FRA KIRKEBLADE

 

Bent Christensen

 

 

Denne side er senest blevet opdateret 09.10.14: Nu er også alle de tekster fra årgangene 1997, 1998 og 1999, som kan være af interesse, sat på, og teksterne fra årgang 2000 (13. årgang) er begyndt at blive sat på på - senest nr. 6. - Men der er også ting fra andre årgange af Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats Kirkebladet, også tilbage fra dengang, det hed Kirkebrev. Og fra det bornholmske Kirkehilsen (nederst). Det er min hensigt at få alt, hvad der kan være af interesse fra hele min præstetid med her på siden (også fra den "Kirkeannonce" i Nystedavisen, som gik forud for Kirkebrevet), men det kan godt tage nogen tid. Jeg håber, jeg når det. - NB! Stoffet fra kirkebladene bliver sat på i rækkefølgen ældst nederst, yngst øverst. Men det er ikke svært at komme ned til det eller de numre, man vi se. Man kan jo bare søge på fx "10. årgang nr. 5".

 

På denne side samles nogle af de artikler, jeg gennem alle årene har skrevet til kirkebladene (eller kirkebladserstatningerne) i mine to pastorater (Pedersker-Povlsker på Bornholm 1971-1974, Døllefjelde-Musse-Herritslev 1974- ). – Sådanne artikler hører til det, der blandt teologer lidt nedladende bliver kaldt den »opbyggelige« genre. Hvilket imidlertid er netop den genre, der hører til i et kirkeblad! Og jeg sætter dem ind her, fordi der kan være besøgende, der faktisk gerne vil »opbygges«, dvs. læse, hvad en præst kan skrive til almindelige moderne mennesker af forkyndende og oplysende art, men også fordi jeg – ligesom med prædikenerne – gerne vil vise, hvordan jeg i praksis har udfoldet den »evangeliske minimalkatolicitet«, der er blevet resultatet af mit teologiske grundstudium, mine mange års erfaring som præst, mit Grundtvig-studium og mine mellemkirkelige erfaringer. - Tilføjelse 08.08.14: Efterhånden er jeg begyndt at tage flere ting med (også som opdateringer af tidligere repræsenterede numre), fx annonceringer af møder og oplysninger om menighedsrådene og de ansatte ved kirkerne. Der er meget i disse tekster, der kan være af ikke bare lokal-kirkehistorisk, men også bredere historisk og kirkehistorisk interesse. Og siden jeg begyndte at skrive på "Erindringer" (se evt. også undersiden med denne titel) - og jo simpelt hen er blevet ældre - er jeg selv blevet mere og mere grebet af det historiske, også de mindste personal- og lokalhistoriske ting. Det er både bevægende og storslået at se ting fra det liv, som ganske vist er uhjælpeligt forbi, men som jo dels er en del af den store livs-kæde, vi nu er i et yngre stykke af, dels er en del af baggrunden for det liv vi lever nu. Og det er i det hele taget stort at tænke på, at det menneskeliv, vi nu lever vor del af, har været levet til alle tider - og har været menneskeliv, også i de allermindste og mest beskedne detaljer.

 

Af indlysende praktiske grunde bliver de første tekster her på denne underside de artikler, der i forvejen har stået på Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats hjemmeside og dermed har været nogenlunde »computer-klare«. Dernæst vil komme artikler, som er blevet skrevet på computeren og som dermed findes på harddisk eller diskette. Men jeg skrive (scanner) efterhånden nogle af de ældre artikler ind – i det omfang det måtte skønnes umagen værd.

 

Også disse artikler vil komme til at stå i rækkefølgen ældst nederst, yngst øverst.

 

Jeg gør desuden opmærksom på, at jeg (stort set?)bruger ”tom linie” mellem afsnittene, selv om ”nyt afsnit” i originalerne (normalt) er markeret ved indrykning. I nogle tilfælde dog bare afsnitstegn.

 

 

INDHOLD

 

Fra Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats Kirkebladet. 1995-2003.

 

Fra Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats Kirkebrev. 1987-1996.

 

"Kirkeannoncen" fra Døllefjelde-Musse-Herritslev-tiden. 1977-1982.

 

Fra Pedersker-Povlsker Pastorats Kirkehilsen. 1972-1974.

 

 

 

*  *  *......*  *  *

 

 

 

 

Fra Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats

 

KIRKEBLADET

 

Dette af mig selv på computeren producerede kirkeblad havde dette hoved:

 

 

 

 

 KIRKE

      BLADET

 

 

 

 

 

 

 

 

 

         Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat

 

[Måned år]

 

 

 

 

[Årgang nr.]

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladet var på 4 A5-sider med selve teksten i to spalter og med en stiliseret kirke i bladhovedet, men her nedenfor gengives alt med samme opsætning og typografi som normalt på hjemmesiden.

 

 

16. årgang nr. 4. – April-maj 2003

 

 

Tilbageblik og farvel

 

Det store rent krønikeagtige tilbageblik blev foretaget i forbindelse med 25-årsjubilæet i 1999 (numrene 4-6). Interesserede vil kunne få disse numre ved henvendelse til undertegnede. Men det pågældende »krønikestof« (og mere til) kan også læses på pastoratets hjemmeside, undersiden »Om Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat« (se www-adressen nederst på side 3). I spalterne her vil jeg derfor prøve at tage et lidt anderledes overblik over vor tid sammen siden 3. søndag efter påske 1974, hvor jeg blev indsat i de tre kirker.

 

Fra ankomst til Cypern

 

1970’erne var en vanskelig tid i både samfund og kirke, og jeg var selv endnu en ung og ret uerfaren præst. Men jeg har også mange gode minder fra disse første år. Vi havde haft en god tid på Bornholm. Men det var dejligt at komme hjem til Lolland, til landskabet, sproget og menneskene.

 

Fra Cypern til Annasminde

 

I vinteren 1976/77 var jeg feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern, og da jeg var kommet hjem derfra begyndte en ny periode, hvor vi blandt andet fik indført »formandsmødet«, det årlige møde mellem de tre menighedsrådsformænd og præsten, hvor vi drøftede og planlagde møder og særlige gudstjenester i den kommende sæson og i øvrigt talte om pastoratets anliggender.

 

I perioden 19. februar til ca. 1. august 1980 boede min familie og jeg på gården Annasminde i Bregninge Sogn, medens Døllefjelde Præstegård blev gennemgående ombygget og restaureret.

 

En ny præstegård og et nyt religiøst klima

 

Tiden på Annasminde var en ganske dejlig tid for os. Men det var også dejligt at vende tilbage til den nyrestaurerede præstegård. Navnlig var det dejligt at kunne undervise konfirmanderne i den nyetablerede store konfirmandstue – som vi også skulle komme til at holde mange gode møder i.

 

Fra omkring 1980 af begyndte der også at ske væsentlige ændringer i det almindelige religiøse klima. På både godt og ondt. For den nye religiøse åbning blev mange steder en åbning for hvad som helst. Men her hos os var det de gode sider, vi mærkede. En ny mildhed og blødhed.

 

En helt ny verden

 

I efteråret 1989 indtraf »Murens fald«, og ved årsskiftet 1991/92 ophørte Sovjetunionen med at eksistere. For os her i pastoratet gav disse begivenheder – og den lige præcis samtidige indførelse af Folkekirkens nye mellemkirkelige organisation – anledning til en del mellemkirkelig aktivitet med besøg af polakker, russere, ukrainere og »vendere«. – Til maj skal vi opleve en udløber af netop det, der begyndte hos os i 1990 (se om det polske besøg på næste side).

 

Farvel og tak

 

Når dette læses, er der endnu langt over en måned tilbage af vor tid sammen, så vi skal alene af den grund ikke op i de helt store højder her, men jeg vil alligevel slutte med at sige tak for alt godt og udtale ønsket om, at vi alle husker hinanden for det bedste. For uanset hvad vi kan mene om hinanden, vil i hvert fald jeg for mit vedkommende sige, at vi i både stort og småt har oplevet meget godt sammen.

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

16. årgang nr. 3 – Marts 2003

 

 

Den kristne tro. Hvorfor og hvordan (6)

 

Seriens sidste afsnit

 

Det er blevet en lang serie - siden aprilnummeret 2002. Men vi har jo undervejs også været igennem alle trosbekendelsens led!

 

Det helt særlige formål med hele serien var imidlertid spørgsmålet: Hvad er det her egentlig for noget? Eller som jeg også skrev i det første afsnit:

 

»Hvordan bærer vi præster, med vores universitetsuddannelse og alt muligt, os ad med at tro på alle disse, helt bogstavelig talt u-trolige, ting? Er det måske bare som en smuk og velgørende »poesi« eller symbolik? Jonglerer vi præster bare med begreberne som »professionelle symbol-analytikere« - og har det forholdsvis let med det – medens almindelige mennesker må gå og kæmpe med en pinefuld tvivl i forhold til en fuldstændig bogstaveligt realistisk forståelse af den kristne tros elementer?«

 

Men jeg vil her til sidst endnu en gang nævne »tænke det hele bort-prøven« og »det store eksistens-mødes pakkeløsning«. For det er jo ting som disse, der får os til at holde os til troen – eller prøve på det – selv om der i både teori og praksis er mange ting, der taler imod det.

 

Selv om det kan være meget svært at fastholde sin kristne tro, så er det nu heller ikke så ligetil - heller ikke for tanken - at fastholde en tilværelsesforståelse, hvor enhver forestilling om Gud er helt ude af billedet.

 

Og den videre konsekvens af dette forhold er, at troen opstår i mødet mellem alt, hvad vi oplever og føler og tænker ved at leve som mennesker i verden, og så hele den måde, kristendommen som helhed kommer til os på.

 

Men det helt særlige spørgsmål bag denne serie står stadig tilbage, det spørgsmål, som i en af overskrifterne i afsnit 3 blev formuleret således: »Troens indhold - virkelighed og billede«.

 

Helt ærligt – hvad forestiller I jer?

 

Og lad os bare gå direkte til de to vigtigste og samtidig vanskeligste ting i hele kristendommen, Jesus som Guds Søn, undfanget ved Helligånden, og Jesu opstandelse påskemorgen (og den deraf følgende tro på vores opstandelse på den yderste dag). For her er der jo mange, der vil sige til os præster: Helt ærligt, hvad forestiller I jer, når I står i kirken og siger ordene om disse ting?

 

Hertil siger jeg, at hvis jeg bliver tvunget til at svare ja eller nej på, om jeg tror på »jomfrufødslen« og opstandelsen, så svarer jeg uden tøven ja. Og det gør jeg for det første, fordi det er nødvendige dele af det, jeg altså med et dristigt uhøjtideligt ord har kaldt »kristendommens store pakkeløsning«: Hvis man virkelig oplever, at kristendommen som helhed er livets store sandhed og håb, kan man ikke udelade de to vigtigste dele af indholdet. Og for det andet (men det er sådan set kun en anden side af den samme sag) kan man ikke tro på de nytestamentlige forfatteres vidnesbyrd uden at tage vidnesbyrdet om disse ting for pålydende – i en eller anden virkelig forstand.

 

Navnlig er man simpelt hen nødt til at tage de ældste disciples vidnesbyrd om opstandelsen alvorligt. De ting, der er overleveret til os i Det Ny Testamente, kan simpelt hen ikke være sagt og skrevet af utroværdige mennesker.

 

De første disciple have oplevet noget, der virkelig svarer til, hvad der står i evangeliernes påskeberetninger. Men læs selv disse beretninger grundigt! Så vil I se, at der er tale om en begivenhed af en så helt ekstraordinær karakter, at den ikke har kunnet rummes i hverken en almindelig oplevelse eller et almindeligt referat – Guds krafts store nedslag i verden.

 

Disse ting må ifølge sagens natur komme til at stå for os som en godt nok helt enestående slags »billeder«. Der er jo ingen af os, der rent ud sagt har set, hvordan det gik til inde i Marias mave, ligesom der heller ikke er nogen af os, der har været til stede inde i graven, da Gud gjorde Jesus levende – eller har været sammen med disciplene, da de oplevede, at Jesus viste sig for dem som den Opstandne.

 

Men vi må sige, at de første disciple har oplevet det ufatteligt store, der betegnes som opstandelsen, og vi må sige, at om vi måske end nok så meget mener, at vi blot fejrer påsken som et stort billede eller symbol på livets sejr over døden, sandhedens sejr over løgnen og kærlighedens sejr over ondskaben, så er det alligevel opstandelsens virkelighed, det er symbol eller billede på.

 

Og det samme gælder troen og håbet på vor egen opstandelse på den yderste dag. Det er jo heldigvis heller ikke vores forståelse af, hvordan det skal kunne gå til, og hvad det nærmere vil sige, det kommer an på. Det afgørende er troen og håbet på, at vort livs Gud er evigt omkring os til alle sider – også helt derude, hvor alt andet hører op.

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

16. årgang nr. 2 – Februar 2003

 

 

Den kristne tro. Hvorfor og hvordan? (5)

 

Troen – fra jul til pinse

 

Afsnit 4 i serien »Den kristne tro« kom under overskriften »Troen – advent og jul« til at bevæge sig frem gennem første og anden trosartikel til og med ordene »født af Jomfru Maria«. I dette afsnit følger nu en tilsvarende gennemgang af resten af trosbekendelsen. Først resten af anden trosartikel.

 

 

Påsketroen på Jesus Kristus

 

... pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

 

 Det første, vi skal lægge mærke til, er, at der her intet står om Jesu liv mellem hans fødsel og hans lidelse og død! Og det er meget mærkeligt, for Jesu lære og hele hans optræden og gerning fra hans dåb af og frem til indstiftelsen af den hellige nadver og hans derpå følgende arrestation i Getsemane have i natten mellem skærtorsdag og langfredag må da være af helt afgørende betydning. Hvad det selvfølgelig også er. Men det har man jo kendt. Det har der været læst op og prædiket om ved gudstjenesterne.

 

Og det er altså ikke det, man har troet på, men personen Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre. Hvortil selvfølgelig klart har hørt alle beretningerne om, hvad denne person har sagt og gjort.

 

En af grundene til, at de gamle ikke har taget noget med i selve trosbekendelsen om fx Jesu lære, har været, at det jo ikke har været den, der har været de store stridigheder om. Når man har været enige om, at Jesus fra Nazaret var Guds Søn, Ordet, der blev kød, og som døde og opstod for os, har man på dette grundlag frit kunnet lytte til evangeliernes beretninger om hans lære og gerninger.

 

For os i vor tid har dette forhold den meget vigtige betydning, at så kan det ikke være kristendom, bare at forholde sig til Jesus som en stor religiøs personlighed, der har forkyndt livsvisdom og etik.

 

Kristendom er ikke bare en »lære«. Kristendom er handling, begivenhed, historie, Guds store indgriben til vor frelse. Kristendom er ikke bare nogle ord: Kristendom er Ordet, som blev kød, Gud, der blev menneske – og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed (Johs. 1,14).

 

Og det er Guds frelsende indgriben i verden, den del af anden trosartikel handler om, som vi nu er kommet til (selv om de ting, Jesus sagde og gjorde i sit møde med mennesker mellem sin dåb og sin død jo også var dele deraf):

 

Jesu død betyder, at Gud i ham viste sin ubrydelige solidaritet med os, så at han gik helt ind i det dybeste centrum af den store ulykke, der på ubegribelig vis er kommet over skaberværket.

 

Men Jesu opstandelse betyder, at denne solidaritet ikke kun var med‑lidende. Jesus gik ikke ind i døden for bare at dø med os, men for at sprænge døden, så vi kan leve med ham.

 

Og himmelfarten og Jesu himmelske kongegerning og genkomst ved tidens ende med Guds Rige, det ny Paradis, er den endelige og evige konsekvens af den grund-sejr, som var blevet vundet påskemorgen.

 

 

Pinsetroen

 

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

 

Inden vi går over til det, der fra begyndelsen af har været meningen med denne artikelserie, skal vi også lige have »udfoldet« den tredje trosartikel. Og det første, vi skal gøre, er at få »afmystificeret« Helligånden! Hvis man stirrer sig blind på selve begrebet »ånd«, kommer man aldrig længere.

 

Det eneste, vi har brug for i vort almindelige kristenliv, er at forstå, at »Guds Ånd« betyder hverken mere eller mindre end Guds krafts personlige nærvær. Spekulationer over det evige forhold mellem Faderen og Sønnen og Helligånden som de tre personer i Treenigheden behøver vi ikke give os af med. Men vi kan nok have godt af at tænke på, at det latinske ord »persona« egentlig betegner de masker oldtidens skuespillere havde på, når de spillede i de store amfiteatre, masker med små tragte, som lyden (sonus) kom forstærket ud gennem. Een måde at forklare (noget af) Treenighedens ubegribelighed på er altså at sige, at Faderen og Sønnen og Helligånden er den ene sande Guds tre masker. Men det er jo også den ene sande Guds tre måder at virke på som Skaber, Frelser og Levendegører.

 

Hvad tredje trosartikel angår, gælder det først og fremmest om at forstå det på den måde, at Guds indgribende nærvær ikke sluttede med Kristi himmelfart, men fik sin fortsættelse pinsedag, en fortsættelse, der varer hele denne verdens tid – og får sin fuldendelse i Guds Riges evige pinsefest.

 

Og det er ikke nogen tilfældig detalje, at troen på den hellige, almindelige kirke er en del af tredje trosartikel. For det er jo i Kirkens store legeme, Gud nu er nærværende i verden, med gudstjenesten som det afgørende centrum, men med de kristnes liv i alle dets enkeltheder som udfoldelsen af det, der gives i gudstjenesten. Kirkens, den kristne menigheds liv i verden, er fortsættelsen af det liv, som blev født ind i verden julenat. Så stort er det at være kristen!

 

I næste artikel vil vi gå nærmere ind på de to spørgsmål, det især skulle dreje sig om i denne artikelserie, nemlig for det første, hvorfor det dog er nødvendigt at tro på alle disse mærkelige ting, og for det andet, hvordan også moderne mennesker den dag i dag kan gøre det.

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

16. årgang nr. 1 – December/januar 2002/03

 

 

Den kristne tro. Hvorfor og hvordan? (4)

 

 

Troen – advent og jul

 

Afsnit 3 i serien »Den kristne tro« (i septembernummeret) sluttede med nogle overvejelser over forsagelsen, sådan som vi synger eller siger den før selve trosbekendelsen.

 

Og så skal næste afsnit selvfølgelig handle om første trosartikel. Hvilket også passer fint til advents-tiden (hvis fire søndage i traditionen opfattes som billede på de fire årtusinder, man i gamle dage mente var gået fra skabelsen til Kristi fødsel).

 

Men da dette nummer også dækker julen, må vi desuden inddrage begyndelsen af anden trosartikel.

 

Allerførst skal det dog lige understreges, at medens det giver god mening, at vi i gudstjenesten begynder med forsagelsen, altså vender alt det onde ryggen, for derefter at kaste os i armene på den gode Gud (jfr. hvordan præsten vender sig mod alteret efter forsagelsen), så er det jo teologisk set, og set i forhold til selve »tilværelsens rangorden«, skabelsen, der kommer først. Det onde er hverken mere eller mindre end en snyltende og perverterende magt, der på totalt ubegribelig vis er kommet ind i verden.

 

 

Vi tror på Gud Fader

 

Den første del af troen på den ene sande treenige Gud (»første trosartikel«) lyder:

 

Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber.

 

Dette er udgangspunktet og grundlaget for alt, hvad der ellers er at sige om den kristne tro - og om livet i denne tro.

 

Har I nogensinde prøvet at stille spørgsmålet: Hvorfor er der overhovedet noget til, hvorfor er der ikke bare ingenting?

 

Man bliver ganske vist svimmel af det, men det er sundt at prøve.

 

Og når vi kristne siger »Gud«, så mener vi altså dermed magten bag og herren over alt, hvad der er til.

 

Det beviser ikke noget. Men det er det, ordet »Gud« betyder. »Gud« er ikke en betegnelse for den ene eller den anden naturkraft, eller for »ånden i naturen« - endsige for »et eller andet inde i mig selv«! Nej, Gud er den evige magt bag, under, omkring og ude foran verden, men samtidig til stede overalt i verden, idet han er alt dette som noget andet end verden, »hinsides« verden.

 

Idet vi så til netop denne ufatteligt store evige magt – gennem Jesus! - har fået lov at sige »Far«, den yderste konsekvens af, at der ikke er tale om bare et princip, en højere form for naturlov, men om en person!

 

 

Vi tror på Jesus Kristus

 

Den anden del af troen på den ene sande treenige Gud (»anden trosartikel«) begynder således:

 

Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria ...

 

Men inden vi begynder på overvejelserne over disse ord, skal vi gøre os klart, at selv om »Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen« egentlig ikke er noget i samme forstand, som Gud og hans skaberværk er noget, så er det alligevel også helt nødvendigt at tage alt dette, og ikke mindst det syndefald, Djævelen fik lokket menneskene ud i, totalt alvorligt, hvis anden og tredje »trosartikel« skal have nogen mening.

 

Ligesom alt det andet i kristendommen bliver betydnings- og meningsløst uden troen på skabelsens Gud, således kan vi jo heller ikke forstå, hvad alt det med Jesus og Helligånden betyder, hvis vi ikke gør os helt klart, at forudsætningen for det alt sammen er, at vor tilværelse på absolut gådefuld – men samtidig ganske følelig - vis foreligger som en stor modsætning og kamp mellem godt og ondt, sandhed og løgn, liv og død.

 

Men stadigvæk er der intet bevist ved alle disse ord. Og det vil der heller aldrig blive. Hvilket dog hverken gør fra eller til! Hvad skulle vi fx bruge en Gud til, hvis virkelighed vi kun var blevet overbevist om gennem et bevis?

 

Nej, det må gentages atter en gang: Det, der afgør sagen, er mødet mellem hele vor ærlige og redelige oplevelse af tilværelsen, og så hele kristendommens samlede store »fortælling« og virkning.

 

Men lad os nu bruge adventstiden til at fordybe os i vort menneskelivs virkelighed – samtidig med, at vi glæder os stille til julens glædelige budskab. Så kan vi måske med en helt ny styrke høre englens ord om, at i dag er der født jer en frelser.

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

15. årgang nr. 9 - November 2002

 

 

En god dag

 

[Artikel i nummer 9/2002 af "Kirkebladet" for Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. – Se også her nedenfor jubilæumsartiklerne fra nr. 5, 6, og 8 / 2002]

 

Nogle læsere synes måske, at »1362-føljeton’en« snart har varet længe nok. Men andre kan forhåbentlig klare endnu et par spalter.

Og jeg vil i hvert fald allerførst på både egne og alle andre særligt medvirkendes vegne udtrykke min taknemmelighed over, at vi fik en så god jubilæumsdag.

 

Tak til alle, der var positivt med i forløbet, lige fra Folketidende og de tre andre Nysted-præster (provst Holger Villadsen, Kappel, der havde leveret det historiske materiale, ikke at forglemme) og til konfirmanderne (med dåbskandidat Ida og hendes vidner og familie). Men jo så også graver-kirkesanger-organist-koret for den gregorianske sang. Og Døllefjelde menighedsråd for at have været med på ideen i form af traktementet efter gudstjenesten.

 

Men også de mange, der deltog som kirkegængere, vil jeg sige tak til. Vi fornemmede, at alle var mødt op med et åbent, positivt og medlevende sind. Og vi håber, at det historiske perspektiv, der her blev tegnet, vil blive stående som et godt element i både sognets, pastoratets og egnens liv.

 

 

Mere om den historiske baggrund

 

De, der har adgang til Internettet vil kunne læse nogle ting fra det tekstblad, der var omdelt ved jubilæumsgudstjenesten, samt manuskriptet til min jubilæumsprædiken, på pastoratets hjemmeside (se adressen nederst side 3), undersiden »Aktuelt«.

Og det var under arbejdet med prædikenen, jeg blev klar over, at der var en del ting, jeg ikke kunne få med der, men som burde bringes i Kirkebladet (og efterhånden nok også på hjemmesiden).

 

 

Fra 1340 til 1363

 

Da Valdemar Atterdag i 1340 blev konge, var det på baggrund af en nedtur for Danmark uden lige i tiden efter Erik Menveds død i 1319. Og han havde næsten ingenting at være konge over. Og de næste tyve år blev barske, med både krig og pest.

Det afgørende i vor jubilæumssammenhæng er, at pinsedag 1360 var kong Valdemar nået så langt, at han – og hans søn og tronfølger Christoffer, hertug af Lolland – på Rigs-mødet i Kalundborg sammen med 75 af rigets mægtigste mænd kunne underskrive det store dokument, der kaldes Valdemar Atterdags Landefred.

I dette dokument tales der udtrykkeligt om, hvordan kongen og hans søn har afholdt dette møde for at »bortrydde stor nød og utallige ulykkers plager, som – sørgeligt at sige det – indtil nu har hærget Vort rige Danmark ... [og] for at Vort rige Danmark kan få styrke og bedre kår med den Hellige Ånds hjælp ... « (Politikens Danmarkshistorie IV 333f).

Christoffer var i 1359 (formodentlig efter at være fyldt 18 å)r blevet udnævnt til hertug af Lolland og hyldet som tronfølger. Og der er ingen tvivl om, at det er hele denne gunstige situation, der ligger bag opførelsen af Døllefjeldes kirkeskib og bag gavebrevet med Tåstrupgård til sognepræsteembedet den 25. juli 1362.

En mere direkte årsag til hertug Christoffers gavmildhed kan dog ifølge Suhms danmarkshistorie "rimeligen" have været, at det farlige sår, han havde fået, havde "bragt ham til at tænke paa sin Død". (Det nævnes i gavebrevet, at der skulle læses årlige sjælemesser for Christoffer og hans slægt).

Det sår, Suhm her taler om, må være det sår, den altså kun godt 20 år gamle tronfølger havde pådraget sig under kampene i Skåne mod hansestædernes styrker. Oplysningerne derom er forskellige, men Salmonsens leksikon oplyser, at Christoffer under denne krig anførte den danske flåde og sejrede i søkampen ved Helsingborg (1362), ved hvilken lejlighed han selv blev hårdt såret.

 Christoffer døde i hvert fald året efter (11.06.1363). Han var blevet alvorligt syg under sin deltagelse i søsteren Margrethes bryllup.

Og denne søster var vel at mærke den senere Margrethe I. Hvis Christoffer ikke var død, var det ham, der var blevet konge.

 

 

Men hvorfor Døllefjelde?

 

Med al respekt for vort sogn og vor egn er der vel mange af os, der har spurgt, hvorfor det netop skulle være Døllefjelde, hertug Christoffer viste denne opmærksomhed. Men det har jeg en teori om. Hvis der er læsere, der ved noget andet, skal de dog endelig sige til.

 

For det første er Christoffer nok blevet hertug af Lolland pga. beliggenheden ved Østersøen.

 

For det andet har Østlolland i denne forbindelse betydning i kraft af Ålholm. Det var fx her, kong Valdemar i 1366 afsluttede sin traktat med Albrekt 2. af Mecklenburg.

 

Og så er der for det tredje Musse! Indtil kommunalreformen i 1970 hed Østlolland jo Musse Herred. Musse har været det gamle både kirkelige og verdslige centrum her på egnen. Og indtil opførelsen af Døllefjelde Kirkes store skib netop her i begyndelsen af 1360’erne, har der jo ikke været tale om en sognekirke, men kun om et kildekapel ved Sankt Kjelds Kilde. Døllefjelde må med andre ord indtil da have været en del af Musse sogn, herredskirkens sogn!

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

15. årgang nr. 8 - Oktober 2002

 

[Artikel i nummer 8/2002 af "Kirkebladet" for Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. – Se også jubilæumsartiklerne fra nr. 5, 6, og 9 / 2002]

 

»Jubilæumsgudstjenste«

 

Den 20. oktober mindes 640-året for den første skriftlige omtale af Døllefjelde sognepræsteembede ved en gudstjeneste, der indledes så middelalderligt som muligt

 

 

Gregoriansk sang, røgelse og latin i Døllefjelde Kirke

 

 

Baggrunden

 

Der kan være grund til, endnu en gang at drage Piet Heins så mange gange citerede ord frem om det med "kun ta'r spøg for spøg / og alvor kun alvorligt". De passer nemlig godt til lige netop denne sammenhæng!

 

Der er ganske vist ikke nogen af Kirkebladets faste læsere, der kan nære tvivl om "nærværende sognepræsts" absolutte forankring i dansk evangelisk-luthersk - og grundtvigsk - tradition. Men overskriften over denne spalte kan ellers nok få det til at gibbe i nogen. Og der kommer også nye læsere til. Jeg vil derfor gerne indlede med at fortælle lidt om baggrunden for det jo desuden noget "skæve" jubilæum, vi her skal fejre.

 

Det begyndte en sen søndag eftermiddag i vinters, hvor "min-kone-og-organist" Anna og jeg gik os en tur ned ad Karlslundevej. På hjemvejen så vi Døllefjelde Kirke ligge i mørket - omgivet af de mørke marker med nogle lys hist og her. Og vi begyndte at forestille os, hvordan det må have været for de mennesker, der levede her, da kirken var ny.

 

Da vi kom hjem, prøvede vi at slå op i, hvad vi havde i huset af litteratur om den slags. Og i den kommende tid talte vi videre om det.

 

En dag slog det mig, at det jo nu var år 2002 - og at det var i 1362, Døllefjelde sognepræsteembede første gang var blevet nævnt på skrift, altså et til dels rundt jubilæum. Nu gjaldt det så bare om at finde datoen. Men det gjorde jeg ved at få Statsbiblioteket i Århus til at sende mig en fotokopi af den side af Suhms danmarkshistorie, hvor hertug Christophers gavebrev til Døllefjelde-præsteembedet er omtalt. Og her står udtrykkeligt, at det er fra den 25. juli 1362. Senere fik jeg af lokalhistoriker Hans Larsen, Musse, en artikel, som præsenterede hele gavebrevets tekst.

 

Men alt dette er der skrevet udførligt om i Kirkebladets nr. 5 og 6.

 

Interesserede, der ikke har disse numre, kan få dem hos undertegnede eller se de pågældende artikler på pastoratets hjemmeside (se den næste artikel).

 

 

Gudstjenesten

 

Men så fik vi den ide, at det kunne være sjovt at give dette "jubilæum" bare en ganske lille markering ved en gudstjeneste. Oprindelig regnede vi kun med, at kirkesangeren og organisten skulle synge et latinsk introitus, meden præsten og konfirmanderne som "messedrenge og -piger" gik ind i procession. Og vi skulle måske brænde lidt røgelse af. Og tage nogle af gudstjenestens første led på latin. Bare for lige at hjælpe fantasien lidt, så vi bedre kunne forestille os, hvordan vore forfædre har oplevet gudstjenesterne i den kirke, som nu er vores. Men det kom til at udvikle sig yderligere.

 

Det er jo ikke så længe siden, vi andre præster her i Nysted Kommune var aktive deltagere i Nysted Kirkes 700-års jubilæum (sommeren 2000). Så nu sagde jeg til de tre andre, at vel var det, vi ville prøve at lave her i Døllefjelde, kun en lille og lidt "skæv" ting i forhold til det, men de var velkomne til at komme og være med. Det ville de meget gerne!

 

Om alt går vel vil gudstjenesten den 20. oktober - som er 21. søndag efter trinitatis - derfor blive fejret på den måde, at når bedeslagene har lydt, vil et kor bestående af kirkesanger, organist og graver sætte i med det gamle latinske introitus til 21. søndag efter trinitatis: In voluntate tua, Domine, universa sunt posita ... (Alt beror på din vilje, Herre, ...). Og samtidig vil en procession af otte konfirmander og fire præster gå op ad midtergangen. En af konfirmanderne vil bære et røgelseskar, så vi også helt bogstaveligt får en duft af, hvordan det var dengang (og jo stadig er hos både de romersk-katolske og de ortodokse). Og der vil være andre ting af den art.

 

Herefter vil gudstjenesten foregå på græsk: Kyrie eleison (Herre forbarm dig) - og latin - helt frem til og med trosbekendelsen: Credo in unum Deum, Patrem omnipotentem ... (Jeg tror på én Gud, den Almægtige Fader ...). Men inden da vil vi også have sagt Gloria in excelsis Deo ... (Ære være Gud i det højeste ...). Og der vil blive bedt og læst på latin - ganske som på 21. søndag efter trinitatis 1362! Men der vil naturligvis være uddelt oversigter over gudstjenesten med både en latinsk og en dansk spalte, så alle kan følge med. Inden evangelielæsningen vil det lille kor have sunget begyndelsen af det gamle Halleluja-messeled til denne søndag: Halleluja. De profundis clamavi ad te Domine, Domine exaudi vocem meam. Halleluja. (Halleluja. Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb! Halleluja).

 

Men efter trosbekendelsen vil gudstjenesten fortsætte på dansk. Måske med en dåb. Og der vil fortsat være lidt særlige ting: Kirkebønnen vil blive bedt for alteret af to af de andre præster, og den tredje vil medvirke ved nadveren (som vil være i den udvidede form, vi fx brugte ved vore to jule-midnatsmesser i forbindelse med 2000-året for Jesu fødsel).

 

Gudstjenesten slutter med, at den store procession går ud af kirken, fulgt af resten af menigheden. Men herefter vil Døllefjelde Menighedsråd være vært ved et lille traktement i præstegårdens konfirmandstue, hvortil alle gudstjenestedeltagere allerede her indbydes!

 

Jeg sender en varm tak til provst Holger Villadsen, Kappel, som er en stor ekspert i den slags, og som har forsynet os med fotokopier af de helt rigtige tekster og noder!

 

Men samtidig gentager jeg, at der altså er tale om et dybt alvorligt ment forsøg på at lave en slags kirkeligt "levende museum" - med os alle som deltagere. Med det formål, at vi får trukket forbindelsen tilbage til de forfædre, der for 640 år siden fejrede gudstjeneste på en måde, der nok ret nøje har svaret til den indledning, vi her vil prøve at bruge. Jeg håber, det bliver en god oplevelse for os alle - med en styrkelse af vor historiske bevidsthed til følge.

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

15. årgang nr. 7 - September 2002

 

 

Men hvordan "foregår" troen så?

 

Den anden artikel i denne række sluttede (i nr. 5) med konstateringen af, at det faktisk ikke er muligt at "bevise" sig hverken fra eller til den kristne tro, men at sagen afgøres i det store, totale møde mellem pdes. hele den enkeltes eksistens som menneske og pdas. hele kristendommens store "pakkeløsning", dvs. hele det store "bud" på tilværelsens både teoretiske og praktiske problemer, som foreligger i den store samlede og levende "religionshistoriske kendsgerning", som kristendommen er. For kristendommen er jo en levende realitet i historien, nærmest som en slags organisme, hvis enkelte dele alle hører med i sammenhængen.

 

I hvilken forbindelse man altså så også lige skal huske, at det er meget mildt sagt, når man taler om "tilværelsens problemer". For sandheden er (som påpeget i den forrige artikel), at uden kristendommen er mennesket uden mening, uden retning og uden håb, en krusning i universet, medens det er ved at omdanne sig til jern.

 

Sådan må konsekvensen i hvert fald være af en gennemført moderne naturvidenskabelig betragtning. For der kunne jo også være en tredje mulighed, nemlig at der var en anden religion, som rummede sandheden og håbet. Og denne mulighed skal vi som kristne ikke uden videre afvise.

 

 

Sandheden lyser fra horisont til horisont

 

Det lyder ganske vist mærkeligt, at præsten skriver sådan i kirkebladet. Men det er jo det, der adskiller den sande tro, sandheds-troen, fra den rene fundamentalisme, som jo i virkeligheden bare er en klamren sig til og pukken på, at det er en selv, der har ret - og derfor skal have magt (samtidig med, at man i virkeligheden er klar over, at ens sag, når det kommer til stykket, ikke står så godt).

 

For når vi kristne siger, at vi tror på Jesus Kristus som Sandheden - bogstavelig talt i egen person - så er det jo altså virkelig Sandheden, vi bekender troen på, og ikke bare os selv og vore egne meninger, vi fører frem! Og når det er sådan, så kunne det tænkes, at Sandheden ville vise sig på en anden måde!

 

Jesus har faktisk selv udtalt sig om dette forhold i det store udsagn, hvor han advarer disciplene mod at løbe efter de falske "Kristus'er", der vil komme.

 

Når det virkelig er den sande Kristus, der kommer, vil der ikke være nogen tvivl: "For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag" (Luk. 17,24). Dette gælder også alle former for alternative religiøse tilbud overhovedet! Når det virkelig er Sandheden, man står over for, er der ikke nogen tvivl.

 

 

Troens indhold - virkelighed og billede

 

Men hvordan "foregår" troen så? Hvad er det egentlig der er tale om, når vi går fra alle disse operationer med forskellige muligheder, og til selve vort forhold til det indhold, der fx helt koncentreret udtrykkes i den apostolske trosbekendelse, som vi bekender ved hver eneste højmesse? Det vil vi nu prøve at gå igennem led for led.

 

 

Vi forsager Djævelen

 

Sådan som den apostolske trosbekendelse lyder hos os, begynder vi med, allerførst at vende os bort fra Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og det er rigtigt nok, sådan som virkeligheden faktisk foreligger. Men samtidig er det på en måde også forkert. For den onde magt er ikke og kan aldrig være det første. Den onde magt er en snyltende og perverterende magt, der ikke er noget i sig selv, men kun - på ubegribelig vis - er kommet ind i den tilværelse, som i grunden og fra allerførst af er skabt af Gud til at være ren glæde.

 

Hvilke mere konkrete forestillinger vi så ellers har om "Djævelen", er ikke afgørende. Det afgørende er, at vi indser, at der er denne "rangorden" i tilværelsen, så at vi skelner mellem det, der i helt bogstavelig forstand bare "er, som det skal være", og det, der kun vil ødelægge og pervertere.

 

Man kan så sige, at vi allerede her "bare" har med et billedsprog at gøre, og at det kan være nemt nok for præster og den slags at jonglere med disse billeder - sådan set helt uforpligtende. For hvornår er det billedsprog, og hvornår er det realiteter? Er Djævelen en slags person eller bare en slags princip?

 

Men selv om jeg godt forstår denne indvending - og netop er gået i gang med hele denne artikelrække for at forsøge at give en ærlig og redelig hjælp i forhold til dette vanskelige spørgsmål - så vil jeg sige, at billedsproget altså for det første er den eneste mulighed, vi har, og at det for det andet ikke gør noget, når bare vi kan mærke, at "billederne" er billeder af virkeligheden!

 

Hvad forsagelsen af "Djævelen" angår, er det afgørende altså, at vi erkender den virkelige modsætning mellem godt og ondt - og vender ryggen til den onde magt og ansigtet mod Ham, der ikke bare er den gode magt, men også, netop som magten bag alt, hvad der virkelig er noget, er den sande og eneste magt, fra evighed og til evighed!

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

15 årgang nr. 6 - Juli-august 2002

 

 

Byrådet reddede konfirmandundervisningen

 

Der har gennem længere tid været ført forhandlinger mellem skolevæsenet og de fire sognepræster i Nysted Kommune om en af skolerne ønsket senere placering af konfirmandundervisningen.

 

Det har været en lidt sørgelig situation, fordi der jo altid har været et godt forhold mellem skole og kirke her hos os. For undertegnedes vedkommende har der lige siden den allerførste tid i 1974 været tale om et rent ud sagt forbilledligt forhold til Brydebjergskolen.

 

Men som vi præster hele tiden har sagt til de to skoleledere: "Der er i al venskabelighed tale om en regulær interessekonflikt, ja, et regulært slagsmål om et gode, nemlig morgentimerne, hvor eleverne er friske".

 

Dertil kommer forskellige andre forhold, ikke mindst hensynet til begravelser og bisættelser, som jo ikke ville kunne holdes om eftermiddagen de dage, hvor vedkommende præst havde konfirmander i 6. og 7. lektion.

 

Da vi fire præster under ingen omstændigheder kunne give skolevæsenets ønske vores accept, endte sagen som en sag mellem byrådet og de ti menighedsråd i kommunen - som alle bakkede præsternes standpunkt op.

 

På byrådets møde den 19. juni stemte et flertal på 9 mod 6 for, at den nuværende ordning med to sammenhængende morgenlektioner skal fortsætte.

 

Konfirmandundervisningen er altid foregået om morgenen, også i Nysted, selv om man dér (med kort afstand mellem skole og præstegård) tidligere har haft enkelttimer kombineret med hele "temadage". Det er altså misvisende, når det undertiden næsten er blevet fremstillet, som om præsterne havde bidt sig fast i en prøveordning.

 

Hvis konfirmandundervisningen i Nysted Kommune var blevet henlagt til om eftermiddagen, ville det være blevet det eneste sted i hele Lolland-Falsters Stift.

 

Vi må nu håbe, at man fra skolernes side tager denne afgørelse på samme forsonlige måde, som vi præster gik og øvede os på, da vi regnede det modsatte resultat for det mest sandsynlige udfald!

 

Bent Christensen

 

 

Ikke minikonfirmander i denne omgang

 

I Nysted-Vantore Pastorat har man i flere år haft, hvad man dernede kalder "juniorkonfirmander" - eller som det officielt hedder: indledende konfirmationsforberedelse (dåbsoplæring). Og i Kettinge er man også begyndt.

 

Her i pastoratet har vi naturligvis i de tre menighedsråd haft drøftet denne mulighed - som altså består i, at de børn, som ønsker det, og hvis forældre ønsker det, på tredje klassetrin får en undervisning, der med Anordningens ord har til formål at "medvirke til børns fortrolighed med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste, og dermed at styrke grundlaget for den almindelige konfirmationsforberedelse". Men vi har hele tiden haft en afventende holdning, idet vi jo har været klar over, at vi er et udpræget landområde med et vigende børnetal.

 

I begyndelsen af 2002 blev det imidlertid klart, at man i Øster Ulslev - Vester Ulslev - Godsted Pastorat var begyndt at lægge an til at gå i gang med denne undervisning, og så måtte vi fra vort pastorats side jo også give dette tilbud.

 

Den 29. maj sendte undertegnede et brev til de fire(!) familier her i pastoratet, som har børn i den nuværende 2. klasse, samt til de 3 Bregninge-familier, som har børn i denne klasse, med en indbydelse til en "minikonfirmandundervisning" her i pastoratet.

 

Der kom imidlertid kun tre positive reaktioner, og i det orienteringsmøde, som der var blevet indbudt til, deltog kun repræsentanter for to familier, så vi konstaterede, at der ikke var kommet noget ud af det i denne omgang.

 

De børn her fra pastoratet, som måtte ønske det, kan prøve at slutte sig til den undervisning, der forhåbentlig bliver tale om for Øster Ulslev-pastoratets vedkommende. Og "nærværende sognepræst" kan så nok få lov at "gæsteoptræde" dér en gang eller to, så de små fra vort pastorat på denne måde lige kan komme til at opleve deres egen præst. Og så må vi ellers se, om der bliver bedre held på et senere tidspunkt!

 

Bent Christensen

 

 

640-års "jubilæet" i Døllefjelde

 

[Artikel i nummer 6/2002 af "Kirkebladet" for Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. – Se også jubilæumsartiklerne fra nr. 5, 8 og 9 / 2002]

 

Som omtalt i forrige nummer var det den 25. juli 1362, Hertug Christopher af Lolland, Valdemar Atterdags søn, gav en gård til præsteembedet i Døllefjelde.

 

Foranlediget heraf har vor lokale lokalhistoriker Hans Larsen, Musse, fundet en artikel i Lolland-Falsters Historiske Samfunds årbog 1935 af daværende sognepræst i Døllefjelde H. Skjøt-Pedersen. Her præsenteres et gammelt dokument, som indeholder såvel en senere dansk som den oprindelige latinske ordlyd af hertug Christophers gavebrev fra 1362.

 

Pastor Skjøt-Pedersen oplyser, at endnu i 1850 hørte der 250 tdr. land (= 137,9 ha) jord til præsteembedet i Døllefjelde. (I dag er der kun 25 ha tilbage, heraf 13 ha skov. Landbrugsjorden er forpagtet ud. Den nordlige skov, "Vesterskov", drives forstmæssigt af præstegårdsudvalget. Den sydlige skov, "Karlslund" - som har givet navn til Karlslundevej - er totalfredet og ligger altså hen som et lille stykke "lollandsk jungle").

 

 

Hertug Christophers gavebrev

 

Teksten i Hertug Christophers gavebrev af 25. juli 1362 (Sankt Jakob den Ældres dag, Zebedæus' søn, apostelen Johannes' bror) lyder i en moderne oversættelse, som indgår i artiklen:

 

I det Herrens år 1362, på Sankt Jacob, apostelens, dag, har den højst berømte herre, fyrst Christoffer, hertug af Lolland, søn af den navnkundige fyrst Valdemar, danernes konge, skænket, som uigenkaldelig besiddelse, beboelseshuset kaldet Torstrup med alle dets tilliggender, såsom marker, enge, skove, moser og heder, uden noget forbehold, og desuden ejendomstiender, til præsten i Døllefjeldts bord, til bestandigt minde og til årlige messer for sjælenes frelse, for sig og sine forgængere i det danske rige, som er beslægtede og på en eller anden måde knyttede til hans linie, med bestandig ret.

 

Det afgørende i vor "jubilæums"-sammenhæng er altså ordene "præsten i Døllefjeldts", som er det ældste skriftlige vidnesbyrd om Døllefjelde Kirke og præsteembedet.

 

I Suhms danmarkshistorie nævnes som en mulig årsag til hertug Christoffers gavmildhed, at "rimeligen har det farlige Saar, Christopher havde faaet, bragt ham til at tænke paa sin Død", og der henvises til en kilde, som mener, at "den smukke Bygning paa Dolefjelde med et Taarn skulde være opført af Hertug Christopher".

 

Den gudstjenstlige markering af jubilæet vil finde sted en søndag i oktober.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

15. årgang nr. 5 - Maj-juni 2002

 

 

Den kristne tro - Hvorfor og hvordan? (2)

 

Det store eksistens-mødes pakkeløsning

 

Det kan godt være, overskriften her ser nærmest upassende ud. Men den er faktisk dybt alvorligt ment. I sidste nummer af Kirkebladet konstaterede vi jo, at det faktisk ikke engang er så nemt for tanken, som nogle tror, at afvise kristendommen - for slet ikke at tale om hvordan det er for følelsen! Men der er jo lang vej til den kristne tro fra bare det at have ondt i hjernen og hjertet ved tanken om, at det hele måske bare er fysik og biologi, nogle krusninger i Universet, medens det er ved at omdanne sig til jern, som fysikeren Jens Martin Knudsen udtrykker det. For dette værk i hjernen og denne smerte i hjertet kunne jo også bare være en del af denne proces. Og ingen kan bevise, at det ikke bare er sådan!

 

Men een ting er beviser, noget andet er virkeligheden. Den vigtigste grund til, at de såkaldte gudsbeviser er uinteressante, er, at det faktisk ingen forskel gør, om "Gud" er bevist eller ej, hvis der ikke er andet end beviset. Det kan man jo ikke bruge til noget som helst. En "Gud" der kun er "bevist" er lige så død, som enhver anden "Gud", der kun findes i menneskers tanker!

 

Derfor er det med kristendommen, som det er med selve vor helt umiddelbare oplevelse af, hvad det vil sige at være menneske i verden: Det er virkeligheden, det kommer an på, hele virkeligheden.

 

Og virkeligheden er altså allerførst alt det, vi er og oplever og føler og tænker ved at leve som mennesker i verden. Men dernæst er det jo også den virkelighed, som hedder den kristne Kirke! Ja, det tænker man måske ikke så meget på. Men det var jo netop, hvad Grundtvig på en helt særlig måde oplevede i sommeren 1825, hvor det stod rigtig dårligt til i den danske kirke, og hvor han ikke havde kunnet finde ud af, hvordan han skulle imødegå alle de modeteologer, der fyldte kirken og teologiundervisningen med tidens egne tanker.

 

For det er jo, hvad Grundtvig med rette kaldte en mageløs kendsgerning, at der lige siden den allerførste pinsedag har været en kristen kirke her i verden. Og vel har det ikke altid stået lige godt til i den. Men alligevel har kristendommen altid levet i den.

 

Nu var den konklusion, Grundtvig først og fremmest drog af sin "opdagelse", ganske vist, at så kunne man også vide, hvad den sande kristendom var, for det måtte jo være den trosbekendelse, som altid havde været det vilkår, nye medlemmer blev optaget på, når de blev døbt, nemlig troen på Gud Fader, på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre - og på Helligånden.

 

Men også for Grundtvig selv betød "opdagelsen" af Kirken, at så bliver heller ikke det at komme til troen noget teoretisk noget med beviser og den slags. Den kristne tro kan man kun komme til på den måde, at man med hele sin menneskelighed møder hele kristendommen, sådan som den findes i Kirkens liv her og nu, og at man i dette møde oplever, at kristendommen i sin helhed er svaret på både hjernens og hjertets smerte og uro. Og det er dette møde, der er tale om i overskriften over dette stykke! - BC

 

Fortsættes i et eller flere kommende numre!

 

 

 

640-års jubilæum!

 

[Artikel i nummer 5/2002 af "Kirkebladet" for Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. – Se også jubilæumsartiklerne fra nr. 6, 8 og 9 / 2002]

 

I 1999 fejrede vi 25-året for "nærværende sognepræsts" ansættelse her i pastoratet - og dermed også den nuværende organists og tidligere kirkesangers 25-års jubilæum som præstekone - for slet ikke at tale om, at vi dermed også i det hele taget fejrede vores alle sammens jubilæum for livet i pastoratet gennem alle disse år, med tilbageblik gennem hele 1900-tallet.

 

Om alt dette blev der skrevet i hele tre numre af Kirkebladet. Og der er mange besøgende i Døllefjelde Præstegård, der har fået disse numre med sig - og som tilsyneladende har været meget interesserede i at se de historiske oplysninger i dem.

 

Men siden april 2001 har man jo kunnet se dette og meget andet historisk stof på pastoratets hjemmeside (se adressen nederst på næste side).

 

Men her i 2002 kan vi fejre et nyt jubilæum, nemlig 640-året for den første gang, Døllefjelde kirke og præsteembede, er blevet nævnt i et historisk dokument! Det var den 25. juli 1362, da Hertug Christopher af Lolland gav en gård til præsteembedet mod, at der skulle læses årlige sjælemesser for ham efter hans død. - Mere om dette i de kommende numre. Af praktiske grunde vil den gudstjenstlige markering af dette jubilæum først finde sted helt henne i oktober måned.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

15. årgang nr. 4 - April 2002

 

 

Den kristne tro - Hvorfor og hvordan? (1)

 

 

Efterklang fra konfirmand-gudstjenesten

 

Vi er kommet ind i en efterklangenes og genklangenes periode! I nummer 2 var det Efterklange fra julen, i nummer 3 var det Askeonsdags-genklange, og i dette nummer er det en efterklang fra konfirmandgudstjenesten i Herritslev Kirke onsdag den 20. marts.

 

Som mange af Kirkebladets læsere ved, har vi i adskillige år haft den tradition, at konfirmandundervisningen ikke kun har fået sin festlige afslutning ved selve konfirmationsgudstjenesten på 1. søndag efter påske, men på onsdagen før palmesøndag er mundet ud i den konfirmandgudstjeneste, som svarer til det, der i gamle dage hed overhøringen.

 

Det nye og særlige ved vor tradition her i pastoratet er dels, at der er tale om en særlig gudstjeneste, som med et indledningsvist præg af "faste" (salmen Af dybsens nød, o Gud, til dig (437)) og derefter med afsæt i dåbskollekten og missions- og dåbs-befalingen centrerer sig om noget af det, vi har beskæftiget os med i hele undervisningsforløbet.

 

Og igen i år var der tale om stykker fra de fire evangelier med nogle af de situationer, vi havde set i Zefirelli-filmen Jesus af Nazaret, der i de senere år har været hovedelementet i vor beskæftigelse med "historien om Jesus": Jesu fødsel. Jesu dåb. Peters fiskefangst (og udnævnelse til "menneskefisker"). Jesu bjergprædiken med "Saligprisningerne" og Jesu tale om, at han ikke er kommet for at nedbryde, men for at opfylde loven, og et par eksempler på, hvad dette betyder. Tolderen Matthæus' kaldelse til discipel. Bespisningen af de femtusind. Helbredelsen af den blindfødte. Kvinden grebet i ægteskabsbrud. Og Jesu tilfangetagelse i Getsemane Have natten mellem skærtorsdag og langfredag. - Hvorefter der i det trykte blad med disse tekster henvises til, at "resten af historien oplever vi langfredag, påskedag, anden påskedag - og 1. søndag efter påske".

 

Straks efter orgel-præludiet havde en konfirmand bedt indgangsbønnen, ligesom gudstjenesten sluttede med at en konfirmand før orgel-postludiet bad udgangsbønnen. Men efter læsningen af missions- og dåbsbefalingen og dåbssalmen Alle mine kilder skal være hos dig (396) læste konfirmanderne hver et af de her nævnte stykker, og efter salmen om Jesu tegn og undere: Med den enbårnes herlighed (125) fulgte så "prædikenen" - i form af en samtale mellem konfirmanderne og præsten over de læste tekster.

 

 

Hvad er det her egentlig for noget?

 

Det er i det hele taget en stor oplevelse at undervise konfirmander. Man kan blive helt bevæget indvendig, når man midt i en time kommer til at tænke på, at her er vi midt i kirkens helt centrale overdragelse af den kristne tradition og lære. Prøv og forestil jer, at vi slet ikke havde konfirmandundervisningen!

 

Men der er også andre tanker, der kan melde sig. Man kan også komme til at spørge sig selv: Hvad er det her egentlig for noget? For det er unægtelig ikke bare store, men også meget mærkelige, ja, rent ud sagt utrolige ting, man står og overdrager til disse teenagere.

 

Og på en helt særlig måde kom dette spørgsmål til mig i forbindelse med dette års samtale med konfirmanderne. For lige meget hvordan man prøver at lægge det frem og forklare det, er det jo hård kost for tanken: At Jesus blev "undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria". Undergerningerne. Guds Rige, som skal komme efter denne verdens tid, men som allerede nu er til stede med trøst og håb. Jesu tilsigelse af syndernes forladelse på Guds vegne. For slet ikke at tale om hans opstandelse påskemorgen og hans "himmelfart" 40 dage efter - og udgydelsen af Helligånden over disciplene på den 50. dag efter påske!

 

 

Let for præsten, svært for de andre?

 

Konfirmanderne vil kunne bevidne, at jeg gør alt for at lægge disse store og svære ting så ærligt og redeligt og solidarisk frem for dem som muligt. Og jeg håber inderligt, Kirkebladets læsere og pastoratets kirkegængere har det samme indtryk. For hvad ellers? Man kan jo ikke stille sig i det, der skal være Sandhedens, tjeneste uden at være fuldstændig ærlig!

 

Men hvordan bærer vi præster, med vores universitetsuddannelse og alt muligt, os ad med at tro på alle disse, helt bogstavelig talt u-trolige, ting? Er det måske bare som en smuk og velgørende "poesi" eller symbolik? Jonglerer vi præster bare med begreberne som "professionelle symbol-analytikere" - og har det forholdsvis let med det - medens almindelige mennesker må gå og kæmpe med en pinefuld tvivl i forhold til en fuldstændig bogstaveligt realistisk forståelse af den kristne tros elementer?

 

 

Tænke det hele bort-prøven

 

Hvis jeg skal prøve at besvare de spørgsmål, der her er tale om (og det bliver jeg altså ikke færdig med i dette nummer!), så må jeg begynde med den mulighed, at der faktisk ikke er nogen dækning bag den kristne forkyndelses påstande. Og et rent tankeeksperiment er dette jo ikke. Hvem af os har ikke prøvet denne den helt store tvivl eller totale mangel på tro?

 

Vi prøver altså først at se helt bort fra det hele og sige: Der er slet ingen Gud eller noget som helst andet end det fysiske univers, som vi med vore legemer er biologiske dele af. Punktum!

 

Og denne mulighed er der jo i moderne tid mange der siger de er kommet til. "Når nu videnskaben siger". Og: "Når der er så megen lidelse og så meget ondt i verden".

 

I første omgang er dette jo klart det mest nærliggende, tankemæssigt set. Men jeg vil vove den påstand, at intet menneske kan leve sit liv, medens han eller hun konstant er opfyldt af denne opfattelse - og kun den! For hvis alt dybest set bare er fysik, så er alt jo også lige gyldigt. Så er den værste diktators eller torturbøddels eller kræftcellens eller HIV-virusets liv jo lige så meget bare nogle begivenheder i universets fysiske forløb frem mod omdannelsen til jern som det lille legende barns eller det unge forelskedes pars.

 

Og tankemæssigt set nytter det ikke noget at komme med "humanismen" (selv om noget i den retning jo må forsøges, hvis man ikke mener at kunne tro på Gud). Tankemæssigt (og det er det, vi taler om her) er "humanismen" ingen løsning. For hvis man skal rette sig efter, hvad videnskaben (hvilket i sidste ende vil sige fysikken) siger, er der ingen særlig "humanistisk" instans, ikke noget over-naturligt ved at være menneske. Men det er der som sagt i praksis. Og så er man faktisk også nødt til - i hvert fald på en eller anden måde - at operere med en forestilling om "Gud". Dette vil de egentlige "humanister" (på dansk: "menneske-ister") ganske vist benægte. De vil sige: Hvad skal vi med denne "fordobling" af, hvad vi faktisk ved og erfarer ved slet og ret at leve som mennesker? Men mit svar er, at når netop jeg et meget langt stykke gerne vil give dem ret, så forstår jeg det på den måde, at det er den Gud, jeg tror på (så godt jeg nu kan), der har skabt dem med de kvaliteter, der gør, at de med en vis ret kan sige, som de gør!

 

Bent Christensen

 

Fortsættes i et eller flere kommende numre! - Se ovenfor - på denne side står stoffet fra de forskellige kirkeblade jo i "omvendt kronologisk orden"!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra 14. årgang nummer 9 - November 2001

 

Glæd jer - også nu!

 

Det er på flere måder en meget sørgelig og truende situation, vi befinder os i. Men som kristne har vi både ret og pligt til at leve i håb og glæde, også nu.

 

 

Gå ud og mor jer!

 

Denne overskrift er taget fra øverste højre hjørne af forsiden på et af formiddagsbladene her under terrorkrigssituationen. Og det skulle være skuespilleren Jesper Kleins råd og opfordring til danskerne.

Nogle vil finde en sådan overskrift upassende allerede i et formiddagsblad. Og hvor meget mere så ikke i et kirkeblad! Men Jesper Klein har jo ret. Netop i den krigstilstand, vi faktisk befinder os i, er rådet rigtigt. For uanset, hvad vi (jfr. forrige nummer) skal mene om selve den militære krig mod terroristerne, må vi i hvert fald trodse deres forsøg på at skræmme os og få vort samfundsliv til at gå i stå. Vi skal flyve og på anden måde rejse, som vi plejer. Og vi skal sende og modtage breve. Og gå i biografen, i teatret, til koncerter og alle mulige andre ting. Samtidig med, at vi selvfølgelig rent praktisk overvejer, hvordan vi skal forsvare og beskytte os. Og samtidig med, at vi dybt alvorligt sørger over de tab og den lidelse og frygt, der rammer både os selv og de mange uskyldige mennesker i det stakkels Afghanistan. Det liv på trods, ja, den glæde på trods, der her er tale om, skal jo ikke være overflade. Selv Jesper Kleins opfordring skal jo efterkommes med en i grunden dyb alvor.

 

 

Plant et træ!

 

Vi kan også tænke på, hvad vor store reformator Martin Luther ifølge en måske ikke så helt nøjagtig tradition skal have sagt. Det skal have været, da nogen spurgte ham, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, verden skulle gå under i morgen. For da skal Martin Luther have svaret: "Jeg ville plante et træ!". Meningen er for det første, at vi ikke skal spilde livet med meningsløse grublerier, men jo også, at vi i vor kristne tro skal give os hen i livet her og nu, idet vi venter på verdens ende som "vor Herres Jesu Kristi dag".

 

 

Glæd jer!

 

Eller vi kan gå til Det Ny Testamente. Her er der også en masse opfordringer til at glæde sig - trods alt.

Da jeg satte computeren til at finde samtlige steder i Det Ny Testamente, hvor ordene "glæd jer" forekommer, var det første af de 11 steder, der kom frem, det allersidste punktum i det allehelgensevangelium, vi skal høre på søndag!

Nu skal man ganske vist i en situation som den, vi befinder os i nu, være meget forsigtig med anvendelse af skriftsteder. Men lad os først se, hvad det var Jesus sagde som afslutning på den række af "saligprisninger", hvormed Bjergprædikenen i Matthæusevangeliets kapitel 5-7 indledes. Efter selve rækken af de korte "lykkelige-trods-alt-tilsigelser", siger Jesus:

"Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer".

Her ser vi - kursiveret af mig - hvordan vor Herre Jesus helt ordret har opfordret os kristne til at glæde os i selv de mest forfærdelige situationer.

Men vi ser også, at der er tale om en sammenhæng, vi skal vogte os for at misbruge. For der er jo ingen i vore lande, der bliver forfulgt på den måde, Jesus taler om her. Den frygt og de tab og lidelser, vi bliver udsat for, er jo i praksis ikke anderledes, end hvis det var en hvilken som helst anden kriminel organisation, der havde indledt en krig mod os.

Sammenligningspunkt er altså: Glæd jer - selv under de mest fortvivlede forhold!

 

 

Guds fred, som overgår al forstand

 

Og vi kan gå videre til Filipperbrevet, det brev, apostelen Paulus i sin tid skrev til menigheden i den makedonske by Filippi oppe i den nordøstlige del af det nuværende Grækenland. Og vi skal være klar over, at Paulus faktisk sad i fængsel for sin kristne tros skyld, da han skrev brevet! Så det er ikke tomme ord. Der er formodentlig tale om det lange fangenskab, der endte med Paulus' henrettelse ved halshugning i Rom. Her skriver apostelen hen mod brevets slutning:

"Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus". (Fil. 4,4-7).

Dette er et af de virkelig store steder i apostelbrevene. Her hører vi en opfordring til, altid at glæde sig, skrevet af en mand i lænker på vej mod døden. Og begrundelsen er: "Herren er nær". Og lad os ikke fortabe os i, hvor tidsligt bogstaveligt Paulus og hans medkristne dengang har forstået dette. For i grunden gælder det samme for os. At være kristen er at leve ikke bare nær Kristus, men i Ham. Også trods alt, hvad der kan tale imod det. Og så er den tidslige nærhed der også, som en håbets horisont. Trods alt. Ja, så er Guds fred over os og i os, ikke som bare almindelig "fred og ro", men som den store tryghed ved at hvile i Den Eviges varetægt.

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra 14. årgang nummer 8 - Oktober 2001

 

 

Gud i vold - ikke vold med Gud!

 

Efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 står vi kristne på ny i et dilemma: Skal vi prøve at bekæmpe det onde med også militær magt, eller skal vi vende den anden kind til?

 

 

Igen i krig

 

Det er nu tredje gang siden Den Kolde Krigs afslutning, Danmark er mere eller mindre i krig. Der var Golfkrigen, hvor vi deltog i blokaden af Irak med et flådefartøj, Kosovo-krigen, hvor vi deltog med et antal F-16 fly, og der er den nuværende "krig" mod terrorismen, hvor Danmark har tilsagt USA, de øvrige NATO-lande, EU og hele den store verdensomspændende antiterror-koalition vor fulde støtte.

 

At vi så også har deltaget og fortsat deltager med fredsbevarende styrker i det tidligere Jugoslavien og netop har haft en styrke i Eritrea, er en anden sag, som vi ser bort fra her.

 

Denne gang er det helt uoverskueligt, hvordan det vil komme til at udvikle sig. Vi ved ikke, om danske styrker vil komme til at deltage på en eller anden måde. Og vi ved ikke, om vi her i Danmark kan blive udsat for terrorangreb.

 

 

Hvad skal vi gøre?

 

Men hvad skal vi gøre? Det er ikke let. Og slet ikke, når man er kristen. Jeg kan ikke lade være at tænke tilbage over mit eget liv med dette dilemma:

 

 

Et personligt tilbageblik

 

Jeg aftjente min værnepligt i årene 1962-64. Men jeg husker meget tydeligt, hvordan jeg i tiden op til sessionen kraftigt havde overvejet, om jeg i stedet skulle blive militærnægter. Jeg havde læst Intet nyt fra Vestfronten og var meget påvirket af den. Sådan noget kunne man da ikke deltage i!

 

Men der var jo også mindet om Nazi-Tysklands forfærdelige gerninger før og under Anden Verdenskrig og om Sovjetunionens hårde undertrykkelse af både sin egen befolkning og landene i Warszawapagten, ikke mindst nedkæmpelsen af den ungarske opstand i 1956. Så jeg blev alligevel soldat. Men den militære uddannelse skærpede jo kun problematikken.

 

Senere blev jeg feltpræst. Og det gjorde det endnu sværere igen. For selv om vi danske feltpræster altid har sagt, at vi bare er med, fordi vi skal være, hvor menigheden er, så er der jo på en eller anden måde tale om et medansvar. Jeg mener, at hvis man virkelig er pacifist, så skal man ikke være feltpræst; så skal man holde sig væk og opfordre alle sine medkristne til at blive militærnægtere.

 

Men som jeg i sin tid altid sagde til mine soldater: "Derved ville vi jo også pådrage os et ansvar". Jeg understregede imidlertid også altid, at vi altså holdt Gud uden-for! Hvad vi gjorde, var helt på eget ansvar. Som det mindste af to onder. Og at vi måtte bede Gud om tilgivelse for det, hvis det var forkert.

 

Det er - og børe være - utænkeligt, at en dansk feltpræst skulle begynde at "velsigne våbnene" eller prædike krig i Guds navn.

 

 

Aldrig i Guds navn!

 

Men hvad gør vi nu? Det er alligevel noget andet end dengang vi stod over for Sovjetunionens og Warszawapagtens massive magt.

 

Og det er noget, der ligner en religionskrig! Hvad skal vi gøre? (Den Kolde Krig var ganske vist også en religionskrig, for kommunismen er i virkeligheden også en slags religion).

 

Jeg må i min egenskab af sognepræst sige det samme, som jeg i sin tid sagde som feltpræst: Jeg ved det ikke! Måske skulle vi virkelig bare vende den anden kind til og gå i martyrdøden. Give os Gud i vold i stedet for måske at øve vold med Gud? Men det sidste skal vi som sagt under ingen omstændigheder gøre. Hvis eller når vi synes, vi bliver nødt til at sikre civilisationen mod terror, også med militære midler, så må vi holde Gud udenfor. Vi må sige, at det er noget, vi er nødt til at gøre for at opretholde vore samfund. Og vi må prøve at gøre det med så lidt lidelse og så få tab for uskyldige mennesker som muligt. Idet vi samtidig prøver at opføre os i verden på en sådan måde, at ingen med rette kan føle os som deres fjender. Og så stadigvæk: Gud i vold! I Guds varetægt!

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra 14. årgang nummer 7 - September 2001

 

 

Høsten her og høsten hist

 

I den periode, som dækkes af dette nummer af Kirkebladet, skal vi endnu en gang fejre vore høstgudstjenester. Og det er et storslået møde mellem himmel og jord, der her bliver tale om.

 

Hvis vi ser bort fra fiskene, og hvad der ellers er af godt fra havet, kommer al vor føde direkte eller indirekte fra jorden. Med nødvendig hjælp fra luften og solen!

 

Jorden er det medium, planternes rødder kan være i, og den indeholder de stoffer, som er nødvendige for planternes vækst.

 

Men så er der også luften med dens helt nødvendige indhold af kuldioxid (kultveilte) - og med skyerne, hvorfra regnen kommer.

 

Og endelig er der solen, som er den energikilde, der får hele det biologiske maskineri til at køre, så at kulstoffet fra luftens kuldioxid samt kvælstoffet og alle de andre nødvendige stoffer fra jorden kan blive sat sammen til de ny organiske stoffer, den pågældende plante og dens frugter eller frø består af, altså også kornplanten og dens kerner.

 

Sådan kan den jordiske side af sagen kort beskrives på grundlag af den biologiske viden, vi har i vor tid.

 

Men i alle årtusinderne forud har man også haft et religiøst forhold til det, der foregik på markerne.

 

I hedensk tid var der dog nærmest tale om en form for magi, hvor det hele gik ud på at få en gunstig indflydelse på de naturkræfter, man opfattede som guddomme.

 

Det var først med det fantastiske og helt enestående gennembrud, der skete ved det israelitiske folks dannelse, der kom et helt anderledes perspektiv ind. For første gang i menneskeslægtens historie fik man et begreb om, ja, en tro på, en Gud, der virkelig var Gud, en evig personlig magt hinsides verden, men hele verdens, hele tilværelsens Skaber og Herre.

 

Og næsten halvandet årtusind senere åbenbarede denne Gud sig så i Jesus, Marias Søn. I Ham kom Guds Rige nær, Paradis opladt på ny. Derfor er den kristne høstgudstjeneste så uendelig meget mere end de gamle hedningers forsøg på at sikre frugtbarheden. Her kommer vi med vor tak for høsten ind i Evangeliets store og helt nye sammenhæng, hvor "høsten her" på een gang er vort livs næring her og nu og et symbol på den store himmelske høst.

 

Bent Christensen

 

 

Erklæring

 

Umiddelbart før prædikenen på 7. søndag efter trinitatis, den 29. juli 2001, oplæste undertegnede redaktør og sognepræst følgende erklæring - som altså hermed også fremsættes over for alle Kirkebladets læsere, dvs. for hele pastorats-menigheden:

"I anledning af, at jeg på det sidste har ført mig meget kraftigt frem i den fremmedpolitiske debat, har jeg i en orientering til de tre menighedsrådsformænd fremsat en erklæring, som jeg nu også vil fremsætte over for jer, som er forsamlet til gudstjeneste her i dag:

Ingen kan beskylde mig for at have en dårlig forståelse af kirkens og menighedens væsen og af sognepræsteembedets stilling i den. Jeg er også helt klar over, at fremmedpolitikken er et højspændt område, hvor meningerne er stærkt delte, både i befolkningen og i folkekirkemenigheden. Derfor er jeg overbevist om, at I vil have fuld tillid til, at jeg - med de synspunkter, jeg nu er stået frem med - fortsat vil se det som min selvfølgelige opgave at være kristen præst i den lokale kristne menighed - for ALLE dens medlemmer. Det er i hvert fald ikke mig, der frakender folk kristennavnet, fordi de mener noget andet end jeg selv. Jeg vil gøre alt for at holde den strid, jeg nu er involveret i, ude fra gudstjenesterne, kirkebladet og i det hele taget min embedsvirksomhed som sognepræst her i pastoratet. - Enhver må høre Evangeliets tiltale, og så på eget ansvar gå ud og handle derefter i såvel sin daglige som sin politiske praksis".

 

 

Præciserende tilføjelse:

 

Når jeg siger, at jeg vil "holde den strid, jeg nu er involveret i, ude fra gudstjenesterne" osv., så betyder det først og fremmest, at man trygt skal kunne gå i kirke her i pastoratet uden at skulle frygte at blive udsat for en fremmedpolitisk brandtale, og at man heller ikke skal frygte, at se den slags i Kirkebladet, ligesom man også trygt vil kunne henvende sig til mig i alle anliggender, lige fra ny dåbsattest til den mest alvorlige sjælesorg, selv om man er vildt uenig med mig på det fremmedpolitiske område.

 

Ligeledes betyder det, at jeg vil være ekstra forsigtig, når fx søndagens evangelium peger i retning af denne problematik, hvad det jo tit gør. Men det er gået op for mig, at det jo også ville være forkert, hvis jeg så bare gik udenom. Navnlig fordi den udvikling vi er inde i, under alle omstændigheder vil komme til at få stor indflydelse på vor fremtid som evangelisk-luthersk kirke i Danmark. Og det er i hvert fald noget helt andet end bare fremmedpolitik. Hvortil kommer, at alle i den danske kirke af den nuværende situation bliver tvunget til at forstå kristendommen i forhold til islam på en helt anden måde, end det var tilfældet før.

 

Det bliver altså ikke så let. Men det, jeg lover, er, at jeg vil gøre mit yderste for, at den virkelig store og voldsomme debat, den vil blive ført ude i "det store offentlige debat-rum" og ikke inde i selve pastoratets sammenhæng, ligesom jeg også vil gøre mit yderste for at optræde som præst på en sådan måde, at ALLE i menigheden vil kunne være trygge derved - også selv om jeg i prædikenerne vil kunne blive nødt til at komme ind på nogle ting og tale om dem på en måde, ikke alle vil være enige i. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre at "prædike sterilt"! Men det afgørende er, at vi ALLE lader os være under selve Evangeliets tiltale.

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra 14. årgang nummer 6 - Juli-august 2001

 

Pinsen og Kirken (2)

 

 

Kirkehistorien som pinse-evangeliet

 

 

Artiklen om Pinsen og Kirken i forrige nummer sluttede med et ultrakort overblik gennem een spalte over kirkehistorien fra apostelen Peters prædiken på selve den første og grundlæggende pinsedag og frem til den helt aktuelle situation i Folkekirken lige netop nu, hvor kirken på en hidtil ukendt måde begynder at blive synlig som en særlig størrelse, og hvor den tilsvarende fremtræder som del af det store globale fællesskab, der blev indstiftet den første pinsedag. Og artiklen sluttede med en bebudelse af en fortsættelse ved en senere lejlighed. Som altså er allerede nu!

 

Den egentlige pinse-beretning i Det Ny Testamente er det stykke af Apostlenes Gerninger, der høres som "lektie" efter første tekstrække ved gudstjenesten pinsedag (Apostlenes Gerninger 2,1-11). Men der er jo også evangeliet efter første tekstrække til 1. søndag efter påske: Johannesevangeliet 20,19-31. Her berettes der om, hvordan den Opstandne allerede om aftenen påskedag blæste ånde i disciplene og sagde "Modtag Helligånden!". Desuden er der meget "pinseevangelium" i den del af Johannesevangeliet, som kaldes "afskedssamtalerne" (Johannesevangeliet kap. 13-17), og som vi hører på de sidste søndage før pinse, altså som en slags "bebudelsesevangelier" om pinsen. Men ellers er det jo hele resten af Det Ny Testamente, især Apostlenes Gerninger, der er "pinseevangeliet", altså de første vidnesbyrd om kirkens liv under pinsens virkelighed og de første eksempler på udfoldelsen af, hvad det var der var blevet sat ind i verden ved Jesus fødsel, liv, død og opstandelse. Hvorefter fortsættelsen så følger i hele Kirkens historie.

 

Ja, sådan må man virkelig sige, hvis "det med pinsen" ikke bare skal blive en helt uvedkommende abstrakt tale om "Helligånden" og "Treenigheden".

 

 

 

Der skal en stærk tro til

 

Men man skal jo ikke læse ret meget i kirkehistorien - eller i "Kristenhedens" historie - før man må sande, at det skal der altså en stærk tro til! For det er virkelig anfægtende, dvs. et sværdslag mod troen, at stifte nærmere bekendtskab med, hvad de, der skulle være de kristne, altså Kirken, har gjort, ikke alene mod deres ikke-kristne medmennesker, men også mod hinanden indbyrdes.

 

Og det er noget af en smagssag, om det skal ses som en trøst eller som en endnu større anfægtelse, at sådan har det været lige fra den allerførste begyndelse, også i selve inderkredsen omkring Jesus, "de tolv": magtkampe, skænderier, splittelse osv.

 

Men det kan faktisk være en slags trøst at læse i de nytestamentlige skrifter om alle problemerne i den ældste Kirke. For så er det da ikke os i fx vore dages danske Folkekirke, der er specielt ukristelige!

 

Men det er da stadigvæk et meget pinefuldt spørgsmål, hvorfor Guds børn i Kirken er så slemme, som de rent faktisk har været lige fra de allerførste disciples dage af, og altså hvorfor Evangeliets virkninger ikke har været og er stærkere blandt og i os kristne.

 

Men over for disse spørgsmål, kan vi kun sige, at kristendommen altså er det bedste, vi har - under de vilkår her i verden, der altså åbenbart er, som de er, og som i hvert fald ikke bliver anderledes af, at vi forkaster kristendommen.

 

 

Men det stammer i hvert fald ikke fra Jesus!

 

Men så er det altså heller ikke værre! I hele den udfoldelse af kristendommen, der er tale om i kirkehistorien, er det trods alt ikke de dårlige ting, der fylder det hele. Man må tværtimod sige, at kristendommen trods alt har haft mange gode virkninger, såvel for så vidt angår hele den måde, vi lever med hinanden på, som for så vidt angår hele den kulturelle udvikling i videste forstand.

 

Og det allervigtigste er, at det er så helt, helt klart og tydeligt, hvordan de dårlige ting strider mod alt, hvad Jesus kom med! Det er umuligt at pege på bare een af dem som en følge af, hvad Jesus har gjort og sagt! Den mest skarpe ammunition til at kritisere de kristnes gerninger, den får man altså fra kristendommen selv. Der er intet af det onde, "de kristne" eller "kirken" har gjort, der på nogen måde kan finde sin begrundelse i eller uddrages af Det Ny Testamente. Det er alt sammen gjort på trods af, hvad der ligger i Det Ny Testamente.

 

 

 

Fremtiden?

 

Og nu står vi så her - i begyndelsen af det tredje årtusinde efter Jesu fødsel - med hele Kirkens historie på godt og ondt bag os og med en fremtid foran os, der i alle henseender ser meget truende og skræmmende ud. Men vi har fået lov at tro, at Kirken vil bestå indtil verdens ende, og at så kommer Guds Rige.

 

Hvad den danske kirkes fremtid angår, må vi bede med salmens ord: "Er vi tusind, er vi to, / kom bekend med os vor tro!".

 

Og hvad Kirken som helhed angår, må vi i bøn og arbejde gøre alt, hvad vi kan, for at komme så tæt ind på livet af vore medkristne i de andre kirkeafdelinger som muligt. Idet vi ikke sætter vor lutherske kristendomsforms lys under en skæppe, men netop derfor heller ikke er bange for at lære nogle af alle de ting, vi kan lære af de andre.

 

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra 14. årgang nummer 5 - Maj-juni 2001

 

 

Pinsen og Kirken (1)

 

 

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund

 

 

Jesus hos os nu

 

I forrige nummer, påskenummeret, var to af hovedartiklens afsnit forsynet med overskrifter, der stammede fra nogle af de løsblade, der indgår i vort konfirmandmateriale. Det samme gælder overskriften over hele denne pinseartikel.

 

Der er ikke noget billede på forsiden af pinse-undervisningsbladet. Der er bare en stor rød firkant foroven hen over hele siden - med overskriften Jesus hos os nu og ved siden af den - i en ramme:

 

 

TREDJE TROSARTIKEL

 

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

 

Forsøgene i selve teksten på yderligere forklaringer overgår ikke dette side-hoved. Tværtimod! Jesus hos os nu siger det afgørende - sammen med bekendelsen af troen på Kirken og de kristnes fællesskab.

 

Langfredag holdt Jesus op med at være hos disciplene i den menneskeskikkelse, han blev født med julenat.

 

Påskedag - og i de fyrre dage frem til Himmelfarten - viste han sig for dem som hverken mere eller mindre end Den Opstandne.

 

Men en af de afgørende ting, det, vi kalder "himmelfarten", betød, var, at nu holdt dette op.

 

Så blev det pinse - på den halvtredsindstyvende dag efter påske. Det beretter evangelisten Lukas om i sit andet skrift Apostlenes Gerninger. Og det er fra denne beretning, den ovenfor omtalte røde farve som pinsens symbol stammer: Og tunger som af ild viste sig for dem og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden ... Ilden - og dermed den røde farve - symboliserer Guds kraft og nærvær i den kristne prædiken og det kristne gudstjenestefællesskab.

 

 

Kirken

 

Den første kristne prædiken i det, der nu er kirkehistorien, er apostelen Peters store prædiken lige efter pinseunderet, og den resulterede i, at tre tusind mennesker tog imod hans ord og blev døbt.

 

Den frelseshistorie, som var begyndt allerede med Abraham, havde nu fået sin fortsættelse i netop kirkehistorien. Man kan godt sige, at til jul fik Gud menneskeskikkelse i mennesket Jesus, men at fra og med pinse blev hele forsamlingen af Jesus-disciple Guds store legeme i verden.

 

Dette er store ord, men ikke for store. Jesus har selv sagt det med bl.a. disse ord: Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer ... Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.

 

Når vi synes, dette er for store og for fremmedartede ord, skyldes det, at vi i tusind år har levet i et Danmark, som simpelt hen var "et kristent land". Her var der ikke nogen særlig størrelse, der var "kirken". Men sådan er det ikke mere. Og det er ikke bare "de fremmedes" skyld. Længe før de begyndte at komme, var der mange gode danskere, der lagde kristendommen bag sig, trådte ud af Folkekirken og undlod at lade deres børn døbe. I dag er kun 85% af befolkningen medlemmer af folkekirken, og dette tal vil efter alt at dømme dale støt i de kommende år. Og så bliver kirken kendelig som en særlig størrelse - samtidig med, at dens medlemmer opdager, at de i denne "særlighed" indgår i det store globale fællesskab, som blev indstiftet den første pinsedag. - Alt dette er der meget mere at sige om, på både godt og ondt, men det må vente til en senere lejlighed.

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra 14. årgang nr. 4 - April 2001

 

KORSFÆSTET - OPSTANDEN

 

Vi tror på Jesus Kristus - pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død pg begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde

 

 

Hvornår er det påske?

 

Påsken og kalenderen

 

I Kirkens første århundreder stredes man en del om påskens placering på kalenderen. Problemet bestod i, at påsken jo allerede var en jødisk fest, nemlig til minde om udfrielsen af Egypten med overgangen over Det Røde Hav (jfr. tegnefilmen om Moses "Prinsen af Egypten"). Og den jødiske kalender fulgte altså månen - med måneder på 28, 29 eller 30 dage, og med en tillægsmåned, som blev skudt ind, når forskellen mellem kalenderen og årstiden blev for stor.

 

Den jødiske påske faldt i måneden nisan (svarende til vores april). Den 14. nisan blev påskelammene slagtet i Jerusalems tempel, og den 15. nisan spiste man så selve påskemåltidet - et helstegt lam med bitre urter og usyret brød til, til minde om situation ved udfrielsen af Egypten, hvor man jo bl.a. havde så travlt, at man ikke nåede at få surdejen med!

 

Og sådan fejrer de jøder, der ikke er blevet kristne, jo den dag i dag påske. Men for os kristne er den jødiske påske nu et under-lag under de begivenheder, som fandt sted på de dage, vi kalder skærtorsdag, langfredag og påskedag.

 

Til at begynde med fulgte man den jødiske tradition med hensyn til påskefestens placering, men på kirkemødet i Nikæa i 325 blev den kompromisløsning vedtaget, som gælder den dag i dag, nemlig, at man følger månen, men samtidig binder sig til forårsjævndøgnet, så at påskedag er første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn!

 

 

Påsken som opstandelsesfesten

 

Men spørgsmålet, "hvornår er det påske", kan jo også forstås som spørgsmålet, "hvornår begynder påsken", altså, om vi kan sige, det er påske allerede fra palmesøndag, eller måske fra skærtorsdag, eller om det først er påskemorgen, det bliver påske. Og her er svaret selvfølgelig, at hvis der skal tales helt rent og centralt kristent, så er det påskemorgen, det bliver påske. Når vi siger "påskeevangeliet", så er det jo også helt klart beretningen om kvindernes oplevelse ved den tomme grav påskemorgen, vi taler om.

 

Når der overhovedet kan være tale om et spørgsmål her, skyldes det, at der som sagt allerede var en jødisk påskefest, og at det var i forbindelse med den, de afgørende begivenheder til og med Jesu død fandt sted.

 

Og de første kristne - som af gode grunde alle var jøder - blev jo i mange år ved med at fejre den jødiske påske videre, om end med et helt nyt indhold, for så vidt angår det, der var sket på de dage, vi nu kalder skærtorsdag og langfredag. Og det kaldte man "påske". Dagen for Jesu opstandelse, "den første dag i ugen", lå jo efter den jødiske påskefest. Men efterhånden som tiden gik - og efter at Templet i Jerusalem var blevet ødelagt - blev det opstandelsesdagen, påskenavnet ganske særligt blev knyttet til, den dag, der ligger bag alle de små opstandelsesdage, som alle de følgende søndage er.

 

Men når vi i dag har det som et spørgsmål, hvornår vi kan begynde at sige påske, så er det næppe den jødiske baggrund, vi tænker på, men hele den sammenhæng af begivenheder, hele det drama, som udgøres af forløbet fra og med palmesøndag, til og med påskedag. Og vi kan da også godt sige, at disse otte dage er den kristne påske i videre forstand - hvor påsken i videste forstand så også er tiden helt frem til Kristi himmelfart og pinse.

 

Men eet er alle disse kalender- og andre tids-forhold. Hvad med indholdet? Ja, hvad med de to store spørgsmål, som skal berøres i resten af denne artikel:

 

 

Hvorfor skulle Jesus lide og dø?

 

Dette og det følgende overskrifts-spørgsmål er taget fra to af de løsblade, der indgår i vort konfirmandmateriale. På forsiden af det første blad vises et udsnit af et korsfæstelses-billede: Jesu hoved med tornekronen samt hans skuldre og bryst.

 

I de svar, der gives på spørgsmålet, hvorfor Jesus skulle lide og dø, peges der på, at han var fremtrådt som en, der tilsyneladende nedbrød respekten for de overleverede lovregler, og at han omgikkes samfundets udstødte, de som havde gjort sig skyldige i alle mulige synder og ugerninger.

 

Endnu værre var det, at han også skuffede folkets forventninger til den Messias-frelserkonge, de i århundreder havde ventet på.

 

Og det allerværste var, at han ved at tilsige mennesker syndernes forladelse og ved mange andre af de ting, han gjorde og sagde, gjorde sig til Guds repræsentant, ja, til Guds søn

 

- en frygtelig gudsbespottelse!

 

Men alt dette er jo kun sådan nogle årsager. Hvad var den dybeste mening med Jesu lidelse og død?

 

Det korteste svar på dette spørgsmål er, at hermed gik han helt ind i centrum af den ulykke, der ved syndefaldet er kommet over menneskeslægten, for i total solidaritet med os at sprænge Syndens og Dødens og Djævelens magt, og for at hele bruddet mellem os og Gud.

 

Men uden Jesu opstandelse påskemorgen vil det slet ingen mening have at diskutere, hvad hans død, betyder. Derfor er det spørgsmålet på det følgende undervisningsblad, der er det altafgørende, og dermed også det helt store og helt centrale påske-spørgsmål:

 

 

Stod han op fra de døde?

 

Over dette spørgsmål er der et fotografi af "Havegraven", et delvis tilmuret hul i en klippevæg, og det er på forunderlig vis lykkedes fotografen af få et lille stykke bevoksning til at stå helt i forgrunden - med nogle blomster, der ser ud som liljer - hvorved der allerede er forkyndt meget: "Tag det sorte kors fra graven, plant en lilje, hvor det stod!".

 

I teksten under billedet peges der på en af de helt afgørende grunde til, at vi - trods alle de indvendinger, det jo er så let at komme med - kan tage påskens opstandelsesbudskab til os, og det er, at det næsten ikke er til at forklare, hvordan Jesu disciple med så stor kraft og så stort mod efter påske og pinse kunne gå ud i bogstavelig talt al verden og forkynde hans opstandelse, hvis de ikke faktisk havde oplevet den. Prøv og se på kortet over kristendommens udbredelse i de første århundreder, næste gang I kommer i konfirmandstuen!

 

Så kan man i øvrigt gøre sig alle mulige tanker om, hvad der egentlig er sket. Det kommer vi alligevel aldrig til at forstå. Men et eller andet helt enestående har disciplene altså oplevet. Vi kan kalde det et stort livets og håbets nedslag i dødens verden, et stort tegn på, at livet er stærkere end døden, sandheden stærkere end løgnen, og kærligheden stærkere end ondskaben.

 

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet 14. årgang nr. 1, december/januar 2000/2001

 

JESUS 2000 ÅR

 

På samme måde som det i traditionel forstand først er i den kommende nytårsnat, vi går ind i det 21. århundrede og dermed i det tredje årtusinde, er det også i den kommende julenat, der er gået 2000 år siden det tidspunkt, vor tidsregning sætter som Jesu fødsel

 

Kan man fejre en rund fødselsdag to gange? - Ja, netop Jesu fødsel - med den måde, vor tidstegning bygger på den - måtte vi fejre med særligt eftertryk allerede sidste år. For det var jo julen i kirkeåret 1999/2000, hvor hele verden i stor stil fejrede det "tal-magiske" tusindtalsskifte, skiftet fra ettallet og de tre nitaller til totallet og de tre nuller. Det var klart, at denne jul, som var forudsætningen for hele den såkaldte millennium-fejring, måtte fejres særligt.

 

Men i år er julen jo den jul, som er forudsætningen for det i traditionel forstand rigtige årtusindskifte. I traditionel forstand er det nemlig nytårsdag 2001, der er den første dag i det 21. århundrede og dermed i det 3. årtusinde! Og hvis vi giver os til at regne på det, kan vi også godt se, at det er i julenatten 24.-25. december 2000, der er gået 2000 år siden det tidspunkt, vor tidsregning sætter som Jesu fødsel.

 

Dertil kommer - som det allerede blev refereret i sidste nummer af Kirkebladet - at man i Den Romersk-Katolske Kirke (som vi i den slags sager godt kan skele til) opererer med begrebet "jubelår" eller "det store jubilæum 2000" - som indledtes julenat 1999 og slutter på helligtrekongers dag, den 6. januar 2001.

 

Midnatsmesse

 

Kirkeåret 1999/2000 blev indledt med en udvidet 1. søndag i advent-højmesse i Musse Kirke, og juIenat 1999 fejrede vi en tilsvarende julenats-messe i Døllefjelde Kirke - med et glædeligt stort antal deltagere og en helt særlig stemning. Som det fremgår af gudstjenesteskemaet på bagsiden, vil vi fejre både 1. søndag i advent og julenat på tilsvarende måde i år. Det bliver i henholdsvis Herritslev Kirke og Musse Kirke.

 

At disse højmesser er "udvidede" vil sige, at alt, hvad der er angivet såvel i selve vor ritualbog som i Tillægget til den, bliver brugt. Der vil blive uddelt fuldstændige tekst-blade ved begge gudstjenester, så det bliver nemt at følge med.

 

De ekstra ting, der bliver tale om i forhold til den højmesse, vi fejrer på de almindelige søn- og helligdage, er følgende gamle gudstjenesteled og udvidelser:

 

- Kyrie (Herre, forbarm dig).

- Gloria (Ære være Gud i det højeste).

- Kirkebøn for alteret med menighedssvar.

- Udvidet indledning til nadverliturgien, hvor menigheden på præstens opfordring: Opløft jeres hjerter til Herren, svarer: Vi opløfter vore hjerter. Og på præstens opfordring: Lad os takke Herren vor Gud, svarer: Det er værdigt og ret.

 

Det var midt i julenat

 

Vi må håbe, at der møder lige så mange op til julemidnatsmessen 2000, som der gjorde sidst. For det er noget helt særligt at være til stede og opleve, så bogstaveligt som det kan lade sig gøre, at

 

Det var midt i julenat,

hver en stjerne glimted mat,

men med eet der blev at skue

een så klar på himlens bue

som en lille stjernesol.

 

Eller som det lyder i en anden, mindre kendt, men storslået julesalme:

 

Født er han ved midnatstid,

skabte sol og måne,

han, som ejer verden vid,

hus i stald vil låne;

han, som på skyerne

ager blandt stjernerne,

svøbes som de spæde!

Ham, som på dommedag

taler med tordenbrag,

nu man hører græde!

 

Der er her citeret fra Salmebogens nr. 113 og 88.

 

Flagstang, låge, trappe, orgler

 

Der er i år 2000 sket mange ting på den praktiske front her i pastoratet.

 

En flagstang er blevet skænket til Musse Kirke  af »en familie i Musse«. Også her i Kirkebladet skal der på sognemenighedens vegne lyde en tak herfor!

 

Herritslev gamle kirkegård har fået forbedret sine adgangsforhold. Den østre låge er blevet hævet. Og ved den lille nordvestlige låge (den ind mod Anneksgården) er der lavet et nydeligt trappeanlæg.

 

Orglet i Herritslev Kirke er blevet udbygget med, hvad der på orgelsprog hedder »subbas og pedal«. Det, der er tale om, er, at denne nye, femte, stemme er en dyb basstemme, som ikke kommer til at lyde ved tryk på de almindelige »finger-tangenter«, men ved tryk på nogle store »fod-tangenter«, som er anbragt under organistens fødder og betjenes efter »hæl-tå princippet«. Og virkningen er en helt ny klangfylde og en fremhævelse af basstemmen. - Foreløbig tager organist Anna Christensen bare stille og roligt det udbyggede orgel i brug. Den særlige præsentation af det udbyggede orgel sker ved orgel-gudstjenesten den 28. januar med organist Rikke Juul Thomsen, Nysted, som gæsteorganist. Se også bagsiden.

 

Orglet i Døllefjelde Kirke er under udskiftning. Det gamle spiller på sidste vers, og et nyt - brugt - er allerede købt, men befinder sig foreløbig på orgelbyggerens værksted. Det stammer fra Seest Kirke i Kolding, og måtte købes - for 50.000 kr. - allerede i september måned, idet man skulle have det nye orgel sat op. Orglet kan imidlertid ikke sættes op i Døllefjelde Kirke, før der er taget stilling til udformningen af et nyt pulpitur og hele sagen er blevet godkendt af de højere kirkelige instanser.

 

De nye menighedsråd

 

To af pastoratets menighedsråd havde ved redaktionens slutning holdt konstituerende møde.

 

Herritslev menighedsråd har konstitueret sig således. Formand: Jens Højgaard, Sakskøbingvej 73, tlf. 5486 4134. Næstformand og kirkeværge: Bodil Hansen, Østvej 6, tlf. 5786 4222. Kasserer: Fanny Henriksen, Vestvej 14, tlf. 5486 4057. - De øvrige medlemmer af rådet er: Tove Jensen, Flora Jørgensen og Dora Hansen.

 

Musse menighedsråd. - Formand: Anne Birgitte Aalborg, Ålborgvej 2, tlf. 5486 4370. Næstformand: Jette Forsberg, Sakskøbingvej 60, tlf. 5487 7171. Kirkeværge: Hans-Uwe Otto, Musse Gade 28, tlf. ???. Kasserer: Inge Hansen, Tåstrupvej 5, tlf. 5486 4097. - De øvrige medlemmer af rådet er: Anne Kristensen og Poul Sørensen.

 

Døllefjelde menighedsråd holdt sit konstituerende møde i torsdags, og på det tidspunkt var bladet afleveret til postvæsenet. Resultatet af konstitueringen (som også er eller vil blive meddelt i Folketidende) bringes selvfølgelig i næste nummer. Medlemmernes navne er: Ove Brylle, Svend Erik Jacobsen, Merete Madsen, Hans Petersen, Lotte Hansen og Jørgen Frederiksen.

 

Årsmøde

 

Det Mellemkirkelige Udvalg i Lolland-Falsters Stift indbyder til årsmøde onsdag den 31. januar 2001 kl. 19 i Sognets Hus, Maribo. Biskop Martin Lind, Linköping, Sverige taler om svenske kirkeforhold.

 

Under skemaet med gudstjenestetiderne:

 

Til 1. søndag i advent: Første dag i det nye store kirkeår. Vi åbner kirkeåret med en udvidet højmesse, og det udbyggede orgel er nu i brug. Se nærmere inde i bladet!

 

Til gudstjenesten i Musse Kirke den 24. december kl. 23.10: Midnatsmesse »Jesus 2000 år«. Det er i denne julenat, vi kan fejre 2000-året for Jesu fødsel, svarende til, at det i traditionel forstand er nu nytårsnat 2000/2001, årtusindskiftet finder sted. Se inde i bladet!

 

Til gudstjenesten i Døllefjelde Kirke den 1. januat 2001: Vel var det den almindelige fornemmelse, at det var nytårsdag 2000, der var den første dag i det nye »millennium«. Men i traditionel forstand er det faktisk denne nytårsdag 2001, der er den første dag i det 21. århundrede og dermed i det 3. årtusinde! Og da der ikke bliver nogen gudstjeneste på helligtrekongers dag, den 6. januar, bliver denne gudstjeneste også den sidste gudstjeneste i den store 2000-års jul her i pastoratet.

 

Til gudstjeneste i Herritslev Kirke kl. 19 den 28. januar 2001, 4. søndag efter helligtrekonger: Musikgudstjeneste med det udbyggede orgel. - Ved orglet: organist Rikke Juul Thomsen, Nysted. På prædikestolen ved gudstjenestens slutning: provst Nils C. Roland. Liturg: sognepræst Bent Christensen. - Efter gudstjenesten vil der være kirkekaffe.

 

Ovenstående tekster er fra 14. årgang nr. 1/2001.

 

 

 

*  *  *

 

Der vil snarest blive sat flere, yngre, tekster fra Kirkebladet ind her ovenfor.

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet 13. årgang nr. 6, juli-august 2000

 

Kristendommen og Euro’en?!

 

Nogle betragtninger i den aktuelle europæiske og globale situation

 

Kan man det i et kirkeblad?

 

Nej, ikke som sådan!  Dette nummers tema-overskrift er selvfølgelig et provokerende blikfang. Undertegnede ville jo - og med god grund - stå til noget i retning af fyring, hvis jeg brugte spalterne i dette blad til direkte propaganda for en bestemt stemmeafgivning den 28. september.

 

Men hvad så med mine ret skarpe læserbreve i vort lokale dagblad, som sikkert mange af læserne har set? Her har jeg jo faktisk skrevet noget om, hvordan jeg nok selv vil komme til at stemme. Og jeg har oven i købet tilkendegivet, at jeg i en vis forstand skrev på mit præsteembedes vegne!

 

Her er det imidlertid Kirkebladet, og så er det noget andet. For een ting er, hvad en præst mener at måtte sige offentligt i sin egenskab af præst, noget andet er, hvad der skal stå i et kirkeblad, som er fælles for et helt pastorat.

 

Lad mig derfor skynde mig at slå en selvfølgelighed fast: Der kan selvfølgelig ikke ud fra selve det kristne evangelium siges noget som helst om, hvordan man bør stemme den 28. september! Og alle ved jo også, at der såvel blandt Folkekirkens præster som blandt dens øvrige medlemmer er stærkt delte meninger om hele EU-spørgsmålet overhovedet.

 

Denne tema-artikel skal derfor være nogle mere principielle betragtninger i den aktuelle situation op til afstemningen den 28. september.

 

Forskellige farer

 

Hvad nu situationen omkring Østrig og Østrig-aktionen angår, så er der faktisk nogle ting, der rent principielt kan - og skal - siges.

 

Lad os begynde med det, de 14 stats- og regeringschefers aktion var vendt imod, ja, lad os gå direkte til Jörg Haiders udtalelser om Hitlers beskæftigelsespolitik, for slet ikke at tale om hans optræden ved SS-veteranstævner. Her er virkelig noget at være på vagt over for.

 

Nazismen og Hitler og SS er ikke noget at spøge med! Og var der så endda tale om nogle rent historiske ting, som det bare var »ukorrekt« at tale pænt om. Nej, det værste er, at der er tale om ting, der virkelig kan ses som en trussel ude i horisonten i et Europa, der uundgåeligt vil blive præget af spændinger mellem forskellige etniske grupper, ja, for et Europa, der også kan komme til at stå i et spændingsfyldt forhold til omverdenen. Her vil jeg som præst rent ud sige, at vi skal passe på den nazist, der på en eller anden måde bor i os alle.

 

På en noget anden led er der de frygtelige etiske problemer, der allerede har vist sig i forbindelse med Kosovo-krigen. For uanset hvad man har kaldt det, så har vi jo faktisk været i krig sidste år. Med det ædleste formål. Men alligevel!

 

Men nynazisme eller fx mere eller mindre ædle militæraktioner, er ikke det eneste, vi har at skulle forholde os til. Som det gamle ord siger, kan det somme tider være sådan, at medicinen helbreder sygdommen, men slår patienten ihjel! Derfor skal der også peges på den fare, at »menneskerettighederne« og »værdierne« gøres til helt absolutte og indiskutable størrelser, så at der opstår en ny slags fundamentalisme, en »humanistisk fundamentalisme«.

 

Til alle tider har der været nogle, som har brugt Guds navn til at tyrannisere deres medmennesker med. Og »Guds navn« kan jo også være »den gode sags« navn. Vi kan her også tænke på, hvilke midler miljøaktivister i deres retfærdige harme undertiden har grebet til. - Eller abortmodstandere i USA!

 

Kirkerne, kulturerne og religionerne

 

Men nu lader vi situationen omkring Østrig-aktionen ligge. For der er en lang række andre ting at tænke over. Men i kirkebladet? Jo, lad os prøve at se:

 

Lad os bare tage sådan noget som forholdet inden for EU mellem det protestantiske Nordvesteuropa og det romersk-katolske Sydeuropa - samt det ortodokse Grækenland! Hvortil så kommer kandidatlandene, hvoraf fx Polen og Litauen er overvejende romersk-katolske, Estland og Letland overvejende lutherske, medens fx Rumænien og Cypern er ortodokse. Skal vi også nævne Serbien og Montenegro? Eller Bosnien med et stort muslimsk befolkningselement? Eller Kosovo og Albanien? Og endnu længere ude Tyrkiet!

 

Endelig skal konflikten mellem protestanter og katolikker i Nordirland nævnes. Måske er man langt om længe ved at finde en løsning. Men det var også på tide! For selv om denne konflikt ikke er helt så meget et spørgsmål om forskellige fortolkninger af den kristne troslære, som navnene på stridens parter lyder til, så er det alligevel pinligt, at noget, der skulle hedde sig at være to grupper af kristne, opfører sig på den måde over for hinanden.

 

Er der stadig nogen, der siger, at det ikke er noget, der hører hjemme i kirkebladet?

 

Og vi kunne jo gå videre ud i verden, ud i »den globale landsby« og se, hvor store problemer, der er i forholdet mellem de forskellige religioner og kulturer.

 

Men hvad skal vi gøre? Noget af det, vi har måttet erkende (hvis vi da ellers har erkendt det - og har villet erkende det) er, at de problemer, der her er tale om, både er meget virkelige og meget dybtgående.

 

Indtil for 10 år siden troede vi mere eller mindre alle sammen, at det var nok med det, vi dengang troede var sådan lidt almindelig dansk tolerance - som i virkeligheden var en tolerance, der gik ud på, at al den slags ikke alene var lige gyldigt, men dermed også ligegyldigt. For det var jo fremskridtet og demokratiet og fornuften osv., det gjaldt om, og så ville al den slags forsvinde og vi ville komme til at leve i eet stort globalt broderskab af oplyste og fornuftige mennesker.

 

Det første, vi skal gøre, er at arbejde for en forbedring af forholdet mellem alle kristne indbyrdes, dvs. mellem de forskellige afdelinger af DEN KRISTNE KIRKE. Det er utåleligt - og ukristeligt - at de Kristus-troende ikke har det broderligt og søsterligt godt med hinanden! Men det er ikke nemt. For der er virkelig forskelle, vi ikke uden videre kan se bort fra. Men som jeg engang sagde til en romersk-katolsk præst, jeg sad ved siden af til et møde - og som jeg efterhånden kom i en ret livlig diskussion med: »Nu er vi kommet ret langt i forbrødringen, for nu diskuterer vi jo næsten lige så hidsigt, som vi diskuterer indbyrdes i Folkekirken!«.

 

Hvad forholdet til de ikke-kristne kulturer og religioner angår, må vi på en sådan set tilsvarende måde respektere både enheden og forskellene. Enheden består i, at vi alle er mennesker - vi kristne siger: skabt i Guds billede, så vi ligner Ham. Men det gør en stor forskel, om vi tror på vor fælles Skaber gennem hans Søn Jesus Kristus eller ej. Det må vi så også samtale om, evt. ganske hidsigt. Men ikke slås om. Der er ingen anden vej. Den billige tolerance, lige-gyldighedens tolerance duer ikke til noget. - BC

 

Streger afløser skygger

 

Af teknisk-økonomiske grunde udkommer Kirkebladet fra og med dette nummer uden »skygger«, kun med streg-rammer. Men vi håber, at læserne stadig kan se kirken! Hvilket altså skal forstås i også en mere end rent layoutmæssig betydning!

 

TILFØJELSE 2014:

 

Sådan så bladhovederne ud henholdsvis til og med nr. 5/2000 og fra og med nr. 6/2000.

 

Gengivelsen på Internettet er (i hvert fald hos mig selv) desværre ikke helt nøjagtig. Kirken er trukket højere, og i den gamle tegning med fyld er de hvide mellemrum alt for store. Men man kan da se, hvad forskellen har været.

 

 

 

 

 KIRKE

      BLADET

 

 

 

 

 

 

 

 

         Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat

 

Maj-juni 2000

 

 

 

 

 

13 årg. nr. 5

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 KIRKE

BLADET

 

 

 

 

         Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat

Juli-august 2000

 

 

13 årg. nr. 6

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 13. årgang nr. 5, maj/juni 2000

 

Pinsen i to digte af Grundtvig

 

Påske og pinse i "Nyaars-Morgen"

 

Hvad angår baggrunden for Grundtvigs store digt fra 1824 "Nyaars-Morgen", kan vi gå tilbage til året 1819, som var et meget negativt år i Grundtvigs liv. Det var fx i dette år, han ophørte med at udgive tidsskriftet "Danne-Virke".

 

I fortalen til "Nyaars-Morgen" betegner Grundtvig selv dette år, som intet mindre end en slags døds-år for ham! Medens han arbejdede alt, hvad han kunne, for en kristelig og kulturel genrejsning af det danske folk, følte han sig omgivet af en ligegyldighed, som efterhånden blev til "bidende, skjærende Kulde".

 

Og denne ligegyldighed smittedes Grundtvig af, så han ikke alene blev lunken for sit egen gerning, men "omsider ogsaa døde hjertelig".

 

Men Gud gjorde ham levende igen, nemlig derved, at han igen kom til at virke som præst.

 

Palmesøndag 1821 blev Grundtvig indsat som præst i Præstø-Skibbinge, og allerede fejringen af påsken 1821 gav ham mod til at bekæmpe døden både i og omkring sig "med Opstandelsens Haab".

 

I. søndag i advent 1822 blev Grundtvig indsat som præst ved Vor Frelsers Kirke i København, og året efter, under arbejdet med prædikenen over epistelen til 1. søndag i advent 1823 "gennemlynede" det ham, at "Natten var forgangen og Dagen kommet nær" (jfr. Rom. 13,12).

 

Men det var i påsken 1824, Grundt vig oplevede den endelige opstandel-se fra den død, han var faldet ned i i 1819. Herom vidner den gentagne anvendelse i "Nyaars-Morgen" af ord og udtryk som "Dag-Røde" o. lign. Ja, det er jo også denne påske-opstandelse, der ligger bag selve digtets titel. Men ved pinsetide 1824, "da følde jeg først, liflig gjennemglø-det, at for mig var oprundet en vel-signet Nyaars-Morgen i Skjær-Sommer". Og det var nu, Grundtvig "greeb Rim-Staven" og gav sig til at nedskrive det syn, han var begyndt at se ved påsketide. Herom vidner allerede digtets syvende strofe:

 

At Natten er svundet,

Med Skyggernes Hær,

Og Solen oprundet

Til heltelig Færd,

At glødende Voven

Har favnet dens Glands,

At straalende Skoven

Den byder sin Krands,

At liflig min Tunge

Har Lyst til at sjunge,

Det ingen aftrætte mig skal!

 

Og her er solen jo i virkeligheden påske-solen, dvs. den opstandne Kristus selv, som Danmark nu vil modtage, idet havet gløder og skoven stråler. Ja, skoven er et billede på den danske menighed. Det gælder også i strofe 19:

 

I Kveld var det broget,

I Nat var det tyst,

I Morges fuldtaaget,

Men nu er det lyst;

Hvad Dagen skal bringe,

Det gjættes vel kun,

Dog ei bredes Vinge

For Intet i Lund,

Og altid en Gjerning

Det spaaer, naar Guld-Terning

Hentriller paa Blad-Tavle-Bord!

 

Bladtavlebordet, "skakbrættet" af blade, er trætoppene i den skov, som altså i virkeligheden er et billede på menigheden, og guldterningen er (pinse)solens stråler. Dagningens pinseterning er kastet! Og fuglen, der breder vinge er digteren (Grundtvig), som nu stemmer i med sin nye sang!

 

Guds pinse-hånd i "O deilige Land"

 

I det digt, som ligger bag salmen "O kristelighed", lyder strofe 7-9:

 

O, Kiærligheds Aand!

Lad barnlig mig kysse din straalende Haand

Som rækker fra Himlen til Jorderigs Muld,

Og rører vort Øie med Fingre som Guld,

Saa blaalig sig hæver bag buldrende Strand

Det deilige Land!

 

O himmelske Navn!

Som aabner for vores din hellige Favn,

Saa Aanden, usmittet, kan røre ved Støv,

Og levendegiøre det visnede Løv,

O lad mig nedknæle saa dybt i mit Leer,

At Gud mig kun seer!

 

Om bl.a. disse strofer skriver daværende formand for Grundtvig-Selskabet professor Christian Thodberg (af læserne måske bedre kendt som "kongelig konfessionarius", kongehusets præst!) i Grundtvig-Studier 1986 under titlen "Grundtvigs skovoplevelse i 1811".

 

For efter at Grundtvig onsdag før pinse 1811 var blevet ordineret i Københavns Domkirke for at kunne blive sin fars kapellan, rejste han med dagvognen hjem til Udby - men gik det sidste stykke vej til fods og kom herunder igennem en skov. Her satte han sig - i et anfald af mismod - på en sten, tog sin Bibel frem og læste 1. Kor. 15,55-58: "Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? ...". Efter at have knælet i bøn, rejste han sig, og nu kunne han med frimodighed og fortrøstning se sin præstegerning i faderens pastorat i møde.

 

Om denne oplevelse som baggrund for de her citerede strofer af "O deilige Land" skriver Christian Thodberg:

 

"Det lønner sig gang på gang at forsøge en meget kontant tolkning af Grundtvigs billedbrug. Det er i strofe 7 bemærkelsesværdigt, at den Helligånd nedrækker sin hånd til barnligt kys og med gyldne fingre rører øjet, så det kan se det dejlige land; billedet er enestående hos Grundtvig. Når Grundtvig bruger udtrykket hånd i betydningen Guds hånd, tænker han ofte på håndspålæggelsen lige efter dåbshandlingen (Den Danske Salmebog 373,2) eller ved konfirmation (DDS 407). Med tanke på [et digt til vennen F.C. Sibbern, hvori Grundtvig skildrer sin skovoplevelse, og som Thodberg udførligt bygger på] kan man inddrage håndspålæggelsen ved præstevielsen:

 

Der Brødrene udstrakte højre Haand,

For det med Suk af Herren at begjære,

At Kjærligheds og Krafts og Sandheds Aand

Miskundelig paa mig neddale vilde.

 

"Umiddelbart efter disse linier i digtet fortæller Grundtvig om oplevelsen i skoven, hvor Herren selv ved særlig indgriben bekræfter ordinationen. Det er ved denne lejlighed, hans øjne åbnes for barndommens sydsjællandske paradis som et billede på generhvervelsen af barndommens tryghed, dvs. et ubrudt liv under Guds varetægt. I en nyudsprungen bøgeskov kaster solen sine stråler ned i smalle striber! Er det ikke muligt her at se billedet af den hånd med fingre som guld, der rammer den knælende Grundtvigs hoved? Det sker i skoven, som han siden elsker dobbelt (1833-prædikenen)!".

 

Bent Christensen

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet 13. årgang nr. 4, april 2000

 

Påsken ifølge Betænkning nr. 1381

 

I dette nummer præsenteres nogle af de nye salmer i Salmebogskommissionens »Forslag til ny Salmebog«

 

Nye salmer fra Mariæ bebudelses dag til 1. søndag efter påske

 

I denne artikel præsenteres nogle eksempler på, hvad der er af nye salmer til den kommende tids gudstjeneste-dage i det Forslag til ny Salmebog, som Salmebogskommissionen for nylig afleverede til kirkeministeren. Og det forholder sig altså faktisk sådan, at det salmebogsforslag, der om et par år - med større eller mindre ændringer - vil blive til Folkekirkens nye salmebog, har skikkelse af en statslig kommissions-betænkning. Kirkepolitiske betragtninger i den anledning hører ikke hjemme her. Vi kan blot konstatere, at det altså er i denne sammenhæng, den nye udgave af, hvad vi fortsat må kalde »verdens bedste salmebog«, bliver til.

 

Den danske salme

 

»Verdens bedste« - det kan lyde som det rene pral, men er alligevel nok rigtigt.

 

I en mindretalsudtalelse tilkendegiver næsten halvdelen af kommissionens medlemmer, at de ikke står bag indstillingen af de 17 såkaldte »bibelske salmer«, en slags forsøg på at indføre noget, som bl.a. er kendt fra Den Romersk-Katolske Kirke, nemlig at der efter højmessens gammeltestamentlige læsning følger et som vekselsang mellem kor/forsanger og menighed fremført stykke af en af de gammeltestamentlige Davids-salmer.

 

Det er ganske vist en skik, der virkelig har noget for sig. Men der peges alligevel på noget væsentligt, når der i mindretalsudtalelsen står, at

 

Et afsnit af denne karakter i salmebogen mener vi vil bryde med dansk tradition for, hvad en menighedssalme i gudstjenesten er. Vi ønsker således ikke at medvirke til, at salmebogen rummer gudstjenstlige sangformer, som reducerer menighedens sang til reproduktion af bibeltekster, hvis musikalske fremførelsesform vi opfatter som et fremmedelement i folkekirkens gudstjeneste, og hvor selve bibelteksten har måttet redigeres og forenkles af hensyn hertil. Den evangelisk-lutherske menighedssalme er ikke bibeltekst på noder, men kristendom forløst poetisk og musikalsk på vers, således at menigheden gennem salmesangen bliver medforkyndere af evangeliet.

 

Hvad lige netop afsyngelsen af Davids-salmer efter den gammeltestamentlige læsning angår, er der altså også andet at sige. Men generelt peges der her på en afgørende forskel mellem fx den  romersk-katolske messe, og så vores højmesse. Og navnlig er karakteristikken af den lutherske, poetisk levende menighedssalme i det sidste »punktum« træffende.

 

Det er dog for lidt sagt, at vi kun bliver »medforkyndere« ved at få lagt genlyden af evangeliets ord i munden. For det første får vi jo samtidig selv lagt dem ind i vort hjerte. Og for det andet er den virkelige salme jo ikke henvendt til »hinanden«, men til Gud. Den typiske »evangeliesalme« af Kingo eller Grundtvig slutter altid med en helt direkte henvendelse til Gud med tak for eller bøn om, at det, der er sket i det pågældende evangeliestykke, også gælder os nu.

 

Mariæ bebudelse

 

I Forslaget har afsnittet Bebudelsen af Guds Søns Fødsel fået en ny salme: Vi synger med Maria / vor store glæde ind, skrevet i 1980 af den norske præst Eyvind Skeie, oversat til dansk i 1993 af Peter Balslev-Clausen.

 

På søndag vil denne nye salme blive sunget som introitus af kirkesanger Susanne Hansen. Det er ikke nogen hverken særlig »stor« eller særlig moderne tekst. Den er en af de »nutidige« salmer, som udmærker sig ved deres lethed - også derved, at den har et omkvæd, hvor der om det barn, Maria skulle føde, synges: For helligt er hans navn, / ja, helligt er hans navn. - Og så er der Harald Gullichsens melodi fra 1980, hvor især harmonierne er nye og spændende.

 

Langfredag

 

I afsnittet Jesu lidelse og død er der foruden en del nytilkomne salmer fra tidligere århundreder (heriblandt hele tre af Ambrosius Stub, 1704-58) tre fra 1900-tallet, hvoraf nedenstående salme fra 1991 af Lisbeth Smedegaard Andersen, skal citeres i sin helhed

 

Så bøjed den dødsdømte nakken,

de slæbte ham nådesløst med.

Han bar selv sit kors ud mod bakken,

der lå på et gudsforladt sted.

 

Han bar på al ondskab og vrede,

på myrdede håb og fortræd,

og folk vendte ho’det i lede,

mens andre slog øjnene ned.

 

Men hen over stenbro og mure

og sort mod hvert eneste hus

gled skyggen af drømmens konturer

- en vingeskudt fugl gennem grus.

 

Påske

 

I afsnittet Kristi opstandelse er der både »nye gamle« og nye fra 1900-tallet. Her skal to af den førstnævnte slags drages frem.

 

Den ældste er den mest »anderledes«, nemlig den ca. 1000(!) år gamle »sekvens« Lov og tak for påskens offer, skrevet af Wipo af Burgund, som døde ca. 1048. Første danske version 1528, nyeste danske version 1998 ved Helge Severinsen. Wipos sekvens kan synges vekslende med vers af Krist stod op af døde, som i sin ældste form ikke er meget yngre, nemlig fra 1100-tallet.

 

Nu er vi jo i et anden tekstrække-år, så det bliver ikke nu på 1. søndag efter påske (den søndag, hvor vi har konfirmation), vi efter prædikenen skal synge hele den Grundtvig-salme til Johs. 20,19-31, vi i al min tid har sunget de sidste tre vers af, begyndende med: Brat, Herre Jesus, blandt dine du stod.

 

Men vi kan allerede nu glæde os til, hvordan vi til næste år skal begynde med den berømte - og lidt berygtede! - linie Kom, lad os tømme et bæger på ny!

 

Ja, man siger, det skulle være på grund af denne linie, man i 1953-salmebogen udelod de første tre vers! Hvilket så er et af de værste eksempler på, hvordan man mener at kunne læse en hel salmes indhold ud af første linie!

 

For det er jo ikke engang en nadversalme! Det er slet ikke et bæger vin, der er tale om, men om et bæger vand! - Om end vand i den allerhøjeste betydning!

 

Der er nemlig i første vers tale om en sammenkædning - i fineste Grundtvig-stil - af følgende steder i Bibelen: 4. Mos. 20,11, hvor Moses slår vand af klippen med sin stav, så folket kan drikke. - Johs. 4,14, hvor Jesus siger til den samaritanske kvinde ved Sykars brønd, at det vand, han giver, er »en kilde, som vælder med vand til evigt liv«. - Og så alt dette set som opfyldt i det, påskemorgen gjorde langfredag til:

 

Kom, lad os tømme et bæger på ny,

ej af det væld, som udsprang under staven,

men af den levende kilde fra graven,

salighedskilden, som springer i sky:

Jesus, vor livskraft, som hjerterne styrker!

 

I øvrigt bygger denne salme - som flere andre Grundtvig-salmer fra 1837 - på gamle græske tekster. - BC

 

Under skemaet med gudstjenestetiderne

 

2000-året for Bebudelsen - »Konfirmand-gudstjeneste« og konfirmation

Allerede selve den store jule-fest i dette kirkeår fik et særligt præg. Som julefesten i det kirkeår, hvis største del falder her i år 2000. Og som den fest, der jo handler om den begivenhed, som vor tidsregning og dermed det over hele verden så stort fejrede tusindtalsskifte 1999/2000 bygger på. Men selv om det, vi skal fejre på søndag - englen Gabriels bebudelse af Jesu fødsel - kun er »den lille julefest i fastetiden«, så er det jo her, vi har den allerførste fejring af en begivenhed, som der virkelig er gået 2000 år siden! - Og dette vil jo også give en særlig historisk realisme i dette års oplevelse af begivenhederne fra og med palmesøndag og frem til langfredag, samt i vor fejring af påskens store livets sejrsfest.

 

Ind i hele dette forløb kommer så de to gudstjenester, som har med konfirmationen at gøre: Først vor traditionsrige »konfirmand-gudstjeneste«, hvor det helt særlige er den blanding af eksamen og »kollektiv prædiken«, som samtalen mellem konfirmanderne og præsten over de læste stykker er. Alle er selvfølgelig velkomne til at være med i Musse Kirke onsdag den 12. april. Der falder nok også i år et par »guldkorn« - Og 1. søndag efter påske bliver de 11 konfirmander konfirmeret, også i Musse Kirke.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 13. årgang nr. 3, marts 2000

 

Naturens store lov - og Gud?

 

Uddrag fra og replikker til fysikeren Steven Weinbergs »Den store teori. Jagten på naturens grundlove«. - Og lidt om moral

 

Hvad med Gud?

 

Dette spørgsmål indleder det 11. kapitel i en bog, »nærværende sognepræst« lige har læst, altså fysikeren Steven Weinbergs Den store teori. jagten på naturens grundlove. Og tallene i parentes i denne artikel angiver sidetallene i denne bog.

 

Hvor overraskende det end kan lyde, er der tale om et led i mine videre studier her efter Grundtvig-disputat-sen! Men det er nu ikke så mærkeligt endda. For selv om både Grundtvig og jeg klart sætter den almindelige menneskelige dagligerfaring - og i det hele taget alt, hvad der har med

 

menneskelivet at gøre - over selv de fineste og mest imponerende naturvidenskabelige forskningsresultater, så betyder dette ikke - hverken for Grundtvig eller for mig - at der ikke skal være plads til også den naturvidenskabelige erkendelse i det, man kunne kalde menneskets samlede kulturelle bestræbelse.

 

Netop når vi understreger det menneskeliges betydning, må vi jo tage alt det menneskelige med, altså også den legemlige del af det, hvilket igen vil sige hele den verden, vi med vore legemer er en del af.

 

Derfor er det i virkeligheden et sygdomstegn, at der også blandt unge mennesker er så ringe interesse for naturvidenskaberne her i disse år. Det er nok en side af den »post-moderne« tendens til at sige, at det ene kan være lige så sandt som det andet. »Altså hvis det der er sandt for dig, så er det fint nok, men jeg oplever det altså på den måde, at ...«. Steven Weinberg skriver om dette problem, at

 

Det radikale angreb på videnskaben er ét af symptomerne på den mere omfattende fjendtlige stemning over for den vestlige civilisation, der har hjemsøgt de vestlige intellektuelle lige fra Oswald Spenglers tid [ham med »Vesterlandets Undergang«, red. ]. Den moderne naturvidenskab er et oplagt mål for denne fjendtlighed; stor kunst og litteratur er udsprunget fra mange af klodens kulturer, men lige siden Galilei har den naturvidenskabelige forskning været domineret af Vesten (166).

 

En tynd - men ærefuld - erstatning for religionens trøst

 

Steven Weinberg er ikke kristen, ja, ikke religiøs. Men han er ikke alene en stor videnskabsmand, og heller ikke kun et belæst og dannet menneske, han er også et ualmindelig sympatisk og ærligt menneske. De allersidste ord i kapitlet Hvad med Gud? er:

 

Det er en næsten uimodståelig fristelse at dele troen på, at der må være noget til os uden for denne tilværelse. Det ærefulde ved at modstå denne fristelse er kun en tynd erstatning for religions trøst, men det er ikke helt uden tilfredsstillelse.

 

Og et sted inde i kapitlet erklærer han, at

 

Selv om vi vil finde skønhed i naturens definitive love, vil vi ikke finde nogen speciel status for livet eller intelligensen. Følgelig finder vi ingen standarder for værdi eller moral. Og derfor vil vi intet tegn finde på nogen Gud, der kerer sig om slige sager. Vi kan måske finde disse ting andetsteds, men ikke i naturlovene (215-216).

 

Her kan vi selvfølgelig hæfte os ved antydningen af muligheden af, at man »andetsteds« kan finde tegn på en Gud, der er »en slags personlighed med omsorg for vore handlinger, og som det er passende for os at tilbede« (211). Jfr., hvad undertegnede har peget på i begyndelsen af denne artikel - for slet ikke at tale om kristendommens levende tilstedeværelse i Kirken. (Hvormed dog ingenlunde skal være sagt, at noget af det er let). - Men så fortsætter Weinberg:

 

Jeg må indrømme, at naturen undertiden synes mere smuk, end det er strengt nødvendigt. Uden for vinduet i mit arbejdsværelse derhjemme er der et træ, som ofte besøges af et sammenrend af fugle: blåskader, gulstrubede skader og, dejligst af alle, indimellem en rød kardinal. Selv om jeg godt kan forstå, hvordan fjerenes stærke farver er opstået som led i kampen om at få en mage, er det næsten uimodståeligt at forestille sig, at al denne skønhed på en eller anden måde blev lagt på for vores skyld. Men fuglenes og træernes Gud er også misdannelsernes og kræftens Gud (216).

 

Ja, Weinberg prøver på sin måde virkelig at se ærligt på både herligheden og lidelsen her i tilværelsen, og man kunne kun ønske for ham, at han kunne komme til at opleve mødet mellem menneskehjertets dybe længsel, og så det møde med netop »fuglenes og træernes« Gud, der er kommet i stand gennem Jesus, og som finder sted, når vi møder ham i Kirken. Selv om det stadig ikke er let! Dog, jeg vil sige det på den måde, at intet skal få mig til at anerkende den kolde meningsløshed og intethed, at det af fysikerne beskrevne univers med alle atomerne og elementarpartiklerne og naturlovene skulle være hele sandheden. Kunne jeg ikke være kristen, ville jeg være en oprører, der nægtede at frasige mig min menneskelighed. Men nu er kristendommen det, der giver mig Håbet i stedet for det, jeg kunne opnå ved min egen magtesløse trods. - BC

 

Er moral-serien ophørt?

 

Nej, moral-serien er ikke ophørt. Men det skal ikke være moral det hele. Kristendommen er ikke moral. Kristendommen er mere end moral - og rummer netop derved det allerdybeste med hensyn til vort forhold til både Gud og vort medmenneske.

 

Noget, jeg længe har haft lyst til at nævne her, er de forskellige former for overtrædelse af det syvende bud, som vi vel snart alle sammen gør os skyldige i. Altså overtrædelsen af budet: Du må ikke stjæle. Og det gælder jo alt, lige fra »de stores« million- og milliard-svindlerier, til den lille mands køb af smuglercigaretter (hvorved den internationale kriminalitet måske også støttes). Midt imellem ligger de måske mere almindelige velbjærgedes køb af hælervarer, dvs. tyvekoster. Osv. - Enhver kan ransage sig selv og se, hvordan han - på den ene eller den anden måde - lever på andres bekostning og måske ligefrem støtter kriminaliteten.

 

Men en anden ting - som man ganske vist skal være forsigtig med at tale om i et monopol-medium som dette kirkeblad - er den politiske godheds-moralisme eller politiske korrekthed, som vinder mere og mere frem. Efter undertegnedes bedste mening er der her i mange tilfælde tale om det, Jakob Knudsen kaldte »vildfaren idealitet«, altså det, at man sådan set godt nok vil det gode, men bare kommer ud i det urealistiske og måske autoritære, fordi man rent ud sagt har glemt »lovens første tavle«, dvs. budet om at frygte og elske Gud over alle ting! - BC

 

Læsekredsen

 

Onsdag 28.03.00 holder læsekredsen sæsonens sidste møde, hvor vi vil runde vor beskæftigelse med den jo nyligt afdøde Göran Tunström af på grundlag af Doris Ottesen: Om kærtegn. Det guddommelige i Göran Tunströms forfatterskab. Derefter vil deltagerne lægge deres forslag til nye emner for næste sæson frem. Det helt rigtige tidspunkt for nye medlemmer at møde op!

 

Under skemaet med gudstjenestetiderne:

 

Faste. - På søndag har vi den første af fastetidens ordinære gudstjenester. Men det er jo allerede på onsdag, fastetiden begynder. Da er det nemlig den fyrretyvende hverdag før påske. Men hvad nu først selve begrebet faste angår, så betyder det jo i størstedelen af Kirken, altså i hvert fald i dens romersk-katolske og ortodokse (østlige) afdelinger, ganske bogstavelig talt noget med at undlade at spise, idet man navnlig holder sig fra kød og i stedet spiser fisk. Dog ikke om søndagen! Det er de fyrretyve hverdage inden påske, der er de egentlige fastedage. For søndagen (»Herrens opstandelses dag«) er jo selv i fastetiden en så stor festdag, at glæden ikke kan holdes tilbage. Men hvorfor skal denne tid før påske være en tid, hvor glæden holdes tilbage? Og hvorfor omfatter den netop 40 dage? Svaret på det sidste spørgsmål er, at det jo var netop 40 dage, Jesus fastede i ørkenen inden han blev fristet af Djævelen i, hvad man kunne kalde verdens største og mest ejendommelige »manddomsprøve«. Og svaret på det første spørgsmål er, at vi jo nu bevæger os ned mod det store sorte nulpunkt, som langfredag er. Og langfredag er jo ikke bare sådan et »pænt« kirkeligt begreb. Langfredag er også det sorte hul, hvor fx al tortur og terror mødes, sammen med al ondskab og lidelse af enhver art: Synden og Døden og Djævelen med alle hans gerninger og alt hans væsen. Vel at mærke også sådan som alt dette optræder inde i os selv, hver især. Fastetiden er altså en tid, hvor vi dels må se alt dette i øjnene, dels få renset det af os gennem anger og bod, dvs. i al fald en »hjertets faste«. Også ved søndagsgudstjenesterne. For opstandelses-glæden er jo netop glæde over Jesu Kristi sejr over alt, hvad der her er nævnt!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 13. årgang nr. 2, februar 2000

 

Kinesisk sekt og røde kirker

 

Vi lægger ud med en omtale af en af den moderne verdens mange sekter. Men vi får også en interessant ny forklaring på, hvorfor nogle af kirkerne på Falster og Østlolland er røde.

 

Falun Gong

 

Fra en artikel i bladet »Den Nye Dialog« har vi klippet følgende:

Verdenskommunismens sidste bastion er Kina. Her hersker det kommunistiske parti over verdens ældste kultur ... Men for ti år siden demonstrerede vestligt orienterede studenter for større demokrati af vestligt tilsnit ...

 

Demonstration i Beijing

 

Nu har Beijing slået ned på en langt større trussel, der har rod i Kinas egne traditioner. Mens kommunistpartiet gradvist har løsnet sit greb om landet, er der opstået et åndeligt tomrum, som tusindvis af nye religiøse sekter prøver at benytte sig af.

 

I april 1999 samledes den største demonstration siden 1989 i Beijing: Man placerede sig i mediterende lotusstilling på pladsen foran centralstyrets hovedsæde for at protestere mod en artikel, der kritiserede en ny religion. De demonstrerende tilhører religionen Falun Gong, der påstår at have 100 millioner dyrkere, nogle fra kommunisternes egne rækker ...

 

Falun Gong blev startet i 1992 af den tidligere soldat Li Hongzhi, der nu styrer bevægelsen fra sin hemmelige lejlighed i Queens i New York. Han påstår ifølge internet-magasinet Inside China Today at stamme fra det ydre rum og har i det hele taget ret storslåede ideer om sin egen rolle i Falun Gong.

 

Religionen påberåber sig ældgamle kinesiske religiøse teknikker, men de er komponeret af Li som hans eget religionsmix, der - i modsætning til de gamle traditioner - centrerer sig om et individs status som guru, nemlig individet Li Hongzhi ...

 

Falun Gong kan koordinere sine styrker imod den bestående orden via internettet, og Beijing må se bekymret til, mens millioner dyrker Falun Gong i alle større byer i Kina ...

 

Fortilfælde

 

I fortiden har religiøse grupper under kaotiske tilstande også søgt at vælte den bestående orden. Fra sidste århundrede kender vi for eksempel den såkaldte Taiping­-opstand, hvor den karismatiske Hong Xiuquan erklærede sig som »Jesu broder« og kastede hele det sydlige Kina ud i politisk og økonomisk kaos i 11 år ...

 

Den lignende nyreligiøse Bokseropstand, hvor store mængder af kampsportudøvere truede med at destabilisere Kina, slog til omkring århundredskiftet. Der var tale om en kinesisk art »boksere«, nemlig udøvere af kampsporten Kung Fu, egentlig Gong Fu. 

 

Falun Gong ynder også kampsport. Ordet Gong i navnet »Gong Fu« betegner samme slags teknik som i den nutidige Falun Gong ...

 

Falungong kan udgøre den største trussel mod Kinas og dermed resten af verdens stabilitet her omkring årtusindskiftet. Bevægelsen er et massivt bevis på nyreligiøsitetens internationale betydning. - Lars Munk

 

Årtusindskifte - hvornår?

 

Et forslag til en løsning på problemet

 

I tiden omkring årsskiftet 1999/2000 var aviserne fyldt med læserbreve fra kloge - jeg vil sige gammekloge - folk, der ved hjælp af alle mulige pædagogiske metoder forsøgte at få det til at gå op for folk, at det først er den 1. januar 2001, det nye århundrede - og dermed også det nye årtusinde - begynder.

 

Og det er da selvfølgelig også rigtigt, at det faktisk først er til næste år, vi kommer ind i det 21. århundrede og dermed det 3. årtusinde. Men samtidig kan enhver jo se, at det, der er det sjove - og giver den kildrende fornemmelse - det er altså, når alle fire cifre i årstallet skifter. Ligesom når vi ser alle tallene i bilens kilometertæller skifte på een gang!

 

En måde at løse problemet - og få stoppet diskussionen - på kunne være, at vi gik over til at sige »tusindtallet« og »tusindtalskiftet« og »2000-tallet«. - BC

 

De røde kirker

 

I Folketidende for fredag den 31. december 1999 gav naturformidler Sven Thorsen i »blå time« en interessant forklaring på, hvorfor en del af kirkerne på Falster og Østlolland er røde.

 

Ifølge Sven Thorsen er det Frederik den Andens enke, dronning Sophie, der står bag, idet hun nemlig nogen tid efter kongens død kom til at bo på Nykøbing Slot og som »enkepension« fik rådighed over et krongods, der omfattede det meste af Falster og Østlolland. Og Sven Thorsen fortæller nu videre:

 

Som alle andre godsejere ønskede hun at sætte sit præg på sine besiddelser og bestemte, at de kirker, der hørte under krongodset, skulle kalkes i rødt og hvidt - Mecklenburgernes farver.

 

Han fortæller også, at man nogle steder senere har ændret farven, om ikke til hvid, så fx - for Stadager Kirkes vedkommende - til »Vennerslund‑gul«.

 

Men de fleste kirkeejere har åbenbart ment, at kirken havde den farve, som kirken nu engang skulle have, og derfor forblev de fleste af Sophies kirker lyserøde.

 

Sven Thorsen gør opmærksom på, at de lyserøde kirker - også nu 400 år efter - »tegner omridset af et dronningerige«. Med Åstrup på Falster og Fuglse på Lolland som yderpunkterne.

 

Flere oplysninger

 

Det er lokalhistorikeren Poul V. Sørensen, Rødby, der har henledt redaktionens opmærksomhed på disse forhold, og han har i en telefax formidlet bl.a. disse yderligere oplysninger:

 

»Sven Thorsens kilde til artiklen er to restaureringsarkitekter, som har kigget i gamle regnskaber og dér fundet regninger fra de håndværkere, som har kalket kirkerne på den tid, da dronning Sophie regerede hernede på Lolland-Falster«.

 

»Et egentligt dokument/bevis på, at den røde farve er beordret af dronningen er dog ikke fundet«.

 

»Sven Thorsen fortalte endvidere, at der på altertavlen i Horbelev Kirke er afbildet en rød kirke. At Vålse Kirke er kalket i en rød farve, som er mørkere end de andre kirker. Og at man, dersom man skraber i kalklaget på Slemminge Kirke, også finder et rødt lag kalk«.

 

En helt særlig sag er farven på Toreby Kirke! Den beskæftiger Sven Thorsen og Poul V. Sørensen sig også med. Men det er en diskussion, vi ikke skal ind på her.

 

Herritslev Kirke

 

For vort pastorats vedkommende er det jo Herritslev Kirke, det drejer sig om i denne forbindelse, og om den står der i »Danmarks Kirker«, at »Om dens ejerforhold i middelalderen vides kun, at kronen allerede før reformationen havde kaldsretten. Den forblev under kronen, indtil den på auktionen 1725 over det laalandske ryttergods blev solgt til og året efter tilskødet Emerentia Levetzow«. - Det oplyses endvidere, at Herritslev Kirke overgik til selveje pr. 1. juli 1911.

 

Læsekredsen

 

Den 19. januar havde vi det første almindelige møde, og det blev en god aften omkring Göran Tunströms Juleoratoriet - indrammet af relevante musikeksempler fra J.S. Bachs Juleoratorium. Der er kommet et par nye medlemmer til, men kredsen er stadig åben, så interesserede kan bare møde op nu på onsdag den 9. februar kl. 19.30, hvor vi vil fortsætte vore samtaler over Göran Tunströms bog - bl.a. ved hjælp af Doris Ottesens bog om Det guddommelige i Göran Tunströms forfatterskab.

 

Under skemaet med gudstjenestetiderne:

 

Til gudstjenesten i Døllefjelde Kirke onsdag den 23. februar: Sognepræst Kasper Høyer, Vesterborg. Se om det efterfølgende møde i rubrikken nedenfor.

 

Og så er der jo ellers det at sige om gudstjenesteskemaet, at det begynder med den sjældent forekommende 5. søndag efter helligtrekonger, som vi jo efter den nye alterbog kun får, når vi har alle seks søndage efter helligtrekonger. Hvis der kun er fem søndage efter helligtrekonger, bliver den femte nemlig den ny faste »sidste søndag efter helligtrekonger«. - På grund af dagens sjældenhed er der ikke to hele sæt tekster til 5. søndag efter helligtrekonger. Men der er dog to evangelietekster, og i år skal vi høre Matthæus 13,44-52 med de tre små lignelser om skatten i marken, den særlig kostbare perle og voddet med de gode og dårlige fisk. Den gammeltestamentlige læsning er Prædikerens Bog 8,9 om alle tings tomhed.

 

MØDE - i Præstegårdens konfirmandstue

 

Onsdag den 23. februar efter gudstjenesten i Døllefjelde Kirke kl. 19. Sognepræst Kasper Høyer, Vesterborg, fortæller og viser lysbilleder fra sine to år som vikarpræst i Måsøy og Lebesby prestegjeld i det nordligste Norge - Ja, sådan har vor gæstepræst selv præsenteret sit foredrag. Kort og godt! Og det eneste, der kan være at føje til, er, at man altså virkelig skal lægge mærke til, hvor spændende dette er, og hvor storslåede billederne bliver.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 13. årgang nr. 1. Fra 1999 til 2000

 

Jubel-kirkeåret!

 

Og ny præst i Ø. Ulslev - V. Ulslev - Godsted

 

2000-års fødselsdagen

 

Der kan siges meget om jubilæer og runde fødselsdage. Men brugt rigtigt er de gode. Og når vi er kristne, må vor Herre og Frelsers Jesu Kristi 2000 års fødselsdag være den største af dem alle.

 

Også selv om vi godt ved, at det står hen i det uvisse, ikke alene i hvilket år Josefs og Marias søn blev født, men også på hvilken dato det skete. Men det samme gælder jo mange byjubilæer og lignende. Når man ikke med sikkerhed kan foretage en tidsfæstelse, må man se at blive enige om, på hvilken dag man vil fejre jubilæet. Og så fejrer man det. Og teologisk set er julenat det eneste rigtige tidspunkt!

 

Vi kan også tænke på, hvordan vi bruger alle mulige og umulige kendemærker, når vi kører i bil og skal huske en vej et sted hen. På alle områder gælder det, at der skal nogle pejlings-punkter til, når man skal orientere sig. - Sømærker er også »kunstige«!

 

Man kunne selvfølgelig sige, at det burde være i selve vintersolhvervs-natten. Men det er en moderne og kunstig betragtning. For det er jo klart, at de gamle måtte vente med at fejre solhvervet, til de havde sikret sig, at året faktisk var vendt - og ikke havde fortsat nedturen ned i den store mørke og kolde fimbulvinter, som vore egne forfædre forestillede sig og frygtede.

 

Nej, natten mellem den 24. og 25. december er det helt rigtige tidspunkt at fejre Guds Søns, vor Herres og Broders fødsel på. Og da vor tidsregning nu er kommet til at ligge, som den ligger, så fejrer vi selvfølgelig 2000-års fødselsdagen julenat i kirkeåret 1999/2000.

 

At dette også passer særdeles godt med hele vor situation overhovedet, både politisk, kulturelt og kirkeligt, bliver det jo ikke ringere af. Det kan godt være, at det 20. århundrede sluttede for 10 år siden (ligesom det jo på en måde først begyndte i 1914). Men vi kan også sige, at det først er nu her ved dette årsskifte, den nye virkelighed - på godt og ondt - for alvor begynder at tegne sig.

 

Mange føler nok overvejende ængstelse, når de ser ind i det nye årtusinde. Hvad der også er mere end grund nok til. Men også netop midt i alt det skræmmende kan vi på en forunderlig måde konstatere, at kristendommen som åndsmagt viser sin styrke på helt nye måder. Det er meget sandsynligt, at verden som sådan har mørke tider forude. Men det lys, der fødtes ind i verden for 2000 år siden, skinner så klart som nogensinde. - BC

 

Jule-midnatsmessen

 

Det lyder »katolsk«. Og det er det også. Dog ikke så meget, at det gør noget! Vi må aldrig glemme, at det, Martin Luther ønskede, var hverken mere eller mindre end bogstavelig talt en re-formation (gen-dannelse) af hele den daværende kirke, hvilket ganske særligt ville sige hele Vestkirken, altså stort set Kirken i Vest- og Centraleuropa.

 

Der er derfor intet som helst i dårlig forstand »katolsk« i, at vi nu prøver at fejre Jesu 2000 års fødselsdag på den stærkest tænkelige måde, nemlig som livets og lysets fest lige midt i den mørkeste vinternat. Og der er vist heller ingen, der vil drømme om at mistænke »nærværende sognepræst« for nogen som helst form for vaklen med hensyn til en sand evangelisk kristendomsforståelse.

 

Vi vil altså prøve at fejre den store fødselsdag med maner, dvs. med en »messe«, der svarer til den udvidede højmesse, vi fejrede på 1. søndag i advent 1998. Hvordan den bliver udført, dvs. med hvor megen sang, vil afhænge af, hvor mange der vil være med. Og af, hvor mange der måske vil være med til en »øve-dag« (dvs. et par øve-timer, se bagsiden).

 

De ekstra ting, der bliver tale om i forhold til den højmesse, vi fejrer på de almindelige søn- og helligdage, er følgende gamle gudstjenesteled og udvidelser:

 

- Kyrie (Herre, forbarm dig).

- Gloria (Ære være Gud i det højeste).

- Kirkebøn for alteret med menighedssvar.

- Udvidet indledning til nadverliturgien, hvor menigheden på præstens opfordring: Opløft jeres hjerter til Herren, svarer: Vi opløfter vore hjerter. Og på præstens opfordring: Lad os takke Herren vor Gud, svarer: Det er værdigt og ret.

 

De salmer fra Den Danske Salmebog, der (på de angivne melodier fra DDK = Den Danske Koralbog) vil blive sunget ved midnats-julemessen (hvor juledagsteksterne efter første tekstrække vil blive læst), er:

 

79 Fra Himlen højt kom budskab her (DDK108)

94 Lad det klinge sødt i sky (DDK 264)

85 v 1-3 Et barn er født i Betlehem (DDK 97)

95 En sød og liflig klang (DDK 93)

83 Himlens morgenrøde / sig lod på jorden føde (DDK 259).

 

Hun er også vores præst

 

1. søndag i advent kl. 16.30 bliver den nye præst i Ø. Ulslev - V. Ulslev - Godsted Pastorat, Karen Margrethe Feldmose Antonsen, ordineret (præsteviet) i Maribo Domkirke af biskop Holger Jepsen.

 

Og det er en begivenhed, mange her fra vores pastorat også bør deltage i. For hun er jo også vores præst! Præster har som alle andre 5 ugers ferie om året. Hvortil kommer 6 såkaldte friweekender samt 7 særlige fridage. Foruden, hvad der ellers kan blive tale om i forbindelse med kurser, særlig tjeneste - eller sygdom.

 

Og i alle disse tilfælde vil det normalt være Karen Margrethe Antonsen, der fungerer her i vores pastorat. Som det fremgår af gudstjenestelisten på bagsiden, vil hun (KMA) få sin første søndagsgudstjeneste herovre på 1. s. e. helligtrekonger 2000.

 

Fra bølgen blå ...

 

I det nye nummer af ØVG-pastoratets kirkenyt fortæller Karen Margrethe Antonsen under overskriften »Ud på bølgen blå - og hjem igen« om sit forhold til vore lolland-falsterske »Sydhavsøer«, hvortil seks af hendes onkler og tanter i 1930’erne var udvandret fra Nordjylland.

 

Og hun fortæller videre om, hvordan forholdet til denne eksotiske landsdel måske har været med til at lægge grunden til den udlængsel, der førte til en karriere inden for søfarten, først som radiotelegrafist og til sidst som bemandingschef i et tankskibsrederi.

 

I 1988 begyndte Karen Margrethe Antonsen at studere teologi med forskelligt erhvervsarbejde ved siden af, bl.a. på Rigshospitalet, og her i år fik hun så sin embedseksamen.

 

Vi siger velkommen til vor nye nabo- og partnerpræst og ønsker hende lykke og velsignelse i gerningen både der og her. - BC

 

Læsekredsen

 

Der er nu dannet en lille læsekreds. Vi er i øjeblikket i alt otte, som er i gang med, hver for sig at læse Göran Tunströms Juleoratoriet. Hvilket vil sige, at hvis der er nye, der vil være helt med, må de have læst denne bog, inden næste møde, som bliver onsdag den 19. januar kl. 19.30. Interesserede, der ikke har læst denne bog, er dog velkomne til at komme til stede for at få et indtryk af, hvordan det foregår - og for at være med i valget af den fremtidige læsning.

 

MKU årsmøde 26.01.00

 

Det Mellemkirkelige Udvalg afholder sit årsmøde onsdag den 26. januar 2000 i Bangs Have (NB!) Taler: biskop Hermann Beste, Schwerin. Der vil blive tolket til dansk.

 

Under skemaet med gudstjenestetiderne:

 

Til gudstjenesten i Døllefjelde Kirke den 24. december kl. 23.30: Midnats-messe i anledning af 2000-året! - Som tidligere bebudet vil der i anledning af 2000-året for Jesu fødsel blive fejret midnatsmesse i Døllefjelde Kirke julenat. I det meste af Kirken er en julemidnatsgudstjeneste fast tradition, og i år må vi simpelt hen også fejre en sådan her hos os: Himlens morgenrøde / sig lod på jorden føde / ved midnatstid i Betlehem, / den dunkle vrå blev lysets hjem. / Ære være Gud i det høje!

 

Hvor stor i formen denne gudstjeneste bliver, vil afhænge af, hvor mange der kommer og deltager i den. Det eneste helt sikre er, at præsten og de andre ansatte er parat kl. 23.30. Men alle, der kunne tænke sig at være velforberedt og aktivt med, kan dels læse nærmere inde i bladet, dels ringe på tlf. 5486 4280 for at høre nærmere om en eventuel øve-dag.

 

TILFØJELSE 16.08.14: Når der i dette nummer af Kirkebladet skrives "Jubel-kirkeåret" og "2000-året for Jesu fødsel", har det selvfølgelig været under indtryk af de store følelser omkring selve tal-skiftet fra 1999 til 2000. Og meningen har været, at når det verdslige årstal-skifte skulle fejres så meget, så måtte Jesu fødsel, som hele tidsregningen i princippet regnes efter, også skulle fejres ekstra, også allerede i julen 1999, og det uanset alt, hvad der ellers kan siges om tidspunktet for Jesu fødsel og om århundredskiftet og årtusindskiftet i traditionel forstand. Se også behandlingen af denne problematik i 14. årgang nummer 1.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra KIRKEBLADET, 12. årgang nr. 8, oktober/november 1999

 

Moral (4)

 

Samt forskellige meddelelser

 

De Ti Bud (8-10)

 

Der var en fejl i overskriften sidste gang, hvor det syvende bud også var med. Femte, sjette og syvende bud udgør jo en særlig afdeling, nemlig den afdeling, der i meget håndgribelig forstand handler om, at vi ikke, hverken helt (det femte bud) eller delvist (det sjette og syvende bud) må ødelægge vort medmenneskes liv.

 

Det ottende bud handler også om, at vi ikke må ødelægge livet for vort medmenneske. Og hvad enten vi nu direkte tænker på falsk vidneforklaring i en retssag, eller vi tænker på almindelig sladder og bagtalelse, kan vi jo godt se, at selv om der her ikke er tale om noget så håndgribeligt som det at stjæle en ting fra sit medmenneske, så kan der hurtigt blive tale om noget meget mere ødelæggende. Ja, under visse omstændigheder kan et menneskes ære eller gode navn og rygte jo betyde mere end selve livet!

 

Men så er der det niende og det tiende bud. Hvor enhver jo straks se, at der i virkeligheden er tale om eet bud, det oprindelige tiende bud, som nu er blevet delt i to!

 

Dette mærkelige forhold skyldes, at der oprindelig var ikke tre, men fire bud på »lovens første tavle«, idet det oprindelige andet bud, altså budet lige efter »Du må ikke have andre guder end mig«, lyder: »Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem«.

 

Det er det såkaldte billedforbud, som jo i helt ekstrem form er overtaget af muslimerne, der ikke må have nogen som helst form for billeder. Hvilket så har ført til, at trangen til billedmæssig skønhed har givet sig udslag i den arabiske ornamentale kunst og i det meget smukke arabiske alfabet.

 

Dette bud har vi kristne ikke overtaget. Og det skyldes jo, at vi, efter at Jesus har været her, godt kan lave billeder af Gud, uden at det bliver afgudsbilleder!

 

(Her er vi altså igen kommet hen til det afgørende punkt, hvorved kristendommen adskiller sig fra såvel jødedommen som islam, nemlig det punkt, som hedder »Guds nærhed«. Vi begynder nu at forstå, at det netop er de helt ubegribelige punkter i troslæren om Jesus som »Guds Søn i skikkelse som en af os« og om »Gud hos os i Åndens nærvær og kraft«, der er årsagen til, at vi som kristne lever så glad og frit og frejdigt og tillidsfuldt).

 

Efter undertegnedes mening kunne man godt have beholdt det oprindelige andet bud. For det første er det jo i al almindelighed med til at understrege forskellen mellem kristendommen og det rene hedenskab. Og for det andet har vi jo stadig former for »politisk religiøsitet«, hvor dyrkelsen af »gudebilleder« spiller en stor rolle. Det er ikke så længe siden, vi har set det i både Sovjetunionen og i Kina (hvor det vel heller ikke er helt forbi endnu?). Og vi ser det i al fald stadig i Irak. Hvilket er mærkeligt. For når det passer Saddam Hussein er han den helt store forsvarer af islam. Men hvordan bærer han sig mon ad med at forklare de lokale teologer, at der skal være så mange billeder af ham over det hele?!

 

Af dr. Martin Luthers lille Katekismus (3)

 

Det ottende bud:

Du må ikke vidne falsk mod din næste.

Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lyver vor næste noget på, ikke forråder ham, bagtaler ham eller bringer ham i vanry, men undskylder ham, taler godt om ham og optager alt i bedste mening.

 

Det niende bud:

Du må ikke begære din næstes hus.

Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke med list efterstræber vor næstes arv eller hus eller med skin af ret tilegner os det, men hjælper ham og står ham bi, så han kan beholde det.

 

Det tiende bud:

Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.

Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lokker eller tvinger hustru, folk eller kvæg fra vor næste eller på anden måde får dem fra ham, men holder dem til at blive og gøre deres pligt.

 

Hvad siger nu Gud om alle disse bud?

Han siger således: »Jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled«.

 

Det vil sige: Gud truer med at straffe alle dem, som overtræder disse bud. Derfor skal vi frygte for hans vrede og ikke handle mod dem. Men han lover alle, som holder disse bud, nåde og alt godt. Derfor skal vi også elske ham og stole på ham og gerne gøre efter hans bud.

 

Mere moral senere

 

Nu har vi haft både de i princippet over 3000 år gamle Ti Bud og Martin Luthers forklaringer dertil fra 1520’rne. Og vi kan jo sagtens konstatere, at der i begge tilfælde er tale om gamle ting, som vi ikke kan forholde os 100% direkte til. Hvordan lyder det, når der skal tales lige ind i vor helt aktuelle situation? Det har der været nogle antydninger af. Men det er jo svært. For hvem kan gøre sig til herre over, hvad andre skal gøre i måske meget komplicerede situationer? Men vi vender tilbage til det efter en måske tiltrængt pause. I mellemtiden skal læserne huske på, at det nu heller ikke er så svært endda: Det er simpelt hen pinligt at udfolde sig selv, så det bliver til tab og sorg for andre! - BC

 

Læsekredsens fremtid?

 

Ved redaktionens slutning var det umuligt at sige, hvad der ville komme ud af dette initiativ. Men eventuelle interesserede, som ikke var til stede ved mødet, kan få at vide, hvornår et eventuelt næste møde vil finde sted, og hvad vi skal læse! - ved at ringe til:

 

Sognepræst Bent Christensen, tlf. 5486 4280.

 

Københavns-tur

Med Det Mellemkirkelige Udvalg til Skt. Petri Kirke og Kirkens Hus

 

Torsdag den 14. oktober finder Lolland-Falsters Stifts Mellemkirkelige Udvalgs årlige bustur til København sted. Turen går denne gang til den tyske Skt. Petri Kirke. Og efter besøget her - hos det, der faktisk er den tyske valgmenighed i København - går turen til Kirkens Hus, som generalsekretær i Kirkefondet Kaj Bollmann vil fortælle om. Desuden vil sekretariatschef i Det Mellemkirkelige Råd Ane Hjerrild fortælle aktuelt nyt fra arbejdet i rådet. Under besøget i Kirkens hus spiser man sin medbragte mad. Øl, vand, kaffe og te kan købes.

 

Afgang fra Toreby Præstegård kl. 14.50 og fra banegården i Nykøbing F. kl. 15.00.

 

Pris pr. deltager: 75 kr. Tilmelding senest den 7. oktober til formand Grethe Lollike, 5443 9265.

 

Dobbeltnummer

 

Dette nummer 8/1999 er - pga. omstændighederne - det sidste nummer i dette kirkeår. Næste nummer bliver det sædvanlige dobbeltnummer for de to første måneder af det nye kirkeår - nr. 1 i kirkeåret 1999/2000!!!

 

Under skemaet med gudstjenestetiderne:

 

Kirkeåret ud. Allehelgens dag og »sidste søndag i kirkeåret« - I alle de konkrete optrin og situationer, vi på »søndagene efter trinitatis« er blevet inddraget i, er vi endnu en gang kommet tæt ind på livet af den Jesus, vi i fest-halvåret mødte som »Guds enbårne Søn, vor Herre ... undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria ...«. - Men på denne liste har vi både allehelgens dag med det mangfoldige indhold og den dejlige »sidste søndag i kirkeåret«. - Og så bliver det »jubel-år«! Men det vender vi tilbage til i næste nummer.

 

MØDE - i Præstegårdens konfirmandstue

 

Sognepræst Eva Heyn, Vålse. - I vor traditionsrige række af gæstepræste-aftener får vi torsdag den 7. oktober besøg af Eva Heyn, som traditionen tro først vil holde en gudstjeneste i Døllefjelde Kirke kl. 19, og som derefter i konfirmandstuen - når vi har drukket kaffen - vil fortælle om sig selv og om ting, hun særligt har beskæftiget sig med. Og så kan vi stille spørgsmål.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 12. årgang nr. 7, september 1999

 

Moral (3)

Læsekreds?

 

I dette nummer fortsættes artikelrækken om moral. Nu med de første af budene på »lovens anden tavle«. Men der er også et mere udførligt oplæg til den på bagsiden omtalte »læsekreds«.

 

De Ti Bud (4-6)

 

Egentlig burde vi nøjes med at tage eet bud ad gangen. Men nu, vi er kommet ind på at præsentere Luthers lille katekismus, er det nok bedst at tage det over en nogenlunde overskuelig periode. Så kan vi altid gå mere i dybden med nogle af tingene ved en senere lejlighed. Selv om vi altså også skal passe på, det ikke bliver den rene »moralprædiken«. Idet jeg gentager: Moral er meget vigtig, og særdeles påkrævet netop i disse år. Men moralen kan ikke leve af sig selv. Pdes. lever den af det ægte naturligt menneskelige, vi trods alt har i os, herunder af de konkrete erfaringer, vi gør. Og pdas. er der i den særligt kristne sammenhæng tale om noget helt andet og meget stærkere og varmere end bare bud og regler.

 

I De Ti Buds sammenhæng befinder vi os et sted midt imellem det helt naturligt menneskelige, og så det særligt kristelige. Det er jo historisk set »Gud«, jødisk forstået, der er instansen her. Men så heller ikke mindre end det. De Ti Bud er mere end bare »humanisme«.

 

Det er blevet sagt, at hvis der ikke var nogen Gud, var alt tilladt. Og det er da også dette, der kommer til udtryk i det forhold, at de første bud (»lovens første tavle«, jfr. bl.a. 2. Mos. 32,15) handler om vort forhold til Gud, samt i Luthers faste indledning i forklaringerne til de enkelte bud: Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ...

 

Men det er kun den ene side af sagen. Den anden side af sagen er den dybe »saglighed«, vor Herre Jesus peger på i lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der trods sin mangelfulde religion var den, der gjorde, hvad der skulle gøres, fordi der lå et menneske i vejkanten og trængte til hjælp. For slet ikke at tale om den store domsscene Matt. 25,31-46 (der, hvor fårene bliver skilt fra bukkene), hvor pointen jo netop er, at de, der »bare« helt umiddelbart havde hjulpet deres medmennesker, dermed havde handlet således mod Kristus selv, Gud selv!

 

Vi går nu over til de første af budene på »lovens anden tavle«, dem, der altså handler om, hvordan det er Guds vilje vi skal være over for hinanden. Og vi skal lægge mærke til, at det allerførste af disse bud handler om de overordnede sammenhænge i familien og samfundet. Dette kan ikke uddybes her, men det er meget tankevækkende, at det bredere perspektiv mht. autoritet og ansvar er det første. Det er altså ikke nok, at vi bare går rundt i et stort kaos og er sådan individuelt »næstekærlige«!

 

Og hvad resten af budene angår, skal vi egentlig bare gøre os klart, at fælles for dem alle er: Du må ikke tage livet fra dit medmenneske, hverken helt (det femte bud) eller delvist, herunder ved at tilføje det sorg og skade (alle de følgende bud)! Så enkelt er det! Men ...  - BC

 

Af dr. Martin Luthers lille Katekismus (2)

 

Det fjerde bud:

Ær din far og din mor.

Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter vore forældre og foresatte eller vækker deres vrede, men holder dem i ære, tjener, lyder, elsker og agter dem.

 

Det femte bud:

Du må ikke begå drab.

Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vor næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse, men hjælper ham og står ham bi i al legemlig nød.

 

Det sjette bud:

Du må ikke bryde et ægteskab.

Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever rent og kysk i ord og gerninger og som ægtefolk elsker og ærer hinanden.

 

Det syvende bud:

Du må ikke stjæle.

Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vor næstes penge eller ejendom eller tilvender os dem ved falske varer eller anden uredelighed, men hjælper ham at bevare, hvad han ejer, og bedre sine kår.

 

Læsekredsen

 

Som omtalt på bagsiden vil vi - på opfordring - prøve, om vi kan blive nogle stykker, der kan mødes for at udveksle tanker og kommentarer i forbindelse med litteratur, vi alle har læst.

 

Men der er to ting, der skal slås fast straks fra starten. Den første er, at projektet skal passe til en bred kreds af interesserede, hvilket vil sige, at det skal være for enhver, der kan lide at læse bøger og tænker over det læste - og tænker over sin tilværelse i sammenhæng dermed.

 

Og den anden ting er, at når det er i vor kirkelige sammenhæng, vi samles, så skal det på en eller anden måde være noget andet og mere særligt, end hvis det bare var et almindeligt aftenskolekursus.

 

Ikke fordi der er noget ondt i et litterært aftenskolekursus. Og det må jo også indrømmes, at alt, hvad der har med »livsanskuelse« og »tilværel-sestydning« at gøre, jo på en eller anden måde er af interesse for os som kristne mennesker - der jo netop har det at være menneske til fælles med alle andre mennesker!

 

Det er måske svært at forklare dette kort. Men så kan vi jo eventuelt også drøfte det på møderne. Det afgørende her i denne omtale af projektet er, at det skal slås fast, at vi ikke her i pastoratet skal hoppe på den vogn, hvor man vil prøve at give »kirken« et sidste skær af eksistensberettigelse ved at gøre den til en mere eller mindre almenkulturel eller »folkelig« institution! Både det kulturelle og det folkelige har jo sin plads ude i de sammenhænge, hvor kristne og ikke-kristne mødes om det fælles menneskelige.

 

Men når dette grund-princip står os for øje, er der som sagt i praksis næsten ingen grænser for, hvad vi kan beskæftige og med. Derfor vil alle på det første møde kunne lægge deres forslag frem til, hvad vi videre skal tage fat på. Det er kun for, at vi skal være sikre på at have noget på bordet, at undertegnede på det første møde vil præsentere såvel nogle Pia Tafdrup-tekster som nogle forslag.

 

Jeg kan også godt røbe, hvad det er for nogle ting, jeg ved en klogere kollegas hjælp har fundet frem til som forslag, nemlig:

 

Paul Auster (USA). Fx New York trilogien. - Göran Tunström (Sverige): Juleoratoriet. Eller Tyven. - Einar Guðmundsson (Island). Flere titler. - Erik Fosnes Hansen (Norge): Beretninger om beskyttelse. Eller Salme ved rejsens afslutning.

 

Hertil kommer, at forslagsstilleren selv har peget på den norske forfatter Herbjørg Wassmo.

 

Men lad os nu se, hvad der sker i konfirmandstuen onsdag den 29. september kl. 19.30. Ingen skal holde sig tilbage. - BC

 

Missionær fra Hong Kong

 

Det årlige stiftsmøde om Kirkens mission afholdes søndag den 26. september kl. 14 i Sognets Hus og Domkirken, Maribo. - Missionær, pastor Lars Brinth, Hong Kong, taler: »Religionsmøde og mission - i Hong Kong og Danmark«. Kaffebord a 15 kr. - Aftensang i Domkirken ved domprovst Ole Opstrup.

 

Under skemaet med gudstjenestetiderne:

 

Høstgudstjenester. - Når dette nummer af Kirkebladet er udkommet, vil vi allerede have fejret høstgudstjeneste i Herritslev Kirke. Men bemærk, at vi foran os har høstgudstjenesterne i Døllefjelde og Musse kirker, begge aftengudstjenester, hvad der jo efter beslutning i menighedsrådet er blevet fast tradition i Musse, men jo lejlighedsvis også har været tilfældet i Døllefjelde. - (* I Døllefjelde er der i år kirkekaffe i konfirmandstuen efter gudstjenesten! - På denne måde har vi kunnet få puslespillet til at gå fint op, her hvor vi jo også har Øster Ulslev-pastoratet at tage hensyn til.

 

MØDE - i Præstegårdens konfirmandstue

 

Læsekreds. - Første møde onsdag den 29. september kl. 19.30

 

På opfordring vil vi prøve noget helt nyt, nemlig+ at mødes i, hvad der også kunne have været kaldt en »litterær studiekreds«. Men det er udtrykkeligt meningen, at foretagendet ikke skal slås større op end, hvad der passer til en bred kreds af interesserede.

 

Der er som udgangspunkt tænkt på litteratur, hvor en teologisk belysning eller udlægning - eller blot »realkommentar« er påkrævet. Det kan være ganske simple ting, hvor det kan være rart at have præsten ved hånden. Men ellers mødes vi bare og drøfter vores læsning. - På det første møde vil der blive præsenteret et par forslag og fremsat nogle betragtninger samt lagt nogle digte på bordet af Pia Tafdrup, modtager af Nordisk Råds litteraturpris 1999. - Se den mere udførlige omtale inde i bladet.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 12. årgang nr. 6, juli/august 1999

 

Moral(2) - og børne-guldkorn

 

I dette nummer fortsættes den artikelrække, som begyndte i nummer 3. Men der er også lidt sjovt. Som dog samtidig er dybt, eller kan give anledning til fordybelse! Og så er der endelig et ekstra lille stykke pastoratshistorie

 

De Ti Bud (1-3)

 

I forlængelse af den indledende artikel i nr. 3: »Kristendommen og samfundet« følger nu en artikelrække på grundlag af De Ti Bud. Disse bud er ganske vist ikke særegne for kristendommen. For de stammer jo i den skikkelse, vi kender dem, fra den mosaiske, jødiske tradition, og findes desuden, for de sidste syv, »menne-ske-til-menneske-buds«, vedkommende, som leveregler i praktisk taget alle kulturer.

 

Det er derfor allerede i formel forstand misvisende, når folk ofte siger, at de skam er gode kristne, for de overholder De Ti Bud! Men det, at de gamle bud, Moses ifølge overleveringen fik af Gud oppe på Sinajs bjerg, ikke alene er fælles for jøder og kristne, men i høj grad må betragtes som fælles-menneskelige, gør dem jo i grunden kun endnu stærkere! Vi kan tænke på, hvad apostelen Paulus i brevet til menigheden i Rom siger om dette forhold, nemlig at

 

Når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne (Rom. 2,14).

 

Men lad os nu se, hvad en anden af Kirkens store har sagt om netop de bud, som er helt særlige for jødedommen og kristendommen (samt jo for Islam), men som vi kristne jo alligevel ikke kan undgå at forstå gennem Kristus-troen. Det er de tre første bud, dem, der handler om det forhold, der er det overordnede for alt andet, nemlig vort forhold til Gud. - Og vi lægger mærke til, at budene jo har fået en anden ordlyd efter den ny bibeloversættelse!

 

Af dr. Martin Luthers lille Katekismus

 

De ti bud således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand dem.

 

Det første bud: Du må ikke have andre guder end mig. - Det vil sige: Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.

 

Det andet bud: Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn. - Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bander, sværger, øver trolddom, lyver eller bedrager ved hans navn, men i al nød påkalder det, beder, lover og takker.

 

Det tredje bud: Husk hviledagen og hold den hellig. - Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter prædiken og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.

 

Barnetro

 

Som tidligere meddelt er »nærværende redaktør« kommet på Internettet, hvilket også vil sige med i e-mail systemet. Og i det sidstnævnte er det - som de andre e-mail brugere blandt Kirkebladets læsere vel også har oplevet det - almindeligt, at man i familiens og vennernes kreds rundsender forskellige sjove ting til hinanden. Endnu er det dog ikke - i hvert fald ikke her i pastoratet! - kommet dertil, at præsten direkte kan udøve sin prædike-virksomhed på denne måde. Så vi må nøjes med vort go’e gamle papir-kirkeblad, når læserne hermed skal delagtiggøres i nogle af de vigtigste af de børne-guldkorn, som for nogle måneder siden dukkede op i redaktørens »inbox«.

 

Læg mærke til, at det er ligesom med børnetegninger. Hvad enten det er den kunstneriske eller den teologiske dimension, det drejer sig om, så har børnene altså noget, som mindst ligger på niveau med, hvad de mest geniale voksne kan præstere!

 

De bedste af guldkornene

 

Det følgende er et uddrag af, hvad der stod i den ovenfor omtalte e-mail:

 

Barnetroen er fuld af indre logik og humor. Den norske forfatter Unni Lidell har i bogen »Jesus gik på vandet for ikke at få våde fødder« samlet en række visdomsord om Gud, Jesus, kirke og tro. Her er, som det hedder, »prædike-stolen er skiftet ud med barnestolen«. De små profeter er mellem fem og ti år gamle. - Men nu selve de smås udsagn:

 

»Det er typisk Gud at være god« (Jenny 6 år).

 

»Det er Gud der ejer Solen. Han slår den fra om natten for at spare på strømmen« (Nicole 5 år).

 

»Guds mor hedder Gudmor. Hun er mor til alle hans børnebørn: Moses, Jesus og Julemanden« (Henrik Andre 7 år).

 

»I Paradiset bruger de nogle grønne duske i stedet for underbukser« (Therese 7 år).

 

»Jeg tror, det var en, der hed Mogens, som lavede de ti bud« (Marianne 7 år).

 

»Jesus gik bare forbi et kors, og så blev han pludselig slået med en kæp og naglet fast imod sin vilje« (Halvor 6 år).

 

»Nogle kastede sten på hans grav. Derfor stod Jesus op og blev jøde. Og så blev der stor opstandelse« (Sofie 9 år).

 

»Præsten klæder sig ofte i Adams pragt. Han læser fra Bibelen og synger ære være Gud i øjet« (Jenny Kristine 9 år).

 

»En discipel er en slags æsel« (Rune 6 år).

 

»Præster skal bl.a. være med til fødsel og dåb og konspiration og begravelse« (Christoffer 8 år).

 

»Hvis man ikke vil være gift længere, fordi manden måske var dummere end man troede, så kan man skilles som venner« (Silje Marie 7 år).

 

»Og der findes to slags engle: Almindelige engle og skytsengle. Skytsengle er skudt ud af kanoner. Dem er der lidt mere fart på. Og så er de ofte lidt mere stive i håret« (Anne Sophie 6 år).

 

»I Danmark er det hvedebrødsdage hver dag med wienerbrød til morgenmad« (Morten 7 år).

 

»Jeg har en hund som tror på Gud« (Ida 5 år).

 

»En dame, jeg kender, er så kristen, at det hedder religiøs. Hun er lige så from som en kat« (Anne 8 år).

 

»Man kan blive frelst eller totalfrelst; det kommer an på hvad man gider« (Ingrid Marie 8 år).

 

Præsterne i det 20. århundrede

 

Det er ikke som sådan en udløber af jubilæet. For det er noget, der har været snakket om mange gange gennem årene. Også siden sidste nummer af Kirkebladet. Men man kan dog godt sige, at det er, »når vi nu alligevel har været i gang med at se tilbage«! Derfor bringes her rækkerne og rækken af præster i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat i dette århundrede:

 

Døllefjelde-Musse alene:

1882-1907: C.C.A. Lange

1907-1929: J. Jacobsen

1930-1936: H.E. Skjøt-Pedersen

1936-1963: H.C. Madsen

 

Herritslev alene:

-1906: Anneks til Nysted (H.V. Graae)

1906-1907: F. Børresen

1907-1936: H.C.C.H. Fønss

1939-1951: K.J.L. Toft

1951-1960: J. Buchhave

1961-1963: A. Lamdrup

 

Døllefjelde-Musse-Herritslev:

1964-1973: H.C. Madsen

1974-: B. Christensen

 

Under skemaet med gudstjenestetiderne:

 

Nu må vi igen dele præsten med nabopastoratet!

Skønt der ikke ved redaktionens slutning forelå noget formelt, har det været nødvendigt at tage højde for, at det efter alt at dømme vil blive sådan, at Bent Christensen bliver konstitueret i Øster Ulslev-sognepræsteembedet, når Thorben Sparre med virkning fra allerede den 19. juli fratræder derovre. Derfor vil der i de kommende måneder kun blive een gudstjeneste pr. søndag her i pastoratet, ligesom der vil blive søndage, hvor højmessen bliver henlagt til Øster Ulslev-pastoratet.

 

Russiske ASF-børn i Musse 7. s. e. trin.

Gennem flere år har det været tradition, at ASF’s russiske feriebørn som et led i deres aktiviteter under opholdet på Lolland har skullet besøge »den russisktalende præst i Døllefjelde«. Her fik de så forevist kirke og kirkegård - med en lille »demonstrationsandagt« på russisk indlagt. Men sidste år deltog alle børnene og deres voksne ledere simpelt hen i højmessen i Herritslev Kirke 6. s. e. tr. Hvad alle var glade for. I år bliver det altså Musses tur. Hele gudstjenesten foregår på dansk. Vore russiske gæster får en russisk udgave på tryk. Men prædikenen bliver på både dansk og russisk.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 12. årgang nr. 5, maj/juni 1999

 

Tre jubilæer

 

I dette nummer omtales såvel vort eget jubilæum her i pastoratet som dobbeltjubilæet den 5. juni, hvor Grundloven og dermed Folkekirken fylder 150 år.

 

Vort eget jubilæum

 

3. søndag efter påske, den 25. april, blev en god dag i pastoratet.

 

Gudstjenesten i den smukt påske-pyntede Døllefjelde Kirke begyndte med, at kirkesanger Susanne Hansen som introitus sang nr. 822 i Salmebogstillægget: Med Thomaskravet står vi her.

 

Efter trosbekendelsen trådte provst Nils C. Roland frem i kordøren - altså både tidsligt og rumligt »på indsættelsens plads«! - og holdt en fin tale med mange af de samme elementer som en indsættelsestale. Det var den jubilerende sognepræst, der havde ønsket denne provstelige medvirken.

 

I prædikenen citerede Bent Christensen såvel den prædiken, han havde holdt på selve indsættelsesdagen for 25 år siden som den prædiken, han for 24 år siden havde holdt over evangeliet efter 1. tekstrække.

 

Efter lovprisningen og mundende ud i den apostoliske velsignelse sagde Bent Christensen til slut:

 

»For 25 år siden takkede jeg så her på dette sted menighedsrådene for indstillingen, kirkeministeriet for ansættelsen, biskoppen for kollatsen og provsten for indsættelsen.

 

I dag vil jeg takke menighedsrådene - og det gælder jo hele perioden - for samarbejdet i stort og småt. Og Nils Roland, som er den nuværende provst for Lolland østre Provsti, fordi du ville komme til stede og lade den provstelige dimension være med i billedet, også i dag. - Og jeg vil desuden rette en tak til alle de øvrige ansatte ved vore tre kirker gennem alle årene.

 

For 25 år siden rettede jeg herefter nogle få ord til de tre sognemenigheder i pastoratet. Jeg udtrykte min glæde over at "være blevet præst her på denne dejlige del af min fødeø", og så med forventning frem til det liv, som min familie og jeg skulle dele med alle her.

 

Nu er årene så gået, og jeg vil sige tak for alt, hvad vi sammen har kunnet glæde os over.

 

For 25 år siden så jeg endelig ganske særligt frem til det fællesskab, vi i hver af vore tre kirker skulle have om Guds ord og sakramenter.

 

I dag vil jeg takke for alle de gode gudstjeneste-oplevelser, vi - trods alt - har haft sammen. Det er alligevel blevet til nogle stykker.

 

Og svarende til, hvordan jeg for 25 år siden udtrykte et håb for fremtiden, vil jeg her i dag udtrykke mit håb om, at vi må kunne få et efter vore forhold godt menighedsliv i resten af min tid her. - Lad os med apostelen tilønske hinanden!«

 

Efter gudstjenesten samledes de fleste af deltagerne (og der kom senere flere gæster) til receptionen i præstegården, som de tre menighedsråd stod for. Det blev til nogle gode timer med god mad, livligt samvær og taler.

 

Tak!

 

På denne plads vil vi sige tak til alle, der har glædet både præsten og præstekonen i anledning af 25-års jubilæet. Tak for gaver og blomster og hilsener. Tak for tilstedeværelsen i kirke og præstegård. Og ikke mindst tak til de tre menighedsråd for initiativet og receptionen. Det blev en god dag, som vi altid vil mindes!

 

Anna og Bent Christensen

 

Grundloven - og Folkekirken - 150 år

 

Den 5. juni skal vi fejre Grundlovens 150 års fødselsdag. Men Grundloven er jo sådan set også Folkekirkens forfatning. Selv om der er tale om højst ejendommelige forhold!

 

Folkekirkens navn stammer fra Grundlovens § 4: »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten«. Og det er klart nok, og godt nok.

 

Men i § 66 står der: »Folkekirkens forfatning ordnes ved lov«. Hvormed grundlovsfædrene mente, at der senere skulle laves en særlig grund-lov for kirkens anliggender. Denne paragraf kaldes derfor »løfteparagraffen«.

 

Man har imidlertid til dato ikke kunnet blive enige om, hvordan en sådan kirke-forfatning skulle se ud, så i praksis er »ved lov« blevet ensbetydende med »ved love langs hen ad vejen«!

 

Nogle er meget tilfredse med denne tilstand, medens vi er andre, der er mere kritiske. Ikke fordi vi ikke sådan set er verdens bedste, sundeste og frieste kirke med verdens bedste salmebog og et meget højt teologisk niveau osv. Men når bl.a. undertegnede ønsker en udvikling frem mod en tilstand, hvor Folkekirken bliver et egentligt kirkesamfund med egen centralledelse, og altså uafhængig af staten, skyldes det - for at sige det kort - navnlig hensynet til betydningen af, at hver enkelt døbt virkelig forstår, hvad det vil sige, at han eller hun ved dåben »blev indpodet i Kristus«. Opfattelsen af kirken som et almindeligt offentligt ceremoni- og service-væsen gør stor skade.

 

Der er dog efter undertegnedes mening også mange praktiske spørgsmål, som med større og større styrke viser behovet for, at menigheden bliver herre i eget hus. Helt afgørende er her den åbne debat, der vil kunne føres om både stort og småt i og omkring et »lands-kirkeråd«. Der er jo mange ting, der ikke kan afgøres lokalt ude i sogne-menighedsrådene!

 

Endelig er der det forhold, at Danmark mere og mere bliver et multikulturelt og pluralistisk samfund, hvor den nuværende folkekirkeordning bliver mere og mere utilfredsstillende for alle parter. - BC

 

Graverskifte i Herritslev

 

Farvel til Hanne Pedersen

 

Med udgangen af april måned ophørte Hanne (Lærke) Pedersen med at fungere i stillingen som graver ved Herritslev Kirke. Den sidste ordinære gudstjeneste, hun fungerede ved, var gudstjenesten med konfirmation på 1. søndag efter påske, og fra prædikestolen takkede præsten hende på såvel menighedens og menighedsrådets som på sognepræsteembedets og sine egne personlige vegne for hendes tjeneste. Men inden han ønskede hende alt godt, udtrykte han også sin glæde over hendes tilsagn om at ville stå til rådighed som afløser.

 

I forbindelse med det årlige kirkesyn den 21. april sagde det samlede menighedsråd farvel og tak til Hanne Pedersen.

 

Goddag til Søren Hansen

 

Herritslev menighedsråd har pr. 1. maj ansat Søren Hansen, som ny graver ved Herritslev Kirke. Til ham siger redaktionen goddag og velkommen. I fuld fortrøstning til, at hans ansættelse vil blive til gavn og glæde for os alle. Søren Hansens første ordinære gudstjeneste i Herritslev Kirke var 4. søndag efter påske, den 2. maj. Den næste gudstjeneste i Herritslev Kirke - og altså den første gudstjeneste efter, at dette nummer af Kirkebladet er udkommet - bliver højmessen Kristi himmelfarts dag. - Se vor nye gravers adresse og telefonnummer på bagsiden!

 

Landemode 1999

 

13.00: Gudstjeneste i Maribo Domkirke ved provst Kurt Johansson.

 

14.30: Offentligt møde i Bangs Have. Biskop Holger Jepsen aflægger beretning om året i stiftet og kirken. Derefter holder protokolsekretær i Folketinget, dr. phil. Kristian Hvidt foredrag om emnet »D.G. Monrad og grundloven«.

 

Under skemaet med gudstjenestetiderne:

 

Pinse - Gudstjenesteskemaet går fra søndagen før Kristi himmelfart til et stykke ind i trinitatistiden. Dermed kommer pinsefesten og trinitatis-søndagen (Hellig Trefoldigheds fest) helt bogstavelig talt til at stå i centrum. Den sidstnævnte fest bygger ikke på nogen særlig begivenhed, men er dels pinsens ottendedag, dels en dag, hvor vi ser tilbage gennem hele fest-halvåret og helt tilbage til selve skabelsen, ja, til den treenige Gud selv, Han, som er fra evighed og til evighed, og som er alle tings Ophav og Giver og Frelser. - Hvad pinsen angår, kan man gøre sig mange tanker om, hvordan vi skal forstå evangelisten Lukas’ dejlige, men jo også ret ejendommelige beretning i Apostlenes Gerninger 2,1-11. Men vi gør nok klogt i at ty til Grundtvigs begreb »kraft-bevis«, i al fald i den beskedne forstand, at vi siger til os selv, at der - trods alt - faktisk er en forunderlig livskraft i Kirken, som gør den anderledes end alle andre organisationer og bevægelser, og at det er den, Lukas har skrevet om - og den, vi nu snart igen skal fejre og takke for.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 12. årgang nr. 4, april 1999

 

 

Påske og jubilæum

 

Dette nummer står i 25-års jubilæets tegn. Men i allerdybeste forstand er det først påske!

 

Jubilæet er ikke kun præstens!

 

Det kan ikke nægtes, at det er 25 kirkeårs-dagen for »nærværende redaktørs« indsættelse, der vil blive fejret nu 3. søndag efter påske, den 25. april.

 

Og vi fejrer netop jubilæet den søndag, indsættelsen fandt sted på. For rent datomæssigt var det den 5. maj 1974, provst Viggo Herlufsen indsatte den nye sognepræst i Døllefjelde, Herritslev og Musse kirker.

 

Som det fremgår af bagsiden, vil jubilæet blive markeret ved, at provst Nils C. Roland kommer til stede og siger noget ved højmessen i Døllefjelde Kirke, og ved, at de tre menighedsråd står for en jubilæumsreception i præstegården, hvor præsteparrets bidrag består i, at hele huset er åbent. Alle er velkomne!

 

Og så er der altså dette jubilæumsnummer af Kirkebladet. Som det er præste-jubilarens privilegium at redigere! Hvad jeg imidlertid vil bruge til at understrege, at markeringen af årsdagen for det kvarte århundrede, vi på godt og ondt har delt med hinanden, i mange henseender er ligesom et almindeligt sølvbryllup, hvor vi kan ønske hinanden tillykke med det liv, vi har haft sammen. Derfor: Tak for alt godt gennem de 25 år. Og jeg skal hilse og sige det samme fra »min-kone-og-organist« Anna!

 

Resten af jubilæumsnummeret skal handle om livet i pastoratet gennem de 25 år. Og selv om det uundgåeligt vil være os valgte og ansatte, der mest bliver nævnt, må det ikke glemmes, at alt er til for menighedens skyld, og at jubilæet altså er hele menighedens! - Bent Christensen

 

 

Personer på posterne

 

Nogle har været med hele tiden

 

Selv om det kun er præsten (og hans kone, i den uofficielle egenskab af netop præste-kone), der har jubilæum på selve dagen 3. søndag efter påske (25. april), er der andre personer, der har beklædt deres poster gennem hele perioden. Det gælder den nuværende formand for Døllefjelde menighedsråd Ove Brylle, der har været medlem af menighedsrådet siden valget i 1973. Det gælder kirkekasserer Merete Madsen, Døllefjelde, som i den samme periode har været både medlem af menighedsrådet og kirkekasserer. Noget tilsvarende gælder kirkekasserer Inge Hansen, Musse, (om end med visse pauser indlagt). Til gengæld har Inge Hansen været kontraministerialbogsfører i Musse sogn gennem hele perioden, dvs. ført eksemplar-2 af kirkebogen. Det samme har - i Herritslev sogn - Verner Hansen været, ligesom han jo også stadig optræder som afløser i den kirkesangertjeneste, han bestred for 25 år siden. (Kontraministerialbogsførere i Døllefjelde: 1969-95: Arne Hansen. Fra 1996: Oda Brylle).

 

 

Formænd og kirkefunktionærer

 

Det er umuligt at nævne alle, der har været med i menighedsrådsarbejdet gennem de 25 år, men lad det her være sagt, at enhver, der har været medlem af et af menighedsrådene, dermed har været en del af kirke-institutionen her på vores sted og således har været med til at gøre dagens gerning. Her følger nu navnene på menighedsrådsformænd og kirkefunktionærer gennem perioden:

 

Formænd for Døllefjelde menighedsråd: S.A. Sørensen (1973-74). Chr. Ebbe (1974-88). Ove Brylle (fra 1988).

 

Formænd for Musse menighedsråd: Hans Erik Jensen (1973-80). Knud Brylle (1980-88). Anne Birgitte Aalborg (fra 1988).

 

Formænd for Herritslev menighedsråd: Henning Christensen (1969-74 og 1976-77). Verner Hansen (1974-76). Peter Runge (1977-78). Thora Ludvigsen (1978-84). Arne Henriksen (fra 1984).

 

Kirkesangere: Verner Hansen (i Herritslev alene fra 1963, i hele pastoratet 1964-80, i Herritslev alene 1981-87). Anna Christensen (Døllefjelde og Musse 1981-87). Birgit Sørensen og Merete Jeppesen (1987-94). Merete Jeppesen alene (1994-96). Helen Wilcken Løje (1996-97). Susanne Hansen (fra 1998).

 

Organister: Elly Nielsen (i Herritslev alene fra 1953, i hele pastoratet 1973-1987). Anna Christensen (fra 1987).

 

Gravere i Døllefjelde: Ruth Pedersen (1972-92). Lykke Kiilerich (fra 1992).

 

Gravere i Musse: Ada og Gunnar Olsen (1970-81). Inge Jensen (fra 1981).

 

Gravere i Herritslev: Kaj Rasmussen (fra ca. 1951 til 1977). Jørgen Jensen (1977-79). Karl Løje (1979-92). Ole Wilcken (1993-97). Hanne (Lærke) Pedersen (fungerende i stillingen fra 1997).

 

 

Afløsende præster

 

I de sidste 25 år har følgende nabopræster været faste afløsere: Bjørn Ohl, Kettinge (1974-80), Tage Krichau, Ø. Ulslev (1980-90). Thorben Sparre, Ø. Ulslev (fra 1991).

 

Under Bent Christensens tjeneste på Cypern i vinteren 1976/77 var tre præster involveret i betjeningen af embedet, Bjørn Ohl, Kettinge, Johs. B. Boysen, tidl. Ø. Ulslev og C.J. Hansen-Jacobsen, Nysted.

 

Under Bent Christensens orlovsperioder i 1992 og 1996 var hhv. Margrethe Horstmann og Britta Rahbek konstitueret i embedet.

 

Mere lejlighedsvis har også de nuværende sognepræster i Nysted og Kettinge, Jens Chr. Nielsen og Ramund Kværnø, hjulpet os her i pastoratet, ligesom alle fire præster i kommunen jo har andagter på Solgårdscentret.

 

 

Af vor krønike

 

En gennembladning af de gamle numre af »Kirkeannoncen«, »Kirkebrevet« og »Kirkebladet« har bragt følgende frem:

 

Fra »Kirkeannoncen« i Nystedavisen, 1977-82:

- 1980: Præstegården ombygges. Præstefamilien bor på »Annasminde« i Bregninge.

[1982-87 var pastoratet uden eget trykt kommunikationsmiddel]

 

Fra »Kirkebrevet«,1987-96:

- 1987: Præstens første Grundtvig-bog udkommer (»Fra drøm til program«).

- 1989: Urneanlægget på Musse Kirkegård er færdigt. Der er nu urnefællesgrave på alle tre kirkegårde.

- 1990: Haveanlægget ved Døllefjelde kirke og præstegård etableres. - Besøg af luthersk kirkedelegation fra Polen.

- 1992: Familien Pilch fra Wisla besøger pastoratet. (Faderen, Pawel Pilch var medlem af 1990-delega-tionen). Søskendeparret Marek og Ewa spiller orgel og fløjte ved højmesse i Døllefjelde Kirke.

- 1993: Facilitetshusindvielse i Herritslev. Provsten prædiker.

- 1994: Facilitetshusindvielse i Døllefjelde. Provsten holder hele gudstjenesten. Præsten spiller orgel og el-piano, så organist Anna Christensen frigøres til at lede koret.

- 1995: Første computerskrevne kirkebrev. - Russisk Demokratifonds-gruppe besøger Østlolland og deltager bl.a. i høstgudstjenesten i Døllefjelde Kirke.

- 1996: Børne- og ungdomskoret fejrer 10-års jubilæum. - »Altertavleind-vielsesgudstjeneste« i Herritslev. Biskop Holger Jepsen prædiker. Kirkesanger Helen Løje synger solo.

 

Fra »Kirkebladet«, 1997-:

- 1997: Præstekontoret bliver rent »kundekontor«, og det rum, der var kontor før 1980, bliver »computer-rum«.

- 1998: Præstens Grundtvig-disputats, »Omkring Grundtvigs Vidskab«, udkommer, han forsvarer den og får den teologiske doktorgrad. - Møde med Connie Meyer, Paulus-Samfundets repræsentant i Moskva.

 

- 1999 - 25. april: Jubilæum. Tillykke til alle!

 

FRA TEKSTEN UNDER GUDSTJENESTE-SKEMAET PÅ BAGSIDEN:

 

Påske. - Hverken det ene eller det andet må få os til at glemme grundlaget for det hele, den store livets og håbets sejrsfest den 4. april! - Og et godt råd: Opgiv at »forstå« opstandelsen! Vi når alligevel aldrig til hverken mere eller mindre end at tro på, hvad påsken betyder!

 

[Nedenstående henviser til den kolonne i gudstjeneste-skemaet, hvor der stod: "25.04 - 3. søndag efter påske - Døllefjelde 10"]

Jubilæumsgudstjeneste og -reception. - 3. søndag efter påske er det 25 kirkeår siden provst Viggo Herlufsen indsatte Bent Christensen i embedet som sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. Jubilæet bliver markeret på den måde, at Bent Christensen selv er både liturg og prædikant ved højmessen i Døllefjelde Kirke, men at provst Nils C. Roland som den nuværende provst kommer til stede og efter epistel og trosbekendelse, dvs. »på indsættelsens sted«, siger nogle ord i dagens anledning til os alle sammen. Efter gudstjenesten giver de tre menighedsråd lidt at spise og drikke i præstegården, hvor præsteparret lægger husrum til. Alle er velkomne! - Se også resten af dette jubilæumsnummer!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 12 årgang nr. 3, marts 1999

 

Moral!

 

Det er ofte blevet bebudet, at der i Kirkebladet skulle komme mere stof om »kristendommen og hverdagen«. Men andre ting, ofte af særligt »kirkelig« karakter, har også trængt sig på. I dette og kommende numre vil der imidlertid i en række artikler blive tale om en virkelig opfyldelse af det bebudede!

 

Kristendommen og samfundet

 

Vi beder om verdens undergang!

 

Det er meget mærkeligt, at kristendommen faktisk er den mest samfundsbevarende faktor af alle - samtidig med, at den, helt bogstavelig talt, går ud på verdens undergang! For hver gang vi fx beder Fadervor og siger »komme dit rige«, så er det jo netop verdens undergang, vi beder om!

 

Men dette er selvfølgelig at »vride ordene«. For det er jo ikke ødelæggelse, kristendommen går ud på. Der er godt nok noget, der skal tilintetgøres, men det er jo alt det onde. »For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden« (1. Kor. 15,25).

 

Det, vi beder om i Fadervors anden bøn, er det absolut positive, at Guds Rige må komme, det, der i salmen hedder »Paradis opladt på ny«. Og det var det, Jesus talte om, da han indledte sin gerning med at prædike og sige: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« (Matt. 4,17).

 

Denne verdens betydning, mens vi venter

 

Overskriften over dette afsnit kan også misforstås. For uanset Syndens og Dødens og Djævelens magt, og uanset kristendommens ubetingede fremadrettethed mod Guds Rige er det for lidt at tale om livet her i verden som noget i retning af et ophold i en ventesal. I al beskedenhed er det det, undertegnede har brugt de sidste tyve år af mit liv på direkte projektorienteret forskning i. Hos vor store danske kirkefader Grundtvig, som er den i hele Kirken, der stærkest og dybest har set dette. Og resultatet af mine studier har jeg jo samlet i begreberne »det kristeligt nødvendige livsengagement« eller »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed«.

 

Herlighed og moral

 

Nu har det ganske vist ikke direkte været samfundets bevarelse eller moralens højnelse, mit studium har drejet sig om, men hvad man kunne kalde det at kunne se herligheden i den skabte om end faldne tilværelse og at kunne have hele dette syn som indhold i sin kristne tro og sit kristne håb. Ja, over for tidens megen tale om »etik« (et græsk ord, der betyder det samme som det latinske »moral«, men bare lyder finere her i 90’erne) har jeg ligefrem lavet denne omskrivning af et par kendte Grundtvig-linier:

 

Ingen skal etikken dyrke,

før livs-herlighed han så.

 

Men jo dybere man går ned i betydningen af livets herlighed, jo klarere bliver det så netop også for en, at moralen eller etikken eller livets trafikregler, eller hvad man nu vil kalde det, virkelig er til for hverken mere eller mindre end livets skyld.

 

Det var jo også lige det, vor Herre Jesus selv sagde - til lov-og-moral-mørke-magt-mændenes store fortrydelse. Fx da de blev forargede over, at han og hans disciple - på sabbatten, hvor man jo som jøde ikke må udføre noget arbejde, fx høste - plukkede lidt aks fra en kornmark og spiste dem. Da sagde Jesus jo til dem: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld« (Mark. 2,27).

 

Kristendommen og samfundet i Det Nye Testamente

 

Hele Det Nye Testamente er klart rettet frem mod Guds Riges komme efter denne verdens ende. Det allersidste, der står i det, er (bortset fra forfatterens nådesønske til læserne): »Amen, kom Herre Jesus!«.

 

Men de apostoliske forfattere har jo godt vidst, at indtil Guds Rige kom, måtte man elske og værne om det liv, det jo var der skulle frelses ind i det Guds Rige, som altså ikke kom lige med det samme. (Denne forsinkelse af Guds Riges komme er en stor anfægtelse, et stort problem, som vi, ligesom de første kristne, bogstavelig talt må lære at leve med).

 

Lad os prøve at se, hvad apostelen Paulus i sit brev til menigheden i Rom har skrevet om de kristnes forhold til samfundsmagten i det dengang helt igennem hedenske Romerrige:

 

Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld (Rom. 13,1-5).

 

Men så skal man også lægge godt mærke til, hvad der kommer lige efter - og som er det allerdybeste af, hvad kristendommen betyder for den måde, vi lever vort liv med hinanden på:

 

Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære«, og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv«. Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde (Rom. 13,8-10).

 

Hvorefter igen netop det helt store frelses-perspektiv tegnes:

 

I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til (Rom 13,11-13).

 

BC

 

(Fortsættes i et senere nummer)

 

Rusland-Kazakhstan

 

Det Mellemkirkelige Udvalg i Lolland-Falsters Stift indbyder til lysbilledforedrag onsdag den 3. marts kl. 19 i Sognets Hus, Maribo. Det er vor egen sognepræst, Bent Christensen, der (sammen med sin »medarbej-dende ægtefælle« Anna) giver interesserede fra hele stiftet mulighed for at opleve dette foredrag om deres, af både Stiftsudvalget og Demokratifonden støttede, otte ugers rejse til Sankt Petersborg, Moskva, Omsk og Almaty (Kazakhstan).

 

Tur til Nordstrand

 

Det Mellemkirkelige Udvalg indbyder desuden til en meget spændende tur til den gammel-katolske menighed på den sydslesvigske ø Nordstrand. Turen finder sted 17.-18. april med overnatning i marsken. Nærmere om turen ved henvendelse til vort lokale medlem af udvalget Merete Madsen, Bregningevej 18, tlf. 5486 4228.

 

Under gudstjenesteskemaet

 

Til gudstjenesten i Herritslev Kirke den 24. marts kl. 19

 

»Konfirmandgudstjenesten« er en af vore gamle og gode traditioner. Også medlemmer af pastoratets menighed, som ikke har direkte berøring med konfirmanderne, kan gøre både dem og sig selv en tjeneste ved at møde op og være med. Der falder som bekendt altid et guldkorn eller to af under konfirmandernes og præstens samtale over de læste tekster!

 

MØDE - i Præstegårdens konfirmandstue

 

Onsdag den 24. februar - efter gudstjenesten i Døllefjelde Kirke kl. 19

 

Domprovst Ole Opstrup - Egentlig en ganske almindelig gæsteoptræden af (forholdsvis) »en ny præst på egnen«! Der er dog det særlige ved det, at denne gæst ikke alene er kirkebogsførende sognepræst i Maribo Dom-sogn, men også er provst for Maribo Domprovsti og domprovst over Lolland-Falsters Stift. Hvortil kommer, at Ole Opstrup slet ikke er ny, i hvert fald ikke i stifts-sammenhæng, idet han jo var sognepræst i Tingsted fra 1984, til han i 1996 blev domprovst i Maribo.

 

Efter kaffen i konfirmandstuen vil Ole Opstrup fortælle om sig selv og sin vej fra Kolding til Maribo samt om, »hvad en domprovst laver«. Og han vil sige noget om »Folkekirkens folkelighed«. Eller: »Hvorfor holder jeg så meget af vores kirke?«. Ligesom han - ud fra Trosbekendelsen - vil komme ind på spørgsmålet, hvordan vi kan gøre de grundtvigske tanker gældende i dag. Hvorefter vi nok får en god samtale om de forskellige ting i det, domprovsten har sagt.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 12. årgang nr. 2, februar 1999

 

Ny kirke-vinkel fra Tårs. Møder m.m.

 

I dette nummer bringes yderligere en kirke-artikel af sognepræst Benedikt Mader, Tårs-Vigsnæs. På bagsiden annonceres gudstjenester og møder med to gæstepræster. Inde i bladet annonceres Det Mellemkirkelige Udvalgs årsmøde

 

Kirkens sande skat

 

I det foredrag, som sognepræst Benedikt Maders artikel i forrige nummer stammede fra, indgik også det stof, som indgår i nedenstående artikel

 

Den hellige Laurentius’ martyrdød

 

Over hele Europa er utallige kirker viet til den hellige Laurentius. Ifølge legenden om denne helgen var han diakon i Rom i midten af 200-tallet, inden kristendommen var en tilladtreligion. Roms biskop - senere kaldet pave - hed på den tid Sixtus II, og kejseren var Valerian.

 

Legenden fortæller, at da Sixtus II var dømt til døden p.g.a. sin tro og førtes ud for at blive halshugget, da mødte Laurentius ham; og Laurentius begyndte at græde og bebrejde sin biskop, at han ikke havde fået lov til at følge ham ind i martyriet. Men Sixtus når at sige til Laurentius som en slags »trøst«, at han om tre dage selv vil lide martyrdøden - og denne forudsigelse holdt stik.

 

I oldkirken havde en diakon ansvaret for kirkens finanser og fattighjælp. Kejser Valerians forhørsdommer prøvede nu at få Laurentius til at udlevere kirkens skatte, og løslod ham derfor mod at bringe skattene dagen efter. Men Laurentius ville hellere give kirkens skatte til de fattige og syge end til den tyranniske kejser; så den følgende dag vendte han tilbage med en flok fattige, blinde og krøblinge. Da Laurentius blev spurgt, hvor skattene var, han havde lovet at komme med, svarede han: »Disse er kirkens skatte. Og i sandhed kirkens skatte, i hvilke Kristus er, i hvilke troen er«. Men det blev kejseren så rasende over, at Laurentius blev dømt til at lide døden ved at blive stegt på en rist. Laurentius blev en meget populær helgen og en af de oftest viste i kirkekunsten, altid genkendelig på risten.

 

Kirken og dens jordiske skatte

 

Men i de mange hundrede år, der er gået, siden kristendommen blev tilladt, og hvor kirken har været en integreret del af samfundet, er der dog blevet samlet en anselig rigdom hos kirken. De mange bygninger, hvor menighederne kan samles til gudstjeneste og høre det kristne evangelium, udgør samlet en anselig rigdom hos kirken. De mange bygninger, hvor menigheder kan samles til gudstjeneste og høre det kristne evangelium, udgør sammen med deres inventar en enorm skat af uerstattelige kulturminder. Og kirken formår hermed at skabe en helt særlig indbydende stemning og højtidelighed. Ja, kirken er kommet i besiddelse af rigdom og skatte også i denne verdens øjne.

 

Kirkens sande skat: evangeliet

 

Men herved består også faren for, at kirkens sande skat bliver skubbet i baggrunden. Den ydre, synlige kirke skal jo først af alt være det sted, hvor den egentlige, sande kirke, som er Guds nye folk, den kristne menighed, kan mødes om sin sande skat, nemlig evangeliet, det glædelige budskab, hvorved Gud giver alle mennesker del i sin frelse, som Han selv har udvirket gennem sin Søn, som Han sendte til vor verden, hvor han opfyldte Guds sin Faders vilje, idet han hengav sit liv, og herved har befriet hvert menneske fra syndens og dødens magt og skænket det Guds Riges rigdom gennem troen.

 

Men ved siden af kirkens jordiske rigdom og skatte, der falder ganske kraftigt i øjnene, forekommer kirkens sande skat uendelig fattig. Ja, den tager sig lige så fattig ud, som den var fra første begyndelse; det gælder altså videre hen, at »ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved« (Luk. 9,58). - Og Grundtvig føjer hertil, hvad stadig er sandt, at »så går vor Herre med nådens ord / husvild og fattig omkring på jord« (DDS nr. 128 v.1).

 

Kirkens sande skat mellem alle dens jordiske

 

Men trods sin ydre rigdom og pragt fremtræder kirken dog ofte ret så livløs - selv når menigheden er kaldt sammen til gudstjeneste. Men gad vidst, om det mon også kan være godt, at kirken ikke altid er overrendt og fuld af mennesker, der venter at få deres egne forventninger til stedet opfyldt. Hvis kirkens sande skat er et fattigt og afmægtigt ord om mennesket Jesus af Nazaret, i hvis sagtmodige liv og grufulde død Guds vilje er fuldbragt i denne verden, så er det måske fremfor alt, når kirken ikke er overrendt og fuld, at kirkens sande skat kan finde plads, og ikke bliver fortrængt fra rummet. Mellem kirkens rigdom og skatte af denne verden kan kirkens sande skat gære sig gældende på den mest skjulte og uventede måde, når lejlighed byder sig. Da kan evangeliet lyde og blive hørt som virkeligt glædeligt budskab - når vi tror, det er sandt, hvad salmen af Luther og Grundtvig siger:

 

Fattig kom du til jorden ned,

adlede armod og usselhed,

fattig du gjorde dig med flid,

rige blev vi til evig tid.

O, Gud ske lov! (DDS 89 v.5)

 

Årsmøde

 

Det Mellemkirkelige Udvalg i Lolland-Falsters Stift indbyder til årsmøde i Sognets Hus, Maribo onsdag den 28. januar kl. 19. Formanden for - Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, studielektor Paul Verner Skærved, Svendborg, taler over emnet: Sognekirke - Folkekirke - Verdenskirke.

 

Genvalg

 

Da de tre menighedsråd konstituerede sig for kirkeåret 1998/99, blev der i alle tre råd tale om genvalg af såvel formand som næstformand. Formand/næstformand er altså fortsat:

 

Døllefjelde: Ove Brylle / Svend Erik Jacobsen.

 

Musse: Anne Birgitte Aalborg / Ingrid Højgaard.

 

Herritslev: Arne Henriksen / Ole Larsen.

 

Se telefonnumrene på bagsiden.

 

Kristendommens litterære gravsten

 

Der tales ofte om kristendommen som vort kulturgrundlag. Eller om kristendommen som kultur. Og det er alt sammen rigtigt nok. Men man skal alligevel passe på, ikke at komme til at begrunde det større med det mindre. Det kan derfor være nyttigt at se, hvad den store engelske digter T.S. Eliot (der også var en from katolik) har skrevet om »Bibelen som litteratur«:

 

»Jeg kunne tordne i en hel time mod de litterære herrer, der er faldet i ekstase over Bibelen som litteratur, Bibelen som det fornemste monument i engelsk prosa. De, der taler om Bibelen som et monument i engelsk prosa, beundrer den i virkeligheden som et monument over kristendommens grav«.

 

Guds vanter

 

Ovenstående citat bragtes for nogen tid siden i Kristeligt Dagblads rubrik »Teologisk Tanke«, men har måttet ligge og vente på at komme her i vort kirkeblad også.

 

Et endnu ældre KD-udklip er en anmeldelse af Finn Dyrhagens bog »Gud har da blå vanter på!« - en samling af børns bibel-historier og ‑bemærkninger.

 

Titlen stammer fra dette lille stykke børne-skabelsesteologi:

 

»Ved du, hvorfor himlen er blå? Det ved jeg da bare godt. Det er, fordi Gud har blå vanter på - og når Gud holder fast på jorden, så kan man se hans blå vanter«.

 

MØDER - i Præstegårdens konfirmandstue

 

Torsdag den 28. januar - efter gudstjenesten i Døllefjelde Kirke kl. 19

 

SOGNEPRÆST Birthe Hoffmann-Pedersen, VÅBENSTED. - Efter gudstjenesten vil provstiets sidst ankomne præst præsentere sig nærmere for os ved et foredrag med efterfølgende samtale. - Emnet for foredraget vil være: Eline Boisen og Kristendommen. - Eline Boisen var præstekone i forrige århundrede, men absolut ikke en ganske almindelig præstekone. Fra ganske ung udviste hun en selvstændighed, der senere i livet skulle give hende mange knubs. - Knubs i den forstand, at hun gerne gav sin mening til kende og ikke veg fra sine synspunkter, selv om hun til tider, på den måde, skabte konflikter både i sit ægteskab og i forholdet til menigheden. - Eline var gift med præsten Frits Boisen, som på det tidspunkt var stærkt inspireret af vækkelserne. Eline delte ikke sin mands anskuelser i den retning, og ofte »gik bølgerne højt« i præstegården, hvor Eline var den, der stod for alt det praktiske med de mange børn, de små kår og den barske virkelighed, hvor børn blev syge og ikke altid overlevede sygdommen. Heldigvis, for os, nedskrev Eline sine erindringer, som hendes tipoldebørn har redigeret til bogen » - men størst er kærligheden«.

 

Onsdag den 24. februar - efter gudstjenesten i Døllefjelde Kirke kl. 19

 

Domprovst Ole Opstrup. - Nærmere i næste nummer - få dage før denne gudstjeneste- og møde-aften.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 12. årgang nr. 1, december/januar 1998/99

 

Sidste kirkeår før år 2000!

 

Vi tager nu hul på det sidste kirkeår før år 2000. - Med en stærk vinkel fra Tårs på, hvad det altid har betydet og altid vil betyde at være kirke!

 

Advent og jul ved et årtusindskifte

 

Det er nemt nok at tage overlegent på det med årtusindskiftet. At sige alle de rigtige ting om, at der er tale om et helt tilfældigt øjeblik i jordens rotation om sin akse og kredsløb om solen. For slet ikke at tale om den omstændighed, at vi formodentlig allerede har passeret totusindårsdagen for Jesu fødsel!

 

Men det er jo slet ikke alle disse »fornuftige« ting, det drejer sig om.

 

Det er året med de tre nuller, der taler til os og får os til at tænke stort over mange ting. Og altså først og fremmest over vor tidsregning - og det, det betyder, at den er lavet sådan. Også uanset alle fejl og usikkerheder i beregningen. Det afgørende er selve meningen med at regne tiden efter det evighedens indbrud i vor tilværelse, som Jesu fødsel var.

 

Og helt aktuelt er det ydermere sådan, at alt omkring os gennem den sidste halve snes år har været i den grad præget af omvæltninger og opbrud, nye åbninger og nye trusler, at den krydsning mellem kirkeår og kalenderår, som vil komme til at finde sted ved julens ottendedagsfest den 1. januar 2000, vil få en symbolsk kraft i den helt store stil. Men vi vil nok få en ret stærk forsmag på det allerede nu den 1. januar 1999. Tre nitaller er også noget!

 

Den følgende artikel slår nogle ting fast, som vi kan have godt af at tænke over, medens vi bevæger os frem mod og igennem disse punkter. - BC

 

Kirken og menigheden - hvad er deres grundlag?

 

Som den første gæsteforfatter fra den nordlige del af provstiet skriver sognepræst Benedikt Mader, Tårs-Vigsnæs, om kirken under de klassiske synsvinkler udvælgelse og kaldelse. Artiklen bygger på Benedikt Maders »værts-foredrag« ved Musse Herreds præstekonvent i Tårs den 7. oktober 1998.

 

Kirken - mennesker kaldet og udvalgt af Gud

 

Ordet »kirke« har ikke altid været brugt om en særlig bygning. »Kirke« er gengivelse af et græsk ord: ekklesia; og dette ords grundbetydning er: mennesker, der er kaldt ud fra det sted, hvor de befinder sig, og kaldt sammen til ét sted. I den ligefremme betydning: en forsamling, er ekklesia brugt i Apostlenes Gerninger 19,32 og 19,39. (I de to bogstaver k og l i ekklesia findes roden til »kalde« på dansk).

 

I den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, som de tidligste kristne menigheder benyttede, bruges ordet ekklesia om forsamlingen af Guds folk. Heri ligger, at Gud har kaldt mennesker bort fra det sted, hvor de befandt sig, hen til det sted, hvor Han vil være sammen med dem - og herved bliver de Guds udvalgte folk. Guds udvælgelse ligger altid forud for livet i fællesskabet med Ham; og Guds udvælgelse skete allerførst i evighed før verdens skabelse, så det dermed står fast, at alt er skabt med henblik på at leve sammen med Gud. Men idet de første mennesker faldt for fristelsen til at være ulydige mod Guds vilje, kom menneskeheden til at leve adskilt fra Gud, og synden, døden og det onde fik magt i verden.

 

Gud kalder på ny

 

Igen og igen har Gud dog vist sig nådig og kaldt menneskene til sig for at frelse dem fra deres vildfarelse. Og altid er udvælgelsen og kaldelsen kommet først, inden frelsens gave. Noa blev kaldet, før han med sin familie blev reddet i arken fra syndflodens vandmasser; Abraham blev kaldet, inden han fik den lovede arving Isak; folket Israels tolv stammer var udvalgt, inden de med Moses drog ud af Egypten og blev reddet over Det røde Hav, fik Guds Lov på Sinaj og kunne tage det forjættede land i besiddelse; jøderne var udvalgt, inden de fik lov at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon - og endelig er Guds nye folk, den kristne menighed, kaldet og udvalgt gennem Guds Søns virke og forkyndelse, inden Guds Søn Jesus Kristus fuldendte sin frelse af hele menneskeheden, idet han holdt fast ved lydigheden og troskaben mod Guds sin Faders vilje lige til det sidste og således hengav sit liv fuldstændig for os i døden på korset.

 

Kirken er en given historisk størrelse

 

Kaldelsen og udvælgelsen er således altid Guds egen suveræne handling; og det af Gud kaldede og udvalgte folk er helligt, fordi det hører Gud til; det er meningen med ordene i vor Trosbekendelse: »Vi tror på ... en hellig almindelig kirke, de helliges samfund«. Gud vælger kun eet folk, som Han fører ud fra den verden, hvor synden, døden og det onde hersker, ind i sit evige Rige. Og dette folk, eller kirken, er en historisk given størrelse, der er til uden afbrydelse frem til tidernes ende, hvor Gud fornyer og genskaber alt. Paulus benytter ordet ekklesia / kirke såvel om hele den kristne menighed, som om menigheden på et bestemt sted.

 

Kirkens kendetegn

 

Men hvor er kirken som forsamlingen af Guds folk da at finde? Dér, hvor dens kendetegn finder sted - som er, at evangeliet, det glædelige budskab, forkyndes, og at sakramenterne forvaltes, d.v.s. der holdes dåb og nadver. Kirken er således til først - og bliver altså ikke skabt af evangelieforkyndelsen og sakramentforvaltningen, som det ofte hævdes. Men når det alene er gennem evangelieforkyndelsen og sakramentforvaltningen, at kirken bliver synlig, finder disse kendetegn aldrig sted uden, at kirken er til samtidig som det primære. Evangelieforkyndelsen og sakramentforvaltningen er derfor ægte kendetegn, og ikke blot løst tilknyttet.

 

Gudstjenestens nødvendighed

 

Men det betyder så igen, at kirken eller den kristne menighed med nødvendighed er et gudstjenestefejrende folk. I gudstjenesten forkyndes evangeliet og forvaltes sakramenterne, og herved bliver det dels bevidnet, at kirken er til, dels kundgør Gud herigennem, at han har kaldet og udvalgt sig et folk, og at denne kaldelse og udvælgelse fortsat har gyldighed. Kirken er således samfundet af dem, der ved troen lever på denne udvælgelsens nåde.

 

Vi er Guds hus og kirke nu,

bygget af levende stene,

som under kors med ærlig hu

troen og dåben forene.

(DDS nr. 280 v. 3)

 

Benedikt Mader

 

»Den store adventsmesse«

 

Det lyder voldsomt, men det, der bliver tale om nu 1. søndag i advent, er simpelt hen vor almindelige højmesse med de udvidelser m.m., der kan trækkes ud af den nye alter- og ritualbog samt Tillægget dertil:

 

De gamle led i begyndelsen af gudstjenesten: »Kyrie« og »Gloria« synges som vekselsang af præst og kor (»Herre, forbarme dig« og »Ære være Gud i det højeste«). Kirkebønnen bliver bedt for alteret, med menighedssvar efter hvert led. (Hvilket afføder et ekstra salmevers som »salme før nadveren«). Der bliver to menighedssvar i begyndelsen af nadverliturgien. (»Vi opløfter vore hjerter«. »Det er værdigt og ret«). Endelig synges prosaleddet »O Guds Lam uskyldig« af koret i stedet for det sædvanlige salmevers. Til gengæld udgår såvel indgangs- som udgangsbønnen.

 

MØDE - i Præstegårdens konfirmandstue

 

Torsdag den 28. januar - efter gudstjenesten i Døllefjelde Kirke kl. 19

 

SOGNEPRÆST Birthe Hoffmann-Pedersen, VÅBENSTED. - Efter gudstjenesten vil provstiets sidst ankomne præst præsentere sig nærmere for os ved et foredrag med efterfølgende samtale. Nærmere i næste nummer - få dage før denne gudstjeneste- og møde-aften.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 11. årgang nr. 8, november 1998

 

»Islam og den kristne samvittighed«

 

Religionen betyder noget

 

Det er ikke mange år siden, vi mere eller mindre alle sammen troede, at »religionen«, herunder kristendommen, var ved at skulle på museum. Men nu ved vi, at »religionen« betyder mere end som så. På både godt og ondt. Så at nogle vil sige, at den i hvert fald burde på museum! »Det er også al den religion«, siger de - med henblik på fx de uhyggelige tilstande og handlinger, vi i øjeblikket er vidne til i og omkring Kosovo. Men hvad kristendommen angår, ved de jo udmærket godt, at Jesus aldrig har sagt, at hans disciple skulle opføre sig på den måde, der her er tale om. Tværtimod: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer (Matt 5,44).

 

Vi må opføre os som kristne - men med åbne øjne

 

Når Han, hvis disciple vi er, har sagt sådan, kan der altså umuligt i et kirkeblad opildnes til fjendtlighed mod nogen gruppe. Hvilket imidlertid ingenlunde er det samme som, at så er alt lige gyldigt! Netop over for de problemer af religiøs og kulturel karakter, vi i vor tid står over for, er det intet mindre end katastrofalt, hvis vi ikke har andet end lige-gyldigheden at sætte op. Vi er absolut forpligtede på at have Jesu Kristi sindelag i os, som apostelen udtrykker det (Fil. 2,5). Men vi skal gøre det med åbne øjne. Jesus gik i døden for os alle sammen. Men det vil være synd at sige, at for Ham var alting lige gyldigt!

 

Hvad der skjuler sig bag overskriften

 

Alt hvad der er sagt indtil nu, har skullet tjene som indledning til omtalen af den lille bog, hvis titel også er hoved-overskrift på dette nummer af Kirkebladet: Islam og den kristne samvittighed.

 

Der er tale om noget så tilsyneladende kedeligt som et missionsselskabs årsskrift, nemlig Selskabet til støtte for Pakistans kirkes årsskrift 1998.

 

Jeg skal også ærligt indrømme, at jeg i første omgang troede, denne lille bog bare handlede om de principper, jeg her til indledning har henvist til. Men så kom jeg alligevel til at bladre lidt i den Og derved blev jeg klar over, at der var tale om en bevidst dobbelttydighed i titlen.

 

Bogen - som er skrevet af lektor i kristendomskundskab og fransk ved Århus Statsgymnasium Finn Jacobi - bygger nemlig på oplevelser, denne har haft, da han med sine elever var på ekskursion til en landsby i Tunesien.

 

Her var der jo, som det hedder i bogens forord, tale om et kulturmøde mellem de unge danskere og muslimerne, som gav lejlighed til en ivrig meningsudveksling. Hvilket også har været tilfældet i de religionstimer, som også muslimske elever har deltaget i.

 

Selvbesindelse

 

På denne baggrund »nøder Finn Jacobi sin læser til at besinde sig på sin opfattelse af kristendommen vedrørende så centrale spørgsmål som samvittighed og forsyn, skyld og skæbne, samtidig med, at han oplyser om muslimens opfattelse heraf« (forordet). - Og med rette, vil undertegnede sige. Netop når der altså ikke skal være tale om en billig nedgøring af dem, der er anderledes end os, er det med selvbesindelsen så afgørende vigtigt. Vel har - og får - vi mange problemer med vore muslimske medmennesker. Men een stor, ja, meget stor tjeneste har de allerede gjort os, og vil de komme til at gøre os, nemlig at få det til at gå op for os, hvor vigtige de ting er, som vi selv var lige ved at sætte på museum, ja, hvor vigtige netop nogle af de ting er, vi troede var de allerførste, der skulle sættes på museum. Altså rent ud sagt: Jesus som Guds søn og vor bror, »sand Gud og sandt menneske«. Helligånden. Ja, Treenigheden. For det er jo disse utrolige og ubegribelige ting, der er grundlaget for, at det er så rent ud sagt hyggeligt og varmt og fortroligt og farverigt at leve i den kristne sammenhæng!

 

Samvittigheden og syndernes forladelse

 

Finn Jacobis ekskursions-elevers tunesiske kammerater forstod ikke danskernes mærkelige blanding af moderne mangel på tro - og så alligevel deres dybt kristne præg, hvad fx oplevelsen af samvittighed angår.

 

Men forstod vi selv, hvordan det hang sammen? Hvad er det egentlig der sker med os, hvis vi mister gudstroen? Det er ikke let at være udstyret med den fintmærkende kristne samvittighed med fremhævelsen af den personlige frihed og ansvaret, resultatet af en tusindårig bearbejdelse af den europæiske sjæl, og så at have mistet troen på syndernes forladelse, vi der ikke mere kan retfærdiggøre vores tilværelse ved at henvise til loven. Det kan godt resultere i angst.

 

Eller som det hedder på næste side:

 

Når vi har slået Gud ihjel, kan vi ikke bare lade som ingenting. Vi må indtage hans plads. Og man skal unægtelig være noget af et overmenneske for at slippe heldigt fra det.

 

Frihed og skæbne

 

I afsnittet med denne overskrift henviser Finn Jacobi - som eksempel på den muslimske »tyrkertro«(!) på, at Gud styrer hver eneste detalje i verdens og livets gang - til historien om, at nogle fiskere i Bangladesh skulle have smidt sikkerhedsudstyret bort, da de overtog ulandshjælpens danske både.

 

Det var deres opfattelse, at Allah har fastsat, hvornår et skib skal gå under og et menneske lide druknedøden. Det ville derfor være gudsbespotteligt at tro, at man her kunne gøre fra eller til.

 

Men Finn Jacobis måde at skrive om disse ting på er virkelig afbalanceret, så afsnittet - og dermed hele den lille bog - slutter således:

 

Fatalismen [dvs. den totale skæbnetro], der i sin rendyrkede form kan virke så lammende og ødelæggende ved at berøve den enkelte ethvert initiativ, og den evigt dårlige samvittighed, der helt kan underminere den for et menneske nødvendige selvrespekt, er eksempler på religion på afveje. Her har muslimer og kristne ikke noget at lade hinanden høre. I begge tilfælde er det gået galt, fordi man ikke på én gang har kunnet fastholde troen på Guds almagt og på menneskets frihed. Det er i spændingsfeltet mellem disse to modpoler, at både det sande muslimske og det sande kristne liv skal leves.

 

Finn Jacobis lille bog (30 sider) kan lånes eller købes gennem undertegnede pris 50 kr.). - BC

 

Nu er præsten doktor

 

I brev af 7. oktober 1998 fra Det teologiske Fakultetssekretariat ved Københavns Universitet modtog sognepræst Bent Christensen denne meddelelse:

 

Det teologiske Fakultetsråd har på sit møde den 5. oktober konfereret Dem den teologiske doktorgrad. Det sker efter indstilling fra bedømmelsesudvalget på baggrund af afhandlingen »Omkring Grundtvigs Vidskab« samt den efterfølgende forsvarshandling den 4. september 1998.

 

Deres doktordiplom vil senere blive tilsendt Dem.

 

Når det her omtalte diplom når frem, har det forløb, som i grunden begyndte i 1978/79, fået sin endelige afslutning. Præstekjolen med velour på vinge og forstykke, som det hedder, er allerede taget i brug (dog kun på søn- og helligdage), ligesom de, der var til stede ved mødet i præstegården den 21. oktober, fik lejlighed til at se doktorringen.

 

Under skemaet med gudstjenestetiderne:

 

Allehelgen. Kirkeårets sidste måned. - At skemaet her ovenfor ser så underligt ud, skyldes for det første hensynet til allehelgens dag, hvor det i år er Døllefjeldes tur til at have gudstjeneste, for det andet det forhold, at vi på 23. søndag efter trinitatis er nødt til at have højmesse i Musse Kirke pga. en dåb med tilknytning dertil, og for det tredje, at præsten desværre har været nødt til at tage fri i den weekend, der omfatter den meget vigtige og dejlige sidste søndag i kirkeåret - hvilket dog heldigvis ikke betyder, at denne søndag slet ikke bliver fejret her. - Men endelig skyldes det, at det nye kirkeår efter planen vil blive indledt med en udvidet højmesse på 1. søndag i advent kl. 10.15 i Døllefjelde Kirke! Herom mere i næste nummer. Men notér det allerede nu! - Foreløbig gælder det altså søndagene her på ovenstående skema, og allerførst allehelgens dag, som jo i år oven i købet kommer  til at falde på selve den gamle dato: 1. november. Hvad vi godt lige kan lægge mærke til, selv om det jo er en ganske fornuftig »rationalisering«, at fejringen af allehelgen her i Danmark siden 1770 har været henlagt til den første søndag i november. I en årrække op til 1992, hvor den nye alterbog kom, var vi også ligefrem begyndt, udtrykkeligt at kalde dagen »allehelgens søndag«, svarende til, at vi stadigvæk kalder den søndag, der måtte falde på en af dagene 2. til 6. januar, helligtrekongers søndag. - Allehelgensfesten er hos os en meget sammensat fest. For det første er der tale om en forening af den gamle alle helgens dag den 1. november og den gamle alle sjæles dag den 2. november. I vor lutherske tradition skelner vi jo ikke på den måde mellem helgener, og så - bogstavelig talt - almindelige dødelige! Men hermed er vi jo så nået frem til denne dags karakter af reformationsdag. Det, der kom til at sætte den lutherske Reformation i gang, var jo netop de teser mod afladshandelen, Martin Luther allehelgens aften 1517 (dvs. om aftenen den 31. oktober) slog op på slotskirkedøren i Wittenberg (= universitetets opslagstavle). Hvorved han kastede sig ud i noget, der godt kunne have medført martyrdøden. Hvad den daværende pavekirkes uhyggelige forsøg på at undertrykke reformatorernes teologiske kritik jo kom til at betyde for mange andre. Hvilket vil sige, at denne dag så alligevel får en oven i købet helt særlig karakter af martyrdag for os lutheranere (martyr betyder jo »vidne« - ganske særligt »blod-vidne«). Samtidig med, at det jo også for os er den dag, hvor vi med navns nævnelse mindes dem i sognemenighederne, som er døde i det år, der er gået siden sidste allehelgen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 11. årgang nr. 7, oktober 1998

 

Præstens Grundtvig- disputats forsvaret

 

Af indlednings-forelæsningen

For at give et indtryk af, hvad det hele drejer sig om, bringes her uddrag og referat af den lille forelæsning, hvormed undertegnede indledte forsvaret den 4. september, efter at dekanen for Det teologiske Fakultet, professor Jens Glebe-Møller, havde åbnet handlingen:

 

En slags mindeord

Jeg vil begynde med en slags mindeord. Som har en spøgefuld form, men skal forstås tilsvarende alvorligt!

 

Jeg er meget ked af, at vi ikke har Kaj Thaning iblandt os mere. For hvor ville jeg gerne have hørt ham som opponent ex auditorio sige: »Jamen Bent Christensen har stadig ikke forstået radikaliteten i det, der skete med Grundtvig i vinteren 1831/32!«

 

[I sognepræst Kaj Thanings skelsættende disputats fra 1963 »Menneske først -. Grundtvigs opgør med sig selv« er den store tese, at Grundtvig i vinteren 1831/32 gennemgik en voldsom omvendelse fra »bods-kristendom« eller »pilgrimssyn« til et helt nyt syn på menneskelivets værdi i sig selv. Undertegnede deler denne forståelse af Grundtvigs helt enestående syn på menneskelivet - men forholder mig i andre henseender kritisk og korrigerende til Kaj Thaning].

 

Jeg vil uden navns nævnelse udtrykke min taknemmelighed mod alle de andre Grundtvig-forskere, jeg har bygget på ... Og jeg vil udtrykke min taknemmelighed for alt, hvad Københavns Universitet har gjort og betydet for mig ...

 

Baggrunden

Den afhandling, jeg skal forsvare her i dag, bygger på licentiatafhandlingen »Fra drøm til program«, som blev antaget i 1985 og udgivet i 1987. Og jeg vil citere det allerførste afsnit i denne bog:

 

»Den overordnede eksistentielle baggrund for nærværende arbejde er ønsket om en afklaring overhovedet af spørgsmålet om værdien og betydningen af menneskelivet her i verden mellem skabelse/syndefald og genløsning. Spørgsmålet er dels, i hvilken grad og på hvilken måde livet her og nu i kristendommens lys kommer til at fremtræde med en »saglig egenværdi«, dels, hvilken betydning engagementet i livet her og nu har for gudsforholdet og gudsrigesforventningen«.

 

Her er hele mit anliggende præsenteret. Også den side af det, vi skal tale om i dag ...

 

Een ting er, at det er godt, vi i kristendommens lys kan se det, jeg kalder den foreliggende tilværelses »saglige egenværdi«. Men det er ikke nok. Det næste spørgsmål bliver jo: Hvad betyder dette syn inde i det kristne menneskeliv, jeg som kristen lever? ...

 

Og jeg nævner lige, at selv om det er kortest og præcisest at anvende de traditionelle teologiske ord om disse forhold, så er både spørgsmålet og det eventuelle svar jo det samme, hvis man bruger andre ord, ja, har andre forestillinger!

 

Kirke- og gudstjenestesynet

[Forskellen mellem Kaj Thaning og undertegnede skyldes i høj grad generationsforskellen. Den Thaning’ske ensidighed afspejler den samfundsmæssige, kulturelle og kirkelige situation i 30’rnes, 40’rnes og 50’ernes Danmark. Der er kirkesynet til forskel].

 

Men jeg vil hævde, at det kirkesyn, hvorigennem jeg læser Grundtvig, er et kirkesyn, der passer til den situation, vi befinder os i nu her op mod årtusindskiftet! ...

 

Hvis du har et dårligt kirke- og gudstjenestesyn, har du nok også et dårligt syn på dit liv ude i hverdagen: Den, der vil have sin gudstjeneste til at ligne et kaffebord, vil også have sit kaffebord til at ligne en gudstjeneste!

 

Det, jeg prøver at gøre op med, er ikke det Thaning’ske begreb »pil-grims-syn«. Nej, det er, hvad jeg fx vil kalde den halvflov-halvfriske og halvflov-halvbenovede måde at forholde sig til livet og denne verdens ting på. - Eller den måde at ville leve som kristen på, der gør kristenlivet til sådan en højere form for hobby - ved siden af og i stedet for det rigtige liv. Så man fx ikke går til jazz- eller rock-koncert, men tror, det er liv, når man anvender noget tam kirke-umba-umba-musik i gudstjenesten! ...

 

Men her må jeg standse. Den videre udvikling af dette hører hjemme ude i den kirke-debat, som allerede er i fuld gang ...

 

Betydning

Nøgleordet er betydning! Alt er egentlig sagt i den berømte strofe fra »Christenhedens Syvstjerne«:

 

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.

 

Det, der er selve anliggendet i denne strofe, gælder alt, hvad der er indhold i vor tilværelse, alt, hvad der har betydning i vort liv ...

 

Det er det skabte-men-faldne menneskeliv, der bekræftes og sættes i sit sande lys af den særlige åbenbaring, og det er dette menneskeliv, der er frelsens genstand. Samtidig gælder det, så at sige den anden vej, at selve ordet Gud - og dermed hele den særlige åbenbaring, ja, selve frelsen - alt sammen bliver betydnings-tomt, hvis den Gud (åbenbaring og frelse), der er tale om, ikke forstås som netop dette menneskelivs og dets verdens Gud - som både Skaber og Frelser ...

 

Levelse og erkendelse

Selve engagementet i det at leve sit menneskeliv er naturligvis det helt primære. Men det menneskelige liv kan under ingen omstændigheder leves ureflekteret, så der vil - i særdeleshed for den troende kristne - altid være et element af »erkendelse« i selv den mest umiddelbare »levelse« af livet. Og det ligger i alt, hvad der hidtil er sagt, at det helt afgørende i såvel skabelses- som frelses-forholdet må være erkendelsen af Gud, det at kende Gud. Dette kan imidlertid - bortset fra alt det, der ligger i den særlige åbenbaring og i selve frelsen (og som unægtelig er helt afgørende, men dog noget andet, og for så vidt »tomt«) - kun ske indirekte, nemlig  gennem menneskets erkendelse af sig selv og sin verden.

 

Vekselvirkning og oplysning

Der er ikke kun tale om, at det liv, der leves, gøres til genstand for en erkendelse, som er en indirekte gudserkendelse. Der er også tale om en stadig vekselvirkning mellem livet og den tydende erkendelse af det, i den forstand, at erkendelses-resultatet, tydningen, vender tilbage til livet igen som oplysning, hvorved selve livets levelse kommer til at give en ny og højere grad af erkendelse. Og så videre.

 

Sådan kan det hele gøres op. ... Hele formålet med skabelsen er af erkendelsesmæssig karakter ... Mennesket og hele menneskets verden er skabt med det formål, at mennesket ved at komme til erkendelse af sig selv og sin verden skal komme til erkendelse af Gud.

 

Helt sagligt

Det er en så stor teologi, der ligger under det alt sammen. Så stor, at man netop ikke skal gå og udsige den hele tiden, men bare - under den og inden for den - gå helt sagligt løs på livet og virkeligheden! Uden at lade den ene hånd vide, hvad den anden gør. Og i hvert fald uden hele tiden at sige det!

 

Opponenterne

Efter denne indledning gik opponenterne i gang. Første officielle opponent var professor Anders Pontoppidan Thyssen, Århus. Første opponent ex auditorio var centerleder Kim Arne Pedersen, Center for Grundtvig-studier, Århus.

 

Efter en halv times pause kom anden opponent ex auditorio, PhD-studerende Sune Auken, København. Og til sidst kom anden officielle opponent, professor Theodor Jørgensen, København.

 

Forsvarshandlingen, som var begyndt kl. 14, blev kl. ca. 18.45 erklæret for afsluttet af dekanen. - BC

 

Under skemaet med gudstjeneste-tiderne:

 

Kirkeårets sidste helt almindelige måned. I sidste måned fejrede vi vore tre høstgudstjenester. Med »et udvidet afgrødebegreb«. Idet der nemlig såvel i det indledende fælles introitus som i høst-pyntningen af kirkerne var tale om ikke alene »korn fra Danmarks jord«, men også »æbler, pærer, dru’r - kartofler, græskar, løg og kål - blommer, bønner og salat - grøn agurk og rød tomat« m.m. Måske ikke den store nyskabelse, men alligevel en udvidelse af begreberne, også i en højere betydning! Så der er nok tale om en ny tradition. - Og i november måned begynder vi jo med allehelgens søndag allerede på selve månedens første dag. Hvortil kommer, at kirkeårsskiftet jo også vil finde sted i november måned. Med sidste søndag i kirkeåret 22/11 (en dejlig gudstjeneste, som vi ikke må snyde os selv for) og 1. søndag i advent 29/11. - Indimellem har vi så nu de kommende fire oktober-søndage, ganske almindelige »søndage efter trinitatis« - som det gælder om at nyde inden den lange fest-tid. For der er nu engang noget særligt over hverdagen! - I evangelierne kommer vi til at høre om: »Ung vin på nye sække« (Mark. 2,14-22). - »Jeg er vintræet, I er grenene« (Johs. 15,1-11). - De første disciples kaldelse (Johs. 1,35-51). - Lignelsen om de onde vinbønder (Matt. 21,28-44).

 

MØDER - i Præstegårdens konfirmandstue

 

1. oktober - kl. 19.30

BELGIEN, TJEKKIET, SLOVAKIET og POLEN. - Et halvprivat lysbilledforedrag fra præsteparrets sommerferie, men med stort EU-perspektiv og stærkt mellemkirkeligt islæt. Ingen skal føle sig forpligtet til at komme, men alle er hjerteligt velkomne. - Mødet blev omtalt i september-nummeret.

 

21. oktober - kl. 19.30

PRÆSTEN OM DISPUTATSEN. - Sognepræst Bent Christensen fortæller om sin Grundtvig-disputats’ historie, fra han fik idéen til den under arbejdet med den første afhandling, og til forsvaret på Københavns Universitet den 4. september, ja til selve tildelingen af den teologiske doktorgrad. Foredraget vil blive indledt med nogle lysbilleder og krydret med sange af Grundtvig, der handler om det samme som disputatsen. - Se artiklen her i bladet.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 11. årgang nr. 6, september 1998

 

En sommer med kirkehistorisk sus

 

Med udgangspunkt i den nyeste kirkestatistik skildres og kommenteres sommerens store kirkeforfatningsmæssige begivenhed: Ombudsmandens afgørelse om aktindsigt i referaterne fra bispemøderne.

 

85,8 procent

 

Ifølge Danmarks Statistik udgjorde folkekirkemedlemmernes andel af befolkningen ved årsskiftet 85,8%. Nogle vil sige, at dette er en stor andel. Men nu, når vi til næste år skal fejre 150-året for Grundlovens - og dermed Folkekirkens - indførelse, er det alligevel tankevækkende at kunne konstatere, at der i denne periode er sket et fald på næsten 15%. En folkekirke på 85% er ikke det samme som en folkekirke på 100%. Og dette forhold har også stor betydning, når perspektiverne omkring sommerens store begivenhed skal trækkes op.

 

Der er ganske vist faktisk sket en nettotilgang af medlemmer i Folkekirken i 1997. Men, som Kristeligt Dagblad skriver: »Faldet på 0,3 procent skyldes, at det samlede folketal i 1997 steg med 20.000 på grund af nettoindvandring«.

 

Ombudsmanden

 

»Folketingets Ombudsmand skriver kirkehistorie med en opsigtsvækkende afgørelse, der går imod både folkekirkens biskopper og Kirkeministeriet og pålægger biskopperne åbenhed om deres møder«. - Således skriver Kristeligt Dagblad på forsiden af avisen for 1. august, og baggrunden for og rækkevidden af dette kan kort gengives således:

 

Før vi fik Grundloven i 1849 var der på en vis måde ikke nogen »kirke« i Danmark! Danmark var et kristent land med den enevældige konge i spidsen for det hele.

 

Så fik vi Grundloven, og i den står der som bekendt, at »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten« (§ 4). Men der står også, at »Folkekirkens forfatning ordnes ved lov« (§ 6). Og det betyder faktisk, at der senere skulle udarbejdes en slags særlig forfatning for denne nye folke-kirke. Hvad man imidlertid indtil nu  - trods flere forsøg derpå - ikke har kunnet blive enige om!

 

Resultatet blev, at kirken forsatte som statskirke - idet der dog i løbet af dette århundrede er kommet nogle meget vigtige ting til, nemlig hele menighedsrådsdemokratiet - med hvad dertil hører i form af valg til provstiudvalg og de mellemkirkelige organer, valg af biskopper osv.

 

De fleste mener, at denne statskirkeordning med sogne-demokrati plus en del mere er den rigtige kirkeordning for os her i Danmark. Men vi er andre, der peger på, at den passer dårligere og dårligere til virkeligheden her op mod årtusindskiftet.

 

Bispekirken

 

Et af de steder, hvor dette viser sig, er omkring bispeembedet, og ganske særligt omkring de »sammenkomster«, biskopperne holder nogle gange om året.

 

Som bekendt har Folkekirken for nylig sagt nejtak til at deltage formelt i det såkaldte Porvoo-fællesskab med bl.a. Den Anglikanske Kirke (Church of England). Navnlig fordi vi ikke kunne lide den store betydning, man derovre tillægger bispeembedet. Og det er også denne utilpashed ved et »højkirkeligt« syn på bispeembedet, der har ligget bag den stædige fastholden ved, at vore biskoppers sammenkomster var af rent privat karakter, »te-selskaber«, som man ofte har kaldt dem. Hver enkelt biskop har kun myndighed inden for sit eget stift. Alt det fælles skal staten tage sig af - Kirkeministeriet og Folketinget.

 

Men sådan kan det jo ikke fungere.  Så det er i realiteten blevet sådan, at »bisperådet« i stigende grad har fungeret som selve Folkekirkens eneste øverste organ. Det er således biskopperne, der har truffet den endelige beslutning om den nye ritual- og alterbog. Det var biskopperne, der udformede svaret med vort nej til formel deltagelse i »Porvoo«. Det var biskopperne, der drog konklusionen af debatten om velsignelse af homoseksuelle parforhold. Og det var biskopperne, der udformede svaret til Det Lutherske Verdensforbund om, at vi pdes. ikke kunne underskrive Retfærdiggørelseserklæringen, men pdas. heller ikke fordømmer Romerkirken.

 

Perspektiverne

 

Det var Kristeligt Dagblad, der havde indbragt sagen om bispemøderne for Ombudsmanden. Fordi bladet ikke havde kunnet få aktindsigt i referaterne fra bispemøderne. Det kunne man ikke have krav på, hed det, for bispemøderne var ikke et offentligt forvaltningsorgan.

 

Men den 23. juli 1998 fremsendte Ombudsmanden en redegørelse, hvori han gav Kristeligt Dagblad medhold. På den måde, at bispemøderne i praksis er af en sådan karakter, at de er omfattet af loven om aktindsigt.

 

Dette lyder måske ikke umiddelbart af så meget. Men der er alligevel tale om en begivenhed med store kirkehistoriske perspektiver. For der er jo ingen, der siger, at biskopperne vil noget ondt med det, de gør. De udfylder nemlig bare det magt-tomrum, der er opstået, fordi Folkekirken pdes. ikke bare kan fortsætte som statskirke, men pdas. ikke (bortset fra det helt specielle Mellemkirkelige Råd) har andre centrale organer end netop »bisperådet«. Konsekvensen af det, der er sket her i sommeren 1998, bliver derfor, at dette råd må suppleres med mere demokratiske organer. Vi vil sandsynligvis få demokratisk udpegede stiftsråd i løbet af nogle ganske få år. Måske ikke med nogen formel kompetence til at begynde med. Og noget senere igen vil vi få et tilsvarende landskirkeråd, ligesom der vil kunne indkaldes til et bredere sammensat landskirkemøde.

 

Der kommer til at ske mange spændende ting i det nye århundrede. Men startskuddet lød faktisk her i sommeren 1998! - BC

 

Stiftsstævne for YM

 

Det årlige Stiftsstævne for Ydre Mission afholdes søndag den 27. september kl. 14 i Lindeskovkirken, Nykøbing F.

 

- Biskop Thorkild Græsholt: Kristen mellem verdens religioner. Kaffebord à 15 kr. Aftensang ved sognepræst Christian Bandak.

 

Præsteparrets rejse

 

Den på bagsiden omtalte sommerferie-tur var i virkeligheden anden del af den rejse, som i 1997 »kun« kom til at omfatte Rusland og Kazakhstan. Titlen er »Fra Waterloo og Ypres til Sobotiste og Istebna«. Man kunne også sige: Fra Napoleonskrigene og Første Verdenskrig til den politiske og kirkelige situation i det nuværende og kommende EU. Rejsen begyndte af private grunde i Belgien, men fik allerede dér vigtige både politiske og kirkelige perspektiver. Og videre gennem Tjekkiet, Slovakiet og Polen gav den mange gode og nyttige oplevelser, møder og erfaringer. De to største højdepunkter var besøget i Radio Liberty’s nye Prag-hovedkvarter og besøget hos den lutherske præst Lubomir Batka med familie og menigheder i den slovakiske by Sobotiste. Lubomir Batka med kone og børn besøgte Lolland-Falsters Stift i 1995. - BC

 

MØDER - i Præstegårdens konfirmandstue

 

16. september - kl. 19.30

RUSLAND. - Connie Meyer, Paulus-Samfundets faste repræsentant i Moskva, fortæller om mange års liv i Den Russiske Ortodokse Kirke.

 

1. oktober - kl. 19.30

BELGIEN, TJEKKIET, SLOVAKIET og POLEN. - Et halvprivat lysbilledforedrag fra præsteparrets sommerferie, men med stort EU-perspektiv og stærkt mellemkirkeligt islæt.

 

Begge ovennævnte møder annonceres her som »ekstra mellemkirkelige møder«. De er jo på hver sin måde afkast af præsteparrets mellemkirkelige aktivitet. På den ene side skal menighederne derfor ikke tvangsindlægges på noget i denne forbindelse. Men på den anden side skal man også have tilbuddet. For der er faktisk tale om helt enestående ting. Alle indbydes altså hjerteligt til begge møderne - som præsteparret personligt står for.

 

CONNIE MEYER har i næsten hele perioden efter Sovjetunionens sammenbrud været Paulus-Samfundets faste repræsentant i Moskva og dermed Folkekirkens kontaktperson i den russisk-ortodokse Feodor Studit-menighed der. Som vort eget præstepar har besøgt i 1994 og 1997. Der er til dette møde også sendt indbydelse ud gennem Det Mellemkirkelige Udvalg og Dansk-Russisk Forening.

 

PRÆSTEPARRETS eget lysbilledforedrag handler sådan set bare om en ganske almindelig sommerferie med lidt mellemkirkeligt islæt. Men se nu nærmere inde i bladet!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 11. årgang nr. 5, juli/august 1998

 

Disputatsen og Fælleserklæringen

 

Disputatsen udkommet

 

Som det fremgik af Folketidendes dækning af begivenheden, var det den 4. juni, "præstens Grundtvig-disputats" udkom: "Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement".

 

Forord med tak - også til Kirkebladets læsere!

 

I den anledning skal først nedenstående fra forordet gengives her i bladet:

 

Ved udgivelsen af nærværende arbejde ønsker jeg at takke nedennævnte institutioner og personer for støtte, hjælp og venlighed, såvel gennem hele forløbet siden "Fra drøm til program" som nu i forbindelse med udgivelsen:

 

Kirkeministeriet for to orlovsperioder på henholdsvis tre måneder og otte uger.

 

Lolland-Falsters Stift for bidraget til den sidste orlovsperiode.

 

Biskop Thorkild Græsholt, biskop Holger Jepsen og provst Nils Roland for den fortsat udviste velvilje og opmuntring i forbindelse med min præstegårdsteologiske aktivitet.

 

Menighederne og menighedsrådene i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat for den fortsatte interesse og forståelse [fremhævet her].

 

Centralbiblioteket i Nykøbing F. for usvækket venlighed og effektivitet.

 

Grundtvig-Selskabet for, at også denne bog er kommet til at indgå i rækken af "Skrifter udgivet af Grundtvig-Selskabet".

 

Statens Humanistiske Forskningsråd for støtte til udgivelsen.

 

Døllefjelde, januar 1998. Bent Christensen.

 

Omslaget

 

De læsere, der har set min første Grundtvig-bog, vil huske, at denne bogs omslag var udformet som eet stort billede af - som det hedder i teksten dertil - "Udby Kirke midt i det sjællandske landskab".

 

Denne gang lyder teksten: "Billedet på omslaget viser Sorø Akademi ved den skovkransede sø i det sjællandske landskab. Grundtvigs drøm om et dansk folke-universitet".

 

Og hvorfor netop dette billede? Jeg ville også hellere have haft et andet. Problemet var bare, at den bygning, jeg ville have haft, ikke findes!

 

Bogen handler jo om "Grundtvigs Vidskab". Og der er altså her ikke tale om en trykfejl. "Vidskab" er Grundtvigs betegnelse for den menneskelige erkendelsesaktivitet overhovedet, medens ordet "videnskab" forbeholdes de enkelte fagvidenskaber.

 

Og hvad det allerøverste lag i denne aktivitet angår, foreslog Grundtvig, at de nordiske lande i fællesskab oprettede et "superuniversitet" i Göteborg (byen i det hjørne, hvor Danmark, Norge og Sverige mødes). Her skulle så en to-tre hundrede af Nordens bedste videnskabsmænd gå og lave lige, hvad de ville, dog med den "undervisningsfunktion", at "gæster" af forskellig art kunne komme og høre på og deltage i samtalen. Men denne plan er indtil nu ikke blevet ført ud i livet.

 

Det er Grundtvigs plan om at gøre Sorø Akademi til en folke-højskole, dvs. et folke-universitet, heller ikke blevet. (I stedet kom alle de mange små folkehøjskoler rundt omkring i landet). Men bygningen er der. Og den har så kunnet give det omslagsbillede, der bedst muligt illustrerer, hvad det var for en sammenhæng Grundtvig forestillede sig.

 

Bagsideteksten

 

På omslagets bagside har forlaget og jeg givet følgende præsentation af bogen:

 

Denne bog er en fortsættelse af "Fra drøm til program", som udkom i 1987, og som var en undersøgelse af, hvilken betydning Grundtvig tillagde det dennesidige livsengagement som del af det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning.

 

I denne fortsættelse er det den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement, der er tale om. Med til dels overraskende resultater ...

 

På den ene side påvises det, at en absolut topvidenskabelighed (af humanistisk-livstydende karakter) er det øverste lag i den altomfattende kultursammenhæng, Grundtvig drømte om og arbejdede for.

 

Men på den anden side gøres der udførligt rede for, hvordan både indre, helt centrale saglige og positive faktorer, og ydre, til dels meget negative faktorer, bevirker, at Grundtvig fra o. 1835 mere og mere koncentrerer sig om det danske folkelivs bevarelse, opvækkelse, "levelse" og oplysning - med Grundtvig selv i centrum som den store kirkelige og folkelige "totaldigter".

 

Så vidt denne præsentation af bogen. Forsvaret finder sted fredag den 4. september på Københavns Universitet.

 

På et møde i konfirmandstuen den 21. oktober vil jeg fortælle mere indgående om bogen - krydret med afsyngelse af de dertil svarende Grundtvig-sange. - BC

 

Fælleserklæringen

 

Som det vil være i hvert fald nogle af kirkebladets læsere bekendt, har Den Danske Folkekirke igen vakt opsigt ude i verden. Denne gang dog på en anden måde end i den såkaldte velsignelsessag.

 

Det er biskoppernes svar på generalsekretæren for Det Lutherske Verdensforbunds spørgsmål om, hvorvidt Den Danske Folkekirke kan anerkende den enighed, der er opnået mellem romersk-katolske og lutherske teologer, og som er nedfældet i den såkaldte "Fælleserklæring om Retfærdiggørelsen", og på det medfølgende spørgsmål om, hvorvidt Den Danske Folkekirke på dette grundlag kan se bort fra de fordømmelser, der på reformationstiden fra luthersk side blev rettet mod Den Romersk-Katolske Kirke.

 

Her har biskopperne nemlig svaret, at de ikke kan anerkende "Fælleserklæringen", idet de ikke mener, der er tale om en virkelig enighed om det helt fundamentale retfærdiggørelsesspørgsmål, men samtidig tilkendegivet, at de anerkender værdien af de førte læresamtaler og gerne ser dem fortsat, ligesom de erklærer, at der ikke fra Den Danske Folkekirkes side er tale om nogen fordømmelse af Den Romersk-Katolske Kirke. Med et udtryk hentet fra en Grundtvig-salme erklærer de, at såvel Den Romersk-Katolske Kirke som Den Danske Folkekirke er "gæstekamre for Jesu Kristi Kirke". Hvormed de tilkendegiver, at det jo ikke er de organisationer, vi opbygger, der "gør" Kirken, men det, at Jesus Kristus selv er til stede og samler sin menighed af troende i "de helliges samfund" (fællesskab).

 

I modsætning til, hvad der var tilfældet i "velsignelsessagen", kan "nærværende sognepræst" faktisk fuldstændig tilslutte sig biskoppernes svar. Ja, jeg har faktisk givet til kende over for biskopperne, at det rent principielt er en dårlig ide at gøre teologiske dokumenter til genstand for en underskrivelsesprocedure på samme måde som en politisk traktat. Lad os bare føre teologiske samtaler. Og diskutere teologi, så det basker. Men så ellers rent praktisk leve sammen som kristne, der af historiske grunde er blevet delt op i forskellige afdelinger. Hvor noget af det første, vi skal se at finde ud af, er at kunne gå til alters sammen. Det er en skandale, at der er kristne, der i den grad sætter sig på Herrens nadver, at de nægter at dele den med deres medkristne fra en anden afdeling af Kirken! Men nu må vi se. Stort set udvikler tingene sig jo i den rigtige retning. - BC

 

-

 

Vi er Guds hus og kirke nu,

bygget af levende stene,

som under kors med ærlig hu

troen og dåben forene.

 

[De sidste to linjer af ovenstående var ikke kommet med i det trykte blad].

 

Sommer

 

Så er vi igen nået ind i det liturgiske "hverdags-halvår", hvor gudstjenesteskemaerne fremtræder med rækker af "sønd. e. trin.". Men allerede dette typografiske fænomen udtrykker jo, at alt det, vi fejrer i julens, påskens og pinsens store fester, er for livets skyld - i betydningen det menneske-liv, vi er skabt og født med, og som vi her-og-nu lever ude i hverdagen, ikke kun under den almindelige blå sommerhimmel mellem alt det grønne på mark og i skov, men også under den hvælving af himmelsk håb (om Himmelen med stort H), der gennem julens og påskens og pinsens begivenheder er rejst over os.

 

Russiske børn i Herritslev

 

Hvis alt går efter den plan, ASF-formand Kurt Madsen og præsten har lagt, vil de 15 russiske feriebørn, som i år besøger os her i Nysted kommune, deltage i højmessen i Herritslev Kirke 6. s. e. trin., den 19. juli.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 11. årgang nr. 4, maj/juni 1998

 

Vort gudstjenesteliv

 

Sognepræstens udtalelser om det ønskelige i en koncentration af gudstjenestelivet i de små landsogne

 

Ufrivilligt i medierne

 

Det stammede fra "Solgården"!

I begyndelsen af april måned blev jeg ringet op af journalist på Kristeligt Dagblad Claus Vincents - som led i avisens dækning af den drøftelse af den såkaldte småsognsproblematik, der finder sted rundt omkring i Folkekirken, og som jo her i vort stift havde nået et foreløbigt højdepunkt i det store stiftsmøde den 28. marts.

 

Og når det var netop mig, denne journalist henvendte sig til, skyldtes det ikke kun, at Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat jo er et af de virkelige småsognspastorater her i stiftet, men også, at han personligt kendte pastoratet, især Herritslev sogn, nemlig fra den tid, hvor hans farbror var bestyrer på "Solgården" - hvad mange af kirkebladets læsere jo kan huske.

 

At vi virkelig er et småsognspastorat, kan aflæses af fakturaerne på de medlemslister, jeg netop har modtaget fra CPR. Medlemslisterne omfatter alle medlemmer af Folkekirken på eet år og derover i det pågældende sogn, hvilket pr. 6. marts 1998 ville sige: I Døllefjelde sogn 174 personer. I Musse sogn 257 personer. I Herrits-lev sogn 477 personer. I alt 908 personer.

 

Jeg sagde til journalisten, at jeg sådan set ikke havde megen lyst til at udtale mig om pastoratets problemer, og at det af flere grunde ville være bedst at afvente den almindelige udvikling. Men samtidig måtte jeg jo indrømme, at der var tale om en problematik, jeg unægtelig både havde inde på livet og havde gjort mig mine tanker om. Ligesom jeg faktisk siden 1985 har ladet kirkesangerne føre et nøje regnskab over kirkegangen i pastoratets kirker.

 

Jeg indvilligede altså i at lade mig interviewe, og interviewet blev bragt på Kristeligt Dagblads kirkeside påskelørdag. Under overskriften: "En søndag med aflyst højmesse i Døllefjelde. 5. søndag efter trinitatis sidste sommer måtte sognepræst Bent Christensen konstatere, at der ingen kirkegængere var til stede".

 

Og nede i teksten stod der om de flere andre gange om året, hvor der er nul kirkegængere, samt om de endnu flere gange, hvor der kun er mødt een, to, tre eller fire kirkegængere frem.

 

Og videre: "Så spørger jeg den ene eller de to tilstedeværende, om det er i orden, at vi gennemfører gudstjenesten, måske uden prædiken og med kort liturgi. Mange reagerer ved at sige, at vi da ikke skal gennemføre gudstjenesten for deres skyld ... På den måde er den dårlige kirkegang selvforstærkende. Når folk overvejer, om de skal i kirke om søndagen, og er bange for, at de igen bliver den eneste - så bliver de bare hjemme".

 

Og i Regionalen

Anden påskedag blev jeg ringet op fra Regionalen i Næstved, hvor man havde set interviewet i Kristeligt Dagblad og gerne ville have mig til at medvirke i telefonprogrammet næste morgen. Også her sagde jeg ja - idet jeg sagde til mig selv, at jeg denne gang ville gøre alt for at få de mere positive perspektiver frem. For det er selvfølgelig ikke min lyst eller interesse, hverken at fremtræde som en klynkende frustreret præst eller at fremstå som en, der hænger sine egne ud.

 

Og jeg synes selv, det lykkedes meget godt at få de positive ting frem. Jeg gentog i hovedtræk, hvad jeg havde sagt på provstimødet om småsognsproblematikken ovre i Kettinge Forsamlingshus. Og noget af det citerer jeg nu efter mit manuskript. - I håb om at læserne vil kunne se, hvor positivt og solidarisk det, jeg siger, er ment! Og så må vi ellers se. Vi ved alle sammen godt, at det er urealistisk at regne med store forandringer lige med eet. Men vi er nødt til at begynde at overveje og drøfte tingene nu.

 

I Kettinge Forsamlingshus

Her sagde jeg altså bl.a., at selv om der faktisk generelt er en stigende kirkegang i Folkekirken, så må vi erkende, at menneskene er indrettet forskelligt, hvad "gudstjeneste-antenner" angår.

 

"Jeg vil ikke gå så vidt som til at tilslutte mig det store folkekirke-dogme om, at man kan "være en lige så god kristen, selv om man ikke går i kirke om søndagen". Desuden er problemet jo ikke, hvor god man evt. er, men hvad man går glip af, nemlig tilsigelsen af syndernes forladelse og det evige livs håb, kort sagt: fred og glæde, ja, "de levendes lyst". (Det er også derfor, man skal lade være med at prøve at lokke folk hen i selve kirkebygningen med alt muligt andet, som ligefrem tilslører, hvad det altså egentlig drejer sig om). Men jeg mener, vi må se i øjnene, at der selv i bedste fald vil være en forholdsvis lille gruppe, som virkelig oplever gudstjenesten på den måde, jeg her har defineret, og som virkelig har behov for at få dette glædes- og håbs-tilskud hver søndag, medens der så vil være forskellige grader af mindre oplevelse heraf, helt ud til dem, der bare vil være nærmest firehjulskristne - men så altså dog kristne!

 

Dette skal vi se i øjnene. Og så forestille os, at en større gruppe end nu af hyppige kirkegængere får et bedre gudstjeneste-liv. Sammen med alle de knapt så hyppige, ja, måske meget lidt hyppige kirkegængere! - Idet dette også vil være en vigtig faktor til fremme af et kraftigere almindeligt "omløb af kristendom", således at selv de meget lidt hyppige kirkegængere får et stærkere indirekte tilskud til det kristenliv, der nu er deres".

 

"Det bedste for mig selv og mine egne"

Og jeg vil slutte med at citere, hvad jeg sagde i begyndelsen af mit lille Kettinge-indlæg:

 

"Ingen kan være i tvivl om, hvor folkekirkelig jeg er. Det allerøverste lag i alt, hvad jeg foretager mig, er styret af ønsket om, at en så stor del af den danske befolkning som muligt skal leve et så lykkeligt og håb-fyldt liv som muligt som medlemmer af den evangelisk-lutherske danske folke-menighed.

 

Ingen kan heller være i tvivl om, at jeg selv er et udpræget landmenneske. Hvortil kommer, at livet på landet, herunder det kirkelige liv, både nu og - måske på helt nye og stærke måder i fremtiden - har en langt større betydning, end hvad der svarer til de vel ca. 15%, landbefolkningen udgør.

 

Jeg taler som en, der vil mig selv og mine egne det godt. Det er jo absolut nødvendigt af få koncentreret gudstjenestelivet herude. Netop for at styrke det. Og ikke for at nedlægge kirker. De skal bare bruges på skift".

 

- Og så til allersidst - her i kirkebladet: Selv om der efter min mening virkelig er brug for en koncentration af vort gudstjenesteliv, er det jo ikke den rene elendighed. I løbet af et år er vi trods alt mange, der får gode gudstjenesteoplevelser. Som nu her i påsken, hvor alle gudstjenester fungerede godt. Dog stadigvæk med fravær af alt for mange. - BC

 

 

Landemode

 

Det udvidede landemode onsdag den 10. juni begynder kl. 13 med gudstjeneste i Maribo Domkirke. Prædikant er domprovst Ole Opstrup. Mødet i Bangs Have begynder kl. 14.30. Efter biskoppens beretning om livet i stiftet og kirken taler tidligere formand for Folketinget Erling Olsen over emnet: "Kristendom og socialisme".

 

 

Omkring pinsen

 

Midt i gudstjenesteskemaet under denne tekst står Kristi himmelfarts dag og de to pinsedage. Med Kristi himmelfarts dag slutter den egentlige påske-tid og begynder det meget specielle 10 dages mellemrum frem mod pinsedag. Og så fejrer vi pinse i to dage - for endelig på trinitatis søndag - eller på dansk: Hellig Trefoldigheds fest - at slutte hele festhalvåret af. - Der er en nøje sammenhæng mellem det nye forhold, vi skal se at få til disse fester, og så den debat om kirken, som også har sat sit præg på dette nummer af kirkebladet. De overvejelser om, hvad kirken er, og om, hvad det vil sige at være kirke, vi nu er tvunget ind i, er ikke bare "kirkepolitik" eller selv-dyrkelse af "kirken" som institution eller gruppe. Vi kan simpelt hen ikke få med hverken Jesus Kristus eller Gud Fader at gøre uden gennem vort liv som kirke nu - og så tilbage gennem pinsen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 11. årgang nr. 3, april 1998

 

Påske og Rusland

 

Forude ligger kirkeårets og dermed kristendommens største fest, livs-festen over alle fester: påsken. Men så er det jo også godt at lade det sidste nedslag fra præsteparrets Ruslands-rejse komme i dette nummer. For det med påsken, det lever ganske særlig stærkt ovre i Østkirken.

 

 

Påsken og russerne

 

Enhver ved, at det er i Østkirken, altså i fx Grækenland og Rusland, man har den dybeste forståelse af, hvad påsken betyder - og fejrer den i overensstemmelse dermed.

 

Under mit første rigtige møde med Den Russiske Ortodokse Kirke (i Finland i 1992) lærte jeg en lille påskesalme, som de russiske deltagere sang ved enhver given lejlighed: "Kristus er opstanden fra de døde, / ved døden har han gjort det af med døden. / Og dem, der er i gravene, gav han livet ...".

 

Den Russiske Ortodokse Kirke beregner påsken på en anden måde end vi. Men jeg ser af den kirkekalender, jeg fik derovre, at det er den 19. april (på vores 1. søndag efter påske), de fejrer påskedag. Dvs. de begynder jo om natten, så hvis man fra ved 22-tiden dansk tid lørdag den 18. april stiller ind på langbølge 171 kHz og bliver dér, vil man gennem al knaset kunne høre patriark Aleksij II udråbe påskebudskabet "Khristós voskrésje" og derefter celebrere den store påskeliturgi.

 

Og apropos "voskrésje": En af de ting, kommunisterne ikke fik ændret, var ugedagen søndags navn, som også gennem hele sovjetperioden har været: voskresén’je, dvs. "opstandelse"! - BC

 

 

Afsluttende rejseberetning med lokale vinkler

 

I sidste nummer skrev jeg om vort besøg hos vor ven "Slava" i Omsk. Og det var da noget af en opfølgning af, hvad der blev bebudet i november/januar-nummeret. Og her i dette nummer kommer så et sidste stykke om denne rejse.

 

Man skal jo ikke overdrive med rejseberetninger, og hvis nogen er særligt interesserede, kan de hos undertegnede bestille en kopi eller et eksemplar af de artikler, jeg har skrevet om rejsen i Kristeligt Dagblad og Dansk Kirketidende (en hel række på fire store artikler).

 

Fælles for de ting, der her afslutningsvis skal berettes om, er, at også de har en lokal vinkel.

Døllefjelde-vennerne i Moskva

 

Foruden "Slava" i Omsk mødte vi tre andre medlemmer af den Demokratifonds-gruppe, der besøgte Østlolland i 1995, nemlig Tamara, Galina og Olga, alle i Moskva.

 

Det var ellers lige før vi måtte opgive Tamara. For vi havde glemt at få hendes adresse med. Men hun havde fortalt os, at hun arbejdede på et museum ved det berømte, meget smukke Ny Jomfrukloster, som vi godt vidste hvor var. Og vi fik kontakt til hende ved simpelt hen at gå ind på et turistbureau og sige sådan og sådan. Så havde vi hende pludselig i telefonen. Meget flinke russere på det bureau.

 

Tamara på arbejdet og hjemme

Men da vi kom til klostret, fik vi et nyt problem: Vi kunne ikke se noget museum i nærheden. Til sidst spurgte vi en kvinde på gaden. "Museet? - Jamen det er da klostret!". Og ved portnerskens anvisning fandt vi frem til Tamaras lille kontor, hvor en stor gensyns-scene udspillede sig.

 

Et par dage senere viste Tamara os rundt i klostret - som i øvrigt så småt var begyndt at blive taget i brug til sit oprindelige formål igen. Vi fik forklaret meget om de smukke og interessante bygninger. Men ganske særlig lærerig var rundvisningen på den særlige afdeling for gamle gejstlige klædedragter m.m., hvor vi blev sat grundigt ind i, hvad de forskellige klædningsstykker for diakonen, præsten og biskoppen betyder, fx at den "stola", diakonen bærer, hedder "orar’" (af det græske ord for at bede), fordi det er den, han løfter op, når han beder, medens præstens, anderledes, "stola" hedder en "jepitrakhil’" (græsk: "på nakken"), fordi den symboliserer den tjeneste-byrde, han bærer på.

 

En tredje dag spiste vi til aften hjemme i Tamaras lejlighed sammen med en udsøgt lille kreds af meget interessante personligheder. Hvis der er noget, russerne kan, så er det at sidde tæt sammen om et lille bord med masser af fade og flasker - og så ellers tale ivrigt og vedholdende om alle mulige store ting.

 

Hos Tamara måtte jeg udførligt fortælle om den grundtvigske danske folkehøjskole og begrebet "folkelig livsoplysning", medens russerne fra deres side, meget kompetent, forklarede de brogede forhold omkring den på det tidspunkt netop vedtagne ny religionslov, som jo pdes. skulle have det desværre helt berettigede formål at dæmme op for de udenlandske sekters uhæmmede religiøse aggression, men som pdas. også vil kunne bruges til mere eller mindre at skaffe Den Russiske Ortodokse Kirke et statsgaranteret religionsmonopol.

 

Ægte bábusjka’er

En tilsvarende aften havde vi hjemme hos Olga (tolk for avisen Frankfurter Rundschau), hvor også TV-producer Galína og hendes mand Leoníd var til stede - sammen med bl.a. en kvindelig teolog og en mand, der var magister i islandsk, hvad jeg til dels også selv oprindelig er, så at vi fik en interessant samtale om eddadigtene, skjaldedigtene og sagaerne. En særlig vigtig person ved denne lejlighed var Olgas bedstemor, en utrolig sød vaskeægte russisk "bábusjka". (I Sankt Petersborg havde vi også mødt en sød "bábusjka", nemlig moderen til den Tamara, hvis trup opførte "De tre små grise" i Nykøbing F. under de russiske dage dér i 1996, og hvis søn og svigerdatter optrådte på Teatercaféen, hvor vi kom i kontakt med dem).

 

Holeby-veninden i Almaty

En helt fantastisk lokal vinkel havde vort besøg i den tidligere sovjetrepublik Kazakhstan. Og her tænker jeg ikke på, at jeg havde mødt den russisk-ortodokse ærkebiskop Aleksij i København i 1995. Nej, det er den etniske muslim Svetlána Sjalakhmétova, jeg tænker på. For hende lærte jeg at kende i - Holeby!

 

Alle kender til det med de russiske børn i Holeby. Og der kommer, om alt går vel, et hold igen i år. Men det hænger jo sammen med, at ASF Dansk Folkehjælp nu har sit landshovedkvarter i Holeby. Og engang i 1996 ringede man derfra til mig og spurgte,  om jeg ville komme og holde et foredrag på russisk om den danske kirke for en delegation af ledere fra ASF’s søsterorganisation i Rusland og SNG-landene: BLAGO-VEST.

 

Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Og efter foredraget kom bl.a. en meget venlig dame fra den kazakhstanske del af delegationen hen til mig og sagde, at når jeg besøgte Kazakhstan, måtte jeg endelig også besøge hende.

 

Og det gjorde vi så. I et helt uforglemmeligt møde med bl.a. også hendes mand, som er direktør for parlamentets bilpark. Under den middag, de gav, fandt han og jeg ud af, at vi begge havde været soldater under Cuba-krisen, han i Vladivostók, jeg i Holbæk, og vi glædede os sammen over, at det ikke var kommet til krig dengang, og over, at den kolde krig nu er forbi. Vi må håbe, at kontakterne mellem Danmark og Kazakhstan bliver udbygget gennem de kommende år. Det er et utrolig spændende land. Med 130 forskellige folkeslag og etniske grupper, der lever fredeligt sammen. Ikke mindst ærkebiskop Aleksij og den muslimske mufti udviser en demonstrativ venlighed mod hinanden. - BC

 

 

"Konfirmand-gudstjeneste"

 

"Konfirmandgudstjenesten" blev annonceret allerede i sidste nummer. Men det er jo nu på onsdag den 1. april, den finder sted: I Døllefjelde Kirke kl. 19. Og det skal gentages, at det jo ikke bare er konfirmandernes familier, men alle i hele pastoratet, der kraftigt inviteres til at komme og være med. Vi er jo, som H.C. Andersen så ironisk-smukt har udtrykt det, "alle konfirmander for Vorherre", og denne gudstjeneste er en enestående lejlighed til at få opfrisket sin troslære. Sandsynligvis under nye og friske vinkler.

 

 

Påsken her

 

"Enhver ved, at det er i Østkirken, altså i fx Grækenland og Rusland, man har den dybeste forståelse af, hvad påsken betyder". Sådan begynder stykket på forsiden om "Påsken og russerne". Men en af de ting, man opdager, når man færdes ude i andre lande og kirkeafdelinger, er, at det nu ikke er så ringe endda, det, vi har i vor egen tradition. Vores problem er bare, at vi ikke gør tilstrækkelig brug af alt det store og gode, vi har. Vor gudstjeneste kan virke "skrabet" i forhold til, hvad de har i den katolske og den ortodokse kirke. Men der mangler ikke noget i den. Og det, der er, fremtræder enkelt og klart. Hvortil så kommer vore enestående salmer. Vi kan altså gå ind til hele det forløb, der begynder palmesøndag, i bevidstheden om, at her vil vi endnu en gang blive samtidige med det

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 11. årgang nr. 2, marts 1998

 

Virkeligheden igen

 

Det handler også denne gang om nogle sider af vort forhold til virkeligheden som kristne: Situationen omkring Irak. "Det kristeligt nødvendige livsengagement" (præstens Grundtvig-disputats). Forholdet til Rusland (præsteparrets rejse). Småsognsproblematikken (stiftsmødet 28. marts).

 

 

Kristendom og krig

I sidste nummer handlede det om fremmedpolitikken. Men der er ikke så langt fra fremmedpolitikken i almindelighed til den situation omkring Irak, som vi alle var optaget af i tiden lige inden dette nummer af kirkebladet gik i trykken.

 

Der er i hvert fald det spørgsmål til fælles, hvad vi andre skal stille op over for de regimer, der skaber dårlige levevilkår for deres befolkninger, ja, ofte direkte mishandler dem. Og i dette tilfælde så oven i købet et regime, som udgør en uhyggelig trussel ikke bare mod de nærmeste naboer, men også mod lande, der ligger meget længere væk.

 

Og der er det til fælles, at der ikke er nogen gode løsninger på problemet. Ja, netop som kristne ved vi jo faktisk, at verden "ligger i det onde", så at vi ikke kan tro, at bare vi lige får uskadeliggjort denne ene diktator, så bliver alt godt. Der bliver nok mange uhyggelige ting at skulle tage stilling til i de kommende år. For vi er jo ikke bare kristne som enkeltpersoner, Vi er det også som medlemmer af samfundet, herunder som vælgere med hver vores del af det politiske ansvar. Kunne vi så endda være sikre på, at pacifismen, den konsekvente ikke-volds politik, var det rigtige. Også helt ud i martyr-døden. Men kan vi det? - BC

 

 

Livsengagement og erkendelse

 

Som det har været omtalt i dagspressen, har Det teologiske Fakultet ved Københavns Universitet pr. 1. december 1997 antaget undertegnedes nye Grundtvig-afhandling til forsvar for den teologiske doktorgrad. Afhandlingen har denne titel og undertitel: Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement.

 

Her er der tale om et helt anderledes positivt forhold til virkeligheden, ja, faktisk om, hvordan hele tilværelsen er et virkeligheds-indhold i både skabelsens og frelsens store kærligheds-forhold mellem Gud og os mennesker. Men dermed også om nogle ting, som kan være til afgørende inspiration i både kirke og samfund.

 

Afhandlingen udkommer om få måneder og vil blive forsvaret på Københavns Universitet efter sommerferien. Senere vil der blive indbudt til et møde i præstegården, hvor jeg vil præsentere afhandlingen - idet vi også synger nogle af de store Grundtvig-sange, som svarer til emnet. - BC

 

 

Engagement mod øst

 

Vore venner i Sibirien

I november-januar nummeret sluttede omtalen af præsteparrets ekspedition til Rusland og Kazakhstan med en bemærkning om vort besøg hos "Slava" i Omsk - ikke mindst på dennes store børnehospital.

 

"Slava" er den korte og fortrolige form af "Vjatjeslav", og Vjátsjeslav Sjtjeglóv er altså læge på det centrale børnehospital i Omsk Oblast (amt) - et område med ca. 2 mill. indbyggere.

 

Men han er også aktiv i Den Russiske Ortodokse Kirke. Han har været "under-diakon" (dvs. haft visse funktioner i gudstjenesten). Og det var ham, der ved begyndelsen af høstgudstjenesten i Døllefjelde Kirke i 1995 fremsagde en meget smuk kirkelig hilsen fra vore medkristne derovre.

 

Medlemmerne af koret i en af kirkerne i Omsk er hans personlige venner, og det var en helt særlig oplevelse for os at få lov til at sidde oppe hos dem under gudstjenesten og følge direkte med i deres meget flotte sang. Der er jo hverken orgel eller andre instrumenter i de ortodokse kirker. Derovre har man den opfattelse, at "Gud skal kun lovprises af den menneskelige stemme". Og det gør de så. Virkelig.

 

Straks vi var ankommet (efter en storslået, men anstrengende togrejse fra Moskva over Ural-bjergene), tog Slava os om aftenen med til et kulturarrangement, hvor en kvindelig digter holdt foredrag med oplæsning af egne digte. Det var en stemning af fin gammel kultur, der herskede. Man kunne næsten glemme, at sovjetkommunismen havde været der. Og jeg fik lejlighed til at holde en lille improviseret tale, som jeg fik stort bifald for - idet jeg bl.a. påpegede de store muligheder, der lå i forbindelse med netop deres kultur, og så vores lille Grundtvig-Danmark.

 

Nogle af deltagerne i denne kulturaften mødte vi senere som lærere på de to universiteter, hvor jeg holdt forelæsninger om Danmark og Grundtvig. Også noget, Slava havde arrangeret.

 

Slava vil gerne lære dansk. Så vi er netop ved at sende et dansk sprogkursus med kassettebånd og det hele over til ham.

 

Denne kontakt - til kirken, børnehospitalet og kulturlivet - bør fastholdes. Det er også et engagement i virkeligheden. Med først og fremmest et rent positivt og glædeligt indhold. Men jo også med klare sikkerhedspolitiske og økonomiske perspektiver. Det har i enhver henseende og på alle områder stor betydning for os, hvordan udviklingen bliver i Rusland. - BC

 

 

Mariæ bebudelse

 

Nedenstående gudstjenesteliste omfatter alle fastetidens gudstjenester - inden vi med palmesøndag går ind i "den stille uge". Gudstjenesten den 29. marts er dog noget andet end bare "5. søndag i fasten", for i Folkekirken fejrer vi altid Mariæ bebudelse her på søndagen før palmesøndag. Selv om det jo egentlig er den 25. marts, der er nimånedersdagen før Jesu fødsel. Men under alle omstændigheder er der tale om en "lille jul". Dog med en særlig understregning af det jule-perspektiv, der kommer til udtryk i salmeverset: "Velkommen fra din himmelsal / til denne verdens tåredal, / hvor man dig intet andet bød / end stald og krybbe, kors og død!". Koret vil medvirke ved denne gudstjeneste.

 

 

"Konfirmand-gudstjeneste"

 

Allerede nu annoncerer vi den traditionsrige "konfirmandgudstjeneste", som er et indslag i pastoratets kirkelige liv, mange sætter stor pris på. I gamle dage hed det "overhøringsgudstjeneste" og var noget med at kunne salmevers m.m. udenad. Også i dag er der ting, konfirmanderne skal kunne udenad: Trosbekendelsen og Fadervor. Men det vigtigste er, at de forstår, hvad det går ud på. Og kan vise det ved oplæsningen af årets tema-tekststykker og i samtalen over dem med præsten. Her er der i virkeligheden også stille og roligt tale om en slags fælles prædiken, hvor der ofte kommer "guldkorn" fra konfirmandernes side, som ikke bare kalder smilet frem hos os voksne, men også kan være til stor opbyggelse for os. Så det er ikke bare konfirmandernes familier, men alle i hele pastoratet, der kraftigt inviteres til at komme og være med i Døllefjelde Kirke onsdag den 1. april kl. 19.

 

 

Pastoratet fortsat repræsenteret i Stiftsudvalget

 

Ved valget til Det Mellemkirkelige udvalg i Lolland-Falsters Stift blev medlem af Døllefjelde menighedsråd og kasserer for Døllefjelde kirkekasse samt præstegårdskassen (og i øvrigt kasserer m.m. i Kettinge-Bregninge og Nysted) Merete Madsen valgt som et af de fire "læge", dvs. ikke-gejstlige medlemmer af udvalget. Set fra vort pastorat af afløser hun dermed udvalgets nuværende formand Johannes Andersen, tidligere forstander på Sønderskovhjemmet, nu boende i Herritslev sogn. Vi ønsker tillykke med valget.

 

 

Mellemkirkelig dag

 

Lørdag den 7. marts kl. 9.30-15.30 afholder Det mellemkirkelige Stiftsudvalg "mellemkirkelig dag" i Sognets Hus, Maribo.

 

Romersk-katolsk pater Timmermann, København taler over emnet: "Hvor mødes vore veje - hvor skilles de? Tør vi alle være eet?".

 

Tidligere biskop over Fyens Stift Vincent Lind og seminarielektor og medlem af Det mellemkirkelige Råd Edith Aller, Hjørring, taler over emnet: "Hvordan forholder vi os til mellemkirkeligt arbejde i små og store sogne? Er det mellemkirkelige arbejde noget at satse på i en tid, hvor kirkens sociale ansvar også trænger sig på?".

 

Dagen er åben for alle. Pris for dagen: 150 kr.

 

Bindende tilmelding senest tirsdag den 3. marts på tlf. 5460 1531.

 

 

Stiftsmøde for alle

 

Møde i Maribo om småsognsproblematikken

Biskop Holger Jepsen beder os meddele, at der lørdag den 28. marts 1998 kl. 10-16 i Bangs Have, Maribo, vil blive afholdt møde til drøftelse af småsogns-problematikken. Mødet er åbent for alle medlemmer af Folkekirken i Lolland-Falsters Stift.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 11. årgang nr. 1, januar/februar 1998

 

Kærlighed og sandhed

 

Dette nummers tema er kontroversielt: fremmedpolitikken og de dertil hørende videre problemer. Men det nytter ikke noget. Vi må tage stilling til det. Også som kristne. Og det er selvfølgelig ikke nok, bare at gøre som bl.a. de fem biskopper: hælde nogle pæne selvfølgeligheder ud af ørerne.

 

 

Ikke nok at være politisk korrekt

 

Læserne husker vel de fem biskoppers meget omdiskuterede erklæring om tonen i flygtningedebatten. Med udgangspunkt heri, vil undertegnede forsøge at give nogle eksempler på, hvordan der nok snarere burde føres kristen tale om bl.a. disse problemer.

 

Sammenhængen med velsignelsessagen

Som det mere end antydes i overskriften, har disse linier en sammenhæng med, hvad jeg i sin tid skrev imod forslaget om at indføre et ritual for kirkelig velsignelse af registreret partnerskab. Nemlig den, at det ikke nytter noget i forhold til tilværelsens mange vanskelige problemer, bare at udsende nogle ord, der lyder godt. Det nytter ikke noget at ville det gode, hvis man ikke tager hensyn til, hvordan virkeligheden er indrettet. Eller det nytter ikke noget, at jeg selv - og måske nogle af dem, der hører på mig - synes, jeg er god, hvis det, jeg siger, ikke kommer til at medføre noget godt for mine medmennesker.

 

Aldrig kærlighed uden sandhed

Det er bl.a. dette forhold, der ligger bag dette nummers fællesoverskrift: Kærlighed og sandhed. For vel handler kristendommen om kærlighed: Guds kærlighed til os, og vor deraf følgende kærlighed til de medmennesker, vi på den ene eller den anden måde bliver næste over for. Men kristendommen handler altså også om sandheden! Det er ikke for ingenting, en af Grundtvigs store helligåndssalmer netop begynder med en anråbelse til Kærligheds og sandheds Ånd. Og netop hos Grundtvig betyder dette i meget direkte forstand det samme som Faderens og Sønnens Ånd. Ingen har som Grundtvig gjort alvor af at tale om Gud Fader som Kærligheden i egen person og om Sønnen, Kristus, som Sandheden i egen person.

 

At udøve den kristne kærlighed til medmennesket består altså ikke bare i at have en stor og varm følelse for medmennesket. Vi er også forpligtede på sandheden, dvs. til at vide, hvad vi gør, hvilke følger det får.

 

Fri drøftelse af problemet

Det må nu være klart for alle, at de problemer, vi står over for, ikke kan holdes borte ved hjælp af de rene besværgelser - hvor pæne og politisk korrekte de end er. Det allerførste, vi må gøre, er derfor at ophæve alle de tabuer, vi har haft belagt emnet med. Vor allerførste pligt mod sandheden er at lade debatten være fri. Også i den forstand, at vi altså holder op med at råbe racist efter dem, der taler anderledes om problemet end vi selv.

 

Realistisk solidaritet

Og det næste, vi må gøre, er at indse, at det ikke kan lade sig gøre at løse al nød i verden ved at prøve at samle store dele af verdens nødlidende mennesker i Vesteuropa. Det kan det bare ikke. Det kan enhver indse.

 

Men vi i den rige, stærke og forholdsvis velfungerende del af verden har selvfølgelig et ansvar. Som der principielt ikke er nogen grænse for. Det kan ikke nytte noget, som nogle teologer gør, at snakke smukt om, at næsten kun er en, der bor tæt ved. Enhver, der har brug for vor hjælp, og som vi har mulighed for at hjælpe, kan være vor næste.

 

Skal vi altid give kjortelen med?

Men selv om der - kristeligt set - ikke er nogen grænse for vort ansvar, er dette ikke ensbetydende med, at vi i praksis skal give os hen i en helt ukritisk godgørenhed.

 

Heller ikke selv om Jesus har sagt, at "tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage" (Luk. 6,29-30).

 

Der er selvfølgelig noget i det, Jesus her har sagt, vi aldrig kan smyge os fra, et krav, som bliver stående, også når vi er allermest i gang med at udøve "det muliges kunst". Men heller ikke dette ord er en slags facit, der kan bruges som en stiv regel. Sådan taler Jesus aldrig.

 

Og dette ord af Jesus giver os i hvert fald ikke ret til at forære naboens kjortel væk! Et eller andet sted i alt det her ligger der også et krav om solidaritet inden for vor egen sammenhæng.

 

Eller hvordan med det, Jesus siger lige efter det med at lade ham, der tager kappen, få kjortelen med: "Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem" (Luk. 6,31). Hvem siger, at det er det mest kærlige over for folk med problemer, bare at give dem almisser? På den måde kan vi jo - om end i den allerbedste mening - gå hen og tage både værdigheden og fremtiden fra disse mennesker. Måske hører det at lade være med at tage ansvaret og værdigheden fra hinanden også med til "den gyldne regel"! Både i de mere hjemlige og i de større sammenhænge. - Måske skulle vi have et bud, der lød: Du må ikke gøre dit medmenneske til klient!

 

Hinandens byrder - sin egen byrde

Vi kan også gå til apostelen Paulus’ brev til menighederne i Galatien, hvor han først skriver: "Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov". Og så i næste åndedrag: "For enhver skal bære sin egen byrde" (Gal. 6,2.5).

 

Nu ville selve denne gengivelse af disse ord ganske vist være det rene citatfusk. Og en sådan brug af Bibelen vil jeg nødig gøre mig skyldig i.

 

For det, Paulus direkte taler om, er noget helt andet, nemlig at vi for det første skal være solidariske med hinanden og udvise overbærenhed, når nogen af os "gribes i en overtrædelse". Det er her, vi skal "bære hinandens byrder".

 

Og samtidig med, at vi således udviser overbærenhed mod de andre, skal vi vurdere vore egne handlinger og selv tage ansvaret for de overtrædelser, også vi kommer til at begå, og altså i denne forstand "bære vor egen byrde".

 

Alligevel tror jeg godt, vi - på eget ansvar - kan tillade os at overføre dette tilsyneladende selvmodsigende dobbeltudsagn på de sociale og politiske forhold. Så at vi altså siger, at alle, der har noget at være solidarisk med, er forpligtede til at være med til at bære hinandens byrder, men at dette ikke kan vendes om på den måde, at alle har ret til at vælte deres egne byrder over på de andre.

 

Befolkningsbyrden og teologien

Betyder for eksempel det næstekærlighedsbud, vi kristne bør føle os grænseløst forpligtet på, at så har ethvert menneske ret til at sætte nogle børn i verden, han ikke selv kan forsørge? Ja, det lyder ikke pænt at sige sådan. Men hvad betyder pænhed i forhold til de ufattelige lidelser af enhver art, der bliver resultatet, hvis der ikke kommer kontrol over væksten i verdens befolkning.

 

Hvor vi jo oven i købet pludselig kommer ind i et stærkt kontroversielt problem i forhold til såvel vore romersk-katolske medkristne som vore muslimske med-gudstroende. Men hvor vi fra evangelisk-luthersk side fx må sige til katolikkerne, at selv om deres teologi omkring præventionsproblematikken ikke var forkert, hvordan vil de så kunne bære deres store ansvar for al den lidelse og fornedrelse, der vil blive resultatet af den? - BC

 

 

Salmesang og sognemøde

 

Onsdag den 28. januar kl. 19 bliver der, som det fremgår af gudstjeneste-skemaet, salmesangsaften i Herritslev Kirke. Der bliver tale om en gudstjeneste, der så godt som udelukkende består i, at vi synger nye salmer fra Salmebogstillægget. I nogle af tilfældene bliver der tale om nye tekster til kendte melodier, i andre om såvel nye tekster som nye melodier. De nye melodier vil blive præsenteret af vor nye kirkesanger: Susanne Hansen, som der hermed også på denne plads skal siges et Velkommen til! Efter gudstjenesten drikker vi kaffe i Solgårdscentrets cafeteria og drøfter de salmer, vi har sunget.

 

Onsdag den 11. februar kl. 19.30 bliver der møde i konfirmandstuen med forstander på Sønderskovhjemmet Jørgen Jørgensen, som vil tale over emnet "Om mig selv og det, jeg laver", så at vi altså får lejlighed til at møde også denne lokale leder, på samme måde, som vi plejer at gøre, når det er en ny præst, der er kommet til egnen. Vi må jo ikke glemme, at Sønderskovhjemmet i høj grad må ses som et udtryk for det, man kalder kirkens diakonale arbejde.

 

Salmesang og sognemøde

 

Onsdag den 28. januar kl. 19 bliver der, som det fremgår af gudstjeneste-skemaet, salmesangsaften i Herritslev Kirke. Der bliver tale om en gudstjeneste, der så godt som udelukkende består i, at vi synger nye salmer fra Salmebogstillægget. I nogle af tilfældene bliver der tale om nye tekster til kendte melodier, i andre om såvel nye tekster som nye melodier. De nye melodier vil blive præsenteret af vor nye kirkesanger: Susanne Hansen, som der hermed også på denne plads skal siges et Velkommen til! Efter gudstjenesten drikker vi kaffe i Solgårdscentrets cafeteria og drøfter de salmer, vi har sunget.

 

Onsdag den 11. februar kl. 19.30 bliver der møde i konfirmandstuen med forstander på Sønderskovhjemmet Jørgen Jørgensen, som vil tale over emnet "Om mig selv og det, jeg laver", så at vi altså får lejlighed til at møde også denne lokale leder, på samme måde, som vi plejer at gøre, når det er en ny præst, der er kommet til egnen. Vi må jo ikke glemme, at Sønderskovhjemmet i høj grad må ses som et udtryk for det, man kalder kirkens diakonale arbejde.

 

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 10. årgang nr. 8, november/januar 1997

 

Med til Rusland

 

Forskellighed i enhed

 

Den hellige almindelige kirke.

 

Af sognepræst Michael Fagerlund, Hunseby

 

Igennem de seneste årtier har spørgsmålet om dialogen mellem verdens kirkesamfund opnået en stadig mere dominerende rolle. “Det økumeniske” bliver oftere og oftere sat på dagsordenen dels ved de stadig hyppigere møder mellem kirkeledere, ved konferencer arrangeret for de særligt interesserede i mellemkirkelige spørgsmål. Men efterhånden også hyppigt på kirkernes interne dagsorden teologisk og praktisk kirkeligt.

 

Om motiverne bag kan der siges meget forskelligt. Der er f.eks. ingen tvivl om, at ideen om Den europæiske Union spiller en stor rolle, selvom det er mere end tvivlsomt, om dens forudsætninger er gældende indenfor det kirkelige univers. Motiverne er i det hele sikkert lige så blandede her som i alle andre sager, der pludselig bliver interessante og er egnede til at påkalde sig andres opmærksomhed med. I Danmark har vi eksempelvis set fremkomsten af Det mellemkirkelige Råd, der ofte og gerne udtaler sig, men indtil videre nok burde arbejde mere med at finde sine egne ben.

 

På den anden front finder man de store gamle kirkeretninger fra vækkelsernes tid i sidste århundrede, Grundtvigianismen og Indre Mission. Med deres stærke bevidsthed om vores kirkes særlige arv, som de er bange for at “sælge ud” af, har de traditionelt været skeptiske, men også her erkendes det, at forholdet mellem i hvert fald de gamle storkirker, nationale eller internationale, ikke kan skilles fra vores opfattelse af os selv som del af den hellige almindelige kirke. For spørgsmålet er altid brændende. I den nikænske trosbekendelse, som vi har fælles med såvel Romerkirken som Den ortodokse Kirke, bekender vi, at kirken er universel. Dvs. der er kun én kirke, kan kun være én. Og dog finder vi udover verden de mange kirkesamfund med hver deres særlige historie og egenart, ofte opstået i konfrontation og under brud med andre. Det er vi nødt til at forholde os til.

 

Vores særlige historie er jo den, at kirken i Danmark i 1536 fulgte Martin Luther, da en stor del af den vestlige kirkegren brød med Rom og undsagde pavens kirkelige overhøjhed. Ikke desto mindre har vi stadig de oldkirkelige økumeniske bekendelser til fælles med Rom. For Luther ville ikke stifte nogen ny kirke. Også for ham var kirken udelelig. Men gennem middelalderen havde en voldsom degenerering i kirkens lære og i fromhedslivet fundet sted. Det afstedkom et omsiggribende misbrug af nådens midler. Bedst kendt er afladshandlen, hvor paveligt udsendte købmænd solgte kirkens tilgivelse for penge! Og da Luther tog afstand fra dette misbrug, oplevede han derpå et misbrug af den kirkelige magt, der i sidste ende stammede fra den pavelige stol i Rom. Det skulle vise sig at overalt, hvor hans forkyndelse af troen, ikke gerningerne, som frelsens grund, blev taget alvorligt, stødte det på modstand og forfølgelse fra de kirkelige myndigheders side. Menighederne stod dermed i praksis uden biskoppeligt tilsyn. I den situation måtte Luther skabe sit eget kirkelige tilsyn uden om det pavelige embede, han var blevet klar over, hvilede på et falskt grundlag. Ikke for at danne en ny kirke, men for at den gamle kunne være sand kirke, hvor evangeliet forkyndes rent, og de hellige sakramenter bliver ret forvaltet.

 

Den augsburgske Bekendelse, Den Danske Folkekirke i lighed med mange andre lutherske kirker har som bekendelsesskrift, er blevet til ud fra dette syn på kirken som én. Dens grundlag er ikke f.eks. Luthers private meninger, men Bibelen og kirkefædrene. Og den blev til som et forsøg på at nå de romerske og komme i samtale med dem, ikke som en ny sekts egensindige proklamation. Til Den danske Folkekirkes selvforståelse som gren på denne Ene Kirkes træ hører da, at fortsætte denne samtale; og det sker med så meget større glæde, som der synes at være tegn på, at den romersk-katolske kirke vil kunne blive rede til at ny-vurdere sit forhold til Martin Luther og anerkende ham som ret kirkelærer. Vi forventer ikke, at Romerkirken skal fragå sine uopgivelige traditioner, lige så lidt, som vi kan – eller vil – give afkald på det, som Kirken for os står og falder med, og som blev bevaret gennem store vanskeligheder: At et menneske frelses ved troen alene. Men vi taler sammen, romersk-katolske og lutheranerne, som lemmer på Den ene, hellige katolske Kirke (katolsk betyder almindelig), vi sammen bekender.

 

Hvad angår Det store skisma i 1054 mellem Øst- og vestkirken, den anden store historiske brudlinje i kristenheden, må det selvsamme syn herske. Grundlaget er den fælles bekendelse, der blev til som resultat af koncilerne i 325 i Nikæa og 381 i Konstantinopel. Den lyder lidt forskelligt i vest og øst, men i den bekender vi enheden i den treenige Gud som udgangspunkt for, at vi i samtalen anerkender forskellighederne; ikke som principielt kirkesplittende men som berigede for hele kristenheden. Den måske allerstørste fare, den økumeniske bevægelse står i, er nemlig den at glemme, at vi ikke skal tale os til enhed. Når vi bekender enheden, lægger vi den med det samme over til Gud, og samtalen skal derefter ikke føres for dens skyld. Samtalen skal føres for forståelsens skyld, for rigdommen i forskellighedens skyld, for fællesskabets skyld; i den skal vi bidrage til hinandens glæde, ikke docerende være herre over hinandens tro.

 

Michael Fagerlund

 

Og den var med i Rusland og Kazakstan!

 

Når Michael Fagerlund blev bestilt til at skrive ovenstående artikel, var det også, fordi den - oversat til russisk - skulle bruges under den på bagsiden omtalte tur til Rusland og Kazakstan. Og dette var et meget vigtigt element. For der er i den ortodokse kirke derovre af både historiske og aktuelle grunde en meget stor mistillid til os her i Vesten.

 

Da den "indvortes brug" hjemme i sognene fra første færd har været et vigtigt motiv for undertegnedes mellemkirkelige engagement, vil der i flere kommende numre af kirkebladet blive fortalt mere om denne tur, som i indhold kom til langt at overgå, hvad der ellers ambitiøst nok var lagt op til. Hvilket ikke skal forstås som "pral". For det var i høj grad de mennesker, vi fik at gøre med derovre, der fik bragt projektet op på et så højt plan og fik fyldt det med et så stort indhold.

 

Dette gælder også Tamara, Galina, Olga og Vjatjeslav ("Slava"), som flere af kirkebladets læsere på forskellig måde var sammen med i 1995.

 

Tamara fandt vi på det store flotte "Nyjomfrukloster" i Moskva. Det er her, hun arbejder, idet klosteret stadig er museum. Og hun viste os personlig rundt. Senere inviterede hun os på middag i sin lejlighed sammen med en lille udsøgt kreds. En anden aften var vi hos Olga sammen med Galina og en anden lille kreds af interessante personer.

 

I Omsk havde "Slava" lavet et meget fint program for os - med ikke mindst et fantastisk besøg på det store børnehospital, hvor han arbejder.

 

Men altså mere i kommende numre! - BC

 

Præsteparrets rejseberetning

 

I sidste nummer af kirkebladet henvistes der til "Bent Christensens sammensparede arbejdsferie". Det arbejde, der var tale om, var en siden juli 1995 planlagt og forberedt stor ekspedition til Rusland og Kazakstan. Og det er der kommet et lysbilledforedrag ud af. Som pastoratets menighed selvfølgelig som de første skal have tilbudet om at se. - Og det bliver onsdag den 19. november kl. 19.30 i Præstegårdens konfirmandstue, Anna og Bent Christensen vil vise og fortælle om, hvad de har oplevet og udrettet gennem otte uger ovre østpå. - Tirsdag den 25. november vises lysbilledforedraget på Dagcentret. - Se videre på side 3 inde i bladet!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 10. årgang nr. 7, september/november 1997

 

Fra høst til vinter

 

Vederfarelse

 

Som nummer to i rækken af lokale gæsteforfattere skriver sognepræst Jens Chr. Nielsen, Nysted:

 

Jeg læser et sted, at det om en kristen mystiker sagdes, at han havde ledt efter Gud med en lampe, som lyste så stærkt, at alle misundte ham. Han søgte Gud i stjernerne og i de mindste musehuller. Han søgte ham i bibliotekerne og på universiteterne. Han søgte Gud med teleskop og med mikroskop ... indtil han en dag mærkede, at han havde glemt, hvad han søgte. "Da slukkede jeg min lampe og kastede mine nøgler væk og begyndte at græde", fortæller han. "Da var Han der og lyste i mit hjerte".

 

Sådan er gudserfaringen hos et menneske, der søgte og søgte, men ikke fandt. Han fandt slet ikke. Men i afmagt og tomhed og mørke blev han - fundet. "Da var Han der og lyste i mit hjerte".

 

Gudserfaringen er en erfaring af vederfarelse. Ja, undskyld det gammeldags klingende ord. Men jeg kan ikke finde noget bedre.

 

Vederfarelse handler om, at noget sker med mig eller at noget overgår mig. Ordet har, iflg. ordbogen, med det at gøre, at noget går, drager imod eller træffer. Der er modtagelse med et element af overraskelse gemt i ordet. Når noget vederfares et menneske, så sker der noget med det menneske, som det ikke har magt over, og som det ikke kunne tilkommandere og byde over.

 

Erfaringen af vederfarelse indbyder til at bruge sarte beskrivelser. Vi er under stadig fristelse til at bruge magtens og beherskelsens udtryk. Men den går ikke. Så slipper vederfarelsens gudserfaring os. Nåde. Barnekår. Hjertets modtagelse. Inderligt venskab. Det er i stedet sådanne udtryk, der melder sig, når erfaring af denne art skal indkredses. For nu er magtens og beherskelsens udtryk under angreb og indre opløsning.

 

Engang var de kommen inden døre i Kapernaum. Da spurgte han dem: "Hvad var det, I talte om på vejen?" Men de sagde ikke noget, for på vejen havde de talt med hinanden om, hvem der var den største. Så satte han sig ned, kaldte de tolv til sig og sagde til dem: "Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener". Så tog han et lille barn, stillede det midt iblandt dem og tog det i favn og sagde til dem: "Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig".

 

Gudserfaring er vederfarelseserfaring. En dramatisk udfordring til vores forståelse af værdier og målestokke nu, når man skal hente et gammelt ord som vederfarelse frem af glemslen for at prøve på at tale om det grundlæggende.

 

1997 er også et "rundt år"

 

I forbindelse med provst Nils Rolands Luther-foredrag kan det nævnes, at også året 1997 har nogle runde år at byde på - oven i købet enten direkte i den periode, der dækkes af dette nummer af kirkebladet, eller i perioden lige før, hvor det er den lutherske reformations indførelse i Danmark, det handler om!

 

Men lad os begynde med at nævne, at det jo var allehelgens aften, den 31. oktober 1517, altså for 480 år siden, Martin Luther slog sine berømte teser om afladshandelen op på slotskirkedøren i Wittenberg, den begivenhed, der var startskuddet for Reformationen. Så er det nævnt. Resten overlader jeg til provsten og hans meget spændende billeder. Men det er altså noget af et perspektiv, at netop dette nummer af kirkebladet omfatter både selve denne dato og allehelgensfesten, som jo nu her i Folkekirken er henlagt til den første søndag i november.

 

Reformationen i Danmark i 1536 og 1537

 

Men den lutherske reformation kom jo, Gud ske lov, også her til Danmark, og i den sammenhæng er året 1997 også et "rundt år" (460 år) med vigtige begivenheder netop i tiden op til den periode, som dette nummer af kirkebladet omfatter.

 

De afgørende begivenheder havde fundet sted allerede i 1536 (hvad vi kun i ringe grad nåede at mindes sidste år): afslutningen på "Grevens fejde", de katolske biskoppers arrestation, rigsdagen i København, "recessen af 30. oktober" osv.

 

I den her omtalte "reces", dvs. "lov" eller "forordning", erklæredes det romersk-katolske bispestyre for ophørt i den danske kirke med den begrundelse, at bisperne havde modstået Guds ord og evangelium, og den øverste myndighed i kirken overdroges til kongen - idet der dog også skulle være nye andre kristelige "bisper og superintendenter", som kunne undervise det menige folk og prædike det hellige evangelium for det

 

Men dette var altså i 1536. I 1537, altså i år for 460 år siden, begyndte man allerede helligtrekongers dag (6. januar) arbejdet på den såkaldte "kirkeordinans", som nogle måneder senere i en udgave på latin blev sendt ned til Luther i Wittenberg, hvor både Luther selv og hans medarbejdere godkendte den. Den 5. juli 1537 kom Luthers nære medarbejder, sognepræst i Wittenberg Johannes Bugenhagen til København, hvor han deltog i det videre arbejde med Kirkeordinansens tekst.

 

Den 12. august 1537 kronede Johannes Bugenhagen kong Christian og dronning Dorothea i Vor Frue Kirke. Og den 2. september 1537 (14. s. e. trin.) bispeviede han de syv første danske superintendenter (og een norsk). 2. september 1537 er også det kongebrevs dato, hvorved Kirkeordinansen blev autoriseret.

 

Superintendent og biskop, succession og succession

 

Hvis nogen studser over ordet "superintendenter", kan det her oplyses, at der i grunden ikke er tale om andet end en oversættelse til latin af det græske "episkopos": "tilsynsmand". En løsning, man valgte, fordi ordet "biskop" i den forudgående forfaldsperiode var blevet så "belastet", at man ikke ville bruge det. Det varede dog ikke så længe, før ordet "biskop" igen begyndte at blive brugt om disse kirkens tilsynsmænd.

 

Som kirkebladets læsere nok husker - fra debatten omkring Porvoo-aftalen - skete der imidlertid med denne indvielse af "superintendenterne" det på sin vis mere betydningsfulde, at den såkaldte apostoliske bispesuccession gik tabt. For vel var Bugenhagen som nævnt selv præst - og nær medarbejder af Martin Luther. Men sådanne ting betyder intet for dem, der virkelig går op i det med den netop biskoppelige succession, altså embedsfølge.

 

Vi lutheranere har imidlertid det syn, at der for det første ikke er nogen gruppe af døbte, der skiller sig væsentligt ud fra de andre, og at der for det andet vel er en særlig præstetjeneste, altså et særligt præsteembede i flokken af døbte, men at der ikke er nogen af dem, der bestrider denne tjeneste eller beklæder disse embeder, der i væsentlig grad adskiller sig fra de andre.

 

Med andre ord: I det lutherske syn er det selve tjenesten i forlængelse af de første apostles tjeneste, der er det afgørende, så at det eneste særlige ved en biskop faktisk er, at han på hele menighedens vegne skal holde opsyn med sine præstebrødre, så at de - og dermed hele menigheden - bliver i den "succession", som er alt afgørende, nemlig "evangeliets succession". At biskoppen i forbindelse dermed også har en række mere administrative opgaver, er en anden sag, som også er vigtig, men ikke på samme måde. - BC

 

På rejse til Luther-byerne

 

I 1996 var det 450 år siden Martin Luther døde. I den anledning holdtes det første Luther-jubilæum i det nye genforenede Tysklands tid. Og i forbindelse dermed tog vort provstepar Lajla og Nils Roland til Wittenberg, Wartburg, Eisenach, Erfurt og Eisleben for at opleve udstillinger, arrangementer og stemninger på disse historiske steder.

 

På mødet i Døllefjelde Præstegårds konfirmandstue onsdag den 8. oktober kl. 19.30 bliver der lejlighed til at komme med i en gen-oplevelse af denne tur, idet provst Nils Roland ved fortælling og lysbilleder vil præsentere den stærke både fortids- og nutidshistorie, der her er tale om. - Og så er der jo en ekstra dimension i at få en sådan oplevelse sammen med provsten!

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 10. årgang nr. 6, juli-august 1997

 

Political correctness er usandhed

 

Åbent brev imod indførelse i Folkekirken af ritual for velsignelse af parforhold mellem personer af samme køn.

 

 

Med fremlæggelsen af Thomsen-udvalgets rapport er det tidspunkt indtrådt, hvor "nærværende sognepræst" bliver nødt til at melde klart ud, også her i kirkebladet.

 

Allerede i marts havde jeg et indlæg i Kristeligt Dagblad med titlen "Ikke samme sag", hvor jeg gjorde opmærksom på, at det ikke blot er ud fra Bibelen, ægteskab og partnerskab ikke er samme sag; det er i det hele taget ikke samme sag.

 

Og jeg nævnte, at jeg allerede een gang i min mellemkirkelige færden havde prøvet at skulle forklare, hvad det dog er, den evangelisk-lutherske Danske Folkekirke er i færd med. Hvor jeg havde sagt omtrent sådan her:

 

Vi er i Den Danske Folkekirke ikke værre end jer andre. Sådan set tværtimod. Det er netop vores godhed og vores dybt evangeliske sindelag, der ligger bag. Det er med dette som med mange af de andre problemer, vi for tiden slås med i det danske samfund overhovedet: Det stammer alt sammen fra noget, der er gjort i den allerbedste mening. Men jeg er selvfølgelig ked af, at vi nu (midt i en i det hele taget meget vigtig og vanskelig situation) også skal blive kendt for dette ude i resten af Kirken. Og selv kommer jeg aldrig til at forrette en sådan "velsignelse".

 

Men den 24. maj så jeg mig nødsaget til at skrive nedenstående åbne brev.

 

Åbent brev af 24. maj 1997

 

Til Folketinget (ved Kirkeudvalget), Kirkeministeren, Biskopperne (gennem biskoppen over Lolland-Falsters Stift), Den danske Præsteforening (og Præsteforeningens Blad), Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer (og Menighedsrådenes Blad). - Og desuden til Kristeligt Dagblad og Lolland-Falsters Folketidende).

 

I anledning af offentliggørelsen af Thomsen-udvalgets rapport om velsignelse af parforhold mellem personer af samme køn:

 

1. Dette åbne brev drejer sig udelukkende om en eventuel indførelse i Folkekirken af et ritual for velsignelse af parforhold mellem personer af samme køn - og altså ikke om, hvordan man i øvrigt skal forholde sig til fænomenet homoseksualitet.

 

2. Jeg beder indtrængende dette åbne brevs adressater om at undlade at medvirke til, at der i Den Danske Folkekirke bliver indført nogen som helst form for ritual for velsignelse af parforhold mellem personer af samme køn.

 

3. Uanset alle krumspring i form og ordlyd vil indførelsen af et sådant ritual være et tilfælde af "political correctness", dvs. et tragikomisk forsøg på, ved hjælp af ord at få virkeligheden til at fremstå anderledes, end den er, hvilket er det samme som et stykke usandhed. At det også vil være i modstrid med det syn, der kommer til udtryk i Bibelen og den kirkelige tradition, har i forhold hertil mindre at sige.

 

4. En indførelse af et sådant ritual vil ikke i sig selv og umiddelbart medføre min udtræden af Folkekirken. En kirkespaltning er en yderst alvorlig sag, og der er jo i dette tilfælde tale om misforstået godhed, ikke om en egentlig afvigelse fra selve den kristne tro. Hvad der dog vil kunne gøre spørgsmålet om udtræden aktuelt for mig, vil være en situation, hvor det i praksis bliver vanskeligt for ansøgere at få ansættelse i Folkekirken, hvis de erklærer, at de ikke ønsker at medvirke ved sådanne velsignelseshandlinger, eller en situation, hvor der på andre måder øves pression mod præster eller andre medlemmer af Folkekirken, der erklærer sig som modstandere heraf.

 

5. Jeg vil for mit eget vedkommende aldrig medvirke ved nogen form for velsignelse af parforhold mellem personer af samme køn, og jeg vil i tilfælde af indførelse af et ritual herfor erklære min absolutte protest, ligesom jeg - i håbet om, at man engang vil indse fejltagelsen og trække ritualet tilbage - i hele mit liv som medlem af og præst i Folkekirken, herunder i hele mit udstrakte mellemkirkelige arbejde, vil erklære det for ikke-eksisterende, for så vidt angår min egen person og min egen embedsførelse. Jeg vil fralægge mig ethvert medansvar for det og enhver andel i det.

 

(Fodnote til dette punkt: Man kan i denne forbindelse tænke på, hvordan man netop nu er begyndt at måtte erkende mange af de tings modstrid med virkeligheden, som vandt indpas omkring og efter "1968".)

 

6. Før der eventuelt træffes beslutning om en indførelse af et sådant ritual, bør sagen sendes til høring hos såvel Folkekirkens præster separat som Folkekirkens menighedsråd. Hvis en sådan høring ikke afholdes ved biskoppernes eller Kirkeministeriets foranstaltning, anmoder jeg, som medlem begge steder, Den danske Præsteforening og Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer om, selv at afholde sådanne høringer.

 

Men skal vi så være onde mod de homoseksuelle?

 

Så vidt mit åbne brev - som jo udelukkende går på det forløjede i at indføre et særligt ritual i kirken for velsignelse af parforhold mellem personer af samme køn. Men her i kirkebladet er jeg jo som sognepræst for alle i menigheden også nødt til at tænke på, at der faktisk også er andre problemer omkring fænomenet homoseksualitet at tage stilling til.

 

Men det er jo vanskeligt at udtale sig uden at såre nogen, når man altså har den opfattelse, at det naturligvis(!) er den heteroseksuelle seksualitet, der er det normale, og at der i tilfælde af homoseksualitet er et eller andet, der er gået galt.

 

Og hvad med forholdet mellem det, man kan kalde den "uhjælpelige" homoseksualitet, og så det, der er mere ude i en grå zone. Og det er bl.a. her, nødvendigheden af at skelne mellem normalt og unormalt kommer ind. Der er ikke nogen, der skal få mig overbevist om, at det ikke er det mest menneskevenlige at begrænse homoseksualiteten mest muligt.

 

Og hvis man er "uhjælpeligt" homoseksuel, så må der i hvert fald gælde de samme hensyn som i forbindelse med udøvelsen af den heteroseksuelle seksualitet: at man ikke gør sit medmenneske fortræd. Og i det hele taget opfører sig så hensynsfuldt og menneskeværdigt som muligt.

 

Med hensyn til den meget omtalte "fordømmelse" af de homoseksuelle er det altså svært at undgå noget, der kan kaldes "fordømmelse", hvis man ikke bare ty’r til den nemme løsning at kalde alt lige normalt. Men når det er sagt, kan man jo slå op i de fire evangelier og se, hvordan Jesus gjorde. Fx i Johannesevangeliet kap. 8,1-11, hvor Jesus redder kvinden, der var blevet grebet i ægteskabsbrud, fra at blive stenet og slutter med at sige: "Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå og synd fra nu af ikke mere".

 

Hvad dette konkret betyder med hensyn til fx fortsat homoseksuel praksis, er vel ikke lige til at sige. Men det betyder i hvert fald så meget, at Jesus på een gang er den, der træder ind på synderes side og redder dem fra død og fordømmelse, men ikke gør sådan, fordi han er ligeglad med, om man fx begår ægteskabsbrud eller ej. At leve under Jesu ord vil sige, at man hele tiden lever i både tilgivelsen og fordringen!- BC

 

Polsk kor-besøg

 

Den 28. august til 3. september får Lolland-Falsters Stift besøg af kirkekoret fra byen Bielsko i vort syd polske venskabs-stift. Der bliver koncert i Tingsted Kirke fredag den 29. august kl. 19 og i Fejø Kirke søndag den 31. august kl. 19.

 

»Min mund og mit hjerte«

 

[Over skemaet med de kommende gudstjenester]

 

På søndag hører vi i den gammeltestamentlige læsning fra 5. Mosebog, hvordan Moses bl.a. sagde til israelitterne: »Det, jeg i dag befaler dig, er dig hverken ufatteligt eller fjernt. Det er ikke i himlen, så man måtte sige: "Hvem vil stige op til himlen og hente det ned til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?" Det er heller ikke på den anden side af havet, så man måtte sige: "Hvem vil drage over til den anden side af havet og hente det til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?"  Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det.«

 

Og det er dette sted, apostelen Paulus henviser til, når han i Romerbrevets 10. kapitel, skriver, at »Den retfærdighed, som kommer af tro, siger således: "Sig ikke i dit hjerte: Hvem vil stige op til himlen?" nemlig for at hente Kristus ned, eller: "Hvem vil stige ned i afgrunden?" nemlig for at hente Kristus op fra de døde. Nej, hvad siger den? "Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte," og det ord er troens ord, som vi prædiker. For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse.« - På hele denne baggrund vil vi på søndag synge den salme, Grundtvig har skrevet derover:

 

»Min mund og mit hjerte / de gjorde en pagt, / i fryd og i smerte / af al deres magt / hinanden at følge / og aldrig fordølge, / hvad i dem er levende lagt.  -  I hjerter og munde, / med ildtungens glød, / har han, som det kunne, / har Faderen sød / lagt bod for al vånde, / med kærligheds ånde / lagt ordet, som frelser fra død.  -  Thi frydes ved pagten / nu hjerte og mund / og mødes i takten / af sang allen stund, / om evighedslivet, / som Gud os har givet, / og ordet, vor saligheds grund.« (Nr.355)

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 10. årgang nr. 5, maj-juni 1997

 

Fortsættelser ind i sommeren

 

Kristendommen og vort liv med hinanden

 

I min tale til konfirmanderne i år sagde jeg blandt andet:

 

Vi har i undervisningen lagt stor vægt på det forhold, at noget af det allerførste, Jesus gjorde, var at prise dem, der hørte på ham, salige, tilsige dem livets lykke og håb - og trøst mod al sorg og savn.

 

Men vi har jo dernæst også lagt stor vægt på, at Jesus altså heller ikke er ligeglad med, hvordan vi opfører os over for hinanden. Han har faktisk skullet hilse fra sin Far og sige til os, som også er Hans børn, at ligesom almindelige forældre bliver kede af det og skælder ud, når børnene slås og driller og er onde ved

 

hinanden, sådan er det også med Gud. Så simpelt er det.

 

Derfor er det heller ikke bare en almindelig "moralprædiken", når jeg her i det allersidste, jeg siger til jer, også vil minde jer om det kæmpe-store ansvar, I har for, at vort liv her i Danmark ikke går hen og bliver ødelagt af alt mulig dårligt. Ufred i familierne, vold og snyd og bedrag i samfundet. Osv. Jeg antyder det bare. I ved godt, hvad det drejer sig om.

 

Og I ved godt, at det at opføre sig ordentligt, det i dyb forstand er på livets side. Ja, man kan ikke engang opføre sig rigtig godt, så liv og glæde udbreder sig fra en, hvis man ikke først selv har oplevet glæden over livet og alt det dejlige, der er i det. Og har fået bekræftelse og håb for det. Det er det, der er hemmeligheden ved kristendommen. At den netop ikke bare er moral og løftede pegefingre, men handler om livet og dets herlighed og håb i den helt store stil!

 

Det er derfor også i denne store stil, jeg her til allersidst vil ønske jeg al mulig lykke og velsignelse i det liv, der venter jer forude!

 

Ja, sådan sagde jeg. Og med god grund. Da jeg begyndte som præst i 70’erne, var det i en situation, hvor alle følte, at kristendommen var på vej ud. Også vi, der af en eller anden grund var kommet til den opfattelse, at det trods alt var den, der var udtrykket for livet og sandheden.

 

I dag ser det anderledes ud. Men som jeg gentagne gange har sagt det fra prædikestolen, så ville man være en meget dårlig præst og et meget dårligt og usolidarisk menneske, hvis man nu bare gik og hoverede over, at samfundet har fået så alvorlige problemer, at mange af blandt andet den grund nu igen er begyndt at vende sig mod kristendommen.

 

Hvad det nu gælder om, er, at vi sammen finder tilbage til blandt andet det, jeg sagde til konfirmanderne, så det ikke bare bliver sur moral eller "fin" "etik", man prøver at gøre gældende, men virkelig glædens og håbets forhold til livets Gud. - Dette vil blive fulgt op i kommende numre! - BC

 

J J J

 

Museums-malerier og lokal-økumeni

(Fortsættelse)

 

I april-nummeret mundede artiklen om "Museums-malerier i det nye 'kunde-kontor'" ud i en omtale af en lokal-økumenisk oplevelse, undertegnede netop havde haft, nemlig den dejlige gudstjeneste-oplevelse i Hellig Kors Kirke i Nykøbing, hvor jeg efter aftale med pater Jozef Dudek fra Næstved (som jeg har en god "lokal-økumenisk" kontakt til) deltog i den månedlige polsksprogede messe.

 

(I parentes bemærket kan jeg fortælle, at netop forholdet til den polsksprogede romersk-katolske messe er en højere form for hobby for mig, idet jeg, så ofte jeg har mulighed for det, hører Warszawa Radios transmission af den søndag morgen kl. 9 - i øvrigt godt hjulpet af den messebog, pater Dudek har foræret mig, den helt nye udgave, autoriseret af kardinal Jozef Glemp).

 

Når jeg siger "deltog i messen", var der dog desværre den indskrænkning i det, at jeg ikke kunne deltage i altergangen. Den Romersk-Katolske Kirke har jo "lukket nadverbord" i den forstand, at man ikke ønsker at have nadverfællesskab med fx os lutheranere.

 

Og hvis det endelig skulle være det, kunne vi fra vor side egentlig også sige, at med den måde, man i Den Romersk-Katolske Kirke taler om nadveren som et offer på, var vi også helst fri! Men jeg for mit vedkommende ser nu sådan på det, at nadveren er Herrens måltid, og at Han godt er i stand til at give os sig selv på trods af, hvad vi måtte have af skæverter i vor teologi og vore ritualer. Så jeg har faktisk ved et par lejligheder deltaget i kommunionen hos vore romersk-katolske medkristne. Og har haft det godt med det. Medens det altså ved nogle lejligheder har været problematisk for dem. Men lad os nu se. Foreløbig har dette århundrede bragt store fremskridt på det økumeniske = mellemkirkelige område.

 

("Økumenisk" er egentlig et græsk ord, der betyder: "vedrørende hele den beboede jord", men dernæst: "som gælder for hele den kristne verden", dvs. hele Kirken.  Og det er ikke forkert, når man synes, ordet minder om "økonomisk". "Økonomi" betyder jo "husholdning", det, at styre en "oikos", et hus).

 

Men hvad nu vore "lokal-økumeniske" forhold her i stiftet angår, kan jeg også fortælle, at jeg efter den her omtalte messe kom til at hilse på biskop Czeslaw Kozon’s mor, som jo bor i Grænge, men faktisk stammer fra Musse!

 

Ingen af kirkebladets læsere er vel i øvrigt i tvivl om undertegnedes grundfæstethed i dansk luthersk og grundtvigsk tradition og lære! Jeg er så grundfæstet i dette, at jeg ikke alene kan se nødvendigheden af at omgås broderligt med vore medkristne i de andre dele af Kirken, men også kan gøre det uden at sætte nogen af de unægtelige landvindinger over styr, vi kan takke Luther og Grundtvig for - idet jeg samtidig kan modtage alt det gode, de andre har at lære os (som jo har fået meget "smidt ud med badevandet"), og idet jeg kan gøre mig håb om, at de på deres side også kan blive inspireret af de ting, vi har fundet tilbage og ind og frem til.

 

Hvad billederne angår, håber jeg, at de vil blive til glæde for alle, der får ærinde i Præstegården, det være sig ved besøg i "kunde-kontoret" eller i forbindelse med møder i konfirmandstuen. Som altså alle er mere end velkomne til at deltage i. Det er direkte dumt at sidde rundt omkring og føle sig ensom eller åndeligt underernæret, når vi har denne mulighed for et på en gang lødigt og hyggeligt menneskeligt samvær.

 

Når det andet billede stadig ikke bliver omtalt, skyldes det, at der er nogle problemer med lysets skin i det, som gør, at vi måske bliver nødt til at få det byttet. Men under alle omstændigheder mere om dette emne i et følgende nummer. - BC

 

Høns i Musse Kirke

 

Efter en af gudstjenesterne her efter påske viste graver Inge Jensen præsten et avisudklip med ovenstående overskrift. Det var fra en lokal avis for 9. september 1968, og i selve teksten stod der bl.a.:

 

Nogle turister var forleden på besøg i Musse, og de fik den idé, at de ville se Musse Kirke indvendig, og de blev vist rundt af graver, fru Frederiksen.

 

En af gæsterne steg op på prædikestolen, og herfra opdagede hun, at der sad en høne i en af lysekronerne. Hvordan hønen er kommet derop, vides ikke, men den blev omgående verfet ud.

 

{

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 10. årgang nr. 4, april 1997

 

Kirke-historie, kontor-indretning og lokal-økumeni

 

Eksport-teologi 1a: Statskirke og kirkestat.

 

En provokerende, men også dybtskuende betragtning af Danmark fra 1536 til i dag.

 

Denne artikel har været undervejs siden den aften, docent, dr.theol. Jan Lindhardt var i "Det der med Højlund".

 

Og under redigeringen af dette nummer af kirkebladet kom oplysningen om, at det var samme Jan Lindhardt, der havde sejret stort i første runde af bispevalget oppe i Roskilde Stift. Stemmerne efter anden runde vil blive talt op mandag den 5. maj.

 

Jan Lindhardt var i "Det der med Højlund", fordi han i tidsskriftet "fønix" (nr. 4/1996) havde skrevet en artikel om forståelsen af arven fra Luther, hvor det særligt var afsnittet "Stat og kirke", der havde vakt opsigt. Og jeg blev hurtigt klar over, at her var noget, jeg kunne bruge, når jeg over for udlændinge skulle prøve at forklare, hvad det er for en måde vi er kristne på her i Danmark - og som ikke er helt så ringe, som udlændinge umiddelbart tror!

 

Jan Lindhardt begynder med, provokerende, at afvise den gængse opfattelse, at det skulle være den såkaldte to-regimentlære, der herskede her i det lutherske Danmark. (Det provokatoriske har han jo ikke fra fremmede. Mange læsere husker faderen, professor P.G. Lindhardt!). Nej, det, der skete ved Reformationen i 1536, var, at kongen blev kirkens overhoved, hvorved kirken blev den statskirke, den fortsat er!

 

Staten overtager alle kirkens ejendomme - kirken ejede på dette tidspunkt 40% af Danmarks jord - og tillige dens opgaver i form af sygepleje, undervisning, socialvæsen, folkets religiøse opdragelse etc. I den katolske tid kan man med en vis ret tale om to regimenter i form af konge og kirke, der stredes om magten i Danmark ... Dette ændrer sig radikalt efter reformationen. Vi får eet regimente ... Og det har vi stadig, forsåvidt som præster er statslønnede tjenestemænd, vi har et kirkeministerium, hvor ministeren er medlem af regeringen, som igen er underlagt Folketinget ... Og monarken er født og tvunget medlem af kirken som dens formelt øverste chef... Enevældens afskaffelse har intet betydet for forholdet mellem stat og kirke ...

 

Den moderne danske "kirke-stat"!

 

Men - selv om noget i den retning har været sagt før, bare ikke på samme måde! - så kommer det virkelig opsigtsvækkende i det følgende, hvor Jan Lindhardt gør gældende, at mere interessant "og nok så upåagtet", er at

 

når man har en statskirke, så har man også en "kirkestat"! ... Vi får en stat med kirkelige opgaver. Det er vi så vant til, at vi ikke længere opfatter dem som kirkelige.

 

Og Jan Lindhardt opregner en række eksempler:

 

Hele det danske samfund, både offentlige institutioner og det private erhvervsliv (inklusive forretningslivet) har indtil nu fulgt kirkeåret. Det har helligdagslovgivningen og lukkeloven sørget for.

 

Dette bliver synligt, når man kommer udenlands. Man kan handle over grænsen i Tyskland på skærtorsdag og langfredag, hvor der i kirkedanmark er lukket. Tager man til USA forbløffes man over, hvor få helligdage der i virkeligheden er ...  Ingen kirkelige helligdage. Og knap nok en lukkelov...

 

Og ved Reformationen overtog staten altså både hospitals- og undervisningsvæsenen. Sådan er det ikke i udlandet. Under et længere ophold i St. Louis, USA, stiftede Jan Lindhardt bl.a. "bekendtskab med byens største hospital, større end Rigshospitalet. Det var ejet af den baptistiske kirke"!

 

Men - som Jan Lindhardt udtrykker det - hos os er hele hospitalsvæsenet offentligt.

 

Det hører næsten med til vor kirketro at sådan skal det være, og vi ser med stor mistro på privathospitaler og -klinikker. Det kan godt være, at de kan gøre et godt stykke arbejde og måske endda hurtigere end de offentlige sygehuse, men der er noget blasfemisk ved dem. De harmonerer ikke med vor lutherske statsreligion.

 

Et overraskende eksempel, Jan Lindhardt giver på, hvordan vi lever i en tradition, hvor det er "kirkestaten", der har ansvaret for folkets åndelige ve og vel, er, at man i Danmark meget længere end i andre lande, nøjedes med een, statslig, radio- og tv-station - 100% licens-finansieret. Dette var naturligt.

 

For hvem skulle bedre vide, hvad borgerne havde godt af, end - staten. Daværende kulturminister Julius Bomholt talte ganske vist om "den farlige radio", hvorved mentes at radio-tv skulle vække til debat samt undervise og formidle. Det blev dog altfor farligt i midten af 1960erne, hvor Radio Mercur begyndte at sende ude fra Øresund. Man måtte sende politibåd ud for at borde den, for man kan jo ikke have en alternativ "forkyndelse", når man lever i en kirkestat.

 

Nu er monopolet dog blevet brudt, og vi har et TV-2 med reklamer. Men, siger Jan Lindhardt, "det er dog ikke mere end 9 år siden, at man beordrede politiet til at køre rundt og klippe folks paraboler ned".

 

Museums-malerier i det nye "kunde-kontor"

 

Netop medens dette nummer af kirkebladet var ved at blive redigeret, blev to malerier fra Storstrøms Kunstmuseum hængt op i Døllefjelde Præstegårds nordøstligste rum, det rum, der siden 1980 har fungeret som kontoret, slet og ret (og som før 1980 var vaskerum!), men som, navnlig efter indførelsen af computeren, var blevet alt for lille. Nu er der to kontorer i præstegården eet i nordøst til at modtage folk i, som har ærinde til præsten, og eet i sydøst (det, som var kontor før 1980), hvor præsten kan arbejde og rode.

 

Men hvad nu det nordøstlige rum, "kunde-kontoret" angår, fik undertegnede på et tidspunkt den idé, at vi måske kunne få vort lokale kunstmuseeum til at deponere et maleri eller to ude hos os!

 

Jeg ringede til Storstrøms Kunstmuseeum i Maribo og kom til at tale med museumsinspektør Anne Højer Petersen, som var meget venlig og positiv. Og nu har vi altså to fine malerier hængende.

 

Lokal-økumeni

 

Det ene af disse billeder vil blive omtalt i et senere nummer. Det andet er et billede af Mogens Gad (1887-1931): "Gudstjeneste i den katolske kirke i Maribo 1925". Hele menigheden består, så vidt man kan se, af polske kvinder i deres hovedtørkæder. Men det afgørende er, at da jeg blev klar over, at Kunstmuseet havde dette billede og jeg kunne låne det, ville jeg simpelt hen have det - som et udtryk for det fantastisk spændende og positive forhold, at vi netop her i Lolland-Falsters Stift har romersk-katolske medkristne af polsk herkomst og afstamning, så vi ikke behøver rejse nogen steder for at dyrke det mellemkirkelige på denne led.

 

For ikke så længe siden havde jeg for eksempel en dejlig gudstjeneste-oplevelse i Hellig Kors Kirke i Nykøbing, hvor jeg efter aftale med pater Józef Dudek fra Næstved (som jeg har en god "lokal-økumenisk" kontakt til) deltog i den månedlige polsksprogede messe. - BC

 

(Fortsættes)

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 10. årgang nr. 3, marts 1997

 

Fra faste til påske

 

Nogle tanker om den forestående påske og det kristne liv

 

Af sognepræst Thorben Sparre, Ø. Ulslev

 

Apostelen Paulus har udtalt nogle ganske tankevækkende ord til os om det centrale kristne budskab:

 

Når der om Kristus prædikes, at han er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde?

 

Fuld af forundring stiller Paulus spørgsmålet til de kristne i den græske by Korinth. Paulus spørger, hvordan de kan lade sig vildlede til at være tvivlrådige i forbindelse med opstandelsen fra de døde, når der om Kristus prædikes, at han har besejret dødens magt og er opstanden. Ligesom det siges i brødremenigheden (Christiansfeld) den dag i dag, er Kristus visselig opstået fra de døde. Det burde ikke være et tvivlsspørgsmål for folkene i den græske by Korinth.

 

Den tvivl, der har grebet nogen i menigheden, er alvorlig; for har tvivlerne ret, betyder det, at heller ikke Kristus er opstået, så at de første kristne altså har levet deres liv i en forgæves tro.

 

Paulus henviser med citatet til det, der hændte påskedag, efter korsfæstelsen langfredag. Det er den samme begivenhed, vi fejrer i vor kirke år efter år. Nu skal vi snart igen gennemleve det i marts, for i påsken greb Gud ind imod enhver ondskab og død. Han lod sin søn besejre tilintetgørelsens magt, for at ethvert menneske, som er døbt i den treenige Guds navn, kan leve sit liv i den tro og det håb, at der venter et liv i gudsriget efter dette jordiske liv.

 

Selv om påskeevangeliet er blevet prædiket gennem snart 2000 år, er tvivlen fortsat til stede iblandt os. I nogle tilfælde afviser mennesker totalt, at der findes et liv efter dette, idet de siger, at de har livet i øjeblikket, hvorefter alt er forbi. I andre tilfælde er mennesker optaget af fremmede tanker om sjælens gentagne vandring fra det ene legeme til det andet. Livet er således en straf, en slags forbandelse, hvilken mennesket gør alt for at blive befriet fra ved bl.a. ikke at foretage sig noget, men derimod finde sig i sin skæbne, resignere, for ikke at bidrage til flere liv.

 

I kristendommen findes der foruden livet i denne verden også et liv i Guds rige i kraft af Kristi opstandelse i påskemorgenrøde. Livet, kristeligt forstået, er derfor ikke nogen straf, men det er noget godt, gudgivet og glædeligt for hvert øjeblik, vi lever på jorden. Det er udtryk for Guds kærlighed til sin skabning. Livet er Guds gave til os. Vi har fået givet evnen til at leve under ansvar for Gud og vor næste, hvad enten vi lever med krig eller med fred. Spørgsmålet er kun, hvordan vi forvalter dette ansvar. Det liv, vi har fået, er en gave fra skaberen, af hvilken grund det aldrig skal bruges i ligegyldighed og passivitet, idet vi frygter at blive straffet i det næste liv. Et gudvelbehageligt liv skal leves i glæde, men det rækker også ud over døden. Det rækker frem til det, apostelen Paulus mindede korintherne om, at når Kristus blev prædiket opstået fra de døde, var det sandhed. Denne prædiken, kaldet påskeevangeliet, giver det kristne menneske frihed til at leve i håbet om et liv i Guds rige, hvor "så frydelig der til evig tid med venner i lys vi tale", ligesom Grundtvig siger i en salme. Påskebudskabet om Kristi opstandelse er udtryk for Guds kærlighed til os mennesker; også efter dette jordiske liv er der et liv. Gud lod sin enbårne søn dø for vore synders skyld. Gud ville have os hos sig. Han lod sin søn opstå fra de døde for at fastholde os i håbet. Han lader stadig påskeevangeliet lyde i verden, fordi han vil accentuere sandheden: Kristus er opstået fra de døde. Lad os fortsat leve vort liv med dette centrale budskab!

 

Glædelig påske!

 

(Dette er det første i den række af gæste-indlæg, som blev bebudet i forrige nummer af KIRKEBLADET)

 

Altertavle-indvielsen i Herritslev

 

I et senere nummer af KIRKEBLADET vil malerkonservator Ole Dufour fortælle om restaureringen af Herritslev Kirkes altertavle. Foreløbig må vi selv tage den i øjesyn.

 

Men biskop Holger Jepsen har lovet at komme ud og prædike for os ved den i gudstjeneste-skemaet angivne særlige "indvielses"-gudstjeneste onsdag den 12. marts kl. 19. Vi må sige "indvielse" i anførselstegn, for det er jo kun helt nye kirker, der bliver egentlig indviet. (Eller kirker, hvor alteret er blevet ny-opført). Selv Christiansborg Slotskirke blev jo også kun "indviet" - altså i anførselstegn.

 

Men ligesom der jo foregik både det ene og det andet ekstraordinære ved den lejlighed, vil vi også benyttet vor lejlighed til at foretage noget særligt.

 

Een ting er biskoppen - som forhåbentlig også vil være i stand til at deltage i det efterfølgende samvær i Døllefjelde Præstegård og også dér sige et par ord til os.

 

En anden ting er, at vor dygtige ny kirkesanger Helen Wilcken Løje vil få en særlig lille sang-afdeling lige før prædikenen - akkompagneret af Benno Cherwy.

 

Endelig vil pigekoret indlede med et introitus ved gudstjenestens begyndelse og synge for på fællessalmerne.

 

Konfirmand-gudstjenesten

 

"Konfirmand-gudstjenesten" er grundlæggende en højere form for "pædagogisk gulerod", et godt mål at stile hen imod som afslutning på undervisningen, både fsv. angår den mere teoretisk-teologiske del, og fsv. angår den mere praktiske del, det med at "kunne sin gudstjeneste".

 

Tiden, fra konfirmanderne begynder i august måned og indtil jul, er dels et introduktions-kursus i kirke og kristendom overhovedet, dels et oversigtskursus i "urhistorien" (1. Mosebog frem til Abraham), begivenhederne omkring Moses, resten af Det gamle Testamente (rent lyn-kursus ved hjælp af bl.a. lysbilleder) - og så Jesu fødsel og et fremblik på resten af "Historien om Jesus".

 

I tiden fra efter juleferien og frem til "konfirmand-gudstjenesten" fordyber vi os i dette års "speciale" - nu i år "Udvalgte stykker fra Matthæusevangeliet", lige fra Matthæus’ juleevangelium (Matt. 1,18-25) til det allersidste stykke: den Opstandnes møde med disciplene i Galilæa og udstedelsen af Missionsbefalingen.

 

Ved "konfirmand-gudstjenesten", som begynder med, at en konfirmand beder indgangsbønnen (ligesom den slutter med, at en konfirmand beder udgangsbønnen), udgøres den centrale del af konfirmandernes oplæsning af hver sit stykke samt konfirmandernes og præstens samtale over stykkerne: denne gudstjenestes prædiken. Og der plejer at komme nogle rigtige guldkorn. Jeg tror, de medlemmer af menigheden, der har deltaget i disse gudstjenester, vil give mig ret i, at det er meget givende at høre denne særlige form for prædiken.

 

Ved selve konfirmationsgudstjenesten gentager vi - i en helt symbolsk korthed - en smule af vor samtale. Men også her plejer der at falde et guldkorn eller to! Det afgørende er, at undervisnings-elementet, og dermed indholds-elementet i konfirmationen og hele vort kristenliv, bliver understreget. "Vor tro er ej på, hvad som helst man kristendom vil nævne"! - BC

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 10. årgang nr. 2, februar 1997

 

Hjemme og ude(fra)

 

Menighedsrådene

 

For den nye fireårs-periode, som begyndte nu 1. søndag i advent 1996, har vore tre menighedsråd konstitueret sig således:

 

Døllefjelde:

Formand: Ove Brylle

Næstformand: Svend Erik Jacobsen

Kirkeværge: Hans Pedersen

Kasserer: Merete Madsen

Præstegårdsudvalget:

Ove Brylle, Merete Madsen

Valgbestyrelse:

Ove Brylle, Merete Madsen, Bent Christensen

Kirke- og kirkegårdsudvalg:

Ove Brylle, Svend Erik Jacobsen, Hans Pedersen.

Menighedsplejen: Tove Bonde

 

Musse:

Formand: Anne Birgitte Aalborg

Næstformand: Ingrid Højgaard

Kirkeværge: Jenny Ottosen

Kasserer: Inge Hansen

Præstegårdsudvalget:

Anne Kristensen og Poul Sørensen

Valgbestyrelse: Anne Birgitte Aalborg, Anne Kristensen og Poul Sørensen

Menighedsplejen: Anne Kristensen

 

Herritslev:

Formand: Arne Henriksen

Næstformand og

kirkeværge: Ole Larsen

Kasserer: Keth Brædder

Præstegårdsudvalget: Fanny Henriksen, Ole Larsen

Valgbestyrelse: Arne Henriksen, Fanny Henriksen, Flora Jørgensen

Menighedsplejen: Arne Henriksen

 

Sognet, egnen og verden

 

Om gamle og nye ting i dette og kommende numre

Meningen med den fælles overskrift for dette nummer: "Hjemme og ude(fra)" er at understrege det forhold, at indholdet spænder lige fra de allernærmeste og mest praktiske ting i sognene - såsom økonomien og vedligeholdelsen af kirker og andre bygninger - og så ud til de helt store verdenskirkelige perspektiver. Som imidlertid også er perspektiver på os selv og vores hverdag.

 

Men indimellem ligger jo det lokale i lidt videre forstand end selve sognet eller pastoratet.

 

 

Lokale gæste-forfattere

I dette nummer er "det lokale", repræsenteret ved det på bagsiden annoncerede besøg af "vor nordlige nabopræst". Men i kommende numre vil det - mere eller mindre fast - blive repræsenteret ved, at præster og evt. andre fra det nærmere eller fjernere nabolag vil skrive en artikel i kirkebladet.

 

Vi starter med den nærmeste nabo: sognepræst Thorben Sparre, Ø. Ulslev, som allerede er ved at udarbejde en artikel, der vil blive bragt her i bladet ved først givne lejlighed. Derefter går vi videre ud i kommunen, provstiet og stiftet. Senere vil vi nok også gå endnu længere ud.

 

Det er jo under alle omstændigheder godt, ikke bare at lære hinanden nærmere at kende, men også at få en større variation. Så meget desto mere som "nærværende redaktør" fra og med dette nummer optræder med en serie af egne artikler (se den følgende artikel).

 

Eksport-teologi (0)

 

Som bekendt dyrker undertegnede to store aktiviteter sammen med og i forlængelse af selve præstetjenesten hjemme i vort pastorat: Grundtvig-studiet og -discipelskabet, og så "det mellemkirkelige" (med særligt henblik på Polen, Rusland og andre slaviske lande i Central- og Østeuropa). Og læg mærke til formuleringen: "sammen med og i forlængelse af selve præstetjenesten".

 

Hvad Grundtvig-studiet angår, begyndte det i mine allerførste præste-år (på Bornholm), fordi jeg jo godt havde på fornemmelsen, at der netop hos Grundtvig var gode ting at hente mht. spørgsmålet om, hvordan vi som kristne skal forholde os til vort almindelige liv, dvs. det menneskeliv, vi lever, når vi ikke lige er til gudstjeneste o.lign. Som det kom til at hedde allerførst i den Grundtvig-afhandling, jeg fik udgivet i 1987:

 

Den overordnede eksistentielle baggrund ... er ønsket om en afklaring overhovedet af spørgsmålet om værdien og betydningen af menneskelivet her i verden mellem skabelse/syndefald og genløsning. Spørgsmålet er dels, i hvilken grad og på hvilken måde livet her og nu i kristendommens lys kommer til at fremtræde med en "saglig egenværdi", dels, hvilken betydning engagementet i livet her og nu har for gudsforholdet og gudsrigesforventningen ("Fra drøm til program" s. 9).

 

Og det er også dette spørgsmål, der ligger bag mit fortsatte Grundtvig-studium, nemlig fsv. angår "den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement". (Det vil senere vise sig, i hvilken form resultaterne af dette studium vil blive offentliggjort).

 

Grundtvig og det mellemkirkelige

At der ligger store "eksport-muligheder" i at kende noget til Grundtvig, siger sig selv. Og jo navnlig, hvis man i øvrigt har noget med de pågældende "markeder" at gøre. Derfor er der ikke alene en stor og nyttig sammenhæng mellem Grundtvig-studiet og den daglige præste-tjeneste, men også en sådan sammenhæng mellem dette studium og det engagement i "det mellemkirkelige", undertegnede siden 1990 er kommet ind i.

 

Det var i øvrigt i høj grad for det hjemliges skyld, jeg i sin tid tog mit første mellemkirkelige initiativ, nemlig det, der - da Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg tog det op - resulterede i, at en delegation fra den lille lutherske kirke i Polen besøgte os og hele stiftet, så at det særlige venskabsforhold blev oprettet, som varer ved endnu.

 

Også her i Døllefjelde Præstegård var vi grebet af den såkaldte eufori i forbindelse med Murens fald. Men det var i høj grad også for at give hele pastoratet mulighed for at få en storslået oplevelse, vi  kastede os ud i det initiativ, som skulle komme til at føre ting med sig, vi aldrig i vores vildeste fantasi ville have drømt om.

 

De ting, der er fulgt af 1990-initiativet, har for manges vedkommende været omtalt i kirkebrevet og nu kirkebladet, sidst har vi over tre numre bragt oversættelsen af brevet fra Maríja og Víktor Sérbskije i byen Bratsk i Sibirien. Og der vil forhåbentlig også i fremtiden blive ting at fortælle om.

 

Hvad der lige nu har interesse, fsv. angår vort kirkeblad, er imidlertid af en lidt anden karakter. Det er længe siden jeg fik den idé at organisere tingene på en sådan måde, at udbyttet af den investerede tid bliver størst muligt, ikke alene ude, men også hjemme. Og denne idé består kort sagt i, at jeg vil lave en samling mindre tekster, hvori jeg præsenterer dansk kirkeliv og dansk teologi - i al beskedenhed med særligt henblik på den måde, jeg selv repræsenterer dette på.

 

Allerførst ville jeg blot have lavet denne tekstsamling med henblik på at bruge den i oversættelse til de forskellige fremmede sprog, der kunne blive tale om. Men så slog det mig, at der kunne være mange fordele forbundet med at bruge dette materiale også her i kirkebladet. Selvfølgelig ud fra altså en almindelig rationaliserings-betragtning. Men efterhånden også ud fra den betragtning, at netop denne form ville være særdeles velegnet som led i den almindelige kirkelige og kristelige oplysning her i kirkebladet. Ligesom kobbersmedefamilien i Hostrups "Genboerne" jo fik noget stort ud af at kigge ind gennem deres egne "vindever" ovre fra studenterne på den anden side af gaden!

 

Det første egentlige stykke af denne "eksport-teologi" vil blive bragt ved nærmeste lejlighed. - BC

 

NB!  Denne artikel har fået nummer-betegnelsen "(0)", fordi den jo er af rent indledende karakter.

 

Slemminge-præsten besøger os

 

Som det fremgår af gudstjeneste-skemaet, får vi onsdag den 5. februar besøg af vor nordlige nabo-præst: sognepræst Ulla Skou Rasmussen (“usr”), som har været ansat i Slemminge-Fjelde Pastorat siden 1. januar 1996, og som faktisk har “optrådt” hele to gange nede hos os, idet hun faktisk prøveprædikede i Herritslev Kirke allehelgens søndag 1995 og fungerede som præst ved korjubilæums-gudstjenesten i Døllefjelde Kirke den 18. februar 1996.

 

I vort lille planlægningsudvalg (som består af de tre formænd plus præsten) har vi imidlertid syntes, at disse to gange ikke skulle være årsag til, at Ulla Skou Rasmussen ikke også fik sit "præsentations-besøg" hos os - sådan som alle andre nyankomne præster i nabolaget har haft det.

 

Ulla Skov Rasmussen var præst på øen Agersø ved Stigsnæs (og Skælskør) 1988-1991 og skolevejleder i Osted ved Roskilde 1991-1996, hvilket vil sige i det grundtvigske fri- og efterskolemiljø. Vi har derfor bedt hende tale over emnet "Min fortid i kirke og skole", når vi har drukket kaffe i konfirmandstuen efter den gudstjeneste, hun har holdt for os i Døllefjelde Kirke - og som begynder kl. 19.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra Kirkebladet, 10. årgang nr. 1, december/januar 1996/97

 

Nyt kirkeår og -blad

 

Om det nye kirkeblad

 

Lige siden overgangen til computer og spalte-tekst har det været planen, at der skulle ske noget, når vi begyndte på jubilæumsårgangen, 10. årgang - regnet fra den allerførste årgang af den helt primitive skrivemaskine-udgave.

 

Den form, bladet nu har fået, er ikke nødvendigvis den endelige, men den vil under alle omstændigheder blive anvendt i hele det kommende kirkeår.

 

Som læserne kan se, lægges der fra redaktionens side stor vægt på alsidighed i den forstand, at intet er for småt og intet er for stort til at blive omtalt i disse spalter. Det er alt sammen dele af den store helhed, vi er i som kirke.

 

...

 

Advent og jul

 

På bagsiden er der over gudstjeneste-skemaet skrevet lidt om det tidsrum, dette nummer af kirkebladet dækker. Og det er vigtigt, at vi virkelig ser frem til det hele med glæde. Det er derfor ikke for at være specielt sur eller negativ, når jeg her i dette lille stykke udsender et suk i anledning af den tendens til at tage forskud på alting, der stadig gør sig gældende rundt omkring i kirken.

 

Hvad har vi et kirkeårs-skifte for, når man begynder at synge advents-salmer allerede flere uger i forvejen? Og hvad har vi en advents-tid for, når man også begynder at holde "julekoncerter" og lignende i kirkerne allerede i denne tids første uge?

 

Her i pastoratet er det lykkedes at holde os fri af disse unoder. Og lad os være glade for det. Lad os med rene ører og sind fejre nytårsfesten på søndag. Lad os med alvor og håb se frem mod den yderste dag på anden søndag i advent. Lad os på tredje og fjerde søndag i advent se det nye afløse det gamle i Johannes Døberens og Jesu skikkelser. Og lad os så tage hul på selve julefesten allerede ved den lille eftermiddagsgudstjeneste i forbindelse med helligaftensringningen den 24. december - for derefter at fejre vor Herres og Frelsers Jesu Kristi fødsel ved julefroprædikenen eller julehøjmessen selve den 25. december! - Og så videre! - BC

 

Den tredje krone

 

Under redigeringen af dette nummer af kirkebladet dukkede lokalhistorikeren Hans Larsen op med en kopi af det nummer af Folketidende fra 1946, som der var klippet fra i den udgave af "Det stod i Folketidende - dengang ...", som blev citeret i septembernummeret af kirkebrevet.

 

Det var den 5. august 1946, man kunne læse, at Musse Kirke fra gdr. Rasmus Laurits Jensens mindelegat havde fået skænket 2 malmkroner. Men i selve den gamle avis-tekst kunne man yderligere læse følgende:

 

Foruden denne flotte Gave, der er en Pryd for Kirken, har Menigheds-raadet anskaffet en Malmkrone til, men noget mindre end den store; den vejer ca. 50 kg og har ogsaa 16 Lys; Diameteren er kun 90 Centimeter.

 

Alle 3 Malmkroner er leveret fra det kendte Firma i Odense, Kunstsmedemester Knud Eibye, der er Specialist i Kirkearbejder og til Dato har leveret til ca. 700 Kirker

 

Indvielser i Døllefjelde og Herritslev

 

Som det faktisk fremgår af gudstjenesteskemaet og dets undertekst, bliver det selve fjerde søndag i advent - og så de tre gudstjenester i julen - der kommer til at fungere som genibrugtagelses-gudstjenester, fsv. angår den nyistandsatte Døllefjelde Kirke. Om vi senere vil finde på noget særligt til yderligere markering af denne gen-ibrugtagning, vil vise sig. Hvad ekstra begivenheder angår, bliver der under alle omstændigheder en for længst planlagt gudstjeneste med efterfølgende samvær i den også nyistandsatte konfirmandstue onsdag den 5. februar, hvor vi får besøg af vor nabo mod nord, sognepræst Ulla Skou Rasmussen, Slemminge. Men derom mere i næste nummer.

 

I Herritslev Kirke vil vi som også allerede nævnt måske markere genopsætningen af den nyrestaurerede altertavle allerede søndag den 26. januar. Men det kan også være, det bliver senere. Se efter i aviserne!

 

Om os fra Sibirien (3)

 

"Bratsk Pædagogiske Tidendes" interview med Maríja Sérbskaja slutter således:

 

Den ene uge af vor eventyr-rejse boede vi på Vandrerhjemmet i Sakskøbing, hvor vi sejlede med lystbåd ud på havet, den anden uge boede vi privat hos nogle familier. Overalt mødte man os med stor gæstfrihed. [det russiske ord for "med brød og salt" anvendes, red.], man gjorde alt for, at vi skulle få det så komfortabelt som muligt i Danmark. Og vort besøg har i os efterladt usædvanlige minder, overordentlig interessante indtryk af dette land. Af mennesker, som virkelig gjorde en indsats. Af smukke byer. Storslåede kirker. Og vi er usigelig taknemmelige over for Demokratifonden, som har givet os denne mulighed - at tilbringe to uger i Eventyrland.

 

Det var vidunderlige mennesker, der skabte dette eventyr for os: Kirsten Bruun, en journalist, som beherskede det russiske sprog, og som var i stand til at overbevise sine egne myndigheder om nødvendigheden af at have forbindelse med os russere.

 

Og Ludmila og Boris Weil - vore forhenværende landsmænd, der allerede har boet 17 år i Danmark. De gjorde alt muligt, for at vi skulle komme til at lære dette land at kende, og komme til at holde af det.

 

Og Inge-Berethe Moltke og Frank, som virkelig beherskede det russiske sprog, og som ikke sparede hverken tid eller møje for at være sammen med os.

 

Vi vil for altid mindes frokosten i fiskerhytten og den utrættelige Bente. Tak den opmærksomhed, I har vist hver og en af os!

 

Og vi må absolut også takke pastor Bent og hans kone Anna, som organiserede vores dejlige ophold i Sakskøbing. Og hvem vi end mødte: Redaktøren for den lokale avis. Stadsbibliotekaren i Nykøbing. Højskoleforstanderen i Søllested. Og forvaltningschefen i Sakskøbing kommune. Allevegne følte vi, at man lagde hele sin sjæl i at vise og fortælle os så fint og nøjagtigt som muligt om deres land, om menneskene, om deres stræben og bekymringer.

 

Vi ønsker for dem alle, at de for altid må blive ved med at være lige så glade ved livet og lige så lykkelige, som vi husker dem.

 

Tak for eventyret, som vi - desværre - måtte forlade igen.

 

Interview ved Olga Zhuravljóva.

 

* * *

 

Dette var så sidste del af interviewet med Maríja Sérbskaja. Alle læsere, både de, der direkte har været nævnt, de, der i øvrigt har været involveret i modtagelsen af de russiske gæster, og de, der blot har læst om besøget, dengang som nu, står forhåbentlig bag, at der bliver sendt en kraftig julehilsen til ægteparret Sérbskije i Bratsk og til andre medlemmer af gruppen.

 

(Mht. vore Bratsk-venners efternavn - i dets forskellige former: Det er et russisk efternavn af tillægsordstypen (som vi kender så udmærket fra vore egne polakker). Manden hedder altså Víktor Solomónovitj Sérbskij, medens konen hedder Maríja Petróvna Sérbskaja. I flertal hedder de "ægteparret Sérbskije").

 

Fra advent til for-faste

 

[Over skemaet med de kommende gudstjenester]

 

Det er en dejlig række gudstjenester, der står i skemaet hernedenfor. Ganske særligt advents-tidens og julens gudstjenester. Men det er nu også dejligt at vende tilbage til hverdagen igen efter jule-festen. I det nye kirkeår bliver der dog kun to søndage efter helligtrekonger. Allerede den 26. januar går vi ind i for-fasten. For da er der - meget rundt regnet - 70 dage til påskedag (30. april). Se også stykket om "Advent og jul" inde i bladet.

 

Bemærkninger til gudstjeneste-skemaet

 

[Under skemaet med de kommende gudstjenester]

 

1. Restaureringen af Døllefjelde Kirke er nu ved at være færdig, og kirken vil blive taget i brug ved højmessen 4. søndag i advent - en dejlig anledning til at få understreget denne ikke så meget "brugte", men faktisk ganske vigtige gudstjenestedag, lige på tærskelen til julen.

 

2. Hvordan det går med vor anden restaurerings-sag, nemlig altertavlen i Herritslev, vidstes ikke ved redaktionens slutning, men bemærk spørgsmålstegnet ved søndag septuagesima. Måske vil der her blive et eller andet i den anledning om eftermiddagen - som i givet fald vil blive annonceret og meddelt i uge- og dagspressen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

Fra 8. årgang nr. 7 - November 1995. - (Hed - og var - dengang »Kirkebrev«)

 

"BARNEDÅB OG DERMED KAOS" - Temanummer om nyt vanskeligt emne

 

Hovedartiklen i dette nummer var:

 

En redaktørs dåbsoplevelser

 

I sidste nummer af det grundtvigske "Dansk Kirketidende" skriver universitetslektor Hans Hauge, den ene af bladets to redaktører, i lederen SET HERFRA bl.a.:

 

Jeg har allerede bekendt, at da jeg boede i forstaden, vendte jeg om, hvis jeg så mange biler foran kirken. Det var et alarmsignal, der sagde: Barnedåb og dermed kaos... I Domkirken i Århus er der mulighed for, at dåbsgæsterne kan drukne i det store rum... Der var forleden fire børn, der skulle døbes. Det gik vel rimeligt godt med den første, for da den var færdig, forlod barn og familie kirken. Nu var det overstået. Det samme skete med de tre næste. Der blev sikkert nogle tilbage, og nogle kom vist ind igen. Men nu er der lige det med fadderne og tiltalen. Den kom, men der var jo ingen faddere, for de var der ikke...

 

Næste søndag i en anden større kirke. Igen var der mistænkeligt mange biler. Og ganske rigtigt. Øverste ende fyldt med festklædte og masser af bedsteforældre og børn, vinken og hilsen og megen munterhed; nederst menigheden. Der var uendelig megen snakken, næsten som når præster er i kirke i flok... Igen fire stk. dåb. Og dertil en evig vandren frem og tilbage. Oppe foran alterskranken stod en far og kastede et barn op i luften. Der var en del tilskuere, og de gik selvfølgelig efter, at deres lille Ole var færdig...

 

Et lille praktisk teologisk råd: Hvad med om præsten lod være med at spille Jesus? Jeg kan ikke finde, hvor det står i Salmebogen, at hvis der er børn tilstede i kirken, så er de velkomne til at komme op til døbefonten”.

 

 

Vor præsts kommentarer

 

Det siger sig selv, at jeg mener, Hans Hauges beretning og kommentarer rører ved et problem, som i en eller anden grad er fælles for hele Folkekirken. Men jeg vil skynde mig at sige, at det langtfra er alt i denne leder, jeg kan identificere mig med.

 

For det første må jeg sige, at nok er vi ikke ligefrem berømte for vores kirkelighed her på Østlolland, men vi har dog i høj grad bevaret en vis form for "landlig tugt", en trods alt ret indgroet respekt for de hellige eller højtidelige ting. Vi har aldrig her hos os oplevet en sådan gennemgående mangel på respekt for det, der foregår i gudstjenesten.

 

Og for det andet vil jeg sige, at normalt er jeg en stor Hans Hauge-fan (han skriver fx også nogle både skarpe og fornøjelige radio- og TV-anmeldelser i Kristeligt Dagblad), men her synes jeg, han er blevet for sur! Og ikke bare i almindelig menneskelig forstand. Jeg mener også, han taler om problemet på en måde, der kan ses som udtryk for en forkert kirkelig holdning.

 

Ingen af kirkebladets læsere kan være i tvivl om, at undertegnede kan være endog særdeles kritisk over for vor måde at være folkekirke på her i Danmark. Og jeg gentager: Der er et problem her. Men altså ganske særligt i byerne. (Vi ser det også i forbindelse med de efterhånden mange helt ulækkert store og fine "selviscenesættelsesbryllupper").

 

MEN - det nytter ikke at blive så sur og fornærmet, at man (i hvert fald tilsyneladende) mister solidariteten med alle de andre i den menighed, det kirkesamfund, som Folkekirken er. Der er selvfølgelig mange, der ikke selv er særligt bevidste om dette forhold. Men hvis man selv synes, man hører til de bevidste, må man utrætteligt gøre sit til, at bevidstheden om, hvad det vil sige at være døbt ind i kirken - og at lade sine børn døbe ind i kirken - udbredes og styrkes. På en positiv og kærlig måde. Hvilket selvfølgelig ikke udelukker, at man lejlighedsvis kan tale endog særdeles skarpt og kritisk mod fx tendensen til at opfatte selv dåbens sakramente som bare en slags offentlig service til borgerne og som en festlig og "romantisk" garniture til vigtige begivenheder i ens familie.

 

 

Børnene og deres lyde

 

Det eneste problem, vi har fået ind på livet det seneste par år, er, at moderne børn afgiver mere lyd, end det var tilfældet for blot få år siden. Og det problem må vi prøve at, som man siger, "forholde os til".

 

Nu er I forhåbentlig alle sammen klar over, at hvis der er nogen, der er børnevenlig, så er det undertegnede. (Derfor føler jeg mig fx også kun lidt ramt af Hans Hauges afsluttende hip til os præster. Faren er der altid, og vi skal passe på. Men lige netop det med, at de mindre børn kommer med op til døbefonten, mener jeg er meget værdifuldt, en slags "minikonfirmation").

 

Vi skal alle være tolerante mht. mindre børns lyde under gudstjenesten. Bl.a. fordi det er så uhyre vigtigt, at de små bliver fortrolige med kirken og gudstjenesten. MEN - der er et punkt, hvor det ikke længere er et spørgsmål om tolerance eller ej, men hvor det er selve gudstjenesten, der står på spil! Selve det, at det begynder at blive umuligt for kirkegængerne at høre, fx hvad der bliver sagt i prædikenen!

 

Men hvad skal vi så gøre? - Det er såre enkelt. Når forsøgene på at berolige de små ikke længere slår til - og det er ikke let; jeg har selv fire børn og to børnebørn - må mor eller far simpelt hen tage barnet på armen og gå ud og vende en tur i våbenhuset eller udenfor. Så kan man altid vende tilbage igen. Det sker der ikke noget ved. Bare forældrene er opmærksomme på, hvornår det er selve gudstjenestens redning, det gælder. Og det er fortsat vigtigt, at de små kommer med. Vi skal bare være både tolerante og hensynsfulde alle sammen. - BC

 

 

*  *  *

 

 

*  *  *

 

 

Fra 3. årgang nr. 7 - April 1990. - (Hed - og var - dengang »Kirkebrev«)

 

 

PÅSKE!

 

...

 

Så kommer palmesøndag, som i år ikke kan undgå at blive præget af, at det dagen efter er 50-årsdagen for den tyske besættelse af Danmark. - Skærtorsdag fejrer vi "Vor Herres Jesu mindefest", indstiftelsen af den hellige nadver, og følger Jesus og disciplene ud i den skæbnesvangre nat i en vekslen mellem læsning af de første stykker i Lidelseshistorien og afsyngelse af de dertil hørende vers af især Kingos salmer over disse begivenheder. Pigekoret synger for. Bemærk, at gudstjenesten begynder kl. 17 (sytten)! Det skyldes, at den bliver transmitteret af Danmarks Radio (P 1). - Langfredag er den helt sorte dag, som vi måske helst vil "snyde for". Men vi kan ikke være kristne og så "snyde" her! - Påskedag bryder livet og glæden til gengæld frem i høje toner. Også her synger pigekoret for. - 1. søndag efter påske bliver 11 konfirmander konfirmeret, og 2. søndag efter påske får menigheden lejlighed til at fejre den særlige "konfirmandhøjmesse" sammen med de nykonfirmerede, som nu er trådt ind i menighedens voksne rækker. - Ja, det er mange og store ting. Gid vi må kunne samles rigtig godt om det hele, så påskens liv og glæde kan spredes blandt os!

 

Med ønsket om en glædelig påskefest i kirke og hjem,

 

Præst og menighedsråd

 

 

 

 

 

...

 

NOTE 25.11.2013: Anledningen til, at dette afsnit af "Kirkebrev" er blevet sat på særskilt, er, at jeg i tråden til opslaget på min Facebook-væg af min evangeliesalme til sidste søndag i kirkeåret (se undersiden "Salmer") skrev blandt andet følgende som svar på en sidste-søndag-i-kirkeåret-hilsen fra en af mine Facebook-venner:

 

Det var først med den nye Alterbog, vi fik en fast sidste søndag i kirkeåret, altså med særlige tekster. Indtil da sluttede kirkeåret bare på den søndag efter trinitatis, vi var kommet til. I 1988 var det 25. søndag efter trinitatis (20. november). Og det var en helt særlig dag for os. Højmessen i Døllefjelde Kirke blev nemlig transmitteret i radioen. Og vi havde vort dejlige børne- og ungdomskor med. Koret (som blev ledet af min kone og organist Anna) fik ros flere steder fra i landet. Selv husker jeg endnu, hvor dejligt det blandt andet lød, da de sang for på udgangssalmen "Herre Kristus, dig til ære / slutter vi vort kirkeår" (nu DDS 431). - Radiofolkene blev så glade for koret, at de gerne ville transmittere noget med det snarest muligt. Det blev vor traditionelle særlige skærtorsdagsgudstjeneste, en kort, så "historisk" som muligt nadvergudstjeneste, der sluttede med, at vi - og jeg citerer nu Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats "Kirkebrev" - fulgte "Jesus og disciplene ud i den skæbnesvangre nat i en vekslen mellem læsning af de første stykker i Lidelseshistorien og afsyngelse af de dertil hørende vers af især Kingos salmer over disse begivenheder". Det var i Herritslev Kirke den 12. april 1990 kl. 17 (altså egentlig for tidligt på dagen; men det var jo det klokkeslæt den slags blev sendt på).

 

Jeg henviser altså til det tilsvarende stykke fra 2. årgang nr. 3 (november 1988).

 

 

*  *  *

 

 

Fra 2. årgang nr. 3 - November 1988. - (Hed - og var - dengang »Kirkebrev«)

 

...

 

SALMESANGSAFTEN I MUSSE KIRKE

 

Som meddelt bl.a. i sidste nummer af Kirkebrevet er der salmesangsaften i Musse Kirke onsdag den 2. november kl. 19. I en gudstjenstlig ramme vil organist Anna Christensen og pastor Bent Christensen gennemgå melodier og tekster til en række salmer - som vi så vil øve os på. Og vi har oven i købet et særligt formål, idet vi nemlig benytter lejligheden til at øve os på de salmer, vi skal synge ved den ratiotransmitterede gudstjeneste i Døllefjelde Kirke søndag den 20. november. Og det er vigtigt, at alle, der overhovedet mener, de kan synge lidt, møder op - både til salmesangsaftenen og til radiogudstjenesten. Det vil være dejligt, om der kan komme noget menighedssang ud af højttalerne rundt omkring, når vi skal i radioen. Og så kan vi håbe på, at vi også til hverdag kan glæde os selv og hinanden med en kraftig salmesang, ja, selvfølgelig først og fremmest Gud; det er jo først og fremmest Ham, vi synger til, når vi synger salmer! Der er altså mange grunde til, at vi lægger genertheden og de fine fornemmeler bort og går helhjertet ind i den gudstjenestefejring, hvor netop salmesangen spiller så stor en rolle.

 

Det er følgende salmer, vi skal synge: Koralbogsnumrene står i parentes: 308 Herren han har besøgt sit folk (162), 360 Aleneste Gud i Himmerig (12), 231 I verden er ej nød så stor (435 a), 277 Vidunderligst af alt på jord (349) og 395 Herre Kristus, dig til ære (356).

 

...

 

NOTE 25.11.2013: Anledningen til, at dette afsnit af "Kirkebrev" er blevet sat på særskilt, er, at jeg i tråden til opslaget på min Facebook-væg af min evangeliesalme til sidste søndag i kirkeåret (se undersiden "Salmer") skrev blandt andet følgende som svar på en sidste-søndag-i-kirkeåret-hilsen fra en af mine Facebook-venner:

 

Det var først med den nye Alterbog, vi fik en fast sidste søndag i kirkeåret, altså med særlige tekster. Indtil da sluttede kirkeåret bare på den søndag efter trinitatis, vi var kommet til. I 1988 var det 25. søndag efter trinitatis (20. november). Og det var en helt særlig dag for os. Højmessen i Døllefjelde Kirke blev nemlig transmitteret i radioen. Og vi havde vort dejlige børne- og ungdomskor med. Koret (som blev ledet af min kone og organist Anna) fik ros flere steder fra i landet. Selv husker jeg endnu, hvor dejligt det blandt andet lød, da de sang for på udgangssalmen "Herre Kristus, dig til ære / slutter vi vort kirkeår" (nu DDS 431). - Radiofolkene blev så glade for koret, at de gerne ville transmittere noget med det snarest muligt. Det blev vor traditionelle særlige skærtorsdagsgudstjeneste, en kort, så "historisk" som muligt nadvergudstjeneste, der sluttede med, at vi - og jeg citerer nu Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats "Kirkebrev" - fulgte "Jesus og disciplene ud i den skæbnesvangre nat i en vekslen mellem læsning af de første stykker i Lidelseshistorien og afsyngelse af de dertil hørende vers af især Kingos salmer over disse begivenheder". Det var i Herritslev Kirke den 12. april 1990 kl. 17 (altså egentlig for tidligt på dagen; men det var jo det klokkeslæt den slags blev sendt på).

Jeg henviser altså til det tilsvarende stykke fra 3. årgang nr. 7 (april 1990).

 

 

 

*  *  *       *  *  *

 

 

 

FRA DET BORNHOLMSKE ”KIRKEHILSEN”

 

Et for en del bornholmske sogne, deriblandt mine egne Pedersker og Povlsker, fælles kirkeblad. Jeg skrev i dette blad fra nogle måneder efter min indsættelse i november 1971, nemlig fra martsnummeret 1972, til min fratræden i maj 1974. Dog kun nogle få gange rigtige artikler i den fælles del af bladet, men jo hver gang på bagsiden, som var det enkelte pastorats egen.

 

NB! Her som de fleste andre steder følges princippet ”ældst nederst, yngst øverst”!

 

For at det ikke skal blive for tungt, har jeg besluttet at undlade ”tom linie” mellem afsnittene i de små bagsideartikler. I ”Kirkehilsen” var nyt afsnit markeret med indrykning.

 

 

*  *  *

 

 

MAJ 1974

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GUL (gylden), påskefestens farve (Sidste dag i gudstjenestelisten er 6. søndag efter påske).

 

 

*

 

Da dette er det sidste nummer i min tid som sognepræst i Pedersker-Povlsker, vil jeg lade både mig selv og læserne tage afsked med bladet ved at bringe (stort set) hele dets indhold her.

 

*

 

KIRKEHILSEN

 

[...]

 

Maj 1974

 

[...]

 

Er de så forskellige - eller

 

Sådan lød overskriften over en artikel, jeg stødte på i et af vore ugeblade.

Artiklen viste sig at dreje sig om følgende: Man havde stillet en gæstearbejder fra Marokko og en dansk direktør en række spørgsmål for at konstatere, om de var så forskellige - eller -.

- - -

Blandt de spørgsmål, man stillede de to, var der ét, som selvfølgelig fangede min opmærksomhed, nemlig dette: Er De religiøs?

Gæstearbejderens svar på spørgsmålet lød således: Jeg er muhammedaner. I Marokko gik jeg i moskeen og bad fem gange hver dag. Men det gør jeg ikke her. I Marokko kan man bedre, der er ikke så meget andet at lave.

Et svar, som vel nok kan give os noget at tænke på. Er det det, der er i vejen med os, at vi alle sådan er blevet slaver og stresset og jaget, så vi kommer til at forsømme vor sjæl? Trænger vi så ikke til at standse ved de ord, som han sagde, der vandrede på denne jord for snart 2000 år siden: Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med [forts. s. 2]

 

 

[Boks i nederste højre hjørne af side 1:]

Husk

kollekten

Kr. Himmelfartsdag

til

Folkekirkens

Ydre Mission

 

-

 

Side 2

 

sin sjæl? Eller hvad kan et menne¬ske give til vederlag for sin sjæl?

- - -

Og så er der den danske direktørs svar på spørgsmålet.

Jeg respekterer, at der er folk, der må have noget at klamre sig til. Men jeg føler ikke selv trang. Jeg trænger f. eks. heller ikke til nervepiller, for jeg føler mig ikke belastet af mit arbejde og kender ikke til stress eller mavesår.

Et frygteligt overfladisk svar. Sådan forekom det mig, da jeg læste det. Men da jeg havde tænkt lidt nærmere over det, så kom det til at stå for mig, at altså ikke blot en blind høne, men også en blind direktør kan finde et guldkorn.

Det er nemlig ramt lige i centrum, det svar. Det er netop det, vi ejer i det, som kom til jord med ham, der fødtes i en stald i Bethlehem julenat og døde på et kors langfredag. At vi har noget, vi små mennesker kan klamre os til. Det, som han Jesus Kristus udtrykker i de ord, som står i den berømteste af hans taler, bjergprædiken:

Gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte, og din Fader, som ser i det skjulte, skal betale dig.

 

Leif Lam, Østermarie.

 

 

Bibelske skikkelser 3:

 

SAMUEL

 

Navnet Samuel betyder: »Gud har bønhørt mig.« Hans moder, Hanna, havde i fortvivlelse over sin barnløshed aflagt det løfte i Herrens helligdom i Silo, at hvis hun fik en søn, skulle han tilhøre Herren alle sine dage. Hun anede ikke, at dette løfte skulle få afgørende betydning for Israels skæbne.

Hun fik sønnen og bragte ham til templet i Silo, hvor han kom i tjeneste hos den gamle præst, Eli. En nat stod den lille Samuel ved Elis leje og sagde: »Du kaldte på mig.« Da det var sket 3 gange, forstod den gamle præst, at det var Gud, der kaldte på drengen, og lærte ham at sige: »Tal, Herre, din tjener hører.« Fra den stund lærte Samuel at lytte efter Herrens røst og altid sætte den højere end sin egen vilje og sine egne tanker.

Eli og hans 2 sønner blev ramt af Guds dom og døde på grund af sønnernes ugudelighed, og helligdommen i Silo mistede sin betydning, fordi pagtens ark blev taget af Filistrene. Men i stedet blev Samuel folkets samlingsmærke; ham kunne man altid gå til; hos ham vidste man, at man fik Herrens ord at høre.

Da Samuel blev gammel, ville folket have en konge. Samuel blev skuffet; han følte sig vraget. Men da Gud sagde til ham, at han skulle føje folket, lod han sine betænkeligheder fare. Han kom også til at holde meget af den unge Saul, som Gud vejledede ham til at salve til konge. Tappert og myndigt førte han sit folk til kamp mod Filistrene, der næsten havde gjort sig til herrer i landet. Men da Saul begyndte at handle efter sir eget hoved i stedet for at adlyde Gud, brød Samuel ubønhørligt med ham, selv om det var ham en stor sorg.

Og da Samuel for anden gang måtte ud og finde en konge til Israel, lod han sig atter lede af Guds røst. Han havde gerne salvet Isajs ældste søn, der var en flot ung mand. Men Hetrens stemme lød inde i ham: »Mennesker ser på det, der er for øjnene; men Herren ser på hjertet.« Og så blev hyrdedrengen David salvet al konge, et lykkeligt valg for Israel.

Det blev Israels lykke, at det i en tid, hvor dets eksistens stod på spil, fik en mand, der altid lyttede efter Guds røst.

 

Henning Hansen

 

-

 

Side 3

 

Ydre mission - alle kristnes sag!

 

Broget og mangeartet

Hvis vi ved lidt om det arbejde, der udføres af de forskellige missionsselskaber i Danmark, så ved vi også, at det er broget og mangeartet. Vi behøver bare at tænke på missionshospitalerne og klinikkerne, der mange steder var og nogle steder endnu er den eneste hjælp af den art, der tilbydes mennesker. På samme måde med skolearbejdet. Både skoler og hospitaler er nu på vej til at blive overtaget af de stedlige myndigheder, men ikke engang med den udvikling - som vi da, stort set, kun kan hilse med glæde - er den kristne missions ansvar på de områder forbi. Det bliver det nok heller ikke foreløbig, så sandt den kristne kirke og mission altid vil være på udkig efter enkelte mennesker eller grupper, som bliver oversete og trænger særligt til hjælp.

 

Evangeliets forkyndelse er hovedsagen

Men der er også grund til at understrege, at kirken overalt i verden har én opgave frem for alle andre - nemlig at forkynde det glade budskab om Jesus Kristus og syndernes forladelse ved Ham. Det er måske ikke en opgave, der sættes så højt, hverken i vor del af verden eller der, hvor de unge kirker og de gamle missionsselskaber gør deres arbejde. Det, der kommer i avisen, det er ikke, når præster og missionærer og andre medarbejdere i menighederne, stille og trofast, gør sig umage med at få Guds ord frem. Den del af kirkens og menighedens virksomhed er der ikke den store interesse om, den opnår ikke let verdens og nyhedsformidlernes opmærksomhed. Men der er jo heller ikke noget nyt i det, og kårene er ikke anderledes for så meget andet i samfundslivet.

 

Samfundsmæssigt engagement

Lad mig sige det på den måde. Der skal ikke fra min side lyde nogen indvending imod dem, der mener, at vi ikke her til lands burde leve højt på den elendige og bunduretfærdige apartheid-politik, der drives i Sydafrika. Jeg har også kun - så langt jeg kender til det - sympati for den katolske ærkebiskop Helder Gamara, som, med stor personlig risiko, påpeger og modarbejder de helt urimelige samfundstilstande, der hersker nogle steder i Sydamerika.

 

Der er brug for ydre mission

Men det må ikke fordunkle den kendsgerning, at det først og fremmest er evangeliets forkyndelse, der er kirkens og missionens sag. Det er der nok heller ikke mange, som vil benægte. Sejgt og stilfærdigt og med beskedne midler udføres det folkekirkelige ydre missions arbejde. Der er ikke meget i det, der appellerer til offentlighedens store interesse, men det gøres, for der er brug for det. I dag er det jo sådan, næsten overalt, at missionsselskaberne gør deres arbejde efter opfordring udefra. De unge kirker, som er derude, har hovedansvaret for, at evangeliet kommer videre, men det er små kirker midt i store ikke-kristne samfund, så de har brug for hjælp. Det er et ansvar ikke bare for enkelte kristne eller for missionskredse, men for hele den kristne menighed, for alle i folkekirken.

 

 

[I boks:]

15 afrikanske sangere

udvalgte fra menighederne i Tanzania

synger og spiller i Rønne kirke

tirsdag den 21. maj 1974 kl. 19.30.

Programmet bliver afrikansk kirke- og folkemusik ledsaget af afrikanske instrumenter. Sangerne er klædte i deres hjemlands dragter.

Desuden taler missionær Anna Stubkjær Borg, som har

været i Tanzania i 23 år, og er leder af Rwantege klinik. Der optages kollekt til Det Danske Missionsselskab.

 

B. R. Pedersen.

 

2012-supplement: Det er formodentlig min gamle nabopræst og samarbejdspartner sognepræst i Bodkilsker, senere også provst, Børge Pedersen, der også har skrevet hele artiklen om den "ydre mission". Der er mange ting i også denne 1974-artikel, det er yderst interessant at læse her i 2012!

 

-

 

FRA BAGSIDEN

 

GUDSTJENESTER

 

Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning.

 

[Gudstjenestelisten]

 

[...]

 

 

Farvel og tak

 

Skønt denne plads ikke er til personlige meddelelser, vil jeg alligevel tillade mig at bruge den sidste bagside, jeg skal skrive, til en kombineret præstelig og personlig afskedshilsen.

Jeg flytter nu tilbage til min fødeø. Dette må være en forståelig og tilstrækkelig begrundelse for enhver bornholmer, der elsker sin dejlige ø, som også jeg holder af, men hvor min tjeneste altså har vist sig kun at blive et gæsteophold.

Men nu ikke mere om dette. For noget af det, jeg har bestræbt mig på at sige igen og igen på alle mulige måder og i alle mulige sammenhænge, er, at kristendommen først og sidst består i forholdet mellem Gud i Himmelen og hver enkelt af os. At kristendommen så også betyder, at Gud kalder os sammen til et fællesskab som Hans nye folk, kirken [2012: Her siger jeg det! Mon det er første gang?], er selvfølgelig en helt afgørende side af sagen, men netop noget, som udspringer af Guds vilje med os og ikke af, hvad vi tilfældigvis synes om hinanden. Derfor - når vi holder os for øje, at kristendom, det er, hvad der kommer fra Gud i Himmelen - så er det principielt helt ligegyldigt, at f. eks. præster kommer og går, og at f. eks. jeg af rent personlige menneskelige grunde vil hjem og virke i en sammenhæng, som jeg har rod i.

Alt dette betyder også, at hvad man end synes om præstens person, er ens plads i kirken, når der holdes gudstjeneste om søndagen.

Langt størstedelen af pladsen på denne bagside har jeg brugt til at kalde til kirke og til forsøg på at åbne op for den hele gudstjenestes rigdomme for alle menighedens medlemmer.

Og lad mig her slutte af med at sige, at vel står ethvert menneske i et gudsforhold ved simpelt hen at være til, ved at »tænke over det hele«, ved at bede, måske, ved måske at læse om kristendom i Bibelen eller andre steder. Men alt dette er kun tynd suppe i sammenligning med det, der sker, når vi møder Gud der, hvor han helt direkte kommer og taler til os og gør sin gerning med os, nemlig i gudstjenesten.

Og lad mig også sige, at jeg mere og mere er kommet til den erkendelse, at det er helt galt at »skælde folk; ud over, at de ikke går i kirke«. Det, derr skal siges til ham eller hende, der ikke har været i kirke siden konfirmationen, er langt snarere:

Også du har ret til at indtage den plads, du som Guds barn har stående parat til dig i Guds hus! Lad så dem, der sidder der i forvejen, kigge nok så meget på dig. Du er lige så meget Guds barn, som de er, selv om dine ansigtsfolder og din livsstil måske er anderledes. Og Gud kender dig i forvejen ud og ind - men tager alligevel imod dig med åbne arme!

Jamen er kristendom da kun noget med gudstjenesten om søndagen? Nej! Men kun ved at komme til livets kilde kan man gå ud til et sandt hverdagsliv i sand glæde. Kun ved at modtage livet af Gud i Ordet og Nadveren kan man leve et sundt og verdsligt liv alle ugens dage i troen på, at både kornet, der gror på marken, bajeren, man sætter for munden, og pigen, man danser med og holder om, er Guds gode gaver til en ved Jesus Kristus, vor Herre!

-  -  -

Hermed farvel til alle i sognene, og tak til alle, som har været med i gudstjenestefællesskabet, og til alle, som, når vi har mødtes, har givet mig et smil, et venligt ord eller en hyggelig snak.

 

Bent Christensen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

APRIL 1974

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GUL (gylden), påskefestens farve.

 

[...]

 

FRA BAGSIDEN

 

GUDSTJENESTER

 

Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovende.

 

[Gudstjenestelisten]

 

 

Påsken og dåben

 

Vi har nu gennemgået den danske højmesse led for led. Eet gudstjenesteled mangler vi imidlertid: dåben. Den er blevet gemt til sidst, fordi den jo ifølge sagens natur ikke som nadveren hører med til hver eneste højmesse.

Men nu er det jo så heldigt, at det er i dobbelt forstand aktuelt at skrive og læse om dåb netop nu.

For det første er vi jo midt i den dåbsdebat, der selvfølgelig måtte komme. For hvad man end mener om dåben, så kan enhver sige sig selv, at de nuværende tilstande ikke kan vare ret langt ud på den anden side af år 2000 - hvis de varer så længe. Enten fortsætter udviklingen - og det danske folk mister sit folkekirkefællesskab. Eller også lærer man at forstå, hvad dåb og kirke betyder, og gøre brug af det.

Men den mere positive aktualitet består i, at dåb og påske både indholdsmæssigt og historisk hører nøje sammen.

I oldkirken var påskelørdag den store dåbsdag. Hvorfor? Jo, fordi det at blive døbt er at dø med Kristus og opstå med Kristus. Derfor dåb på overgangen fra Jesu dødsdag til Kristi opstandelsesdag.

»Ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv. Thi er vi sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.« (Rom. 6,3-5).

Og dåben til Jesu død betyder, at Jesus får ejendomsret over de døbte:

»Og han døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem.« (2. Kor. 5,15).

Derfor er det første, der sker ved dåben efter læsningen af dåsbefalingen og »Lad de små børn komme til mig«, at barnet mærkes med korsets tegn »til et vidnesbyrd .om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.«

Og derfor begyndte selve dåbshandlingen oprindelig med, at dåbskandidaten blev fuldstændig neddykket i vandet, hvad vi stadig skal tænke på, selv om vi nu af praktiske grunde nøjes med en beskeden overøsning. Som også Luther siger i »Lille Katekismus«:

»Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster.«

Nu er alt dette om at slavemærkes med korsets tegn og dykkes og dukkes og druknes og dræbes jo ikke noget, der lyder særlig godt i det stolte og selvtilfredse mennesskes øren. Men ikke desto mindre er dette den første halvdel af dåbens betydning.

Nu er det heldigvis kun stolte og trodsige menneskes forvrængning af tingene, der får det til at se så ydmygende ud. For det er jo ret beset ingen skam at ydmyge sig for Gud, livets Herre. Men, hvad der er det helt afgørende: Dåbens anden halvdel, den, der giver det endelige resultat, er jo ophøjelsen, opstandelsen, livet. Det at være Guds korsmærkede slave er at være Guds barn og arving til det evige liv, en fri herre over alle ting.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MARTS 1974

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er VIOLET, fastetidens farve.

 

[...]

 

FRA BAGSIDEN

 

GUDSTJENESTER

 

Faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker, at bryde dit brød til de sultne

 

[Gudstjenestelisten]

 

Kirkebilen kører nu igen således:

Til alle gudstjenester I Sct. Pouls, men kun den »gamle« enkelttur.

2. s. I fasten (10/3) til Sct. Peders.

Og privat kan man jo nok finde ud af at spare på benzinen og hjælpe hinanden.

 

 

DEN DANSKE HØJMESSE

 

21. Udgangssalme

Den sidste salme udtrykker normalt en tak til Gud for Ordet, sakramenterne, gudstjenesten, Guds kirke eller for frelsen overhovedet. Den kan dog også på anden måde - i overensstemmelse med dagens karakter - danne afslutning på gudstjenesten og eventuelt pege ud på det hverdagsliv, vi går hjem til.

 

Udgangsbøn

Til slut takker vi Gud for, hvad vi har modtaget, og beder om, at han vil bevare det i os, så vi kan gå ud i livet og leve med og på hans Ord, at det altid - i liv og i død - må være vor trøst.

 

23. Postludium

Postludiet (efterspillet) kan på samme måde som præludiet ved brug af musik med tilknytning til dagen og kirkeårstiden være en sidste understregning af den enkelte dags særlige præg.

Og postludiet er det sidste udtryk for lovprisningen. Her har organisten lejlighed til at udfolde alt, hvad han eller hun har i sig, til med orglets toner at lade takken stige mod Himlen - og glæden følge menigheden ud gennem kirkedøren.

 

 

[I boks:]

TRÆFFES

hver søndag i kirken

 

Se listen på denne side

 

Men selvfølgelig også overalt døgnet rundt og ugen igennem som himmelens og jordens og alle menneskers Skaber og Herre. Som Frelser dog bedst ovennævnte tid og sted.

Gud

 

 

Hvorfor

er verden ond, når Gud er god?

Det er tilværelsens største og mest pinefulde teoretiske spørgsmål. Og der kan intet teoretisk tilfredsstillende svar gives på det. Kristendommen har heller ikke det teoretisk tilfredsstillende svar. Til gengæld forkynder evangeliet en praktisk løsning, ja løsningen.

Evangeliets svar på det ondes gåde er korsets gåde. Teoretisk set er gåde blevet besvaret med gåde. Men i livets og troens praksis bryder korset det ondes gåde, idet det udtrykker Guds dom over bl.a. vor egen personlige ondskab og dermed klart viser Gud som den ab¬solutte modstander af alt ondt, og idet det samtidig udtrykker Guds tilgivelse og frelse og dermed lige så klart viser Gud som den, der har valgt at overvinde det onde med det gode.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

FEBRUAR 1974

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er VIOLET, "septuagesimatidens", "forfastens" farve (sidste dag på listen er dog 1. søndag i fasten, 3/3).

 

2012-bemærkning: I dag hører jeg til dem, der regner septuagesimatiden for en grøn tid (jfr. valgfriheden i den gældende vejledning i Folkekirkens Ritualbog). Den er jo en sen konstruktion, som ved Andet Vatikanerkoncil atter røg ud af det romersk-katolske kirkeår - til fordel for tre yderligere "almindelige søndage" i den række, som begynder efter helligtrekonger. (Selve den romersk-katolske første søndag efter helligtrekongers dag (6/1) kan jeg ikke komme ind på her). - NB! Der er mange flere bemærkninger til kirkeåret og dets farver her på denne side, ikke mindst i de ældre tekster længere nede på siden. Man kan fx søge på ordet "violet" - men jo også på "hvid", "gylden", "rød" og "grøn".

 

[...]

 

FRA BAGSIDEN

 

[...]

 

GUDSTJENESTER

 

Thi Gud har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed

 

[Gudstjenestelisten]

 

Kirkebilen kører således:

Til alle gudstjenester i Sct. Pouls efter planen andetsteds på denne side.

Fastelavns søndag (24/2) til Set. Peders, men forsøgsvis kun »på bestilling«. Man må altså ringe til vognmand Olsson, tlf. 98 80 28, hvis man vil med.

 

[NB! Oliekrisen! - Se også den følgende tekst:]

 

 

Kirkebilen

kører, så længe der er forbud mod privatkørsel, efter denne udvidede plan:

Rute 1: Afgang fra Snogebæk 40 minutter før gudstjenestens begyndelse, Hovedgaden, Dueoddevejen, Skolevejen, Munkegårdsvejen, Udegårdsvejen, Strandmarksvejen, Dyndebyvejen, kirken.

Rute 2: Afgang fra Snogebæk Vi time før gudstjenestens begyn¬delse, Povlsker vej, Krakvej, Kærvej, Skrukkegårdsvejen, Mindebovejen, Sprøjtevej, Brandsgårdsvejen, kirken.

 

 

Konfirmation 1974

 

Povlsker: 1. søndag efter påske, dvs. 21. april.

Pedersker: 2. søndag efter påske, dvs. 28. april.

Bemærk, at dette er ganske i overensstemmelse det princip, at konfirmationen i Povlsker falder på næstsidste søndag i april, medens den i Pedersker falder på sidste søndag i april. Dog vil sen påske skubbe konfirmationen i Pedersker hen til første søndag i maj (f. eks. i 1976).

 

2012-bemærkning: Som også andetsteds bemærket gjorde jeg alt for at få konfirmationen til at ligge efter påske (og ikke fx palmesøndag, med Jesus lidelse og død forude). Den allerbedste dag at holde konfirmation på er jo 1. søndag efter påske - den dag, de, der i oldkirken var blevet døbt påskelørdag (jfr. at dø og opstå med Kristus) aflagde de hvide dåbsklæder, de havde fået på, da de sted op af dåbsbassinet, og altså dermed trådte ind i "menighedens almindelige rækker".

 

 

[I boks:]

Har dåbsdebatten bragt Dem på bedre tanker?

Så er der f. eks. børnegudstjeneste den 10. februar. Én gang skal jo være den første.

 

2012-bemærkning: Jeg har ikke haft tid til at undersøge, hvad jeg direkte har haft i tankerne, men der var i de år en del debat om barnedåben. Der var bla. en eller flere præster, der på forskellig vis prøvede at i hvert fald tale om, at der burde kunne stilles nogle betingelser til de forældre, der kom og ville have deres små børn døbt. - Men se den store bagsideartikel i aprilnummeret 1974.

 

 

DEN DANSKE HØJMESSE

 

10. Hilsen

På samme smukke og indholdsrige måde, som præst og menighed ved gudstjenestens begyndelse sagde goddag til hinanden, siger de nu farvel.

 

2012-kommentar: Jeg kan ikke her komme nærmere ind på hilsenens eller salutationens betydning. Men jeg skal have undersøgt sagen nærmere, hvad jeg desværre endnu her fyrre år efter ikke rigtig har fået gjort. For der er ingen tvivl om, at der ligger andet og mere i dette gudstjenesteled end bare hhv. et goddag og et farvel. Der er i virkeligheden tale om et gensidigt ønske om Guds tilstedeværelse og bistand forud for ikke bare (for den første hilsens vedkommende) gudstjenesten som helhed, men også for den indledende fælles kollekt-bøn, og tilsvarende for velsignelsen til sidst. Den dag i dag bruger man jo i fx Den Romersk-Katolske Kirke også salutationen før evangelielæsningen og nadverliturgien. Derfor er det også "plathedernes plathed", når man nogle steder i Folkekirken (for ikke at risikere at komme til at gøre stads af præsten) er gået over til at lade menighedens ønske for den person, der leder gudstjenesten, lyde, ikke "Og med din ånd", men "Og Herren være med dig" - eller "Og med dig"!

 

20. Velsignelse

Den aronitiske velsignelse har været brugt i al fald de sidste knapt 3.000 år, først i Jerusalems tempel, sidenhen og indtil denne dag i den kristne kirke. Den er, siger K. E. Skydsgaard, »Israels kosteligste gave til den kristne gudstjeneste.«

»At Herren lader sit ansigt lyse og løfter sit åsyn, betyder, at han ikke skjuler sig, men er ganske nær og giver, hvad der er helt ud godt: beskærmelse, barmhjertighed og fred«.

»Når præsten nu til slut med opløftede hænder »lyser velsignelsen«, lægger han Guds navn (se 4. Mos. 6,27) med alt, hvad det betyder, på den forsamlede menighed«.

»Til sidst tegner han korsets tegn, og det betyder, at Guds velsignelse i sin fylde er givet i Jesus Kristus«.

Efter velsignelsen svarer menigheden med tredobbelt amen ligesom efter trosbekendelsen.

Amen er et hebræisk ord, som betyder: det står fast, det gælder. Dette har menigheden, blot i enkel form, også sagt til gudstjenestens to kollekter og nadverens to bønner - og har dermed udtrykt, at det kun er en praktisk formssag, at det er præsten, der lægger stemme til disse bønner.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

JANUAR 1974

 

 

2012-bemærkning: Ved en fejl har i hvert fald det eksemplar, jeg har scannet og skrevet dette ind efter, fået violet farve. Farven burde allerhelst have været gul. Det var jo stadig jul, da bladet udkom (første dag på gudstjenestelisten er nytårsdag). Og hvis man ville have markeret de tre søndage efter helligtrekonger, som også er på listen, skulle farven jo have været grøn.

 

[...]

 

FRA BAGSIDEN

 

[...]

 

GUDSTJENESTER

 

Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet

 

[Gudstjenestelisten med bla. helligtrekongers dag (6/1), jfr. "mottoet"]

 

Kirkebilen kører således:

Til alle gudstjenester i Sct. Pouls efter planen andetsteds på denne side.

2. søndag efter helligtrekonger til Sct. Peders, men forsøgsvis kun »på bestilling«. Man må altså ringe til vognmand Olsson, tlf. 98 80 28, hvis man vil med til pastoratets gudstjeneste i Sct. Peders. Men prøv! Ring også til vognmand Olsson eller undertegnede, hvis De ikke mener at være dækket ind på de almindelige søndage.

 

[NB! Oliekrisen! - Se også de andre af den foranledigede tekster:]

 

 

AKTUELLE SLAGORD

 

Benyt energikrisen til at få gjort noget ved åndskrisen!

 

*

 

Skal vi ud og cykle på søndag? Ja, naturligvis! Vi skal jo i kirke!

 

*

 

Det er moderne at køre kollektivt. Brug kirkebilen!

 

*

 

Med hensyn til den gudstjenesteløse varmesparesøndag: Hvornår har De sidst set nabokirken indvendig?

 

*

 

Hvornår har De sidst set Deres egen kirke indvendig?

 

*

 

I kirken er der ingen spærreregel. Man kommer ind, selv om fromheden er under 2 %.

 

 

KIRKELIVET UNDER ENERGIKRISEN

 

Vi fortsætter så vidt muligt normalt. Men ret til ændringer forbeholdes! Se altid for en sikkerheds skyld dagbladenes gudstjesteliste. Eller ring og spørg. Så længe der er forbud mod privatkørsel på søndage, kører kirkebilen efter nedenstående udvidede plan:

 

Rute 1: Afgang fra Snogebæk 40 minutter før gudstjenestens begyndelse, Hovedgaden, Dueoddevejen, Skolevejen, Munkegårdsvejen, Udegårdsvejen, Strandmarksvejen, Dyndebyvejen, kirken.

Rute 2: Afgang fra Snogebæk ½ time før gudstjenestens begyndelse, Povlskervej, Krakvej, Kærvej, Skrukkegårdsvejen, Minebovejen, Sprøjtevej, Brandsgårdsvejen, kirken.

 

Fyringsolierestriktionerne

tvinger os imidlertid til ikke ikke alene at sænke temperaturen i kirkerummet, men også at udelade en gudstjeneste hver vintermåned. Enhver, der ønsker det, kan imidlertid komme med til pastoratets søndagsgudstjeneste i nabokirken ved at ringe til vognmand Olsson 98 80 28. Alle har mulighed for at være med i menighedens levende lovsang og nadverfejring.

 

 

[I boks:]

Fryser De i kirken ?

Så tag uldsokker og lange i underbukser på næste søndag!

 

2012-kommentar: Dette er et af de små traumer, jeg har nogle stykker af. En af de ældre præster i bladfællesskabet lod mig forstå, at jeg godt kunne have undladt denne smarthed. (Han har måske allerede været træt af mine andre forsøg?!). - Men hvad skal jeg sige til både denne, som jeg i sin tid blive gjort opmærksom på, og de andre, som jeg selv har siddet og gjort mig mine tanker om, mens jeg har arbejdet med denne del af siden? Jeg har jo i hvert fald villet det gode i den forstand, at jeg i min ungdommelige iver har villet lede mine sognebørn hen til gudstjenesten - og forkynde en glad og "livsåben" (forfærdeligt ord!) kristendom for dem. Og jeg har jo også prøvet at leve op til det forventningspres, der ikke mindst i de år lå på præsterne. I øvrigt vil de læsere, der har været noget rundt på nærværende hjemmeside, kunne se, at jeg ikke ligefrem har måttet gøre vold på min natur, når jeg har prøvet at være "frisk". Og man vil også kunne se, at jeg helt fra begyndelsen af har prøvet at tale om kristendommen på en måde, der svarer til, hvordan jeg indtil denne dag (17.01.12) har forsøgt at se og forkynde den. - Jeg tænker jo på hele min Grundtvig-forskning og den deraf fremgåede "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement".

 

 

 

*  *  *

 

 

 

DECEMBER 1973

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er VIOLET, adventstidens farve. - MEN I Folkekirken er kirkefarven jo hvid eller gylden på 1. søndag i advent, kirkens nytårsfest.

 

[...]

 

Ikke eet fedt

 

Min artikel inde i bladet (s. 3).

 

»Høje Odin! Hvide Krist!

Slettet ud er Eders Tvist«.

 

Sådan lod den unge Grundtvig et blandet kor af hedenske kæmper og kristne riddere synge i et af sine tidligste værker.

 

De samme ord deklamerede jeg spontant for min måbende familie en juleaften for nogle år siden.

 

De ganske simpelt røg ud af munden på mig, da jeg på julebordets ene ende så en fed og sprød and og på den anden ende et sødt lille arrangement med det lille Jesus-barn i en farvestrålende papkrybbe omgivet af tolv gyldne aluminiumsengle.

 

Nu tror den opmærksomme læser måske, at jeg hermed har villet indlede en gang bedrøvelighed om julens overhåndtagende verdslighed osv. Eventuelt moderniseret og poppet op med lidt om U-landene og alt det der.

 

Men, som Erhard Jacobsen siger: »Det nytter ikke noget at være sur. Det hjælper vi hverken os selv eller de andre med.« - Heller ikke kristeligt. Allermindst kristeligt.

 

Det var også det, en af vore biskopper udtrykte i en fjernsynsgudstjenesteprædiken, hvor han som svar på spørgsmålet, hvad vi som kristne dog skal gøre midt i al verdens elendighed og nød, sagde: »Vi kan da begynde med at være glade!«

 

Og hermed er vi kommet ganske nær på juleengelens ord: »Se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket«.

 

Juleevangeliet er glædens evangelium. For hele folket. Julefesten er glædens fest. For hele folket.

 

Men så er det, at ordene fra Grundtvigs ungdomsværk melder sig:

 

»Høje Odin! Hvide Krist!

Slettet ud er Eders Tvist«.

 

For er det danske folks juleglæde ikke netop en sammensmeltning af alt muligt, hedensk og kristent? En sammensmeltning af alt godt -i en stor klump fedt. Ligesom de fedtblokke med frø og kødstumper, vi hænger ud til fuglene om vinteren?

 

Jo, julens glæde er mange ting. Fra ældgammel tid er julen her i Norden en fest, vi selv skaber midt i vinterens mørke, med lys og flæsk og øl.

 

Og en solhvervsfest. En glæde over, at året endnu en gang lod være med at styrte sammen i intethedens mørke og dødens kulde. En glæde over, at den voksende dag endnu en gang lover sommer, græs og blomsterduft.

 

Og som sagt. Det er ikke alene dumt, men direkte ukristeligt at se sig sur på julens stærke verdslige og grundmenneskelige elementer.

 

Men det er også dumt at blive hængende i fedtklumpen, i en halvflov opfattelse af julen som et underligt miskmask af hedensk og kristelig religiøsitet. Grundtvig blev som bekendt ikke stående ved den opfattelse, at Odin og Kristus, det kunne være eet fedt.

 

Men så er det, vi skal være klar over, at kristendom overhovedet ikke betyder, at Gud som en sur gammel herre vil tage vor almindelige juleglæde fra os. Tværtimod. Gud siger:

 

»Nu behøver I ikke at nøjes med glæden over, at året er vendt, og over det lys, I selv tænder i mørket. For nu har jeg ladet mit sande lys, livets lys, komme til verden.«

 

Og dermed kan vi selvfølgelig godt sige, at tvisten, modsætningen mellem julens verdslige, »hedenske«, og julens kristelige side er slettet ud. Dog ikke sådan, at det hele koges sammen i een gryde. Men sådan, at al den almindelige juleglæde og julehygge ikke alene bliver opfyldt af Guds glæde og fred, men også sådan, at vor verdslige julefest bliver et billede på Guds store julefest.

 

Ganske kort sagt: Julen i sig selv betyder glæde. Kristen jul betyder stor glæde.

 

Bent Christensen.

 

 

-  -  -

 

 

FRA BAGSIDEN

 

[...]

 

GUDSTJENESTER

 

Glæd dig i din vinter, Nord,

Kristus bringer evig sommer!

 

[Gudstjenestelisten - med bla. de tre "violette" adventssøndage. -"Mottoet" er tredje og fjerde linie i første vers af salmen "Glæd dig, Zion, glæd dig, jord", som (kan) synges på 1. søndag i advent]

 

[...]

 

 

Det nye menighedsråd

 

Skat A. Jensen

Holger Jensen

Flemming Kofoed (Kirkeligt Centrum)

Karl Ejner Pihl

Kirsten Thinggård Jensen (Luthersk Missionsforening)

Harriet Christiansen (Socialdemokratiet)

 

 

[I boks:]

Juletræ

Menighedsrådet indbyder alle ældre i sognet til juletræsfest i Samlingshuset lørdag d. 29. december kl. 14

 

 

En julehistorie

 

Der var engang en mand, der var inviteret til en stor fest i et meget fint hus. Allerede da han nærmede sig huset, boblede feststemningen i brystet på ham. Lyset fra de store vinduer strålede gyldent og varmt ud i aftenmørket. Og det var så festligt at se alle gæsterne nærme sig den store hovedindgang.

Da han kom indenfor i stuen, hvor alle gæsterne efterhånden samledes, medens man ventede på, at der skulle blive budt til bords, blev hans glæde nærmest grænseløs. Alle de mange feststemte og fint klædte mennesker, lysene og musikken stemte hans sind til stor glæde og dyb højtid. Og da der var gået en halv time, mente han, at nu kunne hans glæde ikke blive større. Nu måtte festen være forbi.

Og han gik hjem og sad alene hjemme i sin stue, medens alle de andre sad om festbordet.

 

- - -

 

De har selvfølgelig regnet ud, at denne lille historie nok har noget med den julefest at gøre, som Gud igen i år indbyder Dem til.

 

 

[I boks:]

Tredobbelt blanding?

 

Er det det nytestamentlige syn på »denne verden«, »denne tidsalder«, dvs. også vort liv nu i dag? Eller er kristendommen bare ét stort minus foran alle denne verdens ting? Og I hvor høj grad er Guds Rige allerede en »praktisk realitet« her og nu? Hvad siger Det Nye Testamente om disse spørgsmål? - Det er emnet for mødet i præstegårdens konfirmandstue

torsdag 6. dec. kl. 19,30

Alle, ikke mindst de spørgende og måske kritiske, er velkomne.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

NOVEMBER 1973

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GRØN, trinitatistidens farve.

 

[...]

 

FRA BAGSIDEN

 

[...]

 

GUDSTJENESTER

 

Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes

 

[Gudstjenestelisten - med bla. alle helgens dag ("mottoet"!)]

 

Under min indkommandering til tjeneste som feltpræst 5/11-15/11

passes embedet af sognepræst T. Rossel, Åker, tlf. 97 41 03 (Pedersker), og sognepræst O. Mouritzen, Nexø, tlf. 99 21 25 (Povlsker). Men bemærk, at det er pastor Mouritzen (M), der holder gudstjenesten i Set. Peders Kirke på 21. søndag e. trinitatis.

 

 

Menighedrådsvalg

 

Pedersker menighedsråd er gået ind for, at der skal være valg, dels fordi man efter folketallet kun må være 6 i rådet, hvor der i øjeblikket er 7, og det vil være nemmest at løse ved et valg, og dels fordi menigheden kan få lejlighed til at udøve deres medbestemmelsesret.

Og man opfordrer herved til udvælgelse af kandidater og indsendelse af kandidatlister, senest 12. november kl. 19.

Stillingen i øjeblikket er:

3 til Kirkeligt Centrum

2 til Socialdemokratiet

1 til Luthersk Mission

1 til Indre Mission.

Kirken og det, den står for, er et klenodie, som er værd at bevare. Kirken siger velkommen til alle og fremlægger sit evangelium til vejledning, trøst og opmuntring.

Vi kommer alle hinanden ved, og kirken kommer os ved. Derfor velkommen alle til afstemning 20. november.

 

P. m. v.

 

Skat A. Jensen.

 

 

DEN DANSKE HØJMESSE

 

18. Kollekt

Slutningskollekten er normalt en takkebøn for nadveren. Men har der været dåb, bruges kollekten til 1. s. e. påske som slutningskollekt, idet den nemlig takker for både ordet og sakramenterne (dåb og nadver).

(Ved aftengudstjeneste og eventuelle andre gudstjenester, hvor der ikke er nadver, bedes kollekten om Ordet, i fastetiden dog fastekollekten).

Hvis der har været dåb ved en nadverløs gudstjeneste, bedes dåbskollekten, som også bedes på konfirmationssøndagen.

De store festdage har hver deres særlige slutningskollekter, ligesom der er særlige slutningskollekter til nytårsdag, høstgudstjeneste og børnegudstjeneste.

Se afsnittet »særlige kollekter« i salmebogens tekstdel. - For vil man deltage helt og fuldt i gudstjenesten, må man også være med her. Disse bønner er ikke bare noget, der skal overstås, så man kan komme hjem til maden.

 

 

[I boks:]

Fabriksskorsten og kirketårn

Lysbilledforedrag ved sognepræst H. C. Lorentzen, Rønne.

Og samtidig en mulighed for at møde en tidligere industripræst.

Præstegårdens konfirmandstue. Torsdag den 29. november kl. 19.30.

Noter hellere i kalenderen allerede nu.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

OKTOBER 1973

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GRØN, trinitatistidens farve.

 

[...]

 

FRA BAGSIDEN

 

[...]

 

GUDSTJENESTER

 

Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges;

og den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes

 

[...]

 

DEN DANSKE HØJMESSE

 

16. salme efter prædikenen.

Denne salme slutter sig normalt til prædikenen. Den understreger, opsummerer eller viderefører det, der er sagt i evangelieteksten og prædikenen. Godt er det, når menighedens sang her bliver et højdepunkt, som prædikenen har ført op til, eller en jublende tak for det budskab, der lige har lydt.

Salmen her kan også være en salme, der direkte eller indirekte fører over til nadveren.

 

17. Nadveren

Indtil videre bruger vi en helt kort form for nadverliturgi.

Vi begynder med en forberedelsesbøn:

»Opstandne Herre og Frelser...« (Se videre under »Ritualer« i salmebogens tekstdel).

Her henvender vi os til Gud under navnet Jesus Kristus i troen på, at Han selv er til stede iblandt os.

Nadveren er at være til bords sammen med Gud.

Og vi beder om at måtte modtage Kristi legeme og blod til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse. Nadveren er altså ikke bare en fest til minde om Jesu død. Den er - fordi brødet og vinen er knyttet sammen med Jesu død på korset - et synligt og føleligt udtryk for Guds tilgivelse.

Nadveren betyder det samme, som vi har hørt i salmerne, liturgien og prædikenen. Men her er det ikke kun noget, vi hører; det er noget, der sker med os. Her kan selv den mest tungnemme mærke, at han modtager noget. Her kan enhver mærke og smage, at Guds kærlighed og tilgivelse gælder også lige netop ham eller hende.

Og husk: nadverbordet er for syndere. Jo mere syndig, man føler sig, jo mere hører man hjemme ved Herrens bord.

Tidligere tiders tale om eventuelt at gå uværdig til alters og drikke sig en dom til, skyldes en skæbnesvanger misforståelse af 1.Kor. 11,27-28, som er en formaning til visse medlemmer af korintermenigheden om at dele maden med deres fattige medkristne (dengang fejredes nadveren nemlig i forbindelse med et fællesmåltid, hvor man spiste medbragt mad).

Endelig beder vi om, at nadveren må få os til at vokse i kærligheden. Nadveren er ikke alene fællesskab med Gud, men også med ens medkristne. Og vi kan ikke knæle ved nadverbordet og modtage Guds tilgivelse sammen med vor nabo, uden at det må få betydning for vort forhold til ham - om vi så har været aldrig så meget uvenner.med ham.

Efter Fadervor følger så indstiftelsesordene, de ord, hvormed den ældste menighed fortalte om indstiftelsen af det nye måltid.

Nu synges »O, du Guds Lam«, en lovsang og bøn til den korsfæstede Frelser, og umiddelbart herefter foregår uddelingen.

Nadvergæsterne sendes bort med ønsket om, at vor Herre Jesus Kristus fortsat vil styrke og bevare (»opholde«) dem ved det, de lige har modtaget. Til allersidst lyder fredsønsket: »Fred være med Eder!«

(Når det har været mig magtpåliggende at få hele gennemgangen af nadveren med i dette nummer, skyldes det ønsket om at støtte bl. a. konfirmandforældrene i den opgave, som det er for dem at lede børnene med ind i gudstjenesten og op til nadverbordet).

 

 

[I grøn boks:]

LIVET

på denne jord i Bibelens og kristendommens lys. Et af emnerne for vinterens møder i konfirmandstuen. Går De somme tider og grubler over, hvad det egentlig er for noget altsammen? - Så kom og vær med. - Første gang:

Tirsdag d. 9. oktober kl. 19.30.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

SEPTEMBER 1973

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GRØN, trinitatistidens farve.

 

[...]

 

FRA BAGSIDEN

 

[...]

 

GUDSTJENESTER

 

Ham takker alle vi med sang

for alt, hvad han har givet

 

[Listen med gudstjenesterne, herunder de to høstgudstjenester]

 

Kirkebilen kører således:

Til alle gudstjenester i Sct. Pouls.

9/9 (høstgudstjeneste) til Sct. Peders.

 

At der ingen gudstjeneste er i Set. Peders Kirke på 13. søndag efter trinitatis, skyldes, at jeg da har tjeneste i Nexø Kirke i forbindelse med weekendordningen. Og sådan vil det for fremtiden blive med mellemrum, selvfølgelig skiftevis for begge kirker. Det er kedeligt; men sognesammenlægningerne kommer uvægerligt til at medføre den slags. Skaden er dog ikke så stor. Der vil som regel være plads i pastoratets anden kirke.

[Ovst. stod i boksen med gudstjenestelisten].

 

 

DEN DANSKE HØJMESSE

 

14. Kirkebøn

Kirkebønnens bibelske begrundelse er bl. a. 1. Tim. 2,1-2:

»Allerførst formaner jeg da til at frembære bøn, påkaldelse, forbøn og tak for alle mennesker, for konger og alle i høje stillinger, så vi må leve et roligt og stille liv, gudfrygtigt og sømmeligt i alle måder«.

»I kirkebønnen bekender menigheden sin solidaritet med denne verden og al dens nød. Her går den i forbøn for kirken og alle dens anliggender, for hele jorden og dens folkeslag og fyrster, for land og folk, for konge og øvrighed, for alle syge og fattige, lidende og anfægtede mennesker«.

 

(K. E. Skydsgaard)

 

 

De er mistænkt

for at være én af dem, der generer sig for at begynde at gå i kirke - hvad vil de andre, både dem, der heller ikke plejer at gå i kirke, og dem, der sidder der i forvejen, mon tænke, tro og sige?

Jeg har somme tider på fornemmelsen, at det for manges vedkommende er her, hunden ligger begravet.

Men det er jo en helt urimelig grund til at snyde sig selv for den glæde og frihed, som livets Gud skænker sine børn ved sit ord og sit måltid. Og enhver, som er døbt, har ikke alene ret til frit at gå ind og ud af Guds hus; han eller hun hører hjemme der.

 

 

Er det det hele?

 

At stå op.

Mere eller mindre sur morgen.

At komme langsomt til live

ved hjælp af morgenradio og -kaffe.

At arbejde.

Mere eller mindre surt arbejde.

At holde fri.

Mere eller mindre sur -

Er det det hele?

En trædemølle

for dansemus med rotteræs?

Et grusomt sammentræf

af tilfældigheder,

der ligner en hensigt?

Måske bedst ikke at spørge mere,

begrave sig i detaljerne,

tage det, som det kommer?

Og når tomheden giver genlyd

op for radioen.

Når livet smerter

bedøvelse med sprit

eller andre sager.

Er det det hele?

 

 

 

*  *  *

 

 

 

JULI-AUGUST 1973

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GRØN, trinitatistidens farve.

 

[...]

 

FRA BAGSIDEN

 

[...]

 

GUDSTJENESTER

 

Her kommer sommerens og livets Herre dig i møde:

 

[Listen med sommerens gudstjenester]

 

[...]

 

 

Havemøde

for

Pedersker og Povlsker menigheder

i PRÆSTEGÅRDENS HAVE

onsdag den 25. juli kl. [2012: Mon det bare er en fejl, at selve klokkeslættet mangler?]

Kirkebilen kører ad de sædvanlige ruter. - Tilmelding som sædvanlig.

 

 

De ældres udflugt

onsdag den 11. juli

med afgang fra Samlingshuset

kl. 13.30 præcis

Indtegning senest

lørdag den 7. juli i Præstegården,

tlf. 97 80 28

og hos fru Valborg Jensen,

tlf. 97 81 90.

 

Pedersker menighedsråd.

 

 

DEN DANSKE HØJMESSE

 

13. Prædiken

Efter en kort fri bøn, som regel en bøn om, at vi må høre og modtage det, som dagens prædikentekst skal sige os, læses evangeliet, hvorover der skal prædikes.

Derefter følger selve prædikenen.

Prædiken betyder forkyndelse.

Alt, hvad der ellers foregår ved gudstjenesten, har stor værdi og betydning, og det er en sørgelig misforståelse, hvis man tror, at det bare er noget gammelt ragelse, som man nu engang er nødt til at have med. Men uden prædikenen ville det altsammen blive dødt, fortidigt og uvedkommende.

Det kan godt være, at det hverken er særlig flot eller særlig dybt, hvad præsten siger. Men det er heller ikke det, det kommer an på. Det afgørende er, at her hører vi skriftens overleverede ord ikke som oplæsning, men som levende, nutidig tiltale fra menneske til menneske.

Og at Gud bruger denne mennesketale, ja, bruger den som sin tale til mennesker, er til syvende og sidst et under. At prædikenen tales som og høres som andet end tomme og uvedkommende ord, er Guds gave. Hverken den største dygtighed eller den mest opmærksomme lytten er nok.

Derfor begynder denne del af gudstjenesten også med en bøn om, at vi må høre Ordet, og munder ud i lovprisningen: »Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd ...«

 

 

 

*  *  *

 

 

 

JUNI 1973

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er RØD, pinsens farve.

 

[...]

 

FRA BAGSIDEN

 

[...]

 

GUDSTJENESTER

 

Pinseliljer, sommer sol og ...

 

[...]

 

Hvornår er man solgt?

 

Fra en artikel i Kristeligt Dagblad om bl. a. problemerne med at få mødre til at være med i noget kirkeligt mødreklub-arbejde har jeg klippet følgende:

 

»En af mødrene har fortalt, at hun har været rundt i hele sin opgang for at invitere de andre kvinder. Hun fik alle mulige begrundelser for, at de ikke ville være med, bl. a.: Så skal vi også bare komme i kirke hver søndag.

Mange føler, at har de først sat deres ben i kirken, så har de solgt deres sjæl«.

 

Jeg vil i og for sig se helt bort fra det specielle tilfælde med mødreklubberne. Jeg er nemlig afgjort modstander af alle mulige mere eller mindre mærkelige former for »kirkeligt« eller »gudeligt« arbejde. Kirkens arbejde foregår i kirken og i konfirmandstuen. Og så må kristne mennesker ellers leve med og på deres kristne tro ude i det ganske almindelige liv som ganske almindelige mennesker.

Men netop derfor bliver jeg grebet af stor sorg og bitterhed, når jeg møder en holdning som den her omtalte, nemlig den opfattelse, at »kirken« skulle være en slags forening, der hele tiden lå på lur for at indfange og kapre nye medlemmer.

Kirken er jo simpelt hen det, at mennesker samles om det glædelige budskab, der siger, at Gud elsker verden, d. v. s. alle mennesker, også de ganske almindelige sløve danske folkekirkekristne, og at han har sendt sin Søn for at befri og frelse dem fra syndens og dødens og Djævelens magt.

De, der taler om at sælge sin sjæl til kirken har derfor misforstået situationen ganske katastrofalt. Sandheden er nemlig, at bortset fra det kristne evangelium er man solgt.

At gå i kirke og sammen med alle de andre ganske almindelige og syndige mennesker høre evangeliet, betyder derimod frihed, liv og glæde - til at gå ud i det ganske almindelige liv med.

 

 

[I boks:]

PINSE

Kirkeårets mærkeligste fest. Synes nok de fleste af os. Hvis vi da ikke helt har glemt alt om den, så vi ikke engang kan synes, den er mærkelig.

Men hvad er pinse så? Prøv at slå op i salmebogens tekstdel og læs teksterne til pinsedag og derefter (helt omme bagi) forklaringen til 3. trosartikel i Luthers lille Katekismus.

 

 

DEN DANSKE HØJMESSE

 

12. Salme før prædikenen

Denne salme slutter sig så vidt muligt til det evangelium, der blev læst fra alteret og danner derved samtidig overgang til prædikenen, idet der jo er en (større eller mindre) overensstemmelse mellem tekstrækkerne.

Men det kan også være en salme, der på anden måde forbereder prædikenen.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MAJ 1973

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GUL, påske-festetidens farve.

 

[...]

 

FRA BAGSIDEN

 

[...]

 

GUDSTJENESTER

 

Påskefesten fortsat

 

[...]

 

 

DEN DANSKE HØJMESSE

 

10. Evangelium

Efter anden salme læses det evangelium, dér ikke skal prædikes over dét pågældende kirkeår.

Evangelium betyder godt eller glædeligt budskab, og derfor synger menigheden inden læsningen: »Gud være lovet for sit glædelige budskab«.

Vi hører så det glædelige budskab om tilgivelse og frihed - og hvor dette budskab lyder, bryder Gudsriget ind i vor tilværelse.

 

11. Trosbekendelse

Menighedens svar på det glædelige budskab er forsagelsen af Djævelen og bekendelsen af troen på den treenige Gud.

At vi sammen synger den bekendelse, vi er døbt på, skal ikke forstås som et tyngende krav. Vi skal ikke spekulere på, om vi nu kan stå inde for denne eller hin enkelthed.

Trosbekendelsen er vort glade svar på det glædelige budskab, et udtryk for, at vi overgiver os til den Gud, der lige har talt sit Ord til os, Skaberen, Frelseren og Helligånden.

(Eventuel dåb »erstatter« trosbekendelsen, som jo lyder ved dåben).

 

 

 

*  *  *

 

 

 

APRIL 1973

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er GUL, påske-festetidens farve.

 

 

FRA BAGSIDEN

 

[...]

 

GUDSTJENESTER

 

Kristus er opstanden

 

[...]

 

Den danske højmesse

 

8. Epistel

Epistel betyder brev - og det er da også et stykke af de nytestamentlige breve, der læses her. (Undertiden læses dog på dette sted en »lektie« (et »læsestykke«), d. v. s. en tekst fra Det gamle Testamente, Apostlenes Gerninger eller Johannes' Åbenbaring).

 

Epistelen er oprindelig et brev til en eller flere af den ældste kirkes menigheder. Men nu læses den som et brev til os - som en hilsen fra den gamle kirke ind i vor guds¬tjeneste. Det er apostlenes og den ældste kristne menigheds forkyndelse, der lyder ind i vor nutid.

 

9. Anden salme

Denne salme er som regel en kort salme af lovsangskarakter - ved højtiderne med Halleluja (»lovsyng Herren!«) i overensstemmelse med gammel tradition.

I fastetiden synger vi dog salmer, som peger frem mod Jesu lidelse og død og maner til bod.

Anden salme kan også slutte sig til den epistel eller lektie, vi lige har hørt.

 

___________________________________________________

 

 

Ro og glæde

»At gå i kirke en enkelt søndag er stadig en oplevelse af ro og glæde. At kunne sætte sig ind på rækken og synge »Den signede dag«-. Jeg er glad for, jeg lærte det«.

 

Otto Leisner.

 

2012-oplysning: Da dette nummer var udkommet, sendte jeg et eksemplar til Otto Leisner, idet jeg udtrykte håbet om, at han ikke havde noget imod, at jeg havde citeret dette. Jeg fik et venligt svar fra ham, hvori han udtrykte sin glæde over det. - Mon jeg i den forbindelse havde fortalt ham, at jeg (som pianist i Maribo Jazzklubs, Blue Moons) orkester havde optrådt i en af ham ledet amatørmusikerudsendelse? Det ville have lignet mig dårligt, hvis jeg ikke havde gjort det! - Se "Erindringer" kap. 3 "1956-1959. Branderslev og Nakskov", afsnittet "Ind i jazzen".

 

 

[I boks:]

At gå i kirke er ikke at give Vorherre een af ugens timer, men at modtage alle ugens dage af ham.

 

 

Småtingsafdelingen

»GEJSTLIGHEDEN herhjemme er ved at udvikle sig til småtingsafdelingen i vort samfund. Der kredses bestandig om de ydre ting. Vor kirkes tjenere mangler sans for proportioner. Hvis man tanker nærmere over, hvad der beskæftiger vore præster i disse år, så vil man opdage, at det er spørgsmål om præsten er kvinde eller mand, spørgsmål om præstens påklædning, om nye former for gudstjeneste, om nye, tidssvarende salmer, ny moderniseret bibeloversættelse, forståeligt sprog fra vore prædikestole, mere bekvemme tidspunkter for højmessen, spørgsmålet om man i kirkebønnen skal bede for det europæiske økonomiske fællesskabs øverste organer (sic!) og en mængde andre pudserløjerlige ting, som man nu kan bruge sin tid til i kværulanteriets tidsalder.

Er alt dette nu frugtbart? Tjener det menneskers frelse? Hjælper det mennesker i nød? Trøster det mennesker, der er syge, ensomme, bedrøvede, ængstelige og nedbrudte? Nej, men det hvirvler en masse støv op, der passende kan tjene til at skjule folkekirkens egentlige nød i dag.

Således skrev forfatteren Niels Randkær for nogen tid siden i Kristeligt Dagblad, og der er jo noget om det. Men gælder det kun præsterne?

 

 

 

*  *  *

 

 

 

MARTS 1973

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er violet, fastetidens farve.

 

-

 

FRA BAGSIDEN

 

GUDSTJENESTER

 

FASTETID: Besindelse og beredelse før påskefesten

 

[...]

 

[Den følgende tekst - med overskrift og underskrift stod mellem to meget tykke lodrette violette "søjler"]

 

DEN LEVENDE DØD

 

- midt i velstanden, sikkerheden og de rige muligheder. Det er sandheden om os og vor tid.

Selvfølgelig leves livet stadig. Det kan enhver se. Mennesker spiser, drikker, arbejder, får børn, leger med deres børn, går på besøg hos hinanden osv.

Det er ikke en død død.

Men det er en levende død. For midt i det hele er døden. Ikke bare udenfor som noget, der truer. Men også indeni som det, der gør tomt, gør til intet.

Hvad er der så at gøre ved det?

Noget, som lyder af lidt, men er alt:

At leve hver dag og modtage alle ting i troen på HAM, som er, og som giver

 

DET SANDE LIV

 

-  -  -

 

Den store tro

»Den store tro er, hvad ikke blot verden kaldte den lille, men hvad selv blandt kristne længe gjaldt for det mindste, som da altid gentager og stadfæster sig, at det mindste på jorden er det største i Himlen...

Den store tro er ikke troen på de mange ting, men på det ene nødvendige. Det er ikke troen på hver tøddel i vor Hellige Skrift fra Første Mosebogs det første, til Åbenbaringens det sidste, men den faste urokkelige forvisning om, hvad vi alle ved dåben bekender, og i en sum, at Jesus Kristus er Guds enbårne Søn, vor Herre, som med sin Faders Ånd både kan og vil skænke os syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.«

 

Af prædiken på 2. s. i fasten 1832 af N. F. S. Grundtvig

 

 

Grundtvig og højskolen

Tirsdag den 13. marts har den anden af de tre Grundtvig-aftener med emnet: Grundtvig - og livet her og hisset.

Tirsdag den 3. april slutter vi vinterens møderækker og henter i den anledning hjælp udefra, idet forstander Kjeld Hansen, Bornholms Højskole, vil komme og fortælle os om »Grundtvig og højskolen«. Møderne er som sædvanlig kl. 19.30 i præstegårdens konfirmandstue.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

FEBRUAR 1973

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er violet ("septuagesimatidens" eller "forfaste-tidens") farve, godt nok først fra søndag seksagesima, dvs. fra 18/2). Se mere om farve-spørgsmålene i den pågældende tekst fra novembernummerets bagside nf.

 

2012-bemærkning: I dag hører jeg til dem, der regner septuagesimatiden for en grøn tid (jfr. valgfriheden i den gældende vejledning i Folkekirkens Ritualbog). Den er jo en sen konstruktion, som ved Andet Vatikanerkoncil atter røg ud af det romersk-katolske kirkeår - til fordel for tre yderligere "almindelige søndage" i den række, som begynder efter helligtrekonger. (Selve den romersk-katolske første søndag efter helligtrekongers dag (6/1) kan jeg ikke komme ind på her).

 

-

 

FRA BAGSIDEN

 

Mottoet over gudstjenestelisten er.

 

Således skal de sidste blive de første, og de første de sidste..

 

[...]

 

DEN DANSKE HØJMESSE

 

7. Kollekt.

Kollekt betyder fællesbøn. Hver søn- og helligdag i kirkeåret har sin faste foreskrevne bøn. Det er imidlertid en mangel, at kollekterne mest slutter sig til 1. tekstrækkens tekster.

Liturgikommissionens forslag om at løse dette problem ved at bortkaste 40 af de nuværende kollekter er efter sin mening meget utilfredsstillende. Vi må vente og håbe på, at en endelig revision af højmessen vil omfatte en fuld række kollekter, som passer til begge tekstrækker. For det er af stor værdi, at dagens særlige karakter slås fast fra dette punkt. Ganske vist drejer enhver gudstjeneste sig om det samme, men hver enkelt gudstjeneste skulle gerne vise og forkynde det fra en ny side. Og det kan en fuld række kollekter til kirkeårets 65 højmesse(mulighede)r bidrage til.

 

2012-kommentar: Mit ønske mht. kollekterne er mere end blevet opfyldt!

 

 

Husk børnegudstjenesten

Selv glæder jeg mig til igen at tale med de små om det glædelige budskab. Den voksne menighed kan vist også lære noget: »Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn...«. Men det er jo først og fremmest for børnenes skyld. Og vi må ikke snyde vore børn, men lære dem at komme i deres himmelske Faders hus.

 

 

Høre og gøre

Vi må absolut lære os, at syndernes forladelse, Kristus og Helligånden får vi for intet, blot ved at høre, uden at selv vore største synder og al vor uværdighed kan hindre det -.

Men fornuften tager som sagt anstød og siger: Når du lærer, at menneskene absolut ikke bør gøre noget som helst andet for at vinde en så umådelig gave end at høre Ordet, synes det at føre til den største foragt for nåden. Det synes at lulle menneskene ind i sløv sikkerhed, så de lader hænderne synke og slet ikke gør noget godt... Men hør, hvad Paulus her (Gal. 3,2) siger: »At I modtog Helligånden, kom sig ikke af sved og møje, ikke af lovens gerninger, men af, at I hørte i tro...« En kristen bliver man altså ikke ved at gøre, men ved at høre. Den, som vil øve sig i retfærdighed, skal altså først øve sig ved at høre evangeliet. Når han har hørt og fattet det, skal han glad takke Gud og siden øve sig i de gode gerninger, som er foreskrevet i loven, så at loven og gerningerne kommer til at følge efter troens prædiken. Og da vil han kunne vandre med sikre skridt i lyset, som er Kristus, og med sikker dømmekraft udvælge og gøre gerninger, som ikke er hykleriske, men i sandhed gode, og om hvilke han ved, at de behager Gud og er befalede af ham.

 

Martin Luther, 1531.

 

(Store Galaterbrevskommentar).

 

 

 

*  *  *

 

 

 

JANUAR 1973

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er grøn ("helligtrekongerstidens" farve).

 

-

 

FRA BAGSIDEN

 

Mottoet over gudstjenestelisten er:

 

Så gør dig rede, kristenhed,

dit lys på stage brænde!

 

[...]

 

DEN DANSKE HØJMESSE [fortsat]

 

5. Indgangssalme.

Medens salmerne synges, står præsten med ansigtet mod alteret, og ligeledes ved bøn og trosbekendelse.

Dette viser, at det, der nu foregår, er menighedens tale til Gud i lovsang, bøn og bekendelse.

Under tekstlæsning og velsignelse står præsten derimod vendt mod menigheden; for da er det Gud, der taler til den.

Alteret er »det ophøjede sted«. I andre religioner er alteret det sted, hvorpå mennesker ofrer noget til Gud; men i den kristne kirke er alteret nadverens bord, hvor brødet og vinen indvies og rækkes menigheden til delagtighed i Kristi ene offer til syndernes forladelse og evigt liv. Men netop derfor er alteret kirkens »midtpunkt«.

Indgangssalmen kan anslå dagens karakter, nedbede Guds Ånd over den forestående gudstjeneste eller være en betragtning over gudstjenesten og fællesskabet. Den vil ofte være en davidssalme i omdigtning. Men den kan også være en morgen- eller årstidssalme.

 

6. Hilsen.

Præsten: Herren være med eder!

Menigheden: Og med din ånd!

 

(Husk i øvrigt, at hele gudstjenesten står opført i begyndelsen af salmebogens tekstdel).

 

Præst og menighed hilser på hinanden med ønsket om, at Gud selv må være til stede hos dem under gudstjenesten. Denne hilsen er et ældgammelt led i gudstjenesten. Menighedens »og med din ånd« kan klinge fremmedartet i vore øren. Det stammer da også fra den gamle østerlandske fredshilsen. Et eksempel blandt flere i Det nye Testamente har vi i 2. Tim. 4,22: »Herren være med din ånd.« — Der er noget stort og smukt i, at som vi hilser på hinanden ved begyndelsen af vor gudstjeneste, sådan har alle kristne før os gjort.

 

Samtalemøder

Tirsdagene 16. og 30. januar i præstegårdens konfirmandstue

 

Helligtrekongersgudstjeneste

Tirsdag den 9 januar kl. 19.30 taler fhv. missionær i Arabien, Esther Poulsen, ved helligtrekongers- og ydremissionsgudstjenesten i Set. Peders Kirke.

Ligesom sidste år er denne gudstjeneste fælles for Pedersker og Povlsker menigheder.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

JANUAR 1973

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er grøn ("helligtrekongerstidens" farve).

 

-

 

FRA BAGSIDEN

 

Mottoet over gudstjenestelisten er:

 

Så gør dig rede, kristenhed,

dit lys på stage brænde!

 

[...]

 

DEN DANSKE HØJMESSE [fortsat]

 

5. Indgangssalme.

Medens salmerne synges, står præsten med ansigtet mod alteret, og ligeledes ved bøn og trosbekendelse.

Dette viser, at det, der nu foregår, er menighedens tale til Gud i lovsang, bøn og bekendelse.

Under tekstlæsning og velsignelse står præsten derimod vendt mod menigheden; for da er det Gud, der taler til den.

Alteret er »det ophøjede sted«. I andre religioner er alteret det sted, hvorpå mennesker ofrer noget til Gud; men i den kristne kirke er alteret nadverens bord, hvor brødet og vinen indvies og rækkes menigheden til delagtighed i Kristi ene offer til syndernes forladelse og evigt liv. Men netop derfor er alteret kirkens »midtpunkt«.

Indgangssalmen kan anslå dagens karakter, nedbede Guds Ånd over den forestående gudstjeneste eller være en betragtning over gudstjenesten og fællesskabet. Den vil ofte være en davidssalme i omdigtning. Men den kan også være en morgen- eller årstidssalme.

 

6. Hilsen.

Præsten: Herren være med eder!

Menigheden: Og med din ånd!

 

(Husk i øvrigt, at hele gudstjenesten står opført i begyndelsen af salmebogens tekstdel).

 

Præst og menighed hilser på hinanden med ønsket om, at Gud selv må være til stede hos dem under gudstjenesten. Denne hilsen er et ældgammelt led i gudstjenesten. Menighedens »og med din ånd« kan klinge fremmedartet i vore øren. Det stammer da også fra den gamle østerlandske fredshilsen. Et eksempel blandt flere i Det nye Te­stamente har vi i 2. Tim. 4,22: »Herren være med din ånd.« — Der er noget stort og smukt i, at som vi hilser på hinanden ved begyndelsen af vor gudstjeneste, sådan har alle kristne før os gjort.

 

Samtalemøder

Tirsdagene 16. og 30. januar i præstegårdens konfirmandstue

 

Helligtrekongersgudstjeneste

Tirsdag den 9- januar kl. 19.30 taler fhv. missionær i Arabien, Esther Poulsen, ved helligtrekongers- og ydremissionsgudstjenesten i Set. Peders Kirke.

Ligesom sidste år er denne gudstjeneste fælles for Pedersker og Povlsker menigheder.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

DECEMBER 1972

 

Farven i bladhovedet, stregen nederst på forsiden og i ordet ”GUDSTJENESTER” på bagsiden er violet (adventstidens farve, jo bortset fra 1. søndag i advent; se mere om farvespørgsmålene i den pågældende tekst fra novembernummerets bagside nf.).

 

-

 

FRA BAGSIDEN

 

Mottoet over gudstjenestelisten er: Vær velkommen, Herrens år!

 

[...]

 

DEN DANSKE HØJMESSE

 

Messeklæderne (fortsat)

Vi har i vore kirker hverken sort eller violet messehagel. I stedet markeres disse tider ved, at der ikke bruges messeklæder. Bemærk dog, at kirkebladet bruger den violette farve - ligesom også de andre liturgiske farver som regel præger kirkebladet på de forskellige kirkeårstider.

I Sct, Pouls kirke mangler også den grønne messehagel, som må erstattes af den hvide.

Messeklædernes betydning ligger ikke blot i de skiftende farver. De understreger forbindelsen bagud, understreger, at kristendom og kirke ikke er noget, der er opfundet sidste år. Og de dækker over præstens person, viser, at det ikke er f. eks. hr. Christensen, det drejer sig om, men at præsten kun er en ringe tjener for det Ord, Gud vil tale til sin menighed.

 

4. Indgangsbøn

Indgangsbønnen er et udtryk for, at det ikke er underholdning, fore­drag eller diskussion, man er sam­let til. Menigheden er forsamlet i sin Herres hus for at høre Hans Ord og beder til indgang om, at Han ved sin Ånd vil gøre Ordet le­vende og nærværende.

 

 

[...]

 

Set. Peders kirke i brug igen

2. eller 3. søndag i advent regner vi med at kunne tage den smukt nymalede Sct. Peders kirke i brug igen. - Se nærmere i dagspressens gudstjenestelister.

 

[...]

 

Sognepræsten.

 

 

 

*  *  *

 

 

 

NOVEMBER 1972