LITTERÆRE TEKSTER

 

Bent Christensen

 

 

DIGTE OG ANDRE LITTERÆRE TEKSTER

 

Siden er oprettet den 3. oktober 2008.

 

NÆRVÆRENDE UNDERSIDE ER NU KUN EN APPETITVÆKKER!

 

Oplysning indsat her 03.08.17

 

Mine litterære tekster (digte og aforismer) bliver nu (siden 2015) udgivet i bogform. Se listen nedenfor.

 

I øjeblikket arbejder jeg med tre bøger: Adam Mickiewicz: Odessasonetter eller Erotiske sonetter, oversat og udgivet af mig (forventes udgivet inden jul 2017). - Mit Dannevirke. Betragtninger om allehånde (forventes udgivet inden jul 2018). - Nye digte og aforismer (forventes også udgivet inden jul 2018).

 

Men da alt, hvad jeg udgiver nu og i resten af min tid, udgør én stor sammenhæng - med teologien og salmerne som noget helt særligt og helt overordnet (og det slaviske som en sideaktivitet) - vil jeg slutte denne "oplysning" med at vise, hvad jeg har udgivet af bøger indtil nu (eller planlægger at udgive). Og jeg vil gøre det ved at indsætte den planlagte første trykte side i Mit Dannevirke:

 

TIDLIGERE UDGIVELSER AF SAMME

FORFATTER:

 

På Gads Forlag:

 

Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832. - Licentiatafhandling (ph.d.) 1987.

 

Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement. - Disputats 1998.

 

På nærværende forlag som oversætter og udgiver:

 

Adam Mickiewicz: Krimsonetter. Oversat af Knud Berlin

og Bent Christensen, udg. af Bent Christensen. - 2015.

 

Adam Mickiewicz: Odessasonetter eller Erotiske sonetter. Oversat og udgivet af Bent Christensen. - 2017. *)

 

På nærværende forlag som forfatter:

 

Lollandsonetter. - 2015.

 

Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage. - 2015.

 

Digte og aforismer 1966-2016. - 2016.

 

Mit teologiske testamente. Dogmatik og betragtninger (2017).

 

PLANLAGTE UDGIVELSER PÅ NÆRVÆRENDE FORLAG:

 

Min poetik.

 

Nye digte og aforismer.

 

(* Jeg regner med, at denne nye Mickiewicz-udgivelse (som jeg for tiden også arbejder på stort set hver dag) når at udkomme inden julen 2017, så at den altså skal stå her, når Mit Dannevirke udgives et års tid senere.

 

Når Mit Dannevirke ikke er nævnt her skyldes det naturligvis, at det er den, disse oplysninger kommer til at stå i!

 

Jeg har selvfølgelig i tidens løb skrevet en lang række artikler af forskellig slags, og jeg vil her især pege på de efterhånden mange artikler på både dansk og polsk (og oversættelser af vers fra polsk), jeg har skrevet i det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski. Men det, jeg helt særligt ønsker at føje til ovenstående liste, er det ejendommelige efterslæt af min virksomhed som Grundtvig-forsker (1972-2002), der udgøres af nedenstående tre artikler i Grundtvig-Studier:

 

"Totaldigteren Grundtvig. En kommenteret forskningshistorisk oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter" (GS 2011).

 

"Fra Hamann til Fasc. 209.10. Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes samtidige" (GS 2012).

 

"Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61" (GS 2013).

 

Med denne "oplysning" (som i tilpasset form også er sat på nogle tilsvarende undersider) har jeg givet en forklaring på, hvorfor nærværende underside ikke længere bliver opdateret, og på, hvorfor jeg i det hele taget ikke længere er så aktiv her på min hjemmeside.

 

Jeg gør dog opmærksom på, at undersiden "Erindringer" stadig indeholder hele den foreliggende version af min selvbiografi, og at det først vil være om nogle år (om overhovedet), den bliver udgivet i bogform.

 

Følgende undersider bliver stadig opdateret, når der er nyt: "Om mig selv", "Erindringer - DAGBOG", "Det særligt danske", "Kirke og teologi", "Prædikener efter 11.05.03", "Internationalt", "Debat" og "POLSKI". - Flere af de undersider, der slet ikke eller meget sjældent vil blive opdateret, vil stadig kunne være af interesse for mine besøgende. Men de undersider, der svarer til allerede udgivne eller kommende bøger, må nu betragtes som appetitvækkere. - Se listen med samtlige undersider i menuen ude til venstre.

 

De, der måtte ønske at følge med i, hvad jeg laver, henvises helt særligt til "Erindringer - DAGBOG". Men man kan også besøge min Facebook-profil: https://www.facebook.com/bent.christensen.505

Her bliver der især slået ny digte eller oversættelser af digte op hver uge. For tiden er det salmer fra min ovenfor anførte salmesamling der hver lørdag sættes på som søndagens salme, men på et tidspunkt kommer der nok også i hvert fald et mindre antal nye salmer.

 

Se også min forlagsside (Forlaget Luskebakken) i Facebook:

https://www.facebook.com/forlagetluskebakken

 

-

 

HER ER, HVAD DET NÅEDE AT BLIVE TIL MED NÆRVÆRENDE UNDERSIDE

 

Nedenstående tekst er senest opdateret 25.11.16

 

 

OM MIN UDGIVERVIRKSOMHED

 

I august 2015 begyndte jeg at udgive mine forskellige ting. Som selvudgiver. På mit eget Forlaget Luskebakken, men via udgivertjenesten gopubli.sh (se nf.).

 

Det drejer sig pr. 17.02.16 om følgende udgivelser:

 

Adam Mickiewicz: Krimsonetter. Udgivet af mig og med mig som oversætter af de 14 af 19 sonetter. De øvrige fem bringes i Knud Berlins oversættelse fra 1888.

 

Bent Christensen: Lollandsonetter. - Min alvor-i-spøg-opfølgning af Krimsonetter!

 

Bent Christensen: Salmer. Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage. - Det er blevet en bog på 320 sider med ikke alene de mange salmer og vers, men også de udførlige Bemærkninger og Noter, som gør bogen til også en lille lærebog i salmen, gudstjenesten og kirkeåret. - Jeg mener selv, der er tale om et vigtigt bidrag til dansk kirkeliv netop nu.

 

Siden 17.02.16 har man kunnet købe:

Bent Christensen: Digte og aforismer 1966-2016.

 

Jeg vil derfor ikke uden videre blive ved at sætte digte på her, men højst sætte nogle appetitvækkere på. Der sker noget med en, når man begynder at udgive bøger. Så vil man have solgt dem!

 

 

LINKS TIL FACEBOOK-SIDER:

Til min egen Facebook-profil med nyheder flere gange om ugen og mange interessante billedalbummer om både mig selv og mine internationale og litterære aktiviteter og om min ø Lolland:

https://www.facebook.com/bent.christensen.505

Til den 27.07.15 oprettede side "Forlaget Luskebakken", hvor man kan læse om de ting, jeg har udgivet og agter at udgive på dette enmandsforlag, og om forskellige aktiviteter i forbindelse dermed. - Pr. 17.02.16 havde jeg udgivet: KRIMSONETTER (af Adam Mickiewicz, men for hovedpartens vedkommende oversat fra polsk af mig). - LOLLANDSONETTER. - SALMER. EVANGELIESALMER OG ANDET TIL ALLE SØN- OG HELLIGDAGE. - Og min samling DIGTE OG AFORISMER 1966-2016 var lige på trapperne.  - Her er linket:

https://www.facebook.com/forlagetluskebakken

 

MAN KAN NU KØBE MINE BØGER DIREKTE FRA SIDEN "FORLAGET LUSKEBAKKEN" - eller altså tilsvarende ved at bruge linket her lige nedenfor.

Knappen Køb nu er netop kommet på Forlaget Luskebakken-sidens coverbillede, så at man ved at klikke på den kommer på denne gopubli.sh-side (hvor man på den nedenfor angivne måde kan købe mine udgivelser):

http://gopubli.sh/users/5c56cc83497074ae

Den side, der kommer frem, indledes med mit CV, men NEDERST står alle min udgivelser, som man kan købe ved at klikke på Se mere ved den pågældende bog og derefter på Læg i kurv. Osv.

 

 

-

 

 

SALMER er siden den 4. februar 2012 kun sat på undersiden "Salmer".

 

AFORISMER er siden uge 19/2014 kun sat på undersiden "Aforismer".

 

Se også undersiderne ”ERINDRINGER”, ”POETIK” ”MIT TOTALDIGT”, ”AFORISMER” og ”SALMER”.

 

 

 

*

 

 

 

NB! Nedenstående INDLEDNING bør revideres. Der er jo, siden jeg begyndte at udgive mine ting i bogform (se ovf.), fjernet meget fra indeværende side!

 

På denne side indsætter jeg både ældre og - løbende - nye tekster af i både snævrere og videre forstand litterær karakter. - NB! I alle andre afdelinger end ”Digte, som indgår i ’Erindringer’” og ”Facebook-digte” (selv altid øverst i DIGTE 2008-) følges princippet ældst nederst, yngst øverst.

 

Jeg har (af gode grunde) længe kviet mig ved at sætte egne digte og lignende litterære tekster på min hjemmeside. Men når jeg har gjort det nu, skyldes det, at da jeg i de 29.08.08 påbegyndte erindringer var kommet til slutningen af 1950’erne, så jeg, at denne genre - her tilpasset mit særlige formål - var velegnet til at få mange af de ting bragt til udtryk, jeg gerne vil nå at producere og præsentere. Jeg lader i disse erindringer - som bebudet i indledningen til dem - også nogle steder lade teksten ”bryde ud i digte” (som også bringes her på siden). Der er hermed på flere måder opstået en ny situation, som betyder, at når jeg nu sætter digte m.m. ind på denne side, så er kvalitetsniveau’et ikke så afgørende. Disse tekster kan nu ses såvel i tilknytning til teksterne på undersiden ”POETIK” som i tilknytning til erindringerne (undersiden ”ERINDRINGER”). Og jeg er nu (oktober 2008) 65 år. Jeg kan ikke vente mere, men kan kun have eet for øje, nemlig at få udfoldet så meget som muligt af det, jeg hhv. har drømt om fra min ungdom af og (sammen med det) set som mit bidrag til ”udmøntningen af arven og inspirationen fra Grundtvig”. Mit ønske er, at der trods alt vil være nogen, der umiddelbart kan få glæde af noget af det, ja, at der måske kan være en enkelt eller to, der vil kunne se nogle muligheder i det for sig selv - og arbejde videre med det.

 

Nedenstående tekster - og det gælder i hvert fald dem fra før 2008 - skal altså ikke betragtes som andet, end hvad de er: dele af min livshistorie og eksempler i tilknytning til min storpoetiske tænkning på Grundtvigs skuldre og på grundlag af ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”. Og det er tydeligt, at de fleste af digtene før 2008 handler om, at Digtet ikke vil komme. Men sådan har min udvikling, eller mangel på samme, altså været. Skulle nogle af digtene eller de andre tekster være - eller blive - lidt mere, vil det glæde mig.

 

Jeg har på forhånd besluttet, ikke at ville kommentere teksterne her på denne underside yderligere (kommentarerne til især "Facebook-salmerne" fra februar 2010 af er noget andet). Den ældste, og dermed nederste, tekst, fremtidsnovellen ”Mennesker i Aar 2003”, har jeg derimod måttet give en udførlig 2008-kommentar! Men efterhånden som Erindringerne skrives, vil der komme kommentarer dér. ”Mennesker i Aar 2003” er også kommenteret dér.  - Se altså også undersiden ERINDRINGER. - Når jeg har sat ofte meget lange kommentarer til især mine Facebook-salmer, er det oprindelig af hensyn til den lille kreds af Facebook-venner, der meget venligt følger med. Desuden benytter jeg lejligheden til at få sagt nogle ting om salmernes plads og funktion i gudstjenesten - og dermed også om salmevalget i almindelighed.

 

 

* * *

 

 

INDHOLD

 

OM MINE BIDRAG TIL Well Come. Sydhavsøerne rundt med ord og billeder (2016). - Med vejledning til gratis download af hele bogen.

 

DIGTE 2008-

FACEBOOK-DIGTE - fra og med februar 2010. Kronologisk efter opslagstidspunkt, inkl. de digte, der også er "samlet særskilt" i de nedenfor angivne særlige afdelinger.

LOLLANDSONETTER (nu kun smagsprøver).

FRIE LOLLANDSONETTER (nu kun smagsprøver).

SEKS EKSTRA FRIE LOLLANDSONETTER (nu kun smagsprøver).

NATTEVINDUESDIGTE (samlet særskilt).

DIGTE. SOM INDGÅR I "ERINDRINGER".

Indledt med en fortegnelse over de enkelte digte.

ØVRIGE DIGTE 2008-

 

DIGTE 2003-2008

 

DIGTE 1998-2003

 

DIGTE 1985-1998

 

DIGTE 1968 - 1985

 

OVERSÆTTELSER

          Adam Mickiewicz's Krimsonetter

          Andre oversættelser fra polsk

 

FIRE GRIFFEN-TEKSTER 1964.1965.1967. - Trykt i Bornholms Værns blad ”Griffen”.

 

MENNESKER I AAR 2003. - Fremtidsnovelle. - ”Lollands Tidende”, Nakskov, 1958. - Min litterære debut. Som 15-årig! - Med tilføjet 2008-kommentar.

 

 

 

*  *  *      *  *  *

 

 

 

Well Come. Sydhavsøerne rundt med ord og billeder

 

25.11.16 slog jeg nedenstående op på min Facebook-profil:

 

Mine bidrag står til sidst. Den allerede udgivne lollandsonet "Nysted" (vi var jo på Nysted Havn) og den til lejligheden skrevne "Herritslev" (det tredje af mine gamle sogne, nabosogn og tidligere annekssogn til Nysted).

 

Og jeg har nu fundet en løsning, så vennerne kan få det hele at se. Man skal gå på boghandlen Saxo:

https://www.saxo.com/dk/…

 

Og så skal man søge på Well Come. Når man har fået bogen frem (e-bog), kan man downloade den GRATIS - men med samme procedure som ved et almindeligt internetkøb.

 

Der kan siges meget om Well Come og er blevet det og vil blive det. Men denne bog viser altså noget om forfatter- og illustratorforeningen StORDstrømmens giga-lokumsrulleprojekt (NB! skrivepapir!), og der er mange dejlige billeder. Og altså til allersidst to lollandsonetter af mig.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

DIGTE 2008-

 

 

FACEBOOK-DIGTE fra og med februar 2010

 

Se kapitlet ”2010-. En slags dagbog” i ”Erindringer”. - Fra 31. januar til 6. februar 2010 er der et lille digt (eller en aforisme) til hver dag, derefter et lille digt (eller en aforisme) til hver uge. Fra og med søndag seksagesima 2010 er der et eller et par salme-vers til hver søn- og helligdag Men på et tidspunkt begyndte jeg at nøjes med at sætte salmer og salme-vers på undersiden "Salmer" og tilsvarende aforismer kun på undersiden "Aforismer".

 

NB! Disse digte står i rækkefølgen ældst øverst, yngst nederst! Altså i normal rækkefølge.

 

 

Dagens Facebook-aforisme (31.01.10)

 

Poesi er livets udvidelse med andre midler.

 

 

*

 

Dagens FB-digt (01.02.10)

 

Ens og ren dækker sneen alt

kun hvor der sker noget kommer skidtet frem

og under det hele

spirer livet fra sidste år.

 

 

*

 

Dagens FB-digt (02.02.10)

 

Bøgene står stille og nøgne over sneen

men gren fra gren og kvist fra kvist

falder livsmønstret til i mit øje

knopskærets runde former

sætter forårstryk på mit hjerte.

 

 

*

 

Dagens FB-digt (03.02.10)

 

Med to gravhunde i snestorm

 

Selv bøjer man hovedet

og krummer kroppen sammen

mod tanken om

hvis man virkelig var i det øde

hundene boltrer sig lystigt

kender vist ingen fare

ormer sig sort gennem sneen

indtil de med eet vender om

lydløst aftalt

hjem til varmen.

 

Skrevet 02.02.10.

 

 

*

 

 

Dagens FB-digt (04.02.10)

 

Det lave lys i sydøst

fin åbning ud over Østersøen

mens vore huse står fast

mellem hvide marker.

 

 

*

 

Dagens FB-digt (05.02.10)

 

Nihilisme!

Alt er intet!

Råber DU

midt i DET HELE.

 

 

*

 

Dagens FB-digt (06.02.10)

 

Ikke alt er intet

her er en sten

dér står et træ

dér går en mand

manden er i liv

med mange andre

nogle nu

nogle før

andre ikke født

heller ikke det er intet!

 

 

*

 

Facebook-salmevers til søndag seksagesima 2010 Mark. 4,26-32

 

Mel.: Herrens røst, som aldrig brister (DDK 209)

 

Automatisk evigheden,

uden vores fra og til,

vores gerningstrang fra neden,

kommer frem, som selv den vil.

 

...

 

Lad os være dine fugle,

når dit lille sennepsfrø

blader ud som kæmpekugle,

lad os aldrig mere dø!

 

Nogle dage før 07.02.10

 

Der findes (foreløbig?) kun disse to vers, og de står,

som om de var trukket ud af hhv. begyndelsen og slutningen

af en salme over og til dette evangelium.

 

 

*

 

Ugens FB-digt (2010, uge 6)

 

E47 går fra Lübeck til Helsingborg

normalt tager jeg Maribo-København

men på hjemvejen kan jeg i mørket

komme helt tilbage til 1947

og til begge sider

tegner de samme bakker

de samme skove

den dybe fælles tid.

 

Skrevet 08.02.10.

 

 

*

 

SØNDAGENS SALMEVERS. Til fastelavns søndag 2010, Luk. 18,31-43:

 

Mel.: Se, vi går op til Jerusalem” (DDK 466)

Jfr. DDS 172

 

”Se, vi går op til Jerusalem,

til sejr gennem død og smerte”. -

Blev mere mon fattet end hos dem

hos os i vor hjerne, vort hjerte?

 

Den blinde så det i mørket klart,

alene med skaden og savnet,

kun der kan det høres åbenbart,

som ligger i Jesus-navnet.

 

09.02.10.

 

Se bemærkningen til versene til søndag seksagesima.

 

 

*

 

Ugens FB-digt (2010, uge 7)

 

Du skal ikke tale med din elskede om kærligheden

eller drøfte det særligt danske med dine landsmænd

lad de utro snakke og forræderne spørge

selv skal du bare være tro og pålidelig

og dele din glæde i levet liv.

 

Skrevet 09.02.10 - Sat på 15.02.10

 

 

*

 

Indgangs-salmevers til askeonsdag, 17.02.10, Matt. 6,1-6.16-18

 

Mel.: Jesus, dine dybe vunder (DDK 285)

 

Fyrre dage i det øde,

Jesus vandt sin første sejr,

og da han på korset døde,

blev det til hans største sejr.

Derfor tager Gud imod

vores anger, vores bod,

uanset på hvilken måde;

i det skjulte er hans nåde.

 

11.02.10

 

KOMMENTAR 17.02.11:

I forbindelse med skrivningen af versene til askeonsdag 2011 er jeg blevet opmærksom på, at 2010-verset her bedst kan ses som et indgangssalme-vers.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 1. søndag i fasten 2010 (21. februar - Luk. 22,24-32):

 

Mel.: Jesus, dine dybe vunder (DDK 285)

 

Magten virker her i verden,

den gør både godt og ondt,

kun et hjælpemiddel er den,

til at det kan løbe rundt.

Bagved er den sande magt,

selve livets dybe agt.

Jesus viste os dens måde

i sin afmagts stærke gåde.

 

Skrevet i uge 7/2010

 

*

 

Ugens FB-digt (2010, uge 8):

 

Learning by doing

knowing by living

living by living

don’t wait

start now!

 

Skrevet uge 6 eller 7 / 2010

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 2. søndag i fasten 2010 (28. februar - Mark. 9,14-29):

 

Mel.: Jesus, dine dybe vunder (DDK 285)

 

Hvis du er der, hvis du hører.

Hvis du vil, og hvis du kan.

Mon min bøn til noget fører?

Hjælper den mig arme mand?

Jesus, styrk mit stakkels håb!

Mød mig i mit bange råb!

Hold mig i min hånd i nøden!

Rejs mig op igen af døden!

 

20.02.10

 

 

*

 

Facebook-digt uge 9-12/2010

 

Lige siden Det Store Knald

er energifaldet strømmet gennem Verden

en del af det passerer min fløjtekant

og så lyder et øjeblik

min tone i tomheden.

 

Min tone i tomheden

energien kommer nu fra Solen

og måske ganske lidt

fra fissionsværker på Jorden

men er tonen da kun

tomhedens genlyd?

 

Tomhedens genlyd?

jeg tror min tone

følger et mønster

dybere end tomheden

mit liv er musik.

 

Mit liv er musik

og delenes dans

selv om delene fortoner sig

i dybet

det forløber i hvert fald

i tiden

og hen over marken

som formet stof

i krop over jord.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 3. søndag i fasten 2010 (7. marts - Johs. 8,42-52):

 

Mel.: Jesus, dine dybe vunder (DDK 285)

 

Ja, de stredes om det sande,

som jo måtte være ét,

medens nu, i vore lande,

alt kan være lige fedt,

sandhed, løgn og liv og død

indgår i den samme grød;

kun med sandhed dog er livet,

og mod løgn og død, os givet.

 

Skrevet lige først i marts 2010.

 

 

*

 

Se ovenfor det uge 9-12 dækkende almindelige Facebook-digt ”Lige siden Det Store Knald”!

 

 

*

 

Facebook-salmevers til midfaste søndag 2010 (14. marts - Johs. 6,24-37)

 

Mel.: Jesus, dine dybe vunder (DDK 285)

 

Livet, som går gennem maven,

livets gang fra slægt til slægt,

livet, som er slut i graven,

liv med traditionens vægt.

Jesus, du har mer’ end det!

Lad os klart få det at se!

Ja, giv os dit liv at smage,

himmelstærkt i verdens dage!

 

Skrevet 04.03.10

 

 

*

 

Se ovenfor det uge 9-12 dækkende almindelige Facebook-digt ”Lige siden Det Store Knald”!

 

 

*

 

Facebook-salmevers til Mariæ bebudelses dag 2010 (21. marts - Luk. 1,46-55)

 

Mel.: Maria hun var en jomfru ren (DDK 348)

 

Hvad skete der i dit DNA?

Det kan vi ikke vide.

Vi tror dog, at fra din fødsel af

er Gud på vores side.

I dig høres Ordet, som er bag alt,

nu direkte talt,

al gudsgrænse overskride.

 

Skrevet i begyndelsen af marts 2010.

 

 

*

 

Se ovenfor det uge 9-12 dækkende almindelige Facebook-digt ”Lige siden Det Store Knald”!

 

 

*

 

Facebook-salmevers til palmesøndag 2010 (28. marts - Mark. 14,3-9):

 

Mel.: Her ser jeg da et lam at gå

Men direkte forlæg: 177 Kom, sandheds konge, Kristus, kom

 

Hvor meget må vi ofre på

at vise Jesus ære?

De fattige det kunne få,

er vel hans egen lære?

Men Jesu lære er konkret,

i ægte optrin hørt og set,

kun dér hans mening findes.

Her salvedes han til sin død,

da denne kvinde krukken brød,

det beder han os mindes.

 

Skrevet 06.03.10

 

 

*

 

Der er først almindelige ”ugens digte” olgn. igen fra og med uge 14!

 

 

*

 

Facebook-salmevers til skærtorsdag 2010 (1. april - Johs. 13,1-15)

 

Mel.: Vor Herres Jesu mindefest (DDK 547)

 

Det var din sidste rædselsnat,

og du tog anderledes fat

end hidtil set på denne jord,

med tjenermagt ved livets bord.

 

Giv mig nu alt, hvad det betød,

med livets vin og livets brød,

så jeg får lod og del med dig

og andre videre ved mig!

 

Skrevet i marts 2010

 

 

*

 

Facebook-salmevers til langfredag 2010 (2. april - Lidelseshistorien)

 

Mel.: Hil dig, Frelser og Forsoner (DDK 217)

 

Korset er et stridens mærke.

Fjenderne er atter stærke.

Vi kan ikke længer holde

korset bag kulturens volde,

men må ud på Golgata.

 

Skrevet i marts 2010

 

 

*

 

Facebook-salmevers til påskedag 2010 (4. april - Matt. 28,1-8)

 

Mel.: Tag det sorte kors fra graven (DDK 495)

 

Ja, i dag skal livet leve:

halleluja og hurra!

Kvinders ord, apostles breve

vidner om det store Ja,

livets Ja til hver af os,

til vor lille stakkels trods,

livet, som det er i grunden,

livet rent fra værens-bunden.

 

09.03.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til anden påskedag 2010 (5. april - Johs. 20,1-18):

 

Mel.: Tag det sorte kors fra graven

 

Peter og Johannes løber,

Peter, tung, bli’r nummer to.

Også deres sind sig røber;

først Johannes så til tro.

Vi har også hver sit sind,

når vi ser i graven ind.

Herre, lad dig selv os møde,

lad vort påskehjerte gløde!

 

Skrevet i marts 2010

 

 

*

 

Ugens FB-digt (2010, uge 14):

 

Pinligt at skulle dø

nu gik det lige så godt

men evighedsintensiteten

nu

vidner om fylden

bag Tidens ende.

 

Skrevet 06.04.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 1. søndag efter påske 2010 (11. april - Johs. 21,15-19)

 

Mel.: Kom, lad os tømme et bæger på ny (DDK 316)

 

Det var for Peter en hård symmetri,

tre gange spurgt som tre gange fornægtet.

Nu var af manden al selvtillid hægtet,

førstemandskækheden var helt forbi.

Men Jesus tog ham nystyrket tilbage.

 

Skrevet i marts 2010

 

 

*

 

Ugens FB-digt (2010, uge 15):

 

Da jeg tog det første skridt

var alt åbent

kunne fyldes med alt

foreløbig dog helt tomt.

 

Skrevet 06.04.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 2. søndag efter påske 2010 (18. april - Johs. 10,22-30):

 

Mel.: Gud Herren er min hyrde god (DDK 166)

Eller: Hvad kan os komme til for nød (DDK 220)

 

Jeg tror, at du er livets magt,

i kærligheden grundet.

Jeg tror de ord, som du har sagt;

med dem har du mig fundet.

Jeg evigt er i dem hos dig,

fra dig kan ingen rive mig;

selv Døden er for lille.

 

Skrevet 12.04.10

 

 

*

 

Ugens FB-digt (2010, uge 16):

 

Min poesis parabol

fint projekteret

kun beklædningen mangler

men hver ny lille plade

modtager noget

og der skal ikke mange til

før det hele

sådan set

begynder at tegne sig.

 

Skrevet 06.04.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 3. søndag efter påske 2010 (25. april - Johs. 14,1-11)

 

Mel.: Med thomaskravet står vi her (DDK 351)

Eller: Gak ud, min sjæl, betragt med flid (DDK 148)

 

”Vis os nu bare rent din Far!”

Det havde vel fortjent som svar

et tordenbrag af vrede.

Men blidt det lyder: ”Filip, du

har ikke set mig helt endnu,

at her er Han til stede”.

 

19.04.10

 

 

*

 

Ugens FB-digt (2010, uge 17):

 

Under tågen

tusind blanke ruder

i verdens væg.

 

Skrevet 05.04.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til bededag 2010 (30. april - Matt. 7,7-14)

 

Mel.: Jeg råber fast, o Herre (DDK 270)

Eller: Befal du dine veje (DDK 24b)

 

Du, Gud, er altings Herre

og yderste instans,

vi ligger dybt, desværre,

i Ondskabs falske sans,

men Jesus taler til os

om livets rette vej

til dig, som alt godt vil os;

hjælp os på den til dig!

 

22.04.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 4. søndag efter påske 2010 (2. maj - Johs. 8,28-36)

 

Mel.: Gud Helligånd! o kom (DDK 162)

 

Hold os nu i dit ord

og dér i sandhed frie;

den frihed er jo falsk,

som vi os selv vil sige.

 

Og send os snart din Ånd,

så den hos os kan være

grundvarmens sandhedskraft

og vores livstro bære.

 

Skrevet 27.04.10

 

 

*

 

Ugens FB-digt (2010, uge 18)

 

Der er altid mere i det

i horisonten det heles Mere

men her og nu

hver lille tings

hvert lille stykke livs

så se og føl

føl dybt

se langt!

 

Skrevet 19.04.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 5. søndag efter påske 2010 (9. maj - Johs. 17,1-11)

 

Mel.: Sin vogn gør han af skyer blå (DDK 468)

 

Et liv er ikke evigt liv,

blot det er uden ende,

så Jesus bad sin Fader: ”Giv

dem, dig i mig at kende!”

For livet er at kende Gud,

som han i ham gik yderst ud

i korsdødsherligheden.

 

Skrevet 04.05.10

 

 

*

 

Ugens FB-digt (2010, uge 19)

 

Mit livs rør

gennem rum-tiden

min lille del

min be-rør-ing

omfatter alt

via det værendes

fælles bund

dybt sammenflettet

former det sig frem

som alts og mit

totale digt.

 

Skrevet 17.04.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til Kristi himmelfarts dag 2010 (13. maj - Luk. 24,46-53)

 

Mel.: Vaj nu, Dannebrog, på voven (DDK 521)

 

Talte som den sande jøde,

stiftede den nye pagt,

opstod først af alle døde,

som det nu sås forudsagt,

løftedes til sejrens top

på sin livsmagtstrone op,

strakte over alle hånden

og lod sine vente Ånden.

 

Skrevet 04.05.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 6. søndag efter påske  2010 (16. maj - Johs. 17,20-29)

 

Mel.: Vaj nu, Dannebrog, på voven (DDK 521).

Men direkte forlæg: 264 Herre Jesus, du, som troner.

 

Kristus! Du har bedt for alle,

som i verden på dig tror,

men har set os fra dig falde,

så forvirringen blev stor.

Send nu os igen din Ånd,

bind med herlighedens bånd

alle i din Kirke sammen,

tænd vor tro med pinseflammen!

 

 

*

 

Ugens FB-digt (2010, uge 20)

 

Eller jeg bygger på mit skib

mens jeg sejler frem

over tidens hav

mod altings åbne streg.

 

Skrevet 21.04.10.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til pinsedag  2010 (23. maj - Johs. 14,15-21)

 

Mel.: Vanæret vor drot kom i sin grav (DDK 522).

 

Med Talsmanden nu til evig tid

i kærlighedsfællesskabet,

om endnu med verden hårdt i strid,

som raser i sandhedstabet.

Men lever vi sammen i hans bud,

så er allerede vi med Gud

i pinselivsherligheden.

 

Skrevet 12.05.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til anden pinsedag  2010 (24. maj - Johs. 6,44-51)

 

Mel.: O kristelighed (DDK 432b)

 

     Så drag os da nu;

oplære til Sandheden kan jo kun du!

I pinseordindholdets nærvær og kraft,

med livskornets spise og livsdruens saft,

som Ånden i legemet bliv her, og giv

     os del i dit liv!

 

Skrevet 12.05.10

 

 

*

 

Ugens FB-aforisme (2010, uge 21)

 

”Livets mening er at blive levet for andre”. - Men hvis det er det hele, så er det jo lige så tomt, som hvis jeg lever det for mig selv. - 28.04.10. - Er også på undersiden ”Aforismer”.

 

TILFØJELSE 10.06.10

Meningen bliver måske mindre stødende, hvis jeg tydeliggør den på denne måde: 0 + 0 = 0.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til Trinitatis søndag  2010 (30. maj - Matt. 28,16-20)

 

Mel.: O kristelighed (DDK 432 b)

 

     Selv-værende Jeg!

Du var alt, men ville et Andet med dig,

fremkaldte af intet vor verden og os

og fastholdt det forhold mod oprør og trods.

I julen og påsken og pinsen gav du

     din evighed nu.

 

Skrevet 18.05.10

 

 

*

 

Ugens FB-digt (2010, uge 22)

 

Nu går jeg

nu ser jeg

nu gør jeg

Totaldigtet er i gang!

 

Skrevet 17.05.10

 

KOMMENTAR: Alle digtene før pinse - og før aforismen til uge 21 - er enten mere eller mindre tilfældige og spredte forsøg eller også dele af min ”Digtsamlings” indledende afdeling. Digtene her efter aforismen - og efter Trinitatis søndag - skal ses som dele af selve ”Digtsamlingen”, selv om de første her jo også endnu er af en ret indledende karakter. En ting er imidlertid indledningen som sådan, noget andet er begyndelsen af selve hoveddelen. - Se i øvrigt undersiden ”Mit eksistens-rum”. Her kan man i kap. 7 se, hvad der i hvert fald ”eksempelvis” er det, jeg hentyder til, når jeg skriver ”Digtsamlingen”. Og desuden hele den sammenhæng, jeg henviser til med ordet ”Totaldigtet” i digtet her til uge 22.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 1. søndag efter trinitatis 2010 (6. juni - Luk. 12,13-21)

 

Mel.: Guds Søn kom ned fra Himmerig

 

Retfærdighed er ikke Gud,

men er Guds krav og gave,

og livet går i intet ud,

hvis vi kun det vil have.

Men hjælp os, Jesus, så vi ser,

at sandt med Gud vi nu og her

kan være himmelrige!

 

Skrevet 25.05.10

 

 

*

 

Ugens FB-digt (2010, uge 23)

 

Jeg ser det hele

især ved dets dele.

 

Skrevet 17.05.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 2. søndag efter trinitatis 2010 (13. juni - Luk. 14,25-35)

 

Mel.: O, kommer hid dog til Guds Søn (DDK 430)

 

Du skræmmer os jo næsten væk;

entusiasmen får et knæk,

når denne pris vi hører.

Det er totalt at følge dig,

men kun ad denne hårde vej

du os til frelsen fører.

 

Skrevet 02.06.10

 

 

*

 

Ugens FB-digt (2010, uge 24)

 

Jeg har trukket min fortid op til mig

ja krængt den et godt stykke ind i fremtiden

nu ligger den dér

med indersiden udad

åben for opdateringer.

 

Skrevet 17.05.10. Forbedret 14.06.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 3. søndag efter trinitatis 2010 (20. juni - Luk. 15,11-32)

 

Mel.: Hvo ikkun lader Herren råde (DDK 225)

 

Hvis jeg bli’r dig helt svinsk uværdig,

så tag mig hjem til dig igen!

Hvis jeg er udadtil retfærdig,

så lad mig ikke falde hen

i frustrationens ”jeg er bedst”,

men hjælp mit hjerte til din fest!

 

Skrevet 03.06.10

 

 

*

 

Ugens aforisme (2010, uge 25)

 

Erfaringen viser, at spørgsmålet langtfra altid er, hvor mange brikker man har, men ofte snarere er, hvor god man er til at flytte med dem. - 12.06.10. - Senere også ”Ugens aforisme” på Facebook.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 4. søndag efter trinitatis 2010 (27. juni - Matt. 5,43-48)

 

Mel.: O store Gud, din kærlighed (DDK 449)

 

Hvad skal vi gøre med det bud,

for fjenderne at bede,

ja, være mod dem helt som Gud,

opløse had og vrede?

Hvordan skal vi få dette gjort?

Måske hvis det os gives?

For budet, sagt og evig-stort,

nu ikke kan nedskrives.

 

Skrevet 04.06.10

 

 

*

 

Ugens digt (2010, uge 26)

 

Lille hund

der sidder på bakken

og ser på månen

kan du også tænke

for du oplever jo

bare jeg vidste hvordan

måske kan man en dag

forbinde os med en ledning.

 

Skrevet 06.06.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 5. søndag efter trinitatis 2010 (4. juli - Matt. 16,13-26)

 

Mel.: Kirken den er et gammelt hus (DDK 304)

 

Hvem siger folk at Jesus er?

Bare lidt mer af det samme!

Hvad siger I så her hos jer?

Hvor vil mon jeres svar ramme?

Vi siger intet af os selv,

men ud af troens dybe væld:

Du er Guds Søn og vor Herre!

 

Skrevet 08.06.10

 

 

*

 

Facebook-aforisme til uge 27.

 

Ja, ja, mennesket er et biokemisk apparat! - Spørgsmålet er bare, om der dog ikke spilles en større musik på dette instrument. - 14.06.10. - Senere også ”Ugens aforisme” på Facebook.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 6. søndag efter trinitatis 2010 (11. juli - Matt. 19,16-26)

 

Mel.: Hvad kan os komme til for nød (DDK 220)

 

Det var forkert fra starten af

om evigt liv at spørge,

som om man selv det kunne ta’

ved gode ting at gøre.

Og da han turer mere frem,

får Jesus ham sendt pinligt hjem

ramt i sit pengehjerte.

 

19.05.10

 

I min "Ansprache" ved slutningen af festmessen under den internationale byfest i Nebelschütz, Sachsen, den 11. juli 2010 (se undersiden DEUTSCH), læste jeg denne strofe i en tysk version:

 

Er war schon frech, der junge Mann,

der nach dem Leben fragte,

man so es selbst nicht nehmen kann.

Und als ihm Jesus sagte:

”Nimm all dein Gut, und es verkauf!”

dann gab der Reiche traurig auf,

in sein Geldherz Getroffen.

 

Hele min "Ansprache" står også i særlig note på min Facebook-profil, hvor man også kan se billedalbummet med billederne fra vor 2010-tur til Polen og til vore vendiske/sorbiske venner i Nebelschütz, som vi nu besøgte for fjerde gang. - Se også rejseberetningerne på undersiden ”Internationalt”.

 

 

*

 

Facebook-digt til uge 28

 

Verden står mælkeblå

helt uden forskel

og fra sit sted over alt

breder solen varmen jævnt

så tangens søde rådnen

går i eet med poplernes

endnu smerteløse acetylsyre

alt er eet og her

indtil skovbrynet spejler sig i fjorden

og i mit bryst trækker længsel ud

mod fjerne steder.

 

Skrevet lige efter 01.09.08 - til ”Erindringer”, kap. 1.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 7. søndag efter trinitatis 2010 (18. juli - Matt. 10,24-31)

 

Mel.: Befal du dine veje (DDK 246)

 

Du vil os ikke true

med det, du her har sagt

om Helveds brand og lue

som muligt for Guds magt;

du vil tilspidset sige,

Gud altid må stå først,

vi kan torturpint skrige;

selv da er Guds magt størst.

 

09.06.10

 

 

*

 

Facebook-digt til uge 29

 

Jeg cykler gennem sommernatten

som lyser i nord

mens solen lader op

i mulighedernes rige

træerne har lagt dagens slør

og viser nøgent sandt

mod dunkle dybder.

 

03.10.08. - Fra ”Erindringer”, kap. 3.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 8. søndag efter trinitatis 2010 (25. juli - Matt. 7,22-29, men verset dækker 7,16-23)

 

Mel.: Hvad kan os komme til for nød (DDK 220)

 

Et træ skal kendes på sin frugt,

men frugt kan også blænde

og være blot et smart produkt,

som får folk til at rende.

Den sande frugt er gennemsund,

den vidner dybt om rodens grund

og mister aldrig kraften.

 

Formodentlig skrevet juli 2010

 

 

*

 

Facebook-digt til uge 30

 

Ved Østersøen

 

Sindet pustet ud på cyklen

gennem marker med skove bag

i kast efter kast

med blink og line

kobles jeg ind

på den kosmiske tone

ingen særlig interferens

kun enkelte skrat

fra den fjerne torden

bag min ryg

og aftenrødens dybde

tiltager brat bag havet.

 

1974. 2008. - Fra ”Erindringer”, kap. 3

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 9. søndag efter trinitatis 2010 (1. august - Luk. 12,32-48)

 

Mel.: Et trofast hjerte, Herre min (DDK 126)

 

Vi kan nu leve uden frygt

den tid, der er tilbage.

Med Guds beslutning går vi trygt

i verdens sidste dage.

Så hjertet strækker sig vel frem

og har sin skat i Himlens hjem,

vil glæden dér fuldt smage?

 

24.07.10

 

 

*

 

Facebook-digt til uge 31

 

Jazzen

 

I Afrika kan trommerytmerne

ligge i flere lag oven på hinanden

Armstrong Holiday og Parker

kunne svæve skråt gennem det hele

ud af Afrika må man sige

aldrig før er noget så stort

kommet ud af noget så nedrigt

en vending af bibelske dimensioner

et udbrud af Tilværelsens dybe swing.

 

29.07.10 - Også sat i ”Erindringer” kap. 4.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 10. søndag efter trinitatis 2010 (8. august - Matt. 11,16-24)

 

Mel.: Dybe, stille, stærke, milde (DDK 107)

 

Dans nu efter vores pibe!

Det er altid tidens krav.

Man vil nødig la’ sig gribe

af en større sandheds drag.

Lad din visdom sig godtgøre

og til livet helt os føre!

 

30.07.10

 

 

*

 

Facebook-digt til uge 32

 

Nu har jeg intet

men forude venter alt

og min vilje vil det hele

følelsen breder sig ud

mod opfyldelsens møde

engang vil det ske

engang vil synet åbne sig.

 

30.07.10 - Sat i ”Erindringer” kap. 4.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 11. søndag efter trinitatis 2010 (15. august - Lk. 7,36-50)

 

Mel.: Gladelig vil vi halleluja kvæde (DDK 152)

 

HALLELUJA

 

Halleluja! Vi må lovsynge Herren!

Evige Kærlighed, evigt på forhånd!

Du har i Jesus bortsprængt vore synder.

Glæde og tak vælder frem: Halleluja!

 

31.07.10

 

KOMMENTAR:

Den egentlige evangeliesalme til denne søndag ER skrevet: Med sin alabasterkrukke (DDS 151)! Og når det er tilfældet - hvad det jo især ofte vil blive, når vi kommer til næste kirkeår (1. tekstrække) - vil jeg prøve at skrive et eller et par vers til en af de andre ”pladser” i gudstjenesten, især salmen efter den gammeltestamentlige læsning, eller, som her, salmen før evangelielæsningen, altså den salme, der svarer til messeleddet Halleluja, glædesudbruddet i anledning af, at vi nu skal høre det glædelige budskab. Vi har ganske vist allerede et glædesudbrud i ”Gud være lovet for sit glædelige budskab!”, men deri indgår jo ikke ord, der specielt henviser til selve dagens evangelium, så der må under alle omstændigheder på denne plads skulle synges et eller et par vers, der fungerer som en mere specifik lovprisning forud for lige netop dagens evangelium. Se i øvrigt min artikel ”Salmevalg i historisk og økumenisk perspektiv” på undersiden ”Kirke og teologi” (trykt i Præsteforeningens Blad 2007/13). Adressen er www.bentchristensen.dk. - Forlægget for dette forsøg på at skrive et Halleluja-vers til 11. søndag efter trinitatis efter anden tekstrække er det katolske Halleluja til 11. almindelige søndag efter tredje tekstrække (hvor evangeliet er Luk. 7,36-8,3): ”Alleluja, alleluja, alleluja. Gud har elsket os først og sendt sin Søn som sonoffer for vore synder” (her oversat fra den polske messebog). Og jeg har altså brugt strofen fra Halleluja-salmen i Den Danske Salmebog (DDS 436) på den måde, at jeg begynder og slutter med ”Halleluja” og udfylder resten af første og sidste linie med tilsvarende danske ord, medens jeg i de to midterste linier prøver at gendigte ordene fra 1. Johs. 4,10b. Jeg har afstået fra at anvende rim.

 

 

*

 

Facebook-digt til uge 33

 

 

1964

 

Det var tid

men jeg fik ikke løsnet et ord

patronerne var tomme

og desuden sigtede jeg ud i luften

jeg skulle have

samlet min længsels krudt

spidset min tankes vægt

og søgt og søgt mine drømmes mål

men jeg gik bare og ventede

og så gik tiden også.

 

14.08.09. - Fra ”Erindringer”, kap. 5.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 12. søndag efter trinitatis 2010 (22. august - Mt. 12,31-42)

 

Mel.: Guds Søn kom ned fra Himmerig (DDK 183)

 

Kald Jesus en forvirret nar,

det kan Gud stadig bære,

men hvis Guds Ånd du for dig har,

den helt direkte nære,

og trodsigt siger, Han er ond,

så er den frækhed fra din mund

den rene djævletale.

 

07.08.10

 

 

*

 

Ugens digt til uge 34

 

 

1968

 

I kampens hede

kan det blive småt med kunsten

og faren kan være så stor

at det bliver helt utilbørligt

at skrive digte

for det er vel ikke bare

fordi man alligevel

ikke kunne?

 

17/23.08.10 - Fra ”Erindringer” kap. 6

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 13. søndag efter trinitatis 2010 (29. august - Mt. 20,20-28)

 

Mel.: O store Gud, din kærlighed  (DDK 449)

 

Magtdjævlen har fra første færd

sit spil i kirken drevet,

og magten ikke mindre kær

os sidenhen er blevet.

Hjælp os mod Djævlen og os selv,

lær os at se det store

i, frit at tjene som en træl,

som du det selv jo gjorde!

 

12.08.10

 

 

*

 

Ugens digt til uge 35

 

 

1969

 

Nattehimlen lyser bag markerne

hvælver sig dragende over huset

jeg stirrer på det hvide papir

under lampen

hvor svaret skal stå

men det vil stadig ikke komme.

 

17.08.10 - Fra ”Erindringer” kap. 7.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 14. søndag efter trinitatis 2010 (5. september - Johs. 5,1-15)

 

Mel.: Jeg vil din pris udsjunge (DDK 278 b)

 

Mon jeg selv rask vil være,

når Jesus spørger mig?

Vil også jeg belære

ham om min skæbnes vej?

Men hans kommando-ord

igennem alle mine

gør ende på den pine,

en magt så ny, så stor!

 

17.08.10

 

 

*

 

Ugens digt til uge 36

 

 

1970

 

Og jeg fik hvile

helt fri for at skulle

skabe mig

selv

og næsten uden frygt

for de andre skabere

og deres tankes billede

for uanset dækningen

eller ej eller hvordan

alene ved at være her

alene ved lyden af sine ord

giver den kristne påstand

ro i sindet.

 

17.08.10 - Fra ”Erindringer” kap. 7 og brugt som Facebook-digt i uge 36/2010.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 15. søndag efter trinitatis 2010 (12. september - Luk. 10,38-42)

 

Mel.: Øjne, I var lykkelige (DDK 566)

 

Også her er én pointe:

Kun hos Jesus får vi alt,

alt vort eget i sin mængde

bli'r til dødens nul optalt.

Vil måske vi travlt os gemme

for gudskravet i hans stemme?

 

07.09.10

 

 

*

 

Ugens digt (2010, uge 37)

 

1972

 

Gudstjenesten er livets kilde

men kilden vander livet

og livets ord

er ord til liv

kun den gamle Adam

skal druknes dér

og livets ord skal ikke

pyntes med dine ord

derinde

du skal følge kilden

ud på marken

og se det første liv

gro på ny

mens du venter på

genoprettelsen

dér skal dine ord

gro med.

 

28.08.10 - Vil senere blive sat i ”Erindringer”, kap. 8.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 16. søndag efter trinitatis 2010 (19. september - Johs. 11,19-45)

 

Mel.: Ånden opgav enkesønnen (DDK 568).

 

Lazarus er død og rådden,

hvilken rædsel, hvilken gru!

Her har Døden ramt med brodden.

Hvad kan Jesus gøre nu?

Ja, vi hører, hvad han gjorde,

gav os det utroligt store

tegn på herlighedens håb.

 

02.09.10

 

BEMÆRKNING: Jeg havde overset Johannes Møllehaves ”Lazarus lå i sin grav” (DDS 171). Det skyldtes bla., at den ikke var med i salmebogens oversigt over ”Gendigtede stykker af Bibelen”. Men der er jo heller ikke nogen automatik i, at jeg nøjes med at lave et Halleluja-vers, når der er en salme i salmebogen over pågældende tekst (som til fx 11. og 18. s. e. trin.).

 

 

*

 

Ugens digt (2010, uge 38)

 

Barneøjets vandhimmel

omkring alt uden forskel

det unge øjes tomme kreds

frem mod alt derude

til sidst lukker skyhimlen sig

over den brune jord

og alt er set.

 

31.08.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 17. søndag efter trinitatis 2010 (26. september - Mark. 2,14-22)

 

Mel.: Guds Søn kom ned fra Himmerig (DDK 183).

 

Omgang med syndere var slemt,

for dem, der så vor Herre,

og samme plads for dem bestemt

var endnu meget værre.

Men han med godt helbredte ondt

og drejede det gamle rundt

den halve cirkels grader.

 

02.09.10

 

 

*

 

Ugens aforisme (2010, uge 39)

 

Ham sex-præsten ”Med Gud i sengen”. - Han løb en åben dør ind og fløj gennem hele lejligheden og ud i den tomme luft gennem vinduet på den anden side. - 01.09.10.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 18. søndag efter trinitatis 2010 (3. oktober - Johs. 5,1-15)

 

Mel.: Gladelig vil vi halleluja kvæde (DDK 152)

 

HALLELUJA

 

Halleluja! Vi må lovsynge Herren!

Jesus har sagt: Vær I nu mine grene!

Grene på mig bærer dejlige druer.

Nu er hans glæde hos os. Halleluja!

 

03.09.10

 

KOMMENTAR:

Da vi nu igen (se bemærkning nf.) har en salme til dagens evangelium, nemlig nr. 368 ”Vintræ og grene og frugt hører sammen” (Jørgen Kristensen), vil jeg også her (som til 11. s. e. trin.) nøjes med at lave et Halleluja-vers. Jeg henviser til den ret udførlige kommentar til 11. s. e. trinitatis-verset (i FB-NOTEN ”Digte, aforismer og salme-vers til FB” og på undersiderne ”Litterære tekster” og ”Salmer” på min hjemmeside). - Forlægget for Halleluja-verset her til vor 18. s. e. trin. er det (polske) katolske Halleluja til deres ”5. påskesøndag” = vor 4. søndag efter påske, og det er efter deres tekstrække B (de har jo tre). Evangeliet hos dem er Johs. 15,1-8, og Halleluja’et lyder:

 

Alleluja, alleluja, alleluja.

Bliv i mig, og jeg bliver i jer.

Den, der bliver i mig, bærer megen frugt.

Alleluja, alleluja, alleluja.

 

BEMÆRKNING: Jeg havde til 16. s. e. trin. overset Johannes Møllehaves ”Lazarus lå i sin grav” (DDS 171). Det skyldtes bla., at den ikke var med i salmebogens oversigt over ”Gendigtede stykker af Bibelen”. Men der er jo heller ikke nogen automatik i, at jeg nøjes med at lave et Halleluja-vers, når der er en salme i salmebogen over pågældende tekst.

 

 

*

 

Ugens aforisme (2010, uge 40)

 

Da det nu engang er Frelsen og Guds Rige, det drejer sig om i Det Nye Testamente, er det latterligt at ville gøre Jesus til en kraftkarl - med eller uden sex! Jeg tror, Jesus har set ud som en teologisk nørd. - 01.09.10.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 19. søndag efter trinitatis 2010 (10. oktober - Johs. 1,35-51)

 

Mel.: Dybe, stille, / stærke milde (DDK 107).

 

Herregud, er du fra Rødby!

Sådan siger vi i dag.

Nazaret var den tids Dødby,

intet stort kom vel derfra?

Men hos Jesus sås det store

i den mindste ting, han gjorde.

 

23.09.10

 

 

*

 

Ugens digt (2010, uge 41)

 

Djævelen sidder i detaljen

men det gør Gud også

og sandheden gør det

og livsbilledet gør det

derfor er detaljen

åbenbaringens sted

og poesiens sted.

 

23.09.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 20. søndag efter trinitatis 2010 (17. oktober - Matt. 21,28-44)

 

Mel.: Ak, Fader! lad dit ord og Ånd (DDK 3).

 

Så blev dit Rige givet os

på grund af andres trods.

En dejlig vingård fik vi her

i Danmarks gode ler.

Men hvordan er vor frugt?

Er vi på farlig flugt?

Tag os tilbage på din vej,

frels os fra flugtens Nej!

 

24.09.10

 

 

*

 

Ugens aforisme (2010, uge 42)

 

Jeg har levet mit liv forlæns. Og forstår det også ret godt nu. Dog hverken mere eller mindre, end at jeg er nødt til at gå tilbage og tage det en gang til for at få det hele med.

 

06.09.10. - Står nu som MOTTO på ”Erindringers” titelblad-del.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 21. søndag efter trinitatis 2010 (24. oktober - Luk. 13,1-9)

 

Mel.: Herre, jeg har handlet ilde (DDK 204)

 

Når vi brat af rædsel fyldes,

vil vi gerne regne ud,

hvad mon hændelsen kan skyldes.

Måske tror vi, det er Gud.

Vi skal os til ham omvende,

hvad så end der kan os hænde!

 

18.08.10

 

 

*

 

Ugens digt (2010, uge 43)

 

Toget kører

hen over jorden

frem gennem tiden

og mit hjerte sender

sin varme længsel

ud over markerne

mod de fjerne skove

mens mit øje fortvivlet

prøver at læse hegnenes

rebusrækker.

 

01.10.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til 22. søndag efter trinitatis 2010 (31. oktober - Matt. 18,1-14)

 

Mel.: Herre, jeg har handlet ilde (DDK 204)

 

Vi vil høre til de store,

Jesus peger på de små

og på storhedstrangens snore,

som de små kan snuble på.

Den, som har den trang opgivet,

med de små går ind til livet.

 

11.10.10

 

KOMMENTAR:

Jeg blev ordineret i Maribo Domkirke den 31. oktober 1971 til sognepræst i Pedersker-Povlsker på Bornholm (Døllefjelde kom jeg til i 1974). Denne dag er altså min 39-års ordinationsdag. Og det var stort for mig at skulle fejre den som præst ved gudstjenesterne i Landet og Ryde Kirker, Lolland vestre Provsti.

 

 

*

 

Ugens fragment (2010, uge 44)

 

”Mere af det samme” betyder almindeligvis ”intet nyt”. Men brugt storpoetisk betyder det: Mere virkelighed. Større virkelighed. Dybere virkelighed. Men altså som mere af den givne virkelighed. Uden ideologi og andet fantasteri. – 07.10.10

 

KOMMENTAR:

Bemærk, at der her – for første gang – er tale om et ”fragment”. Det bliver måske senere også sat på min hjemmeside, på undersiden ”Mit eksistens-rum”, kapitlet ”Fragmenter A. – Livs- og litterærpoetiske betragtninger”. – Når jeg kalder disse mere eller mindre korte stykker ”fragmenter”, er det med henvisning til tilsvarende tekster af ikke mindst Friedrich Schlegel (1772-1829) og Paul la Cour (1902-1956). Og de indgår altså i mit store samlede livs- og litterærpoetiske projekt.

 

 

*

 

Facebook-salmevers til allehelgens søndag 2010 (7. november - Matt. 5,13-16)

 

Mel.: Gør dig nu rede, kristenhed (DDK 185).

 

Du siger: I er jordens salt!

Få livet til at smage!

Lad glæden gro, og friskhold alt

for råddenskabens plage!

Men du er i os denne kraft;

vi havde selv slet intet haft.

Bliv hos os, saltets Herre!

 

12.10.10

 

 

*

 

Ugens digt (2010, uge 45)

 

Kirken og mig

 

Jeg insisterer på enheden i Kristus

i Himlen og på jorden

synlig gennem alle fragmenteringer

og bag alle syndens tagselvborde

og jeg insisterer på min egen plads

mit eget sted i enheden

det sted historien munder ud i for mig

hvor meget jeg end

er sammen med de andre

kan jeg ikke være mig alle steder

jeg er kun én gren

har kun én direkte linie

tilbage til Ham.

 

13.10.10

 

Kommentar: Jeg insisterer også på min ret til at skrive et sådant ”kristeligt digt”. Det er hverken en salme (til gudstjenesten) eller et egentlig poetisk digt ude på den godt nok af kristendommen til alle sider omgivne ”statholder-mark”, hvor der skal gås direkte til alt, uden kristelig eller anden facitliste og uden nogen som helst påklistring af religion eller ideologi. Det er jo forholdet til og erkendelsen af den faktisk foreliggende virkelighed, det drejer sig om i det, der i mit egentlige projekt hedder ”poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”. - Men det ”kristelige digt” er altså noget andet. Det ligger i forlængelse af gudstjenesten og teologien og er i den forstand en del af det kristne liv. – Se evt. nærmere på min hjemmeside, undersiderne ”Poetik” og ”Mit eksistens-rum”.

 

 

*

 

Salme-vers til 24. søndag efter trinitatis, 14.10.10, Johs. 5,17-29

 

Mel.: Op alle folk på denne jord (DDK 437).

 

At Jesus skulle slås ihjel,

lå i gudstroen givet;

at sige sådan om sig selv,

det måtte koste livet.

Medmindre hvert et ord var sandt

og Gud til netop ham sig bandt,

udnævnte ham til dommer.

 

19.10.10.

 

 

*

 

Ugens Facebook-digt, uge 46/2010

 

Novemberskov

 

De nøgne grene tegner sig

på de lave skyer

rødderne ligger bredt

i den kolde jord

et højere mønster

kæmper sig frem

i min hjernes tåger

og mit hjertes rødder

søger dybt

gennem mit varme blod.

 

09.11.10

 

 

*

 

 Salme-vers til sidste søndag i kirkeåret, 21.11.10, Matt. 11,25-30

 

Mel.: Fuglen har rede, og ræven har grav (DDK 145).

 

Vi, de umyndige, svage af ånd,

som dog fik stærkt åbenbaret

visdom med frihed for åg og fra bånd,

liv af Guds-lyset opklaret,

takker for byrden så god og let,

hvilen for sjælen med fred og ret!

 

20.10.10

 

 

*

 

Ugens Facebook-digt, uge 47/2010

 

Derude bag skoven

ligger bedrifterne

skjult i det blå

jeg ved endnu ikke

at bedrifter

er skrift i vand

så jeg går og går

drevet af drengens længsel

mod store ting.

 

16.10.10. - Forbedret lidt 22.11.10. - Er også sat i ”Erindringer” kap. 4.

 

 

*  *

 

 

Her begynder det nye kirkeår 2010-2011 - Første tekstrække

 

Halleluja-vers til 1. søndag i advent, 28. november 2010, Matt. 21,1-9

 

Mel.: Op! thi dagen nu frembryder (DDK 444)

 

Halleluja, halleluja!

Vi må synge højt for Herren,

hylde ham endnu en gang

med vor kirkenytårssang.

Han med os alt ville dele,

vi skal atter se det hele.

Halleluja, halleluja!

 

23.10.10

 

KOMMENTAR:

Husk, at Halleluja er det led i messen, hvor menigheden bryder ud i jublende lovprisning, fordi evangeliet nu skal læses. Vi har det jo hos os også i det "Gud være lovet for sit glædelige budskab", vi synger lige før evangelielæsningen. Men salmen før prædikenen bør også have denne karakter. - NB! Der er præster, der ikke har forstået, hvad det vil sige, at højmessens tre læsninger nu er GT - Epistel - Evangelium, så at anden salme nu er salmen efter den gammeltestamentlige læsning og derfor skal være et svar på den, fx en gendigtet davidssalme. En del præster vælger stadig andensalmen, som om de var i den forrige ordning, hvor epistlen var første læsning og blev fulgt af læsningen fra alteret af det evangelium, hvorover der ikke skulle prædikes.

 

 

*

 

 Ugens Facebook-digt, uge 48/2010

 

Netop denne lille plet

et sted i Universet

lidt gråt græs

med brune blade i

under de fattige buskes

våde grene

netop denne plet

tryk dit blik på den

og den åbner sig

som en lem mod det dybe

ram den med din længsel

og den er dit afsæt

mod alle muligheder.

 

29.10.10

 

 

*

 

Halleluja-vers til 2. søndag i advent, 05.12.10, Luk. 21,25-36

 

Mel.: Et trofast hjerte, Herre min (DDK 127)

 

Halleluja, halleluja!

Vi må vor Gud lovprise.

Trods alt, hvad der engang skal ske

for altings fald at vise.

Den gamle verdens undergang

vi venter på med håbets sang:

Pris Herren, halleluja!

 

23.10.10

 

 

*

 

Ugens Facebook-digt, uge 49/2010

 

Min søgeparabol

gløder i formet længsel

bredt indstillet

mod alt derude

når der bliver kontakt

fyldes formen ud

med virkelighed

og dybt i den store computer

ligger et større program

med alle det muliges data

noget nyt bliver til.

 

21.10.10

 

 

*

 

Salmevers til 3. søndag i advent, 12.12.10, Matt. 11,2-10

 

Mel.: Maria hun var en jomfru ren (DDK 348)

 

Er Jesus nu helt det sidste ord

og ikke én blandt flere?

Hvorfor skulle vi og det, vi tror,

så afgjort triumfere?

Hver tid har sin måde at spørge på,

selv vor tid dog må

hans virkningers kraft notere.

 

25.10.10

 

 

*

 

Ugens Facebook-digt, uge 50/2010

 

Drengens drømme

mod alt hvad manden skal

det bliver aldrig større

der er plads til alt

hvad der er og kommer

eller bare ligger som muligt

klar til optagelse

i livsmødets omfavnelse

klar til udfoldelse

i poesiens rum.

 

20.10.10 / 13.12.10

 

 

*

 

Halleluja-vers til 4. søndag i advent, 19.12.10, Johs. 1,19-28

 

Mel.: Et trofast hjerte, Herre min (DDK 127)

 

Halleluja, halleluja!

Vi må vor Gud lovprise.

Johannes Døber skulle kun

fra sig til Jesus vise,

som ikke bare var profet,

men noget ellers aldrig set.

Pris Herren, halleluja!

 

03.11.10

 

 

*

 

Ugens Facebook-digt, uge 51/2010

 

Jeg rykker nu frem

over det muliges mark

og det gør ikke noget

det ligner et angreb

det er jo kun

min viljes kampvogne

min følelses infanteri

det skader ingen

tager ikke noget fra nogen

enhver kan gøre det samme

og som jeg erobre alt.

 

29.10.10

 

KOMMENTAR på Facebook:

 

Dette bliver det sidste almindelige digt i år. Der kommer først almindelige digte på igen efter jul, dvs. efter helligtrekongers dag 6/1. Og det bliver forhåbentlig efterhånden mere rigtige digte. Indtil nu har der været tale om nogle ganske vist nødvendige ”indledende øvelser”. Jeg regner også med at kunne sætte en statusopgørelse ind som NOTE først i det nye år, nemlig artiklen ”Livsengagement og poesi. En præsentation af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra udgående punkter på vejen mod en poetik”. Men den skal lige være trykt først. Dér vil I kunne få et indtryk af, hvad det først og fremmest er jeg er gået på tidlig pension for at arbejde videre med. - De første jule-salmevers (fra juleaften til Sankt Stefans dag) vil blive sat samlet på 23. eller 24. december.

 

 

*

 

NB! Der er først almindelige digte m.m. fra efter helligtrekonger (6. januar), hvilket i praksis vil sige efter 1. søndag efter helligtrekonger, altså uge 2.

 

 

*

 

Salmevers til juleaften, 24.12.10, Matt. 1,18-25

 

Mel.: Mit hjerte altid vanker (DDK 369)

 

Og Josef stod med skammen;

Maria var gravid.

De lå jo ikke sammen

i deres første tid.

Kan vi de ord nu høre,

som i hans drøm blev sagt?

Vis, Jesus, selv vort øre

al juledrømmens magt!

 

10.11.10

 

 

*

 

Salmevers til Kristi fødsels dag, 25.12.10, Luk. 2,1-14

 

Mel.: Hjerte, løft din glædes vinger (DDK 219)

 

Hyrderne, de var de første.

Snavs og sår,

lugt af får!

Men de fik det største.

Glæden er for hele folket.

Sådan Gud

fik det ud,

hyrdeklart fortolket.

 

10.11.10

 

 

*

 

Salmevers til Sankt Stefans dag, 26.12.10, Matt. 23,34-39

 

Mel.: Den yndigste rose er funden (DDK 58)

 

De folk, som fik Stefanus stenet,

var af deres fromhed forbenet.

Men ofret så himmelen åben

på trods af den hellige råben.

 

Og Jesus, han så det jo komme,

i form af blodtørstige fromme,

som slet ikke ville ham kende.

Det varer til tidernes ende.

 

10.11.10

 

 

*

 

Salmevers til nytårsdag (Herrens omskærelse, julens ottendedag), 01.01.11, Luk. 2,21

 

Mel.: En sød og liflig klang (DDK 117)

 

Du fik dit frelsernavn

for vores angst og savn.

Du lå i jødepagten

med Gud og Abraham.

Du overlod helt magten

til knivens skarpe kam,

men det blev Satans skam.

 

23.11.10

 

 

*

 

Indgangssalmevers til helligtrekongers søndag, 02.01.11, Matt. 2,1-12

 

Mel.: Julen har bragt velsignet bud (DDK 298)

 

Kongen i krybben, Gud med os,

for Helligånden er fader!

Det synger vi ud i jule-trods

mod alle oplysningsstader.

Hyrderne så Guds herlighed,

de vise mænd julestjernen,

vi mærker hans gåde-særlighed,

i hjertet, langt op i hjernen.

 

23.11.10

 

I linie 4 er "oplysningsgrader" 13.12.11 rettet til "oplysningsstader".

 

KOMMENTAR:

Til helligtrekongers søndag efter første tekstrække har jeg haft et problem. Et rigtigt luksusproblem, kan man sige. For der er allerede salmer til både evangeliet (DDS 136, 137 og 138) og den gammeltestamentlige læsning (357 og 362), og ved højmessen skal der jo (efter min normalpraksis) ikke være nogen ”epistelsalme”, idet denne plads udfyldes af hallelujasalmen eller -versene/-verset, hvilket i juletiden (minus Sankt Stefans dag) vil sige enten hele ”Et barn er født i Betlehem” (104) eller nogle af dens første vers (ved helligtrekongershøjmessen selvfølgelig v. 1-4). Og som udgangssalme, julens sidste salme, har jeg i mange år brugt ”En rose så jeg skyde” (117), som jeg ikke kan se nogen grund til at erstatte med noget andet. Tilbage er så kun indgangssalmen. Her er der ganske vist heller ikke det store behov for en ny salme, idet 136, 137 og 138 alle kan bruges på den plads - og så hhv. 136 eller 138 efter prædikenen.

 

Men da jeg ikke ligefrem ville undlade at skrive et helligtrekongerssalmevers, besluttede jeg på grundlag af det ovenfor anførte at prøve at skrive et indgangssalme-vers, der på en eller anden måde kunne være en sammenfattende indledning til julens sidste gudstjeneste. - Det er i og for sig utilfredsstillende at skulle nøjes med kun ét vers (eller undertiden to små), og det viser sig nok ganske særligt her. Men allerede selve det, man kan kalde Facebook væg-genren, nærmest kræver det, hvortil kommer, at det jo er noget af en opgave at have stillet sig at skulle skrive et digt eller tilsvarende til hver uge og et salme-vers til hver søn- og helligdag. Så jeg vil fortsat nøjes med at gøre som indtil nu. Først når vi når frem til søndag seksagesima 2012, vil jeg se, om jeg kan føje noget til de vers, jeg allerede har lavet, så der i hvert fald i nogle tilfælde måske ligefrem kan blive tale om en udbygning til hele, større eller mindre, salmer.

 

 

*

 

Halleluja-vers til 1.  søndag efter helligtrekonger, 09.01.11, Luk. 2,41-52.

 

Mel.: Gladelig vil vi halleluja kvæde (DDK 152)

 

HALLELUJA

 

Halleluja! Vi må lovsynge Herren!

Jesus var tolv år, men klog som de lærde.

Han var jo hjemme i Faderens tempel.

Men skulle vokse endnu. Halleluja!

 

23.11.10

 

KOMMENTAR:

Idet jeg henviser til halleluja-versene til anden tekstrække-dagene og kommentarerne dertil, nøjes jeg her med at konstatere, at der i salmebogen er to salmer til evangeliet om Jesus som tolvårig i templet (DDS 139 og 140). Desuden er det fint at få brugt denne strofe her på den første søndag i den grønne, almindelige helligtrekongerstid, eller rettere: tid mellem helligtrekonger og forfaste eller septuagesimatid. - Forfasten eller septuagesimatiden er en mærkelig tid, som er afskaffet i Den Romersk-Katolske Kirke, men bevaret i Folkekirken. Se nærmere i kommentaren til søndag septuagesima, når vi kommer til den.

 

 

*

 

Ugens Facebook-digt, uge 2/2011

 

Granerne bagved

står der bare

mørke og tætte

bøgene foran

er godt på vej til at sige noget

med deres grå og brune grene

jeg går i sneen

og snakker med mine hunde.

 

07.12.10 / 18.12.10

 

 

*

 

Salme-vers til 2. søndag efter helligtrekonger, 16.01.11, Johs. 2,1-11

 

Mel.: Op, alle folk på denne jord (DDK 437)

 

Da festen her er løbet tør,

kan Jesus redde glæden,

vil bare nødig komme før

sin tid med stærk optræden.

Dog bliver det nu tegnets tid,

som åbner op for tro og strid,

for kærlighed og vrede.

 

29.12.10

 

 

*

 

Ugens Facebook-digt, uge 3/2011

 

Alle må til alle tider

begynde helt forfra

her kommer jeg

så er jeg da til

og nu dukker alle tingene frem

dér ligger en sten

dér står et træ

dér går en mand

og der har været noget før mig

og forude ligger fremtiden

og det hele hænger vist sammen

nu må jeg se!

 

15.01.11

 

KOMMENTAR:

Dette digt kan ses som en variant af dagens Facebook-digt 06.02.10. Men det er altså skrevet næsten et år senere og indgår nu i den mere eller mindre systematiske række af digte ”frem over marken” inden for den færdige totaldigt-sammenhæng”.

 

 

*

 

Ugens ekstra digt, uge 3/2011

 

VED ETÅRS FACEBOOK-JUBILÆET

 

Du skal se det hele på ny

men så må du vende ryggen til det gamle

lukke ørerne for krigslarmen

og øjnene for det tomme skin

du kan vende tilbage senere

og se hvad der er under overfladen

for nu skal du se fremad

se hvad der viser sig

fordi det virkelig er noget

når alt er skrællet af

det begynder med de mindste ting

kun overfladen fylder det hele

det dybe bryder frem i det små

se efter se efter

snart kommer den første erantis!

 

19.01.11

 

KOMMENTAR:

Jeg ved ikke, hvornår præcis jeg kom i Facebook. Men jeg ved, at det begyndte den 19. januar 2010, hvor jeg i Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift Sapphos nyhedsbrev læste om Nikolinenikkis alias Nikoline Astrid Nielsens video ”Farlig romance - med Kurt Westergaard” (underligt, at det er aktuelt netop i dag, retssagen). Og da der kom blandt andet mordtrusler mod Nikoline for hendes video og der i den anledning blev oprettet en støttegruppe for hende på Facebook, måtte jeg for at kunne melde mig ind i denne støttegruppe selv gå på Facebook. Hvad jeg ellers havde erklæret jeg aldrig ville! Men nu har jeg været her et år og er i hvert fald en af de mere ivrige. Jeg er glad for det hele - lige fra den rene småhygge af til de største teologiske diskussioner. Og noget helt særligt er, at jeg ved en for så vidt tilfældig indskydelse begyndte at sætte digte, aforismer, ”fragmenter” og salme-vers på min væg. Som flere af vennerne er så venlige at ”synes godt om”, ja, undertiden give en kommentar. Det har en meget positiv virkning på mig og hele mit livs- og litterærpoetiske hovedprojekt. En særlig ære er det, at pastor Mogens ofte bruger mine salme-vers på sine forkyndende sider. - Jeg siger tak til alle med dette beskedne ret programagtige digt, som jeg har skrevet i dag - begyndende i Søholtskoven under onsdagsturen med min søns to gravhunde.

 

 

*

 

Salme-vers til 3. søndag efter helligtrekonger, 23.01.11, Matt. 8,1-13

 

Mel.: Kvindelil, din tro er stor (DDK 326)

 

Ja, du fandt den store tro

hos dem, som var ude;

nøden løste for de to

forbeholdets knude.

 

Hjælp nu os, som er hos dig,

til at blive inde,

mod at gå ad trodsens vej

for kun død at finde.

 

09.01.11

 

 

*

 

Ugens fragment 1, tirsdag i uge 4/2011

 

Det må kræves af ethvert digt, at livet er blevet større efter det, end det var før. - 09.11.10.

 

 

*

 

Ugens fragment 2, onsdag i uge 4/2011

 

Man kan godt sige, at min poetik er et helt spisestels dybe tallerkener opfundet på ny. Men der er alligevel en vis tilfredsstillelse ved at spise af en tallerken, man selv har opfundet, i stedet for af en, der bare stod der, da man satte sig. - 07.12.10

 

 

*

 

Ugens fragment 3, torsdag i uge 4/2011

 

Hele landskabets skønhed ligger i virkeligheden inde i dig selv! - Og hvad så? Det kommer jo samme sted fra! - 09.11.10

 

 

*

 

Halleluja-vers til 4. søndag efter helligtrekonger, 30.01.11, Matt. 8,23-27

 

Mel.: Gladelig vil vi halleluja kvæde (DDK 152)

 

Halleluja! Vi må lovsynge Herren!

De ser ham sove, dog er han i båden,

troen er lille, dog kalder de på ham.

Trods alt er frelsen hos ham. Halleluja!

 

10.01.11

 

KOMMENTAR:

Igen nøjes jeg med et halleluja-vers. Til evangeliet om stormen på søen er der jo både Kingo/Fenger (DDS 149) og Gustav Biering (DDS 150). Se eventuelt de forskellige kommentarer til ”halleluja-vers” i NOTERNE med digte og salme-vers.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 5/2011

 

Jeg går i den hvide tåge

men varmer min længsel op

og sætter min vilje ind

whoom!

forskelsløsheden sprænges

i former og farver

en million motiver

ligger for mit blik.

 

17.12.10

 

KOMMENTAR:

Og jeg kan ikke lade være at minde om, at det den 31. januar 2011 er/var 1 kalenderår siden jeg satte den første væg-tekst på, nemlig denne aforisme: ”Poesi er livets udvidelse med andre midler”. Se eventuelt noten med teksterne fra da af og indtil udgangen af kirkeåret 2009/10. - Den nøjagtige dato for min indtræden i Facebook kan jeg indtil videre ikke angive, men det er enten 19. januar 2010 eller ganske kort derefter, og i hvert fald nogle dage før 31. januar. Se også kommentaren til det ”jubilæums-digt”, der blev sat på 19. januar. - En udførlig beretning om alt dette kan læses på min hjemmeside, undersiden "Erindringer - DAGBOG" (www.bentchristensen.dk).

 

 

*

 

Halleluja-vers til 5. søndag efter helligtrekonger, 06.02.11, Matt. 13,24-30

 

Mel.: Gladelig vil vi halleluja kvæde (DDK 152)

 

Halleluja! Vi må lovsynge Herren!

Ukrudtet stammer fra hans og vor fjende.

Kun Gud kan vikle det ud af vort hjerte.

Alt bliver renset til sidst. Halleluja!

 

17.01.11

 

KOMMENTAR:

Evangelie-salmen ER skrevet - af Grundtvig - DDS 155! - Bemærk i øvrigt, at vi er i et af de sjældne kirkeår, hvor påsken falder så sent, at vi får samtlige søndage efter helligtrekonger og dermed også denne 5. søndag efter helligtrekonger, for ”helligtrekongerstiden” slutter jo nu (efter 1992) altid med dén faste sidste søndag efter helligtrekonger, vi skal fejre søndag 13/2. Det er altså denne FEMTE søndag efter helligtrekonger, der er den virkelig sjældne!

 

 

*

 

Ugens Facebook-digt, uge 6/2011

 

Alle disse stjerner

i den store kulde

alt i min krop

var engang

i nogle som dem

nu går min krop

her på Jorden

med varme fra den nærmeste

310 grader over gennemsnittet.

 

07.12.10

 

 

*

 

Halleluja-vers til sidste søndag efter helligtrekonger, 13.02.11, Matt. 17,1-9

 

Mel.: Gladelig vil vi halleluja kvæde (DDK 152)

 

Halleluja! Vi må lovsynge Herren!

De så hans ansigt, der lyste som solen,

de så hans klæder så hvide som lyset.

De så gudsglansen for os. Halleluja!

 

25.01.11

 

KOMMENTAR:

Igen er der hele to salmer til dagens evangelium, nemlig af Grundtvig (DDS 161) og af Aastrup (DDS 162). - At der allerede findes mindst én evangeliesalme, vil ofte være tilfældet, når vi er i 1. tekstrække. Før 1895, hvor den nye anden tekstrække blev taget i brug, havde man kun denne ene tekstrække - hvis evangelietekster de gamle salmedigtere derfor som regel har skrevet deres evangeliesalmer over. - Bemærk desuden, at ”helligtrekongerstiden” (tiden mellem helligtrekonger og søndag septuagesima) nu, dvs. efter den seneste alterbogsreform i 1992, altid slutter med denne ”sidste søndag efter helligtrekonger”, uanset hvornår påsken falder og dermed uanset antallet af søndage efter helligtrekonger.

 

 

*

 

Ugens fragment 1, uge 7/2011

 

Du går. Og dit blik afsøger alt. Pludselig bliver noget i synsfeltet et motiv. Og så skal enten du hente mere liv ud af det - eller det hente mere liv ud af dig. - 09.11.10.

 

KOMMENTAR:

Igen sætter jeg tre tekster på i den samme uge. Jeg har en del på lager. Måske vil jeg engang også gøre det med digte.

 

Ugens fragment 2, uge 7/2011

 

Uden teori er også poesiens øje blindt. - 18.12.10.

 

Ugens fragment 3, uge 7/2011

 

Digtet må ikke handle om sig selv. Det, det handler om, skal finde sted i digtet. - 17.01.11.

 

 

*

 

Halleluja-vers til søndag septuagesima, 20.02.11, Matt. 20,1-16

 

Mel.: Gør døren høj, gør porten vid (DDK 186)

 

Halleluja! Halleluja!

Gud giver livet lige helt

til første og til sidste mand.

Halleluja! Halleluja!

 

25.01.11

 

KOMMENTAR:

Evangeliesalmen til denne søndag er DDS 170 (Kingo. Ingemann. Bearbejdet 1951).

 

 

*

 

Ugens Facebook-digt, uge 8/2011

 

Jeg ser min livsfilm

i stor samkopiering

den vej jeg gik

mellem de åbne marker

den vej jeg kunne være gået

til det store hav

over de høje bjerge

den vej jeg går nu

ad gamle grønne stier

omkring den syge by

så flyder det hele sammen

og jeg ser nye billeder

af det som endnu kan komme.

 

04.01.11 / 10.01.11

 

 

*

 

Halleluja-vers til søndag seksagesima, 27.02.11, Mark. 4,1-20

 

Mel.: Gør døren høj, gør porten vid (DDK 186)

 

Halleluja! Halleluja!

Gud sår sit ord på verdens mark.

Den gode jord gi’r mange fold.

Halleluja! Halleluja!

 

25.01.11

 

KOMMENTAR 1:

I den nye alterbog (1992) har Markusevangeliets version af lignelsen om sædemanden erstattet den hidtidige Lukas-version, som de tre evangeliesalmer til denne lignelse er skrevet over: DDS 152 (Kingo. Ingemann), DDS 153 (Grundtvig) og DDS 154 (Johansen). Men vi har altså disse tre salmer, så jeg nøjes endnu engang med et halleluja-vers.

 

KOMMENTAR 2:

Hvad mine Facebook-salmevers angår, er ringen nu sluttet i den forstand, at det er et kirkeår siden, jeg satte mine første to små salmevers på, begyndende med linien: ”Automatisk evigheden” (til Mark. 4,26-32).

 

Disse to allerførste FB-salmevers kan ses under søndag seksagesima 2010 i den ældre note (temmelig langt nede i rækken af noter): "FACEBOOK-DIGTE (eller salme-vers, aforismer eller fragmenter). - Fra 01.02.10 og søndag seksagesima 2010 (2. tekstrække)". De kan også ses på undersiderne ”Salmer” og ”Litterære tekster” på min hjemmeside.

 

Men da vi altså har to tekstrækker bliver det først om endnu et kirkeår, jeg (forhåbentlig) virkelig skal begynde forfra.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 9/2011

 

HISTORIEN

 

Kast dig ikke over historien før tiden

lad dig ikke friste af de gamles nemme spor

lad dig ikke presse af de kloges flade had

gå til den når du er rede

den er alt hvad der har været

fra Big Bang af

fra de første levende molekyler af

og den står op af jorden alle vegne nu.

 

20.01.11 / 03.02.11

 

 

*

 

Halleluja-vers til fastelavns søndag, 06.03.11, Matt. 3,13-17

 

Mel.: Gør døren høj, gør porten vid (DDK 186)

 

Halleluja! Halleluja!

At Jesus gik i alles dåb,

var vejen til retfærdighed.

Halleluja! Halleluja!

 

25.01.11

 

KOMMENTAR:

Der er to salmer til denne dags evangelium: DDS 141 (Kingo. Grundtvig) og DDS 142 (Grundtvig), så jeg nøjes igen med et halleluja-vers.

 

 

*

 

Ugens Facebook-digt, uge 10/2011

 

FORÅR 1961

 

Jeg stamper af sted på min cykel

og min verden er lige nu

grøftekanten under østenvinden

vintergræsset i den grå jord

hegnene og skovene ude til højre

bærer den kolde luft mod mig

og ses gennem øjenkrogens vand

pludselig passerer mit forhjul

det første grønne strå.

 

24.10.10

 

 

*

 

Facebook-salmevers til askeonsdag, 09.03.11, Matt. 6,1-6.16-18

 

Mel.: Jesus, dine dybe vunder (DDK 285)

 

Når vi giver, når vi beder,

skal det være rent og skjult,

hvis vi os for verden breder,

bli'r det hele skidt og hult.

Faste eller mindre mad,

andet i en mindre grad,

ja, hvis det til Gud os vender,

så vi ham i Næsten kender. *)

 

-  -  -

 

Jesus, lad med dig os vandre

frem mod korsets sorte dag,

lad os se dig i de andre

og hos dig vor egen sag,

så ved din afskrækningsdød

vi får håb mod angst og nød,

så din magt i mørket glimter

og selv dér vi livslys skimter!

 

17.02.11

 

 (* Jfr. Es. 58,5-7

 

KOMMENTAR 1:

Fastetiden er de 40 dage, som udgøres af tiden fra og med askeonsdag (i år 9/3), til og med påskelørdag - MINUS de 6 søndage (der fastes ikke om søndagen, som altid er Herrens opstandelses fest-dag). De 40 dages faste er til minde om Jesu faste i ørkenen og kamp med Fristeren, lige efter at han var blevet døbt og dermed indviet til sin gerning. - Navnet askeonsdag kommer af, at man i fx Den Romersk-Katolske Kirke, Den Anglikanske Kirke og Svenska Kyrkan på forskellig måde får aske i hovedet ved denne dags gudstjeneste. I Svenska Kyrkan genindførtes askeonsdag i 1983 efter at have været bortfaldet i reformationstiden. Asken er et bodstegn, jfr. "at klæde sig i sæk og aske", og et tegn på menneskets dødelighed. I Den Anglikanske Kirke og i Svenska Kyrkan tegnes gudstjenestedeltagerne med et askekors i panden, idet præsten i sidstnævnte siger for eksempel: "Kom ihåg, o människa, att du är stoft och att du åter skall bli till stoft. Omvänd dig och tro evangelium". - Der er i Folkekirken ingen forordnet askeonsdagsgudstjeneste. Men jeg så gerne, at man begyndte at holde den rundt omkring på eget initiativ. På samme måde, som man nu mange steder holder uforordnede kyndelmissegudstjenester. Askeonsdag er faktisk vigtigere. Samtidig kunne man så holde op med at blande udklædning og tøndeslagning ind i fejringen af fastelavns søndag!!! - Matt. 6,1-6.16-18 er Den Romersk-Katolske Kirkes evangelium til askeonsdag.

 

KOMMENTAR 2:

Der er tale om to selvstændige vers. Det første er klart til evangeliet. Det andet kunne være et udgangssalme-vers. - Askeonsdags-verset for et år siden ("Fyrre dage i det øde") må ses som et indgangssalme-vers.

 

 

*

 

Facebook-evangeliesalme til 1. søndag i fasten, 13.03.11, Matt. 4,1-11

 

Mel.: Hvad kan os komme til for nød (DDK 220)

 

Fra alles dåb med sønnenavn

må Jesus ud at fristes;

er han nu også søn af gavn,

det skal i ørk'nen testes.

Den Onde får sit frie spil

til dér at se, hvad Jesus vil,

men han bli'r pinligt skuffet.

 

Den første fristelse var blød:

Snyd dig fra denne prøve!

Skaf dig ved sønnemagten brød;

du kan den kunst udøve!

For Jesus var den sande magt

dog hvert et ord, som Gud har sagt;

han ville ikke snyde.

 

Den anden fristelse var led:

Gør det spektakulære!

Styrt dig fra Templets tinde ned,

lad englene dig bære!

Men Jesus afsvor al magi;

hans sønnemagt lå helt deri,

Guds gerninger at gøre.

 

Den tredje gang det alting gjaldt;

nu satsede den Lede:

Jeg vil dig give rent ud alt,

hvis du vil mig tilbede!

Men svaret her på verdens top

var ganske enkelt: Rend og hop!

Kun Gud er altings Herre!

 

Og engle kom og tjente dig,

gav dig den sande ære.

Din sejr var brodersejr for mig,

med dig kan jeg fri være.

Du stod imod, hvor Adam faldt,

og dermed tabte Djævlen alt.

Tak, kære broder Jesus!

 

26.02.11

 

 

*

 

Ugens Facebook-digt, uge 11/2011

 

Verden er fuld af løgn

vi bedrager os selv og hinanden

mens vi skøjter på overfladen

for at fylde os mere og mere

med den skinnende tomhed

men verden er større

end det den er fuld af

og overfladen er kun en

polering på det som er

jeg vil åbne mig ud mod det større

og se dybt gennem det glatte

for at fylde mit åbne rum

med noget af det som er.

 

08.02.11

 

 

*

 

Tractus (lovprisning før evangelielæsningen) til 2. søndag i fasten, 20.03.11, Matt. 15,21-28

 

Mel.: Hvor Herres Jesu mindefest (DDK 547)

 

Al ære være dig, Guds Ord!

Du så den stakkels moders tro

og gjorde hendes datter rask.

Al ære være dig, Guds Ord!

 

03.03.11

 

KOMMENTAR:

 

Den allerede foreliggende evangeliesalme er Grundtvigs "Kvindelil! din tro er stor" (DDS158).

 

Salme-verset til før evangelielæsningen bliver denne lovprisning (Tractus). I fastetiden synges jo ikke Halleluja, men i stedet en anden lovprisning. Jeg har ikke kunnet finde ud af eller få oplyst, hvad man i dag kalder dette led i den danske katolske kirke. Men den gamle betegnelse er "Tractus", og om dette messeled siger Den Store Danske:

 

Tractus, (lat. 'udtrukket, langstrakt', perf. part. af trahere 'trække'), propriumsled i den romersk-katolske messe, hvor det på faste- og bodsdage erstatter Halleluja.

 

BC fortsat: Propriumsleddene i messen er de led, der skifter i henhold til ugedag, årstid eller helligdag - i modsætning til ordinariumsleddene, der er de samme i hver messe (Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei).

 

Hvis nogen mener, jeg nu bliver for katolsk, vil jeg for det første sige, at katolsk har jeg altid været, men vel at mærke i den del af Kirken, der fik den lykke at gennemgå den lutherske reformation! Og forstået på den måde gælder det jo os alle i Folkekirken. For det andet vil jeg henvise til min artikel "Salmevalg i historisk og økumenisk perspektiv". Den stod i Præsteforeningens Blad 2007/13, men kan nu læses på min hjemmeside, undersiden "Kirke og teologi". - www.bentchristensen.dk

 

 

*

 

Ugens Facebook-digt, uge 12/2011

 

Nøddehegnet med brombærrene

varmes af solen fra vest

før det går over i skovens dunkelhed

vejen lyser gult mod den næste skov

og bag den store mark

glimter fjorden mod fjerne lande

drengen står lykkeligt stille

i altings her og nu.

 

03.02.11 - Står også i "Erindringer" kap. 1.

 

 

*

 

Tractus (lovprisning før evangelielæsningen) til 3. søndag i fasten, 27.03.11, Luk. 11,14-28

 

Mel.: Hvor Herres Jesu mindefest (DDK 547)

 

Al ære være dig, Guds Ord!

Du blev beskyldt ekstremt absurd,

men satte fjenderne til vægs.

Al ære være dig, Guds Ord!

 

04.03.11

 

KOMMENTAR:

Den allerede foreliggende evangeliesalme er Kingos "Så skal dog Satans rige" (DDS166). - I fastetiden synges som tidligere bemærket ikke Halleluja før evangelielæsningen, men i stedet en lovprisning som denne. Se den udførlige kommentar til 2. søndag i fasten-verset i NOTEN med digte m.m..

 

 

*

 

Ugens digt, uge 13/2011

 

FREMTIDEN

 

Fremtiden ligger som altid forude

kun nogle tåber tror

at nogle tåber tror

det kan være anderledes

lad den derfor komme

som sådan

tro bare ikke du kender den

bild dig ikke ind du ejer den

lad dig heller ikke låse fast

i et modtryk af det du frygter

gå roligt din egen vej

og kast dit eget billede ud

til orientering

så vil det hele vise sig.

 

29.01/28.03.2011

 

 

*

 

To evangelie-vers til midfaste søndag, 03.04.11, Johs. 6,1-15

 

Mel.: Jesus, dine dybe vunder (DDK 285)

 

Jesus mættede de mange

i den øde græsmarksegn,

men bagefter blev han bange;

mon de misforstod hans tegn?

Var det fristelsen igen

til at blive folkets ven

gennem underfulde gaver,

ved at fylde deres maver?

 

Derfor trak han sig tilbage,

op på gudsnærhedens sted,

for gudskraften selv at smage,

som han måtte styrkes ved,

før han skulle ned på ny

for at gå fra by til by

med den sande mad til alle,

for til gudsriget at kalde.

 

05.03.11

 

 

*

 

Ugens digt, uge 14/2011

 

MAGTEN

 

Han ville have magt

lærte hurtigt at sige

hvad der ville høres

at se de gunstige konstellationer

og træde videre opad på dem

til sidst sad han ved

skrivebordet med alle telefonerne

havde aldrig tænkt en tanke

havde aldrig præget noget

efterlod sig ikke en skid.

 

22.01.11

 

 

*

 

Tractus (lovprisning før evangelielæsningen) til Mariæ bebudelses dag, 10.04.11, Luk. 1,26-38

 

Mel.: Hvor Herres Jesu mindefest (DDK 547)

 

Al ære være dig, Guds Ord!

Du blev som os i moders liv,

vor konge god til evig tid.

Al ære være dig, Guds Ord!

 

11.03.11

 

KOMMENTAR:

Evangeliesalmen er "Nu kom der bud fra englekor" (DDS 71). - Og vi har også den dejlige salme "Maria hun var en jomfru ren" (DDS 72).

 

 

*

 

Ugens digt, uge 15/2011

 

DEN MITOKONDRIELLE EVA OG MIG

 

Jeg hælder meget til Eva-hypotesen

om vor fælles stammoder i Afrika

for måske to hundrede tusind år siden

vores alle sammens moder

mtDNA'et viser det store fællesskab

bare sørgeligt at vi børn slås så meget

men der er også sket mange gode ting

stor mangfoldighed har udfoldet sig

her sidder for eksempel jeg

og er mig i Danmark!

 

09.04.11

 

KOMMENTAR:

Dette er en første frugt af mit arbejde med del-projektet "Det særligt danske". - mtDNA, dvs. mitokondrie-DNA, er det cirkulære DNA-molekyle, der bærer det såkaldte mitokondrielle genom. Mitokondriet er et celleorganel, hvis vigtigste funktion er at producere cellens energi.

 

TO LINKS:

 

http://www.denstoredanske.dk/Krop%2c_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/Cellebiologi_og_almen_histologi/mitokondrie

 

http://da.wikipedia.org/wiki/Mitokondrie

 

 

*

 

Evangelie-vers til palmesøndag, 17.04.11, Matt. 21,1-9

 

Mel.: Her ser jeg da et lam at gå (DDK 213)

 

Det var et sælsomt indtogsridt,

på æselryg mod magten!

Men du red i dit eget trit,

hinsides verdens tragten.

Og skarerne, hvad vidste de?

Hvad så de, da du red forbi?

Vel lidt af dit det store?

Lad os i dag forstå det helt,

så håbet ikke bliver delt,

når vi ser, hvad du gjorde!

 

12.03.11

 

 

*

 

Evangelie-vers til skærtorsdag, 21.04.11, Matt. 26,17-30

 

Mel.: Vor Herres Jesu mindefest (DDK 547)

 

Og alle tolv, de spurgte dig:

Det kan vel ikke være mig?

Så dybt gik alles tvivl og frygt

og præg af denne verdens kløgt.

 

Men, Jesus, du er nu hos os;

hjælp os at byde kløgten trods,

at smage kraften i dit brød

og sejren i din taberdød!

 

12.03.11

 

 

*

 

Evangelie-salme til langfredag, 22.04.11, Matt. 27,31-56

 

Mel.: Hil dig, Frelser og Forsoner (DDK 217)

 

Tortureret og lemlæstet,

hang du, Jesus, nu korsfæstet,

som en advarsel til alle,

der sig konge ville kalde;

sådan gjorde man dengang.

 

Du blev groft af alle hånet,

blev for ingen spot forskånet.

Frygteligt de kunne stikke:

Hvorfor hjælper Gud dig ikke?

Du har sagt, du er hans søn!

 

Og komplet blev nederlaget,

da du selv af tvivl blev naget.

Dog straks efter frembrød tegnet;

fjenden havde sig forregnet,

over alt for meget gabt.

 

Jorden i sin grund blev krænget,

forhænget for Gud blev flænget,

klipperne fik store skader;

senere i byens gader

sås de døde, som slap ud.

 

Jesus, tak for det, du viste,

netop som din sag forliste;

det er på en særlig måde

trøst mod intethedens gåde,

håb mod håb, når alt er sort.

 

06.04.11

 

KOMMENTAR:

Denne salme er skrevet til Matthæus' langfredagsevangelium med særligt henblik på de ting, der kun står i det (27,43 og 27,52-53).

 

 

*

 

Salme-vers til efter den gammeltestamentlige læsning påskedag, 24.04.11, Sl. 118,19-29

 

Mel.: Min sjæl, du Herren love (DDK 367)

 

De gamle kunne synge

med tak og pris til Jakobs Gud,

lod dansekæden slynge

sig helligfestligt ind og ud.

De sang til Gud på deres sted,

vi synger bedre med;

for Davids søn har sejret,

har sprængt den onde død,

det bliver hos os fejret

med påsketroens glød;

med dødens angst bortvejret

er sejersglæden stor og sød.

 

26.03.11

 

KOMMENTAR:

Som evangeliesalme påskedag, altså som salme efter prædikenen har jeg, så vidt jeg husker, altid brugt Thomas Kingos "Som den gyldne sol frembryder" (DDS 227, på DDK 495!). Den har altid stået for mig som "påskesalme nr. 1", og altså navnlig i den forstand, at det har været svært for mig at vælge en anden end den som salme efter prædikenen. - Og der er ingen grund til at skrive et nyt halleluja-vers. Ved en påskehøjmesse i almindelig form (se nf.) vil det være naturligt at bruge DDS 218 "Krist stod op af døde", selvfølgelig på DDK 325, så netop halleluja-slutningen kommer med - og at bruge den fast til og med 3. søndag efter påske. Men ellers kan man jo bruge DDS 220 eller 222 eller et eller et par vers af dem; de har jo også "halleluja". Eller man kan, når man har brugt "Opstanden er den Herre Krist" og "Krist stod op af døde" som del af en særlig indledning, bruge DDS 223, hvor ordet "halleluja" jo lyder i strofe 6, som stor lovprisningssalme før evangelielæsningen (eller et eller et par vers af den), hvilket svarer godt til den jo østkirkeligt inspirerede allerede nævnte særlige påskeindledning. Om den særlige påskedagsindledning, jeg har ikke har kunnet lade være at overtage fra min sognepræst i Vesterborg Volmer Krohn, kan man læse på undersiderne "Prædikener A-1" og "Prædikener B-1". - Jeg må i denne forbindelse understrege, at jeg ellers altid holder mig strengt til Alterbogen. Men dette er i hvert fald ikke min egen opfindelse.

 

 

*

 

Salme til efter gammeltestamentlig læsning anden påskedag, 25.04.11, Sl. 22,22b-32

 

Mel.: Om alle mine lemmer (DDK 434)

 

Det er nu sket i verden,

det indgreb af Guds hånd,

som skulle bryde smerten

og sprænge dødens bånd.

Det sås i Davids sang

om det, der skulle komme,

nu har det påskeklang.

 

Ja, påskeklangen lyder

nu også her hos os,

men hårdt med tvivlen bryder

vor tro i stakkels trods.

Det er en oplyst tid,

men lyset viser intet,

alt er kun meningsstrid.

 

Dog er midt i det hele

den påstand, at vor Gud

med os alt ville dele

og læge sår og brud.

Der er et andet lys,

med trofasthedens varme,

end intethedens gys.

 

I dette lys er magten

bag alt, hvad der er til,

i dette lys er pragten,

i alt, hvad magten vil.

De døde skal stå op,

men han kan også skabe

nyt liv i Kirkens krop.

 

Så selv når troen falmer

i tidens kolde vind

vi har dog påskens salmer

i vort forpinte sind

og finder et par ord

til dem, som endnu længes

på denne dødens jord.

 

28.03.11

 

KOMMENTAR:

Der er allerede to salmer til dette evangelium: DDS 244 (Kingo) og DDS 245 (Johansen). Hvortil kommer Grundtvigs mere indirekte, aktualiserende (DDS 243). Jeg har derfor forsøgt at skrive en salme til at synge efter den gammeltestamentlige læsning. - Som halleluja-salme (salme før evangelielæsningen) anbefaler jeg som sagt, at man fra og med anden påskedag (evt. allerede fra påskedag; se kommentaren dertil) og til og med 3. søndag efter påske bruger DDS 218 "Krist stod op af døde", selvfølgelig på DDK 325, så netop halleluja-slutningen kommer med.

 

 

*

 

Ugens digt 1, uge 17/2011

 

NEANDERTALERNE OG OS

 

Hvor blev Neandertalerne af

forsvandt de bare

eller udryddede vi dem

efter at have dyrket lidt

forbudt sex med dem

det eneste der er tilbage

er i hvert fald nogle knogler

og måske nogle få gener

en sørgelig skæbne

for disse grove mennesker

kunne de være blevet til noget

hvis vi ikke havde været der?

 

11.04.11

 

KOMMENTAR:

Dette er endnu en frugt af mit arbejde med del-projektet "Det særligt danske". Jeg begyndte jo før påske bogstavelig talt med "Eva". Men bare rolig! Det går stærkt, og snart kommer jeg til Thomas Kingo! - Et link:

http://www.b.dk/viden/du-er-en-neandertaler

 

 

*

 

Ugens digt 2, uge 17/2011

 

Gud var død

de andre havde ikke opdaget

at så var de vel også døde

jeg havde

men ville ikke finde mig i det

måske var der en gnist at slå

ved de yderste grænser

et kort glimt

mellem trods og mørke.

 

23.01.11 - Står også i "Erindringer" kap. 6.

 

 

*

 

Ugens digt 3, uge 17/2011

 

FORFRA

 

Godt nok at der viser sig noget

på begyndelsens nøgne mark

stenene buskene træerne

og en mand

og en mand

men vil der også vise sig noget

mellem mand og mand?

 

22.01.11

 

 

*

 

Salme-vers til efter den gammeltestamentlige læsning 1. søndag efter påske, 01.05.11, Sl. 30.

 

Mel.: Min sjæl, du Herren love (DDK 367)

 

Salmisten sang om livet

spændt mellem klagesang og dans,

igen af Gud ham givet

med megen herlighed og glans,

men givet blot endnu en stund

lidt over gravens bund.

Dog ikke om et andet

vi synger påskesent,

kun livet helt ublandet

for evigheden rent

som det af Gud blev dannet,

som det af ham er skabt og ment.

 

20.04.11

 

KOMMENTAR:

Evangeliesalmen er Grundtvigs "Kom, lad os tømme et bæger på ny" (DDS 246), som vi tidligere kun havde vers 3-6 af: "Brat, Herre Jesus, blandt dine du stod" (som jeg altid brugte). Og der er Lisbeth Smedegaard Andersens "Med thomaskravet står vi her" (DDS 248). Den kan med fordel synges som indgangssalme, også 3. søndag efter påske efter anden tekstrække. Jeg har altså igen prøvet at skrive et vers til pladsen efter GT-læsningen.

 

 

*

 

Ugens digt 1, uge

18/2011

 

Har vi lidt DNA fra de første

der kom her efter isen

jeg håber det

åh Johannes V Johannes V

men ellers er det jo fra bønderne

der kom og slog sig ned

og blev gumpetunge

og dog

der var også nogle der sejlede

på et tidspunkt stillede hvert herred

med op til fem langskibe.

 

KOMMENTAR:

Dette er digt nr. 3 til del-projektet "Det særligt danske". - "Johannes V" hentyder til Johannes V. Jensens "Den lange rejse", som begynder med, at den unge mand Dreng søger fra de varme egne op mod istidsbræen. - To links, til hhv. bønderne og herred og langskibe:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/de-danske-landmaend-kom-sydfra

 

 

*

 

http://www.traeinfo.dk/archive/Traeinformation/Billeder/Viden_og_raadgvining/Trae_og_kultur/Traeskibet/Langskib_42-43.pdf

 

 

*

 

Ugens digt 2, uge 18/2011

 

Himlen hvælver sig højt og blåt

uendelig fjernt rundt om alt

kun til stede i fjordens spejl

men skoven svulmer bag strandengen

og lægger sit billede ovenpå

så blikket slår ned og slår op igen

hen over toppene om på den anden side

fulgt af drømmens syn bag mit øje

hvor jeg nu går mod himlens kant

over åbne ukendte marker.

 

04.02.11 - Står også i "Erindringer" kap. 1.

 

 

*

 

Ugens fragment, uge 18/2011

 

Er også KOMMENTAR til ovenstående "Ugens digt 2".

 

Hvor mange billeder malede J.C. Dahl af Elben? Hvor mange digte kommer jeg til at skrive om Sakskøbing Fjord? - 05.02.11.

 

 

*

 

Evangelie-vers til 2. søndag efter påske, 08.05.11, Johs. 10,11-16

 

Mel.: Som forårssolen morgenrød  (DDK 475)

 

Så mange ønsker sig din magt

iført en svindlerhyrdedragt,

og hjorden er prisgivet.

Du ejer os i evighed,

du døde tro i vores sted

og gav os påskelivet.

 

22.04.11

 

KOMMENTAR:

Den egentlige evangeliesalme, dog kun til Johs. 10,14-16, er Grundtvigs "Hyrden er én, og så hans hjord" (DDS 168). Ingemanns trøst-og-fred-salme "Frelseren er mig en hyrde god" (DDS 664) kan synges efter den gammeltestamentlige læsning. Og så er der N.J. Holms omvendelsessalme "Hør, min sjæl, den gode hyrdes stemme" (DDS 594). Som halleluja-salme vil jeg fortsat vælge "Krist stod op af døde" (se de tidligere kommentarer). Som ind  og udgangssalme kan bruges to påskesalmer. Jeg har derfor forsøgt at skrive et vers over første del af evangeliet (Johs. 10,11-13) - med en særlig, aktuel drejning mod de mange direkte religiøse svindlere.

 

 

*

 

Ugens digt 1, uge 19/2011

 

SAGNHELTENE OG OS

 

Rolf Krake -

Nu kan I varme jer til gengæld.

Regnar Lodbrog -

Grynte ville grisene.

Uffe og Vermund -

Jeg hørte Skræps klang.

 

I kunne slås

I kunne oneliners

I levede med os i århundreder

og efterhånden havde vi det

nærmest hyggeligt

nu slås vore bander i gaderne

og vore soldater ude i verden

mens politikerne siger oneliners

i tv-avisen.

 

04.05.11

 

KOMMENTAR:

1. Da Rolf Krake besøgte kong Adils i Uppsala, tændte denne et stort bål i hallens midte, så at Rolf og hans mænd kom til at lide under varmen. Da kastede de deres skjolde på ilden og sprang gennem den, idet Rolf råbte: "Den flyr ej ilden, som over den springer". Derefter greb de en af dem, der havde passet bålet, og kastede ham i flammerne, idet de sagde: "Vi har nu varmet os tilstrækkeligt; nu kan I varme jer til gengæld". - 2. Da angelsakserkongen Ella havde kastet Regnar Lodbrog i en "ormegård" (en grube fyldt med slanger), og da en slange til sidst huggede ham i hjertet, sagde han, inden han døde, med henvisning til sine sønner, som også senere hævnede ham grusomt: "Grynte ville grisene, om galtens lod de kendte". En galt er en (vildsvine)orne. - 3. Den gamle blinde kong Vermund sagde dette, da han hørte, hvordan hans ellers (tilsyneladende) enfoldige og sløve (spage) søn Uffe ved tvekampen på en ø i Ejderen med sværdet Skræp kløvede sin saksiske modstander i ét hug.

 

 

*

 

Ugens digt 2, uge 19/2011

 

DAGLIGDAGEN

 

Der tales om den hele tiden

som om alle de andre ting

vi bare havde før

ja vi pålægger præsterne

at prædike om den

hvis de vil se os

men vi skal tie stille

det der er tilbage

må tale for sig selv

det at du er dig

når du vågner

dit kød på dine knogler

morgenens rutiner

i kaffens blanke spejl

det at I er jer

ved bordet i køkkenet

og skal mødes dér

igen i aften.

 

12.02.11

 

 

*

 

Evangelie-salme til 3. søndag efter påske, 15.05.11, Johs. 16,16-22

 

Mel.: Du, Herre Krist  (DDK 96)

 

Et barn gør ondt,

men når det sundt

er født til denne verden,

endnu helt vådt,

alt sødt og småt,

da er det godt,

og glemt er fødselssmerten.

 

Den livsværdi

oplever vi

straks efter fødselssorgen,

og Jesus ser

det samme her,

men også mer:

sin egen påskemorgen.

 

Han kom igen,

den døde ven,

og er hos os til stede

i sine ord

og ved sit bord,

til en ny jord

vi ser med evig glæde.

 

En påskesang

med nyfødt klang

vi lader derfor lyde;

vor sørgenat

er nu forladt,

det håb indsat,

som kan al livsvé bryde.

 

05.05.11

 

KOMMENTAR:

Der er i salmebogen en Grundtvig-salme over Johs. 16,16-22, nemlig "En liden stund / i rosens lund" (DDS 540), men den står jo i afdelingen "Kødets opstandelse og det evige liv", underafdelingen "Døden". Så jeg har prøvet at skrive en evangelie-salme (til især v 21-22) - men på den samme melodi.

 

 

 

*

 

Evangelie-salme til bededag, 20.05.11, Matt. 3,1-10

 

Mel.: O Gud, du ved og kender (DDK 420)

 

Omvend jer; Riget kommer,

I møder jeres dommer!

Her nytter ingen flugt!

I er en øgleyngel!

Hver af jer er en slyngel!

Omvend jer, og bær frugt!

 

Med denne hårde tale

Johannes vil udmale

i tydelige ord,

at uden om Guds Rige

vil ingen kunne snige

sig ad et hyklerspor.

 

Vi må det også høre

som skyldige at gøre,

hvad her er blevet sagt.

Men der kom jo en anden,

som var gudsrigesmanden

med kærlighedens magt.

 

Man trusler må vel frygte,

men prøver dog at flygte;

de trænger ikke ind.

Men møder vi Guds nåde,

da på en anden måde

det virker i vort sind.

 

For der er ingen sprækker,

når nåden alting dækker

og vi er helt i Gud.

Da må vi alt bekende,

i anger os omvende,

så skylden renses ud.

 

Og da vil frugten komme

af nådens frihedsdomme,

af kærlighedens tugt.

Gud, vi om dette beder,

at du os sådan leder:

Giv os en sådan frugt!

 

06.05.11

 

 

*

 

Evangelie-vers til 4. søndag efter påske, 22.05.11, Johs. 16,5-15

 

Mel.: Almindelig er Kristi kirke (DDK 13)

 

Du kunne ikke bare blive

hos os i påskens nye krop.

Vel var du påske-ny i live,

men dette måtte høre op.

Dit sted er evigt hos din Fader,

dog aldrig mer du os forlader;

du er nu hos os ved din Ånd.

 

07.05.11

 

KOMMENTAR: Der er en evangelie-salme til Johs. 16,5-15, nemlig Kingos "O Jesus, går du da din vej?" (DDS 600), men jeg har alligevel forsøgt at skrive et nyt evangelie-vers. - Hvad Halleluja-leddet (lovprisningen før evangelielæsningen) angår, gælder det, at vi nu er kommet over "vandskellet" i påske-festtiden, så at vi er mere "før pinse" end "efter påske". Så her har jeg i min tid brugt "Kom, Helligånd, Gud Herre from" (DDS 301) - med de to gange "halleluja" i sidstelinierne - på alle de tre sidste søndage før pinse (selv om det latinske forlæg er til selve pinsen). Når man som jeg prøver at foretage et traditionalistisk salmevalg inden for Den Danske Salmebogs rammer, kan man ikke altid være helt konsekvent. Det helt afgørende er at få understreget, at der er disse to dele af tiden mellem påske og pinse.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 21/2011

 

Folkeligt må intet være. En slags genklang.

 

Jfr. Grundtvigs "Folkeligt skal alt nu være",

hvis melodi også bruges her.

 

1.

Folkeligt må intet være,

lød igen de kloges bud,

traditionen kan kun snære;

vi skal se i verden ud.

Og de sad i glascaféer

med de rigtige idéer

eller rejste vidt omkring

for at se de samme ting.

 

2.

Men man kunne også dyrke

gamle stammer, fjerne folk;

her så stor eksotisk styrke

mangen globalismetolk.

Kun vort eget var for farligt

ja, direkte uforsvarligt,

her var selv den mindste sti

vejen til konflikt og krig.

 

3.

Men nu har de nye kloge

også bag sig deres tid;

de kan melde, overvåge,

har dog tabt i denne strid,

for de fleste ønsker andet

end foragt for fædrelandet,

i det mindste fred og ro

for den store fremskridtstro.

 

4.

Hvad er så det folkelige

andet end en baglæns drøm?

Hvad vil danskhed mon nu sige?

Ved du det? Sig frem, bedøm!

Det er svært at finde svaret,

selv om meget er bevaret.

Hvordan trækker du dit vejr?

Den er også ganske svær!

 

5.

Når du på din cykel kører,

heller ikke alt du ved;

hvis det kun til spørgsmål fører,

falder du i grøften ned.

Vi vil bare selv bestemme

i vort danske liv herhjemme.

Hvem kan kræve noget svar?

Vi er, hvad vi er og har.

 

6.

Vi dog også selv må spørge,

hvad vi kan og ikke kan,

vi må hele tiden sørge

for at gribe alting an       

på den rette, sande måde;

meget står jo som en gåde.

Det er ikke altid let;

fakta har dog altid ret.

 

7.

Helt forfra vi må begynde

som med meget andet godt,

på en ny sang stille nynne;

før var meget alt for flot.

I det små må ses det store,

hvad man før så ellers gjorde;

først med dette bud adlydt,

bli'r det gamle atter nyt.

 

22.02.11/10.05.11

 

 

*

 

Evangelie-vers til 5. søndag efter påske, 29.05.11, Johs. 16,23b-28

 

Mel.: Herre Jesus, vi er her (DDK 205)

 

Når I beder, skal I få,

klart du til os dengang sagde.

Hvis vi beder! Sådan må

mange nu med skam beklage.

Lad os derfor atter lære,

i dit navn hos Gud at være!

 

10.05.11 (ca.)

 

KOMMENTAR:

Der er i salmebogen to salmer til dagens evangelium, nemlig DDS 584 og 586, men jeg har alligevel villet prøve at skrive noget nyt.

 

 

*

 

Salme-vers til efter den gammeltestamentlige læsning Kristi himmelfarts dag, 02.06.11, Sl. 110,1-4

 

Mel.: Sin vogn gør han af skyer blå (DDK 468)

 

Kong David så den store magt

i ham, som skulle komme,

så alle folk blev underlagt

hans love, bud og domme.

Vi ser ham anderledes stærk,

for det var i sit frelsesværk,

han viste herskermagten.

 

24.05.11

 

KOMMENTAR:

Evangeliesalmen (se nf.) er B.S. Ingemanns "Fuldendt er nådens store værk" (DDS 254). Sådan er det angivet i salmebogen, selv om den jo faktisk snarere svarer til 2. tekstrækkes evangelium (Luk. 24,46-53) og dagen i almindelighed. Og jeg har også altid brugt den som særdeles velegnet salme efter prædikenen i begge tekstrækkeår. Men det kan godt være, jeg senere vil prøve at skrive en ny. Der mangler faktisk en salme til specielt Mark. 16,14-20. - Som Halleluja-salme Kristi himmelfarts dag, dvs. salmen før evangelielæsningen, har jeg altid brugt "Til Himmels fór den ærens drot" (DDS 252). - I år har jeg derfor forsøgt at skrive et vers til den gammeltestamentlige læsning. - Ellers har jeg efter den gammeltestamentlige læsning brugt "Kommer, sjæle, dyrekøbte" (DDS 250). Den oplagte indgangssalme er DDS 257 "Vaj nu, Dannebrog, på voven" (som førstelinien nu lyder), og som udgangssalme har jeg altid brugt "Jesus, himmelfaren" (DDS 251), svarende til DDS 287 som udgangssalme pinsedag.

 

 

*

 

Evangelie-vers til 6. søndag efter påske, 05.06.11, Johs. 15,26-16,4

 

Mel.: Talsmand, som på jorderige (DDK 498)

 

Du har sagt farvel to gange

til os, dine små og bange,

senest ved din himmelfart.

Du ser for os megen trængsel,

eksklusion og drab og fængsel,

det har du gjort ganske klart.

Men skal vi end meget lide,

er du stadig ved vor side,

i din Talsmands vidnesbyrd.

 

24.05.11

 

 

*

 

Ugens digt, uge 23 /2011

 

DANNEVIRKE

 

Grænsekontrollen blev indført

flere århundreder før Thyras tid

kong Godfreds voldarbejde

kan vi læse om hos frankerne

senere kom mere til

også efter Thyra

hvad hun så fik bygget

til sidst var der 1864

hvorefter Dannevirke blev

en sårvold i vort sind

vi blev dem vi er

nord for disse volde

og bag sårvolden kæmper vi

for at blive ved at være os

og for at få sjælen med

over i det som kommer.

 

10.05.11 / 16.05.11

 

 

*

 

Evangelie-vers til pinsedag, 12.06.11, Johs. 14,22-31

 

Mel.: Drag ind ad disse porte (DDK 88)

 

Kend mig i kærligheden,

og Gud i mine ord!

Jeg går, men giver freden

trods verdens krig og mord.

Og Ånden i mit navn

Gud Fader selv vil sende,

så den nyt mod kan tænde

hos jer i frygt og savn.

 

27.05.11

 

KOMMENTAR:

Til pinsedag efter første tekstrække vil jeg vælge: 290 "I al sin glans nu stråler solen" (uundgåelig her). - 285 "Hør himmelsus i tredie time" (uundgåelig pga. både tekst og melodi og er også "evangeliesalme" til første læsning, som jo er "pinseevangeliet"). - 283 "Fra Himlen kom den Helligånd" (hallelujasalme; jfr. Kr. himmelfart og den særlige påskedagsindledning). - 282 "Apostlene sad i Jerusalem" (over lektien fra ApG., første læsning, som jo altså faktisk er pinseevangeliet, og som der under alle omstændigheder også må prædikes over). - 287 "Kraften fra det høje" (jfr. "Jesus, himmelfaren" (251) til Kr. himmelfarts dag). Og hvis man tager 286 efter prædikenen i anden tekstrække-år og 280 som indgangssalme anden pinsedag, får man faktisk brugt alle uundgåelige salmer! - Men jeg har altså her prøvet at skrive et vers til evangeliestykket fra Johannesevangeliet.

 

 

*

 

Evangelie-vers til anden pinsedag, 13.06.11, Johs. 3,16-21

 

Mel.: Jesus er mit liv i live (DDK 287)

 

Du kom ikke for at dømme,

men med frelsen til vort liv,

for at fylde, ikke tømme,

med Gudsrigets nye: Bliv!

Men så er du også Lyset,

som nu giver mange gyset,

hvis de fortsat ønsker blot

mørkelivet skjult og godt.

 

Jesus, derfor vi nu beder,

at du ved din Pinseånd

os i sandhedslyset leder,

løser alle mørkets bånd,

at du sådan vil os føre,

at vi lysets ting må gøre

og alt i din Sandhed se.

Lad din pinsegerning ske!

 

28.05.11

 

KOMMENTAR:

Der er to salmer til dette evangelium: DDS 490 og 491 ("Guds kærlighed"). Men jeg har prøvet at skrive et par vers til også anden halvdel (lyset). - Da jeg efterhånden ofte bruger kommentarerne til, også at give salmevalgsforslag i almindelighed, vil jeg, idet jeg henviser til de tidligere kommentarer her i påske-pinsetiden, oplyse, at jeg, sidste gang jeg fejrede anden pinsedag som præst (2001), brugte følgende salmer (oversat til de nye numre): 280 - 288 - 283 - // - 321 - 298.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 24 /2011

 

JAZZ AND POETRY

 

Aldrig lige på taktslaget

livet pulserer omkring skelettet

og når det bliver rigtig stort

sejler det skråt gennem alle lagene

og ikke nede i treklangen

spændingen ligger i de højere tertser

allerede i ottendedelenes gang

men så pludselig det nye spring

den uhørte forbindelse fra viol til måge!

 

18.01.11

 

 

*

 

Til Trinitatis søndag, 19.06.11. Trosbekendelsen gendigtet (2002).

 

Mel.: Op til Guds hus vi gå (DDK 447).

 

1. Vi vender ryggen til,

hvad Løgne-Magten vil,

og kaster os mod Gud:

Fri os fra ondskab ud!

 

2. Vi tror på Altings Grund

og siger med vor mund

helt barnligt: Kære Far,

fra dig vi livet har!

 

3. Vi tror på Sandheds Magt,

al mening evigt sagt;

du kom og blev vor Bror;

Maria var din mor!

 

4. Du gik den hårde vej,

alt vort tog du på dig,

igennem synd og død

du udvej for os brød!

 

5. Fra døden stod du op

og viste os din krop;

vi håber, det er sandt,

at liv og sandhed vandt!

 

6. Vi ser dig ikke mer,

dog er du stadig her;

for overalt er du,

i evighed og nu!

 

7. Når verden er forbi,

og tiden lukkes i,

da kommer du igen

som dommer og som ven!

 

8. Vi tror på Sandheds Ånd

som Kærlighedens bånd,

som Søn og Fader her,

i ordets kraft os nær!

 

9. Guds legeme er vi,

som Ånden lever i;

det store folk på jord,

der samles af Guds ord!

 

10. For skyld vi kendes fri,

og livet er deri;

når døden lægges ned

er glæden evighed!

 

2002.

 

KOMMENTAR:

Evangeliesalmen er M.B. Landstads "Hos dig, o Jesus, sent om nat" (DDS 145). Jeg vil derfor til denne afsluttende og sammenfattende festdag sætte mit gamle forsøg på at versificere forsagelsen og trosbekendelsen på. Det gamle danske navn for Trinitatis søndag er Hellig Trefoldigheds fest, festen for Den Treenige Gud. - Jeg har flere andre ting fra 2002, som jeg vil sætte på i den kommende tid.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 25/2011

 

Kirken før mig - og jeg i den

 

Et bekendelses- og læredigt til en salme-melodi.

 

Mel.: Jeg ved et evigt himmerig (DDK 275).

 

1. Før jeg blev født, var kirken her,

dog mest som kristen baggrund;

kulturen søgte mer og mer

mod gudløshedens afgrund.

 

2. Jeg måtte regne Gud for død

i alt, jeg kunne vide,

hvorved den store tomheds nød

jeg snart kom til at lide.

 

3. Men Gud han var jo her hos mig

på mange stærke måder

i gådens form han viste sig

som svar på mine gåder.

 

4. I kristendommen var en magt,

kom den end ind fra siden,

dens folk fik mere sandhed sagt,

end dem med verdens viden.

 

5. Så kom jeg da til nogen tro

på "meningen med livet",

for tomheds angst jeg fik lidt ro,

fik siden mere givet.

 

6. Min tomhed var jo skabt til Gud,

til fyldt af ham at være,

hvert tanke-rum i den lagt ud

til sted for troens lære.

 

7. Men læren selv er kun den del,

hvor sagen klart udfoldes;

gudstjenesten gør sagen hel,

som den i kirken holdes.

 

8. Her fandt jeg da nu helt den fred,

jeg havde før fornemmet;

som døbt jeg havde her mit sted,

i Jesu flok indlemmet.

 

2002. Enkelte ændringer 2011.

 

KOMMENTAR: Normalt er "Ugens digt" et almindeligt "verdsligt" digt, men blandt de 2002-ting, jeg har fundet, var altså også dette. - Det er meget sjældent, jeg skriver sådanne kristelige digte. Men selvfølgelig kan man gøre det. Det er bare noget andet end digtene inde i, hvad jeg kalder "det poetiske centralfelt". Se evt. NOTEN "Nogle grundlæggende ting om mit hovedprojekt".

 

 

*

 

Indgangssalme til 1. søndag efter trinitatis, 26.06.11. Eller til andre søndage i trinitatistiden.

 

Mel.: Kirken er som himmerige (DDK 306)

 

1. Fjernt på marken, langt fra vejen,

hvid og rød bag grønne træ’r,

tårnets tavse opadpegen;

Kirken findes stadig her.

 

2. Skjult jo nok bag overfladen,

i kultur og adfærd gemt;

gnid kun lidt på skrabepladen,

endnu ikke alt er glemt.

 

3. Er Gud død for vores tanke,

alt opløst i intethed,

dog vi føler længsel banke,

efter mer end tanken ved.

 

4. Og det møder vi i kirken,

nutids sted for ham, som kom,

føler her hans nærværs virken

i det ord, vi samles om.

 

5. I vort liv her nu udfoldes

det, som slog i verden ned;

når gudstjeneste her holdes,

mødes tid og evighed.

 

6. Skaber, Frelser og Opliver,

gådefulde Treheds-Gud,

giv tilkende, at du bliver

hos os hele tiden ud!

 

7. Og når så ved tidens ende

alt, hvad tidens er, går ned,

lad os helt dig se og kende,

i din fulde herlighed!

 

2002.

 

KOMMENTAR: Disse strofer var oprindelig tænkt som bare et digt om kirkens og kristendommens tilstedeværelse trods alt. Men måske vil de også kunne bruges som indgangssalme i trinitatistiden. De to sidste strofer har i hvert fald klart salmekarakter.

 

 

*

 

NB! Da hele nedenstående "salmesæt" stod på FB-væggen hele uge 26, var der ikke noget "Ugens digt" i uge 26.

 

 

*

 

Salmer til hele højmessen 2. søndag efter trinitatis, 03.07.11. - Es. 25,6-9. - 1. Johs. 3,13-18. - Luk. 14,16-24.

 

 

INDGANGSSALME

 

Mel.: Som hønen klukker mindelig (DDK 476).

 

1. Gud er min støtte og mit håb,

med mig i al min færden;

jeg modstår alle trusselsråb

i denne stridens verden

Jeg føres i det åbne land

og frygter ikke afgrunds rand;

af kærlighed jeg bæres.

 

2. Jeg elsker dig! For du er størst,

grundmagten bag det hele,

og dog så jeg dig allerførst

i livets mindste dele.

Og da du kom som bror til mig,

fik jeg det hele nyt af dig,

af dødens magt udrevet.

 

3. Dog står jeg stadig her med skyld,

som en af lovens dømte;

i sindet sidder byld på byld,

det gjorte, det forsømte.

Tilgiv mig dog, hvad jeg har gjort,

om også jeg har syndet stort,

og tag mig i dit Rige!

 

4. Forbarm dig, Fader, hør min bøn

og hjælp mig ud af nøden!

Forbarm dig, Herre Krist, Guds Søn,

før mig frelst ud af døden!

Forbarm dig, Herre Helligånd,

bind mig med kærlighedens bånd

til Faderen og Sønnen!

 

5. Gud Fader, evigt almagts-stor,

dig være pris og ære,

og ligeså din Søn, vor Bror,

som ville hos os være,

og Helligånd, du, nærværs-magt

i ordet, når det bliver sagt!

Og fred til os på jorden!

 

2002. 2011.

 

KOMMENTAR: Bygger på dagens gamle Introitus (Sl. 18,19f.2f) og på de faste messeled Confiteor, Kyrie, Gloria.

 

 

SALME EFTER GAMMELTESTAMENTLIG LÆSNING

 

Mel.: Alt, hvad som fuglevinger fik (DDK 15).

 

1. Al Grund og Magt bag alle ting,

til stede ved hvert kvantespring,

hinsides alle stjerner,

Grund-Væren selv i evighed,

Grund-Mønster for, hvad er lagt ned

som sprog i livets kerner!

 

2. Dog, Gud, med disse tanke-ord

betegnes nok, at du er stor,

ud over alt, vi kender,

men hvad i dig er allerstørst,

det lærer os at kende først

de syn og ord, du sender.

 

3. I syn og ord din nærværs-magt

hos folket i den gamle pagt

var underfuldt til stede;

de sås og sagdes her fra dig,

fordi med dem du ville vej

for Jesu pagt berede.

 

4. Esajas så dit Riges bord,

gav os sit syn med stærke ord

om vin og fede retter;

du lover os en rigtig fest,

og alt, vi kender selv som bedst,

du da på bordet sætter.

 

5. Han så, at Gud med denne mad

vil samle det, som skiltes ad,

vil Djævels-bruddet hele

og folk med folk som ét i Gud

i dejlig samklang sone ud,

med døden intet dele.

 

6. Med døden slugt af egen død,

og dermed smerte, sorg og nød,

den sidste tåre grædes.

Hvert menneske er atter frit;

Gud viser, hvad han vil med sit:

at alt i ham skal glædes.

 

7. Han er vor Gud, han er vort håb,

til ham vi sendte vore råb,

vor hjælp han ville være.

Nu synger vi vor takke-sang

i glædes-kor med jubel-klang,

vor Gud højlydt til ære!

 

2002.

 

 

HALLELUJASALME

 

Der findes vist (endnu) ikke nogen melodi, dette vers kan synges på

 

Kærligheden tak og ære,

som kun dybest den kan være;

Jesus gav sit liv for os,

så vi har mod døden trods.

Hállelúja, Hállelúja!

Til dit måltid ved fest-bordet

kalder os Gudsriges-ordet.

Hállelúja, Hállelúja!

 

2002.

 

 

SALME EFTER PRÆDIKENEN

 

Mel.: Hvad kan os komme til for nød (DDK 220).

 

1. En mand var glad og ville se

til fest dem, som han kendte,

og dagen kom: Nu skal det ske!

Indbydelsen han sendte.

Han sagde: Så, nu er jeg klar.

Der er til både bord og bar.

Nu er det, I skal komme.

 

2. Men alle havde andet for

og pinligt afbud meldte

med, hvad de skulle selv og hvor.

Hans plan nu kunne vælte.

Så blev han noget mindre glad,

dog købt var drikkelse og mad;

han måtte holde festen.

 

3. Måske har andre mere trang

til fællesskab og glæde

i ensomhed, med tiden lang,

så trist, at de må græde?

Nu vil jeg finde frem til dem

og byde alle til mig hjem,

så de bli’r mine gæster.

 

4. Som sagt, så gjort. De sagde ja,

og straks det fyldte mere,

men manden så, at der endda

var plads til mange flere,

så han inddrog den sidste kreds,

dem, som hos ingen kunne ses.

Nu kunne de begynde.

 

5. Og vennerne, som ikke kom,

de blev i deres eget;

ifølge deres valg og dom

den fest var dem for meget.

Led de måske af tørst og sult?

Og manden havde huset fuldt

af sine nye venner.

 

6. Gud, lad det ikke være os,

der afbud til dig sender,

lad liv og glæde fremfor trods

gå op hos dine venner,

lad os deltage i din fest,

gør livet højt for hver en gæst

nu og i evigheden!

 

2002.

 

 

UDGANGSSALME

 

Mel.: Tag det sorte kors fra graven (DDK 495).

 

Tak for alt i dette møde

mellem tid og evighed;

så er vi dog ikke døde

og i fald mod Intet ned.

Tak for håbets lyse ord,

tak for glædens stærke bord!

Lad os i dit håbslys blive,

os din glædesmad oplive!

 

Bent Christensen 2002.

 

KOMMENTAR - til hele ovenstående "højmessesæt": Alle salmerne her er skrevet i 2002 - som et forsøg på at lave salmer til en hel gudstjeneste, så de tre første svarer til de pågældende led i den romersk-katolske messe. - Da det er salmer til en hel højmesse, har jeg sat dem på allerede mandag i uge 26, og de bliver stående til mandag i uge 27.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 27/2011

 

HARALD BLÅTAND

 

Harald hvad var du for én

på mange måder en skidt karl

der lod folk myrde

og til sidst fik du en pil bagi

under krigen med din egen søn

men du var vel ikke værre

end så mange andre

og du havde sympati for kristendommen

fra ungdommen af

om den så kom

fra din kristne engelske mor

eller det var fordi du så

hvad vej vinden blæste

du vandt dig hele Danmark

og gjorde danerne kristne

hvordan du så bar dig ad med det

og hvor kristne de så blev

du var en milepæl

og du satte din runesten

det kan ingen nægte.

 

17.06.11

 

Indgår i min hjemmesidetekst "Det særligt danske", der også står i noter til min Facebook-profil.

 

 

*

 

Ugens aforisme 1, uge 27/2011:

 

Hvis man tilhører den herskende kultur, kan man fordybe sig i selv det snævreste område og blive stor dér, men hvis man ønsker et alternativ til den herskende kultur, må man prøve at lave det hele selv - med risiko for at blive lille over det hele. - 25.03.11.

 

Ugens aforisme 2, uge 27/2011:

 

Hvis du sætter en frugt, for at du skal kendes på den, bliver den grim. - 29.03.11.

 

 

*

 

Evangeliesalme til 3. søndag efter trinitatis, 10.07.11, Luk. 15,1-10

 

Mel.: Guds Søn kom ned fra Himmerig (DDK 183).

 

Mon alle hyrder gør som her?

Man må jo kalkulere,

og hvis til flokken ingen ser,

kan man nemt miste flere.

Men Gud kan gøre både og;

hos ham bli'r kærlighedens lov

udlevet af Almagten.

 

Og kvinden med den tabte mønt

vil bare intet miste;

med lys og fejning straks begyndt

hun leder til det sidste.

Gud ønsker også alt sit helt,

med intet tabt og skilt og delt;

kun sådan kan han hvile.

 

Lad os dit sindelag forstå,

så vi kan dele glæden,

når en af de fortabte små

står atter i livskæden.

Det kunne være en af os,

der selv var faret vild i trods.

Tak, at det gælder alle!

 

29.06.11

 

 

*

 

Ugens aforisme 1, uge 28/2011:

Alt er, hvad det er. For eksempel toppen af isbjerget. - 29.04.11

 

Ugens aforisme 2, uge 28/2011:

En rigtig mand siger ikke så meget. Men det er dem, der snakker, der sætter dagsordenen. - 29.04.11

 

 

*

 

Evangeliesalme til 4. søndag efter trinitatis, 17.07.11, Luk. 6,36-42

 

Mel.: O store Gud, din kærlighed (DDK 449)

 

Som kristne lever vi med Gud

i kærlighedens strømme,

og deraf følger Jesu bud:

I skal nu ingen dømme!

Tilgiv og giv,

så har I liv,

og livet gi'r tilbage

i større mål

i favn og skål

end nogen selv kan tage.

 

Ja, vi skal have samme sind,

som Gud det har mod alle,

men den vil blive farligt blind

og dybt i grøften falde,

som selv nu tror

sig gudestor

og selv vil herre være;

vi ydmygt må

til Jesus gå

og sindelaget lære.

 

Da uden selvretfærdighed

vi kan de andre møde,

se dem i deres værdighed,

dem ikke emsigt støde.

Måske har vi

langt mer end de

af skidt i vores øje,

så hvis vi ser

først skidtet dér,

vil alt sig bedre føje.

 

Gud, lad os nu dit sindelag

i hjertet ydmygt have!

Ja, lad det vokse dag for dag

som del af frelsens gave!

Sæt Jesu sind

hos alle ind!

Lad nådens gave virke

og strømme ud

som overskud

fra livet i din Kirke!

 

01.07.11

 

 

*

 

Ugens digt, uge 29/2011

 

SPROG-HISTORIE

 

Gastir - gestr - gæst

hlewagastir horna tawido

Lægæst gjorde hornet

hvem drak af det?

nu drikker mange gæster

af fine glas i Noma.

 

Tanmaurk - Danmǫrk - Danmark

sa haraltr ias sąr uan tanmaurk ala

den Harald som vandt sig hele Danmark

bød gøre mindesmærket i Jelling

nu står stenen i dronning Margrethes pas.

 

De var der dengang

vi er her nu

er vi alle os?

 

12.07.11

 

 

*

 

 

Salme og vers til 5. søndag efter trinitatis, 24.07.11, Luk. 5,1-11

 

Samtidig med, at vi har alle vore forskellige tanker i forbindelse med situationen i Norge, skal livet gå videre, også vort kristenliv. Så jeg sætter de forberedte ting på som altid fredag aften. Med TV 2 News kørende ved siden af. Og med en bøn for os alle. - Se kommentarfelterne nedenfor.

 

 

Der findes jo - må man nok sige! - en salme til dette evangelium, nemlig DDS 147, Grundtvigs "Der sad en fisker så tankefuld"! Men så kan jeg jo vise vennerne, hvoraf nogle måske læser russisk, den oversættelse til russisk, jeg på opfordring fra russiske lutherske venner lavede i 1996. Se den i kommentarfeltet lige her nedenfor. - Se dog også verset til den gammeltestamentlige læsning i næste kommentarfelt.

 

 

Yлoв Cимoнa Пeтpa (Лyк. 5,1-11)

 

1.

Pыбaк зaдyмчивo вoт cидeл,

oн cлyшaл Гocпoднe cлoвo,

язык кpacивee здecь звeнeл

чeм звyк клaдa зoлoтoгo;

Гocпoдь из лoдки нapoд yчил,

нapoд вo мнoжecтвe peчь любил,

цвeтки тaк cтoят пoд coлнцeм.

 

2.

Oкoнчив пpoпoвeдь тaк Cвoю

cкaзaл Вывший Вoжe Cлoвo:

«Нy, Cимoн, в cyднo, нa глyбинy

ceйчac oтплыви для лoвa!

Вpocaй в пyчинy, ты, cвoю ceть,

пopa тeбe пoпытaтьcя, вeдь,

и Я бyдy Caм c тoбoю!»

 

3.

«Yчитeль!» Cимoн тoтчac cкaзaл,

oднaкo нe oчeнь cмeлo,

«вcю нoчь и pыбы я нe пoймaл;

пoпpoбoвaть cтoить дeлo».

Xoтя и oн coмнeвaлcя тaм,

кaк oбpaзeц вceм coмнитeлям

oн Гocпoдy пoдчинилcя.

 

4.

Oн, бpocив ceть, cтaл вытacкивaть,

нo cил eмy нe xвaтaлo,

и ceть eгo нaчaлa лoпaть

pыб cтoлькo в нee пoпaлo.

Toвapищeй пoдмaнил к ceбe

и нaгpyзилиcь тaк лoдки двe;

oни eлe нe тoнyли.

 

5.

Yвидeв этo pыбaк пpипaл

к кoлeнaм Paввинa чyдa

«Нeчиcтый гpeшник я!» oн cкaзaл,

«Teбe лyчшe пpoчь oтcюдa».

Нo тиxo Oн пopyчил eмy:

«Teбя Я cтaями нayчy

лoвить чeлoвeкoв cлoвoм».

 

6.

Пeтpa пoтoм Ииcyc yчил,

и вepнo пpиняв пpизвaньe,

oн тыcячaми людeй лoвил,

кaк coлнцe y ниx cияньe,1

и дo cиx пop пpoдoлжaeтcя

вeликaя pыбoлoвля тa

Xpиcтoм тaк ocнoвaннaя.

 

7.

Toвapищи pыбaкa Пeтpa

eщe чeлoвeкoв лoвят,

и в ceти люди дaют ceбя,

вeдь к жизни yлoв гoтoвят,

в cвoбoдy вeчнyю иx нecyт,

из миpa к Вoгy oни идyт,

тaм вeчнaя paдocть бyдeт.

 

8.

Co cвeтoм, в чecтнocти мы идeм

- и ктo oбoльщeн был нaми? -

пpeкpacнo знaют: идeт o тoм,

пpocтитьcя c миpcким, c вeщaми,

cигнaл пoднят был oпacнocти,

и ceти днeм мы paccтaвили,

oткpытo, в бoльшoм пpoливe.

 

9.

Mы нa дyши глyбинe плывeм,

дo днa нe дoйдeт миpcкoe,

нo кaк пpикaзaнo нaм Xpиcтoм,

тaм лoвим yтpaчeннoe,

миpcкoгo ищyщий, тoлькo, тaм

нe xoчeт cлeдoвaть тeм cлoвaм,

eгo нaшa peчь нe тpoнeт.

 

Н.Ф.C. Гpyндтвиг 1838.

Пepeвeл Бeнт Kpиcтeнceн 1996.

Meлoдия: Кapл Нилceн (Carl Nielsen) 1920.

 

1 Maтф. 13,43

 

Alle de oversættelser til russisk, jeg i 1996 blev opfordret til at lave, kan læses på undersiden RUSSKIJ.

 

 

Salme-vers til efter den gammeltestamentlige læsning 5. søndag efter trinitatis, 24.07.11, Es. 6,1-8

 

Mel.: Et trofast hjerte, Herre min (DDK 126)

 

Hvordan kan jeg dog tjene Gud

med så urene læber?

Hvordan kan han mig sende ud,

når skylden til mig klæber?

Men han mig renser for min synd

og siger gå nu og forkynd,

du skal mit redskab være!

 

07.07.11

 

 

*

 

Ugens aforisme uge 30/2011

 

Hvis ikke alt altid er det samme, er både forværringer og forbedringer mulige. - 19.02.11.

 

NB! Jeg ledsagede den med denne kommentar:

Livet skal gå videre. Det er også en del af vort store Nej til den voldelige ekstremisme. Så jeg har nu, med et par dages forsinkelse, sat denne aforisme på - lavet den 19. februar. - Men jeg henviser stadig til den "Status efter ugerningen i Norge", jeg satte på i går.

 

 

*

 

Evangeliesalme til 6. søndag efter trinitatis, 31.07.11, Matt. 5,20-26

 

Mel.: O Gud, du ved og kender (DDK 420)

 

Tro ikke, mit er mindre,

tro ikke, jeg vil hindre,

at der er krav og bud!

Nej, mit er meget større;

her med sit på det tørre

sig ingen smyger ud.

 

Ved drab bli'r livet taget,

men den, der kun bli'r plaget,

han mister også liv,

ja, ikke brat det hele,

men ganske store dele

bli'r dræbt ved strid og kiv.

 

Gud elsker hele livet,

som han enhver har givet,

og han er ligeglad

med hver en form for fromhed,

den er for ham kun tomhed,

hvis mellem jer er had.

 

Selv om det er den anden,

der klart er ophavsmanden

og har den hele skyld,

tag initiativet,

det gælder jo dog livet;

få fjernet hadets byld!

 

Ja, hvis I står på retten

og turer frem i trætten,

kan livet gå helt ned.

Langt bedre at forliges

end fortsat gå og kriges;

det vinder begge ved.

 

Lad, Jesus, os alt høre,

så vi vort liv kan føre

som vist med disse ord,

giv mere end en lære;

du må i os selv være

livssammenhængen stor!

 

16.07.11.

 

 

*

 

Ugens aforisme, uge 31/2011

 

Hvorfor er kapitalisterne egentlig ganske godt tilfredse med de venstreorienterede kunstnere og intellektuelle? De er en slags hofnarre - med et menneskeligt ansigt. - 02.08.11.

 

 

*

 

Ugens digt uge 31/2011

 

Atter atten år?

 

Er jeg nu fremme

der er i hvert fald gået fyrre år

men måske er jeg kun en Moses

der må nøjes med at skue

mens en ung Josva

indtager den grønne mark

eller er de fyrre år bare væk

så jeg selv går derud

atter atten år?

 

22.07.11.

Bygger på dele af et længere digt fra formodentlig 26.10.01.

 

KOMMENTAR: Jeg behøver vel ikke henvise til 5. Mos. 3,24-29 og 34,1-9? - Men jeg kan oplyse, at 1961, hvor jeg var atten år gammel, er grund-året for hele mit storpoetiske projekt, og at det oprindelige 2001-digt altså er skrevet fyrre år derefter.

 

 

*

 

Evangeliesalme til 7. søndag efter trinitatis, 07.08.11, Luk. 19,1-10

 

Mel.: Bryd frem, mit hjertes trang at lindre (DDK 31)

 

Zakæus, han var dobbelt lille,

af vækst og i sit eget værd,

men netop derfor han nu ville

se Jesus og ham komme nær;

et vejtræ blev hans udsigtsstade

og gav ham skjul i sine blade.

 

Han var jo byens overtolder

og dermed også meget rig,

og man vel på sin status holder,

især når man er rig ved svig,

men noget gnavede derinde;

var mon hos Jesus hjælp at finde?

 

Zakæus var af Jesus fundet,

på forhånd, før han fik ham set,

han fik sig også dårlig sundet,

før Jesus selv sig havde bedt

til gæst hos ham, til alles harme.

Han modtog ham med åbne arme.

 

Men han var også slemt forvirret.

Af Jesus gæstet som en ven,

af vrede folk omkring nidstirret.

Hvad skulle han så gi' igen?

Han kunne gi' af sine penge

til fattige, som måtte trænge!

 

Og hvis de ikke var hans egne,

men presset ud ved korruption,

så måtte han nu hurtigt regne

sig frem til en tilpas portion:

Jeg firedobbelt gi'r tilbage;

det vil de nok som bod modtage!

 

Ja, her kan vi jo sagtens sige,

Zakæus ville være kvit,

få alt til at stå faktisk lige,

når sådan nu enhver fik sit.

Men det var med forvirret glæde,

han ind til sig så Jesus træde.

 

Og Jesus lod sig ikke mærke

af denne ubehjælpsomhed,

hans ord var afgjorte og stærke:

Nu skal I høre, hvad jeg ved;

Guds frelse er her inden døre;

det er, hvad jeg kom for at gøre!

 

Kom, Jesus, også til os andre,

som du gik hos Zakæus ind!

Når vi ser dig forbi os vandre,

så kald os ned med samme sind!

Bær over med, hvad vi vil sige,

og tag os ind i frelsens rige.

 

27.07.11

 

Link til "morbærfigentræ" (så man kan se dets krone som skjul):

http://en.wikipedia.org/wiki/Ficus_sycomorus

 

 

*

 

Ugens digt uge 32/2011

 

DANSK MIDDELALDER

 

Bonden gik på sin mark

skomageren sad ved sin læst

sømanden sejlede

nogle fangede sild

kongen kørte rundt

med sine svende og sin kansler

centraladministrationen lå i nogle kister

kirken var alle vegne.

 

Når folk snakkede med hinanden, sagde de:

Det er en ond fugl, som skider i sin egen rede.

Mus fjerter ej som hest, uden røv revner.

Når konen er drukken, da er kussen galen.

 

Der var også nogle, der dansede og sang:

Op under den lind, der vågner allerkæresten min.

De legte en leg, og legen var alt ud af vrede.

Der dagen han dages og duggen den driver så vide.

 

Bønderne vidste ikke de var danskere

eller at de levede i middelalderen

de var det bare

og gjorde det bare

men dejligt at høre fra dem.

 

27.07.11

 

KOMMENTAR:

Dette er endnu et af de særlige digte, der indgår i "Det særligt danske" (allersidst i kap. 2).

 

 

*

 

8. søndag efter trinitatis, 14.08.11, salme til efter gammeltestamentlig læsning, Jer. 23,16-24

 

Mel.: Jeg ved, på hvem jeg bygger (DDK 276).

 

Profeterne er mange,

det gælder hver en tid;

hver synger sine sange,

gentager dem med flid.

Man ved, hvad folk vil høre,

og vælger gode ord,

som meningen kan sløre,

så mange på dem tror.

 

Man Gud sig påberåber;

det kan man stadig godt,

for der er stadig tåber,

for hvem dét lyder flot,

men der er meget andet

at bruge i Guds sted,

så det er såre blandet,

hvad der forkyndes ved.

 

Men hvad er så det sande?

Mon netop det, vi har?

En viden bag vor pande,

så helt parat og klar?

Nej, hvis vi det vil sige,

så bliver vi som dem;

vi må om meget tie,

vor tro er ikke nem.

 

Sandheden ejer ingen,

og ingen ta'r den selv,

den er jo selve tingen

og altings dybe væld.

Vi kan kun ydmygt lytte

til kristentroens ord.

Men er der mon et bytte

for dem på denne jord?

 

Her tror vi, at vi møder

sandhedens ord til os,

som ingen sig pånøder,

hvis den bli'r mødt med trods;

den vil sig selv godtgøre,

i livets store sum

og frit sig lade høre

i hjertets dybe rum.

 

Gud, gør det i vort hjerte,

lad os din sandhed se!

Lad ingen sig forhærde,

lad troens under ske!

Du er jo den, der fylder

al virkelighed ud,

hinsides stjerners mylder,

som sandhed, som vor Gud.

 

02.08.11

 

KOMMENTAR: M.B. Landstads "Gud lad dit ord i nåde lykkes" (DDS 390) er skrevet til dagens evangelium og vil være god at synge efter prædikenen. Den klassiske danske evangeliesalme består ellers af "genfortælling", "tilegnelse/anvendelse" og - navnlig til sidst - bøn. DDS 390 er stort set ren bøn. Men sådan kan man jo også svare på evangeliet. - Nu har jeg så prøvet at skrive en salme til at synge efter den gammeltestamentlige læsning.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 33/2011

 

Et digt fra 2000, som jeg gerne vil vise vennerne i denne uge. Se det i kommentarfeltet lige nedenfor. Og se Johs. V. Jensens "jyske tilegnelse" og noterne til mit digt i de to næste kommentarfelter.

 

LOLLANDSK TILEGNELSE

 

Jeg kommer op fra plutten

kender I min roe

måske er jeg lindormen

i det danske våben

ude af feltet

kan ikke bekræfte

nogens ret til noget som helst

har dog mine tanker

om fornægteren

og sætter gerne

mit bløde sydhavshjerte

hos skjoldets løver.

 

23.09.00

 

 

KOMMENTAR 1:

 

Skrevet op mod Johs. V. Jensens kendte jyske digt:

 

TILEGNELSE

 

Jeg kommer ud fra Skovene.

Kender I min Kølle!

Vid, jeg er Vildmanden

i det danske Vaaben!

 

Jeg bringer fra blaa Bølger

Havets barbariske Hjærte.

Jeg sætter det til Symbol

i Feltet med springende Løver.

 

Her staar jeg ved Skjoldet.

Jeg vil slaa Fornægteren.

Jeg vil bekræfte de Raske

i Retten til Riget.

 

Johs. V. Jensen. Digte 1906.

 

 

KOMMENTAR 2 (til BC-digtet):

- Plutte er det lollandske ord for pludder eller pløre og anvendes også om markers og vejes tilstand i forbindelse med sukkerroehøsten hernede. Desuden anvendes det i nedsættende omtale af os hernedefra, fx i sammensætningen plutbonde.

- Indtil 1972 stod lindorme-emblemet i det danske kongevåben for titlen "de venders". Og som lollandsk elsker af de slaviske sprog, og som en, der også i det hele taget står noget ude på en sidelinie, kan jeg godt føle mig som en slags vender (jfr. venderne her på Lolland-Falster for tusind år siden og de slaviske stednavne, der stadig vidner om dem).

 

 

*

 

Evangeliesalme til 9. søndag efter trinitatis, 21.08.11, Luk. 16,1-9

 

Mel.: O store Gud, din kærlighed (DDK 449).

 

Han var korrupt fra først til sidst,

og da han var afsløret,

han ty'de til en skamløs list

som udvej i uføret.

Hvor kunne dog

en mand så grov

få sådan nærmest ære,

hvad kunne de,

og hvad kan vi

af hans eksempel lære?

 

Men Jesus ofte på en spids

for os vil sætte sagen;

han siger hermed jo, at hvis

det nu står klart som dagen,

at denne mand

betragtes kan

som klog i egen ramme,

kan der så om

vor kristendom

mon siges helt det samme?

 

Lær, Jesus, os nu at forstå,

hvad klogskab her vil sige:

at vi i troen leve må

som børn af lysets rige!

Vi ved jo godt,

alt vort er blot

en del af verdensspillet,

at budet: giv!

er sagt til liv,

som Gud har livet villet.

 

05.08.11

 

KOMMENTAR: Johan Nordahl Bruns "Du skal i denne verden ej / dig af dit guld hovmode" (DDS 692) angives som skrevet til dagens evangelium. Og den svarer da i flere afgørende henseender også til det. Men den går ikke ind i lignelsens særlige hovedpointe. Vi har nemlig her endnu et eksempel på, hvordan Jesus spidser tingene til i særlige, ofte stærkt ironiske pointer. (Jfr. fx lignelsen om skattens mønt, som IKKE er en "lære" om de to regimenter, men hvor pointen jo er: Når I nu har været så dumme at tage kejserens afgudsmønt op af jeres lomme, så indrøm dog, at I har bøjet jer for besættelsesmagten, og lad være med at stille fælde for mig på denne hykleriske måde. Og betal så den skat, når kejseren nu har magten. Men den egentlige magt har jo altid og under alle forhold Gud). - Jeg har, hvad nu dagens evangelium angår, hørt, dog forhåbentlig som en vittighed, at der er præster, der bevidst lægger deres ferie hen over denne søndag, fordi de ikke kan finde ud af at prædike over en tekst, hvori Jesus roser en korrupt forvalter! Men pointen er jo tydeligvis: Når selv sådan en korrupt fyr og skidt karl kunne indse sin egen situation, så er det meget flovt, hvis I, mine kære disciple, ikke kan indse jeres situation som lysets børn. - Denne pointe har jeg prøvet at få frem i ovenstående lille salme.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 34/2011

 

GRUND-POETIK

 

Straks fra min zygote af

krængede det sig frem

mit livs-rør

min fremrykning gennem rum-tiden

her foldede jeg mig ud

her rørte jeg verden

selv om det først

var inde i min mors mave

og da jeg var kommet ud

tog det rigtig fart

jeg rørte mere og mere

meget trængte ind gennem væggene

og satte sig i mig

efterhånden tog jeg også

dele af verden ind forfra

mens røret krængede sig frem

nej jeg åd ikke verden

det var bare vores måde at mødes på

virkelighedens indoptagelse

jeg-rummets udfyldning

og røret skød et nyt rum ud

omfattede alt derude

med et slørfint net

inddrog alt i en ny proces

så der krystalliserede sig

et tredje sted derude

digtets sted

hvor den store fusion skete

og nye processer

lod nye strukturer opstå

den yderste manifestation

af verden og mig

af verdens og min

fælles grund.

 

04.07.11

 

 

Ugens aforisme, uge 34/2011

 

Bedøm aldrig noget efter, om det er gammelt eller nyt, kun efter, om det er godt eller skidt. - 01.03.11.

 

I TREDJE KOMMENTARFELT

BEMÆRKNING til ovenstående aforisme: Jeg har som regel lidt aforismer på lager. Til at bruge, hvis jeg løber tør for digte. Men hvis lageret bliver for stort, sætter jeg dem, som her, ind sammen med ugens digt. - Hvad i øvrigt DIGTENE angår, håber jeg, at jeg nu snart kan begynde at vise rigtige og virkelig stærke eksempler på, hvad det er der sker, når den proces kommer i gang, der er beskrevet i ovenstående "læredigt", poetik-læredigt, kan man sige.

 

 

*

 

Evangeliesalme til 10. søndag efter trinitatis, 28.08.11, Luk. 19,41-48

 

Mel.: Bryd frem, mit hjertes trang at lindre (DDK 31).

 

Nær byen Jesus græd og skældte,

helt menneske, som helt sand Gud.

Og da man romerne så vælte

hver mur og bygning, så det ud,

som var det straffen til de blinde,

der den dag boede derinde.

 

Og senere med voldsom vrede

han tempelkræmmerne fordrev:

I dette hus skal alle bede,

som klart Esajas til jer skrev,

men nu er det en røverkule,

ja, en fordærvet pengebule!

 

Og alle de, der havde magten,

så gerne, Jesus blev gjort tavs.

De kunne bruge tempelvagten,

men hvordan undgå synligt snavs?

Pågribe ham, men skjult og stille,

det var, hvad helst de store ville.

 

Der var trods alt i folket andre,

der så i Jesus noget stort,

en del selv havde set ham vandre,

en del hørt, hvad han havde gjort,

og de hang ved ham for at høre

og se, hvad mer han ville gøre.

 

Indholdet her er meget blandet,

skældud, udjagning, kærlig gråd,

stor skuffelse hos Jesus dannet,

mens lederne holdt onde råd,

fordi de frygtede for roen

blandt dem, der nærmede sig troen.

 

Men det var, som det måtte være,

når verden var på verdens vis,

det må vi tage som en lære,

og Jesus gav den fulde pris,

så vi kan få gudsrigesfreden

nu og i hele evigheden.

 

11.08.11

 

KOMMENTAR: Der er en salme til dagens evangelium: Johan Nordahl Bruns "Jerusalem! i dag din konge græder" (DDS 174). Og den har jeg, i overensstemmelse med mine principper om bred brug af salmebogen, selv brugt. Men jeg har nu prøvet at give den et supplement.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 35/2011

 

Hejren flyver over vore huse

med nakken trukket tilbage

i sælsom eftertænksomhed

frøen den overså

ligger mellem sivene i søens kant

og ved ikke rigtig

jeg går ind og spiser mit kød

mens tv-avisen ruller over skærmen

og vi snakker lidt om det hele.

 

10.08.11

 

 

*

 

Evangeliesalme til 11. søndag efter trinitatis, 04.09.11, Luk. 18,9-14

 

Mel.: Ånden opgav enkesønnen (DDK 568).

 

1. Jesus har en magt, som drager

mennesker af alle slags,

også dem, som fornemt vrager,

hvad de burde gribe straks,

mener deres på det tørre,

føler sig dog endnu større,

når de træder på de små.

 

2. Men til netop dem han taler

strengt i ordet om de to:

en, der selv i bønnen praler,

en, som dårligt nok tør tro,

en, der er så stærk og sikker,

en, der blot om nåde tigger,

selvstorhed og ydmyghed.

 

3. Tolderen med bøjet hoved

slog i anger på sit bryst,

selv han mindst af alle tro’de,

han var nærmest liv og lyst.

Dog til netop ham blev givet

det, som helt betyder livet:

fællesskab med livets Gud.

 

4. Men hvorfor nu denne tolder

med hans taber-ydmyghed?

Hvorfor op for os mon holder

Jesus, hvordan han fik fred?

Fordi livet er af nåde,

der er ingen anden måde;

det er gave først og sidst.

 

5. Og fordi retfærdigheden

ikke bare er et ord,

blot et ord om høfligheden

mod den Gud, som er så stor,

men er alt, hvad liv betyder,

når det ikke bare flyder

blindt og tomt i kemisk tvang.

 

6. Gud, vi beder dig om livet,

livet vendt den rette vej,

fra Begyndelsen os givet

som et fællesskab med dig.

Giv os dette liv tilbage,

det, vi søgte selv at tage,

giv os nådens liv igen!

 

1985.

 

KOMMENTAR:

Ja, det er rigtigt, at den er skrevet i 1985, en af mine få salme før februar 2010.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 36/2011

 

DEN DYBE RYTME

 

Kameraet ruller på sin skinne

på højde med racerhundene

der er ingen skinner på min sidelinie

og jeg går så langsomt det passer mig

mens jeg ser i alle retninger

og verden åbner sig for mig

efterhånden ser jeg også på dem

der løber efter hinanden

inde på den brede bane

mange løber flot

nogle har den dybe rytme

dem møder jeg måske længere fremme.

 

11.08.11

 

 

*

 

Halleluja-vers til 12. søndag efter trinitatis, 11.09.11, Mark. 7,31-37

 

Mel.: Gladelig vil vi halleluja kvæde (DDK 152)

 

HALLELUJA

 

Halleluja! Vi må lovsynge Herren!

Fingre i ører og spyt på en tunge.

Sådan var kraften fra Himmelen virksom.

Han gjorde alle ting vel. Halleluja!

 

15.08.11

 

KOMMENTAR:

Der er i salmebogen to salmer til dagens evangelium, nemlig den bearbejdede version af Rambachs/Brorsons "Min Jesus, grund til al vor lyst" (DDS 159) og Grundtvigs "Jeg tror det, min genløser" (DDS 160). Jeg har derfor nøjedes med at lave et Halleluja-vers, der ville kunne synges før evangelielæsningen, altså som højmessens tredje salme. Jfr. mine tidligere forsøg med Halleluja-vers. De kan ses i noterne til min Facebook-profil og på min hjemmeside, undersiderne "Litterære tekster" og "Salmer".

 

 

*

 

Ugens digt, uge 37/2011

 

IKKE MERE HER

 

Det samme liv én gang til?

Det ville jeg godt.

Mit liv som det burde have været?

Det siger sig selv.

Og det evige liv i Guds Rige

er der jo ikke tale om her.

 

Men kunne jeg nå at se

den store livsfusion

i rummet over mit livs mark

virkelighedsmødets sted

alt udfoldet og alt udfyldt

så ønsker jeg ikke mere

her.

 

15.08.11 / 09.09.11

 

Ugens aforisme, uge 37/2011

 

Jeg har af natur et ganske vidt udsyn. Hvis jeg i perioder har kunnet forekomme mere snævervinklet, er det, fordi jeg har været trængt op i en krog. - 02.03.11.

 

 

*

 

Evangeliesalme til 13. søndag efter trinitatis, 18.09.11, Luk. 10,23-37

 

Mel.: O store Gud, din kærlighed (DDK 449).

 

Da Jesus råbte lykken ud,

den store nye glæde,

og sagde: Her er nyt fra Gud!

Her er han selv til stede! -

da var der én, der kun var fræk,

for hvem det var for meget,

som ønskede det store væk

til fordel for sit eget.

 

Hvorfor var manden ikke glad

for, hvad han fik at høre?

Hvorfor dog dette spørgsmål: Hvad

skal jeg så selv nu gøre?

Han ville trække Jesus ned,

han kunne ikke tåle

en højere retfærdighed,

han ville selv alt måle.

 

Han kendte kærlighedens bud:

Elsk Gud og dermed Næsten!

men ville have det lagt ud:

Hvem er nu det for resten?

For hvis man bare bliver ved

med bogstav-teorien,

så får til sidst man skrevet ned

kærlighedsbud-værdien.

 

Men Jesus gik fra teori

til et konkret eksempel,

som viste ham med fuld værdi,

med livets eget stempel,

hvad mening budet faktisk har,

når Næsten ses forslået

og pligten, den er ganske klar,

af kætteren forstået.

 

Men var det dybest set sig selv,

vor Herre her indsatte,

som selve livets dybe væld,

der ene kan omfatte

al vores nød med kærlighed

og ene har al magten

til at gå ind på vores sted

i næsteredningsdragten?

 

Var det nu en foragtet mand,

der ene kendte pligten,

var det nu ham, som ene kan,

når alt vort kun er svigten,

så beder vi om hjælp dertil,

at vi dog lytter ærligt

og prøver, som vor Herre vil,

at handle næstekærligt.

 

18.08.11

 

 

*

 

Ugens digt, uge 38/2011

 

Er jeg mon Danmarks ældste teenager

når jeg først og fremmest vil folde mig selv ud

man kan jo også sige

det bliver mit bidrag til det hele

når udfoldelsen udfyldes

af alt det den åbner sig mod

en bid af Eksistensen

smagt af min mund

hvad skal den falske beskedenhed her

når det er virkeligheden om at gøre

og dette er det nærmeste jeg kan komme den

jeg påstår jo ikke noget

jeg pålægger ikke nogen noget

jeg udfolder mig og udfyldes

og resultatet lægger jeg frem

værs'go'

til fri afbenyttelse!

 

23.08.11 / 09.09.11

 

 

Ugens aforisme, uge 38/2011

 

Social-demokrat eller social-konservativ - hvad er forskellen? Den er ikke stor, hvis begge dele er Danmark for folket. - 17.08.11.

 

KOMMENTAR [oprindelig, men i første omgang glemt]: Bemærk datoen! 17. august! Ni dage før valget blev udskrevet! Men det er jo under alle omstændigheder den social-demokratiske og den social-konservative holdning, jeg taler om, ikke det danske socialdemokratiske eller konservative parti anno 2011!

 

KOMMENTAR TIL AFORISMEN [den, der blev sagt på sen aften 20.09.11]. - NB! Denne kommentar var skrevet og skulle have været sat på med det samme, men blev glemt og først sat på tirsdag aften:

 

Bemærk datoen! 17. august! Ni dage før valget blev udskrevet! Men det er jo under alle omstændigheder selve den social-demokratiske og selve den social-konservative holdning, jeg taler om, ikke det danske socialdemokratiske eller konservative parti anno 2011!

 

 

*

 

Evangeliesalme til 14. søndag efter trinitatis, 25.09.11, Luk. 17,11-19

 

Mel.: Bryd frem, mit hjertes trang at lindre (DDK 31)

 

Igen gik Jesus ved en grænse

og mødte dér en stakkels flok,

som ingen andre ville ænse,

og egentlig fornuftigt nok;

man måtte sig for dem jo vare,

for deres sygdoms smittefare.

 

Og straks nu råbte fra det fjerne

til Jesus de spedalske ti:

Hjælp os, åh, vil du ikke gerne!

Du må nu ikke gå forbi!

De vidste, hvem det var de mødte,

at her var hjælp for de udstødte.

 

Og Jesus gav dem blot en ordre:

Gå hen og lad jer efterse!

Det var, hvad loven måtte fordre;

for underet kom til at ske.

De gjorde alle, som han sagde,

men kun den ene kom tilbage.

 

Og det var en samaritaner,

en mand med den forkerte tro

og fra et folk med andre vaner;

man kunne ikke med dem bo.

Han måtte ned for Jesus falde,

Gud netop dér med tak påkalde.

 

Her så nu Jesus atter troen

så stærkt hos den forkerte mand,

som i sin nød fandt grænsebroen

til frelsens åbne Jesus-land:

Rejs dig, gå fri og ren til livet,

som Gud har dig i troen givet!

 

Lad, Jesus, os på samme måde

se dig som hjælpen i vor nød,

som grænselandets åbne nåde,

som troens bro til liv fra død!

Forbarm dig over os, er råbet,

fra os til dig i udkantshåbet.

 

17.09.11

 

 

*

 

Ugens digt, uge 39/2011

 

NIHILISMENS STILLING I SEPTEMBER

 

Egentlig skulle alt være nulsort

men himlen og fjorden er blå

stubmarkerne er gule

eller brune efter kultivatoren

skoven er dybt grøn

dybere end nogensinde

mellem alle farvepailletterne

og i hegnene lyser de røde bær

i buskenes mangfoldige kæder

det er her alt sammen

en farveskærende protest

mod den sorte tomhed

eller ligefrem et dementi

protesten skærer i mit hjerte

men min hjerne overvejer

dementiets mulighed

lad nu bare vinteren komme!

 

20/26.09.11

 

 

*

 

Salme til 15. søndag efter trinitatis (eller høstgudstjeneste på andre dage), 02.10.11, Matt. 6,24-34

 

Mel.: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord (DDK 93).

 

Vi takker dig, Gud, for at alting er til,

for alt det, som dybt i dig bunder,

vi takker dig for, at du alt dette vil,

for vandet og luften og stjernernes spil,

for jorden - for skabelsens under!

Af intet er alt

ved dit ord fremkaldt,

af kærlighed alting udmunder.

 

Ja, Gud, du er magten bag verden og os,

din væren er under det hele,

i troen på dig bydes tomheden trods,

du er om hver eneste stofbyggeklods,

og du vil dit liv med os dele.

For hvad er det værd,

at alting er her,

hvis vi er i blindhedens sele.

 

Så kan vi da leve som din blomst og fugl,

hvordan end høståret kan ende,

om marken er dejligt først grøn og så gul,

om alt bli'r for vådt til maskinernes hjul,

om solen det hele vil brænde.

Fortvivlelsens råb

har i sig dog håb,

når vi det til dig kan opsende.

 

Vi takker for høsten, om lille, om stor,

men beder om hjælp i vor møje

i verden, hvor alle slags tidsler nu gror,

hvori Syndefaldet har sat sine spor,

så vi har her meget at døje.

For Guds fugl og blomst

er altid adkomst

til hjælp og til håb fra det Høje.

 

26.09.11

 

KOMMENTAR: Der findes sådan set to salmer til dagens evangelium. Og det er jo i enhver henseende først og fremmest Grundtvigs "Lille Guds barn, hvad skader dig" (DDS 41). Men til Matt. 6,24-25 er der desuden Brorsons "Så skal da mammon vige" (DDS 621). Det afgørende er imidlertid, at "Lille Guds barn, hvad skader dig" er selvskreven som evangeliesalme (normalt salme efter prædikenen) på denne søndag, hvor vi jo også ofte fejrer høstgudstjeneste. Jeg kunne så bare endnu en gang have nøjedes med et Halleluja-vers. Men nu har jeg gjort et forsøg med en høstgudstjenestesalme, som knytter sig lidt til Matt. 6,24-34, men ikke mere, end at den i princippet skulle kunne bruges ved høstgudstjeneste på enhver søndag. Den ville - i princippet - kunne bruges som indgangssalme. Men dér har vi jo "Nu falmer skoven trindt om land"! Så en god mulighed ville være efter gammeltestamentlig læsning. Der er jo stadig ingen høstgudstjenestesalmer fra vor tid i salmebogen. Og der er slet ingen høstgudstjenestesalme, der på en helt særlig måde passer til et år som i år, hvor mange landmænd vil have svært ved, bare uden videre at sidde og synge takkesalmer. I hvilken forbindelse jeg dog også vil henvise til "Lille Guds barn, hvad skader dig". Den kan vi også synge i år. Men den er alligevel mere almindelig i sin karakter.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 40/2011

 

Bag skovbrynspanden

mødes alle syn

bearbejdelsen finder sted

fra spids til spids

i hjernegrenenes mørke

og resultatet projiceres ud

som dybets hologram

over den flade mark.

 

21.09.11 / 04.10.11

 

 

*

 

Halleluja-vers til 16. søndag efter trinitatis, 09.10.11, Luk. 7,11-17

 

Mel.: Gladelig vil vi halleluja kvæde (DDK 152)

 

HALLELUJA

 

Halleluja! Vi må lovsynge Herren!

Han følte medynk, opvakte den døde.

Gav så den levende søn til hans moder.

I ham var Gud hos sit folk. Halleluja!

 

28.09.11

 

KOMMENTAR: Evangeliesalmen er Grundtvigs "Ånden opgav enkesønnen" (DDS 148). Så jeg nøjes altså med et Halleluja-vers.

 

 

*

 

Ugens aforismer, uge 41/2011

 

På vej mod paradiset overser de progressive alt dårligt hos sig selv, mens alt andet dårligt tegnes ondt og sort i paradisets lys. - 28.09.11.

 

Selvfølgelig skal du som kristen arbejde for et bedre samfund. Men hvis du bliver blind for virkeligheden, er du en sværmer. - 30.07.11

 

 

*

 

Ugens digt, uge 41/2011

 

SIDSTE DIGT OM DIGTET?

 

Jeg er ved at være fremme ved Digtet

jeg ser det allerede tegne sig

højt over livsmarken

det ligner et luftskib

men er en repræsentation

af hele min eksistens' rum

den bageste line udgår

fra et sted dybt under mig

den forreste ude bag horisonten

fra den samme grund

men det er oppe i Digtet det foregår

i møde efter møde

af ting fra begge sider

her højt oppe vil dybe ting ske

virkelige ting som indtil nu

kun har ligget i det dernede.

 

28.09.11

 

 

*

 

Evangeliesalme til 17. søndag efter trinitatis, 16.10.11, Luk. 14,1-11

 

Mel.: Dybt fornedres skal enhver (DDK 108)

 

Jesus gik hos alle ind,

nu en farisæer,

med sit guddomsåbne sind,

skønt man stod på tæer

for i fejl at fange ham,

ja, for på ham at få kram,

vinde overhånden.

 

Dér står nu den syge mand,

her er lejligheden;

hvis nu Jesus hjælpe kan,

brydes sabbatsfreden,

hvis han bare intet gør,

følger loven, som man bør,

har han svigtet manden.

 

Jesus gennemskuer dem,

vender deres fælde.

Sagen klart er ubekvem;

hvad skal her nu gælde?

Budet i den gamle lov

eller denne mands behov?

De vil ikke svare.

 

Jesus lægger hånden på

og helbreder manden,

lader ham så ellers gå,

rask som nogen anden.

Hvad gør man i sabbatsnød,

når det gælder liv og død?

Nu er de helt stumme.

 

Men bagefter viser de,

hvad det hele gælder,

hvad det er de godt kan li',

hvad der for dem tæller,

og det er den første plads,

det at sidde godt tilpas

foran alle andre.

 

Husk, at hovmod står for fald,

Jesus dem advarer,

selvvalgt ære uden kald,

måske kort kun varer.

Sæt jer derfor stille ned

på et mere ydmygt sted;

vent til værten kalder.

 

Og den store vært er Gud,

ene han bestemmer,

hvad der ligger i hans bud,

hvad hans vilje fremmer.

Hellighold min dag, javist,

reglerne dog kommer sidst,

når det livet gælder.

 

Gud, vi beder, at vi må

følge denne lære,

leve her som dine små,

give dig al ære,

så du selv os fører op

til det heles sande top,

pladsen i dit Rige!

 

04.10.11

 

KOMMENTAR: Der er ingen salme til dette evangelium som sådant. "Dybt fornedres skal enhver, / som sig selv ophøjer" (DDS 609) passer dog godt til tekstens anden del (Luk. 14,7-11) - men jo også til hele sammenhængen; det at vogte på hinanden er en vigtig del af selvophøjelsen! Jeg har vist mere eller mindre altid valgt "Dybt fornedres skal enhver" som salme efter prædikenen på denne dag. Men nu har jeg prøvet at skrive en salme til hele læsestykket.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 42/2011

 

Jeg går langs roemarken

pludselig vipper et blad

på lige min frekvens

grønt

med gule pletter

og roden dybt

i jordens årtusinder

sukkerfabrikken fra 1874

står lige bag marken

bladet vipper stadig

der overføres data

og tiden står stille så længe.

 

28.09.11 / 04.10.11

 

 

*

 

DAGENS AKTUELLE AFORISME:

 

I kirken er det ikke den lille mand med den lille tro, der er problemet, men den store mand med den modsatte tro. - 20.10.11.

 

 

*

 

Evangeliesalme til 18. søndag efter trinitatis, 23.10.11, Matt. 22,34-46 (+ 22,23-33).

 

Mel.: Jeg vil din pris udsjunge (DDK 278 b)

 

De ville Jesus fange

i ord endnu en gang.

Hvorfor var de så bange?

Hvoraf kom denne trang?

Det var en ordstrid om

gensynet i Guds Rige,

hvad evigt liv vil sige,

hvad vi skal opstå som.

 

Og Jesus havde svaret:

Tro blot på livets Gud!

De havde ikke klaret

at hårtrække ham ud.

Og folk stod rundt omkring

berørte af hans lære;

han kunne måske være

Guds brud med dødens ring.

 

Nu prøver de med loven:

Nævn, hvad for dig størst

i hele regelskoven;

hvad vil du nævne først?

Men Jesus atter ved,

hvorom det hele gælder,

hvad her alene tæller,

kun dobbeltkærlighed.

 

Men under hele striden

den aktuelle sag

er mere end blot viden

om lovens for og bag.

Så Jesus spørger dem,

hvad de selv har at sige

om Kristus og hans rige:

Hvis søn er han? Sig frem!

 

Kong David er hans fader!

er deres korte svar.

Men Jesus ikke lader

dermed den sag stå klar:

Hvad sagde David selv?

Han kaldte ham sin Herre!

Og det var for dem værre;

for svar de stod i gæld.

 

Men, Jesus, vi bekender,

at du er sandt Guds Søn.

Se os som dine venner,

hør vor discipelbøn:

Hold os i livets håb

og dobbeltkærligheden,

værn os i troslivsfreden

mod trodsekrampens råb!

 

08.10.11

 

KOMMENTAR: Der er ingen evangeliesalme til dette mærkelige todelte evangeliestykke som helhed. Men til dets anden halvdel (Matt. 22,41-46) har vi nu K.L. Astrups salme fra 1941, som oven i købet i sine to første linier ordret citerer Matt. 22,42: "Hvad mener I om Kristus, / hvis Søn er han?" (DDS 54). Og den kan derfor godt synges som salme efter evangelielæsningen og prædikenen. Og det er faktisk kun godt, at den efterfølgende Kristus-bekendelse er meget omfattende, medens der i evangeliestykkets anden halvdel jo kun er tale om forholdet mellem kong David og Kristus. Men netop så mærkeligt som hele evangeliestykket er - idet det jo også begynder med en henvisning til, hvordan Jesus tidligere havde "lukket munden på saddukæerne" (Matt. 22,41) - fortjener det sin helt egen salme, og jeg har nu forsøgt at skrive en.

 

 

*

 

TRE TEKSTER TIL UGE 43

 

Ugens digt, uge 43/2011

 

Her står jeg og er mig

inden for min hud

der dog har to huller

som mine øjne ser ud af

ser mine fødder på jorden

og derudfra landskabet

til det går ned i horisontens dyb

landskabet

landskabet

pludselig min sjæls spejl

denne busk i hegnet

en følelse under udfoldelse

allerede med små frugter

dette træ på marken

en tanke der går op og ned

skoven bag marken

med sit dunkle dyb

alle min længsels muligheder

og så bliver spejlet gennemsigtigt

synet går dybere

ned i det som endnu er skjult

som busken kan udfolde sig til

som træet kan vokse til

som skoven kan fyldes af

her står jeg og er mig

med det hele.

 

11.10.11

 

Ugens aforistiske digt, uge 43/2011

 

DET SOCIALES MAGT

 

Døden fremfor vanære

råbte den latterlige italienske officer i Abessinien

andre gør det lige så stille

når de har taget af kassen.

 

19.10.11

 

Ugens "betragtning", uge 43/2011

 

OGSÅ EN MÅDE AT SE HISTORIEN PÅ

 

Hvis vi sætter historisk tid til 5000 år, er det, der er sket i denne tid ikke bare vor mere eller mindre kendte fortid, men også et virkelighedsreservoir uden lige.

 

Hvis vi lader nutiden være bogstavelig talt i dag, dvs. det, der sker i dag, og lader ét år være 365 dage, så er "i dags" skive af den samlede historiske virkelighed kun én skive ud af i alt 1.825.000 dagskiver!

 

Og der føjes hver dag en ny skive til.

 

21.09.11

 

 

*

 

AFORISMER OM HENHOLDSVIS DET NØDVENDIGE FÆLLESSKAB OG ARVESYNDEN. - Ekstra i uge 43.

 

Nedenstående to aforismer er i dag sat på undersiden "Aforismer" - og slået op på min Facebook-væg, hvor de blev ledsaget af de også her indsatte kommentarer

 

AFORISME 1

Jeg har altid sagt: Lad folk mene, hvad de vil, bare de ikke generer mig og i øvrigt overholder landets love. Men så er jeg kommet til at tænke på, at hvis flertallet mener noget, der generer mig, så er det jo dem, der giver landets love. - 26.10.11. - Sat på min Facebook-væg samme dag.

 

AFORISME 2

Den store modvilje mod læren om arvesynden udtrykker netop arvesynden. - 26.10.11. - Sat på min Facebook-væg samme dag.

 

KOMMENTARER:

 

1.

Jeg arbejder i denne tid inden for mit mange gange omtalte "storpoetiske" projekt meget med forholdet mellem det individuelle og det fælles. Helt centralt - og helt upolemisk - på området helt inde omkring det enkelte digt, men jo også på det poetiske område i bredere forstand. Men hvor meget jeg end ønsker at holde mit poetiske arbejde fri for det programmatiske - for slet ikke at tale om det egentlig politiske - kan man jo ikke arbejde med et projekt af denne karakter (oven i købet "på Grundtvigs skuldre!), uden at man også kommer til at tænke på folkets og samfundets liv i det hele taget. Med en let omskrivning af noget, netop Grundtvig har sagt, så er det samfundsmæssige og politiske liv jo i høj grad udtryk for "åndens legemlighed". Og under alle omstændigheder er det jo ikke ligegyldigt for selv den mest individualistiske og pluralitetsvillige "poetiker" og kultur-tænker, hvordan det fælles liv i samfundet er. - Dagens første aforisme handler om, at hvis der ikke er bred enighed om en lang række grundlæggende ting, kan det blive svært at leve i samfund sammen under bekendelse til pluraliteten og den individuelle frihed. Det er fint og berigende med mangfoldighed. Jeg går selv stærkt ind for mangfoldighed og ønsker ingenlunde at mine egne - i øvrigt meget fine og gode! - meninger skal være enerådende. Jeg ved godt, at der er mange andre gode positioner og vinkler, og at ingen enkeltperson kan se det hele. Men mangfoldigheden er kun positiv og smertefri, hvis alle har dette syn og i øvrigt et fælles syn på en lang række grundlæggende ting.

 

2.

Der har for nylig været foretaget en undersøgelse af danskernes religiøsitet. Det, jeg har hørt om resultaterne, har været skræmmende. Selv præster har fx sagt, at det ikke længere kan nytte noget at tale om arvesynden. Jeg håber dog, det kun er selve ordet, de har ment. For sagen selv må jo siges at være meget tydeligt til stede. Og kan man ikke se den inde i sig selv, kan man i hvert fald se den i tv-avisen! - Problemet er selvfølgelig, at det moderne menneske ikke bryder sig om at høre om synd og skyld. Men jeg tror også, problemet er, at tidsånden i det hele taget ikke bryder sig om bare tanken om, at der er noget, der er uden for menneskets og samfundets kontrol. Man kan bare se, hvordan man forholder sig til spørgsmålet om intelligensens arvelighed og til spørgsmålet om kønnet som medfødt biologisk kendsgerning. - Teologisk udtrykt kan man sige, at det moderne menneske i helt særlig grad ønsker at være såvel sin egen skaber som sin egen frelser. Og det er netop, hvad Synden grundlæggende består i. Det er herfra, alle enkeltsynderne og enkeltulykkerne stammer. Sådan må man i hvert fald sige det, hvis det skal udtrykkes meget kort. For også her er der jo tale om store gudsforholdsmæssige og eksistentielle forhold, som intet menneske kan gennemskue. Men det klassiske teologiske syn har efter min mening i høj grad virkeligheden for sig. Tidligere domprovst i Odense Rudolph Arendt (far til blandt andet biskoppen i Haderslev og domprovsten i Roskilde) har, citeret efter hukommelsen, udtrykt i hvert fald en afgørende side af arvesyndsbegrebet med disse ord: Mennesket er selv medskyldigt i sin skæbne. - For man må jo ikke glemme slangen i Paradiset (intet af det skal naturligvis forstås bogstaveligt): Mennesket blev ifølge allerede den gamle jødiske, meget fine teologi forført af Djævelen til at gøre oprør mod Gud. Mennesket er altså trods alt ikke selv en djævel, men kun en synder. Arvesyndsbegrebet og den gamle fortælling om uddrivelsen af Paradiset handler om nogle eksistentielle grundvilkår, som det er katastrofalt at se bort fra - selv om ingen af os jo kan forklare dem. Det er ikke for ingenting, man ofte bruger ordene "det Ondes gåde". - Mon Lenin, Stalin, Hitler, Mao og Pol Pot troede på Arvesynden?

 

 

*

 

Evangeliesalme til 19. søndag efter trinitatis, 30.10.11, Mark. 2,1-12.

 

Mel.: Guds Søn kom ned fra Himmerig (DDK 183)

 

Vi ser nu Jesus godt i gang

med både ord og handling,

han hjælper folk i alskens trang,

alt undergår forvandling.

Og rygtet om det spredes ud;

her er nu nyt og godt fra Gud,

og alle til ham søger.

 

De trænges også om hans hus,

da han vil hvile hjemme,

man er i en forventningsrus.

Blot lyden af hans stemme!

Så taler han Guds ord til dem,

som når til ham at komme frem,

men mange når det ikke.

 

Da kommer nogle med en lam,

som ligger på en båre.

Hvordan skal de nå frem til ham?

Vilkårene er hårde.

Men de vil ikke give op

og får den lammes tunge krop

slæbt helt op på hustaget.

 

Og de får lavet sig et hul

og sænket ned den lamme.

Da båren står på husets gulv,

ser Jesus med det samme,

at dette er den store tro,

som måske længe skjult kan bo,

men bryder frem i nøden.

 

Men hvad er det nu Jesus gør?

Hvad er det dog han siger?

Er det, hvad netop siges bør,

når nød mod himlen skriger?

Den lamme vil jo kunne gå,

og nu må han så høre på

forladelse af synder.

 

Det er, hvad vi vil spørge om,

og sådan set med rette,

vi ved jo nok, hvorfor de kom,

det var vel ikke dette?

Men omkring Jesus sidder der

en del, for hvem problemet er,

at han som Gud optræder.

 

Kun Gud kan tage skylden bort,

kun han kan synd tilgive,

så de fordømmer Jesus hårdt,

la'r dog i hjertet blive

den hårde gudstrosvogterdom;

de kan jo ikke vide, om

den kun vil vække vrede.

 

Så svarer Jesus os og dem

på helt utrolig måde:

Var syndsforladelsen for nem?

Kan jeg tilsige nåde?

Se her den hele sammenhæng!

Du lamme mand, tag nu din seng,

gå hjem, rask og tilgivet!

 

Lad, Jesus, os din magt forstå,

som gælder begge dele,

at vi kan kun din frelse få

som frelse for det hele.

I synden er vi skilt fra Gud,

den er det store dybe brud,

fra den alt andet stammer.

 

19.10.11

 

KOMMENTAR: I den gamle alterbog var evangeliet Matt. 9,1-8, dvs. Matthæus' parallel til Mark. 2,1-12, som nu er denne dags evangelielæsning. Og man forstår godt det nye valg. Der er mindre forskelle mellem Mark. 2,5-12 og Matt. 9,3-8, men det afgørende er, at vi i Mark. 2,1-4 hører om den store trængsel omkring det hus i Kapernaum, Jesus boede i, og om, hvordan den lamme mands hjælpere derfor måtte gå op på taget, bryde hul i det og sænke båren ned til Jesus (jfr. Luk. 5,18-19). Der er ingen evangeliesalme til hverken det gamle eller det nye evangeliestykke, så jeg har igen måttet prøve at skrive en.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 44/2011

 

Alfahannen slog os

hvis vi ikke ville indordne os

i øvrigt var vi nødt til det

hvis flokken skulle overleve

kun indordningsgenerne blev ført videre

og vi dyrkede marker

sejlede med skibe

byggede byer

oprettede hære og flåder

dannede stater

nu er indordningen næsten total

nogle steder stadig med kølle

hos os mere subtilt

kun nogle få utilpassede laver ballade

alle andre udfolder sig ved at tilpasse sig.

 

18.10.11

 

 

*

 

Evangeliesalme til allehelgens søndag, 06.11.11, Matt. 5,1-12

 

Mel.: Herrens røst, som aldrig brister (DDK 209)

 

I er hjertens lykkelige

i enhver slags fattigdom;

alle rum er hyggelige,

som af Gud er bygget om!

 

Sådan Herren saligpriste

sine venner allerførst,

inden han dem også viste,

Lovens bud, når de er størst.

 

Lykkelige selv i sorgen,

selv i svaghed, tørst og sult,

foran ligger trøstens morgen,

hunger bli'r af fylde fulgt.

 

Når barmhjertigheden koster,

når den rene findes svag,

Gud vil dække alle poster,

fredens børn ser fredens dag.

 

Ja, når verden med sin vrede

rammer Himmerigets børn,

da skal de i trængslens hede,

se sig i en himmeltørn.

 

Herre Jesus, tak for lykken,

som du her har tilsagt os!

Hos dig er gudsrigeshyggen,

verdens sorg og nød til trods!

 

20.10.11

 

KOMMENTAR: Der er i salmebogen ingen salme til dette evangelium. Selv har jeg som salme efter prædikenen brugt fx "Er livet alt lifligt herneden" (DDS 566). Men nu har jeg altså skrevet denne lille salme til de saligprisninger, Jesus indledte Bjergprædikenen med (jfr. vers 1). - I to tilfælde har jeg slækket på kravet om fuld overensstemmelse mellem rimstavelsernes vokaler, nemlig i vers 1: "lykkelige - hyggelige", og i sidste vers: "lykken - gudsrigeshyggen", hvor vokalerne i udtalen jo er henholdsvis ø og y (men i skriften rimer y dog på y). I vers 1 er rimet yderligere afvigende fra det normale derved, at "-lige" og "-lige" er identiske, så at det egentlige rim bliver udgjort af alle fire stavelser i de to ord. Men jeg forbeholder mig i det hele taget retten til at bruge den slags flerstavelsesrim, og her var det for det første meget vigtigt for mig, at få "salige" oversat med "lykkelige", og da rimordet dertil faktisk kun kunne være "hyggelige", greb jeg glad denne mulighed (jfr. "Hyggelig, rolig, / Gud, er din bolig"). I sidste vers fik jeg slået lykke-hygge-sammenhængen yderligere fast. - Og der er mere end bare rim-nød i dette. I mine sidste år som præst brugte jeg altid fænomenet hygge, når jeg skulle forklare mine konfirmander, hvad Helligånden og Guds treenighed betød. Naturligvis under indtryk af islams opdukken på det religiøse marked - med den strenge betoning af Guds enhed (og dermed strenge, kolde fjernhed), jo i udtrykkelig modsætning til den kristne tro på Jesus som Guds Søn og til den kristne treenighedslære med Helligånden som Guds tredje "person". Jeg sagde nemlig til konfirmanderne, at det er netop den Guds nærhed, der kommer til udtryk i disse jo ellers så fornuftstridige forhold, der gør, at vi har det så HYGGELIGT her i det af evangelisk kristendom trods alt så stærkt prægede land Danmark! - Når jeg forklarer alt dette, er det naturligvis, fordi jeg nok her er lidt for langt ude - eller inde?

 

 

*

 

Mandagsbetragtninger, uge 45/2011

 

1. Poetik-betragtning

 

Jeg ved, hvad jeg vil finde. Men hvis det ikke findes? Så var det noget andet, jeg skulle have villet finde. Og så må jeg prøve at finde det!

 

07.11.11

 

 

*

 

2. Betragtning om identitet

 

Jeg så i går det sidste af "Forskning på kanten" i DR 2. Her taltes der blandt andet om de forsøg, man har lavet med at dele nogle mennesker op i helt tilfældigt udvalgte grupper, og hvor det hurtigt viste sig, at der meget hurtigt både opstod såvel en identitetsfølelse som en magtstruktur i den enkelte gruppe og et modsætningsforhold mellem fx to grupper - i hvert fald i et enkelt tilfælde så voldsomt, at man måtte afbryde forsøget tidligere end planlagt. Dette ligger i generne. Jeg kan her også henvise til Ugens digt, uge 44/2011. (Jeg arbejder for tiden i det hele taget med forholdet mellem individ og fællesskab, også helt inde i poetikken og digtene). Men jeg kan også henvise til mine tidligere betragtninger i mit venstrehåndsarbejde "Det særligt danske". Det afgørende er, at identiteten altså ikke primært er en konstruktion. Det ligger i generne fra urmenneskenes flok-liv af, at identitet opstår. At dette også giver sig udslag i, at man fra gruppers eller staters side (yderligere) prøver at konstruere identitet, er bogstavelig talt sekundært. Det viser sig også, at der er meget dårligt og farligt forbundet med dette. Udsendelsen i går var netop den første af fire med fællestitlen "Ondskab". Der er også noget ondt i identiteten. Jeg vil, med et ord, mange i vor tid ikke kan lide, kalde det udslag af arvesynden. Eller man kan sige dele af Syndefaldets virkninger. Det gælder jo i det hele taget, at den foreliggende virkelighed langtfra er identisk med Guds skaberværk, som det fra begyndelsen og i grunden var meningen med det. (Men der er dog også stadig megen "skabthed i den"; det er det, der er den store gåde og giver den store smerte). Og dette gælder altså også fra den mindste gruppeidentitet af og op til nationalfølelsen, ja, "kulturkredsfølelsen" (jfr. fx et begreb som eurochauvinisme). Men sådan er altså virkeligheden. På godt og ondt. Og heller ikke denne del eller side af virkeligheden kan hverken ties eller tales væk. Vi kan ikke bekæmpe de onde elementer eller holde dem i skak ved at fornægte, at de findes, eller ved at prøve at bekæmpe også de gode elementer. Vi må tage virkeligheden til efterretning og prøve at få det bedst mulige - eller mindst dårlige - ud af det.

 

Denne betragtning er også sat ind som supplement til en tilsvarende betragtning i "Det særligt danske".

 

07.11.11

 

 

*

 

Ugens digt 1, uge 45/2011

 

Individet opstod

da det blev påske

bogstavelig talt

hver enkelt person blev set

med evig værdi

både bag og for

så forsvandt for

så forsvandt bag

men hver enkelt person

blev stadig set

og så sig selv

sig selv sig selv

evigt alene.

 

18.10.11

 

 

*

 

Ugens digt 2, uge 45/2011

 

GRÆKERNES SIDSTE GAVE

 

Hvis nu Grækenland giver os nye ruiner

det hele smadret

grækernes sidste gave til Europa

en ny begyndelse

det værste bliver alle tragedierne

men den nye begyndelse

den ville jeg godt deltage i.

 

05.11.11

 

 

*

 

Evangeliesalme til 21. søndag efter trinitatis, 13.11.11, Joh. 4,46-53

 

Mel.: Herre, jeg har handlet ilde (DDK 204)

 

Embedsmanden ville bare

redde sønnen fra at dø,

han stod ikke med en skare

for et undertegn i kø.

Derfor gentog han blot bønnen

om helbredelse for sønnen.

 

Og den blev nu straks besvaret:

Drengen lever, gå blot hjem!

Her på ordene blev sparet,

sagen ført direkte frem,

faderbønnen, frelserløftet;

underet blev ikke drøftet.

 

Manden dog forstod det hele,

da de meldte rask hans søn,

kom til tro og måtte dele

frugten af den hørte bøn

med hver en, som hos ham bo'de,

så på Jesus alle tro'de.

 

Jesus, vi jo også beder

om din hjælp i al vor nød,

alle livsomstændigheder,

angst og sygdom, sorg og død,

yderst dog om selve livet,

som i troen ligger givet!

 

01.11.11

 

 

*

 

Ugens digt 1, uge 46/2011

 

Der er sådan set ikke nogen

der tvinger os til noget

som i gamle dage

eller i andre lande

så nu gælder det om

at være frivilligt fælles

vi behøver ikke

være myrer i tuen

og bliver hurtigt trætte af

at være Palle alene i verden

du vrimlende myre

Palle min broder

kom og vær med

lad os se hvad vi har

lad os se hvad vi kan få

du som dig

jeg som mig

enhver som sig

alle som os!

 

18.10.11

 

 

Ugens digt 2, uge 46/2011

 

Katten går på gulvet

krummer lidt ryg og løfter halen

ser på mig med sine søde tigerøjne

min sjælekat ligger klar til spring

og junglen er derude

søde kat

kom hen og kæl

lad os blive her!

 

10.11.11

 

 

*

 

Evangeliesalme til sidste søndag i kirkeåret, 20.11.11, Matt. 25,31-46.

 

Mel.: Jeg vil din pris udsjunge (DDK 278 b)

 

Vi ved, du er vor dommer

og har al ret dertil;

når på din dag du kommer,

du dømmer, som du vil.

Så er det bare godt,

at du er også broder,

Maria var din moder,

du er i vor hud trådt.

 

Men det igen betyder,

at når vi på vor vej

med næstepligten snyder,

er den, vi svigter, dig.

Det siger du jo her,

så vi må bare høre

og prøve godt at gøre

mod dig, set i enhver.

 

Det skulle bare flyde

af hjertekilden ud

som andet end at lyde

af pligt et pålagt bud.

Men det er os for svært,

ja, simpelt hen for meget,

vi har jo alt vort eget,

vi får det aldrig lært.

 

Lad os dog fortsat prøve

at leve, som vi skal;

lad os god gerning øve

imellem fejl og fald.

Så må vi bede om,

at når til sidst du kommer

som vores broderdommer,

vi får en nådedom.

 

02.11.11

 

 

*

 

Ugens digt, uge 47/2011

 

KRISTEN I VERDEN - Et læredigt

 

Når jeg går ud af kirkedøren

går jeg ind i verden igen

og forholder mig til Gud derinde

jeg ved jo at alt er i Ham

og at Han er i alt

men så gælder det ellers om

at se på denne sten og denne blomst

denne hest og disse mennesker

om at se dybt i alt der er og sker

uden videre snak

og jeg skal slet ikke prøve

at destillere Evangeliet ud af verden

ikke nogen evangeliealkymi her

jeg må vente til på søndag!

 

19.10.11

 

Er også sat på undersiden "Salmer og kristelige digte".

 

 

*  *  *

 

 

HER BEGYNDER KIRKEÅRET 2011/2012

 

 

*

 

Halleluja-vers til 1. søndag i advent, 27.11.11, Luk. 4,16-30.

 

Mel.: Op! thi dagen nu frembryder (DDK 444)

 

Halleluja, halleluja!

Vi må synge højt for Herren

for endnu et nådeår

med godt bud om frihedskår.

Trods al modstand fra hans fjender

går han ud til nye venner.

Halleluja, halleluja!

 

02.11.11

 

KOMMENTAR: Evangeliesalmen er Jørgen Michaelsens "Velkommen de Jesus / i Nazaret bød (DDS 146).

 

 

*

 

Ugens digt, uge 48/2011

 

Jeg er ikke bange for Rummet

det kan så være 156 milliarder lysår i diameter

indeholde 200 milliarder galakser

og måske 300 trilliarder stjerner

og de sorte huller og det sorte stof

og hvad der ellers er

mit verdensbillede er egocentrisk

jeg synes det er flot

at jeg lever i så store omgivelser

og at hvert eneste atom i min krop

er blevet til i en stjerne

en stor ære for den

her er disse atomer jo med i noget

der langt overgår alt

hvad der nogensinde er sket i den

eller noget andet sted derude

medmindre der sidder en digter

på en planet om en

endnu brændende stjerne

og skriver et digt som dette

indtil videre er Rummet mit

og det er mig

der skriver om det.

 

14.11.11

 

NOTE: De tal, der forekommer i digtet, er jeg nået frem til ved søgning på Internettet, hvor der også var andre tal. Men da alle tallene alligevel er så ufatteligt store, er de tal, jeg her har valgt, under alle omstændigheder gode nok. Der skulle bare være sådan nogle tal. Og man kan jo ikke i et digt tage flere forbehold, end jeg har gjort her, endsige begynde at henvise til diskussioner og alternativer.

 

TILFØJELSE [i nyt kommentarfelt i tråden]: Efter at jeg havde slået digtet op her, søgte jeg igen på Nettet. En Wikipedia-artikel afviste det tal for Universets diameter (eller "diameter"), jeg har brugt her - fordi det var det største af dem, jeg fandt! Men en artikel i "Ingeniøren" bekræfter det. I det hele taget interessant læsning:

http://ing.dk/artikel/56870-universet-er-156-mia-lysaar-bredt

 

Den pågældende Wikipedia-artikel er:

http://da.wikipedia.org/wiki/Observerbart_univers

 

 

*

 

Halleluja-vers til 2. søndag i advent, 04.12.11, Matt. 25,1-13

 

Mel.: Et trofast hjerte, Herre min (DDK 127)

 

Halleluja, halleluja!

Vi må vor Gud lovprise.

Brudgommen venter os til fest.

Vor lampe klart skal brænde.

Han kommer på sin store dag.

Lad kanden være fyldt med tro!

Vent Herren! Halleluja!

 

16.11.11

 

KOMMENTAR: Jeg minder om, at det er med vilje, jeg næsten altid lader disse "Halleluja-vers" være urimede. Det ideelle ville have været at bruge "sungen prosa" her, men når jeg følger en bestemt melodi, og dermed versemålet, vil alle kunne synge det. Reelt er der så tale om en urimet strofe, og sådan kan man jo også bare gøre.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 49/2011

 

Jeg kører gennem mørket

dér er en rasteplads

med en lille klump træer ved

alle de mennesker der har holdt dér

alle disse liv

træklumpen trækker mørket sammen

drager alt indad

dybere dybere ind

ud på den anden side

hvor det hele er

alle rastepladsgæsternes

og alt mit

jeg er for længst forbi

men har det nu

ude foran lyskeglerne

kører frem mod det

og vil komme dybere

gennem dagen i morgen.

 

16.11.11

 

 

*

 

Halleluja-vers til 3. søndag i advent, 11.12.11, Luk. 1,67-80

 

Mel.: Et trofast hjerte, Herre min (DDK 127)

 

Halleluja, halleluja!

Vi må vor Gud lovprise.

Med Zakarias synger vi:

Gud har besøgt os med frelse!

Johannes Døber gik foran.

Nu lyser Himlens sol for os.

Pris Herren, halleluja!

 

16.11.10

 

KOMMENTAR: Som evangeliesalme til Luk. 1,67-80 har vi nu Johannes Johansens "Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge" (DDS 89), så jeg nøjes igen med et Halleluja-vers

 

 

*

 

Ugens digt, uge 50/2011

 

POETIK-OPSUMMERING 2011

 

Mit dna

min del af menneskeslægtens

biologiske erindring

min persons grund

og alt det der er kommet ind udefra

siden jeg bare var dna

vekselvirkningen derinde

vekselvirkningen med det

der fortsat er derude

det er mig

det bliver hele tiden

mere og mere mig

men hvis jeg vil leve mere

må jeg møde mere

alle mine mig-data

styrer søgeradaren

og jeg har en parabol

der kan opfange det

jeg ikke har søgt

så går det i poesiprocessoren

og videre til digtets organisme

der begynder at leve

sit eget liv

en helt ny manifestation

af alle betydninger.

 

28.11.11

 

KOMMENTAR: Dette er det sidste digt i 2011. Resten af året skal der forberedes og fejres jul. Men efter helligtrekonger (se nf.) håber jeg at kunne vise eksempel efter eksempel på, hvordan dette for alvor sker i digte, der bare lever deres eget manifesterende liv. - Tak til alle, der har fulgt med i det gamle år, og på gensyn i 2012! - Men vi skal jo altså først have afsluttet adventstiden og så ellers have fejret jul. På søndag er det 4. søndag i advent, og så bliver det juleaften, og så kommer hele julefesten. Og der kommer altså salmer eller vers til det hele! - På grund af uge- og datoforholdene bliver "efter helligtrekonger" for Ugens digts vedkommende ensbetydende med efter 1.søndag efter helligtrekonger (8/1), altså uge 2. Der er jo ikke plads til noget mellem 6/1 og 8/1. Her kommer de to salme-tekster til at følge lige efter hinanden.

 

 

*

 

Evangeliesalme til 4. søndag i advent, 18.12.11, Johs. 3,25-36

 

Mel.: Mit hjerte altid vanker (DDK 369)

 

Johannes var den første,

han var jo sendt forud,

men Jesus var den største;

på jorden var nu Gud.

Johannes vidste dette

og var kun ydmygt glad;

hos Jesus var det rette,

helt nye frelsesbad.

 

Dengang sås ægteskabet

som billed på det bånd,

som Gud trods syndetabet

holdt fast med kærlig hånd

imellem sig og folket

i stadig troskabspagt,

så dybt blev det fortolket,

så stort blev det udsagt.

 

Men helt tæt blev nu knyttet

pagtsbåndet til Guds brud,

for Guds Søn havde byttet

sin himmelglans med hud,

dog Himlen var derinde,

og glansen trådte frem;

han havde nu i sinde

at hente bruden hjem.

 

Johannes var kun vennen,

der stod ved siden af,

ja, nærmest brudesvenden

på frelsens bryllupsdag;

han skulle blive mindre

og Jesus blive stor;

det kunne intet hindre,

for jord af jord er jord.

 

Det er den store trætte,

som dengang også nu,

om vi vil selv os sætte

som både jeg og du,

om der er en helt anden,

om der er kun os selv,

det sidste er påstanden,

som gør det store skel.

 

Johannes og Johannes,

de vidner begge to,

og deres ord må sandes,

modtages må til tro,

hvis vi skal kunne håbe

mod intethed og død;

den mindste troens tåbe

har dog livsfylden sød.

 

Så lad os da modtage

det vidnesbyrd fra dem

og leve vore dage

med håbet rettet frem

mod Herrens sidste Komme

og glæden frem mod jul;

da er al trængsel omme,

nu fødes Gud i skjul.

 

19.11.11

 

 

*

 

Evangeliesalme til juleaften, 24.12.11, Matt. 1,18-25

 

Mel.: Mit hjerte altid vanker (DDK 369)

 

Nu Josef stod med skammen;

Maria var gravid.

De lå jo ikke sammen

i deres første tid.

Kan vi de ord nu høre,

som i hans drøm blev sagt?

Vis, Jesus, selv vort øre

al juledrømmens magt!

 

Profeten havde spået

en fødsel underfuld,

og det blev nu forstået

som himmelvækst i muld.

Men ingen kan jo vide,

hvordan den ting gik til.

Vi må med tvivlen stride,

Gud gør alt, som han vil.

 

Og selve hovedsagen,

den fremgår af det navn,

som skulle stille klagen

og dæmpe frygt og savn.

Immanuel betyder,

at nu er Gud med os,

og når det budskab lyder,

da bydes fjenden trods.

 

Så blev det Jesus-navnet,

at Herren, Altings Gud,

er frelse fra grund-savnet,

fra syndens store brud.

Når Jesus-navnet siges,

da er det største sagt,

da tales ind Guds Riges

helt nye fremtidsmagt.

 

Og Josef fulgte drømmen,

Maria blev hans brud,

trods hele tankestrømmen,

hvordan det end så ud.

Han blev Vor Herres fader

af kærlighed og pligt,

så stort på æresskader,

men ikke stort på svigt.

 

Og Josef var nu manden

i dette ægtepar,

der børn fik med hinanden,

som det naturligt var.

Så Jesus blev den første

i deres børneflok,

men skjult den allerstørste;

derom ved troen nok.

 

Velkommen, du, vor broder,

al tanketvivl til trods;

vi ved jo, at din moder

var helt som en af os,

men tror så, at din Fader

er Altings Magt og Gud,

og hvordan alt så lader,

er det vort julebud.

 

10.11.10 / 25.11.11

 

KOMMENTAR: Jeg kunne skrive side op og side ned om mit forhold til juleaften (og kommer jo godt i gang her). For jeg er stærkt kritisk over for den måde, hvorpå den bliver gjort til "julegudstjenestEN" - hvorefter kirkerne er mere eller mindre tomme i hele selve jule-tiden som sådan, der altså begynder ved midnatstid natten mellem den 24. og 25. december (hvor Folkekirken ikke har nogen forordnet gudstjeneste, men hvor der dog fejres midnatsgudstjeneste en del steder), men jo i hvert fald begynder om formiddagen den 25. december, Kristi fødsels dag, og slutter den 6. januar (helligtrekongers dag), hvor der ganske vist ikke er nogen forordnet gudstjeneste på selve datoen som sådan, idet helligtrekonger fejres på den søndag, der falder i perioden 2.-6. januar (i de år, hvor hverken 31/12 eller 1/1 er en søndag), og som hedder helligtrekongers søndag. Mange steder holder man en ikke forordnet helligtrekongersgudstjeneste de år, hvor der ikke er nogen søndag i den her nævnte periode, typisk som helligtrekongersaftensgudstjeneste om aftenen den 5. januar. - Men hvis man har orden i begreberne, er det da udmærket, at vi holder en lille helligaftensgudstjeneste i forbindelse med juleaftenskimningen (jfr. "Det kimer nu til julefest"). Og i den nye alterbog er det ligefrem blevet en forordnet gudstjeneste. Det var det ikke før, svarende til, at fx de helligtrekongersaftens- og påskelørdagsgudstjenester, der holdes nogle steder, ikke er forordnede. - Jeg har (vel bortset fra mine allerførste år) aldrig prædiket over hverken Lukas' eller Johannes' juleevangelium juleaften (men har dog for at undgå revolution læst Lukas' fra alteret). I stedet har jeg prædiket over en tekst fra de øvrige nytestamentlige skrifter eller fra Det Gamle Testamente. - Men vi har jo faktisk et særligt juleaftensevangelium, nemlig Matt. 1,18-25 (som jeg vist også har prædiket over en eller et par gange). Det står i den nye alterbog som mulighed to juleaften. Og det var jo også evangeliet ved den katolske juleaftensgudstjeneste, den såkaldte julevigilie (vågenat forud for midnats-julemessen) - og er det, så vidt jeg kan se, endnu, selv om det vist ikke er en gudstjeneste, der spiller den store rolle. I 2010 skrev jeg derfor enkeltverset "Og Josef stod med skammen" til dette evangelium, og nu har jeg prøvet at udvide det til en hel salme (med ændring af "Og" til "Nu" allerførst i det oprindelige, nu første vers).

 

 

*

 

Evangeliesalme til Kristi fødsels dag, 25.12.11, Johs. 1,1-14

 

Mel.: Fra himlen højt kom budskab her (DDK 135)

 

Fra evighed, før noget kom,

før selve verdensformen tom,

da var, som evigt sandheds-væld,

Grund-Meningen hos Væren selv.

 

Vi siger: Ordet, Logos, Gud,

men ingen kan det tænke ud,

uendelige evighed,

kun Væren selv og Han det ved.

 

Hans aftryk er dog overalt,

i alt, hvad der er målt og talt,

i alt, hvad der er hørt og set,

i alt, hvad der er hændt og sket.

 

For alt ved Ham er blevet til,

og intet er sit eget spil,

så vi ser Ham i alle ting

fra børneleg til kvantespring.

 

I Ham er liv og livets lys,

urørligt varmt mod mørkets frys,

og den, der ser det, gøres ny

og får hos Gud sit barne-ly.

 

Og Han blev født i krop af kød

og delte med os liv og død;

Hans herlighed dog ses i skjul;

det er derfor, vi holder jul.

 

Velkommen, Livs og Sandheds Magt!

Du afstod fra din himmelpragt,

men med din nådeherlighed

du er vort liv i evighed!

 

30.11.11

 

KOMMENTAR: Som evangeliesalme (salme efter prædikenen) har vi jo faktisk "Lovet være du, Jesus Krist! / at du menneske vorden est" (DDS 108) - selv om den ikke betegnes som skrevet over Johs. 1,1-14. Og den har jeg vist også altid brugt - med stor glæde. Men selv om det er med frygt og bæven, jeg så at sige stiller mig mellem pdes. evangelisten Johannes og pdas. både Luther og Grundtvig, har jeg alligevel prøvet at skrive en salme helt direkte til Johannes' juleevangelium.

 

 

*

 

Evangeliesalme til Sankt Stefans dag, 26.12.11, Matt. 10,32-42

 

Mel.: Den yndigste rose er funden (DDK 58)

 

Dengang du de tolv først udsendte,

du sagde, hvad de kunne vente,

afvisning, afstraffelse, døden;

Guds nærvær dog gør ufortrøden.

 

I skal ikke mennesker frygte;

I bærer jo sandhedens lygte,

og han, som til dette jer kalder,

er med, om til jorden I falder.

 

Total er den kamp, vi skal kæmpe,

en grundstrid, som ingen kan lempe,

forlig giver her ingen mening,

om også det ender med stening.

 

Så også af os du alt kræver,

at til intet andet vi skæver,

når Løgnen mod Sandheden raser,

måske under lokkende fraser.

 

I troen vi ved, hvad du mener,

hvad her dine spids-ord forener;

det er intet mindre end livet

med sandhed og kærlighed givet.

 

Så livet med dig må vi vælge,

for intet i verden det sælge;

du er jo den første og sidste,

med dig kan vi ingenting miste.

 

Matt. 10,32-39

 

03.12.11

 

KOMMENTAR: Denne salme dækker lidt forskudt, idet den jo i vers 1-2 tager udgangspunkt i første del af Udsendelsestalen og indledningen til den (Matt. 10,1-31) og i vers tre - via tilknytningen til Stefans skæbne - går frem mod vor modtagelse af Matt. 10,32-39 som nu talt til os. Og så slutter salmen. Hvor vigtigt det, der står i Matt. 10,40-42, end er, må det være klart for enhver, at det ville være helt ødelæggende at føje noget til det, der nu er blevet denne Sankt Stefans dag-salmes sidste vers.

 

 

*

 

Indgangssalme til nytårsdag / Herrens omskærelse, 01.01.12, Matt. 6,5-13

 

Mel.: Vær velkommen, Herrens år (DDK 561)

 

Nytårsmorgen, nytårsdag,

al vor tid er i Gud.

Verdens-året er skiftet i nat,

vi føler os nøgent i livet sat.

Hver dag, hvert år er i Guds evighed.

 

Nytårsmorgen, nytårsdag,

al vor tid er i Gud.

Navnet Jesus er Frelserens navn,

vor trøst og vort håb gennem frygt og savn.

Hver dag, hvert år er i Guds evighed.

 

Nytårsmorgen, nytårsdag,

al vor tid er i Gud.

Ud til året vi går da med ro,

modtager fra Ham alle ting i tro.

Hver dag, hvert år er i Guds evighed.

 

Nytårsmorgen, nytårsdag,

al vor tid er i Gud.

Herligheden i livet er stor,

og glæden dog dybest i hjertet bor.

Hver dag, hvert år er i Guds evighed.

 

Nytårsmorgen, nytårsdag,

al vor tid er i Gud.

Vær med os i det nysatte år,

hvordan det med alt i vort liv end går!

Hver dag, hvert år er i Guds evighed.

 

Nytårsmorgen, nytårsdag,

al vor tid er i Gud.

Vi skal leve, til tiden er endt

og alt bliver ret i Guds Rige vendt.

Hver dag, hvert år er i Guds evighed.

 

09.12.11

 

KOMMENTAR: I kirkeåret er den 1. januar allerførst julens ottendedag - og dermed Jesu omskærelses- og navnedag (jfr. evangeliet på kun ét vers efter første tekstrække, Luk. 2,21 og denne salmes andet vers, hvor der jo er tale om det frelser-navn, Jesus fik ved sin omskærelse otte dage efter sin fødsel). Og det er meget vigtigt, at dagens julekarakter fastholdes, også og ikke mindst i salmevalget. Det gælder ganske særligt, fsva. brugen af "Et barn er født i Betlehem" som gennemgående Halleluja-salme (altså salmen før evangelielæsningen og prædikenen). I mine sidste flere år brugte jeg i 1. tekstrække-år efterhånden vers 1-3 plus vers 6: "Guds kære børn vi blev på ny" (jfr. 1. tekstrækkes epistel: "For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus" (Gal. 3,26)). I 2. tekstrække-år brugte jeg enten hele salmen eller kun vers 1-3. - Men selvfølgelig betyder det også meget for os kristne her i verden - og her i vort samfund og fædreland - at vi er på den første dag i et nyt borgerligt år. Så det er jo også virkelig nytårs-dag - hvad evangeliet her efter 2. tekstrække klart viser, idet det handler om vor daglige bøn som Guds børn, frit over for ham, med Fadervor som eksempel. - Sidste gang jeg fejrede nytårsdag i mit embede (det var 2003 i Musse Kirke, og altså 1. tekstrække), sang vi, hvad der svarer til følgende numre i den nye salmebog: 712 - 110 - 104 v 1-3 & 6 -///- 135 - 719. Ved min sidste gudstjeneste efter 2. tekstrække (2002 i Herritslev) sang vi, hvad der svarer til 712 - 713 - 104 -///- 109 - 718. - Hvis man vil synge en salme, der direkte lægger sig til Fadervor-evangeliet, kan man vælge DDS 587 "Guds egen kære Søn / har sagt for for sin bøn". Eller man kan som sagt vælge en julesalme (en af dem, man ikke har fået sunget de andre dage). Så jeg har nu vovet mig ud i noget, der overgår, hvad jeg gjorde med salmen til Johannes-juleevangeliet, nemlig at skrive en ny indgangssalme - på melodien til Grundtvigs "Vær velkommen, Herrens år" (DDS 712)! Jeg mener, vi trænger til en mere tidssvarende udgave - og har i hvert fald nu gjort et forsøg.

 

 

*

 

Indgangssalme til helligtrekonger

 

Til helligtrekongers søndag (forekommer ikke i år), helligtrekongers aften (5/1) eller helligtrekongers dag (6/1). - Es. 60,1-6 og Matt. 2,1-12.

 

Mel.: Julen har bragt velsignet bud (DDK 298)

 

Kongen i krybben, Gud med os,

for Helligånden er fader!

Det synger vi ud i jule-trods

mod alle oplysningsstader.

Hyrderne så Guds herlighed,

de vise mænd julestjernen,

vi mærker hans gåde-særlighed,

i hjertet, langt op i hjernen.

 

Lyset er kommet, Himlens lys,

Guds herlighed åbenbaret,

det skinner trods mørkemagtens fnys,

til alt bliver sandt opklaret.

Gudsfolket rejser sig i glans,

for julelyset at bære

for menneskers dybe hjertesans;

de samles nu til Guds ære.

 

Lyset fra Gud er overalt,

men helt i Betlehemsbarnet,

og det i de vises øje faldt

nu underfuldt juleklarnet.

Fremme ved Betlehem de så,

hvortil det lys skulle lede,

og barnet, som lå i krybbens strå,

de måtte på knæ tilbede.

 

Vi går i dag af julen ud,

til hverdagslivet tilbage.

Lad os få al glæden med os, Gud,

til resten af årets dage!

Send os forbi Herodes' vej,

når vi går ud med det hele,

lad stråle vort julelys fra dig,

lad os det med alle dele!

 

13.12.11

 

KOMMENTAR: For et år siden skrev jeg, hvad jeg nu gentager her: "Til helligtrekongers søndag efter første tekstrække har jeg haft et problem. Et rigtigt luksusproblem, kan man sige. For der er allerede salmer til både evangeliet (DDS 136, 137 og 138) og den gammeltestamentlige læsning (357 og 362), og ved højmessen skal der jo (efter min normalpraksis) ikke være nogen ”epistelsalme”, idet denne plads udfyldes af hallelujasalmen eller -versene/-verset, hvilket i juletiden (minus Sankt Stefans dag) vil sige enten hele ”Et barn er født i Betlehem” (104) eller nogle af dens første vers (ved helligtrekongershøjmessen selvfølgelig v. 1-4). Og som udgangssalme, julens sidste salme, har jeg i mange år brugt ”En rose så jeg skyde” (117), som jeg ikke kan se nogen grund til at erstatte med noget andet. Tilbage er så kun indgangssalmen. Her er der ganske vist heller ikke det store behov for en ny salme, idet 136, 137 og 138 alle kan bruges på den plads - og så hhv. 136 eller 138 efter prædikenen". - Og jeg fortsatte med at sige, at da jeg ikke ligefrem ville undlade at skrive et helligtrekongerssalmevers, ville jeg prøve at skrive et indgangssalme-vers, der på en eller anden måde kunne være en sammenfattende indledning til julens sidste gudstjeneste. Det blev til det, der nu (med en enkelt rimforbedring) er første vers i denne helligtrekongersindgangssalme - hvis følgende vers er skrevet til helligtrekonger 2012, som angivet enten til en særlig helligtrekongersaftensgudstjeneste 5/1 eller en særlig gudstjeneste på selve helligtrekongers dag (6/1), idet der jo i år ikke er nogen helligtrekongers søndag (som jo ville have været efter anden tekstrække). - Jeg vil så vidt muligt gøre noget tilsvarende til alle de enkeltvers, jeg har skrevet til søn- og helligdagene fra og med søndag seksagesima, hvortil jeg jo i 2010 skrev to små del-vers af en evangeliesalme. - Hermed er julefesten forbi. På søndag begynder den såkaldte helligtrekongerstid, eller jo egentlig "tid efter helligtrekonger". Jeg takker alle for medleven her i juleforløbet, idet jeg udtrykker håbet om, at I har haft en god julefest. Og jeg ønsker alle en god hverdagstid i 2012!

 

 

*

 

Halleluja-vers til 1. søndag efter helligtrekonger, 08.01.12, Mark. 10,13-16

 

Mel.: Gladelig vil vi halleluja kvæde (DDK 152)

 

Halleluja! Vi må lovsynge Herren!

Han blev jo vred, da de små børn blev truet.

I skal selv blive så små som de mindste!

Tak ham og pris ham for det! Halleluja!

 

13.12.11

 

KOMMENTAR: Som evangeliesalme (salme efter prædikenen) kan synges Grundtvigs "Kommer hid kun med de små" (DDS 169). Men der burde engang skrives en salme, der direkte og udelukkende forholder sig til netop Mark. 10,13-16, altså "børneevangeliet" som sådant, uanset (barne)dåben og diskussionen om den. Foreløbig har jeg dog nøjedes med at skrive et - igen urimet - Halleluja-vers.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 2/2012

 

Den hvide vanddamp

fra sukkerfabrikkens skorsten

vandret i vestenvinden

den har svært ved at holde sig

som en jævn fane

nogle gange bliver formerne helt vilde

kaos for fuld henblæsning

men altså dog former

de vrider sig og roterer

skyder forrevne arme ud

galakser møllevinger

søpindsvin balletskørter

og de opløses så i usynlig damp

drevet med mekanisk nødvendighed

af kullenes og vindens kraft

gennem disse øjeblikke

der ligner liv.

 

15.12.11

 

 

*

 

Evangeliesalme til 2. søndag efter helligtrekonger, 15.01.12, Johs. 4,5-26(30)

 

Mel.: Til dig alene, Herre Krist (DDK 501 b)

 

Ved brønden Jesus tørstig sad,

i dagens værste hede,

så han om vand nu kvinden bad,

trods den foragt og lede,

som jøder ellers følte mod

nordfolkene med blandet blod.

Men det var ikke bare tørst,

brøndvandet først;

en anden sag var for ham størst.

 

Han tilbød hende livets vand,

men hun forstod det ikke:

Du har jo ikke nogen spand

til vand, som jeg kan drikke!

Men hun var ikke bare dum,

og heller ikke døv og stum;

hun vidste godt, at Jesus her

kom hende nær,

og følte, at den sag var svær.

 

Hun ville tale udenom,

og dermed sig beskytte

mod, hvad hun følte som en dom

fra ham, som hun nu mødte.

Hun ville holde fast ved sit,

som mennesker har gjort det tit,

og som de gør den dag i dag,

den samme sag,

den samme modstandsvilje bag.

 

Jakob er vores patriark;

du er vel ikke større!

Jeg undgår gerne denne mark,

med brøndvand i det tørre,

hvis dette kildevand fra dig,

der hvor jeg bor, kan læske mig!

Hun taler stadigvæk forbi,

jo klart, fordi

hun for hans liv vil være fri.

 

Nu Jesus på det ømme sted

med sin befaling rammer:

Gå, hent din mand, og tag ham med!

Det hende næsten lammer;

hun mærker jo den symbolik,

som tegner sig ved næste blik.

De havde Moses' bøger, fem,

forlod dog dem

for anden tro i deres hjem.

 

Jeg ser, at du er en profet,

og jeg vil gerne vide,

hvorfra Gud bliver ret tilbedt,

hvad er den rette side?

Men Jesus svarer ligeud:

I ånd og sandhed dyrkes Gud,

hvad man så ellers har fortalt,

som om det gjaldt;

Gud er til stede overalt!

 

Så prøver hun en sidste gang;

Messias skal jo komme,

og indtil da, nok en tid lang,

udskydes alle domme.

Men vigtigst lige her i dag

er at få fred for denne sag,

som gik for dybt i hjertet ned,

som rev og sved

og hårdt på selvrespekten sled.

 

Da siger Jesus: Det er mig,

med vand fra livets kilde,

som stod og talte her med dig,

hvor nødig du end ville.

Og kvinden gik til byen ind,

nu med et noget andet sind:

Kom ud og se, hvem jeg har mødt,

og hårdt mig stødt;

måske har han livsvandet blødt.

 

Hvor meget bedre er mon vi

end denne Sykar-kvinde?

Vi har en ret teologi,

men hvad med det derinde,

hvor grundforholdet er på spil,

med hvad vi allerdybest vil?

Stød, Jesus, også hårdt til os,

hver egoklods,

opløs med dit livsvand al trods!

 

29.12.11 / 03.01.12

 

KOMMENTAR: Bemærk, at denne salme dækker helt frem til vers 30, skønt evangelielæsestykket i Alterbogen jo slutter med vers 26. Og med i sammenhængen hører også vers 39-42. Som en service for dem, der læser teksten i salmebogens afdeling med "Kirkeårets kollekter og bibelske læsninger", sætter jeg de pågældende vers ind her: - v27  Netop da kom hans disciple tilbage, og de undrede sig over, at han talte med en kvinde. Alligevel spurgte ingen, hvad han ville hende, eller hvorfor han talte med hende. v28  Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: v29  »Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?« v30  De gik ud af byen og gav sig på vej ud til ham. (...) v39  Mange samaritanere fra den by kom til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: »Han har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort.« v40  Da nu samaritanerne kom ud til ham, bad de ham om at blive hos dem. Han blev der i to dage, v41  og på grund af hans ord kom mange flere til tro. v42  Og til kvinden sagde de: »Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.«

 

 

*

 

Ugens digt, uge 3/2012

 

Hegnets grene

i den jordvåde efterårsluft

fletter min længsels hjertekurv

knopskællene venter blåbrunt

på det fjerne forår

som allerede ligger derinde

frostsikret livsspændt

og de første former

af det som skal fylde kurven

anes i hegnets fordobling opad

dets overbygning i disens lys.

 

21.12.11

 

 

*

 

Evangeliesalme til 3. søndag efter helligtrekonger, 22.01.12, Luk. 17,5-10

 

Mel.: Et trofast hjerte, Herre min (DDK 126)

 

At bede mig om mere tro

er ganske misforstået;

det hele må i hjertet bo,

et frø derinde sået.

Og frøet er jo altid helt,

om nok så lille aldrig delt,

fuldt af livsunderkraften.

 

Og så er troen lydighed

mod mig som livets Herre,

langt mer end tugt og dydighed,

den sure pligts Desværre.

Den vokser op med troens frø

og ikke ned i frygtens hø;

den er en del af livet.

 

Nej, ikke straf, ej heller tak

har noget her at sige;

der føres ingen regnskabssnak

hos mig og i mit Rige.

Her gælder bare livets lov

og livets eget grundbehov;

det bliver aldrig større!

 

Giv os nu, Jesus, troens vækst

dybt i vort sind og hjerte!

Lad dit ord være mer end tekst

trykt på papir med sværte!

Tros-livet vi dig beder om,

og ikke læren tør og tom;

lad os i din kraft leve!

 

06.01.12 / 10.01.12

 

KOMMENTAR: I salmebogens oversigt over "Gendigtede stykker af Bibelen" anføres DDS 576 "O Jesus, troens dyre skat" som en gendigtning af Luk. 17,5: "Apostlene sagde til Herren: Giv os en større tro!". Og det er så det. Til resten af evangeliestykket er der ingen salme angivet. Det gælder såvel Luk. 17,6 (Jesu umiddelbare svar: "Havde I tro som et sennepsfrø ...") som resten af evangeliestykket, hvor det jo, om man så må sige, er "troens lydighed", Jesus taler om, og hvor konklusionen er: "Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre". - Jeg har altså igen måttet prøve at skrive en evangeliesalme. Og jeg har valgt samme melodi, som DDS 576 synges på.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 4/2012

 

FORÅRSRENGØRING

 

Væk med spindelvævet

disse net af meninger

lag på lag

indfiltret i hinanden

kun forbundet med hinanden

vi vil have væggene frem

i solens lys!

 

14.01.12

 

 

*

 

Evangeliesalme til sidste søndag efter helligtrekonger, 29.01.12, Johs. 12,23-33

 

Mel.: Min død er mig til gode (DDK 357)

 

Nu var din time inde,

forude var din død;

alt det var ved at svinde,

som ellers magt betød.

 

Men din magt var en anden,

det vidste du trods alt,

hvad menneskeforstanden

i dit sted havde valgt.

 

Du var som hvedekornet,

der folder ved at dø;

i jorden djævletornet

dog sejrer frelsens frø.

 

Det gælder også dine,

det kan gå os som dig.

At løbe ud vor line 

med dig er livets vej.

 

Du også selv var bange,

oprørt i sind og sjæl;

du så den gamle slange

med tanden i din hæl.

 

Men du bad til din Fader:

Må det, der nu skal ske,

betyde, at du lader

din herlighed dem se!

 

Og skaren fik at høre

en uforklarlig lyd,

forskellig i hvert øre,

i torden himmel-tyd.

 

Og du så herligheden

dybt i dit nederlag,

lod dine i afskeden

se frem mod sejrens dag.

 

Drag os med til det høje,

når Slangen er mast ud,

lad skue da vort øje

din herlighed hos Gud!

 

10.01.12

 

KOMMENTAR: DDS 476 "Kornet, som dør i jorden" henviser til vers 24, og DDS 255 "Drag, Jesus, mig / dog efter dig" tager udgangspunkt i vers 32, men der er ingen salme til hele evangeliestykket, så jeg har igen måttet prøve at skrive en evangeliesalme. - For at forstå dagens evangeliestykke må man have hele kapitel 12 for øje. Jesus siger disse ting i den tilspidsede situation mellem palmesøndag og skærtorsdag. Den direkte anledning beskrives således i Johs. 12, 20-22: "Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: »Herre, vi vil gerne se Jesus.« Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus". Og det er lige herefter, dagens evangeliestykke kommer. I selve Johannesevangeliet begynder det således: »Men Jesus svarede dem: "Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres"« (vers 23). Meningen er tydeligvis, at Jesus nu ikke kan tage sig af interesserede "grækere".

 

 

*

 

Ugens digt, uge 5/2012

 

Mennesket alene i Kosmos

ligger i bregnerne uden ble

og græder af sult

snart kommer ulven.

 

14.01.12

 

 

*

 

Evangeliesalme til søndag septuagesima, 05.02.12, Matt. 25,14-30

 

Mel.: Guds Søn kom ned fra Himmerig (DDK 183)

 

Er Jesus nu kapitalist?

Har han rost korruptionen? *)

Var han måske militarist,

da han med divisionen,

som var for lidt mod fjendens to,

advarede mod hurtig tro,

som kan os koste kronen? **)

 

Nej, Jesus bruger, hvad han vil,

når han os skal forklare,

hvordan det kan og bør gå til

i hans discipelskare.

Hans lignelser har hver et punkt,

som står for det, der vejer tungt,

ja, sådan er det bare!

 

Og hvad betyder en talent?

I penge rigtig meget,

vel tyve arbejdsår omtrent,

og vel til guld omvejet.

Men det er ikke punktet her;

det drejer sig om meget mer,

det er ret klart påpeget.

 

Det er sit riges kapital,

os Jesus overdrager,

så den i verden maksimal

gudsrigesrente tager.

Han er i Himlen nogen tid

og ønsker, at vi med al flid

forvalter her hans sager.                     

 

I lignelsen hver tjener blev

betroet efter evne,

og to af dem forretning drev,

som stolt de kunne nævne.

Den tredje, med den mindste kløgt,

lod helt sig styre af en frygt,

som skulle slemt sig hævne.

 

For hvis talenten graves ned,

fordi vi kun er bange,

gør den mistillid Jesus vred;

kun tro vil han forlange;

han er tilfreds med, hvad vi kan,

hvis bare hver med sin forstand

lidt livsgevinst vil fange.

 

For kapitalen er jo liv,

det ny liv i Hans Rige,

og hans befaling lyder: Giv,

så livsglæden kan stige!

Lad os nu høre dette bud

og tillidsfuldt og trygt for Gud

kun mod livsvæksten hige.

 

(* Luk. 16,8

 

(** Luk. 14,31-32

 

11.01.12

 

KOMMENTAR: Hermed er ringen sluttet! Der er nu en salme eller et salme-vers til alle de søn- og helligdage, der har været i perioden fra og med søndag seksagesima 2010 til og med nu søndag septuagesima 2012, hvormed begge tekstrækker er dækket - altså bortset fra de dage, der ikke er forekommet i perioden.

 

 

*

 

Ugens digt 1, uge 6/2012

 

Der er ingen sne i denne

næsten subtropiske granvinkel

og græsset fra i fjor

lyser gult i sydvestsolen

atlanterhavshimlen nåede det ikke

og alle stråene har knækket nakken

men knækkenes tørre skarphed

sigter opad som aldrig før.

 

04.02.12

 

 

*

 

Ugens digt 2, uge 6/2012

 

PALLE ALENE I VERDEN

 

Men Palle opdagede at han kunne udfolde sig

og han udfoldede sig og udfoldede sig

nåede at fylde det hele inden han sprak.

 

24.01.12

 

-  -

 

Ugens digt, uge 7/2012

 

LIVSMØNSTRET

 

Båndet ruller mine kartofler frem

og pigen løfter dem op til scanneren

hav en god dag

tak i lige måde

butikken er fuld af ting og mennesker

resten er ude i byen

i aften er vi alle derude

nogle sidder hjemme

andre går til noget

det kunne vises på en skærm

som prikker og linier

hvad ville vi forstå

hvis vi kunne læse det?

 

24.01.12

 

Ugens aforisme, uge 7/2011

 

Det er ikke nok at mene det rigtige; man skal også mene det samtidig med, at de rigtige mener det.

 

11.02.12

 

 

*

 

Ugens digt 1, uge 9/2012

 

Det må være derude

mere end jeg lige ser

om jeg så skal

helt om på den anden side

og hente det indefra.

 

26.01.12

 

 

Ugens digt 2, uge 9/2012

 

SOLNEDGANG I JANUAR

 

Solen står endnu orange

over jordranden

og jeg ser den gennem

træernes sorte nethindeårer

også hjernen inde bag mit eget øje

har sin energi fra denne smukke kugle

to brintatomers fusion

står bag hvert mindste stykke liv

åh fælles Sol!

 

25.01.12

 

 

Ugens aforisme, uge 9/2012

 

Mon S og SF's drøm har været at skulle regere som overførselsindkomstmodtagernes fortrop - såvel de hjemmeavledes som de importeredes? - 20.02.12. - Vel dog nok mere en aktuel politisk ytring.

 

 

*

 

Ugens digt 1, uge 10/2012

 

FRIT EFTER GRUNDTVIG

 

Menneskelivet er allerstørst

af alt her i Kosmos-rammen;

men menneskestorhed har det først

som levet af mennesker sammen.

 

26.01.12

 

KOMMENTAR: Jfr. Grundtvigs sang "Menneskelivet er underligt". - Som man vil have bemærket, handler flere af digtene i denne tid om forholdet individ-fællesskab.

 

 

Ugens digt 2, uge 10/2012

 

Jeg vil ikke brede mig over det hele

som sådan

jeg har ikke særlig lyst til det

og har slet ikke ret til det

desuden vil de andre ikke finde sig i

at jeg breder mig på deres bekostning.

 

Men er jeg da kun et punkt

i en forskelsløs masse

eller er fællesskabet en organisme

hvori alle dele

bidrager med deres?

 

De dårlige og onde

kan godt brede sig

nogle gange også i den grad

hvordan det så går til

men vi andre skal bidrage

give tilbage

hvad vi har modtaget

med personlige renter

det er den sande storhed

livs-storheden

i den fælles livs-proces.

 

20.02.12

 

 

Ugens digt 3, uge 10/2012

 

Mit er mit

og som sådant

jer andre uvedkommende

men jeg har jo ikke andet

at tage af

virkelighedsrentens overskudsdeling

her er mit bidrag

og så kan vi jo altid

bagefter

skrive bøger om hinanden.

 

29.02.12

 

 

KOMMENTAR: Og jeg kan så tilføje den aforisme, jeg fik, da jeg for lidt siden gik en af mine "arbejdsture" i Søholtskoven lige sydøst for Maribo:

 

Hvis du kan sige "det kulturelle dna", må du også kunne sige, at kulturen er en organisme. - 05.03.12.

 

 

*

 

 

Ugens digt 1, uge 11/2012

 

Bedriften lokker derude

mit kamp-gen ser store ting

vi rykker frem over bakkerne

med vimpler i lanserne

indtil synet lukkes

af en åben mave

og tarmenes blårøde bukler

fylder hele feltet.

 

28.01.12

 

 

Ugens digt 2, uge 11/2012

 

Alt hvad der er

er godt nok

når det altså ikke er ondt

og du skal leve med det

men der er mere i det

og mere hvor det kommer fra

og mere forude

så du skal også se dybere

og du skal se frem

mod det endnu blot mulige

som også er mere af det samme

dybt forstået

det der er

er stort

og større endnu!

 

05.03.12

 

 

Ugens betragtning, uge 11/2012

 

Der er flere grunde til, at jeg ikke skriver erotiske digte. En af dem er, at min kone ikke ville bryde sig om det. Hvis de handlede om hende, ville hun blive genert. Og hvis de skulle komme til at handle om andre, ville hun blive vred. - 21.02.12

 

 

*

 

Ugens digt 1, uge 12/2012

 

Min tunnel gennem livet

fylder kun noget fordi tiden er gået

og der ses intet

gennem de blinde tågevægge

før den modkommende virkelighed

gennembryder mødestedsskallen

og den brogede masse af alt muligt

vælter ind under det heles høje tryk

da vil det vise sig

at hvert forgæves syn

har skåret en form i den hvide væg

som nu bliver støbt ud.

 

30.01.12

 

 

Ugens digt 2, uge 12/2012

 

Du har ikke set dig for

før du har set dig tilbage

ja den historieløse

kører hurtigt ind i noget.

 

Men du kan heller ikke se dybt

før du har set dig omkring

kun de mange stråler

fra de mange lystoppe

samlet i betragtningspunktet

brænder igennem.

 

Og du kan heller ikke

se det endnu kun mulige

hvis du ikke forlænger

linierne ud bag horisonten

det er poesiens trigonometri.

 

29.02.12

 

 

Ugens digt 3, uge 12/2012

 

FRA SIDELINIEN

 

Historiens menneskestrøm

de bageste står faktisk stille

foran urtidens tåge

men efterhånden ses

mere og mere bevægelse

mange slås

og skubber hinanden af vejen

andre diskuterer ivrigt

om både sig selv og landskabet

men de fleste går bare

krop ved krop

enkelte ser sig nøje omkring

tegner skitser og skriver ned

og nogle synger

alene eller i kor

klædedragten er mest grå og brun

men nogle fører sig spraglet frem

undertiden ligefrem i dansetrin.

 

Forude står en anden tåge

hvid og grå og sort

og når de ser ind i de åbne rifter

sætter nogle farten op

andre sætter den ned

nogle prøver at vende om

men alle må videre.

 

Jeg står på min lille bakke

ikke langt fra tågevæggen forude

jeg gik jo op fra vejen

nogle år længere tilbage

og kom ofte en del bagud

men havde et godt overblik

for slet ikke at tale om

alle de spændende ting jeg fandt

mens jeg masede mig frem deroppe

alene mellem buske og sten .

 

Jeg har mange af tingene

med i min rygsæk

og jeg har set nok

nu vil jeg ned til de andre

og med lidt videre frem

jeg vil godt synge med i et kor

og gerne blande mig med dem

der endnu diskuterer

og ser og tegner og skriver

jeg skal også snart af med rygsækken

de ting jeg fandt

vil nogle af dem helt oppe foran

nok kunne bruge til noget.

 

04.02.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 13/2012

 

STØVSUGNING

 

Robotstøvsugeren kører rundt

og rundt om sig selv

er dog ikke noget selv

kun et aggregat

af metaller og stoffer

en form med strøm igennem

en menneskeforlængelse

sidste skud på

århundreders teknologi

en knop på historien.

 

Når jeg støvsuger

mærker jeg røret i mine hænder

og dermed at jeg er mig

mig i min stue

mellem disse vægge

på dette tæppe

har vi levet og skal vi leve

om nogle timer kommer gæsterne

hver bane er vigtig

alle generationernes liv

ligger i den lige nu.

 

01.02.12 / 29.02.12

 

 

Ugens aforisme, uge 13/2012

 

De gamle naturalister mente, det ville få store og gode følger, når al den energi, der hidtil var blevet rettet op mod Himlen, blev udfoldet på jorden. Men der skete det, at al energien blev brugt på at udfylde det tomrum, Guds død havde efterladt. - 24.02.12

 

 

*

 

SOM SÆDVANLIG IKKE LITTERÆRE TEKSTER I DEN STILLE UGE

 

 

*

 

Ugens digt, uge 15/2012

 

Samfundet har besejret naturen

og reservaterne forvaltes af Miljøministeriet

nogle frygter revanchen

og pisker sig med ord

for i det mindste at stå retfærdige

i modsætning til den blinde hob

i øvrigt har samfundet også besejret mennesket

så det kan sådan set være lige meget.

 

Men er der endnu et reservat

en dimension på tværs

hvor jeg fortsat kan være menneske

og hvor naturen gør sig gældende

gennem glasbetonens dække

og netværkstrådenes svævende spind?

 

18.02.12

 

 

Ugens aforisme, uge 15

 

Når de ikke-kristne dyrker Kierkegaard, er det, som når man skærer det midterste ud af grenen og sætter sig på det. - 03.04.12.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 16/2012

 

Det muntre køkken

i tivoliteltet

3 bolde 5 kroner

de unge mænd slår sig løs

herrer for en stund.

 

Jeg roder længe i skårene

kan det virkelig være rigtigt?

 

Jeg må opfinde

den dybe tallerken

på ny.

 

23.03.12

 

KOMMENTAR: Jeg vil helst ikke kommentere mine almindelige digte, men jeg kan ikke lade være at sige rent ud, at dette digt handler om "modernitetens fragmenterede virkelighed" og mit eget forsøg gennem mange år på at begynde forfra og se, om virkeligheden ikke er der alligevel.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 17/2012

 

Sten ved min fod!

fast og tæt

med dit feldspat

glimmer og kvarts

rød og blå i solen

på det gule grus

hvis du kunne

ville du nyde lykken

ved bare at være til.

 

Jeg elsker dig sten

fordi du så umiskendeligt

er til

og ligger ved siden af

den fod jeg selv

står på jorden med

og minder mig om

at så er jeg også til.

 

01.04.12

 

 

*

 

Ugens aforisme, uge 18, 2012

 

Dårlige kristne er også kristne - og skal ikke kunne unddrage sig fællesskabet ved at påberåbe sig deres dårlighed. - 24.04.12.

 

KOMMENTAR: Da det på fredag er den for tiden meget omtalte "bededag" og jeg også har lidt til den, må vennerne nøjes med ovenstående aforisme. Men brug det næste par dage til at tænke over den - og videre frem mod den gode og så brede som muligt fortsættelseskirke, vi skal ende med at få/blive!

 

 

*

 

Ugens digt, uge 19/2012

 

Nu kommer jeg

hør mine Sleipner-fødder

Pegasus

og endnu ældre vershestes

fodslag

digtet må gå

i deres ældgamle

hovspor

rytmen bærer

de dybe betydninger

selv endnu dybere

kommer i det dunkle

før øjet ser.

 

30.04.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 21/2012

 

Nu åbner alle horisonter

deres henholdte porte

og drømte ting

kommer væltende frem.

Sent lysende skærme viser sig

og den svævende by

slår sig grundfæstet ned.

 

Så er dog alt

endelig her.

 

02.05.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 22/2012

 

LOLLAND I MAJ 2012

 

Skovene er friske og store

og markerne grønnes fint

men omme i baghovedet

er bananskrællen næsten sort.

Jeg tvinger blikket ud gennem øjnene

og borer det trodsigt ind

i sommerens tidløse lykke.

 

24.05.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 23/2012

 

Som Marsmanden

så rigtigt sagde

er alt sådan set

bare

at Universet

er i gang med at

omdanne sig til jern.

 

04.06.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 24/2012

 

Alt er hvad det er

uanset alle forklaringer

eller for den sags skyld

bortforklaringer.

Selv den mindste fugl

skriver sit spørgsmålstegn

på den bortklare himmel

og dens utrolige vingemuskler

er kød på

enhver forklarings

nøgne skelet.

 

04.06.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 25/2012

 

STUDENTERÅRGANG 2012

 

Studenterne springer ud igen

det samme liv

i nye unge kroppe

men under andre omstændigheder

og med andre horisonter

alt anderledes

end hvad vi så

og dog det samme liv

åbent for alt

måske kan nogle af dem

realisere vore drømme.

 

20.06.12

 

NOTE: Skrevet 50 år efter, at jeg selv blev student.

 

 

*

 

STUDENTERÅRGANG 1962

 

Vi kørte i hestevognen gennem Maribo

og bøgegrenene lyste på siderne

i Fredericia stod Den tapre Landsoldat

med sin i bronze

men ham tænkte vi ikke på

selv om Frederik den Syvende lidt senere

så os danse rundt om Lollandspigen

det var 112 år siden

og vi havde glemt historien

for os lå soldatertjenesten forude

indhyllet i alle de ældres beretninger

det var strengt sagde de

udrustningen var tung

ved lange marcher og hårde løb

og under kryben gennem pladder og pløre

geværet slog på skulderen

når man skød sit første skud

(det må have været med geværgranat)

men det var manddomsprøven

og ægte fysisk liv

efter alle disse år ved skolebordet

snart skulle studenterhuen skiftes ud

med skråhuen og hjelmen

blod og lemlæstelse og død

tænkte vi ikke på

selv om vi havde læst mange krigsbøger

og set mange krigsfilm

kun på om vi kunne klare alt det

vi havde hørt om

vi ville ikke gøre en kat fortræd

foreløbig gjaldt det dog nu

den lille manddomsprøve

alle besøgene i hjemmene uden at blive for fuld

og vi vidste ikke at den tredje verdenskrig

nær kunne være brudt ud

før vi fik prøvet det første skud.

 

26.06.12. - Sat i "Erindringer" kap. 4 og brugt som Facebook-digt i uge 26/2012.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 27/2012

 

I DYBDEN

 

Jeg står i min have

min jordforbindelse

ude på vejen kører alle menneskene forbi

de skal ud og lave noget

ud og besøge nogen

støjende foretagsomhed på overfladen

nej nu vil jeg gå i dybden

jeg står på et stykke bar jord

her må jeg ned

jeg borer blikket ned

muld

ler

kridt

granit

kappe

kerne

nikkeljern 5000 grader

til bunds!

 

28.06.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 28/2012

 

Faderen sidder med sin søn

i traktorens førerhus

ploven går dybere end stenalderen

om tyve år vil drengen sidde

i et meget større glasbur

og flytte tegn på en skærm

mågerne ser det hele

inden de går ned og æder orm.

 

09.07.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 29/2012

 

At nedlægge alle mænd

og alle kvinder i verden

hver på sin måde

eller at sluge og samle

al verdens ting

eller at nå toppen

omgivet af alles bifald

hver sin lyst

bare et enkelt øjeblik

hvor alt er stille

alt helt til stede

jeg helt mig.

 

14.07.12

 

 

*

 

Ugens aforismesamling, uge 30/2012

 

KØNSAFORISMER 2012

 

Kønsdebatten har fremkaldt denne variation af to kendte Grundtvig-linier hos mig: Stræbe da begge køn på jord, sandt menneske at være! - 18.07.12

 

Kønskamp? Jeg ser ikke hverken min kone eller kvindekønnet som en fjende. Men skulle det være, ville vi mænd vinde til hver en tid. Kvindemagten er en tilstand i oplyste mænds hoveder. - 18.07.12

 

Hvis man ville, kunne man allerede nu lave et samfund uden mænd. Og i næste bioteknologiske fase vil man kunne lave et samfund uden kvinder. - 18.07.12

 

Der er utvivlsomt noget af begge køn i begge køn. Men det er ikke ensbetydende med, at en mand bliver mere kvindelig, jo mindre alfahan han er. - 18.07.12

 

Der er flere grunde til, at jeg gerne ville leve rigtig mange år endnu. En af dem er, at jeg måske ville nå at opleve kønskampens afslutning. Eller dens fortsættelse med mere naturlige midler. - 18.07.12

 

KOMMENTAR til disse i kommentar til agenda-udsendelsen "Det pik-løse samfund": "I nat hørte jeg denne udsendelse. Meget interessant. Men jo på mange måder også skræmmende. Det er dog nødvendigt at vide, hvordan virkeligheden er. Man kan ikke, heller ikke hvad denne problematik angår, gøre det gode, hvis man ignorerer virkeligheden eller prøver at snakke den væk. Og med "det gode" tænker jeg her især på, hvad der kan gøres, for at de svage mænd kan få et menneskeværdigt liv. Allerede nu må det ikke være sjovt at tilhøre denne gruppe og høre sig omtalt på den måde, det er tilfældet. - Og så var det netop i dag, jeg skulle sætte mine "kønsaforismer" på som Ugens aforismer. De blev skrevet 18.07.12 og må siges at være særdeles aktuelle. Se dem i opslaget ovenfor. Men den om, at vi mænd vil kunne vinde kønskampen, hvis vi selv vil, passer altså ikke helt. Det er åbenbart ikke han-kønnet som sådant, der kan vinde, men gruppen af stærke mænd, fremtidens alfahanner. Et uhyggeligt perspektiv".

 

 

*

 

Ugens digt, uge 31/2012

 

Her går åen og mosen gennem skoven

engang sejlede de ind her

og de sejlede ud

måske med et af herredets langskibe

måske til England

måske til Rügen

nu ligger deres ting på Nationalmuseet

smukt afbildet i historiebøgerne

på rødt og blåt fløjl.

 

Jeg går på skovvejen og krydser mosen

prøver at se det hele i skovbrynet

hvor dengang og nu mødes

i det dunkle bag bladene

ja hvor fremtiden sådan set

ligger gemt længere inde

i skovens uafsluttethed.

 

Nu smelter det hele sammen

bag mine øjne

jeg sejler ud på tidens hav

med andre skibe

og erobrer helt andre lande

i det muliges verden

mine våben skærer ind

til nye indsigter

og mit smykkeguld

er den rene glans

fra livsmønstrets former

i hidtil uset udfoldning.

 

17.07.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 32/2012

 

Instrumenterne

skal selvfølgelig være stemt

og alle toner skal rammes rent

men efter en takt eller to

kan man høre

om selve musikken

er falsk eller sand!

 

17.07.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 33/2012

 

I dette øjeblik samles alt

i denne tidselblomst

i hjørnet af det nyplantede egestykke

alt lyser dybviolet i den

men hvor kom fluen fra?

 

14.07.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 34/2012

 

Det biologiske dna vil videre

og det kulturelle dna vil videre

det biologiske ved det ikke

ved i det hele taget ikke noget

man siger det bare sådan

men det kulturelle

er simpelt hen viden

derfor har der altid været

kamp om sandheden

ofte med alle midler

så min sandhed

vor sandhed

er blevet sat over sandheden

dog dømt til at mislykkes

selektionen er en hård herre

og virkeligheden er der

hele tiden.

 

23.07.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 35/2012

 

VALG-FRIHED

 

Jeg vil helst have en stue

hvor intet er valgt

noget kan være arvet

andet købt

fordi vi for eksempel

manglede en stol

her kan jeg være

og være mig

herfra kan jeg gå ud

og udrette mit

fordi det simpelt hen

skal gøres.

 

23.07.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 36/2012

 

EN PARKERINGSPLADS I NAKSKOV

 

Supermarkedsparkeringspladsen

i den hede sommersol

de unge træer giver ingen skygge

lige ved bilen jeg sidder i

er ét gået helt ud

nok allerede sidste år

barken er godt nedbrudt

med bare pletter flere steder

lav'et trives godt

og spidserne er faldet af mange kviste.

 

De skinnende biler holder i solen

og kommer og går

kunderne skubber indkøbsvogne

eller slæber på bæreposer

det hele sker af sig selv

det gælder også de lastbiler

som døgnet rundt

holder hylderne derinde fyldte.

 

Lige bag det næste supermarked

og endnu nogle huse

ligger havnen hvor den altid har ligget

i kong Hanses tid lå der et skibsværft

længere ude i fjorden

det seneste ligger ophørt ved havnen.

 

Men himlen er lidt klarere

ude over Langelandsbæltet

som stadig fører ud til Atlanterhavet

det ser børnene bare ikke

mens de går med deres mødre

mellem bilerne

deres fremtid bag himmelranden

ude bag alle husene

går hen over hovedet på dem.

 

27.07.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 37/2012

 

Pikken og køllen

er de to tappe

verden har drejet sig om

livet er dog mere

end sex og vold

hver ting til sin tid

du skal begære livet selv

langs hele horisonten

og i kampens billede

skal du se dig selv

på tilværelsens yderste kant

overhovedet.

 

08.08.12

 

 

*

 

Ugens aforisme, uge 38/2012

 

En digter er en, der ser ting, de andre ikke kan se, og viser dem dem.

 

16.08.12

 

KOMMENTAR: Denne aforisme er ikke alene, ligesom det altid sker med digtene, sat på min hjemmesides underside "Litterære tekster", men også på undersiden "Aforismer". Desuden er den nu ikke alene blevet motto-aforisme 2 for den tekst, der står på undersiden "Poetik", men også udgangspunkt for et nyt punkt i den samling af punkter ("fragmenter"), denne tekst i hvert fald indtil videre i høj grad består af. Motto-aforisme 1 på denne side har længe været den aforisme, der var en af de allerførste tekster, jeg slog op på min Facebook-væg: "Poesien er livets udvidelse med andre midler". - Interesserede kan se mere på de her anførte undersider. Adressen er www.bentchristensen.dk

 

 

*

 

Ugens digt, uge 39/2012

 

Min sønnesøn sidder på køkkengulvet

og rører i en tom gryde med en ske

og er lykkelig

det kan ikke blive større

er faktisk for stort til at skrive om

det vi skriver om

er større på en anden måde

og har også sin ret

så lad os bare gå tilbage til Urknaldet

og ud til Universets grænser

lad os betragte hele biologien

og hele historien

ja Mennesket overhovedet

dybt i sindet

og ud til de største bedrifter og værker

lade digtet gå dybt

lade digtet selv være en bedrift

meget stort kan finde sted dér

og så må det være nok.

 

20.08.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 40/2012

 

Du vil jo kun udfolde dig selv!

Og hvad så?

Jeg har ikke andet.

Det har I heller ikke.

Og vær glade for,

at jeg ikke prøver at udfolde jer.

Det er der mange andre der vil.

Nej, lad mig nu bare.

Take it or leave it!

Det er til fri afbenyttelse.

Og så prøver jeg jo faktisk også

at finde andre ting

og lægge dem frem.

Værs'go'!

 

24.09.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 41/2012

 

Da hele uge 41 gik med at sætte tekster og billeder i Facebook (og på undersiderne "Kirke og teologi", "Internationalt" og POLSKI), nemlig fra de to Harald Blåtand-dage i Szczecin og omegn 4/10 og 5/10, blev det oprindelige uge 41-digt flyttet til uge 42.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 42/2012

 

Se Danmark på kortet, venner!

Er det ikke et dejligt syn?

En udvandrerkvinde i Amerika

skal have bedt sine børn

holde hendes pegefinger fast

på Danmark på verdenskortet

i dødsøjeblikket.

Men det er i hvert fald både sjældent og kønt.

Hvor finder man magen til land?

Det nærmeste må være Grækenland,

alt taget i betragtning,

Middelhavets svar på Danmark,

eller jo faktisk omvendt.

Det kunne måske også være Italien.

Men det mangler småøerne,

og Illyrien var hverken Jonien eller Skåne.

Romerriget var desuden i det hele taget noget andet.

 

Grundtvig drømte om,

at Danmark skulle blive et nyt Grækenland,

nå, ja, sammen med Norge og Sverige,

Göteborguniversitetet!

Men han drømte også om København i 1910

som verdens videnskabelige og kulturelle centrum. 1

Det blev måske mest til Niels Bohr Institutet fra 1921 af, 2

men vi kan nå det endnu,

også selv om det ikke bliver kaldt centrum.

Vi skal bare sørge for at få givet vort bidrag!

 

25.09.12

 

1 I det store digt "Dansk Ravne-Galder" (skrevet 1860).

 

2 Det hedder Niels Bohr Institutet - med ét t.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 43/2012

 

Hvad hvis Storbritannien havde sluttet fred med Nazityskland i 1940?

Hvad hvis Frankrig havde stoppet Nazitysklands indmarch i Rhinlandet i 1936?

Hvad hvis Den Røde Hær havde løbet Polen over ende i 1920?

Hvad hvis Konstantin havde tabt slaget ved Chrysopolis i 324?

Hvad hvis "jeg" sad i et andet parallelunivers?

NU sidder JEG imidlertid HER

med HISTORIEN bag mig.

Men der er mange muligheder forude!

 

27.09.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 44/2012

 

UDSYN

 

Det halve af mit vindue

er dækket af naboens hus

yderligere en fjerdedel af hans hæk

for der er ingen nabo

huset står tomt

og det gror og det gror og det gror

øverste højre fjerdedel

må være min trøst

fyldt af himmel

med en del lette skyer på

ja der er også lidt sky

over selve den blå himmel

som dermed hvidner en del.

 

Jeg kan bare ikke se ud

gennem denne blåhvide flade

den lukker mig inde

med sit skær af åbenhed

og skyerne skifter hele tiden

snart flyder de sammen

snart opløses de

de er noget andet

eller helt væk

før jeg kan nå ud til dem.

 

Nabomuren bliver mørkere og mørkere

og hækken vokser truende

jeg hører kun svagt

når en bil kører forbi

og den skal sikkert også

bare et eller andet

snart kommer natten

og lukker alt.

 

19.10.12 med ændringer 29.10.12.

 

 

*

 

Ugens digt, uge 45/2012

 

OKTOBERLANDSKABET

 

Dette er mere end årets kulmination

mere end at den grønne forårsflade

nu har udfoldet alt hvad der lå i den

skarpt set i den lave sols kuldeklare lys.

 

Ja der er jo allerede sorten muld

og nøgne træer

men stubbene de golde lyser mere hvidt

end aksene gjorde for to måneder siden

og roemarkerne giver den sidste søde høst

mellem skinnende røde rønnebær

mens vintersæden maler næste forår.

 

Skovbrynene har nu alle farver

inklusive vintergrenenes grå og brune

men de gule steder er noget særligt

de lyser i mere end trods mod mørket

står som skarpe vinduer

i vinterens væg

og drager blændende synet

mod mere end foråret

gennem skov og vinter

ud til en helt anden side

aldrig før set.

 

25.10.12

 

 

*

 

Ugens aforisme, uge 46/2012

 

At fremlægge et program vil altid være et forsøg på at brede et telt ud over alle. Derfor skal du nøjes med at stille dit bord op på det åbne torv og præsentere dine produkter på det.

 

01.11.12.

 

 

*

 

Ugens aforisme, uge 47/2012

 

I hjerneforskningen ser hjernen på sig selv. Men den kan aldrig komme bag om sig selv.

 

01.11.12

 

 

*

 

Ugens aforisme (eller hvad man skal kalde det), uge 48/2012

 

Det særligt danske? Diskussionen om det fører ikke til noget. Der skal bare ikke komme nogen, hverken indefra eller udefra, og fortælle mig, hvordan jeg skal leve.

 

02.10.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 49/2012

 

MENS BILEN GLIDER GENNEM NATTEN

 

Bilen glider gennem natten

lavt gennem Rummet

i denne vandgrå sfære

karosseriets metal skærmer

mod dagens interferens

og lygtekeglerne forlænger

min således isolerede

frihed til at være rent i alt.

 

Skovkanter træer og buske

tegner deres grå mønstre

i lygtehulens vægge

hurtigt forbi

når dog at drage mit sind

mod hele mønsterværket derude

som jeg også bevæger mig frem mod

mens bilen glider gennem natten.

 

02.11.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 50/2012

 

TRÆET I MIDTEN

 

Dette træ er altings midte

det har hele Jorden omkring sig

40.000 km til alle sider

og det har rødderne i jorden

og grenene mod himlen

med rødderne henter det

jordens stoffer op i sig

og på grenene sidder bladene

og henter kuldioxid fra luften

og energi fra Solen

i denne biomasse

mødes jord og luft og sol.

 

Men hvilket møde!

Massen er formet

som livsmønstret i midten

midten mellem jord og kød

midten mellem stof og ånd

derfor er det også mit møde-sted

mit syns møde med alt

min følelse og min tanke

gror på dette træ

i nye aldrig før sete mønstre

ud over alle grænser

uden at slippe jorden.

 

14.11.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 51/2012

 

Stenen ligger og er

græsset står og gror

hunden løber og leger

jeg står og ved ikke rigtig.

 

15.11.12

 

 

*

 

To digte til uge 02/2013

 

REVNE I SOLHVERVSHIMMEL

 

Solhvervshimlen er grå mod nord

i denne middagstime

men ikke glat som en væg

nærmest rillet som et vaskebræt.

 

Lige for mine øjne åbner en rille sig

og lyser klart rødgult over et stykke.

 

Men solen er jo ikke dér

lyset må komme fra den anden side.

Den anden side? Det ligner et tegn!

 

20.12.12

 

 

MOTIVER

 

Når jeg udvider mit syn

ud-hvides alt

og jeg står sneblind

med hele verden for øje

nej på med motivbrillerne

dem med de to små huller

så ser jeg måske alting dybt

i et blankt rønnebær

i et rustent søm på vejen

i et par sko der går på fortovet.

 

08.11.12

 

KOMMENTAR: Dette digt har vist sig at blive det første i en gruppe på fire digte. Jeg har nemlig prøvet at tage mig selv på ordet, så at de næste tre digte bliver: "Rønnebærret", "Det rustne søm" og "Skoene på fortovet". Se dem de følgende uger!

 

 

*

 

Dagens digt 1 i uge 3/2013

 

RØNNEBÆRRET

 

Alene tilbage på den nøgne gren

bladene er væk

de andre i skærmen er væk

men hele den klare himmel

spejler sig i den endnu blanke skal

og samler sig i et enkelt lysende punkt

som stråler udad mod det store Rum

og indad mod frøene.

 

Måske når det at blive spist af en fugl

og frøene at ende et mærkeligt sted

hvor måske et af dem bliver til et nyt træ

som vokser under solen

i et nyt møde med himmellyset.

 

Ene men stærkt

rødt på gråt

og rødt mod blåt

kuglespejl for alt

kugleskal for frø

fuglemad og dog

nyt træ til næste år

måske.

 

13.11.12

 

KOMMENTAR: Jeg prøver at tage mig selv på ordet, nemlig fra digtet MOTIVER (det andet digt til uge 2/2013). De to næste bliver så DET RUSTNE SØM og SKOENE PÅ FORTOVET! (Og de bliver efter planen sat på i uge 4 og 5/2013).

 

 

*

 

Dagens digt 2 i uge 3/2013

 

DET RUSTNE SØM

 

Det rustne søm ligger på vejen

ynkeligt og truende

det skulle have siddet i et bræt

et sted

men ligger nu her

og ender måske i et dæk.

 

Indtil videre ruller livet

hen over det

på vej til arbejdet

på vej til besøg

trailere på vej til genbrugspladsen

brædder med andre søm

hele kredsløbet.

 

Hvor ender det selv

bliver det brændt med et dæk

og ender det som nyt jern

eller ender det

som affald under jorden

hvis det da ikke bare

bliver skubbet ud i vejkanten

og ender dér

nogle centimeter nede?

 

Vil det så ligge dér

i resten af Jordens tid

som en lille klump jernoxid

der langsomt fordeler sig

eller vil det blive flyttet og spredt

eller vil der ske voldsomme ting

så det samles med andet jern

i nye årer?

 

13.11.12 / 28.12.12

 

KOMMENTAR: Dette er det andet digt, hvormed jeg prøver at tage mig selv på ordet, nemlig fra digtet MOTIVER. Det forrige var RØNNEBÆRRET, og det næste (og sidste) bliver SKOENE PÅ FORTOVET.

 

 

*

 

Dagens digt 3 i uge 3/2013

 

SKOENE PÅ FORTOVET

 

Jeg ser kun et par sko

der går på fortovet

men der er selvfølgelig en mand i

som dog kan være hvem som helst

måske nærmest bare et menneske.

 

Men skoene har en historie

de begyndte som huden på en ko

og blev senere købt i en forretning

det helt særlige er dog

alle de skridt de har gået

og den vej de går nu

for det er jo lige netop disse sko

og hvem som helst går

i lige netop sine sko.

 

Mere ved jeg ikke

jeg ser kun et par sko

der går på fortovet

et lille stykke

af hvem som helst's historie.

 

14.11.12

 

KOMMENTAR: Dette er det tredje og sidste digt, hvormed jeg prøver at tage mig selv på ordet, nemlig fra digtet MOTIVER. De to forrige var RØNNEBÆRRETog DET RUSTNE SØM.

 

 

*

 

Dagens digt 4 i uge 3/2013

 

RUINTRÆET

 

Dette træ har vist aldrig været normalt

men det lille stykke med græs det står i

har nok været en have engang

for der er et par andre frugttræer

mellem husene og Nettos parkeringsplads

og ved den lave mur lige foran bilen og mig

står en busk der blomstrede i sommers.

 

Er det egentlig to træer

eller er det bare splittet i roden?

Hovedstammen står i hvert fald lodret

mens den anden står 40 grader ud til siden

og har haft en tyk sidegren

ikke meget over jorden

som bare nu er skåret af.

 

Sidestammen er skåret af cirka tre meter oppe

hvor den havde delt sig i en gaffel

som en afflækket sidegren fra hovedstammen

nu hviler nedadskrånende i

fordi den endnu hænger fast

ved det lysende flækkesår derinde

og er skåret af lidt ude fra gaflen.

 

I øvrigt er det meste af det der er tilbage

dækket af vedbend

som ude på den afflækkede stump

strutter med vintermørke blomsterstande.

 

Kun en slags krone er endnu fri

med et stort hul i luften til den side

hvor den afflækkede sidegren var.

Bortset fra nogle underlige små grene

der står ynkeligt ud til siden

hvor vedbenden er nået op

er der tre kronegrene tilbage

hvis krogede sidegrene tegner sig sælsomt

mod den endnu blå aftenhimmel

over de gule huse med de røde tage.

 

I græsset tæt ved sidestammen står en busk

eller er det et rodskud

et nyt forsøg? 1

 

Sådan lyder min afskrift

af det digt som dette træ er

og jeg må ikke føje noget til

enhver skal selv læse nøje.

 

14.01.13

 

1 En senere undersøgelse har vist, at der ikke alene er tale om et rodskud, men om nogle nye lodrette skud, der som en slags busk står op af den grenagtige øverste del af en rod, der udgår fra træet lige i og over jordoverfladen. - Ved samme lejlighed viste en mærkelig klump, der lå på jorden nogle meter til højre for træet, sig at være den allerbageste del af en gammel sprængt eller ituslået forladekanon, der åbenbart ligger som en slags udsmykning på dette lille græsstykke eller anlæg. Formodentlig en kanon fra den gamle fæstning Nakskov. - Er ikke alene det første, men også det andet noget, der kan indgå i dette "træets digts" betydningssammenhæng?

 

*

 

To digte til uge 4/2013

 

POESIENS BLÅ KRUS

 

Det blå krus jeg lige

har drukket kaffe af

står på bordet

og fanger mit blik

så jeg ser det er

af samme ler som jeg

og at vi kommer samme sted fra

dybt nede under bordet.

Det må være derfor

jeg også føler krusets form

inde i mig selv

ikke af ler

ikke af noget

men kommet op gennem leret

endnu dybere nedefra.

Jeg mærker den i brystet

som poesiens blå glasur

og som den tomme hvidhed

på indersiden af det rum

der venter på opfyldelsen.

Jeg stirrer på hanken

og løfter fingrene fra tasterne.

 

01.12.12

 

 

LØSNINGEN?

 

Måske er denne hjernegrå

himmel løsningen

bag den er alt

og nu danser snefnug

foran den og viser ud

mod det der ligger bag.

Hvert eneste af dem

er et flot mønster

dødt men flot

og prototypen på alle

de meget større

endnu ikke sete

betydninger derude.

 

30.11.12

 

 

*

 

Ugens digt, uge 5/2013

 

JENS HANSEN OG HANS EFTERKOMMERE

 

Marken ligger nypløjet som i århundreder

furerne er bare større og dybere

end nogensinde

skåret og vendt af en tolvfuret plov

trukket af en 350 hk dieseltraktor.

 

For årtier siden gik en mand her

bag en plov

der var lavet af den lokale smed

med en hest foran

der var opbygget og næret af havre fra jorden.

 

Der var ikke den store afstand mellem

jorden og ploven og hesten og manden

og manden hed måske Jens Hansen

og boede et sted

mellem andre der hed noget.

Alle vidste hvad det betød

når de sagde Jens Hansen.

 

Snart bliver jorden pløjet

af gps-styrede robotplove

lavet i store fabrikker

hvor ingen hedder Jens Hansen

og senere bliver maden lavet

i store tanke

i store automatiske fabrikker

hvis dele bliver lavet

i store automatiske fabrikker.

 

Jens Hansens fjerne efterkommere

styrer det hele

og opfinder nye ting

i store teams

i store forskningsafdelinger

og ellers styrer det hele sig selv.

Ingen går alene på jorden

alle indgår bare.

 

26.11.12

 

 

*

 

Ugens digt til uge 6/2013

 

VINTERGÆKKEN

 

Dagene går og tingene er

jeg gør hvad jeg gør

og ser hvad jeg ser

der skal ikke føjes noget til.

 

Men det kan bule ud et sted

noget kan pludselig udvide sig

og blive mere af det samme

så væggen også strækkes

og bliver gennemsigtig.

 

Her står denne vintergæk

en lille hvælving i kulden

et palads i hvidt og grønt

livets rene buer fra det dybe.

 

17.12.12

 

*

 

Et ekstra digt i uge 7/2013

 

FORMIDDAG I FEBRUAR

 

Frostgrenen er dækket af stille rim,

og fuglen sidder bare og puster sig op.

Under busken står vintergækkerne

tavse og venter i sneen.

Luften er låst af kulden,

ikke en lyd.

Men solen laver en stor hvid plet

sydøst på den blågrå himmel,

og snart toner det hele frem.

 

14.02.13

 

I FACEBOOK-KOMMENTARFELT: På grund af askeonsdag (13/2) skulle der ikke have været noget Ugens digt her i uge 7/2013, men nu kom dette! De, der endnu ikke har set evangeliesalmen til askeonsdag, bør se forrige opslag [her på hjemmesiden er det undersiden "Salmer"].

 

*

 

Ugens digt til uge 8/2013

 

MYRE OG MENNESKE

 

Denne lille myre

der stolprer gennem græsset

er færdig

den går den forkerte vej.

 

Hjemme i myretuen

fortsætter alt som altid.

 

Menneskene går videre

men alle den samme vej

frem mod det store netværk.

 

Dog er der vist også her

en der har forvildet sig

og nu er skjult i skoven.

 

22.12.12

 

*

 

Et digt, en aforisme og et fragment til uge 9/2013

 

DET HELE ER DER

 

Som det sidste opløses

dekonstruktionen selv,

og alt er nyt og nøgent og rent.

Jeg er der stadig,

ja, mere end nogensinde;

allerførst er der faktisk kun mig.

Men så mærker jeg jorden

under fødderne

og ser markerne omkring mig.

En er lige blevet pløjet,

og det må nogen jo have gjort.

Furerne ligger tunge og blanke,

men næsten hvide af mågerne,

som fråser i ormene.

Det hele er der,

og livet går sin gang.

 

22.11.12

 

 

EN AFORISME

 

Jeg protesterer mod alle tings intethed, altså er jeg.

 

10.12.12

 

 

ET FRAGMENT

 

Jeg indrømmer, at de rigtige digtere er dygtigere, end jeg er. Men selv om jeg havde deres talent, ville jeg alligevel lave, hvad jeg prøver at lave nu.

 

21.11.12

 

KOMMENTAR til "fragmentet": Jeg minder om, at mine "fragmenter" er noget andet end aforismer (selv om grænsen jo er flydende). "Fragmenterne" vil ofte, som dette, være små stykker poetik, der indgår som netop "fragmenter" i de to poetik-tekster på min hjemmeside, nemlig undersiderne "Poetik" og "Mit Totaldigt". Dette har jeg sat ind begge steder. - Jeg benytter også lejligheden til at minde om, at også alle de digte, aforismer og salmer, jeg sætter på min Facebook-væg, bliver sat på min hjemmeside, nemlig på undersiderne "Litterære tekster", "Aforismer" og "Salmer og kristelige digte". - LINK: www.bentchristensen.dk

 

*

 

Tre digte til uge 10/2013.

 

 

GLIMTET

 

Det store tomme sorte rum.

Men jeg er der jo.

Hvordan kan det gå til?

Og hvorfor ønsker jeg,

at min lille flamme

skal brænde ud

i et stort lysende glimt?

 

27.02.13

 

 

EFTER FALDET

 

Jeg har altid været naiv,

så da jeg hørte alle sige,

at Gud var død,

troede jeg på det

og drog konsekvenserne.

 

Jeg faldt og faldt

gennem det absolut tomme mørke,

men nåede lige at se,

at alle de andre gik rundt,

som om intet var hændt,

med tykke røde læber

og fyldte indkøbsposer

eller optaget af at udrette

noget meget vigtigt.

 

Jeg prøvede at sætte neglene

i de sorte vægge, der ikke var der,

men faldt og faldt,

kom dog til at tænke på,

at det var mig der faldt,

og inden jeg havde fundet ud af,

hvad det mon betød,

ramte jeg jorden.

 

Så var der nu mig og jorden

helt på ny

og jeg skulle se,

hvad det hele betød.

 

28.11.12

 

 

LANDSBYTUGTEN

 

Men hvordan skal vi bryde op

fra den globale landsby,

når tugten bliver for hård?

Ud vil jeg, ud!

Men billetterne til rumskibene er dyre,

og hvor kan vi komme hen?

 

Gagarin fløj i ionosfæren,

i en højde på mellem 169 og 315 km,

svarende til afstanden

fra København til Kiel

og fra København til Hamburg.

Og Armstrong og Aldrin

var på månen, vor følgesvend

rundt regnet 400.000 km fra os.

Så er der Mars, ude på mellem

54.700.000 og 402.300.000 km.

Dér kommer vi også snart.

Men den er jo bare vor nabo,

og landsbyens magt

vil også gælde dér,

som den vil, hvis vi når ud

til andre stjerner.

 

Hvis du vil bryde op,

må du gå ind,

bygge et bjælkehus

i din indre skov

og leve dér,

mens du spiller med

under tugten derude.

Indtil de kommer ind

og henter dig.

 

24.01.13

 

*

 

Et digt og tre aforismer til uge 11/2013

 

Ugens digt, uge 11/2013

 

MOBILISERING

 

Det ville være herligt at være lærer,

hvis det ikke var for alle de børn.

Hvor meget mere så ikke krigen,

hvis det ikke var for al den død og lemlæstelse!

Den kræver jo mange ting,

der var en bedre sag værdige.

Hvis man nu brugte de samme kræfter

og den samme snilde

på livets udvidelse!

Det sker jo inde bag din egen hjerneskal.

Du tager ikke noget fra nogen,

når du mobiliserer dine kræfter og din snilde

for at erobre nyt land her,

og det eneste, du skal nedkæmpe,

er dine egne fejl og mangler.

Så hvorfor ikke mobilisere nu

i stedet for at vente til næste krig!

 

19.11.12. Revideret 25.02.13.

 

-

 

Tre aforismer til uge 11/2013

 

At lave et program er et forsøg på at få de andre til at ligge under for dig, hvorved du kommer til at ligge under for dem.

 

-

 

At ville have magt er ulækkert. Men også latterligt. Du kan ikke gøre dig selv til hverken Gud eller Djævelen.

 

-

 

Den sande magt er ren tjeneste.

 

Alle disse tre aforismer er fra 28.11.12.

 

*

 

Tre digte og en aforisme til uge 12/2013 -

men så ikke mere (andet end salmer!) før efter påske.

 

 

MIT STORE EGO

 

Du har et stort ego!

Ja, faktisk uendelig stort!

Men du skal ikke være bange;

det er helt tomt,

har kun ét i sig,

ønsket om at blive opfyldt

af virkelighed.

 

21.01.13

 

 

MELLEM HORISONTERNE

 

Denne linje, dette møde

mellem den blå himmel

og den grønne jord!

 

Himlen eller Guds Rige

er den yderste horisont,

tidens og verdens ende,

men det er det,

der ligger imellem de to linjer,

jeg prøver at se,

hele denne verdens

dog mulige virkelighed.

 

Hele resten af verden ligger derude,

alle fremmede lande,

alle mulige oplevelser,

sådan set let og hurtigt at nå

på denne lille landsbyklode,

mens der endnu er noget

der er forskelligt.

 

For fremtiden ligger også derude,

bare ikke dragende som før,

hvor det virkelig trak i mit drengehjerte.

Hvad kan forventes?

Mere beton og stål og glas,

mere indspinding i netværk,

måske homo sapiens' endeligt

i den nuværende form,

når genmanipulationen kommer i gang.

 

Måske får homo sapiens manipulatus

et storslået liv.

Men vi andre ender som neandertalerne,

og jeg kan ikke engang forestille mig

det nye menneskeliv.

 

Hvad er der så ellers ude bag synslinjen?

Er der andet jeg kan se?

Med mit indre øje.

Er der noget jeg kan hente

ind i mit digt?

Er det noget, der endnu

kan udvide og udfylde

mit stakkels sene liv?

 

04.02.13. Rettet til 18.03.13.

 

 

LUFT

 

Hvis akkorden bliver for tæt,

mister den klangen

og bliver til en håndfuld støj.

Tonerne skal ikke sidde

kanterne af hinanden.

Åh medmennesker!

Lad der være luft mellem os,

så livsmønstret kan tone stærkt!

 

27.02.13. Rettet til 18.03.13.

 

-

 

Ugens aforisme:

 

At folket er en organisme, er så vigtigt, at hvis det ikke er tilfældet, må man opfinde det. - 15.03.13

 

KOMMENTAR: Normalt kommenterer jeg ikke digte og aforismer og den slags. Men her vil jeg gøre en undtagelse. - Først vil jeg som en service vise det Voltaire-citat, jeg spiller på: „Si Dieu n'existait pas il faudrait l'inventer" (Hvis Gud ikke eksisterede, måtte man opfinde ham). - Og hvad min egentlige kommentar angår, vil jeg sådan set lade de sidste årtiers strid og værdikamp om det nationale ude af betragtning. Den mener jeg er forældet og i hvert fald for mit vedkommende overstået. Jeg vil også se bort fra alle de i videste forstand kulturelle sider af sagen. Jeg vil nøjes med at pege på tre helt aktuelle og ikke mindst i fremtiden vigtige forhold, der gør en genoplivelse af "det folkelige" vigtig, men selvfølgelig på en, som Grundtvig ville sige, til tidens tarv og vilkår passende måde. Og det er: Demokratiet (folke-styret!), en loyal og korruptionsfri embeds- og tjenestemandsstand og den sociale solidaritet.

 

*

 

Ugens digt uge 14/2013

 

100YSS

 

Midt i alle trivialiteterne

og den selvtilfredse

globale landsbysnak

er der folk, der forbereder

rejser til stjernerne

inden for hundrede år,

ti gange Kennedy,

100 mio. gange så langt,

hvis vi regner med Alfa Centauri.

 

De ved ikke hvordan,

men begynder fra en ende af.

De vil først og fremmest gøre det

for at gøre det;

stjernerne skal nås,

fordi de er der:

Look up!

Men de taler også

om det store spinoff,

ikke bare for at appellere til dem,

der måske udelukkende

er interesseret i det,

men også fordi de selv

kan se den side af det.

 

Kan man nå op i nærheden af

lysets hastighed?

Eller må man væbne sig

med større tålmodighed

og forberede sig på rejser

gennem mange generationer

i store roterende cylindre,

indvendig beklædt med jord?

Ingen ved det,

men alt må overvejes.

 

Kan jeg nå at følge projektet

den første langsomme

tiendedel af tiden?

Jeg vil i hvert fald følge det,

mens jeg er her;

mit liv er jo lige så meget

en del af det, der ligger forude,

som af det, der ligger bagude,

og vi skal trods alt også leve

i resten af denne verdens tid.

Og det forhindrer mig heller ikke

i at se Universet

spejle sig i vandpytten,

mens jeg dyrker min have.

 

25.03.13. - Se den engelske version fra 02.04.13 nedenfor.

 

NOTE: 100YSS = 100 Year Starship. Det er et projekt med henblik på at foretage rejser ud af Solsystemet og til andre stjerner inden for de næste hundrede år. - LINK: http://100yss.org/

 

I FACEBOOK-KOMMENTARFELT:

 

Jeg kom ved et tilfælde til at høre om dette projekt i "Harddisken" på DR radio P 1. (DR P 1 er i det hele taget en fantastisk god kanal, som jeg hører meget. Jeg kan kraftigt anbefale alle at gøre det samme. Og "Harddisken" er et af de virkelig gode programmer. Det når langt videre omkring, end man skulle tro). Der var et interview med Mae Jemison, som bla. har været med på en af rumfærgemissionerne (se Wikipedia-linket om hende). Hun er formand for 100 Year Starship, som jeg nu også har meldt mig ind i. Se det første link. Som det fremgår af digtet, ser jeg først og fremmest dette projekt som et eksempel på noget, der er STORT midt i alle trivialiteterne og al snakken. Men jeg har også interesseret mig helt elementært for den slags gennem hele mit liv. Jeg tegnede mit første overLYShastighedsfartøj, da jeg var omkring 12 år og havde indrettet en gammel brændekasse nede bag i haven som cockpit med et stykke pap, jeg havde tegnet et instrumentbræt på. Det fløj jeg mange rumrejser i. Og hvis I går ind på de andre links, kan I se, hvor faktisk altomfattende projektet er. Der er fx også en PhD i teologi i bestyrelsen. Jeg regner med at være lidt med i diskussionerne og leger i hvert fald med tanken om at deltage i deres symposium i Houston, Texas, til september. En af de ting, jeg som dansk teolog kan bidrage med, er selvfølgelig, at projektet ikke må gå hen og blive mere eller mindre pseudoreligiøst. Men der er mange teologiske og kulturelle ting i det. Det er som sagt nærmest altomfattende. Og det er som også sagt kun et eksempel. Der er andre områder, hvor vi kan tænke virkelig stort. Vi skal ud af den, om end nok så globale, andedams- og snakke-kultur. Men bemærk også digtets slutning, hvor jeg fremhæver vigtigheden af at passe sin (køkken)have! Det store udelukker ikke det små. Vi skal tværtimod dyrke begge dele. - I kommer til at høre mere om dette. Og jeg hører også gerne reaktioner fra jer. Måske kan vi lave en 100YSS-gruppe! Se nu linkene! I kan måske med fordel begynde med det sidste (YouTube-linket). Når I har set Mae Jemison-Wkipedia-artiklen. Og I kan gå videre, også med Google, og finde flere. - Glædelig påske!

 

LINKS:

 

http://en.wikipedia.org/wiki/Mae_Jemison

 

http://100yss.org/

 

http://www.100yss.org/mission/team

 

http://www.100yss.org/getinvolved/mailing_list

 

http://www.youtube.com/watch?v=LDDRnrun2Ik

 

-

 

Og her er min egen (måske lidt primitive) engelske version af dette digt:

 

100YSS

 

In the midst of all the triteness

and smug global village talk

there are people who prepare

travels to the stars

within a hundred years,

a ten times Kennedy,

100 million times farther,

if we use Alpha Centauri

to talk about.

They do not know how,

but start from where we are now.

Above all

they simply want to do it;

the stars must be reached,

because they are there:

Look up!

But they also speak of

the large spin-off,

not just to appeal to those

who may be interested

in nothing but that,

but also because they can see

that side of it themselves.

 

Can we come close to

the speed of light?

Or must we arm ourselves

with greater patience

and prepare for travel

through many generations

in large rotating cylinders,

covered with earth inside?

Nobody knows,

but every possibility

must be considered.

 

Will it be possible for me

to follow the project

in the first slow tenth of it?

I will certainly follow it,

while I am here;

my life is just as much

part of what lies ahead

as of what lies in the past,

and we must, after all, live

during the rest of the time of this world.

And it will not prevent me

from seeing the Universe

reflected in the puddle,

while I cultivate my garden.

 

Bent Christensen 25.03.13. English version 02.04.13.

 

NOTE: 100YSS = 100 Year Starship. This is a project aiming at making the capability of human travel beyond our solar system a reality within the next 100 years. - LINK: http://100yss.org/

 

*

 

Tre digte til uge 15/2013

 

ASFALTEN UNDER HIMLEN

 

Asfalten flød sort under jorden,

men ligger nu grå under himlen,

fast pakket om sine sten.

 

Trafikken flyder, som vejen går,

mens græsset gror ved kanterne

og fuglene flyver på tværs.

 

Ude i det fjerne opløses vejen

i synsrandens dis,

og himlen krummer sig ned

for at lukke og åbne alt.

 

05.12.12

 

 

DET KAN GÅ BEGGE VEJE

 

Det kan gå begge veje.

Hvis du bare ser,

kan du komme til at se ud

gennem denne virkeligheds vægge,

dybt ud

i det endnu kun muliges rige.

Men hvis du også henter,

kan du hente ind

og bygge op

i dine egne vægges rum,

en ny virkeligheds sted.

 

07.02.13

 

 

MERE AF DET SAMME

 

Ud gennem virkelighedens vægge?

De er alle vegne.

Hver ting, du ser,

har en væg bag sig,

som du ser igennem,

når du ser dybt i tingen,

eller når du bruger flere ting

som trigonometriske punkter.

Alt er repræsenteret her;

det er ikke noget andet,

der er derude,

bare mere af det samme.

Saligt mere af det samme!

 

07.02.13

 

*

 

To digte til uge 16/2013

 

Nattevinduesdigt 1/2013

 

LYSENDE PLET I VINDUE

 

Det er midnat.

Vinduet mod nord er sort.

Men denne lysende plet?

Er det en satellit?

Nej, den står stille.

Det er en lampe

ved en gård eller et hus.

Og dog et menneskelys

i det store sorte Rum.

Hvem bor der?

Hvad laver de?

Sover de i deres senge?

Pletten lyser ene i mørket

omgivet af uendeligheden

midt i Universets lange tid.

Jeg ser længe på den,

inden jeg selv går i seng.

 

10.02.13

 

KOMMENTAR 22.07.14: Dette er i virkeligheden det allerførste nattevinduesdigt. Se ellers til "Nattevinduesdigt 2/2013" (NATTEN I VINDUET).

 

-

 

DØDEN OG VANÆREN

 

Uret om morgenen

klipper sekund for sekund af mit liv,

men minder mig om skammen,

hvis jeg kommer for sent.

 

14.02.13

 

*

 

To digte til uge 18/2013

 

HER STÅR JEG

 

Bortset fra brinten

er praktisk taget alle grundstofferne

i den jord, jeg står på,

dannet i en stjerne.

Og der er stadig mange stjerner derude,

måske op til 300 trilliarder. *)

Men her står jeg

midt mellem alle stjernerne

og består af 63 % brint

og mindst 27 andre grundstoffer.

Det er det grundlæggende,

jeg skal vide om mig selv.

Men så er der hele kemien,

biologien og fysiologien.

Der er godt nok sket en del

med mine 28 grundstoffer!

Det mest utrolige er dog endnu tilbage.

Menneske er jeg kun

fordi jeg gennem utallige betydninger

er forbundet med de andre

i nutid og fortid.

Hvad så ellers disse betydninger består af.

 

14.02.13

 

(* 1 trilliard er, skrevet med tal: 1.000.000.000.000.000.000.000. - 300 trilliarder er så, skrevet i tal: 300.000.000.000.000.000.000.000 (300 efterfulgt af 21 nuller).

 

 

NETVÆRKET

 

Jorden er fast at stå på.

Og min krop lever bag min hud.

Men så er der Netværket,

med hele historien bag sig.

Jeg ser ingen omkring mig,

og dog er jeg forbundet

med dem alle sammen,

de døde, de levende

og de endnu ikke fødte.

Jeg kan fægte med armene

til alle sider

uden at mærke noget;

det sidder jo inde i hovedet.

Men det er det,

der er mere end jord og kød.

 

28.02.13

 

*

 

Ugens aforisme, uge 20/2013

 

Jeg har det med Søren Kierkegaard, som jeg har det med Enhedslisten. Det er altid godt med kritik, men jeg kan ikke følge nogen af dem. - 04.05.13. - Ugens Facebook-aforisme, uge 20/2013.

 

*

 

Ugens digt, uge 22/2013

 

DIMENSIONER

 

Min højre øjenkrog sidder stadig,

hvor jeg skruede den fast

mellem to skyer

den 9. november 2001.

Men nu har jeg en snor i den.

Jeg trækker af alle kræfter,

og en lille lem åbner sig,

så jeg får en sigtelinje

ud mellem skyerne.

Pludselig står alt omkring mig

helt vildt dimensionalt,

som da vi i sin tid tydede luftfotos

og træerne stod op i øjnene på os,

når vi fik lagt billederne til rette

under den stereoskopiske dobbeltlup.

Nu bare i endnu flere dimensioner.

Træerne og husene afslører store dybder

og lægger betydning ud til alle sider,

også på alle slags skrå måder

på kryds og tværs mellem hinanden.

Mon jeg når at få tydet det alt sammen?

 

28.02.13

 

2001-digtet, som står længere nede på undersiden "Litterære tekster", lød:

 

Igen var det der

alt sammen

og jeg gik stadig

uden perspektiv.

 

Desperat skruede jeg

højre øjenkrog fast

mellem to skyer.

 

09.11.01

 

*

 

Uges digt til uge 23/2013

 

BARE TRÆER

 

Det er ikke et spørgsmål

om at kunne se skoven for bare træer,

men om at kunne se,

hvad den åbner op for,

og hvad der kan gro på træerne.

 

Skoven lukker mig inde,

det vil sige lukker mig ude

fra verdens støj,

men så lukker den ellers op.

 

De store bøgetræer

vokser ikke ind i himlen,

men dog i den retning,

og rummet mellem stammerne

over græsset

åbner op i alle dimensioner,

tilbage og frem i tiden,

til alt, hvad der har været,

og alt hvad der kunne have været,

til alt, hvad der kommer,

og alt, hvad der kunne komme,

nedad mod det dybe,

det, som er dybere end jorden

og måske bare bor dybt i mit sind,

og ud over alle grænser,

hinsides alt, hvad kun øjet ser.

 

Så er der granstykket,

som pludselig lukker alt

og dog drager sugende stærkt

med det hemmelige mørke,

som er alle eventyrs sted.

 

Men granstykket lukker ikke

hele vejen rundt,

skoven som sådan slutter aldrig,

skoven er uden horisontlukke,

det er det, jeg ikke kan se

for bare træer;

de tykner for synet,

men går derved mod uendeligt.

 

Således kan alt gro på træerne.

Det hænger ikke ned fra grenene,

så jeg kan række efter det,

men fremstår som frugter,

når det har ligget længe nok

i mit poetiske hjerte.

 

06.02.13

 

*

 

Ugens digt, uge 24/2013

 

Dette digt er det første i den række af "nattevinduesdigte", der allerede nu skal ses som en digtkreds, der vel også ender med at få netop titlen "Nattevinduesdigte". - 2014: Nej, det allerførst nattevinduesdigt (LYSENDE PLET I VINDUE) blev skrevet 10.02.13! Disse digte har nu fællestitlen "Nattevinduesdigte", og hvert enkelt betegnes med denne titel plus nummer og årstal. Og digtet her er altså nummer 2/2013.

 

Nattevinduesdigt 2/2013

 

NATTEN I VINDUET

 

Klokken er omkring tre,

og mit vindue mod nord

er som et maleri i sin ramme,

raffineret udført

i alle nuancer mellem sort og lyst blåt,

fra skystriberne til de klare himmelmellemrum.

Dog nederst en rødmende bræmme

over den sorte jord.

 

Et sælsomt skud fra et træ

står op mod det bredeste mellemrum

og ligner en spindelvævfjerner.

 

Det lysner mer og mer.

Noget af topskuddets træ viser sig

mod himmelstriben bagved

og tager en del af fortryllelsen væk.

Snart kommer dagen

og ødelægger det hele.

 

Det tynder ud i skyerne.

Kun den brede mørkegrå bjælke

over den røde bræmme og den sorte jord

redder endnu dette nattesyn.

Jeg må se at komme i seng.

Godmorgen, nat!

 

05.06.13

 

*

 

Ugens digt 1, uge 25/2013

 

Skal læses i sammenhæng med digtene NATTEN I VINDUET (her lige ovenfor) og 100YSS (Ugens digt, uge 14/2013, altså noget længere oppe på denne side). Og der kommer flere "vinduesdigte"!

 

Nattevinduesdigt 3/2013

 

STJERNEN

 

I nat var klokken kun ét,

og først var vinduet helt sort,

men så var der alligevel lidt lyst blåt,

og da jeg slukkede lampen,

kom et bredt lyst stykke frem,

og en stjerne længere oppe.

 

Spindelvævfjerneren fra forleden

var der også, og en anden trætop

stod som en amerikansk pyramide

mod himlen.

 

Men det var et helt andet billede,

en glidende overgang

fra den mørke himmel omkring stjernen

til det svage rosa skær

bag træsilhuetterne.

 

Stjernen!

Stjernen drog mit blik.

Jeg svigtede vor gode Sol,

der lå og lovede endnu en sommerdag.

Stjernen!

Skal vi ud til den?

I morgen vil jeg tænke på stjernen,

mens jeg luger i min have.

 

12.06.13

 

*

 

Ugens digt 2, uge 25/2013

 

Dette digt er endnu et i rækken af nattevinduesdigte. Se eventuelt de forrige længere nede på tidslinjen eller på min hjemmeside, undersiden "Litterære tekster".

 

Nattevinduesdigt 4/2013

 

GRÅT I GRÅT

 

I nat ved halvtotiden

var himlen i min vindueskarm

jævnt gråblå,

svagt meleret af grå skyer

og med en kun lige synlig

rødmen nederst.

Træsilhuetterne stod uden fortryllelse.

 

Havde himlen været helt grå,

ville mit syn have været lukket inde.

Og det måtte jeg så bare have konstateret.

Hvis jeg da ikke desperat havde prøvet

at se ud gennem denne mur.

Men nu var der denne melering.

Forskelle, der gjorde en forskel,

en uorden, der betød betydning.

Alle syns moder?

 

13.06.13

 

I KOMMENTARFELT:

Som tidligere sagt: Der er flere vinduesdigte på vej! Jeg får det måske med vinduet i mit studereværelse som den romantiske maler J.C. Dahl, der malede jeg ved ikke hvor mange dejlige billeder af Elben og dermed også landskabet omkring den. På alle årstider. - Jeg har tidligere sagt det samme om det voksende antal digte, jeg skriver om min barndoms Sakskøbing Fjord. Men lige nu er det altså dette vindue. - Hvis man vil se alle de "vinduesdigte", jeg indtil nu har skrevet, på min hjemmeside, skal man, når startsiden er kommet frem, klikke på "Litterære tekster" i menuen ude til venstre. - Hjemmesidens adresse er: www.bentchristensen.dk

 

*

 

Ugens digt 3, uge 25/2013

 

[Slået op om morgenen 21/6, solhvervsdagen]

 

Dette digt er endnu et i rækken af nattevinduesdigte. Men solhvervsdigtet! Se eventuelt de forrige længere nede på tidslinjen eller på min hjemmeside, undersiden "Litterære tekster".

 

Nattevinduesdigt 5/2013

 

LAD DET BARE VENDE

 

I denne midsommernat

indrammer mit vindue

den lyseblå himmel

med det rosa skær forneden

og de lette formationer

af lange skyer.

I venstre halvdel står

en næsten ubestemmelig klump

og fremhæver det hele.

 

Det er et levende maleri;

skyerne skifter form

hele tiden, men langsomt,

og fordelingen af lyst og mørkt

er konstant og blid.

 

Blide midsommer!

Lykkelige lyse nat!

Lad det bare vende i morgen.

Lykken og lyset varer

endnu en tid.

 

20.06.13

 

I KOMMENTARFELTET: Dette solhvervsdigt MÅTTE på i dag!

 

*

 

Ugens digt 4, uge 25/2013

 

Dette midsommerdigt måtte på i dag. Men jeg sætter det her i kommentarfeltet. Fra fredag aften til engang om mandagen gælder princippet "intet over salmen". - Se dog også kommentaren i næste felt. - Dette digt med kommentarer er også sat på undersiden "Kirke og teologi".

 

Nattevinduesdigt 6/2013

 

PÅ HØJDEN

 

I denne solhvervsnat hænger

vinterens truende sky

massivt over det blege stykke,

i hvis nederste del man nærmest

skal gætte sig til en smule rødt.

Truslen har nok også

sat kulde i Solen.

Mon sankthansaften igen i år

bliver kold og våd og blæsende?

 

Sankt Hans!

Det gamle på sin højde.

Døden lurer overalt.

Vi tænder vore bål.

Og det er godt nok.

Men vi burde også fejre en messe.

 

22.06.13

 

KOMMENTAR: Dette er digt er skrevet ved ettiden den 22. juni, altså i natten efter sommersolhvervsdagen. Og jeg har derfor været nødt til at sætte det på her, men altså i dette kommentarfelt. Jeg vil jo kun i det yderste tilfælde have noget til at stå over søndagens salme. Men digtet slutter jo: "Men vi burde også fejre en messe". Se derfor mere i næste felt.

 

I NYT KOMMENTARFELT:

Mit sankthansdigt slutter altså med linjen "Men vi burde også fejre en messe". Og det har jeg denne kommentar til: Almindeligvis betragter jeg sankthansaften som en rent "folkelig" fest. Og vi skal da også til sankthansbål i Kettinge Grusgrav på Østlolland i morgen. Så det er lidt vanskeligt for mig at gøre forholdet mellem "det kirkelige og det folkelige" op her. Jeg vil i hvert fald ikke uden videre sige, at man burde erstatte den folkelige sankthansfejring med en sankthansaftengudstjeneste. Men man skal i det mindste huske, at Sankt Hans' dag (Johannes Døberens fødselsdag) fra gammel tid har været fejret med både en vigiliegudstjeneste om aftenen den 23. juni og en messe på selve dagen den 24. juni. I den Romersk-Katolske Kirke (hvor man stadig fejrer Johannes Døberens fødsel) er teksterne til aftengudstjenesten 23/6: Jer 1,4-10, 1 Pet 1,8-12 og Luk 1,5-17, og til Sankt Hans' dag-messen: Es 49,1-6, ApG 13,22-26 og Luk 1,57-66.80. - Man kunne jo gøre det, at man fejrede Sankt Hans ved en gudstjeneste, inden man gik til sankthansbål (evt. med medbragt mad og drikke). Og/eller ved en gudstjeneste 24/6. Jeg bryder mig ikke meget om aftengudstjenester, men da der jo i de fleste tilfælde er tale om hverdage, ville man blive nødt til det. - Når jeg ikke bryder mig om aftengudstjenester på søndage, er det af to grunde: 1. Søndagen er Herrens opstandelses dag, altså hver gang en lille påske. Derfor er morgenen/formiddagen det rette tidspunkt. - 2. Man skal fejre gudstjeneste om formiddagen, så man, således styrket og opmuntret, resten af dagen kan hengive sig til sit menneskeliv. Ved måltiderne. Ved en søndagstur i naturen eller til en seværdighed eller begivenhed. Ved en film eller en bog. Eller hvordan man nu vil fordybe sig i sit liv fri for arbejde.

 

*

 

Ugens aforisme, uge 26/2013

 

Når man er blevet så gammel, at man kan se, hvordan mode og meninger har skiftet gennem årene, griner man hele vejen hen til graven. - 21.06.13.

 

*

 

Ugens digt, uge 26/2013

 

Endnu et digt i den række af nattevinduesdigte, der begyndte med digtet NATTEN I VINDUET (skrevet 05.06.13). De forrige kan ses længere nede på tidslinjen eller på min hjemmeside, undersiden "Litterære tekster".

 

Nattevinduesdigt 7/2013

 

DEN SORTE TAVLE

 

I nat er mit vindue helt sort.

Bortset fra, at min lampe spejler sig i det.

 

Er dette et billede af Intetheden?

Med lampen som protesten?

Men alle mine ting er jo også

omkring det.

Og jeg sidder selv og skriver

og er levende til.

 

Suger den sorte firkant

mig ud i Tomheden?

Eller er den min tomme tavle,

som alt kan skrives på,

helt nyt,

helt forfra?

 

Jeg kan godt begynde at skrive.

Og der er nok alligevel noget derude.

Måske kommer det frem,

når jeg begynder at skrive.

 

14.06.13

 

*

 

Ugens digt 2 og 3, uge 26/2013

 

To nye digte den række af nattevinduesdigte, der begyndte med digtet NATTEN I VINDUET (skrevet 05.06.13). De forrige kan ses længere nede på tidslinjen eller på min hjemmeside, undersiden "Litterære tekster". - Jeg har flere digte til det, der vil ende som en "nattevinduesdigtkreds" på lager.

 

Nattevinduesdigt 8/2013

 

ÅH, SORTE VINDUE!

 

I nat er vinduet igen sort.

En anden lampe spejler sig

grimt i ruden

og oplyser min fars granater

på skrivebordet,

hvoraf den ene er lavet til

den lampe, jeg ellers har tændt,

og den anden bare står

og ser ond ud.

 

Men disse granater var med til

at holde os ude af 1. Verdenskrig.

Min far var løjtnant i feltartilleriet

og flere gange indkommanderet

til sikringsstyrken.

 

Den til højre

ser dog stadig ond ud,

og begge var beregnet til at

flænse menneskekroppe.

 

Åh, sorte vindue!

Hvad ser jeg ud i?

 

15.06.13

 

LINK til polsk artikel om den åbenbart tyske (Krupp) 75 mm feltkanon model 1902 i den danske hær:

http://www.dws-xip.pl/encyklopedia/arm02-dk/

 

Se også nekrologen over min far på undersiden "Erindringer - BILAG".

 

I KOMMENTARFELT:

Oversættelse af, hvad der i den polske artikel står om, hvad der må have været "min fars kanon":

Feltkanon fremstillet i de tyske Krupp-fabrikker i Essen. // I 1902 købte Danmark 128 pjecer af denne type. Indgik i [den danske hærs] bevæbning under betegnelsen "75 mm 30 kalibrer lang hurtigtskydende stålkanon Model 1902". // 96 af dem var i tjeneste endnu i 1937 og indgik i 8 af de 11 danske artilleriafdelinger. - "30 kalibrer lang" betyder, at kanonløbets længde var 30 gange 75 mm, dvs. 2,25 meter. Når jeg har sat "75 mm 30 kalibrer lang hurtigtskydende stålkanon Model 1902" i anførselstegn, skyldes det, at dette står på dansk i den polske tekst! -

 

Nattevinduesdigt 9/2013

 

SKYBÅNDET

 

I nat går himlen i mit vindue

fra mørkt gråblåt øverst

til svagt orange over jorden,

en ganske jævn sommerhimmel.

 

Men der er dette svagt skrånende

gråsorte skybånd

på højde med trætoppene.

Er det truende?

Midgårdsormen i luften

rundt om jorden?

Eller er det en revne,

en dunkel åbning

i nattens lyse flade?

 

Jeg stirrer længe på det

og kommer måske længere ud.

Men jeg kommer ikke igennem;

den gråsorte bund flytter med.

 

15.06.13

Dvs. lørdag kort før midnat.

 

*

 

Ugens digt 1, uge 27/2013

 

Dette eftermiddagsdigt bryder her ind i rækken af nattevinduesdigte, som vil blive fortsat og til sidst vil blive samlet som en særlig digtkreds. Men det var nødvendigt at få dette midsommer-eftermiddagsdigt ind her. Det blev slået op på min Facebook-tidslinje 01.07.13.

 

 

Hylden breder stadig hænderne,

og i forgårs var det både

sankthansaften og fuldmåne.

 

Men lige nu er det eftermiddag

og overskyet,

og hyldeblomsterne er vist

begyndt at blive lidt brune.

 

Men de lyse nætter fortsætter

halvanden måned endnu,

og lykken kan vare vinteren over

og jo endnu i mange år.

Så længe den varer.

 

Lykken!

Altid denne lykke!

Stærkt opreklameret?

Men god, når den er der.

Og god at se dybere i.

 

25.06.13

 

*

 

Ugens digt 2, uge 27/2013

 

Disse digte [2 og 3, som blev slået op sammen] er endnu et par i rækken af nattevinduesdigte. Se eventuelt de forrige længere nede på tidslinjen eller på min hjemmeside, undersiden "Litterære tekster".

 

Nattevinduesdigt 10/2013

 

ET ØJEBLIKS ÅBNING

 

I nat står midsommerhimlen

let overskyet

sådan i al almindelighed.

Det er sommersolhverv om tre dage.

 

Men når jeg læner mig lidt til højre,

ser jeg en kile af blå himmel.

Den gør skylaget omkring den

næsten sort.

Og nu skyder den sig

ind i vindueskvadratet.

 

Hvad lover dette?

Her er der intet lukke.

 

Her var der intet lukke!

Skyerne har klemt sig sammen.

Kilen er væk.

 

Hvad var dette?

Et øjebliks åbning langt ud.

Og alt er mere jævnt og gråt end før.

 

18.06.13

 

NOTE: "Her er der intet lukke". - Denne linje skal ses i forhold til digtet SKYBÅNDET (15.06.13), hvor der bla. står: "Men der er dette svagt skrånende / gråsorte skybånd /... / en dunkel åbning / i nattens lyse flade? / Jeg stirrer længe på det / og kommer måske længere ud. / Men jeg kommer ikke igennem; / den gråsorte bund flytter med".

 

*

 

Ugens digt 3, uge 27/2013

 

Nattevinduesdigt 11/2013

 

NACH INNEN GEHT DER GEHEIMNISVOLLE WEG

 

I nat er himlen bare blågrå,

vel en smule lysere forneden;

aner jeg et orange skær bag træerne?

Jeg kommer i hvert fald ikke ud.

Jeg bliver kastet tilbage på mig selv.

Og det er godt nok.

Himmelåbningen de andre nætter

var jo kun billeder.

Spændende nok, hvad der er derude

i Rummet,

men det ved jeg jo ikke noget om,

og det er ikke det.

Mit vinduesbillede er kun et billede.

Nach innen

geht der geheimnisvolle Weg!

Det er det, der er her,

jeg skal se igennem.

 

19.06.13

 

NOTE: "Wir träumen von Reisen durch das Weltall: ist denn das Weltall nicht in uns? Die Tiefen unsers Geistes kennen wir nicht. - Nach Innen geht der geheimnisvolle Weg" (Vi drømmer om rejser gennem Verdensaltet: er Verdensaltet da ikke i os? Vor ånds dybder kender vi ikke. - Indad går den hemmelighedsfulde vej). - Af Fragment 16 i Novalis' fragmentsamling "Blüthenstaub" (Blomsterstøv) (1798).

 

*

 

Ugens digt 1, uge 28/2013

 

Dette digt er endnu et i rækken af nattevinduesdigte. Se eventuelt de forrige længere oppe på siden.

 

Nattevinduesdigt 12/2013

 

JEG ER MEGET MERE

 

I nat er himlen igen jævnt grå.

Forskellen er bare,

at nu er det tordenvejr!

Nogle gange bliver alt helt lyst,

andre gange er det noget svagere.

Så kommer et lyn farende

fra venstre til højre.

Men det vildeste er,

når lynet farer rundt

i skarpe knæk.

 

Hvad viser dette billede?

Hvor små vi mennesker er?

Men det er jo bare naturens kræfter.

Hvad har denne elektricitet

med mig at gøre?

Hvis den ikke lige

slår ned i mit hus?

 

Der er jo også langt større kræfter

derude,

i stjernerne og alt det.

Og her sidder jeg

med min skrøbelige krop

og er meget mere

end både elektriciteten

og stjernerne

og alt det!

 

20.06.13

 

*

 

Ugens aforismer, uge 28/2013

 

Feminismens uforholdsmæssige magt og feminiseringen af samfundet skyldes en ideologisk tilstand i mændenes hoveder. - 03.07.13.

 

Skulle det komme til en egentlig kønnenes krig, vil mændene vinde. - 03.07.13.

 

Kønskampen kan afsluttes, hvis alle individer lader være med at tænke på deres køn og bare gør, hvad de hver især har lyst til - og får lov til det. - 03.07.13.

 

*

 

Ugens digte 2 og 3, uge 28/2013

 

Disse digte er (i hvert fald i denne omgang) de sidste i rækken af nattevinduesdigte. Se eventuelt de forrige længere oppe på siden. Alle disse digte vil blive samlet i en særlige digtkreds, som formodentlig vil få titlen NATTEVINDUESDIGTE.

 

Nattevinduesdigt 13/2013

 

INTET SIGNAL?

 

I nat er himlen bare lyst grå.

Der er vist intet signal.

Kun træernes silhuetter er der,

men svagt.

 

Nej, nu er der ligesom

en klump i midten.

Den fylder det meste

med noget lysere udenom.

Og er der en anelse rødt nederst,

bare en anelse?

 

Men svagt er det.

Hvis der er noget,

der betyder noget,

er det klumpen,

en skyklats ubestemthed.

 

Også dette er et billede.

Det viser meget godt

erkendelsens vilkår.

 

23.06.13

 

Nattevinduesdigt 14/2013

 

DEN SANDE MOTIVRAMME

 

Disse vinduesdigte!

De skriver sig selv

som billeder i mit vindues ramme.

Jeg skal bare skrive dem ned.

Nogle gange kan det være svært

at følge med.

 

Vinduet!

Om natten!

Om dagen i haven

er det hele uoverskueligt.

Vinduet er den sande motivramme,

og natten forenkler alt.

 

Men jeg må tage disse syn

med mig ud i dagen.

 

20.06.13

 

Og hermed slutter altså rækken af "nattevinduesdigte". I hvert fald for denne gang.

 

*

 

Ugens digt, uge 29/2013

 

TRÆET OG MIG

 

Aben er for tæt på.

Hunden er menneskets bedste ven.

Varför kan du inte tala?

 

Planternes og vore forfædre

gik hver sin vej

for 3,6 mia. år siden.

Løvtræet kom

for noget over 100 mio. år siden,

og vi for højst 200.000 år siden.

 

Nu hviler mit blik

på dette træ

med alle disse år imellem.

Så fjernt,

så tæt på,

så stille.

Livets dybe, stille spænd.

 

11.07.13

 

NOTE: De forskellige tidsangivelser bygger på ret omfattende internetsøgninger, men kan utvivlsomt anfægtes. Poetisk set gør nogle årmillioner eller årtusinder dog ingen forskel. - TILFØJELSE 28.03.14: Oprindelig skrev jeg, at "Planternes og vore forfædre / gik hver sin vej / for 3,6 mia. år siden". Hvorfor? Nu har jeg rettet til "for 1,6 mia. år siden" (kilde (god?): ScienceBlogs, PZ Myers,17.02.08).

 

*

 

Ugens digt, uge 30/2013

 

Etude nr. 1

 

ENGANG VIL FRØENE SPIRE

 

De hvide sommerskyer

træder let på de spidse huse,

og folk driver trægt over gaderne.

Udenom arbejder markerne stille,

mens byens energi kantes

i hårde frø.

 

De gamle dage gemmer sig

i jorden under husene,

og ingen ved, hvor skyerne

farer hen.

Gadernes nutid

stopper ved bygrænsen.

 

Højt oppe er himlen blå og fast,

og langt ude når den markerne

i jordstregens åbne lukke.

 

Engang vil frøene spire

ude på den anden side

i den dybe gamle jord.

 

12.07.13

 

 KOMMENTAR: Dette digt er det første i den nye digtrække "Etuder". Som navnet siger, er der, i hvert fald i udgangspunktet, tale om nogle øvelsesdigte, hvori jeg afprøver de poetikalske og poetologiske ting, jeg rent teoretisk er nået frem til - med de temaer, jeg allerede opererer med, men også med de nye temaer og motiver, der kommer til at melde sig. Det er jo meningen, at "den endnu kun mulige virkelighed" skal manifestere sig i digtene. Så jeg har nogle ting, jeg bevidst søger efter, men er ifølge mit koncept også hele tiden åben for ting, der viser sig helt af sig selv. Jeg håber, disse forsøg vil føre frem til noget mere.

 

 

Ugens digt, uge 31/2013

 

Etude nr. 2

 

HEGNENE OG MIG

 

Et hegn over marken

eller langs vejen

er ikke noget særlig særligt.

Netop!

Åbenbarelsen ligger altid

i det ikke særlig særlige.

Small is revealing!

 

Og selv om et hegn heller ikke

er ligefrem natur,

hvad der jo ikke er

noget i Danmark der er,

er det måske på en måde

noget af det, der er mest natur;

det ligger jo bare

sådan imellem.

 

Hvortil kommer,

at et hegn altid

strækker sig i en retning.

Også mer end vejen gør.

 

Åh kære hegn

med græs om fødderne!

Striber af dybe mønstre,

streger mod fjerne lande og tider!

I trækker mit hjerte ud

i det heles store bryst.

 

18.07.13

 

*

 

Ugens digt, uge 32/2013

 

Etude nr. 3

 

DEN YDERSTE FORM

 

Markerne runder sig blødt,

og ude bag skovene

venter alle verdens piger

i drengens vage drøm.

 

Foreløbig går han alene

på den glatte, hårde asfalt,

og jorden langs vejen

er flad og tør.

 

Men under den blå himmel

driver skyerne derudad

i skiftende former

for til sidst at optage alt.

 

19.07.13

 

*

 

Ugens aforisme, uge 32/2013.

 

De, der går middelvejen, kan godt komme til at vade i lort. Nemlig det halve af den ene slags lort blandet sammen med det halve af en anden slags lort. - 07.08.13.

 

I KOMMENTARFELT: Denne aforisme kom til mig ved midnatstid natten mellem 7. og 8. august 2013 - under en rygepause midt i store poetik-overvejelser! Og jeg måtte straks slå den op. Hvis der er sarte sjæle blandt mine venner, må de undskylde udtrykket. Men det udtrykker en sandhed.

 

*

 

Ugens digt, uge 33/2013

 

Etude nr. 4

 

ELEMENTÆRT

 

Landskabet er grundlæggende jord,

men vandet står få meter nede,

og det cirkulerer i alle planterne,

og i luften ses det som skyer

under Solens ild.

 

Jeg er mig,

det står fast.

Det er mine knogler

og mit kød,

og det er mit blod

gennem mit hjerte

og min hjerne.

Følelsen strømmer,

tanken flyver,

viljen driver alt.

 

20.07.13

 

*

 

Ugens digt, uge 34/2013

 

Etude nr. 5

 

DIGTENES MARK

 

Ja, det er landskabet,

jeg ser med mit øje,

med himlen over

og horisonten derude.

Altid landskabet.

Og det kan der fortsat

skrives digte om,

dog i og for sig kun

som om alt muligt andet.

 

Men landskabet er mere

end i og for sig.

Landskabet med himlen over

og horisonten derude

bliver ikke bare set med øjet;

det trækker længslen ud af brystet,

langt ud mod det usete fjerne,

og det er spejl for et dybere blik

i det værende og det kommende,

indtil det bliver den mark,

hvor alle mulige digte gror.

 

22.07.13

 

*

 

Ugens digt, uge 37/2013

 

Etude nr. 6

 

DOG STADIG SIMPELT

 

Min forrige computer døde af kaffe.

Men harddisken blev reddet,

så jeg også fik overført det,

der ikke var i ekstern backup.

Og jeg har den endnu hos mig,

så jeg kan vende tilbage til den,

og jeg sidder og kigger på den,

mens jeg får den nye computer bragt i orden,

så alt bliver som i dens døde forgænger.

 

Det er svært nok

at få genskabt alle indstillingerne:

Værktøjslinjen Hurtig adgang.

Typografien Normal.

Autokorrektur.

Autotekst.

Felter.

Mailprogrammet.

Internetbrowseren.

Men jeg ved jo slet ikke,

hvad der egentlig sker.

 

Og det hjælper ikke,

at jeg kigger på den gamle harddisk.

Det bliver det hele bare

endnu mere utroligt af.

At alt det kan være

i denne lille æske!

Og jeg kan ikke se,

hvad der er indeni.

Kun en hel masse kobberpletter

på en grøn plade.

Det er vel enderne

af nogle ledninger.

Og en rund skive inde i midten

med fire printbaner på.

Men selv om jeg kunne

se, hvad der er indeni,

ville jeg jo ikke kunne se,

hvad der foregår derinde.

 

Måske blev jeg lidt klogere,

da jeg på Nettet fandt en artikel,

hvor der stod noget om

platters,

spindel,

enhedshoveder,

skydere,

actuator,

logicboard

og så videre.

Men det blev egentlig bare

endnu mere utroligt.

 

Det er dog stadig simpelt

i forhold til min hjerne.

Og det er andre hjerner,

der har lavet det.

Jeg tror heller ikke,

det ender med,

at det tager magten over os.

Ikke som sådan.

Men vi er i hvert fald

i gang med at give os selv

en kæmpe udvidelse.

 

26.07.13

 

*

 

Ugens aforisme, uge 39/2013

 

I den forrige bibeloversættelse hed det meget fint, at Adam "kendte" Eva, så hun blev gravid. Men ellers er der jo ingen ord for denne aktivitet, der ikke er enten kliniske eller vulgære. Hvor er det for eksempel ærgerligt, at man kun kan sige "learning by screwing", når det har noget med møtrikker og bolte at gøre! - 19.09.13. - Ugens Facebook-aforisme uge 39/2013.

 

KOMMENTAR: Denne kommentar skal ikke kun læses som en kommentar til ovenstående aforisme, men også som en lille del af den poetik, som fremlægges på min internetunderside "Poetik". For når jeg undtagelsesvis giver en aforisme en kommentar - og dermed risikerer at ødelægge den - er det ikke så meget, fordi denne er et af de få tilfælde, hvor jeg gammeldags og pæne mand siger noget frækt i en tekst. Det må mine venner og øvrige læsere finde sig i. Nogle gange er det simpelt hen nærmest nødvendigt at være lidt "frisk", ja, jeg hører jo til den generation af præster, af hvem det ligefrem bredt forventedes, at de var friske, i hvert fald ikke hængemulede. Jeg mener dog ikke, jeg har overdrevet i den retning. - Nej, det er ikke af den grund, selv om jeg altså i min egenskab af i hvert fald en slags digter vil påberåbe mig retten til at gå ret langt i denne henseende. Denne aforisme er nemlig blevet til, mens jeg sad og skrev nogle poetik-overvejelser og (igen-igen) var kommet til min bestemmelse af poesien som "den elskende og kendende forholden sig til virkeligheden". Her spiller jeg jo klart på den dejlige ordlyd i den forrige bibeloversættelses gengivelse af 1 Mos 4,1: "Adam kendte sin hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain …". - I sammenhængen var jeg kommet til forholdet mellem pdes. teorien, især den teoretiske poetik, og pdas. livet og digtene. Og jeg skrev om min ret store skepsis over for al teori, idet jeg jo mener, at man først og fremmest lærer tilværelsen at kende ved at leve. Ja, jeg citerede min aforisme fra 2010, hvori jeg spiller på Karl Marx (hvad der jo for mit vedkommende også er lidt frækt): "Karl Marx sagde, at filosofferne hidtil har fortolket verden, men at det, det kommer an på, er at forandre den. Jeg siger, at det, det kommer an på, er at leve i den". Og jeg fortsatte: "Og når jeg udtrykkeligt siger "elskende og kendende", og dermed spiller på 1 Mos 4,1, mener jeg dermed, at alle vi Adam'er og Eva'er kender hinanden, lærer hinanden at kende gennem den rent faktiske ægteskabelige omgang. (En sidebemærkning: Hvorfor findes der ikke et ordentligt ord for at dyrke sex? Hvorfor kan jeg fx ikke sige 'learning by screwing'?!)". - Og så stoppede jeg op for at prøve, om jeg kunne få en aforisme ud af dette spørgsmål. Det endelige resultat blev ovenstående aforisme. Men jeg måtte gennem flere forsøg, før jeg fik forenklet aforismen til ovenstående form. Jeg ville jo gerne have med, at det ikke er sex i snævrere forstand, det først og fremmest drejer sig om i denne del af min poetik. Ja, jeg prøvede at få ordene "den elskende og kendende forholden sig til virkeligheden" med. Men det kunne jo ikke lade sig gøre. En aforisme må ikke være for lang, og den må kun handle om én ting. Det er altså derfor, jeg er gået så vidt som til at ledsage aforismen med denne oven i købet meget lange kommentar - som altså er blevet et helt lille afsnit i min poetik. - Hvis jeg nu skal prøve at slutte kort, vil jeg sige, at der i denne del eller side af min poetik heller ikke er tale om et forsøg på at "erotisere" virkeligheden. Noget sådant er jeg direkte imod. Ikke af moralske (eller pænhedsmæssige) grunde. Dem er jeg jo parat til at se bort fra, hvis det er nødvendigt. Nej, af langt større og vigtigere grunde. Det er simpelt hen for lidt at udtrykke sammenhængen mellem den menneskelige parforholdskærlighed (selv om den jo omfatter langt mere, end lige bare "det") og forholdet til virkeligheden overhovedet, gennem en erotisering af virkeligheden, fx landskabet. Med al respekt for parforholdskærligheden kan den ikke bære en sådan udvidelse, ja, udbredelse over resten af virkeligheden. Ja, her bliver jeg mere end bare moralsk eller "pæn", nemlig teologisk. For hvis man "erotiserer" på denne måde, ender man i afgudsdyrkelse gennem en guddommeliggørelse af det erotiske. Parforholdskærligheden er kun guddommelig, for så vidt som den er (hverken mere eller mindre end) en del af det aftryk af sit forhold til sin skabning, Gud har givet menneskelivet. Og dermed er parforholdskærligheden også kun en del af den "elskende og kendende forholden sig", jeg taler om i min poetik. Hvilket ikke skal trække noget fra det helt særegne ved parforholdskærligheden. Det afgørende er, at den ikke skal "overanstrenges" gennem forsøget på at erotisere den øvrige virkelighed. Men når den "elskende og kendende forholden sig" er den store fællesnævner, der har hele Guds forhold til sin skabning bag sig, bliver parforholdskærligheden hverken overanstrengt eller berøvet noget, og kærligheden til livet og tilværelsen overhovedet bliver pdes. ikke klemt inde i en snæver erotisering, men får pdas. alt, hvad den skal have, ved at være sat ind under denne fællesnævner. - Teologisk kan man sige, at i forhold til Gud står mennesket på sin side af forholdet mellem Gud og hans skabning, men i forholdet til såvel sin særlige menneske-partner som hele (den elsk-værdige del af) virkeligheden overhovedet står mennesket på en måde, der er et aftryk af Guds forhold til sin skabning. - Og så til allersidst: Man kan også sige, at i virkeliggørelsen, både i almindelighed og poetisk, af det, jeg kalder "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", som jo i netop den allerstørste forstand går ud på at lære Evangeliets Gud at kende gennem engagementet i den skabte virkelighed, gælder det "learning by living" og "learning by loving". Ja, sådan kan man jo også bare udtrykke det!

 

*

 

Ugens digt, uge 40/2013

 

OG ANDRE STEDER

 

Vi har været på hele jorden.

Sydpolen og Nordpolen,

Mount Everest og Amazonasregnskoven.

Der er selvfølgelig en hel del kvadratmetre,

som ingen menneskefod har rørt,

men ellers er det de store vanddybder,

vi sådan set mangler.

 

Og vi har været på Månen

og har da en del isenkram på Mars,

som bliver det næste.

Og der er Jupiters og Saturns måner,

hvor interessante de så er

i denne sammenhæng.

 

Men det virkelig interessante bliver

de nærmere stjerners eksoplaneter.

Og vi skal nok nå derud.

 

Ja, vi skal nok nå derud,

og det bliver stort.

På en anden måde end

Columbus og Magellan og Cook

og Amundsen og Scott,

og hvem der nu var den

første på Nordpolen,

og Edmund Hillary og Tenzing Norgay

på Mount Everest.

Der går ingen hundeslæde

til HD189733B,

men de første, der kommer

et sådant sted hen,

vil selvfølgelig blive husket,

selv om bedriften vil skyldes mange

i en enorm organisation

gennem meget langt tid.

 

Jo, vi skal gøre det,

og bedrifterne og opdagelserne

skal beskrives og besynges.

Men der er andre steder,

vi ikke har været.

Man kan sige: inde i os selv.

Det gjorde Novalis:

Nach innen geht

der geheimnisvolle Weg!

Men nach innen og nach innen;

det kan godt ende inde bag navlen.

Nej, det helt store bliver

at gå ind for at komme ud

på helt anderledes måder

og se helt nye ting,

der hidtil kun har været

mulige dele af Virkeligheden.

Hvad jeg mener med det?

Prøv!

 

24.09.13

 

*

 

Ugens digt, uge 41/2013

 

HELT SIG SELV

 

Han er en af dem,

der aldrig siger noget.

Altså ikke egentlig siger noget.

For han sagde da goddag,

da han kom.

Og han svarer et eller andet,

når man henvender sig til ham.

Men han henvender sig ikke selv,

ikke hvis han kan undgå det,

og aldrig sådan rigtigt.

 

Han har et arbejde,

og dér må han vel sige,

hvad der skal til.

Og så har han sit eget liv.

Utvivlsomt! Netop!

Det er det,

han ikke vil afgive noget af

og ikke vil have forstyrret.

 

Måske læser han meget,

hører radio, ser tv,

går måske i biografen, i teatret,

tager til sig af det hele.

Ja, mere eller mindre.

Men noget må han tage til sig.

 

Og så samler han det

i sin egen person.

Det må han gøre.

Han må også tænke meget.

Og han må have en opfattelse

af sig selv som person.

 

Det kan være, han mener,

han er Universets højdepunkt,

og har nok i, at det er sådan.

Men han kan også være

mere beskeden

og være tilfreds med,

bare at være sig,

helt enestående,

helt sig selv.

 

Og han generer jo ikke nogen.

Han begynder ikke at lave terror.

Ønsker ikke nogen form for indflydelse,

vil bare have sit liv for sig selv.

 

Jamen så lad ham!

Han tager jo heller ikke noget fra nogen,

når han tager til sig

ved læsning og den slags.

Han skylder ikke nogen noget.

Nej, ikke på den måde.

Men gør han det alligevel,

ved at være til,

ved at gå iblandt os?

Mærker vi ikke et koldt hul

i fællesskabet?

Et ubehag ved, at han slet ikke

vil dele noget af sit liv med os?

Men lad ham!

Bare han selv har det godt.

 

04.10.13

 

KOMMENTAR: Dette digt afspejler mine løbende overvejelser over forholdet mellem individet og fællesskabet/fællesskaberne. Der kommer nok også flere digte med dette tema (ligesom der tidligere har været nogle). Når man først er kommet i gang, ser man, det er et meget stort spørgsmål. Også langt ind i teologien. Og på flere måder meget aktuelt. Hvad det jo har været længe, i både filosofien og litteraturen. Jeg vil skrive en del om det i mine teoretiske tekster (på hjemmesiden).

 

*

 

Ugens digt, uge 42/2013

 

VED VEJEN

 

Han står stadig i sin indkørsel

i sit arbejdstøj og sine træsko

og ser på trafikken,

mens han venter på

at skulle ind og spise.

Der er måske ikke så mange

tilbage af hans slags,

men han er der endnu.

 

Hvad tænker han,

mens livet passerer forbi?

Og hvad ser han,

når der ikke er nogen på vejen?

Ser han så langt ud

mellem husene på den anden side?

Og ser han måske også tilbage

over sit eget liv?

 

Åh, du lille gammeldags mand!

Du dyrker måske

den sande meditation,

den dybeste refleksion.

Men du siger ikke noget,

når du kommer ind

til konen og aftensmaden.

Du har haft din egen

lille stund med livet.

 

08.10.13

 

*

 

Ugens digte, uge 43/2013

 

TO DIGTE OM MIG I DET HELE

 

1. MIG OG DET ANDET

 

Denne krop med disse øjne

er en del af Universet.

Måske er min krop

bare et af de mange steder,

hvor Universet ser på sig selv?

 

Men jeg oplever jo,

at det er mig, der ser,

ja, så snart jeg ser,

oplever jeg, at jeg er mig.

Og så siger jeg jeg,

og jeg siger mig,

og jeg siger min krop.

 

Og så er der

på den ene side

mig

og på den anden side

alt det andet.

Selv om min krop stadig

er en del af Universet.

 

Der skal ikke komme nogen

og sige, at jeg ikke findes.

De indrømmer jo,

at jeg findes,

så snart de siger det til

mig.

Og indrømmer forresten,

at de selv findes,

så snart de åbner munden.

 

Men hvor og hvad

er så jeg?

Jeg er vel sammen med

min krop.

Det er min krop,

og jeg er mig.

Jeg kan ikke

være et andet sted

og ikke være intet sted.

Eller er jeg noget andet

end et sted?

Er jeg noget andet

end et sted

sammen med min krop,

som er her?

 

Jeg er mig,

og hele Universet

er omkring mig.

Nu må jeg se.

 

17.10.13

 

 

2. MIG OG DE ANDRE

 

I Universet er jeg

mig,

og Universet er

det andet.

Jeg er mig,

og alt det andet

er noget andet.

 

Men så er der jo også

alle de andre.

Og de er ikke noget andet.

Uden dem ville jeg ikke

være et menneske.

Uden dem ville jeg ikke være mig.

 

Mig i os,

os i mig,

men stadig mig som mig.

 

Allerede før min fødsel

var jeg en del af flokken.

Flokdyrsprogrammet i mine gener

var blevet udviklet gennem

årtusinder og årtusinder.

Mit Jeg er en del af arten.

Mit Jeg er fyldt med art!

 

Og så var der min mor

og min far

og alle de andre

og skolen

og bøgerne

og det alt sammen.

 

Jeg flyder i historien,

og historien flyder i mig.

Alt er bag mig

og omkring mig

og i mig.

Men mine arme slår,

og min mund går:

Her kommer jeg!

 

17.10.13

 

*

 

Ugens digt, uge 44/2013

 

MIN JEGFUGL

 

Mit Jeg's usynlige fugl

svæver i intetstedets ikkerum

men ser stjernerne

gennem øjnene

i mit kraniums benhuler,

og mærker jordens tryk

mod mine fodsåler.

 

Fuglene flyver i flok

efter de gamle programmer,

og deres netværk udbygges

i stadig tættere integration.

Jeg har min plads i formationen,

og mine indbyggede antenner

modtager og sender, som de skal,

så alt lagres og spiller med.

 

Min usynlige jegfugl sanser

mellem stjernerne og jorden,

flyver i flokken,

svæver som sig alene

i sit intetsteds ikkerum.

 

23.10.13

 

*

 

Ugens digt 1, uge 45/2013

 

FORFRA

 

Da tomheden var blevet total,

imploderede alle de nye glashuse,

og de, der var derinde,

svandt ind til helt ingenting.

 

Gadernes kæmperotter

gnavede i de fede betonklumper

og skar i hinanden

med glassplinterne.

 

På en ø langt borte

prøvede en at bygge

et hus af træ

ved hjælp af en rusten økse

og en gammel brødkniv.

 

29.10.13

 

*

 

Ugens digt 2, uge 45/2013

 

DEN LILLE GRØNNE SOL

 

De spredte træer på græsstykket her

holder på de sidste gule blade.

Nogle har dog måttet give slip

og gå helt i vinter.

 

Øen ude i søen er tæt og tyk

af træer med blade på,

gule og brune og stadig grønne,

som sad der endnu kræfter fra isens tid

i dens oppressede ler.

 

På denne side af vandet

er ét træ helt grønt endnu,

af kræfter fra dette år,

en lille grøn og bladtung sol

med sit eget kompakte lys,

svævende uberørt

i sit restsommerfelt.

 

29.10.13

 

*

 

TO DIGTE TIL UGE 46

 

Ugens digt 1, uge 46/2013

 

DET ER DER

 

Engen under København,

livet under stilen,

båndene under netværket,

ansigtet under image'et.

 

01.11.13

 

-  -  -

 

Ugens digt 2, uge 46/2013

 

BÆNK I NOVEMBER

 

Bænken står våd i novemberregnen.

Dens klippede niche i tujaerne

skærmer ikke meget.

På græsplænen foran

ligger gule og brune blade

fra de næsten nøgne træer.

 

I sommers sad et ungt par

på denne bænk og var lykkelige

med hver en arm om hinandens skuldre,

ung krop mod ung krop,

tæt sammen i det tætte Nu,

uden tanke på aftensolen,

som lyste fremtiden ind over dem,

inden den gik ned i natten.

 

04.11.13

 

*

 

Ugens digt 1, uge 47/2013

 

PÅ DEN ANDEN SIDE

 

Jeg så mig længe omkring

for at se, om jeg kunne finde

noget ekstra i verden.

Men alle tingene ordnede sig

i en kreds af blå masker,

der bare stirrede tilbage

med døde spottende øjne.

 

Til sidst blev jeg træt,

og mine øjenlåg begyndte

at synke og lukke til.

Da lyste en af maskerne

i en gylden transparens,

som lod mig se, at

alle tingene havde mere

på den anden side.

 

04.11.13

 

*

 

Ugens Digt 2, uge 47/2013

 

NEUTRALT

 

Parkeringspladsen

er det neutrale sted mellem

arbejdet, indkøbet og hjemmet.

De grå flisesten og ansigter

er også neutrale,

og ingen ser på dem.

 

Varslingssirenen

på den anden side af vejen

rager op i trærækken

og truer med fjerne katastrofer.

 

Men alle er bare på vej hjem til

den hurtige mad og den korte aften.

 

08.11.13

 

*

 

Ugens digte 1 og 2, uge 48/2013

 

MIN PARABOL - 1

 

Parabolen peger lavt

ud over horisonten mod

Astra 19.2,

Hotbird og

Thor 5/6

35.786 kilometer ude

og modtager signaler fra jorden.

 

1705 kanaler med alt muligt,

nej, ikke alt muligt;

der kunne være meget mere,

og det meste er junk og reklamer.

Den globale landsbys basar

er åben hele døgnet,

og de indfødte sidder og glor.

 

11.11 13

 

MIN PARABOL - 2

 

Hvis min parabol kunne modtage

noget ude fra stjernerne?

Men der er jo intet derude,

der ikke bunder i det samme

som tingene og vi her.

Så lad os bare blive ved at sende

op til de nære satellitter og ned igen,

bare vi ser dybt nok!

 

11.11.13

 

*

 

Ugens digt 1, uge 49/2013

 

JERNRØRET

 

Dette rustne jernrør!

Fire centimeter tykt,

to meter højt,

cirka femten grader

til venstre for lodret.

Engang bar det trådene

til et espalierpæretræ,

men de er væk nu,

og de yderste pæregrene

rører kun lige ved det.

 

Et såre ydmygt motiv!

Men et motiv er det;

det er jo anderledes

end alt det andet

inden for mit køkkenvindues

ramme.

Det står skråt op mellem

pæretræet og alle buskene

og det halve fyrretræ

til højre for hushjørnet bagved,

og det vinkler sig rustent

mod det lodrette

lysegråt patinerede,

men endnu friske

nedløbsrør

lige ved hushjørnet.

 

Rustne hældende jernrør!

Hvad skulle du ellers have været?

Et vandrør et sted?

Med vand til en familie

i et hus?

En bærer af livsvandet,

helt konkret?

Nu har du båret pæretræet,

som imidlertid har klaret sig selv

i flere år

og endnu giver dejlige pærer.

Alene, overflødig er du,

til ingen nytte mere,

men et tegn på meget.

Du står i jorden,

dit jern kom fra.

Hvor var det henne?

Du vidner om alle

de andre vandrørs liv,

og du hælder næsten kærligt

mod det træ, du bar.

 

Rustne jernrør!

Du skiller dig ud.

Du har en historie.

Rusten viser tiden.

Men så står du skråt.

Det er det vigtigste.

Med dine femten grader

tegner du

din egen dimension,

en vinkel til dybe

endnu ikke sete ting.

 

13.11.13

 

*

 

Ugens digte 2 og 3, uge 49/2013

 

TUR MED GRAVHUNDE - 1

 

Mine to gravhunde rykker frem

foran mig i deres lange liner.

Det kan være tæt side om side,

sele ved sele,

som Cromwells ryttere

stigbøjle ved stigbøjle.

Men det kan også være

parallelt med afstand

eller i tohundes enkelt kolonne.

Eller det kan være med

den bageste noget ude til venstre

som to jagerfly på patrulje.

Urgamle kampformationer,

udviklet og bevaret

i biologiens grumme maskineri.

Men de er smukke sådan.

Hvad siger det om kampen?

Hvad siger det om skønheden?

 

28.11.13

 

 

TUR MED GRAVHUNDE - 2

 

Mine to gravhunde har lang line,

og snart er de ude foran,

snart er de bag mig

eller inde ved en interessant græstot.

Alt bliver undersøgt.

Der vejres og snuses.

Har en hanhund tisset her?

Har en hunhund tabt noget?

Bor der en mus under græsset?

Der kan være mange gode grunde.

Måske er de også nysgerrige.

Oplever de verden?

Er der et overskud,

som peger frem mod mig?

 

28.11.13

 

*

 

Ugens digt, uge 50/2013

 

BODIL

 

Bodil blev brugt som porno

i alle medierne,

stormporno.

For det var jo mest

meldingerne og billederne

fra ulykkerne og ødelæggelsen,

der fascinerede.

Men der var altså også

hendes vilde kurver

og rasende stød,

kvælstof- og iltmolekyler

i voldsomme former

hidset op af den lille,

men ophedende mængde

af farlig CO2.

Ja, allerede i denne simple

hårde krop af luft

viste Solen, hvad den kan,

når dens energi udfolder sig

i strukturerne her hos os.

 

10.12.13

 

NOTE - Bodil var det danske navn på den storm, der hærgede omkring den 5. december 2013.

 

KOMMENTAR i Facebook: Dette digt har rumsteret i hovedet på mig siden de dage. Tag det for, hvad det er!

 

*

 

Ugens digt, uge 51/2013

 

MELLEM HIMMEL OG JORD

 

De store glatkantede huse

af beton og stål og glas

spærrer for udsigten,

og deres fundamenter

hindrer, at der gås i dybden.

Der er heller ikke særlig inderligt

inde i dem.

Men de repræsenterer da

menneskeånden an sich,

mellem himmel og jord.

 

03.12.13

 

*

 

Ugens digt, uge 2/2014

 

HELLIGTREKONGERSLYSET

 

Jo, det er rigtigt;

året er vendt!

De første to uger

stod det halvvejs stille.

Solen stod senere og senere op

flere dage efter solhvervet.

Så det gav ikke ret meget,

at den var begyndt

at gå senere ned.

Men nu går det stærkt.

Solen står tidligere op

og går senere ned

et minut eller to hver dag.

Lyset står stærkt

i den kuldeklare luft.

Vintergækker og erantis

er begyndt at komme op.

Helligtrekongerslyset!

Her begynder det!

Lad det bare fryse og sne

de næste to måneder.

Intet kan tage denne klare

begyndelse fra os.

 

23.12.13

 

KOMMENTAR: Dette helligtrekongersdigt slås op her tirsdag den 7. januar 2014, den første dag efter helligtrekongers dag (helligtrekongerssalmen skulle stå øverst hele helligtrekongers dag). - Det kan måske undre nogle, at dette helligtrekongersdigt er skrevet allerede lillejuleaftensdag. Men den 23. december 2013 var der på grund af den klare luft og himmel faktisk "helligtrekongerslys" over Lolland. - Digtet handler egentlig kun om selve sol- og lysforholdene (og dermed min følelse) omkring og efter 6. januar. Men hvis man absolut vil se en teologisk symbolik i det, kan man godt gøre det. Jf. navnet "epifanidagen" for 6. januar, altså den dag, vi kalder helligtrekongers dag (epifani = åbenbarelse, tilsynekomst, fremtrædelse; om Jesus Kristus). For os kristne er Kristus det sande lys, den sande sol. Og når dette lys er i verden, kan det blive så mørkt og koldt, det vil; så har vi Hans lysende fremtid (Guds Rige) foran os. Og så er det underordnet, hvilke forestillinger vi gør os; vi har under alle omstændigheder håbets lysende horisont foran os. - Ja, så fik jeg alligevel "prædiket" lidt. Det kan man jo også altid gøre. Men jeg understreger, at digtet altså egentlig kun handler om de astronomiske og meteorologiske forhold, ja, de biologiske (vintergækker og erantis), og om mine helt umiddelbare følelser derved. Det ligger jo i hele min poetik, at medmindre der udtrykkeligt er tale om særlige, med salmer beslægtede "kristelige digte", finder mine digte sted på den "statholdermark", som ganske vist er omgivet af kristendom til alle sider, men på hvilken jeg så vidt muligt forholder mig helt frit og "uafvidende" til eksistensen og verden. Der må ikke finde "kristelig overklistring" sted og ikke bruges en "kristelig facitliste". Kun på den måde kan poesien nemlig tilføje den erkendelse og livsudvidelse, som "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement" kræver. - Interesserede kan se mere om dette på min hjemmeside, undersiderne "Grundtvig", "Kirke og teologi" og "Poetik" - www.bentchristensen.dk - Nu blev dette også en lille introduktion til digtene i 2014!

 

*

 

Ugens digt, uge 3/2014

 

HVOR ALTING HØRER OP

 

Først var alting bare,

og jeg levede i det

og hørte til i det.

Hvormed jeg også selv

bare var.

 

Senere lærte jeg så meget,

at alt det andet

nærmest holdt op med at være.

 

Der var selvfølgelig stadig

jorden og vandet og luften

og Solen og alle stjernerne.

Men ikke på samme måde som før.

Og det var meget tvivlsomt,

hvad alle de andre var,

og alt det, de havde lavet,

og underlig ivrigt

blev ved med at lave.

 

Men jeg holdt ikke selv op

med at være.

Og jeg søgte efter noget,

der var noget.

Måske ude ved alle tings rand.

Dér måtte det vise sig!

Ja, hvor alting hører op,

må det nye begynde!

 

07.01.14

 

*

 

Ugens digt, uge 4/2014

 

I MORGENMØRKET

 

På den sorte vej

gennem den sorte morgen.

De andres lygtepar svæver

omkring min dobbeltkegle

og bliver efterhånden til stjerner

i det grænseløse rum,

mens mit eget lille felt

står stille og lukker sig til.

Morgenmørket åbner sig

mod alt eller intet.

Mit eget lys trækker sig sammen

og koncentrerer sig til sidst

i et punkt dybt under mit hjerte.

 

14.01.14

 

*

 

Ugens aforisme, uge 4/2014

 

Kunsten som religionserstatning er nihilistisk set umulig, kristeligt set overflødig. - 22.01.14

 

*

Der var ikke noget Ugens digt i uge 5, hvor min kyndelmisse-evangeliesalme (se undersiden "Salmer og kristelige digte") blev sat på om mandagen og stod til fredag eftermiddag, hvor evangeliesalmen til 4. søndag efter helligtrekonger blev slået op.

 

*

 

Ugens digt, uge 6/2014

 

JEG BLANDER MIG MED DEM!

 

Mine fødder står på jorden,

og himlens halvkugle hviler

langt ude til alle sider.

Bag mig er alt, hvad der er sket,

og til højre og venstre for mig

sker det hele fortsat.

 

Alt er, som det er,

og alt går, som det går.

Men kan jeg gå min egen vej?

Kan jeg flytte mine fødder

i mere end én retning

på den faste jord

under den tætsluttende himmel?

Og kan jeg påvirke det, der sker

til højre og til venstre for mig?

 

Jeg prøver at flytte min fod

og at se frem for mig.

Jeg aktiverer mit datalager:

Mine geners koder.

Alt, hvad der er downloadet

gennem hele mit liv.

Min viljes og min følelses

projekt- og søgeprogrammer.

 

Jeg projicerer et koordinatnet

ud foran mig,

så jeg kan stedfæste

de spændende ting derude,

Jeg projicerer billeder ud

til billedidentifikation

med de ting, der kan uddybe,

hvad jeg allerede har liggende.

Mine drømmes mønstre forbinder sig

med de symboltoppe, der rager op

fra det endnu kun muliges dyb,

og rummet foran mig

fyldes med nye manifestationer.

 

Jeg går frem i min nye verden,

hvor alt fyldes og vokser

og formes og farves.

Det breder sig bag mig

til både højre og venstre.

De kan ikke undgå berøringen.

Jeg blander mig med dem!

 

18.01.14

 

*

 

Ugens aforisme, uge 7/2014

 

Jeg har det med det at påvise det særligt danske, som jeg har det med gudsbeviserne. Enten er der ikke noget, og så hjælper hverken påvisninger eller beviser, eller også er der noget, og så er både påvisninger og beviser overflødige. - 05.02.14.

 

KOMMENTAR (på min Facebook-væg 10.02.14): Denne aforisme er destilleret ud af det, jeg slog op 4/2 om især det nok ret særligt danske ved ministeroverdragelserne, herunder ikke mindst gaveoverrækkelserne. - Og jeg kan føje til her, at min kone og jeg sagde til hinanden, da vi sad og så noget af det mandag eftermiddag, at det snart er en hel kunstart, så at sådan en eftermiddag kan måle sig med et godt show. (Onde tunger vil sige, at det jo også ER et show. Men hvad så? Når det er godt! Og når det alligevel har stor betydning, at det er netop sådan, man ønsker at vise sig).

 

*

 

Ugens digt, uge 7/2014

 

GULDGRAVEREKSPEDITIONEN

 

Vi gik ud langs fjordens østbred.

Det var en guldgraverekspedition.

Nogle steder i brinken

var der noget forvitret glimmer,

som godt kunne ligne guld.

Det samlede vi i vore små sække,

mens et skib sejlede udad,

måske mod Amerika,

hvor det rigtige guld var.

 

Da vi kom til det store sømærke,

gjorde vi holdt

og kravlede op i det.

Nogle af os i hvert fald.

Det var en manddomsprøve.

Flere af os skulle jo senere

blive soldater,

og andre dage øvede vi os i at

nedkæmpe fjendtlige landsætninger,

selv om vi ofte måtte

take a last stand i hegnet til

godsforvalterens køkkenhave.

 

Men vi gik videre

ud mod det åbne vand

og den disede himmel

for til sidst at forsvinde

i fremtiden.

 

23.01.14

 

*

 

Ugens aforisme, uge 8/2014

 

Bjergbestigeren bestiger bjerget, fordi det er der. Videnskabsmanden driver sin forskning, fordi det er godt at vide. - 06.02.14

 

*

 

Ugens digt, uge 8/2014

 

LIVET UNDER HIMLEN

 

Himlen er lige så gammel som Universet,

men dog ny fra i morges.

 

Fyrretræets rødder går 300 mio. år ned,

og dets grene og nåle rækker

gennem formiddagslyset

op mod Universets begyndelse.

 

Buskene runder sig tæt over jorden

og er fyldt med fugle,

der tykker sig i kulden

og holder sig varme bag fjerene,

mens de prøver at få kontakt med mig,

så jeg måske kommer ud

med lidt mad til dem.

 

24.01.14

 

*

 

Ugens aforisme, uge 9/2014

 

Jeg er ikke noget særlig godt menneske. Men så skulle I bare have set, hvis jeg slet ikke havde været kristen! - 12.02.14. - Men brugt som del af almindelige tekster gennem flere år.

 

*

 

Ugens digt, uge 9/2014

 

TIL DET YDERSTE

 

Ved det sorte hul hører alting op.

Det er den ultimative implosion,

hvorfra intet kan slippe ud,

hvori intet kan ses.

 

Men ikke helt.

Begivenhedshorisonten gløder,

og jetstrømmene

står ud fra begge poler.

 

Og hvad så

ude ved eksistensens rand,

hvor alting hører op

på en anden måde,

udad mod den totale intethed?

Hvad hvis det yderste

bliver presset til det yderste?

 

Vil randen så gløde?

Vil livskraften så stråle ud

mod nord og syd

med en styrke,

der overgår al forestilling?

 

Lad os prøve! Lad os drage

den yderste konsekvens!

Lad os holde op med at

gå og snakke indenom

inde i den bekvemme midte!

 

Ude ved den yderste rand

vil selv den mindste lille forskel

begynde at gløde

og selv den mindste lille ting,

der er noget,

skyde superkraftige stråler ud.

 

Lad os gå derud med

pligten på ryggen og

en lille glæde i hånden

og se, hvad der sker!

 

08.02.14

 

KOMMENTAR - som en service til de læsere, der måske ikke er helt klar over, hvad et sort hul i astrofysisk forstand er og kan: Et sort hul i den betydning, der her er tale om, kan, kort fortalt, være en kollapset stjerne (mindst nogle gange større end vores sol), der til sidst bliver så tæt og tung, at den ikke alene opsluger alt, hvad der kommer i nærheden af den, men også forhindrer alt i at undslippe, selv lyset og anden elektromagnetisk stråling! Begivenhedshorisonten er grænsen til det område, hvorfra intet kan slippe ud. Men ikke alene kan man regne ud, at der er et sort hul et sted, hvis de omkringliggende stjerner opfører sig på en sådan måde, at det må skyldes, at der er et meget tungt objekt inde i midten; man kan også nogle gange se en lysende skive af glødende gas, der er på vej til at blive opslugt af det roterende sorte hul, og stærke jetstrømme, der af en eller anden grund skyder ud i retning fra begge hullets poler, altså vinkelret på den glødende gasskive. Disse jetstrømme kan have hastigheder på op til i nærheden af lysets.

 

*

 

Ugens aforisme, uge 11/2014

 

Da jeg var ung, længtes jeg mod fremtiden. Nu er jeg glad for, at jeg ikke kommer ind i den. - 26.02.14.

 

*

 

Ugens digt, uge 11/2014

 

EN NÆSTEN READYMADE

 

Minist'ren holdt en tale.

Fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling.

Minist'ren holdt en tale; han sagde ingenting.

Han sagde ingenting.

Han sagde ingenting.

Minist'ren holdt en tale; han sagde ingenting.

 

19.02.14

 

KOMMENTAR: En "readymade" (færdiglavet) er normalt betegnelsen for en almindeligvis masseproduceret brugsgenstand, der indsættes i en kunstnerisk sammenhæng. Det berømteste eksempel er den pissoirkumme, Marcel Duchamps i 1917 med titlen "Fountain" (Fontæne) uden held forsøgte at få udstillet hos Society of Independent Artists i New York. Men der er jo kommet meget til siden. - Ordet "readymade" kan nu også bruges om flere andre ting. Når jeg har kaldt dette digt "En næsten readymade", er det i den forstand, at jeg har "udstillet" et vers fra den kendte vise "Mallebrok er død i krigen", men altså skiftet "præsten" ud med "minist'ren". Og så skal jeg nok undlade at kommentere mere, men overlade nydelsen og forståelsen af dette moderne stykke kunst til læseren. - For det tilfælde, at nogen kunne ønske at læse mere om Marcel Duchamp - og se et billede af "fontænen" - giver jeg dog lige dette link:

http://da.wikipedia.org/wiki/Marcel_Duchamp

 

I Facebook-kommentarfelt: Dette gælder dog ikke vor gode udenrigsministers udtalelser her under Ukraine-krisen!

 

*

 

Ugens digt, uge 12/2014

 

 

HORISONTEN

 

En lille digtrække 1-6.

 

 

1. Horisonten igen-igen

 

Horisonten.

Igen-igen.

Men den er der jo

hele tiden

og til alle sider.

Som mere end bare

den optiske synsrand.

 

Alt, hvad der ligger

på denne side horisonten,

kender vi.

Sådan da.

Men det, der ligger

hinsides horisonten,

er alt det andet.

 

 

2. Horisonten mod ingenting?

 

Hinsides horisonten,

ligger alt det andet,

siger vi.

Men det kan også,

når det kommer

til det yderste,

være ingenting.

Det må vi også

tage i betragtning.

 

 

3. Horisonten fysisk set

 

Men nu den optiske synsrand.

Rent fysisk set.

Den kan du forlænge

synslinjen ud over.

Også ved hjælp af

teleskoper og alt muligt.

Og så er der langt

til den intethed,

som det måske

rent fysisk

er umuligt at nå ud til.

Du ender snarere med

at se dig selv i nakken.

Og indtil da

er der dog noget,

selv om det meste

vel er tomt rum.

For det er det vel?

Der er jo ikke bare stjernerne

og gasskyerne og den slags,

men navnlig det mørke stof

og den mørke energi.

Hvad ved jeg?

Hvad ved vi?

Og der er planeter

omkring i hvert fald

nogle af stjernerne,

måske med liv,

måske med nogle som os.

Der er nok at tænke over,

selv om vi kun ser

og tænker

ad den optiske synslinje.

 

 

4. Horisonten i tiden

 

Horisonten er også

tidens åbne lukke.

Når du ser lige frem, ligger

alt, hvad der skal komme,

ude foran den.

Det hele.

Men især resten af

dit eget liv.

Så du længes og drages

og bliver ved at gå

samtidig med, at du

forlænger alt,

hvad du har i dig,

og alt, hvad du ved

om det bag dig

og det ved siden af dig,

derud.

 

 

5. Horisonten på den runde jord

 

Men hvis du nu ikke

bare ser lige ud i fremtiden

som sådan,

men krummer synslinjen,

så den følger jordoverfladen,

da bliver tiden historien

i fortid, nutid og fremtid.

Og da bliver det hele

fyldt med mennesker.

Ikke bare milliarder af

menneskekroppe,

men først og fremmest

hele det væv, de danner.

Menneskevævet.

Det er menneskevævet,

du går ud i,

når du går hen over jorden

ind i fremtiden.

 

 

6. Horisonten i menneskevævet

 

Du går alene over jorden,

vil gerne være dig selv,

men ude bag horisonten

er altid menneskevævet.

Du er også allerede i det,

når der ikke er et menneske

i miles omkreds,

men når du går fremad,

går du altid ind i det.

Det ligger som et lag

over hele jorden.

Og du er intet

uden som en del af det.

Spørgsmålet er bare,

hvad det ender som.

Et vævevæv,

et klistret lag,

som bare

væver og klistrer af sig selv,

mere og mere forskelsløst?

 

10-12.02.14

 

*

 

Ugens digt, uge 13/2014

 

DE FRIES MARCH

 

Bagude ligger alt, der bandt dem.

Frie og selvstændige går de frem

mod de grænseløse valgmuligheder.

 

Men de bliver på vejen

og holder trittet,

hver på sin plads.

 

På et tidspunkt begynder der

at komme brune plader på tøjet

og at vokse antenner ud af panden.

 

De ender i den store tue,

hvor alt er globalt og brunt.

 

04.03.14

 

*

 

Ugens digt, uge 14/2014

 

ØJESTRÅLENS VIRKNING

 

Ungdommens urtåge fylder stadig det hele.

En streng af kold plasma

dækker hele vejen frem til graven.

 

Men der er noget under dækket,

og mit øje må have udsendt en stråle

af en eller anden slags,

for pludselig opstår der en forskel,

som sætter en fortætning i gang,

og det fortætter sig,

og det hvirvler

og hvirvler og fortætter sig.

 

De ting, der lå under dækket,

trækkes ind og hvirvler med.

De indgår i det nye kosmos,

og nye forbindelser opstår.

 

Kalejdoskopiske mønstre i alle farver,

ting af alle slags,

billeder af alt, hvad der skulle have været,

billeder af alt, hvad der endnu kan komme.

 

20.03.14

 

*

 

Ugens digt, uge 15/2014

 

PÅ RETTE VEJ

 

Jeg befinder mig et forkert sted,

og det bliver værre endnu,

hvis jeg fortsætter ad denne vej.

Jeg må tilbage,

så jeg kan se, hvor vi gik forkert.

 

Men mit blik finder hvile i træerne.

Helt umiddelbart.

Jeg skal jo ikke 1,6 mia. år tilbage

og så op til løvtræerne

og tilbage igen og op til

et eller andet tidspunkt,

hvor vi mennesker gik forkert.

Træerne er noget helt særligt

i skovens dybe stille ro.

 

Mine tanker renses

i grenene og kvistene,

min følelse gror forfra

ud af den lyse bark

og favner nye ting.

Jeg behøver ikke

gå tilbage i tiden.

Jeg er på rette vej nu.

 

28.03.14

 

*

Uge 16/2014 var den stille uge, altså ugen før påske med palmesøndag, skærtorsdag og langfredag, og i den uge slår jeg jo altid kun salmer og salme-vers op.

 

*

 

Ugens digt, uge 17/2014

 

DERUDE FOLDES DET HELE UD

 

Jeg vil ikke sige, at jeg er bedst,

når jeg er helt alene,

men jeg må indrømme,

at jeg har nogle gode stunder

med mine landsmænd

og resten af menneskeheden,

når jeg færdes for mig selv

i landskabet og i skoven!

 

Men jeg har det da også godt,

når jeg for eksempel møder

en skovarbejder derude

og får en god lille snak,

eller en medkunde

i køen ved kassebåndet,

eller en landsmand et andet sted.

 

Jeg har det også godt,

når jeg er til gudstjeneste

eller til et eller andet folkeligt

eller kulturelt møde.

Det er ikke det.

Men hvorfor har jeg det

særligt godt ude mellem

markerne og træerne?

 

Det er måske, fordi jeg derude

er sammen med dem alle sammen

på en gang,

ja, i nutid, fortid og fremtid.

Ikke bare, fordi det hele

er én stor historisk skrift,

af fortids spor vor fremtid gror,

men navnlig, fordi det jo

kun er dér, der er plads

til os alle sammen.

 

Jeg ved da godt,

det først og fremmest

er inde i mit hoved, de er.

Men når jeg sidder derhjemme,

er de ligesom pakket sammen,

og når jeg taler med én

eller er sammen med flere,

er det mest bare det.

Ok, den konkrete repræsentation!

Men derude foldes det hele ud,

og det gror i luften

over markerne og mellem træerne.

 

Et landskab er en sjælstilstand,

folkeånden damper op af markerne,

og skoven er de bløde bøgestammers

forsamling gennem lange tider.

 

01.04.14

 

*

 

Ugens poetikalske aforisme (fragment), uge 17/2014

 

Et motiv er en ting eller et fænomen, der træder frem af den almindelige foreliggende virkelighed som noget, der allerede i sig selv repræsenterer noget mere. - 23.04.14.

 

*

 

Ugens digt, uge 18/2014

 

MIN REGNBUE

 

Jeg har min egen regnbue.

I hvert fald en bue, der har

sin anden fod i det fjerne

og en skat derude.

 

Det kan jeg se,

for der er allerede godt her.

Min egen lille verden

på et godt lille stykke jord.

 

Og jeg kunne blive her.

Jeg kunne bare dyrke min jord

og se, hvad der er i den.

Dybest set er det nok det samme

som ude ved den anden fod.

 

Men jeg vil alligevel derud.

Ikke bare for at se,

om det virkelig er det samme,

men også fordi, der er noget i buen,

der drager.

 

Ja, det er selve buen,

der er det afgørende.

Den fjerne skats farver

er allerede i den.

Og de oplyser også

det stykke, jeg står på.

 

Åh, min længsel!

Åh, min regnbue!

Åh, min skat!

 

01.04.14

 

*

 

Ugens aforisme, uge 19/2014

 

Før sagde alle: Vi må følge med udviklingen. Nu siger mange: Vi må følge med afviklingen. - 05.05.14

 

KOMMENTAR: Det er jo noget, man normalt ikke skal gøre, men jeg vil alligevel give denne aforisme en kommentar. Med "afviklingen" tænker jeg på mange ting, fx traditionelle arbejdspladser, landsbyerne i Udkantsdanmark (fx Lolland) og Folkekirken. Men det gælder jo mange andre områder og forhold.

 

*

 

Ugens digt, uge 19/2014

 

LYSMAST MED DÆKSEL

 

Det rustne dæksel

på den galvaniserede lysmast

er delt op af en grå stribe

over og under en plombe,

og en stribe af rust

løber ad mastens nederste del.

 

Under dækslet venter ledningerne

på, at noget skal gå galt,

og striberne minder om,

at hele elnettet kan bryde sammen,

ramt af en stor forstyrrelse,

et sammenbrud,

som splitter og lammer alt.

 

Men masten,

allerede godt korrosionsmærket,

vil måske blive stående i lange tider

som et smalt gråt minde

over den elektriske tid.

 

14.04.14

 

*

 

Intet digt i uge 20 på grund af bededag.

 

*

 

Ugens digt, uge 21/2014

 

LYSEBRUN KAT

 

Lysebrun kat på et koldt paptag.

Den ligger lidt i læ ved

et opragende murstykke

og får lidt varme

af aprilsolen gennem skydækket.

Klør sig under hagen med bagpoten,

og ryster hovedet.

Betragter en mand, der slår græs.

Ser den på mig nu?

 

På parkeringspladsen går folk

med deres indkøbsvogne.

Byen summer af biler.

Radioen refererer de seneste

politiske manøvrer og stridigheder.

 

Katten vender ryggen til.

 

24.04.14

 

*

 

Intet digt i uge 22 på grund af Kristi himmelfarts dag.

 

*

 

Ugens digt 1, uge 23/2014

 

Nattevinduesdigt 1/2014

 

SKYDÆKKE MED RULLEBÅND

 

Den øverste del af vinduet

er dækket af et underlig blåt

skydække, måske Ukraine-blåt

med lyst håb og sort trussel i.

Det kan også ligne en tv-skærm.

Forneden kører et rullebånd

fra højre mod venstre

med små skyklumper som skrift.

Men det er jo kampvogne

støttet af helikoptere,

der er på vej ud over kanten.

 

28.05.14

 

KOMMENTAR: Mon dette bliver det første i en række af nattevinduesdigte i sommeren 2014? Jeg troede ellers, jeg var færdig med den genre. Nu må vi se. - Og nede i kommentarfeltet skrev jeg noget om situationen i Ukraine, som jo er grunden til, at dette digt er blevet slået op allerede nu.

 

*

 

Ugens digt 2, uge 23/2014

 

INTELLIGENT DESIGN

 

Der er katteslagsmål uden for køkkenvinduet.

Vor egen prøver at forsvare sit territorium

og sin mad. Jeg tager hundeproppistolen

og affyrer et skud. Den fremmede kat flygter.

I formiddags lå vor egen og solede sig

og havde det bare godt. Og var sød.

Den gav også en af sine rulleopvisninger.

I går spiste den en fugl.

 

Nu ser jeg de seneste nyheder fra Ukraine.

Geværerne knalder i mærkelige små smæld.

En jagerbomber flyver lavt over byen.

En soldat fra den russiske side løftes

af en lastvogn. Han er ramt i låret.

Hans kammerater går i stilling for at prøve at

standse regeringsstyrkernes fremrykning.

De døde ligger inde på det lille sygehus.

En gammel mand tegner med et kors

fra side til side foran sig

i et stumt forsøg på at få det til at stoppe.

 

Intelligent Design-folkene prøver at bevise,

at der står en intelligens bag livet.

Men de glemmer, at det snarere er to.

 

03.06.14

 

*

 

Ugens digt 1, uge 24/2014

 

PÅ EGETSTEDET - En slags programdigt

 

Kald bare denne bygning et luftkastel!

Hvad rager det jer?

Jeg bygger jo ikke på jeres jord

og tvinger ingen ind i den.

 

Og jeg bygger slet ikke i luften

bare lidt over den flade jord.

Byggegrunden er selv sit eget sted.

Ikke et intetsted, men sit eget sted.

Ikke uden for virkeligheden,

men skråt igennem den.

 

Det, der bygges,

bliver nye manifestationer af alt,

af det, der allerede er,

af det, der hidtil kun var muligt.

Egetstedet skærer igennem det hele

og kan derfor samle alt.

 

Og skulle den måde,

tingene hentes og samles på,

stamme lidt fra mig,

hvad så?

Jeg er faktisk også

en del af virkeligheden.

Og jeg vil ikke sige,

det slet ikke rager jer;

I er altid velkomne

til at kigge indenfor.

 

01.05.14

 

*

 

Ugens digt 2, uge 24/2014

 

AT GÅ OG AT GÅ

 

Mens der tales om vækst,

vises gader fulde af mennesker,

der er på vej et sted hen.

Nogle skal på arbejde,

andre skal ud og forbruge.

Der er dog også nogle,

der bare går ledige.

 

Og det hele går af sig selv,

bare fordi det går.

Ingen ved,

hvor de egentlig er på vej hen,

eller hvor det hele er på vej hen.

 

Måske er det meget godt sådan.

Det er jo endnu værre,

når nogle ved,

hvor vi alle sammen skal hen.

 

Men der er ham, vi ikke ser,

ham, der går ud i en sidegade

og ud af byen

for at lede efter ting,

der ikke er lavet af mennesker

og ikke kan købes for penge.

 

Han er ikke på vej

et sted hen som sådan.

Det er snarere

måden, han går på,

i dybden, kunne man sige.

 

01.05.14

 

*

 

Ugens digt 1, uge 25/2014

 

STILHEDENS INDRE

 

Luften er nu så stille,

at det inderste vender udad.

Og det viser sig,

at alt viser sig dér,

det inderste af alt.

 

I stilhedens indre,

nu vendt til et spejl,

ser jeg blandt alt:

Fugleblødheden

i dunkle sjælegange.

Vejen svulme af

blånende tildragelser.

Og under byens sten

dybe reservoirer

af morgengult liv.

 

09/12.05.14

 

*

 

Ugens digt 2, uge 25/2014

 

Nattevinduesdigt 2/2014

 

TO NATTETRÆER

 

Er der noget i vinduet i nat?

Ikke meget.

Det sædvanlige grå skydække øverst,

og så noget lyseblåt

og noget svagt midnatsrødt forneden.

Allernederst de kendte silhuetter

af træerne og buskene.

Det er det kendte og sædvanlige

med Rummet bag,

og det løber mere og mere sammen.

 

En silhuet af to tætstående træer

lidt til venstre for midten

stjæler billedet,

tæt og sort, som den er.

Men der er også et større træ

ude ved venstre kant

med ret meget luft mellem grenene.

 

Dobbeltsilhuetten står

massivt op af jorden

som en forvitret pyramide,

en splittet gåde

og peger tungt mod Rummet

bag den lyse himmel.

Det luftige træ til venstre

rækker ud mod den nye dag

med sine lette grene.

 

11.06.14

 

KOMMENTAR: Dette er så det andet nattevinduesdigt her i sommeren 2014. Om der kommer flere, og hvor mange, ved jeg ikke. Men lad os nu se. Lad mig nu se!

 

*

 

Ugens digt 1, uge 26/2014

 

DET ER DEN ENESTE MÅDE

 

Fremtiden er ikke til at komme uden om.

Selv om jeg ikke kommer ret langt ind i den

og det godt kan være, jeg helst vil være fri.

Det er heller ikke det,

at jeg altid selv har en fremtid,

så længe jeg er her.

Fremtiden er altid foran mig,

så at jeg under alle omstændigheder

må definere mig i forhold til den.

Hvad enten jeg kan lide

det, jeg ser forude, eller ej.

 

Der er ikke meget af det, jeg ser forude,

jeg er ked af ikke at skulle komme ind i.

Men jeg har heller ikke lyst til at

kritisere det og skælde ud over det.

Jeg vil hellere lave et andet udkast.

Jeg kan nå det endnu!

 

Atter atten år, det har jeg sagt længe,

men nu rækker jeg hånden tilbage

og tager mig selv i nakken dengang,

og trækker mig frem og stiller mig her.

Det er den eneste måde.

Jeg kan jo ikke prøve at blive som dem,

der går rundt og er atten år nu;

det, ville være helt til grin.

 

Atter atten år! Det er den eneste måde.

Jeg stiller mig her med mine atten år

fra dengang. Og så ser jeg fremad.

Jeg kan nå det endnu!

Jeg ruller en ny vej hen over det hele.

Jeg ødelægger ikke noget.

De andre lægger slet ikke mærke til det.

Men jeg kan selv gå frem.

Og jeg kan bygge nye huse langs vejen,

ja, konstruere alle mulige ting

og sætte dem ind mellem husene.

Jeg kan ligefrem lade et liv udspille sig

og lade nye formationer rykke frem.

 

Men det, vejen fører frem til,

skal jeg ikke konstruere; det ligger

på en eller anden måde derude og venter,

og det skal jeg ud og se og møde,

når jeg er kørt hen over alt det andet.

Jeg må hellere se at komme af sted!

 

13.05.14

 

*

 

Ugens digt 2, uge 26/2014

 

SMÅT OG STORT

 

Det små er mindre end det store,

når det bare er en del af det.

Men det kan også være et koncentrat,

der repræsenterer alt.

 

16.06.14

 

*

 

Nye nattevinduesdigte, uge 27/2014:

 

Nattevinduesdigt 3/2014

 

MIDSOMMERHIMMEL

 

Midsommerhimlen er en fin akvarel

i gråt og blåt og rosa.

Men hvad skal denne sorte sky?

Har maleren tabt den sorte farve?

En uorden!

Det er Dragen!

Et ondt og grimt hoved.

Og nu hele kroppen.

Men den kløves på langs.

Har Sankt Georg været der?

Den opløses mer og mer.

Nu er akvarellen snart ren og god.

Og de mindre knaldsorte

skystriber af forskellig længde

giver kun karakter og betydning

i et raffineret mønster

over det blå og rosa.

Men nu strækker en grumset

sky sig over dem.

Dragens genfærd?

Det hele er mere dystert.

Det går mod vinter og mørke.

 

27.06.14

 

-

 

Nattevinduesdigt 4/2014

 

EN HIMMELSK MELANGE

 

Endelig er det trukket sammen

til en smule regn,

så jeg troede, der ville være

sort skærm i nat.

Men der er himmel

over træ- og hussilhuetterne,

en mærkelig gråmeleret himmel

med et rosa skær overalt.

 

Og der er stjerner.

Men det er vist inde i mine øjne,

kan jeg se nu.

Gælder det samme den klump,

skyerne har en tendens

til at fortætte sig i

med en lidt lysere rand omkring?

 

Det er melangen,

der er det særlige i nat,

som den er derude

med Solens rødme i sig,

og som den er inde i mine øjne.

Så forbundet med himlen!

 

28.06.14

 

KOMMENTAR: "Melange" er egentlig et fransk ord, og det udtales (tilnærmelsesvis) [melangsje]. Det betyder "blanding" og kommer af "mêler", "blande", jf. dansk "melere" og her i digtet "gråmeleret". Et stykke stof kan være "meleret", dvs. være med to eller flere forskellige farver, typisk vævet eller strikket tæt ind i hinanden. (Den Danske Ordbog).

 

-

 

Nattevinduesdigt 5/2014

 

MIDSOMMERNATTEN SOM SÅDAN

 

Igen en grå flade

over silhuetterne,

en anelse rosa.

Alt er stille efter en smule regn.

Midsommernatten som sådan!

 

29.06.14

 

-

 

Nattevinduesdigt 6/2014

 

DEN TYKKE SORTE SKY

 

Foroven en sky med revner.

I en af revnerne lyser en stjerne.

Under denne sky et rent blåt stykke.

Og helt forneden

det blå og rosa stykke

over skovhorisonten.

 

Men i midten er der

en tyk og meget sort sky

med en lang smal revne nederst.

To små huller lyser stærkt

over den ene ende af revnen.

Det er øjne!

Et rumuhyre med øjnene over

højre mundvig!

 

Rumuhyrets øjne stirrer

gennemborende på mig.

Men så lukkes de.

Nu er de helt væk.

Nu er også munden væk.

 

Men desto mere sort og massiv

og truende er skyen.

Nu er der kun den.

Den øverste sky er opløst.

Kun stjernen er der endnu.

 

Nej, nu dækker den sorte sky

også stjernen.

Kun nedad breder den sig ikke.

Her er der kant.

Midnatsdagningen lyser ubesejret.

 

30.06.14

 

*

 

Ugens digt 1, uge 27/2014

 

MIT EGENTLIGE LIV

 

Mit egentlige liv

er alt det, jeg ikke

fik set eller gjort,

men som endnu

ligger og venter.

Måske når jeg det.

 

17.05.14

 

*

 

Ugens digt 2, uge 27/2014

 

JERNBANESKINNEN

 

Man kan stå på en jernbanestation

i en lille provinsby og vente

og være helt alene i den verden,

skinnerne fører ud i.

Engang kom jeg til at se nærmere

på en af skinnerne,

og jeg så firmamærket:

Krupp Essen 1933.

 

Og så gik det gysende mod syd

og tilbage i tiden.

Opbygningen af Hitlers krigsmaskine:

kanoner, kampvogne og ubåde

og alt muligt andet til krigen.

I gigantisk målestok.

Til sidst blev det bombet

sønder og sammen.

 

Men Krupp eksisterer endnu,

som del af ThyssenKrupp AG,

og de producerer våben

til hele verden, hele den verden,

de skinner, der nu

ligger ved den lille station,

fører ud i.

 

17.06.14

 

*

 

Nattevinduesdigt 7/2014, uge 28/2014

 

MELLEM GRÅT OG GRÅT

 

Først var der grå skærm.

Så trådte de sorte silhuetter frem

på den grå baggrund.

Men så lyste nordsolen nedefra

på skyerne

og viste et omvendt tag

tækket med rødmende skaller.

Det lå sælsomt et øjeblik.

Et øjeblik.

Så opløstes det i grårøde skaller

med gråblåt imellem,

og til sidst blev alt bare gråt.

 

Hvad betød det?

Gråt og gråt

med et sælsomt syn

et øjeblik.

Et himmelsyn på hovedet

et øjeblik?

Sådan må det ses.

Sådan kan man se.

 

06.07.14

 

*

 

Ugens digt 1, uge 28/2014

 

DRØM OG VIRKELIGHED

 

Dagdrømmen er sød

og god nok,

hvis den bare ikke

får dig til at forsømme noget.

 

Utopien kan være nyttig

som vision.

Du skal bare ikke bruge den

til at tvinge de andre med.

 

Det kontrafaktiske sporskifte

et sted i historien

kan være en stor oplevelse

og en stærk sidebelysning.

Og kan vel ikke misbruges

værre end de forskellige

versioner og omdigtninger

af den faktiske historie?

 

28.04.14 - eller kort derefter.

 

*

 

Ugens digt 2, uge 28/2014

 

I HAVEN OG I FJERNSYNET

 

Katten ser en fugl

i det andet hjørne af græsplænen

og går i beredskabsstilling.

Men der er et langt åbent stykke.

Dog beregnes der på fuldt tryk

i det lille kattehoved.

Det ender med,

at den går hen og kradser

i birketræet.

 

Jeg luger i køkkenhaven,

først med lugejernet,

dernæst med min lugespartel.

Det er dejligt at få fjernet ukrudtet

og dejligt at glatte jorden ud

med hænderne,

næsten en kærlighedshandling,

der skal stemme jorden

til at lade urterne gro godt.

 

Jeg går ind og ser tv-avis.

Der er en hel del om landbruget.

Men også meget om

verdens ledere,

der lurer på hinanden

og beregner

i deres hovedet og computere.

Hvad ender det mon med?

 

18.06.14

 

*

 

Nattevinduesdigt 8/2014

 

JEG ER HER

 

Kun den ens himmel

over silhuetterne,

en jævnt blågrå flade.

Der er intet særligt i nat.

Ikke så meget som

et svagt rosa skær

nede ved silhuetterne.

Intet særligt.

Det kaster mig tilbage

på mig selv.

Hvad er så jeg?

Intet særligt.

Jeg er her bare

i den grå midsommernat.

Jeg er her.

 

13.07.14

 

*

 

Ugens digt 1, uge 29/2014

 

TAGTERRASSEN

 

De har skåret toppen af huset

og lavet en platform

med et flot gitter omkring,

en bort af metal foroven

og stænger, der buer

elegant ud forneden.

Her kan de sidde og se

hele himlen og hele byen.

 

At gå tavst ind i sig selv

sammen og hver for sig

med det hele hvilende omkring.

Alle årene, før de fik huset.

Alle årene sammen i huset.

Resten af årene i huset.

Børnene ude i verden.

 

Det synker ind

og samler sig omkring hjertet.

Hele livstiden samles dér,

mens solen går ned

bag byens tage

og himlen lukker sig tættere

om verden.

 

Snart kommer køligheden

med nattens lange lyse mørke

og forsegler det indsunkne liv.

 

26.06.14

 

*

 

Ugens digt 2, uge 29/2014

 

HELT MENNESKE?

 

Du er vel helt menneske

midt i det hele,

direkte eller indirekte forbundet

med alle de andre

ved utallige tråde.

Med hele din viden og dannelse

bag dig

forvalter du dit embede

til alle sider

og ned i den mindste detalje.

Du omgås byens spidser

og er formand for kunstforeningen,

og hvad ellers nævnes kan.

 

Man kan du se det hele

for bare det hele?

Måske skal du ud til kanten

for at se dig som helt menneske,

hænge over afgrunden

helt alene,

og måske nå det fuldkomne syn

på vej ned.

Udtrykker du dig helt

i det sidste skrig?

 

01.07.14

 

*

 

Nattevinduesdigt 9/2014

 

EFTERÅRSHIMMEL I JULI 2014

 

Den øverste tredjedel af vinduet

viser et tyndere gråt skylag.

Og det går over i et smalt blåt bånd.

Den nederste halvdel af vinduet

fyldes af en massiv mørk sky

og de sorte silhuetter.

Det er ikke længere en midsommerhimmel.

Der er meget efterår i den.

Og hvad kan jeg i øvrigt se på himlen

her lige efter den 17. juli 2014

andet end et eksploderende fly?

Og tænke på krigsblodet på jorden

under det nederste mørke?

 

18.07.14

 

Note

Den 17. juli 2014 blev et malaysisk passagerfly skudt ned over den af russiske separatister kontrollerede del af den ukrainske Donetsk-region, hvor der gennem længere tid havde været hårde kampe.

 

*

 

Nattevinduesdigt 10-11/2014

 

Nattevinduesdigt 10/2014

 

I DET DYBE HAK

 

I nat er himlen jævnt blågrå

over silhuetterne.

Universet er skjult bag skylaget.

Men i det dybe silhuethak

gløder vinduerne i et hus.

 

19.07.14

 

-

 

Nattevinduesdigt 11/2014

 

GLØDENDE MØRKE UNDER KØLIG HIMMEL

 

En kølig pastelhimmel i denne varme nat.

En stjerne i øverste højre hjørne.

Nej, det må være en planet!

 

Under den store grå flade

går det over i blåt og ganske svagt rosa

med en tre-fire smalle skystriber på,

lidt skråt lagt, nærmest tagstensagtigt.

Nederst et mørkt skybælte,

som næsten skjuler nordsolens dybe rødme.

Det øverste af silhuetterne viser

grene og blade mod det blå bånd.

 

Men det er rødmen i det mørke bælte,

der er det særlige i nat.

I farverne minder det om størknende lava.

Den glødende varme lige under det grå lag,

som selv kan gløde lidt,

og som åbner sig i røde spalter.

Der er vældige energier bag denne sky!

 

20.07.14

 

*

 

Ugens digte 1 og 2, uge 30/2014

 

To digte om at ville lave sit eget og gå sin egen vej.

 

HELT MIT EGET

 

Jeg var kritisk over for,

hvad man hidtil havde lavet.

Jeg ville lave mit eget,

helt mit eget.

 

Så kom Ønskefeen.

Og jeg ønskede.

Hun svang tryllestaven,

og straks lå jeg

nyfødt og nøgen

under en busk

på den store mark.

 

Så kan du begynde,

sagde hun.

 

03.07.14

 

-

 

MIN EGEN VEJ

 

Jeg vil ikke være ligesom dem.

Og jeg vil ikke være modsat dem.

Det er heller ikke nok

at være større end dem,

hvis det bare er det samme

eller det modsatte.

 

Men de er her altså.

Og det er jeg også.

Jeg er her sammen med dem.

Indrøm det dog!

Så skal jeg ikke tænke

mere over det.

Så kan jeg gå min egen vej,

mellem dem

eller måske noget ude til siden.

 

Det er heller ikke det,

at det er min egen.

Det er det, at det er vejen!

 

12.07.14

 

*

 

Nattevinduesdigt 12/2014

 

LYSET GENNEM SILHUETTRÆET

 

Midnatstimen er kedelig nu.

Det samme grå lag øverst.

Og under det lidt blåt og svagt rosa.

Silhuetterne er sorte.

 

Men når jeg holder hovedet

i en ganske bestemt stilling,

ser jeg et lys

gennem et af silhuettræerne.

Jeg ved ikke fra hvilket hus.

Men det kan være mennesker,

der er vågne

i denne kedelige nat.

Hvad laver de?

Hvad tænker de?

Hvad føler de?

Mennesker i den kedelige nat.

Mennesker!

 

22.07.14

 

*

 

Ugens digt 1, uge 31/2014

 

DYBT I TRÆET

 

Når du ser dybt i træet,

kommer du med rødderne

ned i det uorganiske ler

og via dettes grundstoffer

ud til stjernerne,

hvor de blev dannet.

 

Men du kan også se tilbage

gennem det store stamtræ

til den første levende celle.

Eller du kan standse

ved det punkt, hvor planternes

og dyrenes veje skiltes,

og følge tråden op til dig selv.

 

Da ser du træet som

din fjerne slægtning.

Og så kan du se dybt i det

på en ny måde.

Du kan dybdespejle dig i det

og finde nye

afsætspunkter for dit liv.

Fra disse knopper

sætter din træslægtning

sine fineste frugter.

 

14.07.14

 

*

 

Ugens digt 2, uge 31/2014

 

HALVERINGSLINJEN

 

Dette stykke jord

er nøgent og tørt og gråt.

Men bag den vinkelrette

halvvisne græskant

er det et hjørne af naturen,

og dets spids peger

både udad og indad.

 

Vinkelhalveringslinjen

går over land og by

og ind mod dunkle egne

i naturens hjerte.

Men det er den samme snor,

der trækkes gennem alt.

Alt trækkes på samme snor.

 

Og når de to halvdele mødes

180 grader ude

på virkelighedens totalcirkel,

sluttes strømmen,

og alt kan ses i den tørre jord.

 

22.07.14

 

*

 

Nattevinduesdigt 13/2014

 

IKKE MEGET AT SE

 

Der er ikke meget at se i nat.

Og slet ikke noget nyt.

Himlen er grå

med et svagt rosa skær.

Og der er lys i to huse.

Så er der ellers min cigarets glød.

En kunstig rød stjerne

midt i vinduet.

En rød dværg,

der er rykket nær?

Et dødstegn?

Jeg ødelægger i hvert fald mit helbred.

Og de lyse nætter slutter snart.

Silhuetterne er helt sorte.

Der er ikke meget at se.

Men lyset i de to huse!

 

02.08.14

 

KOMMENTAR HER: Dette nattevinduesdigt er sat på min Facebook-væg 04.08.14, altså mandag i uge 32/2014, og jeg burde måske have betegnet det som "Nattevinduesdigt 13/2014 og første Facebook-digt i uge 32/2014", men det er for meget, og det fremgår jo også af den måde, digtene står på her, i hvilken uge nattevinduesdigtene er sat på. I 2014 er de (vist) udelukkende sat på om mandagen. Og så angiver det følgende almindelige Ugens digt, hvilken uge der er tale om.

 

*

 

Ugens digt, uge 32/2014

 

LILLE FRÆK STRITTING

 

Denne lille frække stritting

over skovens rand,

et lille savannetræ

alene på den dybgrønne flade.

Ingen bonsai-beskærer

kunne have fået den idé.

Den er vokset op af skoven

som en overskudsspøg

fra naturens dyb.

 

07.08.14

 

*

 

Nattevinduesdigt 14/2014

 

JEG MÅ TÆNKE PÅ ROSETTA

 

Intet nyt i nat.

Der er igen lys i et hus,

men alt er lukket inde

under den grå himmel,

og det ganske svage rosa skær

lige over de sorte silhuetter

siger intet.

Dem i huset

og jeg

og det hele

er lukket inde.

Jeg må så tænke på Rosetta

ude ved kometen.

Over ti år var den undervejs,

og den er nu

800 millioner kilometer fra Jorden.

Intet i forhold til afstandene

i Rummet,

men meget i forhold til

skylukket i nat.

Og den opdager måske noget

om, hvad dem i huset

og jeg

er oprundet af.

 

07.08.14

 

NOTE: Rosetta er en ESA-sonde (European Space Agency), som den 6. august 2014 mødtes med kometen 67P/Tjurjumov-Gerasimenko, som den skal gå i kredsløb om og landsætte et lille fartøj på. Rosetta skal i løbet af det næste halvandet år, altså fra august 2014, følge kometens bane omkring Solen, indtil missionen slutter i 2015. Ifølge planen skal landeren Philae lande på kometen i november 2014 for at bore sig frem til prøver af kometens indre. - Da Rosettas møde med kometen fandt sted under den ukrainske krise/krig, kan det være interessant at tænke på, at det var i Kiev, den ukrainske astronom Klim Tjurjumov den 23. oktober 1969 opdagede kometen, i randen af et billede af en anden komet, som var taget i Alma-Ata (som er den største by i Kazakhstan og nu hedder Almaty) den 20. september samme år af den ligeledes ukrainske astronom Svjetlana Gerasimenko. - Klim Ivanovitj Tjurjumovs navn skrives på både russisk og ukrainsk Клим Ива́нович Чурю́мов. Svjetlana Ivanovna Gerasimenko er den danske transskription af det russiske Светла́на Ива́новна Герасиме́нко, men hendes ukrainske navn er Світлана Іванівна Герасименко = Svitlana Ivanivna Gerasymenko.

 

*

 

Ugens digt, uge 33/2014

 

SKYERNE

 

Skyerne går et lag dybere

end træerne.

De er ren fysik,

vanddråber i forskellige

størrelser og former

på baggrund af den blå

himmel, som også

er ren fysik,

kvælstoffet og iltens måde

at sprede sollyset på.

Men de har altså

deres former og nuancer,

måske ligefrem farver,

og de driver af sted

under himlen.

 

Og det er så det.

Resten tegner sig

inde i hovedet på mig.

Jeg kan ikke sige

"min fjerne slægtning"

til en sky som til et træ.

Jeg kan højst tænke på,

at jeg også selv mest

består af vand.

 

Men skyerne er dog derude.

De er ikke inde i mit hoved.

Og det er dem,

der bliver tegnet med,

når det tegner sig derinde.

Ja, der tegner sig allerede

noget i dem selv derude,

en velformet kaotisk hilsen

fra Universets dyb.

 

08.08.14

 

NOTE: "Dybere end træerne" og "min fjerne slægtning. Se digtet fra 14.07.14: DYBT I TRÆET. Men der er andre, ikke mindst TRÆET OG MIG fra 11.07.13.

 

*

 

Ugens digt, uge 34/2014

 

LIVSSTRØMMEN

 

Vandet i livsbækken

løber rent og klart

over det nøgne grus.

Men små sten bryder strømmen,

så utrolige mønstre opstår,

relieffer i flydende vand.

 

Livet i livsfloden breder sig

over alt og indoptager alt,

alt udspilles med alt og i alt.

Træerne svajer grønt

som vandplanter på den store

usynlige strøms bund.

Blomsterne og husene drejes

kalejdoskopisk i røde former.

Menneskene bevæger sig

mellem hinanden og fremad

i stadig tættere hvirvler.

Og nye mønstre opstår,

strømskulpturer i højere potens.

 

19.08.14

 

*

 

Nattevinduesdigt 15/2014

 

ET OPSLAG AF VERDEN

 

Der er ikke noget i nat.

Himlen er bare grå.

Og silhuetterne er sorte.

Kulsorte.

Truende sorte.

Men så adapterer mine øjne.

Himlen får lidt struktur,

mørkere skyer

med lidt blågråt imellem.

Er det mindre truende?

Er det et opslag af verden?

Det er et dystert gådebillede.

Ja, et opslag af verden.

 

19.08.14

 

*

 

Nattevinduesdigt 16/2014

 

VEKSLENDE MØRKE

 

Endelig en smule nordrødt.

Men nu er det væk!

Der er bare et blåt bælte

under et meget sort skydække.

Og nederst går sorte skyer

i et med silhuetterne.

Det blå bælte bliver smallere.

Men er der en smule rødme

i det nederste skydække?

Og nu bliver det sorte

lidt gråmeleret

og silhuetterne træder frem.

Nu mere sort igen.

Det er snart morgen,

men lyset er koldt

og mørket vedholdende.

 

20.08.14

 

*

 

PÅ GRUND AF SITUATIONEN I UKRAINE BLEV DER IKKE SLÅET NOGET UGENS DIGT OP PÅ MIN FACEBOOK-VÆG I UGE 35/2014.

 

De to nattevinduesdigte ovenfor er noget andet end et Ugens digt.

 

Regulære russiske enheder med mange panserkøretøjer rykkede den 28. august 2014 helt åbenlyst ind i den sydøstlige del af Ukraine. Situationen, der nu betegnedes som en regulær russisk-ukrainsk krig, blev hastebehandlet i FN's sikkerhedsråd, og der kom skarpe udtalelser fra en række lande. - Mere behøver der ikke stå her. Hvad der skete, vil kunne ses mange steder, og jeg har udtalt mig om situationen på min Facebook-væg og på undersiden "Debat".

 

*

 

Ugens digt, uge 36/2014

 

SEPTEMBER I AUGUST

 

I år har september skudt sin kile

ind i selve sommeren.

Og det skærer dybt i hjertet.

Men september er stadig september,

og den står særlig stærkt nu.

Den blå himmel med de hvide skyer

åbner mere end nogensinde før ud

til det, der er større end årets gang,

og landskabets septembertræk

har aldrig talt så tydeligt.

Skovene er tunge og sorte,

og enkelte træer er blevet brune,

men stubbene de golde

nærmest råber deres hvide:

På gensyn til foråret!

Og nyt grønt spirer lystigt mellem dem.

Det er noget andet med roerne.

De er godt nok friske og saftige,

men det narrer ikke mig;

jeg ser traktortogene for mig,

irriterende langt ind i vinteren.

Men den tid, den sorg;

lige nu vil jeg svæve i lyset,

der går mellem himlen og stubbene.

 

27.08.14

 

KOMMENTAR: Der var på grund af den åbenlyse russiske invasion i Ukraine ikke noget almindeligt Ugens digt i uge 35 (kun et par nattevinduesdigte, der var slået op). Og der burde vel sådan set heller ikke være noget i denne uge, hvis første dage også har været optaget af kommentarer til situationen i og omkring Ukraine. Men Putin skal ikke sætte livet i stå. Så her er altså Ugens digt i uge 36!

 

*

 

Ugens digt, uge 37/2014

 

KNASTENS ØJE

 

Bordet under min albue

hilser mig fra en gammel skov.

Årerne og knasterne vidner

om et liv, der var,

men som nu ligger forseglet

under lakken.

Computeren står og snurrer,

mens den venter på dette digt.

Men bordpladen er afsættet!

Herfra skal det nye liv udgå,

stige op mod ukendte højder.

Knasten lige til venstre ligner

et solsystem under dannelse.

Dem er der mange af,

hvis jeg rejser en linje lodret

op fra denne knast.

Men det er ikke dem, det gælder.

Nye årelinjer skal strømme ind

mod nye konstellationer

et sted oppe i poesiens rum.

Men de vil ligne denne knast,

samle mange ting i en ny masse:

en lys hvirvlende ring,

så lidt fastere mere brunt,

og noget rigtig mørkt,

men inderst inde en lille plet

med en lysere skive omkring sig,

et øje, der ser nysgerrigt ud

på alt det andet, på alt det,

der er samlet noget af her,

og som nu ser tilbage på sig selv.

 

04.09.14

 

*

 

Ugens digt, uge 38/2014

 

11. SEPTEMBER

 

Det er den 11. september 2014.

Jeg har ikke oplevet en dag,

der var mere september end denne.

Luften er helt stille og klar,

og alle septembertrækkene

tegner sig ekstremt stærkt.

Det er årets højdepunkt,

altings forklarelse inden vinteren.

 

Et hegn med hyben og rønnebær

har af en eller anden grund

skåret sig ud af øjeblikket

og ført mig tilbage til 1930'erne.

Måske er det stilheden og lyset

før stormen og mørket.

 

Jeg har hele dagen tænkt på

den 11. september 2001.

Men hvad skete der

den 11. september 1939?

Et stort slag begyndte i Polen,

ved Ozorków nord for Łódź.

Med store tab på begge sider,

satte polakkerne for en tid

tyskerne i en desperat situation.

Men vestmagterne så stadig til,

så det nyttede jo ikke noget.

 

Og hvad er der i dag sket

i Ukraine og Irak og Syrien

og alle de andre krigssteder?

Men lige her er det stille og smukt

på denne 11. september.

 

11.09.14

 

*

 

Ugens digt, uge 39/2014

 

EFTER REGNEN

 

Efter regnen svæver hvide skyer

let over søens blågrå vand,

og et bundt af lys fra solen

får former og farver frem

i den mørke trætætte ø.

Længere ude tegner skjulte nåle

nye mønstre på bagsiden

af tidens rullende papir,

og ting, der skal ses engang,

føjer sig hemmeligt sammen

i de ukendte muligheders dyb.

 

10.09.14/18.09.14

 

*

 

Ugens digt, uge 40/2014

 

SEPTEMBER

 

Hvorfor minder en septemberdag

mig ofte om 1930'rne?

En sådan dag er jo lys og smuk,

og trediverne var et ugly årti!

Men det var jo også den nogenlunde

gamle verdens sidste årti, og årtiet,

hvor meget af det moderne blev til.

De røde bær i hegnene

er den gamle tids sidste frugt,

af hvis frø den nye skulle gro

gennem krigens anstrengelser.

Lyset og klarheden og farverne!

Landskabets stærke mønster!

Det kunne være fortsat i noget godt

uden nazisme og krig.

Men nu blev det klarheden før mørket.

 

I Polen var slutningen af august 1939

en varm og tør og dejlig tid,

og de unge nød livet og hinanden

i deres måske sidste uger.

For der var mørke skyer

på den menneskeskabte himmel.

Og så kom den 1. september.

 

19.09.14

 

*

 

Ugens digt, uge 41/2014

 

DYBT I DET SMÅ

 

Gennem denne frøkapsels nåleøje

ser jeg flokke af kameler,

og den lille plet af nøgen jord

åbner mod store ubetrådte vidder.

Stenen ved siden af fører

dybt ned i Jordens indre

og ud til stjernerne,

hvor stof til nye planeter dannes.

Der er ingen ende på,

hvad det fører til,

når jeg ser dybt i det små.

 

05.10.14

 

*

 

Ugens digt, uge 42/2014

 

LYSKUGLE MED BLÅNENDE RAND

 

Motorvejen kurver sig gennem landskabet.

Noget er marker, noget er skov.

På disse bakkeskråninger ligger parcelhuse

og lyser underlig fremmed i solen,

et nedslag af den store by længere fremme.

Engang boede der stenaldermennesker her,

som bare gik rundt og fandt føde

og ellers levede i deres små hyttebyer.

Nu har Vejdirektoratet og planlæggerne

skåret igennem, og samfundets ånd

hviler velmenende over det hele.

De, der bor i parcelhusene,

bruger motorvejen til at køre på arbejde

og køre hjem igen, når de er færdige,

så de kan være klar til næste dag.

Jeg kører på vejen og ser ud af ruderne.

Jeg skal et eller andet i den store by.

Men lige nu er jeg bare på vej

og er alene med det hele omkring mig.

Lyset får alt til at smelte sammen,

jorden og træerne, stenaldermenneskerne,

dem i parcelhusene og mig selv.

Alt flyder sammen i en halvkugle af lys

under himlen, og ude i synsranden

blåner alt det, der også kunne have været,

og som måske kan komme engang.

 

07.10.14

 

*

 

Ugens digt, uge 43/2014

 

AT BLIVE VED JORDEN

 

Thor kørte hen over skyerne.

Nu er der kun elektricitet deroppe.

Og ellers foregår gnidningerne

mellem menneskene på jorden.

 

Det tjener os vel også bedst

at blive ved jorden.

Men så skal vi altså være her,

være her, være her, være her!

 

Åh at være dybt til stede,

når vi tager vores sko på,

eller når vi rører i en gryde!

Så får vi også dybde i det hele,

selv om det ligner overflade,

når vi ser hen over det.

 

De små koncentrationer sætter

en større fortættelse i gang;

alt kommer til at ligge i et nyt skær,

et fortættet lys, et tågeslør, der opløser

dagklarhedens indkapslende former

og får hele fylden frem.

 

11.10.14

 

*

 

Ugens digt, uge 44/2014

 

MØNSTERDANNERE

 

Jeg ser menneskene på vej ind i fremtiden.

Langt forude ser det sort ud,

men foreløbig er det bare blegt

og uden noget mønster.

De går som punkter i en stor hob

med lige stor afstand imellem sig.

Men så kommer et lys et sted fra,

og noget slår op i afstandene,

vist dybt nedefra, vist også bagfra.

Og de rækker ud mod hinanden

med nye netværkstråde som hænder.

Jeg kan ikke se, hvordan de gør det,

men noget sker der,

og et mønster begynder at tegne sig.

 

11.10.14

 

*

 

Ugens digt, uge 45/2014

 

EN ANDEN VERDEN

 

Lampen lyser over bordet,

natten lukker sig stille om huset,

og verden går sin gang uden mig.

 

Men en anden verden viser sig

i sprækken mellem lampens lys

og nattens afgjorte lukke.

 

Grå drengedrømme flyver

med halvfems graders hældning

gennem glimtende tæpper af

bevidsthedsfortrængende stråler.

 

Opløste identiteter tager sig sammen

i ny kernekraft og indtager

deres øer i tidens strøm.

 

Der er meget i gang dybt nede

i spalten mellem lyset og mørket,

men jeg er træt nu

og kan ikke se mere af det i nat.

 

17.10.14

 

*

 

Ugens digt, uge 46/2014

 

UD OVER KUGLENS POLYEDRATUR

 

Det er klart, at natten lukker for dagens støj.

Men natten som sådan er ikke noget.

Den fjerner bare overfladen.

Og så kommer de dybe ting frem.

 

De dybe ting er ikke noget andet.

De dybe ting er bare tingene helt.

 

Alle husene, som jeg ikke kan se,

med mennesker i, der nu sover.

Hvilket liv slumrer ikke dér!

Jeg ved det jo ikke,

og det kommer heller ikke mig ved.

Men i natten flyder det hele sammen.

Livet bliver helt fælles.

 

Jeg går ikke ind i soveværelserne.

Det er ikke det.

Vi lavede hver især alt muligt i går,

og vi skal hver især lave alt muligt i morgen,

men her i natten afsløres de fælles lag,

alle lagene helt ned til det første liv,

alle lagene helt ned til den fælles grund,

og alt det, der pulserer dernede

og danner nye kombinationer.

 

Jeg ser sort og rødt blande sig,

eksistensens seje magmakomplekser,

og jeg ser hvide tråde forgrene sig

gennem de mørke masser,

et relationelt mycelium, der vil

forbinde alt med alt og alle med alle.

 

Men der er også steder,

hvor gule og blå og grønne figurer

står stille helt for sig selv

og koncentrerer sig om at danne

en form, der aldrig før er set,

noget, der går ud over kuglens polyedratur.

 

21.10.14

 

Noter

 

Kuglens polyedratur. - Jf. "polyeder" (rumlig geometrisk figur afgrænset af fire eller flere plane sideflader) og "cirklens kvadratur". Men jeg bruger dette konstruerede, sammenblandede ord i en fri poetisk betydning, som matematikerne nok ikke vil bryde sig om, altså om en form, der går ud over alle hidtil mulige og umulige former.

 

Magmakomplekser. - Magma er en gloende varm og flydende stenmasse, som forekommer under eller i jordskorpen, og hvoraf lava og visse bjergarter dannes ved afkøling (DDO). - Magmakomplekser kan opstå, når magma-kamre (reservoirer, hvor magma opsamles og størkner) får tilført nyt magma, så der opbygges flere suiter af bjergarter (DSD).

 

Mycelium. - Et mycelium er den forgrenede, rodlignende del af en svamp, som opsuger næring fra jorden, en rådden træstamme el.lign. (DDO).

 

*

 

Ugens digt, uge 47/2014

 

LIVETS VEJ I SKOVBUNDEN

 

Denne nye skovvej er godt skåret

med helt jævn bund og rene kanter.

Den begynder, hvor jeg står,

og bugter sig fremad i fine kurver.

De visne blade ligger også jævnt

og helt dækkende mellem kanterne,

så smukt fordelt, at det ligner en tanke.

Udenom står alle træer endnu grønne,

men ikke tættere, end at solen

lægger lyse felter på bladlaget

og træstammeskygger tværs over vejen.

 

Det er livets vej, der ligger foran mig

og viser det hele, når det er allerbedst.

Selv dødens efterladenskaber ligger smukt,

og skyggerne spærrer ikke alvorligt.

Men efter at have bugtet sig fint nogle gange

fortaber den sig i den grønne uendelighed

på den anden side af en lille højning.

 

22.10.14

 

*

 

Ugens digt, uge 48/2014

 

LÆNGSEL

 

Skovbrynet bag marken bremser synet,

men bagved fører motorvejen mod syd

med færgen til de store lande dernede.

Og på himlen med de lette skyer

trækker et fly sit hvide spor

på vej til endnu fjernere lande.

Jeg sidder ved mit vindue og længes.

Jeg vil godt ud til de store og fjerne lande,

men allerhelst vil jeg ind i skoven,

som den ligger i mit hjerte

og gemmer på hemmelige ting.

 

12.11.14

 

*

 

Ugens poetik-fragment, uge 49/2014

 

Digtet må ikke handle om, hvordan digtet skal være. Digtet må heller ikke handle om, hvad der skal ske i det. Digtet skal være det sted, hvor det, der skal ske, sker. - 11.11.14

 

Der blev af forskellige grunde ikke slået noget Ugens digt op i uge 49

 

*

 

Ugens digt, uge 50/2014

 

POETICS

 

Go out and get it!

Sit down and make it!

 

23.11.14

 

*

 

NB! Fra og med uge 50/2014 vil det faste Ugens digt være en af mine Lollandsonetter - som kommer til at stå i den særlige afdeling lige herefter. Se den! - Men der vil fortsat komme almindelige Ugens digte, altså også i denne afdeling, bare ikke nødvendigvis et hver uge.

 

*

 

På grund af julen har der ikke været ugens digte i uge 51, 52 og 1.

 

*

 

Ugens digt, uge 2/2015

 

Livet skal gå videre. Det er også en måde at bekæmpe terrorismen på. Men jeg glemmer ikke, hvad der skete i Paris i går. Jeg vender tilbage til det. Og jeg beholder indtil videre mit nye profilbillede. Men her er altså Ugens digt:

 

ØSTLOLLAND PÅ ÅRETS NÆSTSIDSTE DAG

 

Sneen fra i forgårs ligger og smelter

på de ældgamle marker,

der forbereder sig til endnu en sommer.

Tre vindmøller står i det grå og laver strøm.

I forgrunden flyver en fugl frem og tilbage.

 

30.12.14

 

Men se også Lollandsonet nr. 3 i afdelingen her lige nedenfor!

 

*

 

Ugens digt, uge 3/2015

 

Indledt således på min Facebook-væg: " UGENS LOLLANDSONET BLIVER FØRST SLÅET OP I MORGEN. NEDENSTÅENDE DIGT MÅTTE JO PÅ I DAG. - Se de undtagelsesvise kommentarer efter digtet".

 

FØDSELSOVERVEJELSER I JANUAR 2015

 

Erantissens lille gule nakke er klar til fødslen,

og luften er mere end varm nok.

Men stormen raser deroppe,

og det er ikke til at vide,

hvad den kommende uge vil bringe.

Det klogeste er at dukke sig lidt endnu.

Ja, er det muligt at gå i sin knold igen?

 

11.01.15

 

KOMMENTAR: Normalt skal digteren ikke ødelægge sit digt og læserens læsning af det ved at kommentere det. Men der er jo ingen tvivl om, at det syn, der er tale om i dette digt, er påvirket af situationen omkring 7/1. Derfor vil jeg tillade mig at sige, at selv om det ikke er en af verdenslitteraturens største tekster, er det dog et syn, et digt, som er mere end agitprop. Vil jeg mene. Jeg ved jo også, at det blev til som et syn af erantissen og selv skrev sig videre.

 

I KOMMENTARFELT I TRÅDEN TIL OPSLAGET AF DETTE DIGT:

 

Og med fare for, at digtet bliver yderligere ødelagt, vil jeg her i dette kommentarfelt vise, hvad jeg netop har skrevet i en besked til en god FB-ven:

 

Kære n.n.! Tak for denne! Og der skete heldigvis ikke noget. Jeg åndede dog lettet op, da VIP'erne var blevet kørt væk. Og Anna og jeg kunne glæde os over parisernes og de andre deltageres meget sympatiske opfindsomhed. Der var selvfølgelig kæmpeblyanten. Men en anden, mindre, ting, der fangede mit blik, var den unge kvinde med vist tre blyanter stukket i sin hårknold. Franskmændene (som jeg på flere måder kan have et kritisk forhold til) scorede points hos mig. - Og dette fører mig til, hvad jeg vil sige fra nu af, og altså allerførst til dig her: Vel skal staterne beskytte sig selv og deres borgere med al nødvendig fysisk magt, men det er kun en beskyttelse mod problemets virkninger, og en beskyttelse, som aldrig kan blive total. Nogle ganske få terrorister kan terrorisere et helt samfund. Og der vil altid komme nye til, så længe det underliggende problem eksisterer. Derfor er, hvad man højtideligt kan kalde den åndelige kamp, det eneste, der kan løse problemet helt. Og den består jo dels i, at vi på alle måder styrker vort eget liv (også, og ikke mindst, måder, der er rent positive, for netop livets egen skyld, og ikke sker med tanke på truslerne), dels i, at vi overbeviser muslimerne om, at de, ja, lad mig bare sige det på den måde, skal se at få sig et liv! Du har vel set mit råd til dem angående Koran-fundamentalismen (og de autoritære traditioner, altså sharia osv.). Det er det grundlæggende. Men jeg vil også råde dem til andre ting. De skal selvfølgelig se at ankomme til den moderne verden. De kan tage mig som forbillede! Jeg er i nogle henseender meget kulturkonservativ, eller kan betragtes som sådan, men jeg mener alligevel, jeg er til stede i den moderne verden. Og en anden ting er, at de i stedet for volds- og dødskulturen bør studere deres egen historie. For uanset alt, hvad der ellers kan siges, havde islam en storhedstid gennem flere århundreder. Og på det grundlag kan de gå ind i en fredelig kappestrid med os andre. - Endelig kan jeg dog heller ikke lade være at pege på, at det er underligt, at den religion, der i den grad påberåber sig at være den eneste sande åbenbaring, giver sine tilhængere så dårlige levevilkår, at de i så stort tal skal flygte til det rådne kristne Vesten! Det svarer til, at der under Den Kolde Krig ikke var mange, der flygtede fra Vesten til det socialistiske paradis. - Om lidt slår jeg det Ugens digt op, jeg skrev natten til søndag. Der er ingen tvivl om, at det syn, der er tale om, er påvirket af situationen omkring 7/1, men selv om det ikke er en af verdenslitteraturens største tekster, er det dog et syn, et digt, som er mere end agitprop. Vil jeg mene. Jeg ved jo også, at det blev til som et syn af erantissen og selv skrev sig videre. Her er det - med venlig hilsen fra din ven Bent

 

*

 

Ugens digt, uge 4/2015

 

MAKE POETRY, NOT WAR!

 

Det ser godt ud, når det hele ruller frem,

og det kræver mange gode evner at føre krig.

Men forbindepladserne og lazaretterne hører også med,

og drengene kommer hjem i poser og kister.

Jeg skal i hvert fald ikke føre krig for fornøjelsens skyld.

Og så ser jeg lige her bort fra, hvad vi gør mod fjenden.

 

Nej, krigsgenets kald må sublimeres.

Kampene må føres som kampe med stoffet.

Musikken er et godt eksempel.

Her er spændingerne og opløsningerne tal og lyd.

Åh, lad mig kæmpe mod det tomme og flade!

Lad mig rykke frem over virkelighedens mark

og erobre tingene ved at indoptage dem i mit digt!

Og lad mig beherske strukturen i det, der sker,

når tingene samles i nye manifestationer

af den dybe grund under dem og mig,

altså beherske ved at kunne lade det ske.

 

Det er med ordene, slaget skal slås,

det er den nye livsmanifestation, der er sejren.

 

15.01.15

 

*

 

Ugens digt, uge 5/2015

 

LAND OF THE FREE

 

Alle disse bunker af lår, der er siddet af hinanden!

Alle disse bassiner fulde af problemsnask!

For slet ikke at tale om den allestedsnærværende omsorg!

Og human ressources-managementet!

 

Men jeg kan heller ikke bare flygte ud i skoven.

Og det er ikke det, at de nok finder mig.

Så er det jo bare det samme.

Nej, det at leve som et enligt dyr er ikke løsningen.

 

Kunne jeg prøve at få skabt en ny orden?

Et simpelt fællesskab med luft imellem alle?

Nej, det bliver kun værre, mere sammenfiltret.

Det store netværk mellem alt og alle.

 

Der bliver genetisk manipulation.

Der bliver sammenkobling af mennesker og maskiner.

Og det bliver ikke styret af nogen.

Det hele styrer sig selv i et stort væv.

 

Man kunne håbe på sammenbrud og kaos,

på en ny start i en ny stenalder.

Det ville være spændende, når man først var der.

Men vejen dertil ville ikke være rar.

 

Vil et indre eksil være muligt?

Og et hemmeligt fællesskab mellem de frie?

Alt vil jo være kontrolleret og overvåget,

og de frie vil blive taget under behandling.

 

Et hemmeligt fællesskab mellem de frie?

Hemmelige koder, som går under overvågningen?

Og når ingen styrer, kan de frie så overtage noget?

Gå ind nogle steder i vævet og etablere et frit net?

 

Kan de frie gå dybt i sig selv hver især

og snyde sig til at se på stjernerne

og på det vand, den jord, de planter og de dyr,

der måtte være tilbage i verden?

 

Og kan de dele, hvad de har set, med hinanden?

Nok, til at de kan have det hos sig,

når de er alene med sig selv i det skjulte?

Kan de til sidst sammen hæve sig over vævet?

 

17.01.15

 

NOTE: Det viser sig, at "Land of the Free" er det mellemamerikanske land Belize's nationalsang. Men det er selvfølgelig ikke derfra, jeg har haft disse ord i ørerne, men fra USA's nationalsang "The Star-Spangled Banner", hvis omkvæd jo, med variationer i første linje, lyder (her i formen efter første strofe): "Oh, say does that star-spangled banner yet wave / O'er the land of the free and the home of the brave?". Men i øvrigt står ordene nu som sig selv over digtet her.

 

*

 

Ugens digt, uge 6/2015

 

NABOHUSET RIVES NED

 

Det var allerede døden

de år, nabohuset stod tomt og haven groede til.

Men nu er gravemaskinen kommet

og manden er begyndt at sætte grabben i.

 

Et let bid, og et stykke af taget ryger.

Et par stykker til, og så går lidt af hjørnet.

Nu ligger gavlen som brokker,

og vi kan se ind i huset,

hvor rester fra det forgangne liv

dukker frem mellem pus og brædder.

 

Der er gamle aviser flere steder.

Mon de har skullet tætne og isolere?

Hvornår er de fra?

Huset blev bygget i tiden omkring krigen.

Måske står der noget om den i dem.

Også selv om de er yngre,

ville jeg godt have en.

Men jeg kan ikke gå derind.

Jeg må nøjes med at tænke på alle disse år

og på det liv, der har været levet

mellem disse mure og etageadskillelser.

 

Der hænger en avis

på kanten af den øverste etageadskillelse.

Den er fuld af billeder

men jeg kan ikke se, hvad de viser.

Måske er det noget om krigen og besættelsen.

Eller noget fra de gode tider,

der begyndte efter krigen,

nogle af de bedste år i danmarkshistorien.

 

Hovedøren og to døre på første sal

ligner en næse og to øjne.

Alt træ er for længst fjernet,

så nu står de som tomme huller

i denne dødningeskal.

Det bliver en lettelse, når alt er væk.

 

Gravemaskineføreren er meget dygtig,

alt bliver sorteret.

Træet skal til forbrænding,

og murstenene skal knuses

og bruges som vejfyld.

Livet vil gå videre.

 

21.01.15

 

*

 

Ugens digt, uge 7/2015

 

KAFFEBORDET

 

Man sidder tæt omkring bordet.

Der er varmt i stuen.

Man drikker kaffe og spiser

boller og lagkage og wienerbrød.

Og man snakker.

Man snakker om alt muligt,

lidt om dem, man kender,

lidt om problemer med bilerne,

noget om den bedst mulige

forspiring af læggekartoflerne.

Det er ikke noget særligt

og skal heller ikke være det.

Men man er sammen,

sammen med sine kroppe

i den varme stue,

sammen i snakken,

sammen om at være mennesker.

 

22.01.15

 

*

 

Der var på grund af askeonsdag ikke noget almindeligt ugens Facebook-digt i uge 8/2015, kun Ugens Lollandsonet (se afdelingen med dem nf. - og askeonsdagssalmen på undersiden "Salmer og kristelige digte").

 

*

 

Ugens digt, uge 9/2015

 

POESIENS RÅ BLOMST

 

Alt omkring mig er brændt af,

og der er ikke meget at hente

i jorden under mig.

Men jeg må have et motiv.

For enhver pris.

Ellers dør jeg uden at have

sat blomst og efterladt frø.

 

Jeg skyder en motivfanger ud,

en snedig fælde,

der trodser alle forestillinger.

For der må jo være noget derude.

Jeg spreder mine lokkeblade

uden skam og hensyn,

for jo tommere den brændte luft er,

jo mere aktiv må jeg være.

 

Men jeg lader ikke min fælde smække

om hvad som helst.

De små og magre ordskravl

eller tidsåndens vandede dråber

må vinden og solen vejre bort.

Jeg spilder ikke mine kræfter,

og lader ikke det betydningsløse

optage pladsen,

mens det, der virkelig kan fylde,

flyver hen over hovedet på mig.

Mine triggerhår ved, hvad de venter på;

de er designet af min længsels

dybt funderede program,

og de sender først udløsningssignalet,

når der virkelig er kød på.

 

Nu er den fede flue der!

Smæk!

Og jeg går straks i gang

med at indoptage alt det,

der nu er kommet til mig.

Virkelighedens proteiner og mineraler

flyder i mine årer,

og jeg skyder stængler højt op

med himmelspejlende hvide blomster.

Mit navn er Dionaea muscipula poetica!

 

28.01.15

 

Note

 

Hvis der skal være nogen! Men siden mine oversættelser af Adam Mickiewicz's Krimsonetter i 2014 og mine egne Lollandsonetter 2014-2015 har jeg fået lyst til at lade ofte ganske vidtløftige noter være ikke bare noter, men faktisk den ene del af en dobbelttekst.

 

Planten Dionaea muscipula er en kødædende plante, der på dansk normalt kaldes "Venus' fluefanger", men det er den også forekommende engelske betegnelse "Aphrodite's Mousetrap", der er korrekt. Ophavsmanden, eller ophavsmændene, til det almindelige navn har ladet sig narre af, at det latinske ord "musca" betyder "flue", og har ikke været opmærksom på, at det latinske ord "muscipula" betyder "musefælde" (af mus = mus og capio = jeg fanger). "Dionaea" er et tillægsord i hunkøn, der egentlig betyder "som har med Afrodites/Venus' mor Dione at gøre", men som også bruges om datteren, hvad der altså åbenbart er tilfældet her. Hvis man vil forstå, hvorfor denne plante har fået sit navn efter netop kærlighedsgudinden, skal man se på nogle af billederne af selve fældens spredte røde blade! - Planten forekommer kun naturligt i et ret lille område hen over grænsen mellem de amerikanske stater North og South Carolina og blev opdaget i 1763. Det er den fugtige og sure, næringsfattige jord, der får den til at klare sig bedre end planter, der ikke kan sikre sig et animalsk kosttilskud, men den er også afhængig af, at området med passende mellemrum bliver brændt af (hvad der altså kan ske af naturlige årsager), så at det ikke alligevel lykkes andre planter at brede sig i området og overskygge den. - Dionaea muscipulas helt særlige redskab er de spektakulære fangblade, hvis to halvdele (lober) kan klappe sammen omkring midtnerven. Og da bladranden er forsynet med en række oprette tænder, kommer fælden og fangstmekanismen til at minde om en rævesaks. Indersiderne af fangbladene er forsynet med hver mindst tre triggerhår, som får fælden til at klappe sammen, når de er blevet berørt to gange inden for 20 sekunder af et passende stort byttedyr. At triggerhårene ikke reagerer på ikke-levende genstande og for små insekter og lignende, og at der også er andre mekanismer, der sikrer, at der ikke fanges forkerte eller for små ting, betyder, at den stærkt ressourceforbrugende fangstproces kun sættes i gang eller fuldføres, når det er indsatsen værd. Når de to lober har lukket sig helt om byttet, udskilles et avanceret fordøjelsessekret, som opløser det, og de nu opløste næringsstoffer bliver optaget i planten. Dionaea muscipula lever ikke udelukkende af sin fangst, men bruger den som et nødvendigt supplement med andre stoffer til det sukker (og hvad deraf følger), den danner ved fotosyntese i sine grønne stængler.

 

*

 

Ugens digt 1, uge 10/2015

 

ORDENE I FEBRUAR 2015

 

Der skydes og lyves på begge fronter,

og der sympatiseres i vore egne rækker.

Det skal imødegås med ord.

Indtil begge lunger er perforeret.

 

28.02.15

 

*

 

Ugens digt 2, uge 10/2015

 

DET ETISKE STADIUM

 

En død frø i det mørke kolde vand.

Der er ikke andet end mørket og kulden

og det bundløse dyb.

Han svæver livløst rundt

med lemmerne ud til siden.

 

Så bliver han kaldt op

af Menneskehedens kommandocentral:

Der er tredive gidsler på et skib

500 meter fra din position,

fire gidseltagere.

Du er den eneste i nærheden.

Retning 280 grader.

 

Stofskiftet går i gang,

huden viser sig som dragt.

Han svømmer mod målet

i mørket og kulden.

Det bundløse dyb

er også under skibet.

Men nu er der gidslerne og ham.

 

17.02.15

 

*

 

Ugens digt 3, uge 10/2015

 

DER SKÆRES IGENNEM

 

Himlen er grå helt ned til jorden.

Kun grenene glimter vådt.

Fuglen bryder ud af buskens bur

og skærer en flænge i det hele.

Og det er vist en fugleverden,

der er ude bag den grå tæthed,

med store farvede bløde vinger

i langsomme slag.

 

21.02.15

 

*

 

Ugens digt 1, uge 11/2015

 

ÅBENBARELSE

 

Bækkenet er solen i koncertsalens mørke.

Trommeslagerens sorte arm

har bomuldsmarkens arbejde og sange i sig

og rækker tilbage til jagten i Afrika

og mangeetagetrommespillet dér.

 

Trommestikken slår den swingende rytme,

der sammen med bassens umåleligt afvigende,

gådefuldt opspændende dybe puls

ligger under det hele og holder drive'et i gang.

 

Koncertsalens mørke vider sig ud

mod hele det store Kosmos,

og det er Altets inderste dybde,

der åbenbarer sig i bækkensolens gang.

 

16.02.15

 

Note

 

Mangeetagetrommespillet. - Jeg har i en nyere jazzhistorie læst, at trommespillerne i Afrika ikke alene spillede rytmisk hver for sig, men også spillede sammen i flere forskellige tråde eller lag ("etager"), som hver havde deres egen gang, men alligevel hørte sammen - i et kæmpe spændingsforhold. Jeg husker ikke tallet, men var det måske syv lag? Ti? - Hvide musikere kan godt swinge, men kun sorte kan gøre det på en måde, som minder om det afrikanske trommespil. Hør Louis Armstrong! Hør Billie Holiday! Hør Charlie Parker! De har for det første en swingende og også "opspændt" rytmegruppe (og evt. akkompagnerende blæsere) under sig. Men for det andet "svæver de skråt gennem det hele i en helt anden dimension", som jeg altid har udtrykt det. Det er fantastisk!

 

*

 

Ugens digt 2, uge 11/2015

 

LIVET I SKOVEN

 

Fluesvampens dannebrogsfarver lyser i skovbunden.

De gamle drak af den og gik bersærk

længe før slaget ved Lyndanisse.

Ikke langt derfra står de yderste bøge

endnu på skrænten ved det oprørte verdenshav.

Myrerne breder sig flittigt mellem grantræerne.

 

21.02.15

 

Noter

 

De gamle drak af den. - At vikingetidens krige brugte et udtræk af fluesvampen som euforiserende "kamp-dopingstof" er måske blot en myte.

 

Slaget ved Lyndanisse. - Slaget ved Lyndanisse i Estland fandt sted lørdag den 15. juni 1219. Ifølge overleveringen faldt Dannebrog ned fra himlen og gav danskerne sejren. - Min personlige mening om det slag og den dato er, at det faktisk er ubehageligt, at vi fejrer et slag i et sådant røvertog.

 

*

 

Ugens digt 3, uge 11/2015

 

 DET YDERSTE STED

 

Mørke skyer samler sig omkring den kolde måne,

mens vinden blæser over den sorte jord.

Et sted derude er et andet mørke, en anden kulde,

en ond vind over en farlig jord.

Det er det yderste sted, alle tings prøve,

og det kan blive nødvendigt at gå derud.

 

06.03.15

 

*

 

Ugens digt 1, uge 12/2015

 

STJERNEN OVER MARKEN

 

En slags stjerne over marken.

Den lyser stærkt midt i dagen

og står ganske lavt over jorden.

Den er skabt af min længsels syn,

men får planeter omkring sig

dannet af virkelighedens støv.

Åh lille solsystem!

Det kører i ring for dig.

Vi kommer aldrig længere ud.

 

20.02.15

 

*

 

Ugens digt 2, uge 12/2015

 

GRØFTEKANTEN

 

Jeg går med unge raske skridt på livets vej,

og horisonthimlen står lys og åben forude.

Men åbenheden bliver ved at være tom,

så jeg sætter mig i grøftekanten et øjeblik

for at overveje situationen.

 

Jeg støtter mig på albuen og ser ned.

Der er grønt græs over mørk jord.

Der er røde og blå og gule blomster.

På en af de gule kravler en bille,

sort med blodfarvede dækvinger.

 

Her er noget! Jeg bliver ved at se.

Og da jeg rejser mig igen,

har horisonthimlen fået grøftekantkarakter.

Det er ikke græs og blomster og bille,

men andre ting, der gror og bevæger sig.

 

Grunden er dybere end jorden,

og det, der vokser frem, er hidtil uset.

Jeg går frem imod det og kommer ind i det.

Jeg er lille mellem store bløde vækster,

og et væsen i mørkerød klædning

kommer hen og hilser på mig.

 

27.02.15

 

*

 

Ugens digt 3, uge 12/2015

 

INDERST, YDERST OG NEDERST

 

Inde i skoven er det inderste,

ude bag skoven er det yderste;

det kan jeg se her fra vejen.

Men det, det gælder om,

er at se det inderste i det yderste

og det yderste i det inderste.

Og måske skal jeg ned i jorden,

måske skal jeg ned i jorden,

jeg går på her med mine fødder,

for at få set det.

Det yderste er i det nederste.

Nej, jeg vil ikke begrave mig selv;

det er livet om at gøre,

og livet ligger i det dybe.

 

21.02.15

 

*

 

Ugens digt 1, uge 13/2015

 

NATTETANKER EFTER NUSSEDAG

 

Ja, de små dagligdags ting er vigtige!

Livets grundelementer!

Men man skal heller ikke bare gå og nusse.

Det ene udelukker ikke det andet.

Men det kan alligevel komme til det,

hvis man bare nusser.

Man skal se Universet spejle sig i vandpytten,

mens man luger i sin køkkenhave,

og man skal føle jordens dybde, mens man graver.

Man skal føle arbejdets livsintensitet

gennem alle slægterne,

når man rører ved køkkenets ting.

Men man skal også kunne løfte sig op,

man skal også kunne gå længere ud,

langt ud i store ukendte egne,

hvor det måske er farligt at være.

Det gør ikke noget, at det kun er i drømme.

Det afgørende er at komme derud.

 

17.03.15

 

*

 

Ugens digt 2, uge 13/2015

 

SYNSRUMMET

 

Mit tomme synsrum suger billeder til sig

alle vegne fra, op af marken, ud af buskene;

nogle kommer helt inde fra byen.

De hvirvler rundt og flyder ud i hinanden.

 

Men så ser jeg ældgamle røde granitsten,

spraglede fugle med sorte næb

og kantede biler på blå veje.

 

Og rummet bliver et rør,

der trækker sig roterende sammen,

så det nu er mig, der bliver suget ind.

Jeg hvirvler mellem stenene, fuglene og bilerne

og slynges til sidst ud på den anden side.

 

Jeg går i en nyslynget verden, hvor stenene

er kastet sammen i skævkantede celler,

fremtidshuse dybt grundet i jorden og tiden,

og fuglene leger i mønsterbrydende formationer,

mens bilerne svæver blødt og frit

over græsfladens berøringssky kurver.

 

20.03.15

 

*

 

Ugens digt, uge 15/2015

 

SPÆNDENDE SYN

 

Store blokke støder sammen i mit syn.

Det går hårdt til.

De får farver og bevæger sig kontrapunktisk

over det store nodelærred,

bliver flerdimensionale i en stor installation.

Mørket og lyset mødes i vilde dissonanser,

som dog opløses igen uden fortræd,

og installationen møller rundt i en hvirvlende dans

med uskyldige seksuelle underlivstoner.

Der er voldsomme sammenstød derude,

men det går ikke ud over nogen.

Det er spændende på den gode måde!

 

26.03.15

 

*

 

Ugens digt, uge 16/2015

 

LIVET I RAVET

 

Disse klumper på snor af døde træers sårsved

løber mellem cremeglinsende turisters fingre

og ender med at lyse op på rynket brysthud

i bordlysflammernes barmhjertige skær.

 

Ude i strandkanten ruller andre eksemplarer,

og enkelte af dem vil blive poleret og fotograferet

med deres held-i-uheld-indhold af gamle insekter,

som døde lidt før tiden, men blev evigt fastholdt.

 

Panserbillen blev indklistret lige før sit sidste rov

og ligger med kæberne åbnet i uendelig skuffelse.

Edderkoppen tager sig til hovedet med fire ben

og vil aldrig komme til at forstå noget af det.

 

10.04.15

 

*

 

Et ekstra Ugens digt, uge 16/2015

 

LYKØNSKNINGSDIGT TIL DRONNINGEN

DEN 16. APRIL 2015

 

Tillykke, Deres Majestæt!

Mand og mand imellem siger vi ofte

bare dronningen eller Margrethe,

men til Dem siger vi Deres Majestæt.

Vi kan godt lide Dem,

og De gør det godt,

ingen tvivl om det.

Og tak for det!

Men jeg vil alligevel helt særligt

sige tillykke til Dem som vor Monark.

For når vi hylder Dem i dag,

dyrker vi først og fremmest os selv,

det danske folk og den danske nation.

Vi har alle været med i dag,

men mange har haft en særlig rolle,

fra dem på de øverste

til dem på de nederste poster,

også alle dem, der har optrådt

og bidraget med noget.

Jeg tænker også på dronningerunderne

og udnævnelserne af ministre

og andre, der tjener i den danske stat.

Det viser, at de alle tjener nationen,

som den er i dag,

som den har været i tusind år,

og som den vil være længe efter vor tid.

Det er det, der er det afgørende.

Og det er jeg sikker på, at De ved.

Tak for det!

Tillykke med fødselsdagen, Deres Majestæt!

Gud bevare Danmark!

 

Bent Christensen

16.04.15

 

KOMMENTAR: Inden jeg fik skrevet dette digt, slog jeg dette op på min Facebook-væg: "HOV! Det er jo dronningens fødselsdag. Det har jeg godt vidst hele dagen, og vi har fulgt en del med i begivenhederne. Amalienborg og karetturen og Livgarden og Gardehusarerne var som altid godt. Og dronningen er god til at se glad og taknemmelig ud på balkonen. Nok, fordi hun er det. Men Københavns Rådhus var det helt særlige for os. De kan det der. Det var et meget fint program. Og Frank Jensen, som aldrig har set bedre ud, holdt en meget fin minimalistisk tale. Velgørende! - Tillykke, Deres Majestæt! Gud bevare Det Kongelige Danske Socialdemokrati! // Dette er bare et opslag med et foreløbigt tillykke. Jeg vil nemlig prøve at nå at skrive et lille lykønskningsdigt inden midnat! Lige det havde jeg ikke tænkt på. Jeg har arbejdet med et almindeligt digt det meste af dagen (som nok bliver slået op her i uge 22). Men da jeg satte datoen på, sagde jeg til mig selv, at jeg burde have skrevet et lykønskningsdigt. Så meget desto mere, som jeg i sin tid som danskstuderende skrev speciale om Thomas Kingos hyldestdigte til kongehuset. Det var ikke min idé med mit Kingo-speciale, men åbenbart et hul, professor Billeskov Jansen ville have udfyldt. Og mens jeg arbejdede med det, blev det nuværende regentpar gift. Det begyndte så småt at røre sig i hovedet på mig med et digt i Kingo-stil til brudeparret. Men jeg havde for travlt med specialet og i forvejen for lidt tid til det. Nu kan jeg måske råde bod på det.".

 

*

 

Ugens digt, uge 17/2015

 

UNDER ILD OVER STEN

 

Faklen blusser i mørket over stenene på jorden,

og den tungede flamme sender gnister op,

som snart går ud mod den tomme himmel.

Fødderne får fæste i græsmellemrummene

og finder en vej i det ukendte land.

Den gående ved dog ikke, hvor han skal hen;

vejen er fod foran fod og fod foran fod,

men han må blive ved at gå for dog at gå,

og holde faklen højt, mens den brænder endnu.

 

11.04.15

 

*

 

På grund af bededag var der intet almindeligt Facebook-digt i uge 18/2015, kun den næstsidste Lollandsonet (her i afdelingen "Lollandsonetter").

 

*

 

Ugens digt, uge 19/2015

 

BUKSER OG KUGLE

En dag i 1970'erne

 

Mine gamle grå hverdagsbukser

deler farve med himlen,

og den knækkede lejekugle i højre pedal

sætter lyd på mit stædige tråd

mod den kolde martsvind.

 

Hvad nytter stædighed i denne fattigdom,

hvor alt er gråt og knækket og koldt?

 

Men det er jo inde i himmelgrå bukser,

mine ben bliver ved at træde,

allerede i farvefællesskab med målet,

og den knækkede kugle er et tegn på,

at verden kan åbnes og fylde mere,

så det nye kommer til at skurre fælt

mod de gamle definitioners glatte sider.

 

17.04.15

 

*

 

På grund af Kristi himmelfarts dag var der intet almindeligt Facebook-digt i uge 20/2015, kun den første Frie Lollandsonet (her i afdelingen " Frie Lollandsonetter").

 

*

 

Ugens digt, uge 21/2015

 

GULDBRYLLUP

 

Kommer Annas og mit guldbryllup

den læsende offentlighed ved?

Skal vi udstille os og vort?

Skal den belemres med os og vort?

Men udstille og udstille, og belemres og belemres;

det er også historie.

 

Det begyndte at gå galt, da vi blev gift!

I 1965 sluttede den gode efterkrigstid,

og siden er det ikke blevet rigtig godt.

Desto mere prøvede vi at leve vort eget liv,

efterhånden med børn og børnebørn.

Og det gik helt godt.

Vi kom i hvert fald aldrig på den forkerte side.

 

Familien er grundlaget for det personlige liv.

Forankringen dér sikrer mod alle,

der ellers kan tage magten over personen.

Men det er jo også dér, livet leves,

helt grundlæggende, med de mest elementære ting.

Bord og seng og hus og have.

Og sådan noget som campingturene.

Camp Christensen! Det sagde vi altid,

når vi havde fået slået teltet op.

Det er kernefamilien i sin renhed,

måske langt borte i et fremmed land.

 

Vi har ikke meldt os ud af samfundet.

Vi lever da med.

Og det er heller ikke den rene elendighed.

Der er mange gode mennesker at have fællesskab med

og stadig meget godt at være fælles om.

Mange traditioner lever endnu.

Og de unge finder på nye gode ting.

Desuden er de vort eneste håb i verden.

Der er ikke andre end dem til at føre livet videre.

Og de finder forhåbentlig ud af det.

 

Men guldbrylluppet er især os to.

Det er stort at have delt alle disse år

og dejligt at se tilbage.

At der ikke er så megen tid forude,

er der ikke noget at gøre ved.

Men vi bliver ved til det sidste.

I håbet om, at Gud er forude efter tiden.

 

29.04.15 - med henblik på 22.05.15.

 

*

 

Da uge 22 (efter anden pinsedag og opslaget af Fri Lollandsonet nr. 3) gik med opslaget og de løbende opdateringer af mit Facebook-billedalbum "Guldbryllup 22. maj 2015", blev der ikke slået noget almindeligt Ugens digt op.

 

*

 

Ugens digt, uge 23/2015

 

EVOLUTION

 

I det nordligste Grønland finder man

forsteninger af de første dyr,

i Siriuspasset, opkaldt efter Siriuspatruljen,

Rigsfællesskabets nordligste militære enhed.

Så vidt er vi kommet.

Og længere mod sydvest ligger Thule Air Base.

Så vidt er vi kommet.

Men vi kommer også videre på andre måder.

Vi retter ikke kun raketterne mod hinanden;

vi efterkommere efter et af de kambriske dyr

søger ud mod stjernerne,

mod exoplaneter langt derude.

Bare vi ikke møder nogle, der er ligesom os!

 

16.04.15

 

*

 

 

Ugens digt, uge 24/2015

 

DET MULIGE LAND

 

Længslens land ligger dybt nede

eller langt ude,

men det stikker også frem

en hel del steder her og nu.

Det kan være en grå sten i jorden.

Det kan være en plet vissent græs.

Det kan være en hund, der traver.

Det kan være et barn, der leger.

Det kan være en dårligt klædt dansk mand.

Det kan være en sød dansk pige.

Det kan være et møde

mellem mennesker et tilfældigt sted.

 

Åh alle I tilstedeværelsespunkter!

Lad mig se jer omkring mig!

Lad mig se, hvad I er!

Lad mig se, hvad der stikker under!

Lad mig se, hvad der forbinder jer!

Lad mig pejle ud fra jer!

Ud til det endnu blot mulige land!

 

19.05.15 / 28.05.15

 

*

 

Nattevinduesdigt til uge 25/2015

 

DEN INSISTERENDE STJERNE

 

Det samme lys. Den samme lykke?

Nordhimlen er blå som i alle år,

og den lette skybræmme rosa.

Silhuetterne er også de samme.

Men min krop er et år ældre,

og hvordan vil jeg se det samme til næste år?

 

Stjernen i øverste venstre hjørne

er det særlige nu,

fjern og tavs, men insisterende.

Hvad ville den sige?

Hvad siger den?

Der er hul igennem,

også langt ind i min sjæl.

 

Jeg kan høre lyset derude og derinde.

Den årlige genkomst dækker over noget større,

og stjernen borer ind til den unge lykke

i min eftertænksomme gamle krop.

 

13.06.15

 

NOTE: Dette er det første nattevinduesdigt i 2015 eller i tredje sæson. Det allerførste nattevinduesdigt ("Lysende plet i vindue") er skrevet den 10. februar 2013, ja, i februar måned. Men ellers er disse digte jo skrevet i sommernætterne, med digtet "Natten i vinduet" fra 5. juni 2013 som det første. Et nattevinduesdigt er et digt, der er skrevet, mens jeg omkring midnat har siddet i mit arbejdsværelse på første sal og set mod nord ud gennem vinduet over mit skrivebord, dog fra den anden ende af rummet.

 

*

 

7 Næsby Strand

 

Efterårseftermiddag. 12 km i luftlinje

gennem Nakskov over Nybro mod Østersøen

for at fange torsk ved Næsby Strand.

Fødderne i pedalerne og luft i lungerne.

 

Fiskestangen bundet langs cykelstangen,

grej og kakao og franskbrød med smør

i fisketursrygsækken. Stedet med skoven,

der drager bag den pløjede mark.

 

På stranden kast efter kast med pirken.

Tyskland ligger stadig skræmmende dernede,

og vandet og himlen vider alt langt ud.

 

De fire små torsk med deres torskelugt

bliver hængt på cykelstyret. Jeg er glad,

mens jeg kører hjemad gennem mørket.

 

24.04.15

 

Note

 

Året kan være 1957.

 

*

 

Nattevinduesdigt 1 til uge 26/2015

 

MOTIV I GRÅ SOLHVERVSNAT

 

Solhvervsnatten. Stor skuffelse.

Just two or three shades of grey.

Men så ude til venstre for vinduesrammen!

Da jeg i min skuffelse rystede på hovedet.

En lille stangformet lyssprække,

hvor nordsolen brød igennem,

med et lysende punkt ved hver ende.

Stående skråt ca. 30 grader til højre for lodret.

Kunne det være en UFO?

I hvert fald et helt usædvanligt hul i skydækket.

Ville det blive lukket, inden jeg nåede at beskrive det?

Skulle jeg skrive, at det lignede en festknallert?

Men hvad kunne det betyde som motiv?

Som det mest sælsomme motiv nogensinde.

UFO-associationen var oplagt.

I det mindste som formen på et hul ud mod stjernerne.

Så jeg måtte skynde mig, inden det lukkede sig igen.

Men det lukkede sig ikke.

Der blev ved med at være lys

i det let åbne skråvindue

i huset bag min nabo mod nord.

 

22.06.15

 

*

 

Nattevinduesdigt 2 til uge 26/2015

 

MIDSOMMERAKVAREL

 

Det er nu den anden nat efter sommersolhvervet.

Datomæssigt er det sankthansaftensdag.

Alt er stille. Midsommeren står stille.

Det er ikke meget koldt.

Og der er hverken regn eller rusk.

Men midsommeren er frossen

i en akvarel med kolde farver.

De øverste to tredjedele af billedet

er ikke et skydække, men næsten.

Det er tre lange og tykke

knapt adskilte gråsorte skyer.

Den nederste tredjedel er lys og kold

med en meget svag rødme forneden

og et smalt, ikke helt sammenhængende

skybånd på langs over det hele

og nogle svage små aflange skyer hist og her.

Silhuetterne er der også, helt stille og sorte.

Nu brydes det smalle skybånd op.

Det formår ikke at skille den svage solrødme

fra den store åbning ud mod Rummets kulde.

Alt står stille lige nu.

Men vinteren vil komme.

 

23.06.15

 

*

 

Fra 23. juni 2015 har jeg også samlet nattevinduesdigtene i den særlig afdeling (lige efter Frie Lollandsonetter). Så meget desto mere, som jeg i hvert fald på det tidspunkt overvejede at udgive dem som en særlig samling - når Lollandsonetter og Frie Lollandsonetter var blevet udgivet. Men jeg har, i hvert fald indtil videre ladet alle nattevinduesdigtene blive stående her blandt de almindelige "Facebook-digte", ligesom jeg også fortsat sætter dem på her i den rækkefølge, hvori de er blevet slået op.

 

*

 

Nattevinduesdigt 3 til uge 26/2015

 

SANKTHANS VED LUKKETID?

 

Sankthansnat. Det meste gråmeleret.

Det nederste lysere gråt. Intet rødt.

Silhuetterne flyder ud i gråt.

Alt er gråt. Og stille.

Et lys ligesom blinker gennem træerne.

Der må alligevel være noget vind.

Men himlen bliver mere og mere bare grå.

Der er lukket til Universet.

Menneskelyset flakker.

Går alt i gråt?

 

24.06.15

 

*

 

Ekstra digt i uge 26/2015

 

MASNEDØ I TUSIND ÅR

 

Ved ferniseringen af sommerudstillingen i Masnedø Fort den 25. juni 2015

 

Disse grønne lunde!

Disse blanke sunde!

Vort lille søde og dejlige land,

vort søde og dejlige lille folk!

Men vi har været grumme;

undervurder os ikke!

 

Her samledes ledingsflåden

forud for middelalderens røvertogter.

Når den skulle mod syd,

fik vi fra Falster og Lolland sidst besked,

for vi lå i med venderne.

Her trodsede Valdemar Atterdag Hansestæderne.

Gåsetårnet lyder sødt,

men undervurder det ikke!

 

Mange år senere byggede man dette fort

her på Masnedø.

Nye tider, nye våben.

Men de blanke sunde havde stadig

strategisk betydning;

Masnedøfort var vigtigt for sikringen af

puslinglandets smughygge.

 

To 15 cm stålkanoner.

Fire 120 mm hurtigskydende stålkanoner.

To 120 mm hurtigskydende stålhaubitser.

Fire 37 mm revolverkanoner.

Tolv 8 mm rekylgeværer.

Fortlegeme og fortkerne.

Grave, der kunne beskydes

fra en saillantkaponiere og en strubekaponiere.

Fodfolksbanket og brystværn på fortdækket.

Udkigsplatform, kommandostation og ildledelsescentral.

Hængekøjer til mandskabet, eneværelser til officererne,

der også havde træk og slip.

På stranden et badehus med tilhørende badebro.

Og til alt dette 225 kystartillerister

og et halvt infanterikompagni.

 

Den 9. april 1940 kastede tyskerne

to delinger Fallschirmjäger ned på Masnedø,

krigshistoriens første luftlandsætning.

Så havde de sikret broen.

Vordingborg-garnisonen kunne intet gøre.

Og det var heller ikke meningen.

Fortet var bemandet med fortmesteren

og to værnepligtige menige uden ammunition.

Jeg tænker næsten altid på det,

når jeg kører over Masnedø.

 

Senere var vi bedre forberedt.

Min sidste feltpræstemenighed

var lokalforsvarsbataljonen på Falster.

Og her skulle man igen ikke undervurdere!

 

Nu er det nye tider.

På det allerseneste rumler det igen i øst.

Men ellers har kulturen taget over;

vi er virkelig blevet søde nu,

og vi skal have en god sommer her.

Vi kan jo ikke høre de bomber,

vi kaster mod Islamisk Stat i Irak.

 

Bent Christensen 05.05.15

 

 

Noter

 

Masnedøfort. - I lovteksten og i navneskiltet på fortet hedder det Masnedøfort i ét ord. Men det kaldes også Masnedøfortet eller Masnedø Fort. - Fortet, der sammen med et par andre anlæg havde til opgave at sikre og kontrollere farvandet mellem Sjælland og Falster og dettes kyster (herunder Vordingborg), blev opført i årene 1912-1915 og meldt kampklart i maj 1915, altså midt under Første Verdenskrig.

 

Puslinglandets smughygge. - Jf. disse berømte linjer i Jeppe Aakjærs sang "Som dybest brønd gi'r altid klarest vand" (1916): "Du pusling-land, som hygger dig i smug, / mens hele verden brænder om din vugge". - Det lykkedes jo Danmark at holde sig ude af Første Verdenskrig, fordi vi med et tilstrækkelig stærkt militær, herunder Masnedøfort, kunne garantere begge parter i krigen, at vi kunne og ville hævde vor neutralitet. - Dette er nok det danske militærs største succes nogensinde.

 

Cm/mm. - Kanonkalibrene angaves dengang i centimeter, når våbnet benyttede todelt ammunition (projektil  og ladning indført hver for sig), og i millimeter, når våbnet benyttede enhedsammunition (projektil og ladning samlet i én enhed).

 

Stålhaubitser. - En haubits er en kanon med et kortere rør og dermed en mere krum skudbane.

 

Revolverkanon. - En revolverkanon er en kanon med rundt roterende magasin eller med flere roterende løb af Gatling-typen.

 

Rekylgeværer. - Rekylgevær var dengang betegnelsen for et let maskingevær.

 

Kaponiere. - En kaponiere (egl. kapunbur) er et befæstet rum i en fæstningsgrav, fra hvilket graven langskydes. - Saillantkaponiere. Jf. saillant (fr. fremspringende). En kaponiere i den udadgående vinkel af en befæstningsmur. - Strubekaponiere. En kaponiere i fortets strube, dvs. den del af fortet, der vender bort fra fjenden (her vandet).

 

Fortlegeme og fortkerne. - Fortlegemet er hele den trekantede bygning, hvis kerne er den betonstøbte kasematbygning.

 

Fodfolksbanket, brystværn, fortdæk. - En fodfolksbanket er en afsats bag brystværnet på fortdækket, hvorfra infanteriet kan beskyde fjenden med håndvåben. Fortdækket er fortlegemets top (se ovf.).

 

Et halvt infanterikompagni. - Et infanterikompagni var dengang en enhed på måske ca. 150 almindelige soldater (fodfolk). Fortets infanteribesætning var altså på ca. 75 mand. (Det var, da disse noter blev skrevet, ikke muligt at finde et mere nøjagtigt tal).

 

To delinger Fallschirmjäger. - Fallschirmjäger = faldskærmssoldater. - Et helt kompagni består typisk af nogle kommando- og støtteled og tre kampdelinger. Den 9. april 1940 blev der kun kastet to delinger, 80 mand, ned på Masnedø. - Det var første gang i krigshistorien, der blev indsat faldskærmssoldater på denne måde. Næste gang var, da tyskerne en måneds tid senere erobrede de belgiske forter. Den tyske øverste ledelse var i tvivl om, hvorvidt man skulle afsløre, at man havde og kunne bruge denne våbenart, allerede ved angrebet på Danmark, men indtagelsen af Masnedø var så vigtig, at Hitler nogle få dage før den 9. april gav tilladelse til operationen.

 

Lokalforsvarsbataljonen. - En lokalforsvarsbataljon er en infanteribataljon, der i modsætning til de bataljoner, der indgår i en brigade, ikke er særlig mobil, idet den, som navnet siger, er beregnet på mere stationære forsvarsopgaver, i dette tilfælde helt særligt forsvaret af Storstrømsbroen og adgangsvejene til den. Men lokalforsvarsbataljonen (400-500 mand), havde en betragtelig kampkraft og ildkraft (alt fra geværer til 120 mm morterer). - Lokalforsvarsbataljonerne var mobiliseringsenheder, og jeg nåede kun at se min bataljons officerer og oplagrede materiel ved en enkelt lejlighed. Det er altså på baggrund af min tjeneste i den danske hær overhovedet, jeg tillader mig at sige, at man ikke skulle undervurdere os.

 

*

 

Ugens Frie Lollandsonet, uge 27/2015

 

8 BURSØ ALDERDOMSHJEM

 

Sådan byggede man alderdomshjem på Lolland

i år 1900. Stort og herskabeligt gult

på landevejen mellem Holeby og Maribo.

En værdig sidste station for alle.

 

Forhave med træer, midtergang og låge.

Køkkenhave og hønsehus omme bagved.

Og inde lå værelserne langs gangen,

der gik mellem spisestuen og hyggeenden.

 

Her havde jeg mit hjem i gymnasietiden

og soldatertiden og studietiden.

Her kom vi med vort første barn.

 

Samtalerne og festerne med de gamle.

Ikke så gamle endda. Jeg lærte meget.

Og mit voksne liv blev grundlagt her.

 

12.06.15

 

Noter

 

Bursø Alderdomshjem / Maribovej 54. - Bursø Alderdomshjem i den daværende Holeby-Bursø Kommune er, efter hvad Sydlollands Lokalarkiv har oplyst, opført i år 1900. Om tiden fra da af, og til min Mor og jeg kom dertil i 1959, ved jeg kun, hvad der fremgik af, hvad jeg kunne se med mine øjne og fornemme af stedets ånd. Som det fremgår af nr. 2, 4 og 6, døde min far, da jeg var knapt seks år, og så endte det med, at min mor Ebba Christensen blev alderdomshjemsbestyrerinde, først på Branderslev Alderdomshjem (1956-1959, se nr. 5), dernæst på Bursø Alderdomshjem (1959 til ca. 1967). - Holeby-Bursø Kommunes sogneråd holdt sine møder i den særlige kommune- eller sognerådsstue i den nordlige ende på første sal. Og det var interessant for en stor dreng som mig at samtale med sognerådsmedlemmerne, som var meget flinke over for mig. Men som det fremgår af sonetten, var det samtalerne med beboerne, eller de gamle, som man helt naturligt sagde dengang, der var det vigtigste for mig. Den, jeg talte mest med, var "Nummer ti". Jeg tror, hun hed Johanne. Men hendes værelse havde nummeret 10, så hun blev aldrig kaldt andet end "Nummer ti". Hun var ikke så gammel, men var på alderdomshjemmet, fordi hun havde været blind fra kort efter sin fødsel. Hun var en interessant og dannet dame. Respekt for Blindeinstituttet! Vi fik os en interessant samtale næsten hver dag. Hun og hende moster gav mig et par guldmanchetknapper som studentergave. Dem bruger jeg, når jeg er i ornat med manchetskorte. Og der var flere interessante personer. Som altså ikke var så gamle endda. Dengang kunne en mand nærmest komme på alderdomshjem, bare fordi hans kone var død. Så kunne han jo ikke klare sig selv! Men der er endnu en person, der skal nævnes, nemlig gamle August Oskar Lindqvist (brugte vist fornavnet Oskar), som var far til vor sognepræst i Sakskøbing-tiden Karl Lindqvist og vor kommunekasserer i Holeby-Bursø Nanny Lindqvist, som efterhånden blev min mors gode veninde og vor og vore børns "Tante Qvist". Og hvad mere var; ved mange af de fester, vi holdt, skrev gamle Lindqvist en fin sang. Han skrev, så vidt jeg husker, også en sang til min 18-års fødselsdag. Til gengæld skrev jeg en sang til ham på en af hans fødselsdage (formodentlig en rund). Jeg havde nemlig hørt, at medens han havde skrevet lejlighedssange til mange andre mennesker, var der aldrig nogen, der havde skrevet en sang til ham. Gad vidst, om det ikke nærmest er mit livs første digt! Og der var polakken Pajak (egl. Pająk = edderkop!). Han var en from katolik, der hver dag bad sin rosenkrans på de rette tider, og mit livs første økumeniske oplevelse var, at jeg engang kørte ham til messe i den katolske kirke i Maribo. Men da jeg var begyndt på min sprogofficersuddannelse med russisk, prøvede jeg også at tale lidt slavisk med ham, hvorved jeg i hvert fald fik lært, at snaps på polsk hedder "wódka" (med ó udtalt som u). - Jeg kunne fortælle meget mere om denne vigtige del af mit liv, om 1959-1961 som jazzkvintetten The Strangers' storhedstid, om det storslåede musikliv (og meget andet stort) på Maribo Gymnasium og om den for mig sørgelige, men også afgørende tid 1961-1962, hvor jeg måtte indse, at mine musikalske evner langtfra var nok til en karriere som jazzpianist, og hvor jeg prøvede at lægge an til noget andet stærkt og stort, jeg ville være bedre til. Men det var svært, og i første omgang glædede jeg mig til at komme ind som soldat og opleve noget, der i hvert fald var stærkt i en meget elementær betydning. Det var i Bursø Alderdomshjems køkken, jeg åbnede det brev fra Forsvaret, der opfordrede årets mandlige studenter til at søge ind på sprogofficersuddannelsen. Det var lige før studentereksamens sidste fag, latin. Og jeg søgte. Og blev optaget. Og gennemførte. Uden at vide, hvad det skulle føre til af stort og stærkt fra 1990 af. Ja, jeg kunne fortælle meget mere. Men med denne note har jeg villet sætte et lille minde over det gamle Bursø Alderdomshjem og dets beboere. - Om bygningens videre historie som Maribovej nr. 54 ved jeg ikke meget. Siden vi i 2003 flyttede til Fuglsevej øst for Holeby, kører vi forbi, når vi skal til Maribo. Til at begynde med stod det hele som i min mors og min tid. Gulkalket. Det var ved at blive indrettet til bed & breakfast. Og nåede vist at blive det. På et tidspunkt blev bygningen ramt af en brand, og derefter begyndte man at bygge de nordlige dele om. Nu står det hele hvidkalket, og der er blevet indrettet lejligheder i det.

 

Hyggeenden. - I den ene ende af den lange og brede gang på underetagen var der et bord med et par bænke (og måske også stole) og en radio på en hylde. Her sad især nogle af mændene altid og hyggede sig. Idet de blandt andet hørte det dengang meget populære "Bror Kalles Kapel". Det var i en ugentlig udsendelse med titlen "Ældre dansemusik". Det mest populære nummer var hopsaen "Skæve Thorvald". (Bror Kalle, egl. Harry Ulrik Glit-Jensen (1911-1980), var komponist, pianist og kapelmester, især inden for populærmusik).

 

BILLEDALBUM

 

Denne sonet har givet anledning til et ret stort Facebook-billedalbum, som med stor fordel kan studeres sammen med sonetten og dens noter. Her er linket:
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1008416815858850.1073741849.100000716224349&type=1&l=63eba8b156

 

*

 

Nattevinduesdigt 1 til uge 27/2015

 

FORSINKET MIDSOMMER?

 

Igen i nat fylder skydækket det meste.

Men det er anderledes.

Der er lyse pletter og huller.

Og det grå er ikke helt så sort.

Den smalle stribe forneden er lys og rød,

og nogle striber giver den kun karakter.

Silhuetterne er godt nok sorte.

Men det ser ud til, at sommeren klemmer sig op.

 

30.06.15

 

*

 

EKSTRA NATTEVINDUESDIGTE I UGE 27/2015

 

Dette er gamle nattevinduesdigte, der har måttet vente, fordi der har været solhvervsting, der skulle slås op med det samme. For at få ryddet op, slår jeg dem nu op samlet. Jeg håber, at de, der interesserer sig for denne særlige genre, vil tage sig tid til at læse dem.

 

Ekstra nattevinduesdigt 1, uge 27/2015

 

GODT NOK AT VÆRE HER

 

Himlen er jævnt grå og kan ikke finde ud af,

om den vil slippe regn eller ej.

Nederst truer en svag rødme med endnu en tør dag.

Godt, jeg fik vandet mine jordbær

og nogle nysåede ting

med vandet fra min gode brønd!

De eneste to lys er fra husene bag træerne.

Igen i nat er de mine nære stjerner,

helt sikkert stjerner med liv.

Vi er fælles om at være lukket inde her på Jorden

og om at være holdt i live af det vand,

som den grå himmel før eller siden vil slippe,

og som jo ellers ligger parat ude i havet.

Det er godt nok at være her.

Jeg behøver ikke det, der er ude bag himmelgrået,

og jeg kan godt klare endnu en tør dag.

 

14.06.15

 

 

Ekstra nattevinduesdigt 2, uge 27/2015

 

VI ER LUKKET INDE SAMMEN

 

Stadig lukket inde af himmelgrået.

Stadig ingen regn.

Men de nære husstjerner er der igen.

Vi er lukket inde sammen,

og alt er gråt og tørt.

Måske tørrer vi ud.

Måske går gråt i sort.

 

16.06.15

 

 

Ekstra nattevinduesdigt 3, uge 27/2015

 

BLÅT OVER SORT

 

Nu har himlen åbnet sig.

Det er også blevet sent.

Eller tidligt.

Måske skal man bare vente.

De to husstjerner er der stadig.

Men de peger ingen steder hen.

De er svage bag silhuetterne,

dukker sig nærmest ydmygt.

Ikke for Universet.

Det er ikke Universet, der står derude.

Det er morgenen, den nye dag.

Silhuetterne er helt sorte.

I går er forbi.

Det lyse bag de lette skrå skyer

er fremtiden på vej.

 

17.06.15

 

 

Ekstra nattevinduesdigt 4, uge 27/2015

 

MØRKET OG LIVET

 

Mørkt skydække øverst.

Ingen rødme forneden. Kun lyst blåt.

Det regnede lidt i går.

Skydækket breder sig.

Er det truende eller forjættende?

Jeg vil jo gerne have regn til haven.

Men mørket signalerer livets grumhed.

Nu er alt næsten helt mørkt.

Det lyseblå kæmper for sit liv.

Men regnen vil få grøntsagerne til at gro.

 

18.06.15

 

 

Ekstra nattevinduesdigt 5, uge 27/2015

 

FORMDANNELSER I MORGENKLARHEDEN

 

Det er sent og tidligt, næsten morgen,

og himlen er lys og blå.

Alt er sælsomt koldt og klart.

Et glat skydække skjuler nordrødmen,

og kun nogle tynde tjavsede striber

strækker sig hen over det blå.

Den kompakte skiferklump forneden

opløser sig øverst i henholdsvis

huller og opstigende afspaltninger.

Til venstre er der som en aflang hule.

Men til højre er krystallignende strukturer

trukket fra hinanden med blåt imellem

under en stor kile af blåhvidt i sort.

Det ændrer sig hele tiden.

Himlen foroven er nu næsten klar;

stribetjavserne er ved at fordampe.

Og der står noget, der ligner en skål,

på den nederste klump.

Er det en parabol mod Rummet,

en lytten mod den kolde uendelighed?

 

20.06.15

 

*

 

Nyskrevet nattevinduesdigt torsdag i uge 27/2015

 

SOMMERHIMMEL I MEDLYS

 

Endelig er himlen klar,

grå foroven med en stjerne eller to,

så lys blå og svagt rød.

Men selv om det har været varmt i dag,

er det ikke en blød midsommerhimmel.

 

Nu ved jeg det!

Det er fuldmånen,

der kaster sit kolde lys fra syd.

Silhuetterne er stille og mørke,

men ikke helt sorte,

og grene og kviste er tydelige.

 

Denne klarhed.

Denne stilhed.

Denne koldhed.

Men Månens lånte lys vinder ikke.

Solrødmen holder skansen ved horisonten,

og i morgen bliver det rigtig sommer.

 

02.07.15

 

*

 

Ugens Frie Lollandsonet, uge 28/2015

 

9 KASTAGER STATION

 

Nakskov-Kragenæs Jernbane var klar i 1915.

Fra Kragenæs gik færge til Fejø og Femø.

I 1961 var der 220.000 rejsende.

Og der blev kørt roer til Nakskov.

 

Stationerne var alle meget smukke,

som herskabsvillaer, og de små var ens.

Fra 1946 kørte banen med underskud.

Nakskov-Kragenæs Jernbane ophørte i 1967.

 

Vi boede 1968-1969 i Kastager Station.

Det skulle have været en begyndelse,

men det blev en kort mellemtid.

 

Det var stort at tænke på historien

og at begynde at så perronen til med græs.

Men den rigtige begyndelse kom senere.

 

24.06.15

 

Noter

 

Nakskov-Kragenæs Jernbane. - Man kan finde noget om Nakskov-Kragenæs Jernbane flere steder på Internettet. Jeg vil her henvise til Erik V. Pedersens beretning om den på hjemmesiden "Ud og se - på evp". Denne side er, så vidt jeg har kunnet se, en omfattende beskrivelse af alle slags jernbaner i Danmark, men der er også en udførlig underside om Nakskov-Kragenæs Jernbane (NKJ):

http://evp.dk/index.php?page=nakskov-kragenas-jernbane . - Banen var 26,7 km lang og havde disse stationer: Nakskov, Harpelunde, Købelev, Onsevig, Kastager, Horslunde, Svinsbjerg, Torrig, Kragenæs. Der var desuden en del trinbrætter (en slags små stationer, hvor rejsende, der ville på, selv måtte betjene det signal, der fik toget til at standse). - Et par klip fra Erik V. Pedersens underside: Eneretsbevilling på banens drift blev givet d. 16. september 1912, og man gik straks i gang med udstikning af banen. I foråret 1913 blev arbejdet med banens anlæg overdraget entreprenørfirmaet Wätzold & H.A. Jørgensen. ... I dagene 1-4 marts 1915 var der prøvekørsler, hvortil der var gratis adgang for beboerne omkring banen. Det blev nogle festlige dage, hvor mange benyttede sig af tilbuddet. Fredag den 5. marts kunne banen så endelig åbne for officiel trafik med 4 blandet-tog dagligt i hver retning. ... NKJ havde straks fra åbningsdagen driftsfællesskab med Lollandsbanen ... Persontrafikken var i hele banens levetid ganske god med udsving under de to krige og et rekordår i 1960 med 300.000 rejsende. Godstrafikken blev derimod aldrig så omfattende som håbet. Til at bestride først og fremmest roetransporterne anskaffede banen i 1915-16 i alt 27 åbne godsvogne, hvilket i 1920 suppleredes med yderligere 5 vogne, men et netværk af smalsporsbaner transporterede samtidig mængder af roer til både saftstationer ude i området og sukkerfabrikken i Nakskov, og da fabrikken stoppede med at modtage roer fra normalsporede baner i 1956, faldt godsmængden til 3.500 tons pr. år. ... Fra 1946 gav NKJ underskud og selv efter flere besparelsesrunder, lykkedes det aldrig siden at få overskud. I 1964 stod banen overfor en udskiftning af det totalt nedslidte spor og alle kunne se, at det ville der aldrig kunne skaffes penge til, så på generalforsamlingen i 1965 blev det besluttet at nedlægge NKJ den 31. marts 1967, hvor kommunernes garantiperiode udløb.

 

Men det blev en kort mellemtid. - Jeg var 1968-1971 adjunkt på Nakskov Gymnasium, men det endte med, at jeg i 1971 blev præst i Folkekirken på den daværende såkaldte § 2-tilladelse. Og vor tid i Kastager gamle Station (i landsbyen Utterslev) blev endnu kortere. Vi købte hus i Vesterborg i 1969. Det var først i 1970, jeg traf min endelige beslutning om at prøve at blive præst. - Når jeg så hurtigt kunne gennemføre den supplerende teologiske uddannelse, der sammen med min cand. mag.-eksamen i dansk/russisk var forudsætningen for § 2-tilladelsen (§ 2 i Lov om adgang til præsteembeder i folkekirken), skyldes det dels, at jeg havde drevet mit danskstudium ret teologisk (fx skrevet speciale om Thomas Kingo), og at træningen i at læse litterære tekster gør det let at læse bibelske og andre teologiske tekster, dels, at beskæftigelsen med marxismen i forbindelse med min sprogofficersuddannelse og mit russiskstudium også gav nogle idémæssige vinkler, dels, at jeg, selv om det lyder ubeskedent, da jeg gik i gang med den kortvarige supplerende uddannelse, oplevede det på den måde, at teologien nærmest bare væltede ned i nogle skufferum, der var parat. Det lykkedes mig i hvert fald at bestå prøven allerede i 1971 og at få embede pr. 1. november 1971. Men jeg må føje til, at jeg med stor ydmyghed fortsatte mine teologiske studier. Noget helt tredje er, at jeg tidligt begyndte at drive Grundtvig-forskning, og at jeg i 1985 fik den teologiske licentiatgrad (ph.d) og i 1998 den teologiske doktorgrad. For min egen og, ikke mindst, Folkekirkens æres skyld er jeg nødt til at oplyse dette. - Se også noten til nr. 10.

 

*

 

Ugens nattevinduesdigt, uge 28/2015

 

DET FLYDER SAMMEN

 

I nat er himlen helt grå, men blød.

Silhuetterne er også bløde.

Dagen har været meget varm.

Der er vist et ganske svagt rosa skær i det grå,

ikke specielt over horisonten, men overalt.

Det hele flyder sammen mod en ny varm dag.

Og står stille.

Der er indersiden af et tidspunkt i morgen:
sommerfølelsens uendelige Nu.

 

04.07.15

 

*

 

Ugens frie Lollandsonet, uge 29/2015

 

10 VESTERBORG

 

For tusind år siden den vestre borg,

nu det sogn, hvor grev Reventlow boede,

og hvor P.O. Boisen var præst og biskop.

Theofiliskoven og Kong Svends Høj.

 

Med sø og bakker og skove et af det flade

Lollands bjergområder. Smukt og godt.

Pederstrup med Reventlowparken og museet.

Reventlowstævnerne var deres tids borg.

 

Vi kom i Vesterborg, før vi købte huset.

Rundt om søen med litteratur i hovedet.

Senere blev det teologi. Afgørende.

 

Jeg holdt mit livs første prædiken dér.

Nu har jeg mindedes det hele som organist,

mens jeg læste og skrev i mit sidste hus.

 

27.06.15

 

 

Noter

 

Vestre borg. - Fra Museum Lolland-Falsters hjemmeside: "Voldstedet Vesterborg ligger i Halsted ådal, nær Nakskov. Det henligger næsten usynligt i landskabet, ødelagt af århundreders landbrug og byggeri. Står man i landskabet, kan man fornemme en niveauændring, hvor voldstedet lå, men bakken er ikke stor. // Af samme årsag har der været mange diskussioner om, hvor præcist voldstedet var lokaliseret. Svaret blev dog fastslået af en arkæologisk udgravning i 2007. // Ved undersøgelsen lokaliserede det daværende Lolland-Falsters Stiftsmuseum dele af borgbanken, en stenlægning samt voldgraven. Hele borgens areal vurderes at være omkring 40.000 m². Der blev ikke gjort fund af munkesten eller bygninger, men kulstof14-dateringer viste, at borgen havde været beboet i perioden 1040-1220. // Selvom Vesterborg først blev undersøgt arkæologisk i 2007, har man haft kendskab til stedet længe. I 1882 anlagde man en saftstation på borgbanken, og i den forbindelse skulle man være stødt på en palisade. Denne palisade blev ligeledes registreret ved en udvidelse af saftstationen i 1950. I dag ligger Vesterborg vandværk direkte oven på voldstedet. // Vesterborg nævnes i Valdemars jordebog ca. 1241, som 'Wæstærburgh'. Hvorvidt der er tale om borgen eller landsbyen, er dog svært at afgøre. Hvis der var en Vesterborg, må der formentlig ligeledes have været en Østerborg. Det vides da også, at Valdemar II bekræfter de ratzeborgske kirkeprivilegier fra Østerborgen. Denne borg er endnu ikke lokaliseret".

 

Grev Reventlow. - En Wikipedia-artikel om grev Reventlow begynder således: "Christian Ditlev Frederik lensgreve Reventlow (11. marts 1748 i København – 11. oktober 1827 på Christianssæde, Maribo) var en dansk godsejer, gehejmestatsminister og politiker, hvis indflydelse på folkets liv og meninger gjorde ham populær". Mere: "C.D.F. Reventlow var en af hovedmændene bag ophævelsen af stavnsbåndet. ... På sine egne godser praktiserede Reventlow sine politiske ideer længe før de blev til love – han oprettede skoler, afløste hoveri og indførte moderne driftsmetoder. ... Senere trak Reventlow sig tilbage til sine godser på Lolland, hvor han lod opføre herregården Pederstrups hovedbygning. Da den gamle politiker døde, blev han hædret for at kæmpe for folkets frihed, og for at sætte landboreformerne i gang".

 

P.O. Boisen. - Min egen note i en artikel om Grundtvig, hvis første teologiske skrift "Om Religion og Liturgie" var foranlediget af et skrift af P.O. Boisen: Om P.O. Boisen (1762-1831), sognepræst i Vesterborg-Birket på Lolland 1787, biskop over Lolland-Falsters Stift 1805-31, oplyser Dansk Biografisk Leksikon bl.a.: “Den kosmiske livsfølelse der prægede hans optimisme og filantropi reddede ham fra den flove rationalisme og gav ham til forskel fra de fleste oplysningspræster af gennemsnittet mulighed for at forstå det nye århundredes romantiske tolkning af tilværelsen (...). Men hans Plan til Forbedring ved den offentlige Gudsdyrkelse, 1806 var en anakronisme. (...) Så forskellige mænd som den af Kant påvirkede rationalist H.G. Clausen, den humanistisk følende præst J.P. Mynster og N.F.S. Grundtvig der var i sin romantisk gærende periode på Langeland, aflivede ved deres kritik B.s forslag“. - P.O. Boisen drev i samarbejde med C. D. F. Reventlow et lærerseminarium i Vesterborg. Fra 1802 til 1832 blev der uddannet 305 skolelærere i Vesterborg.

 

Theofiliskoven. - Theofiliskoven hed ifølge Trap oprindelig Theophilii Skov efter præsten Jens Theophilussen Ruchrad (1657-1709). - Hjemmesiden Naturpark Nakskov Fjord: "Midt i Theofiliskoven ligger Reventlow slægtens familiegravsted. Omgivet af træer er her en særlig stemning. Den berømte C. D. F. Reventlow ligger dog ikke begravet her, men mellem bondegravsteder på Horslunde Kirkegård".

 

Kong Svends Høj. - Wikipedia-artikel: "Kong Svends Høj er en jættestue på det vestlige Lolland umiddelbart nord for Pederstrup. Kammeret i højen er 12,5 m langt og det er dermed Danmarks næstlængste jættestue kun overgået af en jættestue ved Listrup på Falster. Det er en af de mest kendte jættestuer i Danmark".

 

Pederstrup med Reventlowparken og museet. - Se noten Grev Reventlow.

 

Reventlowstævnerne. - Da jeg søgte på Nettet, fik jeg kun ét hit, nemlig min egen internetunderside "Erindringer"! Meget mærkeligt. Jeg skrev straks en mail til Hærhjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster, hvori jeg spurgte, om de måske havde links til noget, men ellers opfordrede dem til at lave en hjemmeside om disse af Hjemmeværnet arrangerede NATO-stævner. Senere skrev jeg en mail til Museum Lolland-Falster med blandt andet tilsvarende spørgsmål. Der arbejdes nu videre med sagen. - I mine "Erindringer" skriver jeg: Det [årlige Reventlowstævne] var et hjemmeværns- og NATO-stævne med udstillinger og opvisninger ved såvel hjemmeværnet som det regulære danske forsvar samt forskellige udenlandske militærenheder og med taler af fremtrædende lokale og andre personligheder, fx borgmestre og folketingsmedlemmer.- Se også næste note.

 

Deres tids borg. - Reventlowstævnerne var ikke bare folkelige begivenheder, men selvfølgelig også en del af Den Kolde Krigs propagandaside. På et tidspunkt begyndte anti-NATO-demonstranter at dukke op.

 

Terzetterne. - Terzetterne handler om mit eget liv. Min mor var egentlig gået på pension efter sin tid som bestyrerinde på Bursø Alderdomshjem (se nr. 8), men hun sagde ja til et par ugers ferieafløsning på Vesterborg Alderdomshjem. Det blev til nogle år, og Anna og jeg var, mens jeg endnu var danskstuderende, undertiden på ferie dér. Jeg husker endnu tydeligt, at jeg gik rundt om Vesterborg Sø og tænkte over 1700-tallets danske litteraturhistorie, som jeg netop repeterede. Da vi selv havde købt hus i Vesterborg, var jeg adjunkt på Nakskov Gymnasium, men jeg besluttede at benytte muligheden for at blive præst på den såkaldte § 2-tilladelse og gik i gang med et supplerende teologisk studium med den meget dygtige domprovst Im. Felter, Maribo, som vejleder. Pr. 1. november 1971 blev jeg sognepræst i Pedersker-Polvsker på Bornholm. Efter min pensionering i 2003 bruger jeg pensionen som arbejdsstipendium og supplerer den ved at spille orgel (og ved enkelte gange at tage en gudstjeneste som præst). En årrække var jeg i realiteten organist i Vesterborg. - Se også noten til nr. 9.

 

*

 

Ugens nattevinduesdigt, uge 29/2015

 

STRIBETEGN

 

Natten er kold, men stille efter stormen.

Silhuetterne er sorte,

og den øverste halvdels sky er tæt og mørk.

Men nedad bliver det lysere,

blåt mellem løse småskyer.

Så tætner det noget igen,

men det er lysere end den sorte jord,

og der er atter solrødme i horisontskyen.

De to sorte striber,

en tynd og en lidt tykkere,

der ligger en smule skråt i det røde,

er denne nats særlige tegn.

Det røde varsler en ny dags komme,

men disse striber lover særlige og stærke ting.

 

11.07.15

 

*

 

Ugens frie Lollandsonet, uge 30/2015

 

11 REVENTLOWPARKEN

 

Her boede lensgreve C.D.F. Reventlow.

Slottet står nu smukt som museum

mellem søen og parkens plæne og træer,

et minde om en stor mand og en stor tid.

 

Og de gamle Pederstrup-godsbygninger,

hvor der har været holdt mange baller.

Her afholdt Hjemmeværnet også de store

Reventlowstævner for Forsvaret og NATO.

 

Min familie og jeg har ofte været her,

til stævnerne og andet, også bare privat.

Vi selv med medbragt mad. Familieskovture.

 

Engang spiste vi i græsset efter en tur,

hvor vi så en NATO-landsætning fra Bæltet.

En gruppe US Marines rykkede frem om os.

 

29.06.15

 

Noter

 

Reventlowparken. - Stor, meget smuk park ved godset Pederstrup i Vesterborg Sogn på Nordvestlolland. Foruden selve den gamle hovedbygning, det egentlige, oprindelige Reventlowmuseum, ligger også den spektakulære gulstensbygning Ridehuset (inkl. Vaskehuset) dér. Det er i Ridehuset, der har været holdt baller m.m. Og her, der nu holdes kunstudstillinger m.m. - I mail af 2. juli 2015 oplyser museumsinspektør Jesper Munk Andersen, Museum Lolland-Falster: "Reventlow-Museet Pederstrup med parken og ridehuskomplekset blev i 1938 overdraget til et interesseselskab med henblik på at ombygge hovedbygningen til museum og ridehuset til et forsamlingshus. Under ledelse af arkitekt Viggo Steen Møller fandt ombygningerne sted i perioden 1938-1940. Hovedbygningen blev tilbageført til det nuværende udseende imens staldinventaret i ridehuset blev fjernet og bygningen indrettet til kro og forsamlingshus. // I 1940 kunne interesseselskabet nedlægge sig selv efter veludført opgave og overdrage museum, park og ridehus til den selvejende institution "Statsminister C.D.F. Reventlows Minde", der frem til 2009 ejede stedet under forskellige navne. Siden 2010 har stedet været ejet af Museum Lolland-Falster. I en længere periode fra ca.1980 til midten af 1990'erne var driften af ridehuset overdraget til Reventlowparkens Støttekreds. // Med andre ord ejer museet endnu hovedbygning med museum, parken og ridehuset inkl. vaskehuset hvori der er indrettet café".

 

Lensgreve C.D.F. Reventlow. - Noten om ham til nr. 10 "Vesterborg": En Wikipedia-artikel om grev Reventlow begynder således: "Christian Ditlev Frederik lensgreve Reventlow (11. marts 1748 i København – 11. oktober 1827 på Christianssæde, Maribo) var en dansk godsejer, gehejmestatsminister og politiker, hvis indflydelse på folkets liv og meninger gjorde ham populær". Mere: "C.D.F. Reventlow var en af hovedmændene bag ophævelsen af stavnsbåndet. ... På sine egne godser praktiserede Reventlow sine politiske ideer længe før de blev til love – han oprettede skoler, afløste hoveri og indførte moderne driftsmetoder. ... Senere trak Reventlow sig tilbage til sine godser på Lolland, hvor han lod opføre herregården Pederstrups hovedbygning. Da den gamle politiker døde, blev han hædret for at kæmpe for folkets frihed, og for at sætte landboreformerne i gang".

 

Reventlowstævner. - I noten om dem til nr. 10 "Vesterborg" skriver jeg: "Da jeg søgte på Nettet, fik jeg kun ét hit, nemlig min egen internetunderside "Erindringer"! Meget mærkeligt. Jeg skrev straks en mail til Hærhjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster, hvori jeg spurgte, om de måske havde links til noget, men ellers opfordrede dem til at lave en hjemmeside om disse af Hjemmeværnet arrangerede NATO-stævner. Senere skrev jeg en mail til Museum Lolland-Falster med blandt andet tilsvarende spørgsmål. Der arbejdes nu videre med sagen. - I mine "Erindringer" skriver jeg: Det [årlige Reventlowstævne] var et hjemmeværns- og NATO-stævne med udstillinger og opvisninger ved såvel hjemmeværnet som det regulære danske forsvar samt forskellige udenlandske militærenheder og med taler af fremtrædende lokale og andre personligheder, fx borgmestre og folketingsmedlemmer". - Og jeg henviser sluttelig til en følgende note, hvori jeg (som forklaring til ordene "deres tids borg") skriver: Reventlowstævnerne var ikke bare folkelige begivenheder, men selvfølgelig også en del af Den Kolde Krigs politiske og psykologiske side. På et tidspunkt begyndte anti-NATO-demonstranter at dukke op.

 

Og andet. - Selv om Reventlowstævnerne var begivenheder, vi deltog i med stor glæde og interesse, har Reventlowparken, som det fremgår, i det hele taget spillet en stor rolle i vort liv, før, under og efter vor tid i Vesterborg. Senest har vi nogle gange deltaget i Lolland vestre Provstis fælles friluftsgudstjenester i parken anden pinsedag.

 

Den sidste terzet. - I den sidste terzet er der tale om en for så vidt ganske privat oplevelse, der ikke i sig selv har noget særligt at gøre med Reventlowparken og dens historie, selv om den og Reventlowstævnerne unægtelig har NATO til fælles. Men det er altså en oplevelse, vi faktisk har haft i Reventlowparken. Vi og vore fire børn havde om morgenen været ude ved Langelandsbæltet og set US Marines' vandryppende Amtracks (mere sidst i noten). Disse Marines var blevet landsat fra et amerikansk krigsskib ude i Langelandsbæltet. Andre blev landsat med Chinook-helikoptere ("flyvende bananer"). Og vi havde kørt lidt rundt, blandt andet købt noget, vi kunne spise som frokost. Og vi havde valgt os et godt sted i græsstykket syd for området foran Museet, og øst for søen. Dér, hvor der er en lille pavillon. Og mens vi lå og spiste, rykkede en gruppe Marines i reglementeret spredt orden frem lige ved, hvor vi lå. De var åbenbart kommet vestfra og var gået mellem den lille og den store sø lige syd for Museet. - Den officielle betegnelse for de her omtalte køretøjer er "Assault Amphibious Vehicle", men en Wikipedia-artikel om dem oplyser, at marineinfanteristerne, som jeg har gjort her, kalder dem "amtracks", en forkortelse af, "amphibious tractor." - Hvis nogle føler sig stødt over den interesse for militære ting og NATO, der kommer til udtryk i denne sonet og disse noter, vil jeg kort sige, at det altså var i Den Kolde Krigs tid, og at vi efter omstændighederne (den sovjetkommunistiske trussel) ingen moralske betænkeligheder havde ved at gå ind for NATO-forsvaret, herunder den politiske og psykologiske side af det, som Reventlowstævnerne var en del af. Desuden havde jeg som sprogofficer (fra 1964) også en professionel interesse i det. Sådan var det bare. Og en landsætning af vaskeægte US Marines på Lolland var altså en spektakulær begivenhed. - Senere den her omtalte dag fandt vore to drenge og jeg et helt kompagni Marines, der lå og kontrollerede krydset ved Fuglsevej-Kærstrupvej og Nystedvej, ikke langt fra, hvor vi bor nu. Dengang boede vi i Døllefjelde på Østlolland. Men vi mindes det ofte, når vi passerer dette kryds. Vi fik også vekslet nogle ord med den maskingeværgruppe, der lå og sikrede ned mod Kærstrup. Da jeg spurgte dem, hvor de skulle hen derefter, svarede de: Libanon! - Året må have været 1982.

 

*

 

SEKS EKSTRA FRIE LOLLANDSONETTER

 

1 Ved Østersøen

 

Vandkantsdanmark. Åbent mod syd og øst.

Himmelkuplens rand går i ét med Ækvator,

og Rummets vrang går mod uendeligt.

Bag mig ligger Lolland i al beskedenhed.

 

Hvornår sejlede de første over i en båd?

Og fra hvilken side? Men det var jo nogle,

der hverken var germanere eller slavere.

Senere sejlede vi med vort lerjordskorn.

 

De, der lukker sig inde i filialerne

af den globale landsby af stål og glas,

ved ikke, hvad der var og stadig er.

 

De kører bare igennem eller flyver over

for på møder nye ens steder at bekræfte,

hvad der i år gælder her på multibjerget.

 

20.07.15

 

I FB-KOMMENTARFELT:

 

DE "EKSTRA FRIE LOLLANDSONETTER" SLÅS NU OP PÅ DET ALMINDELIGE "UGENS DIGTS" PLADS

 

Da jeg snarest efter den nært forestående udgivelse af Knud Berlins og mine oversættelser af Adam Mickiewicz's Krimsonetter vil udgive min egen samling af LOLLANDSONETTER (nitten traditionelle, nitten frie og "Seks ekstra frie"), slår jeg nu de "ekstra frie", jeg får skrevet, op på Ugens (almindelige) digt's plads. Men der kan også endnu komme Nattevinduesdigte og almindelige digte som ugens almindelige digt, indtil den sidste og nittende "Frie Lollandsonet" er blevet slået op. Det bliver, senest den 14. september, nr. 19 "Jernbanestien mod Nøbbølle". Men hvis udgivelsen kommer tidligere, vil jeg slå mere end én op om ugen. Det er stadig (og i hvert fald indtil videre) mit princip, at mine digte og salmer allerførst bliver offentliggjort på min Facebook-væg.

 

*

 

Ugens frie Lollandsonet, uge 31/2015

 

12 TORRIG SKOV

 

Jeg gik mange syns- og tanketure

i denne lille skov vest for Kragenæs.

Det var et godt sted med å ud til vandet

og eng med køer på mellem træerne.

 

Gamle krogede, bare flækkede hegnspæle

med rusten pigtråd holdt køerne på engen.

Selve skoven var god at gå og tænke i.

Mod øst dukkede Kragenæs op bag markerne.

 

En hegnspæl kunne blive altings midtpunkt.

Minimalt forarbejdet natur med lidt jern

mellem træer og græs og køer og vand.

 

Flækkefurerne bugtede sig sælsomt

nedad i det flossede vejrgrånede ved,

ville sige noget, jeg endnu ikke forstod.

 

04.07.15

 

Note

 

Torrig Skov. - Hjemmesiden Historisk Atlas oplyser: "Skoven hører til Halsted Kloster. Hvis man kommer fra Vigvejen, ser man en port med grevekrone. Skoven er på ca. 231 ha. Navnet Torrig går tilbage til hedensk tid: Tors vig. I skoven har der været 3 langdysser. Der er stadig 24 oldtidshøje, hvoraf kun en har navn: Charlottehøj". - Og om Charlottehøj: "Højen er 30 m. i diameter og 4 m. høj. Man finder den lettest ved at gå ned ad markvejen overfor Toldmestervej. ( Kragenæsvej 25A-C, hvor der er et skilt med kørsel forbudt, men man må godt gå der). Markvejen går helt ud til kysten. For enden af vejen ligger et hus, kaldet Grevindens Hus. Til højre ses en spejderhytte. Gå til venstre langs kysten og højen ligger lidt længere fremme. En del af den er borteroderet af Smålandshavet. Højen er ikke udgravet". - Det var især, mens vi boede i Vesterborg (o. 1970), jeg kørte derop for at tænke og hente inspiration. Men som det fremgår af sidste terzet, kom der endnu ikke noget særligt ud af det.

 

*

 

SEKS EKSTRA FRIE LOLLANDSONETTER

 

2 Ved Smålandshavet

 

De små ølandes lille hav mellem de større:

Lolland-Falster, Langeland og Sjælland.

Men man siger, at Golfstrømmen ender dér.

Og himlen rækker ud til Atlanterhavet.

 

Askø, Fejø, Femø og de helt små.

Ellehammer fløj om en pæl på Lindholm.

Og man kan sejle til Kragenæs og Bandholm,

og til Sakskøbing gennem den smalle fjord.

 

Smålandshavet lukker sig om sig selv,

når man ser ned på det fra København.

Min længsel gik med skibene mod nordvest.

 

Med afsæt i det lave lunkne fjordvand,

med denne lugt af rådden tang i næsen

færdes jeg trygt på opgaver i verden.

 

21.07.15

 

Note

 

Baggrunden for denne sonet er beskrevet i lollandsonetterne 8, 9 og 10 samt de frie lollandsonetter 1, 2 og 3.

 

*

 

UGENS FRIE LOLLANDSONET, uge 32/2015

 

13 Rykkerup Skov

 

Jeg så Smålandshavet på vej derop;

himlen lyste særligt et sted mod nordvest.

Og når jeg kom til ådalen, så jeg skibene,

der kom op og lagde til ved Døllefjelde.

 

Skovbrynet set fra den anden side

stod som et dække over endnu ældre ting.

Jeg havde jo også passeret stendyssen,

som jeg andre gange grundede ved.

 

Verden åbnede sig og blev stor og dyb,

når skovvejen drejede et stykke inde

fra, hvor jeg havde stillet cyklen.

 

Men synet fortabte sig mellem stammerne;

kun visse ting blev skrevet ned bagefter.

Der var dog stadig åbent mod alt.

 

08.07.15

 

Noter

 

Perioden. - Mellem nr. 12 "Torrig Skov" og denne ligger min tid som sognepræst i Pedersker-Povlsker Pastorat på Bornholm (1971-1974). Jeg havde jo i det sidste halve år af min værnepligtstjeneste (marts til august 1964) være sprogløjtnant i Bornholms Værns og Regions stab. Plus to måneders frivillig tjeneste. Hvortil kom indkommanderingerne i følgende år. Bornholm er altså den anden Østersø-ø i mit liv. Men hvor glad jeg end var for også mine år som præst på Bornholm (også feltpræst ved Bornholms Værn 1972-1974), og hvor stor betydning de end havde for min videre præstetjeneste, fik jeg simpelt hen hjemve efter Lolland, også på mine børns vegne. Jeg ville også tilbage til mere almindelige folkekirkelige forhold, selv om det altså var godt for mig at begynde på Bornholm, hvor der var stor deltagelse i gudstjenesterne.

 

Rykkerup Skov. - Rykkerup Skov ligger i Toreby Sogn, men lige nord for mit gamle sogn Døllefjelde. Jeg cyklede ofte derop og gik og så og tænkte på skovvejene. Det særlige ved denne skov er, at den og Fjelde Skov mod vest (i Fjelde Sogn) er delt af den ådal, hvis å fører op til Døllefjelde, hvor skibene vist i gamle dage kunne lægge til. Åen munder ud i Sakskøbing Fjord. De skibe, jeg "så", er altså de skibe, der i hvert fald i min forestilling for tusind år siden har kunnet sejle op til Døllefjelde.

 

Stendysse. - Den dysse, der her er tale om, ligger inde i skoven et stykke til venstre for den i næste note omtalte vestgående vej.

 

Når skovvejen drejede. - Jeg stillede som regel min cykel ved den skovvej, der går fra Rykkerupvej ind i den allerøstligste del af skoven, og nogle hundrede meter inde drejede denne skovvej til højre (mod vest), og jeg var for alvor inde i skoven. Den stendysse, der er tale om i sonetten, ligger inde i skoven til venstre et stykke længere henne ad denne vej.

 

*

 

SEKS EKSTRA FRIE LOLLANDSONETTER

 

3 Hesten Lolland

 

Lolland har en smuk form, især mod vest.

Bagkroppen af en hest, der sparker bag op.

Lad så bare Nakskov Fjord være røvhullet.

Og lad den så bare være uden hale og ben.

 

Askø og Fejø og Femø bliver rystet af.

Men ikke ondt ment. Det er kærlig leg.

Og den runde nordvestdel er flot,

en rund hestebag med stor styrke.

 

Mod øst går det ligesom i opløsning.

Men det er vel det smeltende hjerte.

Og så kommer Falster, der ligner en roe.

 

Falster! Krongodsbønder! Hvor de kan!

Vi kender vor plads under herremændene.

Men vor fede ø slår bag op for os.

 

22.07.15

 

Noter

 

Røvhullet. - I 2015 havde TV 2 en dokumentarserie om og med socialt udsatte familier i Nakskov. Dens titel var "På røven i Nakskov", og den blev præsenteret således: "Følg syv familier på kanten af samfundet, der med oddsene imod sig kæmper for deres familier og deres drømme". Serien var egentlig ganske positiv, og man fik et godt indtryk af de medvirkende, men den vakte alligevel nogen utilfredshed i Nakskov og på Lolland-Falster, og den gav anledning til dannelsen af bevægelsen og Facebook-gruppen "Lolland-Falster Lovestorm". Den 22. juli 2015 havde Facebook-gruppen 22.855 medlemmer.

 

Krongodsbønder. Herremændene. - Sprogligt minder lollikkerne og falstringerne meget om hinanden. Men der er, og navnlig har været, ret store lokale forskelle. Man kan fx ofte høre, om folk er fra Vestlolland eller fra Østlolland. Og man vil utvivlsomt også kunne høre, om en blot nogenlunde dialekttalende person er fra Falster. Jeg kan bare ikke selv lige høre det for mig. Vi omgås ikke falstringerne så meget! Mens vi var på Bornholm, regnede vi dog falstringen i Pedersker Sogn for vor landsmand. Men mentalitetsmæssigt er lollikkerne og falstringerne fra gammel tid ret forskellige. Man siger, at det især skyldes det forhold, at størstedelen af Falster fra middelalderen af og indtil 1766 tilhørte kronen, hvorimod det på Lolland var herremændene, der sad tungt på det hele. Det var heller ikke altid lige behageligt at være bonde på Falster, men alt i alt har det alligevel været friere, så at selvfølelsen er større på Falster end på Lolland. Man siger fx, at det ikke er nogen tilfældighed, at det var på Falster, man havde en grundtvigsk valgmenighed (nærmere betegnet Lolland-Falster valgmenighed i Nr. Ørslev), der i 1947 valgte Johanne Andersen til præst, Danmarks første kvindelige præst. (Man siger altid, at det var Johanne Andersen, der blev Danmarks første kvindelige præst, og det var da også netop Lolland-Falster Valgmenigheds ønske om at ansætte hende som præst, der helt konkret tvang Folketinget og Folkekirken til at tage stilling til det gennem flere år diskuterede spørgsmål. Men kun to biskopper var for, og bla. biskoppen over Lolland-Falsters Stift var imod, så det blev den fynske biskop Øllgaard, der den 28. april 1948 ordinerede ikke alene Johanne Andersen, men også Ruth Vermehren og Edith Brenneche i Odense Domkirke). Og Johanne Andersen var selv falstring. Da jeg engang spurgte hende om hendes baggrund, svarede hun: "Jæ æ falstring i hu're'e le'" (jeg er falstring i hundrede led (generationer)). Denne udtryksmåde har jeg taget til mig, når jeg skal præsentere mig som lollik.

 

*

 

UGENS FRIE LOLLANDSONET, uge 33/2015

 

14 Hydeskov med Stikhokken

 

Du er ikke lollik; født på Guldborgland!

Radsted Mose er dyb! Sådan har man sagt.

Men Hydeskov ligger syd for mosen,

og var nem at køre til og god at gå i.

 

De store bøgetræer, når man lige kom ind.

Turen rundt med vekslende stykker og syn.

Højre om kom man snart til Stikhokken,

et selvfornyende minde om gamle dage.

 

I århundreder har vi smidt en pind på,

når vi passerede. En skik? Lidt overtro?

Sløring af et lig? Sikring mod genfærdet?

 

Men også en levende model af historien.

Det ældste bliver hele tiden til jord,

men der kommer nye grene på dag for dag.

 

11.07.15

 

Noter

 

Hydeskov. - Hydeskov ligger i Radsted Sogn på Østlolland, øst for Sakskøbing og lige nord for mine to gamle sogne Musse og Døllefjelde med kun lidt Fjelde Sogn og Toreby Sogn imellem. Når jeg gik mine mange arbejdsture i denne skov, stillede jeg som regel cyklen eller bilen ved den skovvej, der går ind fra Hydesbyvej ved Hydeskovgård i nærheden af grænsen til den del (mod vest) af hele skoven, der hedder Helliggejst Skov. Lige indenfor til venstre stod nogle meget store bøgetræer. Og derefter kunne man vælge, om man ville gå sin rundtur med eller mod uret. Det var en dejlig tur gennem mange forskellige skovkulturer. Gik man til højre, kom man snart til Stikhokken (se næste note).

 

Stikhokken. - En stik er en pind eller lignende, jf. tændstik og trommestik. En hok er (på bla. lollandsk) en bunke. Andre steder i Danmark, hvor man har haft en tilsvarende bunke, er den blevet kaldt en stik-hob. Fænomenet kendes i øvrigt mange steder i verden. Jeg vil her referere, hvad der fortælles om Stikhokken i Hydeskov, således: Engang i midten af 1700-tallet, ja, måske tidligere, blev en forhadt skovfoged dræbt af en krybskytte. Måske blev liget liggende, fordi forbipasserende (der sympatiserede med drabsmanden?) smed grene over det. Senere skal man være blevet ved med at kaste nye grene på bunken for at hindre den afdødes genfærd i at husere på stedet. Men i dag smider man måske bare grene på bunken, fordi det simpelt hen er noget, man gør, måske bare for at holde bunken vedlige. Jeg har selv lært mine børn at gøre det. Og nu lærer min yngste søn, som bor ikke så langt derfra, sine børn at gøre det. Der kan dog også i både ældre tid og nu være og have været en del almindelig overtro i det. Stikhokken ligger jo på et særligt sted, nemlig ved vandskellet mellem det område, der afvandes mod nordvest af Sakskøbing Å og mod sydøst af Flintinge Å. Og et sådant sted, ja, i det hele taget en overgang over en å, kan være farligt. Jeg mener, at man i dag siger, at hvis man ikke smider en stik på hokken, risikere man at fx brække benet på sin videre tur.

 

Du er ikke lollik ... - De udsagn, der gengives i sonettens to første verselinjer, stammer fra hhv. min meget kloge ældre ven og lærefader tidligere sognepræst i Øster Ulslev Johs. B. Boysen og min nabopræst og senere provst Nils Roland, der først var sognepræst i Radsted-Slemminge-Fjelde Pastorat, senere kun i Radsted. Førstnævnte, der var sønderjyde, men havde været præst på Lolland (inkl. Askø) hele sit præsteliv (se nr. 1 og 2 og noterne dertil), drillede mig, da jeg i 1974 med stor glæde vendte hjem fra nogle få også gode år på Bornholm til, som jeg sagde, min fødeø Lolland. Han sagde: "Du skal ikke gå og sige, at du er lollik; du stammer jo fra Guldborgland!". Og han havde ret. I gamle dage (se den almindelige Lollandsonet nr. 7 og noterne til den) kunne man jo sejle ad det, der nu er Flintinge Å og Sakskøbing Å, fra Guldborgsund til Sakskøbing Fjord. Man har i det hele taget kunnet sejle næsten overalt på Lolland i gamle dage, før man begyndte at afvande systematisk. Også mentalitetsmæssigt har der været - og er der - forskel på dem, der boede og bor på øen Guldborgland og dem, der boede og bor på det egentlige Østlolland. For mit vedkommende spillede min rod i Oreby og Berritzgaard Gods jo yderligere en stor rolle. Og det var naturligvis også de mentalitetsmæssige og historiske forhold, Nils Roland sigtede til, da han i forbindelse med (gen)udskillelsen af det for ikke så længe siden med Radsted sammenlagte Slemminge-Fjelde Pastorat udtalte: "Radsted Mose er dyb!". Jeg mener det var, da han blev provst, han nøjedes med at være sognepræst i Radsted og dermed fik en mindre arbejdsbyrde som præst.

 

*

 

Måske sidste nattevinduesdigt i år:

 

OTTENDE AUGUST 2015

 

Den sidste lyse nat. Gråmeleret.

Det var dén sommer!

Hverken varme eller vand.

Kun kartoflerne groede trofast.

Og den ulidelige blæst!

Resten af august, og september,

ja, måske hele oktober,

det kan endnu blive en god tid.

Undergangens skarpe skønhed.

Det blander i nattehimlen.

Det blander i tidens horisont.

Det blander mod kaos og undergang.

Men vi kan nyde den sidste skønhed,

modningens farver før mørket,

æblernes sidste røde sang,

før alt går i sort.

 

08.08.15

 

*

 

SEKS EKSTRA FRIE LOLLANDSONETTER

 

4 Himlen over Lolland

 

Al respekt for Skagen og Bornholm.

Har set lyset begge steder og levet i

sidstnævnte steds. Bornholm, min anden ø!

Men lyset over Lolland er også godt.

 

Som alt andet her er det beskedent.

Og dog, det har sin særlige tyngde,

sin mættethed af gammel vandfligethed.

Og spot bare med plutte og lollandsk syge!

 

Der er himmel over det hele på Lolland,

ingen bakker, der spærrer for udsynet.

Men aftenhimlen mod vest er det særlige.

 

Dér så jeg Amerika med jazz og teknologi.

Men jeg så også Gagarin, helt forkert,

men rigtigt; for al fremtid lå dér.

 

23.07.15

 

Noter

 

Bornholm. - Jeg kom til Bornholm som nyudnævnt sprogløjtnant ca. 1. marts 1964 og gjorde, med to ekstra frivillige måneder, tjeneste i Bornholms Værns og Regions stab til og med oktober måned (samtidig med, at jeg i september var begyndt som stud. mag. i dansk/russisk på Københavns Universitet). Derefter var jeg indkommanderet til rådighedstjeneste nogle uger om året. Fra november 1971 til maj 1974 var jeg sognepræst i Pedersker-Povlsker Pastorat. 1972-1974 var jeg feltpræst for Bornholms Værns første infanteribataljon. Og jeg holdt virkelig af Bornholm og bornholmerne. Men jeg fik hjemve efter Lolland. Og jeg sagde til dem i sognene, at de måtte de som bornholmere være de første til at forstå. Hvad jeg tror de gjorde.

 

Lyset over Lolland. - Lys over Lolland har i mange år været navnet på en lokal kultur- og kunstfestival.

 

Vandfligethed. - Ser man på et gammelt kort over Lolland, vil man se, at det har været en meget fliget ø. Det største vandområde, der er forsvundet, er Rødby Fjord (se "Lollandsonet" nr. 16 "Rødby Fjord"). Men før dræning og vandløbspleje og pumpestationer kunne man sejle næsten overalt på Lolland. Hvis man ser efter, vil man se, at rigtig mange lollandske kirker ligger et sted, man i middelalderen har kunnet sejle til.

 

Plutte. - Plutte er det lollandske ord for mudder, pløre. Det har også noget at gøre med de lollandske roemarker om efteråret og den våde jord, roetransporterne efterlader på vejene. Da jeg var soldat, blev vi, der var fra Lolland, ofte hånligt tiltalt med ordet "plutbonde". Under sprogofficersuddannelsen var mit øgenavn Christen Plut (også fordi jeg snakkede for meget). Mit lollandske sidestykke til Johs. V. Jensens berømte digt "Tilegnelse" begynder således: "Jeg kommer op fra plutten / kender I min roe" (kan læses på min internetunderside "Litterære tekster").

 

Lollandsk syge. - "Lollandsk syge" skal have været en sygelig sløvhedstilstand, der kunne sammenlignes med malaria, og som angiveligt skulle være forårsaget af den meget fugtige jord. Måske er vi lollikker mere sløve end de andre danskere. Det kan også skyldes, at vore forfædre har været holdt godt nede af herremændene (se sidste terzet i nr. 3 "Hesten Lolland").  - Noget af det meget karakteristiske ved det lollandske landskab er de mange pilehegn (det er faktisk popler). De er blevet plantet, fordi de suger meget vand op.

 

Gagarin, helt forkert. - Jeg har vist ikke kunnet se Jurij Gagarins ene kredsløb om jorden på den lollandske vesthimmel den 12. april 1961! Men det afgørende er, at jeg tydeligt husker, hvordan jeg en aften i den tid kørte med min mor på Vestlolland og så mod vest ud af bilens vindue, fuld af begejstring og drømme. Jeg var selvfølgelig ked af, at det ikke var os i Vesten, der var kommet først, men det, at det første menneske var kommet ud i rummet, var på lige det tidspunkt vigtigere for mig end Den Kolde Krig. Og det var altså den lollandske vesthimmel, der blev også denne begejstrings og de dertil knyttede drømmes sted.

 

*

 

UGENS FRIE LOLLANDSONET, uge 34/2015

 

15 Krenkerup

 

Det gule Krenkerup Slot med får foran.

Og parkeringspladsen længere henne

med lang udsigt over marken mod vest

og slotsvægterhuset på den anden side.

 

Skoven mod nord var god at gå i,

og der var mange rådyr, som også

ofte sås ude på græsmarken mod øst.

Mod syd kom man til den gamle slotspark.

 

Mest romantisk var pavillonen langt inde,

nu forfalden og overgroet, men engang

et sted for fine frøkner og unge herrer.

 

Kunne jeg høre en genklang af stemmer?

Sorgløs, dannet og vittig tale og flirt,

mens bønderne arbejdede ude på markerne.

 

13.07.15

 

Noter

 

Krenkerup. - Krenkerup er en herregård i Radsted Sogn, Lolland østre Provsti, ikke langt syd for Radsted Kirke. Den hed tidligere (1815-1938) Hardenberg - som hovedsæde i grevskabet Hardenberg-Reventlow - men fik i 1939 navnet Krenkerup tilbage. Endnu i min barndom, dvs. til engang oppe i 1950'erne blev den (som oftest?) kaldt Hardenberg. Jeg husker, at mine kammerater samlede kastanjer i sække og solgte dem til "Hardenberg", hvor de på en eller anden måde, som jeg ikke husker, blev brugt som dyrefoder. Min kone siger, at vi endnu i vor Døllefjelde-tid så børn gå ved Krenkerup og samle kastanjer. Jeg husker nu også bunker af kastanjer ved slotsvægterhuset. Kastanjerne har vel været brugt som foder til de mange rådyr i den også nedenfor omtalte skov. På godsets hjemmeside oplyses det, at Krenkerup ikke har været handlet siden 1367, men er gået i arv med et større eller mindre jordtilliggende gennem de sidste 600 år! - På godsets hjemmeside oplyses følgende, som forklarer, hvorfor Krenkerup i en periode hed Hardenberg: "Juliane Frederikka Christiane comtesse Reventlow giftede sig med Carl August fyrst Hardenberg i 1774 og tog navnet Hardenberg-Reventlow. Krenkerups navn blev ændret til Hardenberg, og i 1815 ændredes stamhuset Krenkerup til grevskabet Hardenberg-Reventlow". Det allersidste afsnit på siden om Krenkerup Gods lyder: "I dag er Krenkerup Gods drevet af Patrick Reventlow-Grinling. Virksomheden er nu en moderne land- og skovbrugsvirksomhed med et tilhørende bryggeri". - Bryggeriet og dets produkter spiller en ret stor rolle lokalt. Flere, vi kender, fortæller om besøg på bryggeriet, og jeg har flere gange fået Krenkerup-øl som gave. Det smager fortrinligt.

 

Parkeringspladsen ved slotsvægterhuset. - Når man parkerer på parkeringspladsen på Krenkerupvej noget vest for slottet, har man mod syd indgangen til den offentligt tilgængelige del af slotsparken og mod nord skoven Holmeskov Dyrehave. Parkeringspladsen ligger syd for vejen. Lige på den anden side af vejen ligger det lille slotsvægterhus med tilhørende udhus. Jeg er ikke helt klar over, hvornår og hvor meget der har boet en slotsvægter i dette lille hus, men jeg har i hvert fald altid forestillet mig, at den i mange år meget kendte slotsvægter Lindhard Hansen (se næste note) boede eller havde boet dér.

 

Slotsvægter Lindhard Hansen. - Jeg har fra min tidlige barndom af vidst, hvem slotsvægter på Krenkerup Lindhard Hansen var. Og det vidste de fleste vist! Man så ham ofte på cykel med det store fuldskæg og en stor kikkert om halsen. Han var nemlig også ornitolog. Hans bog Et liv med mange fugle og få penge (1997) præsenteres af en internetboghandler med ordene: "En farverig beretning om et langt liv på Lolland, som ornitolog og som slotsvægter på Krenkerup under en excentrisk lensgreve". Jeg husker ikke meget fra bogen, men fik den i sin tid til gennemlæsning af en mand fra mit sogn Herritslev, der havde set, at der i bogen også stod lidt om den vist ganske unge Lindhard Hansens møde med min far i hans egenskab af skovfoged på Oreby Gods. Ellers er det sidste, jeg har set til Lindhard Hansen, en tv-udsendelse om hans seneste aktivitet, nemlig optælling og registrering af døde smådyr i vejkanterne, mens han kørte rundt i området på sin knallert. - Men med henvisning til forrige sonet (nr. 14 "Hydeskov med Stikhokken") vil jeg tillade mig at sige, at det nok var Lindhard Hansen, der allerførst viste mig Stikhokken i Hydeskov og fortalte mig noget af dens historie. Jeg kan huske forkert, men jeg mener at kunne se for mig, hvordan jeg så ham på skovvejen og gik hen og præsenterede mig for ham og fik en snak med ham. Det har i givet fald været i mine første Døllefjelde-år, altså engang i midten eller slutningen af 1970'erne.

 

Slotsparken. - Når man gik mod syd fra parkeringspladsen, kom man ind i den offentligt tilgængelige og ret til sig selv overladte del af slotsparken. På venstre hånd fik man snart, hvad der må være de gamle voldgrave, og bag dem lå selve den private slotspark foran det smukke gule slot. Trap skriver: "I den store og smukke Have findes Pavilloner, Drivhuse osv., en 1860 rejst mindesten for Grev Gersdorff-Hardenberg-Reventlow og flere sjældne træer ...". Det må være den her nævnte mindesten, man fik på højre hånd. Længere inde lå resterne af en af pavillonerne. Den var stærkt forfalden og overgroet, men desto mere romantisk. Det var sælsomt at forestille sig det liv, der engang har udspillet sig dér.

 

 

 

*  *  *

 

 

NB! Efter august 2015 bliver der kun sat nye ting på denne side, hvis der enten er tale om smagsprøver eller om ting, der ikke er udgivet eller står over for at blive udgivet i bogform! - Og der vil blive slettet en del af det, der indtil da var blevet sat på, så der kun bliver smagsprøver tilbage. Jeg er jo nødt til at lade interessen samle sig om mine bøger!

 

Jeg er nemlig nu gået ind i mit livs bogudgivelsesfase. 11.08.15 frigav jeg min udgave af Adam Mickiewicz's Krimsonetter, og i begyndelsen af september 2015 vil min alvor-i-spøg-opfølgning af dem, Lollandsonetter, blive frigivet. (I november vil mine Salmer formodentlig blive frigivet). I begyndelsen af 2016 vil, efter planen, en større eller mindre del af mine Digte fra alle årene blive frigivet.

 

Når jeg her taler om "frigivelse", er det, fordi jeg fra nu af udgiver min ting på forlaget eller udgivertjenesten gopubli.sh, hvor der jo umiddelbart er tale om internetsalg af print on demand-bøger. Det vil også blive muligt at købe bøgerne i boghandlerne. Det var dog pr. 02.09.15 endnu usikkert, om jeg ville gå ind i ordningen (eller hvad det hedder) mellem gopubli.sh og Boghandlerforeningen. - Under alle omstændigheder vil man kunne købe mine ting ved internethandel på http://gopubli.sh - NB! Der vil være op til to ugers leveringstid på print on demand-bøger.

 

-

 

Nedenstående oprindelige slutning er nu ikke uden videre aktuel. Se her lige ovenfor!

 

HER SLUTTER - INDTIL DET NÆSTE BLIVER SAT PÅ - DE DIGTE OG FRAGMENTER, DER LØBENDE SÆTTES PÅ MIN FACEBOOK-VÆG. - Men se også afdelingen "Lollandsonetter" lige her nedenfor! Nu (27.07.15) med underafdelingerne "Lollandsonetter", "Frie Lollandsonetter og "Seks ekstra frie Lollandsonetter! - OG den 23.06.15 oprettede nye afdeling "Nattevinduesdigte"!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Lollandsonetter

 

2 x 19 + 6 sonetter med afdelingstitlerne "Lollandsonetter", "Frie Lollandsonetter" og "Seks ekstra frie Lollandsonetter".

 

Da jeg regner med at udgive Lollandsonetter i september måned 2015, har jeg fra 14.08.15 kun ladet indledningen og nogle smagsprøver blive stående her i denne afdeling. Man bør jo læse sonetterne, bemærkningerne og de omfattende noter (hele små topografiske, historiske og selvbiografiske artikler) i bogen!

 

Som det fremgår af nedenstående Indledning, fik jeg, medens jeg endnu arbejdede med oversættelserne af Adam Mickiewicz's 18 + 1 Krimsonetter, den idé at følge dette arbejde op med et tilsvarende antal Lollandsonetter. Den første blev slået op på min Facebook-væg mandag den 8. december 2014 (som Ugens digt i uge 50/2014). Og samme dag oprettede jeg denne afdeling her på undersiden "Litterære tekster". De første nitten "Lollandsonetter" (i traditionel sonetform) blev fra maj 2015 fulgt op med opslag af yderligere nitten "Frie Lollandsonetter" (til tider særdeles minimalpoetiske digte i sonetform, men uden rim og fast versemål) og endelig (fra uge 30/2015, på det almindelige Ugens digts plads) med opslag af "Seks ekstra frie Lollandsonetter". Den sidste frie lollandsonet og den sidste ekstra frie blev skrevet i uge 30/2015. - Krimsonetter forventes udgivet i løbet af august måned 2015, og da Lollandsonetter er en spøg-og-alvor-opfølgning af dem, vil jeg tilstræbe at udgive dem på et tidspunkt, der ligger passende tæt på.

 

-

 

Indhold

 

Den 27. juli 2015 var der endnu sonetter, der ikke var blevet slået op på min Facebook-væg, og som derfor heller ikke var blevet sat på her. Men samtlige sonetter var skrevet, og de sidste vil blive opslået og sat på senest i september måned 2015. Samlingen vil efter planen blive udgivet i bogform seneste i oktober måned 2015.

 

INDLEDNING

 

LOLLANDSONETTER

1 Udsigt Fra Luskebakken

2 Maribo Søndersø

3 Søholt

4 Døllefjelde-Musse

5 Nysted

6 Skalkekorset I Frejlev

7 Fuglsang

8 Oreby

9 Sakskøbing

10 Bandholm

11 Ravnsborg

12 Nakskov

13 Tillitse

14 Vindeholme

15 Opager

16 Rødby Fjord

17 Rødbyhavn

18 Polakkasernen I Tågerup

19 Errindlev Havn

 

FRIE LOLLANDSONETTER

1 Askø i Smålandshavet

2 Hyldehus ved Smålandshavet

3 Maltrup Skov

4 Rørbæk

5 Branderslev

6 Nakskov Indrefjord

7 Næsby Strand

8 Bursø Alderdomshjem

9 Kastager Station

10 Vesterborg

11 Reventlowparken

12 Torrig Skov

13 Rykkerup Skov

14 Hydeskov med Stikhokken

15 Krenkerup

16 Bramsløkke

17 Fra Indtægten til Agerupgård

18 Højbygaard Sukkerfabrik

19 Jernbanestien mod Nøbbølle

 

SEKS EKSTRA FRIE LOLLANDSONETTER

1 Ved Østersøen

2 Ved Smålandshavet

3 Hesten Lolland

4 Himlen over Lolland

5 Mine forfædres og min arbejdsplads

6 Hvederødder

 

-

 

Indledning

 

Denne indledning er oprindelig skrevet som indledning til de første nitten, traditionelle Lollandsonetter.

 

I sommeren 2014 begyndte jeg - på opfordring af det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polskis redaktion - at oversætte den polske nationaldigter Adam Mickiewicz's Krimsonetter fra polsk til dansk. Tre af dem blev trykt i efterårsnummeret 2014. Og jeg begyndte derefter forfra med at oversætte alle Adam Mickiewicz's i 1825 skrevne og i 1826 udgivne sonetter (atten plus en ufuldendt og posthumt trykt), vel at mærke med undtagelse af de fem af Knud Berlin oversatte, der blev trykt i tidsskriftet Ny Jord i 1888, og som jeg allerede på min internetunderside "Litterære tekster" har sat ind sammen med mine egne oversættelser, og som også er med i bogudgaven august 2015.

 

Det var et tilfælde (men med baggrund i den russiske anneksion af Krim i foråret 2014), jeg kom til at oversætte nogle af Krimsonetterne. Men jeg blev mere og mere grebet af dette arbejde og mere og mere glad for Mickiewicz's måde at digte på, så jeg blev altså ved. - Den 23. oktober 2014 fik jeg, mens jeg sad og kiggede ud af vinduet i mit arbejdsværelse, den tanke, at jeg kunne prøve at lave mit eget moderne sidestykke til Mickiewicz's sonetter, altså en samling på nitten sonetter med titlen Lollandsonetter, en tanke, der må ses som en helt særlig forening af spøg og alvor. Og jeg gik straks i gang. Dagen efter fik jeg gjort nr. 1 færdig. Jeg ville prøve at få dækket hele Lolland så godt som muligt - på en måde, der svarede til, hvordan Mickiewicz havde fået dækket i hvert fald dele af Krim. Den sidste sonet fik titlen "Errindlev Havn" (næsten lige syd for, hvor vi bor).

 

Mickiewicz's sonetter begynder på det ukrainske fastland i området ved havnebyen Akerman ved floden Dnjestrs udløb ("De akermanske Stepper", oversat af Knud Berlin), hvorefter følger tre sonetter fra Mickiewicz's og hans rejseselskabs sørejse til Krim, men da mine sonetter handler om min egen ø, måtte jeg begynde på min egen bakketop og lade havet, altså Østersøen, komme ind til sidst - med udsyn til Litauen, Polen, Ukraine og Krim.

 

Mickiewicz var polak, men blev født i Litauen, der indtil 1795 (Polens tredje deling) var i union med Polen, og boede dér, til han i 1823 blev forvist til Rusland, der nu havde annekteret området. Det er bemærkelsesværdigt, at denne deportation trods alt ikke var værre, end at Mickiewicz kunne færdes ret frit i Rusland og altså foretage en rejse til Ukraine og Krim - og få sine sonetter udgivet i Moskva i 1826. - Man kan sige, at mine Lollandsonetter står på en spejlvendt måde i forhold til Adam Mickiewicz's Krimsonetter. Det fælles er (foruden min Mickiewicz-inspiration overhovedet) den, om man så må sige, topografiske sonetgenre og det, at det er en halvø eller ø, der skildres, men ellers er forholdet det modsatte: Mickiewicz rejste på det eksotiske Krim og længtes hjem; jeg sidder hjemme og betragter min egen ø under indtryk af Mickiewicz's sonetter og lader til sidst blikket gå over Østersøen til Mickiewicz's egne. Jeg har valgt at følge Mickiewicz's rimskemaer nummer for nummer, idet jeg dog undlader at "snyde" med kvartetterne, som Mickiewicz har gjort det et par gange. - En klassisk italiensk sonet har udelukkende kvindelige rim (kvindelige udgange) og består af to "kvartetter" og to "terzetter". Kvartetterne er firlinjede strofer med rimskemaet ABBA ABBA, hvilket vil sige, at der ikke, som i de fleste almindelige digte, er tale om blot parvise rim, men om de samme rim i henholdsvis første- og sidstelinjerne og midterlinjerne. Der skal altså hver gang findes to gange fire ord, der rimer på hinanden. Dette gør det svært at skrive en sonet, og det kan ikke undgås, at digtet derved får et kunstigt præg. Til gengæld fører rimtvangen ofte til usædvanlige, stærke og friske, sammenhænge og pointer, som der ikke ville blive tale om i et almindeligt digt. Nogle elsker dette forhold, andre finder det for kunstigt. Det samme gælder terzetterne, dvs. de to trelinjede strofer, der udgør sonettens anden halvdel. Her vil der som regel skulle findes to gange tre ord, der rimer på hinanden. I den klassiske italienske sonet er rimstillingen dog CDE CDE (tre gange to rim), men Mickiewicz, og jeg med ham, bruger flere varianter; fx er rimstillingen i nr. 1 "Udsigt fra Luskebakken" CDC DCD. Indholdsmæssigt er forholdet mellem kvartetterme og terzetterne i en sonet principielt det, at der i kvartetterne præsenteres et tema, og at der i terzetterne drages en konklusion eller spidses en pointe. De latinske ord for dette forhold er argumentum (kvartetterne) og conclusio (terzetterne).

 

Noterne skal (som noterne til Krimsonetterne) læses som en vigtig del af det samlede tekstkompleks. De er derfor udførligere og ofte mere "pædagogiske", end det normalt vil være tilfældet i en digtsamling. Når der i de topografiske noter henvises til Trap, er det J.P. Trap: Kongeriget Danmark, Tredje omarbejdede Udgave, bd. 3, København 1899. ODS er internetudgaven af Ordbog over det danske Sprog, og DDO er internetordbogen Den danske Ordbog.

 

-

 

Lollandsonetter

 

De følgende nitten "Lollandsonetter" er den oprindelige alvor-i-spøg-opfølgning af mit arbejde med oversættelsen af Adam Mickiewicz's 18 + 1 Krimonetter (hvoraf dem fem forelå i Knud Berlins oversættelse til tidsskriftet Ny Jord i 1888). Og der er altså tale om digte i den samme helt traditionelle sonetform, som Mickiewicz skrev i. Se ovenstående fælles indledning til hele samlingen "Lollandsonetter".

 

-

 

1 Udsigt fra luskebakken

 

Jeg står på denne atten meter høje

af isen efterladte Luskebakke;

med den slags bjerge tager vi til takke,

til gengæld ligger alting for mit øje.

 

Jeg ser traktorerne lerjorden pløje,

hvor før man brugte hånd og roehakke,

men jeg ser også alting bagud sakke;

vi må i dag med udkantsnedgang døje.

 

Så tæt endnu står kirker og godsslotte;

vi var på grund af jordens fedme rige,

de store kunne sig med den slags flotte.

 

Men denne gamle storhed måtte vige,

da en helt anden rigdoms tid indtrådte;

nu ligger vi i bund blandt de ulige.

 

24.10.14

Trykt i Fuglse Bladet nr. 3/2015.

 

Note

 

Luskebakken. - Luskebakken hedder i folkemunde den atten meter høje bakke, jeg bor på, ca. 1 km øst for Holeby, ca. 10 km syd for Maribo. Alt foreliggende tyder på, at navnet intet har at gøre med at være lusket eller med at luske i betydningen "bevæge sig på en snigende eller fordækt måde" (DDO). Det, der ligger bag, er med stor sandsynlighed det gamle lollandske udtryk for "at løbe løbsk", nemlig "at rende lusk". Det skete nemlig ofte i gamle dage, at hestene "rendte lusk", når vogne uden bremser eller med dårlige bremser kørte op bag i dem, når de var på vej ned ad bakken.

 

 

2 Maribo Søndersø

 

Et dødislandskab! Men nu ligger vandet

så dejlig blåt, hvor før var hvide blokke.

På marken græsser vilde gæs i flokke,

og skovene står grønne op af sandet.

 

I nord blev birgittinerklostret dannet,

man kunne jo med stedets skønhed lokke,

og endnu slår til bøn domkirkens klokke;

med alt betjener Maribo oplandet.

 

På Borgø midt i søen nu kun findes

lidt rester af de gamle sten og volde,

som af et oprør kunne overvindes.

 

Ej heller udflugtsstedet kunne holde,

men mange af de ældre endnu mindes,

at børn i sodavand dér kunne solde.

 

02.11.14

Trykt i Fuglse Bladet nr. 3/2015.

 

Noter

 

Birgittinerklostret. - Om Birgittinerklostret i Maribo, som der endnu er nogle ruiner tilbage af, og hvis kirke nu er Maribo Domkirke, skriver Trap bla.: "Købstaden Maribo (Mariebo) skylder sin Oprindelse til det her anlagte Kloster. Aar 1401 stadfæstede Erik af Pommern en Del Gaver fra Dronning Margrethe til Kirker og Klostre rundt om i Landet ... 1408 skænkede Margrethe saa Grimstrup til Birgittinerordenen, for at den heraf kunne indrette sig sit første Kloster i Danmark. Det skulle rejses ved Kirkebyen Skemminge ... Aar 1416 var Arbejdet saa vidt fremmet, at Munke og Nonner fra Vadstena kunde rejse herned for at indrette det nye Klosterliv ... // Maribo Købstad er opstaaet kort efter Klosterets Oprettelse" (s. 119-121).

 

Slår til bøn domkirkens klokke. - Der ringes den dag i dag med Domkirkens klokker ved de fleste af tidspunkterne for de gamle tidebønner. Domprovst Ole Opstrup har oplyst, at der ringes med en af Domkirkens tre klokker (en forskellig fra ringning til ringning) på seks af de otte tidebønstidspunkter, nemlig klokken 7(8), 10, 12, 14, 17 og 19(18). Klokkeslættene i parentes gælder i vintertidsperioden. De to ringninger, der er udgået, er klokken 24 og 04! I Domkirkens våbenhus står nu den i 1998 nedtagne klokke, der stammer fra før kirkens indvielse, dvs. fra o. 1400.

 

Borgø. - På hjemmesiden Naturpark Maribosøerne oplyses bla. følgende om Borgø og dens borg: "Borgø ... er den største ø i Søndersø ... Går man til højre (vest) ved anløbsbroen på Borgø og følger stien, kommer man til resterne af det imponerende voldsted Revshaleborg ... // I dag er der ikke meget synligt tilbage af borgen. Kun en cirkelrund borgplads, hvor der på tre sider er stejle skrænter ned til vandet. Den fjerde side har fire volde med voldgrave imellem. Ingen ved, hvordan bebyggelsen har set ud på borgen. Der er kun nogle få teglsten tilbage ... // Borgen er formentlig opført omkring år 1200, da rester af en pælebro til øen er dateret til 1195-1200. Det var en tid, hvor der var kamp om kongemagten, og det var da også oprørske småkårsfolk, der ødelagde borgen i 1256 ... // Borgø har været et yndet udflugtsmål helt tilbage fra 1800-tallets begyndelse ... Nu er der kun en ruin tilbage af pavillonen, hvor gæsterne kunne blive beværtet, og skolebørnene, der var på udflugt, kunne købe sodavand. I 1966 var tiden løbet fra udflugterne. Der var ikke kunder mere, og derfor stoppede bådfarten. Stilheden sænkede sig over Borgø og pavillonen sank i grus. Kigger man nærmere efter, kan man dog finde resterne af tidligere tiders lindelysthuse, hasselhegn samt store træer af bøg, lind, lærk, buskbom, navr og ask, som nu gror vildt, men som engang udgjorde øens lystskov. Først fra 1993 er det igen blevet muligt at besøge den spændende ø med turbåden.

 

...

 

4 Døllefjelde-Musse

 

I rigtig gamle dage var det Musse,

med herredskirken, skønt den var kun lille,

men så kom Døllefjelde med sin kilde;

man ser nu mange over navnet studse.

 

Hertug Christoffer følte såret blusse,

det skulle nødig gå hans sjæl for ilde,

så han med kirkeskib og gaver ville

sig købe messer til den at oppudse.

 

I tre årtier var jeg præst derhenne,

og Herritslev i syd var da tilføjet.

Fik vi i den tid godt nok sammen levet?

 

En tanke kan vi vel hinanden sende,

og er engang de sidste minder fløjet,

kan nogle stadig se, hvad jeg fik skrevet.

 

15.11.14

 

Noter

 

Rimstillingen [Dette, eller noget af det, skal også indgå fællesbemærkningen]. - Som udgangspunkt prøver jeg - for den almindelige variations skyld - nummervis at bruge de samme rimstillinger som Mickiewicz i Krimsonetterne. Det er ganske vist et primitivt system. Mickiewicz kan jo have haft indholdsmæssige grunde til sine variationer. Og det kan jeg også få. I så fald vil jeg måske bytte om nogle steder. Det afgørende er, at jeg har haft lyst til at have en variation i terzetterne, der svarer til Mickiewicz's. - I sin sonet nr. 4 har Mickiewicz "snydt" med kvartetterne, som har fået rimstillingen ABBA CDDC. Men jeg vil bevare det klassiske sonetskema ABBA ABBA. - I Krimsonet nr. 4 har Mickiewicz i terzetterne rimstillingen EFG EFG, som jeg bevarer her, men altså som CDE CDE.

 

Herredskirken. - Indtil 1970 opererede man endnu med den meget gamle betegnelse Musse Herred for Lollands østligste administrative enhed. Områdets grænser har været skiftende, men navnet var det samme, og fx hed Lolland østre Provsti indtil 1970 Musse Herreds Provsti.

 

Døllefjelde med sin kilde. - Af den nuværende Døllefjelde Kirke er tårnet den yngste del (sengotisk). Skibet er fra efter 1362 (noten "Hertug Christoffer"). Det nuværende kor var oprindelig skibet i et lille kapel (hvis kor man ser rester af), som blev opført til brug i forbindelse med valfarterne til Sankt Kjelds Kilde, hvoromkring der også opstod et marked - der med lidt god vilje kan ses som forløberen for det nuværende Døllefjelde-Musse Heste- og Krammarked. Fra omkring dette tidspunkt må Døllefjelde være blevet hovedsognet i Døllefjelde-Musse Pastorat.

 

Over navnet studse. - Pastoratet (indtil udvidelsen med Herritslev i 1964), sognekommunen (indtil 1970) og ikke mindst Døllefjelde-Musse Idrætsforening blev landskendt, da sidstnævntes fodboldhold for mange år siden kom på tipskuponen. Men mange syntes, navnet lød morsomt. På et tidspunkt blev der ligefrem skrevet en sang om de reaktioner, en ung man blev mødt med, når han, som i sangens omkvæd, sagde: "Jeg kommer fra Døllefjelde-Musse".

 

Hertug Christoffer. - Valdemar Atterdags søn Christoffer var i 1359 (formodentlig efter at være fyldt 18 år) blevet udnævnt til hertug af Lolland og hyldet som tronfølger. Og det er i denne egenskab, han har bekostet opførelsen af Døllefjeldes kirkeskib og givet den store Tåstrupgård til sognepræsteembedet. Den direkte årsag til hertug Christoffers gavmildhed kan dog ifølge Suhms danmarkshistorie "rimeligen" have været, at det farlige sår, han havde pådraget sig under kampene i Skåne mod hansestædernes styrker, havde "bragt ham til at tænke paa sin Død". Det nævnes i gavebrevet af 25. juli 1362, at der skulle læses årlige sjælemesser for Christoffer og hans slægt. Christoffer døde den 11. juni 1363.

 

Jeg præst. - Jeg blev indsat som sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat 3. søndag efter påske 1974 og holdt min afskedsgudstjeneste i Døllefjelde Kirke 3. søndag efter påske 2003.

 

Hvad jeg fik skrevet. - Jeg skrev i det hele taget en del i de år, og jeg så arbejdet med Kirkebladet som en vigtig del af min præstetjeneste. Men man kan også tænke på, at jeg i 1987 udgav min licentiatafhandling om Grundtvig (Fra drøm til program) og i 1998 min teologiske doktordisputats (Omkring Grundtvigs Vidskab). Jeg skrev desuden en hel del artikler af forskellig slags.

 

...

 

8 Oreby

 

Her blev jeg født, og her har jeg først levet.

Sakskøbing Fjord spejlklar mod Maltrupskoven,

min barndoms paradis med lys fra oven.

Fra pæl til pæl engang blev skibe hevet.

 

Godsskovene blev af min far godt drevet,

min mor drev kroen uden megen soven,

og mine kammeraters fædre ploven

i jorden førte og fik marken revet.

 

Det var et samfund, ja, et lille rige,

vi legede alting i store flokke

og vidste meget lidt om andre steder.

 

Vi børn var næsten alle lige lige,

de små man dog sig sjældent hørte brokke;

det vigtigste var vore legeglæder.

 

14.01.15

 

Noter

 

Her blev jeg født osv. - Min far og tre forfædre til ham var skovfogeder på Oreby og Berritzgaard gods. Jeg er født 1943 i skovfogedhuset Hyldehus øst for avlsgården Rodsnæs oppe ved Smålandshavet. Halvandet år senere flyttede vi til Oreby Kro ved Sakskøbing Fjord, som min mor overtog driften af, mens min far fortsatte som skovfoged. Med Maltrup Skov ovre på den anden side. - Den 22. maj 2015 havde Anna og jeg den store glæde at fejre vort guldbryllup på Oreby Kro!

 

Fra pæl til pæl engang blev skibe hevet. - Dette er måske en foreløbig note. - Der er stadig lidt rester tilbage af de mærkelige pæle, der i min barndom stod ude i fjorden. Jeg har ladet mig fortælle, at de tidligere var blevet brugt af sejlskibene. Selv om der var vind nok, har det været umuligt eller i hvert fald vanskeligt at sejle i den smalle sejlrende, og så har man kunnet hale skibene ind til Sakskøbing med tove fastgjort til disse pæle. Se også den første note til nr. 9 "Sakskøbing". - Hvis der er læsere, der ved noget andet og/eller mere, er de velkomne til at kontakte mig.

 

...

 

12 Nakskov

 

En skovbevokset halvø dybt i fjorden,

et fiskerleje, så en by med volde,

og man et sildemarked kunne holde

på Albuen, et centrum her i Norden.

 

Og længe før man opfandt skibsmotoren,

fik Slotø-værftet af kong Hans den rolle

den danske magt på havet at udfolde.

Sidst Nakskov-skibe gik om hele jorden.

 

For mig blev Nakskov jazzens gyldne dage,

The Strangers søgte nyt i neoboppen,

vort ideal var nybrud uden mage,

 

dog med den sande kosmospuls i kroppen;

men Harlem Kiddies var dog afgjort toppen.

Selv nu står spor af det hos mig tilbage.

 

06.02.15

 

Noter

 

Skovbevokset halvø ... fiskerleje. - Fra Wikipedia-artikel om Nakskov: "Navnet Nakskov stammer fra den tid hvor hele området 'Nakken' (Nakskov centrum i dag) var dækket af skov, altså "skoven på Nakken" eller "Nakkeskoven". Byen fik af datidens konge lov til at rydde skoven til bebyggelse. - ODS om ordet "nakke": "Smalt (højtliggende) land, som strækker sig ud i havet". - Trap: "Nakskov er en meget gammel By, der tidligst skal have været et Fiskerleje, men allerede nævnes som Købstad i Vald. II's Jordebog".

 

Sildemarked. Albuen. - Albuen er den 7,5 km lange krumodde, der udgør den vestligste del af Nakskov Fjords sydlige bred. - Fra Naturstyrelsens internetside om Nakskov Fjord: "Albuen var engang et knudepunkt for fiskeri og søfart. Møntfund fra spidsen af den lange krumodde tyder på, at der har været livlig aktivitet på stedet fra ca. 1420 og 100 år frem. Man mener, at Albuen har været vært for et årligt sildemarked med 80-100 boder, hvor de lokale kunne handle med tilrejsende købmænd uden om købstadens – Nakskovs – kontrol".

 

Skibsmotoren. - Her er rimet lidt dristigt, men ODS nævner faktisk udtalen [moˈto'r(ə)n] som en dagligsprogsmulighed.

 

Slotø-værftet. - Fra Naturstyrelsens internetside om Nakskov Fjord: "På Slotø findes resterne af Europas ældste orlogsværft og tilhørende flådebase, Engelsborg, anlagt af kong Hans først i 1500-tallet. Beliggenheden var valgt med omhu. De vestlollandske egeskove leverede masser af godt tømmer til skibsbygning, og man kunne kontrollere sejlrenden til Nakskov".

 

Sidst Nakskov-skibe ... - Fra Wikipedia-artiklen om Nakskov Skibsvært: "Nakskov Skibsværft ... blev grundlagt i 1916 af Østasiatisk Kompagni, hvis stifter H.N. Andersen var født i Nakskov. Det fungerede frem til 1987".

 

Jazzens gyldne dage. - I tiden op til og omkring 1960 var Nakskov den vigtigste jazz-by på Lolland-Falster. Nakskovs karakter af industriby har utvivlsomt været en vigtig del af baggrunden for dette. The Strangers var den neobopkvintet, jeg selv spillede i fra slutningen af 1950'erne til 1961. Vi var ikke dygtigere, end vi var, men under Timme Ørvads ledelse bestræbte vi os på at være så moderne og originale som muligt. Timmes motto var: Alt godt om traditionel jazz og swing, men det har været spillet. Men vi bestræbte os samtidig på at være så robuste som muligt i rytmen osv. Vi endte med at være Nakskov Jazzklubs husorkester, men vi måtte indrømme, at hvor høje vore idealer end var, var vi ikke så dygtige som vor forgænger Harlem Kiddies, der nåede at indspille en grammofonplade. Også orkestret Red Caps, der var nogenlunde samtidigt med os, kan nævnes. Desuden Swingtetten, der senere kom til at hedde The Jazz Makers. Og der var flere, der spillede og blandt andet mødtes søndag eftermiddage til jam sessions på KFUM. The Strangers nåede at medvirke i nogle radioudsendelser med amatørmusikere, og lige før vi opløste os, nemlig i foråret 1961, medvirkede vi i en tv-udsendelse med amatørmusikere, der blev optaget på Nykøbing F. jernbanestation. - The Strangers: Timme Ørvad (trombone), Flemming Rasmussen (tenorsax), Bent Christensen (piano), Søren Sørensen (bas), Ole Espensen (trommer).

 

 

13 Tillitse

 

På Lolland er der mange vendernavne,

kun Tillitse som sogn dog her i landet

har fået slavisk navn fra syd for vandet.

Var Vindeholme størst blandt venderhavne?

 

Tylice, Polen, kan os sprogligt gavne,

et navn på faktisk samme måde dannet,

og det er ikke noget særlig andet,

men tæt på vender-venner, jeg vil savne.

 

Hvor blev I af, I gamle kolonister?

Blev I fordrevet, dræbt, assimileret?

Bli'r det med dna mon konstateret?

 

At os i ånden springer fælles gnister,

blev snart i Njebjelčicy konkluderet;

hvad skal vi med et dna-register?

 

09.02.15

 

Noter

 

Tillitse. - På Lolland-Falster har vi nogle stednavne, der vidner om, at venderne for tusind år siden ikke alene hærgede og plyndrede, men også slog sig ned her, fx Binnitse, Korselitse, Kuditse og Tillitse. Hvortil kommer et navn som Vindeby, der nok betyder "Venderby". Tillitse er det eneste sogn i Danmark med et vendisk navn. Og det er ikke kun disse stednavne, der minder om vendernes færden og liv her; man finder stadig en masse vendiske ting i den lollandske jord! - Det eneste endnu levende vendiske, eller dog "vendiske", sprog, nemlig det sorbiske (som jeg i hvert fald kan læse), er et vestslavisk sprog, nært beslægtet med polsk og tjekkisk, og de her nævnte stednavne svarer nøje til polske bynavne som for eksempel Katowice. - Se også noterne Tylice og Njebjelčicy. - Og jeg henviser til Friederike W. Housteds meget grundige afhandling "Stednavne af slavisk oprindelse på Lolland-Falster og Møn".

 

Vindeholme. - Jeg går her ud fra, at dette navn betyder "Venderholmene" og må foreløbig lade det blive ved det. Som det fremgår af noten til nr. 14, forestiller jeg mig, at der i sin tid har været en vendisk havn i det ejendommelige vådområde syd for Vindeholme Slot ned mod Vindeholme Strand. Vindeholme ligger lige syd for Nakskov.

 

Tylice. - Da min kone og jeg i 2010 var på vej fra Polen til vore vendiske venner i Nebelschütz/Njebjelčicy i Bundesland Sachsen via grænsebyen Zgorzelec/Görlitz, kom vi på en rasteplads i snak med et par håndværkere, som fik hele min lektie om blandt andet venderne på Lolland-Falster og de vendiske stednavne, fx Tillitse. ”Tillitse”, sagde de, ”det ligger jo lige hernede syd for Zgorzelec!”. Og de viste på kortet, hvor det var. Den landsby måtte vi besøge. Selv om den jo hedder Tylice [tylitse] med y. På polsk udtales c som ts, jfr. Fredericia, og der er her, som faktisk altid, tryk på næstsidste stavelse. Det ikke helt det samme som Tillitse, men alligevel!

 

Njebjelčicy. - Njebjelčicy (udtales njebjeltjitsy med tryk på første stavelse) er det vendiske (sorbiske) navn på den lille by i Bundesland Sachsen, som på tysk hedder Nebelschütz, og som min kone og jeg siden 1999 har haft et nært venskabsforhold til. Vi har flere gange deltaget i de store internationale byfester dér, og i 2001 besøgte en tremandsdelegation dernedefra Lolland-Falster. De deltog blandt andet i højmessen i Tillitse Kirke på 5. søndag efter påske. En tilbagevenden efter mange hundrede år, kan man sige! - Det var vist allerede under vort første besøg dernede, borgmester Thomas Zschornak (Tomaš Čornak) og jeg talte om muligheden af, at jeg med min store kærlighed til de slaviske sprog måske havde vendisk blod i årerne (hvad jeg dog ikke tror jeg har), og i den forbindelse kom ind på muligheden af en dna-test. Men vi lod det blive stående ved det og nøjedes med at fastslå, at vi i hvert fald var åndelige slægtninge. - Der var oprindelig, altså fx for tusind år siden, ca. 25 forskellige slaviske stammer i området syd for Østersøen, helt over til Holsten, men i 1700-tallet døde de sidste slavisktalende mennesker i det meste af det nuværende Tyskland. Kun i området mellem Berlin og grænsen til Tjekkiet er der den dag i dag en slavisktalende minoritet, der på tysk kaldes sorberne. Nogle steder er vejskiltene på både tysk og sorbisk. Sorberne kalder sig selv "serbja" (jfr. serbere), men de kan i dag også betegne sig med det oprindelig nedladende tyske ord "Wenden", hvilket altså sådan set betyder, at de er vore dages vendere, selv om de vendere, der i sin tid koloniserede Lolland-Falster tilhørte de nordlige stammer.

 

...

 

17 Rødbyhavn

 

Klimatisk fiskeavl blev kun en fuser,

da ørredyngel skulle her opfedes;

men da Tunnellen skulle forberedes,

man fandt et flot system af oldtidsruser.

 

Og ikke alt var tvivlsomme fiduser;

med Fugleflugten grænser overskredes.

Og af Tunnellen vil vel ting afledes,

som ikke bare overfladen kruser.

 

Ved stranden gennem tre generationer

har vi nydt luften, vandet, diget, landet.

Vor søn har Færgedronningen bemandet.

 

Den gamle campingplads dog listen kroner,

vi havde stamplads ved en busk i sandet;

så småt - og dog med kosmiske visioner!

 

02.03.15

 

Noter

 

Wikipedia om Rødbyhavn. - "Rødbyhavn er en lille havneby på Lolland med 1.634 indbyggere (2014), beliggende i Rødbyhavn Sogn på øens lavtliggende sydkyst. Den blev anlagt som havn til Rødby i 1912, og den nuværende færgehavn stammer fra 1963. Rødbyhavn har jernbane- og bilfærgeforbindelse til Puttgarden på øen Femern ... Tog fra København mod Hamborg går via denne rute. // ... // Byens mest besøgte seværdighed er ubetinget feriecentret Lalandia som ligger umiddelbart vest for byen ved Femern Bælt. Feriecentret havde lidt over en halv million besøgende i 2013. // Rødbyhavn vil være udgangspunkt for den kommende faste Femern Bælt-forbindelse til Puttgarden, som ventes færdig i 2021". - Se også nr. 16 "Rødby Fjord" og noterne dertil.

 

Klimatisk fiskeavl - system af oldtidsruser. - Klip fra Museum Lolland-Falsters tekst: Som en del af Femern projektet blev det gamle fiskerianlæg Dansk Klimatisk Fiskeavl vest for vindmølleparken fjernet. Det store betonbassin, der i 1980’erne skulle levere ørreder og gode forretninger gik hurtigt i fisk. Under de mange tons beton ville der normalt ikke være noget arkæologisk materiale bevaret. [Men det var der]. En mindre sensation dukkede op i løbet af prøvegravningens anden uge, hvor der blev fundet en del af et stående fiskehegn. Det er sjældent, at den slags dukker op. Grunden til, at det overhovedet er bevaret efter tusinder af år i jorden, er, at det lynhurtigt blev dækket af vand og sand, da en af for-historiens oversvømmelser skyllede ind over stenalderlagunen. Men det er ikke bare fiskehegnet i sig selv, der er interessant. Det er det, at det står på sin oprindelige placering. Det vil sige, det fortæller, at lige præcis her hvor det står, har der været fiskeri i oldtiden. - I det her citerede pdf-dokument "Fiskeri på Dansk Klimatisk Fiskeavl dengang og nu" er der tegninger af fiskehegnet og en udførlig beskrivelse af det.

 

Gennem tre generationer. - Den gamle campingplads. - Især min kone, men jeg selv også lidt, har som børn og unge færdedes og badet ved Rødbyhavn. Min kone og hendes familie var til stede, da kong Frederik IX i 1963 indviede Fugleflugtslinjen. Da vi var blevet gift og havde fået børn og boede i Døllefjelde, besøgte vi ofte området, og vore campingferier i 1970'erne og 1980'erne begyndte og/eller sluttede ofte på den vidunderlige gamle Rødbyhavn Campingplads, hvor vi så vidt muligt altid slog vort telt op ved den store busk i det sydvestlige hjørne, som vi den første gang havde søgt skygge ved. Til at begynde med var der ikke noget Lalandia til at ødelægge udsigten, og det er i høj grad udsigten mod aftenhimlen i vest, mens vi nød vor grillede aftensmad, der ligger bag ordene "kosmiske visioner". Da vi begyndte at få børnebørn, tog vi også dem med derned, og de yngste kommer der endnu (se næste note).

 

Vor søn har Færgedronningen bemandet. - Efter sin studentereksamen i 1992 arbejdede en af vore sønner i færgen Dronning Margrethe II's restauration. Det blev en stor oplevelse for både ham selv og os andre. Nu kan han fortælle sine børn, tredje generation, om det, når de færdes dernede, hvad de ofte gør.

 

...

 

19 Errindlev Havn

 

Var her en venderhavn i gamle dage?

Vi har jo endnu kort derfra to steder,

hvis navne mærker dem som vendersæder;

vi må Billitse, Krambes slavisk tage.

 

Men havnen nu går ikke langt tilbage

i tid og tjener meget fritidsglæder,

så smuk og velholdt, som den jo fremtræder,

ja, som marina ser man den nu flage.

 

Her femte trinitatis søndag holdes

hvert år ved alteret af fiskekasser

gudstjeneste, hvad der jo netop passer

 

med, hvad om Peter denne dag udfoldes.

Et billede af det har jeg vist masser

på polske, russiske tilhørerpladser.

 

12.03.15

Trykt i Errindlev-lokalbladet Jarun nr. 6/2015.

 

 

Noter

 

Errindlev Havn. - Fra hjemmesiden "Historisk Atlas": "Errindlev havn blev bygget med statstilskud i 1907 som erstatning for havnen ved Bjernæs, der var forsvundet ved inddæmningen i 1870’erne. Errindlev fælled (fæland) blev bebygget i 2. halvdel af 1800 tallet og nogle begyndte at fiske". - Men havnen ved Bjernæs er altså ældre. Det afgørende er, at der nok har været nogle havnemuligheder i området for tusind år siden. - Mere fra "Historisk Atlas": "Fiskerne fik staten til at betale halvdelen af udgiften til havnebyggeri. Fiskeriforeningen for Sydlolland og Errindlev Baadehavn søgte og fik i 1906 tilskud fra staten til bygning af havn uden for diget ved Errindlev fælled. Staten betalte halvdelen af omkostningerne på 7000 kr. Fiskerne selv betalte 1000 kr kontant, men også deres arbejdskraft til uddybning af sejlrenden blev indregnet. Den lokale folketingsmand Jørgen Frederiksen brugte sine gode forbindelser, men samtidig pressede digelaget på, både for at få en havn så der kunne komme kul til pumpestationens dampmaskine og fordi de manglede jord til at forhøje diget, der i 1870erne kun blev bygget 14 fod højt. Ved højvande i 1904 stod vandet tæt på digets top og satte derfor gang i ønsket om forhøjelse".

 

Billitse, Krambes. - I afhandlingen "Stednavne af slavisk oprindelse på Lolland-Falster og Møn" skriver Friederike W. Housted på s. 37-38 udførligt om Billitse i Olstrup Sogn syd for Bjernæs, syd for Holeby, oprindelig to små holme, som blev landfaste efter digebygningen i 1870-erne. Og ligeledes om Krambes i Errindlev Sogn på s. 38-39. Krambes ligger sydøst for Sjælstofte og dermed ikke langt vest for Errindlev Havn.

 

Marina. - Under mine søgninger på Nettet har jeg flere steder set Errindlev Havn markedsført som marina, blandt andet på Pineland Marinas hjemmeside - med et meget flot luftfoto af havnen og dens omgivelser.

 

Femte trinitatis søndag ... - Evangeliet efter første tekstrække til 5. søndag efter trinitatis er Lukas 5,1-11, Peters fiskedræt, som slutter: "'Fra nu af skal du fange mennesker'. Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham". Det er en efterhånden gammel tradition, at der ved Errindlev Havn holdes dige- eller havnegudstjeneste på 5. søndag efter trinitatis. Jeg havde selv den ære at være præst ved den i 2004 (se min internetunderside "Prædikener efter 11.05.03"). Men den gudstjeneste, der henvises til her, ligger ti år tidligere. Det var daværende sognepræst i Hillested (og dermed en af min svigerfars efterfølgere) Ole Wæverstrøm, der var præst. Men det var min kone Anna, der var organist, og jeg tog et flot billede af hende med udsigt mod øst over Østersøen og dermed over mod Polen og Rusland, som vi skulle besøge senere på året. Dette billede blev det sidste i det lysbilledforedrag om os selv og Lolland-Falsters Stift, jeg kom til at holde flere steder i Polen og i hvert fald ét sted i Rusland, nemlig i en ortodoks menighed i Moskva.

 

Dermed slutter disse Lollandsonetter. - Og det er ikke tilfældigt. Ringen er sluttet. Den første sonet "Udsigt fra Luskebakken" har sit sted, lige hvor jeg bor, og den sidste her har sit sted 8 km syd-sydøst derfor. Men der er også en indholdsmæssig og større sammenhæng. Lollandsonetterne er, som i indledningen sagt, en følge af min oversættelse af Adam Mickiewicz's Krimsonetter, så det er rimeligt, at de slutter med et udblik over Østersøen, der også går i retning af hans fødeland Litauen - og for den sags skyld videre mod Ukraine og Krim. - At der både i denne sidste sonet og i flere af de andre henvises til venderne på Lolland for tusind år siden, giver et helt særligt slavisk perspektiv.

 

 

*

 

 

Frie Lollandsonetter

 

Nu kun smagsprøver. Se ovenfor.

 

 

Indhold

 

Indledning

 

1 Askø i Smålandshavet

 

2 Hyldehus ved Smålandshavet

 

3 Maltrup Skov

 

4 Rørbæk

 

5 Branderslev

 

6 Nakskov Indrefjord

 

7 Næsby Strand

 

8 Bursø Alderdomshjem

 

9 Kastager Station

 

10 Vesterborg

 

11 Reventlowparken

 

12 Torrig Skov

 

13 Rykkerup Skov

 

14 Hydesby Skov

 

15 Krenkerup

 

16 Bramsløkke

 

17 Indtægten[Skoven syd for Reersø]

 

18 Sukkerfabrikken ved Holeby

 

19 Jernbanestien mod Nøbbølle

 

-

 

Indledning

 

På et tidspunkt fik jeg den idé at følge min oversættelse af Adam Mickiewicz's Krimsonetter op med mine egne (også nitten) Lollandsonetter. Den sidste af disse var færdig 12.03.15. Og nu har jeg fået en ny idé, nemlig at følge Lollandsonetterne op med, hvad jeg i hvert fald indtil videre vil kalde Frie Lollandsonetter. Frie sonetter er ikke min opfindelse, og jeg vil senere prøve at sige lidt om denne genres udbredelse og historie.

 

Som jeg forstår det, er en fri sonet et digt, der består af fjorten frie vers(elinjer), som er delt op i to gange fire linjer og to gange tre linjer (to kvartetter og to terzetter), men som er uden et fast versemål og uden rim. Man kan altså sige, at det eneste, der er tilbage af sonetten er netop denne opdeling i strofer. Se dog om verselinjernes længde her lige nedenfor. Men det ligger jo også i denne opdeling, at der er det særlige indholdsmæssige forhold mellem kvartetterme og terzetterne, at der i kvartetterne præsenteres et tema, og at der i terzetterne drages en konklusion eller spidses en pointe. De latinske ord for dette forhold er argumentum (kvartetterne) og conclusio (terzetterne).

 

Jeg vil dog i disse "frie sonetter" også underkaste mig en vis formtvang, for så vidt angår verselinjernes længde. Jeg har talt antallet af tegn i min første Lollandsonet. Der er i selve de fjorten verselinjer i alt 515 tegn inkl. mellemrum. Divideret med fjorten bliver det til gennemsnitligt ca. 37 tegn inkl. mellemrum i hver verselinje. Jeg vil altså i de frie sonetter prøve at lade verselinjerne være på ca. 37 tegn inkl. mellemrum, men selvfølgelig kun som en størrelsesorden, der ikke skal følges slavisk, nok for det meste på den måde, at verselinjerne bliver på 37 +/- 5 tegn inkl. mellemrum. Jeg opnår to ting derved. For det første vil sonetterne komme til at fremtræde typografisk på en måde, der svarer til en sædvanlig sonet. (I mine almindelige digte skeler jeg mere og mere til denne side af sagen). For det andet vil længdetvangen ikke alene tvinge mig til en koncentration som sådan, men også, som alle andre slags formtvang, fremtvinge særlige udtryksmåder.

 

I forhold til Adam Mickiewicz's Krimsonetter er mine Lollandsonetter meget topografiske og historiske og altså mindre poetiske. Der er ikke meget billedsprog og ikke mange andre perspektiver i dem. I de Frie Lollandsonetter vil jeg prøve at være mere poetisk, selv om også de nok vil blive ret topografiske.

 

Da jeg gik i gang med Lollandsonetterne begyndte jeg med at se ud af vinduet i mit arbejdsværelse og ud over min have og videre ud i det midtlollandske landskab. Og jeg prøvede at skrive den første sonet på grundlag af det. Men det endte med, at jeg i ånden stillede mig ud på toppen af den atten meter høje bakke en kilometer øst for Holeby, jeg bor på, Luskebakken, som den hedder her på egnen. Den første Lollandsonet fik dermed titlen "Udsigt fra luskebakken". Derefter tog jeg lollandskortet frem og udvalgte atten andre lokaliteter. Jeg henviser til det særlige afsnit "Lollandsonetter" på min internetunderside "Litterære tekster".

 

Når jeg nu begynder på de nitten Frie Lollandsonetter, tager jeg kortet frem igen og finder nitten nye lokaliteter, som altså dels skal være nogle andre end dem i Lollandsonetterne, dels skal være nogle, jeg må se som velegnede, hvad dette nye og temmelig anderledes projekt angår. Der vil (bortset fra nr. 1, der handler om min mors fødeø) blive tale om nitten steder, hvor jeg har boet eller færdedes, med særligt henblik på deres betydning i mit i også videste forstand poetiske liv. Rækken af sonetter pr. 24. marts 2015 fremgår af indholdsfortegnelsen, som dog vil kunne blive ændret undervejs.

 

-

 

1 Askø i Smålandshavet

 

På denne lille flade ø, blev min mor født.

Den ser ikke ud af meget inde fra Lolland,

er dog selv fastland i forhold til Lilleø

og har Lindholm liggende længere inde.

 

Det var nemt at komme ind til Bandholm,

også før man fik sin lille færge;

man havde jo altid sine fiskerbåde,

og når det var koldt nok, kunne isen bære.

 

Men her har man levet sit liv i årtusinder,

dog med havet omkring sig, så man kom ud,

og så man fik besøg; de unge kom i Flåden.

 

Min morfar dyrkede jorden og betød noget.

Nu er der ikke mange beboere tilbage,

få i forhold til antallet af sommerhuse.

 

24.03.15

 

Noter

 

Askø. - Fra Wiki-artikel om Askø (uden nyt afsnit): "Askø er en ø i Smålandsfarvandet nord for Lolland. Øen hører til Lolland Kommune. Areal: 2,82 km². Indbyggere: 56 (1. januar 2006). Højeste punkt: 3 m over havets overflade. Askø er en meget flad ø, som ved stormfloderne i 1858 og 1872 blev delvist oversvømmet. En del af øen, herunder den inddæmmede Kirkevig, er sikret med diger mod oversvømning. Indbyggertallet på Askø har været støt dalende siden 1945, da der boede ca. 238 mennesker på øen. Nu er der kun ca. 50 beboere på øen, og skolen blev lukket i 1988 på grund af mangel på elever. De fleste fastboende bor i Askø by på den nordlige del af øen, hvor Askø Kirke også ligger. Mod øst findes et sommerhusområde med ca. 220 huse. Tidligere beskæftigede fiskeri og søfart en stor del af beboerne, men hovederhvervene på Askø er i dag landbrug og frugtavl. ... Askø er forbundet med naboøen Lilleø med en ca. 700 m lang dæmning. ... Der er færgeforbindelse til Askø fra Bandholm på Lolland. Turen tager ca. 25 minutter". - Trap oplyser, at der i 1890 var 217 indbyggere på Askø (min mor Ebba Rasmussen blev født 1903), og at der i 1801 havde været 122 indbyggere, desuden, at der i 1896 var 13 selvejergårde, 39 huse med jord og 2 jordløse huse, og at i 1890 levede 8 personer af immateriel virksomhed, 119 af jordbrug, 32 af fiskeri, 26 af industri, 11 af skibsfart, 3 af andre erhverv og 18 af deres midler.

 

Lilleø. - Se noten "Askø". - Min mor har fortalt, at der i hendes barndom endnu ikke var nogen dæmning mellem Askø og Lilleø, så at fx børnene fra Lilleø, når de skulle i skole, måtte stage sig over til Askø i en lille båd, der blev kaldt en "ege", og ja, dette navn går direkte tilbage til den tid, hvor en båd var en udhulet egestamme!

 

Lindholm. - Øen Lindholm mellem Askø og Lolland hører ifølge Trap til Stokkemarke sogn. Det var her, opfinderen Ellehammer i 1906 udførte sine flyveforsøg. Se noten "Ellehammer" til Lollandsonet nr. 10 "Bandholm".

 

Isen. - Min mor har fortalt om, hvordan man i isvintre gik og kørte over isen til Lolland. Det kunne være farligt, men man havde erfaring, og nogle gange brugte man en båd med meder på, en amfibieslæde, om man vil.

 

Kom i flåden. - Jeg har hørt, at de unge mænd fra Askø, som jo havde mange fiskere og søfolk (se referatet fra Trap i noten "Askø"), for manges vedkommende aftjente deres værnepligt i flåden. Min mor har fortalt mig om og vist mig et billede af en gammel mand ved navn Jens Brusen(?), der havde deltaget i krigen i 1864 i den danske flåde. På billedet havde han sin 1864-medalje på.

 

Min morfar. - Fra nekrologen over min morfar Lauritz Rasmussen (1853-1933) i Lolland-Falsters Folketidende for 7. maj 1934: "Laur. Rasmussen var født paa Fejø, men flyttede 1880 over til Askø, hvor han overtog Svigerforældrenes Gaard 'Sundgaarden', som han med Dygtighed drev til 1924 ... Laur. Rasmussen kom i en ung Alder til at spille en betydelig Rolle indenfor det kommunale Styre. Flere Gange blev han indvalgt i saavel Sogne- som Menighedsraad og igennem en lang Aarrække fungerede han som Formand for de to Raad. Han var i alle Henseender en saare retskaffen Mand, paa hvis Ord ingen tvivlede. Ofte ledede han de kommunale Anliggender med en næsten diktatorisk Myndighed, men altid med Kommunens Ve og Vel for Øje".

 

Sommerhuse. - Se noten "Askø".

 

 

2 Hyldehus ved Smålandshavet

 

I dette lille skovfogedhus blev jeg født.

Min far passede sine skove og sin jordlod.

Han havde også lidt dyr, endog køer.

Han var fjerde generation på godset.

 

Jeg husker intet. Vi flyttede til kroen,

da jeg var ganske lille, men jeg kom der

senere, da jeg kunne cykle, og jeg tænkte,

så godt jeg kunne, på, at jeg var født dér.

 

Jeg har vist mine børn og børnebørn stedet,

for dem i enhver henseende langt ude,

men i vand- eller islinje tæt på Askø.

 

Min dobbelte rod spænder over dette vand,

men det er her mellem skoven og fuglene,

mit uoplevede indgangspunkt i verden er.

 

24.03.15

 

Noter

 

Hyldehus. - Hyldehus er det lille skovfogedsted, som den dag i dag ligger ved Tårs Vig ikke langt øst for Rodsnæs Avlsgård under Oreby og Berritzgaard Gods. Der bor, så vidt jeg ved, ikke længere en skovfoged i huset.

 

Fjerde generation. - Min far Peter Christian Christensen (1888-1949) fulgte efter sin far, farfar og oldefar som skovfoged på Oreby og Berritzgaard Gods.

 

Flyttede til kroen. - Jeg er født i 1943, og min mor sagde altid, at jeg var halvandet år gammel, da hun på baronens opfordring overtog driften af Oreby Kro, som blev mit virkelige barndomshjem. Min far fortsatte som skovfoged, men var selvfølgelig også, så længe han levede, en støtte for min mor. Se Lollandsonet nr. 8 "Oreby".

 

I vand- eller islinje tæt på Askø. - I noten "Isen" til nr. 1 har jeg refereret min mors beretninger om turene over isen. Men pastor Johs. B. Boysen (som senere blev først mine svigerforældres og dernæst vor ven og en af mine lærefædre, og som er omtalt i mine "Erindringer" (internetunderside)) var i årene 1936 til 1943 sognepræst på Askø, og han har fortalt, at han har besøgt min mor i Hyldehus og dér har holdt mig i sine arme. I lige linje er der ca. 7 km mellem Askø og Hyldehus.

 

Skoven og fuglene. - Hyldehus ligger lige nord for skoven Kohaven og lidt øst for skoven Holcksminde ved Rodsnæs Avlsgård, og øst for Hyldehus ligger den inddæmmede vig Fladet, som er en del af fuglereservatet. - I internetudgaven af Naturstyrelsens reservatfolder "Tårs Vig" oplyses bla.: "Fladet er en vig, som er afskåret fra havet af et dige. Ved Fladet omfatter reservatet også mosearealer, bevoksninger med tagrør, engarealer, krat og hegn. Mod syd grænser reservatet op til skovområder, enge og dyrkede marker. ... Tårs Vig og den lavvandede del af farvandet sydøst for Askø er et vigtigt rasteområde for en række vandfuglearter".

 

...

 

6 Nakskov Indrefjord

 

Indre fjord? Sø forbundet med en fjord?

Slusen ved Nybro. Drikkevandsreservoir.

Ikke godt. Sukkerfabrikken fik vandet

mod at etablere et anlæg med stier.

 

Nu er det Indrefjorden, et dejligt sted

for mennesker, fugle og fisk, dog ikke

for fiskene, når de bliver fanget

af lystfiskere fra bredder og broer.

 

Her fiskede jeg ivrigt som stor dreng,

her var min jord- og vandforbindelse

mellem byens huse og høje drømme.

 

Her har jeg oplevet alt dette igen

med en ny ivrig og tålmodig dreng,

delt skuffelse og lykke med barnebarnet.

 

24.04.15

 

Note

 

Nakskov Indrefjord. - Fra hjemmesiden "Naturpark Nakskov Fjord": "Indrefjorden er langt mere end et godt fiskevand. Oprindeligt var den en del af fjorden, men samtidig med de store digebyggerier i 1870-erne blev der bygget sluse ved Nybro. Vandet blev hurtigt ferskt, så i perioden 1884-90 indvandt Nakskov sit drikkevand fra Indrefjorden. Det nuværende udseende med bassiner og mange stier skyldes dog sukkerfabrikken, der fik tilladelse til at bruge vandet til roevask mod at anlægge stierne og tilplante området. Dermed fik Nakskov et rekreativt område midt i byen".

 

...

 

8 Bursø Alderdomshjem

 

Sådan byggede man alderdomshjem på Lolland

i år 1900. Stort og herskabeligt gult

på landevejen mellem Holeby og Maribo.

En værdig sidste station for alle.

 

Forhave med træer, midtergang og låge.

Køkkenhave og hønsehus omme bagved.

Og inde lå værelserne langs gangen,

der gik mellem spisestuen og hyggeenden.

 

Her havde jeg mit hjem i gymnasietiden

og soldatertiden og studietiden.

Her kom vi med vort første barn.

 

Samtalerne og festerne med de gamle.

Ikke så gamle endda. Jeg lærte meget.

Og mit voksne liv blev grundlagt her.

 

12.06.15

 

Noter

 

Bursø Alderdomshjem / Maribovej 54. - Bursø Alderdomshjem i den daværende Holeby-Bursø Kommune er, efter hvad Sydlollands Lokalarkiv har oplyst, opført i år 1900. Om tiden fra da af, og til min Mor og jeg kom dertil i 1959, ved jeg kun, hvad der fremgik af, hvad jeg kunne se med mine øjne og fornemme af stedets ånd. Som det fremgår af nr. 2, 4 og 6, døde min far, da jeg var knapt seks år, og så endte det med, at min mor Ebba Christensen blev alderdomshjemsbestyrerinde, først på Branderslev Alderdomshjem (1956-1959, se nr. 5), dernæst på Bursø Alderdomshjem (1959 til ca. 1967). - Holeby-Bursø Kommunes sogneråd holdt sine møder i den særlige kommune- eller sognerådsstue i den nordlige ende på første sal. Og det var interessant for en stor dreng som mig at samtale med sognerådsmedlemmerne, som var meget flinke over for mig. Men som det fremgår af sonetten, var det samtalerne med beboerne, eller de gamle, som man helt naturligt sagde dengang, der var det vigtigste for mig. Den, jeg talte mest med, var "Nummer ti". Jeg tror, hun hed Johanne. Men hendes værelse havde nummeret 10, så hun blev aldrig kaldt andet end "Nummer ti". Hun var ikke så gammel, men var på alderdomshjemmet, fordi hun havde været blind fra kort efter sin fødsel. Hun var en interessant og dannet dame. Respekt for Blindeinstituttet! Vi fik os en interessant samtale næsten hver dag. Hun og hende moster gav mig et par guldmanchetknapper som studentergave. Dem bruger jeg, når jeg er i ornat med manchetskorte. Og der var flere interessante personer. Som altså ikke var så gamle endda. Dengang kunne en mand nærmest komme på alderdomshjem, bare fordi hans kone var død. Så kunne han jo ikke klare sig selv! Men der er endnu en person, der skal nævnes, nemlig gamle August Oskar Lindqvist (brugte vist fornavnet Oskar), som var far til vor sognepræst i Sakskøbing-tiden Karl Lindqvist og vor kommunekasserer i Holeby-Bursø Nanny Lindqvist, som efterhånden blev min mors gode veninde og vor og vore børns "Tante Qvist". Og hvad mere var; ved mange af de fester, vi holdt, skrev gamle Lindqvist en fin sang. Han skrev, så vidt jeg husker, også en sang til min 18-års fødselsdag. Til gengæld skrev jeg en sang til ham på en af hans fødselsdage (formodentlig en rund). Jeg havde nemlig hørt, at medens han havde skrevet lejlighedssange til mange andre mennesker, var der aldrig nogen, der havde skrevet en sang til ham. Gad vidst, om det ikke nærmest er mit livs første digt! Og der var polakken Pajak (egl. Pająk = edderkop!). Han var en from katolik, der hver dag bad sin rosenkrans på de rette tider, og mit livs første økumeniske oplevelse var, at jeg engang kørte ham til messe i den katolske kirke i Maribo. Men da jeg var begyndt på min sprogofficersuddannelse med russisk, prøvede jeg også at tale lidt slavisk med ham, hvorved jeg i hvert fald fik lært, at snaps på polsk hedder "wódka" (med ó udtalt som u). - Jeg kunne fortælle meget mere om denne vigtige del af mit liv, om 1959-1961 som jazzkvintetten The Strangers' storhedstid, om det storslåede musikliv (og meget andet stort) på Maribo Gymnasium og om den for mig sørgelige, men også afgørende tid 1961-1962, hvor jeg måtte indse, at mine musikalske evner langtfra var nok til en karriere som jazzpianist, og hvor jeg prøvede at lægge an til noget andet stærkt og stort, jeg ville være bedre til. Men det var svært, og i første omgang glædede jeg mig til at komme ind som soldat og opleve noget, der i hvert fald var stærkt i en meget elementær betydning. Det var i Bursø Alderdomshjems køkken, jeg åbnede det brev fra Forsvaret, der opfordrede årets mandlige studenter til at søge ind på sprogofficersuddannelsen. Det var lige før studentereksamens sidste fag, latin. Og jeg søgte. Og blev optaget. Og gennemførte. Uden at vide, hvad det skulle føre til af stort og stærkt fra 1990 af. Ja, jeg kunne fortælle meget mere. Men med denne note har jeg villet sætte et lille minde over det gamle Bursø Alderdomshjem og dets beboere. - Om bygningens videre historie som Maribovej nr. 54 ved jeg ikke meget. Siden vi i 2003 flyttede til Fuglsevej øst for Holeby, kører vi forbi, når vi skal til Maribo. Til at begynde med stod det hele som i min mors og min tid. Gulkalket. Det var ved at blive indrettet til bed & breakfast. Og nåede vist at blive det. På et tidspunkt blev bygningen ramt af en brand, og derefter begyndte man at bygge de nordlige dele om. Nu står det hele hvidkalket, og der er blevet indrettet lejligheder i det.

 

Hyggeenden. - I den ene ende af den lange og brede gang på underetagen var der et bord med et par bænke (og måske også stole) og en radio på en hylde. Her sad især nogle af mændene altid og hyggede sig. Idet de blandt andet hørte det dengang meget populære "Bror Kalles Kapel". Det var i en ugentlig udsendelse med titlen "Ældre dansemusik". Det mest populære nummer var hopsaen "Skæve Thorvald". (Bror Kalle, egl. Harry Ulrik Glit-Jensen (1911-1980), var komponist, pianist og kapelmester, især inden for populærmusik).

 

BILLEDALBUM

 

Denne sonet har givet anledning til et ret stort Facebook-billedalbum, som med stor fordel kan studeres sammen med sonetten og dens noter. Her er linket:

https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1008416815858850.1073741849.100000716224349&type=1&l=63eba8b156

 

...

 

12 Torrig Skov

 

Jeg gik mange syns- og tanketure

i denne lille skov vest for Kragenæs.

Det var et godt sted med å ud til vandet

og eng med køer på mellem træerne.

 

Gamle krogede, bare flækkede hegnspæle

med rusten pigtråd holdt køerne på engen.

Selve skoven var god at gå og tænke i.

Mod øst dukkede Kragenæs op bag markerne.

 

En hegnspæl kunne blive altings midtpunkt.

Minimalt forarbejdet natur med lidt jern

mellem træer og græs og køer og vand.

 

Flækkefurerne bugtede sig sælsomt

nedad i det flossede vejrgrånede ved,

ville sige noget, jeg endnu ikke forstod.

 

04.07.15

 

Note

 

Torrig Skov. - Hjemmesiden Historisk Atlas oplyser: "Skoven hører til Halsted Kloster. Hvis man kommer fra Vigvejen, ser man en port med grevekrone. Skoven er på ca. 231 ha. Navnet Torrig går tilbage til hedensk tid: Tors vig. I skoven har der været 3 langdysser. Der er stadig 24 oldtidshøje, hvoraf kun en har navn: Charlottehøj". - Og om Charlottehøj: "Højen er 30 m. i diameter og 4 m. høj. Man finder den lettest ved at gå ned ad markvejen overfor Toldmestervej. ( Kragenæsvej 25A-C, hvor der er et skilt med kørsel forbudt, men man må godt gå der). Markvejen går helt ud til kysten. For enden af vejen ligger et hus, kaldet Grevindens Hus. Til højre ses en spejderhytte. Gå til venstre langs kysten og højen ligger lidt længere fremme. En del af den er borteroderet af Smålandshavet. Højen er ikke udgravet". - Det var især, mens vi boede i Vesterborg (o. 1970), jeg kørte derop for at tænke og hente inspiration. Men som det fremgår af sidste terzet, kom der endnu ikke noget særligt ud af det.

 

...

 

14 Hydeskov med Stikhokken

 

Du er ikke lollik; født på Guldborgland!

Radsted Mose er dyb! Sådan har man sagt.

Men Hydeskov ligger syd for mosen,

og var nem at køre til og god at gå i.

 

De store bøgetræer, når man lige kom ind.

Turen rundt med vekslende stykker og syn.

Højre om kom man snart til Stikhokken,

et selvfornyende minde om gamle dage.

 

I århundreder har vi smidt en pind på,

når vi passerede. En skik? Lidt overtro?

Sløring af et lig? Sikring mod genfærdet?

 

Men også en levende model af historien.

Det ældste bliver hele tiden til jord,

men der kommer nye grene på dag for dag.

 

11.07.15

 

Noter

 

Hydeskov. - Hydeskov ligger i Radsted Sogn på Østlolland, øst for Sakskøbing og lige nord for mine to gamle sogne Musse og Døllefjelde med kun lidt Fjelde Sogn og Toreby Sogn imellem. Når jeg gik mine mange arbejdsture i denne skov, stillede jeg som regel cyklen eller bilen ved den skovvej, der går ind fra Hydesbyvej ved Hydeskovgård i nærheden af grænsen til den del (mod vest) af hele skoven, der hedder Helliggejst Skov. Lige indenfor til venstre stod nogle meget store bøgetræer. Og derefter kunne man vælge, om man ville gå sin rundtur med eller mod uret. Det var en dejlig tur gennem mange forskellige skovkulturer. Gik man til højre, kom man snart til Stikhokken (se næste note).

 

Stikhokken. - En stik er en pind eller lignende, jf. tændstik og trommestik. En hok er (på bla. lollandsk) en bunke. Andre steder i Danmark, hvor man har haft en tilsvarende bunke, er den blevet kaldt en stik-hob. Fænomenet kendes i øvrigt mange steder i verden. Jeg vil her referere, hvad der fortælles om Stikhokken i Hydeskov, således: Engang i midten af 1700-tallet, ja, måske tidligere, blev en forhadt skovfoged dræbt af en krybskytte. Måske blev liget liggende, fordi forbipasserende (der sympatiserede med drabsmanden?) smed grene over det. Senere skal man være blevet ved med at kaste nye grene på bunken for at hindre den afdødes genfærd i at husere på stedet. Men i dag smider man måske bare grene på bunken, fordi det simpelt hen er noget, man gør, måske bare for at holde bunken vedlige. Jeg har selv lært mine børn at gøre det. Og nu lærer min yngste søn, som bor ikke så langt derfra, sine børn at gøre det. Der kan dog også i både ældre tid og nu være og have været en del almindelig overtro i det. Stikhokken ligger jo på et særligt sted, nemlig ved vandskellet mellem det område, der afvandes mod nordvest af Sakskøbing Å og mod sydøst af Flintinge Å. Og et sådant sted, ja, i det hele taget en overgang over en å, kan være farligt. Jeg mener, at man i dag siger, at hvis man ikke smider en stik på hokken, risikere man at fx brække benet på sin videre tur.

 

Du er ikke lollik ... - De udsagn, der gengives i sonettens to første verselinjer, stammer fra hhv. min meget kloge ældre ven og lærefader tidligere sognepræst i Øster Ulslev Johs. B. Boysen og min nabopræst og senere provst Nils Roland, der først var sognepræst i Radsted-Slemminge-Fjelde Pastorat, senere kun i Radsted. Førstnævnte, der var sønderjyde, men havde været præst på Lolland (inkl. Askø) hele sit præsteliv (se nr. 1 og 2 og noterne dertil), drillede mig, da jeg i 1974 med stor glæde vendte hjem fra nogle få også gode år på Bornholm til, som jeg sagde, min fødeø Lolland. Han sagde: "Du skal ikke gå og sige, at du er lollik; du stammer jo fra Guldborgland!". Og han havde ret. I gamle dage (se den almindelige Lollandsonet nr. 7 og noterne til den) kunne man jo sejle ad det, der nu er Flintinge Å og Sakskøbing Å, fra Guldborgsund til Sakskøbing Fjord. Man har i det hele taget kunnet sejle næsten overalt på Lolland i gamle dage, før man begyndte at afvande systematisk. Også mentalitetsmæssigt har der været - og er der - forskel på dem, der boede og bor på øen Guldborgland og dem, der boede og bor på det egentlige Østlolland. For mit vedkommende spillede min rod i Oreby og Berritzgaard Gods jo yderligere en stor rolle. Og det var naturligvis også de mentalitetsmæssige og historiske forhold, Nils Roland sigtede til, da han i forbindelse med (gen)udskillelsen af det for ikke så længe siden med Radsted sammenlagte Slemminge-Fjelde Pastorat udtalte: "Radsted Mose er dyb!". Jeg mener det var, da han blev provst, han nøjedes med at være sognepræst i Radsted og dermed fik en mindre arbejdsbyrde som præst.

 

 

Og så var der ikke mere pr. 14.08.15.

 

*

 

 

Seks ekstra frie Lollandsonetter

 

Nu kun smagsprøver. Se mere øverst i denne afdeling.

 

Indledning

 

Idet jeg henviser til indledningen til hele samlingen "Lollandsonetter" og til indledningen til afdelingen "Frie Lollandsonetter", vil jeg her kun sige, at selv om jeg insisterer på, at det ligger i hele nærværende samlings karakter af spøg-og-alvor-opfølgning af min oversættelse af Adam Mickiewicz's Krimsonetter, at der i de "Frie Lollandsonetter" er tale om en til tider ekstrem poetisk minimalisme, idet der ofte blot er knaldet rene data ind i sonetformen, så var jeg alligevel ikke helt tilfreds, da jeg havde fået skrevet den sidste frie Lollandsonet. Jeg besluttede derfor at skrive yderligere seks frie sonetter, altså de her følgende "Seks ekstra frie Lollandsonetter", i hvis titel der jo på en gang ligger en simpel henvisning til det forhold, at der er blevet føjet seks ekstra sonetter til de 2 x 19, og en eller anden grad af bebudelse af, at de skal være "ekstra frie" i betydningen mere poetiske. Resultatet er da også blevet seks i hvert fald noget mindre minimalpoetiske sonetter. Men jeg ville godt have haft dem til at være decideret maksimalpoetiske. Det er de ikke blevet. De minder meget om de nitten almindelige frie. Men de står dog som en noget mere poetisk afslutning af samlingen. Jeg har ikke kunnet gøre det anderledes lige nu. Måske vil jeg gøre et nyt forsøg senere. Måske med en række Lolland-digte, der ikke er i sonetform. Men det er meget tænkeligt, at en stærkere Lolland-poesi bare vil komme til udtryk i forskellige af de almindelige digte, jeg endnu håber at få skrevet, og som forhåbentlig - endelig - kommer til at leve op til mine poetikalske principper (se allerede nu undersiden "Poetik", på grundlag af hvilken jeg håber at få skrevet og udgivet en egentlig poetik). Jeg beder dog om, at man vil tage godt imod de seks ekstra Lollandsonetter, der kommer til at stå her nedenfor.

 

-

 

1 Ved Østersøen

 

Vandkantsdanmark. Åbent mod syd og øst.

Himmelkuplens rand går i ét med Ækvator,

og Rummets vrang går mod uendeligt.

Bag mig ligger Lolland i al beskedenhed.

 

Hvornår sejlede de første over i en båd?

Og fra hvilken side? Men det var jo nogle,

der hverken var germanere eller slavere.

Senere sejlede vi med vort lerjordskorn.

 

De, der lukker sig inde i filialerne

af den globale landsby af stål og glas,

ved ikke, hvad der var og stadig er.

 

De kører bare igennem eller flyver over

for på møder nye ens steder at bekræfte,

hvad der i år gælder her på multibjerget.

 

20.07.15

 

...

 

3 Hesten Lolland

 

Lolland har en smuk form, især mod vest.

Bagkroppen af en hest, der sparker bag op.

Lad så bare Nakskov Fjord være røvhullet.

Og lad den så bare være uden hale og ben.

 

Askø og Fejø og Femø bliver rystet af.

Men ikke ondt ment. Det er kærlig leg.

Og den runde nordvestdel er flot,

en rund hestebag med stor styrke.

 

Mod øst går det ligesom i opløsning.

Men det er vel det smeltende hjerte.

Og så kommer Falster, der ligner en roe.

 

Falster! Krongodsbønder! Hvor de kan!

Vi kender vor plads under herremændene.

Men vor fede ø slår bag op for os.

 

22.07.15

 

Noter

 

Røvhullet. - I 2015 havde TV 2 en dokumentarserie om og med socialt udsatte familier i Nakskov. Dens titel var "På røven i Nakskov", og den blev præsenteret således: "Følg syv familier på kanten af samfundet, der med oddsene imod sig kæmper for deres familier og deres drømme". Serien var egentlig ganske positiv, og man fik et godt indtryk af de medvirkende, men den vakte alligevel nogen utilfredshed i Nakskov og på Lolland-Falster, og den gav anledning til dannelsen af bevægelsen og Facebook-gruppen "Lolland-Falster Lovestorm". Den 22. juli 2015 havde Facebook-gruppen 22.855 medlemmer.

 

Krongodsbønder. Herremændene. - Sprogligt minder lollikkerne og falstringerne meget om hinanden. Men der er, og navnlig har været, ret store lokale forskelle. Man kan fx ofte høre, om folk er fra Vestlolland eller fra Østlolland. Og man vil utvivlsomt også kunne høre, om en blot nogenlunde dialekttalende person er fra Falster. Jeg kan bare ikke selv lige høre det for mig. Vi omgås ikke falstringerne så meget! Mens vi var på Bornholm, regnede vi dog falstringen i Pedersker Sogn for vor landsmand. Men mentalitetsmæssigt er lollikkerne og falstringerne fra gammel tid ret forskellige. Man siger, at det især skyldes det forhold, at størstedelen af Falster fra middelalderen af og indtil 1766 tilhørte kronen, hvorimod det på Lolland var herremændene, der sad tungt på det hele. Det var heller ikke altid lige behageligt at være bonde på Falster, men alt i alt har det alligevel været friere, så at selvfølelsen er større på Falster end på Lolland. Man siger fx, at det ikke er nogen tilfældighed, at det var på Falster, man havde en grundtvigsk valgmenighed (nærmere betegnet Lolland-Falster valgmenighed i Nr. Ørslev), der i 1947 valgte Johanne Andersen til præst, Danmarks første kvindelige præst. (Man siger altid, at det var Johanne Andersen, der blev Danmarks første kvindelige præst, og det var da også netop Lolland-Falster Valgmenigheds ønske om at ansætte hende som præst, der helt konkret tvang Folketinget og Folkekirken til at tage stilling til det gennem flere år diskuterede spørgsmål. Men kun to biskopper var for, og bla. biskoppen over Lolland-Falsters Stift var imod, så det blev den fynske biskop Øllgaard, der den 28. april 1948 ordinerede ikke alene Johanne Andersen, men også Ruth Vermehren og Edith Brenneche i Odense Domkirke). Og Johanne Andersen var selv falstring. Da jeg engang spurgte hende om hendes baggrund, svarede hun: "Jæ æ falstring i hu're'e le'" (jeg er falstring i hundrede led (generationer)). Denne udtryksmåde har jeg taget til mig, når jeg skal præsentere mig som lollik.

 

...

 

 

Og jeg lader det blive ved disse prøver. Hele bogen med de 2 x 19 + 6 Lollandsonetter vil efter planen kunne købes på gopubli.sh fra engang i september måned 2015.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Nattevinduesdigte

 

Fra 23. juni 2015 har jeg samlet disse særlige digte her. Så meget desto mere, som jeg i hvert fald på det tidspunkt overvejede at udgive dem som en særlig samling - når Lollandsonetter og Frie Lollandsonetter var blevet udgivet. Men jeg har, i hvert fald indtil videre ladet alle nattevinduesdigtene blive stående blandt de almindelige "Facebook-digte", ligesom jeg også fortsat sætter dem på dér i den rækkefølge, hvori de er blevet slået op.

 

Indhold

 

Indledning

 

Digtene

 

Noter

 

-

 

Indledning

 

Denne lille samling kan ses som en del af den række versudgivelser, der begyndte med Adam Mickiewicz's af Knud Berlin og mig oversatte Krimsonetter, fortsatte med mine egne Lollandsonetter og Frie Lollandsonetter og efter planen vil blive forsat med Udvalgte salmer og Udvalgte digte.

 

Nattevinduesdigtene er som Lollandsonetterne og de Frie Lollandsonetter en særlig - beskeden - genre, som jeg selv har haft glæde af at arbejde med, og som jeg håber vil kunne være til glæde for læserne. I al beskedenhed!

 

Det første nattevinduesdigt blev skrevet den 10. februar 2013. Men nattevinduesdigtene er ellers midsommerdigte - med det, der blev skrevet den 5. juni 2013 som det første. De er set og skrevet fra en stol bagest i mit arbejdsværelse på første sal. Vinduet er det mod nord vendende vindue over mit skrivebord.

 

 

Nattevinduesdigte

 

 

2013

 

LYSENDE PLET I VINDUE

 

Det er midnat.

Vinduet mod nord er sort.

Men denne lysende plet?

Er det en satellit?

Nej, den står stille.

Det er en lampe

ved en gård eller et hus.

Og dog et menneskelys

i det store sorte Rum.

Hvem bor der?

Hvad laver de?

Sover de i deres senge?

Pletten lyser ene i mørket

omgivet af uendeligheden

midt i Universets lange tid.

Jeg ser længe på den,

inden jeg selv går i seng.

 

1/2013 - 10.02.13

 

 

 

NATTEN I VINDUET

 

Klokken er omkring tre,

og mit vindue mod nord

er som et maleri i sin ramme,

raffineret udført

i alle nuancer mellem sort og lyst blåt,

fra skystriberne til de klare himmelmellemrum.

Dog nederst en rødmende bræmme

over den sorte jord.

 

Et sælsomt skud fra et træ

står op mod det bredeste mellemrum

og ligner en spindelvævfjerner.

 

Det lysner mer og mer.

Noget af topskuddets træ viser sig

mod himmelstriben bagved

og tager en del af fortryllelsen væk.

Snart kommer dagen

og ødelægger det hele.

 

Det tynder ud i skyerne.

Kun den brede mørkegrå bjælke

over den røde bræmme og den sorte jord

redder endnu dette nattesyn.

Jeg må se at komme i seng.

Godmorgen, nat!

 

1/2013 - 05.06.13

 

 

 

STJERNEN

 

I nat var klokken kun ét,

og først var vinduet helt sort,

men så var der alligevel lidt lyst blåt,

og da jeg slukkede lampen,

kom et bredt lyst stykke frem,

og en stjerne længere oppe.

 

Spindelvævfjerneren fra forleden

var der også, og en anden trætop

stod som en amerikansk pyramide

mod himlen.

 

Men det var et helt andet billede,

en glidende overgang

fra den mørke himmel omkring stjernen

til det svage rosa skær

bag træsilhuetterne.

 

Stjernen!

Stjernen drog mit blik.

Jeg svigtede vor gode Sol,

der lå og lovede endnu en sommerdag.

Stjernen!

Skal vi ud til den?

I morgen vil jeg tænke på stjernen,

mens jeg luger i min have.

 

3/2013 - 12.06.13

 

 

 

GRÅT I GRÅT

 

I nat ved halvtotiden

var himlen i min vindueskarm

jævnt gråblå,

svagt meleret af grå skyer

og med en kun lige synlig

rødmen nederst.

Træsilhuetterne stod uden fortryllelse.

 

Havde himlen været helt grå,

ville mit syn have været lukket inde.

Og det måtte jeg så bare have konstateret.

Hvis jeg da ikke desperat havde prøvet

at se ud gennem denne mur.

Men nu var der denne melering.

Forskelle, der gjorde en forskel,

en uorden, der betød betydning.

Alle syns moder?

 

4/2013 - 13.06.13

 

 

 

LAD DET BARE VENDE

 

I denne midsommernat

indrammer mit vindue

den lyseblå himmel

med det rosa skær forneden

og de lette formationer

af lange skyer.

I venstre halvdel står

en næsten ubestemmelig klump

og fremhæver det hele.

 

Det er et levende maleri;

skyerne skifter form

hele tiden, men langsomt,

og fordelingen af lyst og mørkt

er konstant og blid.

 

Blide midsommer!

Lykkelige lyse nat!

Lad det bare vende i morgen.

Lykken og lyset varer

endnu en tid.

 

5/2013 - 20.06.13

 

 

 

PÅ HØJDEN

 

I denne solhvervsnat hænger

vinterens truende sky

massivt over det blege stykke,

i hvis nederste del man nærmest

skal gætte sig til en smule rødt.

Truslen har nok også

sat kulde i Solen.

Mon sankthansaften igen i år

bliver kold og våd og blæsende?

 

Sankt Hans!

Det gamle på sin højde.

Døden lurer overalt.

Vi tænder vore bål.

Og det er godt nok.

Men vi burde også fejre en messe.

 

6/2013 - 22.06.13

 

 

 

DEN SORTE TAVLE

 

I nat er mit vindue helt sort.

Bortset fra, at min lampe spejler sig i det.

 

Er dette et billede af Intetheden?

Med lampen som protesten?

Men alle mine ting er jo også

omkring det.

Og jeg sidder selv og skriver

og er levende til.

 

Suger den sorte firkant

mig ud i Tomheden?

Eller er den min tomme tavle,

som alt kan skrives på,

helt nyt,

helt forfra?

 

Jeg kan godt begynde at skrive.

Og der er nok alligevel noget derude.

Måske kommer det frem,

når jeg begynder at skrive.

 

14.06.13

 

 

 

ÅH, SORTE VINDUE!

 

I nat er vinduet igen sort.

En anden lampe spejler sig

grimt i ruden

og oplyser min fars granater

på skrivebordet,

hvoraf den ene er lavet til

den lampe, jeg ellers har tændt,

og den anden bare står

og ser ond ud.

 

Men disse granater var med til

at holde os ude af 1. Verdenskrig.

Min far var løjtnant i feltartilleriet

og flere gange indkommanderet

til sikringsstyrken.

 

Den til højre

ser dog stadig ond ud,

og begge var beregnet til at

flænse menneskekroppe.

 

Åh, sorte vindue!

Hvad ser jeg ud i?

 

8/2013 -15.06.13

 

 

 

SKYBÅNDET

 

I nat går himlen i mit vindue

fra mørkt gråblåt øverst

til svagt orange over jorden,

en ganske jævn sommerhimmel.

 

Men der er dette svagt skrånende

gråsorte skybånd

på højde med trætoppene.

Er det truende?

Midgårdsormen i luften

rundt om jorden?

Eller er det en revne,

en dunkel åbning

i nattens lyse flade?

 

Jeg stirrer længe på det

og kommer måske længere ud.

Men jeg kommer ikke igennem;

den gråsorte bund flytter med.

 

9/2013 - 15.06.13 - Dvs. lørdag kort før midnat. [???]

 

 

 

ET ØJEBLIKS ÅBNING

 

I nat står midsommerhimlen

let overskyet

sådan i al almindelighed.

Det er sommersolhverv om tre dage.

 

Men når jeg læner mig lidt til højre,

ser jeg en kile af blå himmel.

Den gør skylaget omkring den

næsten sort.

Og nu skyder den sig

ind i vindueskvadratet.

 

Hvad lover dette?

Her er der intet lukke.

 

Her var der intet lukke!

Skyerne har klemt sig sammen.

Kilen er væk.

 

Hvad var dette?

Et øjebliks åbning langt ud.

Og alt er mere jævnt og gråt end før.

 

10/2013 - 18.06.13

 

 

 

NACH INNEN GEHT DER GEHEIMNISVOLLE WEG

 

I nat er himlen bare blågrå,

vel en smule lysere forneden;

aner jeg et orange skær bag træerne?

Jeg kommer i hvert fald ikke ud.

Jeg bliver kastet tilbage på mig selv.

Og det er godt nok.

Himmelåbningen de andre nætter

var jo kun billeder.

Spændende nok, hvad der er derude

i Rummet,

men det ved jeg jo ikke noget om,

og det er ikke det.

Mit vinduesbillede er kun et billede.

Nach innen

geht der geheimnisvolle Weg!

Det er det, der er her,

jeg skal se igennem.

 

11/2013 - 19.06.13

 

 

 

JEG ER MEGET MERE

 

I nat er himlen igen jævnt grå.

Forskellen er bare,

at nu er det tordenvejr!

Nogle gange bliver alt helt lyst,

andre gange er det noget svagere.

Så kommer et lyn farende

fra venstre til højre.

Men det vildeste er,

når lynet farer rundt

i skarpe knæk.

 

Hvad viser dette billede?

Hvor små vi mennesker er?

Men det er jo bare naturens kræfter.

Hvad har denne elektricitet

med mig at gøre?

Hvis den ikke lige

slår ned i mit hus?

 

Der er jo også langt større kræfter

derude,

i stjernerne og alt det.

Og her sidder jeg

med min skrøbelige krop

og er meget mere

end både elektriciteten

og stjernerne

og alt det!

 

12/2013 - 20.06.13

 

 

 

INTET SIGNAL?

 

I nat er himlen bare lyst grå.

Der er vist intet signal.

Kun træernes silhuetter er der,

men svagt.

 

Nej, nu er der ligesom

en klump i midten.

Den fylder det meste

med noget lysere udenom.

Og er der en anelse rødt nederst,

bare en anelse?

 

Men svagt er det.

Hvis der er noget,

der betyder noget,

er det klumpen,

en skyklats ubestemthed.

 

Også dette er et billede.

Det viser meget godt

erkendelsens vilkår.

 

13/2013 - 23.06.13

 

 

 

DEN SANDE MOTIVRAMME

 

Disse vinduesdigte!

De skriver sig selv

som billeder i mit vindues ramme.

Jeg skal bare skrive dem ned.

Nogle gange kan det være svært

at følge med.

 

Vinduet!

Om natten!

Om dagen i haven

er det hele uoverskueligt.

Vinduet er den sande motivramme,

og natten forenkler alt.

 

Men jeg må tage disse syn

med mig ud i dagen.

 

14/2013 - 20.06.13

 

 

 

2014

 

SKYDÆKKE MED RULLEBÅND

 

Den øverste del af vinduet

er dækket af et underlig blåt

skydække, måske Ukraine-blåt

med lyst håb og sort trussel i.

Det kan også ligne en tv-skærm.

Forneden kører et rullebånd

fra højre mod venstre

med små skyklumper som skrift.

Men det er jo kampvogne

støttet af helikoptere,

der er på vej ud over kanten.

 

1/2014 - 28.05.14

 

 

 

TO NATTETRÆER

 

Er der noget i vinduet i nat?

Ikke meget.

Det sædvanlige grå skydække øverst,

og så noget lyseblåt

og noget svagt midnatsrødt forneden.

Allernederst de kendte silhuetter

af træerne og buskene.

Det er det kendte og sædvanlige

med Rummet bag,

og det løber mere og mere sammen.

 

En silhuet af to tætstående træer

lidt til venstre for midten

stjæler billedet,

tæt og sort, som den er.

Men der er også et større træ

ude ved venstre kant

med ret meget luft mellem grenene.

 

Dobbeltsilhuetten står

massivt op af jorden

som en forvitret pyramide,

en splittet gåde

og peger tungt mod Rummet

bag den lyse himmel.

Det luftige træ til venstre

rækker ud mod den nye dag

med sine lette grene.

 

2/2014 - 11.06.14

 

 

 

MIDSOMMERHIMMEL

 

Midsommerhimlen er en fin akvarel

i gråt og blåt og rosa.

Men hvad skal denne sorte sky?

Har maleren tabt den sorte farve?

En uorden!

Det er Dragen!

Et ondt og grimt hoved.

Og nu hele kroppen.

Men den kløves på langs.

Har Sankt Georg været der?

Den opløses mer og mer.

Nu er akvarellen snart ren og god.

Og de mindre knaldsorte

skystriber af forskellig længde

giver kun karakter og betydning

i et raffineret mønster

over det blå og rosa.

Men nu strækker en grumset

sky sig over dem.

Dragens genfærd?

Det hele er mere dystert.

Det går mod vinter og mørke.

 

3/2014 - 27.06.14

 

 

 

EN HIMMELSK MELANGE

 

Endelig er det trukket sammen

til en smule regn,

så jeg troede, der ville være

sort skærm i nat.

Men der er himmel

over træ- og hussilhuetterne,

en mærkelig gråmeleret himmel

med et rosa skær overalt.

 

Og der er stjerner.

Men det er vist inde i mine øjne,

kan jeg se nu.

Gælder det samme den klump,

skyerne har en tendens

til at fortætte sig i

med en lidt lysere rand omkring?

 

Det er melangen,

der er det særlige i nat,

som den er derude

med Solens rødme i sig,

og som den er inde i mine øjne.

Så forbundet med himlen!

 

4/2014 - 28.06.14

 

 

 

MIDSOMMERNATTEN SOM SÅDAN

 

Igen en grå flade

over silhuetterne,

en anelse rosa.

Alt er stille efter en smule regn.

Midsommernatten som sådan!

 

5/2014 - 29.06.14

 

 

 

DEN TYKKE SORTE SKY

 

Foroven en sky med revner.

I en af revnerne lyser en stjerne.

Under denne sky et rent blåt stykke.

Og helt forneden

det blå og rosa stykke

over skovhorisonten.

 

Men i midten er der

en tyk og meget sort sky

med en lang smal revne nederst.

To små huller lyser stærkt

over den ene ende af revnen.

Det er øjne!

Et rumuhyre med øjnene over

højre mundvig!

 

Rumuhyrets øjne stirrer

gennemborende på mig.

Men så lukkes de.

Nu er de helt væk.

Nu er også munden væk.

 

Men desto mere sort og massiv

og truende er skyen.

Nu er der kun den.

Den øverste sky er opløst.

Kun stjernen er der endnu.

 

Nej, nu dækker den sorte sky

også stjernen.

Kun nedad breder den sig ikke.

Her er der kant.

Midnatsdagningen lyser ubesejret.

 

6/2014 - 30.06.14

 

 

 

MELLEM GRÅT OG GRÅT

 

Først var der grå skærm.

Så trådte de sorte silhuetter frem

på den grå baggrund.

Men så lyste nordsolen nedefra

på skyerne

og viste et omvendt tag

tækket med rødmende skaller.

Det lå sælsomt et øjeblik.

Et øjeblik.

Så opløstes det i grårøde skaller

med gråblåt imellem,

og til sidst blev alt bare gråt.

 

Hvad betød det?

Gråt og gråt

med et sælsomt syn

et øjeblik.

Et himmelsyn på hovedet

et øjeblik?

Sådan må det ses.

Sådan kan man se.

 

7/2014 - 06.07.14

 

 

 

JEG ER HER

 

Kun den ens himmel

over silhuetterne,

en jævnt blågrå flade.

Der er intet særligt i nat.

Ikke så meget som

et svagt rosa skær

nede ved silhuetterne.

Intet særligt.

Det kaster mig tilbage

på mig selv.

Hvad er så jeg?

Intet særligt.

Jeg er her bare

i den grå midsommernat.

Jeg er her.

 

8/2014 - 13.07.14

 

 

 

EFTERÅRSHIMMEL I JULI 2014

 

Den øverste tredjedel af vinduet

viser et tyndere gråt skylag.

Og det går over i et smalt blåt bånd.

Den nederste halvdel af vinduet

fyldes af en massiv mørk sky

og de sorte silhuetter.

Det er ikke længere en midsommerhimmel.

Der er meget efterår i den.

Og hvad kan jeg i øvrigt se på himlen

her lige efter den 17. juli 2014

andet end et eksploderende fly?

Og tænke på krigsblodet på jorden

under det nederste mørke?

 

9/2014 - 18.07.14

 

 

 

I DET DYBE HAK

 

I nat er himlen jævnt blågrå

over silhuetterne.

Universet er skjult bag skylaget.

Men i det dybe silhuethak

gløder vinduerne i et hus.

 

10/2014 - 19.07.14

 

 

 

GLØDENDE MØRKE UNDER KØLIG HIMMEL

 

En kølig pastelhimmel i denne varme nat.

En stjerne i øverste højre hjørne.

Nej, det må være en planet!

 

Under den store grå flade

går det over i blåt og ganske svagt rosa

med en tre-fire smalle skystriber på,

lidt skråt lagt, nærmest tagstensagtigt.

Nederst et mørkt skybælte,

som næsten skjuler nordsolens dybe rødme.

Det øverste af silhuetterne viser

grene og blade mod det blå bånd.

 

Men det er rødmen i det mørke bælte,

der er det særlige i nat.

I farverne minder det om størknende lava.

Den glødende varme lige under det grå lag,

som selv kan gløde lidt,

og som åbner sig i røde spalter.

Der er vældige energier bag denne sky!

 

11/2014 - 20.07.14

 

 

LYSET GENNEM SILHUETTRÆET

 

Midnatstimen er kedelig nu.

Det samme grå lag øverst.

Og under det lidt blåt og svagt rosa.

Silhuetterne er sorte.

 

Men når jeg holder hovedet

i en ganske bestemt stilling,

ser jeg et lys

gennem et af silhuettræerne.

Jeg ved ikke fra hvilket hus.

Men det kan være mennesker,

der er vågne

i denne kedelige nat.

Hvad laver de?

Hvad tænker de?

Hvad føler de?

Mennesker i den kedelige nat.

Mennesker!

 

12/2014 - 22.07.14

 

 

 

IKKE MEGET AT SE

 

Der er ikke meget at se i nat.

Og slet ikke noget nyt.

Himlen er grå

med et svagt rosa skær.

Og der er lys i to huse.

Så er der ellers min cigarets glød.

En kunstig rød stjerne

midt i vinduet.

En rød dværg,

der er rykket nær?

Et dødstegn?

Jeg ødelægger i hvert fald mit helbred.

Og de lyse nætter slutter snart.

Silhuetterne er helt sorte.

Der er ikke meget at se.

Men lyset i de to huse!

 

13/2014 - 02.08.14

 

 

 

JEG MÅ TÆNKE PÅ ROSETTA

 

Intet nyt i nat.

Der er igen lys i et hus,

men alt er lukket inde

under den grå himmel,

og det ganske svage rosa skær

lige over de sorte silhuetter

siger intet.

Dem i huset

og jeg

og det hele

er lukket inde.

Jeg må så tænke på Rosetta

ude ved kometen.

Over ti år var den undervejs,

og den er nu

800 millioner kilometer fra Jorden.

Intet i forhold til afstandene

i Rummet,

men meget i forhold til

skylukket i nat.

Og den opdager måske noget

om, hvad dem i huset

og jeg

er oprundet af.

 

14/2014 - 07.08.14

 

 

 

ET OPSLAG AF VERDEN

 

Der er ikke noget i nat.

Himlen er bare grå.

Og silhuetterne er sorte.

Kulsorte.

Truende sorte.

Men så adapterer mine øjne.

Himlen får lidt struktur,

mørkere skyer

med lidt blågråt imellem.

Er det mindre truende?

Er det et opslag af verden?

Det er et dystert gådebillede.

Ja, et opslag af verden.

 

15/2014 - 19.08.14

 

 

 

VEKSLENDE MØRKE

 

Endelig en smule nordrødt.

Men nu er det væk!

Der er bare et blåt bælte

under et meget sort skydække.

Og nederst går sorte skyer

i et med silhuetterne.

Det blå bælte bliver smallere.

Men er der en smule rødme

i det nederste skydække?

Og nu bliver det sorte

lidt gråmeleret

og silhuetterne træder frem.

Nu mere sort igen.

Det er snart morgen,

men lyset er koldt

og mørket vedholdende.

 

16/2014 - 20.08.14

 

 

 

2015

 

DEN INSISTERENDE STJERNE

 

Det samme lys. Den samme lykke?

Nordhimlen er blå som i alle år,

og den lette skybræmme rosa.

Silhuetterne er også de samme.

Men min krop er et år ældre,

og hvordan vil jeg se det samme til næste år?

 

Stjernen i øverste venstre hjørne

er det særlige nu,

fjern og tavs, men insisterende.

Hvad ville den sige?

Hvad siger den?

Der er hul igennem,

også langt ind i min sjæl.

 

Jeg kan høre lyset derude og derinde.

Den årlige genkomst dækker over noget større,

og stjernen borer ind til den unge lykke

i min eftertænksomme gamle krop.

 

1/2015 - 13.06.15

 

 

 

GODT NOK AT VÆRE HER

 

Himlen er jævnt grå og kan ikke finde ud af,

om den vil slippe regn eller ej.

Nederst truer en svag rødme med endnu en tør dag.

Godt, jeg fik vandet mine jordbær

og nogle nysåede ting

med vandet fra min gode brønd!

De eneste to lys er fra husene bag træerne.

Igen i nat er de mine nære stjerner,

helt sikkert stjerner med liv.

Vi er fælles om at være lukket inde her på Jorden

og om at være holdt i live af det vand,

som den grå himmel før eller siden vil slippe,

og som jo ellers ligger parat ude i havet.

Det er godt nok at være her.

Jeg behøver ikke det, der er ude bag himmelgrået,

og jeg kan godt klare endnu en tør dag.

 

14.06.15

 

 

 

VI ER LUKKET INDE SAMMEN

 

Stadig lukket inde af himmelgrået.

Stadig ingen regn.

Men de nære husstjerner er der igen.

Vi er lukket inde sammen,

og alt er gråt og tørt.

Måske tørrer vi ud.

Måske går gråt i sort.

 

16.06.15

 

 

 

BLÅT OVER SORT

 

Nu har himlen åbnet sig.

Det er også blevet sent.

Eller tidligt.

Måske skal man bare vente.

De to husstjerner er der stadig.

Men de peger ingen steder hen.

De er svage bag silhuetterne,

dukker sig nærmest ydmygt.

Ikke for Universet.

Det er ikke Universet, der står derude.

Det er morgenen, den nye dag.

Silhuetterne er helt sorte.

I går er forbi.

Det lyse bag de lette skrå skyer

er fremtiden på vej.

 

17.06.15

 

 

 

MØRKET OG LIVET

 

Mørkt skydække øverst.

Ingen rødme forneden. Kun lyst blåt.

Det regnede lidt i går.

Skydækket breder sig.

Er det truende eller forjættende?

Jeg vil jo gerne have regn til haven.

Men mørket signalerer livets grumhed.

Nu er alt næsten helt mørkt.

Det lyseblå kæmper for sit liv.

Men regnen vil få grøntsagerne til at gro.

 

18.06.15

 

 

 

FORMDANNELSER I MORGENKLARHEDEN

 

Det er sent og tidligt, næsten morgen,

og himlen er lys og blå.

Alt er sælsomt koldt og klart.

Et glat skydække skjuler nordrødmen,

og kun nogle tynde tjavsede striber

strækker sig hen over det blå.

Den kompakte skiferklump forneden

opløser sig øverst i henholdsvis

huller og opstigende afspaltninger.

Til venstre er der som en aflang hule.

Men til højre er krystallignende strukturer

trukket fra hinanden med blåt imellem

under en stor kile af blåhvidt i sort.

Det ændrer sig hele tiden.

Himlen foroven er nu næsten klar;

stribetjavserne er ved at fordampe.

Og der står noget, der ligner en skål,

på den nederste klump.

Er det en parabol mod Rummet,

en lytten mod den kolde uendelighed?

 

20.06.15

 

 

 

MOTIV I GRÅ SOLHVERVSNAT

 

Solhvervsnatten. Stor skuffelse.

Just two or three shades of grey.

Men så ude til venstre for vinduesrammen!

Da jeg i min skuffelse rystede på hovedet.

En lille stangformet lyssprække,

hvor nordsolen brød igennem,

med et lysende punkt ved hver ende.

Stående skråt ca. 30 grader til højre for lodret.

Kunne det være en UFO?

I hvert fald et helt usædvanligt hul i skydækket.

Ville det blive lukket, inden jeg nåede at beskrive det?

Skulle jeg skrive, at det lignede en festknallert?

Men hvad kunne det betyde som motiv?

Som det mest sælsomme motiv nogensinde.

UFO-associationen var oplagt.

I det mindste som formen på et hul ud mod stjernerne.

Så jeg måtte skynde mig, inden det lukkede sig igen.

Men det lukkede sig ikke.

Der blev ved med at være lys

i det let åbne skråvindue

i huset bag min nabo mod nord.

 

22.06.15

 

 

 

MIDSOMMERAKVAREL

 

Det er nu den anden nat efter sommersolhvervet.

Datomæssigt er det sankthansaftensdag.

Alt er stille. Midsommeren står stille.

Det er ikke meget koldt.

Og der er hverken regn eller rusk.

Men midsommeren er frossen

i en akvarel med kolde farver.

De øverste to tredjedele af billedet

er ikke et skydække, men næsten.

Det er tre lange og tykke

knapt adskilte gråsorte skyer.

Den nederste tredjedel er lys og kold

med en meget svag rødme forneden

og et smalt, ikke helt sammenhængende

skybånd på langs over det hele

og nogle svage små aflange skyer hist og her.

Silhuetterne er der også, helt stille og sorte.

Nu brydes det smalle skybånd op.

Det formår ikke at skille den svage solrødme

fra den store åbning ud mod Rummets kulde.

Alt står stille lige nu.

Men vinteren vil komme.

 

23.06.15

 

 

 

SANKTHANS VED LUKKETID?

 

Sankthansnat. Det meste gråmeleret.

Det nederste lysere gråt. Intet rødt.

Silhuetterne flyder ud i gråt.

Alt er gråt. Og stille.

Et lys ligesom blinker gennem træerne.

Der må alligevel være noget vind.

Men himlen bliver mere og mere bare grå.

Der er lukket til Universet.

Menneskelyset flakker.

Går alt i gråt?

 

24.06.15

 

 

 

FORSINKET MIDSOMMER?

 

Igen i nat fylder skydækket det meste.

Men det er anderledes.

Der er lyse pletter og huller.

Og det grå er ikke helt så sort.

Den smalle stribe forneden er lys og rød,

og nogle striber giver den kun karakter.

Silhuetterne er godt nok sorte.

Men det ser ud til, at sommeren klemmer sig op.

 

30.06.15

 

 

 

SOMMERHIMMEL I MEDLYS

 

Endelig er himlen klar,

grå foroven med en stjerne eller to,

så lys blå og svagt rød.

Men selv om det har været varmt i dag,

er det ikke en blød midsommerhimmel.

 

Nu ved jeg det!

Det er fuldmånen,

der kaster sit kolde lys fra syd.

Silhuetterne er stille og mørke,

men ikke helt sorte,

og grene og kviste er tydelige.

 

Denne klarhed.

Denne stilhed.

Denne koldhed.

Men Månens lånte lys vinder ikke.

Solrødmen holder skansen ved horisonten,

og i morgen bliver det rigtig sommer.

 

02.07.15

 

 

 

DET FLYDER SAMMEN

 

I nat er himlen helt grå, men blød.

Silhuetterne er også bløde.

Dagen har været meget varm.

Der er vist et ganske svagt rosa skær i det grå,

ikke specielt over horisonten, men overalt.

Det hele flyder sammen mod en ny varm dag.

Og står stille.

Det er indersiden af et tidspunkt i morgen:
sommerfølelsens uendelige Nu.

 

04.07.15

 

 

 

STRIBETEGN

 

Natten er kold, men stille efter stormen.

Silhuetterne er sorte,

og den øverste halvdels sky er tæt og mørk.

Men nedad bliver det lysere,

blåt mellem løse småskyer.

Så tætner det noget igen,

men det er lysere end den sorte jord,

og der er atter solrødme i horisontskyen.

De to sorte striber,

en tynd og en lidt tykkere,

der ligger en smule skråt i det røde,

er denne nats særlige tegn.

Det røde varsler en ny dags komme,

men disse striber lover særlige og stærke ting.

 

11.07.15

 

 

 

Måske sidste nattevinduesdigt i år:

 

OTTENDE AUGUST 2015

 

Den sidste lyse nat. Gråmeleret.

Det var dén sommer!

Hverken varme eller vand.

Kun kartoflerne groede trofast.

Og den ulidelige blæst!

Resten af august, og september,

ja, måske hele oktober,

det kan endnu blive en god tid.

Undergangens skarpe skønhed.

Det blander i nattehimlen.

Det blander i tidens horisont.

Det blander mod kaos og undergang.

Men vi kan nyde den sidste skønhed,

modningens farver før mørket,

æblernes sidste røde sang,

før alt går i sort.

 

08.08.15

 

 

NB! Efter august 2015 bliver der kun sat nye ting på denne side, hvis der enten er tale om smagsprøver eller om ting, der ikke er udgivet eller står over for at blive udgivet i bogform! - Og der vil blive slettet en del af det, der indtil da var blevet sat på, så der kun bliver smagsprøver tilbage. Jeg er jo nødt til at lade interessen samle sig om mine bøger!

 

Jeg er nemlig nu gået ind i mit livs bogudgivelsesfase. 11.08.15 frigav jeg min udgave af Adam Mickiewicz's Krimsonetter, og i begyndelsen af september 2015 vil min alvor-i-spøg-opfølgning af dem, Lollandsonetter, blive frigivet. (I november vil mine Salmer formodentlig blive frigivet). I begyndelsen af 2016 vil, efter planen, en større eller mindre del af mine Digte fra alle årene blive frigivet.

 

Når jeg her taler om "frigivelse", er det, fordi jeg fra nu af udgiver min ting på forlaget eller udgivertjenesten gopubli.sh, hvor der jo umiddelbart er tale om internetsalg af print on demand-bøger. Det vil også blive muligt at købe bøgerne i boghandlerne. Det var dog pr. 02.09.15 endnu usikkert, om jeg ville gå ind i ordningen (eller hvad det hedder) mellem gopubli.sh og Boghandlerforeningen. - Under alle omstændigheder vil man kunne købe mine ting ved internethandel på http://gopubli.sh - NB! Der vil være op til to ugers leveringstid på print on demand-bøger.

 

 

*  *

 

 

Noter til alle Nattevinduesdigte

 

Til nr. 1/2013. - KOMMENTAR 22.07.14: Dette er i virkeligheden det allerførste nattevinduesdigt. Se ellers til "Nattevinduesdigt 2/2013" (NATTEN I VINDUET).

 

Til nr. 4/2013. - I KOMMENTARFELT: Som tidligere sagt: Der er flere vinduesdigte på vej! Jeg får det måske med vinduet i mit studereværelse som den romantiske maler J.C. Dahl, der malede jeg ved ikke hvor mange dejlige billeder af Elben og dermed også landskabet omkring den. På alle årstider. - Jeg har tidligere sagt det samme om det voksende antal digte, jeg skriver om min barndoms Sakskøbing Fjord. Men lige nu er det altså dette vindue.

 

Til nr. 6/2013. - KOMMENTAR: Dette er digt er skrevet ved ettiden den 22. juni, altså i natten efter sommersolhvervsdagen. Og jeg har derfor været nødt til at sætte det på her, men altså i dette kommentarfelt. Jeg vil jo kun i det yderste tilfælde have noget til at stå over søndagens salme. Men digtet slutter jo: "Men vi burde også fejre en messe". Se derfor mere i næste felt. - I NYT KOMMENTARFELT: Mit sankthansdigt slutter altså med linjen "Men vi burde også fejre en messe". Og det har jeg denne kommentar til: Almindeligvis betragter jeg sankthansaften som en rent "folkelig" fest. Og vi skal da også til sankthansbål i Kettinge Grusgrav på Østlolland i morgen. Så det er lidt vanskeligt for mig at gøre forholdet mellem "det kirkelige og det folkelige" op her. Jeg vil i hvert fald ikke uden videre sige, at man burde erstatte den folkelige sankthansfejring med en sankthansaftengudstjeneste. Men man skal i det mindste huske, at Sankt Hans' dag (Johannes Døberens fødselsdag) fra gammel tid har været fejret med både en vigiliegudstjeneste om aftenen den 23. juni og en messe på selve dagen den 24. juni. I den Romersk-Katolske Kirke (hvor man stadig fejrer Johannes Døberens fødsel) er teksterne til aftengudstjenesten 23/6: Jer 1,4-10, 1 Pet 1,8-12 og Luk 1,5-17, og til Sankt Hans' dag-messen: Es 49,1-6, ApG 13,22-26 og Luk 1,57-66.80. - Man kunne jo gøre det, at man fejrede Sankt Hans ved en gudstjeneste, inden man gik til sankthansbål (evt. med medbragt mad og drikke). Og/eller ved en gudstjeneste 24/6. Jeg bryder mig ikke meget om aftengudstjenester, men da der jo i de fleste tilfælde er tale om hverdage, ville man blive nødt til det. - Når jeg ikke bryder mig om aftengudstjenester på søndage, er det af to grunde: 1. Søndagen er Herrens opstandelses dag, altså hver gang en lille påske. Derfor er morgenen/formiddagen det rette tidspunkt. - 2. Man skal fejre gudstjeneste om formiddagen, så man, således styrket og opmuntret, resten af dagen kan hengive sig til sit menneskeliv. Ved måltiderne. Ved en søndagstur i naturen eller til en seværdighed eller begivenhed. Ved en film eller en bog. Eller hvordan man nu vil fordybe sig i sit liv fri for arbejde. -

 

Til nr. 8/2013. - LINK til polsk artikel om den åbenbart tyske (Krupp) 75 mm feltkanon model 1902 i den danske hær:

http://www.dws-xip.pl/encyklopedia/arm02-dk/ - Se også nekrologen over min far på undersiden "Erindringer - BILAG". - I KOMMENTARFELT: Oversættelse af, hvad der i den polske artikel står om, hvad der må have været "min fars kanon":  - Feltkanon fremstillet i de tyske Krupp-fabrikker i Essen. // I 1902 købte Danmark 128 pjecer af denne type. Indgik i [den danske hærs] bevæbning under betegnelsen "75 mm 30 kalibrer lang hurtigtskydende stålkanon Model 1902". // 96 af dem var i tjeneste endnu i 1937 og indgik i 8 af de 11 danske artilleriafdelinger. - "30 kalibrer lang" betyder, at kanonløbets længde var 30 gange 75 mm, dvs. 2,25 meter. Når jeg har sat "75 mm 30 kalibrer lang hurtigtskydende stålkanon Model 1902" i anførselstegn, skyldes det, at dette står på dansk i den polske tekst!

 

Til nr. 10/2013. - NOTE: "Her er der intet lukke". - Denne linje skal ses i forhold til digtet SKYBÅNDET (15.06.13), hvor der bla. står: "Men der er dette svagt skrånende / gråsorte skybånd /... / en dunkel åbning / i nattens lyse flade? / Jeg stirrer længe på det / og kommer måske længere ud. / Men jeg kommer ikke igennem; / den gråsorte bund flytter med".

 

Til nr. 11/2013. - NOTE: "Wir träumen von Reisen durch das Weltall: ist denn das Weltall nicht in uns? Die Tiefen unsers Geistes kennen wir nicht. - Nach Innen geht der geheimnisvolle Weg" (Vi drømmer om rejser gennem Verdensaltet: er Verdensaltet da ikke i os? Vor ånds dybder kender vi ikke. - Indad går den hemmelighedsfulde vej). - Af Fragment 16 i Novalis' fragmentsamling "Blüthenstaub" (Blomsterstøv) (1798).

 

Til nr. 1/2014. - KOMMENTAR: Mon dette bliver det første i en række af nattevinduesdigte i sommeren 2014? Jeg troede ellers, jeg var færdig med den genre. Nu må vi se. - Og nede i kommentarfeltet skrev jeg noget om situationen i Ukraine, som jo er grunden til, at dette digt er blevet slået op allerede nu.

 

Til nr. 2/2014. - KOMMENTAR: Dette er så det andet nattevinduesdigt her i sommeren 2014. Om der kommer flere, og hvor mange, ved jeg ikke. Men lad os nu se. Lad mig nu se!

 

Til nr. 4/2014. - KOMMENTAR: "Melange" er egentlig et fransk ord, og det udtales (tilnærmelsesvis) [melangsje]. Det betyder "blanding" og kommer af "mêler", "blande", jf. dansk "melere" og her i digtet "gråmeleret". Et stykke stof kan være "meleret", dvs. være med to eller flere forskellige farver, typisk vævet eller strikket tæt ind i hinanden. (Den Danske Ordbog).

 

Til nr. 9/2014. - Den 17. juli 2014 blev et malaysisk passagerfly skudt ned over den af russiske separatister kontrollerede del af den ukrainske Donetsk-region, hvor der gennem længere tid havde været hårde kampe.

 

Til nr. 13/2014. - KOMMENTAR HER: Dette nattevinduesdigt er sat på min Facebook-væg 04.08.14, altså mandag i uge 32/2014, og jeg burde måske have betegnet det som "Nattevinduesdigt 13/2014 og første Facebook-digt i uge 32/2014", men det er for meget, og det fremgår jo også af den måde, digtene står på her, i hvilken uge nattevinduesdigtene er sat på. I 2014 er de (vist) udelukkende sat på om mandagen. Og så angiver det følgende almindelige Ugens digt, hvilken uge der er tale om.

 

Til nr. 14/2014. - NOTE: Rosetta er en ESA-sonde (European Space Agency), som den 6. august 2014 mødtes med kometen 67P/Tjurjumov-Gerasimenko, som den skal gå i kredsløb om og landsætte et lille fartøj på. Rosetta skal i løbet af det næste halvandet år, altså fra august 2014, følge kometens bane omkring Solen, indtil missionen slutter i 2015. Ifølge planen skal landeren Philae lande på kometen i november 2014 for at bore sig frem til prøver af kometens indre. - Da Rosettas møde med kometen fandt sted under den ukrainske krise/krig, kan det være interessant at tænke på, at det var i Kiev, den ukrainske astronom Klim Tjurjumov den 23. oktober 1969 opdagede kometen, i randen af et billede af en anden komet, som var taget i Alma-Ata (som er den største by i Kazakhstan og nu hedder Almaty) den 20. september samme år af den ligeledes ukrainske astronom Svjetlana Gerasimenko. - Klim Ivanovitj Tjurjumovs navn skrives på både russisk og ukrainsk Клим Ива́нович Чурю́мов. Svjetlana Ivanovna Gerasimenko er den danske transskription af det russiske Светла́на Ива́новна Герасиме́нко, men hendes ukrainske navn er Світлана Іванівна Герасименко = Svitlana Ivanivna Gerasymenko.

 

Til nr. 1/2015. - NOTE: Dette er det første nattevinduesdigt i 2015 eller i tredje sæson. Det allerførste nattevinduesdigt ("Lysende plet i vindue") er skrevet den 10. februar 2013, ja, i februar måned. Men ellers er disse digte jo skrevet i sommernætterne, med digtet "Natten i vinduet" fra 5. juni 2013 som det første. Et nattevinduesdigt er et digt, der er skrevet, mens jeg omkring midnat har siddet i mit arbejdsværelse på første sal og set mod nord ud gennem vinduet over mit skrivebord, dog fra den anden ende af rummet.

 

 

NB! Efter august 2015 bliver der kun sat nye ting på denne side, hvis der enten er tale om smagsprøver eller om ting, der ikke er udgivet eller står over for at blive udgivet i bogform! - Og der vil blive slettet en del af det, der indtil da var blevet sat på, så der kun bliver smagsprøver tilbage. Jeg er jo nødt til at lade interessen samle sig om mine bøger!

 

Jeg er nemlig nu gået ind i mit livs bogudgivelsesfase. 11.08.15 frigav jeg min udgave af Adam Mickiewicz's Krimsonetter, og i begyndelsen af september 2015 vil min alvor-i-spøg-opfølgning af dem, Lollandsonetter, blive frigivet. (I november vil mine Salmer formodentlig blive frigivet). I begyndelsen af 2016 vil, efter planen, en større eller mindre del af mine Digte fra alle årene blive frigivet.

 

Når jeg her taler om "frigivelse", er det, fordi jeg fra nu af udgiver min ting på forlaget eller udgivertjenesten gopubli.sh, hvor der jo umiddelbart er tale om internetsalg af print on demand-bøger. Det vil også blive muligt at købe bøgerne i boghandlerne. Det var dog pr. 02.09.15 endnu usikkert, om jeg ville gå ind i ordningen (eller hvad det hedder) mellem gopubli.sh og Boghandlerforeningen. - Under alle omstændigheder vil man kunne købe mine ting ved internethandel på http://gopubli.sh - NB! Der vil være op til to ugers leveringstid på print on demand-bøger.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

DIGTE, SOM INDGÅR I ”ERINDRINGER”

 

NB! Står i kronologisk orden i forhold til mit liv, ikke i forhold til affattelsen, og altså til de tidlige år øverst til de senere år nederst.

 

Indhold

"Nøddehegnet med brombærrene". - Digt fra "Erindringer" kap. 1. Skrevet 03.02.11.

"Himlen hvælver sig højt og blåt". - Digt fra "Erindringer" kap. 1. Skrevet 04.02.11.

Guldgraverekspeditionen. - "Vi gik ud langs fjordens østbred". - Digt fra "Erindringer" kap. 1. Skrevet 23.01.14

”Verden står mælkeblå”. - Digt fra ”Erindringer” kap. 1. Skrevet lige efter 01.09.08.

Ved Østersøen. - ”Sindet pustet ud på cyklen”. - Digt fra ”Erindringer” kap. 3. Skrevet 09.10.08 - som destillat af digt fra 1974.

”Jeg cykler gennem sommernatten”. - Digt fra ”Erindringer” kap. 3. Skrevet 03.10.08.

Jazzen. - ”I Afrika kan trommerytmerne”. - Digt fra ”Erindringer” kap. 4. Skrevet 29.07.10.

Forår 1961.

”Nu har jeg intet”. - Digt fra ”erindringer” kap. 4. Skrevet 30.07.10.

Studenterårgang 1962. - "Vi kørte i hestevognen gennem Maribo". - Digt fra ”Erindringer” kap. 4. Skrevet 26.06.12.

”Derude bag skoven / ligger bedrifterne”, Digt fra ”erindringer” kap 4. Skrevet 16.10.10.

1964. - ”Det var tid / men jeg fik ikke løsnet et ord”. - Digt fra ”Erindringer” kap. 5. Skrevet 14.08.09.

"Gud var død". - Digt fra "Erindringer" kap. 6. Skrevet 23.01.11.

1968. - ”I kampens hede / kan det blive småt med kunsten”. - Digt fra ”Erindringer” kap. 6. Skrevet 17/23.08.10.

1969. - ”Nattehimlen lyser bag markerne”. - Digt fra ”Erindringer” kap. 7. Skrevet 17.08.10.

1970. - ”Og jeg fik hvile”. - Digt fra ”Erindringer” kap. 7. Skrevet 17.08.10.

1972. - ”Gudstjenesten er livets kilde”. - Digt fra ”Erindringer” kap. 8.

1970 - PLAKAT - EKSPERIMENTALGUDSTJENESTE! - Skrevet 20.01.70. Sat ind i kapitel 9 21.06.11.

1975 - Menighed. - Skrevet 1975. Revideret 2008. Sat ind i kapitel 9 21.06.11.

1977 - "Teleskopet spejder". - Skrevet 12.05.77. Sat ind i kapitel 10 02.07.12.

1977 - Solnedgang på Cypern. - Skrevet 31.01.77. Sat ind i kapitel 10 02.07.12.

1978 - " Bar bund ". Skrevet 05.10.78. Sat ind i kapitel 11 ??.07.12.

1978 - " Livet til at gi’ tone ". skrevet 1978. Sat ind i kapitel 11 ??.07.12.

 

 

-  -  -

 

 

Nøddehegnet med brombærrene

varmes af solen fra vest

før det går over i skovens dunkelhed

vejen lyser gult mod den næste skov

og bag den store mark

glimter fjorden mod fjerne lande

drengen står lykkeligt stille

i altings her og nu.

 

03.02.11. - Fra "Erindringer" kap. 1 og brugt som Facebook-digt i uge 12/2011.

 

*

 

Himlen hvælver sig højt og blåt

uendelig fjernt rundt om alt

kun til stede i fjordens spejl

men skoven svulmer bag strandengen

og lægger sit billede ovenpå

så blikket slår ned og slår op igen

hen over toppene om på den anden side

fulgt af drømmens syn bag mit øje

hvor jeg nu går mod himlens kant

over åbne ukendte marker.

 

04.02.11, - Fra ”Erindringer” kap. 1 og brugt som Facebook-digt 2 i uge 18/2011.

 

*

 

GULDGRAVEREKSPEDITIONEN

 

Vi gik ud langs fjordens østbred.

Det var en guldgraverekspedition.

Nogle steder i brinken

var der noget forvitret glimmer,

som godt kunne ligne guld.

Det samlede vi i vore små sække,

mens et skib sejlede udad,

måske mod Amerika,

hvor det rigtige guld var.

 

Da vi kom til det store sømærke,

gjorde vi holdt

og kravlede op i det.

Nogle af os i hvert fald.

Det var en manddomsprøve.

Flere af os skulle jo senere

blive soldater,

og andre dage øvede vi os i at

nedkæmpe fjendtlige landsætninger,

selv om vi ofte måtte

take a last stand i hegnet til

godsforvalterens køkkenhave.

 

Men vi gik videre

ud mod det åbne vand

og den disede himmel

for til sidst at forsvinde

i fremtiden.

 

23.01.14. - Sat i ”Erindringer” kap. 1 og brugt som Facebook-digt i uge 7/2014.

 

*

 

Verden står mælkeblå

helt uden forskel

og fra sit sted over alt

breder solen varmen jævnt

så tangens søde rådnen

går i eet med poplernes

endnu smerteløse acetylsyre

alt er eet og her

indtil skovbrynet spejler sig i fjorden

og i mit bryst trækker længsel ud

mod fjerne steder.

 

Lige efter 01.09.08. - Fra ”Erindringer” kap. 1 og brugt som Facebook-digt i uge 28/2010.

 

*

 

Ved Østersøen

 

Sindet pustet ud på cyklen

gennem marker med skove bag

i kast efter kast

med blink og line

kobles jeg ind

på den kosmiske tone

ingen særlig interferens

kun enkelte skrat

fra den fjerne torden

bag min ryg

og aftenrødens dybde

tiltager brat bag havet.

 

1974. 09.10.08. - Fra Erindringer, kap. 3 og brugt som Facebook-digt i uge 30/2010.

 

*

 

Jeg cykler gennem sommernatten

som lyser i nord

mens solen lader op

i mulighedernes rige

træerne har lagt dagens slør

og viser nøgent sandt

mod dunkle dybder.

 

03.10.08. - Fra ”Erindringer”, kap. 3. og brugt som Facebook-digt i uge 29/2010.

 

*

 

Jazzen

 

I Afrika kan trommerytmerne

ligge i flere lag oven på hinanden

Armstrong, Holiday og Parker

kunne svæve skråt gennem det hele

ud af Afrika må man sige

aldrig før er noget så stort

kommet ud af noget så nedrigt

en vending af bibelske dimensioner

et udbrud af Tilværelsens dybe swing.

 

29.07.10 - Sat i ”Erindringer” kap. 4. Og brugt som Facebook-digt uge 31/2010.

 

*

 

FORÅR 1961

 

Jeg stamper af sted på min cykel

og min verden er lige nu

grøftekanten under østenvinden

vintergræsset i den grå jord

hegnene og skovene ude til højre

bærer den kolde luft mod mig

og ses gennem øjenkrogens vand

pludselig passerer mit forhjul

det første grønne strå.

 

24.10.10.

Ugens Facebook-digt, uge 10/2011. Men først sat i Erindringer, kap 4, 11.08.14.

 

*

 

Nu har jeg intet

men forude venter alt

og min vilje vil det hele

følelsen breder sig ud

mod opfyldelsens møde

engang vil det ske

engang vil synet åbne sig.

 

30.07.10 - Sat i ”Erindringer” kap. 4 og brugt som Facebook-digt i uge 32/2010.

 

*

 

STUDENTERÅRGANG 1962

 

Vi kørte i hestevognen gennem Maribo

og bøgegrenene lyste på siderne

i Fredericia stod Den tapre Landsoldat

med sin i bronze

men ham tænkte vi ikke på

selv om Frederik den Syvende lidt senere

så os danse rundt om Lollandspigen

det var 112 år siden

og vi havde glemt historien

for os lå soldatertjenesten forude

indhyllet i alle de ældres beretninger

det var strengt sagde de

udrustningen var tung

ved lange marcher og hårde løb

og under kryben gennem pladder og pløre

geværet slog på skulderen

når man skød sit første skud

(det må have været med geværgranat)

men det var manddomsprøven

og ægte fysisk liv

efter alle disse år ved skolebordet

snart skulle studenterhuen skiftes ud

med skråhuen og hjelmen

blod og lemlæstelse og død

tænkte vi ikke på

selv om vi havde læst mange krigsbøger

og set mange krigsfilm

kun på om vi kunne klare alt det

vi havde hørt om

vi ville ikke gøre en kat fortræd

foreløbig gjaldt det dog nu

den lille manddomsprøve

alle besøgene i hjemmene uden at blive for fuld

og vi vidste ikke at den tredje verdenskrig

nær kunne være brudt ud

før vi fik prøvet det første skud.

 

26.06.12. - Sat i "Erindringer" kap. 4 og brugt som Facebook-digt i uge 26/2012.

 

NOTE: De 112 år er regnet fra Treårskrigens slutning i 1850.

 

*

 

Derude bag skoven

ligger bedrifterne

skjult i det blå

jeg ved endnu ikke

at bedrifter

er skrift i vand

så jeg går og går

drevet af drengens længsel

mod store ting.

 

16.10.10. Forbedret lidt 22.11.10. - Sat i ”Erindringer” kap. 4 (uden titel). Brugt som Facebook-digt i uge 47/2010.

 

*

 

1964

 

Det var tid

men jeg fik ikke løsnet et ord

patronerne var tomme

og desuden sigtede jeg ud i luften

jeg skulle have

samlet min længsels krudt

spidset min tankes vægt

og søgt og søgt mine drømmes mål

men jeg gik bare og ventede

og så gik tiden også.

 

14.08.09. - Fra ”Erindringer” kap. 5 og brugt som Facebook-digt i uge 33/2010.

 

*

 

Gud var død

de andre havde ikke opdaget

at så var de vel også døde

jeg havde

men ville ikke finde mig i det

måske var der en gnist at slå

ved de yderste grænser

et kort glimt

mellem trods og mørke.

 

23.01.11 - Fra "Erindringer" kap. 6. og brugt som Facebook-digt i uge ??/2011.

 

*

 

1968

 

I kampens hede

kan det blive småt med kunsten

og faren kan være så stor

at det bliver helt utilbørligt

at skrive digte

for det er vel ikke bare

fordi man alligevel

ikke kunne?

 

17/23.08.10 - Fra ”Erindringer” kap. 6 og brugt som Facebook-digt i uge 34/2010.

 

*

 

1969

 

Nattehimlen lyser bag markerne

hvælver sig dragende over huset

jeg stirrer på det hvide papir

under lampen

hvor svaret skal stå

men det vil stadig ikke komme.

 

17.08.10 - Fra ”Erindringer” kap. 7 og brugt som Facebook-digt i uge 35/2010

 

*

 

1970

 

Og jeg fik hvile

helt fri for at skulle

skabe mig

selv

og næsten uden frygt

for de andre skabere

og deres tankes billede

for uanset dækningen

eller ej eller hvordan

alene ved at være her

alene ved lyden af sine ord

giver den kristne påstand

ro i sindet.

 

17.08.10 - Fra ”Erindringer” kap. 7 og brugt som Facebook-digt i uge 36/2010.

 

*

 

1972

 

Gudstjenesten er livets kilde

men kilden vander livet

og livets ord

er ord til liv

kun den gamle Adam

skal druknes dér

og livets ord skal ikke

pyntes med dine ord

derinde

du skal følge kilden

ud på marken

og se det første liv

gro på ny

mens du venter på

genoprettelsen

dér skal dine ord

gro med.

 

28.08.10 - Vil senere blive sat i ”Erindringer”, kap. 8. Brugt som Facebook-digt i uge 37/2010.

 

*

 

Teleskopet spejder

måleren tikker

jeg famler.

 

12.05.77. - "Erindringer" kap. 10.

 

*

 

Solnedgang på Cypern

 

Bjergtakket musling

den røde perle helt ude ved hængslet

lokkende skjult bag skyerne.

 

31.01.77. - "Erindringer" kap. 10.

 

*

 

Bar bund

bare en bund

et kongerige for en bund

nok så bar

alle bundløshedens riger

for den bareste bund

bare den er bund

bare den

er.

 

05.10.78. - "Erindringer" kap. 11.

 

*

 

Livet til at gi’ tone,

det er, hvad jeg vil ha’,

mer’ end øre og krone,

arbejde dag for dag;

er mig dog ikke givet,

har ikke tone i livet.

 

1978. - "Erindringer" kap. 11.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

ØVRIGE DIGTE 2008-

 

 

HER BEGYNDER DE ØVRIGE DIGTE 2008-

 

Og de står i rækkefølgen ældst nederst, yngst øverst!

 

 

Venter på opfyldelsens møde

 

Marken ligger omkring mig

som den altid har gjort

det tunge ler er vendt igen i år

og breder sig til siden mod dagens liv

men forude

i mine øjnes retning

blåner skovene mod himlens kant

lukker ubestemt for dette nu

og åbner ud mod alt.

 

Dybt fra mit indre

overhaler længslen mine skridt

med over synets hastighed

vil ud bag det åbnende lukke

til alt det som ikke er nu her

men hvis tomme form derinde

venter på opfyldelsens møde.

 

Kun min længsels blå hunger

og formens stædige venten

vidner om det derude

kommer så dybt nedefra

at der må være en forbindelse

måske sluttes den også snart

heroppe hen over marken.

 

26.09.09

Står også på undersiden ”Mit eksistens-rum” (kapitel 7 ”Digte - eller ’digte’”).

 

*

 

Lolland

 

Det lollandske landskab er

det første og det bedste

jeg er født i det

har på den ene eller den anden måde

altid haft det omkring mig

og i tomhedens tid var det det

der viste mig at der var

noget der var noget

et ydmygt sted

med flade træk

hvor også sproget er fladt

vi kan ikke hikke på ordene

som de rigtige danskere

udkant i alle henseender

men det er i centrene

tomheden viser sig hurtigst

og det er det der rager op

der falder først

der er også mere himmel her

og horisonten går langt ud i verden

især om aftenen

når solen er gået ned

så er Vesten rød

i åbne farver

bogstavelig talt

ikke som en mur

eller et tæppe

men i mønstrede flader

med hvidt og blåt imellem

og mod nord ligger Smålandshavet

med den sidste udløber af Golfstrømmen

men det er da ikke for det

Østersøen er på den anden side

vor forbindelse mod både syd og øst

og desuden vestover

mod Slesvig og Holsten

så det er egentlig kun København

vi er udkant i forhold til.

 

Men ellers er det markerne

med skovene bag

en anden horisont

en anden åbenhed

hvor jorden og himlen

ikke lukker sammen i en streg

men synet drages ind

i trætykningens ubestemmelige uendelighed

åbenheden er altså stor

til alle sider

mod Rummet

mod fjerne steder

mod jeg ved ikke hvad

og mit hjertes længsel

ser sit eget dyb deri.

 

Men det allervigtigste

er alt det små

allerede øen som sådan

selv når man kun ser jord

til alle sider

mærker man vandet udenom

ikke bare i lyset

lyset over Lolland

men også i selve fornemmelsen

af at være lille

og det mærkelige er

at også de enkelte dele af landskabet

er tilsvarende små

hvorfor er bakkerne større på Sjælland

og endnu større i Jylland

hvor ved de det fra

men sådan er det

selv skovene med deres dybe uendelighed

er ret små

og det samme gælder de største marker

de fladeste steder

og omkring de mange herregårde

desuden er der hegnene

mergelgravene med bevoksning omkring

de andre små bevoksninger

og de enkelte træer og buske

noget helt særligt er pilehegnene

som i virkeligheden er rækker af stynede popler

man siger de stammer fra den tid

da der også var vand alle vegne

på hele øen

og som de skulle suge noget op af

men vi fik alligevel den lollandske syge

måske en slags malaria

for slet ikke at tale om

roemarkerne

gennem alle årets faser

den bare ventende jord

de lange rækker af små dobbeltblade

de store grønkrøllede flader

der i optagningens tid ender som snitter

på den våde nøgne jord

mens de gråbrune bunker

samles ved vejene.

 

Og alt dette er kun

hvad det er

sammen med de mennesker

det har formet

og som har formet det

gennem alle århundrederne

med herremændene over det hele

holdt godt nede

i ekstra fladhed

ingen regner os for meget

heller ikke vi selv

så her er alle betingelser

for en ny begyndelse

hvor småt er noget mod intet

og fladt er åbent mod alt.

 

14.05.09

Er også sat på undersiden ”Mit eksistens-rum” (kapitel 7 ”Digte - eller ’digte’”).

 

 

*

 

 

Hele virkeligheden

 

Hele virkeligheden

alt det jeg ser

noget af det kan jeg ikke lide

så det ser jeg bort fra

resten ser jeg dybere i

ud over alle grænser

for jeg har det jo også inden i mig

så jeg ved hvad jeg skal se efter

derude

ude bag grænserne

nede under overfladen

for det er jo alligevel det

jeg ser overfladen af

og det og jeg bunder

i den samme

nederste grund.

 

07.05.09

Er også sat på undersiden ”Mit eksistens-rum” (kapitel 7 ”Digte - eller ’digte’”).

 

*

 

1. maj 2009

 

Denne dag blev måske valg tilfældigt

men det er jo også den første dag

i den sidste forårsmåned

allerede forsommer

med gode muligheder for godt demonstrationsvejr

dybere set et håbets punkt

nu lysner det brødre

det somres

vi ville indtage vor plads i solen

sælge mindre af vort livs tid

og få mere for det

ikke kun penge

også agtelsen

det er jo os der laver det alt sammen

man kan sige vi ville være medborgere

men vi ville også have vort eget liv frem

arbejderkultur sagde vi

det blev det dog ikke rigtig til noget med

så vi må nøjes med at være medborgere

heller ikke så ringe endda

selv om nogle selvfølgelig er mere med end andre

og mand og mand imellem

især på arbejdspladserne

har vi da vor egen omgangsform

og vort eget sprog

det er ikke helt ad helvede til

men det kan blive noget i den retning

når nogle bliver funktionærer

solidariske med sig selv

og andre bliver sat ud af funktion.

 

01/02.05.09

 

*

 

Med mit særlige filter

henter jeg den oprindelige vin

ud af verdens blandingskar

men jeg må bruge de sække

der ligger rundt omkring

jeg tager nogle af de nyeste

og vil bære den gamle vin i dem

indtil de sprænges

af oprindelighedens vægt

og alt bliver nyt

som det var

og mere til.

 

29.11.08

 

*

 

Arbejds-digt om sansningen

 

Og så skal du bare se!

 

Lettere sagt end gjort

synet er aldrig bart

men jeg prøver:

 

Træet begynder i jordoverfladen

som i øvrigt er helt dækket

af dets blade

gule brune grønne

enkelte græsstrå stikker op

stammen er bred og grå

barken furet og foldet

det er et egetræ

farven går fra gråt til sort

og der sidder lidt alger på

mest gule

men også ovre i det grønne

folderne

folderne er presset ud

vælter sig takkede

mønstret er

mønstret er

svært at beskrive

hvis man ikke må sige

det mest ligner en hjerne

...

 

08.11.08

Er også på undersiden ”Poetik” (som del af teksten ”Sådan bliver digtet til”, 05/06.11.08).

 

*

 

Rytme i automatskrift

Et forsøg

 

Rytmen kommer

den flyder ud af Rummet

kommer til mig fra ukendte steder

slår så et slag

helt uventet

for at stå som sig selv

fastslået opstået

der skal ikke være nogen tvivl om det

her kommer jeg

helt enestående ud af det hele

og sådan kan det fortsætte

bare det flyder og strømmer

og så

brat slag

en voldsom vending

aldrig flydende på dén måde

letløbende glat

ud i selvfølgelighedernes kar

men kan revideres

kommet hertil

får digtet sit eget liv

hvor betydningen jo også betyder noget

- kan man ligefrem sige

de første få linier styrer resten

og at rytmen trækker meningen med sig

kun er den første lyd af den?

meningen kommer fra det fjerne

og lyder i det fjerne

først høres lyden

men så indtræffer sagen selv

kommer gående i den samme takt.

 

05.11.08

 

*

 

Foreløbig går det fint

sagde manden

han var i sit fald

nået til skyskraberens

37. etage

bladet vugger mod jorden

lyser i solen

rytme-sprog

farve-tegn

to meter endnu

og endnu en stund på jorden

i spillende lag.

 

23.10.08

 

*

 

Der er træer her

i dette stykke

som ikke er til noget

en uhåndterlig vinkel mellem to veje

sikkert både stenet og våd

hverken plantet eller plejet af nogen

et overmål af forknytte stammer

grimme tusindbrødre

der klemmer hinanden i væksten

men bladene lyser og falder

i den våde sol

som blade nu gør

ja lyser særligt her

en afkrog i verden

et fald imod sten og vand

med livets smil.

 

22.10.08

 

*

 

Birketræet svajer brunt og gyldent og hvidt

et lille stykke Rusland

spættede skovbryn bag udyrkede marker

kors på de henrettedes grave

kirker med gyldne flammekupler

hvad bønnerne så gælder

men også et stykke Danmark

brænde til pejsen

hvor vi varmer os på overfladen

mens vi venter på døden.

 

20.10.08

 

*

 

I skovens dybe, stille ro

 

I skoven er der læ for vinden

og til dels for regnen

og i hvert fald skygge for solen

men først og fremmest

er menneskelivets støj lukket ude

en enkelt motorsav gør ikke så meget

heller ikke en stor træfældningsmaskine

selv om jeg jo mindes den tid

hvor det var muskler

menneskers og hestes

der gjorde arbejdet

stille

for skoven er i det hele taget også

historie

så menneskelivet er her

både i selve skoven

flere generationers liv og værk

der er fx endnu stykker med flåde-ege

plantet efter 1807

og ude bag horisonten

den mærkelige skov-horisont

som ikke er der

men som alligevel drager

ubestemt

hvor træerne tykner

og både lukker og åbner for

synet

åbner mere end den skarpe

streg mellem marker og himmel

der er meget menneskeliv i skoven

men støjen er lukket ude

den alt for menneskelige

og alt for lidt menneskelige

støj

de falske eller måske ligefrem

onde

bølger på relationernes overflade

her er den dybe ro

det stille liv

planterne siger ikke noget

men er dog levende

fra lav-farvernes spil i solen

på stammernes bark

til kronernes fraktale sprog

både sommer og vinter

og afstanden fremmer forståelsen

livs-spændet mellem dette liv

og mit liv

her bliver roen for alvor

dyb

nye betydninger ses

langt nede i livets fælles rod

så også livet ude under støjen

bliver dybt på ny

dybt og nyt.

 

17.10.08

 

*

 

Jeg sidder med mit kort

over den hvide verden

dér vil jeg ud

hvor endnu ingen har været

men jeg må finde en vej

hvad vil jeg se?

så jeg stirrer

og stirrer

på det hvide papir

med min blyant parat

hvad skal jeg tegne?

jeg stirrer

og stirrer

indtil jeg rejser mig

og går

derud!

 

16.10.08

 

*

 

Åh I søde blomster

langs denne sti

jeg skal nok se på jer

men først når jeg ved

hvor Nord ligger!

 

11.10.08

 

 

 

*  *  *

 

 

 

DIGTE 2003-2008

 

 

I jeg-synet

 

Når jeg-synet ser verden

gror følelsen derude

men rødderne

har samme grund.

 

23.03.07(?)

 

 

*

 

 

Fusion

 

Kun min vilje kan levere initialenergien

kun min vilje kan spænde det felt op

der forer det muliges vægge

og kun min vilje kan presse

ungdommens horisont og gravens rand

så tæt sammen

at det endelig tænder.

 

26.10.06

 

 

*

 

 

Da jeg endelig havde opfundet den dybe tallerken

stod jeg længe med den i hænderne

som en tom skål der ventede på at blive fyldt.

 

Så prøvede jeg at bruge den som en parabol

der jo nok skulle kunne opfange noget.

 

Men der skete intet

før jeg begyndte at bruge den som radar

og mit aktive signal fandt sine mål

overalt på Eksistensrummets inderside

og dybt ud i de enkelte punkter.

Jeg var færdig med den tomme venten

og skulle ikke længere frygte

at blive lukket inde i mit eget spejlbillede.

 

Min hjertecomputer kunne forbinde alt

med hinanden og med det der i forvejen lå i den

til stadig mere avancerede søgninger

og mit hjertes længsel blev løbende opdateret

hele tiden opfyldt.

 

Til allersidst tog mine drømmes vilje

hologram-laseren i brug

interaktivt tilkoblet

Kosmos forblev det samme

men i mit eksistensrum

begyndte et nyt univers at danne sig.

 

08.07.06

 

 

*

 

 

Morgenmad i februar 2006

 

Jeg tygger mit knækbrød

og støvler marcherer i mit øre

jeg tager min ske

men ser striber af blod i min yoghurt.

 

06.02.06

 

 

 

*  *  *

 

 

 

DIGTE 1998-2003

 

 

Igen var det der

alt sammen

og jeg gik stadig

uden perspektiv.

 

Desperat skruede jeg

højre øjenkrog fast

mellem to skyer.

 

09.11.01

 

 

*

 

 

Jeg ser dig godt

svamp

lysende på den væltede stamme

æd du kun

og rådn!

Jeg ser det nye træ ved min fod

en spire fra i sommers

det vil jeg følge.

 

26.10.01

 

 

*

 

 

Se det egern!

 

26.10.01

 

 

*

 

 

Lille krogede birk

mellem nåletræerne

pludselig så jeg dig

du brænder ikke

men dit lys er stærkt

lille og kroget

spejler du solen.

 

26.10.01

 

 

*

 

 

Det må ikke være en svamp

på Danmarks væltede bøgetræ

og dog må digtet være

dog må digtet komme

for herfra går min verden stadig

herfra går min verden

igen

igen.

 

26.10.01

 

 

*

 

 

En lille fortættelse i evigheden

og poesiens rum folder sig ud

i min tid

en kugle af usynligt lys

breder sig ud over

alt det samme

og jeg ser det evigt nyt

nu.

 

19.10.01

 

 

*

 

 

Kylling

 

Jeg pikker med mit lille næb

indtil nu er det gået meget godt

der er ikke mere der knaser

men der er noget blødt tilbage

det giver bare efter

det er meget rart at støde i

det buler lidt ud

mit rum udvides

der sker da noget

men så sker der ikke mere

jeg kommer aldrig ud.

 

04.11.00

 

 

ELLER:

 

Min længsel maser stadig

i sit vindæg

eller er det selve øjets hinde

i hvert fald endnu intet syn

næbbet presser med sin kugle

siger ikke et pip.

 

08.11.00

 

 

OG SÅ DENNE FØRSTE VERSION - 23½ år ældre, som jeg helt havde glemt og først fandt i januar 2009:

 

Som en kylling

banker jeg

med mit stumme næb

kneblet af kuglen

men jeg banker

jeg vil ud.

 

12.05.77

 

 

*

 

 

»Efterklang« efter motto-strofen i Grundtvigs »Danne-Virke«

 

Grundtvigs motto-strofe:

 

Klokken i den danske Kirke,

Det er Sagas klingre Skjold,

Til at bygge Danne-Virke,

Vække den hver Dane bold!

Ret den klinger dog i Vangen,

Kun i Chor med Kirkeklangen,

Under Thyra Dannebod.

 

 

Christensens efterklang:

 

Version 1

 

Hvis vi overhovedet hører noget

nogen steder

det være sig i kirken

eller ude i livet

så må vi vel nok sige

det kommer bagfra

for vi kan jo sige os selv

at sådan noget kan man

ikke sige sig selv

og vi må i hvert fald lære

at lytte til virkeligheden

også selv om den ikke er særlig gammel

men måske bare foregår

her og nu

ja det er nok rigtigt

at du ikke kan høre

det der bliver sagt henne i kirken

hvis du ikke hører godt efter

hvad der siges

og er blevet sagt

ude i virkeligheden

hvorefter du så ganske vist

bliver klar over

at du også bedst kan

lytte til virkeligheden

derude

når du har lyttet

og sunget

derinde.

 

 

Version 2

 

Hvis vi overhovedet hører noget

i kirken eller ude i livet

kommer det bagfra

det er i hvert fald ikke noget

vi kan sige os selv

selv om det måske bare foregår

her og nu

og det der lyder inde i kirken

det kommer hele tiden bagfra

men vi kan kun høre det

når vi også har lyttet derude

hvad vi til gengæld endnu bedre kan

når vi har lyttet og sunget

derinde.

 

02.10.00

 

 

*

 

 

Lige ankommet

gennem tidsrøret

ormehullet

livsskorstenens sodvægge

ser jeg først nu

forskudt direkte klart

alt nyt

virkelig.

 

02.10.00

 

 

*

 

 

Mit sene første skridt

først nu

er kommet hertil

ved siden af mig selv

og verden

om ad Himlen

først nu

ud på jorden.

 

25.09.00

 

 

*

 

 

To tilegnelser

 

I en artikel i Dansk Kirketidende nr. 23/2001 om ”Ny kontakt mellem Venderne og Lolland-Falster” (NB! venderne og lindormen!) satte jeg min egen lollandske Tilegnelse op mod Johs. V. Jensens jyske.

 

 

[Jysk] Tilegnelse

 

Jeg kommer ud fra Skovene.

Kender I min Kølle!

Vid, jeg er Vildmanden

i det danske Vaaben!

 

Jeg bringer fra blaa Bølger

Havets barbariske Hjærte.

Jeg sætter det til Symbol

i Feltet med springende Løver.

 

Her staar jeg ved Skjoldet.

Jeg vil slaa Fornægteren.

Jeg vil bekræfte de Raske

i Retten til Riget.

 

Johs. V. Jensen. Digte 1906.

 

 

Lollandsk tilegnelse

 

Jeg kommer op fra plutten1

kender I min roe

måske er jeg lindormen2

i det danske våben

ude af feltet

kan ikke bekræfte

nogens ret til noget som helst

har dog mine tanker

om fornægteren

og sætter gerne

mit bløde sydhavshjerte

hos skjoldets løver.

 

23.09.00

 

_______________________

 

1 Plutte er det lollandske ord for pludder eller pløre og anvendes også om markers og vejes tilstand i forbindelse med sukkerroehøsten hernede. Desuden anvendes det i nedsættende omtale af os hernedefra, fx i sammensætningen plutbonde.

 

2 Indtil 1972 stod lindorme-emblemet i det danske kongevåben for titlen »de venders«.

 

 

*

 

 

Stort kattegab

alt lyserødt

hele hovedet gennemlyst

eller som det røde billede

på en film

der ikke rigtig er begyndt

blødt og vådt skinnende

pulserer svælgets kød

horrorslim

drypper fra tændernes

emaljesyle

 

08.09.00

 

 

*

 

 

Udfoldelse

 

Det er ikke mig

der udfolder mig

jeg trænger mig ikke på

bagfra foldes jeg ud

til det nødvendige møde

med alt.

 

08.09.00

 

 

*

 

 

Saligt tom

for alt andet end

længsel

går jeg nu ud

til jer, ting!

 

08.09.00

 

 

*

 

 

Hvorfor er det

som om rytmen

er sandheden

ordene må sættes

på noget

der snor sig ned gennem alt

synets ord

først sande

når rytmen er sand?

 

Sommer eller høst 2001

 

 

*

 

 

Det er sagt:

Kun livs-løgnen

ser mere

i livs-løget

end blad på blad.

Er livet så løgn?

Eller bare et løg?

 

2001. 2008.

 

 

*

 

 

Hvis der så endda

var nogle porte

jeg kunne storme

men der rejser sig

ingen mur nogetsteds

omkring min længsels mål

jeg er fordømt

til at længes i alle retninger

stadigvæk

og blive ved

det er der

et sted

eller måske ikke et sted

er der

alle vegne

netop alle vegne

diffust

men skal jeg så

pine det frem

tage et stort kunstgreb

hvis der så endda

var nogle porte

jeg kunne storme

men det holder mig ude

ved at være alle vegne

nok til

at jeg ved det er der

men i alle retninger

så her må jeg blive stående

resten af tiden.

 

Sommer eller høst 2001

 

 

*

 

 

UD PÅ MARKEN

 

1. Uden for kirkedøren

 

Derinde

kom alt på plads

igen

og salmerne om det

skal ikke synges her

Jesus kom op

på begge sider af mig

Ånden over mig

jeg hørte

Gud

ansigt til ansigt

men ikke mere om det

her

for lyden af Gud

blev: ud

jeg er Gud

gå ud

og se!

 

 

*

 

2. Uden for studerekammerdøren

 

Derinde forstod jeg

hvorfor

lyden af Gud blev:

ud

men heller ikke mere om det

her

for begge steder var

ude inde

og inde er ude

nu skal du bare

se!

 

 

*

 

3. Det derude

 

Derude

er det så

det var det også før

det er jo netop det

jeg hørte

derinde

da lyden af Gud

blev: ud

så det er altså nu

på ny

marken ligger

foran

verdens mark

som er Guds mark

ude og inde

inde og ude

foran nu

ude nu

det var det

han sagde

ud og se

skal ses på ny

hyggeligt roligt

derinde

hyggeligt roligt

herude

faktisk en lollandsk mark

vil jeg sige

mellem skovbryn og hegn

men underlig dunkelt

tåget

for jeg er endnu ikke

begyndt

at se.

 

 

*

 

Men jeg ved da godt

at der er mange kældre

og mange sumpe

derude

med alle slags

grønslimet kryb i

også inde i mig selv

men det skal jeg jo ikke bade i

det var ikke det

Gud sendte mig ud for at se

jeg skynder mig bare at sige

vor Herre Jesus Kristus i verden

og så skal Satan vige!

 

25.08.00

 

 

*

 

 

De ortodokse

siger at Liturgien kører altid

ligesom der også sendes

hele tiden

selv om du ikke

har tændt for fjernsynet

men Digtet kører også altid

og jeg har dårligt nok

slukket for det

nogen sinde

bare skruet ned

og der er

vel at mærke

både lyd og billede

synerne

er godt nok vigtigst

men lyden må ikke underkendes

ja den spiller måske

en større rolle

end du tror

billederne bevæger sig også

men ikke på samme måde

som lyden

den kosmiske puls

bærer billedet ud

og fører det frem i ord.

 

2000. 2008

 

 

*

 

 

Åh hvilken forbandelse

at skulle skrive digt på digt

om digtet

der er åbenbart

ingen anden udvej

før synet

giver digtet.

 

20.06.00

 

 

*

 

 

Nu gælder det

om at klemme

tåge-svampen

diffusitetens grå stilstand

måske

kommer så

klare dråber

ud.

 

11.01.00

 

 

*

 

 

Latterligt

at ville skrive digtet

op

når det nu skal skrives

ned

ned fra synet

der kommer selv

fra sit lysende punkt

lige i øjet.

 

2000. 2008.

 

 

*

 

 

Digtet

skal være der

hele tiden

når som helst

skal jeg kunne

tænde for det.

 

10.01.00

 

 

*

 

 

Gule lærketræ

du står op af universet

og på den anden side af vejen

står I

grønne graner

op af universet

på vejen går jeg

I lyser på hinanden

jeg ser det

det er det det gælder om.

 

26.11.99

 

 

*

 

 

Vente på digtet

du skal vente på digtet

og jeg har da også længe

holdt min skål frem

men skålen er tom

jeg venter

skålen er tom

luften er tør

kan jeg vride lidt

kan jeg vride universet lidt

for at få en dråbe ned?

 

26.11.99

 

 

*

 

 

Hvis jeg bliver ved

at se

ligesom se så meget

at det bliver fra alle sider

mon så

noget dukker op?

 

02.10.99

 

 

*

 

 

Det nytter ikke noget at ville Evigheden

det bliver den ikke dybere af

endsige til af

noget helt andet er at den må

forudsættes

hvis man da ikke bare konstaterer

at den simpelt hen ligger i det!

 

06.03.99

 

 

*

 

 

Lille erantis ved min fod!

længere rager du ikke ud i Rummet

men hvad spejler du

med din gule parabol?

 

28.02.99

 

 

*

 

 

Kræft og krig

blod og bræk og lort

plus alt det

vi går og gør ved hinanden

også sådan i det små

jeg kender det godt

og frygter det

samtidig med

at jeg allerede lider

lidt

men jeg slår mit kors for mig

og beder min bøn

slår mit kors

eller hvad

men aldrig

aldrig

skal noget af dette

komme herind i mit digt

og gøre sig interessant!

 

14.01.99

 

 

*

 

 

Mit livsrør

 

Mit liv er

mit rør

gennem rumtiden

min gang

min tunnel

min berøring

og kun det

er mit rør.

 

-  -  -

 

Faldets skorsten

 

Men mit livsrør

kan også blive

en faldets skorsten

intethedens sorte vægge

som jeg falder i

vildt kradsende

i ingenting.

 

1999. 2008

 

 

*

 

 

Det er klart

at det er i mørket

du må se

uden dagens larmende lys.

 

Januar 1999.

 

 

*

 

Og så skal du

se

fremfor alt

se

det andet

er efter digtet.

 

Januar 1999.

 

 

*

 

 

I mørket

kommer stjernerne frem

og lukker du øjnene

godt i

vil du måske også

se stjernetrådene

på een gang

lys og linie

ikke bare fra punkt til punkt

også mellem lagene

pludselig dybde

og tone.

 

Januar 1999.

 

 

*

 

 

Når den lille gule sten

i skovvejens grus

bliver fikspunktet

bruser de alle

frem af Historien

ikke til at stoppe

når det først er begyndt.

 

1999. 2008.

 

 

*

 

 

Noureddin sidder ved sin digtmaskine

overvåger

pipettebatteriets vippedykkende

udtømning

i række på række

af krydsprogrammerede

idé-glas

en dag opstår der noget.

 

Januar 1999.

 

 

*

 

 

Du må finde dig

i det lille rum

finde dig i

at Gud er større

digtet

er mindre end Gud

men større end sig selv

du skal finde dig i livet.

 

Januar 1999.

 

 

*

 

 

Livsspejder!

lad bare vær’ og klem på Universet

slap af

luk øjnene

og se

det kommer til dig

ud af verdens rifter

når bare du la’r vær’ og klemme.

 

December 1998?

 

 

*

 

 

Det er livet om at gøre

livsfremmere

må søges overalt.

 

09.04.98

 

 

 

*  *  *

 

 

 

DIGTE 1985-1998

 

 

Sensorium Dei

 

You got me under your skin

det vil mange

sige er utilbørligt

Gud

men det er jo

sådan det er.

 

Marts 1998.

 

 

*

 

 

Jeg går på min mark

som dog altid var din

Gud

træploven roder jorden op

bag oksen

for det kan den jo

lige så godt

når det er et billede

der er tale om

for ellers er jeg jo

godt på vej

ind i noget helt andet

som ingen ved

hvad vil blive.

 

Marts 1998.

 

 

*

 

 

Ikke længere

det tomme spejl

tågens sølv

spejler ikke

men udenom

ligger mit ønske

presser på tågens hud

snart vil billederne

poppe frem.

 

Marts 1998.

 

 

*

 

 

Ingen skal etikken dyrke

før livs-herlighed han så!

 

1995

 

En spillen på et par kendte Grundtvig-linier, jeg tidligt har formuleret, men som første gang blev trykt i Dansk Kirketidende nr. 7-8/1995 - i artiklen Fra ”Fra drøm til program” til program! Betragtninger og udkast fra en plads på Grundtvigs skuldre. Hele artiklen står på undersiden ”Program”. Jeg har også indsat ovenstående linier i ”Erindringer”, slutningen af Oreby-kapitlet. - De pågældende Grundtvig-linier er: ”Derfor Ingen Korset gribe, / Før med Herren han opstod!” (GSV 312,11).

 

 

*

 

 

Igen

 

Ordene falder let

farvede flader

vugger i mørket

falder

falder

rytmisk syn

skabt af ordene

skaber ordene

cirkel

igen et digt om digtet.

 

31.01.88

 

 

*

 

 

Motiv

 

Jeg tvinger mig til at se.

Det første er skabslågen

med den drejede håndtagsknap.

Måske er de, der lavede den, døde.

Den er der nok også, når jeg er død.

Tingene lever.

 

31.01.88

 

 

*

 

 

Jeg må se synerne

og lade ordene gå

i rene rytmer

syn og ord

betydnings-par

lysende skridt

i rummets tavse mørke.

 

1986. 2008.

 

 

*

 

 

Ja, nu vil jeg i al ydmyghed

storme universet

pludselig er jeg kommet ud

af Copernicus-komplekset

ikke fordi det ikke er uhyggeligt

så varme stjernerne er

og så koldt der er mellem dem

men den blågrønne jord

er i hvert fald dejlig

og jo større varmere og koldere

resten af universet er

jo mere føler jeg mig hjemme

på jorden

indtil videre livets eneste hjem

universets livscentrum

men så er resten

også mit hjem

også en del af min krop

jeg må ud i det

lære det at kende

jeg vil i al ydmyghed

storme Universet!

 

31.08.85

 

 

*

 

 

Endelig begynder tegnene at komme

på min raserede matte tavle.

Og da først det ene

så det andet

viste sig at kunne komme

viste også alle de andre sig

ja, at have været der hele tiden.

 

14.08.85

 

 

*

 

 

Men dybden er ikke et andet sted.

Dybden er her.

Kun Gud er et andet sted.

verden er her

dens dybde her.

 

03.08.85

 

 

*

 

 

Er rytmen selv sandhed?

Som jazzens beat

og Grundtvigs bølge?

 

03.08.85

 

 

*

 

 

Digtet er skrevet!

 

Digtet er skrevet,

selv om Gud jo skriver på det

endnu

Hans store poiæsis:

Kosmos med jorden og livet i

livet med mennesket øverst.

Alle vore digte er læsninger

eller svar

eller berøringer

af det, som allerede er.

 

Eller kan også vore digte

være små skabelser?

Kan vi føje noget til

når vi bevæger os rundt

i det givne?

 

1985. 2008.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

DIGTE 1968-1985

 

 

FARVEL OG TAK!

 

Mel.: I en kælder sort som kul.

 

[Ved afslutningsfesten for et kursus på Præstehøjskolen i Løgumkloster]

 

 

I et kloster langt mod syd

for at gå på skole

mødtes Folkekirkens pryd;

bog gik nu for kjole.

Kloster! - det må vel nok si’s;

øllet gik i kassevis,

og på denne aften

flyder druesaften!

 

Kursus III var godt belagt:

to mands overskriden,

hvormed endnu intet sagt

er om lærer-siden.

Selve listen nævner ti,

rektor kommer oveni.

Nordentoft og Krarup

mødte nærmest bar’ op.

 

Else Noack og fru Hvass

skal til disse tretten,

så er alle vist på plads:

femten står mod atten.

Alle nævnt og ingen glemt,

resten bliver knap så nemt;

vi er alt for mange -

stof til flere sange!

 

Sådan var det også i

undervisnings-salen:

Øret ud og munden i,

mens vi sad på halen.

Begge dele føltes hårdt,

tiden både lang og kort;

vi ku’ sige meget

mer’ af vores eget!

 

Lutherus og Frederik,

det var vore helte.

Mange kræfter dertil gik

dem at sammensmelte.

Een dog ville se deri

nærmest en slags kætteri.

Andre stred om sproget:

Mon før det er noget?

 

Romantik og retorik

helt fra renæssancen.

Salmesang og flot musik

sikrede balancen,

når begrebet blev for tørt

eller sindene oprørt.

Tirsdag aften Thomsen

sluttede med Sør’nsen.

 

Og så ta’r vi vore glas,

rejser os fra stolen,

råber hver fra vores plads

et Hurra for skolen:

Gid den længe leve må,

mange gode timer få,

stab såvel som gæster,

lærere og præster!

 

13.20.83

 

 

*

 

 

Bar bund

bare en bund

et kongerige for en bund

nok så bar

alle bundløshedens riger

for den bareste bund

bare den er bund

bare den

er.

 

05.10.78

 

 

*

 

 

Livet til at gi’ tone,

det er, hvad jeg vil ha’,

mer’ end øre og krone,

arbejde dag for dag;

er mig dog ikke givet,

har ikke tone i livet.

 

1978

 

 

*

 

 

Teleskopet spejder

måleren tikker

jeg famler.

 

12.05.77

 

 

*

 

 

I det 1427. forsøg

fanger aben bananen -

om jeg så skal begynde

1.427.000 gange!

 

12.05.77

 

 

*

 

 

Skyerne over det gråladne vand

er ikke rester af røgen fra sidste krig

men minder om blå længsel

i bjergene langt mod syd

mit hjerte vil slå en bro

i vandet gaber den lille torsk.

 

12.05.77 - stærkt bearbejdet og forkortet 2009!

 

 

*

 

 

Som en kylling

banker jeg

med mit stumme næb

kneblet af kuglen

men jeg banker

jeg vil ud.

 

12.05.77

 

NB! Se de to versioner af det tilsvarende digt fra 04-08.11.00!

 

 

*

 

 

Solnedgang på Cypern

 

Bjergtakket musling

den røde perle helt ude ved hængslet

lokkende skjult bag skyerne.

 

31.01.77

 

 

*

 

 

Hvis jeg kunne leve af mine dagdrømme

sætte møller ind i tågernes spiraler

og indkassere overskuddet

ja jeg ville drømme hele dagen

og bruge pengene om natten

ikke genere en sjæl

fuld passivitet eller pengene tilbage!

 

24.03.76. - Stærkt forkortet og bearbejdet 2009.

 

 

*

 

 

Erfaring

 

Først nu ved jeg, hvad jeg skal gøre,

og ved, hvad jeg skal ikke gøre.

Fortælle folk, hvad de skal gøre,

skal jeg i hvert fald ikke gøre.

Og de ting, som jeg selv skal gøre,

ja, dem, dem skal jeg bare gøre!

 

1976

 

 

*

 

 

Livets mening

 

Variationer over et tema af Piet Hein

 

Tema:      For livets mening

                 livet sørger

                 præcis så længe

                 til vi spørger.

 

Dur:         For livets mening

                 livet sørger

                 fremad rask

                 mod målet!

 

Moll:        For livets mening

                 sørger livet

                 sørger længe

                 sørger spørger.

 

Rondo:   For livets mening

                 livet sørger.

 

                 Erektion

                 kopulation

                 ejakulation

                 konception.

 

                 For livets mening

                 livet sørger.

 

                 Brystvorte

                 slikkepind

                 cigaret

                 brystvorte.

 

                 For livets mening

                 livet sørger.

 

                 Eksamen

                 stilling

                 hustru

                 børn.

 

                 For livets mening

                 livet sørger.

 

                 Svigerbørn

                 børnebørn

                 enkemand

                 lig.

 

                 For livets mening

                 livet sørger

                 indtil ingen

                 mere spørger.

 

02.12.75.

 

 

*

 

 

Post coitum

 

Der hænger kulturstumper

på træerne

de nøgne grene

er fulde af

brystholdere

nylonstrømper

trusser

efter talrige

voldsomme samlejer

hænger nu

grå og sammenfaldne

for vinden

under den sodede regn

kolde dråber

drypper

græsset

fladt og frossent

overalt

hvor de lå

og ikke lå.

 

02.12.75

 

 

*

 

 

2. søndag i advent  1975

 

Har helt glemt Jesus

for slet ikke at tale om Aladdin

gnider og gnider

krampagtigt

på min bundfrosne lampe.

 

02.12.75

 

 

*

 

 

Er det prometeuske

luciferiske

slikpilfingerier

at forsøge punktsvejsningen

med den glødende, flydende,

bevægende, levende

kerne?

 

15.11.75

 

 

*

 

 

Dødens gab

 

Dødens gab

sort svælg

hvide trekanttænder

endeløst opspilet

slugende mørkt.

 

Engang

løb jeg fra det

ud i livet.

 

Nu

er jeg her igen.

 

Åh, lammende ro

store rene kulde

trods alt bedre?

 

Bedre end den

lille grumsede

daglige død

de små orme i kødet

snaretrådene

om alle lemmer

sorte slangetråde

tvetungedød

i små snærende stik

forgiftede krampetrækninger

indbyrdes

vrimlende

smådød?

 

31.10.75

 

 

*

 

 

Den sorte jord

flad og våd

mosegrumsens svampede glathed

nedad

nedad.

 

Den røde raket

tordnende ejakulation

orgastisk luende himmelsving

opad

opad.

 

Den lydløse rumkapsel

vægtløs metalkiste

sfære uden musik

rundt

rundt

rundt ....

 

1975. 2008

 

 

*

 

 

Jeg har været heldig

på min vandring

gennem livets ørken

alle minefelterne passeret

med mit skarpe blik

min forsigtige fod

også snubletrådene

er jeg skrævet over.

 

Nu er jeg midt i ørkenen

overlevende

står på min egen lille plet

alle fareområder kortlagt

hænderne fulde af skitser.

 

Hvor skal jeg gå hen?

 

30.10.75

 

 

*

 

 

Barneøjne mod diskens horisont

slikhyldernes himmel

hvad kan jeg få for en krone

lakridsflyvere

vingummibjørne

og pinocchiokugler

det ene udelukker det andet

for en krone kun en del

valget er afskæring

resten dør

som senere

rumflyvning

sydhavsøromantik

og digtning

ikke alt kan fås

allerede umuligt at vælge

allerede kaste sig ud i det:

Lav mig en pose blandet slik, brugsmand!

 

17.10.75

 

 

*

 

 

Forårsdigt

 

Sol

Blå himmel

Usynlig luft

Hvidt græs fra i fjor

langs skovvejen

jeg -

 

Note: Digtet er ikke længere.

 

26.02.75

 

 

*

 

 

Hul-spejl

 

Kugleskal

sølv udenpå

indvendigt spejl.

 

I centrum

jeg

spejlende

mit uendeligt lille punkt.

 

Derfor ser jeg

ingenting.

 

03.03.75

 

 

*

 

 

Måne over stengærde

 

Månen

rummets forpost mod os

rumvindue

ledelys mod vidderne.

Nedenfor til højre

en stjerne.

Tomrum imellem og uden om.

 

Men træerne

sovende levende grene

rødder i jorden under stenene

de røde sten

endnu varme

af solen, der stod ind fra syd.

 

Ja, jord,

det er os to!

 

26.01.75

 

 

*

 

 

Menighed

 

På grund af krisen

har vi sænket loftet

lukket af alle steder.

Sidder lunt om bordet

mærker varmen fra kroppene.

Kaffedampens hvide spiraler

snor sig festligt under loftet.

Vi kommer hinanden ved

lunt og trygt.

Ingen svimlende udsigt

til himlen,

ingen åndelig gennemtræk.

Snart slipper ilten op.

 

1975. 2008

 

 

*

 

 

Kunstneren mellem demokraterne

 

Oversvømmet

indsukret til alle sider

bygger jeg febrilsk

på min lille elfenbenskapsel

lader de stærke

trække deres spind

gennem siruppen.

 

04.11.74

 

 

*

 

 

Ved Østersøen

 

Sindet pustet ud på cyklen

gennem marker med skove bag

i kast efter kast

med blink og line

kobles jeg ind

på den kosmiske tone

ingen særlig interferens

kun enkelte skrat

fra den fjerne torden

bag min ryg

og aftenrødens dybde

tiltager brat bag havet.

 

1974. 2008

Indsat i Erindringer, kap. 3

09.10.08

 

 

*

 

 

Kan du endnu

give tone

stumme liv

rustne guitar?

Er der mon endnu

en tone

i livet?

Er det bare mig

der skal stramme

de slatne strenge?

 

September 1974

 

 

*

 

 

Der går ej gnist

 

Bolleprofeter

små dejgskabere

ælter de andre

i deres billede

melorme

med gnistfri potens

bollefrelsere

giver mennesket

bollebrød

hotdog i munden

melorme i livet

mel i mel

dejg mod dejg

garanteret gnistfri

kopulation.

 

September 1974. Titel 2008.

 

 

*

 

 

Jeg sidder under min palme

i ørkenens vældige land.

Imellem himmelens rande

er kun det hvide sand.

 

Jeg længes mod ørkenens grænser

derude ved himmelens blå.

Hvad er der bag sandfladens kanter?

Hvad hemmelig viden at få?

 

Jeg omfatter ørkenens vidder,

et rundblik fyldt af begær.

Vil kortlægge, måle, beherske

hvert stykke, som breder sig der.

 

Da falder et blad fra min palme.

Det strutted så grønt i går.

Ak, ørkenens længde og flade

er større end mine år.

 

Jeg rejser mig op fra min palme

og skridter et sandstykke af.

Jeg graver og planter og vander,

mit arbejdes korte dag.

 

1973?

 

 

*

 

 

Det er midsommer igen

 

Hylden breder sine svale hænder

mod sommermånen,

som imidlertid er skjult

bag en sort sky.

 

Vinden,

forstærket

af utallige ungersvendes længsel,

presser lette sommerkjoler

mod et mindre antal

svale unge kvinders skød.

 

Det er midsommer igen.

 

Og verden er

for så vidt

stadig ung.

 

Men vi andre

er blevet

gamle.

 

16.07.73.

 

 

*

 

 

Spændt inde bag stenplader,

store kontinentale,

over- og undersøiske,

kilometertykke

stenplader

der bevæger sig

sejgt

fra hinanden,

fængselsplader -

spændt inde er jeg,

det inderste jord-liv.

Jeg vil ud.

Bo-om!

Hujsj!

Sprøjt!

Glødende fyrværkeri!

I brud-fladerne

kommer jeg ud,

sprækkerne

mellem den urokkelige

jord-virkelighed.

Det går hedt til,

når jeg kommer ud.

Jeg er rød

og varm

og voldsom.

der er død,

når jeg bryder frem.

 

16.07.73

 

 

*

 

 

Nyt lys

 

Jeg vil ud på den grønne eng

med de gule blomster

og røde blomster

under den blå himmel.

Og jeg vil have blåt vand

og mere blå himmel

bagved

med hvide skyer på.

Jeg vil have brune køer på den eng

og sort muld under græsset

og en bøgeskov rundt om,

en rund og svulmende, kruset

dansk bøgeskov.

Og solen skal skinne på det alt sammen.

 

Jeg vil lægge mig i græsset.

Solen skal skinne.

 

Og jeg vil sove,

sove som aldrig før,

sove væk fra alt det,

jeg har været viklet ind i,

sove ned til den bare bund.

 

Ikke sove ned i jorden,

ikke dén søvn.

 

Nej, jeg vil sove mig ren,

lade solmagneten

slette bånd efter bånd

i kulturbevidsthedens datacentral.

 

1973

 

 

*

 

 

AFSLUTTENDE DRIKKE OG OPMUNTRINGSVISE

 

(Synges stående og med et fyldt glas i hånden).

 

Mel.: Heel sjældent rørtes Pen og Bog

 

 

Stå op, drik ud den sidste skål!

Syng højt med fulde toner!

Hæld alkohol på glædens bål,

det glas, som festen kroner!

For at vi skal fra bordet gå,

må ikke bryde festen:

Syng til, drik ud, lad rusen stå!

Vær i humør til resten!

 

Det er jo ellers sidste gang,

vi samles her om bordet;

men trodsigt vi med munter klang

udsynger afskedsordet.

De glade dage er forbi

for skolen som for holdet.

Men bort med al melankoli!

Gå videre med soldet!

 

Og, Ellen Jeppe, tak for mad!

Vi nød den til det sidste,

og styrke til at være glad

vi fik af, hvad vi spiste.

Så derfor nu til kaffen ind,

til mere fest og løjer:

Det høres skal i forårsvind,

at præsteskolen støjer!

 

(Og det drikker vi så på. SKÅL!)

 

(BC - i kort form)

 

Ved afslutningsfesten for det sidste hold på Præstehøjskolen i Nærum maj(?) 1973.

 

 

*

 

 

Jeg sejler

 

Hvidspættet hav

åben horisont

sejle

sejle

nyt vand

molekylekonstellationer

aldrig før brudte mønstre

lukker sig på ny

sejle

frem

ud.

Åbenhed?

Tomhed?

Sejle

sejle

længslens horisont

livet?

bag horisonten?

mellem stavn og hæk?

ombord?

Jeg sejler

sejler.

 

19.02.73

 

 

*

 

 

Og det rene lys

skal skylle gennem mig,

spule grumset ud af alle nervebaner.

Lyset skal fylde mig,

det hvide lys,

rent og godt.

Det hvide lys,

ikke bare rent,

ikke det rene intet,

men det rene hele.

 

Da vågner jeg.

 

Og i regnbuelyset

skal mulden blive sort

på ny,

græsset grønt,

blomsterne gule og røde,

køerne brune, himlen blå -

på ny.

 

Skyerne,

hvide på ny,

skal sejle ud over havet,

bære ny længsel ud

mod den åbne horisont.

 

19.10.72.

 

 

*

 

 

Hvordan skal jeg vende ordene?

ja, få dem krængt?

Det gælder jo om

at få det inderste udad.

 

Men ordene er bare flade og grå.

Kom så, små ord!

I må da i al fald vokse lidt,

før jeg kan få krængt jer.

I kan ikke bare stå dér,

flade grafitmønstre i en flad verden,

grå streger i et gråt liv.

Kan I ikke træde lidt frem

og grave lidt ned bag papiret?

 

Det er i øvrigt også irriterende,

det rolige gule papir.

Hvorfor skal det også se ud,

som venter det kun

koncept til en kedelig skrivelse?

 

Kom så, ord!

 

Hjælper det, hvis jeg gør jer lidt voldsommere:

Bombe? Raket? Meteor?

Hvad med et hvidglødende stjerneskud

ind gennem det hele?

En plasmastribe i et kræmmerhus

af lyd-mur-brokker?

 

Hjalp det allerede lidt?

det hvide lys, tordenen?

35.000.000 smadrede vinduesruder?

Kan det få farverne til at træde frem?

jage en sund skræk i livet?

Prutte-luften udskiftet

med lugten af rumkatastrofer og pludselig død?

Åh, vi skal nok få sat nye ruder i.

 

10.10.72.

 

 

*

 

 

KOM, LIV!

 

Lukket inde bag tyk hud,

stress-ligtorne over det hele,

glider livet forbi

i en tør skraben over hornlaget.

 

Åh, at krænge denne hud af!

Grådige nervespidser i rødt kød,

vagtsomme livsantenner.

 

Kom, liv,

kom!

 

Kom, sommervind,

fra landet bag længselens blå skove,

stryg over min hud-løse krop!

Kom ud af træer, blomster, korn og græs,

alle I krydderstoffer,

krads i mit kød!

Kom ud af alle sprækker og folder

i funktionsverdenens plastik-overflade,

alle I oplevelser og eventyr,

og prik jeres mønster i mig!

 

Kom, liv!

 

Sommer 1972.

 

 

*

 

 

Fædrelandssang

 

Jeg vil gerne,

hvis jeg kan -

og ikke som vrængedigterne

med forkerte ord hver anden gang.

Jeg vil gerne skrive

en sang om Danmark.

 

Efter 1970?

 

 

*

 

 

Frisindets pansrede ryttere

stormer de sidste

saneringsmodne vindmøller.

 

12.03.70.

 

 

*

 

 

PLAKAT

 

EKSPERIMENTALGUDSTJENESTE!

 

For at følge med udviklingen

ikke mindst blandt ungdommen

afholdes

TORSDAG KL. 20.15

eksperimentalgudstjeneste.

 

Utraditionel liturgi

i vor tids sprog

ikke mindst blandt ungdommen.

Elektrisk orgel.

elektrisk guitar.

Elektrisk nadverbrødrister.

 

Engagement.

Der prædikes over

ungdommens problemer.

Og samles ind til

Den Perifriensiske Befrielsesfront.

 

Tedrikning.

Med efterfølgende diskussion.

Mød op!

Lad os høre også Deres mening!

ER GUD TIL?

Det er aftenens brændende spørgsmål.

Folketingsmand K. Holtenskov indleder.

 

Mød op!

Ikke mindst blandt ungdommen!

 

20.01.70

 

 

*

 

 

Bør det genere mig,

at alt er prøvet,

alt troet

og alt gennemskuet?

 

Eller er det min pligt

at æde mig op

gennem bogbjerget

og lægge min lille stak

af fordøjelsesprodukter

på toppen?

 

Hvor mange gange har man prøvet

at begynde forfra?

Dog, bør det genere mig?

Er ikke hver dag

lige så ny

som andre dage?

 

Omkring 1970?

 

 

*

 

 

Det begyndte med lede over alle ting.

Så brækkede vi os.

Derefter vadede vi rundt og brækkede os

ved synet af vort eget bræk.

Nu orker kun få

at tage så megen føde til sig,

at de endnu kan brække sig.

Og endnu færre prøver

at brække sig over dem.

Det bliver kun til et anstrengt

bwadr

nu og da.

Resten ligger udmattede hen.

Så jeg tørrer mine øjne

og drikker et glas vand.

 

Omkring 1970? Revideret 2008.

 

 

*

 

 

Når man er nået dertil,

at man kopulerer

med knæhaserne over lysekronens arme

og med en afisoleret ledning

viklet rundt om nosserne,

kunne det måske være rart

at begynde forfra

og gå en morgentur gennem mark og skov,

medens man kun af og til

rører let ved hinanden.

 

Omkring 1970?

 

 

*

 

 

Årtusinders kultur

stillet op på hylder,

der kunne nå jorden rundt,

ryggene rettet ind til højre,

af grå mænd med skilning

og med habitter

som dem, der bæres

af rejsende i tubeoste.

 

Omkring 1970?

 

 

*

 

 

Når den sidste ruin er sprængt væk

og svinene roder i brokkerne,

når Guds død for længst er begrædt

og ingen savner ham mere,

når alt er prøvet og brugt

og alle ord er slidt ned -

skal man da rase i støvet,

vildt leende strø det for vinden,

eller positivt opbygge åndskraft

på kommunal foranstaltning

og skabe en digtning på ny

med ord uden slid:

ta-ta-tak, ku-kuk, plist?

 

09.10.69

 

 

*

 

 

AKADEMIKERE

 

Vore stivede humanistiske kitler

er ikke til at skyde igennem,

og nogle lag eksamensbeviser på brystet

er et godt værn mod kulden.

Kniber det,

kan vi altid trøste os med,

at vi klart indser

tåbeligheden

af alle tænkte tanker.

Egentlig ved vi godt,

at vi svæver i det tomme rum;

men det mærker vi kun

en gang imellem,

når en af livets meteoritter

ramler ind i os

og der slipper lidt luft ud

af forfængelighedens trykdragt.

 

07.09.69

 

Digtet kan være skrevet før denne dato, men formodentlig ikke længe før.

 

Slået op på min Facebook-væg 10.03.14.

 

*

 

 

Midsommernat

 

Dagens dække af støv og lys

er trukket i havet mod vest.

Universet er blottet

for den, som er vågen og ser.

Midnatssolens fingre

stråler mod himlen

og udpeger de klareste stjerner

i rummets dybder.

Tingene rager mørke op,

gådefuldt forvandlede,

og viser i silhuet

deres inderste væsen.

 

Nat 29.-30. juni 1969

 

 

*

 

 

Program-strofer, der aldrig fik samme form

[Havde oprindelig titlen ”Programdigt”]

 

 

Engang når forvirringens tid er forbi,

vil vi have nemmet den lære,

at menneskelivet består deri:

at nyde, at yde, at ære.

 

      -

 

At nyde en mark fuld af kvæg foran skoven

med blomster i bunden og himmel foroven,

at nyde sit måltid med kød og vin,

at fatte skønheden på alle dens trin.

 

      -

 

At yde en indsats, enhver i sit kald,

for hjem og for land og for verden,

at yde i forhold til evnernes tal

og takke for dem i sin færden.

 

21.02.69

 

 

*

 

 

Der var engang en generation,

der snublede i starten.

Den kunne sagtens;

den havde noget at snuble over.

For slet ikke at tale om dem,

der endnu kunne true

med knyttede hænder

ad den Gud, de ikke troede på,

fordi man genialt havde opdaget,

at et hundefoster

lignede et menneskefoster.

 

Vi andre er blevet voksne

i det tomme rum,

kun holdt sammen

af de daglige bekymringers

tætte rumdragt.

Selv intethedens fortvivlelse

er for os en attitude,

som man kan studere

og garnere med noter.

 

November 1968

 

 

 

*  *  *

 

 

 

OVERSÆTTELSER

 

 

Adam Mickiewicz's Krimsonetter

 

14.08.15: Krimsonetter er nu udgivet på gopubli.sh. - Og da det ud fra enhver betragtning vil være det bedste for både Adam Mickiewicz og mig, at man køber den trykte udgave og læser sonetterne dér, har jeg i dag slettet det meste i dette afsnit og kun ladet et par smagsprøver stå. - Jeg kan nu henvise således:

 

Man kan for 120 kr købe Krimsonetter på:

 

http://gopubli.sh/editions/b815354840c11283


Når man er kommet derind, foregår det på samme måde som ved andre internetkøb. Man må evt. prøve sig frem.

Men da bogudgaven er ren tekst, giver jeg også linket til det billedalbum med billeder til de enkelte sonetter, jeg er begyndt at oprette i min egen Facebook-profil:

https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1031037443596787.1073741850.100000716224349&type=1&l=a3f7416284

Et tilsvarende album er på min forlagsside i Facebook: Forlaget Luskebakken, hvor man må klikke sig frem til det på den i Facebook sædvanlige måde. Men det er jo også i det hele taget en interessant side, hvor også mine ret mange kommende udgivelser efterhånden vil blive præsenteret. Her er linket:

https://www.facebook.com/forlagetluskebakken?fref=ts

 

 

-  -  -

 

Mine oversættelser af Adam Mickiewicz's Krimsonetter nr. 6, 13 og 16 stod i det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski, nr. 2-3/2014 (nr. 88-89), august eller september 2014. - Derefter begyndte jeg at oversætte alle sonetterne forfra, dog undtagen nr. 1, 8, 10, 14 og 18, som i Knud Berlins oversættelse blev trykt i tidsskriftet Ny Jord 1888. - Den 11. august 2015 udgav, dvs. "frigav", jeg min udgave af samtlige nitten Krimsonetter på internet-udgivertjenesten gopubli.sh. Se nærmere i den røde tekst ovenfor.

 

Da jeg som sagt mener, sonetterne bør læses i den nu foreliggende bog, har jeg her nedenfor kun ladet indledningen (som i bogen er blevet til et stærkt udvidet "Efterord") og nogle smagsprøver blive stående.

 

Adam Mickiewicz skrev de i alt 19 Sonety krymskie under sin forvisning fra Litauen på en rejse til Krim i 1825. De 18 af dem blev udgivet i Moskva 1826. Den sidste (som mangler den sidste linje) blev først trykt efter Mickiewicz's død. Mickiewicz er den polske nationaldigter, men han var født og opvokset i Litauen, som indtil Polens tredje deling i 1795 var i union med Polen. Ved sin arrestation i 1823 boede han i Kaunas (Kowno).

 

 

-

 

 

1 De akermanske Stepper (oversat af Knud Berlin)

 

Et Græshav vugger vidt til alle Sider,

Og Vognen trækker trægt sin Kølvandsfure.

Langs gyldentgule Markers Bølgemure,

Forbi blodrøde Blomsterør jeg glider. [Det er vel blomster-øer]

 

Ak, ingen Sti at se, skøndt Aftnen lider!

Og ingen Stjærner! dystre Skyr blot lure.

Ved Kimmingen kun svagt det høres dure,

Hvor Dnjestr sølvblank gennem Mørket skrider.

 

Saa tyst! Jeg hører Sneppesværmen trække

Højt op, hvor intet Falkeblik kan række,

Og Snogen frem med sagte Raslen skyder.

 

En saadan Fred! Spændt lytter til mit Øre,

Om ej en Stemmes Klang jeg skulde høre

Fra Litwas Land. - Dog vidre! ingen lyder!

 

Adam Mickiewicz 1825, trykt 1826.

Oversat fra polsk af Knud Berlin 1888, trykt i tidsskriftet Ny Jord 1888.

 

 

Noter

 

Akermanske stepper. - Akerman er en havneby ved Dnjestrs udløb, som Mickiewicz og hans rejseselskab er på vej til, og hvorfra de skulle sejle til Krim.

 

Kimming. - Normalt staves dette ord med ét m. Betydningen er: linje i det fjerne hvor himlen og hav- eller jordoverfladen ser ud til at mødes (DDO).

 

Litwas. - Knud Berlin har bevaret Litauens polske navn.

 

Ingen lyder. - Ingen stemme lyder, jf. den foregående linje.

 

 

2 Havblik. (Ud for Tarkhankut)

 

Så pludseligt og helt er vinden flovet,

at bølgerne nu går som pigebryster,

der røres i et suk mod fjerne kyster,

til de igen er ind i drømmen sovet.

 

Og sejlene på skibets nøgne master

er rolige som faner efter slaget;

det vugger stille som til stedet haget,

så trygt for både rejsende og gaster.

 

O hav!  Du har blandt mange muntre former

et dyr med arme, der som lange tove

kan truende i dybets stilhed spille.

 

O sind! Om livet hviler eller stormer,

i dig kan mindets bunddyr også sove,

og det slår til, når hjertet er helt stille.

 

Adam Mickiewicz 1825, trykt 1826.

Oversat fra polsk af Bent Christensen 21.09.14

 

Noter

 

NOTER (til Facebook-versionen)

 

TARKHANKUT. - Mickiewicz skriver "Tarkankut", men den korrekte danske transskription er "Tarkhankut", nemlig af russisk og ukrainsk "Тарханкут". Det er forbjerget på den store halvø, der strækker sig ud fra den nordvestlige del af Krim.

 

FLOVET. PIGEBRYSTER. - Der kan hos Mickiewicz meget vel være tale om en svag udgave af fænomenet "flovsøer", nemlig bølger, der opstår, når vinden pludselig flover (aftager) og kommer fra forskellige retninger. - Det kan være dette fænomen, Mickiewicz har set som pigebryster.

 

...

 

5 Bjerge set fra Kezlev-stepperne

 

PILGRIM

Dér! - Bygger Allah dér en is-kaserne?

Mon støber han af is en engletrone?

Vil Diverne måske en spærrezone

oprette for hver Østens lyse stjerne?

 

Er tindens glød en bybrand i det fjerne?

Har Allah midt i nattens mørke tone,

hvor Altets skibe rammer nemt en done,

ophængt den som en hjælpende lanterne?

 

MIRZA

Dér? - Jeg var i den vinterverden oppe,

og jeg så bækkene isvandet drikke,

min ånde frøs, jeg skulle ikke stoppe,

 

her rakte knapt selv ørnes skarpe blikke,

et uvejr slumrede i disse toppe,

og over dem så jeg kun stjerner ligge.

Ja, Tjatir Dah!

 

PILGRIM

Ah!!

 

Adam Mickiewicz 1825, trykt 1826.

Oversat fra polsk af Bent Christensen 08.10.14.

 

Noter

 

Kezlev. - Mickiewicz's titel er "Widok gór ze stepów Kozłowa". Han bruger altså (i genitiv) den polske version Kozłów af det krimtatariske bynavn Kezlev. Byens gamle græske navn var Eupatoria, og på ukrainsk hedder den nu Євпаторія (Jevpatoria, russisk: Евпатория). Jevpatoria er en havneby ca. midt på Krims vestkyst.

 

PILGRIM og MIRZA (udtales (deles) mir-za). - Denne note skal laves om til sidst, så meget kommer op i en indledende note om Pilgrim og Mirza, men foreløbig lader jeg den stå sådan her. - Når der (med store bogstaver) står PILGRIM og MIRZA (nærmere nf.) i disse sonetter, skal det opfattes som en slags regibemærkninger, dvs. angivelser af, hvem der taler i det følgende. Og de skal derfor ikke egentlig læses med, når man læser den pågældende sonet højt. Jeg ved ikke, hvad traditionen er, men hvis jeg skulle læse en sådan sonet højt for et publikum, ville jeg nok sige disse navne hurtigt og med dæmpet stemme og måske også med mit kropssprog signalere, at der er tale om netop regibemærkninger. - Det helt særlige ved denne sonet er, at ikke alene slutter Mirzas replik (terzetterne) med udvidelsen "Ja, Tjatir Dah!", men Pilgrim får det allersidste ekstra ord, nemlig udbruddet "Ah!!". - Mirza er en titel af persisk oprindelse, "(an)fører, leder". Bruges for medlemmerne af det øverste aristokrati i tatarstaterne. - Her i Krimsonetterne  er "Mirza" hovedpersonen "Pielgrzyms" (Pilgrims) lokale rejsefører og dialogpartner. - I nr. 13 "Tjatir Dah" står ordet "Mirza" lige foran sonettens første firlinjersstrofe (kvartet), hvilket angiver, at det er ham, der taler i hele sonetten. I andre sonetter optræder ordet "Pielgrzym" (som er betegnelsen for sonetternes vestlige hovedperson) på tilsvarende måde. I nogle af sonetterne optræder (som her i nr. 5) begge ord som en angivelse af, hvem der taler i det følgende, så at der altså bliver tale om en dialog mellem Pilgrim og Mirza. - Da der i polsk ikke bruges artikel foran substantiverne, altså hverken ubestemt eller bestemt artikel, må det bero på et skøn, om man fx her vil oversætte "Pilgrim" eller "Pilgrimmen". Jeg har valgt den ubestemte form "Pilgrim", så at ordet kommer til at stå som et navn. Og jeg ser, at den tyske oversætter (ZaunköniG / Dirk Strauch) også bare skriver "Pilger", og den engelske (Edna Worthley Underwood) gør det samme, men desuden sætter begge navnene i parentes. Både ZaunköniG og Underwood skriver navnene med små bogstaver, men jeg har bevaret de store bogstaver fra den internetudgave, jeg oversætter efter. - Betegnelsen "Pilgrim" kan forstås på flere måder. Den kan gå på, at den fra Litauen forviste rejsende søger det tabte. Eller den kan gå på, at han søger sig selv. Men den kan også ses i forbindelse med Polens historie, ja, man kan her tænke på, at Mickiewicz i 1832 under indtryk af den polske Novemberopstand 1830-1831 skrev det ejendommelige værk Księgi narodu polskiego i pielgrzymstwa polskiego (bøger om den polske nation og den polske pilgrimsfærd), og på, at han 1832-1833 var medudgiver af det i Paris udgivne tidsskrift Pielgrzym Polski (den polske pilgrim).

 

Diverne. - I noten til den internetudgave, jeg bruger, står: "Diver, ifølge persernes gamle mytologi ondsindede ånder, der engang herskede på jorden, men blev jaget ud af englene, og som nu bor ved verdens ende bag bjerget Kaf".

 

Done. - En done er en snare til fangst af fugle (ODS). Ordet bruges af Kaj Munk i sangen "Den blå anemone": "Jeg tænkte: 'Evigt skiltes ad / min sjæl og glæden', da jeg sad / i vint'rens grumme done" (Højskolesangbogen, 18. udg., nr. 262, strofe 4). Men ODS nævner en række ældre eksempler. Mest interessant i nærværende sammenhæng er første strofe af Viggo Stuckenbergs digt "Stjerner": "De fine Elmekroner / sig imod Himlen tegner / som sorte Silkedoner, / hvor fangne Stjerner blegner" (Samlede Værker bd. II s. 133).

 

Slutningen. - Denne sonet (med rimskemaet ABBA ABBA CDC DCD) slutter med den usædvanlige udvidelse "To Czatyrdach! // PIELGRZYM. / Aa!!".

 

Tjatir Dah. - Tjatir Dah betyder på tatarisk "telt-bjerget" og er et bjergmassiv ved Simferopol-Alusjta-vejen midt på det sydlige Krim. Byen Alusjta ligger ved sortehavskysten. - Se nr. 13 og dertil. Nr. 13, som har titlen "Tjatir Dah", er en af de tre sonetter, der blev trykt i Informator Polski, og som blev slået op på min Facebook-væg.

 

 

6 Bakhtjisaraj

 

Trykt i Informator Polski nr. 88-89 (2014).

 

Så stort endnu, skønt stedets tomhed piner!

Pashaerne har væltet magtens sæder,

og i Giraj-elskovens skjulesteder

ulækkert kryb på gulv og vægge sviner.

 

Hvor før var farver, snerleserpentiner

nu snor sig ind og alt med grønt beklæder,

i kunsthåndværkets sted naturen træder;

dens skrift på væggen staver til: ruiner!

 

I salen står uskadt en hvid fontæne,

fra marmorkanten drypper perletårer,

der er jo kun så lidt endnu at dræne.

 

Den råber ud til alle verdens dårer:

Har herligheden endnu et domæne?

For jeg står her med mine tørre årer.

 

Adam Mickiewicz 1825, trykt 1826.

Oversat fra polsk af Bent Christensen 24.06.14.

 

Noter

 

Bakhtjisaraj. - Mickiewicz's polske titel er Bakczysaraj, men Den Store Danske har stavemåden Bakhtjisaraj og oplyser: "Bakhtjisaraj, (tyrkisk 'slottet i haven'), by på Krim 32 km syd for Simferopol [midtvejs mellem Simferopol og Sevastopol, BC] ... Bakhtjisaraj blev grundlagt af khan Mengli-Girej (d. 1515) i begyndelsen af 1500-t. som hovedstad for Krimtatarerne, og den fungerede som sådan indtil Krims indlemmelse i Rusland i 1783. Bakhtjisaraj har fra 1991 været sæde for Krimtatarernes parlament. Dens orientalske arkitektur, især "tårefontænen", har inspireret flere digtere, men er især besunget af A.S. Pusjkin og A. Mickiewicz".

 

Pasha. - Ærestitel for ledende osmanniske (tyrkiske) militære og civile embedsmænd. Krim blev i 1475 erobret af osmannerne, og frem til 1774 var Krimkhanatet en tyrkisk vasalstat, der udviklede en rig og særegen kultur.

 

Giraj. - Jf. khan Mengli-Girej i den første note. - En Wikipedia-artikel oplyser, at Giraj eller Girej var et tatarisk dynasti på Krim, grundlagt af Hadjdij Giraj, som (antagelig i 1430'erne), støttet af Litauen og Polen, gjorde Krimhanatet selvstændigt og siden styrede khanatet, til Krim blev erobret af Rusland (1783).

 

...

 

13 Tjatir Dah

 

Trykt i Informator Polski nr. 88-89 (2014).

 

MIRZA

For dine fødder jeg i andagt tier,

o Tjatir Dah, krimskibets maste-krone!

O verdens minaret, bjergherskertrone!

Du fra din klippetyngde dig befrier

 

og højt ved himlens port dig dertil vier

som Gabriel at vogte frydens zone;

din turban over skovens mørke tone

står skræmmende med lynildsbroderier.

 

Om solen svider eller tågen svaler,

om marken hærges eller huse skændes,

som den urokkelige du vil kendes.

 

Som dragoman du tolker Guds signaler,

hvorved alt op og ned kan vendes,

du hører kun, hvad Gud til verden taler.

 

Adam Mickiewicz 1825, trykt 1826.

Oversat fra polsk af Bent Christensen 02.07.14.

 

Noter

 

Tjatir Dah. - Tjatir Dah betyder på tatarisk "telt-bjerget" og er et bjergmassiv ved Simferopol-Alusjta-vejen midt på det sydlige Krim. Byen Alusjta ligger ved sortehavskysten.

 

MIRZA (udtales (deles) mir-za). - Mirza er en titel af persisk oprindelse, "(an)fører, leder". Bruges for medlemmerne af det øverste aristokrati i tatarstaterne. - Her i Krimsonetterne  er "Mirza" hovedpersonen "Pielgrzyms" (pilgrimmens) lokale rejsefører og dialogpartner. - I "Tjatir Dah" står ordet "Mirza" lige foran sonettens første firlinjersstrofe, hvilket angiver, at det er ham, der taler. I andre sonetter optræder ordet "Pielgrzym" (som er betegnelsen for sonetternes vestlige hovedperson) på tilsvarende måde. I nogle af sonetterne optræder begge ord som en angivelse af, hvem der taler i det følgende, så at der altså bliver tale om en dialog mellem "Pilgrimmen" og "Mirza". - Betegnelsen "Pilgrim" (som ikke forekommer i denne sonet) kan forstås på flere måder. Den kan gå på, at den fra Litauen forviste rejsende søger det tabte. Eller den kan gå på, at han søger sig selv. Men den kan også ses i forbindelse med Polens historie, ja, man kan her tænke på, at Mickiewicz i 1832 under indtryk af den polske Novemberopstand 1830-1831 skrev det ejendommelige værk Księgi narodu polskiego i pielgrzymstwa polskiego (bøger om den polske nation og den polske pilgrimsfærd), og på, at han 1832-1833 var medudgiver af det i Paris udgivne tidsskrift Pielgrzym Polski (den polske pilgrim).

 

Dragoman. - Ordet dragoman kommer af italiensk "dragomanno" og arabisk "targuman" (tolk). En dragoman var i det ottomanske imperium en person, der kunne vestlige sprog og fungerede som både tolk og diplomat.

 

...

 

19 Høgen

 

Den stakkels høg ... en sky den hertil bragte,

så langt fra mark og skov er den bortrevet;

nu sidder den forpjusket, gennemsevet

på masten her med vingerne udstrakte.

 

Om nogen den at gribe her forsøgte?

Den sidder trygt som på en gren i skoven;

hvis man på havet bryder gæsteloven,

må man for stormens straf, Giovanna, frygte.

 

Du skal på mit liv og dit eget tænke;

på livets hav har du set mange farer,

og livets storme mig ej heller sparer;

 

hvorfor vil du da falske håb mig skænke,

i fare selv, for andre sætte snarer

...

 

Adam Mickiewicz 1825, trykt efter hans død (1898?). Sidste linje mangler.

Oversat fra polsk af Bent Christensen 25.11.14.

 

Noter

 

Udgiverens note. - Det er mig endnu (25.11.14) uklart, hvem udgiveren (noteforfatteren) af den internetudgave, jeg oversætter efter, er. Men netop af noten til den sidste sonet fremgår det, at i hvert fald den er skrevet efter Mickiewicz's død i 1855. Den lyder: "Der er én (ufuldendt) sonet, som Mickiewicz ikke udgav på tryk i sin levetid. Jeg bringer den her fra det såkaldte 'Album Piotra Moszyńskiego' [Piotr Moszyńskis album]". - Google-søgninger har ført til en bog på 67 sider med titlen Album Piotra Moszyńskiego, udgivet i Lwów (Lviv) 1898 af Towarzystwo Lit. im. A. Mickiewicza (Adam Mickiewicz-Litteraturselskabet). Men som udgiver står en Bronisław Gubrynowicz (1870-1933). Et sted oplyses det, at albummet indeholder de første "redaktioner" af Mickiewicz's sonetter.

 

Digtets situation. - Meget tyder på, at denne sonet skal læses som en gengivelse af en situation på sørejsen tilbage (jf. nr. 2-4 og noten "Giovanna" her nf.). Under alle omstændigheder er denne sidste, og altså ufuldendte sonet en god slutning (og en god opfølgning af nr. 18), selv om den altså af ikke oplyste grunde ikke blev gjort færdig og vel derfor ikke kom med i 1826-udgaven, men altså først blev trykt posthumt. Og som den står i den foreliggende udgave, passer det fint, at den er ufuldendt.

 

Rimene. - Mickiewicz har snydt med kvartetterne, som har rimskemaet ABBA CDDC. I terzetterne (som altså mangler sidste linje) er rimene: EFF EF÷. Jeg følger i min oversættelse Mickiewicz.

 

Giovanna. - Giovanna står nok for en kvinde i Odessa, Mickiewicz var forelsket i. Eller flere? Det er vist et "litterært" navn, der ikke uden videre henviser til én bestemt person. At Mickiewicz har valgt et italiensk kvindenavn, kan skyldes, at han føler sig stående i den italienske tradition. Odessasonetterne ("Erotiske sonetter"), som Krimsonetterne skal ses i sammenhæng med, har dette Petrarca-motto: "Quand'era in parte altr'uom da quel, ch'io sono" (i Søren Sørensens oversættelse: "da jeg gebærded / mig galt, et andet liv end nu jeg fører"). Det er fra den første sonet i Petrarcas samling Canzoniere (skrevet 1327-1368; dansk: Canzoniere. eller Sangenes bog, oversat af Søren Sørensen, 2011, 2. nu fuldstændige udgave).

 

I øvrigt henvises til den trykte udgave, som kan købes på:

http://gopubli.sh/editions/b815354840c11283

 

Se mere først i denne afdeling.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Andre oversættelser fra polsk

 

Se på undersiden "Salmer og kristelige digte" min oversættelse af nogle af versene i den polske national-salme "Boże, coś Polskę przez tak liczne wieki" / "Gud, du, som Polen gennem lange tider" og af det lille vers "Abyśmy byli jedno" / "For at vi ét må være".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

TO DIGTE AF EN POLSK RAF-FLYVER

 

Eugeniusz Kasprzak - To digte fra (vel) marts 1940

 

Oversat og forsynet med noter af Bent Christensen 2015.

 

Eugeniusz Kasprzak var andenpilot på den RAF Halifax-bomber med polsk besætning, der efter at have landsat agenter og forsyninger i Polen blev skudt ned over Slaglille ved Sorø den 17. september 1943. - Se også mit Facebook-billedalbum "Polsk-dansk højtidelighed i Slaglille 19.09.15":

https://www.facebook.com/media/set/?set=a.1054758884557976.1073741853.100000716224349&type=1&l=525de96cfa

 

Da Eugeniusz Kasprzak skrev de to digte ind i sin dagbog, indledte han med disse ord:

 

"Da jeg var i Fagaras [fəɡəˈraʃ], skrev jeg nogle digte på løse blade, men så troede jeg, at de var blevet væk. Men som ved et mirakel fandt jeg dem igen. De havde ligget bag omslaget på min dagbog. For en sikkerheds skyld skriver jeg dem nu ind i dagbogen".

 

Og derefter skrev han disse to digte ind:

 

[Uden titel]

 

Bag Fagaras's mure og bag tremmer sad fem hundrede polakker

og så med gråd i sindet ud bag fjerne bakker.

For kun et halvt år siden boed' vi på fædrelandets jord.

Nu er der hverken søster eller broder,

vi som forbrydere bag tremmer er fra alt afskåret, fader, moder.

Derhjemme levede vi kærligt med hinanden.

I dag har Gud fra himlen os fordrevet.

Fortvivlelse omslutter os, så langt mit øje rækker.

O Gud, hvorfor har du forladt os, os afskrevet?

På kirkegårdene i Polen, over brødres grave,

går Fritzernes patruljer bare rundt og vogter.

Vi af rumænerne her bliver plaget, åh, lå vi blot i graven.

"Nero" er en mand helt uden hjerte;

hans hævn nu os landflygtige fra Polen gælder.

Vi sidder pjaltede og sultne her i vore celler.

Vil ingen dog sig over os forbarme.

Lad dog vor trængsel få en ende.

Den dag vel kommer, hvor vi hævner os med egne arme.

 

-

 

En drøm i Fagaras fra en ikke fjern fortid

 

Sidder bag borgmure her i Batorys gamle by.

Sover på måtten, men vågner, skønt dagen er langt fra at gry.

Ser i en tåge livet derhjemme, ser skolen.

Ser vore fly i fin formation. Ja, det er vore!

Mit hjerte svulmer af glæde; nu ser jeg igen mine elskede "Elge".

Luftens kampheste angriber, knuser alt, hvad de møder.

Tilintetgør alt, hvad der rør' sig på jorden.

At åbne øjnene nu for det syn kan jeg slet ikke vælge.

Men nu er det væk. Jeg vil se dem igen og gnider så dog mine øjne.

De dejlige billeder afløses blot af nathuller sorte og nøgne.

Da springer jeg op; jeg vil nå dem i luften. Så stop dog! Stop dog!

Jeg er polsk, vil ha' hævn; tag mig med, når I flyver i kamp!

Men natten er mørk og døv, den ingen med nåde dækker.

Den hører ikke mit råb, kun de andre i cellen jeg vækker.

Medfangerne spørger: Hvad er der i vejen?

Jeg tror ikke selv, at den mund, der så frygteligt skreg, var min egen.

Og atter hersker med knugende ro vort martyriums nat.

Jeg prøver at sove, men er kun af synet i trance hensat.

Jeg hører mit hjerteslag dundre som tordenens stemme,

som tordenens lyd i det fjerne ved uvejr derhjemme.

Jeg falder i søvn! Og drømmer om kirkegangsskarer,

Hvor godt at være iblandt dem igen, så længe det varer.

Hos Mor og Far, hos Miecio, hos Zbysio, min kæreste kære.

Der ringes til messe, og snart vil vi sammen i kirken være.

"Gud, du, som Polen", hvor smukt det dog lyder.

Jeg synger med, og hvert eneste ord jeg nyder.

Hvor er det smukt! Men så. Jeg hører et råb: "Uno bine"!

Jeg springer fra lejets strå, som lå jeg dér på en mine.

Fra posterne gjalder rumænernes grove stemmer.

Så højt, at det klirrer i vinduets glas og tremmer.

Mod gulvet i gangen vi hører en vogter med støvlerne knalde.

Han går til hver celle og ser gennem hullet ind til os alle.

Mit hoved banker, jeg hvisker det ud mellem skærende tænder:

O grumme skæbne, hvorfor kan jeg aldrig undfly dine hænder?

Fordi som polak af blod og marv jeg står fast i slægtens kæde?

Fordi jeg vil trofast i fædrenes fodspor træde?

O Polen, du vor Moder!

Jeg frygter intet. Ej fængsel, ej arbejdslejrstraf.

For jeg er din søn, er altid beredt, til hver tid, på hvert sted.

I luften jeg højt mig vil svinge, mig derfra mod fjenden kaste.

Ja, smadre alt tysk, så snart den sidste fra Polens jord må haste.

For Dig, mit Fædreland, lad mig for intet være sparet.

Hvert øjeblik er jeg plaget; åh, det gør ondt i hjertearret.

Jeg meldte mig straks i vore rækker, derfor blev til fange jeg taget.

Af rumænerne blev jeg i fængsel kastet og slået og plaget.

Der kommer en dag, hvor retfærdighed alting dækker.

Når lynet vælter de Satans mure, så er jeg igen i de polske rækker.

Jeg brændende tror, at atter for Polen vil åbnes lykkens porte.

For en stund gik Hun under, opstår af vort blod her i årene sorte.

 

 

NOTER

 

Eugeniusz Kasprzak var ca. 18 år, da han skrev disse digte. Og 21 år gammel, da hans RAF Halifax-bomber, der var på vej hjem efter at have sat agenter af i Polen, blev skudt ned over Slaglille af en tysk natjager. Han var andenpilot på Halifaxen. Nu ligger han begravet på Slaglille kirkegård sammen med fire andre polske flyvere. Kun to besætningsmedlemmer overlevede.

 

Dateringen. - De to digte er formodentlig skrevet under de polske soldaters internering i Fagars, Rumænien. "For seks måneder siden levede vi på vor fædrene jord" (ordret oversættelse) må betyde, at digtene er skrevet ca. marts 1940.

 

Fagaras. - Fra en engelsk Wikipedia-artikel: "Făgăraș (Romanian pronunciation: [fəɡəˈraʃ]; German: Fogarasch, Fugreschmarkt, Hungarian: Fogaras) is a city in central Romania, located in Brașov County. It lies on the Olt River and has a population of 28,330 as of 2011".

 

Særlige noter til det andet af de to digte: "En drøm i Fagaras fra en ikke fjern fortid"

 

Batory. - Stefan Batory (ungarsk: Báthory) (1533-1586) var fyrste i Siedmiogród (tysk: Siebenbürgen), Transsylvanien (del af de nuværende Rumænien), men blev 1576 gift med kong Zygmunt I's datter Anna Jagiellonka og blev dermed regent i den polsk-litauiske realunion 1576-1586. Hele denne historie er (som så meget i polsk historie) overordentlig kompliceret.

 

"Elge". - "Elg" eller "Elgen" (polsk: Łoś) var navnet på det polsk producerede, tomotorede bombefly med typebetegnelsen PZL.37. Det var dengang blandt de mest moderne bombefly i verden. Da tyskerne angreb Polen den 1. september 1939, havde det polske flyvevåben 86 af disse bombere. Men kun en del af dem nåede at blive indsat mod tyskerne, og det var under vanskelige forhold. " Łosie" (Elgene) nåede dog at genere tyskerne en del, navnlig bremsede de det tyske 16. Panserkorps' fremrykning ved Częstochowa og Radomsko. - Jeg bygger her på den engelske Wikipedia-artikel "PZL.37 Łoś".

 

Micio. - Miecio er en kælenavnsform af drengenavnet Mieczysław.

 

Zbysio. - Zbysio er en kælenavnsform af drengenavnet Zbigniew.

 

"Uno bine". - Er formodentlig rumænsk. Måske en melding fra de enkelte rumænske patruljer. Ordet "bine" kan svare til det latinske adverbium "bene" (godt). Kan "Uno" være en forvanskning af talordet "unu"? Det kan måske betyde "Nummer 1 OK!". Men efter digtets sammenhæng at dømme kan det også betyde noget mere specielt - som gør fangerne bange. - Hvis nogen ved mere, hører jeg det gerne.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

FIRE VERS AF DEN POLSKE NATIONALSANG

(Jeszcze Polska nie zginęła)

 

Mens polakker endnu findes,

lever også Polen,

med stålklingen skal genvindes

vores plads i solen.

Dąbrowski, fremad!

Fra Italien og hjemad!

Du er vor anfører,

vi til folket hører.

 

Over Wisłas, Wartas strømme

går vi som polakker.

Vi for vore sejersdrømme

Bonaparte takker.

Dąbrowski, fremad!

Fra Italien og hjemad!

Du er vor anfører,

vi til folket hører.

 

Som Czarniecki fædrelandet

for den svenske plage,

redder vi det; over vandet

vender vi tilbage.

Dąbrowski, fremad!

Fra Italien og hjemad!

Du er vor anfører,

vi til folket hører.

 

Faderen får frem en tåre,

siger rørt i sindet:

Basia, kære, nu vist vore

slår på trommeskindet.

Dąbrowski, fremad!

Fra Italien og hjemad!

Du er vor anfører,

vi til folket hører.

 

Józef Wybicki 1797.

Oversat af Bent Christensen 2015.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Oversættelser fra russisk

 

Oversættelser TIL russisk. - Længere oppe på denne side står (under 5. søndag efter trinitatis) min oversættelse til russisk af DDS 147 "Der sad en fisker så tankefuld". Indtil 4. februar 2012 satte jeg nemlig også mine salmer her på siden. Denne oversættelse står også på undersiden "Salmer og kristelige digte". - Alle de oversættelser til russisk, jeg i 1996 blev opfordret til at lave, kan læses på undersiden RUSSKIJ.

 

*

 

Oversættelser i tidsskriftet Reflex i 1968 og/eller deromkring.

 

Det var formodentlig i 1968; jeg til tidsskriftet Reflex oversatte et par tekster af to sovjetiske undergrundsforfattere, nemlig et lille digt af Natalia Gorbanevskaja og fortællingen ”Stjernerne” af Vladimir Bukovskij. Vladimir Bukovskij, blev i 1961 relegeret fra Lomonosov-universitetet i Moskva, fordi han havde været med til at distribuere Djilas’s Den nye klasse. I 1962 blev Bukovskij indespærret på en psykiatrisk klinik i Leningrad, senere løsladt, arresteret igen og i august 1967 idømt 3 års frihedsberøvelse. Så vidt vides, holdes han endnu [altså formodentlig 1968] indespærret på en psykiatrisk klinik. Jeg oversatte også Aleksandr Solzjenitsyns lille novelle "Hænderne"(?). Jeg vil senere sætte alt, hvad jeg har, her på siden, men indtil videre må jeg nøjes med dette lille digt af Natalia Gorbanevskaja:

 

Slå i galehuset

hænderne til blods,

panden imod væggen,

skarp og kold som sne.

 

Sådan falder Rusland,

lystigt smilende,

dybt i vold og mørke,

falder som i spejle.

 

Hvad får Ruslands søn? - En

dosis stellasin.

Hvad får Rusland selv? - En

ring af vagtsoldater.

 

Natalia Gorbanevskaja i Føniks 1966.

Oversat af Bent Christensen 1968.

 

*

 

Andrej Orlovs digt efter mordet på Boris Nemtsov den 27. februar 2015

 

Da Andrej Orlovs digt i anledning af mordet i Moskva på den russiske oppositionspolitiker Boris Nemtsov var blevet slået op i Dansk-Ukrainsk Selskabs Facebook-gruppe den 28. februar 2015, gav jeg mig straks til at oversætte det. Det blev en hurtig prosaoversættelse, men jeg ville have oversættelsen frem så hurtigt som muligt, og jeg var nødt til at forlade computeren efter ret kort tid. Jeg lader imidlertid denne oversættelse stå i sin oprindelige skikkelse. Den eneste ændring er, at jeg den 4. februar 2015 alligevel har besluttet at oversætte Sotnja (Сотня) ved "kompagni" (se noten). - Jeg vil ikke undskylde, at noten er blevet så udførlig. Jeg mener, at både det ene og det andet er af ret stor interesse for læserne. - Den oprindelige version af nedenstående blev først brugt i optegnelsen på undersiden "Erindringer - DAGBOG" for lørdag den 28. februar 2015. - Andrej Orlovs digt og selve min oversættelse blev også sat på undersiden RUSSKIJ den 4. marts 2015.

 

Andrej Orlovs digt i anledning af mordet på Boris Nemtsov

 

En hurtig prosaoversættelse ved Bent Christensen.

 

Det skete i Moskva i dag.

Slynglerne ramte ikke ved siden af.

I det russiske Himmelkompagni

er Boris Nemtsov højre fløjmand.

 

Belønningen for sandheden var fire kugler.

Han manglede en dag i at nå foråret.

Det er et smukt sted, disse kryb har valgt -

med udsigt til Kreml, i hjertet af landet.

 

Over Spasskaja-Tårnet - sorte fugle,

deres herre smiler skadefro.

Boris, Himmel-Enkeltmand,

du vil nok ikke være ene længe.

 

Smilede altid, ønskede at være den første,

var ved at forberede en ny overraskelse,

bastardernes nerver gav vist efter.

De var bange for dig, Boris.

 

Når I nu skal skrive om krigen og korruptionens caries,

om antimajdan-motorrotterne,

så skriv til Borja, her er hans nye adresse:

Himmelkompagniet, Nemtsov, Boris.

 

Andrej Orlov lørdag den 28.februar 2015 (vel næppe fredag før midnat).

Oversat (hurtigt) af Bent Christensen samme dag.

 

Noter

 

Himmelkompagni. - "Nebesnaja Sotnja / Небесная Сотня" (ordret: Det himmelske Hundrede/Kompagni, jf. latin: centuria (det romerske infanterikompagni); se mere nf.), oversatte jeg i første omgang ved "Himmelflok". Det er oprindelig den ukrainske betegnelse (Nebesna Sotnja / Небесна Сотня) for de Majdan-demonstranter, der blev skudt under demonstrationerne i Kiev. Men når der her i digtet står "det russiske Himmelkompagni", betegner dette naturligvis en parallelisering af den ukrainske og den russiske (solidariske) frihedskamp med dertil hørende ofre. - Her er lidt fra hjemmesiden Historia Vivens (af latin: historia vivens, levende historie): "This page is dedicated to the memory of the heroes who died on Euromaidan, of people killed during Euromaidan events taking place during the fall and winter of 2013-2014. The people call them the “Heaven’s Hundred” or “Heavenly Hundreds” (Nebesna Sotnya in Ukrainian) referring to the typical unit of the Maidan self-defence forces, the sotnia ("hundreds"), which fought off riot police on the barricades. ... Sotnia or sotnya is a military term of Slavic origin meaning a hundred and approximately equivalent to company. As a unit of the Ukrainian Cossack regiments".

 

Foråret. - Med ordet "foråret" sigtes ikke bare til det forhold, at der kun lå én dag mellem den 27. februar og den 1. marts, som jo er den første forårsdag i kalenderen, men også, og ikke mindst, til det forhold, at der søndag den 1. marts skulle have været holdt en stor "forårsdemonstration" mod Putin-styret og krigen i Ukraine. Boris Nemtsov var en - om ikke DEN - ledende person i dette projekt. Nu blev denne demonstration (som af myndighederne var blevet henvist til udkanten af Moskva) aflyst og erstattet af en stor sørgemarch ved Kreml frem til den bro, hvor Nemtsov blev skudt med fire skud i ryggen.

 

Antimajdan-motorrotterne. - I digtet står akkusativ flertal-formen "антимайдановских мотокрыс". Jeg er rent ud sagt ikke klar over, hvad det helt nøjagtigt skal betyde her i digtet. Ved søgning på Nettet har jeg fundet ud af, at en мотокрыса først og fremmest er, hvad der på engelsk hedder en rat bike (rottemotorcykel). En Wikipedia-artikel oplyser blandt andet: "The essence of a rat bike is keeping a motorbike on the road for the maximum amount of time while spending as little as possible on it". Man kunne på grundlag deraf forstå "motorrotterne" som et billede på det russiske magt- og samfundssystem, der jo også holdes kørende på lavest mulige niveau. Men der kan være andre forklaringer. Og denne fortolkningsmulighed lader jeg stå. Der kan under alle omstændigheder være en konnotation her. MEN den russiskfødte journalist m.m. Andrey Kazankov har senere den 4. marts gjort mig opmærksom på, at der nok først og fremmest henvises til den russiske motorcykelklub Natteulvene, der spiller en stor rolle i Rusland - som Putin-støtter. Andrey Kazankov har skrevet en artikel om dette i Information (20. september 2014): "Det var ikke os, der brasede ind i politik". Det, der hentydes til i denne overskrift, er, at det var Putin, der lagde mærke til klubben og blev venner med dens præsident. Natteulvene har hilst den russiske anneksion af Krim med begejstring, og nogle af dens medlemmer kæmper på separatisternes side i Østukraine. Natteulvene beundrer Ruslands præsident, der til gengæld ikke lægger skjul på sin sympati for de "russiske motorcyklister". Sidste år fik klubbens præsident Aleksandr Zaldostanov en medalje fra Putin, der blandt andet blev givet for "aktivt arbejde med patriotisk opdragelse af ungdommen". - Putin har flere gange kørt ved siden af Zaldostanov i spidsen for Natteulvenes kolonne.

 

-

 

OM DIGTEREN ANDREJ ORLOV

 

Det var den samme Andrej Orlov, der havde skrevet digtet "MH17 - rekviem", som i Samuel Rachlins oversættelse blev læst op af Morten Grunwald ved demonstrationen foran den russiske ambassade i København den 24. juli 2014 - efter nedskydningen af Malaysia Airlines-flyet over det østlige Ukraine. - Dengang oplyste jeg følgende om digteren: "Det er den kendte russiske digter Andrej Orlov (Андрей Орлов), der udgiver sine ting under pseudonymet Orlusja (Орлуша). Han er født den 2. november 1957 i Perm-oblasten (-regionen) i Ural. Den eneste udgivelse, jeg lige har kunnet finde, er: Стихи и рингтоны / Orlusha / Андрей Орлов. - Москва 2008 (Vers og ringetoner / Orlusja / Andrej Orlov - Moskva 2008)".

 

-

 

DEN RUSSISKE TEKST:

 

Это случилось в Москве сегодня.

Не промахнулись стволы подлецов.

В строю российской Небесной Сотни

Правофланговым – Борис Немцов.

 

За правду четыре пули наградой.

Всего лишь день не дожил до весны.

Красивое место выбрали гады -

С видом на Кремль, в сердце страны.

 

Над Спасской башней – чёрные птицы,

Злорадно лыбится их господин.

Борис, Небесная Единица,

Похоже, не долго ты будешь один.

 

Всегда улыбался, хотел быть первым,

Готовил какой-то новый сюрприз,

И сдали, похоже, ублюдков нервы.

Они боялись тебя, Борис.

 

Теперь про войну и коррупции кариес,

Про антимайдановских мотокрыс

Пишите Боре, вот новый адрес:

Небесная Сотня. Немцов Борис.

 

Андрей Орлов

 

*  *  *

 

 

 

FIRE GRIFFEN-TEKSTER 1964.1965.1967

 

”Griffen” var navnet på Bornholms Værns ”regiments”-blad. En grif er et fabeldyr, ja, der er tre forskellige hovedvarianter, men den grif, der indgik i Bornholms Værns ”regiments”-mærke, må karakteriseres som en såkaldt fuglegrif (se dog nf.), da den ikke alene har (øgle)vinger, men også et fugle-hoved med næb og nogle fjeragtige skæl på brystet og fugle-fødder. Halen er derimod øgleagtig, og hovedet er forsynet med horn. - NB! Under min research og verificering i forbindelse med nedskrivningen af Erindringerne er jeg stødt på en hjemmeside, i hvis gæstebog en besøgende har skrevet, at griffen slet ikke er en grif, men en lindorm:

½½

BVs mærke er ikke en grif, det er en lindorm (drage). En grif har løvekrop og ørnehoved og vinger. - ”Sommer”, 20 apr 2008. - www.marineregimentet.dk

 

Bornholms Værns ”regiments”-mærke (det mærke, der sidder på kravens spidser), som i øvrigt var hærens mindste, har øverst en stor kongekrone og i selve feltet griffen (lindormen?) med Christian IV’s monogram mellem fødderne, et lille, men drabeligt mærke, som blev båret af alle ikke-infanterister ved Bornholms Værn. De to infanteribataljoners personel bar de berømte skibe, der vidnede om disse bataljoners fortid som marineinfanteri, men det er en anden sag, som der kan læses om på undersiden ”Erindringer”, hvor man naturligvis også kan se mere om den sammenhæng, hvori nedenstående tekster skal ses. - Når jeg her skriver ”regiment” i anførselstegn, skyldes det, at Bornholms Værn pdes. havde karakter af regiment (personelforvaltende myndighed og uddannelsesenhed), men pdas. var organiseret som en lille brigade med alle dertil hørende våbenarter: infanteri, panser (kampvognseskadron og opklaringsdeling), feltartilleri, luftværnsartilleri og telegrafkompagni. Forsyningstjenesten og andre støttefunktioner varetoges af Regionsstabskompagniet, der, som navnet siger, også var stabs- og støttekompagni for hele Bornholms militærregion.

 

Om fabeldyret grif skriver Wikipedia blandt andet (men se altså også ovf. om lindorm-muligheden):

Griffen er et af de mest kendte fabeldyr i verden og et af de ældste (den har været kendt i over 6000 år!). Griffen bevogter typisk skatte og hellige steder. Griffe fortrækker at leve på øde steder, f.eks. i en ørken. De gamle ægyptere kendte godt til griffen og betragtede den som et virkeligt dyr.

Griffe anvendes flere steder i logoer og våbenskjolde. Blandt andet i Bornholms Regionskommunes våbenskjold (der er overgået fra Bornholms Amt ved den bornholmske kommunesammenlægning), i Skåne läns våbenskjold (Skånegriffen) og (inspireret fra Skåne) i lastbilfabrikken Scanias logo. Scania og Saab har haft samme ejer, hvorved griffen også ses på mange årgange fra Saab. Enkelte Scania og Saab-modeller har begge bilmærker skrevet i mønsteret rundt om griffen. [Men man har glemt Bornholms Værn! - Man skal i øvrigt huske, at Bornholm på en måde hører til Skåne].

TILFØJELSE 21.02.13: Griffen har også fra 1200-tallet af været brugt i den nu polske (men jo fra gammel tid slaviske) by Szczecins segl og våbenskjolde. Det var Gryf-fyrsteslægtens symbol. Det nuværende grif-byvåben er fra 1996. Er der en forbindelse? - Polskkyndige kan se mere her:

http://pl.wikipedia.org/wiki/Herb_Szczecina

 

Nedenstående tekster er ikke de store litterære præstationer. De er jo også skrevet til vort soldaterblad. Men de var dog et eksempel på, at jeg havde et ønske om at føre mig frem som ”forfatter”. De hører til de tekster her på undersiden, der skal betragtes som bilag til ”Erindringer”. De tre første er, som det fremgår af titlerne, tænkt som led i en længere serie om ”Bornholmske soldater”. Men det blev kun til de tre. Den fjerde er ikke en litterær tekst fra min side - men dog en litterær tekst i den forstand, at der er tale om et stykke af et af Thomas Kingos krigsdigte.

 

 

Griffen i okt./nov. 1964

 

Bopladsens Værn

 

1. afsnit af ”Bornholmske soldater”

En litterær serie med historisk tilsnit

 

 

Skovene lyste i dæmpede farver under den kølige sol. Lyng, ahorn og røde bær gjorde himlens blå dybt og blødt. Havet var stille. Langsomt lod det sin rene luft glide hen over øen.

 

Inde i skoven blandedes fyrrens friskhed med svampenes dunkle, hengemte lugte.

 

Fra et hjørne af en lysning hørtes en ubrudt række af stigende og faldende lyde. Disse lyde kom fra en lille lun plet, der holdtes varm og tør af klippen, som lå og sugede solen i sig under det tynde muldlag. Her, mellem blødt mos og rødklædt lyng, begyndte der at komme liv i en før ubevægelig, sammenfiltret klump. En nøgen arm med af kulde strittende svinebørster stak med ét ud af et hul i et snavset og ufriseret dyreskind. Lidt efter stak en hårstrittende rødbrun kugle ud under skindet. Gennem tjavser og snavs lyste et par matte, ophovnede blå øjne.

 

Nu sad manden op. Først havde han gnedet sine missende øjne med to beskidte næver. Derefter havde han gabt og strakt sig med en så voldsom knagen i sener og knogler, at et lille egern skrigende var pilet til tops i et grantræ. Til sidst kaldte han ved et gungrende greb over brystets hårede harpe lusene til orden. Da kunne han samle skindet om sig, fatte sin kølle og begive sig ned til bopladsen.

 

Denne mand kaldtes Ulf og var kriger hos høvdingen Bjørn.

 

Det var ved at være aften. Ulf havde egentlig sovet for længe og var nu vækket af kulden. Men kulde og søvn gør sulten. Ulf tænkte med velbehag på dyrene, de havde dræbt tidligere på dagen. Snart skulle de holde fest. Det var længe siden, de havde haft så godt og rigeligt kød.

 

Om bålet var mændene i fuld gang med måltidet. Store næver greb om saftige, dampende ben. Gule, kraftige hjørnetænder lirkedes som løftestænger ind mellem kødet og benet, og med en grådig vrængen af næse og overlæbe sledes luns på luns af og forsvandt under munter smasken bag fedtglinsende skæg.

 

De afgnavede ben blev strittet ud i mørket. Der kunne godt være fire eller fem ben i luften ad gangen.

 

En efter en begyndte mændene at tørre fingrene af i skindklædningen for småræbende at samle kræfter til de dejlige fede stykker, der endnu drejedes over ilden.

 

Man hyggede sig i denne oplyste varme plet midt i den store, mørke skov. Fedt i bugen og mere på bålet, et måltid blandt mænd jager alle triste tanker bort. Alle stirrede sløvt mod bålets gløder. Hist og her skuttede en af de store krigere sig; ærefrygt for ildens guddom får huden til at trække sig sammen. Sagte talende suttede man de sidste lækre trævlede og brankede bidder i sig.

 

Et skrig skingrer gennem røgen og stegeosen. Et nu, og det er væk. Andre kvindestruber hviner til gengæld. - Mændene har fattet deres våben.

 

På et vildt og blodskudt grynt fra høvdingen styrter de i retning af larmen. Snart standses de af bopladsens skræmte kvinder, der græder og peger, idet de råber: ”Gyda, Gyda! - Der - se - - - Åhh ...!”

 

Mændene er blindede af bålet. Men de styrter ind i skoven. Bopladsens dejligste kvinde er ranet. Blinde braser de gennem underskoven. Enkelte pander dundrer mod træstammerne. Strømme af blod flyder allerede fra arme og ben; det er ris og ranker, der rasper i krigernes hud. Men raseriet pisker dem frem. Bag de røde pletter, der dels stammer fra stirren mod bålet, dels fra bratte møder med skovens træer, ser de alle for sig Gydas lange, lyse hår.

 

Og de er heldige, indhenter ransmanden. Høvdingen svinger sin kølle, og den frækkes hoved er knust.

 

Pigen bæres tilbage til kvinderne.

 

Mændene står i kreds om liget. Det er en mand fra en boplads ikke langt borte.

 

Høvdingen ser rundt på sine mænd. Så grynter han.

 

De går hjem og lægger sig tavse i deres skind. Dog ikke alle. Nogle bliver lyttende stående i lysningens udkant.

 

Næste morgen fremviser solen hundreder af dug-hvide spind i det grågule græs. Men mange af disse forsvinder igen, trådt væk under krigernes fødder. En nedtrådt stribe viser fra bopladsen mod skoven.

 

Ranet skal hævnes.

 

O-.

 

[2008: Jeg har skrevet under dette mærke, fordi jeg på det tidspunkt endnu gjorde tjeneste ved Værnet og har ment, at det ville være for meget, at jeg som officer skrev under mit navn. De tre følgende tekster har jeg derimod sat ikke alene mit navn, men også min grad på. Da var jeg jo hjemkommanderet.]

 

 

-  -

 

 

Griffen i marts 1965

 

Bornholmske soldater - Vikingetiden

 

2. afsnit af Griffens litterære serie fortalt af løjtnant af reserven B. Christensen

 

 

En kold nordøstenvind skar hen over Østersøen og formede dens vand til en bølget grå flade.

 

Den samme vind peb gennem fladtrykt krat af usle, krogede stammer med nøgne kviste og spidse nåle, når den ramte de yderste kanter af Burgendalands skove. Det sved i de stakkels vækster; for skarp var vinden fra sit udspring, og mildere blev den ikke efter at have hvæsset tænderne mod øens ugæstmilde granitkyster.

 

Et stoltere skue frembød skibet med det fyldte stribede sejl.

 

Det var ved første dagslys stået ud fra Burgendaland og havde nu øen bag sig mod nord som en flad og bulet gråblå knap.

 

Stærkt skød det gennem bølgerne, og tit stod et gysende sprøjt ind over lønningen.

 

Mændene frøs. Det var det første togt efter en lang vinters lumren ved arnen. Og dog havde de tilbragt mange gode aftener i de hyggelige røgfyldte rum med saltet flæsk og hjemmebrygget øl.

 

Men da de var kommet vel til kræfter oven på solhvervsfesten, havde de mærket en stigende uro i kroppen. Deres lemmer føltes dovne, men samtidig ladet med bristefærdig handlekraft.

 

Hyppigere og voldsommere blev beretningerne om tidligere bedrifter, når mændene sad og drak efter at have gumlet dagens absolut sidste stykke flæsk i sig.

 

Mange historier fortaltes om den flok unge mænd, der var sejlet ud fra Burgendaland og efter mange eventyr var blevet optaget blandt Jomsvikingerne. Især optog disses store togt til Norge sindene.

 

På dette togt, midt i søslaget på Hjørungavåg, var det, at Bove Digre efter at have fået et hug, som fjernede både hans underlæbe og hage, udbrød: ”Kun lidet vil nu den danske mø på Burgendaland lystes efter mit kys”.

 

Slaget var endt med sejr til de norske, men forinden var det lykkedes Bove Digres søstersøn Vagn Åkesøn, ene mand at rydde et helt norsk skib.

 

Sådanne beretninger var dejligt tidsfordriv, men de gav dog kun ringe lindring; for vinterens lange venten blev blot mere ulidelig deraf.

 

Helt stivnede af savn og længsel kunne mændene blive, når nogen fortalte om togter mod øst, hvor man kunne møde mærkelige, brunlødede mænd, der ad de store floder var kommet langt sydfra, og som medførte de kostbareste og vidunderligste sager, såsom indvendigt forgyldte glasperler, sjældne ædelstene eller fine, slebne glasbægre, der var så skøre, at man knap turde bruge dem til at drikke af; men forunderlige var de.

 

Men mest frydefulde var næsten beretningerne om strandhugst langs Østersøens kyster. Når mændene var vel forsynede med flæsk og øl, kunne de hele aftener le, så tårerne trillede ned over det fedtede skæg og som små, faste kugler for gennem det lette ølskum, der var afsat der. Latteren rungede under det lave loft, og dertil kom gevaldig lårklasken og dundren i bordpladen med knivskafterne. Så kosteligt var det at lytte til beretninger om lynsnare overfald på intetanende gårde, hvor gigtsvage bønder, der endnu havde sengehalmen strittende ud af ørerne, fik nogle dygtige klask i enden med den flade klinge, hvis de på ynkelig vis søgte at hindre vikingerne i at stikke af med al deres ejendom. - Dér løb en med en hvæsende gås under den ene arm og en hvinende bondedatter under den anden. Skræmte svin for hylende rundt, og fjerkræet baskede om ørerne på ven såvel som fjende. Det meste af bondens guld og sølv lykkedes det næsten altid at finde, og skulle udbyttet en enkelt gang være lidt sløjt, så var det i hvert fald altid en vældig spas at slutte af med at sætte ild på gården.

 

Disse beretninger fik vinteraftenerne til at gå; men de fik også bænkene til at føles som ild; nu måtte de snart ud. Om dagen samledes mændene ved skibet, udbedrede småskader, lagde planer og øvede sig med deres våben.

 

Nu var våren kommet, og de havde lagt ud. Det var bitterligt koldt. Rigtig vår var det vel næppe; men nu havde de altså ikke kunnet holde sig hjemme mere.

 

Klare dråber løb fra de flestes næser; men det var bare et rask tag med tommel- og pegefinger og så klatten ud over skibssiden, derefter næsen op mod vinden og den blege sol. Da bankede hjertet tungt og glad i brystet, og benene summede af livskraft, ja, det var rent umuligt at holde tæerne i ro. Næverne blev røde og svuldne; men vel aldrig værre, end de kunne bankes varme. Og søluften - åh! Drag på drag pumpedes den kolde, friske og livgivende luft gennem de vintersodede lunger, der nu pirredes til nyt liv, til voldsomt virke under udførelsen af nye store bedrifter.

 

”Skib forude!” råber udkigsmanden.

 

Mændene farer hen til skibssiden. Spændt spejder de mod det fremmede sejl.

 

Blodet bankerne i årerne. Bliver der kamp? Er skibet mon rigt lastet?

 

Sejlet i horisonten vokser. Det er vist et vendisk skib.

 

Man gør sig klar til kamp.

 

Svend ser ud over sine mænd. Så kniber han igen øjne og læber sammen mod det fremmede skib. Han har besluttet sig til at angribe.

 

Korte, faste kommandoråb lyder. Kursen sættes lige mod det vendiske skib, og hver mand knuger nu om end ikke bue og pil så dog et spyd eller en sten i hånden. Vinteren har gjort dem kamphungrige.

 

Det vendiske skib er større end ”Ormen”. Også der gør man sig klar til kamp.

 

Nu er der kun et stenkasts afstand mellem skibene.

 

Med ét farer pile, sten og spyd gennem luften. Det plasker i vandet og dundrer hult mod skibssiden. Hist og her mases en næse til blodigt mos, eller et øje rives ud. Men synet af blod vækker blot for alvor kamplysten på begge sider.

 

Utålmodigt venter krigerne i ”Ormen” på, at de to skibe skal støde sammen, så de kan komme til at hugge sværdene i de vendere, der med deres kastevåben har tilføjet dem alle disse smertende sår.

 

Endelig giver et dumpt brag og en voldsom rystelse efterfulgt af en skærende knirken og knagen signalet til kamp mand mod mand.

 

Hylende farer de to skibsbesætninger over hinanden. En tid lang kæmper de fra hver sin ræling.

 

Men venderne er i overtal, og én for én lykkes det dem at komme om bord i ”Ormen”, hvis mandskab efterhånden får en sær kold fornemmelse i nakken og ned ad ryggen. Dog kæmper de ufortrødent videre: ilde er det at dø, men værre er det at vise sin angst.

 

Men nu er det ved at blive for meget for Thorkild Skarptud, der under stenkastningen fik knust sin dejlige næse. Under kampen får han et slag på det ømme sted, og det er ligegodt for galt. Med et skummende brøl kyler han sit skjold over mod venderne, hvor det med kanten forrest rammer et par mand lige foran på halsen. Stadig hylende og med fråde i mundvigene svinger han sig over på det vendiske skib, hvor han med begge hænder om sværdfæstet hugger ind på modstanderne.

 

Thorkilds bersærkergang breder sig blandt ”Ormens” mandskab. Hylende og skrigende, med rullende øjne, der hele tiden lader det hvide glimte frem, styrter de sig over venderne, og snart er det fjendtlige skib ryddet.

 

Det vendiske skib medførte en mindre mængde guld samt forskelligt andet gods. Da man har taget, hvad man vil have, bliver skibet sat i brand.

 

Videre sejlede nu ”Ormen”. Tavse og trætte spulede mændene blodet væk fra skibets planker. Men de sejlede ufortrødent mod syd. Forude ventede flere store bedrifter.

 

 

-  -

 

 

KOMMENTAR 2008: Da denne tekst blev skrevet, var jeg begyndt at læse oldnordisk på Københavns Universitet, og det er blandt andet de tekster, vi læste dér, der ligger bag, og altså også bag al råheden og barskheden.

 

Slaget ved Hjørungavåg fandt sted i 986. Der berettes om det i Olav Tryggvasons Saga. Både Bove (Bue) Digre (død 989) og Vagn Åkesøn er med. Det nævnes udtrykkeligt, at Vagn er Bues søstersøn, og at Bue er fra ”Borgundarholm” (som det hedder i den udgave, jeg har fundet på Internettet (http://www.heimskringla.no/norsk/heimskringla/sagaolafstryggvasonar.php).

 

 

-  -

 

 

Griffen i maj 1965

 

”Bornholmske soldater”

 

7 års-krigen

 

1563-1570

 

En bornholmsk hændelse

 

3. afsnit af Griffens litterære serie

fortalt af løjtnant af reserven B. Christensen

 

[De afsnitsoverskrifter, redaktionen havde sat ind, er udeladt]

 

 

Under syvårskrigen (1563-1570) blev Bornholm ni gange hjemsøgt af svenske landgangsflåder. Ingen af gangene lykkedes det svenskerne af få fodfæste på øen.

 

Den 10. juni 1566 indfandt den svenske admiral Claes Horn sig for anden gang i de bornholmske farvande med 36 orlogsskibe samt et antal mindre fartøjer. I fire dage sejlede han rundt om øen uden at kunne vinde landgang.

 

Den 14. juni gav han bornholmerne et brev:

 

Det er min Vilje, at I udskikke gode Mænd til at underhandle med mig, og hvis I ikke efterkommer denne min Vilje, vil jeg ingenlunde lade saadant Eders Hovmod ustraffet som ifjor høst, men hjemsøge Eder paa det heftigste baade med Mord, Rov og Brand og i alle Maader stille mig mod Eder, som den ene Fjende plejer at stille sig mod den anden, intet agtende hvad som den Slotsfoged paa Hammershus indblæser og forbyder Eder, og fordrer jeg herpaa Svar med denne Brevviser uden al Forsømmelse og Tøven.

 

Øens tapre lybske høvidsmand, Schweder Kettingk, svarede hertil, at han intet andet bragte Horn end krudt og lod, og at denne blot skulle efterfølge sin skrivelse, så ville han finde den modtagelse, som en fjende plejede at give en anden.

 

Kettingk sidder i sit telt. Hans øjne svier, og den tyknede hud prikker. De mange døgn næsten uden søvn har sat spor. Men han ved, at hans bondesoldater er mindst lige så trætte; mangen mindre robust mand er måske allerede ved at tabe modet; der hører sejghed til at stå for angreb efter angreb. Og de ligger stadig derude. Hvor længe bliver de der? Lykkes angrebet næste gang? Det er hårde landsknægte mod fredelige bønder. Den borringholmske bonde forsvarer sit eget land, den lille fattige klippeø, med beundringsværdig tapperhed, og det har været forholdsvis let at opretholde mandstugten i Landeværnet. Men hvor længe kan hans bønder blive ved på denne måde? Hvor ville det dog fryde dem, hvis de kunne komme til at lange Svensken et ordentligt slag ud i stedet for tålmodigt at skulle tage imod hele tiden.

 

Pludselig stryger han med tommel- og pegefinger hen over sin brune knebelsbart, fra næsen og ud mod spidserne, medens et rævebrændt smil langsomt dannes nedenunder. Nu har han det: Han vil erobre et at svenskernes skibe.

 

Det er solid regn, der falder over de udvalgte folk, der skal føre Kettingks plan ud i livet. Men disse tolv brave sildefiskere fra Neksø har før været våde, og de kan kun takke Gud for skyerne og regnen, der mere end noget andet kan hjælpe dem i deres forehavende.

 

Spejdere i små både har været ude for at stedfæste den svenske flåde. Den ligger ikke ret langt sydøst for Neksø, i læ for nordvestvinden. Efter at have fået den nyeste viden om de svenske skibes position sætter mændene to robåde i vandet og ror med lydløse åretag ud i mørket og regnen.

 

Da de har roet en rum tid, dukker en mørk skygge op foran dem. Udkiggen mumler et par ord, føreren mumler, et tegn gives til båden bagude. Så er alt stille igen. Enhver ved, hvad han har at gøre. Den sidste båd bliver liggende, hvor den er, medens den første langsomt og uden den mindste knirken nærmer sig skibet. Da den er kommet næsten helt derhen, giver føreren tegn til holdt. Han lytter mod skibet. Gung-gung, gung-gung. Vagten går langs rælingen. Der er kun ét par støvler.

 

Det lader ikke til, at der er synderligt liv i den øvrige besætning, og da vagten er gået over til styrbordssiden, entrer to mand hurtigt op ad ankerkættingen. De firer et par rebstiger ned til de andre i båden og gemmer sig derpå bag en kanon. Da vagten er nået hele vejen rundt, får han én i nakken med en totenschlæger og falder om i et par stærke arme - det ville lave for megen larm at lade ham falde om på dækket.

 

Da folkene i båden hører lyden af blyet mod svenskerens nakke, farer de op ad rebstigerne, og snart er alle tænkelige udgange spærret for den resterende del af besætningen, der endnu sover trygt. Så hidkaldes den anden båd, et reb kastes ud, den første båd bemandes igen; kun to bliver ombord på det svenske skib, og endelig kappes ankertovet.

 

Stille glider det svenske skib bort fra de andre. Med drøje tag strider de ti roere sig mod Neksø. En sagte klukken høres fra de våde skæg; den skyldes nok både lettelse over, at de gik så godt, som det gjorde, og fryd over det puds, de har spillet fjenden.

 

Da det lysner og regnen stilner af, opdager svenskerne, at de mangler et skib. Op ad formiddagen ser de det ligge i Neksø havn. Claes Horn sender et par skibe derhen for at ødelægge skibet eller noget af byen; men Kettingk har truffet sine forholdsregler, landeværnets tunge skyts er for længst bragt i stilling og holder fjendens skibe i ærbødig afstand fra byen.

 

Ud på eftermiddagen genlyder Landeværnets feltlejr af latter og sang. Denne bedrift har højnet moralen betydeligt. Men dette er langtfra enden; man er knap nået halvvejs igennem det erobrede skibs dejlige romlast.

 

-  -  -

 

(Forfatterens anmærkning: De indledende historiske data er hentet fra Zahrtmann: ”Borringholmerens Historiebog”. Det samme gælder beretningen om selve det nøgne faktum, at tolv bornholmere erobrede et svensk skib. Det øvrige stof er opdigtet).

 

B. Christensen

 

 

-  -

 

 

Griffen i marts 1967

 

LANDSOLDATEN og SALMEDIGTEREN

 

Bemærkning 2008: Dette er ikke en litterær tekst fra min side, men til gengæld fra Thomas Kingos. Og det vil være naturligt at bringe dette mit sidste bidrag til ”Griffen” i tilslutning til de tre fortællinger, jeg selv har skrevet. Jeg må dengang have været i gang med studierne til mit dansk-speciale om Thomas Kingos hyldestdigte til kongehuset. Nu i 2008 ser jeg med stor undren på både Kingos og Grundtvigs krigsdigte. At to kristne præster har kunnet skrive sådan noget! Men dengang har jeg altså fundet det rimeligt at gøre mine kammerater i Bornholms Værn bekendt med Kingos karakteristik af den danske soldat, som jeg - alt andet ufortalt - stadig mener er træffende. Vi vil i hvert fald gerne se os selv som nogle fredelige jordknolde, der kan give gnister, hvis der bliver slået på dem. Og det er interessant, at sådanne karaktertræk, i hvert fald for så vidt angår den måde, hvorpå vi gerne vil se os selv, har været til stede gennem alle århundrederne. Jeg gentager desuden, at det at ”puste sig op” passede godt til situationen under Den Kolde Krig. - Det er mærkeligt, at jeg ikke har angivet, hvad det er for et slag, Kingo skriver om, for jeg mener bestemt at kunne huske, det var stormen på Wismar nede på den tyske østersøkyst (mellem Lübeck og Rostock).

 

 

Reserveofficeren oplever undertiden de mærkværdigste former for sammenhæng mellem tjenesten og den civile gerning.

 

Således fandt undertegnede nogle linier om den danske soldat under studiet af den danske litteraturs historie, et studium, som måtte dyrkes med øget iver, for at der kunne blive tid til 14 dages rådighedstjeneste midt i forårssemestret.

 

Jeg mener, at Værnets øvrige personel også må kunne muntres og styrkes ved digterens djærve ord, hvorfor jeg hidsætter følgende vers fra THOMAS KINGO’s digt:

 

Den stormægtige og højbårne Monark og Enevolds herre, Christian den Femte, Konge til Danmark og Norge, de Venders og Goters o.s.v. o.s.v.

 

Hans Majestæts første og lyksalige Ledings-Tog

 

Der saa du da, hvordan de DANSKE BONDE-DRENGE

Ej sky for Trommen er, hvor ej de lader trænge

Sig fra sin Stand og Post, naar man dem bruge vil

I Krigens Skole, ser man, hvad de duer til.

Som Flinten skjult i Jord i mange Aar og Dage.

Der ingen værdiges i Haand engang at tage,

Hans Knive-hvasse Kant og Gniste-rige Krop

End og blandt Trøske-Træ sig selv ej tænder op:

Men vil man hannem kun mod Jern og Staalet bruge,

Man hundred Funker da skal af ham stød’ og knuge.

Han viser da sin Kraft, at om han slides hen,

Han er dog ever1, mens der noget er igen.

Saa er Din Bonde-Søn, om end hans slette Kofte

Den skjuler Hjertet og hans Knokkel-føre Hofte,

Giv hannem kun Gevær, føer ham i Marken an,

Han tør sig bilde ind, hans Slægt er af KONG DAN,

Han skal i Gerningen det lade se og kende,

Hans tarvelige Sind af Ivrighed kan brænde

Og hvor han tør sin Mand i Marken vel bestaa,

Naar han kun haver den, der ham vil hidse paa.

Hvor ofte ønskte han paa Fjenden løs at gange,

Og grant lod se, at han for Døden ej var bange.

...

 

(Skrevet 1675 i anledning af Den skånske Krig. Retskrivning og enkelte ord er tillempet af undertegnede).

 

B. CHRISTENSEN / LT(R)

 

________

 

Note 2008: 1 Ever = skarp.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MENNESKER I AAR 2003

 

Min litterære debut (som 15‑årig!) var denne fremtidsnovelle, som blev trykt i ”Lollands Tidende” engang i 1958. Titlen er avisens. Originaltitlen var en anden, som jeg ikke kan huske, og manuskriptet er ikke bevaret. - NB! ”aa” for ”å” er avisens retskrivning, og jeg følger den trykte tekst. Eneste undtagelse er, at jeg et sted har rettet ”Jer” (som ganske vist nok stammer fra mig selv) til ”Jeres”. Også avisens mellemrubrikker og brug af kursiv har jeg fulgt her.

 

Novellen er refereret, citeret og kommenteret i teksten på undersiden ”Erindringer” (kap. 3).

 

MEN SE OGSÅ MIN 2008-KOMMENTAR! Den står lige efter selve novellens tekst, allernederst på denne side.

 

 

*

 

 

 

[TITELBOKS]

 

MENNESKER I

 

AAR 2003

 

[Boksen står over fire spalter i tekstens øverste højre hjørne og har under titlen et udklip med bølget øverste kant af et sløret billede af en større forsamling af mennesker]

 

 

[BOKS OVER TO SPALTER INDE I TEKSTEN]

 

BENT CHRISTENSEN, ”De gamles Hjem” i Branderslev fantaserer i denne novelle om, hvorledes menneskets tilværelse vil forme sig i 2003, naar alt arbejde er afskaffet, alle fabrikker automatiske, alle mennesker er kunstnere eller politikere. Faar vi det saadan? - er spørgsmaalet ...

 

 

Stan slog øjnene op et par minutter i seks. Han blev roligt liggende, for i aaret 2003 arbejdede ingen, dvs. kunstnere og politikere samt pædagoger gjorde; men alle var kunstnere, politikere eller pædagoger i aaret 2003, hundrede aar efter at den første flyvemaskine havde svævet i luften; thi ved automatiseringens stigende omsiggriben i tresserne var saa mange mennesker blevet arbejdsløse, at borgerkrig syntes at være uundgaaelig. Fremragende FN‑politikere havde imidlertid gennem femaarsplaner faaet ordnet det saaledes, at alt blev automatiseret.

 

Det sidste trin var opførelsen af en række ligeledes automatiske fabrikker, der fremstillede dele til de eksisterende fabrikker og fornyede sig selv. Da den sidste dag af den sidste femaarsplan var forbi, kunne folk blot gaa hen til det nærmeste automatiske supermarked og trykke paa nogle knapper, hvis de behøvede noget.

 

Man kunne faa alt fra skrivemaskiner til huse, fra sildesalat til smaa udplantningsgrantræer.

 

 

»Jordens forenede Stater«

 

At alle var kunstnere, politikere eller pædagoger, kan lyde lidt mærkeligt; det kræver ogsaa en forklaring.

 

En vis samfundsordning var nødvendig, derfor maatte man have love, og alle interesserede sig derfor for politik og var med til at foreslaa og vedtage lovene, men det var ikke særlig svært og gav ikke meget arbejde takket være oprettelsen af Jordens Forenede Stater i 1984 og de gode materielle vilkaar. Man maatte ogsaa have en vis viden, men det var ikke noget problem, for forældrene lærte selv børnene at læse, og efter et par aars vejledning kunne børnene selv oplære sig ved at læse bøger, høre foredrag osv.

 

Paa grund af den tilstand, der kunne kaldes lediggang, var de fleste mennesker meget grebne af en eller anden kunstart, og alle, der interesserede sig for en eller anden kunstart, var paa et stade, der laa over det, de ypperste kunstnere i første halvdel af det tyvende aarhundrede havde været paa.

 

Enkelte gamle mennesker interesserede sig for at grave i jorden eller flække træstykker med en økse, og en del baade unge og gamle mennesker var videnskabsmænd, der prøvede at forbedre de interplanetariske transportmidler samt mere jordbundne ting.

 

 

Stan vaagner

 

Stan laa og nød synet af sin sovende Sal. Han lod sine lange velplejede fingre stryge blidt hen over hendes sort‑brune arm. Bare hun nu ikke vaagnede. Han laa fuldstændig stille, da Sal rørte lidt paa sig. Nej, hun vaagnede ikke. Stan pustede luft ud gennem næsen. Det gjorde han altid, naar han var særlig lykkelig eller glad. Det var sjældent, at han havde lejlighed til at ligge og betragte Sal om morgenen, for han plejede at sove længst. En gang imellem stillede han paa sit armbaandsur, saa det vækkede ham klokken seks ved at stikke ham i armen, og saa laa han og saa paa Sal i indtil en times tid. Han saa paa uret. Fem minutter over seks. Han havde lang tid til at nyde synet af Sal endnu. Saa besluttede Stan at vække Sal. Han strøg først med haanden gennem hendes haar, saa bed han hende en lillebitte smule i øret, og til sidst kyssede han hende. God morgen, Stan! God morgen, Sal!

 

 

Gammeldags barbering

 

Medens Stan barberede sig med gammeldags barbergrejer (sæbe og blad) gik Sal i byen og købte ind. Hun købte for det meste gammeldags mad, som hun tilberedte i køkkenet. Det var der ogsaa mange andre, der gjorde, for den færdiglavede mad var nu noget upersonlig. Den kunne man bruge i en snæver vending.

 

Stan var netop færdig med at barbere sig, da Sal kom syngende ind i huset. Han elskede at høre hendes stemme. Han stod smilende i døren til badeværelset og sagde goddag til hende. Da hun saa, at han var færdig med at barbere sig, skyndte hun sig ud i køkkenet med indkøbsnettet og kom løbende tilbage, omfavnede ham og sagde efter at have kysset ham adskillige gange paa kinden: ”Uhm, det er noget, der er godt. Det smager meget bedre, end da du brugte den væmmelige elektriske barbermaskine! Uhmm!!”

 

 

Mad‑kunsten

 

Da Stan og Sal sad ved bordet og spiste, lagde Stan kniv og gaffel. ”Du er en vidunderlig kvinde, Sal, særlig vidunderlig er du til at lave mad. Dette her er noget bedre end den færdiglavede mad. Madlavningen er næsten den vigtigste kunstart, man har”, sagde han og tog hendes haand. Deres hænder var lige over panden med de syntetiske spejlede æg.

 

”Jeg tror, at du kun elsker mig, fordi jeg er dygtig til at lave mad”, sagde Sal og smilede lidt. ”Jeg maa tilstaa ø‑uhm, ø‑uhm, at en stor del af min kærlighed til dig skyldes din suverænitet paa gastronomiens omraade”, mumlede Stan med munden fuld af mad. Der var tavshed et lille stykke tid, kun værktøjets skraben mod tallerkenerne hørtes.

 

Da Sal havde ladet dug, servietter og service forsvinde til vask, og da hun og Stan havde anbragt sig ved siden af hinanden paa ligge‑siddemøblet, tog hun hans haand og sagde: ”Elsker du mig en lillebitte smule, hvis du ser bort fra madlavningen?” ”Hvad tror du?” sagde han. Uhm.

 

Senere paa formiddagen skulle Stan til møde i klubben. Han tog en orlon‑sweater paa og gik ud og satte sig i kabinen, der holdt paa sidesporet. Han trykkede paa klar‑til‑fremdriftknappen og kom straks ud paa aaren; for der var ikke megen trafik. Han valgte at køre paa 80 km/tm‑sporet, og efter at have kørt i fem minutter, drejede han ind paa klubbens sidespor, afbrød forbindelsen med fremføringsskinnen og bremsede haardt ved at trykke paa stop‑knappen.

 

 

I kabinen

 

Irvin havde ringet fra klubben og spurgt, om Stan kunne komme; han havde pludselig faaet lyst til at se de andre. Da Stan ankom, var de andre der allerede. ”Hvad skal vi lave?” spurgte de Stan. ”Jeg foreslaar, at vi tager en tur i gymnastiksalen og et bad”, svarede han, ”derefter kan vi spille lidt i kammergrupperne”. (Der i klubben havde man et stort orkester, der spillede musik af nulevende og afdøde arrangører; men det orkester kunne deles op i en hel masse kammergrupper, der improviserede efter først at have spillet et hovedarrangeret tema).

 

 

Diskussion             

 

Efter en omgang gymnastik og et bad var alle friske og begav sig til studierne for at spille. Medens Stan og Irvin gik hen ad gangen for at komme til deres studier (de havde vidt forskellig musikopfattelse), udbrød Irvin: ”Vi har det altsaa dejligt nu. Jeres Jesus skal skynde sig, hvis han skal lave noget bedre!” ”Nu taler du, som kommunisterne gjorde i det tyvende aarhundrede. Vi har forbedret levestandarden utroligt ved automatiseringen af alle fabrikker, afskaffet krig ved dannelsen af ”Jordens Forenede Stater” og højnet den aandelige standard; men vi dør stadig efter et lille aarhundredes forløb, om ikke før, og er stadig syndere.

 

Du ved godt, at vi sommetider har maattet træde sammen for at dømme en morder. Vi kan ikke saadan lige smide Gud væk, fordi vi har tilvejebragt tilstande, der jo bare er normale jordiske tilstande!” ”Der er noget om det!” indrømmede Irvin.

 

 

Bestillingsapparatet

 

Da Stan kom hjem, lagde han sig efter at have nydt Sals dejlige mad, paa ligge‑siddemøblet med en pibe. Røgen fra hans egen duftende blanding svævede ud i stuen og blev suget ud af luftkonditioneringen. Sal sad ved et bord og tegnede. ”Hvad tegner du?” spurgte Stan. ”Et mønster til hynderne paa vort nye ligge‑siddemøbel”, svarede hun. ”Jeg er snart færdig. Saa hvis jeg lægger mønsteret og tegningen af møblet i bestillingssprækken, kan vi have møblet i morgen. Du vil vel ikke ha’ ændret foroven?” ”Nej!” svarede han og strakte sig velbehageligt.

 

Efter at Sal havde lagt tegningen i bestillingssprækken, foreslog hun, at de skulle tage en tur ud paa landet. Det gjorde de.

 

Trætte og forpustede efter først at have kørt i en halv time paa den ultrahurtige bane og derefter gaaet i en halv time for at komme væk fra den støjende aare lagde de sig ned i græsset og saa op mod den blaa himmel. De laa tæt ved hinandens side uden at sige noget. Her var den fuldkomne stilhed. Kun nogle spredte fuglepip hørtes. Jorden dirrede ikke en smule; de var langt fra de underjordiske fabrikker, der nu arbejdede paa deres ligge‑siddemøbel.

 

Bent Christensen

 

 

*  *

 

 

2008‑kommentar til ovenstående ”novelle”

 

Denne ”novelle” hverken kan eller bør betragtes som et litterært forsøg. Det har der jo heller ikke været tale om fra min side dengang. Det er klart, at det er en program‑tekst iklædt en slags novelle‑form. Men selve dette program er til gengæld interessant, såvel for så vidt angår min egen personlige udvikling, som hvad angår den tidsånd i anden halvdel af 1950’erne, jeg dels er positivt påvirket af, dels forholder mig kritisk eller alternativt til.

 

Det er påfaldende, at hovedpersonernes rigtignok meget beskedne kærlighedsliv fylder så meget. Men det skyldes for det første, at jeg dengang var meget optaget af den sorte races (Sal’s sort-brune arm!) overlegenhed, for så vidt angår jazzen, og faktisk drømte om at blive sort gift, så jeg dels selv kunne komme så nær på denne overlegne race som muligt, dels kunne få nogle børn, der ville blive bedre til at spille jazz end jeg. Sådan var det, og jeg skammer mig ikke mere over denne - jo på sin vis også ganske smukke - drøm end over de andre drømme, jeg i mine drenge‑år gik og havde. For det andet skal det ses på linie med de andre eksempler i teksten på dyrkelsen af det elementære midt i denne højteknologiske tilværelse, hvor ”alle var kunstnere, politikere eller pædagoger”: Havearbejdet og brændehugningen (se videre nf.). Den hjemmelavede, gammeldags mad. Den gammeldags barbering. Stan og Sal’s naturoplevelse til allersidst. - Den gammeldags eller enkle mad har for mig lige fra dengang af og indtil nu ikke bare været en del af selve det elementære og simple liv i sig selv, det har også altid været et af de vigtigste symboler på alternativet til den mere eller mindre sygelige forfinethed.

 

Havearbejdet og brændehugningen omtales i det sidste alinea‑afsnit i afsnittet ”Jordens forenede Stater” på en måde, hvis nedladende karakter, jeg har svært ved at bortforklare. Det er noget, enkelte gamle mennesker interesserer sig for. Men det nævnes dog som en mulighed for helt bogstavelig jordforbindelse. - Man skal også lægge mærke til den møbeldesignervirksomhed parret Stan og Sal, men jo især hun, udøver. Der er her nok tale om en rest af gammeldags kønsrollemønster, hvad der jo helt tydeligt er på madlavningens område. Måske ligger der i dette også en kritik af den ”automatiske” ligestillingsideologi? Men det er også vigtigt, at ”kreativiteten” (et ord, jeg hader!) her udtrykkeligt kommer til udfoldelse i forbindelse med selve livet i hus og hjem - helt som i gamle dage. Jeg antyder altså, at det ikke er alles udøvelse af den egentlige kunst, der skal fylde det hele.

 

I slutningen af afsnittet ”Jordens forenede Stater” nævner jeg dernæst, at ”en del baade unge og gamle mennesker var videnskabsmænd”. Her er jeg ikke direkte nedladende, men det omtales ikke som noget meget vigtigt og centralt. Og det er så ikke engang egentlig videnskabelig forskning, der er tale om, men forsøg af rent teknologisk karakter på ”at forbedre de interplanetariske transportmidler samt mere jordbundne ting”. Ingen begejstring her! Der ligger nok det i det, at der ikke er meget at føje til. Underforstået er måske, at det samme gælder selve naturvidenskaberne som sådanne. Det kan godt være, jeg dengang har troet, at i 2003 ville alt være opdaget. Men under alle omstændigheder er det jo klart kunst og dannelse - samt i nødvendigt, men beskedent omfang politik - der er de vigtigste livsområder (bortset fra de helt elementære). Det samfund, der beskrives i ”novellen” virker meget statisk og ”færdigt”, dvs. kedeligt. Men meningen er tydeligvis, at de elementære ting, åndslivet (dannelsen) og kunsten skal fylde det hele. - Hvad det politiske angår, skal man dels lægge mærke til, at det ikke fylder ret meget, dels lægge mærke til, at det udtrykkeligt er et særdeles demokratisk system, der er tale om. Hvordan det så ellers skulle have kunnet fungere i praksis i ”Jordens forenede Stater”. Men der er slet ikke fokus på denne problematik. Den måde, man i ”klubben” finder ud af, hvad man skal foretage sig, er dog også udtrykkeligt meget demokratisk. Så det kan ses som underforstået, at der simpelt hen har været demokrati på alle niveau’er. Og selvfølgelig frihed, også for den enkelte og for den enkelte husstand eller familie. Også i denne henseende er det vigtigt, at skildringen af Stan og Sal’s liv sammen fylder så meget.

 

Hvad der mest får mig til at krumme tæer her i 2008, er, at jeg opererer med en tilstand, hvor det ikke alene er sådan, at alle er kunstnere, men dét oven i købet i den grad, at de overgår de ypperste kunstnere i det tyvende århundrede! Mon det er direkte påvirkning fra kommunismen, der er tale om? Eller er det bare den mere eller mindre socialdemokratiske kulturpolitik, jeg har ladet mig påvirke af? Et eller andet sted må dette jo stamme fra. Men som jeg også skriver i Erindringerne, så har jeg jo undt mine medmennesker det godt. Og denne forestilling om det elitæres almengørelse bliver heldigvis afbalanceret af den vægt på de elementære ting, der også er tale om.

 

Hvad dannelsen angår, skal man lægge mærke til, at der er tale om et helt grundtvigiansk syn med hjemmeundervisning og selvstudium. Her er der i hvert fald ingen socialisme. Og jeg har nok haft min egen måde at studere på som forbillede. Selvstudium har altid været min foretrukne form - hvilket dog ikke gør mig blind for, at vejledning og samtale også er nødvendig; det kommer jeg bare ikke ind på i ”novellen”.

 

Endelig er der den religiøse diskussion i afsnittet ”Diskussion”. Det er jeg ganske tilfreds med. For her kommer en total afvisning til udtryk af alle former for utopier, ifølge hvilke Fremskridtet skulle kunne overflødiggøre religionen, dvs. kristendommen. Men det er påfaldende, at medens kunsten udtrykkeligt fylder overordentlig meget i disse 2003-menneskers liv, nævnes der ikke noget om et kirkeligt og gudstjensligt liv.

 

Man kan sige, at jeg i denne ”novelle” på den ene side er meget præget af i hvert fald tidens tanker om ”kulturelt demokrati” og den derbagved liggende opfattelse af kunstens og ”det kreatives” (uha!) betydning, ja, at det er lige før, det er det marxistiske frihedens rige, jeg skildrer, men at jeg på den anden side også er forbeholden og kritisk over for disse ting. Det har ikke været en ublandet fornøjelse for mig at gense denne tekst. Men det var altså sådan jeg - i hvert fald blandt andet og lige på affattelsestidspunktet - tænkte (eller følte mig forpligtet til at tænke?), og hvad den kunstneriske udførelse angår - eller mangel på samme - må jeg sige, at det altså var, hvad jeg kunne præstere, da jeg var 15 år.

 

Jeg understreger kraftigt, at såvel denne debut‑tekst som de øvrige tekster på denne side først og fremmest og fra først af er sat på som dokumentation i forbindelse med Erindringerne. Betragtet på denne måde vil de altid være af en eller anden form for interesse, uanset deres kvalitet i øvrigt.