer under debat«. Men også det, kan have sin egen og store værdi.

Litteraturen, ikke mindst romangenren, kan dog også bevæge sig i det samfundsmæssige, sociale rum i mere bred forstand, eller i menneskesindets dybder, og så er der jo dels tale om bidrag til »menneskekundskaben« (se note 3), dels tale om en livsudvidelse, ja, et livsengagement, gennem deltagelsen i det liv på anden hånd, som udspiller sig i romanen.

 

Ny læsning og skrivning

I en artikel i Dansk Kirketidende med titlen »Livspoetisk Indledning« (note 8) har jeg præsenteret nogle videre - men jo alligevel ganske foreløbige - overvejelser med hensyn til den på een gang totalt indordnede og totalt frisatte poesi. Og jeg har siden da fortsat arbejdet med sagen. Jeg arbejder for det første på et tredje og sidste trin i min Grundtvig-forskning, nemlig »en undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den poetiske side af det kristeligt nødvendige livsengagement« med »en bestemmelse af N.F.S. Grundtvigs egenart som digter og en vurdering af forholdet mellem det poetiske potentiale i hans tænkning og graden, i hvilken det er udfoldet«.[14] Og for det andet er jeg i gang med en undersøgelse af en række lyriske tekster (og dermed forfatterskaber) fra 1800 til i dag under den synsvinkel, som er vist i nærværende artikel, for derved at få tilvejebragt et bredere empirisk grundlag for mine videre poetik-overvejelser.

Poesien er opfundet. Og den store vinkel, jeg her har præsenteret, vil allerede have afgørende indflydelse på, hvordan vi kan læse og bruge den foreliggende digtning. Allerede her bliver der tale om en ny og stærk sammenhæng mellem kristendom, liv og digtning. Men jeg forestiller mig også, at der i denne sammenhæng vil kunne opstå en ny ren og stærk litterær poesi. Hvor jeg altså med »ren« mener fri for uvedkommende motiver og hensigter – og med »stærk« mener motiveret af teologien om »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed«. Og gerne på helt overraskende nye måder. For det eneste, der på forhånd er helt udelukket, er altså, at poesien bliver sat i religionens sted.

 

BENT CHRISTENSEN

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Livspoetisk indledning

 

Poesien på statholder-marken. En slags indfrielse af en bebudelse og i hvert fald et bidrag til samtalen om »at være grundtvigsk i dag«

 

Af Bent Christensen

 

[Dansk Kirketidende nr. 14-15/2000 og 16/2000. - Jfr. er overalt på denne underside rettet til jf., ligesom der er sat mellemrum foran f og ff efter sidetal.]

 

 

I min artikel her i Dansk Kirketidende 12-13/1998: »Livsvidenskabelig efterskrift«, skrev jeg med henvisning til mine to Grundtvig-bøger, at

 

»Fra drøm til program« sluttede med at lægge op til den undersøgelse af Grundtvigs syn på den videnskabeligt erkendende side af det kristeligt nødvendige livsengagement, hvis resultater nu er lagt frem i »Omkring Grundtvigs Vidskab«. Tilsvarende lægger denne nye afhandling, hvori Grundtvig bestemmes som »kirkelig og folkelig total-digter«, op til en beskæftigelse med ganske særligt den »poetisk-kunstneriske« side af det kristeligt nødvendige livsengagement. Med udgangspunkt i selve Grundtvigs egen poetiske praksis og teori. Men altså med et bredere sigte.

 

Og i en note føjede jeg til, at jeg håbede »at kunne give en foreløbig uddybning af dette her i DKT engang i efteråret [c: efteråret 1998!]«.[15]

 

Denne ikke alene forsinkede, men også meget foreløbige og nødtørftige indfrielse af min 1998-bebudelse må først og fremmest have karakter af en ny - dobbelt - bebudelse, idet jeg nemlig for så vidt angår det poetiske hos Grundtvig selv, må nøjes med at oplyse, at jeg er gået i gang med en større undersøgelse med arbejdstitlen »Poetik, poesi og poetisk potentiale hos totaldigteren N.F.S. Grundtvig«, og hvad det »poetisk-kunstneriske« i det hele taget angår, må nøjes med at præsentere en arbejdstitel på et projekt, jeg - sideløbende - er gået i gang med, nemlig »Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«.[16] Nærværende artikel skal derfor ikke læses som en poetik, men blot som et forsøg på at pege ud fra selve teologien om »det kristeligt nødvendige livsengagement« og ud på nogle perspektiver for dets virkeliggørelse. Der er tale om et forsøg på, i - indtil det banale - store træk at se, ikke bare hvor, men også hvordan poesien kommer ind i den store sammenhæng, der er tegnet af selve det teologiske grundlag. Og selv om der også er tale om et forsøg, der peger frem mod en ny poesi, er der under alle omstændigheder tale om præsentationen af et nyt grundlag for og en ny ramme om brugen af allerede eksisterende poesi (kunst) - inden for en i både dyb og bred forstand poetisk livsholdning og livsform overhovedet.

 

Jeg kunne så helt have undladt at indfri min 1998-bebudelse. Men jeg vil alligevel gerne delagtiggøre læserne i mine overvejelser, som de tegner sig netop nu. Jeg håber, det kan være et bidrag til den løbende drøftelse af spørgsmålet »hvordan være grundtvigsk i dag«. Med en smule uvilje vil man ganske vist kunne afvise det som »det, vi hele tiden har vidst og gjort«. Men lad os nu se. Direkte skade kan det i så fald ikke gøre.

 

Og jeg vil sige det på den måde, at det afgørende er grundlaget, rammen og retningen. Herefter er det faktisk god grundtvigsk tale at sige, at resten må komme an på det levende møde med selve virkeligheden. Hvilket vel at mærke ikke er mindre sandt her i vor epoke, end det var på Grundtvigs tid. Jeg er overbevist om, at netop den u-forudfattede åbenhed, der her er tale om, vil kunne vise sig særdeles frugtbar her i begyndelsen af 2000-tallet, hvor vi jo alle er meget tilbøjelige til, hver især, både at se og at gøre på vores egen måde. Ingen epokale omstændigheder vil kunne hindre os i at få et vist minimum af »overblik« og »retning«. Også med en vis fælles karakter. Det helt afgørende er, at i det mindste hver enkelt prøver at se og forholde sig med en vis samling. Dette vil jeg hævde - imod al postmodernistisk relativisme og navlebeskuelse. Og hvis der så er nogen, der på det grundlag også vil se og forholde sig lidt sammen med nogle andre ...

 

 

Grundlaget

 

Det teologiske grundlag for, hvad jeg senere i denne artikel vil definere nærmere, men allerede her vil betegne som »livs-poesien på statholder-marken«, har jeg arbejdet med i hele mit hidtidige Grundtvig-studium siden begyndelsen af 1970’erne (se note 15), og en af de korteste formuleringer af det findes vel på bagsiden af omslaget til min 1987-bog »Fra drøm til program«: Hvordan var Grundtvigs forståelse af menneskelivets allerede skabelsesgivne ‘saglige egenværdi’? Og hvilken betydning tillagde han det dennesidige livsengagement som del af det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning? - Og det svar, der i denne bog blev givet på disse spørgsmål, var, helt kort sagt: JA!

 

Lidt mindre kort kan det også siges på den måde, at det dennesidige livsengagement altså ikke bare er sådan »tilladeligt«, men er direkte nødvendigt, nemlig af den grund, som Grundtvig så uforligneligt har givet i den berømte strofe fra »Christenhedens Syvstjerne« (eller i den deraf uddragne sang »Ingen har guldtårer fældet«):

 

Er os tomme Ord og Lyde;

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.

(VU[17] VI 347).

 

For selv om det her ganske særligt er folk og fædreland, der er tale om, så gælder det samme jo med hensyn til alle andre ting og forhold.

 

Og nøgleordet er altså overhovedet »betydning«, hvilket igen vil sige indirekte gudserkendelse gennem oplevelsen og tydningen af livet og tilværelsen her og nu! - Som Grundtvig udtrykker det allerede i Dannevirke-afhandlingen »Om det Philosophiske Aarhundrede«:

 

Uagtet det Timelige ingenlunde kan forklare det Evige, maatte dog det Timeliges Forklaring have den mest afgiørende Indflydelse paa Menneskets Vished om det Evige og bringe en middelbar, billedlig Erkiendelse tilveie, thi det Timelige kan jo i Sandheden kun være et Billede af det Evige, og naar man klarlig begriber et sandfærdigt Billede, da veed man jo hvad det betegner og betyder, uagtet man ikke begriber det Afbildede selv [...] At begribe sig selv i Sandheden det er da det store Maal for den menneskelige Fornuft, Høiden af menneskelig Vidskab (DV I 117).

 

Eller som han udtrykker det i Indledningen til »Nordens Mythologi« 1832:

 

Christendommen har intet andet særeget Billed-Sprog end Herrens mageløse Lignelser, og det der udspringer af Hans Levnets-Løb, men det tilhører Kirken og Kirke-Skolen [c: teologien], og passer kun paa Løbe-Banen til det evige Liv. Vi have imidlertid ogsaa en timelig Bane, der trænger til at betragtes i et aandigt Lys, og vor Sjæl saavelsom vort Legeme har timelige Fornødenheder, som Skaberen vil, at vi, ved det Lys han tænder og med den Kraft, Han skiænker, skal arbeide for, thi Han lader vel regne Manna til sit Folk i Ørken, men ikke i et frugtbart Land, hvor de kan saae og høste (US V 430).

 

 

Idet det altså her drejer sig om,

 

Hvad Man veed giør klogere paa Livet, og leder til den Forklaring, der er Slægtens timelige Maal, ikke i Mod-Sætning til det Evige, men netop til Oplysning derom (US V 458).

 

Eller som det hedder i Indledningen til »Haandbog i Verdens-Historien«:

 

Heraf [c: af menneskets absolutte fortrinsstilling i forhold til den øvrige skabning] følger nødvendig, at vi Menneske-Børn ... vi kan ikke sætte nogen Kundskab ved Siden ad den om os selv og vor Slægt, ved Siden ad Menneske-Kundskab, hvormed al sand Guds-Kundskab herneden maa sammensmelte, ja, hvoraf den er betinget ... (US VI 18).

 

Nu er der i disse citater især tale om det, Grundtvig forstod ved videnskabelig erkendelse - men altså med henblik på videre forplantning ned og ud i hele folke-organismen som folkelig livs-oplysning - for slet ikke at tale om, at den videnskabelige erkendelse, Grundtvig talte om, helt overordnet var en historisk-poetisk erkendelse. Og under alle omstændigheder gælder naturligvis det samme for den poetisk tydende erkendelse og erfaring som for den videnskabelige erkendelse.

 

Kim Arne Pedersen taler i en behandling af Dannevirke-afhandlingerne om, hvordan Grundtvig »lægger op til en forståelse af ‘det Sandseliges Forklaring i Aanden[18] som førende til en ‘Forening’ med Gud ... som sigtende mod smagen eller nydelsen af erkendelsens objekt«, og om, hvordan Grundtvig ser den fuldkomne erkendelse som »nydende delagtighed i det erkendte«. Jeg citerer her fra et manuskript, som Kim Arne Pedersen i sin tid venligst stillede til min rådighed.[19]

 

Der er altså - med nærværende artikels sprogbrug - her tale om intet mindre end »nydelsen« af Gud i det indirekte forhold til ham, som udgøres af »det kristeligt nødvendige livsengagement« ude på statholder-marken. Eller om engagementet ude på statholder-marken som den »de levendes lyst«, vi i DDS 279,7 synger om som hele Kristus-ligheds-livets formål. Men vi kan også sige, at der er tale om »livs-poesien« i dens største og mest omfattende betydning! - Når jeg nu alligevel er begyndt at præsentere mine projekters arbejds-titler, kan jeg i denne forbindelse også nævne, at jeg omgås med planer om at skrive en bog om »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed« med den lidt provokerende titel »Herligheds-teologi«! Men misforstå mig ikke! Det er ikke triumferende magt-kirke eller fremgangsteologi, der skal være tale om. Tværtimod spiller jeg på det Grundtvig’ske begreb »forklaring«, som jeg i min disputats har påvist faktisk gengiver det nytestamentlige »herlighed« (græsk: »doxa«).

 

 

Rammen og retningen

 

Når jeg for mig selv prøver at orientere mig videre med hensyn til, hvordan jeg skal praktisere »det kristeligt nødvendige livsengagement«, så ser jeg mig altid stående uden for to døre, nemlig i en mere speciel forstand uden for den studerekammerdør, bag hvilken jeg gennem alle disse år har siddet sammen med Grundtvig. Men jo i den helt afgørende forstand uden for kirkedøren! Og det betyder, at hele den virkelighed, der nu ligger foran mig, og som jeg altså som kristen skal engagere mig i, den ikke bare sådan »foreligger«. Nej, sådan som den foreligger for mig, når mit engagement i den skal være »det kristeligt nødvendige livsengagement«, har den jo på forhånd såvel en ganske bestemt ramme som en ganske bestemt retning, nemlig gudsforholdets ramme og gudsrigesforventningens retning.

 

Inden jeg overhovedet begynder at løfte foden for at tage det allerførste skridt ud i »det kristeligt nødvendige livsengagement«, er hele virkeligheden foran mig altså dels omsluttet af hele det samvær med den treenige Gud, hele den re-præsentation af frelseshistorien, gudstjenesten inde bag kirkedøren har været, dels nærmere bestemt ved den teologiske eftertænkning, der har fundet sted inde bag studerekammerdøren. Og dette gælder selvfølgelig ikke kun for den professionelle teolog. Enhver kristen har - om end nok så indirekte - gudstjenestens efter-tænkning, den kristne tros-lære bag sig. Ikke mindst er ethvert konfirmandundervisningsforløb jo et lille teologikursus!

 

Sådan er det hele trukket op for mig som kristen. At der i netop den grundtvigske teologi også er et godt grundlag for mødet, samtalen og sam-livet med mine ikke-kristne medmennesker på et fællesmenneskeligt grundlag, er en side af sagen, jeg ikke vil komme specielt ind på her.

 

 

Statholder-marken

 

Med den indramning og »rettethed«, min tilværelse får, når jeg går ud til den med gudstjenesten og teologien således i ryggen, kan den betegnes som en stor »statholder-mark« et ord, jeg har dannet på grundlag af et sted i Grundtvigs Dannevirke-afhandling »Om Mennesket i Verden«, hvorfra jeg vil citere følgende fra afsnittet Om Menneskets Forhold til sig selv :

 

Menneskets Selv eller hans Sjæl, er, som vi have seet, oprindelig hans i Sandhed forbundne Bevidsthed af sit dobbelte Forhold, sit verdslige som Legemet udtrykker, og sit guddommelige som Aanden bevidner, hvoraf det ene Forhold er kongeligt, det andet tjenerligt, saa at begge, forenede, udgiøre et statholderligt Forhold. At iværksætte denne Forening, at omfatte det dobbelte Forhold med Taknemmelighed, og efterhaanden begribe det i Kiærlighed, er unægtelig Grundloven ... (DV II 164).

 

Med bestemmelsen af mennesket som Guds statholder på verdens statholdermark, er det helt afgørende sagt om »det kristeligt nødvendige livsengagement« overhovedet. Og det gælder også for os, der ikke lige taler på samme måde som Grundtvig om det åndelige og det legemlige (nærmere nedenfor).

 

Jeg kan her ikke lade være med at fortælle, hvordan jeg engang blev ringet op til et interview med en journalist fra en radiostation, fordi man dér havde hørt, at »ifølge sognepræsten i Døllefjelde var en god kristen en, der sådan gav den hele armen«. Det blev et ret kort interview. For det kristeligt nødvendige livsengagement er selvfølgelig ikke et plat livsengagement, altså et engagement i det foreliggende liv eller den foreliggende virkelighed slet og ret. Det er også derfor, det ikke uden videre går an at tale om »Grundtvigs livsbekræftende teologi«. Eller som jeg også tidligere har sagt: Der ligger et stort kulturkritisk potentiale i den grundtvigske teologi om »det kristeligt nødvendige livsengagement«. For hvis man bare låser sig fast på, om man nu »må« dette eller hint, så indfinder der sig automatisk en mere eller mindre modvillig flovhed eller måske ligefrem oprørskhed, der leder efter »smuthuller«, hvorigennem man alligevel kan komme til at gøre noget, der er om end måske ikke direkte slemt i etisk forstand, over for medmennesket, så dog for ringe, for sølle i forhold til ens eget livs kvalitet - idet man så finder på undskyldninger derfor over for både mennesker og Gud! Nej, med den rette forståelse af livsengagementets kristelige nødvendighed bliver det store spørgsmål, om det, jeg står i begreb med at foretage mig, nu også er godt nok! - Det kristeligt nødvendige livsengagement er et engagement i den virkelighed, som med den gamle bibeloversættelses ordlyd består i, at »i ham lever og røres og er vi« (ApG 17,28).

 

Livet ude på statholder-marken kan ses som een stor »parallel«, »sekundær«, »verdslig« gudstjeneste, hvori altså »poesien« på alle niveauer og i alle skikkelser indgår. Man kan måske sige, at medens Guds »selv-åbenbarelse« i alt det skabte svarer til »ordet og sakramenterne« i gudstjenesten, så svarer »poesien« til bønnerne, herunder salmerne, ja, på det helt fundamentale niveau til hele den »indstilling«, jeg kommer til og deltager i gudstjenesten med (jf. »Jeg er kommet ind i dit hus, for at ...«). - Hvor forholdet til det onde og lidelsen ude på marken jo så svarer til, at jeg »sørge[r] over mine synder« og »forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen« osv. Samtidig med, at det jo altså også er et forhold, der har sit sted inden for den ramme, som gudstjenestens »re-præsenterede frelseshistorie« har sat, dvs. inden for frelses-troens og frelses-håbets ramme. Vi skal dog huske på, at ingen sådan parallelisering kan gennemføres ud i alle led.

 

Men så indebærer statholder-begrebet altså også en total »saglighed« - inden for den totale omsluttethed af »i ham lever og røres og er vi«. En total »saglighed« i den måde, hvorpå jeg rent sagligt skal forholde mig til de enkelte ting, jeg møder eller arbejder med på den mark, som »var altid dog din« (DDS 675,2). Det, det gælder om i »det kristeligt nødvendige livsengagement«, er, at »den ene hånd ikke skal vide, hvad den anden gør«, at man altså ikke skal stå med en kristelig facitliste i hånden, endsige overklistre virkeligheden med »kristendom«.

 

Man kan nu spørge, hvad der så er det særlige ved engagementet på den kristeligt definerede »statholder-mark« til forskel fra et engagement i almindelig moderne sekulariseret autonomi. Men for det første er der jo i hele det her skitserede statholder-begreb en bogstavelig talt altomfattende positiv bestemmelse af hele det samlede livs-engagement, og for det andet indebærer det nogle meget vigtige negative afgrænsninger, som vil have meget stor betydning.

 

For det skal så også virkelig være rent sagligt, jeg forholder mig til hele den virkelighed, jeg møder derude, så at intet af det, jeg foretager mig, skal have nogen religiøs betydning i en forstand, som sidestilles med, endsige træder i stedet for, det, jeg har med mig, når jeg kommer ud af de to døre, og som er hele vejen rundt om statholder-marken. Jeg bliver altså virkelig fri i mit engagement, fordi det ikke skal bruges til noget som helst andet end netop det, det er. Og fordi de ting og hele den livs-situation, jeg engagerer mig i, ikke skal være noget som helst andet end, hvad det er.

 

 

Engagement, refleksion og poesi

 

Grundlæggende består livsengagementet naturligvis i netop selve livets »levelse«. Idet der for menneskers vedkommende jo altid vil være en eller anden form for »refleksion« i selv den simpleste måde at leve på. - Jeg forestiller mig i denne forbindelse, hvordan det må have været, da en af vore primitive forfædre (hvor langt tilbage det så kan have været) for første gang stoppede op, lagde hovedet en smule på skrå - og foretog sin første refleksion! - Og denne »refleksion« er så grundlaget for de mere særlige aktiviteter, som følger derefter.

 

Det liv, mennesket lever, kan nemlig videre betragtes som en trekant, hvis tre sider repræsenterer de tre hovedmåder og hoved-områder, det udfolder sig på, nemlig handlingssiden, erkendelsessiden og den »poetiske« side.

 

Det er klart, at »handlingssiden« er den side, der mest direkte bunder i selve den elementære livslevelse overhovedet. Men det er også klart, at selve det at leve - hvilket jo helt elementært stort set vil sige det at over-leve - foruden det nødvendige minimum af »refleksion«, der altså hører med til det at være menneske - straks vil kræve en form for »orientering«, altså erkendelse. Man kan sige, at mennesket fra starten af må dyrke »geografi«, »biologi« og »fysik« (det sidste ikke mindst i forbindelse med »redskabsteknologien«). Der er altså fra starten af en tæt sammenhæng mellem »praksis« og »erkendelse«. Men der vil også fra starten af være en sammenhæng mellem »refleksionen« og erkendelsen, hvilket altså vil sige, at mennesket driver en erkendelsesvirksomhed, der går ud over, hvad der tjener rent teknologiske formål.

 

Men det, det - i al foreløbighed - særligt skal dreje sig om i denne artikel, er altså »poesien«, hvorved jeg forstår hele den side af menneskets livsudfoldelse og livs-refleksion, der kan betegnes med ord som »følelsesmæssig forholden sig«, »billedlig skuen« osv. - Det drejer sig om den helt store »livs-refleks«, dvs. om livets egen store tilbagebøjning på sig selv. Det kan også udtrykkes på den måde, at medens menneskets erkendelsesaktivitet dels udspringer af de helt elementære praktiske behov, dels udgør den mere »direkte«, eksakte og begrebsmæssige videreudfoldelse af den helt elementære livs-refleksion, så er menneskets »poetiske« aktivitet på en helt anderledes både omfattende og dyb måde udfoldelsen af livs-refleksionen overhovedet! Man kunne også sige, at livs-refleksionen i bund og grund og overvejende er af »poetisk« karakter, så at den rent filosofisk-videnskabelige udfoldelse eller side deraf udgør en smallere del. Det er derfor, jeg udtrykkeligt taler om »poetisk livsfølelse og litterær poesi« og altså ser den litterære poesi (og jo i det hele taget kunsten) som en særlig udfoldelse af, hvad der helt fundamentalt og fælles for alle mennesker ligger i selve den poetiske livsfølelse.

 

Det helt afgørende, når det gælder den aktuelle udmøntning af arven fra Grundtvig, er - som jeg allerede skrev i »Livsvidenskabelig efterskrift« - at vi hæver de Grundtvig’ske begreber op i nogle »højere nævnere«[20], hvorved de kan komme i en mere direkte og levende vekselvirkning med den aktuelle virkelighed. Og i denne artikels sammenhæng er der altså specielt tale om et forsøg på at hæve det »historisk-poetiske« hos Grundtvig op i en højere »poetisk« nævner.

 

 

Videnskab, oplysning og poesi

 

Hvad selve den overordnede videnskabelige erkendelse angår, har jeg fra og med »Omkring Grundtvigs Vidskab« gjort mig til talsmand for, at man på en eller anden måde realiserede (noget af) det, Grundtvig havde i tankerne, da han i 1839 skrev »Om Nordens videnskabelige Forening« og dér fremlagde sin plan om et stort fællesnordisk super-universitet. Som minimum må interesserede forskere af alle fag kunne mødes lejlighedsvis til en forpligtende tværfaglig samtale. Fx i en eller anden form for tilknytning til - foruden de eksisterende traditionelle universiteter - vort eget Grundtvig-Akademi, ligesom de forskellige fora teologi-og-noget-andet, altså fx Forum Teologi Naturvidenskab, måske ville kunne udgøre platforme. Og/eller man kunne mødes i et tidsskrift. Og hvis man siger, at dette er urealistisk, vil jeg stille det mod-spørgsmål, hvad det så er for en kultur vi har? Der er jo heller ingen, der siger, at alle dele af det moderne pluralistiske landskab skal være repræsenteret. Men der må vel være nogen, der i det mindste kunne tænke sig at gøre forsøget! Måske inden for en kristelig-humanistisk subkultur? Eller endnu forsigtigere udtrykt: inden for nogle kristelig-humanistiske subkulturer? (Hvad Grundtvig i sin tid kaldte »naturalister med ånd«, må vel svare til, hvad vi i dag vil kalde post- eller kultur-kristne humanister).

 

Og det er klart, at det, der eventuelt ville komme ud af et sådant forsøg eller sådanne forsøg, tilsvarende skulle forplante sig nedad og udad i en menneskelig og folkelig livs-oplysning, det være sig på overlevende klassiske folkehøjskoler og/eller på helt nye leder og kanter. - Måske er de nye planer om kompetencegivende uddannelser og prøver på folkehøjskolerne det helt rigtige. Vore dages jordforbindelse. En nødvendig betingelse for, at højskolen i fremtiden virkelig kan blive en folke-højskole. Et - for nogle ubehageligt - eksempel på med-tidens-tarv-og-vilkår-princippet[21].

 

Men dette vil også gælde for, hvad der i videste forstand kan betegnes som »poesien«. Rent bortset fra, at såvel den almindelige »livs-poesi« som den særlige litterære poesi (kunsten) også kræver/forudsætter en eller anden grad af erkendelsesmæssig orientering.

 

Når vi skal prøve at være grundtvigske i dag - og i morgen - må vi, selvfølgelig på baggrund af et så dybtgående kendskab til Grundtvig selv som muligt, så at sige viske tavlen ren og begynde forfra på vore egne betingelser. I et helt nyt og frisk møde med virkeligheden, som den fremstår for os netop nu. Men efterhånden kommer vi måske også til at genoptage flere af Grundtvigs egne ting på en mere direkte måde, end vi først havde tænkt. Hvem ved? Men også dette vil blive noget helt andet end, hvis vi bare bevidstløst blev ved at gentage, hvad Grundtvig i sin tid sagde. For slet ikke at tale om, hvad der siden hen er blevet sagt under etiketten »grundtvigsk«.

 

Hvad jeg især tænker på, når jeg vil løfte »historisk-poetisk« op til »livs-poetisk«, er, at det ikke uden videre er muligt for os at overtage hele Grundtvigs store historie-konstruktion, så jeg vil her nøjes med at tale om det »poetiske« - i den store forstand, at den særlige litterære poesi (og i det hele taget al kunst) altså ses som en særlig del af den store »livs-poesi«, som skal være en livs-følelse og livs-refleksion for alle. Og den særlige poesi (kunst) skal for det første udgå fra livet og for det andet virke med henblik på livet. Her kan vi godt tale direkte Grundtvig’sk! - Og hvor Grundtvig talte om livets oplyste levelse i dets konkrete folkelige skikkelse, kan vi altså tale om livets levelse i den konkrete skikkelse, eller nok snarere de konkrete skikkelser, det nu har for os - i en stor »poetisk refleksion«.

 

Når livets og livspoesiens absolutte forrang og den litterære poesis (kunstens) tilsvarende absolut underordnede og tjenende rolle er slået fast, kan i princippet alle mulige former for litteratur og kunst have en rolle at spille. Om ikke andet vil de jo alle på en eller anden måde være udtryk for »det menneskelige«. Men det vil være forskelligt, hvor stor interesse de vil have i det perspektiv, der her er tale om. Og helt i centrum vil stå den »poesi«, ja, den lyrik, som ligger samme sted som centret i den store livs-refleksion.

 

Det må endnu en gang understreges, at de nødtørftige overvejelser i denne artikel snarere end på opstillingen af nogle restriktivt normative krav sigter på at vise, hvilke positive muligheder, der helt centralt kan ligge i en »storpoetisk« forstået realisering af »det kristeligt nødvendige livsengagement«.

 

 

Statholder-markens saglighed og frihed

 

Sagligheden på statholder-marken er på den ene side en rent intern saglighed i forhold til selve kristendommen, og indebærer på den anden side en ikke mindre vigtig saglighed og frihed i forhold til alt, hvad der ellers kunne lægge beslag på digtningen (kunsten), og jo frem for alt i forhold til forestillingen eller kravet om, at digtningen (kunsten) skulle kunne indtage kristendommens plads, altså fungere som religion.

 

Når mennesket skal give dyrene navne - eller se syner og skrive dem ned - så skal han ikke lige i det øjeblik tænke på Gud. Men han går jo på statholder-marken. Han ved, at han er skabt af Gud. Han ved, det er Gud, der har sat ham til det. En håndværker går jo heller ikke og tænker på sin arbejdsgiver hele tiden. Medens han fx lige står og høvler på et bræt, kan, ja, bør han, udelukkende være optaget af, at brættet faktisk bliver høvlet glat.

 

For såvel digteren/kunstneren som læseren/brugeren vil det betyde en kolossal aflastning og frigørelse, når digtningen (kunsten) slipper for at skulle bære religionserstatningens byrde. Og det samme gælder naturligvis aflastningen for de andre tilsvarende byrder af politisk og anden opdragende art. Indignationslitteratur og lignende kan være helt på sin plads i en given sammenhæng; det er bare noget helt andet end det, der er tale om i indeværende sammenhæng.

 

På et noget andet plan ligger hele grundforholdet til eksistensens angst og ve og smerte. Det kan man selvfølgelig ikke komme uden om. Selv med den største og fineste - grundtvigske! - kristendom bliver statholder-marken dog ikke til Paradisets have. Alligevel bliver også dette forhold et andet, når poesien ikke skal bære religionens byrde. Man kommer heller ikke til at kredse sygeligt om angst og elendighed, men vil dels forholde sig til disse ting inden for kristendommens centrale felt, dels prøve at tage sig af dem på dertil egnede andre felter ude i virkeligheden.

 

Digtningens (kunstens) rent udvendige funktion i social, statusskabende henseende er der ingen grund til at komme nærmere ind på.

 

En anden vigtig frigørelses-gevinst, når den litterære poesi (kunsten) betragtes på denne måde i forhold til hele den store fælles livs-poesi, er, at menneskene frigøres fra at skulle spille eller gøres til små kunstnere. Grundtvig gjorde op med »drenge-videnskabeligheden«. I dag kan vi gøre op med »vi-er-alle-kunstnere-kulturen«. Det er ikke små efterligninger af de professionelle kunstnere, vi alle skal være, småmusikere, småmalere osv., men derimod - og i den helt store og dybe forstand - livs-kunstnere, »livs-poetikere«!

 

 

Det passive og det aktive. Tydning og udtryk

 

Et helt andet spørgsmål er, hvor sådan noget som den rene ekspressionisme kommer ind. For slet ikke at tale om sådan noget som den rent form- eller sprogdyrkende digtning. Centralt i det syn, jeg her prøver at skitsere, ligger jo, at poesien skal have karakter af en tydende og følende forholden sig til den virkelighed, som altså også er ydre.

 

Grundtvig selv lagde stor vægt på at understrege digtningens absolutte passiviskhed, at den ikke var poesi i dette græske ords bogstavelige betydning (»gøren, forfærdigelse«), men hverken mere eller mindre end »Virken efter Syn«. For som han videre siger på dette sted i Dannevirke-afhandlingen »Om Aabenbaring, Konst og Vidskab«: »At see er ikke nogen Gierning af Seeren, men en Sandsning[;] ikke Speilet men Gienstanden, eller rettere den som skabde dem og deres Forhold, giør Synet, og et aandigt Syn viser sig selv i et sandseligt Speil, er en Aabenbaring. Konst er en Virksomhed, altsaa en Gierning af Konstneren, men med Synet lader sig i Sandse-Verdenen Intet giøre, med mindre det er til i den, har et Legeme« (DV III 262).

 

Og uanset hvor fjernt vi i vor tid må føle os fra meget i det, Grundtvig siger her, er der noget meget vigtigt i dette syn på digtningens passiviskhed, digtningen som »Virken efter Syn«. Idet vi dog samtidig må spørge, om der ikke også i den samlede poetiske forholden sig er plads til mere ekspressive og aktive måder at forholde sig på.

 

 

Foreløbige fragmenter

 

Med ovenstående betragtninger er der forsøgt peget ud fra gudstjenesterummet og det teologiske studerekammer på virkeliggørelsen af »det kristeligt nødvendige livsengagement« set grundlæggende som »poesi«. Hverken mere eller mindre. Men artiklen skal munde ud i nogle brudstykke-eksempler, der går lidt længere ud i retning af poesien som digtning, nærmere betegnet den helt centrale og grundlæggende lyrik.

 

 

* *

 

 

Med en omskrivning af Grundtvigs Langelands-ord: Alt, hvad der hjælper mig ud over det flade og trivielle, er poesi! Enhver form for virkelig forholden sig til eksistensen og universet, til det at være »menneske i verden«, opfylder betingelserne. Den bedste »tressermodernisme« kommer i denne henseende stærkt ind (fx Klaus Rifbjerg). - Men også sådan noget som 1890’er-symbolismen (fx Sophus Claussen) kan nævnes. - Enhver form for poesi, der, med Sophus Claussens formulering, får livet til at »give tone«.

 

*

 

I poesien skal det være virkelig forholden sig - eller »nøgen» forholden sig. Også i betydningen »hudløs«. Det gælder altså også alle former for »interferens-smerte«[22] - idet smerten dog ikke må »dyrkes« eller »smages på«.

 

*

 

Med Gud omkring mig alle vegne er jeg helt fri til at se tingene som indirekte gudserkendelse. Så at jeg ikke hele tiden skal sige »Gud«. - Men hvad betyder det for digtet? Hvordan kommer livspoesien til digterisk udtryk hos den kristne? Hvordan skriver en kristen digter almindelige digte? - Det gør han vel bare, idet han ved, at han - uafvidende og indirekte - har med Gud at gøre i det lyriske objekt. Dér ser han frit, uden lære-forpligtelse, Gud som Den Anden!

 

*

 

Hvad er det, det egentlig drejer sig om, når Grundtvig taler om »livs-oplysning«? Det er jo, at tilværelsen (inden for rammerne af en kristelig eller dog menneskelig anskuelse) i en faktisk ganske bogstavelig betydning skal »oplyse sig selv«, »kryds-belyse sig selv«. At visse særligt »lysende« dele af tilværelsen i en »indbyrdes belysning« skal kaste et særligt lys over resten, altså fx fra fortiden af kaste lys over det liv, der leves nu. At fx Nordens gamle myter eller (dele af) Danmarks- eller verdenshistorien skal kaste et særligt, bogstavelig talt oplivende lys ind over det danske folks liv her og nu. Men her taler jeg altså om dette forhold i en langt større poetisk almindelighed. - Livets, tilværelsens indre selvoplysning ved særlige lys-punkter eller intensitets-punkter.- »Synet« er at »se« disse punkter! - Måske er »se-ning« et godt udtryk. - Jf. Grundtvigs betegnelse af digteren som »Livets kaarne Speider«![23]

 

*

 

Hvad er livs-lys? Evangeliets lys er virkelig lys. Men alt andet lys - inde fra punkter i tilværelsen - er snarere side-belysning eller perspektiv. - Digteren må have »set« særlige »toppe« eller »punkter«, som kaster et særligt lys og giver en særlig pejling.

 

*

 

»Synet« er ikke kun det at se selve lyspunkterne som sådanne, i og for sig, men at se dem i deres forbindelser, sammenhænge, etager, lag, kombinationer. Synet er at se linier, snore, tråde - som tillige kan være revner, åbninger. Med det formål, at livet bliver større derved. - »Billedsproget« er udtrykket for dette »sammenhængs-syn«. Det må være det, der er det dybeste princip i sammenstillingen af billed- eller symbol-»planer« i digtet.

 

*

 

Og »synet« er at se »tråde«. For billedet, symbolet er jo ikke en vilkårlig sammenbringning af punkter, men betydnings-steder, der belyser og oplader hinanden. Perspektivlinier, der både holder sammen og spænder ud. - Spændinger og forbindelser i flerdimensionalitet. - Det er spændte strenge, der giver tone.

 

*

 

I forhold til den sterilt rene oplysning er poesien »lys med varme«.

 

*

 

Formålet er, at livet skal »blive større«. Men dermed mener jeg ikke »gjort større af mig«. Men dog »komme til at blive større for mig«. Så jeg kommer til at opleve livet i dets virkelige størrelse! - På een gang en »forstørrelse« og en »intensivering«, »potensering« af livet. En livs-potensering gennem en særlig poetisk aktivitet, som udgår fra livet overhovedet (med særlig sammenhæng med den livspoetiske, livsfølelsesmæssige kerne) og vender tilbage dertil!

 

*

 

Grundtvig selv lægger megen vægt på poesiens »passiviskhed«, at digtet altså er en nedskrift »efter Syn« (se ovf.). - Hvor jeg så føjer til, at vel er det passiviske i Grundtvigs poesiforståelse en meget vigtig ting, men der er også andet og mere, andre og flere sider. Som kirkelig og folkelig »total-digter« var Grundtvig jo selv »aktiv« - om end på helt særlig måde. - Et digt er ikke kun nedskrivning af et syn, men også »ekspression«, udtryk (af digterens jeg/selv, evt. mere eller mindre på menneskeslægtens vegne) og et »udkast«, en handling, en forholden sig (også mere eller mindre på menneskeslægtens vegne), hvilket bl.a. kan betragtes som en slags bøn eller kærtegn, af resten af tilværelsen/universet, dvs. i sidste ende Gud. Selv om dette altså ikke skal ødelægges ved hele tiden at blive sagt.

 

*

 

Hvad er det, jeg gør, når jeg går og kigger på træerne, på landskabet? - Er der to ting? Altså fx 1: Hele forholdet til min omverden (Kosmos) som netop om-verden. - Og 2: Forholdet til »om-verdenen« som forholdet til min egen legemligheds forlængelse, hvilket så gælder lige fra abens ansigt og hænder over træernes blade til fysikkens dybeste niveau’er.

 

*

 

Er naturen/landskabet en slags katalysator? - Som det sted, drømmene går hen, er landskabet også altid fremtiden. Samtidig med, at det som kulturlandskab, resultatet af mange generationers arbejde, også er historie.

 

*

 

Landskabet er ikke bare på symbolistisk vis en sjælstilstand. Det er også det halvgennemsigtige spejl, hvori jeg både ser en refleks af mig selv, min egen forlængede legemlighed og Guds legeme, legemligheden af Gud som »den Anden«.

 

*

 

Men spejlet skal netop have gennemsigtighed. Ellers ender jeg inde i det som i en indvendigt spejlbelagt glaskugle, hvori jeg er fordømt til kun at se mig selv. Og hvis jeg kun betragter naturen som min egen forlængede legemlighed, ender jeg i den rene selvbefamling! Derfor er jeg nødt til at sige også Guds legeme. I naturen skal jeg netop komme til at se bort fra mig selv. I modsætning til, hvordan det er i byen, hvor der kun er menneskenes kroppe og ting.

 

*

 

»Livspotenseringen« ude på statholder-marken foregår hverken mere eller mindre end inden for denne, dvs. med kristendommen som hverken mere eller mindre end baggrund og ramme. Bortset fra det, der kommer til os i den særlige åbenbaring (Kirken, frelseshistorien (inkl. kirkehistorien), Bibelen, gudstjenesten, teologien) kommer der ikke noget til os »udefra«, »hinsides fra«. - »Poesien« er en »livsfølelse«, der ser og oplever, forholder sig til, nogle dimensioner i denne verden. Kosmos er kosmos - men er jo netop som sådant åbenbarelse, Guds aftryk. For mig er der kun een verden - og så Gud. Men jeg kan se mere eller mindre dybt i denne Guds verden!

 

*

 

Den højere betydning ligger ikke i en højere »verden«. Men den ligger i mønstret, mønstrene, formerne, lige fra atomerne/partiklerne af. Og så videre i for eksempel skyerne, planternes blade og blomster (men også fx en nøgen trækrone), dyrene, menneskenes ansigter, menneskelivets betydnings-mønstre, herunder selvfølgelig ganske særligt sproget og den betydning, der kommer til udtryk gennem det.

 

*

 

Hvis vi skal prøve at anskue »Guds sted« i en vis overensstemmelse med vor tids naturvidenskabelige verdensbillede - hvad vi i hvert fald lejlighedsvis bør forsøge - kan vi ikke sige »op«, men må snarere sige »ind« eller »ned» - nemlig »ind« eller »ned« hinsides den moderne partikelfysiks fantastiske og ubegribelige »inderligheder« og »dybder«.

 

*

 

Men både den almindelige og den særlige poesi forudsætter jo »evighed« og peger mod »evighed«. Den lyriske centralfølelse får »evighedens nødvendighed« til at melde sig. Eller fører til anelse om og længsel efter den. I det mindste som smerte - interferens-smerte (se note 22). Men denne evighed kan ikke være nogen anden end Guds evighed. Det, at jeg alleryderst ude til alle sider er omgivet af Guds evighed. Det, som Påsken har bekræftet for mig.

 

*

 

Kunst er vel sådan set alt muligt. Fx bare noget, der ser smukt ud. Smukt design. Imponerende arkitektur. Og så videre. - Behøver der ligge en tilværelsestolkning eller udtrykkes en tilværelsesholdning i en ting eller en bygning, bare fordi det er smukt? Men enhver ting afspejler og udtrykker vel altid noget? Menneskenes trang gennem årtusinderne til at lave smukke ting er forunderlig. Og i de bedste tilfælde er der så også tale om et »overskud« i forhold til den rene »udsmykning«. Men det er alligevel noget andet end, hvad der er tilfældet i den dybe og centrale poesis bestræbelse på at tyde og forholde sig til virkeligheden.

 

*

 

Den centrale lyrik er en betragtning af og forholden sig til Kosmos og Tilværelsen i al almindelighed. Men samtidig er hele menneskeslægten jo til stede både over for og i det lyriske jeg, så at alle »synerne« på een gang inkluderer og er på vegne af menneskeslægten. Og uden om selve den centrallyriske kerne ligger selvfølgelig alt det menneskelige, lige fra de mindste ting og hændelser i hverdagslivet til historiens, også samtidshistoriens, største begivenheder og skikkelser.

 

*

 

»Kristelig« kunst eller litteratur ligger langt væk fra det centrum, der er tale om her. Den ligger nærmere teologien eller fromhedslivet. Noget andet er, at kristendommen og kristne mennesker eller mennesker, der på den ene eller den anden måde forholder sig til kristendommen, findes i verden og således kan komme til at indgå i fx romaner eller film. - Ja, her kan alt være både tilladt og gavnligt! Det er bare noget andet end det, der er tale om inde på central-feltet!

 

 

*  *  *

 

 

Jazzen som forbillede - Jeg vil slutte med dette lille afsnit om jazzen som et eksempel fra en anden kunstart på, hvad jeg mener, når jeg taler om »den rene forholden sig« ude på statholder-marken.

 

I mine mellemskole- og første gymnasieår forsøgte jeg mig som jazz-pianist, og det var med stor sorg, jeg midt i 2 g måtte erkende, at mine musikalske evner ikke strakte til en professionel karriere. Men sådanne erkendelser må man jo gøre.

 

I nærværende sammenhæng er det afgørende imidlertid den oplevelse af netop jazzen, jeg nåede at få. Dengang indgik den, kan jeg godt bekende, i en form for panteistisk livsfølelse, hvor jeg meget stærkt sansede »swinget« som en åbenbarelse af en stor og dyb kosmisk sammenhæng. Men netop ud fra Grundtvig er det jo nemt at inkludere en sådan oplevelse i en kristen forståelse og holdning.

 

Nu nøjes jeg stort set med at lytte til jazzen, og netop i de dage, hvor jeg gjorde denne artikel færdig, lyttede jeg en del til to CD’ere med indspilninger fra 1957 og 1959 med The Jazz Messengers og forskelligt sammensatte John Coltrane-kvartetter. Og det står klart for mig, at ikke mindst denne form for jazz (hvor mange andre navne kunne nævnes) er et storslået eksempel på netop den rene og nøgne saglighed, der skal være tale om ude på statholder-marken. Her forenes robusthed og raffinement, »kosmisk indordning« og ekspressivitet på en enestående måde.

 

At jazzen så i løbet af 1960’erne gik i stykker, er en anden sag. Det er i al fald blevet en helt anden slags musik, som ikke i mine ører fremtræder på den her beskrevne måde. Det afgørende er, at den stærke indordning under grundrytmens »drive« er ophørt. Det begyndte at lyde, som om man sad i hver sit lokale og øvede sig, men blev optaget og indspillet på samme bånd. Eller der kom et fortænkt eller meditativt-østligt præg over det. Det store og sørgelige spørgsmål er, om jazzen har været en dinosaurusagtig, om end enestående storslået episode i den menneskelige kulturhistorie. Hvad den dog så selv i værste fald har været. Så at den altså kan være et historisk udgangspunkt for os i dag. I øvrigt nok sammen med andre ting fra 1950'erne og første halvdel af 1960’erne. Selv om man jo hurtigt kan sige, at det bare var dengang, jeg var ung! Man kunne dog lade det komme an på en prøve.

 

Der kunne måske ligge en stor inspiration alene i det tankeeksperiment at forestille sig, hvordan tingene ellers kunne have udviklet sig fra omkring 1965 af. Hvad jeg altså virkelig ikke siger for at ville prøve at skrue tiden tilbage. Det var jo en af de ting, man lærte ved at spille jazz (men som selvfølgelig gælder tilsvarende på alle andre områder): at det er løgn at spille New Orleans-jazz i 1960! Men man kunne jo godt bruge tankeeksperimentet - og afsættet i det, der var - som en hjælp til at komme videre nu. Hvad jeg altså ikke engang siger for specielt at ville binde hverken mig selv eller andre til lige netop 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Nu førte dette jazz-eksempel bare derhen. Og det er virkelig også en god periode. - Nej, med det, denne artikel lægger op til, skal hele horisonten være åben!

 

Bent Christensen

 

 

 

Efter-ord - med to gange tak

 

På dette sted (som jeg takker redaktionen for at have fået stillet til rådighed) vil jeg benytte den efter omstændighederne formodentlig mest passende lejlighed til at sige to gange tak, som ikke var med i forordet til »Omkring Grundtvigs Vidskab«, een tak, som burde have været med, og een, som ikke kunne være med.

 

Jeg burde i disputats-forordet have takket Grundtvig-Biblioteket i Vartov og Liselotte Larsen for den hurtige og nemme måde, jeg fik foretaget de allersidste verificeringer på. Men det var netop fordi det var kommet til at fylde så lidt i tid, jeg ikke fik det med. En uretfærdighed, som der hermed er forsøgt rådet bod på!

 

Jeg kunne i disputats-forordet ikke takke Kirkeligt Samfund for dækningen af udgiften til den meget grundige sproglige revision (ved Børge Bendtsen) af bogens »English Summary« - fordi jeg på det tidspunkt regnede med, at denne udgift ville være omfattet at støtten til udgivelsen. Desto større grund er der til at takke Kirkeligt Samfund for denne efter-støtte. Hvilket hermed er gjort!

 

BC

 

 



[1] »Fra drøm til program« (1987) og »Omkring Grundtvigs Vidskab« (1998). - Se desuden min indledning og mine opponent-replikker i »Om “Omkring Grundtvigs Vidskab”« (Grundtvig-Studier 2001).

[2] Præsteforeningens Blad 2002/6 s. 122 f.

[3] Nemlig både i selve min disputats og i den også i note 1 nævnte artikel i Grundtvig-Studier 2001.

[4] Der er tale om følgende artikler her i Dansk Kirketidende: »Fra “Fra drøm til program” til program! Betragtninger og udkast fra en plads på Grundtvigs skuldre«, Dansk Kirketidende 7-8/1995. - »Livsvidenskabelig Efterskrift«, Dansk Kirketidende 12-13/1998. – »Livspoetisk Indledning«, Dansk Kirketidende 14-15/2000 og 16/2000. - Desuden min artikel i Præsteforeningens Blad 2002/3: »Ikke vedhæftning, men henvisning«.

[5] »Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement« ( 1998). Forsvaret fandt sted 04.09.98, og indledningen er sammen med replikker til de to opponenter trykt i Grundtvig Studier 2001 s. 191 ff (»Om “Omkring Grundtvigs Vidskab”«).

[6] »Christenhedens Syvstjerne« VI str. 69, Georg Christensen og Hal Koch (udg.): »Værker i Udvalg« VI 347.

[7] Jf. det ganske vist strøgne og i rækkevidde begrænsede afsnit i en Grundtvig-prædiken fra 1823 om, at uden menneskekundskab er gudskundskaben spildt på os. Men sagen selv er jo altså til stede overalt hos Grundtvig. Christian Thodberg (udg.): »N.F.S. Grundtvigs prædikener 1832-39«, bd. I s. 173.

[8] »Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter« V 430.

[9] »Om Mennesket i Verden«, »Danne-Virke« II 200.

[10] »Forholdet mellem metafysik og tro i N.F.S. Grundtvigs filosofiske forfatterskab 1812-1819« s. 531 (utrykt manuskript).

[11] Smst. s. 533 f.

[12] »Fra “Fra drøm til program” til program! Betragtninger og udkast fra en plads på Grundtvigs skuldre«, Dansk Kirketidende 7-8/1995. - »Livsvidenskabelig Efterskrift«, Dansk Kirketidende 12-13/1998. – »Livspoetisk Indledning«, Dansk Kirketidende 14-15/2000 og 16/2000.

[13] »Livsvidenskabelig Efterskrift« s. 181 (se note 11).

[14] »Omkring Grundtvigs Vidskab« (se note 1) munder bogstavelig talt (nemlig helt omme på omslagets bagside) ud i bestemmelsen af Grundtvig som »den store kirkelige og folkelige “totaldigter”«. Jf. også allerede titlen på Flemming Lundgreen-Nielsens disputats: »Det handlende ord«! Samt den bestemmelse af Grundtvigs egenart som en digter, hvis livs myte i hans digtning er sammenflettet med Danmarks myte, der foreligger i Helge Toldberg: »Grundtvigs Symbolverden«.

[15] Baggrunden for overvejelserne her udgøres hovedsagelig af følgende tre tekster: - Min licentiatafhandling fra 1985 »Fra drøm til program« (udg. 1987). - Min disputats fra 1998 »Omkring Grundtvigs Vidskab«. - Min artikel her i bladet »Livsvidenskabelig efterskrift« (DKT 12-13/1998). - Men jeg vil herudover også nævne min licentiat-forelæsning fra 1985: »Var Grundtvigs nyerkendelse i 1832 en tragisk hændelse?« (Grundtvig-Studier 1989-1990 s. 16 ff) samt følgende artikler i Præsteforeningens Blad: »Denne tilværelses plads og betydning i - eller i forhold til - Det nye Testamentes kristendom« (»Verden i Bibelen I«, nr. 50/1984). - »Denne tilværelses plads og betydning i det gamle Israels gudsforhold« (»Verden i Bibelen II«, nr. 51-52/1984). - »'Nyaars-Morgen' som teologisk og kirkehistorisk dokument« (nr. 1-2/1987).

[16] Hvis nogen er i gang med eller går i gang med tilsvarende projekter, kan man godt lige kontakte mig, så vi kan koordinere. Men ingen af os behøver at være nervøse. Som Chr. Thodberg engang sagde - i netop en situation, hvor overlapning syntes at true: »Bare rolig, der er god plads!«. - Kontakt altså eventuelt: Bent Christensen, Karlslundevej 12, Døllefjelde, 4990 Sakskøbing. - Tlf & fax: 5486 4280.

[17] Der anvendes i denne artikel følgende forkortelser for Grundtvigs skrifter: VU = Værker i Udvalg. DV = Danne-Virke. US = Udvalgte Skrifter.

[18] »Om Mennesket i Verden«, DV II 200.

[19] Jeg citerer mere udførligt i »Omkring Grundtvigs Vidskab« (se note 15) side 27 f.

[20] »Højere nævnere«: Når man skal lægge to brøker med forskellige nævnere sammen, må man som bekendt finde den nærmeste højere nævner, begge nævnere kan gå op i. Altså fx: 2/7 + 5/8 = 16/56 + 35/56 = 51/56. Hvad angår forholdet mellem Grundtvigs begreber og vore begreber, kan fx det Grundtvig’ske begreb »historisk-poetisk« gå sammen med vore begreber og erfaringer i den højere fællesnævner »poetisk«.

[21] I fortalen til »Nyaars-Morgen« taler Grundtvig om det store mål, Herren sikkert vil skal nås: »Oplivelsen af Nordens Helte-Aand, til christelige Bedrifter, paa en, med Tidens Tarv og Vilkaar, passende Bane« (US IV 346).

[22] Jf. Johs. V. Jensens digt »Interferens« i »Digte 1906«.

[23] »Fortaleriim« til »Roskilde-Saga« (US II 622).